Svar på spm. nr. S 1567: Hvad er udenrigsministerens holdning til at støtte Indien og Sydafrikas WTO-initiativ om en midlertidig waiver af covid-19-patenter, set i lyset af ministerens partifæller, Socialdemokratiets medlemmer af Europa-parlamentet, i sidste uge (19. maj 2021) gav deres støtte til selvsamme waiver?
Tilhører sager:
Aktører:
- Besvaret af: udenrigsministeren
- Spørger: Peder Hvelplund
- Til: Jeppe Kofod
- Minister: udenrigsministeren
Svar på spm. nr. S 1567.docx
https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/s1567/svar/1791673/2411264.pdf
Udenrigsministeriet Folketingets Lovsekretariat Sag/ID Nr. Enhed Dato 2021-21069 HPA 7. juni 2021 Svar på § 20-spørgsmål nr. S 1567 stillet den 21. maj af Peder Hvelplund (EL) til udenrigsministeren. Spørgsmål Hvad er udenrigsministerens holdning til at støtte Indien og Sydafrikas WTO-initiativ om en midlertidig waiver af covid-19-patenter, set i lyset af ministerens partifæller, Socialdemokratiets medlemmer af Europa- parlamentet, i sidste uge (19. maj 2021) gav deres støtte til selvsamme waiver? Svar Regeringen arbejder for, at effektive og sikre COVID-19 vacciner skal være tilgængelige for alle. Der er ingen tvivl om, at vi på verdensplan står over for en stor udfordring med vaccinemangel, som desværre især har ramt udviklingslandene. Derfor var det vigtigt og positivt, at EU’s stats- og regeringschefer på topmødet den 25. maj besluttede et mål om at donere mindst 100 millioner COVID-19-vacciner i 2021. Heraf vil vi fra dansk side bidrage med tre millioner vaccinedoser. EU har desuden udvist solidaritet ved at eksportere omkring halvdelen af alle vacciner produceret i EU. Som regeringen løbende har tilkendegivet, senest bl.a. i mundtlig besvarelse af S1488 og S1490, drøfter Danmark og EU gerne med åbent sind alle forslag, som har til formål at øge den globale vaccineproduktion, herunder også det indisk-sydafrikanske forslag i WTO. Imidlertid er en lang række lande, herunder Danmark, fortsat ikke overbevist om, at suspension af intellektuelle ejendomsrettigheder vil bidrage til at øge vaccineproduktionen. I den forbindelse bemærker jeg, at hverken Indien, Sydafrika eller andre indtil videre har fremlagt eksempler på, at Asiatisk Plads 2 DK-1448 København K Telefon +45 33 92 00 00 Telefax +45 32 54 05 33 E-mail: um@um.dk http://www.um.dk Det Udenrigspolitiske Nævn, Udenrigsudvalget 2020-21 Offentligt 2 intellektuelle ejendomsrettigheder har udgjort en bremse for vaccineproduktion. Udfordringen med at få vacciner til udviklingslandene skyldes således snarere mangel på knowhow og råmaterialer, komplekse værdikæder, eksportrestriktioner og svage sundhedssystemer. På den baggrund synes WTO-generaldirektør Ngozis initiativ til ”en tredje vej” at være et godt og konstruktivt bud på, hvordan den globale tilgængelighed af vacciner kan øges ved bl.a. at styrke samarbejdet mellem vaccineproducenter og industrien via flere frivillige licensaftaler. Jeg kan i øvrigt forsikre om, at Socialdemokratiets holdning, i denne som i andre sager, er den samme både i Europa-Parlamentet, på Christiansborg og i regeringen. Og jeg forstår, at der da også ved tidligere afstemninger i Europa-Parlamentet er blevet stemt blankt til lignende forslag om en waiver. For så vidt angår den specifikke stemmeafgivelse, der henvises til, er jeg blevet oplyst om, at der på grund af en fejl ikke blev stemt blankt ift. det konkrete forslag, som ellers ville have været mest retvisende. Med venlig hilsen Jeppe Kofod