Høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren

Side 1/1
Til brug for behandlingen af forslag til lov om ændring af købeloven og lov
om markedsføring (Ændring af reglerne om forbrugerkøb som følge af im-
plementering af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold) vedlægges
en kommenteret høringsoversigt og kopi af de modtagne høringssvar.
Nick Hækkerup
/
Louise Black Mogensen
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K Dato: 28. april 2021
Kontor: Formueretskontoret
Sagsbeh: Anne Cathrine Toftemann
Bæk
Sagsnr.: 2021-709-0272
Dok.: 1909826
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 3392 3340
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Retsudvalget 2020-21
L 223 - Bilag 1
Offentligt


Side 1/39
K O M M E N T E R E T O V E R S I G T
over
høringssvar over delbetænkning I (nr. 1576/2021) om
gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold
1. Høringen
Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og di-
rektivet om digitalt indhold med udvalgets lovudkast har i perioden fra den
27. januar 2021 til den 24. februar 2021 været i høring hos følgende myn-
digheder og organisationer mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter,
Advokatrådet, Advokatsamfundet, APPLiA Danmark, AutoBranchen Dan-
mark, Autobranchens Handels- og Industriforening (AUTIG), Boxer TV
ApS, Business Danmark, Canal Digital Danmark A/S, Coop A/S, Copenha-
gen Business School (Juridisk Institut), Dagrofa, Dansk Byggeri, Dansk De-
tail, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Fjernvarme, Dansk Folkeoplys-
nings Samråd, Dansk Industri, Dansk Internet Forum, Dansk IT, Dansk
Kennel Klub, Dansk Kredit Råd, Dansk Markedsføring, Danske Advokater,
Danske Annoncører og Markedsførere, Danske Mediedistributører, Danske
Medier, Danske Regioner, Datatilsynet, De Danske Bilimportører, De Frie
Energiselskaber, De Samvirkende Købmænd, Den Danske Dommerfor-
ening, Den Danske Dyrlægeforening, Den Sociale Retshjælps Fond, Disco-
very Network Danmark, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrel-
sen, Dyrenes beskyttelse, Dyreværnet, Evida, Finans Danmark, Finans og
Leasing, Forbrugerklagenævnet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet
Tænk, Forenede Danske Antenneanlæg, Forenede Danske Motorejere
(FDM), Foreningen for Platformsøkonomi i Danmark (FPD), Forsikring og
Dato: 28. april 2021
Kontor: Formueretskontoret
Sagsbeh: Anne Cathrine Toftemann
Bæk
Sagsnr.: 2021-709-0270
Dok.: 1850557
Retsudvalget 2020-21
L 223 - Bilag 1
Offentligt
Side 2/39
Pension, Forsyningstilsynet, Franchise Danmark, HK Landsklubben Dan-
marks Domstole, IT-Branchen, Kommunernes Landsforening (KL), Kreati-
vitet & Kommunikation, Københavns Retshjælp, Københavns Universitet
(Det Juridiske Fakultet), Landbrug og Fødevarer, Nordic Entertainment
Group, Optikerforeningen, Radius Elnet, Retspolitisk Forening, Rigsom-
budsmanden i Grønland, Rigsombudsmanden på Færøerne, Salling Group,
SEGES Heste, SMVdanmark, Stofa, Syddansk Universitet (Juridisk Insti-
tut), TDC Group, TEKNIQ Installatørernes Organisation, Teleindustrien,
Telenor A/S, Telia, TV2 Danmark A/S, Viasat, Waoo, Ørsted, Aalborg Uni-
versitet (Juridisk Institut), Aarhus Retshjælp og Aarhus Universitet (Juridisk
Institut).
Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra:
Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter, Advokatrådet, APPLiA
Danmark og Consumer Electronics Danmark, AutoBranchen Danmark, Bil-
branchen, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Autogenbrug, Dansk
Bilbrancheråd, Dansk Erhverv, Danske Medier, Dansk Galop, Dansk Indu-
stri, Dansk Ride Forbund, Dansk Travsports Centralforbund, Datatilsynet,
De Danske Bilimportører, Den Danske Dommerforening, Den Danske Dyr-
lægeforening, Domstolsstyrelsen, Forenede Danske Motorejere (FDM),
Forbrugerrådet Tænk, Hestens Værn, Landbrug & Fødevarer, Landsudval-
get for Heste og SEGES Heste, Motorcykel Forhandler Foreningen, Rådet
for Grøn Omstilling, SMVdanmark, TEKNIQ Arbejdsgiverne, Vedvaren-
deEnergi og WWF Verdensnaturfonden.
Nedenfor er gengivet de væsentligste punkter i de modtagne høringssvar.
Justitsministeriets kommentarer til høringssvarene er anført i kursiv.
Bemærkninger af generel politisk karakter samt forslag og bemærkninger,
der ikke vedrører delbetænkningen med udvalgets lovudkast, indgår ikke i
høringsoversigten.
2. Høringssvarene
2.1. Generelt
Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter, Advokatrådet og
Domstolsstyrelsen har ikke haft eller ønsket at afgive bemærkninger til del-
betænkningen med udvalgets lovudkast.
Side 3/39
APPLiA Danmark og Consumer Electronics Danmark tilslutter sig ge-
nerelt indholdet af høringssvaret fra Dansk Erhverv.
AutoBranchen Danmark bemærker generelt, at en del af de bestemmelser,
der skal implementeres, ikke er bestemmelser, der ændrer dansk ret eller
praksis, hvorfor organisationen ikke har bemærkninger hertil. Andre be-
stemmelser er med til at præcisere købelovens bestemmelser, hvilket bifal-
des.
Bilbranchen støtter generelt udvalgets lovudkast med henblik på imple-
mentering af de to direktiver. Udkastet er overordnet udtryk for en passende
balance mellem de involverede hensyn til forbrugere og erhvervsliv og er
samtidig så vidt muligt en fortsættelse af den gældende, hensigtsmæssige
danske regulering af forbrugerkøb.
Dansk Autogenbrug anfører, at der er et stigende behov for at sondre mel-
lem nye og brugte varer ved lovgivning, der generelt skærper forbrugerbe-
skyttelsen.
Dansk Bilbrancheråd bifalder generelt, at udvalget i det væsentligste har
tilstræbt en gennemførelse af direktiverne, der ikke indebærer overimple-
mentering, og at udvalget har haft fokus på sproglig forenkling i lovudka-
stet. Lovforslaget vil dog have en række konsekvenser, herunder negative,
bl.a. for miljøet, idet forbrugere som følge af højere priser vil beholde ældre,
mindre miljøvenlige biler i længere tid, ligesom et større antal biler vil blive
skrottet, fordi det ikke kan betale sig at sælge dem til forbrugere. Derudover
forventes der flere civilkøb mellem private, hvor reglerne om forbrugerkøb
ikke gælder. Justitsministeriet opfordres til at foretage en gennemgang af
lovforslaget med fokus på bilbranchen og de udfordringer, som navnlig køb
og salg af brugte biler giver, herunder med afsæt i praksis fra Ankenævn for
Biler.
Dansk Erhverv bemærker generelt, at organisationen gerne vil understøtte
den grønne omstilling, men at dette ikke bør ske via en dansk implemente-
ring af særregler. Den grønne omstilling bør derimod fremmes ved fælles
europæiske krav til producenterne. Detailhandlen i Danmark er i forvejen
hårdt presset, og flere økonomiske byrder vil gøre det endnu sværere. Dansk
Side 4/39
Erhverv har svært ved at se et europæisk land, hvor forbrugere er bedre be-
skyttede end Danmark, hvilket blandt andet skyldes en meget aktiv forbru-
gerombudsmandsinstitution.
Dansk Industri støtter generelt udvalgets lovudkast og anfører, at der så
vidt muligt bør undgås danske særregler i forbindelse med implementerin-
gen af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold. Derudover bør man
bevare balancen i de nuværende danske regler samt sikre hensigtsmæssig-
hed og proportionalitet, hvis man går videre, end direktiverne kræver. Det
er Dansk Industris opfattelse, at udvalgets lovudkast efterlever disse prin-
cipper. Ens regler medfører fordele for erhvervsdrivende, som sælger eller
ønsker at sælge til forbrugere på tværs af grænserne i EU. Det skyldes, at en
række omkostninger reduceres, bl.a. omkostningerne til at finde ud af hvad
retsstillingen er i øvrige lande og ved at tilpasse produkter, forhandlerstruk-
tur, procedurer mv. til reglerne i det enkelte EU-land. Ens regler medfører
endvidere klare fordele for forbrugerne, da det bl.a. øger forbrugertilliden
ved grænseoverskridende nethandel. Øget nethandel over grænserne med-
fører samtidig lavere priser pga. øget konkurrence og produktudvalg. Nati-
onale særregler underminerer det indre marked og øger omkostningerne for
både erhvervsdrivende og forbrugere, hvilket koster ordrer, vækst og ar-
bejdspladser i Danmark, og giver forbrugerne mindre udvalg og højere pri-
ser. Både danske forbrugere og erhvervsdrivende har interesse i, at forbru-
gerkøbsreglerne balancerer hensynene til forbruger- og erhvervsinteresser.
De Danske Bilimportører anfører generelt, at organisationen ikke har be-
mærkninger til gennemførelsen af de totalharmoniserende dele af direkti-
verne, og at bestemmelserne i direktiverne som udgangspunkt bør gennem-
føres så tekstnært som muligt i købeloven. Hvor der er tvivl om eksisterende
bestemmelser i købeloven kan opretholdes som følge af gennemførelsen af
totalharmoniserende dele af direktiverne, bør købeloven som udgangspunkt
ændres.
Den Danske Dommerforening kan på de områder, hvor udvalget har delt
sig i et flertal og et mindretal, tilslutte sig flertallets overvejelser og forslag.
Foreningen ønsker i øvrigt ikke at udtale sig om betænkningen.
FDM bemærker generelt, at forbrugerrettigheder i dansk ret bør forbedres,
hvor direktiverne giver adgang hertil. Derudover er FDM tilfreds med, at
der indføres specifikke regler for aftaler om levering af digitalt indhold og
digitale tjenester.
Side 5/39
Forbrugerrådet Tænk anfører, at det er vigtigt, at der allerede nu indføres
regler i købeloven, der understøtter den grønne omstilling og forbedrer for-
brugerbeskyttelsen.
SMVdanmark og Motorcykel Forhandler Foreningen kan tilslutte sig
indholdet af høringssvaret fra Dansk Bilbrancheråd. Sidstnævnte anfører en
række forhold, der gør sig særligt gældende for motorcykler.
Justitsministeriet har noteret sig høringsparternes generelle bemærkninger
til lovudkastet. Justitsministeriet bemærker, at det af regeringen fremsatte
lovforslag med få ændringer, jf. nedenfor om købsaftaler om levende heste
og sælgerbegrebet ift. onlineplatforme samt et par tekniske tilpasninger,
svarer til udvalgets lovudkast.
2.2. Udvidelse af anvendelsesområdet for reglerne om forbrugerkøb i
købeloven ift. digitalt indhold og digitale tjenester
Danske Medier bemærker, at det er mest hensigtsmæssigt, at begge direk-
tiver implementeres i købeloven, så forbrugere og erhvervsdrivende alene
skal forholde sig til en samlet lov om forbrugerkøb for at forstå deres ret-
tigheder og pligter. Danske Medier foreslår, at begreber som ”digitalt ind-
hold” og ”digitale tjenester” uddybes nærmere i bemærkningerne til lov-
forslaget og ser gerne, at bemærkningerne udvides med flere praktiske ek-
sempler for at sikre, at erhvervsdrivende og forbrugere har den fornødne
indsigt i, hvilke regler der gælder for en specifik aftale.
De Danske Bilimportører støtter, at direktivet om digitalt indhold gennem-
føres i købeloven fremfor i en ny hovedlov.
Justitsministeriet har noteret sig det anførte og bemærker hertil, at lov-
forslaget lægger op til, at både varedirektivet og direktivet om digitalt ind-
hold gennemføres i købeloven.
I forhold til høringssvaret fra Danske Medier bemærker Justitsministeriet
endvidere, at udarbejdelse af bemærkningerne skal ske i overensstemmelse
med direktiverne. Hvis et direktiv er totalharmoniserende, sætter direktiv-
tekst og præambelbetragtninger rammerne for, hvad der kan beskrives i be-
mærkningerne, og hvor uddybende disse kan være. Det betyder, at der må
udvises varsomhed med f.eks. at indsætte eksempler i bemærkningerne, der
Side 6/39
ikke fremgår af direktivet, da det i sidste ende er EU-domstolen, der fortol-
ker EU-retten. På den baggrund finder Justitsministeriet ikke anledning til
at foreslå at indsætte yderligere eksempler i bemærkningerne.
2.3. Sælgerbegrebet ift. onlineplatforme
Dansk Industri og Danske Medier tilslutter sig udvalgsflertallets anbefa-
ling om, at det nuværende danske sælgerbegreb opretholdes.
Dansk Industri bemærker derudover, at de almindelige aftaleretlige regler
for, hvornår en onlineplatform betragtes som forbrugerens aftalepart, alle-
rede beskytter forbrugeren i de tilfælde, hvor det ikke står klart, hvem der er
den egentlige aftalepart. Det følger heraf, at en onlineplatform bliver bundet
af en aftale med en forbruger og dermed aftalepart, hvis det ikke fremgår
tydeligt ved aftaleindgåelsen, at det er en anden end platformen, der er for-
brugerens aftalepart. En udvidelse af begrebet til at omfatte både sælgeren
og platformen vil udgøre et grundlæggende brud med princippet om kon-
trakters relativitet, dvs. at en aftale kun skaber rettigheder og pligter for af-
talens parter, hvilket bør undgås.
Dansk Erhverv, FDM og Forbrugerrådet Tænk tilslutter sig mindretal-
lets forslag om, at sælgerbegrebet udvides til at omfatte onlineplatforme, der
er aktivt involverede i salg af produkter på vegne af en tredjepart, uanset om
platformen efter de almindelige aftaleretlige regler vil blive anset som for-
brugerens aftalepart eller ej.
Dansk Erhverv anfører, at det ofte er svært for forbrugerne at gennemskue,
hvem de reelt handler med på en onlineplatform. Det gør sig ikke mindst
gældende på udenlandske platforme, hvor sælgerne også kan være virksom-
heder, der ikke er etableret i et EU-land. Dansk Erhverv mener, at det er at
gå for langt at kræve, at alle onlineplatforme, uanset hvor passive eller ak-
tive de er, skal anses for sælgere i købelovens forstand, men det er rimeligt,
at onlineplatforme, der aktivt involverer sig i tredjeparters salg til forbru-
gere, får et øget ansvar og behandles som sælgere i juridisk forstand.
FDM anfører, at det er et grundlæggende princip, at handelsparter skal
kunne identificere hinanden som led i vurderingen af, hvem man ønsker at
indgå aftaler med. Dette er i praksis ikke altid muligt ved onlinesalg og for-
midlingssalg, der efter omstændigheden kan fremstå uigennemsigtige, selv
om handelsbetingelser konkret kan leve op til de gældende aftaleretlige krav
Side 7/39
til identifikation af sælger. Flere onlineplatforme må forventes i sig selv at
etablere så kendte og tillidsvækkende brands, at mange forbrugere reelt
overser et formidlingsforbehold. I praksis sikres forbrugernes interesser
bedst ved, at onlineplatformen tager direkte ansvar for de køb, de medvirker
til at gennemføre. Det er med til at understøtte forbrugerens tillid til at købe
også meget kostbare genstande, f.eks. biler, online.
Justitsministeriet bemærker, at det følger af varedirektivet og direktivet om
digitalt indhold, at udbydere af onlineplatforme anses som sælger i henhold
til direktiverne, hvis udbyderen handler som led i egen forretning og som
direkte aftalepart over for forbrugeren. Det svarer til den retstilstand, der
følger af den almindelige obligationsret, herunder aftaleretten, i Danmark.
En onlineplatform bliver ifølge dansk ret bundet af en aftale med en forbru-
ger, hvis det ikke fremgår tydeligt ved aftaleindgåelsen, at onlineplatformen
handler på vegne af en anden (dvs. den reelle sælger). Såfremt en online-
platform vil gøre gældende, at aftalen ikke er indgået på egne vegne, men
på tredjemands (dvs. sælgerens) vegne, har platformen bevisbyrden herfor.
Justitsministeriet bemærker, at sælgerbegrebet i det fremsatte lovforslag
svarer til udvalgets lovudkast og dermed ikke indeholder en udvidelse af
sælgerbegrebet i forhold til onlineplatforme, der ikke allerede betragtes som
sådan ifølge direktiverne. Det fremgår imidlertid af bemærkningerne til lov-
forslaget, at Justitsministeriet finder, at det af hensyn til forbrugerbeskyttel-
sen bør overvejes, om muligheden for at udvide sælgerbegrebet til at omfatte
onlineplatforme, der ikke allerede betragtes som forbrugerens aftalepart i
henhold til varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, skal benyttes.
Justitsministeriet finder, at spørgsmålets kompleksitet tilsiger, at en even-
tuel udvidelse af sælgerbegrebet forudsætter en nærmere undersøgelse af
effekten for forbrugerbeskyttelsen og implikationerne for erhvervslivet samt
en nærmere afdækning af, hvilken form for udvidelse, der i givet fald bedst
vil kunne opfylde det ønskede formål.
2.4. ”Betaling” med personoplysninger
Danske Medier opfordrer til, at det afklares, hvad retsvirkningen er af, at
forbrugeren trækker sit samtykke tilbage, når digitalt indhold eller digitale
tjenester er betalt med personoplysninger.
Side 8/39
Datatilsynet bemærker, at der på nuværende tidspunkt pågår drøftelser i
Det Europæiske Databeskyttelsesråd om de retlige rammer for indsamling
og brug af personoplysninger mod betaling.
I forhold til høringssvaret fra Danske Medier bemærker Justitsministeriet
indledningsvis, at implementeringen af direktivet om digitalt indhold ikke
berører EU-retten om personoplysninger og danske regler, der gennemfø-
rer denne.
Det fremgår således af direktivets præambelbetragtning nr. 39, at retten til
sletning og forbrugerens ret til at trække sit samtykke til behandling af per-
sonoplysninger tilbage også gælder fuldt ud i forbindelse med de aftaler,
der er omfattet af direktivet. Forbrugerens ret til at ophæve en aftale i hen-
hold til direktivet berører ikke forbrugerens ret til i henhold til databeskyt-
telsesforordningen at tilbagetrække ethvert samtykke, der er afgivet til be-
handling af forbrugerens personoplysninger.
Det fremgår videre af direktivets præambelbetragtning nr. 40, at direktivet
ikke regulerer virkningerne for aftaler, der er omfattet af direktivet, såfremt
forbrugeren trækker sit samtykke til behandlingen af sine personoplysninger
tilbage. Sådanne virkninger er et spørgsmål, som henhører under national
ret.
Justitsministeriet har forstået høringssvaret således, at Danske Medier øn-
sker at vide, hvordan sælgeren er stillet i tilfælde, hvor forbrugeren har
”betalt” med personoplysninger og efterfølgende trækker sit samtykke til
behandling heraf tilbage.
Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, at der ikke med lovforslaget
lægges op til at fastsætte særlige regler for den omtalte situation. Det vil
således afhænge af de almindelige aftaleretlige regler, herunder princippet
om gensidighed, hvordan sælgeren er stillet. Der vil i alle tilfælde skulle
foretages en konkret vurdering, som i de fleste tilfælde må antages at føre
til, at bl.a. sælgerens fremadrettede forpligtelse til at levere det digitale ind-
hold eller den digitale tjeneste ophører.
Justitsministeriet har noteret sig det af Datatilsynet anførte om drøftelser i
Det Europæiske Databeskyttelsesråd.
Side 9/39
2.5. Løbende levering eller enkeltstående levering af digitalt indhold og
digitale tjenester
Danske Medier bemærker, at den præcise afgrænsning mellem løbende le-
vering og enkeltstående levering af digitalt indhold ikke er klar og med for-
del kan uddybes. Det bør desuden overvejes, om kriterierne kan medføre en
uhensigtsmæssig forskelsbehandling ved, at medieindhold kan være under-
lagt forskellige regler afhængig af leveringsformen.
Justitsministeriet bemærker, at udtrykkene løbende levering over en peri-
ode, en enkelt levering og en række enkeltstående leveringer er beskrevet i
bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i købelovens § 75 d, stk. 1.
Heraf fremgår bl.a., at løbende levering over en periode omfatter tilfælde,
hvor sælgeren stiller en digital tjeneste til rådighed for køberen for en be-
stemt eller ubestemt periode, såsom en toårig cloudlagringsaftale eller et
tidsubestemt medlemskab af en social medieplatform. I sådanne tilfælde er
det pågældende digitale indhold eller den pågældende digitale tjeneste kun
til rådighed eller tilgængelig for køberen i den fastsatte aftaleperiode, eller
så længe den tidsubestemte aftale er i kraft.
Løbende levering over en periode kræver ikke nødvendigvis langsigtet (på
engelsk long-term) levering. Webstreaming af et videoklip betragtes som lø-
bende levering over en periode uanset varigheden af den audiovisuelle fil.
Vurderingen er således løsrevet fra f.eks. varigheden af det enkelte video-
klip.
Tilfælde, hvor bestemte elementer af det digitale indhold eller den digitale
tjeneste stilles til rådighed med jævne mellemrum eller ved flere lejligheder
under aftalens fastsatte varighed eller i den periode, hvor en aftale på ube-
stemt tid er gældende, betragtes også som løbende levering over en periode.
Som eksempler kan nævnes, at aftalen fastsætter, at en kopi af antivirussoft-
ware kan anvendes i et år og automatisk opdateres den første dag i hver
måned i denne periode, eller at sælgeren automatisk vil foretage opdaterin-
ger, når der foreligger nye elementer af et digitalt spil, og det digitale ind-
hold eller den digitale tjeneste kun er tilgængelig for køberen under aftalens
fastsatte varighed eller er tilgængelig for køberen, så længe den tidsube-
stemte aftale er i kraft.
Side 10/39
Et eksempel på en enkelt levering vil være, at køberen downloader en e-bog
og lagrer den på sin personlige enhed. Et eksempel på en række enkeltstå-
ende leveringer vil være, at køberen modtager et link, hvorfra køberen kan
downloade en ny e-bog hver uge. Disse tilfælde er karakteriseret ved, at
køberen derefter har mulighed for at få adgang til og bruge det digitale
indhold eller den digitale tjeneste uden tidsbegrænsning.
Justitsministeriet bemærker hertil, at direktiverne ikke beskriver nærmere,
hvorledes enkelte leveringer af digitalt indhold og digitale tjenester afgræn-
ses overfor løbende levering af samme. Udarbejdelse af lovbemærkninger
skal ske i overensstemmelse med direktiverne. Hvis et direktiv er totalhar-
moniserende, sætter direktivtekst og præambelbetragtninger rammerne for,
hvad der kan beskrives i bemærkningerne, og hvor uddybende disse kan
være. Det betyder, at der må udvises varsomhed med f.eks. at indsætte ek-
sempler i bemærkningerne, der ikke fremgår af direktivet, da det i sidste
ende er EU-domstolen, der fortolker EU-retten.
Endelig bemærker Justitsministeriet, at direktiverne sætter rammerne for,
hvilke regler de forskellige typer af salgsgenstande, herunder digitalt ind-
hold og digitale tjenester, skal behandles efter, da direktiverne er totalhar-
moniserende.
2.6. Køb og salg af levende dyr
Landsudvalget for Heste og SEGES Heste samt Landbrug & Fødevarer
foreslår, at handel med levende dyr fremover ikke skal anses som forbru-
gerkøb. Det skyldes, at levende dyr adskiller sig fra de fleste andre handels-
objekter ved, at det handlede er levende og derfor kan ændre sig som følge
af de forhold, dyret befinder sig i. Der gør sig således særlige forhold gæl-
dende ved køb af levende dyr, herunder i forhold til heste. Navnlig formod-
ningsreglen udfordrer balanden mellem køber og sælger, fordi sælgeren på-
lægges at redegøre for forhold, som sælger måske ingen mulighed har for at
undersøge. Ved køb af heste er der normalt tale om økonomisk ligeværdige
parter med samme indsigt i handelsobjektet. Desuden er det normal praksis,
at der udfærdiges en tilstandsrapport for hesten af en dyrlæge, ligesom langt
størstedelen af hestehandler reguleres af branchens standardiserede kontrak-
ter.
Side 11/39
Dansk Galop, Dansk Ride Forbund, Dansk Travsports Centralfor-
bund, Hestens Værn og TEKNIQ Arbejdsgiverne tilslutter sig hørings-
svaret fra Landsudvalget for Heste og SEGES Heste.
Hestens Værn anfører derudover, at det er et problem, at retssager om han-
del med heste ofte trækker ud over flere år, da hestene, mens sagen står på,
oplever markante negative ændringer i adfærd og fysisk tilstand.
Dansk Dyrlæge Forening ser med stor tilfredshed på, at udvalgets flertal
ikke finder grundlag for helt at undtage køb af levende dyr fra købelovens
regler om forbrugerkøb og kan tilslutte sig flertallets forslag om, at formod-
ningsperioden fastsættes til seks måneder i stedet for et år ved sådanne køb.
Køb og salg af levende dyr er efter gældende ret omfattet af købelovens reg-
ler om forbrugerkøb. Det betyder, at f.eks. formodningsreglen finder anven-
delse. Varedirektivet giver mulighed for at undtage aftaler om køb af le-
vende dyr fra direktivets anvendelsesområde i forbindelse med gennemfø-
relsen af direktivet.
Udvalget har overvejet, om muligheden skal anvendes. Udvalget finder på
baggrund af en række modtagne udtalelser fra interessenter ikke, at der er
grundlag for helt at undtage køb af levende dyr fra købelovens regler om
forbrugerkøb.
Af udtalelserne fremgår bl.a., at flere af købelovens regler om forbrugerkøb,
herunder særligt formodningsreglen, giver anledning til problemer ved køb
og salg af levende dyr. Omvendt fremgår det, at det kan forringe dyrevel-
færden, hvis sådanne køb undtages helt fra forbrugerkøbsreglerne.
Udvalget har desuden inddraget overvejelser fra det svenske udvalg om im-
plementering af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold. Den nuvæ-
rende svenske retstilstand svarer til den danske. Det svenske udvalg har på-
peget, at der er en række faktorer ved køb af levende dyr, som adskiller sig
fra køb af andre varer, herunder at der er tale om levende objekter, hvis
udvikling over tid naturligt er sværere at vurdere end for andre varer. Styr-
keforholdet mellem sælger og køber er desuden typisk anderledes end på
andre markeder, idet mange sælgere driver forretning i en meget lille skala.
Omvendt er der et beskyttelsesbehov for forbrugere, som ville risikere at
skulle acceptere meget ugunstige vilkår, hvis der var fuld aftalefrihed på
Side 12/39
området. Nogle dyr er så efterspurgte, at sælger kan finde en køber, der
ønsker at købe dyret for enhver pris.
Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser og i, at køb af levende dyr
ikke bør undtages helt fra købelovens regler om forbrugerkøb af hensyn til
forbrugerbeskyttelsen. Justitsministeriet finder dog, at der ved køb af le-
vende heste gør sig helt særlige forhold gældende. Ved sådanne køb foreta-
ger en autoriseret dyrelæge sædvanligvis en undersøgelse af hesten, ligesom
købsaftalen ofte vil være reguleret af branchens standardkontrakter, der sik-
rer, at køber og sælger har drøftet og afklaret relevante forhold. Handel
med heste foregår ofte i et meget specialiseret og professionaliseret miljø,
hvorfor styrkeforholdet i sådanne handler er anderledes end i traditionelle
forbrugerkøb.
Disse særlige forhold begrunder efter Justitsministeriets vurdering, at køb
og salg af levende heste ikke fremover bør være omfattet af købelovens reg-
ler om forbrugerkøb, selv om betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Lov-
forslaget er udarbejdet i overensstemmelse hermed.
2.6.1. Formodningsreglen ved køb og salg af levende dyr
Dansk Dyrlæge Forening tilslutter sig det af udvalgsflertallet foreslåede
kompromis, hvorefter den gældende formodningsperiode på seks måneder
fastholdes ved køb af levende dyr, forudsat at levende dyr fortsat generelt er
omfattet af købelovens regler om forbrugerkøb.
Landsudvalget for Heste og SEGES Heste samt Landbrug & Fødevarer
anfører, at der ikke bør gælde en formodningsperiode ved køb og salg af
levende dyr.
Forbrugerrådet Tænk anfører, at formodningsperioden ved køb af levende
dyr bør være den samme som ved køb af andre salgsgenstande, da det må
antages, at sælgeren har en større viden om dyret end køberen. Det er ikke
rimeligt, at forbrugere på dette område skal have en ringere beskyttelse end
på andre områder.
Justitsministeriet bemærker, at udvalget særligt har overvejet, om forlæn-
gelsen af formodningsreglen fra seks måneder til mindst et år, som følger af
varedirektivet, også skal gælde ved køb af levende dyr. Eftersom varedirek-
tivet på den ene side medfører, at formodningsreglen skal forlænges til
Side 13/39
mindst et år, men på den anden side tillader, at levende dyr helt undtages
fra forbrugerkøbsreglerne, vurderer udvalget, at det ud fra en ”det mindre
i det mere”-betragtning er muligt at undlade at forlænge formodningsperi-
oden ved køb af levende dyr.
Udvalgets flertal anfører, at da dyr er levende væsner og i høj grad påvirkes
af det miljø, den træning og behandling, som dyret får hos forbrugeren efter
salget, er det ikke er hensigtsmæssigt, at formodningsperioden forlænges
for sådanne køb. I modsætning til andre salgsgenstande, som ikke på samme
måde er afhængig af omgivelserne, er det vurderingen, at en længere for-
modningsperiode kan virke særlig byrdefuld ved køb og salg af levende dyr,
herunder særligt for små erhvervsdrivende.
Det er Justitsministeriets vurdering, at et kompromis, hvor man undlader at
undtage levende dyr helt fra forbrugerkøbsreglerne, men omvendt ikke for-
længer formodningsperioden til et år, hvilket ellers følger af varedirektivet,
udgør en passende balance mellem forbrugere, sælgere og dyrevelfærd.
Lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse hermed.
Justitsministeriet bemærker hertil, at da lovforslaget undtager køb af le-
vende heste fra reglerne om forbrugerkøb, vil formodningsreglen tilsva-
rende ikke finde anvendelse for sådanne køb.
2.7. Sælgers forpligtelse til at give besked om og levere opdateringer
AutoBranchen Danmark foreslår, at sælgere af brugte biler undtages fra
forpligtelsen til at give besked om og levere opdateringer til forbrugeren,
eller at producenten i stedet pålægges forpligtelsen. Det skyldes, at brugt-
bilsforhandlere i mange tilfælde ikke vil være i besiddelse af opdateringerne,
særligt hvis forhandleren ikke har et værksted. I mange tilfælde er det svært
for uautoriserede forhandlere at få oplysninger om opdateringer på grund af
den hårde konkurrence mellem autoriserede og uautoriserede forhandlere.
Man frygter derfor, at forpligtelsen kan forvride konkurrencen.
Dansk Autogenbrug bemærker, at ethvert køretøj af nyere beskaffenhed
må anses som omfattet af definitionen af varer med digitale elementer. En
pligt for sælgeren til at orientere sig om og levere opdateringer til forbrugere
vil virke uforholdsmæssigt bebyrdende for særligt uafhængige bilforhand-
lere, værksteder og leverandører. Da der er tale om implementering af en
Side 14/39
ufravigelig direktivbestemmelse, foreslår Dansk Autogenbrug, at man ind-
arbejder en parallel til den foreslåede bestemmelse i købelovens § 75 d, stk.
5, således at sælger og køber kan indgå en aftale om, at en bestemt egenskab
afviger fra kravene til varens egenskaber i den foreslåede bestemmelse i kø-
belovens § 75 d, stk. 1, hvis forbrugeren samtykker hertil.
Dansk Bilbrancheråd foreslår, at sælgere af brugte biler undtages fra for-
pligtelse til at give besked om og levere opdateringer. Det forslås derudover,
at forpligtelsen til at sikre opdateringer kobles sammen med køberens for-
pligtelse til at få foretaget service, herunder at få foretaget de opdateringer,
et værksted anviser. Det anføres, at forpligtelsen til at sikre opdateringer vil
medføre enorme omkostninger for sælgerne, som i praksis vil skulle over-
våge samtlige solgte biler i en periode på mindst to år efter salget for at
kunne meddele køberen, om der er tale om en opdatering med funktionsre-
levans. En sådan forpligtelse er helt uoverskuelig og vil kræve enorme tids-
mæssige og økonomiske ressourcer hos bilforhandlere, hvilket vil medføre
forhøjede priser. Derudover vil forpligtelsen for sælgeren ikke stå mål med
de forbrugerhensyn, som bærer forslaget. Desuden er det i mange tilfælde
vanskeligt for forhandlerne at få adgang til opdateringerne på grund af bl.a.
den store konkurrence mellem autoriserede og uautoriserede forhandlere.
Dansk Bilbrancheråd er opmærksom på, at varedirektivet er totalharmoni-
serende, men vurderer, at der ikke er noget til hinder for at koble opdate-
ringsforpligtelsen til, at køberen forpligtes til at få foretaget service og ved-
ligeholdelse af bilen, herunder få foretaget de opdateringer, som et værksted
anviser.
De Danske Bilimportører bemærker, at det er essentielt, at bilfabrikanter
om nødvendigt kan stille krav til køberen om, at særligt sikkerhedsmæssige
opdateringer ikke kan undlades, hvis garantier og/eller andre køberetlige ret-
tigheder skal opretholdes.
SMVdanmark bemærker, at hvor en vare, der indeholder digitale elemen-
ter, ikke er forbundet med internettet, eller hvor en opdatering kræver en
særlig viden og forbindelse via kabel til en producents beskyttede opdate-
ringer, giver forpligtelsen for sælger en betydelig praktisk og administrativ
udfordring samt store omkostninger. Det gør sig i endnu højere grad gæl-
dende, hvis sælger ikke er en del af producentens lukkede forhandlernetværk
og dermed ikke automatisk får besked om eller adgang til opdateringer.
Denne situation gør sig i udpræget grad gældende på brugtbilsmarkedet,
Side 15/39
hvor en bil skal indleveres til service hos en mekaniker for at kunne opdate-
res, og hvor producenterne i stort omfang lægger hindringer i vejen for, at
de frie, mærkeuafhængige værksteder kan servicere bilerne. SMVdanmark
støtter derfor Dansk Bilbrancheråds forslag om, at sælgers forpligtelse til at
give besked om og levere opdateringer betinges af, at forbrugeren forpligter
sig til at få foretaget service og vedligeholdelse i henhold til producentens
forskrifter.
Det fremgår af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, at en sælger
af varer med digitale elementer, digitalt indhold eller digitale tjenester skal
sikre, at forbrugeren får besked om og leveret opdateringer, herunder sik-
kerhedsopdateringer, i en given periode. Sælgers forpligtelse i forhold til
opdateringer udgør et objektivt krav til salgsgenstandens overensstem-
melse. Det følger af direktiverne, at der er ikke tale om manglende overens-
stemmelse, hvis forbrugeren på tidspunktet for indgåelsen af købsaftalen er
blevet gjort tydeligt opmærksom på, at en bestemt egenskab ved salgsgen-
standen afveg fra de objektive krav til overensstemmelse, og forbrugeren
udtrykkeligt og særskilt har accepteret denne afvigelse ved indgåelsen af
købsaftalen.
Justitsministeriet bemærker, at direktivernes bestemmelser om sælgers for-
pligtelse til at sikre, at forbrugeren får besked om og leveret opdateringer,
herunder sikkerhedsopdateringer, er totalharmoniserende, hvorfor det ikke
er muligt at fravige disse i forbindelse med gennemførelsen af direktiverne
i dansk ret.
Justitsministeriet finder på den baggrund ikke anledning til at ændre lov-
forslaget, men bemærker hertil, at der ikke er tale om en mangel i henhold
til den foreslåede bestemmelse i købelovens § 75 d, stk. 1, hvis parterne har
indgået en aftale, der opfylder kravene i den foreslåede bestemmelse i kø-
belovens § 75 d, stk. 5.
2.8. Ændring af digitalt indhold og digitale tjenester
Danske Medier bemærker, at adgangen til at ændre aftaler om digitalt ind-
hold og digitale tjenester giver anledning til tvivl og derfor bør defineres
nærmere. Det anføres, at det er uklart, hvilke ændringer sælger har ret til at
foretage uden en udtrykkelig godkendelse fra forbrugeren.
Side 16/39
Det fremgår af bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i købelovens
§ 77 b, om ændring af digitalt indhold og digitale tjenester, at bestemmelsen
finder anvendelse, når sælger ensidigt ændrer indholdet eller tjenesten i lø-
bet af aftalens løbetid på en sådan måde, at den ikke længere lever op til
kravene til salgsgenstandens overensstemmelse som fastsat i de foreslåede
bestemmelser i købelovens §§ 75 b-75 d. Bestemmelsen giver sælgeren mu-
lighed for at ændre digitalt indhold og digitale tjenester ud over, hvad der
er nødvendigt for at holde denne eller dette fri for mangler, hvis betingel-
serne i den foreslåede bestemmelse i købelovens § 77 b, er opfyldt.
Bestemmelsen finder derimod ikke anvendelse i de tilfælde, hvor køber og
sælger indgår aftale om en ny levering af det digitale indhold eller den di-
gitale tjeneste, f.eks. som følge af udsendelse af en ny version af indholdet
eller tjenesten.
Justitsministeriet bemærker, at det fremgår af delbetænkningen, at det er
udvalgets forståelse, at begrebet ”ændring” omfatter ændringer af sælgers
aftalemæssige forpligtelser, dvs. ændringer, der ikke ligger inden for det
oprindeligt aftalte. Som eksempel kan nævnes, at hvis sælger og forbruger
har indgået aftale om, at forbrugeren har adgang til det til enhver tid væ-
rende indhold på en streamingtjeneste, vil sælger kunne fjerne eller tilføje
materiale, uden der er tale om en ændring i direktivets forstand.
Justitsministeriet bemærker derudover, at hvis en ændring har negativ virk-
ning på køberens adgang til eller anvendelse af det digitale indhold eller
den digitale tjeneste, vil køberen være berettiget til at ophæve købet, med-
mindre den negative virkning er uvæsentlig. Justitsministeriet finder, at vur-
deringen af, i hvilket omfang en ændring har negativ indvirkning på en kø-
bers anvendelse af eller adgang til det digitale indhold eller en digital tje-
neste, skal fastslås objektivt under hensyn til arten af og formålet med det
pågældende indhold eller den pågældende tjeneste og til den kvalitet, funk-
tionalitet, kompatibilitet samt de øvrige hovedegenskaber, der er alminde-
lige for digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type.
Justitsministeriet bemærker afslutningsvis, at bestemmelsen om ændring af
digitalt indhold og digitale tjenester i direktivet om digitalt indhold er total-
harmoniserende. Direktivet beskriver ikke nærmere, hvad der skal betragtes
som en ændring i direktivets forstand, end hvad allerede fremgår af lov-
forslaget. Udarbejdelse af lovbemærkninger skal ske i overensstemmelse
med direktivet. Hvis et direktiv er totalharmoniserende, sætter direktivtekst
Side 17/39
og præambelbetragtninger rammerne for, hvad der kan beskrives i bemærk-
ningerne, og hvor uddybende disse kan være. Det betyder, at der må udvises
varsomhed med f.eks. at indsætte eksempler i bemærkningerne, der ikke
fremgår af direktivet, da det i sidste ende er EU-domstolen, der fortolker
EU-retten. På den baggrund finder Justitsministeriet ikke anledning til at
foreslå at indsætte yderligere eksempler i bemærkningerne.
2.9. Handelsmæssige garantier
Dansk Bilbrancheråd opfordrer til, at der laves en henvisning til markeds-
føringslovens § 17 i købelovens § 86 a, eller at varedirektivets artikel 17
implementeres fuldt ud i købeloven for at sikre forståelsen, særligt set i lyset
af, at sælger risikerer bødestraf for ikke at udstede en egentlig garantierklæ-
ring.
Justitsministeriet bemærker, at den foreslåede bestemmelse i købelovens §
86 a ikke pålægger hverken sælgeren eller producenten at give forbrugeren
en handelsmæssig garanti, ligesom det er op til garantigiveren, hvilket nær-
mere indhold en eventuel handelsmæssig garanti skal have.
Udvalget har vurderet, at varedirektivets artikel 17, stk. 1, der regulerer
parternes aftalemæssige forpligtelser i relation til garantier, bør implemen-
teres i købeloven, da loven i forvejen regulerer netop parternes rettigheder
og forpligtelser i forbindelse med købsaftaler og retsvirkningerne heraf.
Udvalget har vurderet, at varedirektivets artikel 17, stk. 2 og 3, der inde-
holder regler om formkrav til garantier og virkningen af manglende over-
holdelse heraf, bør implementeres i markedsføringsloven. Det skyldes bl.a.,
at markedsføringsloven allerede indeholder bestemmelser om netop form-
krav.
Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser om implementering af va-
redirektivets artikel 17 i henholdsvis købeloven og markedsføringsloven, og
lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse hermed. Det bemærkes i den
forbindelse, at kun overtrædelse af markedsføringslovens bestemmelser om
handelsmæssige garantier er strafsanktioneret.
2.10. Sælgers ret til at ophæve købet
Side 18/39
Autobranchen Danmark og Dansk Bilbrancheråd foreslår, at sælgeren
skal have ret til at ophæve et køb, hvis omkostningerne til udbedring af flere
mangler over en periode samlet set bliver uforholdsmæssige.
SMVdanmark bemærker, at det inden for markedet for salg af brugte gen-
stande, herunder især komplicerede teknologiske genstande, såsom biler,
ikke sker sjældent, at der konstateres flere køberetlige mangler ved en gen-
stand inden for reklamationsperioden. SMVdanmark foreslår derfor, at der
indføres en ret for sælger til at ophæve aftalen, hvis omkostningerne til ud-
bedre forskellige mangler samlet set når et omfang, der må anses for ufor-
holdsmæssigt. Det bemærkes, at dette vil være særlig relevant ved species-
køb, hvor sælger ikke har mulighed for at foretage omlevering.
Ifølge varedirektivets artikel 13, stk. 2, kan forbrugeren for at få varen bragt
i overensstemmelse vælge mellem afhjælpning og omlevering, medmindre
den valgte beføjelse ville være umulig eller i forhold til den anden beføjelse
ville påføre sælgeren udgifter, der ville være uforholdsmæssigt store under
hensyn til alle omstændigheder, herunder den værdi, varen ville have, hvis
den var mangelfri, manglens betydning, og om den alternative beføjelse
kunne foretages uden væsentlig ulempe for forbrugeren.
Ifølge direktivet om digitalt indholds artikel 14, stk. 2, har forbrugeren ret
til at få det digitale indhold eller den digitale tjeneste bragt i overensstem-
melse (dvs. få salgsgenstanden gjort fri for mangler), medmindre dette vil
være umuligt eller vil påføre den erhvervsdrivende omkostninger, der vil
være uforholdsmæssigt store, under hensyntagen til alle sagens omstændig-
heder, herunder værdien, som det digitale indhold eller den digitale tjeneste
ville have, hvis der ikke var tale om manglende overensstemmelse, og den
manglende overensstemmelses betydning.
De nævnte bestemmelser i direktiverne er implementeret i den foreslåede
bestemmelse i købelovens § 78 a. Justitsministeriet bemærker, at direktiver-
nes bestemmelser er totalharmoniserende, hvorfor det ikke er muligt at fra-
vige disse i forbindelse med implementeringen. Ministeriet bemærker tillige,
at der altid skal foretages en konkret vurdering af, hvad der betragtes som
uforholdsmæssigt under inddragelse af alle sagens omstændigheder.
Justitsministeriet finder på den baggrund ikke anledning til at ændre lov-
forslaget.
Side 19/39
2.11. Ikke uvæsentlighed som betingelse for ophævelse
AutoBranchen Danmark, Dansk Bilbrancheråd, Dansk Erhverv,
Dansk Industri, De Danske Bilimportører og SMVdanmark tilslutter sig
mindretallets opfattelse, hvorefter det ikke vil være i overensstemmelse med
varedirektivet og direktivet om digitalt indhold at opretholde en bestem-
melse om, at køberen i visse tilfælde kan hæve købet, selv om manglen er
uvæsentlig.
AutoBranchen Danmark foreslår, at forbrugeren i tilfælde af, at der er tale
om en ikke-væsentlig mangel, kun kan kræve et forholdsmæssigt afslag.
Dansk Bilbrancheråd foreslår, at forbrugere af motorkøretøjer fratages
muligheden for ophævelse i tilfælde af uvæsentlige mangler og i stedet hen-
vises til at kræve manglen udbedret andetsteds for sælgers regning eller et
forholdsmæssigt afslag. Forslaget vil tilgodese forbrugerhensynet, sam-
fundsøkonomien (da ophævelse i sådanne tilfælde har væsentlige økonomi-
ske konsekvenser for sælgeren) og den grønne omstilling. Alternativt kan
der gives sælgeren en udvidet afhjælpningsret på teknisk komplicerede kø-
retøjer. Dansk Bilbrancheråd bemærker desuden, at ophævelse på baggrund
af uvæsentlige mangler kan give særlige problemstillinger ved forhandle-
rens konkurs, hvor forbrugerens krav på købesummen er et simpelt krav,
mens konkursboet har krav på at få bilen tilbageleveret.
Dansk Erhverv vurderer, det vil være i strid med direktiverne at tillade hæ-
veadgang ved uvæsentlige mangler. Vurderingen er baseret på direktivernes
opbygning, ordlyd, præambelbetragtninger og tilblivelse, hvor EU-Kom-
missionen i første udkast havde en bestemmelse, der tillod forbrugerne at
hæve købet, selv om manglen var uvæsentlig. Denne bestemmelse blev dog
fjernet undervejs og erstattet af en bestemmelse, der slår fast, at der ikke kan
hæves, hvis manglen er uvæsentlig. Det er endvidere Dansk Erhvervs klare
opfattelse, at den foreslåede bestemmelse i købelovens § 78 b, stk. 2, 4. pkt.,
er mere vidtgående end den gældende § 78, stk. 4, da forbrugeren vil kunne
hæve købet, selv om manglen er uvæsentlig, når der ikke er sket afhjælpning
eller omlevering –også når manglen ikke kan afhjælpes eller varen ikke kan
ombyttes, eller dette er uforholdsmæssigt. Dansk Erhverv anfører tillige, at
det er uhensigtsmæssigt i forhold til den grønne omstilling at tillade forbru-
gerne at hæve købet for en mangel, der er uvæsentlig og dermed ikke har
indflydelse på produktets brugbarhed.
Side 20/39
Dansk Industri finder det tvivlsomt, om den nuværende retstilstand kan
opretholdes og henstiller til, at man holder øje med, hvordan dette punkt i
direktiverne implementeres i de øvrige lande, og om nødvendigt ændrer den
danske implementering.
Efter den gældende købelovs § 78, stk. 1, nr. 4, kan et køb ophæves, hvis
salgsgenstanden lider af en mangel, der ikke er uvæsentlig. Købelovens §
78, stk. 4, omhandler den situation, hvor salgsgenstanden lider af en man-
gel, og hvor sælgeren ikke opfylder krav eller tilbud om afhjælpning eller
omlevering inden for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for
køberen. I de situationer kan køberen bl.a. kræve ophævelse af købet – også
selv om manglen i udgangspunktet kun var uvæsentlig.
Af varedirektivets artikel 13, stk. 5, og direktivet om digitalt indholds artikel
14, stk. 6, fremgår, at forbrugeren ikke er berettiget til at ophæve aftalen,
hvis manglen kun er uvæsentlig (dog kun, når der er betalt en pris for digi-
talt indhold eller digitale tjenester). Dette svarer til den gældende købelovs
§ 78, stk. 1. Der tages ikke i direktivernes artikler specifik stilling til den
efterfølgende situation, hvor sælgeren ikke afhjælper en mangel eller omle-
verer salgsgenstanden inden for rimelig tid, som beskrevet i den gældende
købelovs § 78, stk. 4.
Det fremgår imidlertid udtrykkeligt af varedirektivets præambelbetragtning
nr. 50, der omhandler forbrugerens rettigheder ved konstaterede mangler,
at forbrugeren bør have ret til at kræve og opnå et afslag i prisen eller op-
hævelse af aftalen uden yderligere ventetid, hvis sælgeren ikke har afhjulpet
eller omleveret varen inden for rimelig tid. Betragtningen retter sig mod alle
mangler uanset omfang. Der kan også henvises til præambelbetragtning nr.
65 i direktivet om digitalt indhold.
Med støtte heri og i det i øvrigt anførte i præambelbetragtning nr. 50-52 i
varedirektivet og nr. 62-65 i direktivet om digitalt indhold, er det Justitsmi-
nisteriets vurdering, at retstilstanden efter den gældende købelovs § 78, stk.
4, kan opretholdes i forbindelse med direktivernes gennemførelse i dansk
ret.
Den ret til enten et forholdsmæssigt afslag i prisen eller til ophævelse af
købsaftalen, som forbrugeren har efter ordlyden af varedirektivets artikel
13, stk. 4, når sælgeren ikke vil bringe varen i overensstemmelse inden for
Side 21/39
en rimelig tid, må således nødvendigvis skulle eksistere ved siden af bestem-
melsen i varedirektivets artikel 13, stk. 5, hvorefter forbrugeren ikke er be-
rettiget til at ophæve aftalen, hvis manglen kun er uvæsentlig. Udover at
dette resultat støttes af den udtrykkelige ordlyd i varedirektivets præambel-
betragtning nr. 50, støttes resultatet også af en formålsfortolkning, jf. hen-
synet til et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, som er fremhævet i formålsbe-
stemmelserne i artikel 1 i begge direktiver. Endelig støttes resultatet af en
konsekvensbetragtning, da det ville kunne hindre direktivets effektive virk-
ning, hvis sælgeren bevidst kunne undlade at bringe varen i overensstem-
melse inden for en rimelig tid ved mangler af mindre væsentlig karakter.
Dette resultat er med andre ord udtryk for den balance mellem rettigheder
og forpligtigelser mellem aftaleparterne, som søges opnået, jf. varedirekti-
vets præambeltragtning nr. 53, der knytter sig til varedirektivets artikel 13,
stk. 5.
Justitsministeriet har noteret sig høringsparternes bemærkninger. Det er
dog ministeriets vurdering, at den danske retstilstand kan og bør oprethol-
des af hensyn til forbrugerbeskyttelsen.
Det foreslås i § 78 b, stk. 2, 1. og 2. pkt., at køberen ikke er berettiget til at
ophæve købet, hvis manglen er uvæsentlig, og at sælgeren har bevisbyrden
for, at manglen er uvæsentlig. Det betyder, at ud over at betingelserne i det
foreslåede stk. 1 skal være opfyldt, er det endvidere som udgangspunkt et
krav, at manglen ikke er uvæsentlig, for at køberen skal kunne ophæve kø-
bet. Det er i den forbindelse sælgeren, der har bevisbyrden for, at manglen
er uvæsentlig.
Det foreslås endvidere i § 78 b, stk. 2, 4. pkt., at 1. pkt. i øvrigt ikke berører
køberens ret til ophævelse af købet, når afhjælpning eller omlevering ikke
er sket. Det betyder, at køberens ret til ophævelse af købet, når afhjælpning
eller omlevering slet ikke er sket, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 1, 1. led, ikke
berøres af det foreslåede stk. 2, 1. pkt. Når afhjælpning eller omlevering slet
ikke er sket, vil køberen således have ret til at ophæve købet, uanset om
manglen er uvæsentlig.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at forslaget om, at købe-
ren skal have ret til at ophæve købet, når en uvæsentlig mangel ikke udbed-
res ved afhjælpning eller omlevering, er en videreførelse af gældende ret,
jf. den gældende købelovs § 78, stk. 4, hvorefter køberen kan hæve, hvis
Side 22/39
afhjælpning eller omlevering ikke er sket inden for rimelig tid, uanset om
manglen er uvæsentlig eller ej.
2.12. Tilbagelevering og tilbagebetaling ved ophævelse af aftaler
AutoBranchen Danmark og Dansk Bilbrancheråd foreslår, at forbruge-
ren i de tilfælde, hvor købsaftalen om en bil ophæves, men bilen hændeligt
går under, jf. den gældende købelovs § 58, inden bilen tilbageleveres til sæl-
geren, skal forpligtes til at tilbagelevere det, der er trådt i stedet for bilen
(dvs. forsikringssummen) til sælgeren, hvis bilen er kaskoforsikret. Det an-
føres, at i mange tilfælde har køberen fået udbetalt en forsikringssum fra sit
forsikringsselskab. I sådanne tilfælde bør køber ikke have ret til både købe-
summen og forsikringssummen ved bilens hændelige undergang.
Danske Medier opfordrer til, at den foreslåede bestemmelse i købelovens
§ 78 c, stk. 2, udvides til andre produkter, hvor det af hensyn til varens be-
skaffenhed ikke giver mening at kræve en tilbagelevering af salgsgenstan-
den, og hvor det ofte er rimeligt, at sælger får tilkendt en værdi af den nytte,
som køberen har haft af genstanden. Det kan f.eks. være relevant ved leve-
ring af trykte medieproduktioner såsom aviser, tidsskrifter og magasiner.
I forhold til høringssvaret fra AutoBranchen Danmark og Dansk Bilbran-
cheråd bemærker Justitsministeriet indledningsvis, at den foreslåede be-
stemmelse i købelovens § 78 e viderefører den gældende § 58 om salgsgen-
standens hændelige undergang mv. i forbrugerkøb. Bestemmelsen medfører
således ikke indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.
Det foreslås i § 78 e, at når køberen tilbageleverer salgsgenstanden, skal
denne være i væsentlig samme stand og mængde, som den var i ved leverin-
gen, medmindre salgsgenstanden er gået til grunde eller forandret som
følge af en hændelig begivenhed, genstandens egen beskaffenhed eller for-
anstaltninger, der var nødvendige for dens undersøgelse, eller som blev
truffet, inden den mangel, der medfører ophævelse af købet, blev opdaget
eller burde være opdaget. Det indebærer, at køberen i de nærmere angivne
tilfælde ikke er forpligtet til at tilbagelevere salgsgenstanden i væsentlig
samme stand og mængde, som den var i ved leveringen. I disse tilfælde kan
køberen således hæve købet og få købesummen tilbage, selv om salgsgen-
standen leveres tilbage til sælgeren i forringet stand eller eventuelt slet ikke
leveres tilbage, fordi den er gået til grunde.
Side 23/39
Den af Den af AutoBranchen Danmark og Dansk Bilbrancheråd skitserede
situation synes alene at omfatte tilfælde, hvor en bil f.eks. totalskades i pe-
rioden mellem, at køberen ophæver købet og tilbageleverer bilen. Den skit-
serede situation må antages at opstå i et relativt begrænset antal tilfælde i
praksis. På den baggrund, og da forslaget ikke ændrer gældende ret, finder
Justitsministeriet ikke anledning til at ændre lovforslaget.
I forhold til høringssvaret fra Danske Medier bemærker Justitsministeriet,
at den foreslåede bestemmelse i købelovens § 78 c, stk. 2, hvorefter sælgeren
ved ophævelse af købet skal tilbagebetale alle beløb, der er betalt i henhold
til aftalen, og køberen for sælgerens regning skal tilbagelevere salgsgen-
standen til sælgeren, jf. dog de foreslåede bestemmelser i købelovens § 78
d, stk. 5, og § 78 e, gennemfører varedirektivets artikel 16, stk. 3, som er
totalharmoniserende. Det er således ikke muligt at fastsætte nationale reg-
ler om, at køberen ikke skal tilbagelevere salgsgenstanden.
Direktivet giver dog mulighed for at regulere andre konsekvenser af at op-
hæve en aftale end dem, der er fastsat i direktivet, f.eks. konsekvenserne ved
forringelse af varernes værdi eller ødelæggelse eller bortkomst af varen.
Denne mulighed er udnyttet i den foreslåede bestemmelse i købelovens § 78
e, hvorefter salgsgenstanden skal tilbageleveres i væsentlig samme stand og
mængde, som den var i ved leveringen, medmindre salgsgenstanden er gået
til grunde eller forandret som følge af en hændelig begivenhed, genstandens
egen beskaffenhed eller foranstaltninger, der var nødvendige for dens un-
dersøgelse, eller som blev truffet, inden den mangel, der medfører ophæ-
velse af købet, blev opdaget eller burde være opdaget.
Det fremgår videre af den foreslåede bestemmelse i købelovens § 78 c, stk.
2, 2. pkt., at når digitalt indhold eller en digital tjeneste skal leveres over en
periode, og indholdet eller tjenesten i en periode forud for ophævelsen af
købet var fri for mangler, omfatter tilbagebetalingen til køberen den peri-
ode, hvor indholdet eller tjenesten var mangelfuld, og den periode, der ville
have resteret, hvis købet ikke var blevet ophævet. Bestemmelsen gennemfø-
rer direktivet om digitalt indholds artikel 16, stk. 1, som er totalharmonise-
rende.
Justitsministeriet bemærker i forlængelse heraf, at der med det foreslåede
stk. 2 ikke tilsigtes ændringer i gældende dansk retspraksis i relation til an-
det end digitalt indhold og digitale tjenester. Efter gældende retspraksis kan
Side 24/39
en køber, der har haft nytte af en salgsgenstand, mens den har været i kø-
berens besiddelse, således efter omstændighederne blive pålagt at godtgøre
sælgeren værdien af nytten, når aftalen ophæves (i praksis som et fradrag
for nytteværdi i den købesum, som sælgeren skal tilbagebetale). Det gælder
også for varer med digitale elementer.
På den baggrund finder Justitsministeriet ikke anledning til at ændre lov-
forslaget.
2.13. Mangler der konstateres inden for 30 dage
Bilbranchen, Dansk Industri, De Danske Bilimportører og SMVdan-
mark tilslutter sig flertallets anbefaling om, at der ikke skal indføres en sær-
regel om mangler, der konstateres inden for 30 dage.
Forbrugerrådet Tænk tilslutter sig mindretallets forslag om, at forbruge-
ren skal have ret til at vælge en specifik misligholdelsesbeføjelse, hvis en
mangel opdages inden for en periode efter levering, der ikke overskrider 30
dage. Der bør således indføres hjemmel til, at forbrugeren kan kræve øje-
blikkelig omlevering eller ophævelse undtagen i de tilfælde, hvor det er
umuligt eller påfører sælgeren uforholdsmæssige omkostninger. Baggrun-
den for forslaget er bl.a., at det ikke er rimeligt, at en forbruger skal indle-
vere en helt ny vare til reparation umiddelbart efter at have modtaget varen.
Varedirektivet giver mulighed for at indføre en bestemmelse, hvorefter for-
brugeren kan vælge en specifik misligholdelsesbeføjelse, hvis en mangel
konstateres inden for 30 dage efter leveringen. Justitsministeriet har noteret
sig, at et stort flertal af udvalgets medlemmer ikke finder, at der bør sondres
mellem mangler, der opdages inden henholdsvis efter 30 dage. Justitsmini-
steriet er enig i flertallets vurdering og finder derfor ikke anledning til at
ændre lovforslaget.
2.14. Undersøgelsesgebyr
APPLiA Danmark og Consumer Electronics Danmark, Dansk Erhverv
og Dansk Industri tilslutter sig flertallets indstilling om, at der ikke bør
indføres et totalforbud mod undersøgelsesgebyrer.
Dansk Erhverv bemærker, at danske detailhandlende i nogle situationer
forbeholder sig retten til at opkræve et undersøgelsesgebyr, hvis det viser
Side 25/39
sig, at den mangel, som forbrugeren klager over, er selvforskyldt eller ud-
tryk for almindelig slitage. Det er rimeligt, at den enkelte forhandler kan
opkræve et undersøgelsesgebyr i tilfælde, hvor produktet viser sig ikke at
have en køberetlig mangel, men forhandleren alligevel har haft udgifter til
undersøgelse heraf. Det giver også forbrugerne et incitament til at overveje
klagens rimelighed. Det bemærkes, at forbrugeren i forbindelse med rekla-
mation skal være oplyst om risikoen for et gebyr og gebyrets størrelse. Der-
udover må gebyret ikke være urimeligt stort. Dansk Erhverv bemærker, at
muligheden for at opkræve et undersøgelsesgebyr ikke udgør en risiko for
forbrugerens rettigheder, men at manglende mulighed for at kunne opkræve
undersøgelsesgebyrer vil føre til flere uberettigede klager og påføre de er-
hvervsdrivende store omkostninger.
Dansk Industri bemærker, at et totalforbud vil pålægge sælgeren at betale
for omkostningerne ved undersøgelse af salgsgenstanden i tilfælde, hvor
genstanden viser sig ikke at lide af en mangel, dvs. i tilfælde, hvor sælgeren
har opfyldt sin del af aftalen ved at levere en mangelfri ydelse til forbruge-
ren. Det vil være urimeligt og stille danske detailsælgere ringere end langt
hovedparten af de europæiske konkurrenter. Et totalforbud vil udelukke
muligheden for at foretage en konkret vurdering af det enkelte gebyrs rime-
lighed i situationer, hvor salgsgenstanden ikke lider af en køberetlig mangel.
Et totalforbud vil åbne en mulighed for chikanøs adfærd fra forbrugere, der
af den ene eller anden grund har set sig sure på en sælger. Undersøgelses-
gebyrer kan, hvis der er et politisk ønske om at regulere området, reguleres
på en mere proportional måde end ved et totalforbud.
Autobranchen Danmark, SMVdanmark og Dansk Bilbrancheråd til-
slutter sig flertallets indstilling om, at der ikke bør indføres et totalforbud
mod undersøgelsesgebyrer og foreslår desuden, at der indføres en hjemmel
i købeloven til, at sælger kan opkræve et undersøgelsesgebyr og eventuelt
andre uberettigede afholdte omkostninger, hvis det solgte ikke lider af en
køberetlig mangel, såfremt forbrugeren er varslet herom på forhånd. Auto-
branchen Danmark foreslår alternativt, at kunden afskæres retten til at få
manglen afhjulpet, hvis kunden afviser betaling af et rimeligt undersøgel-
sesgebyr.
Forbrugerrådet Tænk tilslutter sig mindretallets forslag om, at der indfø-
res et totalforbud mod undersøgelsesgebyrer. Dette begrundes med hensynet
til forbrugerbeskyttelsen, da sådanne gebyrer udhuler forbrugernes ret til at
udøve deres misligholdelsesbeføjelser, fordi mange forbrugere vil afholde
Side 26/39
sig fra at reklamere, hvis det indebærer, at de løber en økonomisk risiko.
Det må særligt antages at gøre sige gældende for produkter af ringere værdi.
Baggrunden for forslaget er endvidere hensynet til den grønne omstilling,
da det er Forbrugerrådet Tænks opfattelse, at undersøgelsesgebyrer er en
dørstopper for gennemførelse af levetidsforlængende reparationer. Det skyl-
des, at der er tilfælde, hvor det bedre kan betale sig for forbrugerne at købe
et nyt produkt end at løbe risikoen for at skulle betale et undersøgelsesgebyr.
I de tilfælde, hvor det er åbenlyst, at forbrugeren udøver chikane mod den
erhvervsdrivende eller lignende, kan der indføres en undtagelse til totalfor-
buddet.
FDM tilslutter sig mindretallets forslag om, at der bør indføres et totalfor-
bud mod undersøgelsesgebyrer og fremhæver, at der i det mindste bør ind-
føres et forbud mod undersøgelsesgebyrer i formodningsperioden. Bilers
høje pris, de høje reparationsomkostninger og forbrugerens behov for bilen
hver dag gør, at forbrugerne ofte nødsages til at acceptere krav om undersø-
gelsesgebyrer for at undgå uoverskueligheden ved, at bilen f.eks. er uanven-
delig i en periode som følge af fejlen. Det kan medføre retstab for visse
forbrugere og vil i praksis betyde, at forbrugeren risikerer – stik mod lovens
intentioner – at komme til at deltage økonomisk i egentlig afhjælpning. Hen-
synet til at sikre forbrugeren mod de beskrevne urimeligheder vægter efter
FDMs vurdering højere end hensynet til beskyttelse af den erhvervsdrivende
mod tilsvarende misbrug fra forbrugerens side.
Justitsministeriet bemærker, at det følger af gældende retspraksis, at hvis
en salgsgenstand indleveres til undersøgelse med henblik på afhjælpning
mv., og det ved undersøgelse af salgsgenstanden konstateres, at den er be-
hæftet med en mangel, må sælgeren ikke opkræve et undersøgelsesgebyr.
Hvis det derimod konstateres enten, at salgsgenstanden ikke er defekt eller,
at genstanden måske nok er defekt, men at der ikke foreligger en køberetlig
mangel, f.eks. fordi defekten skyldes forbrugerens forkerte håndtering af
genstanden, kan sælgeren kræve et undersøgelsesgebyr, hvis forbrugeren
på forhånd er blevet gjort udtrykkeligt bekendt hermed.
Justitsministeriet har noteret sig, at et stort flertal af udvalgets medlemmer
finder, at der ikke bør indføres et totalforbud mod undersøgelsesgebyrer.
Justitsministeriet er enig i flertallets overvejelser og bemærker, at gældende
retspraksis balancerer hensynet til forbrugere og erhvervsliv.
Side 27/39
2.15. Den absolutte reklamationsfrist
APPLiA Danmark og Consumer Electronics Danmark, AutoBranchen
Danmark, Bilbranchen, Dansk Autogenbrug, Dansk Erhverv, Dansk
Industri, De Danske Bilimportører og SMVdanmark tilslutter sig fler-
tallets anbefaling om, at den absolutte reklamationsfrist ikke bør forlænges
ud over, hvad direktiverne kræver, da der ikke er fornødent grundlag herfor.
APPLiA Danmark og Consumer Electronics Danmark anfører, at der
ikke er evidens for, at en forlængelse af reklamationsfristen vil have en ef-
fekt på den grønne omstilling, og at en forlængelse formentlig vil fordyre
produkterne og skabe urealistiske forventninger hos både forbrugere og po-
litikere. Det anføres, at 22 af 26 EU-lande har samme reklamationsfrist som
Danmark. Det anføres bl.a., at man er uenig i mindretallets anvendelse af
data om den grønne effekt af en længere reklamationsfrist, og at den gen-
nemsnitlige levetid for hvidevarer ifølge Energistyrelsen er 9-18 år.
AutoBranchen Danmark bemærker, at der ikke er evidens for, at produ-
center ikke generelt laver produkter, der er langtidsholdbare, og at reklama-
tionsfristen ikke er en holdbarhedsgaranti. Dertil kommer, at et produkts
holdbarhed afhænger af, hvor godt det er blevet behandlet og vedligeholdt.
Det gør sig især gældende for biler. Herudover er det ofte ikke producenten
selv, der sælger produktet, men forhandlere, som ikke har noget med pro-
duktionen at gøre. En længere reklamationsfrist vil derfor ikke bidrage til
den grønne omstilling, men vil tværtimod bevirke, at flere gamle biler vil
blive skrottet før tid, fordi det ikke er rentabelt at sælge dem, eller blive
eksporteret til udlandet. En forlængelse af reklamationsfristen vil føre til, at
flere mindrebemidlede forbrugere ikke vil have råd til en bil, eller måske vil
bevæge sig ud i et civilkøb, hvor bilen købes som beset, og de dermed ingen
rettigheder eller klagemuligheder har. Endelig vil en forlængelse af fristen
medføre, at virksomhederne skal bruge endnu flere ressourcer på uberetti-
gede reklamationssager, hvilket i sidste ende kan gøre, at de må hæve prisen.
Bilbranchen bemærker, at en længere reklamationsfrist ikke i sig selv fører
til mere holdbare produkter. Fristen har alene betydning for, hvor lang tid
efter et køb en forbruger kan klage over en fejl. Det bemærkes også, at langt
de fleste fejl opstår inden for kortere tid efter købet. Tiltag, der skal øge
produkters levetid og dermed bidrage til den grønne omstilling, skal der-
imod være mere målrettede. En række fornuftige, målrettede tiltag er i gang
på EU-niveau, hvilket også er det rette lovgivningsniveau for sådanne tiltag.
Side 28/39
Da biler og motorcykler er teknisk komplicerede varer, kan det være for-
bundet med betydelige omkostninger for forhandlerne bare at håndtere en
reklamation og undersøge varen. Jo længere reklamationsfrist, jo længere
tid er forhandleren forpligtet til at håndtere reklamationen. Omkostningerne
hertil vil ende hos forbrugerne i form af højere priser. Dertil kommer risi-
koen for konflikter med forbrugerne. Ved en ændring af balancen mellem
forbruger- og erhvervssidens interesser, f.eks. i form af længere reklamati-
onsfrist, kan det også blive sværere for forbrugere at sælge deres brugte bil
eller motorcykel. Den erhvervsdrivende vil enten give mindre for den, kun
formidle salget eller helt afstå fra at købe den eller formidle salget. Hvis
flere salg sker ved de såkaldte formidlingssalg, vil det ikke være til gavn for
forbrugernes interesser, da køber så skal rette sit krav mod en privat sælger.
Dansk Erhverv bemærker, at der ikke er dokumentation for, at en længere
reklamationsfrist vil føre til længere produktholdbarhed og gavne den
grønne omstilling. Der er ikke under udvalgsarbejdet fremlagt dokumenta-
tion for, at produkterne holder længere i de lande, hvor reklamationsfristen
er længere end i Danmark, og langt størstedelen af EU’s medlemslande har
en reklamationsfrist på to år. En længere reklamationsfrist vil påføre danske
forhandlere store omkostninger i en tid, hvor de i forvejen er hårdt pressede
på grund af coronapandemien. Dertil kommer, at to års reklamationsfrist er
udtryk for en passende balance mellem forbrugernes rettigheder og virk-
somhedernes forpligtelser. Dansk Erhverv henviser til en undersøgelse fo-
retaget af EU-Kommissionen, som viser, at mangler i 87 pct. af sagerne viste
sig inden for det første år, mens kun 4 pct. viste sig efter to år. Dansk Er-
hverv bemærker i den forbindelse, at det er vigtigt at holde sig for øje, at
reklamationsfristen ikke er en holdbarhedsgaranti. Man risikerer, at en læn-
gere reklamationsfrist blot vil føre til flere reklamationer, som forbrugeren
ikke får medhold i, men som vil kræve store ressourcer for de erhvervsdri-
vende at behandle, og som vil føre til flere sager i Forbrugerklagenævnet.
Desuden er det ikke sandsynligt, at det danske marked skulle være i stand
til at presse store internationale producenter til at ændre deres produktions-
metoder. En længere reklamationsfrist vil i mange tilfælde betyde, at danske
forhandlere selv vil skulle dække omkostningerne ved mangler, der viser sig
efter to år, da leverandører i langt de fleste tilfælde kun dækker mangler de
første to år. Det vil medføre forhøjede priser for forbrugerne og gøre de
danske forhandlere ekstra sårbare i forhold til udenlandske konkurrenter.
Side 29/39
Dansk Industri bemærker, at en forlængelse af reklamationsfristen vil for-
skyde balancen mellem forbruger- og erhvervsinteresser i de danske forbru-
gerkøbsregler væsentligt uden, at de erhvervsdrivende får totalharmonise-
ring i EU til gengæld. Der er endvidere ingen dokumentation for, at en for-
længelse af reklamationsfristen generelt skulle have en hverken direkte eller
indirekte positiv effekt på den grønne omstilling – så meget desto mindre
må dette gælde en isoleret dansk forlængelse. Som også udvalgets flertal
peger på, er der behov for mere målrettede tiltag for at øge produkters leve-
tid og dermed bidrage til den grønne omstilling. En række fornuftige, mål-
rettede tiltag er i gang på EU-niveau, hvilket er det rette lovgivningsniveau-
for sådanne tiltag.
De Danske Bilimportører mener ikke, at hensynet til den grønne omstilling
kan anvendes som et særligt velunderbygget argument for en forlængelse af
reklamationsfristen, da der ikke er dokumentation for en effekt på den
grønne omstilling, og da det er vanskeligt at kvantificere de positive effekter
ved en forlængelse af reklamationsfristen. De Danske Bilimportører anser
antagelserne om, at en forlænget reklamationsfrist vil bidrage til bedre hold-
barhed, som tvivlsomme, særligt når dette ikke er omfattet af totalharmoni-
seringen i direktiverne Derudover påpeges det, at en forlængelse af rekla-
mationsfristen kan risikere at forøge omkostningerne i salgsleddet og med-
føre forhøjede forbrugerpriser. De Danske Bilimportører anfører, at nye
drivlinjer i form af elbiler vil bidrage til produktmæssig forenkling og der-
med forbedret holdbarhed og færre reparationer. Potentialet for en generel
forbedring af bilers holdbarhed gennem nationale særregler er desuden be-
grænset, henset til at det danske marked ingen selvstændig effekt har på fa-
brikanterne, som producerer til hele det europæiske marked. Forbedringer i
holdbarhed er i højere grad påvirket af den tekniske regulering i EU, herun-
der gennem retten til reparation og reguleringen af producentansvar.
SMVdanmark bemærker, at der ikke er dokumentation for, at en forlæn-
gelse af reklamationsfristen vil have betydning for den grønne omstilling.
En ændring af reklamationsfristen i Danmark vil ikke have en tilstrækkelig
betydning for producenterne til, at de vil ændre på holdbarheden af deres
produkter på internationalt plan. Til dette formål er fælleseuropæiske krav
til produktholdbarhed og fremstilling mere egnede instrumenter. En forlæn-
gelse af fristen vil også medføre en såkaldt reklamationsklemme, forhøjede
priser for forbrugerne og skade den danske konkurrenceevne. Endelig be-
mærkes, at en differentieret reklamationsfrist vil komplicere købeloven.
Side 30/39
Danmarks Naturfredningsforening, FDM, Forbrugerrådet Tænk, Rå-
det for Grøn Omstilling og WWF Verdensnaturfonden støtter mindre-
tallets forslag om en forlængelse af den absolutte reklamationsfrist til seks
år for varige forbrugsgoder, f.eks. biler og hårde hvidevarer, og tre år for
resterende forbrugsgoder, f.eks. tøj. Subsidiært foreslår Forbrugerrådet
Tænk, at man ved en forlængelse af reklamationsfristen ud over to år, kan
indføre en regel om reparation som den primære eller eneste misligholdel-
sesbeføjelse, som forbrugeren kan gøre gældende efter de to år.
FDM bemærker, at de særlige forhold, der er gældende for biler og andre
varige forbrugsgoder, ikke synes at være tilstrækkelig adresseret i delbe-
tænkningen. FDM henviser til, at mange af de samme hensyn bag, at der for
byggemateriel ikke eksisterer nogen absolut reklamationsfrist, også gør sig
gældende for varige forbrugsgoder, herunder biler. FDM er ikke bekymret
for eventuelle afgrænsningsproblemer i forbindelse med en differentieret re-
klamationsfrist og mener, at det bør være muligt at definere kategorierne, så
vanskeligheder minimeres. FDM’s viden om norske forhold inden for bil-
området giver heller ikke anledning til bekymring i relation til afgrænsnin-
gen ved en differentieret reklamationsfrist. En forlængelse af reklamations-
fristen vurderes ikke at have betydning for danske virksomheders konkur-
renceevne inden for bilhandel, ligesom det sjældent forekommer, at en bil-
forhandler pålægges at omlevere en fabriksny bil. Det bemærkes, at en
række udenlandske bilproducenter frivilligt tilbyder forbrugerne en garanti
og fortsat er konkurrencedygtige. FDM er således ikke bekymret for, at en
længere reklamationsfrist vil skade danske virksomheders konkurrence-
evne.
Forbrugerrådet Tænk bemærker, at en ændring af reklamationsfristen vil
sikre en bedre balance mellem forbrugere og erhvervsdrivende, og at den
nuværende reklamationsfrist på to år ikke er udtryk for en rimelig balance –
særligt ikke for varige forbrugsgoder. Det har formodningen imod sig, at de
fleste mangler vil vise sig inden for to år, hvilket understøttes af IDA’s ana-
lyse om reparation af varige forbrugsgoder, der bl.a. viser, at 36 pct. af de
produkter, der gik i stykker, var mellem to og fem år gamle, og at 26 pct.
var mellem fem og ti år gamle. Hvis man vil sikre, at forbrugere kan anvende
holdbarhed som et objektivt kriterium ved mangelsvurderingen, bør man
forlænge reklamationsfristen, så forbrugeren får mulighed for at reklamere
efter to år. En forlængelse af reklamationsfristen vil desuden have en positiv
indvirkning på den grønne omstilling, da det vil skabe adfærdsændringer
hos både erhvervsdrivende og producenter, som vil have incitament til at
Side 31/39
ændre varesortiment og produktdesign hen imod mere holdbare produkter,
og forbrugere, som i højere grad vil få repareret produkter frem for at købe
nye. Dette vil formentlig i højere grad gøre sig gældende, jo ældre produktet
er. Dette mønster vil således føre til, at produktionsbelastningen falder, idet
udskiftningen af produkter vil ske sjældnere, når de ældre produkter repare-
res i stedet for at blive kasseret og/eller ombyttet. Forbrugerrådet Tænk be-
mærker, at udvalgsflertallet peger på, at der ikke er fremlagt dokumentation
for, at en forlængelse af reklamationsfristen vil føre til mere holdbare pro-
dukter. Hertil bemærkes, at der heller ikke findes dokumentation for det
modsatte, da området er nyt, og der fortsat mangler viden herom. Desuden
er det et kendt argument fra erhvervslivet, at øgede forbrugerrettigheder
medfører højere priser og dårligere konkurrenceevne. Det er dog sjældent
tilfældet, når reglerne rent faktisk udrulles. Det er f.eks. ikke tilfældet i Stor-
britannien, hvor man har en reklamationsfrist på seks år. Derimod vil de
samlede omkostninger for forbrugeren som udgangspunkt blive reduceret
pga. øget produktlevetid og færre udgifter til reparation. En forlænget rekla-
mationsfrist kan vise sig at være et konkurrenceparameter, der styrker de
danske butikker på markedet.
Rådet for Grøn Omstilling anfører, at en forlængelse af reklamationsfri-
sten vil understøtte Ecodesigndirektivet. Som et alternativ eller supplement
til en forlængelse af reklamationsfristen bør det desuden undersøges, om det
er muligt at fjerne moms fra reparation på visse produktgrupper.
VedvarendeEnergi finder, at reklamationsfristen for varige goder bør for-
længes til seks år. Det er vurderingen, at for mange produkter, som burde
holde mere end seks år, går i stykker kort tid efter, at reklamationsfristen på
to år er udløbet. Det gælder også større produkter såsom computerudstyr og
hårde hvidevarer. Det giver anledning til, at relativt nye produkter kasseres,
og at der skal bruges energi og ressourcer til at producere nye.
Justitsministeriet bemærker, at reklamationsfristen er en klagefrist. Ved at
reklamere inden for fristen har forbrugeren adgang til at forsøge at gøre
gældende, at der er en mangel ved salgsgenstanden. Når fristen er udløbet,
uden at der er reklameret, har forbrugeren ikke længere adgang til at gøre
en eventuel mangel gældende over for sælgeren, medmindre der f.eks. er
givet en garanti, der rækker ud over to år. Parternes mellemværende er der-
med endeligt afsluttet. En reklamation inden for reklamationsfristen er ikke
ensbetydende med, at der foreligger en køberetlig mangel, som sælgeren er
Side 32/39
forpligtet til at udbedre ved afhjælpning (reparation), omlevering eller an-
dre misligholdelsesbeføjelser. For at forbrugeren får misligholdelsesbefø-
jelser, skal forbrugeren bl.a. bevise, at der er en kvalitetsafvigelse/fejl mv.
ved salgsgenstanden, og at denne var til stede på leveringstidspunktet. Det
bemærkes hertil, at i formodningsperioden formodes fejlen at have været
tilstede på det relevante tidspunkt.
Den absolutte reklamationsfrist i købeloven er to år, jf. § 83, stk. 1. Ud-
gangspunktet efter varedirektivet er en reklamationsfrist på mindst to år for
varer og varer med digitale elementer. Det gælder dog ikke, hvis en aftale
om varer med digitale elementer foreskriver løbende levering af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste i mere end to år. I så fald skal forbrugeren
kunne gøre mangler ved det digitale element gældende i hele den periode,
hvor det skal leveres ifølge aftalen.
Udgangspunktet efter direktivet om digitalt indhold er en reklamationsfrist
på mindst to år for digitalt indhold og digitale tjenester, der leveres ved en
eller flere enkeltstående leveringer. Er der tale om løbende levering af di-
gitalt indhold eller digitale tjenester, skal forbrugeren kunne gøre mangler
gældende i hele leveringsperioden.
Ifølge varedirektivet og direktivet om digitalt indhold må reklamationsfri-
sten ikke afskære forbrugeren fra at gøre mangler, som skyldes sælgerens
manglende eller forkerte opdatering, gældende i den periode, hvor sælgeren
er forpligtet til at give forbrugeren besked om og levere opdateringer, her-
under sikkerhedsopdateringer. Perioden kan være længere end den periode,
hvor sælgeren normalt er ansvarlig for mangler, dvs. længere end den sæd-
vanlige absolutte reklamationsfrist.
Ifølge varedirektivet og direktivet om digitalt indhold skal reklamationsfri-
sten være mindst to år i de tilfælde, der ikke er nævnt ovenfor, men direkti-
verne giver mulighed for at indføre en længere frist. Direktiverne giver både
mulighed for en generel forlængelse af reklamationsfristen og for at fast-
sætte reklamationsfrister af forskellig længde for f.eks. forskellige produkt-
kategorier, dvs. en såkaldt differentieret reklamationsfrist.
Justitsministeriet har noteret sig de særlige forhold, der gør sig gældende,
på området for køb og salg af motorkøretøjer, men finder imidlertid ikke
grundlag for at foreslå særlige regler herom.
Side 33/39
Justitsministeriet har noteret, at et flertal af udvalgets medlemmer finder, at
der ikke er grundlag for at forlænge reklamationsfristen ud over direktiver-
nes udgangspunkt på to år – heller ikke ved en differentieret reklamations-
frist.
Justitsministeriet bemærker på den ene side, at en forlængelse af reklama-
tionsfristen kan være til gavn for forbrugerbeskyttelsen, og at der eventuelt
kan være en afledt effekt heraf på den grønne omstilling, men der ses ikke
at være dokumentation for en sådan effekt.
Justitsministeriet bemærker på den anden side, at en forlængelse af rekla-
mationsfristen vil medføre merudgifter for staten i form af udgifter til flere
sager ved Forbrugerklagenævnet og udgøre en økonomisk byrde for et i for-
vejen hårdt trængt erhvervsliv. Erhvervslivet kan efter omstændighederne
blive nødt til at sætte prisen på deres produkter op for at imødegå risikoen
for tab, hvilket kan skade danske virksomheders konkurrenceevne, ligesom
der er risiko for, at byrden overvæltes på forbrugerne. Dertil kommer, at en
differentieret reklamationsfrist, hvor der f.eks. sondres mellem varige for-
brugsgoder og øvrige forbrugsgoder, vil kunne give anledning til en række
vanskelige afgrænsningsproblemer med deraf følgende uklarhed og øget po-
tentiale for tvister.
Efter en samlet vurdering finder Justitsministeriet ikke anledning til at fore-
slå en forlængelse af den absolutte reklamationsfrist ud over direktivernes
udgangspunkt.
2.16. Den relative reklamationsfrist
De Danske Bilimportører tilslutter sig udvalgets vurdering, hvorefter den
relative reklamationsfrist ikke kan opretholdes for så vidt angår digitalt ind-
hold og digitale tjenester, og forslaget om, at der fastsættes en periode på to
måneder efter endt løbende levering af digitalt indhold og digitale tjenester,
hvor forbrugeren kan reklamere over mangler ved indholdet eller tjenesten.
Justitsministeriet er enig heri, og lovforslaget er udarbejdet i overensstem-
melse hermed.
2.17. Formodningsreglen
Side 34/39
AutoBranchen Danmark, Dansk Erhverv, Dansk Industri, De Danske
Bilimportører og SMVdanmark tilslutter sig flertallets anbefaling om, at
formodningsperioden ikke forlænges ud over et år på varedirektivets om-
råde.
AutoBranchen Danmark anfører, at det er særdeles byrdefuldt, at formod-
ningsperioden skal udvides til mindst et år, og at der er tale om en fordobling
af den gældende periode. Det kan være meget svært for en sælger at bevise,
om en påberåbt mangel vedrørende en sliddel på en brugt bil var til stede på
leveringstidspunktet/under udvikling eller ikke var til stede. En udvidelse af
formodningsperioden vil medføre, at bilforhandlere ikke tør sælge ældre,
brugte biler af frygt for, at de ikke kan løfte bevisbyrden og dermed får flere
udgifter til udbedring af mangler. Det vil betyde, at forhandlerne er nødt til
at sætte priserne op på bilerne for, at de kan få dækket deres meromkostnin-
ger til reklamationssager. AutoBranchen Danmark opfordrer på det kraftig-
ste til, at formodningsperioden ikke udvides til længere end et år, da en læn-
gere periode vil ødelægge det professionelle brugtbilssalg i Danmark og
uomtvisteligt fordyre bilernes pris. Det forudses, at salget af ældre biler mel-
lem private, hvor forbrugerbeskyttelsen ikke gælder, vil forøges. Autobran-
chen opfordrer til, at der laves en særbestemmelse for brugte varer, hvis det
er muligt, eller at ændre de nuværende regler, således at forbrugerens ret-
tigheder og sælgeres forpligtelser er mere afbalancerede.
Dansk Autogenbrug anfører, en forlængelse af formodningsperioden til ét
år er byrdefuld i almindelighed og for autobranchen i særdeleshed. En for-
modningsperiode på et år kan medføre, at der markedsføres færre brugte
genstande og stigende priser, hvilket vil resultere i en ringere konkurrence-
evne. Øgede omkostninger ved en længere formodningsperiode kan desu-
den indebære, at forhandlere vil afstå fra at markedsføre billigere, men fort-
sat levedygtige biler.
Dansk Bilbrancheråd bemærker, at den af direktiverne følgende forlæn-
gelse af formodningsperioden fra seks måneder til et år vil medføre forøgede
omkostninger til reparation for sælgerne og mærkbare konsekvenser for for-
brugerne i form af højere priser for det billigere bilsegment, dvs. biler i pris-
klassen op til 30.000 kr. Dansk Bilbrancheråd opfordrer til, at der i højere
grad tages hensyn til, at bilmarkedet er et særegent marked. Stort set enhver
defekt, som en bil lider af, vil have været under udvikling siden produktion,
og biler slides generelt i en helt anden grad end andre produkter, som følge
af deres anvendelse. Det er f.eks. Dansk Bilbrancheråds opfattelse, at sælger
Side 35/39
kun i ganske få tilfælde vil være i stand til at løfte sin bevisbyrde ved for-
modningsreglen. Da Danmark ikke er et bilproducerende land, vil længere
frister til forbrugerne ikke medføre produkter med en længere holdbarhed.
Tværtimod kan det føre til, at der sælges færre billige biler. Desuden er der
relativt få tvister om køb af biler. Samlet set frygter man dyrere biler, at
færre billigere biler sælges brugt, og at flere bilsalg vil foregå som civile
salg uden om købelovens regler om forbrugerkøb.
Dansk Erhverv bemærker, at udgangspunktet i dansk ret er, at den part, der
fremsætter et krav, også har bevisbyrden for, at kravet er berettiget. For-
modningsreglen er en afvigelse fra dette princip, og princippet bør ikke fra-
viges mere, end direktivet kræver. Derudover har det formodningen imod
sig, at et produkt skulle fungere upåklageligt i op til to år for så at gå i styk-
ker på grund af en mangel, der var til stede på købstidspunktet.
De Danske Bilimportører bemærker, at der ikke foreligger dokumentation
for, at en forlængelse af formodningsperioden vil kunne understøtte den
grønne omstilling.
SMVdanmark bemærker, at forlængelsen af formodningsperioden til et år
i forvejen vil udgøre en stor udfordring for det danske marked for billigere
brugte biler. Ved sådanne biler kan omkostningerne ved forlængelsen af for-
modningsperioden risikere at udgøre beløb, der nærmer sig bilens pris. Den
øgede forbrugerbeskyttelse er således ikke uden omkostninger og kan skade
mobiliteten i det danske samfund, hvis det medfører, at de billigere brugte
biler ikke længere kan sælges i Danmark, men skal ophugges eller sendes
til udlandet. Dette har tillige negative miljømæssige konsekvenser.
VedvarendeEnergi støtter, at formodningsperioden forlænges fra seks må-
neder til et år for relevante produkter.
Forbrugerrådet Tænk og FDM tilslutter sig mindretallets forslag om, at
formodningsperioden forlænges til to år på varedirektivets område.
Forbrugerrådet Tænk anfører, at en forlængelse af formodningsperioden
vil sikre en bedre og mere rimelig balance i forholdet mellem forbrugerne
og de erhvervsdrivende, ligesom det vil støtte den grønne omstilling. Den
erhvervsdrivende vil i langt de fleste tilfælde have bedre kendskab til pro-
dukterne end forbrugerne. Den erhvervsdrivende, som den professionelle og
sagkyndige part, bør have det nødvendige kendskab til f.eks. et komplekst
Side 36/39
produkt og er derfor er den nærmeste til at be- eller afkræfte, om produktet
lider af en oprindelig mangel.
Formodningsreglen regulerer, om det er sælgeren eller forbrugeren, der
har bevisbyrden for, at en fejl, kvalitetsafvigelse mv. forelå på leveringstids-
punktet og derfor udgør en mangel i køberetlig forstand. I formodningspe-
rioden er det sælgeren, der har bevisbyrden for, at fejlen mv. ikke var til
stede på leveringstidspunktet. Når formodningsperioden udløber, er det for-
brugeren, der skal bevise, at fejlen mv. var til stede på leveringstidspunktet.
En reklamation inden for en eventuel forlænget formodningsperiode er ikke
ensbetydende med, at der foreligger en køberetlig mangel, som sælgeren er
forpligtet til at rette op på ved afhjælpning (reparation), omlevering eller
andre misligholdelsesbeføjelser. For at forbrugeren får misligholdelsesbe-
føjelser, skal forbrugeren således fortsat føre bevis for, at der foreligger en
fejl/kvalitetsafvigelse mv.
Formodningsperioden i gældende dansk ret er seks måneder.
Ifølge varedirektivet skal formodningsperioden for varer forlænges til
mindst et år, men medlemsstaterne kan vælge at forlænge perioden til to år.
Det følger af varedirektivet, at ved varer med digitale elementer, hvor købs-
aftalen foreskriver en løbende levering af det digitale indhold eller den di-
gitale tjeneste i en periode på op til to år, er sælgeren ansvarlig for eventu-
elle mangler ved det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der opstår
eller bliver synlige inden to år, efter at varerne med digitale elementer blev
leveret. Hvis aftalen foreskriver løbende levering i mere end to år, er sæl-
geren ansvarlig for mangler i det digitale indhold eller den digitale tjeneste,
der opstår eller bliver synlige inden for den periode, hvor det digitale ind-
hold eller den digitale tjeneste skal leveres i henhold til købsaftalen. Sælge-
ren har bevisbyrden i hele perioden.
Efter direktivet om digitalt indhold er formodningsperioden et år fra leve-
ringstidspunktet for så vidt angår en eller flere enkeltstående leveringer af
digitalt indhold eller digitale tjenester henholdsvis hele aftalens løbetid for
så vidt angår aftaler om løbende levering over en periode. Direktivet om
digitalt indhold giver ikke medlemsstaterne mulighed for at forlænge for-
modningsperioden.
Side 37/39
Justitsministeriet er enig i udvalgets vurdering af, at varedirektivet og di-
rektivet om digitalt indhold nødvendiggør en række ændringer af formod-
ningsreglen i dansk ret i relation til varer med digitale elementer og løbende
levering af digitalt indhold og digitale tjenester. Dertil kommer, at formod-
ningsreglen for digitalt indhold eller digitale tjenester, der leveres ved en
eller flere enkeltstående leveringer skal fastsættes til et år.
Justitsministeriet har noteret sig, at et flertal af udvalgets medlemmer fin-
der, at der ikke er grundlag for at forlænge formodningsperioden ud over
varedirektivets udgangspunkt.
Justitsministeriet bemærker på den ene side, at en forlængelse af formod-
ningsperioden kan være til gavn for forbrugerbeskyttelsen, og at der even-
tuelt kan være en afledt effekt heraf på den grønne omstilling, men der ses
ikke at være dokumentation for en sådan effekt.
Justitsministeriet bemærker på den anden side, at der allerede med direkti-
verne skal indføres en længere formodningsperiode end hidtil i dansk ret.
Direktivernes udgangspunkt er således udtryk for en øget forbrugerbeskyt-
telse, fordi den gældende formodningsperiode for varer fordobles fra seks
måneder til et år, og der indføres en særlig formodningsperiode for digitalt
indhold og digitale tjenester, herunder når de indgår i varer med digitale
elementer. Dertil kommer, at perioden på et år svarer til formodningsperi-
oden for aftaler om en eller flere enkeltstående leveringer i direktivet om
digitalt indhold, hvor medlemsstaterne ikke har mulighed for at forlænge
perioden, hvorfor en forlængelse af formodningsperioden, hvor det er mu-
ligt, kan skabe unødig komplicering.
Efter en samlet vurdering finder Justitsministeriet ikke anledning til at fore-
slå at forlænge formodningsperioden ud over et år i de tilfælde, hvor det er
muligt.
2.18. Reklamationsfristen ved køb af brugte genstande
Dansk Erhverv, FDM og SMVdanmark og støtter udvalgets anbefaling
om ikke at indføre en kortere reklamationsfrist for brugte genstande end for
øvrige salgsgenstande.
Dansk Erhverv og FDM anfører dog, at hvis der indføres en længere re-
klamationsfrist end direktivernes udgangspunkt, herunder f.eks. for varige
Side 38/39
forbrugsgoder, kan saglige hensyn tilsige, at der indføres en kortere rekla-
mationsfrist for brugte genstande.
AutoBranchen Danmark opfordrer til, at der indføres en kortere reklama-
tionsfrist for brugte genstande, da det kan være særdeles byrdefuldt for sæl-
ger at håndtere reklamationer ved biler, som indeholder mange slidkompo-
nenter og bruges dagligt, hvorfor der naturligt er behov for løbende vedli-
geholdelse.
Bilbranchen foreslår, at der indføres regler, der giver sælger og forbruger
mulighed for at indgå aftale om en reklamationsfrist på ned til et år ved køb
af brugte genstande af en vis alder, og at sælgeren skal bære bevisbyrden for
genstandens alder.
Dansk Autogenbrug opfordrer til, at der indføres mulighed for, at køber og
sælger ved handel med brugte genstande kan aftale en reklamationsfrist på
ned til et år, da det vil sikre brugte genstande den fornødne konkurrencekraft
og anspore forbrugere til at overveje at købe brugt. For sælgere af ældre,
brugte biler er det særdeles byrdefuldt at bære ansvaret for bilen i to år fra
leveringstidspunktet. Det skyldes, at forbrugere anvender biler på daglig ba-
sis, og at der er mange sliddele i en bil, der løbende, naturligt er nødsaget til
at blive udskiftet.
Den nuværende købelov indeholder ikke en særlig reklamationsfrist for
brugte genstande. Varedirektivet giver mulighed for, at medlemsstaterne
kan fastsætte, at sælgeren og forbrugeren kan indgå en aftale om en kortere
reklamationsfrist for brugte genstande, dog ikke under et år. Direktivet om
digitalt indhold giver ikke en tilsvarende mulighed.
Justitsministeriet bemærker, at en bestemmelse, der knytter retsvirkninger
til sondringen mellem brugte og nye genstande, kan give afgrænsningspro-
blemer i praksis. Desuden handler tvister ved køb af brugte varer ofte om at
fastlægge standarden for varen. En forkortet reklamationsfrist vil forment-
lig ikke bidrage til løsningen heraf.
Flere af hørningsparterne bemærker, at hvis den absolutte reklamationsfrist
forlænges, kan det tale for, at muligheden for, at parterne kan aftale en kor-
tere reklamationsfrist for brugte genstande, skal benyttes. Med lovforslaget
foreslås ikke at forlænge den absolutte reklamationsfrist ud over, hvad di-
rektiverne kræver.
Side 39/39
På den baggrund finder Justitsministeriet ikke anledning til at foreslå en
særregel om reklamationsfristen for brugte genstande. Det foreslås således
at fastholde den gældende reklamationsfrist på som udgangspunkt to år.
2.19. Civilretligt ansvar for producenterne
Forbrugerrådet Tænk finder, at der bør indføres regler om, at både produ-
center og sælgere skal være ansvarlige over for forbrugeren for mangler ved
salgsgenstanden, således at forbrugeren kan gøre misligholdelsesbeføjelser
gældende over for begge. Selv om det ligger uden for udvalgets kommisso-
rium, mener Forbrugerrådet Tænk, at der bør indføres regler herom, når man
alligevel er i gang med en større revision af købeloven. Regler om produ-
centers civilretlige ansvar vil dels bidrage til en bedre forbrugerbeskyttelse,
dels kunne give en positiv, indirekte effekt på den grønne omstilling.
Justitsministeriet bemærker, at lovforslaget har til formål at gennemføre va-
redirektivet og direktivet om digitalt indhold, der vedrører aftaleforholdet
mellem sælgere og forbrugere.
Justitsministeriet har noteret sig forslaget fra Forbrugerrådet Tænk om, at
både sælgeren og producenten skal være direkte ansvarlig over for forbru-
geren for mangler ved salgsgenstanden. Justitsministeriet bemærker hertil,
at dette vil udgøre et grundlæggende brud med princippet om, at en aftale
kun skaber rettigheder og forpligtelser for dens direkte parter. Justitsmini-
steriet finder derfor ikke anledning til at foreslå et sådant producentansvar.


Retsudvalget 2020-21
L 223 - Bilag 1
Offentligt