Lovudkastet til lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v.., fra justitsministeren

Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Slotsholmsgade101216KøbenhavnK.T +4572268400
F +4533933510
www.justitsministeriet.dkjm@jm.dk
Fortegnelse over myndigheder og organisationer mv., der høres over
udkast til forslag om lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf mv.
Advokatrådet
Advokatsamfundet
Amnesty International
Danske Advokater
Datatilsynet
Den Danske Dommerforening
Det Kriminalpræventive Råd
Direktoratet for Kriminalforsorgen
Dommerfuldmægtigforeningen
Domstolsstyrelsen
Foreningen af Fængselsinspektører, vicefængselsinspektører og økonomi-
chefer
Foreningen af Offentlige Anklagere
Foreningen af Statsadvokater
Fængselsforbundet
HK Landsklubben Danmarks Domstole
HK Landsklubben Kriminalforsorgen
Højesteret
Institut for Menneskerettigheder
Justitia
Kriminalforsorgsforeningen
Landsforeningen af Forsvarsadvokater
Landsforeningen KRIM
Landsklubben af socialrådgivere ansat i Kriminalforsorgen
Politiforbundet
Procesbevillingsnævnet
Dato: 27. maj 2021
Kontor: Nordatlantkontoret
Sagsbeh: Rune Kistrup
Sagsnr.: 2020-491-0081
Dok.: 1976992
Færøudvalget 2020-21
FÆU Alm.del - Bilag 22
Offentligt
2
Retspolitisk Forening
Retten på Færøerne
Rigsadvokaten
Rigspolitiet
Rådet for Socialt Udsatte
Sø- og Handelsretten
Vestre Landsret
Østre Landsret


Side 1/1
Til orientering sendes vedlagte udkast til forslag til lov for Færøerne om
fuldbyrdelse af straf mv.
Udkastet til lovforslag er i går blevet sendt i høring hos de myndigheder og
organisationer mv., som fremgår af vedlagte fortegnelse, med høringsfrist
den 24. juni 2021.
Det pågældende udkast er endvidere sendt til Folketingets Retsudvalg til
orientering.
Nick Hækkerup
/
Marie Mølsted
Folketinget
Færøudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato: 28. maj 2021
Kontor: Nordatlantkontoret
Sagsbeh: Julie Christine Gade Mik-
kelsen
Sagsnr.: 2020-491-0081
Dok.: 1978542
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 3392 3340
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Færøudvalget 2020-21
FÆU Alm.del - Bilag 22
Offentligt


Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Slotsholmsgade101216KøbenhavnK.T +4572268400
F +4533933510
www.justitsministeriet.dkjm@jm.dk
Udkast til
forslag
til
Lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v.
Afsnit I
Indledende bestemmelser
Kapitel 1
Lovens område og kriminalforsorgens organisation m.v.
Lovens område
§ 1. Efter reglerne i denne lov fuldbyrdes
1) fængselsstraffe,
2) bødestraffe,
3) betingede domme,
4) samfundstjeneste og
5) forvaring.
Dato: 27. maj 2021
Kontor: Nordatlantkontoret
Sagsbeh: Julie Christine Gade
Mikkelsen
Sagsnr.: 2020-491-0081
Dok.: 1991539
Færøudvalget 2020-21
FÆU Alm.del - Bilag 22
Offentligt
2
Kriminalforsorgens organisation m.v.
§ 2. Justitsministeriet er den øverste administrative myndighed for krimi-
nalforsorgen.
Stk. 2. Direktoratet for Kriminalforsorgen under Justitsministeriet vareta-
ger den centrale ledelse og administration af fuldbyrdelsen af de i § 1 nævnte
straffe m.v.
Stk. 3. Under Direktoratet for Kriminalforsorgen skal der være et antal
kriminalforsorgsområder.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter antallet af kriminalforsorgsområder,
områdernes geografiske afgrænsning og fordelingen af lokale kriminalfor-
sorgsinstitutioner imellem områderne.
Stk. 5. Justitsministeren kan i sager af større eller principiel betydning be-
slutte at overtage Direktoratet for Kriminalforsorgens eller et kriminalfor-
sorgsområdes beføjelser efter loven. Direktoratet for Kriminalforsorgen kan
tilsvarende i sager af større eller principiel betydning beslutte at overtage et
kriminalforsorgsområdes beføjelser efter loven.
Stk. 6. I ansættelses- og personalesager kan Direktoratet for Kriminalfor-
sorgens afgørelser ikke påklages til justitsministeren. Det gælder dog ikke,
hvor Direktoratet for Kriminalforsorgen i første instans har truffet afgørelse
i disciplinærsager, og i andre sager, hvor der er truffet afgørelse om afsked.
Kapitel 2
Almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af straf
§ 3. Fuldbyrdelse af en straf skal ske med fornøden hensyntagen såvel til
straffens gennemførelse som til behovet for at hjælpe eller påvirke den
dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse.
§ 4. Der må ikke under fuldbyrdelsen af straf pålægges en person andre
begrænsninger i tilværelsen end sådanne, der er fastsat ved lov eller er en
følge af selve straffen.
Afsnit II
Fængselsstraffe
Kapitel 3
Almindelige bestemmelser
§ 5. Justitsministeren fastsætter regler om indretningen af institutioner
under kriminalforsorgen til fuldbyrdelse af fængselsstraf.
3
§ 6. Justitsministeren fastsætter regler om erstatning til indsatte i krimi-
nalforsorgens institutioner for følger af ulykkestilfælde m.v.
§ 7. En person, der er idømt fængselsstraf, har også før straffuldbyrdel-
sens iværksættelse ret til at få nærmere rådgivning hos kriminalforsorgen
om sine arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige, sociale og personlige for-
hold i forbindelse med fuldbyrdelsen.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelsen af den i stk.
1 nævnte rådgivning.
Kapitel 4
Straffuldbyrdelsens iværksættelse
§ 8. Fuldbyrdelsen af en fængselsstraf skal iværksættes snarest muligt.
Stk. 2. For dømte, der er på fri fod efter dommen, iværksættes fuldbyrdel-
sen, når den dømte modtages i en institution under kriminalforsorgen.
Stk. 3. For dømte, der er varetægtsfængslet efter dommen eller allerede
udstår frihedsstraf, iværksættes fuldbyrdelsen, når kriminalforsorgen giver
meddelelse til den pågældende herom.
§ 9. Er den dømte ikke varetægtsfængslet efter endelig dom, indkaldes
den pågældende til fuldbyrdelse af fængselsstraffen. Indkaldelse sker efter
regler fastsat af justitsministeren.
Stk. 2. Søger den dømte om særlig hurtig påbegyndelse af straffuldbyr-
delsen, skal ansøgningen så vidt muligt imødekommes.
Kapitel 5
Udsættelse og benådning
§ 10. Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan bestemme, at
fuldbyrdelsen af en fængselsstraf eller en del af denne skal udsættes, når
1) hensynet til den dømte, herunder dennes arbejds-, uddannelses-, fa-
milie- eller helbredsmæssige forhold taler herfor, og
2) hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod udsættelse af straf-
fuldbyrdelsen.
§ 11. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om ud-
sættelse af straffuldbyrdelsen og om den administrative behandling af sager
om benådning. Justitsministeren kan i forbindelse hermed bestemme, at der
4
kun tillægges ansøgninger indgivet inden udløbet af bestemte frister opsæt-
tende virkning efter § 12.
§ 12. Søger en dømt på fri fod rettidigt om udsættelse af straffuldbyrdel-
sen eller om benådning, skal straffuldbyrdelsen udsættes, indtil der er truffet
afgørelse i sagen.
Stk. 2. Hvis den dømte tidligere har fået straffuldbyrdelsen udsat eller har
fået afslag på en ansøgning om udsættelse eller benådning, skal straffuld-
byrdelsen kun udsættes under behandlingen af den nye ansøgning, når denne
indeholder nye væsentlige oplysninger, hvis rigtighed så vidt muligt er godt-
gjort, eller der i øvrigt er særlig grund til at afvente afgørelsen af den nye
ansøgning.
§ 13. Udsættelse af straffuldbyrdelsen betinges af, at den dømte ikke be-
går strafbart forhold. Udsættelse kan endvidere betinges af, at den dømte i
øvrigt overholder fastsatte vilkår, herunder undergiver sig tilsyn af krimi-
nalforsorgen.
Stk. 2. Hvis den dømte ikke overholder de vilkår, der er fastsat for tilla-
delsen til udsættelse af straffuldbyrdelsen, eller nye oplysninger tilvejebrin-
ges, hvorefter den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart
forhold, kan tilladelsen tilbagekaldes, således at fuldbyrdelsen af fængsels-
straffen herefter påbegyndes snarest muligt.
Kapitel 6
Beregning af straffetiden
§ 14. Kriminalforsorgen skal ved en beregning af straffetiden fastlægge
1) tidspunktet for løsladelse efter udståelse af hele straffen,
2) tidspunktet for eventuel prøveløsladelse efter udståelse af 2/3 af en
tidsbestemt straf, jf. § 79 a, stk. 1, og
3) tidspunktet for eventuel prøveløsladelse efter udståelse af 12 år af en
straf af fængsel på livstid, jf. § 79 e, stk. 1.
Stk. 2. Er den dømte varetægtsfængslet efter endelig dom, anses fuldbyr-
delsen af fængselsstraffen for påbegyndt den dag, dommen er afsagt.
Stk. 3. Er den dømte på fri fod efter endelig dom, anses fuldbyrdelsen af
fængselsstraffen for påbegyndt, når den dømte modtages eller anholdes med
henblik på straffuldbyrdelsens iværksættelse.
§ 15. Den dømte skal gøres bekendt med straffetidsberegningen snarest
muligt efter, at fuldbyrdelsen af frihedsstraffen er iværksat.
5
§ 16. Hvis straffuldbyrdelsen afbrydes eller forudsætningerne for straffe-
tidsberegningen i øvrigt ændres, foretager kriminalforsorgen en ombereg-
ning af straffetiden. Den dømte skal snarest muligt gøres bekendt med den
ændrede straffetidsberegning.
§ 17. Skal den dømte afsone flere fængselsstraffe i forlængelse af hinan-
den, foretages straffetidsberegningen som en samlet beregning, der omfatter
alle de pågældende straffe.
§ 18. Ved beregningen af straffetiden foretages fradrag efter reglerne i
straffelovens § 86 for anholdelse, varetægtsfængsling og indlæggelse til
mentalundersøgelse.
Stk. 2. Ved beregningen af straffetiden foretages endvidere fradrag for
anholdelse, varetægtsfængsling og indlæggelse til mentalundersøgelse i en
anden sag under straffuldbyrdelsen, hvis påtale opgives eller tiltalte frifin-
des. Fradrag foretages med et antal dage svarende til det antal påbegyndte
døgn, som frihedsberøvelsen har varet, med tillæg af 50 pct. og oprundet til
nærmeste hele antal dage. Fradrag foretages dog kun i de tilfælde, hvor fuld-
byrdelsen af fængselsstraffen afbrydes, jf. § 75.
Stk. 3. Ved beregningen af straffetiden foretages desuden fradrag, når den
indsatte uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikrings-
celle eller udelukket fra fællesskab, jf. § 106, stk. 1, nr. 2 og 3. Fradrag fo-
retages med et antal dage svarende til 50 pct. af det antal påbegyndte døgn,
indgrebet har varet, og oprundet til nærmeste hele antal dage.
Stk. 4. I det omfang der foretages fradrag efter stk. 2, ydes der ikke erstat-
ning for frihedsberøvelsen efter retsplejelovens kapitel 106. I det omfang
der foretages fradrag efter stk. 3, ydes der endvidere ikke erstatning for ind-
greb efter § 106, stk. 1, nr. 2 og 3.
§ 19. Justitsministeren fastsætter regler om straffetidsberegningen.
Kapitel 7
Valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem afsoningsinstituti-
oner
Institutioner m.v.
§ 20. Fængselsstraf fuldbyrdes i fængsel eller i arresthus.
Stk. 2. Fængselsstraf kan dog efter reglerne i § 78 om anbringelse i og
overførsel til særlig institution m.v. i særlige tilfælde fuldbyrdes i instituti-
oner m.v. uden for kriminalforsorgen eller i kriminalforsorgens pensioner.
6
Valg af afsoningsinstitution
§ 21. Fængselsstraf til og med 1 år og 6 måneder fuldbyrdes i arresthus
på Færøerne.
Stk. 2. Fængselsstraf til og med 1 år og 6 måneder kan dog fuldbyrdes i
fængsel eller arresthus i Danmark, hvis
1) det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medind-
satte, personale eller andre i institutionen eller som led i kriminal-
forsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme,
2) der er bestemte grunde til at antage, at den dømtes farlighed eller
kriminalitet gør det nødvendigt for at forebygge, at den dømte und-
viger eller begår farlig kriminalitet,
3) det må anses for nødvendigt for at beskytte den dømte mod overgreb,
4) den dømte efter de lægelige oplysninger bør anbringes i Vestre Hos-
pital eller Herstedvester Fængsel,
5) den dømte ønsker at udstå straffen i fængsel eller arresthus i Dan-
mark, og særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler
for det,
6) den idømte fængselsstraf er højere end 6 måneder, og den dømte øn-
sker at udstå straffen i et åbent fængsel i Danmark og findes egnet
hertil, eller
7) andre særlige omstændigheder afgørende taler herfor.
§ 22. Fængselsstraf over 1 år og 6 måneder fuldbyrdes i fængsel eller
arresthus i Danmark, medmindre den dømte ønsker at udstå straffen på Fæ-
røerne, og særlige personlige forhold afgørende taler herfor, jf. dog § 23. 1.
pkt. gælder dog ikke, hvis der foreligger sådanne omstændigheder som
nævnt i § 21, stk. 2.
§ 23. Hvis den dømtes opholdstid forventes at være mindre end 1 år, og
der ikke foreligger sådanne omstændigheder som nævnt i § 21, stk. 2, kan
der træffes bestemmelse om, at straffen udstås i arresthus på Færøerne.
Overførsel af indsatte fra arresthus på Færøerne til fængsel eller arresthus
i Danmark
§ 24. En indsat i arresthus på Færøerne kan overføres til fængsel eller
arresthus i Danmark, hvis
7
1) det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medind-
satte, personale eller andre i institutionen, eller som led i kriminal-
forsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme,
2) den pågældende er undveget eller har forsøgt herpå, eller der efter
de foreliggende oplysninger er en særlig bestyrket mistanke om, at
den indsatte ved fortsat ophold i arresthuset vil undvige eller begå
farlig kriminalitet,
3) det må anses for nødvendigt for at beskytte den dømte mod overgreb,
4) den pågældende efter de lægelige oplysninger bør overføres til Ve-
stre Hospital eller Herstedvester Fængsel,
5) den dømte ønsker at udstå straffen i fængsel eller arresthus i Dan-
mark, og særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler
for det,
6) den idømte fængselsstraf er højere end 6 måneder, og den dømte øn-
sker at udstå straffen i et åbent fængsel i Danmark og findes egnet
hertil, eller
7) andre særlige omstændigheder afgørende taler herfor.
Overførsel af indsatte fra fængsel eller arresthus i Danmark til arresthus
på Færøerne
§ 25. En indsat, der er anbragt i et fængsel eller arresthus i Danmark i
medfør af § 21, stk. 2, eller overført til fængsel eller arresthus i Danmark i
medfør af § 24, skal overføres til arresthus på Færøerne, når betingelserne i
§ 21, stk. 2, og § 24 ikke længere er opfyldt. Overførsel kan dog undlades,
hvis reststraffen er ganske kortvarig.
Stk. 2. En indsat, der er anbragt i fængsel eller arresthus i Danmark i med-
før af § 22, kan overføres til arresthus på Færøerne, når der resterer mindre
end 1 år af den forventede opholdstid. Dette gælder dog ikke, hvis der i
medfør af sådanne hensyn, som er nævnt i § 21, stk. 2, er grundlag for fortsat
at fuldbyrde straffen i fængsel eller arresthus i Danmark.
§ 26. Justitsministeren fastsætter regler om, at kriminalforsorgen i de i §
21, stk. 2, nr. 1-4 og 7, og § 24, nr. 1-4 og 7, nævnte situationer jævnligt skal
tage spørgsmålet om den indsattes overførsel til arresthus på Færøerne op
til overvejelse, uanset om den indsatte anmoder herom. Justitsministeren
fastsætter endvidere regler om den administrative behandling af sager, hvor
en indsat, der efter eget ønske i medfør af § 21, stk. 2, nr. 5 eller 6, er anbragt
i fængsel eller arresthus i Danmark til udståelse af straf, eller som i medfør
af § 24, nr. 5 eller 6, efter eget ønske er overført til fængsel eller arresthus i
Danmark, tilbagekalder sit ønske herom. Justitsministeren kan herunder
8
fastsætte regler om, at den dømte efter tilbageførsel til Færøerne ikke senere
under straffuldbyrdelsen vil kunne anbringes i arresthus eller fængsel i Dan-
mark i medfør af den samme bestemmelse, medmindre der foreligger væ-
sentligt ændrede forhold.
Fælles regler for anbringelse og overførsel
§ 27. Justitsministeren fastsætter regler om anbringelse og overførsel efter
§§ 21-25.
§ 28. Ved anbringelse i eller overførsel til en institution i Danmark place-
res den indsatte i fængsel eller arresthus efter reglerne i den danske straf-
fuldbyrdelseslov.
§ 29. Under anbringelsen i en institution i Danmark behandles den dømte
efter reglerne i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. dog § 30.
§ 30. Afgørelse om prøveløsladelse eller nægtelse heraf af dømte, som i
medfør af reglerne i dette kapitel er anbragt eller overført til afsoning i fæng-
sel eller arresthus i Danmark, træffes efter reglerne i denne lovs kapitel 14.
Kapitel 8
Indsattes rettigheder og pligter under opholdet i afsoningsinstitutionen
Vejledning og planlægning
§ 31. En indsat skal snarest efter at være anbragt i institutionen vejledes
om sine rettigheder, pligter og øvrige forhold under straffuldbyrdelsen.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet skal endvidere i samarbejde med den
indsatte snarest efter indsættelsen udarbejde en plan for strafudståelsen og
tiden efter løsladelsen. Denne plan skal jævnligt sammenholdes med den
indsattes forhold under strafudståelsen og om nødvendigt søges tilpasset
ændringer i disse forhold. For indsatte, der er udvist af landet ved dom, skal
planen ikke omfatte tiden efter løsladelsen.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorved bestemmelsen i
stk. 2 kan begrænses i forhold til indsatte, der alene skal udstå en kortvarig
straf.
9
Anvisninger
§ 32. En indsat skal efterkomme de anvisninger, som gives af institutio-
nens personale i forbindelse med varetagelsen af institutionens opgaver.
Fællesskab
§ 33. En indsat skal så vidt muligt have adgang til fællesskab med andre
indsatte.
Stk. 2. Hvis den indsatte selv ønsker det, og forholdene tillader det, fuld-
byrdes fængselsstraf uden eller med begrænset fællesskab.
Stk. 3. Hvis den indsatte selv ønsker det, og forholdene tillader det, fuld-
byrdes fængselsstraf uden fællesskab med indsatte af modsat køn, bortset
fra fællesskab i arbejdstiden.
Stk. 4. I øvrigt kan fængselsstraf kun fuldbyrdes uden fællesskab efter
reglerne i §§ 63 og 64.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelse af fællesskab
efter stk. 1, herunder om adgangen til at låse de indsatte inde, og om de ind-
sattes adgang til at kunne aflåse eget opholdsrum.
§ 33 a. Kriminalforsorgsområdet kan midlertidigt begrænse eller ophæve
fællesskabet i institutionen eller dele af denne, når helt ekstraordinære or-
dens- eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, herunder når det
under hensyn til en generelt truende stemning i institutionen er nødvendigt
af hensyn til medindsattes eller personalets sikkerhed.
Stk. 2. En afgørelse om midlertidig begrænsning eller ophævelse af fæl-
lesskabet efter stk. 1 må ikke have et omfang eller en udstrækning, der er
mere vidtgående, end de ekstraordinære ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn nødvendiggør. Foranstaltningen skal ophæves, når det ordens- og
sikkerhedsmæssigt er forsvarligt at genetablere almindeligt fællesskab.
Stk. 3. Begrænsningen eller ophævelsen af fællesskabet skal gennemføres
så skånsomt, som omstændighederne tillader det.
Stk. 4. Kriminalforsorgsområdet skal dagligt overveje, om en foranstalt-
ning efter stk. 1 kan ophæves eller begrænses. Kriminalforsorgsområdet
skal løbende være opmærksom på, om der er indsatte, som, f.eks. på bag-
grund af personalets observationer i forbindelse med den daglige kontakt
med de indsatte, bør udtages af foranstaltningen, f.eks. ved overførsel til
anden institution.
10
Stk. 5. Kriminalforsorgsområdet skal så hurtigt som muligt underrette Di-
rektoratet for Kriminalforsorgen om en afgørelse efter stk. 1. Kriminalfor-
sorgsområdet skal endvidere dagligt underrette direktoratet, så længe en så-
dan afgørelse efter stk. 1 opretholdes.
Stk. 6. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om gennemførelse af
midlertidig begrænsning og ophævelse af fællesskabet efter stk. 1.
Medindflydelse
§ 34. De indsatte skal have mulighed for at øve indflydelse på deres til-
værelse i institutionen gennem valgte talsmænd.
Stk. 2. På hver afdeling eller for bestemte grupper af indsatte vælges en
talsmand. Alle indsatte kan vælges som talsmand. Alle de indsatte eller tals-
mændene har ret til at vælge en fælles talsmand. Valg af talsmænd og fælles
talsmand foregår ved skriftlig, hemmelig afstemning, der kontrolleres af in-
stitutionen og repræsentanter for de indsatte i fællesskab.
Stk. 3. De indsatte har ikke ret til at deltage i drøftelser vedrørende sager
om enkeltpersoner eller sager, der vedrører institutionens sikkerhed.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelsen af de indsat-
tes medindflydelse.
Deltagelse i gudstjenester m.v.
§ 35. En indsat har ret til at deltage i gudstjenester, der afholdes i institu-
tionen. Hvis ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, kan
kriminalforsorgsområdet dog nægte en indsat adgang til at deltage i guds-
tjenester.
Stk. 2. En indsat har ret til samtale med en præst eller lignende fra sit
trossamfund.
Egne penge og genstande
§ 36. En indsat har ret til at medtage, besidde og råde over egne genstande
i institutionen, medmindre dette er uforeneligt med hensynet til orden, sik-
kerhed eller andres rettigheder, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. En indsat har ikke ret til at medtage, besidde eller råde over mobil-
telefon og lignende kommunikationsudstyr i institutionen, medmindre det
er foreneligt med hensynet til orden og sikkerhed.
11
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om indsattes adgang og be-
grænsninger i indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over egne
genstande i institutionen, jf. stk. 1 og 2.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter endvidere regler om indsattes adgang
til at medtage, besidde og råde over egne penge i institutionen.
Udgivelse af blad
§ 37. De indsatte i institutionen har ret til at udgive blade.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet har adgang til på forhånd at gennemlæse
de indsattes blade. Kriminalforsorgsområdet kan forbyde offentliggørelsen
af bestemte artikler, hvis sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, eller
indholdet groft forulemper enkeltpersoner.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler til gennemførelse af bestemmel-
sen i stk. 2.
Arbejde og uddannelse m.v.
§ 38. En indsat har ret til at være beskæftiget ved deltagelse i arbejde,
uddannelse eller anden godkendt aktivitet.
Stk. 2. En indsat, der er udvist af landet ved dom, kan ikke være beskæf-
tiget ved uddannelse, undervisning eller programvirksomhed, medmindre
særlige forhold taler herfor.
§ 39. Valget af beskæftigelse træffes i hvert enkelt tilfælde på grundlag
af en samlet vurdering af den indsattes forhold.
Stk. 2. Ved afgørelser efter stk. 1 skal der så vidt muligt tages hensyn til
den indsattes eget ønske og til den indsattes muligheder for at opnå arbejde
eller uddannelse uden for institutionen. Den indsatte skal vejledes om mu-
lighederne for ved undervisning eller anden uddannelse at afhjælpe mang-
lende skolekundskaber eller mangel på erhvervsmæssig eller anden uddan-
nelse.
§ 40. Institutionens arbejdspladser skal være indrettet således, at arbejds-
forholdene for de indsatte er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvar-
lige.
§ 41. Justitsministeren fastsætter regler om de indsattes beskæftigelse,
herunder om, at beskæftigelsen skal tilrettelægges under hensyn til de ind-
sattes religiøse tilhørsforhold.
12
§ 42. En indsat skal have udbetalt vederlag for sin beskæftigelse. Veder-
lag skal også udbetales til indsatte, der ikke kan tilbydes beskæftigelse. Det
samme gælder indsatte, der på grund af sygdom er fraværende fra beskæfti-
gelse.
Stk. 2. Andre indsatte skal alene have dækket deres personlige fornøden-
heder, jf. dog stk. 5 og § 110, stk. 1.
Stk. 3. En indsat, der fremsætter ønske om beskæftigelse på et tidspunkt,
hvor institutionen ikke kan tilbyde beskæftigelse, skal i en kortere periode
alene have dækket sine personlige fornødenheder, hvis den pågældende ind-
satte tidligere under strafudståelsen har afvist tilbud om beskæftigelse.
Stk. 4. Kriminalforsorgsområdet opsparer en andel af vederlaget efter stk.
1, der udbetales til den indsatte senest på tidspunktet for løsladelsen, for
udvisningsdømte dog senest på tidspunktet for hjemrejsen. Udgifter, som
den indsatte skal afholde i forbindelse med udgang og løsladelse, herunder
efterfølgende hjemrejse, modregnes i det opsparede beløb, hvis den indsatte
ikke selv afholder udgifterne.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler om ydelser efter stk. 1 og 2 og
kan i den forbindelse fastsætte regler om, at andre indsatte, der er fravæ-
rende fra beskæftigelse, skal have udbetalt vederlag for beskæftigelse. Der
kan endvidere fastsættes regler om ordningerne nævnt i stk. 3 og 4.
Fritiden
§ 43. En indsat skal i videst muligt omfang selv varetage praktiske opga-
ver vedrørende sine personlige forhold, herunder madlavning og rengøring.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet skal tilbyde de indsatte aktiviteter i friti-
den.
Stk. 3. En indsat har ret til dagligt at tilbringe mindst én time i fri luft,
medmindre dette vil være uforeneligt med institutionens varetagelse af sik-
kerhedsmæssige hensyn, eller den indsatte er anbragt i sikringscelle i med-
før af § 66.
Forsorgsmæssig bistand
§ 44. Kriminalforsorgsområdet skal vejlede og bistå en indsat med hensyn
til den pågældendes arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige, sociale og per-
sonlige forhold med henblik på
1) at forbedre den pågældendes muligheder for at leve en kriminalitets-
fri tilværelse og
2) at begrænse de ulemper, som følger af frihedsberøvelsen.
13
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet skal i forbindelse med sin virksomhed
efter stk. 1 formidle kontakt til personer, institutioner og myndigheder, der
efter anden lovgivning kan yde bistand.
Sundhedsmæssig bistand
§ 45. En indsat har ret til lægebehandling og anden sundhedsmæssig bi-
stand.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med Færøernes lands-
styre regler om sundhedsmæssig bistand til indsatte.
Behandling
§ 45 a. En indsat har ret til vederlagsfri behandling mod stofmisbrug,
medmindre vedkommende ikke skønnes egnet og motiveret til behandling,
jf. dog stk. 2.
Stk. 2. En indsat, der er udvist af landet ved dom, har ikke ret til veder-
lagsfri behandling mod stofmisbrug, medmindre særlige forhold taler her-
for.
Stk. 3. Behandling mod stofmisbrug skal så vidt muligt iværksættes senest
14 dage efter, at den indsatte har fremsat begæring herom over for kriminal-
forsorgen.
Kapitel 9
Indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen
Udgang
§ 46. En indsat kan få tilladelse til udgang, når
1) udgangsformålet er rimeligt begrundet i uddannelsesmæssige, ar-
bejdsmæssige, behandlingsmæssige, familiemæssige eller andre
personlige hensyn,
2) der ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse
med udgang vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuld-
byrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen, og
3) hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udgangstilla-
delsen.
Stk. 2. Ved vurderingen af risikoen for misbrug af udgangstilladelsen skal
det tillægges særlig vægt, hvis den indsatte
1) er dømt for farlig kriminalitet og ikke har været løsladt i tiden mel-
lem dom og strafudståelse,
14
2) under strafudståelsen er undveget eller har forsøgt herpå,
3) under strafudståelsen har begået strafbart forhold,
4) under strafudståelsen er udeblevet fra en tidligere udgang eller i øv-
rigt har misbrugt en tilladelse til udgang eller
5) under en tidligere strafudståelse har foretaget handlinger som nævnt
i nr. 2-4, uden at betingelserne for uledsaget udgang senere blev fun-
det opfyldt, eller
6) ikke er mødt til afsoning i overensstemmelse med tilsigelsen.
Stk. 3. Udgang kan ikke finde sted, hvis den dømte inden for de seneste 3
måneder er ikendt disciplinærstraf for overtrædelse af § 36, stk. 2, eller reg-
ler fastsat i medfør af § 36, stk. 3, jf. stk. 2. Dog kan der undtagelsesvis gives
tilladelse til udgang, hvis helt særlige omstændigheder taler derfor.
§ 47. Tilladelse til udgang gives for et bestemt tidsrum, der medregnes til
straffetiden.
§ 48. Tilladelse til udgang betinges af, at den indsatte under udgangen
ikke begår strafbart forhold eller i øvrigt misbruger udgangstilladelsen.
Stk. 2. Tilladelsen kan endvidere betinges af andre vilkår, som findes for-
målstjenlige for at undgå misbrug, herunder at den indsatte under udgangen
1) ledsages af personale fra kriminalforsorgsområdet,
2) overnatter i arresthus, fængsel eller en af kriminalforsorgens pensi-
oner,
3) med mellemrum giver møde hos kriminalforsorgen eller hos politiet
eller undergiver sig lignende kontrolforanstaltninger og
4) undergiver sig vilkår som nævnt i straffelovens § 57.
§ 49. En tilladelse til udgang kan tilbagekaldes, eller vilkårene for tilla-
delsen ændres, hvis
1) den indsatte udebliver fra udgang eller i øvrigt ikke overholder de
vilkår, der er fastsat for udgangstilladelsen i medfør af § 48, eller
2) nye oplysninger om den indsattes forhold giver bestemte grunde til
at antage, at den indsatte vil misbruge den meddelte udgangstilla-
delse.
§ 50. Justitsministeren fastsætter regler om tilladelse til udgang. Det kan
i forbindelse med sådanne regler bestemmes, at tilladelse til udgang først
kan gives efter ophold i et bestemt tidsrum i institutionen og efter udståelse
af en bestemt del af straffen, samt at tilladelse til udgang ikke kan gives i et
tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte er udeblevet efter
tilsigelse til afsoning. Det kan endvidere bestemmes, at den indsatte, hvis
15
tilladelse til udgang afslås på grund af fare for misbrug, jf. § 46, stk. 1, nr.
2, eller hvis tilladelse til udgang tilbagekaldes på grund af misbrug eller fare
herfor, jf. § 49, nr. 1 og 2, er afskåret fra i et bestemt tidsrum at forlange en
afgørelse af spørgsmålet om tilladelse til udgang.
Besøg m.v.
§ 51. En indsat har ret til mindst ét ugentligt besøg af mindst én times
varighed og så vidt muligt af to timers varighed. Der kan gives tilladelse til
besøg i videre omfang end nævnt i 1. pkt.
Stk. 2. En indsat har uden de i stk. 1 nævnte begrænsninger ret til at mod-
tage besøg af den advokat, der er beskikket for eller valgt af den pågældende
som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller
i en verserende straffesag. Det samme gælder besøg i øvrigt af advokater,
der efter retsplejelovens § 741 er antaget af justitsministeren til at beskikkes
som offentlige forsvarere.
Stk. 3. En udenlandsk indsat har uden de i stk. 1 nævnte begrænsninger
ret til samtale med hjemlandets diplomatiske eller konsulære repræsentan-
ter.
§ 52. Kriminalforsorgsområdet kan bestemme, at de besøgende skal ind-
hente forudgående tilladelse til at besøge den indsatte. Det kan gøres til et
vilkår for en besøgstilladelse, at den besøgende lader sig undersøge. Under-
søgelsen kan bestå i visitation af det tøj, som den besøgende er iført ved
fremmødet, og nærmere undersøgelse af den besøgendes yderbeklædning
og medbragte effekter. Undersøgelse af den besøgende kan ligeledes finde
sted efter reglerne i kapitel 10 a.
§ 53. Besøg til en indsat, som er dømt for overtrædelse af en af de forbry-
delser, som er nævnt i straffelovens 12. eller 13. kapitel, eller som kriminal-
forsorgen skønner at være radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko for at
blive det, skal overværes af personalet i institutionen, hvis dette skønnes
påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminal-
forsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til at
forebygge kriminalitet.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelsen af de indsat-
tes ret til besøg. Justitsministeren fastsætter endvidere regler om begræns-
ninger i denne ret ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn
til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af
hensyn til at forebygge kriminalitet, herunder om adgang for kriminalfor-
sorgsområdet til at træffe bestemmelse om forbud mod besøg af bestemte
16
personer og om gennemførelse af besøg under overværelse af personale i
institutionen. Besøg af advokat, jf. § 51, stk. 2, skal dog altid være uover-
været.
Stk. 3. Kriminalforsorgsområdet fastsætter i øvrigt regler om besøgenes
afvikling.
§ 54. En indsat har ret til at have sit barn under 1 år hos sig i institutionen,
hvis den indsatte selv er i stand til at passe barnet.
Stk. 2. En indsat har ret til at have sit barn, der er fyldt 1 år, men ikke 3
år, hos sig i institutionen, hvis den indsatte selv er i stand til at passe barnet,
og kriminalforsorgsområdet og de sociale myndigheder finder, at forhol-
dene i institutionen er forenelige med hensynet til barnet.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelse af denne ret.
Brevveksling
§ 55. En indsat har ret til brevveksling.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet kan uden retskendelse åbne og lukke
breve til og fra den indsatte. Det sker i den indsattes påsyn bortset fra de
tilfælde, der er omfattet af stk. 3 eller 4.
Stk. 3. Gennemlæsning af breve til og fra den indsatte kan alene ske, hvis
dette af kriminalforsorgsområdet skønnes påkrævet af ordens- eller sikker-
hedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radika-
lisering og ekstremisme, af hensyn til at forebygge kriminalitet eller for at
beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen.
Stk. 4. Breve til og fra en indsat, som er dømt for overtrædelse af en af de
forbrydelser, der er nævnt i straffelovens 12. eller 13. kapitel, eller som kri-
minalforsorgen skønner at være radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko for
at blive det, skal gennemlæses, hvis dette skønnes påkrævet af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod ra-
dikalisering og ekstremisme eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.
Stk. 5. I tilfælde, hvor gennemlæsning har fundet sted, kan et brev efter
bestemmelse af kriminalforsorgsområdet tilbageholdes, hvis det af ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats
mod radikalisering og ekstremisme, af hensyn til at forebygge kriminalitet
eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen ikke
bør afsendes.
Stk. 6. Et tilsendt brev, der af grunde som nævnt i stk. 5 ikke bør udleve-
res, skal tilbagesendes. Et tilsendt brev kan dog tilbageholdes, hvis det af
sikkerhedsmæssige hensyn anses for påkrævet.
17
Stk. 7. Afsenderen skal gøres bekendt med tilbageholdelsen af brevet.
Orientering af afsenderen kan dog undlades i indtil 4 uger, i det omfang
formålet med tilbageholdelsen ellers ville forspildes.
Stk. 8. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelsen af de indsat-
tes ret til brevveksling.
§ 56. En indsat har ret til ukontrolleret brevveksling med justitsministe-
ren, direktøren for kriminalforsorgen, domstolene, herunder Den Særlige
Klageret, Procesbevillingsnævnet, anklagemyndigheden og politiet, Folke-
tingets Ombudsmand, Lagtingets Ombudsmand, medlemmer af Folketinget,
medlemmer af Lagtinget, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,
Den Europæiske Torturkomité, FN's Menneskerettighedskommission, FN's
Torturkomité og den advokat, der har været beskikket for eller valgt af den
pågældende som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i in-
stitutionen, eller i en verserende straffesag. Det samme gælder brevveksling
i øvrigt med advokater, der i medfør af retsplejelovens § 741 er antaget af
justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvarere.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om ukontrolleret brevveksling,
herunder om kontrol af afsenderens identitet. Justitsministeren kan endvi-
dere fastsætte regler om adgang til ukontrolleret brevveksling med andre
enkeltpersoner eller danske, udenlandske eller internationale offentlige
myndigheder.
Telefonsamtaler
§ 57. En indsat har, i det omfang det er praktisk muligt, ret til at føre
telefonsamtaler.
Stk. 2. Adgangen til at føre telefonsamtaler kan nægtes, hvis dette findes
nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til krimi-
nalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme, af hensyn til at
forebygge kriminalitet eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved
lovovertrædelsen.
Stk. 3. Telefonsamtalen optages, påhøres eller aflyttes uden retskendelse,
medmindre dette ikke findes nødvendigt af de i stk. 2 nævnte hensyn. Hvis
samtalen optages, påhøres eller aflyttes, skal samtaleparterne forinden gøres
bekendt hermed. Optagelser af telefonsamtaler slettes senest 6 måneder ef-
ter, at de er foretaget.
Stk. 4. Telefonsamtaler til og fra en indsat, som er dømt for overtrædelse
af en af de forbrydelser, der er nævnt i straffelovens 12. eller 13. kapitel,
eller som kriminalforsorgen skønner at være radikaliseret, ekstremistisk el-
ler i risiko for at blive det, skal optages, påhøres eller aflyttes, hvis dette
18
skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til
kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af hen-
syn til at forebygge kriminalitet.
Stk. 5. Telefonsamtaler med de i § 56, stk. 1, nævnte personer og myn-
digheder m.v. optages, påhøres eller aflyttes ikke.
Stk. 6. Justitsministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af de
indsattes ret til at føre telefonsamtaler. Der kan endvidere fastsættes regler
om optagelse af telefonsamtaler efter stk. 3 og 4 og om kontrol af optagel-
serne.
Aviser, bøger m.v.
§ 58. En indsat skal have mulighed for at holde sig orienteret ved avis-
læsning og gennem radio- og fjernsynsudsendelser m.v.
Stk. 2. En indsat har ret til at låne bøger og tidsskrifter gennem det offent-
lige biblioteksvæsen.
Stk. 3. Udenlandske indsatte bør så vidt muligt have adgang til aviser,
tidsskrifter, bøger m.v. på deres eget sprog.
Kontakt til medierne
§ 59. En indsat har ret til i institutionen at udtale sig og i den forbindelse
at lade sig fotografere til medierne.
Stk. 2. Denne ret kan dog begrænses af ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn, for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen eller for i øv-
rigt at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af de
indsattes ret efter stk. 1.
Kapitel 10
Indgreb over for den indsatte
Undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum
§ 60. Direktoratet for Kriminalforsorgen og kriminalforsorgsområdet kan
uden retskendelse undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse i
sit opholdsrum eller på sin person, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig
for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller sikkerhedshensyn iagt-
tages, herunder,
1) når den indsatte indsættes i institutionen,
2) hvis den indsatte mistænkes for uretmæssig besiddelse af effekter,
19
3) før og efter besøg eller
4) før og efter fravær fra institutionen eller opholdsafdelingen.
Stk. 2. Undersøgelse af den indsatte kan ligeledes finde sted efter reglerne
i kapitel 10 a.
Stk. 3. Endvidere kan kriminalforsorgsområdet af ordens- eller sikker-
hedsmæssige hensyn træffe bestemmelse om en nærmere undersøgelse af
den indsattes person, hvis der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte
er i uretmæssig besiddelse af effekter.
Stk. 4. Undersøgelse må dog ikke gennemføres, hvis det efter indgrebets
formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at for-
volde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 5. Undersøgelse skal foretages så skånsomt, som omstændighederne
tillader.
Stk. 6. Undersøgelse, der indebærer afklædning, må kun foretages og
overværes af personer af samme køn som den indsatte. Dette gælder dog
ikke for sundhedspersonale.
Stk. 7. En undersøgelse som nævnt i stk. 3 må kun foretages under med-
virken af en læge. Lægen tager stilling til, om indgrebets gennemførelse un-
der hensyn til den hermed forbundne smerte og risiko samt den indsattes
tilstand er lægeligt forsvarligt.
Stk. 8. Kriminalforsorgsområdet kan træffe bestemmelse om tilbagehol-
delse af effekter, der findes i den indsattes besiddelse, hvis det skønnes på-
krævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
Stk. 9. Endvidere kan kriminalforsorgsområdet uden retskendelse gen-
nemlæse og træffe bestemmelse om tilbageholdelse af breve og andre op-
tegnelser, som findes i den indsattes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet
af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. § 56 finder tilsvarende anven-
delse.
Stk. 10. Kriminalforsorgsområdet kan uden retskendelse gøre sig bekendt
med indholdet af elektroniske effekter, som en indsat har i sin besiddelse,
eller som i øvrigt forefindes i kriminalforsorgens institutioner, og som ind-
satte efter lovgivningen ikke må besidde.
Stk. 11. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelsen af under-
søgelser af den indsattes person og opholdsrum.
§ 60 a. Kriminalforsorgsområdet kan træffe bestemmelse om, at en indsat
skal afgive udåndingsprøve eller urinprøve med henblik på at undersøge for
eventuel indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der
er forbudt efter den almindelige lovgivning.
Stk. 2. § 60, stk. 5 og 6, finder tilsvarende anvendelse.
20
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelsen af udån-
dingsprøvekontrol og urinprøvekontrol.
Fotografering og optagelse af fingeraftryk
§ 61. Kriminalforsorgsområdet har ret til at fotografere og optage finger-
aftryk af den indsatte med henblik på senere identifikation.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af foto-
grafering og optagelse af fingeraftryk efter stk. 1, herunder om opbevaring
og destruktion.
Magtanvendelse
§ 62. Direktoratet for Kriminalforsorgen og kriminalforsorgsområdet kan
anvende magt over for en indsat, hvis det er nødvendigt
1) for at afværge truende vold, overvinde voldsom modstand eller for
at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse,
2) for at hindre undvigelse eller standse undvegne eller
3) for at gennemtvinge en påbudt foranstaltning, når øjeblikkelig gen-
nemførelse af denne er nødvendig, og den indsatte afviser eller und-
lader at følge personalets anvisninger herom.
Stk. 2. Magtanvendelse kan ske ved greb, skjold, stav, peberspray og tå-
regas.
Stk. 3. Magtanvendelse må ikke gennemføres, hvis det efter indgrebets
formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at for-
volde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 4. Magtanvendelse skal foretages så skånsomt, som omstændighe-
derne tillader. Der skal gennemføres lægetilsyn efter magtanvendelse, hvis
der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst, hos den indsatte i
forbindelse med anvendelsen af magt, eller hvis den indsatte selv anmoder
om lægehjælp.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler om bæring af magtmidler og an-
vendelse af magt over for indsatte.
Udelukkelse fra fællesskab
§ 63. Kriminalforsorgsområdet kan udelukke en indsat fra fællesskab
med andre indsatte, hvis det er nødvendigt
1) for at forebygge undvigelse, strafbar virksomhed eller voldsom ad-
færd,
21
2) for at gennemføre foranstaltninger, der er nødvendige af sikkerheds-
hensyn eller for at forebygge smittefare, eller
3) fordi den indsatte udviser en grov eller oftere gentagen utilladelig
adfærd, som er åbenbart uforenelig med fortsat ophold i fællesskab
med andre indsatte.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet kan undtagelsesvis udelukke en indsat
fra fællesskab med andre indsatte i op til 5 dage, hvis det er nødvendigt for
at beskytte den indsatte mod overgreb.
Stk. 3. Hvis der er grund til at antage, at betingelserne i stk. 1 for udeluk-
kelse fra fællesskab er opfyldt, kan kriminalforsorgsområdet midlertidigt
udelukke den indsatte fra fællesskab med andre indsatte, mens spørgsmålet
om udelukkelse behandles. Er der grund til at antage, at betingelserne i § 24
for overførsel til strafudståelse i fængsel eller arresthus i Danmark er op-
fyldt, kan kriminalforsorgsområdet også midlertidigt udelukke den indsatte
fra fællesskab med andre indsatte, mens spørgsmålet om overførsel behand-
les.
Stk. 4. En indsat, der udelukkes fra fællesskab, isoleres i opholdsrum på
anden afdeling eller i eget opholdsrum.
Stk. 5. Udelukkelse fra fællesskab må ikke foretages, hvis udelukkelsen
efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må
antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 6. Udelukkelse fra fællesskab skal gennemføres så skånsomt, som
omstændighederne tillader.
Stk. 7. Udelukkelse fra fællesskab skal straks bringes til ophør, når betin-
gelserne herfor ikke længere er opfyldt. Kriminalforsorgsområdet skal
mindst én gang om ugen overveje spørgsmålet om helt eller delvis at bringe
udelukkelsen fra fællesskab til ophør.
Stk. 8. Udelukkelse fra fællesskab må ikke overstige 3 måneder. Direkto-
ratet for Kriminalforsorgen kan dog træffe afgørelse om udelukkelse fra fæl-
lesskab i mere end 3 måneder, hvis der foreligger helt særlige omstændig-
heder. I givet fald finder stk. 7, 2. pkt., tilsvarende anvendelse.
Stk. 9. Justitsministeren fastsætter regler om udelukkelse af indsatte fra
fællesskab med andre indsatte.
§ 64. Bestemmelserne i § 63 omfatter ikke kriminalforsorgsområdets af-
gørelse om, at
1) en indsat kortvarigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde skal
opholde sig i eget opholdsrum eller i særlig observationscelle, eller
2) en indsat, der ikke ønsker at være beskæftiget med en aktivitet, som
er godkendt af kriminalforsorgsområdet, skal opholde sig i eget op-
holdsrum eller på andet anvist opholdssted i arbejdstiden.
22
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om indsattes ophold efter stk. 1,
herunder om godkendelse og anvendelse af observationsceller.
Sikringsmidler
Håndjern
§ 65. Håndjern kan anvendes, hvis det er nødvendigt
1) for at afværge truende vold eller overvinde voldsom modstand,
2) for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse eller
3) for at hindre undvigelse.
Stk. 2. Håndjern må dog ikke anvendes, hvis det efter indgrebets formål
og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville
være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 3. Håndjern skal anvendes så skånsomt, som omstændighederne til-
lader. Der skal gennemføres lægetilsyn, hvis der er mistanke om sygdom,
herunder om tilskadekomst, hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen
af håndjern, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om anvendelsen af håndjern,
herunder om lægetilsyn og andet tilsyn.
Sikringscelle
§ 66. Efter bestemmelse af kriminalforsorgsområdet kan en indsat anbrin-
ges i sikringscelle og herunder tvangsfikseres ved anvendelse af bælte,
hånd- og fodremme samt handsker, hvis det er nødvendigt
1) for at afværge truende vold eller overvinde voldsom modstand eller
2) for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse.
Stk. 2. Anbringelse i sikringscelle og tvangsfiksering må dog ikke foreta-
ges, hvis det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som
indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 3. Anbringelse i sikringscelle og tvangsfiksering skal foretages så
skånsomt, som omstændighederne tillader.
Stk. 4. En indsat, der er tvangsfikseret, skal have fast vagt.
Stk. 5. Ved tvangsfiksering af en indsat i sikringscelle skal institutionen
straks anmode en læge om at foretage tilsyn med den indsatte. Lægen skal
tilse den pågældende, medmindre lægen skønner sådant tilsyn åbenbart
unødvendigt.
Stk. 6. Ved anbringelse i sikringscelle uden tvangsfiksering skal der til-
kaldes læge, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst,
hos den indsatte, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.
23
Stk. 7. Justitsministeren fastsætter regler om godkendelse af sikringscel-
ler og om anvendelsen af sikringsceller og tvangsfiksering, herunder om læ-
getilsyn og andet tilsyn.
Kapitel 10 a
Anvendelse af kropsscannere i kriminalforsorgens institutioner
§ 66 a. Direktoratet for Kriminalforsorgen og kriminalforsorgsområdet
kan i de situationer, der er omfattet af § 60, stk. 1, anvende kropsscanner
ved undersøgelse af en indsat. Kropsscanner kan ligeledes anvendes ved un-
dersøgelse af andre, der søger adgang til kriminalforsorgens institutioner.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af
kropsscannere, herunder om udbredelsen af ordningen, kontrollens omfang,
udstyrets art og behandlingen af de indsamlede oplysninger.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at kontrol ved anven-
delse af kropsscannere skal omfatte en nærmere afgrænset personkreds. Der
kan i den forbindelse fastsættes regler om, i hvilken udstrækning kontrollen
skal omfatte personer, som søger adgang til kriminalforsorgens institutioner
i medfør af deres erhverv.
Kapitel 10 b
Kriminalforsorgens behandling af oplysninger om indsatte m.v.
§ 66 b. Kriminalforsorgen kan indsamle, behandle og videregive oplys-
ninger om indsatte og personer, som indsatte har kontakt til, til andre myn-
digheder, hvis ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, hensyn til kriminal-
forsorgens eller andre myndigheders indsats mod radikalisering og ekstre-
misme eller hensyn til at bekæmpe og forebygge kriminalitet taler herfor.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om kriminalforsor-
gens virksomhed efter stk. 1.
Kapitel 11
Disciplinærstraf, konfiskation og modregning af erstatningsbeløb
Disciplinærstraf
§ 67. En indsat skal af kriminalforsorgsområdet ikendes disciplinærstraf
1) ved overtrædelse af § 32,
2) ved udeblivelse,
3) ved undvigelse eller forsøg herpå,
24
4) ved nægtelse af afgivelse af udåndingsprøve eller urinprøve efter
§ 60 a,
5) ved indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer,
der er forbudt efter den almindelige lovgivning,
6) ved overtrædelse af de regler eller anvisninger, der gælder for ryg-
ning i institutionen
7) ved overtrædelse af straffelovgivningen, når overtrædelsen tillige in-
debærer en selvstændig krænkelse af orden eller sikkerhed i institu-
tionen,
8) ved overtrædelse af regler fastsat af justitsministeren, når det i reg-
lerne er bestemt, at overtrædelse kan medføre disciplinærstraf, og
9) ved overtrædelse af regler fastsat af kriminalforsorgsområdet, når
det i reglerne er bestemt, at overtrædelse kan medføre disciplinær-
straf.
§ 68. Som disciplinærstraf kan anvendes advarsel, bøde og strafcelle.
Stk. 2. Strafcelle kan dog kun anvendes for følgende forhold eller forsøg
herpå:
1) Udeblivelse eller undvigelse,
2) indsmugling, besiddelse eller indtagelse af alkohol, euforiserende
stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lov-
givning,
3) nægtelse af afgivelse af udåndingsprøve eller urinprøve efter § 60 a,
4) indsmugling eller besiddelse af våben og andre personfarlige gen-
stande,
5) vold eller trusler om vold mod medindsatte, personale eller andre i
institutionen,
6) groft hærværk og
7) andre grove eller oftere gentagne forseelser.
Stk. 3. Disciplinærstraf i form af bøde og strafcelle kan ikendes i forening.
Stk. 4. Fuldbyrdelsen af disciplinærstraf kan helt eller delvis undlades på
betingelse af, at den indsatte i en bestemt periode ikke begår strafbart for-
hold eller en ny disciplinærforseelse.
§ 69. Ved ikendelse af bøde som disciplinærstraf fastsættes bødens stør-
relse under hensyn til overtrædelsens art og omfang. Bøden kan dog højst
udgøre et beløb svarende til det almindelige vederlag, der udbetales indsatte
for en uges beskæftigelse, med fradrag af den del af vederlaget, som er be-
regnet til dækning af personlige fornødenheder.
25
Stk. 2. En ikendt bøde kan modregnes i den indsattes vederlag for beskæf-
tigelse efter § 42, stk. 1. Den indsatte skal dog mindst have udbetalt en
ydelse til dækning af personlige fornødenheder.
§ 70. Ved ikendelse af strafcelle som disciplinærstraf fastsættes varighe-
den under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 4
uger. For unge under 18 år fastsættes tidsrummet dog til højst 7 dage, med-
mindre sagen angår vold mod personale i institutionen.
Stk. 2. En indsat, der er ikendt strafcelle, anbringes i en anden afdeling
eller i eget opholdsrum. Under anbringelsen er den indsatte udelukket fra
fællesskab i institutionen. Unge under 18 år kan dog deltage i beskæftigelse
i institutionen, medmindre konkrete grunde taler herimod.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om udståelse af strafcelle.
Forhørscelle
§ 71. Hvis der er begrundet mistanke om, at en indsat har overtrådt be-
stemmelser, der må antages at medføre strafcelle som disciplinærstraf, kan
den indsatte anbringes i forhørscelle, hvis det er nødvendigt af hensyn til
gennemførelsen af undersøgelser i disciplinærsagen.
Stk. 2. Anbringelse i forhørscelle må ikke udstrækkes i længere tid, end
undersøgelsen nødvendiggør, og kan højst vare i 5 dage.
Stk. 3. Den tid, som en indsat har været anbragt i forhørscelle, fradrages i
udståelsen af strafcelle.
Stk. 4. Anbringelse i forhørscelle sker efter samme regler som udståelse
af strafcelle.
Behandling af disciplinærsager
§ 72. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af disciplinær-
sager.
Konfiskation
§ 73. Kriminalforsorgsområdet kan træffe bestemmelse om konfiskation,
når genstande og penge er ulovligt indført, erhvervet eller tilvirket i institu-
tionen. Det samme gælder for genstande og penge, der i øvrigt er medtaget,
besiddet eller rådet over i strid med regler eller anvisninger for ophold i
institutionen. 1. og 2. pkt. finder dog ikke anvendelse på genstande og
penge, der tilhører nogen, der ikke er ansvarlig for det ulovlige forhold.
26
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet kan endvidere træffe bestemmelse om
konfiskation, når genstande og penge søges indsmuglet til indsatte. Det gæl-
der dog ikke, hvis de tilhører tredjemand, der ikke er ansvarlig for det ulov-
lige forhold. Det gælder heller ikke, hvis de tilhører den indsatte og den
indsatte godtgør ikke at have haft kendskab til det ulovlige forhold.
Stk. 3. Kriminalforsorgsområdet kan desuden træffe bestemmelse om
konfiskation, når genstande og penge som nævnt i stk. 1 findes på instituti-
onens område, hvis det ikke kan fastslås, hvem de tilhører.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om
konfiskation.
Modregning af erstatningsbeløb
§ 74. Hvis den indsatte under fuldbyrdelsen ved ansvarspådragende ad-
færd har forvoldt skade på ting, der tilhører en af kriminalforsorgens insti-
tutioner, kan kriminalforsorgsområdet bestemme, at erstatningsbeløbet skal
modregnes i den indsattes vederlag for beskæftigelse efter § 42, stk. 1. Den
indsatte skal dog mindst have udbetalt en ydelse til dækning af personlige
fornødenheder.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om
modregning af erstatningsbeløb.
Kapitel 12
Strafafbrydelse
Strafafbrydelse ved undvigelse, udeblivelse, varetægtsfængsling m.v.
§ 75. Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen afbrydes, hvis den dømte
1) udebliver, undviger eller i øvrigt selvforskyldt unddrager sig straf-
fuldbyrdelsen eller
2) anholdes eller varetægtsfængsles i mindst 24 timer.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om strafafbrydelse efter stk. 1.
Tilladelse til strafafbrydelse
§ 76. Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan tillade, at en
straffuldbyrdelse midlertidigt afbrydes, når
1) ganske særlige omstændigheder af f.eks. arbejds-, uddannelses-, fa-
milie- eller helbredsmæssig karakter taler imod en umiddelbar fort-
sættelse af straffuldbyrdelsen,
2) fare for misbrug ikke antages at foreligge, og
27
3) hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod strafafbrydelse.
Stk. 2. Tilladelse til strafafbrydelse betinges af, at den pågældende ikke
begår strafbart forhold. Tilladelse kan endvidere betinges af, at den pågæl-
dende i øvrigt overholder fastsatte vilkår, herunder undergiver sig tilsyn af
kriminalforsorgen.
Stk. 3. Hvis den pågældende ikke overholder de vilkår, der er fastsat for
tilladelsen til strafafbrydelse, eller nye oplysninger tilvejebringes, hvorefter
den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart forhold, kan
tilladelsen tilbagekaldes, således at fuldbyrdelsen af fængselsstraffen heref-
ter genoptages snarest muligt.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om strafafbrydelse efter stk. 1.
Genoptagelse af straffuldbyrdelsen
§ 77. Straffuldbyrdelsen genoptages, når den indsatte på ny giver møde,
pågribes med henblik på fortsat straffuldbyrdelse, eller når kriminalforsor-
gen giver meddelelse herom til den pågældende.
Kapitel 13
Fuldbyrdelse af fængselsstraf i kriminalforsorgens pensioner og i instituti-
oner m.v. uden for kriminalforsorgen
§ 78. Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan bestemme, at
den dømte midlertidigt eller for hele eller resten af straffetiden anbringes på
hospital, i familiepleje, i egnet hjem eller institution på Færøerne eller i Dan-
mark, når
1) den dømte har behov for særlig behandling eller pleje, som i væsent-
lig grad kan tilgodeses i den pågældende institution m.v.,
2) der på grund af den dømtes alder, helbredstilstand eller andre særlige
omstændigheder er særlige grunde til ikke at anbringe eller beholde
den dømte i arresthus eller fængsel, og
3) afgørende hensyn til retshåndhævelsen ikke taler imod anbringelse
uden for arresthus eller fængsel.
Stk. 2. Dømte, der er under 18 år, anbringes i institution m.v. som om-
handlet i stk. 1, medmindre
1) det skønnes at være bedst for den unge at udstå straffen på Færøerne,
og der ikke kan findes en egnet institution m.v. på Færøerne, eller
2) afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden
for arresthus eller fængsel.
28
Stk. 3. Anbringelse betinges af, at den dømte ikke begår strafbart forhold.
Anbringelse kan endvidere betinges af, at den dømte i øvrigt overholder
fastsatte vilkår, herunder undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen.
Stk. 4. Hvis den dømte ikke overholder de vilkår, der er fastsat for anbrin-
gelsen, eller nye oplysninger tilvejebringes, hvorefter den dømte, før tilla-
delsen blev givet, havde begået strafbart forhold, kan den pågældende tilba-
geføres eller overføres til arresthus eller fængsel.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler om anbringelse af dømte i insti-
tution m.v. uden for arresthus eller fængsel.
Kapitel 14
Løsladelse
Tidspunkt for løsladelsen
§ 79. Løsladelse sker efter endt strafudståelse eller i forbindelse med prø-
veløsladelse, strafafbrydelse eller benådning.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om tidspunktet for løsladelsen
samt om adgang til en kortere fremrykning af dette tidspunkt, herunder i
tilfælde, hvor en fremrykning er begrundet i væsentlige beskæftigelsesmæs-
sige eller andre særlige hensyn.
Prøveløsladelse
§ 79 a. Når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået,
afgør justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, om den
dømte skal løslades på prøve.
Stk. 2. Løsladelse på prøve kan ske tidligere, når særlige omstændigheder
taler derfor, og den dømte har udstået halvdelen af straffetiden, dog mindst
2 måneder. Bestemmelse herom træffes af justitsministeren eller den, som
ministeren bemyndiger dertil.
Stk. 3. Prøveløsladelse kan ikke ske med hensyn til den ubetingede del af
en dom efter straffelovens § 58, stk. 1.
Stk. 4. Løsladelse på prøve forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør
løsladelsen utilrådelig, at der er sikret ham passende ophold og arbejde eller
andet underhold, og at den pågældende erklærer at ville overholde de vilkår
for løsladelsen, som fastsættes efter § 79 b, stk. 2.
§ 79 b. Løsladelse betinges af, at den pågældende ikke i prøvetiden begår
strafbart forhold. Prøvetiden kan ikke overstige 3 år. Hvis den resterende
straffetid overstiger 3 år, kan der dog fastsættes en prøvetid på indtil 5 år.
29
Stk. 2. Det kan fastsættes som vilkår for løsladelsen, at den pågældende i
hele prøvetiden eller en del af denne undergives tilsyn. Yderligere vilkår kan
fastsættes efter reglerne i straffelovens § 57. Vilkår om ophold i hjem, hos-
pital eller anden institution har ikke gyldighed for længere tidsrum end den
resterende straffetid.
§ 79 c. Begår den prøveløsladte nyt strafbart forhold i prøvetiden, og fo-
retages der inden dennes udløb rettergangsskridt, hvorved den pågældende
sigtes for forholdet, træffer retten afgørelse om reststraffen efter straffelo-
vens § 40.
Stk. 2. Overtræder den prøveløsladte i øvrigt de fastsatte vilkår, kan
justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil,
1) tildele advarsel,
2) ændre vilkårene og forlænge prøvetiden inden for den i § 79 b fast-
satte længstetid eller
3) under særlige omstændigheder bestemme, at den pågældende skal
indsættes til udståelse af reststraffen.
Stk. 3. Begår den prøveløsladte strafbart forhold i prøvetiden, uden at der
rejses tiltale herfor, finder reglerne i stk. 2 tilsvarende anvendelse. Det
samme gælder, hvis den prøveløsladte i udlandet dømmes for strafbart for-
hold begået i prøvetiden, uden at der i forbindelse med dommen er taget
stilling til spørgsmålet om fuldbyrdelse af reststraffen.
Stk. 4. Afgørelse efter stk. 2, jf. stk. 3, kan kun træffes inden prøvetidens
udløb.
Stk. 5. Træffes der ikke bestemmelse om fuldbyrdelse af reststraffen efter
stk. 1, jf. straffelovens § 40, eller stk. 2, jf. stk. 3, anses straffen for udstået
på det tidspunkt, da prøveløsladelse fandt sted.
Stk. 6. Hvis genindsættelse er bestemt i medfør af stk. 2, jf. stk. 3, kan
fornyet prøveløsladelse ske, selv om de tidsmæssige betingelser i § 79 a, stk.
1 og 2, eller § 79 d, stk. 1, ikke er opfyldt med hensyn til reststraffen. Ved
afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til omfanget af samfundstjene-
ste, som den pågældende har udført i medfør af § 79 d, stk. 3 eller 4. Med
hensyn til prøvetid efter sådan prøveløsladelse gælder de i § 79 b fastsatte
tider med fradrag af den tid, i hvilken den pågældende tidligere har været
prøveløsladt.
§ 79 d. Når halvdelen af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået,
kan justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, ud over de i §
79 a, stk. 2, nævnte tilfælde beslutte, at den dømte skal løslades på prøve,
hvis hensynet til retshåndhævelsen skønnes ikke at tale imod det, og
30
1) den dømte har ydet en særlig indsats for ikke på ny at begå krimina-
litet, herunder ved at deltage i behandlingsforløb, uddannelsesforløb,
arbejdstræning eller arbejde, eller
2) den dømtes forhold taler derfor.
Stk. 2. Det fastsættes som vilkår for prøveløsladelse efter stk. 1, at den
dømte undergives tilsyn indtil det tidspunkt, hvor der er forløbet to tredje-
dele af straffetiden. Efter dette tidspunkt kan der fastsættes vilkår om, at den
pågældende fortsat undergives tilsyn.
Stk. 3. Som vilkår for prøveløsladelse efter stk. 1, nr. 1, kan fastsættes et
eller flere yderligere vilkår efter reglerne i straffelovens § 57 og vilkår om,
at den dømte skal udføre ulønnet samfundstjeneste.
Stk. 4. Som vilkår for prøveløsladelse efter stk. 1, nr. 2, fastsættes, at den
dømte skal udføre ulønnet samfundstjeneste. Der kan fastsættes yderligere
vilkår efter reglerne i straffelovens § 57.
Stk. 5. Vilkår om samfundstjeneste kan ikke udstrækkes ud over to tred-
jedele af straffetiden. Tilsynsmyndigheden kan dog træffe afgørelse om, at
vilkår om samfundstjeneste skal have en varighed ud over dette tidspunkt,
hvis særlige grunde taler derfor, dog ikke ud over den samlede straffetid.
Stk. 6. Prøveløsladelse i medfør af denne bestemmelse forudsætter, at den
dømtes forhold ikke gør løsladelse utilrådelig, at der er sikret den dømte
passende ophold og arbejde eller andet underhold, samt at den dømte er eg-
net til og erklærer sig villig til at overholde de vilkår for løsladelsen, som
fastsættes efter stk. 3 og 4.
Stk. 7. Bestemmelserne i § 79 a, stk. 3, § 79 b, stk. 1 og stk. 2, 3. pkt., §
79 c samt straffelovens § 40 og § 63, stk. 1, 1. pkt., finder tilsvarende an-
vendelse.
§ 79 e. Når 12 år af en straf af fængsel på livstid er udstået, afgør justits-
ministeren eller den ministeren bemyndiger dertil, om den dømte skal løsla-
des på prøve.
Stk. 2. Løsladelse på prøve forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør
løsladelse utilrådelig, at der er sikret den pågældende passende ophold og
arbejde eller andet underhold, og at den pågældende erklærer at ville over-
holde de vilkår for løsladelsen, som fastsættes efter stk. 3, 3. pkt.
Stk. 3. Løsladelse betinges af, at den dømte ikke i prøvetiden begår straf-
bart forhold, og at den pågældende overholder de vilkår, som måtte være
fastsat. Prøvetiden kan ikke overstige 5 år. Straffelovens § 57 finder tilsva-
rende anvendelse.
§ 79 f. Begår den prøveløsladte nyt strafbart forhold i prøvetiden, og fo-
retages der inden dennes udløb rettergangsskridt, hvorved den pågældende
31
sigtes for forholdet, træffer retten afgørelse om reststraffen efter straffelo-
vens § 42.
Stk. 2. Overtræder den prøveløsladte i øvrigt de fastsatte vilkår, finder §
79 c, stk. 2-5, jf. § 79 e, stk. 3, tilsvarende anvendelse.
§ 79 g. Ved hel eller delvis eftergivelse af en straf ved betinget benådning
kan det fastsættes som vilkår for benådningen, at bestemmelserne i § 79 c,
stk. 2-5, og § 79 f, stk. 2, samt straffelovens § 40 og § 42 finder tilsvarende
anvendelse.
Beslutning om prøveløsladelse
§ 80. Hvis den straf, der fuldbyrdes, giver mulighed for prøveløsladelse
efter § 79 a, stk. 1, skal afgørelsen om prøveløsladelse træffes på et sådant
tidspunkt, at en eventuel prøveløsladelse kan ske straks efter udståelse af to
tredjedele af straffen. Ved spørgsmål om prøveløsladelse efter § 79 e skal
afgørelsen om prøveløsladelse træffes på et sådant tidspunkt, at en eventuel
prøveløsladelse kan ske straks efter udståelse af 12 år af straffen af fængsel
på livstid.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om
prøveløsladelse, herunder om pligt til fornyet afgørelse af spørgsmålet om
prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid senest 1 år efter en afgørelse
om nægtelse af prøveløsladelse eller genindsættelse til udståelse af sådan
straf.
Gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår ved prøveløsladelse
Almindelige bestemmelser om gennemførelse af tilsyn m.v.
§ 81. Tilsyn og andre vilkår (særvilkår), der er fastsat efter § 79 b, stk. 2,
§ 79 d, stk. 2-4, eller § 79 e, stk. 3, gennemføres af kriminalforsorgen, med-
mindre andet er bestemt i afgørelsen. Vilkår om samfundstjeneste, der er
fastsat efter § 79 d, stk. 3 eller 4, gennemføres af kriminalforsorgen. For
gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste finder reglerne i § 101, stk. 3,
§ 102 og § 103, stk. 1, i øvrigt tilsvarende anvendelse.
§ 82. Kriminalforsorgsområdet skal vejlede den prøveløsladte om de ret-
tigheder og pligter, som tilsynet og eventuelle særvilkår indebærer, herunder
om virkninger af vilkårsovertrædelse.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet skal endvidere i samarbejde med den
prøveløsladte og senest i forbindelse med tilsynets iværksættelse udarbejde
32
en plan for tilsynsperioden og tiden derefter. Denne plan skal jævnligt sam-
menholdes med forholdene i tilsynsperioden og om nødvendigt søges tilpas-
set ændringer i disse forhold.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorved bestemmelsen i
stk. 2 kan begrænses i forhold til prøveløsladte, der ikke skønnes at have
behov for bistand med hensyn til den pågældendes beskæftigelsesmæssige,
sociale og personlige forhold med henblik på at forbedre den pågældendes
muligheder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse.
Tilsyn m.v. af kriminalforsorgen
§ 83. Vilkår om tilsyn indebærer, at den prøveløsladte skal holde sig i
kontakt med kriminalforsorgen efter dennes nærmere bestemmelse, herun-
der møde hos kriminalforsorgen og modtage dennes besøg. Den prøveløs-
ladte skal give kriminalforsorgen oplysning om bopæl og beskæftigelse.
Stk. 2. Den prøveløsladte skal overholde særvilkår og give kriminalfor-
sorgen sådanne oplysninger, som gennemførelsen af særvilkåret nødvendig-
gør.
Stk. 3. Den prøveløsladte skal på begæring dokumentere afgivne oplys-
ninger.
Stk. 4. Den prøveløsladte skal i øvrigt overholde de forskrifter, som kri-
minalforsorgen fastsætter til gennemførelsen af tilsynet og eventuelle sær-
vilkår.
§ 84. Kriminalforsorgen skal tilbyde den prøveløsladte vejledning og bi-
stand med hensyn til den pågældendes beskæftigelsesmæssige, sociale og
personlige forhold med henblik på at forbedre den pågældendes muligheder
for at leve en kriminalitetsfri tilværelse. Kriminalforsorgen skal i den for-
bindelse formidle kontakt til personer, institutioner og myndigheder, der ef-
ter anden lovgivning kan yde bistand.
§ 85. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelse af tilsyn og
eventuelle særvilkår, herunder om tilsynets iværksættelse, om kontakthyp-
pighed og om samarbejde med andre myndigheder m.v.
Vilkårsovertrædelse
§ 86. Kriminalforsorgen skal træffe foranstaltninger med henblik på at
genetablere tilsynet og sikre overholdelsen af særvilkår, hvis den prøveløs-
ladte unddrager sig tilsynet eller gennemførelsen af særvilkår.
33
Stk. 2. Overtræder den prøveløsladte forskrifter eller vilkår, kan kriminal-
forsorgen give et pålæg om at overholde forskrifterne og vilkårene.
Stk. 3. Kriminalforsorgen skal snarest træffe afgørelse om eventuel reak-
tion som følge af vilkårsovertrædelsen, jf. § 79 c, stk. 2 og 3, og § 79 f,
stk. 2.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om
vilkårsovertrædelse, herunder om foranstaltninger efter stk. 1 og om med-
delelse af pålæg efter stk. 2.
Tilsyn m.v. af andre myndigheder end kriminalforsorgen
§ 87. Justitsministeren kan efter forhandling med Færøernes Landsstyre
fastsætte regler om gennemførelse af tilsyn m.v. af andre myndigheder end
kriminalforsorgen.
Gennemførelse af tilsyn m.v. ved betinget benådning og ved strafafbry-
delse m.v.
§ 88. Bestemmelserne i §§ 81-87 finder tilsvarende anvendelse ved tilsyn
og særvilkår, der er fastsat ved benådning i de tilfælde, der er omfattet af §
79 g, ved strafafbrydelse eller i øvrigt i medfør af bestemmelser i denne lov.
Kapitel 15
Særlige spørgsmål vedrørende sagsbehandlingen ved fuldbyrdelse af
fængselsstraf m.v.
§ 89. Spørgsmålene om tilladelse til udgang, løsladelse på prøve og andre
væsentlige spørgsmål vedrørende den indsatte skal af kriminalforsorgsom-
rådet jævnligt tages op til overvejelse, uanset om den indsatte anmoder
herom.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om kriminalforsorgsområdets
pligt til sagsbehandling som nævnt i stk. 1.
§ 89 a. Anvendelse af digital kommunikation kan ske, hvis der er tale om
en påmindelse til den, der er tilsagt til afsoning eller møde m.v. hos krimi-
nalforsorgen, om tid og sted for fremmøde m.v.
34
Afsnit III
Bødestraffe
Kapitel 16
Fuldbyrdelse af bødestraffe
§ 90. En bøde skal betales til politiet, medmindre andet er bestemt i afgø-
relsen.
Stk. 2. Politiet kan tillade henstand med eller afdragsvis betaling af bøden.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om opkrævning af bø-
der, herunder om den administrative behandling af sager om henstand med
eller afdragsvis betaling af bøder, og om den administrative behandling af
sager om eftergivelse af bøder.
§ 91. Betales en bøde ikke, inddrives den, medmindre politiet skønner, at
inddrivelse ikke er mulig eller væsentligt vil forringe den pågældendes le-
vevilkår.
Stk. 2. Politiet kan inddrive bøder ved udpantning og ved indeholdelse i
den pågældendes indtægter efter reglerne om inddrivelse af skatter og afgif-
ter til det offentlige m.m. og reglerne om landsskat og kommuneskat. Pålæg
om indeholdelse gives af politiet.
Stk. 3. Politiet kan hos andre offentlige myndigheder indhente de oplys-
ninger, der er nødvendige for at varetage indeholdelsen. Endvidere kan po-
litiet fra registre, der føres af offentlige myndigheder, herunder domstolene,
kræve de oplysninger om skyldnerens forhold, som findes af betydning for
tvangsfuldbyrdelsen. Oplysningerne meddeles skriftligt eller ved direkte da-
taoverførsel.
Stk. 4. Bøder, der er fastsat på Færøerne, kan inddrives i den øvrige del af
riget i overensstemmelse med de regler, der gælder dér. Den danske straffe-
lovs § 55 og § 128, stk. 4-5, i den grønlandske kriminallov finder tilsvarende
anvendelse med hensyn til fastsættelse af forvandlingsstraf.
Stk. 5. Bøder, der er fastsat i den øvrige del af riget, kan inddrives på
Færøerne i overensstemmelse med de regler, der gælder her. Straffelovens
§ 55 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til fastsættelse af forvand-
lingsstraf.
§ 92. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med Færøernes Lands-
styre regler om udpantning og indeholdelse af indtægter efter § 91, stk. 2,
herunder om politiets kontrol med indeholdelsen, om skyldnerens pligt til at
35
give politiet oplysninger til brug ved indeholdelsen, om pligter og erstat-
ningsansvar for den indeholdelsespligtige og om udpantningsret for beløb,
som den indeholdelsespligtige hæfter for.
Stk. 2. For forsætlig eller uagtsom overtrædelse af bestemmelser, der er
fastsat i medfør af stk. 1, kan fastsættes bødestraf. Der kan tillige fastsættes
bestemmelser om strafansvar for selskaber mv. (juridiske personer) efter
reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 93. Fuldbyrdelsen af forvandlingsstraf for en bøde sker efter kapitel 2
om almindelige bestemmelser for fuldbyrdelse af straf og afsnit II om fuld-
byrdelse af fængselsstraffe, jf. straffelovens §§ 53-55.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om fuldbyrdelse af for-
vandlingsstraf for bøde, herunder om den administrative behandling af sager
om fritagelse for eller udsættelse med fuldbyrdelse af forvandlingsstraf for
bøde.
Afsnit IV
Betingede domme og domme med vilkår om samfundstjeneste
Kapitel 17
Gennemførelse af betingede domme
Almindelige bestemmelser om gennemførelse af tilsyn m.v.
§ 94. Tilsyn og andre vilkår (særvilkår), der er fastsat efter straffelovens
§ 57, gennemføres af kriminalforsorgen, medmindre andet er bestemt i af-
gørelsen.
§ 95. Kriminalforsorgsområdet skal vejlede den betinget dømte om de
rettigheder og pligter, som tilsynet og eventuelle særvilkår indebærer, her-
under om virkninger af vilkårsovertrædelse.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet skal endvidere i samarbejde med den
dømte og snarest efter tilsynets iværksættelse udarbejde en plan for tilsyns-
perioden og tiden derefter. Denne plan skal jævnligt sammenholdes med
forholdene i tilsynsperioden og om nødvendigt søges tilpasset ændringer i
disse forhold.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorved bestemmelsen i
stk. 2 kan begrænses i forhold til betinget dømte, der ikke skønnes at have
behov for bistand med hensyn til den pågældendes beskæftigelsesmæssige,
sociale og personlige forhold med henblik på at forbedre den pågældendes
muligheder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse.
36
Tilsyn m.v. af kriminalforsorgen
§ 96. Vilkår om tilsyn indebærer, at den betinget dømte skal holde sig i
kontakt med kriminalforsorgen efter dennes nærmere bestemmelse, herun-
der møde hos kriminalforsorgen og modtage dennes besøg. Den betinget
dømte skal give kriminalforsorgen oplysning om bopæl og beskæftigelse.
Stk. 2. Den betinget dømte skal overholde særvilkår og give kriminalfor-
sorgen sådanne oplysninger, som gennemførelsen af særvilkåret nødvendig-
gør.
Stk. 3. Den betinget dømte skal på begæring dokumentere afgivne oplys-
ninger.
Stk. 4. Den betinget dømte skal i øvrigt overholde de forskrifter, som kri-
minalforsorgen fastsætter til gennemførelsen af tilsynet og eventuelle sær-
vilkår.
§ 97. Kriminalforsorgen skal tilbyde den betinget dømte vejledning og
bistand med hensyn til den pågældendes beskæftigelsesmæssige, sociale og
personlige forhold med henblik på at forbedre den pågældendes muligheder
for at leve en kriminalitetsfri tilværelse. Kriminalforsorgen skal i den for-
bindelse formidle kontakt til personer, institutioner og myndigheder, der ef-
ter anden lovgivning kan yde bistand.
§ 98. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelse af tilsyn og
eventuelle særvilkår, herunder om tilsynets iværksættelse, om kontakthyp-
pighed og om samarbejde med andre myndigheder m.v.
Vilkårsovertrædelse
§ 99. Kriminalforsorgen skal træffe foranstaltninger med henblik på at
genetablere tilsynet og sikre overholdelsen af særvilkår, hvis den betinget
dømte unddrager sig tilsynet eller gennemførelsen af særvilkår.
Stk. 2. Overtræder den betinget dømte vilkår for den betingede dom, skal
kriminalforsorgen afgive indberetning herom til anklagemyndigheden, hvis
vilkårsovertrædelsen må antages at medføre en nærliggende risiko for kri-
minalitet.
Stk. 3. Overtræder den betinget dømte i øvrigt forskrifter eller vilkår, kan
kriminalforsorgen give et pålæg om at overholde forskrifterne og vilkårene.
Er der tidligere givet pålæg i anledning af tilsvarende overtrædelse, afgives
indberetning til anklagemyndigheden.
37
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om
vilkårsovertrædelse, herunder om foranstaltninger efter stk. 1, om afgivelse
af indberetninger efter stk. 2 og 3 og om meddelelse af pålæg efter stk. 3.
Tilsyn m.v. af andre myndigheder end kriminalforsorgen
§ 100. Justitsministeren kan efter forhandling med Færøernes Landsstyre
fastsætte regler om gennemførelse af tilsyn m.v. af andre myndigheder end
kriminalforsorgen.
Kapitel 18
Gennemførelse af domme med vilkår om samfundstjeneste
Bestemmelser om gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste
§ 101. Vilkår om samfundstjeneste, der er fastsat efter straffelovens § 63,
gennemføres af kriminalforsorgen.
Stk. 2. Vilkår om samfundstjeneste indebærer, at den dømte skal opfylde
den fastsatte arbejdspligt inden for den udmålte længstetid. Samfundstjene-
sten skal afvikles løbende over den udmålte længstetid og må tidligst være
afviklet, når der er forløbet to tredjedele af afviklingsperioden, medmindre
der foreligger særlige omstændigheder.
Stk. 3. Kriminalforsorgsområdet træffer bestemmelse om arbejdsstedet,
hvor samfundstjenesten skal udføres. Den dømte skal i øvrigt overholde de
forskrifter, som kriminalforsorgen fastsætter om gennemførelsen af sam-
fundstjenesten.
§ 102. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelse af vilkår om
samfundstjeneste, herunder om erstatning for følger af ulykkestilfælde m.v.
under udførelse af samfundstjeneste.
Vilkårsovertrædelse
§ 103. Kriminalforsorgen skal føre kontrol med, at den dømte opfylder
den fastsatte arbejdspligt.
Stk. 2. Overtræder den dømte vilkåret om samfundstjeneste eller de for-
skrifter, som kriminalforsorgen har givet om udførelsen af samfundstjene-
sten, skal kriminalforsorgen give den pågældende pålæg om at overholde
vilkåret og forskrifterne. Er der tidligere givet pålæg herom, afgives indbe-
retning til anklagemyndigheden.
38
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om
overtrædelse af vilkår om samfundstjeneste.
Bestemmelser om gennemførelse af andre vilkår
§ 104. §§ 94-100 finder tilsvarende anvendelse på gennemførelse af vil-
kår, der er fastsat efter straffelovens § 57.
Afsnit V
Forvaring
Kapitel 19
Fuldbyrdelse af forvaring
§ 105. Forvaring fuldbyrdes efter kapitel 2 om almindelige bestemmelser
for fuldbyrdelse af straf og afsnit II om fuldbyrdelse af fængselsstraffe med
den undtagelse, at forvaring normalt fuldbyrdes i Herstedvester Fængsel i
Danmark.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om fuldbyrdelse af forvaring,
herunder om behandlingen af sager vedrørende tilladelse til udgang, over-
førsel til anden institution og prøveudskrivning.
Afsnit VI
Fællesregler for fuldbyrdelse af straffe m.v.
Kapitel 20
Erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf m.v.
§ 106. En indsat har ret til erstatning efter reglerne i retsplejelovens
§ 1049, hvis den indsatte uforskyldt, jf. dog stk. 2, har
1) udstået fængselsstraf i for lang tid,
2) været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller
3) været udelukket fra fællesskab.
Stk. 2. Er anbringelse i forhørscelle eller udelukkelse fra fællesskabet sket
med henblik på at undersøge, om den indsatte har begået et strafbart forhold
eller en disciplinærforseelse, eller at forebygge, at den indsatte vil begå et
strafbart forhold eller en disciplinærforseelse, kan den indsatte ikke tilken-
des erstatning, hvis indgrebet ikke anses for uberettiget ud fra omstændig-
hederne på tidspunktet for indgrebets iværksættelse, medmindre der forelig-
ger særlige omstændigheder.
39
Stk. 3. En dømt, der uforskyldt har afviklet for meget samfundstjeneste,
har ret til erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1049.
§ 107. Der kan tillægges den, der under fuldbyrdelse af straf m.v. har
været udsat for andre uforskyldte indgreb end de i § 106 nævnte, erstatning
efter reglerne i retsplejelovens § 1049, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Er et indgreb sket med henblik på at undersøge, om den indsatte
har begået et strafbart forhold eller en disciplinærforseelse, eller at fore-
bygge, at den indsatte vil begå et strafbart forhold eller en disciplinærforse-
else, kan den indsatte ikke tilkendes erstatning, hvis indgrebet ikke anses for
uberettiget ud fra omstændighederne på tidspunktet for indgrebets iværk-
sættelse, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
§ 108. Krav om erstatning i medfør af § 106 eller § 107 skal fremsættes
over for kriminalforsorgen inden to måneder efter, at indgrebet er ophørt.
Fremsættes kravet efter udløbet af denne frist, kan det dog behandles, hvis
overskridelsen findes undskyldelig.
§ 109. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af krav om er-
statning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf m.v.
Kapitel 21
Betaling for ophold i kriminalforsorgens institutioner
§ 110. Indsatte, der har indtægtsgivende arbejde i eller uden for arresthus,
betaler for opholdet. Tilsvarende gælder indsatte, der under afsoning har
indtægt i form af offentlige ydelser.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om betalingen.
Kapitel 22
Klageregler m.v.
Administrativ klageadgang
§ 111. Afgørelser, der træffes af en myndighed inden for kriminalforsor-
gen, kan ikke påklages til højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Afgørelser, der træffes i henhold til denne lov af andre myndighe-
der end kriminalforsorgens myndigheder, kan ikke indbringes for højere ad-
ministrativ myndighed, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser, der er truf-
fet af kriminalforsorgsområdet, jf. stk. 1, eller af andre myndigheder end
kriminalforsorgens myndigheder, jf. stk. 2, kan påklages til Direktoratet for
40
Kriminalforsorgen. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler
om klagefrist, behandling af klagesager og opsættende virkning af klager.
Domstolsprøvelse
§ 112. Endelige administrative afgørelser kan inden 4 uger efter, at afgø-
relsen er meddelt den dømte, af denne kræves indbragt til prøvelse for retten,
hvis der er tale om
1) en afgørelse efter § 14 eller § 16 om straffetidsberegning, medmin-
dre klagen er begrundet i uenighed om straffedommens fortolkning,
jf. retsplejelovens § 1025,
2) en afgørelse efter § 55, stk. 5, om tilbageholdelse af brev, hvis afgø-
relsen er begrundet i hensynet til beskyttelse af den forurettede ved
lovovertrædelsen,
3) en afgørelse efter § 70, stk. 1, jf. § 67, om disciplinærstraf i form af
strafcelle i mere end 7 dage,
4) en afgørelse efter § 73 om konfiskation af genstande eller penge,
hvis værdi overstiger det almindelige vederlag, der udbetales ind-
satte for en uges beskæftigelse,
5) en afgørelse efter § 74 om modregning af erstatningsbeløb, der over-
stiger størrelsen af det i nr. 4 nævnte ugentlige vederlag,
6) en afgørelse efter § 80 om nægtelse af prøveløsladelse i henhold til
§ 79 a, stk. 1, eller om nægtelse af prøveløsladelse efter § 79 e, når
14 år af straffen af fængsel på livstid er udstået,
7) en afgørelse efter § 86, stk. 3, om genindsættelse af en prøveløsladt
til udståelse af reststraf i henhold til § 79 c, stk. 2 eller 3, eller til
udståelse af straf af fængsel på livstid i henhold til § 79 f, stk. 2,
8) en afgørelse efter § 88, jf. § 86, stk. 3, om indsættelse af en betinget
benådet til udståelse af straf eller reststraf i henhold til § 79 g,
9) en afgørelse om nægtelse af erstatning efter § 106 i anledning af
uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid eller anbringelse i
strafcelle i mere end 7 dage, jf. nr. 3., eller
10) en afgørelse efter § 21, stk. 2, nr. 1-4 og 7, og § 25, nr. 1-4 og 7, om
anbringelse i eller overførsel til en afsoningsinstitution under krimi-
nalforsorgen i Danmark, eller en afgørelse om at den dømte fortsat
skal afsone i et fængsel eller et arresthus i Danmark.
§ 113. Indbringelse af sagen sker for Retten på Færøerne.
§ 114. Sagen indbringes for retten uden unødigt ophold af Direktoratet
for Kriminalforsorgen, der fremsender sagens akter med oplysning om den
41
påklagede afgørelse og en redegørelse for de omstændigheder, der påberå-
bes, samt for de beviser, der kan have betydning for sagens afgørelse.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om sagernes indbringelse for ret-
ten.
§ 115. Som sagens parter anses den dømte, tredjemand, hvis genstande
eller penge konfiskeres, jf. §§ 73 og 123, og justitsministeren.
Stk. 2. Hvis retten finder det fornødent, beskikker den en advokat for den
dømte, medmindre denne selv har antaget en sådan.
§ 116. Sagen behandles på skriftligt grundlag, medmindre retten bestem-
mer andet. Retten kan stille krav om tilvejebringelse af yderligere oplysnin-
ger.
Stk. 2. Behandles sagen mundtligt, træffer retten bestemmelse om afhø-
ring af den dømte og andre og om tilvejebringelse af beviser i øvrigt. Retten
indkalder selv parter og vidner.
§ 117. Sagens indbringelse for retten har ikke opsættende virkning, med-
mindre Direktoratet for Kriminalforsorgen eller retten bestemmer andet.
§ 118. Retten afgør ved kendelse, om sagen skal afvises, eller om afgø-
relsen skal stadfæstes, ændres eller ophæves.
§ 119. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat
gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces. Retten
kan, når der er særlig anledning til det, pålægge den dømte helt eller delvis
at betale sagens omkostninger.
Stk. 2. Om sagsomkostninger i de tilfælde, hvor der ikke er beskikket ad-
vokat, gælder reglerne i retsplejelovens kapitel 40.
§ 120. Kendelser, der er afsagt af Retten på Færøerne, kan kæres til lands-
retten af dem, der efter § 115, stk. 1, er parter i sagen.
Stk. 2. Kære til landsretten sker ved meddelelse til Retten på Færøerne.
Meddelelse kan ske mundtligt til retsbogen. Retten sender meddelelsen og
sagens akter til landsretten.
Stk. 3. Under kære behandles sagen efter samme regler, som er fastsat for
behandlingen ved Retten på Færøerne. I øvrigt gælder reglerne i retspleje-
lovens kapitel 47 om kære. Bestemmelsen i retsplejelovens § 436, stk. 2, 4.
pkt., finder dog kun anvendelse, når den dømte ikke er frihedsberøvet.
42
§ 121. Kendelser, der er afsagt af landsretten, kan ikke kæres. Procesbe-
villingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis sagen er af principiel
karakter. Retsplejelovens § 429, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Ved kære til Højesteret finder § 120 tilsvarende anvendelse.
§ 122. Hvis en afgørelse efter § 112, nr. 2, nr. 6, 1. led, eller nr. 10 opret-
holdes, kan spørgsmålet på ny indbringes for retten, når der er forløbet 6
måneder fra kendelsens afsigelse. Hvis en afgørelse efter § 112, nr. 6, 2. led,
opretholdes, kan spørgsmålet først på ny indbringes for retten, når der er
forløbet 1 år fra kendelsens afsigelse. Afgørelser efter § 112, nr. 1, 3-5 og
7-9, kan ikke på ny indbringes for retten.
Stk. 2. Er der efter § 79 c sket genindsættelse til udståelse af reststraf, kan
afgørelse om nægtelse af prøveløsladelse først indbringes for retten, når der
er forløbet 6 måneder fra afgørelsen om genindsættelse. Er der efter § 79 f
sket genindsættelse til udståelse af straf af fængsel på livstid, kan afgørelse
om nægtelse af prøveløsladelse først indbringes for retten, når der er forløbet
1 år fra afgørelsen om genindsættelse.
§ 123. Bestemmelserne i §§ 112-121 finder tilsvarende anvendelse ved
klage fra andre end indsatte over en afgørelse efter § 73 om konfiskation hos
den pågældende af genstande eller penge, hvis værdi overstiger det almin-
delige vederlag, der udbetales til indsatte for en uges beskæftigelse.
Afsnit VII
Slutnings- og overgangsbestemmelser
Kapitel 22a
Kundgørelse
§ 123 a. Regler for indsatte i kriminalforsorgens institutioner, som fast-
sættes af kriminalforsorgsområdet, indføres ikke i Lovtidende eller i Kunn-
gerðablaðið.
Stk. 2. Oplysning om indholdet af reglerne fås ved henvendelse til ved-
kommende institution. Indsatte i kriminalforsorgens institutioner skal have
adgang til at låne eller gennemse et eksemplar af reglerne.
Kapitel 23
Ikrafttræden m.v.
§ 124. Loven træder i kraft den …….
43
Stk. 2. §§ 112 og 123 finder anvendelse på endelige administrative afgø-
relser, der er truffet efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3. Sager, hvori der er truffet afgørelse af institutionen inden lovens
ikrafttræden, kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen efter de
hidtil gældende regler. Direktoratet for Kriminalforsorgens afgørelse i sa-
ger, der er påklaget efter 1. pkt., kan ikke påklages til Justitsministeriet.
Kapitel 24
Ændringer i anden lovgivning
§ 125. I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 215 af 24. juni 1939, som
ændret senest ved lagtingslov nr. 142 af 9. oktober 2020, foretages følgende
ændringer:
1. §§ 34-36, § 38, § 39, § 40, stk. 2-6, § 40 a, § 41, § 42, stk. 2, § 43, §§ 45-
49, § 52, stk. 2-7, § 57, stk. 2, og § 74 ophæves.
2. I § 40, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 40 a, stk. 3 eller 4« til: »§ 79 d, stk. 3 eller
4, i lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v.«.
§ 126. I retsplejelov for Færøerne, lov nr. 964 af 26. juni 2020, foretages
følgende ændringer:
1. I § 164 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:
»Stk. 6. Advokater, der fungerer som forsvarsadvokater i en straffesag,
må ikke give gaver til deres klienter i sagen eller disses nærtstående.«
2. § 807 affattes således:
»§ 807. Der kan ikendes varetægtsarrestanter disciplinærstraf i form af
advarsel, bøde og strafcelle. De nævnte disciplinærstraffe kan anvendes i
forening.
Stk. 2. Ved ikendelse af strafcelle som disciplinærstraf fastsættes varig-
heden til et tidsrum af højst 4 uger. For unge under 18 år fastsættes tidsrum-
met dog til højst 7 dage, medmindre sagen angår vold mod personale i in-
stitutionen.
Stk. 3. Under anbringelse i strafcelle er varetægtsarrestanten udelukket fra
fællesskab i institutionen. Unge under 18 år kan dog deltage i beskæftigelse
i institutionen, medmindre konkrete grunde taler herimod.
44
Stk. 4. Bestemmelserne i §§ 65 og 66 i lov for Færøerne om fuldbyrdelse
af straf m.v. om anvendelse af håndjern og sikringscelle finder tilsvarende
anvendelse på varetægtsarrestanter.«
3. Efter § 809 indsættes:
Ȥ 809 a. Kriminalforsorgen kan fotografere og optage fingeraftryk af
varetægtsarrestanter med henblik på senere identifikation.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om gennemførelse af foto-
grafering og optagelse af fingeraftryk efter stk. 1, herunder om opbevaring
og destruktion.«.
4. I § 1024, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»For konfiskation gælder endvidere reglerne i § 90, stk. 2 og 3, § 91, stk.
2 og 3, § 92 og § 111, stk. 2 og 3, i lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf
m.v. «.
5. § 1024, stk. 4, § 1027, § 1028 og § 1030 ophæves.
6. I § 1025, stk. 1, ændres »dommens fortolkning, beregningen af friheds-
straffe, som er idømt eller træder i stedet for idømt straf, eller i andre hen-
seender« til: »dommens fortolkning eller i andre henseender, jf. dog § 112,
nr. 1, i lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v.,«.
7. § 1039, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Pålagte omkostninger kan inddrives efter reglerne i § 90, stk. 2
og 3, § 91, stk. 2 og 3, § 92 og § 111, stk. 2 og 3, i lov for Færøerne om
fuldbyrdelse af straf m.v. «.
§ 127. Lov nr. 188 af 7. juni 1958 om arrestvæsenets ordning på Færøerne
ophæves.
§ 128. I retsafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 217 af 13. maj 1981,
som sat i kraft for Færøerne ved lov nr. 794 af 26. november 1986 og ændret
senest ved lov nr. 964 af 26. juni 2020 foretages følgende ændringer:
1. I § 12, stk. 1, indsættes efter nr. 6 som nyt nummer:
45
»7) prøvelse af endelige administrative afgørelser efter § 112 i lov for
Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v.,«.
Nr. 7 bliver herefter nr. 8.
2. I § 55, nr. 1, ændres »nr. 1-6« til: »nr. 1-7«.
46
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning ............................................................................................ 47
2. Generelt om lov om fuldbyrdelse af straf m.v. ................................. 50
2.1. Lovtekniske overvejelser................................................................ 50
2.2. Fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og
kontrol ................................................................................................... 51
3. Den territoriale afgrænsning.............................................................. 52
4. Forskelle i retsstillingen mellem Færøerne og Danmark ................ 53
4.1. Overtagne sagsområder.................................................................. 53
4.2. Dansk lovgivning som endnu ikke er sat i kraft på Færøerne........ 54
5. Koordination mellem rigsmyndighederne og Færøernes
hjemmestyre............................................................................................. 56
6. Organisation ........................................................................................ 56
7. Almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af straf........................ 57
8. Valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem
afsoningsinstitutioner.............................................................................. 59
8.1. Gældende praksis ........................................................................... 59
8.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning............ 61
9. Arbejde og uddannelse m.v. (arresthusudfordringen og dennes
afspejling i reglerne)................................................................................ 62
9.1. Gældende ret .................................................................................. 62
9.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning............ 64
10. Udgang................................................................................................ 69
10.1. Gældende ret ................................................................................ 69
10.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning.......... 72
11. Øget kontrol med og mulighed for afskæring af terrordømte og
radikaliseredes kommunikation............................................................. 77
11.1. Gældende ret ................................................................................ 77
47
11.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning.......... 77
12. Disciplinærstraf................................................................................. 83
12.1. Gældende ret ................................................................................ 83
12.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning.......... 87
13. Prøveløsladelse................................................................................... 91
13.1. Gældende ret ................................................................................ 91
13.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning.......... 92
14. Fuldbyrdelse af bødestraf................................................................. 98
14.1. Gældende ret ................................................................................ 98
14.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning........ 100
15. Erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf mv.
................................................................................................................. 102
15.1. Gældende ret .............................................................................. 102
15.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning........ 103
16. Klageordning herunder domstolsprøvelse.................................... 108
16.1. Gældende ret .............................................................................. 108
16.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning........ 109
16.2.1. Administrativ klageadgang ................................................. 109
16.2.2. Særlig adgang til domstolsprøvelse..................................... 112
17. Økonomiske og implementeringsmæssige konsekvenser for det
offentlige................................................................................................. 115
18. Administrative konsekvenser for borgerne .................................. 115
19. Miljømæssige konsekvenser ........................................................... 115
20. Forholdet til EU-retten ................................................................... 115
21. Hørte myndigheder og organisationer mv.................................... 115
22. Sammenfattende skema .................................................................. 115
48
1. Indledning
Hovedformålet med dette lovforslag er at indføre en straffuldbyrdelseslov
for Færøerne.
Regeringen ønsker et ligeværdigt, positivt og styrket partnerskab med Fæ-
røerne i Rigsfællesskabet. I fællesskab med Færøerne vil regeringen derfor
udvikle danske ansvarsområder, blandt andet ved at opdatere lovgivningen
for Færøerne på områder, som Danmark har ansvaret for.
Det er vigtigt, at den lovgivning for Færøerne, som Danmark har ansvaret
for, er tidssvarende og af god kvalitet. På denne samlede baggrund og efter
ønske fra de færøske myndigheder er der blevet udarbejdet et forslag til en
straffuldbyrdelseslov for Færøerne.
De gældende bestemmelser om straffuldbyrdelse findes, på samme måde
som det var tilfældet i Danmark forud for straffuldbyrdelseslovens ikraft-
træden den 1. juli 2001, dels i nogle få bestemmelser i straffeloven, som
endnu ikke er overtaget af de færøske myndigheder, dels i to bekendtgørel-
ser, herunder navnlig bekendtgørelse nr. 421 af 21. juni 1973 om fuldbyr-
delse af frihedsstraf (fuldbyrdelsesbekendtgørelsen), og i et betydeligt antal
cirkulærer.
Straffuldbyrdelsen foregår efter gældende ret efter et omfattende og detalje-
ret regelsæt. Hovedparten af disse regler er administrativt fastsat, og et ho-
vedsigte med udarbejdelsen af en egentlig straffuldbyrdelseslov er derfor at
ændre den administrative regulering til en egentlig lovregulering. Straffuld-
byrdelsesloven vil dog skulle suppleres af en omfattende administrativ re-
gulering med hjemmel i loven ligesom i Danmark.
Baggrunden for overvejelserne om udarbejdelsen af en straffuldbyrdelses-
lov er navnlig den mere principielle opfattelse, at fuldbyrdelse af straf og
især af frihedsstraf er et retsområde af så indgribende karakter, at den retlige
regulering af området bør ske ved lov og ikke i det væsentlige - og også for
så vidt angår de mere overordnede retningslinjer - ved administrative for-
skrifter. Tilsvarende overvejelser lå til grund for den danske straffuldbyr-
delseslov.
Et andet hovedsigte med udarbejdelsen af straffuldbyrdelsesloven er en væ-
sentlig bedre understøttelse af de straffuldbyrdende myndigheder på Færø-
ernes mulighed for at varetage opgaver i forbindelse med fuldbyrdelsen af
idømt straf. Dette gælder bl.a. i forhold til IT-understøttelse, datasikkerhed
49
og muligheden for at fremsøge data i forbindelse med den parlamentariske
kontrol med myndighedsudøvelsen samt i de praktiske arbejdsgange i for-
bindelse med de mange afgørelser, der vil blive truffet i medfør af lovens
regler. Det er af disse årsager og af hensyn til dømte, der afsoner dele af
straffen i Danmark, samt kriminalforsorgens muligheder for bedst muligt at
understøtte opgaveløsningen personalemæssigt afgørende, at bestemmel-
serne i loven i videst muligt omfang følger opbygningen af den danske straf-
fuldbyrdelseslov. Disse afgørende hensyn er omtalt nedenfor i pkt. 2 i for-
bindelse med de lovtekniske overvejelser, idet de har haft afgørende betyd-
ning for lovens opbygning og udformning.
Lovforslaget, der er udarbejdet med udgangspunkt i den danske straffuld-
byrdelseslov, bygger på to udtalelser udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat
af Direktoratet for Kriminalforsorgen efter anmodning fra justitsministeren.
I arbejdsgruppen deltog ud over repræsentanter for Direktoratet for Krimi-
nalforsorgen også Kriminalforsorgen Hovedstaden, Kriminalforsorgen på
Færøerne og Færøernes Politi. Justitsministeriet har endvidere i den sidste
fase af arbejdsgruppearbejdet været observatør i arbejdsgruppen.
Forslaget regulerer for det første spørgsmålet om anbringelse i eller over-
førsel til et fængsel eller arresthus i Danmark til fuldbyrdelse af straf, som
er idømt på Færøerne.
Forslaget regulerer endvidere de indsattes rettigheder og pligter under op-
hold i afsoningsinstitutionen. Det gælder f.eks. med hensyn til adgangen til
fællesskab med andre indsatte, medindflydelse, arbejde, uddannelse, fritids-
aktiviteter samt forsorgs- og sundhedsmæssig bistand.
Forslaget regulerer også spørgsmål, der har betydning for de indsattes mu-
ligheder for kontakt til samfundet uden for institutionen, f.eks. adgang til
udgang, besøg, brevveksling, telefonsamtaler, aviser og bøger mv. samt ad-
gang til i institutionen at udtale sig til medierne.
Forslaget rummer derudover en detaljeret regulering af betingelserne for og
fremgangsmåden ved indgreb over for indsatte, dvs. adgangen til at under-
søge den indsattes person og opholdsrum (visitation), fotografering og op-
tagelse af fingeraftryk, magtanvendelse, udelukkelse fra fællesskab, disci-
plinærstraf mv. I den forbindelse foreslås også regler, der styrker de indsat-
tes muligheder for at få erstatning for uforskyldte indgreb under straffuld-
byrdelsen.
50
Desuden reguleres fuldbyrdelsen af betingede domme, herunder domme
med vilkår om samfundstjeneste, samt bødestraffe mv.
Herudover indeholder lovforslaget en udvidelse af de indsattes muligheder
for at gå til domstolene for at få efterprøvet visse indgribende afgørelser, der
træffes som led i straffuldbyrdelsen samt en regulering af den administrative
klageadgang.
Derudover indeholder lovforslaget bestemmelser om prøveløsladelse mv.,
som med få undtagelser svarer til den færøske straffelovs bestemmelser om
prøveløsladelse mv.
Endelig indeholder lovforslaget bestemmelser om ændringer i anden lov-
givning.
Der er nedenfor i afsnit 6-14 nærmere redegjort for udvalgte områder i lov-
forslaget, som er særligt væsentlige.
Det bemærkes endelig, at lovforslaget indeholder en række bemyndigelses-
bestemmelser, hvorefter justitsministeren fastsætter eller kan fastsætte nær-
mere administrative regler. Det forudsættes således, at der på samme måde,
som det er sket efter den danske straffuldbyrdelseslov, efterfølgende skal
udstedes en række bekendtgørelser mv.
2. Generelt om lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
2.1. Lovtekniske overvejelser
I arbejdet med udformningen af lovforslaget er der taget udgangspunkt i, at
reglerne i den danske straffuldbyrdelseslov overføres til straffuldbyrdelses-
loven for Færøerne, medmindre der er færøske forhold, der kan begrunde en
ændring. I de tilfælde, hvor en bestemmelse overføres uændret, er det anført
i de specielle bemærkninger, at bestemmelsen svarer til den relevante be-
stemmelse i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr.
1333 af 9. december 2019.
I det omfang, at der er tale om enslydende bestemmelser, vil der således ved
fortolkningen af de færøske bestemmelser (foruden bemærkningerne til
nærværende lovforslag) kunne søges hjælp i forarbejderne til den danske lov
og den praksis, der findes herom. Det danske lovforslag byggede på Straf-
felovrådets betænkning nr. 1355/1998 om en lov om fuldbyrdelse af straf
51
mv. (1998-betænkningen). Straffelovrådet nedsatte den 17. juni 1985 en ar-
bejdsgruppe med henblik på at forberede et lovudkast, der kunne indgå i
rådets overvejelser. Arbejdsgruppens overvejelser og forslag er offentlig-
gjort i betænkning nr. 1181/1989 om en lov om fuldbyrdelse af straf mv.
(1989-betænkningen). Disse betænkninger vil således også kunne anvendes
som bidrag til fortolkning af de bestemmelser, som bygger på de tilsvarende
danske bestemmelser, der er foreslået heri.
I de tilfælde, hvor en bestemmelse overføres med sproglige ændringer, som
ikke har indholdsmæssig betydning, er det anført i de specielle bemærknin-
ger, at bestemmelsen med redaktionelle ændringer svarer til den relevante
bestemmelse i den danske straffuldbyrdelseslov. I andre tilfælde, hvor be-
stemmelsen overføres med indholdsmæssige ændringer, vil der ved fortolk-
ningen af de færøske bestemmelser, foruden i bemærkningerne til nærvæ-
rende lovforslag kunne søges hjælp i forarbejderne til den danske lov og den
praksis, der findes herom
Det bemærkes, at der med henvisninger til ”straffeloven” sigtes til den fæ-
røske straffelov, ligesom der med henvisninger til ”retsplejeloven” sigtes til
den færøske retsplejelov. I lovteksten og i bemærkningerne til lovforslagets
enkelte bestemmelser henvises der både til Lagtingets lovgivning og rigs-
lovgivningen. Når der henvises til en lagtingslov, omtales den som ”lag-
tingslov om…”. Når der henvises til en rigslov, omtales den som ”lov
om…”.
2.2. Fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol
Den danske straffuldbyrdelseslov indeholder i kapitel 13 a regler om fuld-
byrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol (”elek-
tronisk fodlænke”).
Ordningen blev indført i Danmark ved lov nr. 367 af 24. maj 2005 om æn-
dring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Fuldbyrdelse af straf på bopælen
under intensiv overvågning og kontrol samt begrænset fællesskab for »ne-
gativt stærke« indsatte m.v.) og er siden udvidet flere gange. Ordningen om-
fatter med visse undtagelser idømte fængselsstraffe indtil 6 måneder. Det
fremgår af forarbejderne til de to seneste udvidelser af fodlænkeordningen,
hvor ordningen blev udvidet væsentligt fra at omfatte visse straffe af fæng-
sel i op til 3 måneder til at omfatte visse straffe af fængsel op til først 5 og
senere 6 måneder, at formålet med udvidelserne bl.a. var at frigøre fæng-
selspladser og lette kapacitetspresset på kriminalforsorgens institutioner i
52
Danmark. Der henvises til lov nr. 712 af 25. juni 2010 om ændring af lov
om fuldbyrdelse af straf m.v. (Udvidelse af ordningen vedrørende fuldbyr-
delse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol), og lov nr.
628 af 12. juni 2013 om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf
m.v. og lov om statens uddannelsesstøtte (Udvidet mulighed for prøveløsla-
delse og fodlænkeafsoning, SU i skoleperioder under uddannelsen til fæng-
selsbetjent m.v.),
Det fremgår af kriminalforsorgens statistikberetning for 2019, at det gen-
nemsnitlige daglige belæg i Færøerne Arrest, som har en kapacitet på 14
pladser, beregnet for hvert af årene 2012-2019 har ligget på mellem 8,2 og
10,9 indsatte (inkl. varetægtsarrestanter mv.).
En indførelse af fodlænkeordningen på Færøerne vil bl.a. forudsætte, at det
er muligt at etablere og vedligeholde den nødvendige tekniske infrastruktur
til ordningens drift samt de tilsynsforanstaltninger som ordningen vil kræve.
Disse spørgsmål skal afklares ved en forundersøgelse, som kriminalforsor-
gen har igangsat i begyndelsen af 2021 med henblik på at afklare om, og i
givet fald i hvilket omfang ordningen vil kunne indføres på Færøerne.
Lovforslaget indeholder på den baggrund ikke bestemmelser om fuldbyr-
delse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol.
3. Den territoriale afgrænsning
Lovforslaget indeholder en straffuldbyrdelseslov for Færøerne, som er ter-
ritorialt afgrænset til alene at finde anvendelse for Færøerne. Denne territo-
riale afgrænsning er således udgangspunktet i lovforslaget, medmindre an-
det fremgår af lovteksten eller bemærkningerne.
Det fremgår således bl.a. af de foreslåede bestemmelser i lovforslagets §§
28-30, at den dømte ved anbringelse eller overførsel til en institution i Dan-
mark placeres i fængsel eller arresthus i Danmark efter reglerne i kapitel 7 i
den danske straffuldbyrdelseslov. Det fremgår endvidere, at den dømte un-
der anbringelsen i en institution i Danmark behandles efter reglerne i danske
straffuldbyrdelseslov dog med den undtagelse, at afgørelse om prøveløsla-
delse eller nægtelse heraf træffes efter reglerne i denne lovs kapitel 14, som
foreslås at indeholde reglerne om prøveløsladelse. Disse bestemmelser fin-
des i dag i den færøske straffelov. Endelig foreslås det i § 113, at indbrin-
gelse for retten af de endelige administrative afgørelser, som der i medfør af
den foreslåede bestemmelse i § 112 foreslås etableret en særlig enkel adgang
53
til, sker for Retten på Færøerne, uanset om den dømte på tidspunktet for
domstolsprøvelsen er placeret i fængsel eller arresthus i Danmark.
4. Forskelle i retsstillingen mellem Færøerne og Danmark
4.1. Overtagne sagsområder
Siden indførelsen af den færøske hjemmestyreordning ved lov nr. 137 af 23.
marts 1948 om Færøernes hjemmestyre (hjemmestyreloven) har Færøerne
overtaget den lovgivende og administrative myndighed på en række områ-
der. Med lov nr. 578 af 24. juni 2005 om de færøske myndigheders overta-
gelse af sager og sagsområder (overtagelsesloven) blev de muligheder, som
de færøske myndigheder havde i medfør af hjemmestyreloven for at over-
tage sagsområder, udvidet væsentligt. I de tilfælde, hvor de færøske myn-
digheder har overtaget et sagsområde som et færøsk særanliggende, lovgiver
danske myndigheder ikke på området. Dette gør sig eksempelvis gældende
for sagsområdet ”strafferetten”, som blev overtaget som et færøsk særanlig-
gende med virkning fra den 1. marts 2010. Det fremgår af fælleserklærin-
gen, som blev udarbejdet i forbindelse med de færøske myndigheders over-
tagelse heraf, at overtagelsen ikke omfatter kriminalforsorgsområdet.
I erklæringen er det præciseret, at overtagelsen ikke omfatter det sagsom-
råde, som er dækket af §§ 34-40 a, § 44, stk. 1, 2. pkt., § 44, stk. 2 og 3, §§
45-49, §§ 51-55, § 57, stk. 2, og § 74 i lovbekendtgørelse nr. 215 af 24. juni
1939 af straffeloven, som senest ændret ved anordning nr. 182 af 28. februar
2007.
Det bemærkes i relation hertil, at Justitsministeriet efter drøftelse med Fæ-
røernes Landsstyre i forbindelse af udarbejdelsen af lovforslaget har fundet
anledning til at foreslå en fravigelse af erklæringen. Det skyldes, at visse af
de bestemmelser, som ifølge erklæringen hører til ”kriminalforsorgsområ-
det”, snarere må anses for at høre til ”strafferetten” og omvendt.
Det foreslås således, at den færøske straffelovs § 40, stk. 1, og §§ 51-55 (på
nær § 52, stk. 2-7) fremadrettet skal anses for at høre under sagsområdet
”strafferetten”. Det skyldes, at bestemmelserne efter Justitsministeriets og
Færøernes Landsstyres opfattelse er nært knyttet til straffens fastsættelse
under en almindelige straffesag og dermed en del af ”strafferetten”. Om-
vendt foreslås det, at den færøske straffelovs §§ 41-43 (på nær § 42, stk. 1)
fremadrettet skal anses for at høre sagsområdet ”kriminalforsorgen” med
54
henblik på at samle alle relevante bestemmelser om prøveløsladelse i straf-
fuldbyrdelsesloven. Der henvises i øvrigt til pkt. 13 og 14 nedenfor.
Fravigelsen af erklæringen vil skabe en klarere opdeling mellem de bestem-
melser, som vedrører henholdsvis ”strafferetten” og ”kriminalforsorgsom-
rådet”, og som dermed hører under henholdsvis færøsk og dansk lovgiv-
ningskompetence.
Med vedtagelsen af nærværende lovforslag forudsættes det således, at oven-
stående fravigelse af fælleserklæringen kan godkendes.
Derudover har nogle af de ændringer, der er foretaget i den danske straffuld-
byrdelseslov og straffelov, siden dens ikrafttræden, en nær sammenhæng
med samtidige ændringer i anden dansk lovgivning, herunder navnlig den
danske straffelov. I det omfang tilsvarende ændringer ikke er gennemført i
lagtingslovgivningen, herunder straffeloven, er de pågældende nye bestem-
melser i den danske straffuldbyrdelseslov eller straffelov ikke foreslået
medtaget i nærværende lovforslag. Dette gælder bl.a. bestemmelser, som er
indført i forbindelse med de såkaldte bandepakker (lov nr. 501 af 12. juni
2009 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, våbenloven, lov om poli-
tiets virksomhed, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og forvaltningsloven
(styrket indsats mod bandekriminalitet m.v.), lov nr. 733 af 25. juni 2014
om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om våben og eksplosivstof-
fer, lov om politiets virksomhed og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (initi-
ativer mod rocker- og bandekriminalitet m.v.) og lov nr. 672 af 8. juni 2017
om ændring af straffeloven, lov om forbud mod ophold i bestemte ejen-
domme og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (styrket indsats mod rocker- og
bandekriminalitet m.v.). Tilsvarende gælder ændringer vedrørende sam-
fundstjeneste, jf. lov nr. 152 af 18. februar 2015 om ændring af straffeloven
og lov fuldbyrdelse af straf m.v. (Samfundstjeneste m.v.). Desuden kan
nævnes bestemmelser relateret til bødeinddrivelse indført i forbindelse med
etablering af restanceinddrivelsesmyndigheden i Danmark og overdragelse
af inddrivelsesopgaven fra politiet dertil, jf. lov nr. 430 af 6. juni 2005 om
ændring af forskellige love og om ophævelse af lov om kommunalt samar-
bejde om opkrævning og inddrivelse (konsekvensændringer som følge af
lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer – samlingen af inddri-
velsen i Skatteministeriet).
4.2. Dansk lovgivning som endnu ikke er sat i kraft på Færøerne
55
Bestemmelserne i § 60, stk. 10, og § 66 b i den danske straffuldbyrdelseslov,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, vedrører kriminalfor-
sorgens mulighed for at indsamle, behandle og videregive oplysninger til
andre myndigheder, herunder politiet, om indsatte, og personer, som ind-
satte har kontakt til, hvis ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, hensyn
til kriminalforsorgens eller andre myndigheders indsats mod radikalisering
og ekstremisme eller hensyn til at bekæmpe og forebygge kriminalitet taler
herfor. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelserne, der blev indført i
straffuldbyrdelsesloven ved lov nr. 1541 af 18. december 2018 om ændring
af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., retsplejeloven, straffeloven og lov om
folkeskolen (Forhold for indsatte i kriminalforsorgens institutioner, vare-
tægtssurrogat m.v.), at behandling af oplysninger om indsatte og personer,
som indsatte har kontakt til, som led i ordningen vil skulle ske inden for
rammerne af lov nr. 410 af 27. april 2017 om retshåndhævende myndighe-
ders behandling af personoplysninger (retshåndhævelsesloven).
Retshåndhævelsesloven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2016/680/EU af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i for-
bindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger
med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare
handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af
sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse
2008/977/RIA, EU-Tidende 2016, nr. L 119, side 89 (retshåndhævelsesdi-
rektivet).
Retshåndhævelsesloven sætter således de ydre rammer for, under hvilke
omstændigheder danske retshåndhævende myndigheder må behandle per-
sonoplysninger.
Det fremgår af retshåndhævelseslovens § 56, at loven ikke gælder for Fæ-
røerne, men at den ved kongelig anordning kan sættes i kraft for rigsmyn-
dighedernes behandling af oplysninger med de ændringer, som de færøske
forhold tilsiger.
Retshåndhævelsesloven er endnu ikke sat i kraft for Færøerne. Spørgsmålet
om, hvilke personoplysninger der kan videregives af Kriminalforsorgen på
Færøerne, reguleres derfor af lov om behandling af personoplysninger (per-
sondataloven) som sat i kraft ved anordning nr. 754 af 19. juni 2017 om
ikrafttræden af lov om behandling af personoplysninger for rigsmyndighe-
dernes behandling af oplysninger på Færøerne. Det vurderes imidlertid ikke
at have praktisk betydning for behandling af personoplysninger i medfør af
56
den foreslåede bestemmelse i § 66 b, at det er persondataloven og ikke rets-
håndhævelsesloven, der er gældende på Færøerne.
Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 66 b,
der etablerer et udtrykkeligt grundlag for, at kriminalforsorgen kan ind-
samle, behandle og videregive oplysninger til andre myndigheder, herunder
politiet og PET, om indsatte, og personer, som indsatte har kontakt til, hvis
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, hensyn til kriminalforsorgens eller
andre myndigheders indsats mod radikalisering og ekstremisme eller hensyn
til at bekæmpe og forebygge kriminalitet taler herfor.
5. Koordination mellem rigsmyndighederne og Færøernes hjemme-
styre
Det er vigtigt at holde den foreslåede straffuldbyrdelseslove ajourført i for-
hold til ændringer af den danske straffuldbyrdelseslov. Det bemærkes i den
forbindelse, at det i bemærkningerne til den nye retsplejelov for Færøerne,
jf. lov nr. 964 af 26. juni 2020, er forudsat, at der fremover afholdes årlige
møder mellem repræsentanter for Færøernes Landsstyre og embedsmænd
på relevant niveau i Justitsministeriet med henblik på at drøfte aktuelle
spørgsmål vedrørende justitsvæsenet på Færøerne, herunder spørgsmål om
ændringer i den færøske retsplejelov som følge af ændringer i den danske
retsplejelov eller som følge af ændringer i lagtingslovgivningen. Justitsmi-
nisteriet finder det hensigtsmæssigt, at disse møder fremover også omfatter
tilsvarende spørgsmål om fuldbyrdelse af straf m.v.
6. Organisation
Kriminalforsorgen på Færøerne består af et arresthus og en lokalafdeling af
Kriminalforsorgen i Frihed (KiF) og ledes lokalt af en enhedschef og en
enhedsleder, jf. dog nedenfor om arrestinspektørordningen. Kriminalforsor-
gen på Færøerne indgår driftsmæssigt i institution Østsjælland, Bornholm
og Færøerne, der er en del af det kriminalforsorgsområde, der betegnes Kri-
minalforsorgen Hovedstaden.
Rammerne for driften af Kriminalforsorgen på Færøernes afviger imidlertid
på en række områder fra driften af lignende institutioner i Danmark. På Fæ-
røerne fungerer Landfogeden således som arrestinspektør på samme måde,
som det gjorde sig gældende for politidirektørerne i Danmark frem til 2008.
Arrestinspektørordningen er nærmere reguleret af lov nr. 188 af 7. juni 1958
om arrestvæsenets ordning på Færøerne, herunder særligt lovens § 2.
57
Arrestinspektøren har formelt set det overordnede ansvar for arresten over
for Direktoratet for Kriminalforsorgen i forhold til faglige, økonomiske
samt administrative sager. Arrestinspektøren har dog mulighed for at udde-
legere sine opgaver til enhedschefen for Kriminalforsorgen på Færøerne.
Med den nuværende organisationsstruktur i kriminalforsorgen, der blev ind-
ført ved lov nr. 739 af 25. juni 2014 om ændring af straffeloven, lov om
fuldbyrdelse af straf m.v., retsplejeloven og lov om Offerfonden (reorgani-
sering af kriminalforsorgen, herunder begrænsning af klageadgangen), er
alle kriminalforsorgens danske tjenestesteder blevet tilknyttet en institution
og et kriminalforsorgsområdekontor, og størstedelen af driftsopgaverne er
således flyttet ud i kriminalforsorgsområderne. Direktoratets primære op-
gave er således at sikre en overordnet strategi og styring samt sparring og
service af kriminalforsorgsområderne. Direktoratet træffer som udgangs-
punkt heller ikke længere afgørelser i konkrete klientsager. Dog er der på
området for langtidsindsatte, herunder livstids- og forvaringsdømte stadig
en afgørelseskompetence hos direktoratet i 1. instans, og samtidig er direk-
toratet klageinstans for visse afgørelser truffet ude i kriminalforsorgsområ-
derne.
Med lovforslaget foreslås det, at Kriminalforsorgen på Færøerne såvel for-
melt som reelt organiseres på samme måde som tilsvarende institutioner i
Danmark, hvilket indebærer, at Kriminalforsorgen på Færøerne både for-
melt og reelt vil henhøre under Kriminalforsorgen Hovedstaden som en del
af den institution, der bærer betegnelsen Institution Østsjælland, Bornholm
og Færøerne.
Som konsekvens heraf foreslås lov nr. 188 af 7. juni 1958 om arrestvæsenets
ordning på Færøerne ophævet. Der henvises til lovforslagets § 127 og be-
mærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 2 og bemærkningerne hertil.
7. Almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af straf
I lovforslagets §§ 3-4 er der optaget bestemmelser om hovedformålene med
straffuldbyrdelsen. Det fremgår således af den foreslåede § 3, at fuldbyr-
delse af en straf skal ske med fornøden hensyntagen til såvel straffens gen-
nemførelse som til behovet for at hjælpe eller påvirke den dømte til at leve
en kriminalitetsfri tilværelse.
58
Lovforslaget afspejler desuden, at indsatte har adgang til at udøve deres bor-
gerlige rettigheder, i det omfang frihedsberøvelsen ikke i sig selv afskærer
dem herfra, og at en frihedsberøvelse således alene tilsigter at være et ind-
greb i lokalfriheden for den enkelte dømte og skal gennemføres på en måde,
der tilgodeser humane og medmenneskelige hensyn.
Som det også er afspejlet i gældende ret om straffuldbyrdelse for Færøerne
er gennemførelse af frihedsstraf dog ikke mulig uden begrænsninger i den
indsattes almindelige rettigheder. Hensynet til kriminalforsorgens sikker-
hedsmæssige og ordensmæssige virksomhed vil ofte være hensyn, der kan
og må begrunde en fravigelse af det nævnte udgangspunkt. Lovforslaget
bygger på det bærende princip, at en sådan fravigelse i lovforslaget sker
bedst ved konkrete bestemmelser i straffuldbyrdelsesloven og ikke ved en
generel bestemmelse svarende til § 19, stk. 3, i fuldbyrdelsesbekendtgørel-
sen, hvorefter det generelt er fastsat at de indsatte skal overholde de bestem-
melser, som institutionens leder har fastsat af ordens- og sikkerhedshensyn.
Ved afgrænsningen af de tilfælde, hvor der med lovforslaget gives mulighed
for at gøre indgreb af »sikkerhedsmæssige hensyn«, er der på samme måde
som i forbindelse med forarbejderne til den danske straffuldbyrdelseslov ta-
get udgangspunkt i, at formålet med kriminalforsorgens sikkerhedsmæssige
virksomhed er at fastholde frihedsberøvelsen ved at forebygge og forhindre,
at de indsatte undviger, og at forebygge kriminalitet ved at modvirke, at ind-
satte begår kriminalitet under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller vold
mod personale eller medindsatte, fængselsoptøjer, handel med og indsmug-
ling af narkotika og lignende i forbindelse med besøg eller udgang, jf. her-
ved også 1989-betænkningen, s. 106.
Udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigter i første række til foranstaltninger
mod brand, tingsødelæggelse, støj, sundhedsfarlige forhold, arbejdsskader
og lignende miljøfarlige forhold samt foranstaltninger til opretholdelse af et
fysisk og psykisk godt miljø og trivsel i vid forstand såvel mellem de ind-
satte indbyrdes som i forhold til personalet, jf. 1989-betænkningen, s. 106.
Nødvendige og proportionale foranstaltninger i forbindelse med henblik på
at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom vil
ligeledes kunne tages som led i varetagelsen af kriminalforsorgens ordens-
mæssige hensyn. Det vil således efter omstændighederne kunne være et le-
gitimt ordensmæssigt hensyn i administrative regler at fastsætte midlertidige
begrænsninger i f.eks. retten til udgang eller besøg og fællesskab for at fo-
59
rebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom i insti-
tutionen, hvis retten til udgang eller besøg i denne sammenhæng må anses
for at være af mere underordnet betydning, eller hvis gennemførelse af ud-
gang m.v. bliver umulig eller uforholdsmæssig vanskelig som følge af for-
anstaltninger, som er nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbre-
delse af en samfundskritisk sygdom i institutionen. Begrænsninger kan ind-
føres gradvist i takt med udviklingen, behov og nødvendighed. Det gælder
generelt, at gennemførelse af sådanne foranstaltninger skal ske så skånsomt
som muligt og ikke kan ske ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå
formålet, ligesom foranstaltningerne snarest muligt skal ophøre. Yderligere
vil gennemførelse af sådanne foranstaltninger ikke kunne ske, i det omfang
det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Den foreslåede § 4 indeholder en bestemmelse, hvorefter der ikke under
fuldbyrdelsen af straf må pålægges en person andre begrænsninger i tilvæ-
relsen end sådanne, der er fastsat ved lov eller er en følge af selve straffen.
8. Valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem afsoningsin-
stitutioner
8.1. Gældende praksis
Der findes aktuelt alene én institution på Færøerne; Færøerne Arrest. Der er
således hverken åbne eller lukkede fængsler på Færøerne. Arresten er belig-
gende på øen Streymoy i området Mjørkadalur ca. 15 kilometer nordvest for
Tórshavn og indrettet i bygninger, der tidligere har huset bl.a. Færøernes
Kommando. Der er ikke offentlig transport til stedet.
Færøerne Arrest fungerer både som varetægtsinstitution og som afsonings-
institution. Færøerne Arrest har en kapacitet på 14 pladser i alt.
Færøerne arrest er bemandet på niveau med sammenlignelige arresthuse i
Danmark. Personalet består foruden uniformerede turnusbetjente af en en-
hedschef, en enhedsleder og to administrative årsværk, som deles mellem
arresthuset og Kriminalforsorgen i Frihed. Herudover er der tilknyttet en
læge og skolelærer samt en trækunstner.
Arresten er udstyret med motionsrum, beskæftigelseslokale og biblio-
tek/multirum. I tilknytning til arresten ligger et træværksted, der fungerer
som atelier og galleri for en trækunstner, som tilbyder et antal kurser årligt
til arrestens indsatte. Arresten har et besøgsrum og en observationscelle, der
ligeledes er godkendt til at kunne anvendes som sikringscelle.
60
Det retlige udgangspunkt for anbringelse af dømte, er, at fængselsstraf ud-
stås i åben anstalt, medmindre det af særlige grunde findes utilrådeligt, jf.
fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 1. Efter § 1, stk. 2, kan fængselsstraf
i almindelighed ikke udstås i arresthus (Københavns Fængsler), medmindre
strafudståelsen bliver kortvarig. I praksis finder bekendtgørelsens udgangs-
punkt dog ikke anvendelse overfor færøsk dømte.
De nærmere regler om anbringelse og overførsel af dømte er fastsat i Justits-
ministeriets cirkulære nr. 122 af 29. august 1983 med senere ændringer om
anbringelse af personer, der er idømt frihedsstraf eller forvaring, og om
overførsel af indsatte mellem kriminalforsorgens institutioner. Det fremgår
af cirkulærets § 2, stk. 3, at personer hjemmehørende på Færøerne med straf-
fetider indtil 6 måneder normalt anbringes i det lokale arresthus, hvis plads-
forholdene tillader det. Det fremgår videre af bestemmelsen, at hvis særlige
forhold taler derfor, kan fængselsdømte med straffetider på over 6 måneder,
ligeledes anbringes i det lokale arresthus.
Reglerne i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen og cirkulære nr. 122 af 29. august
1983 indebærer, at valget af afsoningssted træffes på baggrund af to væsent-
lige principper, hvorefter domfældte dels så vidt muligt skal afsone i nær-
heden af deres hjemsted (nærhedsprincippet), dels ikke skal anbringes under
mere restriktive forhold end nødvendigt.
Afvejningen af disse principper har ført til en langvarig praksis om, at fæng-
selsstraffe på op til 1 år og 6 måneder som udgangspunkt afsones i Færøerne
Arrest, mens længere straffe som udgangspunkt afsones i et dansk fængsel.
Der er mulighed for at dispensere, hvis særlige omstændigheder tilsiger det.
Endvidere kan sikkerhedsmæssige hensyn medføre, at dømte med en kortere
straf end 1 år og 6 måneder anbringes i et fængsel i Danmark.
En dømt med en kortere straf end 1 år og 6 måneder, men over 6 måneder,
har desuden mulighed for at blive overført til afsoning i Danmark, hvis den
pågældende anmoder herom.
Foruden fuldbyrdelsesbekendtgørelsen og det nævnte cirkulære om anbrin-
gelse og overførsel findes yderligere administrative forskrifter om anbrin-
gelse og overførsel af særlige kategorier af dømte, herunder 15-17 årige,
personer dømt for seksualforbrydelser og dømte, der frembyder særlige sik-
kerhedsmæssige risici.
61
8.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Afgørelsen af, hvorvidt en idømt straf skal fuldbyrdes på Færøerne eller i
Danmark, har stor betydning for såvel den dømte som dennes pårørende.
Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at en straffuldbyrdelseslov bør
indeholde relativt detaljerede bestemmelser herom.
Justitsministeriet finder endvidere, at afgørelser om anbringelse i eller over-
førsel til Danmark på grund af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn re-
lateret til den dømte er af en så indgribende karakter, at de foreslås omfattet
af lovforslagets § 112 om en særlig adgang til domstolsprøvelse af endelige
administrative afgørelser.
Det foreslås således med lovforslagets kapitel 7 at kodificere den langvarige
praksis om anbringelse og overførsel. Det indebærer for det første, at krite-
rierne for disse afgørelser tydeliggøres i lovteksten og uddybes i bemærk-
ningerne til de enkelte bestemmelser.
De foreslåede bestemmelser skelner mellem anbringelse i forbindelse med
straffuldbyrdelsens iværksættelse og overførsel på et senere tidspunkt under
straffuldbyrdelsens forløb. Afgørelser om anbringelse træffes på grundlag
af de oplysninger om den dømte, som kriminalforsorgen har til rådighed i
forbindelse med at den idømte straf anmeldes til fuldbyrdelse. Afgørelser
om overførsel træffes på grundlag af de oplysninger om den dømte, som
kriminalforsorgen har til rådighed og i øvrigt tilegner sig under fuldbyrdel-
sen af den konkrete straf.
Lovforslagets kapitel 7 indebærer for det andet, at kriminalforsorgen jævn-
ligt skal tage spørgsmålet om den indsattes overførsel eller tilbageførsel til
arresthus på Færøerne op til overvejelse, uanset om den indsatte anmoder
herom, med henblik på at sikre, at den dømte ikke er anbragt under mere
restriktive forhold end nødvendigt.
I forlængelse heraf foreslås det i lovforslagets § 122, at der fastsættes regler
om, at endelige administrative afgørelser efter de foreslåede bestemmelser i
§ 21, stk. 2, nr. 1-4 og 7, og § 25, nr. 1-5 og 7, om anbringelse i eller over-
førsel til en afsoningsinstitution under kriminalforsorgen i Danmark på
grund af ordens- eller sikkerhedsmæssigt funderede hensyn relateret til den
konkrete dømte kan indbringes for retten på ny, når der er forløbet 6 måne-
der fra kendelsens afsigelse.
62
Der henvises til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser i lovforslagets
kapitel 7.
9. Arbejde og uddannelse m.v. (arresthusudfordringen og dennes af-
spejling i reglerne)
9.1. Gældende ret
Efter straffelovens § 35, stk. 1, 1. pkt., har fængselsdømte pligt til at udføre
arbejde, der pålægges dem, efter regler, der fastsættes af justitsministeren. I
disse fastsættes tillige regler om arbejdspenge til de dømte, jf. bestemmel-
sens 2. pkt.
Efter straffelovens § 35, stk. 2, kan arbejde uden for anstaltens område finde
sted under anstaltens ledelse og tilsyn. Når det anses for formålstjenligt, og
fare for misbrug ikke antages at foreligge, kan der meddeles tilladelse til
ophold uden for anstalten til deltagelse i undervisning eller til beskæftigelse
hos arbejdsgiver. I praksis anvendes denne mulighed ikke i Færøerne Arrest.
Dette skyldes – foruden sikkerhedsmæssige hensyn for at undgå indsmug-
ling mv. – bl.a. arrestens beliggenhed sammenholdt med, at der ikke er of-
fentlig transport til og fra arresthuset.
De nævnte bestemmelser suppleres af straffelovens § 45, hvorefter indsatte
dels ikke må beskæftiges med sundhedsfarligt arbejde, dels skal holdes for-
sikrede mod følger af ulykkestilfælde. Nærmere regler for gennemførelsen
af sidstnævnte bestemmelse er fastsat i anordning nr. 137 af 24. marts 1993
om erstatning til indsatte i kriminalforsorgens institutioner for følger af
ulykkestilfælde m.v.
Straffelovens bestemmelser udfyldes bl.a. af §§ 12-15 og 24 i fuldbyrdel-
sesbekendtgørelsen.
Efter § 12 skal de indsatte være beskæftiget med arbejde eller uddannelse
eller – hvis det i det enkelte tilfælde findes formålstjenligt – med aktivitet
af anden karakter, herunder eventuelt selvforskaffet beskæftigelse, som kan
udøves under institutionens tilsyn. Personer, der udstår frihedsstraf i arrest-
hus, har dog adgang til selv at skaffe sig beskæftigelse, som på rimelig måde
kan foregå i institutionen. I praksis har dømte, der udstår fængselsstraf i Fæ-
røerne Arrest, ret, men ikke pligt, til beskæftigelse. Dette svarer i øvrigt til
gældende ret i Danmark, hvor det fremgår af § 1, stk. 3 i bekendtgørelse nr.
901 af 25. juni 2018 om beskæftigelse m.v. af indsatte i kriminalforsorgens
63
institutioner, at en dømt, der er anbragt i et arresthus, ikke er omfattet af
bestemmelsen om beskæftigelsespligt i § 38, stk. 1, i den danske straffuld-
byrdelseslov. Det fremgår af samme bestemmelse, at disse dømte dog skal
tilbydes beskæftigelse.
Efter § 13 skal valget af beskæftigelse i hvert enkelt tilfælde træffes på
grundlag af en samlet vurdering af den indsattes forhold. Der skal tages hen-
syn til, at den indsattes evner udnyttes rimeligt, og til den pågældendes egne
ønsker. Endvidere bør de indsatte søges motiveret for beskæftigelse, der er
egnet til at afbøde manglende skolemæssige kundskaber eller mangel på er-
hvervsmæssig eller anden uddannelse. I praksis er udbuddet af beskæftigel-
sesmuligheder i Færøerne Arrest påvirket af arresthusets begrænsede kapa-
citet sammenholdt med, at udbuddet af beskæftigelse må tage højde for, at
der modtages både varetægtsarrestanter og dømte, jf. pkt. 9.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Af § 14 følger, at den tid, som den indsatte skal anvende til beskæftigelse,
skal holdes inden for de til enhver tid gældende arbejdstidsnormer på ar-
bejdsmarkedet, herunder eventuelle normer for overarbejde. Arbejdstiden
for indsatte, der er beskæftiget med arbejde, som er nødvendigt for institu-
tionens drift, kan dog henlægges til andre tidsrum, end hvad der i øvrigt
gælder for beskæftigelse i institutionen. Endelig skal indsatte, hvis trossam-
fund forbyder dem at være beskæftiget på visse dage, fritages herfor. Insti-
tutionens leder kan i den forbindelse bestemme, at de på anden måde skal
opfylde arbejdstidsnormen.
De nævnte bestemmelser suppleres i § 15 af en bemyndigelse for Direkto-
ratet for Kriminalforsorgen til at fastsætte nærmere regler for de indsattes
beskæftigelse, herunder om størrelsen og anvendelsen af arbejdspenge. Af
denne bestemmelse fremgår også, at der skal ydes dagpenge til indsatte, som
på grund af helbredstilstanden ikke kan beskæftiges efter de almindelige
regler. Nærmere regler herom fastsættes af Direktoratet for Kriminalforsor-
gen. Sådanne regler er fastsat ved direktoratets cirkulæreskrivelse af 24. fe-
bruar 2020 om arbejdspengesatser mv. til Kriminalforsorgen på Færøerne.
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 24 skal det indgå i institutionens al-
mindelige overvejelser, om der bør gives indsatte, der efter reglerne om ud-
gang har mulighed herfor, tilladelse til udgang af hensyn til deres oplæring,
uddannelse eller beskæftigelse. Som nævnt ovenfor anvendes muligheden
for udgang i form af frigang imidlertid ikke i praksis.
64
Foruden fuldbyrdelsesbekendtgørelsen og den nævnte cirkulæreskrivelse
findes endvidere enkelte yderligere administrative forskrifter om de dømtes
beskæftigelse mv.
9.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det foreslås, at de under pkt. 8.1. nævnte færøske straffelovsbestemmelser
om arbejdspligt og arbejdspenge mv. ophæves som led i gennemførelsen af
en samlet regulering i straffuldbyrdelsesloven af de indsattes beskæftigelse
under straffuldbyrdelsen. Der henvises herved til lovforslagets § 125.
Det foreslås således, at der i lovforslagets § 38 indsættes en bestemmelse,
der regulerer de indsattes ret til at være beskæftiget ved deltagelse i arbejde,
uddannelse eller anden godkendt aktivitet under straffuldbyrdelsen. Bestem-
melsen svarer til § 38 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 1333 af 9. december 2019, med de undtagelser, der følger af det
forhold, at der på Færøerne alene findes ét arresthus med begrænset kapaci-
tet.
I arresthuse i Danmark har man under henvisning til bestemmelsen i § 38,
stk. 3, i den danske straffuldbyrdelseslov, hvorefter der kan fastsættes regler
om fravigelse af de indsattes ret og pligt til at være beskæftiget, fraveget
kravet om, at de indsatte også har pligt til beskæftigelse. Idet der som nævnt
på Færøerne alene findes et arresthus, vurderes det ikke relevant at medtage
en tilsvarende bemyndigelsesbestemmelse, fordi der i et arresthus ikke bør
være beskæftigelsespligt. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den
foreslåede § 38, stk. 1. Der findes dog ikke grundlag for at foreslå bestem-
melser om fravigelse af retten til beskæftigelse for denne institution, da ar-
resthuset modtager såvel dømte med meget korte straffe og længere straffe.
I praksis behandles indsatte i Færøerne Arrest efter reglerne om beskæfti-
gelse af indsatte i arresthuse i Danmark, hvilket betyder, at de indsatte har
ret, men ikke pligt til at være beskæftigede.
Som § 38, stk. 1, foreslås der indsat en bestemmelse, som i overensstem-
melse med gældende færøsk praksis og i lighed med retstilstanden i Dan-
mark for så vidt angår dømte placeret i arresthusene, fastslår, at den indsatte
har ret, men ikke pligt, til beskæftigelse. Det fastslås således, at de indsatte
har ret til under straffuldbyrdelsen at være beskæftiget med en af institutio-
nen godkendt aktivitet.
65
Foruden hensynet til ikke at stille en dømt, der afsoner sin straf i et arresthus
på Færøerne dårligere end en dømt, der afsoner sin straf i et arresthus i Dan-
mark, lægges der ved forslaget om ikke at pålægge de dømte en beskæfti-
gelsespligtvægt på flere forhold. For det første er det på grund af arresthu-
sets isolerede beliggenhed, manglende offentlige transporttilbud, arrestens
fysiske rammer, det lille klientel og arresthusets normering svært at finde
meningsfyldte beskæftigelsestilbud. For det andet er det en betragtelig del
af de indsatte, som afsoner kortere fængselsstraffe, og af dem har mange
desuden økonomiske forhold, som sætter dem i stand til at klare sig uden en
arbejdsindtægt under afsoningsperioden. Hertil kommer, at der i henhold til
den færøske sociallovgivning i et vist omfang er mulighed for at modtage
sociale ydelser i en periode under afsoning, jf. bemærkningerne til den fo-
reslåede bestemmelse i § 110. Det bemærkes endvidere, at det ikke hidtil
har givet anledning til ordens- og/eller sikkerhedsmæssige problemer i ar-
resthuset, at der ikke i praksis har været beskæftigelsespligt.
Det forudsættes, at de administrative regler om beskæftigelse m.v. af ind-
satte, som justitsministeren med lovforslagets § 41 foreslås bemyndiget til
at fastsætte, udformes i overensstemmelse med ovenstående.
Retten til beskæftigelse medfører en forpligtelse for kriminalforsorgen til at
tilvejebringe fornødne beskæftigelsesmuligheder. Det bemærkes i denne
forbindelse, at Færøerne Arrest, der som nævnt anvendes til såvel varetægts-
fængslede som dømte, navnlig på grund af sin begrænsede kapacitet ikke
har mulighed for at tilbyde samme varierede tilbud om beskæftigelse, ud-
dannelse og behandling som i fængslerne i Danmark. Med den foreslåede
bestemmelse i § 38, stk. 1, understreges det, at undervisning og uddannelse
ligestilles med tilbud om beskæftigelse i institutionens værksteder eller med
institutionens drift.
Som § 38, stk. 2, indsættes en bestemmelse, der svarer til bestemmelsen i §
38, stk. 2, i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333
af 9. december 2019. Bestemmelsen indebærer, at en indsat, der er udvist af
landet ved dom, ikke kan være beskæftiget ved uddannelse, undervisning
eller programvirksomhed, medmindre særlige forhold taler herfor.
Forslaget indebærer således, at indsatte, der i forbindelse med dommen er
dømt til udvisning af Færøerne, som udgangspunkt alene tilbydes beskæfti-
gelse ved deltagelse i arbejde, som f.eks. værksteds- eller cellearbejde, in-
ternt vedligehold eller deltagelse i andre godkendte aktiviteter end program-
virksomhed.
66
Efter forslaget vil udvisningsdømte dog kunne deltage i uddannelse, under-
visning eller programvirksomhed, hvis særlige forhold taler herfor.
Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en bestemt type undervisning eller
programvirksomhed konkret vurderes ikke at være rettet mod resocialise-
ring, men derimod har til formål at sikre, at selve afsoningen kan forløbe
hensigtsmæssigt.
Eksempelvis vil det kunne være relevant at tilbyde en udvisningsdømt at
deltage i et adfærdsprogram, hvis den pågældende har behov for dette for at
kunne indgå i et hensigtsmæssigt afsoningsforløb, og det pågældende pro-
gram er egnet til på kort sigt at forbedre den udvisningsdømtes adfærd.
Dette vil dog i praksis forudsætte, at der ikke er en sprogbarriere mellem
den udvisningsdømte og det sprog, der undervises på. Med henblik på at
opnå et hensigtsmæssigt afsoningsforløb vil det ligeledes kunne være rele-
vant at tilbyde aktiviteter, som kan gøre den pågældende i stand til at deltage
i beskæftigelse ved arbejde i fængslet.
Det skyldes, at antallet af udvisningsdømte indsatte normalt alene udgør en
meget beskeden del af klientellet i Færøerne Arrest sammenholdt med, at
der i arresten er ét fælles lokale, hvor såvel uddannelse, undervisning, pro-
gramvirksomhed og øvrig beskæftigelse finder sted på forskellige tidspunk-
ter. Det må dog forudsættes, at der i Færøerne Arrest hyppigere end i et
dansk arresthus vil kunne forekomme situationer, der gør, at særlige forhold
kan tale for at lade udvisningsdømte være beskæftiget sammen med de øv-
rige indsatte ved uddannelse, undervisning og programvirksomhed.
Der bør efter omstændighederne også kunne tilbydes en udvisningsdømt
indsat at fortsætte eller færdiggøre en uddannelse, som er påbegyndt, inden
den pågældende blev udvist af landet ved dom. Dette gælder dog kun i det
omfang, at øvrige bestemmelser i loven ikke er til hinder herfor.
Vurderingen af, om der er særlige forhold, som taler for, at en udvisnings-
dømt indsat skal tilbydes uddannelse, undervisning eller programvirksom-
hed, skal foretages, når kriminalforsorgen visiterer den indsatte til beskæf-
tigelse, jf. lovforslagets § 39, stk. 2.
67
Det forudsættes, at forslaget om at begrænse udvisningsdømte indsattes ad-
gang til uddannelse, undervisning og programvirksomhed ikke får indfly-
delse på kriminalforsorgens vurdering af, om den pågældende kan prøveløs-
lades. Ved utilrådelighedsvurderingen, som kriminalforsorgen foretager i
forbindelse med afgørelse om prøveløsladelse, vil det således ikke kunne
indgå som et forhold, der i sig selv taler imod løsladelse, at en udvisnings-
dømt indsat ikke har deltaget i uddannelse, undervisning eller programvirk-
somhed under afsoningen.
Som § 39 foreslås der indsat en bestemmelse om valg af beskæftigelse til
den enkelte indsatte under straffuldbyrdelsen. Bestemmelsen svarer med en
redaktionel ændring til § 39 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Idet det bemærkes, at Færøerne Arrest, der anvendes til såvel varetægts-
fængslede som dømte, navnlig på grund af den begrænsede kapacitet ikke
har mulighed for at tilbyde samme varierede tilbud om beskæftigelse, ud-
dannelse og behandling som i fængslerne i Danmark, forudsættes det, at kri-
minalforsorgen løbende søger at tilpasse aktivitetstilbuddene til de indsattes
arbejdsmæssige og uddannelsesmæssige forudsætninger, så institutionens
beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder i videst muligt omfang kan med-
virke til at hjælpe eller påvirke den indsatte til at leve en kriminalitetsfri
tilværelse, jf. lovforslagets § 3 og bemærkningerne hertil.
For så vidt angår mulighederne for undervisning, uddannelse eller arbejde
uden for institutionen henvises til lovforslagets § 46 om udgang og bemærk-
ningerne til denne bestemmelse.
Der henvises desuden til bemærkningerne til lovforslagets § 21, stk. 2, nr.
5, hvorefter fuldbyrdelse af straffe på 1 år og 6 måneder og derunder kan
ske i fængsel eller arresthus i Danmark, hvis den dømte ønsker at udstå straf-
fen i fængsel eller arresthus i Danmark, og særlige familiemæssige eller an-
dre personlige forhold taler for det. Med udtrykket ”personlige forhold” sig-
tes således bl.a. til arbejds- eller uddannelsesmæssige forhold.
Som § 40 foreslås en bestemmelse, der indebærer, at institutionens særlige
arbejdspladser skal være indrettet således, at arbejdsforholdene for de ind-
satte er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige. Bestemmelsen
svarer til § 40 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr.
1333 af 9. december 2019.
68
Bestemmelsen træder i stedet for straffelovens § 45, 1. pkt., hvorefter ind-
satte ikke må beskæftiges med sundhedsfarligt arbejde. Bestemmelsen in-
debærer i overensstemmelse hermed, at institutionens særlige arbejdsplad-
ser så vidt muligt skal være indrettet i overensstemmelse med arbejdsmiljø-
lovgivningen, der ikke direkte omfatter kriminalforsorgens beskæftigelse af
de indsatte.
Der henvises bemærkningerne til bestemmelsen og til lovforslagets § 6 og
bemærkningerne hertil, hvorefter justitsministeren fastsætter regler om er-
statning til indsatte i kriminalforsorgens institutioner for følger af ulykkes-
tilfælde.
Som § 41 foreslås en bestemmelse, der indeholder en bemyndigelse for
justitsministeren til at fastsætte regler om de indsattes beskæftigelse, herun-
der om at beskæftigelsen skal tilrettelægges under hensyn til de indsattes
religiøse tilhørsforhold. Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring
til § 41 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af
9. december 2019. Ændringer er en konsekvens af, at der ikke foreslås at
være beskæftigelsespligt for de dømte.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 41.
Som § 42 foreslås en bestemmelse, der regulerer spørgsmålet om vederlag
for de indsattes beskæftigelse ved deltagelse i arbejde, undervisning, uddan-
nelse eller anden godkendt aktivitet. Bestemmelsen svarer til § 42 i den dan-
ske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december
2019 med undtagelser, der har sammenhæng med fravigelsen af forslaget til
§ 38 om beskæftigelsespligt i forhold til den danske straffuldbyrdelseslov.
Den foreslåede bestemmelse indeholder bl.a. forslag til regler om vederlag
mv. til indsatte, der i institutionen ikke er beskæftiget med eget arbejde, men
er beskæftiget på kriminalforsorgens foranledning, indsatte, der ikke kan til-
bydes beskæftigelse, indsatte, som på grund af sygdom er fraværende fra
beskæftigelse og andre indsatte, f.eks. personer der i institutionen er beskæf-
tiget med eget arbejde.
Desuden indeholder bestemmelsen regler om vederlag til indsatte, der frem-
sætter ønske om beskæftigelse på et tidspunkt, hvor arresthuset ikke kan
tilbyde beskæftigelse. Der foreslås således en kortere karensperiode for at
undgå, at indsatte i arresthuset kan skaffe sig vederlag for beskæftigelse i
69
perioder, hvor der ikke er beskæftigelsesmuligheder, uden at de pågældende
reelt ønsker beskæftigelse.
Endvidere indeholder bestemmelsen regler om at kriminalforsorgsområdet
opsparer en andel af det vederlag, der udbetales til den indsatte senest på
tidspunktet for løsladelsen, for udvisningsdømte dog senest på tidspunktet
for hjemrejsen (tvungen opsparing). Udgifter, som den indsatte skal afholde
i forbindelse med udgang og løsladelse, herunder efterfølgende hjemrejse,
modregnes i det opsparede beløb, hvis den indsatte ikke selv afholder ud-
gifterne hertil.
Endelig indeholder den foreslåede bestemmelse en bemyndigelse til justits-
ministeren til at fastsætte regler om de ovenfor nævnte ydelser og til i den
forbindelse at fastsætte regler om, at andre indsatte, der er fraværende fra
beskæftigelse, skal have udbetalt vederlag for beskæftigelse. Bestemmelsen
indeholder endvidere bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om ka-
rensperiode og tvungen opsparing, jf. ovenfor.
Den foreslåede bemyndigelse påtænkes udnyttet til administrativt at fast-
sætte regler, der svarer til de regler, som i Danmark er fastsat ved bekendt-
gørelse nr. 901 af 25. juni 2018 om beskæftigelse m.v. af indsatte i krimi-
nalforsorgens institutioner. Dette vil medføre, at kriminalforsorgsområdet
opsparer 15 pct. af de indsattes beskæftigelsesvederlag mv., der udbetales
til den indsatte senest på tidspunktet for løsladelsen, for udvisningsdømte
dog senest på tidspunktet for hjemrejsen.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 42.
10. Udgang
10.1. Gældende ret
Ved udgang forstås et under straffuldbyrdelsen tilladt fravær fra institutio-
nen i et bestemt tidsrum. Dette tidsrum medregnes i straffetiden. Udgang
adskiller sig herved fra strafafbrydelse, hvor fraværet fra institutionen ikke
medregnes i straffetiden, jf. lovforslagets §§ 75-77.
Straffeloven indeholder i § 36 en almindelig bestemmelse om udgang og i
§ 35 en særlig bestemmelse om udgang til arbejde og undervisning.
70
Efter § 36 kan der, når særlige omstændigheder taler for det, meddeles den
dømte udgangstilladelse for et kortere tidsrum. Til personer, der udstår læn-
gerevarende fængselsstraf, kan sådan tilladelse endvidere meddeles, når det
må anses for formålstjenligt med henblik på den pågældendes behandling,
herunder forberedelse af vedkommendes løsladelse. Udgangstilladelse kan
kun meddeles, når fare for misbrug ikke antages at foreligge.
Med § 36, 1. pkt., sigtes til udgangstilladelser, der er begrundet i humane
hensyn, f.eks. alvorlig sygdom eller dødsfald i den nærmeste familie.
§ 36, 2. pkt., er begrænset til indsatte med længerevarende fængselsstraffe
og sigter på udgangstilladelse med behandlingsmæssigt formål. Udgangstil-
ladelse i medfør af denne bestemmelse kan navnlig gives af hensyn til, at
den indsattes forbindelse med familien bevares eller genetableres, og at den
pågældende får mulighed for selv at søge arbejde eller i øvrigt forberede sin
løsladelse.
Meddelelse af udgangstilladelse efter 1. og 2. pkt. er efter 3. pkt., betinget
af, at fare for misbrug ikke kan antages at foreligge.
Efter straffelovens § 35, stk. 2, 2. pkt., kan der, når det anses for formåls-
tjenligt, og fare for misbrug ikke kan antages at foreligge, meddeles tilla-
delse til ophold uden for institutionen til deltagelse i undervisning eller til
beskæftigelse hos arbejdsgiver. I praksis anvendes denne udgangsform ikke
i Færøerne Arrest, idet der dels ikke er offentlig transport til og fra arresthu-
set, der er beliggende ca. 15 km uden for Tórshavn, jf. også pkt. 9.1. i lov-
forslagets almindelige bemærkninger, dels idet risikoen for ind- og udsmug-
ling tillægges afgørende betydning på grund af institutionens status som ar-
resthus. Det bemærkes i den forbindelse, at arresthuset foruden afsonere
også skal modtage varetægtsfængslede, herunder i sager hvor varetægts-
fængsling er sket, idet der efter omstændighederne har været bestemte
grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navn-
lig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre, jf. retsplejelovens §
787, stk. 1, nr. 3.
Straffelovens regler om udgang suppleres af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens
§ 24, hvorefter Direktoratet for Kriminalforsorgen fastsætter regler om ud-
gang. Det skal indgå i institutionens almindelige overvejelser, om der bør
gives indsatte tilladelse til udgang af hensyn til deres oplæring, uddannelse
eller beskæftigelse.
71
Nærmere regler om udgang er fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 31 af
18. marts 1986 med senere ændringer om udgang til indsatte (udgangscir-
kulæret) og i vejledning af 10. januar 1994 om udgang for afsonere.
Cirkulæret indeholder i kapitel I (§§ 1-14) en række fællesregler om ud-
gang, herunder bl.a. vedrørende kompetencen til at meddele tilladelse til ud-
gang. Efter cirkulærets kapitel I er udgangstilladelse betinget af, at der ikke
kan antages at foreligge fare for misbrug, og at der foreligger et godkendt
formål med udgangen. For udgangstilladelse gælder en række faste vilkår,
og der kan herudover fastsættes særlige vilkår for den enkelte udgangstilla-
delse. Endvidere skal der i visse tilfælde indhentes en udtalelse fra politiet,
inden der gives tilladelse til udgang uden ledsagelse.
Kapitel II-VI indeholder regler om de enkelte former for udgang.
Kapitel II (§§ 15-23) vedrører udgang med henblik på beskæftigelse hos ar-
bejdsgiver eller deltagelse i undervisning mv.
Kapitel III (§§ 24-30) omhandler udgang med henblik på besøg hos be-
stemte personer mv., og kapitel IV (§§ 31-33) giver mulighed for udgang til
særlige formål, f.eks. med henblik på at besøge nærtstående personer, som
er alvorligt syge, eller tilstedeværelse ved en nærtstående persons begra-
velse.
Kapitel V (§§ 34-36) fastsætter regler om udgang i forbindelse med besøg,
og endelig indeholder kapitel VI (§§ 37-40) regler om udgang med henblik
på deltagelse i udflugter mv.
Der henvises til de almindelige bemærkninger til det danske lovforslag, pkt.
5.7.1, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 3695-3696.
Særligt om afholdelse af udgifter til transport i forbindelse med udgang har
Direktoratet for Kriminalforsorgen oplyst, at Færøerne Arrest som udgangs-
punkt ikke afholder udgifterne til de indsattes transport i forbindelse med
løsladelse og udgang. På grund af arresthusets beliggenhed, og det forhold
at der ikke er offentlig transport til og fra arresthuset, sker det dog nogle
gange om måneden, at indsatte køres til Tórshavn, hvilket som oftest sker i
forbindelse med øvrig ærindekørsel.
72
Der er i øvrigt i § 43 i bekendtgørelse nr. 182 af 26. februar 2019 om udgang
til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens in-
stitutioner (udgangsbekendtgørelsen), fastsat særlige regler om opsparing
og sammenlægning af udgange samt om udgifter for indsatte hjemmehø-
rende på Færøerne.
Af bestemmelsens stk. 1 fremgår det, at indsatte, der er hjemmehørende på
Færøerne og er overført fra Færøerne til Danmark til udståelse af fængsels-
straf i mere end 6 måneder eller forvaring, kan opspare og sammenlægge
indtil 6 udgange for én gang halvårligt for at besøge bestemte personer på
Færøerne eller besøge nærtstående personer fra Færøerne, som med henblik
herpå midlertidigt opholder sig i Danmark.
Af bestemmelsens stk. 2 fremgår det, at kriminalforsorgsområdet ved ud-
gang til Færøerne efter stk. 1 yder tilskud til dækning af rejseudgifter i over-
ensstemmelse med de regler om tilskud til dækning af rejseudgifter, der fast-
sættes af Direktoratet for Kriminalforsorgen. Det kan dog tillades, at rejsen
sker med fly, hvis der herved kun bliver tale om en forholdsvis mindre mer-
udgift.
Endelig fremgår det af bestemmelsens stk. 3, at der, hvis den i stk. 1 nævnte
udgang anvendes til at besøge nærtstående personer, der er tilrejst fra Færø-
erne, efter en konkret vurdering af de pågældendes økonomiske forhold vil
kunne ydes tilskud til deres rejseudgifter. Tilskuddet vil dog højst kunne
andrage et beløb svarende til det, som kriminalforsorgsområdet vil kunne
afholde til dækning af den indsattes rejseudgift til Færøerne.
10.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det foreslås, at bestemmelserne i straffelovens § 35, stk. 2, 2. pkt., og § 36
ophæves, og at der i straffuldbyrdelsesloven optages bestemmelser om de
formål, hvortil der kan gives udgang, og om de forudsætninger, der normalt
skal være opfyldt for, at udgang kan tillades. Endvidere foreslås bestemmel-
ser om de vilkår, der skal og kan fastsættes som betingelse for udgangstilla-
delse, og om følgerne af, at sådanne vilkår ikke overholdes. Desuden fastslås
det, at den tid, hvori den indsatte har tilladelse til udgang, medregnes i straf-
fetiden. Herudover foreslås det, at regler om udgang til de forskellige formål
fastsættes administrativt.
73
Som § 46, stk. 1, foreslås således en bestemmelse, hvorefter en indsat kan
få tilladelse til udgang, når (1) udgangsformålet er rimeligt begrundet i ud-
dannelsesmæssige, arbejdsmæssige, behandlingsmæssige, familiemæssige
eller andre personlige hensyn, (2) der ikke er bestemte grunde til at antage,
at den indsatte i forbindelse med udgang vil begå ny kriminalitet, unddrage
sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladel-
sen, og (3) hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udgangs-
tilladelsen.
Som stk. 2 foreslås en bestemmelse, hvorefter det ved vurderingen af risi-
koen for misbrug af udgangstilladelsen skal tillægges særlig vægt, hvis den
indsatte (1) er dømt for farlig kriminalitet og ikke har været løsladt i tiden
mellem dom og strafudståelse, (2) under strafudståelsen er undveget eller
har forsøgt herpå, (3) under strafudståelsen har begået strafbart forhold, (4)
under strafudståelsen er udeblevet fra en tidligere udgang eller i øvrigt har
misbrugt en tilladelse til udgang, (5) under en tidligere strafudståelse har
foretaget handlinger som nævnt i nr. 2-4, uden at betingelserne for uledsaget
udgang senere er blevet fundet opfyldt eller (6) ikke er mødt til afsoning i
overensstemmelse med tilsigelsen.
Med henblik på at sikre, at overtrædelse af forbuddet mod mobiltelefoner i
kriminalforsorgens institutioner mødes med mærkbare reaktioner, foreslås
det, at en sådan overtrædelse, ligesom det er tilfældet i medfør af den danske
straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019,
skal medføre, at den indsatte pålægges udgangskarantæne i en periode på 3
måneder.
Det foreslås således, at der som § 46, stk. 3, 1. pkt., indsættes en bestem-
melse, hvorefter udgang ikke kan finde sted, hvis den dømte inden for de
seneste 3 måneder er ikendt disciplinærstraf for overtrædelse af lovforsla-
gets § 36, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en indsat, der uretmæssigt har
medtaget, besiddet eller rådet over mobiltelefon eller lignende kommunika-
tionsudstyr, og som i den anledning er ikendt disciplinærstraf efter lov-
forslagets § 36, stk. 3, jf. stk. 2, eller regler fastsat i medfør af denne bestem-
melse, vil være afskåret fra at få udgang i en periode på 3 måneder regnet
fra datoen for afgørelsen vedrørende disciplinærstraf.
Det betyder, at der under de angivne betingelser ikke vil kunne træffes af-
gørelse om at tillade udgang, og at en tidligere truffet afgørelse om udgang
74
ikke vil kunne effektueres. Hvis der allerede er meddelt tilladelse til udgang,
vil den foreslåede bestemmelse føre til, at udgangstilladelsen bortfalder. I så
fald må der – hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt – gives en ny ud-
gangstilladelse, når de 3 måneder er udløbet.
For personer, som har tilladelse til regelmæssig udgang med henblik på be-
søg hos bestemte personer, vil den foreslåede bestemmelse medføre, at ud-
gangsforløbet afbrydes, således at forestående udgange ikke kan afvikles
inden for de 3 måneder, hvor den pågældende har udgangskarantæne. Når
de 3 måneder er udløbet, vil udgangsforløbet kunne genoptages, hvis tilla-
delsen omfatter yderligere udgange.
For personer, som har tilladelse til udgang i form af frigang, fører bestem-
melsen tilsvarende til, at forløbet afbrydes, indtil de 3 måneder er udløbet.
Herefter vil frigangsforløbet kunne genoptages, hvis betingelserne herfor i
øvrigt fortsat er til stede.
Den foreslåede bestemmelse er ikke relevant for personer, der allerede er
udstationeret til pension eller til egen bopæl, idet der i sådanne tilfælde ikke
er forbud mod mobiltelefoner.
Den foreslåede bestemmelse kan dog få betydning for personer, der aktuelt
er placeret i fængsel eller arresthus, men som har udsigt til en udstationering
til pension eller til egen bopæl. I sådanne tilfælde vil overtrædelse af for-
buddet mod mobiltelefoner medføre, at udstationeringen først kan ske efter
udløbet af de 3 måneder, ligesom en allerede meddelt tilladelse til udstatio-
nering vil bortfalde.
I praksis kan der imidlertid forekomme situationer, hvor en udgangskaran-
tæne vil være så indgribende for den indsatte, at der efter Justitsministeriets
opfattelse bør være mulighed for at tillade udgang, inden de 3 måneder er
udløbet.
Dette gælder navnlig i tilfælde, hvor der er spørgsmål om udgang til et sær-
ligt formål som nævnt i § 31, stk. 1, i cirkulære nr. 31 af 18. marts 1996 om
udgang til indsatte med senere ændringer.
Det kan f.eks. være tilfældet, hvis formålet med udgangen er at deltage i en
nærtstående persons begravelse eller lignende.
75
Der kan dog også være grund til at tillade udgang i andre tilfælde, hvor en
karantæne vil være særligt indgribende for den indsatte. Det kan f.eks. også
være tilfældet, hvis en indsat har frigang til arbejde og skal løslades inden
for de næste 3 måneder, idet den pågældendes løsladelsessituation i så fald
kan blive langt mindre gunstig, hvis den indsatte mister sit arbejde i forbin-
delse med, at tilladelsen til frigang bortfalder.
På den anden side vil kravet om helt særlige omstændigheder normalt ikke
kunne anses for opfyldt, hvis der ønskes udgang med henblik på indgåelse
af ægteskab eller varetagelse af personlige interesser.
Det foreslås på den baggrund, at der som straffuldbyrdelseslovens § 46, stk.
3, 2. pkt., indsættes en bestemmelse, hvorefter der undtagelsesvist kan gives
tilladelse til udgang, hvis helt særlige omstændigheder taler derfor.
§ 46 indebærer en lovfæstelse af de formål, hvortil der kan gives udgang, og
af visse generelle forudsætninger for, at en indsat kan få tilladelse til udgang.
Endvidere angives en række forhold, som skal tillægges vægt ved vurderin-
gen af risikoen for misbrug af udgangstilladelsen.
Endelig fastsættes det, at en indsat, der uretmæssigt har medtaget, besiddet
eller rådet over mobiltelefon eller lignende kommunikationsudstyr, og som
i den anledning er ikendt disciplinærstraf vil være afskåret fra at få udgang
i en periode på 3 måneder regnet fra datoen for afgørelsen vedrørende disci-
plinærstraf.
Bestemmelsen medfører en udvidelse i forhold til straffelovens § 35, stk. 2,
2. pkt., idet der også kan tillades udgang til visse former for fritidsbeskæfti-
gelse.
Bestemmelsen om, at en indsat, der uretmæssigt har medtaget, besiddet eller
rådet over mobiltelefon eller lignende kommunikationsudstyr, og som i den
anledning er ikendt disciplinærstraf vil være afskåret fra at få udgang i en
periode på 3 måneder regnet fra datoen for afgørelsen vedrørende discipli-
nærstraf, indebærer yderligere en ændring i forhold til gældende ret.
Som § 47 foreslås i overensstemmelse med de nugældende regler mv. en
bestemmelse, hvorefter tilladelse til udgang gives for et bestemt tidsrum, der
medregnes til straffetiden.
76
Som § 48 foreslås en bestemmelse, hvorefter tilladelse til udgang betinges
af, at den indsatte under udgangen ikke begår strafbart forhold eller i øvrigt
misbruger udgangstilladelsen. Tilladelsen kan endvidere betinges af andre
vilkår, som findes formålstjenlige for at undgå misbrug, herunder at den
indsatte under udgangen (1) ledsages af personale fra kriminalforsorgsom-
rådet, (2) overnatter i arresthus, fængsel eller en af kriminalforsorgens pen-
sioner i Danmark, (3) med mellemrum giver møde hos kriminalforsorgen
eller hos politiet eller undergiver sig lignende kontrolforanstaltninger og (4)
undergiver sig vilkår som nævnt i straffelovens § 57.
§ 48 indebærer en lovfæstelse af de vilkår, der skal og kan fastsættes for
tilladelse til udgang. Bestemmelsen medfører ikke ændringer i forhold til de
nugældende regler og praksis på området. Der kan derfor som hidtil bl.a.
fastsættes begrænsninger for så vidt angår indsattes samvær med bestemte
personer eller ophold på bestemte steder under udgang.
Som § 49 foreslås en bestemmelse, der giver mulighed for at tilbagekalde
en tilladelse til udgang eller ændre vilkårene for tilladelsen, hvis den indsatte
udebliver fra udgang eller i øvrigt ikke overholder de vilkår, der er fastsat
for udgangstilladelsen i medfør af § 48, f.eks. ved at begå strafbart forhold
under udgang. Tilbagekaldelse mv. kan også ske, hvis nye oplysninger om
den indsattes forhold giver bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil
misbruge den meddelte udgangstilladelse.
§ 49 indebærer en lovfæstelse af adgangen til at tilbagekalde tilladelse til
udgang og ændre vilkårene for tilladelsen.
Endelig foreslås som § 50 en bemyndigelse for justitsministeren til at fast-
sætte regler om tilladelse til udgang. I den forbindelse gives mulighed for at
bestemme, at tilladelse til udgang først kan gives efter ophold i et bestemt
tidsrum i institutionen og efter udståelse af en bestemt del af straffen, samt
at tilladelse til udgang ikke kan gives i et tidsrum af 3 måneder fra indsæt-
telsen, hvis den indsatte er udeblevet efter tilsigelse til afsoning. Det kan
endvidere bestemmes, at den indsatte, hvis tilladelse til udgang afslås på
grund af fare for misbrug, jf. § 46, stk. 1, nr. 2, eller hvis tilladelse til udgang
tilbagekaldes på grund af misbrug eller fare herfor, jf. § 49, nr. 1 og 2, er
afskåret fra i et bestemt tidsrum at forlange en afgørelse af spørgsmålet om
tilladelse til udgang.
77
§ 50 medfører, at tilladelse til udgang i behandlingsøjemed, ikke er forbe-
holdt dømte med længerevarende fængselsstraf. Bestemmelsen afviger her-
ved fra straffelovens § 36, 2. pkt.
§ 50 medfører ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugældende regler mv.
Der vil således bl.a. være mulighed for at videreføre den nuværende admi-
nistrative praksis, hvorefter der ved udgangsmisbrug kan træffes bestem-
melse om, at den indsatte i en bestemt periode afskæres fra at forlange, at
der træffes afgørelse om tilladelse til udgang (udgangskarantæne).
Der henvises til lovforslagets §§ 46-50 og bemærkningerne hertil.
11. Øget kontrol med og mulighed for afskæring af terrordømte og ra-
dikaliseredes kommunikation
11.1. Gældende ret
Efter de gældende regler om fuldbyrdelse af straf mv. gælder der ingen sær-
lige bestemmelser, der skal imødegå radikalisering og ekstremisme i Færø-
erne Arrest.
11.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Kriminalforsorgen har i de senere år oplevet udfordringer med radikalise-
ring og ekstremisme i fængsler og arresthuse i Danmark. Det gælder såvel i
forhold til indsatte, som er dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens
12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser (forbrydelser mod statens
selvstændighed og sikkerhed og forbrydelser mod statsforfatningen og de
øverste statsmyndigheder, terrorisme mv.), som i forhold til indsatte, der
ikke er dømt for de nævnte forbrydelser, men som er radikaliserede, ekstre-
mistiske eller i risiko for at blive det.
Det er kriminalforsorgens vurdering, at indsatsen for at resocialisere disse
indsatte kan blive vanskeliggjort, hvis de pågældende under afsoningen
uhindret kan kommunikere med omverdenen.
Det er således kriminalforsorgens vurdering, at denne persongruppes uhin-
drede kontakt til omverdenen efter omstændighederne vil kunne fastholde
den indsatte i et radikaliseret eller ekstremistisk miljø eller påvirke den ind-
satte til at blive en del af et sådant miljø.
78
Det er endvidere kriminalforsorgens vurdering, at den nævnte persongrup-
pes kommunikation med én eller flere nærmere bestemte personer – uaf-
hængig af kommunikationens nærmere indhold – efter omstændighederne
vil kunne fastholde den indsatte i et radikaliseret eller ekstremistisk miljø
eller påvirke den indsatte til at blive en del af et sådant miljø.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at de mulighederne for henholds-
vis øget kontrol med og afskæring af terrordømte og radikaliseredes kom-
munikation med omverdenen, der er indført i Danmark særligt for at under-
støtte kriminalforsorgens resocialiserende arbejde, tilsvarende bør indføres
på Færøerne.
Justitsministeriet finder, at initiativet på samme måde som i Danmark bør
gennemføres ved, at der i lovforslagets regler om besøg, brevveksling og
telefonsamtaler indsættes bestemmelser om, at indsatte, som er dømt for
overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede for-
brydelser, eller som af kriminalforsorgen skønnes at være radikaliserede,
ekstremistiske eller i risiko for at blive det, skal have henholdsvis overværet
deres besøg, gennemlæst deres breve og optaget, påhørt eller aflyttet deres
telefonsamtaler, hvis dette skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerheds-
mæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalise-
ring og ekstremisme eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.
Justitsministeriet finder endvidere, at initiativet bør gennemføres ved at ind-
føre mulighed for, at den nævnte gruppe af indsatte efter omstændighederne
helt kan afskæres fra at kommunikere med én eller flere nærmere angivne
personer.
Det bemærkes, at en eller flere af de nævnte foranstaltninger vil kunne
iværksættes, uanset hvilken af bestemmelserne i straffelovens 12. eller 13.
kapitel den indsatte er dømt for overtrædelse af og uanset baggrunden her-
for. Det er således ikke en betingelse, at den pådømte kriminalitet udsprin-
ger af f.eks. religiøs ekstremisme.
Det bemærkes endvidere, at en eller flere af de foreslåede foranstaltninger
tillige vil kunne iværksættes, hvis kriminalforsorgen skønner, at den indsatte
er radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko for at blive det.
Det bemærkes i den forbindelse, at afskæring af den nævnte persongruppes
kommunikation med en eller flere nærmere angivne personer ikke er betin-
get af, at den indsattes eventuelt tidligere kommunikation med den eller de
79
pågældende personer har haft et nærmere bestemt indhold, eller at eventuel
tidligere kommunikation har været kontrolleret.
I forhold til de nævnte grupper af indsatte er det alene afgørende for at bringe
en eller flere af de foreslåede foranstaltninger i anvendelse, at det ifølge kri-
minalforsorgens skøn er påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hen-
syn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstre-
misme eller af hensyn til at forebygge kriminalitet. Ved vurderingen heraf
vil kriminalforsorgen – afhængigt af omstændighederne i den konkrete sag
– enten kunne lægge egne oplysninger til grund eller indhente en udtalelse
fra politiet eller andre myndigheder.
Det bemærkes dog, at ikke enhver ændring i den indsattes adfærd vil udgøre
et tilstrækkeligt grundlag for kriminalforsorgen til at iværksætte en eller
flere af de foreslåede foranstaltninger. Der må således være tale om holde-
punkter af en mere fast karakter, der sandsynliggør, at den indsatte er radi-
kaliseret eller i risiko for at blive det.
Spørgsmålet om, hvorvidt det er påkrævet at bringe en eller flere af de fore-
slåede foranstaltninger i anvendelse, må i øvrigt afgøres konkret i hver en-
kelt sag ud fra en samlet vurdering af de tilgængelige oplysninger om den
indsatte. I denne vurdering kan bl.a. indgå oplysninger om den pådømte kri-
minalitet og kriminalforsorgens egne observationer under afsoning eller va-
retægtsfængsling, herunder observationer relateret til den indsattes adfærd,
udtalelser, brug af litteratur, effekter, symboler og besøgende. Også oplys-
ninger modtaget fra andre myndigheder vil kunne inddrages i vurderingen.
Det må endvidere overvejes i hvert enkelt tilfælde, om formålet med at
bringe en eller flere af de foreslåede foranstaltninger i anvendelse vil kunne
tilgodeses ved mindre indgribende foranstaltninger. Eksempelvis vil der
ikke være grundlag for at bringe en eller flere af de foreslåede foranstaltnin-
ger i anvendelse, hvis formålet kan opnås ved personalet i institutionens
samtaler med den indsatte.
For så vidt angår den nærmere forståelse af udtrykkene »ordensmæssige
hensyn« og »sikkerhedsmæssige hensyn« henvises til pkt. 7 ovenfor.
Med begrebet »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes til kriminalitets-
bekæmpelse og kriminalitetsforebyggelse i bredeste forstand såvel i som
uden for kriminalforsorgens institutioner.
80
Indsatsen mod radikalisering og ekstremisme kan i denne forbindelse om-
fatte enhver form for resocialiserende påvirkning af den nævnte gruppe af
indsatte i bredeste forstand, dvs. enhver indsats, der tager sigte på at anspore
og understøtte den indsatte i at leve en kriminalitetsfri tilværelse.
Begreberne »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke entydige begreber,
men dækker over varierende grader af tilslutning til radikale og ekstreme
synspunkter og handlinger.
Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige måder, og som
kan ske over kortere eller længere tid. Der er ingen simple årsagssammen-
hænge, og radikaliseringen kan igangsættes på baggrund af mange forskel-
lige faktorer og have forskellige endemål. Radikaliseringen kan komme til
udtryk ved støtte til radikale synspunkter eller en ekstremistisk ideologi og
kan også medføre accept af brugen af vold eller andre ulovlige midler for at
opnå et politisk eller religiøst mål.
Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensopfattelser og fjen-
debilleder, hvor bestemte grupper eller samfundsforhold ses som truende,
samt intolerance og manglende respekt for andre menneskers synspunkter,
frihed og rettigheder.
Begrebet omfatter endvidere afvisning af grundlæggende demokratiske
værdier og normer, manglende accept af demokratiske beslutningsprocesser
og anvendelse af ulovlige og eventuelt voldelige metoder for at opnå et po-
litisk eller religiøst ideologisk mål.
De foreslåede foranstaltninger vil kunne finde anvendelse både i forhold til
personer, der har – eller er i risiko for at udvikle – radikale eller ekstremi-
stiske holdninger, men som ikke nødvendigvis søger at fremme disse gen-
nem ulovlige midler, og i forhold til personer, der søger at fremme radikale
og ekstreme holdninger gennem vold eller andre ulovlige midler.
Spørgsmålet om, hvorvidt en indsat er radikaliseret, ekstremistisk eller i ri-
siko for at blive det, vil bero på kriminalforsorgens skøn. Ved vurderingen
heraf vil kriminalforsorgen – afhængigt af omstændighederne i den konkrete
sag – enten kunne lægge egne oplysninger til grund eller indhente en udta-
lelse fra politiet eller andre myndigheder.
Forslaget indebærer, at kriminalforsorgen skal tage stilling til, om en indsat,
der tilhører den nævnte persongruppe, skal have overværet sine besøg, om
81
den pågældendes breve skal gennemlæses, og om vedkommendes telefon-
samtaler skal optages, påhøres eller aflyttes.
Det vil være personalet i institutionen, der vil skulle henholdsvis overvære
besøg, gennemlæse breve og optage, påhøre eller aflytte telefonsamtaler.
Det foreslås i tilknytning hertil, at breve til og fra indsatte, der tilhører den
relevante persongruppe under de nævnte omstændigheder, skal kunne åbnes
uden, at det sker i den indsattes påsyn.
Det bemærkes, at anvendelsen af en eller flere af de foreslåede foranstalt-
ninger ikke er betinget af, at den indsattes kommunikation med omverdenen
har et nærmere bestemt indhold. Kommunikation, hvis indhold må formo-
des ikke at være af religiøs eller ekstremistisk karakter, vil således også
kunne kontrolleres som led i den foreslåede ordning.
Kriminalforsorgen vil med forslaget få adgang til uden retskendelse at gen-
nemlæse breve til og fra en indsat og optage, påhøre eller aflytte den pågæl-
dendes telefonsamtaler, hvis de beskrevne betingelser er opfyldt. Forslaget
vil således – i sammenhæng med bestemmelsen i lovforslagets § 55, stk. 2
– udgøre en særegen undtagelse til grundlovens § 72, hvorefter bl.a. brud på
post- og telefonhemmeligheden alene må ske efter en retskendelse, hvor in-
gen lov hjemler en særegen undtagelse.
I de tilfælde, hvor der er tale om besøg af eller henholdsvis brevveksling og
telefonsamtale med nærtstående, vil der være en vis formodning for, at det
ikke er påkrævet at iværksætte en eller flere af de nævnte foranstaltninger.
Ved nærtstående personer forstås ægtefælle eller samlever, børn, børnebørn,
forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til
hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at denne kan ligestilles med
disse familiebånd.
Dette gælder dog ikke nærtstående, der er dømt for overtrædelse af en af de
i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, hvor de fore-
slåede foranstaltninger derfor vil kunne iværksættes.
Også i situationer, hvor politiet eller kriminalforsorgen er i besiddelse af
oplysninger om, at en nærtstående er radikaliseret, ekstremistisk eller i ri-
siko for at blive det, vil en eller flere af de foreslåede foranstaltninger kunne
iværksættes i forhold til denne persongruppe.
82
I situationer, hvor politiet eller kriminalforsorgen er i besiddelse af oplys-
ninger om, at en indsat har misbrugt eller vil misbruge adgangen til at kom-
munikere med nærtstående, vil de foreslåede foranstaltninger ligeledes
kunne iværksættes i forhold til nærtstående.
Det bemærkes, at besøg af en advokat fortsat altid vil skulle være uovervæ-
ret, og at en indsat fortsat vil have ret til ukontrolleret brevveksling og tele-
fonsamtaler med en række nærmere angivne færøske, danske og internatio-
nale myndigheder, institutioner og personer mv., herunder advokater i over-
ensstemmelse med lovforslagets regler herom, jf. bemærkningerne til §§ 56
og 57.
Det forudsættes, at indsatte, der får gennemlæst deres breve og optaget, på-
hørt eller aflyttet deres telefonsamtaler, vil skulle orienteres herom efter de
regler, som ministeren får bemyndigelse til at fastsætte om adgang til brev-
veksling og telefonering i medfør af lovforslagets § 55, stk. 8, og § 57, stk.
6. Sådanne regler er i Danmark fastsat i bekendtgørelse nr. 110 af 30. januar
2019 om adgangen til brevveksling for indsatte, der udstår fængselsstraf el-
ler forvaring i kriminalforsorgens institutioner (brevbekendtgørelsen) og be-
kendtgørelse nr. 111 af 30. januar 2019 om adgangen til at telefonere for
indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens insti-
tutioner (telefonbekendtgørelsen).
Det bemærkes i den forbindelse, at det bl.a. forudsættes, at der fastsættes
regler om, at institutionen i forbindelse med et overværet besøg vil kunne
træffe afgørelse om, at besøget skal afbrydes, hvis det findes påkrævet.
Hvis lovforslaget vedtages, vil det på samme måde administrativt blive fast-
sat, at en telefonsamtale skal afbrydes, hvis samtalen påhøres eller aflyttes,
og det findes påkrævet.
Det bemærkes endvidere, at i tilfælde, hvor gennemlæsning af et brev har
fundet sted, kan brevet efter omstændighederne tilbageholdes af kriminal-
forsorgsområdet, jf. lovforslagets § 55, stk. 5.
Det bemærkes i den forbindelse, at brevets indhold ikke er afgørende for,
om det kan tilbageholdes som led i den foreslåede ordning. Breve, hvis ind-
hold ikke er af religiøs eller ekstremistisk karakter, vil således også kunne
tilbageholdes alene med det formål at sikre, at der ikke er kontakt mellem
en indsat og én eller flere nærmere bestemte personer.
83
Hvis lovforslaget vedtages, vil det administrativt blive fastsat, at kriminal-
forsorgens beslutning om, at besøg skal være overværet, breve gennemlæ-
ses, og telefonsamtaler optages, påhøres eller aflyttes, i almindelighed ikke
vil kunne påklages administrativt.
For så vidt angår besøg vil det dog administrativt blive fastsat, at kriminal-
forsorgens beslutning om forbud mod besøg af en nærtstående person og
inddragelse af en tilladelse til besøg af en sådan person, vil kunne påklages
administrativt. På samme måde vil det administrativt blive fastsat, at krimi-
nalforsorgens beslutning om, at besøg af en nærtstående person skal over-
væres, vil kunne påklages administrativt.
For så vidt angår breve vil det på samme måde administrativt blive fastsat,
at en beslutning om henholdsvis gennemlæsning og tilbageholdelse af brev-
veksling med nærtstående, vil kunne påklages administrativt.
Der henvises desuden til lovforslagets §§ 52, 55 og 57 og bemærkningerne
hertil. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 21, stk. 2, nr. 1 og § 25, nr. 2,
vedrørende særlige regler om anbringelse og overførsel som led i kriminal-
forsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme.
12. Disciplinærstraf
12.1. Gældende ret
Regler om disciplinærstraf er fastsat i straffelovens § 47, stk. 1 og 2.
Efter § 47, stk. 1, kan der over for dømte, der udstår frihedsstraf, anvendes
følgende disciplinærstraffe: (1) udelukkelse fra begunstigelser, der er hjem-
let for dømte, hvis opførsel er tilfredsstillende, (2) udelukkelse fra arbejde
indtil 14 dage, (3) hensættelse i strafcelle indtil 3 måneder samt (4) udeluk-
kelse fra arbejdsgodtgørelse eller inddragelse af allerede erhvervet arbejds-
godtgørelse.
Efter § 47, stk. 2, kan flere disciplinærstraffe anvendes i forening.
Straffelovens regler suppleres af regler fastsat i fuldbyrdelsesbekendtgørel-
sens §§ 33-36.
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33, 1. led, kan der ikendes discipli-
nærstraf for overtrædelse af § 19, stk. 2 og 4 (overtrædelse af straffelovgiv-
ningen samt pligten til at anvende god omgangstone i forholdet til personalet
84
og medindsatte og til at følge personalets anvisninger), samt for overtræ-
delse af regler, som Direktoratet for Kriminalforsorgen har fastsat i henhold
til § 8, stk. 3 (indsattes adgang til selv at skaffe sig levnedsmidler), § 20 (om
indsattes brug af egne effekter og adgang til at disponere over penge og
ejendele i institutionen), § 21, stk. 2 (indsattes pligt til at lade sig fotografere
ved institutionens foranstaltning), § 22 (indsattes adgang til brevveksling og
besøg) og § 24 (indsattes adgang til udgang).
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33, 2. led, kan der endvidere ikendes
disciplinærstraf for overtrædelse af ordensbestemmelser mv., som instituti-
onens leder har fastsat, jf. § 19, stk. 3, og for overtrædelse af andre regler,
som institutionens leder har udfærdiget i henhold til bestemmelser, fastsat
af Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Endelig kan der ikendes disciplinærstraf i tilfælde, hvor den indsatte søger
at unddrage sig den fortsatte strafudståelse, jf. fuldbyrdelsesbekendtgørel-
sens § 33, 3. led.
Det fremgår desuden af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33, 1. led, at der
kan ikendes disciplinærstraf for overtrædelse af § 12, stk. 1 (overtrædelse af
arbejdspligten). Denne disciplinærstrafhjemmel anvendes imidlertid i prak-
sis ikke, idet der på Færøerne alene findes et arresthus, og idet de indsatte
derfor – på linje med hvad der er gældende ret i arresthuse i Danmark – har
ret, men ikke pligt til at arbejde, jf. herom ligeledes ovenfor i pkt. 9.1. i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
I fuldbyrdelsesbekendtgørelsens §§ 34-36 er der fastsat nærmere regler om
fremgangsmåden mv. ved ikendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf.
Efter § 34, stk. 1, er den disciplinære myndighed hos institutionens leder
eller den, som lederen bemyndiger til på sit ansvar at udøve den. Den disci-
plinære myndighed omfatter ikke adgang til at påkende forhold, der vedrø-
rer tiden, hvor den indsatte endnu var undergivet reglerne for varetægts-
fængslede, eller tidsrum under strafudståelsen, hvor den indsatte er udleve-
ret til politiet. Endvidere er den disciplinære myndighed ophævet under den
indsattes fravær fra institutionen, hvis straffuldbyrdelsen anses for afbrudt,
jf. § 34, stk. 2.
Efter § 34, stk. 3, ophører institutionslederens disciplinære myndighed, når
den indsatte løslades. Overføres den indsatte til fortsat strafudståelse i anden
85
anstalt eller i et arresthus, overgår disciplinærmyndigheden hertil, jf. § 34,
stk. 4.
Efter § 35, stk. 1 og 2, skal der til brug for disciplinærsagens afgørelse fore-
ligge fyldestgørende indberetninger om de formodede overtrædelser og fo-
retages de nødvendige undersøgelser i sagen, herunder eventuelle afhørin-
ger. Den indsatte skal have lejlighed til at udtale sig, og der skal gøres notat
i en særlig protokol om disciplinærsagers gennemførelse og afgørelse.
Hvis det efter sagens omstændigheder ikke er påkrævet, at en ikendt disci-
plinærstraf umiddelbart fuldbyrdes, kan det bestemmes, at fuldbyrdelsen af
straffen eller en del af denne udsættes, således at et nærmere bestemt tids-
rum, eventuelt den resterende del af opholdstiden i institutionen, fastsættes
som prøvetid. Når omstændighederne taler derfor, kan der i stedet for iken-
delse af disciplinærstraf tildeles en advarsel, jf. § 36, stk. 1 og 2.
Nærmere regler om ikendelse af disciplinærstraf er i medfør af fuldbyrdel-
sesbekendtgørelsens § 35, stk. 3, og § 36, stk. 3, fastsat i Justitsministeriets
cirkulære nr. 44 af 10. marts 1976 med senere ændringer om anvendelse og
fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for indsatte og om disciplinærsagers
gennemførelse (disciplinærcirkulæret). Endvidere er der i tilknytning til cir-
kulæret udstedt en vejledning af 5. december 1995 om behandling af sager
om disciplinærstraf mv. i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene.
Efter disciplinærcirkulærets § 1 kan som disciplinærstraf anvendes bøde og
strafcelle. I forbindelse med betinget strafcelle kan bøde anvendes.
I praksis gives ofte en advarsel i stedet for ikendelse af en disciplinærstraf.
En sådan advarsel tillægges betydning ved bedømmelsen af senere discipli-
nærforseelser.
Om udmåling og fuldbyrdelse af bøde fremgår det af § 2, at bødens størrelse
fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et beløb, der i
det enkelte tilfælde ikke overstiger 1 uges arbejdsfortjeneste, beregnet på
grundlag af arbejdspengenes normalsats. Bøde indeholdes i den indsattes
arbejdspenge eller dagpenge.
Om udmåling og fuldbyrdelse af strafcelle gælder efter § 3, at varigheden af
strafcelle fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tids-
86
rum af højst 4 uger. Strafcelle kan dog ikke ikendes i mere end 1 uge, med-
mindre der foreligger undvigelse, forsøg herpå, udeblivelse fra udgang eller
grovere disciplinærforseelse i øvrigt.
Ikendelse af disciplinærstraf i videre omfang end efter reglerne i §§ 1-3 kan
kun finde sted med godkendelse af Direktoratet for Kriminalforsorgen, jf.
§ 4.
Efter § 5 må anvendelse af disciplinærstraf i øvrigt kun finde sted i det om-
fang, at afgørende hensyn til opretholdelse af orden og sikkerhed i instituti-
onen kræver det, hvis den indsattes forhold har givet anledning til, at der i
henhold til reglerne om fuldbyrdelse af frihedsstraf træffes andre foranstalt-
ninger - bortset fra erstatning og konfiskation - på grund af misbrug eller
utilladelig adfærd.
Er der begrundet formodning om, at en indsat har overtrådt bestemmelser,
der må antages at medføre disciplinærstraf i form af strafcelle, kan den på-
gældende midlertidigt anbringes i forhørscelle, hvis det er nødvendigt af
hensyn til undersøgelsens gennemførelse. Er beslutning truffet af andre end
institutionens leder, skal denne snarest underrettes herom, jf. § 6, stk. 1.
Ved anbringelse i forhørscelle skal den indsatte snarest muligt orienteres om
begrundelsen for anbringelsen og have lejlighed til at udtale sig, jf. § 6,
stk. 2. Den tid, som en indsat har været anbragt i forhørscelle under disci-
plinærsagens gennemførelse, skal efter § 6, stk. 3, fradrages i udståelsen af
strafcelle.
I disciplinærcirkulærets §§ 7-11 er der fastsat nærmere regler om discipli-
nærsagers gennemførelse. Disse regler har bl.a. til formål at sikre, at den
indsatte får lejlighed til at gøre sig bekendt med og udtale sig om det grund-
lag, som afgørelsen bygger på.
Efter § 12, stk. 1 og 2, anbringes indsatte, der hensættes i forhørscelle eller
udstår strafcelle, i særlig afdeling eller i eget opholdsrum.
Indsatte, der hensættes i forhørscelle eller udstår strafcelle, er udelukket fra
fællesskab i institutionen. Der er i almindelighed adgang til dagligt at til-
bringe mindst 1 time i fri luft. Der er endvidere adgang til deltagelse i guds-
tjeneste i institutionen, medmindre sikkerhedshensyn taler derimod. Institu-
tionens leder kan i øvrigt tillade begrænset fællesskab, hvis særlige forhold
i det enkelte tilfælde taler derfor, jf. i det hele § 12, stk. 3.
87
Endelig følger det af § 12, stk. 4 og 5, at den indsatte under ophold i straf-
celle skal anvises beskæftigelse, som kan udføres i enrum. Den indsatte er
ikke undergivet andre begrænsninger end dem, der følger af udelukkelsen
fra fællesskab. Institutionens leder kan dog fastsætte generelle begrænsnin-
ger med hensyn til medtagelse af egne effekter i tilfælde, hvor udståelse af
strafcelle finder sted i særlig afdeling eller arresthus. For ophold, der har
varet i mere end 7 dage, kan der dog ikke fastsættes andre begrænsninger
end sådanne, der er nødvendige på grund af pladsforholdene i arresthuset
eller særlige sikkerhedshensyn.
Færøernes Arrest har – på tilsvarende måde som for institutionerne i Dan-
mark - udarbejdet en oversigt over normalreaktioner i disciplinærsager med
henblik på at sikre, at der følges en praksis, hvor ensartede tilfælde så vidt
muligt behandles ens.
12.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Som § 67 i lovforslaget indsættes en bestemmelse, hvorefter en indsat af
kriminalforsorgsområdet skal ikendes disciplinærstraf ved (1) overtrædelse
af § 32 (tilsidesættelse af pligten til at efterkomme personalets anvisninger),
(2) udeblivelse, (3) undvigelse eller forsøg herpå, (4) nægtelse af afgivelse
af udåndingsprøve eller urinprøve efter § 60 a, (5) indtagelse af alkohol,
euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er frobudt efter den almindelige
lovgivning, (6) overtrædelse af de regler eller anvisninger, der gælder for
rygning i institutionen, (7) overtrædelse af straffelovgivningen, når overtræ-
delsen tillige indebærer en selvstændig krænkelse af orden eller sikkerhed i
institutionen, (8) overtrædelse af regler fastsat af justitsministeren, når det i
reglerne er bestemt, at overtrædelse kan medføre disciplinærstraf, og (9)
overtrædelse af regler, fastsat af kriminalforsorgsområdet, når det i reglerne
er bestemt, at overtrædelse kan medføre disciplinærstraf.
Foruden en lovfæstelse af adgangen til at ikende disciplinærstraf indebærer
den foreslåede bestemmelse, at de nævnte forseelser altid skal være forbun-
det med en disciplinærstraf.
Dette skal for det første sikre en klar praksis for, hvornår disciplinære sank-
tioner anvendes, herunder når den pågældende forseelse samtidig udgør et
strafbart forhold og derfor skal anmeldes til politiet. Justitsministeriet har
endvidere lagt vægt på, at de foreslåede muligheder for disciplinære sankti-
oner spænder over advarsel, bøde og strafcelle som den mest indgribende
88
sanktion. Der er således mulighed for at tage højde for formildende og skær-
pende omstændigheder og tilpasse sanktionen til de konkrete omstændighe-
der, hvorfor der efter Justitsministeriets opfattelse ikke er nogle retssikker-
hedsmæssige betænkeligheder forbundet med, at disciplinærstraf i en eller
anden form gøres obligatorisk, når det – efter gældende procedure – bevis-
mæssigt kan lægges til grund, at den indsatte har gjort sig skyldig i forseel-
sen. Den foreslåede ordning svarer til gældende ret i Danmark, jf. bestem-
melsen i § 67 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr.
1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen medfører i forhold til de nugældende regler og praksis, at
disciplinærstraf alene kan ikendes for forseelser, når det af en lovbestem-
melse eller en administrativ forskrift udtrykkeligt fremgår, at den pågæl-
dende forseelse kan medføre disciplinærstraf.
Det foreslås på den baggrund, at bestemmelserne i straffelovens § 47, stk. 1
og 2, ophæves, jf. herved lovforslagets § 125.
Endvidere foreslås det i lovforslagets § 68, stk. 1, at der som disciplinærstraf
kan anvendes advarsel, bøde og strafcelle.
I stk. 2 foreslås anvendelsen af strafcelle begrænset til følgende forhold eller
forsøg herpå: 1) Udeblivelse eller undvigelse, 2) indsmugling, besiddelse
eller indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer 3) eller andre stoffer, der er
forbudt efter den almindelige lovgivning, 4) nægtelse af afgivelse af udån-
dingsprøve eller urinprøve efter § 60 a, 5) indsmugling eller besiddelse af
våben og andre personfarlige genstande, 6) vold eller trusler om vold mod
medindsatte, personale eller andre i institutionen, 7) groft hærværk og 8)
andre grove eller oftere gentagne forseelser.
Endelig foreslås som stk. 3 og 4 bestemmelser, hvorefter disciplinærstraf i
form af bøde og strafcelle kan ikendes i forening, og fuldbyrdelsen af disci-
plinærstraf helt eller delvis kan undlades på betingelse af, at den indsatte i
en bestemt periode ikke begår strafbart forhold eller en ny disciplinærforse-
else.
Den foreslåede bestemmelse i § 68 indeholder en udtømmende opregning
af arten af mulige disciplinærstraffe og af de tilfælde, hvor anvendelse af
disciplinærstraf i form af strafcelle kan komme på tale.
89
Med udtrykket »stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning«,
sigtes bl.a. til ulovlige dopingmidler.
Indsmugling af medicin i strid med de regler, der gælder for institutionen,
kan straffes disciplinært med strafcelle, hvis det drejer sig om medicin, der
er omfattet af lovgivningen om euforiserende stoffer. I modsat fald vil ind-
smugling, besiddelse eller indtagelse mv. alene kunne straffes disciplinært
med advarsel eller bøde, jf. § 68, stk. 1.
Herudover foreslås det, at der indføres mulighed for at anvende strafcelle
ved groft hærværk, jf. § 68, stk. 2, nr. 6, idet der i praksis kan være behov
for at reagere med strafcelle i disse tilfælde.
På andre forseelser, der ikke er grove, jf. § 68, stk. 2, nr. 1-7, 1. led, bør der
herefter alene være mulighed for at anvende strafcelle, hvis der er tale
om oftere gentagne forseelser, jf. herved § 68, stk. 2, nr. 7, 2. led.
§ 68 medfører i overensstemmelse med de nugældende administrative regler
og praksis, at arten af mulige disciplinærstraffe indskrænkes til bøde og
strafcelle, jf. herved straffelovens § 47, stk. 1, og pkt. 12.1 ovenfor.
Endvidere medtages advarsel som en disciplinærstraf, idet en advarsel i
praksis tillægges betydning ved senere disciplinærforseelser, jf. pkt. 11.1.
ovenfor. Herved opnås det, at de retssikkerhedsgarantier, der gælder bl.a.
med hensyn til fremgangsmåden ved ikendelse af disciplinærstraffe, også
finder anvendelse i sager, der afgøres med en advarsel.
Som § 69, stk. 1, foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter bødens størrelse
fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang, idet bøden dog
højst kan udgøre et beløb svarende til det almindelige vederlag, der udbeta-
les indsatte for en uges beskæftigelse med fradrag af den del af vederlaget,
som er beregnet til dækning af personlige fornødenheder.
Med udtrykket »det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges
beskæftigelse,« sigtes til den normale grundløn for en uges beskæftigelse
uden tillæg af nogen art (for tiden ca. 400 kr.).
Som § 69, stk. 2, foreslås en bestemmelse, hvorefter en ikendt bøde kan
modregnes i den indsattes vederlag for beskæftigelse efter § 42, stk. 1, idet
den indsatte dog mindst skal have udbetalt en ydelse til dækning af person-
lige fornødenheder.
90
Endvidere foreslås som § 70, stk. 1, indsat en bestemmelse, hvorefter varig-
heden af strafcelle fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang
til et tidsrum af højst 4 uger. For unge under 18 år fastsættes tidsrummet dog
til højst 7 dage, medmindre sagen angår vold mod personale i institutionen,
jf. nedenfor.
Det forudsættes, at varigheden af en strafcelleanbringelse fastsættes til et
tidsrum af maksimum 3 dage i alle almindeligt forekommende tilfælde ved-
rørende afsonere under 18 år. Kun i særlige tilfælde bør varigheden fastsæt-
tes til et tidsrum af mere end 3 dage. Der tænkes herved navnlig på genta-
gelsestilfælde i sager om besiddelse af mobiltelefon, besiddelse af eller han-
del med hårde euforiserende stoffer og sager vedrørende forseelser af mere
alvorlig karakter, herunder sager vedrørende overfald på medindsatte.
I sager om vold mod kriminalforsorgens personale vil der kunne ikendes
strafcelle i op til 4 uger.
I stk. 2 foreslås det fastsat, at en indsat, der er ikendt strafcelle, anbringes i
anden afdeling eller eget opholdsrum og er udelukket fra fællesskab i insti-
tutionen. Unge under 18 år kan dog deltage i beskæftigelse i institutionen,
medmindre konkrete grunde taler herimod. Hensigten hermed er generelt at
åbne mulighed for, at unge under 18 år under udståelse af strafcelle kan del-
tage i beskæftigelse i institutionen, medmindre konkrete grunde taler her-
imod. Dette vil indebære, at afsonere under 18 år alene afskæres fra samvær
med andre indsatte i fritiden, mens beskæftigelsesaktiviteter som udgangs-
punkt kan afvikles i fællesskab med andre. Hermed sigtes både til deltagelse
i arbejde, uddannelse og andre godkendte aktiviteter, herunder behandlings-
forløb.
Som stk. 3 foreslås en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte reg-
ler om udståelse af strafcelle.
Som § 71, stk. 1, foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter der ved begrun-
det mistanke om, at en indsat har overtrådt bestemmelser, der må antages at
medføre strafcelle som disciplinærstraf, kan træffes bestemmelse om at an-
bringe den pågældende i forhørscelle, hvis det er nødvendigt af hensyn til
gennemførelsen af undersøgelser i disciplinærsagen.
91
Som § 71, stk. 2, foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter anbringelse i for-
hørscelle ikke må udstrækkes i længere tid, end undersøgelsen nødvendig-
gør, og højst kan vare i 5 dage.
Hertil føjes i § 71, stk. 3 og 4, bestemmelser, hvorefter den tid, som en ind-
sat har været anbragt i forhørscelle, skal fradrages i udståelsen af strafcelle,
og anbringelse i forhørscelle sker efter samme regler som udståelse af straf-
celle.
Endelig foreslås i § 72 indsat en bemyndigelse for justitsministeren til at
fastsætte regler om behandlingen af disciplinærsager.
Det bemærkes, at det med lovforslagets § 112, nr. 3 foreslås, at endelige
afgørelser efter lovforslagets § 70, stk. 1, jf. § 67 (disciplinærstraf i form af
strafcelle i mere end 7 dage) inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den
indsatte, kan kræves indbragt til prøvelse for retten. Sagen indbringes i så
fald uden unødigt ophold for retten af Direktoratet for Kriminalforsorgen,
der fremsender sagens akter med oplysning om den påklagede afgørelse og
en redegørelse for de omstændigheder, der påberåbes, samt for de beviser,
der kan have betydning for sagens afgørelse, jf. § 114, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 67-72 og bemærkningerne hertil.
13. Prøveløsladelse
13.1. Gældende ret
De almindelige bestemmelser for løsladelse på prøve er reguleret af den fæ-
røske straffelovs §§ 38-43.
Den færøske straffelovs § 38 indeholder således udgangspunktet for, hvor-
når en indsat kan løslades på prøve, mens den færøske straffelovs § 39 re-
gulerer de nærmere vilkår for prøveløsladelse. Den færøske straffelovs § 40
regulerer kompetencen til at træffe afgørelse ved overtrædelse af vilkår i
prøvetiden. Endelig behandles i § 40 a spørgsmålet om tidlig prøveløsla-
delse (den såkaldte noget for noget-ordning).
I tillæg hertil indeholder den færøske straffelovs §§ 41-42 reglerne for prø-
veløsladelse af livstidsdømte. § 41 indeholder regler om, hvornår der skal
træffes afgørelse om, hvorvidt en livstidsdømt skal løslades på prøve, for-
udsætninger for at prøveløsladelse vil kunne ske samt regler om vilkår for
92
en prøveløsladelse. I den færøske straffelovs § 42 reguleres kompetencen til
at træffe afgørelse ved overtrædelse af vilkår i prøvetiden.
Endelig regulerer den færøske straffelovs § 43 adgangen til betinget benåd-
ning (hel eller delvis eftergivelse af straf) af såvel tidsbestemt straf som straf
af fængsel på livstid.
Bestemmelserne i den færøske straffelovs §§ 38-43 svarer i hovedtræk til
§§ 38-43 i den danske straffelov.
13.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
De færøske myndigheder har som nævnt under pkt. 4.1. i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger siden den 1. marts 2010 overtaget sagsområdet
”strafferetten”. Det fremgår af den fælleserklæring, som blev udarbejdet i
forbindelse med overtagelsen, at sagsområdet ”strafferetten” omfatter regler
vedrørende blandt andet almindelige betingelser for strafferetlige bestem-
melsers anvendelse, strafbarhedsbetingelser, forsøg og medvirken, strafan-
svar for juridiske personer, straffene, betingede domme, samfundstjeneste,
andre retsfølger af den strafbare handling, straffens fastsættelse og ophør af
den strafbare handlings retsfølger.
Det fremgår endvidere af erklæringen, at kriminalforsorgsområdet ikke
overtages, og at overtagelsen derfor ikke omfatter det sagsområde, som er
dækket af §§ 34-40 a, § 44, stk. 1, 2. pkt., § 44, stk. 2 og 3, §§ 45-49, §§ 51-
55, § 57, stk. 2, og § 74 i lovbekendtgørelse nr. 215 af 24. juni 1939 af
straffeloven, som senest ændret ved anordning nr. 182 af 28. februar 2007.
Som fremhævet under pkt. 4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger
har Justitsministeriet efter drøftelse med Færøernes Landsstyre i forbindelse
af udarbejdelsen af forslag til straffuldbyrdelseslov for Færøerne fundet an-
ledning til at fravige denne erklæring.
Justitsministeriet finder det således hensigtsmæssigt, at de bestemmelser i
den færøske straffelov, som vedrører løsladelse på prøve, ophæves og er-
stattes af lignende bestemmelser i den foreslåede straffuldbyrdelseslov for
Færøerne.
Den foreslåede samling af prøveløsladelsesbestemmelserne i straffuldbyr-
delsesloven indebærer, at der vil ske en fravigelse af den fælleserklæring,
93
som i sin tid blev udarbejdet i forbindelse med de færøske myndigheders
overtagelse af sagsområdet ”strafferetten”.
Det betyder for det første, at den færøske straffelovs § 40, stk. 1 (nyt straf-
bart forhold i prøvetiden), fremadrettet skal anses for at høre under sagsom-
rådet ”strafferetten”. Det skyldes, at bestemmelsen efter Justitsministeriets
opfattelse er nært knyttet til straffens fastsættelse under en almindelig straf-
fesag og dermed en del af ”strafferetten”. Bestemmelsen vedrører således
domstolenes kompetence til at tage stilling til, om det skal have betydning
for udmålingen af straffen i en ny straffesag, at kriminaliteten er begået i
prøvetiden. Til forskel herfra vedrører den færøske straffelovs § 40, stk. 2-
6, kriminalforsorgens adgang til at træffe administrativ afgørelse, hvis der i
øvrigt sker overtrædelse af vilkår i prøvetiden, som dermed ikke knytter sig
til udmålingen af en straf under en konkret straffesag.
De foreslåede ændringer medfører for det andet, at den færøske straffelovs
§§ 41-43 med undtagelse af § 42, stk. 1, fremadrettet skal anses for at høre
under sagsområdet ”kriminalforsorgen”, selv om bestemmelserne ikke er
opregnet i fælleserklæringen som hørende under dette område. § 41 og § 42,
stk. 2, supplerer efter Justitsministeriets opfattelse den færøske straffelovs
§§ 38-40 a i forhold til livstidsdømte og relaterer således til straffens fuld-
byrdelse og ikke til straffens fastsættelse. Tilsvarende gør sig efter Justits-
ministeriets opfattelse gældende i forhold til § 43 om betinget benådning.
Konkret foreslås det, at §§ 38-43 (på nær § 40, stk. 1, og § 42, stk. 1, jf.
ovenfor) i den færøske straffelov om løsladelse på prøve ophæves og erstat-
tes af lignende bestemmelser i den foreslåede straffuldbyrdelseslov (§§ 79
a-g).
Det bemærkes i den forbindelse, at der ved formuleringen af de pågældende
bestemmelser i straffuldbyrdelsesloven generelt er taget udgangspunkt i re-
guleringen af prøveløsladelse i den danske straffelov med henblik på en op-
datering af de færøske bestemmelser. Dog er de bestemmelser i den danske
straffelovs §§ 38, stk. 5-7, § 39, stk. 3-5, og § 41, stk. 3-4, og 6-8, som er
indført i forbindelse med de såkaldte bandepakker (lov nr. 501 af 12. juni
2009 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, våbenloven, lov om poli-
tiets virksomhed, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og forvaltningsloven
(styrket indsats mod bandekriminalitet m.v.), lov nr. 733 af 25. juni 2014
om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om våben og eksplosivstof-
fer, lov om politiets virksomhed og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (initi-
ativer mod rocker- og bandekriminalitet m.v.) ) og lov nr. 672 af 8. juni 2017
94
om ændring af straffeloven, lov om forbud mod ophold i bestemte ejen-
domme og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (styrket indsats mod rocker- og
bandekriminalitet m.v.)) ikke medtaget i de relevante bestemmelser i lov-
forslaget.
Den foreslåede bestemmelse i § 79 a indeholder de grundlæggende betin-
gelser for, hvornår den dømte kan løslades på prøve. Bestemmelsen svarer
til den danske straffelovs § 38 med den undtagelse, at den foreslåede be-
stemmelse ikke indeholder særlige regler om prøveløsladelse af dømte, som
skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involve-
ret i en verserende voldelig konflikt, eller som er dømt for en overtrædelse,
som har baggrund i eller tilknytning til en sådan konflikt (den danske straf-
felovs § 38, stk. 5-7).
Bestemmelsen viderefører § 38 i straffeloven for Færøerne, som samtidig
foreslås ophævet. Med lovforslaget lægges der dog op til, at den gældende
bestemmelse i den færøske straffelovs § 38, stk. 3, hvorefter prøveløsladelse
i almindelighed ikke kan ske, når den resterende straffetid er mindre end 30
dage, ikke videreføres. En tilsvarende bestemmelse (§ 38, stk. 3) blev op-
hævet i den danske straffelov ved lov nr. 628 af 12. juni 2013 om ændring
af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om statens uddan-
nelsesstøtte (Udvidet mulighed for prøveløsladelse og fodlænkeafsoning,
SU i skoleperioder under uddannelsen til fængselsbetjent m.v.), da parterne
bag kriminalforsorgens økonomi 2013-16 fandt, at der i alle tilfælde bør
kunne ske prøveløsladelse, hvis den dømte opfylder betingelserne herfor,
uanset at den resterende straffetid er mindre end 30 dage. Parterne henviste
bl.a. til, at prøveløsladelse og de dertil knyttede muligheder for fastsættelse
af prøvetid og vilkår er vigtige elementer i en vellykket udslusning af ind-
satte, idet prøvetid og vilkår mv. kan hjælpe eller påvirke den dømte til at
leve en kriminalitetsfri tilværelse efter løsladelsen. Der henvises til de al-
mindelige bemærkninger til det danske lovforslag, pkt. 3.2.1, jf. Folketings-
tidende 2012-13, tillæg A, L 133, som fremsat, side 8.
Med lovforslaget lægges der endvidere op til, at justitsministerens kompe-
tence til at overlade afgørelseskompetencen i prøveløsladelsessager ikke
længere begrænses til bestemte grupper af sager, som tilfældet er efter den
gældende bestemmelse i den færøske straffelovs § 38, stk. 2, 2. pkt. Dette
svarer til den ændring af den danske straffelov, som blev gennemført ved
lov nr. 739 af 25. juni 2014 om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse
af straf m.v., retsplejeloven og lov om Offerfonden (Reorganisering af kri-
minalforsorgen, herunder begrænsning af klageadgangen), og som udsprang
95
af reorganiseringen af kriminalforsorgen. Reorganiseringen indebar bl.a., at
kompetencen til at træffe afgørelse i konkrete sager som hovedregel henhø-
rer under kriminalforsorgsområderne, mens direktoratet alene har bevaret
sin afgørelseskompetence i sager af helt særlig karakter. Der henvises til de
almindelige bemærkninger til det danske lovforslag, pkt. 4.1.3 og 4.2.3, jf.
Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 190, som fremsat, side 10-11 og 13-
14.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 79 a.
Den foreslåede § 79 b regulerer de vilkår, som kan fastsættes for prøveløs-
ladelsen. Bestemmelsen svarer med enkelte undtagelser til den danske straf-
felovs § 39. Det foreslås således ikke at medtage bestemmelser svarende til
den danske straffelovs § 39, stk. 3-5, da disse bestemmelser er indsat som
led i de såkaldte bandepakker, som ikke foreslås medtaget i den færøske
straffuldbyrdelseslov, jf. pkt. 4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen viderefører med enkelte undtagelser § 39 i den færøske straf-
felov, der foreslås ophævet som konsekvens heraf. Den foreslåede bestem-
melse i stk. 2 adskiller sig fra § 39, stk. 2, i den færøske straffelov, idet den
ikke indeholder en henvisning til straffelovens § 57, stk. 2, og § 59, stk. 1,
om fastsættelse af nærmere regler for gennemførelsen af tilsyn og vilkår i
relation til betingede domme. Dette skyldes, at straffelovens § 57, stk. 2, og
§ 59, stk. 1, foreslås ophævet som led i gennemførelsen af straffuldbyrdel-
sesloven for Færøerne. Der henvises til bemærkningerne til § 125 i lov-
forslaget. Tilsvarende bestemmelser blev ophævet i den danske straffelov
ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser
i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
(Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraf-
fen og prøveløsladelse af livstidsdømte m.v.).
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 79 b.
Den foreslåede § 79 c regulerer kompetencen til at træffe afgørelse ved over-
trædelse af vilkår i prøvetiden, som er delt mellem domstolene og admini-
strationen. Bestemmelsen svarer til den danske straffelovs § 40 og videre-
fører § 40 i den færøske straffelov. Dog foreslås det, at den gældende be-
stemmelse i den færøske straffelovs § 40, stk. 1, opretholdes i straffeloven,
da bestemmelsen vedrører rettens kompetence til at udmåle straf under en
konkret straffesag, som fortsat bør reguleres i straffeloven. § 40, stk. 2-6, i
96
den færøske straffelov foreslås derimod flyttet til straffuldbyrdelsesloven og
ophæves som konsekvens heraf.
I modsætning til den gældende bestemmelse i den færøske straffelovs § 40,
stk. 2, indsættes der desuden en bemyndigelsesbestemmelse, således at
justitsministeren kan delegere sine kompetencer efter bestemmelsen til en
underordnet myndighed. For så vidt angår baggrunden herfor henvises der
til bemærkningerne til § 79 a om reorganiseringen af kriminalforsorgen.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 79 c.
Den foreslåede § 79 d fastsætter reglerne for tidlig prøveløsladelse af ind-
satte, som yder en særlig indsats for at ruste sig mod tilbagefald til krimina-
litet mv. (den såkaldte ”noget for noget-ordning”). Bestemmelsen giver mu-
lighed for at fravige hovedreglen i § 79 a, stk. 1, således at visse kategorier
af dømte efter en konkret vurdering kan prøveløslades, før to tredjedele af
straffetiden er udstået, og supplerer undtagelsesbestemmelsen i § 79 a, stk.
2 (tidlig prøveløsladelse under særlige omstændigheder).
Bestemmelsen svarer til den danske straffelovs § 40 a og viderefører med
enkelte undtagelser § 40 a i den færøske straffelov, som ophæves som kon-
sekvens heraf. Det foreslås dog med den nye bestemmelse at lempe de tids-
mæssige betingelser for tidlig prøveløsladelse efter noget for noget-ordnin-
gen, så løsladelse på prøve fremover vil kunne ske, når halvdelen af straffe-
tiden, dog mindst 2 (mod i dag 4) måneder, er afsonet. Dette er i lighed med
ændringen af den danske straffelovs § 40 a, stk. 1, som blev gennemført ved
lov nr. 611 af 14. juni 2011 om ændring af straffeloven (Udvidelse af »noget
for noget-ordningen« om tidlig prøveløsladelse af dømte m.v.).
Det foreslås endvidere at tilføje, at arbejdstræning og arbejde efter en kon-
kret vurdering vil kunne udgøre en særlig indsats, der kan begrunde prøve-
løsladelse, når halvdelen af straffen er udstået. Tilsvarende tilføjelser er gen-
nemført i den danske straffelovs § 40 a, stk. 1, nr. 1, ved lov nr. 611 af 14.
juni 2011 om ændring af straffeloven (Udvidelse af »noget for noget-ord-
ningen« om tidlig prøveløsladelse af dømte m.v.) (arbejdstræning) og lov
nr. 628 af 12. juni 2013 om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af
straf m.v. og lov om statens uddannelsesstøtte (Udvidet mulighed for prø-
veløsladelse og fodlænkeafsoning, SU i skoleperioder under uddannelsen til
fængselsbetjent m.v.) (arbejde).
97
Ændringerne af den danske noget for noget-ordning i 2011 og 2013 ud-
sprang bl.a. af en analyse af kriminalforsorgens kapacitets- og sikkerheds-
behov, som viste, at ordningen var meget velfungerende, idet recidivet hos
dømte, der blev løsladt efter ordningen, var langt lavere end det gennem-
snitlige recidiv for fængselsdømte. Analysen pegede desuden på, at noget
for noget-ordningen er egnet til at motivere indsatte til at yde en særlig ind-
sats for ikke at begå ny kriminalitet efter afsoningen. Der henvises til de
almindelige bemærkninger til det danske lovforslag, pkt. 3.2.2, jf. Folke-
tingstidende 2012-13, tillæg A, L 133, som fremsat, side 8-9.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 79 d.
Den foreslåede § 79 e fastsætter de grundlæggende betingelser for, hvornår
en livstidsdømt kan løslades på prøve. Bestemmelsen svarer til den danske
straffelovs § 41 med den undtagelse, at stk. 3-4 og 6-8 ikke foreslås medta-
get, da disse bestemmelser er indsat som led i de såkaldte bandepakker, som
ikke foreslås medtaget i den færøske straffuldbyrdelseslov, jf. pkt. 4.1. i lov-
forslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen svarer endvidere til § 41 i den færøske straffelov, som sam-
tidig foreslås ophævet. I modsætning til den gældende bestemmelse i den
færøske straffelovs § 41, stk. 1, indsættes der dog en bemyndigelsesbestem-
melse, således at justitsministeren kan delegere sine kompetencer efter be-
stemmelsen til en underordnet myndighed. For så vidt angår baggrunden
herfor henvises der til bemærkningerne til § 79 a om reorganiseringen af
kriminalforsorgen.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 79 e.
Den foreslåede § 79 f regulerer kompetencen til at træffe afgørelse ved over-
trædelse af vilkår i prøvetiden for så vidt angår livstidsdømte, som i lighed
med den foreslåede § 79 c er delt mellem domstolene og administrationen.
Bestemmelsen svarer til den danske straffelovs § 42 og viderefører § 42 i
den færøske straffelov, som samtidig foreslås ophævet.
Dog foreslås det, at den gældende bestemmelse i den færøske straffelovs §
42, stk. 1, opretholdes i straffeloven, da bestemmelsen vedrører rettens kom-
petence til at udmåle straf under en konkret straffesag, som fortsat bør regu-
leres i straffeloven. § 42, stk. 2, i den færøske straffelov foreslås derimod
flyttet til straffuldbyrdelsesloven og ophæves som konsekvens heraf.
98
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 79 f.
Den foreslåede § 79 g regulerer adgangen til betinget benådning (hel eller
delvis eftergivelse af straf) af såvel tidsbestemt straf som straf af fængsel på
livstid.
Bestemmelsen svarer til den danske straffelovs § 43 og viderefører § 43 i
færøske straffelov, som samtidig foreslås ophævet.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 79 g.
Det bemærkes afslutningsvis, at de foreslåede §§ 79 a-g tillige vil finde an-
vendelse i forbindelse med dømte, der er anbragt eller overført til en insti-
tution i Danmark, jf. den foreslåede bestemmelse i § 30. For en yderligere
beskrivelse af lovvalg i forbindelse med afsoning i Danmark henvises i øv-
rigt til pkt. 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger om den territoriale
afgrænsning.
14. Fuldbyrdelse af bødestraf
14.1. Gældende ret
En bødedom kan i lighed med andre straffedomme ikke fuldbyrdes, før
dommen er endelig, jf. retsplejelovens § 1026, stk. 1. Er der grund til at an-
tage, at den dømte vil forlade landet, inden fuldbyrdelse kan ske, eller på
anden måde søge at unddrage sig fuldbyrdelse, kan det i en bødedom be-
stemmes, at bøden straks kan inddrives, medmindre der stilles sikkerhed for
dens betaling, jf. § 1026, stk. 3.
For bødedomme, som ikke kan ankes, og bødeafgørelser efter § 949 (inden-
retlig bødevedtagelse), gælder en fuldbyrdelsesfrist på 3 dage, medmindre
en længere frist fastsættes i medfør af straffeloven, jf. § 1026, stk. 4, 1. pkt.
Efter straffelovens § 52, stk. 1, kan retten således fastsætte en frist på indtil
3 måneder for bødens betaling. I øvrigt kan landfogeden under tilsvarende
omstændigheder som angivet i § 1026, stk. 3, straks lade afgørelsen fuld-
byrde, medmindre der stilles sikkerhed for bødens betaling, jf. § 1026,
stk. 4, 3. pkt.
For bøder, der vedtages udenretligt, fastsættes betalingsfristen i forbindelse
med bødeforelægget, jf. retsplejelovens § 878, stk. 1.
99
Bøder inddrives af politiet, jf. retsplejelovens § 1024, stk. 1. Efter straffelo-
vens § 52, stk. 2, kan politiet tillade afdragsvis betaling af bøden. Betales
bøden ikke, inddrives den, medmindre politiet skønner, at inddrivelse ikke
er mulig eller væsentligt vil forringe den pågældendes levevilkår, jf. § 52,
stk. 3.
Justitsministeriet har ved cirkulære nr. 113 af 26. juni 1975 med senere æn-
dringer fastsat nærmere regler bl.a. om eftergivelse, henstand og afdragsvis
betaling af bøder mv. Herefter kan landfogeden i almindelighed afgøre an-
søgninger om eftergivelse og nedsættelse af bøder mv., når beløbet ikke
overstiger 100.000 kr. Overstiger beløbet 100.000 kr., forelægges sagen for
Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Endvidere kan landfogeden give henstand med betalingen eller tillade af-
dragsvis betaling, når beløbet ikke overstiger 100.000 kr. Overstiger beløbet
100.000 kr., kan politiet give henstand med betalingen i indtil 1 år fra den
dag, da bøden mv. blev idømt eller vedtaget, eller tillade betaling i afdrag i
løbet af højst 3 år fra samme dato. Ved ansøgninger om henstand eller af-
dragsvis betaling i videre omfang forelægges sagen for Justitsministeriet, jf.
herved tillige Justitsministeriets vejledning af 18. juni 1996 om benådning,
udsættelse, eftergivelse og henstand mv.
Landfogedens afgørelse om henstand med og afdragsvis betaling af bøder
mv. på 15.000 kr. eller derunder kan ikke indbringes for Justitsministeriet,
jf. retsplejelovens § 1030 og § 1 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 283
af 22. april 1996 om afskæring af klageadgangen i visse bødesager mv.
Indgår en bøde ikke, træder i dennes sted en forvandlingsstraf af fængsel, jf.
straffelovens § 53.
Nærmere regler om fastsættelsen af forvandlingsstraf findes i straffelovens
§§ 54 og 55. Det fremgår heraf, at retten ved fastsættelsen af bøder, der
idømmes eller vedtages for retten, samtidig med afgørelsen om bøden træf-
fer afgørelse om arten af forvandlingsstraffen samt om dennes varighed. For
bøder, der idømmes juridiske personer, fastsættes dog ingen forvandlings-
straf.
Er en bøde ikke idømt eller vedtaget for en domstol, skal forvandlingsstraf-
fen afsones efter reglerne om fængsel. Forvandlingsstraffens størrelse fast-
sættes som udgangspunkt af byretten i den retskreds, hvor den bødefældte
100
bor eller opholder sig. For bøder på 10.000 kr. eller derunder, som er vedta-
get efter tilkendegivelse fra politiet, jf. retsplejelovens § 878, afsones for-
vandlingsstraffen dog efter en i straffelovens § 55, stk. 2, fastsat skala.
Det er politiet, der træffer afgørelse om fuldbyrdelse af forvandlingsstraffen.
Politiets afgørelse kan indbringes for Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Indgiver den dømte ansøgning om benådning for en bødeforvandlingsstraf,
betragtes ansøgningen som en fornyet ansøgning om eftergivelse af bøden,
medmindre ansøgningen støttes på grunde af ikke økonomisk art. I så fald
behandles ansøgningen som andre ansøgninger om benådning for fuldbyr-
delsen af en frihedsstraf.
14.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
De færøske myndigheder har som nævnt under pkt. 4.1. i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger siden den 1. marts 2010 overtaget sagsområdet
”strafferetten”. Det fremgår af den fælleserklæring, som blev udarbejdet i
forbindelse med overtagelsen, at sagsområdet ”strafferetten” omfatter regler
vedrørende blandt andet almindelige betingelser for strafferetlige bestem-
melsers anvendelse, strafbarhedsbetingelser, forsøg og medvirken, strafan-
svar for juridiske personer, straffene, betingede domme, samfundstjeneste,
andre retsfølger af den strafbare handling, straffens fastsættelse og ophør af
den strafbare handlings retsfølger.
Det fremgår endvidere af erklæringen, at kriminalforsorgsområdet ikke
overtages, og at overtagelsen derfor ikke omfatter det sagsområde, som er
dækket af §§ 34-40 a, § 44, stk. 1, 2. pkt., § 44, stk. 2 og 3, §§ 45-49, §§ 51-
55, § 57, stk. 2, og § 74 i lovbekendtgørelse nr. 215 af 24. juni 1939 af
straffeloven, som senest ændret ved anordning nr. 182 af 28. februar 2007.
Som fremhævet under pkt. 4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger
har Justitsministeriet efter drøftelse med Færøernes Landsstyre i forbindelse
af udarbejdelsen af lovforslaget fundet anledning til at fravige denne erklæ-
ring.
Justitsministeriet finder således, at straffuldbyrdelsesloven bør indeholde en
samlet regulering af fuldbyrdelsen af bødestraffe, og at fuldbyrdelse af fri-
hedsstraf, der efter straffelovens §§ 53-55 træder i stedet for bøde, bør om-
fattes af straffuldbyrdelsesloven.
101
Det foreslås på den baggrund, at bestemmelserne om betaling og inddrivelse
af bøder mv. i straffelovens § 52, stk. 2-7, ophæves, jf. lovforslagets § 125.
Som følge heraf foreslås endvidere en række ændringer af retsplejelovens
regler om inddrivelse af sagsomkostninger og konfiskerede beløb i straffe-
sager, der forfølges af det offentlige, jf. lovforslagets § 126.
Dette indebærer en fravigelse af ovenstående fælleserklæring, idet straffe-
lovens §§ 51-55 (på nær § 52, stk. 2-7) fremadrettet skal anses for at høre
under sagsområdet ”strafferetten”. Det skyldes, at bestemmelserne efter
Justitsministeriets opfattelse er nært knyttet til straffens fastsættelse under
en almindelig straffesag og dermed ”strafferetten”.
Det følger af kapitel 16 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 1333 af 9. december 2019, at inddrivelse af bøder foretages af
restanceinddrivelsesmyndigheden under skatteministerens ressort, ligesom
skatteministeren efter forhandling med justitsministeren fastsætter regler
om lønindeholdelse. Skatteopkrævning er overtaget af Færøerne som sær-
anliggende, og de gældende danske bestemmelser om inddrivelse kan derfor
ikke uden videre medtages i lovforslaget. De foreslåede bestemmelser byg-
ger derfor (med fornødne ændringer) på bestemmelserne om inddrivelse af
bødekrav i den danske straffuldbyrdelseslov, som de var affattet forud for
oprettelsen af Restanceinddrivelsesmyndigheden i Danmark i 2005 og over-
dragelse af inddrivelsesopgaven fra politiet dertil, jf. lovbekendtgørelse nr.
207 af 18. marts 2005, som ændret ved lov nr. 367 af 24. maj 2005.
Lovforslaget foreslås – foruden bestemmelser om betaling af bøder – bl.a.
at indeholde bestemmelser om inddrivelse af bøder, herunder om at politiet
som noget nyt tillige kan inddrive bøder ved udpantning og indeholdelse i
den pågældende indtægter efter reglerne om indeholdelse i lagtingslov nr.
86 af 1. september 1983 om landsskat og kommuneskat med senere ændrin-
ger.
I denne forbindelse foreslås der en bemyndigelse for justitsministeren til ef-
ter forhandling med Færøernes Landsstyre at fastsætte regler om udpantning
og indeholdelse af indtægter efter de foreslåede bestemmelser, herunder om
politiets kontrol med indeholdelsen og, om skyldnerens pligt til at give po-
litiet oplysninger til brug ved indeholdelsen, om pligter og erstatningsansvar
for den indeholdelsespligtige og om udpantningsret for beløb, som den in-
deholdelsespligtige hæfter for.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 90-93.
102
15. Erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf mv.
15.1. Gældende ret
Retsplejeloven indeholder i kapitel 106 nærmere regler om erstatning i an-
ledning af strafferetlig forfølgning. Retsplejelovens regler giver mulighed
for erstatning på objektivt grundlag i anledning af uforskyldt anholdelse,
varetægtsfængsling eller andre straffeprocessuelle indgreb, jf. §§ 1049 og
1050.
Af særlig betydning for spørgsmålet om straffuldbyrdelse er retsplejelovens
§ 1052, hvorefter der tilkommer den, der har udstået frihedsstraf eller været
undergivet anden strafferetlig retsfølge, erstatning på tilsvarende objektivt
grundlag, jf. § 1049, hvis anke eller genoptagelse af straffesagen medfører
bortfald af retsfølgen. Medfører anke eller genoptagelse af straffesagen for-
mildelse, ydes der erstatning, hvis den retsfølge, der er fuldbyrdet, er mere
indgribende end den, der idømmes efter anke eller genoptagelse. Efter
§ 1052, stk. 2, kan erstatning nægtes eller nedsættes, hvis den dømte ved sit
forhold under sagen har givet anledning til domfældelsen.
Retsplejeloven indeholder i §§ 1053 og 1054 nærmere regler om fremgangs-
måden ved erstatningskravets behandling. Af § 1053 fremgår det bl.a., at
krav fra en person, der har været sigtet, skal fremsættes over for statsadvo-
katen inden to måneder efter meddelelse til sigtede om strafforfølgningens
ophør eller efter afsigelse af endelig dom. Har tiltalte ikke været til stede
ved dommens afsigelse, beregnes fristen efter bestemmelserne i § 954, stk.
2 og 3. Krav fra andre skal fremsættes inden to måneder efter, at indgrebet
er ophørt. Fremsættes kravet efter fristens udløb, kan det behandles, hvis
overskridelsen findes undskyldelig. Rigsadvokaten behandler klager over
statsadvokaternes afgørelser. Imødekommes erstatningskravet ikke af rigs-
advokaten, kan den erstatningssøgende inden to måneder efter meddelelse
om afslaget begære kravet indbragt for Retten på Færøerne, hvis den har
pådømt straffesagen. Sagen indbringes for retten af statsadvokaten. Har
straffesagen ikke været pådømt, indbringer statsadvokaten erstatningskravet
for Retten på Færøerne, hvis den pågældende foranstaltning er besluttet på
Færøerne, eller hvis den erstatningssøgende har hjemting på Færøerne, jf.
§ 1054, stk. 1.
Retsplejelovens § 1052 giver som nævnt alene krav på erstatning på objek-
tivt grundlag for det forhold, at frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge
103
er fuldbyrdet. Bestemmelsen giver derimod ikke krav på erstatning på ob-
jektivt grundlag for foranstaltninger eller indgreb, der finder sted under fuld-
byrdelsen af straf mv. Sådanne krav afgøres på grundlag af færøsk rets al-
mindelige erstatningsregler. Anmoder den pågældende om det, skal sådanne
krav behandles efter de processuelle regler i retsplejelovens kapitel 106, jf.
retsplejelovens § 1056.
Der er endvidere ikke i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen eller i cirkulærer fast-
sat regler om erstatning i anledning af foranstaltninger under fuldbyrdelsen
af straf mv.
15.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Justitsministeriet finder, at lovforslaget bør indeholde tilsvarende regler om
erstatning for uforskyldte indgreb, som den danske straffuldbyrdelseslov.
Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at der fastsættes bestemmelser,
hvorefter en indsat har ret til erstatning efter reglerne i retsplejelovens
§ 1049, hvis den indsatte uforskyldt har (1) udstået fængselsstraf i for lang
tid, (2) været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller (3)
været udelukket fra fællesskab. Tilsvarende foreslås det fastsat, at en dømt,
der uforskyldt har afviklet for meget samfundstjeneste, har ret til erstatning
efter reglerne i retsplejelovens § 1049.
Det foreslås endvidere, at der give adgang til at tillægge den, der under fuld-
byrdelse af straf mv. har været udsat for andre uforskyldte indgreb, erstat-
ning efter reglerne i retsplejelovens § 1049.
De foreslåede bestemmelser medfører i forhold til de gældende regler, at der
i lighed med retsplejelovens regler om erstatning i anledning af straffepro-
cessuelle indgreb indføres en ordning, hvorefter indsatte har krav på erstat-
ning på objektivt grundlag, dvs. uafhængigt af, om der er begået fejl eller
forsømmelser, når den pågældende uforskyldt har udstået fængselsstraf i for
lang tid eller uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sik-
ringscelle eller uforskyldt har været udelukket fra fællesskab.
Endvidere indføres der mulighed for på objektivt grundlag at give erstatning
i anledning af andre uforskyldte indgreb foretaget under straffuldbyrdelsen.
104
Forslaget om erstatning skal i øvrigt sammenholdes med den foreslåede be-
stemmelse i § 18, stk. 3, hvorefter der ved beregningen af straffetiden fore-
tages fradrag, når den indsatte uforskyldt har været anbragt i forhørscelle,
strafcelle eller sikringscelle eller udelukket fra fællesskab, jf. § 106, stk. 1,
nr. 2 og 3. Af den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 4, følger det endvidere,
at i det omfang der foretages fradrag efter stk. 3, ydes der ikke erstatning for
indgreb efter § 106, stk. 1, nr. 2 og 3. Det betyder altså, at i de tilfælde, hvor
der er grundlag for erstatning for anbringelse i forhørscelle mv., vil den på-
gældende få forkortet sin afsoningstid i stedet for at få udbetalt en erstatning.
Indsatte, der afsoner fængselsstraffe mv., som udsættes for foranstaltninger,
der ikke omfattes af de foreslåede bestemmelser om erstatning på objektivt
grundlag eller i øvrigt af retsplejelovens regler i kapitel 106, må rejse et
eventuelt erstatningskrav på grundlag af færøsk rets almindelige erstatnings-
regler.
Når en person, der afsoner en straf i Færøerne Arrest, udsættes for et ube-
rettiget indgreb af kriminalforsorgens ansatte, skal der således ydes erstat-
ning. Det er imidlertid ikke alle indgreb, hvor det efterfølgende viser sig, at
den indsatte ikke har begået noget strafbart eller en disciplinærforseelse, der
efter Justitsministeriets opfattelse skal anses for uberettiget.
De ansatte i kriminalforsorgen varetager en vigtig og kompliceret opgave i
forhold til frihedsberøvelse af personer, der ikke har kunnet overholde sam-
fundets spilleregler, og som derfor som led i den idømte straf må tåle ind-
greb i videre omfang end andre, når det er nødvendigt for opretholdelse af
ro og orden i institutionen. Det er i den forbindelse helt afgørende for opret-
holdelsen af orden, sikkerhed og tryghed i institutionen, at kriminalforsor-
gen har adgang til at føre kontrol af de indsatte, ligesom de ansatte hurtigt
må kunne reagere, når de har grund til at tro, at der foregår noget, der er
strafbart eller i strid med reglerne i institutionen, uden at det efterfølgende
udløser en ret til erstatning for de indsatte.
Sikkerheden i fængslerne skal være i orden, så de ansatte kan gå trygt på
arbejde, og de indsatte kan afsone uden at blive udsat for vold eller trusler
fra medindsatte, og der skal være en stærk indsats mod bl.a. indsmugling af
narkotika, våben og mobiltelefoner. Det betyder f.eks., at de ansatte skal
kunne træffe de fornødne foranstaltninger over for indsatte i medfør af lov-
givningen, hvis de får pålidelige oplysninger om, at en indsat har begået
vold. På samme måde skal de ansatte have adgang til at foretage visitationer
105
på en celle eller undersøgelser af den pågældendes person af præventive år-
sager. Endvidere skal de ansatte også have adgang til at forebygge, at der vil
blive begået ny kriminalitet, f.eks. ved at nægte en indsat udgang fra insti-
tutionen, hvis der er mistanke om, at den pågældende har begået strafbart
forhold som medfører risiko for misbrug af udgangstilladelsen.
I disse og lignende situationer er der en forventning om, at kriminalforsor-
gen reagerer, hvis der f.eks. er mistanke mod indsatte om disciplinære eller
strafbare forhold. Dette gælder også for kontroller af selv indgribende ka-
rakter, hvor det er nødvendigt for at sikre, at der ikke foregår ulovligheder i
institutionen.
Justitsministeriet vurderer, at det vil svække kriminalforsorgens arbejde
med at sikre orden, sikkerhed og tryghed i institutionen, hvis der generelt
skal udbetales erstatning i alle de tilfælde, hvor det efter indgrebet viser sig,
at det ikke kan bevises, at den indsatte havde begået noget strafbart eller en
disciplinærforseelse.
Hvis de ansatte i almindelighed må forudse, at kriminalforsorgen vil blive
mødt med et erstatningskrav, hver gang de foretager et i øvrigt lovpligtigt
indgreb baseret på en konkret mistanke, kan det potentielt medføre, at de
ansatte vil være mere tilbageholdende med at reagere på ellers berettigede
mistanker.
Det er derfor Justitsministeriets vurdering, at der i tilfælde, hvor kriminal-
forsorgen undersøger og forebygger strafbare og disciplinære forhold, ikke
skal tilkendes erstatning for indgrebet, hvis indgrebet ikke var uberettiget på
tidspunktet for iværksættelsen.
Justitsministeriet finder dog også, at hvis der foreligger særlige omstændig-
heder, skal der alligevel kunne tilkendes erstatning. Særlige omstændighe-
der vil foreligge, hvis det må anses for åbenbart urimeligt, at den indsatte
ikke får tilkendt erstatning.
I de foreslåede bestemmelser i §§ 106 og 107 foreslås der fastsat regler om,
at i de tilfælde, hvor et indgreb er sket med henblik på at undersøge, om den
indsatte har begået et strafbart forhold eller en disciplinærforseelse, eller for
at forebygge, at den indsatte vil begå et strafbart forhold eller en discipli-
nærforseelse, kan den indsatte ikke tilkendes erstatning, hvis indgrebet ikke
må anses for uberettiget ud fra omstændighederne på tidspunktet for indgre-
bets iværksættelse, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
106
Formålet hermed er, at undgå at der skal udbetales erstatning i de tilfælde,
hvor kriminalforsorgen med rette har reageret på f.eks. en mistanke ved gen-
nemførelse af et indgreb over for den indsatte, men hvor det efterfølgende
viser sig, at kriminalforsorgen ikke havde ret i mistanken, eller at mistanken
ikke kunne bevises. Det samme skal gælde i det tilfælde, hvor kriminalfor-
sorgen har hjemmel til at foretage indgreb »stikprøvevis« og rent præven-
tivt, f.eks. en rutinemæssig urinprøve for at undersøge, om de indsatte har
taget euforiserende stoffer, og hvor indgrebet ikke medfører, at kriminalfor-
sorgen derved får oplysninger, der fører til en straffedom eller disciplinær-
straf.
Det foreslås, at begrænsningen af erstatning både skal gælde for de indgreb,
som kriminalforsorgen kan anvende, når der er et behov for at undersøge,
om den indsatte har begået et strafbart forhold eller en disciplinærforseelse,
og de indgreb, som kriminalforsorgen kan anvende, når der er et behov for
at forebygge, at vedkommende vil begå yderligere kriminalitet mv.
Indgreb, som foretages for at forebygge kriminalitet, sker både på grundlag
af, at vedkommende er mistænkt for at have begået et strafbart forhold, men
også præventivt.
Et eksempel på et forebyggende indgreb vil f.eks. være, hvor kriminalfor-
sorgen nægter udgangstilladelse til en indsat, jf. den foreslåede bestemmelse
i § 46, stk. 1, nr. 2, fordi der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte
i forbindelse med udgang vil begå ny kriminalitet. En medvirkende årsag til,
at der foreligger bestemte grunde, kan være, at vedkommende er straffet el-
ler mistænkt for allerede at have begået et strafbart eller disciplinært forhold.
Hvorvidt et indgreb ikke kan anses for uberettiget ud fra omstændighederne
på tidspunktet for indgrebets iværksættelse, afhænger af en konkret vurde-
ring i lyset af de relevante betingelser for det pågældende indgreb. En række
indgreb kræver ikke mistankegrundlag.
Til illustration heraf vil der f.eks. som udgangspunkt ikke gælde et krav om,
at kriminalforsorgen har haft en konkret mistanke mod den eller de personer,
indgrebet retter sig mod, ved en rutinemæssig kontrol af, om de indsatte har
taget euforiserende stoffer. Omvendt stilles der større krav til grundlaget for
f.eks. at udelukke en person fra fællesskabet i en længere periode i medfør
af den foreslåede bestemmelse i § 63, da indgrebet i sådanne tilfælde skal
være nødvendigt for f.eks. at forebygge strafbare forhold.
107
Ved vurderingen vil der som udgangspunkt alene skulle indgå de oplysnin-
ger om mistankegrundlag og faktiske oplysninger mv., som kriminalforsor-
gen havde på tidspunktet for indgrebets iværksættelse.
Derudover kan også risikoen ved ikke at foretage et hurtigt indgreb indgå
som en del af den konkrete helhedsvurdering. Ved vurderingen kan således
efter omstændighederne indgå, hvorvidt kriminalforsorgen havde mulighed
for at indhente yderligere oplysninger forud for indgrebet, og hvorvidt det
var nødvendigt med en hurtig reaktion, da øjemedet ellers ville forspildes.
Et eksempel, hvor øjemedet vil forspildes, hvis der ikke reageres hurtigt,
kunne være, hvor kriminalforsorgen har fået et pålideligt »tip« om, at en
indsat har euforiserende stoffer på sig.
Der vil endvidere fortsat skulle foretages en vurdering af, om den indsatte
har udvist egen skyld i de tilfælde, hvor det vurderes, at den indsatte som
udgangspunkt kan tilkendes erstatning, fordi indgrebet anses for uberettiget
ud fra omstændighederne på tidspunktet for indgrebets iværksættelse, jf.
herved den foreslåede formulering om, at erstatning ydes for uforskyldte
indgreb i §§ 106 og 107, som også er afspejlet i retsplejelovens § 1049, stk.
3.
Selv om det viser sig, at indgrebet var berettiget ud fra de oplysninger, der
forelå på tidspunktet for indgrebet, vil der alligevel kunne tilkendes erstat-
ning, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Særlige omstændigheder
vil foreligge, hvis det må anses for åbenbart urimeligt, at den indsatte ikke
får tilkendt erstatning.
Denne erstatningsadgang er begrænset til ekstraordinære situationer, hvor
der er tale om særligt indgribende foranstaltninger med f.eks. væsentlige
indskrænkninger af den indsattes handle- og bevægelsesfrihed over en læn-
gere periode, og hvor det viser sig efterfølgende, at den pågældende ikke
havde begået det forhold, som begrundede indgrebet. Det kan også være
tilfældet, hvor indgrebet har haft utilsigtede og betydelige konsekvenser for
den indsatte, der ikke står mål med det forfulgte formål bag indgrebet.
I medfør af den foreslåede bestemmelse i § 112, nr. 9, vil en endelig admi-
nistrativ afgørelse om nægtelse af erstatning efter § 106 i anledning af ufor-
skyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid eller anbringelse i strafcelle i
mere end 7 dage, jf. den foreslåede bestemmelse i § 112, nr. 3, inden 4 uger
108
efter at afgørelsen er meddelt den dømte, af den dømte kunne kræves ind-
bragt til prøvelse for retten.
Den foreslåede bestemmelse i § 112, nr. 9, gør endeligt op med, hvilke er-
statningskrav som følge af indgreb under straffuldbyrdelsen der skal være
genstand for en særlig let adgang til domstolsprøvelse. De erstatningskrav,
der ikke er omfattet af § 112, nr. 9, kan således alene indbringes for retten i
medfør af grundlovens § 63. Den administrative afgørelse af spørgsmål om
erstatning for uforskyldte indgreb under straffuldbyrdelsen – uanset om ind-
grebet falder inden for eller uden for straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 9 –
skal afgøres af kriminalforsorgen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 112, og kan
ikke tillige afgøres af anklagemyndigheden, jf. retsplejelovens § 1053.
Der henvises endvidere til pkt. 16 nedenfor og bemærkningerne til §§ 106-
107 og 112.
16. Klageordning herunder domstolsprøvelse
16.1. Gældende ret
Afgørelser, der træffes af kriminalforsorgen, kan påklages efter de alminde-
lige regler om administrativ rekurs. En afgørelse, der er truffet af en medar-
bejder i institutionen, kan derfor påklages til institutionens leder, og lederens
afgørelse kan indbringes for Direktoratet for Kriminalforsorgen, der træffer
den endelige administrative afgørelse. I praksis bistår Kriminalforsorgsom-
råde Hovedstaden institutionen i sagsbehandlingen, hvis afgørelsen påkla-
ges til direktoratet.
Herefter kan sagen indbringes for Folketingets Ombudsmand. Klagen skal
indgives inden et år regnet fra direktoratets afgørelse, jf. § 13, stk. 3, i lov
om Folketingets Ombudsmand (ombudsmandsloven), jf. lovbekendtgørelse
nr. 349 af 22. marts 2013, som sat i kraft ved anordning nr. 704 af 29. juni
2021 om ikrafttræden for Færøerne af lov om Folketingets Ombudsmand.
Ombudsmanden har dog mulighed for at tage en sag op til undersøgelse af
egen drift efter udløbet af denne frist, jf. ombudsmandslovens § 17, stk. 1.
Ombudsmanden bedømmer, om myndigheder eller personer, der er omfattet
af ombudsmandens virksomhed, har handlet i strid med gældende ret eller
på anden måde gjort sig skyldige i fejl eller forsømmelser ved udøvelsen af
deres opgaver. Ombudsmanden kan på den baggrund fremsætte kritik, af-
give henstillinger samt i øvrigt fremsætte sin opfattelse af sagen, jf. ombuds-
mandslovens §§ 21 og 22. Viser ombudsmandens undersøgelse af en sag, at
der må antages at være begået fejl eller forsømmelser af større betydning,
109
skal ombudsmanden give meddelelse om sagen til bl.a. Folketingets Rets-
udvalg og vedkommende minister, dvs. justitsministeren, jf. ombudsmands-
lovens § 24.
En endelig administrativ afgørelse kan også indbringes for domstolene efter
grundlovens § 63. Efter denne bestemmelse kan domstolene påkende ethvert
spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Det antages, at domstolene
kan tage stilling til ethvert spørgsmål om afgørelsens lovmæssighed, hvor-
imod domstolene anses for afskåret fra at efterprøve afgørelsens hensigts-
mæssighed.
Herudover er der på visse områder fastsat særlige regler om domstolskon-
trol. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til retsplejelovens § 811 om
varetægtsarrestanters adgang til at klage over fængselspersonalets adfærd
og reglerne i straffeloven om domstolsprøvelse af visse vilkårsovertrædelser
ved prøveløsladelse, jf. § 40, stk. 1, og vilkårsovertrædelser ved betingede
domme, jf. §§ 60-61, herunder med vilkår om samfundstjeneste, jf. §§ 66-
67, samt forvaring, jf. § 72.
16.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Med lovforslaget lægges der op til at fastsætte den samme ordning om ad-
ministrativ klageadgang mv. for Færøerne, som der gælder i Danmark. Dette
medfører på den ene side, at administrativ klageadgang til direktoratet frem-
over vil forudsætte, at der administrativt er fastsat regler herom, jf. lov-
forslagets § 111. På den anden side foreslås der indført en særlig enkel og
udvidet adgang til domstolsprøvelse, idet der for så vidt angår en række nær-
mere bestemte afgørelser foreslås etableret en ret til for den dømte efter en
formløs anmodning at få prøvet en sådan afgørelse ved retten, jf. lovforsla-
gets § 112.
16.2.1. Administrativ klageadgang
Idet der i øvrigt henvises til forarbejderne til lov nr. 739 af 25. juni 2014 om
ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v., retsplejeloven og
lov om Offerfonden (Reorganisering af kriminalforsorgen, herunder be-
grænsning af klageadgangen) skal det bemærkes, at der med kriminalforsor-
gens reorganisering blev etableret en organisationsstruktur med en faglig og
kompetencemæssig styrkelse af den lokale sagsbehandling gennem regio-
nale kriminalforsorgsområder. Dette havde til hensigt at styrke kvaliteten af
den lokale sagsbehandling, der hidtil havde fundet sted på institutionerne og
derved yderligere sikre, at de konkrete sager behandles grundigt og korrekt.
110
Dette indebærer efter Justitsministeriets opfattelse, at der ikke i samme grad
som efter den gældende ordning er behov for at give den enkelte indsatte
mv. adgang til at klage over afgørelser af mindre indgribende karakter.
Kriminalforsorgens reorganisering har endvidere haft til formål at styrke di-
rektoratets muligheder for at yde faglig støtte til kriminalforsorgsområ-
derne. En styrkelse af direktoratets faglige støtte til kriminalforsorgsområ-
derne taler efter Justitsministeriets opfattelse tillige for, at der kan ske en vis
begrænsning i den enkeltes adgang til administrativ rekurs, idet der også
herigennem sker en styrkelse af kvaliteten af den sagsbehandling, der finder
sted lokalt. Direktoratets faglige støtte omfatter bl.a. udarbejdelse af faglige
standarder, etablering af faglige partnerskaber mellem direktoratet og om-
råderne, praksismøder og løbende generel kontrol med, at de faglige stan-
darder følges. Den faglige støtte vil dermed generelt medvirke til at sikre, at
sagerne lokalt bliver behandlet korrekt og i overensstemmelse med lovgiv-
ningen.
Efter en samlet vurdering er det således Justitsministeriets opfattelse, at en
vis nærmere afgrænsning af klageadgangen ikke vil give anledning til be-
tænkeligheder for den enkeltes retssikkerhed. Justitsministeriet finder såle-
des generelt, at adgangen til at klage over kriminalforsorgsområdernes af-
gørelser kan afskæres for så vidt afgørelser af mindre indgribende karakter.
En begrænsning af adgangen til at klage over visse af kriminalforsorgsom-
rådets afgørelser afskærer ikke direktoratet fra som tilsynsmyndighed at
gribe ind i konkrete sager, hvis området har truffet en forkert afgørelse eller
begået grovere sagsbehandlingsfejl. Dette gælder også i de tilfælde, hvor
kriminalforsorgsområdet træffer den endelige afgørelse.
Herudover bemærkes det, at den indsatte mv. – uafhængigt af om der er
adgang til at klage til direktoratet – vil have mulighed for at anmode krimi-
nalforsorgsområdet om at genoptage en sag til ny behandling. Tages sagen
op til fornyet behandling, vil kriminalforsorgsområdet efter de almindelige
forvaltningsretlige principper have mulighed for at træffe en ny afgørelse i
sagen.
Etableringen af kriminalforsorgsområder giver endvidere mulighed for, at
visse afgørelser om de indsattes forhold træffes af områdekontoret, mens
andre afgørelser træffes af den enkelte institution. Er der tale om, at den
enkelte institution har truffet en afgørelse, vil en beslutning om at tage sagen
op til fornyet behandling også kunne træffes af områdekontoret.
111
Der vil fortsat være mulighed for at indbringe kriminalforsorgsområdets
(endelige) afgørelser for Folketingets Ombudsmand.
Ved den nærmere administrative afgrænsning af klageadgangen vil der blive
taget udgangspunkt i følgende forhold:
Det er for det første hensigten, at adgangen til at klage over afgørelser truffet
af det enkelte kriminalforsorgsområde skal omfatte afgørelser, hvorved der
sker en fravigelse af en vis indgribende karakter i forhold til et almindeligt
afsoningsforløb. Ved den nærmere afgrænsning af klageadgangen vil der
således blive taget udgangspunkt i den forventning, som en dømt efter reg-
lerne i straffuldbyrdelsesloven og administrative forskrifter kan have til for-
løbet af et almindeligt afsoningsforløb.
Et almindeligt afsoningsforløb omfatter navnlig en gradvis forøgelse af fri-
hedsgraderne under straffuldbyrdelsen, idet den dømte herved kan vænnes
til en tilværelse i frihed uden kriminalitet. Med udtrykket en gradvis for-
øgelse af frihedsgraderne sigtes dels til lempelser af afsoningsforløbet (som
f.eks. meddelelse af prøveløsladelse efter to tredjedele af straffetiden), dels
til adgang til visse frihedsgoder under afsoningen (som f.eks. tilladelse til
udgang).
En afgørelse, der fraviger eller må anses for en skærpelse i forhold til det
straffuldbyrdelsesforløb, der normalt kan påregnes, påtænkes således om-
fattet af klageordningen, hvis der er tale om en afgørelse af en vis indgri-
bende karakter.
Det bemærkes i den forbindelse, at de gældende straffuldbyrdelsesregler i
en række tilfælde er udformet således, at den indsatte først, når bl.a. nogle
nærmere bestemte tidsmæssige betingelser herfor er opfyldt, kan opnå ad-
gang til det pågældende frihedsgode eller den pågældende lempelse af afso-
ningsforløbet. Det er således først på det tidspunkt, hvor den indsatte opfyl-
der den tidsmæssige betingelse, at den enkelte kan have en forventning om
opnåelse af godet mv., og det er derfor først på dette tidspunkt, at et afslag
på godet vil indebære en skærpelse i forhold til det forventelige afsonings-
forløb.
Det er for det andet hensigten at afgrænse klageadgangen således, at der
gives adgang til at klage til direktoratet over afgørelser, der i øvrigt må anses
for at være af særligt indgribende karakter for den enkelte. Der kan i den
112
forbindelse være tale om anvendelse af tvangsindgreb samt visse afgørelser,
der har en lighed med straffesager.
De foreslåede principper vil endvidere blive lagt til grund ved afgræsningen
af klageadgangen i forhold til kriminalforsorgsområdernes afgørelser efter
straffeloven og retsplejeloven.
Lovforslagets § 111 indeholder i overensstemmelse hermed regler om den
administrative klageadgang. Bestemmelsen er bortset fra en redaktionel æn-
dring enslydende med bestemmelsen i § 111 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Udgangspunktet er herefter, at der ikke er administrativ klageadgang, men
at justitsministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser, der er truffet af
kriminalforsorgsområderne, eller afgørelser der i henhold til straffuldbyr-
delsesloven er truffet af andre myndigheder end kriminalforsorgens myn-
digheder, kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Den foreslåede bestemmelse omfatter såvel afgørelser, der er truffet efter
bestemmelser i loven, som afgørelser, der er truffet med hjemmel i admini-
strative forskrifter udstedt i medfør af loven. Bestemmelsen omfatter desu-
den afgørelser, der træffes i forbindelse med varetagelse af kriminalforsor-
gens opgaver og i tilknytning til gennemførelsen af et straffuldbyrdelsesfor-
løb, men som træffes på ulovbestemt grundlag. Der kan f.eks. være tale om
afgørelser vedrørende såkaldte anstaltsforhold, som træffes af en myndig-
hed inden for kriminalforsorgen.
Der forudsættes fastsat samme adgang til at klage over afgørelser truffet af
kriminalforsorgsområdet eller af andre myndigheder i henhold til denne lov,
som der gælder efter den danske straffuldbyrdelseslov. Hertil forudsættes
der i de administrative regler, der skal fastsættes vedrørende anbringelse og
overførsel af dømte i/til et fængsel eller arresthus i Danmark, at blive fastsat
regler om klageadgang.
16.2.2. Særlig adgang til domstolsprøvelse
Med straffuldbyrdelsesloven blev der i Danmark indført en særlig adgang
til domstolsprøvelse med mulighed for at indbringe visse særligt indgri-
bende afgørelser for domstolene. Den danske ordning omfatter nærmere be-
stemte afgørelser, der har lighed med straffesager eller i øvrigt har særlig
indgribende betydning for den indsatte; afgørelser om straffetidsberegning,
113
tilbageholdelse af breve af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lov-
overtrædelsen, disciplinærstraf, konfiskation, modregning af erstatningsbe-
løb, nægtelse af prøveløsladelse, genindsættelse efter prøveløsladelse og
indsættelse af en betinget benådet samt afgørelser om nægtelse af erstatning
i anledning af uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid eller an-
bringelse i strafcelle i mere end 7 dage.
Det blev i forbindelse med den danske ordning ikke fundet påkrævet eller
hensigtsmæssigt med domstolsprøvelse af bl.a. afgørelser, der er begrundet
i hensynet til at opretholde orden og sikkerhed i kriminalforsorgens institu-
tioner.
Det er anført i de danske forarbejder, at en vurdering af behovet for at skride
ind i disse tilfælde i vidt omfang vil bero på en kriminalforsorgsmæssig vur-
dering. Der vil her ofte være tale om skønsprægede afgørelser, der træffes
ud fra et indgående kendskab til miljøet i institutionen, hvilket domstolene
ikke har i samme omfang.
Det er videre anført, at disse afgørelser efter deres karakter typisk skal træf-
fes og iværksættes hurtigt, hvorfor en domstolsprøvelse derfor normalt ikke
vil kunne have opsættende virkning.
Justitsministeriet finder imidlertid, at visse afgørelser om anbringelse og
overførsel af færøsk dømte i fængsel eller arresthus i Danmark, uanset at de
indeholder tilsvarende karakteristika som andre afgørelser, der er begrundet
i hensynet til at opretholde orden og sikkerhed i kriminalforsorgens institu-
tioner, bør omfattes af domstolsprøvelsesordningen på grund af deres sær-
ligt indgribende karakter, hvor anbringelse sker langt væk fra Færøerne.
På den baggrund foreslås det i lovforslagets § 112, at opregningen af ende-
lige administrative afgørelser som kan kræves indbragt for domstolene in-
den 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den dømte, i modsætning til den
danske straffuldbyrdelseslov udvides til også at omfatte afgørelser efter
denne lovs § 21, stk. 2, nr. 1-4 og 7, og § 24, nr. 1-5 og 7, om anbringelse i
eller overførsel til en afsoningsinstitution under kriminalforsorgen i Dan-
mark.
Til forskel fra den almindelige prøvelsesordning efter grundlovens § 63 vil
den foreslåede prøvelsesadgang alene kræve, at den indsatte skal tilkende-
give, at sagen ønskes indbragt for retten. Herefter har kriminalforsorgen
pligt til at sørge for, at dette sker.
114
Det foreslås i lovforslagets § 116, der svarer til gældende ret i Danmark, at
sager, der rejses i medfør af den foreslåede ordning, behandles på skriftligt
grundlag, medmindre retten bestemmer andet.
I de undtagelsesvise tilfælde, hvor retten bestemmer, at sagen skal behandles
mundtligt, forudsættes det, at muligheden for at afgive forklaring ved an-
vendelse af telekommunikation med billede, jf. retsplejelovens § 336, jf. §
221, stk. 2, så vidt muligt anvendes, hvis den dømte er placeret i fængsel
eller arresthus i Danmark. Det samme gælder, hvis et vidne, der ønskes ført,
befinder sig i Danmark, jf. retsplejelovens § 221, stk. 2.
Muligheden for at afgive forklaring ved anvendelse af telekommunikation
med billede er særligt relevant i tilfælde, hvor den dømte er placeret i fæng-
sel eller arresthus i Danmark og af sikkerhedsmæssige årsager, herunder ri-
siko for undvigelse, overgreb eller udgangsmisbrug, ikke har tilladelse til
uledsaget udgang. I disse tilfælde vil det således være nødvendigt at ledsage
den pågældende til Færøerne med det nødvendige antal fængselsbetjente
med henblik på i videst muligt omfang at minimere risikoen for undvigelse,
udgangsmisbrug mv., hvis muligheden for at afgive forklaring ved anven-
delse af telekommunikation med billede, jf. retsplejelovens § 336, jf. § 221,
stk. 2, ikke anvendes.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør den foreslåede enkle adgang til dom-
stolsprøvelse endvidere ikke kunne udnyttes af den dømte til at skaffe sig
tilladelse til udgang i en situation, hvor risikoen for udgangsmisbrug mv. er
vurderet så tungtvejende, at den pågældende ikke har opnået tilladelse til
udgang.
Justitsministeriet forudsætter i forlængelse heraf, at dømte, der er placeret i
fængsel eller arresthus mv. i Danmark, og som i medfør af lovforslagets
bestemmelser om udgang har tilladelse til uledsaget udgang til Færøerne,
kan meddeles udgangstilladelse til deltagelse i retsmøde efter de regler, der
fastsættes i medføre af lovforslagets § 50, i de undtagelsesvise tilfælde hvor
retten har bestemt, at sagen skal behandles mundtligt. Det bemærkes i denne
forbindelse, at det af de administrative regler, som er fastsat i Danmark i
medfør af den tilsvarende danske bemyndigelsesbestemmelse i straffuldbyr-
delseslovens § 50 fremgår, at indsatte kan få udgang med henblik på at møde
i retten eller for anden offentlig myndighed i tilfælde, hvor vedkommende
myndighed finder det påkrævet, jf. § 31, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 182 af
115
26. februar 2019 om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller for-
varing i kriminalforsorgens institutioner (udgangsbekendtgørelsen).
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til kapitel 22.
17. Økonomiske og implementeringsmæssige konsekvenser for det of-
fentlige
Lovforslaget forventes at have økonomiske konsekvenser for kriminalfor-
sorgen og domstolene. Omfanget af de økonomiske konsekvenser samt
håndteringen heraf er pt. under afklaring,
18. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget indeholder forslag om at ændre adgangen til administrativ re-
kurs (klage). Adgangen til at klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen
over de afgørelser, der træffes af kriminalforsorgsområdet (i dag ”instituti-
onens leder”), foreslås fremover at skulle omfatte afgørelser af mere indgri-
bende karakter over for den enkelte, mens øvrige afgørelser ikke længere vil
være omfattet af klageadgangen.
Samtidig foreslås der imidlertid en udvidet adgang til erstatning og dom-
stolsprøvelse af visse særligt indgribende afgørelser.
19. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
20. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
21. Hørte myndigheder og organisationer mv.
22. Sammenfattende skema
[…]
116
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til afsnit I
Indledende bestemmelser
Lovforslagets afsnit I indeholder indledende bestemmelser.
Kapitel 1 (§§ 1-2) indeholder bestemmelser om lovens område og om den
myndighed, der varetager den centrale ledelse og administration af fuldbyr-
delsen af straf mv.
Kapitel 2 (§§ 3-4) fastsætter bestemmelser om fuldbyrdelse af alle former
for straf.
Til kapitel 1
Lovens område og kriminalforsorgens organisation mv.
I lovforslagets kapitel 1 (§§ 1-2) afgrænses lovens anvendelsesområde. End-
videre fastsættes det, hvilken myndighed der varetager den centrale ledelse
og administration af fuldbyrdelsen af straf mv.
Lovens område
Til § 1
Efter den foreslåede bestemmelse finder denne lov anvendelse på fængsels-
straffe, bødestraffe, betingede domme, samfundstjeneste og forvaring.
Bestemmelsen svarer til § 1 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Det følger af den anførte afgrænsning, at loven ikke omfatter fuldbyrdelse
af alle strafferetlige retsfølger. Loven omfatter f.eks. ikke retsfølger fastsat
i henhold til straffelovens § 68, 1. og 2. pkt., og § 69 over for psykisk afvi-
gende personer. Det skyldes bl.a., at foranstaltninger over for sådanne per-
soner i vidt omfang skal gennemføres inden for det almindelige hospitals-
væsen og efter de regler, der gælder for behandlingen af patienter i dette
system.
117
Udtrykket »bødestraffe« omfatter bøder, uanset om bøden er fastsat ved
dom eller vedtaget inden- eller udenretligt. Tvangsbøder er derimod ikke
omfattet, idet sådanne bøder ikke er en strafferetlig retsfølge, men et særligt
retsmiddel der har til formål at gennemtvinge en handle- eller undladelses-
pligt.
Udtrykket »forvaring« omfatter både forvaring idømt efter straffelovens
§ 70 eller § 68, sidste pkt., jf. § 70, og forvaring ikendt efter straffelovens
§ 72, jf. § 68, sidste pkt., jf. § 70.
§ 1 skal i øvrigt sammenholdes med straffeloven, idet reglerne om strafar-
terne og betingelserne for deres anvendelse og reglerne om reaktioner ved
overtrædelse af vilkår fastsat i forbindelse med betinget dom, herunder med
vilkår om samfundstjeneste, fortsat findes heri.
Domme afsagt mod personer, som er overført til afsoning mv. i Danmark,
jf. lovforslagets kapitel 7, fuldbyrdes efter de i Danmark gældende regler,
jf. herom nærmere bemærkningerne til den foreslåede § 29. Afgørelse om
prøveløsladelse eller nægtelse heraf af dømte, som i medfør af reglerne i
lovens kapitel 7 er anbragt eller overført til afsoning i fængsel eller arresthus
i Danmark, træffes dog efter reglerne i denne lovs kapitel 14, jf. den fore-
slåede § 30.
Loven omfatter også straf i medfør af militær straffelov, jf. dog bemærknin-
gerne til den foreslåede § 90, stk. 1.
Loven omfatter færøske afgørelser om straf mv. I det omfang der er sket
overførsel fra Danmark eller Grønland til afsoning m.v. på Færøerne af en
person dømt i Danmark eller Grønland, vil loven endvidere finde anven-
delse. Om fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om straf mv. gælder lov
nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse af straf mv., som sat i
kraft ved anordning nr. 153 af 21. marts 1988, og lov nr. 214 af 31. maj 1963
om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyr-
delse af straf mv.
Er der efter de nævnte regler truffet beslutning om fuldbyrdelse af straf mv.
pålagt i udlandet, sker fuldbyrdelsen imidlertid med udgangspunkt i straf-
fuldbyrdelsesloven.
118
Kriminalforsorgens organisation m.v.
Til § 2
Den foreslåede bestemmelse svarer til § 2 i den danske straffuldbyrdelses-
lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Med det foreslåede stk. 1 fastslås det, at Justitsministeriet er den øverste ad-
ministrative myndighed for kriminalforsorgen. Bestemmelsen afspejler et
sædvanligt administrativt over-/underordnelsesforhold mellem Justitsmini-
steriet og Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Det foreslåede stk. 2 indebærer, at Direktoratet for Kriminalforsorgen vare-
tager den centrale ledelse og administration af fuldbyrdelsen af de i § 1
nævnte straffe mv.
De foreslåede bestemmelser i stk. 3 og stk. 4 afspejler, at der under Direk-
toratet for Kriminalforsorgen er et antal kriminalforsorgsområder, og at
justitsministeren fastsætter disses geografiske afgrænsning og fordelingen
af lokale kriminalforsorgsinstitutioner mellem områderne. Kriminalfor-
sorgsinstitutionerne på Færøerne hører på nuværende tidspunkt organisato-
risk under det kriminalforsorgsområde, der har betegnelsen Kriminalforsor-
gen Hovedstaden.
Kriminalforsorgen Hovedstaden udgør én myndighed. Området består af en
områdeledelse, nogle centrale områdefunktioner placeret i et områdekontor
samt de kriminalforsorgsinstitutioner, der er placeret inden for det geogra-
fiske område.
De enkelte institutioner i området varetager opgaver vedrørende gennemfø-
relse af straffuldbyrdelse, men hver enkelt institution er organisatorisk en
del af kriminalforsorgsområdet. De enkelte institutioner refererer til områ-
deledelsen.
Kriminalforsorgsområderne hører organisatorisk under direktoratet og ind-
går i et sædvanligt administrativt over-/underordnelsesforhold i forhold til
direktoratet.
Med denne organisation forlades arrestinspektørordningen, således at Land-
fogeden ikke længere er arrestinspektør for Færøerne Arrest. Lov nr. 188 af
119
7. juni 1958 om arrestvæsenets ordning på Færøerne foreslås som konse-
kvens heraf ophævet som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven,
jf. lovforslagets § 127.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5, 1 pkt., indebærer, at justitsministeren
har adgang til at beslutte at overtage direktoratets eller kriminalforsorgsom-
rådets beføjelser efter loven i sager, der har større eller principiel betydning
(såkaldt call-in).
Bestemmelsen omfatter de situationer, hvor direktoratets eller kriminalfor-
sorgsområdets beføjelser er fastsat i loven. På andre områder vil adgangen
til call-in følge af det sædvanlige administrative over-/underordnelsesfor-
hold.
Bestemmelsen om call-in kan anvendes såvel før som efter, at der er truffet
afgørelse af den relevante myndighed i kriminalforsorgen. Er der truffet af-
gørelse, kan justitsministeren – inden for rammerne af de almindelige for-
valtningsretlige principper om tilbagekaldelse af en forvaltningsafgørelse –
omgøre afgørelsen. Er der ikke truffet afgørelse, vil justitsministeren kunne
træffe afgørelse eller anmode den sædvanlige afgørelsesmyndighed om at
træffe afgørelse efter nærmere fastlagte retningslinjer.
Bestemmelsen kan anvendes såvel i forhold til kriminalforsorgsområdet
som i forhold til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Den foreslåede bestemmelse omfatter såvel enkeltsager som grupper af sa-
ger. Justitsministeren kan således – f.eks. på baggrund af en henvendelse fra
en borger – blive opmærksom på, at en konkret sag rejser principielle
spørgsmål og på det grundlag beslutte at udnytte beføjelsen til call-in. Der
kan endvidere være tale om, at ministeren beslutter, at bestemte grupper af
sager skal forelægges ministeren inden afgørelse.
Adgangen til at overtage sager foreslås at omfatte større eller principielle
sager. Der kan f.eks. være tale om at anvende beføjelsen til call-in i tilfælde,
hvor der er sket større regelændringer, og hvor der er behov for at fastlægge
en ensartet praksis. Der kan også tænkes tilfælde, hvor afgørelsen må anses
for at være af særlig indgribende betydning over for den enkelte, hvor sagen
i øvrigt rejser retlige tvivlsspørgsmål, eller hvor der kan være uenighed mel-
lem forskellige myndigheder under Justitsministeriet om sagens løsning.
Desuden kan der være tale om sager vedrørende indsatte, der har begået
grovere former for kriminalitet, eller hvor der kan være hensyn til andre.
120
Endelig kan nævnes tilfælde, hvor der f.eks. er truffet åbenbart forkerte af-
gørelser eller begået grovere sagsbehandlingsfejl.
Det forudsættes, at ministeren anvender adgangen til at overtage sager med
tilbageholdenhed.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5, 2. pkt., indebærer, at direktoratet har
en adgang til at overtage kriminalforsorgsområdets beføjelser efter loven,
der indholdsmæssigt svarer til det ovenfor anførte vedrørende Justitsmini-
steriets adgang til at overtage beføjelser efter loven. Der forudsættes ligele-
des, at direktoratet anvender adgangen til at overtage sager med tilbagehol-
denhed.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 6, 1. pkt., fastslår, at den almindelige kla-
geadgang til justitsministeren som følge af over-/underordnelsesforholdet i
ansættelses- og personalesager, afskæres. Dette gælder adgangen til at på-
klage såvel afgørelsens materielle indhold som spørgsmål om sagsbehand-
lingsfejl, der måtte knytte sig til afgørelsen, som f.eks. manglende begrun-
delse og inhabilitet mv. Bestemmelsen indebærer, at Direktoratet for Krimi-
nalforsorgens afgørelser i disse sager er endelige.
Stk. 6, 2. pkt., fastsætter dog, at der i sager, hvor Direktoratet for Kriminal-
forsorgen i første instans træffer afgørelse i disciplinærsager og i andre sa-
ger, hvor direktoratet træffer afgørelse om afsked, er klageadgang til justits-
ministeren.
Til kapitel 2
Almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af straf
I lovforslagets kapitel 2 (§§ 3-4) fastsættes nogle grundlæggende bestem-
melser om fuldbyrdelsen af straf. § 3 vedrører således spørgsmålet om ho-
vedformålene med selve fuldbyrdelsen af straf, og § 4 omhandler det prin-
cipielle udgangspunkt for de rettigheder og pligter, som en indsat har under
fuldbyrdelsen af straf.
Til § 3
Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om hovedformålene med
fuldbyrdelsen af straf. Bestemmelsen svarer til § 3 i den danske straffuld-
byrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
121
Bestemmelsen indebærer, at fuldbyrdelsen skal ske med fornøden hensyn-
tagen såvel til straffens gennemførelse som til behovet for at hjælpe eller
påvirke den dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse.
Til § 4
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, hvad der er det almindelige ud-
gangspunkt for straffuldbyrdelsen.
Bestemmelsen svarer til § 4 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen indebærer for så vidt angår fuldbyrdelse af fængselsstraf, at
indsatte ikke må pålægges andre begrænsninger i tilværelsen end sådanne,
der er fastsat ved lov eller er en følge af selve frihedsberøvelsen. Indsatte
skal derfor have adgang til at udøve deres almindelige borgerlige rettigheder
i det omfang, at den pågældende ikke ved lov eller som følge af frihedsbe-
røvelsen er afskåret herfra. Dette udgangspunkt er udtryk for, at en friheds-
berøvelse alene tilsigter at indebære et indgreb i lokalfriheden for den
dømte.
Til afsnit II
Fængselsstraffe
Lovforslagets afsnit II regulerer fuldbyrdelsen af fængselsstraffe.
I kapitel 3 (§§ 5-7) fastsættes almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af
fængselsstraf, og i kapitel 4 (§§ 8-9), 5 (§§ 10-13) og 6 (§§ 14-19) fastsættes
bestemmelser om henholdsvis straffuldbyrdelsens iværksættelse, udsættelse
og benådning samt beregning af straffetiden.
I kapitel 7 (§§ 20-30) reguleres spørgsmålet om valg af afsoningsinstitution
og senere overførsel mellem afsoningsinstitutioner samt spørgsmål om lov-
valg. Kapitel 8 (§§ 31-45 a) regulerer de indsattes rettigheder og pligter un-
der opholdet i afsoningsinstitutionen. Det gælder bl.a. med hensyn til ad-
gang til fællesskab, medindflydelse, deltagelse i gudstjenester mv., besid-
delse mv. af egne penge og genstande i institutionen, udgivelse af blad, ret
til arbejde og uddannelse mv., adgang til fritidsaktiviteter samt ret til for-
sorgs- og sundhedsmæssig bistand.
122
Kapitel 9 (§§ 46-59) fastsætter bestemmelser om de indsattes kontakt til
samfundet uden for institutionen. Der sigtes i den forbindelse til de indsattes
ret til udgang, besøg mv., brevveksling, telefonsamtaler, aviser og bøger mv.
samt adgang til i institutionen at udtale sig mv. til medierne.
Kapitel 10 (§§ 60-66) indeholder bestemmelser om betingelserne for og
fremgangsmåden ved en række indgreb over for den indsatte. De indgreb,
der omfattes, er undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum (visi-
tation), fotografering og optagelse af fingeraftryk, magtanvendelse, udeluk-
kelse fra fællesskab og sikringsmidler i form af håndjern og sikringscelle.
Kapitel 10 a (§ 66 a) omhandler muligheden for anvendelse af kropsscanner
i forbindelse med undersøgelse. Kapitel 10 b (§ 66 b) etablerer et udtrykke-
ligt grundlag for, at kriminalforsorgen kan indsamle, behandle og videregive
oplysninger til andre myndigheder, herunder politiet, om indsatte, og perso-
ner, som indsatte har kontakt til, hvis ordens- eller sikkerhedsmæssige hen-
syn, hensyn til kriminalforsorgens eller andre myndigheders indsats mod
radikalisering og ekstremisme eller hensyn til at bekæmpe og forebygge kri-
minalitet taler herfor.
Kapitel 11 (§§ 67-74) regulerer betingelserne for og fremgangsmåden ved
ikendelse af disciplinærstraf, herunder brug af forhørscelle, konfiskation og
kriminalforsorgens adgang til at modregne krav på erstatning i den indsattes
krav på vederlag for beskæftigelse.
Kapitel 12 (§§ 75-77) indeholder regler om strafafbrydelse dels ved undvi-
gelse, udeblivelse og varetægtsfængsling mv., dels ved tilladelse til strafaf-
brydelse.
Kapitel 13 (§ 78) regulerer spørgsmålet om fuldbyrdelse af fængselsstraf i
institutioner mv. uden for kriminalforsorgen.
I kapitel 14 (§§ 79-88) fastsættes regler om prøveløsladelse samt spørgsmål
med tilknytning til løsladelse, herunder med hensyn til gennemførelsen af
tilsyn mv. af kriminalforsorgen ved prøveløsladelse, betinget benådning og
strafafbrydelse samt indberetning mv. ved vilkårsovertrædelse.
Endelig indeholder kapitel 15 (§§ 89-89 a) dels sagsbehandlingsregler, der
forpligter vedkommende institution til af egen drift at overveje og tage stil-
ling til visse spørgsmål, som er af væsentlig betydning for den indsatte,
123
f.eks. tilladelse til udgang, prøveløsladelse og overførsel til fortsat straffuld-
byrdelse i en anden institution, dels en regel om mulighed for at anvende
digital kommunikation som påmindelse om tilsigelse til afsoning eller møde
mv. hos kriminalforsorgen.
Til kapitel 3
Almindelige bestemmelser
Lovforslagets kapitel 3 (§§ 5-7) indeholder en række almindelige bestem-
melser om fuldbyrdelsen af fængselsstraf. I § 5 behandles spørgsmålet om
institutioner til afsoning af fængselsstraf, og i § 6 reguleres spørgsmålet om
erstatning til indsatte for følger af ulykkestilfælde mv. Endelig behandles i
§ 7 spørgsmålet om rådgivning til personer, der idømmes fængselsstraf.
Til § 5
Den foreslåede bestemmelse indeholder en bemyndigelse til administrativt
at fastsætte regler om indretningen af institutioner under kriminalforsorgen
til fuldbyrdelse af fængselsstraf.
Bestemmelsen svarer til § 5 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019. Idet der på Færøerne kun er én
institution til fuldbyrdelse af fængselsstraf, indeholder den foreslåede be-
stemmelse dog ikke en formulering om institutionernes opdeling i åbne og
lukkede institutioner.
Det er ikke fundet hensigtsmæssigt i lovforslaget nærmere at præcisere de
krav, som bør stilles til sådanne institutioner, bl.a. fordi der på Færøerne
aktuelt alene findes én institution, som skal kunne fungere både som vare-
tægtsinstitution og som afsoningsinstitution.
§ 5 skal i øvrigt sammenholdes med lovforslagets § 78, hvorefter indsatte
som hidtil kan anbringes i eller overføres til (fortsat) fuldbyrdelse af fæng-
selsstraffen i en institution uden for kriminalforsorgen eller kriminalforsor-
gens pensioner i Danmark.
124
Til § 6
Den foreslåede bestemmelse indeholder en bemyndigelse til administrativt
at fastsætte regler om erstatning til indsatte i kriminalforsorgens institutio-
ner for følger af ulykkestilfælde.
Bestemmelsen, der svarer til § 6 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lov-
bekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, træder i stedet for straffelo-
vens § 45, 2. og 3. pkt., hvorefter indsatte skal holdes forsikrede mod følger
af ulykkestilfælde, hvilket der ved kongelig anordning kan fastsættes nær-
mere regler om gennemførelsen af. Straffelovens § 45 foreslås samtidig op-
hævet, jf. lovforslagets § 125.
Til § 7
Den foreslåede bestemmelse fastsætter pligt for kriminalforsorgen til også
før straffuldbyrdelsens iværksættelse at yde en person, der er idømt fæng-
selsstraf, rådgivning om den pågældendes arbejdsmæssige, uddannelses-
mæssige, sociale og personlige forhold i forbindelse med straffuldbyrdelsen.
Bestemmelsen svarer til § 7 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Til kapitel 4
Straffuldbyrdelsens iværksættelse
Lovforslagets kapitel 4 (§§ 8-9) behandler spørgsmålet om straffuldbyrdel-
sens iværksættelse over for henholdsvis dømte, der er varetægtsfængslet ef-
ter endelig dom, og dømte på fri fod.
Til § 8
Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om straffuldbyrdelsens
iværksættelse.
Bestemmelsen svarer til § 8 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, med den undtagelse at bestem-
melsen i stk. 4 om iværksættelse af straffuldbyrdelsen for dømte, der er med-
delt tilladelse til strafudståelse på bopælen under intensiv overvågning og
125
kontrol, ikke er medtaget i lovforslaget. Om muligheden for at indføre fuld-
byrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol henvises
til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Iværksættelse af straffuldbyrdelse forudsætter, at straffedommen er endelig,
dvs. at ankefristen er udløbet, eller at der er givet afkald på anke, jf. retsple-
jelovens § 1026, stk. 1. Det er endvidere en forudsætning, at der foreligger
fuldbyrdelsesordre.
Formålet med reglerne om iværksættelse af straffuldbyrdelsen er at fastsætte
det tidspunkt, hvor den dømte omfattes af straffuldbyrdelsesloven. Det har
navnlig betydning for, at den dømte, der er varetægtsfængslet efter dom,
hurtigst muligt omfattes af de særlige rettigheder, som gælder for indsatte.
Der henvises i den forbindelse til § 1026, stk. 2, i retsplejeloven, hvorefter
straffedommen, når den dømte er varetægtsfængslet efter dommen, skal
fuldbyrdes, så snart det kan konstateres, at dommen er endelig.
Den foreslåede bestemmelse skal endvidere sammenholdes med reglerne i
lovforslagets § 14 om straffetidsberegning, hvis formål er at fastsætte det
tidspunkt, hvor straffuldbyrdelsen anses for påbegyndt. Det har bl.a. betyd-
ning for fastlæggelsen af tidspunktet for eventuel prøveløsladelse efter ud-
ståelse af 2/3 af straffen.
Såvel hensynet til retshåndhævelsen som hensynet til den dømte tilsiger nor-
malt, at fuldbyrdelsen af en fængselsstraf påbegyndes snarest muligt efter
straffedommen. Dette princip fastslås i den foreslåede bestemmelses stk. 1.
I praksis påbegyndes straffuldbyrdelsen særlig hurtigt, hvis retten har be-
stemt, at den dømte skal varetægtsfængsles eller forblive varetægtsfængslet
efter straffedommen, indtil fuldbyrdelsen kan iværksættes. Er den dømte
ikke varetægtsfængslet efter dommen, vil straffuldbyrdelsen efter de gæl-
dende administrative regler om tilsigelse normalt tidligst blive påbegyndt 1
måned efter straffedommen. Denne tilsigelsesfrist er begrundet i såvel ad-
ministrative hensyn som hensynet til den dømtes muligheder for at tilrette-
lægge sine forhold før og under afsoningen på en måde, der begrænser util-
sigtede følger af en straffuldbyrdelse. For særlige grupper af dømte, herun-
der voldsdømte, er fastsat indkaldelsesregler, der tilsigter en særlig hurtig
påbegyndelse af afsoningen.
Bestemmelsens stk. 2 indebærer, at straffuldbyrdelsen for så vidt angår
dømte på fri fod iværksættes, når den dømte modtages i en institution under
126
kriminalforsorgen. Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 25, stk. 1, i cirkulære nr. 92 af 18. maj 1994 med senere ændringer om
iværksættelse af frihedsstraf eller forvaring mv., hvorefter strafudståelsen
iværksættes i vedkommende arresthus eller anstalt, når domfældte giver
møde eller afleveres af politiet.
Det foreslåede stk. 3 medfører, at straffuldbyrdelsen for så vidt angår dømte,
der er varetægtsfængslet efter dommen eller allerede udstår frihedsstraf,
iværksættes, når kriminalforsorgen giver meddelelse til den pågældende
herom. Lignende bestemmelser er fastsat i ovennævnte cirkulæres § 27,
stk. 2, 1. pkt., og § 28, stk. 2, 1. pkt.
Til § 9
Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om indkaldelse af dømte på
fri fod.
Bestemmelsen svarer til § 9 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
I bestemmelsens stk. 1 fastsættes det, at personer, der ikke er varetægts-
fængslet efter endelig dom, skal indkaldes til fuldbyrdelse af fængselsstraf-
fen efter regler fastsat af justitsministeren. Om indkaldelsesfrister henvises
til bemærkningerne til lovforslagets § 8. Det forudsættes, at det i indkaldel-
sen som hidtil kan anføres, at den dømte ikke har krav på at blive modtaget
til straffuldbyrdelse, hvis den pågældende møder for tidligt eller for sent
eller i beruset tilstand.
Det forekommer, at dømte ansøger kriminalforsorgen om særlig hurtig på-
begyndelse af straffuldbyrdelsen. Hensynet til den dømte tilsiger i sådanne
tilfælde, at ansøgningen så vidt muligt imødekommes. I bestemmel-
sens stk. 2 fastslås dette princip. Tilladelse til særlig hurtig påbegyndelse af
straffuldbyrdelsen kan i visse tilfælde give anledning til vanskeligheder,
hvis sædvanlig administrativ praksis skal følges med hensyn til placering af
den dømte i en bestemt afsoningsinstitution eller i en særlig afdeling i en
sådan. Det er derfor forudsat, at en imødekommelse af den dømtes ønske
om særlig hurtig påbegyndelse af straffuldbyrdelsen efter omstændighe-
derne vil kunne medføre, at den dømte placeres uafhængigt af almindelige
fordelingsprincipper, jf. lovforslagets §§ 21-23, Efter disse bestemmelser
sker fuldbyrdelse af fængselsstraf på til og med 1 år og 6 måneder som ud-
127
gangspunkt i arresthus på Færøerne, medmindre en række i disse bestem-
melser nærmere afgrænsede sikkerhedsmæssige eller personlige forhold ta-
ler for, at fuldbyrdelsen af straffen sker i fængsel eller arresthus i Danmark.
Til kapitel 5
Udsættelse og benådning
I lovforslagets kapitel 5 (§§ 10-13) behandles spørgsmålet om udsættelse af
straffuldbyrdelsen og om benådning for fængselsstraffen. Spørgsmålet om
udsættelse er i dag reguleret i retsplejelovens § 1028, mens spørgsmålet om
indstilling til benådning er behandlet i samme lovs § 1027. Disse bestem-
melser forudsættes ophævet i forbindelse med denne lovs ikrafttræden, jf.
lovforslagets § 126.
Til § 10
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om, hvornår fuldbyrdel-
sen af en fængselsstraf eller en del af denne kan udsættes.
Bestemmelsen svarer til § 10 i den danske straffuldbyrdelseslov med den
undtagelse, at forudsætningen i den danske bestemmelses nr. 2 om, at hen-
synet til politiets forebyggende virksomhed ikke taler i mod udsættelse af
straffuldbyrdelsen (der blev tilføjet som led i en styrket indsats mod bande-
kriminalitet, jf. lov nr. 501 af 12. juni 2009) ikke foreslås medtaget i denne
lov. Der henvises til pkt. 4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse indeholder hjemmel for justitsministeren eller
den, der bemyndiges dertil, til at bestemme, at straffuldbyrdelsen skal ud-
sættes. I bestemmelsen er opregnet de hensyn, der i særlig grad kan tale for
udsættelse af straffuldbyrdelsen ved afgørelse af en ansøgning herom. Til-
ladelse til udsættelse med straffuldbyrdelsen forudsætter, at hensynet til
retshåndhævelsen ikke taler imod en sådan udsættelse. Ved vurderingen
heraf skal der fortsat bl.a. lægges vægt på straffens længde, kriminalitetens
art og risikoen for ny kriminalitet.
Er den dømte varetægtsfængslet efter dommen, kan løsladelse før straffuld-
byrdelsens iværksættelse kun ske efter politiets eller rettens bestemmelse i
medfør af retsplejelovens regler om varetægtsfængsling. Har den dømte på-
begyndt fuldbyrdelsen af en frihedsstraf, vil de hensyn, der kunne have talt
128
for udsættelse af straffuldbyrdelsen, i visse tilfælde begrunde, at straffuld-
byrdelsen afbrydes, jf. lovforslagets § 76 og bemærkningerne til denne be-
stemmelse.
§ 10 træder sammen med § 12 i stedet for de nuværende regler i retsplejelo-
vens § 1028, der således som konsekvens heraf foreslås ophævet, jf. denne
lovs § 126, nr. 5.
Til § 11
Den foreslåede bestemmelse indeholder hjemmel for justitsministeren til
fastsættelse af regler om behandlingen af sager om udsættelse af straffuld-
byrdelsen og om den administrative behandling af sager om benådning.
Bestemmelsen svarer til § 11 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Den foreslåede bemyndigelse giver for så vidt angår sager om udsættelse af
straffuldbyrdelsen bl.a. hjemmel til at fastsætte administrative forskrifter
om, hvornår udsættelse bør tillades. En tilsvarende adgang til at regulere,
hvornår benådning bør gives, er derimod ikke indeholdt i den foreslåede
bestemmelse. Det skyldes, at benådningsretten efter grundlovens § 24 ikke
nærmere kan reguleres ved lov. Den foreslåede bestemmelse vedrører derfor
for så vidt angår sager om benådning alene spørgsmålet om den nærmere
tilrettelæggelse af den administrative behandling af sådanne sager.
I lovforslagets § 12, jf. nedenfor, foreslås det, at en ansøgning om udsættelse
af straffuldbyrdelsen eller om benådning normalt skal bevirke, at straffuld-
byrdelsen udsættes, indtil der er truffet afgørelse i sagen. Med henblik på at
modvirke, at ansøgning om udsættelse eller benådning indgives umiddelbart
før straffuldbyrdelsens iværksættelse med det formål at få straffuldbyrdel-
sen udsat, foreslås justitsministeren i 2. pkt., bemyndiget til at fastsætte be-
stemmelser om, at kun ansøgninger, der indgives inden udløbet af bestemte
frister, tillægges opsættende virkning efter § 12. Det forudsættes i den for-
bindelse, at de dømte orienteres herom i forbindelse med indkaldelsen til
straffuldbyrdelse, og at der er mulighed for at tillægge ansøgninger, som er
indgivet efter fristens udløb, opsættende virkning, hvis det findes undskyl-
deligt, at ansøgning ikke er indgivet tidligere, f.eks. hvis ansøgningen støttes
på nye oplysninger.
129
Til § 12
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om udsættelse af straf-
fuldbyrdelsen på behandlingen af en ansøgning om udsættelse eller benåd-
ning.
Bestemmelsen svarer til § 12 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, med den undtagelse, at den dan-
ske bestemmelses stk. 1, 2. pkt., ikke foreslås medtaget i lovforslaget. Efter
den danske bestemmelse skal en ansøgning om udsættelse eller benådning
ikke tillægges opsættende virkning, hvis politidirektøren har underrettet kri-
minalforsorgen om, at hensynet til politiets forebyggende virksomhed skøn-
nes at kræve, at den dømte påbegynder straffuldbyrdelsen uden at afvente
behandlingen af en sådan ansøgning. Bestemmelsen blev tilføjet som led i
en styrket indsats mod bandekriminalitet, jf. lov nr. 501 af 12. juni 2009,
Der henvises til pkt. 4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
I stk. 1 foreslås som hovedregel, at en rettidig ansøgning, jf. § 11, om ud-
sættelse af straffuldbyrdelsen eller om benådning indgivet af en dømt på fri
fod bevirker, at straffuldbyrdelsen udsættes, indtil der er truffet afgørelse i
sagen.
Af udtrykket »på fri fod« følger modsætningsvis, at straffuldbyrdelsen ikke
skal udsættes, hvis ansøgningen hidrører fra en person, der er varetægts-
fængslet efter dom. Baggrunden herfor er, at udsættelse af straffuldbyrdel-
sen forudsætter, at den dømte løslades fra varetægtsfængslingen, og at be-
stemmelse om løsladelse af varetægtsarrestanter skal træffes af politiet eller
retten efter retsplejelovens regler og ikke af kriminalforsorgen efter straf-
fuldbyrdelsesloven. § 12, stk. 1, udelukker ikke, at ansøgning om udsættelse
eller benådning fra en dømt, der er varetægtsfængslet efter dom, kan føre til,
at den pågældende løslades af politiet eller retten. Det forudsættes, at en
sådan ansøgning indebærer, at spørgsmålet om løsladelse forelægges retten,
hvis politiet modsætter sig, at den pågældende sættes på fri fod.
Det følger endvidere modsætningsvist af § 12, stk. 1, at ansøgninger heller
ikke har opsættende virkning, hvis den dømte allerede er ved at afsone en
anden straf. Baggrunden for denne regel er, at flere straffe som udgangs-
punkt bør fuldbyrdes i forlængelse af hinanden. Er betingelserne opfyldt,
kan sådanne dømte få tilladelse til strafafbrydelse, jf. lovforslagets § 76 og
bemærkningerne til denne bestemmelse.
130
I stk. 2 foreslås som undtagelse til hovedreglen i stk. 1, at straffuldbyrdelsen
ikke udsættes på behandlingen af den nye ansøgning, hvis den dømte tidli-
gere har fået straffuldbyrdelsen udsat eller afslag på en ansøgning om ud-
sættelse eller benådning. Baggrunden for denne regel er hensynet til at mod-
virke, at en dømt ubegrundet kan få straffuldbyrdelsen udsat blot ved lø-
bende at indgive ansøgninger om udsættelse eller benådning.
Opsættende virkning kan imidlertid være velbegrundet, hvis den nye ansøg-
ning indeholder nye væsentlige oplysninger, hvis rigtighed så vidt muligt er
godtgjort, eller der i øvrigt er særlig grund til at afvente afgørelsen af den
nye ansøgning. § 12, stk. 2, indeholder derfor tillige en regel om, at der i
sådanne tilfælde skal tillægges den nye ansøgning opsættende virkning, så
straffuldbyrdelsen udsættes, indtil behandlingen af den nye ansøgning er af-
sluttet.
Det forudsættes i øvrigt, at justitsministeren i de administrative regler, der
fastsættes med hjemmel i § 11, jf. ovenfor, kan bestemme, at ansøgninger
om udsættelse eller benådning skal tillægges opsættende virkning i videre
omfang, end det følger af § 12. Det kan f.eks. bestemmes, at ansøgning, der
indgives fra visse andre end den dømte, kan tillægges opsættende virkning
på samme måde som en ansøgning fra den dømte.
Til § 13
Den foreslåede bestemmelse regulerer, hvilke vilkår der skal og kan fast-
sættes for en tilladelse til udsættelse af straffuldbyrdelsen, og fastsætter,
hvornår tilladelsen kan tilbagekaldes.
Bestemmelsen svarer til § 13 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Stk. 1 indebærer, at en tilladelse til udsættelse altid betinges af, at den dømte
ikke begår strafbart forhold. Tilladelse til udsættelse kan endvidere betinges
af andre vilkår, herunder at den pågældende undergiver sig tilsyn af krimi-
nalforsorgen. Det følger af tilladelsens karakter, at de fastsatte vilkår alene
har virkning for perioden, indtil straffuldbyrdelsen iværksættes.
Det foreslåede stk. 2 medfører, at manglende overholdelse af de fastsatte
vilkår, f.eks. at den indsatte begår strafbart forhold, kan bevirke, at tilladel-
sen tilbagekaldes. Det samme gælder, hvis der tilvejebringes nye oplysnin-
ger, hvorefter den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart
131
forhold. Det bemærkes, at bestemmelsen om tilbagekaldelse i anledning af
kriminalitet, der er begået forud for meddelelse af tilladelsen, ikke udeluk-
ker, at der kan ske tilbagekaldelse i andre tilfælde, hvor der i medfør af al-
mindelige forvaltningsretlige grundsætninger måtte være grundlag for det.
Spørgsmålet om, hvorvidt der skal ske tilbagekaldelse, beror på en konkret
vurdering af omstændighederne i hvert enkelt tilfælde. Sker der tilbagekal-
delse, forudsættes fuldbyrdelsen af fængselsstraffen iværksat snarest muligt,
jf. bemærkningerne til lovforslagets § 7.
Til kapitel 6
Beregning af straffetiden
I lovforslagets kapitel 6 (§§ 14-19) behandles spørgsmålet om den nærmere
beregning af den straf, som skal fuldbyrdes i henhold til en dom om ubetin-
get fængselsstraf.
Til § 14
Den foreslåede bestemmelse fastsætter pligt for kriminalforsorgen til at fo-
retage en række nærmere angivne beregninger af straffetiden.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 14 i den danske
straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Det foreslås således i stk. 1, at kriminalforsorgen skal foretage dels en be-
regning af tidspunktet for løsladelse efter udståelse af hele straffen, dels en
beregning af tidspunktet for en eventuel ordinær prøveløsladelse efter ud-
ståelse af 2/3 af en tidsbestemt straf, jf. lovforslagets § 79 a, stk. 1, eller efter
udståelse af 12 år af en straf af fængsel på livstid, jf. § 79 e, stk. 1. § 14,
stk. 1, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 15, jf. nedenfor, hvoref-
ter kriminalforsorgen har pligt til at gøre den dømte bekendt med straffe-
tidsberegningen snarest muligt efter straffuldbyrdelsens iværksættelse.
I stk. 2 fastsættes det, at straffuldbyrdelsen anses for påbegyndt den dag,
som dommen er afsagt, når den dømte er varetægtsfængslet efter endelig
dom. Bestemmelsen svarer til gældende ret, jf. § 4, stk. 2, i cirkulære nr. 150
af 29. juni 1973 med senere ændringer om beregningen af frihedsstraf mv.
132
Endvidere fastsættes det i stk. 3, at straffuldbyrdelsen for så vidt angår
dømte på fri fod anses for påbegyndt, når den dømte modtages eller anhol-
des med henblik på straffuldbyrdelsens iværksættelse. En lignende bestem-
melse er fastsat i ovennævnte cirkulæres § 4, stk. 1. Udtrykket »modtages
eller anholdes med henblik på straffuldbyrdelsens iværksættelse« i stk. 3
omfatter ligeledes den situation, hvor retten efter retsplejelovens § 795 træf-
fer beslutning om varetægtsfængsling af en dømt, som har været på fri fod
efter dommen. Fuldbyrdelsen anses da for påbegyndt den dag, hvor fængs-
lingen (anholdelsen) iværksættes.
Straffetidsberegning efter § 14 er omfattet af den udvidede adgang til dom-
stolsprøvelse, jf. lovforslagets § 112, nr. 1, og bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Har en indsat som følge af kriminalforsorgens straffetidsberegning udstået
fængselsstraf i for lang tid, kan der rejses spørgsmål om erstatning i medfør
af lovforslagets § 106, stk. 1, nr. 1, jf. bemærkningerne til denne bestem-
melse.
Til § 15
Den foreslåede bestemmelse vedrører kriminalforsorgens forpligtelse til at
gøre den dømte bekendt med straffetidsberegningen, jf. lovforslagets § 14,
stk. 1.
Bestemmelsen svarer til § 15 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
De nærmere regler om gennemførelsen af orienteringen forudsættes fastsat
administrativt med hjemmel i lovforslagets § 19. Det forudsættes herved, at
konkrete forespørgsler besvares snarest muligt også i de tilfælde, hvor straf-
fuldbyrdelsen endnu ikke er iværksat.
Til § 16
Den foreslåede bestemmelse fastsætter pligt for kriminalforsorgen til at fo-
retage en omberegning af straffetiden, hvis straffuldbyrdelsen afbrydes, el-
ler forudsætningerne for straffetidsberegningen i øvrigt ændres. Bestemmel-
sen svarer til § 16 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1333 af 9. december 2019.
133
Efter lovforslagets §§ 75-76 kan straffuldbyrdelsen afbrydes dels ved den
indsattes udeblivelse, undvigelse, varetægtsfængsling mv., dels efter tilla-
delse fra kriminalforsorgen. Som eksempel på tilfælde, hvor forudsætnin-
gerne for straffetidsberegningen i øvrigt ændres, kan nævnes senere beslut-
ning om samtidig fuldbyrdelse af flere fængselsstraffe i forlængelse af hin-
anden. I bestemmelsens 2. pkt. fastslås, at den dømte snarest muligt skal gø-
res bekendt med den ændrede straffetidsberegning.
En ændring af straffetidsberegningen efter § 16 er omfattet af den udvidede
klageordning, jf. lovforslagets § 112, nr. 1, og bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Til § 17
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om straffetidsberegnin-
gen i tilfælde, hvor flere fængselsstraffe skal afsones i umiddelbar forlæn-
gelse af hinanden.
Bestemmelsen svarer til § 17 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Den foreslåede § 17 indebærer således, at straffetidsberegningen i de om-
handlede tilfælde foretages som en samlet beregning, der omfatter alle de
pågældende straffe. De nærmere regler om sådan straffetidsberegning for-
udsættes fastsat administrativt i medfør af lovforslagets § 19.
Til § 18
Den foreslåede bestemmelse regulerer spørgsmålet om beregning af straffe-
tiden i tilfælde, hvor den dømte har været anholdt eller varetægtsfængslet
under behandlingen af den sag, der har ført til straffuldbyrdelsen, eller i en
anden sag under straffuldbyrdelsen, hvis påtale opgives, eller tiltalte frifin-
des. Endvidere omfatter bestemmelsen tilfælde, hvor den indsatte uforskyldt
har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller uforskyldt
har været udelukket fra fællesskab, jf. lovforslagets § 106, nr. 2 og 3.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 18 i den danske
straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
134
Til § 19
Den foreslåede bestemmelse indeholder en bemyndigelse for justitsministe-
ren til at fastsætte regler om straffetidsberegningen.
Bestemmelsen svarer til § 19 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Til kapitel 7
Valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem afsoningsinstituti-
oner
Bestemmelserne i kapitel 7 (§§ 20-30) regulerer spørgsmålet om valg af af-
soningsinstitution og senere overførsel mellem arresthus på Færøerne og
fængsel eller arresthus i Danmark samt lovvalgsregler mv.
Kapitlet adskiller sig fra den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 1333 af 9. december 2019, da der på Færøerne alene findes et
arresthus, og da der i visse tilfælde er behov for anbringelse i – eller senere
overførsel til – et fængsel eller et arresthus i Danmark.
Institutioner m.v.
Til § 20
Den foreslåede bestemmelse indeholder en angivelse af de institutioner mv.,
hvori fængselsstraf kan fuldbyrdes.
Bestemmelsen svarer til § 20 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, dog med en redaktionel ændring
i stk. 2, ligesom den foreslåede bestemmelse ikke indeholder en bestem-
melse om afsoning på den dømtes bopæl under intensiv overvågning og kon-
trol, da denne ordning ikke på nuværende tidspunkt foreslås gennemført på
Færøerne jf. pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det følger af stk. 1, at fængselsstraf normalt fuldbyrdes i fængsel eller ar-
resthus.
135
Uanset, at der ikke i dag er et fængsel på Færøerne, men kun et arresthus,
foreslås § 20, stk. 1, at have samme ordlyd som § 20 i den danske straffuld-
byrdelseslov. Det forudsættes således, at dømte i visse situationer kan an-
bringes i fængsel i Danmark, jf. de foreslåede bestemmelser i § 21, stk. 2,
og § 22.
Udtrykket »fængselsstraf« og reglerne om fuldbyrdelse heraf omfatter til-
lige fuldbyrdelse af frihedsstraffe, der som forvandlingsstraf træder i stedet
for bødestraf, jf. lovforslagets § 1.
Udtrykket »fængsel« omfatter åbne og lukkede fængsler.
Udtrykket »arresthus« omfatter, foruden Færøerne Arrest, kriminalforsor-
gens varetægtsinstitutioner i Danmark, herunder Københavns Fængsler.
Fuldbyrdelse af fængselsstraf i »institutioner mv. uden for kriminalforsor-
gen« og i »kriminalforsorgens pensioner« sker efter reglerne i lovforslagets
§ 78, der afløser den gældende regel i straffelovens § 49, stk. 2, der således
som konsekvens heraf foreslås ophævet som led i gennemførelsen af loven,
jf. lovforslagets § 125.
For så vidt angår stk. 2 er ordlyden af denne ændret i forhold til den tilsva-
rende bestemmelse i den danske straffuldbyrdelseslov. Mens der f.eks. fin-
des flere behandlingsinstitutioner på Færøerne, er der således ikke nogen
sikret institution eller pension på Færøerne, hvor unge eller – hvad angår
pensioner – andre vil kunne anbringes. Der vil imidlertid være mulighed
for at overføre unge eller andre til anbringelse efter § 78 i en institution i
Danmark.
Bestemmelsen indebærer endvidere, at der kan ske anbringelse efter § 78 i
en institution mv. på Færøerne, hvis der indgås aftaler med disse.
Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 78 og bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Valg af afsoningsinstitution
Til § 21
Den foreslåede bestemmelse omhandler valg af afsoningsinstitution i de til-
fælde, hvor den dømte er idømt fængselsstraf til og med 1 år og 6 måneder.
136
Bestemmelsen er affattet således, at der tages højde for de forhold om valg
af afsoningsinstitution, som er nævnt i §§ 21-23 i den danske straffuldbyr-
delseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, og som kan
begrunde valg af en anden type afsoningsinstitution end udgangspunktet.
Valget af afsoningssted baserer sig navnlig på to væsentlige principper:
Dømte bør så vidt muligt afsone i nærheden af deres hjemsted, men samtidig
bør dømte ikke anbringes under mere restriktive forhold end nødvendigt.
Afvejningen af disse principper har ført til en langvarig praksis om, at fæng-
selsstraffe til og med 1 år og 6 måneder afsones i Færøerne Arrest, mens
længere straffe som udgangspunkt afsones i et dansk fængsel. Der er mulig-
hed for at dispensere fra denne praksis, hvis omstændighederne tilsiger det,
jf. herom det foreslåede stk. 2.
Baggrunden for denne praksis er, at det ikke findes hensigtsmæssigt, at læn-
gere straffe fuldbyrdes i Færøerne Arrest på grund af de begrænsede tilbud,
der forefindes i arresthuset. Hertil kommer, at bl.a. sikkerhedsmæssige hen-
syn endvidere kan medføre, at dømte med fængselsstraffe på mindre end 1
år og 6 måneder anbringes i et fængsel eller arresthus i Danmark.
Den foreslåede bestemmelses stk. 1 indeholder en lovfæstelse af denne prak-
sis. Fuldbyrdelse af fængselsstraffe over 1 år og 6 måneder foreslås regule-
ret af den foreslåede bestemmelse i § 22.
Den foreslåede bestemmelses stk. 2 indeholder en række undtagelser til ho-
vedreglen om, at fængselsstraf til og med 1 år og 6 måneder fuldbyrdes i
arresthus på Færøerne.
Det foreslås således i stk. 2, nr. 1, at fængselsstraf til og med 1 år og 6 må-
neder fuldbyrdes i fængsel eller arresthus i Danmark, hvis det må anses for
nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre
i institutionen eller som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering
og ekstremisme.
Bestemmelsen sigter bl.a. på tilfælde, hvor der ved anmeldelsen til straffuld-
byrdelse foreligger kendskab til, at den dømte hører til gruppen af »stærke«
indsatte. Det vil sige indsatte, som udviser en så stærk negativ indflydelse
på medindsatte, bl.a. ved vold, trusler om vold, økonomisk udnyttelse mv,
at de i væsentlig grad forringer vilkårene for disse indsatte bl.a. ved at skaffe
137
sig fordele på de medindsattes bekostning. Et sådant kendskab vil typisk
basere sig på oplysninger modtaget fra politiet eller fra tidligere ophold i
fængsel eller arresthus, herunder i forbindelse med forudgående varetægts-
fængsling.
Med udtrykket »overgreb« sigtes ikke alene til fysiske overgreb eller trusler
herom, men tillige f.eks. økonomisk udnyttelse og overgreb på medindsattes
handlefrihed inden for institutionens lovlige rammer, herunder i forhold til
at afsone i fællesskab og til at vælge mellem institutionens tilbud om be-
skæftigelse, fritidsaktiviteter mv. Risiko for overgreb kan også foreligge,
når den indsatte gennem sin magtposition forsøger at påvirke personalet til
at gøre eller undlade noget, herunder undlade at gennemføre de nødvendige
sikkerheds- og kontrolforanstaltninger.
Udtrykket »personale eller andre i institutionen« omfatter, foruden alle an-
satte uanset ansættelsesform, f.eks. de medindsattes børn, besøgende eller
håndværkere m.fl.
Bestemmelsen giver desuden mulighed for, at fængselsstraf kan fuldbyrdes
i fængsel eller arresthus i Danmark, hvis det må anses for nødvendigt »som
led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme«. Heri
ligger, at den pågældende placering skal være nødvendig som følge af en
konkret risiko for, at den indsatte vil søge at påvirke medindsatte gennem
udbredelse af voldeligt ekstremistiske synspunkter, og at placeringen skal
være egnet til at begrænse risikoen for påvirkning af andre til voldelig eks-
tremisme.
Begreberne »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke entydige begreber,
men dækker over varierende grader af tilslutning til radikale og ekstreme
synspunkter og handlinger.
Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige måder, og som
kan ske over kortere eller længere tid. Der er ingen simple årsagssammen-
hænge, og radikaliseringen kan igangsættes på baggrund af mange forskel-
lige faktorer og have forskellige endemål. Radikaliseringen kan komme til
udtryk ved støtte til radikale synspunkter eller en ekstremistisk ideologi og
kan også medføre accept af brugen af vold eller andre ulovlige midler for at
opnå et politisk eller religiøst mål.
Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensopfattelser og fjen-
debilleder, hvor bestemte grupper eller samfundsforhold ses som truende,
138
samt intolerance og manglende respekt for andre menneskers synspunkter,
frihed og rettigheder.
Begrebet omfatter endvidere afvisning af grundlæggende demokratiske
værdier og normer, manglende accept af demokratiske beslutningsprocesser
og anvendelse af ulovlige og eventuelt voldelige metoder for at opnå et po-
litisk eller religiøst ideologisk mål.
Kriminalforsorgen har med den foreslåede bestemmelse mulighed for at
tage særlige forholdsregler ved placeringen af radikaliserede og ekstremi-
stiske indsatte i situationer, hvor der vurderes at være en konkret risiko for,
at de pågældende vil søge at påvirke andre gennem udbredelse af voldeligt
ekstremistiske synspunkter.
Der sigtes i den forbindelse både til personer, der er dømt for terrorrelateret
kriminalitet, dvs. for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12
eller 13, og til personer, der i øvrigt har udvist en adfærd, der indikerer, at
der vil være en konkret risiko for, at de vil søge at påvirke andre til voldelig
ekstremisme, herunder gennem rekruttering til ekstremistiske miljøer, der
erfaringsmæssigt støtter voldelig ekstremisme.
De radikaliserede og ekstremistiske indsatte udgør ikke en klart definerbar
gruppe, hvorfor det i hvert enkelt tilfælde vil være nødvendigt at vurdere,
om der er behov for at tage særlige forholdsregler for at imødegå risikoen
for radikaliserende påvirkning af medindsatte.
Når det gælder personer, der er dømt for terrorrelateret kriminalitet, vil der
dog i almindelighed være en formodning for, at der er behov for at tage
sådanne forholdsregler.
Hvorvidt der er behov for særlige forholdsregler, må i øvrigt afgøres konkret
i hver enkelt sag ud fra en samlet vurdering af de tilgængelige oplysninger
om den dømte. I denne vurdering kan bl.a. indgå oplysninger om den på-
dømte kriminalitet og kriminalforsorgens egne observationer under afso-
ning eller varetægtsfængsling, herunder observationer relateret til den ind-
sattes adfærd, udtalelser, brug af litteratur, effekter, symboler og besøgende.
Også oplysninger modtaget fra andre myndigheder vil kunne inddrages i
vurderingen.
Det må endvidere overvejes i hvert enkelt tilfælde, om formålet med over-
førslen vil kunne tilgodeses ved mindre indgribende foranstaltninger.
139
For yderligere beskrivelse af ovenstående henvises i øvrigt til pkt. 7 og 8 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at fængselsstraf til og med 1 år og 6 måneder
fuldbyrdes i fængsel eller arresthus i Danmark, hvis der er bestemte grunde
til at antage, at den dømtes farlighed eller kriminalitet gør det nødvendigt
for at forebygge, at den dømte undviger eller begår farlig kriminalitet.
Formuleringen »begår farlig kriminalitet« sigter til risikoen for, at den ind-
satte begår farlig kriminalitet i institutionen. Formuleringen omfatter bl.a.
forsætlig brandstiftelse eller anden almenfarlig forbrydelse, grovere volds-
eller seksualforbrydelse, og berigelsesforbrydelse forbundet med vold eller
trussel om vold.
De oplysninger, der kan begrunde anbringelse i fængsel eller arresthus i
Danmark i medfør af denne bestemmelse, vil navnlig være oplysninger hid-
rørende fra straffesagen eller fra tidligere ophold i fængsel eller arresthus.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at fængselsstraf til og med 1 år og 6 måneder
fuldbyrdes i fængsel eller arresthus i Danmark, hvis det må anses for nød-
vendigt for at beskytte den dømte mod overgreb. Bestemmelsen tager sigte
på dømte, der på grund af kriminalitetens art eller deres adfærd i øvrigt må
antages at ville blive mødt med overgreb fra medindsatte, hvis de anbringes
i fællesskab i et fængsel.
Bestemmelsen vil især kunne være relevant i forhold til dømte, som f.eks.
pga. gæld står i afhængighedsforhold til andre indsatte, eller dømte, hvis
kriminalitet, herunder navnlig især seksualforbrydelser og misbrug af børn,
gør dem særligt udsat for chikane, trusler, vold mv., men det vil f.eks. også
efter omstændighederne kunne være dømte, som har særligt vanskeligt ved
at tage vare på sine egne grænser, og som derigennem kan være udsatte for
udnyttelse af medindsatte. Det bemærkes, at den dømte selv ønsker en be-
skyttet anbringelse, og anbringelsen i fængsel eller arresthus i Danmark sker
med den pågældendes samtykke, vil forholdet være omfattet af den foreslå-
ede bestemmelse i § 21, stk. 2, nr. 5, jf. nedenfor.
Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at fængselsstraf til og med 1 år og 6 måneder
fuldbyrdes i fængsel eller arresthus i Danmark, hvis den dømte efter de læ-
gelige oplysninger bør anbringes i Vestre Hospital eller Herstedvester
Fængsel.
140
Bestemmelsen giver mulighed for i overensstemmelse med den nuværende
praksis at anbringe den dømte i Vestre Hospital (Vestre Fængsel) eller Her-
stedvester Fængsel, hvis det efter lægelige oplysninger er nødvendigt. Bag-
grunden for muligheden for anbringelse på Vestre Hospital er, at der i Fæ-
røerne Arrest i lighed med, hvad der er tilfældet i arresthuse og fængsler i
Danmark, ikke er en hospitalsafdeling. Baggrunden for muligheden for an-
bringelse i Herstedvester Fængsel, hvis det af lægelige grunde er nødven-
digt, er, at denne institution er særligt indrettet til at modtage indsatte, der
har behov for psykiatrisk behandling eller bistand.
Det foreslås i stk. 2, nr. 5, at fængselsstraf til og med 1 år og 6 måneder
fuldbyrdes i fængsel eller arresthus i Danmark, hvis den dømte ønsker at
udstå straffen i Danmark, og særlige familiemæssige eller andre personlige
forhold taler for det. Med udtrykket »personlige forhold« sigtes eksempelvis
til arbejds-, uddannelses- eller helbredsmæssige forhold. Der henvises des-
uden til bemærkningerne ovenfor til den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr.
3.
Det foreslås i stk. 2, nr. 6, at fængselsstraf til og med 1 år og 6 måneder
fuldbyrdes i fængsel eller arresthus i Danmark, hvis den idømte fængsels-
straf er højere end 6 måneder, og den dømte ønsker at udstå straffen i et
åbent fængsel i Danmark og findes egnet hertil. En dømt vil f.eks. være ueg-
net til anbringelse i åbent fængsel, hvis der er væsentlig risiko for at den
dømte vil begå overgreb eller selv blive udsat for overgreb.
Bestemmelsen svarer til hidtidig praksis, idet det dog bemærkes, at ordnin-
gen efter forslaget kun vil gælde dømte med straffe på over 6 måneder. Den
danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december
2019, indeholder en lignende bestemmelse i § 21, stk. 2, hvorefter kortvarig
fængselsstraf, dvs. fængselsstraf i indtil 6 måneder, kan fuldbyrdes i arrest-
hus, jf. hertil også § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 176 af 26. februar 2016
om anbringelse og overførsel af personer, som skal udstå fængselsstraf eller
forvaring (anbringelses- og overførselsbekendtgørelsen). Baggrunden for
disse bestemmelser skyldes nødvendige hensyn til den samlede udnyttelse
af pladserne i kriminalforsorgens institutioner.
I stk. 2, nr. 7, foreslås det, at der indsættes en opsamlingsbestemmelse, hvor-
efter anbringelse i en afsoningsinstitution i Danmark kan ske, hvis »andre
særlige omstændigheder afgørende taler herfor«. Ordene »særlige« og »af-
gørende« er indsat for at tydeliggøre, at opsamlingsbestemmelsen skal have
et snævert anvendelsesområde, jf. nærmere nedenfor.
141
Formålet med opsamlingsbestemmelsen er bl.a. at rumme de tilfælde, der er
omfattet af § 23, stk. 2, nr. 4 og 7-9, i den danske straffuldbyrdelseslov, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019. Efter disse bestemmelser
kan udgangspunktet om, at fængselsstraf, så vidt det er praktisk muligt, skal
fuldbyrdes i nærheden af den dømtes hjemsted, samt at der ved afgørelsen
af, i hvilket åbent eller lukket fængsel eller i hvilket arresthus den dømte
skal anbringes, endvidere skal tages hensyn til den dømtes egne ønsker,
navnlig vedrørende arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssige
forhold, fraviges i en række tilfælde. Udgangspunktet kan således fraviges
for at yde den dømte pædagogisk, lægelig eller anden særlig bistand (§ 23,
stk. 2, nr. 4), for at undgå, at den indsatte afsoner i en institution, hvor en af
den indsattes nærtstående gør tjeneste (§ 23, stk. 2, nr. 7), for at undgå, at
den dømte afsoner i en institution i tilfælde, hvor den dømte har begået straf-
bart forhold mod en ansat, der gør tjeneste i institutionen, eller dennes nært-
stående (§ 23, stk. 2, nr. 8), eller hvis hensynet til retshåndhævelsen eller
andre særlige omstændigheder taler herfor (§ 23, stk. 2, nr. 9).
Som anført vil bestemmelsen kunne finde anvendelse for at yde den dømte
pædagogisk, lægelig eller anden særlig bistand. Hvis det konkret vurderes
nødvendigt, vil det i henhold til denne bestemmelse være muligt at anbringe
en kvinde i en kvindeafdeling i et fængsel eller et arresthus i Danmark. Her-
udover vil bestemmelsen kunne finde anvendelse for at undgå, at den dømte
afsoner i en institution, hvor en af den indsattes nærtstående gør tjeneste, og
for at undgå, at den dømte afsoner i en institution i tilfælde, hvor den dømte
har begået strafbart forhold mod en ansat, der gør tjeneste i institutionen,
eller dennes nærtstående.
Når der er relationer imellem indsatte og ansatte, vil der således i overens-
stemmelse med den nuværende praksis skulle foretages en konkret vurde-
ring i hvert enkelt tilfælde. Hvis hverken den dømte eller den ansatte finder
det generende, vil fuldbyrdelsen af straffen som udgangspunkt blive gen-
nemført på Færøerne. Den ansatte vil i givet fald ikke blive inddraget i be-
slutninger omkring den dømte. De fleste forhold omkring vedkommende vil
blive varetaget af den anden betjent på vagt. Hvis den indsatte eller den an-
satte ønsker det, og arresthusets ledelse vurderer, at der er grundlag herfor,
anmodes der om overførsel til Danmark.
Endvidere vil hensynet til retshåndhævelsen i særlige tilfælde kunne be-
grunde, at den dømte indledningsvis anbringes i en afsoningsinstitution i
142
Danmark. Som eksempel kan nævnes en situation, hvor den dømte har be-
gået alvorlig kriminalitet, og hvor hensynet til retshåndhævelsen ikke skøn-
nes at kunne tilgodeses ved f.eks. fastsættelse af vilkår om, at den indsatte
ikke må besøge bestemte steder eller opsøge bestemte personer i forbindelse
med udgang fra arresthuset.
Herudover vil bestemmelsen kunne anvendes, hvis det af kapacitetsmæssige
årsager vil være nødvendigt at indkalde dømte med straffe på 1 år og 6 må-
neder og derunder til afsoning i Danmark. Dette vil dog forudsætte, at der
foreligger en helt ekstraordinær situation.
Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 24, nr. 7, hvorefter en indsat i Fæ-
røerne Arrest vil kunne overføres til fortsat afsoning i fængsel eller arresthus
i Danmark, hvis særlige omstændigheder afgørende taler herfor.
Den foreslåede bestemmelses formulering »andre særlige omstændigheder
afgørende taler herfor« vil også omfatte tilfælde, hvor den dømte på grund
af sin adfærd sammenholdt med de eksisterende bygningsmæssige forhold
og arresthusets personalenormering ikke på forsvarlig vis kan afsone i ar-
resthuset. Inden for de seneste år har der været flere tilfælde, hvor man på
baggrund af særdeles voldsom adfærd, herunder med omfattende ødelæg-
gelse af inventar mv., har været nødsaget til at overføre de indsatte til Dan-
mark. Kendskab til en sådan adfærd fra straffesagen, herunder en varetægts-
fængsling, eller fra en tidligere afsoning vil på samme måde med vægt tale
imod, at afsoning sker på Færøerne.
Den foreslåede § 21, stk. 2, nr. 7, kan i modsætning til § 23, stk. 2, nr. 9, i
den danske straffuldbyrdelseslov kun bringes i anvendelse, hvis særlige om-
stændigheder afgørende taler for det. Denne forskel er begrundet i, at det er
væsentligt mere indgribende for dømte, der er hjemmehørende på Færøerne,
at blive anbragt i Danmark, end det tilsvarende vil være for en dømt, der
eksempelvis geografisk hører til på Sjælland, at blive anbragt i/overført til
en afsoningsinstitution i Jylland.
Det bemærkes videre, at ovennævnte eksempler ikke udgør en udtømmende
opregning af de tilfælde, der kan være omfattet af opsamlingsbestemmelsen
i § 21, stk. 2, nr. 7. Det forudsættes imidlertid, at bestemmelsen vil få et
begrænset anvendelsesområde, idet det ligesom i Danmark vil være væsent-
ligt at fastholde som det klare udgangspunkt, at fængselsstraf bør fuldbyrdes
i nærheden af den dømtes hjemsted, dvs. på Færøerne.
143
Det bemærkes generelt, at tidsangivelserne i bestemmelsen relaterer sig til
den idømte strafs længde, sådan som den er fastsat i dommen. Bestemmel-
sen suppleres af § 23, hvorefter en forventet opholdstid i arresthuset på min-
dre end 1 år kan medføre, at der træffes bestemmelse om, at straffen skal
udstås på Færøerne.
I de administrative regler, der skal udstedes i henhold til den foreslåede §
111, stk. 3, om administrativ klageadgang, forudsættes der at være adgang
til at klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen over afgørelser om anbrin-
gelse i en institution i Danmark i de tilfælde, hvor udgangspunktet om an-
bringelse på Færøerne er fraveget i medfør af § 21, stk. 2.
Derudover indeholder lovforslagets § 112 om adgang til domstolsprøvelse
af visse endelige administrative afgørelser en bestemmelse om adgang til
domstolsprøvelse af visse endelige administrative afgørelser om anbringelse
i eller overførsel til en institution under Kriminalforsorgen i Danmark. Der
henvises i den forbindelse til bemærkningerne til § 112.
Dømte, der anbringes i en afsoningsinstitution i Danmark, vil være omfattet
af den danske straffuldbyrdelseslov med tilhørende administrative forskrif-
ter. Valg af afsoningssted, herunder valg mellem arresthus og fængsel mv.
reguleres således af den danske straffuldbyrdelseslov, ligesom den dømte
under anbringelsen i en institution i Danmark behandles efter reglerne i den
danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovforslagets §§ 28-29 og bemærkningerne
hertil. For så vidt angår prøveløsladelse foreslås det dog i § 30, at afgørelse
om prøveløsladelse eller nægtelse heraf af dømte, som i medfør af reglerne
i denne lovs kapitel 7 er anbragt eller overført til afsoning i fængsel eller
arresthus i Danmark træffes efter reglerne i denne lovs kapitel 14.
Til § 22
Den foreslåede bestemmelse vedrører anbringelse til afsoning i fængsel eller
arresthus i Danmark.
Valget af afsoningssted baserer sig navnlig på to væsentlige principper:
Dømte bør så vidt muligt afsone i nærheden af deres hjemsted, men samtidig
bør dømte ikke anbringes under mere restriktive forhold end nødvendigt.
Afvejningen af disse principper har ført til en langvarig praksis om, at fæng-
selsstraffe til og med 1 år og 6 måneder afsones i Færøerne Arrest, mens
144
længere straffe som udgangspunkt afsones i et dansk fængsel. Der henvises
endvidere til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 21.
Den foreslåede bestemmelse i § 22 er udformet i overensstemmelse med
ovenstående praksis. Det foreslås således i denne bestemmelse, at fængsels-
straf i over 1 år og 6 måneder fuldbyrdes i fængsel eller arresthus i Danmark,
medmindre den dømte ønsker at udstå straffen på Færøerne, og særlige per-
sonlige forhold afgørende taler herfor, jf. dog § 23.
Det fremgår af bestemmelsen, at udgangspunktet om afsoning i Danmark
vil kunne fraviges, hvis den dømte ønsker det, og der foreligger særlige per-
sonlige forhold, som afgørende taler for fuldbyrdelse af straffen på Færø-
erne.
»Særlige personlige forhold« vil for eksempel kunne være særligt tungtve-
jende hensyn af familiær-, arbejds-, uddannelses- eller helbredsmæssig ka-
rakter. Omfattet af sådanne hensyn vil efter omstændighederne f.eks. kunne
være tilfælde, hvor den dømte er eneforælder til mindreårige børn, som un-
der den pågældendes afsoning er anbragt i pleje eller lignende, eller hvor
den pågældendes muligheder for fremover at føre et kriminalitetsfrit liv på
afgørende måde knytter sig til et arbejde eller uddannelse, som den pågæl-
dende helt eller delvist vil kunne opretholde ved afsoning på Færøerne.
Det bemærkes generelt, at tidsangivelserne i bestemmelsen relaterer sig til
den idømte strafs længde, sådan som den er fastsat i dommen. Bestemmel-
sen suppleres af § 23, hvorefter en forventet opholdstid i arresthuset på min-
dre end 1 år, kan medføre, at der træffes bestemmelse om, at straffen udstås
på Færøerne.
Til § 23
Den foreslåede bestemmelse vedrører placering af dømte med en forventet
opholdstid på under 1 år.
Som en modifikation til bestemmelsen i lovforslagets § 22 foreslås det såle-
des, at der kan træffes bestemmelse om, at straffen udstås i arresthus på Fæ-
røerne, hvis den dømtes opholdstid forventes at være mindre end 1 år, og
der ikke foreligger sådanne omstændigheder som nævnt i § 21, stk. 2. Be-
stemmelsen indebærer, at dømte med en forventet opholdstid på mindre end
1 år kan anbringes i Færøerne Arrest, uanset at den idømte straf er længere
end 1 år og 6 måneder.
145
En forventet opholdstid på mindre end et år kan f.eks. forekomme ved ind-
regning af et forventet prøveløsladelsestidspunkt. Forventes en dømt, der
skal afsone en fængselsstraf på 1 år og 8 måneder, således prøveløsladt, når
to tredjedele af straffen er udstået i medfør af den foreslåede bestemmelse i
§ 79 a, stk. 1, vil den forventede opholdstid være 1 år, hvorfra skal trækkes
de fradrag, som følger af den foreslåede bestemmelse i § 18 om, at der ved
beregning af straffetiden foretages fradrag efter bl.a. reglerne i straffelovens
§ 86 for anholdelse, varetægtsfængsling og indlæggelse til mentalundersø-
gelse. Forventes den dømte at være omfattet af muligheden for prøveløsla-
delse allerede, når halvdelen af straffen er udstået i medfør af lovforslagets
§ 79 d, vil den forventede opholdstid være 10 måneder, hvorfra skal trækkes
de fradrag, som følger af den foreslåede bestemmelse i § 18. I tilfælde, hvor
der skal foretages et forholdsmæssigt stort fradrag i straffetiden som følge
af varetægtsfængsling i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 18, vil
også selv dømte med længere straffe efter omstændighederne kunne for-
vente en opholdstid på mindre end et år.
Ved afgørelse af spørgsmålet om placering i disse tilfælde forudsættes det,
at den dømtes eget ønske om at udstå straffen på Færøerne tillægges bety-
delig vægt. Det bemærkes i den forbindelse, at dømte med en forventet op-
holdstid på mindre end 6 måneder således som udgangspunkt bør udstå de-
res straf på Færøerne, hvis de selv ønsker det, således som det også i dag er
gældende ret, jf. pkt. 8.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
De administrative bestemmelser, der skal udarbejdes i henhold til den fore-
slåede § 27, vil blive udformet i overensstemmelse hermed. Ved afgørelsen
vil det desuden skulle kunne lægges til grund, at der ikke foreligger sådanne
omstændigheder, som er nævnt i § 21, stk. 2, hvorefter fængselsstraf, uanset
at der er tale om straffe på mindre end 1 år og 6 måneder, kan fuldbyrdes i
fængsel eller arresthus i Danmark.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 22 og §§ 28-30 samt bemærknin-
gerne hertil.
146
Overførsel af indsatte fra arresthus på Færøerne til fængsel eller arresthus
i Danmark
Til § 24
Den foreslåede bestemmelse regulerer spørgsmålet om overførsel af ind-
satte, der er påbegyndt fuldbyrdelse af straffen på Færøerne, til fængsel eller
arresthus i Danmark.
Bestemmelsen svarer i vidt omfang til den foreslåede bestemmelse i lov-
forslagets § 21 om kriminalforsorgens afgørelse om afsoningssted, når der
er modtaget en endelig dom til fuldbyrdelse, idet en række af de forhold,
som i medfør af denne bestemmelse kan føre til anbringelse til afsoning i
fængsel eller arresthus i Danmark, vil kunne opstå eller konstateres efter, at
fuldbyrdelsen af straffen er påbegyndt på Færøerne.
Det foreslås i nr. 1, at en indsat i arresthus på Færøerne kan overføres til
fængsel eller arresthus i Danmark, hvis det må anses for nødvendigt for at
forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, el-
ler som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme.
Bestemmelsen, der svarer til den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 2, nr.
1, som regulerer den situation, hvor der på det tidspunkt, hvor beslutningen
om anbringelse i arresthus på Færøerne skal træffes, foreligger oplysninger,
der kan begrunde anbringelse fængsel eller arresthus i Danmark af hensyn
til muligheden for at forebygge overgreb på medindsatte m.fl. eller som led
i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme, regulerer
de tilfælde hvor sådanne oplysninger først foreligger på et senere tidspunkt
efter at straffuldbyrdelsen er iværksat.
Hvis det således efterfølgende viser sig, at den dømte hører til gruppen af
»stærke« indsatte, som udviser en så stærk negativ indflydelse på medind-
satte, bl.a. ved vold, trusler om vold, økonomisk udnyttelse mv, at de i væ-
sentlig grad forringer vilkårene for disse indsatte bl.a. ved at skaffe sig for-
dele på de medindsattes bekostning, vil den indsatte kunne overføres til
fængsel eller arresthus i Danmark, hvis det er nødvendigt for at forebygge
denne risiko.
Med udtrykket »overgreb« sigtes ikke alene til fysiske overgreb eller trusler
herom, men tillige f.eks. økonomisk udnyttelse og overgreb på medindsattes
handlefrihed inden for institutionens lovlige rammer, herunder til at afsone
147
i fællesskab og til at vælge mellem institutionens tilbud om beskæftigelse,
fritidsaktiviteter mv. Risiko for overgreb kan også foreligge, når den ind-
satte gennem sin magtposition forsøger at påvirke personalet til at gøre eller
undlade noget, herunder undlade at gennemføre de nødvendige sikkerheds-
og kontrolforanstaltninger.
Udtrykket »personale eller andre i institutionen« omfatter, foruden alle an-
satte uanset ansættelsesform, f.eks. de medindsattes børn, besøgende eller
håndværkere m.fl.
Bestemmelsen giver desuden mulighed for at overføre den dømte til fængsel
eller arresthus i Danmark, hvis det under afsoningen viser sig at måtte anses
for nødvendigt »som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og
ekstremisme«. Heri ligger, at den pågældende overførsel skal være nødven-
dig som følge af en konkret risiko for, at den indsatte vil søge at påvirke
medindsatte gennem udbredelse af voldeligt ekstremistiske synspunkter, og
at overførslen til en ny placering skal være egnet til at begrænse risikoen for
påvirkning af andre til voldelig ekstremisme.
Begreberne »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke entydige begreber,
men dækker over varierende grader af tilslutning til radikale og ekstreme
synspunkter og handlinger.
Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige måder, og som
kan ske over kortere eller længere tid. Der er ingen simple årsagssammen-
hænge, og radikaliseringen kan igangsættes på baggrund af mange forskel-
lige faktorer og have forskellige endemål. Radikaliseringen kan komme til
udtryk ved støtte til radikale synspunkter eller en ekstremistisk ideologi og
kan også medføre accept af brugen af vold eller andre ulovlige midler for at
opnå et politisk eller religiøst mål.
Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensopfattelser og fjen-
debilleder, hvor bestemte grupper eller samfundsforhold ses som truende,
samt intolerance og manglende respekt for andre menneskers synspunkter,
frihed og rettigheder.
Begrebet omfatter endvidere afvisning af grundlæggende demokratiske
værdier og normer, manglende accept af demokratiske beslutningsprocesser
og anvendelse af ulovlige og eventuelt voldelige metoder for at opnå et po-
litisk eller religiøst ideologisk mål.
148
Kriminalforsorgen har med den foreslåede bestemmelse mulighed for at
tage særlige forholdsregler ved placeringen af radikaliserede og ekstremi-
stiske indsatte i situationer, hvor der vurderes at være en konkret risiko for,
at de pågældende vil søge at påvirke andre gennem udbredelse af voldeligt
ekstremistiske synspunkter.
Der sigtes i den forbindelse både til personer, der er dømt for terrorrelateret
kriminalitet, dvs. for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12
eller 13, og til personer, der i øvrigt har udvist en adfærd, der indikerer, at
der vil være en konkret risiko for, at de vil søge at påvirke andre til voldelig
ekstremisme, herunder gennem rekruttering til ekstremistiske miljøer, der
erfaringsmæssigt støtter voldelig ekstremisme.
De radikaliserede og ekstremistiske indsatte udgør ikke en klart definerbar
gruppe, hvorfor det i hvert enkelt tilfælde vil være nødvendigt at vurdere,
om der er behov for at tage særlige forholdsregler for at imødegå risikoen
for radikaliserende påvirkning af medindsatte.
Når det gælder personer, der er dømt for terrorrelateret kriminalitet, vil der
dog i almindelighed være en formodning for, at der er behov for at tage
sådanne forholdsregler.
Hvorvidt der er behov for særlige forholdsregler, må i øvrigt afgøres konkret
i hver enkelt sag ud fra en samlet vurdering af de tilgængelige oplysninger
om den dømte. I denne vurdering kan bl.a. indgå oplysninger om den på-
dømte kriminalitet og kriminalforsorgens egne observationer under afso-
ning eller varetægtsfængsling, herunder observationer relateret til den ind-
sattes adfærd, udtalelser, brug af litteratur, effekter, symboler og besøgende.
Også oplysninger modtaget fra andre myndigheder vil kunne inddrages i
vurderingen.
Det må endvidere overvejes i hvert enkelt tilfælde, om formålet med over-
førslen vil kunne tilgodeses ved mindre indgribende foranstaltninger.
Bestemmelsens nr. 2 svarer i vidt omfang til § 21, stk. 2, nr. 2, som regulerer
den situation, hvor der på tidspunktet for beslutningen om anbringelse i ar-
resthus på Færøerne er bestemte grunde til at antage, at den dømtes farlighed
eller kriminalitet gør det nødvendigt at anbringe den pågældende i fængsel
eller arresthus i Danmark for at forebygge, at den dømte undviger eller begår
farlig kriminalitet. Det foreslås således, at en indsat i arresthus på Færøerne
kan overføres til fængsel eller arresthus i Danmark, hvis den pågældende er
149
undveget eller har forsøgt herpå, eller der efter de nu foreliggende oplysnin-
ger er en særlig bestyrket mistanke om, at den indsatte ved fortsat ophold i
arresthuset vil undvige eller begå farlig kriminalitet. I overensstemmelse
med gældende praksis omfatter ordet »undveget« ikke udeblivelse efter ud-
gang. Det følger bl.a. af kravet om særlig bestyrket mistanke, at der skal
vigtigere grunde til at overføre en indsat fra arresthus på Færøerne til fæng-
sel eller arresthus i Danmark i de her omhandlede tilfælde end til at anbringe
en dømt i fængsel eller arresthus i Danmark fra straffuldbyrdelsens påbe-
gyndelse på et lignende grundlag, jf. § 21, stk. 2, nr. 2, og bemærkningerne
til denne bestemmelse. Formuleringen »begå farlig kriminalitet« sigter til
risikoen for, at den indsatte begår farlig kriminalitet i institutionen. Formu-
leringen omfatter bl.a. forsætlig brandstiftelse eller anden almenfarlig for-
brydelse, grovere volds- eller sædelighedsforbrydelse og berigelsesforbry-
delse forbundet med vold eller trussel om vold.
Det foreslås i bestemmelsens nr. 3, at en indsat i arresthus på Færøerne kan
overføres til fængsel eller arresthus i Danmark, hvis det må anses for nød-
vendigt for at beskytte den dømte mod overgreb. Bestemmelsen medfører,
at en indsat mod sin vilje vil kunne overføres til fængsel eller arresthus i
Danmark i et beskyttelsesøjemed, som først viser sig efter, at anbringelse er
sket. Der henvises til bemærkningerne til § 21, stk. 2, nr. 3, som vedrører
den tilsvarende situation, men hvor behovet for i beskyttelsesøjemed at an-
bringe den dømte til afsoning i et fængsel eller arresthus i Danmark kan
konstateres allerede på det tidspunkt, hvor beslutningen om anbringelse til
afsoning skal ske.
Det foreslås i bestemmelsens nr. 4, at en indsat i arresthus på Færøerne kan
overføres til fængsel eller arresthus i Danmark, hvis den pågældende efter
de lægelige oplysninger bør overføres til Vestre Hospital eller Herstedvester
Fængsel. Bestemmelsen svarer til § 21, stk. 2, nr. 4, som regulerer de situa-
tioner, hvor de lægelige oplysninger er til stede allerede på det tidspunkt,
hvor beslutningen om anbringelse til afsoning skal træffes, og sigter således
til tilfælde, hvor den lægelige begrundelse først opstår eller kommer til kri-
minalforsorgens kundskab på et senere tidspunkt efter, at afsoningen er på-
begyndt i Færøerne Arrest. Baggrunden for muligheden for overførsel til
Vestre Hospital er, at der i Færøerne Arrest ikke er en hospitalsafdeling.
Baggrunden for muligheden for overførsel til Herstedvester Fængsel, hvis
det af lægelige grunde er nødvendigt, er, at denne institution er særligt ind-
rettet på at modtage indsatte, der har behov for psykiatrisk behandling eller
bistand.
150
Det foreslås i bestemmelsens nr. 5, at en indsat i arresthus på Færøerne kan
overføres til fængsel eller arresthus i Danmark, hvis den dømte ønsker at
udstå straffen i fængsel eller arresthus i Danmark, og særlige familiemæs-
sige eller personlige forhold taler for det. Med udtrykket »personlige for-
hold« sigtes eksempelvis til arbejds-, uddannelses- eller helbredsmæssige
forhold.
Bestemmelsen indebærer en mindre udvidelse af den nuværende praksis,
hvorefter indsatte, der er idømt fængselsstraffe over 6 måneder, og som øn-
sker at blive overført til Danmark, kan blive dette, hvis særlige omstændig-
heder taler for det, og supplerer den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 2,
nr. 5, om frivillig anbringelse i fængsel eller arresthus i Danmark. Der hen-
vises til bemærkningerne til denne.
Det foreslås i bestemmelsens nr. 6, at en indsat i Færøernes Arrest også vil
kunne overføres til fortsat afsoning i fængsel eller arresthus i Danmark, hvis
den idømte fængselsstraf er højere end 6 måneder, og den dømte ønsker at
udstå straffen i et åbent fængsel i Danmark og findes egnet hertil. En dømt
vil f.eks. være uegnet til anbringelse i åbent fængsel, hvis der er væsentlig
risiko for, at den dømte vil begå overgreb eller selv vil blive udsat for over-
greb.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 7, svarer til den foreslåede bestemmelse i
§ 21, stk. 2, nr. 7, således at en indsat i Færøerne Arrest også vil kunne
overføres til fortsat afsoning i fængsel eller arresthus i Danmark, hvis andre
særlige omstændigheder afgørende taler herfor.
Den foreslåede bestemmelses formulering »andre særlige omstændigheder
afgørende taler herfor« vil også omfatte tilfælde, hvor den dømte på grund
af sin udviste adfærd sammenholdt med de eksisterende bygningsmæssige
forhold og arresthusets personalenormering ikke på forsvarlig vis fortsat kan
afsone i arresthuset. Der har således inden for de seneste år været flere til-
fælde, hvor det på baggrund af særdeles voldsom adfærd, herunder med om-
fattende ødelæggelse af inventar mv., har været nødvendigt at overføre en
indsat til Danmark.
Det bemærkes videre, at ovennævnte eksempler ikke udgør en udtømmende
opregning af de tilfælde, der kan være omfattet af opsamlingsbestemmelsen
i § 24, nr. 7. Det forudsættes imidlertid, at bestemmelsen vil få et begrænset
anvendelsesområde, idet det - ligesom i Danmark - vil være væsentligt at
151
fastholde som det klare udgangspunkt, at fængselsstraf bør fuldbyrdes i nær-
heden af den dømtes hjemsted, dvs. på Færøerne.
At overførsel til fængsel eller arresthus i Danmark »kan« ske indebærer, at
overførsel skal undlades, hvis fortsat fuldbyrdelse i arresthus på Færøerne
ikke findes betænkelig efter det i øvrigt oplyste om den indsatte. I vurderin-
gen af, om overførsel skal ske, bør således indgå den indsattes forhold i øv-
rigt under den aktuelle strafudståelse og den indsattes egne forklaringer om
baggrunden for de forhold, der efter nr. 1-7 kan danne grundlag for overfør-
sel til fængsel eller arresthus i Danmark. Ved vurderingen bør det endvidere
tillægges betydning, om de omstændigheder, der kan have begrundet det
pågældende forhold, kan påregnes at ville gøre sig gældende under fortsat
ophold i arresthus på Færøerne.
I de administrative regler, der udstedes i henhold til lovforslagets § 111, stk.
3, om administrativ klageadgang, forudsættes der at være adgang til at klage
til Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvis der sker overførsel til fortsat
strafudståelse i Danmark, jf. ovenfor i bemærkningerne til lovforslagets §
21.
I lovforslagets § 112 foreslås derudover en bestemmelse om adgang til dom-
stolsprøvelse af visse endelige administrative afgørelser om overførsel til en
institution under kriminalforsorgen i Danmark. Der henvises til bemærknin-
gerne til lovforslagets § 112.
Til § 25
Den foreslåede bestemmelse medfører, at en indsat i et fængsel eller arrest-
hus i Danmark, skal overføres til arresthus på Færøerne, når betingelserne i
§ 21, stk. 2, og § 24 ikke længere er opfyldt. En sådan overførsel kan dog
undlades, hvis reststraffen er kortvarig.
Som det fremgår af § 21, stk. 1, og bemærkningerne hertil, baserer valget af
afsoningssted sig navnlig på to væsentlige principper: Dømte bør så vidt
muligt afsone i nærheden af deres hjemsted, men samtidig bør dømte ikke
anbringes under mere restriktive forhold end nødvendigt. Afvejningen af
disse principper har ført til en langvarig praksis om, at fængselsstraffe til og
med 1 år og 6 måneder som udgangspunkt fuldbyrdes i arresthus på Færø-
erne. Kun hvor særlige hensyn gør sig gældende, kan fængselsstraf fuldbyr-
des i fængsel eller arresthus i Danmark, jf. § 21, stk. 2, og bemærkningerne
152
hertil. Fængselsstraffe i over 1 år og 6 måneder fuldbyrdes som udgangs-
punkt i fængsel eller arresthus i Danmark, jf. § 22.
I overensstemmelse med disse principper foreslås det i stk. 1, at en indsat i
et fængsel eller arresthus i Danmark skal overføres til arresthus på Færøerne,
når de særlige forhold, der begrundede anbringelsen i Danmark, ikke læn-
gere foreligger, medmindre den resterende straffetid er kortvarig. Det inde-
bærer bl.a., at en indsat, der er anbragt i eller overført til fængsel eller ar-
resthus i Danmark af hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på
medindsatte, personale m.fl. skal overføres til arresthus på Færøerne, når
denne grund til anbringelse eller overførsel ikke længere består. Det kan
f.eks. være i tilfælde, hvor den indsatte under ophold i fængsel eller arrest-
hus i Danmark har udvist en adfærd, som giver grundlag for at antage, at der
ikke længere består en risiko for overgreb på medindsatte eller personale
m.fl. ved anbringelse i Færøerne Arrest. Det forudsættes i den forbindelse,
at der er ledig kapacitet i arresthus på Færøerne.
Det er ikke fundet hensigtsmæssigt at fastsætte en bestemt tidsperiode for
den resterende straffetid. Ved vurderingen af, om overførsel skal ske, kan
der derfor tages hensyn til de ulemper, der konkret vil være forbundet med
en forbliven i fængsel eller arresthus i Danmark. Det forudsættes imidlertid,
at den indsattes eventuelle eget ønske om forbliven i fængsel eller arresthus
i Danmark så vidt muligt bør imødekommes.
På tilsvarende måde foreslås det i stk. 2, at en indsat, der er anbragt i fængsel
eller arresthus i Danmark i medfør af § 22, skal overføres til arresthus på
Færøerne, når der resterer mindre end 1 år af den forventede opholdstid.
Dette gælder dog ikke, hvis der i medfør af sådanne hensyn, som er nævnt i
§ 21, stk. 2, er grundlag for fortsat at fuldbyrde straffen i fængsel eller ar-
resthus i Danmark. Bestemmelsen supplerer på denne måde den foreslåede
bestemmelse i § 23. Det forudsættes på samme måde som i forhold til det
foreslåede stk. 1, at der er ledig kapacitet i arresthus på Færøerne, og at den
indsattes eventuelle eget ønske om forbliven i fængsel eller arresthus så vidt
muligt bør imødekommes.
Til § 26
Den foreslåede bestemmelse i § 26 indeholder en bemyndigelse til justits-
ministeren til dels at fastsætte regler om, at kriminalforsorgen af egen drift
skal tage visse spørgsmål om overførsel til arresthus på Færøerne op til over-
vejelse, dels at fastsætte regler om den administrative behandling af sager,
153
hvor dømte, der efter eget ønske er anbragt i et fængsel eller arresthus i
Danmark, ændrer et sådant ønske.
Det foreslås således i bestemmelsens 1. pkt., at justitsministeren fastsætter
regler om, at kriminalforsorgen i de i § 21, stk. 2, nr. 1-4 og 7, og § 24, nr.
1-4 og 7, nævnte situationer jævnligt skal tage spørgsmålet om den indsattes
overførsel til arresthus på Færøerne op til overvejelse, uagtet om den ind-
satte anmoder herom.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at den dømte skal tilbageføres til Fæ-
røerne, når formålet med anbringelsen ikke længere er opfyldt. Den danske
straffuldbyrdelseslov indeholder imidlertid udtrykkelig hjemmel til overfør-
sel til Færøerne, og der foreslås på denne baggrund indsat en bemyndigel-
sesbestemmelse, således at justitsministeren kan fastsætte regler om, hvor-
når og af hvem spørgsmålet om den indsattes tilbageførsel til Færøerne skal
tages op til overvejelse. Bestemmelsen supplerer den foreslåede bestem-
melse i § 25 om overførsel til arresthus på Færøerne, jf. bemærkningerne
hertil.
Det foreslås i bestemmelsens 2. pkt., at justitsministeren endvidere fastsæt-
ter regler om den administrative behandling af sager, hvor en indsat, der
efter eget ønske i medfør af § 21, stk. 2, nr. 5 eller nr. 6, er anbragt i fængsel
eller arresthus i Danmark til udståelse af straf, eller som i medfør af § 24,
nr. 5 eller 6, efter eget ønske er overført til fængsel eller arresthus i Dan-
mark, tilbagekalder sit ønske herom. Der vil i denne sammenhæng kunne
fastsættes regler om, at den dømte efter tilbageførsel til Færøerne ikke se-
nere under straffuldbyrdelsen vil kunne anbringes i arresthus eller fængsel i
Danmark i medfør af den samme bestemmelse, medmindre der foreligger
væsentligt ændrede forhold. Det forudsættes ved udtrykket »væsentligt æn-
drede forhold«, at en imødekommelse af et fornyet ønske om placering i
fængsel eller arresthus i Danmark vil kræve, at der foreligger nye oplysnin-
ger om forhold af en vis vægt i forhold til det grundlag, som den tidligere
afgørelse var baseret på. Sådanne regler vil således kunne medvirke til at
begrænse ressourceforbruget på overførsler mellem rigsdelene alene som
følgende af den dømtes skiftende ønsker om placering. Bestemmelsen til-
sigter således at sikre, at den dømte ikke kan skifte placering mellem Dan-
mark og Færøerne uden vægtige grunde hertil. Omvendt skal bestemmelsen
ikke være til hinder for, at en dømt vil kunne flyttes, hvis grundlaget er til
stede.
154
Fælles regler for anbringelse og overførsel
Til § 27
Den foreslåede bestemmelse indeholder en bemyndigelse for justitsministe-
ren til at fastsætte regler om anbringelse og overførsel efter lovforslagets §§
21-25.
Bestemmelsen svarer til § 30 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Regler om anbringelse og overførsel kan bl.a. indeholde forskrifter om,
hvornår spørgsmålet om den indsattes overførsel eller tilbageførsel til Fæ-
røerne skal tages op til overvejelse og af hvem, når den dømte er henholdsvis
anbragt til afsoning i Danmark eller overført fra Færøerne til Danmark, jf.
også § 26.
Det forudsættes endvidere, at der i medfør af bestemmelsen, fastsættes reg-
ler om administrativ klageadgang i sager vedrørende anbringelse i eller
overførsel til Danmark mod den dømtes vilje. Der henvises herom i øvrigt
til lovens § 111, stk. 3, og bemærkningerne hertil.
Til § 28
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at indsatte, der overføres til afso-
ning i Danmark efter påbegyndt straffuldbyrdelse på Færøerne, og indsatte,
som ved straffuldbyrdelsens start indkaldes til afsoning i Danmark, placeres
i fængsel eller arresthus efter reglerne i den danske straffuldbyrdelseslov.
Bestemmelsen indebærer, at der i den enkelte sag må foretages en konkret
vurdering af det rette anbringelsessted efter reglerne i den danske straffuld-
byrdelseslovs kapitel 7. Der skal ved placeringen lægges vægt på baggrun-
den for, at fuldbyrdelsen af den idømte straf ikke (længere) vil kunne ske i
Færøerne Arrest.
Til § 29
Den foreslåede bestemmelse fastsætter lovgrundlaget for behandlingen af
den dømte under anbringelsen i et fængsel eller arresthus mv. i Danmark.
155
Det foreslås således med bestemmelsen at lovfæste den gældende praksis,
hvorefter den dømte under anbringelsen i et fængsel eller arresthus mv. i
Danmark behandles efter reglerne i den danske straffuldbyrdelseslov med
tilhørende administrative forskrifter. Undtaget herfra er dog spørgsmålet om
prøveløsladelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 30.
Til § 30
Den foreslåede bestemmelse fastsætter lovgrundlaget for afgørelser om prø-
veløsladelse eller nægtelse heraf af dømte, som i medfør af reglerne i lov-
forslagets kapitel 7 er anbragt i eller overført til afsoning i fængsel eller ar-
resthus i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse udgør en modifikation til den foreslåede be-
stemmelse i § 29, idet spørgsmålet om prøveløsladelse af færøsk dømte, der
er anbragt i et fængsel eller arresthus mv. i Danmark, foreslås reguleret i
medfør af denne lovs kapitel 14, jf. herom bemærkningerne til lovforslagets
§§ 79 a-g.
Baggrunden herfor er, at det ikke bør have betydning for prøveløsladelses-
tidspunktet, om man afsoner på Færøerne eller i Danmark, hvis prøveløsla-
delsesreglerne i denne lov adskiller sig fra reglerne i den danske straffuld-
byrdelseslov.
Kapitel 8
Indsattes rettigheder og pligter under opholdet i afsoningsinstitutionen
Lovforslagets kapitel 8 (§§ 31-45 a) indeholder en række bestemmelser ved-
rørende indsattes rettigheder og pligter under selve opholdet i afsoningsin-
stitutionen. Disse bestemmelser, der skal ses i forlængelse af de almindelige
bestemmelser om fuldbyrdelse af straf i lovforslagets §§ 3 og 4, vedrører
spørgsmål om vejledning og planlægning, anbringelse i fællesskab eller ef-
ter den indsattes eget ønske uden fællesskab, medindflydelse, deltagelse i
gudstjenester, dispositioner over egne penge og genstande samt udgivelse
af et informationsblad.
Endvidere indeholder kapitel 8 regler om de indsattes beskæftigelse ved ar-
bejde, undervisning og uddannelse mv. samt i fritiden og regler om forsorgs-
og sundhedsmæssig bistand.
156
Vejledning og planlægning
Til § 31
Den foreslåede bestemmelse, der svarer til § 31 i den danske straffuldbyr-
delseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, fastsætter
regler om kriminalforsorgsområdets pligt til at vejlede den indsatte om den-
nes rettigheder, pligter og øvrige forhold under straffuldbyrdelsen. Endvi-
dere indeholder bestemmelsen pligt for kriminalforsorgsområdet til sammen
med den indsatte at udarbejde en plan for strafudståelsen og tiden efter løs-
ladelsen.
Stk. 1 indeholder bestemmelsen om kriminalforsorgsområdets pligt til at
vejlede den indsatte om dennes rettigheder, pligter og øvrige forhold under
straffuldbyrdelsen. Forslaget indebærer, at der skal gives den dømte en ud-
førlig orientering om regler for opholdet i institutionen og om dennes for-
hold i øvrigt. Det fremgår af bestemmelsen, at denne vejledning skal gives
snarest efter, at den indsatte er anbragt i institutionen. Det forudsættes, at
der ved modtagelsen af den indsatte til denne udleveres en kort og oversku-
elig skriftlig orientering om institutionen. Endvidere forudsættes den dømte
sammen med indkaldelsen til afsoning at få tilsendt mere generelt informa-
tionsmateriale vedrørende institutionen, så den dømte og eventuelle pårø-
rende har mulighed for på forhånd at være orienteret om bl.a. besøgsregler.
I stk. 2, 1. pkt., fastsættes det, at kriminalforsorgsområdet sammen med den
indsatte snarest efter indsættelsen skal udarbejde en plan for strafudståelsen
og tiden efter løsladelsen. I praksis betegnes planen en ”handleplan”. For-
målet med planlægningen er bl.a. at fremhæve, at straffuldbyrdelsen så vidt
muligt allerede fra dennes påbegyndelse skal søges tilrettelagt med henblik
på at styrke og forbedre den dømtes muligheder for at leve en kriminalitets-
fri tilværelse efter løsladelsen, jf. lovforslagets § 3. Planlægningen tilsigter
også at understrege den indsattes medansvar både for forløbet af strafudstå-
elsen og for perioden efter denne. Handleplanen er det centrale og styrende
redskab for kontakten mellem klienten og kriminalforsorgen til at sikre sy-
stematik og kontinuitet i sagsbehandlingen. Udarbejdelsen af handleplanen
sker med henblik på at sikre mål og retning for indsatser under forløbet i
Kriminalforsorgen og for tiden efter løsladelsen.
Særligt med henblik på at fastholde den indsatte i ansvaret for en realistisk
planlægning fastsættes det i stk. 2, 2. pkt., at den udarbejdede plan jævnligt
157
skal sammenholdes med den indsattes forhold under strafudståelsen og om
nødvendigt søges tilpasset ændringer i disse forhold.
En handleplan består overordnet af fem dele: Stamoplysninger om den ind-
satte, en beskrivelse af den indsattes personlige og sociale forhold, årsager
til kriminalitet, en vurdering af den indsattes behov og relevante indsatsom-
råder samt oversigt over interne og eksterne samarbejdspartnere.
For indsatte, der er udvist af Færøerne ved dom, skal planen ikke omfatte
tiden efter løsladelsen. For disse indsatte indebærer kriminalforsorgsområ-
dets pligt til at udarbejde handleplan således, at der i samarbejde med den
indsatte alene vil skulle udarbejdes en handleplan for selve strafudståelsen,
men ikke for tiden efter løsladelsen. Forslaget udelukker ikke, at kriminal-
forsorgsområdet undtagelsesvis vil kunne udarbejde en handleplan for ud-
visningsdømte indsatte for tiden efter løsladelse, hvor helt særlige forhold
taler herfor. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor en udvisningsdømt
person skal afsone en langvarig fængselsstraf, og udarbejdelsen af en hand-
leplan for tiden efter løsladelse vurderes nødvendig eller hensigtsmæssig i
forhold til gennemførelsen af den pågældendes udsendelse til hjemlandet
efter endt afsoning. Det vil også for andre udvisningsdømte efter omstæn-
dighederne kunne vurderes nødvendigt eller hensigtsmæssigt i forhold til at
gennemføre udvisningen efter endt afsoning at lade handleplanen omfatte
tiden efter løsladelsen.
Der er ved forslaget om planlægning i stk. 2 ikke fundet grundlag for gene-
relt at undtage indsatte med kortvarige fængselsstraffe fra forslaget, men det
er forudsat, at planlægningen og arbejdet hermed navnlig er af betydning for
indsatte med ikke helt korte straffe.
For at sikre, at de til enhver tid værende ressourcer også giver mulighed for
den fornødne planlægning for disse indsatte, er der i stk. 3 indsat en bemyn-
digelse for justitsministeren til at fastsætte regler om begrænsning i pligten
til planlægning for så vidt angår indsatte med korte straffe.
Anvisninger
Til § 32
Den foreslåede bestemmelse, der svarer til § 32 i den danske straffuldbyr-
delseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, medfører
158
pligt for den indsatte til at efterkomme de anvisninger, som gives af institu-
tionens personale i forbindelse med varetagelsen af opgaver, som institutio-
nen skal udføre i henhold til lovforslagets bestemmelser og administrative
forskrifter fastsat med hjemmel i bestemmelserne.
Fællesskab
Til § 33
Den foreslåede bestemmelse svarer til § 33 i den danske straffuldbyrdelses-
lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, med den undta-
gelse, at der ikke foreslås en bestemmelse om cellefællesskab på afdelinger
for negativt stærkt styrende indsatte. Dette skyldes, at der på Færøerne alene
findes ét arresthus med en begrænset kapacitet samt målgruppens størrelse
og muligheden for placering i fængsel eller arresthus i Danmark i medfør af
de foreslåede bestemmelser i § 21 og § 24. Der vurderes således ikke at være
et behov for en særlig afdeling til negativt stærkt styrende indsatte på Færø-
erne.
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om anbringelse i fællesskab med andre
indsatte eller, såfremt den indsatte selv ønsker det, uden eller med begrænset
fællesskab. Bestemmelsen regulerer derimod ikke spørgsmålet om krimi-
nalforsorgsområdets adgang til at udelukke den indsatte fra fællesskab med
andre indsatte. Regler herom er fastsat i lovforslagets §§ 63-64, jf. bemærk-
ningerne til disse bestemmelser.
I stk. 1 fastslås det, at den indsatte så vidt muligt skal have adgang til fæl-
lesskab med andre indsatte. Bestemmelsen vedrører fællesskab i arbejdstid
og fritid, idet den dømte som hidtil forudsættes så vidt muligt at have adgang
til at opholde sig i eget opholdsrum om natten. Ved anvendelsen af udtryk-
ket »så vidt muligt« sigtes til, at der ved fuldbyrdelsen af straf i arresthus er
begrænsede muligheder for at tilbyde fællesskab.
I stk. 2 lovfæstes den indsattes ret til at afsone sin straf uden eller med be-
grænset fællesskab med andre indsatte. Er dette af praktiske grunde ikke
muligt, kan den indsatte anmode om at blive overført til afsoning i fængsel
eller arresthus i Danmark, jf. lovforslagets § 24, nr. 5 og 6. Fremsætter den
dømte sit ønske om afsoning uden fællesskab, før straffuldbyrdelsen påbe-
gyndes, kan anbringelse eventuelt ske i fængsel eller arresthus i Danmark,
jf. lovforslagets § 21, stk. 2, nr. 5.
159
I stk. 3 gives den indsatte (hvis forholdene tillader det) ret til afsoning uden
fællesskab med indsatte af modsat køn, bortset fra i arbejdstiden. Når be-
stemmelsen undtager arbejdstiden, skyldes det, at arresthuset modtager ind-
satte af begge køn, og at det kan være vanskeligt at opdele arresthusets be-
skæftigelsespladser efter de indsattes køn. Bestemmelsen vil kunne opfyldes
på forskellig vis, f.eks. som de facto udelukkelse fra fællesskab eller ved
overførsel til Danmark.
Stk. 4 indeholder en henvisning til lovforslagets §§ 63-64, hvorefter fæng-
selsstraf efter kriminalforsorgsområdets bestemmelse og mod den indsattes
ønske i særlige tilfælde kan fuldbyrdes uden fællesskab med andre indsatte.
Stk. 5 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler
om gennemførelse af fællesskab efter stk. 1, herunder om adgangen til at
låse de indsatte inde i arbejdstiden, fritiden og om natten. Bemyndigelsen
skal desuden bl.a. benyttes til at fastsætte regler om de indsattes adgang til
at låse eget opholdsrum. Adgangen hertil er af betydning, dels fordi tilladte
effekter udleveres til den indsatte på dennes eget ansvar, jf. lovforslagets §
36 og bemærkningerne til denne bestemmelse, dels fordi det må anses for
rimeligt, at den indsatte kan være alene uden at skulle anmode personalet
om at blive låst inde. Personalet vil i sagens natur altid kunne låse op til et
opholdsrum, som er aflåst af den indsatte, hvis det er nødvendigt.
I øvrigt bemærkes, at udtrykket »fællesskab« hverken efter de nugældende
regler mv. eller efter lovforslagets § 33 omfatter en adgang for de indsatte
til selv at vælge, hvilke andre indsatte de vil være sammen med, eller ret til
samvær med alle øvrige indsatte.
Endvidere forudsættes kriminalforsorgen at kunne træffe afgørelse om op-
deling af arresthuset i forskellige afdelinger, og i givet fald bestemme, på
hvilken af arresthusets forskellige afdelinger de enkelte indsatte skal place-
res. Selv om en sådan placering udelukker de pågældende fra samvær med
indsatte, der ikke hører til deres egen afdeling, indebærer dette ikke brud på
de indsattes adgang til fællesskab, forudsat at de indsatte på afdelingen har
adgang til indbyrdes fællesskab.
Til § 33 a
Den foreslåede bestemmelse, der svarer til bestemmelsen i § 33 a i den dan-
ske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december
2019, giver mulighed for at begrænse eller ophæve fællesskabet midlertidigt
160
i institutionen eller dele af denne, når helt ekstraordinære ordens- eller sik-
kerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet.
Bestemmelsens stk. 1 indebærer, at kriminalforsorgsområdet midlertidigt
kan begrænse eller ophæve fællesskabet i institutionen eller dele af denne,
når helt ekstraordinære ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det på-
krævet, herunder når det på grund af en generelt truende stemning er nød-
vendigt af hensyn til medindsatte eller personalets sikkerhed.
Ved iværksættelsen af en foranstaltning efter § 33 a, stk. 1, skal den mindst
indgribende foranstaltning vælges, hvis de praktiske forhold tillader det, og
indgrebet skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader det,
jf. proportionalitetsgrundsætningen og skånsomhedsgrundsætningen. Som
det fremgår af bemærkningerne til § 33 a, stk. 6, nedenfor, forudsættes det,
at der i administrative forskrifter fastsættes regler om tilsyn m.v. i lighed
med de regler, der forudsættes fastsat for Færøerne i forbindelse med ude-
lukkelse fra fællesskab, som foreslås i dette lovforslags § 63.
Efter stk. 2 må en afgørelse om midlertidig begrænsning eller ophævelse af
fællesskabet efter stk. 1 ikke have et omfang eller udstrækning, der er mere
vidtgående, end ekstraordinære ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn
nødvendiggør. Før der træffes afgørelse om en midlertidig begrænsning el-
ler ophævelse af fællesskabet, bør det således nøje overvejes, om det findes
nødvendigt at begrænse eller ophæve fællesskabet for samtlige indsatte i
institutionen. Endvidere skal det overvejes, hvorvidt det er nødvendigt at
ophæve fællesskabet fuldt ud, eller om en begrænsning af fællesskabet,
f.eks. i form af cellefællesskab, vil være tilstrækkelig.
Som det fremgår af 2. pkt. i stk. 2, skal foranstaltningen ophæves, når or-
dens- og sikkerhedsmæssige hensyn tilsiger, at det er forsvarligt at genetab-
lere almindeligt fællesskab. Den tidsmæssige udstrækning af foranstaltnin-
gen afhænger således af de konkrete forhold og indgrebets karakter.
Det følger af stk. 3, at udelukkelse fra fællesskab skal gennemføres så skån-
somt, som omstændighederne tillader det.
Stk. 4 indebærer, at kriminalforsorgsområdet dagligt skal overveje, om en
foranstaltning efter stk. 1 kan ophæves eller begrænses. Kriminalforsorgs-
området skal således løbende være opmærksom på, om der er indsatte som,
161
f.eks. på baggrund af personalets observationer i forbindelse med den dag-
lige kontakt med de indsatte, bør udtages af foranstaltningen, f.eks. ved
overførsel til et fængsel eller arresthus i Danmark.
Efter stk. 5 skal kriminalforsorgsområdet så hurtigt som muligt underrette
Direktoratet for Kriminalforsorgen om en afgørelse efter stk. 1. Kriminal-
forsorgsområdet skal endvidere dagligt underrette direktoratet, så længe en
sådan afgørelse efter stk. 1 opretholdes.
Efter stk. 6 fastsætter justitsministeren nærmere regler om foranstaltnin-
gerne efter stk. 1. I de administrative forskrifter vil det blive præciseret, at
kriminalforsorgsområdet er forpligtet til dagligt at overveje, om begræns-
ningen skal opretholdes helt eller delvist. Endvidere vil det komme til at
fremgå, at kriminalforsorgsområdet er forpligtet til, så vidt det er muligt, at
iværksætte tiltag med henblik på at sikre, at forholdene normaliseres så hur-
tigt som muligt, således at det vil være forsvarligt at genetablere almindeligt
fællesskab.
Derudover vil der blive fastsat nærmere bestemmelser om tilsynet med de
indsatte, mens den midlertidige foranstaltning er iværksat. Der vil bl.a. blive
fastsat regler om, at hvis en midlertidig ophævelse af fællesskabet helt und-
tagelsesvist udstrækkes i mere end 14 dage, skal det indgå i de daglige drøf-
telser mellem kriminalforsorgsområdet og direktoratet, om de indsatte skal
gives særlige tilbud, svarende til de tilbud, forudsættes fastsat for Færøerne
i forbindelse med udelukkelse fra fællesskab, som foreslås i dette lov-
forslags § 63.
Medindflydelse
Til § 34
Den foreslåede bestemmelse, der svarer til bestemmelsen i § 34 i den danske
straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019,
vedrører spørgsmålet om de indsattes medindflydelse på tilværelsen i insti-
tutionen.
Det fastslås i stk. 1, at en indsat skal have mulighed for at øve indflydelse
på sin tilværelse i institutionen gennem valgte talsmænd. Denne ret til med-
indflydelse medvirker til at understrege den indsattes medansvar for sin til-
værelse under afsoningen og den pågældendes ansvar for sin tilværelse efter
162
denne. Stk. 1 forudsætter, at kriminalforsorgsområdet tilvejebringer de for-
nødne muligheder for de indsattes medindflydelse.
I stk. 2 fastsættes det, at de indsattes medindflydelse udøves gennem tals-
mænd valgt af indsatte på en afdeling eller af bestemte grupper af indsatte,
f.eks. indsatte på et værksted eller undervisningshold eller udenlandske ind-
satte. Det fremgår endvidere, at alle indsatte er valgbare som talsmænd, og
at valg af talsmænd og fælles talsmand skal foregå ved skriftlige og hem-
melige afstemninger, der skal kontrolleres af institutionen og repræsentanter
for de indsatte i fællesskab. Bestemmelsen udelukker ikke, at institutionens
ledelse i stedet kan afholde møder med alle indsatte eller med grupper af
indsatte. Sådanne møder kan dog ikke træde i stedet for møder med tals-
mænd, medmindre de indsatte ikke ønsker at vælge talsmænd.
I stk. 3 fastslås det i overensstemmelse med gældende ret, at de indsattes
talsmænd i lighed med andre tillidsmænd ikke har ret til at deltage i drøftel-
ser vedrørende sager om enkeltpersoner. Særligt under hensyn til institutio-
nens muligheder for at gennemføre frihedsberøvelsen, jf. lovforslagets § 3,
er det i stk. 3 bestemt, at de indsatte heller ikke har ret til at deltage i drøf-
telser om sager, der vedrører institutionens sikkerhed.
Stk. 4 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler
om gennemførelsen af de indsattes medindflydelse. Det forudsættes i den
forbindelse, at der udarbejdes regler om adgang for de valgte talsmænd til
indbyrdes kontakt til forberedelse af drøftelser med institutionens ledelse.
Denne indbyrdes kontakt forudsættes at omfatte såvel talsmændenes indbyr-
des kontakt som den enkelte talsmands kontakt med de andre indsatte, som
vedkommende særligt repræsenterer. Kriminalforsorgsområdet kan ikke af-
skedige en talsmand, men begrænsninger i de valgte talsmænds adgang til
indbyrdes kontakt og kontakt med andre indsatte, som de særligt repræsen-
terer, kan fastsættes i de særlige tilfælde, hvor en talsmand er udelukket fra
fællesskab efter reglerne i lovforslagets § 63, eller hvor to eller flere tals-
mænd er anbragt på hver sin afdeling i den pågældende institution for at
forhindre undvigelse. I sådanne særlige tilfælde kan det være nærliggende
at lade en suppleant varetage hvervet som talsmand, så længe den egentlige
talsmand er forhindret i at varetage sit hverv.
I en institution, hvor der såvel er varetægtsarrestanter som afsonere, vil der
efter omstændighederne kunne være behov for talsmænd fra begge grupper.
Efter den nuværende praksis skelnes der ikke på talsmandsområdet mellem
varetægtsarrestanter og dømte i Færøerne Arrest.
163
Deltagelse i gudstjenester m.v.
Til § 35
Den foreslåede bestemmelse vedrører indsattes ret til deltagelse i gudstjene-
ster mv., der afholdes i institutionen.
Bestemmelsen svarer (bortset fra en ændring af kompetencebestemmelsen
fra institutionens leder til kriminalforsorgsområdet som følge af kriminal-
forsorgens reorganisering) til § 35 i den danske straffuldbyrdelseslov, som
den var udformet forud for lov nr. 113 af 3. februar 2012.Med denne lov
blev der indført hjemmel til at begrænse antallet af deltagere, og at nægte
bestemte indsatte adgang til gudstjeneste, samt at de pågældende indsatte i
givet fald i stedet så vidt muligt skal have adgang til at overvære gudstjene-
sten via elektroniske medier.
Efter stk. 1 har en indsat i overensstemmelse med de gældende regler ret til
at deltage i gudstjenester, der afholdes i institutionen, medmindre ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet at nægte den pågældende
adgang til sådan deltagelse. Bestemmelsen vil også kunne finde anvendelse
i situationer, hvor der er behov for at nægte flere indsatte adgang til guds-
tjeneste.
Efter stk. 2 har en indsat en ubetinget ret til samtale med en præst eller lig-
nende fra sit trossamfund. Kirkeområdet er overtaget af Færøerne, og der er
på Færøerne ikke regler om anerkendelse eller godkendelse af trossamfund.
Det vil derfor som hidtil bero på kriminalforsorgsområdets konkrete vurde-
ring, om en person kan anses for præst eller lignende fra et trossamfund.
De besøg, som en indsat efter stk. 2 har af en præst m.fl., er ikke omfattet af
lovforslagets § 51, stk. 1, hvorefter en indsat har ret til mindst ét ugentligt
besøg, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Om den indsattes adgang til at være fritaget for beskæftigelse på visse dage
som følge af den pågældendes religiøse tilhørsforhold henvises til lovforsla-
gets § 41 og bemærkningerne til denne bestemmelse.
164
Egne penge og genstande
Til § 36
Den foreslåede bestemmelse regulerer de indsattes ret til at medtage, be-
sidde og råde over egne penge og genstande i institutionen.
Bestemmelsen svarer til § 36 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Efter stk. 1 har de indsatte som udgangspunkt ret til at medtage, besidde og
råde over egne genstande i institutionen. Efter bestemmelsen gælder dette
dog kun, hvis det er foreneligt med institutionens varetagelse af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn samt andres rettigheder, ligesom der fastsættes
særlige regler om mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr i stk.
2. Bestemmelsens anvendelsesområde omfatter således såvel begrænsnin-
ger i retten til at medtage, besidde og råde over egne genstande af hensyn til
orden og sikkerhed som begrænsninger i retten til at medtage, besidde og
råde over egne genstande af hensyn til andres rettigheder. Det førstnævnte
er i overensstemmelse med gældende ret og fastsat både for at sikre krimi-
nalforsorgens sikkerhedsmæssige virksomhed og af ordensmæssige hensyn,
herunder navnlig hensynet til at også »svage« indsatte under afsoningen kan
have tålelige forhold og ikke af »stærke« indsatte tvinges eller udnyttes til
uønskede dispositioner.
Det sidstnævnte åbner bl.a. mulighed for, at der administrativt i medfør af
den foreslåede bestemmelse i stk. 3 kan fastsættes regler, hvorefter indsatte
ikke skal kunne medtage, besidde eller råde over tøj og andre genstande, der
reklamerer for forsvarsadvokater. Sådanne regler kan således fastsættes un-
der hensyn til andres rettigheder, idet de vil medvirke til at beskytte offent-
lighedens interesser og respekten for advokatbranchen.
Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 126, nr. 1, der inde-
holder en tilføjelse til bestemmelsen i retsplejelovens § 164 om god advo-
katskik, om, at forsvarsadvokater ikke må give gaver, herunder reklametøj,
til deres klienter i sagen. Denne bestemmelse vil ikke forhindre, at indsatte
i kriminalforsorgens institutioner bærer reklamegenstande, som de tidligere
har modtaget fra den pågældende forsvarer, eller på anden måde er kommet
i besiddelse af og suppleres således af den foreslåede bestemmelse i retsple-
jeloven.
165
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 medfører, at en indsat ikke har ret til at
medtage, besidde og råde over mobiltelefon og lignende kommunikations-
udstyr i institutionen, medmindre dette er foreneligt med ordens- og sikker-
hedsmæssige hensyn. Forbuddet omfatter kommunikationsudstyr i form af
elektronisk udstyr, der sætter – eller sammen med andre enheder vil kunne
sætte – en person i stand til at kommunikere med andre i lyd, tale eller på
skrift. Det vil f.eks. være tilfældet, når der er tale om besiddelse af hele mo-
biltelefoner, satellittelefoner, walkie talkie-enheder, computere (herunder
tablets, e-books og andre håndholdte computere) og personsøgere. Omfattet
er også f.eks. trådløse telefoner og trådløse hovedtelefonsæt (såkaldte head-
sets), der sætter besidderen i stand til at kommunikere via en enhed, der er
tændt i det omgivende område. Visse spillekonsoller vil også kunne være
omfattet.
I medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 3 bemyndiges justitsministe-
ren til at fastsætte regler om (og begrænsninger i) indsattes adgang til at
medtage, besidde og råde over egne genstande i institutionen, herunder også
mobiltelefoner samt lignende kommunikationsudstyr. Bestemmelsen vil – i
sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i stk. 1 – medføre, at justits-
ministeren administrativt vil kunne fastsætte regler om begrænsninger i ind-
sattes ret til at medtage, besidde og råde over egne genstande i institutionen
under hensyn til orden og sikkerhed såvel som af hensyn til andres rettighe-
der. Bemyndigelsen omfatter regler om modtagelse af genstande fra andre,
og der kan således fastsættes regler om modtagelse af genstande, der rekla-
merer for forsvarsadvokater, jf. oven for bemærkningerne til stk. 1. Sådanne
regler findes mest hensigtsmæssigt at kunne fastsættes administrativt, bl.a.
fordi de i nogen grad er knyttet til de faktiske forhold i afsoningsinstitutio-
nen. Hvis den indsatte af sikkerhedsmæssige grunde nægtes ret til at være i
besiddelse af egne genstande, forudsættes institutionen i rimeligt omfang at
gøre det muligt for den indsatte at besidde tilsvarende møbler mv.
Det forudsættes, at der administrativt skal kunne fastsættes regler, der inde-
bærer, at det vil være lovligt at besidde visse typer af kommunikationsud-
styr. Det vil f.eks. kunne gælde for besiddelsen af såkaldte stand-alone com-
putere, dvs. computere, der ikke er tilknyttet noget netværk, ligesom der i
enkeltstående tilfælde vil kunne meddeles tilladelse til, at en indsat under
helt særlige omstændigheder besidder elektronisk kommunikationsudstyr.
I medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 4 har justitsministeren mulig-
hed for at fastsætte regler om indsattes adgang til at medtage, besidde og
råde over egne penge i institutionen. Det forudsættes således, at de indsatte
166
som udgangspunkt ikke har ret til at medtage egne penge, men alene kan
besidde og råde over penge, som er modtaget som vederlag for beskæfti-
gelse i institutionen, jf. lovforslagets § 42 og bemærkningerne hertil, eller
som er modtaget som indtægt i form af offentlige ydelser. Det forudsættes
endvidere, at bestemmelsen ikke er til hinder for fastsættelse af regler om,
at indsatte ikke må besidde kontante penge i institutionen.
Udgivelse af blad
Til § 37
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om de indsattes ret til i
institutionen at udgive et informationsblad.
Bestemmelsen svarer til § 37 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, med de undtagelser der følger
af, at der på Færøerne alene findes et arresthus.
De nævnte undtagelser skyldes, at der ikke i bestemmelsen foreslås medta-
get hjemmel til at yde støtte til udgivelse af ét blad, idet denne hjemmel i
den danske straffuldbyrdelseslov retter sig mod de større institutioner. Dette
skyldes hensynet til at understøtte sådanne blades hovedformål ved at virke
som lokalt informations- og kommunikationsorgan for de indsatte i institu-
tionen. Dette hensyn fremtræder ikke med samme vægt i arresthusene og
pensionerne, hvorfor der ikke i bestemmelsen er hjemmel til at yde støtte til
udgivelse af ét blad i disse institutioner. Da der på Færøerne alene findes ét
arresthus med begrænset kapacitet foreslås hjemlen til at yde støtte til udgi-
velse af ét blad ikke medtaget i lovforslaget.
I stk. 1 fastsættes det, at de indsatte i institutionen har ret til at udgive blade.
I overensstemmelse med den for Færøerne fortsat gældende praksis er det
i stk. 2 fastsat, at kriminalforsorgsområdet har adgang til at gennemlæse de
indsattes blade, før de udgives, og at kriminalforsorgsområdet i forbindelse
hermed i visse tilfælde kan forbyde offentliggørelsen af bestemte artikler.
Udtrykket »de indsattes blade« omfatter både tilfælde, hvor fremstillingen
af bladet sker i institutionen og tilfælde, hvor fremstillingen sker uden for
institutionen, når bladet må antages at være bestemt til udgivelse i instituti-
onen. Øvrige blade, der bringes til institutionen udefra, f.eks. blade, der ret-
167
ter sig mod alle i kriminalforsorgens institutioner, forudsættes at kunne gen-
nemlæses og nægtes udleveret i medfør af lovforslagets § 36 om egne gen-
stande, § 55 om brevveksling og § 60 om undersøgelse af den indsattes per-
son og opholdsrum.
Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes bl.a. til forebyggelse af,
at de indsatte begår strafbart forhold under afsoningen, f.eks. ved at over-
træde straffelovens bestemmelser om freds- og ærekrænkelser. Som eksem-
pel på personer, der kan være omfattet af udtrykket »groft forulemper en-
keltpersoner«, kan nævnes ofre for forbrydelser og medindsatte og - i særligt
grove tilfælde - ansatte ved institutionen.
I stk. 3 bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførel-
sen af retten til bladudgivelse efter stk. 2.
Arbejde og uddannelse m.v.
Til § 38
Den foreslåede bestemmelse regulerer de indsattes ret til at være beskæftiget
ved deltagelse i arbejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet under
straffuldbyrdelsen.
Bestemmelsen svarer, med de undtagelser der følger af det forhold, at der
på Færøerne alene findes ét arresthus med begrænset kapacitet, til § 38 i den
danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december
2019.
I arresthuse i Danmark har man under henvisning til bestemmelsen i § 38,
stk. 3, i den danske straffuldbyrdelseslov, hvorefter der kan fastsættes regler
om fravigelse af de indsattes ret og pligt til at være beskæftiget, fraveget
kravet om, at de indsatte også har pligt til beskæftigelse. Idet der som nævnt
på Færøerne alene findes et arresthus bør der således ikke være beskæftigel-
sespligt.
I praksis behandles indsatte i Færøerne Arrest efter reglerne om beskæfti-
gelse af indsatte i arresthuse i Danmark, hvilket således betyder, at de ind-
satte har ret, men ikke pligt til at være beskæftigede.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 fastslår i overensstemmelse med gæl-
dende færøsk praksis og i lighed med retstilstanden i Danmark, for så vidt
168
angår dømte placeret i arresthusene, at den indsatte har ret, men ikke pligt
til beskæftigelse. Det fastslås således, at de indsatte har ret til under straf-
fuldbyrdelsen at være beskæftiget med en af institutionen godkendt aktivi-
tet.
Retten til beskæftigelse medfører en forpligtelse for kriminalforsorgen til at
tilvejebringe fornødne beskæftigelsesmuligheder. Det bemærkes i denne
forbindelse, at Færøerne Arrest, der anvendes til såvel varetægtsfængslede
som dømte, navnlig på grund af sin begrænsede kapacitet ikke har mulighed
for at tilbyde samme varierede tilbud om beskæftigelse, uddannelse og be-
handling som i fængslerne. Med bestemmelsen tilsigtes endvidere en under-
stregning af, at undervisning og uddannelse ligestilles med tilbud om be-
skæftigelse i institutionens værksteder eller med institutionens drift.
I det foreslåede stk. 2 fastslås det svarende til bestemmelsen i § 38, stk. 2, i
den danske straffuldbyrdelseslov, at en indsat, der er udvist af Færøerne ved
dom, ikke kan være beskæftiget ved uddannelse, undervisning eller pro-
gramvirksomhed, medmindre særlige forhold taler herfor.
Forslaget indebærer således, at udvisningsdømte indsatte som udgangspunkt
alene tilbydes beskæftigelse ved deltagelse i arbejde, som f.eks. værksteds-
eller cellearbejde, internt vedligehold eller deltagelse i andre godkendte ak-
tiviteter end programvirksomhed.
Efter forslaget vil udvisningsdømte dog kunne deltage i uddannelse, under-
visning eller programvirksomhed, hvis særlige forhold taler herfor.
Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en bestemt type undervisning eller
programvirksomhed konkret ikke vurderes at være rettet mod resocialise-
ring, men derimod har til formål at sikre, at selve afsoningen kan forløbe
hensigtsmæssigt.
Eksempelvis vil det kunne være relevant at tilbyde en udvisningsdømt at
deltage i et adfærdsprogram, hvis den pågældende har behov for dette for at
kunne indgå i et hensigtsmæssigt afsoningsforløb, og det pågældende pro-
gram er egnet til på kort sigt at forbedre den udvisningsdømtes adfærd.
Dette vil dog i praksis forudsætte, at der ikke er en sprogbarriere mellem
den konkrete udvisningsdømte og det sprog, der undervises på. Med henblik
på at opnå et hensigtsmæssigt afsoningsforløb vil det ligeledes kunne være
169
relevant at tilbyde aktiviteter, som kan gøre den pågældende i stand til at
deltage i beskæftigelse ved arbejde i fængslet.
Under henvisning til, at antallet af udvisningsdømte indsatte normalt alene
udgør en meget beskeden del af klientellet i Færøerne Arrest sammenholdt
med, at der i arresten er ét fælles lokale, hvor såvel uddannelse, undervis-
ning, programvirksomhed og øvrig beskæftigelse finder sted på forskellige
tidspunkter, må det dog forudsættes, at der i Færøerne Arrest hyppigere end
i et dansk arresthus vil kunne forekomme sådanne situationer, der gør, at
særlige forhold kan tale for at lade udvisningsdømte være beskæftiget sam-
men med de øvrige indsatte ved uddannelse, undervisning og programvirk-
somhed.
Det bør – i det omfang øvrige bestemmelser i loven ikke er til hinder herfor
– efter omstændighederne også kunne tilbydes en udvisningsdømt indsat at
fortsætte eller færdiggøre en uddannelse, som er påbegyndt, inden den på-
gældende blev udvist af landet ved dom.
Vurderingen af, om der er særlige forhold, som taler for, at en udvisnings-
dømt indsat skal tilbydes uddannelse, undervisning eller programvirksom-
hed, skal foretages, når kriminalforsorgen visiterer den indsatte til beskæf-
tigelse, jf. lovforslagets § 39, stk. 2.
Det forudsættes, at forslaget om at begrænse udvisningsdømte indsattes ad-
gang til uddannelse, undervisning og programvirksomhed ikke får indfly-
delse på kriminalforsorgens vurdering af, om den pågældende kan prøveløs-
lades. Ved utilrådelighedsvurderingen, som kriminalforsorgen foretager i
forbindelse med afgørelse om prøveløsladelse, vil det således ikke kunne
indgå som et forhold, der i sig selv taler imod løsladelse, at en udvisnings-
dømt indsat ikke har deltaget i uddannelse, undervisning eller programvirk-
somhed under afsoningen.
Til § 39
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om valg af beskæftigelse
til den enkelte indsatte under straffuldbyrdelsen. Bestemmelsen svarer med
en redaktionel ændring til § 39 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
I stk. 1 fastslås princippet om individuelt beskæftigelsesvalg.
170
Stk. 2, 1. pkt., indeholder en angivelse af de hensyn, der skal tages i betragt-
ning ved det individuelle beskæftigelsesvalg. Da Færøerne Arrest navnlig
på grund af sin begrænsede kapacitet ikke har mulighed for at tilbyde samme
varierede tilbud om beskæftigelse, uddannelse og behandling som i fængs-
lerne, forudsættes det, at kriminalforsorgen løbende søger at tilpasse aktivi-
tetstilbuddene til de indsattes arbejdsmæssige og uddannelsesmæssige for-
udsætninger, så institutionens beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder i
videst muligt omfang kan medvirke til at hjælpe eller påvirke den indsatte
til at leve en kriminalitetsfri tilværelse, jf. lovforslagets § 3. Stk. 2, 2. pkt.,
indeholder derfor en forpligtelse for kriminalforsorgen til at vejlede den ind-
satte om mulighederne for ved undervisning eller uddannelse at afhjælpe
manglende skolekundskaber eller mangel på erhvervsmæssig eller anden
uddannelse.
For så vidt angår mulighederne for undervisning, uddannelse eller arbejde
uden for institutionen henvises til lovforslagets § 46 om udgang og bemærk-
ningerne til denne bestemmelse.
Der henvises desuden til bemærkningerne ovenfor til lovforslagets § 21, stk.
2, nr. 5, hvorefter fuldbyrdelse af straffe på 1 år og 6 måneder og derunder
kan ske i fængsel eller arresthus i Danmark, hvis den dømte ønsker at udstå
straffen i fængsel eller arresthus i Danmark, og særlige familiemæssige eller
andre personlige forhold taler for det.
Til § 40
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at institutionens særlige arbejds-
pladser skal være indrettet således, at arbejdsforholdene for de indsatte er
sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige. Bestemmelsen svarer til
§ 40 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9.
december 2019.
Bestemmelsen træder i stedet for straffelovens § 45, 1. pkt., hvorefter ind-
satte ikke må beskæftiges med sundhedsfarligt arbejde. Bestemmelsen in-
debærer i overensstemmelse hermed, at institutionens særlige arbejdsplad-
ser så vidt muligt skal være indrettet i overensstemmelse med arbejdsmiljø-
lovgivningen, der ikke direkte omfatter kriminalforsorgens beskæftigelse af
de indsatte.
171
Det forudsættes, at kriminalforsorgens varetagelse af sikkerhedsmæssige
opgaver kan begrunde fravigelser af kravene til arbejdspladsernes indret-
ning. Det samme gælder de bygningsmæssige forhold, idet de særlige fæng-
selsmæssige forhold undertiden bevirker, at lovgivningens regler om flugt-
veje, placering af vinduer mv. må fraviges.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 6 og bemærkningerne til denne be-
stemmelse, hvorefter justitsministeren fastsætter regler om erstatning til ind-
satte i kriminalforsorgens institutioner for følger af ulykkestilfælde.
Til § 41
Den foreslåede bestemmelse indeholder en bemyndigelse for justitsministe-
ren til at fastsætte regler om de indsattes beskæftigelse, herunder om at be-
skæftigelsen skal tilrettelægges under hensyn til de indsattes religiøse til-
hørsforhold.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring, som følge af at der ikke
foreslås at være beskæftigelsespligt, til § 41 i den danske straffuldbyrdelses-
lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Baggrunden for bestemmelsen er, at en lang række spørgsmål vedrørende
den praktiske tilrettelæggelse af beskæftigelsen af indsatte ikke findes egnet
til lovregulering, men bør fastsættes administrativt i henhold til en bemyn-
digelse i loven.
Bestemmelsen indebærer bl.a., at administrative forskrifter, der skal udste-
des, skal indeholde en regel om, at der ved tilrettelæggelsen af de indsattes
beskæftigelse skal tages hensyn til den pågældendes religiøse tilhørsforhold.
Det forudsættes i den forbindelse, at vedkommendes samlede beskæftigelse
med godkendte aktiviteter i institutionen fastholdes, så der blot ved den nær-
mere tilrettelæggelse heraf skal tages hensyn til religiøse forbud mod be-
skæftigelse på bestemte dage.
Til § 42
Den foreslåede bestemmelse regulerer spørgsmålet om vederlag for de ind-
sattes beskæftigelse ved deltagelse i arbejde, undervisning, uddannelse eller
anden godkendt aktivitet.
172
Bestemmelsen svarer til § 42 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, med de undtagelser, der har
sammenhæng med, at der ikke foreslås at gælde en beskæftigelsespligt, jf.
lovforslagets § 38.
Det fastslås i stk. 1, 1. pkt., at en indsat skal have udbetalt vederlag for sin
beskæftigelse. Denne bestemmelse omfatter indsatte, der i institutionen ikke
er beskæftiget med eget arbejde, men er beskæftiget på kriminalforsorgens
foranledning.
Efter stk. 1, 2. pkt., skal vederlag også udbetales til indsatte, der ikke kan
tilbydes beskæftigelse. Endelig skal der udbetales vederlag til indsatte, som
på grund af sygdom er fraværende fra beskæftigelse, jf. stk. 1, 3. pkt.
Efter stk. 2 skal andre indsatte alene have dækket deres personlige fornø-
denheder, jf. dog stk. 5 og lovforslagets § 110, stk. 1. Med udtrykket »andre
indsatte« sigtes her til personer, der ikke omfattes af stk. 1, f.eks. personer
der i institutionen er beskæftiget med eget arbejde. Der henvises endvidere
til bestemmelsen i stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 indebærer, at en indsat, der fremsætter
ønske om beskæftigelse på et tidspunkt, hvor institutionen ikke kan tilbyde
beskæftigelse, i en kortere periode alene skal have dækket sine personlige
fornødenheder, hvis den pågældende tidligere under strafudståelsen har af-
vist tilbud om beskæftigelse. »En kortere periode« skal i den forbindelse
forstås som få dage. I den danske bekendtgørelse nr. 901 af 25. juni 2018
om beskæftigelse m.v. af indsatte i kriminalforsorgens institutioner fremgår
det af § 18, at der med formuleringen »en kortere periode« forstås 3 dage.
Bestemmelsen indsættes for at undgå, at indsatte i arresthuset kan skaffe sig
vederlag for beskæftigelse i perioder, hvor der ikke er beskæftigelsesmulig-
heder, uden at de pågældende reelt ønsker beskæftigelse.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 indebærer, at kriminalforsorgsområdet
opsparer en andel af vederlaget efter stk. 1, der udbetales til den indsatte
senest på tidspunktet for løsladelsen. For udvisningsdømte er det dog senest
på tidspunktet for hjemrejsen. Udgifter, som den indsatte skal afholde i for-
bindelse med udgang og løsladelse, herunder efterfølgende hjemrejse, mod-
regnes i det opsparede beløb, hvis den indsatte ikke selv afholder udgifterne.
173
Stk. 5 bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler om ydelser efter
stk. 1 og 2 og til i den forbindelse at fastsætte regler om, at andre indsatte,
der er fraværende fra beskæftigelse, skal have udbetalt vederlag for beskæf-
tigelse. Bestemmelsen indeholder endvidere bemyndigelse til at fastsætte
nærmere regler om ordningerne i stk. 3 og 4.
Henvisningen i stk. 2 til stk. 5, jf. ovenfor, indebærer, at indsatte, som er
fraværende fra beskæftigelse, og som ikke omfattes af stk. 1, alligevel skal
have udbetalt vederlag for beskæftigelse, hvis de omfattes af de administra-
tive regler, som stk. 5 giver mulighed for at fastsætte. Som eksempel kan
peges på indsatte, som har været fraværende fra beskæftigelse på grund af
visse former for udgang, lægebesøg eller lignende, og som efter de nugæl-
dende administrative bestemmelser modtager godtgørelse svarende til mi-
stet aflønning.
Henvisningen i stk. 2 til § 110, stk. 1, medfører, at indsatte, som er beskæf-
tiget med eget indtægtsgivende arbejde i institutionen, som under udgang
har arbejdsindtægt, eller som har indtægt i form af offentlige ydelser under
opholdet i institutionen, ikke skal have dækket deres personlige fornøden-
heder, idet det følger af reglen i § 110, stk. 1, jf. bemærkningerne til denne
bestemmelse, at sådanne indsatte selv skal betale for opholdet i institutio-
nen.
Ordet »ydelser« i stk. 5 omfatter i overensstemmelse med de nugældende
regler mv. efter omstændighederne både pengebeløb og naturalier. Ydel-
serne forudsættes størrelsesmæssigt at svare til det beløb, som en modtager
af forsorgshjælp har til rådighed efter fradrag af faste udgifter til bolig mv.
Det bemærkes i den forbindelse, at de aktuelle satser for arbejdsvederlag,
der fremgår af cirkulæreskrivelse af 24. februar 2020 om arbejdspengesatser
mv., er fastsat på baggrund af de danske satser for beskæftigelsesvederlag
mv. som er fastsat i bekendtgørelse nr. 1807 af 2. december 2020 om satser
for vederlag m.v. til indsatte i kriminalforsorgens institutioner (2021).
Endvidere forudsættes ydelser til indsatte, der er fraværende fra beskæfti-
gelse på grund af sygdom, som hidtil at kunne fastsættes som et dagpenge-
beløb svarende til en procentdel af vederlaget for beskæftigelse, hvilket er i
overensstemmelse med de regler om sygedagpenge, der gælder på det al-
mindelige arbejdsmarked.
Endelig omfatter ordet »vederlag« både et pengebeløb for selve beskæfti-
gelsen og et pengebeløb til dækning af personlige fornødenheder (kost- og
174
selvforvaltningsbeløb). Det forudsættes, at der kan ske modregning for ko-
stens værdi ved udbetaling af vederlag, i det omfang kosten leveres af insti-
tutionen.
Den foreslåede bemyndigelse påtænkes udnyttet til administrativt at fast-
sætte tilsvarende regler, som i Danmark er fastsat ved bekendtgørelse nr.
901 af 25. juni 2018 om beskæftigelse m.v. af indsatte i kriminalforsorgens
institutioner. Det betyderat kriminalforsorgsområdet opsparer 15 pct. af de
indsattes beskæftigelsesvederlag, der udbetales til den indsatte senest på
tidspunktet for løsladelsen, for udvisningsdømte dog senest på tidspunktet
for hjemrejsen, jf. nedenfor.
Det vil på samme måde blive fastsat, at der også opspares 15 pct. af veder-
laget for indsatte, som er fraværende fra beskæftigelse på grund af sygdom
og derfor modtager sygevederlag, jf. bemærkningerne ovenfor til stk. 1, 3.
pkt.
Det bemærkes, at der ikke skal ske opsparing af det beløb (det såkaldte kost-
og selvforvaltningsbeløb), som den indsatte i medfør af reglen i stk. 2 har
ret til at få til dækning af personlige fornødenheder, i det omfang disse ikke
udleveres som naturalier.
En opsparing på 15 pct. vurderes således på den ene side at tilgodese hen-
synet til kriminalforsorgsområdets mulighed for at opspare en passende del
af den indsattes beskæftigelsesvederlag og på den anden side hensynet til,
at den indsatte bevarer incitamentet til at være i beskæftigelse.
Det bemærkes, at det vil være muligt efterfølgende at ændre den fastsatte
procentsats administrativt, hvis der (f.eks. som følge af ændrede satser for
beskæftigelsesvederlag) måtte opstå behov herfor.
Der vil endvidere blive fastsat regler om, at opsparingen vil blive admini-
streret af kriminalforsorgsområdet og indsat på en spærret konto, hvorfra
kriminalforsorgsområdet løbende vil kunne modregne udgifter, som er af-
holdt på vegne af den indsatte i forbindelse med udgang og løsladelse, og
som den indsatte efter lovgivningen selv skulle have afholdt. Det vil i den
forbindelse ligeledes blive fastsat administrativt, i hvilket omfang opsparin-
gen forrentes.
Det vil samtidig blive fastsat, at kriminalforsorgsområdet skal underrette
den indsatte om, at der er sket modregning.
175
Det bemærkes, at kriminalforsorgsområdet også vil kunne foretage modreg-
ning på vegne af en anden myndighed, der har afholdt udgifter i forbindelse
med en indsats udgang eller løsladelse. Det vil f.eks. kunne være politiet,
der har afholdt udgifter, som en indsat selv skulle have afholdt i forbindelse
med udsendelse efter løsladelse i medfør af udlændingelovens § 43, stk. 2,
jf. anordning nr. 182 af 22. marts 2001 for ikrafttræden for Færøerne af ud-
lændingeloven, som senest ændret ved anordning nr. 67 af 28. januar 2020.
Det bemærkes endvidere, at en beslutning om modregning i den indsattes
opsparing vil være en afgørelse, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1. Behand-
lingen af sådanne sager vil således skulle ske i overensstemmelse med reg-
lerne i forvaltningsloven samt øvrige forvaltningsretlige regler og grundsæt-
ninger. Det vil i medfør af lovforslagets § 111, stk. 3, blive fastsat admini-
strativt, i hvilket omfang kriminalforsorgsområdets beslutning om modreg-
ning i den indsattes opsparing vil kunne påklages til Direktoratet for Krimi-
nalforsorgen.
Det forudsættes, at ordningen administreres i overensstemmelse med pro-
portionalitetsprincippet. I det omfang kriminalforsorgsområdet kan konsta-
tere, at den tvungne opsparing åbenbart overstiger de samlede udgifter, som
den pågældende vil skulle afholde i forbindelse med udgang og løsladelse,
herunder eventuelt efterfølgende hjemrejse, forudsættes det således, at kri-
minalforsorgsområdet undlader at tilbageholde yderligere beløb til opspa-
ringen.
En indsat, der ikke har haft udgifter, som den pågældende selv har skullet
afholde, eller hvis udgifter ikke har oversteget det opsparede beløb, skal
have hele det opsparede beløb eller den tilbageværende del af beløbet udbe-
talt senest på tidspunktet for løsladelsen (evt. hjemrejsen, jf. nedenfor). For
afsonere, der ikke er udvisningsdømte, betyder dette, at beløbet udbetales
efter endt strafudståelse eller i forbindelse med prøveløsladelse, strafafbry-
delse eller benådning, jf. denne lovs § 79.
Det forudsættes, at ordningen også skal gælde for personer, der er varetægts-
fængslet efter reglerne i retsplejeloven. Ligeledes forudsættes det, at ordnin-
gen også skal finde anvendelse for personer, der er varetægtsfængslet efter
udlændingelovens § 35, jf. anordning nr. 182 af 22. marts 2001 for ikraft-
træden for Færøerne af udlændingeloven, som senest ændret ved anordning
nr. 67 af 28. januar 2020, i anledning af strafbart forhold. Ordningen vil
176
derimod ikke gælde for personer, der er frihedsberøvet efter udlændingelo-
vens § 36, jf. anordning nr. 182 af 22. marts 2001 for ikrafttræden for Fæ-
røerne af udlændingeloven, som senest ændret ved anordning nr. 67 af 28.
januar 2020, og hvis frihedsberøvelse eventuelt er opretholdt af retten i med-
før af udlændingelovens § 37, jf. § 36, jf. anordning nr. 182 af 22. marts
2001 for ikrafttræden for Færøerne af udlændingeloven, som senest ændret
ved anordning nr. 67 af 28. januar 2020.
Det vil administrativt blive fastsat, at en varetægtsarrestant, der forbliver
varetægtsfængslet under eventuel appel eller indtil fuldbyrdelse kan iværk-
sættes, vil få hele det opsparede beløb eller den tilbageværende del af belø-
bet udbetalt senest på tidspunktet for løsladelsen (eventuelt hjemrejsen, jf.
nærmere nedenfor).
Det vil endvidere administrativt blive fastsat, at en varetægtsarrestant, der
løslades inden dom, under eventuel appel eller indtil fuldbyrdelse kan
iværksættes, vil få hele det opsparede beløb udbetalt senest i forbindelse
med denne løsladelse.
For så vidt angår udvisningsdømte skal udbetaling ske senest på tidspunktet
for hjemrejsen. Dette skyldes, at udsendelse ikke altid kan effektueres i
umiddelbar forlængelse af strafudståelse, og at det således først er muligt at
opgøre de endelige rejseomkostninger og foretage modregning på et senere
tidspunkt. En udvisningsdømt, der har afsonet sin straf, men som ikke er
overgået direkte til varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35, jf. an-
ordning nr. 182 af 22. marts 2001 for ikrafttræden for Færøerne af udlæn-
dingeloven, som senest ændret ved anordning nr. 67 af 28. januar 2020, med
henblik på udsendelse, vil således få udbetalt hele det opsparede beløb eller
den tilbageværende del af beløbet senest på tidspunktet for hjemrejsen. Det
forudsættes i den forbindelse, at effektuering af udsendelsen ikke umiddel-
bart anses for udsigtsløs.
Fritiden
Til § 43
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om tilrettelæggelse af de
indsattes fritid i institutionen.
Bestemmelsen svarer til § 43 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
177
I stk. 1 fastslås princippet om selvforvaltning. Med denne bestemmelse til-
sigtes det at tilnærme de indsattes former for fritidsudnyttelse til forholdene
i det øvrige samfund. Det forudsættes, at de servicefunktioner, der ydes af
arresthuset, i videst muligt omfang overføres til de indsattes selvforvaltning
i takt med tilvejebringelsen af de praktiske muligheder og forudsætninger i
institutionen.
I stk. 2 fastsættes pligt for kriminalforsorgsområdet til at tilbyde de indsatte
aktiviteter i fritiden. Formålet med bestemmelsen er at fastslå, at kriminal-
forsorgsområdet til stadighed skal sikre, at de indsatte tilbydes et passende
antal aktiviteter i fritiden.
I stk. 3 fastslås det i overensstemmelse med gældende ret, at en indsat har
ret til dagligt at tilbringe mindst én time i fri luft. Bestemmelsen er en mini-
mumsbestemmelse, og det bør derfor tilstræbes, at de indsatte gives mulig-
hed for at tilbringe yderligere tid i fri luft.
Det fremgår samtidig af stk. 3, at gennemførelsen af retten til at tilbringe
mindst 1 time i fri luft kan fraviges, hvis gennemførelsen af denne ret i det
enkelte tilfælde vil være uforenelig med institutionens varetagelse af sikker-
hedsmæssige hensyn. Bestemmelsen finder endvidere ikke anvendelse, hvis
den indsatte er anbragt i sikringscelle, jf. lovforslagets § 66. Bestemmelsen,
der er i overensstemmelse med gældende ret, medfører bl.a., at indsatte, der
er udelukket fra fællesskab, jf. lovforslagets § 63, eller anbragt i strafcelle,
jf. lovforslagets § 68, efter en konkret vurdering kan nægtes adgang til at
tilbringe mindst én time i fri luft.
I tilslutning til lovforslagets § 43 henvises i øvrigt til bestemmelserne i lov-
forslagets kapitel 9 om indsattes kontakt til samfundet uden for institutio-
nen. Også de bestemmelser, der er omfattet af dette kapitel, er således af
væsentlig betydning for tilrettelæggelsen af de indsattes fritid under straf-
fuldbyrdelsen.
Forsorgsmæssig bistand
Til § 44
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om den forsorgsmæssige
bistand til indsatte.
178
Bestemmelsen svarer til § 44 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Som det fremgår af lovforslagets § 3 og bemærkningerne til denne bestem-
melse, er det en hovedopgave for kriminalforsorgen ved fuldbyrdelsen bl.a.
af en fængselsstraf at hjælpe eller påvirke den indsatte til at leve en krimi-
nalitetsfri tilværelse. Et væsentligt middel til løsning af denne hovedopgave
er ydelsen af forsorgsmæssig bistand til den indsatte.
Den forsorgsmæssige bistand er nærmere beskrevet i stk. 1, der indebærer
en pligt for kriminalforsorgsområdet til at vejlede og bistå en indsat med
hensyn til den pågældendes beskæftigelsesmæssige, sociale og personlige
forhold. I stk. 1, nr. 1, fastslås det, at kriminalforsorgsområdet har pligt til
at yde forsorgsmæssig bistand med et mere fremadrettet formål, dvs. med
henblik på at forbedre den pågældendes muligheder for at leve en krimina-
litetsfri tilværelse. Efter stk. 1, nr. 2, skal den forsorgsmæssige bistand end-
videre ydes med henblik på at begrænse de ulemper, som følger af friheds-
berøvelsen. En tilsvarende forpligtelse er for så vidt angår varetægtsarre-
stanter fastsat i retsplejelovens § 809.
Stk. 2 fastslår kriminalforsorgsområdets pligt til at formidle kontakt til per-
soner, institutioner og myndigheder, der efter anden lovgivning kan yde bi-
stand. Forpligtelsen til at yde indsatte bistand efter den sociale lovgivning
mv. forudsættes som hidtil i første række at påhvile de almindelige sociale
myndigheder.
Sundhedsmæssig bistand
Til § 45
Den foreslåede bestemmelse indeholder nærmere regler om den sundheds-
mæssige bistand til indsatte.
Bestemmelsen svarer til § 45 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, med de undtagelser, at bestem-
melserne vedrørende tvangsbehandling i Herstedvester Fængsel ikke er
medtaget, samt at det af bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 2 fremgår, at
justitsministeren fastsætter de administrative regler efter forhandling med
Færøernes Landsstyre.
179
§ 45 bygger på det hovedsynspunkt, at de indsatte i sundhedsmæssig hen-
seende så vidt muligt skal sidestilles med befolkningen i almindelighed.
Dette grundprincip er i overensstemmelse med lovforslagets § 4, hvorefter
der ikke under fuldbyrdelsen af straf må pålægges en person andre begræns-
ninger i tilværelsen end sådanne, der er fastsat ved lov eller er en følge af
selve straffen. Bestemmelsen indebærer en lovfæstelse af de indsattes ret til
lægebehandling og anden sundhedsmæssig bistand i lighed med borgere, der
ikke er frihedsberøvede.
Lægebehandling og anden sundhedsmæssig bistand forestås af sundheds-
myndighederne og ikke af kriminalforsorgen. Det bemærkes i den forbin-
delse, at den foreslåede bestemmelse ikke giver en særlig adgang til gratis
behandling af de indsatte. Spørgsmålet om fri adgang til betaling for
sundhedsmæssige ydelser løses således efter de almindelige sundhedsregler.
I stk. 1 fastslås de indsattes ret til sundhedsmæssig bistand.
De nærmere regler om den sundhedsmæssige bistand forudsættes fastsat ad-
ministrativt af justitsministeren i medfør af bemyndigelsen i stk. 2 efter for-
handling med Færøernes Landsstyre. De relevante dele af sundhedsområ-
derne er således fortsat fællesanliggender, idet hjemmestyret dog i medfør
af hjemmestyrelovens § 9 i henhold til rammelove vedtaget af Folketinget
har overtaget den lovgivende og administrativ myndighed på områderne
med bloktilskud.
Behandling
Til § 45 a
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 45 a i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, som den var
affattet ved udarbejdelsen af nærværende lovforslag. Bestemmelsen er ef-
terfølgende ændret ved lov nr. 1942 af 15. december 2020.
Det foreslåede stk. 1 indebærer, at en indsat har ret til vederlagsfri behand-
ling mod stofmisbrug, medmindre vedkommende ikke skønnes egnet og
motiveret til behandling.
Det er forudsat, at behandlingen vil skulle ske i overensstemmelse med den
behandling, som personer bosiddende på Færøerne, har ret til i medfør af
180
den færøske lovgivning. Det vil sige, at behandlingen forudsætter en social-
pædagogisk eller psykologisk funderet indsats i et forløb, der beror på mo-
tivation og frivillighed. Den socialpædagogiske behandling, der ofte vil fo-
regå parallelt med eller i forlængelse af en lægelig behandling, f.eks. psyki-
atrisk eller medicinsk, vil afhængig af de nærmere forhold kunne have store
variationer og forskellige grader af intensitet. Tilbud om rådgivning eller
enkeltstående samtaler kan ikke opfattes som social behandling.
I Færøerne Arrest tilbydes på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse
alene misbrugsbehandling i form af forbehandling. Primærbehandling af af-
sonere vil, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt, kunne finde sted
gennem anbringelse i medfør af § 78. Se herom nærmere bemærkningerne
til denne bestemmelse. Der vil derudover, hvis de faktiske og praktiske for-
udsætninger herfor i øvrigt er til stede, være mulighed for med den dømtes
samtykke at overføre den pågældende til afsoning på en behandlingsafde-
ling i et dansk fængsel i medfør af bestemmelsen i lovforslagets § 24, nr. 4.
Forslagets stk. 2 medfører, at en indsat, der er udvist af Færøerne ved dom,
ikke har ret til vederlagsfri behandling mod stofmisbrug, medmindre særlige
forhold taler herfor.
Bestemmelsen omfatter adgang til sociale behandlingstilbud mod stofmis-
brug under afsoningen. Udvisningsdømte indsatte afskæres dermed fra be-
handling i form af f.eks. motivations- og forbehandling, samtaler af terapeu-
tisk karakter, vejledning og efterbehandling. Bestemmelsen begrænser der-
imod ikke udvisningsdømte indsattes adgang til somatisk behandling. Ud-
visningsdømte vil således fortsat have samme adgang som andre indsatte til
at modtage f.eks. abstinens- og substitutionsbehandling (metadonnedtrap-
ning m.v.) eller anden lægelig behandling, der relaterer sig til stofmisbrug.
Efter stk. 3 skal behandling mod stofmisbrug skal iværksættes senest 14
dage efter, at den indsatte har fremsat begæring herom over for kriminalfor-
sorgen. Det forudsættes dog, at fristen på 14 dage i særlige tilfælde kan over-
skrides. Det gælder f.eks. i tilfælde, hvor der til brug for en vurdering af den
indsattes egnethed og motivation skal indhentes oplysninger om tidligere
behandlinger og hospitalsindlæggelser. Endvidere forudsættes det, at der
kan ses bort fra fristen på 14 dage, hvis det er den indsattes egne forhold,
herunder udeblivelse fra aftalte samtaler mv., der giver anledning til, at be-
handlingen ikke iværksættes.
181
Til kapitel 9
Indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen
Lovforslagets kapitel 9 (§§ 46-59) indeholder en række bestemmelser ved-
rørende de indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen. I §§ 46-50
behandles spørgsmålet om tilladelse til udgang. I §§ 51-54 behandles
spørgsmålet om tilladelse til besøg. I §§ 55-56 og i § 57 behandles henholds-
vis spørgsmålet om ret til brevveksling og til at føre telefonsamtaler. Endelig
indeholder dette kapitel i §§ 58 og 59 nærmere regler om de indsattes mu-
lighed for at holde sig orienteret ved avislæsning mv. og om indsattes kon-
takt til medierne.
Udgang
Til § 46
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om, hvornår en indsat
kan få tilladelse til udgang.
Bestemmelsen svarer med en enkelt undtagelse til § 46 i den danske straf-
fuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019. Be-
stemmelsen i den danske straffuldbyrdelseslovs § 46, stk. 3, hvorefter ud-
gang ikke kan finde sted, hvis den dømte af politiet skønnes at have tilknyt-
ning til en gruppe af personer, som er involveret i en verserende voldelig
konflikt med en anden gruppe af personer, og politiet oplyser, at der inden
for den gruppe, som den dømte skønnes af have tilknytning til, som led i
konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller eksplo-
sivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelo-
vens § 180, foreslås således ikke medtaget. Der henvises i den forbindelse
til pkt. 4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger om bestemmelser med
tilknytning til lov nr. 501 af 12. juni 2009 om ændring af straffeloven, rets-
plejeloven, våbenloven, lov om politiets virksomhed, lov om fuldbyrdelse
af straf m.v. og forvaltningsloven (styrket indsats mod bandekriminalitet
m.v.), lov nr. 733 af 25. juni 2014 om ændring af straffeloven, retsplejelo-
ven, lov om våben og eksplosivstoffer, lov om politiets virksomhed og lov
om fuldbyrdelse af straf m.v. (initiativer mod rocker- og bandekriminalitet
m.v.) og lov nr. 672 af 8. juni 2017 om ændring af straffeloven, lov om
182
forbud mod ophold i bestemte ejendomme og lov om fuldbyrdelse af straf
m.v. (styrket indsats mod rocker- og bandekriminalitet m.v.).
Det fastslås i stk. 1, nr. 1, at tilladelse til udgang kan gives til formål, der er
rimeligt begrundet i uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige, behandlings-
mæssige, familiemæssige og andre personlige hensyn. Det forudsættes, at
tilladelse til udgang fortsat anvendes som et almindeligt led i straffuldbyr-
delsen, men at kriminalforsorgen fortsat nøje vurderer misbrugsrisikoen i
hvert enkelt tilfælde, så man i de forholdsvis få tilfælde, hvor udgang mis-
bruges til ny kriminalitet, overvejer, om det konstaterede misbrug giver an-
ledning til ændring af praksis med hensyn til meddelelse af udgangstilladel-
ser og vilkårene for sådanne tilladelser.
I stk. 1, nr. 2 og 3, opstilles visse generelle forudsætninger for, at en indsat
kan få tilladelse til udgang.
I overensstemmelse med gældende ret fastslås det i stk. 1, nr. 2, at tilladelse
til udgang forudsætter, at der ikke er bestemte grunde til at antage, at den
indsatte i forbindelse med udgang vil begå ny kriminalitet, unddrage sig
fortsat straffuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen.
Vurderingen af risikoen for misbrug af en udgangstilladelse forudsættes
fortsat at bygge på det kendskab, som institutionen har til den indsatte fra
den aktuelle og eventuelt tidligere strafudståelser, fra de sagsakter, som in-
stitutionen er i besiddelse af, og i visse særlige sager fra indhentede udtalel-
ser fra særligt sagkyndige, herunder udtalelser fra den politimyndighed, der
har behandlet straffesagen.
Vurderingen af risiko må i praksis ske på grundlag af en samlet bedømmelse
af de foreliggende oplysninger. I stk. 2 er imidlertid opregnet en række for-
hold, der skal tillægges særlig vægt ved denne vurdering. Det forudsættes
herved, at forholdenes særlige betydning mindskes i takt med straffens ud-
ståelse, hvis de i øvrigt foreliggende oplysninger om den indsatte taler her-
for. Det gælder ikke mindst i de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, nr. 5, vedrø-
rende den indsattes forhold under en tidligere strafudståelse. Stk. 2, nr. 6,
indebærer, at udeblivelse fra strafudståelse kan medføre, at den indsatte må
påbegynde udgang på et senere tidspunkt end normalt eller efter omstæn-
dighederne ikke opnår tilladelse til udgang under strafudståelsen. Formule-
ringen ”farlig kriminalitet” i stk. 2, nr. 1, omfatter bl.a. forsætlig brandstif-
telse eller anden almenfarlig forbrydelse, grovere volds- eller seksualforbry-
delse og berigelsesforbrydelse forbundet med vold eller trussel om vold.
183
I stk. 1, nr. 3, opstilles som den tredje betingelse for, at en indsat kan få
tilladelse til udgang, at hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt - dvs.
bortset fra misbrugsrisikoen - taler imod udgangstilladelsen. Dette kan f.eks.
være tilfældet, hvis den indsatte ønsker udgangstilladelse til en optræden,
hvorved den pågældende i særlig grad kommer i offentlighedens søgelys,
eller til bestemte steder, hvor hensynet til at beskytte den forurettede ved
lovovertrædelsen klart tilsiger, at den indsatte ikke bør kunne komme på det
pågældende tidspunkt. Hensynet til retshåndhævelsen kan endvidere tale
imod, at indsatte med længere straf for alvorlig kriminalitet får tilladelse til
udgang før efter udståelse af en vis del af straffen, jf. lovforslagets § 50 og
bemærkningerne til denne bestemmelse.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 21, stk. 2, nr. 7,
hvorefter hensynet til retshåndhævelsen i særlige tilfælde vil kunne be-
grunde, at den dømte indledningsvis anbringes i en afsoningsinstitution i
Danmark, f.eks. hvor den dømte har begået alvorlig kriminalitet, og hvor
hensynet til retshåndhævelsen ikke skønnes at kunne tilgodeses ved f.eks.
fastsættelse af vilkår om, at den indsatte ikke må besøge bestemte steder
eller opsøge bestemte personer i forbindelse med udgang fra arresthuset.
Af bestemmelsens stk. 3 fremgår det, at udgang ikke vil kunne finde sted,
hvis den dømte inden for de seneste 3 måneder er ikendt disciplinærstraf for
overtrædelse af § 36, stk. 2, eller regler fastsat i medfør af § 36, stk. 3, jf.
stk. 2. Dog vil der undtagelsesvist kunne gives tilladelse til udgang, hvis helt
særlige omstændigheder taler derfor.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at en indsat, der ikendes discipli-
nærstraf for overtrædelse af forbuddet mod mobiltelefoner og lignende
kommunikationsudstyr i kriminalforsorgens institutioner, vil blive afskåret
fra at få udgang i en periode på 3 måneder, uanset om forholdet konkret
giver anledning til at antage, at den indsatte vil misbruge en udgangstilla-
delse, og uanset om overtrædelsen udgør et strafbart forhold eller alene kan
medføre disciplinærstraf.
Dette indebærer, at der under de angivne betingelser ikke vil kunne træffes
afgørelse om at tillade udgang, og at en tidligere truffet afgørelse om udgang
ikke vil kunne effektueres.
Den foreslåede bestemmelse giver dog mulighed for at tillade udgang, inden
de 3 måneder er udløbet, hvis helt særlige omstændigheder taler derfor. Det
gælder navnlig i tilfælde, hvor der er spørgsmål om udgang til et særligt
184
formål, som f.eks. besøg af en nærtstående, som er alvorligt syg eller delta-
gelse ved en nærtstående persons begravelse. Efter omstændighederne kan
andre tilfælde også være relevant, hvor en udgangskarantæne vil være sær-
ligt indgribende for den indsatte.
Til § 47
I overensstemmelse med gældende ret fastslås det i den foreslåede bestem-
melse, at der gives tilladelse til udgang for et bestemt tidsrum, der medreg-
nes til straffetiden.
Bestemmelsen svarer til § 47 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Hvis den indsatte udebliver efter udgang, afbrydes fuldbyrdelsen af fæng-
selsstraffen, jf. lovforslagets § 75, nr. 1. Det tidsrum, hvori straffuldbyrdel-
sen er afbrudt, medregnes ikke i straffetiden.
Til § 48
Den foreslåede bestemmelse svarer med en redaktionel ændring og en und-
tagelse til § 48 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr.
1333 af 9. december 2019. Bestemmelsen i den danske straffuldbyrdelses-
lovs § 48, stk. 2, nr. 3, om muligheden for fastsættelse af vilkår om at den
indsatte under udgangen undergiver sig intensiv overvågning og kontrol på
bopælen samt stk. 3 om samme emne, foreslås således ikke medtaget i lov-
forslaget, idet ordningen med afsoning på bopælen under intensiv overvåg-
ning og kontrol ikke foreslås indført på Færøerne i forbindelse med denne
lovs ikrafttræden, jf. pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det fastslås i stk. 1, at en tilladelse til udgang altid skal gives på vilkår af, at
den indsatte under udgangen ikke begår strafbart forhold eller i øvrigt mis-
bruger udgangstilladelsen. Hvis de fastsatte eller forudsatte vilkår, f.eks. om
at følge den fastsatte rejseplan, ikke overholdes, vil allerede meddelte tilla-
delser til nye udgange kunne tilbagekaldes eller gives på ændrede vilkår, jf.
lovforslagets § 49 og bemærkningerne til denne bestemmelse. Er der ikke
allerede givet tilladelse til nye udgange, skal misbruget tillægges særlig
vægt ved vurderingen af risikoen for misbrug af en senere udgangstilladelse,
jf. lovforslagets § 46, stk. 2, nr. 4.
185
Efter stk. 2 kan tilladelse til udgang betinges af andre vilkår, hvis sådanne
vilkår findes formålstjenlige for at undgå misbrug. Bestemmelsen indehol-
der således i nr. 1-4 en ikke udtømmende opregning af sådanne vilkår. Der
kan som hidtil bl.a. fastsættes begrænsninger for så vidt angår indsattes sam-
vær med bestemte personer eller ophold på bestemte steder under udgang,
f.eks. om at den dømte ikke må opsøge den forurettede for forbrydelsen eller
gerningsstedet.
Til § 49
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om tilbagekaldelse eller ændring af vil-
kår for meddelte udgangstilladelser.
Den foreslåede bestemmelse svarer til § 49 i den danske straffuldbyrdelses-
lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Efter nr. 1 kan en tilladelse til udgang tilbagekaldes, eller vilkårene for til-
ladelsen ændres (skærpes), hvis den indsatte udebliver fra udgang eller i øv-
rigt ikke overholder de vilkår, der er fastsat for udgangstilladelsen i medfør
af § 48, f.eks. ved at begå nyt strafbart forhold under udgang. Bestemmelsen
i nr. 1 er af særlig betydning i de tilfælde, hvor en indsat har fået tilladelse
til regelmæssig udgang.
Efter nr. 2 kan en tilladelse til udgang endvidere tilbagekaldes, eller vilkå-
rene for tilladelsen ændres (skærpes), hvis nye oplysninger om den indsattes
forhold giver bestemte grunde til at antage en misbrugsrisiko. Som eksem-
pel på nye oplysninger af den anførte karakter kan nævnes oplysninger fra
politiet om begrundet mistanke om påtænkt ny kriminalitet. Endvidere kan
peges på oplysninger, hvorefter den dømte, før tilladelsen blev givet, havde
begået strafbart forhold.
Til § 50
Den foreslåede bestemmelse indeholder en bemyndigelse for justitsministe-
ren til at fastsætte regler om tilladelse til udgang.
Bestemmelsen svarer til § 50 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019 med den undtagelse, at der efter
den foreslåede bestemmelse kan fastsættes bestemmelser om begrænsninger
i retten til udgang med henblik på at forebygge eller inddæmme en sam-
fundskritisk sygdom.
186
Efter bestemmelsens 1. pkt. kan justitsministeren fastsætte regler om tilla-
delse til udgang.
Efter bestemmelsens 2. pkt. kan det i forbindelse med de administrative reg-
ler om udgang bestemmes, at tilladelse til udgang først kan gives efter op-
hold i et bestemt tidsrum i institutionen og efter udståelse af en bestemt del
af straffen. Det forudsættes, at der i medfør af denne bestemmelse admini-
strativt fastsættes regler med angivelse af de tidsmæssige betingelser, der
normalt skal være opfyldt for udgang til bestemte formål, herunder udgang
for at besøge eller være sammen med bestemte personer.
Baggrunden for adgangen til at stille krav om ophold i institutionen i et be-
stemt tidsrum er hensynet til, at institutionen kan få det fornødne kendskab
til den indsatte. At tilladelse til udgang i visse tilfælde først skal kunne gives
efter udståelse af en bestemt del af straffen, er begrundet dels i en mere ge-
nerel antagelse af misbrugsrisiko ved tidlig udgang under fuldbyrdelsen af
længere straffe, dels i hensynet til retshåndhævelsen, jf. lovforslagets § 46,
stk. 1, nr. 3.
Bestemmelsen indebærer i øvrigt, at tilladelse til udgang i behandlingsøje-
med ikke er forbeholdt dømte med længerevarende fængselsstraf. Bestem-
melsen afviger herved fra den nugældende bestemmelse i straffelovens § 36,
2. pkt., hvorefter udgangstilladelse, der er begrundet i den dømtes behand-
ling, herunder forberedelsen af den pågældendes løsladelse, alene kan gives
til personer, der udstår længerevarende fængselsstraf. I praksis har mulighe-
den for sådanne udgange i disse tilfælde i de senere år dog i det væsentlige
svaret til de muligheder, som indsatte i danske fængsler og arresthuse har i
henhold til den danske straffuldbyrdelseslov, hvorfor der reelt er tale om en
lovfæstelse af den eksisterende praksis.
Bestemmelsen fastslår desuden, at justitsministeren kan fastsætte regler om,
at tilladelse til udgang ikke kan gives i et tidsrum af 3 måneder fra indsæt-
telsen, hvis den indsatte er udeblevet efter tilsigelse til afsoning. Som ude-
blivelse anses også for sent fremmøde uden lovlig grund.
I bestemmelsens 3. pkt. gives mulighed for at udvide den nuværende admi-
nistrative praksis, hvorefter der ved udgangsmisbrug kan træffes bestem-
melse om, at den indsatte i en bestemt periode afskæres fra at forlange, at
der træffes afgørelse om tilladelse til udgang (udgangskarantæne), til også
187
at omfatte alle tilfælde, hvor udgangstilladelse tilbagekaldes eller nægtes på
grund af fare for misbrug, jf. § 46, stk. 1, nr. 2, og § 49, nr. 1 og 2.
Bemyndigelsen i § 50 vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte nødven-
dige og proportionale foranstaltninger i forbindelse med håndtering af risi-
koen for spredning af en samfundskritisk sygdom. Det vil således efter om-
stændighederne kunne være et legitimt hensyn i administrative regler at fast-
sætte midlertidige begrænsninger i retten til udgang for at forebygge eller
inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom i institutionen, hvis
retten til udgang i denne sammenhæng må anses for at være af mere under-
ordnet betydning, eller hvis gennemførelse af udgang bliver umulig eller
uforholdsmæssig vanskelig som følge af foranstaltninger, som er nødven-
dige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk syg-
dom i institutionen. Det gælder generelt, at gennemførelse af sådanne for-
anstaltninger skal ske så skånsomt som muligt og ikke kan ske ud over, hvad
der er nødvendigt for at opnå formålet, ligesom foranstaltningerne snarest
muligt skal ophøre. Yderligere vil gennemførelse af sådanne foranstaltnin-
ger ikke kunne ske, i det omfang det vil være i strid med Danmarks interna-
tionale forpligtelser.
Besøg m.v.
Til § 51
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om de indsattes ret til at
modtage besøg.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 51 i den danske
straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019,
dog med en undtagelse, der skyldes, at de ændringer i den danske straffuld-
byrdelseslov, som er foretaget som led i de såkaldte bandepakker, ikke fo-
reslås medtaget i den færøske straffuldbyrdelseslov, jf. pkt. 4.1. i lovforsla-
gets almindelige bemærkninger.
Det fastslås i stk. 1, 1. pkt., at en indsat har ret til mindst ét ugentligt besøg
af mindst én times varighed og så vidt muligt af to timers varighed. Bestem-
melsen angiver for så vidt angår antallet og varigheden af besøg et minimum
for de besøg, som en indsat har ret til at få. Det må i almindelighed tillægges
stor vægt for den indsattes muligheder for at føre en kriminalitetsfri tilvæ-
relse, at den pågældende under straffuldbyrdelsen opretholder og styrker sin
forbindelse med familie m.fl.
188
For at understrege bestemmelsens karakter af en minimumsbestemmelse er
det i stk. 1, 2. pkt., præciseret, at der kan gives tilladelse til besøg i videre
omfang. Som eksempel kan nævnes muligheden for, at en indsat kan få be-
søg af sine børn i videre omfang end efter den almindelige besøgsregel i
stk. 1, 1. pkt. Om den indsattes ret til at have sit barn under 3 år hos sig i
institutionen henvises til lovforslagets § 54 og bemærkningerne hertil.
I stk. 2 er det fastsat, at en indsat uden de i stk. 1 nævnte begrænsninger har
ret til at modtage besøg af den advokat, der er beskikket for eller valgt af
den pågældende som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i
institutionen, eller i en verserende straffesag. Det samme gælder besøg i øv-
rigt af advokater, der efter retsplejeloven § 741 er antaget af justitsministe-
ren til at beskikkes som offentlige forsvarere. Afgrænsningen af den kreds,
der omfattes af bestemmelsen, svarer til den kreds, der efter lovforslagets
§ 56, stk. 1, kan have ukontrolleret brevveksling med den indsatte, jf. be-
mærkningerne til denne bestemmelse.
Endvidere fremgår det af stk. 3, at en udenlandsk indsat ligeledes uden de i
stk. 1 nævnte begrænsninger har ret til samtale med hjemlandets diplomati-
ske eller konsulære repræsentanter. Sådanne besøg er således heller ikke
omfattet af den almindelige besøgsregel i § 51, stk. 1.
Efter lovforslagets § 56, stk. 1, har en indsat ret til ukontrolleret brevveks-
ling med bl.a. Folketingets Ombudsmand, Lagtingets ombudsmand, med-
lemmer af Folketinget, medlemmer af Lagtinget, Den Europæiske Menne-
skerettighedsdomstol, Den Europæiske Torturkomité, FN's Menneskerettig-
hedskommission og FN's Torturkomité. Det forudsættes, at de nævnte myn-
digheder mv. som hidtil, bl.a. som led i inspektionsvirksomhed, kan tale
med de indsatte uden overværelse af institutionens personale, jf. lovforsla-
gets § 53, stk. 2, 2. pkt., og bemærkningerne til denne bestemmelse. Disse
myndigheder mv. er derfor ikke omfattet af den almindelige besøgsregel i
lovforslagets § 51, stk. 1.
De besøg, som en indsat modtager af en præst eller lignende fra sit trossam-
fund, jf. lovforslagets § 35, stk. 2, er heller ikke omfattet af besøgsreglerne,
jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
189
Til § 52
Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om indhentelse af forudgå-
ende besøgstilladelse og vilkår for besøgstilladelse.
Bestemmelsen svarer til § 52 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsens 1. pkt. indebærer en lovfæstelse af institutionens adgang til
at stille krav om, at personer, der ønsker at aflægge den indsatte besøg, her-
under også advokater og diplomatiske eller konsulære repræsentanter, skal
indhente forudgående tilladelse hertil.
Efter lovforslagets § 56, stk. 1, har en indsat ret til ukontrolleret brevveks-
ling med bl.a. Folketingets Ombudsmand, Lagtingets Ombudsmand, med-
lemmer af Folketinget, medlemmer af Lagtinget, Den Europæiske Menne-
skerettighedsdomstol, Den Europæiske Torturkomité, FN's Menneskerettig-
hedskommission og FN's Torturkomité. Besøg, som disse myndigheder mv.
aflægger som led i inspektionsvirksomhed og lignende, omfattes ikke af
§ 52, jf. bemærkningerne til lovforslagets §§ 51 og 53.
2. pkt. fastslår, at kriminalforsorgsområdet som hidtil kan betinge besøgstil-
ladelse af, at den besøgende lader sin yderbeklædning og medbragte effekter
undersøge. Kriminalforsorgsområdet vil dog, jf. nedenfor, kunne stille vil-
kår om, at besøgende lader sig undersøge i videre omfang, end reglerne til-
lader i dag, hvor det kan gøres til et vilkår for besøg til indsatte, at den be-
søgende lader sin yderbeklædning undersøge, hvis det i det enkelte tilfælde
skønnes påkrævet, eller omstændighederne i øvrigt taler for stikprøvevis
kontrol, ligesom tilladelse til at medtage eller være i besiddelse af effekter
under besøget kan betinges af at effekterne visiteres.
Med udtrykket »yderbeklædning« sigtes til beklædningen indtil undertøjet,
således som det er praksis i henhold til de nuværende administrative regler.
Den foreslåede bestemmelse, der som nævnt findes tilsvarende i den danske
straffuldbyrdelseslov, skal bl.a. ses i sammenhæng med et behov for at give
kriminalforsorgsområdet mulighed for at sikre sig mod, at besøgende smug-
ler effekter, herunder euforiserende stoffer og ulovlige genstande i øvrigt,
ind i institutionen.
Den foreslåede bestemmelses 3. pkt. giver for det første adgang til at fore-
tage visitation af det tøj, som den besøgende er iført ved fremmødet. Dette
190
kan ske ved at klappe og beføle uden på tøjet af den besøgende. Herved
indføres der adgang til ved beføling gennem tøjet at undersøge, om den be-
søgende har effekter gemt i tøjet, i lommerne eller på kroppen under tøjet.
Det forudsættes, at denne form for visitation af det tøj, som den besøgende
er iført ved fremmødet, i givet fald skal foretages af personale af samme køn
som den besøgende.
Begrebet »visitation af det tøj, som den besøgende er iført ved fremmødet«,
omfatter endvidere de eksisterende undersøgelsesformer. Visitation kan så-
ledes også foretages ved, at den besøgende opfordres til at fremvise gen-
stande, som den besøgende har i lommer mv., ligesom der kan ske eftersyn
af det tøj, som den besøgende er iført ved fremmødet, ved anvendelse af
metaldetektor. Endvidere vil visitation kunne ske ved, at den besøgende ef-
ter anmodning lader sig undersøge af kriminalforsorgens narkotikahunde på
samme måde, som ved undersøgelse af indsatte, jf. bemærkningerne til den
foreslåede bestemmelse i § 60, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse giver for det andet adgang til at foretage en
nærmere undersøgelse af den besøgendes yderbeklædning. En nærmere un-
dersøgelse af den besøgendes yderbeklædning vil som hidtil skulle gennem-
føres ved, at den besøgende opfordres til at aftage sin yderbeklædning indtil
undertøjet med henblik på, at institutionen kan foretage en nærmere under-
søgelse af yderbeklædningen.
Der vil herudover kunne foretages en nærmere undersøgelse af den besø-
gendes medbragte effekter, herunder tøj, som den besøgende ikke er iført.
Den nærmere undersøgelse af den besøgendes yderbeklædning og med-
bragte effekter indebærer, at institutionen kan gennemse og undersøge lom-
mer, tasker mv., ligesom lommer og tasker mv. kan tømmes med henblik på
eftersyn af indholdet. Undersøgelsen kan ske ved anvendelse af metaldetek-
tor.
Det bemærkes, at det fortsat er hensigten, at nærmere undersøgelse af besø-
gendes yderbeklædning alene kan foretages, hvis der i det enkelte tilfælde
er en begrundet mistanke om, at de besøgende vil foretage indsmugling.
Derimod kan visitation af det tøj, som den besøgende er iført, samt nærmere
undersøgelse af den besøgendes medbragte effekter foretages, selv om der
ikke foreligger en sådan mistanke.
191
Den foreslåede bestemmelse i 4. pkt., indebærer, at undersøgelse af besø-
gende vil kunne ske ved anvendelse af kropsscanner i overensstemmelse
med reglerne i kapitel 10 a.
§ 52 skal i øvrigt ses i sammenhæng med lovforslagets § 53, stk. 2, 2. pkt.,
hvorefter den indsattes ret til besøg kan begrænses ud fra ordens- eller sik-
kerhedsmæssige hensyn, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 53
Den foreslåede bestemmelse indeholder dels en særlig bestemmelse om
overværelse af besøg til bestemte dømte, dels en bemyndigelse til justitsmi-
nisteren til at fastsætte regler om gennemførelse af de indsattes ret til besøg
og om begrænsninger i denne ret ud fra en række nærmere bestemte hensyn.
Endelig indeholder bestemmelsen en bemyndigelse til kriminalforsorgsom-
rådet til i øvrigt at fastsætte regler om besøgenes afvikling.
Bestemmelsen svarer med en enkelt undtagelse, jf. nærmere herom umid-
delbart nedenfor, til § 53 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen i § 53, stk. 1, i den danske straffuldbyrdelseslov, hvorefter
besøg til en indsat, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller koor-
dinerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende
og alvorlig kriminalitet, skal overværes af personalet i institutionen, med-
mindre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerheds-
mæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet, foreslås ikke
medtaget i den foreslåede bestemmelse. Der henvises til pkt. 4.1. i lov-
forslagets almindelige bemærkninger om bestemmelser med tilknytning til
de såkaldte bandepakker (lov nr. 501 af 12. juni 2009 om ændring af straf-
feloven, retsplejeloven, våbenloven, lov om politiets virksomhed, lov om
fuldbyrdelse af straf m.v. og forvaltningsloven (styrket indsats mod bande-
kriminalitet m.v.), lov nr. 733 af 25. juni 2014 om ændring af straffeloven,
retsplejeloven, lov om våben og eksplosivstoffer, lov om politiets virksom-
hed og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (initiativer mod rocker- og bande-
kriminalitet m.v.) og lov nr. 672 af 8. juni 2017 om ændring af straffeloven,
lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme og lov om fuldbyrdelse
af straf m.v. (styrket indsats mod rocker- og bandekriminalitet m.v.)). Til-
svarende gælder ændringer vedrørende samfundstjeneste, jf. lov nr. 152 af
18. februar 2015 om ændring af straffeloven og lov fuldbyrdelse af straf
m.v. (Samfundstjeneste m.v.).
192
Det er i dag alene muligt at overvære besøg til indsatte, som er dømt for
overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede for-
brydelser (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og forbry-
delser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme
mv.), eller som skønnes at være radikaliserede, ekstremistiske eller i risiko
for at blive det, hvis det i det enkelte tilfælde findes påkrævet af ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.
Med bestemmelsens stk. 1 foreslås det, at den nævnte gruppe af indsatte skal
have overværet deres besøg, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sik-
kerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radi-
kalisering og ekstremisme eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.
Det bemærkes, at anvendelsen af den foreslåede ordning ikke er betinget af,
at den indsattes samtaler med besøgende har et nærmere bestemt indhold.
Samtaler under et besøg, hvis indhold må formodes ikke at være af religiøs
eller ekstremistisk karakter, vil således også kunne overværes som led i den
foreslåede ordning.
Det bemærkes endvidere, at den foreslåede ordning vil kunne finde anven-
delse, uanset hvilken af bestemmelserne i straffelovens 12. eller 13. kapitel
den indsatte er dømt for overtrædelse af og uanset baggrunden herfor. Det
er således ikke en betingelse, at den pådømte kriminalitet udspringer af
f.eks. religiøs ekstremisme.
Det bemærkes endelig, at den foreslåede ordning tillige vil kunne finde an-
vendelse, hvis kriminalforsorgen skønner, at den indsatte er radikaliseret,
ekstremistisk eller i risiko for at blive det.
I forhold til de nævnte grupper af indsatte, er det alene afgørende for at
bringe den foreslåede foranstaltning i anvendelse, at det ifølge kriminalfor-
sorgens skøn er påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af
hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme el-
ler af hensyn til at forebygge kriminalitet. Ved vurderingen heraf vil krimi-
nalforsorgen – afhængig af omstændighederne i den konkrete sag – enten
kunne lægge egne oplysninger til grund eller indhente en udtalelse fra poli-
tiet eller andre myndigheder.
Det bemærkes dog i den forbindelse, at ikke enhver ændring i den indsattes
adfærd, der kan være tegn på radikalisering eller ekstremisme, vil udgøre et
193
tilstrækkeligt grundlag for kriminalforsorgen til at iværksætte en eller flere
af de foreslåede foranstaltninger. Der må således være tale om holdepunkter
af en mere fast karakter, der sandsynliggør, at den indsatte er radikaliseret
eller i risiko for at blive det.
Spørgsmålet om, hvorvidt det er påkrævet at bringe en eller flere af de fore-
slåede foranstaltninger i anvendelse, må i øvrigt afgøres konkret i hver en-
kelt sag ud fra en samlet vurdering af de tilgængelige oplysninger om den
indsatte. I denne vurdering kan bl.a. indgå oplysninger om den pådømte kri-
minalitet og kriminalforsorgens egne observationer under afsoning eller va-
retægtsfængsling, herunder observationer relateret til den indsattes adfærd,
udtalelser, brug af litteratur, effekter, symboler og besøgende. Også oplys-
ninger modtaget fra andre myndigheder vil kunne inddrages i vurderingen.
Det må endvidere overvejes i hvert enkelt tilfælde, om formålet med at
bringe en eller flere af de foreslåede foranstaltninger i anvendelse vil kunne
tilgodeses ved mindre indgribende foranstaltninger. Eksempelvis vil der
ikke være grundlag for at bringe en eller flere af de foreslåede foranstaltnin-
ger i anvendelse, hvis formålet kan opnås ved personalet i institutionens
samtaler med den indsatte.
Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til hensyn til opret-
holdelse af et fysisk og psykisk godt miljø og trivsel i bred forstand såvel
mellem de indsatte indbyrdes som i forhold til personalet i kriminalforsor-
gens institutioner.
Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig til hensyn til op-
retholdelse af frihedsberøvelsen ved at forebygge og forhindre, at de indsatte
undviger, og at forebygge kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår
kriminalitet under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller vold mod perso-
nalet eller medindsatte, fængselsoptøjer samt handel med og indsmugling af
narkotika og lignende i forbindelse med besøg.
For så vidt angår den nærmere forståelse af begreberne »ordensmæssige
hensyn« og »sikkerhedsmæssige hensyn« henvises i øvrigt til pkt. 7 i lov-
forslagets almindelige bemærkninger.
Med begrebet »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes til kriminalitets-
forebyggelse i bredeste forstand såvel i som uden for kriminalforsorgens
institutioner.
194
Begreberne »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke entydige begreber,
men dækker over varierende grader af tilslutning til radikale og ekstreme
synspunkter og handlinger.
Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige måder, og som
kan ske over kortere eller længere tid. Der er ingen simple årsagssammen-
hænge, og radikaliseringen kan igangsættes på baggrund af mange forskel-
lige faktorer og have forskellige endemål. Radikaliseringen kan komme til
udtryk ved støtte til radikale synspunkter eller en ekstremistisk ideologi og
kan også medføre accept af brugen af vold eller andre ulovlige midler for at
opnå et politisk eller religiøst mål.
Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensopfattelser og fjen-
debilleder, hvor bestemte grupper eller samfundsforhold ses som truende,
samt intolerance og manglende respekt for andre menneskers synspunkter,
frihed og rettigheder.
Begrebet omfatter endvidere afvisning af grundlæggende demokratiske
værdier og normer, manglende accept af demokratiske beslutningsprocesser
og anvendelse af ulovlige og eventuelt voldelige metoder for at opnå et po-
litisk eller religiøst ideologisk mål.
Den foreslåede foranstaltning vil kunne finde anvendelse både i forhold til
personer, der har – eller er i risiko for – at udvikle radikale eller ekstremi-
stiske holdninger, men som ikke nødvendigvis søger at fremme disse gen-
nem ulovlige midler, og i forhold til personer, der søger at fremme radikale
og ekstreme holdninger gennem vold eller andre ulovlige midler.
Spørgsmålet om, hvorvidt en indsat er radikaliseret, ekstremistisk eller i ri-
siko for at blive det, vil bero på kriminalforsorgens skøn. Ved vurderingen
heraf vil kriminalforsorgen – afhængig af omstændighederne i den konkrete
sag – enten kunne lægge egne oplysninger til grund eller indhente en udta-
lelse fra politiet eller andre myndigheder.
Forslaget indebærer, at kriminalforsorgen skal tage stilling til, om en indsat,
der tilhører den nævnte persongruppe, skal have overværet sine besøg. Det
vil være personalet i den institution, hvor den indsatte er placeret, der i givet
fald vil skulle overvære besøg.
195
I de tilfælde, hvor der er tale om besøg af nærtstående, vil der være en vis
formodning for, at det ikke er påkrævet at iværksætte den foreslåede foran-
staltning.
Ved nærtstående personer forstås ægtefælle eller samlever, børn, børnebørn,
forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til
hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at denne kan ligestilles med
disse familiebånd.
Dette gælder dog ikke besøg af nærtstående, der er dømt for overtrædelse af
en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, hvor
den foreslåede foranstaltning derfor vil kunne iværksættes.
Også i situationer, hvor politiet eller kriminalforsorgen er i besiddelse af
oplysninger om, at en nærtstående er radikaliseret, ekstremistisk eller i ri-
siko for at blive det, vil den foreslåede foranstaltning kunne iværksættes i
forhold til denne persongruppe.
I situationer, hvor politiet eller kriminalforsorgen er i besiddelse af oplys-
ninger om, at en indsat har misbrugt eller vil misbruge adgangen til at kom-
munikere med nærtstående, vil den foreslåede foranstaltning ligeledes
kunne iværksættes i forhold til nærtstående.
Det bemærkes, at besøg af en advokat fortsat altid vil skulle være uovervæ-
ret, og at en indsat fortsat vil have ret til ukontrolleret brevveksling og tele-
fonsamtaler med en række nærmere angivne færøske, danske og internatio-
nale myndigheder, institutioner og personer mv., herunder advokater i over-
ensstemmelse med straffuldbyrdelseslovens regler herom.
Det bemærkes i den forbindelse, at institutionen i forbindelse med et over-
været besøg i overensstemmelse med de gældende administrative regler om
besøg vil kunne træffe afgørelse om, at besøget skal afbrydes, hvis det findes
påkrævet.
Hvis lovforslaget vedtages, vil det administrativt blive fastsat, at kriminal-
forsorgens beslutning om, at besøg skal være overværet, i almindelighed
ikke vil kunne påklages administrativt. Det vil dog samtidig administrativt
blive fastsat, at kriminalforsorgens beslutning om, at besøg af en nærtstå-
ende person skal overværes, vil kunne påklages administrativt. Denne ord-
ning svarer til de gældende danske regler.
196
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 kan justitsministeren fastsætte reg-
ler om begrænsninger i indsattes ret til besøg ud fra ordens- eller sikkerheds-
mæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalise-
ring og ekstremisme og ud fra hensyn til at forebygge kriminalitet.
Bemyndigelsen kan bl.a. benyttes til at fastsætte regler om afbrydelse af be-
søg, hvis det findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, og
om begrænsninger med hensyn til antallet af personer, der samtidig kan af-
lægge besøg hos den indsatte. Sådanne begrænsninger kan omfatte alle per-
soner, der ønsker at besøge den indsatte, herunder også advokater eller kon-
sulære repræsentanter. Besøg af den kreds af advokater, der er nævnt i lov-
forslagets § 51, stk. 2, skal dog altid være uoverværet, og bemyndigelsen
kan således ikke benyttes til at stille krav om, at besøg af disse personer skal
ske under overværelse af personale i institutionen. Bestemmelsen skal ses i
sammenhæng med lovforslagets § 56, stk. 1, hvorefter den indsatte har ad-
gang til ukontrolleret brevveksling med den samme kreds af advokater.
Bemyndigelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte nødvendige og
proportionale foranstaltninger i forbindelse med håndtering af risikoen for
spredning af en samfundskritisk sygdom som led i varetagelsen af kriminal-
forsorgens ordensmæssige hensyn. Det vil således efter omstændighederne
kunne være et legitimt ordensmæssigt hensyn i administrative regler at fast-
sætte midlertidige begrænsninger i f.eks. retten til besøg for at forebygge
eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom i institutionen,
hvis retten til besøg i denne sammenhæng må anses for at være af mere un-
derordnet betydning, eller hvis gennemførelse af besøg m.v. bliver umulig
eller uforholdsmæssig vanskelig som følge af foranstaltninger, som er nød-
vendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk
sygdom i institutionen. Det gælder generelt, at gennemførelse af sådanne
foranstaltninger skal ske så skånsomt som muligt og ikke kan ske ud over,
hvad der er nødvendigt for at opnå formålet, ligesom foranstaltningerne sna-
rest muligt skal ophøre. Yderligere vil gennemførelse af sådanne foranstalt-
ninger ikke kunne ske, i det omfang det vil være i strid med Danmarks in-
ternationale forpligtelser.
Med udtrykket »kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstre-
misme« sigtes til kriminalforsorgens resocialiserende påvirkning af den
nævnte gruppe af indsatte i bredeste forstand, dvs. enhver indsats, der tager
sigte på at anspore og understøtte den indsatte i at leve en kriminalitetsfri
tilværelse.
197
Hvis lovforslaget vedtages, vil justitsministeren således kunne fastsætte ad-
ministrative regler om, at indsatte, som er dømt for overtrædelse af en af de
i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, eller som af
kriminalforsorgen skønnes at være radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko
for at blive det, skal afskæres fra at modtage besøg fra en eller flere nærmere
angivne personer.
Det bemærkes i den forbindelse, at afskæring af retten til at modtage besøg
af en eller flere nærmere angivne personer ikke er betinget af, at den indsat-
tes eventuelt tidligere samtaler med den eller de pågældende personer har
haft et nærmere bestemt indhold, eller at eventuelt tidligere besøg har været
overværede. Retten til at modtage besøg vil således kunne afskæres alene
med det formål at sikre, at der ikke er kontakt mellem en indsat og én eller
flere nærmere bestemte personer.
Det forudsættes desuden, at der i medfør af den foreslåede bestemmelse ad-
ministrativt vil blive fastsat regler om anvendelse af narkotikahunde til un-
dersøgelse af besøgende. Det vil i den forbindelse blive fastsat, at undersø-
gelse af en besøgende ved hjælp af narkotikahund alene vil ske med den
besøgendes samtykke. Det vil endvidere blive fastsat, at det kan medføre
afvisning, hvis den besøgende afviser at lade sig undersøge af en narkotika-
hund. Det vil bero på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, hvorvidt
en besøgendes nægtelse af at lade sig undersøge af en narkotikahund skal
medføre afvisning. Det vil ved denne vurdering bl.a. skulle tillægges vægt,
hvad baggrunden for den besøgendes afvisning er.
Den foreslåede bestemmelses stk. 3 indeholder en bemyndigelse for krimi-
nalforsorgsområdet til i øvrigt at fastsætte regler om besøgenes afvikling.
Det forudsættes, at der i medfør af denne bemyndigelse bl.a. fastsættes reg-
ler svarende til brev- og besøgscirkulærets § 24, stk. 2, hvorefter de besø-
gende skal underrettes om eventuelle særlige forskrifter, der er nødvendige
af ordens- eller sikkerhedshensyn, og om andre praktiske forhold, som er af
betydning for den besøgende. Kriminalforsorgsområdet vil endvidere kunne
fastsætte bestemmelser om, i hvilke tidsrum der kan afvikles besøg. Sådanne
bestemmelser kan omfatte alle personer, herunder også advokater eller kon-
sulære repræsentanter.
Til § 54
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om den indsattes ret til
at have sine små børn hos sig i institutionen.
198
Bestemmelsen svarer til § 54 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen lovfæster den nuværende mulighed for, at indsatte kan have
deres små børn hos sig under afsoningen.
Bestemmelsen i stk. 1 indebærer således, at en indsat har ret til at have sit
barn under 1 år hos sig i institutionen, hvis den indsatte selv er i stand til at
passe barnet.
Bestemmelsen i stk. 2 indebærer, at indsatte har ret til at have sit barn, der
er fyldt 1 år, men ikke 3 år, hos sig i institutionen, hvis den indsatte selv er
i stand til at passe barnet, og institutionen og de sociale myndigheder finder,
at forholdene i institutionen er forenelige med hensynet til barnet.
Det forudsættes, at vurderingen af, om den indsatte selv er i stand til at passe
barnet, som udgangspunkt skal foretages af de sociale myndigheder. Det
forudsættes endvidere, at de sociale myndigheder til brug for vurderingen
af, om forholdene i institutionen er forenelige med hensynet til barnet, ind-
henter en udtalelse fra kriminalforsorgen om forholdene i institutionen, her-
under de bygningsmæssige forhold og den aktuelle sammensætning af ind-
satte, og at kriminalforsorgen giver de sociale myndigheder mulighed for at
besigtige institutionen.
Det forudsættes endvidere, at sagsgangen bliver således, at de sociale myn-
digheder først foretager deres vurdering, og at institutionen herefter bl.a. på
grundlag af de sociale myndigheders vurdering foretager sin endelige vur-
dering af spørgsmålet.
Bestemmelsen i stk. 2 udelukker ikke, at børn på 3 år eller derover i visse
tilfælde kan forblive eller være hos den indsatte i institutionen. Der er i de
danske administrative regler, som er fastsat på baggrund af bemyndigelses-
bestemmelsen i § 54, stk. 3, i den danske straffuldbyrdelseslov, fastsat be-
stemmelse om, at hvis det er det bedste for barnet, og ganske særlige om-
stændigheder i det enkelte tilfælde taler for det, kan en indsat få tilladelse til
at have eller beholde et barn hos sig i institutionen i en begrænset periode,
efter at barnet er fyldt 3 år. De sociale myndigheder skal også i disse sager
inddrages i vurderingen af, om ophold i institutionen er foreneligt med hen-
synet til barnet. Tilsvarende regler forudsættes fastsat for Færøerne i medfør
af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i stk. 3.
199
Med bestemmelserne i stk. 1 og stk. 2 tilsigtes ikke, at der sker en øget an-
bringelse af børn i arresthuset i de tilfælde, hvor man, sådan som der efter
omstændighederne er mulighed for allerede i dag, kan undgå dette ved at
udstationere den indsatte, overføre den indsatte til afsoning uden for fængsel
eller arresthus, jf. lovforslagets § 78, eller eventuelt benåde den pågældende.
Vurderingen af, om hensynet til barnet er foreneligt med ophold hos den
indsatte i institutionen, påhviler i øvrigt de sociale myndigheder, der i mod-
sat fald kan træffe bestemmelse om anden anbringelse efter reglerne i bør-
neværnsloven.
Bestemmelsen i stk. 3 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til
at fastsætte regler om gennemførelse af retten ifølge stk. 1 og stk. 2. De ad-
ministrative regler forudsættes bl.a. at indeholde bestemmelse om, at retten
til at have sit barn under 3 år hos sig i institutionen kan betinges af, at den
dømte om nødvendigt accepterer ændret valg af afsoningsinstitution, såle-
des at den pågældende anbringes i en institution i Danmark, der i henseende
til indretning og klientel er egnet til ophold for små børn.
Det forudsættes endvidere fortsat, at vurderingen af, om tilladelse til at have
børn, der er fyldt 3 år, hos sig i institutionen i en konkret sag skal gives,
beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, hvor varigheden af op-
holdet, barnets alder, alternative muligheder for barnet mv. indgår i vurde-
ringen. Tilladelse kan f.eks. gives i en situation, hvor en indsat har haft bar-
net hos sig, indtil barnet fyldte 3 år, og der er meget kort tid til, at straffen
er afsonet, eller den pågældende inden for en kort periode forventes at kunne
udstationeres.
Brevveksling
Til § 55
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om den indsattes almin-
delige ret til brevveksling. Bestemmelsen suppleres af § 56, der sikrer ind-
satte adgang til ukontrolleret brevveksling med visse myndigheder og en-
keltpersoner.
Bestemmelsen svarer til § 55 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, med en enkelt undtagelse ved-
200
rørende indsatte, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller koordi-
nerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende
og alvorlig kriminalitet.
I stk. 1 fastslås det, at en indsat har ret til brevveksling. Med denne bestem-
melse tilsigtes det at understrege den betydning, som opretholdelse og styr-
kelse af forbindelsen med omverdenen i almindelighed må antages at have
for den indsattes muligheder for at føre en kriminalitetsfri tilværelse, jf. her-
ved lovforslagets § 3.
Efter stk. 2 kan kriminalforsorgsområdet åbne og lukke breve til og fra den
indsatte. Formålet med bestemmelsen er bl.a. at modvirke indsmugling af
narkotika og udsmugling af penge. Brevene åbnes og lukkes i den indsattes
påsyn, medmindre der efter stk. 3 sker gennemlæsning af brevet.
Udtrykket »til og fra den indsatte« i stk. 2 omfatter ikke alene breve, der er
adresseret til den indsatte i institutionen, og hvor afsenderen derfor ved
adresseringen til institutionen har tilkendegivet, at vedkommende er be-
kendt med, at modtageren er strafafsoner. Bestemmelsen er også anvendelig
i tilfælde, hvor brevet oprindeligt er adresseret til den indsattes privat-
adresse, men efterfølgende omadresseret eller medbragt til den indsatte i
forbindelse med besøg. Som et yderligere eksempel kan nævnes breve, der
er bestemt til omdeling blandt flere indsatte, f.eks. breve med spørgeske-
maer til brug for videnskabelige undersøgelser.
Stk. 3 giver kriminalforsorgsområdet mulighed for at gennemlæse breve til
og fra den indsatte, hvis det af kriminalforsorgsområdet skønnes påkrævet
af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens
indsats mod radikalisering og ekstremisme, af hensyn til at forebygge kri-
minalitet eller for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen. Bestem-
melsen indebærer, at den nuværende adgang til stikprøvevis gennemlæsning
uden konkret mistanke om misbrug af adgangen til brevveksling afskaffes
med lovforslaget.
Til den foreslåede bestemmelse i stk. 4 bemærkes det, at det i dag alene er
muligt at gennemlæse breve til og fra indsatte, som er dømt for overtrædelse
af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser (for-
brydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og forbrydelser mod
statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme mv.), eller som
skønnes at være radikaliserede, ekstremistiske eller i risiko for at blive det,
201
hvis det i det enkelte tilfælde findes påkrævet af ordens- eller sikkerheds-
mæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.
Dette foreslås udvidet med bestemmelsen i stk. 4, idet det heri foreslås, at
den nævnte gruppe af indsatte skal have gennemlæst deres breve, hvis det
skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til
kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af hen-
syn til at forebygge kriminalitet.
Det bemærkes, at anvendelsen af den foreslåede ordning ikke er betinget af,
at den indsattes brevveksling har et nærmere bestemt indhold. Brevveksling,
hvis indhold må formodes ikke at være af religiøs eller ekstremistisk karak-
ter, vil således også kunne gennemlæses som led i den foreslåede ordning.
Det bemærkes endvidere, at den foreslåede ordning vil finde anvendelse,
uanset hvilken af bestemmelserne i straffelovens 12. eller 13. kapitel den
indsatte er dømt for overtrædelse af, og uanset baggrunden herfor. Det er
således ikke en betingelse, at den pådømte kriminalitet udspringer af f.eks.
religiøs ekstremisme.
Det bemærkes endelig, at den foreslåede ordning tillige vil finde anvendelse,
hvis kriminalforsorgen skønner, at den indsatte er radikaliseret, ekstremi-
stisk eller i risiko for at blive det.
I forhold til de nævnte grupper af indsatte, er det afgørende for at bringe den
foreslåede foranstaltning i anvendelse alene, at det ifølge kriminalforsor-
gens skøn er påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn
til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af
hensyn til at forebygge kriminalitet. Ved vurderingen heraf vil kriminalfor-
sorgen – afhængig af omstændighederne i den konkrete sag – enten kunne
lægge egne oplysninger til grund eller indhente en udtalelse fra politiet eller
andre myndigheder.
Det bemærkes dog i den forbindelse, at ikke enhver ændring i den indsattes
adfærd, der kan være tegn på radikalisering eller ekstremisme, vil udgøre et
tilstrækkeligt grundlag for kriminalforsorgen til at iværksætte en eller flere
af de foreslåede foranstaltninger. Der må således være tale om holdepunkter
af en mere fast karakter, der sandsynliggør, at den indsatte er radikaliseret
eller i risiko for at blive det.
Spørgsmålet om, hvorvidt det er påkrævet at bringe en eller flere af de fore-
slåede foranstaltninger i anvendelse må i øvrigt afgøres konkret i hver enkelt
202
sag ud fra en samlet vurdering af de tilgængelige oplysninger om den ind-
satte. I denne vurdering kan bl.a. indgå oplysninger om den pådømte krimi-
nalitet og kriminalforsorgens egne observationer under afsoning eller vare-
tægtsfængsling, herunder observationer relateret til den indsattes adfærd,
udtalelser, brug af litteratur, effekter, symboler og besøgende. Også oplys-
ninger modtaget fra andre myndigheder vil kunne inddrages i vurderingen.
Det må endvidere overvejes i hvert enkelt tilfælde, om formålet med at
bringe en eller flere af de foreslåede foranstaltninger i anvendelse vil kunne
tilgodeses ved mindre indgribende foranstaltninger. Eksempelvis vil der
ikke være grundlag for at bringe en eller flere af de foreslåede foranstaltnin-
ger i anvendelse, hvis formålet kan opnås ved personalet i institutionens
samtaler med den indsatte.
Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til hensyn til opret-
holdelse af et fysisk og psykisk godt miljø og trivsel i bred forstand såvel
mellem de indsatte indbyrdes som i forhold til personalet i kriminalforsor-
gens institutioner.
Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig til hensyn til op-
retholdelse af frihedsberøvelsen ved at forebygge og forhindre, at de indsatte
undviger, og at forebygge kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår
kriminalitet under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller vold mod perso-
nalet eller medindsatte, fængselsoptøjer samt handel med og indsmugling af
narkotika og lignende i forbindelse med besøg.
For så vidt angår den nærmere forståelse af begreberne »ordensmæssige
hensyn« og »sikkerhedsmæssige hensyn« henvises i øvrigt til pkt. 7 i lov-
forslagets almindelige bemærkninger.
Med begrebet »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes til kriminalitets-
forebyggelse i bredeste forstand såvel i som uden for kriminalforsorgens
institutioner.
Begreberne »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke entydige begreber,
men dækker over varierende grader af tilslutning til radikale og ekstreme
synspunkter og handlinger.
Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige måder, og som
kan ske over kortere eller længere tid. Der er ingen simple årsagssammen-
hænge, og radikaliseringen kan igangsættes på baggrund af mange forskel-
lige faktorer og have forskellige endemål. Radikaliseringen kan komme til
203
udtryk ved støtte til radikale synspunkter eller en ekstremistisk ideologi og
kan også medføre accept af brugen af vold eller andre ulovlige midler for at
opnå et politisk eller religiøst mål.
Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensopfattelser og fjen-
debilleder, hvor bestemte grupper eller samfundsforhold ses som truende,
samt intolerance og manglende respekt for andre menneskers synspunkter,
frihed og rettigheder.
Begrebet omfatter endvidere afvisning af grundlæggende demokratiske
værdier og normer, manglende accept af demokratiske beslutningsprocesser
og anvendelse af ulovlige og eventuelt voldelige metoder for at opnå et po-
litisk eller religiøst ideologisk mål.
Den foreslåede foranstaltning vil kunne finde anvendelse både i forhold til
personer, som har – eller er i risiko for – at udvikle radikale eller ekstremi-
stiske holdninger, men som ikke nødvendigvis søger at fremme disse gen-
nem ulovlige midler, og i forhold til personer, der søger at fremme radikale
og ekstreme holdninger gennem vold eller andre ulovlige midler.
Spørgsmålet om, hvorvidt en indsat er radikaliseret, ekstremistisk eller i ri-
siko for at blive det, vil som nævnt bero på kriminalforsorgens skøn, og
kriminalforsorgen vil ved vurderingen heraf– afhængig af omstændighe-
derne i den konkrete sag – enten kunne lægge egne oplysninger til grund
eller indhente en udtalelse fra politiet eller andre myndigheder.
Forslaget indebærer, at kriminalforsorgen skal tage stilling til, om en indsat,
der tilhører den nævnte persongruppe, skal have gennemlæst sine breve. Det
vil være personalet i arresthuset, der i givet fald vil skulle gennemlæse den
indsattes breve.
I de tilfælde, hvor der er tale om brevveksling med nærtstående, vil der være
en vis formodning for, at det ikke er påkrævet at iværksætte den foreslåede
foranstaltning.
Ved nærtstående personer forstås ægtefælle eller samlever, børn, børnebørn,
forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til
hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at denne kan ligestilles med
disse familiebånd.
204
Dette gælder dog ikke brevveksling med nærtstående, der er dømt for over-
trædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbry-
delser, hvor den foreslåede foranstaltning derfor vil kunne iværksættes.
Også i situationer, hvor politiet eller kriminalforsorgen er i besiddelse af
oplysninger om, at en nærtstående er radikaliseret, ekstremistisk eller i ri-
siko for at blive det, vil den foreslåede foranstaltning kunne iværksættes i
forhold til denne persongruppe.
I situationer, hvor politiet eller kriminalforsorgen er i besiddelse af oplys-
ninger om, at en indsat har misbrugt eller vil misbruge adgangen til at kom-
munikere med nærtstående, vil den foreslåede foranstaltning ligeledes
kunne iværksættes i forhold til nærtstående.
Det bemærkes, at en indsat fortsat vil have ret til ukontrolleret brevveksling
med en række nærmere angivne færøske, danske og internationale myndig-
heder, institutioner og personer mv., jf. lovforslagets § 56.
Hvis lovforslaget vedtages, vil det administrativt blive fastsat, at indsatte,
der får gennemlæst deres breve, vil skulle orienteres herom.
Det vil i de administrative regler bl.a. blive fastsat, at kriminalforsorgens
afgørelser om, at en indsats breve skal gennemlæses, ikke vil kunne påkla-
ges administrativt. Kriminalforsorgens afgørelser om, at brevveksling med
en nærtstående skal gennemlæses vil dog kunne påklages administrativt. Be-
stemmelserne i stk. 5-7 regulerer de tilfælde, hvor gennemlæsning har fun-
det sted.
Stk. 5 giver mulighed for efter bestemmelse af kriminalforsorgsområdet at
tilbageholde breve fra den indsatte, som af ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og eks-
tremisme, af hensyn til at forebygge kriminalitet eller af hensyn til beskyt-
telse af den forurettede ved lovovertrædelsen ikke bør afsendes.
Afgørelser efter § 55, stk. 5, om tilbageholdelse af brev er omfattet af den
udvidede adgang til domstolsprøvelse, hvis afgørelsen er begrundet i hen-
synet til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, jf. bemærknin-
gerne til lovforslagets § 112, nr. 2.
Efter stk. 6 skal tilsendte breve, der af de grunde, som er nævnt i stk. 5, ikke
bør udleveres, som udgangspunkt tilbagesendes. Et tilsendt brev kan dog
205
efter bestemmelse af kriminalforsorgsområdet tilbageholdes, hvis det af sik-
kerhedsmæssige hensyn anses for påkrævet.
For begge former for breve gælder efter stk. 7, at afsenderen som udgangs-
punkt skal gøres bekendt med tilbageholdelsen af brevet. Orientering kan
dog undlades i indtil 4 uger i det omfang, at formålet med tilbageholdelsen
ellers ville forspildes.
Breve, der tilbageholdes, kan som hidtil videregives til politiet eller andre
myndigheder, hvis indholdet af det pågældende brev må antages at give ved-
kommende myndighed anledning til videre foranstaltning. Det bemærkes
herved, at udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« også omfatter hensynet
til forebyggelse og opklaring af strafbart forhold, jf. bemærkningerne til lov-
forslagets § 4.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 8 indeholder en bemyndigelse for justits-
ministeren til at fastsætte regler om de indsattes ret til brevveksling, herun-
der om at indsatte, der får gennemlæst deres breve vil skulle orienteres
herom, og regler om administrativ klageadgang vedrørende afgørelse om, at
brevveksling med en nærtstående skal gennemlæses.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 52, der bl.a. regulerer institutionens
adgang til at undersøge de besøgendes yderbeklædning og medbragte effek-
ter. Endvidere henvises til lovforslagets § 60, der i stk. 9 indeholder bestem-
melser om institutionens adgang til at gennemlæse breve m.v. i den indsattes
besiddelse.
Til § 56
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om den indsattes adgang
til ukontrolleret brevveksling med visse myndigheder og enkeltpersoner.
Bestemmelsen supplerer lovforslagets § 55 om den indsattes almindelige ret
til brevveksling.
Bestemmelsen om ukontrolleret brevveksling svarer med enkelte tilføjelser
af færøske myndigheder i oplistningen til § 56 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
I stk. 1 lovfæstes den indsattes adgang til ukontrolleret brevveksling med en
række myndigheder og enkeltpersoner. Formålet med bestemmelsen er, at
den indsatte til enhver tid skal have mulighed for at rette henvendelse til
206
visse myndigheder mv. uden for institutionen og eventuelt tillige uden for
kriminalforsorgen vedrørende forholdene i institutionen eller behandlingen
af sin sag.
Bestemmelsen åbner bl.a. mulighed for ukontrolleret brevveksling med den
samme kreds af advokater, som omfattes af lovforslagets § 51, stk. 2, og
§ 53, stk. 2, 3. pkt., om uoverværet besøg. Baggrunden herfor er bl.a. hen-
synet til at kunne imødekomme den indsattes eventuelle ønske om en ny
forsvarer, f.eks. med henblik på udarbejdelse af en ansøgning om genopta-
gelse af den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen.
Endvidere indgår Procesbevillingsnævnet i den kreds af myndigheder, som
den indsatte kan brevveksle ukontrolleret med.
At brevvekslingen er »ukontrolleret« indebærer, at institutionen er afskåret
fra at åbne, gennemlæse og tilbageholde breve mellem den indsatte og den
berørte myndighed eller enkeltperson.
Anvendelsen af ordet »ukontrolleret« tilsigter dog ikke at udelukke, at insti-
tutionen som hidtil kan gennemlyse breve, hvis der af ordens- eller sikker-
hedsmæssige grunde findes behov for det. Endvidere kan der i nogle tilfælde
være tvivl om, hvorvidt breve til og fra den indsatte reelt er sendt fra eller
sendes til de personer og myndigheder, der omfattes af adgangen til ukon-
trolleret brevveksling.
Med henblik på sådanne tilfælde kan der i medfør af stk. 2, 1. pkt., som hidtil
fastsættes regler til kontrol af afsenderens identitet f.eks. i form af, at insti-
tutionen retter henvendelse til vedkommende myndighed mv. eller tilbage-
sender brevet til den angivne afsender.
Den foreslåede bestemmelse indeholder i stk. 2, 2. pkt., en bemyndigelse for
justitsministeren til at fastsætte regler om adgang til ukontrolleret brevveks-
ling med enkeltpersoner eller færøske, danske, udenlandske eller internati-
onale offentlige myndigheder, der ikke omfattes af opregningen i stk. 1. Det
forudsættes, at der ikke herved sker nogen indskrænkning af den gruppe
myndigheder og personer, der omfattes af de nuværende administrative reg-
ler på området, f.eks. diplomatiske eller konsulære repræsentanter fra ved-
kommendes hjemland.
207
Telefonsamtaler
Til § 57
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om de indsattes adgang
til at føre telefonsamtaler.
Bestemmelsen svarer med en enkelt undtagelse vedrørende indsatte, der af
politiet skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe
af personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, til
§ 57 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9.
december 2019.
I stk. 1 fastslås det, at en indsat i det omfang, at det er praktisk muligt, har
ret til at føre telefonsamtaler. Forbeholdet om, at det skal være »praktisk
muligt«, indebærer bl.a. en videreførelse af muligheden for at fastsætte be-
grænsninger vedrørende hyppighed og længde af de indsattes telefonsamta-
ler under hensyn til de personaleressourcer, der medgår til at påhøre eller
aflytte telefonsamtaler i arresthuset, jf. nedenfor.
Efter stk. 2 kan adgangen til at føre telefonsamtaler nægtes af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod ra-
dikalisering og ekstremisme, af hensyn til at forebygge kriminalitet eller af
hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen. Om forbud
mod besiddelse af mobiltelefon henvises til bemærkningerne til lovforsla-
gets § 36.
I stk. 3 fastsættes det, at telefonsamtaler optages, påhøres eller aflyttes af
personale i institutionen uden retskendelse, medmindre dette ikke findes
nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til krimi-
nalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme, af hensyn til at
forebygge kriminalitet eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved
lovovertrædelsen. Endvidere fastsættes det, at samtaleparterne forinden skal
gøres bekendt hermed. Bestemmelsen er i overensstemmelse med den nu-
værende praksis, hvorefter de indsattes telefonsamtaler i almindelighed på-
høres eller aflyttes af personale i institutionen.
Der kan i dag ikke ske optagelse, påhøring eller aflytning af telefonsamtaler,
hvis det alene er begrundet i hensynet til kriminalforsorgens indsats mod
radikalisering og ekstremisme.
208
Det foreslås i stk. 4, at indsatte, som er dømt for overtrædelse af en af de i
straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, eller som af kri-
minalforsorgen skønnes at være radikaliserede, ekstremistiske eller i risiko
for at blive det, skal have optaget, påhørt eller aflyttet deres telefonsamtaler,
hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af
hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme el-
ler af hensyn til at forebygge kriminalitet.
Det bemærkes, at anvendelsen af den foreslåede ordning ikke er betinget af,
at den indsattes telefonsamtaler har et nærmere bestemt indhold. Telefon-
samtaler, hvis indhold må formodes ikke at være af religiøs eller ekstremi-
stisk karakter, vil således også skulle optages, påhøres eller aflyttes som led
i den foreslåede ordning.
Det bemærkes endvidere, at den foreslåede ordning vil kunne finde anven-
delse, uanset hvilken af bestemmelserne i straffelovens 12. eller 13. kapitel,
den indsatte er dømt for overtrædelse af, og uanset baggrunden herfor. Det
er således ikke en betingelse, at den pådømte kriminalitet udspringer af
f.eks. religiøs ekstremisme.
Det bemærkes endelig, at den foreslåede ordning tillige vil kunne finde an-
vendelse, hvis kriminalforsorgen skønner, at den indsatte er radikaliseret,
ekstremistisk eller i risiko for at blive det.
I forhold til de nævnte grupper af indsatte, er det alene afgørende for at
bringe den foreslåede foranstaltning i anvendelse, at det ifølge kriminalfor-
sorgens skøn er påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af
hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme el-
ler af hensyn til at forebygge kriminalitet. Ved vurderingen heraf vil krimi-
nalforsorgen – afhængig af omstændighederne i den konkrete sag – enten
kunne lægge egne oplysninger til grund eller indhente en udtalelse fra poli-
tiet eller andre myndigheder.
Det bemærkes dog i den forbindelse, at ikke enhver ændring i den indsattes
adfærd, der kan være tegn på radikalisering eller ekstremisme, vil udgøre et
tilstrækkeligt grundlag for kriminalforsorgen til at iværksætte en eller flere
af de foreslåede foranstaltninger. Der må således være tale om holdepunkter
af en mere fast karakter, der sandsynliggør, at den indsatte er radikaliseret
eller i risiko for at blive det.
209
Spørgsmålet om, hvorvidt det er påkrævet at bringe en eller flere af de fore-
slåede foranstaltninger i anvendelse må i øvrigt afgøres konkret i hver enkelt
sag ud fra en samlet vurdering af de tilgængelige oplysninger om den ind-
satte. I denne vurdering kan bl.a. indgå oplysninger om den pådømte krimi-
nalitet og kriminalforsorgens egne observationer under afsoning eller vare-
tægtsfængsling, herunder observationer relateret til den indsattes adfærd,
udtalelser, brug af litteratur, effekter, symboler og besøgende. Også oplys-
ninger modtaget fra andre myndigheder vil kunne inddrages i vurderingen.
Det må endvidere overvejes i hvert enkelt tilfælde, om formålet med at
bringe en eller flere af de foreslåede foranstaltninger i anvendelse vil kunne
tilgodeses ved mindre indgribende foranstaltninger. Eksempelvis vil der
ikke være grundlag for at bringe en eller flere af de foreslåede foranstaltnin-
ger i anvendelse, hvis formålet kan opnås ved personalet i institutionens
samtaler med den indsatte.
Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til hensyn til opret-
holdelse af et fysisk og psykisk godt miljø og trivsel i bred forstand såvel
mellem de indsatte indbyrdes som i forhold til personalet i kriminalforsor-
gens institutioner.
Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig til hensyn til op-
retholdelse af frihedsberøvelsen ved at forebygge og forhindre, at de indsatte
undviger, og at forebygge kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår
kriminalitet under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller vold mod perso-
nalet eller medindsatte, fængselsoptøjer samt handel med og indsmugling af
narkotika og lignende i forbindelse med besøg.
For så vidt angår den nærmere forståelse af begreberne »ordensmæssige
hensyn« og »sikkerhedsmæssige hensyn« henvises i øvrigt til pkt. 7 i lov-
forslagets almindelige bemærkninger.
Med begrebet »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes til kriminalitets-
forebyggelse i bredeste forstand såvel i som uden for kriminalforsorgens
institutioner.
Begreberne »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke entydige begreber,
men dækker over varierende grader af tilslutning til radikale og ekstreme
synspunkter og handlinger.
210
Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige måder, og som
kan ske over kortere eller længere tid. Der er ingen simple årsagssammen-
hænge, og radikaliseringen kan igangsættes på baggrund af mange forskel-
lige faktorer og have forskellige endemål. Radikaliseringen kan komme til
udtryk ved støtte til radikale synspunkter eller en ekstremistisk ideologi og
kan også medføre accept af brugen af vold eller andre ulovlige midler for at
opnå et politisk eller religiøst mål.
Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensopfattelser og fjen-
debilleder, hvor bestemte grupper eller samfundsforhold ses som truende,
samt intolerance og manglende respekt for andre menneskers synspunkter,
frihed og rettigheder.
Begrebet omfatter endvidere afvisning af grundlæggende demokratiske
værdier og normer, manglende accept af demokratiske beslutningsprocesser
og anvendelse af ulovlige og eventuelt voldelige metoder for at opnå et po-
litisk eller religiøst ideologisk mål.
Den foreslåede foranstaltning vil kunne finde anvendelse både i forhold til
personer, der har – eller er i risiko for – at udvikle radikale eller ekstremi-
stiske holdninger, men som ikke nødvendigvis søger at fremme disse gen-
nem ulovlige midler, og i forhold til personer, der søger at fremme radikale
og ekstreme holdninger gennem vold eller andre ulovlige midler.
Spørgsmålet om, hvorvidt en indsat er radikaliseret, ekstremistisk eller i ri-
siko for at blive det, vil bero på kriminalforsorgens skøn. Ved vurderingen
heraf vil kriminalforsorgen – afhængig af omstændighederne i den konkrete
sag – enten kunne lægge egne oplysninger til grund eller indhente en udta-
lelse fra politiet eller andre myndigheder.
Forslaget indebærer, at kriminalforsorgen skal tage stilling til, om en indsat,
der tilhører den nævnte persongruppe, skal have optaget, påhørt eller aflyttet
sine telefonsamtaler. Det vil være personalet i den institution, hvor den ind-
satte er placeret, der vil skulle stå for dette.
I de tilfælde, hvor der er tale om telefonsamtaler med nærtstående, vil der
være en vis formodning for, at det ikke er påkrævet at iværksætte den fore-
slåede foranstaltning.
Ved nærtstående personer forstås ægtefælle eller samlever, børn, børnebørn,
forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til
211
hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at denne kan ligestilles med
disse familiebånd.
Dette gælder dog ikke telefonsamtaler med nærtstående, der er dømt for
overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede for-
brydelser, hvor den foreslåede foranstaltning vil kunne iværksættes.
Også i situationer, hvor politiet eller kriminalforsorgen er i besiddelse af
oplysninger om, at en nærtstående er radikaliseret, ekstremistisk eller i ri-
siko for at blive det, vil den foreslåede foranstaltning kunne iværksættes i
forhold til denne persongruppe.
I situationer, hvor politiet eller kriminalforsorgen er i besiddelse af oplys-
ninger om, at en indsat har misbrugt eller vil misbruge adgangen til at kom-
munikere med nærtstående, vil den foreslåede foranstaltning ligeledes
kunne iværksættes i forhold til nærtstående.
Det bemærkes, at en indsat fortsat vil have ret til ukontrollerede telefonsam-
taler med en række nærmere angivne færøske, danske og internationale
myndigheder, institutioner og personer mv., jf. straffuldbyrdelseslovens
regler herom.
Hvis lovforslaget vedtages, vil det administrativt blive fastsat, at indsatte,
der får optaget, påhørt eller aflyttet deres telefonsamtaler, vil skulle oriente-
res herom, samt at kriminalforsorgens afgørelser om, at en indsats telefon-
samtaler skal optages, påhøres eller aflyttes, ikke vil kunne påklages admi-
nistrativt.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5 indebærer, at det udtrykkeligt kommer
til at fremgå af lovteksten, at den indsattes telefonsamtaler med forsvareren
i en verserende straffesag og med andre, som den pågældende kan brev-
veksle ukontrolleret med efter straffuldbyrdelseslovens § 56, stk. 1, ikke op-
tages, påhøres eller aflyttes.
Herudover indeholder stk. 6 en bemyndigelse for justitsministeren til at fast-
sætte regler om gennemførelse af de indsattes ret til at føre telefonsamtaler.
Det forudsættes herved, at der i den forbindelse kan fastsættes regler om
optagelse af telefonsamtaler og kontrol af optagne samtaler. Det forudsættes
endvidere, at det som hidtil bl.a. kan fastsættes, at udgifterne til telefonsam-
taler normalt afholdes af den indsatte. Endvidere forudsættes indsatte i al-
mindelighed at have mulighed for at føre telefonsamtale med forsvareren i
212
en verserende straffesag eller med andre, som den pågældende kan brev-
veksle ukontrolleret med, jf. lovforslagets § 56, stk. 1. Der henvises desuden
til bemærkningerne ovenfor vedrørende bestemmelsens stk. 4.
Aviser, bøger, m.v.
Til § 58
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om de indsattes mulig-
heder for at holde sig orienteret ved avislæsning og gennem radio- og fjern-
synsudsendelser mv.
Bestemmelsen svarer til § 58 i den danske straffuldbyrdelseslov, lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
I stk. 1 fastslås retten til at holde sig orienteret på den anførte måde.
I stk. 2 fastslås endvidere indsattes ret til at låne bøger mv. gennem det of-
fentlige biblioteksvæsen. Bestemmelsen indebærer således en pligt for det
offentlige biblioteksvæsen til at medvirke til tilvejebringelsen af en hen-
sigtsmæssig låneordning. Den nærmere fremgangsmåde forudsættes tilret-
telagt ved aftale mellem institutionen og det lokale bibliotek på samme
måde, som der allerede er indgået aftale med biblioteket i Tórshavn om bib-
lioteksbetjening.
I stk. 3 er det præciseret, at udenlandske indsatte så vidt muligt skal have
adgang til at læse aviser mv. på deres eget sprog. Formålet med bestemmel-
sen er at understrege, at det for udenlandske indsatte er af væsentlig betyd-
ning at kunne holde sig orienteret om samfundsforhold i deres eget land og
på deres eget sprog. Ved anvendelsen af udtrykket »så vidt muligt« er det
imidlertid forudsat, at der er økonomiske grænser for kriminalforsorgsom-
rådets pligt til at gennemføre denne ret. I dansk praksis har ombudsmanden
i forbindelse med et tilsynsbesøg i et arresthus taget en praksis til efterret-
ning, hvorefter arresthuset havde indkøbt et mindre antal bøger på fremmed-
sprog, ligesom de indsatte havde mulighed for at låne yderligere bøger på
fremmedsprog via biblioteket og fik tilbud om at få udskrifter fra netaviser
på modersmålet.
213
Kontakt til medierne
Til § 59
Den foreslåede bestemmelse regulerer de indsattes adgang til at udtale sig
mv. til medierne. Bestemmelsen skal sammenholdes med lovforslagets § 55,
hvorefter de indsatte har adgang til at rette skriftlig henvendelse til bl.a.
dagspressen og de elektroniske medier. Endvidere henvises til lovforslagets
§ 46, der indebærer, at de indsatte under udgang sædvanligvis kan opnå kon-
takt med repræsentanter for medierne, der ligeledes med den indsattes sam-
tykke kan kontakte den pågældende under straffuldbyrdelsen efter reglerne
om besøg, jf. herved lovforslagets § 51.
Bestemmelsen svarer til § 59 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
I stk. 1 fastslås den indsattes ret til i institutionen at udtale sig og i den for-
bindelse at lade sig fotografere til medierne. Denne ret har væsentlig betyd-
ning bl.a. for offentlighedens mulighed for at få nærmere kendskab til de
forhold, hvorunder frihedsstraf fuldbyrdes. Stk. 1 suppleres i stk. 3 af en be-
myndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelse af
de indsattes ret efter stk. 1.
Stk. 1 indebærer i overensstemmelse med den nuværende retstilstand bl.a.,
at spørgsmålet om fotografering i tilknytning til interviews reguleres på
samme måde som adgangen til at udtale sig, dvs. at den indsatte har ret til
at lade sig fotografere, men at der kan fastsættes begrænsninger ud fra de
hensyn, der fremgår af stk. 2, jf. nedenfor. Det bemærkes, at der ikke uden
for de tilfælde, der omfattes af § 59, består en almindelig adgang til at foto-
grafere uden forudgående tilladelse, jf. herved straffelovens § 264 a.
Ordet »medierne« afgrænses på samme måde som udtrykket »masseme-
dier« (»fjölmiðlar«) i medieansvarsloven, jf. lagtingslov nr. 45 af 16. maj
2006 om medieansvar som ændret ved lagtingslov nr. 30 af 30. april 2007
om medieansvar.
Stk. 2 indebærer i overensstemmelse med den nuværende praksis bl.a., at
der kan fastsættes begrænsninger i den indsattes adgang til at kontakte me-
dierne af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Som eksempel kan peges
på kontakt, der kræver særlig overvågning af personale i form af, at en fæng-
selsbetjent følger med rundt under filmoptagelse mv. i institutionen.
214
Endvidere medfører stk. 2 en lovfæstelse af adgangen til at gøre indgreb i
de særlige tilfælde, hvor indgrebet sker for at beskytte den forurettede ved
lovovertrædelsen eller for i øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af rets-
følelsen. Det forudsættes, at begrænsninger i retten til at kontakte medierne
som hidtil alene gennemføres, når hensynene i bestemmelsen med afgø-
rende vægt taler for en sådan begrænsning.
Stk. 2 medfører i øvrigt, at der ikke kan fastsættes begrænsninger i den ind-
sattes adgang til medierne for at beskytte den indsatte selv. Baggrunden er,
at der i medieansvarsloven er optaget bestemmelser om presseetik, der bl.a.
indebærer, at Fjølmiðlanevndin overvåger, om massemediernes indhold og
handlemåde er i overensstemmelse med god presseskik, jf. lovens § 34 og
§ 43, stk. 1, nr. 1.
Kapitel 10
Indgreb over for den indsatte
Lovforslagets kapitel 10 (§§ 60-66) regulerer betingelserne for og frem-
gangsmåden ved en række indgreb over for den indsatte. De indgreb, der
omfattes, er undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum (visita-
tion), afgivelse af udåndingsprøve eller urinprøve, fotografering og opta-
gelse af fingeraftryk, magtanvendelse, udelukkelse fra fællesskab og sik-
ringsmidler i form af håndjern og sikringscelle.
Undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum
Til § 60
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om kriminalforsorgsom-
rådets adgang til at undersøge den indsattes person og opholdsrum (visita-
tion).
Bestemmelsen svarer til § 60 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
I stk. 1 angives, under hvilke betingelser kriminalforsorgsområdet eller Di-
rektoratet for Kriminalforsorgen uden retskendelse kan undersøge, hvilke
effekter en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller på sin person.
215
Den grundlæggende betingelse for sådan undersøgelse er, at den er nødven-
dig for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes, eller sikkerhedshensyn
iagttages.
Stk. 1 indeholder på den baggrund en ikke udtømmende opregning af nogle
praktisk forekommende tilfælde, hvor undersøgelse kan komme på tale. Be-
stemmelsen er således ikke til hinder for, at kriminalforsorgsområdet til va-
retagelse af sine ordens- og sikkerhedsmæssige opgaver undersøger andre
lokaliteter for effekter eller gennemgår den indsattes opholdsrum for eksem-
pelvis beskadigelse af vinduesarmatur og andre bygningsdele. Endvidere vil
der være mulighed for at undersøge grupper af indsatte på tilfældige tids-
punkter og steder.
Med udtrykket »undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse på
sin person« sigtes til indgreb, der har karakter af legemsbesigtigelse, dvs. de
former for indgreb, hvor der ikke sker nogen indtrængen i det menneskelige
legeme eller nogen egentlig beføling af legemet i undersøgelsesøjemed. Der
tænkes bl.a. på besigtigelse, der ikke kræver egentlig afklædning, men f.eks.
opknapning af en skjorte eller opsmøgning af et ærme for at se efter skjulte
effekter. Om fotografering og optagelse af fingeraftryk af den indsatte i
identifikationsøjemed henvises til lovforslagets § 61 og bemærkningerne til
denne bestemmelse.
Undersøgelsen vil desuden kunne ske ved anvendelse af narkotikahund. Un-
dersøgelse ved anvendelse af narkotikahund vil bl.a. kunne foregå ved, at
den indsatte passerer en narkotikahund, eller at hunden passerer den indsatte
eller eventuelt flere indsatte, og at hunden markerer, hvis den får fært af
narkotika.
Anvendelse af kriminalforsorgens narkotikahunde til at foretage undersø-
gelse af indsatte vil ske inden for rammerne af den foreslåede bestemmelse
om legemsbesigtigelse.
Direktoratet for Kriminalforsorgen kan særligt udnytte muligheden for at
foretage undersøgelse efter bestemmelsens stk. 1, i tilfælde, hvor hele afde-
linger eller grupper af indsatte skal undersøges, og hvor det derfor kan være
vanskeligt at sikre, at de indsatte ikke er opmærksomme på, at noget er an-
derledes og under planlægning, hvis undersøgelsen gennemføres af institu-
tionens egne medarbejdere.
216
Stk. 2 indebærer, at undersøgelse af indsatte vil kunne ske ved anvendelse
af kropsscannere i overensstemmelse med reglerne i lovens kapitel 10 a. Der
henvises til bemærkningerne til § 66 a nedenfor. Det bemærkes, at der i
Danmark alene i et mindre antal institutioner med en høj grad af sikkerhed
er opstillet kropsscannere i form af MMB-scannere (millimeterbølge), og at
der derudover findes en røntgenscanner, som dog ikke aktuelt er i brug. Med
bestemmelsen er det ikke forudsat, at der skal opstilles en kropsscanner i
Færøerne Arrest.
Stk. 3 indebærer en lovfæstelse af adgangen til at foretage en nærmere un-
dersøgelse af den indsattes person, dvs. indgreb, hvor beføling af legemet er
et led i selve undersøgelsen. Der tænkes bl.a. på ydre undersøgelser, der
består i en beføling af legemets overflade, f.eks. for at finde kapsler skjult
under huden, udtagelse af blodprøver og ultralyd- og røntgenundersøgelser.
Omfattet er også undersøgelse af legemets hulrum og andre undersøgelser
af legemets indre, f.eks. rectoskopi og gynækologisk undersøgelse.
Under hensyn til den indgribende karakter er adgangen til at undersøge i de
her omhandlede tilfælde betinget af, at der kan påvises bestemte grunde til
at antage, at den indsatte er i uretmæssig besiddelse af effekter.
Stk. 4 indeholder den såkaldte proportionalitetsgrundsætning, hvorefter det
er en forudsætning for undersøgelse efter såvel stk. 1, 2 og 3, at andre og
lempeligere midler har været forsøgt eller åbenbart vil være utilstrækkelige.
Stk. 5 indeholder den såkaldte skånsomhedsgrundsætning, hvorefter visita-
tion skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader.
I stk. 6 fastsættes det, at undersøgelse, der indebærer afklædning af den ind-
satte, kun må foretages eller overværes af personer af samme køn som den
indsatte eller sundhedspersonale.
I stk. 7 fastsættes det, at undersøgelse som nævnt i stk. 3, jf. ovenfor, kun
må foretages under medvirken af en læge, og at lægen tager stilling til, om
indgrebets gennemførelse under hensyn til den hermed forbundne smerte og
risiko samt den indsattes tilstand er lægeligt forsvarlig. Reglerne om med-
virken af læge ved visse undersøgelser af den indsatte svarer til reglerne om
medvirken af læge ved legemsundersøgelse mod sigtede og andre i retsple-
jelovens § 834, stk. 3, jf. § 829, stk. 1, nr. 2, som led i efterforskning. Det
indebærer bl.a., at der for lægers foretagelse af legemsundersøgelser også
gælder de almindelige lægelige regler, herunder etiske regler og principper.
217
Stk. 8 indebærer en lovfæstelse af adgangen til efter kriminalforsorgsområ-
dets bestemmelse, at tilbageholde effekter, der findes i den indsattes besid-
delse, i tilfælde, hvor det skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæs-
sige hensyn.
Stk. 9 medfører en lovfæstelse af adgangen til uden retskendelse at gennem-
læse og efter bestemmelse af kriminalforsorgsområdet at tilbageholde breve
og andre optegnelser i den indsattes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet
af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Henvisningen til lovforslagets
§ 56 indebærer, at reglerne om ukontrolleret brevveksling finder tilsvarende
anvendelse på breve, der findes ved undersøgelse i medfør af lovforslagets
§ 60.
Med det foreslåede stk. 10 får kriminalforsorgen adgang til at gøre sig nær-
mere bekendt med indholdet af elektroniske effekter, som en indsat har i sin
besiddelse, eller som i øvrigt forefindes i kriminalforsorgens institutioner,
og som indsatte efter lovgivningen ikke må besidde.
Det foreslås således, at der indsættes en bestemmelse, hvorefter kriminal-
forsorgen uden retskendelse kan gøre sig bekendt med indholdet af elektro-
niske effekter, som en indsat har i sin besiddelse, eller som i øvrigt forefin-
des i kriminalforsorgens institutioner, og som indsatte efter lovgivningen
ikke må besidde.
Med udtrykket »gøre sig bekendt med« sigtes til, at kriminalforsorgen under
de nævnte omstændigheder kan undersøge, om indholdet af fundne effekter
har betydning for ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, for hensyn til
kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme eller for hen-
syn til at forebygge kriminalitet.
Det bemærkes i den forbindelse, at kriminalforsorgen vil kunne anmode an-
dre myndigheder, herunder politiet, om bistand i forbindelse med undersø-
gelsen af den fundne effekt.
Det kan dreje sig om teknisk bistand til at tilgå den fundne effekts indhold,
ligesom det kan dreje sig om bistand af mere faglig karakter i forbindelse
med vurderingen af, om indholdet af den fundne effekt har betydning for
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn i kriminalforsorgens institutioner,
for hensyn til at forebygge kriminalitet eller for kriminalforsorgens indsats
mod radikalisering og ekstremisme.
218
Det fremgår af forarbejderne til den tilsvarende danske bestemmelse, at kri-
minalforsorgen vil kunne udveksle oplysninger om indholdet af fundne ef-
fekter med andre myndigheder, herunder politiet, inden for rammerne af
retshåndhævelsesloven. Retshåndhævelsesloven er imidlertid endnu ikke
sat i kraft for Færøerne. Den retlige ramme vil derfor i stedet være person-
datalovens regler om videregivelse af oplysninger, jf. anordning nr. 754 af
19. juni 2017 om ikrafttræden af lov om behandling af personoplysninger
for rigsmyndighedernes behandling af oplysninger på Færøerne.
Med udtrykket »indholdet« sigtes til alt, hvad der er lagret på eller kan tilgås
via den elektroniske effekt.
Med udtrykket »elektroniske effekter« sigtes til mobiltelefoner, tablets, ka-
meraer, bærbare computere, musikafspillere og lignende elektronisk udstyr.
Det kan imidlertid også dreje sig om lagringsmedier, der ikke i sig selv er
elektroniske, men som kræver tilslutning til elektronisk udstyr for at kunne
anvendes. Som eksempler herpå kan nævnes harddiske, usb-stik, cd-rom og
lignende lagringsenheder, der kan anvendes til opbevaring af data.
Det bemærkes, at der efter den foreslåede ordning ikke stilles krav om, at
fundne elektroniske effekter kan knyttes til en bestemt indsat eller til en be-
stemt gruppe af indsatte. Den omstændighed, at en elektronisk effekt er fun-
det i én af kriminalforsorgens institutioner er således tilstrækkeligt til at
bringe den foreslåede ordning i anvendelse, hvis effekten ikke lovligt kan
besiddes af indsatte i den pågældende institution eller hos den indsatte, hvor
effekten er fundet.
Med udtrykket »som indsatte efter lovgivningen ikke må besidde« sigtes til
de regler, der følger af den til enhver tid gældende lovgivning og admini-
strative regler udstedt i medfør heraf.
I den forbindelse bemærkes, at kriminalforsorgen i forhold til visse elektro-
niske effekter, som indsatte undtagelsesvis kan få tilladelse til at besidde,
efter fast praksis betinger udleveringen af, at kriminalforsorgen uden rets-
kendelse kan gøre sig bekendt med indholdet heraf. Denne ordning kan fort-
sætte uafhængigt af den foreslåede bestemmelse.
Det bemærkes endvidere, at den foreslåede ordning ikke vil have indflydelse
på kriminalforsorgens praksis i forhold til at anmelde fundet af ulovlige ef-
fekter til politiet.
219
Kriminalforsorgen vil således med forslaget få adgang til uden retskendelse
at gøre sig bekendt med indholdet af elektroniske effekter, hvis de nævnte
betingelser er opfyldt. Forslaget vil således – i sammenhæng med de lig-
nende bestemmelser i straffuldbyrdelseslovens § 60 – udgøre en særegen
undtagelse til grundlovens § 72, hvorefter bl.a. brud på post- og telefonhem-
meligheden alene må ske efter en retskendelse, hvor ingen lov hjemler en
særegen undtagelse.
Hvis lovforslaget vedtages, vil det administrativt blive fastsat, at kriminal-
forsorgen som udgangspunkt vil skulle orientere en indsat, hvis kriminalfor-
sorgen har gjort sig bekendt med indholdet af en elektronisk effekt, som er
fundet i en indsats besiddelse, og som den indsatte efter lovgivningen ikke
må besidde.
Endelig indeholder stk. 11 en bemyndigelse for justitsministeren til at fast-
sætte regler om gennemførelsen af undersøgelser af den indsattes person og
opholdsrum. Det forudsættes herved, at institutionen i de tilfælde, hvor un-
dersøgelsen indebærer en fuldstændig gennemgang af den indsattes effekter
i opholdsrummet, som hidtil enten lader den indsatte overvære undersøgel-
sen eller gennemgår undersøgelsen og dens resultat med den indsatte umid-
delbart efter dens foretagelse. Det forudsættes endvidere, at der i medfør af
denne bestemmelse administrativt vil blive fastsat nærmere retningslinjer
om undersøgelse af indsatte ved anvendelse af narkotikahunde, jf. bemærk-
ningerne til den foreslåede bestemmelses stk. 1 ovenfor. I denne forbindelse
forudsættes det fastsat, at hvis en indsat nægter at lade sig undersøge af en
narkotikahund, vil en sådan undersøgelse ikke blive gennemført, dels af
hensyn til narkotikahundene, dels på grund af principperne om proportiona-
litet og skånsomhed i de foreslåede bestemmelser i § 60, stk. 4 og 5. I stedet
forudsættes undersøgelsen at ske i medfør af stk. 1 om legemsbesigtigelse
uden anvendelse af narkotikahund og eventuelt efter den foreslåede bestem-
melse i stk. 3, om legemsundersøgelse, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Til § 60 a
Den foreslåede bestemmelse vedrører udåndings- og urinprøver.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 60 a i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
220
Efter stk. 1 giver bestemmelsen mulighed for at foretage stikprøvevis udån-
dingsprøve- eller urinprøvekontrol hos indsatte i kriminalforsorgens institu-
tioner med henblik på at undersøge for indtagelse af alkohol eller euforise-
rende stoffer og andre stoffer, som er forbudt efter den almindelige lovgiv-
ning, herunder anabolske steroider. Indsatte vil således på tilfældige tids-
punkter og steder kunne afkræves udåndings- og/eller urinprøver med det
formål at kontrollere, om de indsatte indtager alkohol, euforiserende stoffer
eller andre ulovlige stoffer.
Iværksættelse af udåndings og/eller urinprøvekontrol efter den foreslåede
bestemmelse forudsætter ikke, at der kan påvises en konkret mistanke mod
den indsatte om indtagelse af alkohol eller euforiserende stoffer mv. Udån-
dings- eller urinprøve kan herefter afkræves indsatte rutinemæssigt og stik-
prøvevis, når dette findes hensigtsmæssigt og ud fra en saglig vurdering,
herunder navnlig ud fra præventive hensyn. Det er ikke en betingelse, at det
i det enkelte tilfælde kan påvises, at kontrollen er afgørende for at sikre, at
ordensbestemmelser overholdes eller sikkerhedshensyn iagttages.
Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes over for enkelte indsatte
såvel som en større kreds af indsatte, f.eks. således at samtlige indsatte på
en eller flere afdelinger pålægges at afgive udåndingsprøve.
I stk. 2 angives det, at bestemmelserne i § 60, stk. 5 og 6, også finder anven-
delse på indgreb efter den foreslåede bestemmelse.
Heraf følger, at indgrebet skal foretages så skånsomt, som omstændighe-
derne tillader. Dette indebærer blandt andet, at der ved afgivelsen af udån-
dings- eller urinprøve ikke bør være andre indsatte til stede.
Det forudsættes i øvrigt, at indgreb efter den foreslåede bestemmelse alene
finder sted, hvis indgrebet er begrundet i saglige hensyn.
Hvis afgivelsen af urinprøve forudsætter hel eller delvis afklædning af den
indsatte, må indgrebet kun foretages eller overværes af personer af samme
køn som den indsatte eller sundhedspersonale.
Stk. 3 giver justitsministeren hjemmel til at udstede nærmere regler for gen-
nemførelse af rutinemæssig udåndings- og/eller urinprøvekontrol. Bestem-
melsen svarer til den tilsvarende hjemmel i § 60, stk. 11, om undersøgelse
af den indsattes person og opholdsrum.
221
Fotografering og optagelse af fingeraftryk
Til § 61
Den foreslåede bestemmelse vedrører fotografering og optagelse af finger-
aftryk i identifikationsøjemed.
Bestemmelsen svarer til § 61 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsens stk. 1 indebærer mulighed for at fotografere og optage fin-
geraftryk af den indsatte med henblik på senere identifikation.
Bestemmelsen indeholder i stk. 2 en bemyndigelse for justitsministeren til
efter behov at fastsætte regler bl.a. om opbevaring og destruktion af sådant
materiale.
Adgangen for institutionen til at fotografere mv. i identifikationsøjemed har
bl.a. betydning for muligheden for at opspore indsatte, der er undveget fra
straffuldbyrdelse.
For så vidt angår fotografering og optagelse af fingeraftryk for varetægtsar-
restanter henvises i øvrigt til lovforslagets § 126, nr. 3 (retsplejelovens § 809
a) og bemærkningerne dertil.
Magtanvendelse
Til § 62
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om kriminalforsorgens
adgang til at anvende magt over for en indsat.
Bestemmelsen svarer til § 62 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Stk. 1 indeholder de nærmere betingelser for, at Direktoratet for Kriminal-
forsorgen og kriminalforsorgsområdet kan anvende magt over for en indsat.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med stk. 3, der fastslår proportiona-
litetsgrundsætningen, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 60 om under-
søgelse af den indsattes person og opholdsrum.
222
Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for, at kriminalforsorgen kan anvende
den fornødne magt i tilfælde, hvor retten i medfør af bestemmelsen i § 40,
stk. 3, 2. pkt., i udlændingeloven, jf. anordning nr. 182 af 22. marts 2001 om
ikrafttræden for Færøerne af udlændingeloven, som senest ændret ved an-
ordning nr. 67 af 28. januar 2020, på begæring af politiet har truffet bestem-
melse om, at en udlænding skal fremstilles for hjemlandets eller et andet
lands repræsentation, jf. udtrykket »påbudt foranstaltning«.
Stk. 2 indeholder en angivelse af, hvilke magtmidler der kan komme på tale
over for de indsatte.
Justitsministeriets cirkulære nr. 51 af 15. april 1988 med senere ændringer
indeholder i § 2, stk. 2, en opregning af de i dag anvendte magtmidler mv.
(håndkraft (greb, puf), skub samt brug af stav og tåregas af godkendt type).
Bestemmelsen suppleres af skrivelse nr. 9389 af 12. juni 2014 om anven-
delse af peberspray i Arresthuset i Tórshavn, der indeholder regler om an-
vendelse af peberspray i Færøerne Arrest. Disse regler indebærer, at fæng-
selsbetjentene i Færøerne Arrest har adgang til på baggrund af en vurdering
af arresthusets postbesættelse, jf. skrivelse nr. 9267 af 30. april 2015, at bære
peberspray. Kriminalforsorgen har oplyst, at arresthusets betjente på denne
baggrund i en årrække har båret peberspray, men at peberspray endnu ikke
har været anvendt.
Ved det konkrete valg af magtmiddel må såvel proportionalitetsgrundsæt-
ningen som skånsomhedsgrundsætningen, der fastslås i stk. 3 og 4, 1. pkt.,
tages i betragtning.
Efter stk. 4, 2. pkt., skal der gennemføres lægetilsyn efter magtanvendelse,
hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst, hos den ind-
satte i forbindelse med anvendelsen af magt, eller hvis den indsatte selv an-
moder om lægehjælp. Bestemmelsen svarer til de nugældende regler om læ-
getilsyn efter magtanvendelse.
Stk. 5 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til fastsættelse af
regler om bæring af magtmidler og anvendelse af magt.
De administrative regler, der skal fastsættes i medfør af bestemmelsen, for-
udsættes bl.a. at indeholde bestemmelser om, at fængselsbetjente i Færøerne
Arrest kan bære peberspray som en del af den almindelige personlige ud-
rustning. Der vil ikke med loven ske faktiske ændringer i forhold til den
nuværende adgang til at bære peberspray.
223
De administrative regler forudsættes desuden at indeholde bestemmelser om
godkendelse af magtmidlerne stav og tåregas samt nærmere bestemmelser
om udarbejdelse af rapport i tilknytning til magtanvendelse.
Udelukkelse fra fællesskab
Til § 63
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om kriminalforsorgsom-
rådets adgang til at udelukke en indsat fra fællesskab. Bestemmelsen skal
bl.a. ses på baggrund af bestemmelsen i lovforslagets § 33, hvorefter en ind-
sat skal anbringes i fællesskab, medmindre den pågældende selv ønsker, at
straffen fuldbyrdes uden eller med begrænset fællesskab med andre indsatte.
Bestemmelsen i lovforslagets § 33 regulerer således normalsituationen,
mens § 63 sammen med § 64 regulerer de situationer, hvor der fra kriminal-
forsorgsområdets side er anledning til at gribe ind over for den indsattes
anbringelse sammen med andre indsatte.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer og en undtagelse, hvor-
efter der ikke medtages en bestemmelse om afsoning på skift mellem for-
skellige fængsler og arresthuse, til § 63 i den danske straffuldbyrdelseslov,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Stk. 1 indeholder betingelserne for, at kriminalforsorgsområdet kan ude-
lukke en indsat fra fællesskab. Det er et fællestræk for disse betingelser, at
indgrebet skal være nødvendigt for at forebygge uberettiget adfærd. Ude-
lukkelse fra fællesskab kan således ikke ske udelukkende som reaktion på
en allerede begået handling. En sådan reaktion skal i givet fald gennemføres
efter reglerne i lovforslagets kapitel 11 om disciplinærstraffe.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 giver hjemmel til, at en indsat undta-
gelsesvist kan udelukkes fra fællesskab i op til 5 dage, hvis det er nødvendigt
for at beskytte den pågældende mod overgreb.
Det forudsættes, at udelukkelse fra fællesskab af hensyn til den pågældende
selv kun anvendes, når ingen andre forhåndenværende foranstaltninger er
tilstrækkelige til at sikre, at den pågældende indsatte ikke lider overlast.
Endvidere forudsættes det, at en udelukkelse, der sker af hensyn til den ind-
sattes egen sikkerhed, vil være af så kort varighed som muligt (og som anført
224
højst 5 dage), idet der hurtigst muligt skal tilvejebringes en varig løsning for
den pågældende.
Stk. 3 indeholder i overensstemmelse med den gældende praksis mulighed
for - mens spørgsmålet behandles - midlertidigt at udelukke en indsat fra
fællesskab, når der er grund til at antage, at betingelserne i stk. 1 for udeluk-
kelse fra fællesskab, eller betingelserne for overførsel til fængsel eller ar-
resthus i Danmark, jf. lovforslagets § 24, er opfyldt.
Stk. 4 indeholder nærmere regler om gennemførelsen af udelukkelse fra fæl-
lesskab. Bestemmelsen fastlægger, at en indsat, der udelukkes fra fælles-
skab, isoleres i opholdsrum på anden afdeling eller i eget opholdsrum. At
den indsatte isoleres indebærer bl.a., at den indsatte kan nægtes adgang til
besøg af medindsatte eller brevveksling med disse.
I stk. 5 og 6 fastslås det, at proportionalitets- og skånsomhedsgrundsætnin-
gen også finder anvendelse i sager om udelukkelse fra fællesskab.
I stk. 7 opstilles nogle betingelser for institutionens behandling af sager ved-
rørende indsatte, som er udelukket fra fællesskab. Bestemmelsen tilsigter at
skabe sikkerhed for, at den indsatte snarest på ny får mulighed for anbrin-
gelse i fællesskab. Ved bestemmelsens 2. pkt. sikres, at spørgsmålet over-
vejes, også uanset om den indsatte anmoder herom.
Bestemmelsen i stk. 8 indebærer, at der – ud over de begrænsninger, der
allerede ligger i de nødvendigheds-, proportionalitets- og skånsomhedskrav,
som følger af straffuldbyrdelseslovens § 63, stk. 1, 5 og 6 – fastsættes en
tidsgrænse for udelukkelse fra fællesskab på 3 måneder. Direktoratet for
Kriminalforsorgen kan dog under helt særlige omstændigheder træffe afgø-
relse om, at udelukkelse fra fællesskab kan fortsætte ud over 3 måneder.
Bestemmelsen forpligter i så fald direktoratet til ugentligt at overveje at
bringe udelukkelsen fra fællesskab til ophør.
Endelig indeholder stk. 9 en bemyndigelse for justitsministeren til at fast-
sætte regler om udelukkelse af indsatte fra fællesskab med andre indsatte.
Det forudsættes herved bl.a. sikret, at der fastsættes bestemmelser om tiltag
m.v. med henblik på at mindske den særlige belastning og risiko for forstyr-
relse af det psykiske helbred, som er forbundet med udelukkelse fra fælles-
skab.
225
Hvis en indsat uberettiget har været udelukket fra fællesskab, kan der rejses
spørgsmål om erstatning i medfør af lovforslagets § 106, stk. 1, nr. 3, jf.
bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 64
Den foreslåede bestemmelse undtager visse tvungne ophold uden fællesskab
med andre indsatte fra bestemmelserne i lovforslagets § 63. Endvidere fast-
sættes regler om observationsceller.
Bestemmelsen svarer til § 64 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, med en redaktionel ændring,
som følge af, at der ikke foreslås beskæftigelsespligt i Færøerne Arrest.
I stk. 1, nr. 1, er det præciseret, at visse almindeligt forekommende kortva-
rige tvungne ophold i eget opholdsrum ikke er omfattet af begrebet udeluk-
kelse fra fællesskab.
Stk. 1, nr. 2, foreslås medtaget for at bevare den eksisterende mulighed for
at træffe bestemmelse om, hvor den indsatte skal opholde sig i institutionen
i arbejdstiden. Kriminalforsorgsområdets bestemmelser herom er således
ikke omfattet af begrebet udelukkelse fra fællesskab.
Stk. 2 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler
om indsattes ophold efter stk. 1, herunder om godkendelse og anvendelse af
observationsceller. Med bestemmelsen videreføres den nuværende mulig-
hed for at anvende observationsceller til kortvarigt ophold for indsatte. I
Færøerne Arrest er der i dag etableret en sikringscelle, som vil kunne ind-
rettes som en observationscelle.
226
Sikringsmidler
Håndjern
Til § 65
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om kriminalforsorgsområdets adgang
til at anvende håndjern.
Bestemmelsen svarer til § 65 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Stk. 1 indeholder en angivelse af, hvornår kriminalforsorgsområdet kan an-
vende håndjern.
Betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, for anvendelse af håndjern med henblik på
at afværge truende vold mv. og hindre selvmord eller anden selvbeskadi-
gelse svarer til betingelserne i lovforslagets § 66, stk. 1, for at anbringe en
indsat i sikringscelle, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse. Er anbrin-
gelse i sikringscelle ikke mulig eller nødvendig, kan der i stedet anvendes
håndjern.
Bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, om anvendelse af håndjern for at forhindre und-
vigelse tilsigtes navnlig anvendt under transport af den indsatte uden for in-
stitutionen.
I stk. 2 og 3 præciseres, at proportionalitets- og skånsomhedsgrundsætnin-
gen også gælder ved anvendelse af håndjern. Disse grundsætninger sam-
menholdt med nødvendighedsbetingelsen i stk. 1 indebærer, at kriminalfor-
sorgsområdet ikke vil være berettiget til at træffe bestemmelse om, at hånd-
jern skal anvendes i alle tilfælde af transport. Kriminalforsorgsområdet bør
endvidere være opmærksom på den særlige krænkelse, som kan være for-
bundet med at bære håndjern under ophold sammen med andre mennesker i
offentlige venteværelser mv.
Endvidere fastsættes det i stk. 3, 2. pkt., at der skal gennemføres lægetilsyn,
hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst, hos den ind-
satte i forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller hvis den indsatte selv
anmoder om lægehjælp. Bestemmelsen svarer til de nugældende regler om
lægetilsyn ved anvendelse af håndjern.
227
Stk. 4 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler
om anvendelse af håndjern. Sådanne administrative bestemmelser forudsæt-
tes bl.a. at indeholde regler om godkendelse af håndjern og om udarbejdelse
af rapport efter anvendelsen af håndjern.
Sikringscelle
Til § 66
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om kriminalforsorgsområdets adgang
til at anbringe en indsat i sikringscelle og herunder til at tvangsfiksere ved-
kommende.
Bestemmelsen svarer til § 66 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Stk. 1 indeholder de nærmere betingelser for anvendelse af sikringscelle og
tvangsfiksering. Betingelserne skal bl.a. ses i sammenhæng med proportio-
nalitets- og skånsomhedsgrundsætningerne, der efter stk. 2 og 3 også finder
anvendelse ved de her omhandlede indgreb.
I stk. 4 fastsættes det i overensstemmelse med gældende ret, at en indsat, der
er tvangsfikseret, skal have fast vagt. En fast vagt er en dertil udpeget fæng-
selsbetjent eller andet kvalificeret personale, som ikke samtidig har andre
arbejdsopgaver end at tage sig af den fikserede indsatte.
Stk. 5 indebærer i overensstemmelse med de nugældende regler, at krimi-
nalforsorgsområdet ved tvangsfiksering af en indsat i sikringscelle straks
skal anmode en læge om at foretage tilsyn med den indsatte, og at lægen
skal tilse den pågældende, medmindre lægen skønner sådant tilsyn åbenbart
unødvendigt. Det er således lægens ansvar at vurdere nødvendigheden af
lægetilsyn.
I stk. 6 fastsættes det i overensstemmelse med gældende ret, at der ved an-
bringelse i sikringscelle uden tvangsfiksering skal tilkaldes læge, hvis der er
mistanke om sygdom, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.
Stk. 7 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler
om godkendelse af sikringsceller og om anvendelse af sikringsceller og
tvangsfiksering, herunder om lægetilsyn og andet tilsyn. Denne bemyndi-
gelse forudsættes bl.a. udnyttet til fastsættelse af regler om indberetning til
228
Direktoratet for Kriminalforsorgen om ophold i sikringscelle og anvendelse
af tvangsfiksering.
Hvis en indsat uforskyldt har været anbragt i sikringscelle, kan der efter lov-
forslagets § 106, stk. 1, nr. 2, rejses spørgsmål om erstatning for uberettiget
ophold i sikringscelle, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til Kapitel 10 a
Anvendelse af kropsscannere i kriminalforsorgens institutioner
Kapitlet, der alene indeholder den foreslåede bestemmelse i § 66 a, svarer
til kapitel 10 a (§ 66 a) om anvendelse af kropsscannere i kriminalforsorgens
institutioner i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr.
1333 af 9. december 2019.
Til § 66 a
Den foreslåede bestemmelse vedrører anvendelse af kropsscannere i krimi-
nalforsorgens institutioner og svarer til § 66 a i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen skaber i stk. 1 mulighed for, at der på sigt kan anvendes
kropsscannere på Færøerne i forbindelse med undersøgelse af indsatte, be-
søgende og andre, der søger adgang til kriminalforsorgens institutioner, på
samme måde, som det på nuværende tidspunkt er tilfældet i et begrænset
antal institutioner i Danmark.
Hjemlen i den danske straffuldbyrdelseslov er udnyttet således, at der alene
i et mindre antal institutioner, der har en høj grad af sikkerhed, er opstillet
kropsscannere i form af MMB-scannere (millimeterbølge). Det bemærkes
desuden, at der derudover findes en røntgenscanner, som dog ikke aktuelt er
i brug. Det er i forbindelse med denne lovs ikrafttræden ikke forudsat, at der
skal opstilles en kropsscanner i Færøerne Arrest. Der tilvejebringes dermed
alene et hjemmelsgrundlag.
Med »kropsscannere« sigtes til apparater, der kan undersøge personer visu-
elt ved gennemstråling af den undersøgtes tøj og krop med henblik på at
afsløre eventuelle skjulte genstande.
229
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 2 bemyndiges justitsministeren til at
fastsætte nærmere regler om anvendelse af kropsscannere, herunder om
kontrollens omfang, udstyrets art og behandlingen af de indsamlede oplys-
ninger.
Bestemmelsen vil give justitsministeren mulighed for at bestemme, at en
ordning med kropsscanner skal iværksættes i Færøerne Arrest, og for at
træffe bestemmelse om eventuelle udvidelser eller begrænsninger af ordnin-
gen over tid. Justitsministeren vil endvidere få mulighed for at fastsætte kon-
krete regler om kontrollens omfang og det benyttede udstyr under hensyn
til, hvad der er nødvendigt af ordens- og sikkerhedsmæssige grunde, og hvad
der er sundhedsmæssigt forsvarligt, ligesom justitsministeren vil få mulig-
hed for at fastsætte nærmere regler om behandlingen af de indsamlede op-
lysninger, herunder i relation til registrering og opbevaring.
Endvidere indebærer den foreslåede bestemmelse i stk. 3, at justitsministe-
ren bemyndiges til at fastsætte regler om, at kontrol ved anvendelse af krops-
scanner alene skal omfatte en nærmere afgrænset personkreds, og til at fast-
sætte regler om, i hvilken udstrækning kontrollen skal omfatte personer,
som søger adgang til institutionen i medfør af deres erhverv.
Bestemmelsen har navnlig til formål at give justitsministeren mulighed for
at begrænse ordningens anvendelsesområde af sundhedsmæssige årsager,
f.eks. i forhold til gravide og børn eller i forhold til personer, som over en
længere periode dagligt passerer ud og ind af de relevante institutioner.
Bestemmelsen vil endvidere give justitsministeren mulighed for at begrænse
ordningens anvendelse i forhold til personer, der søger adgang i forbindelse
med deres erhverv, herunder kriminalforsorgens personale, forsvarsadvoka-
ter og andre, som har deres sædvanlige gang i institutionerne.
Til Kapitel 10 b
Kriminalforsorgens behandling af oplysninger om indsatte m.v.
Kapitlet, der alene indeholder den foreslåede bestemmelse i § 66 b, svarer
til kapitel 10 b (§ 66 b) om kriminalforsorgens behandling af oplysninger
om indsatte m.v. i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1333 af 9. december 2019.
230
Med kapitlet etableres der en udtrykkelig lovgivningsmæssig ramme for, at
kriminalforsorgen kan indsamle, behandle og videregive personoplysninger
om indsatte og personer, som indsatte har kontakt til, til andre myndigheder,
hvis ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, hensyn til at bekæmpe og fo-
rebygge kriminalitet eller hensyn til kriminalforsorgens eller andre myndig-
heders indsats mod radikalisering og ekstremisme taler herfor.
Til § 66 b
Bestemmelsen vedrører kriminalforsorgens behandling af oplysninger og
etablerer et udtrykkeligt grundlag for, at kriminalforsorgen kan indsamle,
behandle og videregive oplysninger til andre myndigheder, herunder poli-
tiet, om indsatte, og personer indsatte har kontakt til, hvis ordens- eller sik-
kerhedsmæssige hensyn, hensyn til kriminalforsorgens eller andre myndig-
heders indsats mod radikalisering og ekstremisme eller hensyn til at be-
kæmpe og forebygge kriminalitet taler herfor.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 66 b i den danske straffuldbyr-
delseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Det fremgår af forarbejderne til den danske bestemmelse, at kriminalforsor-
gen i Danmark med hjemmel i den pågældende bestemmelse af egen drift
vil kunne iværksætte efterretningsarbejde med henblik på at indsamle op-
lysninger, som kan videregives til andre myndigheder, herunder politiet og
PET. Det fremgår endvidere, at de indgreb over for indsatte, hvor der sker
indsamling af oplysninger, skal gennemføres inden for de eksisterende lov-
givningsmæssige rammer, herunder den danske straffuldbyrdelseslov, og
der gives således ikke med ordningen adgang til at foretage yderligere eller
mere intensive indgreb over for indsatte eller personer, som indsatte har
kontakt til. Endelig fremgår det, at behandling af oplysninger om indsatte
og personer, som indsatte har kontakt til, som led i ordningen ligeledes vil
skulle ske inden for rammerne af lov nr. 410 af 27. april 2017 om retshånd-
hævende myndigheders behandling af personoplysninger (retshåndhævel-
sesloven).
Retshåndhævelsesloven er endnu ikke sat i kraft for Færøerne, og det regu-
leres derfor af lov om behandling af personoplysninger, som er sat i kraft
ved anordning nr. 754 af 19. juni 2017 om ikrafttræden for Færøerne af lov
om behandling af personoplysninger for rigsmyndighedernes behandling af
oplysninger, under hvilke omstændigheder kriminalforsorgen kan videre
personoplysninger.
231
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 etablerer som nævnt et udtrykkeligt
grundlag for, at kriminalforsorgen kan indsamle, behandle og videregive
oplysninger til andre myndigheder (herunder politiet og PET) om indsatte,
og personer, som indsatte har kontakt til, hvis ordens- eller sikkerhedsmæs-
sige hensyn, hensyn til kriminalforsorgens eller andre myndigheders indsats
mod radikalisering og ekstremisme eller hensyn til at bekæmpe og fore-
bygge kriminalitet taler herfor.
På samme måde, som det er tilfældet i medfør af den tilsvarende danske
regel, skal de indgreb over for indsatte, hvor der sker indsamling af oplys-
ninger, gennemføres inden for de eksisterende lovgivningsmæssige rammer
på Færøerne, herunder persondataloven, samt nærværende lovforslag.
Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til hensyn til opret-
holdelse af et fysisk og psykisk godt miljø og trivsel i bred forstand såvel
mellem de indsatte indbyrdes som i forhold til personalet i kriminalforsor-
gens institutioner.
For så vidt angår den nærmere forståelse af begreberne »ordensmæssige
hensyn« og »sikkerhedsmæssige hensyn« henvises i øvrigt til pkt. 7 i lov-
forslagets almindelige bemærkninger.
Med begrebet »hensyn til at bekæmpe og forebygge kriminalitet« sigtes til
kriminalitetsbekæmpelse og kriminalitetsforebyggelse i bredeste forstand
såvel i som uden for kriminalforsorgens institutioner.
Begreberne »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke entydige begreber,
men dækker over varierende grader af tilslutning til radikale og ekstreme
synspunkter og handlinger.
Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige måder, og som
kan ske over kortere eller længere tid. Der er ingen simple årsagssammen-
hænge, og radikaliseringen kan igangsættes på baggrund af mange forskel-
lige faktorer og have forskellige endemål.
Radikaliseringen kan komme til udtryk ved støtte til radikale synspunkter
eller en ekstremistisk ideologi og kan også medføre accept af brugen af vold
eller andre ulovlige midler for at opnå et politisk eller religiøst mål.
232
Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensopfattelser og fjen-
debilleder, hvor bestemte grupper eller samfundsforhold ses som truende,
samt intolerance og manglende respekt for andre menneskers synspunkter,
frihed og rettigheder.
Begrebet omfatter endvidere afvisning af grundlæggende demokratiske
værdier og normer, manglende accept af demokratiske beslutningsprocesser
og anvendelse af ulovlige og eventuelt voldelige metoder for at opnå et po-
litisk eller religiøst ideologisk mål.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 indeholder en bemyndigelse til justits-
ministeren til at fastsætte nærmere regler om kriminalforsorgens virksom-
hed efter stk. 1.
Bemyndigelsesbestemmelsen forudsættes i givet fald anvendt til at fastsætte
eventuelle regler om den fremtidige organisering mv. af kriminalforsorgens
sikkerheds- og efterretningsenhed. Den tilsvarende bemyndigelsesbestem-
melse i den danske straffuldbyrdelseslov er endnu ikke udnyttet.
I tilfælde, hvor der er tale om overførsel af personoplysninger fra kriminal-
forsorgen i Danmark til rigsmyndigheder på Færøerne, er det foruden de
almindelige betingelser for behandling af personoplysninger yderligere et
krav til de danske myndigheder, at der foreligger et overførselsgrundlag, jf.
retshåndhævelseslovens kapitel 17.
Til kapitel 11
Disciplinærstraf, konfiskation og indeholdelse af erstatningsbeløb
Lovforslagets kapitel 11 (§§ 67-74) indeholder en regulering af kriminalfor-
sorgsområdets adgang til at ikende indsatte disciplinærstraf samt til at træffe
bestemmelse om konfiskation og om indeholdelse af erstatningsbeløb, som
indsatte skal betale for skader, som er forvoldt under opholdet i institutio-
nen.
Disciplinærstraf
Til § 67
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om, hvornår der skal
ikendes en indsat disciplinærstraf.
233
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer og en undtagelse til § 67
i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. de-
cember 2019. Undtagelsen er en følge af, at der efter den foreslåede § 38
alene gælder en beskæftigelsesret i Færøerne Arrest. På den baggrund inde-
holder lovforslaget ikke en bestemmelse om ikendelse af disciplinærstraf
for tilsidesættelse af beskæftigelsespligten.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at disciplinærstraf alene kan
ikendes for forseelser, når det af en lovbestemmelse eller en administrativ
forskrift udtrykkeligt fremgår, at den pågældende forseelse kan medføre di-
sciplinærstraf.
Dette krav om præcisering af, hvornår der kan anvendes disciplinærstraf, er
nyt i forhold til gældende ret. Som noget nyt indføres endvidere obligatorisk
disciplinærstraf. Efter den foreslåede ordning vil det således ikke længere
være muligt for kriminalforsorgsområdet at undlade at ikende en form for
disciplinærstraf, hvis det må lægges til grund, at den indsatte har gjort sig
skyldig i et disciplinærstrafbart forhold.
Bestemmelsen i nr. 1 begrunder disciplinærstraf for indsatte, der i strid med
bestemmelsen om lydighedspligt i § 32 nægter at efterkomme de anvisnin-
ger, som gives af institutionens personale i forbindelse med varetagelse af
institutionens opgaver.
Bestemmelsen i nr. 2 begrunder disciplinærstraf ved udeblivelse. Det be-
mærkes, at der med udtrykket »udeblivelse« sigtes til en situation, hvor en
indsat udebliver ved ikke at returnere til institutionen efter udgang. Udebli-
velse fra tilsigelse til afsoning er derimod ikke omfattet af bestemmelsen.
Bestemmelsen i nr. 3 begrunder disciplinærstraf ved undvigelse eller forsøg
herpå.
Bestemmelsen i nr. 4 begrunder disciplinærstraf ved nægtelse af afgivelse
af udåndingsprøve eller urinprøve efter § 60 a.
Bestemmelsen i nr. 5 begrunder disciplinærstraf ved indtagelse af alkohol,
euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige
lovgivning. Sidstnævnte vil f.eks. være ulovlige dopingmidler.
234
Bestemmelsen i nr. 6 begrunder disciplinærstraf ved overtrædelse af de reg-
ler eller anvisninger, der gælder for rygning i institutionen. Det bemærkes,
at der på Færøerne gælder lagtingslov nr. 61 af 10. juni 2008 om tiltag til at
begrænse rygning (rygeloven). Det fremgår af den pågældende lovs § 3, stk.
1, nr. 4, at rygning ikke er tilladt indendørs i bl.a. arresten. Det fremgår end-
videre af lovens § 4, stk. 1, nr. 3, at det i særlige tilfælde kan være tilladt at
ryge indendørs, herunder i arresten i rum, som ledelsen har godkendt som
rum, der kan ryges i. Tilladelsen er betinget af, at rygningen ikke er til gene
for andre.
Færøerne Arrest har fastsat husregler om, at rygning kun er tilladt på nær-
mere bestemte steder i arresthuset. Den foreslåede bestemmelse indebærer i
overensstemmelse hermed, at en indsat, der ryger på områder i institutionen,
hvor dette ikke er tilladt, vil blive ikendt disciplinærstraf efter straffuldbyr-
delseslovens bestemmelser herom.
Bestemmelsen i nr. 7 begrunder disciplinærstraf ved overtrædelse af straf-
felovgivningen, når overtrædelsen tillige indebærer en selvstændig kræn-
kelse af orden eller sikkerhed i institutionen. Navnlig præventive hensyn
taler således for, at der, uanset at der tillige foretages politianmeldelse, er
behov for tillige at ikende en disciplinærstraf.
Bestemmelsen i nr. 8 begrunder disciplinærstraf ved overtrædelse af regler
fastsat af justitsministeren, når det i reglerne er bestemt, at overtrædelse kan
medføre disciplinærstraf. Det forudsættes f.eks., at der i de regler, som
justitsministeren bemyndiges til at fastsætte i medfør af lovforslagets § 36,
stk. 3 og stk. 4 (om indsattes egne penge og genstande), vil blive fastsat
regler om, at besiddelse af f.eks. våben, euforiserende stoffer, alkohol, mo-
biltelefoner mv. kan medføre disciplinærstraf i lighed med, hvad der er gæl-
dende ret i Danmark.
Bestemmelsen i nr. 9 begrunder disciplinærstraf for overtrædelse af regler
fastsat af kriminalforsorgsområdet, når det i reglerne er bestemt, at overtræ-
delse kan medføre disciplinærstraf. Det er ved den foreslåede bestemmelse
forudsat, at sådanne bestemmelser behandles i regi af de faglige partnerska-
ber, som er etableret mellem Direktoratet for Kriminalforsorgen og krimi-
nalforsorgsområderne med henblik på at sikre ensartethed i grundlaget for
anvendelsen af disciplinærstraffe.
Disciplinærmyndigheden vedrører »indsatte«. Det indebærer, at straffuld-
byrdelseslovens regler om disciplinærstraf finder anvendelse fra tidspunktet
235
for straffuldbyrdelsens iværksættelse, jf. lovforslagets § 8, og indtil det tids-
punkt, hvor den indsatte løslades efter udståelse af hele straffen eller i for-
bindelse med prøveløsladelse, strafafbrydelse eller benådning, jf. lovforsla-
gets § 79. Forseelser begået under udgang fra institutionen vil som følge af
det anførte også kunne danne grundlag for ikendelse af disciplinærstraf.
Afgørelse efter lovforslagets § 70, stk. 1, jf. § 67, om disciplinærstraf i form
af strafcelle i mere end 7 dage er omfattet af forslaget om en udvidet adgang
til domstolsprøvelse, jf. lovforslagets § 112, nr. 3, og bemærkningerne til
denne bestemmelse.
Til § 68
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om de foranstaltninger,
der kan ikendes som disciplinærstraffe.
Bestemmelsen svarer til § 68 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Stk. 1 medfører, at der alene kan anvendes tre former for disciplinærstraffe
(advarsel, bøde og strafcelle). I forhold til straffelovens § 47, som lovforsla-
gets § 68 tilsigter at erstatte, indebærer § 68 således en indskrænkning i an-
vendelsen af mulige disciplinærstraffe. Efter gældende praksis anvendes
dog alene bøde og strafcelle som mulige disciplinærstraffe. Når en (skriftlig)
advarsel er medtaget som en disciplinærstraf, skyldes det, at man i praksis
ofte giver en advarsel i stedet for en disciplinærstraf, men at denne advarsel
tillægges betydning ved senere disciplinærforseelser. Ved at medtage ad-
varslen som en disciplinærstraf sikres det, at de retssikkerhedsgarantier, der
opstilles bl.a. med hensyn til fremgangsmåden ved ikendelse af disciplinær-
straffe, også finder anvendelse i sager, der afgøres med en advarsel.
Stk. 2 indeholder en angivelse af de forhold eller forsøg herpå, som kan
sanktioneres med strafcelle som disciplinærstraf. Det foreslåede krav om
præcisering indebærer i forhold til gældende regler og praksis en skærpelse
af betingelserne for anvendelse af strafcelle som disciplinærstraf. Bestem-
melsen skal endvidere ses i sammenhæng med lovforslagets § 112, nr. 3,
hvorefter en afgørelse om disciplinærstraf i form af strafcelle i mere end 7
dage er omfattet af forslaget om en udvidet adgang til domstolsprøvelse.
236
I stk. 3-4 fastsættes det i overensstemmelse med gældende praksis, at disci-
plinærstraffe i form af bøde og strafcelle kan ikendes i forening, samt at
sådanne disciplinærstraffe kan gøres helt eller delvis betingede.
Til § 69
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om fastsættelsen af bøde
som disciplinærstraf og om fuldbyrdelsen af sådanne disciplinærstraffe.
Bestemmelsen svarer til § 69 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2009.
Stk. 1 indebærer i overensstemmelse med gældende praksis, at en bøde højst
kan udgøre et beløb svarende til det almindelige vederlag, der udbetales ind-
satte for en uges beskæftigelse, dvs. den normale grundløn for en uges be-
skæftigelse uden tillæg, med fradrag af den del af vederlaget, som er bereg-
net til dækning af personlige fornødenheder. Maksimumbeløbet udgør for
tiden ca. 400 kr. Der henvises desuden til bemærkningerne til § 42, stk. 5,
om vederlagets størrelse.
Stk. 2 medfører, at en indsat ved modregning af en ikendt bøde i den pågæl-
dendes vederlag efter lovforslagets § 42 altid mindst skal have udbetalt en
ydelse svarende til dækning af de personlige fornødenheder.
Til § 70
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om den nærmere fastsæt-
telse af strafcelle som disciplinærstraf og om fuldbyrdelsen af sådanne di-
sciplinærstraffe.
Bestemmelsen svarer med en enkelt ændring til § 70 i den danske straffuld-
byrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019. Denne
ændring er begrundet i det forhold, at der alene findes et arresthus på Færø-
erne, og at der ikke i arresthuset er indrettet en særlig afdeling til fuldbyr-
delse af sanktionen strafcelle.
Stk. 1, 1. pkt., indebærer, at strafcelle i overensstemmelse med gældende
praksis højst kan idømmes for et tidsrum af 4 uger. Strafcelle i mere end 1
uge (7 dage) foreslås omfattet af den udvidede adgang til domstolsprøvelse,
jf. lovforslagets § 112, nr. 3, og bemærkningerne hertil.
237
Stk. 1, 2. pkt., indebærer, at varigheden af en strafcelleanbringelse for unge
under 18 år fastsættes til et tidsrum af højst 7 dage, medmindre sagen angår
vold mod personale i institutionen.
Maksimumgrænsen på 4 uger fraviges således i forhold til afsonere under
18 år i alle andre tilfælde end sager om vold mod personalet, således at unge
under 18 år højst kan ikendes strafcelle for et tidsrum af 7 dage.
Det forudsættes, at varigheden af en strafcelleanbringelse fastsættes til et
tidsrum af maksimum 3 dage i alle almindeligt forekommende tilfælde ved-
rørende afsonere under 18 år. Kun i særlige tilfælde bør varigheden fastsæt-
tes til et tidsrum af mere end 3 dage. Der tænkes herved navnlig på genta-
gelsestilfælde i sager om besiddelse af mobiltelefon, besiddelse af eller han-
del med hårde euforiserende stoffer og sager vedrørende forseelser af mere
alvorlig karakter, herunder sager vedrørende overfald på medindsatte.
I sager om vold mod kriminalforsorgens personale vil der som nævnt oven-
for kunne ikendes strafcelle i op til 4 uger.
Stk. 2 indeholder de nærmere regler om fuldbyrdelsen af strafcelle som di-
sciplinærstraf. Den indsatte er under fuldbyrdelsen af en disciplinærstraf i
form af strafcelle udelukket fra fællesskab i institutionen og skal anbringes
i en anden afdeling i institutionen eller i eget opholdsrum.
Indsatte, der udstår strafcelle, har ret til dagligt at tilbringe mindst én time i
fri luft, medmindre dette vil være uforeneligt med institutionens varetagelse
af sikkerhedsmæssige hensyn, jf. lovforslagets § 43, stk. 3, f.eks. i tilfælde,
hvor der kan opstå betydelig risiko for undvigelse eller forsøg herpå.
Bestemmelsens udgør desuden en undtagelse til udgangspunktet, om at den
indsatte under fuldbyrdelse af en disciplinærstraf i form af strafcelle er ude-
lukket fra fællesskab i institutionen, idet unge under 18 år i forbindelse med
udståelse af strafcelle kan deltage i beskæftigelse i institutionen, medmindre
konkrete grunde taler herimod.
Hensigten hermed er generelt, at unge under 18 år under udståelse af straf-
celle kan deltage i beskæftigelse i institutionen, medmindre konkrete grunde
taler herimod. Dette vil således indebære, at afsonere under 18 år alene af-
skæres fra samvær med andre indsatte i fritiden, mens beskæftigelsesaktivi-
teter som udgangspunkt kan afvikles i fællesskab med andre. Hermed sigtes
238
både til deltagelse i arbejde, uddannelse og andre godkendte aktiviteter, her-
under fx behandlingsforløb.
Stk. 3 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler
om udståelse af strafcelle. Denne bestemmelse tilsigter ikke at afskære mu-
ligheden for at lempe i den udelukkelse fra fællesskab, der er udgangspunk-
tet efter stk. 2, 1. pkt.
Hvis anbringelse i strafcelle har været uforskyldt, kan der efter lovforslagets
§ 106, stk. 1, nr. 2, rejses spørgsmål om erstatning for uberettiget ophold i
strafcelle, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 71
Den foreslåede bestemmelse vedrører kriminalforsorgsområdets mulighe-
der for midlertidigt at anbringe en indsat i forhørscelle.
Bestemmelsen svarer til § 71 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Stk. 1 indebærer, at en indsat midlertidigt kan anbringes i forhørscelle, hvis
dette er nødvendigt af hensyn til gennemførelsen af undersøgelser i discipli-
nærsagen. Denne bestemmelse er i overensstemmelse med gældende praksis
og er begrundet i, at det i modsat fald ville kunne være nødvendigt at over-
føre den indsatte til en institution i Danmark, mens disciplinærsagen gen-
nemføres. Det er en forudsætning for anbringelse i forhørscelle, at der er
begrundet mistanke om et forhold, der må antages at ville medføre strafcelle
som disciplinærstraf.
Efter stk. 2 er anbringelse i forhørscelle begrænset til den tid, der er nødven-
dig til undersøgelsen af disciplinærsagen. Endvidere foreslås en absolut tids-
begrænsning på 5 dage, hvilket er nyt i forhold til gældende ret.
Stk. 3 indebærer, at den tid, som en indsat har været anbragt i forhørscelle,
som hidtil skal fradrages i udståelsen af strafcelle.
I stk. 4 er det fastsat, at anbringelse i forhørscelle sker efter samme regler
som udståelse af strafcelle, jf. herved lovforslagets § 70, stk. 2 og 3.
239
Hvis anbringelse i forhørscelle har været uforskyldt, kan der efter lovforsla-
gets § 106, stk. 1, nr. 2, rejses spørgsmål om erstatning for uberettiget op-
hold i forhørscelle, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 72
Den foreslåede bestemmelse indeholder en bemyndigelse for justitsministe-
ren til fastsættelse af regler om behandlingen af disciplinærsager.
Bestemmelsen svarer til § 72 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
De administrative regler, der skal udstedes i medfør af § 72, forudsættes
bl.a. at omfatte forskrifter om fremgangsmåden ved sagernes behandling.
Endvidere forudsættes der foretaget en nærmere afgrænsning af de sager,
der (alene eller tillige) skal behandles af politiet, således at der skabes sik-
kerhed for en ensartet afgrænsning mellem disciplinærstraffesystemet og det
almindelige strafferetlige system.
Konfiskation
Til § 73
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om kriminalforsorgsom-
rådets adgang til at træffe bestemmelse om konfiskation.
Bestemmelsen svarer til § 73 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
De foreslåede regler om adgang for kriminalforsorgsområdet til at træffe
bestemmelse om konfiskation skal ses i sammenhæng med de almindelige
bestemmelser om konfiskation i straffelovens §§ 75-77 a. Efter gældende
ret og efter lovforslaget er de almindelige konfiskationsregler ikke anset for
tilstrækkelige til at modvirke, at indsatte kommer i besiddelse af genstande
eller penge, som de af hensyn til institutionens varetagelse af ordens- og
navnlig sikkerhedsmæssige opgaver ikke findes at burde være i besiddelse
af.
240
Stk. 1, 1. pkt. svarer til den gældende regel i straffelovens § 47, stk. 3, der
samtidig foreslås ophævet som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelses-
loven, jf. lovforslagets § 125.
Med forslaget til stk. 1, 2. pkt., vil reglerne om, at der kan ske konfiskation
af genstande og penge, der er ulovligt indført, erhvervet eller tilvirket i in-
stitutionen, desuden også gælde for genstande og penge, der i øvrigt er med-
taget, besiddet eller rådet over i strid med regler eller anvisninger for ophold
i institutionen.
Dette indebærer, at kriminalforsorgens adgang til at foretage konfiskation
hos afsonere i institutionen udvides til også at omfatte genstande og penge,
som afsoneren lovligt har indført, erhvervet eller tilvirket i institutionen,
men som den pågældende efterfølgende har medtaget, besiddet eller rådet
over i strid med regler eller anvisninger for ophold i institutionen.
Bestemmelsen er i den danske straffuldbyrdelseslov særligt relevant i for-
hold til konfiskation af røgtobak, rygeremedier og genstande til brug for
fremstilling af cigaretter, idet det i de danske fængsler og arresthuse ikke er
tilladt at ryge indendørs, herunder heller ikke i egen celle. Selv om de ind-
satte i Færøerne Arrest efter de gældende lokalt fastsatte regler om rygning
i overensstemmelse med den færøske rygelov har mulighed for rygning
visse steder (jf. lovforslagets § 67 og bemærkningerne hertil), foreslås be-
stemmelsen alligevel medtaget i lovforslaget. Det skyldes, at bestemmelsen
også vil kunne tænkes anvendt i forhold til andre genstande eller penge, der
ikke er omfattet af et generelt forbud i institutionen, men som afsoneren
medtager, besidder eller råder over i strid med regler eller anvisninger for
ophold i institutionen. Den vil også kunne finde anvendelse i tilfælde af, at
der på Færøerne bliver fastsat strengere regler for rygning.
Bestemmelsen finder ikke anvendelse på genstande og penge, der tilhører
nogen, der ikke er ansvarlig for det ulovlige forhold.
Stk. 2 indebærer i forhold til gældende regler og praksis en lovfæstelse af
adgangen til at konfiskere genstande og penge i tilfælde af indsmugling. Det
præciseres samtidig, at konfiskation ikke er mulig, hvis de berørte genstande
eller penge enten tilhører tredjemand, som ikke er ansvarlig for det ulovlige
forhold, eller tilhører den indsatte, forudsat at den indsatte kan godtgøre ikke
at have haft kendskab til det ulovlige forhold.
241
Stk. 3 indebærer, at der kan ske konfiskation af genstande og penge som
nævnt i stk. 1, som findes på institutionens terræn, når det ikke kan klarlæg-
ges, hvem der er ejer heraf. Det bemærkes herved, at lovlige genstande mv.,
som findes på institutionens terræn, f.eks. beklædningsgenstande, forudsæt-
tes afleveret til politiet efter de gældende regler om hittegods, der findes i
Plakat af 5. december 1812 for Danmark og Norge angaaende Omgangs-
maaden med Hittegods som findes paa Landet.
Stk. 4 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler
om behandlingen af sager om konfiskation. Sådanne regler forudsættes bl.a.
at omhandle fremgangsmåden ved destruktion af konfiskerede effekter.
Endvidere forudsættes der fastsat pligt for kriminalforsorgsområdet til som
hidtil på forhånd at orientere besøgende om, hvad der må medtages til den
indsatte, og om, at andet kan konfiskeres.
I øvrigt forudsættes afgørelsen om konfiskation som hidtil at ske under iagt-
tagelse af proportionalitetsgrundsætningen, så konfiskation undlades, hvis
det må anses for et uforholdsmæssigt indgreb.
En afgørelse om konfiskation af genstande eller penge, hvis værdi overstiger
det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges beskæftigelse,
foreslås omfattet af den udvidede adgang til domstolsprøvelse, jf. lovforsla-
gets § 112, nr. 4, og bemærkningerne hertil. Ved at inddrage disse afgørelser
under den foreslåede ordning sikres indsatte og deres besøgende - for så vidt
angår værdier over den anførte beløbsgrænse - samme ret til domstolsprø-
velse af en konfiskation, som generelt er gældende ved konfiskation efter
straffelovens almindelige bestemmelser herom. Særligt vedrørende adgan-
gen for andre end indsatte til at klage over konfiskation henvises til lov-
forslagets § 123 og bemærkningerne hertil.
Modregning af erstatningsbeløb
Til § 74
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om kriminalforsorgsom-
rådets ret til at sikre indsattes betaling af erstatning ved modregning af er-
statningsbeløbet i den indsattes vederlag for beskæftigelse.
Bestemmelsen svarer til § 74 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
242
I stk. 1 fastsættes det, at kriminalforsorgsområdet af præventive grunde har
ret til at sikre sig betaling af erstatningsbeløb gennem indeholdelse i den
indsattes vederlag for beskæftigelsen, jf. lovforslagets § 42, stk. 1. Uanset
adgangen til modregning har gældende praksis i Færøerne Arrest været, at
hærværk som udgangspunkt altid anmeldes til politiet, og at erstatningsop-
gørelsen medsendes til behandling under straffesagen.
Med bestemmelsen udvides den eksisterende modregningsadgang, således
at den ikke alene omfatter tilfælde, hvor der er forvoldt skade på ting, der
tilhører institutionen, men på samme måde ting, som tilhører en hvilken som
helst af kriminalforsorgens institutioner, herunder også kriminalforsorgens
institutioner i Danmark.
Erstatningsbeløb i anledning af personskade eller skade på ting, der tilhører
andre end kriminalforsorgens institutioner, f.eks. medindsatte eller ansatte i
institutionen, omfattes ikke af bestemmelsen.
Det forudsættes i øvrigt, at modregningsadgangen alene bringes i anven-
delse, hvor erstatningskravet er utvivlsomt. Er dette ikke tilfældet, må
Justitsministeriet anlægge erstatningssag mod den indsatte ved domstolene.
Afgørelse om modregning af erstatningsbeløb, der overstiger størrelsen af
det almindelige vederlag, som udbetales indsatte for en uges beskæftigelse,
foreslås omfattet af den udvidede adgang til domstolsprøvelse, jf. lovforsla-
gets § 112, nr. 5.
Stk. 2 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler
om behandlingen af sager om modregning af erstatningsbeløb. Bestemmel-
sen vil bl.a. kunne anvendes til at fastslå, at erstatningskrav over en vis stør-
relse skal forelægges for Direktoratet for Kriminalforsorgen. Endvidere for-
udsættes det i administrative regler præciseret, at erstatningssag skal anlæg-
ges på sædvanlig måde ved domstolene, hvis erstatningsansvaret ikke er
utvivlsomt, jf. ovenfor.
243
Til kapitel 12
Strafafbrydelse
Lovforslagets kapitel 12 (§§ 75-77) indeholder bestemmelser om afbrydelse
af fuldbyrdelsen af fængselsstraffen. Sådan strafafbrydelse kan ske i anled-
ning af handlinger foretaget af den indsatte. Strafafbrydelse kan imidlertid
også tillades af kriminalforsorgen i særlige tilfælde.
Strafafbrydelse ved undvigelse, udeblivelse, varetægtsfængsling mv.
Til § 75
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om strafafbrydelse i de
tilfælde, hvor dette følger umiddelbart af handlinger foretaget af den ind-
satte.
Bestemmelsen svarer til § 75 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Strafafbrydelse indebærer, at der skal foretages en omberegning af straffe-
tiden, jf. herved lovforslagets § 16.
I stk. 1 opregnes de tilfælde, hvor fuldbyrdelsen af fængselsstraffen afbry-
des. For så vidt angår anholdelse eller varetægtsfængsling er tidsbegræns-
ningen på mindst 24 timer fastsat på baggrund af, at sådan frihedsberøvelse
i 24 timer eller derover kan medføre fradrag efter straffelovens § 86 ved
fuldbyrdelsen af en eventuel ny straf eller begrunde enten et erstatningskrav
efter retsplejelovens kapitel 106 eller en mulighed for fradrag i den straf-
fuldbyrdelse, der blev afbrudt ved anholdelsen eller varetægtsfængslingen,
jf. herved lovforslagets § 18, stk. 2.
For så vidt angår strafafbrydelse som følge af udeblivelse efter udgang vil
det i medfør af bemyndigelsen i stk. 2 kunne bestemmes, at mere kortvarige
udeblivelser (forsinkelser) ikke skal føre til strafafbrydelse.
Bestemmelsen om strafafbrydelse ved i øvrigt selvforskyldt unddragelse af
strafudståelsen svarer til den gældende færøske straffelovs § 46, stk. 1, om
indlæggelse på hospital som følge af den indsattes egne forhold under straf-
udståelsen. Det forudsættes, at bestemmelsen i overensstemmelse med hid-
tidig praksis kun sjældent vil finde anvendelse og da i sådanne tilfælde, hvor
244
en indsat ved selvbeskadigelse har tilsigtet og opnået indlæggelse på et al-
mindeligt sygehus. Også i sådanne tilfælde giver bemyndigelsen i stk. 2 mu-
lighed for at holde mere kortvarige hospitalsophold uden for reglerne om
strafafbrydelse.
Bestemmelsen i straffelovens § 46 forudsættes ophævet samtidig med
ikrafttrædelse af den færøske straffuldbyrdelseslov, jf. lovforslagets § 125.
Tilladelse til strafafbrydelse
Til § 76
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om strafafbrydelse efter
særlig tilladelse fra justitsministeren, eller den der bemyndiges dertil.
Bestemmelsen svarer til § 76 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Stk. 1 indeholder en regulering af, hvornår strafafbrydelse kan tillades. Det
fremgår af bestemmelsen, at strafafbrydelse kun tillades under ganske sær-
lige omstændigheder, idet såvel hensynet til retshåndhævelsen som til den
indsatte selv i almindelighed findes at tale for gennemførelse af straffuld-
byrdelsen uden afbrydelser. I bestemmelsen er som praktiske eksempler på
sådanne ganske særlige omstændigheder fremhævet omstændigheder af ar-
bejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssig karakter.
I stk. 2 er det fastsat, at tilladelse til strafafbrydelse betinges af, at den på-
gældende ikke begår strafbart forhold, og kan betinges af overholdelsen af
andre vilkår, herunder tilsyn af kriminalforsorgen. Tilladelsen gives for et
bestemt tidsrum. Strafafbrydelse er midlertidig og kan ikke gives indtil vi-
dere. Den periode, hvori der er givet tilladelse til strafafbrydelse, medregnes
ikke ved straffetiden, der derfor skal omberegnes, jf. lovforslagets § 16.
Stk. 3 regulerer adgangen til at tilbagekalde tilladelsen, hvis de fastsatte vil-
kår ikke overholdes, eller nye oplysninger tilvejebringes, hvorefter den
dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart forhold. Lignende
bestemmelser er fastsat bl.a. i lovforslagets § 13, stk. 2, om tilbagekaldelse
af tilladelse til udsættelse af straffuldbyrdelsen og i § 78, stk. 4, om tilbage-
kaldelse af tilladelse til anbringelse på hospital, i familiepleje, i egnet hjem
eller institution på Færøerne eller i Danmark, jf. bemærkningerne til disse
bestemmelser.
245
Stk. 4 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler
om tilladt strafafbrydelse. Det forudsættes i den forbindelse bl.a. fastsat, at
tilladelse til strafafbrydelse udformes således, at strafafbrydelsen regnes fra
udløbet af den (kortvarige) periode, hvor den indsatte kan få udgang.
Genoptagelse af straffuldbyrdelsen
Til § 77
Den foreslåede bestemmelse indeholder en regulering af, hvornår straffuld-
byrdelsen skal anses for genoptaget efter en strafafbrydelse. Der skal heref-
ter foretages en ny strafberegning, jf. lovforslagets § 16. Bestemmelsen vi-
derefører gældende ret.
Bestemmelsen svarer til § 77 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Kapitel 13
Fuldbyrdelse af fængselsstraf i kriminalforsorgens pensioner og i instituti-
oner m.v. uden for kriminalforsorgen
Til § 78
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om fuldbyrdelse af en
fængselsstraf i institution mv. uden for arresthus og fængsel.
Bestemmelsen svarer til § 78 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019 med de ændringer, som følger af
de færøske forhold, herunder at der alene er et arresthus på Færøerne, og at
der aktuelt ikke er nogen pension eller sikret institution på Færøerne.
Bestemmelsen træder i stedet for straffelovens § 49, stk. 2, som foreslås op-
hævet i forbindelse med den færøske straffuldbyrdelseslovs ikrafttræden, jf.
lovforslagets § 125. Der tilsigtes med den foreslåede bestemmelse en lov-
fæstelse af den nuværende praksis vedrørende anbringelse af dømte i be-
handlingsinstitution mv.
Stk. 1 regulerer sammen med stk. 2 anvendelsesområdet for fuldbyrdelse af
fængselsstraf ved anbringelse på hospital, i familiepleje, i egnet hjem eller
246
institution på Færøerne eller i Danmark. Dette anvendelsesområde svarer til
anvendelsesområdet for den gældende færøske straffelovs § 49, stk. 2.
I forhold til denne bestemmelse er det dog i § 78 præciseret, at anbringelse
efter bestemmelsen kan – og for så vidt angår unge under 18 år som ud-
gangspunkt skal – ske fra straffuldbyrdelsens begyndelse, ligesom bestem-
melsen åbner mulighed for, at anbringelse kan ske i familiepleje. Det be-
mærkes dog, at der på Færøerne aktuelt ikke som i Danmark er nogen pen-
sion eller sikret institution, hvor dømte unge under 18 år vil kunne anbrin-
ges.
Det forudsættes, at der kan gives adgang til at anbringe indsatte med min-
dreårige børn uden for fængsel og arresthus, selv om anbringelsen særligt
måtte være motiveret af hensynet til, hvad der er bedst for barnet, jf. be-
mærkningerne ovenfor til lovforslagets § 54.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 fastsætter derfor, at dømte (under 18 år)
anbringes i institution m.v., som omhandlet i bestemmelsens stk. 1, med-
mindre det skønnes at være bedst for den unge at udstå straffen på Færøerne,
og der ikke kan findes en egnet institution m.v. på Færøerne (nr. 1), eller
afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden for ar-
resthus eller fængsel (nr. 2). Hvis det således skønnes at tjene den unges tarv
bedst at være i nærheden af familie m.v., og der ikke findes egnet institution,
familiepleje eller lignende på Færøerne, kan den unge anbringes i Færøerne
Arrest i stedet for at blive overført til en institution i Danmark (nr. 1). Til-
svarende vil anbringelse i Færøerne Arrest kunne ske i medfør af bestem-
melsens nr. 2, hvis afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod an-
bringelse af den unge uden for arresthus eller fængsel. Sådanne hensyn vil
kunne foreligge på grund af kriminalitetens art, den dømtes farlighed og lig-
nende, men også på grund af erfaringer fra tidligere institutionsophold, hvor
den pågældende har optrådt voldeligt, er undveget eller på anden måde har
dokumenteret, at afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod en ny
anbringelse i institution mv. uden for kriminalforsorgen. Efter omstændig-
hederne vil de nævnte hensyn dog kunne optræde med en sådan styrke, at
afsoning ikke bør ske i Færøerne Arrest, men i fængsel eller arresthus i Dan-
mark jf. herom lovforslagets § 21, stk. 2, nr. 1, 2 og 7.
Det er et fællestræk for anbringelse efter § 78, at den dømte i stedet for at
være anbragt i en afsoningsinstitution anbringes under andre institutions-
eller institutionslignende forhold med en heri liggende kontrol af den døm-
tes tilstedeværelse og adfærd. § 78 er derfor ikke anvendelig i tilfælde, hvor
247
den dømte ønskes anbragt under forhold, der indebærer, at den pågældende
er uden tilsyn eller kontrol i et ikke uvæsentligt omfang.
I stk. 3 fastslås det, at en anbringelse efter stk. 1 og 2 skal betinges af, at den
dømte ikke begår strafbart forhold, og kan betinges af andre vilkår. Disse
vilkår har virkning for den periode, hvori fængselsstraffen fuldbyrdes uden
for arresthus. Manglende overholdelse af de fastsatte vilkår mv. kan bevirke
tilbageførsel eller overførsel til arresthus, jf. stk. 4 og bemærkningerne til
lovforslagets § 13, stk. 2. Hvis den pågældende skal tilbageføres eller over-
føres til arresthus eller fængsel i Danmark, skal betingelserne i den foreslå-
ede §§ 21 og 24 desuden være opfyldt.
Stk. 5 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler
om anbringelse af dømte i institution mv. uden for arresthus. Sådanne regler
forudsættes bl.a. at omfatte spørgsmålet om tilbageførsel til arresthus i til-
fælde af manglende overholdelse af fastsatte vilkår for anbringelsen.
Til kapitel 14
Løsladelse
Lovforslagets kapitel 14 (§§ 79-88) indeholder forskellige bestemmelser
vedrørende løsladelsen fra afsoningsinstitutionen. I § 79 reguleres tidspunk-
tet for løsladelsen.
§§ 79 a-d indeholder en række almindelige bestemmelser om løsladelse på
prøve. § 79 a indeholder således udgangspunktet for, hvornår en indsat kan
løslades på prøve. § 79 b regulerer de nærmere vilkår for prøveløsladelse,
mens § 79 c regulerer kompetencen til at træffe afgørelse ved overtrædelse
af vilkår i prøvetiden. § 79 d regulerer spørgsmålet om tidlig prøveløsladelse
(den såkaldte noget for noget-ordning). §§ 79 e og 79 f indeholder regler om
prøveløsladelse af livstidsdømte henholdsvis om kompetencen til at træffe
afgørelse ved overtrædelse af vilkår i prøvetiden ved prøveløsladelse af straf
af fængsel på livstid. Endelig indeholder § 79 g regler om adgangen til be-
tinget benådning (hel eller delvis eftergivelse af straf) af såvel tidsbestemt
straf som straf af fængsel på livstid.
Det bemærkes, at de almindelige bestemmelser om løsladelse på prøve og
betinget benådning hidtil har været reguleret i straffeloven (§§ 38-43). Med
lovforslaget foreslås det imidlertid at flytte de pågældende bestemmelser (på
nær straffelovens § 40, stk. 1 og § 42, stk. 1) til straffuldbyrdelsesloven med
248
henblik på at samle regelgrundlaget for kriminalforsorgsområdet i samme
lov.
I § 80 findes en regel om sagsbehandlingen i forbindelse med afgørelsen om
ordinær prøveløsladelse fra tidsbestemt straf og i forbindelse med afgørel-
sen om prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid, og i §§ 81-88 findes
en række bestemmelser om gennemførelsen af tilsyn og eventuelle særvilkår
ved prøveløsladelse.
Tidspunkt for løsladelsen
Til § 79
Den foreslåede bestemmelse vedrører tidspunktet for løsladelsen fra afso-
ningsinstitutionen.
Bestemmelsen svarer til § 79 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Det fastslås i stk. 1, at løsladelse sker enten efter endt strafudståelse eller i
forbindelse med prøveløsladelse, strafafbrydelse eller benådning.
I stk. 2 bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om det faktiske
tidspunkt for løsladelsen samt om adgang til en kortere fremrykning af dette
tidspunkt.
Tidspunktet for løsladelsen forudsættes fastlagt således, at løsladelse efter
endt strafudståelse som hidtil sker på et sådant tidspunkt, at den løsladte ved
benyttelse af offentlige trafikmidler kan nå til en bopæl på Færøerne inden
straffetidens udløb.
For så vidt angår mulighederne for at fremrykke tidspunktet for løsladelsen
forudsættes de administrative regler herom bl.a. at give mulighed for en kor-
tere fremrykning af løsladelsestidspunktet, f.eks. i tilfælde, hvor en sådan
fremrykning findes rimelig af hensyn til den indsattes muligheder for at til-
træde et arbejde. De administrative regler forudsættes endvidere at fastholde
muligheden for kortere fremrykning af tidspunktet for løsladelsen, hvis løs-
ladelsesdatoen er en lørdag, søndag eller helligdag eller f.eks. falder i for-
bindelse med jul eller andre højtider.
249
Løsladelse på prøve
Til § 79 a
Den foreslåede bestemmelse indeholder de grundlæggende betingelser for,
hvornår den dømte kan løslades på prøve.
Bestemmelsen svarer til den danske straffelovs § 38, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1650 af 17. november 2020, med den undtagelse, at stk. 5-7 ikke foreslås
medtaget, da disse bestemmelser er indsat som led i de såkaldte bandepak-
ker, som ikke foreslås medtaget i den færøske straffuldbyrdelseslov, jf. pkt.
4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen viderefører § 38 i straffeloven, som samtidig foreslås ophæ-
vet. Med lovforslaget lægges der dog op til, at den gældende bestemmelse i
straffelovens § 38, stk. 3, hvorefter prøveløsladelse i almindelighed ikke kan
ske, når den resterende straffetid er mindre end 30 dage, ikke videreføres.
En tilsvarende bestemmelse (§ 38, stk. 3) blev ophævet i den danske straf-
felov ved lov nr. 628 af 12. juni 2013 om ændring af straffeloven, lov om
fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om statens uddannelsesstøtte (Udvidet mu-
lighed for prøveløsladelse og fodlænkeafsoning, SU i skoleperioder under
uddannelsen til fængselsbetjent m.v.), da parterne bag kriminalforsorgens
økonomi 2013-16 fandt, at der i alle tilfælde bør kunne ske prøveløsladelse,
hvis den dømte opfylder betingelserne herfor, uanset at den resterende straf-
fetid er mindre end 30 dage. Parterne henviste bl.a. til, at prøveløsladelse og
de dertil knyttede muligheder for fastsættelse af prøvetid og vilkår er vigtige
elementer i en vellykket udslusning af indsatte, idet prøvetid og vilkår mv.
kan hjælpe eller påvirke den dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse
efter løsladelsen. Der henvises til de almindelige bemærkninger til det dan-
ske lovforslag, pkt. 3.2.1., jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 133,
som fremsat, side 8.
Med lovforslaget lægges der endvidere op til, at justitsministerens kompe-
tence til at overlade afgørelseskompetencen i prøveløsladelsessager ikke
længere begrænses til bestemte grupper af sager, som tilfældet er efter den
gældende bestemmelse i straffelovens § 38, stk. 2, 2. pkt. Dette svarer til
den ændring af den danske straffelov, som blev gennemført ved lov nr. 739
af 25. juni 2014 om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf
m.v., retsplejeloven og lov om Offerfonden (Reorganisering af kriminalfor-
sorgen, herunder begrænsning af klageadgangen), og som udsprang af reor-
250
ganiseringen af kriminalforsorgen. Reorganiseringen indebar bl.a., at kom-
petencen til at træffe afgørelse i konkrete sager som hovedregel henhører
under kriminalforsorgsområderne, mens direktoratet alene har bevaret sin
afgørelseskompetence i sager af helt særlig karakter. Der henvises til de al-
mindelige bemærkninger til det danske lovforslag, pkt. 4.1.3. og 4.2.3., jf.
Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 190, som fremsat, side 10-11 og 13-
14.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 afgør justitsministeren, eller den,
ministeren bemyndiger dertil, om den dømte skal løslades på prøve, når to
tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået.
Det foreslås i stk. 2, at løsladelse på prøve kan ske tidligere, når særlige
omstændigheder taler derfor, og den dømte har udstået halvdelen af straffe-
tiden, dog mindst 2 måneder. Bestemmelse herom træffes af justitsministe-
ren eller den, som ministeren bemyndiger dertil.
Det er en betingelse for prøveløsladelse efter udståelse af halvdelen af straf-
fetiden, at særlige omstændigheder taler herfor. Der er herved især tænkt på
de undtagelsestilfælde, hvor særlige grunde, herunder navnlig mulighed for
en særlig gunstig arbejdsmæssig placering, taler for, at der sker løsladelse
en kortere tid, før to tredjedele af straffetiden er udstået. Endvidere kan be-
stemmelsen f.eks. finde anvendelse, hvor prøveløsladelse af hensyn til al-
vorlig sygdom hos den indsatte eller dennes pårørende ikke findes at burde
afvente, at den pågældende har afsonet 2/3 af straffetiden. Bestemmelsen
kan desuden anvendes bl.a. i forbindelse med prøveløsladelse efter halvde-
len af straffetiden af udenlandske strafafsonere, der skal udvises efter løsla-
delsen.
Efter bestemmelsens stk. 3 kan prøveløsladelse ikke ske med hensyn til den
ubetingede del af en såkaldt kombinationsdom efter straffelovens § 58,
stk. 1. Efter straffelovens § 58, stk. 1, kan retten, hvis den skønner det på-
krævet at anvende ubetinget fængselsstraf, men oplysningerne om tiltaltes
personlige forhold taler for anvendelse af en betinget dom, bestemme, at en
del af den idømte straf, dog højst 6 måneder, skal fuldbyrdes, mens den re-
sterende del af straffen gøres betinget.
Efter bestemmelsens stk. 4 forudsætter prøveløsladelse efter stk. 1, at den
dømtes forhold ikke gør prøveløsladelsen utilrådelig, at der er sikret den
pågældende passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at den
251
pågældende erklærer at ville overholde de vilkår, der i medfør af § 79 b, stk.
2, fastsættes for løsladelsen.
Afgørelse om prøveløsladelse skal i øvrigt træffes ud fra en samlet afvejning
af alle omstændigheder, som taler for eller imod prøveløsladelse.
Afgørelse om afslag på prøveløsladelse efter den foreslåede § 79 a, stk. 1,
kan inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den dømte, kræves indbragt
til prøvelse for retten, jf. den foreslåede § 112, nr. 6. Afslag på prøveløsla-
delse efter den foreslåede § 79 a, stk. 2, kan ikke kræves indbragt for dom-
stolene.
Til § 79 b
Bestemmelsen regulerer de vilkår, som kan fastsættes for prøveløsladelsen.
Bestemmelsen svarer med enkelte undtagelser til den danske straffelovs §
39. Den foreslåede bestemmelse indeholder således ikke bestemmelser sva-
rende til den danske straffelovs § 39, stk. 3-5, da disse bestemmelser er ind-
sat som led i de såkaldte bandepakker, som ikke foreslås medtaget i den
færøske straffuldbyrdelseslov, jf. pkt. 4.1. i lovforslagets almindelige be-
mærkninger.
Bestemmelsen viderefører med enkelte undtagelser § 39 i straffeloven, der
foreslås ophævet som konsekvens heraf. Den foreslåede bestemmelse i stk.
2 adskiller sig fra § 39, stk. 2, i straffeloven, idet den ikke indeholder en
henvisning til straffelovens § 57, stk. 2, og § 59, stk. 1, om fastsættelse af
nærmere regler for gennemførelsen af tilsyn og vilkår i relation til betingede
domme. Dette skyldes, at straffelovens § 57, stk. 2, og § 59, stk. 1, foreslås
ophævet som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven for Færøerne.
Der henvises til bemærkningerne til § 125 i lovforslaget. Tilsvarende be-
stemmelser blev ophævet i den danske straffelov ved lov nr. 433 af 31. maj
2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennem-
førelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Ændringer som følge af
straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af
livstidsdømte m.v.).
I bestemmelsens stk. 1 fastslås det som grundvilkår, at løsladelse betinges
af, at den pågældende ikke i prøvetiden begår strafbart forhold. Prøvetiden
kan ikke overstige 3 år. Det er i forarbejderne til bestemmelsen i den danske
straffelov forudsat, at prøvetiden i de fleste tilfælde fastsættes til 2 år, jf.
252
Folketingstidende 1964-65, tillæg A, spalte 958-959. Hvis den resterende
straffetid overstiger 3 år, kan der dog fastsættes en prøvetid på indtil 5 år.
Efter bestemmelsens stk. 2, 1. pkt., kan det fastsættes som tillægsvilkår for
løsladelsen, at den pågældende i hele prøvetiden eller en del af denne un-
dergives tilsyn.
Yderligere vilkår kan fastsættes efter reglerne i straffelovens § 57 (om vil-
kårsfastsættelse ved betingede domme), jf. den foreslåede bestemmelses stk.
2, 2. pkt. Henvisningen til straffelovens § 57 indebærer, at der kan fastsættes
de vilkår, som findes formålstjenlige, herunder at den dømte overholder sær-
lige betingelser vedrørende opholdssted, arbejde, uddannelse, anvendelse af
fritid eller samkvem med bestemte personer, tager ophold i egnet hjem eller
institution eller underkaster sig afvænningsbehandling for misbrug af alko-
hol, narkotika eller lignende medikamenter, om fornødent på hospital eller
i særlig institution.
Efter bestemmelsens stk. 2, 3. pkt., har vilkår om ophold i hjem, hospital
eller anden institution ikke gyldighed for længere tidsrum end den reste-
rende straffetid.
Til § 79 c
Bestemmelsen regulerer kompetencen til at træffe afgørelse ved overtræ-
delse af vilkår i prøvetiden, som er delt mellem domstolene og administra-
tionen.
Bestemmelsen svarer til den danske straffelovs § 40 og viderefører § 40 i
straffeloven. Dog foreslås det, at den gældende bestemmelse i straffelovens
§ 40, stk. 1, opretholdes i straffeloven, da bestemmelsen vedrører rettens
kompetence til at udmåle straf under en konkret straffesag, som fortsat bør
reguleres i straffeloven. § 40, stk. 2-6, i straffeloven foreslås derimod flyttet
til straffuldbyrdelsesloven og ophæves som konsekvens heraf.
I modsætning til den gældende bestemmelse i straffelovens § 40, stk. 2, ind-
sættes der desuden en bemyndigelsesbestemmelse, således at justitsministe-
ren kan delegere sine kompetencer efter bestemmelsen til en underordnet
myndighed. For så vidt angår baggrunden herfor henvises der til bemærk-
ningerne til § 79 a om reorganiseringen af kriminalforsorgen.
253
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 er det retten, som træffer afgørelse,
hvis en person, som er prøveløsladt efter § 79 a eller § 79 d, begår et nyt
strafbart forhold i prøvetiden, og der foretages rettergangsskridt inden prø-
vetidens udløb, hvorved den pågældende sigtes for forholdet. Spørgsmålet
om reststraffen skal i disse situationer behandles efter § 40 i straffeloven.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 er det justitsministeren eller den,
ministeren bemyndiger dertil, der træffer afgørelse, hvis en prøveløsladt
overtræder de fastsatte tillægsvilkår. Justitsministeren eller den, ministeren
bemyndiger dertil, kan i sådanne tilfælde 1) tildele den pågældende en ad-
varsel, 2) ændre vilkårene og forlænge prøvetiden for den i 79 b fastsatte
længstetid eller 3) under særlige omstændigheder bestemme, at den pågæl-
dende skal indsættes til udståelse af reststraffen.
Efter bestemmelsens stk. 3 gælder det samme, hvis den prøveløsladte begår
strafbart forhold i prøvetiden, uden at der rejses tiltale herfor, eller hvis den
prøveløsladte i udlandet dømmes for strafbart forhold begået i prøvetiden,
uden at der i forbindelse med dommen er taget stilling til spørgsmålet om
fuldbyrdelse af reststraffen. Kompetencen efter stk. 2, jf. stk. 3, omfatter
derfor også tilfælde, hvor den prøveløsladte i udlandet dømmes for strafbart
forhold i prøvetiden. Bestemmelsen har især betydning, hvor myndighe-
derne efter domsfældelsen i udlandet anmodes om at overtage fuldbyrdelsen
af straffen.
Afgørelse efter stk. 2, jf. stk. 3, kan kun træffes inden prøvetidens udløb, jf.
den foreslåede bestemmelses stk. 4.
Hvis der ikke træffes bestemmelse om fuldbyrdelse af reststraffen efter
straffelovens § 40 eller denne lovs § 79 c, stk. 2, jf. stk. 3, anses straffen for
udstået på det tidspunkt, da prøveløsladelsen fandt sted, jf. den foreslåede
bestemmelses stk. 5.
Hvis genindsættelse er bestemt i medfør af stk. 2, jf. stk. 3, kan fornyet prø-
veløsladelse ifølge det foreslåede stk. 6, ske, selv om de tidsmæssige betin-
gelser i § 79 a, stk. 1 og 2, eller § 79 d, stk. 1, ikke er opfyldt med hensyn
til reststraffen. Ved afgørelse om fornyet prøveløsladelse i sådanne tilfælde
skal der tages hensyn til omfanget af samfundstjeneste, som den pågældende
har udført i medfør af § 79 d, stk. 3 og 4. Med hensyn til prøvetid efter sådan
prøveløsladelse gælder de i § 79 b fastsatte tider med fradrag af den tid, i
hvilken den pågældende tidligere har været prøveløsladt.
254
Bestemmelsen i stk. 6 åbner således mulighed for en kortvarig tilbageføring
til afsoning efterfulgt af ny prøveløsladelse, når en vilkårsovertrædelse har
ført til beslutning om genindsættelse.
Til § 79 d
Bestemmelsen fastsætter reglerne for tidlig prøveløsladelse af indsatte, som
yder en særlig indsats for at ruste sig mod tilbagefald til kriminalitet mv.
(den såkaldte »noget for noget-ordning«). Bestemmelsen giver mulighed for
at fravige hovedreglen i § 79 a, stk. 1, således at visse kategorier af dømte
efter en konkret vurdering kan prøveløslades, før to tredjedele af straffetiden
er udstået, og supplerer undtagelsesbestemmelsen i § 79 a, stk. 2 (tidlig prø-
veløsladelse under særlige omstændigheder).
Bestemmelsen svarer til den danske straffelovs § 40 a og viderefører med
enkelte undtagelser § 40 a i straffeloven, som ophæves som konsekvens
heraf. Det foreslås dog med den nye bestemmelse at lempe de tidsmæssige
betingelser for tidlig prøveløsladelse efter noget for noget-ordningen, så løs-
ladelse på prøve fremover vil kunne ske, når halvdelen af straffetiden, dog
mindst 2 (mod i dag 4) måneder, er afsonet. Dette er i lighed med ændringen
af den danske straffelovs § 40 a, stk. 1, som blev gennemført ved lov nr. 611
af 14. juni 2011 om ændring af straffeloven (Udvidelse af »noget for noget-
ordningen« om tidlig prøveløsladelse af dømte m.v.).
Det foreslås endvidere at tilføje, at arbejdstræning og arbejde efter en kon-
kret vurdering vil kunne udgøre en særlig indsats, der kan begrunde prøve-
løsladelse, når halvdelen af straffen er udstået. Tilsvarende tilføjelser er gen-
nemført i den danske straffelovs § 40 a, stk. 1, nr. 1, ved lov nr. 611 af 14.
juni 2011 om ændring af straffeloven (Udvidelse af »noget for noget-ord-
ningen« om tidlig prøveløsladelse af dømte m.v.) (arbejdstræning) og lov
nr. 628 af 12. juni 2013 om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af
straf m.v. og lov om statens uddannelsesstøtte (Udvidet mulighed for prø-
veløsladelse og fodlænkeafsoning, SU i skoleperioder under uddannelsen til
fængselsbetjent m.v.) (arbejde).
Ændringerne af den danske noget for noget-ordning i 2011 og 2013 ud-
sprang bl.a. af en analyse af kriminalforsorgens kapacitets- og sikkerheds-
behov, som viste, at ordningen var meget velfungerende, idet recidivet hos
dømte, der blev løsladt efter ordningen, var langt lavere end det gennem-
snitlige recidiv for fængselsdømte. Analysen pegede desuden på, at noget
255
for noget-ordningen er egnet til at motivere indsatte til at yde en særlig ind-
sats for ikke at begå ny kriminalitet efter afsoningen. Der henvises til de
almindelige bemærkninger til det danske lovforslag, pkt. 3.2.2, jf. Folke-
tingstidende 2012-13, tillæg A, L 133, som fremsat, side 8-9.
Efter bestemmelsens stk. 1, nr. 1, kan der for første ske prøveløsladelse efter
halvdelen af straffetiden af dømte, der har ydet en særlig indsats for ikke på
ny at begå kriminalitet, herunder ved at indgå i et behandlingsforløb, uddan-
nelsesforløb, arbejdstræning eller arbejde i forbindelse med afsoningen.
En »særlig indsats« kan f.eks. bestå i, at den indsatte under fængselsophol-
det gennemfører et relevant uddannelsesforløb eller deltager i afvænnings-
behandling for et eventuelt alkohol- eller stofmisbrug eller i et særligt ad-
færdskorrigerende program. En særlig indsats kan endvidere bestå i arbejds-
træning, hvorved forstås forløb, hvor den indsatte lærer basale funktioner
knyttet til varetagelsen af et arbejde. Disse funktioner kan bl.a. være social
omgang på arbejdspladsen, at modtage og udføre en ordre fra en overordnet,
samarbejde med øvrige ansatte, punktlighed og undervisning i arbejdsmar-
kedsregler.
»Arbejdstræning« kan foregå i fængslet, f.eks. i tilknytning til et værksted.
Målgruppen for arbejdstræning er indsatte, der ikke tidligere har varetaget
et arbejde over en længere sammenhængende periode på grund af mang-
lende basale jobkvalifikationer, og indsatte, der har været uden for arbejds-
markedet i et længere stykke tid og af den grund ikke længere kan siges at
have de nødvendige basale kvalifikationer til varetagelsen af et job.
Endelig kan »arbejde« efter en konkret vurdering kvalificere indsatte til tid-
lig prøveløsladelse. Bestemmelsen sigter på tilfælde, hvor den indsatte ved
varetagelsen af et arbejde under afsoningen har ydet en særlig indsats for at
undgå tilbagefald til ny kriminalitet, navnlig ved at ruste sig til at passe et
arbejde efter endt afsoning. Denne mulighed vil f.eks. kunne være relevant
for indsatte, som har været på fri fod forud for afsoningen, og som før ind-
sættelsen har været uden arbejde i længere tid, eller for dømte, der har været
uden for arbejdsmarkedet i en længere periode som følge af længerevarende
varetægtsfængsling. Ved almindeligt arbejde forstås eksempelvis arbejde
inden for institutionens arbejds- eller økonomidrift, som ikke har karakter
af arbejdstræning, herunder bl.a. bygningsvedligeholdelse, gangmandstje-
neste og produktionsvirksomhed.
256
Det vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om den indsatte
kan anses for at have ydet den nævnte særlige indsats som nævnt i nr. 1.
Efter bestemmelsens stk. 1, nr. 2, skal der for det andet kunne ske prøveløs-
ladelse efter halvdelen af straffetiden, hvis den dømtes forhold taler derfor.
Bestemmelsen indebærer, at der ud over den gruppe af indsatte, som er om-
fattet af nr. 1, endvidere kan ske prøveløsladelse efter halvdelen af straffeti-
den af indsatte, hvis forhold samlet set taler for, at det er unødvendigt, at
den pågældende afsoner resten af straffen i fængsel, hvis der i stedet kan
fastsættes vilkår om samfundstjeneste. Det vil dreje sig om indsatte, som
typisk har gode og stabile personlige forhold og et godt socialt netværk samt
er uden misbrugsproblemer, og hvis forbrydelse ikke er udtryk for et krimi-
nelt mønster. Det er en forudsætning, at den pågældendes afsoningsforløb
har været i det væsentlige problemfrit, dvs. at den indsatte ikke f.eks. flere
gange er udeblevet fra udgang eller har begået kriminalitet under afsoningen
eller alvorligt har chikaneret fængselspersonale eller andre indsatte.
Prøveløsladelse efter halvdelen af straffetiden i begge tilfældegrupper vil
være betinget af, at hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod det.
Bestemmelsen indebærer, at der skal udvises meget betydelig varsomhed
med at anvende de foreslåede bestemmelser om prøveløsladelse efter halv
tid i forhold til personer, der afsoner straf for visse meget alvorlige forbry-
delser. Det forudsættes desuden, at der, forinden der træffes afgørelse om
prøveløsladelse af sådanne personer, foretages en høring af Færøernes Po-
liti.
Det bemærkes, at noget for noget-ordningen ikke er relevant for indsatte
med en dom på 3 måneders fængsel og derunder, da der i disse tilfælde vil
kunne ske prøveløsladelse efter 2 måneder efter de mere lempelige betin-
gelser for ordinær prøveløsladelse efter 2/3 tid, jf. § 79 a, stk. 1.
Det foreslåede stk. 2, 1. pkt., indebærer, at personer, der prøveløslades i
medfør af den foreslåede § 79 a, stk. 1, nr.1 eller 2, skal undergives tilsyn,
indtil der er forløbet 2/3 af straffetiden. Efter udløbet af 2/3 af straffetiden
skal der ifølge stk. 2, 2. pkt., kunne fastsættes vilkår om fortsat tilsyn, hvis
der efter en konkret vurdering findes at være behov herfor.
Efter det foreslåede stk. 3, kan der i forbindelse med prøveløsladelse i med-
før af stk. 1, nr. 1 (om den dømtes særlige indsats), fastsættes et eller flere
257
yderligere vilkår som nævnt i straffelovens § 57 (vilkårsfastsættelse ved be-
tingede domme) og vilkår om, at den dømte skal udføre ulønnet samfunds-
tjeneste. Henvisningen til straffelovens § 57 indebærer, at der kan fastsættes
de vilkår, som findes formålstjenlige, herunder at den dømte overholder sær-
lige betingelser vedrørende opholdssted, arbejde, uddannelse, anvendelse af
fritid eller samkvem med bestemte personer, tager ophold i egnet hjem eller
institution eller underkaster sig afvænningsbehandling for misbrug af alko-
hol, narkotika eller lignende medikamenter, om fornødent på hospital eller
i særlig institution.
Fastsættelse af vilkår i medfør af den foreslåede bestemmelse skal ske under
hensyn til den pågældendes individuelle forhold.
Der kan endvidere efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde fastsættes
vilkår om samfundstjeneste, eventuelt sammen med andre vilkår efter reg-
lerne i straffelovens § 57. Vilkår om samfundstjeneste i forhold til personer,
som løslades efter nr. 1, kan være relevant, hvor der ikke (længere) er sær-
lige behandlingsbehov eller behov for uddannelse mv., som kan følges op
med vilkår efter § 57, men hvor der bør sikres et fortsat pønalt element, som
samtidig er egnet til at støtte den pågældendes resocialisering.
Bestemmelsen i stk. 4, 1. pkt., indebærer, at det skal være et obligatorisk vil-
kår for prøveløsladelse efter stk. 1, nr. 2 (om den dømtes forhold), at den
dømte skal udføre samfundstjeneste. Herudover vil der efter stk. 4,
2. pkt., kunne fastsættes yderligere vilkår som nævnt i straffelovens § 57,
hvis der konkret skulle være behov herfor.
Det forslås i stk. 5, 1. pkt., at vilkår om samfundstjeneste ikke skal kunne
have en varighed ud over 2/3 af straffetiden, hvor den pågældende normalt
kunne være blevet prøveløsladt uden vilkår om samfundstjeneste i medfør
af § 79 a, stk. 1. I modsat fald ville en tidlig prøveløsladelse i denne hen-
seende kunne opfattes som mindre attraktiv end den ordinære prøveløsla-
delse efter 2/3 tid. Det foreslås imidlertid fastsat i stk. 5, 2. pkt., at der und-
tagelsesvis kan fastsættes vilkår om samfundstjeneste efter dette tidspunkt,
hvis der foreligger særlige grunde, f.eks. fordi den pågældende på grund af
sygdom, graviditet eller lignende ikke har kunnet udføre den fastsatte ar-
bejdsforpligtelse inden for 2/3 af straffetiden. Vilkår om samfundstjeneste
skal dog ikke kunne udstrækkes ud over den samlede straffetid.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 6 forudsætter prøveløsladelse, at den
dømtes forhold ikke gør løsladelse utilrådelig, at der er sikret den dømte
258
passende ophold og arbejde eller andet underhold, samt at den dømte er eg-
net til og erklærer sig villig til at overholde de vilkår for løsladelsen, som
fastsættes efter stk. 3 og 4. Dette svarer – bortset fra kravet om, at den dømte
også skal være egnet til at overholde vilkårene for løsladelsen – til de gæl-
dende betingelser for anden prøveløsladelse jf. lovforslagets § 79 a, stk. 4.
Det forudsættes, at der – ligesom ved løsladelse efter § 79 a, stk. 2 – kun
sker prøveløsladelse i medfør af den foreslåede § 79 d i tilfælde, hvor risi-
koen for tilbagefald til ny kriminalitet skønnes at være ringe.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 7 fastsætter, at § 79 a, stk. 3, § 79 b, stk. 1
og stk. 2, 3. pkt., samt straffelovens § 40 og § 63, stk. 1, 1. pkt., finder til-
svarende anvendelse med hensyn til prøveløsladelse efter »noget for noget-
ordningen«. Bestemmelsen indebærer bl.a., at prøveløsladelse som fast vil-
kår betinges af, at den pågældende ikke i prøvetiden begår strafbart forhold
ligesom ved løsladelse efter § 79 a, og at der i forbindelse med prøveløsla-
delsen skal fastsættes en prøvetid efter de almindelige regler herom (§ 79 b,
stk. 1).
Bestemmelsen indebærer endvidere, at de gældende reaktionsmuligheder
over for prøveløsladte, som begår nyt strafbart forhold i prøvetiden, eller
som overtræder vilkårene for prøveløsladelsen, finder tilsvarende anven-
delse over for indsatte, som prøveløslades efter de foreslåede regler.
Efter straffelovens § 63, stk. 1, 1. pkt., skal samfundstjenesten fastsættes til
en arbejdspligt af mindst 30 og højst 240 timers varighed.
Til § 79 e
Den foreslåede bestemmelse indeholder de grundlæggende betingelser for,
hvornår en livstidsdømt kan løsladelses på prøve.
Bestemmelsen svarer til den danske straffelovs § 41 med den undtagelse, at
stk. 3, 4 og 6-8 ikke foreslås medtaget, da disse bestemmelser er indsat som
led i de såkaldte bandepakker, som ikke foreslås medtaget i den færøske
straffuldbyrdelseslov, jf. pkt. 4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen viderefører § 41 i straffeloven for Færøerne, som samtidig
foreslås ophævet. Med lovforslaget lægges der dog op til, at justitsministe-
ren kan delegere sin kompetence efter stk. 1 til en underordnet myndighed.
For så vidt angår baggrunden herfor henvises der til bemærkningerne til §
79 a om reorganiseringen af kriminalforsorgen.
259
Den foreslåede bestemmelses stk. 1 indebærer, at der, når 12 år af en straf
af fængsel på livstid er udstået, administrativt kan træffes beslutning om
prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 forudsætter løsladelse på prøve, at
den dømtes forhold ikke gør løsladelse utilrådelig. Endvidere skal der være
sikret den pågældende passende ophold og arbejde eller andet underhold, og
den pågældende skal afgive erklæring om at ville overholde de vilkår om
tilsyn mv., der fastsættes i medfør af § 79 e, stk. 3. 3. pkt., jf. herved også
den foreslåede § 79 a, stk. 4, om prøveløsladelse fra tidsbestemt straf. Dette
indebærer bl.a., at der i forbindelse med en afgørelse om prøveløsladelse fra
straf af fængsel på livstid skal foretages en konkret vurdering af den dømtes
forhold. Det forudsættes herved, at der som hidtil sker høring af anklage-
myndigheden og Retslægerådet, inden der træffes afgørelse i sagen.
Afgørelsen om, hvorvidt den dømte skal prøveløslades, vil således bero på
en afvejning af samtlige af sagens omstændigheder. I vurderingen skal bl.a.
indgå oplysninger om risikoen for tilbagefald (recidiv) til kriminalitet og
oplysninger om den dømtes farlighed. I vurderingen vil desuden skulle ind-
drages oplysninger om det hidtidige afsoningsforløb, herunder om den ind-
satte har været i stand til at administrere de lempelser i afsoningsforløbet,
der er blevet tildelt den pågældende (udgang, ophold i åben anstalt, udstati-
onering eller frigang mv.).
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 3 vil prøveløsladelse altid skulle ske
på vilkår af, at den prøveløsladte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden.
Prøveløsladelse fra livstidsstraf sidestilles i denne henseende bl.a. med prø-
veløsladelse fra tidsbestemt straf, jf. § 79 b, stk. 1, 1. pkt., i lovforslaget.
Prøvetiden vil skulle fastsættes bl.a. under hensyn til, at der er tale om prø-
veløsladelse fra en tidsubestemt fængselsstraf. Det er også baggrunden for,
at der alene gælder en maksimumgrænse på 5 år for prøvetidens varighed.
Ved fastsættelse af prøvetiden for prøveløsladelse fra livstidsstraf er det så-
ledes ikke foreskrevet, at prøvetiden i almindelighed ikke kan overstige 3
år, jf. herved den foreslåede § 79 b, stk. 1, 2. og 3. pkt., om prøveløsladelse
fra tidsbestemtstraf. Den administrative praksis i sager om betinget benåd-
ning fra livstidsstraf vil eventuelt kunne være vejledende ved fastsættelsen
af prøvetiden ved prøveløsladelse.
Det følger endvidere af bestemmelsens stk. 3, at prøveløsladelsen kan be-
tinges af yderligere vilkår, og at straffelovens § 57 herved finder tilsvarende
260
anvendelse. Prøveløsladelse fra livstidsstraf sidestilles også i denne hen-
seende med prøveløsladelse fra tidsbestemt straf, jf. den foreslåede § 79 b,
stk. 2. Den administrative praksis i sager om betinget benådning og prøve-
løsladelse fra længerevarende, tidsbestemt straf vil efter omstændighederne
kunne give en vis vejledning ved fastsættelsen af vilkår, herunder vilkår om
tilsyn af kriminalforsorgen.
Afslås en begæring om prøveløsladelse efter 12 års afsoning, er der ikke
mulighed for at anmode om domstolsprøvelse, idet domstolsprøvelse er be-
tinget af, at 14 år af livstidsstraffen er udstået, jf. § 112, nr. 6, i lovforslaget.
Imidlertid følger det af den foreslåede § 80, stk. 2, at der i forbindelse med
fastsættelse af administrative regler om behandlingen af sager om prøveløs-
ladelse også skal fastsættes regler, der sikrer, at spørgsmålet om prøveløsla-
delse tages op til ny afgørelse senest 1 år efter en afgørelse om nægtelse af
prøveløsladelse.
Til § 79 f
Bestemmelsen regulerer kompetencen til at træffe afgørelse ved overtræ-
delse af vilkår i prøvetiden ved prøveløsladelse af straf af fængsel på livstid.
Bestemmelsen svarer til den danske straffelovs § 42 og viderefører § 42 i
den færøske straffelov. Dog foreslås det, at den gældende bestemmelse i den
færøske straffelovs § 42, stk. 1, opretholdes i straffeloven, da bestemmelsen
vedrører rettens kompetence til at udmåle straf under en konkret straffesag,
som fortsat bør reguleres i straffeloven. § 42, stk. 2, i den færøske straffelov
foreslås derimod flyttet til straffuldbyrdelsesloven og ophæves som konse-
kvens heraf.
Begår den prøveløsladte nyt strafbart forhold i prøvetiden, og foretages der
inden dennes udløb rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for
forholdet, træffer retten afgørelse om reststraffen efter straffelovens § 42, jf.
den foreslåede bestemmelses stk. 1.
Den foreslåede bestemmelses stk. 2 indebærer, at hvis den dømte i øvrigt
overtræder ét eller flere af vilkårene for prøveløsladelse, vil der kunne rea-
geres administrativt inden for den i § 79 e, stk. 3, fastsatte længstetid for
prøvetiden (5 år) på samme måde som ved prøveløsladelse fra tidsbestemt
straf. Er der i medfør af § 79 f, stk. 2, jf. § 79 c, stk. 2, nr. 3, truffet afgørelse
om genindsættelse, kan afgørelsen forlanges domstolsprøvet efter § 112, nr.
261
7, i lovforslaget. Endvidere vil der efter de administrative regler om behand-
lingen af sager om prøveløsladelse, der fastsættes i medfør af § 80, stk. 2, i
lovforslaget, være pligt til at træffe ny afgørelse om spørgsmålet om prøve-
løsladelse senest 1 år efter genindsættelse til udståelse af sådan straf.
Prøvetiden ved en eventuel ny prøveløsladelse kan efter lovforslaget fast-
sættes op til 5 år, jf. § 79 e, stk. 3. Herved afviger lovforslaget fra de fore-
slåede regler om prøveløsladelse efter genindsættelse til fortsat afsoning af
tidsbestemt straf. Efter straffelovens § 79 c, stk. 6, 3. pkt., gælder for sådan
prøveløsladelse, at der skal ske fradrag af den tid, i hvilken den pågældende
tidligere har været prøveløsladt.
Til § 79 g
Bestemmelsen indeholder adgangen til betinget benådning (hel eller delvis
eftergivelse af straf) af såvel tidsbestemt straf som straf af fængsel på livstid.
Bestemmelsen svarer til den danske straffelovs § 43 og viderefører § 43 i
den færøske straffelov, som foreslås ophævet som konsekvens heraf.
Efter den foreslåede § 79 g kan det ved hel eller delvis eftergivelse af en
straf ved betinget benådning fastsættes som vilkår for benådningen, at be-
stemmelserne i § 79 c, stk. 2-5, og § 79 f, stk. 2, samt straffelovens § 40 og
§ 42 finder tilsvarende anvendelse. Ordet »straf« i den foreslåede § 41 g
omfatter både tidsbestemt straf og straf af fængsel på livstid. Det er også
baggrunden for, at der om vilkår mv. for benådning henvises både til reg-
lerne om prøveløsladelse fra tidsbestemt straf (den foreslåede § 79 c, stk. 2-
5, og straffelovens § 40) samt reglerne om prøveløsladelse fra straf af fæng-
sel på livstid (den foreslåede § 79 f, stk. 2, og straffelovens § 42).
Begår en betinget benådet nyt strafbart forhold i prøvetiden, vil spørgsmålet
om reaktion skulle afgøres af domstolene, jf. ved benådning fra tidsbestemt
straf § 79 g, jf. straffelovens § 40, og ved benådning fra straf af fængsel på
livstid § 79 g, jf. § 42.
Overtræder en betinget benådet i øvrigt de fastsatte vilkår, kan justitsmini-
steren tildele advarsel eller ændre vilkårene inden for den gældende læng-
stetid, jf. ved benådning fra tidsbestemt straf § 79 g, jf. § 79 c, stk. 2, nr. 1-
2, og ved benådning fra straf af fængsel på livstid § 79 g, jf. § 79 f, stk. 2,
jf. § 79 c, stk. 2, nr. 1-2, og § 79 e, stk. 3. Henvisningen i § 79 g til § 79 c,
262
stk. 2, nr. 3, indebærer, at det under særlige omstændigheder kan bestem-
mes, at den pågældende skal indsættes til udståelse af reststraffen eller livs-
tidsstraffen. Er der i medfør af § 79 g truffet bestemmelse om eftergivelse
af hele straffen, vil en afgørelse efter § 79 c, stk. 2, nr. 3, medføre, at den
pågældende skal indsættes til udståelse af hele straffen.
Er der som følge af overtrædelse af vilkår om tilsyn m.v. truffet beslutning
om genindsættelse, kan den dømte som nævnt ovenfor forlange domstols-
prøvelse i medfør af § 112, nr. 8, i lovforslaget.
Beslutning om prøveløsladelse
Til § 80
Den foreslåede bestemmelse indeholder bl.a. en regel om sagsbehandlingen
i de tilfælde, hvor der er mulighed for ordinær prøveløsladelse fra tidsbe-
stemt straf efter lovforslagets § 79 a, stk. 1, og for prøveløsladelse fra straf
af fængsel på livstid efter lovforslagets § 79 e.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 80 i den danske
straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen tilsigter bl.a. at skabe sikkerhed for, at den indsatte kan løs-
lades, så snart betingelserne for en prøveløsladelse måtte anses for opfyldt.
Det forudsættes, at institutionen også regelmæssigt overvejer spørgsmålet
om prøveløsladelse af indsatte, der har fået afslag på prøveløsladelse, jf.
herved tillige lovforslagets § 89.
I stk. 2 foreslås en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren
fastsætter regler om behandlingen af sager om prøveløsladelse, herunder om
pligt til fornyet afgørelse af spørgsmålet om prøveløsladelse fra straf af
fængsel på livstid senest 1 år efter en afgørelse om nægtelse af prøveløsla-
delse eller genindsættelse til udståelse af sådan straf. De administrative reg-
ler, der fastsættes i denne forbindelse, forudsættes ligeledes at regulere ad-
gangen til at påklage kriminalforsorgsområdets afgørelser vedrørende afslag
på prøveløsladelse. Der henvises desuden til lovforslagets § 111, stk. 3 og §
112, nr. 6.
Nægtelse af prøveløsladelse fra tidsbestemt straf og fra straf af fængsel på
livstid er i visse tilfælde omfattet af forslaget om udvidet adgang til dom-
stolsprøvelse, jf. lovforslagets § 112, nr. 6.
263
Gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår ved prøveløsladelse
Almindelige bestemmelser om gennemførelse af tilsyn mv.
Til § 81
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om, hvilken myndighed
der skal gennemføre tilsyn og andre vilkår fastsat i forbindelse med prøve-
løsladelse.
Bestemmelsen svarer til § 81 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019 med de undtagelser, der følger
af, at ikke alle bestemmelser i den danske straffelov er gennemført i den
færøske straffelov.
Bestemmelsen fastslår, at kriminalforsorgen er den myndighed, som i al-
mindelighed gennemfører tilsyn og andre vilkår. Et vilkår om samfundstje-
neste, der fastsættes efter den foreslåede § 79 d, stk. 3 eller 4, skal dog altid
varetages af kriminalforsorgen. Dette svarer til lovforslagets § 101, stk. 1,
med hensyn til gennemførelse af samfundstjeneste, der er fastsat som vilkår
for en betinget dom.
Hvis tilsyn og andre vilkår mere undtagelsesvis skal gennemføres af andre
myndigheder, skal dette efter forslaget være udtrykkeligt bestemt i afgørel-
sen om prøveløsladelse.
Til § 82
Den foreslåede bestemmelse pålægger tilsynsmyndigheden en vejlednings-
pligt samt en pligt til i samarbejde med den prøveløsladte at planlægge til-
synsperioden og tiden derefter.
Bestemmelsen svarer til § 82 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
I stk. 1 fastslås det, at tilsynsmyndigheden har pligt til at vejlede den prøve-
løsladte om tilsynets nærmere indhold. Den foreslåede vejledningspligt er
uafhængig af, om tilsynsmyndigheden er kriminalforsorgen eller en anden
myndighed, jf. herved § 81. Den foreslåede vejledningspligt skal ses i sam-
menhæng med den vejledning, der forudsættes givet af afsoningsinstitutio-
nen i forbindelse med prøveløsladelsen, jf. herved lovforslagets § 80, stk. 2.
264
I stk. 2 fastslås det i overensstemmelse med den gældende praksis, at til-
synsmyndigheden sammen med den prøveløsladte skal udarbejde en plan
for tilsynsperioden og tiden derefter. Formålet med denne bestemmelse er
at fastholde den prøveløsladte i ansvaret for den pågældendes forhold også
i tilsynsperioden og tiden derefter. Det findes af væsentlig betydning, at til-
synsforløbet hurtigst muligt bringes i mere faste rammer, og det er derfor
anført i bestemmelsen, at den nødvendige planlægning skal søges udarbejdet
senest i forbindelse med tilsynets iværksættelse. Bl.a. for at fastholde den
prøveløsladte i dennes ansvar skal den udarbejdede plan jævnligt sammen-
holdes med forholdene, herunder den prøveløsladtes forhold, under tilsynet
og om nødvendigt søges tilpasset ændringer i disse forhold.
Nærmere regler om tilsynsmyndighedens vejledningspligt og pligt til sam-
men med den prøveløsladte at planlægge tilsynsperioden og tiden derefter
forudsættes fastsat administrativt med hjemmel i bemyndigelsesbestemmel-
sen i lovforslagets § 85, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 giver justitsministeren hjemmel til at
udstede nærmere retningslinjer om begrænsning af pligten til at udarbejde
handleplaner efter § stk. 2 for prøveløsladte, der ikke skønnes at have behov
for bistand med hensyn til beskæftigelsesmæssige, sociale og personlige for-
hold med henblik på at forbedre mulighederne for at leve en kriminalitetsfri
tilværelse.
Tilsyn mv. af kriminalforsorgen
Til § 83
Den foreslåede bestemmelse regulerer den prøveløsladtes pligter i forbin-
delse med kriminalforsorgens gennemførelse af tilsyn og andre vilkår (sær-
vilkår).
Bestemmelsen svarer til § 83 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Et vilkår om tilsyn indebærer, at den prøveløsladte undergives et kontrol-
mæssigt tilsyn med en deraf følgende forpligtelse til at holde sig i kontakt
med tilsynsmyndigheden efter dennes nærmere bestemmelse. Denne for-
pligtelse for den prøveløsladte fastslås i stk. 1.
265
Stk. 2-4 vedrører de tilfælde, hvor der efter reglerne i straffelovens § 57, jf.
den foreslåede bestemmelse i denne lovs § 79 b, stk. 2, er fastsat yderligere
vilkår (særvilkår) end vilkår om tilsyn i forbindelse med prøveløsladelsen.
Det fastslås, at den prøveløsladte skal overholde fastsatte særvilkår og give
kriminalforsorgen de oplysninger, som gennemførelsen af det pågældende
særvilkår nødvendiggør, ligesom den prøveløsladte skal overholde de for-
skrifter, som kriminalforsorgen fastsætter til gennemførelse heraf. Sådanne
forskrifter kan f.eks. omfatte den nærmere gennemførelse af et vilkår om
afvænningsbehandling for misbrug af alkohol eller narkotika.
Formålet med den fastsatte oplysningspligt for den prøveløsladte er at sikre
kriminalforsorgen de nødvendige oplysninger til gennemførelse af vilkår
om tilsyn og eventuelle særvilkår. Er de pågældende oplysninger af en sådan
karakter, at de kan dokumenteres af den prøveløsladte, har denne efter stk. 3
pligt til at fremlægge sådan dokumentation, hvis det forlanges af kriminal-
forsorgen.
Til § 84
Den foreslåede bestemmelse vedrører kriminalforsorgens hjælpefunktion i
forbindelse med gennemførelsen af tilsyn.
Bestemmelsen svarer til § 84 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen indebærer, at kriminalforsorgen skal tilbyde den prøveløs-
ladte støtte med hensyn til løsning af sociale og personlige problemer med
henblik på at forbedre den pågældendes muligheder for at leve en krimina-
litetsfri tilværelse. Denne støtte skal ses i forlængelse af den behandlings-
mæssige virksomhed, der udøves af afsoningsinstitutionen under strafudstå-
elsen, jf. herved lovforslagets § 3 og bemærkningerne hertil. Hjælpefunkti-
onen er endvidere et fast element i et tilsyn med en prøveløsladt på samme
måde, som et sådant tilsyn altid indebærer en kontrol med den prøveløsladte.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at vejledning og bistand enten
kan ydes af kriminalforsorgen selv eller af andre myndigheder mv. Det be-
mærkes herved, at bistandsforpligtelsen over for personer, der ikke er fri-
hedsberøvede, påhviler social- og sundhedsmyndighederne. Kriminalfor-
sorgens bistand vil derfor i en række tilfælde ofte bestå i en formidling af
kontakt til og bistand fra sådanne andre myndigheder.
266
Til § 85
Den foreslåede bestemmelse bemyndiger justitsministeren til at fastsætte
regler om gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår.
Bestemmelsen svarer til § 85 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bemyndigelsen forudsættes bl.a. udnyttet til at fastsætte nærmere regler om
kriminalforsorgens forpligtelser som tilsynsmyndighed. Det fremgår i den
forbindelse af bestemmelsen, at de administrative regler skal omfatte tilsy-
nets iværksættelse, kriminalforsorgens kontakthyppighed med den prøve-
løsladte og kriminalforsorgens samarbejde med andre myndigheder mv. Det
forudsættes, at der på grundlag af de administrative regler sker en vis koor-
dinering af kriminalforsorgens virksomhed i forhold til prøveløsladte.
Vilkårsovertrædelse
Til § 86
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om de foranstaltninger
og indberetninger, som kriminalforsorgen som tilsynsmyndighed skal fore-
tage, hvis den prøveløsladte gør sig skyldig i overtrædelse af vilkår fastsat i
forbindelse med prøveløsladelsen.
Bestemmelsen svarer til § 86 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen vedrører alene de foranstaltninger mv., som kriminalforsor-
gen skal foretage som tilsynsmyndighed. Bestemmelsen indebærer således
ingen ændring af reglerne om retsvirkninger af overtrædelse af vilkår for
prøveløsladelse, jf. lovforslagets § 79 c (overtrædelse af vilkår ved prøve-
løsladelse fra tidsbestemt straf) og § 79 e (overtrædelse af vilkår ved prøve-
løsladelse fra straf af fængsel på livstid).
Stk. 1 indeholder en forpligtelse for kriminalforsorgen som tilsynsmyndig-
hed til at søge et tilsyn genetableret og særvilkår overholdt, hvis den prøve-
løsladte unddrager sig tilsynet eller gennemførelsen af særvilkåret. Blandt
de mulige foranstaltninger, som kriminalforsorgen selv kan træffe med det
nævnte formål, er forsøg på kontakt med den prøveløsladte ved fremsen-
267
delse af anbefalet brev eller ved husbesøg. Endvidere kan nævnes fremsæt-
telse af begæring til politiet om anholdelse af den prøveløsladte, jf. retsple-
jelovens § 781, og fremstilling i retten med begæring om varetægtsfængs-
ling, jf. retsplejelovens § 788. Det er ved bestemmelsen forudsat, at der fo-
retages en nærmere regulering af valget af foranstaltninger, jf. herved be-
myndigelsesbestemmelsen i stk. 4.
Stk. 2 vedrører de vilkårsovertrædelser, som ikke giver grundlag for at an-
tage en nærliggende risiko for kriminalitet. I sådanne tilfælde kan der efter
omstændighederne være grund til at indskærpe forskrifter og vilkår om til-
syn mv. over for den pågældende.
I stk. 3 er det fastsat, at der snarest skal træffes afgørelse om eventuel reak-
tion efter den foreslåede bestemmelse i denne lovs § 79 c, stk. 2 eller 3, eller
straffelovens § 79 f, stk. 2, som følge af vilkårsovertrædelsen. Træffes der
afgørelse om genindsættelse til udståelse af (rest)straffen, er denne afgørelse
omfattet af forslaget om udvidet adgang til domstolsprøvelse, jf. lovforsla-
gets § 112, nr. 7, og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Stk. 4 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler
om behandlingen af sager om vilkårsovertrædelse. Denne bemyndigelse
omfatter efter sin placering alene sagsbehandlingen i kriminalforsorgsom-
rådet som tilsynsmyndighed og i Direktoratet for Kriminalforsorgen som
klageinstans i sådanne sager.
Tilsyn mv. af andre myndigheder end kriminalforsorgen
Til § 87
Den foreslåede bestemmelse åbner mulighed for fastsættelse af regler om
gennemførelse af tilsyn mv. i de tilfælde, hvor tilsyn mv. udøves af andre
myndigheder end kriminalforsorgen.
Bestemmelsen svarer med den ændring, at »vedkommende minister« er æn-
dret til »Færøernes Landsstyre «, til § 87 i den danske straffuldbyrdelseslov,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019. Denne ændring har til
formål at sikre, at Landsstyret inddrages i relation til færøske myndigheder.
268
Gennemførelse af tilsyn mv. ved betinget benådning og ved strafafbrydelse
mv.
Til § 88
Den foreslåede bestemmelse vedrører gennemførelsen af tilsyn og særvil-
kår, som er fastsat i forbindelse med betinget benådning, jf. den foreslåede
§ 79 g, strafafbrydelse eller i øvrigt i medfør af bestemmelser i denne lov,
jf. herved navnlig § 13, stk. 1, (udsættelse af straffuldbyrdelsen), og § 78,
stk. 2 (fuldbyrdelse uden for fængsel eller arresthus).
Bestemmelsen svarer til § 88 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Det følger af bestemmelsen, at lovforslagets regler vedrørende tilsyn og sær-
vilkår fastsat ved prøveløsladelse finder tilsvarende anvendelse i de her om-
handlede tilfælde. Ved meget kortvarige tilsyn mv. fastsat i forbindelse med
udgang, jf. lovforslagets § 48, stk. 2, forudsættes dette dog kun at være til-
fældet i det omfang, at det er praktisk muligt.
Til Kapitel 15
Kapitel 16 (§§ 89 og 89 a) vedrører særlige spørgsmål vedrørende sagsbe-
handlingen ved fuldbyrdelse af fængselsstraf (§ 89) og muligheden for an-
vendelse af digital kommunikation som påmindelse til den dømte mv. i visse
tilfælde (§ 89 a).
Særlige spørgsmål vedrørende sagsbehandlingen ved fuldbyrdelse af
fængselsstraf m.v.
Til § 89
Den foreslåede bestemmelse indeholder en særlig sagsbehandlingsregel, der
forpligter kriminalforsorgsområdet til med visse mellemrum og af egen drift
at overveje og tage stilling til nogle væsentlige spørgsmål vedrørende den
indsatte.
Bestemmelsen svarer til § 89 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, med den undtagelse, at spørgs-
mål vedrørende overførsel til fortsat straffuldbyrdelse i en anden institution
269
ikke er omfattet, idet disse spørgsmål specifikt foreslås reguleret i lovforsla-
gets § 26.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at kriminalforsorgsområdet jævn-
ligt af egen drift overvejer muligheden for at lempe forholdene for de ind-
satte. De nærmere regler herom, herunder hvornår og med hvilke mellem-
rum de enkelte spørgsmål skal tages op til afgørelse, skal fastsættes admini-
strativt, jf. stk. 2. Det forudsættes, at den indsatte orienteres om kriminalfor-
sorgsområdets behandling af de pågældende spørgsmål.
Til § 89 a
Den foreslåede bestemmelse vedrører digital kommunikation og svarer til §
89 a i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9.
december 2019.
Bestemmelsen indebærer, at kriminalforsorgen kan anvende digital kommu-
nikation, hvis der er tale om en besked til den, der er tilsagt til afsoning eller
møde mv. hos kriminalforsorgen, om tid og sted for fremmøde mv.
Kriminalforsorgen på Færøerne har i dag den praksis, at man i relation til
klienter, som har behov for hjælp eller støtte til at huske mødeaftaler mv.,
aftaler med klienten, at man minder klienten om møder m.v. Den foreslåede
bestemmelse medfører, at kriminalforsorgen vil kunne sende bl.a. sms-be-
skeder også uden forudgående aftale til den dømte om indkaldelse eller
møde forud for den dato, hvor den dømte er tilsagt til afsoning eller møde
mv.
Det forudsættes med forslaget, at beskeden alene indeholder de oplysninger
om tid og sted, som sætter den indkaldte i stand til at give møde i overens-
stemmelse med tilsigelsen.
Til afsnit III
Til kapitel 16
I kapitlet (§§ 90-93) fastsættes regler om fuldbyrdelse af bødestraf, herunder
betaling og inddrivelse af bøder samt fuldbyrdelse af bødeforvandlingsstraf.
Det følger af det tilsvarende kapitel i den danske straffuldbyrdelseslov, jf.
kapitel 16 i lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, at inddrivelse
270
af bøder foretages af restanceinddrivelsesmyndigheden under skatteministe-
rens ressort, ligesom skatteministeren efter forhandling med justitsministe-
ren fastsætter regler om lønindeholdelse. Skatteopkrævning er overtaget af
Færøerne som særanliggende, og de gældende danske bestemmelser om ind-
drivelse kan derfor ikke uden videre medtages i lovforslaget.
Mens de foreslåede bestemmelser om opkrævning af bøder og fuldbyrdelse
af forvandlingsstraf for bøde med enkelte undtagelser svarer til de tilsva-
rende danske bestemmelser, er de foreslåede bestemmelser om inddrivelse
i et vist omfang en videreførelse af de gældende regler i den færøske straf-
felovs § 52, stk. 2-7, som forudsættes ophævet i forbindelse med denne lovs
ikrafttræden (lovforslagets § 125, nr. 1).
Fuldbyrdelse af bødestraf
Til § 90
I den foreslåede bestemmelse fastsættes regler om betaling af bøder.
Bestemmelsen svarer med tre undtagelser til § 90 i den danske straffuldbyr-
delseslov i den affattelse, som bestemmelsen havde forud for oprettelsen af
restanceinddrivelsesmyndigheden i Danmark i 2005 og overdragelse af ind-
drivelsesopgaven fra politiet dertil, jf. lovbekendtgørelse nr. 207 af 18.
marts 2005, som ændret ved lov nr. 367 af 24. maj 2005.
De nævnte undtagelser består for det første af, at det i bestemmelsens stk. 2
foreslås, at det er politiet (og ikke justitsministeren eller den, der bemyndi-
ges dertil), der kan tillade henstand med eller afdragsvis betaling af bøden.
For det andet præciseres det i den foreslåede bestemmelses stk. 3, at justits-
ministerens bemyndigelse til at fastsætte bestemmelser om opkrævning af
bøder tillige omfatter bestemmelser om politiets administrative behandling
af sager om henstand med eller afdragsvis betaling af bøder, jf. det foreslå-
ede stk. 2. Endelig foreslås det ikke at medtage bestemmelsen om, at justits-
ministeren kan fastsætte bestemmelser om, at politiets afgørelse om hen-
stand med eller afdragsvis betaling af bøder ikke kan indbringes for højere
administrativ myndighed. Det skydes, at den foreslåede bestemmelse i lov-
forslagets § 111 indeholder en samlet regulering af spørgsmålet om admini-
strativ klageadgang, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
271
Det fastslås i stk. 1, at en bøde skal betales til politiet, medmindre andet
måtte være bestemt i afgørelsen om bødebetalingen. Det er ved bestemmel-
sen forudsat, at den, som bøden er pålagt, normalt kan vente med at betale,
indtil vedkommende afkræves bøden af politiet.
De nærmere regler om politiets opkrævning af bøder fastsættes administra-
tivt, jf. stk. 3.
Bøder i militære straffesager fuldbyrdes i medfør af den på Færøerne gæl-
dende militære retsplejelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 643 af 30. september
1987.
I stk. 2 fastsættes det, at politiet kan tillade henstand med eller afdragsvis
betaling af bøden.
Stk. 3 indeholder foruden en bemyndigelse til at fastsætte administrative
regler om opkrævning af bøder også en bemyndigelse for justitsministeren
til at fastsætte regler om den administrative behandling af sager om eftergi-
velse af bøder. Når bestemmelsen alene omtaler den administrative behand-
ling af de pågældende sager og ikke angiver, hvornår der bør ske eftergi-
velse, skyldes dette, at eftergivelse af en bødestraf principielt er benådning,
jf. grundlovens § 24 og bemærkningerne til lovforslagets § 11.
Til § 91
I den foreslåede bestemmelse fastsættes regler om inddrivelse af bøder.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 svarer med en redaktionel ændring for
så vidt angår den kompetente myndighed til bestemmelsen i § 91, stk. 1, i
den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. de-
cember 2019.
Bestemmelsen viderefører den gældende bestemmelse i straffelovens § 52,
stk. 3, der foreslås ophævet i forbindelse med denne lovs ikrafttræden (lov-
forslagets § 125, nr. 1).
Bestemmelsen er ikke udtømmende, idet bøder som hidtil efter færøsk rets
almindelige regler kan inddrives ved modregning, herunder med eventuelle
erstatningskrav, som skyldneren måtte have efter kapitel 20 i denne lov eller
efter retsplejelovens kapitel 106.
272
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er, for så vidt angår bøder, en viderefø-
relse af den gældende færøske straffelovs § 52, stk. 4, der foreslås ophævet
i forbindelse med ikrafttrædelsen af denne lov (lovforslagets § 125, nr. 1). I
den foreslåede bestemmelse fastslås det endvidere, at pålæg om indehol-
delse gives af politiet.
Det forudsættes i den foreslåede bestemmelses stk. 3, at politiet som hidtil
kan indhente oplysninger hos andre offentlige myndigheder om bl.a. ind-
komst- og formueforhold til brug ved indeholdelsen, jf. bestemmelsen i
§ 52, stk. 5, 3. pkt., i straffeloven, som i øvrigt foreslås ophævet (lovforsla-
gets § 125, nr. 1). Ved »offentlige myndigheder« forstås såvel rigsmyndig-
heder som færøske myndigheder.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4, der er ny, omhandler overførsel af bø-
deinddrivelsen fra Færøerne til den øvrige del af riget, mens stk. 5, der lige-
ledes er ny, omhandler overførsel af bødeinddrivelse fra den øvrige del af
riget til Færøerne.
Bestemmelserne, der omfatter såvel inden- som udenretslige bødeafgørel-
ser, giver mulighed for at anvende bødeforvandlingsstraf ved overført ind-
drivelse af bøden til Danmark eller Grønland eller til Færøerne. Kompeten-
cen til at træffe afgørelse om overførsel tilkommer politiet.
Kompetencen til at træffe afgørelse tilkommer politiet. I praksis sker over-
førslen i vidt omfang uformelt i form af en anmodning fra den ene politi-
kreds til den anden om at overtage bødeinddrivelsen som følge af ændringer
i skyldnerens opholdssted.
Til § 92
Bestemmelsen svarer med få undtagelser til § 92 i den danske straffuldbyr-
delseslov i den affattelse, som bestemmelsen havde forud for oprettelsen af
restanceinddrivelsesmyndigheden ved lov nr. 430 af 6. juni 2005 om æn-
dring af forskellige love og om ophævelse af kommunalt samarbejde om
opkrævning og inddrivelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 207 af 18. marts 2005,
som ændret ved lov nr. 367 af 24. maj 2005. Undtagelserne består i, at de
administrative regler om udpantning og indeholdelse fastsættes efter for-
handling med Færøernes Landsstyre, idet skatteopkrævning er overtaget af
Færøerne som særanliggende, at reglerne bl.a. skal regulere politiets kontrol
273
med indeholdelsen, og endelig at der ikke i reglerne forudsættes fastsat reg-
ler om indberetning til Det Fælles Lønindeholdelsesregister, idet dette ikke
findes på Færøerne.
Den foreslåede bestemmelse viderefører, for så vidt angår bøder, i det væ-
sentlige de nugældende bestemmelser i straffelovens § 52, stk. 6-7, som fo-
reslås ophævet i forbindelse med denne lovs ikrafttræden (lovforslagets §
125, nr. 1).
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indeholder en bemyndigelse for justits-
ministeren til efter forhandling med Færøernes Landsstyre at fastsætte regler
om udpantning og indeholdelse af indtægter efter lovforslagets § 91, stk. 2,
herunder om politiets kontrol med indeholdelsen.
Det forudsættes, at der i de administrative regler indsættes bestemmelse om,
at TAKS (den færøske skattemyndighed) efter anmodning fra politiet fore-
tager udpantning efter reglerne om inddrivelse af skatter, som aktuelt er re-
guleret af lov nr. 85 af 30. marts 1935 for Færøerne om inddrivelse af skatter
og afgifter til det offentlige mm. Der vil ligeledes kunne fastsættes bestem-
melse om, at den nævnte lovs frist i § 7, stk. 1, ikke finder anvendelse i disse
sager med den konsekvens, at forældelsesfristen følger den almindelige be-
stemmelse i § 1 i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse
fordringer, medmindre der foreligger et andet særligt retsgrundlag for kravet
(dom eller frivilligt forlig).
Det forudsættes endvidere, at der fastsættes bestemmelse om, at TAKS efter
anmodning herom fra politiet foretager lønindeholdelse efter reglerne herom
i den færøske skattelovs § 136.
Af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, der svarer til den gældende færøske
straffelovs § 52, stk. 7, fremgår det, at der i de administrative regler, som
fastsættes i medfør af stk. 1, kan fastsættes bødestraf for forsætlig eller uagt-
som overtrædelse af disse regler.
Til § 93
Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om fuldbyrdelse af forvand-
lingsstraf for en bøde.
Bestemmelsen svarer til § 93 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
274
Bestemmelsen, der svarer til gældende ret, hvorefter en forvandlingsstraf af
fængsel, der træder i stedet for en bøde, fuldbyrdes af kriminalforsorgen på
samme måde som andre fængselsstraffe, indebærer, at en forvandlingsstraf
for en bøde skal fuldbyrdes efter samme regler, som er foreslået for fæng-
selsstraffe, jf. denne lovs kapitel 2 om almindelige bestemmelser for fuld-
byrdelse af straf og afsnit II om fuldbyrdelse af fængselsstraf.
Til afsnit IV
Betingede domme og domme med vilkår om samfundstjeneste
Lovforslagets afsnit IV indeholder i kapitel 17 (§§ 94-100) bestemmelser
om fuldbyrdelse af betingede domme uden vilkår om samfundstjeneste og i
kapitel 18 (§§ 101-104) bestemmelser om fuldbyrdelse af betingede domme
med vilkår om samfundstjeneste. Disse bestemmelser vedrører navnlig gen-
nemførelsen af vilkår om tilsyn og af andre vilkår (særvilkår).
Afsnit IV indeholder ikke bestemmelser om anvendelsen af betingede
domme, herunder med vilkår om samfundstjeneste, eller om retsvirknin-
gerne af overtrædelse af vilkår fastsat i sådanne domme. Bestemmelser om
disse spørgsmål skal fortsat findes i straffeloven.
Afsnit IV svarer til afsnit IV i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Til kapitel 17
Gennemførelse af betingede domme
Lovforslagets kapitel 17 (§§ 94-100) indeholder forskellige bestemmelser
vedrørende gennemførelsen af tilsyn og eventuelle særvilkår fastsat i for-
bindelse med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste.
Lovforslagets bestemmelser herom svarer i det væsentlige til bestemmel-
serne i lovforslagets §§ 81-87 om gennemførelsen af tilsyn og eventuelle
særvilkår fastsat i forbindelse med en prøveløsladelse. De væsentligste for-
skelle mellem de to sæt bestemmelser skyldes, at følgen af den dømtes over-
trædelse af vilkår om tilsyn eller af særvilkår fastsat i forbindelse med be-
tinget dom afgøres af retten, jf. straffelovens § 60, mens følgen af overtræ-
delse af tilsvarende vilkår fastsat i forbindelse med prøveløsladelse afgøres
275
af justitsministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, jf. den fo-
reslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 2, og § 79 f, stk. 2.
Almindelige bestemmelser om gennemførelse af tilsyn mv.
Til § 94
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om, hvilken myndighed
der skal gennemføre tilsyn og andre vilkår fastsat i forbindelse med en be-
tinget dom.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til § 94 i den danske straf-
fuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
I bestemmelsen fastsættes det, at kriminalforsorgen er den myndighed, som
i almindelighed gennemfører de omhandlede tilsyn og andre vilkår. Hvis
tilsyn og andre vilkår mere undtagelsesvis skal gennemføres af andre myn-
digheder, skal dette efter lovforslaget være udtrykkeligt bestemt i den betin-
gede dom.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 81 og bemærkningerne til denne be-
stemmelse.
Til § 95
Den foreslåede bestemmelse pålægger kriminalforsorgsområdet en vejled-
ningspligt samt en pligt til i samarbejde med den betinget dømte at plan-
lægge tilsynsperioden og tiden derefter.
Bestemmelsen svarer til § 95 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Den i stk. 1 fastsatte vejledningspligt skal ses i sammenhæng med den vej-
ledning, der forudsættes givet af retten i forbindelse med domsafsigelsen.
I stk. 2 fastslås det i overensstemmelse med den gældende praksis, at krimi-
nalforsorgsområdet sammen med den betinget dømte skal udarbejde en plan
for tilsynsperioden og tiden derefter. Formålet med denne bestemmelse er
at fastholde den betinget dømte i ansvaret for den pågældendes forhold også
i tilsynsperioden og tiden derefter. Det findes af væsentlig betydning, at til-
synsforløbet hurtigst muligt bringes i mere faste rammer, og det er derfor
276
anført i bestemmelsen, at den nødvendige planlægning skal søges udarbejdet
senest i forbindelse med tilsynets iværksættelse. Bl.a. for at fastholde den
betinget dømte i dennes ansvar skal den udarbejdede plan jævnligt sammen-
holdes med forholdene, herunder den betinget dømtes forhold, under tilsy-
net og om nødvendigt søges tilpasset ændringer i disse forhold.
Nærmere regler om kriminalforsorgsområdets vejledningspligt og pligt til
sammen med den betinget dømte at planlægge tilsynsperioden og tiden der-
efter forudsættes fastsat administrativt med hjemmel i bemyndigelsesbe-
stemmelsen i lovforslagets § 98, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 giver justitsministeren hjemmel til at
udstede nærmere retningslinjer om begrænsning af pligten til at udarbejde
handleplaner efter stk. 2, for betinget dømte, der ikke skønnes at have behov
for bistand med hensyn til beskæftigelsesmæssige, sociale og personlige for-
hold med henblik på at forbedre mulighederne for at leve en kriminalitetsfri
tilværelse.
Tilsyn mv. af kriminalforsorgen
Til § 96
Den foreslåede bestemmelse regulerer den dømtes pligter i forbindelse med
kriminalforsorgens gennemførelse af tilsyn og andre vilkår (særvilkår).
Bestemmelsen svarer til § 96 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019. Bestemmelsen svarer endvidere
til lovforslagets § 83.
Et vilkår om tilsyn indebærer, at den betinget dømte undergives et kontrol-
mæssigt tilsyn med en deraf følgende forpligtelse til at holde sig i kontakt
med tilsynsmyndigheden efter dennes nærmere bestemmelse. Denne for-
pligtelse for den betinget dømte fastslås i stk. 1.
Stk. 2-4 vedrører de tilfælde, hvor der efter reglerne i straffelovens § 57 er
fastsat yderligere vilkår (særvilkår) end vilkår om tilsyn i forbindelse med
den betingede dom. Det fastslås, at den betinget dømte skal overholde fast-
satte særvilkår og give kriminalforsorgen de oplysninger, som gennemførel-
sen af det pågældende særvilkår nødvendiggør, ligesom den betinget dømte
skal overholde de forskrifter, som kriminalforsorgen fastsætter til gennem-
277
førelse heraf. Sådanne forskrifter kan f.eks. omfatte den nærmere gennem-
førelse af et vilkår om afvænningsbehandling for misbrug af alkohol eller
narkotika.
Formålet med den fastsatte oplysningspligt for den betinget dømte er at sikre
kriminalforsorgen de nødvendige oplysninger til gennemførelse af vilkår
om tilsyn og eventuelle særvilkår. Er de pågældende oplysninger af en sådan
karakter, at de kan dokumenteres af den betinget dømte, har denne efter
stk. 3 pligt til at fremlægge sådan dokumentation, hvis det forlanges af kri-
minalforsorgen.
Til § 97
Den foreslåede bestemmelse vedrører kriminalforsorgens forpligtelser som
tilsynsmyndighed i forbindelse med støtte til den dømte med hensyn til løs-
ning af sociale og personlige problemer.
Bestemmelsen svarer til § 97 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019. Bestemmelsen svarer endvidere
til lovforslagets § 84.
Bestemmelsen indebærer, at kriminalforsorgen skal tilbyde den betinget
dømte støtte med hensyn til løsning af sociale og personlige problemer med
henblik på at forbedre den pågældendes muligheder for at leve en krimina-
litetsfri tilværelse.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at vejledning og bistand enten
kan ydes af kriminalforsorgen selv eller af andre myndigheder mv. Det be-
mærkes herved, at bistandsforpligtelsen over for personer, der ikke er fri-
hedsberøvede, påhviler de almindelige sociale og sundhedsmæssige myn-
digheder. Kriminalforsorgens bistand vil derfor i en række tilfælde ofte be-
stå i en formidling af kontakt til og bistand fra sådanne andre myndigheder.
278
Til § 98
Den foreslåede bestemmelse indeholder en bemyndigelse for justitsministe-
ren til at fastsætte regler om gennemførelsen af tilsyn og eventuelle særvil-
kår.
Bestemmelsen svarer til § 98 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019. Bestemmelsen svarer endvidere
til lovforslagets § 85.
Bemyndigelsen skal bl.a. udnyttes til at fastsætte nærmere regler om krimi-
nalforsorgens forpligtelser som tilsynsmyndighed. Det fremgår i den forbin-
delse af bestemmelsen, at de administrative regler skal omfatte tilsynets
iværksættelse, kriminalforsorgens kontakthyppighed med den betinget
dømte og kriminalforsorgens samarbejde med andre myndigheder mv. Det
forudsættes, at der på grundlag af de administrative regler sker en vis koor-
dinering af kriminalforsorgens virksomhed i forhold til betinget dømte.
Vilkårsovertrædelse
Til § 99
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om de foranstaltninger
og indberetninger, som kriminalforsorgen som tilsynsmyndighed skal fore-
tage, hvis den betinget dømte gør sig skyldig i overtrædelse af vilkår fastsat
i forbindelse med den betingede dom.
Bestemmelsen svarer til § 99 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019. Bestemmelsen svarer endvidere
til lovforslagets § 86 med den ændring, at indberetning skal afgives til an-
klagemyndigheden. Denne ændring skyldes, at kompetence til at træffe af-
gørelse i anledning af vilkårsovertrædelser ved betinget dom som ovenfor
nævnt er henlagt til retten, jf. straffelovens §§ 60 og 61. Sagerne indbringes
for retten af anklagemyndigheden.
Bestemmelsen vedrører alene de foranstaltninger mv., som kriminalforsor-
gen skal foretage som tilsynsmyndighed. Bestemmelsen indebærer således
ingen ændring af straffelovens regler om retsvirkninger af overtrædelse af
vilkår for en betinget dom, jf. straffelovens §§ 60 og 61.
279
Stk. 1 indeholder en forpligtelse for kriminalforsorgen som tilsynsmyndig-
hed til at søge et tilsyn genetableret og særvilkår overholdt, hvis den betinget
dømte unddrager sig tilsynet eller gennemførelsen af særvilkåret. Blandt de
mulige foranstaltninger, som kriminalforsorgen selv kan træffe med det
nævnte formål, er forsøg på kontakt med den betinget dømte ved fremsen-
delse af anbefalet brev eller ved husbesøg. Endvidere kan nævnes fremsæt-
telse af begæring til politiet om anholdelse af den betinget dømte, jf. rets-
plejelovens § 781, og fremstilling i retten med begæring om varetægts-
fængsling, jf. retsplejelovens § 788. Det er ved bestemmelsen forudsat, at
der foretages en nærmere regulering af valget af foranstaltninger, jf. herved
bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 4, som omtales nedenfor.
I stk. 2 er det fastsat, at kriminalforsorgen skal afgive indberetning herom til
anklagemyndigheden, hvis den betinget dømte overtræder vilkårene for den
betingede dom, således at vilkårsovertrædelsen må antages at medføre en
nærliggende risiko for kriminalitet.
Stk. 3 vedrører de vilkårsovertrædelser, som ikke giver grundlag for at an-
tage en nærliggende risiko for kriminalitet. I sådanne tilfælde kan der efter
omstændighederne være grund til at indskærpe forskrifter og vilkår om til-
syn mv. over for den pågældende.
Stk. 4 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler
om behandlingen af sager om vilkårsovertrædelse. Denne bemyndigelse
omfatter efter sin placering alene sagsbehandlingen i kriminalforsorgsom-
rådet som tilsynsmyndighed.
Tilsyn mv. af andre myndigheder end kriminalforsorgen
Til § 100
Den foreslåede bestemmelse åbner mulighed for at fastsætte regler om gen-
nemførelse af tilsyn mv. i de tilfælde, hvor tilsynet udøves af andre myndig-
heder end kriminalforsorgen.
Bestemmelsen svarer med den ændring, at »vedkommende minister« er æn-
dret til »Færøernes Landsstyre« til § 100 i den danske straffuldbyrdelseslov,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019. Denne ændring har til
formål at sikre, at Landsstyret inddrages i relation til færøske myndigheder.
Bestemmelsen svarer endvidere til lovforslagets § 87.
280
Til kapitel 18
Gennemførelse af domme med vilkår om samfundstjeneste
Lovforslagets kapitel 18 (§§ 101-104) indeholder forskellige bestemmelser
om gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår fastsat i forbindelse med
en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Lovforslagets bestemmel-
ser herom svarer i det væsentlige til bestemmelserne i §§ 94-100 om gen-
nemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår fastsat i forbindelse med en be-
tinget dom uden vilkår om samfundstjeneste. De væsentligste forskelle mel-
lem de to sæt bestemmelser skyldes, at vilkåret om samfundstjeneste med-
fører, at der skal fastsættes særlige regler med henblik på fuldbyrdelse af
den arbejdspligt, som følger af vilkåret om samfundstjeneste.
Bestemmelser om gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste
Til § 101
Den foreslåede bestemmelse, som svarer til gældende ret, fastsætter bestem-
melser om, hvilken myndighed der skal gennemføre vilkår om samfundstje-
neste. Endvidere indeholder bestemmelsen regler om den dømtes pligter i
forbindelse med gennemførelsen af vilkåret om samfundstjeneste.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 101 i den danske
straffuldbyrdelseslov i den form, som bestemmelsen havde før ikrafttrædel-
sen af lov nr. 152 af 18. februar 2015 om ændring af straffeloven og lov
fuldbyrdelse af straf m.v. (Samfundstjeneste m.v.), jf. lovbekendtgørelse nr.
435 af 15. maj 2012. De ændringer af bestemmelsen, der blev gennemført
ved den nævnte ændringslov havde sammenhæng med ændringer, som sam-
tidig blev foretaget i den danske straffelov, og som ikke tilsvarende er fore-
taget i den færøske straffelov. Der henvises til pkt. 4.1. i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger.
Stk. 1 indebærer bl.a., at vilkår om samfundstjeneste altid gennemføres af
kriminalforsorgen. Bestemmelsen giver således ikke mulighed for, at andre
myndigheder kan gennemføre dette vilkår.
Efter stk. 2 indebærer vilkår om samfundstjeneste, at den dømte skal opfylde
den fastsatte arbejdspligt inden for den udmålte længstetid. Samfundstjene-
sten skal afvikles løbende over den udmålte længstetid og må tidligst være
afviklet, når der er forløbet to tredjedele af afviklingsperioden, medmindre
281
der foreligger særlige omstændigheder. Udtrykket »den udmålte længstetid«
omfatter både tilfælde, hvor længstetiden er udmålt i dommen, jf. straffelo-
vens § 63, stk. 1, og tilfælde, hvor længstetiden efterfølgende er forlænget
af tilsynsmyndigheden, jf. straffelovens § 63, stk. 2.
I stk. 3 fastsættes det, at kriminalforsorgsområdet træffer bestemmelse om
arbejdsstedet, hvor samfundstjenesten skal udføres, og at den dømte i øvrigt
skal overholde de forskrifter, som kriminalforsorgen fastsætter om gennem-
førelsen af samfundstjenesten.
Til § 102
Den foreslåede bestemmelse indeholder en bemyndigelse for justitsministe-
ren til at fastsætte regler om gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste
mv.
Bestemmelsen svarer til § 102 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Vilkårsovertrædelse
Til § 103
Den foreslåede bestemmelse fastsætter bestemmelser om foranstaltning og
indberetning, som kriminalforsorgen som tilsynsmyndighed skal foretage,
hvis den dømte overtræder vilkåret om samfundstjeneste eller de forskrifter,
som kriminalforsorgen har givet om udførelsen af samfundstjenesten.
Bestemmelsen svarer til § 103 i den danske straffuldbyrdelseslov i den form,
som bestemmelsen havde før ikrafttrædelsen af lov nr. 152 af 18. februar
2015 om ændring af straffeloven og lov fuldbyrdelse af straf m.v. (Sam-
fundstjeneste m.v.), jf. lovbekendtgørelse nr. 435 af 15. maj 2012. Den æn-
dring af bestemmelsen, der blev gennemført ved den nævnte ændringslov
havde sammenhæng med ændringer, som samtidig blev foretaget i den dan-
ske straffelov, og som ikke tilsvarende er foretaget i den færøske straffelov.
Der henvises til pkt. 4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen medfører bl.a., at kriminalforsorgen skal føre kontrol med, at
den dømte opfylder den fastsatte arbejdspligt, jf. stk. 1. Kontrollen forud-
sættes i overensstemmelse med de gældende regler at indebære, at kriminal-
forsorgen aflægger besøg på arbejdsstedet.
282
Overtræder den dømte vilkåret om samfundstjeneste eller de forskrifter, som
kriminalforsorgen har givet om udførelsen af samfundstjenesten, skal kri-
minalforsorgen give den pågældende pålæg om at overholde vilkåret og for-
skrifterne. Er der tidligere givet pålæg herom, skal der afgives indberetning
til anklagemyndigheden, jf. stk. 2.
I modsætning til, hvad der gælder for øvrige vilkår, skal der ikke forud for
indberetning om vilkårsovertrædelse efter stk. 2, foretages en vurdering af,
om overtrædelse af vilkåret om samfundstjeneste begrunder en nærliggende
risiko for kriminalitet, jf. herved lovforslagets § 99, stk. 2. Overtrædelse af
vilkår om samfundstjeneste eller af kriminalforsorgens forskrifter om udfø-
relsen heraf skal således, når der tidligere er givet pålæg, indberettes til an-
klagemyndigheden.
Bestemmelser om gennemførelse af andre vilkår
Til § 104
Den foreslåede bestemmelse indeholder en bestemmelse om gennemførelse
af andre vilkår end vilkåret om samfundstjeneste.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til § 104 i den danske
straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen indebærer, at lovforslagets §§ 94-100 om gennemførelse af
betingede domme uden vilkår om samfundstjeneste finder tilsvarende an-
vendelse på gennemførelse af tilsyn og særvilkår, der er fastsat efter straf-
felovens § 57 som led i en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.
Til afsnit V
Forvaring
Lovforslagets afsnit V (kapitel 19 (§ 105)) indeholder visse bestemmelser
om fuldbyrdelse af forvaring. De foreslåede bestemmelser finder anven-
delse ved dom til forvaring efter straffelovens § 70, ved dom til forvaring
efter straffelovens § 68, sidste punktum, jf. § 70, samt ved ikendelse af for-
varing efter straffelovens § 72 i forbindelse med ændring af en anden rets-
følge idømt efter straffelovens § 68.
283
Afsnit V indeholder ikke bestemmelser om betingelserne for anvendelse af
forvaring. Bestemmelser herom og om ændring eller endelig ophævelse af
en anbringelse i forvaring findes fortsat i straffeloven.
Til kapitel 19
Fuldbyrdelse af forvaring
Til § 105
Bestemmelsen vedrører fuldbyrdelse af forvaring og svarer med en redakti-
onel ændring til § 105 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 1333 af 9. december 2019.
Det fastslås i den foreslåede bestemmelses stk. 1, at forvaring fuldbyrdes
efter samme regler som fængselsstraffe med den undtagelse, at forvaring
normalt fuldbyrdes i Herstedvester Fængsel i Danmark. Denne særregel for
fuldbyrdelse af forvaring er begrundet i, at denne institution personalemæs-
sigt er særligt indrettet på at modtage indsatte, der har behov for psykiatrisk
behandling eller bistand eller for at være på en institution med et mere spe-
cialiseret behandlingspersonale.
Der er ikke i øvrigt fundet grundlag for i lovforslaget at medtage bestem-
melser, der stiller den forvarede anderledes end fængselsdømte. Den særlige
forsigtighed, som under hensyn til disse indsattes farlighed bør udvises i
forbindelse med fuldbyrdelsen af forvaring, forudsættes i overensstemmelse
med gældende ret at komme til udtryk ved fastsættelsen af sagsbehandlings-
regler, der sikrer, at afgørelse om visse særlig væsentlige spørgsmål under
fuldbyrdelsen af forvaring træffes efter en særlig omfattende og grundig
sagsbehandling.
Sådanne sagsbehandlingsregler kan fastsættes efter stk. 2, der indeholder en
bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om fuldbyrdelsen
af forvaring. Som fremhævet i bestemmelsen forudsættes sådanne regler
navnlig at vedrøre behandlingen af visse mere væsentlige spørgsmål, herun-
der tilladelse til udgang, overførsel til anden institution og prøveudskriv-
ning.
284
Til afsnit VI
Fællesregler for fuldbyrdelse af straffe mv.
Lovforslagets afsnit VI indeholder en række bestemmelser, der er fælles for
fuldbyrdelse af fængselsstraffe, betingede domme og forvaring. Lovforsla-
gets afsnit VI indeholder således i kapitel 20 (§§ 106-109) bestemmelser om
erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf mv., i kapitel
21 (§ 110) regler om betaling for ophold i kriminalforsorgens institutioner
samt i kapitel 22 (§§ 111-123) klageregler mv.
Til kapitel 20
Erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf mv.
Lovforslagets kapitel 20 (§§ 106-109) indeholder bestemmelser om erstat-
ning i anledning af uforskyldte indgreb under fuldbyrdelse af straf mv. Lov-
forslagets bestemmelser herom skal ses i sammenhæng med bestemmel-
serne i retsplejelovens kapitel 106 om erstatning i anledning af strafferetlig
forfølgning.
Reglerne om erstatning skal i øvrigt sammenholdes med lovforslagets § 18,
stk. 3, hvorefter der ved beregningen af straffetiden skal foretages fradrag,
når den indsatte uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller
sikringscelle, eller uforskyldt har været udelukket fra fællesskab, med et an-
tal dage svarende til 50 pct. af det antal påbegyndte døgn, som indgrebet har
varet, og oprundet til nærmeste hele antal dage, jf. bemærkningerne til denne
bestemmelse. Det følger desuden af den foreslåede bestemmelse i § 18, stk.
4, at der ikke ydes erstatning for indgreb efter bestemmelserne i § 106, stk.
1, nr. 2 og 3, i det omfang der foretages fradrag ved beregningen af straffe-
tiden i medfør af § 18, stk. 3.
Til § 106
Den foreslåede bestemmelse medfører, at en indsat, der uforskyldt, har ud-
stået fængselsstraf i for lang tid, uforskyldt har været anbragt i forhørscelle,
strafcelle eller sikringscelle, eller uforskyldt har været udelukket fra fælles-
skab, med visse undtagelser har ret til erstatning efter reglerne i retsplejelo-
vens § 1049.
285
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 106 i den danske
straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019,
med den undtagelse at den danske bestemmelse i stk. 3 om erstatning til
dømte, der uforskyldt har udstået straf på bopælen under intensiv overvåg-
ning og kontrol i for lang tid, ikke er medtaget i lovforslaget, jf. pkt. 2.2. i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
For så vidt angår erstatning for uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for
lang tid bemærkes, at der ikke med bestemmelsen tilsigtes nogen ændring
af reglerne i retsplejelovens § 1052. Disse regler vedrører bl.a. erstatning for
udståelse af fængselsstraf, der senere bortfalder eller formildes – til noget
mindre indgribende – ved anke eller genoptagelse.
Udmålingen af erstatning forudsættes tilpasset de gældende regler om er-
statning i anledning af straffeprocessuelle indgreb.
Det følger af stk. 1, at en indsat har ret til erstatning efter reglerne i retsple-
jelovens § 1049, hvis den indsatte uforskyldt har 1) udstået fængselsstraf i
for lang tid, 2) været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller
3) været udelukket fra fællesskab.
Erstatning ydes for økonomisk skade samt for lidelse, tort, ulempe og for-
styrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold, jf. § 1049, stk. 1, 2. pkt. Af
lovforslagets § 18 følger, at i de tilfælde, hvor der er grundlag for erstatning
efter § 106, stk. 1, nr. 2 og 3, vil den pågældende få forkortet sin afsoningstid
i stedet for at få udbetalt en erstatning.
Henvisningen i lovforslagets § 106, stk. 1, til retsplejelovens § 1049 medfø-
rer, at indsatte – i lighed med retsplejelovens regler om erstatning i anled-
ning af straffeprocessuelle indgreb – har krav på erstatning på objektivt
grundlag, dvs. uafhængigt af, om der er begået fejl eller forsømmelser, når
den pågældende uforskyldt har udstået fængselsstraf i for lang tid eller ufor-
skyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller
uforskyldt har været udelukket fra fællesskab.
Indsatte kan anbringes i forhørscelle i medfør af § 71, hvis der er begrundet
mistanke om, at den indsatte har overtrådt bestemmelser, der må antages at
medføre strafcelle som disciplinærstraf, hvis det er nødvendigt af hensyn til
gennemførelsen af undersøgelser i disciplinærsagen. En indsat kan udeluk-
kes fra fællesskab, hvis betingelserne i § 63 er opfyldt, herunder hvis der
286
f.eks. er nødvendigt for at forebygge, at den indsatte vil begå strafbar virk-
somhed.
En person har som udgangspunkt været udsat for et uberettiget indgreb, der
giver grundlag for erstatning, hvis den indsatte ikke har foretaget det straf-
bare eller disciplinære forhold, som udgjorde grundlaget for indgrebet. Det
er ikke udelukket, at omstændigheder, som først viser sig efter indgrebet,
kan inddrages ved vurderingen af, om der skal tilkendes erstatning.
Et krav på erstatning kan nedsættes eller nægtes, hvis den sigtede selv har
givet anledning til foranstaltningerne, jf. herved formuleringen om, at er-
statning ydes for uforskyldte indgreb i lovforslagets § 106, som også er re-
flekteret i retsplejelovens § 1049, stk. 3.
Bestemmelsen i stk. 2, medfører, at hvis anbringelse i forhørscelle eller ude-
lukkelse fra fællesskabet er sket med henblik på at undersøge, om den ind-
satte har begået et strafbart forhold eller en disciplinærforseelse, eller at fo-
rebygge, at den indsatte vil begå et strafbart forhold eller en disciplinærfor-
seelse, kan den indsatte ikke tilkendes erstatning, hvis indgrebet ikke må
anses for uberettiget ud fra omstændighederne på tidspunktet for indgrebets
iværksættelse, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Formålet med stk. 2 er at begrænse erstatning i de tilfælde, hvor kriminal-
forsorgen med rette har reageret på f.eks. en mistanke ved gennemførelse af
et indgreb over for den indsatte, men hvor det efterfølgende viser sig, at
kriminalforsorgen ikke havde ret i mistanken, eller at mistanken ikke kunne
bevises.
Det bemærkes, at begrænsningen alene foreslås at gælde for tilfælde, hvor
der er sket anbringelse i forhørscelle eller udelukkelse fra fællesskabet.
Strafcelle anvendes som straf og således ikke med det formål at undersøge
eller forebygge strafbare handlinger. Sikringscelle anvendes heller ikke med
det formål at undersøge eller forebygge kriminelle handlinger, som der kan
være mistanke til, og som efterfølgende kan vise sig ikke at være korrekt
eller ikke at kunne bevises. Det er heller ikke relevant at begrænse erstatning
i de tilfælde, hvor en person har udstået for meget fængselsstraf eller afviklet
for meget samfundstjeneste, da disse foranstaltninger ikke kan være sket
med det formål at undersøge eller forebygge brud på regler.
287
Formuleringen om, at det pågældende indgreb skal være sket med henblik
på at undersøge, om den indsatte har begået et strafbart forhold eller disci-
plinærforseelse dækker over de indgreb, som kriminalforsorgen kan an-
vende til at opklare sagen eller afdække eller påvise, om der er foregået no-
get strafbart eller en disciplinær forseelse, eller hvad der i øvrigt er foregået.
Med begrebet »strafbart forhold« henvises til forhold, der er strafbelagt i
medfør af straffeloven og særlovgivningen, og med begrebet »disciplinær-
forseelse« menes forhold, der medfører disciplinærstraf, jf. lovforslagets §§
67 og 68.
Et indgreb er sket med henblik på at undersøge, om den indsatte har begået
et strafbart forhold eller disciplinærforseelse, hvor forhørscelle findes nød-
vendigt af hensyn til gennemførelsen af undersøgelser i disciplinærsagen,
jf. lovforslagets § 71, stk. 1.
Formuleringen om, at det pågældende indgreb skal være sket med henblik
på at forebygge, at den indsatte vil begå et strafbart forhold eller en discipli-
nærforseelse, dækker over de indgreb, som kriminalforsorgen kan anvende
som led i at hindre, at den indsatte begår ny kriminalitet eller bryder reglerne
i fængslet. Den foreslåede bestemmelse sigter således mod at begrænse er-
statning i de tilfælde, hvor indgrebets formål er at hindre noget fremadrettet.
Indgreb, der har til formål umiddelbart at afværge f.eks. vold mod andre
indsatte i en konkret situation, vil ikke være omfattet af det nye stykke.
Hvorvidt et indgreb ikke kan anses for uberettiget ud fra omstændighederne
på tidspunktet for indgrebets iværksættelse, vil afhænge af en konkret vur-
dering i lyset af de relevante betingelser for, at det pågældende indgreb kan
iværksættes.
Til illustration kan nævnes den situation, hvor kriminalforsorgen vil ude-
lukke en indsat fra fællesskabet for at forebygge strafbar virksomhed, jf.
lovforslagets § 63, stk. 1, nr. 1. I sådanne tilfælde er det bl.a. en betingelse,
at kriminalforsorgen på tidspunktet for indgrebet finder, at indgrebet er
»nødvendigt«.
I vurderingen vil der som udgangspunkt alene skulle indgå de oplysninger
om mistankegrundlag og faktiske oplysninger mv., som kriminalforsorgen
havde på tidspunktet for indgrebets iværksættelse.
288
Derudover kan også risikoen ved ikke at foretage et hurtigt indgreb indgå i
vurderingen. Anbringelse i forhørscelle, jf. lovforslagets § 71, har bagudret-
tet karakter, da formålet er at afdække, hvorvidt der er foregået noget, der
kan medføre disciplinærstraf. Det vil således ikke i alle tilfælde være nød-
vendigt, at afhøringen skal ske hurtigt. Det kan således have betydning for
vurderingen, om kriminalforsorgen havde mulighed for at indhente yderli-
gere oplysninger forud for indgrebet.
Til gengæld kan det være nødvendigt med en hurtig reaktion, hvor øjemedet
vil forspildes, hvis der ikke reageres hurtigt. Et eksempel herpå kunne være,
hvor kriminalforsorgen har fået et pålideligt »tip« om, at en indsat vil und-
vige, og hvor det efter omstændighederne er nødvendigt at reagere hurtigt
med en midlertidig udelukkelse fra fællesskabet, jf. § 63.
Det bør også indgå i vurderingen, hvorvidt et mindre indgribende middel
efter omstændighederne burde have været anvendt, dvs. have været mere
proportionalt.
Formuleringen om, at det er tidspunktet for iværksættelsen, der er afgø-
rende, betyder, at hvis kriminalforsorgen under indgrebet finder, at vedkom-
mende ikke havde begået noget strafbart, f.eks. under forklaringen i forhørs-
cellen, er det uden betydning for vurderingen. Det forudsættes i den forbin-
delse, at kriminalforsorgen afbryder indgrebet på det tidspunkt, hvor krimi-
nalforsorgen bliver bekendt med, at indgrebet ikke længere er berettiget.
Viser det sig, at et indgreb var uberettiget ud fra omstændighederne på tids-
punktet for indgrebets iværksættelse, vil betingelserne i medfør af det fore-
slåede § 106, stk. 2, for at begrænse erstatning ikke være opfyldt.
Der vil endvidere fortsat skulle foretages en vurdering af, om den indsatte
har udvist egen skyld i de tilfælde, hvor det vurderes, at den indsatte kan
tilkendes erstatning, fordi indgrebet anses for uberettiget ud fra omstændig-
hederne på tidspunktet for indgrebets iværksættelse, jf. herved formulerin-
gen i § 106, stk. 1, om, at der ydes erstatning for uforskyldte indgreb, som
også fremgår af retsplejelovens § 1049, stk. 3.
Selv om det viser sig, at indgrebet må anses for berettiget ud fra de oplys-
ninger, der forelå på tidspunktet for indgrebet, vil der alligevel kunne tilken-
des erstatning, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Særlige om-
stændigheder vil foreligge, hvis det må anses for åbenbart urimeligt, at den
indsatte ikke får tilkendt erstatning.
289
Denne erstatningsadgang er begrænset til ekstraordinære situationer, hvor
der er tale om særligt indgribende foranstaltninger med f.eks. væsentlige
indskrænkninger af den indsattes handle- og bevægelsesfrihed, og hvor det
viser sig efterfølgende, at den pågældende ikke havde begået det forhold,
som begrundede indgrebet. Det kan også være tilfældet, hvor indgrebet har
haft utilsigtede og betydelige konsekvenser for den indsatte, der ikke står
mål med det forfulgte formål bag indgrebet.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 giver ret til erstatning på objektivt
grundlag efter reglerne i retsplejelovens § 1049, hvis den indsatte uforskyldt
har afviklet for meget samfundstjeneste.
Det forudsættes, at godtgørelsen for ikke økonomisk skade fastsættes med
udgangspunkt i den almindelige timeløn for tilsvarende arbejde.
Til § 107
Den foreslåede bestemmelse giver med visse begrænsninger mulighed for
at tillægge erstatning på objektivt grundlag i anledning af andre uforskyldte
indgreb under fuldbyrdelsen af straf mv. end de i § 106 nævnte.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til § 107 i den danske
straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
De indgreb, der omfattes af § 107, er indgreb, som kriminalforsorgen eller
andre myndigheder kan foretage over for den dømte m.fl. i medfør af be-
stemmelser i denne lov eller bestemmelser fastsat med hjemmel i denne lov.
Med bestemmelsen sigtes til foranstaltninger af en vis konkret, indgribende
karakter. Som eksempel kan nævnes uberettiget overførsel til fængsel eller
arresthus i Danmark eller uberettiget tilbagekaldelse af en tilladelse til ud-
gang.
Selv om en række af de indgreb, som har hjemmel i denne lov eller kan
fastsættes med hjemmel i denne lovs bemyndigelsesbestemmelser, ikke vil
være af særlig indgribende karakter, er det dog ikke fundet rimeligt på for-
hånd at udelukke erstatning i anledning af sådanne indgreb. Selv de mindre
indgreb vil kunne foretages under omstændigheder, der opleves som så
krænkende, at det kan stille sig naturligt at yde en vis kompensation, hvis
indgrebet viser sig at være uforskyldt. At erstatning ikke ved noget indgreb
290
er udelukket på forhånd, er endvidere i overensstemmelse med den tilsva-
rende bestemmelse i retsplejelovens § 1050.
Erstatning ydes for økonomisk skade samt for lidelse, tort, ulempe og for-
styrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold, jf. retsplejelovens § 1049,
stk. 1, 2. pkt.
Hvis den dømte m.fl. udsættes for foranstaltninger, der efter det anførte ikke
omfattes af lovforslagets § 106 eller § 107 om erstatning på objektivt grund-
lag, må et eventuelt erstatningskrav i givet fald rejses på normal måde på
grundlag af almindelige erstatningsregler.
En person har som udgangspunkt været udsat for et uberettiget indgreb, der
giver grundlag for erstatning, hvis den indsatte ikke har foretaget det straf-
bare eller disciplinære forhold, som udgjorde grundlaget for indgrebet. Det
er ikke udelukket, at omstændigheder, som først viser sig efter indgrebet,
kan inddrages ved vurderingen af, om der skal tilkendes erstatning.
Et krav på erstatning kan dog bortfalde eller nedsættes, hvis den sigtede selv
har givet anledning til foranstaltningerne, dvs. på grund af indsattes egen
skyld, jf. herved formuleringen om, at erstatning ydes for uforskyldte ind-
greb i lovforslagets § 107, som også er reflekteret i retsplejelovens § 1049,
stk. 3.
Med bestemmelsens stk. 2, foreslås der en begrænsning af de situationer, der
kan medføre erstatning. Af bestemmelsen fremgår, at hvis et indgreb er sket
med henblik på at undersøge, om den indsatte har begået et strafbart forhold
eller en disciplinærforseelse, eller at forebygge, at den indsatte vil begå et
strafbart forhold eller en disciplinærforseelse, kan den indsatte ikke tilken-
des erstatning, hvis indgrebet ikke anses for uberettiget ud fra omstændig-
hederne på tidspunktet for indgrebets iværksættelse, medmindre der forelig-
ger særlige omstændigheder.
Formålet med bestemmelsen er at begrænse erstatning i de tilfælde, hvor
kriminalforsorgen med rette har reageret på f.eks. en mistanke ved gennem-
førelse af et indgreb over for den indsatte, men hvor det efterfølgende viser
sig, at kriminalforsorgen ikke havde ret i mistanken, eller at mistanken ikke
kunne bevises.
291
Indgreb, der udføres eller kan udføres rutinemæssigt eller stikprøvevis med
det formål at undersøge, om der er begået et strafbart eller disciplinært for-
hold, vil også være omfattet af bestemmelsen.
Formuleringen om, at det pågældende indgreb skal være sket med henblik
på at undersøge, om den indsatte har begået et strafbart forhold eller disci-
plinærforseelse, dækker over de indgreb, som kriminalforsorgen kan an-
vende til at opklare sagen eller afdække eller påvise, om der er foregået no-
get strafbart eller en disciplinær forseelse, eller hvad der i øvrigt er foregået.
Med begrebet »strafbart forhold« henvises til forhold, der er strafbelagt i
medfør af straffeloven og særlovgivningen, og med begrebet »disciplinær-
forseelse« menes forhold, der medfører disciplinærstraf, jf. lovforslagets §§
67 og 68.
Et eksempel herpå er gennemførelse af en legemsundersøgelse af indgri-
bende karakter, hvor der er bestemte grunde til at antage, at en indsat er i
besiddelse af narkotika, jf. lovforslagets § 60, stk. 3. Besiddelse af narkotika
kan medføre disciplinærstraf i form af strafcelle, jf. lovforslagets § 68, stk.
2, nr. 2.
Formuleringen om, at det pågældende indgreb skal være sket med henblik
på at forebygge, at den indsatte vil begå et strafbart forhold eller en discipli-
nærforseelse, dækker over de indgreb, som kriminalforsorgen kan anvende
som led i at hindre, at den indsatte begår ny kriminalitet eller bryder reglerne
i institutionen. Den foreslåede bestemmelse sigter således mod at begrænse
erstatning i de tilfælde, hvor indgrebets formål er at hindre noget fremadret-
tet. Indgreb, der har til formål umiddelbart at afværge f.eks. vold mod andre
indsatte i en konkret situation, vil ikke være omfattet af bestemmelsen.
Til illustration kan nævnes en situation, hvor kriminalforsorgen vil nægte
udgangstilladelse til en indsat, jf. lovforslagets § 46, stk. 1, nr. 2, fordi der
er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse med udgang vil
begå ny kriminalitet. En medvirkende årsag hertil kan være, at vedkom-
mende er mistænkt for allerede at have begået et strafbart eller disciplinært
forhold.
Hvorvidt et indgreb ikke kan anses for uberettiget ud fra omstændighederne
på tidspunktet for indgrebets iværksættelse, vil afhænge af en konkret vur-
dering i lyset af de relevante betingelser for, at det pågældende indgreb kan
iværksættes.
292
I vurderingen vil der som udgangspunkt alene skulle indgå de oplysninger
om mistankegrundlag og faktiske oplysninger mv., som kriminalforsorgen
havde på tidspunktet for indgrebets iværksættelse.
Derudover kan også risikoen ved ikke at foretage et hurtigt indgreb indgå i
vurderingen. Det kan have betydning for vurderingen, om kriminalforsorgen
havde mulighed for at indhente yderligere oplysninger forud for indgrebet.
Et eksempel herpå kunne være en sag om nægtelse af udgang, hvor der i
visse tilfælde ville kunne være tid til at foretage yderligere oplysning af sa-
gen, herunder undersøge nærmere, om der er grundlag for at antage, at en
indsat vil begå ny kriminalitet i forbindelse med udgang, før der træffes af-
gørelse om at nægte udgang, jf. lovforslagets § 46, stk. 1, nr. 2.
Til gengæld kan det være nødvendigt med en hurtig reaktion, hvor øjemedet
vil forspildes, hvis der ikke reageres hurtigt. Et eksempel herpå kunne være,
hvor kriminalforsorgen har fået et pålideligt »tip« om, at en indsat har eufo-
riserende stoffer på sig, og hvor en undersøgelse af den pågældendes person,
jf. lovforslagets § 60, derfor skal iværksættes med det samme, for at øjeme-
det ikke forspildes.
Det bør også indgå i vurderingen, hvorvidt et mindre indgribende middel
efter omstændighederne burde have været anvendt, dvs. have været mere
proportionalt.
Formuleringen om, at det er tidspunktet for iværksættelsen, der er afgø-
rende, betyder, at hvis kriminalforsorgen under indgrebet finder, at vedkom-
mende ikke havde begået noget strafbart, f.eks. under legemsundersøgelsen,
er det uden betydning for vurderingen. Det forudsættes i den forbindelse, at
kriminalforsorgen afbryder indgrebet på det tidspunkt, hvor kriminalforsor-
gen bliver bekendt med, at indgrebet ikke længere er berettiget.
Viser det sig, at et indgreb var uberettiget ud fra omstændighederne på tids-
punktet for indgrebets iværksættelse, vil betingelserne i medfør af stk. 2 for
at begrænse erstatning ikke være opfyldt.
Der vil endvidere skulle foretages en vurdering af, om den indsatte har ud-
vist egen skyld i de tilfælde, hvor det vurderes, at den indsatte kan tilkendes
erstatning, fordi indgrebet anses for uberettiget ud fra omstændighederne på
tidspunktet for indgrebets iværksættelse, jf. herved formuleringen i § 107,
stk. 1, om, at der ydes erstatning for uforskyldte indgreb og retsplejelovens
§ 1049, stk. 3.
293
Selv om det viser sig, at indgrebet må anses for berettiget ud fra de oplys-
ninger, der forelå på tidspunktet for indgrebet, vil der alligevel kunne tilken-
des erstatning, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Særlige om-
stændigheder vil foreligge, hvis det må anses for åbenbart urimeligt, at den
indsatte ikke får tilkendt erstatning.
Denne erstatningsadgang er begrænset til ekstraordinære situationer, hvor
der er tale om særligt indgribende foranstaltninger med f.eks. væsentlige
indskrænkninger af den indsattes handle- og bevægelsesfrihed, men hvor
det viser sig efterfølgende, at den pågældende ikke havde begået det forhold,
som begrundede indgrebet. Det kan også være tilfældet, hvor indgrebet har
haft utilsigtede og betydelige konsekvenser for den indsatte, der ikke står
mål med det forfulgte formål bag indgrebet.
Til § 108
Den foreslåede bestemmelse vedrører fremgangsmåden ved behandlingen
af krav om erstatning i medfør af lovforslagets § 106 eller § 107.
Bestemmelsen svarer til § 108 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen indebærer, at krav om erstatning skal fremsættes over for kri-
minalforsorgen inden to måneder efter, at indgrebet er ophørt. Kriminalfor-
sorgen kan tillade overskridelse af denne frist, hvis overskridelsen findes
undskyldelig, f.eks. hvis den indsatte efter fristens udløb er kommet i besid-
delse af oplysninger, der er helt afgørende for vurderingen af erstatnings-
kravet. Angivelse af nye oplysninger kan derimod ikke i almindelighed be-
grunde overskridelse af klagefristen. Er kravet rejst rettidigt, og fremkom-
mer der senere nye oplysninger, forudsættes kriminalforsorgen at kunne
genoptage behandlingen af erstatningssagen.
Hvis kriminalforsorgen nægter at betale erstatning efter § 106, vil afgørel-
sen være omfattet af den udvidede adgang til domstolsprøvelse, når afgørel-
sen vedrører nægtelse af erstatning i anledning af uforskyldt udståelse af
fængselsstraf i for lang tid eller anbringelse i strafcelle i mere end 7 dage,
jf. lovforslagets § 112, nr. 9, og bemærkningerne til denne bestemmelse.
294
Til § 109
Den foreslåede bestemmelse indeholder en bemyndigelse for justitsministe-
ren til at fastsætte regler om den administrative behandling af erstatnings-
krav i henhold til §§ 106-107.
Bestemmelsen svarer til § 109 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Til kapitel 21
Betaling for ophold i kriminalforsorgens institutioner
I kapitlet, der alene indeholder bestemmelsen i § 110, fastsættes regler om
betaling for ophold i kriminalforsorgens institutioner. Formålet med dette
forslag er at modvirke, at dømte, der har eget indtægtsgivende arbejde eller
modtager pension eller andre ydelser fra det offentlige, samtidig modtager
forsørgelse fra kriminalforsorgen.
Til § 110
Den foreslåede bestemmelse fastsætter pligt til for visse dømte at betale for
ophold i kriminalforsorgens institutioner.
Bestemmelsen svarer til § 110 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, med en enkelt tilføjelse om ind-
tægt i form af offentlige ydelser under afsoning og en undtagelse, idet en
bestemmelse, der retter sig mod dømte på kriminalforsorgens pensioner,
ikke er relevant på Færøerne, hvor der ikke er etableret sådanne.
Ved § 2 i lov nr. 143 af 8. marts 1995 om ændring af retsplejeloven, lov for
Færøerne om udgifterne i strafferetsplejen og lov for Færøerne om rettens
pleje (Suppleanter til Den Særlige Klageret, ophævelse af pligten til at betale
afsoningsomkostninger på Færøerne og administreret dommerembede på
Færøerne m.v.) blev pligten til at betale afsoningsomkostninger ophævet på
samme måde, som det året før var sket i Danmark.
Baggrunden var bl.a., at man ikke ønskede at påføre dømte en yderligere
gældsbyrde under afsoningen, når den pågældende reelt var uden mulighed
for at skaffe sig en indtægt under afsoningen bortset fra vederlag for beskæf-
tigelsen i fængslet eller arresthuset (arbejdspenge).
295
Nogle dømte har imidlertid under ophold i kriminalforsorgens institutioner
mulighed for selv at skaffe sig en indtægt. Det gælder bl.a. indsatte, der er
beskæftiget med eget indtægtsgivende arbejde i fængsel eller arresthus,
f.eks. forfattervirksomhed eller anden selvstændig virksomhed. Endvidere
kan peges på indsatte, der efter reglerne om udgang fra fængsel eller arrest-
hus har frigang til lønnet arbejde eller egen indtægtsgivende virksomhed.
Endelig har dømte i medfør af den færøske lovgivning om social pension og
offentlig forsorg i begrænset omfang ret til offentlige ydelser under afso-
ning.
For den nævnte personkreds gælder, at de i den periode, hvor de har indtægt
ved indtjening mv., også modtager forsørgelse fra det offentlige i form af
ophold i en af kriminalforsorgens afsoningsinstitutioner. Efter ophævelse af
pligten til at betale afsoningsomkostninger er disse dømte væsentligt bedre
stillet end personer uden for afsoningssystemet, der har indtægt, idet de un-
der afsoningen ikke har udgifter til kost og logi.
Med henblik på at modvirke denne utilsigtede virkning af ophævelsen af
pligten til at betale afsoningsomkostninger indeholder stk. 1 en bestem-
melse, hvorefter indsatte, der har indtægtsgivende arbejde i eller uden for
fængsel eller arresthus, betaler for opholdet. Det samme gælder indsatte, der
har indtægter i form af offentlige ydelser.
I udtrykket »betaler for opholdet« ligger, at betalingspligten alene gælder i
det omfang, hvor indtægten kan dække afsoningsomkostningerne. Det er
endvidere forudsat, at det i de administrative bestemmelser om opholdsbe-
taling, jf. bestemmelsens stk. 2, vil blive fastsat, at dømte, som er beskæfti-
get med eget indtægtsgivende arbejde, eller som har indtægter i form af of-
fentlige ydelser, skal have et beløb til rådighed, der mindst svarer til det
vederlag, som udbetales dømte, der er beskæftiget ved kriminalforsorgens
foranstaltning, jf. den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 1.
Udtrykket »offentlig ydelse til underhold« i samme bestemmelse omfatter
ikke alene forsorgshjælp og sociale pensioner, men også arbejdsløsheds-
hjælp og sygedagpenge.
Bestemmelsen omfatter derimod ikke dømte med formueindtægt. Det vil i
praksis være sjældent forekommende, at dømte, der opholder sig i kriminal-
forsorgens institutioner, har formueindtægt af betydning. Hertil kommer, at
296
det vil være forbundet med et uforholdsmæssigt stort administrativt arbejde
at sikre kontrollen hermed.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 indeholder en bemyndigelse for justits-
ministeren til at fastsætte regler om betalingen.
Til kapitel 22
Klageregler mv.
Lovforslagets kapitel 22 (§§ 111-123) indeholder klageregler mv., der bl.a.
åbner mulighed for, at den dømte m.fl. kan forlange visse afgørelser ind-
bragt for domstolene. Endvidere fastsættes regler om fremgangsmåden ved
behandlingen af sådanne klager.
Administrativ klageadgang
Til § 111
Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om den administrative kla-
geadgang.
Bestemmelsen svarer med en enkelt redaktionel ændring til § 111 i den dan-
ske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december
2019.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer, at der ikke er adgang til at
klage til højere administrativ myndighed over afgørelser, der er truffet af en
myndighed inden for kriminalforsorgen.
Den foreslåede bestemmelse omfatter såvel afgørelser, der er truffet efter
bestemmelser i loven, som afgørelser, der er truffet med hjemmel i admini-
strative forskrifter udstedt i medfør af loven. Bestemmelsen omfatter desu-
den afgørelser, der træffes i forbindelse med varetagelse af kriminalforsor-
gens opgaver og i tilknytning til gennemførelsen af et straffuldbyrdelsesfor-
løb, men som træffes på ulovbestemt grundlag. Der kan f.eks. være tale om
afgørelser vedrørende såkaldte anstaltsforhold, som træffes af en myndig-
hed inden for kriminalforsorgen.
Den foreslåede bestemmelse omfatter afgørelser, der træffes af en myndig-
hed inden for kriminalforsorgen. Hermed sigtes til afgørelser, der er truffet
297
af Direktoratet for Kriminalforsorgen, og afgørelser, der er truffet af de lo-
kale kriminalforsorgsmyndigheder. Ved afgørelser, der er truffet af Direk-
toratet for Kriminalforsorgen, indebærer bestemmelsen, at afgørelserne ikke
kan påklages til Justitsministeriet, mens bestemmelsen for så vidt angår af-
gørelser truffet af kriminalforsorgsområdet indebærer, at klageadgangen til
direktoratet afskæres.
Det foreslåede stk. 2 indebærer, at afgørelser, der træffes i henhold til loven
eller i henhold til administrative forskrifter udstedt i medfør heraf af andre
myndigheder end kriminalforsorgen, ikke kan påklages til højere admini-
strativ myndighed. Bestemmelsen tager sigte på de tilfælde, hvor andre
myndigheder end Direktoratet for Kriminalforsorgen eller kriminalforsorgs-
området træffer afgørelse efter denne lov. Der sigtes navnlig til de afgørelser
om fuldbyrdelse af bødestraf eller bødeforvandlingsstraf, som træffes af po-
litiet, jf. lovens kapitel 16. Der kan endvidere f.eks. være tale om, at gen-
nemførelsen af tilsyn i forbindelse med prøveløsladelse overlades til andre
myndigheder, jf. herom lovens § 87.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 bemyndiges justitsministeren til at
fastsætte regler om, at afgørelser truffet af kriminalforsorgsområdet eller af
andre myndigheder end kriminalforsorgens myndigheder – uanset stk. 1 og
2 – skal være undergivet klageadgang til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Efter lovforslagets vedtagelse vil der i bekendtgørelsesform blive fastsat
nærmere regler om klageadgang.
Baggrunden for den nærmere afgrænsning af de afgørelser, der påtænkes at
kunne påklages, er beskrevet i pkt. 16 i lovforslagets almindelige bemærk-
ninger.
Der vil med hjemmel i stk. 3 tillige kunne fastsættes regler om adgang til at
klage til direktoratet over afgørelser truffet af kriminalforsorgsområdet på
ulovbestemt grundlag.
Bestemmelsens stk. 3 bemyndiger endvidere justitsministeren til at fastsætte
nærmere regler om klagefrist, behandling af klagesager og opsættende virk-
ning af klager.
Det er hensigten i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse at
fastsætte administrative bestemmelser, der indholdsmæssigt svarer til de
gældende bestemmelser i Danmark. Der vil således blive fastsat regler om,
298
at klage til direktoratet skal iværksættes inden to måneder efter, at afgørel-
sen er meddelt den dømte, og at direktoratet i særlige tilfælde kan bortse fra
overskridelse af denne frist. Der vil videre blive fastsat regler om, at en klage
til direktoratet ikke har opsættende virkning, medmindre den, der har truffet
afgørelsen, eller direktoratet træffer bestemmelse herom.
Domstolsprøvelse
Til § 112
Den foreslåede bestemmelse i § 112 indeholder en opregning af de endelige
administrative afgørelser, som kan indbringes for domstolene som led i den
foreslåede udvidelse af klageordningen med hensyn til afgørelser truffet
som led i straffuldbyrdelsen.
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til bestemmelsen i § 112 i den dan-
ske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december
2019. Dog er der foretaget en mindre udvidelse begrundet i de foreslåede
muligheder for mod den dømtes vilje at anbringe den pågældende i eller
overføre den pågældende til et fængsel eller et arresthus i Danmark, jf. lov-
forslagets kapitel 7.
Bestemmelsen medfører, at den dømte kan kræve de endelige administrative
afgørelser, der er nævnt nedenfor, indbragt til prøvelse for retten inden 4
uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Bestemmelsens nr. 1 indebærer, at afgørelser efter lovforslagets § 14 eller
§ 16 vedrørende kriminalforsorgens beregning af straffetiden omfattes af
den udvidede adgang til domstolsprøvelse. Klager, der skyldes uenighed om
straffedommens fortolkning, skal som hidtil behandles af den ret, som har
afsagt dom i sagen i første instans, jf. retsplejelovens § 1025, stk. 1.
Efter lovforslagets § 55, stk. 5, kan et gennemlæst brev efter bestemmelse
af kriminalforsorgsområdet tilbageholdes, hvis det af ordens- eller sikker-
hedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radika-
lisering og ekstremisme, af hensyn til at forebygge kriminalitet eller af hen-
syn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen ikke bør afsen-
des. Bestemmelsens nr. 2 indebærer, at en afgørelse om tilbageholdelse af
et brev, der er bestemt til afsendelse, kan domstolsprøves, hvis afgørelsen
om tilbageholdelse har baggrund i hensynet til beskyttelse af den forurettede
ved lovovertrædelsen.
299
I lovforslagets § 70, stk. 1, jf. § 67, er der fastsat bestemmelser om ikendelse
af disciplinærstraf i form af strafcelle. Bestemmelsens nr. 3 indebærer, at
den dømte kan forlange domstolsprøvelse af en afgørelse om disciplinær-
straf i form af strafcelle, når varigheden af strafcelle er mere end 7 dage.
Efter lovforslagets § 73 kan der i visse tilfælde træffes bestemmelse om kon-
fiskation af genstande og penge, der findes på institutionens område, er
ulovligt indført, erhvervet eller tilvirket i institutionen. Det samme gælder
for genstande og penge, der i øvrigt er medtaget, besiddet eller rådet over i
strid med regler eller anvisninger for ophold i institutionen eller søgt ind-
smuglet til den indsatte. Bestemmelsens nr. 4 indebærer, at afgørelser om
konfiskation efter denne bestemmelse kan forlanges domstolsprøvet af den
indsatte, hvis værdien af de konfiskerede genstande eller penge overstiger
det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges beskæftigelse.
Dette vederlag udgør for tiden ca. 400 kr. Der henvises til bemærkningerne
til § 42, stk. 5, om vederlagets størrelse.
Efter lovforslagets § 74 kan kriminalforsorgsområdet i visse tilfælde mod-
regne krav på erstatning i anledning af skade, som den indsatte har forvoldt
på ting, der tilhører en af kriminalforsorgens institutioner, i den indsattes
krav på vederlag for beskæftigelse. Bestemmelsens nr. 5 indebærer, at af-
gørelser om modregning kan forlanges domstolsprøvet af den indsatte, når
erstatningsbeløbet overstiger størrelsen af det i nr. 4 nævnte ugentlige ve-
derlag.
Lovforslagets § 80 indeholder bestemmelser om afgørelser vedrørende prø-
veløsladelse af indsatte. Bestemmelsens nr. 6 indebærer, at der gives udvi-
det adgang til domstolsprøvelse af afgørelser om nægtelse af prøveløsla-
delse fra tidsbestemt straf efter denne lovs § 79 a, stk. 1 (ordinær prøveløs-
ladelse efter udståelse af to tredjedele af straffetiden). Endvidere gives mu-
lighed for domstolsprøvelse af afgørelser, hvorved der er meddelt afslag på
prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid efter straffelovens § 79 e, når
14 år af straffen af fængsel på livstid er udstået.
Lovforslagets § 86 indeholder regler om vilkårsovertrædelse ved prøveløs-
ladelse. Bestemmelsens nr. 7 indebærer, at den dømte kan forlange dom-
stolsprøvelse af afgørelser, hvorved der er truffet beslutning om at genind-
sætte en person, der er prøveløsladt fra en tidsbestemt straf, til udståelse af
reststraffen i henhold til den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 2 eller 3.
Tilsvarende gælder afgørelse om genindsættelse af en person, der er idømt
300
straf af fængsel på livstid, til fortsat udståelse af livstidsstraffen, jf. § 79 f,
stk. 2.
Lovforslagets § 88, jf. § 86, fastsætter bl.a. regler om vilkårsovertrædelse
ved betinget benådning. Bestemmelsens nr. 8 indebærer, at afgørelser om
indsættelse af en person, der er betinget benådet fra en tidsbestemt straf, til
udståelse af straffen eller reststraffen, jf. den foreslåede§ 79 g, omfattes af
den udvidede adgang til domstolsprøvelse. Endvidere gives mulighed for at
forlange domstolsprøvelse af afgørelser, hvorved en person, der er betinget
benådet fra straf af fængsel på livstid, indsættes til (fortsat) udståelse af livs-
tidsstraffen.
Lovforslagets § 106 giver efter omstændighederne en indsat ret til erstatning
bl.a. for uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid og anbringelse i
strafcelle. Bestemmelsens nr. 9 indebærer, at den indsatte kan forlange dom-
stolsprøvelse af afgørelser, hvorved der er nægtet erstatning for uforskyldt
udståelse af fængselsstraf i for lang tid eller anbringelse i strafcelle, når an-
bringelsen har varet mere end 7 dage, jf. herved § 112, nr. 3, om domstols-
prøvelse af afgørelse om ikendelse af strafcelle i mere end 7 dage.
Som det fremgår, tager domstolsprøvelsen efter § 112, nr. 9, for så vidt an-
går erstatning for fuldbyrdelse af frihedsstraf alene sigte på tilfælde, hvor
den indsatte uforskyldt har udstået fængselsstraf i for lang tid. Om domstols-
prøvelse i tilfælde, hvor anke eller genoptagelse medfører bortfald eller for-
mildelse af den idømte straf, gælder retsplejelovens § 1052.
Bestemmelsen i § 112, nr. 9, gør endeligt op med, hvilke erstatningskrav
som følge af indgreb under straffuldbyrdelsen der skal være genstand for en
særlig let adgang til domstolsprøvelse. De erstatningskrav, der ikke er om-
fattet af § 112, nr. 9, kan således alene indbringes for domstolene i medfør
af grundlovens § 63. Den administrative afgørelse af spørgsmål om erstat-
ning for uforskyldte indgreb under straffuldbyrdelsen – uanset om indgrebet
falder inden for eller uden for lovforslagets § 112, nr. 9 – skal afgøres af
kriminalforsorgen, jf. lovforslagets § 112, og kan ikke tillige afgøres af an-
klagemyndigheden, jf. retsplejelovens § 1053.
Lovforslagets § 21, stk. 2, nr. 1-4 og 7, og § 24, nr. 1-4 og 7, giver i en række
nærmere angivne tilfælde mulighed for anbringelse i fængsel eller arresthus
i Danmark, eller - hvis straffuldbyrdelsen er iværksat på Færøerne – over-
førsel til fængsel eller arresthus i Danmark mod den dømtes vilje. Bestem-
melsens nr. 10 indebærer, at den dømte kan forlange domstolsprøvelse af
301
sådanne afgørelser om anbringelse eller overførsel. Der henvises desuden til
bemærkningerne til lovforslagets § 21, stk. 2, nr. 1-4 og 7, og § 24, nr. 1-4
og 7.
Til § 113
Den foreslåede bestemmelse regulerer valget af den domstol, der i det en-
kelte tilfælde skal behandle klagesagen.
Bestemmelsen svarer med den ændring, som følger af det forhold, at der på
Færøerne alene findes en institution og en retskreds, til § 113 i den danske
straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Det foreslås i bestemmelsen, at indbringelse af sagen i alle tilfælde sker for
Retten på Færøerne. Dette gælder såvel prøvelse af endelige administrative
afgørelser, truffet overfor færøsk dømte personer, som på tidspunktet for
den oprindelige administrative afgørelse var indsat i Færøerne Arrest, i med-
før af lovens § 78 er anbragt på hospital, i familiepleje, i egnet hjem eller
institution på Færøerne, eller under tilsyn af kriminalforsorgen på Færø-
erne, som endelige administrative afgørelser truffet overfor færøsk dømte
personer, der er anbragt i Danmark til udståelse af (en del af) fængselsstraf.
Domme vedrørende færøsk dømte personer, som er overført til Danmark,
skal fuldbyrdes efter de i Danmark gældende regler, jf. bemærkningerne til
lovforslagets § 1 og lovforslagets § 29. Undtaget herfra er dog afgørelser
om prøveløsladelse vedrørende færøsk dømte, som er anbragt i en institution
i Danmark. Disse afgørelser vil således, jf. den foreslåede bestemmelse i §
30, uanset at den dømte befinder sig i en institution i Danmark, skulle træf-
fes med hjemmel i denne lov.
Er den dømte ikke frihedsberøvet, indbringes sagen for Retten på Færøerne.
Det tilsvarende gælder, hvis den dømte ikke har kendt bopæl eller opholds-
sted.
Reglen om, at sager om domstolsprøvelse af Direktoratet for Kriminalfor-
sorgens afgørelse anlægges ved sagsøgerens hjemting, stemmer overens
med værnetingsreglen i retsplejelovens § 278, stk. 2, hvoraf det fremgår, at
sager om prøvelse af afgørelser truffet af en central statslig myndighed an-
lægges på Færøerne, hvis sagsøgeren har hjemting her, medmindre parterne
har aftalt andet.
302
Til § 114
Den foreslåede bestemmelse indeholder nærmere regler om fremgangsmå-
den ved klagesagens indbringelse for retten.
Bestemmelsen svarer til § 114 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelses stk. 1, at Direktoratet for Kri-
minalforsorgen uden unødigt ophold skal indbringe sagen for retten. Uanset
at domstolsprøvelse sker i den civile retsplejes former, skal direktoratet ikke
udtage stævning mod den dømte. Sagen indbringes for retten ved fremsen-
delse af sagens bilag med oplysning om den påklagede afgørelse og en re-
degørelse for de omstændigheder, der påberåbes, samt for de beviser, der
kan have betydning for sagens afgørelse.
Den foreslåede bestemmelses stk. 2 indeholder en bemyndigelse til justits-
ministeren til at fastsætte regler om behandlingen af anmodninger om dom-
stolsprøvelse af visse administrative afgørelser om fuldbyrdelse af straf m.v.
Til § 115
Den foreslåede bestemmelse afgrænser, hvem der er sagens parter, og tager
stilling til spørgsmålet om advokatbeskikkelse.
Bestemmelsen svarer til § 115 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
I bestemmelsens stk. 1 bestemmes det, at sagens parter er den dømte og
justitsministeren (i praksis Direktoratet for Kriminalforsorgen). I sager om-
fattet af § 112, nr. 4, anses den tredjemand, der har fået konfiskeret gen-
stande eller penge efter § 73, stk. 2, også som part i sagen, jf. også lovforsla-
gets § 123.
I bestemmelsens stk. 2 fastsættes det, at retten, hvis den finder det fornødent,
beskikker en advokat for den dømte, medmindre denne selv har antaget en
sådan.
Baggrunden for bestemmelsen er, at den dømte kan have vanskeligt ved selv
at varetage sine interesser under sagen, f.eks. hvis sagen skal behandles
303
mundtligt, og der foruden den dømte skal ske afhøring af andre personer,
eventuelt uden den dømtes tilstedeværelse.
Advokatens opgave er at repræsentere og bistå klageren. Advokaten skal
sørge for, at den dømte får lejlighed til at udtale sig enten skriftligt eller
under afhøringen ved den mundtlige behandling af sagen. Advokaten forud-
sættes derfor at komme i personlig kontakt med den dømte, så advokaten
bl.a. med henblik på tilrettelæggelse af en eventuel bevisførelse kan danne
sig et indtryk af sin klients stilling i sagen.
Til § 116
Den foreslåede bestemmelse vedrører sagens behandling i retten, herunder
om sagen skal behandles skriftligt eller mundtligt, og hvem der har ansvaret
for sagens oplysning.
Bestemmelsen svarer til § 116 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen i stk. 1 medfører, at sagerne som udgangspunkt skal behand-
les skriftligt.
Udgangspunktet om skriftlig behandling er begrundet i dels hensynet til at
opnå en hurtig behandling af sagerne og dels ressourcemæssige hensyn. Sa-
gerne forudsættes i almindelighed at være tilstrækkeligt oplyst ved modta-
gelsen i retten, således at retten efter, at den dømte m.v. eller dennes advokat
i et skriftligt indlæg har haft lejlighed til at udtale sig om kriminalforsorgens
begrundelse for den afgørelse, som er indbragt for retten, umiddelbart vil
kunne træffe afgørelse.
Retten kan dog i medfør af bestemmelsen af egen drift bestemme, at sagen
skal behandles mundtligt. I de undtagelsesvise tilfælde, hvor retten bestem-
mer, at sagen skal behandles mundtligt, forudsættes det, at muligheden for
at afgive forklaring ved anvendelse af telekommunikation med billede, jf.
retsplejelovens § 336, jf. § 221, stk. 2, så vidt muligt anvendes, hvis den
dømte er placeret i fængsel eller arresthus i Danmark. Det samme gælder,
hvis et vidne, der ønskes ført, befinder sig i Danmark, jf. retsplejelovens §
221, stk. 2.
304
Muligheden for at afgive forklaring ved anvendelse af telekommunikation
med billede er særligt relevant i tilfælde, hvor den dømte er placeret i fæng-
sel eller arresthus i Danmark og af sikkerhedsmæssige årsager, herunder ri-
siko for undvigelse, overgreb eller udgangsmisbrug, ikke har tilladelse til
uledsaget udgang. I disse tilfælde ville det således være nødvendigt at led-
sage den pågældende til Færøerne med det nødvendige antal fængselsbe-
tjente med henblik på i videst muligt omfang at minimere risikoen for und-
vigelse, udgangsmisbrug mv. Justitsministeriet finder ikke, at en enkel ad-
gang til domstolsprøvelse bør kunne udnyttes af den dømte til at skaffe sig
tilladelse til udgang i en situation, hvor risikoen for udgangsmisbrug mv. er
vurderet så tungtvejende, at den pågældende ikke har opnået tilladelse til
udgang.
Justitsministeriet forudsætter i forlængelse heraf, at dømte, som er placeret
i fængsel eller arresthus mv. i Danmark, og som i medfør af lovforslagets
bestemmelser om udgang har tilladelse til uledsaget udgang til Færøerne,
kan meddeles udgangstilladelse til deltagelse i retsmøde efter de regler, der
fastsættes i medfør af lovforslagets § 50, i de undtagelsesvise tilfælde, hvor
retten har bestemt, at sagen skal behandles mundtligt. Det bemærkes i den
forbindelse, at det af de administrative regler, som er fastsat i Danmark i
medfør af den tilsvarende danske bemyndigelsesbestemmelse, fremgår, at
indsatte kan få udgang med henblik på at møde i retten eller for anden offentlig
myndighed i tilfælde, hvor vedkommende myndighed finder det påkrævet, jf.
bekendtgørelse nr. 182 af 26. februar 2019 om udgang til indsatte, der udstår
fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (udgangsbe-
kendtgørelsen).
Til § 117
I den foreslåede bestemmelse fastslås det, at sagens indbringelse for retten
normalt ikke har opsættende virkning.
Bestemmelsen svarer til § 117 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Baggrunden for bestemmelsen er, at hensynet til kriminalforsorgens sikker-
heds- og ordensmæssige virksomhed normalt vil tale imod, at indbringelsen
tillægges en sådan virkning.
305
Til § 118
I den foreslåede bestemmelse fastslås det, at rettens afgørelse af klagesagen
afgøres ved kendelse, og at afgørelsen munder ud i, at sagen afvises, eller at
den påklagede afgørelse stadfæstes, ændres eller ophæves. At afgørelsen
skal træffes ved kendelse, indebærer, at afgørelsen skal begrundes, jf. rets-
plejelovens § 260, stk. 1.
Bestemmelsen svarer til § 118 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Til § 119
Den foreslåede bestemmelse regulerer spørgsmålet om fastsættelse og beta-
ling af sagsomkostninger dels i tilfælde, hvor der er beskikket advokat, dels
i tilfælde, hvor der ikke er beskikket advokat.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til § 119 i den danske
straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Af bestemmelsens stk. 1 fremgår det, at der om salær og godtgørelse for
udlæg til den beskikkede advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor
der er meddelt fri proces. Bestemmelsen indebærer, at staten afholder ud-
giften til salær til den beskikkede advokat og eventuelle udlæg, uanset om
den dømte opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces. I medfør
af bestemmelsens kan retten, når der er særlig anledning til det, pålægge den
dømte helt eller delvis at betale sagens omkostninger. Denne mulighed for-
udsættes alene anvendt i helt ekstraordinære tilfælde, f.eks. når indbringel-
sen for retten findes åbenbart urimelig.
Af bestemmelsens stk. 2 fremgår det, at de almindelige regler om sagsom-
kostninger i civile sager i retsplejelovens kapitel 40 gælder i de tilfælde,
hvor der ikke er beskikket advokat.
Til § 120
I den foreslåede bestemmelse fastsættes regler om adgang til kære af Retten
på Færøernes afgørelse til landsretten.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til §§ 120 i den danske
straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
306
Bestemmelsens stk. 1 fastslår, at det almindelige toinstansprincip også gæl-
der i sager vedrørende domstolsprøvelse i medfør af straffuldbyrdelseslo-
vens § 112.
Fremgangsmåden ved kære af Retten på Færøernes kendelse til landsretten,
der er beskrevet i bestemmelsens stk. 2, svarer til fremgangsmåden ved anke
af Retten på Færøernes afgørelse i sager vedrørende værgemål eller adop-
tion uden samtykke, jf. retsplejelovens § 514, stk. 2, og § 532, stk. 2.
I bestemmelsens stk. 3 er det fastslået, at kæresagen behandles efter samme
regler, som er fastsat for behandlingen ved Retten på Færøerne, jf. bemærk-
ningerne herom ovenfor, og at reglerne om kære i retsplejelovens kapitel 47
i øvrigt gælder. Bestemmelsen i retsplejelovens § 436, stk. 2, 4. pkt., om den
kærendes udeblivelse finder dog kun anvendelse, når den dømte ikke er fri-
hedsberøvet.
Om adgang til kære af landsrettens afgørelse til Højesteret henvises til lov-
forslagets § 121 og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 121
Den foreslåede bestemmelse fastsætter regler om adgangen til og frem-
gangsmåden ved kære til Højesteret.
Bestemmelsen svarer ud over enkelte redaktionelle ændringer til § 121 i den
danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december
2019.
Af stk. 1 fremgår det, at kendelser, der er afsagt af landsretten, i overens-
stemmelse med det almindelige toinstansprincip som udgangspunkt ikke
kan kæres, men at Procesbevillingsnævnet dog kan give tilladelse til kære,
hvis sagen er af principiel karakter. Endvidere fremgår det, at retsplejelo-
vens § 429, stk. 4, om fremgangsmåden ved ansøgning om kæretilladelse og
§ 429, stk. 5, om muligheden for at begrænse en kæretilladelse til en del af
sagen finder tilsvarende anvendelse.
Af stk. 2 fremgår det, at reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 120 finder til-
svarende anvendelse ved kære til Højesteret.
307
Til § 122
Den foreslåede bestemmelse regulerer adgangen til fornyet domstolsprø-
velse af det spørgsmål, som sagen angår, ligesom det fastsættes, at en række
afgørelser under hensyn til de pågældende afgørelsers karakter ikke på ny
kan indbringes for retten.
Bestemmelsen svarer til § 122 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, med en enkelt ændring, som er
en følge af de færøske forhold og adgangen til domstolsprøvelse af visse
endelige afgørelser om anbringelse i eller overførsel til fortsat afsoning i et
fængsel eller arresthus i Danmark,
I bestemmelsens stk. 2 er der fastsat særlige regler om adgangen til dom-
stolsprøvelse af afslag på prøveløsladelse i forhold til dømte, som tidligere
er prøveløsladt, men som i henhold til denne lovs § 79 c er genindsat til
afsoning af reststraffen eller i henhold til § 79 f er genindsat til afsoning af
fængselsstraf på livstid.
Til § 123
Bestemmelsen vedrører adgang til domstolsprøvelse i tilfælde, hvor der i
medfør af lovforslagets § 73 foretages konfiskation hos andre end den ind-
satte.
Bestemmelsen svarer til § 123 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen medfører, at bestemmelserne om domstolsprøvelse i §§ 112-
121 finder tilsvarende anvendelse ved klage fra andre end indsatte over en
afgørelse efter straffuldbyrdelseslovens § 73 om konfiskation. Bestemmel-
sen skal ses i sammenhæng med adgangen i denne bestemmelse til i visse
tilfælde at foretage konfiskation hos tredjemand af genstande og penge der
søges indsmuglet til indsatte.
308
Til afsnit VII
Slutnings- og overgangsbestemmelser
Lovforslagets afsnit VIII indeholder slutnings- og overgangsbestemmelser,
herunder regler om kundgørelse (§ 123 a), ikrafttræden (§ 124) og konse-
kvensændringer i anden lovgivning (§§ 125-128).
Til Kapitel 22a
Kundgørelse
Til § 123a
Bestemmelsen vedrører kundgørelse af lokale regler i institutionen.
Bestemmelsen svarer til § 123 a i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lov-
bekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, med en tilføjelse af det færø-
ske kundgørelsesmedie Kunngerðablaðið.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 medfører, at regler for indsatte i krimi-
nalforsorgens institutioner, som fastsættes af kriminalforsorgsområdet ikke
skal indføres i Lovtidende eller i Kunngerðablaðið, jf. stk. 1.
Disse regler har karakter af en husorden for den enkelte institutionstype,
institution eller afdeling. De består dels af lokale regler om afvikling af be-
søg udstedt af kriminalforsorgsområdet efter bemyndigelse i straffuldbyr-
delseslovens §§ 51-53, dels af lokale regler udstedt af kriminalforsorgsom-
rådet efter bemyndigelse i bekendtgørelser, som er udstedt i medfør af straf-
fuldbyrdelsesloven. Det kan eksempelvis være regler om afvikling af fæl-
lesskab i institutionen, regler om adgangen til at medbringe egne genstande
i institutionen og nærmere regler om gennemførelse af de indsattes mulig-
hed for indflydelse på deres tilværelse i institutionen (talsmandsordninger).
Endelig indeholder de såkaldte husordener regler udstedt efter den alminde-
lige anstaltsordning samt information til de indsatte f.eks. om tidspunkter
for afvikling af gårdture og fritidsaktiviteter mv.
Oplysning om indholdet af reglerne kan i stedet fås ved henvendelse til in-
stitutionen, og indsatte i institutionen skal have adgang til at låne eller gen-
nemse et eksemplar af reglerne, jf. stk. 2.
309
Til kapitel 23
Ikrafttræden m.v.
Lovforslagets kapitel 23 (§ 124) indeholder lovforslagets ikrafttrædelsesbe-
stemmelse.
Til § 124
Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, at loven træder i kraft den […].
Af stk. 2 fremgår det, at §§ 112 og 123 vedrørende adgang til domstolsprø-
velse finder anvendelse på endelige administrative afgørelser, der er truffet
efter lovens ikrafttræden.
Det indebærer i overensstemmelse med almindelige retsprincipper, at også
fuldbyrdelse af straffe, der er idømt før lovens ikrafttræden, fra den […] sker
efter reglerne i denne lov.
Til kapitel 24
Ændringer i anden lovgivning
Hovedformålet med dette kapitel er at gennemføre de ændringer i bl.a. straf-
feloven og retsplejeloven, som lovforslaget nødvendiggør. Der foretages
derudover enkelte ændringer af retsplejeloven, som ikke blev medtaget ved
lov nr. 964 af 26. juni 2020 om retsplejelov for Færøerne.
Til § 125
Straffeloven
Til nr. 1 (§§ 34-36, §§ 38-39, § 40, stk. 2-6, § 40 a, § 41, § 42, stk. 2, § 43,
§§ 45-49, § 52, stk. 2-7, § 57, stk. 2, og § 74)
Straffelovens § 34 indeholder en bemyndigelsesbestemmelse vedrørende
fuldbyrdelse af fængselsstraf i enrum eller i fællesskab.
Bestemmelsen foreslås ophævet som led i gennemførelsen af straffuldbyr-
delsesloven for Færøerne, jf. § 33 om anbringelse i fællesskab med andre
indsatte eller efter den indsattes eget ønske uden sådant fællesskab og §§
310
63-64 om kriminalforsorgsområdets adgang til at udelukke den indsatte fra
fællesskab med andre indsatte (enrumsanbringelse) i lovforslaget.
I straffelovens § 35 fastsættes regler om arbejdspligten for indsatte, der af-
soner fængselsstraf. Bestemmelsen suppleres af § 45 om forbud mod be-
skæftigelse med sundhedsfarligt arbejde og om forsikring mod følger af
ulykkestilfælde.
Bestemmelserne foreslås ophævet som led i gennemførelsen af straffuldbyr-
delsesloven for Færøerne, jf. § 6 om erstatning til indsatte for følger af ulyk-
kestilfælde mv. og §§ 38-42 om de indsattes ret til at være beskæftiget ved
deltagelse i arbejde, undervisning, uddannelse eller anden godkendt aktivitet
under straffuldbyrdelsen i lovforslaget.
Straffelovens § 36 indeholder regler om udgang til indsatte, der afsoner
fængselsstraf.
Bestemmelsen foreslås ophævet som led i gennemførelsen af straffuldbyr-
delsesloven for Færøerne, jf. §§ 46-50 i lovforslaget, der indeholder en nær-
mere regulering af betingelserne for tilladelse og tilbagekaldelse af tilladelse
til udgang.
Straffelovens § 38 fastsætter de grundlæggende betingelser for løsladelse på
prøve. Bestemmelsen suppleres af § 39, som regulerer vilkårene for løsla-
delse på prøve.
Bestemmelserne foreslås ophævet som led i gennemførelsen af straffuldbyr-
delsesloven for Færøerne, jf. §§ 79 a og b i lovforslaget, som med enkelte
ændringer erstatter straffelovens §§ 38-39.
I straffelovens § 40 reguleres kompetencen til at træffe afgørelse ved over-
trædelse af vilkår i prøvetiden, som er delt mellem domstolene efter stk. 1
(nyt strafbart forhold) og administrationen efter stk. 2-6 (overtrædelse af
vilkår i øvrigt).
Bestemmelsens stk. 2-6 foreslås ophævet som led i gennemførelsen af straf-
fuldbyrdelsesloven for Færøerne, jf. § 79 c i lovforslaget, som med enkelte
ændringer erstatter straffelovens § 40, stk. 2-6 (administrationens kompe-
tence).
311
Straffelovens § 40 a fastsætter reglerne for tidlig prøveløsladelse (den så-
kaldte »noget for noget-ordning«).
Bestemmelsen foreslås ophævet som led i gennemførelsen af straffuldbyr-
delsesloven for Færøerne, jf. § 79 d i lovforslaget, som med enkelte ændrin-
ger erstatter straffelovens § 40 a.
Straffelovens § 41 fastsætter de grundlæggende betingelser for løsladelse på
prøve af livstidsdømte samt vilkårene herfor.
Bestemmelsen foreslås ophævet som led i gennemførelsen af straffuldbyr-
delsesloven for Færøerne, jf. § 79 e i lovforslaget, som erstatter straffelovens
§ 41.
Efter straffelovens § 42 reguleres kompetencen til at træffe afgørelse ved
overtrædelse af vilkår i prøvetiden for livstidsdømte, som er delt mellem
domstolene efter stk. 1 (nyt strafbart forhold) og administrationen efter stk.
2 (overtrædelse af vilkår i øvrigt).
Bestemmelsens stk. 2 foreslås ophævet som led i gennemførelsen af straf-
fuldbyrdelsesloven for Færøerne, jf. § 79 f i lovforslaget, som erstatter straf-
felovens § 42, stk. 2 (administrationens kompetence).
Straffelovens § 43 fastsætter reglerne for betinget benådning af såvel dømte
med tidsbegrænset straf som livstidsdømte.
Bestemmelsen foreslås ophævet som led i gennemførelsen af straffuldbyr-
delsesloven for Færøerne, jf. § 79 g i lovforslaget, som erstatter straffelo-
vens § 43.
Om straffelovens § 45 vedrørende forsikring mod ulykkestilfælde mv. hen-
vises til bemærkningerne om ophævelsen af straffelovens § 35 overfor.
Straffelovens § 46 fastsætter regler om straffetidsberegningen. Efter denne
bestemmelse medregnes til straffetiden den tid, i hvilken en indsat uden
egen skyld indlægges på sygehus. Efter samme bestemmelse medregnes
derimod ikke den tid, i hvilken en indsat unddrager sig strafudståelsen.
312
Bestemmelsen foreslås ophævet som led i gennemførelsen af straffuldbyr-
delsesloven for Færøerne, jf. lovforslagets kapitel 6 (§§ 14-19) om bereg-
ning af straffetiden samt §§ 75 og 77 om strafafbrydelse ved undvigelse,
udeblivelse, varetægtsfængsling mv.
Straffelovens § 47, stk. 1 og 2, indeholder nærmere bestemmelser om an-
vendelse af disciplinærstraffe, mens § 47, stk. 3, indeholder en bestemmelse
om adgang til konfiskation af genstande, der er ulovligt indført, erhvervet
eller tilvirket i institutionen.
Straffelovens § 47 foreslås ophævet som led i gennemførelsen af straffuld-
byrdelsesloven for Færøerne, jf. §§ 67-72 i lovforslaget, der indeholder en
omfattende regulering af anvendelsen af disciplinærstraf, og § 73 i lovforsla-
get, der fastsætter regler om konfiskation.
Straffelovens § 48 indeholder regler om anvendelsen af sikringsmidler,
f.eks. håndjern og sikringscelle.
Bestemmelsen foreslås ophævet som led i en samlet regulering af anvendel-
sen af sikringsmidler i lovforslaget, jf. §§ 65 og 66 vedrørende sikringsmid-
ler (håndjern og sikringscelle).
Efter straffelovens § 49, stk. 1, fastsætter justitsministeren nærmere regler
om fuldbyrdelse af fængsel.
Det foreslås, at bestemmelsen udgår som led i gennemførelsen af straffuld-
byrdelsesloven for Færøerne.
Straffelovens § 49, stk. 2, regulerer adgangen til at lade en fængselsstraf
fuldbyrde i institution mv. uden for fængsel eller arresthus.
Bestemmelsen foreslås ophævet og erstattet af § 78 i lovforslaget om fuld-
byrdelse af fængselsstraf i kriminalforsorgens pensioner og i institutioner
mv. uden for kriminalforsorgen.
Efter straffelovens § 52, stk. 2, kan politiet tillade, at en bøde betales i af-
drag.
Ved § 1, nr. 1, i lov nr. 369 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven og
retsplejeloven (Rejsedommerordning, forkyndelse, udeblivelsesdomme i
313
straffesager samt lønindeholdelse for bøder, sagsomkostninger og konfiske-
rede beløb mv.), som er sat i kraft for Færøerne ved anordning nr. 1139 af
4. september 2009, blev der i straffelovens § 52, stk. 3-7, tilvejebragt hjem-
mel til at foretage indeholdelse i løn mv. for bøder, sagsomkostninger og
konfiskerede beløb.
§ 52, stk. 2-7, foreslås ophævet på baggrund af forslaget om en samlet regu-
lering af fuldbyrdelsen af bødestraffe i straffuldbyrdelseslovens kapitel 16.
For så vidt angår adgangen til at foretage lønindeholdelse mv. for konfiske-
rede beløb og sagsomkostninger henvises til § 1024, stk. 2, og § 1039, stk.
4, i retsplejeloven for Færøerne som affattet ved lovforslagets § 126, nr. 3
og 6.
Straffelovens § 57, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for justitsministeren
til at fastsætte nærmere regler om gennemførelsen af tilsyn og eventuelle
særvilkår, der er fastsat som led i en betinget dom, jf. § 57, stk. 1.
Med lovforslaget foreslås bestemmelsen ophævet.
Baggrunden for ændringen er, at der i forslaget til straffuldbyrdelseslov for
Færøerne optages nærmere regler om gennemførelsen af tilsyn og eventu-
elle særvilkår ved prøveløsladelse, betinget dom og dom med vilkår om
samfundstjeneste. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets §§ 81-87
(prøveløsladelse), §§ 94-100 (betingede domme) og §§ 101-104 (samfunds-
tjeneste).
Straffelovens § 74 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at
fastsætte regler om behandlingen af personer, der anbringes i forvaring.
Bestemmelsen foreslået ophævet som led i en samlet regulering af fuldbyr-
delsen af forvaring i § 105 i lovforslaget.
Der henvises i øvrigt til afsnit 12 og 13 i de almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 2 (straffelovens § 40, stk. 1, 2. pkt.)
Der henvises til bemærkningerne til § 125, nr. 1, om rettens kompetence til
at træffe afgørelse ved overtrædelse af vilkår i prøvetiden efter straffelovens
§ 40, stk. 1.
314
Til § 126
Retsplejeloven
Til nr. 1 (§ 164, stk. 6)
Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om forsvarsadvokaters udde-
ling af gaver til klienter og deres klienters nærtstående. Bestemmelsen sva-
rer til § 126, stk. 6, i den danske retsplejelov, som blev indført ved lov nr.
1540 af 18. december 2018 om ændring af retsplejeloven og lov om fuld-
byrdelse af straf m.v. (Initiativer vedrørende forsvarsadvokater og advokat-
tilsyn).
Forsvarsadvokaters mulighed for at give gaver mv. til deres klienter eller
deres klienters pårørende er begrænset af den færøske retsplejelovs § 164,
stk. 1, hvoraf det følger, at advokater skal udvise en adfærd, der stemmer
med god advokatskik, og at advokaten herunder skal udføre sit hverv grun-
digt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hen-
syn til klienternes tarv tilsiger. Praksis fra det danske Advokatnævn fra 2014
viser, at forsvarsadvokater kan markedsføre deres forretning på samme vil-
kår som andre erhvervsdrivende, og at udlevering af i hvert fald mindre re-
klameeffekter til klienter derfor ikke er i strid med god advokatskik.
Med henblik på at sikre, at forsvarsadvokater ikke uddeler gaver, herunder
reklamegenstande, til deres klienter eller deres klienters nærtstående, fore-
slås det at indføre en ny bestemmelse i § 164, stk. 6, i retsplejeloven for
Færøerne, hvorefter advokater, der fungerer som forsvarsadvokater i en
straffesag, ikke må give gaver til deres klienter i sagen eller disses nærtstå-
ende.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et klientforhold til
en forsvarsadvokat, bemærkes, at en advokat fungerer som klientens for-
svarsadvokat i relation til en strafferetlig efterforskning eller en straffesag i
hvert fald indtil, der sker påtaleopgivelse, eller der er faldet endelig dom i
sagen, men kan efter en konkret vurdering også fungere som forsvarsadvo-
kat efterfølgende. Således kan det ikke udelukkes, at advokaten som led i
behandlingen af klientens sag påtager sig visse yderligere opgaver som
f.eks. ansøgning om tredjeinstansbevilling, vejledning om overholdelse af
vilkår afsagt i forbindelse med dom mv. Her vil den foreslåede bestemmelse
også finde anvendelse.
315
Advokaten har til opgave at varetage klientens juridiske interesser i straffe-
sagen. Enhver overdragelse af genstande til klienten eller bistand i form af
tjenesteydelser, som falder uden for hvervet som forsvarsadvokat, og som
ikke modsvares af en tilsvarende modydelse, vil derfor som udgangspunkt
udgøre en gave. Det er muligt for klienten – efter aftale og mod sædvanlig
betaling – at tilkøbe sig advokatens hjælp med andre sager end sin straffe-
sag.
Gavebegrebet skal forstås bredt. Gaver omfatter således gaver i traditionel
forstand, såsom fysiske genstande, men også tjenesteydelser kan være om-
fattet. Således vil det være omfattet af bestemmelsen, at en advokat giver en
gave i form af eksempelvis cigaretter til sin klient i forbindelse med et fæng-
selsbesøg. Det bemærkes dog, at almindelig forplejning som f.eks. en kop
kaffe eller en sandwich, som advokaten giver klienten i forbindelse med et
møde mellem de to, ikke anses for at være gaver og derfor ikke er omfattet
af bestemmelsen. Udlevering af et enkelt visitkort fra advokaten til klienten
vil heller ikke være omfattet. Reklamegenstande for advokaten vil derimod
være omfattet af bestemmelsen.
Begrebet »nærtstående« skal forstås med udgangspunkt i § 92, stk. 1, nr. 2,
i retsplejeloven for Færøerne. Advokaten kan således ikke udlevere gaver
til personer, der er beslægtet eller besvogret med klienten, eller som er i
familie i op- eller nedstigende linje eller i sidelinjen så nær som søskende-
børn eller er klientens ægtefælle, værge, adoptiv- eller plejeforældre, adop-
tiv- eller plejebørn. Listen er dog ikke udtømmende, og en konkret vurde-
ring kan lede til, at en forsvarsadvokats udlevering af effekter til en person
kan anses for at være en udlevering til en klients nærtstående. Således kan
en klients venner f.eks. også være omfattet. Det kræver dog, at advokaten er
opmærksom på, at der er en relation mellem vennen og klienten.
Det vil være Advokatrådet, der fører tilsyn med overholdelsen af bestem-
melsen, herunder ved at anvende muligheden for at indklage den pågæl-
dende advokat for Advokatnævnet, jf. § 183, stk. 2, jf. den danske retsple-
jelovs § 143, stk. 2, 2. pkt. Herudover vil det – som allerede gældende –
være muligt for personer i øvrigt at indgive klage til Advokatnævnet i med-
før af § 185 i den færøske retsplejelov.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 36.
316
Til nr. 2 (§ 807)
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 807, stk. 1, at
varetægtsarrestanter kan ikendes disciplinærstraf i form af strafcelle i indtil
4 uger eller inddragelse af arbejdspenge. Bestemmelsen gælder for vare-
tægtsarrestanter uanset alder.
Med forslaget vil bestemmelsen blive omformuleret, således at det i stedet
angives, at der kan ikendes varetægtsarrestanter disciplinærstraf i form af
advarsel, bøde og strafcelle. Den tidsmæssige grænse på 4 uger for anven-
delse af strafcelle vil fremover blive reguleret af et nyt stk. 2, som tilføjes i
bestemmelsen.
Ændringen foretages af fremstillingsmæssige grunde og ændrer ikke ved
den maksimale grænse for varigheden af en strafcelleanbringelse.
Med forslaget indsættes der således i § 807 to nye stykker (stk. 2 og 3).
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 skal varigheden af en strafcellean-
bringelse af en varetægtsarrestant under 18 år fastsættes til et tidsrum af
højst 7 dage, medmindre sagen angår vold mod personale i institutionen.
Dette betyder, at maksimumgrænsen på 4 uger fraviges i forhold til vare-
tægtsarrestanter under 18 år, således at disse – ligesom afsonere under 18 år
– højst kan ikendes strafcelle for et tidsrum af 7 dage i alle andre tilfælde
end sager om vold mod personalet.
Også i relation til varetægtsarrestanter under 18 år forudsættes det, at varig-
heden af en strafcelleanbringelse skal fastsættes til et tidsrum af maksimum
3 dage i alle almindeligt forekommende tilfælde, og at varigheden kun i sær-
lige tilfælde bør fastsættes til et tidsrum af mere end 3 dage, navnlig i gen-
tagelsestilfælde i sager om, besiddelse af eller handel med hårde euforise-
rende stoffer samt i sager vedrørende forseelser af mere alvorlig karakter,
herunder sager vedrørende overfald på medindsatte.
Ændringen vil ikke omfatte sager om vold mod kriminalforsorgens perso-
nale, hvorfor der i denne type sager fortsat vil kunne ikendes strafcelle i op
til 4 uger.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 3 er varetægtsarrestanter under an-
bringelse i strafcelle udelukket fra fællesskab i institutionen. Unge under 18
317
år kan dog deltage i beskæftigelse i institutionen, medmindre konkrete
grunde taler herimod.
Hermed præciseres det, at varetægtsarrestanter under anbringelse i strafcelle
som udgangspunkt er udelukket fra fællesskab i institutionen.
Samtidig åbnes der generelt mulighed for, at varetægtsarrestanter under 18
år kan deltage i beskæftigelse i institutionen, medmindre konkrete grunde
taler herimod. Dette vil indebære, at varetægtsarrestanter under 18 år alene
afskæres fra samvær med andre indsatte i fritiden, mens beskæftigelsesakti-
viteter som udgangspunkt kan afvikles i fællesskab med andre. Hermed sig-
tes både til deltagelse i arbejde, uddannelse og andre godkendte aktiviteter,
herunder behandlingsforløb.
Bestemmelsen har til formål i videst muligt omfang at stille varetægtsarre-
stanter på samme måde som afsonere i relation til udståelse af strafcelle.
Henset til varetægtsfængslingens formål må det dog antages, at der i forhold
til varetægtsarrestanter oftere vil forekomme situationer, hvor konkrete
grunde taler imod afvikling af beskæftigelsesaktiviteter i fællesskab med
andre indsatte. Det gælder først og fremmest i tilfælde, hvor varetægtsarre-
stanten er isoleret efter rettens bestemmelse, jf. retsplejelovens §§ 798-802.
Efter retsplejelovens § 807, stk. 2, finder straffelovens § 48 om anvendelse
af sikringsmidler i form af håndjern og sikringscelle mv. tilsvarende anven-
delse på varetægtsarrestanter.
Ved lovforslagets § 125, nr. 1, ophæves straffelovens § 48 som led i gen-
nemførelsen af straffuldbyrdelsesloven for Færøerne, jf. § 65 og § 66 i lov-
forslaget om anvendelse af håndjern og sikringscelle.
Med den foreslåede bestemmelses stk. 4 (tidligere stk. 2) fastslås det, at be-
stemmelserne i § 65 og § 66 i lov om fuldbyrdelse af straf mv. om anven-
delse af håndjern og sikringscelle finder tilsvarende anvendelse på vare-
tægtsarrestanter.
Den foreslåede nyaffattelse af § 807 i retsplejeloven for Færøerne svarer til
§ 775 i den danske retsplejelov med de ændringer, som er gennemført ved
lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i
forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Æn-
dringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og
prøveløsladelse af livstidsdømte mv.) og lov nr. 1541 af 18. december 2018
318
om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffeloven og lov om
folkeskolen (Forhold for indsatte i kriminalforsorgens institutioner, vare-
tægtssurrogat mv.).
Til nr. 3 (§ 809 a)
Kriminalforsorgen har i dag ikke adgang til at fotografere og optage finger-
aftryk af samtlige varetægtsarrestanter.
Det foreslås derfor med den foreslåede bestemmelses stk. 1, at kriminalfor-
sorgen har ret til at fotografere og optage fingeraftryk af samtlige varetægts-
arrestanter med henblik på senere identifikation.
Det bemærkes, at den foreslåede ordning vil finde anvendelse, uanset grund-
laget for varetægtsfængslingen og uanset den varighed, som varetægts-
fængslingen på indsættelsestidspunktet forventes at have.
Det er således ikke en betingelse for den foreslåede ordnings anvendelse, at
der eksisterer en særlig risiko for, at den pågældende vil unddrage sig vare-
tægtsfængslingen, eller at varetægtsfængslingen forventes udstrakt over en
given varighed.
Justitsministeriet finder endvidere, at de nærmere regler om gennemførelsen
af fotografering og optagelse af fingeraftryk hos varetægtsarrestanter, her-
under regler om opbevaring og destruktion, bør fastsættes administrativt af
justitsministeren.
Efter bestemmelsens stk. 2 foreslås det derfor, at justitsministeren kan fast-
sætte regler om gennemførelsen af fotografering og optagelse af fingeraf-
tryk efter stk. 1, herunder om opbevaring og destruktion.
Kriminalforsorgen vil således med forslaget få mulighed for at fotografere
og optage fingeraftryk af samtlige varetægtsarrestanter med henblik på se-
nere identifikation, ligesom justitsministeren vil få mulighed for at fastsætte
nærmere regler om gennemførelsen af fotografering og optagelse af finger-
aftryk, herunder om opbevaring og destruktion.
Som nævnt under lovforslagets afsnit 4 er retshåndhævelsesloven endnu
ikke sat i kraft for Færøerne, og grundlaget for under hvilke omstændigheder
de personoplysninger, der af kriminalforsorgen på Færøerne behandles som
led i den foreslåede ordning, kan videregives, reguleres derfor af lov om
319
behandling af personoplysninger som sat i kraft ved anordning nr. 754 af
19. juni 2017 om ikrafttræden af lov om behandling af personoplysninger
for rigsmyndighedernes behandling af oplysninger på Færøerne.
Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 809 a svarer til § 776 a i den
danske retsplejelov, som blev indført ved lov nr. 1541 af 18. december 2018
om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf mv., retsplejeloven, straffeloven
og lov om folkeskolen (Forhold for indsatte i kriminalforsorgens institutio-
ner, varetægtssurrogat mv.).
Til nr. 4 (§ 1024, stk. 2)
Efter retsplejelovens § 1024, stk. 2, inddrives erstatning, der under straffe-
sagen er tilkendt nogen, samt andre ydelser, der ved dommen er pålagt den
skyldige, efter reglerne i den borgerlige retspleje. Med udtrykket »andre
ydelser« sigtes bl.a. til konfiskerede beløb.
Som led i straffuldbyrdelsesloven foreslås en opsplitning af de nugældende
regler om inddrivelse af bøder, sagsomkostninger og konfiskerede beløb i
straffelovens § 52 og retsplejelovens § 1030 samt § 1039, stk. 4, så bestem-
melserne om bøder optages i straffuldbyrdelsesloven, og bestemmelserne
om tvangsbøder, sagsomkostninger og konfiskerede beløb henføres til eller
bibeholdes i retsplejeloven. Der henvises herved til pkt. 13 i lovforslagets
almindelige bemærkninger. Endvidere henvises til afsnit III om bødestraffe
med tilhørende bemærkninger. Om sagsomkostninger henvises desuden til
retsplejelovens § 1039, stk. 4, som affattet ved lovforslagets § 126, nr. 6.
Det foreslås på den baggrund, at der i retsplejelovens § 1024, stk. 2, 2. pkt.,
indføjes en bestemmelse, hvorefter de gældende regler om inddrivelse af
konfiskationsbeløb udvides med en henvisning til § 90, stk. 2 og 3, § 91, stk.
2 og 3, § 92 og § 111, stk. 2 og 3, i forslaget til straffuldbyrdelseslov.
Henvisningen til straffuldbyrdelseslovens § 90, stk. 2 og 3, indebærer en vi-
dereførelse af muligheden for administrativt at fastsætte bestemmelser om,
at politiets afgørelse om henstand med og afdragsvis betaling af konfiske-
rede beløb ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.
Henvisningen til straffuldbyrdelseslovens § 91, stk. 2 og 3, medfører, at po-
litiet i lighed med bøder og sagsomkostninger kan inddrive konfiskerede
beløb i straffesager, der forfølges af det offentlige, ved udpantning og ved
indeholdelse i den pågældendes indtægter efter reglerne om inddrivelse af
320
personlige skatter, som aktuelt er reguleres af lov nr. 85 af 30. marts 1935
om inddrivelse af skatter og afgifter til det offentlige m.m., og reglerne om
indeholdelse, som aktuelt er reguleret af lagtingslov nr. 86 af 1. september
1983 om landsskat og kommuneskat.
Henvisningen til straffuldbyrdelseslovens § 92 indebærer en videreførelse
af bemyndigelsen til administrativt at fastsætte regler om udpantning og in-
deholdelse af indtægter mv.
Endelig medfører henvisningen til straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 2 og
3, en videreførelse af muligheden for administrativt at fastsætte bestemmel-
ser om, at politiets afgørelse om henstand med og afdragsvis betaling af
tvangsbøder, fastsat i domme i straffesager, ikke kan indbringes for højere
administrativ myndighed.
Til nr. 5 (§ 1024, stk. 4, § 1027, § 1028 og § 1030)
Retsplejelovens § 1024, stk. 4, fastslår, at hvis den dømte er varetægts-
fængslet efter endelig dom, anses fuldbyrdelsen af fængselsstraffen for på-
begyndt den dag, dommen er afsagt.
Bestemmelsen foreslås ophævet som led i gennemførelsen af en samlet re-
gulering i straffuldbyrdelseslov for Færøerne af straffuldbyrdelsens iværk-
sættelse og beregning af straffetiden, jf. § 8, stk. 3, og § 14, stk. 2, i forsla-
get.
Retsplejelovens § 1027, 1. pkt., indeholder en adgang for retten eller de læg-
dommere, der har medvirket ved sagens behandling, til at indstille til justits-
ministeren, at domfældte benådes. § 1027, 2. pkt., indeholder en bemyndi-
gelse for justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om fremgangsmå-
den ved udøvelsen af lægdommeres adgang til at afgive indstilling om be-
nådning.
Retsplejelovens § 1027 skal sammenholdes med § 1028, stk. 3, 1. pkt., 1.
led, hvorefter straffens fuldbyrdelse udsættes, når den ret, som har afsagt
dommen, finder grund til at indstille den domfældte til fuldstændig benåd-
ning eller til at benådes med straf af en mildere art. Det samme gælder, når
ansøgning herom indgives af den domfældte, for så vidt en ansøgning ikke
allerede tidligere er afslået, jf. § 1028, stk. 3, 1. pkt., 2. led. Om en påbe-
gyndt fuldbyrdelse af straffen skal standses på grund af en ansøgning om
321
benådning, afgøres ifølge retsplejelovens § 1028, stk. 3, 2. pkt., af justitsmi-
nisteren.
Efter retsplejelovens § 1028, stk. 1, skal straffuldbyrdelsen udsættes, så-
fremt den, der er idømt frihedsstraf, bliver alvorligt syg. I øvrigt kan justits-
ministeren tillade, at straffuldbyrdelsen udsættes, når en umiddelbar udstå-
else af straffen ville medføre uforholdsmæssige, uden for straffens øjemed
liggende følger for den pågældendes velfærd eller væsentlige ulemper for
det offentlige, jf. retsplejelovens § 1028, stk. 2.
I kapitel 5 i forslaget til straffuldbyrdelsesloven for Færøerne foreslås en
samlet regulering af udsættelse med straffuldbyrdelsen og den administra-
tive behandling af sager om benådning. I dette kapitel indgår også en nær-
mere regulering af spørgsmålet om, hvornår straffuldbyrdelsen skal udsæt-
tes på behandlingen af en ansøgning om udsættelse eller benådning.
På den baggrund foreslås de ovennævnte bestemmelser i retsplejelovens
§§ 1027 og 1028 ophævet.
Retsplejelovens § 1030 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til
at fastsætte bestemmelser om, at landfogedens afgørelse om henstand med
eller afdragsvis betaling af bøder, sagsomkostninger og konfiskation ikke
kan indbringes for højere administrativ myndighed.
Som nævnt bl.a. i bemærkningerne ovenfor til retsplejelovens § 1024, stk. 2,
i lovforslagets § 126, nr. 4, foreslås retsplejelovens § 1030, for så vidt angår
bøder, overført til straffuldbyrdelsesloven som led i en samlet regulering af
fuldbyrdelsen af bødestraffe.
Retsplejelovens § 1030 foreslås derfor ophævet.
Til nr. 6 (§ 1025, stk. 1)
Opstår der med hensyn til dommens fortolkning, beregningen af friheds-
straffe, som er idømt eller træder i stedet for idømt straf, eller i andre hen-
seender tvist mellem landfogeden eller den denne overordnede myndighed
og den, over for hvem der er spørgsmål om at fuldbyrde en straffedom, fo-
relægges spørgsmålet Retten på Færøerne, jf. retsplejelovens § 1025, stk. 1.
Efter retsplejelovens § 124, stk. 2, 2. pkt., træffes rettens afgørelse under
medvirken af domsmænd.
322
Som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven for Færøerne foreslås
§ 1025, stk. 1, ændret, med henblik på at uenighed om kriminalforsorgens
beregning af straffetiden afgøres efter denne lov som led i en samlet regule-
ring af spørgsmålet om beregning af straffetiden, jf. § 112, nr. 1, jf. §§ 14
og 16. Herudover tilsigtes ingen ændring af det hidtidige anvendelsesom-
råde for retsplejelovens § 1025, stk. 1. Denne bestemmelse vil derfor fortsat
bl.a. skulle anvendes på tvist om fordelingen af sagsomkostninger og om
forældelse af adgangen til straffuldbyrdelse, jf. den færøsk straffelovs § 97
og § 97 a.
Til nr. 7 (§ 1039, stk. 4)
Efter retsplejelovens § 1039, stk. 4, kan omkostninger, som det er pålagt at
erstatte, inddrives efter de i bogen om den borgerlige retspleje foreskrevne
regler eller ved tilbageholdelse i indtægter efter de regler, der gælder for
bøder, jf. straffelovens § 52.
Med den foreslåede bestemmelse ændres retsplejelovens § 1039, stk. 4, så
pålagte omkostninger kan inddrives efter reglerne i § 90, stk. 2 og 3, § 91,
stk. 2 og 3, § 92 og § 111, stk. 2 og 3, i den foreslåede straffuldbyrdelseslov.
Henvisningen til de nævnte bestemmelser i straffuldbyrdelsesloven indebæ-
rer en videreførelse af muligheden for at foretage lønindeholdelse for på-
lagte sagsomkostninger i straffesager, der forfølges af det offentlige, jf. her-
ved bl.a. bemærkningerne ovenfor til retsplejelovens § 1024, stk. 2, i lov-
forslagets § 126, nr. 4.
Den ændrede affattelse af retsplejelovens § 1013, stk. 4, tilsigter ikke at ude-
lukke, at sagsomkostninger som hidtil også kan inddrives efter reglerne om
inddrivelse af krav i den borgerlige retspleje, jf. herved bl.a. retsplejelovens
kapitel 57 om tvangsfuldbyrdelse.
Til § 127
(Lov om arrestvæsenets ordning på Færøerne)
Lov om arrestvæsenets ordning på Færøerne fastsætter de overordnede reg-
ler for arrestvæsenet på Færøerne, herunder at arresthuset bestyres af land-
fogeden som arrestinspektør (§ 2).
323
Loven foreslås ophævet som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelseslo-
ven for Færøerne, jf. § 2 om kriminalforsorgens organisation m.v. i lov-
forslaget, som bl.a. indebærer, at arrestinspektørordningen forlades, hvor-
ved landfogeden ikke længere fungerer som arrestinspektør for Færøernes
Arrest.
Der henvises i øvrigt til pkt. 6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 128
(Retsafgiftsloven for Færøerne)
Til nr. 1 (§ 12, stk. 1)
§ 12 i lov om retsafgifter bestemmer, at sager omfattet af bestemmelsen er
afgiftsfri.
Det foreslås at indsætte et nyt nr. 7 i § 12, stk. 1, hvorefter endelige admini-
strative afgørelser, som efter § 112 i lov om fuldbyrdelse af straf mv. kan
kræves indbragt for retten, er afgiftsfri.
Den foreslåede ændring indebærer, at sager, der indbringes for retten af Di-
rektoratet for Kriminalforsorgen efter § 114 i lov om fuldbyrdelse af straf
mv., er afgiftsfri.
Den foreslåede ændring svarer til § 12 i den danske retsafgiftslov og til de
ændringer, som blev gennemført ved lov nr. 113 af 3. februar 2012 om æn-
dring af straffuldbyrdelsesloven og retsafgiftsloven (Revision af straffuld-
byrdelsesloven m.v.).
Til nr. 2 (§ 55, nr. 1)
§ 55 i lov om retsafgifter bestemmer, at der i en række nærmere angivne
sagstyper, som er afgiftsfri efter lovens § 12, stk. 1, heller ikke svares afgift
for kære iværksat af parterne.
Det foreslås at ændre § 55, nr. 1, så kære af kendelser efter § 120 i lov om
fuldbyrdelse af straf mv. er afgiftsfri.
324
Den foreslåede ændring indebærer, at sager, der efter den foreslåede § 12,
stk. 1, nr. 7, i lov om retsafgifter fritages for retsafgift ved sagens anlæg,
ligeledes fritages for afgift ved kære iværksat af parterne.
Der tilsigtes i øvrigt ingen ændringer af bestemmelsens anvendelsesområde.
Den foreslåede ændring svarer til § 12 i den danske retsafgiftslov og til de
ændringer, som blev gennemført ved lov nr. 113 af 3. februar 2012 om æn-
dring af straffuldbyrdelsesloven og retsafgiftsloven (Revision af straffuld-
byrdelsesloven m.v.).