Fremsat den 28. april 2021 af klima-, energi- og forsyningsministeren (Dan Jørgensen)

Fremsat den 28. april 2021 af klima-, energi- og forsyningsministeren (Dan Jørgensen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om miljøvenligt design af energirelaterede produkter,
produktenergimærkningsloven, lov om radioudstyr og elektromagnetiske
forhold og lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester1)
(Tilpasning af kontrolbeføjelser m.v. i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1020/2019/EU af
20. juni 2019 om markedsovervågning og produktoverensstemmelse og om ændring af direktiv 2004/42/EF og forordning
765/2008/EF og 305/2011/EU m.v.)
§ 1
I lov om miljøvenligt design af energirelaterede
produkter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1093 af 1. november
2019, foretages følgende ændringer:
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF af
21. oktober 2009 om rammerne for fastlæggelse af krav til
miljøvenligt design af energirelaterede produkter (omarbejd‐
ning), EU-Tidende 2009, nr. L 285, side 10, som ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25.
oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv
2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv
2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-Tidende 2012, nr. L 315, side
1, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2018/2002/EU af 11. december 2018 om ændring
af direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet, EU-Tidende
2018, nr. L 328, side 210. Loven gennemfører Europa-Par‐
lamentets og Rådets direktiv 1999/94/EF af 13. december
1999 om adgang til forbrugeroplysninger om brændstoføko‐
nomi og CO2-emissioner i forbindelse med markedsføring
af nye personbiler, EF-Tidende 2000, nr. L 12, side 16. Lo‐
ven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Eu‐
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/30/EU af 26.
februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes lovgiv‐
ning om elektromagnetisk kompatibilitet, EU-Tidende 2014,
nr. L 96, side 79, dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/53/EU af 16. april 2014 om harmonisering af
medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse af radioudstyr
på markedet og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF, EU-Ti‐
dende 2014, nr. L 153, side 62, og dele af Kommissionens
direktiv 2008/63/EF af 20. juni 2008 om konkurrence på
markederne for teleterminaludstyr, EU-Tidende 2008, nr. L
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF af 21. oktober 2009 om rammerne
for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter (omarbejdning), EU-Tidende 2009, nr. L 285, side 10, som ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU
samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-Tidende 2012, nr. L 315, side 1, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2018/2002/EU af 11. december 2018 om ændring af direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet, EU-Tidende 2018, nr. L 328, side 210,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/94/EF af 13. december 1999 om adgang til forbrugeroplysninger om brændstoføkonomi og CO2-emissioner
i forbindelse med markedsføring af nye personbiler, EF-Tidende 2000, nr. L 12, side 16, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/30/EU
af 26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet, EU-Tidende 2014, nr. L 96, side 79,
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/53/EU af 16. april 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse af
radioudstyr på markedet og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF, EU-Tidende 2014, nr. L 153, side 62, dele af Kommissionens direktiv 2008/63/EF af
20. juni 2008 om konkurrence på markederne for teleterminaludstyr, EU-Tidende 2008, nr. L 162, side 20, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2018/1972/EU af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (omarbejdning), EU-Tidende 2018,
nr. L 321, side 36. I loven er der medtaget visse bestemmelser fra Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1020/2019/EU af 20. juni 2019 om
markedsovervågning og produktoverensstemmelse og om ændring af direktiv 2004/42/EF og forordning 765/2008/EF og 305/2011/EU, EU-Tidende
2019, nr. L 169, side 1. Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i
loven er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningens umiddelbare gyldighed i Danmark.
Lovforslag nr. L 224 Folketinget 2020-21
Klima-, Energi- og Forsyningsmin.,
Energistyrelsen, j.nr. 2019-96362
DB000312
162, side 20. I loven er der medtaget visse bestemmelser fra
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1020/EU af
20. juni 2019 om markedsovervågning og produktoverens‐
stemmelse og om ændring af direktiv 2004/42/EF og forord‐
ning 765/2008/EF og 305/2011/EU, EU-Tidende 2019, nr.
L 169, side 1. Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder
en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen
af disse bestemmelser i loven er således udelukkende be‐
grundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningens
umiddelbare gyldighed i Danmark.«
2. Overalt i loven bortset fra i § 10, stk. 1, og § 13, stk. 4
og 5, ændres »Erhvervsministeren« til: »Kontrolmyndighe‐
den«, og »erhvervsministeren« ændres til: »kontrolmyndig‐
heden«, og »erhvervsministerens« ændres til: »kontrolmyn‐
dighedens«.
3. I § 2 indsættes før nr. 1 som nyt nummer:
»1) Bemyndiget repræsentant: Enhver fysisk eller juridisk
person, der er etableret i EU/EØS, og som har fået
skriftlig fuldmagt fra producenten, herunder fabrikan‐
ten, til i dennes navn at opfylde alle eller en del af
forpligtelserne efter loven, regler fastsat i medfør af
loven, en gennemførelsesforanstaltning eller markeds‐
overvågningsforordningen.«
Nr. 1 bliver herefter nr. 2.
4. I § 2, nr. 1, der bliver nr. 2, ændres »distribution eller
anvendelse i EU/EØS, enten mod betaling eller gratis.« til:
»distribution, forbrug eller anvendelse i EU/EØS som led i
erhvervsvirksomhed, mod eller uden vederlag.«
5. I § 2 indsættes efter nr. 1, der bliver nr. 2, som nye numre:
»3) Distributør: Enhver fysisk eller juridisk person i for‐
syningskæden, bortset fra producenten, herunder fabri‐
kanten, eller importøren, som gør et produkt tilgænge‐
ligt på markedet.
4) Erhvervsdrivende: Producenten, herunder fabrikanten,
den bemyndigede repræsentant, importøren, distributø‐
ren, udbyderen af distributionstjenester eller enhver an‐
den fysisk eller juridisk person, der har forpligtelser
i forbindelse med fremstillingen, tilgængeliggørelsen
på markedet eller ibrugtagningen af produkter, som er
omfattet af loven eller regler fastsat i medfør af loven
eller en gennemførelsesforanstaltning for produktet.«
Nr. 2-3 bliver herefter nr. 5-6.
6. I § 2 indsættes efter nr. 3, der bliver nr. 6, som nyt
nummer:
»7) Fabrikant: Enhver fysisk eller juridisk person, som
fremstiller et produkt eller får et produkt konstrueret
eller fremstillet og markedsfører dette produkt under sit
navn eller varemærke, og som er identisk med begrebet
”producent” i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt
design af energirelaterede produkter og i denne lovs
forstand.«
Nr. 4 bliver herefter nr. 8.
7. I § 2 indsættes efter nr. 4, der bliver nr. 8, som nyt
nummer:
»9) Gøre tilgængelig på markedet: Enhver levering af et
produkt med henblik på distribution, forbrug eller an‐
vendelse på EU-markedet som led i erhvervsvirksom‐
hed mod eller uden vederlag.«
Nr. 5-8 bliver herefter nr. 10-13.
8. I § 2 indsættes efter nr. 8, der bliver nr. 13, som nyt
nummer:
»14) Onlinegrænseflade: Enhver form for software, herun‐
der et websted, dele af et websted eller en applikation,
der drives af eller på vegne af en erhvervsdrivende, og
som giver slutbrugere adgang til den erhvervsdriven‐
des produkter.«
Nr. 9 bliver herefter nr. 15.
9. I § 2, nr. 9, der bliver nr. 15, indsættes efter »omsætning
eller ibrugtagning: », og som markedsfører dette produkt«,
og efter »egen anvendelse« indsættes: », herunder en fabri‐
kant som defineret i markedsovervågningsforordningen arti‐
kel 3, nr. 8, jf. § 2, nr. 7«.
10. I § 2 indsættes efter nr. 9, der bliver nr. 15, som nye
numre:
»16) Udbyder af distributionstjenester: Enhver fysisk eller
juridisk person, der som led i erhvervsvirksomhed
udbyder mindst to af følgende tjenester: oplagring,
emballering, adressering og forsendelse uden at ha‐
ve ejerskab over de pågældende produkter, undtagen
posttjenester som defineret i artikel 2, nr. 1, i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF om fælles
regler for udvikling af Fælleskabets indre marked for
posttjenester og disse tjenesters kvalitet, pakkeleve‐
ringstjenester som defineret i artikel 2, nr. 2, i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 644/2018/EU om
grænseoverskridende pakkeleveringstjenester, og alle
andre posttjenester eller godstransporttjenester.
17) Udbyder af informationssamfundstjenester: En udby‐
der af en tjeneste som defineret i artikel 1, stk.
1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets direk‐
tiv 2015/1535/EU om en informationsprocedure med
hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for in‐
formationssamfundets tjenester.«
11. § 2, nr. 10, ophæves.
12. I § 3 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast‐
sætte regler eller træffe beslutninger med henblik på at gen‐
nemføre eller anvende EU-regler om forhold, der er omfattet
af denne lov, herunder forordninger, direktiver, afgørelser
og beslutninger om miljøvenligt design af energirelaterede
produkter. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler
om forbud og påbud samt sanktioner ved manglende over‐
holdelse af forordninger, direktiver, afgørelser og beslutnin‐
ger.«
2
13. I § 4, stk. 1, ændres »producent, som bringer produktet
i omsætning, eller dennes repræsentant.« til: » producent,
herunder fabrikant, som bringer produktet i omsætning, eller
dennes bemyndigede repræsentant.«
14. I § 4, stk. 2, indsættes efter »Er producenten«: », her‐
under fabrikanten, « og efter »ingen« indsættes: »bemyndi‐
get«.
15. I § 4, stk. 3, indsættes efter »stk. 1«: »en udbyder af
distributionstjenester, og findes der ikke en udbyder af dis‐
tributionstjenester, påhviler ansvaret efter stk. 1«.
16. I § 7, stk. 2, nr. 1, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
17. I § 7 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast‐
sætte regler om, at udtagelse af produkter til kontrol efter
stk. 2 kan ske ved brug af skjult identitet«.«
Stk. 3-6 bliver herefter stk. 4-7.
18. I § 7, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter »stk. 2«:
» og 3«.
19. I § 7, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 4 og 5« til:
»stk. 5 og 6«.
20. Efter § 7 indsættes:
»§ 7 a. Den ansvarlige efter § 4, som har bragt et energi‐
relateret produkt i omsætning, eller den erhvervsdrivende,
som har gjort et energirelateret produkt tilgængeligt på mar‐
kedet, skal straks underrette kontrolmyndigheden og samar‐
bejde med myndigheden, hvis vedkommende har grund til
at tro, at det energirelaterede produkt udgør en risiko, og gi‐
ve nærmere oplysninger om produktets manglende overens‐
stemmelse og de foranstaltninger, der er truffet for at fjerne
risikoen. Den erhvervsdrivende skal ligeledes straks under‐
rette den ansvarlige efter § 4 om risikoen og give nærmere
oplysninger om produktets manglende overensstemmelse og
de foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen.
Stk. 2. Udbydere af informationssamfundstjenester skal
på anmodning af kontrolmyndigheden og i særlige tilfælde
samarbejde med kontrolmyndigheden med henblik på at
fremme ethvert tiltag, der træffes, for at eliminere eller, hvis
dette ikke er muligt, begrænse de risici, der er forbundet
med et energirelateret produkt, der udbydes eller var udbudt
til salg online gennem deres tjenester.«
21. I § 8 indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. Den ansvarlige efter § 4 skal angive sit navn,
registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kon‐
taktoplysninger, herunder postadresse, på det energirelatere‐
de produkt, som den ansvarlige bringer i omsætning, eller på
dets emballage, pakken eller et ledsagedokument.
Stk. 3. Den ansvarlige producent, herunder fabrikant, efter
§ 4, stk. 1, skal have en bemyndiget repræsentant, hvor dette
er krævet, og skal give den bemyndigede repræsentant de
fornødne beføjelser eller midler til at udføre opgaven.«
22. Overskriften til kapitel 3 affattes således:
»Kapitel 3
Kontrol m.v.«
23. Før § 10 indsættes som ny overskrift:
»Kontrolmyndighed, oplysningspligt m.v.«
24. § 10, stk. 1, affattes således:
»Erhvervsministeren, eller den ministeren bemyndiger
hertil, fører kontrol med overholdelse af loven, regler fast‐
sat i medfør af loven og gennemførelsesforanstaltninger. Er‐
hvervsministeren, eller den ministeren bemyndiger hertil,
fører endvidere kontrol med, at et energirelateret produkt
er i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i loven,
regler fastsat i medfør af loven eller en gennemførelsesfor‐
anstaltning, og påser, at et energirelateret produkt er i over‐
ensstemmelse med overensstemmelseserklæringen efter § 7,
stk. 1.«
25. I § 10, stk. 2, ændres »tilsyn« til: »kontrol«.
26. I § 10, stk. 3, indsættes efter »efter stk. 1«: , på et sprog,
der er let forståeligt, herunder relevante dokumenter, tekni‐
ske specifikationer, data, oplysninger om overensstemmelse
og tekniske aspekter ved produktet, herunder ligeledes ad‐
gang til indlejret software, oplysninger, som er nødvendige
for at kunne fastslå ejerskabet af en onlinegrænseflade, eller
relevante oplysninger om forsyningskæden, nærmere detal‐
jer for distributionsnettet, mængder af produkter på marke‐
det og andre produktmodeller, der har de samme tekniske
egenskaber som det pågældende produkt«
27. I § 10, stk. 4, indsættes efter »§ 4«: », herunder relevan‐
te dokumenter, tekniske specifikationer, data, oplysninger
om overensstemmelse og tekniske aspekter ved produktet,
herunder ligeledes adgang til indlejret software, oplysninger,
som er nødvendige for at kunne fastslå ejerskabet af en on‐
linegrænseflade, eller relevante oplysninger om forsynings‐
kæden, distributionsnettet, mængder af produkter på marke‐
det og andre produktmodeller, der har de samme tekniske
egenskaber som det pågældende produkt«
28. § 10, stk. 5, ophæves.
29. Efter § 10 indsættes:
»§ 10 a. Kontrolmyndigheden kan i kontroløjemed ind‐
samle og behandle, herunder samkøre, oplysninger fra andre
offentlige myndigheder og fra offentligt tilgængelige kilder.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan i kontroløjemed behand‐
le, herunder samkøre, oplysninger, som myndigheden, ud
over de tilfælde der er nævnt i stk. 1, er i besiddelse af.
Stk. 3. Kontrolmyndigheden kan i kontroløjemed indsam‐
le og behandle, herunder samkøre, ikke-offentligt tilgænge‐
lige oplysninger fra offentlige og private virksomheder og
erhvervs- eller forbrugerorganisationer.
3
Adgang til lokaliteter og transportmidler
§ 10 b. Kontrolmyndigheden har til enhver tid mod be‐
hørig legitimation og uden retskendelse adgang til alle er‐
hvervsmæssige lokaliteter og transportmidler, hvor der kan
findes energirelaterede produkter, med henblik på at kunne
udtage energirelaterede produkter til måling og kontrol af,
at disse er i overensstemmelse med krav i regler fastsat i
medfør af loven eller en gennemførelsesforanstaltning.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan som led i kontrolbesøget
foretage tekniske undersøgelser af et energirelateret produkt
på stedet.
Stk. 3. Kontrolmyndigheden kan som en del af dokumen‐
tationen af kontrolbesøget fotografere og optage video samt
medtage prøver til nærmere analyse eller undersøgelse.
Stk. 4. Kontrolmyndigheden kan være bistået af en eller
flere uafhængige sagkyndige i forbindelse med adgangen
efter stk. 1 og tekniske undersøgelser efter stk. 2.
Stk. 5. Politiet yder om nødvendigt bistand til gennemfø‐
relse af kontrol som nævnt i stk. 1. Klima-, energi- og forsy‐
ningsministeren kan efter forhandling med justitsministeren
fastsætte nærmere regler herom.«
30. Før § 11 indsættes som ny overskrift:
»Forbud, påbud m.v.«
31. § 11 affattes således:
Ȥ 11. Hvis et produkt ikke i overensstemmelse med, eller
en erhvervsdrivende ikke lever op til regler i denne lov,
regler fastsat i medfør af denne lov eller gennemførelses‐
foranstaltninger, kan kontrolmyndigheden træffe følgende
afgørelser over for enhver, der har bragt et produkt i omsæt‐
ning efter § 4, eller som har været et led i afsætningen af et
produkt, eller der erhvervsmæssigt ibrugtager produktet:
1) Påbud om at bringe det energirelaterede produkt i over‐
ensstemmelse med kravene.
2) Påbud om at sikre, at det energirelaterede produkt ikke
udgør en risiko.
3) Påbud om at overholde visse betingelser, inden det
energirelaterede produkt bringes i omsætning eller gø‐
res tilgængeligt på markedet.
4) Påbud om at advare brugerne om de risici, der er ved
produktet, eller at anbringe advarsler på produktet.
5) Påbud om at standse markedsføring, der kan vildlede
brugerne.
6) Forbud mod at bringe produktet i omsætning eller
gøre det tilgængeligt på markedet eller forbud mod
markedsføring eller erhvervsmæssig ibrugtagning af et
energirelateret produkt.
7) Påbud om at tilbagetrække produktet fra markedet.
8) Påbud om at tilbagekalde produktet fra brugerne.
9) Påbud om at destruere produktet på forsvarlig måde
eller på anden vis gøre det ubrugeligt.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden underretter Europa-Kommis‐
sionen og de øvrige medlemsstater om enhver afgørelse i
medfør af stk. 1 med angivelse af årsagerne hertil.
Stk. 3. Kontrolmyndigheden kan lægge undersøgelser af
energirelaterede produkter, som er gennemført i en anden
EU-medlemsstat, og afgørelser, som er truffet i en anden
EU-medlemsstat, til grund og træffe afgørelse i medfør af
stk. 1 eller § 11 b over for erhvervsdrivende, som bringer et
tilsvarende energirelateret produkt i omsætning eller gør det
tilgængeligt på markedet, medmindre kontrolmyndigheden
er nået til den modsatte konklusion på grundlag af sin egen
kontrol.«
32. Efter § 11 indsættes:
Ȥ 11 a. Kontrolmyndigheden kan over for den ansvarlige
efter § 4, der har bragt et energirelateret produkt i omsæt‐
ning, den erhvervsdrivende, der har gjort det energirelatere‐
de produkt tilgængeligt på markedet, og enhver anden er‐
hvervsdrivende, der har en tilknytning til produktet end den,
der har bragt produktet i omsætning eller gjort det tilgænge‐
ligt på markedet, træffe afgørelse om på relevant måde at
bidrage til at begrænse og forhindre risici i at opstå.«
»Indhold på onlinegrænseflader«
»§ 11 b. Kontrolmyndigheden kan påbyde ejeren af en
onlinegrænseflade at ændre eller fjerne indhold, der henviser
til et energirelateret produkt, der ikke er i overensstemmelse
med regler i denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov
eller en gennemførelsesforanstaltning.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan påbyde ejeren af en on‐
linegrænseflade udtrykkeligt at vise en advarsel til slutbru‐
gerne i forbindelse med indhold, der henviser til et energire‐
lateret produkt, der ikke er i overensstemmelse med denne
lov, regler fastsat i medfør af loven eller en gennemførelses‐
foranstaltning, når slutbrugerne får adgang til onlinegrænse‐
fladen.«
Ȥ 11 c. Kontrolmyndigheden kan foranledige blokering
af en onlinegrænseflade, hvis et påbud efter § 11 b ikke er
efterkommet, eller onlinegrænsefladen gentagne gange har
solgt eller formidlet salg af energirelaterede produkter, der
udgør en alvorlig risiko.
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 om blokering af en online‐
grænseflade træffes af retten ved kendelse efter kontrolmyn‐
dighedens begæring. Inden retten træffer afgørelse, skal den
så vidt muligt give parten, som indgrebet retter sig mod,
adgang til at udtale sig. I kendelsen anføres de konkrete
omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne
for indgrebet er opfyldt.
Stk. 3. Det påhviler udbydere af informationssamfundstje‐
nester at bistå kontrolmyndigheden ved gennemførelsen af
kendelser efter stk. 2.
Stk. 4. Kontrolmyndigheden skal påse, at et indgreb efter
stk. 1 ikke opretholdes ud over det tidsrum, hvor grundlaget
for blokeringen er til stede. Kontrolmyndigheden skal af
egen drift eller på foranledning af den, som indgrebet retter
sig mod, træffe afgørelse om ophævelse af blokeringen.
Stk. 5. Fremsætter den, som indgrebet efter stk. 1 retter
sig mod, anmodning om, at blokeringen ophæves, og støttes
denne anmodning på, at der er sket væsentlige ændringer i
indholdet af onlinegrænsefladen, skal kontrolmyndigheden,
hvis blokeringen ikke ophæves i medfør af stk. 4, snarest
muligt indbringe spørgsmålet for retten. Retten afgør ved
4
kendelse, om indgrebet skal opretholdes. Tages en anmod‐
ning ikke til følge, kan ny anmodning ikke fremsættes, før
der er forløbet 3 måneder fra kendelsens afsigelse.«
33. Før § 12 indsættes som ny overskrift:
»Offentliggørelse«.
34. I § 12, stk. 1, indsættes efter »offentliggør«: »resultater
af kontrol og «, og »§ 11, stk. 1-5« ændres til: »§§ 11-11 c«.
35. I § 12, stk. 2, ændres »tilsynsresultater« til: »kontrolre‐
sultater«.
36. Overskriften til kapitel 4 affattes således:
»Kapitel 4
Delegation til andre statslige myndigheder, organer m.v.«
37. § 13, stk. 1, ophæves.
Stk. 2-6 bliver herefter stk. 1-5.
38. I § 13, stk. 2, der bliver stk. 1, ændres »tilsyn« til:
»kontrol«.
39. I § 13, stk. 3, der bliver stk. 2, indsættes efter »klima-,
energi- og forsyningsministeren«: », eller den ministeren
bemyndiger hertil«.
40. I § 13, stk. 4, der bliver stk. 3, udgår i 1. pkt., »tilsyn,«, i
2. pkt., ændres »§ 10, stk. 5« til: »§ 10 b«, og »§ 11« ændres
til: »§§ 11-11 c«.
41. I § 13, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres »tilsyn« til:
»kontrol«, og »stk. 4« ændres til: »stk. 3«.
42. I § 14, stk. 1-6 og 8, ændres »Natur- og Miljøklagenæv‐
net« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«.
43. Kapitel 6 affattes således:
»Kapitel 6
Straf m.v.
Tvangsbøder
§ 14 a. Kontrolmyndigheden kan pålægge udbydere af
informationssamfundstjenester tvangsbøder med henblik på
at gennemtvinge handlinger, som det påhviler udbyderne at
foretage efter §§ 11 b og 11 c.
Straf
§ 15. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, straffes med bøde den, der
1) som ansvarlig efter § 4 eller som erhvervsdrivende,
undlader at opfylde sine forpligtelser efter § 7 a,
2) som ansvarlig efter § 4 undlader at afgive oplysninger,
som vedkommende er forpligtet til at give efter § 10,
stk. 3, eller som erhvervsdrivende undlader at afgive
oplysninger, som er nødvendige for at kunne afgøre,
hvem der er ansvarlig for produktet efter § 10, stk. 4,
3) som ansvarlig efter § 4, erhvervsdrivende eller udbyder
af informationssamfundstjenester afgiver urigtige eller
vildledende oplysninger efter § 7 a, § 8, stk. 1, 2. pkt.,
og § 10, stk. 3 eller 4,
4) ikke har en bemyndiget repræsentant, eller ikke har gi‐
vet den bemyndigede repræsentant de fornødne beføjel‐
ser eller midler til at udføre opgaven, hvor dette kræves
efter § 8, stk. 3,
5) undlader at give kontrolmyndigheden adgang til udta‐
gelse af produkter, som nævnt i § 10 b,
6) overtræder eller undlader at efterkomme en afgørelse
efter §§ 11-11 b, eller
7) omgår eller unddrager sig kontrolmyndighedens kon‐
trol eller forsøger herpå.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i reg‐
ler, der udstedes i medfør af denne lov, fastsætte bødestraf
for overtrædelse af disse regler.
Stk. 3. Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk
fordel, konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9.
kapitel, selv om der ved overtrædelsen ikke er forvoldt
skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor. Kan der ikke
ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved
strafudmåling af bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.
Stk. 4. Har nogen ved én eller flere handlinger eller und‐
ladelser begået flere overtrædelser af denne lov eller regler
fastsat i medfør af denne lov, og medfører overtrædelserne
idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver
overtrædelse. Har nogen ved én eller flere handlinger over‐
trådt denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov
og én eller flere andre love, og medfører overtrædelserne
idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver
overtrædelse af denne lov eller regler fastsat i medfør af
denne lov og bødestraffen for overtrædelsen af den eller de
andre love.
Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 4 kan fraviges, når særlige
grunde taler herfor.
Stk. 6. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske person‐
er) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
§ 2
I produktenergimærkningsloven, lov nr. 1521 af 18.
december 2018, foretages følgende ændringer:
1. Overalt i loven ændres »Tilsynsmyndighed« til: »Kontrol‐
myndighed«, »tilsynsmyndighed« ændres til: »kontrolmyn‐
dighed«, »tilsynsmyndigheden« ændres til: »kontrolmyndig‐
heden«, »Tilsynsmyndigheden« ændres til: «Kontrolmyn‐
digheden«, og »tilsynsmyndighedens« ændres til: »kontrol‐
myndighedens«.
2. Overalt i loven ændres »tilsyn« til: »kontrol«.
3. I § 1, stk. 1, indsættes efter »(energimærkningsfor‐
ordningen)«: »og Europa-Parlamentets og Rådets forord‐
ning 1020/2019/EU af 20. juni 2019 om markedsovervåg‐
ning og produktoverensstemmelse og om ændring af di‐
rektiv 2004/42/EF og forordning nr. 765/2008/EF og nr.
305/2011/EU (markedsovervågningsforordningen)«.
5
4. Overskriften til kapitel 2 affattes således:
»Kapitel 2
Kontrol m.v.«
5. I § 2, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Erhvervsministeren eller den, ministeren bemyndiger
hertil, fører endvidere kontrol med overholdelse af regler
fastsat i energimærkningsforordningen, delegerede retsakter,
markedsovervågningsforordningen og regler fastsat i medfør
af denne lov.«
6. I § 2, stk. 3, indsættes efter »kontrolmyndighedens kon‐
trol efter stk. 1«: », herunder relevante dokumenter, tekniske
specifikationer, data, oplysninger om overensstemmelse og
tekniske aspekter ved produktet, herunder ligeledes adgang
til indlejret software, oplysninger, som er nødvendige for
at kunne fastslå ejerskabet af en onlinegrænseflade, eller re‐
levante oplysninger om forsyningskæden, nærmere detaljer
for distributionsnettet, mængder af produkter på markedet
og andre produktmodeller, der har de samme tekniske egen‐
skaber som det pågældende produkt«
7. I § 2, stk. 4, indsættes efter »hvorfra denne har erhvervet
et energirelateret produkt«: », relevante dokumenter, tekni‐
ske specifikationer, data, oplysninger om overensstemmelse
og tekniske aspekter af produktet, herunder ligeledes adgang
til indlejret software, oplysninger, som er nødvendige for
at kunne fastslå ejerskabet af en onlinegrænseflade, eller re‐
levante oplysninger om forsyningskæden, nærmere detaljer
for distributionsnettet, mængder af produkter på markedet
og andre produktmodeller, der har de samme tekniske egen‐
skaber som det pågældende produkt«
8. Efter § 2 før overskriften før § 3 indsættes:
»§ 2 a. Kontrolmyndigheden kan i kontroløjemed indsam‐
le og behandle, herunder samkøre, oplysninger fra andre
offentlige myndigheder og fra offentligt tilgængelige kilder.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan i kontroløjemed behand‐
le, herunder samkøre, oplysninger, som myndigheden, ud
over de tilfælde der er nævnt i stk. 1, er i besiddelse af.
Stk. 3. Kontrolmyndigheden kan i kontroløjemed indsam‐
le og behandle, herunder samkøre, ikke-offentligt tilgænge‐
lige oplysninger fra offentlige og private virksomheder og
erhvervs- eller forbrugerorganisationer.«
9. I § 3 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Kontrolmyndigheden kan som led i sin kontrol
med overholdelsen af kravene i energimærkningsforordnin‐
gen, delegerede retsakter, markedsovervågningsforordnin‐
gen og regler fastsat i medfør af loven, jf. § 2, stk. 1, udtage
ethvert energirelateret produkt, herunder ved brug af skjult
identitet.«
Stk. 3-6 bliver herefter stk. 4-7.
10. Overskriften før § 4 efter § 3 affattes således:
»Adgang til lokaliteter og transportmidler«.
11. § 4 affattes således:
»§ 4. Kontrolmyndigheden har til enhver tid mod behørig
legitimation og uden retskendelse adgang til alle erhvervs‐
mæssige lokaliteter og transportmidler, hvor der kan findes
energirelaterede produkter, med henblik på at kunne udtage
energirelaterede produkter til måling og kontrol af, at disse
er i overensstemmelse med krav i regler fastsat i medfør af
loven eller en gennemførelsesforanstaltning.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan som led i kontrolbesøget
foretage tekniske undersøgelser af et energirelateret produkt
på stedet.
Stk. 3. Kontrolmyndigheden kan som en del af dokumen‐
tationen af kontrolbesøget fotografere og optage video samt
medtage prøver til nærmere analyse eller undersøgelse.
Stk. 4. Kontrolmyndigheden kan være bistået af en eller
flere uafhængige sagkyndige i forbindelse med adgangen
efter stk. 1 og tekniske undersøgelser efter stk. 2.
Stk. 5. Politiet yder om nødvendigt bistand til gennemfø‐
relse af kontrol som nævnt i stk. 1. Klima-, energi- og forsy‐
ningsministeren kan efter forhandling med justitsministeren
fastsætte nærmere regler herom.«
12. § 5 affattes således:
»§ 5. Kontrolmyndigheden kan for forhold vedrøren‐
de energirelaterede produkter, der strider mod energimærk‐
ningsforordningen, delegerede retsakter, markedsovervåg‐
ningsforordningen, loven eller regler fastsat i medfør af
loven, træffe følgende afgørelser over for enhver, der har
bragt et produkt i omsætning eller taget det i brug, eller som
har været et led i afsætningen af et produkt:
1) Påbud om at bringe forhold vedrørende det energirela‐
terede produkt i overensstemmelse med kravene.
2) Påbud om at sikre, at det energirelaterede produkt ikke
udgør en risiko.
3) Påbud om at overholde visse betingelser, inden det
energirelaterede produkt bringes i omsætning eller gø‐
res tilgængeligt på markedet.
4) Påbud om at advare brugerne om de risici, der er ved
produktet, eller at anbringe advarsler på produktet.
5) Påbud om at standse markedsføring, der kan vildlede
brugerne.
6) Forbud mod at bringe produktet i omsætning, tage det
i brug, gøre det tilgængeligt på markedet eller forbud
mod markedsføring af produktet.
7) Påbud om at tilbagetrække produktet fra markedet.
8) Påbud om at tilbagekalde produktet fra brugerne.
9) Påbud om at destruere produktet på forsvarlig måde
eller på anden vis gøre det ubrugeligt.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan lægge undersøgelser af
energirelaterede produkter, som er gennemført i en anden
EU-medlemsstat, og afgørelser, som er truffet i en anden
EU-medlemsstat, til grund og træffe afgørelse i medfør af
stk. 1 eller § 5 b over for erhvervsdrivende, som bringer et
tilsvarende energirelateret produkt i omsætning eller gør det
tilgængeligt på markedet, medmindre kontrolmyndigheden
er nået til den modsatte konklusion på grundlag af sin egen
kontrol.«
6
13. Efter § 5 indsættes:
Ȥ 5 a. Kontrolmyndigheden kan over for enhver anden
erhvervsdrivende, der har en tilknytning til produktet, end
den, der har gjort det energirelaterede produkt tilgængeligt
på markedet, træffe afgørelse om på relevant måde at bidra‐
ge til at begrænse og forhindre risici i at opstå.
Indhold på onlinegrænseflader
§ 5 b. Kontrolmyndigheden kan påbyde ejeren af en on‐
linegrænseflade at ændre eller fjerne indhold, der henviser
til et energirelateret produkt, der ikke er i overensstemmelse
med de krav, der er fastsat i energimærkningsforordningen,
delegerede retsakter og regler fastsat i medfør af denne lov.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan påbyde ejeren af en on‐
linegrænseflade udtrykkeligt at vise en advarsel til slutbru‐
gerne i forbindelse med indhold, der henviser til et energire‐
lateret produkt, der ikke er i overensstemmelse med denne
lov, regler fastsat i medfør af loven eller en gennemførelses‐
foranstaltning, når slutbrugerne får adgang til onlinegrænse‐
fladen.
§ 5 c. Kontrolmyndigheden kan foranledige blokering af
en onlinegrænseflade, hvis et påbud efter § 5 b ikke er
efterkommet, eller onlinegrænsefladen gentagne gange har
solgt eller formidlet salg af produkter, der udgør en alvorlig
risiko.
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 om blokering af en online‐
grænseflade træffes af retten ved kendelse efter kontrolmyn‐
dighedens begæring. Inden retten træffer afgørelse, skal den
så vidt muligt give parten, som indgrebet retter sig mod,
adgang til at udtale sig. I kendelsen anføres de konkrete
omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne
for indgrebet er opfyldt.
Stk. 3. Det påhviler udbydere af informationssamfundstje‐
nester at bistå kontrolmyndigheden ved gennemførelsen af
kendelser efter stk. 2.
Stk. 4. Kontrolmyndigheden skal påse, at et indgreb efter
stk. 1 ikke opretholdes ud over det tidsrum, hvor grundlaget
for blokeringen er til stede. Kontrolmyndigheden skal af
egen drift eller på foranledning af den, som indgrebet retter
sig mod, træffe afgørelse om ophævelse af blokeringen.
Stk. 5. Fremsætter den, som indgrebet efter stk. 1 retter
sig mod, anmodning om, at blokeringen ophæves, og støttes
denne anmodning af, at der er sket væsentlige ændringer i
indholdet af onlinegrænsefladen, skal kontrolmyndigheden,
hvis blokeringen ikke ophæves i medfør af stk. 4, snarest
muligt indbringe spørgsmålet for retten. Retten afgør ved
kendelse, om indgrebet skal opretholdes. Tages en anmod‐
ning ikke til følge, kan ny anmodning ikke fremsættes, før
der er forløbet 3 måneder fra kendelsens afsigelse.«
14. I § 7, stk. 2, 2. pkt. ændres »§ 4, stk. 1,«: til: »§ 4«, og »§
5« ændres til: », §§ 5-5 c«
15. I § 8, stk. 1, ændres »§ 5, stk. 1-6« til: »§§ 5-5 c«.
16. I § 10 indsættes efter »direktiver«: », afgørelser«.
17. Kapitel 5 affattes således:
»Kapitel 5
Straf m.v.
Tvangsbøder
§ 11 a. Kontrolmyndigheden kan pålægge udbydere af
informationssamfundstjenester tvangsbøder med henblik på
at gennemtvinge handlinger, som det påhviler udbyderne at
foretage efter §§ 5 b og 5 c.
§ 12. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, straffes med bøde den, der
1) som leverandør ikke overholder sine forpligtelser i
henhold til energimærkningsforordningens artikel 3,
stk. 1, 1. eller 3. pkt., eller stk. 2, 3, 4 eller 5,
2) som leverandør ikke overholder sin forpligtelse til at
indlæse de nødvendige oplysninger i produktdataba‐
sen i henhold til energimærkningsforordningens arti‐
kel 4, stk. 1 eller 2, stk. 4, 2. pkt., eller stk. 6, 1. pkt.,
eller artikel 12, stk. 5, eller bilag I, stk. 1 eller stk. 3,
3) som forhandler ikke overholder sine forpligtelser i
henhold til energimærkningsforordningens artikel 5,
4) som leverandør eller forhandler ikke overholder sine
forpligtelser i henhold til energimærkningsforordnin‐
gens artikel 6,
5) som leverandør undlader at afgive oplysninger, som
vedkommende er forpligtet til at give efter § 2, stk. 3,
eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger,
6) som leverandør eller forhandler hindrer adgang til ud‐
tagelse af produkter, jf. § 4,
7) som forhandler undlader at afgive oplysninger, som
vedkommende er forpligtet til at give efter § 2, stk. 4,
eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger,
8) som kunde undlader at afgive oplysninger om, hvorfra
et energirelateret produkt, som er omfattet af en dele‐
geret retsakt, jf. § 2, stk. 5, er erhvervet,
9) som leverandør undlader at efterkomme anmodning
om data i henhold til energimærkningsforordningens
artikel 12, stk. 6,
10) som leverandør undlader at stille en elektronisk udga‐
ve af den tekniske dokumentation til rådighed inden
for 10 dage efter anmodning herom i henhold til ener‐
gimærkningsforordningens artikel 20, stk. 3,
11) overtræder eller undlader at efterkomme en afgørelse
efter § 5, stk. 1, nr. 1-9, §§ 5 a og 5 b eller
12) omgår eller unddrager sig kontrolmyndighedens kon‐
trol eller forsøger herpå.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i reg‐
ler, der udstedes i medfør af denne lov, fastsætte bødestraf
for overtrædelse af disse regler.
Stk. 3. Har nogen ved én eller flere handlinger eller und‐
ladelser begået flere overtrædelser af denne lov eller regler
fastsat i medfør af denne lov, og medfører overtrædelserne
idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver
overtrædelse. Har nogen ved én eller flere handlinger over‐
trådt denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov
og én eller flere andre love, og medfører overtrædelserne
7
idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver
overtrædelse af denne lov eller regler fastsat i medfør af
denne lov og bødestraffen for overtrædelsen af den eller de
andre love.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 3 kan fraviges, når særlige
grunde taler herfor.
Stk. 5. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske person‐
er) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
§ 3
I lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold, jf. lov
nr. 260 af 16. marts 2016, foretages følgende ændringer:
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/30/EU
af 26. februar 2014 om harmonisering af medlemssta‐
ternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet,
EU-Tidende 2014, nr. L 96, side 79, dele af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2014/53/EU af 16.
april 2014 om harmonisering af medlemsstaternes lo‐
ve om tilgængeliggørelse af radioudstyr på markedet
og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF, EU-Tidende
2014, nr. L 153, side 62, og dele af Kommissionens di‐
rektiv 2008/63/EF af 20. juni 2008 om konkurrence på
markederne for teleterminaludstyr, EU-Tidende 2008,
nr. L 162, side 20. I loven er der medtaget visse be‐
stemmelser fra Europa-Parlamentets og Rådets forord‐
ning 2019/1020/EU af 20. juni 2019 om markedsover‐
vågning og produktoverensstemmelse og om ændring
af direktiv 2004/42/EF og forordning 2008/765/EF og
2011/305/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 169, side 1. Iføl‐
ge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning
umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse
bestemmelser i loven er således udelukkende begrundet
i praktiske hensyn og berører ikke forordningens umid‐
delbare gyldighed i Danmark.«
2. I § 2, stk. 1, nr. 7, ændres »og distributøren« til: », distri‐
butøren og udbyderen af distributionstjenester«.
3. I § 2, stk. 1, indsættes efter nr. 14 som nyt nummer:
»15) Onlinegrænseflade: Enhver form for software, herun‐
der et websted, dele af et websted eller en applikation,
der drives af eller på vegne af en erhvervsdrivende, og
som giver slutbrugere adgang til den erhvervsdriven‐
des produkter.«
Nr. 15-17 bliver herefter nr. 16-18.
4. I § 2, stk. 1, indsættes efter nr. 17, som bliver nr. 18, som
nyt nummer:
»19) Risiko: Kombinationen af sandsynligheden for, at der
forekommer en fare, som forårsager skade, og ska‐
dens sværhedsgrad.«
Nr. 19 bliver herefter nr. 20.
5. I § 2, stk. 1, indsættes efter nr. 19, som bliver nr. 20, som
nye numre:
»21) Udbyder af distributionstjenester: Enhver fysisk eller
juridisk person, der som led i erhvervsvirksomhed
udbyder mindst to af følgende tjenester: oplagring,
emballering, adressering og forsendelse uden at have
ejerskab over de pågældende apparater eller radioud‐
styr, undtagen posttjenester.
22) Udbyder af informationssamfundstjenester: En udby‐
der af en tjeneste som defineret i artikel 1, stk.
1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2015/1535/EU.«
6. Efter § 3 indsættes før overskriften før § 4:
»Ansvarlig erhvervsdrivende
§ 3 a. Et apparat må kun bringes i omsætning, hvis en
erhvervsdrivende, der er etableret i Den Europæiske Union,
er ansvarlig for de i § 4, stk. 4, § 6, stk. 2-4, § 7, stk. 4, nr. 3
og 5-7, § 8, stk. 5, § 9, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3 og 4, og § 11
a, stk. 2, nr. 1-4, omhandlede opgaver med hensyn til dette
apparat.
Stk. 2. Stk. 1 finder anvendelse på følgende erhvervsdri‐
vende:
a) En fabrikant, der er etableret i Den Europæiske Uni‐
on.
b) En importør, når fabrikanten ikke er etableret i Den
Europæiske Union.
c) En bemyndiget repræsentant, som ved skriftlig fuld‐
magt fra fabrikanten er udpeget til at udføre de opga‐
ver, der er fastsat i § 7, stk. 4, på fabrikantens vegne.
d) En udbyder af distributionstjenester, der er etableret i
Den Europæiske Union, for så vidt angår de apparater,
som denne håndterer, når ingen anden erhvervsdriven‐
de som omhandlet i litra a, b og c er etableret i Den
Europæiske Union.«
7. I § 4 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Fabrikanten skal sørge for, at overensstemmelses‐
erklæringen står til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen i 10
år efter, at apparatet er blevet bragt i omsætning, og sikre,
at den tekniske dokumentation kan stilles til rådighed for
Sikkerhedsstyrelsen, hvis styrelsen anmoder herom.«
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.
8. I § 4, stk. 5, nr. 4, som bliver stk. 6, nr. 4, ændres »stk. 4«
til: »stk. 5«.
9. § 5, stk. 1, 1. og 2. pkt., affattes således:
»Fabrikantens navn, registrerede firmanavn eller registre‐
rede varemærke og kontaktoplysninger, herunder postadres‐
se, skal være angivet på apparatet eller på dets emballage,
pakken eller et medfølgende dokument. Kontaktoplysnin‐
gerne skal som udgangspunkt angives på apparatet, med‐
mindre det ikke er muligt på grund af apparatets beskaffen‐
hed.«
10. § 6, stk. 2, affattes således:
»Fabrikanten skal straks underrette Sikkerhedsstyrelsen,
hvis vedkommende har grund til at tro, at et apparat, som
denne har bragt i omsætning, udgør en risiko. Fabrikanten
8
skal give nærmere oplysninger om apparatets manglende
overensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på det
pågældende apparat, og eventuelle foranstaltninger, der er
truffet for at fjerne risikoen.«
11. I § 6 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:
»Stk. 3. Fabrikanten skal på grundlag af begrundet an‐
modning fra Sikkerhedsstyrelsen give styrelsen al informa‐
tion og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere
apparatets overensstemmelse med de krav, der finder anven‐
delse på det pågældende apparat på et sprog, der er letfor‐
ståeligt for Sikkerhedsstyrelsen.
Stk. 4. Fabrikanten skal samarbejde med Sikkerhedssty‐
relsen og herunder efter en begrundet anmodning sikre, at
der træffes øjeblikkelige nødvendige korrigerende tiltag for
at afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende overensstem‐
melse med de krav, der finder anvendelse på det pågældende
apparat. Hvis dette ikke er muligt, skal fabrikanten begrænse
de risici, der er forbundet med det pågældende apparat, når
det påbydes af Sikkerhedsstyrelsen eller på eget initiativ,
når fabrikanten skønner eller har grund til at tro, at det
pågældende apparat udgør en risiko.«
12. I § 7, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som 2. og 3. pkt.:
»Fabrikanten skal dog ved en skriftlig fuldmagt bemyndi‐
ge en repræsentant til at udføre de i stk. 4 angivne opgaver,
hvis der ikke findes en anden ansvarlig erhvervsdrivende
efter § 3 a. Den bemyndigede repræsentant skal udføre de
opgaver, der er fastsat i fuldmagten, jf. 1. og 2. pkt.«
13. § 7, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Den bemyndigede repræsentant skal råde over
passende midler til at kunne udføre sine opgaver efter stk.
4. Råder den bemyndigede repræsentant ikke over passende
midler, kan denne ikke anses for at være ansvarlig efter § 3
a.«
14. I § 7 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Den bemyndigede repræsentant skal udføre føl‐
gende opgaver:
1) Den bemyndigede repræsentant skal angive sit navn,
registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og
kontaktoplysninger, herunder postadresse, på apparatet
eller på dets emballage, pakken eller et medfølgende
dokument.
2) Den bemyndigede repræsentant skal opbevare den tek‐
niske dokumentation, jf. § 4, stk. 2, og EU-overens‐
stemmelseserklæringen, jf. § 4, stk. 3, i 10 år efter, at
apparatet er blevet bragt i omsætning,
3) Den bemyndigede repræsentant skal verificere, at EU-
overensstemmelseserklæringen og den tekniske doku‐
mentation, jf. nr. 2, er udarbejdet, sørge for, at over‐
ensstemmelseserklæringen står til rådighed for Sikker‐
hedsstyrelsen i 10 år efter, at apparatet er blevet bragt
i omsætning, og sikre, at den tekniske dokumentation
i samme periode kan stilles til rådighed for Sikkerheds‐
styrelsen, hvis styrelsen anmoder herom.
4) Den bemyndigede repræsentant skal på anmodning gi‐
ve Sikkerhedsstyrelsen en kopi af fuldmagten på et af
Sikkerhedsstyrelsen fastsat EU-sprog.
5) Den bemyndigede repræsentant skal på grundlag af be‐
grundet anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen give styrel‐
sen al information og dokumentation, der er nødvendig
for at konstatere apparatets overensstemmelsemed de
krav, der finder anvendelse på det pågældende apparat,
på et sprog, der er letforståeligt for Sikkerhedsstyrel‐
sen.
6) Den bemyndigede repræsentant skal underrette Sikker‐
hedsstyrelsen, hvis den bemyndigede repræsentant har
grund til at tro, at et apparat udgør en risiko.
7) Den bemyndigede repræsentant skal samarbejde med
Sikkerhedsstyrelsen og herunder efter en begrundet an‐
modning sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendige
korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde af
manglende overensstemmelse med de krav, der finder
anvendelse på det pågældende apparat. Hvis dette ikke
er muligt, skal den bemyndigede repræsentant begræn‐
se de risici, der er forbundet med det pågældende appa‐
rat, når det påbydes af Sikkerhedsstyrelsen eller på eget
initiativ, når den bemyndigede repræsentant skønner el‐
ler har grund til at tro, at det pågældende apparat udgør
en risiko.«
15. I § 8, stk. 2, ændres »§ 4, stk. 5, nr. 4« til: »§ 4, stk. 6, nr.
4«.
16. § 8, stk. 3, 1. og 2. pkt., affattes således:
»Importørens navn, registrerede firmanavn eller registre‐
rede varemærke og kontaktoplysninger, herunder postadres‐
se, skal være angivet på apparatet eller på dets emballage,
pakken eller et medfølgende dokument. Kontaktoplysnin‐
gerne skal som udgangspunkt angives på apparatet, med‐
mindre det ikke muligt på grund af apparatets beskaffen‐
hed.«
17. § 8, stk. 4, 2. pkt., ophæves.
18. I § 8 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Importøren skal verificere, at den tekniske doku‐
mentation, jf. § 4, stk. 2, og EU-overensstemmelseserklærin‐
gen, jf. § 4, stk. 3, er udarbejdet, sørge for, at overensstem‐
melseserklæringen står til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen i
10 år efter, at apparatet er blevet bragt i omsætning, og sikre,
at den tekniske dokumentation i samme periode kan stilles
til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen, hvis styrelsen anmoder
herom.«
Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 6 og 7.
19. § 8, stk. 6, ophæves.
20. § 9, stk. 2, affattes således:
»Importøren skal straks underrette Sikkerhedsstyrelsen,
hvis vedkommende har grund til at tro, at et apparat, som
denne har bragt i omsætning, udgør en risiko. Importøren
skal give nærmere oplysninger om apparatets manglende
overensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på det
9
pågældende apparat, og eventuelle foranstaltninger, der er
truffet, for at fjerne risikoen. Udgør et apparat en risiko, skal
importøren endvidere underrette fabrikanten herom.«
21. I § 9 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:
»Stk. 3. Importøren skal på grundlag af begrundet anmod‐
ning fra Sikkerhedsstyrelsen give styrelsen al information
og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere appa‐
ratets overensstemmelse med de krav, der finder anvendelse
på det pågældende apparat, på et sprog, der er letforståeligt
for Sikkerhedsstyrelsen.
Stk. 4. Importøren skal samarbejde med Sikkerhedsstyrel‐
sen og herunder efter en begrundet anmodning sikre, at der
træffes øjeblikkelige nødvendige korrigerende tiltag for at
afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende overensstemmel‐
se med de krav, der finder anvendelse på det pågældende
apparat. Hvis dette ikke er muligt, skal importøren begrænse
de risici, der er forbundet med det pågældende apparat, når
det påbydes af Sikkerhedsstyrelsen eller på eget initiativ,
når importøren skønner eller har grund til at tro, at det
pågældende apparat udgør en risiko.«
22. I § 10, stk. 2, ændres »§ 4, stk. 4« til: »§ 4, stk. 5«, og »§
4, stk. 5« ændres til: »§ 4, stk. 6«.
23. I § 11 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Distributøren skal samarbejde med Sikkerheds‐
styrelsen om tiltag, der kan eliminere eller begrænse risici
forbundet med apparater, som distributøren har gjort tilgæn‐
gelige på markedet.«
24. Før overskriften før § 12 indsættes:
»Udbydere af distributionstjenester
§ 11 a. Udbyderen af distributionstjenesters navn, regi‐
strerede firmanavn eller registrerede varemærke og kontakt‐
oplysninger, herunder postadresse, skal være angivet på ap‐
paratet eller på dets emballage, pakken eller et medfølgende
dokument.
Stk. 2. Udbyderen af distributionstjenester skal udføre føl‐
gene opgaver:
1) Udbyderen af distributionstjenester skal verificere, at
den tekniske dokumentation, jf. § 4, stk. 2, og EU-over‐
ensstemmelseserklæringen, jf. § 4, stk. 3, er udarbej‐
det, sørge for, at overensstemmelseserklæringen står
til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen i 10 år efter, at
apparatet er blevet bragt i omsætning, og sikre, at den
tekniske dokumentation i samme periode kan stilles til
rådighed for Sikkerhedsstyrelsen, hvis styrelsen anmo‐
der herom.
2) Udbyderen af distributionstjenester skal underrette Sik‐
kerhedsstyrelsen, hvis vedkommende har grund til at
tro, at et apparat, som denne har bragt i omsætning,
udgør en risiko.
3) Udbyderen af distributionstjenester skal på grundlag af
begrundet anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen give sty‐
relsen al information og dokumentation, der er nødven‐
dig for at konstatere apparatets overensstemmelse med
de krav, der finder anvendelse på det pågældende appa‐
rat, på et sprog, der er letforståeligt for Sikkerhedssty‐
relsen.
4) Udbyderen af distributionstjenester skal samarbejde
med Sikkerhedsstyrelsen og herunder efter en begrun‐
det anmodning sikre, at der træffes øjeblikkelige nød‐
vendige korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle
tilfælde af manglende overensstemmelse med de krav,
der finder anvendelse på det pågældende apparat. Hvis
dette ikke er muligt, skal udbyderen af distributionstje‐
nester begrænse de risici, der er forbundet med det
pågældende apparat, når det påbydes af Sikkerhedssty‐
relsen eller på eget initiativ, når udbyderen af distribu‐
tionstjenester skønner eller har grund til at tro, at det
pågældende apparat udgør en risiko.
Udbydere af informationssamfundstjenester
§ 11 b. Udbydere af informationssamfundstjenester skal
på anmodning af Sikkerhedsstyrelsen og i særlige tilfælde
samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen med henblik på at
fremme ethvert tiltag, der træffes, for at eliminere eller, hvis
dette ikke er muligt, begrænse de risici, der er forbundet
med et apparat, der udbydes eller var udbudt til salg online
gennem deres tjenester.«
25. Efter § 17 før overskriften før § 18 indsættes:
»Ansvarlig erhvervsdrivende
§ 17 a. Radioudstyr må kun bringes i omsætning, hvis en
erhvervsdrivende, der er etableret i Den Europæiske Union,
er ansvarlig for de i § 18, stk. 4, § 20, stk. 2-4, § 21, stk. 4,
nr. 3 og 5-7, § 22, stk. 5, § 23, stk. 2, 1. pkt. og stk. 3 og 4,
og § 25 a, stk. 2, nr. 1-4, omhandlede opgaver med hensyn
til dette radioudstyr.
Stk. 2. Stk. 1 finder anvendelse på følgende erhvervsdri‐
vende:
a) En fabrikant, der er etableret i Den Europæiske Uni‐
on.
b) En importør, når fabrikanten ikke er etableret i Den
Europæiske Union.
c) En bemyndiget repræsentant, som ved skriftlig fuld‐
magt fra fabrikanten er udpeget til at udføre de opga‐
ver, der er fastsat i § 21, på fabrikantens vegne.
d) En udbyder af distributionstjenester, der er etableret i
Den Europæiske Union, for så vidt angår det radioud‐
styr, som denne håndterer, når ingen anden erhvervs‐
drivende som omhandlet i litra a, b og c er etableret i
Den Europæiske Union.«
26. I § 18 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Fabrikanten skal sørge for, at overensstemmelses‐
erklæringen står til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen i 10 år
efter, at radioudstyret er blevet bragt i omsætning, og sikre,
at den tekniske dokumentation i samme periode kan stilles
til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen, hvis styrelsen anmoder
herom.«
Stk. 4-7 bliver herefter stk. 5-8.
10
27. I § 18, stk. 6, nr. 3, som bliver stk. 7, nr. 3, ændres »og
4« til: »og 5«.
28. I § 18, stk. 6, nr. 4, som bliver stk. 7, nr. 4, ændres »stk.
5« til: »stk. 6«.
29. § 19, stk. 1, 1. og 2. pkt., affattes således:
»Fabrikantens navn, registrerede firmanavn eller registre‐
rede varemærke og kontaktoplysninger, herunder postadres‐
se, skal være angivet på radioudstyret eller på dets embal‐
lage, pakken eller et medfølgende dokument. Kontaktoplys‐
ningerne skal som udgangspunkt angives på radioudstyret,
medmindre det ikke er muligt på grund af radioudstyrets
beskaffenhed.«
30. I § 19, stk. 4, ændres »foruden de i stk. 3 nævnte oplys‐
ninger indsætte oplysninger i brugsanvisningen« til: »sikre,
at der følger oplysninger« og efter »disse frekvensbånd«
indsættes: », med radioudstyret«.
31. § 20, stk. 2, affattes således:
»Fabrikanten skal straks underrette Sikkerhedsstyrelsen,
hvis vedkommende har grund til at tro, at radioudstyr, som
denne har bragt i omsætning, udgør en risiko. Fabrikanten
skal give nærmere oplysninger om radioudstyrets manglen‐
de overensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på
det pågældende radioudstyr, og eventuelle foranstaltninger,
der er truffet for at fjerne risikoen, og resultaterne heraf.«
32. I § 20 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:
»Stk. 3. Fabrikanten skal på grundlag af begrundet an‐
modning fra Sikkerhedsstyrelsen give styrelsen al informa‐
tion og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere
radioudstyrets overensstemmelse med de krav, der finder
anvendelse på det pågældende radioudstyr, på et sprog, der
er letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen.
Stk. 4. Fabrikanten skal samarbejde med Sikkerhedssty‐
relsen og herunder efter en begrundet anmodning sikre, at
der træffes øjeblikkelige nødvendige korrigerende tiltag for
at afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende overensstem‐
melse med de krav, der finder anvendelse på det pågælden‐
de radioudstyr. Hvis dette ikke er muligt, skal fabrikanten
begrænse de risici, der er forbundet med det pågældende
radioudstyr, når det påbydes af Sikkerhedsstyrelsen eller på
eget initiativ, når fabrikanten skønner eller har grund til at
tro, at det pågældende radioudstyr udgør en risiko.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 5.
33. I § 21, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som 2. og 3. pkt.:
»Fabrikanten skal dog ved en skriftlig fuldmagt bemyndi‐
ge en repræsentant til at udføre de i stk. 4 angivne opgaver,
hvis der ikke findes en anden ansvarlig erhvervsdrivende
efter § 17 a. Den bemyndigede repræsentant skal udføre de
opgaver, der er fastsat i fuldmagten, jf. 1. og 2. pkt.«
34. § 21, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Den bemyndigede repræsentant skal råde over
passende midler til at kunne udføre sine opgaver efter stk.
4. Råder den bemyndigede repræsentant ikke over passende
midler, kan denne ikke anses for at være ansvarlig efter § 17
a.«
35. I § 21 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Den bemyndigede repræsentant skal udføre føl‐
gende opgaver:
1) Den bemyndigede repræsentant skal angive sit navn,
registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og
kontaktoplysninger, herunder postadresse, på radioud‐
styret eller på dets emballage, pakken eller et medføl‐
gende dokument.
2) Den bemyndigede repræsentant skal opbevare den tek‐
niske dokumentation, jf. § 18, stk. 2, og EU-overens‐
stemmelseserklæringen, jf. § 18, stk. 3, i 10 år efter, at
radioudstyret er blevet bragt i omsætning.
3) Den bemyndigede repræsentant skal verificere, at EU-
overensstemmelseserklæringen og den tekniske doku‐
mentation, jf. nr. 2, er udarbejdet, sørge for, at over‐
ensstemmelseserklæringen står til rådighed for Sikker‐
hedsstyrelsen i 10 år efter, at radioudstyret er blevet
bragt i omsætning, og sikre, at den tekniske dokumen‐
tation i samme periode kan stilles til rådighed for Sik‐
kerhedsstyrelsen, hvis styrelsen anmoder herom.
4) Den bemyndigede repræsentant skal på anmodning gi‐
ve Sikkerhedsstyrelsen en kopi af fuldmagten på et af
Sikkerhedsstyrelsen fastsat EU-sprog.
5) Den bemyndigede repræsentant skal på grundlag af be‐
grundet anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen give styrel‐
sen al information og dokumentation, der er nødvendig
for at konstatere radioudstyrets overensstemmelse med
de krav, der finder anvendelse på det pågældende radio‐
udstyr, på et sprog, der er letforståeligt for Sikkerheds‐
styrelsen.
6) Den bemyndigede repræsentant skal underrette Sikker‐
hedsstyrelsen, hvis den bemyndigede repræsentant har
grund til at tro, at radioudstyr udgør en risiko.
7) Den bemyndigede repræsentant skal samarbejde med
Sikkerhedsstyrelsen og herunder efter en begrundet an‐
modning sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendige
korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde af
manglende overensstemmelse med de krav, der finder
anvendelse på det pågældende radioudstyr. Hvis dette
ikke er muligt, skal den bemyndigede repræsentant be‐
grænse de risici, der er forbundet med det pågældende
radioudstyr, når det påbydes af Sikkerhedsstyrelsen el‐
ler på eget initiativ, når den bemyndigede repræsentant
skønner eller har grund til at tro, at det pågældende
radioudstyr udgør en risiko.«
36. I § 22, stk. 2, ændres ændres »§ 18, stk. 2, 4 og 5« til: »§
18, stk. 2, 5 og 6«, og »§ 18, stk. 6« ændres til: »§ 18, stk.
7«.
37. § 22, stk. 3, 1. og 2. pkt., affattes således:
»Importørens navn, registrerede firmanavn eller registre‐
rede varemærke og kontaktoplysninger, herunder postadres‐
se, skal være angivet på radioudstyret eller på dets embal‐
lage, pakken eller et medfølgende dokument. Kontaktoplys‐
11
ningerne skal som udgangspunkt angives på radioudstyret,
medmindre det ikke er muligt på grund af radioudstyrets
beskaffenhed.«
38. § 22, stk. 4, 2. pkt., ophæves.
39. I § 22 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Importøren skal verificere, at den tekniske doku‐
mentation, jf. § 18, stk. 2, og EU-overensstemmelseserklæ‐
ringen, jf. § 18, stk. 3, er udarbejdet, sørge for, at overens‐
stemmelseserklæringen står til rådighed for Sikkerhedssty‐
relsen i 10 år efter, at radioudstyret er blevet bragt i om‐
sætning, og sikre, at den tekniske dokumentation i samme
periode kan stilles til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen, hvis
styrelsen anmoder herom.«
Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 6 og 7.
40. § 22, stk. 6, ophæves.
41. § 23, stk. 2, affattes således:
»Importøren skal straks underrette Sikkerhedsstyrelsen,
hvis vedkommende har grund til at tro, at radioudstyr, som
denne har bragt i omsætning, udgør en risiko. Importøren
skal give nærmere oplysninger om radioudstyrets manglen‐
de overensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på
det pågældende radioudstyr, og eventuelle foranstaltninger,
der er truffet, for at fjerne risikoen. Udgør radioudstyr en
risiko, skal importøren endvidere underrette fabrikanten her‐
om.«
42. I § 23 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:
»Stk. 3. Importøren skal på grundlag af begrundet anmod‐
ning fra Sikkerhedsstyrelsen give styrelsen al information
og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere radio‐
udstyrets overensstemmelse med de krav, der finder anven‐
delse på det pågældende radioudstyr, på et sprog, der er
letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen.
Stk. 4. Importøren skal samarbejde med Sikkerhedsstyrel‐
sen og herunder efter en begrundet anmodning sikre, at der
træffes øjeblikkelige nødvendige korrigerende tiltag for at
afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende overensstemmel‐
se med de krav, der finder anvendelse på det pågældende
radioudstyr. Hvis dette ikke er muligt, skal importøren be‐
grænse de risici, der er forbundet med det pågældende radio‐
udstyr, når det påbydes af Sikkerhedsstyrelsen eller på eget
initiativ, når importøren skønner eller har grund til at tro, at
det pågældende radioudstyr udgør en risiko.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 5.
43. I § 24, stk. 2, ændres »§ 18, stk. 4 og 5« til: »§ 18, stk. 5
og 6«, og »§ 18, stk. 6« ændres til: »§ 18, stk. 7«.
44. I § 25 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Distributøren skal samarbejde med Sikkerheds‐
styrelsen om tiltag, der kan eliminere eller begrænse risici
forbundet med radioudstyr, som distributøren har gjort til‐
gængeligt på markedet.«
45. Før overskriften før § 26 indsættes:
»Udbydere af distributionstjenester
§ 25 a. Udbyderen af distributionstjenesters navn, regi‐
strerede firmanavn eller registrerede varemærke og kontakt‐
oplysninger, herunder postadresse, skal være angivet på ra‐
dioudstyret eller på dets emballage, pakken eller et medføl‐
gende dokument.
Stk. 2. Udbyderen af distributionstjenester skal udføre føl‐
gende opgaver:
1) Udbyderen af distributionstjenester skal verificere, at
den tekniske dokumentation, jf. § 18, stk. 2, og EU-
overensstemmelseserklæringen, jf. § 18, stk. 3, er udar‐
bejdet, sørge for, at overensstemmelseserklæringen står
til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen i 10 år efter, at
radioudstyret er blevet bragt i omsætning, og sikre, at
den tekniske dokumentation i samme periode kan stil‐
les til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen, hvis styrelsen
anmoder herom.
2) Udbyderen af distributionstjenester skal underrette Sik‐
kerhedsstyrelsen, hvis vedkommende har grund til at
tro, at radioudstyr, som denne har bragt i omsætning,
udgør en risiko.
3) Udbyderen af distributionstjenester skal på grundlag af
begrundet anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen give sty‐
relsen al information og dokumentation, der er nødven‐
dig for at konstatere radioudstyrets overensstemmelse
med de krav, der finder anvendelse på det pågældende
radioudstyr, på et sprog, der er letforståeligt for Sikker‐
hedsstyrelsen.
4) Udbyderen af distributionstjenester skal samarbejde
med Sikkerhedsstyrelsen og herunder efter en begrun‐
det anmodning sikre, at der træffes øjeblikkelige nød‐
vendige korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuel‐
le tilfælde af manglende overensstemmelse med de
krav, der finder anvendelse på det pågældende radioud‐
styr. Hvis dette ikke er muligt, skal udbyderen af dis‐
tributionstjenester begrænse de risici, der er forbundet
med det pågældende radioudstyr, når det påbydes af
Sikkerhedsstyrelsen eller på eget initiativ, når udbyde‐
ren af distributionstjenester skønner eller har grund til
at tro, at det pågældende radioudstyr udgør en risiko.
Udbydere af informationssamfundstjenester
§ 25 b. Udbydere af informationssamfundstjenester skal
på anmodning af Sikkerhedsstyrelsen og i særlige tilfælde
samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen med henblik på at
fremme ethvert tiltag, der træffes, for at eliminere eller, hvis
dette ikke er muligt, begrænse de risici, der er forbundet
med radioudstyr, der udbydes eller var udbudt til salg online
gennem deres tjenester.«
46. Overskriften til kapitel 7 affattes således:
»Kapitel 7
Kontrol m.v.«
47. Overskriften før § 32 affattes således:
12
»Kontrolmyndighed«.
48. § 32 affattes således:
»§ 32. Sikkerhedsstyrelsen er kontrolmyndighed, med‐
mindre andet følger af denne lov.«
49. § 33, stk. 1, affattes således:
»Sikkerhedsstyrelsen og Teleklagenævnet kan af er‐
hvervsdrivende, fabrikanter af faste anlæg eller den ansvar‐
lige for installationen af et fast anlæg ved en begrundet
anmodning kræve oplysninger og materiale, herunder oplys‐
ninger, som kan fastslå ejerskabet af en onlinegrænseflade,
jf. dog stk. 3-5, som skønnes nødvendigt i forbindelse med
administration af loven og regler fastsat i medfør heraf.«
50. I § 33 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:
»Stk. 2. Energistyrelsen og Teleklagenævnet kan af den
ansvarlige for anvendelsen af et apparat, fast anlæg og
radioudstyr og udbydere af offentlige elektroniske kommu‐
nikationsnet eller -tjenester ved en begrundet anmodning
kræve oplysninger og materiale, som skønnes nødvendigt i
forbindelse med administration af loven og regler fastsat i
medfør heraf.
Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen kan af fabrikanter, bemyndige‐
de repræsentanter, importører og distributører kræve oplys‐
ninger, der identificerer enhver erhvervsdrivende, fra hvem
den pågældende inden for 10 år har fået leveret et apparat
eller radioudstyr, og enhver erhvervsdrivende, som den på‐
gældende inden for 10 år har leveret et apparat eller radioud‐
styr til.
Stk. 4. Sikkerhedsstyrelsen kan ud over stk. 3 af erhvervs‐
drivende kræve relevante oplysninger om forsyningskæden,
om de nærmere detaljer for distributionsnettet, om mængder
af apparater eller radioudstyr på markedet og om andre pro‐
duktmodeller, der har de samme tekniske egenskaber som
det pågældende apparat eller radioudstyr.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 5 og 6.
51. Efter § 33 indsættes:
Ȥ 33 a. Sikkerhedsstyrelsen og Energistyrelsen kan i
kontroløjemed indsamle og behandle, herunder samkøre, op‐
lysninger fra andre offentlige myndigheder og fra offentligt
tilgængelige kilder.
Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen og Energistyrelsen kan i kon‐
troløjemed behandle, herunder samkøre, oplysninger, som
den pågældende styrelse, ud over de tilfælde der er nævnt i
stk. 1, er i besiddelse af.
Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen og Energistyrelsen kan i kon‐
troløjemed indsamle og behandle, herunder samkøre, ikke-
offentligt tilgængelige oplysninger fra offentlige og private
virksomheder og erhvervs- eller forbrugerorganisationer.«
52. § 34 affattes således:
Ȥ 34. Undlader en erhvervsdrivende i forbindelse med
en konkret kontrolsag at give de oplysninger eller frem‐
lægge det materiale, som Sikkerhedsstyrelsen kræver efter
§ 33, stk. 1, 3 eller 4, kan Sikkerhedsstyrelsen over for
vedkommende
1) nedlægge forbud mod at bringe apparatet eller radio‐
udstyret i omsætning eller at gøre det tilgængeligt på
markedet,
2) give påbud om at trække apparatet eller radioudstyret
tilbage fra markedet, eller
3) give påbud om at kalde apparatet eller radioudstyret
tilbage.
Stk. 2. Undlader en fabrikant af et fast anlæg eller en
ansvarlig for installationen af et fast anlæg i forbindelse
med en konkret kontrolsag at give oplysninger, som Sikker‐
hedsstyrelsen anmoder om i medfør af § 33, stk. 1, eller at
fremlægge materiale eller dokumentation, som styrelsen an‐
moder om i medfør af § 33, stk. 1 og 5, kan Sikkerhedssty‐
relsen give vedkommende påbud om at give oplysningerne
eller at fremlægge materialet eller dokumentationen.
Stk. 3. Giver den ansvarlige for anvendelsen af et appa‐
rat, et fast anlæg eller radioudstyr ikke de oplysninger eller
fremlægger det materiale, som Energistyrelsen anmoder om
i medfør af § 33, stk. 2, i forbindelse med en konkret
kontrolsag, kan Energistyrelsen nedlægge forbud mod, at
apparatet, det faste anlæg eller radioudstyret anvendes.
Stk. 4. Modtager Sikkerhedsstyrelsen ikke oplysninger
eller materiale, som styrelsen anmoder om i medfør af §
33, stk. 1, 3 eller 4, og er der ikke tale om en konkret
kontrolsag, kan Sikkerhedsstyrelsen give påbud om at give
oplysningerne eller at fremlægge materialet.«
53. § 35 affattes således:
»§ 35. Sikkerhedsstyrelsen har til enhver tid mod behørig
legitimation og uden retskendelse adgang til alle erhvervs‐
mæssige lokaliteter og transportmidler, hvor der kan findes
apparater, faste anlæg eller radioudstyr.
Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen kan som led i kontrolbesøget
foretage tekniske undersøgelser af et apparat, et fast anlæg
eller radioudstyr på stedet. Sikkerhedsstyrelsen kan kræve
omkostninger til ekstern bistand forbundet med tekniske un‐
dersøgelser af faste anlæg refunderet af fabrikanten af det
faste anlæg eller den ansvarlige for installationen af det faste
anlæg, hvis det i forbindelse med undersøgelsen konstateres,
at det faste anlæg ikke overholder de væsentlige krav i § 14,
stk. 1.
Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen kan som en del af dokumenta‐
tionen af kontrolbesøget fotografere og optage video samt
medtage prøver til nærmere analyse eller undersøgelse.
Stk. 4. Sikkerhedsstyrelsen kan være bistået af en eller
flere uafhængige sagkyndige i forbindelse med adgangen
efter stk. 1 og tekniske undersøgelser efter stk. 2.
Stk. 5. Politiet yder om nødvendigt bistand til gennemfø‐
relse af kontrol som nævnt i stk. 1. Klima-, energi- og forsy‐
ningsministeren kan efter forhandling med justitsministeren
fastsætte nærmere regler herom.«
54. Overskriften før § 36 affattes således:
13
»Udtagelse og undersøgelse af apparater og radioudstyr«.
55. § 36 affattes således:
Ȥ 36. Sikkerhedsstyrelsen kan som led i kontrollen med
overholdelsen af loven og regler fastsat i medfør heraf udta‐
ge ethvert apparat eller radioudstyr, herunder ved brug af
skjult identitet. Udtagelsen kan foretages uden betaling, eller
Sikkerhedsstyrelsen kan kræve udgiften refunderet, hvis ud‐
tagelsen af apparatet eller radioudstyret har nødvendiggjort
en betaling.
Stk. 2. En erhvervsdrivende, som udgør et led i omsætnin‐
gen af et apparat eller radioudstyr, er forpligtet til at indsen‐
de eller udlevere apparatet eller radioudstyret til kontrol på
Sikkerhedsstyrelsens anmodning, jf. stk. 1. Den erhvervsdri‐
vende, som apparatet eller radioudstyret udtages fra, skal
afholde udgiften til eventuel fragt til den lokalitet, Sikker‐
hedsstyrelsen anviser.
Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen kan foretage eller få foretaget
tekniske undersøgelser af apparater og radioudstyr udtaget i
medfør af stk. 1. Sikkerhedsstyrelsen kan kræve omkostnin‐
ger forbundet med de eksterne tekniske undersøgelser refun‐
deret af den erhvervsdrivende, der træffes afgørelse overfor i
forbindelse med undersøgelsen, jf. § 38, stk. 1.
Stk. 4. Sikkerhedsstyrelsen kan indhente erklæringer fra
sagkyndige, som styrelsen skønner nødvendige for at kunne
træffe afgørelse. Sikkerhedsstyrelsen kan kræve omkostnin‐
ger forbundet med indhentelse af erklæringer fra sagkyndige
refunderet af den erhvervsdrivende, der træffes afgørelse
over for i forbindelse med undersøgelsen, jf. § 38, stk. 1.«
56. I § 37, stk. 1, ændres »§ 18, stk. 6« til: »§ 18, stk. 7«.
57. Før overskriften før § 38 indsættes:
»Midlertidigt forbud
§ 37 a. Sikkerhedsstyrelsen kan over for erhvervsdrivende
udstede et midlertidigt forbud mod at bringe et apparat og
radioudstyr i omsætning eller at gøre det tilgængeligt på
markedet, eller at udstille et apparat og radioudstyr, hvis
apparatet eller radioudstyret vurderes at kunne udgøre en
risiko. Forbuddets varighed kan ikke strække sig ud over,
hvad der er nødvendigt for at træffe kontrolforanstaltninger
til brug for undersøgelser eller vurderinger af apparatets
eller radioudstyrets sikkerhed.«
58. Overskriften før § 38 affattes således:
»Apparater, faste anlæg og radioudstyr, som udgør en risiko
eller ikke overholder kravene«.
59. §§ 38 og 39 affattes således:
»§ 38. Udgør et apparat eller radioudstyr en risiko, eller
overholder det ikke kravene i loven eller regler fastsat i
medfør heraf, eller overholder et fast anlæg ikke kravene
i § 14, stk. 1, kan Sikkerhedsstyrelsen over for en erhvervs‐
drivende, en fabrikant af et fast anlæg eller en ansvarlig for
installationen af et fast anlæg træffe følgende afgørelser, jf.
dog stk. 2:
1) Påbud om at bringe apparatet, det faste anlæg eller
radioudstyret i overensstemmelse med kravene.
2) Påbud om at sikre, at apparatet eller radioudstyret ikke
udgør en risiko.
3) Påbud om at overholde visse betingelser, inden appara‐
tet eller radioudstyret kan bringes i omsætning eller
gøre det tilgængeligt på markedet, dog stk. 2.
4) Påbud om at advare brugerne om de risici, der er ved
apparatet eller radioudstyret, eller at anbringe advarsler
på apparatet eller radioudstyret, dog stk. 2.
5) Påbud om at standse markedsføring af apparater eller
radioudstyr, der kan vildlede brugerne.
6) Forbud mod at bringe apparatet eller radioudstyret i
omsætning eller at gøre det tilgængeligt på markedet.
7) Påbud om at trække apparatet eller radioudstyret tilba‐
ge fra markedet.
8) Påbud om at kalde apparatet eller radioudstyret tilbage.
9) Påbud om at destruere apparatet eller radioudstyret el‐
ler på anden måde gøre det ubrugeligt.
Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen kan alene træffe afgørelser
efter stk. 1, nr. 3 eller 4, hvis apparatet eller radioudstyret
udgør en risiko på visse betingelser eller for visse brugere.
Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen kan træffe foranstaltninger for
at fjerne eller begrænse en risiko ved et apparat eller radio‐
udstyr, herunder en alvorlig risiko. Sikkerhedsstyrelsen kan
i den forbindelse kræve, at erhvervsdrivende samarbejder
med styrelsen om disse foranstaltninger. Sikkerhedsstyrelsen
kan af den ansvarlige erhvervsdrivende kræve omkostninger
forbundet med de af styrelsen trufne foranstaltninger refun‐
deret.
Stk. 4. Energistyrelsen kan i særlige tilfælde, hvor radio‐
udstyr har forårsaget eller kan forventes at ville forårsage
uacceptable forstyrrelser af samfundsvigtig kommunikation,
fastsætte nærmere regler om, at fabrikanter, importører og
distributører ikke må bringe radioudstyret i omsætning eller
gøre det tilgængeligt på markedet, eller at radioudstyret skal
trækkes tilbage fra markedet eller kaldes tilbage.
§ 39. Sikkerhedsstyrelsen skal, hvis det er nødvendigt,
oplyse offentligheden om apparater og radioudstyr, der ikke
er i overensstemmelse med denne lov eller regler fastsat i
medfør heraf, herunder om
1) relevante kendetegn til brug for identifikation af pro‐
duktet,
2) risikoens art, hvor dette er relevant,
3) hvilke foranstaltninger der er truffet, og
4) hvordan offentligheden bør forholde sig.
Stk. 2. Oplysninger, som har karakter af forretningshem‐
meligheder, kan kun videregives, hvis dette er nødvendigt
for at beskytte menneskers sikkerhed og sundhed.«
60. I § 40 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen kan lægge undersøgelser af
apparater eller radioudstyr, som er gennemført i en anden
EU-medlemsstat, og afgørelser, som er truffet i en anden
EU-medlemsstat, til grund og træffe afgørelse i medfør af §
38, stk. 1, eller § 40 a, over for erhvervsdrivende, som brin‐
ger et tilsvarende apparat eller radioudstyr i omsætning eller
gør dette tilgængeligt på markedet, medmindre Sikkerheds‐
14
styrelsen er nået til den modsatte konklusion på grundlag af
sin egen kontrol.«
61. Før overskriften før § 41 indsættes:
»Indhold på onlinegrænseflader
§ 40 a. Sikkerhedsstyrelsen kan påbyde ejeren af en on‐
linegrænseflade at ændre eller fjerne indhold, der henviser
til et apparat eller radioudstyr, der ikke er i overensstemmel‐
se med denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.
Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen kan påbyde ejeren af en on‐
linegrænseflade udtrykkeligt at vise en advarsel til slutbru‐
gerne i forbindelse med indhold, der henviser til et apparat
eller radioudstyr, der ikke er i overensstemmelse med denne
lov eller regler fastsat i medfør heraf, når slutbrugerne får
adgang til onlinegrænsefladen.
§ 40 b. Sikkerhedsstyrelsen kan foranledige blokering af
en onlinegrænseflade, hvis et påbud efter § 40 a, stk. 1, ikke
er efterkommet, eller onlinegrænsefladen gentagne gange
har solgt eller formidlet salg af apparater og radioudstyr, der
udgør en alvorlig risiko.
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 om blokering af en online‐
grænseflade træffes af retten ved kendelse efter Sikkerheds‐
styrelsens begæring. Inden retten træffer afgørelse, skal den
så vidt muligt give parten, som indgrebet retter sig mod,
adgang til at udtale sig. I kendelsen anføres de konkrete
omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne
for indgrebet er opfyldt.
Stk. 3. Udbydere af informationssamfundstjenester skal
bistå Sikkerhedsstyrelsen ved gennemførelsen af kendelser
efter stk. 2.
Stk. 4. Sikkerhedsstyrelsen skal påse, at et indgreb efter
stk. 1 ikke opretholdes ud over det tidsrum, hvor grundlaget
for blokeringen er til stede. Sikkerhedsstyrelsen skal af egen
drift eller på foranledning af den, som indgrebet retter sig
mod, træffe afgørelse om ophævelse af blokeringen.
Stk. 5. Fremsætter den, som indgrebet efter stk. 1 retter
sig mod, anmodning om, at blokeringen ophæves, og støttes
denne anmodning på, at der er sket væsentlige ændringer i
indholdet af onlinegrænsefladen, skal Sikkerhedsstyrelsen,
hvis blokeringen ikke ophæves i medfør af stk. 4, snarest
muligt indbringe spørgsmålet for retten. Retten afgør ved
kendelse, om indgrebet skal opretholdes. Tages en anmod‐
ning ikke til følge, kan ny anmodning ikke fremsættes, før
der er forløbet 3 måneder fra kendelsens afsigelse.«
62. Overskriften inden § 41 udgår.
63. § 41 ophæves.
64. I § 45, stk. 2, ændres »§§ 38 og 39« til: »§ 38, stk. 1,«.
65. I § 47 indsættes før stk. 1 som nyt stykke:
»Sikkerhedsstyrelsen kan pålægge udbydere af informa‐
tionssamfundstjenester tvangsbøder med henblik på at gen‐
nemtvinge handlinger, som det påhviler udbyderne at foreta‐
ge efter § 40 b.«
Stk. 1 bliver herefter stk. 2.
66. § 48 affattes således:
Ȥ 48. Medmindre strengere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, straffes med bøde
1) den fabrikant, der undlader at opfylde sine forpligtel‐
ser efter § 6, stk. 1, 2 eller 4, eller § 20, stk. 1, 2 eller
4,
2) den fabrikant, som ikke har udpeget en bemyndiget
repræsentant, hvor det kræves efter § 7, stk. 1, 2. pkt.,
eller § 21, stk. 1, 2. pkt., eller som ikke efter § 7,
stk. 1, 3. pkt., eller § 21, stk. 1, 3. pkt., har sikret,
at den bemyndigede repræsentant har beføjelser til at
løse sine opgaver, eller som ikke efter § 7, stk. 3,
1. pkt., eller § 21, stk. 3, 1. pkt., har sikret, at den
bemyndigede repræsentant har tilstrækkelige midler
til at løse sine opgaver,
3) den bemyndigede repræsentant, der undlader at opfyl‐
de sine forpligtelser efter § 7, stk. 1, 3. pkt., eller stk.
4, nr. 4, 6 eller 7, eller § 21, stk. 1, 3. pkt., eller stk. 4,
nr. 4, 6 eller 7,
4) den importør, der undlader at opfylde sine forpligtel‐
ser efter § 8, stk. 6, § 9, stk. 1, 2 eller 4, § 22, stk. 6,
eller § 23, stk. 1, 2 eller 4,
5) den distributør, som undlader at opfylde sine forplig‐
telser efter § 10, stk. 3 eller 4, § 11, § 24, stk. 3 eller 4,
eller § 25,
6) den udbyder af distributionstjenester, der undlader at
opfylde sin forpligtelse efter § 11 a, stk. 2, eller § 25
a, stk. 2,
7) den udbyder af informationssamfundstjenester, der
undlader at opfylde sin forpligtelse efter §§ 11 b eller
25 b,
8) den fabrikant af et fast anlæg eller den ansvarlige
for installationen af et fast anlæg, som undlader at
sikre, at et fast anlæg er konstrueret og installeret i
overensstemmelse med § 14, stk. 1, undlader at sikre
den fornødne dokumentation, jf. § 14, stk. 2, eller
undlader at opfylde sine forpligtelser efter § 15, stk. 2,
9) den, der overtræder § 13, stk. 2, § 16, stk. 2, eller §
27, stk. 2,
10) den, der afgiver urigtige oplysninger efter § 33, stk.
1-5,
11) den, der undlader at give Sikkerhedsstyrelsen adgang
efter § 35, stk. 1,
12) den, der undlader at indsende eller udlevere apparater
eller radioudstyr efter § 36, stk. 2, 1. pkt.,
13) den, der omgår eller unddrager sig Sikkerhedsstyrel‐
sens kontrol eller forsøger herpå,
14) den, der uretmæssigt anvender CE-mærke, jf. § 4, stk.
5, og regler fastsat i medfør af § 4, stk. 6, nr. 4, eller §
18, stk. 6, og regler fastsat i medfør af § 18, stk. 7, nr.
4,
15) den, der overtræder et påbud efter § 34, stk. 1, nr. 2
eller 3, eller stk. 3 eller 4, § 38, stk. 1, nr. 1-5 eller
7-9, § 40 a eller § 43, og
16) den, der undlader at efterkomme et forbud efter § 34,
stk. 1, nr. 1 eller 4, eller stk. 2, § 38, stk. 1, nr. 6, eller
§ 42 eller et midlertidigt forbud efter § 37 a.
15
Stk. 2. Har nogen ved en eller flere handlinger eller
undladelser begået flere overtrædelser af denne lov eller
regler fastsat i medfør heraf, og medfører overtrædelserne
idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver
overtrædelse. Har nogen ved en eller flere handlinger eller
undladelser overtrådt denne lov eller regler fastsat i medfør
heraf og en eller flere andre love, og medfører overtrædel‐
serne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for
hver overtrædelse af denne lov eller regler fastsat i medfør
heraf og bødestraffen for overtrædelsen af den eller de andre
love.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 kan fraviges, når særlige
grunde taler herfor.
Stk. 4. I regler, der er udstedt i medfør af denne lov, kan
der fastsættes straf i form af bøde. Der kan tillige fastsættes
forlængede forældelsesfrister på op til 5 år i regler udstedt i
medfør af denne lov.
Stk. 5. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske person‐
er) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
§ 4
I lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, jf.
lovbekendtgørelse nr. 128 af 7. februar 2014, som ændret
bl.a. ved § 2 i lov nr. 741 af 1. juni 2015 og senest ændret
ved § 1 i lov nr. 1833 af 8. december 2020, foretages
følgende ændringer:
1. I § 52, stk. 1, § 53, stk. 1, og § 55, stk. 1, ændres »kapitel
11-14, 16 og 18« til: »kapitel 11-14 a, 16, 16 a og 18«.
2. I § 67, stk. 4, ændres »kapitel 11-14« til: »kapitel 11-14
a«.
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2021, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 13, 15, 20, 21, 26-29, 31, 32, 34 og 43, § 2,
nr. 6, 7, 9, 11-13, 15 og 17, og § 3, nr. 2-6, 9-14, 16, 19-21,
24, 25, 29, 31-35, 37, 40-42, 45, 48-50, 52, 54, 55 og 58-66
træder i kraft den 16. juli 2021.
Stk. 3. Lov nr. 1676 af 26. december 2017 om ændring af
lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester ophæ‐
ves.
Stk. 4. Regler fastsat i medfør af § 3, § 7, stk. 3-5, § 13,
stk. 4 og 6, og § 15, stk. 2, i lov om miljøvenligt design af
energirelaterede produkter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1093 af
1. november 2019, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller
erstattes af regler udstedt i medfør af § 3, § 7, stk. 4-6, § 13,
stk. 3 og 5, og § 15, stk. 2, i lov om miljøvenligt design af
energirelaterede produkter, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 12, 17, 39 og 43.
Stk. 5. Regler fastsat i medfør af § 3, stk. 5 og 6, i lov
om supplerende bestemmelser til forordning om opstilling af
rammer for energimærkning m.v. (produktenergimærknings‐
loven), jf. lov nr. 1521 af 18. december 2018, forbliver i
kraft, indtil de ophæves eller erstattes af regler udstedt i
medfør af § 3, stk. 6 og 7, i lov om supplerende bestemmel‐
ser til forordning om opstilling af rammer for energimærk‐
ning m.v. (produktenergimærkningsloven), som affattet ved
denne lovs § 2, nr. 9.
Stk. 6. Regler fastsat i medfør af § 4, stk. 5, § 18, stk. 6, §
20, stk. 3, § 23, stk. 3, og § 48, stk. 2, i lov om radioudstyr
og elektromagnetiske forhold, jf. lov nr. 260 af 16. marts
2016, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af
regler udstedt i medfør af § 4, stk. 6, § 18, stk. 7, § 20,
stk. 5, § 23, stk. 5, og § 48, stk. 4, i lov om radioudstyr og
elektromagnetiske forhold, som affattet ved denne lovs § 3,
nr. 7, 26, 32, 42 og 66.
§ 6
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
16
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets baggrund
2.1. Markedsovervågningsforordningen
2.2. Sikkerhedsstyrelsen som kontrolmyndighed
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Udvidelse af ansvarskreds og erhvervsdrivendes forpligtelser (§§ 1-3)
3.1.1. Gældende ret
3.1.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser
3.1.3. Den foreslåede ordning
3.2. Udvidelse af kontrolbeføjelser (§§ 1-3)
3.2.1. Gældende ret
3.2.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.3. Sanktioner og skærpet bødestraf (§§ 1-3)
3.3.1. Gældende ret
3.3.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.3.2.1. Strafbestemmelser
3.3.2.2. Strafudmålingen
3.4. Udvidelse af tilsynsbeføjelser i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester
3.4.1. Gældende ret
3.4.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
4. Forholdet til databeskyttelseslovgivningen
5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
5.1. Principperne for digitaliseringsklar lovgivning
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6.1. Principperne for agil erhvervsrettet regulering
7. Administrative konsekvenser for borgerne
8. Klima- og miljømæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
11. Sammenfattende skema
1. Indledning
Der er i forordning 1020/2019/EU af 20. juni 2019 om mar‐
kedsovervågning og produktoverensstemmelse og om æn‐
dring af direktiv 2004/42/EF og forordning nr. 765/2008/EF
og nr. 305/2011/EU (herefter markedsovervågningsforord‐
ningen) fastsat nye regler, som bl.a. indebærer nye pligter
for de erhvervsdrivende og nye kontrolbeføjelser for Sikker‐
hedsstyrelsen, som er kontrolmyndigheden i Danmark, for
så vidt angår de produktgrupper, som er omfattet af lovfor‐
slagets §§ 1-3.
§§ 1-3 i lovforslaget gælder for tre grupper produkter og
supplerer de relevante regelsæt for disse tre grupper. Den
første produktgruppe er energirelaterede produkter, som er
omfattet af direktiv 2009/125/EF af 21. oktober 2009 om
rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af
energirelaterede produkter (herefter ecodesigndirektivet) og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1369/2017/EU af
4. juli 2017 om opstilling af rammer for energimærkning og
om ophævelse af direktiv 2010/30/EU (herefter energimærk‐
ningsforordningen).
Den anden gruppe er radioudstyr, som er omfattet af direk‐
tiv 2014/53/EU af 16. april 2014 om harmonisering af med‐
lemsstaternes love om tilgængeliggørelse af radioudstyr på
markedet og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF (herefter
radioudstyrsdirektivet).
Den tredje gruppe af produkter er apparater, der er om‐
fattet af direktiv 2014/30/EU af 26. februar 2014 om har‐
monisering af medlemsstaternes lovgivning om elektromag‐
netisk kompatibilitet (omarbejdning) (herefter EMC-direk‐
tivet). Ud over de tre produktgrupper indeholder enkelte
ændringer også faste anlæg.
I Danmark er kravene, pligterne og kontrolbeføjelserne re‐
guleret i lov om miljøvenligt design af energirelaterede pro‐
dukter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1093 af 1. november 2019
17
(herefter ecodesignloven), lov nr. 1521 af 18. december
2018 om supplerende bestemmelser til forordning om opstil‐
ling af rammer for energimærkning m.v. (herefter produkt‐
energimærkningsloven) og lov nr. 260 af 16. marts 2016 om
radioudstyr og elektromagnetiske forhold (herefter radioud‐
styrsloven).
De nævnte direktiver og den nævnte forordning fastsætter
allerede krav til de omfattede produkter, pligter for de er‐
hvervsdrivende i den forbindelse samt regler om kontrol
med overholdelsen af kravene og pligterne. Med dette lov‐
forslag foreslås mulighederne for Sikkerhedsstyrelsens kon‐
trol ændret, og der foreslås en ændring af de erhvervsdriven‐
des pligter. De foreslåede ændringer afspejler ændringerne i
markedsovervågningsforordningen, som er direkte gældende
i Danmark, og som finder anvendelse fra 16. juli 2021.
Lovforslaget gengiver således de erhvervsdrivendes plig‐
ter fra markedsovervågningsforordningen og sammenskri‐
ver dem med de pligter, som fortsat skal gælde i medfør
af bl.a. direktiverne og energimærkningsforordningen. Mar‐
kedsovervågningsforordningen pålægger herudover pligter
for to nye typer erhvervsdrivende: udbydere af distribu‐
tionstjenester og udbydere af informationssamfundstjene‐
ster. Pligterne for disse erhvervsdrivende indsættes tillige i
lovforslaget.
Herudover gennemfører lovforslaget markedsovervågnings‐
forordningen ved at sikre, at Sikkerhedsstyrelsen har de for‐
nødne beføjelser til at gennemføre deres kontrol af de tre
produktgrupper. Lovforslaget supplerer endvidere markeds‐
overvågningsforordningen ved at fastsætte bestemmelser om
straf for overtrædelser af pligter m.v., som stammer fra for‐
ordningen.
Endelig indeholder lovforslaget i § 4 et forslag til ændring
af lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, jf.
lovbekendtgørelse nr. 128 af 7. februar 2014 med senere
ændringer (herefter teleloven).
Teleloven indeholder en række opgaver, der er tillagt de
nationale tilsynsmyndigheder. Disse opgaver er navnlig be‐
skrevet i bestemmelserne i telelovens afsnit IV om den
sektorspecifikke konkurrenceregulering på teleområdet, og
varetagelsen heraf er primært tillagt Erhvervsstyrelsen.
Ved lov nr. 1833 af 8. december 2020 blev dele af Euro‐
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/1972/EU af 11.
december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for
elektronisk kommunikation (herefter teledirektivet) gennem‐
ført. Loven ændrede bl.a. tilsynsbestemmelserne i telelo‐
vens afsnit IV om sektorspecifik konkurrenceregulering på
teleområdet samt indførte en ny bestemmelse vedrørende
erhvervsministerens mulighed for at fastsætte nærmere reg‐
ler for udnævnelse og afskedigelse af medlemmer af myn‐
digheder. Ved ændringen henholdsvis indførelsen af disse
bestemmelser blev der dog ikke angivet en fuldstændig hen‐
visning til de kapitler i telelovens afsnit IV, der hører under
Erhvervsstyrelsens ansvarsområde.
Forslaget om ændring af teleloven vil indebære, at der i
de relevante tilsynsbestemmelser i telelovens afsnit IV ind‐
føres en hjemmel for Erhvervsstyrelsen til også at kunne
føre tilsyn med overholdelsen af reglerne i telelovens kapi‐
tel 14 a og 16 a og regler udstedt i medfør heraf. Disse
kapitler omfatter bestemmelserne om saminvestering, rene
engrosselskaber, frivillig funktionel adskillelse og tilsagn
samt sektorspecifik fusionskontrol.
Med lovforslaget sikres Erhvervsstyrelsen en hjemmel til at
føre tilsyn med overholdelsen af alle de regler i telelovens
afsnit IV, som hører under Erhvervsstyrelsens ansvarsområ‐
de. Det drejer sig samlet set om reglerne i telelovens kapitel
11-14 a og 16-18 og regler udstedt i medfør heraf.
Endvidere vil lovændringen indebære, at der indføres en
hjemmel for erhvervsministeren til i medfør af telelovens
§ 67, stk. 4, at fastsætte nærmere regler for udnævnelse
og afskedigelse af medlemmer af de myndigheder, der er
bemyndiget til at varetage opgaver efter kapitel 14 a i te‐
lelovens afsnit IV. Dette kapitel omfatter bestemmelserne
om saminvestering, rene engrosselskaber, frivillig funktionel
adskillelse og tilsagn.
Med lovforslaget sikres således erhvervsministerens mulig‐
hed for i medfør af telelovens § 67, stk. 4, at fastsætte
nærmere regler for udnævnelse og afskedigelse af medlem‐
mer af myndigheder. Det vil således samlet set omfatte myn‐
digheder, der er bemyndiget til at varetage opgaver efter
telelovens kapitel 11-14 a og 16-18.
2. Lovforslagets baggrund
2.1. Markedsovervågningsforordningen
Markedsovervågningsforordningen fastsætter regler om
markedsovervågning og erhvervsdrivendes pligter på EU-ni‐
veau for bl.a. de produkttyper, som er omfattet af dette lov‐
forslags §§ 1-3.
Forordningen trådte i kraft den 15. juli 2019 og finder an‐
vendelse fra den 16. juli 2021.
Markedsovervågningsforordningen afløser Europa-Parla‐
mentets og Rådets forordning nr. 765/2008/EF af 9. ju‐
li 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervåg‐
ning i forbindelse med markedsføring af produkter for så
vidt angår de dele af forordning 765/2008/EF, der omhand‐
ler markedsovervågning. Markedsovervågningsforordningen
bygger videre på principperne i forordning 765/2008/EF,
således at formålet fortsat er, at produkter, der er omfattet
af varernes frie bevægelighed inden for EU, opfylder krav
om et højt beskyttelsesniveau for samfundsinteresser som
bl.a. sundhed, sikkerhed og forbrugerbeskyttelse. Markeds‐
overvågningsforordningen sigter således mod at forhindre,
at produkter, der ikke overholder de gældende regler, brin‐
ges i omsætning på EU-markedet. Formålet er at styrke det
indre marked for varer.
E-handlen er stigende, og på tværs af hele EU oplever
18
medlemsstaterne udfordringer med import af produkter fra
tredjelande, som ikke opfylder hverken nationale eller har‐
moniserede EU-regler.
Det er hensigten med forordningen, at den skal bidrage til
at skabe bedre muligheder for medlemsstaterne til at imøde‐
komme den aktuelle problemstilling på produktområdet om
forbrugernes køb af produkter direkte fra tredjelande, som i
mindre grad lever op til produktlovgivningen.
Et af markedsovervågningsforordningens hovedformål er at
opdatere reglerne, så de afspejler de forsyningskæder og
forbrugeradfærd, som gør sig gældende i dag. Der tages bl.a.
højde for det øgede udbud af produkter til salg online og
de stadig mere komplekse forsyningskæder. Et andet hoved‐
formål er at ensarte markedsovervågningen yderligere, både
på tværs af medlemsstaterne og på tværs af produktområ‐
derne. Markedsovervågning er den samlede betegnelse for
de kontrolaktiviteter og foranstaltninger, der gennemføres
og træffes af myndighederne for at sikre, at markedsførte
produkter opfylder de gældende regler.
Markedsovervågningsforordningen gælder umiddelbart i
dansk ret, men den kræver dog enkelte gennemførelsesfor‐
anstaltninger vedrørende den praktiske markedsovervågning
(kontrolbeføjelser). Forordningen forpligter medlemslande‐
ne til at sikre, at deres kontrolmyndigheder har en række
konkrete minimumsbeføjelser til rådighed. Flere af disse
beføjelser findes allerede i dansk ret i dag, mens andre enten
er helt nye eller er skærpede i forhold til den eksisterende
regulering.
Markedsovervågningsforordningen fastsætter en række for‐
anstaltninger, herunder beføjelser, som kontrolmyndigheder‐
ne kan gøre brug af i forbindelse med kontrollen af, om
produkterne overholder reglerne.
Herudover fastsætter forordningen en række pligter for de
erhvervsdrivende, herunder pligter for nye typer erhvervs‐
drivende.
Endelig forpligter forordningen medlemslandene til at fast‐
sætte sanktioner, som er tilstrækkeligt effektive, proportio‐
nale og har en afskrækkende effekt. Der vil således skulle
fastsættes regler for overtrædelse af forordningens bestem‐
melser.
Ud over forpligtelser for de erhvervsdrivende og kontrolbe‐
føjelser til kontrolmyndighederne indeholder forordningen
bestemmelser om samarbejdet mellem kontrolmyndigheder‐
ne i EU-medlemsstaterne og om samarbejdet med toldmyn‐
dighederne. De to sidstnævnte falder uden for anvendelses‐
området for de tre love, som er omfattet af lovforslagets §§
1-3, og forordningens bestemmelser herom er derfor ikke
gengivet i lovforslaget.
2.2. Sikkerhedsstyrelsen som kontrolmyndighed
I januar 2018 introducerede den daværende regering anden
runde af udflytningen af statslige arbejdspladser (Bedre Ba‐
lance II), og med initiativet gennemførtes en samling af en
række regulerings- og kontrolopgaver vedrørende produkt‐
sikkerhed i et nyt center for markedsovervågning i Sikker‐
hedsstyrelsen i Esbjerg. Blandt markedsovervågningsopga‐
verne er markedsovervågning af energirelaterede produkter,
radioudstyr, apparater og faste anlæg. Overførslen af mar‐
kedsovervågningen til Sikkerhedsstyrelsen trådte i kraft den
1. august 2018, jf. kongelig resolution af 25. juni 2018.
Sikkerhedsstyrelsen fører således i dag kontrol med de er‐
hvervsdrivendes overholdelse af deres pligter, og at produk‐
terne lever op til de krav, som stilles i ecodesignloven, pro‐
duktenergimærkningsloven og radioudstyrsloven. Energisty‐
relsen fører dog fortsat efter radioudstyrsloven kontrol med,
at apparater, faste anlæg og radioudstyr anvendes i overens‐
stemmelse med kravene herom.
Da det hovedsageligt er Sikkerhedsstyrelsen, som fører kon‐
trol med produkterne omfattet af lovforslaget, vil det således
også være Sikkerhedsstyrelsen, som vil blive tillagt kontrol‐
beføjelserne efter markedsovervågningsforordningen. Lov‐
forslagets bestemmelser om kontrolbeføjelserne er derfor så
vidt muligt ensrettet med de kontrolbeføjelser, som findes i
Erhvervsministeriets lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produk‐
ter og markedsovervågning (produktloven), som er tilpasset
reglerne i markedsovervågningsforordningen. Ensretningen
med denne lov vil gøre det lettere for de erhvervsdrivende
at genkende de foreslåede bestemmelser, hvilket kan med‐
virke til en højere grad af regelefterlevelse. Herudover vil
det medvirke til at lette sagsbehandlingen hos Sikkerheds‐
styrelsen, når bestemmelserne i så høj grad som muligt er
enslydende med bestemmelserne på andre produktområder.
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Udvidelse af ansvarskreds og erhvervsdrivendes for‐
pligtelser (§§ 1-3)
3.1.1. Gældende ret
Markedsovervågningsforordningen fastsætter i artikel 4, 5
og 7 en række forpligtelser for de erhvervsdrivende, som
hovedsageligt indebærer en udvidelse i forhold til de er‐
hvervsdrivendes pligter efter de gældende regler. Herudover
indføres der pligter for to nye typer af erhvervsdrivende:
udbydere af distributionstjenester og udbydere af informati‐
onssamfundstjenester.
Forordningens artikel 4, stk. 1, fastsætter, at et produkt kun
må bringes i omsætning, hvis en erhvervsdrivende, der er
etableret i Unionen, er ansvarlig for de opgaver med hensyn
til dette produkt, som følger af artikel 4, stk. 3. Efter artikel
4, stk. 2, vil den ansvarlige erhvervsdrivende som udgangs‐
punkt være en fabrikant, en importør eller en bemyndiget
repræsentant. Hvis ingen af disse er etableret i EU, vil en
udbyder af distributionstjenester, som er etableret i EU, i
stedet blive ansvarlig i forhold til produktet.
Forordningens artikel 4, stk. 3, oplister en række opgaver,
som den ansvarlige erhvervsdrivende vil skulle udføre. Det
19
drejer sig for det første om en pligt for den ansvarlige er‐
hvervsdrivende til at stille en EU-overensstemmelseserklæ‐
ring og teknisk dokumentation til rådighed for markedsover‐
vågningsmyndigheden, jf. litra a.
For det andet drejer det sig om en pligt til at give infor‐
mation og dokumentation til markedsovervågningsmyndig‐
heden, der er nødvendig for at konstatere produktets over‐
ensstemmelse, på et sprog, der er let forståeligt for myndig‐
heden, jf. litra b.
For det tredje skal den ansvarlige erhvervsdriven‐
de underrette markedsovervågningsmyndigheden, hvis
vedkommende har grund til at tro, at et produkt udgør en
risiko, jf. litra c.
Endelig skal den erhvervsdrivende for det fjerde samarbej‐
de med markedsovervågningsmyndigheden, herunder efter
en begrundet anmodning sikre, at der træffes øjeblikkelige
nødvendige korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle
tilfælde af manglende overensstemmelse med de krav, der
finder anvendelse på det pågældende produkt, eller, hvis
dette ikke er muligt, begrænse de risici, der er forbundet
med det pågældende produkt, når det påbydes af markeds‐
overvågningsmyndighederne eller på eget initiativ, når den
erhvervsdrivende skønner eller har grund til at tro, at det
pågældende produkt udgør en risiko, jf. litra d.
Forordningens artikel 4, stk. 4, fastsætter, at den ansvarlige
erhvervsdrivendes navn, registrerede firmanavn eller regi‐
strerede varemærke og kontaktoplysninger, herunder posta‐
dresse, skal være angivet på produktet eller på dets emballa‐
ge, pakken eller et ledsagedokument.
Forordningens artikel 5, stk. 1, fastsætter, at hvis en fabri‐
kant bemyndiger en repræsentant, skal denne være bemyndi‐
get til at udføre de opgaver, som følger af artikel 4, stk.
3. Den bemyndigede repræsentant skal udføre de opgaver,
der er fastsat i fuldmagten, jf. artikel 5, stk. 2, 1. pkt.
Den bemyndigede repræsentant skal endvidere på anmod‐
ning give markedsovervågningsmyndighederne en kopi af
fuldmagten på et af markedsovervågningsmyndigheden fast‐
sat EU-sprog, jf. artikel 5, stk. 2, 2. pkt.
Endelig skal den bemyndigede repræsentant råde over pas‐
sende midler til at kunne udføre sine opgaver, jf. artikel 5,
stk. 3.
Forordningens artikel 7, stk. 1, fastsætter en pligt for alle
erhvervsdrivende, som bringer produkter i omsætning eller
gør dem tilgængelige på markedet til at samarbejde med
markedsovervågningsmyndighederne om tiltag, der kan eli‐
minere eller begrænse risici forbundet med produkter, som
disse erhvervsdrivende har gjort tilgængelige på markedet.
Udbydere af informationssamfundstjenester skal samarbejde
med markedsovervågningsmyndighederne på anmodning af
markedsovervågningsmyndighederne og i særlige tilfælde
med henblik på at fremme ethvert tiltag, der træffes for at
eliminere eller, hvis dette ikke er muligt, begrænse de risici,
der er forbundet med et produkt, som udbydes eller var
udbudt til salg online gennem deres tjenester, jf. artikel 7,
stk. 2.
Der fastsættes således som noget nyt krav om, at der skal
være en ansvarlig erhvervsdrivende inden for EU, for at pro‐
dukterne lovligt kan bringes i omsætning (sælges) i EU. Der
fastsættes endvidere flere krav til bemyndigede repræsentan‐
ter, bl.a. et krav om at disse af fabrikanten har fået tilført
tilstrækkelige midler til at kunne udføre sine opgaver. For
alle erhvervsdrivende indføres der endelig forskellige for‐
pligtelser, som relaterer sig til samarbejdet med kontrolmyn‐
digheden.
Efter gældende dansk ret (alle tre love omfattet af lovfor‐
slagets §§ 1-3) forstås ved den erhvervsdrivende enten fa‐
brikanten, den bemyndigede repræsentant, importøren eller
distributøren. I ecodesignloven anvendes dog termen produ‐
cent i stedet for fabrikant, men definitionerne er identiske og
skal forstås som den samme type erhvervsdrivende. Fabri‐
kanten skal sikre, at energirelaterede produkter, radioudstyr
og apparater lever op til de gældende krav, har teknisk doku‐
mentation herfor og har udfærdiget en EU-overensstemmel‐
seserklæring.
Fabrikanten og importøren skal efter de gældende regler i
ecodesignloven og radioudstyrsloven angive sine kontaktop‐
lysninger, og de erhvervsdrivende skal sikre, at der er en
EU-overensstemmelseserklæring og teknisk dokumentation,
samt sikre at dette kan stilles til rådighed for Sikkerhedssty‐
relsen. De erhvervsdrivende har en pligt til, hvis de har
grund til at tro, at et produkt udgør en risiko, at reagere her‐
på og træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at
det risikofyldte produkt ikke fremadrettet gøres tilgængeligt
på EU-markedet.
I produktenergimærkningsloven anvendes endvidere termen
leverandør, som defineres som en producent i EU, og for‐
handler, som defineres som detailhandler eller anden fysisk
eller juridisk person, som udbyder til salg, udlejer, sælger
på afbetaling eller udstiller produkter til kunder eller instal‐
latører som led i erhvervsvirksomhed mod eller uden ve‐
derlag. Denne lov fastsætter dog ikke forpligtelser for de
erhvervsdrivende, idet den alene gennemfører supplerende
bestemmelser til energimærkningsforordningen og markeds‐
overvågningsforordningen, jf. markedsovervågningsforord‐
ningens artikel 2, stk. 1, som bl.a. fastsætter, at forordningen
finder anvendelse på produkter angivet i den EU-harmonise‐
ringslovgivning, der er anført i forordningens bilag I, hvor‐
under energimærkningsforordningen er nævnt.
3.1.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejel‐
ser
Markedsovervågningsforordningen er direkte gældende,
herunder bestemmelserne om de erhvervsdrivendes plig‐
ter. Der findes allerede i ecodesignloven og radioudstyr‐
sloven bestemmelser med pligter for de erhvervsdriven‐
20
de. Nogle af disse pligter erstattes eller suppleres af bestem‐
melserne i forordningen.
At der allerede findes bestemmelser om pligter for de er‐
hvervsdrivende i to forskellige regelsæt kan besværliggø‐
re læsningen for de erhvervsdrivende, når markedsovervåg‐
ningsforordningen finder anvendelse ved siden af, og det
kan medføre, at de erhvervsdrivendes mulighed for at sikre,
at de pågældende pligter overholdes, bliver forringet.
3.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at de erhvervsdrivendes pligter skrives ind i
ecodesignloven og radioudstyrsloven, selv om de allerede
gælder direkte gennem markedsovervågningsforordningen,
og at de sammenskrives med de allerede eksisterende plig‐
ter. Hermed gøres det lettere for de erhvervsdrivende at få
et overblik over reglerne, da de kan læses i sammenhæng
med de øvrige regler i lovene. Det foreslås, at ordlyden af
bestemmelserne i så høj grad som muligt følger ordlyden i
forordningen, som er direkte gældende i Danmark.
I produktenergimærkningsloven indsættes der dog ikke be‐
stemmelser, som gengiver de erhvervsdrivendes nye pligter,
idet denne lov i sin nuværende form alene gennemfører
supplerende bestemmelser til energimærkningsforordningen
og markedsovervågningsforordningen uden gengivelse af
erhvervsdrivendes pligter i loven.
Det foreslås på den baggrund, at der i ecodesignloven og ra‐
dioudstyrloven indsættes bestemmelser om, at der vil skulle
være en ansvarlig erhvervsdrivende i EU f.eks. en bemyndi‐
get repræsentant for fabrikanten, som kontrolmyndigheder‐
ne kan rette sine anmodninger m.v. til. Der vil være krav
om, at produkter alene må bringes i omsætning, hvis en
erhvervsdrivende, der er etableret i EU, er ansvarlig for en
række nærmere angivne opgaver, herunder bl.a. verificering
af dokumentation, oplysningspligt og underretning af kon‐
trolmyndigheden, hvis den erhvervsdrivende har grund til at
tro, at et produkt udgør en risiko.
De ansvarlige erhvervsdrivende vil være fabrikanten, impor‐
tøren, den bemyndigede repræsentant og, hvis ingen af de
disse erhvervsdrivende er til stede, en udbyder af distribu‐
tionstjenester. Det overordnede ansvar for overholdelse af
lovgivningen ligger dog som udgangspunkt hos fabrikan‐
ten. Er der ingen ansvarlig erhvervsdrivende, må produktet
ikke bringes i omsætning på EU-markedet.
Det foreslås endvidere, at der fastsættes bestemmelser om,
at de erhvervsdrivende af egen drift vil skulle fortage foran‐
staltninger over for produkter, som ikke overholder kravene
eller udgør en risiko, og at de vil have en pligt til at sam‐
arbejde med Sikkerhedsstyrelsen, herunder en pligt til at
underrette styrelsen om produkter, hvor der vurderes at være
en risiko.
Herudover foreslås fastsat en pligt til at give Sikkerhedssty‐
relsen informationer og dokumenter, EU-overensstemmel‐
seserklæringen og den tekniske dokumentation.
Der foreslås endvidere fastsat et udvidet krav til de er‐
hvervsdrivende i forhold til at angive deres kontaktoplysnin‐
ger, så Sikkerhedsstyrelsen ved, hvem de skal rette henven‐
delse til i forbindelse med et konkret produkt. Pligten til
at angive kontaktoplysninger udvides til også at omfatte
bemyndigede repræsentanter og udbydere af distributions‐
tjenester.
Pligterne for de bemyndigede repræsentanter foreslås - ud
over pligten til at angive sine kontaktoplysninger - endvi‐
dere udvidet på andre punkter i forhold til de gældende
regler. Den bemyndigede repræsentant vil således f.eks. bli‐
ve pålagt en pligt til af egen drift at sikre, at der træffes
foranstaltninger i forhold til et produkt, som ikke overholder
kravene og eventuelt udgør en risiko. Det vil endvidere være
et nyt krav, at den bemyndigede repræsentant vil skulle have
tilstrækkelige midler til at kunne løse de opgaver, som er
omfattet af den fuldmagt, som denne har fået af fabrikanten.
For udbydere af distributionstjenester er alle pligter, som
følger af markedsovervågningsforordningen, nye, idet udby‐
dere af distributionstjenester ikke i dag er ansvarlige for
produkter, som de håndterer i deres forretning. Udbydernes
pligter svarer til de fleste af de pligter, som pålægges den
bemyndigede repræsentant.
I forordningen pålægges også udbydere af informationssam‐
fundstjenester pligter, som dog er af begrænset omfang. De
pågældende udbydere vil alene have pligt til at samarbejde
med Sikkerhedsstyrelsen i de tilfælde, hvor styrelsen - fordi
andre foranstaltninger ikke har haft den ønskede effekt - har
behov for at blokere en onlinegrænseflade, som indeholder
produkter, der udgør en risiko.
Det foreslås også fremadrettet, at der ikke i produktenergi‐
mærkningsloven gengives forpligtelser fra markedsovervåg‐
ningsforordningen, da produktenergimærkningsloven ude‐
lukkende består af supplerende bestemmelser til markeds‐
overvågningsforordningen og ikke fastsætter pligter for de
erhvervsdrivende. Dette stemmer overens med den gælden‐
de systematik, da produktenergimærkningsloven i forvejen
kun fastsætter supplerende bestemmelser til energimærk‐
ningsforordningen. Hermed undgås det at bryde med syste‐
matikken og dermed risikere at gøre det vanskeligere for de
erhvervsdrivende at skabe sig klarhed over reglerne, hvilket
kan gøre det sværere for de erhvervsdrivende at efterleve
den gældende lovgivning på området.
3.2. Udvidelse af kontrolbeføjelser (§§ 1-3)
3.2.1. Gældende ret
Markedsovervågningsforordningen fastsætter i artikel 11 og
14-16 en række foranstaltninger, herunder beføjelser, som
kontrolmyndighederne kan gøre brug af i forbindelse med
kontrollen af, om produkterne overholder reglerne.
Forordningens artikel 11, stk. 1, fastsætter, at markedsover‐
vågningsmyndighederne skal gennemføre deres aktiviteter
for at sikre: a) effektiv markedsovervågning på deres områ‐
21
de af produkter, som er gjort tilgængelige online og offline
for så vidt angår produkter, der er omfattet af EU-harmo‐
niseringslovgivningen, b) at erhvervsdrivende iværksætter
passende og forholdsmæssige korrigerende tiltag i forbindel‐
se med overensstemmelse med denne lovgivning og denne
forordning, og c) at der vedtages passende og forholdsmæs‐
sige foranstaltninger, hvis den erhvervsdrivende ikke træffer
korrigerende tiltag.
Markedsovervågningsmyndighederne skal endvidere, jf. ar‐
tikel 11, stk. 3, gennemføre en passende kontrol af produkt‐
ernes egenskaber i et passende omfang ved hjælp af doku‐
mentbaseret kontrol og, hvis det er relevant, fysisk kontrol
og laboratorieundersøgelser baseret på et passende antal
prøver. Ved afgørelsen af, hvilke kontroller der skal udføres,
af hvilke typer produkter og i hvilket omfang, skal markeds‐
overvågningsmyndighederne følge en risikobaseret tilgang.
Forordningens artikel 11, stk. 6, fastsætter, at den dokumen‐
tation, der anvendes af en markedsovervågningsmyndighed
i én medlemsstat, kan anvendes som led i de undersøgel‐
ser til at kontrollere produktoverensstemmelse, der er gen‐
nemført af markedsovervågningsmyndighederne i en anden
medlemsstat uden yderligere formelle krav.
I medfør af forordningens artikel 11, stk. 9, skal produkter,
der på grundlag af en afgørelse truffet af en markedsover‐
vågningsmyndighed i én medlemsstat er blevet anset for
ikke at overholde de gældende regler, af markedsovervåg‐
ningsmyndighederne i andre medlemsstater anses for ikke
at overholde de gældende regler, medmindre en relevant
markedsovervågningsmyndighed i en anden medlemsstat er
nået til den modsatte konklusion på grundlag af sin egen
undersøgelse under hensyntagen til et eventuelt input fra en
erhvervsdrivende.
Det følger af forordningens artikel 14, stk. 4, at markeds‐
overvågningsmyndighederne skal have beføjelsen til at på‐
lægge erhvervsdrivende at forelægge relevante dokumenter,
tekniske specifikationer, data eller oplysninger om overens‐
stemmelse og tekniske aspekter af produktet, herunder ad‐
gang til indlejret software i det omfang en sådan adgang
er nødvendigt for at vurdere produktets overensstemmelse
med gældende EU-harmoniseringslovgivning, uanset form
eller format og uanset lagringsmedium eller det sted, hvor
sådanne dokumenter, tekniske specifikationer, data eller op‐
lysninger er lagret, og at tage eller få kopier deraf, jf. artikel
14, stk. 4, litra a.
Markedsovervågningsmyndighederne skal endvidere have
beføjelsen til at pålægge erhvervsdrivende at levere rele‐
vante oplysninger om forsyningskæden, om de nærmere de‐
taljer for distributionsnettet, om mængder af produkter på
markedet og om andre produktmodeller, der har de samme
tekniske egenskaber som det pågældende produkt, når det
er relevant for overensstemmelse med de gældende krav i
henhold til EU-harmoniseringslovgivningen, jf. artikel 14,
stk. 4, litra b.
Herudover skal markedsovervågningsmyndighederne have
beføjelsen til at pålægge erhvervsdrivende at fremlægge de
relevante oplysninger, der er nødvendige for at kunne fastslå
ejerskabet til et websted, når de pågældende oplysninger har
relation til undersøgelsens genstand, jf. artikel 14, stk. 4,
litra c.
Markedsovervågningsmyndighederne skal endvidere have
beføjelsen til uden forudgående varsel at foretage inspektion
på stedet og fysisk kontrol af produkter, jf. artikel 14, stk.
4, litra d, beføjelsen til at få adgang til alle lokaler, arealer
eller transportmidler, som den pågældende erhvervsdrivende
anvender som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk
eller sit fag, for at identificere manglende overensstemmelse
og indhente dokumentation, jf. artikel 14, stk. 4, litra e, og
beføjelsen til at indlede undersøgelser på markedsovervåg‐
ningsmyndighedernes eget initiativ med henblik på at iden‐
tificere tilfælde af manglende overensstemmelse og bringe
dem til ophør, jf. artikel 14, stk. 4, litra f.
Herudover skal markedsovervågningsmyndighederne have
beføjelsen til at pålægge erhvervsdrivende at træffe passen‐
de tiltag for at bringe et tilfælde af manglende overensstem‐
melse til ophør eller at eliminere risikoen, jf. artikel 14,
stk. 4, litra g, og beføjelsen til at træffe passende foranstalt‐
ninger, hvis en erhvervsdrivende ikke træffer passende kor‐
rigerende tiltag, eller hvis den manglende overensstemmelse
eller risikoen fortsat består, herunder beføjelser til at forbyde
eller begrænse tilgængeliggørelsen af et produkt på marke‐
det eller til at påbyde, at produktet trækkes tilbage eller
tilbagekaldes, jf. artikel 14, stk. 4, litra h.
Endvidere skal markedsovervågningsmyndighederne have
beføjelsen til at pålægge sanktioner i overensstemmelse med
artikel 41, jf. artikel 14, stk. 4, litra i, og beføjelsen til at er‐
hverve produktprøver, herunder under en skjult identitet, til
at kontrollere disse prøver og foretage reverse engineering
på dem med henblik på at identificere manglende overens‐
stemmelse og indhente dokumentation, jf. artikel 14, stk. 4,
litra j.
Endelig skal markedsovervågningsmyndighederne, hvis der
ikke findes andre effektive midler til at eliminere en alvorlig
risiko, have beføjelsen til: i) at påbyde fjernelse af indhold,
der henviser til de relaterede produkter, fra en onlinegrænse‐
flade eller at påbyde, at en advarsel til slutbrugerne udtryk‐
keligt vises, når de får adgang til en onlinegrænseflade, eller
ii) at påbyde, hvis en anmodning i henhold til nr. i) ikke
overholdes, at udbydere af informationssamfundstjenester
skal begrænse adgangen til onlinegrænsefladen, herunder
ved at anmode en relevant tredjepart om at gennemføre
sådanne foranstaltninger, jf. artikel 14, stk. 4, litra k.
Efter forordningens artikel 14, stk. 5, kan markedsovervåg‐
ningsmyndighederne anvende alle oplysninger, dokumenter,
resultater, erklæringer eller efterretninger som dokumenta‐
tion til deres undersøgelser, uanset i hvilket format og det
medium, de er lagret på.
22
Medlemsstaterne kan efter forordningens artikel 15, stk. 1,
tillade deres markedsovervågningsmyndigheder at opkræve
alle omkostninger ved deres aktiviteter fra den relevante
erhvervsdrivende for så vidt angår tilfælde af manglende
overensstemmelse. Omkostningerne kan, jf. stk. 2, omfat‐
te omkostninger ved prøvning, omkostninger ved foranstalt‐
ninger truffet i henhold til forordningens artikel 28, stk.
1 og 2, omkostninger ved oplagring og omkostninger ved
aktiviteter i forbindelse med produkter, der konstateres ikke
at overholde de gældende regler, og som er genstand for
korrigerende tiltag, inden de overgår til fri omsætning eller
bringes i omsætning.
I medfør af forordningens artikel 16, stk. 1, træffer markeds‐
overvågningsmyndighederne passende foranstaltninger, hvis
et produkt, selv om det anvendes i overensstemmelse med
sit formål eller på betingelser, som med rimelighed kan for‐
udses, og selv om det er installeret og vedligeholdt korrekt:
a) kan bringe brugernes sundhed eller sikkerhed i fare, eller
b) ikke er i overensstemmelse med de gældende krav.
Hvis markedsovervågningsmyndighederne finder, at de i ar‐
tikel 16, stk. 1, litra a eller b, omhandlede forhold er til ste‐
de, skal de straks påbyde den pågældende erhvervsdrivende
at træffe passende og forholdsmæssige korrigerende tiltag
for at bringe den manglende overensstemmelse til ophør el‐
ler at eliminere risikoen inden for en frist, som de fastsætter,
jf. artikel 16, stk. 2.
Med henblik på stk. 2 kan de korrigerende tiltag, der skal
træffes af den erhvervsdrivende, jf. artikel 16, stk. 3, bl.a.
omfatte: a) at bringe produktet i overensstemmelse, herun‐
der ved at afhjælpe formel manglende overholdelse eller
ved at sikre, at produktet ikke længere udgør en risiko, b)
at forhindre, at produktet gøres tilgængeligt på markedet,
c) at trække eller kalde produktet tilbage straks og advare
offentligheden om risikoen, d) at destruere produktet eller på
anden vis gøre det ubrugeligt, e) at anføre passende, klart
formulerede og letforståelige advarsler på produktet om de
risici, der kan være forbundet med det, på det eller de sprog,
som den medlemsstat, hvor produktet gøres tilgængeligt på
markedet, fastsætter, f) at fastlægge betingelser, der skal
være opfyldt, før det pågældende produkt kan gøres tilgæn‐
geligt på markedet, eller g) straks og i en passende form
at advare de slutbrugere, der udsættes for risiko, herunder
ved udsendelse af særlige advarsler på det eller de sprog,
som den medlemsstat, hvor produktet er gjort tilgængeligt
på markedet, fastsætter.
I henhold til artikel 16, stk. 4, kan der kun påbydes korrige‐
rende tiltag som omhandlet i artikel 16, stk. 3, litra e, f og
g, i de tilfælde, hvor produktet alene kan udgøre en risiko på
visse betingelser eller kun for visse slutbrugere.
Det følger af artikel 16, stk. 5, at hvis den erhvervsdrivende
ikke træffer korrigerende tiltag, jf. artikel 16, stk. 3, eller
hvis den manglende overensstemmelse eller den i artikel
16, stk. 1 omhandlede risiko fortsat består, sikrer markeds‐
overvågningsmyndighederne, at produktet trækkes tilbage
eller kaldes tilbage, eller at produktets tilgængeliggørelse
på markedet forbydes eller begrænses, og at offentligheden,
Kommissionen og de øvrige medlemsstater underrettes her‐
om.
Det følger af artikel 16, stk. 7, at hvor en national foranstalt‐
ning anses for at være berettiget i overensstemmelse med
den gældende beskyttelsesprocedure, eller hvor ingen mar‐
kedsovervågningsmyndighed i en anden medlemsstat har
konkluderet det modsatte som omhandlet i artikel 11, stk. 9,
skal de kompetente markedsovervågningsmyndigheder i de
andre medlemsstater træffe de nødvendige foranstaltninger
over for det produkt, der ikke overholder gældende regler.
Flere af de beføjelser, som påkræves efter markedsovervåg‐
ningsforordningen, findes allerede i gældende dansk ret. Det
gælder f.eks. muligheden for, at Sikkerhedsstyrelsen kan
pålægge erhvervsdrivende at afgive relevant dokumentation
eller oplysninger, at indlede undersøgelser på eget initiativ
eller at pålægge erhvervsdrivende at træffe passende foran‐
staltninger, hvis et produkt ikke er i overensstemmelse med
reglerne.
De nye beføjelser omfatter f.eks. kontrolbeføjelser i relation
til onlinegrænseflader (hjemmesider og apps m.v.), jf. for‐
ordningens artikel 14, stk. 4, litra k, hvis der er en alvorlig
risiko ved et produkt. Det betyder, at det skal kunne påby‐
des, at produktrelateret indhold fjernes, eller at der tydeligt
advares ved adgangen til en onlinegrænseflade indeholden‐
de produkter, som udgør en alvorlig risiko. Derudover er
der indsat en beføjelse til at kunne blokere adgangen til en
onlinegrænseflade. Der er her tale om særlige kontrolbefø‐
jelser, som kun vil skulle anvendes i de tilfælde, hvor ingen
øvrige kontrolbeføjelser har virket efter hensigten.
Derudover introducerer forordningen nye beføjelser vedrø‐
rende muligheden for at indhente oplysninger, herunder tek‐
niske aspekter i indlejret software i produkter, jf. artikel 14,
stk. 4, litra a, og muligheden for at erhverve produktprøver
under skjult identitet, jf. artikel 14, stk. 4, litra j. Forordnin‐
gen giver samtidig mulighed for, at myndighederne kan vi‐
derefakturere omkostningerne forbundet med markedsover‐
vågningen helt eller delvist til virksomheden i tilfælde af
manglende overensstemmelse, jf. artikel 15.
Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med, at energirelaterede
produkter, radioudstyr og apparater overholder kravene i
loven, og at de erhvervsdrivende overholder deres pligter
fastsat i loven. Styrelsen fører endvidere på samme måde
kontrol med faste anlæg, men disse er særlige i forhold
til markedsovervågningsforordningen, da faste anlæg ikke
bringes i omsætning eller gøres tilgængelige på markedet.
Energistyrelsen fører tillige tilsyn med overholdelsen af kra‐
vene til brugen af apparater, radioudstyr og faste anlæg,
men dette påvirkes ikke af bestemmelserne i markedsover‐
vågningsforordningen.
Kontrollen på området tilrettelægges primært på baggrund
af en datadrevet risikomodel, hvor data primært indsam‐
23
les ved Sikkerhedsstyrelsens markedsovervågningsindsatser,
anmeldelser, indberetninger fra virksomheder og enkelte
ulykkesstatistikker.
Der føres i dag flere typer af kontrol, der tilpasses i forhold
til, hvor indgribende kontrollen er over for de erhvervsdri‐
vende. Der udføres således dokumentkontrol, hvor den med‐
følgende dokumentation og andre formelle krav til produktet
kontrolleres. Der foretages ligeledes besøg i fysiske butik‐
ker og overvågning af internetbutikker, hvor der udtages
produkter eller undersøges skiltning m.m. Derudover foreta‐
ges kontrol, hvor produkter udvælges, inspiceres visuelt og
sendes til fulde eller delvise tests hos uafhængige testlabora‐
torier. Endelig udføres kontrol på baggrund af anmeldelser
fra brugere eller på baggrund af historier i pressen, eller hvis
der er sket en ulykke med et produkt f.eks. en brand, der er
opstået i radioudstyr.
Der er i de tre love omfattet af lovforslagets §§ 1-3 forskel‐
lige regler om de erhvervsdrivendes dækning af udgifter,
som Sikkerhedsstyrelsen har afholdt i forbindelse med kon‐
trol af produkter f.eks. til tests. Radioudstyrsloven har de
færreste bestemmelser herom. Det er her muligt at kræve,
at de erhvervsdrivende afholder udgifter til forsendelse. Her‐
udover kan Sikkerhedsstyrelsen kræve, at fabrikanten eller
importøren får foretaget en test af radioudstyret for den er‐
hvervsdrivendes regning, hvis radioudstyret viser sig at ha‐
ve utilstrækkelig teknisk dokumentation for radioudstyrets
overensstemmelse. Endelig vil den erhvervsdrivende kunne
få refunderet værdien af et apparat eller radioudstyr, hvis det
har mistet værdi under testen. Det forudsætter dog, at appa‐
ratet eller radioudstyret er i overensstemmelse med kravene
i loven.
De to øvrige love omfattet af lovforslagets §§ 1 og 2 inde‐
holder flere regler om dækning af kontroludgifter med hen‐
blik på ensretning af den praktiske markedsovervågning. De
erhvervsdrivende skal f.eks. afholde udgifterne til forsen‐
delse og øvrige udgifter ved udtagelsen af de pågældende
eksemplarer af produktet med henblik på kontrol og må‐
ling. Sikkerhedsstyrelsens udgifter i forbindelse med måling
og kontrol af produktet skal også dækkes af den ansvarlige
erhvervsdrivende, medmindre måle- eller kontrolresultaterne
fra test af det energirelaterede produkt bekræfter rigtigheden
af den erhvervsdrivendes oplysninger.
3.2.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejel‐
ser og den foreslåede ordning
Lovforslaget foreslås som markedsovervågningsforordnin‐
gen bygget op således, at de erhvervsdrivende vil skulle væ‐
re ansvarlige aktører på markedet og leve op til forpligtelsen
om kun at bringe produkter i omsætning, der er i overens‐
stemmelse med reglerne, og som ikke udgør en fare. Sikker‐
hedsstyrelsens kontrol vil ikke erstatte de erhvervsdrivendes
egenkontrol.
Det er ikke intentionen, at der skal ændres på den allerede
eksisterende måde at udføre kontrol på. Med lovforslaget
bliver det dog muligt at supplere kontrollen bl.a. med mu‐
ligheden for at anvende skjult identitet og med nye teknolo‐
gier, herunder anvendelse af kunstig intelligens til billed-
og tekstgenkendelse i den digitale markedsovervågning af
internettet.
Det bliver endvidere muligt at sikre, at onlinegrænseflader
blokeres, så det ikke vil være muligt for (for)brugerne at få
adgang til produkter, som sælges direkte fra et land uden for
EU, og som udgør en risiko.
For så vidt angår anvendelsen af skjult identitet er der et
tungtvejende hensyn til, at Sikkerhedsstyrelsen kan føre en
effektiv kontrol og sørge for, at der ikke findes platforme,
hvor salg af produkter, som udgør en risiko, foregår, uden
at Sikkerhedsstyrelsen kan gribe ind. Brugen af skjult iden‐
titet vil medføre, at det ikke i sidste ende vil være en
(for)bruger, som erhverver det produkt, som indkøbes med
henblik på kontrol. Men det hindrer ikke kontrolmyndighe‐
den (Sikkerhedsstyrelsen) i at kunne konstatere, om der er
tale om en overtrædelse, idet overtrædelsen finder sted på
det tidspunkt, hvor produktet forlader den erhvervsdrivende
f.eks. dennes lager med intentionen om at blive leveret til en
(for)bruger.
For at skabe en højere regelefterlevelse og sikre en effektiv
kontrol, er det essentielt, at Sikkerhedsstyrelsens ressourcer
sættes ind, hvor regelefterlevelsen er lav, eller risikoen ved
produkterne er størst. Det er vigtigt, at det sikres, at Sik‐
kerhedsstyrelsen sætter ind over for de virksomheder, der
ikke følger reglerne og omvendt ikke bebyrder virksomhe‐
der, som efterlever dem. Kontrollen på området vil i højere
grad blive baseret på data. Ved at anvende en datadrevet
risikomodel kan der skabes et objektivt vidensgrundlag for
prioritering af Sikkerhedsstyrelsens aktiviteter samt for vej‐
lednings- og informationskampagner.
Det vil bidrage til en mere effektiv og proportional kon‐
trol, da Sikkerhedsstyrelsen får mulighed for at vurdere,
hvilke kontrolforanstaltninger der er mest hensigtsmæssige
at anvende på et givent område. På den måde sikres det,
at det mest proportionale retsmiddel anvendes. Det betyder
også, at de erhvervsdrivende, der har høj regelefterlevelse,
belastes mindst muligt af kontrollen. Der vil være flere para‐
metre, der er afgørende for, hvor ofte en erhvervsdrivende
vil blive underlagt kontrol f.eks. resultatet af Sikkerhedssty‐
relsens seneste kontroller og eventuelle anmeldelser eller
henvendelser, som Sikkerhedsstyrelsen har modtaget.
For at kunne skabe det bedst mulige risikobillede foreslås
det, at Sikkerhedsstyrelsen får hjemmel til at indhente og
behandle oplysninger og herunder foretage samkøring i kon‐
troløjemed.
Med lovforslaget lægges der således op til, at Sikkerhedssty‐
relsen i kontroløjemed kan indhente, behandle og samkøre
offentligt og ikke-offentligt tilgængelige oplysninger fra of‐
fentlige myndigheder og oplysninger fra offentligt tilgænge‐
lige kilder.
24
Derudover foreslås det, at Sikkerhedsstyrelsen ligeledes kan
behandle og samkøre oplysninger, som styrelsen er i besid‐
delse af ud over de førnævnte tilfælde. Endelig foreslås
det, at Sikkerhedsstyrelsen i kontroløjemed kan indhente,
behandle og samkøre ikke-offentligt tilgængelige oplysnin‐
ger fra offentlige og private virksomheder og erhvervs- eller
forbrugerorganisationer.
Hjemlerne til indhentning, behandling og samkøring af
oplysninger kan f.eks. anvendes til at samkøre offentligt
tilgængelige oplysninger fra andre myndigheder med kon‐
trolmyndighedens egne oplysninger indsamlet i forbindelse
med Sikkerhedsstyrelsens kontrolaktiviteter. Der kan være
tale om offentligt tilgængelige oplysninger fra andre myn‐
digheder, såsom oplysninger fra Det Centrale Virksomheds‐
register (CVR). Hermed får Sikkerhedsstyrelsen adgang til
at anvende stamdata om virksomheder og produkter i Dan‐
mark.
Ved anvendelsen af en datadrevet risikomodel baseret på
offentligt tilgængelige oplysninger og Sikkerhedsstyrelsens
egne oplysninger kan der imidlertid være et behov for at
kunne kvalificere risikobilledet yderligere ved at indhente
ikke-offentligt tilgængelige oplysninger fra andre offentlige
myndigheder. Det giver mulighed for at lave en helhedsori‐
enteret risikomodel på et stærkt datagrundlag, hvor oplys‐
ninger om anmeldelser, data fra den generelle markedsover‐
vågning, herunder brugeradfærd, information om markedet,
øvrige EU-medlemsstaters risikovurderinger og statistisk
materiale om skader og data fra de udførte tilsyn kan samles
med datakilder fra andre offentlige myndigheder. Det vil
gøre kontrollen på området mere fokuseret og målrettet.
Som eksempel kan nævnes den situation, hvor Sikkerheds‐
styrelsen har oplysninger om risikoen ved et bestemt pro‐
dukt, men hvor det er uvist, hvor tilgængeligt produktet
er på det danske marked. I en sådan situation kan oplysnin‐
ger fra f.eks. told- og skatteforvaltningen om antallet af er‐
hvervsmæssigt importerede varer være med til at præcisere
Sikkerhedsstyrelsens risikovurdering. Med øget dataanven‐
delse er det desuden muligt at lave decideret måling på, om
f.eks. informationskampagner eller særlige indsatser har den
ønskede effekt.
I radioudstyrsloven foreslås det fastsat, at Sikkerhedsstyrel‐
sen i højere grad får mulighed for at kræve udgifter i
forbindelse med kontrollen, f.eks. i forbindelse med tests,
refunderet hos de erhvervsdrivende. Bestemmelserne herom
er i høj grad ensrettet med de tilsvarende bestemmelser i
produktloven.
3.3. Sanktioner og skærpet bødestraf (§§ 1-3)
3.3.1. Gældende ret
Det følger af markedsovervågningsforordningens artikel 41,
stk. 1, at medlemsstaterne skal fastsætte regler om sanktio‐
ner for overtrædelser af forordningen, herunder overtrædel‐
ser af de erhvervsdrivendes pligter. Det følger af artiklens
stk. 2, at sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt
forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
I ecodesignloven er der i § 15, stk. 1, fastsat regler om
bødestraf, hvis den, der er forpligtet til at give oplysninger
efter lovens § 10, stk. 3 eller 4, undlader at afgive disse
oplysninger, eller hvis vedkommende giver urigtige eller
vildledende oplysninger. Der er endvidere fastsat regler om
bødestraf for den, der hindrer adgang til at udtage produkter,
som nævnt i lovens § 10, stk. 5. Endelig er der fastsat regler
om bødestraf for den, der undlader at efterkomme et forbud
eller påbud, som Sikkerhedsstyrelsen har truffet afgørelse
om, jf. lovens § 11, stk. 1-5.
I produktenergimærkningsloven er der i § 12, stk. 1, nr.
1, fastsat regler om bødestraf for den leverandør, som ik‐
ke overholder kravene til mærkning efter artikel 3, stk. 1,
1. eller 3. pkt., eller stk. 2-5, i energimærkningsforordnin‐
gen. Der er endvidere i nr. 2 fastsat regler om bødestraf for
den leverandør, som ikke indlæser de nødvendige oplysnin‐
ger i produktdatabasen, jf. energimærkningsforordningens
artikel 4, stk. 1 eller 2, stk. 4, 2. pkt., eller stk. 6, 1. pkt.,
eller artikel 12, stk. 5, eller bilag I, stk. 1 eller stk. 3.
I produktenergimærkningsloven er der i § 12, stk. 1, nr.
3, fastsat regler om bødestraf for den forhandler, som ikke
synligt viser den krævede mærkning eller ikke stiller pro‐
duktbladet til rådighed for kunderne, jf. energimærknings‐
forordningens artikel 5. Herudover er der i § 12, stk. 1, nr.
4, fastsat regler om bødestraf for leverandører og forhandle‐
re, som ikke henviser til energimærket ved markedsføring,
ikke samarbejder med Sikkerhedsstyrelsen, eller som anven‐
der andre vildledende mærker på produkterne eller mærker,
som efterligner mærker omfattet af energimærkningsforord‐
ningen, jf. forordningens artikel 6.
Herudover er der i produktenergimærkningslovens § 12, stk.
1, nr. 5, 6, 8 og 9, fastsat regler om bødestraf for leverandø‐
rer, som undlader at opfylde sin oplysningspligt eller afgiver
urigtige eller vildledende oplysninger, hindrer adgang til ud‐
tagelse af produkter, undlader at efterkomme anmodning om
data i henhold til energimærkningsforordningens artikel 12,
stk. 6, eller undlader at stille en elektronisk udgave af den
tekniske dokumentation til rådighed inden for 10 dage efter
anmodning herom i henhold til energimærkningsforordnin‐
gens artikel 20, stk. 3.
I produktenergimærkningsloven er der i § 12, stk. 1, nr. 7,
fastsat regler om bødestraf for den forhandler eller kunde,
som undlader at afgive oplysninger om, hvorfra et energire‐
lateret produkt er erhvervet.
Endelig er der i produktenergimærkningsloven i § 12, stk.
1, nr. 10, fastsat regler om bødestraf for den leverandør,
forhandler eller kunde, som ikke efterkommer påbud eller
forbud efter lovens § 5.
I radioudstyrslovens § 48, stk. 1, nr. 1, er der fastsat regler
om bødestraf for den, som på handelsmesser, udstillinger og
ved lignende lejligheder viser og demonstrerer et apparat, et
25
fast anlæg eller radioudstyr, som ikke er i overensstemmelse
med loven og regler fastsat i medfør heraf, uden at skilte
korrekt, jf. lovens § 13, stk. 2, § 16, stk. 2, og § 27, stk. 2.
Der er endvidere i radioudstyrslovens § 48, stk. 1, nr. 2,
fastsat regler om bødestraf for den fabrikant af et fast an‐
læg eller den ansvarlige for installationen af et fast anlæg,
som undlader at sikre, at et fast anlæg er konstrueret og
installeret i overensstemmelse med lovens § 14, stk. 1, eller
undlader at sikre den fornødne dokumentation, jf. lovens §
14, stk. 2.
Herudover er der i radioudstyrslovens § 48, stk. 1, nr. 3,
fastsat regler om bødestraf for den fabrikant af et fast anlæg
eller den ansvarlige for installationen af et fast anlæg, som
undlader at sikre, at der med de i lovens § 15, stk. 1, nævn‐
te apparater følger informationsmateriale, hvis indhold er i
overensstemmelse med lovens § 15, stk. 2.
Endelig er der i radioudstyrslovens § 48, stk. 1, nr. 4 og
5, fastsat regler om bødestraf for den, som overtræder et
forbud eller undlader at efterkomme et påbud, som Sikker‐
hedsstyrelsen har truffet afgørelse om.
3.3.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejel‐
ser og den foreslåede ordning
I ecodesignloven og produktenergimærkningsloven er det
et gennemgående princip, at der hovedsageligt kan straffes
med bøde, hvis en erhvervsdrivende overtræder et forbud el‐
ler ikke efterkommer et påbud. Kun enkelte overtrædelser er
direkte strafbelagte bl.a. i de tilfælde, hvor de erhvervsdri‐
vende ikke samarbejder med kontrolmyndigheden og nægter
at udlevere den tekniske dokumentation til brug for en kon‐
trol eller hindrer adgang til udtagelse af produkter, og hvor
en afgørelse om et forbud eller påbud ikke vil have nogen
effekt over for den pågældende overtrædelse.
I radioudstyrsloven er det et gennemgående princip, at der
hovedsageligt straffes med bøde, hvis en erhvervsdrivende
eller en bruger overtræder et forbud eller ikke efterkommer
et påbud. Kun enkelte overtrædelser er direkte strafbelagte
bl.a. i de tilfælde, hvor en afgørelse om et forbud eller
påbud ikke vil have nogen effekt over for det pågældende
overtrædelse. Det gør sig bl.a. gældende for så vidt angår
faste anlæg.
For at opfylde kravene i markedsovervågningsforordningens
artikel 41 ses der at være behov for at fastsætte nye regler
om bødestraf og andre sanktioner, som vil omfatte de nye
typer af erhvervsdrivende og de erhvervsdrivendes nye plig‐
ter.
For at sikre ensretning på produktområderne og for så vidt
muligt at sanktionere enslydende overtrædelser på de for‐
skellige produktområder ens er de foreslåede strafbestem‐
melser, så vidt det har været muligt, ensrettet med strafbe‐
stemmelserne i produktloven, som administreres af Sikker‐
hedsstyrelsen.
3.3.2.1. Strafbestemmelser
Der er i lovforslagets §§ 1-3 fastsat nye strafbestemmelser,
som skal sikre, at markedsovervågningsforordningens arti‐
kel 41 er opfyldt. De nye strafbestemmelser relaterer sig
for det første til de nye forpligtelser, som markedsovervåg‐
ningsforordningen pålægger de erhvervsdrivende, herunder
forpligtelser i forhold til samarbejdet med kontrolmyndighe‐
den (Sikkerhedsstyrelsen).
Herudover relaterer strafbestemmelserne sig til de nye
kontrolbeføjelser, som forordningen giver Sikkerhedsstyrel‐
sen. Bestemmelserne skal sikre, at det er muligt for Sikker‐
hedsstyrelsen effektivt at anvende de nye beføjelser ved at
sikre, at der f.eks. kan pålægges bødestraf for at modsæt‐
te sig Sikkerhedsstyrelsens kontrol. Dette vurderes at være
nødvendigt for at kunne anvende forordningen efter hensig‐
ten i Danmark.
Strafbestemmelserne er så vidt muligt tilpasset strafbestem‐
melserne i produktloven, som på tilsvarende måde fastsætter
regler om kontrol på andre produktområder f.eks. fyrværke‐
ri (pyrotekniske artikler), maskiner, trykbeholdere, legetøj,
værnemidler og elevatorer.
Produktloven fastsætter bl.a. strafbestemmelser, som giver
mulighed for at pålægge bødestraf, hvis de erhvervsdrivende
ikke overholder sine forpligtelser efter forordningen. Over‐
trædelser vedrørende de produkter, som er omfattet af lov‐
forslagets §§ 1-3, ses ikke i samme grad som f.eks. overtræ‐
delser vedrørende legetøj eller fyrværkeri at være egnet til at
medføre skade på f.eks. mennesker, dyr eller ejendom. Det
foreslås på den baggrund og ud fra en proportionalitetsafvej‐
ning i forhold til ressourceforbruget ved sagsbehandlingen
af straffesagerne, at der ikke i forhold til de erhvervsdriven‐
des forpligtelser ensrettes fuldt med strafbestemmelserne i
produktloven.
Det foreslås, at Sikkerhedsstyrelsen i stedet, hvor det er rele‐
vant i forhold til den konkrete overtrædelse, vil have mulig‐
hed for at træffe afgørelser over for den erhvervsdrivende
om f.eks. et forbud mod at bringe produkterne i omsætning
eller et påbud om at trække ulovlige produkter tilbage fra
markedet. Hvor et forbud ikke overholdes eller et påbud
ikke efterkommes, vil det kunne straffes med bøde. Dette
følger principperne i gældende ret på de tre lovområder, som
er omfattet af lovforslagets §§ 1-3.
Ved vurderingen af, hvorvidt der er behov for at kunne på‐
lægge bødestraf, eller om det vil være relevant at træffe af‐
gørelse om et forbud eller påbud, er der taget stilling til, om
overtrædelsen har medført, at det pågældende produkt kan
anses som ulovligt (årsagssammenhæng). Det kan f.eks. væ‐
re, at det ikke overholder kravene til konstruktionen, mærk‐
ningen eller den tilhørende dokumentation. I så fald kan det
anses som relevant at træffe afgørelse om f.eks. et forbud
mod at bringe produktet i omsætning eller et påbud om
at bringe produktet i overensstemmelse med kravene. Hvis
overtrædelsen derimod ikke har medført, at det pågældende
26
produkt i sig selv er ulovligt (ikke årsagssammenhæng), ses
det ikke at være relevant eller proportionalt at træffe afgørel‐
se om f.eks. et forbud mod at sælge det lovlige produkt. Her
vil det i stedet være relevant at straffe overtrædelsen med
bøde.
Der er endvidere taget stilling til, om den erhvervsdrivende
har mulighed for at foretage en handling, som vil kunne
medføre en ophævelse af forbuddet eller påbuddet. Det kan
f.eks. være, at den erhvervsdrivende ændrer i produktets
konstruktion, så det bliver lovligt således, at et salgsforbud
hermed vil kunne ophæves. Hvis den erhvervsdrivende deri‐
mod ikke har mulighed for at foretage en handling, som kan
rette op på overtrædelsen, og som dermed kan medføre en
ophævelse af forbuddet eller påbuddet, ses bødestraf at være
en bedre egnet sanktion.
3.3.2.2. Strafudmålingen
Med lovforslaget er det intentionen at stramme sanktionsni‐
veauet for alle typer produkter, som omfattes af lovforsla‐
gets §§ 1-3, ved at hæve strafferammen. Der henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 43, § 2, nr. 17,
og § 3, nr. 66, om gentagelsestilfælde og systematisk over‐
trædelse af reglerne med økonomisk vinding for øje. Med
økonomisk vinding tænkes der særligt på de tilfælde, hvor
det kan betale sig for en erhvervsdrivende at bringe ulovlige
produkter i omsætning, f.eks. fordi det er billigere at produ‐
cere de ulovlige produkter frem for lovlige produkter.
Det følger af markedsovervågningsforordningens artikel 41,
stk. 1, at medlemsstaterne skal fastsætte regler om sanktio‐
ner for overtrædelser af forordningen. Det følger af artiklens
stk. 2, at sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt
forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er af den opfattel‐
se, at målsætningen for strafudmålingen bør være, at den
økonomiske sanktion fastsættes således, at den ud fra spe‐
cialpræventive og generalpræventive hensyn fjerner ethvert
incitament til at overtræde lovgivningen for at opnå bespa‐
relser på bekostning af lovgivningens krav. De erhvervsdri‐
vende, der overholder reglerne, må ikke stilles økonomisk
og derved konkurrencemæssigt dårligere end de erhvervsdri‐
vende, der ikke lever op til kravene. Hensynet til, at brugere
skal kunne stole på produktets mærkning, gør, at der bør ses
med alvor på overtrædelser af lovgivningen. Dette bør i hø‐
jere grad end hidtil komme til udtryk ved strafudmålingen.
Bøder skal i overensstemmelse hermed have en sådan stør‐
relse, at de er egnede til effektivt at få de erhvervsdrivende
til at efterleve reglerne, og at det ikke økonomisk kan betale
sig at overtræde reglerne. Præventive hensyn kræver, at der
ved udmålingen af bøder i alle tilfælde skal tages særligt
hensyn til en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel eller
interesse ved en overtrædelse.
Det er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets vurdering,
at straffen skal stå i et passende forhold til den pågældende
overtrædelse. Bødens størrelse påvirkes i udgangspunktet
af fire forskellige parametre: Tilregnelse, konsekvens, sand‐
synlighed og omsætning. Hertil kommer, om der er tale om
gentagelsestilfælde, eller om overtrædelsen er begået under
skærpende omstændigheder. I den forbindelse skal blandt
andet antallet og alvoren af risikoen, den opnåede eller
tilsigtede økonomiske fordel, samt andre relevante forhold
kunne tillægges vægt ved udmålingen af straffen.
Lovforslaget lægger op til, at udgangspunktet er en mini‐
mumsbøde på ca. 50.000 kr. Det er en betydelig stigning fra
de nuværende bødestørrelser på 10-25.000 kr. Der lægges
dog op til, at bøden ud fra forskellige hensyn vil kunne
nedsættes f.eks. ved mindre alvorlige overtrædelser.
For brugere af radioudstyr, apparater og faste anlæg foreslås
bøden at være på 5.000 kr., da der her hovedsageligt ikke er
tale om virksomheder, som opnår en økonomisk vinding ved
overtrædelse af lovgivningen. Der vil dog være forskellige
hensyn, som vil kunne medføre en stigning i bøden, f.eks.
ved brug af radioudstyr (f.eks. de såkaldte jammere) til over‐
trædelser af andre regelsæt, f.eks. straffeloven.
Fastsættelse af straffens størrelse vil bero på domstolenes
konkrete vurdering i det enkelte tilfælde baseret på sagens
omstændigheder. Den angivne bødestørrelse vil kunne fravi‐
ges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete
sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder
efter de almindelige regler i straffelovens 10. kapitel. Sær‐
ligt forhold vedrørende virksomhedens størrelse, grad af
professionalisering og samarbejdsvilje vil have en indvirk‐
ning på bødens størrelse af hensyn til at opnå den tilsigtede
præventive virkning differentieret i forhold til den erhvervs‐
drivendes virksomheds størrelse.
For så vidt angår energirelaterede produkter, apparater, ra‐
dioudstyr og faste anlæg, ses det sjældent, at en overtræ‐
delse medfører en alvorlig risiko for f.eks. brugerne af pro‐
duktet, og dette kan indgå i vurderingen i forbindelse med
fastsættelsen af bødens størrelse.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet finder det dog vig‐
tigt, at bødestørrelsen er proportional med overtrædelsen, og
at den erhvervsdrivende ikke får mulighed for reelt at opnå
fortjeneste ved at bryde reglerne. Den erhvervsdrivende skal
ikke kunne opnå fortjeneste ved at overtræde flere regler på
en gang, og derfor finder ministeriet, at det er nødvendigt at
fravige det almindelige princip om modereret kumulation i
straffelovens § 88.
Med lovforslaget foreslås derfor, at absolut kumulation an‐
vendes, når der foretages bødefastsættelse for flere kriminel‐
le forhold til samtidig pådømmelse. Det betyder, at der ved
udmålingen af den samlede bøde som udgangspunkt skal
ske sammenlægning af den fulde straf for hver af overtræ‐
delserne. Resultatet er en betydeligt højere bøde end ved
modereret kumulation.
3.4. Udvidelse af tilsynsbeføjelser i lov om elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester
27
3.4.1. Gældende ret
Den gældende sektorspecifikke konkurrenceregulering, net‐
adgangsregulering eller regulering af udbydere med en
stærk markedsposition (SMP-regulering) findes i telelovens
afsnit IV.
Ved lov nr. 741 af 1. juni 2015 blev der i telelovens afsnit
IV indsat et kapitel 16 a vedrørende sektorspecifik fusions‐
kontrol. Reglerne om sektorspecifik fusionskontrol giver Er‐
hvervsstyrelsen hjemmel til at henvise sager om fusioner,
hvor to eller flere af de fusionerende selskaber er erhvervs‐
mæssige udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller
-tjenester, til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med hen‐
blik på fusionskontrol efter de almindelige regler i konkur‐
renceloven.
På teleområdet gælder således særlige regler om, hvornår
en fusion mellem to eller flere teleselskaber skal meddeles
til myndighederne. Reglerne supplerer de almindelige regler
om fusionskontrol i konkurrenceloven.
Af den kongelige resolution af 28. juni 2015 og den sup‐
plerende kongelige resolution af 25. januar 2016 fremgår
det, at ressortansvaret for afsnit IV i teleloven overføres fra
Erhvervs- og Vækstministeriet til Energi-, Forsynings- og
Klimaministeriet, bortset fra de opgaver vedrørende sektor‐
specifik konkurrenceregulering, der efter afsnit IV varetages
af den uafhængige telemyndighed, herunder gennemførel‐
se af markedsundersøgelser, sikring af samtrafik og tilsyn
med den sektorspecifikke fusionskontrol efter lovens kapitel
11-14 og 16-18.
Erhvervsstyrelsen varetager i medfør heraf rollen som uaf‐
hængig tilsynsmyndighed for så vidt angår den sektorspeci‐
fikke konkurrenceregulering, hvilket indebærer tilsyn med
konkurrenceforholdene i sektoren, herunder afgørelser og
pålæg til selskaberne og markedsanalyser af konkurrence‐
forholdene i relation til den konkrete tilsynsopgave.
Derudover blev der ved lov nr. 1833 af 8. december 2020,
som implementerede dele af teledirektivet, i telelovens af‐
snit IV indsat et nyt kapitel 14 a vedrørende lempelse af for‐
pligtelser for udbydere med en stærk markedsposition. Er‐
hvervsstyrelsen kan i medfør af de nye bestemmelser i kapi‐
tel 14 a lempe eller deregulere forpligtelser pålagt udbydere
med en stærk markedsposition, hvis den relevante udbyder
afgiver tilsagn om konkurrencefremmende tiltag.
De gældende regler i telelovens §§ 52, stk. 1, 53, stk. 1,
og 55, stk. 1, bemyndiger Erhvervsstyrelsen til at føre tilsyn
med overholdelsen af reglerne i telelovens kapitel 11-14, 16
og 18, som findes i telelovens afsnit IV, og regler udstedt i
medfør heraf.
Den gældende regel i telelovens § 67, stk. 4, bemyndiger
erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler om ud‐
nævnelse og afskedigelse af ledelsen i de myndigheder, der
er tillagt opgaver i henhold til telelovens kapitel 11-14 og
kapitel 16-18.
3.4.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejel‐
ser og den foreslåede ordning
Ved lov nr. 1833 af 8. december 2020 blev der i tilsynsbe‐
stemmelserne i telelovens afsnit IV om sektorspecifik kon‐
kurrenceregulering på teleområdet ikke foretaget en fuld‐
stændig henvisning til de kapitler i telelovens afsnit IV, som
hører under Erhvervsstyrelsens ansvarsområde.
Det samme gør sig gældende for telelovens bestemmelse
vedrørende erhvervsministerens mulighed for at fastsætte
nærmere regler for udnævnelse og afskedigelse af medlem‐
mer af myndigheder, der er bemyndiget til at varetage opga‐
ver efter afsnit IV.
Med lovforslagets § 4 er det intentionen at rette op på
Erhvervsstyrelsens manglende hjemmel til at føre tilsyn
med overholdelsen af samtlige de bestemmelser, som hører
under Erhvervsstyrelsens ansvarsområde. Dette omfatter te‐
lelovens kapitel 11-14 a og 16-18 og regler udstedt i medfør
heraf.
Det er ligeledes intentionen med lovforslagets § 4 at rette op
på erhvervsministerens manglende hjemmel til at fastsætte
nærmere regler for udnævnelse og afskedigelse af medlem‐
mer af myndigheder, der er bemyndiget til at varetage opga‐
ver efter telelovens kapitel 14 a.
Det foreslås derfor at indføre en hjemmel til, at Erhvervs‐
styrelsen også vil kunne føre tilsyn med overholdelsen af
reglerne i telelovens kapitel 14 a og kapitel 16 a og regler
udstedt i medfør heraf. Dette omfatter bestemmelserne om
saminvestering, rene engrosselskaber, frivillig funktionel ad‐
skillelse og tilsagn samt sektorspecifik fusionskontrol.
Den foreslåede ændring vil medføre, at Erhvervsstyrelsen
sikres en hjemmel til at føre tilsyn med overholdelsen af
bestemmelserne i telelovens kapitel 14 a og 16 a, der hører
under Erhvervsstyrelsens ansvarsområde.
Det foreslås tillige at indføre en hjemmel for erhvervsmi‐
nisteren til at fastsætte nærmere regler for udnævnelse og
afskedigelse af medlemmer af myndigheder, der er bemyn‐
diget til at varetage opgaver efter kapitel 14 a i telelovens
afsnit IV.
Den foreslåede ændring vil medføre, at der sikres en hjem‐
mel for erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler
for udnævnelse og afskedigelse af medlemmer af myndighe‐
der, der er bemyndiget til at varetage opgaver efter telelo‐
vens kapitel 14 a.
4. Forholdet til databeskyttelseslovgivningen
Der er i forbindelse med udarbejdelsen af lovforlagets
bestemmelser om offentliggørelse foretaget overvejelser
af de foreslåede bestemmelsers forhold til forordning
679/2016/EU af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger
og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttel‐
28
sesforordningen) og lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supple‐
rende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger
og fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelses‐
loven).
Der vil kunne forekomme situationer, hvor en oplysning om
overtrædelse af en eller flere af de tre love, som er omfattet
af lovforslagets §§ 1-3, vil kunne udgøre et strafbart forhold,
som er omfattet af databeskyttelseslovens § 8, stk. 1. Efter
denne bestemmelse må der for den offentlige forvaltning ik‐
ke behandles oplysninger om strafbare forhold, medmindre
det er nødvendigt for varetagelsen af myndighedens opga‐
ver. Sådanne oplysninger må ikke videregives, medmindre
det sker til varetagelse af private eller offentlige interesser,
der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder
hemmeligholdelsen, herunder hensynet til den oplysningen
angår, jf. stk. 2, nr. 2. Det vurderes på den baggrund, at
videregivelse vil kunne ske inden for rammerne af databe‐
skyttelsesreglerne, bl.a. ud fra en afvejning af hensynet til
forbrugerbeskyttelse over for hensynet til de interesser, der
begrunder hemmeligholdelse. Det vil afhænge af en konkret
vurdering hvorvidt der vil kunne ske videregivelse.
De oplysninger, der behandles i medfør af lovforslagets §§
1-3, og som er omfattet af databeskyttelsesreglerne, vil blive
behandlet i overensstemmelse med databeskyttelsesforord‐
ningens artikel 5, som bl.a. foreskriver, at personoplysninger
skal behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig måde
i forhold til den registrerede (artikel 5, stk. 1, litra a), og de
skal være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der
er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles
(artikel 5, stk. 1, litra c).
Herudover skal personoplysninger bl.a. indsamles til udtryk‐
keligt angivne og legitime formål og må ikke viderebehand‐
les på en måde, der er uforenlig med disse formål, og
behandlingen af oplysningerne må alene finde sted, hvis
mindst en af betingelserne i databeskyttelsesforordningens
artikel 6 er opfyldt, herunder at behandling er nødvendig af
hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse el‐
ler som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som
den dataansvarlige har fået pålagt (artikel 6, stk. 1, litra e).
Vedrørende indsamling, behandling og samkøring af oplys‐
ninger i kontroløjemed, som foreslået i § 10 a, jf. lovforsla‐
gets § 1, nr. 29, § 2 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 8, og § 33
a, jf. lovforslagets § 3, nr. 51, henvises der til de alminde‐
lige bemærkninger til lovforslag L68 af 25. oktober 2017
vedrørende forslag til lov om supplerende bestemmelser til
forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindel‐
se med behandling af personoplysninger og om fri udveks‐
ling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven), afsnit
2.3.2.3.4.
Det er vurderet, at de oplysninger, der behandles i medfør af
lovforslaget, ikke er omfattet af databeskyttelsesforordnin‐
gen artikel 9, da der ikke behandles oplysninger om race,
etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbe‐
visning, fagforeningsmæssigt tilhørsforhold, genetiske eller
biometriske data med formål om entydigt at identificere
en fysisk person, helbredsoplysninger, oplysninger om en
fysisk persons seksuelle forhold eller seksuel orientering.
5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse‐
kvenser for det offentlige
Lovforslaget vurderes ikke at indebære væsentlige økonomi‐
ske konsekvenser for det offentlige.
Lovforslagets §§ 1-3 forventes at medføre en mindre stig‐
ning i sagsmængden hos politiet, anklagemyndigheden og
domstolene.
I henhold til markedsovervågningsforordningens artikel 41
er medlemsstaterne forpligtede til at fastsætte sanktioner
for overtrædelser af forordningen. Sanktionerne skal være
effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have
afskrækkende virkning. Fastsættelsen af strafbestemmelser‐
ne i lovforslagets §§ 1-3 er fastsat således, at de opfylder
forpligtelserne i forordningens § 41, men ikke går videre
end det. Lovforslaget vurderes på det foreliggende grundlag
således ikke at have betydelige økonomiske eller admini‐
strative konsekvenser for Justitsministeriets område.
Det vurderes, at forslaget ikke medfører væsentlige imple‐
menteringskonsekvenser for staten, regioner og kommuner.
Lovforslagets §§ 1-3 lægger op til anvendelse af en datadre‐
vet model, der skal benyttes til at føre en mere risikobaseret
kontrol på området. Dette er nyt på området, men er kendt
på andre lignende områder.
I forbindelse med behandlingen af data forventes det, at
der vil blive samkørt oplysninger fra en række registre, her‐
under eksempelvis visse oplysninger fra CVR-registeret og
oplysninger fra Energistyrelsen i forbindelse med styrelsens
tilsyn i henhold til lov om radiofrekvenser. Der forventes
alene at blive samkørt persondata i form af oplysninger fra
enkeltmandsvirksomheder.
5.1. Principperne for digitaliseringsklar lovgivning
Det vurderes, at lovforslagets §§ 1-3 følger principperne for
digitaliseringsklar lovgivning.
Principperne for digitaliseringsklar lovgivning vurderes ikke
at være relevante for lovforslagets § 4.
Lovforslagets §§ 1-3 indeholder bestemmelser, som vedrø‐
rer forpligtelser for erhvervsdrivende og beføjelser for kon‐
trolmyndighederne, som allerede vil være gældende efter
markedsovervågningsforordningen. For at gøre det mere en‐
kelt for de erhvervsdrivende at få overblik over, hvad der
gælder for dem, og hvilke former for markedsovervågning
de kan blive omfattet af, indeholder forslaget derfor bestem‐
melser i de tre nævnte love, som supplerer og gennemfø‐
rer forordningens bestemmelser. Dermed er bestemmelserne
samlet ét sted.
29
Da lovforslagets §§ 1-3 supplerer og gennemfører dele af
markedsovervågningsforordningen, vil der blive anvendt be‐
greber m.v., som vil være enslydende med de begreber, som
anvendes i forbindelse med markedsovervågningen på andre
produktområder, som også er omfattet af forordningen.
Bestemmelserne i lovforslagets §§ 1-3 vil så vidt muligt
blive tilpasset reglerne i produktloven, hvor bl.a. Sikker‐
hedsstyrelsen er kontrolmyndighed. Det vil gøre det lettere
for Sikkerhedsstyrelsen, som er kontrolmyndighed efter det‐
te lovforslags §§ 1-3, at anvende bestemmelserne. Af den
grund vurderes princip 1 (enkle og klare regler) for digitali‐
seringsklar lovgivning at være opfyldt.
Der fastsættes ikke i bestemmelser, som vedrører korrespon‐
dance mellem kontrolmyndigheden (Sikkerhedsstyrelsen) og
de erhvervsdrivende, f.eks. i forbindelse med oplysnings‐
pligten, krav om, i hvilket format de pågældende oplysnin‐
ger kan leveres, men forslaget hindrer ikke, at Sikkerheds‐
styrelsen har mulighed for at indhente oplysninger hos de
erhvervsdrivende digitalt, hvor dette er muligt. Af den grund
vurderes princip 2 (digital kommunikation) for digitalise‐
ringsklar lovgivning at være opfyldt.
Med lovforslagets §§ 1-3 lægges der op til en mere risikoba‐
seret kontrol, hvorefter det forventes, at kontrollen kan rettes
derhen, hvor regelefterlevelsen er mindst. Forslaget følger
dermed princip 7 (forebyggelse af snyd og fejl).
Den risikobaserede kontrol er baseret på en datadrevet mo‐
del. Det foreslås derfor, at Sikkerhedsstyrelsen kan indhente,
behandle og samkøre data til brug for kontrollen. I den
forbindelse vil der ske behandling primært af relevante pro‐
dukt- og virksomhedsinformationer. Det forventes dog, at
persondata vil blive behandlet i mindre omfang. Det vurde‐
res, at persondataene alene vil være i form af oplysninger
fra enkeltmandsvirksomheder. Behandlingen af oplysninger
vil ske inden for rammerne af databeskyttelseslovgivnin‐
gen. Forslaget følger dermed princip 5 (tryg og sikker data‐
håndtering).
De resterende principper for digitaliseringsklar lovgivning
vurderes ikke at være relevante for dette lovforslag.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for er‐
hvervslivet m.v.
Markedsovervågningsforordningen fastlægger bl.a. forskel‐
lige forpligtelser for medlemsstaterne vedrørende deres kon‐
trol af produkter omfattet af forordningen, og i forhold til
dette lovforslags §§ 1-3 vil det være Sikkerhedsstyrelsen,
som gennemfører kontrollen. De erhvervsøkonomiske kon‐
sekvenser i forhold til dette er vurderet i forbindelse med
forordningen. Det samme gør sig gældende i forhold til de
forpligtelser, som bl.a. pålægges udbydere af distributions‐
tjenester og leverandører af informationssamfundstjenester.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vurderer, at lov‐
forslagets §§ 1-3 ikke vil medføre økonomiske konsekven‐
ser på over 4 mio. kr.
I forhold til den del af lovforslaget, der indebærer en æn‐
dring af teleloven, jf. § 4, vurderer Klima-, Energi- og For‐
syningsministeriet, at lovforslaget ikke medfører erhvervs‐
økonomiske konsekvenser, herunder administrative konse‐
kvenser eller øvrige efterlevelsesomkostninger i form af
enten byrder eller lettelser for erhvervslivet.
6.1. Principperne for agil erhvervsrettede regulering
Lovforslagets §§ 1-3 indeholder ikke bestemmelser, som
påvirker de erhvervsdrivendes fremstilling af produkter el‐
ler muligheder for at teste, udvikle og anvende digitale
teknologier og forretningsmodeller. Dette følger af EU-har‐
moniseringslovgivning. Herudover stammer de krav til de
erhvervsdrivende, som forslaget omfatter, fra markedsover‐
vågningsforordningen, hvorfor forslaget ikke medfører nye
krav, der er relevante at vurdere i forhold til principperne for
agil erhvervsrettet regulering.
Principperne for agil erhvervsrettet regulering vurderes des‐
uden ikke at være relevant for lovforslagets § 4. Dette skyl‐
des, at der med lovforslaget ikke ændres i materielle regler,
og at ændringen af tilsynsbestemmelserne i telelovens afsnit
IV ikke i sig selv indebærer yderligere byrder for erhvervsli‐
vet.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konse‐
kvenser for borgerne.
8. Klima- og miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke i sig selv at have klima- og mil‐
jømæssige konsekvenser. De klima- og miljømæssige forde‐
le, som kan opnås på baggrund af de nye pligter for de
erhvervsdrivende og de nye muligheder for at føre kontrol
med produkterne, jf. lovforslagets §§ 1-3, særligt for pro‐
dukterne omfattet af de love, som foreslås ændres i lovfor‐
slagets §§ 1 og 2, er allerede opnået gennem forordningen,
som finder direkte anvendelse i Danmark fra den 16. juli
2021.
9. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget supplerer og tilpasser dansk lovgivning til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1020/2019/EU
af 20. juni 2019 om markedsovervågning og produktover‐
ensstemmelse og om ændring af direktiv 2004/42/EF og
forordning nr. 765/2008/EF og nr. 305/2011/EU, EU-Tiden‐
de 2019, nr. L 169, side 1 (markedsovervågningsforordnin‐
gen). Forordningen finder anvendelse fra den 16. juli 2021.
På baggrund af forordningen fastsættes der i lovforslaget be‐
stemmelser om erhvervsdrivendes pligter i forbindelse med
salg m.v. af energirelaterede produkter omfattet af regler om
ecodesign, radioudstyr og apparater (i ecodesignloven og
radioudstyrsloven) og bestemmelser vedrørende Sikkerheds‐
styrelsens kontrol med de pågældende produkter samt ener‐
girelaterede produkter omfattet af regler om energimærk‐
30
ning. Som led heri fastsættes der sanktionsbestemmelser for
overtrædelser af pligterne i forordningen.
Tilpasningen af de erhvervsdrivendes pligter i lovforslaget
ændrer ikke på, at markedsovervågningsforordningen fortsat
er direkte gældende i Danmark, og at det vil være bestem‐
melserne i forordningen, som vil være gældende ved eventu‐
elle uoverensstemmelser mellem ordlyden i lovforslaget og
forordningen.
I henhold til markedsovervågningsforordningens artikel 15
kan medlemsstaterne opkræve alle omkostninger ved deres
aktiviteter fra den relevante erhvervsdrivende for så vidt
angår tilfælde af manglende overensstemmelse med pro‐
duktkravene. Ifølge forordningens betragtning 49 bør med‐
lemsstaterne have mulighed for at opkræve gebyrer fra de
relevante erhvervsdrivende til dækning af omkostningerne
ved gennemførelse af markedsovervågningsaktiviteter i for‐
bindelse med produkter, der ikke overholder de gældende
regler.
Det foreslås på den baggrund i radioudstyrslovens § 36, stk.
3, 2. pkt., jf. det foreslåede § 3, nr. 55, at Sikkerhedsstyrel‐
sen vil kunne kræve omkostninger forbundet med eksterne
tekniske undersøgelser af apparater og radioudstyr refunde‐
ret af erhvervsdrivende, hvis Sikkerhedsstyrelsen træffer af‐
gørelse over for den erhvervsdrivende i forbindelse med
undersøgelsen.
Det foreslås endvidere i radioudstyrslovens § 36, stk. 4, 2.
pkt., jf. det foreslåede § 3, nr. 55, at Sikkerhedsstyrelsen
vil kunne kræve omkostninger forbundet med indhentelse
af erklæringer fra sagkyndige refunderet af den erhvervsdri‐
vende, hvis Sikkerhedsstyrelsen træffer afgørelse over for
den erhvervsdrivende i forbindelse med undersøgelsen.
Det er således ikke et krav, at Sikkerhedsstyrelsen opkræver
omkostninger til f.eks. tests dækket af de erhvervsdrivende,
hvis de testede produkter ikke overholder kravene i loven,
og de i lovforslaget foreslåede regler herom overholder der‐
for ikke princippet om, at den nationale regulering som ud‐
gangspunkt ikke må gå videre, end hvad der fastsættes som
minimumskrav i den pågældende EU-regulering.
Der er med indsættelsen af reglerne om omkostningsdæk‐
ning i lovforslaget tale om ensretning med de tilsvarende
regler i produktloven, som Sikkerhedsstyrelsen administre‐
rer, og som tillige er tilpasset markedsovervågningsforord‐
ningen.
I henhold til markedsovervågningsforordningens artikel 14,
stk. 4, litra k, nr. 1, kan kontrolmyndighederne, hvis der ikke
findes andre effektive midler til at eliminere en alvorlig risi‐
ko, påbyde fjernelse af indhold, der henviser til de relaterede
produkter, fra en onlinegrænseflade eller påbyde, at en ad‐
varsel til slutbrugerne udtrykkeligt vises, når de får adgang
til en onlinegrænseflade. Hvis en sådan anmodning ikke
overholdes, kan kontrolmyndighederne påbyde, at udbydere
af informationssamfundstjenester skal begrænse adgangen
til onlinegrænsefladen.
De foreslåede bestemmelser i § 11 b, jf. den foreslåede § 1,
nr. 32, § 5 a, jf. den foreslåede § 2, nr. 13, og § 40 a, jf.
det foreslåede § 3, nr. 61, fastsætter, at Sikkerhedsstyrelsen
vil kunne træffe afgørelse om at påbyde ejeren af en online‐
grænseflade at ændre eller fjerne indhold, der henviser til et
produkt, der ikke er i overensstemmelse med reglerne.
Disse bestemmelser går videre end markedsovervågnings‐
forordningens artikel 14, stk. 4, litra k, nr. 1, idet disse
kan anvendes i forbindelse med salg af produkter, der ikke
er i overensstemmelse med reglerne, og således ikke alene
produkter, der udgør en alvorlig risiko, som det fremgår af
forordningen. Dermed tildeles Sikkerhedsstyrelsen en befø‐
jelse, som skal gøre det lettere at håndhæve reglerne online
på samme vis, som det er tilfældet over for fysiske butikker.
Der er med indsættelsen af disse regler i lovforslagets §§
1-3 tale om ensretning med de tilsvarende regler i produkt‐
loven, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer, og som tillige
er tilpasset markedsovervågningsforordningen. Med en ens‐
retning vil det blive lettere for de erhvervsdrivende at sætte
sig ind i reglerne, idet reglerne til en vis grad svarer til
allerede gældende regler. Det vil endvidere blive lettere for
Sikkerhedsstyrelsen at gennemføre kontrol efter de ensrette‐
de regler, idet beføjelserne til en vis grad vil svare til de
allerede gældende beføjelser på andre produktområder.
Lovforslaget implementerer endvidere enkelte dele af Euro‐
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/1972/EU af 11.
december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for
elektronisk kommunikation.
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag vedrørende lovforslagets §§ 1-3 har
i perioden fra den 23. oktober 2020 til den 20. november
2020 været sendt i høring hos følgende myndigheder og
organisationer m.v.: ABB, AC systems, ACN Danmark A/S,
Ahlsell, Advansor, Advice Digital ApS, Advokatrådet - Ad‐
vokatsamfundet, AdvoNordic, Akademisk Arkitektforening,
Andels.net ApS, Ankenævnet på Energiområdet, Anten‐
neforeningen Vejen, APPLiA Danmark, Arbejderbevægel‐
sens Erhvervsråd, Arbejdernes Radio- og Fjernsynsforbund,
Arbejdstilsynet, Asfaltindustrien, Atea A/S, ATZtel ApS,
AURA EL-net A/S, Autoriserede Kølefirmaers Branchefor‐
ening, AV Brancheforeningen, Bang og Olufsen, Barablu,
BarkerBille A/S, BBA Brancheforening for Bygningsauto‐
mation, Bech-Bruun, Billund Vand A/S, Biofos A/S, BL –
Danmarks almene boliger, Blik- og Rørarbejderforbundet,
Bob Production, Bolignet A/S, Bolignet-Aarhus F. M. B. A,
Boxer TV A/S, Brancheforeningen for Byggesagkyndige
og Energikonsulenter, Brancheforeningen Dansk Luftfart,
Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme, Branchefor‐
eningen for Industriel Teknik, Værktøj og Automation -
BITVA, Brancheforeningen for Små- og Mellemstore Vind‐
møller, Bredbåndsforeningen Primanet, Bredbåndsforenin‐
gen Vestdjursnet.dk, Brintbranchen, Brunata, Bruun og Hjej‐
le Advokatfirma, Bryggeriforeningen, Bornholms Energi og
Forsyning (BEOF), Bopa Law, Bygge-, Anlægs- og Trækar‐
31
tellet (BATT-kartellet), Byggecentrum, Byggeskadefonden,
Callme, Cerius, Center for Beredskabskommunikation, Cen‐
ter for Electric Power and Energy (DTU), Cirque Bredbånd
A/S, Clean Energy Invest ApS, CO-industri, Cobham SAT‐
COM, Colt Technology Services A/S, Comflex Networks
A/S, CompanyMobile, ComSystem A/S, Connect me A/S,
COOP, Copenhagen Merchants, Copy-dan, Dagrofa, Damm
Cellular Systems A/S, Dana Petroleum, DANAK (Den Dan‐
ske Akkrediterings- og Metrologifond), DanDial Networks
A/S, DANICA RESOURCES APS, Danmarks Almene Bo‐
liger (BL), Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfred‐
ningsforening, Danmarks Radio, Danmarks Rederiforening,
Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Danfoss, Danoil Ex‐
ploration A/S, Dansk Affaldsforening, Dansk Arbejdsgiver‐
forening (DA), Dansk Biotek, Dansk Byggeri, Dansk Cen‐
ter for Lys, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Ener‐
gi, Dansk Erhverv, Dansk Facilities Management (DFM),
Dansk Fjernvarme, Dansk Gartneri, Dansk Gas Forening,
Dansk Gasteknisk Center (DGC), Dansk Industri Energi,
Dansk Kabel TV A/S, Dansk Køl og Varme, Dansk Metal,
Dansk Miljøteknologi, Dansk Net A/S, Dansk Shell A/S,
Dansk Solcelleforening, Dansk Standard, Dansk Transport
og Logistik (DLTL), Dansk Varefakta Nævn, Dansk Var‐
mepumpeindustri, Danske Advokater, Danske Arkitektvirk‐
somheder, DANSKE ARK, Danske Commodities A/S, Dan‐
ske Havne, Danske Maritime, Danske Mediedistributører,
Danske Regioner, Danske Tegl, Danske Udlejere, DANVA
(Dansk Vand- og Spildevandsforening), DANVAK, Datatil‐
synet, De Frie Energiselskaber, Det Centrale Handicapråd,
Det Kongelige Teater, DELTA Dansk Elektronik, DENFO,
Danske Energiforbrugere, Rådet for grøn omstilling, DI Di‐
gital, DI – Organisation for erhvervslivet, DKCPC, DLA
Piper Danmark, Dommerfuldmægtigforeningen, DRB Lys
og Lyd, Drivkraft Danmark, DSB, DTU – Institut for Vinde‐
nergi, DTU – Myndighedsbetjening, E. ON Danmark A/S,
Ejendomsforeningen Danmark, Elcold, Elektroteknik og
Automatik, Energi Danmark, Energi Fyn, Energi Nord A/S,
Energi Viborg Elnet A/S, EnergiMidt, Energiforum Dan‐
mark, Energiklagenævnet, Energinet, Energisammenslutnin‐
gen, Energycluster, Energisystemer ApS, Energitjenesten,
Eniig, Equinor, Erhvervsflyvningens Sammenslutning (ES-
DAA), European Energy, European Tour Production ApS,
Eurowind Energy A/S, Evercall ApS, Evida, EWE Energie
AG, Experimenterende Danske Radioamatører (EDR), Fa‐
cilicom A/S, Fagligt Fælles Forbund (3F), Faaborg Vest
Antenneforening, FABA, FEHA, FFV EL A/S, Fiberby
ApS, Fibia, Finansrådet, Realkreditforeningen og Realkre‐
ditrådet - FinansDanmark, Firstcom A/S, Fjernvarme Fyn,
Fonden Kraka, Fonet, Forbrugerombudsmanden, Forbruger‐
rådet Tænk, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), For‐
enede Danske El-bilister (FDEL), Foreningen af Danske
Internet Medier (FDIM), Foreningen af fabrikanter og im‐
portører af elektriske belysningsarmaturer (FABA), Forenin‐
gen af fabrikanter og importører af elektriske husholdnings‐
apparater (FEHA), Foreningen Biogasbranchen, Foreningen
af Rådgivende Ingeniører (FRI), Foreningen Danske Kraft‐
varmeværker, Foreningen af Danske Leverandører af Pej‐
se og Brændeovne, DAPO, Foreningen af Danske Pumpe‐
fabrikanter, Foreningen for Platformsøkonomi i Danmark
(FPD), Foreningen Danske Revisorer (FDR), Foreningen for
Slutbrugere af Energi, Forhandlingsfællesskabet, Forsikring
og Pension Brancheorganisation, Forsyningstilsynet, Frede‐
ricia Spildevand A/S, Frederiksberg Forsyning, Frederiks‐
berg Kommune, Frogne A/S, FSR Danske Revisorer, Føroya
Tele, GEV Net A/S, Glentevejs Antennelaug, Global Con‐
nect A/S, Goldfish Sound, Gram Commercial, Greenpea‐
ce, GreenTech Advisor, GreenWays, GTS (Godkendt Tekno‐
logisk service), H. Jessen-Jürgensen, Havarikommissionen
for Offshore Olie- og Gasaktiviteter, Havarikommissionen,
Henso Consult, Hess Denmark ApS, Hi3g Denmark ApS,
HOFOR A/S, HOFOR Fjernkøling A/S, HOFOR Vind A/S,
HOFOR el og varme, Horten Advokatpartnerselskab, Hånd‐
værksrådet, SMVdanmark, Ingeniørforeningen i Danmark
(IDA), Institut for produktudvikling (IPU), Intelligent Ener‐
gi, Ineos Danmark, I P Group A/S, Ipnordic A/S, Ipvision
A/S, IT-Branchen , Itron Inc., Johnson Control International,
Kamstrup A/S, Kjærgaard A/S, KlimaEnergi A/S, Knudsen
Køling, Komc, Kommunernes Landsforening (KL), Koope‐
rationen (Den Kooperative arbejdsgiver- og interesseorgani‐
sation i Danmark), KPR Towers, Kriminalforsorgen, Kro‐
mann Reumert, Københavns Kommune - Teknik- og Mil‐
jøforvaltningen, Københavns Kommune - Økonomiforvalt‐
ningen, Københavns Kulturcenter, Københavns Universitet,
Landbrug & Fødevarer, Landdistrikternes Fællesråd, Lands‐
byggefonden, Landsforeningen af Solcelleejere, Landsfor‐
eningen Naboer til Kæmpevindmøller, Landsorganisationen
i Danmark (LO), Langelands Mobil- og Bredbåndsforening,
LCA Center, Lebara Mobile Danmark, LEF Net A/S, LIDL,
Lundsby Biogas, Lydrommet Danmark, Mærsk Drilling,
Maabjerg Energy Center - MEC, Metrotherm, Mira Inter‐
net A/S, Motorola Solutions, Mundio, Naviair, NEAS Ener‐
gy A/S, Net1, Netgroup A/S, Netteam A/S, NGF Nature
Energy - Muligvis ændres til bare Nature Energy, Nianet
A/S, Nidec, Nilan, Nilfisk, Niras, Njord Law Firm, NOAH
Energi og Klima, Nordby Antenneforening, Nordic Connect,
Nordic Rentals A/S, Nordisk Folkecenter for Vedvarende
Energi, Noreco, Norlys, NRGi Renewables A/S, Nævnenes
Hus, Olie Gas Danmark, Oticon, Parknet, Partnerskabet
for Bølgekraft, PE Professionel Elektronik, Perspektiv Bred‐
bånd, Phonic Ear, Plastindustrien, Primanet, Professional
Soundsystems, Radiocom Danmark A/S, Radius Elnet A/S,
Redspot Aps, Rema 1000, Ren Energi Oplysning (REO),
Region Sjælland, Regstrup Natur og miljøforening, Ring
Advocacy ApS, Rigsrevisionen, Sagitta ApS, Salling Group,
Sammenslutningen af Danske Småøer, Sammenslutningen
af Lokale Radio- og TV-stationer, SEAS-NVE, SEF Net
A/S, Sennheiser Nordic A/S, Sentia, Skagen Antennelaug,
Skynet, Skywire, Siemens Gamesa, Solar Elements A/S,
Solar Lightning Consultants ApS, Solaropti, Solenergi Dan‐
mark A/S, Spirit Energy, SportEventDenmark, Sprintlink
Danmark ApS, Standlux ApS, Spyker Energy ApS, Statens
ByggeforskningsInstitut, Stofa A/S, Syd Energi (SE), Sy‐
nergi, Sweco, Taxa Fyn, TDC A/S, Teatret Svalegangen,
TEKNIQ Arbejdsgiverne, Teknologisk Institut, Tivoli, Total
S. A., T-REGS, TREFOR/EWII, TV 2, UNI-C, Varmepum‐
pefabrikantforeningen, Vattenfall A/S, Vedvarende Energi,
32
Vejle Spildevand, VELTEK – VVS- og El-Tekniske Leve‐
randørers Brancheforening, Verdens Skove, Verdo Tele A/S,
Verizon Business Danmark , Vest Net A/S, Vestas Wind
Systems A/S, Vestforsyning Net A/S, Vestfrost Solutions,
Vestjyske Net A/S, Vesttherm, Vibocold, Vindenergi Dan‐
mark, Vinduesindustrien, Viptel Aps, VNG Danmark AS,
Wind Denmark, Wind Estate A/S, Wintershall Nordszee
B. V., Wohlfeldt Lydproduktion, WWF Verdensnaturfonden,
Zenitel, Økologisk Landsforening, Ørsted, Aalborg Portland
A/S, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet og 2Tell ApS.
Et udkast til forslag om ændring af teleloven, jf. lovforsla‐
gets § 4, har ikke været sendt i bred offentlig høring, men
har alene været sendt i høring hos Erhvervsministeriet og
Erhvervsstyrelsen i perioden fra den 24. februar 2021 til den
26. februar 2021.
Erhvervsstyrelsen er uafhængig telemyndighed med ansva‐
ret for den sektorspecifikke konkurrenceregulering på te‐
leområdet, som omfatter bestemmelserne i telelovens afsnit
IV. Det er således Erhvervsstyrelsen, der varetager myndig‐
hedsudøvelsen af den sektorspecifikke konkurrenceregule‐
ring, herunder bestemmelserne i telelovens kapitel 14 a og
16 a.
Idet Erhvervsstyrelsen endvidere generelt er tilsynsmyndig‐
hed for den sektorspecifikke konkurrenceregulering, er det
naturligt, at Erhvervsstyrelsen også skal kunne føre tilsyn
med overholdelsen af reglerne i kapitel 14 a og 16 a.
Der er med udkast til forslag om ændring af teleloven, jf.
lovforslagets § 4, tale om at sikre, at Erhvervsstyrelsen har
hjemmel til at føre tilsyn med overholdelsen af samtlige
af de bestemmelser, der hører under Erhvervsstyrelsens om‐
råde, samt at sikre erhvervsministeren en hjemmel til at
fastsætte nærmere regler for udnævnelse og afskedigelse af
medlemmer af myndigheder, der er bemyndiget til at vare‐
tage opgaver efter telelovens kapitel 14 a. Det er således
alene Erhvervsstyrelsen og Erhvervsministeriet, der vil blive
berørt af den lovregulering, som den del af lovforslaget, der
omhandler ændringen af teleloven, medfører. Det er endvi‐
dere Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets vurdering, at
ved tidligere offentlige høringer over udkast til ændring af
teleloven, der indførte kapitel 14 a og 16 a i teleloven, har
branchen m.fl. haft mulighed for at afgive bemærkninger i
forhold til de pligter, som bestemmelserne i disse kapitler
medfører for branchen.
På den baggrund har den del af lovforslaget, der omhandler
ændringen af teleloven, alene været sendt i høring hos de
berørte myndigheder, dvs. Erhvervsministeriet og Erhvervs‐
styrelsen, som ikke havde bemærkninger til lovforslaget.
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser / mindre udgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser / merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Begrænsede merudgifter
Implementeringskonsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Begrænsede merudgifter
Økonomiske konsekvenser for er‐
hvervslivet
Ingen Begrænsede merudgifter. Klima-, Energi-
og Forsyningsministeriet vurderer, at lov‐
forslaget ikke vil medføre økonomiske
konsekvenser på over 4 mio. kr.
Administrative konsekvenser for er‐
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Klima- og miljømæssige konsekven‐
ser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget supplerer og tilpasser dansk regulering til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 1020/2019/EU af 20. juni 2019 om markedsovervågning og
produktoverensstemmelse og om ændring af direktiv 2004/42/EF og forordning
nr. 765/2008/EF og nr. 305/2011/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 169, side 1 (markeds‐
overvågningsforordningen), som bl.a. fastsætter bestemmelser om erhvervsdriven‐
des pligter i forbindelse med salg m.v. af energirelaterede produkter, radioudstyr
og apparater og bestemmelser vedrørende Sikkerhedsstyrelsens kontrol med de
pågældende produkter. Som led heri fastsættes der sanktionsbestemmelser for over‐
trædelser af pligterne i forordningen.
33
Lovforslaget implementerer endvidere enkelte dele af Europa-Parlamentets og Rå‐
dets direktiv 2018/1972/EU om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk
kommunikation (omarbejdning), der sammenskriver og opdaterer fire centrale di‐
rektiver på teleområdet.
Er i strid med de principper for im‐
plementering
af erhvervsrettet EU-regulering
Går videre end minimumskrav i EU-
regulering
(sæt X)
Ja
X (§§ 1-3)
Nej
X (§ 4)
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Af fodnoten til lov om miljøvenligt design af energirelatere‐
de produkter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1093 af 1. november
2019 (ecodesignloven) fremgår, at loven gennemfører Euro‐
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF af 21. ok‐
tober 2009 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljø‐
venligt design af energirelaterede produkter (omarbejdning),
EU-Tidende 2009, nr. L 285, side 10.
Det foreslås, at det af fodnoten til ecodesignloven vil frem‐
gå, at loven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/125/EF af 21. oktober 2009 om rammerne
for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirela‐
terede produkter (omarbejdning), EU-Tidende 2009, nr. L
285, side 10, (herefter ecodesigndirektivet) som ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25.
oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv
2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv
2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-Tidende 2012, nr. L 315, side
1
Det foreslås endvidere, at det af fodnoten vil fremgå, at
der i loven er medtaget visse bestemmelser fra forordning
1020/2019/EU om markedsovervågning og produktoverens‐
stemmelse og om ændring af direktiv 2004/42/EF og for‐
ordning nr. 765/2008/EF og nr. 305/2011/EU, EU-Tidende
2019, nr. L 169, side 1.
Det følger af artikel 288 i EUF-Traktaten, at en forordning
gælder umiddelbart i hver medlemsstat, og at gengivelsen af
bestemmelser fra forordningen i loven således udelukkende
er begrundet i praktiske hensyn og ikke berører forordnin‐
gers umiddelbare gyldighed i Danmark.
Den foreslåede nyaffattelse af fodnoten til ecodesignloven er
en konsekvens af, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/125/EF af 21. oktober 2009 om rammerne for fastlæg‐
gelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede pro‐
dukter (omarbejdning), EU-Tidende 2009, nr. L 285, side
10, (ecodesigndirektivet) blev ændret ved Europa-Parlamen‐
tets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om
energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og
2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og
2006/32/EF, EU-Tidende 2012, nr. L 315, side 1, samt at
der i lovforslaget er medtaget visse bestemmelser fra Euro‐
pa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1020/EU af 20.
juni 2019 om markedsovervågning og produktoverensstem‐
melse og om ændring af direktiv 2004/42/EF og forordning
nr. 765/2008/EF og nr. 305/2011/EU, EU-Tidende 2019, nr.
L 169, side 1.
Til nr. 2
Energistyrelsen har indtil den 31. juli 2018 efter delegation
af kompetencen fra klima-, energi- og forsyningsministeren
været kontrolmyndighed og har ført kontrol med, at energi‐
relaterede produkter, som bringes i omsætning eller ibrug‐
tages her i landet, er i overensstemmelse med regler om
ecodesign af produkter. I henhold til kongelig resolution af
22. juni 2018 har det siden 1. august 2018 været erhvervsmi‐
nisteren, som har ført kontrol med overholdelse af reglerne
om ecodesign. Erhvervsministeren har delegeret denne befø‐
jelse til Sikkerhedsstyrelsen, som er kontrolmyndighed på
området.
Med den foreslåede bestemmelse ændres overalt i loven
bortset fra i § 10, stk. 1, og § 13, stk. 4 og 5, ”Erhvervsmini‐
steren” til ”Kontrolmyndigheden”, ”erhvervsministeren” til
”kontrolmyndigheden” og ”erhvervsministerens” til ”kon‐
trolmyndighedens”.
Formålet med at ændre bestemmelserne er at ændre termi‐
nologien, således at bestemmelserne så vidt muligt bliver
ensrettet i forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produk‐
ter og markedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen admi‐
nistrerer, hvor ”kontrolmyndighed” anvendes. De foreslåede
ændringer af terminologien vil ikke medføre nogle realitets‐
ændringer af den gældende retstilstand.
Til nr. 3
Det fremgår af den gældende bestemmelse i ecodesignlo‐
34
vens § 2, nr. 10, der ophæves med lovforslagets § 1, nr. 11,
at en repræsentant defineres som enhver fysisk eller juridisk
person, der er etableret i EU/EØS, og som har fået skriftligt
mandat fra producenten til i dennes navn at opfylde alle
eller en del af forpligtelserne efter loven eller regler fastsat i
medfør af loven eller en gennemførelsesforanstaltning. Defi‐
nitionen svarer med enkelte tilpasninger og præciseringer til
definitionen i ecodesigndirektivets artikel 2.
Det foreslås at indsætte en ny definition af bemyndiget re‐
præsentant i lovens § 2.
Med den foreslåede § 2, nr. 1, defineres bemyndiget repræ‐
sentant som enhver fysisk eller juridisk person, der er etab‐
leret i EU/EØS, og som har fået skriftlig fuldmagt fra produ‐
centen, herunder fabrikanten, til i dennes navn at opfylde
alle eller en del af forpligtelserne efter loven eller regler i
medfør af loven eller en gennemførelsesforanstaltning.
Formålet med indsættelsen af en ny definition af begrebet
bemyndiget repræsentant er at tilpasse definitionen af en
repræsentant i ecodesignloven, således at den er i overens‐
stemmelse med begrebet bemyndiget repræsentant i mar‐
kedsovervågningsforordningen. Bestemmelsen gengiver så‐
ledes med mindre sproglige tilpasninger markedsovervåg‐
ningsforordningens definition i artikel 3, nr. 12.
Markedsovervågningsforordningen finder anvendelse på
produkter, der er omfattet af den EU-harmoniseringslovgiv‐
ning, der er anført i forordningens bilag I (»EU-harmonise‐
ringslovgivningen«), jf. forordningens artikel 2, stk. 1. Eco‐
designdirektivet er angivet i det anførte bilag I.
I markedsovervågningsforordningens artikel 3, nr. 12, er en
bemyndiget repræsentant defineret som enhver i Unionen
etableret fysisk eller juridisk person, som har modtaget en
skriftlig fuldmagt fra fabrikanten til at agere på dennes
vegne i forbindelse med varetagelsen af specificerede opga‐
ver, for så vidt angår fabrikantens forpligtelser i henhold
til relevant EU-harmoniseringslovgivning eller i henhold til
kravene i denne forordning.
I den danske oversættelse af det gældende ecodesigndirek‐
tiv er det engelske begreb authorized representative oversat
til repræsentant, og begrebet written mandate er oversat til
skriftligt mandat. I den danske oversættelse i markedsover‐
vågningsforordningen er de engelske begreber oversat til
bemyndiget repræsentant og skriftlig fuldmagt.
Som følge af denne ændring i forbindelse med den danske
oversættelse af begreberne i markedsovervågningsforordnin‐
gen foreslås en konsekvensrettelse af udtrykkene og dermed
indsættelsen af en ny definition af bemyndiget repræsentant
i lovforslagets § 1, nr. 3. Indsættelsen af definitionen i
lovens § 2, nr. 1, medfører, at nr. 1 bliver nr. 2. Markeds‐
overvågningsforordningen finder direkte anvendelse i dansk
ret, og de foreslåede definitioner fortolkes derfor i praksis i
overensstemmelse med markedsovervågningsforordningens
bestemmelser.
Indsættelsen af den nye definition og rykningen skyldes, at
definitionerne i § 2 opstilles i alfabetisk rækkefølge.
De foreslåede ændringer af bestemmelsen i lovforslagets §
1, nr. 3, vil ikke medføre nogle realitetsændringer af den
gældende retstilstand.
Til nr. 4
Det fremgår af den gældende bestemmelse i ecodesignlo‐
vens § 2, nr. 1, at tidspunktet, hvorpå et energirelateret pro‐
dukt er bragt i omsætning, defineres som den første gang et
energirelateret produkt, uanset salgsmetode, gøres tilgænge‐
ligt på EU/EØS’s marked med henblik på distribution eller
anvendelse i EU/EØS, enten mod betaling eller gratis.
Definitionen svarer med enkelte tilpasninger og præciserin‐
ger til definitionen i ecodesigndirektivets artikel 2.
Det foreslås, at § 2, nr. 1, der bliver § 2, nr. 2, ændres, så der
med begrebet bringe i omsætning menes, at et energirelate‐
ret produkt er bragt i omsætning den første gang det energi‐
relaterede produkt, uanset salgsmetode, gøres tilgængeligt
på EU/EØS’s marked med henblik på distribution, forbrug
eller anvendelse i EU/EØS som led i erhvervsvirksomhed,
mod eller uden vederlag.
Formålet med ændringen er at sikre, at definitionen af,
hvornår et produkt er bragt i omsætning i henhold til ecode‐
signloven, er i overensstemmelse med definitionen bringe i
omsætning i markedsovervågningsforordningen.
Markedsovervågningsforordningen finder anvendelse på
produkter, der er omfattet af den EU-harmoniseringslovgiv‐
ning, der er anført i forordningens bilag I (»EU-harmonise‐
ringslovgivningen«), jf. forordningens artikel 2, stk. 1. Eco‐
designdirektivet er angivet i det anførte bilag I.
I markedsovervågningsforordningens artikel 3, nr. 2, er be‐
grebet bringe i omsætning defineret som den første tilgæn‐
geliggørelse af et produkt på EU-markedet og definitionen
at gøre tilgængelig på markedet er enhver levering af et pro‐
dukt med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse
på EU-markedet som led i erhvervsvirksomhed mod eller
uden vederlag, jf. forordningens artikel 3, nr. 1.
Den foreslåede ændring af bestemmelsen i lovforslagets §
1, nr. 4, vil ikke medføre nogle realitetsændringer af den
gældende retstilstand, men foreslås justeret, så ordlyden
stemmer overens med definitionerne bringe i omsætning og
gøre tilgængelig på markedet i markedsovervågningsforord‐
ningens artikel 3, nr. 1 og 2.
Til nr. 5
Ecodesignloven indeholder ikke i dag en definition af en
distributør eller en erhvervsdrivende.
Det foreslås at indsætte to nye definitioner af distributør og
erhvervsdrivende i lovens § 2, nr. 3 og 4.
35
Med den foreslåede § 2, nr. 3, defineres en distributør som
enhver anden fysisk eller juridisk person i forsyningskæden,
som gør et produkt tilgængeligt på markedet, bortset fra
fabrikanten, producenten eller importøren. Bestemmelsen
gengiver markedsovervågningsforordningens definition af
distributør i artikel 3, nr. 10.
Med den foreslåede § 2, nr. 4, defineres en erhvervsdrivende
som producenten, herunder fabrikanten, den bemyndigede
repræsentant, importøren, distributøren, udbyderen af distri‐
butionstjenester eller enhver anden fysisk eller juridisk per‐
son, der har forpligtelser i forbindelse med fremstillingen,
tilgængeliggørelsen på markedet eller ibrugtagningen af pro‐
dukter, som er omfattet af loven eller regler fastsat i medfør
af loven eller en gennemførelsesforanstaltning for produk‐
tet. Den foreslåede bestemmelse gengiver markedsovervåg‐
ningsforordningens definition i artikel 3, nr. 13.
Definitionerne foreslås indført, da udtrykkene bruges i de
lovbestemmelser, der med lovforslaget foreslås indført i for‐
bindelse med de nye forpligtelser for de erhvervsdrivende,
som er en følge af markedsovervågningsforordningen. De‐
finitionerne er gengivet i overensstemmelse med markeds‐
overvågningsforordningens artikel 3, nr. 10 og 13. Markeds‐
overvågningsforordningen finder direkte anvendelse i dansk
ret, og de foreslåede definitioner fortolkes derfor i praksis i
overensstemmelse med markedsovervågningsforordningens
bestemmelser.
Indsættelsen af de nye definitioner i de foreslåede § 2, nr.
3 og 4, vil medføre en rykning af numrene, således at nr.
2-3 bliver nr. 5-6. Rykningen skyldes, at definitionerne i § 2
opstilles i alfabetisk rækkefølge.
Til nr. 6
Ecodesignloven indeholder ikke i dag en definition af en
fabrikant.
Det foreslås at indsætte en ny definition af fabrikant i lovens
§ 2, nr. 7.
Med den foreslåede § 2, nr. 7, defineres en fabrikant som
enhver fysisk eller juridisk person, som fremstiller et pro‐
dukt eller får et produkt konstrueret eller fremstillet og mar‐
kedsfører dette produkt under sit navn eller varemærke. En
fabrikant er identisk med begrebet producent i ecodesigndi‐
rektivets og lovens forstand, jf. ecodesignlovens § 2, nr.
9, og de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr.
9. Bestemmelsen gengiver markedsovervågningsforordnin‐
gens definition i artikel 3, nr. 8.
Den foreslåede definition vil gøre det tydeligere, hvad der
skal forstås ved en fabrikant, som er omfattet af markeds‐
overvågningsforordningen, og som også foreslås omfattet
af ecodesignloven. Definitionen foreslås indført af prakti‐
ske hensyn, da udtrykket bruges i de lovbestemmelser, der
med lovforslaget foreslås indført i forbindelse med de nye
forpligtelser for de erhvervsdrivende, som følge af markeds‐
overvågningsforordningen. Definitionen er gengivet i over‐
ensstemmelse med markedsovervågningsforordningens arti‐
kel 3, nr. 8. En fabrikant skal forstås i overensstemmelse
med og er identisk med en producent i ecodesigndirektivets
og lovens forstand, jf. ecodesignlovens § 2, nr. 9, og de
specielle bemærkninger til nr. 9.
Markedsovervågningsforordningen finder anvendelse på
produkter, der er omfattet af den EU-harmoniseringslovgiv‐
ning, der er anført i forordningens bilag I (»EU-harmonise‐
ringslovgivningen«), jf. forordningens artikel 2, stk. 1. Eco‐
designdirektivet er angivet i det anførte bilag I. Markeds‐
overvågningsforordningen finder direkte anvendelse i dansk
ret, og definitionen af en fabrikant i lovforslaget fortolkes
derfor i praksis i overensstemmelse med markedsovervåg‐
ningsforordningens bestemmelser. Forslaget vil derfor ikke
påvirke den hidtil gældende retstilstand.
Indsættelsen af definitionen i den foreslåede § 2, stk. 1, nr.
7, vil medføre en rykning af numrene, således at nr. 4 bliver
nr. 8. Rykningen skyldes, at definitionerne i § 2 opstilles i
alfabetisk rækkefølge.
Til nr. 7
Ecodesignloven indeholder ikke i dag en definition af at
”gøre tilgængelig på markedet”.
Det foreslås at indsætte en ny definition af gøre tilgængelig
på markedet i lovens § 2, nr. 9.
Med den foreslåede § 2, nr. 9, defineres at gøre tilgænge‐
lig på markedet som enhver levering af et produkt med
henblik på distribution, forbrug eller anvendelse på EU-
markedet som led i erhvervsvirksomhed mod eller uden
vederlag. Bestemmelsen gengiver markedsovervågningsfor‐
ordningens definition i artikel 3, nr. 1.
Den foreslåede definition vil gøre det tydeligere, hvornår
et produkt anses for at blive gjort tilgængeligt på marke‐
det. Definitionen er i forvejen nævnt og er en del af definiti‐
onen bringe i omsætning efter den gældende lovs § 2, og
skal forstås i overensstemmelse hermed. Forslaget vil derfor
ikke påvirke den hidtil gældende retstilstand. Definitionen
foreslås indført af praktiske hensyn, da udtrykket bruges
i lovforslaget og er gengivet i overensstemmelse med mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 3, nr. 1. Markeds‐
overvågningsforordningen finder direkte anvendelse i dansk
ret, og definitionen af gøre tilgængelig på markedet fortol‐
kes derfor i praksis i overensstemmelse med markedsover‐
vågningsforordningens bestemmelser.
Indsættelsen af definitionen i den foreslåede § 2, nr. 9, vil
medføre en rykning af numrene, således at nr. 5-8 bliver nr.
10-13. Rykningen skyldes, at definitionerne i § 2 opstilles i
alfabetisk rækkefølge.
Til nr. 8
Ecodesignloven indeholder ikke i dag en definition af on‐
linegrænseflader.
36
Det foreslås at indsætte en ny definition af onlinegrænsefla‐
der i lovens § 2, nr. 14.
Med den foreslåede § 2, nr. 14, defineres en onlinegrænse‐
flade som enhver form for software, herunder et websted,
dele af et websted eller en applikation, der drives af eller
på vegne af en erhvervsdrivende, og som giver slutbrugere
adgang til den erhvervsdrivendes produkter. Det kan særligt
være hjemmesider og applikationer til mobiltelefoner, tab‐
lets og computere, men dette kan dog ændre sig i takt med,
at der kommer nye løsninger på markedet. Bestemmelsen
gengiver markedsovervågningsforordningens definition i ar‐
tikel 3, nr. 15. En slutbruger er enhver fysisk eller juridisk
person, der er bosiddende eller etableret i Unionen, og til
hvem et produkt er gjort tilgængeligt enten som forbruger
uden for et erhverv, en forretning, et håndværk eller fag,
eller som erhvervsmæssig slutbruger som led i dennes indu‐
strielle eller erhvervsmæssige aktiviteter, jf. artikel 3, nr. 21,
i markedsovervågningsforordningen.
Den foreslåede definition vil gøre det tydeligere, hvad der
skal forstås ved onlinegrænseflader, som er omfattet af
markedsovervågningsforordningen og de bestemmelser, der
foreslås indført med dette lovforslag. Markedsovervågnings‐
forordningen finder direkte anvendelse i dansk ret, og defi‐
nitionen af onlinegrænseflader fortolkes derfor i praksis i
overensstemmelse med markedsovervågningsforordningens
bestemmelser.
Indsættelsen af definitionen i den foreslåede § 2, nr. 14, vil
medføre en rykning af numrene, således at nr. 9 bliver nr.
15. Rykningen skyldes, at definitionerne i § 2 opstilles i
alfabetisk rækkefølge.
Til nr. 9
Det fremgår af ecodesignlovens § 2, nr. 9, at en producent
defineres som den fysiske eller juridiske person, der produ‐
cerer energirelaterede produkter, som er omfattet af loven
eller regler fastsat i medfør af loven eller en gennemførel‐
sesforanstaltning for produktet, med henblik på produkter‐
nes omsætning eller ibrugtagning under producentens navn
eller varemærke eller med henblik på producentens egen
anvendelse.
Definitionen svarer med enkelte tilpasninger og præciserin‐
ger til definitionen i ecodesigndirektivets artikel 2, nr. 6.
Det foreslås at ændre § 2, nr. 9, der bliver nr. 15, i ecode‐
signloven, således at det præciseres, at der med en produ‐
cent menes enhver fysisk eller juridisk person, der produce‐
rer energirelaterede produkter, som er omfattet af loven eller
regler fastsat i medfør af loven eller en gennemførelsesfor‐
anstaltning for produktet, med henblik på produkternes om‐
sætning eller ibrugtagning, og markedsfører dette produkt
under producentens navn eller varemærke eller med henblik
på producentens egen anvendelse, herunder en fabrikant
som defineret i markedsovervågningsforordningen artikel 3,
nr. 8, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.
Formålet med ændringen er at sikre, at en producent i eco‐
designloven skal forstås som en fabrikant i markedsover‐
vågningsforordningen, idet en fabrikant, som defineret i
markedsovervågningsforordningens artikel 3, nr. 8, jf. lov‐
forslagets § 1, nr. 6, er identisk med en producent i ecode‐
signdirektivets og ecodesignlovens forstand, jf. de specielle
bemærkninger til nr. 6. Med hensyn til situationer, hvor pro‐
ducentens forpligtelser overgår til andre led i omsætningen
af et produkt, henvises til bemærkningerne til ecodesignlo‐
vens § 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 14 og 15.
Markedsovervågningsforordningen finder anvendelse på
produkter, der er omfattet af den EU-harmoniseringslovgiv‐
ning, der er anført i forordningens bilag I (»EU-harmonise‐
ringslovgivningen«), jf. forordningens artikel 2, stk. 1. Eco‐
designdirektivet er angivet i det anførte bilag I.
I markedsovervågningsforordningens artikel 3, nr. 8, er en
fabrikant defineret som enhver fysisk eller juridisk person,
som fremstiller et produkt eller får et produkt konstrueret el‐
ler fremstillet og markedsfører dette produkt under sit navn
eller varemærke.
I den danske oversættelse af det gældende ecodesigndirektiv
er det engelske ord manufacturer oversat til producent. I den
danske oversættelse i markedsovervågningsforordningen er
det engelske ord oversat til fabrikant. Som følge af denne
ændring i forbindelse med den danske oversættelse af or‐
det i markedsovervågningsforordningen vil den foreslåede
ændring medføre, at der ikke er nogen tvivl om, at en
producent er identisk med en fabrikant i markedsovervåg‐
ningsforordningens forstand og omvendt. Herudover er der
med forslaget ikke tilsigtet nogle realitetsændringer af den
gældende retstilstand.
Årsagen til, at lovforslaget ikke foreslår at ændre producent
til fabrikant i den gældende lov er, at producent anvendes
i samtlige danske oversættelser af det engelske ord manufac‐
turer i de gældende produktforordninger på området for eco‐
design, hvorfor det vurderes mest hensigtsmæssigt fortsat at
anvende producent i den gældende lov.
Til nr. 10
Ecodesignloven indeholder ikke i dag en definition af udby‐
der af distributionstjenester eller udbyder af informationstje‐
nester.
Det foreslås at indsætte to nye definitioner af udbyder af
distributionstjenester og udbyder af informationstjenester i
lovens § 2, nr. 16 og 17.
Med den foreslåede § 2, nr. 16, defineres en udbyder af dis‐
tributionstjenester som enhver fysisk eller juridisk person,
der som led i erhvervsvirksomhed udbyder mindst to af
følgende tjenester: oplagring, emballering, adressering og
forsendelse uden at have ejerskab over de pågældende pro‐
dukter, undtagen posttjenester som defineret i artikel 2, nr. 1,
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF (Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF af 15. december
37
1997 om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre
marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters
kvalitet (EF-Tidende 1998, nr. L 15, side 14)), pakkeleve‐
ringstjenester som defineret i artikel 2, nr. 2, i Europa-Par‐
lamentets og Rådets forordning 644/2018/EU (Europa-Par‐
lamentets og Rådets forordning 644/2018/EU af 18. april
2018 om grænseoverskridende pakkeleveringstjenester (EU-
Tidende, nr. L 112, 2018, side 19)), og alle andre posttjene‐
ster eller godstransporttjenester. Den foreslåede bestemmel‐
se gengiver markedsovervågningsforordningens artikel 3, nr.
11. Markedsovervågningsforordningen finder direkte anven‐
delse i dansk ret, og definitionen af en udbyder af distribu‐
tionstjenester fortolkes derfor i praksis i overensstemmelse
med markedsovervågningsforordningens bestemmelser.
I markedsovervågningsforordningen fastsættes der nye for‐
pligtelser for udbydere af distributionstjenester, som disse
udbydere ikke har efter ecodesignloven. Disse nye typer af
erhvervsdrivende bliver omfattet af ansvarsbegrebet i den
gældende lovs § 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 14 og 15. Det
foreslås derfor, at udbydere af distributionstjenester bliver
defineret i ecodesignloven.
I de tilfælde, hvor der ikke er en klart defineret producent,
herunder fabrikant, bemyndiget repræsentant eller importør,
kan det være relevant at gøre en udbyder af en distributions‐
tjeneste til pligtsubjekt i henhold til loven. Det har ikke væ‐
ret klart, hvilken rolle udbydere af distributionstjenester har
i forsyningskæden, hvorfor dette gøres klart i markedsover‐
vågningsforordningen og med de foreslåede ændringer til
ecodesignloven. Udbydere af distributionstjenester vil alene
kunne være ansvarlige for energirelaterede produkter i det
omfang, hvor der ikke er en ansvarlig producent, herunder
fabrikant, bemyndiget repræsentant eller importør.
Udbydere af distributionstjenesters rolle på markedet har
været svær at placere, idet disse udbydere ikke kan sidestil‐
les med hverken producenter, herunder fabrikanter, bemyn‐
digede repræsentanter eller importører. Det har derfor været
svært for kontrolmyndigheder som Sikkerhedsstyrelsen at
føre kontrol med udbyderne. Det har endvidere ikke været
klart for udbydere af distributionstjenester, hvilke pligter
de har i forsyningskæden i forbindelse med tilgængeliggø‐
relse af energirelaterede produkter. I markedsovervågnings‐
forordningen fastsættes der nye forpligtelser for udbydere
af distributionstjenester, som disse udbydere ikke har efter
ecodesignloven.
Ved at udvide kredsen af erhvervsdrivende sikres det, at
der ikke gøres energirelaterede produkter tilgængelige på
markedet, hvor der ikke er en ansvarlig erhvervsdrivende,
fordi der hverken er en producent, herunder fabrikant, be‐
myndiget repræsentant eller importør. I de tilfælde vil kon‐
trolmyndigheden som noget nyt kunne gøre en udbyder af
distributionstjenester ansvarlig.
For at sikre, at kontrolmyndigheden kan udføre deres opga‐
ver effektivt, og for at undgå huller i håndhævelsessystemet,
indgår udbydere af distributionstjenester derfor i listen over
de erhvervsdrivende, over for hvilke det er muligt for kon‐
trolmyndigheden at træffe afgørelser m.v.
Med den foreslåede § 2, nr. 17, defineres en udbyder af
informationstjenester som en udbyder af en tjeneste som
defineret i artikel 1, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2015/1535/EU (Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2015/1535/EU af 9. september 2015 om en
informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter
samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (EU-
Tidende, nr. L 241, 2015, side 1)). Den foreslåede bestem‐
melse gengiver markedsovervågningsforordningens artikel
3, nr. 14. Markedsovervågningsforordningen finder direkte
anvendelse i dansk ret, og definitionen af udbyder af infor‐
mationstjenester fortolkes derfor i praksis i overensstemmel‐
se med markedsovervågningsforordningens bestemmelser.
Informationssamfundstjenester er defineret i artikel 1,
stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2015/1535/EU. Bestemmelsen heri fastsætter, at en sådan
tjeneste er enhver tjeneste i informationssamfundet, dvs.
enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som
teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra
en tjenestemodtager.
Med henblik på den givne definition forstås ved telefor‐
midling, at en tjeneste ydes, uden at parterne er til stede
samtidig, ved ad elektronisk vej, at en tjeneste fra afsendel‐
sesstedet sendes og på bestemmelsesstedet modtages ved
hjælp af elektronisk databehandlingsudstyr (herunder digital
komprimering) og datalagringsudstyr, og som udelukkende
sendes, rutes og modtages via tråd, radio, optiske midler
eller andre elektromagnetiske midler, og at en tjeneste ydes
ved transmission af data på individuel anmodning fra en
tjenestemodtager.
En vejledende liste over tjenester, der ikke er omfattet af
denne definition, findes i bilag I til Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2015/1535/EU. Eksempelvis anses tjenester,
der ydes, også under anvendelse af elektroniske anordnin‐
ger, og hvor tjenesteyderen- og modtageren er fysisk tilstede
som f.eks. ved en søgning i et elektronisk katalog i en for‐
retning, hvor kunden er fysisk til stede, ikke som en tjenes‐
te, der teleformidles. Endvidere anses eksempelvis tjenester
med et fysisk indhold, også selv om de indebærer brug af
elektroniske anordninger som f.eks. offlinetjenester, hvor
man distribuerer software på cd-rom’er eller lignende, ikke
som en tjeneste, der formidles ad elektronisk vej. Endelig
anses eksempelvis tjenester, der ydes ved datatransmission
uden en individuel anmodning, med henblik på at kunne
modtages samtidig af et ubegrænset antal modtagere (punkt-
til-multipunkt-transmission) f.eks. radiospredning, ikke som
tjenester, der formidles på individuel anmodning af en tjene‐
stemodtager.
Eksempler på udbydere af informationssamfundstjenester er
hjemmesider, sociale medier og mobiltelefonapplikationer.
Energirelaterede produkter omfattet af ecodesignloven gøres
38
i stigende grad tilgængeligt på markedet via online infor‐
mationssamfundstjenester (webbutikker), herunder fra lande
uden for EU. I tilfælde, hvor der er risiko for overtrædelse
af regler i denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov
eller en gennemførelsesforanstaltning på grund af manglen‐
de overensstemmelse, og kontrolmyndigheden anmoder en
ejer af en onlinegrænseflade om at fjerne onlineindhold, og
en sådan anmodning ikke imødekommes, foreslås det, at
udbydere af informationssamfundstjenester skal bistå kon‐
trolmyndigheden i at begrænse adgangen til onlinegrænse‐
fladen, jf. den foreslåede bestemmelse i §§ 11 b og 11 c, jf.
lovforslagets § 1, nr. 32.
Til nr. 11
Det følger af ecodesignlovens § 2, nr. 10, at en repræsentant
defineres som enhver fysisk eller juridisk person, der er
etableret i EU/EØS, og som har fået skriftligt mandat fra
producenten til i dennes navn at opfylde alle eller en del
af forpligtelserne efter loven eller regler fastsat i medfør af
loven eller en gennemførelsesforanstaltning.
Det foreslås, at § 2, nr. 10, ophæves.
Bestemmelsen videreføres med mindre sproglige tilpasnin‐
ger i den foreslåede bestemmelse i § 2, nr. 1, jf. lovforsla‐
gets § 1, nr. 3.
Formålet med indsættelsen af en ny definition af begrebet
bemyndiget repræsentant er at tilpasse definitionen af en
repræsentant i ecodesignloven, således at den er i overens‐
stemmelse med begrebet bemyndiget repræsentant i mar‐
kedsovervågningsforordningen. Bestemmelsen gengiver så‐
ledes med mindre sproglige tilpasninger markedsovervåg‐
ningsforordningens definition i artikel 3, nr. 12.
Markedsovervågningsforordningen finder anvendelse på
produkter, der er omfattet af den EU-harmoniseringslovgiv‐
ning, der er anført i forordningens bilag I (»EU-harmonise‐
ringslovgivningen«), jf. forordningens artikel 2, stk. 1. Eco‐
designdirektivet er angivet i det anførte bilag I.
I markedsovervågningsforordningens artikel 3, nr. 12, er en
bemyndiget repræsentant defineret som enhver i Unionen
etableret fysisk eller juridisk person, som har modtaget en
skriftlig fuldmagt fra fabrikanten til at agere på dennes
vegne i forbindelse med varetagelsen af specificerede opga‐
ver, for så vidt angår fabrikantens forpligtelser i henhold
til relevant EU-harmoniseringslovgivning eller i henhold til
kravene i denne forordning.
I den danske oversættelse af det gældende ecodesigndirek‐
tiv er det engelske begreb authorized representative oversat
til repræsentant, og begrebet written mandate er oversat til
skriftligt mandat. I den danske oversættelse i markedsover‐
vågningsforordningen er de engelske begreber oversat til
bemyndiget repræsentant og skriftlig fuldmagt.
Som følge af denne ændring i forbindelse med den danske
oversættelse af begreberne i markedsovervågningsforordnin‐
gen foreslås en konsekvensrettelse af udtrykkene og dermed
indsættelsen af en ny definition af bemyndiget repræsentant
i lovforslagets § 1, nr. 3, samtidigt med en ophævelse af
begrebet repræsentant som fremgår af ecodesignlovens § 2,
nr. 10. Markedsovervågningsforordningen finder direkte an‐
vendelse i dansk ret, og de foreslåede definitioner fortolkes
derfor i praksis i overensstemmelse med markedsovervåg‐
ningsforordningens bestemmelser.
Den foreslåede ophævelse af ecodesignlovens § 2, nr. 10,
vil ikke medføre nogle realitetsændringer af den gældende
retstilstand.
Til nr. 12
Det fremgår af § 3 i ecodesignloven, at klima, energi- og
forsyningsministeren efter forhandling med miljøministeren
kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse af Danmarks
forpligtelser i henhold til EU-retten inden for lovens områ‐
de.
Bemyndigelsen anvendes, hvis der vedtages nye EU-retsak‐
ter på området, hvis der foretages ændringer i eksisterende
retsakter som f.eks. ecodesigndirektivet, eller hvis det viser
sig, at der er behov for yderligere regler for at gennemføre
eksisterende retsakter. Folketingets Europaudvalg, Folketin‐
gets Energipolitiske Udvalg og Folketingets Miljøpolitiske
Udvalg får forelagt de eventuelle ændringer af EU-retten i
overensstemmelse med procedurerne herfor. Bestemmelsen
finder anvendelse som supplement til de øvrige bemyndigel‐
ser, der indgår i ecodesignloven.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 3, stk. 2, i ecode‐
signloven, hvorefter klima-, energi- og forsyningsministeren
kan fastsætte regler eller træffe beslutninger med henblik
på at gennemføre eller anvende EU-regler om forhold, der
er omfattet af denne lov, herunder forordninger, direktiver,
afgørelser og beslutninger om miljøvenligt design af energi‐
relaterede produkter. Ministeren vil i den forbindelse kunne
fastsætte regler om forbud og påbud samt sanktioner ved
manglende overholdelse af forordninger, direktiver, afgørel‐
ser og beslutninger.
En tilsvarende bestemmelse findes f.eks. i § 10 i produkt‐
energimærkningsloven.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at klima-, energi-
og forsyningsministeren kan fastsætte regler eller træffe be‐
slutninger, der er nødvendige for at gennemføre eller anven‐
de bindende og umiddelbart gældende EU-retsakter på om‐
rådet for miljøvenligt design af energirelaterede produkter,
herunder forordninger, direktiver, afgørelser og beslutninger
om miljøvenligt design af energirelaterede produkter. Der
kan f.eks. være tale om regler om, at kontrolmyndigheden
kan nedlægge forbud mod salg af produkter, som ikke er i
overensstemmelse med EU-retsakten, eller give påbud om at
overholde EU-retsakten. Der kan også være tale om regler
om, at overtrædelse af EU-retsakten eller et forbud eller en
undladelse af at efterkomme et påbud givet af kontrolmyn‐
digheden i den forbindelse kan straffes med bøde.
39
Bemyndigelsen tænkes også anvendt ved mindre ændringer
eller justeringer af markedsovervågningsforordningen eller
gennemførelse af andre retsakter, der overvejende er af tek‐
nisk karakter.
Til nr. 13
Det fremgår af § 4, stk. 1-3, i ecodesignloven, hvem der
er ansvarlig for overholdelse af bestemmelser i loven og
regler fastsat i medfør af loven eller en gennemførelsesfor‐
anstaltning, og hvornår producentens forpligtelser overgår til
andre erhvervsdrivende, som udgør et led i omsætningen af
et produkt.
Udgangspunktet i den gældende bestemmelse i § 4, stk. 1,
er, at producenten er ansvarlig for, at et energirelateret pro‐
dukt er i overensstemmelse med regler for det pågældende
produkt. Hvis producenten ikke er etableret i EU/EØS, på‐
hviler forpligtelserne producentens repræsentant i EU/EØS.
Overdragelsen af opgaver fra producenten til repræsentanten
skal være sket skriftligt, navnlig for at definere indholdet
af opgaverne og afgrænsningen af repræsentantens beføjel‐
ser. Den nationale tilsynsmyndighed har herefter mulighed
for at henvende sig til repræsentanten i stedet for producen‐
ten, for så vidt angår overholdelsen af forpligtelserne efter
ecodesigndirektivet, ecodesignloven eller en gennemførel‐
sesforanstaltning.
Repræsentanten kan derfor også være ansvarlig, når produ‐
centen er etableret i EU, såfremt der foreligger en skriftlig
fuldmagt fra producenten til i dennes navn at opfylde alle
eller en del af forpligtelserne efter loven eller regler fastsat
i medfør af loven eller en gennemførelsesforanstaltning, jf.
ecodesignlovens § 2, nr. 10. I det tilfælde, hvor producenten
ikke har en sådan repræsentant i EU/EØS, hviler forpligtel‐
serne på importøren, jf. den gældende bestemmelse i § 4,
stk. 2. Endelig, hvis der hverken er en producent, repræ‐
sentant eller importør i EU/EØS, påhviler forpligtelserne
enhver fysisk eller juridisk person, der bringer produktet
i omsætning eller erhvervsmæssig ibrugtager det, jf. den
gældende bestemmelse i § 4, stk. 3.
Definitionerne på en producent og de andre erhvervsdriven‐
de i omsætningsledet følger af den gældende § 2, som med
enkelte tilpasninger og præciseringer svarer til definitioner‐
ne i ecodesigndirektivets artikel 2.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4 fastsætter de
erhvervsdrivendes opgaver vedrørende produkter, der er om‐
fattet af visse EU-harmoniseringsakter, dvs. energirelaterede
produkter der er omfattet af ecodesigndirektivet, jf. artikel 4,
stk. 5, i markedsovervågningsforordningen.
Det følger af markedsovervågningsforordningens artikel 4,
stk. 2, at der med denne artikel forstås ved den i artikel 4,
stk. 1, omhandlede erhvervsdrivende enhver af følgende: a)
en fabrikant, der er etableret i Unionen, b) en importør, når
fabrikanten ikke er etableret i Unionen, c) en bemyndiget
repræsentant, som ved skriftlig fuldmagt fra fabrikanten er
udpeget til at udføre de opgaver, der er fastsat i stk. 3, på
fabrikantens vegne, d) en udbyder af distributionstjenester,
der er etableret i Unionen, for så vidt angår de produkter,
som denne håndterer, når ingen anden erhvervsdrivende som
omhandlet i litra a, b og c er etableret i Unionen.
Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 13, at ændre ”pro‐
ducent, som bringer produktet i omsætning, eller dennes
repræsentant. ” til: ”producent, herunder fabrikant, som
bringer produktet i omsætning, eller dennes bemyndigede
repræsentant. ”, i ecodesignlovens § 4, stk. 1.
Det følger af den foreslåede ændring, at ansvaret for, at et
energirelateret produkt er i overensstemmelse med loven og
regler fastsat i medfør af loven eller en gennemførelsesfor‐
anstaltning, påhviler den producent, herunder fabrikant, som
bringer produktet i omsætning, eller dennes bemyndigede
repræsentant. Det er således i stk. 1 indsat to konsekvensret‐
telser som følge af lovforslagets § 1, nr. 3, 6, 9 og 11.
De foreslåede ændringer i bestemmelsens § 4, stk. 1, jf. lov‐
forslagets § 1, nr. 13, vil ikke medføre nogen ændring af den
gældende retstilstand, men er blot en præcisering af, at en
producent er identisk med en fabrikant og omvendt, og at en
repræsentant er identisk med en bemyndiget repræsentant,
jf. de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 3, 6, 9
og 11.
Til nr. 14
Det fremgår af § 4, stk. 2, i ecodesignloven, at er producen‐
ten ikke etableret i EU/EØS, og findes der ingen repræsen‐
tant, påhviler ansvaret efter stk. 1 importøren.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4 fastsætter de
erhvervsdrivendes opgaver vedrørende produkter, der er om‐
fattet af visse EU-harmoniseringsakter, dvs. energirelaterede
produkter der er omfattet af ecodesigndirektivet, jf. artikel 4,
stk. 5, i markedsovervågningsforordningen.
Det følger af markedsovervågningsforordningens artikel 4,
stk. 2, at der med henblik på denne artikel forstås ved den
i artikel 4, stk. 1, omhandlede erhvervsdrivende enhver af
følgende: a) en fabrikant, der er etableret i Unionen, b)
en importør, når fabrikanten ikke er etableret i Unionen,
c) en bemyndiget repræsentant, som ved skriftlig fuldmagt
fra fabrikanten er udpeget til at udføre de opgaver, der er
fastsat i stk. 3, på fabrikantens vegne, d) en udbyder af
distributionstjenester, der er etableret i Unionen, for så vidt
angår de produkter, som denne håndterer, når ingen anden
erhvervsdrivende som omhandlet i litra a, b og c er etableret
i Unionen.
Det foreslås, at der i lovens § 4, stk. 2, efter ”Er producen‐
ten” indsættes ”, herunder fabrikanten,”, og at ”bemyndiget”
indsættes efter ”ingen”.
Det følger af den foreslåede ændring af § 4, stk. 2, at er pro‐
ducenten, herunder fabrikanten ikke etableret i EU/EØS, og
40
findes der ingen bemyndiget repræsentant, påhviler ansvaret
efter stk. 1 importøren.
De foreslåede ændringer vil ikke medføre nogen ændring af
den gældende retstilstand, men er blot en præcisering af, at
en producent er identisk med en fabrikant og omvendt, og
at en repræsentant er identisk med en bemyndiget repræsen‐
tant, jf. de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr.
3, 6, 9 og 11.
Til nr. 15
Det fremgår af § 4, stk. 3, i ecodesignloven, at såfremt
der ikke er en importør, påhviler ansvaret efter § 4, stk. 1,
enhver fysisk eller juridisk person, der bringer produktet i
omsætning eller erhvervsmæssigt ibrugtager det.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4 fastsætter de
erhvervsdrivendes opgaver vedrørende produkter, der er om‐
fattet af visse EU-harmoniseringsakter, dvs. energirelaterede
produkter der er omfattet af ecodesigndirektivet, jf. artikel 4,
stk. 5, i markedsovervågningsforordningen.
Det følger af markedsovervågningsforordningens artikel 4,
stk. 2, at der med henblik på denne artikel forstås ved den
i artikel 4, stk. 1, omhandlede erhvervsdrivende enhver af
følgende: a) en fabrikant, der er etableret i Unionen, b)
en importør, når fabrikanten ikke er etableret i Unionen,
c) en bemyndiget repræsentant, som ved skriftlig fuldmagt
fra fabrikanten er udpeget til at udføre de opgaver, der er
fastsat i stk. 3, på fabrikantens vegne, d) en udbyder af
distributionstjenester, der er etableret i Unionen, for så vidt
angår de produkter, som denne håndterer, når ingen anden
erhvervsdrivende som omhandlet i litra a, b og c er etableret
i Unionen.
Det foreslås, at der i § 4, stk. 3, efter ”stk. 1” indsættes
”en udbyder af distributionstjenester, og findes der ikke en
udbyder af distributionstjenester, påhviler ansvaret efter stk.
1”.
Det følger af den foreslåede ændring, at er der ikke en
importør, påhviler ansvaret efter stk. 1 en udbyder af distri‐
butionstjenester, og findes der ikke en udbyder af distribu‐
tionstjenester, påhviler ansvaret efter stk. 1 enhver fysisk
eller juridisk person, der bringer produktet i omsætning eller
erhvervsmæssigt ibrugtager det.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en udbyder
af distributionstjenester ligeledes kan ifalde ansvar efter §
4, stk. 1, såfremt der hverken er en producent, herunder
fabrikant, bemyndiget repræsentant eller importør etableret
i EU/EØS. Med lovforslagets § 1, nr. 10, defineres udby‐
der af distributionstjenester som enhver fysisk eller juridisk
person, der som led i erhvervsvirksomhed udbyder mindst
to af følgende tjenester: oplagring, emballering, adressering
og forsendelse uden at have ejerskab over de pågældende
produkter, undtagen posttjenester som defineret i artikel 2,
nr. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF,
pakkeleveringstjenester som defineret i artikel 2, nr. 2, i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 644/2018/EU, og
alle andre posttjenester eller godstransporttjenester, jf. de
specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 10.
Ændringen foreslås indsat for at tydeliggøre bestemmelsens
ansvarsfordeling mellem de forskellige typer af erhvervsdri‐
vende, som udgør et led i omsætningen af et produkt, i
overensstemmelse med markedsovervågningsforordningens
artikel 4, stk. 2, hvorved en ny type erhvervsdrivende, udby‐
der af distributionstjenester, fremgår.
Med markedsovervågningsforordningen omfatter erhvervs‐
drivende som noget nyt også udbydere af distributionstjene‐
ster, som ikke tidligere har været pligtsubjekt ifølge ecode‐
signloven. Udbydere af distributionstjenester kan dog alene
være ansvarlige for energirelaterede produkter i det omfang,
hvor der ikke er en ansvarlig producent, herunder fabrikant,
repræsentant eller importør, jf. markedsovervågningsforord‐
ningens artikel 4, stk. 2.
Udbydere af distributionstjenesters rolle på markedet har
været svær at definere, idet disse udbydere ikke kan sidestil‐
les med hverken producenter, herunder fabrikanter, repræ‐
sentanter eller importører. Det har derfor kunnet være svært
for kontrolmyndigheden at føre kontrol med udbyderne. Det
har endvidere ikke været klart for udbydere af distributions‐
tjenester, hvilke pligter de har i omsætningen af et produkt
i forbindelse med tilgængeliggørelse af energirelaterede pro‐
dukter.
Ved at udvide kredsen af erhvervsdrivende sikres det, at der
ikke gøres energirelaterede produkter tilgængelige på mar‐
kedet, hvor der ikke er en ansvarlig erhvervsdrivende, fordi
der hverken er en producent, herunder fabrikant, bemyndiget
repræsentant eller importør. I de tilfælde vil kontrolmyndig‐
heden som noget nyt kunne gøre distributionstjenesteudby‐
deren ansvarlig som en erhvervsdrivende.
Med ændringen sikres, at de nye forpligtelser, der følger af
markedsovervågningsforordningen, som er indsat og gengi‐
vet med sproglige tilpasninger i de foreslåede bestemmelser
i lovforslaget, overholdes af den ansvarlige efter § 4, dvs.
udgangspunktet er, at producenten, herunder fabrikanten,
er ansvarlig for, at et energirelateret produkt er i overens‐
stemmelse med regler for det pågældende produkt. Hvis
producenten, herunder fabrikanten, ikke er etableret i EU/
EØS, påhviler forpligtelserne producentens, herunder fabri‐
kantens, bemyndigede repræsentant i EU/EØS. I det tilfæl‐
de, hvor producenten, herunder fabrikanten, ikke har en
sådan bemyndiget repræsentant i EU/EØS, hviler forpligtel‐
serne på importøren. Hvis der hverken er en producent,
herunder fabrikant, bemyndiget repræsentant eller importør
i EU/EØS, påhviler forpligtelserne en udbyder af distributi‐
onstjenester, der er etableret i EU/EØS. Endelig hvis der
hverken er en producent, herunder fabrikant, bemyndiget
repræsentant, importør i EU/EØS eller en udbyder af dis‐
tributionstjenester, der er etableret i EU/EØS, påhviler for‐
pligtelserne enhver fysisk eller juridisk person, der bringer
produktet i omsætning eller erhvervsmæssig ibrugtager det.
41
Lovforslaget indeholder således en udvidelse af ansvaret for
overholdelse af bestemmelserne i loven og regler fastsat i
medfør af loven eller en gennemførelsesforanstaltning, såle‐
des at ansvaret ikke kun vil kunne påhvile producenten,
herunder fabrikanten, eller dennes repræsentant eller en im‐
portør, men ligeledes også en udbyder af distributionstjene‐
ster eller enhver fysisk eller juridisk person, der bringer
produktet i omsætning eller erhvervsmæssig ibrugtager det.
Til nr. 16
Det følger af ecodesignlovens § 7, stk. 2, nr. 1, at den an‐
svarlige efter § 4 skal lade sit produkt udtage til måling
og kontrol af en sagkyndig virksomhed eller en godkendt
institution som nævnt i stk. 5.
Det foreslås i § 7, stk. 2, nr. 1, at ændre stk. 5 til stk. 6.
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af indsættel‐
sen af det foreslåede § 7, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr.
17, hvilket vil medføre en rykning af bestemmelserne i § 7,
således at stk. 3-6 bliver stk. 4-7, og som følge deraf vil stk.
5 blive stk. 6.
Til nr. 17
Ecodesignlovens § 7 indeholder bemyndigelsesbestemmel‐
ser til klima-, energi- og forsyningsministeren, om at mini‐
steren kan fastsætte regler om, at den ansvarlige efter § 4,
inden et energirelateret produkt bringes i omsætning, skal
sikre og erklære, at produktet er i overensstemmelse med
krav fastsat i medfør af §§ 5 og 6 eller en gennemførelses‐
foranstaltning ved at udarbejde og underskrive en overens‐
stemmelseserklæring (EU-overensstemmelseserklæring), jf.
stk. 1, og at den ansvarlige efter § 4 skal dokumentere,
at produktet opfylder kravene. Ministeren kan endvidere ef‐
ter stk. 2 fastsætte regler om, at den ansvarlige efter § 4
efter anmodning skal udføre måling og afprøvning af, om
produktet overholder de fastsatte krav, når forholdene giver
anledning hertil i forbindelse med, at produktet bringes i
omsætning eller senere. Det kan herunder fastsættes, at den
ansvarlige efter § 4 skal lade sit produkt udtage til måling og
kontrol af en sagkyndig virksomhed eller en godkendt insti‐
tution som nævnt i stk. 5, eller at de omhandlede produkter
efter anmodning skal indleveres til et anvist prøvningssted
eller afprøves på fremstillings-, installations- eller salgsste‐
det eller andet relevant sted. Ministeren kan endvidere efter
stk. 3 fastsætte regler om, at den ansvarlige efter § 4 skal
afholde udgifterne ved udtagelse, måling og kontrol af pro‐
dukterne, og efter stk. 4 om metoder og standarder, som
skal være fulgt ved erklæringer, dokumentation, måling og
afprøvning. Endelig kan ministeren efter stk. 5 fastsætte
regler om, at erklæring, dokumentation, måling eller afprøv‐
ning som nævnt i stk. 1 og 2 i særlige tilfælde skal være
verificeret af en sagkyndig institution eller virksomhed, som
er godkendt af erhvervsministeren. Regler i medfør af stk.
4 og 5 fastsættes efter forhandling med miljøministeren, jf.
stk. 6.
Bemyndigelsesbestemmelserne i § 7 er udmøntet i bekendt‐
gørelse nr. 1274 af 19. november 2010 om miljøvenligt
design af energirelaterede produkter (herefter ecodesignbe‐
kendtgørelsen).
Bestemmelserne gennemfører artikel 3, stk. 2, litra a og c i
ecodesigndirektivet.
Markedsovervågningsforordningens artikel 14 fastsætter
markedsovervågningsmyndighedernes beføjelser. Det frem‐
går af artikel 14, stk. 1, at medlemsstaterne skal tillægge de‐
res markedsovervågningsmyndigheder de markedsovervåg‐
nings-, undersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser, der er
nødvendige for anvendelsen af denne forordning og for an‐
vendelsen af EU-harmoniseringslovgivningen. Det fremgår
endvidere af artikel 14, stk. 4, litra a-k, hvilke beføjelser,
der som minimum skal tillægges markedsovervågningsmyn‐
dighederne i henhold til artikel 14, stk. 1. Artikel 14, stk.
4, litra j, fastsætter, at markedsovervågningsmyndighederne
som minimum skal tillægges beføjelsen til at erhverve pro‐
duktprøver, herunder under en skjult identitet, til at kontrol‐
lere disse prøver og foretage reverse engineering på dem
med henblik på at identificere manglende overensstemmelse
og indhente dokumentation.
Det foreslås efter stk. 2 at indsætte som nyt § 7, stk. 3, at kli‐
ma-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere
regler om, at udtagelse af produkter til kontrol efter stk. 2
kan ske ved brug af skjult identitet.
Efter den gældende retstilstand har tilsynsmyndigheden i
forvejen hjemmel til at udtage produkter til kontrol i medfør
af bemyndigelsesbestemmelsen i § 7, stk. 2, i ecodesign‐
loven, som bl.a. er udmøntet i ecodesignbekendtgørelsens
§ 12. Det følger af bekendtgørelsens § 12, at den, der er
ansvarlig for produktet, uden betaling skal stille eksempla‐
rer af produktet til rådighed for tilsynsmyndigheden med
henblik på måling og kontrol samt dække transport og øvri‐
ge udgifter ved udtagelsen af de pågældende eksemplarer,
og udtager tilsynsmyndigheden eksemplarer hos forhandle‐
re med henblik på måling og kontrol, skal den ansvarlige
efter § 3 ligeledes afholde udgifterne herved. Endvidere føl‐
ger det af § 12, at udgifter i forbindelse med måling og
kontrol af produktet skal dækkes af den, der er ansvarlig
efter § 3 for produktet, medmindre måle- eller kontrolre‐
sultater bekræfter rigtigheden af dennes oplysninger. Den
ansvarlige efter artikel 3 i ecodesigndirektivet svarer til den
ansvarlige efter bestemmelsen i ecodesignlovens § 4, dvs.
som udgangspunkt producenten af produktet eller dennes
repræsentant, og hvis ingen af sådanne findes, importøren
af produktet, og hvis ingen importør findes, enhver fysisk
eller juridisk person, der bringer produktet i omsætning eller
erhvervsmæssigt ibrugtager det. Kontrolforanstaltningerne
som nævnt i ecodesignlovens § 7, stk. 2, skal iværksættes,
når den, der fører tilsyn med overholdelsen af reglerne,
anmoder herom. Det er en betingelse for at anvende stk.
2, at forholdene giver anledning hertil. Bestemmelsen fin‐
der anvendelse, hvis tilsynsmyndigheden finder grund til at
betvivle rigtigheden af en overensstemmelseserklæring, og
den allerede foreliggende dokumentation fra producenten
42
ikke anses for tilstrækkelig til at bringe en afklaring. Stk.
2 finder anvendelse ved introduktionen af et energirelateret
produkt eller på et senere tidspunkt som et led i tilsynet
efter ecodesignlovens § 10, stk. 1. Kontrollen kan iværk‐
sættes på initiativ af tilsynsmyndigheden eller på baggrund
af informationer fra f.eks. Europa-Kommissionen eller en
anden EU-medlemsstat. Foranstaltninger efter stk. 2 omfat‐
ter kontrol af teknisk dokumentation eller kontrolmålinger
for udvalgte produkter. Kontrolmålinger tilrettelægges ved
udvælgelse af et mindre antal eksemplarer.
Opgaven med at udføre måling og kontrolprøvning indebæ‐
rer ikke en adgang for den sagkyndige virksomhed eller
godkendte institution, der udfører målingen m.v., til at træffe
afgørelser om et forhold, som omfattes af loven.
Med den foreslåede bestemmelse vil klima-, energi- og for‐
syningsministeren kunne fastsætte nærmere regler om, at
udtagelse af produkter til kontrol efter stk. 2 kan ske ved
brug af skjult identitet. Bestemmelsen forventes udmøntet i
ecodesignbekendtgørelsen.
Med den foreslåede bestemmelse sikres det, at kontrolmyn‐
digheden har mulighed for at udtage produkter og udføre
kontrol under skjult identitet med henblik på at kunne vur‐
dere, om et produkt er i overensstemmelse med reglerne,
og bestemmelsen skal derfor ses i sammenhæng med de
øvrige bestemmelser i ecodesignlovens § 7, stk. 1-6, der
herefter bliver stk. 1-7, samt de bestemmelser i ecodesign‐
bekendtgørelsen, som udmønter bemyndigelserne. Med æn‐
dringen tilsigtes at ændre den gældende retstilstand, således
at kontrolmyndigheden fremadrettet også vil kunne udtage
produkter og udføre kontrol under skjult identitet. Bestem‐
melsen supplerer artikel 14, stk. 4, litra j, i markedsovervåg‐
ningsforordningen.
Den foreslåede ændring vil medføre, at erhvervsdrivende,
der sælger ulovlige produkter online, ikke kan omgå kon‐
trollen, når kontrolmyndigheden tager produkter ud til
test. Forsyningskæderne har ændret sig væsentligt og den
stigende nethandel har ført til, at det er blevet sværere at
udtage produkter. I dag bestemmer kontrolmyndigheden,
hvilke produkter der udtages, når udtagningen foregår i en
fysisk butik, hvorimod webbutikken bestemmer hvilket pro‐
dukt, der udtages i webbutikken. Med henblik på at sikre
lige konkurrence mellem fysiske butikker og webbutikker
foreslås det, at kontrolmyndigheden kan gøre brug af skjult
identitet. Dette sikrer samtidig, at kontrolmyndigheden ikke
modtager særligt gode produkter, såkaldte golden samples
eller får besked om, at produktet er udsolgt, selvom det
måske ikke er tilfældet.
Med skjult identitet menes situationer, hvor myndigheden
køber et produkt uden at give sig til kende eller identificere
sig som kontrolmyndighed i forbindelse med købet. Kon‐
trolmyndigheden kan skjule sin identitet på forskellige må‐
der. Det kan eksempelvis ske ved at foretage køb af produk‐
ter i en medarbejders navn, ved brug af et særligt kreditkort
til formålet, ved opgivelse af en anden mailadresse end kon‐
trolmyndighedens sædvanlige eller ved at få sendt produk‐
tet til en anden adresse end kontrolmyndighedens officielle
postadresse. Der kan også være tale om en kombination af
flere forskellige tiltag. Målet er, at kontrolmyndigheden i
købssituationen ligestilles med enhver anden aftager af det
pågældende produkt.
Ved anvendelse af skjult identitet vil kontrolmedarbejderen
kunne agere som en almindelig kunde i butikken og vil
således ikke påkalde sig særlig opmærksomhed. I sådanne
tilfælde vil anvendelse af skjult identitet kunne virke res‐
sourcebesparende, da alternativet vil være, at der sendes
flere kontrolmedarbejdere ud til stedet, eller at der anmodes
om assistance fra politiet.
Når en vare er udtaget til kontrol under skjult identitet, vil
sagsbehandlingen fortsætte på samme måde som ved varer
udtaget, hvor den tilsynsførende har givet sig til kende ved
udtagelsen.
Udtagningen af produkter kan umiddelbart ske fra offentligt
tilgængelige lokaliteter eller fra webbutikker. Udtagning fra
ikke-offentligt tilgængelige lokaliteter kræver særskilt hjem‐
mel. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede §
10 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 29.
Kontrolmyndigheden har ejendomsretten til udtagne pro‐
dukter. Den erhvervsdrivende kan dog få produktet udleve‐
ret efter endt sagsbehandling, hvis denne måtte ønske dette,
og hvis der ikke er noget til hinder for en udlevering. I vur‐
deringen skal der bl.a. tages hensyn til, om produktet efter
test er defekt eller farligt, eller om kontrolmyndigheden er
nødt til at beholde produktet af bevismæssige hensyn. Kon‐
trolmyndigheden udtager kun de produkter, som er nødven‐
dige for en effektiv kontrol. Det er ikke en forudsætning
for, at et produkt kan udtages, at kontrolmyndigheden har
en konkret mistanke om, at produktet ikke er i overensstem‐
melse med reglerne.
Formålet med bestemmelsen er at tage højde for webbutik‐
ker og handelsplatforme, som udgør en voksende del af den
samlede handel, og som samtidig ikke har et offentligt til‐
gængeligt salgslokale, hvor kontrolmyndigheden kan udtage
et produkt.
Bestemmelsen finder således anvendelse over for både inter‐
netbaserede virksomheder og fysiske butikker og gør det
således muligt at anmode såvel webbutikker som fysiske
butikker om at indsende produkter til kontrol ved brug af
skjult identitet.
Indsættelsen af den foreslåede bestemmelse medfører en
rykning af bestemmelserne, således at stk. 3-6 bliver til stk.
4-7.
Til nr. 18
Det fremgår af ecodesignlovens § 7, stk. 3, der bliver stk.
4, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte
regler om, at den ansvarlige efter § 4 skal afholde udgif‐
43
terne ved udtagelse, måling og kontrol af produkterne, jf.
stk. 2. Den gældende bestemmelse er udmøntet således i
ecodesignbekendtgørelsens § 12, at den, der er ansvarlig for
produktet, jf. ecodesignbekendtgørelsens § 3, uden betaling
skal stille eksemplarer af produktet til rådighed for tilsyns‐
myndigheden med henblik på måling og kontrol samt dække
transport og øvrige udgifter ved udtagelsen af de pågælden‐
de eksemplarer, og udtager tilsynsmyndigheden eksemplarer
hos forhandlere med henblik på måling og kontrol, skal den
ansvarlige efter ecodesignbekendtgørelsens § 3 ligeledes af‐
holde udgifterne herved. Endvidere følger det af ecodesign‐
bekendtgørelsens § 12, at udgifter i forbindelse med måling
og kontrol af produktet skal dækkes af den, der er ansvarlig
efter ecodesignbekendtgørelsens § 3 for produktet, medmin‐
dre måle- eller kontrolresultater bekræfter rigtigheden af
dennes oplysninger.
Markedsovervågningsforordningens artikel 15, stk. 1, fast‐
sætter, at medlemsstaterne kan tillade deres markedsover‐
vågningsmyndigheder at opkræve alle omkostninger ved de‐
res aktiviteter fra den relevante erhvervsdrivende, for så vidt
angår tilfælde af manglende overensstemmelse. Endvidere
fastsættes det i markedsovervågningsforordningens artikel
15, stk. 2, at de omhandlede omkostninger kan omfatte om‐
kostninger ved prøvning, omkostninger ved foranstaltninger
truffet i henhold til markedsovervågningsforordningens ar‐
tikel 28, stk. 1 og 2, omkostninger ved oplagring og om‐
kostninger ved aktiviteter i forbindelse med produkter, der
konstateres ikke at overholde de gældende regler, og som
er genstand for korrigerende tiltag, inden de overgår til fri
omsætning eller bringes i omsætning. Det følger endvidere
af betragtning 49 i markedsovervågningsforordningen, at
medlemsstaterne bør have mulighed for at supplere den of‐
fentlige finansiering ved at opkræve gebyrer fra de relevante
erhvervsdrivende til dækning af omkostningerne ved gen‐
nemførelse af markedsovervågningsaktiviteter i forbindelse
med produkter, der ikke overholder de gældende regler.
Det foreslås i ecodesignlovens § 7, stk. 3, der bliver stk. 4, at
der efter ”stk. 2” indsættes ”og 3”.
Den foreslåede ændring vil medføre, at klima-, energi- og
forsyningsministeren også kan fastsætte regler om, at den
ansvarlige efter ecodesignlovens § 4, jf. de specielle be‐
mærkninger til lovforslagets § 1, nr. 13, 14 og 15, skal
afholde udgifterne ved udtagelse, måling og kontrol af ener‐
girelaterede produkter efter den foreslåede § 7, stk. 3, jf.
lovforslagets § 1, nr. 17, dvs. kontrol foretaget under skjult
identitet.
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af lovforsla‐
gets § 1, nr. 17.
Hjemlen i nærværende lovforslag vil blive udmøntet på til‐
svarende måde som i ecodesignbekendtgørelsens § 12 over
for de produkter, der udtages under skjult identitet, således
at blandt andet transport- og fragtomkostninger og prisen på
indkøb af produktet forbundet med udtagelse til kontrol og
måling under skjult identitet i princippet altid skal afholdes
af den ansvarlige efter § 3 i ecodesignbekendtgørelsen, som
svarer til ecodesignlovens § 4. Det bemærkes, at kontrol
under skjult identitet af mindre produkter formentlig vil
kunne foretages på selve udtagelsesstedet. Det forventes
endvidere, at udgifter forbundet med kontrol under skjult
identitet og måling vil skulle afholdes af den ansvarlige
efter ecodesignbekendtgørelsens § 3, jf. ecodesignlovens §
4 og lovforslagets § 1, nr. 13, 14 og 15, medmindre må‐
le- eller kontrolresultaterne bekræfter rigtigheden af dennes
oplysninger. I disse sidste tilfælde vil kontrolmyndigheden
skulle betale kontrolomkostningerne.
Til nr. 19
Det fremgår af ecodesignlovens § 7, stk. 6, at regler i med‐
før af stk. 4 og 5 fastsættes efter forhandling med miljømini‐
steren.
Det foreslås i § 7, stk. 6, der bliver til stk. 7, at ændre stk. 4
og 5 til stk. 5 og 6.
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af det fore‐
slåede § 7, stk. 3, jf. § 1, nr. 17, hvorefter kontrolmyndighe‐
den vil kunne udtage produkter ved brug af skjult identitet.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 17.
Til nr. 20
Ecodesignloven indeholder ikke i dag en forpligtelse til
den ansvarlige efter § 4, der har bragt et produkt i omsæt‐
ning, eller den erhvervsdrivende, som har gjort et produkt
tilgængeligt på markedet, om af egen drift, dvs. uden en
begrundet anmodning, at underrette kontrolmyndigheden,
hvis vedkommende har grund til at tro, at et energirelateret
produkt udgør en risiko, eller på eget initiativ at begrænse
de risici, der er forbundet med det pågældende produkt, når
den i markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 1,
omhandlede erhvervsdrivende skønner eller har grund til at
tro, at det pågældende produkt udgør en risiko.
Ecodesignlovens § 10, stk. 2-4, og § 11 indeholder dog
nogle oplysningsforpligtelser og samarbejdsforpligtelser for
den ansvarlige efter § 4 og andre erhvervsdrivende, som skal
udføres efter anmodning fra kontrolmyndigheden.
Ecodesignlovens § 10, stk. 2, omhandler den situation, at
kontrolmyndigheden i forbindelse med en kontrol af et ener‐
girelateret produkt får begrundet mistanke om, at produktet
ikke er i overensstemmelse med krav i regler fastsat i med‐
før af loven eller en gennemførelsesforanstaltning. Bestem‐
melsen er affødt af ecodesigndirektivets artikel 8, stk. 2. Det
følger af bestemmelsen, at kontrolmyndigheden hurtigst mu‐
ligt skal underrette den ansvarlige efter ecodesignlovens §
4. Underretningen skal være ledsaget af oplysninger, som
understøtter, at kravene ikke er overholdt. Der skal gives en
frist for modtagelse af en udtalelse fra den ansvarlige efter §
4 om, hvorledes konstaterede mangler i givet fald kan blive
rettet op. Formålet er at sikre, at den ansvarlige efter § 4 så
tidligt som muligt bliver sat i stand til at korrigere eventuelle
44
overtrædelser af de stillede krav. Hvis den ansvarlige efter
ecodesignlovens § 4 ikke på tilfredsstillende vis får rettet
op på manglerne, vil kontrolmyndigheden - eventuelt efter
yderligere kontrolmålinger - kunne træffe afgørelser om på‐
bud eller forbud herom efter ecodesignlovens § 11.
Ecodesignlovens § 10, stk. 3, indeholder en forpligtelse
til den ansvarlige efter § 4, som bringer et energirelateret
produkt i omsætning, om at de efter anmodning fra kon‐
trolmyndigheden skal give alle oplysninger, som er nødven‐
dige for varetagelsen af erhvervsministerens opgaver efter
ecodesignlovens § 10, stk. 1. Ecodesignlovens § 10, stk.
4, indeholder endvidere en forpligtelse til enhver, som mar‐
kedsfører eller erhvervsmæssigt ibrugtager et energirelateret
produkt, om efter anmodning fra kontrolmyndigheden at gi‐
ve alle oplysninger, som er nødvendige for at kunne afgøre,
hvem der er ansvarlig for produktet, jf. ecodesignlovens § 4.
Det følger af ecodesignlovens § 11, hvilke korrigerende for‐
anstaltninger kontrolmyndigheden kan påbyde den ansvarli‐
ge efter § 4 eller en virksomhed, der markedsfører eller
erhvervsmæssigt ibrugtager et produkt, herunder erhvervs‐
drivende, som efter lovforslaget gør et produkt tilgængeligt
på markedet, at foretage. F.eks. kan det være et påbud om,
at forhold, der strider mod kravene, bringes i orden inden for
en angivet frist, et forbud mod at bringe det energirelaterede
produkt i omsætning eller at gøre det tilgængeligt på mar‐
kedet, et forbud mod markedsføring eller erhvervsmæssig
ibrugtagning af et energirelateret produkt eller et påbud om
at trække produktet tilbage fra markedet.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra
c, fastsætter, at den erhvervsdrivende, der er omhandlet i
forordningens artikel 4, stk. 1, skal underrette markedsover‐
vågningsmyndighederne, hvis vedkommende har grund til
at tro, at et produkt udgør en risiko. Endvidere fastsætter
markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra d,
at den erhvervsdrivende skal samarbejde med markedsover‐
vågningsmyndighederne og sikre, at der træffes øjeblikkeli‐
ge nødvendige korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle
tilfælde af manglende overensstemmelse med de krav, der
er fastsat i den gældende EU-harmoniseringslovgivning, der
finder anvendelse på det pågældende produkt, eller, hvis
dette ikke er muligt, begrænse de risici, der er forbundet
med det pågældende produkt, når det påbydes af markeds‐
overvågningsmyndighederne eller på eget initiativ, når den i
stk. 1 omhandlede erhvervsdrivende skønner eller har grund
til at tro, at det pågældende produkt udgør en risiko.
Markedsovervågningsforordningens artikel 7, stk. 1, fastsæt‐
ter endvidere, at erhvervsdrivende skal samarbejde med
markedsovervågningsmyndighederne om korrigerende til‐
tag, der kan eliminere eller begrænse risici forbundet med
produkter, som disse erhvervsdrivende har gjort tilgængelige
på markedet.
Markedsovervågningsforordningens artikel 7, stk. 2, fastsæt‐
ter endvidere, at udbydere af informationssamfundstjenester
på anmodning skal samarbejde med markedsovervågnings‐
myndighederne med henblik på at fremme ethvert tiltag,
der træffes for at eliminere eller, hvis dette ikke er muligt,
begrænse risiciene forbundet med et produkt, der udbydes
eller var udbudt til salg online gennem deres tjenester.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i ecodesignlo‐
ven som § 7 a, stk. 1, om at den ansvarlige efter § 4,
som har bragt et energirelateret produkt i omsætning, eller
den erhvervsdrivende, som har gjort et energirelateret pro‐
dukt tilgængeligt på markedet, straks skal underrette kon‐
trolmyndigheden og samarbejde med myndigheden, hvis
vedkommende har grund til at tro, at et energirelateret pro‐
dukt udgør en risiko og give nærmere oplysninger om pro‐
duktets manglende overensstemmelse og de foranstaltninger,
der er truffet for at fjerne risikoen.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger forpligtelserne i markedsovervågningsforordningens
artikel 4, stk. 3, litra c og d, og markedsovervågningsforord‐
ningens artikel 7, stk. 1.
Forpligtelserne efter den foreslåede bestemmelse rækker vi‐
dere end de eksisterende pligter i ecodesignlovens § 10,
stk. 2-4, og § 11 samt den foreslåede § 11, jf. lovforsla‐
gets § 1, nr. 31, idet vedkommende efter den foreslåede
§ 7 a, stk. 1, har en pligt til af egen drift at underrette
og indlede et samarbejde med kontrolmyndigheden og udfø‐
re de afhjælpningsmuligheder og begrænsninger af risici,
som kontrolmyndigheden kan kræve, at de erhvervsdrivende
samarbejder om. Hvorimod de gældende bestemmelser først
medfører en pligt for den ansvarlige efter § 4 eller den
erhvervsdrivende til at afgive oplysninger efter kontrolmyn‐
dighedens anmodning herom.
Efter markedsovervågningsforordningens artikel 3, nr. 19, er
et produkt, der udgør en risiko, et produkt der kan indvirke
negativt på personers sundhed og sikkerhed generelt, sund‐
hed og sikkerhed på arbejdspladsen, beskyttelse af forbru‐
gerne, miljøet, den offentlige sikkerhed og andre offentlige
interesser, der beskyttes ved den gældende EU-harmonise‐
ringslovgivning i en grad, der går ud over det, der anses
for rimeligt og acceptabelt i forhold til det tilsigtede formål
eller under normale eller rimeligt forudsigelige anvendelses‐
forhold for det pågældende produkt, herunder anvendelsens
varighed og, hvis det er relevant, ibrugtagning, installation
og vedligeholdelseskrav.
Et energirelateret produkt, der ikke er i overensstemmelse
med krav fastsat i regler i medfør af loven eller en gen‐
nemførelsesforanstaltning, vil kunne udgøre en risiko, idet
disse produkter vil kunne indvirke negativt på miljøet og
beskyttelse af forbrugerne, hvorfor manglende overholdelse
af dette kan forårsage en risiko.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 7 a, stk. 1,
vil medføre, at såfremt den ansvarlige efter § 4 eller en
erhvervsdrivende får mistanke om, at et energirelateret pro‐
dukt, som vedkommende har bragt i omsætning eller har
gjort tilgængeligt på markedet, udgør en risiko, skal denne
45
straks underrette kontrolmyndigheden herom og træffe de
nødvendige foranstaltninger.
Bestemmelsen fastsætter en oplysningspligt og en samar‐
bejdspligt for den ansvarlige efter § 4, jf. de specielle be‐
mærkninger til lovforslagets § 1, nr. 13-15, og de erhvervs‐
drivende, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, om at de af egen
drift skal underrette kontrolmyndigheden, når de selv bli‐
ver opmærksomme på, at det energirelaterede produkt, som
vedkommende har bragt i omsætning eller har gjort tilgæn‐
geligt på markedet, udgør en risiko, og samarbejde med
kontrolmyndigheden ved af egen drift at træffe de nødven‐
dige foranstaltninger for at bringe produktet i overensstem‐
melse med kravene i reglerne.
Kravet kan ses sammen med, at den ansvarlige efter § 4 el‐
ler andre erhvervsdrivende i omsætnings- og forsyningskæ‐
den f.eks. vil modtage underretninger og klager fra kunder,
når et energirelateret produkt ikke fungerer hensigtsmæs‐
sigt. Dette vil især kunne ske, når kontaktoplysningerne på
vedkommende fremgår af det energirelaterede produkt. Gi‐
ver kundeklagerne anledning til, at den ansvarlige efter § 4
eller den erhvervsdrivende, som gør et produkt tilgængelig‐
hed på markedet, tror, at det energirelaterede produkt udgør
en risiko, skal vedkommende underrette kontrolmyndighe‐
den herom.
Oplysningerne skal blandt andet gøre det muligt præcist at
identificere det pågældende produkt eller produktparti og
skal til det formål indeholde oplysninger, der kan være nyt‐
tige for at finde frem til produktet, f.eks. lister over hvem
produktet er solgt til. Samtidig skal orienteringen indeholde
en nærmere beskrivelse af, på hvilke punkter produktet ikke
er i overensstemmelse med reglerne og den risiko, som pro‐
duktet frembyder.
Dette er nyt og er en del af markedsovervågningsforordnin‐
gens princip om, at der for alle energirelaterede produkter,
der bringes i omsætning, skal være en ansvarlig erhvervsdri‐
vende i EU, som iagttager de krav, som stilles til produkter‐
ne. Formålet med bestemmelsen er, at kontrolmyndigheden
bedre kan tilrettelægge sin kontrol og tilpasse de tilgænge‐
lige ressourcer. Herudover kan energirelaterede produkter,
som udgør en alvorlig risiko, nå at blive opdaget på et tidli‐
gere tidspunkt.
Pligten til at orientere og samarbejde med kontrolmyndighe‐
den påhviler alle erhvervsdrivende som led i afsætningen
af produktet, det vil sige både producenter, fabrikanter, im‐
portører, distributører, handelsagenter, detailforhandlere og
andre led i forsynings-/omsætningskæden. Bestemmelsen
afgrænses af det almindelige forbud mod selvinkriminering,
som det blandt andet kan udledes af Den Europæiske Men‐
neskerettighedskonventions artikel 6, og som følger af § 10
i lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019 om rets‐
sikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb
og oplysningspligter (retssikkerhedsloven). Myndighederne
er som følge heraf afskåret fra at håndhæve en oplysnings‐
pligt, hvis de har mistanke om, at den pågældende fysiske
eller juridiske person har begået et strafbart forhold, og op‐
lysningerne vil kunne være af betydning for en nærmere
vurdering heraf.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslaget vil medføre, at
kontrolmyndigheden i et samarbejde med den ansvarlige
efter ecodesignlovens § 4 og erhvervsdrivende kan finde den
bedste løsning på manglende overholdelse af kravene i de
gældende regler. Især i sager, hvor der ikke er tale om mang‐
lende overholdelse af væsentlige krav, men alene formelle
krav, giver det de erhvervsdrivende og kontrolmyndigheden
en bedre mulighed for at finde en rimelig løsning, som de
erhvervsdrivende kan samarbejde med kontrolmyndigheden
om med henblik på at afhjælpe den manglende overensstem‐
melse.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede
bestemmelse i § 11 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 32, og der
henvises til bemærkningerne til denne.
Udviklingen af e-handel skaber visse udfordringer for mar‐
kedsovervågningsmyndighederne i EU med hensyn til at
sikre overensstemmelse af energirelaterede produkter, der
udbydes til salg online, og gennemføre kontrollen effek‐
tivt. Antallet af erhvervsdrivende, der tilbyder produkter
direkte til forbrugerne ad elektronisk vej, er stigende. En
erhvervsdrivende med opgaver vedrørende energirelaterede
produkter spiller derfor en afgørende rolle ved at give kon‐
trolmyndigheden en samarbejdspartner, der er etableret i
EU, og som tilstrækkeligt hurtigt kan udføre særlige op‐
gaver for at sikre, at energirelaterede produkter opfylder
kravene i loven og regler fastsat i medfør af loven og gen‐
nemførelsesforanstaltninger til gavn for forbrugere, andre
slutbrugere og virksomheder i Unionen.
Et godt samarbejde mellem den ansvarlige erhvervsdrivende
og kontrolmyndigheden er et centralt element, som giver
mulighed for hurtig indgriben og korrigerende tiltag vedrø‐
rende det energirelaterede produkt.
Ecodesignloven indeholder ikke nogle forpligtelser til udby‐
dere af informationssamfundstjenester.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i ecodesignloven
som § 7 a, stk. 2, om udbydere af informationssamfundstje‐
nesters forpligtelser.
Det foreslås i § 7 a, stk. 2, at udbydere af informationssam‐
fundstjenester på anmodning af kontrolmyndigheden og i
særlige tilfælde vil skulle samarbejde med kontrolmyndig‐
heden med henblik på at fremme ethvert tiltag, der træffes,
for at eliminere eller, hvis dette ikke er muligt, begrænse
de risici, der er forbundet med et energirelateret produkt,
der udbydes eller var udbudt til salg online gennem deres
tjenester.
Den foreslåede bestemmelse gengiver pligten i markeds‐
overvågningsforordningens artikel 7, stk. 2.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at udbydere af
46
informationssamfundstjenester vil skulle samarbejde med
kontrolmyndigheden med henblik på at fremme tiltag, der
træffes, for at eliminere eller, hvis dette ikke er muligt,
begrænse risici forbundet med et energirelateret produkt,
der udbydes eller var udbudt til salg online gennem deres
tjenester. Der vil skulle være tale om et særligt tilfælde.
Samarbejdet med udbydere af informationssamfundstjene‐
ster vil omfatte fjernelse af indhold vedrørende relevante
energirelaterede produkter, der ikke overholder de relevan‐
te regler eller, hvis dette ikke er muligt, begrænsning af
adgangen til sådanne produkter, der tilbydes gennem deres
tjenester.
Udbydere af informationssamfundstjenester vil med bestem‐
melsen hverken blive pålagt en generel forpligtelse til at
overvåge den information, de fremsender eller lagrer, eller
en generel forpligtelse til aktivt at undersøge forhold eller
omstændigheder, der tyder på ulovlig virksomhed. Desuden
vil udbydere af informationssamfundstjenester ikke blive
draget til ansvar, så længe de ikke har konkret kendskab til
den ulovlige virksomhed eller information og ikke har kend‐
skab til forhold eller omstændigheder, hvoraf den ulovlige
aktivitet eller information fremgår.
Ved særlige tilfælde forstås, at det alene er hensigten, at
udbydere af informationssamfundstjenester vil skulle samar‐
bejde om tiltag i de tilfælde, hvor det ikke har været muligt
at håndhæve en manglende overensstemmelse på anden vis
f.eks. gennem et påbud til ejeren af en onlinegrænseflade
om at ændre eller fjerne indhold, jf. den foreslåede § 11 b, jf.
lovforslagets § 1, nr. 32.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede
bestemmelse i § 11 a og § 11 c, stk. 3, jf. lovforslagets § 1,
nr. 32, og der henvises til bemærkningerne til denne.
E-handlens udvikling skyldes i vid udstrækning udbredelsen
af udbydere af informationssamfundstjenester, som - nor‐
malt gennem platforme og mod betaling - tilbyder formid‐
lingstjenester ved at lagre tredjepartsindhold uden at udøve
kontrol over dette indhold, og de agerer således ikke på
vegne af en erhvervsdrivende.
Et mere retfærdigt indre marked bør sikre lige konkurren‐
cevilkår for alle erhvervsdrivende og beskyttelse mod illo‐
yal konkurrence. Til dette formål er det nødvendigt med
en styrket håndhævelse af EU-harmoniseringslovgivningen
for produkter. Et godt samarbejde mellem udbydere af infor‐
mationssamfundstjenester og markedsovervågningsmyndig‐
heder er et centralt element, som giver mulighed for hurtig
indgriben og korrigerende tiltag vedrørende produktet.
Udviklingen af e-handel skaber visse udfordringer for mar‐
kedsovervågningsmyndighederne i EU med hensyn til at
sikre overensstemmelse af energirelaterede produkter, der
udbydes til salg online, og gennemføre kontrollen effek‐
tivt. Antallet af erhvervsdrivende, der tilbyder energirelate‐
rede produkter direkte til forbrugerne ad elektronisk vej,
er stigende. En erhvervsdrivende med opgaver vedrørende
energirelaterede produkter spiller derfor en afgørende rolle
ved at give kontrolmyndigheden en samarbejdspartner, der
er etableret i EU, og som tilstrækkeligt hurtigt kan udføre
særlige opgaver for at sikre, at energirelaterede produkter
opfylder kravene i loven til gavn for forbrugere, andre slut‐
brugere og virksomheder.
Til nr. 21
Ecodesignloven og ecodesignbekendtgørelsen danner i dag
grundlaget for implementeringen af ecodesigndirektivet og
indeholder krav til energirelaterede produkter og forpligtel‐
ser til den ansvarlige efter ecodesignlovens § 4, jf. lovforsla‐
gets § 1, nr. 13-15.
I henhold til ecodesignlovens § 8 skal den ansvarlige efter
§ 4 opbevare dokumentation, herunder overensstemmelses‐
erklæringen, som nævnt i ecodesignlovens § 7, stk. 1 og 2, i
mindst 10 år efter, at det sidste eksemplar af det pågældende
produkt er blevet fremstillet. Dokumentationen skal stilles
til rådighed senest 10 dage efter modtagelse af en anmod‐
ning herom. Hjemlen vedrørende krav til overensstemmel‐
seserklæringen, som nævnt i ecodesignlovens § 7, stk. 1 og
2, er udmøntet i ecodesignbekendtgørelsen. Det følger af
ecodesignbekendtgørelsens § 5, at en EU-overensstemmel‐
seserklæring efter § 4, stk. 1, nr. 2 (en erklæring om, at
produktet er i overensstemmelse med regler om ecodesign),
skal henvise til den relevante gennemførelsesforanstaltning
og blandt andet indeholde oplysninger om navn og adresse
på den ansvarlige efter § 3 og navn på den person, der
er bemyndiget til at forpligte den ansvarlige efter § 3, og
den bemyndigedes underskrift. Bestemmelsen gennemfører
artikel 5, stk. 3, og bilag 6 i ecodesigndirektivet.
Ecodesignloven og ecodesignbekendtgørelsen indeholder ik‐
ke bestemmelser om, at den ansvarlige efter § 4 er forpligtet
til at angive sit navn, registrerede firmanavn eller registrere‐
de varemærke og kontaktoplysninger, herunder postadresse,
på det energirelaterede produkt, som den ansvarlige bringer
i omsætning, eller på dets emballage, pakken eller et ledsa‐
gelsesdokument. Endvidere indeholder de gældende regler
ikke en forpligtelse for den ansvarlige producent, herunder
fabrikant, efter § 4, stk. 1, til at have udpeget en bemyndiget
repræsentant i EU, hvor dette er krævet, og at give den be‐
myndigede repræsentant de fornødne beføjelser eller midler
til at udføre opgaven.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4 fastsætter
under den ansvarlige erhvervsdrivendes opgaver særlige
regler for virksomheder, der sælger fra tredjelande direkte
til EU-forbrugere. Det er således et krav i markedsovervåg‐
ningsforordningens artikel 4, stk. 1, at visse produkter alene
må bringes i omsætning, hvis en erhvervsdrivende, der er
etableret i EU, er ansvarlig for en række nærmere angivne
opgaver, jf. markedsovervågningsforordningens artikel 4,
stk. 3, herunder bl.a. verificering af dokumentation, oplys‐
ningspligt og underretning af markedsovervågningsmyndig‐
heder, hvis den erhvervsdrivende har grund til at tro, at et
produkt udgør en risiko. Med andre ord skal en erhvervsdri‐
47
vende placeret uden for EU have en form for permanent
kontaktperson inden for EU, som myndighederne kan sam‐
arbejde med – en bemyndiget repræsentant. Den bemyndi‐
gede repræsentant skal ligeledes have de fornødne beføjelser
eller midler til at udføre opgaven, f.eks. midler til at sørge
for porto, pakkelabels m.v., jf. markedsovervågningsforord‐
ningens artikel 5, stk. 1-3.
Det foreslås at ændre ecodesignlovens § 8 således, at der
indsættes to nye stykker.
Det foreslås i § 8, stk. 2, at den ansvarlige efter § 4 skal
angive sit navn, registrerede firmanavn eller registrerede
varemærke og kontaktoplysninger, herunder postadresse, på
det energirelaterede produkt, som den ansvarlige bringer i
omsætning, eller på dets emballage, pakken eller et ledsage‐
dokument.
Formålet med ændringen er at lette kontrollen i hele omsæt‐
nings-/forsyningskæden.
Den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 2, gengiver med
sproglige tilpasninger artikel 4, stk. 4, i markedsovervåg‐
ningsforordningen.
Den foreslåede ændring af bestemmelsen ændrer ikke på
den hidtidige retstilstand, hvorefter kontaktoplysningerne
på den ansvarlige efter § 4 skal fremgå af overensstemmel‐
seserklæringen, men vil medføre, at kontaktoplysningerne
ligeledes angives på det energirelaterede produkt, som den
ansvarlige efter § 4 bringer i omsætning, eller på dets em‐
ballage, pakken eller et ledsagedokument.
Det foreslås i § 8, stk. 3, at den ansvarlige producent, her‐
under fabrikant, efter § 4, stk. 1, skal have en bemyndiget
repræsentant, hvor dette er krævet, og skal give den bemyn‐
digede repræsentant de fornødne beføjelser eller midler til at
udføre opgaven.
Det er en af de centrale nyskabelser i markedsovervågnings‐
forordningen, at en producent, herunder fabrikant, der sæl‐
ger produkter til europæiske brugere, men har hjemsted i et
tredjeland, skal have en bemyndiget repræsentant permanent
placeret i EU.
Den bemyndigede repræsentant skal blandt andet være kon‐
taktperson for kontrolmyndighederne.
Den foreslåede ændring vil medføre, at ansvaret falder tilba‐
ge på en producent, herunder fabrikant, der har hjemsted i
et tredjeland, såfremt denne ikke har udpeget en bemyndiget
repræsentant i EU til at varetage de pligter og krav, som
følger af reglerne om ecodesign i de situationer, hvor en an‐
den ansvarlig efter § 4 ikke kan identificeres i EU, dvs. der
hverken er en producent, herunder fabrikant, en bemyndiget
repræsentant, importør, udbyder af distributionstjenester, jf.
de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 14 og
15, eller anden fysisk eller juridisk person, der har bragt
produktet i omsætning eller erhvervsmæssigt ibrugtager det
i EU.
Såfremt en producent, herunder fabrikant, ikke har udpeget
en bemyndiget repræsentant i EU, hvor dette er krævet, eller
hvis den bemyndigede repræsentant ikke er givet de fornød‐
ne beføjelser eller midler til at udføre opgaven, vil det være
strafbart i henhold til den foreslåede bestemmelse i § 15, stk.
1, nr. 4, jf. de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1,
nr. 43.
Formålet med ændringen er at lette kontrollen for kontrol‐
myndigheden, således at der altid kan identificeres en an‐
svarlig erhvervsdrivende i EU. Et godt samarbejde mellem
producenter, herunder fabrikanter, og markedsovervågnings‐
myndigheder er et centralt element, som giver mulighed for
hurtig indgriben og korrigerende tiltag vedrørende produk‐
tet.
Det er derfor vigtigt, at der etableres en erhvervsdrivende
i EU, til hvem kontrolmyndigheden kan rette deres anmod‐
ninger m.v. På den baggrund findes der i markedsovervåg‐
ningsforordningens artikel 4 om ansvarlige erhvervsdriven‐
des opgaver, særlige regler for virksomheder, der sælger
fra tredjelande direkte til EU-forbrugere. Det er således et
krav i markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 1,
at visse produkter alene må bringes i omsætning, hvis en
erhvervsdrivende, der er etableret i EU, er ansvarlig for en
række nærmere angivne opgaver, herunder bl.a. verificering
af dokumentation, oplysningspligt og underretning af mar‐
kedsovervågningsmyndigheder, hvis den erhvervsdrivende
har grund til at tro, at et produkt udgør en risiko. Med
andre ord skal en erhvervsdrivende placeret uden for EU
have en form for permanent kontaktperson inden for EU,
som myndighederne kan samarbejde med – en bemyndiget
repræsentant. Den bemyndigede repræsentant skal ligeledes
have de fornødne beføjelser eller midler til at udføre opga‐
ven, f.eks. midler til at sørge for porto, pakkelabels m.v.
Den foreslåede § 8, stk. 3, gengiver med visse sproglige
tilpasninger forpligtelserne i artikel 5, stk. 1-3, i markeds‐
overvågningsforordningen.
Til nr. 22
Overskriften til kapitel 3 i ecodesignloven er ”Markedsover‐
vågning, forbud m.v.” Kapitlet indeholder lovens bestem‐
melser, som vedrører tilsyn, herunder hvilke muligheder
erhvervsministeren og Sikkerhedsstyrelsen har for at gen‐
nemføre et tilsyn hos den ansvarlige efter § 4 eller andre
erhvervsdrivende i omsætningsledet som f.eks. distributører
og enhver, der erhvervsmæssigt ibrugtager produktet, samt
hvilke afgørelser der kan træffes ved manglende overholdel‐
se.
Det foreslås at ændre overskriften til kapitel 3 til ”Kontrol
m.v.”.
Kapitlet vil fortsat indeholde den samme type bestemmelser
som nævnt ovenfor.
Forslaget til ændringen af overskriftens ordlyd skyldes for‐
slaget til nye og ændrede bestemmelser i kapitlet, hvor
48
det foreslås at anvende ordet kontrol i stedet for tilsyn og
kontrolmyndighed i stedet for tilsynsmyndighed. På andre
produktområder, hvor Sikkerhedsstyrelsen er kontrolmyn‐
dighed, anvendes også ordene kontrol og kontrolmyndighed,
og for at ensrette bestemmelserne så vidt muligt foreslås
det også, at ordene kontrol og kontrolmyndighed anvendes i
ecodesignloven.
Til nr. 23
Det foreslås, at der indsættes en ny overskrift før § 10, som
er ”Kontrolmyndighed, oplysningspligt m.v.”.
Forslaget til indsættelse af en ny overskrift i kapitel 3 sker
som konsekvens af, at der i lovforslaget foreslås indsat fle‐
re nye og ændrede bestemmelser i kapitlet, hvorfor der er
behov for at tydeliggøre indholdet af de forskellige bestem‐
melser ved at indsætte flere overskrifter i lovens kapitel
3. Overskriften omfatter § 10 og den foreslåede § 10 a og
angiver, at bestemmelserne omhandler kontrolmyndighed,
oplysningspligt m.v.
Til nr. 24
Ecodesignlovens § 10 omhandler overvågning af, om be‐
stemte mærker inden for kategorier af energirelaterede pro‐
dukter er i overensstemmelse med de stillede krav.
Efter ecodesignlovens § 10, stk. 1, påser erhvervsministeren,
at et energirelateret produkt, som er omfattet af regler fastsat
i medfør af loven eller en gennemførelsesforanstaltning, er
i overensstemmelse med den overensstemmelseserklæring,
som producenten ifølge ecodesignlovens § 7, stk. 1, skal
afgive, når produktet bringes i omsætning i EU.
Efter ecodesignlovens § 13, stk. 1, fører erhvervsministeren
endvidere tilsyn med overholdelse af loven, regler fastsat i
medfør af loven og gennemførelsesforanstaltninger.
Det foreslås i § 10, stk. 1, at erhvervsministeren, eller den
ministeren bemyndiger hertil, fører kontrol med overholdel‐
se af loven, regler fastsat i medfør af loven og gennemførel‐
sesforanstaltninger. Erhvervsministeren, eller den ministeren
bemyndiger hertil, fører endvidere kontrol med, at et energi‐
relateret produkt er i overensstemmelse med de krav, der
er fastsat i loven, regler fastsat i medfør af loven eller en
gennemførelsesforanstaltning, og påser, at et energirelateret
produkt er i overensstemmelse med overensstemmelseser‐
klæringen efter § 7, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse er en nyaffattelse og en videre‐
førelse af ecodesignlovens § 10, stk. 1, og § 13, stk. 1, som
skrives sammen. Erhvervsministeren fører efter ecodesign‐
lovens § 10, stk. 1, og § 13, stk. 1, tilsyn med overholdelse
af regler om miljøvenligt design af energirelaterede produk‐
ter. Kompetencen er fra den 1. august 2018 delegeret til
Sikkerhedsstyrelsen, som siden den 1. august 2018 har ført
kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af reglerne,
jf. afsnit 2.2. i de almindelige bemærkninger.
I den foreslåede § 10, stk. 1, vil ecodesignlovens § 10, stk.
1, og § 13, stk. 1, blive slået sammen.
Der er behov for at fastsætte en supplerende bestemmelse i
dansk lov om, hvilken dansk myndighed, der er kontrolmyn‐
dighed på området for miljøvenligt design af energirelatere‐
de produkter i Danmark. Det er endvidere nødvendigt med
en supplerende bestemmelse, der præciserer, at myndigheds‐
beføjelsen til at foretage kontrol kan delegeres fra en ansvar‐
lig ressortminister til en underliggende forvaltningsmyndig‐
hed.
Ifølge den foreslåede bestemmelse vil det fortsat være er‐
hvervsministeren, eller den ministeren bemyndiger hertil,
som fører kontrol med overholdelse af regler om miljøven‐
ligt design af energirelaterede produkter. Som anført i afsnit
2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger, har erhvervs‐
ministeren delegeret denne beføjelse til Sikkerhedsstyrelsen,
og det vil således være Sikkerhedsstyrelsen, der som kon‐
trolmyndighed undersøger energirelaterede produkter i fysi‐
ske butikker og i webbutikker, og det vil være Sikkerheds‐
styrelsen, som træffer afgørelse ved manglende overholdelse
af krav og pligter i loven.
Sikkerhedsstyrelsens kontrol har til formål at medvirke til
at sikre beskyttelsen af sundhed og sikkerhed for personer
og husdyr samt beskyttelsen af ejendom og andre samfunds‐
interesser, såsom miljøbeskyttelse og forbrugerbeskyttelse
samt en fair konkurrence mellem de erhvervsdrivende. Dette
formål kan opnås ved at hindre, at energirelaterede produk‐
ter, som ikke er i overensstemmelse med kravene, gøres
tilgængelige på markedet.
Som udgangspunkt skal kontrolmyndigheden anse et pro‐
dukt, for hvilket der foreligger en EU-overensstemmelseser‐
klæring, CE-mærke og teknisk dokumentation, for at være i
overensstemmelse med de fastsatte krav, jf. bemærkningerne
til ecodesignlovens § 7, stk. 1 og 2. Kontrolmyndigheden
kan dog iværksætte en stikprøvekontrol af, om kravene er
opfyldt, og herunder anvende beføjelserne i § 7, stk. 2-5,
som videreføres i de foreslåede bestemmelser i § 7, stk.
2-6, jf. lovforslagets § 1, nr. 17. Da kontrol kan være en
byrde for de erhvervsdrivende, vil kontrolmyndigheden til‐
rettelægge og gennemføre sin kontrol baseret på en risikoba‐
seret tilgang under hensyntagen til disse erhvervsdrivendes
interesser og begrænse disse byrder til det, der er nødven‐
digt for gennemførelsen af omkostnings- og måleffektiv
kontrol. Kontrolmyndigheden vil med den risikobaserede
tilgang til kontrollen bl.a. tage hensyn til manglende over‐
ensstemmelse i forbindelse med energirelaterede produkter
og eventuelt deres forekomst på markedet. Kontrolmyndig‐
heden vil endvidere tage hensyn til den erhvervsdrivendes
historik for manglende overensstemmelse, en eventuel risi‐
koprofil, der er udarbejdet, samt forbrugerklager og andre
oplysninger modtaget fra andre myndigheder, erhvervsdri‐
vende, medier og andre kilder, der kan tyde på manglende
overensstemmelse.
Der vil ved kontrollen endvidere blive taget hensyn til den
49
enkelte erhvervsdrivendes rolle i omsætnings-/forsynings‐
kæden, og i hvilket omfang den erhvervsdrivende bidrager
til at gøre energirelaterede produkter tilgængelige på marke‐
det. Der vil således kunne være forskel på den kontrol, som
f.eks. føres med producenter, herunder fabrikanter, i forhold
til distributører, idet producenter har et ansvar for et energi‐
relateret produkts konstruktion.
Kontrollen kan iværksættes i forbindelse med, at det pågæl‐
dende produkt bringes i omsætning eller senere. Beslutnin‐
gen om at foretage en kontrol kan træffes på grundlag af
myndighedens egen vurdering eller meddelelser fra Europa-
Kommissionen eller andre medlemsstater. Ved måling og
afprøvning finder § 7, stk. 2, anvendelse.
Kontrolmyndigheden kan ved sin kontrol anvende alle op‐
lysninger, dokumenter, resultater, erklæringer eller efterret‐
ninger som dokumentation til sine undersøgelser, uanset i
hvilket format og det medium, de er lagret på. Eksempelvis
kan resultater af kontrol udført i andre EU/EØS-medlems‐
stater lægges til grund ved varetagelse af kontrol efter stk.
1. En forudsætning herfor vil som udgangspunkt være, at
den pågældende kontrol er udført på baggrund af målemeto‐
der og standarder i henhold til den for produktet relevante
gennemførelsesforanstaltning. Hermed varetages hensynet
til beskyttelse af slutbrugerne og hensynet til at spare res‐
sourcer for staten. Den foreslåede bestemmelse supplerer
markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 5.
Myndigheden kan indhente oplysninger hos den ansvarlige
efter § 4 i medfør af den foreslåede § 10, stk. 3, jf. de
specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 26. Kontrol‐
myndigheden kan endvidere i medfør af den foreslåede § 10,
stk. 4, jf. de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr.
27, indhente oplysninger hos enhver erhvervsdrivende, som
markedsfører eller erhvervsmæssigt ibrugtager et energirela‐
teret produkt.
Til nr. 25
Det følger af ecodesignlovens § 10, stk. 2, at hvis erhvervs‐
ministeren i forbindelse med tilsyn efter stk. 1 får begrundet
mistanke om, at et energirelateret produkt ikke er i overens‐
stemmelse med regler i medfør af loven eller en gennem‐
førelsesforanstaltning, underrettes den ansvarlige efter § 4
hurtigst muligt herom.
Det foreslås i § 10, stk. 2, at ændre ”tilsyn” til ”kontrol”.
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af lovforsla‐
gets § 1, nr. 22, hvori det foreslås at skrive kontrol i stedet
for tilsyn og kontrolmyndighed i stedet for tilsynsmyndig‐
hed. På andre produktområder, hvor Sikkerhedsstyrelsen er
kontrolmyndighed, skrives også kontrol og kontrolmyndig‐
hed, og for at ensrette bestemmelserne så vidt muligt fore‐
slås det også, at kontrol og kontrolmyndighed anvendes i
ecodesignloven.
Til nr. 26
Det følger af ecodesignloven § 10, stk. 3, at den ansvarli‐
ge efter § 4, som bringer et energirelateret produkt i om‐
sætning, efter anmodning fra tilsynsmyndigheden skal give
myndigheden alle oplysninger, som er nødvendige for vare‐
tagelsen af dennes opgaver efter stk. 1. Oplysningspligten
gælder også, når det skal afgøres, om et energirelateret pro‐
dukt er omfattet af regler fastsat i medfør af loven eller en
gennemførelsesforanstaltning.
Forpligtelsen gælder for alle virksomheder, som nævnt i
ecodesignlovens § 4, dvs. hvor producenten, herunder fabri‐
kanten, pålægges en forpligtelse, gælder forpligtelsen i givet
fald også for andre virksomheder som nævnt i § 4, stk.
1-3. Tilsvarende forpligtelse gælder således også for enhver,
der handler på vegne af producenten, herunder fabrikanten,
såsom repræsentanten, og hvis ingen af sådanne findes, im‐
portøren af produktet, og hvis ingen importør findes, enhver
fysisk eller juridisk person, der bringer produktet i omsæt‐
ning eller erhvervsmæssigt ibrugtager det.
Det følger af ecodesignbekendtgørelsens § 9, at den, der
efter ecodesignbekendtgørelsens § 3 er ansvarlig for produk‐
tet, efter anmodning fra Energistyrelsen eller Sekretariatet
for Ecodesign og Energimærkning (SEE) skal give alle op‐
lysninger, som er nødvendige for varetagelsen af Energisty‐
relsen opgaver efter ecodesignbekendtgørelsens § 7 eller
SEE’s opgaver efter ecodesignbekendtgørelsens § 7, stk.
2. Energistyrelsen har indtil den 1. august 2018 efter dele‐
gation af kompetencen fra energi-, forsynings- og klimami‐
nisteren været tilsynsmyndighed og har ført tilsyn med, at
energirelaterede produkter, som bringes i omsætning eller
ibrugtages her i landet, er i overensstemmelse med regler
om ecodesign. I praksis har Energistyrelsen haft det over‐
ordnede ansvar for tilsynet, herunder stået for udarbejdelse
af tilsynsplaner, mens en række opgaver vedrørende den
faktiske gennemførelse af tilsyn har været delegeret til et
sekretariat, Sekretariatet for Ecodesign og Energimærkning
(SEE), efter bestemmelsen i ecodesignbekendtgørelsen § 7,
stk. 2, jf. de specielle bemærkningerne til lovforslagets §
1, nr. 40. I forbindelse med overførslen af kompetencen til
erhvervsministeren blev tilsynet delegeret til Sikkerhedssty‐
relsen, som fører tilsyn med overholdelse af regler om eco‐
design, jf. afsnit 2.2. i de almindelige bemærkninger. SEE
blev herefter nedlagt.
Det følger endvidere af ecodesignbekendtgørelsens § 4,
stk. 3, at overensstemmelsesvurderingen, den tekniske doku‐
mentation og overensstemmelseserklæringen efter bekendt‐
gørelsens § 4, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2, skal udfærdi‐
ges på enten dansk, norsk, svensk eller engelsk. Bestem‐
melsen gennemfører ecodesigndirektivets artikel 8, stk. 4,
og bilag I, del 2, hvorefter det fremgår, at dokumenter
vedrørende overensstemmelsesvurderingen og EF-overens‐
stemmelseserklæringen, jf. ecodesigndirektivets artikel 5,
udarbejdes på et af Den Europæiske Unions institutioners
officielle sprog, samt hvilke oplysningskrav, der kan kræves
fra fabrikanten.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra
50
b, fastsætter, at uden at det berører den erhvervsdrivendes
eventuelle forpligtelser i henhold til den gældende EU-har‐
moniseringslovgivning, skal den erhvervsdrivende, der er
omhandlet i stk. 1, på grundlag af begrundet anmodning fra
en markedsovervågningsmyndighed give denne myndighed
al den information og dokumentation, der er nødvendig for
at konstatere produktets overensstemmelse, på et sprog, der
er let forståeligt for denne myndighed
Artikel 5, stk. 2, fastsætter, at den bemyndigede repræsen‐
tant skal udføre de opgaver, der er fastsat i fuldmagten. Den
skal på anmodning give markedsovervågningsmyndigheder‐
ne en kopi af fuldmagten på et af markedsovervågningsmyn‐
digheden fastsat EU-sprog.
Artikel 14, stk. 1, fastsætter, at medlemsstaterne tillægger
deres markedsovervågningsmyndigheder de markedsover‐
vågnings-, undersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser, der
er nødvendige for anvendelsen af denne forordning og for
anvendelsen af EU-harmoniseringslovgivningen.
Artikel 14, stk. 4, litra a, fastsætter, at de beføjelser, der
tillægges markedsovervågningsmyndighederne i henhold til
artikel 14, stk. 1, mindst skal omfatte beføjelsen til at på‐
lægge erhvervsdrivende at forelægge relevante dokumenter,
tekniske specifikationer, data eller oplysninger om overens‐
stemmelse og tekniske aspekter af produktet, herunder ad‐
gang til indlejret software, i det omfang en sådan adgang
er nødvendig for at vurdere produktets overensstemmelse
med gældende EU-harmoniseringslovgivning, uanset form
eller format og uanset lagringsmedium eller det sted, hvor
sådanne dokumenter, tekniske specifikationer, data eller op‐
lysninger er lagret, og at tage eller få kopier deraf.
Artikel 14, stk. 4, litra b, fastsætter at de beføjelser, der
tillægges markedsovervågningsmyndighederne i henhold til
artikel 14, stk. 1, mindst skal omfatte beføjelsen til at på‐
lægge erhvervsdrivende at levere relevante oplysninger om
forsyningskæden, om de nærmere detaljer for distributions‐
nettet, om mængder af produkter på markedet og om andre
produktmodeller, der har de samme tekniske egenskaber
som det pågældende produkt, når det er relevant for over‐
ensstemmelse med de gældende krav i henhold til EU-har‐
moniseringslovgivningen.
Artikel 14, stk. 4, litra c, fastsætter, at de beføjelser, der
tillægges markedsovervågningsmyndighederne i henhold til
artikel 14, stk. 1, mindst skal omfatte beføjelsen til at på‐
lægge erhvervsdrivende at fremlægge de relevante oplysnin‐
ger, der er nødvendige for at kunne fastslå ejerskabet til
et websted, når de pågældende oplysninger har relation til
undersøgelsens genstand.
Det foreslås at ændre § 10, stk. 3, således at den ansvarli‐
ge efter § 4, som bringer et energirelateret produkt i om‐
sætning, efter anmodning skal give alle oplysninger, som
er nødvendige for varetagelsen af kontrolmyndighedens op‐
gaver efter stk. 1, på et sprog, der er let forståeligt, her‐
under relevante dokumenter, tekniske specifikationer, data,
oplysninger om overensstemmelse og tekniske aspekter ved
produktet, herunder ligeledes adgang til indlejret software,
oplysninger, som er nødvendige for at kunne fastslå ejerska‐
bet af en onlinegrænseflade, eller relevante oplysninger om
forsyningskæden, nærmere detaljer for distributionsnettet,
mængder af produkter på markedet og andre produktmodel‐
ler, der har de samme tekniske egenskaber som det pågæl‐
dende produkt.
Kontrolmyndigheden vil efter den foreslåede bestemmelse
hovedsageligt kunne kræve oplysninger, som er til brug for
kontrol og afgørelser. Det kan f.eks. være, at kontrolmyndig‐
heden har brug for at få tilsendt en kopi af en EU-overens‐
stemmelseserklæring, den tekniske dokumentation og over‐
ensstemmelsesvurderingen. Der kan dog også være tale om
anden dokumentation såsom toldpapirer eller afgørelser fra
andre landes markedsovervågningsmyndigheder. Der kan
endvidere være tale om oplysninger om mængder af ener‐
girelaterede produkter på markedet og om andre produkt‐
modeller, der har de samme tekniske egenskaber som det
pågældende energirelaterede produkt. Der kan også være ta‐
le om andre relevante dokumenter, tekniske specifikationer,
data, oplysninger om overensstemmelse og tekniske aspek‐
ter af energirelaterede produkter, herunder adgang til indlej‐
ret software, i det omfang en sådan adgang er nødvendig
for at vurdere produktets overensstemmelse med kravene i
loven og regler fastsat i medfør af loven eller en gennem‐
førelsesforanstaltning. Oplysningerne kan indhentes uanset
form eller format og uanset lagringsmedium eller det sted,
hvor sådanne dokumenter, tekniske specifikationer, data el‐
ler oplysninger er lagret. Kontrolmyndigheden har endvide‐
re mulighed for at tage eller få kopier heraf.
Som noget nyt omfattes også adgang til at få en kopi af
den bemyndigede repræsentants fuldmagt og adgang til ind‐
lejret software ved de tekniske aspekter ved et produkt, i
det omfang en sådan adgang er nødvendig for at vurdere
produktets overensstemmelse med reglerne om ecodesign,
uanset form eller format og uanset lagringsmedium eller
det sted, hvor sådanne dokumenter, tekniske specifikationer,
data eller oplysninger er lagret, og at tage eller få kopier
deraf. Som noget nyt omfattes endvidere også oplysninger,
der er nødvendige for at kunne fastslå ejerskabet til en on‐
linegrænseflade, når de pågældende oplysninger har relation
til undersøgelsens genstand, eller relevante oplysninger om
forsyningskæden, nærmere detaljer for distributionsnettet,
mængder af produkter på markedet og andre produktmodel‐
ler, der har de samme tekniske egenskaber som det pågæl‐
dende produkt.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med visse sproglige
tilpasninger pligterne i markedsovervågningsforordningens
artikel 4, stk. 3, litra b, og artikel 5, stk. 2, og supplerer
markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra
a-c.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med ecodesignlovens
§ 8, stk. 1, hvorefter den ansvarlige efter § 4 skal stille
den tekniske dokumentation, overensstemmelseserklæringen
51
m.v. til rådighed senest 10 dage efter modtagelse af en an‐
modning herom fra kontrolmyndigheden.
Endvidere skal bestemmelsen ses i sammenhæng med eco‐
designlovens § 10, stk. 4, hvorefter kontrolmyndigheden kan
indhente oplysninger hos enhver, som markedsfører eller
erhvervsmæssigt ibrugtager et energirelateret produkt. Der
henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til denne
bestemmelse.
Formålet med indsættelsen er at inkludere de nye oplysnin‐
ger, som kontrolmyndigheden efter markedsovervågnings‐
forordningen har beføjelser til at kræve, og sikre, at infor‐
mationen og dokumentationen skal være på et sprog, som
er letforståeligt for kontrolmyndigheden. Dette vil som ud‐
gangspunkt være dansk, men også norsk, svensk eller en‐
gelsk kan være et sprog, som vil være let forståeligt for
kontrolmyndigheden, idet disse sprog almindeligvis forstås
af medarbejderne i kontrolmyndigheden.
Den foreslåede bestemmelse understreger hermed oplys‐
ningspligten for den ansvarlige efter ecodesignlovens § 4
og tilføjer et sprogkrav, som ikke længere kun gælder den
tekniske dokumentation, overensstemmelseserklæringen og
overensstemmelsesvurderingen, men ligeledes andre rele‐
vante oplysninger som følger af den foreslåede bestemmelse
bl.a. den bemyndigede repræsentants fuldmagt.
Det er i bestemmelsen blandt andet understreget, at kontrol‐
myndigheden har mulighed for at pålægge den ansvarlige
efter § 4, jf. de specielle bemærkninger til lovforslagets §
1, nr. 13-15, at fremlægge de relevante oplysninger, der er
nødvendige for at kunne fastslå ejerskabet til en onlinegræn‐
seflade, når de pågældende oplysninger har relation til det
energirelaterede produkt, som det er nødvendigt at indhente
oplysninger om. Dette skyldes, at stadig flere energirelatere‐
de produkter sælges online, og der kan derfor være behov
for i sidste ende at sikre, at energirelaterede produkter,
som ikke overholder kravene i reglerne om ecodesign, ikke
længere sælges eller stilles til rådighed på anden måde gen‐
nem den pågældende onlinegrænseflade. Kontrolmyndighe‐
den kan i medfør af de foreslåede § 11 b og § 11 c, jf.
lovforslagets § 1, nr. 32, påbyde ejere af en onlinegrænsefla‐
de at ændre eller fjerne indhold, ligesom onlinegrænsefladen
i sidste ende kan blokeres. For sidstnævnte henvises til de
specielle bemærkninger til § 11 c, jf. lovforslagets § 1, nr.
32.
Det er ikke hensigten at pålægge de forpligtede unødige
administrative byrder, og kontrolmyndigheden vil ikke kun‐
ne anmode om oplysninger fra en erhvervsdrivende, som
går videre end det, den erhvervsdrivende efter de gældende
regler om ecodesign og lovforslaget er forpligtet til eller kan
forventes at være i besiddelse af.
Kontrolmyndighedens eventuelle offentliggørelse af oplys‐
ninger og materiale, som kontrolmyndigheden har modtaget,
vil til enhver tid være begrænset af de almindelige regler
om tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27. Oplysninger,
der er modtaget efter stk. 3, skal behandles under iagttagelse
af reglerne i lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november
2019 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af
tvangsindgreb og oplysningspligt (retssikkerhedsloven). Har
en myndighed konkret mistanke om, at en enkeltperson el‐
ler juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan
medføre straf, gælder den foreslåede bestemmelse ikke,
medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges
tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den
formodede overtrædelse, jf. retssikkerhedslovens § 10. I det‐
te tilfælde skal den pågældende myndighed overlade sagen
til politiet.
Bestemmelsen sikrer, at kontrolmyndigheden kan få de nød‐
vendige oplysninger til udførelse af kontrolarbejdet.
Til nr. 27
Det følger af ecodesignlovens § 10, stk. 4, at enhver, som
markedsfører eller erhvervsmæssigt ibrugtager et energire‐
lateret produkt, efter anmodning fra kontrolmyndigheden
skal give alle oplysninger, som er nødvendige for at kunne
afgøre, hvem der er ansvarlig for produktet, jf. § 4. Stk.
4 retter sig til en bredere kreds end ecodesignlovens § 10,
stk. 3, nemlig enhver erhvervsdrivende, som markedsfører
eller ibrugtager et produkt, som er omfattet af loven og
regler udstedt i medfør af loven, dvs. også andre end den,
der står som ansvarlig ifølge stk. 3. Ifølge bestemmelsen
skal den pågældende efter anmodning give alle nødvendige
oplysninger, så tilsynsmyndigheden kan fastslå, hvem der er
ansvarlig for at overholde forpligtelserne efter ecodesignlo‐
vens § 4 og lovforslagets § 1, nr. 13-15.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at tilsynet og kon‐
trollen kan være effektiv, når det ikke på forhånd er klart
for tilsynsmyndigheden, hvem der har bragt det pågældende
produkt i omsætning i EU. Bestemmelsen finder anvendel‐
se ved energirelaterede produkter, som markedsføres eller
ibrugtages her i landet, dvs. retter sig til alle erhvervsdriven‐
de i omsætningsleddet, herunder engros- og detailsælgere,
distributører, udlejere o. l.
Artikel 14, stk. 1, fastsætter, at medlemsstaterne tillægger
deres markedsovervågningsmyndigheder de markedsover‐
vågnings-, undersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser, der
er nødvendige for anvendelsen af denne forordning og for
anvendelsen af EU-harmoniseringslovgivningen.
Artikel 14, stk. 4, litra a, fastsætter, at de beføjelser, der
tillægges markedsovervågningsmyndighederne i henhold til
artikel 14, stk. 1, mindst skal omfatte beføjelsen til at på‐
lægge erhvervsdrivende at forelægge relevante dokumenter,
tekniske specifikationer, data eller oplysninger om overens‐
stemmelse og tekniske aspekter af produktet, herunder ad‐
gang til indlejret software i det omfang en sådan adgang
er nødvendigt for at vurdere produktets overensstemmelse
med gældende EU-harmoniseringslovgivning, uanset form
eller format og uanset lagringsmedium eller det sted, hvor
52
sådanne dokumenter, tekniske specifikationer, data eller op‐
lysninger er lagret, og at tage eller få kopier deraf.
Artikel 14, stk. 4, litra b, fastsætter at de beføjelser, der
tillægges markedsovervågningsmyndighederne i henhold til
artikel 14, stk. 1, mindst skal omfatte beføjelsen til at på‐
lægge erhvervsdrivende at levere relevante oplysninger om
forsyningskæden, om de nærmere detaljer for distributions‐
nettet, om mængder af produkter på markedet og om andre
produktmodeller, der har de samme tekniske egenskaber
som det pågældende produkt, når det er relevant for over‐
ensstemmelse med de gældende krav i henhold til EU-har‐
moniseringslovgivningen.
Artikel 14, stk. 4, litra c, fastsætter, at de beføjelser, der
tillægges markedsovervågningsmyndighederne i henhold til
artikel 14, stk. 1, mindst skal omfatte beføjelsen til at på‐
lægge erhvervsdrivende at fremlægge de relevante oplysnin‐
ger, der er nødvendige for at kunne fastslå ejerskabet til
et websted, når de pågældende oplysninger har relation til
undersøgelsens genstand.
Det foreslås at ændre ecodesignlovens § 10, stk. 4, ved
at indsætte, at kontrolmyndigheden over for enhver, som
markedsfører eller erhvervsmæssigt ibrugtager et energirela‐
teret produkt, udover oplysninger, som er nødvendige for
at kunne afgøre, hvem der er ansvarlig for produktet, jf.
ecodesignlovens § 4, også, på et sprog, der er let forståeligt,
kan anmode om relevante dokumenter, tekniske specifikati‐
oner, data, oplysninger om overensstemmelse og tekniske
aspekter ved produktet, herunder ligeledes adgang til indlej‐
ret software, oplysninger, som er nødvendige for at kunne
fastslå ejerskabet af en onlinegrænseflade, eller relevante
oplysninger om forsyningskæden, distributionsnettet, mæng‐
der af produkter på markedet og andre produktmodeller,
der har de samme tekniske egenskaber som det pågældende
produkt.
Efter den foreslåede bestemmelse omfattes som noget nyt
adgang til at få forelagt relevante dokumenter, tekniske spe‐
cifikationer, data, oplysninger om overensstemmelse og tek‐
niske aspekter af produktet, herunder ligeledes adgang til
indlejret software ved de tekniske aspekter ved et produkt,
i det omfang en sådan adgang er nødvendig for at vurdere
produktets overensstemmelse med reglerne om ecodesign,
uanset form eller format og uanset lagringsmedium eller
det sted, hvor sådanne dokumenter, tekniske specifikationer,
data eller oplysninger er lagret, og at tage eller få kopier der‐
af. Som noget nyt omfattes også oplysninger om forsynings‐
kæden, nærmere detaljer for distributionsnettet, mængder
af energirelaterede produkter på markedet og om andre pro‐
duktmodeller, der har de samme tekniske egenskaber som
det pågældende energirelaterede produkt, samt oplysninger,
der er nødvendige for at kunne fastslå ejerskabet til en on‐
linegrænseflade, når de pågældende oplysninger har relation
til undersøgelsens genstand.
Den foreslåede bestemmelse supplerer markedsovervåg‐
ningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra a-c.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med ecodesignlovens
§ 10, stk. 3, og lovforslagets § 1, nr. 26, og der henvises i
øvrigt til de specielle bemærkninger til denne bestemmelse.
Formålet med indsættelsen er at inkludere de nye oplysnin‐
ger, som kontrolmyndigheden efter markedsovervågnings‐
forordningen har beføjelser til at kræve.
Den foreslåede bestemmelse understreger hermed, at den
forpligtede efter § 10, stk. 4, ikke længere kun vil have
pligt til at give kontrolmyndigheden oplysninger, som er
nødvendige for at kunne afgøre, hvem der er ansvarlig for
produktet, jf. § 4, men ligeledes andre relevante oplysninger,
som følger af den foreslåede bestemmelse såsom oplysnin‐
ger om mængder af energirelaterede produkter på markedet
og om andre produktmodeller, der har de samme tekniske
egenskaber som det pågældende energirelaterede produkt.
Det er i bestemmelsen blandt andet understreget, at kontrol‐
myndigheden vil have mulighed for at pålægge den efter stk.
4 forpligtede at fremlægge de relevante oplysninger, der er
nødvendige for at kunne fastslå ejerskabet til en onlinegræn‐
seflade, når de pågældende oplysninger har relation til det
energirelaterede produkt, som det er nødvendigt at indhente
oplysninger om. Dette skyldes, at stadig flere energirelatere‐
de produkter sælges online, og der kan derfor være behov
for i sidste ende at sikre, at energirelaterede produkter,
som ikke overholder kravene i reglerne om ecodesign, ikke
længere sælges eller stilles til rådighed på anden måde gen‐
nem den pågældende onlinegrænseflade. Kontrolmyndighe‐
den kan i medfør af de foreslåede § 11 b og § 11 c, jf.
lovforslagets § 1, nr. 32, påbyde ejere af en onlinegrænsefla‐
de at ændre eller fjerne indhold, ligesom onlinegrænsefladen
i sidste ende kan blokeres. For uddybning af sidstnævnte
henvises til de specielle bemærkninger til § 11 c.
Det er ikke hensigten at pålægge de forpligtede erhvervsdri‐
vende efter § 10, stk. 4, unødige administrative byrder, og
kontrolmyndigheden vil ikke kunne anmode om oplysnin‐
ger fra en erhvervsdrivende, som går videre end det, den
erhvervsdrivende efter de gældende regler om ecodesign og
lovforslaget er forpligtet til eller kan forventes at være i
besiddelse af.
Kontrolmyndighedens eventuelle offentliggørelse af oplys‐
ninger og materiale, som kontrolmyndigheden har modtaget,
vil til enhver tid være begrænset af de almindelige regler om
tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27. Oplysninger, der
er modtaget efter stk. 3, skal behandles under iagttagelse af
reglerne i lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019
om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangs‐
indgreb og oplysningspligt (retssikkerhedsloven).
Har en myndighed konkret mistanke om, at en enkeltper‐
son eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der
kan medføre straf, gælder den foreslåede bestemmelse ikke,
medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges
tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den
formodede overtrædelse, jf. retssikkerhedslovens § 10. I det‐
53
te tilfælde skal den pågældende myndighed overlade sagen
til politiet.
Bestemmelsen sikrer, at kontrolmyndigheden kan få de nød‐
vendige oplysninger til udførelse af kontrolarbejdet.
Til nr. 28
Ecodesignlovens § 10, stk. 5, fastsætter, at erhvervsministe‐
ren, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig
legitimation uden retskendelse har adgang til lokaler, der
benyttes af en virksomhed som nævnt i stk. 2 og 3, med
henblik på at kunne udtage energirelaterede produkter til
måling og kontrol af, at disse er i overensstemmelse med
krav i regler fastsat i medfør af loven eller en gennemførel‐
sesforanstaltning. Denne bestemmelse finder ikke anvendel‐
se på bygninger eller dele af bygninger, der udelukkende
anvendes til privat beboelse.
Det foreslås, at § 10, stk. 5, ophæves.
Bestemmelsen videreføres i den foreslåede bestemmelse i §
10 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 29.
Til nr. 29
Ecodesignloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om,
at kontrolmyndigheden i kontroløjemed kan indsamle og
behandle, herunder samkøre oplysninger fra andre offentlige
myndigheder og fra offentligt tilgængelige kilder.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i ecodesignloven
som § 10 a om indsamling og behandling, herunder samkø‐
ring af sådanne oplysninger.
Det foreslås i § 10 a, stk. 1, at kontrolmyndigheden i kon‐
troløjemed kan indsamle og behandle, herunder samkøre,
oplysninger fra andre offentlige myndigheder og fra offent‐
ligt tilgængelige kilder.
Det foreslås således, at der indføres bestemmelser, som gi‐
ver kontrolmyndigheden hjemmel til at indsamle, behandle
og foretage samkøring af data i kontroløjemed. Behovet for
bestemmelsen i stk. 1 begrundes i, at kontrolmyndigheden
ved hjælp af indsamling og behandling af data kan lette
udførelsen af kontrollerne. Bestemmelsen kan alene anven‐
des i det omfang, at indsamling og behandling er relevant
og proportionalt i forhold til kontrolmyndighedens kontrol‐
opgaver. Det er hensigten med bestemmelsen, at der vil
være tale om indsamling og behandling af oplysninger ved‐
rørende virksomheder eller almindelige personoplysninger
om enkeltmandsvirksomheder. Bestemmelsen er dog ikke
begrænset hertil og kan således omfatte enhver type oplys‐
ning.
Kontrolmyndigheden kan med bestemmelsen i stk. 1 foreta‐
ge samkøring i kontroløjemed, blandt andet som udgangs‐
punkt for risikobaseret kontrol. Bestemmelsen kan anven‐
des til at indsamle, behandle og samkøre offentligt eller
ikke-offentligt tilgængelige oplysninger fra andre offentlige
myndigheder eller oplysninger fra offentligt tilgængelige
kilder. Der kan være tale om oplysninger fra andre myndig‐
heder, såsom oplysninger fra Det Centrale Virksomhedsregi‐
ster (CVR). Der kan ligeledes være tale om oplysninger fra
udenlandske myndigheder, f.eks. i forbindelse med koordi‐
nerede markedsovervågningsindsatser på tværs af EU-med‐
lemsstater.
Dette vil bidrage til at kvalificere risikobilledet, så kontrol‐
myndigheden bliver i stand til mere præcist at vurdere, hvil‐
ke kontrolforanstaltninger der vil være mest effektive og
proportionale på et givent område. Formålet er således en
mere effektiv og proportional kontrol, på hvilket grundlag
kontrolmyndigheden kan vurdere, hvilke kontrolforanstalt‐
ninger der er mest hensigtsmæssige at anvende. Hermed
opnås en yderligere kvalificering af den proportionalitets‐
vurdering, der skal foretages af kontrolmyndigheden med
henblik på at sikre, at det proportionale middel anvendes i
udførelsen af kontrollen.
Som eksempel herpå kan nævnes den situation, hvor kon‐
trolmyndigheden har oplysninger om risikoen ved et be‐
stemt produkt, men hvor det er uvist, hvor tilgængeligt det
pågældende produkt er på det danske marked. I en sådan
situation vil oplysninger fra told- og skatteforvaltningen om
antallet af erhvervsmæssigt importerede varer kunne være
med til at præcisere kontrolmyndighedens risikovurdering.
Indhentelse, behandling og samkøring af eventuelle person‐
oplysninger vil ske under hensyntagen til databeskyttelses‐
reglerne, jf. afsnit 4 om forholdet til databeskyttelseslovgiv‐
ningen i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Endelig sker indsamlingen og samkøringen af data under
hensyntagen til forvaltningslovens § 32 om forbuddet mod,
at den, der virker inden for den offentlige forvaltning, skaf‐
fer sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for
udførelsen af den pågældendes arbejde.
Det foreslås i § 10 a, stk. 2, at kontrolmyndigheden i kon‐
troløjemed kan behandle, herunder samkøre, oplysninger,
som myndigheden ud over de tilfælde der er nævnt i stk. 1,
er i besiddelse af.
Den foreslåede bestemmelse omfatter dermed alle øvri‐
ge oplysninger, som kontrolmyndigheden er i besiddelse
af. Det kan eksempelvis være oplysninger, som erhvervsdri‐
vende har indberettet til kontrolmyndigheden som følge af
eventuelle indberetningspligter i lovgivning, eller det kan
være kontrolsager, hvor kontrolmyndigheden har indsamlet
oplysninger fra erhvervsdrivende. Reglen vil blive anvendt
til at udnytte kontrolmyndighedens eksisterende oplysninger
til at styrke myndighedens kontrol og markedsovervågning
også på tværs af kontrolmyndighedens områder. Det vurde‐
res primært at være nødvendigt at anvende oplysningerne
i kontroløjemed, hvorfor bestemmelsen er begrænset her‐
til. Behandling, herunder samkøring af oplysninger efter §
10 a, stk. 2, vil ske under hensyntagen til databeskyttelses‐
reglerne, jf. afsnit 4 om forholdet til databeskyttelseslovgiv‐
ningen i lovforslagets almindelige bemærkninger.
54
Endelig sker indsamlingen og samkøringen af data under
hensyntagen til forvaltningslovens § 32 om forbuddet mod,
at den, der virker inden for den offentlige forvaltning, skaf‐
fer sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for
udførelsen af den pågældendes arbejde.
Med bestemmelsen i § 10 a, stk. 3, foreslås det, at kontrol‐
myndigheden i kontroløjemed kan indsamle og behandle,
herunder samkøre, ikke-offentligt tilgængelige oplysninger
fra offentlige og private virksomheder og erhvervs- eller
forbrugerorganisationer.
Baggrunden for bestemmelsen er, at kontrolindsatsen pri‐
mært skal rettes derhen, hvor regelefterlevelsen er lavest,
eller hvor risikoen er størst. Kontrolmyndigheden har derfor
behov for, at der kan indhentes data, som f.eks. kan indgå
i risikomodeller til brug for planlægning af en effektiv mar‐
kedsovervågning.
Bestemmelsen vil således sikre hjemmel til, at der fra of‐
fentlige og private virksomheder, erhvervs- eller forbruger‐
organisationer kan indhentes og samkøres ikke-offentligt
tilgængelige oplysninger, herunder også fra udenlandske ak‐
tører. Der kan eksempelvis være tale om oplysninger fra
administratoren af danske internetdomæner om registranter
og fuldmagtshavere til danske domæner, som er godkendt af
DK Hostmaster.
Det foreslås, at muligheden for at indhente og samkøre ik‐
ke-offentligt tilgængelige oplysninger alene skal anvendes i
de tilfælde, hvor det har sammenhæng med myndighedens
kontrolopgaver. Indhentelse, behandling og samkøring af
eventuelle personoplysninger vil ske under hensyntagen til
databeskyttelsesreglerne, jf. afsnit 4 om forholdet til databe‐
skyttelseslovgivningen i lovforslagets almindelige bemærk‐
ninger.
Bestemmelsen skal anvendes under iagttagelse af retssikker‐
hedslovens regler, herunder forbuddet mod selvinkrimine‐
ring, jf. retssikkerhedslovens § 10.
Endelig sker indsamlingen og samkøringen af data under
hensyntagen til forvaltningslovens § 32 om forbuddet mod,
at den, der virker inden for den offentlige forvaltning, skaf‐
fer sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for
udførelsen af den pågældendes arbejde.
Der indsættes en ny overskrift før lovforslagets § 10 b for
at klargøre, at kontrolmyndigheden udover at få adgang til
lokaliteter med § 10 b får adgang til transportmidler.
Ecodesignloven indeholder i dag bestemmelser om kontrol‐
myndighedens adgang til erhvervslokaler. Erhvervsministe‐
ren har efter ecodesignlovens § 10, stk. 5, der ophæves med
lovforslaget, jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr. 28,
hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig le‐
gitimation uden retskendelse, adgang til lokaler, der benyttes
af en virksomhed som nævnt i stk. 2 og 3, med henblik
på at kunne udtage energirelaterede produkter til måling og
kontrol af, at disse er i overensstemmelse med krav i regler
fastsat i medfør af loven eller en gennemførelsesforanstalt‐
ning. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på bygnin‐
ger eller dele af bygninger, der udelukkende anvendes til
privat beboelse.
Det foreslås i § 10 b, stk. 1, at kontrolmyndigheden til
enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse
vil have adgang til alle erhvervsmæssige lokaliteter og trans‐
portmidler, hvor der kan findes energirelaterede produkter,
som er omfattet af denne lovs anvendelsesområde med hen‐
blik på at kunne udtage energirelaterede produkter til måling
og kontrol af, at disse er i overensstemmelse med krav i
regler fastsat i medfør af loven eller en gennemførelsesfor‐
anstaltning.
Det er kontrolmyndigheden, som træffer beslutning om,
hvorvidt det er nødvendigt at få adgang til lokaliteterne
eller transportmidlerne. Ofte vil det være tilstrækkeligt for
kontrolmyndigheden at udtage produkter fra en butik, hvor
der er offentlig adgang.
Den foreslåede bestemmelse supplerer markedsovervåg‐
ningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra d og e. Det følger
af markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra
d og e, at kontrolmyndigheden skal tillægges beføjelser til
uden forudgående varsel at foretage inspektion på stedet og
fysisk kontrol af produkter samt at få adgang til alle lokaler,
arealer eller transportmidler, som den erhvervsdrivende an‐
vender som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk
eller sit fag, for at identificere manglende overensstemmelse
og indhente dokumentation.
Anvendelsen af stk. 1 skal ske under hensyntagen til be‐
stemmelserne i retssikkerhedsloven, herunder de almindeli‐
ge regler om fravigelse af varsling af kontrol, jf. retssikker‐
hedslovens § 5. Herudover skal særligt retssikkerhedslovens
§ 9 om tvangsindgreb over for den mistænkte med henblik
på at tilvejebringe oplysninger iagttages ved anvendelsen af
bestemmelsen.
Det er kun muligt for kontrolmyndigheden at anvende be‐
stemmelsen til at tilvejebringe oplysninger til brug for kon‐
trollen. Det betyder, at bestemmelsen kan anvendes med
henblik på at konstatere, om energirelaterede produkter er i
overensstemmelse med reglerne, eller en erhvervsdrivende
lever op til sine forpligtelser. Det kan f.eks. være en kontrol,
hvor der er behov for at udtage energirelaterede produkter
fra en lokalitet uden offentlig adgang. Det skal således være
formålet med adgangen, at der skal indhentes oplysninger,
der er nødvendige for selve kontrollen. Adgangshjemlen
gælder både i relation til proaktive kontroller, hvor kontrol‐
myndigheden har planlagt kontrolopgaven på forhånd, og
reaktive kontrolopgaver, som oftest sker efter en udefrakom‐
mende begivenhed, f.eks. en anmeldelse.
Kontrolmyndigheden kan efter den foreslåede bestemmelse
i stk. 1, hvis det skønnes nødvendigt for at føre en effektiv
kontrol, udtage energirelaterede produkter fra ikke-offentligt
tilgængelige lokaliteter m.v. samt føre kontrol med opstillin‐
55
gen af energirelaterede produkter, hvor dette er relevant,
uden at der på forhånd er en konkret formodning om, at
energirelaterede produkter ikke er i overensstemmelse med
reglerne. For at kontrolmyndigheden kan føre en effektiv
kontrol, er det nødvendigt at få adgang til steder, hvor kon‐
trolmyndigheden ikke på forhånd ved, at der er ikke-over‐
ensstemmende energirelaterede produkter. På den måde bli‐
ver kontrollen med produktområdet udført på baggrund af
en risikobaseret tilgang til indsamlet data og kvalificering af
risikobilledet, så kontroller kan sættes ind der, hvor der er
størst risiko og tilrettelægges så effektivt som muligt.
Om det er nødvendigt at udtage eller kontrollere energirela‐
terede produkter på ikke-offentligt tilgængelige lokaliteter
beror bl.a. på, om kontrolmyndigheden vil kunne få et til‐
strækkeligt retvisende billede af regelefterlevelsen, hvis der
kun udtages produkter fra offentligt tilgængelige lokalite‐
ter. Derudover indgår en vurdering af, om det er muligt at
skaffe energirelaterede produkter på anden måde, om det er
nødvendigt, at myndigheden selv kan udvælge de energire‐
laterede produkter, der ønskes udtaget til kontrol, eller om
det er tilstrækkeligt, at den erhvervsdrivende udvælger og
eventuelt fremsender et energirelateret produkt. Det indgår
også i vurderingen af, om adgang må anses for nødvendig,
om det udvalg, kontrolmyndigheden har på den offentligt
tilgængelige lokalitet, er tilstrækkeligt, eller om det vurderes
at udgøre en så lille andel af de energirelaterede produkter,
som den pågældende erhvervsdrivende er i besiddelse af, at
der ikke vil være tale om repræsentative eksemplarer. Det
indgår desuden i vurderingen, om det vil være muligt at
vurdere, om kravene til energirelaterede produkters indret‐
ning er opfyldt, medmindre kontrolmyndigheden får adgang
til de steder, hvor de energirelaterede produkter er placeret
eller opstillet. Endelig indgår det i vurderingen, hvordan
kontrollen udføres mest effektivt. Der er her tale om en
proportionalitetsafvejning.
Hvis det ud fra en samlet betragtning af blandt andet oven‐
stående elementer vurderes, at det vil være nødvendigt at
kontrollere eller udtage energirelaterede produkter fra ikke-
offentligt tilgængelige lokaliteter, vil kontrolmyndigheden
således kunne anvende bestemmelsen.
Konkret vil det f.eks. kunne være nødvendigt, hvis kontrol‐
myndigheden ikke kan foretage en effektiv kontrol, fordi de
energirelaterede produkter, der er tilgængelige på offentligt-
tilgængelige lokaliteter, ikke gør det muligt at udtage repræ‐
sentative eksemplarer til test. Hvis kontrolmyndigheden vur‐
derer, at det er nødvendigt, at de energirelaterede produkter,
der udtages, stammer fra samme parti, vil det således ikke
altid være muligt at udtage et passende antal eksemplarer fra
samme butik. Samtidig er det ikke sikkert, at energirelatere‐
de produkter i en anden butik stammer fra samme parti. I
den situation vil det kunne være nødvendigt for at udføre en
effektiv kontrol, at energirelaterede produkter udtages hos
eksempelvis producenten, herunder fabrikanten eller impor‐
tøren.
Et andet eksempel på en situation, hvor bestemmelsen vil
kunne finde anvendelse, er, hvor et givent energirelateret
produkt kun findes i butikken i ét eksemplar. Det kan være
et energirelateret produkt, som brugerne kan afprøve i butik‐
ken. Afhængigt af hvad produktet skal testes for, er det ikke
sikkert, at et sådant produkt kan give et retvisende billede
af kvaliteten af de eksemplarer, der er på markedet. Kontrol‐
myndigheden kan vurdere, om det energirelaterede produkt
er repræsentativt for produkttypen som sådan. Er dette ikke
tilfældet, vil det være nødvendigt at udtage et andet eksem‐
plar fra virksomhedens lager.
Et tredje eksempel på en situation, hvor bestemmelsen vil
kunne finde anvendelse, er, hvor kontrolmyndigheden har
bedt den erhvervsdrivende om at udlevere repræsentative
energirelaterede produkter til test, men hvor der enten ikke
udleveres energirelaterede produkter, eller hvor de energire‐
laterede produkter, der udleveres, ikke udgør repræsentative
eksemplarer. I sådanne situationer, hvor kontrolmyndighe‐
den uden held har forsøgt at få udleveret relevante eksem‐
plarer, kan det være nødvendigt at få adgang til lokaliteter
uden offentlig adgang, for at kontrolmyndigheden selv kan
udtage energirelaterede produkter med henblik på en effek‐
tiv kontrol.
Et fjerde eksempel på en situation, hvor bestemmelsen vil
kunne finde anvendelse, er webbutikker, butikker, der sæl‐
ger via postordre og lignende. Her vil energirelaterede pro‐
dukter ikke kunne udtages til test i offentligt tilgængelige
butikslokaler, da sådanne ikke findes. Vurderingen af, om
det er nødvendigt at få adgang til at udtage testeksemplarer,
vil afhænge af det konkrete energirelaterede produkt, der
skal testes, og hvor vigtigt det er, at det er kontrolmyndig‐
heden selv, der udvælger eksemplaret. Hvis det vurderes
ikke at være nødvendigt, at myndigheden selv udvælger
de energirelaterede produkter, vil den kunne bede om, at
der tilsendes et eller flere eksemplarer af et givet produkt
til myndigheden. Såfremt webbutikken drives fra en privat
bolig, vil adgang dog alene kunne ske til de dele af boligen,
der anvendes til erhvervsformål. Der vil således ikke være
adgang til stuen, hvis energirelaterede produkter, der sælges
via en internetvirksomhed, alene befinder sig i et kontor
eller et anneks.
Et femte eksempel på en situation, hvor bestemmelsen vil
kunne finde anvendelse, er, hvor der af sikkerhedsmæssige
hensyn ikke er tid til at afvente, at kontrolmyndigheden får
tilsendt et energirelateret produkt eller foretager en repræ‐
sentativ kontrol i detailleddet. I disse situationer, hvor der
er tale om energirelaterede produkter, som udgør en risiko,
der forudsætter en meget hurtig reaktion fra kontrolmyndig‐
hedens side, vil det således også kunne være nødvendigt, at
kontrolmyndigheden kan få direkte adgang til den erhvervs‐
drivendes lokaler.
Hvis det derimod ikke skønnes at være nødvendigt, herun‐
der proportionalt med det kontrolmyndigheden vil opnå ved
at få adgang til de pågældende lokaler, vil bestemmelsen
ikke kunne anvendes. Kontrolmyndigheden er i så fald hen‐
vist til at udtage energirelaterede produkter fra lokaler, der
56
er offentligt tilgængelige, eller til at bede om at få tilsendt
energirelaterede produkter. Betegnelsen alle erhvervsmæssi‐
ge lokaliteter omfatter fabrikations-, salgs- og lagerlokalite‐
ter og kan eksempelvis også være kontorlokaler, baglokaler
eller udendørs oplag tilhørende den erhvervsdrivende.
Ecodesignloven indeholder bestemmelser om kontrolmyn‐
dighedens mulighed for at udtage produkter til kontrol,
jf. ecodesignlovens § 7, stk. 2, samt kontrolmyndighedens
adgang til erhvervslokaler, jf. ecodesignlovens § 10, stk.
5. Endvidere indeholder ecodesignbekendtgørelsen også be‐
stemmelser om kontrolmyndighedens mulighed for at udta‐
ge produkter til kontrol, jf. ecodesignbekendtgørelsens §
12. Kontrolmyndigheden kan med hjemmel i disse bestem‐
melser i forbindelse med sin kontrol på stedet foretage tek‐
niske undersøgelser af energirelaterede produkter på stedet.
Det foreslås i § 10 b, stk. 2, at kontrolmyndigheden som led
i kontrolbesøget kan foretage tekniske undersøgelser af et
produkt på stedet.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er, at kontrol‐
myndighedens hjemmel til at foretage tekniske undersøgel‐
ser af et produkt på stedet fremgår af loven.
Det energirelaterede produkts beskaffenhed eller installation
kan nødvendiggøre, at undersøgelsen eller tests udføres på
stedet, mens kontrolbesøget pågår. Det kan f.eks. være stør‐
relsen på det energirelaterede produkt, eller den måde pro‐
duktet er installeret på, der gør det umuligt eller besværligt
at medtage produktet til yderligere undersøgelse. Det vil i
disse tilfælde typisk være langt mindre indgribende for eje‐
ren af det energirelaterede produkt, at undersøgelsen foreta‐
ges på stedet.
Ecodesignloven indeholder i dag bestemmelser om kontrol‐
myndighedens mulighed for at udtage produkter til kontrol,
jf. ecodesignlovens 7, stk. 2, samt kontrolmyndighedens
adgang til erhvervslokaler, jf. ecodesignlovens § 10, stk.
5. Endvidere indeholder ecodesignbekendtgørelsen også be‐
stemmelser om kontrolmyndighedens mulighed for at udta‐
ge produkter til kontrol, jf. ecodesignbekendtgørelsens §
12. Kontrolmyndigheden kan med hjemmel i disse bestem‐
melser i forbindelse med sin kontrol på stedet foretage
tekniske undersøgelser af energirelaterede produkter på ste‐
det. Det er med hjemmel i disse bestemmelser og en del af
fast praksis, at kontrolmyndigheden som en del af dokumen‐
tation af kontrolbesøg har fotograferet, optaget video samt
medtaget prøver til nærmere analyse eller undersøgelse.
Det foreslås i § 10 b, stk. 3, at kontrolmyndigheden som en
del af dokumentationen af kontrolbesøget kan fotografere og
optage video samt medtage prøver til nærmere analyse eller
undersøgelse.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at lade det
fremgå direkte af lovens ordlyd, at kontrolmyndigheden som
en del af dokumentationen af kontrolbesøget kan fotografere
og optage video samt medtage prøver til nærmere analyse
eller undersøgelse.
Optagelse af fotografier eller video vil som eksempel være
relevant i sager, hvor det kontrollerede energirelaterede pro‐
dukt er af en art eller størrelse, hvor det ikke er muligt eller
relevant for kontrolmyndigheden at udtage et eksemplar. Det
kan eksempelvis være, hvis produktet er af en størrelse,
hvor det ikke umiddelbart kan flyttes. I de tilfælde, hvor
det ikke er muligt eller relevant for kontrolmyndigheden at
udtage et eksemplar af produktet, er det dermed nødvendigt
for kontrollens udførelse, at kontrolmyndigheden på stedet
kan dokumentere, hvordan produktet er udformet, opstillet
eller mærket. Det tilstræbes, at der ikke fremgår personer på
billederne.
Kontrolmyndigheden vil underrette de berørte parter om
optagelsen af fotografier eller video, og om en eventuel ud‐
tagelse af et eller flere energirelaterede produkter. I det om‐
fang der måtte fremgå identificerbare personer på billederne,
finder de databeskyttelsesretlige regler anvendelse, herunder
de generelle principper for behandling af personoplysninger
i databeskyttelsesforordningens artikel 5, hvoraf det bl.a.
fremgår, at personoplysninger skal være tilstrækkelige, rele‐
vante, og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til
de formål, hvortil de behandles (artikel 5, stk. 1, litra a),
og de skal opbevares på en sådan måde, at det ikke er mu‐
ligt at identificere de registrerede i et længere tidsrum end
det, der er nødvendigt til de formål, hvortil de pågældende
personoplysninger behandles (artikel 5, stk. 1, litra e). Der
henvises endvidere til databeskyttelsesforordningens artikel
13 og 14 om den registreredes rettigheder.
Der henvises til afsnit 4 i de almindelige bemærkninger
vedrørende forholdet til databeskyttelseslovgivningen.
Ecodesignloven indeholder en bemyndigelse i § 7, stk. 2,
til klima-, energi, og forsyningsministeren om, at denne kan
fastsætte regler om, at den ansvarlige efter ecodesignlovens
§ 4 skal lade sit produkt udtage til måling og kontrol af
en sagkyndig virksomhed eller en godkendt institution som
nævnt i stk. 5. Bestemmelsen er udmøntet i ecodesignbe‐
kendtgørelsen. Det følger blandt andet af ecodesignbekendt‐
gørelsens § 7, stk. 4, at kontrolmyndigheden kan tildele
sagkyndige virksomheder opgaver vedrørende måling og
prøvning og akkrediteret certificering. Endvidere følger kon‐
trolmyndighedens hjemmel til at få adgang til erhvervsloka‐
ler af ecodesignlovens § 10, stk. 5. Det følger endvidere
af ecodesignlovens § 13, stk. 4, at erhvervsministeren kan
bemyndige en sagkyndig institution, en organisation eller en
virksomhed til at udøve nærmere angivne beføjelser vedrø‐
rende tilsyn, kontrol, udtagning, måling og afprøvning af
energirelaterede produkter, akkrediteret certificering samt
sekretariatsbistand til ministeren. Institutionen m.v. kan ikke
træffe bestemmelse om adgang som nævnt i ecodesignlo‐
vens § 10, stk. 5, eller træffe afgørelse efter ecodesignlovens
§ 11.
Det foreslås i § 10 b, stk. 4, at kontrolmyndigheden kan væ‐
re bistået af en eller flere uafhængige sagkyndige i forbin‐
delse med adgangen efter stk. 1 og tekniske undersøgelser
efter stk. 2.
57
Formålet med den foreslåede bestemmelse er, at det fremgår
tydeligt af lovens ordlyd, at kontrolmyndigheden i forbin‐
delse med en kontrol kan være bistået af en eller flere uaf‐
hængige sagkyndige i forbindelse med adgangen efter stk. 1
og tekniske undersøgelser efter stk. 2.
I forbindelse med kontrol, der kræver særligt udstyr eller
specialistviden, kan kontrolmyndigheden have behov for bi‐
stand fra en eller flere sagkyndige med henblik på at oplyse
sagen i tilstrækkeligt omfang. Den eller de sagkyndige har
med bestemmelsens stk. 4 adgang til samme sted som kon‐
trolmyndigheden, så længe den eller de sagkyndige ledsages
af mindst en medarbejder fra kontrolmyndigheden.
Det beror på en konkret og individuel vurdering, om en sag‐
kyndig er uafhængig. Eksempelvis kan kontrolmyndigheden
ikke medbringe en sagkyndig til et kontrolbesøg hos en
erhvervsdrivende, hvis den pågældende sagkyndige samtidig
er konkurrent til den erhvervsdrivende. Er der tale om et
område, hvor der er meget få sagkyndige, vil der således
skulle foretages en afvejning af, hvor stort behovet er for
at medbringe en sagkyndig over for beskyttelsen af den
erhvervsdrivendes forretningshemmeligheder, der må anses
som tungtvejende.
Politiet kan endvidere bistå kontrolmyndigheden efter det
foreslåede stk. 5.
Ecodesignloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om,
at kontrolmyndigheden kan få politiets bistand til gennemfø‐
relse af kontrolmyndighedens kontrol.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i ecodesignloven
som § 10 b, stk. 5, 1. pkt. om politiets bistand til gennemfø‐
relse af kontrolmyndighedens kontrol.
Det foreslås i § 10 b, stk. 5, 1. pkt., at politiet om nødvendigt
yder bistand til kontrollens gennemførelse.
Politiets bistand kan være aktuel i en situation, hvor kontrol‐
myndigheden nægtes adgang til en lokalitet ad frivillighe‐
dens vej. Der kan i sådanne særlige tilfælde være behov for,
at politiet anvender magt for at få adgang til lokaliteten.
I § 10 b, stk. 5, 2. pkt., foreslås det, at klima-, energi- og
forsyningsministeren efter forhandling med justitsministeren
kan fastsætte nærmere regler herom.
Det kan endvidere være nødvendigt at fastsætte nærmere
regler om, hvordan politiets bistand skal foregå, hvilket kli‐
ma-, energi- og forsyningsministeren i så fald vil kunne gøre
efter forhandling med justitsministeren.
Til nr. 30
Som en konsekvens af, at der i lovforslaget foreslås indsat
flere nye og ændrede bestemmelser i kapitlet, er der behov
for at tydeliggøre indholdet af de forskellige bestemmelser
ved at indsætte flere overskrifter i lovens kapitel 3. Det
foreslås derfor, at der indsættes en ny overskrift ”Forbud,
påbud m.v.” i kapitel 3 før § 11. Overskriften omfatter de
foreslåede §§ 11 og 11 a og angiver, at bestemmelserne
omhandler forbud, påbud m.v.
Til nr. 31
Af § 11, stk. 1, i ecodesignloven, fremgår det, at erhvervs‐
ministeren kan påbyde den ansvarlige efter § 4, at forhold,
der strider mod kravene, bringes i orden inden for en angivet
frist, hvis ministeren finder, at et energirelateret produkt ik‐
ke er i overensstemmelse med krav fastsat i regler i medfør
af loven eller en gennemførelsesforanstaltning.
Af § 11, stk. 2, i ecodesignloven, fremgår det, at erhvervs‐
ministeren kan udstede forbud mod markedsføring eller
erhvervsmæssig ibrugtagning af et energirelateret produkt,
som ikke er i overensstemmelse med kravene i § 11, stk.
1. Forbuddet gælder for alle omsætningsled og for enhver,
der erhvervsmæssigt ibrugtager produktet.
Af § 11, stk. 3, i ecodesignloven, fremgår det, at erhvervs‐
ministeren i tilfælde som nævnt i § 11, stk. 2, tillige kan på‐
byde, at virksomheder, som markedsfører et energirelateret
produkt, som ikke er i overensstemmelse med kravene i stk.
1, skal tage fornødne skridt til at trække produktet tilbage
fra markedet.
Af § 11, stk. 4, i ecodesignloven, fremgår det, at erhvervs‐
ministeren kan udstede forbud mod markedsføring eller
erhvervsmæssig ibrugtagning af et energirelateret produkt
over for den ansvarlige efter § 4, hvis denne ikke stiller
dokumentation til rådighed efter § 8.
Af § 11, stk. 5, i ecodesignloven, fremgår det, at erhvervs‐
ministeren tillige kan påbyde, at en virksomhed, som mar‐
kedsfører et energirelateret produkt, tager de fornødne skridt
til at trække produktet tilbage fra markedet, hvis virksomhe‐
den ikke stiller dokumentation til rådighed efter § 8.
Med bestemmelsen i § 11, stk. 1, foreslås det fastsat, at
hvis et produkt ikke er i overensstemmelse med, eller en
erhvervsdrivende ikke lever op til regler i denne lov, regler
fastsat i medfør af denne lov eller gennemførelsesforanstalt‐
ninger, kan kontrolmyndigheden træffe afgørelse over for
enhver, der har bragt et produkt i omsætning efter § 4, eller
som har været et led i afsætningen af et produkt, eller der
erhvervsmæssigt ibrugtager produktet, om en eller flere af
følgende foranstaltninger, som fremgår af bestemmelsens nr.
1-9.
Den foreslåede § 11 adskiller sig ikke væsentligt fra de
gældende bestemmelser. Der er tale om en sammenskrivning
af forskellige regelsæt med henblik på ensretning, men be‐
stemmelsen viderefører i hovedtræk kontrolmyndighedens
påbuds- og forbudsmuligheder.
Den foreslåede bestemmelse omhandler den situation, hvor
det er konstateret, at et energirelateret produkt ikke er i over‐
ensstemmelse med reglerne, og hvor de tiltag, den erhvervs‐
drivende eventuelt har foretaget, ikke er tilstrækkelige. Be‐
stemmelsen kan også anvendes i situationer, hvor det energi‐
58
relaterede produkt er i overensstemmelse med reglerne om
ecodesign men alligevel udgør en risiko. Kontrolmyndighe‐
den kan i disse situationer være nødt til at gribe ind med et
påbud.
Påbuddet vil både kunne rette sig mod den, der har bragt
det energirelaterede produkt i omsætning, f.eks. producenter,
herunder fabrikanter eller importører, jf. ecodesignlovens
§ 4 og lovforslagets § 1, nr. 13-15, og imod senere led
i afsætningskæden, f.eks. distributører, grossister, som er
lagerførende for producentens produkter, og detailforhand‐
lere eller enhver anden virksomhed, som markedsfører el‐
ler erhvervsmæssigt ibrugtager det energirelaterede produkt,
hvis det er relevant. Med erhvervsmæssig ibrugtagning, jf.
ecodesignlovens § 2, nr. 2, der med lovforslaget bliver §
2, nr. 6, menes en virksomheds ibrugtagning med erhvervs‐
mæssigt formål af et energirelateret produkt, som virksom‐
heden har fremstillet eller erhvervet, og som virksomheden
ikke markedsfører. Definitionen omfatter produkter, som
producenten, herunder fabrikanten, fremstiller eller anskaf‐
fer til sit eget brug, uden at produktet bliver markedsført
af virksomheden, eksempelvis produktionsudstyr eller salgs‐
automater til opstilling i virksomhedens eget regi i det of‐
fentlige rum. Derimod vil en forbruger i EU, som hjemtager
et energirelateret produkt til eget brug, ikke være omfattet af
forpligtelser, som påhviler den, der erhvervsmæssigt ibrug‐
tager et produkt. For spørgsmålet om hvorvidt et produkt er
bragt i omsætning, er det uden betydning, om dette er sket
mod eller uden vederlag.
Det vil oftest være relevant at rette et påbud eller forbud
imod så tidligt et led i afsætningskæden som muligt. Hvis
et påbud eller forbud rettes imod det første led i hele afsæt‐
ningskæden (den, der har bragt det energirelaterede produkt
i omsætning, jf. ecodesignlovens § 4 og lovforslagets § 1,
nr. 13-15, vil efterlevelsen af påbuddet eller forbuddet give
den største effekt, da produktet fjernes fra alle senere led
i afsætningskæden. Rettes påbuddet eller forbuddet i stedet
imod et senere led i afsætningskæden, vil det ikke have
en effekt over for de tidligere led, uanset at påbuddet eller
forbuddet efterleves.
Det følger af EU’s harmoniseringsretsakter, at medlemssta‐
ternes markedsovervågningsmyndigheder har mulighed for
at pålægge erhvervsdrivende, der er lokaliseret i EU, at
træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre pro‐
dukters overensstemmelse, eller om nødvendigt at trække
eller tilbagekalde produkterne fra markedet. Det medfører,
at markedsovervågningsmyndighederne kan træffe afgørelse
over for enhver erhvervsdrivende med hjemsted i EU, også
på tværs af landegrænser. Da de danske myndigheder imid‐
lertid ikke har jurisdiktion uden for Danmarks grænser, vil
det ikke være muligt for de danske myndigheder at hånd‐
hæve og sanktionere en sådan afgørelse, hvis den erhvervs‐
drivende ikke efterlever denne. Her giver det europæiske
system i stedet muligheden for, at der kan rettes henvendel‐
se til markedsovervågningsmyndigheden i den medlemsstat,
hvor den relevante erhvervsdrivende har hjemsted. Herefter
vil den pågældende markedsovervågningsmyndighed kunne
håndhæve afgørelsen.
Processen gennem det europæiske system, hvor en markeds‐
overvågningsmyndighed i en anden medlemsstat skal hånd‐
hæve en afgørelse, truffet af den danske kontrolmyndighed,
kan være lang. Det må derfor indgå i risikovurderingen af
det energirelaterede produkt, hvorvidt det er mest hensigts‐
mæssigt at træffe afgørelse over for det første led i EU eller
det første led i Danmark.
Under hensyn til ønsket om at føre en målrettet og effektiv
kontrol og i den forbindelse at undgå unødig gene for er‐
hvervslivet, vil påbud og forbud i medfør af bestemmelserne
som hovedregel blive rettet mod det første danske led i
afsætningen af det energirelaterede produkt. Det betyder, at
hvis det første led i afsætningskæden i Danmark er den,
der har bragt det energirelaterede produkt i omsætning, vil
et påbud eller forbud som udgangspunkt blive rettet mod
denne. Hvis den, der har bragt et energirelateret produkt i
omsætning, er lokaliseret et andet sted end i Danmark, vil
det i stedet være den, der har gjort produktet tilgængeligt
på markedet i Danmark, som et påbud eller forbud vil blive
rettet mod.
Vedrørende det sidstnævnte tilfælde kan det være relevant
yderligere at rette et påbud eller forbud mod det første
led, der er lokaliseret i EU. Et sådan påbud eller forbud
vil ikke kunne håndhæves eller sanktioneres i Danmark,
hvilket derimod er tilfældet med påbud og forbud over for
danske erhvervsdrivende. Det vil altid være den, afgørelsen
er truffet over for, der skal betale de udgifter, der kan være i
forbindelse med at efterkomme afgørelsen.
I overensstemmelse med det forvaltningsretlige proportio‐
nalitetsprincip bør der ikke bruges mere indgribende foran‐
staltninger end nødvendigt for at opnå formålet. Det betyder,
at de foreslåede bestemmelser forudsættes administreret så‐
ledes, at kontrolmyndigheden som udgangspunkt meddeler
de mindre indgribende foranstaltninger, før der kan med‐
deles de mere indgribende. F.eks. vil mindre indgribende
foranstaltninger i form af påbud om at bringe produktet i
overensstemmelse med kravene anvendes før et forbud mod
at bringe produktet i omsætning eller gøre det tilgængeligt
på markedet, og endvidere vil forbuddet anvendes før de
mere indgribende i form af påbud om tilbagetrækning af
produktet fra markedet. Der kan opstå tilfælde, hvor én el‐
ler flere af bestemmelserne anvendes på samme tid for at
sikre, at der træffes effektive foranstaltninger for at imødegå
manglerne ved produktet.
Den foreslåede bestemmelse supplerer markedsovervåg‐
ningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra g og h, og gen‐
giver med tilpasninger beføjelserne i markedsovervågnings‐
forordningens artikel 16, stk. 2, og artikel 16, stk. 3, litra a-e
og g.
Markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra
g, fastsætter, at de beføjelser, der tillægges markedsovervåg‐
59
ningsmyndighederne, mindst skal omfatte beføjelsen til at
pålægge erhvervsdrivende at træffe passende tiltag for at
bringe et tilfælde af manglende overensstemmelse til ophør
eller at eliminere risikoen.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 2, fast‐
sætter, at markedsovervågningsmyndighederne straks skal
påbyde den pågældende erhvervsdrivende at træffe passende
og forholdsmæssige korrigerende tiltag for at bringe den
manglende overensstemmelse til ophør eller at eliminere ri‐
sikoen inden for en frist, som de fastsætter. I den forbindelse
fremgår det af forordningens artikel 16, stk. 3, litra a-e og
g, at kontrolmyndigheden skal kunne træffe afgørelse om,
at den erhvervsdrivende skal afhjælpe mangler, forhindre
at produktet gøres tilgængeligt på markedet, trække eller
kalde produktet tilbage, destruere produktet eller på anden
vis gøre det ubrugeligt, anføre advarsler på produktet om
de risici, der kan være forbundet med det, eller advare de
brugere, der udsættes for risiko, herunder ved udsendelse af
særlige advarsler.
Efter den gældende § 11, stk. 1, i ecodesignloven, kan er‐
hvervsministeren udstede påbud til den ansvarlige efter § 4
om, at forhold, der strider mod krav i loven eller regler ud‐
stedt i medfør af loven, bringes i orden inden for en angivet
frist. Det kan f.eks. være, hvis en erhvervsdrivende ikke har
overholdt såkaldt formelle krav til det energirelaterede pro‐
dukt, f.eks. manglende kontaktoplysninger eller brugsanvis‐
ning, eller hvis en erhvervsdrivende ikke har overholdt an‐
dre krav som f.eks. ved at undlade at sikre overensstemmel‐
seserklæringen (CE-erklæring), der angiver, om produktet er
i overensstemmelse med regler om ecodesign, undlader at
forsyne produktet med en CE-mærkning eller ved at undlade
at sikre, at der udarbejdes den tekniske dokumentation eller,
at disse ikke er fyldestgørende eller tilstrækkelige.
Med bestemmelsen i § 11, stk. 1, nr. 1, foreslås det fastsat,
at kontrolmyndigheden kan træffe afgørelse om påbud om at
bringe det energirelaterede produkt i overensstemmelse med
kravene.
Det vil være relevant at kræve afhjælpning i situationer,
hvor det efter en proportionalitetsvurdering ikke findes hen‐
sigtsmæssigt eksempelvis at forbyde salg af det energirelate‐
rede produkt, hvis fejlen kan afhjælpes på en mindre indgri‐
bende måde. Afhjælpning kan både ske ved, at det tilbydes
brugeren, at manglen på det energirelaterede produkt afhjæl‐
pes af den erhvervsdrivende, eller ved at brugeren selv fore‐
tager en udskiftning af enkle dele for at opnå den fornødne
sikkerhed. I sidstnævnte situation vil den erhvervsdrivende
kunne tilbyde sine kunder, at de kan fremsende kontaktdata,
hvorefter de vil modtage de nødvendige reservedele. Denne
løsning er alene egnet til ukomplicerede afhjælpninger.
Uanset om udbedringen foretages af den erhvervsdrivende
eller af brugeren, vil det være den erhvervsdrivende, som
skal afholde udgifterne til udbedring af manglerne ved det
energirelaterede produkt, herunder også betale omkostnin‐
gen til, at en autoriseret fagperson foretager udbedringen,
hvis dette er nødvendigt. Påbud om afhjælpning kan både
være relevant over for energirelaterede produkter, som alle‐
rede er solgt til brugeren, og over for energirelaterede pro‐
dukter, som befinder sig på et lager.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med tilpasninger be‐
føjelsen i markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk.
3, litra a, hvorefter der kan træffes afgørelse om at bringe
produktet i overensstemmelse, herunder ved at afhjælpe for‐
mel manglende overholdelse som defineret i den gældende
EU-harmoniseringslovgivning, dvs. ecodesigndirektivet og
gennemførelsesforanstaltninger.
Der findes ikke i ecodesignloven regler, som giver kontrol‐
myndigheden mulighed for at træffe afgørelse om et påbud
om at sikre, at det energirelaterede produkt ikke udgør en
risiko.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i ecodesignlo‐
vens § 11, stk. 1, nr. 2, om sådanne påbud.
Med bestemmelsen i § 11, stk. 1, nr. 2, foreslås det fastsat,
at kontrolmyndigheden kan træffe afgørelse om påbud om at
sikre, at det energirelaterede produkt ikke udgør en risiko.
Det vil være relevant at kræve afhjælpning i situationer,
hvor det efter en proportionalitetsvurdering ikke findes hen‐
sigtsmæssigt eksempelvis at forbyde salg af energirelaterede
produkter, hvis fejlen kan afhjælpes på en mindre indgriben‐
de måde. Afhjælpning kan både ske ved, at det tilbydes bru‐
geren, at manglen på det energirelaterede produkt afhjælpes
af den erhvervsdrivende, eller ved at brugeren selv foreta‐
ger en udskiftning af enkle dele for at opnå den fornødne
sikkerhed. I sidstnævnte situation vil den erhvervsdrivende
kunne tilbyde sine kunder, at de kan fremsende kontaktdata,
hvorefter de vil modtage de nødvendige reservedele. Denne
løsning er alene egnet til ukomplicerede afhjælpninger.
Uanset om udbedringen foretages af den erhvervsdrivende
eller af brugeren, vil det være den erhvervsdrivende, som
skal afholde udgifterne til udbedring af manglerne ved det
energirelaterede produkt, herunder også betale omkostnin‐
gen til at en autoriseret fagperson foretager udbedringen,
hvis dette er nødvendigt. Påbud om afhjælpning kan både
være relevant over for energirelaterede produkter, som alle‐
rede er solgt til brugeren, og over for energirelaterede pro‐
dukter, som befinder sig på et lager.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med tilpasninger be‐
føjelsen i markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk.
3, litra a, hvorefter der kan træffes afgørelse om at sikre, at
produktet ikke længere udgør en risiko.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 2, fast‐
sætter, at markedsovervågningsmyndighederne straks skal
påbyde den pågældende erhvervsdrivende at træffe passende
og forholdsmæssige korrigerende tiltag for at bringe den
manglende overensstemmelse til ophør eller at eliminere
risikoen inden for en frist, som de fastsætter.
60
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra
a, fastsætter, at med henblik på stk. 2 kan de korrigerende
tiltag, der skal træffes af den erhvervsdrivende, bl.a. omfatte
at bringe produktet i overensstemmelse, herunder ved at
afhjælpe formel manglende overholdelse med kravene eller
ved at sikre, at produktet ikke længere udgør en risiko.
Der findes ikke i ecodesignloven regler, som giver kontrol‐
myndigheden mulighed for at træffe afgørelse om et påbud
om at overholde visse betingelser, inden det energirelaterede
produkt bringes i omsætning eller gøres tilgængeligt på mar‐
kedet.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i ecodesignlo‐
vens § 11, stk. 1, nr. 3, om sådanne påbud.
Med bestemmelsen i § 11, stk. 1, nr. 3, foreslås det fastsat,
at kontrolmyndigheden kan træffe afgørelse om påbud om
at overholde visse betingelser, inden det energirelaterede
produkt bringes i omsætning eller gøres tilgængeligt på mar‐
kedet.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med tilpasninger be‐
føjelsen i markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk.
3, litra f, hvorefter der kan træffes afgørelse om fastlæggelse
af betingelser, der skal være opfyldt, før det pågældende
produkt kan gøres tilgængeligt på markedet.
Den foreslåede bestemmelse relaterer sig til de i denne
bestemmelse foreslåede stk. 1, nr. 1 og 2, hvorefter den
erhvervsdrivende vil skulle sikre, at det pågældende energi‐
relaterede produkt overholder kravene i loven, regler fastsat
i medfør af denne lov eller gennemførelsesforanstaltninger,
herunder at det ikke udgør en risiko. Efter disse to numre vil
den erhvervsdrivende som udgangspunkt selv kunne træffe
beslutning om, hvilken fremgangsmåde der vil være den
mest relevante og effektive til at nå målet om overholdelse
af loven. Det vil endvidere være et krav ved nr. 1 og 2, at
den erhvervsdrivende foretager ændringer i forhold til det
energirelaterede produkt eller i forhold til mærkningen eller
dokumentationen.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger beføjelsen i mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra f.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 2, fast‐
sætter, at markedsovervågningsmyndighederne straks skal
påbyde den pågældende erhvervsdrivende at træffe passende
og forholdsmæssige korrigerende tiltag for at bringe den
manglende overensstemmelse til ophør eller at eliminere
risikoen inden for en frist, som de fastsætter.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra
f, fastsætter, at med henblik på stk. 2 kan de korrigerende
tiltag, der skal træffes af den erhvervsdrivende, bl.a. omfat‐
te at fastlægge betingelser, der skal være opfyldt, før det
pågældende produkt kan gøres tilgængeligt på markedet.
Der findes ikke i ecodesignloven regler, som giver kontrol‐
myndigheden mulighed for at træffe afgørelse om et påbud
om at advare brugerne om de risici, der er ved et energirela‐
teret produkt, eller at anbringe advarsler på et energirelateret
produkt.
Med bestemmelsen i § 11, stk. 1, nr. 4, foreslås det fastsat,
at kontrolmyndigheden kan træffe afgørelse om påbud om at
advare brugerne om de risici, der er ved et energirelaterede
produkt, eller at anbringe advarsler på produktet.
I den foreslåede nr. 4, kan kontrolmyndigheden pålægge en‐
hver, der har bragt det energirelaterede produkt i omsætning,
eller som har været et led i afsætningen af produktet, at
advare brugerne om de risici, der er ved produktet.
I nogle tilfælde vil det være tilstrækkeligt at advare behø‐
rigt om de risici, der er ved det energirelaterede produkt. I
forbindelse med vurderingen af, hvilken foranstaltning der
skal anvendes, vil den effekt, der forventes at kunne opnås,
skulle afvejes i forhold til de omkostninger, der vil være
ved eksempelvis at kalde produktet tilbage fra brugerne. Ek‐
sempelvis bør relevant advarselsinformation – i hvad der
må anses for et rimeligt omfang, når de mulige skaders
alvorlighed tages i betragtning – anvendes frem for tilbage‐
kaldelse, hvis det er tilstrækkeligt til at forhindre skader. Be‐
stemmelsen kan anvendes i tilfælde, hvor de pågældende
risici vurderes at kunne imødegås med advarsler eller ved
at foretage tilpasning eller ændre opbevaringen af produk‐
tet. Bestemmelsen vil efter en konkret vurdering ligeledes
kunne finde anvendelse i kombination med en eller flere af
de øvrige påbuds- eller forbudsmuligheder.
Advarsler kan gives på selve det energirelaterede produkt,
på indlægssedlen eller i brugsanvisningen, på skilte i fysiske
butikker eller på hjemmesider, der sælger produktet, eller på
anden måde, som kontrolmyndigheden måtte finde nødven‐
dig for at oplyse brugerne om risikoen ved produktet. Der
kan være tale om blandt andet at angive alderskrav, håndte‐
ringsvejledning, oplysninger om materialets holdbarhed el‐
ler relevante sikkerhedsforanstaltninger, der skal udøves af
brugeren. Hvis det energirelaterede produkt er særligt farligt
for visse kategorier af personer, skal advarslen målrettes
denne gruppe. Der kan altså i denne situation være behov
for at anvende andre kanaler for meddelelse af advarslen,
end det normalt vil være tilfældet, for at sikre, at advarslen
når ud til modtagergruppen.
Advarslen skal være udfærdiget på dansk. Dette udelukker
dog ikke, at advarslen derudover kan angives på andre
sprog. Kontrolmyndigheden bør kun anvende bestemmel‐
sen, hvis den erhvervsdrivendes egne forholdsregler ikke
vurderes at være tilstrækkelige, eller hvis den erhvervsdri‐
vende ikke har truffet nogen forholdsregler.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med tilpasninger be‐
føjelserne i artikel 16, stk. 3, litra e og g, og sidste del af
litra c i markedsovervågningsforordningen.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra
e, fastsætter, at med henblik på stk. 2 kan de korrigerende
tiltag, der skal træffes af den erhvervsdrivende, bl.a. omfat‐
61
te at anføre passende, klart formulerede og letforståelige
advarsler på produktet om de risici, der kan være forbundet
med det, på det eller de sprog, som den medlemsstat, hvor
produktet gøres tilgængeligt på markedet, fastsætter.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra
g, fastsætter endvidere, at med henblik på stk. 2 kan de
korrigerende tiltag, der skal træffes af den erhvervsdrivende,
bl.a. straks og i en passende form advare de slutbrugere,
der udsættes for risiko, herunder ved udsendelse af særlige
advarsler på det eller de sprog, som den medlemsstat, hvor
produktet er gjort tilgængeligt på markedet, fastsætter.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra c,
fastsætter endelig, at med henblik på stk. 2 kan de korrige‐
rende tiltag, der skal træffes af den erhvervsdrivende, bl.a.
omfatte at advare offentligheden om risikoen.
Efter § 11, stk. 4, i ecodesignloven fremgår det, at erhvervs‐
ministeren kan udstede forbud mod markedsføring eller
erhvervsmæssig ibrugtagning af et energirelateret produkt
over for den ansvarlige efter § 4, hvis denne ikke stiller
dokumentation til rådighed efter § 8.
Det foreslås i § 11, stk. 1, nr. 5, at kontrolmyndigheden
kan træffe afgørelse om at standse markedsføring, der kan
vildlede brugerne.
Bestemmelsen vil skulle sikre, at det vil være muligt at hin‐
dre fortsat markedsføring af et energirelateret produkt, der
ikke er i overensstemmelse med de gældende regler, eller
såfremt den erhvervsdrivende ikke lever op til og overholder
de gældende regler f.eks., hvis den ansvarlige efter § 4 ikke
udleverer den krævede dokumentation, som det er påkrævet
efter ecodesignlovens § 8, stk. 1, til kontrolmyndigheden,
så myndigheden kan kontrollere, om et produkt overholder
loven eller regler fastsat i medfør af loven eller gennemfø‐
relsesforanstaltninger. Markedsføring forstås i den henseen‐
de som reklame, udstilling, salg m.v. af energirelaterede
produkter, der vil kunne give brugere et fejlagtigt indtryk af,
at et produkt er i overensstemmelse med reglerne, hvis det
fortsat markedsføres.
Bestemmelsen supplerer markedsovervågningsforordnin‐
gens artikel 16, stk. 2. Beføjelsen til at træffe afgørelse
om påbud om at standse vildledende markedsføring findes
ikke blandt eksemplerne i artikel 16, stk. 3, som ikke er
udtømmende.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 2, fast‐
sætter, at markedsovervågningsmyndighederne straks skal
påbyde den pågældende erhvervsdrivende at træffe passende
og forholdsmæssige korrigerende tiltag for at bringe den
manglende overensstemmelse til ophør eller at eliminere
risikoen inden for en frist, som de fastsætter.
Den foreslåede bestemmelse er dog så vidt muligt ensrettet
i forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og
markedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administre‐
rer, hvor der i henhold til § 14, nr. 2, er mulighed for at
træffe afgørelse om at standse markedsføring, der kan vild‐
lede brugerne.
Efter § 11, stk. 2, i ecodesignloven, fremgår det, at erhvervs‐
ministeren kan udstede forbud mod markedsføring eller
erhvervsmæssig ibrugtagning af et energirelateret produkt,
som ikke er i overensstemmelse med kravene i § 11, stk.
1. Forbuddet gælder for alle omsætningsled og for enhver,
der erhvervsmæssigt ibrugtager produktet.
Efter § 11, stk. 4, i ecodesignloven, fremgår det, at erhvervs‐
ministeren kan udstede forbud mod markedsføring eller
erhvervsmæssig ibrugtagning af et energirelateret produkt
over for den ansvarlige efter § 4, hvis denne ikke stiller
dokumentation til rådighed efter § 8.
Det foreslås i § 11, stk. 1, nr. 6, at kontrolmyndigheden
kan træffe afgørelse om forbud mod at bringe det energi‐
relaterede produkt i omsætning eller gøre det tilgængeligt
på markedet og endvidere træffe afgørelse om forbud mod
markedsføring eller erhvervsmæssig ibrugtagning af et ener‐
girelateret produkt.
Ved forbud mod at bringe et energirelateret produkt i omsæt‐
ning eller gøre det tilgængeligt på markedet og ved forbud
mod markedsføring eller erhvervsmæssigt ibrugtagning for‐
stås f.eks., at salg eller udlevering af produktet skal stoppes.
Ved salg forstås salg fra fysiske butikker, webbutikker, på
markeder eller lignende med fortjeneste for øje. Ved udleve‐
ring forstås energirelaterede produkter, der ikke er solgt med
fortjeneste for øje, men som f.eks. er udleveret gratis. For‐
bud mod salg angår de produkter, som stadig befinder sig i
butikkerne. Ved et salgsstop forpligtes den erhvervsdrivende
ikke til at returnere produktet til et tidligere led i afsætnin‐
gen af produktet, men alene til at ophøre med at sælge
produktet. Forbuddet vedrører alene den konkrete erhvervs‐
drivende.
Salgsstop vil sjældent være en relevant foranstaltning i si‐
tuationer, hvor parten i sagen er et led i en større omsæt‐
ningskæde, da salgsstoppet kun vedrører eksempelvis distri‐
butøren og således ikke de detailbutikker, som det energire‐
laterede produkt er solgt til.
I situationer hvor detailforhandler og importør er sammen‐
faldende, eller hvor der eksempelvis er tale om en erhvervs‐
drivende, der selv både producerer og sælger det energirela‐
terede produkt, vil salgstoppet være relevant, da produktet
afsættes direkte til brugeren, og der dermed ikke er yder‐
ligere erhvervsdrivende i afsætningskæden, som kan være
relevante at omfatte af foranstaltningen.
Et forbud efter den foreslåede bestemmelse vil kunne gælde
enhver virksomhed, som markedsfører produktet, det vil
sige alle omsætningsled og enhver, der erhvervsmæssigt
ibrugtager produktet, dvs. at der generelt vil kunne indføres
forbud mod markedsføring i Danmark af et energirelateret
produkt, der ikke opfylder kravene i regler fastsat i medfør
af loven eller en gennemførelsesforanstaltning. Forbuddet
62
vil kunne udstedes til alle omsætningsled; det vil sige ikke
kun producenten, herunder fabrikanten, eller dennes bemyn‐
digede repræsentant eller importøren eller andre, som er
nævnt i ecodesignlovens § 4 og lovforslagets § 1, nr. 13-15
(en udbyder af distributionstjenester), men også eksempelvis
grossister og forhandlere på det danske marked. Bestemmel‐
sen omfatter derimod ikke privatpersoner.
Et forbud vil kunne udstedes, når et energirelateret produkt
ikke er i overensstemmelse med regler i denne lov, regler
fastsat i medfør af denne lov eller gennemførelsesforanstalt‐
ninger, for så vidt angår denne lovs anvendelsesområde,
eller såfremt en erhvervsdrivende ikke lever op til og over‐
holder de gældende regler om ecodesign. Dette kunne ek‐
sempelvis være, hvis en producent, herunder fabrikant eller
dennes bemyndigede repræsentant, ikke indsender den efter
ecodesignlovens § 8, stk. 1, påkrævede dokumentation til
kontrolmyndigheden for at kontrollere, hvorvidt et energire‐
lateret produkt overholder loven eller regler fastsat i medfør
af loven eller gennemførelsesforanstaltninger.
Der vil efter omstændighederne kunne gives et tidsbegræn‐
set forbud, indtil der er indsendt tilstrækkeligt teknisk do‐
kumentationsmateriale til kontrolmyndigheden. Hvis den
manglende overensstemmelse ikke bringes til ophør, vil
omsætningen, tilgængeliggørelsen, markedsføringen eller
ibrugtagningen af produktet kunne forbydes varigt.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl‐
dende bestemmelse i ecodesignlovens § 11, stk. 3, og gengi‐
ver med tilpasninger artikel 16, stk. 3, litra b, i markedsover‐
vågningsforordningen, hvorefter der kan træffes afgørelse
om at forhindre, at produktet gøres tilgængeligt på marke‐
det.
Efter ecodesignlovens § 11, stk. 3, kan erhvervsministeren
i tilfælde som nævnt i § 11, stk. 2, tillige påbyde, at virk‐
somheder, som markedsfører et energirelateret produkt, som
ikke er i overensstemmelse med kravene i stk. 1, skal tage
fornødne skridt til at trække produktet tilbage fra markedet.
Det foreslås i § 11, stk. 1, nr. 7, at kontrolmyndigheden kan
træffe afgørelse om at påbyde, at produktet tilbagetrækkes
fra markedet effektivt og øjeblikkeligt.
I henhold til den foreslåede nr. 7, vil kontrolmyndigheden
kunne påbyde, at et energirelateret produkt tilbagetrækkes
fra markedet effektivt og øjeblikkeligt.
Det betyder, at den erhvervsdrivende vil kunne påbydes at
sikre, at de energirelaterede produkter, der er tilgængelige
for, men endnu ikke erhvervet af brugerne, returneres til det
tidligere led i afsætningen af produktet. Der vil således være
tale om en foranstaltning med henblik på at forhindre, at
produkter, der ikke lever op til gældende regler, distribueres,
udstilles og tilbydes brugeren.
Påbud om tilbagetrækning medfører en forpligtelse for den
erhvervsdrivende til at sikre, at det energirelaterede produkt
trækkes tilbage fra eventuelle efterfølgende led i afsætnin‐
gen af produktet. Foranstaltningen vil derfor typisk være
relevant over for en producent, herunder fabrikant, importør
eller distributør af produktet, da disse forpligtes til at kon‐
takte de erhvervsdrivende, som produktet er afsat til med
henblik på at trække produktet tilbage fra alle de erhvervs‐
drivende, som måtte udgøre et led i afsætningen af produk‐
tet.
Det er nødvendigt, at den erhvervsdrivende foretager effek‐
tive tiltag for at trække produktet tilbage fra markedet efter
et påbud herom. Med effektivt skal forstås, at den erhvervs‐
drivende skal sikre sig, at efterfølgende led i afsætningen af
det energirelaterede produkt også forstår vigtigheden af, at
produktet skal trækkes tilbage og returneres til det tidligere
led i afsætningskæden for derved at forhindre, at produktet
distribueres, udstilles og tilbydes brugerne. Det vil som ud‐
gangspunkt betyde, at den erhvervsdrivende, som modtager
et påbud efter nr. 7, skal give sine efterfølgende led i afsæt‐
ningskæden direkte besked om, at produktet skal trækkes
tilbage fra markedet.
Den foreslåede bestemmelse supplerer artikel 16, stk. 3, litra
c, i markedsovervågningsforordningen, hvorefter der kan
træffes afgørelse om at trække produktet tilbage straks og
advare offentligheden om risikoen.
Der findes ikke i ecodesignloven regler, som giver kontrol‐
myndigheden mulighed for at træffe afgørelse om et påbud
om, at produktet tilbagekaldes fra brugerne.
Med bestemmelsen i § 11, stk. 1, nr. 8, foreslås det fastsat, at
kontrolmyndigheden kan træffe afgørelse om at påbyde, at
produktet tilbagekaldes fra brugerne.
Der vil således være tale om enhver foranstaltning med hen‐
blik på brugerens returnering af energirelaterede produkter,
der ikke lever op til gældende regler, og som tidligere har
været leveret eller stillet til rådighed for brugeren.
Påbud om tilbagekaldelse anvendes kun, når andre forholds‐
regler ikke er tilstrækkelige til at forebygge risici. Tilbage‐
kaldelse er relevant, hvis de risici, produktet frembyder, ikke
kan forebygges på anden vis.
Den erhvervsdrivende vil skulle tilrettelægge tilbagekaldel‐
sen således, at den ikke medfører væsentlige ulemper for
brugeren. Det vil dog i praksis ikke være muligt helt at
friholde brugeren for opgaver i relation til tilbagekaldelsen.
Reglerne om tilbagekaldelse af produkter har et andet sigte
end købelovens regler om forbrugerkøb. Muligheden for
at gøre et mangelsansvar gældende i medfør af købeloven
i forbindelse med en tilbagekaldelse er et civilretligt anlig‐
gende og afhænger af de konkrete omstændigheder omkring
erhvervelsen af produktet. Derimod vil det som oftest ved
en tilbagekaldelse efter dette lovforslag fremgå af den infor‐
mation, som den erhvervsdrivende udsender eller på anden
måde giver, om brugeren kan forvente omlevering, refunde‐
ring af købesummen eller andet med henblik på at afhjælpe
manglen ved det ikke-overensstemmende produkt.
63
Hvis der er tale om et brugt produkt, vil et påbud om til‐
bagekaldelse kun kunne meddeles den, der oprindeligt har
solgt produktet som nyt. Påbud om tilbagekaldelse af pro‐
dukter, som i brugt stand er solgt videre af privatpersoner,
kan alene meddeles den erhvervsdrivende, der har udgjort et
led i afsætningskæden, da produktet var nyt. Påbuddet kan
dog tillige meddeles den, der erhvervsmæssigt har bragt det
brugte produkt i omsætning. Det vil sige, at et auktionshus,
der alene formidler et salg, uden at vedkommende kan siges
at være distributør, også vil kunne modtage et påbud. Det
er uden betydning, om formidlingen sker via internettet eller
på anden måde.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med tilpasninger del‐
vist beføjelsen i markedsovervågningsforordningen artikel
16, stk. 3, litra c, hvorefter der kan træffes afgørelse om at
kalde produktet tilbage straks og advare offentligheden om
risikoen.
Der findes ikke i ecodesignloven regler, som giver kontrol‐
myndigheden mulighed for at træffe afgørelse om at destru‐
ere produktet på forsvarlig måde eller på anden vis gøre det
ubrugeligt.
Med bestemmelsen i § 11, stk. 1, nr. 9, foreslås det fastsat, at
kontrolmyndigheden får mulighed for at træffe afgørelse om
at destruere produktet på forsvarlig måde eller på anden vis
gøre det ubrugeligt.
Med destruktion menes, at det pågældende energirelaterede
produkt gøres ubrugeligt. At destruktionen skal ske på for‐
svarlig måde indebærer, at destruktionen skal være tilrette‐
lagt og udført på en sikker måde, og at eventuelle rester
og bestanddele af produktet bortskaffes i overensstemmelse
med gældende regler, herunder evt. reglerne om bortskaffel‐
se af affald.
Foranstaltningen vil kunne have væsentlige økonomiske
konsekvenser for den, påbuddet rettes imod, og vil derfor
kun kunne begrundes, hvor ingen af de øvrige foranstaltnin‐
ger vurderes at være tilstrækkelige. Påbud om destruktion
forudsætter, at det anses for nødvendigt, rimeligt og hen‐
sigtsmæssigt at destruere produktet af hensyn til brugerne
og af hensyn til at undgå, at produktet sendes til andre med‐
lemsstater eller lande uden for EU. Det uoverensstemmende
produkt skal udgøre en alvorlig risiko. Produktet må ikke
på anden måde kunne lovliggøres eller ændres til at kunne
anvendes sikkert.
Muligheden for at påbyde destruktion kan finde anvendelse,
hvis det er den eneste måde, som er tilstrækkelig til at for‐
hindre produktet i at blive tilbudt brugerne.
Kontrolmyndigheden kan ikke påbyde en producent, herun‐
der fabrikant, importør eller distributør at destruere produk‐
ter, der befinder sig hos brugeren, og som derfor ikke længe‐
re er i deres besiddelse. Hvis kontrolmyndigheden træffer
afgørelse om, at produktet skal tilbagekaldes hos brugeren,
vil de tilbagekaldte produkter dog også blive omfattet af
påbuddet om destruktion.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger beføjelsen i mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra d.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra
d, fastsætter, at med henblik på stk. 2 kan de korrigerende
tiltag, der skal træffes af den erhvervsdrivende, bl.a. omfatte
at destruere produktet eller på anden vis gøre det ubrugeligt.
Det forudses ikke, at det vil være nødvendigt for kontrol‐
myndigheden at anvende denne bestemmelse i forhold til
energirelaterede produkter, idet de sjældent vil opfylde be‐
tingelserne for at anvende bestemmelsen.
Efter ecodesignlovens § 11, stk. 6, skal erhvervsministeren
underrette Europa-Kommissionen og de øvrige medlemssta‐
ter om enhver afgørelse i medfør af bestemmelsens stk. 1-5
med angivelse af årsagerne hertil.
Det foreslås endvidere i § 11, stk. 2, at kontrolmyndigheden
underretter Europa-Kommissionen og de øvrige medlems‐
stater om enhver afgørelse i medfør af stk. 1, nr. 1-9 med
angivelse af årsagerne hertil.
Der er tale om en videreførelse af ecodesignlovens § 11, stk.
6.
Forpligtelsen følger af ecodesigndirektivets artikel 7, nr. 3,
og markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 5.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at alle de afgørelser,
der træffes i medfør af § 11, stk. 1, nr. 1-9, vil skulle med‐
deles til Europa-Kommissionen og de øvrige medlemsstater
med angivelse af årsagerne hertil.
Der findes ikke i ecodesignloven regler om, at kontrolmyn‐
digheden kan lægge undersøgelser af energirelaterede pro‐
dukter, som er gennemført i en anden EU-medlemsstat, og
afgørelser, som er truffet i en anden EU-medlemsstat, til
grund og herefter træffe en tilsvarende afgørelse i medfør
af stk. 1 eller den foreslåede § 11 b over for erhvervsdriven‐
de, som bringer et tilsvarende energirelateret produkt i om‐
sætning eller gør det tilgængeligt på markedet, medmindre
kontrolmyndigheden er nået til den modsatte konklusion på
grundlag af sin egen kontrol.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i ecodesignlo‐
vens § 11, stk. 3, om kontrolmyndighedens mulighed for
dette.
Med bestemmelsen i § 11, stk. 3, foreslås det fastsat, at kon‐
trolmyndigheden kan lægge undersøgelser af energirelatere‐
de produkter, som er gennemført i en anden EU-medlems‐
stat, og afgørelser, som er truffet i en anden EU-medlems‐
stat, til grund og herefter træffe en tilsvarende afgørelse i
medfør af stk. 1, eller § 11 b over for erhvervsdrivende, som
bringer et tilsvarende energirelateret produkt i omsætning
eller gør det tilgængeligt på markedet, medmindre kontrol‐
myndigheden er nået til den modsatte konklusion på grund‐
lag af sin egen kontrol.
Bestemmelsen supplerer markedsovervågningsforordnin‐
64
gens artikel 11, stk. 6, hvorefter den dokumentation, der
anvendes af en markedsovervågningsmyndighed i én med‐
lemsstat, kan anvendes som led i de undersøgelser til at
kontrollere produktoverensstemmelse, der er gennemført af
markedsovervågningsmyndighederne i en anden medlems‐
stat, uden yderligere formelle krav. Bestemmelsen supple‐
rer endvidere artikel 11, stk. 9, hvorefter produkter, der på
grundlag af en afgørelse truffet af en markedsovervågnings‐
myndighed i én medlemsstat, for ikke at overholde de gæl‐
dende regler, også af markedstilsynsmyndighederne i andre
medlemsstater skal anses for ikke at overholde de gældende
regler. Det gælder dog ikke, hvis en relevant markedsover‐
vågningsmyndighed i en anden medlemsstat er nået til den
modsatte konklusion på grundlag af sin egen undersøgelse
under hensyntagen til et eventuelt input fra en erhvervsdri‐
vende.
Formålet er at sikre, at der over for de samme energi‐
relaterede produkter træffes enslydende afgørelser i hele
EU. Herudover undgås det, at hver enkelt markedsovervåg‐
ningsmyndighed i EU-medlemsstaterne skal foretage deres
egne tilsvarende undersøgelser af det samme energirelatere‐
de produkt.
Med bestemmelsen vil kontrolmyndigheden i forbindelse
med sin kontrol kunne lægge afgørelser, som er truffet, eller
undersøgelser, som er gennemført i en anden EU-medlems‐
stat, til grund uden f.eks. at skulle gennemføre sine egne
tilsvarende undersøgelser af det pågældende produkt.
Reglerne og principperne i forvaltningsloven vil dog fortsat
skulle overholdes, f.eks. partshøring af den erhvervsdriven‐
de. Hvis kontrolmyndigheden f.eks. i forbindelse med et
partshøringssvar bliver opmærksom på, at der er nogle for‐
hold omkring det pågældende energirelaterede produkt, som
afviger fra forholdene i den medlemsstat, hvor den oprinde‐
lige afgørelse blev truffet, vil kontrolmyndigheden dog ikke
være forpligtet til at træffe en tilsvarende afgørelse, men
vil kunne træffe sin egen evt. mindre indgribende afgørelse
eller undlade at træffe afgørelse.
Til nr. 32
Der findes ikke i ecodesignloven regler om, at kontrolmyn‐
digheden kan træffe afgørelse over for enhver anden er‐
hvervsdrivende, der har en tilknytning til produktet, end
den, der har bragt produktet i omsætning eller gjort det
tilgængeligt på markedet, om på relevant måde at bidrage til
at begrænse og forhindre risici i at opstå.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i ecodesignlo‐
vens § 11 a om kontrolmyndighedens mulighed for at træffe
sådanne afgørelser.
Med bestemmelsen i § 11 a foreslås det fastsat, at kontrol‐
myndigheden over for den ansvarlige efter § 4, der har bragt
et energirelateret produkt i omsætning, den erhvervsdriven‐
de, der har gjort det energirelaterede produkt tilgængeligt
på markedet, og enhver anden erhvervsdrivende, der har en
tilknytning til produktet end den, der har bragt produktet
i omsætning eller gjort det tilgængeligt på markedet, kan
træffe afgørelse om på relevant måde at bidrage til at be‐
grænse og forhindre risici i at opstå.
Bestemmelsen supplerer markedsovervågningsforordnin‐
gens artikel 14, stk. 4, litra g, og artikel 7, stk. 1 og 2, i
markedsovervågningsforordningen. Det følger af artikel 7,
stk. 1, at erhvervsdrivende har en forpligtelse til at samar‐
bejde med markedsovervågningsmyndighederne om tiltag,
der kan eliminere eller begrænse risici forbundet med pro‐
dukter, som disse erhvervsdrivende har gjort tilgængelige
på markedet. Endvidere fremgår det af artikel 7, stk. 2, at
udbydere af informationssamfundstjenester skal samarbejde
med markedsovervågningsmyndighederne på anmodning af
markedsovervågningsmyndighederne og i særlige tilfælde
med henblik på at fremme ethvert tiltag, der træffes for at
eliminere eller, hvis dette ikke er muligt, begrænse risiciene
forbundet med et produkt, der udbydes eller var udbudt til
salg online gennem deres tjenester. Disse forpligtelser er
gengivet i de foreslåede § 7 a, stk. 1 og 2, jf. lovforslagets §
1, nr. 20.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede §
7 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 20, og den foreslåede § 11, jf.
lovforslagets § 1, nr. 31.
Med bestemmelsen i § 11 a vil kontrolmyndigheden, hvis
det er nødvendigt i forbindelse med afgørelser truffet i med‐
før af § 11 og den foreslåede § 11 b, kunne bestemme, at
enhver anden erhvervsdrivende med tilknytning til produk‐
tet end led i afsætningen af produktet vil skulle bidrage
til at begrænse og hindre risici i at opstå. Den, kravet vil
kunne rettes imod, er enhver anden erhvervsdrivende med
direkte eller indirekte tilknytning til produktet, også selvom
vedkommende ikke kan siges at have været en del af afsæt‐
ningskæden. Det kan eksempelvis være handelsagenter eller
ejeren af en onlinegrænseflade, der stiller en salgsportal til
rådighed for forskellige sælgere. De understøtter på hver
sin måde formidlingen af produktet til brugerne. Et andet
eksempel kan være aktører, der har uddelt produkter på
vegne af andre, og som derfor ikke er at betragte som en
erhvervsdrivende, men alligevel vil kunne yde et relevant
bidrag til at begrænse og forhindre risici.
Formålet med bestemmelsen er at sikre kontrolmyndighe‐
derne fleksible og tilstrækkelige muligheder for at imødegå
faren ved et produkt ved at inddrage samtlige relevante ak‐
tører, også selvom disse ikke direkte udgør et led i afsætnin‐
gen.
Hvordan der skal bidrages til at begrænse og hindre risici
vil afhænge af den konkrete sag. Omfanget af den forpligtel‐
se, som kontrolmyndigheden efter bestemmelsen vil kunne
pålægge enhver med tilknytning til produktet, vil dog i alle
tilfælde afhænge af en proportionalitetsvurdering.
Det foreslås at indsætte en ny overskrift før § 11 b ”Indhold
på onlinegrænseflader”, da de nye foreslåede bestemmelser i
§§ 11 b og 11 c vedrører indhold på onlinegrænseflader.
65
Ecodesignloven indeholder ikke bestemmelser om, at kon‐
trolmyndigheden kan påbyde ejeren af en onlinegrænseflade
at ændre eller fjerne indhold, der henviser til et energirela‐
teret produkt, der ikke er i overensstemmelse med regler
i denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov eller en
gennemførelsesforanstaltning.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i ecodesignlo‐
ven som § 11 b, stk. 1, hvorefter kontrolmyndigheden kan
påbyde ejeren af en onlinegrænseflade at ændre eller fjerne
indhold, der henviser til et energirelateret produkt, der ikke
er i overensstemmelse med regler i denne lov, regler fastsat i
medfør af denne lov eller en gennemførelsesforanstaltning.
Det fremgår bl.a. af betragtning 16 i markedsovervågnings‐
forordningen, at fjernelse af indhold vedrørende produkter,
der ikke overholder de gældende regler, ikke bør berøre
bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/31/EF om elektronisk handel. Ligeledes fremgår det
bl.a. af betragtning 41 i markedsovervågningsforordningen,
at i de tilfælde, hvor der er risiko for alvorlig og uoprettelig
skade for brugerne på grund af manglende overensstemmel‐
se, bør markedsovervågningsmyndighederne kunne træffe
foranstaltninger, når det er behørigt begrundet og forholds‐
mæssigt, og såfremt der ikke er nogen anden mulighed for
at forhindre eller begrænse en sådan skade, herunder om
nødvendigt ved at kræve fjernelse af indhold fra onlinegræn‐
sefladen eller visning af en advarsel.
Den foreslåede bestemmelse vil således ikke berøre anven‐
delsen af bestemmelserne i e-handelsloven, som implemen‐
terer direktiv 2000/31/EF, herunder bestemmelsen i § 16 om
ansvarsfrihed for hostingtjenester. Den foreslåede bestem‐
melse i § 11 b vil skulle sikre, at kontrolmyndigheden vil
kunne påbyde ejere af onlinegrænseflader at ændre den må‐
de, et energirelateret produkt markedsføres, eller helt at fjer‐
ne et energirelateret produkt, der ikke lever op til reglerne,
f.eks. fra en webbutik. Bestemmelsen tænkes også anvendt
af kontrolmyndigheden til at få omtale af det energirelate‐
rede produkt fjernet fra f.eks. blogs eller i forbrugertests,
ligesom det sikres, at kontrolmyndigheden vil kunne påby‐
de ejere at fjerne energirelaterede produkter, som udgør en
risiko, fra hylderne, selv om det ikke er sælger, der ejer
onlinegrænsefladen.
Det vil ikke være muligt at fastslå endeligt, hvad en online‐
grænseflade er, da der hele tiden sker udvikling inden for
området. Umiddelbart vil en onlinegrænseflade være enhver
form for software, herunder et websted, dele af et websted
eller en applikation, der giver brugere adgang til produkter
eller indhold. I øjeblikket vil det særligt være hjemmesider
og applikationer til mobiltelefoner, tablets og computere,
der bliver brugt i denne sammenhæng. Dette formodes dog
at ændre sig i takt med, at der kommer nye løsninger på
markedet.
Der henvises til definitionen af onlinegrænseflade i den
foreslåede § 2, nr. 14, jf. lovforslagets § 1, nr. 8.
Bestemmelsen indebærer, at beføjelsen i artikel 14, stk. 4,
litra k, nr. 1, i markedsovervågningsforordningen gennem‐
føres. Efter bestemmelsen skal myndigheden tillægges befø‐
jelse til – hvis der ikke findes andre effektive midler til at
eliminere en alvorlig risiko – at påbyde fjernelse af indhold
fra en onlinegrænseflade, der henviser til produkter, som
udgør en alvorlig risiko, eller at påbyde, at en advarsel til
brugerne udtrykkeligt vises, når de får adgang til en online‐
grænseflade.
Bestemmelsen går dog videre end markedsovervågningsfor‐
ordningens artikel 14, stk. 4, litra k, nr. 1, idet den vil
kunne anvendes i forbindelse med salg af energirelaterede
produkter, der ikke er i overensstemmelse med reglerne, og
således ikke alene energirelaterede produkter, der udgør en
alvorlig risiko, som det fremgår af forordningen. Dermed vil
kontrolmyndigheden blive tildelt en beføjelse, som vil skulle
gøre det lettere at håndhæve reglerne for onlinehandel på
samme vis, som det er tilfældet over for fysiske butikker.
Ecodesignloven indeholder ikke bestemmelser om, at kon‐
trolmyndigheden kan påbyde ejeren af en onlinegrænseflade
udtrykkeligt at vise en advarsel til slutbrugerne i forbindelse
med indhold, der henviser til et energirelateret produkt, der
ikke er i overensstemmelse med denne lov, regler fastsat i
medfør af loven eller en gennemførelsesforanstaltning, når
slutbrugerne får adgang til onlinegrænsefladen.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i ecodesignlo‐
ven som § 11 b, stk. 2, hvorefter kontrolmyndigheden kan
påbyde ejeren af en onlinegrænseflade udtrykkeligt at vise
en advarsel til slutbrugerne i forbindelse med indhold, der
henviser til et energirelateret produkt, der ikke er i overens‐
stemmelse med denne lov, regler fastsat i medfør af loven
eller en gennemførelsesforanstaltning, når slutbrugerne får
adgang til onlinegrænsefladen.
Kontrolmyndigheden vil således kunne påbyde, at en advar‐
sel skal vises til brugerne, når de benytter sig af onlinegræn‐
sefladen, f.eks. hvis et ulovligt energirelateret produkt er
blevet solgt via onlinegrænsefladen. I så fald vil kunderne
modtage information om dette, når de besøger webbutikken
eller handelsplatformen.
Det vil ikke være muligt at fastslå endeligt, hvad en online‐
grænseflade er, da der hele tiden sker udvikling inden for
området. Umiddelbart vil en onlinegrænseflade være enhver
form for software, herunder et websted, dele af et websted
eller en applikation, der giver brugere adgang til produkter
eller indhold. I øjeblikket vil det særligt være hjemmesider
og applikationer til mobiltelefoner, tablets og computere,
der bliver brugt i denne sammenhæng. Dette formodes dog
at ændre sig i takt med, at der kommer nye løsninger på
markedet.
Der henvises til definitionen i den foreslåede § 2, nr. 14, jf.
lovforslagets § 1, nr. 8.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger beføjelsen i mar‐
66
kedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra k, nr.
1, 2. pkt.
Markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra
k, nr. 1, 2. pkt., fastsætter, at de beføjelser, der tillægges
markedsovervågningsmyndighederne i henhold til stk. 1,
mindst skal omfatte beføjelsen til at påbyde, at en advarsel
til slutbrugerne udtrykkeligt vises, når de får adgang til en
onlinegrænseflade, hvis der ikke findes andre effektive mid‐
ler til at eliminere en alvorlig risiko.
Bestemmelsen går dog videre end markedsovervågningsfor‐
ordningens artikel 14, stk. 4, litra k, nr. 1, idet den vil
kunne anvendes i forbindelse med salg af energirelaterede
produkter, der ikke er i overensstemmelse med reglerne, og
således ikke alene energirelaterede produkter, der udgør en
alvorlig risiko, som det fremgår af forordningen. Dermed vil
kontrolmyndigheden blive tildelt en beføjelse, som vil skulle
gøre det lettere at håndhæve reglerne for onlinehandel på
samme vis, som det er tilfældet over for fysiske butikker.
Ecodesignloven indeholder ikke bestemmelser om blokering
af onlinegrænseflader.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i ecodesignloven
som § 11 c om blokering af onlinegrænseflader.
Det foreslås i § 11 c, stk. 1, at kontrolmyndigheden vil
kunne foranledige blokering af en onlinegrænseflade, hvis et
påbud efter den foreslåede § 11 b ikke er efterkommet, eller
onlinegrænsefladen gentagne gange har solgt eller formidlet
salg af energirelaterede produkter, der udgør en alvorlig risi‐
ko.
Bestemmelsen gennemfører beføjelsen i artikel 14, stk. 4,
litra k, nr. 2, i markedsovervågningsforordningen. Efter be‐
stemmelsen skal myndigheden tillægges beføjelse til – hvis
der ikke findes andre effektive midler til at eliminere en
alvorlig risiko, og hvis en anmodning i henhold til artikel
14, stk. 4, litra k, nr. 1, ikke overholdes – at udbydere af
informationssamfundstjenester skal begrænse adgangen til
onlinegrænsefladen, herunder ved at anmode en relevant
tredjepart om at gennemføre sådanne foranstaltninger.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke berøre anvendelsen af
bestemmelserne i e-handelsloven, som implementerer direk‐
tiv 2000/31/EF, herunder bestemmelsen i § 16 om ansvars‐
frihed for hostingtjenester.
Kontrolmyndigheden vil skulle kunne bringe manglende
overensstemmelse til ophør hurtigt og effektivt, når den
erhvervsdrivende, der sælger et energirelateret produkt, ik‐
ke samarbejder, skjuler sin identitet eller flytter inden for
EU eller til et tredjeland for at undgå håndhævelse. I de
tilfælde, hvor der er risiko for alvorlig og uoprettelig skade
for brugerne på grund af manglende overensstemmelse, bør
kontrolmyndigheden kunne træffe foranstaltninger, når det
er behørigt begrundet og proportionalt, og såfremt der ikke
er nogen anden mulighed for at forhindre eller begrænse
risikoen. Efter artikel 3, nr. 20, i markedsovervågningsfor‐
ordningen defineres et produkt, der udgør en alvorlig risiko,
som et produkt, der udgør en risiko, og for hvilket — på
grundlag af en risikovurdering og under hensyntagen til
produktets normale og forventede anvendelse — en kombi‐
nation af sandsynligheden for, at en fare forårsager skade og
skadens sværhedsgrad, anses for at kræve hurtig indgriben
fra markedsovervågningsmyndighederne, herunder i tilfælde
hvor virkningerne af risikoen ikke viser sig umiddelbart.
Når et påbud efter den foreslåede § 11 b ikke efterkommes,
bør kontrolmyndigheden kunne foranledige, at adgangen til
en onlinegrænseflade blokeres i situationer, hvor det energi‐
relaterede produkt udgør en alvorlig risiko. Ydermere vil
bestemmelsen kunne anvendes, hvor en onlinegrænseflade
gentagne gange har solgt eller formidlet salg af energirelate‐
rede produkter, der udgør en alvorlig risiko. Bestemmelsen
vil kunne anvendes over for webbutikker og handelsplatfor‐
me, der formidler et salg af produktet eller videreformidler
kontakten mellem køber og sælger.
I relation til hjemmesider forstås der ved blokering en ord‐
ning, der er rettet mod danske internetudbydere med henblik
på direkte DNS-blokering fra udbyderens side af en online‐
grænseflade med et apparat eller radioudstyr, der udgør en
alvorlig risiko. DNS-blokering vil medføre, at forsøg på at
opnå adgang til blokerede onlinegrænseflader automatisk
afvises af internetudbyderen. Det forudsættes, at afvisnin‐
gen vil være ledsaget af en tekst, hvoraf det fremgår, at
kontrolmyndigheden vil have opnået rettens kendelse til at
blokere den pågældende onlinegrænseflade, og at eventuelle
indsigelser kan rettes til kontrolmyndigheden. For danske
hjemmesider med et dk-domænenavn vil blokeringen kunne
foretages af webhostingudbyderen.
Kravet om, at onlinegrænsefladen sælger eller formidler salg
af et energirelateret produkt, der udgør en alvorlig risiko, vil
indebære, at der f.eks. sælges eller formidles et energirelate‐
ret produkt, der udgør en alvorlig risiko. Det afgørende vil
således være, om brugere vil kunne få et fejlagtigt indtryk
af, at et energirelateret produkt udgør en alvorlig risiko, hvis
dette er tilfældet. Dermed vil omtale af et energirelateret
produkt, som udgør en alvorlig risiko, på en onlinegrænse‐
flade ikke som det eneste resultere i blokering af en online‐
grænseflade.
At onlinegrænsefladen gentagne gange har solgt eller for‐
midlet salg vil sige tilfælde, hvor den erhvervsdrivende
inden for de seneste 2 år har begået mindst to lignende
forseelser – dvs. tre i alt. Der behøver ikke nødvendigvis
være tale om identiske forseelser. Det afgørende er derimod,
at de er ensartede, og at der er tale om energirelaterede
produkter, der udgør en alvorlig risiko. Det vil ikke være en
forudsætning, at de tidligere forseelser har udløst en bloke‐
ring af onlinegrænsefladen eller har været til pådømmelse i
det strafferetlige system. Der vil udelukkende være tale om,
at kontrolmyndigheden gentagne gange har truffet afgørelse
om, at den pågældende erhvervsdrivendes energirelaterede
produkter har vist sig at udgøre en alvorlig risiko. I den
67
forbindelse går bestemmelsen videre end markedsovervåg‐
ningsforordningen artikel 14, stk. 4, litra k, nr. 2.
De situationer, hvor virksomheden selv tager kontakt til
kontrolmyndigheden, f.eks. ved anvendelse af en Business
Application-løsning, og således af egen drift retter op på
fejl, bør ikke indgå i vurderingen af gentagelse.
Det foreslås i § 11 c, stk. 2, 1. pkt., at afgørelse efter stk.
1 om blokering af en onlinegrænseflade vil blive truffet af
retten ved kendelse efter kontrolmyndighedens begæring.
Imødekommes kontrolmyndighedens anmodning om bloke‐
ring, vil kendelsen skulle indeholde oplysning om, hvilken
konkret onlinegrænseflade der vil kunne blokeres. Kendelse
om blokering vil blive truffet over for den informationssam‐
fundstjenesteudbyder, der vil være nærmest til at blokere for
adgangen til onlinegrænsefladen. For hjemmesider vil det
typisk være en webhostingudbyder, hvis det er en dansk
hjemmeside med et dk-domænenavn. For en udenlandsk
hjemmeside vil det typisk være internetudbyderne, hvilket
i så fald vil ske i form af en såkaldt DNS-blokering.
Retten vil kunne træffe afgørelse om blokeringens varig‐
hed. Blokeringen vil under alle omstændigheder kunne op‐
hæves, når betingelserne i bestemmelsens stk. 4 eller 5 er til
stede.
Kendelser om blokering vil kunne kæres efter de almindeli‐
ge betingelser i retsplejelovens kapitel 37.
I § 11 c, stk. 2, 2. pkt., foreslås det, at inden retten træffer
afgørelse, vil den så vidt muligt skulle give parten, som
indgrebet retter sig mod, adgang til at udtale sig.
Den onlinegrænseflade, der rammes af indgrebet om bloke‐
ring, vil som part således have mulighed for at komme med
sine bemærkninger, inden kendelsen om blokering træffes
over for onlinegrænsefladens udbyder.
Det foreslås i § 11 c, stk. 2, 3. pkt., at i kendelsen vil de
konkrete omstændigheder i sagen blive anført, hvorpå det
støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt.
Kontrolmyndigheden forudsættes at foretage underretning
af den, som indgrebet retter sig mod, dvs. af ejeren (regi‐
stranten) af den onlinegrænseflade, som retten har givet
tilladelse til at blokere. Indeholder onlinegrænsefladen ikke
kontaktoplysninger, og vil kontrolmyndigheden ikke umid‐
delbart kunne fremskaffe disse oplysninger på anden vis,
vil underretning kunne undlades. Underretning af personer
i udlandet vil ske efter de almindelige retshjælpsregler om
underretning til personer i andre lande.
Det foreslås i § 11 c, stk. 3, at det vil påhvile udbydere af
informationssamfundstjenester at bistå kontrolmyndigheden
ved gennemførelsen af kendelser efter stk. 2.
Det vil indebære bl.a., at udbyderne vil skulle iværksætte
en blokering af adgangen til den onlinegrænseflade, som
rettens kendelse vedrører.
Kontrolmyndigheden vil i praksis skulle videreformidle ret‐
tens kendelse til udbydere af informationssamfundstjenester,
som derefter vil forestå den tekniske gennemførelse af en
blokering.
Med udbydere af informationssamfundstjenester forstås en‐
hver fysisk eller juridisk person, som leverer en informati‐
onssamfundstjeneste. Definitionen vil omfatte alle fysiske
og juridiske personer, som leverer tjenester, der er nødvendi‐
ge for, at en modtager kan få adgang til f.eks. internettet
og kan søge efter og give oplysninger på åbne netværk. Be‐
grebet vil endvidere omfatte fysiske og juridiske personer,
der stiller tjenesteydelser og produkter til rådighed både
gratis eller mod betaling på f.eks. internettet. Der vil f.eks.
være tale om internetleverandører, serverejere, webhostin‐
gudbydere, applikationsudbydere og erhvervsdrivende, der
udbyder tjenesteydelser online.
Det er hensigten med bestemmelsen at omfatte internetud‐
bydere, der udbyder internet til en bredere kreds af kun‐
der. Det er dermed ikke hensigten at omfatte virksomheder,
der udbyder internet til en begrænset eller lukket kreds af
personer, herunder restaurationer, hoteller, uddannelsesinsti‐
tutioner, boligforeninger eller lignende.
Kontrolmyndigheden vil kunne udstede tvangsbøder efter
den foreslåede § 14 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 43.
Det foreslås i § 11 c, stk. 4, 1. pkt., at kontrolmyndigheden
vil skulle påse, at et indgreb efter stk. 1 ikke opretholdes
ud over det tidsrum, hvor grundlaget for blokeringen er til
stede.
Det forudsættes i stk. 4, at såfremt kontrolmyndigheden bli‐
ver bekendt med, at grundlaget for blokeringen ikke længere
er til stede, vil kontrolmyndigheden hurtigst muligt skulle
foranledige, at blokeringen fjernes. Ophævelsen vil kunne
ske på foranledning af den, som indgrebet retter sig mod el‐
ler af kontrolmyndigheden. Da blokering af en hjemmeside
er et vidtgående indgreb, bør der være mulighed for hurtigt
at ophæve blokeringen, når grundlaget for blokeringen ikke
længere er til stede.
Det foreslås i § 11 c, stk. 4, 2. pkt., at kontrolmyndigheden
af egen drift eller på foranledning af den, som indgrebet
retter sig mod, vil skulle træffe afgørelse om ophævelse af
blokeringen.
For at processen med at ophæve blokeringen vil kunne
forløbe så hurtigt som muligt og uden unødige procestrin,
foreslås det at gøre det muligt for kontrolmyndigheden at
træffe afgørelse om, at blokeringen vil skulle ophæves uden,
at domstolene skal træffe kendelse om ophævelsen. Kon‐
trolmyndigheden vil have en forpligtelse til at følge op og
vurdere, om blokeringen vil skulle opretholdes. Denne for‐
pligtelse omfatter ikke en pligt til at følge op og vurdere
den blokerede onlinegrænseflade oftere end hver sjette må‐
ned. Afgørelse om ophævelse vil blive truffet, når det er
godtgjort, at påbuddet er efterkommet, eller den erhvervsdri‐
vende har truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for
68
at undgå, at onlinegrænsefladen igen sælger eller formidler
salg af energirelaterede produkter, der udgør en alvorlig risi‐
ko.
I § 11 c, stk. 5, 1. pkt., foreslås det, at fremsætter den,
som indgrebet efter stk. 1 retter sig mod, anmodning om at
blokeringen ophæves, og støttes denne anmodning på, at der
er sket væsentlige ændringer i indholdet af onlinegrænsefla‐
den, skal kontrolmyndigheden, hvis blokeringen ikke ophæ‐
ves i medfør af stk. 4, snarest muligt indbringe spørgsmålet
for retten.
I relation til hjemmesider vil det i praksis være en registrant,
der vil kunne fremsætte den nævnte anmodning.
Hjemlen forudsættes benyttet i de tilfælde, hvor indholdet
på hjemmesiden er ændret væsentligt, men hvor kontrol‐
myndigheden ikke anser denne ændring for at være af en
sådan art, at blokeringen skal ophæves som følge af bestem‐
melsen i stk. 4. I disse situationer vil onlinegrænsefladerne
kunne få spørgsmålet indbragt for retten.
Det foreslås i § 11 c, stk. 5, 2. pkt., at retten ved kendelse vil
afgøre, om indgrebet skal opretholdes.
Der indsættes således en hjemmel til løbende domstolskon‐
trol.
Sagen vil skulle indbringes for den ret, der har truffet afgø‐
relse om blokering af den pågældende hjemmeside. Kendel‐
sen vil kunne kæres efter de almindelige regler herom.
Det foreslås i § 11 c, stk. 5, 3. pkt., at tages en anmodning
ikke til følge, vil ny anmodning ikke kunne fremsættes, før
der er forløbet 3 måneder fra kendelsens afsigelse.
Hvis retten træffer afgørelse om, at blokeringen ikke vil
skulle ophæves, vil onlinegrænsefladen ikke kunne forlange
spørgsmålet indbragt for retten på ny, før der er forløbet
3 måneder. Bestemmelsen i stk. 4 vil dog fortsat skulle
overholdes i disse måneder. Det vil derfor sige, at kontrol‐
myndigheden vil have pligt til at træffe afgørelse om ophæ‐
velse af blokeringen, hvis onlinegrænsefladen godtgør, at
betingelserne for blokeringen ikke længere er til stede.
Til nr. 33
Som en konsekvens af, at der i lovforslaget foreslås indsat
flere nye og ændrede bestemmelser i lovens kapitel 3, er
der behov for at tydeliggøre indholdet af de forskellige be‐
stemmelser ved at indsætte flere overskrifter. Det foreslås
derfor, at der før § 12 indsættes en ny overskrift ”Offentlig‐
gørelse”. Overskriften omfatter § 12 og angiver, at bestem‐
melsen omhandler offentliggørelse af kontrolresultater og
afgørelser.
Til nr. 34
§ 12 i ecodesignloven giver erhvervsministeren hjemmel til
at offentliggøre afgørelser truffet efter § 11, stk. 1-5, og
giver klima-, energi- og forsyningsministeren hjemmel til
at fastsætte regler om offentliggørelse og videregivelse af
oplysninger om resultater af tilsyn.
Efter ecodesignlovens § 12, stk. 1, skal kontrolmyndigheden
offentliggøre de afgørelser, der er truffet i medfør af § 11,
stk. 1-5, dvs. forbud eller påbud.
Af bemærkningerne til § 12 i lovforslaget L 20, jf. Folke‐
tingstidende 2007-08, tillæg A, side 741-742, fremgår, at det
følger af ecodesigndirektivets artikel 7, stk. 7, at medlems‐
staterne skal offentliggøre de afgørelser, der træffes vedrø‐
rende påbud og forbud. Det fremgår videre af artikel 7, stk.
8, at Europa-Kommissionens holdning til disse afgørelser
offentliggøres i EU-Tidende.
Ifølge ecodesigndirektivets artikel 3, stk. 3, skal medlems‐
staterne løbende orientere Europa-Kommissionen om resul‐
taterne af markedstilsynet, og Europa-Kommissionen skal,
hvis det er relevant, videresende oplysningerne til de øvrige
medlemsstater. Medlemsstaterne er endvidere forpligtede til
at samarbejde og udveksle oplysninger, jf. direktivets artikel
12. Det fremgår videre af direktivets artikel 12, at udveks‐
ling af oplysninger i videst muligt omfang skal ske ved brug
af elektroniske kommunikationsmidler.
Efter ecodesignlovens § 12, stk. 2, er der hjemmel til at
fastsætte regler om offentliggørelse af resultater af tilsynet
og afgørelser som nævnt i stk. 1. I den forbindelse kan
erhvervsministeren fastsætte regler om offentliggørelse af
navne på produkter og fysiske og juridiske personer, hvis
produkter er kontrolleret, og om offentliggørelsen af afgø‐
relser efter § 11, stk. 1-5.
Efter § 12, stk. 3, er der endvidere hjemmel til at fastsætte
regler om formen for og omfanget af offentliggørelse.
Ecodesignlovens § 12 er udmøntet i ecodesignbekendtgørel‐
sens §§ 13-15.
En lignende bestemmelse findes også i produktenergimærk‐
ningslovens § 8, som er udmøntet i bekendtgørelse nr. 808
af 5. august 2019 om tilsyn af energimærkning af energirela‐
terede produkter.
Det foreslås at ændre § 12, stk. 1, således, at kontrolmyndig‐
heden vil have mulighed for at offentliggøre resultater af
kontrol og de afgørelser, der træffes i medfør af de foreslåe‐
de bestemmelser i §§ 11-11 c.
Den foreslåede ændring i § 12, stk. 1, vil medføre, at de
afgørelser, der kan træffes efter de foreslåede §§ 11-11 c,
også vil kunne offentliggøres.
Der er tale om en delvis videreførelse af de gældende reg‐
ler om offentliggørelse i § 12, dog med en tilføjelse af de
offentliggørelsesbeføjelser, der følger af markedsovervåg‐
ningsforordningen, og som gennemføres med den foreslåede
bestemmelse, jf. nedenfor. Endvidere er bestemmelsens ord‐
lyd præciseret, hvorefter resultater af kontrol er indsat for at
sikre overensstemmelse med ordlyden i bestemmelsens stk.
69
2 og de nærmere fastsatte regler herom i ecodesignbekendt‐
gørelsens § 13-16.
Det vil ved valg af metoden for offentliggørelse skulle
tages i betragtning, at medlemsstaterne i medfør af ecode‐
signdirektivets artikel 3, stk. 4, vil skulle sikre, at forbru‐
gerne og andre interessenter gives mulighed for at fremsæt‐
te bemærkninger til de relevante myndigheder vedrørende
produktoverensstemmelse, ligesom direktivet kræver, at of‐
fentliggørelse vil skulle ske på en gennemsigtig måde. Der
drages omsorg for, at urigtige eller vildledende oplysninger
snarest muligt slettes eller berigtiges.
Offentliggørelsen vil således kunne indeholde oplysninger
om:
1. Navn og adresse på den ansvarlige efter ecodesignlo‐
vens § 4, dvs. producenten, herunder fabrikant, den be‐
myndigede repræsentant, importøren eller udbyderen af
distributionstjenesten eller enhver anden, der har bragt
produktet i omsætning.
2. En beskrivelse af det kontrollerede produkt, således
at modellen kan identificeres entydigt. Det betyder, at
kontrolmyndigheden i sin offentliggørelse om det uo‐
verensstemmende produkt skal offentliggøre alle nød‐
vendige informationer til at identificere produktet, her‐
under en beskrivelse af produktet og billedmaterialet.
3. Tidspunktet og stedet for kontrollen.
4. Resultatet af kontrollen.
5. Oplysning om, hvilke foranstaltninger der er truffet,
herunder hvorvidt der er meddelt forbud eller påbud
samt begrundelsen herfor, og evt., hvilke tiltag den er‐
hvervsdrivende har gjort eller er i gang med at gøre, for
at det energirelaterede produkt bringes i overensstem‐
melse med de relevante regler eller fjerne produktet fra
markedet.
6. Navne på de fysiske og juridiske personer, som for‐
anstaltningerne, herunder forbuddet eller påbuddet, er
rettet til. Det betyder, at kontrolmyndigheden i sin of‐
fentliggørelse om det uoverensstemmende produkt skal
offentliggøre alle nødvendige informationer til at iden‐
tificere produktet, herunder informationer om navn og
adresse på tidligere afsætningsled.
7. Oplysninger om, hvordan offentligheden bør forholde
sig. Ved offentliggørelsen gives brugeren således de
oplysninger, der gør det muligt f.eks. at stoppe brugen
af det energirelaterede produkt og levere det tilbage til
sælgeren.
8. Risikoens art, hvor dette er relevant, skal oplyses. Det
medfører, at offentligheden skal vide, hvilken eventuel
risiko der kan være ved fortsat brug af det energirelate‐
rede produkt.
Det fremgår af ecodesigndirektivet, at der skal ske en afvej‐
ning ud fra proportionalitetshensyn af, hvor omfattende en
offentliggørelse bør være i det enkelte tilfælde.
Offentliggørelse af oplysninger om et energirelateret pro‐
dukt vil tidligst kunne forekomme, når det er konstateret,
at produktet ikke er i overensstemmelse med reglerne. Det
betyder, at der ikke vil kunne ske offentliggørelse, før kon‐
trolmyndigheden konkret har vurderet, om produktet lever
op til reglerne. Det kræves ikke, at der i øvrigt er foretaget
indgreb mod produktet.
Kontrolmyndighedens offentliggørelse efter den foreslåede
bestemmelse er således i tråd med den offentliggørelse, som
er omfattet af markedsovervågningsforordningens artikel 16,
stk. 3, litra c, og artikel 16, stk. 5. Det følger således af arti‐
kel 16, stk. 3, litra c, at de korrigerende tiltag, som markeds‐
overvågningsmyndigheden kan påbyde en erhvervsdrivende
efter stk. 2, bl.a. kan omfatte at trække eller kalde produktet
tilbage straks og advare offentligheden om risikoen. Efter
artikel 16, stk. 5, sikrer kontrolmyndigheden, at de korrige‐
rende tiltag i stk. 3 foretages, hvis ikke den erhvervsdriven‐
de selv har foretaget dem, herunder at underrette offentlig‐
heden om tiltagene. Den foreslåede bestemmelse supplerer
således markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk.
5, hvoraf det fremgår, at markedsovervågning skal sikre, at
offentligheden informeres på behørig vis om produkter, som
ikke er i overensstemmelse med gældende krav.
Selve offentliggørelsen vil kunne ske på flere måder, f.eks.
ved at lægge oplysningerne elektronisk på internettet via
kontrolmyndighedens hjemmeside, ved udsendelse af en
pressemeddelelse eller de sociale medier. Det vil også kunne
ske ved at oplyse via tv, aviser, relevante fagblade eller
andre medier. Det vil afhænge af de konkrete omstændig‐
heder, hvilken kanal kontrolmyndigheden finder mest hen‐
sigtsmæssig til at nå de relevante modtagere. Energirelate‐
rede produkter vil dog altid kunne findes i databasen på
kontrolmyndighedens, herunder Sikkerhedsstyrelsens hjem‐
meside efter offentliggørelse.
Tjeklisten, der fremgår af betænkning 2010 nr. 1516 om
offentlige myndigheders offentliggørelse af kontrolresulta‐
ter, afgørelser mv., kapitel 4, pkt. 6, har desuden indgået
i vurderingen af offentliggørelsesordningen efter den fore‐
slåede stk. 1. Tjeklisten indeholder en række spørgsmål,
som det anbefales at overveje ved indførelse af ordninger
med systematisk offentliggørelse af oplysninger om kontrol‐
resultater, afgørelser mv. på internettet i ikke anonymiseret
form. Derudover henvises til betænkning 2017 nr. 1565 om
databeskyttelsesforordningen og de retlige rammer for dansk
lovgivning, afsnit 3.4.3.4. om myndigheders offentliggørelse
af kontrolresultater, afgørelser mv. og afsnit 3.4.4., herun‐
der tjeklisterne om udarbejdelse af nationale særregler for
behandling af ikke følsomme oplysninger, som ligeledes er
indgået i vurderingen om offentliggørelse af kontrolresulta‐
ter, afgørelser mv.
Det vurderes ikke, at spørgsmålene i tjeklisten giver anled‐
ning til at stille spørgsmålstegn ved nødvendigheden af og
behovet for den forslåede offentliggørelsesordning.
Efter forvaltningslovens § 27 har den, der virker inden for
den offentlige forvaltning, tavshedspligt med hensyn til op‐
70
lysninger om enkeltpersoners private forhold. Da resultater
og afgørelser i henhold til stk. 1 kan vedrøre fysiske person‐
er, fraviger § 12 således forvaltningslovens § 27. Begrundel‐
sen herfor er, at offentliggørelse med navns nævnelse af
erhvervsdrivende, som ikke overholder reglerne om ecode‐
sign, vurderes at have en væsentlig præventiv effekt og der‐
med vil kunne bidrage til at sikre overholdelse af reglerne
om ecodesign. Det er essentielt for beskyttelsen af forbru‐
geren, at forbrugeren kan stole på, at de erhvervsdrivende
overholder gældende lovgivning på området.
Formålet med offentliggørelsen af tilsynsresultater og afgø‐
relser er at medvirke til at skabe et marked, der både er mere
sikkert og i højere grad i overensstemmelse med reglerne,
fordi der hurtigt kan oplyses om en konkret uoverensstem‐
melse til en bredere kreds af f.eks. brugere og distributører.
Endvidere er formålet med den foreslåede bestemmelse et
beskyttelseshensyn i forhold til de virksomheder, der over‐
holder lovgivningen. De erhvervsdrivende, der overholder
reglerne, må ikke stilles økonomisk og derved konkurrence‐
mæssigt dårligere end de erhvervsdrivende, der ikke lever
op til kravene.
Desuden supplerer den foreslåede bestemmelse markeds‐
overvågningsforordningens artikel 17, hvoraf det fremgår,
at markedsovervågningsmyndighederne skal respektere for‐
trolighedskrav, når det er nødvendigt for at beskytte forret‐
ningshemmeligheder eller for at beskytte personoplysninger
i henhold til national lovgivning, dog altid med det forbe‐
hold, at oplysninger i overensstemmelse med markedsover‐
vågningsforordningen så vidt muligt skal offentliggøres for
at beskytte brugernes interesse.
På den anden side er det også klart, at en erhvervsdriven‐
de har en beskyttelsesinteresse i forhold til sin virksomhed
eller person. Offentliggørelse af oplysninger om virksomhe‐
dens forhold vil kunne have betydning for virksomhedens
drift. Virksomheden har dog en mulighed for selv at regule‐
re sin beskyttelsesinteresse, da det kun er overtrædelse af
lovgivningen, der har indflydelse på beskyttelsesinteressen i
forhold til mærkningen.
Det vurderes, at den foreslåede stk. 1 ikke går videre i
offentliggørelsen af forretningshemmeligheder, end hvad der
følger af artikel 17 i markedsovervågningsforordningen.
Det fremgår af markedsovervågningsforordningen, at må‐
lene for den pågældende forordning skal opnås i overens‐
stemmelse med proportionalitetsprincippet. Der vil således
skulle ske en afvejning af hensynet til den pågældende virk‐
somhed over for væsentligheden af, at offentligheden bliver
bekendt med resultatet af kontrollen ved vurderingen af,
hvor omfattende en offentliggørelse bør være i det enkelte
tilfælde.
Det konkrete arbejde vedrørende offentliggørelse af oplys‐
ninger vil blive tilrettelagt under hensyntagen til Datatilsy‐
nets vejledninger herom.
Om forholdet til databeskyttelseslovgivningen henvises til
de almindelige bemærkninger, afsnit 4.
Til nr. 35
Det fremgår af ecodesignlovens § 12, stk. 2, at klima-,
energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om of‐
fentliggørelse af tilsynsresultater og afgørelser som nævnt i
stk. 1. Ministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse
af navne på produkter og fysiske og juridiske personer, hvis
produkter er kontrolleret, og af afgørelser som nævnt i stk.
1.
Det foreslås i § 12, stk. 2, at ændre ”tilsynsresultater” til
”kontrolresultater”.
Formålet med at ændre bestemmelsen er at ændre termino‐
logien, således at bestemmelsen så vidt muligt bliver ensret‐
tet i forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter
og markedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen admini‐
strerer, hvor ”kontrolmyndighed” anvendes. De foreslåede
ændringer af terminologien vil ikke medføre nogle realitets‐
ændringer af den gældende retstilstand.
Til nr. 36
Overskriften til kapitel 4 i ecodesignloven er ”Tilsyn
m.v.”. Kapitlet indeholder lovens bestemmelser, som vedrø‐
rer erhvervsministerens tilsyn med overholdelse af loven,
regler fastsat i medfør af loven og gennemførelsesforanstalt‐
ninger, samt bemyndigelsesbestemmelser til erhvervsmini‐
steren om delegation til andre statslige myndigheder, orga‐
ner m.v. samt om fastsættelse af regler om videregivelse
af oplysninger om resultater af tilsyn til andre danske el‐
ler udenlandske myndigheder eller sagkyndige institutioner
m.v.
Det foreslås at ændre overskriften til kapitel 4 til ”Delega‐
tion til andre statslige myndigheder, organer m.v.”
Forslaget til ændringen af overskriftens ordlyd skyldes op‐
hævelsen af § 13, stk. 1, jf. de specielle bemærkninger til
lovforslagets § 1, nr. 37. Kapitlet vil overordnet set indehol‐
de den samme type bestemmelser, bortset fra den ophævede
bestemmelse, hvorfor det vil være mere retvisende at ændre
overskriften, da kapitlet primært indeholder delegationsbe‐
stemmelser m.v.
Til nr. 37
Ecodesignlovens § 13, stk. 1, fastsætter, at erhvervsministe‐
ren fører tilsynet med overholdelse af loven, regler fastsat i
medfør af loven og gennemførelsesforanstaltninger.
Det foreslås, at § 13, stk. 1, ophæves.
Den foreslåede ændring af bestemmelsen medfører ikke æn‐
dringer i gældende ret, idet indholdet videreføres i den fore‐
slåede § 10, stk. 1, 1. pkt, jf. lovforslagets § 1, nr. 24.
Ændringen foreslås, da bestemmelserne om kontrol, kontrol‐
71
myndighed m.v. følger af ecodesignlovens kapitel 3, jf. lov‐
forslagets § 1, nr. 22-24, hvorfor det er mere retvisende
og praktisk, at bestemmelsen ophæves i ecodesignlovens
kapitel 4 og videreføres i den foreslåede § 10, stk. 1, jf.
de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 24. Ka‐
pitel 4 omhandler overordnet bestemmelser om delegation
af erhvervsministerens bemyndigelse til andre statslige myn‐
digheder, organer m.v., jf. de specielle bemærkninger til
lovforslagets § 1, nr. 36.
Ophævelsen af stk. 1 medfører en rykning af bestemmelser‐
ne, således at stk. 2-6 bliver stk. 1-5.
Til nr. 38
Ecodesignlovens § 13, stk. 2, fastsætter, at klima-, energi-
og forsyningsministeren efter forhandling med miljøministe‐
ren kan fastsætte regler om, at miljøministeren fører tilsyn
efter kapitel 3 med overholdelsen af miljøkrav. Miljømini‐
steren udøver i så fald de beføjelser, som i stk. 3 er henlagt
til klima-, energi- og forsyningsministeren.
Efter denne bestemmelse kan klima- og energiministeren
fastsætte regler om, at miljøministeren fører tilsyn efter be‐
stemmelserne i kapitel 3 med overholdelsen af miljøkrav. I
disse situationer udøver miljøministeren de beføjelser, som i
stk. 3 er henlagt til klima- og energiministeren. Disse regler
fastsættes efter forhandling med miljøministeren.
Det foreslås at ændre »tilsyn« til: »kontrol« i ecodesignlo‐
vens § 13, stk. 2, der bliver stk. 1.
Formålet med at ændre bestemmelserne er at ændre termi‐
nologien, således at bestemmelserne så vidt muligt bliver
ensrettet i forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produk‐
ter og markedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen admi‐
nistrerer, hvor termen kontrolmyndighed anvendes.
Til nr. 39
Det følger af ecodesignlovens § 13, stk. 3, at klima-, ener‐
gi- og forsyningsministeren kan bemyndige andre statsli‐
ge myndigheder uden for ressortområdet til at udøve nær‐
mere angivne beføjelser, som ved loven er tillagt ministe‐
ren. Dette sker efter forhandling med pågældende ressort‐
minister. Delegationen vil efter omstændighederne omfatte
sagsbehandling eller kompetence til at træffe afgørelser i
nærmere bestemt omfang. Bestemmelsen er aktuel på områ‐
der, som har nær berøring med energi- og miljømæssige
forhold, især bygnings- og sikkerhedslovgivningen. En kla‐
geadgang ved eventuelle afgørelser vil bero på reglerne her‐
om i pågældende lovgivning.
Det foreslås, at der i § 13, stk. 3, der bliver stk. 2, efter ”
klima-, energi- og forsyningsministeren” indsættes ”, eller
den ministeren bemyndiger hertil”.
Den foreslåede ændring medfører, at klima-, energi- og for‐
syningsministeren efter forhandling med vedkommende mi‐
nister kan bemyndige andre statslige myndigheder uden for
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets ressortområde til
at udøve nærmere angivne beføjelser, der i loven er tillagt
klima-, energi- og forsyningsministeren, eller den ministeren
bemyndiger hertil.
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af overdra‐
gelse af kontrolbeføjelser til Sikkerhedsstyrelsen, jf. afsnit
2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 40
Ecodesignlovens § 13, stk. 4, der bliver stk. 3, omhandler
delegation af opgaver til en sagkyndig institution, en organi‐
sation eller en virksomhed.
Formålet er at kunne inddrage sagkyndig kompetence ved
administrationen af regler i medfør af ecodesignloven, eta‐
blere en fleksibel og enkel administration, få udført kontrol‐
opgaver af teknisk art, få tilrettelagt og udført informations‐
opgaver m.v.
Opgaver omfattet af stk. 4, der bliver stk. 3, omfatter tilsyn,
kontrol, udtagning, måling og afprøvning af energirelatere‐
de produkter, som omfattes af regler i medfør af loven el‐
ler gennemførelsesforanstaltninger, akkrediteret certificering
samt sekretariatsbistand til kontrolmyndigheden.
Energistyrelsen har indtil den 1. august 2018 efter delega‐
tion af kompetencen fra energi-, forsynings- og klimamini‐
steren været tilsynsmyndighed og har ført tilsyn med, at
energirelaterede produkter, som bringes i omsætning, ibrug‐
tages eller gøres tilgængeligt her i landet, er i overensstem‐
melse med regler om ecodesign. I praksis har Energistyrel‐
sen haft det overordnede ansvar for tilsynet, herunder stået
for udarbejdelse af tilsynsplaner, mens en række opgaver
vedrørende den faktiske gennemførelse af tilsyn har været
delegeret til et sekretariat, Sekretariatet for Ecodesign og
Energimærkning (SEE), efter bestemmelsen i ecodesignbe‐
kendtgørelsen § 7, stk. 2.
I forbindelse med overførslen af kompetencen til erhvervs‐
ministeren, og delegationen af denne til Sikkerhedsstyrelsen,
jf. afsnit 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger, blev
SEE nedlagt.
Formålet med at ændre bestemmelserne er, at ændre termi‐
nologien, således at bestemmelserne så vidt muligt bliver
ensrettet i forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produk‐
ter og markedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen admi‐
nistrerer, hvor termen kontrolmyndighed anvendes.
Bemyndigelsen i stk. 4, der bliver stk. 3, giver ikke hjemmel
til, at sekretariatet kan tillægges kompetence til at træffe
afgørelser efter ecodesignlovens § 11, dvs. påbud og forbud
efter § 11, stk. 1-5. Endvidere kan sekretariatet ikke, hvis
en virksomhed modsætter sig et kontrolbesøg, kræve adgang
uden retskendelse efter § 10, stk. 5. I så fald er det alene en
offentlig myndighed, der vil kunne kræve adgang.
Udførelsen af opgaver vedrørende måling og prøvning og
72
akkrediteret certificering bliver udført af sagkyndige virk‐
somheder på disse områder.
Alle virksomheder, der opfylder en række saglige og objek‐
tive krav, kan opnå erhvervsministerens godkendelse til at
udøve kontrolmålinger og kontrol- og tilsynsopgaver. De
objektive krav opstilles af ministeren for eksempel i forbin‐
delse med udarbejdelse af udbudsmaterialet, når opgaven
sendes i offentligt udbud.
Det foreslås, at ændre ecodesignlovens § 13, stk. 4, 1. pkt.,
der bliver stk. 3, 1. pkt., således, at »tilsyn,«, udgår.
Der foreslås, at ordet tilsyn udgår af bestemmelsen, da det
følger af lovforslagets § 1, nr. 24 og nr. 38, at termen tilsyn
ikke længere vil blive anvendt, men erstattes af kontrol,
hvorfor der er tale om en konsekvensrettelse.
Det foreslås i 2. pkt., at ændre »§ 10, stk. 5« til: »§ 10 b«, og
ændre »§ 11« til »§§ 11-§ 11 c«.
Det følger af den foreslåede ændring af § 13, stk. 4, der
bliver stk. 3, at den sagkyndige institution, organisation eller
virksomhed ikke vil kunne træffe bestemmelse om adgang
som nævnt i den foreslåede § 10 b, eller træffe afgørelse
efter § 11 og de foreslåede §§ 11 a-c.
Den foreslåede ændring vil medføre, at bestemmelserne i §
13, stk. 4, der bliver stk. 3, ikke giver hjemmel til, at den
sagkyndige institution m.v. vil kunne tillægges kompetence
til at træffe afgørelser efter lovforslagets nye bestemmelser
i § 1, nr. 32, dvs. ud over påbud og forbud efter § 11,
stk. 1, også afgørelser efter §§ 11 a-11 c. Endvidere vil der
heller ikke være hjemmel til, at den sagkyndige institution
m.v., hvis en virksomhed modsætter sig et kontrolbesøg, vil
kunne kræve adgang uden retskendelse efter den foreslåede
§ 10 b. I så fald vil det alene være en offentlig myndighed,
der vil kunne kræve adgang.
Til nr. 41
Det følger af ecodesignlovens § 13, stk. 5, at erhvervsmi‐
nisteren fører tilsyn med varetagelsen af opgaver, som er
henlagt til en institution m.v. som nævnt i stk. 4.
Det foreslås i ecodesignlovens § 13, stk. 5, der bliver stk. 4,
at ændre »tilsyn« til: »kontrol« og »stk. 4« til: »stk. 3«.
Formålet med at ændre bestemmelserne er at ændre termi‐
nologien, således at bestemmelserne så vidt muligt bliver
ensrettet i forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produk‐
ter og markedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen admi‐
nistrerer, hvor termen kontrolmyndighed anvendes.
Til nr. 42
Ecodesignlovens § 14 indeholder regler om klageadgang, og
i § 14, stk. 1-6 og 8, er Natur- og Miljøklagenævnet angivet
som klageinstans.
Det foreslås i ecodesignlovens § 14, stk. 1-6 og 8, at ændre
Natur- og Miljøklagenævnets navn til Miljø- og Fødevare‐
klagenævnet.
De foreslåede ændringer er en konsekvens af lov nr. 1715
af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet,
hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og
Fødevareklagenævnet, og lov om Natur- og Miljøklagenæv‐
net ophæves.
Til nr. 43
Ecodesignlovens kapitel 6 indeholder under overskriften
”Straf” en strafbestemmelse, § 15, som giver hjemmel til
at straffe visse overtrædelser af loven med bøde.
Som en konsekvens af, at der i lovforslagets § 1, nr. 43,
foreslås indsat en ny bestemmelse som § 14 a, der vedrører
tvangsbøder, foreslås overskriften til kapitel 6 nyaffattet,
således at den benævnes ”Straf m.v.”. Endvidere foreslås, at
der før § 14 a indsættes en ny overskrift ”Tvangsbøder”.
Ecodesignloven indeholder ikke bestemmelser om, at udby‐
dere af informationssamfundstjenester kan pålægges tvangs‐
bøder.
Det foreslås, at kapitel 6 i ecodesignloven nyaffattes, da den
ud over en videreførelse af den gældende strafbestemmelse
i § 15 også indeholder nye bestemmelser om tvangsbøder
og straf samt en ny overskrift. Dermed foreslås kapitel 6
nyaffattet for at sikre, at der er sammenhæng mellem de nye
bestemmelser og de bestemmelser, der videreføres.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i ecodesignloven
som § 14 a, hvorefter kontrolmyndigheden vil kunne pålæg‐
ge udbydere af informationssamfundstjenester tvangsbøder
med henblik på at gennemtvinge handlinger, som det påhvi‐
ler udbydere at foretage efter de foreslåede §§ 11 b og 11 c.
Bestemmelsen vil kunne finde anvendelse over for udbydere
af informationssamfundstjenester i tilfælde, hvor den pågæl‐
dende udbyder – på trods af kontrolmyndighedens fremvis‐
ning af rettens kendelse om blokering – ikke iværksætter en
blokering af den berørte hjemmeside.
Tvangsbøderne vil skulle fastsættes som daglige bøder, ind‐
til den påtvungne handling efterkommes. Daglige tvangsbø‐
der vil skulle gives for hver kalenderdag, det vil sige syv
dage om ugen, og bøderne vil kunne forhøjes med skriftligt
varsel, hvis den fastsatte tvangsbøde ikke har givet resul‐
tat. Det almindelige proportionalitetsprincip medfører bl.a.,
at tvangsbøden ikke må stå i misforhold til undladelsen,
ligesom der ved fastsættelsen af tvangsbøden skal tages hen‐
syn til den handlepligtiges økonomiske formåen, således at
pressionen har effekt, men bødestørrelsen vil i øvrigt bero
på et konkret skøn. En tvangsbøde vil dog mindst skulle
være på 1.000 kr. dagligt, og der beregnes kun én daglig
tvangsbøde, uanset antallet af påtvungne handlinger.
De daglige tvangsbøder vil kunne pålægges fra en given
dato. Forudsætningen for at pålægge daglige tvangsbøder vil
73
være, at kontrolmyndigheden mindst 14 kalenderdage forin‐
den underretter den handlepligtige om, at bøden vil blive
pålagt fra den anførte dato. Varslingen vil skulle indeholde
oplysninger om tvangsbødens størrelse, og der vil skulle
tages forbehold for en eventuel senere forhøjelse af tvangs‐
bøden. De daglige tvangsbøder vil kunne forhøjes med en
uges skriftligt varsel, hvis den fastsatte tvangsbøde ikke har
givet resultat.
Ved kontrolmyndighedens kontrol af energirelaterede pro‐
dukter kan der i de tilfælde, hvor en kendelse ikke efterkom‐
mes, være behov for, at myndigheden anvender tvangsbøder
med henblik på, at kendelsen efterleves. Det er en grundlæg‐
gende forudsætning for myndighedens kontrolvirksomhed,
at rettens kendelser efterkommes, og muligheden for at på‐
lægge tvangsbøder anses som et effektivt middel til at sikre,
at dette sker.
Formålet med tvangsbøder er lovliggørelse og ikke straf, og
eventuelle ubetalte tvangsbøder bortfalder således, hvis ud‐
byderen af informationssamfundstjenester gennemfører den
påtvungne handling.
Tvangsbøder skal i sidste ende medvirke til, at der ikke
bringes energirelaterede produkter i omsætning, som ikke
overholder de væsentlige krav til produktet, jf. ecodesignlo‐
vens §§ 5 og 6. Dette er både for at imødekomme risikoen
for vildledende markedsføring over for forbrugere af de
energirelaterede produkter og for at imødekomme Unionens
energi- og klimamål. For sidstnævnte er ecodesignloven et
af de mest effektive værktøjer til at nå Unionens energi- og
klimamål, da de på ecodesignområdet fastsatte minimums‐
standarder for energirelaterede produkters energieffektivitet
sikrer, at andre mindre energieffektive produkter ikke kan
sælges lovligt i Unionen.
I § 15 i den gældende ecodesignlov findes hjemmel til
at straffe visse overtrædelser af loven med bøde, herunder
et produkts manglende overensstemmelse med overensstem‐
melseserklæringen efter § 7, stk. 1, manglende afgivelse
af oplysninger efter kontrolmyndighedens anmodning, om
hvem der er ansvarlig for produktet, jf. § 4, eller afgivelse af
urigtige eller vildledende oplysninger, hindring af kontrol‐
myndighedens adgang til virksomhedens benyttede lokaler
med henblik på at kunne udtage energirelaterede produkter
til måling og kontrol og undladelse af at efterkomme påbud
og forbud efter § 11, stk. 1-5.
Det foreslås i § 15, stk. 1, at medmindre strengere straf er
forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
overtræder nr. 1-7.
Bestemmelserne er dels en videreførelse af den gældende
§ 15, stk. 1, dels nye, herunder, som noget nyt, med en
forpligtelse i § 7 a for den ansvarlige efter § 4, den erhvervs‐
drivende eller en udbyder af informationssamfundstjenester
til at underrette kontrolmyndigheden i visse tilfælde, hvor
der kan være grund til at tro, at et energirelateret produkt
udgør en risiko. Endvidere indsættes en forpligtelse for den
ansvarlige efter § 4 eller den erhvervsdrivende om på kon‐
trolmyndighedens anmodning at give en række oplysninger
i forbindelse med at fastslå ejerskabet til en onlinegrænsefla‐
de, en forpligtelse til at have en bemyndiget repræsentant og
give den bemyndigede repræsentant de fornødne beføjelser
eller midler til at udføre opgaven, hindring af kontrolmyn‐
dighedens adgang til udtagelse af energirelaterede produkter
i transportmidler og omgåelse eller unddragelse af kontrol‐
myndighedens kontrol eller forsøg herpå.
Bestemmelserne er en gennemførelse af ecodesigndirekti‐
vets artikel 20, hvorefter medlemsstaterne fastsætter bestem‐
melser om sanktioner for overtrædelse af de nationale be‐
stemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og
træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre gennem‐
førelse heraf.
Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til
overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning
samt tage højde for omfanget af manglende overensstem‐
melse og antallet af produktenheder med manglende over‐
ensstemmelse, som er bragt i omsætning i EU.
Bestemmelserne supplerer endvidere markedsovervågnin‐
gens artikel 14, stk. 4, litra i, og artikel 41, stk. 1 og 2, hvor‐
efter medlemsstaterne skal kunne pålægge sanktioner, der
skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af denne forordning
og af EU-harmoniseringslovgivningen, dvs. ecodesigndirek‐
tivet. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt for‐
hold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
Straffen for overtrædelse af ecodesignlovens bestemmelser
er i udgangspunktet bøde, medmindre højere straf er for‐
skyldt efter anden lovgivning. Et eksempel kan være straf‐
felovens § 252, stk. 1, om forsætlig fareforvoldelse, hvor
strafferammen er op til 8 års fængsel.
Ecodesignloven indeholder ikke en bestemmelse, som på‐
lægger den ansvarlige efter § 4 eller den erhvervsdrivende,
som har gjort et produkt tilgængeligt på markedet, straf i
form af bøde for at undlade straks at underrette og samarbej‐
de med kontrolmyndigheden, hvis vedkommende har grund
til at tro, at et energirelateret produkt udgør en risiko, eller
undlader at give nærmere oplysninger om produktets mang‐
lende overensstemmelse og de foranstaltninger, der er truffet
for at fjerne risikoen.
Ecodesignloven indeholder ikke en bestemmelse, som på‐
lægger den erhvervsdrivende straf i form af bøde for at
undlade straks at underrette den ansvarlige efter § 4 om
risikoen og give nærmere oplysninger om produktets mang‐
lende overensstemmelse og de foranstaltninger, der er truffet
for at fjerne risikoen.
Ecodesignloven indeholder ikke en bestemmelse, som på‐
lægger udbydere af informationssamfundstjenester straf i
form af bøde for, på kontrolmyndighedens anmodning, at
undlade at samarbejde med kontrolmyndigheden i særlige
tilfælde med henblik på at fremme ethvert tiltag, der træffes,
for at eliminere eller, hvis dette ikke er muligt, begrænse
74
risiciene forbundet med et energirelateret produkt, der udby‐
des eller var udbudt til salg online gennem deres tjenester.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 15, stk. 1,
nr. 1, om at den, der som ansvarlig efter § 4 eller som
erhvervsdrivende undlader at opfylde sine forpligtelser efter
§ 7 a, stk. 1, kan straffes med bøde.
Der er med den foreslåede bestemmelse tale om en ny pligt,
hvorefter det gøres strafbart, efter § 7 a, stk. 1, 1. pkt.,
at undlade at underrette kontrolmyndigheden, hvis den an‐
svarlige efter § 4, som har bragt et energirelateret produkt
i omsætning, eller den erhvervsdrivende, som har gjort et
energirelateret produkt tilgængeligt på markedet, får grund
til at tro, at et produkt udgør en risiko, og undlader straks
at underrette kontrolmyndigheden og samarbejde med kon‐
trolmyndigheden og give kontrolmyndigheden nærmere op‐
lysninger om produktets manglende overensstemmelse og
de foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen. End‐
videre gøres det efter § 7 a, stk. 1, 2. pkt., strafbart, såfremt
den erhvervsdrivende, som har gjort et energirelateret pro‐
dukt tilgængeligt på markedet, undlader straks at underrette
den ansvarlige efter § 4 om risikoen og give nærmere oplys‐
ninger om produktets manglende overensstemmelse og de
foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen. Derudo‐
ver vil det være strafbart, efter § 7 a, stk. 2, for udbydere
af informationssamfundstjenester, i særlige tilfælde, og på
kontrolmyndighedens anmodning, at undlade at samarbejde
med kontrolmyndigheden med henblik på at fremme ethvert
tiltag, der træffes for at eliminere eller, hvis dette ikke er
muligt, begrænse risiciene forbundet med et energirelateret
produkt, der udbydes eller var udbudt til salg online gennem
deres tjenester.
Dermed gøres det strafbart at undlade at underrette kontrol‐
myndigheden, hvis den ansvarlige efter § 4, som har bragt et
energirelateret produkt i omsætning, eller den erhvervsdri‐
vende, som har gjort et energirelateret produkt tilgængeligt
på markedet, får grund til at tro, at et produkt indebærer
en risiko og undlader at give nærmere oplysninger om pro‐
duktets manglende overensstemmelse og de foranstaltninger,
der er truffet for at fjerne risikoen, og endvidere at undla‐
de at give kontrolmyndigheden de oplysninger, som kontrol‐
myndigheden har skønnet nødvendige for deres virksomhed
og krævet fra den pågældende. Endvidere vil det være straf‐
bart, såfremt den erhvervsdrivende, som har gjort et energi‐
relateret produkt tilgængeligt på markedet, undlader at un‐
derrette den ansvarlige efter § 4 om risikoen og give nærme‐
re oplysninger om produktets manglende overensstemmelse
og de foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen.
Når kontrolmyndigheden anmoder om oplysninger i henhold
til den foreslåede bestemmelse i § 7 a, er oplysningerne af
betydning for, at myndigheden kan udøve sine kontrolaktivi‐
teter.
Kontrolmyndigheden anmoder om oplysninger i tvivlstilfæl‐
de, og modtager kontrolmyndigheden ikke de krævede op‐
lysninger, kan det hindre myndigheden i at udøve effektiv
kontrol. Det vil derfor være nødvendigt, at tilsidesættelse af
oplysningspligten vil kunne straffes med bøde af hensyn til
den præventive effekt.
Den foreslåede bestemmelse skal anvendes under iagttagelse
af retssikkerhedslovens regler, herunder særligt lovens § 10
om forbuddet mod selvinkriminering.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 20.
Med bestemmelsen i § 15, stk. 1, nr. 2, foreslås det fastsat,
at den, der som ansvarlig efter § 4 undlader at afgive oplys‐
ninger, som vedkommende er forpligtet til at give efter §
10, stk. 3, eller som erhvervsdrivende undlader at afgive
oplysninger, som er nødvendige for at kunne afgøre, hvem
der er ansvarlig for produktet efter § 10, stk. 4, kan straffes
med bøde.
Det følger af ecodesignloven § 10, stk. 3, at den ansvarli‐
ge efter § 4, som bringer et energirelateret produkt i om‐
sætning, efter anmodning fra tilsynsmyndigheden skal give
myndigheden alle oplysninger, som er nødvendige for vare‐
tagelsen af dennes opgaver efter stk. 1. Oplysningspligten
gælder også, når det skal afgøres, om et energirelateret pro‐
dukt er omfattet af regler fastsat i medfør af loven eller en
gennemførelsesforanstaltning.
Det følger af ecodesignlovens § 10, stk. 4, at enhver, som
markedsfører eller erhvervsmæssigt ibrugtager et energirela‐
teret produkt, efter anmodning fra kontrolmyndigheden skal
give alle oplysninger, som er nødvendige for at kunne afgø‐
re, hvem der er ansvarlig for produktet, jf. § 4.
Den foreslåede bestemmelse viderefører ecodesignlovens §
10, stk. 3 og 4, og udvides for så vidt angår de oplysninger,
som kontrolmyndigheden kan anmode om, til bl.a. at inklu‐
dere oplysninger, der er nødvendige for at fastslå ejerskabet
til en onlinegrænseflade.
Dermed gøres det strafbart med den foreslåede § 15, stk. 1,
nr. 2, for den ansvarlige efter § 4 at nægte udlevering af alle
oplysninger, som er nødvendige for varetagelsen af dennes
opgaver efter stk. 1, og for den ansvarlige efter § 4 eller en
erhvervsdrivende at nægte udlevering af oplysninger, som
kontrolmyndigheden har anmodet om i forbindelse med at
afgøre, hvem der er ansvarlig for produktet, jf. § 4. Ligele‐
des gøres det, som noget nyt, strafbart for den ansvarlige
efter § 4 eller den erhvervsdrivende at nægte adgang til
oplysninger, der er nødvendige for at fastslå ejerskabet til en
onlinegrænseflade, herunder bl.a. adgang til indlejret soft‐
ware, i det omfang en sådan adgang er nødvendig for at
vurdere produktets overensstemmelse med kravene i loven
og regler fastsat i medfør af loven eller en gennemførel‐
sesforanstaltning. Oplysningerne kan indhentes uanset form
eller format og uanset lagringsmedium eller det sted, hvor
sådanne dokumenter, tekniske specifikationer, data eller op‐
lysninger er lagret.
Kontrolmyndigheden vil efter den foreslåede bestemmelse
75
hovedsageligt kunne kræve oplysninger, som er til brug for
kontrol og afgørelser.
Når kontrolmyndigheden anmoder om oplysninger i henhold
til de foreslåede bestemmelser i § 10, stk. 3 og 4, er oplys‐
ningerne af betydning for, at myndigheden kan udøve sine
kontrolaktiviteter.
Kontrolmyndigheden anmoder om oplysninger i tvivlstilfæl‐
de, og modtager kontrolmyndigheden ikke de krævede op‐
lysninger, kan det hindre myndigheden i at udøve effektiv
kontrol. Det vil derfor være nødvendigt, at tilsidesættelse af
oplysningspligten vil kunne straffes med bøde af hensyn til
den præventive effekt.
Den foreslåede bestemmelse skal anvendes under iagttagelse
af retssikkerhedslovens regler, herunder særligt lovens § 10
om forbuddet mod selvinkriminering.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 26
og 27.
Det følger af ecodesignlovens § 15, stk. 1, nr. 1, at den,
der undlader at afgive oplysninger, som vedkommende er
forpligtet til at give efter § 10, stk. 3 og 4, eller som afgiver
urigtige eller vildledende oplysninger, kan straffes med bø‐
de.
Med bestemmelsen i § 15, stk. 1, nr. 3, foreslås, at den,
der som ansvarlig efter § 4, erhvervsdrivende eller udbyder
af informationssamfundstjenester afgiver urigtige eller vild‐
ledende oplysninger efter § 7 a, § 8, stk. 1, 2. pkt., og § 10,
stk. 3 eller 4, kan straffes med bøde.
Med bestemmelsen gøres det strafbart som ansvarlig efter §
4, erhvervsdrivende eller udbyder af informationssamfunds‐
tjenester, at afgive urigtige eller vildledende oplysninger
efter § 7 a, § 8, stk. 1, 2. pkt., og § 10, stk. 3 eller
4, i forbindelse med den kontrol og sagsbehandling, som
kontrolmyndigheden foretager ved at kræve oplysninger og
materiale efter den foreslåede § 7 a, jf. lovforslagets § 1, nr.
20, ecodesignlovens § 8, stk. 1, 2. pkt., og de foreslåede §
10, stk. 3 eller 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 26 og 27.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede
§ 15, stk. 1, nr. 2, hvorefter undladelse af at give kontrol‐
myndigheden de oplysninger, som kontrolmyndigheden har
skønnet nødvendige for deres virksomhed og krævet fra den
pågældende, kan straffes med bøde.
Når kontrolmyndigheden anmoder om oplysninger i henhold
til de foreslåede bestemmelser i § 10, stk. 3 og 4, er oplys‐
ningerne af betydning for, at myndigheden kan udøve sine
kontrolaktiviteter.
Kontrolmyndigheden anmoder om oplysninger i tvivlstilfæl‐
de, og modtager kontrolmyndigheden ikke de krævede op‐
lysninger, kan det hindre myndigheden i at udøve effektiv
kontrol. Det vil derfor være nødvendigt, at tilsidesættelse af
oplysningspligten vil kunne straffes med bøde af hensyn til
den præventive effekt.
Ecodesignloven indeholder ikke en bestemmelse om straf i
form af bøde for ikke at opfylde kravene om en bemyndiget
repræsentant.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 15, stk.
1, nr. 4, om, at den, der ikke har en bemyndiget repræsen‐
tant, eller ikke har givet den bemyndigede repræsentant de
fornødne beføjelser eller midler til at udføre opgaven, hvor
dette kræves efter § 8, stk. 3, kan straffes med bøde.
Det er en af de centrale nyskabelser i markedsovervågnings‐
forordningen, at en fabrikant, der sælger produkter til euro‐
pæiske brugere, men har hjemsted i et tredjeland, skal have
en bemyndiget repræsentant permanent placeret i EU. Den
bemyndigede repræsentant skal blandt andet være kontakt
for kontrolmyndighederne. Den bemyndigede repræsentant
skal have de fornødne beføjelser eller midler til at udføre
opgaven, jf. § 8, stk. 3.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 21.
Det følger af ecodesignlovens § 15, stk. 1, nr. 2, at den, der
hindrer adgang til udtagelse af produkter m.v. som nævnt i §
10, stk. 5, kan straffes med bøde.
Det foreslås i § 15, stk. 1, nr. 5, at det gøres strafbart at
undlade at give kontrolmyndigheden adgang til udtagelse af
produkter, som nævnt i § 10 b.
Der er tale om en videreførelse af ecodesignlovens § 15, stk.
1, nr. 2, hvorefter den, der hindrer adgang til udtagelse af
produkter m.v. som nævnt i § 10, stk. 5, kan straffes med
bøde.
Med den foreslåede § 10 b udvides kontrolmyndighedens
adgang i forbindelse med udtagelse af produkter til også at
inkludere adgang til transportmidler, hvorfor § 10, stk. 5,
foreslås ophævet.
Dermed gøres det strafbart at undlade at give kontrolmyn‐
digheden adgang til alle erhvervsmæssige lokaliteter og
transportmidler, hvor der kan findes energirelaterede pro‐
dukter, som er omfattet af ecodesignlovens anvendelsesom‐
råde.
Strafbestemmelsen finder anvendelse uanset, at kontrolmyn‐
digheden efterfølgende rekvirerer politiets bistand, jf. § 10
b, stk. 5, og på den måde skaffer sig adgang. I situationer
omfattet af § 10 i retssikkerhedsloven kan denne straffebe‐
stemmelse dog ikke bringes i anvendelse.
Der henvises i øvrigt til bemærkninger til lovforslagets § 1,
nr. 28 og 29.
Det foreslås i § 15, stk. 1, nr. 6, at det gøres strafbart at
overtræde eller undlade at efterkomme en afgørelse efter §§
11-11 b.
76
Bestemmelsen er en videreførelse af ecodesignlovens § 15,
stk. 1, nr. 3, hvorefter den, der undlader at efterkomme
påbud og forbud efter § 11, stk. 1-5, kan straffes med bøde.
Det gøres strafbelagt at overtræde kontrolmyndighedens af‐
gørelser efter ecodesignloven og de foreslåede §§ 11-11 b,
jf. lovforslagets § 1, nr. 31 og 32. Med den foreslåede be‐
stemmelse udvides typen af afgørelser, som det gøres straf‐
belagt at overtræde. Der vil typisk være tale om afgørelser
om forbud, påbud eller midlertidigt forbud.
Der vil f.eks. kunne gives påbud om tilbagetrækning af
energirelaterede produkter fra markedet, påbud om tilbage‐
kaldelse af energirelaterede produkter, påbud om at frem‐
lægge oplysninger, teknisk dokumentation, materiale eller
overensstemmelseserklæringen, påbud om at bringe energi‐
relaterede produkter i overensstemmelse med kravene i de
gældende regler om ecodesign, påbud om at sikre, at energi‐
relaterede produkter ikke udgør en risiko, påbud om at over‐
holde visse betingelser, inden det energirelaterede produkt
bringes i omsætning eller gøres tilgængeligt på markedet,
påbud om at advare brugere om risici ved energirelaterede
produkter, påbud om anbringelse af advarsler på energirela‐
terede produkter, påbud om at standse vildledende markeds‐
føring af energirelaterede produkter, påbud om at destruere
energirelaterede produkter, påbud om at ændre eller fjerne
indhold fra en onlinegrænseflade m.v.
Der vil endvidere f.eks. kunne gives forbud mod at bringe
energirelaterede produkter i omsætning eller gøre dem til‐
gængelige på markedet eller ved erhvervsmæssig ibrugtag‐
ning (salgsforbud), forbud mod at udstille energirelaterede
produkter, markedsføre dem eller erhvervsmæssigt ibrugtage
dem, såfremt en erhvervsdrivende ikke lever op til og over‐
holder de gældende regler om ecodesign, eller indtil der er
indsendt tilstrækkeligt teknisk dokumentationsmateriale til
kontrolmyndigheden. Dette kunne eksempelvis være, hvis
en producent, herunder fabrikant eller dennes bemyndigede
repræsentant, ikke indsender den krævede dokumentation,
som det er påkrævet efter ecodesignlovens § 8, stk. 1, til
kontrolmyndigheden, der skal kontrollere, hvorvidt et pro‐
dukt overholder loven eller regler fastsat i medfør af loven
eller gennemførelsesforanstaltninger.
Der kan efter omstændighederne gives et midlertidigt (tids‐
begrænset) forbud mod at bringe energirelaterede produkter
i omsætning eller at gøre dem tilgængelige på markedet eller
midlertidigt forbud mod at udstille energirelaterede produk‐
ter, markedsføre dem og erhvervsmæssigt ibrugtage dem,
indtil forholdet er bragt i overensstemmelse med kravene
og reglerne i den gældende lovgivning, eller indtil der er
indsendt tilstrækkeligt teknisk dokumentationsmateriale til
kontrolmyndigheden. Hvis den manglende overensstemmel‐
se ikke bringes til ophør, kan omsætningen, tilgængeliggø‐
relsen eller ibrugtagningen af produktet forbydes varigt.
Typerne af påbud og forbud, hvor manglende efterkommelse
kan straffes med bøde, er udvidet i forhold til den gældende
bestemmelse i ecodesignloven.
Straffen for ikke at efterkomme kontrolmyndighedens afgø‐
relser skal være med til at sikre en høj regelefterlevelse
blandt de erhvervsdrivende og andre, der føres kontrol med
efter loven. På den måde skal straffen også være med til at
sikre effektiviteten i kontrollen med produkter efter ecode‐
signloven og dette lovforslag.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
1, nr. 31 og 32.
Ecodesignloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om
bødestraf for erhvervsdrivende, som omgår eller unddrager
sig kontrolmyndighedens kontrol eller forsøger herpå.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 15, stk.
1, nr. 7, som fastsætter, at medmindre strengere straf er
forskyldt efter anden lovgivning, vil den, der omgår eller
unddrager sig kontrolmyndighedens kontrol eller forsøger at
gøre det, kunne straffes med bøde.
Da en effektiv kontrol i høj grad er baseret på de erhvervs‐
drivendes samarbejde, vil der skulle være en konsekvens
forbundet med at modarbejde markedsovervågningen. Den
foreslåede bestemmelse vil f.eks. skulle dæmme op for, at
erhvervsdrivende vil forsøge at undgå kontrol ved eksem‐
pelvis at blokere kontrolmyndighedens IP-adresse eller ud‐
tænke løsninger, der kan omgå et salgsforbud. På fysiske
lokaliteter som f.eks. en butik eller et lager kan det også væ‐
re, at den erhvervsdrivende skjuler energirelaterede produk‐
ter for kontrolmyndigheden, så kontrolmyndigheden ikke i
forbindelse med et besøg på lokaliteten har mulighed for at
kontrollere det energirelaterede produkt eller tage det med
til kontrol.
Det er en underliggende præmis for at bringe energirelate‐
rede produkter i omsætning på det europæiske marked og
dermed også det danske marked, at den erhvervsdrivende er
villig til at samarbejde med kontrolmyndigheden og under‐
lægge det energirelaterede produkt den fornødne kontrol –
både vedkommendes egen kontrol, men også myndighedens
kontrol. Det er således prisen for, at der ikke er krav om, at
energirelaterede produkter skal godkendes af en tredjepart.
Lovgivningen er således bygget op omkring et princip om
frihed under ansvar, hvor det alene er de erhvervsdrivende,
som har ansvaret for at bringe energirelaterede produkter i
omsætning, som lever op til reglerne. Det er helt essentielt,
at de erhvervsdrivende handler ansvarligt og lever op til
denne forpligtelse.
Det følger af nyere direktiver og produktforordninger, lige‐
som det er anført i betragtning 12 i markedsovervågnings‐
forordningen, at det bør forventes af erhvervsdrivende i hele
forsyningskæden, at de agerer ansvarligt og i fuld overens‐
stemmelse med de gældende lovgivningsmæssige krav, når
de bringer energirelaterede produkter i omsætning eller gør
dem tilgængelige på markedet, for således at sikre overens‐
stemmelse med EU-harmoniseringslovgivningen for ener‐
girelaterede produkter. I betragtning 24 i markedsovervåg‐
ningsforordningen er det anført, at de erhvervsdrivende bør
77
samarbejde med bl.a. markedsovervågningsmyndighederne
for at sikre smidig gennemførelse af markedsovervågning
og for at give myndighederne mulighed for at udføre deres
opgaver.
Disse to betragtninger er udmøntet i de følgende krav i
markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra c
og d. I litra c forpligtes den erhvervsdrivende til at underret‐
te markedsovervågningsmyndighederne, hvis vedkommende
har grund til at tro, at et produkt udgør en risiko. Efter
litra d er den erhvervsdrivende forpligtet til at samarbejde
med markedsovervågningsmyndighederne, herunder efter en
begrundet anmodning at sikre, at der træffes øjeblikkelige
nødvendige korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle
tilfælde af manglende overensstemmelse med de krav, der
er fastsat i den gældende EU-harmoniseringslovgivning, der
finder anvendelse på det pågældende produkt, eller, hvis
dette ikke er muligt, begrænse de risici, der er forbundet
med det pågældende produkt, når det påbydes af markeds‐
overvågningsmyndighederne eller på eget initiativ, når den
omhandlede erhvervsdrivende skønner eller har grund til at
tro, at det pågældende produkt udgør en risiko.
Strafniveau
Det foreslås, at udgangspunktet er en minimumsbøde på ca.
50.000 kr. Bødens størrelse skal afspejle, at en overtrædelse
af lovens bestemmelser oftest betyder en besparelse for den
erhvervsdrivende, der vil medføre, at disse virksomheder
opnår en konkurrencefordel frem for de virksomheder, som
følger lovens bestemmelser. Det forudsættes, at bødestørrel‐
serne i øvrigt skal følge den almindelige prisudvikling i
samfundet.
Overtrædelse af en del af lovens bestemmelser vil desu‐
den betyde, at den erhvervsdrivende ikke samarbejder med
kontrolmyndigheden, og at der dermed ikke kan føres en
effektiv kontrol. Bøden fastsættes således, at den ud fra spe‐
cialpræventive og generalpræventive hensyn fjerner ethvert
incitament til at overtræde lovgivningen for at opnå bespa‐
relser på bekostning af lovgivningens krav til eksempelvis
sikkerhed.
De rejste sager sker på anmeldelse fra Sikkerhedsstyrelsen
og ledsages af en indstilling vedrørende bødens størrelse.
Strafudmålingen vil bero på domstolenes konkrete vurdering
i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen,
jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10. Det angivne strafniveau vil derfor
kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der
i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende
omstændigheder.
Bødens størrelse påvirkes i udgangspunktet af fire forskel‐
lige parametre: Tilregnelse, konsekvens, sandsynlighed og
omsætning. Hertil kommer, om der er tale om gentagelse,
eller om overtrædelsen er begået under skærpende omstæn‐
digheder.
Ved tilregnelse forstås vurderingen af, om et forhold er be‐
gået forsætligt, groft eller simpelt uagtsomt. Jo mere culpøs
en handling eller undladelse vurderes at være, des højere
bør bøden fastsættes. Det foreslås med dette lovforslag, at
det almindelige udgangspunkt på særlovsområdet, simpel
uagtsomhed, skal finde anvendelse som udgangspunkt.
Konsekvens (skadevirkning) skal forstås som den mulige
konsekvens af den strafbare handling eller undladelse. Det
er således ikke en betingelse, at den strafbare handling eller
undladelse har forårsaget en reel skade eller et tab. Konse‐
kvensen relaterer sig typisk til den risiko, det energirelatere‐
de produkt udgør som følge af den strafbare handling eller
undladelse. Der kan tillige være tale om situationer, hvor
den strafbare handling eller undladelse kan vække forestil‐
ling hos brugeren om, at det købte energirelaterede produkt
har nogle egenskaber, som ikke er tilfældet. Et eksempel
herpå kan være, hvor et energirelateret produkt er påført
CE-mærkning, men reelt ikke lever op til reglerne for at
måtte bære CE-mærket. Konsekvensen kan desuden være
bundet op på hensynet til, at kontrolmyndigheden kan føre
en effektiv kontrol, ligesom der ligger et væsentligt hensyn i
forhold til, at virksomhederne kan konkurrere på fair og lige
vilkår.
Ved sandsynlighed forstås, hvor stor sandsynligheden er for,
at konsekvensen udløses. Det vil lidt forenklet sige, hvor
stort et skadespotentiale er der tale om. I denne vurdering
indgår særligt, hvor stort kundegrundlag den pågældende
erhvervsdrivende har, herunder geografisk udbredelse, og
hvilke salgskanaler der anvendes. Er der f.eks. tale om salg
i en lukket Facebookgruppe med få medlemmer eller via en
webshop med national, europæisk eller globalt salg, er det
en fysisk butik i en lille by i provinsen eller en stor lands‐
dækkende eller verdensomspændende kæde af butikker. An‐
tallet af energirelaterede produkter, der er udbudt til salg,
vil også være et moment, der bør tillægges vægt, da det har
stor betydning for, hvor mange brugere der ville kunne blive
udsat for risikoen eller blive ført bag lyset i forhold til pro‐
duktets forventede egenskaber ved den strafbare handling
eller undladelse.
Når straffen udmåles, bør omsætning også indgå som et
parameter. Der er tale om den erhvervsdrivendes samlede
omsætning. Omsætningen indikerer, dels hvor stort et kun‐
degrundlag der er for virksomheden, dels hvor høj grad af
professionalisme, de forventes at have. Det er hensigten,
at bødens størrelse skal differentiere betydeligt, særligt i
relation til virksomhedens omsætning, så bøden for at bringe
ulovlige energirelaterede produkter på markedet får den øn‐
skede præventive effekt. Minimumsbøden vil således danne
udgangspunkt for bødefastsættelsen for virksomheder med
en lille omsætning. Hvorimod det tilsigtes, at virksomheder
med ganske stor omsætning bør ifalde betydeligt større bø‐
der.
Der bør således for den samme materielle overtrædelse være
forskel på en hobbyvirksomhed, der har fremstillet og solgt
meget få energirelaterede produkter i en lukket Facebook-
78
gruppe, frem for en stor landsdækkende virksomhed, der
har solgt et stort antal produkter. De to virksomheder i ek‐
semplet adskiller sig således fra hinanden på virksomheder‐
nes kundegrundlag, graden af professionalisme og antallet
af solgte produkter, det vil sige, hvor mange brugere der
potentielt ville kunne have været udsat for risikoen ved det
energirelaterede produkt.
Gentagelsestilfælde omhandler tilfælde, hvor den erhvervs‐
drivende inden for de seneste 5 år har begået en lignende
overtrædelse. Den erhvervsdrivendes overtrædelser behøver
ikke være identiske, når de dog er ensartede. Hvis kontrol‐
myndigheden eksempelvis har udstedt flere påbud til virk‐
somheden vedrørende salg af ikke-overensstemmende ener‐
girelaterede produkter, vil dette være at betragte som en
gentagelse, uanset at der ikke er tale om at gentage præcist
samme forhold. Det er ikke en forudsætning, at de tidligere
overtrædelser har været til pådømmelse i det strafferetlige
system. Der er udelukkende tale om, at kontrolmyndighe‐
den gentagne gange har haft sager, hvor den pågældende
erhvervsdrivendes energirelaterede produkter har vist sig
ikke at være i overensstemmelse med reglerne. I gentagel‐
sestilfælde bør bøden fordobles ved første gentagelse og
tredobles ved anden gentagelse.
Der kan i nogle sager være formildende omstændigheder,
der kan have indflydelse på udmålingen af straf. Det kan
eksempelvis være virksomhedens grad af professionalisme,
hvis der eksempelvis er tale om en hobbyvirksomhed, hvor
ejeren ikke lever af dette erhverv, men udelukkende driver
det som hobby. I særlige tilfælde kan det også anses som en
formildende omstændighed, at der er tale om førstegangstil‐
fælde i den forstand, at kontrolmyndigheden ikke tidligere
har udstedt påbud eller forbud til den erhvervsdrivende.
Det foreslås i § 15, stk. 2, at der i regler udstedt i medfør af
denne lov kan fastsættes straf i form af bøde.
Bestemmelsen er en videreførelse af ecodesignlovens § 15,
stk. 2.
Ecodesignloven indeholder bemyndigelser for klima-, ener‐
gi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om en
række forhold, ligesom der i lovforslaget indgår forslag
om bemyndigelser til ministeren. Derfor foreslås, at mini‐
steren ligeledes ifølge stk. 2 kan fastsætte bestemmelser
om bødestraf for overtrædelse af regler udstedt med hjem‐
mel i loven. Der er fastsat straffebestemmelser i den gæl‐
dende ecodesignbekendtgørelses § 18, hvorefter der f.eks.
kan idømmes bødestraf til den, der undlader at forsyne et
energirelateret produkt med CE-mærkning, som foreskrevet
i ecodesignbekendtgørelsens § 6, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse skal give mulighed for at
fastsætte straffebestemmelser i bekendtgørelser, så der på
samme måde som loven bliver mulighed for at straffe med
bøde. Behovet for fastsættelsen af straffebestemmelser i be‐
kendtgørelser skyldes, at fastsættelsen af de mere specifik‐
ke krav til energirelaterede produkters dokumentation og
mærkning sker på bekendtgørelsesniveau. Der er derfor
behov for, at overtrædelse af disse regler kan straffes på
samme måde som de krav, der fremgår direkte af lovforsla‐
get. Der foreslås derfor at kunne fastsættes regler om bøde‐
straf.
Straffastsættelsen i bekendtgørelserne foreslås i øvrigt at
følge samme praksis som foreslået ved strafudmåling efter
dette lovforslag. Det er således de samme vurderinger og
betragtninger, der bør være afgørende for straffastsættelsen
ved overtrædelse af krav i bekendtgørelserne.
Det foreslås i § 15, stk. 3, at hvis der ved en overtrædelse
af loven er opnået en økonomisk fordel, enten i form af et
udbytte eller i form af en besparelse, er det udgangspunktet,
at denne økonomiske fordel skal konfiskeres. Reglerne om
konfiskation findes i straffelovens 9. kapitel.
Forslaget præciserer endvidere, at dette udgangspunkt også
skal være gældende ved formelle overtrædelser, det vil sige
overtrædelser, der ikke indebærer skade eller fare for skade
på miljøet.
Det skal ved strafudmålingen altid - også hvor der foretages
konfiskation - tillægges vægt, om overtrædelsen er sket med
økonomisk vinding eller besparelse for øje, uanset om den
økonomiske fordel er opnået eller alene tilsigtet, jf. straffe‐
lovens 10. kapitel om straffens fastsættelse.
Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hen‐
syn hertil ved strafudmåling af bøde, herunder en eventuel
tillægsbøde.
Ecodesignloven indeholder ikke bestemmelser om absolut
kumulation af bøder.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 15, stk. 4,
1. pkt., om at har nogen ved én eller flere handlinger eller
undladelser begået flere overtrædelser af denne lov eller
regler fastsat i medfør af denne lov, og medfører overtrædel‐
serne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for
hver overtrædelse.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 15, stk.
4, 2. pkt., om at har nogen ved én eller flere handlinger
overtrådt denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov
og én eller flere andre love, og medfører overtrædelserne
idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver
overtrædelse af denne lov eller regler fastsat i medfør af
denne lov og bødestraffen for overtrædelsen af den eller de
andre love.
I bestemmelsens stk. 4 foreslås der indført absolut kumula‐
tion af bøder i sager vedrørende overtrædelser af produkt‐
lovgivningen omfattet af dette lovforslags anvendelsesområ‐
de. Det betyder, at der ved samtidig pådømmelse af flere
overtrædelser som udgangspunkt skal ske sammenlægning
af den fulde straf for de enkelte lovovertrædelser. Absolut
kumulation vil ligeledes som udgangspunkt finde anvendel‐
se i tilfælde, hvor én eller flere overtrædelser af dette regel‐
79
sæt pådømmes samtidig med overtrædelser af anden lovgiv‐
ning. Det vil f.eks. være en producent, herunder fabrikant,
som ikke har overholdt sin underretningspligt, jf. den fore‐
slåede § 10, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 26, i forhold til
et energirelateret produkt, som ikke er i overensstemmelse
med reglerne om ecodesign, og som undlader at efterkomme
et forbud mod at bringe produktet i omsætning. Begge dele
er strafbare efter den foreslåede § 15, stk. 1, nr. 1 og 6.
Bestemmelserne som foreslået i stk. 4 vil samtidigt medføre,
at strafferettens almindelige princip om modereret kumula‐
tion efter straffelovens § 88 fraviges. Ved modereret kumu‐
lation forstås, at de enkelte overtrædelser indgår med nedsat
vægt, når en samlet straf skal fastsættes for overtrædelser,
der pådømmes samtidigt.
Hensigten med forslaget om absolut kumulation er at skabe
en præventiv effekt, der skal give de erhvervsdrivende og
andre personer, der er forpligtede efter lovforslaget, et større
incitament til at overholde lovens regler og regler fastsat i
medfør af loven. Inden for lovforslagets anvendelsesområde
er det ikke ualmindeligt, at en erhvervsdrivende anmeldes
for flere overtrædelser af produktlovgivningen i løbet af en
relativ kort periode på et halvt til et helt år. I de tilfælde
vil der til hver enkelt overtrædelse være indstillet til en
bøde for den pågældende overtrædelse. Af administrative
hensyn vil den enkelte politikreds i nogle tilfælde behand‐
le anmeldelserne og dermed overtrædelserne i samme sag,
hvilket vil føre til samtidig pådømmelse af forholdene. I
andre tilfælde vil forholdene blive behandlet hver for sig,
hvorefter forholdene også pådømmes hver for sig. Med for‐
slaget om absolut kumulation sikres det, at den, der begår
flere overtrædelser af produktlovgivningen, som pådømmes
samtidig, ikke slipper billigere end den, der får forskellige
overtrædelser pådømt hver for sig.
Det bemærkes, at det alene er bøder efter produktlovgivnin‐
gen inden for lovforslagets anvendelsesområde, der er om‐
fattet af princippet om absolut kumulation efter bestemmel‐
serne i stk. 4 og 5. De foreslåede bestemmelser angår ikke
fastsættelse af bøder efter anden lovgivning, f.eks. produkt‐
energimærkningsloven. Ved pådømmelse af flere samtidige
overtrædelser af anden lovgivning, der medfører bødestraf,
vil den samlede bøde for disse overtrædelser således kunne
fastsættes uafhængigt af de foreslåede regler om absolut
kumulation i dette lovforslag. Den samlede bøde for over‐
trædelse af anden lovgivning lægges herefter sammen med
den samlede bøde for en eller flere overtrædelser på dette
lovforslags anvendelsesområde.
Ecodesignloven indeholder ikke en bestemmelse om fravi‐
gelse af absolut kumulation af bøder.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 15, stk.
5, hvorefter kumulation efter den foreslåede stk. 4 kan fravi‐
ges.
Da en regel om absolut kumulation ikke i alle tilfælde vil
føre til et rimeligt resultat, foreslås det, at bestemmelserne i
stk. 4 kan fraviges, når særlige grunde taler for det.
Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis en sam‐
menlægning af de forskyldte bøder fører til en uforholds‐
mæssig høj samlet bøde, herunder henset til forseelsernes
karakter.
Det foreslås i § 15, stk. 6, at der kan pålægges selskaber m.v.
(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens
5. kapitel.
Bestemmelsen er en videreførelse af ecodesignlovens § 15,
stk. 4.
Da lovforslaget i første række er rettet mod en bred skare
af erhvervsdrivende, er det essentielt for virkningen af reg‐
lerne, at juridiske personer kan ifalde strafansvar. Juridiske
personer kan straffes med bøde ved simpel uagtsomhed lige‐
som fysiske personer.
Intentionen i den foreslåede tekst er at følge anklagemyndig‐
hedens almindelige praksis for strafforfølgelse af juridiske
personer, jf. Rigsadvokatmeddelelse af 17. april 2015 om
strafansvar for juridiske personer. Det følger af straffelovens
§ 27, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der
inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der
kan tilregnes en eller flere personer knyttet til den juridiske
person eller den juridiske person som sådan. Udgangspunk‐
tet i rigsadvokatmeddelelsen er, at kan en overtrædelse til‐
regnes den juridiske person, vælges denne som strafsubjekt.
Til § 2
Til nr. 1
Det foreslås, at der overalt i loven ændres fra ”Tilsyns‐
myndighed” til ”Kontrolmyndighed”, ”tilsynsmyndighed”
til ”kontrolmyndighed”, ”tilsynsmyndigheden” til ”kontrol‐
myndigheden”, ”Tilsynsmyndigheden” til ”Kontrolmyndig‐
heden”, og ”tilsynsmyndighedens” til ”kontrolmyndighe‐
dens”.
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at tilsyn
med overholdelse af regler om miljøvenligt design af ener‐
girelaterede produkter blev overført til erhvervsministeren
med virkning fra den 1. august 2018 og delegeret til Sik‐
kerhedsstyrelsen, som siden den 1. august 2018 har været
kontrolmyndighed på området, jf. afsnit 2.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Formålet med at ændre bestemmelserne er at ændre termi‐
nologien, således at bestemmelserne så vidt muligt bliver
ensrettet i forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produk‐
ter og markedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen admi‐
nistrerer, hvor ordet kontrolmyndighed anvendes.
Til nr. 2
Det foreslås, at der overalt i loven ændres fra ”tilsyn” til
”kontrol”.
80
Formålet med at ændre bestemmelserne er, at bestemmelser‐
ne så vidt muligt bliver ensrettet med lov nr. 799 af 9. ju‐
ni 2020 om produkter og markedsovervågning, som Sikker‐
hedsstyrelsen administrerer, hvor ordet ”kontrol” anvendes.
Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lov‐
forslagets § 2, nr. 1.
Til nr. 3
Det følger af produktenergimærkningslovens § 1, stk. 1, at
loven supplerer Europa-Parlamentets og Rådets forordning
1369/2017/EU af 4. juli 2017 om opstilling af rammer for
energimærkning og om ophævelse af direktiv 2010/30/EU
(herefter energimærkningsforordningen). Energimærknings‐
forordningen indeholder regler om energimærkning af ener‐
girelaterede produkter og pålægger medlemsstaterne at ud‐
færdige supplerende bestemmelser, der sikrer, at bestemmel‐
serne i forordningen og i relevante delegerede retsakter
udstedt i medfør af forordningen kan håndhæves og sanktio‐
neres. Det er således produktenergimærkningslovens formål
at fastsætte nationale supplerende bestemmelser, som skal
sikre håndhævelse og sanktionering af energimærkningsfor‐
ordningen.
Energimærkningsforordningen indeholder udtrykkelige hen‐
visninger til bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning nr. 765/2008/EF af 9. juli 2008 om kravene
til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med
markedsføring af produkter, som udgør den retlige ram‐
me for markedsovervågning af en række produkter i EU
(herefter forordning 765/2008/EF). Forordning 756/2008/EF
er benævnt markedsovervågningsforordningen i bemærknin‐
gerne til den gældende produktenergimærkningslov, men
benævnes for læsevenlighedens skyld i dette lovforslag
som forordning 765/2008/EF, idet markedsovervågningsfor‐
ordningen i dette lovforslag angives som betegnelse for
den nye markedsovervågningsforordning, dvs. Europa-Par‐
lamentets og Rådets forordning 1020/2019/EU af 20. juni
2019 om markedsovervågning og produktoverensstemmel‐
se og om ændring af direktiv 2004/42/EF og forordning
nr. 765/2008/EF og nr. 305/2011/EU (herefter markedsover‐
vågningsforordningen). Det fremgår således af energimærk‐
ningsforordningens artikel 8, stk. 1, at artikel 16 til 29 i
forordning 765/2008/EF finder anvendelse på produkter, der
er omfattet af energimærkningsforordningen og relevante
delegerede retsakter.
I produktenergimærkningsloven er der fastsat supplerende
bestemmelser til forordning 765/2008/EF, herunder bestem‐
melser om kontrolmyndighedens kontrolbeføjelser og kon‐
trolforanstaltninger, jf. produktenergimærkningslovens § 2,
stk. 2 (supplerer artikel 21 i forordning 765/2008/EF), §
2, stk. 3 (supplerer artikel 19, stk. 1, 3. pkt. i forordning
765/2008/EF), § 3, stk. 3 (supplerer artikel 19, stk. 1, 1.
pkt. i forordning 765/2008/EF), og § 4, stk. 1 (supplerer
artikel 19, stk. 1, 2. afsnit, i forordning 765/2008/EF). Dette
fremgår af bemærkningerne til lovforslaget til produktener‐
gimærkningsloven.
Forordning 765/2008/EF fastsætter bl.a. krav til medlems‐
staternes markedsovervågning, dvs. kontrollen af, om de
produkter, der findes på markedet, overholder de gældende
EU-regler. Markedsovervågningen skal sikre, at der for dis‐
se produkter er et højt beskyttelsesniveau i relation til sam‐
fundsinteresser, sundhed og sikkerhed generelt, forbrugerbe‐
skyttelse samt miljøbeskyttelse. Markedsovervågningen sik‐
rer dette ved, at produkter til skade for brugernes sikkerhed
og sundhed trækkes tilbage, forbydes eller kun gøres til‐
gængelige på markedet med de nødvendige begrænsninger,
og at offentligheden, Europa-Kommissionen og de øvrige
medlemsstater informeres herom. Markedsovervågningsfor‐
ordningen afløser delvist forordning 765/2008/EF, bl.a. for
så vidt angår de dele, der omhandler markedsovervågning,
således at bl.a. kapitel 3 (artikel 15-29) om markedsovervåg‐
ning i forordning 765/2008/EF ophæves, jf. markedsover‐
vågningsforordningens artikel 39, stk. 1, nr. 4, men regler‐
ne om f.eks. CE-mærkning gælder fortsat efter forordning
765/2008/EF.
Det foreslås at ændre § 1, stk. 1, i produktenergimærk‐
ningsloven, således at det fremgår tydeligt, at produktener‐
gimærkningsloven også supplerer markedsovervågningsfor‐
ordningen.
Markedsovervågningsforordningen finder direkte anvendel‐
se i dansk ret, men anvendelsen forudsætter visse gennemfø‐
relsesforanstaltninger. Forordningen forpligter således med‐
lemslandene til at sikre, at markedsovervågningsmyndighe‐
derne har en række konkrete minimumsbeføjelser til rådig‐
hed. De fleste af disse beføjelser findes allerede i produkt‐
energimærkningsloven i dag, mens enkelte er helt nye eller
skærpede i forhold til den eksisterende regulering. Med‐
lemslandene forpligtes desuden til at fastsætte sanktioner for
overtrædelse af forordningen.
Med lovforslaget fastsættes de nødvendige supplerende be‐
stemmelser i produktenergimærkningsloven, som kræves
efter markedsovervågningsforordningen. Med lovforslaget
sikres det derfor, at bestemmelserne i markedsovervågnings‐
forordningen efterleves for så vidt angår energimærknings‐
forordningen, som er en af de EU-retsakter, som omfattes
af markedsovervågningsforordningen, jf. markedsovervåg‐
ningsforordningens artikel 2, stk. 1, og bilag 1.
Til nr. 4
Det foreslås at ændre overskriften til kapitel 2 fra ”Tilsyn,
kontrol m.v.” til ”Kontrol m.v.”.
Formålet med at ændre overskriften er, at ordlyden så vidt
muligt bliver ensrettet med lov nr. 799 af 9. juni 2020 om
produkter og markedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen
administrerer, hvor ordet ”kontrol” anvendes.
Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lov‐
forslagets § 2, nr. 1.
Til nr. 5
81
Det følger af produktenergimærkningslovens § 2, stk. 1, at
erhvervsministeren, eller den ministeren bemyndiger hertil,
fører tilsyn med, at energirelaterede produkter er i overens‐
stemmelse med de krav, der er fastsat i energimærkningsfor‐
ordningen, relevante delegerede retsakter og regler fastsat i
medfør af denne lov. Som udgangspunkt skal tilsynsmyndig‐
heden anse et produkt, for hvilket der foreligger et (energi)
mærke, et produktdatablad og teknisk dokumentation, for
at være i overensstemmelse med de fastsatte krav. Kontrol‐
myndigheden kan dog iværksætte stikprøvekontrol af, om
kravene er opfyldt. Kontrollen kan iværksættes i forbindelse
med, at det pågældende produkt bringes i omsætning eller
senere. Beslutningen om at foretage kontrol kan træffes
på grundlag af myndighedens egen vurdering, meddelelser
fra Europa-Kommissionen eller meddelelser fra andre med‐
lemsstater.
Det foreslås, at der i § 2, stk. 1, i produktenergimærknings‐
loven indsættes et nyt punktum, hvorefter erhvervsministe‐
ren, eller den ministeren bemyndiger hertil, endvidere fører
kontrol med, at regler fastsat i energimærkningsforordnin‐
gen, delegerede retsakter, markedsovervågningsforordnin‐
gen og regler fastsat i medfør af denne lov, overholdes.
Markedsovervågningsforordningen fastlægger rammerne for
kontrollen med energimærkning, bl.a. at der skal føres kon‐
trol i et passende omfang, og hvilke foranstaltninger, der
kan finde anvendelse ved tilsynet, herunder kontrol med
dokumentation, fysisk kontrol og laboratorieundersøgelser
samt adgang til erhvervsdrivendes lokaliteter og udtagning
af passende stikprøver. Forordningen fastlægger endvidere,
at der skal træffes afgørelse om passende foranstaltninger
ved overtrædelser.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har vurderet, at
det er nødvendigt at fastsætte supplerende bestemmelser, der
skal sikre et effektivt dansk tilsyn i forhold til markedsover‐
vågningsforordningen. Det foreslås derfor, at bestemmelser‐
ne udfylder den ramme for kontrol, der er angivet med
markedsovervågningsforordningen og dermed supplerer for‐
ordningen. De supplerende bestemmelser har til formål at
gøre det klart for virksomhederne, hvad de kan forvente i
forbindelse med indgreb som tilsyn og kontrol. Dette er i
overensstemmelse med dansk retstradition.
Formålet med den foreslåede ændring er at supplere og
tilpasse produktenergimærkningsloven til de nye regler
fra markedsovervågningsforordningen. Kontrolbeføjelserne,
som stammer fra forordningen, skrives bl.a. ind i loven. De
erhvervsdrivendes pligter skrives dog ikke direkte ind i
produktenergimærkningsloven, idet den gældende lov ale‐
ne gennemfører supplerende bestemmelser til energimærk‐
ningsforordningen og forordning 765/2008/EF, og den gen‐
giver derfor ingen forpligtelser i loven.
Forslaget vil medføre, at der også vil kunne føres kon‐
trol med overholdelse af markedsovervågningsforordningen,
herunder de pligter der følger heraf for de erhvervsdri‐
vende. Efter artikel 7, stk. 1, i markedsovervågningsfor‐
ordningen skal erhvervsdrivende samarbejde med markeds‐
overvågningsmyndighederne om tiltag, der kan eliminere
eller begrænse risici forbundet med produkter, som disse
erhvervsdrivende har gjort tilgængelige på markedet. Endvi‐
dere skal udbydere af informationssamfundstjenester efter
artikel 7, stk. 2, på anmodning af markedsovervågningsmyn‐
dighederne samarbejde med disse og i særlige tilfælde med
henblik på at fremme ethvert tiltag, der træffes for at eli‐
minere eller, hvis dette ikke er muligt, begrænse risiciene
forbundet med et produkt, der udbydes eller var udbudt til
salg online gennem deres tjenester.
Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 5-5 c i lovforsla‐
gets § 2, nr. 12 og 13, der indeholder bestemmelser om,
hvilke afgørelser kontrolmyndigheden bl.a. kan træffe over
for de erhvervsdrivende, der ikke overholder pligterne i arti‐
kel 7, stk. 1 og 2.
Til nr. 6
Det følger af produktenergimærkningslovens § 2, stk. 3, at
leverandøren efter anmodning skal give alle oplysninger,
som er nødvendige for varetagelsen af tilsynsmyndighedens
tilsyn efter stk. 1. Oplysningspligten gælder også, når det
skal afgøres, om et energirelateret produkt er omfattet af
regler fastsat i medfør af energimærkningsforordningen eller
en delegeret retsakt.
Oplysningsforpligtelsen gælder for en leverandør som defi‐
neret i energimærkningsforordningens artikel 2, nr. 14, dvs.
en producent i Unionen, den bemyndigede repræsentant for
en producent, der ikke er etableret i Unionen, eller en impor‐
tør, der bringer et produkt i omsætning på EU-markedet. En
producent er efter energimærkningsforordningens artikel 2,
nr. 10, defineret som en fysisk eller juridisk person, som
fremstiller et produkt eller får et sådant produkt konstrue‐
ret eller fremstillet og markedsfører dette produkt under sit
navn eller varemærke, og er identisk med udtrykket og de‐
finitionen af en fabrikant i markedsovervågningsforordnin‐
gens artikel 3, nr. 8. Definitionerne af en bemyndiget repræ‐
sentant og importør er efter begge forordninger ligeledes
identiske.
Det følger af bestemmelsen, at leverandøren efter anmod‐
ning skal give alle oplysninger, som er nødvendige for vare‐
tagelsen af kontrolmyndighedens kontrol efter stk. 1. Herun‐
der kan kontrolmyndigheden kræve indsendt dokumentation
i form af mærker, datablade og salgs- eller reklamemateria‐
le. Oplysningerne kan endvidere blandt andet omfatte hvor
mange eksemplarer af et produkt, der er bragt i omsætning
på det danske marked.
Bestemmelsen supplerer forordning 765/2008/EF artikel 19,
stk. 1, 2. afsnit, hvorefter markedsovervågningsmyndighe‐
derne kan forlange, at de erhvervsdrivende fremlægger det
dokumentationsmateriale og de oplysninger, som myndig‐
hederne anser for nødvendige for, at de kan udføre deres
opgaver. Forordning 765/2008/EF er delvist afløst af mar‐
kedsovervågningsforordningen, som trådte i kraft den 15.
82
juli 2020 og finder anvendelse fra den 16. juli 2021, jf. for‐
ordningens artikel 44. Det følger af sammenligningstabellen
i bilag 3 i markedsovervågningsforordningen, at artikel 19,
stk. 1, i forordning 765/2008/EF svarer til artikel 11, stk.
3 og 5, og artikel 14, stk. 4, litra a, b, e og j, i markedsover‐
vågningsforordningen.
Det foreslås i § 2, stk. 3, at leverandøren efter anmodning
fra kontrolmyndigheden skal give alle oplysninger, som er
nødvendige for varetagelsen af kontrolmyndighedens kon‐
trol efter stk. 1, herunder relevante dokumenter, tekniske
specifikationer, data, oplysninger om overensstemmelse og
tekniske aspekter ved produktet, herunder ligeledes adgang
til indlejret software, oplysninger, som er nødvendige for
at kunne fastslå ejerskabet af en onlinegrænseflade, eller re‐
levante oplysninger om forsyningskæden, nærmere detaljer
for distributionsnettet, mængder af produkter på markedet
og andre produktmodeller, der har de samme tekniske egen‐
skaber som det pågældende produkt.
Kontrolmyndigheden vil efter den foreslåede bestemmelse
kunne kræve oplysninger, som er til brug for kontrol og
afgørelser. Det kan f.eks. være, at kontrolmyndigheden har
brug for at få tilsendt en kopi af mærker, datablade og salgs-
eller reklamemateriale. Oplysningerne kan endvidere f.eks.
omfatte, hvor mange eksemplarer af et produkt, der er bragt
i omsætning på det danske marked, og oplysninger om an‐
dre produktmodeller med samme tekniske egenskaber som
det pågældende energirelaterede produkt. Der kan dog også
være tale om anden dokumentation såsom toldpapirer eller
afgørelser fra andre landes markedsovervågningsmyndighe‐
der. Der kan også være tale om andre relevante dokumenter,
tekniske specifikationer, data eller oplysninger om overens‐
stemmelse og tekniske aspekter af energirelaterede produk‐
ter, herunder adgang til indlejret software i det omfang en
sådan adgang er nødvendig for at vurdere produktets over‐
ensstemmelse med kravene i energimærkningsforordningen
eller en delegeret retsakt eller regler fastsat i medfør af
loven. Oplysningerne vil kunne indhentes uanset form el‐
ler format og uanset lagringsmedium eller det sted, hvor
sådanne dokumenter, tekniske specifikationer, data eller op‐
lysninger er lagret. Kontrolmyndigheden vil endvidere få
mulighed for at tage eller få kopier heraf.
Som noget nyt omfattes efter markedsovervågningsforord‐
ningens artikel 5, stk. 2, også adgang til at få en kopi af den
bemyndigede repræsentants fuldmagt og endvidere også op‐
lysninger, der er nødvendige for at kunne fastslå ejerskabet
til en onlinegrænseflade, når de pågældende oplysninger har
relation til undersøgelsens genstand.
Som noget nyt omfattes også adgang til indlejret software
ved de tekniske aspekter ved et produkt, i det omfang en
sådan adgang er nødvendig for at vurdere produktets over‐
ensstemmelse med reglerne om ecodesign, uanset form eller
format og uanset lagringsmedium eller det sted, hvor sådan‐
ne dokumenter, tekniske specifikationer, data eller oplysnin‐
ger er lagret, og at tage eller få kopier deraf. Endvidere
omfattes også oplysninger, der er nødvendige for at kunne
fastslå ejerskabet til en onlinegrænseflade, når de pågælden‐
de oplysninger har relation til undersøgelsens genstand, eller
relevante oplysninger om forsyningskæden, nærmere detal‐
jer for distributionsnettet, mængder af produkter på marke‐
det og andre produktmodeller, der har de samme tekniske
egenskaber som det pågældende produkt, jf. markedsover‐
vågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra a-c.
En onlinegrænseflade defineres efter markedsovervågnings‐
forordningens artikel 3, nr. 15, som enhver form for soft‐
ware, herunder et websted, dele af et websted eller en appli‐
kation, der drives af eller på vegne af en erhvervsdrivende,
og som giver slutbrugere adgang til den erhvervsdrivendes
produkter. Det kan særligt være hjemmesider og applikatio‐
ner til mobiltelefoner, tablets og computere, men dette kan
dog ændre sig i takt med, at der kommer nye løsninger på
markedet.
Den foreslåede bestemmelse supplerer markedsovervåg‐
ningsforordningens artikel 5, stk. 2, og artikel 14, stk. 4,
litra a-c.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med produktenergi‐
mærkningslovens § 2, stk. 4, hvorefter kontrolmyndigheden
kan indhente visse oplysninger hos en forhandler.
Formålet med indsættelsen er at inkludere de nye oplysnin‐
ger, som kontrolmyndigheden efter markedsovervågnings‐
forordningen skal have beføjelse til at kræve.
Den foreslåede bestemmelse vil hermed understrege leve‐
randørens oplysningspligt.
Det er i bestemmelsen blandt andet understreget, at kontrol‐
myndigheden vil have mulighed for at pålægge leverandø‐
ren at fremlægge de relevante oplysninger, der er nødvendi‐
ge for at kunne fastslå ejerskabet til en onlinegrænseflade,
når de pågældende oplysninger har relation til det energire‐
laterede produkt, som det er nødvendigt at indhente oplys‐
ninger om. Dette skyldes, at stadig flere energirelaterede
produkter sælges online, og der kan derfor være behov for
i sidste ende at sikre, at energirelaterede produkter, som
ikke overholder kravene i reglerne om energimærkning, ikke
længere sælges eller stilles rådighed på anden måde gen‐
nem den pågældende onlinegrænseflade. Kontrolmyndighe‐
den vil i medfør af de foreslåede § 5 b og § 5 c kunne
påbyde ejere af en onlinegrænseflade at ændre eller fjerne
indhold, ligesom onlinegrænsefladen i sidste ende vil kunne
blokeres.
Det er ikke hensigten at pålægge de erhvervsdrivende unø‐
dige administrative byrder, og kontrolmyndigheden vil ikke
kunne anmode om oplysninger fra en leverandør, som går
videre end det, leverandøren er forpligtet til eller kan for‐
ventes at være i besiddelse af efter reglerne om energimærk‐
ning i lovforslaget, markedsovervågningsforordningen samt
energimærkningsforordningen, herunder delegerede retsak‐
ter udstedt i medfør heraf.
Kontrolmyndighedens eventuelle offentliggørelse af oplys‐
83
ninger og materiale, som kontrolmyndigheden har modtaget,
vil til enhver tid være begrænset af de almindelige regler om
tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27. Oplysninger, der
er modtaget efter stk. 3, skal behandles under iagttagelse af
reglerne i lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019
om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangs‐
indgreb og oplysningspligt (retssikkerhedsloven).
Har en myndighed konkret mistanke om, at en enkeltper‐
son eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der
kan medføre straf, gælder den foreslåede bestemmelse ikke,
medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges
tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den
formodede overtrædelse, jf. retssikkerhedslovens § 10. I det‐
te tilfælde skal den pågældende myndighed overlade sagen
til politiet.
Bestemmelsen sikrer, at kontrolmyndigheden kan få de nød‐
vendige oplysninger til udførelse af kontrolarbejdet.
Der kan straffes for manglende overholdelse af oplysnings‐
forpligtelsen efter den foreslåede § 2, stk. 3, jf. lovforslagets
§ 2, nr. 17.
Til nr. 7
Det følger af produktenergimærkningslovens § 2, stk. 4, at
forhandlere efter anmodning skal give tilsynsmyndigheden
oplysninger om, hvorfra denne har erhvervet et energirelate‐
ret produkt. Derved får tilsynsmyndigheden mulighed for at
fastslå, hvem der er leverandør eller importør af produktet.
En forhandler defineres efter energimærkningsforordningens
artikel 3, nr. 13, som en detailhandler eller anden fysisk
eller juridisk person, som udbyder til salg, udlejer, sælger
på afbetaling eller udstiller produkter til kunder eller in‐
stallatører som led i erhvervsvirksomhed mod eller uden
vederlag. Udtrykket og definitionen af en forhandler skal
forstås i overensstemmelse med en erhvervsdrivende i hen‐
hold til markedsovervågningsforordningens artikel 3, nr. 13,
hvorefter en erhvervsdrivende defineres som fabrikanten,
den bemyndigede repræsentant, importøren, distributøren,
udbyderen af distributionstjenester eller enhver anden fysisk
eller juridisk person, der har forpligtelser i forbindelse med
fremstillingen af produkter, tilgængeliggørelsen på markedet
eller ibrugtagningen af dem i overensstemmelse med den
relevante EU-harmoniseringslovgivning. Det følger af mar‐
kedsovervågningsforordningens betragtning nr. 14, at mo‐
derne forsyningskæder omfatter en bred vifte af erhvervsdri‐
vende, som alle bør gøres til genstand for håndhævelsen af
EU-harmoniseringslovgivningen, samtidig med at der tages
behørigt hensyn til deres respektive rolle i forsyningskæden,
og i hvilket omfang de bidrager til at gøre produkter tilgæn‐
gelige på EU-markedet. Det er derfor nødvendigt at anvende
denne forordning på erhvervsdrivende, der er direkte berørt
af EU-harmoniseringslovgivningen såsom producenten af et
produkt og leverandøren eller forhandleren som defineret i
energimærkningsforordningen, jf. listen i bilag I til denne
forordning.
Det foreslås at ændre produktenergimærkningslovens § 2,
stk. 4, ved at indsætte, at kontrolmyndigheden over for
forhandleren, udover oplysninger om, hvorfra denne har er‐
hvervet et energirelateret produkt, kan kræve at få forelagt
relevante dokumenter, tekniske specifikationer, data, oplys‐
ninger om overensstemmelse og tekniske aspekter af pro‐
duktet. Herunder kan kontrolmyndigheden ligeledes kræve
adgang til indlejret software, oplysninger, som er nødvendi‐
ge for at kunne fastslå ejerskabet af en onlinegrænseflade,
eller relevante oplysninger om forsyningskæden, nærmere
detaljer for distributionsnettet, mængder af produkter på
markedet og andre produktmodeller, der har de samme tek‐
niske egenskaber som det pågældende produkt.
Som noget nyt omfattes også oplysninger om mængder af
energirelaterede produkter på markedet og om andre pro‐
duktmodeller, der har de samme tekniske egenskaber som
det pågældende energirelaterede produkt samt oplysninger,
der er nødvendige for at kunne fastslå ejerskabet til en on‐
linegrænseflade, når de pågældende oplysninger har relation
til undersøgelsens genstand.
Som noget nyt omfattes også adgang til indlejret software
ved de tekniske aspekter ved et produkt, i det omfang en
sådan adgang er nødvendig for at vurdere produktets over‐
ensstemmelse med reglerne om ecodesign, uanset form eller
format og uanset lagringsmedium eller det sted, hvor sådan‐
ne dokumenter, tekniske specifikationer, data eller oplysnin‐
ger er lagret, og at tage eller få kopier deraf. Endvidere
omfattes også oplysninger, der er nødvendige for at kunne
fastslå ejerskabet til en onlinegrænseflade, når de pågælden‐
de oplysninger har relation til undersøgelsens genstand, eller
relevante oplysninger om forsyningskæden, nærmere detal‐
jer for distributionsnettet, mængder af produkter på marke‐
det og andre produktmodeller, der har de samme tekniske
egenskaber som det pågældende produkt, jf. markedsover‐
vågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra a-c.
En onlinegrænseflade defineres efter markedsovervågnings‐
forordningens definition i artikel 3, nr. 15, som enhver form
for software, herunder et websted, dele af et websted eller
en applikation, der drives af eller på vegne af en erhvervs‐
drivende, og som giver slutbrugere adgang til den erhvervs‐
drivendes produkter. Det kan særligt være hjemmesider og
applikationer til mobiltelefoner, tablets og computere, men
dette kan dog ændre sig i takt med, at der kommer nye
løsninger på markedet.
Den foreslåede bestemmelse supplerer markedsovervåg‐
ningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra a-c.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med produktenergi‐
mærkningslovens § 2, stk. 3, og der henvises i øvrigt til de
specielle bemærkninger til denne bestemmelse.
Formålet med indsættelsen er at inkludere de nye oplysnin‐
ger, som kontrolmyndigheden efter markedsovervågnings‐
forordningen skal have beføjelse til at kræve.
Den foreslåede bestemmelse understreger hermed, at den
84
erhvervsdrivende efter § 2, stk. 4, ikke længere kun vil
have pligt til at give oplysninger om, hvorfra denne har
erhvervet et energirelateret produkt til kontrolmyndigheden,
men ligeledes andre relevante oplysninger som følger af den
foreslåede bestemmelse så som oplysninger om mængder
af energirelaterede produkter på markedet og om andre pro‐
duktmodeller, der har de samme tekniske egenskaber som
det pågældende energirelaterede produkt. Det er i bestem‐
melsen blandt andet understreget, at kontrolmyndigheden
har mulighed for at pålægge forhandleren at fremlægge de
relevante oplysninger, der er nødvendige for at kunne fast‐
slå ejerskabet til en onlinegrænseflade, når de pågældende
oplysninger har relation til det energirelaterede produkt, som
det er nødvendigt at indhente oplysninger om. Dette skyl‐
des, at stadig flere energirelaterede produkter sælges online,
og der kan derfor være behov for i sidste ende at sikre,
at energirelaterede produkter, som ikke overholder kravene
i reglerne om energimærkning, ikke længere sælges eller
stilles til rådighed på anden måde gennem den pågældende
onlinegrænseflade. Kontrolmyndigheden kan i medfør af de
foreslåede § 5 b og § 5 c, jf. lovforslagets § 2, nr. 13, påbyde
ejere af en onlinegrænseflade at ændre eller fjerne indhold,
ligesom onlinegrænsefladen i sidste ende kan blokeres.
Det er med bestemmelsen ikke hensigten at pålægge de
forpligtede erhvervsdrivende efter § 2, stk. 4, unødige ad‐
ministrative byrder, og kontrolmyndigheden vil ikke kunne
anmode om oplysninger fra en forhandler, som går videre
end det, forhandleren efter de gældende regler om energi‐
mærkning og lovforslaget er forpligtet til eller kan forventes
at være i besiddelse af.
Kontrolmyndighedens eventuelle offentliggørelse af oplys‐
ninger og materiale, som kontrolmyndigheden har modtaget,
vil til enhver tid være begrænset af de almindelige regler om
tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27. Oplysninger, der
er modtaget efter stk. 3, skal behandles under iagttagelse af
reglerne i lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019
om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangs‐
indgreb og oplysningspligt (retssikkerhedsloven).
Har en myndighed konkret mistanke om, at en enkeltper‐
son eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der
kan medføre straf, gælder den foreslåede bestemmelse ikke,
medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges
tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den
formodede overtrædelse, jf. retssikkerhedslovens § 10. I det‐
te tilfælde skal den pågældende myndighed overlade sagen
til politiet.
Bestemmelsen sikrer, at kontrolmyndigheden kan få de nød‐
vendige oplysninger til udførelse af kontrolarbejdet.
Der kan straffes for manglende overholdelse af oplysnings‐
forpligtelsen i § 2, stk. 4, jf. lovforslagets § 2, nr. 17.
Til nr. 8
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke i dag en be‐
stemmelse, der giver kontrolmyndigheden hjemmel til i
kontroløjemed at indsamle, behandle og samkøre data fra
offentlige myndigheder og fra offentligt tilgængelige kilder.
Med den foreslåede § 2 a, stk. 1, kan kontrolmyndigheden i
kontroløjemed indsamle og behandle, herunder samkøre, op‐
lysninger fra andre offentlige myndigheder og fra offentligt
tilgængelige kilder.
Behovet for bestemmelsen begrundes med, at kontrolmyn‐
digheden ved hjælp af indsamling og behandling af data
vil kunne lette udførelsen af kontrollerne. Bestemmelsen
vil alene kunne anvendes i det omfang, at indsamling og
behandling er relevant og proportionalt i forhold til kon‐
trolmyndighedens kontrolopgaver. Det er hensigten med be‐
stemmelsen, at der vil være tale om indsamling og behand‐
ling af oplysninger vedrørende virksomheder eller almin‐
delige personoplysninger om enkeltmandsvirksomheder. Be‐
stemmelsen er dog ikke begrænset hertil og kan således
omfatte enhver type af oplysning.
Kontrolmyndigheden vil med bestemmelsen i stk. 1 kunne
foretage samkøring i kontroløjemed, blandt andet som ud‐
gangspunkt for risikobaseret kontrol. Bestemmelsen vil kun‐
ne anvendes til at indsamle, behandle og samkøre offentligt
eller ikke-offentligt tilgængelige oplysninger fra andre of‐
fentlige myndigheder eller oplysninger fra offentligt tilgæn‐
gelige kilder. Der kan være tale om oplysninger fra andre
myndigheder, såsom oplysninger fra Det Centrale Virksom‐
hedsregister (CVR). Der kan ligeledes være tale om oplys‐
ninger fra udenlandske myndigheder, f.eks. i forbindelse
med koordinerede markedsovervågningsindsatser på tværs
af EU-medlemsstater.
Dette vil bidrage til at kvalificere risikobilledet, så kontrol‐
myndigheden bliver i stand til mere præcist at vurdere, hvil‐
ke kontrolforanstaltninger der vil være mest effektive og
proportionale på et givent område. Formålet er således en
mere effektiv og proportional kontrol, på hvilket grundlag
kontrolmyndigheden kan vurdere, hvilke kontrolforanstalt‐
ninger der er mest hensigtsmæssige at anvende. Hermed vil
der kunne opnås en yderligere kvalificering af den propor‐
tionalitetsvurdering, der skal foretages af kontrolmyndighe‐
den med henblik på at sikre, at det proportionale middel
anvendes i udførelsen af kontrollen.
Som eksempel herpå kan nævnes den situation, at kontrol‐
myndigheden har oplysninger om risikoen ved et bestemt
produkt, men hvor det er uvist, hvor tilgængeligt det pågæl‐
dende produkt er på det danske marked. I en sådan situation
vil oplysninger fra told- og skatteforvaltningen om antallet
af erhvervsmæssigt importerede varer kunne være med til at
kvalificere kontrolmyndighedens risikovurdering.
Indhentning, behandling og samkøring af eventuelle person‐
oplysninger vil ske under hensyntagen til databeskyttelses‐
reglerne. Der henvises til afsnit 4 om forholdet til databe‐
skyttelsesloven i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke i dag en be‐
stemmelse om, at kontrolmyndigheden i kontroløjemed kan
85
behandle og foretage samkøring af øvrige data ud over det i
stk. 1 nævnte, som kontrolmyndigheden er i besiddelse af.
Med den foreslåede § 2 a, stk. 2, kan kontrolmyndigheden
i kontroløjemed behandle, herunder samkøre, oplysninger,
som myndigheden ud over de tilfælde, der er nævnt i stk.
1, er i besiddelse af. Det kan eksempelvis være oplysninger,
som leverandører og forhandlere har indberettet til kontrol‐
myndigheden som følge af eventuelle indberetningspligter
i lovgivning, eller det kan være kontrolsager, hvor kontrol‐
myndigheden har indsamlet oplysninger fra disse. Reglen
vil blive anvendt til at udnytte kontrolmyndighedens eksi‐
sterende oplysninger til at styrke myndighedens kontrol og
markedsovervågning også på tværs af kontrolmyndighedens
områder. Det vurderes primært at være nødvendigt at anven‐
de oplysningerne i kontroløjemed, hvorfor bestemmelsen er
begrænset hertil.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke i dag en be‐
stemmelse, der giver kontrolmyndigheden hjemmel til i kon‐
troløjemed at indsamle, behandle og foretage samkøring af
ikke-offentligt tilgængelig data fra offentlige og private ak‐
tører.
Med den foreslåede § 2 a, stk. 3, kan kontrolmyndigheden
i kontroløjemed indsamle og behandle, herunder samkøre,
ikke-offentligt tilgængelige oplysninger fra offentlige og pri‐
vate virksomheder og erhvervs- eller forbrugerorganisatio‐
ner.
Baggrunden for bestemmelsen er, at kontrolindsatsen pri‐
mært skal rettes derhen, hvor regelefterlevelsen er lavest,
eller hvor risikoen er størst. Kontrolmyndigheden har derfor
behov for, at der kan indhentes data, som f.eks. kan indgå
i risikomodeller til brug for planlægning af en effektiv mar‐
kedsovervågning.
Bestemmelsen sikrer således en klar hjemmel til, at der
fra offentlige og private virksomheder, erhvervs- eller for‐
brugerorganisationer vil kunne indhentes og samkøres ikke-
offentligt tilgængelige oplysninger, herunder også fra uden‐
landske aktører. Der kan eksempelvis være tale om oplys‐
ninger fra administratoren af danske internetdomæner om
registranter og fuldmagtshavere til danske domæner, som er
godkendt af DK Hostmaster.
Det foreslås, at muligheden for at indhente og samkøre ik‐
ke-offentligt tilgængelige oplysninger alene vil skulle kunne
anvendes i de tilfælde, hvor det har sammenhæng med myn‐
dighedens kontrolopgaver. En samkøring af oplysninger vil
ske under hensyntagen til reglerne i databeskyttelseslovgiv‐
ningen.
Bestemmelsen skal anvendes under iagttagelse af retssikker‐
hedslovens regler, herunder forbuddet mod selvinkrimine‐
ring, jf. retssikkerhedslovens § 10.
Endelig sker indsamlingen og samkøringen af data under
hensyntagen til forvaltningslovens § 32 om forbuddet mod,
at den, der virker inden for den offentlige forvaltning, skaf‐
fer sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for
udførelsen af den pågældendes arbejde.
Til nr. 9
Produktenergimærkningsloven § 3 indeholder bestemmelser
om udtagelse, måling, produktprøvning, kontrol m.v.
Ifølge § 3, stk. 1, skal leverandøren efter anmodning fra til‐
synsmyndigheden udføre måling og produktprøvning af, om
leverandørens energirelaterede produkter overholder krave‐
ne i energimærkningsforordningen, delegerede retsakter og
regler fastsat i medfør af loven. Efter lovens § 3, stk. 2,
skal leverandøren efter anmodning fra tilsynsmyndigheden
lade energirelaterede produkter udtage til måling, produkt‐
prøvning og kontrol af en sagkyndig virksomhed eller god‐
kendt institution som nævnt i § 7, stk. 2. Efter lovens § 3,
stk. 3, skal leverandøren efter anmodning fra tilsynsmyndig‐
heden indlevere energirelaterede produkter til et anvist prøv‐
ningssted eller lade produkterne afprøve på fremstillings-,
installations- eller salgsstedet eller andet relevant sted. Flek‐
sibiliteten med hensyn til prøvningsstedet er begrundet i øn‐
sket om at begrænse de omkostninger, der er forbundet med
produktprøvningen for både leverandøren og tilsynsmyndig‐
heden.
Kontrolforanstaltningerne som nævnt i stk. 1-3 supplerer
forordning 765/2998/EF artikel 19, stk. 1, 1. afsnit, jf., mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 11, stk. 3, jf. sam‐
menligningstabellen i bilag III til markedsovervågningsfor‐
ordningen, hvoraf det fremgår, at det påhviler markedsover‐
vågningsmyndighederne i passende omfang at kontrollere
produkternes egenskaber og basere kontrollen på dokumen‐
tation og om nødvendigt på fysisk kontrol og laboratorieun‐
dersøgelser.
Efter produktenergimærkningslovens § 3, stk. 4, skal leve‐
randøren afholde udgifterne ved udtagelse, måling, produkt‐
prøvning og kontrol, jf. stk. 1-3, i tilfælde af manglende
overholdelse af energimærkningsforordningen, delegerede
retsakter eller regler fastsat i medfør af loven. Det følger
af energimærkningsforordningens artikel 8, stk. 5, at mar‐
kedsovervågningsmyndighederne i tilfælde af manglende
overholdelse af markedsovervågningsforordningen eller af
de relevante delegerede retsakter har ret til at pålægge leve‐
randøren at dække omkostningerne til dokumentkontrol og
fysisk produktprøvning. Det følger endvidere af markeds‐
overvågningsforordningens artikel 15, at medlemsstaterne
kan tillade deres markedsovervågningsmyndigheder at op‐
kræve alle omkostninger ved deres aktiviteter fra den rele‐
vante erhvervsdrivende, for så vidt angår tilfælde af mang‐
lende overensstemmelse. De omhandlede omkostninger kan
omfatte omkostninger ved prøvning, omkostninger ved for‐
anstaltninger truffet i henhold til artikel 28, stk. 1 og 2,
omkostninger ved oplagring og omkostninger ved aktiviteter
i forbindelse med produkter, der konstateres ikke at overhol‐
de de gældende regler, og som er genstand for korrigeren‐
de tiltag, inden de overgår til fri omsætning eller bringes
i omsætning. Stk. 4 supplerer bestemmelsen i energimærk‐
86
ningsforordningen ved at præcisere, at efter dansk ret er
det udgangspunktet, at leverandøren vil blive pålagt at dæk‐
ke de nævnte omkostninger. Udtager tilsynsmyndigheden
eksemplarer hos forhandlere med henblik på måling og kon‐
trol, skal leverandøren af det pågældende produkt afholde
alle udgifter herved. Forpligtelsen til at dække udgifterne
gælder dog ikke, hvis den udførte måling og kontrol af de
pågældende produkter viser, at den ansvarliges oplysninger
er korrekte. I disse tilfælde afholder tilsynsmyndigheden
kontrolomkostningerne. Leverandøren skal dog i alle tilfæl‐
de uden betaling stille eksemplarer af produkter til rådighed
for tilsynsmyndigheden med henblik på måling og kontrol
samt dække transportudgifter, der er forbundet herved.
Efter produktenergimærkningslovens § 3, stk. 5, bemyndi‐
ges ministeren til at fastsætte nærmere regler om opgørel‐
sen af de udgifter, leverandøren skal afholde i forbindelse
med udtagelse, måling, produktprøvning og kontrol, jf. stk.
4. Ved opgørelse af udgifterne medtages det tidsforbrug, der
er medgået til den udførte kontrol, samt det administrative
arbejde i forbindelse med kontrollen.
Efter produktenergimærkningslovens § 3, stk. 6, kan klima-,
energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om kontrol
af energimærkning af energirelaterede produkter, som sæl‐
ges ved fjernsalg, herunder salg via internettet. Bestemmel‐
sen bemyndiger ministeren til at fastsætte regler for kontrol‐
len af annoncer og af salgsmateriale, som anvendes ved salg
over internettet. En forhandlers overholdelse eller manglen‐
de overholdelse af de krav, som påhviler denne, kan være
vanskeligere at dokumentere, bl.a. ved salg over internet‐
tet. Der kan derfor vise sig behov for at fastsætte regler, som
fastlægger, hvordan overtrædelse af forhandlerens forpligtel‐
ser dokumenteres.
Bemyndigelsesbestemmelserne i § 3, stk. 5 og 6, er udmøn‐
tet i bekendtgørelse nr. 808 af 5. august 2019 om tilsyn af
energimærkning af energirelaterede produkter.
I lovforslaget anvendes ordet ”kontrolmyndighed”, som
svarer til forordningens ”markedsovervågningsmyndighed”,
idet det findes mest hensigtsmæssigt at anvende samme ord‐
valg som Sikkerhedsstyrelsen i lov nr. 799 af 9. juni 2020
om produkter og markedsovervågning, jf. lovforslagets § 2,
nr. 1.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke i dag en be‐
stemmelse om, at kontrolmyndigheden kan udtage energire‐
laterede produkter ved brug af skjult identitet.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 3, stk. 3,
efter stk. 2, om, at kontrolmyndigheden som led i sin kontrol
med overholdelsen af kravene i energimærkningsforordnin‐
gen, delegerede retsakter, markedsovervågningsforordnin‐
gen og regler fastsat i medfør af loven, jf. § 2, stk. 1, kan
udtage ethvert energirelateret produkt, herunder ved brug af
skjult identitet.
Efter den gældende retstilstand har tilsynsmyndigheden i
forvejen hjemmel til at udtage produkter til kontrol i medfør
af bestemmelserne i § 3, stk. 1-3.
Den foreslåede § 3, stk. 3, giver dog kontrolmyndigheden
hjemmel til at udtage ethvert energirelateret produkt til kon‐
trol ved brug af skjult identitet.
Med den foreslåede stk. 3, sikres det, at kontrolmyndighe‐
den har mulighed for at udtage produkter og udføre kontrol
under skjult identitet med henblik på at kunne vurdere, om
et produkt er i overensstemmelse med energimærkningsreg‐
lerne, og skal derfor ses i sammenhæng med de øvrige be‐
stemmelser i produktenergimærkningslovens § 3, stk. 1-4,
der herefter bliver stk. 1-7, samt de bestemmelser i bekendt‐
gørelse nr. 808 af 5. august 2019 om tilsyn af energimærk‐
ning af energirelaterede produkter, som udmønter bemyn‐
digelserne. Med ændringen tilsigtes derfor ikke at ændre
den gældende retstilstand, men blot at kontrolmyndigheden
fremadrettet også kan udtage produkter og udføre kontrol
under skjult identitet. Bestemmelsen supplerer artikel 8, stk.
1, i energimærkningsforordningen, der henviser til, at artikel
16-29 i forordning 765/2008/EF finder anvendelse på pro‐
dukter, der er omfattet af denne artikel, og de nye beføjelser
i artikel 14, stk. 4, litra j, i markedsovervågningsforordnin‐
gen.
Den foreslåede ændring vil medføre, at erhvervsdrivende,
der sælger ulovlige produkter online, ikke vil kunne om‐
gå kontrol ved kontrolmyndighedens udtagning af produk‐
ter. Forsyningskæderne har ændret sig væsentligt, og den
stigende nethandel har ført til, at det er blevet sværere at ud‐
tage produkter til kontrol. I dag bestemmer kontrolmyndig‐
heden, hvilket produkt der udtages, når udtagningen foregår
i en fysisk butik, hvorimod webbutikken bestemmer hvilket
produkt, der udtages i webbutikken. Med henblik på at sikre
lige konkurrence mellem fysiske butikker og webbutikker
foreslås det, at kontrolmyndigheden kan gøre brug af skjult
identitet. Dette sikrer samtidig, at kontrolmyndigheden ikke
modtager særligt gode produkter (”golden samples”) eller
får besked om, at produktet er udsolgt, selvom dette måske
ikke er tilfældet.
Med skjult identitet menes situationer, hvor myndigheden
køber et produkt uden at give sig til kende eller identificere
sig som kontrolmyndighed i forbindelse med købet. Kon‐
trolmyndigheden kan skjule sin identitet på forskellige må‐
der. Det kan eksempelvis ske ved at foretage køb af produk‐
ter i en medarbejders navn, ved brug af et særligt kreditkort
til formålet, ved opgivelse af en anden mailadresse end kon‐
trolmyndighedens sædvanlige eller ved at få sendt produk‐
tet til en anden adresse end kontrolmyndighedens officielle
postadresse. Der kan også være tale om en kombination af
flere forskellige tiltag. Målet er, at kontrolmyndigheden i
købssituationen ligestilles med enhver anden aftager af det
pågældende produkt.
Ved anvendelse af skjult identitet vil kontrolmedarbejderen
kunne agere som en almindelig kunde i butikken og vil
således ikke påkalde sig særlig opmærksomhed. I sådanne
87
tilfælde vil anvendelse af skjult identitet kunne virke res‐
sourcebesparende, da alternativet vil være, at der sendes
flere kontrolmedarbejdere ud til stedet, eller at der anmodes
om assistance fra politiet. Når en vare er udtaget til kon‐
trol under skjult identitet, vil sagsbehandlingen fortsætte på
samme måde som ved varer udtaget, hvor den tilsynsførende
har givet sig til kende ved udtagningen.
Udtagningen af produkter kan umiddelbart ske fra offentligt
tilgængelige lokaliteter eller fra webbutikker. Udtagning fra
ikke-offentligt tilgængelige lokaliteter kræver særskilt hjem‐
mel. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 4,
jf. lovforslagets § 2, nr. 11.
Kontrolmyndigheden har ejendomsretten til udtagne pro‐
dukter. Den erhvervsdrivende kan dog få produktet udleve‐
ret efter endt sagsbehandling, hvis denne måtte ønske dette,
og hvis der ikke er noget til hinder for en udlevering. I vur‐
deringen skal der bl.a. tages hensyn til, om produktet efter
test er defekt eller farligt, eller om kontrolmyndigheden er
nødt til at beholde produktet af bevismæssige hensyn. Kon‐
trolmyndigheden udtager kun de produkter, som er nødven‐
dige for en effektiv kontrol. Det er ikke en forudsætning
for, at et produkt kan udtages, at kontrolmyndigheden har
en konkret mistanke om, at produktet ikke er i overensstem‐
melse med reglerne.
Formålet med bestemmelsen er at tage højde for webbutik‐
ker og handelsplatforme, som udgør en voksende del af den
samlede handel i EU, og som samtidigt ikke har et fysisk
offentligt tilgængeligt salgslokale, hvor kontrolmyndigheden
kan udtage et produkt.
Bestemmelsen finder anvendelse over for både internetbase‐
rede virksomheder og fysiske butikker, og gør det således
muligt at anmode såvel webbutikker som fysiske butikker
om at indsende produkter til kontrol med skjult identitet.
Indsættelsen af den foreslåede bestemmelse medfører, at stk.
3-6 bliver stk. 4-7.
Til nr. 10
Det foreslås at ændre overskriften før § 4 efter § 3 fra
”Adgang til erhvervslokaler” til ”Adgang til lokaliteter og
transportmidler”.
Kapitel 2 indeholder produktenergimærkningslovens be‐
stemmelser om tilsyn og kontrol m.v., herunder hvilke mu‐
ligheder tilsynsmyndigheden, herunder Sikkerhedsstyrelsen,
har for at gennemføre et tilsyn hos leverandører og for‐
handlere. Endvidere indeholder kapitel 2 bestemmelser om
muligheden for at udtage produkter til kontrol, adgang til
erhvervslokaler, og hvilke afgørelser der kan træffes ved
manglende overholdelse af kravene i loven.
Kapitlet vil fortsat indeholde den samme type bestemmelser.
Forslaget til ændringen af overskriftens ordlyd sker på bag‐
grund af den foreslåede § 4, jf. lovforslagets § 2, nr. 11, hvor
det ikke længere kun er muligt at få adgang til erhvervsloka‐
ler, men ligeledes også transportmidler.
Overskriften dækker kun den foreslåede § 4, hvorfor en æn‐
dring af overskriften mere præcist vil angive, hvad bestem‐
melsen omhandler.
Til nr. 11
Tilsynsmyndigheden har efter produktenergimærkningslo‐
vens § 4, stk. 1, adgang til leverandørers og forhandle‐
res erhvervslokaler med henblik på kontrol af energirela‐
terede produkters overholdelse af reglerne om energimærk‐
ning. Bestemmelsen supplerer artikel 19, stk. 1, 2. afsnit i
forordning 765/2008/EF, hvorefter tilsynsmyndigheden om
nødvendigt kan forlange at få adgang til de erhvervsdri‐
vendes lokaliteter og til at tage de nødvendige stikprøver
af produkterne. Bestemmelsen præciserer således, at hvis
det skønnes nødvendigt, har tilsynsmyndigheden til enhver
tid adgang til leverandørers og forhandleres erhvervsloka‐
ler. Det er et krav, at tilsynsmyndigheden kan fremvise be‐
hørig legitimation, men i givet fald er der ikke krav om
retskendelse.
Det foreslås i § 4, stk. 1, at kontrolmyndigheden til enhver
tid mod behørig legitimation og uden retskendelse har ad‐
gang til alle erhvervsmæssige lokaliteter og transportmidler,
hvor der kan findes energirelaterede produkter, med henblik
på at kunne udtage energirelaterede produkter til måling og
kontrol af, at disse er i overensstemmelse med krav i regler
fastsat i medfør af loven eller en gennemførelsesforanstalt‐
ning.
Det er kontrolmyndigheden, som træffer beslutning om,
hvorvidt det er nødvendigt at få adgang til lokaliteterne
eller transportmidlerne. Ofte vil det være tilstrækkeligt for
kontrolmyndigheden at udtage produkter fra en butik, hvor
der er offentlig adgang.
Det følger af markedsovervågningsforordningens artikel 14,
stk. 4, litra d og e, at kontrolmyndigheden skal tillægges
beføjelser til uden forudgående varsel at foretage inspektion
på stedet og fysisk kontrol af produkter samt at få adgang til
alle lokaler, arealer eller transportmidler, som den erhvervs‐
drivende anvender som led i sit erhverv, sin forretning, sit
håndværk eller sit fag, for at identificere manglende over‐
ensstemmelse og indhente dokumentation.
Anvendelsen af den foreslåede stk. 1 skal ske under hensyn‐
tagen til bestemmelserne i retssikkerhedsloven, herunder de
almindelige regler om fravigelse af varsling af kontrol, jf.
retssikkerhedslovens § 5. Herudover skal særligt retssikker‐
hedslovens § 9 om tvangsindgreb over for den mistænkte
med henblik på at tilvejebringe oplysninger iagttages ved
anvendelsen af bestemmelsen.
Det er kun muligt for kontrolmyndigheden at anvende be‐
stemmelsen til at tilvejebringe oplysninger til brug for kon‐
trollen. Det betyder, at bestemmelsen kan anvendes med
henblik på at konstatere, om energirelaterede produkter er
88
i overensstemmelse med reglerne, eller en leverandør eller
forhandler lever op til sine forpligtelser. Det kan f.eks. være
en kontrol, hvor der er behov for at udtage energirelaterede
produkter fra en lokalitet uden offentlig adgang. Det skal
således være formålet med adgangen, at der skal indhen‐
tes oplysninger, der er nødvendige for selve kontrollen. Ad‐
gangshjemlen gælder både i relation til aktive kontroller,
hvor kontrolmyndigheden har planlagt kontrolopgaven på
forhånd, og reaktive kontrolopgaver, som oftest sker efter en
udefrakommende begivenhed, som f.eks. en anmeldelse.
Kontrolmyndigheden kan efter den foreslåede bestemmelse
i stk. 1, hvis det skønnes nødvendigt for at føre en effektiv
kontrol, udtage energirelaterede produkter fra ikke-offentligt
tilgængelige lokaliteter m.v. samt føre kontrol med opstillin‐
gen af energirelaterede produkter, hvor dette er relevant,
uden at der på forhånd er en konkret formodning om, at
energirelaterede produkter ikke er i overensstemmelse med
reglerne. For at kontrolmyndigheden kan føre en effektiv
kontrol, er det nødvendigt at få adgang til steder, hvor kon‐
trolmyndigheden ikke på forhånd ved, at der er ikke-over‐
ensstemmende energirelaterede produkter. På den måde bli‐
ver kontrollen med produktområdet udført på baggrund af
en risikobaseret tilgang til indsamlet data og kvalificering af
risikobilledet, så kontroller kan sættes ind der, hvor der er
størst risiko, og tilrettelægges så effektivt som muligt.
Om det er nødvendigt at udtage eller kontrollere energirela‐
terede produkter på ikke-offentligt tilgængelige lokaliteter
beror bl.a. på, om kontrolmyndigheden vil kunne få et til‐
strækkeligt retvisende billede af regelefterlevelsen, hvis der
kun udtages produkter fra offentligt tilgængelige lokalite‐
ter. Derudover indgår en vurdering af, om det er muligt at
skaffe energirelaterede produkter på anden måde, om det er
nødvendigt, at myndigheden selv kan udvælge de energire‐
laterede produkter, der ønskes udtaget til kontrol, eller om
det er tilstrækkeligt, at den erhvervsdrivende udvælger og
eventuelt fremsender et energirelateret produkt. Det indgår
også i vurderingen af, om adgang må anses for nødvendig,
om det udvalg, kontrolmyndigheden har på den offentligt
tilgængelige lokalitet, er tilstrækkeligt, eller om det vurderes
at udgøre en så lille andel af de energirelaterede produkter,
som den pågældende leverandør eller forhandler er i besid‐
delse af, at der ikke vil være tale om repræsentative eksem‐
plarer. Det indgår desuden i vurderingen, om det vil være
muligt at vurdere, om kravene til energirelaterede produkt‐
ers indretning er opfyldt, medmindre kontrolmyndigheden
får adgang til de steder, hvor de energirelaterede produkter
er placeret eller opstillet. Endelig indgår det i vurderingen,
hvordan kontrollen udføres mest effektivt. Der er her tale
om en proportionalitetsafvejning.
Hvis det ud fra en samlet betragtning af blandt andet oven‐
stående elementer vurderes, at det vil være nødvendigt at
kontrollere eller udtage energirelaterede produkter fra ikke-
offentligt tilgængelige lokaliteter, vil kontrolmyndigheden
således kunne anvende bestemmelsen.
Konkret vil det f.eks. kunne være nødvendigt, hvis kontrol‐
myndigheden ikke kan foretage en effektiv kontrol, fordi
de energirelaterede produkter, der er tilgængelige på offent‐
ligt-tilgængelige lokaliteter, ikke gør det muligt at udtage
repræsentative eksemplarer til test. Hvis kontrolmyndighe‐
den vurderer, at det er nødvendigt, at de energirelaterede
produkter, der udtages, stammer fra samme parti, vil det
således ikke altid være muligt at udtage et passende antal
eksemplarer fra samme butik. Samtidig er det ikke sikkert,
at energirelaterede produkter i en anden butik stammer fra
samme parti. I den situation vil det kunne være nødvendigt
for at udføre en effektiv kontrol, at energirelaterede produk‐
ter udtages hos eksempelvis leverandøren.
Et andet eksempel på en situation, hvor bestemmelsen vil
kunne finde anvendelse, er, hvor et givent energirelateret
produkt kun findes i butikken i ét eksemplar. Det kan være
et energirelateret produkt, som brugerne kan afprøve i butik‐
ken. Afhængigt af hvad produktet skal testes for, er det ikke
sikkert, at et sådant produkt kan give et retvisende billede
af kvaliteten af de eksemplarer, der er på markedet. Kontrol‐
myndigheden kan vurdere, om det energirelaterede produkt
er repræsentativt for produkttypen som sådan. Er dette ikke
tilfældet, vil det være nødvendigt at udtage et andet eksem‐
plar fra virksomhedens lager.
Et tredje eksempel på en situation, hvor bestemmelsen vil
kunne finde anvendelse, er, hvor kontrolmyndigheden har
bedt leverandøren eller forhandleren om at udlevere repræ‐
sentative energirelaterede produkter til test, men hvor der
enten ikke udleveres energirelaterede produkter, eller hvor
de energirelaterede produkter, der udleveres, ikke udgør
repræsentative eksemplarer. I sådanne situationer, hvor kon‐
trolmyndigheden uden held har forsøgt at få udleveret rele‐
vante eksemplarer, kan det være nødvendigt at få adgang til
lokaliteter uden offentlig adgang, for at kontrolmyndigheden
selv kan udtage energirelaterede produkter med henblik på
en effektiv kontrol.
Et fjerde eksempel på en situation, hvor bestemmelsen vil
kunne finde anvendelse er webbutikker, butikker, der sælger
via postordre og lignende. Her vil energirelaterede produkter
ikke kunne udtages til test i offentligt tilgængelige butikslo‐
kaler, da sådanne ikke findes. Vurderingen af, om det er
nødvendigt at få adgang til at udtage testeksemplarer, vil
afhænge af det konkrete energirelaterede produkt, der skal
testes, og hvor vigtigt det er, at det er kontrolmyndigheden
selv, der udvælger eksemplaret. Hvis det vurderes ikke at
være nødvendigt, at myndigheden selv udvælger de energi‐
relaterede produkter, vil den kunne bede om, at der tilsendes
et eller flere eksemplarer af et givet produkt til myndigheden
efter den foreslåede § 4, stk. 2. Såfremt webbutikken drives
fra en privat bolig, vil adgang dog alene kunne ske til de
dele af boligen, der anvendes til erhvervsformål. Der vil
således ikke være adgang til stuen, hvis energirelaterede
produkter, der sælges via en internetvirksomhed, alene bef‐
inder sig i et kontor eller et anneks.
Et femte eksempel på en situation, hvor bestemmelsen vil
kunne finde anvendelse, er, hvor der af sikkerhedsmæssige
89
hensyn ikke er tid til at afvente, at kontrolmyndigheden får
tilsendt et energirelateret produkt eller foretager en repræ‐
sentativ kontrol i detailleddet. I disse situationer, hvor der
er tale om energirelaterede produkter, som udgør en risiko,
der forudsætter en meget hurtig reaktion fra kontrolmyndig‐
hedens side, vil det således også kunne være nødvendigt, at
kontrolmyndigheden kan få direkte adgang til leverandørens
eller forhandlerens lokaler.
Hvis det derimod ikke skønnes at være nødvendigt, herun‐
der proportionalt med det kontrolmyndigheden vil opnå ved
at få adgang til de pågældende lokaler, vil bestemmelsen
ikke kunne anvendes. Kontrolmyndigheden er i så fald hen‐
vist til at udtage energirelaterede produkter fra lokaler, der
er offentligt tilgængelige, eller til at bede om at få tilsendt
energirelaterede produkter. Betegnelsen alle erhvervsmæssi‐
ge lokaliteter omfatter fabrikations-, salgs- og lagerlokalite‐
ter og kan eksempelvis også være kontorlokaler, baglokaler
eller udendørs oplag tilhørende leverandøren eller forhand‐
leren.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke en bestem‐
melse om, at kontrolmyndigheden som led i kontrolbesøget
kan foretage tekniske undersøgelser af et produkt på stedet.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktenergi‐
mærkningsloven som § 4, stk. 2, der fastsætter, at kontrol‐
myndigheden som led i kontrolbesøget kan foretage tekni‐
ske undersøgelser af et produkt på stedet.
Det energirelaterede produkts beskaffenhed eller installation
kan nødvendiggøre, at undersøgelsen eller tests udføres på
stedet, mens kontrolbesøget pågår. Det kan f.eks. være stør‐
relsen på det energirelaterede produkt eller den måde, pro‐
duktet er installeret på, der gør det umuligt eller besværligt
at medtage produktet til yderligere undersøgelse. Det vil i
disse tilfælde typisk være langt mindre indgribende for eje‐
ren af det energirelaterede produkt, at undersøgelsen foreta‐
ges på stedet.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke en bestem‐
melse om, at kontrolmyndigheden som en del af dokumen‐
tationen af kontrolbesøget kan fotografere og optage video
samt medtage prøver til nærmere analyse eller undersøgelse.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktenergi‐
mærkningsloven som § 4, stk. 3, der fastsætter, at kontrol‐
myndigheden som en del af dokumentationen af kontrolbe‐
søget kan fotografere og optage video samt medtage prøver
til nærmere analyse eller undersøgelse.
Optagelse af fotografier eller video vil f.eks. være relevant i
sager, hvor det kontrollerede energirelaterede produkt er af
en art eller størrelse, hvor det ikke er muligt eller relevant
for kontrolmyndigheden at udtage et eksemplar. Det kan
eksempelvis være, hvis produktet er af en størrelse, hvor
det ikke umiddelbart kan flyttes. I de tilfælde, hvor det ikke
er muligt eller relevant for kontrolmyndigheden at udtage
et eksemplar af produktet, er det dermed nødvendigt for
kontrollens udførelse, at kontrolmyndigheden på stedet kan
dokumentere, hvordan produktet er udformet, opstillet eller
mærket. Det tilstræbes, at der ikke fremgår personer på bil‐
lederne.
Kontrolmyndigheden underretter de berørte parter om opta‐
gelsen af fotografier eller video og om en eventuel udtagelse
af et eller flere energirelaterede produkter.
I det omfang, der måtte fremgå identificerbare personer
på billederne, finder de databeskyttelsesretlige regler anven‐
delse, herunder de generelle principper for behandling af
personoplysninger i databeskyttelsesforordningens artikel 5,
hvoraf det bl.a. fremgår, at personoplysninger skal være til‐
strækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødven‐
digt i forhold til de formål, hvortil de behandles (artikel 5,
stk. 1, litra a), og de skal opbevares på en sådan måde, at
det ikke er muligt at identificere de registrerede i et længere
tidsrum end det, der er nødvendigt til de formål, hvortil
de pågældende personoplysninger behandles (artikel 5, stk.
1, litra e). Der henvises endvidere til databeskyttelsesforord‐
ningens artikel 13 og 14 om den registreredes rettigheder.
Der henvises til bemærkningerne til produktenergimærk‐
ningslovens § 3, for så vidt angår kontrol m.v. af energirela‐
terede produkter, og lovforslagets § 2, nr. 9, for så vidt angår
udtagelse af produkter under skjult identitet.
Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger
i lovforslagets afsnit 4 om forholdet til databeskyttelseslov‐
givningen.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke en bestem‐
melse om, at kontrolmyndigheden kan være bistået af en
eller flere uafhængige sagkyndige i forbindelse med adgan‐
gen efter stk. 1 og tekniske undersøgelser efter stk. 2.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktenergi‐
mærkningsloven som § 4, stk. 4, der fastsætter, at kontrol‐
myndigheden kan være bistået af en eller flere uafhængige
sagkyndige i forbindelse med adgangen efter stk. 1, og tek‐
niske undersøgelser efter stk. 2.
I forbindelse med kontrol, der kræver særligt udstyr eller
specialistviden, kan kontrolmyndigheden have behov for bi‐
stand fra en eller flere sagkyndige med henblik på at oplyse
sagen i tilstrækkeligt omfang. Den eller de sagkyndige har
med bestemmelsens stk. 4 adgang til samme sted som kon‐
trolmyndigheden, så længe den eller de sagkyndige ledsages
af mindst en medarbejder fra kontrolmyndigheden.
Det beror på en konkret og individuel vurdering, om en sag‐
kyndig er uafhængig. Eksempelvis kan kontrolmyndigheden
ikke medbringe en sagkyndig til et kontrolbesøg hos en le‐
verandør eller forhandler, hvis den pågældende sagkyndige
samtidig er konkurrent til denne. Er der tale om et område,
hvor der er meget få sagkyndige, vil der således skulle fore‐
tages en afvejning af, hvor stort behovet er for at medbringe
en sagkyndig over for beskyttelsen af leverandøren eller
forhandlerens forretningshemmeligheder, der må anses som
tungtvejende.
90
Efter produktenergimærkningslovens § 4, stk. 2, kan politiet
om nødvendigt yde tilsynsmyndigheden bistand til gennem‐
førelsen af bestemmelserne om adgang i stk. 1.
Det foreslås i § 4, stk. 5, 1. pkt., at politiet om nødvendigt
yder bistand til kontrollens gennemførelse. Bestemmelsen
er med mindre sproglige tilpasninger videreført fra produkt‐
energimærkningslovens § 4, stk. 2.
Politiets bistand kan være aktuel i en situation, hvor kontrol‐
myndigheden nægtes adgang til en lokalitet ad frivillighe‐
dens vej. Der kan i sådanne særlige tilfælde være behov for,
at politiet anvender magt for at få adgang til lokaliteten.
Efter produktenergimærkningslovens § 4, stk. 3, kan justits‐
ministeren efter forhandlinger med tilsynsmyndigheden fast‐
sætte regler om politiets bistand efter stk. 2.
Det foreslås i stk. 5, 2. pkt., at klima-, energi- og forsy‐
ningsministeren efter forhandling med justitsministeren kan
fastsætte nærmere regler herom. Bestemmelsen er med min‐
dre sproglige tilpasninger videreført fra produktenergimærk‐
ningslovens § 4, stk. 3.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i så fald efter
forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler
om, hvordan politiets bistand skal foregå.
Til nr. 12
Af § 5, stk. 1, i produktenergimærkningsloven fremgår
det, at tilsynsmyndigheden kan påbyde, at forhold vedrøren‐
de energirelaterede produkter, der strider mod energimærk‐
ningsforordningen, delegerede retsakter, loven eller regler
fastsat i medfør af loven, bringes i orden straks eller inden
for en angivet frist.
Af § 5, stk. 2, i produktenergimærkningsloven fremgår det,
at såfremt en leverandør eller forhandler ikke efterkommer
et påbud efter stk. 1, kan tilsynsmyndigheden udstede for‐
bud mod, at et energirelateret produkt bringes i omsætning
eller tages i brug.
Af § 5, stk. 3, i produktenergimærkningsloven fremgår det,
at såfremt en leverandør ikke efterkommer et påbud efter
stk. 1, kan tilsynsmyndigheden tillige udstede påbud om, at
den leverandør, der har bragt produktet i omsætning eller har
taget det i brug, skal tage de fornødne skridt til at trække
produktet tilbage fra markedet.
Af § 5, stk. 4, i produktenergimærkningsloven fremgår det,
at tilsynsmyndigheden kan forbyde forhandlere at udstille,
sælge eller udleje de produkter, der er omfattet af forbud og
påbud efter stk. 2 og 3.
Af § 5, stk. 5, i produktenergimærkningsloven fremgår det,
at tilsynsmyndigheden over for leverandøren kan udstede
forbud mod, at et energirelateret produkt bringes i omsæt‐
ning eller tages i brug, hvis leverandøren ikke overholder §
2, stk. 3, artikel 4, stk. 1, 2, 4 og 6, artikel 12, stk. 5 og 6, og
artikel 20, stk. 3, i energimærkningsforordningen.
Endelig fremgår det af § 5, stk. 6, i produktenergimærk‐
ningsloven, at efterkommer en leverandør ikke et påbud
efter stk. 5, kan tilsynsmyndigheden tillige udstede påbud
om, at den leverandør, der har bragt produktet i omsætning
eller har taget det i brug, skal tage de fornødne skridt til at
trække produktet tilbage fra markedet.
Det foreslås i § 5, stk. 1, at kontrolmyndigheden for for‐
hold vedrørende energirelaterede produkter, der strider mod
regler fastsat i denne lov, markedsovervågningsforordnin‐
gen samt energimærkningsforordningen, herunder delegere‐
de retsakter udstedt i medfør heraf, kan træffe afgørelse over
for enhver, der har bragt et produkt i omsætning eller taget
det i brug, eller som har været et led i afsætningen af et
produkt, om en eller flere af følgende foranstaltninger, som
fremgår af bestemmelsens nr. 1-9.
Forslaget til § 5 adskiller sig ikke væsentligt fra de gælden‐
de bestemmelser på området. Der er tale om en sammen‐
skrivning af forskellige regelsæt med henblik på ensretning,
men bestemmelsen viderefører i hovedtræk kontrolmyndig‐
hedens eksisterende påbuds- og forbudsmuligheder.
Produktenergimærkningslovens § 5, stk. 1, supplerer ener‐
gimærkningsforordningens artikel 7, stk. 4, hvorefter med‐
lemsstaterne fastsætter sanktions- og håndhævelsesbestem‐
melser for overtrædelse af forordningen og af de delegerede
retsakter, og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at
sikre, at de gennemføres. Den gældende ordning med for‐
bud og påbud med henblik på håndhævelse af reglerne om
energimærkning af energirelaterede produkter anses for at
opfylde forordningens krav om håndhævelsesbestemmelser.
Den foreslåede bestemmelse omhandler den situation, hvor
det er konstateret, at et energirelateret produkt ikke er i over‐
ensstemmelse med reglerne, og hvor de tiltag, den erhvervs‐
drivende eventuelt har foretaget, ikke er tilstrækkelige.
Den foreslåede § 5, stk. 1, finder anvendelse, når kontrol‐
myndigheden finder det godtgjort, at produktet eller mærk‐
ningen heraf ikke opfylder de krav, der er stillet i energi‐
mærkningsforordningen, relevante delegerede retsakter, lo‐
ven eller regler fastsat i medfør af loven, eller hvor de
tiltag, den erhvervsdrivende eventuelt har foretaget, ikke
er tilstrækkelige. Det kan for eksempel være manglende
(energi)mærker på de udstillede produkter i butikkerne,
hvor forhandleren vil blive påbudt at foretage den kræve‐
de mærkning af produkterne, eller manglende henvisninger
til produktets energieffektivitetsklasse ved reklamer på inter‐
nettet. Kontrolmyndigheden kan endvidere påbyde leveran‐
døren af produktet eksempelvis at udarbejde og distribuere
korrekte mærker og datablade og korrigere det tekniske do‐
kumentationsmateriale.
Ifølge energimærkningsforordningens artikel 9, stk. 2,
anmoder markedsovervågningsmyndigheden virksomheden
om at træffe alle fornødne afhjælpende foranstaltninger for
at bringe produktet i overensstemmelse med kravene i for‐
ordningen og delegerede retsakter. Ifølge energimærknings‐
91
forordningens artikel 9, stk. 4, sikrer forhandleren eller leve‐
randøren, at der træffes alle de fornødne korrigerende eller
restriktive foranstaltninger i overensstemmelse med stk. 2
over alle berørte produkter, som vedkommende har gjort
tilgængelig på EU-markedet. Pligten i stk. 4 er omfattet
af påbud og forbud fra den danske kontrolmyndighed, og
manglende overholdelse heraf kan straffes i medfør af den
foreslåede § 12, stk. 1, nr. 11, jf. lovforslagets § 2, nr. 17.
Kontrolmyndigheden vil efter den foreslåede § 5, stk. 1,
kunne påbyde, at forholdene bringes i orden straks og ikke
blot inden for en angivet frist. Dette er begrundet i energi‐
mærkningsforordningens artikel 9, stk. 2, hvorefter kontrol‐
myndigheden straks anmoder leverandøren eller forhandle‐
ren om at træffe alle fornødne afhjælpende foranstaltninger
for at bringe produktet i overensstemmelse med kravene,
eller om nødvendigt at trække produktet tilbage fra marke‐
det inden for en rimelig tidsfrist, som kontrolmyndigheden
fastsætter i forhold til risikoens art.
Det følger endvidere af markedsovervågningsforordningens
artikel 16, stk. 2, at kontrolmyndigheden straks skal påbyde
den erhvervsdrivende at træffe passende og forholdsmæs‐
sige korrigerende tiltag for at bringe den manglende over‐
ensstemmelse til ophør eller at eliminere risikoen inden
for en frist, som kontrolmyndigheden fastsætter. I den for‐
bindelse fremgår det af artikel 16, stk. 3, litra a-e og g,
at kontrolmyndigheden skal kunne træffe afgørelse om, at
den erhvervsdrivende skal afhjælpe mangler, forhindre at
produktet gøres tilgængeligt på markedet, trække eller kalde
produktet tilbage, destruere produktet eller på anden vis gø‐
re det ubrugeligt, anføre advarsler på produktet om de risici,
der kan være forbundet med det, eller advare de brugere,
der udsættes for risiko, herunder ved udsendelse af særlige
advarsler.
Påbuddet vil både kunne rette sig mod den, der har bragt det
energirelaterede produkt i omsætning eller taget det i brug,
dvs. alle omsætningsled og enhver, der ibrugtager produktet,
f.eks. leverandører, herunder producenter, fabrikanter, den
bemyndigede repræsentant eller importører, og imod senere
led i afsætningskæden f.eks. distributører og grossister, som
er lagerførende for leverandørens produkter, samt detailfor‐
handlere, eller enhver anden fysisk eller juridisk person,
som udbyder til salg, udlejer, sælger på afbetaling, markeds‐
fører eller udstiller produkter til kunder eller installatører
som led i erhvervsvirksomhed mod eller uden vederlag. For
spørgsmålet om hvorvidt et produkt er bragt i omsætning,
er det uden betydning, om dette er sket mod eller uden
vederlag.
Det vil oftest være relevant at rette et påbud eller forbud
imod så tidligt et led i afsætningskæden som muligt. Hvis
et påbud eller forbud rettes imod det første led i hele afsæt‐
ningskæden (den, der har bragt det energirelaterede produkt
i omsætning eller taget det i brug), vil efterlevelsen af på‐
buddet eller forbuddet give den største effekt, da produktet
fjernes fra alle senere led i afsætningskæden. Rettes påbud‐
det eller forbuddet i stedet imod et senere led i afsætnings‐
kæden, vil det ikke have en effekt over for de tidligere led,
uanset at påbuddet eller forbuddet efterleves.
Det følger af EU’s harmoniseringsretsakter, at medlemssta‐
ternes markedsovervågningsmyndigheder har mulighed for
at pålægge erhvervsdrivende, der er lokaliseret i EU, at
træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre
produkters overensstemmelse eller om nødvendigt at trække
eller tilbagekalde produkterne fra markedet. Dette medfører,
at markedsovervågningsmyndighederne kan træffe afgørelse
over for enhver erhvervsdrivende med hjemsted i EU, også
på tværs af landegrænser. Da de danske myndigheder imid‐
lertid ikke har jurisdiktion uden for Danmarks grænser, vil
det ikke være muligt for de danske myndigheder at hånd‐
hæve og sanktionere en sådan afgørelse, hvis den erhvervs‐
drivende ikke efterlever denne. Her giver det europæiske
system i stedet muligheden for, at der kan rettes henvendel‐
se til markedsovervågningsmyndigheden i den medlemsstat,
hvor den relevante erhvervsdrivende har hjemsted. Herefter
vil den pågældende markedsovervågningsmyndighed kunne
håndhæve afgørelsen.
Processen gennem det europæiske system, hvor en markeds‐
overvågningsmyndighed i en anden medlemsstat skal hånd‐
hæve en afgørelse, truffet af den danske kontrolmyndighed,
kan være lang. Det må derfor indgå i risikovurderingen af
det energirelaterede produkt, hvorvidt det er mest hensigts‐
mæssigt at træffe afgørelse over for det første led i EU eller
det første led i Danmark.
Under hensyn til ønsket om at føre en målrettet og effektiv
kontrol og i den forbindelse at undgå unødig gene for er‐
hvervslivet, vil påbud og forbud i medfør af bestemmelserne
som hovedregel blive rettet mod det første danske led i
afsætningen af det energirelaterede produkt. Det betyder, at
hvis det første led i afsætningskæden i Danmark er den,
der har bragt det energirelaterede produkt i omsætning, vil
et påbud eller forbud som udgangspunkt blive rettet mod
denne. Hvis den, der har bragt et energirelateret produkt i
omsætning, er lokaliseret et andet sted end i Danmark, vil
det i stedet være den, der har gjort produktet tilgængeligt
på markedet i Danmark, som et påbud eller forbud vil blive
rettet mod.
Vedrørende det sidstnævnte tilfælde kan det være relevant
yderligere at rette et påbud eller forbud mod det første
led, der er lokaliseret i EU. Et sådan påbud eller forbud
vil ikke kunne håndhæves eller sanktioneres i Danmark,
hvilket derimod er tilfældet med påbud og forbud over for
danske erhvervsdrivende. Det vil altid være den, afgørelsen
er truffet over for, der skal betale de udgifter, der kan være i
forbindelse med at efterkomme afgørelsen.
I overensstemmelse med det forvaltningsretlige proportio‐
nalitetsprincip bør der ikke bruges mere indgribende foran‐
staltninger end nødvendigt for at opnå formålet. Det betyder,
at de foreslåede bestemmelser forudsættes administreret så‐
ledes, at kontrolmyndigheden som udgangspunkt meddeler
de mindre indgribende foranstaltninger, før der kan med‐
92
deles de mere indgribende. F.eks. vil mindre indgribende
foranstaltninger i form af påbud om at bringe produktet i
overensstemmelse med kravene anvendes før et forbud mod
at bringe produktet i omsætning, tage det i brug eller gøre
det tilgængeligt på markedet, og endvidere vil forbuddet an‐
vendes før de mere indgribende i form af påbud om tilbage‐
trækning af produktet fra markedet. Der kan opstå tilfælde,
hvor én eller flere af bestemmelserne anvendes på samme
tid for at sikre, at der træffes effektive foranstaltninger for at
imødegå manglerne ved produktet.
Efter den gældende § 5, stk. 1, i produktenergimærknings‐
loven kan tilsynsmyndigheden påbyde, at forhold vedrøren‐
de energirelaterede produkter, der strider mod energimærk‐
ningsforordningen, delegerede retsakter, loven eller regler
fastsat i medfør af loven, bringes i orden inden for en angi‐
vet frist, herunder at forholdene bringes i orden straks.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 1, kan kontrolmyndighe‐
den træffe afgørelse om påbud om at bringe forhold vedrø‐
rende det energirelaterede produkt i overensstemmelse med
kravene.
Energimærkningsforordningen har karakter af rammelovgiv‐
ning og den opnår først virkning for konkrete produktka‐
tegorier, når EU-institutionerne vedtager gennemførelsesfor‐
anstaltninger for produktkategorierne ved delegerede retsak‐
ter i form af forordninger (benævnes også produktforord‐
ninger). De specifikke mærkningskrav for konkrete produkt‐
kategorier følger således af produktforordningerne. For at
en konkret produktgruppe omfattes af forordningen, skal
Kommissionen vedtage en delegeret retsakt for hver specifik
produktgruppe i henhold til artikel 16 i energimærkningsfor‐
ordningen og i overensstemmelse med forordningens artikel
17 og artikel 290 i TEUF.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede
retsakter med henblik på at supplere energimærkningsfor‐
ordningen ved at fastlægge detaljerede krav til mærkning
af specifikke produktgrupper. Kriterierne for, at et energire‐
lateret produkt vil blive omfattet af delegerede retsakter,
fremgår af energimærkningsforordningens artikel 16. I prak‐
sis vil de delegerede retsakter have karakter af en delegeret
kommissionsforordning. Forordninger har umiddelbar rets‐
virkning i EU og kræver ikke gennemførelse i medlemssta‐
ternes nationale lovgivning. De vil derfor træde i kraft i
alle medlemsstaterne samtidigt, hvilket vil være til fordel
for leverandører, forhandlere, forbrugere og for de nationale
kontrolmyndigheder. Arbejdsgangen for vedtagelsen af dele‐
gerede retsakter i henhold til energimærkningsforordningen
følger af energimærkningsforordningens artikel 14 og 17.
Den foreslåede bestemmelse omhandler en situation, hvor
det er konstateret, at et energirelateret produkt ikke er i over‐
ensstemmelse med reglerne, og hvor de tiltag, den erhvervs‐
drivende eventuelt har foretaget, ikke er tilstrækkelige.
Den foreslåede § 5, stk. 1, finder anvendelse, når kontrol‐
myndigheden finder det godtgjort, at produktet eller mærk‐
ningen heraf ikke opfylder de krav, der er stillet i energi‐
mærkningsforordningen, relevante delegerede retsakter, lo‐
ven eller regler fastsat i medfør af loven, eller hvor de
tiltag, den erhvervsdrivende eventuelt har foretaget, ikke
er tilstrækkelige. Det kan for eksempel være manglende
(energi)mærker på de udstillede produkter i butikkerne,
hvor forhandleren vil blive påbudt at foretage den kræve‐
de mærkning af produkterne, eller manglende henvisninger
til produktets energieffektivitetsklasse ved reklamer på inter‐
nettet. Kontrolmyndigheden kan endvidere påbyde leveran‐
døren af produktet eksempelvis at udarbejde og distribuere
korrekte mærker og datablade og korrigere det tekniske do‐
kumentationsmateriale.
Den foreslåede bestemmelse supplerer energimærkningsfor‐
ordningens artikel 9, stk. 2 og 4, samt markedsovervåg‐
ningsforordningens artikel 16, stk. 2, og 3, litra a, hvor‐
efter der kan træffes afgørelse om at bringe produktet i
overensstemmelse, herunder ved at afhjælpe formel mang‐
lende overholdelse af kravene som defineret i den gældende
EU-harmoniseringslovgivning, dvs. energimærkningsforord‐
ningen og delegerede retsakter.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke en bestem‐
melse, hvorefter kontrolmyndigheden kan træffe afgørelse
om påbud om at sikre, at det energirelaterede produkt ikke
udgør en risiko.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktenergi‐
mærkningsloven som § 5 stk. 1, nr. 2, som fastsætter, at
kontrolmyndigheden kan træffe afgørelse om påbud om at
sikre, at det energirelaterede produkt ikke udgør en risiko.
Den foreslåede bestemmelse supplerer artikel 16, stk. 3,
litra a, i markedsovervågningsforordningen, hvorefter der
kan træffes afgørelse om at sikre, at produktet ikke længere
udgør en risiko.
Det vil være relevant at kræve afhjælpning i situationer,
hvor det efter en proportionalitetsvurdering ikke findes hen‐
sigtsmæssigt, eksempelvis at forbyde salg af energirelatere‐
de produkter, hvis fejlen kan afhjælpes på en mindre indgri‐
bende måde. Afhjælpning kan både ske ved, at det tilbydes
brugeren, at manglen på det energirelaterede produkt afhjæl‐
pes af den erhvervsdrivende, eller ved at brugeren selv fore‐
tager en udskiftning af enkelte dele for at opnå den fornødne
sikkerhed. I sidstnævnte situation vil den erhvervsdrivende
kunne tilbyde sine kunder, at de kan fremsende kontaktdata,
hvorefter de vil modtage de nødvendige reservedele. Denne
løsning er alene egnet til ukomplicerede afhjælpninger. Uan‐
set om udbedringen foretages af den erhvervsdrivende eller
af brugeren, vil det være den erhvervsdrivende, som skal af‐
holde udgifterne til udbedring af manglerne ved det energi‐
relaterede produkt, herunder også betale omkostningen til at
en autoriseret fagperson foretager udbedringen, hvis dette er
nødvendigt. Påbud om afhjælpning kan både være relevant
over for energirelaterede produkter, som allerede er solgt
til brugeren, og over for energirelaterede produkter, som
befinder sig på et lager.
93
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke en bestem‐
melse, hvorefter kontrolmyndigheden kan træffe afgørelse
om påbud om at overholde visse betingelser, inden det ener‐
girelaterede produkt bringes i omsætning eller gøres tilgæn‐
geligt på markedet.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktener‐
gimærkningsloven som § 5, stk. 1, nr. 3, hvorefter kontrol‐
myndigheden kan træffe afgørelse om påbud om at over‐
holde visse betingelser, inden det energirelaterede produkt
bringes i omsætning eller gøres tilgængeligt på markedet.
Den foreslåede bestemmelse supplerer artikel 16, stk. 3, li‐
tra f, i markedsovervågningsforordningen, hvorefter der kan
træffes afgørelse om fastlæggelse af betingelser, der skal
være opfyldt, før det pågældende produkt kan gøres tilgæn‐
geligt på markedet.
Den foreslåede bestemmelse relaterer sig til de foreslåede
§ 5 stk. 1, nr. 1 og 2, hvorefter den erhvervsdrivende vil
skulle sikre, at det pågældende energirelaterede produkt
overholder kravene i loven, herunder at det ikke udgør en
risiko. Efter disse to bestemmelser vil den erhvervsdrivende
som udgangspunkt selv kunne træffe beslutning om, hvilken
fremgangsmåde der vil være den mest relevante og effektive
til at nå målet om overholdelse af loven. Det vil endvidere
være et krav ved nr. 1 og 2, at den erhvervsdrivende foreta‐
ger ændringer i forhold til det energirelaterede produkt eller
i forhold til mærkningen eller dokumentationen.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke en bestem‐
melse, hvorefter kontrolmyndigheden kan træffe afgørelse
om påbud om at advare brugerne om de risici, der er ved
det energirelaterede produkt, eller at anbringe advarsler på
produktet.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktener‐
gimærkningsloven som § 5, stk. 1, nr. 4, hvorefter kontrol‐
myndigheden kan træffe afgørelse om påbud om at advare
brugerne om de risici, der er ved det energirelaterede pro‐
dukt, eller at anbringe advarsler på produktet.
Den foreslåede bestemmelse supplerer artikel 16, stk. 3, litra
e og g, i markedsovervågningsforordningen, hvorefter der
kan træffes afgørelse om straks og i en passende form at
advare de slutbrugere, der udsættes for risiko, herunder ved
udsendelse af særlige advarsler på det eller de sprog, som
den medlemsstat, hvor produktet er gjort tilgængeligt på
markedet, fastsætter, eller at advare offentligheden om en
risiko i forbindelse med tilbagetrækning eller tilbagekaldelse
af et produkt.
I den foreslåede nr. 4 kan kontrolmyndigheden pålægge en‐
hver, der har bragt det energirelaterede produkt i omsætning,
eller som har været et led i afsætningen af produktet, at
advare brugerne om de risici, der er ved produktet.
I nogle tilfælde vil det være tilstrækkeligt at advare behø‐
rigt om de risici, der er ved det energirelaterede produkt. I
forbindelse med vurderingen af hvilken foranstaltning der
skal anvendes, vil den effekt, der forventes at kunne opnås,
skulle afvejes i forhold til de omkostninger, der vil være
ved eksempelvis at kalde produktet tilbage fra brugerne. Ek‐
sempelvis bør relevant advarselsinformation – i hvad der
må anses for et rimeligt omfang, når de mulige skaders
alvorlighed tages i betragtning – anvendes frem for tilbage‐
kaldelse, hvis det er tilstrækkeligt til at forhindre skader. Be‐
stemmelsen kan anvendes i tilfælde, hvor de pågældende
risici vurderes at kunne imødegås med advarsler eller ved
at foretage tilpasning eller ændre opbevaringen af produk‐
tet. Bestemmelsen vil efter en konkret vurdering ligeledes
kunne finde anvendelse i kombination med en eller flere af
de øvrige påbuds- eller forbudsmuligheder.
Advarsler kan gives på selve det energirelaterede produkt,
på indlægssedlen eller i brugsanvisningen, på skilte i fysiske
butikker eller på hjemmesider, der sælger produktet, eller på
anden måde, som kontrolmyndigheden måtte finde nødven‐
dig for at oplyse brugerne om risikoen ved produktet. Der
kan være tale om blandt andet at angive alderskrav, håndte‐
ringsvejledning, oplysninger om materialets holdbarhed el‐
ler relevante sikkerhedsforanstaltninger, der skal udøves af
brugeren. Hvis det energirelaterede produkt er særligt farligt
for visse kategorier af personer, skal advarslen målrettes
denne gruppe. Der kan i denne situation være behov for at
anvende andre kanaler for meddelelse af advarslen, end det
normalt vil være tilfældet, for at sikre at advarslen når ud til
modtagergruppen.
Advarslen skal være udfærdiget på dansk. Dette udelukker
dog ikke, at advarslen derudover også kan angives på an‐
dre sprog. Kontrolmyndigheden bør kun anvende bestem‐
melsen, hvis den erhvervsdrivendes egne forholdsregler ikke
vurderes at være tilstrækkelige, eller hvis den erhvervsdri‐
vende ikke har truffet nogen forholdsregler.
Det foreslås i § 5, stk. 1, nr. 5, at kontrolmyndigheden kan
træffe afgørelse om at standse markedsføring, der kan vild‐
lede brugerne.
Efter § 5, stk. 4, i produktenergimærkningsloven fremgår
det, at tilsynsmyndigheden kan forbyde forhandlere at ud‐
stille, sælge eller udleje de produkter, der er omfattet af
forbud og påbud efter stk. 2 og 3.
Den foreslåede bestemmelse supplerer artikel 16, stk. 3,
litra g, i markedsovervågningsforordningen, hvorefter der
kan træffes afgørelse om straks og i en passende form at
advare de slutbrugere, der udsættes for risiko, herunder ved
udsendelse af særlige advarsler på det eller de sprog, som
den medlemsstat, hvor produktet er gjort tilgængeligt på
markedet, fastsætter.
Bestemmelsen skal sikre, at det er muligt at hindre fortsat
markedsføring af et energirelateret produkt, der ikke er i
overensstemmelse med de gældende regler, eller såfremt den
erhvervsdrivende ikke lever op til og overholder de gælden‐
de regler, f.eks. hvis leverandøren eller forhandleren ikke
udleverer den krævede dokumentation, som det er påkrævet
94
efter produktenergimærkningslovens § 2, stk. 3 og 4, til
kontrolmyndigheden for at kontrollere, om et produkt over‐
holder de gældende regler om energimærkning. Markedsfø‐
ring forstås i den henseende som reklame, udstilling, salg
m.v. af energirelaterede produkter, der kan give brugere et
fejlagtigt indtryk af, at et produkt er i overensstemmelse
med reglerne, hvis det fortsat markedsføres.
Efter § 5, stk. 1, nr. 6, kan kontrolmyndigheden træffe afgø‐
relse om forbud mod at bringe det energirelaterede produkt
i omsætning, tage det i brug eller gøre det tilgængeligt på
markedet og endvidere træffe afgørelse om forbud mod mar‐
kedsføring.
Efter § 5, stk. 2, i produktenergimærkningsloven kan til‐
synsmyndigheden udstede forbud mod, at et energirelateret
produkt bringes i omsætning eller tages i brug, hvis en le‐
verandør eller forhandler ikke efterkommer et påbud efter
stk. 1. Det betyder, at hvis der foreligger tilstrækkelig doku‐
mentation for, at et energirelateret produkt eller mærkningen
heraf ikke er i overensstemmelse med energimærkningsfor‐
ordningen, en relevant delegeret retsakt, loven eller regler
fastsat i medfør af loven, kan tilsynsmyndigheden i medfør
af stk. 2 udstede forbud mod, at produktet bringes i omsæt‐
ning eller ibrugtages. Tilstrækkelig dokumentation vil typisk
foreligge, når et akkrediteret laboratorium har testet produk‐
tet i overensstemmelse med gældende standarder for test
af den pågældende produkttype og fundet, at de relevante
regler ikke er overholdt. Tilstrækkelig dokumentation vil
også typisk foreligge, når kontrolmyndigheden har været
på opfølgende butikskontrol eller internetbutikskontrol og
fortsat kan konstatere, at de manglende energietiketter på
de udstillede produkter eller manglende henvisninger til pro‐
duktets energieffektivitetsklasse ved reklamer på internettet
fortsat ikke fremgår. Bestemmelsen gælder for enhver, som
bringer energirelaterede produkter i omsætning, dvs. alle
omsætningsled og enhver, der ibrugtager produktet. Forbud‐
det vil være gældende indtil, det er dokumenteret over for
tilsynsmyndigheden, at produktet er bragt i overensstemmel‐
se med den for produktet gældende delegerede retsakt og
regler fastsat i medfør af loven.
Efter § 5, stk. 4, i produktenergimærkningsloven kan tilsyns‐
myndigheden forbyde forhandlere at udstille, sælge eller
udleje de produkter, der er omfattet af forbud og påbud
efter stk. 2 og 3. Efter bestemmelsen i stk. 4 kan tilsynsmyn‐
digheden forbyde enhver at udstille, sælge eller udleje de
produkter, der er omfattet af forbud og påbud efter stk. 2
og 3. Bestemmelsen henvender sig hovedsagligt til forhand‐
lere, der har produkter på lager, som har fejlet i test m.v.
Tilsynsmyndigheden kan forbyde, at disse produkter udstil‐
les, sælges eller udlejes, indtil leverandøren har ændret pro‐
duktet eller mærket og databladet og fremsendt nye mærker
og datablade, eller indtil leverandøren har trukket produktet
tilbage.
Efter produktenergimærkningslovens § 5, stk. 5, kan tilsyns‐
myndigheden over for leverandøren udstede forbud mod, at
et energirelateret produkt bringes i omsætning eller tages i
brug, hvis leverandøren ikke overholder § 2, stk. 3, artikel
4, stk. 1, 2, 4 og 6, artikel 12, stk. 5 og 6, og artikel
20, stk. 3, i energimærkningsforordningen. Tilsynsmyndig‐
heden kan således udstede forbud mod, at et energirelateret
produkt bringes i omsætning eller ibrugtages, hvis leveran‐
døren ikke efter anmodning har givet alle de oplysninger,
som er nødvendige for tilsynsmyndighedens varetagelse af
tilsynet, jf. produktenergimærkningslovens § 2, stk. 3, eller
leverandøren undlader at indlæse og opbevare oplysninger‐
ne i produktdatabasen i overensstemmelse med energimærk‐
ningsforordningens bestemmelser i artikel 4, stk. 1-2 og 6,
og artikel 12, stk. 5. Det samme gælder, hvis oplysninger
ikke stilles til rådighed for tilsynsmyndighederne i overens‐
stemmelse med energimærkningsforordningens artikel 12,
stk. 6, og artikel 20, stk. 3. Se nærmere om produktdataba‐
sen i de almindelige bemærkninger til produktenergimærk‐
ningsloven.
Et forbud mod at bringe et produkt i omsætning vil blandt
andet kunne udstedes, hvis leverandøren undlader at opbe‐
vare den tekniske dokumentation for en model af et produkt
i produktdatabasen i 15 år efter, at sidste enhed af denne mo‐
del er bragt i omsætning, jf. energimærkningsforordningens
artikel 4, stk. 6. Ligeledes kan forbud gives, hvis leverandø‐
ren undlader at stille oplysninger, som ikke er tilgængelige
i produktdatabasens offentlige del, til rådighed for tilsyns‐
myndigheden eller Europa-Kommissionen, jf. energimærk‐
ningsforordningens artikel 12, stk. 6.
Ved forbud mod at bringe et energirelateret produkt i omsæt‐
ning, tage det i brug eller gøre det tilgængeligt på marke‐
det og ved forbud mod markedsføring af produktet forstås
f.eks., at salg eller udlevering af produktet skal stoppes, eller
at markedsføringen af produktet skal stoppes.
Ved salg forstås salg fra fysiske butikker, webbutikker, på
markeder eller lignende med fortjeneste for øje. Ved udleve‐
ring forstås energirelaterede produkter, der ikke er solgt med
fortjeneste for øje, men som f.eks. er udleveret gratis. Ved
markedsføring forstås reklame, udstilling, salg m.v. af ener‐
girelaterede produkter, der kan give brugere et fejlagtigt
indtryk af, at et produkt er i overensstemmelse med regler‐
ne, hvis det fortsat markedsføres. Forbud mod salg angår
de produkter, som stadig befinder sig i butikkerne. Ved et
salgsstop forpligtes den erhvervsdrivende ikke til at returne‐
re produktet til et tidligere led i afsætningen af produktet,
men alene til at ophøre med at sælge produktet. Forbuddet
vedrører alene den konkrete erhvervsdrivende.
Salgsstop vil sjældent være en relevant foranstaltning i si‐
tuationer, hvor parten i sagen er et led i en større omsæt‐
ningskæde, da salgsstoppet kun vedrører eksempelvis distri‐
butøren og således ikke de detailbutikker, som det energire‐
laterede produkt er solgt til.
I situationer hvor detailforhandler og importør er sammen‐
faldende, eller hvor der eksempelvis er tale om en erhvervs‐
drivende, der selv både producerer og sælger det energirela‐
terede produkt, vil salgstoppet være relevant, da produktet
95
afsættes direkte til brugeren, og der dermed ikke er yder‐
ligere erhvervsdrivende i afsætningskæden, som kan være
relevante at omfatte af foranstaltningen.
Et forbud vil kunne gælde enhver virksomhed, som brin‐
ger energirelaterede produkter i omsætning eller gør dem
tilgængelige, og enhver, der ibrugtager og markedsfører pro‐
duktet, dvs. alle omsætningsled. Der kan således i medfør
af den foreslåede bestemmelse indføres forbud mod at brin‐
ge produktet i omsætning, tage det i brug, eller gøre det
tilgængeligt på markedet og endvidere forbud mod markeds‐
føring i Danmark af et energirelateret produkt, der ikke op‐
fylder kravene i energimærkningsforordningen, delegerede
retsakter og regler fastsat i medfør af loven. Forbuddet kan
udstedes til alle omsætningsled; det vil sige ikke kun leve‐
randøren, men også eksempelvis grossister og forhandlere
på det danske marked. Bestemmelsen omfatter derimod ikke
privatpersoner.
Et forbud vil kunne udstedes, når forhold vedrørende det
energirelaterede produkt ikke er i overensstemmelse med
kravene i energimærkningsforordningen, delegerede retsak‐
ter og regler fastsat i medfør af loven, eller såfremt en
leverandør, forhandler eller enhver anden erhvervsdrivende
ikke lever op til og overholder de gældende regler om ener‐
gimærkning. Dette kunne eksempelvis være, hvis der fore‐
ligger tilstrækkelig dokumentation for, at et energirelateret
produkt eller mærkningen heraf ikke er i overensstemmel‐
se med energimærkningsforordningen, en relevant delegeret
retsakt, loven eller regler fastsat i medfør af loven. I disse
tilfælde vil tilsynsmyndigheden i medfør af det foreslåede
nr. 6 kunne udstede forbud mod, at produktet bringes i
omsætning, ibrugtages eller gøres tilgængeligt. Tilstrække‐
lig dokumentation vil typisk foreligge, når et akkrediteret
laboratorium har testet produktet i overensstemmelse med
gældende standarder for test af den pågældende produkttype
og fundet, at de relevante regler ikke er overholdt. Det kun‐
ne eksempelvis også være forhandlere, der har produkter på
lager, som har fejlet i test m.v., hvorefter kontrolmyndighe‐
den kan forbyde, at disse produkter udstilles, sælges eller
udlejes, indtil leverandøren har ændret produktet, mærket
eller databladet og fremsendt nye mærker og datablade, eller
indtil leverandøren har trukket produktet tilbage.
Forbuddet vil være gældende indtil, det er dokumenteret
over for tilsynsmyndigheden, at produktet er bragt i over‐
ensstemmelse med den for produktet gældende delegerede
retsakt og regler fastsat i medfør af loven.
Der kan efter omstændighederne gives et tidsbegrænset for‐
bud, indtil der er indsendt tilstrækkeligt teknisk dokumenta‐
tionsmateriale til kontrolmyndigheden. Hvis den manglende
overensstemmelse ikke bringes til ophør, kan omsætningen,
tilgængeliggørelsen, markedsføringen eller ibrugtagningen
af produktet forbydes varigt.
Den foreslåede bestemmelse supplerer artikel 16, stk. 3,
litra b, i markedsovervågningsforordningen, hvorefter der
kan træffes afgørelse om at forhindre, at produktet gøres
tilgængeligt på markedet.
Det foreslås i § 5, stk. 1, nr. 7, at kontrolmyndigheden kan
træffe afgørelse om at påbyde, at produktet tilbagetrækkes
fra markedet effektivt og øjeblikkeligt.
Efter produktenergimærkningslovens § 5, stk. 3, kan tilsyns‐
myndigheden i tilfælde som nævnt i § 5, stk. 1, tillige påby‐
de, at den leverandør, der har bragt produktet i omsætning
eller har taget det i brug, skal tage de fornødne skridt til
at trække produktet tilbage fra markedet. Det vil sige, at
leverandøren påbydes at sikre, at de produkter, der er tilgæn‐
gelige for - men endnu ikke er erhvervet af - brugerne, retur‐
neres til leverandøren. Ved et sådant indgreb kan det sikres,
at et markedsføringsforbud bliver gennemført effektivt.
Efter produktenergimærkningslovens § 5, stk. 6, kan tilsyns‐
myndigheden i tilfælde som nævnt i § 5, stk. 5, tillige påby‐
de, at den leverandør, der har bragt produktet i omsætning
eller har taget det i brug, skal tage de fornødne skridt til
at trække produktet tilbage fra markedet. Påbuddet kan ud‐
stedes, hvis leverandøren ikke efter anmodning har givet
alle de oplysninger, som er nødvendige for tilsynsmyndighe‐
dens varetagelse af tilsynet, jf. § 2, stk. 3. Ligeledes kan
tilsynsmyndigheden udstede forbud mod, at et energirelate‐
ret produkt bringes i omsætning eller tages i brug, hvis
leverandøren undlader at indlæse og opbevare oplysninger‐
ne i produktdatabasen i overensstemmelse med energimærk‐
ningsforordningens bestemmelser i artikel 4, stk. 1-2 og 6,
og artikel 12, stk. 5. Det samme gælder, hvis oplysninger
ikke stilles til rådighed for tilsynsmyndighederne i overens‐
stemmelse med energimærkningsforordningens artikel 12,
stk. 6, og artikel 20, stk. 3. Se nærmere om produktdata‐
basen i de almindelige bemærkninger i produktenergimærk‐
ningsloven.
I medfør af den foreslåede nr. 7 vil kontrolmyndigheden
kunne påbyde, at et energirelateret produkt tilbagetrækkes
fra markedet effektivt og øjeblikkeligt.
Det betyder, at den erhvervsdrivende påbydes at sikre, at
de energirelaterede produkter, der er tilgængelige for, men
endnu ikke erhvervet af brugerne, returneres til det tidligere
led i afsætningen af produktet. Der vil således være tale om
en foranstaltning med henblik på at forhindre, at produkter,
der ikke lever op til gældende regler, distribueres, udstilles
og tilbydes brugeren.
Påbud om tilbagetrækning medfører en forpligtelse for den
erhvervsdrivende til at sikre, at det energirelaterede produkt
trækkes tilbage fra eventuelle efterfølgende led i afsætnin‐
gen af produktet. Foranstaltningen vil derfor typisk være
relevant over for en leverandør, da disse forpligtes til at
kontakte de erhvervsdrivende, som produktet er afsat til,
med henblik på at trække produktet tilbage fra alle de er‐
hvervsdrivende, som måtte udgøre et led i afsætningen af
produktet.
Det er nødvendigt, at den erhvervsdrivende foretager effek‐
96
tive tiltag for at trække produktet tilbage fra markedet efter
et påbud herom. Med effektivt skal forstås, at den erhvervs‐
drivende skal sikre sig, at efterfølgende led i afsætningen af
det energirelaterede produkt også forstår vigtigheden af, at
produktet skal trækkes tilbage og returneres til det tidligere
led i afsætningskæden for derved at forhindre, at produktet
distribueres, udstilles og tilbydes brugerne. Det vil som ud‐
gangspunkt betyde, at den erhvervsdrivende, som modtager
et påbud efter nr. 5, skal give sine efterfølgende led i afsæt‐
ningskæden direkte besked om, at produktet skal trækkes
tilbage fra markedet.
Den foreslåede bestemmelse supplerer artikel 16, stk. 3, litra
c, i markedsovervågningsforordningen, hvorefter der kan
træffes afgørelse om at trække produktet tilbage straks og
advare offentligheden om risikoen.
Det foreslås i § 5, stk. 1, nr. 8, at kontrolmyndigheden kan
træffe afgørelse om at påbyde, at produktet tilbagekaldes fra
brugerne.
Der vil således være tale om enhver foranstaltning med hen‐
blik på brugerens returnering af energirelaterede produkter,
der ikke lever op til gældende regler, og som tidligere har
været leveret eller stillet til rådighed for brugeren.
Påbud om tilbagekaldelse anvendes kun, når andre forholds‐
regler ikke er tilstrækkelige til at forebygge risici. Tilbage‐
kaldelse er relevant, hvis de risici, produktet frembyder, ikke
kan forebygges på anden vis.
Den erhvervsdrivende tilrettelægger tilbagekaldelsen såle‐
des, at den ikke medfører væsentlige ulemper for bruge‐
ren. Det vil dog i praksis ikke være muligt helt at friholde
brugeren for opgaver i relation til tilbagekaldelsen.
Reglerne om tilbagekaldelse af produkter har et andet sigte
end købelovens regler om forbrugerkøb. Muligheden for
at gøre et mangelsansvar gældende i medfør af købeloven
i forbindelse med en tilbagekaldelse er et civilretligt anlig‐
gende og afhænger af de konkrete omstændigheder omkring
erhvervelsen af produktet. Hvorimod det som oftest ved
en tilbagekaldelse efter dette lovforslag, vil fremgå af den
information, som den erhvervsdrivende udsender eller på
anden måde giver, om brugeren kan forvente omlevering,
refundering af købesummen eller andet med henblik på at
afhjælpe manglen ved det ikke-overensstemmende produkt.
Hvis der er tale om et brugt produkt, vil et påbud om til‐
bagekaldelse kun kunne meddeles den, der oprindeligt har
solgt produktet som nyt. Påbud om tilbagekaldelse af pro‐
dukter, som i brugt stand er solgt videre af privatpersoner,
kan alene meddeles den erhvervsdrivende, der har udgjort et
led i afsætningskæden, da produktet var nyt. Påbuddet kan
dog tillige meddeles den, der erhvervsmæssigt har bragt det
brugte produkt i omsætning. Det vil sige, at et auktionshus,
der alene formidler et salg, uden at vedkommende kan siges
at være distributør, også vil kunne modtage et påbud. Det
er uden betydning, om formidlingen sker via internettet eller
på anden måde.
Den foreslåede bestemmelse supplerer artikel 16, stk. 3, litra
c, i markedsovervågningsforordningen, hvorefter der kan
træffes afgørelse om at kalde produktet tilbage straks og
advare offentligheden om risikoen.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke en bestem‐
melse, hvorefter kontrolmyndigheden får mulighed for at
træffe afgørelse om at destruere et produkt på forsvarlig
måde eller på anden vis gøre det ubrugeligt.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktener‐
gimærkningsloven som § 5, stk. 1, nr. 9, hvorefter kontrol‐
myndigheden får mulighed for at træffe afgørelse om at
destruere produktet på forsvarlig måde eller på anden vis
gøre det ubrugeligt.
Med destruktion menes, at det pågældende energirelaterede
produkt gøres ubrugeligt. At destruktionen skal ske på for‐
svarlig måde indebærer, at destruktionen skal være tilrette‐
lagt og udført på en sikker måde, og at eventuelle rester
og bestanddele af produktet bortskaffes i overensstemmelse
med gældende regler, herunder evt. reglerne om bortskaffel‐
se af affald.
Foranstaltningen vil kunne have væsentlige økonomiske
konsekvenser for den, påbuddet rettes imod, og vil derfor
kun kunne begrundes, hvor ingen af de øvrige foranstaltnin‐
ger vurderes at være tilstrækkelige. Påbud om destruktion
forudsætter, at det anses for nødvendigt, rimeligt og hen‐
sigtsmæssigt at destruere produktet af hensyn til brugerne
og af hensyn til at undgå, at produktet sendes til andre med‐
lemsstater eller lande uden for EU. Det uoverensstemmende
produkt skal udgøre en alvorlig risiko. Produktet må ikke
på anden måde kunne lovliggøres eller ændres til at kunne
anvendes sikkert.
Muligheden for at påbyde destruktion kan finde anvendelse,
hvis det er den eneste måde, som er tilstrækkelig til at for‐
hindre produktet i at blive tilbudt brugerne.
Kontrolmyndigheden kan ikke påbyde en leverandør, distri‐
butør eller forhandler at destruere produkter, der befinder
sig hos brugeren, og som derfor ikke længere er i deres
besiddelse. Hvis kontrolmyndigheden træffer afgørelse om,
at produktet skal tilbagekaldes hos brugeren, vil de tilbage‐
kaldte produkter dog også blive omfattet af påbuddet om
destruktion.
Det forventes ikke, at det vil være nødvendigt for kontrol‐
myndigheden at anvende denne afgørelse i forhold til ener‐
girelaterede produkter, idet de sjældent vil opfylde betingel‐
serne for at anvende bestemmelsen.
Den foreslåede bestemmelse supplerer artikel 16, stk. 3, litra
d, i markedsovervågningsforordningen, hvorefter der kan
træffes afgørelse at destruere produktet eller på anden vis
gøre det ubrugeligt.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke en bestem‐
melse hvorefter kontrolmyndigheden kan lægge undersøgel‐
97
ser eller afgørelser i forhold til energirelaterede produkter,
som er truffet i en anden medlemsstat, til grund og herefter
træffe en tilsvarende afgørelse efter de foreslåede § 5, stk. 1,
eller § 5 a, medmindre kontrolmyndigheden er nået til den
modsatte konklusion på grundlag af sin egen kontrol.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktenergi‐
mærkningsloven som § 5, stk. 2, hvorefter kontrolmyndighe‐
den kan lægge undersøgelser eller afgørelser i forhold til
energirelaterede produkter, som er truffet i en anden med‐
lemsstat, til grund og herefter træffe en tilsvarende afgørelse
efter § 5, stk. 1, eller § 5 b, medmindre kontrolmyndigheden
er nået til den modsatte konklusion på grundlag af sin egen
kontrol.
Bestemmelsen supplerer markedsovervågningsforordnin‐
gens artikel 11, stk. 6, hvorefter den dokumentation, der
anvendes af en markedsovervågningsmyndighed i én med‐
lemsstat, kan anvendes som led i de undersøgelser til at
kontrollere produktoverensstemmelse, der er gennemført af
markedsovervågningsmyndighederne i en anden medlems‐
stat uden yderligere formelle krav. Bestemmelsen supple‐
rer endvidere markedsovervågningsforordningens artikel 11,
stk. 9, hvorefter produkter, der på grundlag af en afgørelse
truffet af en markedsovervågningsmyndighed i én medlems‐
stat, anses for ikke at overholde de gældende regler, også
af markedstilsynsmyndighederne i andre medlemsstater skal
anses for ikke at overholde de gældende regler. Det gælder
dog ikke, hvis en relevant markedsovervågningsmyndighed
i en anden medlemsstat er nået til den modsatte konklusion
på grundlag af sin egen undersøgelse under hensyntagen til
et eventuelt input fra en erhvervsdrivende.
Formålet er at sikre, at der over for de samme energi‐
relaterede produkter træffes enslydende afgørelser i hele
EU. Herudover undgås det, at hver enkelt markedsovervåg‐
ningsmyndighed i EU-medlemsstaterne skal foretage deres
egne tilsvarende undersøgelser af det samme energirelatere‐
de produkt.
Med bestemmelsen vil kontrolmyndigheden i forbindelse
med sin kontrol kunne lægge afgørelser, som er truffet, eller
undersøgelser, som er gennemført i en anden EU-medlems‐
stat, til grund, uden f.eks. at skulle gennemføre sine egne
tilsvarende undersøgelser af det pågældende produkt.
Reglerne og principperne i forvaltningsloven vil dog fortsat
skulle overholdes, f.eks. partshøring af den erhvervsdriven‐
de. Hvis kontrolmyndigheden f.eks. i forbindelse med et
partshøringssvar bliver opmærksom på, at der er forhold
omkring det pågældende produkt, som afviger fra forholde‐
ne i den medlemsstat, hvor den oprindelige afgørelse blev
truffet, er kontrolmyndigheden dog ikke forpligtet til at
træffe en tilsvarende afgørelse, men kan træffe sin egen
evt. mindre indgribende afgørelse eller undlade at træffe
afgørelse.
Til nr. 13
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke en bestem‐
melse om, at kontrolmyndigheden kan træffe afgørelse over
for andre erhvervsdrivende, der har en tilknytning til pro‐
duktet, end den erhvervsdrivende, der har gjort det energire‐
laterede produkt tilgængeligt på markedet, om på relevant
måde at bidrage til at begrænse og forhindre risici i at opstå.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktenergi‐
mærkningsloven som § 5 a, om at kontrolmyndigheden over
for enhver anden erhvervsdrivende, der har en tilknytning
til produktet, end den erhvervsdrivende, der har gjort det
energirelaterede produkt tilgængeligt på markedet, vil kun‐
ne træffe afgørelse om på relevant måde at bidrage til at
begrænse og forhindre risici i at opstå.
Bestemmelsen supplerer markedsovervågningsforordnin‐
gens artikel 14, stk. 4, litra g, og artikel 7, stk. 1 og 2.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede §
5, jf. lovforslagets § 2, nr. 12.
Med bestemmelsen i § 5 a vil kontrolmyndigheden, hvis
det er nødvendigt i forbindelse med afgørelser truffet i med‐
før af lovforslagets § 5, kunne bestemme, at enhver anden
erhvervsdrivende med tilknytning til produktet end led i
afsætningen af produktet skal bidrage til at begrænse og for‐
hindre risici i at opstå. Den, kravet vil kunne rettes imod, er
enhver anden erhvervsdrivende med direkte eller indirekte
tilknytning til produktet, også selvom vedkommende ikke
kan siges at have været en del af afsætningskæden. Det
kan eksempelvis være handelsagenter eller ejeren af en on‐
linegrænseflade, der stiller en salgsportal til rådighed for
forskellige sælgere. De understøtter på hver sin måde for‐
midlingen af produktet til brugerne. Et andet eksempel kan
være aktører, der har uddelt produkter på vegne af andre, og
som derfor ikke er at betragte som en erhvervsdrivende, men
alligevel vil kunne yde et relevant bidrag til at begrænse og
forhindre risici i at opstå.
Formålet med bestemmelsen er at sikre kontrolmyndighe‐
derne fleksible og tilstrækkelige muligheder for at imødegå
faren ved et produkt ved at inddrage samtlige relevante ak‐
tører, også selvom disse ikke direkte udgør et led i afsætnin‐
gen.
Hvordan der skal bidrages til at begrænse og hindre risici
vil afhænge af den konkrete sag. Omfanget af den forpligtel‐
se, som kontrolmyndigheden efter bestemmelsen vil kunne
pålægge enhver med tilknytning til produktet, vil dog i alle
tilfælde afhænge af en proportionalitetsvurdering.
Markedsovervågningsforordningens artikel 3, nr. 18 define‐
rer risiko, som kombinationen af sandsynligheden for, at der
forekommer en fare, som forårsager skade, og skadens svær‐
hedsgrad. Ligeledes definerer markedsovervågningsforord‐
ningens artikel 3, nr. 19 et produkt, der udgør en risiko, som
et produkt, der kan indvirke negativt på personers sundhed
og sikkerhed generelt, sundhed og sikkerhed på arbejdsplad‐
sen, beskyttelse af forbrugerne, miljøet, den offentlige sik‐
kerhed og andre offentlige interesser, der beskyttes ved den
gældende EU-harmoniseringslovgivning i en grad, der går
98
ud over det, der anses for rimeligt og acceptabelt i forhold til
det tilsigtede formål eller under normale eller rimeligt for‐
udsigelige anvendelsesforhold for det pågældende produkt,
herunder anvendelsens varighed og, hvis det er relevant,
ibrugtagning, installation og vedligeholdelseskrav. Endvide‐
re definerer markedsovervågningsforordningens artikel 3,
nr. 20 et produkt, der udgør en alvorlig risiko, som et pro‐
dukt, der udgør en risiko, og for hvilket – på grundlag af en
risikovurdering og under hensyntagen til produktets normale
og forventede anvendelse – en kombination af sandsynlighe‐
den for, at en fare forårsager skade, og skadens sværheds‐
grad anses for at kræve hurtig indgriben fra markedsover‐
vågningsmyndighederne, herunder tilfælde, hvor virkninger‐
ne af risikoen ikke viser sig umiddelbart.
Det foreslås at indsætte en ny overskrift efter den foreslåede
§ 5 a ”Indhold på onlinegrænseflader”, som tydeliggør, at de
foreslåede bestemmelser i §§ 5 b og 5 c vedrører kontrolbe‐
stemmelser, som relaterer sig til indhold på onlinegrænsefla‐
der.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke en bestem‐
melse, hvorefter kontrolmyndigheden kan påbyde ejeren af
en onlinegrænseflade at ændre eller fjerne indhold, der hen‐
viser til et ulovligt energirelateret produkt.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktenergi‐
mærkningsloven som § 5 b, stk. 1, hvorefter kontrolmyndig‐
heden kan påbyde ejeren af en onlinegrænseflade at ændre
eller fjerne indhold, der henviser til et energirelateret pro‐
dukt, der ikke er i overensstemmelse med regler i denne lov,
regler fastsat i medfør af denne lov eller en gennemførelses‐
foranstaltning.
Bestemmelsen indebærer, at artikel 14, stk. 4, litra k, nr.
1, i markedsovervågningsforordningen gennemføres. Efter
bestemmelsen skal myndigheden tillægges beføjelse til –
hvis der ikke findes andre effektive midler til at eliminere
en alvorlig risiko – at påbyde fjernelse af indhold fra en
onlinegrænseflade, der henviser til produkter, som udgør en
alvorlig risiko, eller at påbyde, at en advarsel til brugerne
udtrykkeligt vises, når de får adgang til en onlinegrænsefla‐
de.
Det fremgår bl.a. af betragtning 16 i markedsovervågnings‐
forordningen, at fjernelse af indhold vedrørende produkter,
der ikke overholder de gældende regler, ikke bør berøre
bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/31/EF om elektronisk handel. Ligeledes fremgår det
bl.a. af betragtning 41 i markedsovervågningsforordningen,
at i de tilfælde, hvor der er risiko for alvorlig og uoprettelig
skade for brugerne på grund af manglende overensstemmel‐
se, bør markedsovervågningsmyndighederne kunne træffe
foranstaltninger, når det er behørigt begrundet og forholds‐
mæssigt, og såfremt der ikke er nogen anden mulighed for
at forhindre eller begrænse en sådan skade, herunder om
nødvendigt ved at kræve fjernelse af indhold fra onlinegræn‐
sefladen eller visning af en advarsel. Derudover fremgår det,
at foranstaltningen bør træffes i overensstemmelse med prin‐
cipperne i direktiv 2000/31/EF. På den baggrund følger det
af artikel 2, stk. 4, at forordningen ikke berører anvendelsen
af artikel 12-15 i direktiv 2000/31/EF.
Den foreslåede bestemmelse vil således ikke berøre anven‐
delsen af bestemmelserne i e-handelsloven, som implemen‐
terer direktiv 2000/31/EF, herunder bestemmelsen i § 16 om
ansvarsfrihed for hostingtjenester. Den foreslåede bestem‐
melse i § 11 b, stk. 1, vil sikre, at kontrolmyndigheden kan
påbyde ejere af onlinegrænseflader at ændre den måde, et
energirelateret produkt markedsføres, eller helt at fjerne et
energirelateret produkt, der ikke lever op til reglerne, f.eks.
fra en webbutik. Bestemmelsen tænkes også anvendt af kon‐
trolmyndigheden til at få omtale af det energirelaterede pro‐
dukt fjernet fra f.eks. blogs eller i forbrugertests, ligesom det
vil sikres, at kontrolmyndigheden kan påbyde ejere at fjerne
energirelaterede produkter, som udgør en risiko, fra hylder‐
ne, selv om det ikke er sælger, der ejer onlinegrænsefladen.
Det er ikke muligt at fastslå endeligt, hvad en onlinegræn‐
seflade er, da der hele tiden sker udvikling inden for områ‐
det. Umiddelbart er en onlinegrænseflade enhver form for
software, herunder et websted, dele af et websted eller en
applikation, der giver brugere adgang til produkter eller ind‐
hold. I øjeblikket er det særligt hjemmesider og applikatio‐
ner til mobiltelefoner, tablets og computere, der bliver brugt
i denne sammenhæng. Dette formodes dog at ændre sig i
takt med, at der kommer nye løsninger på markedet.
Der henvises til definitionen i markedsovervågningsforord‐
ningens artikel 3, nr. 15.
Bestemmelsen går videre end markedsovervågningsforord‐
ningens artikel 14, stk. 4, litra k, nr. 1, idet den kan anven‐
des i forbindelse med salg af energirelaterede produkter,
der ikke er i overensstemmelse med reglerne, og således
ikke alene energirelaterede produkter, der udgør en alvorlig
risiko, som det fremgår af forordningen. Dermed tildeles
kontrolmyndigheden en beføjelse, som vil gøre det lettere at
håndhæve reglerne online på samme vis, som det er tilfældet
i fysiske butikker.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke bestemmel‐
ser om, at kontrolmyndigheden kan påbyde ejeren af en on‐
linegrænseflade at vise en advarsel til slutbrugerne i forbin‐
delse med indhold, der henviser til et ulovligt energirelateret
produkt.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktenergi‐
mærkningsloven som § 5 b, stk. 2, hvorefter kontrolmyndig‐
heden kan påbyde ejeren af en onlinegrænseflade udtrykke‐
ligt at vise en advarsel til slutbrugerne i forbindelse med
indhold, der henviser til et energirelateret produkt, der ikke
er i overensstemmelse med denne lov, regler fastsat i medfør
af loven eller en gennemførelsesforanstaltning, når slutbru‐
gerne får adgang til onlinegrænsefladen.
Kontrolmyndigheden vil således kunne påbyde, at en advar‐
sel skal vises til brugerne, når de benytter sig af onlinegræn‐
sefladen, f.eks. hvis et ulovligt energirelateret produkt er
99
blevet solgt via onlinegrænsefladen. I så fald vil kunderne
modtage information om dette, når de besøger webbutikken
eller handelsplatformen.
Det vil ikke være muligt at fastslå endeligt, hvad en online‐
grænseflade er, da der hele tiden sker udvikling inden for
området. Umiddelbart vil en onlinegrænseflade være enhver
form for software, herunder et websted, dele af et websted
eller en applikation, der giver brugere adgang til produkter
eller indhold. I øjeblikket vil det særligt være hjemmesider
og applikationer til mobiltelefoner, tablets og computere,
der bliver brugt i denne sammenhæng. Dette formodes dog
at ændre sig i takt med, at der kommer nye løsninger på
markedet.
Der henvises til definitionen af onlinegrænseflade i mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 3, nr. 15.
Bestemmelsen supplerer markedsovervågningsforordnin‐
gens artikel 14, stk. 4, litra k, nr. 1, 2. pkt.
Markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra
k, nr. 1, 2. pkt., fastsætter, at de beføjelser, der tillægges
markedsovervågningsmyndighederne i henhold til stk. 1,
mindst skal omfatte beføjelsen til at påbyde, at en advarsel
til slutbrugerne udtrykkeligt vises, når de får adgang til en
onlinegrænseflade, hvis der ikke findes andre effektive mid‐
ler til at eliminere en alvorlig risiko.
Bestemmelsen går dog videre end markedsovervågningsfor‐
ordningens artikel 14, stk. 4, litra k, nr. 1, idet den vil
kunne anvendes i forbindelse med salg af energirelaterede
produkter, der ikke er i overensstemmelse med reglerne, og
således ikke alene energirelaterede produkter, der udgør en
alvorlig risiko, som det fremgår af forordningen. Dermed vil
kontrolmyndigheden blive tildelt en beføjelse, som vil skulle
gøre det lettere at håndhæve reglerne online på samme vis,
som det er tilfældet i fysiske butikker.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke i dag en be‐
stemmelse, der giver kontrolmyndigheden mulighed for at
blokere en onlinegrænseflade, hvis et påbud efter lovfor‐
slagets § 5 b ikke imødekommes. De nærmere regler for
blokering af onlinegrænseflader, som foreslås indsat med
lovforslagets § 5 c, stk. 1-5, vil blive redegjort nærmere for
ved gennemgangen af de respektive bestemmelser nedenfor.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktenergi‐
mærkningslovens § 5 c, stk. 1, om at der kan ske blokering
af en onlinegrænseflade, hvis et påbud efter den foreslåede
§ 5 b ikke er efterkommet, eller onlinegrænsefladen gentag‐
ne gange har solgt eller formidlet salg af energirelaterede
produkter, der udgør en alvorlig risiko.
Bestemmelsen supplerer artikel 14, stk. 4, litra k, nr. 2, i
markedsovervågningsforordningen. Efter bestemmelsen skal
myndigheden tillægges beføjelse til – hvis der ikke findes
andre effektive midler til at eliminere en alvorlig risiko,
og hvis en anmodning i henhold til artikel 14, stk. 4, litra
k, nr. 1, ikke overholdes – at udbydere af informationssam‐
fundstjenester skal begrænse adgangen til onlinegrænsefla‐
den, herunder ved at anmode en relevant tredjepart om at
gennemføre sådanne foranstaltninger.
Det fremgår bl.a. af betragtning 16 i markedsovervågnings‐
forordningen, at fjernelse af indhold vedrørende produkter,
der ikke overholder de gældende regler, eller, hvis dette
ikke er muligt, begrænsning af adgangen til sådanne produk‐
ter, der tilbydes gennem deres tjenester, ikke bør berøre
bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/31/EF om elektronisk handel. Ligeledes fremgår det
bl.a. af betragtning 41 i markedsovervågningsforordningen,
at når en anmodning om fjernelse af indhold eller visning af
advarsel ikke imødekommes, bør den relevante myndighed
have beføjelse til at påbyde, at leverandører af informations‐
samfundstjenester begrænser adgangen til onlinegrænsefla‐
den, og derudover at foranstaltningen bør træffes i overens‐
stemmelse med principperne i direktiv 2000/31/EF. På den
baggrund følger det af artikel 2, stk. 4, at forordningen ikke
berører anvendelsen af artikel 12-15 i direktiv 2000/31/EF.
Den foreslåede bestemmelse vil således ikke berøre anven‐
delsen af bestemmelserne i e-handelsloven, som implemen‐
terer direktiv 2000/31/EF, herunder bestemmelsen i § 16 om
ansvarsfrihed for hostingtjenester.
Kontrolmyndigheden vil kunne bringe manglende overens‐
stemmelse til ophør hurtigt og effektivt, når den erhvervs‐
drivende, der sælger et energirelateret produkt, ikke samar‐
bejder, skjuler sin identitet eller flytter inden for EU eller
til et tredjeland for at undgå håndhævelse. I de tilfælde,
hvor der er risiko for alvorlig og uoprettelig skade for bru‐
gerne på grund af manglende overensstemmelse, bør kon‐
trolmyndigheden kunne træffe foranstaltninger, når det er
behørigt begrundet og proportionalt, og såfremt der ikke
er nogen anden mulighed for at forhindre eller begrænse
risikoen. Efter artikel 3, nr. 20, i markedsovervågningsfor‐
ordningen defineres et produkt, der udgør en alvorlig risiko,
som et produkt , der udgør en risiko, og for hvilket — på
grundlag af en risikovurdering og under hensyntagen til pro‐
duktets normale og forventede anvendelse — en kombina‐
tion af sandsynligheden for, at en fare forårsager skade, og
skadens sværhedsgrad anses for at kræve hurtig indgriben
fra markedsovervågningsmyndighederne, herunder tilfælde,
hvor virkningerne af risikoen ikke viser sig umiddelbart.
Når et påbud efter det foreslåede § 5 b ikke efterkommes,
bør kontrolmyndigheden kunne foranledige, at adgangen til
en onlinegrænseflade blokeres i situationer, hvor det energi‐
relaterede produkt udgør en alvorlig risiko. Ydermere vil
bestemmelsen kunne anvendes, hvor en onlinegrænseflade
gentagne gange har solgt eller formidlet salg af energirelate‐
rede produkter, der udgør en alvorlig risiko. Bestemmelsen
vil kunne anvendes over for webbutikker og handelsplatfor‐
me, der formidler et salg af produktet eller videreformidler
kontakten mellem køber og sælger.
I relation til hjemmesider forstås der ved blokering en ord‐
ning, der er rettet mod danske internetudbydere med henblik
100
på direkte DNS-blokering fra udbyderens side af en online‐
grænseflade med et apparat eller radioudstyr, der udgør en
alvorlig risiko. DNS-blokering medfører, at forsøg på at
opnå adgang til blokerede onlinegrænseflader automatisk
afvises af internetudbyderen. Det forudsættes, at afvisningen
vil være ledsaget af en tekst, hvoraf det fremgår, at kontrol‐
myndigheden har opnået rettens kendelse til at blokere den
pågældende onlinegrænseflade, og at eventuelle indsigelser
kan rettes til kontrolmyndigheden. For danske hjemmesider
med et dk-domænenavn kan blokeringen foretages af web‐
hostingudbyderen.
Kravet om, at onlinegrænsefladen sælger eller formidler salg
af et energirelateret produkt, der udgør en alvorlig risiko,
indebærer, at der f.eks. sælges eller formidles et energirela‐
teret produkt, der udgør en alvorlig risiko. Det afgørende er
således, at brugere kan få et fejlagtigt indtryk af, at et ener‐
girelateret produkt ikke udgør en alvorlig risiko, hvis dette
er tilfældet. Omtale af et energirelateret produkt, som udgør
en alvorlig risiko, på en onlinegrænseflade kan dermed ikke
som det eneste resultere i blokering af en onlinegrænseflade.
At onlinegrænsefladen gentagne gange har solgt eller for‐
midlet salg vil sige tilfælde, hvor den erhvervsdrivende in‐
den for de seneste to år har begået mindst to lignende forse‐
elser – altså tre i alt. Der behøver ikke nødvendigvis være
tale om identiske forseelser. Det afgørende er derimod, at de
er ensartede, og at der er tale om energirelaterede produkter,
der udgør en alvorlig risiko. Det er ikke en forudsætning, at
de tidligere forseelser har udløst en blokering af onlinegræn‐
sefladen eller har været til pådømmelse i det strafferetlige
system. Der er udelukkende tale om, at kontrolmyndigheden
gentagne gange har truffet afgørelse om, at den pågældende
erhvervsdrivendes energirelaterede produkter har vist sig at
udgøre en alvorlig risiko. I den forbindelse går bestemmel‐
sen videre end markedsovervågningsforordningens artikel
14, stk. 4, litra k, nr. 2.
De situationer, hvor virksomheden selv tager kontakt til
kontrolmyndigheden, f.eks. ved anvendelse af Business Ap‐
plication-løsningen, og således af egen drift retter op på fejl,
bør ikke indgå i vurderingen af gentagelse.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke en bestem‐
melse, om hvilken myndighed, der træffer afgørelse efter
stk. 1 om blokering af en onlinegrænseflade.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktenergi‐
mærkningsloven som § 5 c, stk. 2, 1. pkt., om at afgørelse
efter stk. 1 om blokering af en onlinegrænseflade træffes af
retten ved kendelse efter kontrolmyndighedens begæring.
Imødekommes kontrolmyndighedens anmodning om bloke‐
ring, skal kendelsen indeholde oplysning om, hvilken kon‐
kret onlinegrænseflade der kan blokeres. Kendelse om blo‐
kering træffes over for den informationssamfundstjeneste‐
udbyder, der er nærmest til at blokere for adgangen til
onlinegrænsefladen. For hjemmesider vil det typisk være en
webhostingudbyder, hvis det er en dansk hjemmeside med
et ”. dk-domænenavn”. For en udenlandsk hjemmeside vil
det typisk være internetudbyderne, hvilket i så fald vil ske i
form af en såkaldt DNS-blokering.
Retten vil kunne træffe afgørelse om blokeringens varig‐
hed. Blokeringen vil under alle omstændigheder kunne op‐
hæves, når betingelserne i stk. 4 eller 5 er til stede.
Kendelser om blokering vil kunne kæres efter de almindeli‐
ge betingelser i retsplejelovens kapitel 37.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke en bestem‐
melse om adgang til at udtale sig, i forbindelse med, at en
afgørelse træffes.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktenergi‐
mærkningsloven som § 5 c, stk. 2, 2. pkt., om at inden retten
træffer afgørelse, skal den så vidt muligt give parten, som
indgrebet retter sig mod, adgang til at udtale sig.
Den onlinegrænseflade, der rammes af indgrebet om bloke‐
ring, har som part således mulighed for at komme med sine
bemærkninger, inden kendelsen om blokering træffes over
for onlinegrænsefladens udbyder.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke en bestem‐
melse om anførsel af de konkrete omstændigheder i sagen.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktenergi‐
mærkningsloven som § 5 c, stk. 2, 3. pkt., om, at der i
kendelsen vil anføres de konkrete omstændigheder i sagen,
hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt.
Kontrolmyndigheden vil forudsættes at foretage underret‐
ning af den, som indgrebet retter sig mod, dvs. af ejeren
(registranten) af den onlinegrænseflade, som retten har gi‐
vet tilladelse til at blokere. Indeholder onlinegrænsefladen
ikke kontaktoplysninger, og kan kontrolmyndigheden ikke
umiddelbart fremskaffe disse oplysninger på anden vis, vil
underretningen kunne undlades. Underretning af personer i
udlandet vil ske efter de almindelige retshjælpsregler om
underretning til personer i andre lande.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke en bestem‐
melse om udbydere af informationssamfundstjenesters bi‐
stand til kontrolmyndighederne.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktener‐
gimærkningsloven som § 5 c, stk. 3, om, at det påhviler
udbydere af informationssamfundstjenester at bistå kontrol‐
myndigheden ved gennemførelsen af kendelser efter stk. 2.
Det indebærer bl.a., at udbyderne vil skulle iværksætte en
blokering af adgangen til den onlinegrænseflade, som ret‐
tens kendelse vedrører.
Kontrolmyndigheden vil i praksis videreformidle rettens
kendelse til udbydere af informationssamfundstjenester, som
derefter forestår den tekniske gennemførelse af en bloke‐
ring.
101
Med udbydere af informationssamfundstjenester forstås en‐
hver fysisk eller juridisk person, som leverer en informati‐
onssamfundstjeneste. Definitionen omfatter alle fysiske og
juridiske personer, som leverer tjenester, der er nødvendige
for, at en modtager kan få adgang til f.eks. internettet og kan
søge efter og give oplysninger på åbne netværk. Begrebet
omfatter endvidere fysiske og juridiske personer, der stiller
tjenesteydelser og produkter til rådighed både gratis eller
mod betaling på f.eks. internettet. Der vil f.eks. være tale
om internetleverandører, serverejere, webhostingudbydere,
applikationsudbydere og erhvervsdrivende, der udbyder tje‐
nesteydelser online.
Det er hensigten med bestemmelsen at omfatte internetud‐
bydere, der udbyder internet til en bredere kreds af kun‐
der. Det er dermed ikke hensigten at omfatte virksomheder,
der udbyder internet til en begrænset eller lukket kreds af
personer, herunder restaurationer, hoteller, uddannelsesinsti‐
tutioner, boligforeninger eller lignende.
Kontrolmyndigheden vil kunne udstede tvangsbøder efter
den foreslåede § 11 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 17.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke en bestem‐
melse om kontrolmyndighedens tidsmæssige opretholdelse
af indgreb efter stk. 1.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktenergi‐
mærkningsloven som § 5 c, stk. 4, 1. pkt., om, at kontrol‐
myndigheden skal påse, at et indgreb efter stk. 1 ikke opret‐
holdes ud over det tidsrum, hvor grundlaget for blokeringen
er til stede.
Det forudsættes i den foreslåede § 5 c, stk. 4, at såfremt
kontrolmyndigheden bliver bekendt med, at grundlaget for
blokeringen ikke længere er til stede, skal kontrolmyndighe‐
den hurtigst muligt foranledige, at blokeringen fjernes. Op‐
hævelsen kan ske på foranledning af den, som indgrebet
retter sig mod eller af kontrolmyndigheden. Da blokering
af en hjemmeside er et vidtgående indgreb, bør der være
mulighed for hurtigt at ophæve blokeringen, når grundlaget
for blokeringen ikke længere er til stede.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke en bestem‐
melse om kontrolmyndighedens afgørelse om ophævelse af
blokering.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktenergi‐
mærkningsloven som § 5 c, stk. 4, 2. pkt., om, at kontrol‐
myndigheden af egen drift eller på foranledning af den, som
indgrebet retter sig mod, skal træffe afgørelse om ophævelse
af blokeringen.
For at processen med at ophæve blokeringen kan forløbe
så hurtigt som muligt og uden unødige procestrin, foreslås
det at gøre det muligt for kontrolmyndigheden at træffe
afgørelse om, at blokeringen skal ophæves, det vil sige uden
at domstolene skal træffe kendelse om ophævelsen. Kontrol‐
myndigheden har en forpligtelse til at følge op og vurdere,
om blokeringen skal opretholdes. Denne forpligtelse omfat‐
ter ikke en pligt til at følge op og vurdere den blokerede
onlinegrænseflade oftere end hver sjette måned. Afgørelse
om ophævelse vil træffes, når det er godtgjort, at påbuddet
er efterkommet, eller den erhvervsdrivende har truffet de
foranstaltninger, der er nødvendige for at undgå, at online‐
grænsefladen igen sælger eller formidler salg af energirela‐
terede produkter, der udgør en alvorlig risiko.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke en bestem‐
melse om kontrolmyndighedens håndtering af anmodninger
om ophævelse af blokering.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktenergi‐
mærkningsloven som § 5 c, stk. 5, 1. pkt., om, at fremsætter
den, som indgrebet efter stk. 1 retter sig mod, anmodning
om, at blokeringen ophæves, og støttes denne anmodning
på, at der er sket væsentlige ændringer i indholdet af online‐
grænsefladen, skal kontrolmyndigheden, hvis blokeringen
ikke ophæves i medfør af den foreslåede § 5 c, stk. 4, sna‐
rest muligt indbringe spørgsmålet for retten.
I relation til hjemmesider vil det i praksis være en registrant,
der vil kunne fremsætte den nævnte anmodning.
Hjemlen forudsættes benyttet i de tilfælde, hvor indholdet
på hjemmesiden er ændret væsentligt, men hvor kontrol‐
myndigheden ikke anser denne ændring for at være af en
sådan art, at blokeringen vil skulle ophæves som følge af
bestemmelsen i lovforslagets stk. 4. I disse situationer vil
onlinegrænsefladerne kunne få spørgsmålet indbragt for ret‐
ten.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke en bestem‐
melse om, hvordan retten afgør, om indgrebet skal oprethol‐
des.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktenergi‐
mærkningsloven som § 5 c, stk. 5, 2. pkt., om, at retten ved
kendelse afgør, om indgrebet skal opretholdes.
Der indsættes således en hjemmel til løbende domstolskon‐
trol.
Sagen skal indbringes for den ret, der har truffet afgørelse
om blokering af den pågældende hjemmeside. Kendelsen vil
kunne kæres efter de almindelige regler herom.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke en bestem‐
melse om kontrolmyndighedens håndtering af fremsættelse
af anmodninger om blokering.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktenergi‐
mærkningsloven som § 5 c, stk. 5, 3. pkt., om, at tages en
anmodning ikke til følge, kan ny anmodning ikke fremsæt‐
tes, før der er forløbet 3 måneder fra kendelsens afsigelse.
Hvis retten træffer afgørelse om, at blokeringen ikke
skal ophæves, vil onlinegrænsefladen ikke kunne forlange
spørgsmålet indbragt for retten på ny, før der er forløbet 3
måneder. Bestemmelsen i den foreslåede § 5 c, stk. 4, vil
dog fortsat skulle overholdes i disse måneder. Det vil derfor
102
sige, at kontrolmyndigheden vil have pligt til at træffe afgø‐
relse om ophævelse af blokeringen, hvis onlinegrænsefladen
godtgør, at betingelserne for blokeringen ikke længere er til
stede.
Til nr. 14
Det følger af produktenergimærkningslovens § 7, stk. 2, at
erhvervsministeren kan delegere opgaver til en sagkyndig
institution, en organisation eller en virksomhed. Institutio‐
nen m.v. kan ikke træffe afgørelse om adgang efter § 4, stk.
1, eller træffe afgørelse efter § 5.
Opgaver omfattet af produktenergimærkningslovens § 7,
stk. 2, vil omfatte praktiske opgaver i forbindelse med
tilsyn og kontrol af energirelaterede produkter, som omfat‐
tes af regler i energimærkningsforordningen eller i delege‐
rede retsakter eller regler fastsat i medfør af produktener‐
gimærkningsloven, samt sekretariatsbistand til kontrolmyn‐
digheden.
Bemyndigelsen i lovens § 7, stk. 2, giver ikke hjemmel til,
at sekretariatet kan tillægges kompetence til at træffe afgø‐
relser efter produktenergimærkningslovens § 5, dvs. påbud
og forbud efter § 5, stk. 1-6. Endvidere kan sekretariatet
ikke, hvis en virksomhed modsætter sig et kontrolbesøg,
kræve adgang uden retskendelse efter lovens § 4, stk. 1. I
så fald er det alene en offentlig myndighed, der vil kunne
kræve adgang.
Opgaver vedrørende måling og prøvning bliver udført af
sagkyndige virksomheder på disse områder. Udførelsen af
tilsynsaktiviteterne over for leverandører m.fl. bliver i så
vid udstrækning som muligt koordineret med tilsvarende
tilsynsaktiviteter efter ecodesignloven.
Alle virksomheder, der opfylder en række objektive krav,
vil kunne opnå erhvervsministerens godkendelse til at udø‐
ve henholdsvis kontrolmålinger og kontrol- og tilsynsopga‐
ver. De objektive krav opstilles af erhvervsministeren for
eksempel i forbindelse med udarbejdelse af udbudsmateria‐
let, når opgaven sendes i offentligt udbud.
Dermed foreslås i § 7, stk. 2, 2. pkt., at ændre ”§ 4, stk. 1” til
”§ 4” og at ændre ”§ 5” til ”§§ 5-5 c”.
Det følger af den foreslåede ændring af § 7, stk. 2, 2. pkt.,
at den sagkyndige institution, organisation eller virksomhed
ikke kan træffe bestemmelse om adgang som nævnt i den
foreslåede § 4 eller træffe afgørelse efter lovens § 5, og de
foreslåede §§ 5 a-c.
Den foreslåede ændring medfører, at bestemmelserne i lo‐
vens § 7, stk. 2, ikke vil give hjemmel til, at den sagkyndige
institution m.v. kan tillægges kompetence til at træffe afgø‐
relser efter lovforslagets nye bestemmelser i § 2, nr. 12 og
13, dvs. ud over påbud og forbud efter lovens § 5, stk. 1,
nr. 1-9, ej heller afgørelser efter §§ 5 a - c. Endvidere er
der heller ikke hjemmel til, at den sagkyndige institution
m.v., hvis en virksomhed modsætter sig et kontrolbesøg, vil
kunne kræve adgang uden retskendelse efter den foreslåede
§ 4. I så fald er det alene en offentlig myndighed, der vil
kunne kræve adgang.
Til nr. 15
Produktenergimærkningslovens § 8 giver erhvervsministe‐
ren hjemmel til at offentliggøre resultater af tilsyn og afgø‐
relser truffet efter § 5, stk. 1-6, fastsætte regler om offentlig‐
gørelse af tilsynsresultatet og afgørelser og videregivelse af
oplysninger om resultater af tilsyn.
Efter produktenergimærkningslovens § 8, stk. 1, kan tilsyns‐
myndigheden offentliggøre resultater af tilsyn og afgørelser
truffet efter § 5, stk. 1-6.
Efter produktenergimærkningslovens § 8, stk. 2, kan tilsyns‐
myndigheden videregive oplysninger om resultater af tilsyn
til andre danske eller udenlandske myndigheder eller sag‐
kyndige institutioner m.v.
Efter produktenergimærkningslovens § 8, stk. 3, kan klima-,
energi- og forsyningsministeren fastsætte nærmere regler
om offentliggørelse af tilsynsresultater og afgørelser som
nævnt i stk. 1. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte
regler om offentliggørelse af navne på produkter og fysiske
og juridiske personer i forbindelse med offentliggørelse efter
stk. 1, regler om formen for offentliggørelse, herunder at of‐
fentliggørelse kan ske elektronisk samt regler om omfanget
af materialet, der kan offentliggøres.
Lignende bestemmelser findes i ecodesignlovens § 12, jf.
lovforslagets § 1, nr. 34, som er udmøntet i bekendtgørelse
nr. 1274 af 19. november 2010 om miljøvenligt design af
energirelaterede produkter.
Produktenergimærkningslovens § 8 er udmøntet i bekendt‐
gørelse nr. 808 af 5. august 2019 om tilsyn af energimærk‐
ning af energirelaterede produkter, §§ 4-7. Efter bekendtgø‐
relsens § 4, stk. 2 og § 5, stk. 2, kan offentliggørelsen
indeholde oplysninger om 1) navn og adresse på leverandø‐
ren eller på den forhandler, hvor tilsynet er gennemført, 2)
en beskrivelse af det kontrollerede produkt, således at dette
kan identificeres entydigt, 3) tidspunkt og sted for tilsynet,
4) resultatet af tilsynet, 5) oplysning om, hvorvidt der er
meddelt forbud eller påbud samt begrundelsen herfor, og 6)
navne på fysiske og juridiske personer, som påbuddet eller
forbuddet er rettet til. Efter bekendtgørelsens § 6 kan Sik‐
kerhedsstyrelsen offentliggøre resultater af tilsyn og afgørel‐
ser om påbud og forbud i deres helhed eller dele heraf efter
en høring af den pågældende leverandør eller forhandler,
jf. stk. 2. Når den pågældende leverandør eller forhandler
i forbindelse med offentliggjorte resultater af tilsyn og afgø‐
relser om påbud eller forbud har dokumenteret, at oplysnin‐
ger om produktets energiforbrug m.v. er i overensstemmelse
med energimærkeforordningen, de delegerede retsakter, lov
om supplerende bestemmelser til forordning om opstilling
af rammer for energimærkning m.v. eller regler fastsat i
medfør til denne, vil dette blive offentliggjort, jf. stk. 4. §
7 i bekendtgørelsen fastsætter, at offentliggørelse kan ske i
103
elektronisk form og tillige ske ved udsendelse af en presse‐
meddelelse.
Det foreslås at ændre § 8, stk. 1, således, at kontrolmyndig‐
heden har mulighed for at offentliggøre resultater af kontrol
og de afgørelser, der træffes i medfør af de foreslåede be‐
stemmelser i §§ 5-5 c.
Der er tale om en videreførelse af de gældende regler om
offentliggørelse i produktenergimærkningslovens § 8, dog
med de videre offentliggørelsesbeføjelser, der følger af mar‐
kedsovervågningsforordningen, der gengives med den fore‐
slåede bestemmelse, jf. nedenfor.
Efter den foreslåede § 8, stk. 1, kan kontrolmyndigheden
offentliggøre resultater af kontrol og afgørelser truffet efter
§§ 5-5 c.
Den foreslåede ændring i § 8, stk. 1, vil medføre, at de
afgørelser, der kan træffes efter de foreslåede §§ 5-5 c, også
kan offentliggøres.
Offentliggørelse af oplysninger om et energirelateret pro‐
dukt vil tidligst kunne forekomme, når det er konstateret,
at forhold vedrørende det energirelaterede produkt strider
mod energimærkningsforordningen, delegerede retsakter, lo‐
ven eller regler fastsat i medfør af loven. Det betyder, at der
ikke vil kunne ske offentliggørelse, før kontrolmyndigheden
konkret har vurderet, om reglerne bliver overholdt. Det kræ‐
ves ikke, at der i øvrigt er foretaget indgreb mod produktet.
Formålet med offentliggørelsen af tilsynsresultater er at sik‐
re, at forbrugeren får mulighed for at træffe et oplyst valg,
når denne indkøber energirelaterede produkter. Endvidere
fremgår det af markedsovervågningsforordningens artikel
16, stk. 5, at markedsovervågning skal sikre, at offentlighe‐
den informeres på behørig vis om produkter, som ikke er i
overensstemmelse med gældende krav.
Selve offentliggørelsen kan ske på flere måder, f.eks. ved
at lægge oplysningerne elektronisk på internettet via kon‐
trolmyndighedens hjemmeside, ved udsendelse af en presse‐
meddelelse eller de sociale medier. Det kan også ske ved
at oplyse via tv, aviser, relevante fagblade eller andre me‐
dier. Det vil afhænge af de konkrete omstændigheder, hvil‐
ken kanal kontrolmyndigheden finder mest hensigtsmæssig
til at nå de relevante modtagere. Energirelaterede produkter
kan dog altid findes i databasen på kontrolmyndighedens,
herunder Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside efter offentlig‐
gørelse.
Tjeklisten, der fremgår af betænkning 2010 nr. 1516 om
offentlige myndigheders offentliggørelse af kontrolresulta‐
ter, afgørelser mv., kapitel 4, pkt. 6, har desuden indgået
i vurderingen af offentliggørelsesordningen efter den fore‐
slåede stk. 1. Tjeklisten indeholder en række spørgsmål,
som det anbefales at overveje ved indførelse af ordninger
med systematisk offentliggørelse af oplysninger om kontrol‐
resultater, afgørelser mv. på internettet i ikke anonymiseret
form. Derudover henvises til betænkning 2017 nr. 1565 om
databeskyttelsesforordningen og de retlige rammer for dansk
lovgivning, afsnit 3.4.3.4. om myndigheders offentliggørelse
af kontrolresultater, afgørelser mv. og afsnit 3.4.4., herun‐
der tjeklisterne om udarbejdelse af nationale særregler for
behandling af ikke-følsomme oplysninger, som ligeledes er
indgået i vurderingen om offentliggørelse af kontrolresulta‐
ter, afgørelser mv.
Det vurderes ikke, at spørgsmålene i tjeklisten giver anled‐
ning til at stille spørgsmålstegn ved nødvendigheden af og
behovet for den forslåede offentliggørelsesordning.
Efter forvaltningslovens § 27 har den, der virker inden
for den offentlige forvaltning, tavshedspligt med hensyn til
oplysninger om enkeltpersoners private forhold. Da resulta‐
ter og afgørelser i henhold til stk. 1 kan vedrøre fysiske
personer, fraviger den foreslåede § 8 således forvaltningslo‐
vens § 27. Begrundelsen herfor er, at offentliggørelse med
navns nævnelse af leverandører og forhandlere, som ikke
overholder reglerne om energimærkning, vurderes at have
en væsentlig præventiv effekt og dermed vil kunne bidrage
til at sikre overholdelse af reglerne om energimærkning. Det
er essentielt for beskyttelsen af forbrugeren, at denne kan
stole på de oplysninger, der er påsat de energirelaterede
produkter, og at forbrugeren kan stole på, at forhandleren
overholder gældende lovgivning på området. Bestemmelsen
medvirker til at sikre, at der stilles korrekt information til
rådighed for forbrugeren og vil på denne måde beskytte
forbrugeren mod at træffe forkerte valg på baggrund af en
forkert mærkning af de energirelaterede produkter.
Endvidere er formålet med den foreslåede bestemmelse at
beskytte selve mærket mod, at dets integritet formindskes
ved misbrug, ligesom der foreligger et beskyttelseshensyn i
forhold til de virksomheder, der overholder lovgivningen.
Desuden supplerer den foreslåede bestemmelse markeds‐
overvågningsfor-ordningens artikel 17, hvoraf det fremgår,
at markedsovervågningsmyndighederne skal respektere for‐
trolighedskrav, når det er nødvendigt for at beskytte forret‐
ningshemmeligheder eller for at beskytte personoplysninger
i henhold til national lovgivning, dog altid med det forbe‐
hold, at oplysninger i overensstemmelse med markedsover‐
vågningsforordningen så vidt muligt skal offentliggøres for
at beskytte brugernes interesse.
På den anden side er det også klart, at forhandleren eller
leverandøren har en beskyttelsesinteresse i forhold til sin
virksomhed eller person. Offentliggørelse af oplysninger
om virksomhedens forhold vil kunne have betydning for
virksomhedens drift. Virksomheden har dog en mulighed
for selv at regulere sin beskyttelsesinteresse, da det kun er
overtrædelse af lovgivningen, der har indflydelse på beskyt‐
telsesinteressen i forhold til energimærkningen.
Det vurderes, at det foreslåede § 8, stk. 1, ikke vil gå videre
i offentliggørelsen af forretningshemmeligheder, end hvad
der følger af artikel 17 i markedsovervågningsforordningen.
Det fremgår af markedsovervågningsforordningen, at må‐
104
lene for den pågældende forordning skal opnås i overens‐
stemmelse med proportionalitetsprincippet. Der skal således
ske en afvejning af hensynet til den pågældende virksomhed
over for væsentligheden af, at offentligheden bliver bekendt
med resultatet af kontrollen ved vurderingen af, hvor omfat‐
tende en offentliggørelse bør være i det enkelte tilfælde.
Det konkrete arbejde vedrørende offentliggørelse af oplys‐
ninger vil blive tilrettelagt under hensyntagen til Datatilsy‐
nets vejledninger herom.
Om forholdet til databeskyttelseslovgivningen henvises til
lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 4.
Til nr. 16
Det følger af produktenergimærkningslovens § 10, at mini‐
steren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelser med
henblik på at gennemføre eller anvende EU-regler om for‐
hold, der er omfattet af denne lov, herunder forordninger,
direktiver og beslutninger om energimærkning af energirela‐
terede produkter.
Det foreslås i § 10 at indsætte ”afgørelser” efter ”direktiver”
i bestemmelsen.
Bemyndigelsen tænkes anvendt ved mindre ændringer eller
justeringer af energimærkningsforordningen, markedsover‐
vågningsforordningen, eller gennemførelse af andre retsak‐
ter, der overvejende er af teknisk karakter.
Ordlyden af den gældende bestemmelse er i den foreslåede
§ 10 ændret for at tydeliggøre, at ikke kun forordninger, di‐
rektiver, beslutninger, men også afgørelser på EU-niveau vil
kunne danne grundlag for ministerens fastsættelse af regler
eller bestemmelser. Der er ikke ved den nye ordlyd tilsigtet
ændring af indholdet i bestemmelsen.
Til nr. 17
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke en bestem‐
melse, som giver kontrolmyndigheden hjemmel til at pålæg‐
ge udbydere af informationssamfundstjenester tvangsbøder.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktenergi‐
mærkningsloven som § 11 a, om at kontrolmyndigheden kan
pålægge udbydere af informationssamfundstjenester tvangs‐
bøder med henblik på at gennemtvinge handlinger, som det
påhviler udbydere at foretage efter de foreslåede §§ 5 b og c.
Tvangsbøderne vil skulle fastsættes som daglige bøder, ind‐
til den påtvungne handling efterkommes. Daglige tvangsbø‐
der vil skulle gives for hver kalenderdag, det vil sige syv
dage om ugen, og bøderne vil kunne forhøjes med skriftligt
varsel, hvis den fastsatte tvangsbøde ikke har givet resul‐
tat. Det almindelige proportionalitetsprincip medfører bl.a.,
at tvangsbøden ikke må stå i misforhold til undladelsen,
ligesom der ved fastsættelsen af tvangsbøden skal tages hen‐
syn til den handlepligtiges økonomiske formåen, således at
pressionen har effekt, men bødestørrelsen vil i øvrigt bero
på et konkret skøn. En tvangsbøde vil dog mindst skulle
være på 1.000 kr. dagligt, og der beregnes kun én daglig
tvangsbøde, uanset antallet af påtvungne handlinger.
De daglige tvangsbøder vil kunne pålægges fra en given
dato. Forudsætningen for at pålægge daglige tvangsbøder vil
være, at kontrolmyndigheden mindst 14 kalenderdage forin‐
den underretter den handlingspligtige om, at bøden vil blive
pålagt fra den anførte dato. Varslingen vil skulle indeholde
oplysninger om tvangsbødens størrelse, og der vil skulle
tages forbehold for en eventuel senere forhøjelse af tvangs‐
bøden. De daglige tvangsbøder vil kunne forhøjes med en
uges skriftligt varsel, hvis den fastsatte tvangsbøde ikke har
givet resultat.
Ved kontrolmyndighedens kontrol af energirelaterede pro‐
dukter kan der i de tilfælde, hvor en kendelse ikke efterkom‐
mes, være behov for, at myndigheden anvender tvangsbøder
med henblik på, at kendelsen efterleves. Det er en grundlæg‐
gende forudsætning for myndighedens kontrolvirksomhed,
at rettens kendelser efterkommes, og muligheden for at på‐
lægge tvangsbøder anses som et effektivt middel til at sikre,
at dette sker.
Formålet med tvangsbøder er lovliggørelse og ikke straf, og
eventuelle ubetalte tvangsbøder bortfalder således, hvis ud‐
byderen af informationssamfundstjenester gennemfører den
påtvungne handling.
Tvangsbøder skal i sidste ende medvirke til, at der ikke
bringes energirelaterede produkter i omsætning, som ikke
overholder de væsentlige krav til korrekt mærkning, jf. pro‐
duktenergimærkningslovens § 12. Dette er dels for at imø‐
dekomme risikoen for vildledende markedsføring over for
forbrugere af de energirelaterede produkter og for at imøde‐
komme Unionens energi- og klimamål. For sidstnævnte, er
reglerne om energimærkning, sammenholdt med reglerne
om ecodesign et af de mest effektive værktøjer til at nå
Unionens energi- og klimamål, da de på energimærknings‐
området fastsatte regler om mærkning sikrer, at forbrugere
i Unionen tilskyndes til at vælge de mest energieffektive
produkter.
I § 12 i den gældende produktenergimærkningslov findes
hjemmel til at straffe med bøde, medmindre højere straf er
forskyldt efter anden lovgivning.
Straffen for overtrædelse af lovens bestemmelser er i ud‐
gangspunktet bøde, medmindre højere straf er forskyldt ef‐
ter anden lovgivning. Et eksempel kan være straffelovens
§ 252, stk. 1, om forsætlig fareforvoldelse, hvor strafferam‐
men er op til 8 års fængsel.
Strafbestemmelserne i produktenergimærkningslovens §§
12-13 er videreført og sammenskrevet i den foreslåede § 12,
således at de supplerer markedsovervågningsforordningen.
Det foreslås i § 12, stk. 1, at medmindre strengere straf er
forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
overtræder nr. 1-12.
105
De foreslåede §§ 11 a og 12, stk. 1, er en gennemførelse af
hjemlen i energimærkningsforordningens artikel 20, hvoref‐
ter medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner
for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedta‐
get i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige
foranstaltninger til at sikre gennemførelse heraf. Sanktioner‐
ne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædel‐
sernes grovhed og have afskrækkende virkning, samt tage
højde for omfanget af manglende overensstemmelse og an‐
tallet af produktenheder med manglende overensstemmelse,
som er bragt i omsætning i Den Europæiske Union.
Bestemmelserne supplerer endvidere markedsovervågnings‐
forordningens artikel 14, stk. 4, litra i, og artikel 41, stk. 1
og 2, hvorefter medlemsstaterne skal kunne pålægge sankti‐
oner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af mar‐
kedsovervågningsforordningen og af EU-harmoniserings‐
lovgivningen, dvs. energimærkningsforordningen. Sanktio‐
nerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til over‐
trædelsen og have afskrækkende virkning.
Det foreslås i § 12, stk. 1, nr. 1, at den, der som leverandør
ikke overholder sine forpligtelser i henhold til energimærk‐
ningsforordningens artikel 3, stk. 1, 1. eller 3. pkt., eller stk.
2, 3, 4 eller 5, kan straffes med bøde.
Der er tale om en videreførelse af produktenergimærknings‐
lovens § 12, stk. 1, nr. 1. Derved videreføres straffebestem‐
melserne i forbindelse med pligten til at levere mærke og
datablad (energimærkningsforordningens artikel 3, stk. 1, 1.
og 3. afsnit, og stk. 2) og pligten til at udarbejde korrekt
og nøjagtig teknisk dokumentation (energimærkningsforord‐
ningens artikel 3, stk. 3). Endvidere straffes overtrædelse af
pligten til at indhente samtykke fra kunden til ændringer,
som vil forringe parametrene for energieffektivitetsmærket
(energimærket) (energimærkningsforordningens artikel 3,
stk. 4). Desuden straffes den leverandør, der sælger produk‐
ter, som ændrer ydelsen, når det bliver testet (energimærk‐
ningsforordningens artikel 3, stk. 5).
Det foreslås i § 12, stk. 1, nr. 2, at den, der som leverandør
ikke overholder sin forpligtelse til at indlæse de nødvendi‐
ge oplysninger i produktdatabasen i henhold til energimærk‐
ningsforordningens artikel 4, stk. 1-2, stk. 4, 2. pkt., stk. 6,
1. pkt., og artikel 12, stk. 5, og bilag I, stk. 1 og stk. 3, kan
straffes med bøde. Derved videreføres straffebestemmelser‐
ne i forbindelse med de tilhørende forpligtelser, der følger af
energimærkningsforordningen som en konsekvens af forord‐
ningens indførelse af en produktdatabase pr. 1. januar 2019.
Det foreslås i § 12, stk.1, nr. 3, at den, der som forhandler
ikke overholder sine forpligtelser i henhold til energimærk‐
ningsforordningens artikel 5, straffes med bøde. Derved
videreføres bestemmelserne om straf af forhandleren for
manglende overholdelse af pligten til at forsyne et produkt
med mærke eller datablad og pligten til at give kunden
mulighed for at gøre sig bekendt med databladet, jf. energi‐
mærkningsforordningens artikel 5.
Det foreslås i § 12, stk. 1, nr. 4, at den, der som leverandør
eller forhandler ikke overholder sine forpligtelser i henhold
til energimærkningsforordningens artikel 6, straffes med bø‐
de. Der er tale om en videreførelse af produktenergimærk‐
ningslovens § 12, stk. 1, nr. 4, om straf af leverandøren
eller forhandleren for blandt andet vildledende mærkning og
manglende henvisning til produktets energieffektivitetsklas‐
se i reklamer eller teknisk salgsmateriale.
Det foreslås i § 12, stk. 1, nr. 5, at den, der som leverandør
undlader at afgive oplysninger, som vedkommende er for‐
pligtet til at give efter § 2, stk. 3, eller afgiver urigtige eller
vildledende oplysninger, kan straffes med bøde. Der er tale
om en delvis ny og delvis videreførelse af produktenergi‐
mærkningslovens § 12, stk. 1, nr. 5, om straf for undladelse
af at afgive oplysninger til brug for kontrol eller afgivelse af
urigtige oplysninger.
Dermed gøres det strafbart, hvis den pågældende undlader
at afgive oplysninger til brug for kontrol eller afgiver urigti‐
ge oplysninger i forbindelse med den sagsbehandling, som
kontrolmyndigheden foretager, herunder f.eks. nægter at ud‐
levere relevante dokumenter, tekniske specifikationer, data,
oplysninger om overensstemmelse og tekniske aspekter ved
produktet, oplysninger om mængder af energirelaterede pro‐
dukter på markedet og om andre produktmodeller, der har de
samme tekniske egenskaber som det pågældende energirela‐
terede produkt, oplysninger, der er nødvendige for at kunne
fastslå ejerskabet til en onlinegrænseflade m.v., eller afgiver
urigtige oplysninger i forbindelse hermed.
Når kontrolmyndigheden anmoder om oplysninger i henhold
til de foreslåede bestemmelser i § 2, stk. 3, er oplysningerne
af betydning for, at myndigheden kan udøve sine kontrolak‐
tiviteter. Det er ofte meget væsentligt for kontrolmyndighe‐
dens mulighed for hurtigt at kunne tage stilling til, om et
produkt f.eks. er farligt eller på anden måde ikke er overens‐
stemmende med reglerne, at de ønskede oplysninger stilles
til rådighed uden unødig forsinkelse.
Modtager kontrolmyndigheden ikke de krævede oplysnin‐
ger, kan det hindre myndigheden i at udøve effektiv kon‐
trol. Det er derfor nødvendigt, at tilsidesættelse af oplys‐
ningspligten kan straffes med bøde af hensyn til den præ‐
ventive effekt. Ligeledes er det væsentligt at kunne straffe
for afgivelse af urigtige oplysninger, der afgives mundtligt,
f.eks. telefonisk. Det betyder, at bestemmelsen går ud over,
hvad straffelovens § 163 om afgivelse af urigtige skriftli‐
ge oplysninger til det offentlige giver mulighed for. Med
den foreslåede bestemmelse er det desuden i modsætning
til straffelovens § 163 tilstrækkeligt, at overtrædelsen sker
uagtsomt.
Den foreslåede bestemmelse vil skulle anvendes under iagt‐
tagelse af retssikkerhedslovens regler, herunder særligt lo‐
vens § 10 om forbuddet mod selvinkriminering.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 6.
Det foreslås i § 12, stk. 1, nr. 6, at den, der som leverandør
106
eller forhandler hindrer adgang til udtagelse af produkter,
jf. produktenergimærkningslovens § 4, kan straffes med bø‐
de. Der er tale om en delvis ny og delvis videreførelse af
produktenergimærkningslovens § 4, stk. 1, hvorefter den,
der som leverandør eller forhandler hindrer adgang til udta‐
gelse af produkter m.v. som nævnt i § 4, stk. 1, kan straffes
med bøde.
Dermed gøres det strafbart at undlade at give kontrolmyn‐
digheden adgang til alle erhvervsmæssige lokaliteter og
transportmidler, hvor der kan findes energirelaterede pro‐
dukter, som er omfattet af produktenergimærkningslovens
anvendelsesområde, til udtagelse af produkter til måling og
kontrol.
Strafbestemmelsen finder anvendelse uanset, at kontrolmyn‐
digheden efterfølgende rekvirerer politiets bistand, jf. den
foreslåede § 4, stk. 5, og på den måde skaffer sig adgang. I
situationer omfattet af § 10 i retssikkerhedsloven kan denne
straffebestemmelse dog ikke bringes i anvendelse.
Der henvises i øvrigt til bemærkninger til lovforslagets § 2,
nr. 11.
Det foreslås i § 12, stk. 1, nr. 7, at den, der som forhand‐
ler undlader at afgive oplysninger, som vedkommende er
forpligtet til at give efter produktenergimærkningslovens §
2, stk. 4, eller afgiver urigtige eller vildende oplysninger,
kan straffes med bøde. Der er tale om en delvis ny og delvis
videreførelse af produktenergimærkningslovens § 12, stk. 1,
nr. 7, om straf for undladelse af at afgive oplysninger om,
hvorfra forhandleren eller kunden har erhvervet produktet.
Dermed gøres det strafbart, hvis den pågældende undlader
at afgive oplysninger til brug for kontrol eller afgiver urigti‐
ge oplysninger i forbindelse med den sagsbehandling, som
kontrolmyndigheden foretager, herunder f.eks. nægter at ud‐
levere relevante dokumenter, tekniske specifikationer, data,
oplysninger om overensstemmelse og tekniske aspekter ved
produktet, oplysninger om mængder af energirelaterede pro‐
dukter på markedet og om andre produktmodeller, der har de
samme tekniske egenskaber som det pågældende energirela‐
terede produkt, oplysninger, der er nødvendige for at kunne
fastslå ejerskabet til en onlinegrænseflade m.v., eller afgiver
urigtige oplysninger i forbindelse hermed.
Når kontrolmyndigheden anmoder om oplysninger i henhold
til de foreslåede bestemmelser i § 2, stk. 4, er oplysningerne
af betydning for, at myndigheden kan udøve sine kontrolak‐
tiviteter. Det er ofte meget væsentligt for kontrolmyndighe‐
dens mulighed for hurtigt at kunne tage stilling til, om et
produkt f.eks. er farligt eller på anden måde ikke er overens‐
stemmende med reglerne, at de ønskede oplysninger stilles
til rådighed uden unødig forsinkelse.
Modtager kontrolmyndigheden ikke de krævede oplysnin‐
ger, kan det hindre myndigheden i at udøve effektiv kon‐
trol. Det er derfor nødvendigt, at tilsidesættelse af oplys‐
ningspligten kan straffes med bøde af hensyn til den præ‐
ventive effekt. Ligeledes er det væsentligt at kunne straffe
for afgivelse af urigtige oplysninger, der afgives mundtligt,
f.eks. telefonisk. Det betyder, at bestemmelsen går ud over,
hvad straffelovens § 163 om afgivelse af urigtige skriftli‐
ge oplysninger til det offentlige giver mulighed for. Med
den foreslåede bestemmelse er det desuden i modsætning
til straffelovens § 163 tilstrækkeligt, at overtrædelsen sker
uagtsomt.
Den foreslåede bestemmelse vil skulle anvendes under iagt‐
tagelse af retssikkerhedslovens regler, herunder særligt lo‐
vens § 10 om forbuddet mod selvinkriminering.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
2, nr. 6.
Det foreslås i § 12, stk. 1, nr. 8, at den, der som kunde und‐
lader at afgive oplysninger, som vedkommende er forpligtet
til at give efter § 2, stk. 5, kan straffes med bøde. Derved
videreføres produktenergimærkningslovens § 12, stk. 1, nr.
7, om straf for undladelse af at afgive oplysninger om, hvor‐
fra kunden har erhvervet produktet, når kunden er et selskab
m.v. (juridisk person).
Når kontrolmyndigheden anmoder om oplysninger i henhold
til de foreslåede bestemmelser i § 2, stk. 5, er oplysningerne
af betydning for, at myndigheden kan udøve sine kontrolak‐
tiviteter. Det er ofte meget væsentligt for kontrolmyndighe‐
dens mulighed for hurtigt at kunne tage stilling til, om et
produkt f.eks. er farligt eller på anden måde ikke er overens‐
stemmende med reglerne, at de ønskede oplysninger stilles
til rådighed uden unødig forsinkelse.
Modtager kontrolmyndigheden ikke de krævede oplysnin‐
ger, kan det hindre myndigheden i at udøve effektiv kon‐
trol. Det er derfor nødvendigt, at tilsidesættelse af oplys‐
ningspligten kan straffes med bøde af hensyn til den præ‐
ventive effekt.
Den foreslåede bestemmelse vil skulle anvendes under iagt‐
tagelse af retssikkerhedslovens regler, herunder særligt lo‐
vens § 10 om forbuddet mod selvinkriminering.
Det foreslås i § 12, stk. 1, nr. 9, at den, der som leveran‐
dør undlader at efterkomme anmodning om data i henhold
til energimærkningsforordningens artikel 12, stk. 6, kan
straffes med bøde. Derved videreføres produktenergimærk‐
ningslovens § 12, stk. 1, nr. 8, hvorefter den leverandør,
som undlader at efterkomme tilsynsmyndighedens eller Eu‐
ropa-Kommissionens anmodning om andre data end de ob‐
ligatoriske specifikke dele af den tekniske dokumentation
i produktdatabasen eller data, som ikke er tilgængelige i
databasens offentlige del, kan straffes med bøde.
Det foreslås i § 12, stk. 1, nr. 10, at den, der som leverandør
undlader at stille en elektronisk udgave af den tekniske do‐
kumentation til rådighed inden for 10 dage efter anmodning
herom i henhold til energimærkningsforordningens artikel
20, stk. 3, straffes med bøde. Derved videreføres produkt‐
energimærkningslovens § 12, stk. 1, nr. 9, hvorefter den,
der som leverandør undlader at stille en elektronisk udgave
107
af den tekniske dokumentation til rådighed inden for 10
dage efter anmodning herom i henhold til energimærknings‐
forordningens artikel 20, stk. 3, kan straffes med bøde. Be‐
stemmelsen er en følge af energimærkningsforordningens
artikel 20, stk. 3, hvoraf det fremgår, at for produkter bragt
i omsætning inden 1. august 2017, skal leverandøren i fem
år efter, at den sidste enhed blev fremstillet, stille en elektro‐
nisk udgave af den tekniske dokumentation til rådighed in‐
den for 10 dage efter anmodningen fra tilsynsmyndigheden
eller kommissionen, jf. artikel 12, stk. 6.
Det foreslås i § 12, stk. 1, nr. 11, at den, der overtræder
eller undlader at efterkomme en afgørelse efter §§ 5-5 b, kan
straffes med bøde.
Bestemmelsen er delvis ny og delvis en videreførelse af
produktenergimærkningslovens § 12, stk. 1, nr. 10, hvorefter
den, der som leverandør, forhandler eller kunde undlader
at efterkomme påbud og forbud efter § 11, stk. 1-5, kan
straffes med bøde.
Det gøres strafbelagt at overtræde kontrolmyndighedens af‐
gørelser efter produktenergimærkningsloven og de foreslåe‐
de §§ 5-5 b, jf. lovforslagets § 2, nr. 12 og 13. Der vil typisk
være tale om afgørelser om forbud, påbud eller midlertidigt
forbud.
Der vil f.eks. kunne gives påbud om tilbagetrækning af
energirelaterede produkter fra markedet, påbud om tilbage‐
kaldelse af energirelaterede produkter, påbud om at frem‐
lægge oplysninger, teknisk dokumentation, materiale eller
dokumentation i form af mærker, datablade og salgs- eller
reklamemateriale, eller påbud om at bringe forhold ved det
energirelaterede produkt i overensstemmelse med kravene
i de gældende regler om energimærkning, såfremt produk‐
tet eller mærkningen heraf ikke opfylder de krav, der er
stillet i energimærkningsforordningen, relevante delegerede
retsakter, loven eller regler fastsat i medfør af loven. Det vil
for eksempel kunne være manglende (energi)mærker på de
udstillede produkter i butikkerne, hvor forhandleren vil blive
påbudt at foretage den krævede mærkning af produkterne,
eller manglende henvisninger til produktets energieffektivi‐
tetsklasse ved reklamer på internettet. Kontrolmyndigheden
vil endvidere kunne give påbud om at udarbejde og distribu‐
ere korrekte mærker og datablade og korrigere det tekniske
dokumentationsmateriale, påbud om at sikre, at energirelate‐
rede produkter ikke udgør en risiko, påbud om at overholde
visse betingelser, inden det energirelaterede produkt bringes
i omsætning eller gøres tilgængeligt på markedet, påbud om
at advare brugere om risici ved energirelaterede produkter,
påbud om anbringelse af advarsler på energirelaterede pro‐
dukter, påbud om at standse vildledende markedsføring af
energirelaterede produkter, påbud om at destruere energire‐
laterede produkter, påbud om at ændre eller fjerne indhold
fra en onlinegrænseflade m.v.
Det vil endvidere f.eks. kunne gives forbud mod at bringe
energirelaterede produkter i omsætning, tage dem i brug el‐
ler gøre dem tilgængelige på markedet (salgsforbud), forbud
mod at udstille energirelaterede produkter, markedsføre dem
eller ibrugtage dem, såfremt en erhvervsdrivende ikke lever
op til og overholder de gældende regler om energimærkning,
eller indtil der er indsendt tilstrækkeligt teknisk dokumen‐
tationsmateriale til kontrolmyndigheden. Dette ville eksem‐
pelvis kunne være, hvis en leverandør ikke indsender den
krævede dokumentation, som det er påkrævet efter produkt‐
energimærkningsloven eller energimærkningsforordningen,
til kontrolmyndigheden, så myndigheden kan kontrollere,
hvorvidt et produkt overholder de krav, der er stillet i energi‐
mærkningsforordningen, relevante delegerede retsakter, lo‐
ven eller regler fastsat i medfør af loven.
Der vil efter omstændighederne kunne gives et midlertidigt
(tidsbegrænset) forbud mod at bringe energirelaterede pro‐
dukter i omsætning eller at gøre dem tilgængelige på marke‐
det eller midlertidigt forbud mod at udstille energirelaterede
produkter, markedsføre dem og ibrugtage dem, indtil forhol‐
det er bragt i overensstemmelse med kravene og reglerne
i den gældende lovgivning, eller indtil der er indsendt til‐
strækkeligt teknisk dokumentationsmateriale til kontrolmyn‐
digheden. Hvis den manglende overensstemmelse ikke brin‐
ges til ophør, vil omsætningen, tilgængeliggørelsen eller
ibrugtagningen af produktet kunne forbydes varigt.
Typerne af de påbud og forbud, hvor manglende efterkom‐
melse vil kunne straffes med bøde, er udvidet i forhold til
den gældende bestemmelse i produktenergimærkningsloven.
Straffen for ikke at efterkomme kontrolmyndighedens afgø‐
relser vil skulle være med til at sikre en høj regelefterlevelse
blandt de erhvervsdrivende og andre, der føres kontrol med
efter lovforslaget. På den måde vil straffen også være med
til at sikre effektiviteten i kontrollen med produkter efter
produktenergimærkningsloven og dette lovforslag.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
2, nr. 12 og 13.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke i dag en be‐
stemmelse om bødestraf for erhvervsdrivende, som omgår
eller unddrager sig kontrolmyndighedens kontrol eller forsø‐
ger herpå.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktenergi‐
mærkningslovens § 12, stk. 1, nr. 12, som fastsætter, at med‐
mindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
vil den, der omgår eller unddrager sig kontrolmyndighedens
kontrol eller forsøger herpå, kunne straffes med bøde.
Da en effektiv kontrol i høj grad er baseret på de erhvervs‐
drivendes samarbejde, vil der skulle være en konsekvens
forbundet med at modarbejde markedsovervågningen. Den
foreslåede bestemmelse vil f.eks. skulle dæmme op for, at
erhvervsdrivende vil forsøge at undgå kontrol ved eksem‐
pelvis at blokere kontrolmyndighedens IP-adresse eller lave
sindrige løsninger, der kan omgå et salgsforbud. På fysiske
lokaliteter som f.eks. en butik eller et lager vil det også kun‐
ne være, at den erhvervsdrivende skjuler energirelaterede
produkter for kontrolmyndigheden, så kontrolmyndigheden
108
ikke i forbindelse med et besøg på lokaliteten har mulighed
for at kontrollere det energirelaterede produkt eller tage det
med til kontrol.
Det er en underliggende præmis for at bringe energirelate‐
rede produkter i omsætning på det europæiske marked og
dermed også det danske marked, at den erhvervsdrivende er
villig til at samarbejde med kontrolmyndigheden og under‐
lægge det energirelaterede produkt den fornødne kontrol –
både vedkommendes egen kontrol, men også myndighedens
kontrol. Det er således prisen for, at der ikke er krav om, at
energirelaterede produkter skal godkendes af en tredjepart.
Lovgivningen er således bygget op omkring et princip om
frihed under ansvar, hvor det alene er de erhvervsdrivende,
som har ansvaret for at bringe energirelaterede produkter i
omsætning, som lever op til reglerne. Det er helt essentielt,
at de erhvervsdrivende handler ansvarligt og lever op til
denne forpligtelse.
Det følger af nyere direktiver og produktforordninger, lige‐
som det er anført i betragtning 12 i markedsovervågnings‐
forordningen, at det bør forventes af erhvervsdrivende i hele
forsyningskæden, at de agerer ansvarligt og i fuld overens‐
stemmelse med de gældende lovgivningsmæssige krav, når
de bringer energirelaterede produkter i omsætning eller gør
dem tilgængelige på markedet, for således at sikre overens‐
stemmelse med EU-harmoniseringslovgivningen for ener‐
girelaterede produkter. I betragtning 24 i markedsovervåg‐
ningsforordningen er det anført, at de erhvervsdrivende bør
samarbejde med bl.a. markedsovervågningsmyndighederne
for at sikre smidig gennemførelse af markedsovervågning
og for at give myndighederne mulighed for at udføre deres
opgaver.
Disse to betragtninger er udmøntet i kravene i markedsover‐
vågningsforordningens artikel 7, stk. 1 og 2. I artikel 7,
stk. 1, forpligtes den erhvervsdrivende til at samarbejde
med markedsovervågningsmyndighederne om tiltag, der kan
eliminere eller begrænse risici forbundet med produkter,
som disse erhvervsdrivende har gjort tilgængelige på marke‐
det. Herunder efter en begrundet anmodning sikre, at der
træffes øjeblikkelige nødvendige korrigerende tiltag for at
afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende overensstemmel‐
se med de krav, der er fastsat i den gældende EU-harmoni‐
seringslovgivning, der finder anvendelse på det pågældende
produkt, eller, hvis dette ikke er muligt, begrænse de risici,
der er forbundet med det pågældende produkt, når det på‐
bydes af markedsovervågningsmyndighederne eller på eget
initiativ, når den omhandlede erhvervsdrivende skønner eller
har grund til at tro, at det pågældende produkt udgør en
risiko.
Det samme gælder for udbydere af informationssamfunds‐
tjenester, der efter artikel 7, stk. 2, i markedsovervågnings‐
forordningen, forpligtes til at samarbejde med markedsover‐
vågningsmyndighederne, på anmodning af markedsovervåg‐
ningsmyndighederne og i særlige tilfælde med henblik på at
fremme ethvert tiltag, der træffes for at eliminere eller, hvis
dette ikke er muligt, begrænse risiciene forbundet med et
produkt, der udbydes eller var udbudt til salg online gennem
deres tjenester.
Strafniveau
Det foreslås, at udgangspunktet er en minimumsbøde på ca.
50.000 kr. Bødens størrelse skal afspejle, at en overtrædelse
af lovens bestemmelser oftest betyder en besparelse for den
erhvervsdrivende, der vil medføre, at disse virksomheder
opnår en konkurrencefordel frem for de virksomheder, som
følger lovens bestemmelser.
Overtrædelse af en del af lovens bestemmelser kan henføres
til, at den erhvervsdrivende ikke samarbejder med kontrol‐
myndigheden, og at der dermed ikke kan føres en effektiv
kontrol. Bøden fastsættes således, at den ud fra specialpræ‐
ventive og generalpræventive hensyn fjerner ethvert incita‐
ment til at overtræde lovgivningen for at opnå besparelser
på bekostning af lovgivningens krav til eksempelvis sikker‐
hed.
De rejste sager sker på anmeldelse fra Sikkerhedsstyrelsen
og ledsages af en indstilling vedrørende bødens størrelse.
Strafudmålingen vil bero på domstolenes konkrete vurdering
i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen,
jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens 10. kapitel. Det angivne strafniveau vil derfor
kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der
i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende
omstændigheder. Det forudsættes, at bødestørrelserne i øv‐
rigt skal følge den almindelige prisudvikling i samfundet.
Bødens størrelse påvirkes i udgangspunktet af fire forskel‐
lige parametre: Tilregnelse, konsekvens, sandsynlighed og
omsætning. Hertil kommer, om der er tale om gentagelse,
eller om overtrædelsen er begået under skærpende omstæn‐
digheder.
Ved tilregnelse forstås vurderingen af, om et forhold er be‐
gået forsætligt, groft eller simpelt uagtsomt. Jo mere culpøs
en handling eller undladelse vurderes at være, des højere
bør bøden fastsættes. Det foreslås med dette lovforslag, at
det almindelige udgangspunkt på særlovsområdet, simpel
uagtsomhed, skal finde anvendelse som udgangspunkt.
Konsekvens (skadevirkning) skal forstås som den mulige
konsekvens af den strafbare handling eller undladelse. Det
er således ikke en betingelse, at den strafbare handling eller
undladelse har forårsaget en reel skade eller et tab. Konse‐
kvensen relaterer sig typisk til den risiko, det energirelatere‐
de produkt udgør som følge af den strafbare handling eller
undladelse. Der kan tillige være tale om situationer, hvor
den strafbare handling eller undladelse kan vække forestil‐
ling hos brugeren om, at det købte energirelaterede produkt
har nogle egenskaber, som ikke er tilfældet. Et eksempel
herpå kan være, hvor et energirelateret produkt er påført
et (energi)mærke, men reelt ikke lever op til reglerne for
at måtte bære mærket, eller at mærket eller databladet på
109
det pågældende energirelaterede produkt er forkert. Konse‐
kvensen kan desuden være bundet op på hensynet til, at kon‐
trolmyndigheden kan føre en effektiv kontrol, ligesom der
ligger et væsentligt hensyn i forhold til, at virksomhederne
kan konkurrere på fair og lige vilkår.
Ved sandsynlighed forstås, hvor stor sandsynligheden er for,
at konsekvensen udløses. Det vil lidt forenklet sige, hvor
stort et skadespotentiale der er tale om. I denne vurdering
indgår særligt, hvor stort kundegrundlag den pågældende
erhvervsdrivende har, herunder geografisk udbredelse, og
hvilke salgskanaler der anvendes. Er der f.eks. tale om salg
i en lukket facebookgruppe med få medlemmer eller via en
webshop med national, europæisk eller globalt salg, er det
en fysisk butik i en lille by i provinsen eller en stor lands‐
dækkende eller verdensomspændende kæde af butikker. An‐
tallet af energirelaterede produkter, der er udbudt til salg,
vil også være et element, der bør tillægges vægt, da det har
stor betydning for, hvor mange brugere der ville kunne blive
udsat for risikoen eller blive ført bag lyset i forhold til pro‐
duktets forventede egenskaber ved den strafbare handling
eller undladelse.
Når straffen udmåles, bør omsætning også indgå som et
parameter. Der er tale om den erhvervsdrivendes samlede
omsætning. Omsætningen indikerer, dels hvor stort et kun‐
degrundlag der er for virksomheden, dels hvor høj grad af
professionalisme, de forventes at have. Det er hensigten,
at bødens størrelse skal differentiere betydeligt, særligt i
relation til virksomhedens omsætning, så bøden for at bringe
ulovlige energirelaterede produkter på markedet får den øn‐
skede præventive effekt. Minimumsbøden vil således danne
udgangspunkt for bødefastsættelsen for virksomheder med
en lille omsætning. Hvorimod det tilsigtes, at virksomheder
med ganske stor omsætning bør ifalde betydeligt større bø‐
der.
Der bør således for den samme materielle overtrædelse være
forskel på en hobbyvirksomhed, der har fremstillet og solgt
få energirelaterede produkter i en lukket Facebook-gruppe,
frem for en stor landsdækkende virksomhed, der har solgt
en del energirelaterede produkter. De to virksomheder i ek‐
semplet adskiller sig således fra hinanden på virksomheder‐
nes kundegrundlag, graden af professionalisme og antallet
af solgte produkter, det vil sige, hvor mange brugere der
potentielt ville kunne have været udsat for risikoen ved det
energirelaterede produkt.
Gentagelsestilfælde omhandler tilfælde, hvor den erhvervs‐
drivende inden for de seneste 5 år har begået en lignende
overtrædelse. Den erhvervsdrivendes overtrædelser behøver
ikke være identiske, når de dog er ensartede. Hvis kontrol‐
myndigheden eksempelvis har udstedt flere påbud til virk‐
somheden vedrørende salg af ikke-overensstemmende ener‐
girelaterede produkter, vil dette være at betragte som en
gentagelse, uanset at der ikke er tale om at gentage præcist
samme forhold. Det er ikke en forudsætning, at de tidligere
overtrædelser har været til pådømmelse i det strafferetlige
system. Der er udelukkende tale om, at kontrolmyndighe‐
den gentagne gange har haft sager, hvor den pågældende
erhvervsdrivendes energirelaterede produkter har vist sig
ikke at være i overensstemmelse med reglerne. I gentagel‐
sestilfælde bør bøden fordobles ved første gentagelse og
tredobles ved anden gentagelse.
Der kan i nogle sager være formildende omstændigheder,
der kan have indflydelse på udmålingen af straf. Det kan
eksempelvis være virksomhedens grad af professionalisme,
hvis der eksempelvis er tale om en hobbyvirksomhed, hvor
ejeren ikke lever af dette erhverv, men udelukkende driver
det som hobby. I særlige tilfælde kan det også anses som en
formildende omstændighed, at der er tale om førstegangstil‐
fælde i den forstand, at kontrolmyndigheden ikke tidligere
har udstedt påbud eller forbud til den erhvervsdrivende.
Det foreslås i § 12, stk. 2, at der i regler, der er udstedt i
medfør af denne lov, kan fastsættes straf i form af bøde. Be‐
stemmelsen er en videreførelse af produktenergimærknings‐
loven § 12, stk. 2, hvorefter klima-, energi- og forsyningsmi‐
nisteren, i regler, der fastsættes i medfør af denne lov, kan
fastsætte bødestraf for overtrædelse af disse regler. Bestem‐
melsen er endnu ikke udmøntet.
Den foreslåede bestemmelse vil give mulighed for at
fastsætte straffebestemmelser i bekendtgørelser, så der på
samme måde som produktenergimærkningsloven vil blive
mulighed for at straffe med bøde.
Straffastsættelsen i bekendtgørelserne bør i øvrigt følge
samme praksis, som foreslået ved dette lovforslag. Det er
således de samme vurderinger og betragtninger, der bør væ‐
re afgørende for straffastsættelsen ved overtrædelse af krav i
bekendtgørelserne.
Produktenergimærkningsloven indeholder ikke i dag en be‐
stemmelse om sammenlægning af bødestraf for hver over‐
trædelse.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktener‐
gimærkningslovens § 12, stk. 3, 1. pkt., om at har nogen
ved én eller flere handlinger eller undladelser begået flere
overtrædelser af denne lov eller regler fastsat i medfør af
denne lov, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde,
sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i produktenergi‐
mærkningslovens § 12, stk. 3, 2. pkt., om at har nogen ved
én eller flere handlinger eller undladelser overtrådt denne
lov eller regler fastsat i medfør af denne lov og én eller flere
andre love, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde,
sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse af denne
lov eller regler fastsat i medfør af denne lov og bødestraffen
for overtrædelsen af den eller de andre love.
I bestemmelsens stk. 3 foreslås der indført absolut kumula‐
tion af bøder i sager vedrørende overtrædelser af produkt‐
lovgivningen omfattet af dette lovforslags anvendelsesom‐
råde. Det vil betyde, at der ved samtidig pådømmelse af
flere overtrædelser og undladelser som udgangspunkt vil
110
skulle ske sammenlægning af den fulde straf for de enkel‐
te lovovertrædelser. Absolut kumulation vil ligeledes som
udgangspunkt finde anvendelse i tilfælde, hvor én eller fle‐
re overtrædelser af dette regelsæt pådømmes samtidig med
overtrædelser af anden lovgivning. Det vil f.eks. være en
leverandør, som ikke har overholdt sin underretningspligt,
jf. den foreslåede § 2, stk. 3, jf. lovforslagets § 2, nr. 6,
i forhold til et energirelateret produkt, som ikke er i over‐
ensstemmelse med reglerne om energimærkning, og som
undlader at efterkomme et forbud mod at bringe produktet i
omsætning. Begge dele vil være strafbare efter den foreslåe‐
de § 12, stk. 1, nr. 5 og 11, jf. lovforslagets § 2, nr. 17.
Bestemmelsen vil samtidig betyde, at strafferettens alminde‐
lige princip om modereret kumulation efter straffelovens §
88 fraviges. Ved modereret kumulation forstås, at de enkelte
overtrædelser indgår med nedsat vægt, når en samlet straf
skal fastættes for overtrædelser, der pådømmes samtidigt.
Hensigten med forslaget om absolut kumulation er at skabe
en præventiv effekt, der vil give de erhvervsdrivende og
andre personer, der er forpligtede efter lovforslaget, et større
incitament til at overholde lovens regler og regler fastsat
i medfør af loven. Inden for lovforslagets anvendelsesområ‐
de vil det ikke være ualmindeligt, at en erhvervsdrivende
anmeldes for flere overtrædelser af produktlovgivningen i
løbet af en relativ kort periode på et halvt til et helt år. I de
tilfælde vil der til hver enkelt overtrædelse være indstillet til
en bøde for den pågældende overtrædelse. Af administrative
hensyn vil den enkelte politikreds i nogle tilfælde behand‐
le anmeldelserne og dermed overtrædelserne i samme sag,
hvilket vil føre til samtidig pådømmelse af forholdene. I
andre tilfælde vil forholdene blive behandlet hver for sig,
hvorefter forholdene også pådømmes hver for sig. Med for‐
slaget om absolut kumulation vil det sikres, at den, der
foretager flere overtrædelser af produktlovgivningen, som
pådømmes samtidig, ikke slipper billigere end den, der får
forskellige overtrædelser pådømt hver for sig.
Det bemærkes, at det alene er bøder efter produktlovgiv‐
ningen inden for lovforslagets anvendelsesområde, der er
omfattet af princippet om absolut kumulation efter de fore‐
slåede bestemmelser i § 12, stk. 3 og 4. De foreslåede
bestemmelser angår ikke fastsættelse af bøder efter anden
lovgivning f.eks. ecodesignloven. Ved pådømmelse af flere
samtidige overtrædelser af anden lovgivning, der medfører
bødestraf, vil den samlede bøde for disse overtrædelser såle‐
des kunne fastsættes uafhængigt af de foreslåede regler om
absolut kumulation i dette lovforslag. Den samlede bøde for
overtrædelse af anden lovgivning vil herefter lægges sam‐
men med den samlede bøde for en eller flere overtrædelser
på dette lovforslags anvendelsesområde.
Som følge af forslaget om at indsætte en ny § 12, stk. 3,
i produktenergimærkningsloven foreslås en ny bestemmelse
indsat i lovens § 12, stk. 4, om at kumulation efter den
foreslåede § 12, stk. 3, kan fraviges.
Da en regel om absolut kumulation ikke i alle tilfælde vil
føre til et rimeligt resultat, foreslås det, at bestemmelserne i
§ 12, stk. 3 kan fraviges, når særlige grunde taler for det.
Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis en sam‐
menlægning af de forskyldte bøder fører til en uforholds‐
mæssig høj samlet bøde, herunder henset til forseelsernes
karakter.
Det foreslås i § 12, stk. 5, at der kan pålægges selskaber m.v.
(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens
5. kapitel.
Bestemmelsen er en videreførelse af produktenergimærk‐
ningslovens § 13.
Da lovforslaget i første række er rettet mod en bred skare
af erhvervsdrivende, er det essentielt for virkningen af reg‐
lerne, at juridiske personer kan ifalde strafansvar. Juridiske
personer kan straffes med bøde ved simpel uagtsomhed lige‐
som fysiske personer.
Intentionen i den foreslåede tekst er at følge anklagemyndig‐
hedens almindelige praksis for strafforfølgelse af juridiske
personer, jf. Rigsadvokatmeddelelse af 17. april 2015 om
strafansvar for juridiske personer. Det følger af straffelovens
§ 27, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der
inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der
kan tilregnes en eller flere personer knyttet til den juridiske
person eller den juridiske person som sådan. Udgangspunk‐
tet i rigsadvokatmeddelelsen er, at kan en overtrædelse til‐
regnes den juridiske person, vælges denne som strafsubjekt.
Til § 3
Til nr. 1
Af fodnoten til lov nr. 260 af 16. marts 2016 om radioudstyr
og elektromagnetiske forhold (radioudstyrsloven) fremgår
det, at loven gennemfører dele af direktiv 2014/30/EU, dele
af direktiv 2014/53/EU og dele af direktiv 2008/63/EF.
Det foreslås, at det af fodnoten til radioudstyrsloven vil
fremgå, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfø‐
rer dele af direktiv 2014/30/EU om harmonisering af med‐
lemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibili‐
tet, dele af direktiv 2014/53/EU om harmonisering af med‐
lemsstaternes love om tilgængeliggørelse af radioudstyr på
markedet og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF og dele
af Kommissionens direktiv 2008/63/EF om konkurrence på
markederne for teleterminaludstyr.
Det foreslås endvidere, at det af fodnoten vil fremgå, at
der i loven er medtaget visse bestemmelser fra forordning
1020/2019/EU om markedsovervågning og produktoverens‐
stemmelse og om ændring af direktiv 2004/42/EF og forord‐
ning 2008/765/EF og 2011/305/EU.
Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning
umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse be‐
stemmelser i loven vil således udelukkende være begrundet
111
i praktiske hensyn og vil ikke berøre forordningens umiddel‐
bare gyldighed i Danmark.
Til nr. 2
I radioudstyrslovens § 2, stk. 1, nr. 7, omfatter definitionen
af erhvervsdrivende fabrikanter, bemyndigede repræsentan‐
ter, importører og distributører.
Med den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 7, foreslås
det at ændre ”og distributøren” til ”, distributøren og udby‐
deren af distributionstjenester”.
Med den foreslåede bestemmelse udvides definitionen af
erhvervsdrivende til ud over fabrikanter, bemyndigede re‐
præsentanter, importører og distributører også at omfatte
udbydere af distributionstjenester.
Vedrørende udbydere af distributionstjenester henvises til
definitionen heraf i det foreslåede § 2, stk. 1, nr. 21, jf.
lovforslagets § 3, nr. 5.
Udbydere af distributionstjenester vil alene kunne være an‐
svarlige for radioudstyr eller apparater i det omfang, hvor
der ikke er en ansvarlig fabrikant, importør eller bemyndiget
repræsentant, jf. den foreslåede § 3 a, jf. lovforslagets § 3,
nr. 6, eller den foreslåede § 17 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 25.
Udbydere af distributionstjenesters rolle på markedet har
været svær at placere, idet disse udbydere ikke kan side‐
stilles med hverken fabrikanter, importører eller distributø‐
rer. Det har derfor været svært for kontrolmyndigheder som
Sikkerhedsstyrelsen at føre kontrol med udbyderne. Det har
endvidere ikke været klart for udbydere af distributionstje‐
nester, hvilke pligter de har i forsyningskæden i forbindelse
med tilgængeliggørelse af radioudstyr og apparater. I mar‐
kedsovervågningsforordningen fastsættes der nye forpligtel‐
ser for udbydere af distributionstjenester, som disse udby‐
dere ikke har efter radioudstyrsloven. Det foreslås derfor,
at udbydere af distributionstjenester også bliver omfattet af
definitionen af erhvervsdrivende.
Ved at udvide kredsen af erhvervsdrivende sikres det, at der
ikke gøres radioudstyr eller apparater tilgængelige på mar‐
kedet, hvor der ikke er en ansvarlig erhvervsdrivende, fordi
der hverken er en fabrikant, importør, bemyndiget repræsen‐
tant eller distributør. I de tilfælde vil Sikkerhedsstyrelsen
som noget nyt kunne gøre en udbyder af distributionstjene‐
ster ansvarlig.
Til nr. 3
Der findes ikke i radioudstyrsloven en definition af online‐
grænseflader.
Markedsovervågningsforordningens artikel 3, nr. 15, fast‐
sætter en definition af onlinegrænseflade.
Med bestemmelsen i § 2, stk. 1, nr. 15, foreslås det at fast‐
sætte en definition af onlinegrænseflade, som herefter vil
være enhver form for software, herunder et websted, dele af
et websted eller en applikation, der drives af eller på vegne
af en erhvervsdrivende, og som giver slutbrugere adgang til
den erhvervsdrivendes produkter.
Der vil særligt kunne være tale om hjemmesider og applika‐
tioner til mobiltelefoner, tablets og computere, men dette
kan dog ændre sig i takt med, at der kommer nye løsninger
på markedet.
Bestemmelsen gengiver markedsovervågningsforordningens
definition i artikel 3, nr. 15.
Den foreslåede definition vil gøre det klart, hvad der skal
forstås ved onlinegrænseflader.
Indsættelsen af definitionen i § 2, stk. 1, nr. 15, vil medføre,
at nr. 15-17 bliver nr. 16-18.
Til nr. 4
Efter radioudstyrslovens § 2, stk. 1, nr. 18, er risiko define‐
ret som:
a) Et apparat udgør en risiko, hvis det frembringer så krafti‐
ge elektromagnetiske forstyrrelser, at andre apparater, faste
anlæg eller radioudstyr ikke kan fungere efter hensigten,
eller hvis apparatets funktion forringes i uacceptabel grad på
grund af elektromagnetiske forstyrrelser, der er forventelige
i forbindelse med apparatets tilsigtede anvendelse.
b) Radioudstyr udgør en risiko, hvis det ikke sikrer beskyt‐
telsen af sundhed og sikkerhed for personer og husdyr samt
beskyttelsen af ejendom, ikke har et tilstrækkeligt niveau
af elektromagnetisk kompatibilitet, ikke anvender radiofre‐
kvenser på en effektiv måde, så uacceptable forstyrrelser
undgås, eller ikke understøtter en effektiv anvendelse af
radiofrekvenser, ved at radioudstyret er beskyttet mod uac‐
ceptable forstyrrelser fra anden frekvensanvendelse.
Markedsovervågningsforordningens artikel 3, nr. 18, fast‐
sætter en definition af risiko.
Med bestemmelsen i § 2, stk. 1, nr. 19, foreslås det at fast‐
sætte en definition af risiko, som herefter vil være kombina‐
tionen af sandsynligheden for, at der forekommer en fare,
som forårsager skade, og skadens sværhedsgrad.
Den foreslåede definition af risiko vil sikre en afvejning
i forbindelse med risikovurderingen, som vil sikre, at der
både kan tages hensyn til, hvor alvorlig en given skade er,
og hvor sandsynligt det vil være, at skaden optræder.
Forslaget til definition af risiko gengiver markedsovervåg‐
ningsforordningens artikel 3, nr. 18.
Den skade, som apparater og radioudstyr kan forårsage, er
elektromagnetiske forstyrrelser af andre apparater og udstyr,
så disse ikke kan fungere efter hensigten, jf. de væsentlige
krav i radioudstyrslovens § 3 og § 17. Radioudstyr kan
også skabe forstyrrelser gennem en ikke-effektiv anvendel‐
se af frekvenser. F.eks. er det en mere alvorlig skade, at
112
radiofrekvenser til nød og sikkerhed forstyrres i store dele
af landet end, at radiofrekvenser, som anvendes til Wi-Fi i
et afgrænset område, forstyrres. Derudover vil det spille en
rolle, hvor mange apparater eller radioudstyr der er solgt, og
som risikerer at forstyrre.
Det vil endvidere kunne betragtes som en alvorlig risiko,
hvis de forstyrrelser, som apparatet eller radioudstyret ska‐
ber, medvirker til at gennemføre en handling, som er straf‐
bar efter et andet regelsæt f.eks. efter straffeloven. Der har
været sager hos politiet, hvor en såkaldt jammer har været
benyttet som middel til at begå en strafbar handling. Jam‐
mere er hovedsageligt radioudstyr, som er konstrueret med
henblik på at skabe forstyrrelser af andet udstyr eller af
frekvensanvendelse. Udstyr af denne type kan ikke opfylde
de væsentlige krav i radioudstyrslovens § 17, hvorfor de
udgør en risiko.
Herudover skal radioudstyr sikre beskyttelse af sundhed
og sikkerhed for personer og husdyr og beskyttelse af ejen‐
dom. Manglende overholdelse af dette kan også forårsage en
skade. Kravene herom findes i de væsentlige krav i radioud‐
styrslovens § 17.
Formålet med den nye definition af risiko er, at metoden og
kriterierne for risikovurdering harmoniseres yderligere i alle
medlemsstater for at sikre lige vilkår for alle erhvervsdri‐
vende. EMC-direktivet og radioudstyrsdirektivet indeholder
ikke en definition af risiko, hvorfor definitionen alene gen‐
giver definitionen i markedsovervågningsforordningen. Den
nye definition ændrer dog ikke på, hvad der kan betragtes
som en skade, dvs. manglende overholdelse af de væsentlige
krav, og som dermed kan udgøre en risiko.
Med den nye definition af risiko skal der i risikovurderingen
både tages hensyn til risikoen for en skade, samt hvor alvor‐
lig skaden er.
Indsættelsen af definitionen i § 2, stk. 1, nr. 19, vil medføre,
at nr. 19 bliver nr. 20.
Til nr. 5
Der findes ikke i radioudstyrsloven en definition af udbyder
af distributionstjenester.
Markedsovervågningsforordningens artikel 3, nr. 11, fast‐
sætter en definition af udbyder af distributionstjenester.
Med bestemmelsen i § 2, stk. 1, nr. 21, foreslås det at fast‐
sætte en definition af udbyder af distributionstjenester, som
herefter vil være enhver fysisk eller juridisk person, der som
led i erhvervsvirksomhed udbyder mindst to af følgende
tjenester: oplagring, emballering, adressering og forsendelse
uden at have ejerskab over de pågældende apparater eller
radioudstyr, undtagen posttjenester.
I de tilfælde, hvor der ikke er en klart defineret fabrikant,
importør eller bemyndiget repræsentant, kan det være rele‐
vant at gøre en udbyder af en distributionstjeneste til pligt‐
subjekt i henhold til loven, jf. den foreslåede § 3 a, jf.
lovforslagets § 3, nr. 6, eller den foreslåede § 17 a, jf.
lovforslagets § 3, nr. 25. Udbydere af distributionstjenester
udfører mange af de samme funktioner som importører,
men svarer ikke til den eksisterende definition af importør
i loven, og de vil derfor ikke skulle opfylde importørens
forpligtelser. Det har været uklart, hvilken rolle udbydere
af distributionstjenester har i forsyningskæden. Dette gøres
derfor klart i loven.
Den foreslåede bestemmelse gengiver markedsovervåg‐
ningsforordningens artikel 3, nr. 11.
For at sikre, at Sikkerhedsstyrelsen kan udføre sine opgaver
effektivt, og for at undgå huller i håndhævelsessystemet
indgår udbydere af distributionstjenester i listen over de
erhvervsdrivende, over for hvilke det er muligt for Sikker‐
hedsstyrelsen at træffe afgørelser m.v.
Markedsovervågningsforordningens artikel 3, nr. 14, fast‐
sætter en definition af udbyder af informationssamfundstje‐
nester.
Der findes ikke i radioudstyrsloven en definition af udbyder
af informationssamfundstjenester.
Med bestemmelsen i § 2, stk. 1, nr. 22, foreslås det at fast‐
sætte en definition af udbyder af informationssamfundstje‐
nester, som herefter vil være en udbyder af en tjeneste som
defineret i artikel 1, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2015/1535/EU.
Informationssamfundstjenester er defineret i artikel 1,
stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2015/1535/EU. Bestemmelsen heri fastsætter, at en sådan
tjeneste er enhver tjeneste i informationssamfundet, dvs.
enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som
teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra
en tjenestemodtager.
Ved ”teleformidling” forståes, at en tjeneste ydes, uden
at parterne er til stede samtidig, og ved ”ad elektronisk
vej” forstås, at en tjeneste fra afsendelsesstedet sendes og
på bestemmelsesstedet modtages ved hjælp af elektronisk
databehandlingsudstyr (herunder digital komprimering) og
datalagringsudstyr, og som udelukkende sendes, rutes og
modtages via tråd, radio, optiske midler eller andre elektro‐
magnetiske midler, og endelig forstås ved ”på individuel
anmodning fra en tjenestemodtager”, at en tjeneste ydes ved
transmission af data på individuel anmodning.
En vejledende liste over tjenester, der ikke er omfattet af
denne definition, findes i bilag I til Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2015/1535/EU. Eksempelvis anses tjene‐
ster, der ydes, også under anvendelse af elektroniske anord‐
ninger, og hvor tjenesteyderen og -modtageren er fysisk
tilstede som f.eks. ved en søgning i et elektronisk katalog
i en forretning, hvor kunden er fysisk til stede, ikke som
en tjeneste, der teleformidles. Endvidere anses eksempelvis
tjenester med et fysisk indhold, også selv om de indebærer
113
brug af elektroniske anordninger som f.eks. offlinetjenester,
hvor man distribuerer software på et lagringsmedie, ikke
som en tjeneste, der formidles ad elektronisk vej. Endelig
anses eksempelvis tjenester, der ydes ved datatransmission
uden en individuel anmodning med henblik på at kunne
modtages samtidig af et ubegrænset antal modtagere (punkt-
til-multipunkt-transmission) f.eks. radiospredning, ikke som
tjenester, der formidles på individuel anmodning af en tjene‐
stemodtager.
Eksempler på udbydere af informationssamfundstjenester er
hjemmesider, sociale medier og mobiltelefonapplikationer.
Den foreslåede bestemmelse gengiver markedsovervåg‐
ningsforordningens artikel 3, nr. 14.
Apparater og radioudstyr omfattet af denne lov gøres i
stigende grad tilgængeligt på markedet via online informa‐
tionssamfundstjenester (webbutikker), herunder fra lande
uden for EU. I de tilfælde, hvor der er risiko for overtræ‐
delse af de væsentlige krav på grund af manglende over‐
ensstemmelse med produktkravene, og Sikkerhedsstyrelsen
anmoder en ejer af en onlinegrænseflade om at fjerne on‐
lineindhold, og en sådan anmodning ikke imødekommes,
foreslås det, at udbydere af informationssamfundstjenester
skal bistå Sikkerhedsstyrelsen i at begrænse adgangen til
onlinegrænsefladen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 40 b,
jf. lovforslagets § 3, nr. 61.
Til nr. 6
Det foreslås at fastsætte en overskrift i forbindelse med
den foreslåede bestemmelse i § 3 a, som lyder ”Ansvarlig
erhvervsdrivende”, for at gøre det tydeligt, hvad den foreslå‐
ede bestemmelse i § 3 a omfatter. Overskriften vil alene
omfatte denne bestemmelse.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 1, fastsæt‐
ter, at et produkt kun må bringes i omsætning, hvis en er‐
hvervsdrivende, der er etableret i Den Europæiske Union, er
ansvarlig for de i artikel 4, stk. 3, omhandlede opgaver med
hensyn til dette produkt.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at der skal
være en ansvarlig erhvervsdrivende, der er etableret i Den
Europæiske Union.
Med bestemmelsen i § 3 a, stk. 1, foreslås det fastsat, at
et apparat kun må bringes i omsætning, hvis en erhvervsdri‐
vende, der er etableret i Den Europæiske Union, vil være
ansvarlig for de opgaver, som er omfattet af de foreslåede
bestemmelser i § 4, stk. 4, § 6, stk. 2-4, § 7, stk. 4, nr. 3 og
5-7, § 8, stk. 5, § 9, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3 og 4, og § 11 a,
stk. 2, nr. 1-4, med hensyn til dette apparat.
Det foreslås således at indsætte en bestemmelse, hvorefter
et apparat alene må bringes i omsætning, hvis der findes en
erhvervsdrivende etableret i EU, som er ansvarlig for det på‐
gældende apparat. En ansvarlig erhvervsdrivende vil kunne
være en fabrikant, en importør, en bemyndiget repræsentant
eller en udbyder af distributionstjenester.
Der vil skulle være en ansvarlig erhvervsdrivende for hvert
apparat, der bringes i omsætning. Der vil således kunne
være flere ansvarlige erhvervsdrivende for den samme type
og model af et apparat, men hvor apparaterne stammer fra
forskellige partier. En bemyndiget repræsentant vil således
kunne være ansvarlig for apparat A fra parti A, og en impor‐
tør vil samtidig kunne være ansvarlig for apparat A fra parti
B.
De stadig mere komplekse forsyningskæder samt de stadig
flere apparater, der udbydes til salg online til slutbrugere i
EU, kræver en styrkelse af håndhævelsesforanstaltningerne
for at sikre forbrugerne. Derfor stilles der krav om, at der
skal være en ansvarlig erhvervsdrivende i EU, når et apparat
bringes i omsætning.
Hvis der ikke er en ansvarlig erhvervsdrivende, vil det ik‐
ke være tilladt at sælge apparatet (bringe apparatet i om‐
sætning). Som konsekvens vil apparatet f.eks. kunne blive
standset i tolden.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 1.
Kravet skal sikre, at Sikkerhedsstyrelsen altid har en ansvar‐
lig erhvervsdrivende i EU, som kan kontaktes i forbindelse
med kontrolarbejdet.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 2, fastsæt‐
ter, hvilke erhvervsdrivende der vil være ansvarlige efter
forordningens artikel 4, stk. 1.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, hvilke er‐
hvervsdrivende der vil være en ansvarlig erhvervsdrivende
etableret i Den Europæiske Union.
Med bestemmelsen i § 3 a, stk. 2, foreslås det fastsat, at der
ved den i det foreslåede stk. 1 omhandlede erhvervsdriven‐
de forstås en fabrikant, der er etableret i Den Europæiske
Union, en importør, når fabrikanten ikke er etableret i Den
Europæiske Union, en bemyndiget repræsentant, som ved
skriftlig fuldmagt fra fabrikanten er udpeget til at udføre de
opgaver, der er fastsat i det foreslåede § 7, stk. 4, jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 14, på fabrikantens vegne, eller en udbyder af
distributionstjenester, der er etableret i Den Europæiske Uni‐
on, for så vidt angår de apparater, som denne håndterer, når
ingen anden erhvervsdrivende er etableret i Den Europæiske
Union.
Hvis der ikke er en ansvarlig erhvervsdrivende, vil det ik‐
ke være tilladt at sælge apparatet (bringe apparatet i om‐
sætning). Som konsekvens vil apparatet f.eks. kunne blive
standset i tolden.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 2.
Kravet skal sikre, at Sikkerhedsstyrelsen altid har en ansvar‐
114
lig erhvervsdrivende i EU, som kan kontaktes i forbindelse
med kontrolarbejdet, og det vil af den foreslåede bestem‐
melse fremgå, hvilke erhvervsdrivende der vil være tale
om. Det gøres endvidere klart, at en udbyder af distributi‐
onstjenester alene vil være ansvarlig, hvis ingen anden af
de i bestemmelsen opregnede erhvervsdrivende vil være an‐
svarlig.
Til nr. 7
I henhold til radioudstyrslovens § 4, stk. 3, er fabrikanten
forpligtet til at udarbejde EU-overensstemmelseserklærin‐
gen og opbevare denne og den tekniske dokumentation i
10 år. Fabrikanten er efter radioudstyrslovens § 33, stk. 1,
forpligtet til at udlevere materialet til Sikkerhedsstyrelsen,
hvis styrelsen anmoder herom.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra a,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
skal sørge for, at EU-overensstemmelseserklæringen står til
rådighed for markedsovervågningsmyndighederne i den pe‐
riode, der kræves i henhold til den pågældende lovgivning,
og skal sikre, at den tekniske dokumentation kan stilles til
rådighed for disse myndigheder, hvis de anmoder herom.
Med bestemmelsen i § 4, stk. 4, foreslås det fastsat, at
fabrikanten vil skulle sørge for, at EU-overensstemmelseser‐
klæringen står til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen i 10 år
efter, at apparatet er bragt i omsætning, og vil skulle sikre,
at den tekniske dokumentation kan stilles til rådighed for
Sikkerhedsstyrelsen, hvis styrelsen anmoder herom.
Dette vil f.eks. kunne ske via en bemyndiget repræsentant,
men der er i vid udstrækning metodefrihed.
Sikkerhedsstyrelsen vil kunne anmode fabrikanten om at ud‐
levere EU-overensstemmelseserklæringen eller den tekniske
dokumentation i forbindelse med kontrol efter den foreslåe‐
de bestemmelse i § 33, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 49.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra a.
Fabrikanten vil med den foreslåede bestemmelse blive for‐
pligtet til at sikre, at Sikkerhedsstyrelsen kan modtage EU-
overensstemmelseserklæringen og den tekniske dokumenta‐
tion i 10 år efter, at apparatet er bragt i omsætning. Det
vil ikke længere være tilstrækkeligt blot at opbevare dette
materiale.
Indsættelsen af det foreslåede stk. 4 vil medføre, at radioud‐
styrslovens § 4, stk. 4 og 5, bliver stk. 5 og 6.
Til nr. 8
I radioudstyrslovens § 4, stk. 5, nr. 4, henvises der til be‐
stemmelsens stk. 4, som bliver stk. 5, for så vidt angår
kravet om, at der skal anbringes et CE-mærke på apparatet.
Det foreslås i bestemmelsen i § 4, stk. 6, nr. 4, at henvisnin‐
gen til stk. 4 ændres til stk. 5.
Det skyldes, at det i § 4 foreslås at indsætte et nyt stk. 4, jf.
lovforslagets § 3, nr. 7, hvorefter bestemmelsens oprindelige
stk. 4 bliver stk. 5. Der foreslås derfor i § 4, stk. 6, nr. 4, en
konsekvensrettelse i henvisningen til dette stykke.
Det er hensigten med ændringen at opretholde den eksister‐
ende retstilstand.
Til nr. 9
Det følger af radioudstyrslovens § 5, stk. 1, 1. pkt., at fabri‐
kantens navn og registrerede firmanavn eller registrerede
varemærke og en postadresse, hvor fabrikanten kan kontak‐
tes, skal fremgå af de apparater, som fabrikanten bringer i
omsætning.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 4, fastsæt‐
ter, at den i stk. 1 omhandlede erhvervsdrivendes navn,
registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kon‐
taktoplysninger, herunder postadresse, skal være angivet på
produktet eller på dets emballage, pakken eller et ledsagedo‐
kument.
Med bestemmelsen i § 5, stk. 1, 1. pkt., foreslås det fastsat,
at fabrikantens navn, registrerede firmanavn eller registrere‐
de varemærke og kontaktoplysninger, herunder postadresse,
vil skulle være angivet på apparatet eller på dets emballage,
pakken eller et medfølgende dokument.
Det følger af den foreslåede ændring til bestemmelsen, at
fabrikanten som noget nyt også vil skulle angive kontakt‐
oplysninger, som vil være yderligere oplysninger ud over
postadressen. Eksempler på kontaktoplysninger kan være
e-postadresse, hjemmeside, kontakt via sociale medier eller
telefonnummer.
Bestemmelsen vil sikre, at Sikkerhedsstyrelsens opgave med
kontrollen af apparater bliver lettere.
Bestemmelsen gengiver med sproglige tilpasninger pligten i
markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 4.
Den foreslåede ændring vil medføre, at fabrikanten vil skul‐
le tilføje yderligere kontaktoplysninger på apparatet.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 4, fastsæt‐
ter, at den i stk. 1 omhandlede erhvervsdrivendes navn,
registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kon‐
taktoplysninger, herunder postadresse, skal være angivet på
produktet eller på dets emballage, pakken eller et ledsagedo‐
kument.
Det følger af radioudstyrslovens § 5, stk. 1, 2. pkt., at er det
ikke muligt på grund af apparatets beskaffenhed at anbringe
115
oplysningerne nævnt i 1. pkt. på apparatet, skal oplysninger‐
ne fremgå af emballagen eller et medfølgende dokument.
Med bestemmelsen i § 5, stk. 1, 2. pkt., foreslås det fastsat,
at kontaktoplysningerne nævnt i 1. pkt. som udgangspunkt
vil skulle angives på apparatet, medmindre det ikke er mu‐
ligt på grund af apparatets beskaffenhed.
Den tilpassede ordlyd i 2. pkt. vil medføre færre misforstå‐
elser hos fabrikanter om, at kontaktoplysningerne m.v. skal
fremgå af apparatet, og kun hvis det ikke kan lade sig gøre
(f.eks. på grund af størrelsen af apparatet), så kan oplysnin‐
gerne fremgå af emballagen, pakken eller på et medfølgende
dokument.
Bestemmelsen vil sikre, at Sikkerhedsstyrelsens opgave med
kontrollen af apparater bliver lettere.
Bestemmelsen gengiver med sproglige tilpasninger pligten i
markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 4.
Til nr. 10
Bestemmelsen i radioudstyrslovens i § 6, stk. 2, stiller krav
om, at fabrikanten straks skal underrette Sikkerhedsstyrelsen
i tilfælde af, at apparatet udgør en risiko.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra c,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
skal underrette markedsovervågningsmyndighederne, hvis
vedkommende har grund til at tro, at et produkt udgør en
risiko.
Med bestemmelsen i § 6, stk. 2, 1. pkt., foreslås det fastsat,
at fabrikanten straks vil skulle underrette Sikkerhedsstyrel‐
sen, hvis vedkommende har grund til at tro, at et apparat,
som denne har bragt i omsætning, udgør en risiko.
Efter den foreslåede bestemmelse vil fabrikanter af appara‐
ter således ikke længere skulle være sikre på, at et apparat
udgør en risiko, før fabrikanten vil skulle underrette Sikker‐
hedsstyrelsen, idet fabrikanten allerede vil skulle underrette
Sikkerhedsstyrelsen, hvis fabrikanten har grund til at tro, at
et apparat udgør en risiko.
Hvis Sikkerhedsstyrelsen finder øjeblikkelige korrigerende
tiltag nødvendige på baggrund af den underretning, som
fabrikanten vil være forpligtet til at give, vil Sikkerhedssty‐
relsen kunne anmode om korrigerende tiltag efter det fore‐
slåede § 6, stk. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 11.
Den foreslåede ændring af bestemmelsen gengiver med
sproglige tilpasninger pligten i markedsovervågningsforord‐
ningens artikel 4, stk. 3, litra c.
Ændringen vil sikre, at en sag ikke bliver unødigt forsinket,
fordi en fabrikant først vil skulle undersøge, om der kon‐
kret er en risiko, inden fabrikanten underretter Sikkerheds‐
styrelsen. Fabrikanten vil med den ændrede bestemmelse
skulle underrette Sikkerhedsstyrelsen, allerede når der er en
begrundet mistanke om, at apparatet udgør en risiko. Appa‐
rater, som udgør en alvorlig risiko, vil således kunne nå at
blive opdaget på et tidligere tidspunkt.
Bestemmelsen i radioudstyrslovens § 6, stk. 2, fastsætter,
at fabrikanten skal give Sikkerhedsstyrelsen nærmere oplys‐
ninger om apparatets manglende overensstemmelse og even‐
tuelle foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 6, stk. 2, 2. pkt., foreslås det fast‐
sat, at fabrikanten vil skulle give nærmere oplysninger om
apparatets manglende overensstemmelse med de krav, der
finder anvendelse på det pågældende apparat, og eventuelle
foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen.
Fabrikanten vil i forbindelse med sin underretning til Sik‐
kerhedsstyrelsen efter det foreslåede 1. pkt. skulle give sty‐
relsen oplysninger om, hvilke krav det pågældende apparat,
som fabrikanten har grund til at tro udgør en risiko, ikke ses
at overholde. Det kan f.eks. være, at apparatet ikke ses at
overholde de væsentlige krav, jf. lovens § 3.
Fabrikanten vil endvidere skulle give Sikkerhedsstyrelsen
oplysninger om, hvilke foranstaltninger fabrikanten har truf‐
fet for at fjerne risikoen, f.eks. tilbagetrækning fra markedet.
Sikkerhedsstyrelsen vil således modtage de oplysninger,
som er nødvendige for at kunne vurdere, om der fra styrel‐
sens side er behov for at foretage yderligere foranstaltninger,
eller om styrelsen vurderer, at de foranstaltninger, som fabri‐
kanten allerede har truffet er tiltrækkelige i forhold til den
formodede risiko.
Det foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 2, 2. pkt., svarer til
den gældende § 6, stk. 2.
Til nr. 11
Det følger af radioudstyrslovens § 33, stk. 1, at Sikkerheds‐
styrelsen og Teleklagenævnet kan pålægge erhvervsdrivende
en oplysningspligt vedrørende apparater.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra b,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2, på
116
grundlag af begrundet anmodning fra en markedsovervåg‐
ningsmyndighed skal give denne myndighed al den informa‐
tion og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere
produktets overensstemmelse, på et sprog, der er let forstå‐
eligt for denne myndighed.
Med bestemmelsen i § 6, stk. 3, foreslås det fastsat, at
fabrikanten på grundlag af begrundet anmodning fra Sik‐
kerhedsstyrelsen vil skulle give styrelsen al information og
dokumentation, der er nødvendig for at konstatere apparatets
overensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på
det pågældende apparat, på et sprog, der er letforståeligt for
Sikkerhedsstyrelsen.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at fabrikanten vil
få en pligt til at give Sikkerhedsstyrelsen al information og
dokumentation. Som udgangspunkt vil der her være tale om
den tekniske dokumentation eller EU-overensstemmelseser‐
klæringen. Der kan dog også være tale om anden dokumen‐
tation såsom toldpapirer eller afgørelser fra andre landes
markedsovervågningsmyndigheder.
Det fremgår af bestemmelsen, at informationen og doku‐
mentationen vil skulle være på et sprog, som er letforståeligt
for Sikkerhedsstyrelsen. Dette vil som udgangspunkt være
dansk, men også norsk, svensk eller engelsk kan være et
sprog, som vil være letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen,
idet disse sprog almindeligvis forstås af medarbejderne i
Sikkerhedsstyrelsen. Sikkerhedsstyrelsen vil i den forbindel‐
se iagttage forvaltningsloven, herunder § 7 om vejlednings‐
pligten.
Bestemmelsen tilføjer et sprogkrav, som ikke på tilsvarende
vis findes i radioudstyrsloven i dag. Sprogkravet vil sikre,
at fabrikanten tilpasser apparatet og dokumentationen for
apparatet til det danske marked og den danske kontrol.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra b.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det foreslåede §
33, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 49, hvorefter bl.a. Sikker‐
hedsstyrelsen vil kunne kræve oplysninger og materiale af
de erhvervsdrivende.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra d,
1. pkt., fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel
4, stk. 2, skal samarbejde med markedsovervågningsmyn‐
dighederne og sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendi‐
ge korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde
af manglende overensstemmelse med de krav, der finder
anvendelse på det pågældende produkt.
Det følger af radioudstyrslovens § 38, stk. 3, at Sikkerheds‐
styrelsen kan kræve, at fabrikanten samarbejder med Sikker‐
hedsstyrelsen om enten forbud mod at bringe apparatet i
omsætning, påbud om at trække apparatet tilbage fra marke‐
det eller påbud om at kalde apparatet tilbage, hvis apparatet
medfører en risiko.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 6, stk. 4, 1. pkt., foreslås det fastsat,
at fabrikanten vil skulle samarbejde med Sikkerhedsstyrel‐
sen og herunder efter en begrundet anmodning sikre, at der
træffes øjeblikkelige nødvendige korrigerende tiltag for at
afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende overensstemmel‐
se med de krav, der finder anvendelse på det pågældende
apparat.
Korrigerende tiltag kan f.eks. handle om, at apparatet skal
fjernes fra markedet, indtil det er i overensstemmelse med
kravene i loven.
Fabrikantens pligt til at samarbejde vil række videre end den
eksisterende pligt, idet der i den gældende bestemmelse er
en oplistning af muligheder for afhjælpning eller begræns‐
ning af risici, hvorimod den foreslåede bestemmelse ikke vil
indeholde en udtømmende liste af afhjælpningsmuligheder
og begrænsninger af risici, som Sikkerhedsstyrelsen vil kun‐
ne kræve, at fabrikanten samarbejder om.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra d, 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslaget vil medføre, at
Sikkerhedsstyrelsen i et samarbejde med fabrikanten vil
kunne finde den bedste løsning på manglende overholdelse
af kravene i loven. Især i sager, hvor der ikke er tale om
manglende overholdelse af væsentlige krav, men alene for‐
melle krav, vil det give fabrikanten og Sikkerhedsstyrelsen
en bedre mulighed for at finde en rimelig løsning, som fabri‐
kanten vil kunne samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen om
med henblik på at afhjælpe den manglende overensstemmel‐
se.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra d,
2. pkt., fastsætter, at hvis det ikke er muligt med korrige‐
rende tiltag efter 1. pkt. at afhjælpe manglende overensstem‐
melse, skal en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
begrænse de risici, der er forbundet med det pågældende
produkt, når det påbydes af markedsovervågningsmyndighe‐
derne eller på eget initiativ, når den erhvervsdrivende skøn‐
ner eller har grund til at tro, at det pågældende produkt
udgør en risiko.
Det følger af radioudstyrslovens § 38, stk. 3, at Sikkerheds‐
styrelsen kan kræve, at fabrikanten samarbejder med Sikker‐
hedsstyrelsen om enten forbud mod at bringe apparatet i
omsætning, påbud om at trække apparatet tilbage fra marke‐
det eller påbud om at kalde apparatet tilbage, hvis apparatet
medfører en risiko.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
117
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 6, stk. 4, 2. pkt., foreslås det fastsat,
at hvis det ikke er muligt med korrigerende tiltag efter 1.
pkt. at afhjælpe manglende overensstemmelse, vil fabrikan‐
ten skulle begrænse de risici, der er forbundet med det på‐
gældende apparat, når det påbydes af Sikkerhedsstyrelsen
eller på eget initiativ, når fabrikanten skønner eller har grund
til at tro, at det pågældende apparat udgør en risiko.
Fabrikantens pligt til at samarbejde vil række videre end den
eksisterende pligt, idet der i den gældende bestemmelse er
en oplistning af muligheder for afhjælpning eller begræns‐
ning af risici, hvorimod den foreslåede bestemmelse ikke vil
indeholde en udtømmende liste af afhjælpningsmuligheder
og begrænsninger af risici, som Sikkerhedsstyrelsen vil kun‐
ne kræve, at fabrikanten samarbejder om.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra d, 2. pkt.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslaget vil medføre, at
Sikkerhedsstyrelsen i et samarbejde med fabrikanten vil
kunne finde den bedste løsning på manglende overholdelse
af kravene i loven. Især i sager, hvor der ikke er tale om
manglende overholdelse af væsentlige krav, men alene for‐
melle krav, vil det give fabrikanten og Sikkerhedsstyrelsen
en bedre mulighed for at finde en rimelig løsning, som fabri‐
kanten vil kunne samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen om
med henblik på at afhjælpe den manglende overensstemmel‐
se.
Til nr. 12
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at der skal
være en bemyndiget repræsentant, hvis der ikke findes en
anden ansvarlig erhvervsdrivende.
Markedsovervågningsforordningens artikel 5, stk. 1, fastsæt‐
ter, at en bemyndiget repræsentant som ansvarlig erhvervs‐
drivende skal være bemyndiget af fabrikanten til at udføre
de i artikel 4, stk. 3, angivne opgaver.
Med bestemmelsen i § 7, stk. 1, 2. pkt., foreslås det fastsat,
at fabrikanten ved en skriftlig fuldmagt vil skulle bemyndige
en repræsentant til at udføre de i det foreslåede § 7, stk. 4,
jf. lovforslagets § 3, nr. 14, angivne opgaver, hvis der ikke
findes en anden ansvarlig erhvervsdrivende efter § 3 a, jf.
lovforslagets § 3, nr. 6.
Fabrikanten vil således være forpligtet til at sikre, at denne
har en bemyndiget repræsentant etableret i EU, hvis der
ikke findes en anden ansvarlig erhvervsdrivende. Der vil
skulle være en ansvarlig erhvervsdrivende for hvert apparat,
der bringes i omsætning. Der vil således kunne være flere
ansvarlige erhvervsdrivende for den samme type og model
af et apparat, men hvor apparaterne stammer fra forskellige
partier. En bemyndiget repræsentant vil således kunne væ‐
re ansvarlig for apparat A fra parti A, og en importør vil
samtidig kunne være ansvarlig for apparat A fra parti B.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger markedsovervågningsforordningens artikel 5, stk. 1.
For apparater er det vigtigt, at der etableres en erhvervsdri‐
vende i EU, til hvem markedsovervågningsmyndighederne
kan rette sine anmodninger, herunder anmodninger om op‐
lysninger om apparatets overensstemmelse med kravene i
loven, og som kan samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen for
at sikre, at der hurtigt træffes korrigerende tiltag til at af‐
hjælpe tilfælde af manglende overensstemmelse. Erhvervs‐
drivende, der skal kunne udføre disse opgaver, er som ud‐
gangspunkt fabrikanten, men når fabrikanten ikke er etable‐
ret i EU, kan en bemyndiget repræsentant, som er udpeget af
fabrikanten, varetage opgaven.
Den foreslåede bestemmelse vil sikre Sikkerhedsstyrelsen
en ansvarlig erhvervsdrivende i EU, som kan behandle og
samarbejde om de anmodninger, som Sikkerhedsstyrelsen
fremsætter i forbindelse med sin kontrol.
Bestemmelsen gengiver med sproglige tilpasninger mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 5, stk. 1.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som fastsætter
en pligt for en bemyndiget repræsentant til at udføre de
opgaver, som er omfattet af dennes fuldmagt, og som giver
repræsentanten en ret til at handle på fabrikantens vegne.
Markedsovervågningsforordningens artikel 5, stk. 2, 1. pkt.,
fastsætter, at den bemyndigede repræsentant skal udføre de
opgaver, der er fastsat i fuldmagten.
Med bestemmelsen i § 7, stk. 1, 3. pkt., foreslås det fastsat,
at den bemyndigede repræsentant vil skulle udføre de opga‐
ver, der er fastsat i fuldmagten.
Den bemyndigede repræsentant vil således have pligt til at
udføre de opgaver, som er fastsat i fuldmagten. Der vil for
det første være tale om opgaver, som er angivet i listen i det
foreslåede § 7, stk. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 14. Der vil
dog også kunne være tale om opgaver, som ikke nødvendig‐
vis er angivet i listen, men som den bemyndigede repræsen‐
tant vil blive forpligtet til at udføre, hvis de er omfattet af
fuldmagten. Der vil dog skulle være tale om opgaver, som
relaterer sig til det apparat, som den bemyndigede repræsen‐
tant er ansvarlig for.
Fuldmagten vil skulle være udformet med tilstrækkelig mu‐
lighed for, at den bemyndigede repræsentant vil kunne ud‐
føre alle relevante opgaver inden for den krævede tidshori‐
sont. F.eks. vil den bemyndigede repræsentant skulle sikre,
at EU-overensstemmelseserklæringen og teknisk dokumen‐
tation kan stilles til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen i 10 år
efter, at apparatet er bragt i omsætning, jf. det foreslåede §
7, stk. 4, nr. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 14. En manglende
118
eller mangelfuld fuldmagt vil kunne medføre, at der ikke vil
være en ansvarlig erhvervsdrivende i EU.
For apparater er det vigtigt, at der etableres en erhvervsdri‐
vende i EU, til hvem markedsovervågningsmyndighederne
kan rette sine anmodninger, herunder anmodninger om op‐
lysninger om apparatets overensstemmelse med kravene i
loven, og som kan samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen for
at sikre, at der hurtigt træffes korrigerende tiltag til at af‐
hjælpe tilfælde af manglende overensstemmelse. Erhvervs‐
drivende, der skal kunne udføre disse opgaver, er som ud‐
gangspunkt fabrikanten, men når fabrikanten ikke er etable‐
ret i EU, kan en bemyndiget repræsentant, som er udpeget af
fabrikanten, varetage opgaven.
Den foreslåede bestemmelse vil sikre Sikkerhedsstyrelsen
en ansvarlig erhvervsdrivende i EU, som kan behandle og
samarbejde om de anmodninger, som Sikkerhedsstyrelsen
fremsætter i forbindelse med sin kontrol.
Bestemmelsen gengiver med sproglige tilpasninger den be‐
myndigede repræsentants pligter i markedsovervågningsfor‐
ordningens artikel 5, stk. 2, 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse udvider den bemyndigede re‐
præsentants pligter i henhold til loven.
Til nr. 13
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at en bemyn‐
diget repræsentant skal råde over passende midler til at kun‐
ne udføre sine opgaver.
Markedsovervågningsforordningens artikel 5, stk. 3, fastsæt‐
ter, at bemyndigede repræsentanter skal råde over passende
midler til at kunne udføre sine opgaver.
Det foreslås i § 7, stk. 3, 1. pkt., at den bemyndigede repræ‐
sentant vil skulle råde over passende midler til at kunne
udføre sine opgaver efter det foreslåede stk. 4.
Den bemyndigede repræsentant vil i medfør af det foreslåe‐
de stk. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 14, skulle varetage en
ny række opgaver i forbindelse med Sikkerhedsstyrelsens
kontrol med apparater omfattet af den bemyndigede repræ‐
sentants fuldmagt. I de tilfælde, hvor fabrikanten ikke er
etableret i EU, er der med markedsovervågningsforordnin‐
gen krav om, at der skal være en bemyndiget repræsentant,
jf. det foreslåede § 7, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 12.
Når fabrikanten udpeger en bemyndiget repræsentant i EU,
vil denne skulle råde over passende dvs. tilstrækkelige mid‐
ler til at varetage opgaven.
Det er ikke i markedsovervågningen fastsat, hvad der forstås
ved passende midler. Der må her ses på apparatets funktion,
hvor mange apparater der er gjort tilgængelige på markedet,
apparatets risikovurdering, hvor mange lande apparatet gø‐
res tilgængeligt i og lignende elementer. Det afgørende vil
være, at den bemyndigede repræsentant vil skulle være i
stand til at kunne udføre sine opgaver.
Sikkerhedsstyrelsen vil af den bemyndigede repræsentant
kunne kræve, at denne skal dokumentere at have rådighed
over passende midler til at løse sine opgaver, jf. den foreslå‐
ede bestemmelse i § 33, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr.
49. Sikkerhedsstyrelsen vil på sigt udarbejde en praksis ved
behandlingen af konkrete sager, der vil fastlægge, hvad der
anses som et minimum.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at der
vil være en ansvarlig erhvervsdrivende i EU, som også øko‐
nomisk og bemandingsmæssigt kan behandle og samarbejde
om de anmodninger, som Sikkerhedsstyrelsen fremsætter i
sin kontrol. Med kravet sigtes der til at undgå, at en fabri‐
kant for at opfylde kravet om, at der skal være en ansvarlig
erhvervsdrivende etableret i EU, jf. den foreslåede § 3 a, jf.
lovforslagets § 3, nr. 6, udpeger en bemyndiget repræsentant
proforma, som reelt ikke vil kunne leve op til sine forpligtel‐
ser.
Bestemmelsen gengiver med sproglige tilpasninger mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 5, stk. 3.
For apparater er det vigtigt, at der etableres en erhvervsdri‐
vende i EU, til hvem Sikkerhedsstyrelsen kan rette sine
anmodninger, herunder anmodninger om oplysninger om
et apparats overensstemmelse med loven, og som kan sam‐
arbejde med styrelsen for at sikre, at der hurtigt træffes
korrigerende tiltag til at afhjælpe tilfælde af manglende
overensstemmelse. Erhvervsdrivende, der skal kunne udføre
disse opgaver, er som udgangspunkt fabrikanten, men når
fabrikanten ikke er etableret i EU, kan en bemyndiget repræ‐
sentant, som er udpeget af fabrikanten, varetage opgaven,
såfremt vedkommende har passende midler.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at hvis en
bemyndiget repræsentant ikke råder over passende midler,
kan repræsentanten ikke anses for at være den ansvarlige
erhvervsdrivende.
Det foreslås i § 7, stk. 3, 2. pkt., at råder den bemyndigede
repræsentant ikke over passende midler, jf. 1. pkt., vil denne
ikke kunne anses for at være ansvarlig efter den foreslåede §
3 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 6.
Der vil skulle være en ansvarlig erhvervsdrivende for hvert
apparat, der bringes i omsætning. Der vil således kunne
være flere ansvarlige erhvervsdrivende for den samme type
og model af et apparat, men hvor apparaterne stammer fra
forskellige partier. En bemyndiget repræsentant vil således
kunne være ansvarlig for apparat A fra parti A, og en impor‐
tør vil samtidig kunne være ansvarlig for apparat A fra parti
B.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at der
vil være en ansvarlig erhvervsdrivende i EU, som også øko‐
nomisk og bemandingsmæssigt kan behandle og samarbejde
om de anmodninger, som Sikkerhedsstyrelsen fremsætter i
sin kontrol. Med kravet sigtes der til at undgå, at en fabri‐
kant for at opfylde kravet om, at der skal være en ansvarlig
erhvervsdrivende etableret i EU, jf. den foreslåede § 3 a, jf.
119
lovforslagets § 3, nr. 6, udpeger en bemyndiget repræsentant
proforma, som reelt ikke vil kunne leve op til sine forpligtel‐
ser.
Hvis der ikke er en ansvarlig erhvervsdrivende i EU, vil
det være en overtrædelse af den foreslåede § 3 a, jf. lov‐
forslagets § 3, nr. 6. I de tilfælde, hvor den bemyndigede
repræsentant ikke råder over passende midler, vil det blive
anset som, at der ikke er en ansvarlig erhvervsdrivende.
Hvis der ikke er en ansvarlig erhvervsdrivende, vil det ikke
være tilladt at sælge apparatet (bringe apparatet i omsæt‐
ning). Som konsekvens kan apparatet f.eks. blive standset i
tolden.
Til nr. 14
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at den be‐
myndigede repræsentant skal angive sine kontaktoplysnin‐
ger m.v. på et apparat eller på et medfølgende dokument.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 4, fastsæt‐
ter, at den i stk. 1 omhandlede erhvervsdrivendes navn,
registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kon‐
taktoplysninger, herunder postadresse, skal være angivet på
produktet eller på dets emballage, pakken eller et ledsagedo‐
kument.
Med bestemmelsen i § 7, stk. 4, nr. 1, foreslås det fast‐
sat, at den bemyndigede repræsentant vil skulle angive sit
navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke
og kontaktoplysninger, herunder postadresse, på apparatet
eller på dets emballage, pakken eller et medfølgende doku‐
ment. Eksempler på kontaktoplysninger kan være e-posta‐
dresse, hjemmeside, kontakt via sociale medier eller telefon‐
nummer.
Den foreslåede bestemmelse vil udvide kravene til den be‐
myndigede repræsentant til også at omfatte kravet til spor‐
barhed. Fabrikanten vil kunne bemyndige en repræsentant
i EU til at være ansvarlig erhvervsdrivende. For at Sikker‐
hedsstyrelsen skal kunne kontakte den relevante ansvarli‐
ge erhvervsdrivende, vil dennes kontaktoplysninger skulle
fremgå af apparatet eller følge med apparatet. Dette vil være
oplysninger, som vil sætte Sikkerhedsstyrelsen i stand til
at sikre kontakten til den bemyndigede repræsentant i for‐
bindelse med sit kontrolarbejde. Hvis der ikke er en sådan
ansvarlig erhvervsdrivende i EU, vil apparatet ikke lovligt
kunne bringes i omsætning (sælges), jf. den foreslåede § 3 a,
jf. lovforslagets § 3, nr. 6.
De tilfælde, hvor kontaktoplysningerne ikke vil kunne an‐
bringes på apparatet, vil f.eks. kunne være, hvor det af
rimelige tekniske eller økonomiske grunde ikke vil være
muligt at anbringe oplysningerne på apparatet. Fabrikanten
vil foretage denne vurdering, som vil skulle baseres på ap‐
paratets størrelse eller art. Nogle apparater f.eks. høreappa‐
rater, sensorer eller lignende apparater vil være for små til
at bære sådanne oplysninger. I sådanne tilfælde vil oplysnin‐
gerne som det første alternativ skulle angives på emballagen
og som et andet alternativ på et dokument, der medfølger
apparatet.
For apparater er det vigtigt, at der etableres en erhvervsdri‐
vende i EU, til hvem markedsovervågningsmyndighederne
kan rette sine anmodninger, herunder anmodninger om op‐
lysninger om apparatets overensstemmelse med kravene i
loven, og som kan samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen for
at sikre, at der hurtigt træffes korrigerende tiltag til at af‐
hjælpe tilfælde af manglende overensstemmelse. Erhvervs‐
drivende, der skal kunne udføre disse opgaver, er som ud‐
gangspunkt fabrikanten, men når fabrikanten ikke er etable‐
ret i EU, kan en bemyndiget repræsentant, som er udpeget af
fabrikanten, varetage opgaven.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 4.
I dag vil Sikkerhedsstyrelsen som kontrolmyndighed kunne
opleve, at den ansvarlige erhvervsdrivende skal kontaktes i
lande uden for EU. Dette ændres efter denne bestemmelse,
idet den bemyndigede repræsentant vil skulle være etableret
i en EU-medlemsstat.
Af radioudstyrslovens i § 7, stk. 3, nr. 1, følger det, at den
bemyndigede repræsentant som minimum skal være i stand
til at opbevare EU-overensstemmelseserklæringen og den
tekniske dokumentation i 10 år, efter at apparatet er blevet
bragt i omsætning.
Med bestemmelsen i § 7, stk. 4, nr. 2, foreslås det fastsat, at
den bemyndigede repræsentant vil skulle opbevare den tek‐
niske dokumentation, jf. radioudstyrslovens § 4, stk. 2, og
EU-overensstemmelseserklæringen, jf. radioudstyrslovens §
4, stk. 3, i 10 år efter, at apparatet er blevet bragt i omsæt‐
ning.
Ifølge den foreslåede bestemmelse vil der være en pligt for
den bemyndigede repræsentant til at opbevare den tekniske
dokumentation og EU-overensstemmelseserklæringen i 10
år efter, at apparatet er bragt i omsætning. 10 års-perioden
regnes fra det tidspunkt, hvor det sidste eksemplar af pro‐
duktmodellen blev bragt i omsætning, f.eks. det sidste appa‐
rat i en produktionsserie.
Med den foreslåede bestemmelse gøres det dermed klart, at
den bemyndigede repræsentant vil skulle opbevare den tek‐
niske dokumentation og EU-overensstemmelseserklæringen
og ikke alene vil skulle være i stand til dette.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra a,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
skal sørge for, at EU-overensstemmelseserklæringen står til
rådighed for markedsovervågningsmyndighederne i den pe‐
riode, der kræves i henhold til den pågældende lovgivning,
og skal sikre, at den tekniske dokumentation kan stilles til
rådighed for disse myndigheder, hvis de anmoder herom.
Den bemyndigede repræsentant er efter radioudstyrslovens §
120
33, stk. 1, forpligtet til at udlevere materialet til Sikkerheds‐
styrelsen, hvis styrelsen anmoder herom.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 7, stk. 4, nr. 3, foreslås det fastsat, at
den bemyndigede repræsentant vil skulle verificere, at EU-
overensstemmelseserklæringen og den tekniske dokumenta‐
tion, jf. det foreslåede nr. 2, er udarbejdet, og vil skulle sør‐
ge for, at overensstemmelseserklæringen står til rådighed for
Sikkerhedsstyrelsen i 10 år efter, at apparatet er blevet bragt
i omsætning, samt sikre, at den tekniske dokumentation i
samme periode kan stilles til rådighed for Sikkerhedsstyrel‐
sen, hvis styrelsen anmoder herom.
Efter den foreslåede bestemmelse vil den bemyndigede re‐
præsentant skulle bekræfte, at EU-overensstemmelseserklæ‐
ringen og den tekniske dokumentation er udarbejdet, og
repræsentanten vil skulle sikre, at materialet står til rådighed
for Sikkerhedsstyrelsens kontrol i 10 år efter, at apparatet er
bragt i omsætning.
Den bemyndigede repræsentant vil med den foreslåede be‐
stemmelse endvidere blive forpligtet til at sikre, at Sikker‐
hedsstyrelsen kan modtage EU-overensstemmelseserklærin‐
gen og den tekniske dokumentation i 10 år efter, at apparatet
er blevet bragt i omsætning.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra a.
Det er et centralt element i markedsovervågningsforordnin‐
gen, at der skal være en ansvarlig erhvervsdrivende i EU,
som kan sikre et godt samarbejde med markedsovervåg‐
ningsmyndighederne i de forskellige EU-lande. Det giver
i forhold til denne bestemmelse mulighed for en hurtig kon‐
trol af, hvorvidt apparatet har en gyldig EU-overensstem‐
melseserklæring og teknisk dokumentation herfor.
Markedsovervågningsforordningens artikel 5, stk. 2, 2. pkt.,
fastsætter, at den bemyndigede repræsentant på anmodning
skal give markedsovervågningsmyndighederne en kopi af
fuldmagten på et af markedsovervågningsmyndigheden fast‐
sat EU-sprog.
Den bemyndigede repræsentant er efter radioudstyrslovens §
33, stk. 1, forpligtet til at udlevere materialet til Sikkerheds‐
styrelsen, hvis styrelsen anmoder herom.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 7, stk. 4, nr. 4, foreslås det fastsat,
at den bemyndigede repræsentant på anmodning vil skulle
give Sikkerhedsstyrelsen en kopi af fuldmagten på et af
Sikkerhedsstyrelsen fastsat EU-sprog.
Sprogkravet vil sikre, at Sikkerhedsstyrelsen ikke vil skulle
vurdere fuldmagter, som ikke er skrevet på et EU-sprog.
Den bemyndigede repræsentant vil med den foreslåede be‐
stemmelse i § 7, stk. 4, skulle varetage en ny række opgaver
i forbindelse med Sikkerhedsstyrelsens kontrol. Der er tale
om opgaver, som tidligere lå hos fabrikanten. I de tilfælde,
hvor fabrikanten ikke er etableret i EU, er der med mar‐
kedsovervågningsforordningen krav om, at der skal være
en anden etableret ansvarlig erhvervsdrivende. Når fabrikan‐
ten udpeger en bemyndiget repræsentant i EU, vil det være
vigtigt, at Sikkerhedsstyrelsen kan få sikkerhed for, at den
bemyndigede repræsenterer fabrikanten i EU for det pågæl‐
dende apparat.
Fuldmagten vil skulle være udformet med tilstrækkelig mu‐
lighed for, at den bemyndigede repræsentant vil kunne ud‐
føre alle relevante opgaver inden for den krævede tidshori‐
sont. F.eks. vil den bemyndigede repræsentant skulle sikre,
at EU-overensstemmelseserklæringen og teknisk dokumen‐
tation kan stilles til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen i 10 år
efter, at apparatet er bragt i omsætning. En manglende eller
mangelfuld fuldmagt vil kunne medføre, at der ikke vil være
en ansvarlig erhvervsdrivende i EU.
Den bemyndigede repræsentant vil endvidere have pligt til
at udføre de opgaver, som er omfattet af fuldmagten, jf. det
foreslåede § 7, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 12, hvorfor
Sikkerhedsstyrelsen vil kunne have behov for at se fuldmag‐
ten.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
5, stk. 2, 2. pkt.
Den foreslåede bestemmelse er en del af bestræbelserne på
at sikre, at Sikkerhedsstyrelsen har en ansvarlig erhvervsdri‐
vende, som kan behandle og samarbejde om de anmodnin‐
ger, som Sikkerhedsstyrelsen fremsætter i forbindelse med
sin kontrolvirksomhed. Det er et centralt element i markeds‐
overvågningsforordningen, at der skal være en ansvarlig
erhvervsdrivende i EU, som kan sikre et godt samarbejde
med markedsovervågningsmyndighederne i de forskellige
EU-lande. Det giver i forhold til denne bestemmelse mulig‐
hed for hurtig kontrol i forhold til, om apparatet har en
ansvarlig erhvervsdrivende i EU.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra b,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2, på
grundlag af begrundet anmodning fra en markedsovervåg‐
ningsmyndighed skal give denne myndighed al den informa‐
tion og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere
produktets overensstemmelse, på et sprog, der er let forstå‐
eligt for denne myndighed.
121
Det følger af radioudstyrslovens § 33, stk. 1, at Sikkerheds‐
styrelsen og Teleklagenævnet kan pålægge erhvervsdrivende
en oplysningspligt vedrørende apparater.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 7, stk. 4, nr. 5, foreslås det fastsat,
at den bemyndigede repræsentant på grundlag af begrundet
anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen vil skulle give styrelsen
al information og dokumentation, der er nødvendig for at
konstatere apparatets overensstemmelse med de krav, der
finder anvendelse på det pågældende apparat, på et sprog,
der er letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at den bemyndi‐
gede repræsentant vil få en pligt til at give Sikkerhedsstyrel‐
sen al information og dokumentation. Som udgangspunkt vil
der her være tale om den tekniske dokumentation eller EU-
overensstemmelseserklæringen. Der kan dog også være tale
om anden dokumentation såsom toldpapirer eller afgørelser
fra andre landes markedsovervågningsmyndigheder.
Det fremgår af bestemmelsen, at informationen og doku‐
mentationen vil skulle være på et sprog, som er letforståeligt
for Sikkerhedsstyrelsen. Dette vil som udgangspunkt være
dansk, men også norsk, svensk eller engelsk kan være et
sprog, som vil være letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen,
idet disse sprog almindeligvis forstås af medarbejderne i
Sikkerhedsstyrelsen. Sikkerhedsstyrelsen vil i den forbindel‐
se iagttage forvaltningsloven, herunder § 7 om vejlednings‐
pligten.
Bestemmelsen tilføjer et sprogkrav, som ikke på tilsvarende
vis findes i radioudstyrsloven i dag. Sprogkravet vil sikre, at
repræsentanten tilpasser apparatet og dokumentationen for
apparatet til det danske marked og den danske kontrol.
Den bemyndigede repræsentant vil med den foreslåede be‐
stemmelse i § 7, stk. 4, skulle varetage en ny række opgaver
i forbindelse med Sikkerhedsstyrelsens kontrol. Der er tale
om opgaver, som tidligere lå hos fabrikanten. I de tilfælde,
hvor fabrikanten ikke er etableret i EU, er der med mar‐
kedsovervågningsforordningen krav om, at der skal være en
anden etableret ansvarlig erhvervsdrivende.
Bestemmelsen er en del af bestræbelserne på at sikre,
at Sikkerhedsstyrelsen har en ansvarlig erhvervsdrivende,
som kan behandle og samarbejde om de anmodninger,
som Sikkerhedsstyrelsen fremsætter i forbindelse med sin
kontrolvirksomhed. Det er et centralt element i markeds‐
overvågningsforordningen, at der skal være en ansvarlig
erhvervsdrivende i EU, som kan sikre et godt samarbejde
med markedsovervågningsmyndighederne i de forskellige
EU-lande. Det giver i forhold til denne bestemmelse mulig‐
hed for hurtig kontrol i forhold til, om apparatet har en
ansvarlig erhvervsdrivende i EU.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra b.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det foreslåede §
33, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 49, hvorefter bl.a. Sikker‐
hedsstyrelsen vil kunne kræve oplysninger og materiale af
de erhvervsdrivende.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra c,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
skal underrette markedsovervågningsmyndighederne, hvis
vedkommende har grund til at tro, at et produkt udgør en
risiko.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at den be‐
myndigede repræsentant skal underrette Sikkerhedsstyrelsen
i tilfælde af, at et apparat udgør en risiko.
Med bestemmelsen i § 7, stk. 4, nr. 6, foreslås det fastsat,
at den bemyndigede repræsentant vil skulle underrette Sik‐
kerhedsstyrelsen, hvis den bemyndigede repræsentant har
grund til at tro, at et apparat udgør en risiko.
At den bemyndigede repræsentant vil skulle underrette Sik‐
kerhedsstyrelsen, hvis repræsentanten har grund til at tro,
at et apparat udgør en risiko, er nyt og er en del af mar‐
kedsovervågningsforordningens hensigt med, at der for alle
apparater, der bringes i omsætning, skal være en ansvarlig
erhvervsdrivende i EU, som iagttager de krav, som stilles til
apparater.
Kravet om, at en bemyndiget repræsentant vil skulle under‐
rette Sikkerhedsstyrelsen om en eventuel risiko, skal ses
i sammenhæng med, at den bemyndigede repræsentant vil
modtage underretninger og klager fra kunder, når et apparat
ikke fungerer hensigtsmæssigt. Dette vil især kunne ske, når
den bemyndigede repræsentants kontaktoplysninger fremgår
af apparatet eller følger med apparatet, idet forbrugerne da
klart vil vide, hvem de kan rette henvendelse til. Giver kun‐
deklagerne anledning til, at den bemyndigede repræsentant
tror, at apparatet udgør en risiko, vil den bemyndigede re‐
præsentant skulle underrette Sikkerhedsstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra c.
Den foreslåede bestemmelse er en del af bestræbelserne på
at sikre, at Sikkerhedsstyrelsen har en ansvarlig erhvervsdri‐
vende, som kan behandle og samarbejde om de anmodnin‐
ger, som Sikkerhedsstyrelsen fremsætter i forbindelse med
sin kontrolvirksomhed. Det er et centralt element i markeds‐
overvågningsforordningen, at der skal være en ansvarlig
erhvervsdrivende i EU, som kan sikre et godt samarbejde
med markedsovervågningsmyndighederne i de forskellige
EU-lande. Det giver i forhold til denne bestemmelse mulig‐
hed for hurtig kontrol i forhold til, om apparatet har en
ansvarlig erhvervsdrivende i EU.
122
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra d,
1. pkt., fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel
4, stk. 2, skal samarbejde med markedsovervågningsmyn‐
dighederne og sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendi‐
ge korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde
af manglende overensstemmelse med de krav, der finder
anvendelse på det pågældende produkt.
Det følger af radioudstyrslovens § 7, stk. 3, nr. 3, at den
bemyndigede repræsentant skal på Sikkerhedsstyrelsens an‐
modning samarbejde om foranstaltninger, som Sikkerheds‐
styrelsen træffer, for at fjerne en risiko, som udgøres af
apparater, der er omfattet af den bemyndigede repræsentants
fuldmagt.
Med bestemmelsen i § 7, stk. 4, nr. 7, 1. pkt., foreslås det
fastsat, at den bemyndigede repræsentant vil skulle samar‐
bejde med Sikkerhedsstyrelsen og herunder efter en begrun‐
det anmodning sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendi‐
ge korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde
af manglende overensstemmelse med de krav, der finder
anvendelse på det pågældende apparat.
Korrigerende tiltag kan f.eks. handle om, at apparatet skal
fjernes fra markedet, indtil det er i overensstemmelse med
kravene i loven.
Den bemyndigede repræsentant vil få flere forpligtelser i
samarbejdet med Sikkerhedsstyrelsen, hvis Sikkerhedssty‐
relsen anmoder om korrigerende tiltag. Den udvidede sam‐
arbejdspligt vil være en udvidelse af kravet til den bemyn‐
digede repræsentant. Den udvidede samarbejdspligt er en
del af markedsovervågningsforordningens hensigt, hvor der
for alle apparater, der bringes i omsætning, skal være en
ansvarlig erhvervsdrivende i EU, som iagttager de krav, som
stilles til apparater.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra d, 1. pkt.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra d,
2. pkt., fastsætter, at hvis det ikke er muligt med korrige‐
rende tiltag efter 1. pkt. at afhjælpe manglende overensstem‐
melse, skal en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
begrænse de risici, der er forbundet med det pågældende
produkt, når det påbydes af markedsovervågningsmyndighe‐
derne eller på eget initiativ, når den erhvervsdrivende skøn‐
ner eller har grund til at tro, at det pågældende produkt
udgør en risiko.
Det følger af radioudstyrslovens § 7, stk. 3, nr. 3, at den
bemyndigede repræsentant på Sikkerhedsstyrelsens anmod‐
ning skal samarbejde om foranstaltninger, som Sikkerheds‐
styrelsen træffer, for at fjerne en risiko, som udgøres af
apparater, der er omfattet af den bemyndigede repræsentants
fuldmagt.
Med bestemmelsen i § 7, stk. 4, nr. 7, 2. pkt., foreslås det
fastsat, at hvis det ikke er muligt med korrigerende tiltag
efter 1. pkt. at afhjælpe manglende overensstemmelse, vil
den bemyndigede repræsentant skulle begrænse de risici, der
er forbundet med det pågældende apparat, når det påbydes
af Sikkerhedsstyrelsen eller på eget initiativ, når repræsen‐
tanten skønner eller har grund til at tro, at det pågældende
apparat udgør en risiko.
Den bemyndigede repræsentant vil få flere forpligtelser i
samarbejdet med Sikkerhedsstyrelsen, hvis Sikkerhedssty‐
relsen anmoder om korrigerende tiltag, jf. den foreslåede
stk. 4, nr. 7, 1. pkt. De samme udvidede forpligtelser vil
gælde, hvis den bemyndigede repræsentant skønner eller har
grund til at tro, at apparatet udgør en risiko. Den udvidede
samarbejdspligt er en del af markedsovervågningsforordnin‐
gens hensigt, hvor der for alle apparater, der bringes i om‐
sætning, skal være en ansvarlig erhvervsdrivende i EU, som
iagttager de krav, som stilles til apparater.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra d, 2. pkt.
Til nr. 15
I radioudstyrslovens § 8, stk. 2, henvises der til § 4, stk. 5,
nr. 4, som fastsætter, at Energistyrelsen kan fastsætte regler
om CE-mærke på apparatet.
Det foreslås i bestemmelsen i § 8, stk. 2, at henvisningen til
§ 4, stk. 5, nr. 4, ændres til § 4, stk. 6, nr. 4.
Det skyldes, at det i § 4 foreslås at indsætte et nyt stk. 4, jf.
lovforslagets § 3, nr. 7, hvorefter bestemmelsens oprindelige
stk. 5 bliver stk. 6. Der foreslås derfor i § 8, stk. 2, en
konsekvensrettelse i henvisningen til dette stykke.
Det er hensigten med ændringen at opretholde den eksister‐
ende retstilstand.
Til nr. 16
Det følger af radioudstyrslovens § 8, stk. 3, 1. pkt., at im‐
portørens navn og registrerede firmanavn eller registrerede
varemærke og en postadresse, hvor importøren kan kontak‐
tes, skal fremgå af de apparater, som importøren bringer i
omsætning.
Med bestemmelsen i § 8, stk. 3, 1. pkt., foreslås det fastsat,
at importørens navn, registrerede firmanavn eller registrere‐
de varemærke og kontaktoplysninger, herunder postadresse,
skal være angivet på apparatet eller på dets emballage, pak‐
ken eller et medfølgende dokument.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 4, fastsæt‐
ter, at den i stk. 1 omhandlede erhvervsdrivendes navn,
registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kon‐
taktoplysninger, herunder postadresse, skal være angivet på
produktet eller på dets emballage, pakken eller et ledsagedo‐
kument.
Det følger af den foreslåede ændring til bestemmelsen, at
123
importøren som noget nyt også vil skulle angive kontakt‐
oplysninger, som vil være yderligere oplysninger ud over
postadressen. Eksempler på kontaktoplysninger kan være
e-postadresse, hjemmeside, kontakt via sociale medier eller
telefonnummer.
Bestemmelsen vil sikre, at Sikkerhedsstyrelsens opgave med
kontrollen af apparater bliver lettere.
Bestemmelsen gengiver med sproglige tilpasninger pligten i
markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 4.
Den foreslåede ændring vil medføre, at importøren vil skulle
tilføje yderligere kontaktoplysninger på apparatet.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 4, fastsæt‐
ter, at den i stk. 1 omhandlede erhvervsdrivendes navn,
registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kon‐
taktoplysninger, herunder postadresse, skal være angivet på
produktet eller på dets emballage, pakken eller et ledsagedo‐
kument.
Det følger af radioudstyrslovens § 8, stk. 3, 2. pkt., at er det
ikke muligt på grund af apparatets beskaffenhed at anbringe
oplysningerne nævnt i 1. pkt. på apparatet, skal oplysninger‐
ne fremgå af emballagen eller et medfølgende dokument.
Med bestemmelsen i § 8, stk. 3, 2. pkt., foreslås det fastsat,
at kontaktoplysningerne nævnt i 1. pkt. som udgangspunkt
vil skulle angives på apparatet, medmindre det ikke er mu‐
ligt på grund af apparatets beskaffenhed.
Den tilpassede ordlyd i 2. pkt. vil medføre færre misforstå‐
elser hos importører om, at kontaktoplysningerne m.v. skal
fremgå af apparatet, og kun hvis det ikke kan lade sig gøre
(f.eks. på grund af størrelsen af apparatet), så kan oplysnin‐
gerne fremgå af emballagen, pakken eller på et medfølgende
dokument.
Bestemmelsen vil sikre, at Sikkerhedsstyrelsens opgave med
kontrollen af apparater bliver lettere.
Bestemmelsen gengiver med sproglige tilpasninger pligten i
markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 4.
Til nr. 17
Det foreslås, at § 8, stk. 4, 2. pkt., ophæves.
Bestemmelsen fastsætter, at importøren i 10 år efter, at et
apparat er bragt i omsætning, vil skulle sikre, at den tekniske
dokumentation kan stilles til rådighed for Sikkerhedsstyrel‐
sen på anmodning herom.
Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil ikke medføre
ændringer i gældende ret, idet indholdet videreføres i det
foreslåede § 8, stk. 5, jf. lovforslagets § 3, nr. 18.
For at sikre bedst mulig overensstemmelse med formulerin‐
gerne i markedsovervågningsforordningen flyttes afsnittet
om, hvornår importøren skal stille teknisk information til
rådighed, til det efterfølgende stykke.
Til nr. 18
Importøren er efter radioudstyrslovens § 33, stk. 1, forpligtet
til at udlevere materialet til Sikkerhedsstyrelsen, hvis styrel‐
sen anmoder herom.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra a,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
skal sørge for, at EU-overensstemmelseserklæringen står til
rådighed for markedsovervågningsmyndighederne i den pe‐
riode, der kræves i henhold til den pågældende lovgivning,
og skal sikre, at den tekniske dokumentation kan stilles til
rådighed for disse myndigheder, hvis de anmoder herom.
Med bestemmelsen i § 8, stk. 5, foreslås det fastsat, at
importøren vil skulle verificere, at den tekniske dokumen‐
tation, jf. radioudstyrslovens § 4, stk. 2, og EU-overens‐
stemmelseserklæringen, jf. radioudstyrslovens § 4, stk. 3, er
udarbejdet, og vil skulle sørge for, at overensstemmelseser‐
klæringen står til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen i 10 år
efter, at apparatet er blevet bragt i omsætning, samt sikre,
at den tekniske dokumentation i samme periode kan stilles
til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen, hvis styrelsen anmoder
herom.
Efter den foreslåede bestemmelse vil importøren skulle be‐
kræfte, at EU-overensstemmelseserklæringen og den tekni‐
ske dokumentation er udarbejdet, og importøren vil skulle
sikre, at materialet står til rådighed for Sikkerhedsstyrelsens
kontrol i 10 år efter, at apparatet er bragt i omsætning.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra a.
Indsættelsen af det foreslåede stk. 4 vil medføre, at radioud‐
styrslovens § 8, stk. 5 og 6, bliver stk. 6 og 7.
Til nr. 19
Det foreslås, at § 8, stk. 6, ophæves. Bestemmelsen fastsæt‐
ter, at udgør et apparat en risiko, skal importøren underrette
fabrikanten og Sikkerhedsstyrelsen herom.
Bestemmelsen foreslås videreført i den foreslåede bestem‐
melse i § 9, stk. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 20.
For at sikre bedst mulig overensstemmelse med formulerin‐
gerne i markedsovervågningsforordningen foreslås de to be‐
stemmelser fastsat i en enkelt bestemmelse.
Til nr. 20
124
Bestemmelsen i radioudstyrslovens i § 9, stk. 2, stiller krav
om, at importøren straks skal underrette Sikkerhedsstyrelsen
i tilfælde af, at apparatet udgør en risiko.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra c,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
skal underrette markedsovervågningsmyndighederne, hvis
vedkommende har grund til at tro, at et produkt udgør en
risiko.
Med bestemmelsen i § 9, stk. 2, 1. pkt., foreslås det fastsat,
at importøren straks vil skulle underrette Sikkerhedsstyrel‐
sen, hvis vedkommende har grund til at tro, at et apparat,
som denne har bragt i omsætning, udgør en risiko.
Efter den foreslåede bestemmelse vil en importør af appara‐
ter således ikke længere skulle være sikker på, at et apparat
udgør en risiko, før importøren vil skulle underrette Sikker‐
hedsstyrelsen, idet importøren allerede vil skulle underrette
Sikkerhedsstyrelsen, hvis importøren har grund til at tro, at
et apparat udgør en risiko.
Kravet om underretning skal ses sammen med, at importø‐
ren vil modtage underretninger og klager fra kunder, når et
apparat ikke fungerer hensigtsmæssigt. Dette vil især kunne
ske, når importørens kontaktoplysninger fremgår af appara‐
tet, idet forbrugerne da vil vide, hvem de kan rette henven‐
delse til. Giver kundeklagerne anledning til, at importøren
får grund til at tro, at apparatet udgør en risiko, vil importø‐
ren således skulle underrette Sikkerhedsstyrelsen.
Hvis Sikkerhedsstyrelsen finder øjeblikkelige korrigerende
tiltag nødvendige på baggrund af den underretning, som
importøren vil være forpligtet til at give, vil Sikkerhedssty‐
relsen kunne anmode om korrigerende tiltag efter det fore‐
slåede § 9, stk. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 21.
Den foreslåede ændring af bestemmelsen gengiver med
sproglige tilpasninger pligten i markedsovervågningsforord‐
ningens artikel 4, stk. 3, litra c.
Ændringen vil sikre, at en sag ikke bliver unødigt forsinket,
fordi importøren først vil skulle undersøge, om der konkret
er en risiko, inden importøren underretter Sikkerhedsstyrel‐
sen. Importøren vil med den ændrede bestemmelse skulle
underrette Sikkerhedsstyrelsen, allerede når der er en be‐
grundet mistanke om, at apparatet udgør en risiko. Appara‐
ter, som udgør en alvorlig risiko, vil således kunne nå at
blive opdaget på et tidligere tidspunkt.
Et godt samarbejde mellem importøren og Sikkerhedsstyrel‐
sen er et centralt element, som giver mulighed for hurtig
indgriben og korrigerende tiltag vedrørende apparatet.
Bestemmelsen i radioudstyrslovens i § 9, stk. 2, fastsætter,
at importøren skal give Sikkerhedsstyrelsen nærmere oplys‐
ninger om apparatets manglende overensstemmelse og even‐
tuelle foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 9, stk. 2, 2. pkt., foreslås det fast‐
sat, at importøren vil skulle give nærmere oplysninger om
apparatets manglende overensstemmelse med de krav, der
finder anvendelse på det pågældende apparat, og eventuelle
foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen.
Importøren vil i forbindelse med sin underretning til Sikker‐
hedsstyrelsen efter det foreslåede 1. pkt. skulle give styrel‐
sen oplysninger om, hvilke krav det pågældende apparat,
som importøren har grund til at tro udgør en risiko, ikke ses
at overholde. Det kan f.eks. være, at apparatet ikke ses at
overholde de væsentlige krav, jf. lovens § 3.
Importøren vil endvidere skulle give Sikkerhedsstyrelsen
oplysninger om, hvilke foranstaltninger importøren har truf‐
fet for at fjerne risikoen, f.eks. tilbagetrækning fra markedet.
Sikkerhedsstyrelsen vil således modtage de oplysninger,
som er nødvendige for at kunne vurdere, om der fra styrel‐
sens side er behov for at foretage yderligere foranstaltninger,
eller om styrelsen vurderer, at de foranstaltninger, som im‐
portøren allerede har truffet er tiltrækkelige i forhold til den
formodede risiko.
Det foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 2, 2. pkt., svarer til
den gældende § 9, stk. 2.
Bestemmelsen i radioudstyrslovens i § 8, stk. 6, fastsætter,
at udgør et apparat en risiko, skal importøren underrette
fabrikanten og Sikkerhedsstyrelsen herom.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 9, stk. 2, 3. pkt., foreslås det fastsat,
at udgør et apparat en risiko, vil importøren endvidere skulle
underrette fabrikanten herom.
Hvis et apparat udgør en risiko, vil importøren ud over at
underrette Sikkerhedsstyrelsen skulle underrette fabrikanten
om det. Denne underretningspligt vil alene gælde i de tilfæl‐
de, hvor importøren ved, at apparatet udgør en risiko, f.eks.
hvis der konkret er konstateret forstyrrelser, som stammer
fra det pågældende apparat, men ikke i de tilfælde, hvor
importøren alene har grund til at tro, at apparatet udgør en
risiko.
125
Den foreslåede bestemmelse vil sikre, at fabrikanten får be‐
sked, hvis et af dennes apparater udgør en risiko, og dermed
får mulighed for at træffe de nødvendige foranstaltninger
ud fra denne viden, f.eks. at trække apparatet tilbage fra
markedet.
Det foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 2, 3. pkt., svarer til
den gældende § 8, stk. 6, som derfor foreslås ophævet, jf.
lovforslagets § 3, nr. 19.
Til nr. 21
Det følger af radioudstyrslovens § 33, stk. 1, at Sikkerheds‐
styrelsen og Teleklagenævnet kan pålægge erhvervsdrivende
en oplysningspligt vedrørende apparater.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra b,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2, på
grundlag af begrundet anmodning fra en markedsovervåg‐
ningsmyndighed skal give denne myndighed al den informa‐
tion og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere
produktets overensstemmelse, på et sprog, der er let forstå‐
eligt for denne myndighed.
Med bestemmelsen i § 9, stk. 3, foreslås det fastsat, at
importøren på grundlag af begrundet anmodning fra Sikker‐
hedsstyrelsen vil skulle give styrelsen al information og do‐
kumentation, der er nødvendig for at konstatere apparatets
overensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på
det pågældende apparat, på et sprog, der er letforståeligt for
Sikkerhedsstyrelsen.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at importøren vil
få en pligt til at give Sikkerhedsstyrelsen al information og
dokumentation. Som udgangspunkt vil der her være tale om
den tekniske dokumentation eller EU-overensstemmelseser‐
klæringen. Der kan dog også være tale om anden dokumen‐
tation såsom toldpapirer eller afgørelser fra andre landes
markedsovervågningsmyndigheder.
Det fremgår af bestemmelsen, at informationen og doku‐
mentationen vil skulle være på et sprog, som er letforståeligt
for Sikkerhedsstyrelsen. Dette vil som udgangspunkt være
dansk, men også norsk, svensk eller engelsk kan være et
sprog, som vil være letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen,
idet disse sprog almindeligvis forstås af medarbejderne i
Sikkerhedsstyrelsen. Sikkerhedsstyrelsen vil i den forbindel‐
se iagttage forvaltningsloven, herunder § 7 om vejlednings‐
pligten.
Bestemmelsen tilføjer et sprogkrav, som ikke på tilsvarende
vis findes i radioudstyrsloven i dag. Sprogkravet vil sikre,
at importøren tilpasser apparatet og dokumentationen for
apparatet til det danske marked og den danske kontrol.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra b.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det foreslåede §
33, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 49, hvorefter bl.a. Sikker‐
hedsstyrelsen vil kunne kræve oplysninger og materiale af
de erhvervsdrivende.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra d,
1. pkt., fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel
4, stk. 2, skal samarbejde med markedsovervågningsmyn‐
dighederne og sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendi‐
ge korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde
af manglende overensstemmelse med de krav, der finder
anvendelse på det pågældende produkt.
Det følger af radioudstyrslovens § 38, stk. 3, at Sikkerheds‐
styrelsen kan kræve, at importøren samarbejder med Sikker‐
hedsstyrelsen om enten forbud mod at bringe apparatet i
omsætning, påbud om at trække apparatet tilbage fra marke‐
det eller påbud om at kalde apparatet tilbage, hvis apparatet
medfører en risiko.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 9, stk. 4, 1. pkt., foreslås det fastsat,
at importøren vil skulle samarbejde med Sikkerhedsstyrel‐
sen og herunder efter en begrundet anmodning sikre, at der
træffes øjeblikkelige nødvendige korrigerende tiltag for at
afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende overensstemmel‐
se med de krav, der finder anvendelse på det pågældende
apparat.
Korrigerende tiltag kan f.eks. handle om, at apparatet skal
fjernes fra markedet, indtil det er i overensstemmelse med
kravene i loven.
Importørens pligt til at samarbejde vil række videre end den
eksisterende pligt, idet der i den gældende bestemmelse er
en oplistning af muligheder for afhjælpning eller begræns‐
ning af risici, hvorimod den foreslåede bestemmelse ikke vil
indeholde en udtømmende liste af afhjælpningsmuligheder
og begrænsninger af risici, som Sikkerhedsstyrelsen vil kun‐
ne kræve, at importøren samarbejder om.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra d, 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslaget vil medføre, at
Sikkerhedsstyrelsen i et samarbejde med importøren kan
finde den bedste løsning på manglende overholdelse af kra‐
vene i loven. Især i sager, hvor der ikke er tale om mang‐
lende overholdelse af væsentlige krav, men alene formelle
krav, giver det importøren og Sikkerhedsstyrelsen en bedre
126
mulighed for at finde en rimelig løsning, som importøren
kan samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen om med henblik
på at afhjælpe den manglende overensstemmelse.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra d,
2. pkt., fastsætter, at hvis det ikke er muligt med korrige‐
rende tiltag efter 1. pkt. at afhjælpe manglende overensstem‐
melse, skal en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
begrænse de risici, der er forbundet med det pågældende
produkt, når det påbydes af markedsovervågningsmyndighe‐
derne eller på eget initiativ, når den erhvervsdrivende skøn‐
ner eller har grund til at tro, at det pågældende produkt
udgør en risiko.
Det følger af radioudstyrslovens § 38, stk. 3, at Sikkerheds‐
styrelsen kan kræve, at importøren samarbejder med Sikker‐
hedsstyrelsen om enten forbud mod at bringe apparatet i
omsætning, påbud om at trække apparatet tilbage fra marke‐
det eller påbud om at kalde apparatet tilbage, hvis apparatet
medfører en risiko.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 9, stk. 4, 2. pkt., foreslås det fastsat,
at hvis det ikke er muligt med korrigerende tiltag efter 1.
pkt. at afhjælpe manglende overensstemmelse, vil importø‐
ren skulle begrænse de risici, der er forbundet med det på‐
gældende apparat, når det påbydes af Sikkerhedsstyrelsen
eller på eget initiativ, når importøren skønner eller har grund
til at tro, at det pågældende apparat udgør en risiko.
Importørens pligt til at samarbejde vil række videre end den
eksisterende pligt, idet der i den gældende bestemmelse er
en oplistning af muligheder for afhjælpning eller begræns‐
ning af risici, hvorimod den foreslåede bestemmelse ikke vil
indeholde en udtømmende liste af afhjælpningsmuligheder
og begrænsninger af risici, som Sikkerhedsstyrelsen vil kun‐
ne kræve, at importøren samarbejder om.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra d, 2. pkt.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslaget vil medføre, at
Sikkerhedsstyrelsen i et samarbejde med importøren kan
finde den bedste løsning på manglende overholdelse af kra‐
vene i loven. Især i sager, hvor der ikke er tale om mang‐
lende overholdelse af væsentlige krav, men alene formelle
krav, giver det importøren og Sikkerhedsstyrelsen en bedre
mulighed for at finde en rimelig løsning, som importøren
kan samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen om med henblik
på at afhjælpe den manglende overensstemmelse.
Til nr. 22
I radioudstyrslovens § 10, stk. 2, henvises der til bestemmel‐
serne i § 4, stk. 4, og til § 4, stk. 5.
Det foreslås i bestemmelsen i § 10, stk. 2, at henvisningen til
stk. 4 og stk. 5 ændres til stk. 5 og stk. 6.
Det skyldes, at det i § 4 foreslås at indsætte et nyt stk. 4, jf.
lovforslagets § 3, nr. 7, hvorefter bestemmelsens oprindelige
stk. 4 bliver stk. 5, og stk. 5 bliver stk. 6. Der foreslås derfor
i § 10, stk. 2, en konsekvensrettelse i henvisningen til disse
stykker.
Det er hensigten med ændringen at opretholde den eksister‐
ende retstilstand.
Til nr. 23
Bestemmelsen i radioudstyrslovens § 38, stk. 3, fastsætter, at
Sikkerhedsstyrelsen kan kræve, at distributøren samarbejder
med Sikkerhedsstyrelsen om enten forbud mod at gøre appa‐
ratet tilgængeligt på markedet, påbud om at trække apparatet
tilbage fra markedet eller påbud om at kalde apparatet tilba‐
ge, når apparatet medfører en risiko.
Markedsovervågningsforordningens artikel 7, stk. 1, fast‐
sætter, at erhvervsdrivende skal samarbejde med markeds‐
overvågningsmyndighederne om tiltag, der kan eliminere
eller begrænse risici forbundet med produkter, som disse
erhvervsdrivende har gjort tilgængelige på markedet.
Med bestemmelsen i § 11, stk. 3, foreslås det fastsat, at
distributøren vil skulle samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen
om tiltag, der vil kunne eliminere eller begrænse risici for‐
bundet med apparater, som distributøren har gjort tilgænge‐
lige på markedet.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at distributøren
vil være forpligtet til at samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen
om at begrænse de risici, der er forbundet med det pågæl‐
dende apparat. Den foreslåede bestemmelse vil række videre
end den eksisterende bestemmelse i radioudstyrslovens § 38,
stk. 3, idet der i den gældende bestemmelse er en oplistning
af muligheder for afhjælpning eller begrænsning af risici,
hvorimod den foreslåede bestemmelse ikke vil indeholde en
udtømmende liste af afhjælpningsmuligheder og begræns‐
ninger af risici, som Sikkerhedsstyrelsen vil kunne kræve, at
distributøren samarbejder om.
Udviklingen af e-handel skaber visse udfordringer for mar‐
kedsovervågningsmyndighederne med hensyn til at sikre
overensstemmelse af apparater, der udbydes til salg online
og effektiv markedsovervågning. Antallet af erhvervsdriven‐
de, der tilbyder apparater direkte til forbrugerne ad elektro‐
nisk vej, er stigende. En distributør kan derfor spille en
afgørende rolle ved at give Sikkerhedsstyrelsen en samar‐
bejdspartner, der er etableret i EU, og som tilstrækkeligt
hurtigt kan udføre særlige opgaver for at sikre, at apparater
opfylder kravene i lovgivningen til gavn for forbrugere, an‐
dre slutbrugere og virksomheder.
127
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
7, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslaget vil medføre, at
Sikkerhedsstyrelsen i et samarbejde med distributøren kan
sikre, at apparater, der udgør en risiko, ikke sælges til slut‐
brugere eller kan kaldes tilbage.
Til nr. 24
Det foreslås at fastsætte en overskrift i forbindelse med den
foreslåede bestemmelse i § 11 a, som lyder ”Udbydere af
distributionstjenester”, for at gøre det tydeligt, hvad den
foreslåede bestemmelse i § 11 a omfatter. Overskriften vil
alene omfatte denne bestemmelse.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at udbyderen
af distributionstjenester skal angive sine kontaktoplysninger
m.v. på et apparat eller på et medfølgende dokument.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 4, fastsæt‐
ter, at den i stk. 1 omhandlede erhvervsdrivendes navn,
registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kon‐
taktoplysninger, herunder postadresse, skal være angivet på
produktet eller på dets emballage, pakken eller et ledsagedo‐
kument.
Med bestemmelsen i § 11 a, stk. 1, foreslås det fastsat,
at udbyderen af distributionstjenesters navn, registrerede fir‐
manavn eller registrerede varemærke og kontaktoplysninger,
herunder postadresse, vil skulle være angivet på apparatet
eller på dets emballage, pakken eller et medfølgende doku‐
ment.
Udbydere af distributionstjenester vil være en ny ansvarlig
erhvervsdrivende, der forpligtes, hvis der ikke er en fabri‐
kant i EU, eller der ikke er en ansvarlig importør eller en
bemyndiget repræsentant, jf. den foreslåede bestemmelse i §
3 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 6.
Eksempler på kontaktoplysninger kan ud over postadressen
være e-postadresse, hjemmeside, kontakt via sociale medier
eller telefonnummer. På grund af udbyderen af distributør‐
tjenesters behov for ikke at åbne allerede emballerede appa‐
rater, vil der ikke være krav om, at oplysningerne angives på
apparatet, selvom dette er muligt. Det vil være tilstrækkeligt
at angive oplysningerne på emballagen, pakken eller et med‐
følgende dokument.
For at sikre, at Sikkerhedsstyrelsen kan udføre sin kontrol
effektivt, er det hensigtsmæssigt, at Sikkerhedsstyrelsen kan
identificere de ansvarlige udbydere af distributionstjenester,
hvorfor det foreslås, at udbyderne vil skulle angive kontakt‐
oplysninger.
Udviklingen af e-handel skaber visse udfordringer for mar‐
kedsovervågningsmyndighederne i EU med hensyn til at
sikre overensstemmelse af apparater, der udbydes til salg
online, og gennemføre kontrollen effektivt. Antallet af er‐
hvervsdrivende, der tilbyder apparater direkte til forbrugerne
ad elektronisk vej, er stigende. En erhvervsdrivende med op‐
gaver vedrørende apparater spiller derfor en afgørende rolle
ved at give Sikkerhedsstyrelsen en samarbejdspartner, der
er etableret i EU, og som tilstrækkeligt hurtigt kan udføre
særlige opgaver for at sikre, at apparater opfylder kravene i
loven til gavn for forbrugere, andre slutbrugere og virksom‐
heder.
Moderne forsyningskæder omfatter en bred vifte af er‐
hvervsdrivende, som alle bør gøres til genstand for håndhæ‐
velse af loven samtidig med, at der tages behørigt hensyn
til deres respektive rolle i forsyningskæden, og i hvilket
omfang de bidrager til at gøre apparater tilgængelige på
markedet.
Herudover har praktiske erfaringer med kontrollen vist, at
forsyningskæderne undertiden involverer nye former for er‐
hvervsvirksomhed, som ikke passer ind i de traditionelle
forsyningskæder i henhold til de eksisterende retlige ram‐
mer. Dette er navnlig tilfældet med udbydere af distributi‐
onstjenester, som udfører mange af de samme funktioner
som importører, men som ikke altid svarer til den traditio‐
nelle definition af importør.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 4.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra a,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
skal sørge for, at EU-overensstemmelseserklæringen står til
rådighed for markedsovervågningsmyndighederne i den pe‐
riode, der kræves i henhold til den pågældende lovgivning,
og skal sikre, at den tekniske dokumentation kan stilles til
rådighed for disse myndigheder, hvis de anmoder herom.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som giver udby‐
dere af distributionstjenester en pligt til at stille materiale til
rådighed for Sikkerhedsstyrelsen.
Med bestemmelsen i § 11 a, stk. 2, nr. 1, foreslås det fastsat,
at udbyderen af distributionstjenester vil skulle verificere, at
den tekniske dokumentation, jf. radioudstyrslovens § 4, stk.
2, og EU-overensstemmelseserklæringen, jf. radioudstyrslo‐
vens § 4, stk. 3, er udarbejdet, og vil skulle sørge for, at
overensstemmelseserklæringen står til rådighed for Sikker‐
hedsstyrelsen i 10 år efter, at apparatet er blevet bragt i om‐
sætning, samt sikre, at den tekniske dokumentation i samme
periode kan stilles til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen, hvis
styrelsen anmoder herom.
Efter den foreslåede bestemmelse vil udbyderen af distribu‐
tionstjenester skulle bekræfte, at EU-overensstemmelseser‐
klæringen og den tekniske dokumentation er udarbejdet, og
udbyderen vil skulle sikre, at materialet står til rådighed for
Sikkerhedsstyrelsens kontrol i 10 år efter, at apparatet er
bragt i omsætning.
128
Bestemmelsen gengiver med sproglige tilpasninger pligten i
markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra a.
Det er et centralt element i markedsovervågningsforordnin‐
gen, at der skal være en ansvarlig erhvervsdrivende i EU,
som kan sikre et godt samarbejde med markedsovervåg‐
ningsmyndighederne i de forskellige EU-lande. Det giver
i forhold til denne bestemmelse mulighed for en hurtig kon‐
trol af, hvorvidt apparatet har en gyldig EU-overensstem‐
melseserklæring og teknisk dokumentation herfor.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra c,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
skal underrette markedsovervågningsmyndighederne, hvis
vedkommende har grund til at tro, at et produkt udgør en
risiko.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som giver udby‐
dere af distributionstjenester en pligt til at underrette Sik‐
kerhedsstyrelsen, hvis udbyderen har grund til at tro, at et
apparat udgør en risiko.
Med bestemmelsen i § 11 a, stk. 2, nr. 2, foreslås det fastsat,
at udbyderen af distributionstjenester vil skulle underrette
Sikkerhedsstyrelsen, hvis vedkommende har grund til at tro,
at et apparat, som denne har bragt i omsætning, udgør en
risiko.
Det er nyt, at udbyderen af distributionstjenester vil skulle
underrette Sikkerhedsstyrelsen i tilfælde af risiko, idet det
tillige er nyt, at udbyderen af distributionstjenester vil være
omfattet af gruppen af ansvarlige erhvervsdrivende.
Den foreslåede bestemmelse er en del af bestræbelserne på
at sikre, at Sikkerhedsstyrelsen har en ansvarlig erhvervs‐
drivende i EU, som kan behandle og samarbejde om de
anmodninger, som Sikkerhedsstyrelsen fremsætter i forbin‐
delse med sin kontrol. Det er et centralt element i markeds‐
overvågningsforordningen, at der skal være en ansvarlig
erhvervsdrivende i EU, som kan sikre et godt samarbejde
med markedsovervågningsmyndighederne i de forskellige
EU-lande.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra c.
Kravet om, at en udbyder af distributionstjenester skal un‐
derrette Sikkerhedsstyrelsen om en eventuel risiko, skal ses
sammen med, at udbyderen af distributionstjenester kun vil
være den ansvarlige erhvervsdrivende, såfremt der ikke er
andre ansvarlige erhvervsdrivende såsom fabrikant, impor‐
tør eller bemyndiget repræsentant i EU, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 3 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 6. Når der
ikke er andre ansvarlige erhvervsdrivende i EU, vil det også
være op til udbyderen af distributionstjenesten at foretage
relevante foranstaltninger i anledning af, at et apparat udgør
en risiko.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra b,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2, på
grundlag af begrundet anmodning fra en markedsovervåg‐
ningsmyndighed skal give denne myndighed al den informa‐
tion og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere
produktets overensstemmelse, på et sprog, der er let forstå‐
eligt for denne myndighed.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som giver udby‐
dere af distributionstjenester en pligt til at give Sikkerheds‐
styrelsen al information og dokumentation, der er nødvendig
for at konstatere apparatets overensstemmelse med kravene i
loven.
Med bestemmelsen i § 11 a, stk. 2, nr. 3, foreslås det fastsat,
at udbyderen af distributionstjenester på grundlag af begrun‐
det anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen vil skulle give styrel‐
sen al information og dokumentation, der er nødvendig for
at konstatere apparatets overensstemmelse med de krav, der
finder anvendelse på det pågældende apparat, på et sprog,
der er letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen.
Et letforståeligt sprog vil som udgangspunkt være dansk,
men også norsk, svensk eller engelsk kan være et sprog, som
vil være letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen, idet disse
sprog almindeligvis forstås af medarbejderne i Sikkerheds‐
styrelsen. Sprogkravet vil sikre, at den ansvarlige erhvervs‐
drivende tilpasser apparatet og dokumentationen for appara‐
tet til det danske marked og den danske kontrol.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede
§ 33, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 49, hvorefter bl.a.
Sikkerhedsstyrelsen kan kræve oplysninger og materiale af
de erhvervsdrivende.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra b.
Et godt samarbejde mellem den ansvarlige erhvervsdrivende
og Sikkerhedsstyrelsen er et centralt element, som giver mu‐
lighed for hurtig indgriben og korrigerende tiltag vedrørende
apparatet.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra d,
1. pkt., fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel
4, stk. 2, skal samarbejde med markedsovervågningsmyn‐
dighederne og sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendi‐
ge korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde
af manglende overensstemmelse med de krav, der finder
anvendelse på det pågældende produkt.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som giver udby‐
dere af distributionstjenester en pligt til at samarbejde med
Sikkerhedsstyrelsen eller træffe korrigerende tiltag.
Med bestemmelsen i § 11 a, stk. 2, nr. 4, 1. pkt., foreslås
det fastsat, at udbyderen af distributionstjenester vil skulle
samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen og herunder efter en
begrundet anmodning sikre, at der træffes øjeblikkelige nød‐
vendige korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfæl‐
129
de af manglende overensstemmelse med de krav, der finder
anvendelse på det pågældende apparat.
Korrigerende tiltag kan f.eks. handle om, at apparatet skal
fjernes fra markedet, indtil det er i overensstemmelse med
kravene i loven.
Den foreslåede bestemmelse fastlægger således et ansvar for
udbydere af distributionstjenester til at samarbejde med Sik‐
kerhedsstyrelsen, herunder at gennemføre visse korrigerende
tiltag efter påbud fra styrelsen.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslaget vil medføre, at
Sikkerhedsstyrelsen i et samarbejde med udbyderen af dis‐
tributionstjenester vil kunne finde den bedste løsning på
manglende overholdelse af kravene i loven. Især i sager,
hvor der ikke er tale om manglende overholdelse af væsent‐
lige krav, men alene formelle krav, vil det give udbyderen af
distributionstjenester og Sikkerhedsstyrelsen en bedre mu‐
lighed for at finde en rimelig løsning, som udbyderen vil
kunne samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen om med henblik
på at afhjælpe den manglende overensstemmelse.
Udviklingen af e-handel skaber visse udfordringer for mar‐
kedsovervågningsmyndighederne i EU med hensyn til at
sikre overensstemmelse af apparater, der udbydes til salg
online, og gennemføre kontrollen effektivt. Antallet af er‐
hvervsdrivende, der tilbyder apparater direkte til forbrugerne
ad elektronisk vej, er stigende. En erhvervsdrivende med op‐
gaver vedrørende apparater spiller derfor en afgørende rolle
ved at give Sikkerhedsstyrelsen en samarbejdspartner, der
er etableret i EU, og som tilstrækkeligt hurtigt kan udføre
særlige opgaver for at sikre, at apparater opfylder kravene i
loven til gavn for forbrugere, andre slutbrugere og virksom‐
heder.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra d.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra d,
2. pkt., fastsætter, at hvis det ikke er muligt med korrige‐
rende tiltag efter 1. pkt. at afhjælpe manglende overensstem‐
melse, skal en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
begrænse de risici, der er forbundet med det pågældende
produkt, når det påbydes af markedsovervågningsmyndighe‐
derne eller på eget initiativ, når den erhvervsdrivende skøn‐
ner eller har grund til at tro, at det pågældende produkt
udgør en risiko.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som giver udby‐
dere af distributionstjenester en pligt til at begrænse eventu‐
elle risici, som måtte være forbundet med et apparat, som
denne håndterer.
Med bestemmelsen i § 11 a, stk. 2, nr. 4, 2. pkt., foreslås
det fastsat, at hvis det ikke er muligt med korrigerende til‐
tag efter 1. pkt. at afhjælpe manglende overensstemmelse,
vil udbyderen af distributionstjenester skulle begrænse de
risici, der er forbundet med det pågældende apparat, når det
påbydes af Sikkerhedsstyrelsen eller på eget initiativ, når ud‐
byderen skønner eller har grund til at tro, at det pågældende
apparat udgør en risiko.
Udbyderen af distributionstjenester vil hermed få forpligtel‐
ser i samarbejdet med Sikkerhedsstyrelsen, hvis udbyderen
skønner eller har grund til at tro, at apparatet udgør en risi‐
ko. Den udvidede samarbejdspligt er en del af markedsover‐
vågningsforordningens hensigt, hvor der for alle apparater,
der bringes i omsætning, skal være en ansvarlig erhvervsdri‐
vende i EU, som iagttager de krav, som stilles til apparater.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra d, 2. pkt.
Det foreslås at fastsætte en overskrift i forbindelse med den
foreslåede bestemmelse i § 11 b, som lyder ”Udbydere af in‐
formationssamfundstjenester”, for at gøre det tydeligt, hvad
den foreslåede bestemmelse i § 11 b omfatter. Overskriften
vil alene omfatte denne bestemmelse.
Markedsovervågningsforordningens artikel 7, stk. 2, fastsæt‐
ter, at udbydere af informationssamfundstjenester skal sam‐
arbejde med markedsovervågningsmyndighederne, på an‐
modning af markedsovervågningsmyndighederne og i sær‐
lige tilfælde, med henblik på at fremme ethvert tiltag, der
træffes for at eliminere eller, hvis dette ikke er muligt, be‐
grænse de risici, der er forbundet med et produkt, der udby‐
des eller var udbudt til salg online gennem deres tjenester.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som giver udby‐
dere af informationssamfundstjenester en pligt til at samar‐
bejde med Sikkerhedsstyrelsen herunder træffe korrigerende
tiltag eller begrænse risici ved et apparat.
Med bestemmelsen i § 11 b foreslås det fastsat, at udbydere
af informationssamfundstjenester på anmodning af Sikker‐
hedsstyrelsen og i særlige tilfælde vil skulle samarbejde med
Sikkerhedsstyrelsen med henblik på at fremme ethvert tiltag,
der træffes, for at eliminere eller, hvis dette ikke er muligt,
begrænse de risici, der er forbundet med et apparat, der ud‐
bydes eller var udbudt til salg online gennem deres tjenester.
Ved særlige tilfælde forstås, at det alene er hensigten, at
udbydere af informationssamfundstjenester vil skulle samar‐
bejde om tiltag i de tilfælde, hvor det ikke har været muligt
at håndhæve en manglende overensstemmelse på anden vis
f.eks. gennem et påbud til ejeren af en onlinegrænseflade
om at ændre eller fjerne indhold, jf. det foreslåede § 40 a,
stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 61.
Samarbejdet med udbydere af informationssamfundstjene‐
ster vil omfatte fjernelse af indhold vedrørende relevante
apparater, der ikke overholder de relevante regler eller, hvis
dette ikke er muligt, begrænsning af adgangen til sådanne
apparater, der tilbydes gennem deres tjenester.
Udbydere af informationssamfundstjenester vil med bestem‐
melsen hverken blive pålagt en generel forpligtelse til at
130
overvåge den information, de fremsender eller lagrer, eller
en generel forpligtelse til aktivt at undersøge forhold eller
omstændigheder, der tyder på ulovlig virksomhed. Desuden
vil udbydere af informationssamfundstjenester ikke blive
draget til ansvar, så længe de ikke har konkret kendskab til
den ulovlige virksomhed eller information og ikke har kend‐
skab til forhold eller omstændigheder, hvoraf den ulovlige
aktivitet eller information fremgår.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede
bestemmelse i § 40 b, stk. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 61, og
der henvises til bemærkningerne til denne.
E-handlens udvikling skyldes i vid udstrækning udbredelsen
af udbydere af informationssamfundstjenester, som - nor‐
malt gennem platforme og mod betaling - tilbyder formid‐
lingstjenester ved at lagre tredjepartsindhold uden at udøve
kontrol over dette indhold, og de agerer således ikke på
vegne af en erhvervsdrivende.
Et godt samarbejde mellem udbydere af distributionstjene‐
ster og markedsovervågningsmyndigheder er et centralt ele‐
ment, som giver mulighed for hurtig indgriben og korrige‐
rende tiltag vedrørende apparatet.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
7, stk. 2.
Til nr. 25
Det foreslås at fastsætte en overskrift i forbindelse med
den foreslåede bestemmelse i § 17 a, som lyder ”Ansvarlig
erhvervsdrivende”, for at gøre det tydeligt, hvad den foreslå‐
ede bestemmelse i § 17 a omfatter. Overskriften vil alene
omfatte denne bestemmelse.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at der vil
skulle være en ansvarlig erhvervsdrivende, der er etableret i
Den Europæiske Union.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 1, fastsæt‐
ter, at et produkt kun må bringes i omsætning, hvis en er‐
hvervsdrivende, der er etableret i Den Europæiske Union, er
ansvarlig for de i artikel 4, stk. 3, omhandlede opgaver med
hensyn til dette produkt.
Med bestemmelsen i § 17 a, stk. 1, foreslås det fastsat, at
radioudstyr kun må bringes i omsætning, hvis en erhvervs‐
drivende, der er etableret i Den Europæiske Union, vil være
ansvarlig for de i de foreslåede bestemmelser i § 18, stk.
4, § 20, stk. 2-4, § 21, stk. 4, nr. 3 og 5-7, § 22, stk. 5, §
23, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3 og 4, og § 25 a, stk. 2, nr. 1-4,
omhandlede opgaver med hensyn til dette radioudstyr.
Det foreslås således at indsætte en bestemmelse, hvorefter
radioudstyr alene må bringes i omsætning, hvis der findes
en erhvervsdrivende etableret i EU, som er ansvarlig for
det pågældende radioudstyr. En ansvarlig erhvervsdrivende
vil kunne være en fabrikant, en importør, en bemyndiget
repræsentant eller en udbyder af distributionstjenester.
Der vil skulle være en ansvarlig erhvervsdrivende for hvert
stykke radioudstyr, der bringes i omsætning. Der vil såle‐
des kunne være flere ansvarlige erhvervsdrivende for den
samme type og model af radioudstyr, men hvor radioudsty‐
ret stammer fra forskellige partier. En bemyndiget repræsen‐
tant vil således kunne være ansvarlig for radioudstyr A fra
parti A, og en importør vil samtidig kunne være ansvarlig
for radioudstyr A fra parti B.
De stadig mere komplekse forsyningskæder samt den stadig
større mængde af radioudstyr, der udbydes til salg online til
slutbrugere i EU, kræver en styrkelse af håndhævelsesforan‐
staltningerne for at sikre forbrugerne. Derfor stilles der krav
om, at der skal være en ansvarlig erhvervsdrivende i EU, når
radioudstyr bringes i omsætning.
Hvis der ikke er en ansvarlig erhvervsdrivende, vil det ikke
være tilladt at sælge radioudstyret (bringe radioudstyret i
omsætning). Som konsekvens vil radioudstyret f.eks. kunne
blive standset i tolden.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 1.
Kravet skal sikre, at Sikkerhedsstyrelsen altid har en ansvar‐
lig erhvervsdrivende i EU, som kan kontaktes i forbindelse
med kontrolarbejdet.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 2, fastsæt‐
ter, hvilke erhvervsdrivende der vil være ansvarlige efter
forordningens artikel 4, stk. 1.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, hvilke er‐
hvervsdrivende der vil være en ansvarlig erhvervsdrivende
etableret i Den Europæiske Union.
Med bestemmelsen i § 17 a, stk. 2, foreslås det fastsat,
at der ved den i det foreslåede stk. 1 omhandlede erhvervs‐
drivende vil skulle forstås en fabrikant, der er etableret i
Den Europæiske Union, en importør, når fabrikanten ikke er
etableret i Den Europæiske Union, en bemyndiget repræsen‐
tant, som ved skriftlig fuldmagt fra fabrikanten er udpeget
til at udføre de opgaver, der er fastsat i det foreslåede § 21,
stk. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 35, på fabrikantens vegne,
eller en udbyder af distributionstjenester, der er etableret i
Den Europæiske Union, for så vidt angår det radioudstyr,
som denne håndterer, når ingen anden erhvervsdrivende er
etableret i Den Europæiske Union.
Hvis der ikke er en ansvarlig erhvervsdrivende, vil det ikke
være tilladt at sælge radioudstyret (bringe radioudstyret i
omsætning). Som konsekvens vil radioudstyret f.eks. kunne
blive standset i tolden.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 2.
Kravet skal sikre, at Sikkerhedsstyrelsen altid har en ansvar‐
131
lig erhvervsdrivende i EU, som kan kontaktes i forbindelse
med kontrolarbejdet, og det vil af den foreslåede bestem‐
melse fremgå, hvilke erhvervsdrivende der vil være tale
om. Det gøres endvidere klart, at en udbyder af distributi‐
onstjenester alene vil være ansvarlig, hvis ingen anden af
de i bestemmelsen opregnede erhvervsdrivende vil være an‐
svarlig.
Til nr. 26
I henhold til radioudstyrslovens § 18, stk. 3, er fabrikan‐
ten forpligtet til at udarbejde EU-overensstemmelseserklæ‐
ringen og opbevare denne og den tekniske dokumentation i
10 år. Fabrikanten er efter radioudstyrslovens § 33, stk. 1,
forpligtet til at udlevere materialet til Sikkerhedsstyrelsen,
hvis styrelsen anmoder herom.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra a,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
skal sørge for, at EU-overensstemmelseserklæringen står til
rådighed for markedsovervågningsmyndighederne i den pe‐
riode, der kræves i henhold til den pågældende lovgivning,
og skal sikre, at den tekniske dokumentation kan stilles til
rådighed for disse myndigheder, hvis de anmoder herom.
Med bestemmelsen i § 18, stk. 4, foreslås det fastsat, at
fabrikanten vil skulle sørge for, at EU-overensstemmelseser‐
klæringen står til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen i 10 år
efter, at radioudstyret er bragt i omsætning, og vil skulle
sikre, at den tekniske dokumentation kan stilles til rådighed
for Sikkerhedsstyrelsen, hvis styrelsen anmoder herom.
Dette vil f.eks. kunne ske via en bemyndiget repræsentant,
men der er i vid udstrækning metodefrihed.
Sikkerhedsstyrelsen vil kunne anmode fabrikanten om at ud‐
levere EU-overensstemmelseserklæringen eller den tekniske
dokumentation i forbindelse med kontrol efter den foreslåe‐
de bestemmelse i § 33, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 49.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra a.
Fabrikanten vil med den foreslåede bestemmelse blive for‐
pligtet til at sikre, at Sikkerhedsstyrelsen kan modtage EU-
overensstemmelseserklæringen og den tekniske dokumenta‐
tion i 10 år efter, at apparatet er bragt i omsætning. Det
vil ikke længere være tilstrækkeligt blot at opbevare dette
materiale.
Indsættelsen af det foreslåede stk. 4 vil medføre, at radioud‐
styrslovens § 18, stk. 4-7, bliver stk. 5-8.
Til nr. 27
I radioudstyrslovens § 18, stk. 6, nr. 3, henvises der til § 18,
stk. 4, som vedrører EU-overensstemmelseserklæringen.
Det foreslås i bestemmelsen i § 18, stk. 6, nr. 3, som bliver §
18, stk. 7, nr. 3, at henvisningen til stk. 4 ændres til stk. 5.
Det skyldes, at det i § 18 foreslås at indsætte et nyt stk. 4,
jf. lovforslagets § 3, nr. 26, hvorefter bestemmelsens oprin‐
delige stk. 4 bliver stk. 5. Der foreslås derfor i § 18, stk. 6,
nr. 3, som bliver § 18, stk. 7, nr. 3, en konsekvensrettelse i
henvisningen til dette stykke.
Det er hensigten med ændringen at opretholde den eksister‐
ende retstilstand.
Til nr. 28
I radioudstyrslovens § 18, stk. 6, nr. 4, henvises der til § 18,
stk. 5, som vedrører CE-mærkning.
Det foreslås i bestemmelsen i § 18, stk. 6, nr. 4, som bliver §
18, stk. 7, nr. 4, at henvisningen til stk. 5 ændres til stk. 6.
Det skyldes, at det i § 18 foreslås at indsætte et nyt stk. 4,
jf. lovforslagets § 3, nr. 26, hvorefter bestemmelsens oprin‐
delige stk. 5 bliver stk. 6. Der foreslås derfor i § 18, stk. 6,
nr. 4, som bliver § 18, stk. 7, nr. 4, en konsekvensrettelse i
henvisningen til dette stykke.
Det er hensigten med ændringen at opretholde den eksister‐
ende retstilstand.
Til nr. 29
Det følger af radioudstyrslovens § 19, stk. 1, 1. pkt., at fa‐
brikantens navn og registrerede firmanavn eller registrerede
varemærke og en postadresse, hvor fabrikanten kan kontak‐
tes, skal fremgå af det radioudstyr, som fabrikanten bringer i
omsætning.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 4, fastsæt‐
ter, at den i stk. 1 omhandlede erhvervsdrivendes navn,
registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kon‐
taktoplysninger, herunder postadresse, skal være angivet på
produktet eller på dets emballage, pakken eller et ledsagedo‐
kument.
Med bestemmelsen i § 19, stk. 1, 1. pkt., foreslås det fastsat,
at fabrikantens navn, registrerede firmanavn eller registrere‐
de varemærke og kontaktoplysninger, herunder postadresse,
vil skulle være angivet på radioudstyret eller på dets embal‐
lage, pakken eller et medfølgende dokument.
Det følger af den foreslåede ændring til bestemmelsen, at
fabrikanten som noget nyt også vil skulle angive kontaktop‐
lysninger, som med den foreslåede ændring til bestemmel‐
sen er yderligere oplysninger ud over postadressen. Eksemp‐
ler på kontaktoplysninger kan være e-postadresse, hjemme‐
side, kontakt via sociale medier eller telefonnummer.
132
Bestemmelsen vil sikre, at Sikkerhedsstyrelsens opgave med
kontrollen af radioudstyr bliver lettere.
Bestemmelsen gengiver med sproglige tilpasninger pligten i
markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 4.
Den foreslåede ændring vil medføre, at fabrikanten vil skul‐
le tilføje yderligere kontaktoplysninger på radioudstyret.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 4, fastsæt‐
ter, at den i stk. 1 omhandlede erhvervsdrivendes navn,
registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kon‐
taktoplysninger, herunder postadresse, skal være angivet på
produktet eller på dets emballage, pakken eller et ledsagedo‐
kument.
Det følger af radioudstyrslovens § 19, stk. 1, 2. pkt., at er
det ikke muligt på grund af radioudstyrets beskaffenhed at
anbringe oplysningerne nævnt i 1. pkt. på radioudstyret, skal
oplysningerne fremgå af emballagen eller et medfølgende
dokument.
Med bestemmelsen i § 19, stk. 1, 2. pkt., foreslås det fastsat,
at kontaktoplysningerne nævnt i 1. pkt. som udgangspunkt
vil skulle angives på radioudstyret, medmindre det ikke er
muligt på grund af radioudstyrets beskaffenhed.
Den tilpassede ordlyd i 2. pkt. vil medføre færre misforstå‐
elser hos fabrikanter om, at kontaktoplysningerne m.v. skal
fremgå af radioudstyret, og kun hvis det ikke kan lade sig
gøre (f.eks. på grund af størrelsen af radioudstyret), kan
oplysningerne fremgå af emballagen, pakken eller på et
medfølgende dokument.
Bestemmelsen gengiver med sproglige tilpasninger mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 4.
Bestemmelsen vil sikre, at Sikkerhedsstyrelsens opgave med
kontrollen af radioudstyr bliver lettere.
Til nr. 30
Det følger af radioudstyrslovens § 19, stk. 4, at udsender
radioudstyret tilsigtet radiofrekvenser, skal fabrikanten foru‐
den de i stk. 3 nævnte oplysninger indsætte oplysninger i
brugsanvisningen om de frekvensbånd, som radioudstyret
anvender, og den maksimale effekt, som udsendes i disse
frekvensbånd.
Med bestemmelsen i § 19, stk. 4, foreslås det fastsat, at ud‐
sender radioudstyret tilsigtet radiofrekvenser, vil fabrikanten
skulle sikre, at der følger oplysninger om de frekvensbånd,
som radioudstyret anvender, og den maksimale effekt, som
udsendes i disse frekvensbånd, med radioudstyret.
Det foreslås således at ændre formuleringen, så det vil frem‐
gå af bestemmelsen, at de oplysninger, som er omfattet af
stk. 3, dvs. de frekvensbånd, som radioudstyret anvender, og
den maksimale effekt, som udsendes i disse frekvensbånd,
ikke nødvendigvis vil skulle indsættes i brugsanvisningen,
men alene, at de vil skulle følge med radioudstyret.
Fabrikantens angivelse af de frekvensbånd, som radioudsty‐
ret anvender, og den maksimale effekt, som udsendes i disse
frekvensbånd, vil ikke længere skulle fremgå af brugsanvis‐
ningen. Det vil være tilstrækkeligt, at oplysningerne følger
med radioudstyret. Det vil dermed være frit for fabrikanten,
om denne vil anføre frekvensbånd og maksimal effekt i
brugsanvisningen, på et medfølgende dokument eller lignen‐
de, så længe dokumentationen følger med radioudstyret, når
det bliver bragt i omsætning.
Bestemmelsen fremgår af radioudstyrsdirektivets artikel 10,
stk. 8, og ses ikke at være implementeret efter sin præcise
ordlyd i radioudstyrsloven. Efter radioudstyrsloven er fabri‐
kanten blevet forpligtet til at angive anvendte frekvensbånd
og maksimal effekt i brugsanvisningen, hvor hensigten i di‐
rektivet var en større valgfrihed om, hvor disse oplysninger
skulle angives.
Med den foreslåede bestemmelse vil fabrikanten få større
valgfrihed i forhold til, hvordan denne vil angive frekvens‐
bånd og maksimal effekt for radioudstyret udover at angive
det i brugsanvisningen. Dette vil gøre bestemmelsen mere
harmoniseret på tværs af EU.
Til nr. 31
Bestemmelsen i radioudstyrslovens i § 20, stk. 2, stiller krav
om, at fabrikanten straks skal underrette Sikkerhedsstyrelsen
i tilfælde af, at radioudstyret udgør en risiko.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra c,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
skal underrette markedsovervågningsmyndighederne, hvis
vedkommende har grund til at tro, at et produkt udgør en
risiko.
Med bestemmelsen i § 20, stk. 2, 1. pkt., foreslås det fastsat,
at fabrikanten straks vil skulle underrette Sikkerhedsstyrel‐
sen, hvis vedkommende har grund til at tro, at radioudstyr,
som denne har bragt i omsætning, udgør en risiko.
Efter den foreslåede bestemmelse vil fabrikanter af radioud‐
styr således ikke længere skulle være sikre på, at radioudstyr
udgør en risiko, før fabrikanten vil skulle underrette Sikker‐
hedsstyrelsen, idet fabrikanten allerede vil skulle underrette
Sikkerhedsstyrelsen, når fabrikanten har grund til at tro, at
radioudstyr udgør en risiko.
Hvis Sikkerhedsstyrelsen finder øjeblikkelige korrigerende
tiltag nødvendige på baggrund af den underretning, som
fabrikanten vil være forpligtet til at give, kan Sikkerheds‐
styrelsen anmode om sådanne korrigerende tiltag efter det
foreslåede § 20, stk. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 32.
133
Den foreslåede ændring af bestemmelsen gengiver med
sproglige tilpasninger markedsovervågningsforordningens
artikel 4, stk. 3, litra c.
Ændringen vil sikre, at en sag ikke bliver unødigt forsinket,
fordi en fabrikant først vil skulle undersøge, om der konkret
er en risiko, inden fabrikanten underretter Sikkerhedsstyrel‐
sen. Fabrikanten vil med den ændrede bestemmelse skulle
underrette Sikkerhedsstyrelsen, allerede når der er en be‐
grundet mistanke om, at radioudstyret udgør en risiko. Ra‐
dioudstyr, som udgør en alvorlig risiko, vil således kunne nå
at blive opdaget på et tidligere tidspunkt.
Bestemmelsen i radioudstyrslovens i § 20, stk. 2, fastsætter,
at fabrikanten skal give Sikkerhedsstyrelsen nærmere oplys‐
ninger om radioudstyrets manglende overensstemmelse og
eventuelle foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risiko‐
en.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 20, stk. 2, 2. pkt., foreslås det fastsat,
at fabrikanten vil skulle give nærmere oplysninger om ra‐
dioudstyrets manglende overensstemmelse med de krav, der
finder anvendelse på det pågældende radioudstyr, og eventu‐
elle foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen.
Fabrikanten vil i forbindelse med sin underretning til Sik‐
kerhedsstyrelsen efter det foreslåede 1. pkt. skulle give sty‐
relsen oplysninger om, hvilke krav det pågældende radioud‐
styr, som fabrikanten har grund til at tro udgør en risiko,
ikke ses at overholde. Det kan f.eks. være, at radioudstyret
ikke ses at overholde de væsentlige krav, jf. lovens § 17.
Fabrikanten vil endvidere skulle give Sikkerhedsstyrelsen
oplysninger om, hvilke foranstaltninger fabrikanten har truf‐
fet for at fjerne risikoen, f.eks. tilbagetrækning fra markedet.
Sikkerhedsstyrelsen vil således modtage de oplysninger,
som er nødvendige for at kunne vurdere, om der fra styrel‐
sens side er behov for at foretage yderligere foranstaltninger,
eller om styrelsen vurderer, at de foranstaltninger, som fabri‐
kanten allerede har truffet er tiltrækkelige i forhold til den
formodede risiko.
Det foreslåede bestemmelse i § 20, stk. 2, 2. pkt., svarer til
den gældende § 6 stk. 2.
Til nr. 32
Det følger af radioudstyrslovens § 33, stk. 1, at Sikkerheds‐
styrelsen og Teleklagenævnet kan pålægge erhvervsdrivende
en oplysningspligt vedrørende radioudstyr.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra b,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2, på
grundlag af begrundet anmodning fra en markedsovervåg‐
ningsmyndighed skal give denne myndighed al den informa‐
tion og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere
produktets overensstemmelse, på et sprog, der er let forstå‐
eligt for denne myndighed.
Med bestemmelsen i § 20, stk. 3, foreslås det fastsat, at
fabrikanten på grundlag af begrundet anmodning fra Sikker‐
hedsstyrelsen vil skulle give styrelsen al information og do‐
kumentation, der er nødvendig for at konstatere radioudsty‐
rets overensstemmelse med de krav, der finder anvendelse
på det pågældende radioudstyr, på et sprog, der er letforståe‐
ligt for Sikkerhedsstyrelsen.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at fabrikanten
vil få en pligt til at give Sikkerhedsstyrelsen al informa‐
tion og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere,
om radioudstyret er i overensstemmelse med kravene i lo‐
ven. Som udgangspunkt vil der her være tale om den tek‐
niske dokumentation eller EU-overensstemmelseserklærin‐
gen. Der kan dog også være tale om anden dokumentation
såsom toldpapirer eller afgørelser fra andre landes markeds‐
overvågningsmyndigheder.
Det fremgår af bestemmelsen, at informationen og doku‐
mentationen vil skulle være på et sprog, som er letforståeligt
for Sikkerhedsstyrelsen. Dette vil som udgangspunkt være
dansk, men også norsk, svensk eller engelsk kan være et
sprog, som vil være letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen,
idet disse sprog almindeligvis forstås af medarbejderne i
Sikkerhedsstyrelsen. Sikkerhedsstyrelsen vil i den forbindel‐
se iagttage forvaltningsloven, herunder § 7 om vejlednings‐
pligten.
Bestemmelsen tilføjer et sprogkrav, som ikke på tilsvarende
vis findes i radioudstyrsloven i dag. Sprogkravet vil sikre, at
fabrikanten tilpasser radioudstyret og dokumentationen for
radioudstyret til det danske marked og den danske kontrol.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3,
litra b.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det foreslåede
§ 33, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 49, hvorefter bl.a.
Sikkerhedsstyrelsen kan kræve oplysninger og materiale af
de erhvervsdrivende.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra d,
1. pkt., fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel
4, stk. 2, skal samarbejde med markedsovervågningsmyn‐
dighederne og sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendi‐
ge korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde
af manglende overensstemmelse med de krav, der finder
anvendelse på det pågældende produkt.
134
Det følger af radioudstyrslovens § 38, stk. 3, at Sikkerheds‐
styrelsen kan kræve, at fabrikanten samarbejder med Sikker‐
hedsstyrelsen om enten forbud mod at bringe radioudstyret
i omsætning, påbud om at trække radioudstyret tilbage fra
markedet eller påbud om at kalde radioudstyret tilbage, hvis
radioudstyret medfører en risiko.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 20, stk. 4, foreslås det fastsat, at fa‐
brikanten vil skulle samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen og
herunder efter en begrundet anmodning sikre, at der træffes
øjeblikkelige nødvendige korrigerende tiltag for at afhjælpe
eventuelle tilfælde af manglende overensstemmelse med de
krav, der finder anvendelse på det pågældende radioudstyr.
Korrigerende tiltag kan f.eks. handle om, at radioudstyret
skal fjernes fra markedet, indtil det er i overensstemmelse
med kravene i loven.
Fabrikantens pligt til at samarbejde vil række videre end den
eksisterende pligt, idet der i den gældende bestemmelse er
en oplistning af muligheder for afhjælpning eller begræns‐
ning af risici, hvorimod den foreslåede bestemmelse ikke vil
indeholde en udtømmende liste af afhjælpningsmuligheder
og begrænsninger af risici, som Sikkerhedsstyrelsen vil kun‐
ne kræve, at fabrikanten samarbejder om.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra d, 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslaget vil medføre, at
Sikkerhedsstyrelsen i et samarbejde med fabrikanten kan
finde den bedste løsning på manglende overholdelse af kra‐
vene i loven. Især i sager, hvor der ikke er tale om mang‐
lende overholdelse af væsentlige krav, men alene formelle
krav, giver det fabrikanten og Sikkerhedsstyrelsen en bedre
mulighed for at finde en rimelig løsning, som fabrikanten
kan samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen om med henblik
på at afhjælpe den manglende overensstemmelse.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra d,
2. pkt., fastsætter, at hvis det ikke er muligt med korrige‐
rende tiltag efter 1. pkt. at afhjælpe manglende overensstem‐
melse, skal en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
begrænse de risici, der er forbundet med det pågældende
produkt, når det påbydes af markedsovervågningsmyndighe‐
derne eller på eget initiativ, når den erhvervsdrivende skøn‐
ner eller har grund til at tro, at det pågældende produkt
udgør en risiko.
Det følger af radioudstyrslovens § 38, stk. 3, at Sikkerheds‐
styrelsen kan kræve, at fabrikanten samarbejder med Sikker‐
hedsstyrelsen om enten forbud mod at bringe radioudstyret
i omsætning, påbud om at trække radioudstyret tilbage fra
markedet eller påbud om at kalde radioudstyret tilbage, hvis
radioudstyret medfører en risiko.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 20, stk. 4, 2. pkt., foreslås det fast‐
sat, at hvis det ikke er muligt med korrigerende tiltag efter
1. pkt. at afhjælpe manglende overensstemmelse, vil fabri‐
kanten skulle begrænse de risici, der er forbundet med det
pågældende radioudstyr, når det påbydes af Sikkerhedssty‐
relsen eller på eget initiativ, når fabrikanten skønner eller
har grund til at tro, at det pågældende radioudstyr udgør en
risiko.
Fabrikantens pligt til at samarbejde vil række videre end den
eksisterende pligt, idet der i den gældende bestemmelse er
en oplistning af muligheder for afhjælpning eller begræns‐
ning af risici, hvorimod den foreslåede bestemmelse ikke vil
indeholde en udtømmende liste af afhjælpningsmuligheder
og begrænsninger af risici, som Sikkerhedsstyrelsen vil kun‐
ne kræve, at fabrikanten samarbejder om.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra d.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslaget vil medføre, at
Sikkerhedsstyrelsen i et samarbejde med fabrikanten kan
finde den bedste løsning på manglende overholdelse af kra‐
vene i loven. Især i sager, hvor der ikke er tale om mang‐
lende overholdelse af væsentlige krav, men alene formelle
krav, giver det fabrikanten og Sikkerhedsstyrelsen en bedre
mulighed for at finde en rimelig løsning, som fabrikanten
kan samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen om med henblik
på at afhjælpe den manglende overensstemmelse.
Indsættelsen af de foreslåede stk. 3 og 4 vil medføre, at
radioudstyrslovens § 20, stk. 3, bliver § 20, stk. 5.
Til nr. 33
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at der skal
være en bemyndiget repræsentant, hvis der ikke findes en
anden ansvarlig erhvervsdrivende.
Markedsovervågningsforordningens artikel 5, stk. 1, fastsæt‐
ter, at en bemyndiget repræsentant som ansvarlig erhvervs‐
drivende skal være bemyndiget af fabrikanten til at udføre
de i artikel 4, stk. 3, angivne opgaver.
Med bestemmelsen i § 21, stk. 1, 2. pkt., foreslås det fastsat,
at fabrikanten ved en skriftlig fuldmagt vil skulle bemyndige
en repræsentant til at udføre de i det foreslåede § 21, stk. 4,
jf. lovforslagets § 3, nr. 35, angivne opgaver, hvis der ikke
findes en anden ansvarlig erhvervsdrivende efter § 17 a, jf.
lovforslagets § 3, nr. 25.
135
Fabrikanten vil således være forpligtet til at sikre, at denne
har en bemyndiget repræsentant etableret i EU, hvis der ikke
findes en anden ansvarlig erhvervsdrivende. Der vil skulle
være en ansvarlig erhvervsdrivende for hvert stykke radio‐
udstyr, der bringes i omsætning. Der vil således kunne være
flere ansvarlige erhvervsdrivende for den samme type og
model af radioudstyr, men hvor radioudstyret stammer fra
forskellige partier. En bemyndiget repræsentant vil således
kunne være ansvarlig for radioudstyr A fra parti A, og en
importør vil samtidig kunne være ansvarlig for radioudstyr
A fra parti B.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger markedsovervågningsforordningens artikel 5, stk. 1.
For radioudstyr er det vigtigt, at der etableres en erhvervs‐
drivende i EU, til hvem markedsovervågningsmyndigheder‐
ne kan rette sine anmodninger, herunder anmodninger om
oplysninger om radioudstyrets overensstemmelse med kra‐
vene i loven, og som kan samarbejde med Sikkerhedsstyrel‐
sen for at sikre, at der hurtigt træffes korrigerende tiltag
til at afhjælpe tilfælde af manglende overensstemmelse. Er‐
hvervsdrivende, der skal kunne udføre disse opgaver, er som
udgangspunkt fabrikanten, men når fabrikanten ikke er etab‐
leret i EU, kan en bemyndiget repræsentant, som er udpeget
af fabrikanten, varetage opgaven.
Den foreslåede bestemmelse vil sikre Sikkerhedsstyrelsen
en ansvarlig erhvervsdrivende i EU, som kan behandle og
samarbejde om de anmodninger, som Sikkerhedsstyrelsen
fremsætter i forbindelse med sin kontrol.
Bestemmelsen gengiver med sproglige tilpasninger mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 5, stk. 1.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som fastsætter
en pligt for en bemyndiget repræsentant til at udføre de
opgaver, som er omfattet af dennes fuldmagt, og som giver
repræsentanten en ret til at handle på fabrikantens vegne.
Markedsovervågningsforordningens artikel 5, stk. 2, 1. pkt.,
fastsætter, at den bemyndigede repræsentant skal udføre de
opgaver, der er fastsat i fuldmagten.
Med bestemmelsen i § 21, stk. 1, 3. pkt., foreslås det fastsat,
at den bemyndigede repræsentant vil skulle udføre de opga‐
ver, der er fastsat i fuldmagten.
Den bemyndigede repræsentant vil således have pligt til at
udføre de opgaver, som er fastsat i fuldmagten. Der vil for
det første være tale om opgaver, som er angivet i listen i
det foreslåede § 21, stk. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 35. Der
vil dog også kunne være tale om opgaver, som ikke nødven‐
digvis er angivet i listen, men som den bemyndigede repræ‐
sentant vil blive forpligtet til at udføre, hvis de er omfattet
af fuldmagten. Der vil dog skulle være tale om opgaver,
som relaterer sig til det radioudstyr, som den bemyndigede
repræsentant er ansvarlig for.
Fuldmagten vil skulle være udformet med tilstrækkelig mu‐
lighed for, at den bemyndigede repræsentant vil kunne ud‐
føre alle relevante opgaver inden for den krævede tidshori‐
sont. F.eks. vil den bemyndigede repræsentant skulle sikre,
at EU-overensstemmelseserklæringen og teknisk dokumen‐
tation kan stilles til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen i 10 år
efter, at radioudstyret er bragt i omsætning, jf. det foreslåede
§ 21, stk. 4, nr. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 35. En manglende
eller mangelfuld fuldmagt vil kunne medføre, at der ikke vil
være en ansvarlig erhvervsdrivende i EU.
For radioudstyr er det vigtigt, at der etableres en erhvervs‐
drivende i EU, til hvem markedsovervågningsmyndigheder‐
ne kan rette sine anmodninger, herunder anmodninger om
oplysninger om radioudstyrets overensstemmelse med kra‐
vene i loven, og som kan samarbejde med Sikkerhedsstyrel‐
sen for at sikre, at der hurtigt træffes korrigerende tiltag
til at afhjælpe tilfælde af manglende overensstemmelse. Er‐
hvervsdrivende, der skal kunne udføre disse opgaver, er som
udgangspunkt fabrikanten, men når fabrikanten ikke er etab‐
leret i EU, kan en bemyndiget repræsentant, som er udpeget
af fabrikanten, varetage opgaven.
Den foreslåede bestemmelse vil sikre Sikkerhedsstyrelsen
en ansvarlig erhvervsdrivende i EU, som kan behandle og
samarbejde om de anmodninger, som Sikkerhedsstyrelsen
fremsætter i forbindelse med sin kontrol.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger den bemyndigede repræsentants pligter i markeds‐
overvågningsforordningens artikel 5, stk. 2, 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse udvider den bemyndigede re‐
præsentants pligter i henhold til loven.
Til nr. 34
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at en bemyn‐
diget repræsentant skal råde over passende midler til at kun‐
ne udføre sine opgaver.
Markedsovervågningsforordningens artikel 5, stk. 3, fastsæt‐
ter, at bemyndigede repræsentanter skal råde over passende
midler til at kunne udføre sine opgaver.
Det foreslås i § 21, stk. 3, 1. pkt., at den bemyndigede re‐
præsentant vil skulle råde over passende midler til at kunne
udføre sine opgaver efter det foreslåede stk. 4.
Den bemyndigede repræsentant vil i medfør af det foreslåe‐
de stk. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 35, skulle varetage en
ny række opgaver i forbindelse med Sikkerhedsstyrelsens
kontrol med radioudstyr omfattet af den bemyndigede re‐
præsentants fuldmagt. I de tilfælde, hvor fabrikanten ikke er
etableret i EU, er der med markedsovervågningsforordnin‐
gen krav om, at der skal være en bemyndiget repræsentant,
jf. det foreslåede § 21, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 33.
Når fabrikanten udpeger en bemyndiget repræsentant i EU,
vil denne skulle råde over passende dvs. tilstrækkelige mid‐
ler til at varetage opgaven.
136
Det er ikke i markedsovervågningen fastsat, hvad der forstås
ved passende midler. Der må her skeles til radioudstyrets
funktion, hvor store mængder radioudstyr der er gjort til‐
gængelige på markedet, radioudstyrets risikovurdering, hvor
mange lande radioudstyret gøres tilgængeligt i og lignende
elementer. Det afgørende vil være, at den bemyndigede re‐
præsentant vil skulle være i stand til at kunne udføre sine
opgaver.
Sikkerhedsstyrelsen vil af den bemyndigede repræsentant
kunne kræve, at denne skal dokumentere at have rådighed
over passende midler til at løse sine opgaver, jf. den foreslå‐
ede bestemmelse i § 33, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr.
49. Sikkerhedsstyrelsen vil på sigt udarbejde en praksis ved
behandlingen af konkrete sager, der vil fastlægge, hvad der
anses som et minimum.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at der
vil være en ansvarlig erhvervsdrivende i EU, som også øko‐
nomisk og bemandingsmæssigt kan behandle og samarbejde
om de anmodninger, som Sikkerhedsstyrelsen fremsætter i
sin kontrol. Med kravet sigtes der til at undgå, at en fabri‐
kant for at opfylde kravet om, at der skal være en ansvarlig
erhvervsdrivende etableret i EU, jf. den foreslåede § 17 a,
jf. lovforslagets § 3, nr. 25, udpeger en bemyndiget repræ‐
sentant proforma, som reelt ikke vil kunne leve op til sine
forpligtelser.
Bestemmelsen gengiver med sproglige tilpasninger mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 5, stk. 3.
For radioudstyr er det vigtigt, at der etableres en erhvervs‐
drivende i EU, til hvem Sikkerhedsstyrelsen kan rette sine
anmodninger, herunder anmodninger om oplysninger om et
radioudstyrets overensstemmelse med loven, og som kan
samarbejde med styrelsen for at sikre, at der hurtigt træf‐
fes korrigerende tiltag til at afhjælpe tilfælde af manglende
overensstemmelse. Erhvervsdrivende, der skal kunne udføre
disse opgaver, er som udgangspunkt fabrikanten, men når
fabrikanten ikke er etableret i EU, kan en bemyndiget repræ‐
sentant, som er udpeget af fabrikanten, varetage opgaven,
såfremt vedkommende har passende midler.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at hvis en
bemyndiget repræsentant ikke råder over passende midler,
kan repræsentanten ikke anses for at være den ansvarlige
erhvervsdrivende.
Det foreslås i § 21, stk. 3, 2. pkt., at råder den bemyndigede
repræsentant ikke over passende midler, jf. 1. pkt., vil denne
ikke kunne anses for at være ansvarlig efter den foreslåede §
17 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 25.
Der vil skulle være en ansvarlig erhvervsdrivende for hvert
stykke radioudstyr, der bringes i omsætning. Der vil såle‐
des kunne være flere ansvarlige erhvervsdrivende for den
samme type og model af radioudstyr, men hvor radioudsty‐
ret stammer fra forskellige partier. En bemyndiget repræsen‐
tant vil således kunne være ansvarlig for radioudstyr A fra
parti A, og en importør vil samtidig kunne være ansvarlig
for radioudstyr A fra parti B.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at der
vil være en ansvarlig erhvervsdrivende i EU, som også øko‐
nomisk og bemandingsmæssigt kan behandle og samarbejde
om de anmodninger, som Sikkerhedsstyrelsen fremsætter i
sin kontrol. Med kravet sigtes der til at undgå, at en fabri‐
kant for at opfylde kravet om, at der skal være en ansvarlig
erhvervsdrivende etableret i EU, jf. den foreslåede § 17 a,
jf. lovforslagets § 3, nr. 25, udpeger en bemyndiget repræ‐
sentant proforma, som reelt ikke vil kunne leve op til sine
forpligtelser.
Hvis der ikke er en ansvarlig erhvervsdrivende i EU, vil
det være en overtrædelse af den foreslåede § 17 a, jf. lov‐
forslagets § 3, nr. 25. I de tilfælde, hvor den bemyndigede
repræsentant ikke råder over passende midler, vil det blive
anset som, at der ikke er en ansvarlig erhvervsdrivende.
Hvis der ikke er en ansvarlig erhvervsdrivende, vil det ikke
være tilladt at sælge radioudstyret (bringe radioudstyret i
omsætning). Som konsekvens kan radioudstyret f.eks. blive
standset i tolden.
Til nr. 35
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at den be‐
myndigede repræsentant skal angive sine kontaktoplysnin‐
ger m.v. på radioudstyr eller på et medfølgende dokument.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 4, fastsæt‐
ter, at den i stk. 1 omhandlede erhvervsdrivendes navn,
registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kon‐
taktoplysninger, herunder postadresse, skal være angivet på
produktet eller på dets emballage, pakken eller et ledsagedo‐
kument.
Med bestemmelsen i § 21, stk. 4, nr. 1, foreslås det fastsat,
at den bemyndigede repræsentant vil skulle angive sit navn,
registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kon‐
taktoplysninger, herunder postadresse, på radioudstyret eller
på dets emballage, pakken eller et medfølgende dokument.
Eksempler på kontaktoplysninger kan være e-postadresse,
hjemmeside, kontakt via sociale medier eller telefonnum‐
mer.
Den foreslåede bestemmelse vil udvide kravene til den be‐
myndigede repræsentant til også at omfatte kravet til spor‐
barhed. Fabrikanten vil kunne bemyndige en repræsentant
i EU til at være ansvarlig erhvervsdrivende. For at Sikker‐
hedsstyrelsen skal kunne kontakte den relevante ansvarli‐
ge erhvervsdrivende, vil dennes kontaktoplysninger skulle
fremgå af radioudstyret eller følge med radioudstyret. Dette
vil være oplysninger, som vil sætte Sikkerhedsstyrelsen i
stand til at sikre kontakten til den bemyndigede repræsentant
i forbindelse med sit kontrolarbejde. Hvis der ikke er en
sådan ansvarlig erhvervsdrivende i EU, vil radioudstyret
137
ikke lovligt kunne bringes i omsætning (sælges), jf. den
foreslåede § 17 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 25.
De tilfælde, hvor kontaktoplysningerne ikke vil kunne an‐
bringes på radioudstyret, vil f.eks. kunne være, hvor det
af rimelige tekniske eller økonomiske grunde ikke vil væ‐
re muligt at anbringe oplysningerne på radioudstyret. Fabri‐
kanten vil foretage denne vurdering, som vil skulle baseres
på radioudstyrets størrelse eller art. Noget radioudstyr vil
være for småt til at bære sådanne oplysninger. I sådanne
tilfælde vil oplysningerne som det første alternativ skulle
angives på emballagen og som et andet alternativ på et
dokument, der medfølger radioudstyret.
For radioudstyr er det vigtigt, at der etableres en erhvervs‐
drivende i EU, til hvem markedsovervågningsmyndigheder‐
ne kan rette sine anmodninger, herunder anmodninger om
oplysninger om radioudstyrets overensstemmelse med kra‐
vene i loven, og som kan samarbejde med Sikkerhedsstyrel‐
sen for at sikre, at der hurtigt træffes korrigerende tiltag
til at afhjælpe tilfælde af manglende overensstemmelse. Er‐
hvervsdrivende, der skal kunne udføre disse opgaver, er som
udgangspunkt fabrikanten, men når fabrikanten ikke er etab‐
leret i EU, kan en bemyndiget repræsentant, som er udpeget
af fabrikanten, varetage opgaven.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 4.
I dag vil Sikkerhedsstyrelsen som kontrolmyndighed kunne
opleve, at den ansvarlige erhvervsdrivende skal kontaktes i
lande uden for EU. Dette ændres efter denne bestemmelse,
idet den bemyndigede repræsentant vil skulle være etableret
i en EU-medlemsstat.
Af radioudstyrslovens i § 21, stk. 3, nr. 1, følger det, at
den bemyndigede repræsentant som minimum skal være i
stand til at opbevare EU-overensstemmelseserklæringen og
den tekniske dokumentation i 10 år, efter at radioudstyret er
blevet bragt i omsætning.
Med bestemmelsen i § 21, stk. 4, nr. 2, foreslås det fastsat, at
den bemyndigede repræsentant vil skulle opbevare den tek‐
niske dokumentation, jf. radioudstyrslovens § 18, stk. 2, og
EU-overensstemmelseserklæringen, jf. radioudstyrslovens §
18, stk. 3, i 10 år efter, at radioudstyret er blevet bragt i
omsætning.
Ifølge den foreslåede bestemmelse vil der være en pligt for
den bemyndigede repræsentant til at opbevare den tekniske
dokumentation og EU-overensstemmelseserklæringen i 10
år efter, at radioudstyret er bragt i omsætning. 10 års-perio‐
den regnes fra det tidspunkt, hvor det sidste eksemplar af
produktmodellen blev bragt i omsætning, f.eks. det sidste
stykke radioudstyr i en produktionsserie.
Med den foreslåede bestemmelse gøres det dermed klart, at
den bemyndigede repræsentant vil skulle opbevare den tek‐
niske dokumentation og EU-overensstemmelseserklæringen
og ikke alene vil skulle være i stand til dette.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra a,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
skal sørge for, at EU-overensstemmelseserklæringen står til
rådighed for markedsovervågningsmyndighederne i den pe‐
riode, der kræves i henhold til den pågældende lovgivning,
og skal sikre, at den tekniske dokumentation kan stilles til
rådighed for disse myndigheder, hvis de anmoder herom.
Den bemyndigede repræsentant er efter radioudstyrslovens §
33, stk. 1, forpligtet til at udlevere materialet til Sikkerheds‐
styrelsen, hvis styrelsen anmoder herom.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 21, stk. 4, nr. 3, foreslås det fast‐
sat, at den bemyndigede repræsentant vil skulle verificere,
at EU-overensstemmelseserklæringen og den tekniske doku‐
mentation, jf. det foreslåede nr. 2, er udarbejdet, og vil
skulle sørge for, at overensstemmelseserklæringen står til
rådighed for Sikkerhedsstyrelsen i 10 år efter, at radioudsty‐
ret er blevet bragt i omsætning, samt sikre, at den tekniske
dokumentation i samme periode kan stilles til rådighed for
Sikkerhedsstyrelsen, hvis styrelsen anmoder herom.
Efter den foreslåede bestemmelse vil den bemyndigede re‐
præsentant skulle bekræfte, at EU-overensstemmelseserklæ‐
ringen og den tekniske dokumentation er udarbejdet, og
repræsentanten vil skulle sikre, at materialet står til rådighed
for Sikkerhedsstyrelsens kontrol i 10 år efter, at radioudsty‐
ret er bragt i omsætning.
Den bemyndigede repræsentant vil med den foreslåede be‐
stemmelse endvidere blive forpligtet til at sikre, at Sikker‐
hedsstyrelsen kan modtage EU-overensstemmelseserklærin‐
gen og den tekniske dokumentation i 10 år efter, at radioud‐
styret er blevet bragt i omsætning.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra a.
Det er et centralt element i markedsovervågningsforordnin‐
gen, at der skal være en ansvarlig erhvervsdrivende i EU,
som kan sikre et godt samarbejde med markedsovervåg‐
ningsmyndighederne i de forskellige EU-lande. Det giver
i forhold til denne bestemmelse mulighed for en hurtig
kontrol af, hvorvidt radioudstyret har en gyldig EU-overens‐
stemmelseserklæring og teknisk dokumentation herfor.
Markedsovervågningsforordningens artikel 5, stk. 2, 2. pkt.,
fastsætter, at den bemyndigede repræsentant på anmodning
skal give markedsovervågningsmyndighederne en kopi af
138
fuldmagten på et af markedsovervågningsmyndigheden fast‐
sat EU-sprog.
Den bemyndigede repræsentant er efter radioudstyrslovens §
33, stk. 1, forpligtet til at udlevere materialet til Sikkerheds‐
styrelsen, hvis styrelsen anmoder herom.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 21, stk. 4, nr. 4, foreslås det fastsat,
at den bemyndigede repræsentant på anmodning vil skulle
give Sikkerhedsstyrelsen en kopi af fuldmagten på et af
Sikkerhedsstyrelsen fastsat EU-sprog.
Sprogkravet vil sikre, at Sikkerhedsstyrelsen ikke vil skulle
vurdere fuldmagter, som ikke er skrevet på et EU-sprog.
Den bemyndigede repræsentant vil med den foreslåede be‐
stemmelse i § 21, stk. 4, skulle varetage en ny række op‐
gaver i forbindelse med Sikkerhedsstyrelsens kontrol. Der
er tale om opgaver, som tidligere lå hos fabrikanten. I de
tilfælde, hvor fabrikanten ikke er etableret i EU, er der
med markedsovervågningsforordningen krav om, at der skal
være en anden etableret ansvarlig erhvervsdrivende. Når fa‐
brikanten udpeger en bemyndiget repræsentant i EU, vil det
være vigtigt, at Sikkerhedsstyrelsen kan få sikkerhed for,
at den bemyndigede repræsenterer fabrikanten i EU for det
pågældende radioudstyr.
Fuldmagten vil skulle være udformet med tilstrækkelig mu‐
lighed for, at den bemyndigede repræsentant vil kunne ud‐
føre alle relevante opgaver inden for den krævede tidshori‐
sont. F.eks. vil den bemyndigede repræsentant skulle sikre,
at EU-overensstemmelseserklæringen og teknisk dokumen‐
tation kan stilles til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen i 10 år
efter, at radioudstyret er bragt i omsætning. En manglende
eller mangelfuld fuldmagt vil kunne medføre, at der ikke vil
være en ansvarlig erhvervsdrivende i EU.
Den bemyndigede repræsentant vil endvidere have pligt til
at udføre de opgaver, som er omfattet af fuldmagten, jf. det
foreslåede § 21, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 33, hvorfor
Sikkerhedsstyrelsen vil kunne have behov for at se fuldmag‐
ten.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
5, stk. 2, 2. pkt.
Den foreslåede bestemmelse er en del af bestræbelserne på
at sikre, at Sikkerhedsstyrelsen har en ansvarlig erhvervsdri‐
vende, som kan behandle og samarbejde om de anmodnin‐
ger, som Sikkerhedsstyrelsen fremsætter i forbindelse med
sin kontrolvirksomhed. Det er et centralt element i markeds‐
overvågningsforordningen, at der skal være en ansvarlig
erhvervsdrivende i EU, som kan sikre et godt samarbejde
med markedsovervågningsmyndighederne i de forskellige
EU-lande. Det giver i forhold til denne bestemmelse mulig‐
hed for hurtig kontrol i forhold til, om radioudstyret har en
ansvarlig erhvervsdrivende i EU.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra b,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2, på
grundlag af begrundet anmodning fra en markedsovervåg‐
ningsmyndighed skal give denne myndighed al den informa‐
tion og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere
produktets overensstemmelse, på et sprog, der er let forstå‐
eligt for denne myndighed.
Det følger af radioudstyrslovens § 33, stk. 1, at Sikkerheds‐
styrelsen og Teleklagenævnet kan pålægge erhvervsdrivende
en oplysningspligt vedrørende radioudstyr.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 21, stk. 4, nr. 5, foreslås det fastsat,
at den bemyndigede repræsentant på grundlag af begrundet
anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen vil skulle give styrelsen
al information og dokumentation, der er nødvendig for at
konstatere radioudstyrets overensstemmelse med de krav,
der finder anvendelse på det pågældende radioudstyr på et
sprog, der er letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at den bemyndi‐
gede repræsentant vil få en pligt til at give Sikkerhedsstyrel‐
sen al information og dokumentation. Som udgangspunkt vil
der her være tale om den tekniske dokumentation eller EU-
overensstemmelseserklæringen. Der kan dog også være tale
om anden dokumentation såsom toldpapirer eller afgørelser
fra andre landes markedsovervågningsmyndigheder.
Det fremgår af bestemmelsen, at informationen og doku‐
mentationen vil skulle være på et sprog, som er letforståeligt
for Sikkerhedsstyrelsen. Dette vil som udgangspunkt være
dansk, men også norsk, svensk eller engelsk kan være et
sprog, som vil være letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen,
idet disse sprog almindeligvis forstås af medarbejderne i
Sikkerhedsstyrelsen. Sikkerhedsstyrelsen vil i den forbindel‐
se iagttage forvaltningsloven, herunder § 7 om vejlednings‐
pligten.
Bestemmelsen tilføjer et sprogkrav, som ikke på tilsvarende
vis findes i radioudstyrsloven i dag. Sprogkravet vil sikre, at
repræsentanten tilpasser radioudstyret og dokumentationen
for radioudstyret til det danske marked og den danske kon‐
trol.
Den bemyndigede repræsentant vil med den foreslåede be‐
stemmelse i § 21, stk. 4, skulle varetage en ny række op‐
gaver i forbindelse med Sikkerhedsstyrelsens kontrol. Der
er tale om opgaver, som tidligere lå hos fabrikanten. I de
tilfælde, hvor fabrikanten ikke er etableret i EU, er der med
139
markedsovervågningsforordningen krav om, at der skal væ‐
re en anden etableret ansvarlig erhvervsdrivende.
Bestemmelsen er en del af bestræbelserne på at sikre,
at Sikkerhedsstyrelsen har en ansvarlig erhvervsdrivende,
som kan behandle og samarbejde om de anmodninger,
som Sikkerhedsstyrelsen fremsætter i forbindelse med sin
kontrolvirksomhed. Det er et centralt element i markeds‐
overvågningsforordningen, at der skal være en ansvarlig
erhvervsdrivende i EU, som kan sikre et godt samarbejde
med markedsovervågningsmyndighederne i de forskellige
EU-lande. Det giver i forhold til denne bestemmelse mulig‐
hed for hurtig kontrol i forhold til, om radioudstyret har en
ansvarlig erhvervsdrivende i EU.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra b.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det foreslåede §
33, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 49, hvorefter bl.a. Sikker‐
hedsstyrelsen vil kunne kræve oplysninger og materiale af
de erhvervsdrivende.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra c,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
skal underrette markedsovervågningsmyndighederne, hvis
vedkommende har grund til at tro, at et produkt udgør en
risiko.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at den be‐
myndigede repræsentant skal underrette Sikkerhedsstyrelsen
i tilfælde af, at radioudstyr udgør en risiko.
Med bestemmelsen i § 21, stk. 4, nr. 6, foreslås det fastsat,
at den bemyndigede repræsentant vil skulle underrette Sik‐
kerhedsstyrelsen, hvis den bemyndigede repræsentant har
grund til at tro, at radioudstyr udgør en risiko.
At den bemyndigede repræsentant vil skulle underrette Sik‐
kerhedsstyrelsen, hvis repræsentanten har grund til at tro,
at radioudstyr udgør en risiko, er nyt og er en del af mar‐
kedsovervågningsforordningens hensigt med, at der for alt
radioudstyr, der bringes i omsætning, skal være en ansvarlig
erhvervsdrivende i EU, som iagttager de krav, som stilles til
radioudstyr.
Kravet om, at en bemyndiget repræsentant vil skulle under‐
rette Sikkerhedsstyrelsen om en eventuel risiko, skal ses
i sammenhæng med, at den bemyndigede repræsentant vil
modtage underretninger og klager fra kunder, når radioud‐
styr ikke fungerer hensigtsmæssigt. Dette vil især kunne
ske, når den bemyndigede repræsentants kontaktoplysninger
fremgår af radioudstyret eller følger med radioudstyret, idet
forbrugerne da klart vil vide, hvem de kan rette henvendelse
til. Giver kundeklagerne anledning til, at den bemyndigede
repræsentant tror, at radioudstyret udgør en risiko, vil den
bemyndigede repræsentant skulle underrette Sikkerhedssty‐
relsen.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra c.
Den foreslåede bestemmelse er en del af bestræbelserne på
at sikre, at Sikkerhedsstyrelsen har en ansvarlig erhvervsdri‐
vende, som kan behandle og samarbejde om de anmodnin‐
ger, som Sikkerhedsstyrelsen fremsætter i forbindelse med
sin kontrolvirksomhed. Det er et centralt element i markeds‐
overvågningsforordningen, at der skal være en ansvarlig
erhvervsdrivende i EU, som kan sikre et godt samarbejde
med markedsovervågningsmyndighederne i de forskellige
EU-lande. Det giver i forhold til denne bestemmelse mulig‐
hed for hurtig kontrol i forhold til, om radioudstyret har en
ansvarlig erhvervsdrivende i EU.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra d,
1. pkt., fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel
4, stk. 2, skal samarbejde med markedsovervågningsmyn‐
dighederne og sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendi‐
ge korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde
af manglende overensstemmelse med de krav, der finder
anvendelse på det pågældende produkt.
Det følger af radioudstyrslovens § 21, stk. 3, nr. 3, at den
bemyndigede repræsentant på Sikkerhedsstyrelsens anmod‐
ning skal samarbejde om foranstaltninger, som Sikkerheds‐
styrelsen træffer, for at fjerne en risiko, som udgøres af ra‐
dioudstyr, der er omfattet af den bemyndigede repræsentants
fuldmagt.
Med bestemmelsen i § 21, stk. 4, nr. 7, 1. pkt., foreslås det
fastsat, at den bemyndigede repræsentant vil skulle samar‐
bejde med Sikkerhedsstyrelsen og herunder efter en begrun‐
det anmodning sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendi‐
ge korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde
af manglende overensstemmelse med de krav, der finder
anvendelse på det pågældende radioudstyr.
Korrigerende tiltag kan f.eks. handle om, at radioudstyret
skal fjernes fra markedet, indtil det er i overensstemmelse
med kravene i loven.
Den bemyndigede repræsentant vil få flere forpligtelser i
samarbejdet med Sikkerhedsstyrelsen, hvis Sikkerhedssty‐
relsen anmoder om korrigerende tiltag. Den udvidede sam‐
arbejdspligt vil være en udvidelse af kravet til den bemyn‐
digede repræsentant. Den udvidede samarbejdspligt er en
del af markedsovervågningsforordningens hensigt, hvor der
for alt radioudstyr, der bringes i omsætning, skal være en
ansvarlig erhvervsdrivende i EU, som iagttager de krav, som
stilles til radioudstyr.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra d, 1. pkt.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra d,
2. pkt., fastsætter, at hvis det ikke er muligt med korrige‐
rende tiltag efter 1. pkt. at afhjælpe manglende overensstem‐
140
melse, skal en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
begrænse de risici, der er forbundet med det pågældende
produkt, når det påbydes af markedsovervågningsmyndighe‐
derne eller på eget initiativ, når den erhvervsdrivende skøn‐
ner eller har grund til at tro, at det pågældende produkt
udgør en risiko.
Det følger af radioudstyrslovens § 21, stk. 3, nr. 3, at den
bemyndigede repræsentant på Sikkerhedsstyrelsens anmod‐
ning skal samarbejde om foranstaltninger, som Sikkerheds‐
styrelsen træffer, for at fjerne en risiko, som udgøres af ra‐
dioudstyr, der er omfattet af den bemyndigede repræsentants
fuldmagt.
Med bestemmelsen i § 21, stk. 4, nr. 7, 2. pkt., foreslås det
fastsat, at hvis det ikke er muligt med korrigerende tiltag
efter 1. pkt. at afhjælpe manglende overensstemmelse, vil
den bemyndigede repræsentant skulle begrænse de risici,
der er forbundet med det pågældende radioudstyr, når det
påbydes af Sikkerhedsstyrelsen eller på eget initiativ, når
repræsentanten skønner eller har grund til at tro, at det på‐
gældende radioudstyr udgør en risiko.
Den bemyndigede repræsentant vil få flere forpligtelser i
samarbejdet med Sikkerhedsstyrelsen, hvis Sikkerhedssty‐
relsen anmoder om korrigerende tiltag, jf. den foreslåede
stk. 4, nr. 7, 1. pkt. De samme udvidede forpligtelser vil
gælde, hvis den bemyndigede repræsentant skønner eller har
grund til at tro, at radioudstyret udgør en risiko. Den udvide‐
de samarbejdspligt er en del af markedsovervågningsforord‐
ningens hensigt, hvor der for alt radioudstyr, der bringes i
omsætning, skal være en ansvarlig erhvervsdrivende i EU,
som iagttager de krav, som stilles til radioudstyr.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra d, 2. pkt.
Til nr. 36
I radioudstyrslovens § 22, stk. 2, henvises der til § 18, stk. 2,
4 og 5.
Det foreslås i bestemmelsen i § 22, stk. 2, at henvisningen til
stk. 2, 4 og 5 ændres til stk. 2, 5 og 6.
Det skyldes, at det i § 18 foreslås at indsætte et nyt stk. 4, jf.
lovforslagets § 3, nr. 26, hvorefter bestemmelsens oprindeli‐
ge stk. 4 og 5 bliver stk. 5 og 6. Der foreslås derfor i § 22,
stk. 2, en konsekvensrettelse i henvisningen til disse stykker.
Det er hensigten med ændringen at opretholde den eksister‐
ende retstilstand.
I radioudstyrslovens § 22, stk. 2, henvises der til § 18, stk. 6.
Det foreslås i bestemmelsen i § 22, stk. 2, at henvisningen til
stk. 6 ændres til stk. 7.
Det skyldes, at det i § 18 foreslås at indsætte et nyt stk. 4, jf.
lovforslagets § 3, nr. 26, hvorefter bestemmelsens oprindeli‐
ge stk. 6 bliver stk. 7. Der foreslås derfor i § 22, stk. 2, en
konsekvensrettelse i henvisningen til dette stykke.
Det er hensigten med ændringen at opretholde den eksister‐
ende retstilstand.
Til nr. 37
Det følger af radioudstyrslovens § 22, stk. 3, 1. pkt., at im‐
portørens navn og registrerede firmanavn eller registrerede
varemærke og en postadresse, hvor importøren kan kontak‐
tes, skal fremgå af det radioudstyr, som importøren bringer i
omsætning.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 4, fastsæt‐
ter, at den i stk. 1 omhandlede erhvervsdrivendes navn,
registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kon‐
taktoplysninger, herunder postadresse, skal være angivet på
produktet eller på dets emballage, pakken eller et ledsagedo‐
kument.
Med bestemmelsen i § 22, stk. 3, 1. pkt., foreslås det fastsat,
at importørens navn, registrerede firmanavn eller registrere‐
de varemærke og kontaktoplysninger, herunder postadresse,
skal være angivet på radioudstyret eller på dets emballage,
pakken eller et medfølgende dokument.
Det følger af den foreslåede ændring til bestemmelsen, at
importøren som noget nyt også vil skulle angive kontakt‐
oplysninger, som vil være yderligere oplysninger ud over
postadressen. Eksempler på kontaktoplysninger kan være
e-postadresse, hjemmeside, kontakt via sociale medier eller
telefonnummer.
Bestemmelsen vil sikre, at Sikkerhedsstyrelsens opgave med
kontrollen af radioudstyr bliver lettere.
Bestemmelsen gengiver med sproglige tilpasninger pligten i
markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 4.
Den foreslåede ændring vil medføre, at importøren vil skulle
tilføje yderligere kontaktoplysninger på radioudstyret.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 4, fastsæt‐
ter, at den i stk. 1 omhandlede erhvervsdrivendes navn,
registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kon‐
taktoplysninger, herunder postadresse, skal være angivet på
produktet eller på dets emballage, pakken eller et ledsagedo‐
kument.
Det følger af radioudstyrslovens § 22, stk. 3, 2. pkt., at er
det ikke muligt på grund af radioudstyrets beskaffenhed at
anbringe oplysningerne nævnt i 1. pkt. på radioudstyret, skal
oplysningerne fremgå af emballagen eller et medfølgende
dokument.
Med bestemmelsen i § 22, stk. 3, 2. pkt., foreslås det fastsat,
at kontaktoplysningerne nævnt i 1. pkt. som udgangspunkt
vil skulle angives på radioudstyret, medmindre det ikke er
muligt på grund af radioudstyrets beskaffenhed.
141
Den tilpassede ordlyd i 2. pkt. vil medføre færre misforstå‐
elser hos importører om, at kontaktoplysningerne m.v. skal
fremgå af radioudstyret, og kun hvis det ikke kan lade sig
gøre (f.eks. på grund af størrelsen af radioudstyret), kan
oplysningerne fremgå af emballagen, pakken eller på et
medfølgende dokument.
Bestemmelsen vil sikre, at Sikkerhedsstyrelsens opgave med
kontrollen af radioudstyr bliver lettere.
Bestemmelsen gengiver med sproglige tilpasninger pligten i
markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 4.
Til nr. 38
Det foreslås, at § 22, stk. 4, 2. pkt., ophæves.
Bestemmelsen fastsætter, at importøren i 10 år efter, at ra‐
dioudstyr er bragt i omsætning, skal sikre, at den tekniske
dokumentation kan stilles til rådighed for Sikkerhedsstyrel‐
sen på anmodning herom.
Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil ikke medføre
ændringer i gældende ret, idet indholdet videreføres i det
foreslåede § 22, stk. 5, jf. lovforslagets § 3, nr. 39.
For at sikre bedst mulig overensstemmelse med formulerin‐
gerne i markedsovervågningsforordningen flyttes afsnittet
om, hvornår importøren skal stille teknisk information til
rådighed, til det efterfølgende stykke.
Til nr. 39
Importøren er efter radioudstyrslovens § 33, stk. 1, forpligtet
til at udlevere materialet til Sikkerhedsstyrelsen, hvis styrel‐
sen anmoder herom.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra a,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
skal sørge for, at EU-overensstemmelseserklæringen står til
rådighed for markedsovervågningsmyndighederne i den pe‐
riode, der kræves i henhold til den pågældende lovgivning,
og skal sikre, at den tekniske dokumentation kan stilles til
rådighed for disse myndigheder, hvis de anmoder herom.
Med bestemmelsen i § 22, stk. 5, foreslås det fastsat, at
importøren vil skulle verificere, at den tekniske dokumenta‐
tion, jf. radioudstyrslovens § 18, stk. 2, og EU-overensstem‐
melseserklæringen, jf. radioudstyrslovens § 18, stk. 3, er
udarbejdet, og vil skulle sørge for, at overensstemmelseser‐
klæringen står til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen i 10 år
efter, at radioudstyret er blevet bragt i omsætning, samt
sikre, at den tekniske dokumentation i samme periode kan
stilles til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen, hvis styrelsen
anmoder herom.
Efter den foreslåede bestemmelse vil importøren skulle be‐
kræfte, at EU-overensstemmelseserklæringen og den tekni‐
ske dokumentation er udarbejdet, og importøren vil skulle
sikre, at materialet står til rådighed for Sikkerhedsstyrelsens
kontrol i 10 år efter, at radioudstyret er bragt i omsætning.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra a.
Indsættelsen af det foreslåede stk. 5 vil medføre, at radioud‐
styrslovens § 8, stk. 5 og 6, bliver § 8, stk. 6 og 7.
Til nr. 40
Bestemmelsen i radioudstyrslovens § 22, stk. 6, fastsætter,
at udgør radioudstyr en risiko, skal importøren underrette
fabrikanten og Sikkerhedsstyrelsen herom.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Det foreslås, at § 22, stk. 6, ophæves.
Bestemmelsen foreslås videreført sammen med radioudstyr‐
slovens § 23, stk. 2, i den foreslåede bestemmelse i § 23,
stk. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 41.
For at sikre bedst mulig overensstemmelse med formulerin‐
gerne i markedsovervågningsforordningen foreslås de to be‐
stemmelser fastsat i en enkelt bestemmelse.
Til nr. 41
Bestemmelsen i radioudstyrslovens i § 23, stk. 2, stiller krav
om, at importøren straks skal underrette Sikkerhedsstyrelsen
i tilfælde af, at radioudstyret udgør en risiko.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra c,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
skal underrette markedsovervågningsmyndighederne, hvis
vedkommende har grund til at tro, at et produkt udgør en
risiko.
Med bestemmelsen i § 23, stk. 2, foreslås det fastsat, at
importøren straks vil skulle underrette Sikkerhedsstyrelsen,
hvis vedkommende har grund til at tro, at radioudstyr, som
denne har bragt i omsætning, udgør en risiko.
Efter den foreslåede bestemmelse vil en importør af radio‐
udstyr således ikke længere skulle være sikker på, at radio‐
udstyr udgør en risiko, før importøren vil skulle underrette
142
Sikkerhedsstyrelsen, idet importøren allerede vil skulle un‐
derrette Sikkerhedsstyrelsen, hvis importøren har grund til at
tro, at radioudstyret udgør en risiko.
Kravet om underretning skal ses sammen med, at importø‐
ren vil modtage underretninger og klager fra kunder, når
radioudstyr ikke fungerer hensigtsmæssigt. Dette vil især
kunne ske, når importørens kontaktoplysninger fremgår af
radioudstyret, idet forbrugerne da vil vide, hvem de kan
rette henvendelse til. Giver kundeklagerne anledning til, at
importøren får grund til at tro, at radioudstyret udgør en
risiko, vil importøren således skulle underrette Sikkerheds‐
styrelsen.
Hvis Sikkerhedsstyrelsen finder øjeblikkelige korrigerende
tiltag nødvendige på baggrund af den underretning, som
importøren vil være forpligtet til at give, vil Sikkerhedssty‐
relsen kunne anmode om korrigerende tiltag efter det fore‐
slåede § 23, stk. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 42.
Den foreslåede ændring af bestemmelsen gengiver med
sproglige tilpasninger pligten i markedsovervågningsforord‐
ningens artikel 4, stk. 3, litra c.
Ændringen vil sikre, at en sag ikke bliver unødigt forsinket,
fordi importøren først vil skulle undersøge, om der konkret
er en risiko, inden importøren underretter Sikkerhedsstyrel‐
sen. Importøren vil med den ændrede bestemmelse skulle
underrette Sikkerhedsstyrelsen, allerede når der er en be‐
grundet mistanke om, at radioudstyret udgør en risiko. Ra‐
dioudstyr, som udgør en alvorlig risiko, vil således kunne nå
at blive opdaget på et tidligere tidspunkt.
Et godt samarbejde mellem importøren og Sikkerhedsstyrel‐
sen er et centralt element, som giver mulighed for hurtig
indgriben og korrigerende tiltag vedrørende radioudstyret.
Bestemmelsen i radioudstyrslovens i § 23, stk. 2, fastsætter,
at importøren skal give Sikkerhedsstyrelsen nærmere oplys‐
ninger om radioudstyrets manglende overensstemmelse og
eventuelle foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risiko‐
en.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 23, stk. 2, 2. pkt., foreslås det fastsat,
at importøren vil skulle give nærmere oplysninger om radio‐
udstyrets manglende overensstemmelse med de krav, der
finder anvendelse på det pågældende radioudstyr, og eventu‐
elle foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen.
Importøren vil i forbindelse med sin underretning til Sik‐
kerhedsstyrelsen efter det foreslåede 1. pkt. skulle give sty‐
relsen oplysninger om, hvilke krav det pågældende radioud‐
styr, som importøren har grund til at tro udgør en risiko,
ikke ses at overholde. Det kan f.eks. være, at radioudstyret
ikke ses at overholde de væsentlige krav, jf. lovens § 17.
Importøren vil endvidere skulle give Sikkerhedsstyrelsen
oplysninger om, hvilke foranstaltninger importøren har truf‐
fet for at fjerne risikoen, f.eks. tilbagetrækning fra markedet.
Sikkerhedsstyrelsen vil således modtage de oplysninger,
som er nødvendige for at kunne vurdere, om der fra styrel‐
sens side er behov for at foretage yderligere foranstaltninger,
eller om styrelsen vurderer, at de foranstaltninger, som im‐
portøren allerede har truffet er tiltrækkelige i forhold til den
formodede risiko.
Det foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2, 2. pkt., svarer til
den gældende § 23, stk. 2.
Bestemmelsen i radioudstyrslovens i § 22, stk. 6, fastsætter,
at udgør radioudstyr en risiko, skal importøren underrette
fabrikanten og Sikkerhedsstyrelsen herom.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 23, stk. 2, 3. pkt., foreslås det fast‐
sat, at udgør radioudstyr en risiko, vil importøren endvidere
skulle underrette fabrikanten herom.
Hvis radioudstyr udgør en risiko, vil importøren ud over at
underrette Sikkerhedsstyrelsen skulle underrette fabrikanten
om det. Denne underretningspligt vil alene gælde i de tilfæl‐
de, hvor importøren ved, at radioudstyret udgør en risiko,
f.eks. hvis der konkret er konstateret forstyrrelser, som stam‐
mer fra det pågældende radioudstyr, men ikke i de tilfælde,
hvor importøren alene har grund til at tro, at radioudstyret
udgør en risiko.
Den foreslåede bestemmelse vil sikre, at fabrikanten får be‐
sked, hvis dennes radioudstyr udgør en risiko, og dermed
får mulighed for at træffe de nødvendige foranstaltninger ud
fra denne viden, f.eks. at trække radioudstyret tilbage fra
markedet.
Det foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2, 3. pkt., svarer til
den gældende § 22, stk. 6, som derfor foreslås ophævet, jf.
lovforslagets § 3, nr. 40.
Til nr. 42
Det følger af radioudstyrslovens § 33, stk. 1, at Sikkerheds‐
styrelsen og Teleklagenævnet kan pålægge erhvervsdrivende
en oplysningspligt vedrørende radioudstyr.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
143
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra b,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2, på
grundlag af begrundet anmodning fra en markedsovervåg‐
ningsmyndighed skal give denne myndighed al den informa‐
tion og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere
produktets overensstemmelse, på et sprog, der er let forstå‐
eligt for denne myndighed.
Med bestemmelsen i § 23, stk. 3, foreslås det fastsat, at
importøren på grundlag af begrundet anmodning fra Sikker‐
hedsstyrelsen vil skulle give styrelsen al information og do‐
kumentation, der er nødvendig for at konstatere radioudsty‐
rets overensstemmelse med de krav, der finder anvendelse
på det pågældende radioudstyr, på et sprog, der er letforståe‐
ligt for Sikkerhedsstyrelsen.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at importøren vil
få en pligt til at give Sikkerhedsstyrelsen al information og
dokumentation. Som udgangspunkt vil der her være tale om
den tekniske dokumentation eller EU-overensstemmelseser‐
klæringen. Der kan dog også være tale om anden dokumen‐
tation såsom toldpapirer eller afgørelser fra andre landes
markedsovervågningsmyndigheder.
Det fremgår af bestemmelsen, at informationen og doku‐
mentationen vil skulle være på et sprog, som er letforståeligt
for Sikkerhedsstyrelsen. Dette vil som udgangspunkt være
dansk, men også norsk, svensk eller engelsk kan være et
sprog, som vil være letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen,
idet disse sprog almindeligvis forstås af medarbejderne i
Sikkerhedsstyrelsen. Sikkerhedsstyrelsen vil i den forbindel‐
se iagttage forvaltningsloven, herunder § 7 om vejlednings‐
pligten.
Bestemmelsen tilføjer et sprogkrav, som ikke på tilsvarende
vis findes i radioudstyrsloven i dag. Sprogkravet vil sikre, at
importøren tilpasser radioudstyret og dokumentationen for
radioudstyret til det danske marked og den danske kontrol.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra b.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det foreslåede §
33, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 49, hvorefter bl.a. Sikker‐
hedsstyrelsen vil kunne kræve oplysninger og materiale af
de erhvervsdrivende.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra d,
1. pkt., fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel
4, stk. 2, skal samarbejde med markedsovervågningsmyn‐
dighederne og sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendi‐
ge korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde
af manglende overensstemmelse med de krav, der finder
anvendelse på det pågældende produkt.
Det følger af radioudstyrslovens § 38, stk. 3, at Sikkerheds‐
styrelsen kan kræve, at importøren samarbejder med Sikker‐
hedsstyrelsen om enten forbud mod at bringe radioudstyret
i omsætning, påbud om at trække radioudstyret tilbage fra
markedet eller påbud om at kalde radioudstyret tilbage, hvis
radioudstyret medfører en risiko.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 23, stk. 4, 1. pkt., foreslås det fastsat,
at importøren vil skulle samarbejde med Sikkerhedsstyrel‐
sen og herunder efter en begrundet anmodning sikre, at der
træffes øjeblikkelige nødvendige korrigerende tiltag for at
afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende overensstemmel‐
se med de krav, der finder anvendelse på det pågældende
radioudstyr.
Korrigerende tiltag kan f.eks. handle om, at radioudstyret
skal fjernes fra markedet, indtil det er i overensstemmelse
med kravene i loven.
Importørens pligt til at samarbejde vil række videre end den
eksisterende pligt, idet der i den gældende bestemmelse er
en oplistning af muligheder for afhjælpning eller begræns‐
ning af risici, hvorimod den foreslåede bestemmelse ikke vil
indeholde en udtømmende liste af afhjælpningsmuligheder
og begrænsninger af risici, som Sikkerhedsstyrelsen vil kun‐
ne kræve, at importøren samarbejder om.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra d, 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslaget vil medføre, at
Sikkerhedsstyrelsen i et samarbejde med importøren kan
finde den bedste løsning på manglende overholdelse af kra‐
vene i loven. Især i sager, hvor der ikke er tale om mang‐
lende overholdelse af væsentlige krav, men alene formelle
krav, giver det importøren og Sikkerhedsstyrelsen en bedre
mulighed for at finde en rimelig løsning, som importøren
kan samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen om med henblik
på at afhjælpe den manglende overensstemmelse.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra d,
2. pkt., fastsætter, at hvis det ikke er muligt med korrige‐
rende tiltag efter 1. pkt. at afhjælpe manglende overensstem‐
melse, skal en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
begrænse de risici, der er forbundet med det pågældende
produkt, når det påbydes af markedsovervågningsmyndighe‐
derne eller på eget initiativ, når den erhvervsdrivende skøn‐
ner eller har grund til at tro, at det pågældende produkt
udgør en risiko.
Det følger af radioudstyrslovens § 38, stk. 3, at Sikkerheds‐
styrelsen kan kræve, at importøren samarbejder med Sikker‐
hedsstyrelsen om enten forbud mod at bringe radioudstyret
i omsætning, påbud om at trække radioudstyret tilbage fra
markedet eller påbud om at kalde radioudstyret tilbage, hvis
radioudstyret medfører en risiko.
144
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 23, stk. 4, 2. pkt., foreslås det fast‐
sat, at hvis det ikke er muligt med korrigerende tiltag efter
1. pkt. at afhjælpe manglende overensstemmelse, vil impor‐
tøren skulle begrænse de risici, der er forbundet med det
pågældende radioudstyr, når det påbydes af Sikkerhedssty‐
relsen eller på eget initiativ, når importøren skønner eller
har grund til at tro, at det pågældende radioudstyr udgør en
risiko.
Importørens pligt til at samarbejde vil række videre end den
eksisterende pligt, idet der i den gældende bestemmelse er
en oplistning af muligheder for afhjælpning eller begræns‐
ning af risici, hvorimod den foreslåede bestemmelse ikke vil
indeholde en udtømmende liste af afhjælpningsmuligheder
og begrænsninger af risici, som Sikkerhedsstyrelsen vil kun‐
ne kræve, at importøren samarbejder om.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra d, 2. pkt.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslaget vil medføre, at
Sikkerhedsstyrelsen i et samarbejde med importøren kan
finde den bedste løsning på manglende overholdelse af kra‐
vene i loven. Især i sager, hvor der ikke er tale om mang‐
lende overholdelse af væsentlige krav, men alene formelle
krav, giver det importøren og Sikkerhedsstyrelsen en bedre
mulighed for at finde en rimelig løsning, som importøren
kan samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen om med henblik
på at afhjælpe den manglende overensstemmelse.
Stk. 3 bliver herefter stk. 5.
Til nr. 43
I radioudstyrslovens § 24, stk. 2, henvises der til § 18, stk. 4
og 5.
Det foreslås i bestemmelsen i § 24, stk. 2, at henvisningen til
stk. 4 og 5 ændres til stk. 5 og 6.
Det skyldes, at det i § 18 foreslås at indsætte et nyt stk. 4, jf.
lovforslagets § 3, nr. 26, hvorefter bestemmelsens oprindeli‐
ge stk. 4 og 5 bliver stk. 5 og 6. Der foreslås derfor i § 24,
stk. 2, en konsekvensrettelse i henvisningen til disse stykker.
Det er hensigten med ændringen at opretholde den eksister‐
ende retstilstand.
I radioudstyrslovens § 24, stk. 2, henvises der til § 18, stk. 6.
Det foreslås i bestemmelsen i § 24, stk. 2, at henvisningen til
stk. 6 ændres til stk. 7.
Det skyldes, at det i § 18 foreslås at indsætte et nyt stk. 4, jf.
lovforslagets § 3, nr. 26, hvorefter bestemmelsens oprindeli‐
ge stk. 6 bliver stk. 7. Der foreslås derfor i § 24, stk. 2, en
konsekvensrettelse i henvisningen til dette stykke.
Det er hensigten med ændringen at opretholde den eksister‐
ende retstilstand.
Til nr. 44
Bestemmelsen i radioudstyrslovens § 38, stk. 3, fastsætter,
at Sikkerhedsstyrelsen kan kræve, at distributøren samarbej‐
der med Sikkerhedsstyrelsen om enten forbud mod at gøre
radioudstyret tilgængeligt på markedet, påbud om at trække
radioudstyret tilbage fra markedet eller påbud om at kalde
radioudstyret tilbage, når radioudstyret medfører en risiko.
Markedsovervågningsforordningens artikel 7, stk. 1, fast‐
sætter, at erhvervsdrivende skal samarbejde med markeds‐
overvågningsmyndighederne om tiltag, der kan eliminere
eller begrænse risici forbundet med produkter, som disse
erhvervsdrivende har gjort tilgængelige på markedet.
Med bestemmelsen i § 25, stk. 3, foreslås det fastsat, at
distributøren vil skulle samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen
om tiltag, der vil kunne eliminere eller begrænse risici for‐
bundet med radioudstyr, som distributøren har gjort tilgæn‐
geligt på markedet.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at distributøren
vil være forpligtet til at samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen
om at begrænse de risici, der er forbundet med det pågæl‐
dende radioudstyr. Den foreslåede bestemmelse vil række
videre end den eksisterende bestemmelse i radioudstyrslo‐
vens § 38, stk. 3, idet der i den gældende bestemmelse er en
oplistning af muligheder for afhjælpning eller begrænsning
af risici, hvorimod den foreslåede bestemmelse ikke vil in‐
deholde en udtømmende liste af afhjælpningsmuligheder og
begrænsninger af risici, som Sikkerhedsstyrelsen vil kunne
kræve, at distributøren samarbejder om.
Udviklingen af e-handel skaber visse udfordringer for mar‐
kedsovervågningsmyndighederne med hensyn til at sikre
overensstemmelse af radioudstyr, der udbydes til salg on‐
line og effektiv markedsovervågning. Antallet af erhvervs‐
drivende, der tilbyder radioudstyr direkte til forbrugerne ad
elektronisk vej, er stigende. En distributør kan derfor spille
en afgørende rolle ved at give Sikkerhedsstyrelsen en sam‐
arbejdspartner, der er etableret i EU, og som tilstrækkeligt
hurtigt kan udføre særlige opgaver for at sikre, at radioud‐
styr opfylder kravene i lovgivningen til gavn for forbrugere,
andre slutbrugere og virksomheder.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
7, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslaget vil medføre, at
Sikkerhedsstyrelsen i et samarbejde med distributøren kan
sikre, at radioudstyr, der udgør en risiko, ikke sælges til
slutbrugere eller kan kaldes tilbage.
145
Til nr. 45
Det foreslås at fastsætte en overskrift i forbindelse med den
foreslåede bestemmelse i § 25 a, som lyder ”Udbydere af
distributionstjenester”, for at gøre det tydeligt, hvad den
foreslåede bestemmelse i § 25 a omfatter. Overskriften vil
alene omfatte denne bestemmelse.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at udbyderen
af distributionstjenester skal angive sine kontaktoplysninger
m.v. på radioudstyr eller på et medfølgende dokument.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 4, fastsæt‐
ter, at den i stk. 1 omhandlede erhvervsdrivendes navn,
registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kon‐
taktoplysninger, herunder postadresse, skal være angivet på
produktet eller på dets emballage, pakken eller et ledsagedo‐
kument.
Med bestemmelsen i § 25 a, stk. 1, foreslås det fastsat,
at udbyderen af distributionstjenesters navn, registrerede fir‐
manavn eller registrerede varemærke og kontaktoplysninger,
herunder postadresse, vil skulle være angivet på radioudsty‐
ret eller på dets emballage, pakken eller et medfølgende
dokument.
Udbydere af distributionstjenester vil være en ny ansvarlig
erhvervsdrivende, der forpligtes, hvis der ikke er en fabri‐
kant i EU, eller der ikke er en ansvarlig importør eller en
bemyndiget repræsentant, jf. den foreslåede bestemmelse i §
17 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 25.
Eksempler på kontaktoplysninger kan ud over postadressen
være e-postadresse, hjemmeside, kontakt via sociale medier
eller telefonnummer. På grund af udbyderen af distributør‐
tjenesters behov for ikke at åbne allerede emballeret radio‐
udstyr, vil der ikke være krav om, at oplysningerne angives
på radioudstyret, selvom dette er muligt. Det vil være til‐
strækkeligt at angive oplysningerne på emballagen, pakken
eller et medfølgende dokument.
For at sikre, at Sikkerhedsstyrelsen kan udføre sin kontrol
effektivt, er det hensigtsmæssigt, at Sikkerhedsstyrelsen kan
identificere de ansvarlige udbydere af distributionstjenester,
hvorfor det foreslås, at udbyderne vil skulle angive kontakt‐
oplysninger.
Udviklingen af e-handel skaber visse udfordringer for mar‐
kedsovervågningsmyndighederne i EU med hensyn til at
sikre overensstemmelse af radioudstyr, der udbydes til salg
online, og gennemføre kontrollen effektivt. Antallet af er‐
hvervsdrivende, der tilbyder radioudstyr direkte til forbru‐
gerne ad elektronisk vej, er stigende. En erhvervsdrivende
med opgaver vedrørende radioudstyr spiller derfor en afgø‐
rende rolle ved at give Sikkerhedsstyrelsen en samarbejds‐
partner, der er etableret i EU, og som tilstrækkeligt hurtigt
kan udføre særlige opgaver for at sikre, at radioudstyr opfyl‐
der kravene i loven til gavn for forbrugere, andre slutbrugere
og virksomheder.
Moderne forsyningskæder omfatter en bred vifte af er‐
hvervsdrivende, som alle bør gøres til genstand for håndhæ‐
velse af loven samtidig med, at der tages behørigt hensyn
til deres respektive rolle i forsyningskæden, og i hvilket
omfang de bidrager til at gøre radioudstyr tilgængeligt på
markedet.
Herudover har praktiske erfaringer med kontrollen vist, at
forsyningskæderne undertiden involverer nye former for er‐
hvervsvirksomhed, som ikke passer ind i de traditionelle
forsyningskæder i henhold til de eksisterende retlige ram‐
mer. Dette er navnlig tilfældet med udbydere af distributi‐
onstjenester, som udfører mange af de samme funktioner
som importører, men som ikke altid svarer til den traditio‐
nelle definition af importør.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 4.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra a,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
skal sørge for, at EU-overensstemmelseserklæringen står til
rådighed for markedsovervågningsmyndighederne i den pe‐
riode, der kræves i henhold til den pågældende lovgivning,
og skal sikre, at den tekniske dokumentation kan stilles til
rådighed for disse myndigheder, hvis de anmoder herom.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som giver udby‐
dere af distributionstjenester en pligt til at stille materiale til
rådighed for Sikkerhedsstyrelsen.
Med bestemmelsen i § 25 a, stk. 2, nr. 1, foreslås det fast‐
sat, at udbyderen af distributionstjenester vil skulle verifice‐
re, at den tekniske dokumentation, jf. radioudstyrslovens §
18, stk. 2, og EU-overensstemmelseserklæringen, jf. radio‐
udstyrslovens § 18, stk. 3, er udarbejdet, og vil skulle sørge
for, at overensstemmelseserklæringen står til rådighed for
Sikkerhedsstyrelsen i 10 år efter, at radioudstyret er blevet
bragt i omsætning, samt sikre, at den tekniske dokumenta‐
tion i samme periode kan stilles til rådighed for Sikkerheds‐
styrelsen, hvis styrelsen anmoder herom.
Efter den foreslåede bestemmelse vil udbyderen af distribu‐
tionstjenester skulle bekræfte, at EU-overensstemmelseser‐
klæringen og den tekniske dokumentation er udarbejdet, og
udbyderen vil skulle sikre, at materialet står til rådighed for
Sikkerhedsstyrelsens kontrol i 10 år efter, at radioudstyret er
bragt i omsætning.
Bestemmelsen gengiver med sproglige tilpasninger pligten i
markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra a.
Det er et centralt element i markedsovervågningsforordnin‐
gen, at der skal være en ansvarlig erhvervsdrivende i EU,
som kan sikre et godt samarbejde med markedsovervåg‐
ningsmyndighederne i de forskellige EU-lande. Det giver
i forhold til denne bestemmelse mulighed for en hurtig
kontrol af, hvorvidt radioudstyret har en gyldig EU-overens‐
stemmelseserklæring og teknisk dokumentation herfor.
146
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra c,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
skal underrette markedsovervågningsmyndighederne, hvis
vedkommende har grund til at tro, at et produkt udgør en
risiko.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som giver udby‐
dere af distributionstjenester en pligt til at underrette Sikker‐
hedsstyrelsen, hvis udbyderen har grund til at tro, at radio‐
udstyr udgør en risiko.
Med bestemmelsen i § 25 a, stk. 2, nr. 2, foreslås det fastsat,
at udbyderen af distributionstjenester vil skulle underrette
Sikkerhedsstyrelsen, hvis vedkommende har grund til at tro,
at radioudstyr, som denne har bragt i omsætning, udgør en
risiko.
Det er nyt, at udbyderen af distributionstjenester vil skulle
underrette Sikkerhedsstyrelsen i disse tilfælde, idet det tilli‐
ge er nyt, at udbyderen af distributionstjenester vil være
omfattet af gruppen af ansvarlige erhvervsdrivende.
Den foreslåede bestemmelse er en del af bestræbelserne på
at sikre, at Sikkerhedsstyrelsen har en ansvarlig erhvervs‐
drivende i EU, som kan behandle og samarbejde om de
anmodninger, som Sikkerhedsstyrelsen fremsætter i forbin‐
delse med sin kontrol. Det er et centralt element i markeds‐
overvågningsforordningen, at der skal være en ansvarlig
erhvervsdrivende i EU, som kan sikre et godt samarbejde
med markedsovervågningsmyndighederne i de forskellige
EU-lande.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra c.
Kravet om, at en udbyder af distributionstjenester skal un‐
derrette Sikkerhedsstyrelsen om en eventuel risiko, skal ses
sammen med, at udbyderen af distributionstjenester kun vil
være den ansvarlige erhvervsdrivende, såfremt der ikke er
andre ansvarlige erhvervsdrivende såsom fabrikant, impor‐
tør eller bemyndiget repræsentant i EU, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 17 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 25. Når der
ikke er andre ansvarlige erhvervsdrivende i EU, vil det også
være op til udbyderen af distributionstjenesten at foretage
relevante foranstaltninger i anledning af, at radioudstyr ud‐
gør en risiko.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra b,
fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2, på
grundlag af begrundet anmodning fra en markedsovervåg‐
ningsmyndighed skal give denne myndighed al den informa‐
tion og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere
produktets overensstemmelse, på et sprog, der er let forstå‐
eligt for denne myndighed.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som giver udby‐
dere af distributionstjenester en pligt til at give Sikkerheds‐
styrelsen al information og dokumentation, der er nødvendig
for at konstatere radioudstyrets overensstemmelse med kra‐
vene i loven.
Med bestemmelsen i § 25 a, stk. 2, nr. 3, foreslås det fast‐
sat, at udbyderen af distributionstjenester på grundlag af
begrundet anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen vil skulle give
styrelsen al information og dokumentation, der er nødvendig
for at konstatere radioudstyrets overensstemmelse med de
krav, der finder anvendelse på det pågældende radioudstyr,
på et sprog, der er letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen.
Et letforståeligt sprog vil som udgangspunkt være dansk,
men også norsk, svensk eller engelsk kan være et sprog, som
vil være letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen, idet disse
sprog almindeligvis forstås af medarbejderne i Sikkerheds‐
styrelsen. Sprogkravet vil sikre, at den ansvarlige erhvervs‐
drivende tilpasser radioudstyret og dokumentationen for ra‐
dioudstyret til det danske marked og den danske kontrol.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det foreslåede
§ 33, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 49, hvorefter bl.a.
Sikkerhedsstyrelsen kan kræve oplysninger og materiale af
de erhvervsdrivende.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra b.
Et godt samarbejde mellem den ansvarlige erhvervsdrivende
og Sikkerhedsstyrelsen er et centralt element, som giver mu‐
lighed for hurtig indgriben og korrigerende tiltag vedrørende
radioudstyret.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra d,
1. pkt., fastsætter, at en erhvervsdrivende nævnt i artikel
4, stk. 2, skal samarbejde med markedsovervågningsmyn‐
dighederne og sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendi‐
ge korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde
af manglende overensstemmelse med de krav, der finder
anvendelse på det pågældende produkt.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som giver udby‐
dere af distributionstjenester en pligt til at samarbejde med
Sikkerhedsstyrelsen eller træffe korrigerende tiltag.
Med bestemmelsen i § 25 a, stk. 2, nr. 4, 1. pkt., foreslås
det fastsat, at udbyderen af distributionstjenester vil skulle
samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen og herunder efter en
begrundet anmodning sikre, at der træffes øjeblikkelige nød‐
vendige korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfæl‐
de af manglende overensstemmelse med de krav, der finder
anvendelse på det pågældende radioudstyr.
Korrigerende tiltag kan f.eks. handle om, at radioudstyret
skal fjernes fra markedet, indtil det er i overensstemmelse
med kravene i loven.
Den foreslåede bestemmelse fastlægger således et ansvar for
udbydere af distributionstjenester til at samarbejde med Sik‐
147
kerhedsstyrelsen, herunder at gennemføre visse korrigerende
tiltag efter påbud fra styrelsen.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslaget vil medføre, at
Sikkerhedsstyrelsen i et samarbejde med udbyderen af dis‐
tributionstjenester vil kunne finde den bedste løsning på
manglende overholdelse af kravene i loven. Især i sager,
hvor der ikke er tale om manglende overholdelse af væsent‐
lige krav, men alene formelle krav, vil det give udbyderen af
distributionstjenester og Sikkerhedsstyrelsen en bedre mu‐
lighed for at finde en rimelig løsning, som udbyderen vil
kunne samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen om med henblik
på at afhjælpe den manglende overensstemmelse.
Udviklingen af e-handel skaber visse udfordringer for mar‐
kedsovervågningsmyndighederne i EU med hensyn til at
sikre overensstemmelse af radioudstyr, der udbydes til salg
online, og gennemføre kontrollen effektivt. Antallet af er‐
hvervsdrivende, der tilbyder radioudstyr direkte til forbru‐
gerne ad elektronisk vej, er stigende. En erhvervsdrivende
med opgaver vedrørende radioudstyr spiller derfor en afgø‐
rende rolle ved at give Sikkerhedsstyrelsen en samarbejds‐
partner, der er etableret i EU, og som tilstrækkeligt hurtigt
kan udføre særlige opgaver for at sikre, at radioudstyr opfyl‐
der kravene i loven til gavn for forbrugere, andre slutbrugere
og virksomheder.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra d.
Et godt samarbejde mellem den ansvarlige erhvervsdrivende
og Sikkerhedsstyrelsen er et centralt element, som giver mu‐
lighed for hurtig indgriben og korrigerende tiltag vedrørende
radioudstyret.
Markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra d,
2. pkt., fastsætter, at hvis det ikke er muligt med korrige‐
rende tiltag efter 1. pkt. at afhjælpe manglende overensstem‐
melse, skal en erhvervsdrivende nævnt i artikel 4, stk. 2,
begrænse de risici, der er forbundet med det pågældende
produkt, når det påbydes af markedsovervågningsmyndighe‐
derne eller på eget initiativ, når den erhvervsdrivende skøn‐
ner eller har grund til at tro, at det pågældende produkt
udgør en risiko.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som giver udby‐
dere af distributionstjenester en pligt til at begrænse eventu‐
elle risici, som måtte være forbundet med radioudstyr, som
denne håndterer.
Med bestemmelsen i § 25 a, stk. 2, nr. 4, 2. pkt., foreslås
det fastsat, at hvis det ikke er muligt med korrigerende tiltag
efter 1. pkt. at afhjælpe manglende overensstemmelse, vil
udbyderen af distributionstjenester skulle begrænse de risici,
der er forbundet med det pågældende radioudstyr, når det
påbydes af Sikkerhedsstyrelsen eller på eget initiativ, når ud‐
byderen skønner eller har grund til at tro, at det pågældende
radioudstyr udgør en risiko.
Udbyderen af distributionstjenester vil hermed få forpligtel‐
ser i samarbejdet med Sikkerhedsstyrelsen, hvis udbyderen
skønner eller har grund til at tro, at radioudstyret udgør
en risiko. Den udvidede samarbejdspligt er en del af mar‐
kedsovervågningsforordningens hensigt, hvor der for alt ra‐
dioudstyr, der bringes i omsætning, skal være en ansvarlig
erhvervsdrivende i EU, som iagttager de krav, som stilles til
radioudstyr.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
4, stk. 3, litra d, 2. pkt.
Det foreslås at fastsætte en overskrift i forbindelse med den
foreslåede bestemmelse i § 25 b, som lyder ”Udbydere af in‐
formationssamfundstjenester”, for at gøre det tydeligt, hvad
den foreslåede bestemmelse i § 25 b omfatter. Overskriften
vil alene omfatte denne bestemmelse.
Markedsovervågningsforordningens artikel 7, stk. 2, fastsæt‐
ter, at udbydere af informationssamfundstjenester skal sam‐
arbejde med markedsovervågningsmyndighederne, på an‐
modning af markedsovervågningsmyndighederne og i sær‐
lige tilfælde, med henblik på at fremme ethvert tiltag, der
træffes for at eliminere eller, hvis dette ikke er muligt, be‐
grænse de risici, der er forbundet med et produkt, der udby‐
des eller var udbudt til salg online gennem deres tjenester.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som giver udby‐
dere af informationssamfundstjenester en pligt til at samar‐
bejde med Sikkerhedsstyrelsen herunder træffe korrigerende
tiltag eller begrænse risici ved radioudstyr.
Med bestemmelsen i § 25 b foreslås det fastsat, at udbydere
af informationssamfundstjenester på anmodning af Sikker‐
hedsstyrelsen og i særlige tilfælde vil skulle samarbejde med
Sikkerhedsstyrelsen med henblik på at fremme ethvert tiltag,
der træffes, for at eliminere eller, hvis dette ikke er muligt,
begrænse de risici, der er forbundet med radioudstyr, der ud‐
bydes eller var udbudt til salg online gennem deres tjenester.
Ved særlige tilfælde forstås, at det alene hensigten er, at
udbydere af informationssamfundstjenester vil skulle samar‐
bejde om tiltag i de tilfælde, hvor det ikke har været muligt
at håndhæve en manglende overensstemmelse på anden vis
f.eks. gennem et påbud til ejeren af en onlinegrænseflade
om at ændre eller fjerne indhold, jf. det foreslåede § 40 a,
stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 61.
Samarbejdet med udbydere af informationssamfundstjene‐
ster vil omfatte fjernelse af indhold vedrørende relevant
radioudstyr, der ikke overholder de relevante regler eller,
hvis dette ikke er muligt, begrænsning af adgangen til sådant
radioudstyr, der tilbydes gennem deres tjenester.
Udbydere af informationssamfundstjenester vil med bestem‐
melsen hverken blive pålagt en generel forpligtelse til at
overvåge den information, de fremsender eller lagrer, eller
en generel forpligtelse til aktivt at undersøge forhold eller
omstændigheder, der tyder på ulovlig virksomhed. Desuden
148
vil udbydere af informationssamfundstjenester ikke blive
draget til ansvar, så længe de ikke har konkret kendskab til
den ulovlige virksomhed eller information og ikke har kend‐
skab til forhold eller omstændigheder, hvoraf den ulovlige
aktivitet eller information fremgår.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede
bestemmelse i § 40 b, stk. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 61, og
der henvises til bemærkningerne til denne.
E-handlens udvikling skyldes i vid udstrækning udbredelsen
af udbydere af informationssamfundstjenester, som - nor‐
malt gennem platforme og mod betaling - tilbyder formid‐
lingstjenester ved at lagre tredjepartsindhold uden at udøve
kontrol over dette indhold, og de agerer således ikke på
vegne af en erhvervsdrivende.
Et godt samarbejde mellem udbydere af distributionstjene‐
ster og markedsovervågningsmyndigheder er et centralt ele‐
ment, som giver mulighed for hurtig indgriben og korrige‐
rende tiltag vedrørende radioudstyret.
Den foreslåede bestemmelse gengiver med sproglige tilpas‐
ninger pligten i markedsovervågningsforordningens artikel
7, stk. 2.
Til nr. 46
Overskriften til kapitel 7 i radioudstyrsloven lyder ”Tilsyn
m.v.”.
Det foreslås at ændre overskriften til kapitel 7 til ”Kontrol
m.v.”.
Kapitlet vil indeholde lovens bestemmelser, som vedrører
kontrollen med overholdelsen af krav og pligter, herunder
hvilke muligheder Sikkerhedsstyrelsen og Energistyrelsen
vil have for at gennemføre en kontrol hos de erhvervsdri‐
vende og brugerne, og hvilke afgørelser der vil kunne træf‐
fes ved manglende overholdelse af krav og pligter.
Forslaget til ændringen af overskriftens ordlyd skyldes for‐
slaget til nye og ændrede bestemmelser i kapitlet, hvor det
foreslås at anvende termen kontrol i stedet for tilsyn. På
andre produktområder, hvor Sikkerhedsstyrelsen er kontrol‐
myndighed, anvendes også termen kontrol, og for at ensrette
bestemmelserne så vidt muligt, foreslås det også, at termen
kontrol anvendes i dette lovforslag.
En ensretning vil gøre det lettere for f.eks. de erhvervsdri‐
vende at genkende bestemmelser på de forskellige produkt‐
områder.
Til nr. 47
Overskriften før § 32 i radioudstyrsloven lyder ”Tilsyns‐
myndighed”.
Det foreslås at ændre overskriften før § 32 til ”Kontrolmyn‐
dighed”.
Den følgende § 32 vil indeholde lovens bestemmelse om,
hvilken myndighed der vil være kontrolmyndighed på områ‐
det.
Forslaget til ændringen af overskriftens ordlyd skyldes for‐
slaget til nye og ændrede bestemmelser, hvor det foreslås at
anvende termen kontrol i stedet for tilsyn. På andre produkt‐
områder, hvor Sikkerhedsstyrelsen er kontrolmyndighed, an‐
vendes også termen kontrol, og for at ensrette bestemmel‐
serne så vidt muligt, foreslås det også, at termen kontrol
anvendes i dette lovforslag.
En ensretning vil gøre det lettere for f.eks. de erhvervsdri‐
vende at genkende bestemmelser på de forskellige produkt‐
områder.
Til nr. 48
Det følger af radioudstyrslovens § 32, at Energistyrelsen
fører tilsyn med overholdelse af loven og regler fastsat i
medfør heraf.
Markedsovervågningsforordningens artikel 10, stk. 1, fast‐
sætter, at medlemsstaterne skal tilrettelægge og gennemføre
markedsovervågning som fastsat i denne forordning. Artikel
10, stk. 2, 1. pkt., fastsætter, at hver medlemsstat udpeger en
eller flere markedsovervågningsmyndigheder på sit område.
Med bestemmelsen i § 32 foreslås det fastsat, at Sikkerheds‐
styrelsen er kontrolmyndighed, medmindre andet følger af
denne lov.
Det vil som udgangspunkt vil være Sikkerhedsstyrelsen,
som fører kontrol med overholdelsen af krav og pligter i
loven rettet mod erhvervsdrivende. Energistyrelsen vil dog
føre kontrol med overholdelsen af visse krav og pligter i
loven rettet mod brugere.
Sikkerhedsstyrelsen har siden den 1. august 2018 ført kon‐
trol med de erhvervsdrivendes overholdelse af krav og plig‐
ter i radioudstyrsloven. Energistyrelsen fører kontrol med
overholdelsen af kravene til brugen af radioudstyr, apparater
og faste anlæg. Opgavefordelingen mellem Sikkerhedssty‐
relsen og Energistyrelsen fremgår af bekendtgørelse nr. 861
af 24. juni 2018 om ændring i forretningernes fordeling
mellem ministrene.
Det vil fortsat være Sikkerhedsstyrelsen, som vil føre kon‐
trol med de erhvervsdrivendes pligter og kravene i loven,
og det vil fortsat være Energistyrelsen, som vil føre kontrol
med brugen af radioudstyr, apparater og faste anlæg, jf. op‐
gavefordelingen i bekendtgørelsen om ændring i forretnin‐
gernes fordeling mellem ministrene. Det vil således f.eks.
være Sikkerhedsstyrelsen, som undersøger radioudstyr og
apparater i fysiske butikker og i webbutikker, og det vil
være Sikkerhedsstyrelsen, som træffer afgørelse ved mang‐
lende overholdelse af krav og pligter i loven. Energistyrel‐
sen vil føre kontrol med, at en bruger af f.eks. radioudstyr
overholder de krav, som loven fastsætter, og det vil være
149
Energistyrelsen, som træffer afgørelser over for brugerne
ved manglende overholdelse.
For så vidt angår uacceptable forstyrrelser vil Energistyrel‐
sen føre tilsyn i henhold til lov om radiofrekvenser. Der kan
her både være tale om forstyrrelser af frekvensanvendelse
eller af apparater eller radioudstyr, og forstyrrelserne kan
bl.a. være forårsaget af apparater eller radioudstyr. Hvor
forstyrrelsen medfører en overtrædelse af reglerne i lov om
radiofrekvenser, vil Energistyrelsen træffe afgørelse efter
denne lov. Det udelukker dog ikke, at der ved forstyrrelsen,
hvor denne er forårsaget af et apparat eller radioudstyr, også
kan være tale om en overtrædelse af regler i radioudstyrslo‐
ven. Det kan f.eks. være, hvor apparatet eller radioudstyret
ikke overholder de væsentlige krav, jf. §§ 3 og 17 eller
regler fastsat i medfør heraf. I disse tilfælde vil Sikkerheds‐
styrelsen kunne træffe afgørelse efter dette lovforslag.
Sikkerhedsstyrelsens kontrol har til formål at medvirke til at
sikre beskyttelsen af sundhed og sikkerhed for personer og
husdyr samt beskyttelsen af ejendom og andre samfundsin‐
teresser såsom adgang til radiokommunikation uden uaccep‐
table forstyrrelser, effektiv frekvensanvendelse, et passende
niveau af elektromagnetisk kompatibilitet samt en fair kon‐
kurrence mellem de erhvervsdrivende. Dette formål kan op‐
nås ved at hindre, at apparater og radioudstyr, som ikke
er i overensstemmelse med kravene, gøres tilgængelige på
markedet.
Da kontrol kan være en byrde for erhvervsdrivende, vil
Sikkerhedsstyrelsen tilrettelægge og gennemføre sin kontrol
baseret på en risikobaseret tilgang under hensyntagen til
disse erhvervsdrivendes interesser og begrænse byrderne til
det, der er nødvendigt for gennemførelsen af omkostnings-
og måleffektiv kontrol.
Sikkerhedsstyrelsen vil ved den risikobaserede kontrol bl.a.
tage hensyn til mulige farer og manglende overensstemmel‐
se i forbindelse med apparater, radioudstyr og faste anlæg
og eventuelt deres forekomst på markedet. Styrelsen vil end‐
videre tage hensyn til den erhvervsdrivendes historik for
manglende overensstemmelse med en eventuel risikoprofil,
der er udarbejdet, samt forbrugerklager og andre oplysnin‐
ger modtaget fra andre myndigheder, erhvervsdrivende, me‐
dier og andre kilder, der kan tyde på manglende overens‐
stemmelse.
Der vil ved kontrollen endvidere blive taget hensyn til den
enkelte erhvervsdrivendes rolle i forsyningskæden, og i hvil‐
ket omfang den erhvervsdrivende bidrager til at gøre appara‐
ter og radioudstyr tilgængelige på markedet. Der vil således
kunne være forskel på den kontrol, som f.eks. føres med
fabrikanter i forhold til distributører, idet fabrikanter har et
ansvar for apparatets eller radioudstyrets konstruktion.
Sikkerhedsstyrelsen vil ved sin kontrol kunne anvende alle
oplysninger, dokumenter, resultater, erklæringer eller efter‐
retninger som dokumentation til sine undersøgelser, uanset
i hvilket format de forefindes og hvilket medium de er
lagret på. Styrelsen vil kunne indhente oplysninger hos de
erhvervsdrivende i medfør af den foreslåede § 33, jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 49 og 50. Energistyrelsen vil endvidere i
medfør af det foreslåede § 33, stk. 2, jf. lovforslagets § 3,
nr. 50, kunne indhente oplysninger hos brugere af apparater,
radioudstyr og faste anlæg.
Til nr. 49
Ifølge radioudstyrslovens § 33, stk. 1, kan Sikkerhedsstyrel‐
sen og Teleklagenævnet ved en begrundet anmodning kræve
oplysninger og materiale, jf. dog stk. 2 og 3, som skønnes
nødvendigt i forbindelse med administration af loven og
regler fastsat i medfør heraf, af erhvervsdrivende, fabrikan‐
ter af faste anlæg eller den ansvarlige for installationen af et
fast anlæg.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 1, fast‐
sætter, at medlemsstaterne tillægger deres markedsovervåg‐
ningsmyndigheder de markedsovervågnings-, undersøgel‐
ses- og håndhævelsesbeføjelser, der er nødvendige for an‐
vendelsen af denne forordning og for anvendelsen af EU-
harmoniseringslovgivningen.
Artikel 14, stk. 4, litra a, fastsætter, at de beføjelser, der
tillægges markedsovervågningsmyndighederne i henhold til
stk. 1, mindst skal omfatte beføjelsen til at pålægge er‐
hvervsdrivende at forelægge relevante dokumenter, tekniske
specifikationer, data eller oplysninger om overensstemmelse
og tekniske aspekter af produktet, herunder adgang til ind‐
lejret software i det omfang en sådan adgang er nødvendigt
for at vurdere produktets overensstemmelse med gældende
EU-harmoniseringslovgivning, uanset form eller format og
uanset lagringsmedium eller det sted, hvor sådanne doku‐
menter, tekniske specifikationer, data eller oplysninger er
lagret, og at tage eller få kopier deraf.
Artikel 14, stk. 4, litra c, fastsætter, at de beføjelser, der
tillægges markedsovervågningsmyndighederne i henhold til
stk. 1, mindst skal omfatte beføjelsen til at pålægge er‐
hvervsdrivende at fremlægge de relevante oplysninger, der
er nødvendige for at kunne fastslå ejerskabet til et websted,
når de pågældende oplysninger har relation til undersøgel‐
sens genstand.
Med bestemmelsen i § 33, stk. 1, foreslås det fastsat, at Sik‐
kerhedsstyrelsen og Teleklagenævnet af erhvervsdrivende,
fabrikanter af faste anlæg eller den ansvarlige for installatio‐
nen af et fast anlæg ved en begrundet anmodning vil kunne
kræve oplysninger og materiale, herunder oplysninger, som
kan fastslå ejerskabet af en onlinegrænseflade, jf. dog de
foreslåede stk. 3-5, som skønnes nødvendigt i forbindelse
med administration af loven og regler fastsat i medfør heraf.
150
Den foreslåede bestemmelse fastsætter således, at Sikker‐
hedsstyrelsen vil kunne kræve de oplysninger og det mate‐
riale, som er nødvendigt for, at styrelsen bl.a. kan føre kon‐
trol med overholdelsen af loven. Bestemmelsen fastsætter
endvidere, at Teleklagenævnet på tilsvarende vis vil kunne
kræve oplysninger og materiale til brug for behandlingen
af eventuelle klagesager. Oplysningerne vil kunne kræves
af erhvervsdrivende, fabrikanter af faste anlæg eller den
ansvarlige for installationen af et fast anlæg.
Sikkerhedsstyrelsen vil efter den foreslåede bestemmelse
hovedsageligt kunne kræve oplysninger, som er til brug for
kontrol og afgørelser. Det kan f.eks. være, at Sikkerheds‐
styrelsen har brug for at få tilsendt en kopi af en EU-over‐
ensstemmelseserklæring eller kopi af dele af en teknisk do‐
kumentation. Der kan også være tale om andre relevante
dokumenter, tekniske specifikationer, data eller oplysninger
om overensstemmelse og tekniske aspekter af apparater el‐
ler radioudstyr, herunder adgang til indlejret software, i det
omfang, en sådan adgang er nødvendigt for at vurdere ap‐
paratets eller radioudstyrets overensstemmelse med kravene
i loven. Oplysningerne vil kunne indhentes uanset form el‐
ler format og uanset lagringsmedium eller det sted, hvor
sådanne dokumenter, tekniske specifikationer, data eller op‐
lysninger er lagret. Sikkerhedsstyrelsen vil endvidere have
mulighed for at tage eller få kopier heraf.
For så vidt angår fabrikanter af faste anlæg eller installatø‐
rer af faste anlæg kan det f.eks. dreje sig om det informati‐
onsmateriale, som skal følge med apparater, som alene er
bestemt til indbygning i faste anlæg, jf. radioudstyrslovens §
15, stk. 2.
Det er i bestemmelsen understreget, at Sikkerhedsstyrelsen
og Teleklagenævnet har mulighed for at pålægge erhvervs‐
drivende at fremlægge de relevante oplysninger, der er nød‐
vendige for at kunne fastslå ejerskabet til en onlinegrænse‐
flade, når de pågældende oplysninger har relation til det
apparat eller radioudstyr, som det er nødvendigt at indhente
oplysninger om. Dette skyldes, at stadig flere apparater og
radioudstyr sælges online, og der kan derfor være behov
for i sidste ende at sikre, at apparater og radioudstyr, som
ikke overholder kravene i loven, ikke længere sælges eller
stilles rådighed på anden måde gennem den pågældende
onlinegrænseflade. Sikkerhedsstyrelsen vil i medfør af de
foreslåede § 40 a, stk. 1, og § 40 b kunne påbyde ejere af
en onlinegrænseflade at ændre eller fjerne indhold, ligesom
onlinegrænsefladen i sidste ende kan blokeres.
Bestemmelsen fastsætter, at Sikkerhedsstyrelsen og Telekla‐
genævnet vil kunne kræve oplysninger til brug for admini‐
stration af loven. Ved administration forstås ikke kun oplys‐
ninger, som skal bruges i forbindelse med styrelsens kontrol
af, om loven og regler fastsat i medfør heraf overholdes, el‐
ler oplysninger, som Teleklagenævnet har brug for i forbin‐
delse med dets konkrete sagsbehandling. Bestemmelsen vil
også kunne bruges til at kræve mere generelle oplysninger
f.eks. vedrørende de erhvervsdrivendes tilgængeliggørelse
af apparater eller radioudstyr, som ikke specifikt relaterer
sig til et bestemt apparat eller radioudstyr, og som ikke skal
bruges til at vurdere, om loven eller regler fastsat i medfør
heraf er overholdt. Det vil særligt være Sikkerhedsstyrelsen
og ikke Teleklagenævnet, som vil kunne have behov for at
kræve oplysninger, som er til brug for andet end kontrol.
Oplysninger, som er til brug for anden administration af
loven, vil bl.a. kunne være oplysninger, som skal videregi‐
ves til Europa-Kommissionen, eller oplysninger, som skal
videregives til nationale kontrolmyndigheder i en anden
EU-medlemsstat i forbindelse med dennes behandling af en
konkret kontrolsag, jf. principperne for samarbejdet mellem
Europa-Kommissionen og EU-medlemsstaterne i markeds‐
overvågningsforordningen.
Det er ikke hensigten at pålægge de forpligtede unødige
administrative byrder, og Sikkerhedsstyrelsen eller Telekla‐
genævnet vil ikke kunne anmode om oplysninger fra en
erhvervsdrivende, som går videre end det, den erhvervsdri‐
vende efter lovforslaget er forpligtet til eller kan forventes at
være i besiddelse af.
Sikkerhedsstyrelsens eventuelle offentliggørelse af oplys‐
ninger og materiale, som styrelsen har modtaget, vil til
enhver tid være begrænset af de almindelige regler om tavs‐
hedspligt efter forvaltningslovens § 27. Oplysninger, der er
modtaget efter stk. 3, skal behandles under iagttagelse af
reglerne i lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019
om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangs‐
indgreb og oplysningspligt (retssikkerhedsloven).
Har en myndighed konkret mistanke om, at en enkeltper‐
son eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der
kan medføre straf, gælder den foreslåede bestemmelse ikke,
medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges
tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den
formodede overtrædelse, jf. retssikkerhedslovens § 10. I det‐
te tilfælde skal den pågældende myndighed overlade sagen
til politiet.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger beføjelsen i mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra a og
c.
Bestemmelsen vil sikre, at Sikkerhedsstyrelsen og Telekla‐
genævnet kan få de nødvendige oplysninger til udførelse af
såvel kontrolarbejdet som den generelle administration af
loven.
Til nr. 50
Ifølge radioudstyrslovens § 33, stk. 1, kan Energistyrelsen
og Teleklagenævnet ved en begrundet anmodning kræve op‐
lysninger og materiale, jf. dog stk. 2 og 3, som skønnes
nødvendigt i forbindelse med administration af loven og
regler fastsat i medfør heraf, af den ansvarlige for anvendel‐
sen af et apparat, fast anlæg og radioudstyr og udbydere af
offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.
Med bestemmelsen i § 33, stk. 2, foreslås det fastsat, at
151
Energistyrelsen og Teleklagenævnet af den ansvarlige for
anvendelsen af et apparat, fast anlæg og radioudstyr og ud‐
bydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller
-tjenester ved en begrundet anmodning vil kunne kræve op‐
lysninger og materiale, som skønnes nødvendigt i forbindel‐
se med administration af loven og regler fastsat i medfør
heraf.
Det foreslås således, at Energistyrelsen ved begrundet an‐
modning vil kunne kræve oplysninger og materiale af den
ansvarlige for anvendelsen af et apparat, fast anlæg og
radioudstyr. Herudover vil Energistyrelsen kunne kræve op‐
lysninger af udbydere af offentlige elektroniske kommuni‐
kationsnet eller -tjenester.
Energistyrelsen vil efter den foreslåede bestemmelse hoved‐
sageligt kunne kræve oplysninger, som er til brug for kontrol
og afgørelser. Vedrørende den ansvarlige for anvendelsen af
apparater, faste anlæg eller radioudstyr vil der typisk kunne
være behov for hos disse at indhente oplysninger i forbin‐
delse med sager om forstyrrelser. Det kan f.eks. være en sag,
hvor der opleves forstyrrelser af en trådløs forbindelse, som
kan være forårsaget af radioudstyr, som ikke overholder de
væsentlige krav, jf. radioudstyrslovens § 17. En ansvarlig for
anvendelsen vil som udgangspunkt være ejeren, men det kan
også tænkes, at et fast anlæg f.eks. er lejet eller leaset, så
den ansvarlige for anvendelsen ikke er ejeren, men derimod
lejeren.
Vedrørende udbydere af offentlige elektroniske kommunika‐
tionsnet eller -tjenester vil der kunne være behov for at ind‐
hente oplysninger hos disse i forbindelse med Energistyrel‐
sens kontrol af, at udbyderne overholder radioudstyrslovens
§ 28 og § 29, stk. 1, hvorefter udbyderne skal offentliggøre
tekniske specifikationer for de fysiske karakteristika for de
grænseflader, de stiller til rådighed, og hvorefter udbyderne
ikke kan nægte slutbrugere at tilslutte terminaludstyr til de
pågældende net eller tjenester. Oplysningerne vil kunne ind‐
hentes uanset form eller format og uanset lagringsmedium
eller det sted, hvor sådanne oplysninger eller materiale er
lagret. Energistyrelsen vil endvidere have mulighed for at
tage eller få kopier heraf.
Energistyrelsen og Teleklagenævnet vil ifølge den foreslåe‐
de bestemmelse kunne kræve oplysninger til brug for admi‐
nistration af loven. Ved administration forstås ikke kun op‐
lysninger, som skal bruges i forbindelse med styrelsens kon‐
trol af, om loven og regler fastsat i medfør heraf overholdes,
eller oplysninger, som Teleklagenævnet har brug for i for‐
bindelse med dets konkrete sagsbehandling. Bestemmelsen
vil også kunne bruges til at kræve mere generelle oplysnin‐
ger, som ikke specifikt relaterer sig til et bestemt apparat
eller radioudstyr, og som ikke skal bruges til at vurdere, om
loven eller regler fastsat i medfør heraf er overholdt. Sådan‐
ne oplysninger vil dog hovedsageligt kun kunne kræves af
udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller
-tjenester.
Det er ikke hensigten at pålægge de forpligtede unødige ad‐
ministrative byrder, og Energistyrelsen eller Teleklagenæv‐
net vil ikke kunne anmode om oplysninger, som går videre
end det, den pågældende efter lovforslaget er forpligtet til
eller kan forventes at være i besiddelse af.
For så vidt angår den ansvarlige for anvendelsen af appara‐
ter, faste anlæg eller radioudstyr vil det almindelige forbud
mod selvinkriminering, som følger af § 10 i lovbekendtgø‐
relse nr. 1121 af 12. november 2019 om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysnings‐
pligter (retssikkerhedsloven). Myndighederne er som følge
heraf afskåret fra at håndhæve en oplysningspligt, hvis de
har mistanke om, at den pågældende fysiske eller juridiske
person har begået et strafbart forhold, og oplysningerne vil
kunne være af betydning for en nærmere vurdering heraf.
Dette vil som udgangspunkt ikke indebære begrænsninger i
forhold til at anvende dette lovforslags bestemmelser om ud‐
øvelse af almindelig forudgående eller efterfølgende tilsyns-
og kontrolvirksomhed.
Hvis det bliver nødvendigt for Energistyrelsen at behandle
personoplysninger, skal denne behandling foregå i overens‐
stemmelse med EU-retten om beskyttelse af personoplysnin‐
ger. Enhver behandling af personoplysninger i medfør af
den foreslåede bestemmelse er underlagt Europa-Parlamen‐
tets og Rådets forordning 2016/679/EU og Europa-Parla‐
mentets og Rådets forordning 2018/1725/EU, alt efter hvad
der er relevant.
Modtager Energistyrelsen ikke de oplysninger, som styrel‐
sen kræver efter denne bestemmelse, vil styrelsen kunne
træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 34, jf.
lovforslagets nr. 51, om bl.a. forbud mod at anvende de ap‐
parater, det faste anlæg eller det radioudstyr, som oplysnin‐
gerne vedrører, eller påbud om at fremlægge oplysningerne
eller materialet.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger beføjelsen i mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra a og
c.
Markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra
a, fastsætter, at de beføjelser, der tillægges markedsovervåg‐
ningsmyndighederne mindst skal omfatte beføjelsen til at
pålægge erhvervsdrivende at forelægge relevante dokumen‐
ter, tekniske specifikationer, data eller oplysninger om over‐
ensstemmelse og tekniske aspekter af produktet, herunder
adgang til indlejret software i det omfang en sådan adgang
er nødvendigt for at vurdere produktets overensstemmelse,
uanset form eller format og uanset lagringsmedium eller
det sted, hvor sådanne dokumenter, tekniske specifikationer,
data eller oplysninger er lagret, og at tage eller få kopier
deraf.
Markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra
c, fastsætter, at de beføjelser, der tillægges markedsovervåg‐
ningsmyndighederne i henhold til stk. 1, mindst skal omfatte
beføjelsen til at pålægge erhvervsdrivende at fremlægge de
relevante oplysninger, der er nødvendige for at kunne fastslå
152
ejerskabet til et websted, når de pågældende oplysninger har
relation til undersøgelsens genstand.
Bestemmelsen sikrer, at Energistyrelsen og Teleklagenævnet
kan få de nødvendige oplysninger til udførelse af såvel kon‐
trolarbejdet som den generelle administration af loven.
Det følger af radioudstyrslovens § 33, stk. 2, at Sikkerheds‐
styrelsen af en erhvervsdrivende kan kræve oplysninger, der
identificerer enhver anden erhvervsdrivende, som inden for
10 år har leveret et apparat eller radioudstyr til den pågæl‐
dende erhvervsdrivende, og enhver anden erhvervsdrivende,
som den pågældende erhvervsdrivende inden for 10 år har
leveret et apparat eller radioudstyr til.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 33, stk. 3, foreslås det fastsat, at Sik‐
kerhedsstyrelsen af fabrikanter, bemyndigede repræsentan‐
ter, importører og distributører vil kunne kræve oplysninger,
der identificerer enhver erhvervsdrivende, fra hvem den på‐
gældende inden for 10 år har fået leveret et apparat eller ra‐
dioudstyr, og enhver erhvervsdrivende, som den pågældende
inden for 10 år har leveret et apparat eller radioudstyr til.
Der er tale om en indholdsmæssig videreførsel af § 33, stk.
2, i radioudstyrsloven. Stk. 2 gennemfører EMC-direktivets
artikel 12 og radioudstyrsdirektivets artikel 15. Definitionen
af erhvervsdrivende i radioudstyrslovens § 2, stk. 1, nr. 7,
er dog anderledes end definitionen af erhvervsdrivende i
henhold til det foreslåede § 2, stk. 1, nr. 7, jf. lovforslagets §
3, nr. 2, idet også udbydere af distributionstjenester foreslås
medtaget. Derfor anvendes termen ”erhvervsdrivende” ikke
i den videreførte bestemmelse, men der foreslås i stedet
indsat en opremsning af de typer af erhvervsdrivende, som
efter direktiverne er forpligtet i henhold til bestemmelsen.
Bestemmelsen fastsætter, at Sikkerhedsstyrelsen af fabrikan‐
ter, bemyndigede repræsentanter, importører og distributører
vil kunne kræve oplysninger om levering af apparater eller
radioudstyr til og fra erhvervsdrivende. Det drejer sig alene
om oplysninger, som vedrører de seneste 10 år. Der vil
med bestemmelsen blive fastlagt en pligt for de nævnte
erhvervsdrivende til at sikre, at de kan stille oplysninger‐
ne til rådighed for styrelsen, indtil oplysningerne er 10 år
gamle. Identifikationen af den erhvervsdrivende vil f.eks.
kunne ske ved fremlæggelse af fakturaer, men der vil f.eks.
ikke være pligt til at føre et register over de pågældende
erhvervsdrivende. Det fremgår af betragtning 25 til EMC-di‐
rektivet og betragtning 37 til radioudstyrsdirektivet, at de
erhvervsdrivende i den nævnte 10-årsperiode ikke er for‐
pligtede til at ajourføre oplysningerne vedrørende de andre
erhvervsdrivende.
Bestemmelsen har til formål at gøre det muligt at fastslå
identiteten på erhvervsdrivende, som har gjort apparater og
radioudstyr, der ikke er i overensstemmelse med reglerne,
tilgængelige på markedet. Dette vil gøre kontrollen med
bestemmelsernes overholdelse mere effektiv, idet det kan
medvirke til, at apparater og radioudstyr kan spores gennem
hele forsyningskæden.
Udover at fastlægge en pligt for de nævnte erhvervsdrivende
til at kunne stille oplysningerne til rådighed for Sikkerheds‐
styrelsen, fastsætter bestemmelsen samtidig en begrænsning
for, hvor langt tilbage i tiden styrelsen vil kunne kræve
oplysninger af denne art.
Det foreslås endvidere fastsat, at det alene vil være Sikker‐
hedsstyrelsen, som kan kræve oplysningerne. Bestemmelsen
fungerer på grund af tidsbegrænsningen som en undtagelse
til det foreslåede stk. 1, hvor der ikke er indbygget en sådan
tidsbegrænsning.
Sikkerhedsstyrelsen vil endvidere kunne kræve oplysninger
i medfør af det foreslåede stk. 4 af de erhvervsdrivende,
som vedrører forsyningskæden, herunder f.eks. oplysninger
om mængder af apparater og radioudstyr. Hvor der er tale
om en fabrikant, bemyndiget repræsentant, importør eller
distributør, og hvor der er tale om oplysninger om, hvem
der er leveret apparater eller radioudstyr til eller fra, vil det
dog være det foreslåede stk. 2, som finder anvendelse, idet
der her er tale om en indbygget tidsbegrænsning. Øvrige
erhvervsdrivende og øvrige typer oplysninger vil være om‐
fattet af det foreslåede stk. 4. Der henvises til bemærkningen
til denne bestemmelse.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som fastsætter,
at Sikkerhedsstyrelsen kan opkræve den type oplysninger
vedrørende forsyningskæden, som er nævnt i markedsover‐
vågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra b.
Med bestemmelsen i § 33, stk. 4, foreslås det fastsat, at
Sikkerhedsstyrelsen af erhvervsdrivende vil kunne kræve
relevante oplysninger om forsyningskæden, om de nærmere
detaljer for distributionsnettet, om mængder af apparater
eller radioudstyr på markedet og om andre produktmodeller,
der har de samme tekniske egenskaber som det pågældende
apparat eller radioudstyr.
Sikkerhedsstyrelsen vil således af erhvervsdrivende efter
den foreslåede bestemmelse kunne kræve forskellige typer
af relevante oplysninger i forhold til forsyningskæden. Be‐
stemmelsen omfatter i modsætning til det foreslåede stk. 2
alle erhvervsdrivende, hvilket i henhold til lovforslagets § 3,
nr. 2, ud over fabrikanten, den bemyndigede repræsentant,
importøren og distributøren også omfatter udbyderen af dis‐
tributionstjenester.
Oplysninger om forsyningskæden vil kunne inkludere oplys‐
ninger om, hvorfra den erhvervsdrivende har fået leveret
apparater eller radioudstyr, eller hvem der er leveret til. Fa‐
brikanter, bemyndigede repræsentanter, importører og distri‐
butører vil dog allerede have denne forpligtelse i henhold til
det foreslåede stk. 3, hvor der fastsættes en tidsbegrænsning
på 10 år.
153
Det foreslåede stk. 3 skal på dette punkt forstås som en
undtagelse til det foreslåede stk. 4, idet de nævnte typer
erhvervsdrivende i det foreslåede stk. 3 vil kunne blive
forpligtet til at afgive oplysninger om leveringer i forsy‐
ningskæden, som ligger mere end 10 år tilbage i tiden. Op‐
lysninger om, hvem der er leveret fra og til efter denne
bestemmelse, vil derfor alene være relevant for udbydere af
distributionstjenester.
Udover oplysninger om forsyningskæden vil Sikkerhedssty‐
relsen endvidere efter den foreslåede bestemmelse kunne
kræve, at de erhvervsdrivende giver oplysninger om andre
detaljer for distributionsnettet og oplysninger om, hvor store
mængder af de pågældende apparater eller radioudstyr, der
findes på markedet, herunder på andre EU-markeder. Sik‐
kerhedsstyrelsen vil endvidere af de erhvervsdrivende kunne
kræve oplysninger om andre produktmodeller på markedet,
som har samme tekniske egenskaber som de apparater eller
radioudstyr, som oplysningerne vedrører. Der vil hovedsage‐
ligt være tale om produktmodeller, som den pågældende
erhvervsdrivende selv har bragt i omsætning eller har gjort
tilgængelig på markedet. Men der vil også kunne være tale
om oplysninger om andre produktmodeller, som den pågæl‐
dende erhvervsdrivende måtte have kendskab til.
Det vil særligt være fabrikanter eller importører, som vil væ‐
re i besiddelse af sådanne oplysninger, da f.eks. distributører
og udbydere af distributionstjenester i mindre grad forventes
at have samme overblik.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger beføjelsen i mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra b.
Markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra
b, fastsætter, at de beføjelser, der tillægges markedsovervåg‐
ningsmyndighederne mindst skal omfatte beføjelsen til at
pålægge erhvervsdrivende at levere relevante oplysninger
om forsyningskæden, om de nærmere detaljer for distributi‐
onsnettet, om mængder af produkter på markedet og om
andre produktmodeller, der har de samme tekniske egenska‐
ber som det pågældende produkt, når det er relevant for
overensstemmelse med de gældende krav.
Formålet er så vidt muligt at kunne standse tilgængeliggø‐
relsen af apparater og radioudstyr, som ikke overholder kra‐
vene i loven eller i regler fastsat i medfør heraf ved, at Sik‐
kerhedsstyrelsen samarbejder med de pågældende erhvervs‐
drivende eller kan træffe afgørelser over for de erhvervsdri‐
vende, hvorved brugerne i sidste ende bliver beskyttet mod
de pågældende apparater eller radioudstyr.
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 5 og 6.
Til nr. 51
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som fastsætter, at
Sikkerhedsstyrelsen og Energistyrelsen i kontroløjemed kan
indsamle og behandle, herunder samkøre, oplysninger fra
andre offentlige myndigheder og fra offentligt tilgængelige
kilder.
Med bestemmelsen i 33 a, stk. 1, foreslås det fastsat, at
Sikkerhedsstyrelsen og Energistyrelsen i kontroløjemed vil
kunne indsamle og behandle, herunder samkøre, oplysninger
fra andre offentlige myndigheder og fra offentligt tilgænge‐
lige kilder.
Det foreslås således, at der indføres bestemmelser, som vil
give Sikkerhedsstyrelsen og Energistyrelsen hjemmel til at
indsamle, behandle og foretage samkøring af data i kon‐
troløjemed. Behovet for bestemmelsen i stk. 1 begrundes
i, at Sikkerhedsstyrelsen og Energistyrelsen ved hjælp af
indsamling og behandling af data kan lette udførelsen af
kontrollerne. Bestemmelsen vil alene kunne anvendes i det
omfang, at indsamling og behandling er relevant og propor‐
tional i forhold til Sikkerhedsstyrelsens og Energistyrelsens
kontrolopgaver. Det er hensigten med bestemmelsen, at der
vil være tale om indsamling og behandling af oplysninger
vedrørende virksomheder eller almindelige personoplysnin‐
ger om enkeltmandsvirksomheder. Bestemmelsen vil dog
ikke være begrænset hertil og vil således kunne omfatte
enhver type oplysning. Sidstnævnte er særligt relevant i for‐
bindelse med Energistyrelsens kontrol med anvendelsen af
apparater, faste anlæg eller radioudstyr, idet der også her vil
kunne være tale om, at private brugere anvender produkter,
som ikke overholder lovens krav, herunder de væsentlige
krav, jf. radioudstyrslovens §§ 3, 14 og 17.
Sikkerhedsstyrelsen og Energistyrelsen vil med bestemmel‐
sen i stk. 1 kunne foretage samkøring i kontroløjemed bl.a.
som udgangspunkt for risikobaseret kontrol. Bestemmelsen
vil kunne anvendes til at indsamle, behandle og samkøre
offentligt eller ikke-offentligt tilgængelige oplysninger fra
andre offentlige myndigheder eller oplysninger fra offentligt
tilgængelige kilder. Der vil kunne være tale om oplysninger
fra andre myndigheder såsom oplysninger fra Det Centrale
Virksomhedsregister (CVR). Der vil ligeledes kunne være
tale om oplysninger fra udenlandske myndigheder f.eks. i
forbindelse med koordinerede markedsovervågningsindsat‐
ser på tværs af EU-medlemsstater. Herudover vil det kunne
være relevant at samkøre oplysninger mellem Sikkerheds‐
styrelsen og Energistyrelsen f.eks. i forbindelse med kontrol
af det samme apparat eller radioudstyr.
Dette vil bidrage til at kvalificere risikobilledet, så Sikker‐
hedsstyrelsen og Energistyrelsen vil blive i stand til mere
præcist at vurdere, hvilke kontrolforanstaltninger der vil væ‐
re mest effektive og proportionale på et givent område. For‐
målet er således en mere effektiv og proportional kontrol,
på hvilket grundlag Sikkerhedsstyrelsen og Energistyrelsen
vil kunne vurdere, hvilke kontrolforanstaltninger der er mest
hensigtsmæssige at anvende. Hermed opnås en yderligere
kvalificering af den proportionalitetsvurdering, der vil skul‐
le foretages af Sikkerhedsstyrelsen og Energistyrelsen med
henblik på at sikre, at proportionale midler anvendes i udfø‐
relsen af kontrollen.
Som eksempel herpå kan nævnes den situation, hvor Sikker‐
hedsstyrelsen har oplysninger om risikoen ved et bestemt
produkt, men hvor det er uvist, hvor tilgængeligt det pågæl‐
154
dende produkt er på det danske marked. I en sådan situation
vil oplysninger fra told- og skatteforvaltningen om antallet
af erhvervsmæssigt importerede varer kunne være med til at
præcisere kontrolmyndighedens risikovurdering.
Indhentelse, behandling og samkøring af eventuelle person‐
oplysninger vil ske under hensyntagen til databeskyttelses‐
reglerne. Der henvises til bemærkningerne i afsnit 4 ovenfor.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der henvises endvidere til afsnit 4 i de almindelige be‐
mærkninger vedrørende forholdet til databeskyttelseslovgiv‐
ningen.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som fastsætter,
at Sikkerhedsstyrelsen og Energistyrelsen i kontroløjemed
kan behandle, herunder samkøre, oplysninger, som den på‐
gældende styrelse, ud over de tilfælde der er nævnt i det
foreslåede § 33 a, stk. 1, er i besiddelse af.
Med bestemmelsen i § 33 a, stk. 2, foreslås det, at Sikker‐
hedsstyrelsen og Energistyrelsen i kontroløjemed vil kunne
behandle, herunder samkøre, oplysninger, som den pågæl‐
dende styrelse, ud over de tilfælde der er nævnt i det foreslå‐
ede stk. 1, er i besiddelse af.
Den foreslåede bestemmelse vil dermed omfatte alle øvrige
oplysninger, som Sikkerhedsstyrelsen eller Energistyrelsen
er i besiddelse af. Det vil eksempelvis kunne være oplys‐
ninger, som erhvervsdrivende har indberettet til Sikkerheds‐
styrelsen eller Energistyrelsen som følge af eventuelle ind‐
beretningspligter i lovgivning, eller det vil kunne være kon‐
trolsager, hvor Sikkerhedsstyrelsen eller Energistyrelsen har
indsamlet oplysninger fra erhvervsdrivende. Reglen vil blive
anvendt til at udnytte Sikkerhedsstyrelsens eller Energisty‐
relsens eksisterende oplysninger til at styrke Sikkerhedssty‐
relsens og Energistyrelsens kontrol og markedsovervågning
også på tværs af styrelsernes områder. Det vurderes primært
at være nødvendigt at anvende oplysningerne i kontroløje‐
med, hvorfor bestemmelsen er begrænset hertil.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der henvises endvidere til afsnit 4 i de almindelige be‐
mærkninger vedrørende forholdet til databeskyttelseslovgiv‐
ningen.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som fastsætter, at
Sikkerhedsstyrelsen og Energistyrelsen i kontroløjemed kan
indsamle og behandle, herunder samkøre, ikke-offentligt til‐
gængelige oplysninger fra offentlige og private virksomhe‐
der og erhvervs- eller forbrugerorganisationer.
Med bestemmelsen i § 33 a, stk. 3, foreslås det, at Sikker‐
hedsstyrelsen og Energistyrelsen i kontroløjemed vil kunne
indsamle og behandle, herunder samkøre, ikke-offentligt til‐
gængelige oplysninger fra offentlige og private virksomhe‐
der og erhvervs- eller forbrugerorganisationer.
Baggrunden for bestemmelsen er, at kontrolindsatsen pri‐
mært vil skulle rettes derhen, hvor regelefterlevelsen er la‐
vest, eller hvor risikoen er størst. Sikkerhedsstyrelsen og
Energistyrelsen vil derfor have behov for, at der kan indhen‐
tes data, som f.eks. kan indgå i risikomodeller til brug for
planlægning af en effektiv markedsovervågning.
Bestemmelsen vil således sikre en klar hjemmel til, at der
fra offentlige og private virksomheder samt erhvervs- eller
forbrugerorganisationer kan indhentes og samkøres ikke-of‐
fentligt tilgængelige oplysninger, herunder også fra uden‐
landske aktører.
Der vil eksempelvis kunne være tale om oplysninger fra
administratoren af danske internetdomæner om registranter
og fuldmagtshavere til danske domæner fra DK Hostmaster.
Det foreslås, at muligheden for at indhente og samkøre ikke-
offentligt tilgængelige oplysninger alene vil skulle anvendes
i de tilfælde, hvor det har sammenhæng med Sikkerhedssty‐
relsens eller Energistyrelsens kontrolopgaver. En samkøring
af oplysninger vil ske under hensyntagen til regler i databe‐
skyttelsesreglerne.
Bestemmelsen skal anvendes under iagttagelse af retssikker‐
hedslovens regler, herunder forbuddet mod selvinkrimine‐
ring, jf. retssikkerhedslovens § 10.
Endelig vil indsamlingen og samkøringen af data ske under
hensyntagen til forvaltningslovens § 32 om forbud mod, at
den, der virker inden for den offentlige forvaltning, skaffer
sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for ud‐
førelsen af den pågældendes arbejde.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der henvises endvidere til afsnit 4 i de almindelige be‐
mærkninger vedrørende forholdet til databeskyttelseslovgiv‐
ningen.
Til nr. 52
Det følger af § 34, stk. 1, i radioudstyrsloven, at undlader
en erhvervsdrivende i forbindelse med en konkret tilsynssag
at give de oplysninger eller fremlægge det materiale, som
Sikkerhedsstyrelsen kræver efter § 33, stk. 1, eller undlader
en erhvervsdrivende at give oplysninger efter § 33, stk. 2,
kan Sikkerhedsstyrelsen over for fabrikanten, importøren
eller distributøren nedlægge forbud mod at bringe apparatet
eller radioudstyret i omsætning eller at gøre det tilgængeligt
på markedet.
Med bestemmelsen i § 34, stk. 1, nr. 1, foreslås det fastsat,
at undlader en erhvervsdrivende i forbindelse med en kon‐
kret kontrolsag at give de oplysninger eller fremlægge det
155
materiale, som Sikkerhedsstyrelsen kræver efter de foreslåe‐
de § 33, stk. 1, 3 eller 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 49 og
50, vil Sikkerhedsstyrelsen over for vedkommende kunne
nedlægge forbud mod at bringe apparatet eller radioudstyret
i omsætning eller at gøre det tilgængeligt på markedet.
Det foreslås i stk. 1 fastsat, hvilke afgørelser Sikkerhedssty‐
relsen vil kunne træffe, hvis en erhvervsdrivende undlader
at give styrelsen de oplysninger eller fremlægge det mate‐
riale, som styrelsen kræver i forbindelse med en konkret
kontrolsag, jf. de foreslåede bestemmelser i § 33, stk. 1,
3 eller 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 49 og 50. For så vidt
angår oplysningerne i den foreslåede bestemmelse i § 33,
stk. 3, vil Sikkerhedsstyrelsen alene kunne kræve disse i 10
år efter, at et apparat eller radioudstyr er bragt i omsætning
eller er gjort tilgængeligt på markedet.
Efter det foreslåede nr. 1 vil Sikkerhedsstyrelsen kunne
forbyde, at en fabrikant, en importør eller en udbyder af
distributionstjenester bringer et apparat eller radioudstyr i
omsætning, eller at en distributør gør et apparat eller radio‐
udstyr tilgængeligt på markedet. Det vil indebære, at den
pågældende forbydes at sælge apparatet eller radioudstyret
eller på anden vis stille det til rådighed for andre.
Bemyndigede repræsentanter bringer ikke apparater eller ra‐
dioudstyr i omsætning eller gør dem tilgængelige på marke‐
det, men kan være ansvarlige for apparater eller radioudstyr,
som fabrikanten bringer i omsætning. I det tilfælde, hvor en
bemyndiget repræsentant ikke opfylder sin oplysningspligt,
vil Sikkerhedsstyresen kunne træffe afgørelse over for den
fabrikant, som har bemyndiget repræsentanten.
Sikkerhedsstyrelsen vil på baggrund af en proportionalitets‐
vurdering træffe afgørelse om den mindst indgribende foran‐
staltning over for den erhvervsdrivende, som er tilstrækkelig
for at afhjælpe den manglende overholdelse af reglerne.
Den afgørelse, som måtte være blevet truffet efter det fore‐
slåede nr. 1, vil efterfølgende blive ophævet, hvis Sikker‐
hedsstyrelsen modtager de oplysninger eller det materiale,
som styrelsen vil have anmodet om.
Den foreslåede bestemmelse vil kun finde anvendelse i for‐
bindelse med oplysninger eller materiale til brug for en
konkret kontrolsag. Det kan f.eks. omfatte tilfælde, hvor
Sikkerhedsstyrelsen vil kunne kræve, at en fabrikant sender
en kopi af EU-overensstemmelseserklæringen eller af den
tekniske dokumentation for et apparat eller radioudstyr. Hvis
fabrikanten undlader at sende dokumentet, eller hvis det, fa‐
brikanten har sendt, er mangelfuldt, f.eks. hvor en EU-over‐
ensstemmelseserklæring ikke indeholder oplysninger om,
hvilket direktiv det erklærer overensstemmelse med, vil Sik‐
kerhedsstyrelsen kunne træffe afgørelse efter denne bestem‐
melse og f.eks. nedlægge forbud over for fabrikanten mod
at sælge det apparat eller radioudstyr, som det manglende
materiale vedrører, indtil styrelsen modtager materialet.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke finde anvendelse i de
situationer, hvor Sikkerhedsstyrelsen kræver, at en erhvervs‐
drivende, som ikke vedrører en konkret kontrolsag, f.eks.
hvor der er tale om oplysninger, som Europa-Kommissionen
efterspørger. Sådanne oplysninger vil være omfattet af det
foreslåede stk. 4.
Det følger af § 34, stk. 1, i radioudstyrsloven, at undlader en
erhvervsdrivende i forbindelse med en konkret kontrolsag
at give de oplysninger eller fremlægge det materiale, som
Sikkerhedsstyrelsen kræver efter § 33, stk. 1, eller undlader
en erhvervsdrivende at give oplysninger efter § 33, stk. 2,
kan Sikkerhedsstyrelsen give fabrikanten, importøren eller
distributøren påbud om at trække apparatet eller radioudsty‐
ret tilbage fra markedet.
Med bestemmelsen i § 34, stk. 1, nr. 2, foreslås det fastsat, at
undlader en erhvervsdrivende i forbindelse med en konkret
kontrolsag at give de oplysninger eller fremlægge det mate‐
riale, som Sikkerhedsstyrelsen kræver efter de foreslåede
§ 33, stk. 1, 3 eller 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 49 og 50,
vil Sikkerhedsstyrelsen over for vedkommende kunne give
påbud om at trække apparatet eller radioudstyret tilbage fra
markedet.
Det foreslås i stk. 1 fastsat, hvilke afgørelser Sikkerhedssty‐
relsen vil kunne træffe, hvis en erhvervsdrivende undlader
at give styrelsen de oplysninger eller fremlægge det mate‐
riale, som styrelsen kræver i forbindelse med en konkret
kontrolsag, jf. de foreslåede bestemmelser i § 33, stk. 1,
3 eller 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 49 og 50. For så vidt
angår oplysningerne i den foreslåede bestemmelse i § 33,
stk. 3, vil Sikkerhedsstyrelsen alene kunne kræve disse i 10
år efter, at et apparat eller radioudstyr er bragt i omsætning
eller er gjort tilgængeligt på markedet.
Efter det foreslåede nr. 2 vil Sikkerhedsstyrelsen kunne give
en erhvervsdrivende påbud om at trække et apparat eller
radioudstyr tilbage fra markedet. Det vil sige, at den pågæl‐
dende skal sikre, at det ikke er muligt for en bruger eller
andre erhvervsdrivende at købe eller på anden måde erhver‐
ve det pågældende apparat eller radioudstyr. Det kan f.eks.
betyde, at en fabrikant skal sørge for, at salget af dennes ap‐
parat eller radioudstyr bliver standset hos alle distributører,
og fabrikanten kan være nødt til at få tilbageleveret disse fra
distributørerne for at sikre, at apparaterne eller radioudstyret
bliver bragt i orden.
Den afgørelse, som måtte være blevet truffet efter det fore‐
slåede nr. 2, vil efterfølgende blive ophævet, hvis Sikker‐
hedsstyrelsen modtager de oplysninger eller det materiale,
som styrelsen vil have anmodet om.
Den foreslåede bestemmelse vil kun finde anvendelse i for‐
bindelse med oplysninger eller materiale til brug for en
konkret kontrolsag. Det kan f.eks. omfatte tilfælde, hvor
Sikkerhedsstyrelsen vil kunne kræve, at en fabrikant sender
en kopi af EU-overensstemmelseserklæringen eller af den
tekniske dokumentation for et apparat eller radioudstyr. Hvis
fabrikanten undlader at sende dokumentet, eller hvis det, fa‐
brikanten har sendt, er mangelfuldt, f.eks. hvor en EU-over‐
156
ensstemmelseserklæring ikke indeholder oplysninger om,
hvilket direktiv det erklærer overensstemmelse med, vil Sik‐
kerhedsstyrelsen kunne træffe afgørelse efter denne bestem‐
melse og f.eks. nedlægge forbud over for fabrikanten mod
at sælge det apparat eller radioudstyr, som det manglende
materiale vedrører, indtil styrelsen modtager materialet.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke finde anvendelse i de
situationer, hvor Sikkerhedsstyrelsen kræver, at en erhvervs‐
drivende fremlægger oplysninger eller materiale, som ikke
vedrører en konkret kontrolsag, f.eks. hvor der er tale om
oplysninger, som Europa-Kommissionen efterspørger. Så‐
danne oplysninger vil være omfattet af det foreslåede stk.
4.
Det følger af § 34, stk. 1, i radioudstyrsloven, at undlader en
erhvervsdrivende i forbindelse med en konkret kontrolsag
at give de oplysninger eller fremlægge det materiale, som
Sikkerhedsstyrelsen kræver efter § 33, stk. 1, eller undlader
en erhvervsdrivende at give oplysninger efter § 33, stk. 2,
kan Sikkerhedsstyrelsen give fabrikanten, importøren eller
distributøren påbud om at trække apparatet eller radioudsty‐
ret tilbage fra markedet.
Med bestemmelsen i § 34, stk. 1, nr. 3, foreslås det fastsat, at
undlader en erhvervsdrivende i forbindelse med en konkret
kontrolsag at give de oplysninger eller fremlægge det mate‐
riale, som Sikkerhedsstyrelsen kræver efter de foreslåede
§ 33, stk. 1, 3 eller 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 49 og 50,
vil Sikkerhedsstyrelsen over for vedkommende kunne give
påbud om at kalde apparatet eller radioudstyret tilbage.
Det foreslås i stk. 1 fastsat, hvilke afgørelser Sikkerhedssty‐
relsen vil kunne træffe, hvis en erhvervsdrivende undlader
at give styrelsen de oplysninger eller fremlægge det mate‐
riale, som styrelsen kræver i forbindelse med en konkret
kontrolsag, jf. de foreslåede bestemmelser i § 33, stk. 1,
3 eller 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 49 og 50. For så vidt
angår oplysningerne i den foreslåede bestemmelse i § 33,
stk. 3, vil Sikkerhedsstyrelsen alene kunne kræve disse i 10
år efter, at et apparat eller radioudstyr er bragt i omsætning
eller er gjort tilgængeligt på markedet.
Efter det foreslåede nr. 3 vil Sikkerhedsstyrelsen kunne gi‐
ve en erhvervsdrivende påbud om at kalde et apparat eller
radioudstyr tilbage, hvilket vil have til formål at sikre, at
apparater eller radioudstyr, der er solgt til brugere, returne‐
res. Den pågældende vil således skulle sikre, at alle appara‐
ter eller radioudstyr af den pågældende type, som allerede
er solgt eller på anden vis stillet til rådighed for brugerne
og andre, så vidt muligt leveres tilbage til fabrikanten, im‐
portøren, distributøren eller udbyderen af distributionstjene‐
ster. Det vil af påbuddet kunne fremgå, hvordan dette skal
efterkommes. Der vil kunne være tale om indrykning af an‐
noncer i dagblade, hvori apparatet eller radioudstyret kaldes
tilbage, opslag i butikker, e-mails til kunder eller offentlig‐
gørelse af en pressemeddelelse. Det vil også kunne være en
kombination af flere tiltag.
Den afgørelse, som måtte være blevet truffet efter det fore‐
slåede nr. 3, vil efterfølgende blive ophævet, hvis Sikker‐
hedsstyrelsen modtager de oplysninger eller det materiale,
som styrelsen vil have anmodet om.
Den foreslåede bestemmelse vil kun finde anvendelse i for‐
bindelse med oplysninger eller materiale til brug for en
konkret kontrolsag. Det kan f.eks. omfatte tilfælde, hvor
Sikkerhedsstyrelsen vil kunne kræve, at en fabrikant sender
en kopi af EU-overensstemmelseserklæringen eller af den
tekniske dokumentation for et apparat eller radioudstyr. Hvis
fabrikanten undlader at sende dokumentet, eller hvis det, fa‐
brikanten har sendt, er mangelfuldt, f.eks. hvor en EU-over‐
ensstemmelseserklæring ikke indeholder oplysninger om,
hvilket direktiv det erklærer overensstemmelse med, vil Sik‐
kerhedsstyrelsen kunne træffe afgørelse efter denne bestem‐
melse og f.eks. nedlægge forbud over for fabrikanten mod
at sælge det apparat eller radioudstyr, som det manglende
materiale vedrører, indtil styrelsen modtager materialet.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke finde anvendelse i de
situationer, hvor Sikkerhedsstyrelsen kræver, at en erhvervs‐
drivende fremlægger oplysninger eller materiale, som ikke
vedrører en konkret kontrolsag, f.eks. hvor der er tale om
oplysninger, som Europa-Kommissionen efterspørger. Så‐
danne oplysninger vil være omfattet det foreslåede stk. 4.
Det følger af § 34, stk. 2, i radioudstyrsloven, at giver fabri‐
kanten af et fast anlæg eller den ansvarlige for installationen
af et fast anlæg ikke de oplysninger eller fremlægger det
materiale, som Sikkerhedsstyrelsen anmoder om, jf. § 33,
stk. 1 eller 3, i forbindelse med en konkret kontrolsag, kan
Sikkerhedsstyrelsen over for den ansvarlige for anvendelsen
af det faste anlæg nedlægge forbud mod, at det faste anlæg
anvendes.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven. Energistyrelsen fører
fortsat kontrol med anvendelsen af apparater, radioudstyr og
faste anlæg.
Med bestemmelsen i § 34, stk. 2, foreslås det fastsat, at
undlader en fabrikant af et fast anlæg eller en ansvarlig for
installationen af et fast anlæg i forbindelse med en konkret
kontrolsag at give oplysninger, som styrelsen anmoder om i
medfør af § 33, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 49, eller at
fremlægge materiale eller dokumentation, som Sikkerheds‐
styrelsen anmoder om i medfør af § 33, stk. 1 og 5, jf. lov‐
forslagets § 3, nr. 49 og 50, vil Sikkerhedsstyrelsen kunne
give vedkommende påbud om at give oplysningerne eller at
fremlægge materialet eller dokumentationen.
Det vil ikke være muligt at træffe afgørelse over for fabri‐
kanter af faste anlæg eller ansvarlige for installationen af
faste anlæg på samme måde som over for de øvrige typer
af erhvervsdrivende. Faste anlæg er unikke og er permanent
157
installerede, og de gøres ikke tilgængelige på markedet på
samme måde som apparater og radioudstyr. En afgørelse om
f.eks. et salgsforbud vil således ikke have en effekt i forhold
til et pågældende fast anlæg.
Efter radioudstyrslovens § 34, stk. 2, kan Sikkerhedsstyrel‐
sen træffe afgørelse om et forbud mod at anvende det faste
anlæg, hvor fabrikanter af faste anlæg eller ansvarlige for
installationen af faste anlæg ikke giver de oplysninger eller
fremlægger det materiale, som Sikkerhedsstyrelsen anmoder
om. En sådan afgørelse vil således umiddelbart påvirke den,
som anvender det faste anlæg og ikke fabrikanten eller in‐
stallatøren, som har undladt at opfylde sin oplysningspligt.
Det foreslås derfor, at der over for fabrikanter af faste anlæg
eller ansvarlige for installationen af faste anlæg i stedet
træffes afgørelse som foreslået i stk. 2.
Hvor det faste anlæg anvendes i strid med radioudstyrslo‐
vens § 16, stk. 1, vil der ud over en afgørelse efter det
foreslåede stk. 2 kunne træffes afgørelse om et forbud mod
at anvende det faste anlæg i medfør af radioudstyrslovens
§ 42. Ifølge radioudstyrslovens § 16, stk. 1, må en bruger
anvende et fast anlæg, når det faste anlæg er korrekt installe‐
ret og vedligeholdt og anvendes efter hensigten, og når det
faste anlæg er i overensstemmelse med de væsentlige krav i
radioudstyrslovens § 14, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil kun finde anvendelse i for‐
bindelse med oplysninger, materiale eller dokumentation til
brug for en konkret kontrolsag.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke finde anvendelse i de
situationer, hvor Sikkerhedsstyrelsen kræver, at en fabrikant
af et fast anlæg eller en ansvarlig for installationen af et
fast anlæg f.eks. fremlægger oplysninger eller materiale,
som ikke vedrører en konkret kontrolsag, f.eks. hvor der er
tale om oplysninger, som Europa-Kommissionen efterspør‐
ger. Sådanne oplysninger vil være omfattet det foreslåede
stk. 4.
Ifølge den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, nr. 8, jf.
lovforslagets § 3, nr. 66, vil den fabrikant af et fast anlæg
eller den ansvarlige for installationen af et fast anlæg, som
undlader at sikre den fornødne dokumentation, jf. § 14, stk.
2, eller undlader at opfylde sine forpligtelser efter § 15, stk.
2, kunne straffes med bøde. Herudover vil den fabrikant af
et fast anlæg eller den ansvarlige for installationen af et fast
anlæg, som undlader at efterkomme et påbud givet i medfør
af det foreslåede stk. 2, kunne straffes med bøde, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, nr. 15, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 66.
Det følger af § 34, stk. 2, i radioudstyrsloven, at giver den
ansvarlige for anvendelsen af et fast anlæg ikke de oplys‐
ninger eller fremlægger det materiale, som Energistyrelsen
anmoder om, jf. § 33, stk. 1, i forbindelse med en konkret
kontrolsag, kan Energistyrelsen over for den ansvarlige for
anvendelsen nedlægge forbud mod, at det faste anlæg an‐
vendes.
Med bestemmelsen i § 34, stk. 3, foreslås det fastsat, at
giver den ansvarlige for anvendelsen af et apparat, et fast
anlæg eller radioudstyr ikke de oplysninger eller fremlægger
det materiale, som Energistyrelsen anmoder om i medfør af
det foreslåede § 33, stk. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 50, i
forbindelse med en konkret kontrolsag, vil Energistyrelsen
kunne nedlægge forbud mod, at apparatet, det faste anlæg
eller radioudstyret anvendes.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er en videreførsel af
dele af radioudstyrslovens § 34, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse vil kun finde anvendelse i for‐
bindelse med oplysninger eller materiale til brug for en kon‐
kret kontrolsag. Det vil f.eks. kunne omfatte tilfælde, hvor
Energistyrelsen har modtaget en klage over forstyrrelser,
som kan stamme fra et apparat, fast anlæg eller radioudstyr,
som befinder sig hos den ansvarlige for anvendelsen, og
hvor styrelsen i forbindelse med sine undersøgelser vil have
behov for oplysninger til sagen. Modtager styrelsen ikke op‐
lysningerne, vil det ikke kunne lægges til grund, at appara‐
tet, det faste anlæg eller radioudstyret er i overensstemmelse
med de væsentlige krav i radioudstyrslovens §§ 3, 14 og 17
og regler fastsat i medfør heraf, og der vil derfor kunne være
behov for at få standset anvendelsen af apparatet, det faste
anlæg eller radioudstyret.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke finde anvendelse i de
situationer, hvor Energistyrelsen kræver, at der fremlægges
oplysninger eller materiale, som ikke vedrører en konkret
kontrolsag, f.eks. hvor der er tale om oplysninger, som Eu‐
ropa-Kommissionen efterspørger. Sådanne oplysninger vil
være omfattet af, det foreslåede stk. 4. Det forudses kun
sjældent, at Energistyrelsen vil have behov for at indhente
oplysninger fra den ansvarlige for anvendelsen af et fast
anlæg, apparat eller radioudstyr, som ikke har relation til en
konkret kontrolsag.
Efter radioudstyrslovens § 34, stk. 4, kan Sikkerhedsstyrel‐
sen, hvis styrelsen ikke modtager de oplysninger eller mate‐
riale, som styrelsen anmoder om i medfør af radioudstyrslo‐
vens § 33, stk. 1 eller 2, og er der ikke tale om en konkret
kontrolsag, give påbud om at give oplysningerne eller at
fremlægge materialet.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven. Energistyrelsen fører
kontrol med anvendelse af apparater, radioudstyr og faste
anlæg.
Med bestemmelsen i § 34, stk. 3, foreslås det fastsat, at
modtager Sikkerhedsstyrelsen ikke oplysninger eller materi‐
ale, som styrelsen anmoder om i medfør af de foreslåede §
33, stk. 1, 3 eller 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 49 og 50, og
er der ikke tale om en konkret kontrolsag, vil Sikkerhedssty‐
158
relsen kunne give påbud om at give oplysningerne eller at
fremlægge materialet.
For så vidt angår oplysningerne i den foreslåede bestemmel‐
se i § 33, stk. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 50, vil Sikkerheds‐
styrelsen alene kunne kræve disse i 10 år efter, at et apparat
eller radioudstyr er bragt i omsætning eller er gjort tilgænge‐
ligt på markedet.
Bestemmelsen vil alene omfatte oplysninger og materiale,
som ikke vedrører en konkret kontrolsag. Oplysninger og
materiale, som vedrører en konkret kontrolsag, vil være om‐
fattet af det foreslåede stk. 1.
Bestemmelsen i det foreslåede stk. 4 vil f.eks. kunne om‐
handle oplysninger, som f.eks. i anonymiseret form skal
videregives til Europa-Kommissionen.
Til nr. 53
Det følger af radioudstyrslovens § 35, stk. 1, 1. pkt., at Sik‐
kerhedsstyrelsen mod behørig legitimation og uden retsken‐
delse har adgang til lokaliteter og transportmidler tilhørende
fabrikanter, importører og distributører for at føre stikprøve‐
vis kontrol med, om loven og regler fastsat i medfør heraf
overholdes.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 35, stk. 1, foreslås det fastsat, at Sik‐
kerhedsstyrelsen til enhver tid mod behørig legitimation og
uden retskendelse vil have adgang til alle erhvervsmæssige
lokaliteter og transportmidler, hvor der kan findes apparater,
faste anlæg eller radioudstyr.
Anvendelsen af stk. 1 vil skulle ske under hensyntagen til
bestemmelserne i retssikkerhedsloven, herunder de alminde‐
lige regler om fravigelse af varsling af kontrol, jf. retssikker‐
hedslovens § 5. Herudover vil særligt retssikkerhedslovens §
9 om tvangsindgreb over for den mistænkte med henblik på
at tilvejebringe oplysninger skulle iagttages ved anvendelsen
af bestemmelsen.
Det vil kun være muligt for Sikkerhedsstyrelsen at anvende
bestemmelsen til at tilvejebringe oplysninger til brug for
kontrollen. Det betyder, at bestemmelsen vil kunne anven‐
des med henblik på at konstatere, om apparater, faste anlæg
eller radioudstyr er i overensstemmelse med reglerne, eller
en erhvervsdrivende lever op til sine forpligtelser. Det vil
f.eks. kunne være en kontrol, hvor der er behov for at udtage
apparater eller radioudstyr fra en lokalitet uden offentlig
adgang. Det vil således skulle være formålet med adgangen,
at der vil skulle indhentes oplysninger, der er nødvendige for
selve kontrollen. Adgangshjemlen vil både gælde i relation
til proaktive kontroller, hvor Sikkerhedsstyrelsen har plan‐
lagt kontrolopgaven på forhånd, og reaktive kontrolopgaver,
som oftest vil ske efter en udefrakommende begivenhed som
f.eks. en anmeldelse.
Sikkerhedsstyrelsen vil efter den foreslåede bestemmelse i
stk. 1, hvis det skønnes nødvendigt for at føre en effektiv
kontrol, kunne udtage apparater eller radioudstyr fra ikke-
offentligt tilgængelige lokaliteter m.v. samt føre kontrol med
opstillingen af apparater eller radioudstyr, hvor dette vil væ‐
re relevant, uden der på forhånd er en konkret formodning
om, at apparaterne eller radioudstyret ikke vil være i over‐
ensstemmelse med reglerne. For at Sikkerhedsstyrelsen vil
kunne føre en effektiv kontrol, vil det være nødvendigt at få
adgang til steder, hvor Sikkerhedsstyrelsen ikke på forhånd
ved, at der er ikke-overensstemmende apparater, faste anlæg
eller radioudstyr. På den måde vil kontrollen med produkt‐
området blive udført på baggrund af en risikobaseret tilgang
til indsamlet data og kvalificering af risikobilledet, så kon‐
troller vil kunne sættes ind der, hvor der er størst risiko og
tilrettelægges så effektivt som muligt.
Om det vil være nødvendigt at udtage eller kontrollere ap‐
parater eller radioudstyr på ikke-offentligt tilgængelige loka‐
liteter vil bero på bl.a., om Sikkerhedsstyrelsen vil kunne
få et tilstrækkeligt retvisende billede af regelefterlevelsen,
hvis der kun udtages produkter fra offentligt tilgængelige
lokaliteter. Derudover vil der indgå en vurdering af, om
det vil være muligt at skaffe apparaterne eller radioudstyret
på anden måde, om det vil være nødvendigt, at styrelsen
selv kan udvælge de apparater eller radioudstyr, der ønskes
udtaget til kontrol, eller om det vil være tilstrækkeligt, at
den erhvervsdrivende udvælger og eventuelt fremsender et
apparat eller radioudstyr. Det vil også indgå i vurderingen
af, om adgang må anses for nødvendig, om det udvalg, Sik‐
kerhedsstyrelsen har på den offentligt tilgængelige lokalitet,
vil være tilstrækkeligt, eller om det vurderes at udgøre en
så lille andel af de apparater eller radioudstyr, som den på‐
gældende erhvervsdrivende er i besiddelse af, at der ikke vil
være tale om repræsentative eksemplarer. Det vil desuden
indgå i vurderingen, om det vil være muligt at vurdere, om
kravene til apparaternes eller radioudstyrets indretning er
opfyldt, medmindre Sikkerhedsstyrelsen vil få adgang til de
steder, hvor apparaterne eller radioudstyret er placeret eller
opstillet. Dette vil gælde i relation til faste anlæg, hvor den
konkrete opstilling vil kunne være en del af de krav, der stil‐
les til indretningen efter direktiverne. Endelig vil det indgå i
vurderingen, hvordan kontrollen udføres mest effektivt. Der
vil her være tale om en proportionalitetsafvejning.
Hvis det ud fra en samlet betragtning af bl.a. ovenstående
elementer vurderes, at det vil være nødvendigt at kontrollere
eller udtage apparater eller radioudstyr fra ikke-offentligt til‐
gængelige lokaliteter, vil Sikkerhedsstyrelsen således kunne
anvende bestemmelsen.
Konkret vil det f.eks. kunne være nødvendigt, hvis Sikker‐
hedsstyrelsen ikke kan foretage en effektiv kontrol, fordi
de apparater eller radioudstyr, der er tilgængelige på offent‐
ligt-tilgængelige lokaliteter, ikke gør det muligt at udtage
repræsentative eksemplarer til test. Hvis Sikkerhedsstyrelsen
159
vurderer, at det vil være nødvendigt, at de apparater eller
radioudstyr, der udtages, stammer fra samme parti, vil det
således ikke altid være muligt at udtage et passende antal
eksemplarer fra samme butik. Samtidig vil det ikke være
sikkert, at apparaterne eller radioudstyret i en anden butik
stammer fra samme parti. I den situation vil det altså kunne
være nødvendigt for at udføre en effektiv kontrol, at appara‐
terne eller radioudstyret udtages hos eksempelvis fabrikan‐
ten eller importøren.
Et andet eksempel på en situation, hvor bestemmelsen vil
kunne finde anvendelse, er, hvor et givent apparat eller
radioudstyr kun findes i butikken i ét eksemplar. Det kan
være et apparat eller radioudstyr, som brugerne kan afprøve
i butikken. Afhængigt af hvad apparatet eller radioudstyret
vil skulle testes for, vil det ikke være sikkert, at et sådant
apparat eller radioudstyr vil kunne give et retvisende billede
af kvaliteten af de eksemplarer, der er på markedet. Sikker‐
hedsstyrelsen vil kunne vurdere, om apparatet eller radioud‐
styret er repræsentativt for produkttypen som sådan. Er dette
ikke tilfældet, vil det være nødvendigt at udtage et andet
eksemplar fra virksomhedens lager.
Et tredje eksempel på en situation, hvor bestemmelsen vil
kunne finde anvendelse, er, hvor Sikkerhedsstyrelsen har
bedt den erhvervsdrivende om at udlevere repræsentative
apparater eller radioudstyr til test, men hvor der enten ikke
udleveres apparater eller radioudstyr, eller hvor de apparater
eller radioudstyr, der udleveres, ikke udgør repræsentative
eksemplarer. I sådanne situationer, hvor Sikkerhedsstyrelsen
uden held har forsøgt at få udleveret relevante eksemplarer,
vil det kunne være nødvendigt at få adgang til lokaliteter
uden offentlig adgang, for at Sikkerhedsstyrelsen selv vil
kunne udtage apparater eller radioudstyr med henblik på en
effektiv kontrol.
Et fjerde eksempel på en situation, hvor bestemmelsen vil
kunne finde anvendelse er webbutikker og butikker, der sæl‐
ger produkter via postordre og lignende. Her vil apparaterne
eller radioudstyret ikke kunne udtages til test i offentligt
tilgængelige butikslokaler, da sådanne ikke findes. Vurde‐
ringen af, om det vil være nødvendigt at få adgang til at
udtage testeksemplarer, vil afhænge af det konkrete apparat
eller radioudstyr, der vil skulle testes, og hvor vigtigt det
vil være, at det er Sikkerhedsstyrelsen selv, der udvælger
eksemplaret. Hvis det vurderes ikke at være nødvendigt, at
styrelsen selv udvælger apparaterne eller radioudstyret, vil
den kunne bede om, at der tilsendes et eller flere eksempla‐
rer af et givet produkt til styrelsen efter dette lovforslags §
35, stk. 2, jf. § 3, nr. 53. Såfremt webbutikken drives fra
en privat bolig, vil adgang dog alene kunne ske til de dele
af boligen, der anvendes til erhvervsformål. Der vil således
ikke være adgang til stuen, hvis apparater eller radioudstyr,
der sælges via en internetvirksomhed, alene befinder sig i et
kontor eller et anneks.
Et femte eksempel på en situation, hvor bestemmelsen vil
kunne finde anvendelse, er, hvor der af sikkerhedsmæssige
hensyn ikke er tid til at afvente, at Sikkerhedsstyrelsen får
tilsendt et apparat eller radioudstyr eller foretager en repræ‐
sentativ kontrol i detailleddet. I disse situationer, hvor der
er tale om apparater eller radioudstyr, som udgør en risiko,
der forudsætter en meget hurtig reaktion fra Sikkerhedssty‐
relsens side, vil det således også kunne være nødvendigt, at
Sikkerhedsstyrelsen kan få direkte adgang til den erhvervs‐
drivendes lokaler.
Hvis det derimod ikke skønnes at være nødvendigt, herun‐
der proportionalt med det Sikkerhedsstyrelsen vil opnå ved
at få adgang til de pågældende lokaler, vil bestemmelsen ik‐
ke kunne anvendes. Sikkerhedsstyrelsen vil så være henvist
til at udtage apparater eller radioudstyr fra lokaler, der er
offentligt tilgængelige, eller til at bede om at få tilsendt ap‐
paraterne eller radioudstyret. Betegnelsen alle erhvervsmæs‐
sige lokaliteter, vil omfatte fabrikations-, salgs- og lagerlo‐
kaliteter og vil eksempelvis også kunne være kontorlokaler,
baglokaler eller udendørs oplag tilhørende den erhvervsdri‐
vende.
For faste anlæg vil det ikke være muligt at vurdere, om kra‐
vene til anlæggets indretning er opfyldt, medmindre Sikker‐
hedsstyrelsen vil få adgang til de steder, hvor det faste anlæg
er placeret eller installeret, herunder også private ejere og
brugeres lokaliteter.
Den foreslåede bestemmelser viderefører bestemmelsen i
radioudstyrslovens § 35, stk. 1, 1. pkt.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger beføjelsen i mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra e.
Markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra
e, fastsætter, at de beføjelser, der tillægges markedsovervåg‐
ningsmyndighederne mindst skal omfatte beføjelsen til at
få adgang til alle lokaler, arealer eller transportmidler, som
den pågældende erhvervsdrivende anvender som led i sit
erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sit fag, for at
identificere manglende overensstemmelse og indhente doku‐
mentation.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Det følger af radioudstyrslovens § 35, stk. 1, 2. pkt., at
Sikkerhedsstyrelsen i forbindelse med sin kontrol på stedet
kan foretage undersøgelser af apparater, faste anlæg og ra‐
dioudstyr.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 35, stk. 2, 1. pkt., foreslås det fastsat,
at Sikkerhedsstyrelsen som led i kontrolbesøget vil kunne
foretage tekniske undersøgelser af et apparat, et fast anlæg
eller radioudstyr på stedet.
160
Apparatets, det faste anlægs eller radioudstyrets beskaffen‐
hed eller installation vil kunne nødvendiggøre, at undersø‐
gelsen eller tests udføres på stedet, mens kontrolbesøget
pågår. Det vil f.eks. kunne være størrelsen på apparatet eller
radioudstyret eller den måde, et fast anlæg er installeret på,
der gør det umuligt eller besværligt at medtage produktet
til yderligere undersøgelse. Det vil i disse tilfælde typisk
være langt mindre indgribende for ejeren af apparatet, det
faste anlæg eller radioudstyret, at undersøgelsen foretages
på stedet.
Den foreslåede bestemmelse viderefører bestemmelsen i ra‐
dioudstyrslovens § 35, stk. 1, 2. pkt.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger beføjelsen i mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra d.
Markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra
d, fastsætter, at de beføjelser, der tillægges markedsovervåg‐
ningsmyndighederne mindst skal omfatte beføjelsen til uden
forudgående varsel at foretage inspektion på stedet og fysisk
kontrol af produkter.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at Sikker‐
hedsstyrelsen som en del af dokumentationen af kontrolbe‐
søget kan fotografere og optage video samt medtage prøver
til nærmere analyse eller undersøgelse.
Der fastsættes ikke i radioudstyrsloven regler om, at Sik‐
kerhedsstyrelsen vil kunne kræve omkostninger til ekstern
bistand forbundet med tekniske undersøgelser af faste anlæg
refunderet af fabrikanten af det faste anlæg eller den ansvar‐
lige for installationen af det faste anlæg, hvis det i forbindel‐
se med undersøgelsen konstateres, at det faste anlæg ikke
overholder de væsentlige krav.
Med bestemmelsen i § 35, stk. 2, 2. pkt., foreslås det fast‐
sat, at Sikkerhedsstyrelsen vil kunne kræve omkostninger
til ekstern bistand forbundet med tekniske undersøgelser af
faste anlæg refunderet af fabrikanten af det faste anlæg eller
den ansvarlige for installationen af det faste anlæg, hvis det
i forbindelse med undersøgelsen konstateres, at det faste
anlæg ikke overholder de væsentlige krav i § 14, stk. 1.
Hvis det i forbindelse med den tekniske undersøgelse af et
fast anlæg enten på stedet eller efterfølgende kan konstate‐
res, at det faste anlæg ikke overholder de væsentlige krav,
som stilles til faste anlæg efter radioudstyrslovens § 14, stk.
1, og hvis der i forbindelse med denne undersøgelse har
været benyttet ekstern bistand fra f.eks. en sagkyndig, jf.
det foreslåede stk. 4, vil Sikkerhedsstyrelsen af fabrikanten
af det faste anlæg eller den ansvarlige for installationen af
det faste anlæg kunne kræve omkostninger til denne ekster‐
ne bistand refunderet. Omkostninger til ekstern bistand kan
f.eks. også vedrøre særligt udstyr, som Sikkerhedsstyrelsen
har måtte leje til at kunne gennemføre testen. De omkost‐
ninger, som kan kræves refunderet, kan dog ikke omfatte
omkostninger til Sikkerhedsstyrelsens eventuelle permanen‐
te anskaffelser af særligt udstyr.
Faste anlæg er kendetegnet ved at være en kombination af
forskellige apparater og eventuelt andre anordninger, der er
samlet, installeret og beregnet til at blive anvendt permanent
på et forudbestemt sted, jf. definitionen i radioudstyrslovens
§ 2, stk. 1, nr. 8. Det betyder, at det i mange tilfælde ikke vil
være muligt uden større besvær at udtage det faste anlæg til
tekniske undersøgelser i et laboratorium, som det er tilfældet
med apparater eller radioudstyr, jf. det foreslåede § 36, stk.
1, jf. lovforslagets § 3, nr. 55. Tekniske undersøgelser vil
derfor som udgangspunkt skulle foregå på stedet evt. med
ekstern bistand.
Bestemmelsen vil skulle bidrage til at sikre en højere regel‐
efterlevelse. Det vurderes, at det er hensigtsmæssigt, at det
er Sikkerhedsstyrelsen, der i udgangspunktet afholder om‐
kostningerne til ekstern bistand til tekniske undersøgelser,
der skønnes nødvendige for vurderingen af, om der skal
træffes foranstaltninger i relation til et fast anlæg, der ikke er
i overensstemmelse med de gældende regler.
Samtidig findes det rimeligt, at omkostningerne vil kunne
kræves refunderet af fabrikanten af det faste anlæg eller den
ansvarlige for installationen af det faste anlæg i det tilfælde,
hvor det faste anlæg ikke er i overensstemmelse med de
gældende regler. Sikkerhedsstyrelsens omkostningsdækning
vil således alene kunne ske, når det kan konstateres, at det
faste anlæg ikke overholder de væsentlige krav, jf. § 14, stk.
1.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, nr. 8, jf.
lovforslagets § 3, nr. 66, vil den fabrikant af et fast anlæg
eller den ansvarlige for installationen af et fast anlæg, som
undlader at sikre, at et fast anlæg er konstrueret og installe‐
ret i overensstemmelse med § 14, stk. 1, kunne straffes med
bøde.
Med bestemmelsen i § 35, stk. 3, foreslås det fastsat, at Sik‐
kerhedsstyrelsen som en del af dokumentationen af kontrol‐
besøget vil kunne fotografere og optage video samt medtage
prøver til nærmere analyse eller undersøgelse.
Optagelse af fotografier eller video vil til eksempel være
relevant i sager, hvor det kontrollerede apparat, faste anlæg
eller radioudstyr er af en art eller størrelse, hvor det ikke
vil være muligt eller relevant for Sikkerhedsstyrelsen at ud‐
tage et eksemplar. Det vil eksempelvis kunne være, hvis
produktet er af en størrelse, hvor det ikke umiddelbart kan
flyttes. Et andet eksempel vil være, hvis et apparat indgår
som en del af et fast anlæg, eller hvis der gælder særlige
krav til den konkrete opstilling af det faste anlæg, der gør,
at kontrollen som udgangspunkt vil skulle udføres, hvor det
faste anlæg er opstillet. I de tilfælde, hvor det ikke er muligt
eller relevant for Sikkerhedsstyrelsen at udtage et eksemplar
af produktet, vil det dermed være nødvendigt for kontrol‐
lens udførelse, at Sikkerhedsstyrelsen på stedet vil kunne
161
dokumentere, hvordan produktet er udformet, opstillet eller
mærket.
Det tilstræbes, at der ikke vil fremgå personer på billeder‐
ne. I det omfang der måtte fremgå identificerbare personer
på billederne, finder de databeskyttelsesretlige regler anven‐
delse, herunder de generelle principper for behandling af
personoplysninger i databeskyttelsesforordningens artikel 5,
hvoraf det bl.a. fremgår, at personoplysninger skal være til‐
strækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødven‐
digt i forhold til de formål, hvortil de behandles (artikel 5,
stk. 1, litra a), og de skal opbevares på en sådan måde, at
det ikke er muligt at identificere de registrerede i et længere
tidsrum end det, der er nødvendigt til de formål, hvortil
de pågældende personoplysninger behandles (artikel 5, stk.
1, litra e). Der henvises endvidere til databeskyttelsesforord‐
ningens artikel 13 og 14 om den registreredes rettigheder.
Sikkerhedsstyrelsen vil underrette de berørte parter om opta‐
gelsen af fotografier eller video og om en eventuel udtagelse
af et eller flere apparater eller radioudstyr.
Der henvises endvidere til afsnit 4 i de almindelige be‐
mærkninger vedrørende forholdet til databeskyttelseslovgiv‐
ningen.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der henvises endvidere til bemærkningerne til den foreslåe‐
de § 36, jf. lovforslagets § 3, jf. nr. 53.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at Sikker‐
hedsstyrelsen kan være bistået af en eller flere uafhængige
sagkyndige i forbindelse med adgangen til lokaler m.v. og i
forbindelse med tekniske undersøgelser.
Med bestemmelsen i § 35, stk. 4, foreslås det fastsat, at
Sikkerhedsstyrelsen vil kunne være bistået af en eller flere
uafhængige sagkyndige i forbindelse med adgangen efter
det foreslåede stk. 1 og tekniske undersøgelser efter det
foreslåede stk. 2.
I forbindelse med kontrol, der vil kræve særligt udstyr eller
specialistviden, vil Sikkerhedsstyrelsen kunne have behov
for bistand fra en eller flere sagkyndige med henblik på at
oplyse sagen i tilstrækkeligt omfang. Den eller de sagkyndi‐
ge vil med bestemmelsens stk. 4 have adgang til samme sted
som Sikkerhedsstyrelsen, så længe den eller de sagkyndige
ledsages af mindst én medarbejder fra Sikkerhedsstyrelsen.
Sikkerhedsstyrelsen vil også kunne have behov for ekstern
bistand fra en sagkyndig til at gennemføre tekniske under‐
søgelser af faste anlæg på stedet, jf. det foreslåede stk. 2,
hvis Sikkerhedsstyrelsen f.eks. ikke besidder den fornødne
kompetence eller udstyr til at kunne gennemføre en sådan
teknisk undersøgelse.
Det vil bero på en konkret og individuel vurdering, om en
sagkyndig er uafhængig. Eksempelvis vil Sikkerhedsstyrel‐
sen ikke kunne medbringe en sagkyndig til et kontrolbesøg
hos en erhvervsdrivende, hvis den pågældende sagkyndige
samtidig er konkurrent til den erhvervsdrivende. Er der tale
om et område, hvor der er meget få sagkyndige, vil der såle‐
des skulle foretages en afvejning af, hvor stort behovet vil
være for at medbringe en sagkyndig over for beskyttelsen
af den erhvervsdrivendes forretningshemmeligheder, der må
anses som tungtvejende.
Politiet vil endvidere kunne bistå Sikkerhedsstyrelsen efter
det foreslåede stk. 5.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Det følger af radioudstyrslovens § 35, stk. 2, 1. pkt., at poli‐
tiet om nødvendigt yder bistand til gennemførelse af tilsyn
som nævnt i stk. 1.
Med bestemmelsen i § 35, stk. 5, 1. pkt., foreslås det fastsat,
at politiet om nødvendigt yder bistand til gennemførelse af
kontrol som nævnt i det foreslåede stk. 1.
Politiets bistand vil kunne være aktuelt i en situation, hvor
Sikkerhedsstyrelsen nægtes adgang til en lokalitet ad frivil‐
lighedens vej. Der vil i sådanne særlige tilfælde kunne være
behov for, at politiet anvender magt for at få adgang til
lokaliteten.
Den foreslåede bestemmelse viderefører radioudstyrslovens
§ 35, stk. 2, 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Det følger af radioudstyrslovens § 35, stk. 2, 2. pkt., at
klima-, energi- og forsyningsministeren efter forhandling
med justitsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om
politiets bistand efter det foreslåede 1. pkt.
Med bestemmelsen i § 35, stk. 5, 2. pkt., foreslås det fastsat,
at klima-, energi- og forsyningsministeren efter forhandling
med justitsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler
herom.
Det vil kunne være nødvendigt at fastsætte nærmere regler
om, hvordan politiets bistand vil skulle foregå, hvilket kli‐
ma-, energi- og forsyningsministeren i så fald vil kunne
fastsætte efter forhandling med justitsministeren.
Den foreslåede bestemmelse viderefører radioudstyrslovens
§ 35, stk. 2, 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Til nr. 54
162
Overskriften før § 36 i radioudstyrsloven lyder ”Undersø‐
gelse af apparater og radioudstyr”.
Det foreslås at fastsætte en overskrift før § 36, som lyder
”Udtagelse og undersøgelse af apparater og radioudstyr”.
Jf. lovforslagets § 3, nr. 55, foreslås der i § 36 fastsat
bestemmelser om Sikkerhedsstyrelsens adgang til i forbin‐
delse med sin kontrol at udtage apparater og radioudstyr
til nærmere undersøgelse, eller at anmode erhvervsdrivende
om at sende apparater eller radioudstyr til Sikkerhedsstyrel‐
sen. Der foreslås endvidere fastsat bestemmelser om under‐
søgelse af apparater og radioudstyr, herunder indhentelse af
erklæringer fra sagkyndige.
For at gøre det tydeligt, hvad den foreslåede bestemmelse
i § 36, jf. lovforslagets § 3, nr. 55, omfatter, foreslås over‐
skriften før § 36 ændret. Overskriften vil alene omfatte den
foreslåede § 36.
Til nr. 55
Sikkerhedsstyrelsen kan i medfør af radioudstyrslovens §
36, stk. 1, medtage apparater eller radioudstyr uden betaling
herfor fra fabrikanter eller importører i forbindelse med sin
kontrol. Hvis dette ikke er muligt, kan det i stedet ske hos
distributører, jf. stk. 3. Der findes ikke regler om, at dette
kan foregå under skjult identitet.
Med bestemmelsen i § 36, stk. 1, 1. pkt., foreslås det fastsat,
at Sikkerhedsstyrelsen som led i kontrollen med overholdel‐
sen af loven og regler fastsat i medfør heraf vil kunne udta‐
ge ethvert apparat eller radioudstyr, herunder ved brug af
skjult identitet.
Sikkerhedsstyrelsen vil således som led i kontrollen med
overholdelse af reglerne, jf. den foreslåede § 35, jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 53, kunne udtage ethvert apparat eller radio‐
udstyr, som er omfattet af denne lovs anvendelsesområde,
herunder ved brug af en skjult identitet.
Med bestemmelsen sikres det, at Sikkerhedsstyrelsen vil ha‐
ve mulighed for at udtage apparater eller radioudstyr med
henblik på at kunne vurdere, om et apparatet eller radioud‐
styret er i overensstemmelse med reglerne.
Det foreslås som noget nyt, at Sikkerhedsstyrelsen vil få
mulighed for at udtage apparater eller radioudstyr under
skjult identitet. Forsyningskæderne har ændret sig væsent‐
ligt, og den stigende nethandel har ført til, at det er blevet
sværere at udtage apparater eller radioudstyr. I dag bestem‐
mer Sikkerhedsstyrelsen, hvilket apparat eller radioudstyr
der udtages, når udtagningen foregår i en fysisk butik, hvor‐
imod webbutikken bestemmer, hvilket apparat eller radioud‐
styr der udtages i webbutikken. Med henblik på at sikre
lige konkurrence mellem fysiske butikker og webbutikker
foreslås det, at Sikkerhedsstyrelsen vil kunne gøre brug af
skjult identitet. Dette vil samtidig sikre, at Sikkerhedsstyrel‐
sen ikke modtager særligt gode apparater eller radioudstyr,
såkaldte golden samples, eller får besked om, at apparatet
eller radioudstyr er udsolgt, selvom det måske ikke er tilfæl‐
det.
Med skjult identitet menes situationer, hvor styrelsen køber
et produkt uden at give sig til kende eller identificere sig
som Sikkerhedsstyrelsen i forbindelse med købet. Sikker‐
hedsstyrelsen vil kunne skjule sin identitet på forskellige
måder. Det vil eksempelvis kunne ske ved at foretage køb
af apparater eller radioudstyr i en medarbejders navn, ved
brug af et særligt kreditkort til formålet, ved opgivelse af
en anden e-mailadresse end Sikkerhedsstyrelsens sædvanli‐
ge eller ved at få sendt apparatet eller radioudstyret til en
anden adresse end Sikkerhedsstyrelsens officielle postadres‐
se. Der vil også kunne være tale om en kombination af flere
forskellige tiltag. Målet vil være, at Sikkerhedsstyrelsen i
købssituationen ligestilles med enhver anden aftager af det
pågældende produkt.
Ved anvendelse af skjult identitet vil kontrolmedarbejderen
kunne agere som en almindelig kunde i butikken og vil
således ikke påkalde sig særlig opmærksomhed. I sådanne
tilfælde vil anvendelse af skjult identitet kunne virke res‐
sourcebesparende, da alternativet vil være, at der sendes
flere kontrolmedarbejdere ud til stedet, eller at der anmodes
om assistance fra politiet.
Når en vare er udtaget til kontrol under skjult identitet, vil
sagsbehandlingen fortsætte på samme måde som ved varer
udtaget, hvor kontrolmedarbejderen har givet sig til kende
ved udtagelsen. Udtagningen af apparater eller radioudstyr
vil umiddelbart kunne ske fra offentligt tilgængelige lokali‐
teter eller fra webbutikker.
Udtagning fra ikke-offentligt tilgængelige lokaliteter vil
kræve særskilt hjemmel. Der henvises til bemærkningerne
til den foreslåede § 35, jf. lovforslagets § 3, nr. 53.
Sikkerhedsstyrelsen vil have ejendomsretten til udtagne ap‐
parater eller radioudstyr. Den erhvervsdrivende vil dog kun‐
ne få apparatet eller radioudstyret udleveret efter endt sags‐
behandling, hvis denne måtte ønske dette, og hvis der ikke
er noget til hinder for en udlevering. I vurderingen vil der
bl.a. skulle tages hensyn til, om apparater eller radioudstyr
efter test er defekt, eller om Sikkerhedsstyrelsen vil være
nødt til at beholde apparatet eller radioudstyret af bevismæs‐
sige hensyn. Sikkerhedsstyrelsen vil kun udtage de apparater
eller radioudstyr, som er nødvendige for en effektiv kon‐
trol. Det vil ikke være en forudsætning for, at et apparat eller
radioudstyr vil kunne udtages, at Sikkerhedsstyrelsen har en
konkret mistanke om, at apparatet eller radioudstyret ikke er
i overensstemmelse med reglerne.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger beføjelsen i mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra j.
Markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra
j, fastsætter, at de beføjelser, der tillægges markedsovervåg‐
ningsmyndighederne mindst skal omfatte beføjelsen til at er‐
hverve produktprøver, herunder under en skjult identitet, til
at kontrollere disse prøver og foretage reverse engineering
163
på dem med henblik på at identificere manglende overens‐
stemmelse og indhente dokumentation.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Sikkerhedsstyrelsen kan i medfør af radioudstyrslovens §
36, stk. 1, medtage apparater eller radioudstyr uden betaling
herfor fra fabrikanter eller importører i forbindelse med sit
tilsyn. Hvis dette ikke er muligt, kan det i stedet ske hos
distributører, jf. stk. 3.
Med bestemmelsen i § 36, stk. 1, 2. pkt., foreslås det fast‐
sat, at udtagelsen af apparater eller radioudstyr efter det
foreslåede 1. pkt., vil kunne foretages uden betaling, eller
Sikkerhedsstyrelsen kan kræve udgiften refunderet, hvis ud‐
tagelsen af apparatet eller radioudstyret har nødvendiggjort
en betaling.
Sikkerhedsstyrelsen vil udtage apparater eller radioudstyr
uden betaling eller kræve udgiften refunderet hos virksom‐
heder. Privatpersoner, der anmelder et apparat eller radioud‐
styr, og i den forbindelse bliver bedt om at indsende et
apparat eller radioudstyr til Sikkerhedsstyrelsen, vil blive
kompenseret for apparatet eller radioudstyret, hvis de ønsker
dette. Denne udgift vil Sikkerhedsstyrelsen kunne kræve
refunderet hos den erhvervsdrivende.
Den foreslåede bestemmelse viderefører radioudstyrslovens
§ 36, stk. 1 og 3.
Bestemmelsen supplerer markedsovervågningsforordnin‐
gens artikel 15, stk. 1.
Markedsovervågningsforordningens artikel 15, stk. 1, fast‐
sætter, at medlemsstaterne kan tillade deres markedsover‐
vågningsmyndigheder at opkræve alle omkostninger ved de‐
res aktiviteter fra den relevante erhvervsdrivende for så vidt
angår tilfælde af manglende overensstemmelse.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Sikkerhedsstyrelsen kan i medfør af radioudstyrslovens §
36, stk. 2, kræve, at fabrikanter eller importører sender
apparater eller radioudstyr til styrelsen uden forudgående
betaling herfor. Hvis dette ikke er muligt, kan det i stedet
ske hos distributører, jf. stk. 3.
Med bestemmelsen i § 36, stk. 2, 1. pkt., foreslås det fastsat,
at en erhvervsdrivende, som udgør et led i omsætningen af
et apparat eller radioudstyr, vil være forpligtet til at indsende
eller udlevere apparatet eller radioudstyret til kontrol på
Sikkerhedsstyrelsens anmodning, jf. det foreslåede stk. 1.
Bestemmelsen vil finde anvendelse over for både internetba‐
serede virksomheder og fysiske butikker, og det vil således
gøre det muligt at anmode såvel webbutikker som fysiske
butikker om at indsende apparat eller radioudstyr til kontrol.
Formålet med bestemmelsen er at tage højde for webbutik‐
ker og handelsplatforme, som udgør en voksende del af
den samlede handel, og som samtidig ikke har et offentligt
tilgængeligt salgslokale, hvor Sikkerhedsstyrelsen vil kunne
udtage et apparat eller radioudstyr. Herudover er formålet
at kunne tilrettelægge kontroller, hvor der er behov for at
apparatet eller radioudstyret fragtes til et bestemt testlabo‐
ratorie i Danmark eller udlandet. Endelig er formålet med
bestemmelsen at tage hensyn til Sikkerhedsstyrelsens plan‐
lægning af effektive kontroller og forsøge at undgå ressour‐
cespild ved først at sende apparatet eller radioudstyret til
Sikkerhedsstyrelsen, som derefter vil sende apparatet eller
radioudstyret videre til testlaboratoriet. Sikkerhedsstyrelsen
vil afholde fragtomkostninger, hvis der er behov for yderli‐
gere transport af apparatet eller radioudstyret ud over den
anviste lokalitet.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger beføjelsen i mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra j.
Markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra
j, fastsætter, at de beføjelser, der tillægges markedsovervåg‐
ningsmyndighederne mindst skal omfatte beføjelsen til at er‐
hverve produktprøver, herunder under en skjult identitet, til
at kontrollere disse prøver og foretage reverse engineering
på dem med henblik på at identificere manglende overens‐
stemmelse og indhente dokumentation.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at de er‐
hvervsdrivende vil skulle afholde fragtomkostninger i for‐
bindelse med indsendelse eller udlevering af apparater eller
radioudstyr efter det foreslåede 1. pkt.
Med bestemmelsen i § 36, stk. 2, 2. pkt., foreslås det fastsat,
at den erhvervsdrivende, som apparatet eller radioudstyret
udtages fra, jf. det foreslåede 1. pkt., vil skulle afholde ud‐
giften til eventuel fragt til den lokalitet, Sikkerhedsstyrelsen
anviser.
Bestemmelsen supplerer markedsovervågningsforordnin‐
gens artikel 15, stk. 1.
Markedsovervågningsforordningens artikel 15, stk. 1, fast‐
sætter, at medlemsstaterne kan tillade deres markedsover‐
vågningsmyndigheder at opkræve alle omkostninger ved de‐
res aktiviteter fra den relevante erhvervsdrivende for så vidt
angår tilfælde af manglende overensstemmelse.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at Sikker‐
hedsstyrelsen kan foretage eller få foretaget tekniske under‐
søgelser af apparater og radioudstyr, som styrelsen har udta‐
get.
164
Med bestemmelsen i § 36, stk. 3, 1. pkt., foreslås det fastsat,
at Sikkerhedsstyrelsen vil kunne foretage eller få foretaget
tekniske undersøgelser af apparater og radioudstyr udtaget i
medfør af det foreslåede stk. 1.
En teknisk undersøgelse vil kunne være nødvendig for at
afgøre, om et apparat eller radioudstyr er i overensstemmel‐
se med de relevante regler. Bestemmelsen vil skulle sikre,
at Sikkerhedsstyrelsen har mulighed for at teste ethvert ap‐
parat eller radioudstyr, der er udtaget efter stk. 1, hvis det
skønnes at være nødvendigt. Testen vil kunne foretages af
Sikkerhedsstyrelsen selv eller f.eks. af et testlaboratorium.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger beføjelsen i mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra f.
Markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra
f, fastsætter, at de beføjelser, der tillægges markedsover‐
vågningsmyndighederne mindst skal omfatte beføjelsen til
at indlede undersøgelser på markedsovervågningsmyndighe‐
dernes eget initiativ med henblik på at identificere tilfælde
af manglende overensstemmelse og bringe dem til ophør.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at Sikker‐
hedsstyrelsen kan kræve omkostninger forbundet med de
eksterne tekniske undersøgelser refunderet af den erhvervs‐
drivende, der træffes afgørelse overfor i forbindelse med
undersøgelsen.
Med bestemmelsen i § 36, stk. 3, 2. pkt., foreslås det fastsat,
at Sikkerhedsstyrelsen vil kunne kræve omkostninger for‐
bundet med de eksterne tekniske undersøgelser refunderet
af den erhvervsdrivende, der, jf. det foreslåede § 38, stk.
1, jf. lovforslagets § 3, nr. 59, træffes afgørelse overfor i
forbindelse med undersøgelsen.
Bestemmelsen vil skulle bidrage til at sikre en højere regel‐
efterlevelse. Det vurderes, at det er hensigtsmæssigt, at det
er Sikkerhedsstyrelsen, der i udgangspunktet afholder om‐
kostningerne til eksterne tekniske undersøgelser, der skøn‐
nes nødvendige for vurderingen af, om der skal træffes for‐
anstaltninger i relation til et apparat eller radioudstyr, der
ikke er i overensstemmelse med de gældende regler.
Samtidig findes det rimeligt, at omkostningerne vil kunne
kræves refunderet af den erhvervsdrivende i det tilfælde,
hvor et apparat eller radioudstyr ikke er i overensstemmelse
med de gældende regler. Sikkerhedsstyrelsens omkostnings‐
dækning vil således alene kunne ske, når en erhvervsdriven‐
de får meddelt et påbud eller et forbud efter det foreslåede §
38, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 59. Omkostningsdæknin‐
gen vil gælde alle Sikkerhedsstyrelsens udgifter, herunder
også eventuelle fragtomkostninger.
Bestemmelsen supplerer markedsovervågningsforordnin‐
gens artikel 15, stk. 1.
Markedsovervågningsforordningens artikel 15, stk. 1, fast‐
sætter, at medlemsstaterne kan tillade deres markedsover‐
vågningsmyndigheder at opkræve alle omkostninger ved de‐
res aktiviteter fra den relevante erhvervsdrivende for så vidt
angår tilfælde af manglende overensstemmelse.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at Sikker‐
hedsstyrelsen kan indhente erklæringer fra sagkyndige, som
styrelsen skønner nødvendige for at kunne træffe afgørelse.
Med bestemmelsen i § 36, stk. 4, 1. pkt., foreslås det fastsat,
at Sikkerhedsstyrelsen vil kunne indhente erklæringer fra
sagkyndige, som styrelsen skønner nødvendige for at kunne
træffe afgørelse.
I lighed med det anførte til stk. 3, 1. pkt., vil det kunne være
nødvendigt for Sikkerhedsstyrelsen at indhente erklæringer
fra sagkyndige for at afgøre, om et apparat eller radioudstyr
er i overensstemmelse med de relevante regler. Det vil f.eks.
kunne være, hvis Sikkerhedsstyrelsen ikke besidder den for‐
nødne kompetence.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at Sikker‐
hedsstyrelsen kan kræve omkostninger forbundet med ind‐
hentelse af erklæringer fra sagkyndige refunderet af den er‐
hvervsdrivende, der træffes afgørelse over for i forbindelse
med undersøgelsen.
Med bestemmelsen i § 36, stk. 4, 2. pkt., foreslås det fast‐
sat, at Sikkerhedsstyrelsen vil kunne kræve omkostninger
forbundet med indhentelse af erklæringer fra sagkyndige
refunderet af den erhvervsdrivende, der, jf. det foreslåede
§ 38, stk. 1, træffes afgørelse over for i forbindelse med
undersøgelsen.
Er apparatet eller radioudstyret i overensstemmelse med
reglerne under kontrollen, vil virksomheden ikke afholde
udgifterne for erklæringer fra sagkyndige, men alene bære
omkostningen ved udtagelse og eventuel fragt af apparatet
eller radioudstyret, der udtages til kontrol. Det vil således
kun være i sager, hvor apparatet eller radioudstyret ikke er
i overensstemmelse, og den erhvervsdrivende modtager en
afgørelse, at refusion af Sikkerhedsstyrelsens udgifter vil
kunne ske.
I tilfælde, hvor det vil være nødvendigt at udstede et mid‐
lertidigt forbud, jf. den foreslåede § 37 a, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 57, vil den erhvervsdrivende først skulle refundere
eventuelle udgifter til tests og lignende, når den endelige
afgørelse inklusive udtømt klageadgang foreligger, og sagen
således er fuldt oplyst.
165
Bestemmelsen supplerer markedsovervågningsforordnin‐
gens artikel 15, stk. 1.
Markedsovervågningsforordningens artikel 15, stk. 1, fast‐
sætter, at medlemsstaterne kan tillade deres markedsover‐
vågningsmyndigheder at opkræve alle omkostninger ved de‐
res aktiviteter fra den relevante erhvervsdrivende for så vidt
angår tilfælde af manglende overensstemmelse.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Til nr. 56
Det følger af radioudstyrslovens § 37, stk. 1, at er den
tekniske dokumentation for radioudstyr ikke i overensstem‐
melse med regler fastsat i medfør af § 18, stk. 6, nr. 2,
kan Sikkerhedsstyrelsen anmode fabrikanter eller importører
af radioudstyr om for egen regning at få foretaget en test
af radioudstyret af en virksomhed, som Sikkerhedsstyrelsen
kan godkende, for at efterprøve, om radioudstyret er i over‐
ensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Det foreslås at ændre henvisningen i radioudstyrslovens §
37, stk. 1, fra stk. 6 til stk. 7.
Det skyldes, at det i § 18 foreslås at indsætte et nyt stk. 4, jf.
lovforslagets § 3, nr. 26, hvorefter bestemmelsens oprindeli‐
ge stk. 6 bliver stk. 7. Der foreslås derfor i § 37, stk. 1, en
konsekvensrettelse i henvisningen til dette stykke.
Det er hensigten med ændringen at opretholde den eksister‐
ende retstilstand.
Til nr. 57
Det foreslås at fastsætte en overskrift i forbindelse med den
foreslåede bestemmelse i § 37 a, som lyder ”Midlertidigt
forbud”, for at gøre det tydeligt, hvad den foreslåede be‐
stemmelse i § 37 a omfatter. Overskriften vil alene omfatte
denne bestemmelse.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at Sikker‐
hedsstyrelsen over for erhvervsdrivende kan udstede et mid‐
lertidigt forbud mod at bringe et apparat og radioudstyr i
omsætning eller at gøre det tilgængeligt på markedet, eller
at udstille et apparat og radioudstyr, hvis apparatet eller
radioudstyret vurderes at kunne udgøre en risiko.
Med bestemmelsen i § 37 a, 1. pkt., foreslås det fastsat,
at Sikkerhedsstyrelsen over for erhvervsdrivende vil kunne
udstede et midlertidigt forbud mod at bringe et apparat og
radioudstyr i omsætning eller at gøre det tilgængeligt på
markedet, eller at udstille et apparat og radioudstyr, hvis
apparatet eller radioudstyret vurderes at kunne udgøre en
risiko.
Bestemmelsen vil give mulighed for at træffe en midlertidig
afgørelse om forbud mod et givent apparat eller radioudstyr,
mens Sikkerhedsstyrelsens sagsbehandling og oplysning af
sagen pågår. Sikkerhedsstyrelsen vil i den forbindelse fore‐
tage en proportionalitetsafvejning, så de midler, der anven‐
des, ikke vil være mere indgribende end nødvendigt i for‐
hold til det formål, Sikkerhedsstyrelsen ønsker at opnå.
Bestemmelsen vil alene finde anvendelse i sager, hvor der
er formodning for, at apparatet eller radioudstyret udgør en
risiko, og hvor hensynet gør, at det ud fra et forsigtigheds‐
princip vurderes uforsvarligt, at apparatet eller radioudstyret
forsat er i omsætning, imens Sikkerhedsstyrelsen foretager
de nødvendige undersøgelser eller tests af apparatet eller ra‐
dioudstyret for derved endeligt at afklare risikoen og træffe
endelig afgørelse. Risikobegrebet er nærmere beskrevet i de
specielle bemærkninger til lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 19, jf.
lovforslagets § 3, nr. 4.
Det vil være en betingelse for anvendelsen af bestemmel‐
sen, at der ikke er tale om en formodning for så bagatelag‐
tige mangler ved apparatet eller radioudstyret, at apparatet
eller radioudstyret ikke vil kunne anses for at udgøre en
risiko. En bagatelagtig mangel i denne henseende vil f.eks.
kunne være konstatering af mindre formelle mangler ved et
apparat eller radioudstyr, som i sig selv ikke vil kunne danne
baggrund for en vurdering af, at apparatet eller radioudstyret
udgør en risiko.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at forbuddets
varighed, jf. det foreslåede 1. pkt., ikke kan strække sig
ud over, hvad der er nødvendigt for at træffe kontrolforan‐
staltninger til brug for undersøgelser eller vurderinger af
apparatets eller radioudstyrets sikkerhed.
Med bestemmelsen i § 37 a, 2. pkt., forslås det fastsat, at
forbuddets varighed, jf. det foreslåede 1. pkt., ikke vil kunne
strække sig ud over, hvad der vil være nødvendigt for at
træffe kontrolforanstaltninger til brug for undersøgelser eller
vurderinger af apparatets eller radioudstyrets sikkerhed.
Angivelsen af, at forbuddets varighed ikke kan strække sig
ud over, hvad der er nødvendigt for at foretage de nævn‐
te undersøgelser, vil ligeledes være udtryk for det alminde‐
lige proportionalitetsprincip. Sikkerhedsstyrelsen vil i den
forbindelse sikre, at de nødvendige undersøgelser foretages
uden unødigt ophold for derved at mindske eventuelle gener
for den erhvervsdrivende.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
166
Til nr. 58
Overskriften før § 38 i radioudstyrsloven lyder ”Apparater
og radioudstyr, som udgør en risiko”.
Det foreslås at fastsætte en overskrift før § 38, som lyder
”Apparater, faste anlæg og radioudstyr, som udgør en risiko
eller ikke overholder kravene”.
Efter radioudstyrslovens § 38, stk. 1 og 2, kan Sikkerheds‐
styrelsen, hvis et apparat eller radioudstyr udgør en risiko,
træffe afgørelse over for den erhvervsdrivende. Sikkerheds‐
styrelsen kan endvidere efter stk. 3 træffe foranstaltninger
for at fjerne risikoen.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Efter det foreslåede § 38, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr.
59, vil Sikkerhedsstyrelsen kunne træffe afgørelse over for
erhvervsdrivende, hvis apparater eller radioudstyr udgør en
risiko, og styrelsen vil endvidere kunne træffe afgørelse i
tilfælde, hvor apparater eller radioudstyr ikke overholder
kravene i loven eller regler fastsat i medfør heraf uden at
medføre en risiko.
Herudover vil Sikkerhedsstyrelsen kunne træffe afgørelser
over for fabrikanter af faste anlæg eller ansvarlige for instal‐
lationen af faste anlæg.
Efter den foreslåede § 39, jf. lovforslagets § 3, nr. 59, vil
Sikkerhedsstyrelsen, hvis det er nødvendigt, skulle oplyse
offentligheden om apparater og radioudstyr, der ikke er i
overensstemmelse med denne lov eller regler fastsat i med‐
før heraf.
Da de foreslåede bestemmelser i §§ 38 og 39 ikke alene
vedrører tilfælde, hvor apparater eller radioudstyr udgør en
risiko, men også tilfælde, hvor apparater, faste anlæg eller
radioudstyr ikke overholder kravene i loven eller i regler
fastsat i medfør heraf, men uden at udgøre en risiko, foreslås
overskriften ændret for at afspejle indholdet i de foreslåede
bestemmelser.
Den foreslåede overskrift vil omfatte bestemmelserne i §§
38-40.
Til nr. 59
Efter radioudstyrslovens § 38, stk. 1 og 2, kan Sikkerheds‐
styrelsen, hvis et apparat eller radioudstyr udgør en risiko,
træffe afgørelse over for den erhvervsdrivende. For så vidt
angår radioudstyr kan Sikkerhedsstyrelsen efter radioudstyr‐
slovens § 39, stk. 1, ligeledes træffe afgørelse over for den
erhvervsdrivende, hvis radioudstyr udgør en risiko, selvom
det er i overensstemmelse med kravene i loven.
Efter radioudstyrslovens § 41, stk. 1, kan Sikkerhedsstyrel‐
sen, hvis en erhvervsdrivende ikke har overholdt såkaldt for‐
melle krav til apparatet eller radioudstyret, og hvor apparatet
eller radioudstyret ikke udgør en risiko, træffe afgørelse om
påbud om at overholde de pågældende formelle krav. Over‐
holder den erhvervsdrivende ikke påbuddet, kan Sikkerheds‐
styrelsen efter radioudstyrslovens § 41, stk. 2, træffe en
anden type afgørelse over for den erhvervsdrivende.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 38, stk. 1, foreslås det fastsat, at
udgør et apparat eller radioudstyr en risiko, eller overholder
det ikke kravene i loven eller regler fastsat i medfør heraf,
eller overholder et fast anlæg ikke kravene i § 14, stk. 1,
vil Sikkerhedsstyrelsen over for en erhvervsdrivende, en fa‐
brikant af et fast anlæg eller en ansvarlig for installationen
af et fast anlæg kunne træffe afgørelser.
Den foreslåede bestemmelse omhandler den situation, hvor
det er konstateret, at et apparat, et fast anlæg eller radioud‐
styr ikke er i overensstemmelse med reglerne, og hvor de
tiltag, den erhvervsdrivende eventuelt har foretaget, ikke
er tilstrækkelige. Bestemmelsen vil også kunne anvendes
i situationer, hvor apparatet eller radioudstyret er i overens‐
stemmelse med reglerne, men alligevel udgør en risiko. Sik‐
kerhedsstyrelsen vil i disse situationer kunne være nødt til at
gribe ind med et påbud eller forbud.
Påbuddet eller forbuddet vil for så vidt angår apparater og
radioudstyr både kunne rette sig mod den, der har bragt
apparatet eller radioudstyret i omsætning f.eks. fabrikanter
eller importører og imod senere led i afsætningskæden f.eks.
distributører, hvis det er relevant. For spørgsmålet om, hvor‐
vidt et apparat eller radioudstyr er bragt i omsætning, vil
det være uden betydning, om dette er sket mod eller uden
vederlag. For så vidt angår faste anlæg, vil der kunne træffes
afgørelse over for fabrikanten af det faste anlæg eller den
ansvarlige for installationen af det faste anlæg. Det vil her
alene være relevant at træffe afgørelse efter det foreslåede
nr. 1.
For så vidt angår apparater og radioudstyr, vil det oftest
være relevant at rette et påbud eller forbud imod så tidligt et
led i afsætningskæden som muligt. Hvis et påbud eller for‐
bud rettes imod det første led i hele afsætningskæden (den,
der har bragt apparatet eller radioudstyret i omsætning), vil
efterlevelsen af påbuddet eller forbuddet give den største ef‐
fekt, da apparatet eller radioudstyret vil blive fjernet fra alle
senere led i afsætningskæden. Vil påbuddet eller forbuddet i
stedet blive rettet imod et senere led i afsætningskæden, vil
det ikke have en effekt over for de tidligere led, uanset at på‐
buddet eller forbuddet efterleves. Det følger af EU’s harmo‐
niseringsregler, at medlemsstaternes markedsovervågnings‐
myndigheder har mulighed for at pålægge erhvervsdrivende,
der er lokaliseret i EU, at træffe de foranstaltninger, der er
167
nødvendige for at sikre produkters overensstemmelse eller
om nødvendigt at trække eller tilbagekalde produkterne fra
markedet. Det medfører, at markedsovervågningsmyndighe‐
derne kan træffe afgørelse over for enhver erhvervsdrivende
med hjemsted i EU også på tværs af landegrænser. Da de
danske myndigheder imidlertid ikke har jurisdiktion uden
for Danmarks grænser, vil det ikke være muligt for de dan‐
ske myndigheder at håndhæve og sanktionere en sådan afgø‐
relse, hvis den erhvervsdrivende ikke efterlever denne. Her
giver det europæiske system i stedet muligheden for, at der
kan rettes henvendelse til markedsovervågningsmyndighe‐
den i den medlemsstat, hvor den relevante erhvervsdrivende
har hjemsted. Herefter vil den pågældende markedsovervåg‐
ningsmyndighed kunne håndhæve afgørelsen.
Processen gennem det europæiske system, hvor en markeds‐
overvågningsmyndighed i en anden medlemsstat vil skulle
håndhæve en afgørelse truffet af den danske kontrolmyndig‐
hed, kan være lang. Det må derfor indgå i risikovurderingen
af apparatet eller radioudstyret, hvorvidt det vil være mest
hensigtsmæssigt at træffe afgørelse over for det første led i
EU eller det første led i Danmark.
Under hensyn til ønsket om at føre en målrettet og effektiv
kontrol og i den forbindelse at undgå unødig gene for er‐
hvervslivet vil påbud og forbud i medfør af bestemmelserne
som hovedregel blive rettet mod det første danske led i
afsætningen af apparatet eller radioudstyret. Det betyder, at
hvis det første led i afsætningskæden i Danmark er den,
der har bragt apparatet eller radioudstyret i omsætning, vil
et påbud eller forbud som udgangspunkt blive rettet mod
denne. Hvis den, der har bragt et apparat eller radioudstyr i
omsætning, er lokaliseret et andet sted end i Danmark, vil
det i stedet være den, der har gjort apparatet eller radioud‐
styret tilgængeligt på markedet i Danmark, som et påbud
eller forbud vil blive rettet mod.
Vedrørende det sidstnævnte tilfælde vil det kunne være rele‐
vant yderligere at rette et påbud eller forbud mod det første
led, der er lokaliseret i EU. Et sådan påbud eller forbud vil
ikke kunne håndhæves eller sanktioneres i Danmark, hvilket
derimod vil være tilfældet med påbud og forbud over for
danske erhvervsdrivende. Det vil altid være den, afgørelsen
er truffet over for, der vil skulle betale de udgifter, der kan
være i forbindelse med at efterkomme afgørelsen.
I overensstemmelse med det forvaltningsretlige proportio‐
nalitetsprincip bør der ikke bruges mere indgribende foran‐
staltninger end nødvendigt for at opnå formålet. Der vil
kunne opstå tilfælde, hvor én eller flere af bestemmelserne
anvendes på samme tid for at sikre, at der træffes effektive
foranstaltninger for at imødegå manglerne ved apparatet el‐
ler radioudstyret.
Hvor et apparat eller radioudstyr ikke udgør en risiko, vil
principperne i radioudstyrsdirektivets artikel 43 og EMC-di‐
rektivets artikel 40 skulle følges. Det vil sige, at Sikker‐
hedsstyrelsen indledningsvis vil kunne træffe afgørelse om
påbud om, at det pågældende apparat eller radioudstyr over‐
holder kravene, f.eks. at apparatet eller radioudstyret påfø‐
res kontaktoplysninger, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 1. Her‐
efter vil Sikkerhedsstyrelsen kunne træffe afgørelse efter
det foreslåede stk. 1, nr. 2-9, alt efter, hvad der ses som
værende proportionalt i forhold til den manglende efterkom‐
melse. Mest relevant ses at være nr. 6-8.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger beføjelsen i mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra g.
Markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra g,
fastsætter endvidere, at de beføjelser, der tillægges markeds‐
overvågningsmyndighederne mindst skal omfatte beføjelsen
til at pålægge erhvervsdrivende at træffe passende tiltag for
at bringe et tilfælde af manglende overensstemmelse til op‐
hør eller at eliminere risikoen.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 2, fast‐
sætter, at markedsovervågningsmyndighederne straks skal
påbyde den pågældende erhvervsdrivende at træffe passende
og forholdsmæssige korrigerende tiltag for at bringe den
manglende overensstemmelse til ophør eller at eliminere
risikoen inden for en frist, som de fastsætter.
Efter radioudstyrslovens § 41, stk. 1, kan Sikkerhedsstyrel‐
sen, hvis en erhvervsdrivende ikke har overholdt såkaldt for‐
melle krav til apparatet eller radioudstyret, og hvor apparatet
eller radioudstyret ikke udgør en risiko, træffe afgørelse om
påbud om at overholde de pågældende formelle krav. Over‐
holder den erhvervsdrivende ikke påbuddet, kan Sikkerheds‐
styrelsen efter radioudstyrslovens § 41, stk. 2, træffe en
anden type afgørelse over for den erhvervsdrivende.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Der er ikke i radioudstyrsloven fastsat regler, som giver
mulighed for, at Sikkerhedsstyrelsen kan træffe afgørelser
om påbud om at bringe det faste anlæg i overensstemmelse
med kravene.
Med bestemmelsen i § 38, stk. 1, nr. 1, foreslås det fastsat, at
udgør et apparat eller radioudstyr en risiko, eller overholder
det ikke kravene i loven eller regler fastsat i medfør heraf,
eller overholder et fast anlæg ikke kravene i § 14, stk. 1, vil
Sikkerhedsstyrelsen over for en erhvervsdrivende, en fabri‐
kant af et fast anlæg eller en ansvarlig for installationen af
et fast anlæg kunne træffe afgørelse om påbud om at bringe
apparatet, det faste anlæg eller radioudstyret i overensstem‐
melse med kravene.
Det vil være relevant at kræve afhjælpning i situationer,
hvor det efter en proportionalitetsvurdering ikke findes hen‐
sigtsmæssigt eksempelvis at forbyde salg af apparatet eller
radioudstyret, hvis fejlen kan afhjælpes på en mindre indgri‐
bende måde. Afhjælpning vil også være relevant i forhold
til faste anlæg, idet disse ikke som apparater og radioudstyr
168
bringes i omsætning, og den manglende overholdelse af kra‐
vene derfor ikke vil være generel for flere af den samme ty‐
pe produkter, men alene for det pågældende faste anlæg. Af
samme grund vil det ikke være relevant i forbindelse med
faste anlæg f.eks. at træffe afgørelse om et forbud mod at
bringe de faste anlæg i omsætning.
Afhjælpning vil både kunne ske ved, at det tilbydes bruge‐
ren, at manglen på apparatet, det faste anlæg eller radioud‐
styret afhjælpes af f.eks. den erhvervsdrivende, eller ved at
brugeren selv evt. med bistand foretager en udskiftning af
enkle dele for at opnå den fornødne sikkerhed. I sidstnævn‐
te situation vil den erhvervsdrivende kunne tilbyde sine
kunder, at de kan fremsende kontaktdata, hvorefter de vil
modtage de nødvendige reservedele. Denne løsning vil alene
være egnet til ukomplicerede afhjælpninger.
Uanset om udbedringen foretages af f.eks. den erhvervsdri‐
vende eller af brugeren, vil det være den erhvervsdrivende,
som vil skulle afholde udgifterne til udbedring af manglerne
ved apparatet, det faste anlæg eller radioudstyret, herunder
også betale omkostningen til, at en autoriseret fagperson
foretager udbedringen, hvis dette er nødvendigt. Påbud om
afhjælpning vil for så vidt angår apparater og radioudstyr
både kunne være relevant over for apparater eller radioud‐
styr, som allerede er solgt til brugeren, og over for apparater
eller radioudstyr, som befinder sig på et lager.
Det ses ikke som en manglende efterkommelse af et påbud
efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, hvis brugeren afviser at tage
imod tilbuddet om afhjælpning, f.eks. hvis en bruger af et
fast anlæg afviser at lade en installatør få adgang til det faste
anlæg for at udbedre eventuelle fejl i installationen.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger beføjelsen i mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra a.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra
a, fastsætter, at med henblik på stk. 2 kan de korrigerende
tiltag, der skal træffes af den erhvervsdrivende, bl.a. omfatte
at bringe produktet i overensstemmelse, herunder ved at
afhjælpe formel manglende overholdelse med kravene eller
ved at sikre, at produktet ikke længere udgør en risiko.
Faste anlæg er foreslået tilføjet til bestemmelsen for at give
Sikkerhedsstyrelsen mulighed for at træffe afgørelser over
for fabrikanter af faste anlæg eller ansvarlige for installatio‐
nen af faste anlæg, som er mindre indgribende, end hvad
der gælder efter radioudstyrsloven, men som Sikkerhedssty‐
relsen vurderer kan være tilstrækkelige til at opnå overens‐
stemmelse, f.eks. til at sikre, at det faste anlæg overholder
de væsentlige krav i radioudstyrslovens § 14, stk. 1.
Efter radioudstyrslovens § 48, stk. 1, nr. 2, vil en fabrikant
af et fast anlæg eller den ansvarlige for installationen af et
fast anlæg, som undlader at sikre, at et fast anlæg er konstru‐
eret og installeret i overensstemmelse med de væsentlige
krav kunne straffes med bøde. Bestemmelsen foreslås vide‐
reført i § 48, stk. 1, nr. 8, jf. lovforslagets § 3, nr. 66.
Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med
EMC-direktivets artikel 19, stk. 2, 2. pkt., hvorefter der skal
pålægges passende foranstaltninger med henblik på at brin‐
ge det faste anlæg i overensstemmelse med de væsentlige
krav.
Efter radioudstyrslovens § 38, stk. 1 og 2, kan Sikkerheds‐
styrelsen, hvis et apparat eller radioudstyr udgør en risiko,
træffe afgørelse over for den erhvervsdrivende. For så vidt
angår radioudstyr kan Sikkerhedsstyrelsen efter radioudstyr‐
slovens § 39, stk. 1, ligeledes træffe afgørelse over for den
erhvervsdrivende, hvis radioudstyret udgør en risiko, selvom
det er i overensstemmelse med kravene i loven.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 38, stk. 1, nr. 2, foreslås det fastsat, at
udgør et apparat eller radioudstyr en risiko, eller overholder
et apparat eller radioudstyr ikke kravene i loven eller regler
fastsat i medfør heraf, uden at den manglende overholdel‐
se medfører en risiko, vil Sikkerhedsstyrelsen over for en
erhvervsdrivende kunne træffe afgørelse om påbud om at
sikre, at apparatet eller radioudstyret ikke udgør en risiko.
Det vil være relevant at kræve afhjælpning i situationer,
hvor det efter en proportionalitetsvurdering ikke findes hen‐
sigtsmæssigt eksempelvis at forbyde salg af apparatet eller
radioudstyret, hvis fejlen kan afhjælpes på en mindre indgri‐
bende måde. Afhjælpning kan både ske ved, at det tilbydes
brugeren, at manglen på apparatet eller radioudstyret afhjæl‐
pes af den erhvervsdrivende, eller ved at brugeren selv fore‐
tager en udskiftning af enkle dele for at opnå den fornødne
sikkerhed. I sidstnævnte situation vil den erhvervsdrivende
kunne tilbyde sine kunder, at de kan fremsende kontaktdata,
hvorefter de vil modtage de nødvendige reservedele. Denne
løsning er alene egnet til ukomplicerede afhjælpninger.
Uanset om udbedringen foretages af den erhvervsdrivende
eller af brugeren, vil det være den erhvervsdrivende, som
skal afholde udgifterne til udbedring af manglerne ved appa‐
ratet eller radioudstyret, herunder også betale omkostningen
til at en autoriseret fagperson foretager udbedringen, hvis
dette er nødvendigt. Påbud om afhjælpning kan både være
relevant over for apparater eller radioudstyr, som allerede
er solgt til brugeren, og over for apparater eller radioudstyr,
som befinder sig på et lager.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger beføjelsen i mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra a.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 2, fast‐
sætter, at markedsovervågningsmyndighederne straks skal
påbyde den pågældende erhvervsdrivende at træffe passende
og forholdsmæssige korrigerende tiltag for at bringe den
manglende overensstemmelse til ophør eller at eliminere
risikoen inden for en frist, som de fastsætter.
169
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra
a, fastsætter, at med henblik på stk. 2 kan de korrigerende
tiltag, der skal træffes af den erhvervsdrivende, bl.a. omfatte
at bringe produktet i overensstemmelse, herunder ved at
afhjælpe formel manglende overholdelse med kravene eller
ved at sikre, at produktet ikke længere udgør en risiko.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som giver Sikker‐
hedsstyrelsen mulighed for at træffe afgørelse om et påbud
om at overholde visse betingelser, inden et apparat eller
radioudstyr kan bringes i omsætning eller gøre det tilgænge‐
ligt på markedet.
Med bestemmelsen i § 38, stk. 1, nr. 3, foreslås det fastsat,
at udgør et apparat eller radioudstyr en risiko, vil Sikker‐
hedsstyrelsen over for en erhvervsdrivende kunne træffe af‐
gørelse om påbud om at overholde visse betingelser, inden
apparatet eller radioudstyret kan bringes i omsætning eller
gøre det tilgængeligt på markedet.
Den foreslåede bestemmelse har sammenhæng med de i
denne bestemmelse foreslåede stk. 1, nr. 1 og 2, hvorefter
den erhvervsdrivende vil skulle sikre, at det pågældende ap‐
parat eller radioudstyr overholder kravene i loven, herunder
at det ikke udgør en risiko. Efter disse to bestemmelser vil
den erhvervsdrivende som udgangspunkt selv kunne træffe
beslutning om, hvilken fremgangsmåde der vil være den
mest relevante og effektive til at efterkomme påbuddet. Det
vil være et krav ved nr. 1 og 2, at den erhvervsdrivende
foretager ændringer i forhold til apparatet eller radioudstyret
eller i forhold til mærkningen eller dokumentationen.
Sikkerhedsstyrelsen vil f.eks. i medfør af det foreslåede nr.
3 kunne træffe afgørelse om, at den erhvervsdrivende skal
overholde visse betingelser samtidig med, at Sikkerhedssty‐
relsen træffer afgørelse efter de foreslåede nr. 1 eller 2.
Der vil dog alene kunne træffes afgørelse efter denne be‐
stemmelse, hvis apparatet eller radioudstyret udgør en risiko
på visse betingelser eller for visse brugere, jf. det foreslåede
stk. 2. Der henvises til bemærkningerne hertil.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger beføjelsen i mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra f.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 2, fast‐
sætter, at markedsovervågningsmyndighederne straks skal
påbyde den pågældende erhvervsdrivende at træffe passende
og forholdsmæssige korrigerende tiltag for at bringe den
manglende overensstemmelse til ophør eller at eliminere
risikoen inden for en frist, som de fastsætter.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra
f, fastsætter, at med henblik på stk. 2 kan de korrigerende
tiltag, der skal træffes af den erhvervsdrivende, bl.a. omfat‐
te at fastlægge betingelser, der skal være opfyldt, før det
pågældende produkt kan gøres tilgængeligt på markedet.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som giver Sikker‐
hedsstyrelsen mulighed for at træffe afgørelse om et påbud
om at advare brugerne om de risici, der er ved et apparat
eller radioudstyr, eller at anbringe advarsler på et apparat
eller radioudstyr.
Med bestemmelsen i § 38, stk. 1, nr. 4, foreslås det fastsat, at
udgør et apparat eller radioudstyr en risiko, vil Sikkerheds‐
styrelsen over for en erhvervsdrivende kunne træffe afgørel‐
se om påbud om at advare brugerne om de risici, der er ved
apparatet eller radioudstyret, eller at anbringe advarsler på
apparatet eller radioudstyret.
I nogle tilfælde vil det være tilstrækkeligt at advare behø‐
rigt om de risici, der er ved apparatet eller radioudstyret. I
forbindelse med vurderingen af, hvilken foranstaltning der
vil skulle anvendes, vil den effekt, der forventes at kunne
opnås, skulle afvejes i forhold til de omkostninger, der vil
være ved eksempelvis at kalde apparatet eller radioudstyret
tilbage fra brugerne. Eksempelvis bør relevant advarselsin‐
formation – i hvad der må anses for et rimeligt omfang, når
de mulige skaders alvor tages i betragtning – anvendes frem
for tilbagekaldelse, hvis det vil være tilstrækkeligt til at for‐
hindre skader. Bestemmelsen vil kunne anvendes i tilfælde,
hvor de pågældende risici vurderes at kunne imødegås med
advarsler eller ved at foretage tilpasning eller ændre opbe‐
varingen af apparatet eller radioudstyret. Bestemmelsen vil
efter en konkret vurdering ligeledes kunne finde anvendelse
i kombination med en eller flere af de øvrige påbuds- eller
forbudsmuligheder, jf. det foreslåede stk. 1.
Advarsler vil kunne gives på selve apparatet eller radioud‐
styret, på indlægssedlen eller i brugsanvisningen, på skilte i
fysiske butikker eller på hjemmesider, der sælger produktet,
eller på anden måde, som Sikkerhedsstyrelsen måtte finde
nødvendig for at oplyse brugerne om risikoen ved appara‐
tet eller radioudstyret. Der vil kunne være tale om bl.a. at
angive alderskrav, håndteringsvejledning, oplysninger om
materialets holdbarhed eller relevante sikkerhedsforanstalt‐
ninger, der vil skulle udøves af brugeren. Hvis apparatet
eller radioudstyret vil være særligt farligt for visse kategori‐
er af personer, skal advarslen målrettes denne gruppe. Der
vil altså i denne situation kunne være behov for at anvende
andre kanaler for meddelelse af advarslen, end det normalt
vil være tilfældet, for at sikre, at advarslen når ud til modta‐
gergruppen.
Advarslen skal være udfærdiget på dansk. Dette udelukker
dog ikke, at advarslen derudover vil kunne angives på andre
sprog. Sikkerhedsstyrelsen bør kun anvende bestemmelsen,
hvis den erhvervsdrivendes egne forholdsregler ikke vurde‐
res at være tilstrækkelige, eller hvis den erhvervsdrivende
ikke har truffet nogen forholdsregler.
Der vil dog alene kunne træffes afgørelse efter denne be‐
stemmelse, hvis apparatet eller radioudstyret udgør en risiko
på visse betingelser eller for visse brugere, jf. det foreslåede
stk. 2. Der henvises til bemærkningerne hertil.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger beføjelserne i mar‐
170
kedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra e og
g og sidste del af litra c.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra
e, fastsætter, at med henblik på stk. 2 kan de korrigerende
tiltag, der skal træffes af den erhvervsdrivende, bl.a. omfat‐
te at anføre passende, klart formulerede og letforståelige
advarsler på produktet om de risici, der kan være forbundet
med det, på det eller de sprog, som den medlemsstat, hvor
produktet gøres tilgængeligt på markedet, fastsætter.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra g,
fastsætter endvidere, at med henblik på stk. 2 kan de korri‐
gerende tiltag, der skal træffes af den erhvervsdrivende, bl.a.
omfatte straks og i en passende form at advare de slutbruge‐
re, der udsættes for risiko, herunder ved udsendelse af sær‐
lige advarsler på det eller de sprog, som den medlemsstat,
hvor produktet er gjort tilgængeligt på markedet, fastsætter.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra c,
fastsætter endelig, at med henblik på stk. 2 kan de korrige‐
rende tiltag, der skal træffes af den erhvervsdrivende, bl.a.
omfatte at advare offentligheden om risikoen.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som giver Sikker‐
hedsstyrelsen mulighed for at træffe afgørelse om et påbud
om at standse markedsføring, der kan vildlede brugerne.
Med bestemmelsen i § 38, stk. 1, nr. 5, foreslås det fastsat, at
udgør et apparat eller radioudstyr en risiko, eller overholder
et apparat eller radioudstyr ikke kravene i loven eller regler
fastsat i medfør heraf, uden at den manglende overholdel‐
se medfører en risiko, vil Sikkerhedsstyrelsen over for en
erhvervsdrivende kunne træffe afgørelse om påbud om at
standse markedsføring af apparater og radioudstyr, der kan
vildlede brugerne.
Bestemmelsen vil skulle sikre, at det er muligt at hindre
fortsat markedsføring af apparater eller radioudstyr, der ikke
er i overensstemmelse med de gældende regler. Markedsfø‐
ring forstås i den henseende som reklame, udstilling, salg
m.v. af apparater eller radioudstyr, der vil kunne give bruge‐
re et fejlagtigt indtryk af, at apparatet eller radioudstyret er i
overensstemmelse med reglerne, hvis det fortsat markedsfø‐
res.
Bestemmelsen supplerer beføjelsen i markedsovervågnings‐
forordningens artikel 16, stk. 2. Beføjelsen til at træffe afgø‐
relse om påbud om at standse vildledende markedsføring
findes ikke blandt eksemplerne i artikel 16, stk. 3, som dog
ikke er udtømmende.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 2, fast‐
sætter, at markedsovervågningsmyndighederne straks skal
påbyde den pågældende erhvervsdrivende at træffe passende
og forholdsmæssige korrigerende tiltag for at bringe den
manglende overensstemmelse til ophør eller at eliminere
risikoen inden for en frist, som de fastsætter.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og
markedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administre‐
rer, hvor der i henhold til § 14, nr. 2, er mulighed for at
træffe afgørelse om at standse markedsføring, der kan vild‐
lede brugerne.
Efter radioudstyrslovens § 38, stk. 1 og 2, kan Sikkerheds‐
styrelsen, hvis et apparat eller radioudstyr udgør en risiko,
træffe afgørelse over for den erhvervsdrivende, herunder
forbud mod tilgængeliggørelse. For så vidt angår radioud‐
styr kan Sikkerhedsstyrelsen efter radioudstyrslovens § 39,
stk. 1, ligeledes træffe afgørelse over for den erhvervsdri‐
vende, herunder forbud mod tilgængeliggørelse, hvis radio‐
udstyr udgør en risiko, selvom det er i overensstemmelse
med kravene i loven.
Efter radioudstyrslovens § 41, stk. 1, kan Sikkerhedsstyrel‐
sen, hvis en erhvervsdrivende ikke har overholdt såkaldt
formelle krav til apparatet eller radioudstyret, og hvor ap‐
paratet eller radioudstyret ikke udgør en risiko, træffe afgø‐
relse om påbud om at overholde de pågældende formelle
krav. Overholder den erhvervsdrivende ikke påbuddet, kan
Sikkerhedsstyrelsen efter radioudstyrslovens § 41, stk. 2,
træffe en anden type afgørelse over for den erhvervsdriven‐
de, herunder forbud mod tilgængeliggørelse.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 38, stk. 1, nr. 6, foreslås det fastsat, at
udgør et apparat eller radioudstyr en risiko, eller overholder
et apparat eller radioudstyr ikke kravene i loven eller regler
fastsat i medfør heraf, uden at den manglende overholdel‐
se medfører en risiko, vil Sikkerhedsstyrelsen over for en
erhvervsdrivende kunne træffe afgørelse om forbud mod at
bringe apparatet eller radioudstyret i omsætning eller at gøre
det tilgængeligt på markedet.
Ved forbud mod at bringe apparater og radioudstyr i omsæt‐
ning eller gøre det tilgængeligt på markedet forstås f.eks.,
at salg eller udlevering af apparatet eller radioudstyret vil
skulle stoppes.
Ved salg forstås salg fra fysiske butikker, webbutikker, på
markeder eller lignende med fortjeneste for øje. Ved udle‐
vering forstås apparater eller radioudstyr, der ikke er solgt
med fortjeneste for øje, men som f.eks. er udleveret gra‐
tis. Forbud mod salg angår de apparater eller radioudstyr,
som stadig befinder sig i butikkerne. Ved et salgsstop vil den
erhvervsdrivende ikke blive forpligtet til at returnere appara‐
terne eller radioudstyret til et tidligere led i afsætningen af
apparatet eller radioudstyret, men alene til at ophøre med
at sælge apparatet eller radioudstyret. Forbuddet vil alene
vedrører den konkrete erhvervsdrivende.
Salgsstop vil sjældent være en relevant foranstaltning i si‐
tuationer, hvor parten i sagen er et led i en større omsæt‐
171
ningskæde, da salgsstoppet kun vil vedrøre eksempelvis dis‐
tributøren og således ikke de detailbutikker, som apparatet
eller radioudstyret er solgt til.
I situationer hvor detailforhandler og importør er sammen‐
faldende, eller hvor der eksempelvis er tale om en erhvervs‐
drivende, der selv både producerer og sælger apparatet eller
radioudstyret, vil salgstoppet være relevant, da apparatet el‐
ler radioudstyret afsættes direkte til brugeren, og der dermed
ikke er yderligere erhvervsdrivende i afsætningskæden, som
vil kunne være relevante at omfatte af foranstaltningen.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger beføjelsen i mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra e og
g.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra
b, fastsætter, at med henblik på stk. 2 kan de korrigerende
tiltag, der skal træffes af den erhvervsdrivende, bl.a. omfatte
at forhindre, at produktet gøres tilgængeligt på markedet.
Efter radioudstyrslovens § 38, stk. 1 og 2, kan Sikkerheds‐
styrelsen, hvis et apparat eller radioudstyr udgør en risiko,
træffe afgørelse over for den erhvervsdrivende, herunder at
trække apparater eller radioudstyr tilbage fra markedet. For
så vidt angår radioudstyr kan Sikkerhedsstyrelsen efter ra‐
dioudstyrslovens § 39, stk. 1, træffe ligeledes træffe afgørel‐
se over for den erhvervsdrivende, herunder at trække appa‐
rater eller radioudstyr tilbage fra markedet, hvis radioudstyr
udgør en risiko, selvom det er i overensstemmelse med kra‐
vene i loven.
Efter radioudstyrslovens § 41, stk. 1, kan Sikkerhedsstyrel‐
sen, hvis en erhvervsdrivende ikke har overholdt såkaldt
formelle krav til apparatet eller radioudstyret, og hvor ap‐
paratet eller radioudstyret ikke udgør en risiko, træffe afgø‐
relse om påbud om at overholde de pågældende formelle
krav. Overholder den erhvervsdrivende ikke påbuddet, kan
Sikkerhedsstyrelsen efter radioudstyrslovens § 41, stk. 2,
træffe en anden type afgørelse over for den erhvervsdriven‐
de, herunder at trække apparater eller radioudstyr tilbage fra
markedet.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 38, stk. 1, nr. 7, foreslås det fastsat, at
udgør et apparat eller radioudstyr en risiko, eller overholder
et apparat eller radioudstyr ikke kravene i loven eller regler
fastsat i medfør heraf, uden at den manglende overholdel‐
se medfører en risiko, vil Sikkerhedsstyrelsen over for en
erhvervsdrivende kunne træffe afgørelse om påbud om at
trække apparatet eller radioudstyret tilbage fra markedet.
Det betyder, at den erhvervsdrivende vil blive påbudt at sik‐
re, at de apparater eller radioudstyr, der er tilgængelige, men
endnu ikke erhvervet af brugerne, returneres til det tidligere
led i afsætningen af apparatet eller radioudstyret. Der vil
således være tale om en foranstaltning med henblik på at
forhindre, at apparater eller radioudstyr, der ikke lever op til
gældende regler, distribueres, udstilles og tilbydes brugeren.
Påbud om tilbagetrækning vil medføre en forpligtelse for
den erhvervsdrivende til at sikre, at apparatet eller radioud‐
styret trækkes tilbage fra eventuelle efterfølgende led i af‐
sætningen af apparatet eller radioudstyret. Foranstaltningen
vil derfor typisk være relevant over for en fabrikant, impor‐
tør eller distributør af apparatet eller radioudstyret, da disse
forpligtes til at kontakte de erhvervsdrivende, som apparatet
eller radioudstyret er afsat til med henblik på at trække
apparatet eller radioudstyret tilbage fra alle de erhvervsdri‐
vende, som måtte udgøre et led i afsætningen af apparatet
eller radioudstyret.
Det vil være nødvendigt, at den erhvervsdrivende foretager
effektive tiltag for at trække apparatet eller radioudstyret
tilbage fra markedet efter et påbud herom. Med effektive
tiltag skal forstås, at den erhvervsdrivende vil skulle sikre
sig, at efterfølgende led i afsætningen af apparatet eller
radioudstyret også forstår vigtigheden af, at apparatet eller
radioudstyret vil skulle trækkes tilbage og returneres til det
tidligere led i afsætningskæden for derved at forhindre, at
apparatet eller radioudstyret distribueres, udstilles og tilby‐
des brugerne. Det vil som udgangspunkt betyde, at den
erhvervsdrivende, som modtager et påbud efter nr. 7 vil
skulle give sine efterfølgende led i afsætningskæden direkte
besked om, at apparatet eller radioudstyret skal trækkes til‐
bage fra markedet.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger delvist beføjelsen i
markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra c.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra
c, fastsætter, at med henblik på stk. 2 kan de korrigerende
tiltag, der skal træffes af den erhvervsdrivende, bl.a. omfatte
at trække produktet tilbage.
Efter radioudstyrslovens § 38, stk. 1 og 2, kan Sikkerheds‐
styrelsen, hvis et apparat eller radioudstyr udgør en risiko,
træffe afgørelse over for den erhvervsdrivende, herunder at
tilbagekalde apparater eller radioudstyr. For så vidt angår ra‐
dioudstyr kan Sikkerhedsstyrelsen efter radioudstyrslovens
§ 39, stk. 1, ligeledes træffe afgørelse over for den erhvervs‐
drivende, herunder at tilbagekalde apparater eller radioud‐
styr, hvis radioudstyr udgør en risiko, selvom det er i over‐
ensstemmelse med kravene i loven.
Efter radioudstyrslovens § 41, stk. 1, kan Sikkerhedsstyrel‐
sen, hvis en erhvervsdrivende ikke har overholdt såkaldt
formelle krav til apparatet eller radioudstyret, og hvor ap‐
paratet eller radioudstyret ikke udgør en risiko, træffe afgø‐
relse om påbud om at overholde de pågældende formelle
krav. Overholder den erhvervsdrivende ikke påbuddet, kan
Sikkerhedsstyrelsen efter radioudstyrslovens § 41, stk. 2,
træffe en anden type afgørelse over for den erhvervsdriven‐
de, herunder at tilbagekalde apparater eller radioudstyr.
172
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 38, stk. 1, nr. 8, foreslås det fastsat, at
udgør et apparat eller radioudstyr en risiko, eller overholder
et apparat eller radioudstyr ikke kravene i loven eller regler
fastsat i medfør heraf, uden at den manglende overholdel‐
se medfører en risiko, vil Sikkerhedsstyrelsen over for en
erhvervsdrivende kunne træffe afgørelse om påbud om at
kalde apparatet eller radioudstyret tilbage.
Der vil således være tale om enhver foranstaltning med hen‐
blik på brugerens returnering af apparater eller radioudstyr,
der ikke lever op til gældende regler, og som tidligere har
været leveret eller stillet til rådighed for brugeren. Påbud om
tilbagekaldelse vil kun blive anvendt, når andre forholdsreg‐
ler ikke er tilstrækkelige til at forebygge risici. Tilbagekal‐
delse er relevant, hvis de risici, apparatet eller radioudstyret
frembyder, ikke vil kunne forebygges på anden vis.
Den erhvervsdrivende vil skulle tilrettelægge tilbagekaldel‐
sen således, at den ikke medfører væsentlige ulemper for
brugeren. Det vil dog i praksis ikke være muligt helt at
friholde brugeren for opgaver i relation til tilbagekaldelsen.
Reglerne om tilbagekaldelse af apparater eller radioudstyr
vil have et andet sigte end købelovens regler om forbruger‐
køb. Muligheden for at gøre et mangelsansvar gældende i
medfør af købeloven i forbindelse med en tilbagekaldelse
er et civilretligt anliggende og afhænger af de konkrete om‐
stændigheder omkring erhvervelsen af apparatet eller radio‐
udstyret. Hvorimod det som oftest ved en tilbagekaldelse
efter dette lovforslag vil fremgå af den information, som den
erhvervsdrivende udsender eller på anden måde giver, om
brugeren kan forvente omlevering, refundering af købesum‐
men eller andet med henblik på at afhjælpe manglen ved det
ikke-overensstemmende apparat eller radioudstyr.
Hvis der vil være tale om et brugt apparat eller radioudstyr,
vil et påbud om tilbagekaldelse kun kunne meddeles den,
der oprindeligt har solgt apparatet eller radioudstyret som
nyt. Påbud om tilbagekaldelse af apparater eller radioudstyr,
som i brugt stand er solgt videre af privatpersoner, vil alene
kunne meddeles den erhvervsdrivende, der har udgjort et led
i afsætningskæden, da apparatet eller radioudstyret var nyt.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger delvist beføjelsen i
markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra c.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra
c, fastsætter, at med henblik på stk. 2 kan de korrigerende
tiltag, der skal træffes af den erhvervsdrivende, bl.a. omfatte
at kalde produktet tilbage.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som giver Sikker‐
hedsstyrelsen mulighed for at træffe afgørelse om et påbud
om at destruere et apparat eller radioudstyr eller på anden
måde gøre det ubrugeligt.
Med bestemmelsen i § 38, stk. 1, nr. 9, foreslås det fastsat, at
udgør et apparat eller radioudstyr en risiko, eller overholder
et apparat eller radioudstyr ikke kravene i loven eller regler
fastsat i medfør heraf, uden at den manglende overholdel‐
se medfører en risiko, vil Sikkerhedsstyrelsen over for en
erhvervsdrivende kunne træffe afgørelse om påbud om at
destruere apparatet eller radioudstyret eller på anden måde
gøre det ubrugeligt.
Med destruktion menes, at det pågældende apparat eller ra‐
dioudstyr gøres ubrugeligt. At destruktionen vil skulle ske
på forsvarlig måde indebærer, at destruktionen vil skulle væ‐
re tilrettelagt og udført på en sikker måde, og at eventuelle
rester og bestanddele af apparatet eller radioudstyret bort‐
skaffes i overensstemmelse med gældende regler, herunder
evt. reglerne om bortskaffelse af affald.
Foranstaltningen vil kunne have væsentlige økonomiske
konsekvenser for den, påbuddet rettes imod, og vil derfor
kun kunne begrundes, hvor ingen af de øvrige foranstaltnin‐
ger vurderes at være tilstrækkelige. Påbud om destruktion
vil forudsætte, at det anses for nødvendigt, rimeligt og hen‐
sigtsmæssigt at destruere apparatet eller radioudstyret af
hensyn til brugerne og af hensyn til at undgå, at apparatet
eller radioudstyret sendes til andre medlemsstater eller lande
uden for EU. Det uoverensstemmende apparat eller radioud‐
styr vil skulle udgøre en alvorlig risiko. Apparatet eller ra‐
dioudstyret må ikke på anden måde kunne lovliggøres eller
ændres til at kunne anvendes sikkert.
Muligheden for at påbyde destruktion vil kunne finde an‐
vendelse, hvis det er den eneste måde, som er tilstrækkelig
til at forhindre apparatet eller radioudstyret i at blive tilbudt
brugerne.
Sikkerhedsstyrelsen vil ikke kunne påbyde en fabrikant, im‐
portør eller distributør at destruere apparater eller radioud‐
styrer, der befinder sig hos brugeren, og som derfor ikke
længere er i deres besiddelse. Hvis Sikkerhedsstyrelsen træf‐
fer afgørelse om, at apparatet eller radioudstyret vil skulle
tilbagekaldes hos brugeren, vil de tilbagekaldte apparater
eller radioudstyr dog også blive omfattet af påbuddet om
destruktion.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger beføjelsen i mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra d.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 3, litra
d, fastsætter, at med henblik på stk. 2 kan de korrigerende
tiltag, der skal træffes af den erhvervsdrivende, bl.a. omfatte
at destruere produktet eller på anden vis gøre det ubrugeligt.
Det forudses ikke, at det vil være nødvendigt for Sikker‐
hedsstyrelsen at anvende denne bestemmelse i forhold til
apparater eller radioudstyr, idet de sjældent vil opfylde be‐
tingelserne for at anvende bestemmelsen.
173
Der findes ikke regler i radioudstyrsloven, som fastsætter, at
Sikkerhedsstyrelsen alene kan træffe afgørelse om påbud om
at overholde visse betingelser, inden et apparat eller radio‐
udstyr kan bringes i omsætning eller gøre det tilgængeligt på
markedet, eller påbud om at advare brugerne om de risici,
der er ved et apparat eller radioudstyr, eller at anbringe
advarsler på et apparat eller radioudstyr, hvis apparatet eller
radioudstyret udgør en risiko på visse betingelser eller for
visse brugere.
Med bestemmelsen i § 38, stk. 2, foreslås det fastsat, at
Sikkerhedsstyrelsen alene vil kunne træffe afgørelser efter
det foreslåede stk. 1, nr. 3 eller 4, hvis apparatet eller radio‐
udstyret udgør en risiko på visse betingelser eller for visse
brugere.
Bestemmelsen vil begrænse Sikkerhedsstyrelsens adgang til
at træffe afgørelse efter de foreslåede stk. 1, nr. 3 og 4. Det
drejer sig om afgørelser om påbud om at overholde visse
betingelser, inden apparatet eller radioudstyret kan bringes
i omsætning eller gøres tilgængeligt på markedet og påbud
om at advare brugerne om de risici, der vil være ved appara‐
tet eller radioudstyret eller at anbringe advarsler på apparatet
eller radioudstyret.
Ved at apparatet eller radioudstyret kun udgør en risiko på
visse betingelser eller for visse brugere forstås, at det ikke
vil være en risiko, som er til stede generelt. Det vil f.eks.
kunne være radioudstyr, som alene skaber forstyrrelser af en
bestemt type udstyr, som kun visse brugere benytter f.eks. i
forbindelse med deres arbejde. Her vil Sikkerhedsstyrelsen
f.eks. kunne træffe afgørelse om, at der påføres en advarsel
på radioudstyret om, at det kan skabe forstyrrelser at anven‐
de radioudstyret i nærheden af det pågældende arbejdsud‐
styr.
Er risikoen ved et apparat eller radioudstyr af en mere gene‐
rel karakter, vil Sikkerhedsstyrelsen have adgang til at træffe
afgørelser efter de foreslåede stk. 1, nr. 1, 2 eller 5-9.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger markedsovervåg‐
ningsforordningens artikel 16, stk. 4.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 4, fast‐
sætter, at der kan kun påbydes korrigerende tiltag som om‐
handlet i stk. 3, litra e, f og g, i de tilfælde, hvor produktet
alene kan udgøre en risiko på visse betingelser eller kun for
visse slutbrugere.
Med bestemmelsen vil det blive sikret, at Sikkerhedsstyrel‐
sen træffer den afgørelse, som bedst imødegår den manglen‐
de overensstemmelse med lovens krav. Hermed undgås det,
at der ved en generelt forekommende risiko er mulighed for
alene at træffe en afgørelse om, at der på apparatet eller ra‐
dioudstyret vil skulle påsættes en advarsel, hvorefter appara‐
tet eller radioudstyret fortsat vil kunne gøres tilgængeligt. I
så fald ville risikoen fortsat kunne påvirke en stor kreds af
brugere m.fl., hvilket ville kunne undgås ved at træffe en
anden type afgørelse som f.eks. et forbud mod at bringe
apparatet eller radioudstyret i omsætning.
I henhold til radioudstyrslovens § 38, stk. 3, 1. pkt., kan Sik‐
kerhedsstyrelsen træffe foranstaltninger for at fjerne risikoen
nævnt i stk. 1 og 2.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 38, stk. 3, 1. pkt., foreslås det fastsat,
at Sikkerhedsstyrelsen vil kunne træffe foranstaltninger for
at fjerne eller begrænse en risiko ved et apparat eller radio‐
udstyr, herunder en alvorlig risiko.
Sådanne foranstaltninger kan f.eks. omfatte at trække eller
kalde apparatet eller radioudstyret tilbage og advare offent‐
ligheden om risikoen.
Sikkerhedsstyrelsen vil særligt kunne anvende den foreslå‐
ede bestemmelse i de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende
ikke selv træffer tilstrækkelige foranstaltninger for at fjerne
eller begrænse en risiko.
Den foreslåede bestemmelse viderefører radioudstyrslovens
§ 38, stk. 3, 1. pkt.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger markedsovervåg‐
ningsforordningens artikel 16, stk. 1 og 5.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 1, fast‐
sætter, at markedsovervågningsmyndighederne træffer pas‐
sende foranstaltninger, hvis et produkt, selv om det anven‐
des i overensstemmelse med sit formål eller på betingelser,
som med rimelighed kan forudses, og selv om det er in‐
stalleret og vedligeholdt korrekt: a) kan bringe brugernes
sundhed eller sikkerhed i fare, eller b) ikke er i overensstem‐
melse med de gældende krav.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 5, fast‐
sætter, at hvis den erhvervsdrivende ikke træffer korrigeren‐
de tiltag, jf. stk. 3, eller hvis den manglende overensstem‐
melse eller den i stk. 1 omhandlede risiko fortsat består, sik‐
rer markedsovervågningsmyndighederne, at produktet træk‐
kes tilbage eller kaldes tilbage, eller at produktets tilgænge‐
liggørelse på markedet forbydes eller begrænses.
Markedsovervågningsforordningens artikel 7, stk. 1, fast‐
sætter, at erhvervsdrivende skal samarbejde med markeds‐
overvågningsmyndighederne om tiltag, der kan eliminere
eller begrænse risici forbundet med produkter, som disse
erhvervsdrivende har gjort tilgængelige på markedet.
I henhold til radioudstyrslovens § 38, stk. 3, 2. pkt., skal
fabrikanten, importøren eller distributøren på Sikkerhedssty‐
relsens anmodning samarbejde med styrelsen om de foran‐
staltninger, der er truffet efter 1. pkt.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
174
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Med bestemmelsen i § 38, stk. 3, 2. pkt., foreslås det fastsat,
at Sikkerhedsstyrelsen vil kunne kræve, at erhvervsdrivende
samarbejder med styrelsen om foranstaltninger, som er truf‐
fet efter det foreslåede 1. pkt.
De erhvervsdrivende vil have pligt til at samarbejde efter de
foreslåede § 6, stk. 4, § 7, stk. 4, nr. 7, § 9, stk. 4, § 11, stk.
3, § 11 a, stk. 2, nr. 4, § 11 b, § 20, stk. 4, § 21, stk. 4, nr. 7,
§ 23, stk. 4, § 25, stk. 3, § 25 a, stk. 2, nr. 4, og § 25 b, jf.
lovforslagets § 3, nr. 11, 14, 21, 23, 24, 32, 35, 42, 44 og 45.
Dette samarbejde kan f.eks. vedrøre tiltag, der kan forebyg‐
ge eller begrænse risici forbundet med apparatet eller ra‐
dioudstyret, fremsendelse af oplysninger om apparatet eller
radioudstyret til Energistyrelsen til brug for offentliggørelse
på styrelsens hjemmeside eller andre steder samt udarbejdel‐
se af annoncering, skiltning eller underretning af importører,
distributører eller brugere.
Den foreslåede bestemmelse viderefører radioudstyrslovens
§ 38, stk. 3, 1. pkt.
Bestemmelsen supplerer markedsovervågningsforordnin‐
gens artikel 7, stk. 1.
Der findes ikke regler i radioudstyrsloven, som fastsætter, at
Sikkerhedsstyrelsen af den ansvarlige erhvervsdrivende kan
kræve omkostninger refunderet, som er forbundet med de af
styrelsen trufne foranstaltninger.
Med bestemmelsen i § 38, stk. 3, 3. pkt., foreslås det fastsat,
at Sikkerhedsstyrelsen af den ansvarlige erhvervsdrivende
vil kunne kræve omkostninger forbundet med de af styrelsen
trufne foranstaltninger refunderet.
Forslaget giver hjemmel til, at Sikkerhedsstyrelsen vil kunne
kræve de omkostninger, den har afholdt i forbindelse med,
at styrelsen har truffet foranstaltninger i medfør af stk. 3, 1.
pkt., refunderet af den, der skulle have afholdt dem.
Bestemmelsen supplerer markedsovervågningsforordnin‐
gens artikel 15, stk. 1.
Markedsovervågningsforordningens artikel 15, stk. 1, fast‐
sætter, at medlemsstaterne kan tillade deres markedsover‐
vågningsmyndigheder at opkræve alle omkostninger ved de‐
res aktiviteter fra den relevante erhvervsdrivende for så vidt
angår tilfælde af manglende overensstemmelse.
Bestemmelsen vil hovedsageligt være relevant i de situatio‐
ner, hvor myndigheden har grebet ind, fordi en afgørelse
ikke er fulgt. Stk. 3, 3. pkt. vil som udgangspunkt ikke have
nogen betydning i de situationer, hvor det ikke er muligt at
finde den, en afgørelse skulle have været rettet imod, da det
så heller ikke vil være muligt at finde den, det økonomiske
krav ville kunne rettes imod. Hvis det vil være muligt på et
senere tidspunkt at finde vedkommende, vil det afhængig af
omstændighederne være muligt at rejse kravet om refusion
over for den pågældende.
Radioudstyrslovens § 38, stk. 4, fastsætter, at Energistyrel‐
sen i særlige tilfælde, hvor radioudstyr har forårsaget eller
kan forventes at ville forårsage uacceptable forstyrrelser af
samfundsvigtig kommunikation, kan fastsætte nærmere reg‐
ler om, at fabrikanter, importører og distributører ikke må
bringe radioudstyret i omsætning eller gøre det tilgængeligt
på markedet, eller at radioudstyret skal trækkes tilbage fra
markedet eller kaldes tilbage.
Med bestemmelsen i § 38, stk. 4, foreslås det fastsat, at
Energistyrelsen i særlige tilfælde, hvor radioudstyr har for‐
årsaget eller kan forventes at ville forårsage uacceptable
forstyrrelser af samfundsvigtig kommunikation, vil kunne
fastsætte nærmere regler om, at fabrikanter, importører og
distributører ikke må bringe radioudstyret i omsætning eller
gøre det tilgængeligt på markedet, eller at radioudstyret skal
trækkes tilbage fra markedet eller kaldes tilbage.
Det vil være relevant for Energistyrelsen at fastsætte så‐
danne regler i situationer, hvor forstyrrelserne vil kunne
indebære en sikkerhedsmæssig risiko f.eks. ved forstyrrelse
af radiofrekvenser, der benyttes til nød- og sikkerhedstjene‐
ster. Der vil være tale om en foranstaltning, som vil skulle
medvirke til at sikre, at radioudstyr kun gøres tilgængeligt
på markedet, hvis det opfylder kravene, jf. radioudstyrsdi‐
rektivets artikel 6.
Det vil endvidere kunne være relevant for Energistyrelsen
at fastsætte sådanne regler i stedet for f.eks. at træffe afgø‐
relser over for konkrete erhvervsdrivende i medfør af den
foreslåede § 38, stk. 1, hvis antallet af erhvervsdrivende med
relation til radioudstyret er meget stort. I sådanne tilfælde
vil Energistyrelsen kunne vurdere, at eneste egnede metode
til at gribe ind over for det konkrete radioudstyr er ved at
udstede en bekendtgørelse.
Der ændres ikke på retstilstanden med den foreslåede be‐
stemmelse. Dog vil eventuelle regler i høj grad tage ud‐
gangspunkt i oplysninger fra Sikkerhedsstyrelsen, som rela‐
terer sig til kontrol med det pågældende radioudstyr.
Den foreslåede bestemmelse viderefører bestemmelsen i ra‐
dioudstyrslovens § 38, stk. 4.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som fastsætter,
at Sikkerhedsstyrelsen, hvis det er nødvendigt, skal oplyse
offentligheden om apparater og radioudstyr, der ikke er i
overensstemmelse med denne lov eller regler fastsat i med‐
før heraf.
Med bestemmelsen i § 39, stk. 1, foreslås det fastsat, at
Sikkerhedsstyrelsen, hvis det er nødvendigt, vil skulle op‐
lyse offentligheden om apparater og radioudstyr, der ikke
er i overensstemmelse med denne lov eller regler fastsat i
medfør heraf.
Selve offentliggørelsen vil kunne ske på flere måder f.eks.
175
ved at lægge oplysningerne på internettet via Sikkerhedssty‐
relsens hjemmeside eller de sociale medier. Det vil også
kunne ske ved at oplyse via tv, aviser, relevante fagblade
eller andre medier. Det vil afhænge af de konkrete omstæn‐
digheder, hvilken kanal Sikkerhedsstyrelsen vil finde mest
hensigtsmæssig til at nå de relevante modtagere. Apparater
eller radioudstyr vil dog altid kunne findes på Sikkerheds‐
styrelsens hjemmeside efter offentliggørelse.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger markedsovervåg‐
ningsforordningens artikel 16, stk. 5, for så vidt angår un‐
derretning af offentligheden, og artikel 17.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 5, fast‐
sætter, at hvis den erhvervsdrivende ikke træffer korrigeren‐
de tiltag, jf. stk. 3, eller hvis den manglende overensstem‐
melse eller den i stk. 1 omhandlede risiko fortsat består, sik‐
rer markedsovervågningsmyndighederne, at produktet træk‐
kes tilbage eller kaldes tilbage, eller at produktets tilgæn‐
geliggørelse på markedet forbydes eller begrænses, og at
offentligheden, Kommissionen og de øvrige medlemsstater
underrettes herom.
Tjeklisten, der fremgår af betænkning 2010 nr. 1516 om of‐
fentlige myndigheders offentliggørelse af kontrolresultater,
afgørelser m.v., kapitel 4, pkt. 6, har desuden indgået i vur‐
deringen af offentliggørelsesordningen efter det foreslåede
stk. 1. Tjeklisten indeholder en række spørgsmål, som det
anbefales at overveje ved indførelse af ordninger med syste‐
matisk offentliggørelse af oplysninger om kontrolresultater,
afgørelser m.v. på internettet i ikke anonymiseret form.
Det vurderes ikke, at spørgsmålene i tjeklisten giver anled‐
ning til at stille spørgsmålstegn ved nødvendigheden af og
behovet for den forslåede offentliggørelsesordning.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som fastsætter,
hvilke oplysninger Sikkerhedsstyrelsen skal give offentlig‐
heden om apparater og radioudstyr, der ikke er i overens‐
stemmelse med denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.
Med bestemmelsen i § 39, stk. 1, nr. 1, foreslås det fastsat,
at Sikkerhedsstyrelsen, hvis det er nødvendigt, vil skulle
oplyse offentligheden om apparater og radioudstyr, der ikke
er i overensstemmelse med denne lov eller regler fastsat i
medfør heraf, herunder om relevante kendetegn til brug for
identifikation af produktet.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at relevante kende‐
tegn til brug for identifikation af apparatet eller radioudsty‐
ret vil skulle oplyses. Det betyder, at Sikkerhedsstyrelsen
i sin offentliggørelse om det uoverensstemmende apparat
eller radioudstyr vil skulle offentliggøre alle nødvendige
informationer til at identificere apparatet eller radioudsty‐
ret. Bestemmelsen vil give hjemmel til at offentliggøre
alle nødvendige oplysninger til identifikation af apparatet
eller radioudstyret, herunder beskrivelse af apparatet eller
radioudstyret, billedmateriale og informationer om navn og
adresse på tidligere afsætningsled. I de tilfælde, hvor det
vil være nødvendigt at oplyse om virksomheden, der f.eks.
har fremstillet apparatet eller radioudstyret, og om denne
virksomhed er en enkeltmandsvirksomhed, kan offentliggø‐
relsen således berøre personoplysninger. Behandlingen sker
i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens arti‐
kel 6, stk. 1, litra e, da der er tale om offentlig myndigheds‐
udøvelse.
Den foreslåede bestemmelse supplerer markedsovervåg‐
ningsforordningens artikel 16, stk. 5, og artikel 17.
Markedsovervågningsforordningens artikel 17, 1. pkt., fast‐
sætter endvidere, at markedsovervågningsmyndighederne
skal gøre alle oplysninger, som de finder relevante for at
beskytte slutbrugernes interesser, tilgængelige for offentlig‐
heden.
Sikkerhedsstyrelsens offentliggørelse efter det foreslåede
stk. 1 vil være i tråd med den offentliggørelse, som er om‐
fattet af markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk.
3, litra c, og artikel 16, stk. 5. Det følger således af artikel
16, stk. 3, litra c, at de korrigerende tiltag, som markeds‐
overvågningsmyndigheden kan påbyde en erhvervsdrivende
efter stk. 2, bl.a. kan omfatte at trække eller kalde produktet
tilbage straks og advare offentligheden om risikoen. Efter
artikel 16, stk. 5, sikrer markedsovervågningsmyndigheden,
at de korrigerende tiltag i stk. 3 foretages, hvis ikke den
erhvervsdrivende selv har foretaget dem, herunder at under‐
rette offentligheden om tiltagene.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som fastsætter,
hvilke oplysninger Sikkerhedsstyrelsen skal give offentlig‐
heden om apparater og radioudstyr, der ikke er i overens‐
stemmelse med denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.
Med bestemmelsen i § 39, stk. 1, nr. 2, foreslås det fastsat,
at Sikkerhedsstyrelsen, hvis det er nødvendigt, vil skulle
oplyse offentligheden om apparater og radioudstyr, der ikke
er i overensstemmelse med denne lov eller regler fastsat
i medfør heraf, herunder om risikoens art, hvor dette er
relevant.
Det medfører, at offentligheden skal vide, hvilke eventuelle
farer der kan være ved fortsat brug af apparatet eller radio‐
udstyret.
Den foreslåede bestemmelse supplerer markedsovervåg‐
ningsforordningens artikel 16, stk. 5, og artikel 17.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 5, fast‐
sætter, at hvis den erhvervsdrivende ikke træffer korrigeren‐
de tiltag, jf. stk. 3, eller hvis den manglende overensstem‐
melse eller den i stk. 1 omhandlede risiko fortsat består, sik‐
rer markedsovervågningsmyndighederne, at produktet træk‐
kes tilbage eller kaldes tilbage, eller at produktets tilgæn‐
geliggørelse på markedet forbydes eller begrænses, og at
176
offentligheden, Kommissionen og de øvrige medlemsstater
underrettes herom.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som fastsætter,
hvilke oplysninger Sikkerhedsstyrelsen skal give offentlig‐
heden om apparater og radioudstyr, der ikke er i overens‐
stemmelse med denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.
Med bestemmelsen i § 39, stk. 1, nr. 3, foreslås det fastsat,
at Sikkerhedsstyrelsen, hvis det er nødvendigt, vil skulle
oplyse offentligheden om apparater og radioudstyr, der ikke
er i overensstemmelse med denne lov eller regler fastsat i
medfør heraf, herunder om hvilke foranstaltninger der er
truffet.
Den foreslåede bestemmelse om at offentliggørelsen skal in‐
deholde oplysninger om, hvilke foranstaltninger der er truf‐
fet, medfører, at offentliggørelsen skal fortælle om, hvilke
tiltag den erhvervsdrivende har gjort eller er i gang med
at gøre, for at apparatet eller radioudstyret bringes i over‐
ensstemmelse med de relevante regler eller fjerne apparatet
eller radioudstyret fra markedet.
Den foreslåede bestemmelse supplerer markedsovervåg‐
ningsforordningens artikel 16, stk. 5, og artikel 17.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 5, fast‐
sætter, at hvis den erhvervsdrivende ikke træffer korrigeren‐
de tiltag, jf. stk. 3, eller hvis den manglende overensstem‐
melse eller den i stk. 1 omhandlede risiko fortsat består, sik‐
rer markedsovervågningsmyndighederne, at produktet træk‐
kes tilbage eller kaldes tilbage, eller at produktets tilgæn‐
geliggørelse på markedet forbydes eller begrænses, og at
offentligheden, Kommissionen og de øvrige medlemsstater
underrettes herom.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som fastsætter,
hvilke oplysninger Sikkerhedsstyrelsen skal give offentlig‐
heden om apparater og radioudstyr, der ikke er i overens‐
stemmelse med denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.
Med bestemmelsen i § 39, stk. 1, nr. 4, foreslås det fastsat,
at Sikkerhedsstyrelsen, hvis det er nødvendigt, vil skulle
oplyse offentligheden om apparater og radioudstyr, der ikke
er i overensstemmelse med denne lov eller regler fastsat
i medfør heraf, herunder om hvordan offentligheden bør
forholde sig.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at offentliggørel‐
sen vil skulle indeholde oplysninger om, hvordan offentlig‐
heden bør forholde sig. Ved offentliggørelsen vil brugeren
således blive givet de oplysninger, der gør det muligt f.eks.
at stoppe brugen af apparatet eller radioudstyret og levere
det tilbage til sælgeren.
Den foreslåede bestemmelse supplerer markedsovervåg‐
ningsforordningens artikel 16, stk. 5, og artikel 17.
Markedsovervågningsforordningens artikel 16, stk. 5, fast‐
sætter, at hvis den erhvervsdrivende ikke træffer korrigeren‐
de tiltag, jf. stk. 3, eller hvis den manglende overensstem‐
melse eller den i stk. 1 omhandlede risiko fortsat består, sik‐
rer markedsovervågningsmyndighederne, at produktet træk‐
kes tilbage eller kaldes tilbage, eller at produktets tilgæn‐
geliggørelse på markedet forbydes eller begrænses, og at
offentligheden, Kommissionen og de øvrige medlemsstater
underrettes herom.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som fastsætter, at
oplysninger, som har karakter af forretningshemmeligheder,
kun kan videregives, hvis dette er nødvendigt for at beskytte
menneskers sikkerhed og sundhed.
Med bestemmelsen i § 39, stk. 2, foreslås det fastsat, at
oplysninger, som har karakter af forretningshemmeligheder,
kun vil kunne videregives, hvis dette er nødvendigt for at
beskytte menneskers sikkerhed og sundhed.
Det vil påhvile Sikkerhedsstyrelsen at sikre, at de oplysnin‐
ger, der har væsentlig økonomisk betydning for den pågæl‐
dende virksomhed, og som derfor kan betegnes som forret‐
ningshemmeligheder, ikke viderebringes. De oplysninger,
som Sikkerhedsstyrelsen vil komme i besiddelse af, vil ofte
kunne være følsomme og af stor økonomisk og konkurren‐
cemæssig betydning for virksomheden. Det vil derfor være
af væsentlig betydning for, om virksomhederne stiller de
nødvendige oplysninger til rådighed for styrelsens kontrol,
at de ikke behøver at frygte, at oplysninger, som har karakter
af forretningshemmeligheder, vil blive offentliggjort, med‐
mindre det vil være nødvendigt for at beskytte menneskers
sikkerhed og sundhed. I de situationer, hvor det vil være
nødvendigt af hensyn til at beskytte brugernes sikkerhed og
sundhed, vil oplysningerne dog kunne viderebringes, selvom
de indeholder forretningshemmeligheder.
Der vil være tale om helt særegne situationer, hvor de oplys‐
ninger, der ikke vil kunne betegnes som forretningshemme‐
ligheder, ikke vil være tilstrækkelige til at sikre offentlighe‐
den den information, der vil gøre det muligt at undgå, at der
opstår fare.
Sikkerhedsstyrelsen vil ved vurderingen af, hvorvidt det er
nødvendigt at offentliggøre de pågældende oplysninger, ha‐
ve pligt til at høre den berørte virksomhed. Herefter vil Sik‐
kerhedsstyrelsen foretage en afvejning af den økonomiske
betydning for virksomheden og brugernes sikkerhed.
177
Den foreslåede bestemmelse supplerer markedsovervåg‐
ningsforordningens artikel 16, stk. 5, og artikel 17, 2. pkt.
Markedsovervågningsforordningens artikel 17, 2. pkt., fast‐
sætter, at markedsovervågningsmyndighederne skal respek‐
tere fortrolighedsprincippet og tavshedspligten og forret‐
ningshemmeligheder og skal beskytte personoplysninger i
overensstemmelse med EU-retten og national ret.
Til nr. 60
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at Sikker‐
hedsstyrelsen kan lægge undersøgelser af apparater eller ra‐
dioudstyr, som er gennemført i en anden EU-medlemsstat,
og afgørelser, som er truffet i en anden EU-medlemsstat, til
grund og træffe afgørelse over for erhvervsdrivende, som
bringer et tilsvarende apparat eller radioudstyr i omsætning
eller gør dette tilgængeligt på markedet.
Med bestemmelsen i § 40, stk. 2, foreslås det fastsat, at
Sikkerhedsstyrelsen vil kunne lægge undersøgelser af ap‐
parater eller radioudstyr, som er gennemført i en anden
EU-medlemsstat, og afgørelser, som er truffet i en anden
EU-medlemsstat, til grund og træffe afgørelse i medfør af de
foreslåede § 38, stk. 1, eller § 40 a, jf. lovforslagets § 3, nr.
59 og 61, over for erhvervsdrivende, som bringer et tilsva‐
rende apparat eller radioudstyr i omsætning eller gør dette
tilgængeligt på markedet, medmindre Sikkerhedsstyrelsen er
nået til den modsatte konklusion på grundlag af sin egen
kontrol.
Formålet er at sikre, at der over for de samme apparater
eller radioudstyr vil blive truffet enslydende afgørelser i hele
EU. Herudover undgås det, at hver enkelt markedsovervåg‐
ningsmyndighed i EU-medlemsstaterne vil skulle foretage
deres egne tilsvarende undersøgelser af det samme apparat
eller radioudstyr.
Med bestemmelsen vil Sikkerhedsstyrelsen i forbindelse
med sin kontrol kunne lægge afgørelser, som er truffet, eller
undersøgelser, som er gennemført i en anden EU-medlems‐
stat, til grund, uden f.eks. at skulle gennemføre sine egne
tilsvarende undersøgelser af det pågældende apparat.
Reglerne og principperne i forvaltningsloven vil dog fort‐
sat skulle overholdes f.eks. partshøring af den erhvervsdri‐
vende. Hvis Sikkerhedsstyrelsen f.eks. i forbindelse med
et partshøringssvar bliver opmærksom på, at der er nogle
forhold omkring det pågældende apparat eller radioudstyr,
som afviger fra forholdene i den medlemsstat, hvor den op‐
rindelige afgørelse blev truffet, vil Sikkerhedsstyrelsen ikke
være forpligtet til at træffe en tilsvarende afgørelse, men
vil kunne træffe sin egen evt. mindre indgribende afgørelse
eller undlade at træffe afgørelse.
Den foreslåede bestemmelse supplerer markedsovervåg‐
ningsforordningens artikel 11, stk. 6 og 9.
Markedsovervågningsforordningens artikel 11, stk. 6, fast‐
sætter, at den dokumentation, der anvendes af en markeds‐
overvågningsmyndighed i én medlemsstat, kan anvendes
som led i de undersøgelser til at kontrollere produktoverens‐
stemmelse, der er gennemført af markedsovervågningsmyn‐
dighederne i en anden medlemsstat uden yderligere formelle
krav.
Markedsovervågningsforordningens artikel 11, stk. 9, fast‐
sætter, at skal produkter, der på grundlag af en afgørelse
truffet af en markedsovervågningsmyndighed i én medlems‐
stat er blevet anset for ikke at overholde de gældende regler,
af markedsovervågningsmyndighederne i andre medlemssta‐
ter ligeledes anses for ikke at overholde de gældende regler,
medmindre en relevant markedsovervågningsmyndighed i
en anden medlemsstat er nået til den modsatte konklusion på
grundlag af sin egen undersøgelse under hensyntagen til et
eventuelt input fra en erhvervsdrivende.
Til nr. 61
Det foreslås at fastsætte en overskrift i forbindelse med de
foreslåede bestemmelser i § 40 a og § 40 b, som lyder
”Indhold på onlinegrænseflader”, for at gøre det tydeligt,
hvad de foreslåede bestemmelser i § 40 a og § 40 b omfat‐
ter. Overskriften vil alene omfatte disse bestemmelser.
Der findes ikke regler i radioudstyrsloven, som fastsætter,
at Sikkerhedsstyrelsen kan påbyde ejeren af en onlinegræn‐
seflade at ændre eller fjerne indhold.
Med bestemmelsen i § 40 a, stk. 1, foreslås det fastsat,
at Sikkerhedsstyrelsen vil kunne påbyde ejeren af en online‐
grænseflade at ændre eller fjerne indhold, der henviser til
et apparat eller radioudstyr, der ikke er i overensstemmelse
med denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.
Det fremgår bl.a. af betragtning 16 i markedsovervågnings‐
forordningen, at fjernelse af indhold vedrørende produkter,
der ikke overholder de gældende regler, ikke bør berøre
bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/31/EF om elektronisk handel. Ligeledes fremgår det
bl.a. af betragtning 41 i markedsovervågningsforordningen,
at i de tilfælde, hvor der er risiko for alvorlig og uoprettelig
skade for brugerne på grund af manglende overensstemmel‐
se, bør markedsovervågningsmyndighederne kunne træffe
foranstaltninger, når det er behørigt begrundet og forholds‐
mæssigt, og såfremt der ikke er nogen anden mulighed for
at forhindre eller begrænse en sådan skade, herunder om
nødvendigt ved at kræve fjernelse af indhold fra onlinegræn‐
sefladen eller visning af en advarsel.
Den foreslåede bestemmelse vil således ikke berøre anven‐
delsen af bestemmelserne i e-handelsloven, som implemen‐
terer direktiv 2001/31/EF, herunder bestemmelsen i § 16 om
ansvarsfrihed for hostingtjenester. Den foreslåede bestem‐
melse i § 40 a, stk. 1, vil skulle sikre, at Sikkerhedsstyrel‐
sen kan påbyde ejere af onlinegrænseflader at ændre den
måde, et apparat eller radioudstyr markedsføres på eller helt
at fjerne et apparat eller radioudstyr, der ikke lever op til
reglerne f.eks. fra en webbutik. Bestemmelsen tænkes også
anvendt af Sikkerhedsstyrelsen til at få omtale af apparatet
178
eller radioudstyret fjernet fra f.eks. blogs eller i forbruger‐
tests, ligesom det sikres, at Sikkerhedsstyrelsen vil kunne
påbyde ejere at fjerne apparater eller radioudstyr, som udgør
en risiko, fra hylderne, selvom det ikke er sælger, der ejer
onlinegrænsefladen.
Det vil ikke være muligt at fastslå endeligt, hvad en online‐
grænseflade er, da der hele tiden sker udvikling inden for
området. Umiddelbart vil en onlinegrænseflade være enhver
form for software, herunder et websted, dele af et websted
eller en applikation, der giver brugere adgang til produkter
eller indhold. I øjeblikket vil det særligt være hjemmesider
og applikationer til mobiltelefoner, tablets og computere,
der bliver brugt i denne sammenhæng. Dette formodes dog
at ændre sig i takt med, at der kommer nye løsninger på
markedet.
Der henvises til definitionen af en onlinegrænseflade i det
foreslåede § 2, stk. 1, nr. 15, jf. lovforslagets § 3, nr. 3.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger beføjelsen i mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra k, nr.
1, 1. pkt.
Markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra k,
nr. 1, 1. pkt., fastsætter, at de beføjelser, der tillægges mar‐
kedsovervågningsmyndighederne i henhold til stk. 1, mindst
skal omfatte beføjelsen til at påbyde fjernelse af indhold,
der henviser til de relaterede produkter, fra en onlinegræn‐
seflade, hvis der ikke findes andre effektive midler til at
eliminere en alvorlig risiko.
Den foreslåede bestemmelse går videre end markedsover‐
vågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra k, nr. 1, idet
den vil kunne anvendes i forbindelse med salg af apparater
eller radioudstyr, der ikke er i overensstemmelse med regler‐
ne, og således ikke alene apparater eller radioudstyr, der ud‐
gør en alvorlig risiko, som det fremgår af forordningen. Der‐
med vil Sikkerhedsstyrelsen blive tildelt en beføjelse, som
vil skulle gøre det lettere at håndhæve reglerne online på
samme vis, som det er tilfældet over for fysiske butikker.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke reglerne i radioudstyrsloven, som fastsætter,
at Sikkerhedsstyrelsen kan påbyde ejeren af en onlinegræn‐
seflade udtrykkeligt at vise en advarsel til slutbrugerne, når
de får adgang til en onlinegrænseflade.
Med bestemmelsen i § 40 a, stk. 2, foreslås det fastsat,
at Sikkerhedsstyrelsen vil kunne påbyde ejeren af en online‐
grænseflade udtrykkeligt at vise en advarsel til slutbrugerne
i forbindelse med indhold, der henviser til et apparat eller
radioudstyr, der ikke er i overensstemmelse med kravene,
når slutbrugerne får adgang til onlinegrænsefladen.
Sikkerhedsstyrelsen vil således kunne påbyde, at en advarsel
skal vises til brugerne, når de benytter sig af en onlinegræn‐
sefladen, f.eks. hvis et ulovligt apparat eller radioudstyr er
blevet solgt via onlinegrænsefladen. I så fald vil kunderne
modtage information om dette, når de besøger webbutikken
eller handelsplatformen.
Det vil ikke være muligt at fastslå endeligt, hvad en online‐
grænseflade er, da der hele tiden sker udvikling inden for
området. Umiddelbart vil en onlinegrænseflade være enhver
form for software, herunder et websted, dele af et websted
eller en applikation, der giver brugere adgang til produkter
eller indhold. I øjeblikket vil det særligt være hjemmesider
og applikationer til mobiltelefoner, tablets og computere,
der bliver brugt i denne sammenhæng. Dette formodes dog
at ændre sig i takt med, at der kommer nye løsninger på
markedet.
Der henvises til definitionen af en onlinegrænseflade i det
foreslåede § 2, stk. 1, nr. 15, jf. lovforslagets § 3, nr. 3.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger beføjelsen i mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra k, nr.
1, 2. pkt.
Markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra k,
nr. 1, 2. pkt., fastsætter, at de beføjelser, der tillægges mar‐
kedsovervågningsmyndighederne i henhold til stk. 1, skal
mindst omfatte beføjelsen til at påbyde, at en advarsel til
slutbrugerne udtrykkeligt vises, når de får adgang til en on‐
linegrænseflade, hvis der ikke findes andre effektive midler
til at eliminere en alvorlig risiko.
Den foreslåede bestemmelse går dog videre end markeds‐
overvågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra k, nr. 1,
idet den vil kunne anvendes i forbindelse med salg af appa‐
rater eller radioudstyr, der ikke er i overensstemmelse med
reglerne, og således ikke alene apparater eller radioudstyr,
der udgør en alvorlig risiko, som det fremgår af forordnin‐
gen. Dermed vil Sikkerhedsstyrelsen blive tildelt en beføjel‐
se, som vil skulle gøre det lettere at håndhæve reglerne
online på samme vis, som det er tilfældet over for fysiske
butikker.
Der findes ikke regler i radioudstyrsloven, som fastsætter, at
der kan ske blokering af en onlinegrænseflade, hvis et påbud
efter det foreslåede § 40 a, stk. 1, ikke er efterkommet, eller
onlinegrænsefladen gentagne gange har solgt eller formidlet
salg af apparater og radioudstyr, der udgør en alvorlig risiko.
Med bestemmelsen i § 40 b, stk. 1, foreslås det fastsat, at
Sikkerhedsstyrelsen kan foranledige blokering af en online‐
grænseflade, hvis et påbud efter det foreslåede § 40 a, stk.
1, ikke er efterkommet, eller onlinegrænsefladen gentagne
gange har solgt eller formidlet salg af apparater og radioud‐
styr, der udgør en alvorlig risiko.
Den foreslåede bestemmelse vil således ikke berøre anven‐
delsen af bestemmelserne i e-handelsloven, som implemen‐
terer direktiv 2001/31/EF, herunder bestemmelsen i § 16 om
ansvarsfrihed for hostingtjenester.
179
Sikkerhedsstyrelsen vil kunne bringe manglende overens‐
stemmelse til ophør hurtigt og effektivt, når den erhvervs‐
drivende, der sælger et apparat eller radioudstyr, ikke sam‐
arbejder, skjuler sin identitet eller flytter i EU eller til et
tredjeland for at undgå håndhævelse. I de tilfælde, hvor
der er risiko for alvorlig og uoprettelig skade for brugerne
på grund af manglende overensstemmelse, bør Sikkerheds‐
styrelsen kunne træffe foranstaltninger, når det er behørigt
begrundet og proportionalt, såfremt der ikke er nogen an‐
den mulighed for at forhindre eller begrænse risikoen. Ef‐
ter artikel 3, nr. 20, i markedsovervågningsforordningen
defineres et produkt, der udgør en alvorlig risiko, som et
produkt, der udgør en risiko, og for hvilket — på grundlag
af en risikovurdering og under hensyntagen til produktets
normale og forventede anvendelse — en kombination af
sandsynligheden for, at en fare forårsager skade, og skadens
sværhedsgrad anses for at kræve hurtig indgriben fra mar‐
kedsovervågningsmyndighederne, herunder i tilfælde, hvor
virkningerne af risikoen ikke viser sig umiddelbart.
Når et påbud efter det foreslåede § 40 a, stk. 1, ikke efter‐
kommes, bør Sikkerhedsstyrelsen kunne foranledige, at ad‐
gangen til en onlinegrænseflade blokeres i situationer, hvor
apparatet eller radioudstyret udgør en alvorlig risiko. Yder‐
mere vil bestemmelsen kunne anvendes, hvor en online‐
grænseflade gentagne gange har solgt eller formidlet salg af
apparater eller radioudstyr, der udgør en alvorlig risiko. Be‐
stemmelsen vil kunne anvendes over for webbutikker og
handelsplatforme, der formidler et salg af produktet eller
videreformidler kontakten mellem køber og sælger.
Apparater og særligt radioudstyr vil f.eks. kunne udgøre
en alvorlig risiko, hvis det forstyrrer radiofrekvenser, som
anvendes i forbindelse med nød og sikkerhed. Det vil og‐
så kunne betragtes som en alvorlig risiko, hvis det er over‐
vejende sandsynligt, at f.eks. radioudstyr som de såkaldte
jammere, som er konstrueret med henblik på at skabe for‐
styrrelser, vil være egnede til at blive brugt som middel i
forbindelse med en handling, som er strafbar efter et andet
regelsæt f.eks. efter straffeloven. Ved vurderingen heraf vil
Sikkerhedsstyrelsen rådføre sig med politiet.
I relation til hjemmesider forstås der ved blokering en ord‐
ning, der er rettet mod danske internetudbydere med henblik
på direkte DNS-blokering fra udbyderens side af en online‐
grænseflade med et apparat eller radioudstyr, der udgør en
alvorlig risiko. DNS-blokering vil medføre, at forsøg på at
opnå adgang til blokerede onlinegrænseflader automatisk
afvises af internetudbyderen. Det forudsættes, at afvisningen
vil være ledsaget af en tekst, hvoraf det fremgår, at Sikker‐
hedsstyrelsen vil have opnået rettens kendelse til at blokere
den pågældende onlinegrænseflade, og at eventuelle indsi‐
gelser vil kunne rettes til Sikkerhedsstyrelsen. For danske
hjemmesider med et dk-domænenavn vil blokeringen kunne
foretages af webhostingudbyderen.
Omtale af et apparat eller radioudstyr, som udgør en alvor‐
lig risiko, på en onlinegrænseflade vil ikke som det eneste
kunne resultere i blokering af en onlinegrænseflade. Der vil
blive stillet et krav om, at onlinegrænsefladen sælger eller
formidler salg af et apparat eller radioudstyr, der udgør en
alvorlig risiko.
At onlinegrænsefladen gentagne gange har solgt eller for‐
midlet salg vil sige tilfælde, hvor den erhvervsdrivende
inden for de seneste 2 år har begået mindst to lignende
forseelser – altså tre i alt. Der behøver ikke nødvendigvis
være tale om identiske forseelser. Det afgørende vil derimod
være, at de er ensartede, og at der er tale om apparater eller
radioudstyr, der udgør en alvorlig risiko. Det vil ikke være
en forudsætning, at de tidligere forseelser har udløst en blo‐
kering af onlinegrænsefladen eller har været til pådømmelse
i det strafferetlige system. Der vil udelukkende være tale
om, at Sikkerhedsstyrelsen gentagne gange har truffet afgø‐
relse om, at den pågældende erhvervsdrivendes apparater
eller radioudstyr har vist sig at udgøre en alvorlig risiko.
De situationer, hvor virksomheden selv tager kontakt til Sik‐
kerhedsstyrelsen f.eks. ved anvendelse af Business Applica‐
tion-løsningen og således af egen drift retter op på fejl, bør
ikke indgå i vurderingen af gentagelse.
Bestemmelsen gengiver med tilpasninger beføjelsen i mar‐
kedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra k, nr.
2.
Markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra
k, nr. 2, fastsætter, at de beføjelser, der tillægges markeds‐
overvågningsmyndighederne i henhold til stk. 1, mindst skal
omfatte beføjelsen til at påbyde, hvis en anmodning i hen‐
hold til nr. 1 ikke overholdes, at udbydere af informations‐
samfundstjenester skal begrænse adgangen til onlinegrænse‐
fladen, herunder ved at anmode en relevant tredjepart om
at gennemføre sådanne foranstaltninger, hvis der ikke findes
andre effektive midler til at eliminere en alvorlig risiko.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som fastsætter, at
afgørelse om blokering af en onlinegrænseflade træffes af
retten ved kendelse efter Sikkerhedsstyrelsens begæring.
Med bestemmelsen i § 40 b, stk. 2, 1. pkt., foreslås det
fastsat, at afgørelse efter det foreslåede stk. 1 om blokering
af en onlinegrænseflade træffes af retten ved kendelse efter
Sikkerhedsstyrelsens begæring.
Imødekommes Sikkerhedsstyrelsens anmodning om bloke‐
ring, vil kendelsen skulle indeholde oplysning om, hvilken
konkret onlinegrænseflade der vil kunne blokeres. Kendelse
om blokering vil blive truffet over for den informationssam‐
fundstjenesteudbyder, der vil være nærmest til at blokere
for adgangen til onlinegrænsefladen. For hjemmesider vil
det typisk være en webhostingudbyder, hvis det er en dansk
hjemmeside med et ”. dk-domænenavn”. For en udenlandsk
hjemmeside vil det typisk være internetudbyderne, hvilket i
så fald vil ske i form af en såkaldt DNS-blokering.
180
Retten vil kunne træffe afgørelse om blokeringens varig‐
hed. Blokeringen vil under alle omstændigheder kunne op‐
hæves, når betingelserne i stk. 4 eller 5 er til stede.
Kendelser om blokering vil kunne kæres efter de almindeli‐
ge betingelser i retsplejelovens kapitel 37.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som fastsætter, at
retten, inden den træffer afgørelse, så vidt muligt skal give
parten, som indgrebet retter sig mod, adgang til at udtale sig.
Med bestemmelsen i § 40 b, stk. 2, 2. pkt., foreslås det fast‐
sat, at inden retten træffer afgørelse, vil den så vidt muligt
skulle give parten, som indgrebet retter sig mod, adgang til
at udtale sig.
Den onlinegrænseflade, der rammes af indgrebet om bloke‐
ring, vil som part således have mulighed for at komme med
sine bemærkninger, inden kendelsen om blokering træffes
over for onlinegrænsefladens udbyder.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som fastsætter,
at der i kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i
sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er
opfyldt.
Med bestemmelsen i § 40 b, stk. 2, 3. pkt., foreslås det
fastsat, at der i kendelsen vil skulle anføres de konkrete
omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne
for indgrebet efter det foreslåede stk. 1 er opfyldt.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som fastsætter,
at udbydere af informationssamfundstjenester skal bistå Sik‐
kerhedsstyrelsen ved gennemførelsen af kendelser.
Med bestemmelsen i § 40 b, stk. 3, foreslås det fastsat, at
udbydere af informationssamfundstjenester vil skulle bistå
Sikkerhedsstyrelsen ved gennemførelsen af kendelser efter
det foreslåede stk. 2.
Det vil indebære bl.a., at udbyderne vil skulle iværksætte
en blokering af adgangen til den onlinegrænseflade, som
rettens kendelse vedrører.
Sikkerhedsstyrelsen vil i praksis videreformidle rettens ken‐
delse til udbydere af informationssamfundstjenester, som
derefter vil forestå den tekniske gennemførelse af en bloke‐
ring.
Med udbydere af informationssamfundstjenester forstås en‐
hver fysisk eller juridisk person, som leverer en informati‐
onssamfundstjeneste, jf. det foreslåede § 2, stk. 1, nr. 22,
jf. lovforslagets § 3, nr. 5. Definitionen vil omfatte alle
fysiske og juridiske personer, som leverer tjenester, der er
nødvendige for, at en modtager kan få adgang til f.eks.
internettet og kan søge efter og give oplysninger på åbne
netværk. Begrebet vil endvidere omfatte fysiske og juridiske
personer, der stiller tjenesteydelser og produkter til rådighed
både gratis eller mod betaling på f.eks. internettet. Der vil
f.eks. være tale om internetleverandører, serverejere, webho‐
stingudbydere, applikationsudbydere og erhvervsdrivende,
der udbyder tjenesteydelser online.
Udbydere af informationssamfundstjenester vil skulle sam‐
arbejde med Sikkerhedsstyrelsen, jf. de foreslåede bestem‐
melser i §§ 11 b og 25 b, jf. lovforslagets § 3, nr. 24 og 45.
Det vil være hensigten med bestemmelsen at omfatte inter‐
netudbydere, der udbyder internet til en bredere kreds af
kunder. Det vil dermed ikke være hensigten at omfatte virk‐
somheder, der udbyder internet til en begrænset eller lukket
kreds af personer, herunder restaurationer, hoteller, uddan‐
nelsesinstitutioner, boligforeninger eller lignende.
Sikkerhedsstyrelsen vil kunne udstede tvangsbøder efter det
foreslåede § 47, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 65.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som fastsætter, at
Sikkerhedsstyrelsen skal påse, at et indgreb ikke opretholdes
ud over det tidsrum, hvor grundlaget for blokeringen er til
stede.
Med bestemmelsen i § 40 b, stk. 4, 1. pkt., foreslås det fast‐
sat, at Sikkerhedsstyrelsen vil skulle påse, at et indgreb efter
det foreslåede stk. 1 ikke opretholdes ud over det tidsrum,
hvor grundlaget for blokeringen er til stede.
Det forudsættes i stk. 4, at såfremt Sikkerhedsstyrelsen bli‐
ver bekendt med, at grundlaget for blokeringen ikke længere
er til stede, vil Sikkerhedsstyrelsen hurtigst muligt skulle
foranledige, at blokeringen fjernes. Ophævelsen vil kunne
ske på foranledning af den, som indgrebet retter sig mod
eller af Sikkerhedsstyrelsen. Da blokering af en hjemmeside
vil være et vidtgående indgreb, bør der være mulighed for
hurtigt at ophæve blokeringen, når grundlaget for blokerin‐
gen ikke længere er til stede.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som fastsætter,
at Sikkerhedsstyrelsen af egen drift eller på foranledning af
den, som indgrebet retter sig mod, skal træffe afgørelse om
ophævelse af en blokering.
181
Med bestemmelsen i § 40 b, stk. 4, 2. pkt., foreslås det
fastsat, at Sikkerhedsstyrelsen af egen drift eller på foranled‐
ning af den, som indgrebet retter sig mod, vil skulle træffe
afgørelse om ophævelse af blokeringen.
For at processen med at ophæve blokeringen vil kunne for‐
løbe så hurtigt som muligt og uden unødige procestrin, fore‐
slås det at gøre det muligt for Sikkerhedsstyrelsen at træffe
afgørelse om, at blokeringen vil skulle ophæves uden, at
domstolene vil skulle træffe kendelse om ophævelsen. Sik‐
kerhedsstyrelsen vil have en forpligtelse til at følge op og
vurdere, om blokeringen skal opretholdes. Denne forpligtel‐
se omfatter dog ikke en pligt til at følge op og vurdere
den blokerede onlinegrænseflade oftere end hver sjette må‐
ned. Afgørelse om ophævelse vil blive truffet, når det er
godtgjort, at påbuddet er efterkommet, eller den erhvervsdri‐
vende har truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for
at undgå, at onlinegrænsefladen igen sælger eller formidler
salg af apparater eller radioudstyr, der udgør en alvorlig
risiko.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som fastsætter, at
den, som indgrebet retter sig mod, fremsætter en anmodning
om, at blokeringen ophæves, og støttes denne anmodning
på, at der er sket væsentlige ændringer i indholdet af online‐
grænsefladen, skal Sikkerhedsstyrelsen, hvis blokeringen ik‐
ke ophæves, snarest muligt indbringe spørgsmålet for retten.
Med bestemmelsen i § 40 b, stk. 5, 1. pkt., foreslås det
fastsat, at den, som indgrebet efter det foreslåede stk. 1
retter sig mod, fremsætter en anmodning om, at blokeringen
ophæves, og støttes denne anmodning på, at der er sket
væsentlige ændringer i indholdet af onlinegrænsefladen, vil
Sikkerhedsstyrelsen, hvis blokeringen ikke ophæves i med‐
før af det foreslåede stk. 4, snarest muligt skulle indbringe
spørgsmålet for retten.
I relation til hjemmesider vil det i praksis være en registrant,
der vil kunne fremsætte den nævnte anmodning.
Hjemlen forudsættes benyttet i de tilfælde, hvor indholdet
på hjemmesiden vil være ændret væsentligt, men hvor Sik‐
kerhedsstyrelsen ikke anser denne ændring for at være af
en sådan art, at blokeringen vil skulle ophæves som følge
af bestemmelsen i stk. 4. I disse situationer vil onlinegræn‐
sefladerne kunne få spørgsmålet indbragt for retten.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som fastsætter, at
retten ved kendelse afgør, om et indgreb skal opretholdes.
Med bestemmelsen i § 40 b, stk. 5, 2. pkt., foreslås det
fastsat, at retten ved kendelse vil afgøre, om indgrebet skal
opretholdes.
Der indsættes således en hjemmel til løbende domstolskon‐
trol.
Sagen vil skulle indbringes for den ret, der har truffet afgø‐
relse om blokering af den pågældende hjemmeside. Kendel‐
sen vil kunne kæres efter de almindelige regler herom.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler, som fastsætter, at
tages en anmodning ikke til følge, kan ny anmodning ikke
fremsættes, før der er forløbet 3 måneder fra kendelsens
afsigelse.
Med bestemmelsen i § 40 b, stk. 5, 3. pkt., foreslås det
fastsat, at tages en anmodning, jf. det foreslåede 1. pkt., ikke
til følge, vil en ny anmodning ikke kunne fremsættes, før der
er forløbet 3 måneder fra kendelsens afsigelse.
Hvis retten træffer afgørelse om, at blokeringen ikke vil
skulle ophæves, vil den, som indgrebet efter stk. 1 retter sig
mod, ikke kunne forlange spørgsmålet indbragt for retten på
ny, før der er forløbet 3 måneder. Bestemmelsen i stk. 4 vil
dog fortsat skulle overholdes i disse måneder. Det vil derfor
sige, at Sikkerhedsstyrelsen vil have pligt til at træffe afgø‐
relse om ophævelse af blokeringen, hvis onlinegrænsefladen
godtgør, at betingelserne for blokeringen ikke længere er til
stede.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Til nr. 62
Overskriften før radioudstyrslovens § 41 lyder ”Formel
manglende overensstemmelse”.
Det foreslås at denne overskrift udgår.
I medfør af lovforslagets § 3, nr. 60, foreslås det at ophæve
radioudstyrslovens § 41, idet indholdet heraf videreføres i
det foreslåede § 38, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 59.
Overskriften før § 41 vil således blive overflødig, og det
foreslås derfor at lade overskriften udgå.
Til nr. 63
Radioudstyrslovens § 41, stk. 1, fastsætter, at Sikkerhedssty‐
relsen, hvis en erhvervsdrivende ikke har overholdt såkaldt
formelle krav til apparatet eller radioudstyret, og hvor appa‐
ratet eller radioudstyret ikke udgør en risiko, kan træffe af‐
gørelse om påbud om at overholde de pågældende formelle
krav. Overholder den erhvervsdrivende ikke påbuddet, kan
Sikkerhedsstyrelsen efter radioudstyrslovens § 41, stk. 2,
182
herefter træffe afgørelse om forbud mod at bringe apparatet
eller radioudstyret i omsætning eller gøre det tilgængeligt på
markedet, påbud om at trække det tilbage fra markedet eller
påbud om at kalde det tilbage.
Det foreslås at ophæve bestemmelsen i § 41.
Bestemmelsens indhold videreføres i det foreslåede § 38,
stk. 1, nr. 1, 2, 6-8, jf. lovforslagets § 3, nr. 59.
Til nr. 64
Bestemmelsen i radioudstyrslovens § 45, stk. 2, fastsætter,
at Sikkerhedsstyrelsens afgørelser truffet i medfør af §§ 38
og 39, som styrelsen skal underrette de øvrige EU-medlems‐
stater og Europa-Kommissionen om, ikke kan påklages til
Teleklagenævnet.
Det foreslås at ændre henvisningen i § 45, stk. 2, fra bestem‐
melserne i §§ 38 og 39 til bestemmelsen i det foreslåede §
38, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 59.
Bestemmelserne i §§ 38 og 39 videreføres i det foreslåede §
38, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 59, hvorfor det foreslås at
ændre henvisningen i § 45, stk. 2.
Til nr. 65
Der findes ikke i radioudstyrsloven regler om, at Sikker‐
hedsstyrelsen kan pålægge udbydere af informationssam‐
fundstjenester tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge
handlinger, som det påhviler udbyderne at foretage.
Med bestemmelsen i § 47, stk. 1, foreslås det fastsat, at
Sikkerhedsstyrelsen vil kunne pålægge udbydere af infor‐
mationssamfundstjenester tvangsbøder med henblik på at
gennemtvinge handlinger, som det påhviler udbyderne at
foretage efter den foreslåede § 40 b, jf. lovforslagets § 3, nr.
61.
Bestemmelsen vil finde anvendelse over for udbydere af in‐
formationssamfundstjenester i tilfælde, hvor den pågælden‐
de udbyder – på trods af Sikkerhedsstyrelsens fremvisning
af rettens kendelse om blokering – ikke iværksætter en blo‐
kering af den berørte hjemmeside.
Tvangsbøderne vil skulle fastsættes som daglige bøder, ind‐
til den påtvungne handling efterkommes. Daglige tvangsbø‐
der vil skulle gives for hver kalenderdag, det vil sige syv
dage om ugen, og bøderne vil kunne forhøjes med skriftligt
varsel, hvis den fastsatte tvangsbøde ikke har givet resul‐
tat. Det almindelige proportionalitetsprincip medfører bl.a.,
at tvangsbøden ikke må stå i misforhold til undladelsen,
ligesom der ved fastsættelsen af tvangsbøden skal tages hen‐
syn til den handlingspligtiges økonomiske formåen, således
at pressionen har effekt, men bødestørrelsen vil i øvrigt bero
på et konkret skøn. En tvangsbøde vil dog mindst skulle
være på 1.000 kr. dagligt, og der beregnes kun én daglig
tvangsbøde, uanset antallet af påtvungne handlinger.
De daglige tvangsbøder vil kunne pålægges fra en given
dato. Forudsætningen for at pålægge daglige tvangsbøder vil
være, at Sikkerhedsstyrelsen mindst 14 kalenderdage forin‐
den underretter den handlingspligtige om, at bøden vil blive
pålagt fra den anførte dato. Varslingen vil skulle indeholde
oplysninger om tvangsbødens størrelse, og der vil skulle
tages forbehold for en eventuel senere forhøjelse af tvangs‐
bøden. De daglige tvangsbøder vil kunne forhøjes med en
uges skriftligt varsel, hvis den fastsatte tvangsbøde ikke har
givet resultat.
Ved Sikkerhedsstyrelsens kontrol af apparater eller radioud‐
styr vil der i de tilfælde, hvor en kendelse ikke efterkommes,
kunne være behov for, at styrelsen anvender tvangsbøder
med henblik på, at kendelsen efterleves. Det vil være en
grundlæggende forudsætning for styrelsens kontrolvirksom‐
hed, at rettens kendelser efterkommes, og muligheden for
at pålægge tvangsbøder anses som et effektivt middel til at
sikre, at dette sker.
Formålet med tvangsbøder er lovliggørelse og ikke straf, og
eventuelle ubetalte tvangsbøder bortfalder således, hvis ud‐
byderen af informationssamfundstjenester gennemfører den
påtvungne handling.
Tvangsbøder skal i sidste ende medvirke til, at der ikke
bringes apparater eller radioudstyr i omsætning, som ikke
overholder de væsentlige krav, jf. radioudstyrslovens §§ 3
og 17, og som derfor bl.a. kan risikere at skabe forstyrrelser
af andet udstyr eller af frekvensanvendelse, som er af sam‐
fundsvigtig værdi. Det vil f.eks. kunne være forstyrrelser af
nød- og beredskabskommunikation.
Indsættelsen af det nye stk. 1 vil medføre, at det gældende
stk. 1 bliver stk. 2.
Til nr. 66
Efter radioudstyrslovens § 48, stk. 1, kan der pålægges straf
i form af bøde.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 1, foreslås det fastsat, at med‐
mindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
vil stk. 1, nr. 1-16 kunne straffes med bøde.
Straffen for overtrædelse af lovens bestemmelser er i ud‐
gangspunktet bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
anden lovgivning. Et eksempel vil kunne være straffelovens
§ 252, stk. 1, om forsætlig fareforvoldelse, hvor strafferam‐
men er op til 8 års fængsel.
Bestemmelsen supplerer markedsovervågningsforordnin‐
gens 14, stk. 4, litra i, og artikel 41, stk. 1 og 2.
Markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra
i, fastsætter, at de beføjelser, der tillægges markedsovervåg‐
ningsmyndighederne mindst skal omfatte beføjelsen til at
pålægge sanktioner i overensstemmelse med artikel 41.
Markedsovervågningsforordningens artikel 41, stk. 1, fast‐
sætter, at medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner,
der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af denne for‐
183
ordning og af den EU-harmoniseringslovgivning, som på‐
lægger de erhvervsdrivende forpligtelser, og træffer alle
nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de anvendes i
overensstemmelse med national ret.
Markedsovervågningsforordningens artikel 41, stk. 2, fast‐
sætter, at sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt
forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Det foreslås, at udgangspunktet er en minimumsbøde på ca.
50.000 kr. Bødens størrelse vil skulle afspejle, at en overtræ‐
delse af lovens bestemmelser oftest betyder en besparelse
for den erhvervsdrivende, der vil medføre, at disse virksom‐
heder vil opnå en konkurrencefordel frem for de virksomhe‐
der, som følger lovens bestemmelser.
Overtrædelse af en del af lovens bestemmelser vil desuden
betyde, at den erhvervsdrivende ikke samarbejder med Sik‐
kerhedsstyrelsen, og at der dermed ikke vil kunne føres en
effektiv kontrol. Bøden vil blive fastsat således, at den ud
fra specialpræventive og generalpræventive hensyn fjerner
ethvert incitament til at overtræde lovgivningen for at opnå
besparelser på bekostning af lovgivningens krav til f.eks. at
undgå risiko ved produkterne.
De rejste sager vil ske på anmeldelse fra Sikkerhedsstyrel‐
sen og blive ledsaget af en indstilling vedrørende bødens
størrelse.
Strafudmålingen vil bero på domstolenes konkrete vurdering
i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen,
jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10. Det angivne strafniveau vil derfor
kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der
i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende
omstændigheder. Det forudsættes, at bødestørrelserne i øv‐
rigt skal følge den almindelige prisudvikling i samfundet.
Bødens størrelse påvirkes i udgangspunktet af fire forskel‐
lige parametre: Tilregnelse, konsekvens, sandsynlighed og
omsætning. Hertil kommer, om der er tale om gentagelses‐
tilfælde, eller om overtrædelsen er begået under skærpende
omstændigheder.
Ved tilregnelse forstås vurderingen af, om et forhold er be‐
gået forsætligt, groft eller simpelt uagtsomt. Jo mere culpøs
en handling eller undladelse vurderes at være, des højere
bør bøden fastsættes. Det foreslås med dette lovforslag, at
det almindelige udgangspunkt på særlovsområdet, simpel
uagtsomhed, skal finde anvendelse som udgangspunkt.
Konsekvens (skadevirkning) vil skulle forstås som den mu‐
lige konsekvens af den strafbare handling eller undladel‐
se. Det vil således ikke være en betingelse, at den strafbare
handling eller undladelse har forårsaget en reel skade eller et
tab. Konsekvensen vil typisk relatere sig til den risiko, appa‐
ratet, det faste anlæg eller radioudstyret udgør som følge af
den strafbare handling eller undladelse. Der vil tillige kunne
være tale om situationer, hvor den strafbare handling eller
undladelse vil kunne vække forestilling hos brugeren om,
at det købte apparat eller radioudstyr har nogle egenskaber,
som ikke er tilfældet. Et eksempel herpå kunne være, hvor et
apparat eller radioudstyr er påført CE-mærkning, men reelt
ikke lever op til reglerne for at måtte bære CE-mærket. Kon‐
sekvensen vil desuden kunne være bundet op på hensynet
til, at Sikkerhedsstyrelsen vil kunne føre en effektiv kontrol,
ligesom der ligger et væsentligt hensyn til, at virksomheder‐
ne kan konkurrere på fair og lige vilkår.
Ved sandsynlighed forstås, hvor stor sandsynligheden vil
være for, at konsekvensen udløses. Det vil lidt forenklet
sige, hvor stort et skadespotentiale vil der være tale om. I
denne vurdering vil særligt indgå, hvor stort kundegrundlag
den pågældende erhvervsdrivende har, herunder geografisk
udbredelse, og hvilke salgskanaler der anvendes. Vil der
f.eks. være tale om salg i en lukket facebookgruppe med få
medlemmer eller via en webshop med national, europæisk
eller globalt salg, er det en fysisk butik i en lille by i provin‐
sen eller en stor landsdækkende eller verdensomspændende
kæde af butikker. Antallet af apparater eller radioudstyr, der
er udbudt til salg, vil også være et moment, der bør tillægges
vægt, da det vil have stor betydning for, hvor mange bruge‐
re, der ville kunne blive udsat for risikoen eller blive ført
bag lyset i forhold til apparatets eller radioudstyrets forven‐
tede egenskaber ved den strafbare handling eller undladelse.
Når straffen udmåles, bør omsætning også indgå som et
parameter. Der vil være tale om den erhvervsdrivendes sam‐
lede omsætning. Omsætningen vil indikere dels hvor stort
et kundegrundlag, der er for virksomheden og dels hvor
høj grad af professionalisme, de forventes at have. Det vil
være hensigten, at bødens størrelse vil skulle differentiere
betydeligt, særligt i relation til virksomhedens omsætning,
så bøden for at bringe ulovlige apparater eller radioudstyr på
markedet vil få den ønskede præventive effekt. Minimums‐
bøden vil således danne udgangspunkt for bødefastsættelsen
for virksomheder med en lille omsætning. Hvorimod det
tilsigtes, at virksomheder med ganske stor omsætning bør
ifalde betydeligt større bøder.
Der bør således for den samme materielle overtrædelse være
forskel på en hobbyvirksomhed, der har fremstillet og solgt
tre stykker radioudstyr i en lukket facebookgruppe, frem
for en stor landsdækkende virksomhed, der har solgt 1.000
stykker radioudstyr. De to virksomheder i eksemplet vil
således adskille sig fra hinanden på virksomhedernes kun‐
degrundlag, graden af professionalisme og antallet af solgt
radioudstyr, det vil sige, hvor mange brugere, der potentielt
ville kunne have været udsat for risikoen ved radioudstyret.
Gentagelsestilfælde omhandler tilfælde, hvor den erhvervs‐
drivende inden for de seneste 5 år har begået en lignende
overtrædelse. Den erhvervsdrivendes overtrædelser behøver
ikke være identiske, når de dog er ensartede. Hvis Sikker‐
hedsstyrelsen eksempelvis har udstedt flere påbud til virk‐
184
somheden vedrørende salg af ikke-overensstemmende appa‐
rater eller radioudstyr, vil dette være at betragte som en
gentagelse, uanset at der ikke er tale om at gentage præ‐
cist samme forhold. Det vil ikke være en forudsætning, at
de tidligere overtrædelser har været til pådømmelse i det
strafferetlige system. Der vil udelukkende være tale om, at
Sikkerhedsstyrelsen gentagne gange har haft sager, hvor den
pågældende erhvervsdrivendes apparater eller radioudstyr
har vist sig ikke at være i overensstemmelse med reglerne. I
gentagelsestilfælde bør bøden fordobles ved første gentagel‐
se og tredobles ved anden gentagelse.
Der vil i sagerne kunne være formildende omstændigheder,
der vil kunne have indflydelse på udmålingen af straf. Det
vil eksempelvis kunne være virksomhedens grad af profes‐
sionalisme, hvis der eksempelvis er tale om en hobbyvirk‐
somhed, hvor ejeren ikke lever af dette erhverv, men udeluk‐
kende driver det som hobby. I særlige tilfælde vil det også
kunne anses som en formildende omstændighed, at der er
tale om førstegangstilfælde i den forstand, at Sikkerhedssty‐
relsen ikke tidligere har udstedt påbud eller forbud til den
erhvervsdrivende.
Herudover vil det være en formildende omstændighed, at
overtrædelsen ikke har medført en risiko, dvs. der har ikke
været tale om en overtrædelse af de væsentlige krav i lovens
§§ 3, 14 eller 17. Det vil f.eks. kunne forekomme i de
tilfælde, hvor den manglende overholdelse drejer sig om
mærkning ud over CE-mærkning i strid med reglerne og
mangelfuld dokumentation, men hvor der ikke er grundlag
for at konkludere, at selve apparatet, det faste anlæg eller
radioudstyret af den grund udgør en risiko.
For så vidt angår overtrædelser af påbud givet efter radioud‐
styrslovens § 42, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 15, foreslås
som udgangspunkt et bødeniveau på minimum 5.000 kr.
Påbud efter § 42 gives ved anvendelse af apparater, faste
anlæg eller radioudstyr, som ikke overholder de væsentlige
krav i §§ 3, 14 eller 17. Det vil ofte være private brugere,
som modtager påbud efter § 42.
Der vil i forhold til en eventuel forhøjelse af bøden til f.eks.
10.000 kr. kunne inddrages som hensyn, hvad det pågælden‐
de produkt f.eks. har forstyrret, herunder udstyr eller radio‐
frekvenser, som er af samfundsvigtig værdi. Det vil f.eks.
kunne være forstyrrelser af nød- og beredskabskommunika‐
tion.
Herudover vil der kunne henses til, om der er grund til at
antage, at det pågældende produkt har været anvendt i for‐
bindelse med en handling, som er strafbar efter et andet re‐
gelsæt f.eks. efter straffeloven. Det vil i nogle tilfælde f.eks.
kunne være såkaldte jammere, som kan være radioudstyr,
der ved hjælp af radiofrekvenser hensigtsmæssigt forstyrrer
f.eks. andre radiofrekvenser.
Der findes ikke i radioudstyrsloven bestemmelser, som fast‐
sætter, at fabrikanter straffes med bøde for ikke at have
opfyldt sine forpligtelser.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 1, nr. 1, foreslås det fast‐
sat, at medmindre strengere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, vil den fabrikant, der undlader at opfylde sine
forpligtelser efter § 6, stk. 1, 2 eller 4, eller § 20, stk. 1, 2
eller 4, kunne straffes med bøde.
Fabrikanten vil efter radioudstyrslovens § 6, stk. 1, og §
20, stk. 1, skulle sikre, at apparater eller radioudstyr, som
ikke er i overensstemmelse med kravene i radioudstyrslo‐
ven, trækkes tilbage fra markedet eller kaldes tilbage eller
bringes i overensstemmelse med kravene.
Herudover vil fabrikanten have pligt til at samarbejde med
Sikkerhedsstyrelsen og underrette styrelsen, hvis fabrikanten
har grund til at tro, at et apparat eller radioudstyr udgør en
risiko, jf. de foreslåede § 6, stk. 2 og 4, og § 20, stk. 2 og 4,
jf. lovforslagets § 3, nr. 10, 11, 31 og 32.
Manglende overholdelse af de nævnte pligter vil kunne
straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven bestemmelser, som fast‐
sætter, at fabrikanter skal sikre, at der er en bemyndiget
repræsentant, at repræsentanten har beføjelser til at løse sine
opgaver, eller at repræsentanten har tilstrækkelige midler til
at løse sine opgaver.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 1, nr. 2, foreslås det fastsat,
at medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgiv‐
ning, vil den fabrikant, som ikke har udpeget en bemyndiget
repræsentant, hvor det kræves efter § 7, stk. 1, 2. pkt., eller
§ 21, stk. 1, 2. pkt., eller som ikke efter § 7, stk. 1, 3. pkt.,
eller § 21, stk. 1, 3. pkt., har sikret, at den bemyndigede
repræsentant har beføjelser til at løse sine opgaver, eller som
ikke efter § 7, stk. 3, 1. pkt., eller § 21, stk. 3, 1. pkt., har
sikret, at den bemyndigede repræsentant har tilstrækkelige
midler til at løse sine opgaver, kunne straffes med bøde.
Det vil være et krav, jf. de foreslåede § 7, stk. 1, 2. pkt.,
og § 21, stk. 1, 2. pkt., jf. lovforslagets § 3, nr. 12 og 33,
at fabrikanten har udpeget en bemyndiget repræsentant, hvis
der ikke findes en anden ansvarlig erhvervsdrivende efter de
foreslåede § 3 a eller § 17 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 6 og 25.
Fabrikanten vil herudover efter de foreslåede § 7, stk. 1, 3.
pkt., eller § 21, stk. 1, 3. pkt., jf. lovforslagets § 3, nr. 12 og
33, skulle sikre, at den bemyndigede repræsentant har befø‐
jelser i den fuldmagt, hvori denne er udpeget af fabrikanten,
til at kunne løse sine opgaver efter de foreslåede § 7, stk. 4,
og § 21, stk. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 14 og 35.
Fabrikanten vil endelig, jf. de foreslåede § 7, stk. 3, 1. pkt.,
og § 21, stk. 3, 1. pkt., jf. lovforslagets § 3, nr. 13 og 34,
skulle sikre, at den bemyndigede repræsentant råder over
passende midler til at kunne varetage sine opgaver efter de
185
foreslåede § 7, stk. 4, og § 21, stk. 4, jf. lovforslagets § 3, nr.
14 og 35.
Manglende overholdelse af de nævnte pligter vil kunne
straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven bestemmelser, som fast‐
sætter, at en bemyndiget repræsentant kan straffes med bø‐
de, hvis denne undlader at opfylde sine forpligtelser.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 1, nr. 3, foreslås det fastsat,
at medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgiv‐
ning, vil den bemyndigede repræsentant, der undlader at
opfylde sine forpligtelser efter § 7, stk. 1, 3. pkt., eller stk. 4,
nr. 4, 6 eller 7, eller § 21, stk. 1, 3. pkt., eller stk. 4, nr. 4, 6
eller 7, kunne straffes med bøde.
Den bemyndigede repræsentant vil efter de foreslåede § 7,
stk. 1, 3. pkt., og § 21, stk. 1, 3. pkt., jf. lovforslagets § 3,
nr. 12 og 33, skulle udføre de opgaver, som er omfattet af
fabrikantens fuldmagt.
Den bemyndigede repræsentant vil endvidere på anmodning
skulle give Sikkerhedsstyrelsen en kopi af sin fuldmagt, jf.
de foreslåede § 7, stk. 4, nr. 4, og § 21, stk. 4, nr. 4, jf.
lovforslagets § 3, nr. 14 og 35.
Den bemyndigede repræsentant vil endelig skulle underrette
Sikkerhedsstyrelsen, hvis repræsentanten har grund til at tro,
at et apparat eller radioudstyr udgør en risiko, og repræsen‐
tanten vil skulle samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen herun‐
der vedrørende korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle
tilfælde af manglende overensstemmelse med kravene eller
vedrørende begrænsning af risici, jf. de foreslåede § 7, stk.
4, nr. 6 og 7, og § 21, stk. 4, nr. 6 og 7, jf. lovforslagets § 3,
nr. 14 og 35.
Manglende overholdelse af de nævnte pligter vil kunne
straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven bestemmelser, som fast‐
sætter, at en importør kan straffes med bøde, hvis denne
undlader at opfylde sine forpligtelser.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 1, nr. 4, foreslås det fast‐
sat, at medmindre strengere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, vil den importør, der undlader at opfylde sine
forpligtelser efter § 8, stk. 6, § 9, stk. 1, 2 og 4, § 22, stk. 6,
eller § 23, stk. 1, 2 og 4, kunne straffes med bøde.
Ifølge radioudstyrslovens § 8, stk. 6, og § 22, stk. 6, skal
importøren sikre, at dennes opbevaring og transport af appa‐
rater eller radioudstyr ikke bringer apparaternes eller radio‐
udstyrets overensstemmelse med de væsentlige krav i §§ 3
og 17 i fare.
Ifølge radioudstyrslovens § 9, stk. 1, og § 23, stk. 1, skal
importøren endvidere bringe et apparat eller radioudstyr,
som denne har bragt i omsætning, i overensstemmelse med
kravene eller trække det tilbage fra markedet eller kalde det
tilbage, hvis importøren finder eller har grund til at tro, at
apparatet eller radioudstyret ikke er i overensstemmelse med
kravene.
Importøren vil endvidere skulle underrette Sikkerhedsstyrel‐
sen, hvis importøren har grund til at tro, at et apparat el‐
ler radioudstyr udgør en risiko, og importøren vil skulle
samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen herunder vedrørende
korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde af
manglende overensstemmelse med kravene eller vedrørende
begrænsning af risici, jf. de foreslåede § 9, stk. 2 eller 4, og
§ 23, stk. 2 eller 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 20, 21, 41 og 42.
Manglende overholdelse af de nævnte pligter vil kunne
straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven bestemmelser, som fast‐
sætter, at en distributør kan straffes med bøde, hvis denne
undlader at opfylde sine forpligtelser.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 1, nr. 5, foreslås det fastsat,
at medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lov‐
givning, vil den distributør, som undlader at opfylde sine
forpligtelser efter § 10, stk. 3 eller 4, § 11, § 24, stk. 3 eller
4, eller § 25, kunne straffes med bøde.
Ifølge radioudstyrslovens § 10, stk. 3, og § 24, stk. 3, skal
distributøren endvidere sikre, at dennes opbevaring og trans‐
port af apperater eller radioudstyr ikke bringer apparatets
eller radioudstyrets overensstemmelse med de væsentlige
krav i §§ 3 og 17 og regler fastsat i medfør heraf i fare.
Udgør radioudstyret eller apparatet en risiko, skal distributø‐
ren herudover underrette fabrikanten eller importøren samt
Sikkerhedsstyrelsen herom, jf. radioudstyrslovens § 10, stk.
4, § 11, stk. 2, § 24, stk. 4 og § 25, stk. 2.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Ifølge radioudstyrslovens § 11, stk. 1, og § 25, stk. 1, skal
distributøren endvidere sikre, at et apparat eller radioudstyr,
som distributøren har gjort tilgængeligt på markedet, bringes
i overensstemmelse med kravene, eller trække det tilbage
fra markedet eller kalde det tilbage, hvis distributøren finder
186
eller har grund til at tro, at apparatet eller radioudstyret ikke
er i overensstemmelse med kravene.
Distributøren vil endelig skulle samarbejde med Sikkerheds‐
styrelsen om tiltag, der kan eliminere eller begrænse risici
forbundet med apparater eller radioudstyr, som distributøren
har gjort tilgængelige på markedet, jf. de foreslåede § 11,
stk. 3, og § 25, stk. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 23 og 44.
Manglende overholdelse af de nævnte pligter vil kunne
straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven bestemmelser, som fast‐
sætter, at en udbyder af distributionstjenester kan straffes
med bøde, hvis denne undlader at opfylde sine forpligtelser.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 1, nr. 6, foreslås det fastsat,
at medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgiv‐
ning, vil den udbyder af distributionstjenester, der undlader
at opfylde sin forpligtelse efter § 11 a, stk. 2, eller § 25 a,
stk. 2, kunne straffes med bøde.
Udbydere af distributionstjenester vil skulle verificere, at
EU-overensstemmelseserklæringen og den tekniske doku‐
mentation er udarbejdet, og udbyderen vil skulle sørge for,
at overensstemmelseserklæringen står til rådighed for Sik‐
kerhedsstyrelsen og sikre, at den tekniske dokumentation
kan stilles til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen, jf. de fore‐
slåede § 11 a, stk. 2, nr. 1, og § 25 a, stk. 2, nr. 1, jf.
lovforslagets § 3, nr. 24 og 45.
Udbydere af distributionstjenester vil endvidere skulle un‐
derrette Sikkerhedsstyrelsen, hvis udbyderen har grund til at
tro, at et apparat eller radioudstyr udgør en risiko, og udby‐
deren vil skulle samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen herun‐
der vedrørende korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle
tilfælde af manglende overensstemmelse med kravene eller
vedrørende begrænsning af risici, jf. de foreslåede § 11 a,
stk. 2, nr. 2 og 4, og § 25 a, stk. 2, nr. 2 og 4, jf. lovforsla‐
gets § 3, nr. 24 og 45.
Udbydere af distributionstjenester vil endelig på anmodning
fra Sikkerhedsstyrelsen skulle give styrelsen al information
og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere appa‐
ratets eller radioudstyrets overensstemmelse med kravene,
jf. de foreslåede § 11 a, stk. 2, nr. 3, og § 25 a, stk. 2, nr. 3,
jf. lovforslagets § 3, nr. 24 og 45.
Manglende overholdelse af de nævnte pligter vil kunne
straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven bestemmelser, som fast‐
sætter, at en udbyder af informationssamfundstjenester kan
straffes med bøde, hvis denne undlader at opfylde sine for‐
pligtelser.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 1, nr. 7, foreslås det fastsat,
at medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgiv‐
ning, vil den udbyder af informationssamfundstjenester, der
undlader at opfylde sin forpligtelse efter §§ 11 b eller 25 b,
kunne straffes med bøde.
Udbydere af informationssamfundstjenester vil på anmod‐
ning af Sikkerhedsstyrelsen og i særlige tilfælde skulle sam‐
arbejde med Sikkerhedsstyrelsen med henblik på at fremme
ethvert tiltag, der træffes, for at eliminere eller, hvis dette
ikke er muligt, begrænse de risici, der er forbundet med
apparater eller radioudstyr, der udbydes eller var udbudt til
salg online gennem deres tjenester, jf. de foreslåede § 11 b
og § 25 b, jf. lovforslagets § 3, nr. 24 og 45.
Manglende overholdelse af de nævnte pligter vil kunne
straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Det følger af radioudstyrslovens § 48, stk. 1, nr. 2, at en fa‐
brikant af et fast anlæg eller den ansvarlige for installationen
af et fast anlæg, som undlader at sikre, at et fast anlæg er
konstrueret og installeret i overensstemmelse med § 14, stk.
1, eller undlader at sikre den fornødne dokumentation, jf. §
14, stk. 2, straffes med bøde.
Det følger af radioudstyrslovens § 48, stk. 1, nr. 3, at den fa‐
brikant af et fast anlæg eller den ansvarlige for installationen
af et fast anlæg, som undlader at sikre, at der med de i § 15,
stk. 1, nævnte apparater følger informationsmateriale, hvis
indhold er i overensstemmelse med § 15, stk. 2, straffes med
bøde.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 1, nr. 8, foreslås det fastsat,
at medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgiv‐
ning, vil den fabrikant af et fast anlæg eller den ansvarlige
for installationen af et fast anlæg, som undlader at sikre,
at et fast anlæg er konstrueret og installeret i overensstem‐
melse med § 14, stk. 1, undlader at sikre den fornødne
dokumentation, jf. § 14, stk. 2, eller undlader at opfylde sine
forpligtelser efter § 15, stk. 2, kunne straffes med bøde.
Ifølge radioudstyrslovens § 14, stk. 1, skal fabrikanten af
et fast anlæg eller den ansvarlige for installationen af et
fast anlæg sikre, at anlægget er konstrueret og installeret
i overensstemmelse med god teknisk praksis og under iagt‐
tagelse af oplysningerne om dets komponenters tilsigtede
anvendelse, så 1) det faste anlæg ikke frembringer kraftigere
elektromagnetiske forstyrrelser, end at apparater, andre faste
anlæg og radioudstyr kan fungere efter hensigten, og 2) det
faste anlæg har den immunitet over for elektromagnetiske
forstyrrelser, der kan forventes i forbindelse med det faste
anlægs tilsigtede anvendelse, og som gør, at det faste anlægs
funktion ikke forringes i uacceptabel grad.
187
Ifølge radioudstyrslovens § 14, stk. 2, skal fabrikanten af et
fast anlæg eller den ansvarlige for installationen af et fast
anlæg endvidere kunne dokumentere, at det faste anlæg er
installeret i overensstemmelse med god teknisk praksis.
Ifølge radioudstyrslovens § 15, stk. 2, skal fabrikanten af
et fast anlæg eller den ansvarlige for installationen af et
fast anlæg sikre, at der med apparater, der alene er bestemt
til indbygning i et bestemt fast anlæg og i øvrigt ikke er
gjort tilgængelige på markedet følger informationsmateriale,
der 1) identificerer det faste anlæg og beskriver dets karak‐
teristika med hensyn til elektromagnetisk kompatibilitet, 2)
oplyser om, hvilke foranstaltninger der skal træffes ved ind‐
bygningen af apparatet i det faste anlæg med henblik på
at sikre anlæggets overensstemmelse med kravene, og 3)
indeholder de krævede oplysninger. Det drejer sig om oplys‐
ninger om fabrikantens navn og registrerede firmanavn eller
registrerede varemærke og en postadresse, et type- parti-
eller serienummer eller anden form for angivelse, der kan
identificere apparatet samt importørens navn og registrerede
firmanavn eller registrerede varemærke og en postadresse,
jf. radioudstyrslovens § 5, stk. 1 og 2, og § 8, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførsel af bestem‐
melserne i radioudstyrslovens § 48, stk. 1, nr. 2 og 3.
Manglende overholdelse af de nævnte pligter vil kunne
straffes med bøde.
Det følger af radioudstyrslovens § 48, stk. 1, nr. 1, at den,
som overtræder § 13, stk. 2, § 16, stk. 2, og § 27, stk. 2,
straffes med bøde.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 1, nr. 9, foreslås det fastsat,
at medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgiv‐
ning, vil den, der overtræder § 13, stk. 2, § 16, stk. 2, eller §
27, stk. 2, kunne straffes med bøde.
Ifølge radioudstyrslovens § 13, stk. 2, § 16, stk. 2, og §
27, stk. 2, skal den, der på handelsmesser, udstillinger og
ved lignende lejligheder viser og demonstrerer et apparat,
fast anlæg eller radioudstyr, som ikke er i overensstemmelse
med kravene, ved synlig skiltning klart oplyse, at appara‐
tet, det faste anlæg eller radioudstyret hverken må gøres
tilgængeligt på markedet eller anvendes, før det er bragt i
overensstemmelse med kravene.
Den foreslåede bestemmelse viderefører bestemmelsen i ra‐
dioudstyrslovens § 48, stk. 1, nr. 1.
Manglende overholdelse af oplysningspligten vil kunne
straffes med bøde.
Der findes ikke i radioudstyrsloven bestemmelser, som fast‐
sætter, at den, der afgiver urigtige oplysninger over for
Sikkerhedsstyrelsen, Energistyrelsen eller Teleklagenævnet,
straffes med bøde.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 1, nr. 10, foreslås det fastsat,
at medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgiv‐
ning, vil den, der afgiver urigtige oplysninger efter § 33, stk.
1-5, kunne straffes med bøde.
Det gøres dermed strafbart at afgive urigtige oplysninger i
forbindelse med den kontrol og sagsbehandling, som Sikker‐
hedsstyrelsen, Energistyrelsen eller Teleklagenævnet foreta‐
ger ved at kræve oplysninger og materiale efter den foreslåe‐
de § 33, jf. lovforslagets § 3, nr. 49 og 50.
Når Sikkerhedsstyrelsen anmoder om oplysninger i henhold
til de foreslåede § 33, stk. 1, 3 eller 4, vil oplysningerne
være af betydning for, at styrelsen kan udøve sine kontrolak‐
tiviteter. Det vil ofte være meget væsentligt for Sikkerheds‐
styrelsens mulighed for hurtigt at kunne tage stilling til, om
f.eks. et apparat eller radioudstyr ikke er i overensstemmelse
med reglerne, at de ønskede oplysninger stilles til rådighed
uden unødig forsinkelse.
Modtager Sikkerhedsstyrelsen ikke de rigtige oplysninger,
vil det kunne hindre styrelsen i at udøve effektiv kon‐
trol. Det vil derfor af hensyn til den præventive effekt være
væsentligt at kunne straffe for afgivelse af urigtige oplysnin‐
ger, der afgives mundtlig f.eks. telefonisk. Det vil betyde,
at bestemmelsen går ud over, hvad straffelovens § 162 om
afgivelse af urigtige skriftlige oplysninger til det offentlige
giver mulighed for. Med den foreslåede bestemmelse vil det
desuden i modsætning til straffelovens § 162 være tilstræk‐
keligt, at overtrædelsen sker uagtsomt.
Det samme gælder for så vidt angår urigtige oplysninger,
som gives til Energistyrelsen, jf. det foreslåede § 33, stk. 2,
jf. lovforslagets § 3, nr. 50, eller til Teleklagenævnet, jf. de
foreslåede § 33, stk. 1 eller 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 49 og
50.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Ved manglende afgivelse af oplysninger vil der kunne træf‐
fes afgørelse om påbud eller forbud efter den foreslåede §
34, jf. lovforslagets § 3, nr. 52. Manglende efterkommelse af
et sådan påbud eller forbud vil kunne straffes med bøde, jf.
de foreslåede § 48, stk. 1, nr. 15 og 16.
Der findes ikke i radioudstyrsloven bestemmelser, som fast‐
sætter, at den, der undlader at give Sikkerhedsstyrelsen
adgang til erhvervsmæssige lokaliteter og transportmidler,
straffes med bøde.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 1, nr. 11, foreslås det fast‐
sat, at medmindre strengere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, vil den, der undlader at give Sikkerhedsstyrelsen
adgang efter § 35, stk. 1, kunne straffes med bøde.
I medfør af det foreslåede § 35, stk. 1, jf. lovforslagets §
3, nr. 53, vil Sikkerhedsstyrelsen til enhver tid mod behørig
legitimation og uden retskendelse have adgang til alle er‐
hvervsmæssige lokaliteter og transportmidler, hvor der kan
findes apparater, faste anlæg eller radioudstyr.
188
Det gøres dermed strafbart at undlade at give Sikkerhedssty‐
relsen adgang til alle erhvervsmæssige lokaliteter og trans‐
portmidler, hvor der vil kunne findes apparater, faste anlæg
eller radioudstyr, som er omfattet af radioudstyrslovens an‐
vendelsesområde.
Strafbestemmelsen vil finde anvendelse uanset, at Sikker‐
hedsstyrelsen efterfølgende rekvirerer politiets bistand, jf. §
35, stk. 5, og på den måde skaffer sig adgang. I situationer
omfattet af § 10 i retssikkerhedsloven, vil denne straffebe‐
stemmelse dog ikke kunne bringes i anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven bestemmelser, som fast‐
sætter, at den, der undlader at indsende eller udlevere appa‐
rater eller radioudstyr til Sikkerhedsstyrelsen, straffes med
bøde.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 1, nr. 12, foreslås det fast‐
sat, at medmindre strengere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, vil den, der undlader at indsende eller udlevere
apparater eller radioudstyr efter § 36, stk. 2, 1. pkt., kunne
straffes med bøde.
I medfør af det foreslåede § 36, stk. 2, 1. pkt., jf. lovforsla‐
gets § 3, nr. 55, vil en erhvervsdrivende, som udgør et led i
omsætningen af et apparat eller radioudstyr, være forpligtet
til at indsende eller udlevere apparatet eller radioudstyret til
kontrol på Sikkerhedsstyrelsens anmodning.
Det gøres dermed strafbart for den erhvervsdrivende, som
udgør et led i omsætningen af et apparat eller radioudstyr,
hvis denne ikke udleverer det apparat eller radioudstyr til
kontrol, som Sikkerhedsstyrelsen har anmodet om udleve‐
ring af.
På samme måde som oplysningspligten i de foreslåede §
33, stk. 1, 3 og 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 49 og 50, er
selve apparatet eller radioudstyret af betydning for, at Sik‐
kerhedsstyrelsen kan udøve sine kontrolaktiviteter. Det vil
ofte være meget væsentligt for Sikkerhedsstyrelsens mulig‐
hed for hurtigt at kunne tage stilling til, om et apparat eller
radioudstyr ikke er overensstemmende med reglerne, at det
ønskede apparat eller radioudstyr stilles til rådighed uden
unødig forsinkelse.
Modtager Sikkerhedsstyrelsen ikke de krævede apparater
eller radioudstyr, vil det kunne hindre styrelsen i at udøve
effektiv kontrol. Det vil derfor være nødvendigt, at tilside‐
sættelse af denne pligt vil kunne straffes med bøde af hen‐
syn til den præventive effekt.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven bestemmelser, som fast‐
sætter, at den, der omgår eller unddrager sig Sikkerhedssty‐
relsens kontrol eller forsøger herpå, straffes med bøde.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 1, nr. 13, foreslås det fast‐
sat, at medmindre strengere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, vil den, der omgår eller unddrager sig Sikker‐
hedsstyrelsens kontrol eller forsøger herpå, kunne straffes
med bøde.
Da en effektiv kontrol i høj grad er baseret på de erhvervs‐
drivendes samarbejde, vil der skulle være en konsekvens
forbundet med at modarbejde markedsovervågningen. Den
foreslåede bestemmelse vil f.eks. skulle dæmme op for, at
erhvervsdrivende vil forsøge at undgå kontrol ved eksem‐
pelvis at blokere Sikkerhedsstyrelsens IP-adresse eller lave
løsninger, der kan omgå et salgsforbud. På fysiske lokalite‐
ter som f.eks. en butik eller et lager kan det også være, at
den erhvervsdrivende skjuler apparater eller radioudstyr for
Sikkerhedsstyrelsen, så styrelsen ikke i forbindelse med et
besøg på lokaliteten har mulighed for at kontrollere appara‐
tet eller radioudstyret eller tage det med til kontrol.
Det er en underliggende præmis for at bringe apparater el‐
ler radioudstyr i omsætning på det europæiske og dermed
også det danske marked, at den erhvervsdrivende vil være
villig til at samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen og under‐
lægge apparatet eller radioudstyret den fornødne kontrol
– både vedkommendes egen kontrol, men også styrelsens
kontrol. Det vil således være prisen for, at der ikke er krav
om, at apparatet eller radioudstyret skal godkendes af en
tredjepart.
Lovgivningen er således bygget op om et princip om frihed
under ansvar, hvor det er de erhvervsdrivende, som vil have
ansvaret for at bringe apparater eller radioudstyr i omsæt‐
ning, som lever op til reglerne.
Det følger bl.a. af betragtning 12 i markedsovervågnings‐
forordningen, at det bør forventes af erhvervsdrivende i
hele forsyningskæden, at de agerer ansvarligt og i fuld over‐
ensstemmelse med de gældende lovgivningsmæssige krav,
når de bringer apparater eller radioudstyr i omsætning el‐
ler gør dem tilgængelige på markedet, for således at sikre
overensstemmelse med EU-harmoniseringslovgivningen for
apparater og radioudstyr. I betragtning 24 i markedsovervåg‐
ningsforordningen er det anført, at de erhvervsdrivende bør
samarbejde med bl.a. markedsovervågningsmyndighederne
for at sikre smidig gennemførelse af markedsovervågning
og for at give myndighederne mulighed for at udføre deres
opgaver.
Disse to betragtninger er udmøntet i de følgende krav i
markedsovervågningsforordningens artikel 4, stk. 3, litra c
og d. I litra c forpligtes den erhvervsdrivende til at underret‐
te markedsovervågningsmyndighederne, hvis vedkommende
har grund til at tro, at et produkt udgør en risiko. Efter litra
d er den erhvervsdrivende forpligtet til at samarbejde med
markedsovervågningsmyndighederne, herunder sikre, at der
træffes øjeblikkelige nødvendige korrigerende tiltag for at
189
afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende overensstemmel‐
se med de krav, der er fastsat i den gældende EU-harmoni‐
seringslovgivning, der finder anvendelse på det pågældende
produkt, eller, hvis dette ikke er muligt, begrænse de risici,
der er forbundet med det pågældende produkt, når det på‐
bydes af markedsovervågningsmyndighederne eller på eget
initiativ, når den omhandlede erhvervsdrivende skønner eller
har grund til at tro, at det pågældende produkt udgør en
risiko.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven bestemmelser, som fast‐
sætter, at den, der uretmæssigt anvender CE-mærke, straffes
med bøde.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 1, nr. 14, foreslås det fast‐
sat, at medmindre strengere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, vil den, der uretmæssigt anvender CE-mærke, jf.
radioudstyrslovens § 4, stk. 4, som bliver stk. 5, og regler
fastsat i medfør af § 4, stk. 5, nr. 4, som bliver stk. 6, nr. 4,
jf. lovforslagets § 3, nr. 7, samt § 18, stk. 5, som bliver stk.
6, og regler fastsat i medfør af § 18, stk. 6, nr. 4, som bliver
stk. 7, nr. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 26, kunne straffes med
bøde.
CE-mærkningen, som er gengivet i bilag II i forordning
2008/765/EF, må kun må anbringes på apparater eller radio‐
udstyr, for hvilke der er fastsat specifikke bestemmelser om
mærkning i Fællesskabets harmoniseringslovgivning, og må
ikke anbringes på noget andet produkt.
Bestemmelsen foreslås anvendt, hvor en erhvervsdrivende
har CE-mærket sine apparater eller radioudstyr, selvom dis‐
se falder uden for det harmoniserede område i direktiverne.
Bestemmelsen vil tillige finde anvendelse i de situationer,
hvor hensigten med mærket har været f.eks. økonomisk vin‐
ding, men hvor den, der har påsat mærket, har fulgt påbud‐
det om at fjerne mærket. I sådanne situationer vil mærknin‐
gen kunne straffes, uanset påbuddet er efterkommet.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Efter radioudstyrslovens § 48, stk. 1, nr. 5, kan der pålægges
straf i form af bøde ved manglende efterkommelse af et
påbud pålagt i medfør af loven.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 1, nr. 15, foreslås det fastsat,
at medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgiv‐
ning, vil den, der overtræder et påbud efter § 34, stk. 1, nr. 2
eller 3, eller stk. 2 eller 4, § 38, stk. 1, nr. 1-5 eller 7-9, § 40
a eller § 43, kunne straffes med bøde.
I medfør af de foreslåede § 34, stk. 1, nr. 2 og 3, jf. lov‐
forslagets § 3, nr. 52, følger det, at undlader en erhvervsdri‐
vende i forbindelse med en konkret kontrolsag at give de
oplysninger eller fremlægge det materiale, som Sikkerheds‐
styrelsen kræver efter de foreslåede § 33, stk. 1, 3 eller 4, jf.
lovforslagets § 3, nr. 49 og 50, vil Sikkerhedsstyrelsen over
for vedkommende kunne give påbud om at trække apparatet
eller radioudstyret tilbage fra markedet eller give påbud om
at kalde apparatet eller radioudstyret tilbage.
I medfør af det foreslåede § 34, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 52, følger det, at undlader en fabrikant af et fast
anlæg eller en ansvarlig for installationen af et fast anlæg i
forbindelse med en konkret kontrolsag at give oplysninger,
som Sikkerhedsstyrelsen anmoder om i medfør af § 33, stk.
1, jf. lovforslagets § 3, nr. 49, eller at fremlægge materiale
eller dokumentation, som styrelsen anmoder om i medfør
af § 33, stk. 1 og 5, jf. lovforslagets § 3, nr. 49 og 50, vil
Sikkerhedsstyrelsen kunne give vedkommende påbud om at
give oplysningerne eller at fremlægge materialet eller doku‐
mentationen.
I medfør af det foreslåede § 34, stk. 4, jf. lovforslagets §
3, nr. 52, fastsættes det, at modtager Sikkerhedsstyrelsen
ikke oplysninger eller materiale, som Sikkerhedsstyrelsen
anmoder om i medfør af de foreslåede § 33, stk. 1, 3 eller
4, jf. lovforslagets § 3, nr. 49 og 50, og er der ikke tale om
en konkret kontrolsag, vil Sikkerhedsstyrelsen kunne give
påbud om at give oplysningerne eller at fremlægge materia‐
let.
I henhold til bekendtgørelse nr. 861 af 24. juni 2018 om
ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har
det siden den 1. august 2018 været Sikkerhedsstyrelsen, som
har ført kontrol med de erhvervsdrivendes overholdelse af
krav og pligter i radioudstyrsloven.
Efter de foreslåede § 38, stk. 1, nr. 1-5 og 7-9, jf. lovforsla‐
gets § 3, nr. 59, vil Sikkerhedsstyrelsen, hvis et apparat eller
radioudstyr udgør en risiko, eller hvis det ikke overholder
kravene i loven eller regler fastsat i medfør heraf, eller hvis
et fast anlæg ikke overholder kravene i lovens § 14, stk. 1,
kunne træffe afgørelse om påbud. Det drejer sig om påbud
om at bringe apparatet, det faste anlæg eller radioudstyret i
overensstemmelse med kravene, at sikre, at apparatet eller
radioudstyret ikke udgør en risiko, at overholde visse betin‐
gelser, inden apparatet eller radioudstyret kan bringes i om‐
sætning eller gøres tilgængeligt på markedet, at advare bru‐
gerne om de risici, der er ved apparatet eller radioudstyret,
eller at anbringe advarsler på apparatet eller radioudstyret, at
standse markedsføring af apparater eller radioudstyr, der kan
vildlede brugerne, at trække apparatet eller radioudstyret
tilbage fra markedet, at kalde apparatet eller radioudstyret
tilbage eller at destruere apparatet eller radioudstyret eller på
anden måde gøre det ubrugeligt.
Ifølge det foreslåede § 40 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 3,
nr. 61, vil Sikkerhedsstyrelsen kunne påbyde ejeren af en
onlinegrænseflade at ændre eller fjerne indhold, der henviser
til et apparat eller radioudstyr, der ikke er i overensstemmel‐
se med denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.
190
Ifølge det foreslåede § 40 a, stk. 2, jf. lovforslagets § 3, nr.
61, vil Sikkerhedsstyrelsen endvidere kunne påbyde ejeren
af en onlinegrænseflade udtrykkeligt at vise en advarsel til
slutbrugerne i forbindelse med indhold, der henviser til et
apparat eller radioudstyr, der ikke er i overensstemmelse
med kravene, når slutbrugerne får adgang til onlinegrænse‐
fladen.
I medfør af radioudstyrslovens § 43 fastsættes det, at und‐
lader en udbyder af offentlige elektroniske kommunikations‐
net eller -tjenester at offentliggøre tekniske specifikationer
efter § 28, eller nægter en udbyder af offentlige elektroniske
kommunikationsnet eller -tjenester en slutbruger at tilslutte
terminaludstyr efter § 29, kan Energistyrelsen give udbyde‐
ren påbud om at offentliggøre de pågældende tekniske spe‐
cifikationer eller lade en slutbruger tilslutte det pågældende
terminaludstyr.
Typerne af de påbud, hvor manglende efterkommelse vil
kunne straffes med bøde, er udvidet i forhold til den gælden‐
de bestemmelse i radioudstyrsloven.
Efter radioudstyrslovens § 48, stk. 1, nr. 4, kan der pålægges
straf i form af bøde ved manglende efterkommelse af et
forbud pålagt i medfør af loven.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 1, nr. 16, foreslås det fastsat,
at medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgiv‐
ning, vil den, der undlader at efterkomme et forbud efter §
34, stk. 1, nr. 1, eller stk. 3, § 38, stk. 1, nr. 6, eller § 42 eller
et midlertidigt forbud efter § 37 a, kunne straffes med bøde.
Ifølge det foreslåede § 34, stk. 1, nr. 1, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 52, følger det, at undlader en erhvervsdrivende i
forbindelse med en konkret kontrolsag at give de oplysnin‐
ger eller fremlægge det materiale, som Sikkerhedsstyrelsen
kræver efter de foreslåede § 33, stk. 1, 3 eller 4, jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 49 og 50, kan Sikkerhedsstyrelsen over for
vedkommende nedlægge forbud mod at bringe apparatet
eller radioudstyret i omsætning eller at gøre det tilgængeligt
på markedet.
Ifølge det foreslåede § 34, stk. 3, jf. lovforslagets § 3, nr.
52, følger det, at giver den ansvarlige for anvendelsen af et
apparat, et fast anlæg eller radioudstyr ikke de oplysninger
eller fremlægger det materiale, som Energistyrelsen anmo‐
der om i medfør af § 33, stk. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 50, i
forbindelse med en konkret kontrolsag, kan Energistyrelsen
nedlægge forbud mod, at apparatet, det faste anlæg eller
radioudstyret anvendes.
Ifølge det foreslåede § 38, stk. 1, nr. 6, jf. lovforslagets §
3, nr. 59, følger det, at Sikkerhedsstyrelsen, hvis et apparat
eller radioudstyr udgør en risiko eller ikke overholder kra‐
vene i loven eller regler fastsat i medfør heraf, vil kunne
træffe afgørelse om forbud mod at bringe apparatet eller
radioudstyret i omsætning eller at gøre det tilgængeligt på
markedet.
I radioudstyrslovens § 42 fremgår det, at overholder den
ansvarlige for anvendelsen af et apparat, fast anlæg eller
radioudstyr ikke § 13, stk. 1, § 16, stk. 1, eller § 27, stk.
1, eller regler fastsat i medfør af § 13, stk. 3 og 4, § 16,
stk. 3 og 4, eller § 27, stk. 3 og 4, kan Energistyrelsen over
for den pågældende nedlægge forbud mod, at apparatet, det
faste anlæg eller radioudstyret anvendes.
Ifølge den foreslåede § 37 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 57,
følger det, at Sikkerhedsstyrelsen over for erhvervsdrivende
vil kunne udstede et midlertidigt forbud mod at bringe et
apparat og radioudstyr i omsætning eller at gøre det tilgæn‐
geligt på markedet, eller at udstille et apparat og radioudstyr,
hvis apparatet eller radioudstyret vurderes at kunne udgøre
en risiko.
Det er nyt i den foreslåede bestemmelse, at manglende efter‐
kommelse af midlertidige forbud kan straffes i form af bøde.
Der findes ikke i radioudstyrsloven bestemmelser, som fast‐
sætter, at har nogen ved en eller flere handlinger begået flere
overtrædelser, og medfører overtrædelserne idømmelse af
bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse.
Der findes endvidere ikke i radioudstyrsloven bestemmelser,
som fastsætter, at har nogen ved en eller flere handlinger
overtrådt denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og
en eller flere andre love, og medfører overtrædelserne idøm‐
melse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver over‐
trædelse af denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og
bødestraffen for overtrædelsen af den eller de andre love.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 2, 1. pkt., foreslås det fastsat,
at har nogen ved en eller flere handlinger eller undladelser
begået flere overtrædelser af denne lov eller regler fastsat
i medfør heraf, og medfører overtrædelserne idømmelse af
bøde, vil bødestraffen for hver overtrædelse blive sammen‐
lagt.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 2, 2. pkt., foreslås det fastsat,
at har nogen ved en eller flere handlinger eller undladelser
overtrådt denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og
en eller flere andre love, og medfører overtrædelserne idøm‐
melse af bøde, vil bødestraffen for hver overtrædelse af den‐
ne lov eller regler fastsat i medfør heraf og bødestraffen for
overtrædelsen af den eller de andre love blive sammenlagt.
I bestemmelsens stk. 2 foreslås der indført absolut kumula‐
tion af bøder i sager vedrørende overtrædelser af radioud‐
styrsloven. Det betyder, at der ved samtidig pådømmelse af
flere overtrædelser og undladelser, som udgangspunkt vil
skulle ske sammenlægning af den fulde straf for de enkelte
lovovertrædelser. Det kan f.eks. være en fabrikant, som ikke
har overholdt sin underretningspligt, jf. det foreslåede § 6,
stk. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 10, i forhold til et apparat,
som udgør en risiko, og som undlader at efterkomme et
forbud mod at bringe apparatet i omsætning. Begge dele er
strafbare efter de foreslåede § 48, stk. 1, nr. 1 og 17.
Absolut kumulation vil ligeledes som udgangspunkt finde
anvendelse i tilfælde, hvor én eller flere overtrædelser af
191
dette regelsæt pådømmes samtidig med overtrædelser af an‐
den lovgivning.
Bestemmelsen vil samtidig betyde, at strafferettens alminde‐
lige princip om moderet kumulation efter straffelovens § 88
fraviges. Ved modereret kumulation forstås, at de enkelte
overtrædelser indgår med nedsat vægt, når en samlet straf
skal fastættes for overtrædelser, der pådømmes samtidig.
Hensigten med forslaget om absolut kumulation er at skabe
en præventiv effekt, der skal give de erhvervsdrivende og
andre personer, der er forpligtede efter lovforslaget, et større
incitament til at overholde lovens regler og regler fastsat i
medfør af loven. Inden for lovforslagets anvendelsesområde
er det ikke ualmindeligt, at en erhvervsdrivende anmeldes
for flere overtrædelser af produktlovgivningen i løbet af en
relativ kort periode på et halvt til et helt år. I de tilfælde vil
der til hver enkelt overtrædelse være indstillet til en bøde
for den pågældende overtrædelse. Af administrative hensyn
vil den enkelte politikreds i nogle tilfælde behandle anmel‐
delserne og dermed overtrædelserne i samme sag, hvilket
vil føre til samtidig pådømmelse af forholdene. I andre til‐
fælde vil forholdene blive behandlet hver for sig, hvorefter
forholdene også pådømmes hver for sig. Med forslaget om
absolut kumulation sikres det, at den, der foretager flere
overtrædelser eller undladelser af produktlovgivningen, som
pådømmes samtidig, ikke slipper billigere end den, der får
forskellige overtrædelser eller undladelser pådømt hver for
sig.
Det bemærkes, at det alene er bøder efter radioudstyrsloven,
der er omfattet af princippet om absolut kumulation efter
bestemmelserne i stk. 3 og 4. De foreslåede bestemmelser
angår ikke fastsættelse af bøder efter anden lovgivning f.eks.
lov om radiofrekvenser. Ved pådømmelse af flere samtidige
overtrædelser af anden lovgivning, der medfører bødestraf,
vil den samlede bøde for disse overtrædelser således kunne
fastsættes uafhængigt af de foreslåede regler om absolut
kumulation i dette lovforslag. Den samlede bøde for over‐
trædelse af anden lovgivning lægges herefter sammen med
den samlede bøde for en eller flere overtrædelser eller und‐
ladelser på dette lovforslags anvendelsesområde.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Der findes ikke i radioudstyrsloven bestemmelser, som fast‐
sætter, at kumulation af bødestraf kan fraviges.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 3, foreslås det fastsat, at
kumulation efter det det foreslåede stk. 2 kan fraviges.
Da en regel om absolut kumulation ikke i alle tilfælde vil
føre til et rimeligt resultat, foreslås det, at bestemmelserne i
stk. 4 kan fraviges, når særlige grunde taler for det.
Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis en sam‐
menlægning af de forskyldte bøder fører til en uforholds‐
mæssig høj samlet bøde, herunder henset til forseelsernes
karakter.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
I radioudstyrslovens § 48, stk. 2, fastsættes det, at der i
regler fastsat i medfør af denne lov kan fastsættes straf i
form af bøde for overtrædelse af reglerne. Der findes ikke
i radioudstyrsloven bestemmelser om, at der i disse regler
tillige kan fastsættes forlængede forældelsesfrister på op til
5 år.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 4, 1. pkt., foreslås det fastsat,
at der i regler, der er udstedt i medfør af radioudstyrsloven,
vil kunne fastsættes straf i form af bøde.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 4, 2. pkt., foreslås det fastsat,
at der tillige vil kunne fastsættes forlængede forældelsesfri‐
ster på op til 5 år i regler udstedt i medfør af radioudstyrslo‐
ven.
Den foreslåede bestemmelse vil give mulighed for at fast‐
sætte straffebestemmelser i bekendtgørelserne, så der på
samme måde som efter loven bliver mulighed for at straf‐
fe med bøde. Behovet for fastsættelsen af straffebestemmel‐
ser i bekendtgørelser skyldes, at fastsættelsen af de mere
specifikke krav til apparaternes, de faste anlægs og radioud‐
styrs dokumentation og mærkning sker på bekendtgørelses‐
niveau. Der vil kunne fastsættes regler om bødestraf.
Straffastsættelsen i bekendtgørelserne bør i øvrigt følge
samme praksis som foreslået i dette lovforslag. Det er såle‐
des de samme vurderinger og betragtninger, der bør være
afgørende for straffastsættelsen ved overtrædelse af krav i
bekendtgørelserne.
Den foreslåede bestemmelse er så vidt muligt ensrettet i
forhold til lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og mar‐
kedsovervågning, som Sikkerhedsstyrelsen administrerer.
Af radioudstyrslovens § 48, stk. 3, fremgår det, at der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar ef‐
ter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Med bestemmelsen i § 48, stk. 5, foreslås det fastsat, at
der vil kunne pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Da lovforslaget i første række er rettet mod en bred skare
af erhvervsdrivende, er det essentielt for virkningen af reg‐
lerne, at juridiske personer kan ifalde strafansvar. Juridiske
personer kan straffes med bøde ved simpel uagtsomhed lige‐
som fysiske personer.
Intentionen i den foreslåede tekst er at følge anklagemyndig‐
hedens almindelige praksis for strafforfølgelse af juridiske
personer, jf. Rigsadvokatmeddelelse af 17. april 2015 om
strafansvar for juridiske personer. Det følger af straffelovens
§ 27, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der
192
inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der
kan tilregnes en eller flere personer knyttet til den juridiske
person eller den juridiske person som sådan. Udgangspunk‐
tet i rigsadvokatmeddelelsen er, at kan en overtrædelse eller
undladelse tilregnes den juridiske person, vælges denne som
strafsubjekt.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførsel af radioud‐
styrslovens § 48, stk. 3.
Til § 4
Til nr. 1
I henhold til de gældende bestemmelser i telelovens §§ 52,
53 og 55 fører Erhvervsstyrelsen tilsyn med overholdelse af
reglerne i telelovens kapitel 11-14, 16, 17 og 18, og regler
udstedt i medfør heraf.
Det foreslås, at der i bestemmelserne i telelovens §§ 52, stk.
1, § 53, stk. 1, og 55, stk. 1, tilføjes en henvisning til kapitel
14 a og 16 a.
Baggrunden for den foreslåede ændring er, at der i bestem‐
melserne i telelovens §§ 52, stk. 1, § 53, stk. 1, og 55, stk. 1,
ikke er en fuldstændig henvisning til samtlige af de bestem‐
melser, som hører under Erhvervsstyrelsens ansvarsområde,
og at Erhvervsstyrelsen dermed mangler hjemmel til at føre
tilsyn med overholdelsen af visse bestemmelser, som hører
under Erhvervsstyrelsens ansvarsområde.
Den foreslåede ændring vil indebære, at der indføres en
hjemmel for Erhvervsstyrelsen til også at føre tilsyn med
overholdelsen af reglerne i telelovens kapitel 14 a og 16
a og regler udstedt i medfør heraf. Dette vil give Erhvervs‐
styrelsen mulighed for at føre tilsyn med overholdelsen af
bestemmelserne om saminvestering, rene engrosselskaber,
frivillig funktionel adskillelse og tilsagn samt sektorspecifik
fusionskontrol.
Den foreslåede ændring af bestemmelserne vil således med‐
føre, at Erhvervsstyrelsen sikres en hjemmel til at føre til‐
syn med overholdelsen af alle de bestemmelser i telelovens
afsnit IV, der hører under Erhvervsstyrelsens ansvarsområ‐
de. Det drejer sig samlet set om reglerne i telelovens kapitel
11-14 a og 16-18 og regler udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil sikre Erhvervsstyrelsen den nød‐
vendige hjemmel til at føre tilsyn med overholdelsen af
bestemmelserne i telelovens afsnit IV, men vil i øvrigt ikke
have konsekvenser for slutbrugere, telebranchen eller myn‐
dighederne.
Til nr. 2
Teleloven indeholder en række opgaver, der er tillagt natio‐
nale tilsynsmyndigheder. Disse opgaver er navnlig beskrevet
i bestemmelserne i telelovens afsnit IV om den sektorspeci‐
fikke konkurrenceregulering på teleområdet, og varetagelsen
heraf er primært tillagt Erhvervsstyrelsen.
I henhold til den gældende bestemmelse i telelovens 67,
stk. 4, kan erhvervsministeren fastsætte nærmere regler for
udnævnelse og afskedigelse af medlemmer af myndigheder,
der er bemyndiget til at varetage opgaver efter telelovens
kapitel 11-14 og 16-18.
Det foreslås, at der i bestemmelsen i telelovens § 67, stk. 4,
tilføjes en henvisning til kapitel 14 a.
Baggrunden for den foreslåede ændring er, at der i bestem‐
melsen ikke er en fuldstændig henvisning til samtlige af de
bestemmelser i telelovens afsnit IV, som med den gældende
ressortfordeling hører under erhvervsministeriets ressort, og
som Erhvervsstyrelsen med den gældende ressortfordeling
er bemyndiget til at varetage opgaver efter. Erhvervsministe‐
ren mangler dermed hjemmel til at fastsætte nærmere regler
for udnævnelse og afskedigelse af medlemmer af myndighe‐
der, der er bemyndiget til at varetage opgaver efter kapitel
telelovens kapitel 14 a.
Den foreslåede ændring vil indebære, at der indføres en
hjemmel for erhvervsministeren til at fastsætte nærmere reg‐
ler for udnævnelse og afskedigelse af medlemmer af myn‐
digheder, der er bemyndiget til at varetage opgaver efter
telelovens kapitel 14 a. Dette vil give erhvervsministeren
mulighed for at fastsætte nærmere regler for udnævnelse og
afskedigelse af medlemmer af myndigheder, der er tillagt
opgaver vedrørende saminvestering, rene engrosselskaber,
frivillig funktionel adskillelse og tilsagn.
Den foreslåede ændring vil således medføre, at erhvervsmi‐
nisteren sikres en beføjelse til også at fastsætte nærmere
regler for udnævnelse og afskedigelse af medlemmer af
myndigheder, der er bemyndiget til at varetage opgaver
efter telelovens kapitel 14 a. Erhvervsministeren vil med
den foreslåede ændring af bestemmelsen samlet set kunne
fastsætte nærmere regler for udnævnelse og afskedigelse af
medlemmer af myndigheder, der er bemyndiget til at vareta‐
ge opgaver efter telelovens kapitel 11-14 a og 16-18.
Den foreslåede ændring vil sikre erhvervsministeren den
nødvendige hjemmel til at kunne fastsætte nærmere regler
for udnævnelse og afskedigelse af medlemmer af myndighe‐
der, der er bemyndiget til at varetage opgaver efter telelo‐
vens kapitel 14 a, men vil i øvrigt ikke have konsekvenser
for slutbrugere, telebranchen eller myndighederne.
Til § 5
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2021.
Datoen foreslås fastsat, så den er i overensstemmelse med
principperne for de fælles ikrafttrædelsesdatoer, som gælder
for erhvervsrettet regulering.
Ikke alle de foreslåede bestemmelser træder dog i kraft den
1. juli, idet en række af de foreslåede bestemmelser træder i
kraft den 16. juli 2016, jf. det foreslåede stk. 2.
193
Markedsovervågningsforordningen finder anvendelse fra
den 16. juli 2021.
Det foreslås i stk. 2 at lade en række bestemmelser i de love,
som forslås ændret i lovforslagets §§ 1-3, træde i kraft den
16. juli 2021.
I lov om miljøvenligt design af energirelaterede produkter,
jf. lovforslagets § 1, drejer det sig om nr. 13, 15, 20, 21,
26-29, 31, 32, 34 og 43.
I produktenergimærkningsloven, jf. lovforslagets § 2, drejer
det sig om nr. 6, 7, 9, 11-13, 15 og 17.
I lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold, jf. lov‐
forslagets § 3, drejer det sig om nr. 6, 9-14, 16, 19-21, 24,
25, 29, 31-35, 37, 40-42, 45, 48-50, 52, 54, 55 og 58-66.
Den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, jf. lovforslagets §
1, nr. 13, fastsætter, at en bemyndiget repræsentant vil kunne
gøres ansvarlig for, at et produkt er i overensstemmelse med
loven og regler fastsat i medfør af loven eller en gennemfø‐
relsesforanstaltning.
Den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 3, jf. lovforslagets §
1, nr. 15, fastsætter, at en udbyder af distributionstjenester
vil kunne ifalde ansvar efter § 4, stk. 1, såfremt der hverken
er en producent, herunder fabrikant, bemyndiget repræsen‐
tant eller importør etableret i EU/EØS.
Den foreslåede bestemmelse i § 7 a, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 20, fastsætter en underretnings- og samarbejdspligt
for den ansvarlige efter § 4, som har bragt et energirelateret
produkt i omsætning, eller den erhvervsdrivende, som har
gjort et energirelateret produkt tilgængeligt på markedet,
hvis vedkommende har grund til at tro, at det energirela‐
terede produkt udgør en risiko. Den erhvervsdrivende vil
ligeledes straks skulle underrette den ansvarlige efter § 4
om risikoen og give nærmere oplysninger om produktets
manglende overensstemmelse og de foranstaltninger, der er
truffet for at fjerne risikoen.
Den foreslåede bestemmelse i § 7 a, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 20, fastsætter, at udbydere af informationssamfunds‐
tjenester på anmodning af kontrolmyndigheden og i særlige
tilfælde vil skulle samarbejde med kontrolmyndigheden med
henblik på at fremme ethvert tiltag, der træffes, for at elimi‐
nere eller, hvis dette ikke er muligt, begrænse de risici, der
er forbundet med et energirelateret produkt, der udbydes
eller var udbudt til salg online gennem deres tjenester.
Den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 21, fastsætter, at den ansvarlige efter § 4 vil skulle
angive sine kontaktoplysninger på det energirelaterede pro‐
dukt, som den ansvarlige efter § 4 bringer i omsætning, eller
på dets emballage, pakken eller et ledsagelsesdokument.
Den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 3, jf. lovforslagets §
1, nr. 21, fastsætter, at den ansvarlige producent, herunder
fabrikant, efter § 4, stk. 1, vil skulle have en bemyndiget
repræsentant, hvor dette er krævet, og endvidere at denne
vil skulle give den bemyndigede repræsentant de fornødne
beføjelser eller midler til at udføre opgaven.
Den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 3, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 26, fastsætter, at den ansvarlige efter § 4 vil skul‐
le give kontrolmyndigheden efter stk. 1 alle oplysninger,
som kontrolmyndigheden anmoder om, på et sprog, som er
letforståeligt, herunder relevante dokumenter, tekniske spe‐
cifikationer, data, oplysninger om overensstemmelse og tek‐
niske aspekter ved produktet, herunder ligeledes adgang til
indlejret software, oplysninger om mængder af energirelate‐
rede produkter på markedet og om andre produktmodeller,
der har de samme tekniske egenskaber som det pågældende
energirelaterede produkt, og oplysninger, som er nødvendige
for at kunne fastslå ejerskabet af en onlinegrænseflade m.v.
Den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 4, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 27, fastsætter, at enhver, som markedsfører eller
erhvervsmæssigt ibrugtager et energirelateret produkt, vil
skulle give kontrolmyndigheden efter stk. 1 alle oplysninger
som myndigheden anmoder om, herunder relevante doku‐
menter, tekniske specifikationer, data, oplysninger om over‐
ensstemmelse og tekniske aspekter ved produktet, herunder
adgang til indlejret software, oplysninger om mængder af
energirelaterede produkter på markedet og om andre pro‐
duktmodeller, der har de samme tekniske egenskaber som
det pågældende energirelaterede produkt, og oplysninger,
som er nødvendige for at kunne fastslå ejerskabet af en
onlinegrænseflade m.v.
Det foreslås, at ecodesignlovens § 10, stk. 5 ophæves, jf.
lovforslagets § 1, nr. 28. Bestemmelsen giver kontrolmyn‐
digheden adgang til lokaler, der benyttes af en virksomhed
som nævnt i stk. 2 og 3 med henblik på at kunne udtage
energirelaterede produkter til måling og kontrol af, at disse
er i overensstemmelse med krav i regler fastsat i medfør af
loven eller en gennemførelsesforanstaltning.
Den foreslåede bestemmelse i § 10 a, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 29, fastsætter, at kontrolmyndigheden i kontroløje‐
med vil kunne indsamle og behandle, herunder samkøre, op‐
lysninger fra andre offentlige myndigheder og fra offentligt
tilgængelige kilder.
Den foreslåede bestemmelse i § 10 a, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 29, fastsætter, at kontrolmyndigheden i kontroløje‐
med vil kunne behandle, herunder samkøre, oplysninger,
som myndigheden, ud over de tilfælde der er nævnt i stk. 1,
er i besiddelse af.
Den foreslåede bestemmelse i § 10 a, stk. 3, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 29, fastsætter, at kontrolmyndigheden i kontroløje‐
med vil kunne indsamle og behandle, herunder samkøre,
ikke-offentligt tilgængelige oplysninger fra offentlige og pri‐
vate virksomheder og erhvervs- eller forbrugerorganisatio‐
ner.
Den foreslåede bestemmelse i § 10 b, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 29, fastsætter, at kontrolmyndigheden til enhver tid
194
mod behørig legitimation og uden retskendelse vil have ad‐
gang til alle erhvervsmæssige lokaliteter og transportmidler,
hvor der kan findes energirelaterede produkter med henblik
på at kunne udtage energirelaterede produkter til måling
og kontrol af, at disse er i overensstemmelse med krav i
regler fastsat i medfør af loven eller en gennemførelsesfor‐
anstaltning. Endvidere vil kontrolmyndigheden som led i
kontrolbesøget kunne foretage tekniske undersøgelser af et
energirelateret produkt på stedet og som en del af dokumen‐
tationen af kontrolbesøget fotografere og optage video samt
medtage prøver til nærmere analyse eller undersøgelse, jf.
stk. 2 og 3. Kontrolmyndigheden vil efter stk. 4 kunne være
bistået af en eller flere uafhængige sagkyndige i forbindelse
med adgangen efter stk. 1 og tekniske undersøgelser efter
stk. 2. Endvidere vil politiet efter stk. 5 om nødvendigt
kunne yde bistand til gennemførelse af kontrol som nævnt
i stk. 1. Klima-, energi- og forsyningsministeren vil efter
forhandling med justitsministeren kunne fastsætte nærmere
regler herom.
Den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 1, jf. lovforslagets §
1, nr. 31, fastsætter, at kontrolmyndigheden over for enhver,
der har bragt et produkt i omsætning efter § 4, eller som har
været et led i afsætningen af et produkt, eller der erhvervs‐
mæssigt ibrugtager produktet, vil kunne træffe afgørelse,
hvis et energirelateret produkt ikke er i overensstemmelse
med regler fastsat i medfør af denne lov eller gennemførel‐
sesforanstaltninger, jf. de foreslåede stk. 1, nr. 1-9.
Den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 31, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil underrette
Europa-Kommissionen og de øvrige medlemsstater om en‐
hver afgørelse i medfør af stk. 1, med angivelse af årsagerne
hertil.
Den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 31, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne
lægge undersøgelser af energirelaterede produkter, som er
gennemført i en anden EU-medlemsstat, og afgørelser, som
er truffet i en anden EU-medlemsstat, til grund og træffe
afgørelse i medfør af stk. 1, eller § 11 b, over for erhvervs‐
drivende, som bringer et tilsvarende energirelateret produkt
i omsætning eller gør det tilgængeligt på markedet, medmin‐
dre kontrolmyndigheden er nået til den modsatte konklusion
på grundlag af sin egen kontrol.
Den foreslåede bestemmelse i § 11 a, jf. lovforslagets § 1,
nr. 32, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne træffe
afgørelse over for den ansvarlige efter § 4, der har bragt et
energirelateret produkt i omsætning, den erhvervsdrivende,
der har gjort det energirelaterede produkt tilgængeligt på
markedet, og enhver anden erhvervsdrivende, der har en
tilknytning til produktet end den, der har bragt produktet i
omsætning eller gjort det tilgængeligt på markedet, om på
relevant måde at bidrage til at begrænse og forhindre risici i
at opstå.
Den foreslåede bestemmelse i § 11 b, stk. 1, jf. det foreslåe‐
de § 1, nr. 32, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne
påbyde ejeren af en onlinegrænseflade at ændre eller fjerne
indhold, der henviser til et energirelateret produkt, der ikke
er i overensstemmelse med denne lov eller regler fastsat i
medfør heraf.
Den foreslåede bestemmelse i § 11 b, stk. 2, jf. det foreslåe‐
de § 1, nr. 32, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne
påbyde ejeren af en onlinegrænseflade udtrykkeligt at vise
en advarsel til slutbrugerne i forbindelse med indhold, der
henviser til et energirelateret produkt, der ikke er i overens‐
stemmelse med denne lov, regler fastsat i medfør af loven
eller en gennemførelsesforanstaltning, når slutbrugerne får
adgang til onlinegrænsefladen.
Den foreslåede bestemmelse i § 11 c, stk. 1, jf. det foreslåe‐
de § 1, nr. 32, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne
foranledige blokering af en onlinegrænseflade, hvis et påbud
efter den foreslåede § 11 b ikke er efterkommet, eller online‐
grænsefladen gentagne gange har solgt eller formidlet salg
af energirelaterede produkter, der udgør en alvorlig risiko.
Den foreslåede bestemmelse i § 11 c, stk. 2, 1. pkt., jf. det
foreslåede § 1, nr. 32, fastsætter, at afgørelse efter stk. 1 om
blokering af en onlinegrænseflade vil kunne træffes af retten
ved kendelse efter kontrolmyndighedens begæring.
Den foreslåede bestemmelse i § 11 c, stk. 2, 2. pkt., jf.
det foreslåede § 1, nr. 32, fastsætter, at inden retten træffer
afgørelse, vil den så vidt muligt skulle give parten, som
indgrebet retter sig mod, adgang til at udtale sig.
Den foreslåede bestemmelse i § 11 c, stk. 2, 3. pkt., jf. det
foreslåede § 1, nr. 32, fastsætter, at i kendelsen, jf. 1. pkt.,
vil de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes,
at betingelserne for indgrebet er opfyldt, blive anført.
Bestemmelsen i § 11 c, stk. 3, jf. det foreslåede § 1, nr.
32, fastsætter, at udbydere af informationssamfundstjenester
vil skulle bistå kontrolmyndigheden ved gennemførelsen af
kendelser efter det foreslåede stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse i § 11 c, stk. 4, jf. det foreslåe‐
de § 1, nr. 32, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil skulle
påse, at et indgreb efter det foreslåede stk. 1 ikke oprethol‐
des ud over det tidsrum, hvor grundlaget for blokeringen
er til stede. Kontrolmyndigheden vil af egen drift eller på
foranledning af den, som indgrebet retter sig mod, skulle
træffe afgørelse om ophævelse af blokeringen.
Bestemmelsen i § 11 c, stk. 5, jf. det foreslåede § 1, nr.
32, fastsætter, at fremsætter den, som indgrebet efter det
foreslåede stk. 1 retter sig mod, anmodning om, at blokerin‐
gen ophæves, og støttes denne anmodning på, at der er sket
væsentlige ændringer i indholdet af onlinegrænsefladen, vil
kontrolmyndigheden, hvis blokeringen ikke ophæves i med‐
før af det foreslåede stk. 4, snarest muligt skulle indbringe
spørgsmålet for retten. Retten vil ved kendelse afgøre, om
indgrebet vil skulle opretholdes.
Den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1, jf. det foreslåede
195
§ 1, nr. 34, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne of‐
fentliggøre afgørelser og resultater af kontrol, som er truffet
efter §§ 11-11 c.
Bestemmelsen i § 14 a, jf. det foreslåede § 1, nr. 43, fastsæt‐
ter, at kontrolmyndigheden vil kunne pålægge udbydere af
informationssamfundstjenester tvangsbøder med henblik på
at gennemtvinge handlinger, som det påhviler udbyderne at
foretage efter de foreslåede §§ 11 b og 11 c.
Det foreslås i § 15, stk. 1, at medmindre strengere straf er
forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
overtræder nr. 1-7.
Den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 1, nr. 1, jf. lovfor‐
slagets § 1, nr. 43, fastsætter, at den, der som ansvarlig efter
§ 4 eller som erhvervsdrivende, undlader at opfylde sine
forpligtelser efter § 7 a, stk. 1, vil den, der overtræder nr.
1-7, kunne straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 1, nr. 2, jf. lovfor‐
slagets § 1, nr. 43, fastsætter, at den, der som ansvarlig efter
§ 4 undlader at afgive oplysninger, som vedkommende er
forpligtet til at give efter § 10, stk. 3, eller som erhvervsdri‐
vende undlader at afgive oplysninger, som er nødvendige for
at kunne afgøre, hvem der er ansvarlig for produktet efter §
10, stk. 4, vil kunne straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 1, nr. 3, jf. lovfor‐
slagets § 1, nr. 43, fastsætter, at den, der som ansvarlig ef‐
ter § 4, erhvervsdrivende eller udbyder af informationssam‐
fundstjenester afgiver urigtige eller vildledende oplysninger
efter § 7 a, § 8, stk. 1, 2. pkt., og § 10, stk. 3 eller 4, vil
kunne straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 1, nr. 4, jf. lovfor‐
slagets § 1, nr. 43, fastsætter, at den, der ikke har en bemyn‐
diget repræsentant eller ikke har givet den bemyndigede
repræsentant de fornødne beføjelser eller midler til at udføre
opgaven, hvor dette kræves efter § 8, stk. 3, vil kunne straf‐
fes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 1, nr. 5, jf. lovfor‐
slagets § 1, nr. 43, fastsætter, at den, der undlader at give
kontrolmyndigheden adgang til udtagelse af produkter, som
nævnt i § 10 b, vil kunne straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 1, nr. 6, jf. lovfor‐
slagets § 1, nr. 43, fastsætter, at den, der overtræder eller
undlader at efterkomme en afgørelse efter §§ 11-11 b, vil
kunne straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 1, nr. 7, jf. lovfor‐
slagets § 1, nr. 43, fastsætter, at den, der omgår eller unddra‐
ger sig kontrolmyndighedens kontrol eller forsøger herpå,
vil kunne straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 43, fastsætter, at der i regler, der vil blive udstedt
i medfør af denne lov, vil kunne fastsættes straf i form af
bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 3, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 43, fastsætter, at hvis der med en overtrædelse er op‐
nået en økonomisk fordel, konfiskeres denne efter reglerne i
straffelovens 9. kapitel, selv om der ved overtrædelsen ikke
er forvoldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor. Kan
der ikke ske konfiskation, vil der skulle tages særskilt hen‐
syn til dette ved strafudmåling af bøde, herunder en eventuel
tillægsbøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 4, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 43, fastsætter, at har nogen ved en eller flere handlin‐
ger eller undladelser begået flere overtrædelser af loven, og
medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, vil bødestraf‐
fen for hver overtrædelse blive sammenlagt. Har nogen ved
en eller flere handlinger eller undladelser overtrådt loven
og en eller flere andre love, og medfører overtrædelserne
idømmelse af bøde, vil bødestraffen for hver overtrædelse af
denne lov og bødestraffen for overtrædelsen af den eller de
andre love blive sammenlagt.
Den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 5, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 43, fastsætter, at den foreslåede bestemmelse i § 15,
stk. 4, vil kunne fraviges, når særlige grunde taler herfor.
Den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 6, jf. lovforslagets §
1, nr. 43, fastsætter, at der vil kunne pålægges selskaber m.v.
(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens
5. kapitel.
Den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 3, jf. lovforslagets §
2, nr. 6, fastsætter bl.a., at leverandøren efter anmodning
fra kontrolmyndigheden vil skulle give alle oplysninger,
som er nødvendige for varetagelsen af kontrolmyndighedens
kontrol efter stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 4, jf. lovforslagets §
2, nr. 7, fastsætter, at kontrolmyndigheden over for forhand‐
leren udover oplysninger om, hvorfra denne har erhvervet
et energirelateret produkt, vil kunne kræve at få forelagt
relevante dokumenter, tekniske specifikationer, data eller
oplysninger om overensstemmelse og tekniske aspekter af
produktet, herunder adgang til indlejret software ved de tek‐
niske aspekter ved et produkt, i det omfang en sådan adgang
er nødvendigt for at vurdere produktets overensstemmelse
med reglerne om energimærkning.
Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 3, jf. lovforslagets
§ 2, nr. 9, fastsætter, at kontrolmyndigheden som led i sin
kontrol vil kunne udtage ethvert energirelateret produkt, her‐
under ved brug af skjult identitet.
Den foreslåede beføjelse i § 4, stk. 1, jf. lovforslagets § 2,
nr. 11, fastsætter, at kontrolmyndigheden til enhver tid mod
behørig legitimation og uden retskendelse vil have adgang
til alle erhvervsmæssige lokaliteter og transportmidler, hvor
der kan findes energirelaterede produkter, som er omfattet
196
af denne lovs anvendelsesområde, med henblik på udtagning
til måling og kontrol.
Den foreslåede beføjelse i § 4, stk. 2, jf. lovforslagets §
2, nr. 11, fastsætter, at kontrolmyndigheden, som led i kon‐
trolbesøget, vil kunne foretage tekniske undersøgelser af et
produkt på stedet.
Den foreslåede beføjelse i § 4, stk. 3, jf. lovforslagets §
2, nr. 11, fastsætter, at kontrolmyndigheden, som en del af
dokumentationen af kontrolbesøget, vil kunne fotografere
og optage video samt medtage prøver til nærmere analyse
eller undersøgelse.
Den foreslåede beføjelse i § 4, stk. 4, jf. lovforslagets §
2, nr. 11, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne være
bistået af en eller flere uafhængige sagkyndige i forbindelse
med adgangen efter stk. 1 og tekniske undersøgelser efter
stk. 2.
Den foreslåede beføjelse i § 4, stk. 5, 1. pkt., jf. lovforsla‐
gets § 2, nr. 11, fastsætter, at politiet om nødvendigt vil
kunne yde bistand til kontrollens gennemførelse.
Den foreslåede beføjelse i § 4, stk. 5, 2. pkt., jf. lovforsla‐
gets § 2, nr. 11, fastsætter, at klima-, energi- og forsynings‐
ministeren efter forhandling med justitsministeren vil kunne
fastsætte nærmere regler om politiets bistand.
Den foreslåede bestemmelse i § 5, jf. lovforslagets § 2, nr.
12, fastsætter, at kontrolmyndigheden for forhold vedrøren‐
de energirelaterede produkter, der strider mod energimærk‐
ningsforordningen, delegerede retsakter, loven eller regler
fastsat i medfør af loven, vil kunne træffe afgørelse over
for enhver, der har bragt et produkt i omsætning eller taget
det i brug, eller som har været et led i afsætningen af et
produkt, om en eller flere af de følgende foranstaltninger,
som fremgår af bestemmelsens stk. 1, nr. 1-9.
Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, nr. 1, jf. lovforsla‐
gets § 2, nr. 12, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne
træffe afgørelse om påbud om at bringe forhold vedrørende
det energirelaterede produkt i overensstemmelse med krave‐
ne.
Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, nr. 2, jf. lovforsla‐
gets § 2, nr. 12, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne
træffe afgørelse om påbud om at sikre, at det energirelatere‐
de produkt ikke udgør en risiko.
Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, nr. 3, jf. lovforsla‐
gets § 2, nr. 12, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne
træffe afgørelse om påbud om at overholde visse betingelser,
inden det energirelaterede produkt bringes i omsætning eller
gøres tilgængeligt på markedet.
Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, nr. 4, jf. lovforsla‐
gets § 2, nr. 12, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne
træffe afgørelse om påbud om at advare brugerne om de risi‐
ci, der er ved det energirelaterede produkt, eller at anbringe
advarsler på produktet.
Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, nr. 5, jf. lovfor‐
slagets § 2, nr. 12, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil
kunne træffe afgørelse om at standse markedsføring, der kan
vildlede brugerne.
Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, nr. 6, jf. lovforsla‐
gets § 2, nr. 12, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne
træffe afgørelse om forbud mod at bringe det energirelate‐
rede produkt i omsætning, tage det i brug, gøre det tilgæn‐
geligt på markedet eller om forbud mod markedsføring af
produktet.
Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, nr. 7, jf. lovforsla‐
gets § 2, nr. 12, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne
træffe afgørelse om at påbyde, at produktet tilbagetrækkes
fra markedet.
Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, nr. 8, jf. lovforsla‐
gets § 2, nr. 12, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne
træffe afgørelse om at påbyde, at produktet tilbagekaldes fra
brugerne.
Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, nr. 9, jf. lovforsla‐
gets § 2, nr. 12, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne
træffe afgørelse om at destruere produktet eller gøre det
ubrugeligt.
Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 2, jf. lovforslagets §
2, nr. 12, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne lægge
undersøgelser eller afgørelser i forhold til energirelaterede
produkter, som er truffet i en anden medlemsstat, til grund
for egne afgørelser.
Den foreslåede bestemmelse i § 5 a, jf. lovforslagets § 2, nr.
13, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne træffe afgø‐
relse over for enhver anden erhvervsdrivende, der har en
tilknytning til produktet end den erhvervsdrivende, der har
gjort det energirelaterede produkt tilgængeligt på markedet,
om på relevant måde at bidrage til at begrænse og forhindre
risici i at opstå.
Den foreslåede bestemmelse i § 5 b, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 2, nr. 13, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne
påbyde ejeren af en onlinegrænseflade at ændre eller fjerne
indhold, der henviser til et energirelateret produkt, der ikke
er i overensstemmelse med regler i denne lov, regler fastsat i
medfør af denne lov eller en gennemførelsesforanstaltning.
Den foreslåede bestemmelse i § 5 b, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 2, nr. 13, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne
påbyde ejeren af en onlinegrænseflade udtrykkeligt at vise
en advarsel til slutbrugerne i forbindelse med indhold, der
henviser til et energirelateret produkt, der ikke er i overens‐
stemmelse med denne lov, regler fastsat i medfør af loven
eller en gennemførelsesforanstaltning, når slutbrugerne får
adgang til onlinegrænsefladen.
197
Den foreslåede bestemmelse i § 5 c, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 2, nr. 13, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne
foranledige blokering af en onlinegrænseflade, hvis et påbud
efter den foreslåede § 5 b ikke er efterkommet, eller online‐
grænsefladen gentagne gange har solgt eller formidlet salg
af energirelaterede produkter, der udgør en alvorlig risiko.
Den foreslåede bestemmelse i § 5 c, stk. 2, 1. pkt., jf. lovfor‐
slagets § 2, nr. 13, fastsætter, at afgørelse efter stk. 1 om
blokering af en onlinegrænseflade vil blive truffet af retten
ved kendelse efter kontrolmyndighedens begæring.
Den foreslåede bestemmelse i § 5 c, stk. 2, 2. pkt., jf.
lovforslagets § 2, nr. 13, fastsætter, at inden retten træffer
afgørelse, vil den så vidt muligt give parten, som indgrebet
retter sig mod, adgang til at udtale sig.
Den foreslåede bestemmelse i § 5 c, stk. 2, 3. pkt., jf. lovfor‐
slagets § 2, nr. 13, fastsætter, at i kendelsen, jf. 1. pkt., vil
de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at
betingelserne for indgrebet er opfyldt, blive anført.
Den foreslåede bestemmelse i § 5 c, stk. 3, jf. lovforslagets
§ 2, nr. 13, fastsætter, at det vil påhvile udbydere af infor‐
mationssamfundstjenester at bistå kontrolmyndigheden ved
gennemførelsen af kendelser efter stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse i § 5 c, stk. 4, 1. pkt., jf.
lovforslagets § 2, nr. 13, fastsætter, at kontrolmyndigheden
vil skulle påse, at et indgreb efter stk. 1 ikke opretholdes
ud over det tidsrum, hvor grundlaget for blokeringen er til
stede.
Den foreslåede bestemmelse i § 5 c, stk. 4, 2. pkt., jf.
lovforslagets § 2, nr. 13, fastsætter, at kontrolmyndigheden
af egen drift eller på foranledning af den, som indgrebet
retter sig mod, vil skulle træffe afgørelse om ophævelse af
blokeringen.
Den foreslåede bestemmelse i § 5 c, stk. 5, 1. pkt., jf. lovfor‐
slagets § 2, nr. 13, fastsætter, at fremsætter den, som indgre‐
bet efter stk. 1 retter sig mod, anmodning om, at blokeringen
ophæves, og støttes denne anmodning på, at der er sket
væsentlige ændringer i indholdet af onlinegrænsefladen, vil
kontrolmyndigheden, hvis blokeringen ikke ophæves i med‐
før af lovforslagets § 5 c, stk. 4, snarest muligt skulle ind‐
bringe spørgsmålet for retten.
Den foreslåede bestemmelse i § 5 c, stk. 5, 2. pkt., jf. lov‐
forslagets § 2, nr. 13, fastsætter, at retten ved kendelse vil
afgøre, om indgrebet skal opretholdes.
Den foreslåede bestemmelse i § 5 c, stk. 5, 3. pkt., jf. lovfor‐
slagets § 2, nr. 13, fastsætter, at tages en anmodning ikke til
følge, vil ny anmodning ikke kunne fremsættes, før der er
forløbet 3 måneder fra kendelsens afsigelse.
Den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 2, nr. 15, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne
offentliggøre resultater af kontrol og afgørelser truffet efter
§ 5, stk. 1, nr. 1-9, og §§ 5-5 c.
Den foreslåede bestemmelse i § 11 a, jf. lovforslagets§ 2, nr.
17, fastsætter, at kontrolmyndigheden vil kunne pålægge ud‐
bydere af informationssamfundstjenester tvangsbøder med
henblik på at gennemtvinge handlinger, som det påhviler
udbyderne at foretage efter §§ 5 b og 5 c.
Den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 2, nr. 17, fastsætter, at medmindre strengere straf er for‐
skyldt efter anden lovgivning, vil den, der overtræder nr.
1-12, kunne straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1, nr. 1, jf. lovfor‐
slagets § 2, nr. 17, fastsætter, at den, der som leverandør
ikke overholder sine forpligtelser i henhold til energimærk‐
ningsforordningens artikel 3, stk. 1, 1. eller 3. pkt., eller stk.
2-5, vil kunne straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1, nr. 2, jf. lovfor‐
slagets § 2, nr. 17, fastsætter, at den, der som leverandør
ikke overholder sin forpligtelse til at indlæse de nødvendi‐
ge oplysninger i produktdatabasen i henhold til energimærk‐
ningsforordningens artikel 4, stk. 1-2, stk. 4, 2. pkt., eller
stk. 6, 1. pkt., og artikel 12, stk. 5, og bilag I, stk. 1 og stk. 3,
vil kunne straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1, nr. 3, jf. lovfor‐
slagets § 2, nr. 17, fastsætter, at den, der som forhandler ikke
overholder sine forpligtelser i henhold til energimærknings‐
forordningens artikel 5, vil kunne straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1, nr. 4, jf. lovfor‐
slagets § 2, nr. 17, fastsætter, at den, der som leverandør
eller forhandler ikke overholder sine forpligtelser i henhold
til energimærkningsforordningens artikel 6, vil kunne straf‐
fes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1, nr. 5, jf. lovfor‐
slagets § 2, nr. 17, fastsætter, at den, der som leverandør
undlader at afgive oplysninger, som vedkommende er for‐
pligtet til at give efter § 2, stk. 3, eller afgiver urigtige eller
vildledende oplysninger, vil kunne straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1, nr. 6, jf. lovfor‐
slagets § 2, nr. 17, fastsætter, at den, der som leverandør
eller forhandler hindrer adgang til udtagelse af produkter, jf.
produktenergimærkningslovens § 4, vil kunne straffes med
bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1, nr. 7, jf. lovfor‐
slagets § 2, nr. 17, fastsætter, at den, der som forhandler
undlader at afgive oplysninger, som vedkommende er for‐
pligtet til at give efter produktenergimærkningslovens § 2,
stk. 4, eller afgiver urigtige eller vildende oplysninger, vil
kunne straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1, nr. 8, jf. lovfor‐
slagets § 2, nr. 17, fastsætter, at den, der som kunde undlader
198
at afgive oplysninger, som vedkommende er forpligtet til at
give efter § 2, stk. 5, vil kunne straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1, nr. 9, jf. lovfor‐
slagets § 2, nr. 17, fastsætter, at den, der som leverandør
undlader at efterkomme anmodning om data i henhold til
energimærkningsforordningens artikel 12, stk. 6, vil kunne
straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1, nr. 10, jf. lovfor‐
slagets § 2, nr. 17, fastsætter, at den, der som leverandør
undlader at stille en elektronisk udgave af den tekniske do‐
kumentation til rådighed inden for 10 dage efter anmodning
herom i henhold til energimærkningsforordningens artikel
20, stk. 3, vil kunne straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1, nr. 11, jf. lovfor‐
slagets § 2, nr. 17, fastsætter, at den, der overtræder eller
undlader at efterkomme en afgørelse efter § 5, stk. 1, nr. 1-9,
§ 5 a eller § 5 b, vil kunne straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1, nr. 12, jf. lovfor‐
slagets § 2, nr. 17, fastsætter, at medmindre strengere straf
er forskyldt efter anden lovgivning, vil den, der omgår eller
unddrager sig kontrolmyndighedens kontrol eller forsøger
herpå, kunne straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 2, nr. 17, fastsætter, at i regler, der er udstedt i medfør af
denne lov, vil der kunne fastsættes straf i form af bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 3, 1. pkt., jf. lov‐
forslagets § 2, nr. 17, fastsætter, at har nogen ved én eller
flere handlinger eller undladelser begået flere overtrædelser
af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov, og
medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, vil bødestraf‐
fen for hver overtrædelse blive sammenlagt.
Den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 3, 2. pkt., jf. lovfor‐
slagets § 2, nr. 17, fastsætter, at har nogen ved én eller flere
handlinger overtrådt denne lov eller regler fastsat i medfør
af denne lov og én eller flere andre love, og medfører over‐
trædelserne idømmelse af bøde, vil bødestraffen for hver
overtrædelse af denne lov eller regler fastsat i medfør af
denne lov og bødestraffen for overtrædelsen af den eller de
andre love blive sammenlagt.
Den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 4, jf. lovforslagets §
2, nr. 17, fastsætter, at kumulation efter det foreslåede § 12,
stk. 3, vil kunne fraviges.
Den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 5, jf. lovforslagets §
2, nr. 17, fastsætter, at der vil kunne pålægges selskaber m.v.
(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens
5. kapitel.
I den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 7, jf. lovforsla‐
gets § 3, nr. 2, udvides definitionen af erhvervsdrivende til
også at omfatte udbydere af distributionstjenester.
I den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 15, jf. lov‐
forslagets § 3, nr. 3, foreslås der fastsat en definition af
onlinegrænseflader.
I den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 19, jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 4, foreslås der fastsat en ny definition af
risiko.
I de foreslåede bestemmelser i § 2, stk. 1, nr. 21 og 22, jf.
lovforslagets § 3, nr. 5, foreslås der fastsat en definition af
udbydere af distributionstjenester og udbydere af informati‐
onssamfundstjenester.
Den foreslåede bestemmelse i § 3 a, jf. lovforslagets § 3,
nr. 6, fastsætter, at der vil skulle være en ansvarlig erhvervs‐
drivende etableret i EU, for at det vil være lovligt at bringe
apparater i omsætning eller gøre dem tilgængelige på mar‐
kedet.
Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, 1. og 2. pkt., jf.
lovforslagets § 3, nr. 9, fastsætter, at fabrikanten vil skulle
angive sine kontaktoplysninger på apparatet eller på dets
emballage, pakken eller et medfølgende dokument.
Den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 10, fastsætter, at fabrikanten vil skulle underrette
Sikkerhedsstyrelsen, hvis vedkommende har grund til at tro,
at et apparat, som fabrikanten har bragt i omsætning, udgør
en risiko.
Den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 3, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 11, fastsætter, at fabrikanten vil skulle give Sikker‐
hedsstyrelsen al den information og dokumentation, som
styrelsen anmoder om, på et sprog, som er letforståeligt for
Sikkerhedsstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 4, jf. lovforslagets §
3, nr. 11, fastsætter, at fabrikanten vil skulle samarbejde med
Sikkerhedsstyrelsen og herunder efter en begrundet anmod‐
ning sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendige korrige‐
rende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende
overensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på
det pågældende apparat. Hvis dette ikke er muligt, vil fabri‐
kanten skulle begrænse de risici, der er forbundet med det
pågældende apparat, når det påbydes af Sikkerhedsstyrelsen
eller på eget initiativ, når fabrikanten skønner eller har grund
til at tro, at det pågældende apparat udgør en risiko.
Den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 1, 2. pkt., jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 12, fastsætter, at den bemyndigede repræsen‐
tant vil skulle være bemyndiget af fabrikanten til at udføre
de opgaver, som er oplistet i det foreslåede § 7, stk. 4,
jf. lovforslagets § 3, nr. 14, hvis der ikke findes en anden
ansvarlig erhvervsdrivende.
Den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 1, 3. pkt., jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 12, fastsætter, at den bemyndigede repræsen‐
tant vil skulle udføre de opgaver, der er fastsat i fuldmagten.
Den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 13, fastsætter, at den bemyndigede repræsentant vil
199
skulle råde over passende midler til at kunne udføre sine
opgaver.
Den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 4, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 14, fastsætter, at den bemyndigede repræsentant vil
skulle angive sine kontaktoplysninger på apparatet eller på
dets emballage, pakken eller et medfølgende dokument. Den
bemyndigede repræsentant vil endvidere skulle opbevare
den tekniske dokumentation og EU-overensstemmelseser‐
klæringen og vil skulle verificere, at disse er udarbejdet
samt sørge for, at disse står til rådighed for Sikkerhedssty‐
relsen i 10 år efter, at apparatet er bragt i omsætning. Her‐
udover vil den bemyndigede repræsentant på anmodning
skulle give Sikkerhedsstyrelsen en kopi af sin fuldmagt samt
al den øvrige information og dokumentation, som vurderes
nødvendig. Endelig vil den bemyndigede repræsentant skul‐
le underrette Sikkerhedsstyrelsen, hvis repræsentanten har
grund til at tro, at et apparat udgør en risiko, samt samar‐
bejde med Sikkerhedsstyrelsen med at sikre, at der træffes
korrigerende tiltag over for disse apparater, eller sikre, at
risikoen begrænses.
Den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 3, 1. og 2. pkt., jf.
lovforslagets § 3, nr. 16, fastsætter, at importøren vil skulle
angive sine kontaktoplysninger på apparatet eller på dets
emballage, pakken eller et medfølgende dokument.
Bestemmelsen i § 8, stk. 6, jf. lovforslagets § 3, nr. 19, som
fastsætter, at udgør et apparat en risiko, skal importøren un‐
derrette fabrikanten og Sikkerhedsstyrelsen herom, foreslås
ophævet.
Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 20, fastsætter, at importøren vil skulle underrette
Sikkerhedsstyrelsen, hvis vedkommende har grund til at tro,
at et apparat, som denne har bragt i omsætning, udgør en
risiko.
Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 3, jf. lovforslagets §
3, nr. 21, fastsætter, at importøren på grundlag af begrundet
anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen vil skulle give styrelsen
al information og dokumentation, der er nødvendig for at
konstatere apparatets overensstemmelse med de krav, der
finder anvendelse på det pågældende apparat, på et sprog,
der er letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 4, jf. lovforslagets §
3, nr. 21, fastsætter, at importøren vil skulle samarbejde med
Sikkerhedsstyrelsen og herunder efter en begrundet anmod‐
ning sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendige korrige‐
rende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende
overensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på
det pågældende apparat. Hvis dette ikke er muligt, vil im‐
portøren skulle begrænse de risici, der er forbundet med det
pågældende apparat, når det påbydes af Sikkerhedsstyrelsen
eller på eget initiativ, når importøren skønner eller har grund
til at tro, at det pågældende apparat udgør en risiko.
Den foreslåede bestemmelse i § 11 a, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 24, fastsætter, at udbyderen af distributionstjenester
vil skulle angive sine kontaktoplysninger på apparatet eller
på dets emballage, pakken eller et medfølgende dokument.
Den foreslåede bestemmelse i § 11 a, stk. 2, nr. 1, jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 24, fastsætter, at udbyderen af distributions‐
tjenester vil skulle verificere, at den tekniske dokumentation
og EU-overensstemmelseserklæringen er udarbejdet, og ud‐
byderen vil skulle sikre, at disse kan stilles til rådighed for
Sikkerhedsstyrelsen i 10 år efter, at denne har bragt appara‐
tet i omsætning.
Den foreslåede bestemmelse i § 11 a, stk. 2, nr. 2, jf. lov‐
forslagets § 3, nr. 24, fastsætter, at udbyderen af distributi‐
onstjenester vil skulle underrette Sikkerhedsstyrelsen, hvis
udbyderen har grund til at tro, at et apparat, som denne
har bragt i omsætning, udgør en risiko. Udbyderen af dis‐
tributionstjenester vil skulle give nærmere oplysninger om
apparatets manglende overensstemmelse med kravene og
eventuelle foranstaltninger, der er truffet, for at fjerne risiko‐
en.
Den foreslåede bestemmelse i § 11 a, stk. 2, nr. 3, jf.
lovforslagets § 3, nr. 24, fastsætter, at udbyderen af distri‐
butionstjenester vil skulle give Sikkerhedsstyrelsen al den
information og dokumentation, som styrelsen anmoder om,
på et sprog, som er letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse i § 11 a, stk. 2, nr. 4, 1. pkt., jf.
lovforslagets § 3, nr. 24, fastsætter, at udbyderen af distribu‐
tionstjenester vil skulle samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen
og efter en begrundet anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen
sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendige korrigerende
tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende over‐
ensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på det
pågældende apparat.
Den foreslåede bestemmelse i § 11 a, stk. 2, nr. 4, 2. pkt.,
fastsætter, at udbyderen af distributionstjenester vil have
pligt til på eget initiativ at begrænse de risici, der er for‐
bundet med et apparat, hvis det ikke har været muligt på
baggrund af Sikkerhedsstyrelsens begrundende anmodning
at afhjælpe en manglende overensstemmelse med de krav,
der finder anvendelse på apparatet, jf. § 11 a, stk. 2, nr. 4,
1. pkt., og hvis udbyderen af distributionstjenester skønner
eller har grund til at tro, at apparatet udgør en risiko.
Den foreslåede bestemmelse i § 11 b, jf. lovforslagets §
3, nr. 24, fastsætter, at udbyderen af informationssamfunds‐
tjenester på anmodning af Sikkerhedsstyrelsen og i særlige
tilfælde vil skulle samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen med
henblik på at fremme ethvert tiltag, der træffes, for at elimi‐
nere eller, hvis dette ikke er muligt, begrænse de risici, der
er forbundet med et apparat, der udbydes eller var udbudt til
salg online gennem deres tjenester.
Den foreslåede bestemmelse i § 17 a, jf. lovforslagets §
3, nr. 25, fastsætter, at der vil skulle være en ansvarlig er‐
hvervsdrivende etableret i EU, for at det vil være lovligt at
bringe radioudstyr i omsætning eller gøre det tilgængeligt på
markedet.
200
Den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 1, 1. og 2. pkt., jf.
lovforslagets § 3, nr. 29, fastsætter, at fabrikanten vil skulle
angive sine kontaktoplysninger på radioudstyret eller på dets
emballage, pakken eller et medfølgende dokument.
Den foreslåede bestemmelse i § 20, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 31, fastsætter, at fabrikanten vil skulle underrette
Sikkerhedsstyrelsen, hvis vedkommende har grund til at tro,
at radioudstyr, som denne har bragt i omsætning, udgør en
risiko.
Den foreslåede bestemmelse i § 20, stk. 3, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 32, fastsætter, at fabrikanten vil skulle give Sikker‐
hedsstyrelsen al den information og dokumentation, som
styrelsen anmoder om på et sprog, som er letforståeligt for
Sikkerhedsstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse i § 20, stk. 4, jf. lovforslagets §
3, nr. 32, fastsætter, at fabrikanten vil skulle samarbejde med
Sikkerhedsstyrelsen og herunder efter en begrundet anmod‐
ning sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendige korrige‐
rende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende
overensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på
det pågældende radioudstyr. Hvis dette ikke er muligt, vil
fabrikanten begrænse de risici, der er forbundet med det
pågældende radioudstyr, når det påbydes af Sikkerhedssty‐
relsen eller på eget initiativ, når fabrikanten skønner eller
har grund til at tro, at det pågældende radioudstyr udgør en
risiko.
Den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 1, 2. pkt., jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 33, fastsætter, at den bemyndigede repræsen‐
tant vil skulle være bemyndiget af fabrikanten til at udføre
de opgaver, som er oplistet i det foreslåede § 21, stk. 4, jf.
det foreslåede § 3, nr. 34, hvis der ikke findes en anden
ansvarlig erhvervsdrivende.
Den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 1, 3. pkt., jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 33, fastsætter, at den bemyndigede repræsen‐
tant vil skulle udføre de opgaver, der er fastsat i fuldmagten.
Den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 3, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 34, fastsætter, at den bemyndigede repræsentant
vil skulle være bemyndiget af fabrikanten til at udføre de
opgaver, som er oplistet i det foreslåede § 21, stk. 4, jf. lov‐
forslagets § 3, nr. 35, hvis der ikke findes en anden ansvarlig
erhvervsdrivende.
Den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 4, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 35, fastsætter, at den bemyndigede repræsentant
vil skulle angive sine kontaktoplysninger på radioudstyret
eller på dets emballage, pakken eller et medfølgende doku‐
ment. Den bemyndigede repræsentant vil endvidere skulle
opbevare den tekniske dokumentation og EU-overensstem‐
melseserklæringen og vil skulle verificere, at disse er ud‐
arbejdet samt sørge for, at disse står til rådighed for Sik‐
kerhedsstyrelsen i 10 år efter, at radioudstyret er bragt i
omsætning. Herudover vil den bemyndigede repræsentant
på anmodning skulle give Sikkerhedsstyrelsen en kopi af
sin fuldmagt samt al den øvrige information og dokumenta‐
tion, som vurderes nødvendig. Endelig vil den bemyndige‐
de repræsentant skulle underrette Sikkerhedsstyrelsen, hvis
repræsentanten har grund til at tro, at radioudstyret udgør
en risiko samt samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen med at
sikre, at der træffes korrigerende tiltag over for dette radio‐
udstyr, eller sikre, at risikoen begrænses.
Den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 3, 1. og 2. pkt., jf.
lovforslagets § 3, nr. 37, fastsætter, at importøren vil skulle
angive sine kontaktoplysninger på radioudstyret eller på dets
emballage, pakken eller et medfølgende dokument.
I medfør af lovforslagets § 3, nr. 40, foreslås bestemmelsen
i lovens § 22, stk. 6, ophævet. Bestemmelsen fastsætter en
underretningspligt for importører af radioudstyr.
Den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2, jf. lovforslagets §
3, nr. 41, fastsætter, at importøren straks vil skulle underrette
Sikkerhedsstyrelsen, hvis vedkommende har grund til at tro,
at radioudstyr, som denne har bragt i omsætning, udgør
en risiko. Importøren vil skulle give nærmere oplysninger
om radioudstyrets manglende overensstemmelse de krav, der
finder anvendelse på det pågældende radioudstyr, og eventu‐
elle foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen. Ud‐
gør radioudstyret en risiko, vil importøren endvidere skulle
underrette fabrikanten herom.
Den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 3, jf. lovforslagets §
3, nr. 42, fastsætter, at importøren på grundlag af begrundet
anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen vil skulle give styrelsen
al information og dokumentation, der er nødvendig for at
konstatere radioudstyrs overensstemmelse, på et sprog, der
er letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 4, jf. lovforslagets §
3, nr. 42, fastsætter, at importøren vil skulle samarbejde med
Sikkerhedsstyrelsen og herunder efter en begrundet anmod‐
ning sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendige korrige‐
rende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende
overensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på
det pågældende radioudstyr. Hvis dette ikke er muligt, vil
importøren skulle begrænse de risici, der er forbundet med
det pågældende radioudstyr, når det påbydes af Sikkerheds‐
styrelsen eller på eget initiativ, når importøren skønner eller
har grund til at tro, at det pågældende radioudstyr udgør en
risiko.
Den foreslåede bestemmelse i § 25 a, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 45, fastsætter, at udbyderen af distributionstjenester
vil skulle angive sine kontaktoplysninger på radioudstyret
eller på dets emballage, pakken eller et medfølgende doku‐
ment.
Den foreslåede bestemmelse i § 25 a, stk. 2, nr. 1, jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 45, fastsætter, at udbyderen af distributions‐
tjenester vil skulle verificere, at den tekniske dokumentation
og EU-overensstemmelseserklæringen er udarbejdet, og ud‐
byderen vil skulle sikre, at disse kan stilles til rådighed for
Sikkerhedsstyrelsen i 10 år efter, at denne har bragt radioud‐
styret i omsætning.
201
Den foreslåede bestemmelse i § 25 a, stk. 2, nr. 2, jf. lov‐
forslagets § 3, nr. 45, fastsætter, at udbyderen af distributi‐
onstjenester vil skulle underrette Sikkerhedsstyrelsen, hvis
udbyderen har grund til at tro, at radioudstyr, som denne
har bragt i omsætning, udgør en risiko. Udbyderen af dis‐
tributionstjenester vil skulle give nærmere oplysninger om
radioudstyrets manglende overensstemmelse med kravene
og eventuelle foranstaltninger, der er truffet for at fjerne
risikoen.
Den foreslåede bestemmelse i § 25 a, stk. 2, nr. 3, jf.
lovforslagets § 3, nr. 45, fastsætter, at udbyderen af distri‐
butionstjenester vil skulle give Sikkerhedsstyrelsen al den
information og dokumentation, som styrelsen anmoder om,
på et sprog, som er letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse i § 25 a, stk. 2, nr. 4, 1. pkt., jf.
lovforslagets § 3, nr. 45, fastsætter, at udbyderen af distribu‐
tionstjenester vil skulle samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen
og efter en begrundet anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen
sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendige korrigerende
tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende over‐
ensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på det
pågældende radioudstyr.
Den foreslåede bestemmelse i § 25 a, stk. 2, nr. 4, 2. pkt.,
fastsætter endvidere, at udbyderen af distributionstjenester
vil have pligt til på eget initiativ at begrænse de risici, der er
forbundet med radioudstyr, hvis det ikke har været muligt på
baggrund af Sikkerhedsstyrelsens begrundende anmodning
at afhjælpe en manglende overensstemmelse med de krav,
der finder anvendelse på radioudstyret, jf. § 25 a, stk. 2,
nr. 4, 1. pkt., og hvis udbyderen af distributionstjenester
skønner eller har grund til at tro, at radioudstyret udgør en
risiko.
Den foreslåede bestemmelse i § 25 b, jf. lovforslagets §
3, nr. 45, fastsætter, at udbyderen af informationssamfunds‐
tjenester på anmodning af Sikkerhedsstyrelsen og i særlige
tilfælde vil skulle samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen med
henblik på at fremme ethvert tiltag, der træffes, for at elimi‐
nere eller, hvis dette ikke er muligt, begrænse de risici, der
er forbundet med radioudstyr, der udbydes eller var udbudt
til salg online gennem deres tjenester.
Den foreslåede bestemmelse i § 32, jf. lovforslagets § 3, nr.
48, fastsætter, at Sikkerhedsstyrelsen vil være kontrolmyn‐
dighed, medmindre andet følger af denne lov.
Den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 49, fastsætter, at Sikkerhedsstyrelsen og Telekla‐
genævnet af erhvervsdrivende, fabrikanter af faste anlæg
eller den ansvarlige for installationen af et fast anlæg ved
en begrundet anmodning vil kunne kræve oplysninger og
materiale, herunder oplysninger, som skønnes nødvendige i
forbindelse med administration af loven og regler fastsat i
medfør heraf.
Den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 50, fastsætter, at Energistyrelsen og Teleklagenævnet
af den ansvarlige for anvendelsen af et apparat, fast anlæg
og radioudstyr og udbydere af offentlige elektroniske kom‐
munikationsnet eller -tjenester ved en begrundet anmodning
vil kunne kræve oplysninger og materiale, som skønnes
nødvendigt i forbindelse med administration af loven og
regler fastsat i medfør heraf.
Den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 3, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 50, fastsætter, at Sikkerhedsstyrelsen af fabrikanter,
bemyndigede repræsentanter, importører og distributører vil
kunne kræve oplysninger, der identificerer enhver erhvervs‐
drivende, fra hvem den pågældende inden for 10 år har fået
leveret et apparat eller radioudstyr, og enhver erhvervsdri‐
vende, som den pågældende inden for 10 år har leveret et
apparat eller radioudstyr til.
Den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 4, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 50, fastsætter, at Sikkerhedsstyrelsen ud over den
foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 3, af erhvervsdrivende
vil kunne kræve relevante oplysninger om forsyningskæden,
om de nærmere detaljer for distributionsnettet, om mængder
af apparater eller radioudstyr på markedet og om andre pro‐
duktmodeller, der har de samme tekniske egenskaber som
det pågældende apparat eller radioudstyr.
Den foreslåede bestemmelse i § 34, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 52, fastsætter, at undlader en erhvervsdrivende, en
fabrikant af et fast anlæg eller en ansvarlig for installationen
af et fast anlæg i forbindelse med en konkret kontrolsag
at give de oplysninger eller fremlægge det materiale, som
Sikkerhedsstyrelsen kræver, vil Sikkerhedsstyrelsen kunne
træffe afgørelse over for vedkommende.
Den foreslåede bestemmelse i § 34, stk. 2, jf. lovforslagets §
3, nr. 52, fastsætter, at giver den ansvarlige for anvendelsen
af et apparat, et fast anlæg eller radioudstyr ikke de oplys‐
ninger eller fremlægger det materiale, som Energistyrelsen
anmoder om i forbindelse med en konkret kontrolsag, kan
Energistyrelsen nedlægge forbud mod, at apparatet, det faste
anlæg eller radioudstyret anvendes.
Den foreslåede bestemmelse i § 34, stk. 3, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 52, fastsætter, at modtager Sikkerhedsstyrelsen ikke
oplysninger eller materiale, som styrelsen anmoder om, og
er der ikke tale om en konkret kontrolsag, vil Sikkerhedssty‐
relsen kunne give påbud om at give oplysningerne eller at
fremlægge materialet.
Den foreslåede bestemmelse i § 34, stk. 4, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 52, fastsætter, at modtager Sikkerhedsstyrelsen ikke
oplysninger eller materiale, som styrelsen anmoder om i
medfør af § 33, stk. 1, 3 eller 4, og er der ikke tale om
en konkret kontrolsag, vil Sikkerhedsstyrelsen kunne give
påbud om at give oplysningerne eller at fremlægge materia‐
let.
Det foreslås inden § 36, i lovforslagets § 3, nr. 54, at indsæt‐
te overskriften ”Udtagelse og undersøgelse af apparater og
radioudstyr”.
202
Den foreslåede bestemmelse i § 36, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 55, fastsætter, at Sikkerhedsstyrelsen som led i kon‐
trollen med overholdelsen af loven og regler fastsat i med‐
før heraf vil kunne udtage ethvert apparat eller radioudstyr,
herunder ved brug af skjult identitet. Udtagelsen vil kunne
foretages uden betaling, eller Sikkerhedsstyrelsen vil kunne
kræve udgiften refunderet.
Den foreslåede bestemmelse i § 36, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 55, fastsætter, at erhvervsdrivende på Sikkerheds‐
styrelsens anmodning vil være forpligtede til at indsende
eller udlevere apparatet eller radioudstyret til kontrol. Den
erhvervsdrivende, som apparatet eller radioudstyret udtages
fra, vil skulle afholde udgiften til eventuel fragt til den loka‐
litet, Sikkerhedsstyrelsen anviser.
Den foreslåede bestemmelse i § 36, stk. 3, 1. pkt., jf. lov‐
forslagets § 3, nr. 55, fastsætter, at Sikkerhedsstyrelsen vil
kunne foretage eller få foretaget tekniske undersøgelser af
apparater og radioudstyr udtaget i medfør af det foreslåede
stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse i § 36, stk. 3, 2. pkt., jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 55, fastsætter, at Sikkerhedsstyrelsen vil kun‐
ne kræve omkostninger forbundet med de eksterne tekniske
undersøgelser, jf. 1. pkt., refunderet af den erhvervsdriven‐
de, hvis der træffes afgørelse over for den erhvervsdrivende
i forbindelse med undersøgelsen.
Den foreslåede bestemmelse i § 36, stk. 4, 1. pkt., jf. lov‐
forslagets § 3, nr. 55, fastsætter, at Sikkerhedsstyrelsen vil
kunne indhente erklæringer fra sagkyndige, som styrelsen
skønner nødvendige for at kunne træffe afgørelse.
Den foreslåede bestemmelse i § 36, stk. 4, 2. pkt., jf. lov‐
forslagets § 3, nr. 55, fastsætter, at Sikkerhedsstyrelsen vil
kunne kræve omkostninger forbundet med indhentelse af
erklæringer fra sagkyndige, jf. 1. pkt., refunderet af den
erhvervsdrivende, hvis der træffes afgørelse over for den
erhvervsdrivende i forbindelse med undersøgelsen.
Det foreslås inden § 38 i lovforslagets § 3, nr. 58, at indsætte
overskriften ”Apparater, faste anlæg og radioudstyr, som
udgør en risiko eller ikke overholder kravene”.
Den foreslåede bestemmelse i § 38, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 59, fastsætter, at udgør et apparat eller radioudstyr
en risiko, eller overholder et apparat, et fast anlæg eller
radioudstyr ikke kravene i loven eller regler fastsat i medfør
heraf, kan Sikkerhedsstyrelsen over for en erhvervsdrivende,
en fabrikant af et fast anlæg eller en ansvarlig for installatio‐
nen af et fast anlæg træffe afgørelser.
Den foreslåede bestemmelse i § 38, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 59, fastsætter, at Sikkerhedsstyrelsen over for en er‐
hvervsdrivende vil kunne træffe afgørelse efter de foreslåede
stk. 1, nr. 3 eller 4, hvis et apparatet eller radioudstyr udgør
en risiko på visse betingelser for visse brugere.
Den foreslåede bestemmelse i § 38, stk. 3, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 59, fastsætter, at Sikkerhedsstyrelsen vil kunne træf‐
fe foranstaltninger for at fjerne eller begrænse en risiko
ved et apparat eller radioudstyr, herunder en alvorlig risi‐
ko. Sikkerhedsstyrelsen vil i den forbindelse kunne kræve,
at erhvervsdrivende samarbejder med styrelsen om disse
foranstaltninger. Sikkerhedsstyrelsen vil af den ansvarlige
erhvervsdrivende kunne kræve omkostninger forbundet med
de af styrelsen trufne foranstaltninger refunderet.
Den foreslåede bestemmelse i § 38, stk. 4, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 59, fastsætter, at Energistyrelsen i særlige tilfælde,
hvor radioudstyr har forårsaget eller kan forventes at ville
forårsage uacceptable forstyrrelser af samfundsvigtig kom‐
munikation, vil kunne fastsætte nærmere regler om, at fabri‐
kanter, importører og distributører ikke må bringe radioud‐
styret i omsætning eller gøre det tilgængeligt på markedet,
eller at radioudstyret skal trækkes tilbage fra markedet eller
kaldes tilbage.
Den foreslåede bestemmelse i § 39, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 59, fastsætter, at Sikkerhedsstyrelsen, hvis det er
nødvendigt, vil skulle oplyse offentligheden om apparater
og radioudstyr, der ikke er i overensstemmelse med loven
eller regler fastsat i medfør heraf.
Den foreslåede bestemmelse i § 39, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 59, fastsætter, at oplysninger, som har karakter af
forretningshemmeligheder, vil kun kunne videregives, hvis
dette er nødvendigt for at beskytte menneskers sikkerhed og
sundhed.
Den foreslåede bestemmelse i § 40, stk. 2, jf. lovforsla‐
gets § 3, nr. 60, fastsætter, at Sikkerhedsstyrelsen over
for en erhvervsdrivende vil kunne lægge undersøgelser af
apparater eller radioudstyr, som er gennemført i en anden
EU-medlemsstat, og afgørelser, som er truffet i en anden
EU-medlemsstat, til grund og træffe afgørelse i medfør af
det foreslåede § 38, stk. 1, eller den foreslåede § 40 a, over
for erhvervsdrivende, medmindre Sikkerhedsstyrelsen måtte
være nået til den modsatte konklusion på grundlag af sin
egen kontrol.
Den foreslåede bestemmelse i § 40 a, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 61, fastsætter, at Sikkerhedsstyrelsen vil kunne på‐
byde ejeren af en onlinegrænseflade at ændre eller fjerne
indhold, der henviser til et apparat eller radioudstyr, der
ikke er i overensstemmelse med loven eller regler fastsat i
medfør heraf.
Den foreslåede bestemmelse i § 40 a, stk. 2, jf. lovforsla‐
gets § 3, nr. 61, fastsætter, at Sikkerhedsstyrelsen vil kunne
påbyde ejeren af en onlinegrænseflade udtrykkeligt at vise
en advarsel til slutbrugerne i forbindelse med indhold, der
henviser til et apparat eller radioudstyr, der ikke er i over‐
ensstemmelse med loven eller regler fastsat i medfør heraf,
når slutbrugerne får adgang til onlinegrænsefladen.
Den foreslåede bestemmelse i § 40 b, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 61, fastsætter, at Sikkerhedsstyrelsen vil kunne for‐
anledige, at en onlinegrænseflade blokeres, hvis et påbud
203
efter den foreslåede § 40 a ikke er efterkommet, eller online‐
grænsefladen gentagne gange har solgt eller formidlet salg
af apparater og radioudstyr, der udgør en alvorlig risiko. Det
følger af det foreslåede stk. 2, at retten efter Sikkerhedssty‐
relsens begæring ved kendelse vil kunne træffe afgørelse om
blokering efter det foreslåede stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse i § 40 b, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 61, fastsætter, at afgørelse om blokering af en on‐
linegrænseflade vil blive truffet af retten ved kendelse efter
Sikkerhedsstyrelsens begæring. Inden retten træffer afgørel‐
se, vil den så vidt muligt skulle give parten, som indgrebet
retter sig mod, adgang til at udtale sig. I kendelsen vil de
konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at be‐
tingelserne for indgrebet er opfyldt, blive angivet.
Den foreslåede bestemmelse i § 40 b, stk. 3, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 61, fastsætter, at udbydere af informationssamfunds‐
tjenester vil skulle bistå Sikkerhedsstyrelsen ved gennemfø‐
relsen af kendelser efter det foreslåede stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse i § 40 b, stk. 4, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 61, fastsætter, at Sikkerhedsstyrelsen vil skulle påse,
at et indgreb efter det foreslåede stk. 1 ikke opretholdes
ud over det tidsrum, hvor grundlaget for blokeringen er til
stede. Sikkerhedsstyrelsen vil af egen drift eller på foranled‐
ning af den, som indgrebet retter sig mod, skulle træffe
afgørelse om ophævelse af blokeringen.
Den foreslåede bestemmelse i § 40 b, stk. 5, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 61, fastsætter, at fremsætter den, som indgrebet
efter det foreslåede stk. 1 retter sig mod, anmodning om,
at blokeringen ophæves, og støttes denne anmodning på, at
der er sket væsentlige ændringer i indholdet af onlinegræn‐
sefladen, vil Sikkerhedsstyrelsen, hvis blokeringen ikke op‐
hæves i medfør af det foreslåede stk. 4, snarest muligt skulle
indbringe spørgsmålet for retten. Retten vil ved kendelse
afgøre, om indgrebet vil skulle opretholdes.
Det foreslås i medfør af lovforslagets § 3, nr. 62, at over‐
skriften ”Formel manglende overensstemmelse” inden § 41
udgår.
Det foreslås i medfør af lovforslagets § 3, nr. 63, at radioud‐
styrslovens § 41 om formel manglende overensstemmelse
udgår.
Det foreslås i medfør af lovforslagets § 3, nr. 64, at henvis‐
ningen i § 45, stk. 2, til §§ 38 og 39 ændres til en henvisning
til § 38, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, jf. lovforslagets §
3, nr. 65, fastsætter, at Sikkerhedsstyrelsen vil kunne pålæg‐
ge udbydere af informationssamfundstjenester tvangsbøder
med henblik på at gennemtvinge handlinger, som det påhvi‐
ler udbyderne at foretage efter de foreslåede § 40 a og § 40
b.
Den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, nr. 1, jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 66, fastsætter, at den fabrikant, der undlader
at opfylde sine forpligtelser efter § 6, stk. 1, 2 eller 4, eller
§ 20, stk. 1, 2 eller 4, vil kunne straffes med bøde. Bestem‐
melserne vedrører fabrikantens pligter i forhold til bl.a. sam‐
arbejde med Sikkerhedsstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, nr. 2, jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 66, fastsætter, at den fabrikant, som ikke har
udpeget en bemyndiget repræsentant, hvor det kræves efter
§ 7, stk. 1, 2. pkt., eller § 21, stk. 1, 2. pkt., eller som ikke
efter § 7, stk. 1, 3. pkt., eller § 21, stk. 1, 3. pkt., har sikret,
at den bemyndigede repræsentant har beføjelser til at løse si‐
ne opgaver, eller som ikke efter § 7, stk. 3, 1. pkt., eller § 21,
stk. 3, 1. pkt., har sikret, at den bemyndigede repræsentant
har tilstrækkelige midler til at løse sine opgaver, vil kunne
straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, nr. 3, jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 66, fastsætter, at den bemyndigede repræsen‐
tant, der undlader at opfylde sine forpligtelser efter § 7, stk.
1, 3. pkt., eller stk. 4, nr. 4, 6 eller 7, eller § 21, stk. 1, 3.
pkt., eller stk. 4, nr. 4, 6 eller 7, vil kunne straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, nr. 4, jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 66, fastsætter, at den importør, der undlader
at opfylde sine forpligtelser efter § 8, stk. 6, § 9, stk. 1, 2 el‐
ler 4, § 22, stk. 6, eller § 23, stk. 1, 2 eller 4, vil kunne straf‐
fes med bøde. Bestemmelserne vedrører bl.a. importørens
pligter i forhold til samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, nr. 5, jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 66, fastsætter, at den distributør, som undla‐
der at opfylde sine forpligtelser efter § 10, stk. 3 eller 4, §
11, § 24, stk. 3 eller 4, eller § 25, vil kunne straffes med
bøde. Bestemmelserne vedrører bl.a. distributørens pligter i
forhold til samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, nr. 6, jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 66, fastsætter, at den udbyder af distributi‐
onstjenester, der undlader at opfylde sin forpligtelse efter
§ 11 a, stk. 2, eller § 25 a, stk. 2, vil kunne straffes med
bøde. Bestemmelserne vedrører bl.a. udbydere af distributi‐
onstjenesters pligt til samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, nr. 7, jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 66, fastsætter, at den udbyder af informati‐
onssamfundstjenester, der undlader at opfylde sin forpligtel‐
se efter §§ 11 b eller 25 b, vil kunne straffes med bøde. Be‐
stemmelserne vedrører udbydere af informationssamfunds‐
tjenesters pligt til samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, nr. 8, jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 66, fastsætter, at den fabrikant af et fast
anlæg eller den ansvarlige for installationen af et fast anlæg,
som undlader at sikre, at et fast anlæg er konstrueret og
installeret i overensstemmelse med § 14, stk. 1, undlader
at sikre den fornødne dokumentation, jf. § 14, stk. 2, eller
undlader at opfylde sine forpligtelser efter § 15, stk. 2, vil
kunne straffes med bøde. Bestemmelserne vedrører krav til
konstruktionen og dokumentationen vedrørende faste anlæg.
204
Den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, nr. 9, jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 66, fastsætter, at den, der overtræder § 13,
stk. 2, § 16, stk. 2, eller § 27, stk. 2, vil kunne straffes med
bøde. Bestemmelserne vedrører bl.a. udstilling af produkter.
Den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, nr. 10, jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 66, fastsætter, at den, der afgiver urigtige
oplysninger efter § 33, vil kunne straffes med bøde. Bestem‐
melsen vedrører Sikkerhedsstyrelsens, Energistyrelsens og
Teleklagenævnets adgang til at kræve oplysninger og mate‐
riale til brug for sagsbehandlingen i henhold til denne lov ,
jf. den foreslåede § 33, jf. lovforslagets § 3, nr. 50.
Den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, nr. 11, jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 66, fastsætter, at den, der undlader at give
Sikkerhedsstyrelsen adgang efter § 35, stk. 1, vil kunne
straffes med bøde. Efter den foreslåede bestemmelse i § 35,
stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 53, vil Sikkerhedsstyrelsen
have adgang til erhvervsmæssige lokaliteter og transport‐
midler for at gennemføre en kontrol.
Den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, nr. 12, jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 66, fastsætter, at den, der undlader at indsen‐
de eller udlevere apparater eller radioudstyr efter § 36, stk.
2, 1. pkt., vil kunne straffes med bøde. Efter den foreslåede
bestemmelse i § 36, stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets § 3, nr.
55, vil en erhvervsdrivende være forpligtet til at indsende
eller udlevere et apparat eller radioudstyr til kontrol på Sik‐
kerhedsstyrelsens anmodning herom.
Den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, nr. 13, jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 66, fastsætter, at den, der omgår eller unddra‐
ger sig Sikkerhedsstyrelsens kontrol eller forsøger herpå, vil
kunne straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, nr. 14, jf. lov‐
forslagets § 3, nr. 66, fastsætter, at den, der uretmæssigt
anvender CE-mærke, jf. § 4, stk. 5, og regler fastsat i medfør
af § 4, stk. 6, nr. 4, og § 18, stk. 6, og regler fastsat i medfør
af § 18, stk. 7, nr. 4, vil kunne straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, nr. 15, jf. lovfor‐
slagets § 3, nr. 66, fastsætter bl.a., at den, der overtræder et
påbud efter § 38, stk. 1, nr. 1-5 eller 7-9, eller § 40 a, vil
kunne straffes med bøde. Bestemmelserne vedrører Sikker‐
hedsstyrelsens adgang til at træffe afgørelse om forskellige
typer påbud i forbindelse med manglende overensstemmelse
med kravene i loven.
Den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 1, nr. 16, jf. lov‐
forslagets § 3, nr. 66, fastsætter bl.a., at den, der undlader
at efterkomme et forbud efter § 34, stk. 1, nr. 1 eller 4,
eller stk. 2, § 38, stk. 1, nr. 6, eller et midlertidigt forbud
efter § 37 a, vil kunne straffes med bøde. Bestemmelserne
vedrører Sikkerhedsstyrelsens adgang til at træffe afgørelse
om forskellige typer forbud i forbindelse med manglende
overensstemmelse med kravene i loven.
Den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 66, fastsætter, at har nogen ved en eller flere handlin‐
ger eller undladelser begået flere overtrædelser af loven, og
medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, vil bødestraf‐
fen for hver overtrædelse blive sammenlagt. Har nogen ved
en eller flere handlinger eller undladelser overtrådt loven
og en eller flere andre love, og medfører overtrædelserne
idømmelse af bøde, vil bødestraffen for hver overtrædelse af
denne lov og bødestraffen for overtrædelsen af den eller de
andre love blive sammenlagt.
Den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 3, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 66, fastsætter, at den foreslåede bestemmelse i § 48,
stk. 2, vil kunne fraviges, når særlige grunde taler herfor.
Den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 4, jf. lovforslagets
§ 3, nr. 66, fastsætter, at der i regler, der vil blive udstedt
i medfør af denne lov, vil kunne fastsættes straf i form af
bøde. Der vil tillige kunne fastsættes forlængede forældel‐
sesfrister på op til 5 år i regler udstedt i medfør af denne lov.
Den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 5, jf. lovforslagets §
3, nr. 66, fastsætter, at der vil kunne pålægges selskaber m.v.
(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens
5. kapitel.
Hensigten med at fastsætte, at de nævnte bestemmelser først
træder i kraft den 16. juli 2021, er at sikre, at de erhvervsdri‐
vende ikke i medfør af de love, som foreslås ændret i §§ 1-3,
vil blive pålagt pligter og byrder på et tidligere tidspunkt,
end det er tilfældet efter markedsovervågningsforordningen,
som finder anvendelse fra den 16. juli 2021. På dette tids‐
punkt vil de øvrige erhvervsdrivende i EU bliver omfattet
af forordningens bestemmelser, hvorfor de danske erhvervs‐
drivende med den foreslåede ikrafttrædelsesdato ikke bliver
stillet ringere end deres konkurrenter i EU.
Bestemmelsen medfører, at de omfattede bestemmelser i
lovforslagets §§ 1-3 ikke vil følge principperne om de fælles
ikrafttrædelsesdatoer.
Med lov nr. 1676 af 26. december 2017 om ændring af lov
om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester er § 60 c
blevet indsat i teleloven. Bestemmelsen fastsætter regler for
offentlige institutioners adgang til at tilbyde offentligheden
en adgang til wi-fi-hotspots.
Det foreslås i stk. 3 at ophæve loven.
Bestemmelsen i § 60 c er erstattet af § 60 c i lov nr. 1833
af 8. december 2020 om ændring af lov om elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester, lov om radiofrekvenser og
forskellige andre love.
Lov nr. 1676 af 26. december 2017 om ændring af lov om
elektroniske kommunikationsnet og -tjenester er derfor uden
indhold, hvorfor det foreslås at ophæve loven.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i medfør af §
3 i ecodesignloven efter forhandling med miljøministeren
fastsætte regler med henblik på opfyldelse af Danmarks for‐
pligtelser i henhold til EU-retten inden for lovens område.
205
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i medfør af § 7,
stk. 3, i ecodesignloven fastsætte regler om, at den ansvarli‐
ge efter § 4 skal afholde udgifterne ved udtagelse, måling og
kontrol, jf. § 7, stk. 2.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvidere i
medfør af § 7, stk. 4, i ecodesignloven fastsætte regler om
metoder og standarder, som skal være fulgt ved erklæringer,
dokumentation, måling og afprøvning, jf. § 7, stk. 1 og 2.
Herudover kan klima-, energi- og forsyningsministeren i
medfør af § 7, stk. 5, i ecodesignloven fastsætte regler om,
at erklæring, dokumentation, måling eller afprøvning som
nævnt i § 7, stk. 1 og 2 i særlige tilfælde skal være verifi‐
ceret af en sagkyndig institution eller virksomhed, som er
godkendt af ministeren.
Regler i medfør af § 7, stk. 4 og 5 fastsættes efter forhand‐
ling med miljøministeren.
Erhvervsministeren kan i medfør af § 13, stk. 4, i ecodesign‐
loven bemyndige en sagkyndig institution, en organisation
eller en virksomhed til at udøve nærmere angivne beføjelser
vedrørende tilsyn, kontrol, udtagning, måling og afprøvning
af energirelaterede produkter, akkrediteret certificering samt
sekretariatsbistand til ministeren.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i medfør af §
13, stk. 6, i ecodesignloven fastsætte regler om videregivel‐
se af oplysninger om resultater af tilsyn til andre danske el‐
ler udenlandske myndigheder eller sagkyndige institutioner
m.v. som nævnt i § 13, stk. 4, som varetager opgaver i
tilknytning til lovens formål.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i medfør af §
15, stk. 2, i ecodesignloven fastsætte bødestraf for overtræ‐
delse af regler, der udstedes i medfør af loven.
Med bestemmelsen i stk. 4, foreslås det fastsat, at regler
fastsat i medfør af § 3, § 7, stk. 3-5, § 13, stk. 4 og 6,
og § 15, stk. 2, i ecodesignloven, forbliver i kraft, indtil de
ophæves eller erstattes af regler udstedt i medfør af § 3, § 7,
stk. 4-6, § 13, stk. 3 og 5, og § 15, stk. 2, jf. lovforslagets §
1, nr. 12, 17, 39 og 43.
Reglerne i ecodesignloven er udmøntet i bekendtgørelse nr.
1274 af 19. november 2010 om miljøvenligt design af ener‐
girelaterede produkter.
Det er ikke med lovforslaget hensigten at ændre i de nævnte
hjemler. Ændringerne i stykkerne skyldes alene konsekvens‐
rettelser som følge af ændringer i andre bestemmelser.
Reglerne i bekendtgørelsen forbliver derfor i kraft.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i medfør af §
3, stk. 5, i produktenergimærkningsloven fastsætte nærmere
regler om måling, produktprøvning og kontrol efter § 3, stk.
1-3. Ligeledes kan ministeren fastsætte nærmere regler om
opgørelse af de udgifter, leverandøren skal afholde, jf. § 3,
stk. 4.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvidere i
medfør af § 3, stk. 6, i produktenergimærkningsloven fast‐
sætte regler om kontrol af overholdelse af energimærknings‐
forordningen, delegerede retsakter og regler fastsat i medfør
af loven, når energirelaterede produkter sælges ved fjern‐
salg, herunder salg via internettet.
Med bestemmelsen i stk. 5, foreslås det fastsat, at regler
fastsat i medfør af § 3, stk. 5 og 6, i produktenergimærk‐
ningsloven, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller erstattes
af regler udstedt i medfør af § 3, stk. 6 og 7, jf. lovforslagets
§ 2, nr. 9.
Reglerne efter § 3, stk. 5 og 6, i produktenergimærkningslo‐
ven er udmøntet i bekendtgørelse nr. 808 af 5. august 2019
om tilsyn af energimærkning af energirelaterede produkter.
Det er ikke med lovforslaget hensigten at ændre i de nævnte
hjemler. Ændringerne i stykkerne skyldes alene konsekvens‐
rettelser som følge af ændringer i andre bestemmelser.
Reglerne i bekendtgørelsen forbliver derfor i kraft.
Energistyrelsen fastsætter i medfør af radioudstyrslovens §
4, stk. 5, nærmere regler om 1) formodning for et apparats
overensstemmelse med § 3 eller dele heraf, jf. § 4, stk. 1,
hvis apparatet er i overensstemmelse med harmoniserede
standarder eller dele heraf, 2) procedurerne til vurdering
af apparaters overensstemmelse med § 3 og indholdet af
den tekniske dokumentation, jf. § 4, stk. 2, 3) indholdet
af EU-overensstemmelseserklæringen, jf. § 4, stk. 3, og 4)
CE-mærkning, jf. § 4, stk. 4.
Energistyrelsen fastsætter endvidere i medfør af radioudstyr‐
slovens § 18, stk. 6, nærmere regler om 1) formodning for
radioudstyrs overensstemmelse med § 17 og regler fastsat
i medfør heraf eller dele heraf, jf. § 18, stk. 1, hvis radioud‐
styret er i overensstemmelse med harmoniserede standarder
eller dele heraf, 2) procedurerne til vurdering af radioudstyrs
overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf
og indholdet af den tekniske dokumentation, jf. § 18, stk.
2, 3) indholdet af EU-overensstemmelseserklæringen og den
forenklede EU-overensstemmelseserklæring, jf. § 18, stk.
3 og 4, og 4) mærkning af radioudstyr, herunder CE-mærk‐
ning, jf. § 18, stk. 5.
Herudover fastsætter Energistyrelsen i medfør af § 20, stk.
3, i radioudstyrsloven regler om, at fabrikanter for at beskyt‐
te brugernes sundhed og sikkerhed skal foretage stikprøve‐
kontrol af radioudstyr, der er gjort tilgængeligt på markedet,
undersøge radioudstyr, der ikke er i overensstemmelse med
§ 17 og regler fastsat i medfør heraf eller er blevet kaldt
tilbage, og føre et register over klager over radioudstyr, og
at fabrikanter skal holde distributørerne orienteret om aktivi‐
teterne.
Endvidere fastsætter Energistyrelsen i medfør af § 23, stk. 3,
i radioudstyrsloven regler om, at importører for at beskytte
brugernes sundhed og sikkerhed skal foretage stikprøvekon‐
trol af radioudstyr, der er gjort tilgængeligt på markedet,
206
undersøge radioudstyr, der ikke er i overensstemmelse med
§ 17 og regler fastsat i medfør heraf eller er blevet kaldt
tilbage, og føre et register over klager over radioudstyr samt
holde distributørerne orienteret om aktiviteterne.
Endelig kan der i regler fastsat i medfør af radioudstyrslo‐
ven fastsættes straf af bøde for overtrædelse af reglerne, jf.
radioudstyrslovens § 48, stk. 2.
Med bestemmelsen i stk. 6, foreslås det fastsat, at regler
fastsat i medfør af § 4, stk. 5, § 18, stk. 6, § 20, stk. 3, § 23,
stk. 3, og § 48, stk. 2, i radioudstyrsloven, forbliver i kraft,
indtil de ophæves eller erstattes af regler udstedt i medfør af
§ 4, stk. 6, § 18, stk. 7, § 20, stk. 5, § 23, stk. 5, og § 48, stk.
4, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, 26, 32, 42 og 66.
Reglerne efter § 4, stk. 5, § 18, stk. 6, § 20, stk. 3, § 23,
stk. 3, og § 48, stk. 2, i radioudstyrsloven er udmøntet i be‐
kendtgørelse nr. 1107 af 6. november 2019 om radioudstyr
og elektromagnetiske forhold.
Det er ikke med lovforslaget hensigten at ændre i de nævnte
hjemler. Ændringerne i stykkerne skyldes alene konsekvens‐
rettelser som følge af ændringer i andre bestemmelser.
Reglerne i bekendtgørelsen forbliver derfor i kraft.
Til § 6
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, da de ho‐
vedlove, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne og
Grønland og ikke indeholder hjemmel til at sætte lovene i
kraft for Færøerne eller Grønland, jf. ecodesignlovens § 19,
produktenergimærkningslovens § 16, radioudstyrslovens §
52 og telelovens § 83, stk. 1.
207
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om miljøvenligt design af energirelaterede produkter,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1093 af 1. november 2019, foreta‐
ges følgende ændringer:
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
1) Loven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets di‐
rektiv 2009/125/EF af 21. oktober 2009 om rammerne for
fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelatere‐
de produkter (omarbejdning), EU-Tidende 2009, nr. L 285,
side 10.
»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF af 21.
oktober 2009 om rammerne for fastlæggelse af krav til
miljøvenligt design af energirelaterede produkter (omarbejd‐
ning), EU-Tidende 2009, nr. L 285, side 10, som ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25.
oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv
2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv
2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-Tidende 2012, nr. L 315, side
1, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2018/2002/EU af 11. december 2018 om ændring
af direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet, EU-Tidende
2018, nr. L 328, side 210. Loven gennemfører Europa-Par‐
lamentets og Rådets direktiv 1999/94/EF af 13. december
1999 om adgang til forbrugeroplysninger om brændstoføko‐
nomi og CO2-emissioner i forbindelse med markedsføring
af nye personbiler, EF-Tidende 2000, nr. L 12, side 16. Lo‐
ven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Eu‐
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/30/EU af 26.
februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes lovgiv‐
ning om elektromagnetisk kompatibilitet, EU-Tidende 2014,
nr. L 96, side 79, dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/53/EU af 16. april 2014 om harmonisering af
medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse af radioudstyr
på markedet og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF, EU-Ti‐
dende 2014, nr. L 153, side 62, og dele af Kommissionens
direktiv 2008/63/EF af 20. juni 2008 om konkurrence på
markederne for teleterminaludstyr, EU-Tidende 2008, nr. L
162, side 20. I loven er der medtaget visse bestemmelser fra
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1020/2019/EU af
20. juni 2019 om markedsovervågning og produktoverens‐
stemmelse og om ændring af direktiv 2004/42/EF og forord‐
ning 765/2008/EF og 305/2011/EU, EU-Tidende 2019, nr.
L 169, side 1. Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en
forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af
disse bestemmelser i loven er således udelukkende begrun‐
det i praktiske hensyn og berører ikke forordningens umid‐
delbare gyldighed i Danmark.
2. Overalt i loven bortset fra i § 10, stk. 1, og § 13, stk. 4
og 5, ændres »Erhvervsministeren« til: »Kontrolmyndighe‐
den«, og »erhvervsministeren« ændres til: »kontrolmyndig‐
208
heden«, og »erhvervsministerens« ændres til: »kontrolmyn‐
dighedens«.
3. I § 2 indsættes før nr. 1 som nyt nummer:
»1) Bemyndiget repræsentant: Enhver fysisk eller juridisk
person, der er etableret i EU/EØS, og som har fået skriftlig
fuldmagt fra producenten, herunder fabrikanten, til i dennes
navn at opfylde alle eller en del af forpligtelserne efter lo‐
ven, regler fastsat i medfør af loven, en gennemførelsesfor‐
anstaltning eller markedsovervågningsforordningen.«
Nr. 1 bliver herefter nr. 2.
§ 2. I denne lov forstås ved:
1) Bringe i omsætning: Den første gang et energirelate‐
ret produkt, uanset salgsmetode, gøres tilgængeligt på EU/
EØS’s marked med henblik på distribution eller anvendelse i
EU/EØS, enten mod betaling eller gratis.
4. I § 2, nr. 1, der bliver nr. 2, ændres »distribution eller
anvendelse i EU/EØS, enten mod betaling eller gratis.« til:
»distribution, forbrug eller anvendelse i EU/EØS som led i
erhvervsvirksomhed, mod eller uden vederlag.«
5. I § 2 indsættes efter nr. 1, der bliver nr. 2, som nye numre:
»3) Distributør: Enhver fysisk eller juridisk person i forsy‐
ningskæden, bortset fra producenten, herunder fabrikanten,
eller importøren, som gør et produkt tilgængeligt på marke‐
det.
»4) Erhvervsdrivende: Producenten, herunder fabrikanten,
den bemyndigede repræsentant, importøren, distributøren,
udbyderen af distributionstjenester eller enhver anden fysisk
eller juridisk person, der har forpligtelser i forbindelse med
fremstillingen, tilgængeliggørelsen på markedet eller ibrug‐
tagningen af produkter, som er omfattet af loven eller regler
fastsat i medfør af loven eller en gennemførelsesforanstalt‐
ning for produktet.«
Nr. 2-3 bliver herefter nr. 5-6.
6. I § 2 indsættes efter nr. 3, der bliver nr. 6, som nyt
nummer:
»7) Fabrikant: Enhver fysisk eller juridisk person, som
fremstiller et produkt eller får et produkt konstrueret eller
fremstillet og markedsfører dette produkt under sit navn el‐
ler varemærke, og som er identisk med begrebet ”producent”
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om rammerne for
fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelatere‐
de produkter og i denne lovs forstand.«
Nr. 4 bliver herefter nr. 8.
7. I § 2 indsættes efter nr. 4, der bliver nr. 8, som nyt
nummer:
»9) Gøre tilgængelig på markedet: Enhver levering af et
produkt med henblik på distribution, forbrug eller anvendel‐
se på EU-markedet som led i erhvervsvirksomhed mod eller
uden vederlag.«
Nr. 5-8 bliver herefter nr. 10-13.
8. I § 2 indsættes efter nr. 8, der bliver nr. 13, som nyt
nummer:
»14) Onlinegrænseflade: Enhver form for software, herun‐
der et websted, dele af et websted eller en applikation, der
209
drives af eller på vegne af en erhvervsdrivende, og som gi‐
ver slutbrugere adgang til den erhvervsdrivendes produkter.«
Nr. 9 bliver herefter nr. 15.
---
9) Producent: Den fysiske eller juridiske person, der produ‐
cerer energirelaterede produkter, som er omfattet af loven
eller regler fastsat i medfør af loven eller en gennemførelses‐
foranstaltning for produktet, med henblik på produkternes
omsætning eller ibrugtagning under producentens navn eller
varemærke eller med henblik på producentens egen anven‐
delse.
9. I § 2, nr. 9, der bliver nr. 15, indsættes efter »omsætning
eller ibrugtagning: », og som markedsfører dette produkt«,
og efter »egen anvendelse« indsættes: », herunder en fabri‐
kant som defineret i markedsovervågningsforordningen arti‐
kel 3, nr. 8, jf. § 2, nr. 7«.
10. I § 2 indsættes efter nr. 9, der bliver nr. 15, som nye
numre:
»16) Udbyder af distributionstjenester: Enhver fysisk eller
juridisk person, der som led i erhvervsvirksomhed udby‐
der mindst to af følgende tjenester: oplagring, emballering,
adressering og forsendelse uden at have ejerskab over de
pågældende produkter, undtagen posttjenester som defineret
i artikel 2, nr. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
97/67/EF om fælles regler for udvikling af Fælleskabets
indre marked for posttjenester og disse tjenesters kvalitet,
pakkeleveringstjenester som defineret i artikel 2, nr. 2, i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 644/2018/EU om
grænseoverskridende pakkeleveringstjenester, og alle andre
posttjenester eller godstransporttjenester.
17) Udbyder af informationssamfundstjenester: En udbyder
af en tjeneste som defineret i artikel 1, stk. 1, litra b, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1535/EU om
en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter
samt forskrifter for informationssamfundets tjenester.«
---
10) Repræsentant: Enhver fysisk eller juridisk person, der
er etableret i EU/EØS, og som har fået skriftligt mandat fra
producenten til i dennes navn at opfylde alle eller en del
af forpligtelserne efter loven eller regler fastsat i medfør af
loven eller en gennemførelsesforanstaltning.
11. § 2, nr. 10, ophæves.
§ 3. --- 12. I § 3 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast‐
sætte regler eller træffe beslutninger med henblik på at gen‐
nemføre eller anvende EU-regler om forhold, der er omfattet
af denne lov, herunder forordninger, direktiver, afgørelser og
beslutninger om miljøvenligt design af energirelaterede pro‐
dukter. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om
forbud og påbud samt sanktioner ved manglende overholdel‐
se af forordninger, direktiver, afgørelser og beslutninger.«
§ 4. Ansvaret for, at et energirelateret produkt er i overens‐
stemmelse med loven og regler fastsat i medfør af loven el‐
ler en gennemførelsesforanstaltning, påhviler den producent,
som bringer produktet i omsætning, eller dennes repræsen‐
tant.
13. I § 4, stk. 1, ændres »producent, som bringer produktet
i omsætning, eller dennes repræsentant.« til: » producent,
herunder fabrikant, som bringer produktet i omsætning, eller
dennes bemyndigede repræsentant.«
210
Stk. 2. Er producenten ikke etableret i EU/EØS, og findes
der ingen repræsentant, påhviler ansvaret efter stk. 1 impor‐
tøren.
14. I § 4, stk. 2, indsættes efter »Er producenten«: », herun‐
der fabrikanten, « og efter »ingen« indsættes: »bemyndiget«.
Stk. 3. Er der ikke en importør, påhviler ansvaret efter stk.
1 enhver fysisk eller juridisk person, der bringer produktet i
omsætning eller erhvervsmæssigt ibrugtager det.
15. I § 4, stk. 3, indsættes efter »stk. 1«: »en udbyder af
distributionstjenester, og findes der ikke en udbyder af dis‐
tributionstjenester, påhviler ansvaret efter stk. 1«.
§ 7. ---
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast‐
sætte regler om, at den ansvarlige efter § 4 efter anmodning
skal udføre måling og afprøvning af, om produktet overhol‐
der de fastsatte krav, når forholdene giver anledning hertil
i forbindelse med, at produktet bringes i omsætning eller
senere. Det kan herunder fastsættes,
1) at den ansvarlige efter § 4 skal lade sit produkt udtage
til måling og kontrol af en sagkyndig virksomhed eller en
godkendt institution som nævnt i stk. 5, eller
16. I § 7, stk. 2, nr. 1, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
2) […]
§ 7. --- 17. I § 7 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsæt‐
te regler om, at udtagelse af produkter til kontrol efter stk. 2
kan ske ved brug af skjult identitet«.
Stk. 3-6 bliver herefter stk. 4-7.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast‐
sætte regler om, at den ansvarlige efter § 4 skal afholde
udgifterne ved udtagelse, måling og kontrol, jf. stk. 2.
18. I § 7, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter »stk. 2«:
» og 3«.
Stk. 6. Regler i medfør af stk. 4 og 5 fastsættes efter
forhandling med miljøministeren.
19. I § 7, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 4 og 5« til:
»stk. 5 og 6«.
20. Efter § 7 indsættes:
»§ 7 a. Den ansvarlige efter § 4, som har bragt et energi‐
relateret produkt i omsætning, eller den erhvervsdrivende,
som har gjort et energirelateret produkt tilgængeligt på mar‐
kedet, skal straks underrette kontrolmyndigheden og samar‐
bejde med myndigheden, hvis vedkommende har grund til
at tro, at det energirelaterede produkt udgør en risiko, og gi‐
ve nærmere oplysninger om produktets manglende overens‐
stemmelse og de foranstaltninger, der er truffet for at fjerne
risikoen. Den erhvervsdrivende skal ligeledes straks under‐
rette den ansvarlige efter § 4 om risikoen og give nærmere
oplysninger om produktets manglende overensstemmelse og
de foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen.
Stk. 2. Udbydere af informationssamfundstjenester skal
på anmodning af kontrolmyndigheden og i særlige tilfælde
samarbejde med kontrolmyndigheden med henblik på at
fremme ethvert tiltag, der træffes, for at eliminere eller, hvis
dette ikke er muligt, begrænse de risici, der er forbundet
med et energirelateret produkt, der udbydes eller var udbudt
til salg online gennem deres tjenester.«
§ 8. --- 21. I § 8 indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. Den ansvarlige efter § 4 skal angive sit navn, regi‐
strerede firmanavn eller registrerede varemærke og kontakt‐
oplysninger, herunder postadresse, på det energirelaterede
211
produkt, som den ansvarlige bringer i omsætning, eller på
dets emballage, pakken eller et ledsagedokument.
Stk. 3. Den ansvarlige producent, herunder fabrikant, efter
§ 4, stk. 1, skal have en bemyndiget repræsentant, hvor dette
er krævet, og skal give den bemyndigede repræsentant de
fornødne beføjelser eller midler til at udføre opgaven.«
22. Overskriften til kapitel 3 affattes således:
»Kapitel 3 »Kapitel 3
Markedsovervågning, forbud m.v.« Kontrol m.v.«
23. Før § 10 indsættes som ny overskrift:
»Kontrolmyndighed, oplysningspligt m.v.«
§ 10. Erhvervsministeren3) påser, at et energirelateret pro‐
dukt er i overensstemmelse med overensstemmelseserklæ‐
ringen efter § 7, stk. 1.
24. § 10, stk. 1, affattes således:
»Erhvervsministeren, eller den ministeren bemyndiger her‐
til, fører kontrol med overholdelse af loven, regler fastsat
i medfør af loven og gennemførelsesforanstaltninger. Er‐
hvervsministeren, eller den ministeren bemyndiger hertil,
fører endvidere kontrol med, at et energirelateret produkt er i
overensstemmelse med de krav, der er fastsat i loven, regler
fastsat i medfør af loven eller en gennemførelsesforanstalt‐
ning, og påser, at et energirelateret produkt er i overensstem‐
melse med overensstemmelseserklæringen efter § 7, stk. 1.«
§ 10
---
Stk. 2. Hvis erhvervsministeren i forbindelse med tilsyn
efter stk. 1 får begrundet mistanke om, at et energirelateret
produkt ikke er i overensstemmelse med regler i medfør af
loven eller en gennemførelsesforanstaltning, underrettes den
ansvarlige efter § 4 hurtigst muligt herom.
25. I § 10, stk. 2, ændres »tilsyn« til: »kontrol«.
§ 10
---
Stk. 3. Den ansvarlige efter § 4, som bringer et energi‐
relateret produkt i omsætning, skal efter anmodning give
alle oplysninger, som er nødvendige for varetagelsen af er‐
hvervsministerens opgaver efter stk. 1.
26. I § 10, stk. 3, indsættes efter »efter stk. 1«: », på et
sprog, der er let forståeligt, herunder relevante dokumenter,
tekniske specifikationer, data, oplysninger om overensstem‐
melse og tekniske aspekter ved produktet, herunder ligeledes
adgang til indlejret software, oplysninger, som er nødvendi‐
ge for at kunne fastslå ejerskabet af en onlinegrænseflade,
eller relevante oplysninger om forsyningskæden, nærmere
detaljer for distributionsnettet, mængder af produkter på
markedet og andre produktmodeller, der har de samme tek‐
niske egenskaber som det pågældende produkt«
§ 10
---
Stk. 4. Enhver, som markedsfører eller erhvervsmæssigt
ibrugtager et energirelateret produkt, skal efter anmodning
give alle oplysninger, som er nødvendige for at kunne afgø‐
re, hvem der er ansvarlig for produktet, jf. § 4.
27. I § 10, stk. 4, indsættes efter »§ 4«: », herunder relevan‐
te dokumenter, tekniske specifikationer, data, oplysninger
om overensstemmelse og tekniske aspekter ved produktet,
herunder ligeledes adgang til indlejret software, oplysninger,
som er nødvendige for at kunne fastslå ejerskabet af en on‐
linegrænseflade, eller relevante oplysninger om forsynings‐
kæden, distributionsnettet, mængder af produkter på marke‐
212
det og andre produktmodeller, der har de samme tekniske
egenskaber som det pågældende produkt«
§ 10
---
Stk. 5. Erhvervsministeren har, hvis det skønnes nødven‐
digt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retsken‐
delse adgang til lokaler, der benyttes af en virksomhed som
nævnt i stk. 2 og 3, med henblik på at kunne udtage energi‐
relaterede produkter til måling og kontrol af, at disse er i
overensstemmelse med krav i regler fastsat i medfør af loven
eller en gennemførelsesforanstaltning. Denne bestemmelse
finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger,
der udelukkende anvendes til privat beboelse.
28. § 10, stk. 5, ophæves.
29. Efter § 10 indsættes:
»§ 10 a. Kontrolmyndigheden kan i kontroløjemed indsam‐
le og behandle, herunder samkøre, oplysninger fra andre
offentlige myndigheder og fra offentligt tilgængelige kilder.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan i kontroløjemed behand‐
le, herunder samkøre, oplysninger, som myndigheden, ud
over de tilfælde der er nævnt i stk. 1, er i besiddelse af.
Stk. 3. Kontrolmyndigheden kan i kontroløjemed indsam‐
le og behandle, herunder samkøre, ikke-offentligt tilgænge‐
lige oplysninger fra offentlige og private virksomheder og
erhvervs- eller forbrugerorganisationer.
Adgang til lokaliteter og transportmidler
§ 10 b. Kontrolmyndigheden har til enhver tid mod behørig
legitimation og uden retskendelse adgang til alle erhvervs‐
mæssige lokaliteter og transportmidler, hvor der kan findes
energirelaterede produkter, med henblik på at kunne udtage
energirelaterede produkter til måling og kontrol af, at disse
er i overensstemmelse med krav i regler fastsat i medfør af
loven eller en gennemførelsesforanstaltning.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan som led i kontrolbesøget
foretage tekniske undersøgelser af et energirelateret produkt
på stedet.
Stk. 3. Kontrolmyndigheden kan som en del af dokumen‐
tationen af kontrolbesøget fotografere og optage video samt
medtage prøver til nærmere analyse eller undersøgelse.
Stk. 4. Kontrolmyndigheden kan være bistået af en eller
flere uafhængige sagkyndige i forbindelse med adgangen
efter stk. 1 og tekniske undersøgelser efter stk. 2.
Stk. 5. Politiet yder om nødvendigt bistand til gennemfø‐
relse af kontrol som nævnt i stk. 1. Klima-, energi- og forsy‐
ningsministeren kan efter forhandling med justitsministeren
fastsætte nærmere regler herom.«
30. Før § 11 indsættes som ny overskrift:
»Forbud, påbud m.v.«
§ 11. Hvis erhvervsministeren finder, at et energirelateret
produkt ikke er i overensstemmelse med krav fastsat i regler
i medfør af loven eller en gennemførelsesforanstaltning, kan
31. § 11 affattes således:
Ȥ 11. Hvis et produkt ikke er i overensstemmelse med,
eller en erhvervsdrivende ikke lever op til regler i denne
213
ministeren påbyde den ansvarlige efter § 4, at forhold, der
strider mod kravene, bringes i orden inden for en angivet
frist.
lov, regler fastsat i medfør af denne lov eller gennemførel‐
sesforanstaltninger, kan kontrolmyndigheden træffe følgende
afgørelser over for enhver, der har bragt et produkt i omsæt‐
ning efter § 4, eller som har været et led i afsætningen af et
produkt, eller der erhvervsmæssigt ibrugtager produktet:
Stk. 2. Erhvervsministeren kan udstede forbud mod mar‐
kedsføring eller erhvervsmæssig ibrugtagning af et energire‐
lateret produkt, som ikke er i overensstemmelse med krave‐
ne i stk. 1. Forbuddet gælder for alle omsætningsled og for
enhver, der erhvervsmæssigt ibrugtager produktet.
1) Påbud om at bringe det energirelaterede produkt i over‐
ensstemmelse med kravene.
2) Påbud om at sikre, at det energirelaterede produkt ikke
udgør en risiko.
Stk. 3. Erhvervsministeren kan i tilfælde som nævnt i
stk. 2 tillige påbyde, at virksomheder, som markedsfører
et energirelateret produkt, som ikke er i overensstemmelse
med kravene i stk. 1, skal tage fornødne skridt til at trække
produktet tilbage fra markedet.
3) Påbud om at overholde visse betingelser, inden det ener‐
girelaterede produkt bringes i omsætning eller gøres tilgæn‐
geligt på markedet.
4) Påbud om at advare brugerne om de risici, der er ved
produktet, eller at anbringe advarsler på produktet.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan udstede forbud mod mar‐
kedsføring eller erhvervsmæssig ibrugtagning af et energire‐
lateret produkt over for den ansvarlige efter § 4, hvis denne
ikke stiller dokumentation til rådighed efter § 8.
5) Påbud om at standse markedsføring, der kan vildlede
brugerne.
6) Forbud mod at bringe produktet i omsætning eller gøre
det tilgængeligt på markedet eller forbud mod markedsfø‐
ring eller erhvervsmæssig ibrugtagning af et energirelateret
produkt.
Stk. 5. Erhvervsministeren kan tillige påbyde, at en virk‐
somhed, som markedsfører et energirelateret produkt, tager
de fornødne skridt til at trække produktet tilbage fra marke‐
det, hvis virksomheden ikke stiller dokumentation til rådig‐
hed efter § 8.
7) Påbud om at tilbagetrække produktet fra markedet.
8) Påbud om at tilbagekalde produktet fra brugerne.
Stk. 6. Erhvervsministeren underretter Europa-Kommissi‐
onen og de øvrige medlemslande om enhver afgørelse i
medfør af stk. 1-5 med angivelse af årsagerne hertil.
9) Påbud om at destruere produktet på forsvarlig måde eller
på anden vis gøre det ubrugeligt.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden underretter Europa-Kommis‐
sionen og de øvrige medlemsstater om enhver afgørelse i
medfør af stk. 1 med angivelse af årsagerne hertil.
Stk. 3. Kontrolmyndigheden kan lægge undersøgelser af
energirelaterede produkter, som er gennemført i en anden
EU-medlemsstat, og afgørelser, som er truffet i en anden
EU-medlemsstat, til grund og træffe afgørelse i medfør af
stk. 1 eller § 11 b over for erhvervsdrivende, som bringer et
tilsvarende energirelateret produkt i omsætning eller gør det
tilgængeligt på markedet, medmindre kontrolmyndigheden
er nået til den modsatte konklusion på grundlag af sin egen
kontrol.«
32. Efter § 11 indsættes:
Ȥ 11 a. Kontrolmyndigheden kan over for den ansvarlige
efter § 4, der har bragt et energirelateret produkt i omsæt‐
ning, den erhvervsdrivende, der har gjort det energirelate‐
rede produkt tilgængeligt på markedet, og enhver anden
erhvervsdrivende, der har en tilknytning til produktet end
den, der har bragt produktet i omsætning eller gjort det
tilgængeligt på markedet, træffe afgørelse om på relevant
måde at bidrage til at begrænse og forhindre risici i at opstå.
Indhold på onlinegrænseflader
§ 11 b. Kontrolmyndigheden kan påbyde ejeren af en online‐
grænseflade at ændre eller fjerne indhold, der henviser til et
energirelateret produkt, der ikke er i overensstemmelse med
regler i denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov eller
en gennemførelsesforanstaltning.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan påbyde ejeren af en on‐
linegrænseflade udtrykkeligt at vise en advarsel til slutbru‐
gerne i forbindelse med indhold, der henviser til et energire‐
214
lateret produkt, der ikke er i overensstemmelse med denne
lov, regler fastsat i medfør af loven eller en gennemførelses‐
foranstaltning, når slutbrugerne får adgang til onlinegrænse‐
fladen.
§ 11 c. Kontrolmyndigheden kan foranledige blokering af
en onlinegrænseflade, hvis et påbud efter § 11 b ikke er
efterkommet, eller onlinegrænsefladen gentagne gange har
solgt eller formidlet salg af energirelaterede produkter, der
udgør en alvorlig risiko.
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 om blokering af en online‐
grænseflade træffes af retten ved kendelse efter kontrolmyn‐
dighedens begæring. Inden retten træffer afgørelse, skal den
så vidt muligt give parten, som indgrebet retter sig mod,
adgang til at udtale sig. I kendelsen anføres de konkrete
omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne
for indgrebet er opfyldt.
Stk. 3. Det påhviler udbydere af informationssamfundstje‐
nester at bistå kontrolmyndigheden ved gennemførelsen af
kendelser efter stk. 2.
Stk. 4. Kontrolmyndigheden skal påse, at et indgreb efter
stk. 1 ikke opretholdes ud over det tidsrum, hvor grundlaget
for blokeringen er til stede. Kontrolmyndigheden skal af
egen drift eller på foranledning af den, som indgrebet retter
sig mod, træffe afgørelse om ophævelse af blokeringen.
Stk. 5. Fremsætter den, som indgrebet efter stk. 1 retter
sig mod, anmodning om, at blokeringen ophæves, og støttes
denne anmodning på, at der er sket væsentlige ændringer i
indholdet af onlinegrænsefladen, skal kontrolmyndigheden,
hvis blokeringen ikke ophæves i medfør af stk. 4, snarest
muligt indbringe spørgsmålet for retten. Retten afgør ved
kendelse, om indgrebet skal opretholdes. Tages en anmod‐
ning ikke til følge, kan ny anmodning ikke fremsættes, før
der er forløbet 3 måneder fra kendelsens afsigelse.«
33. Før § 12 indsættes som ny overskrift:
»Offentliggørelse«.
§ 12. Erhvervsministeren offentliggør afgørelser truffet efter
§ 11, stk. 1-5.
34. I § 12, stk. 1, indsættes efter »offentliggør«: »resultater
af kontrol og «, og »§ 11, stk. 1-5« ændres til: »§§ 11-11 c«.
§ 12.
---
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast‐
sætte regler om offentliggørelse af tilsynsresultater og afgø‐
relser som nævnt i stk. 1. Ministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelse af navne på produkter og fysiske og juridi‐
ske personer, hvis produkter er kontrolleret, og af afgørelser
som nævnt i stk. 1.
35. I § 12, stk. 2, ændres »tilsynsresultater« til: »kontrolre‐
sultater«.
36. Overskriften til kapitel 4 affattes således:
»Kapitel 4
Delegation til andre statslige myndigheder, organer m.v.«
215
§ 13. Erhvervsministeren fører tilsyn med overholdelse af
loven, regler fastsat i medfør af loven og gennemførelsesfor‐
anstaltninger.
37. § 13, stk. 1, ophæves.
Stk. 2-6 bliver herefter stk. 1-5.
§ 13.
---
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter
forhandling med miljøministeren fastsætte regler om, at mil‐
jøministeren fører tilsyn efter kapitel 3 med overholdelsen
af miljøkrav. Miljøministeren udøver i så fald de beføjelser,
som i stk. 3 er henlagt til klima-, energi- og forsyningsmini‐
steren.
38. I § 13, stk. 2, der bliver stk. 1, ændres »tilsyn« til:
»kontrol«.
§ 13.
---
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter
forhandling med vedkommende minister bemyndige andre
statslige myndigheder til at udøve nærmere angivne beføjel‐
ser, der i loven er tillagt klima-, energi- og forsyningsmini‐
steren.
39. I § 13, stk. 3, der bliver stk. 2, indsættes efter »klima-,
energi- og forsyningsministeren«: », eller den ministeren
bemyndiger hertil«.
§ 13.
------
Stk. 4. Erhvervsministeren kan bemyndige en sagkyndig
institution, en organisation eller en virksomhed til at udøve
nærmere angivne beføjelser vedrørende tilsyn, kontrol, ud‐
tagning, måling og afprøvning af energirelaterede produkter,
akkrediteret certificering samt sekretariatsbistand til ministe‐
ren. Institutionen m.v. kan ikke træffe bestemmelse om ad‐
gang som nævnt i § 10, stk. 5, eller træffe afgørelse efter §
11.
40. I § 13, stk. 4, der bliver stk. 3, udgår i 1. pkt., »tilsyn,«, i
2. pkt., ændres »§ 10, stk. 5« til: »§ 10 b«, og »§ 11« ændres
til: »§§ 11-11 c«.
§ 13.
---
Stk. 5. Erhvervsministeren fører tilsyn med varetagelsen af
opgaver, som er henlagt til en institution m.v. som nævnt i
stk. 4.
41. I § 13, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres »tilsyn« til:
»kontrol«, og »stk. 4« ændres til: »stk. 3«.
Stk. 6. ---
§ 14. Afgørelser truffet af klima-, energi- og forsyningsmi‐
nisteren eller en myndighed under ministeriet, som ministe‐
ren har henlagt sine beføjelser efter loven til, kan påklages
til Energiklagenævnet4). Miljøministerens afgørelser kan
påklages til Natur- og Miljøklagenævnet.
42. I § 14, stk. 1-6 og 8, ændres »Natur- og Miljøklagenæv‐
net« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«.
Stk. 2. Klage til Natur- og Miljøklagenævnet indgives
skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved
anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 18 b, stk. 2-4,
i lov om Natur- og Miljøklagenævnet. Endvidere skal efter‐
følgende kommunikation om klagesagen ske ved anvendelse
af digital selvbetjening. En klage anses for indgivet, når den
er tilgængelig for myndigheden. Myndigheden skal, hvis
den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt
ikke senere end 3 uger efter klagefristens udløb videresende
klagen til Natur- og Miljøklagenævnet. Klagen skal ved vi‐
deresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de
dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en ud‐
216
talelse fra myndigheden med myndighedens bemærkninger
til sagen og de anførte klagepunkter.
Stk. 3. Når myndigheden videresender klagen til Natur-
og Miljøklagenævnet, sender den samtidig en kopi af sin
udtalelse til de i klagesagen involverede med en frist for at
afgive bemærkninger til Natur- og Miljøklagenævnet på 3
uger fra modtagelsen.
Stk. 4. Myndigheden skal straks underrette Natur- og Mil‐
jøklagenævnet, hvis den, efter at klagen er videresendt til
nævnet, inddrages i forhandlinger med adressaten for afgø‐
relsen og klageren om tilpasninger af det ansøgte projekt,
der er af betydning for klagen. Natur- og Miljøklagenævnet
kan sætte behandlingen af sagen i bero, indtil forhandlinger‐
ne er afsluttet. Myndigheden underretter nævnet om resulta‐
tet af forhandlingerne, når de er afsluttet.
Stk. 5. Myndighedens videresendelse af klage til og ef‐
terfølgende kommunikation om klagesagen med Natur- og
Miljøklagenævnet skal ske ved anvendelse af digital selvbe‐
tjening. Det samme gælder sager, hvor klage ikke er indgivet
ved anvendelse af digital selvbetjening, men hvor Natur- og
Miljøklagenævnet har truffet afgørelse om, at klagen ikke
afvises.
Stk. 6. Indgives en klage ikke ved anvendelse af digital
selvbetjening, skal myndigheden snarest videresende klagen
til Natur- og Miljøklagenævnet. I sådanne tilfælde finder stk.
2, 4. og 5. pkt., og stk. 3 ikke anvendelse.
Stk. 7. […]
Stk. 8. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter
forhandling med miljøministeren fastsætte regler om adgan‐
gen til at klage til Energiklagenævnet og Natur- og Miljø‐
klagenævnet, herunder om opsættende virkning af klage,
afskæring af klageadgang og søgsmålsfrist til prøvelse af
afgørelser truffet af klagenævnene.
§ 15. Med bøde straffes den, der 43. Kapitel 6 affattes således:
1) undlader at afgive oplysninger, som vedkommende er
forpligtet til at give efter § 10, stk. 3 og 4, eller som afgiver
urigtige eller vildledende oplysninger,
»Kapitel 6
Straf m.v.
2) hindrer adgang til udtagelse af produkter m.v. som nævnt
i § 10, stk. 5, eller
Tvangsbøder
3) undlader at efterkomme påbud og forbud efter § 11, stk.
1-5.
§ 14 a. Kontrolmyndigheden kan pålægge udbydere af in‐
formationssamfundstjenester tvangsbøder med henblik på at
gennemtvinge handlinger, som det påhviler udbyderne at
foretage efter §§ 11 b og 11 c.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i reg‐
ler, der udstedes i medfør af denne lov, fastsætte bødestraf
for overtrædelse af disse regler.
Stk. 3. Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk
fordel, konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9.
kapitel, selv om der ved overtrædelsen ikke er forvoldt
skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor. Kan der ikke
ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved
strafudmåling af bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.
Straf
§ 15. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lov‐
givning, straffes med bøde den, der
1) som ansvarlig efter § 4, undlader at opfylde sine forplig‐
telser efter § 7 a,
2) som ansvarlig efter § 4, undlader at afgive oplysninger,
som vedkommende er forpligtet til at give efter § 10, stk. 3,
eller som erhvervsdrivende undlader at afgive oplysninger,
som er nødvendige for at kunne afgøre, hvem der er ansvar‐
lig for produktet efter § 10, stk. 4,
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske person‐
er) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
217
3) som ansvarlig efter § 4, erhvervsdrivende eller udbyder
af informationssamfundstjenester afgiver urigtige eller vild‐
ledende oplysninger efter § 7 a, § 8 stk. 1, 2. pkt., og § 10,
stk. 3 eller 4,
4) ikke har en bemyndiget repræsentant, eller ikke har givet
den bemyndigede repræsentant de fornødne beføjelser eller
midler til at udføre opgaven, hvor dette kræves efter § 8, stk.
3,
5) undlader at give kontrolmyndigheden adgang til udtagelse
af produkter, som nævnt i § 10 b,
6) overtræder eller undlader at efterkomme en afgørelse ef‐
ter §§ 11-11 b, eller
7) omgår eller unddrager sig kontrolmyndighedens kontrol
eller forsøger herpå.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i reg‐
ler, der udstedes i medfør af denne lov, fastsætte bødestraf
for overtrædelse af disse regler.
Stk. 3. Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk
fordel, konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9.
kapitel, selv om der ved overtrædelsen ikke er forvoldt
skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor. Kan der ikke
ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved
strafudmåling af bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.
Stk. 4. Har nogen ved én eller flere handlinger eller undla‐
delser begået flere overtrædelser af denne lov eller regler
fastsat i medfør af denne lov og medfører overtrædelserne
idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver
overtrædelse. Har nogen ved én eller flere handlinger eller
undladelser overtrådt denne lov eller regler fastsat i medfør
af denne lov og én eller flere andre love, og medfører over‐
trædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen
for hver overtrædelse af denne lov eller regler fastsat i med‐
før af denne lov og bødestraffen for overtrædelsen af den
eller de andre love.
Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 4 kan fraviges, når særlige
grunde taler herfor.
Stk. 6. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske person‐
er) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«.
§ 2
I lov om supplerende bestemmelser til forordning om op‐
stilling af rammer for energimærkning m.v. (produktenergi‐
mærkningsloven), jf. lov nr. 1521 af 18. december 2018,
foretages følgende ændringer:
1. Overalt i loven ændres »Tilsynsmyndighed« til: »Kontrol‐
myndighed«, »tilsynsmyndighed« ændres til: »kontrolmyn‐
dighed«, »tilsynsmyndigheden« ændres til: »kontrolmyndig‐
heden«, »Tilsynsmyndigheden« ændres til: «Kontrolmyn‐
digheden«, og »tilsynsmyndighedens« ændres til: »kontrol‐
myndighedens«.
2. Overalt i loven ændres »tilsyn« til: »kontrol«.
3. I § 1, stk. 1, indsættes efter »(energimærkningsfor‐
ordningen)«: »og Europa-Parlamentets og Rådets forord‐
218
ning 1020/2019/EU af 20. juni 2019 om markedsovervåg‐
ning og produktoverensstemmelse og om ændring af di‐
rektiv 2004/42/EF og forordning nr. 765/2008/EF og nr.
305/2011/EU (markedsovervågningsforordningen)«.
4. Overskriften til kapitel 2 affattes således:
»Kapitel 2
Kontrol m.v.«
5. I § 2, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
§ 2. Erhvervsministeren eller den, ministeren bemyndiger
hertil, fører tilsyn med, at energirelaterede produkter er i
overensstemmelse med de krav, der er fastsat i energimærk‐
ningsforordningen, delegerede retsakter og regler fastsat i
medfør af denne lov.
»Erhvervsministeren eller den, ministeren bemyndiger her‐
til, fører endvidere kontrol med overholdelse af regler fastsat
i energimærkningsforordningen, delegerede retsakter, mar‐
kedsovervågningsforordningen og regler fastsat i medfør af
denne lov.«
§ 2
---
Stk. 3. Leverandøren skal efter anmodning give alle oplys‐
ninger, som er nødvendige for varetagelsen af tilsynsmyn‐
dighedens tilsyn efter stk. 1.
6. I § 2, stk. 3, indsættes efter »kontrolmyndighedens kontrol
efter stk. 1«: », herunder relevante dokumenter, tekniske
specifikationer, data, oplysninger om overensstemmelse og
tekniske aspekter ved produktet, herunder ligeledes adgang
til indlejret software, oplysninger, som er nødvendige for
at kunne fastslå ejerskabet af en onlinegrænseflade, eller re‐
levante oplysninger om forsyningskæden, nærmere detaljer
for distributionsnettet, mængder af produkter på markedet
og andre produktmodeller, der har de samme tekniske egen‐
skaber som det pågældende produkt«
§ 2
---
Stk. 4. Forhandleren skal efter anmodning give tilsyns‐
myndigheden oplysninger om, hvorfra denne har erhvervet
et energirelateret produkt.
7. I § 2, stk. 4, indsættes efter »hvorfra denne har erhvervet
et energirelateret produkt«: », relevante dokumenter, tekni‐
ske specifikationer, data, eller oplysninger om overensstem‐
melse og tekniske aspekter af produktet, herunder ligeledes
adgang til indlejret software, oplysninger, som er nødvendi‐
ge for at kunne fastslå ejerskabet af en onlinegrænseflade,
eller relevante oplysninger om forsyningskæden, nærmere
detaljer for distributionsnettet, mængder af produkter på
markedet og andre produktmodeller, der har de samme tek‐
niske egenskaber som det pågældende produkt«
Stk. 5-6. ---
8. Efter § 2 før overskriften før § 3 indsættes:
»§ 2 a. Kontrolmyndigheden kan i kontroløjemed indsam‐
le og behandle, herunder samkøre, oplysninger fra andre
offentlige myndigheder og fra offentligt tilgængelige kilder.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan i kontroløjemed behand‐
le, herunder samkøre, oplysninger, som myndigheden, ud
over de tilfælde der er nævnt i stk. 1, er i besiddelse af.
Stk. 3. Kontrolmyndigheden kan i kontroløjemed indsam‐
le og behandle, herunder samkøre, ikke-offentligt tilgænge‐
lige oplysninger fra offentlige og private virksomheder og
erhvervs- eller forbrugerorganisationer.«
9. I § 3 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
219
»Stk. 3. Kontrolmyndigheden kan som led i sin kontrol
med overholdelsen af kravene i energimærkningsforordnin‐
gen, delegerede retsakter, markedsovervågningsforordnin‐
gen og regler fastsat i medfør af loven, jf. § 2, stk. 1, udtage
ethvert energirelateret produkt, herunder ved brug af skjult
identitet.«
Stk. 3-6 bliver herefter stk. 4-7.
10. Overskriften før § 4 efter § 3 affattes således:
Adgang til erhvervslokaler »Adgang til lokaliteter og transportmidler«.
11. § 4 affattes således:
§ 4. Tilsynsmyndigheden har, hvis det skønnes nødvendigt,
til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse
adgang til leverandørers og forhandleres erhvervslokaler
med henblik på at kunne udtage energirelaterede produkter
til måling og kontrol af, om disse er i overensstemmelse
med krav i energimærkningsforordningen, de delegerede
retsakter og regler fastsat i medfør af loven.
§ 4. Kontrolmyndigheden har til enhver tid mod behørig
legitimation og uden retskendelse adgang til alle erhvervs‐
mæssige lokaliteter og transportmidler, hvor der kan findes
energirelaterede produkter, med henblik på at kunne udtage
energirelaterede produkter til måling og kontrol af, at disse
er i overensstemmelse med krav i regler fastsat i medfør af
loven eller en gennemførelsesforanstaltning.
Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt tilsynsmyndigheden
bistand til gennemførelsen af bestemmelserne om adgang i
stk. 1.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan som led i kontrolbesøget
foretage tekniske undersøgelser af et energirelateret produkt
på stedet.
Stk. 3. Justitsministeren kan efter forhandlinger med til‐
synsmyndigheden fastsætte regler om politiets bistand efter
stk. 2.
Stk. 3. Kontrolmyndigheden kan som en del af dokumen‐
tationen af kontrolbesøget fotografere og optage video samt
medtage prøver til nærmere analyse eller undersøgelse.
Stk. 4. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fast‐
sætte regler om tilsynsmyndighedens adgang til leverandø‐
rers og forhandleres erhvervslokaler, jf. stk. 1.
Stk. 4. Kontrolmyndigheden kan være bistået af en eller
flere uafhængige sagkyndige i forbindelse med adgangen
efter stk. 1 og tekniske undersøgelser efter stk. 2.
Stk. 5. Politiet yder om nødvendigt bistand til gennemfø‐
relse af kontrol som nævnt i stk. 1. Klima-, energi- og forsy‐
ningsministeren kan efter forhandling med justitsministeren
fastsætte nærmere regler herom.«
12. § 5 affattes således:
§ 5. Tilsynsmyndigheden kan påbyde, at forhold vedrøren‐
de energirelaterede produkter, der strider mod energimærk‐
ningsforordningen, delegerede retsakter, loven eller regler
fastsat i medfør af loven, bringes i orden inden for en an‐
givet frist. Herunder kan ministeren påbyde, at forholdene
bringes i orden straks.
»§ 5. Kontrolmyndigheden kan for forhold vedrørende ener‐
girelaterede produkter, der strider mod energimærkningsfor‐
ordningen, delegerede retsakter, markedsovervågningsfor‐
ordningen, loven eller regler fastsat i medfør af loven, træffe
følgende afgørelser over for enhver, der har bragt et produkt
i omsætning eller taget det i brug, eller som har været et led i
afsætningen af et produkt:
Stk. 2. Efterkommer en leverandør eller forhandler ikke et
påbud efter stk. 1, kan tilsynsmyndigheden udstede forbud
mod, at et energirelateret produkt bringes i omsætning eller
tages i brug.
1) Påbud om at bringe forhold vedrørende det energirelatere‐
de produkt i overensstemmelse med kravene.
Stk. 3. Efterkommer en leverandør ikke et påbud efter stk.
1, kan tilsynsmyndigheden tillige udstede påbud om, at den
leverandør, der har bragt produktet i omsætning eller har
taget det i brug, skal tage de fornødne skridt til at trække
produktet tilbage fra markedet.
2) Påbud om at sikre, at det energirelaterede produkt ikke
udgør en risiko.
3) Påbud om at overholde visse betingelser, inden det ener‐
girelaterede produkt bringes i omsætning eller gøres tilgæn‐
geligt på markedet.
4) Påbud om at advare brugerne om de risici, der er ved
produktet, eller at anbringe advarsler på produktet.
Stk. 4. Tilsynsmyndigheden kan forbyde forhandlere at
udstille, sælge eller udleje de produkter, der er omfattet af
forbud og påbud efter stk. 2 og 3.
5) Påbud om at standse markedsføring, der kan vildlede
brugerne.
Stk. 5. Tilsynsmyndigheden kan over for leverandøren ud‐
stede forbud mod, at et energirelateret produkt bringes i om‐
220
sætning eller tages i brug, hvis leverandøren ikke overholder
§ 2, stk. 3, artikel 4, stk. 1, 2, 4 og 6, artikel 12, stk. 5 og 6,
og artikel 20, stk. 3, i energimærkningsforordningen.
6) Forbud mod at bringe produktet i omsætning, tage det
i brug, gøre det tilgængeligt på markedet eller forbud mod
markedsføring af produktet.
7) Påbud om at tilbagetrække produktet fra markedet.
Stk. 6. Efterkommer en leverandør ikke et påbud efter stk.
5, kan tilsynsmyndigheden tillige udstede påbud om, at den
leverandør, der har bragt produktet i omsætning eller har
taget det i brug, skal tage de fornødne skridt til at trække
produktet tilbage fra markedet.
8) Påbud om at tilbagekalde produktet fra brugerne.
9) Påbud om at destruere produktet på forsvarlig måde eller
på anden vis gøre det ubrugeligt.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan lægge undersøgelser af
energirelaterede produkter, som er gennemført i en anden
EU-medlemsstat, og afgørelser, som er truffet i en anden
EU-medlemsstat, til grund og træffe afgørelse i medfør af
stk. 1 eller § 5 b over for erhvervsdrivende, som bringer et
tilsvarende energirelateret produkt i omsætning eller gør det
tilgængeligt på markedet, medmindre kontrolmyndigheden
er nået til den modsatte konklusion på grundlag af sin egen
kontrol.«
13. Efter § 5 indsættes:
»§ 5 a. Kontrolmyndigheden kan over for enhver anden er‐
hvervsdrivende, der har en tilknytning til produktet, end den,
der har gjort det energirelaterede produkt tilgængeligt på
markedet, træffe afgørelse om på relevant måde at bidrage
til at begrænse og forhindre risici i at opstå.
Indhold på onlinegrænseflader
§ 5 b. Kontrolmyndigheden kan påbyde ejeren af en online‐
grænseflade at ændre eller fjerne indhold, der henviser til
et energirelateret produkt, der ikke er i overensstemmelse
med de krav, der er fastsat i energimærkningsforordningen,
delegerede retsakter og regler fastsat i medfør af denne lov.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan påbyde ejeren af en on‐
linegrænseflade udtrykkeligt at vise en advarsel til slutbru‐
gerne i forbindelse med indhold, der henviser til et energire‐
lateret produkt, der ikke er i overensstemmelse med denne
lov, regler fastsat i medfør af loven eller en gennemførelses‐
foranstaltning, når slutbrugerne får adgang til onlinegrænse‐
fladen.
§ 5 c. Kontrolmyndigheden kan foranledige blokering af
en onlinegrænseflade, hvis et påbud efter § 5 b ikke er
efterkommet, eller onlinegrænsefladen gentagne gange har
solgt eller formidlet salg af produkter, der udgør en alvorlig
risiko.
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 om blokering af en online‐
grænseflade træffes af retten ved kendelse efter kontrolmyn‐
dighedens begæring. Inden retten træffer afgørelse, skal den
så vidt muligt give parten, som indgrebet retter sig mod,
adgang til at udtale sig. I kendelsen anføres de konkrete
omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne
for indgrebet er opfyldt.
Stk. 3. Det påhviler udbydere af informationssamfundstje‐
nester at bistå kontrolmyndigheden ved gennemførelsen af
kendelser efter stk. 2.
Stk. 4. Kontrolmyndigheden skal påse, at et indgreb efter
stk. 1 ikke opretholdes ud over det tidsrum, hvor grundlaget
for blokeringen er til stede. Kontrolmyndigheden skal af
221
egen drift eller på foranledning af den, som indgrebet retter
sig mod, træffe afgørelse om ophævelse af blokeringen.
Stk. 5. Fremsætter den, som indgrebet efter stk. 1 retter
sig mod, anmodning om, at blokeringen ophæves, og støttes
denne anmodning på, at der er sket væsentlige ændringer i
indholdet af onlinegrænsefladen, skal kontrolmyndigheden,
hvis blokeringen ikke ophæves i medfør af stk. 4, snarest
muligt indbringe spørgsmålet for retten. Retten afgør ved
kendelse, om indgrebet skal opretholdes. Tages en anmod‐
ning ikke til følge, kan ny anmodning ikke fremsættes, før
der er forløbet 3 måneder fra kendelsens afsigelse.«.
§ 7. ---
Stk. 2. Erhvervsministeren kan bemyndige en sagkyndig
institution, en organisation eller en virksomhed til at udøve
nærmere angivne beføjelser vedrørende tilsyn og kontrol af
energirelaterede produkter og til at udøve sekretariatsbistand
til tilsynsmyndigheden. Institutionen m.v. kan ikke træffe
afgørelse om adgang efter § 4, stk. 1, eller træffe afgørelse
efter § 5.
14. I § 7, stk. 2, 2. pkt. ændres »§ 4, stk. 1,«: til: »§ 4«, og »§
5« ændres til: », §§ 5-5 c«
Stk. 3. ---
§ 8. Tilsynsmyndigheden kan offentliggøre resultater af til‐
syn og afgørelser truffet efter § 5, stk. 1-6.
15. I § 8, stk. 1, ændres »§ 5, stk. 1-6« til: »§§ 5-5 c«.
Stk. 2-3. ---
§ 10. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte
regler eller træffe bestemmelser med henblik på at gennem‐
føre eller anvende EU-regler om forhold, der er omfattet af
denne lov, herunder forordninger, direktiver og beslutninger
om energimærkning af energirelaterede produkter.
16. I § 10 indsættes efter »direktiver«: », afgørelser«.
§ 12. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lov‐
givning, straffes med bøde den, der
17. Kapitel 5 affattes således:
1) som leverandør ikke overholder sine forpligtelser i hen‐
hold til energimærkningsforordningens artikel 3, stk. 1, 1.
eller 3. pkt., eller stk. 2, 3, 4 eller 5,
»Kapitel 5
Straf m.v.
2) som leverandør ikke overholder sin forpligtelse til at ind‐
læse de nødvendige oplysninger i produktdatabasen i hen‐
hold til artikel 4, stk. 1 eller 2, stk. 4, 2. pkt., eller stk. 6, 1.
pkt., eller artikel 12, stk. 5, eller bilag I, stk. 1 eller stk. 3,
Tvangsbøder
§ 11 a. Kontrolmyndigheden kan pålægge udbydere af in‐
formationssamfundstjenester tvangsbøder med henblik på at
gennemtvinge handlinger, som det påhviler udbyderne at
foretage efter §§ 5 b og 5 c.
3) som forhandler ikke overholder sine forpligtelser i hen‐
hold til energimærkningsforordningens artikel 5,
4) som leverandør eller forhandler ikke overholder sine for‐
pligtelser i henhold til energimærkningsforordningens artikel
6,
§ 12. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lov‐
givning, straffes med bøde den, der
1) som leverandør ikke overholder sin forpligtelse til at ind‐
læse de nødvendige oplysninger i produktdatabasen i hen‐
hold til energimærkningsforordningens artikel 4, stk. 1 eller
2, stk. 4, 2. pkt., eller stk. 6, 1. pkt., eller artikel 12, stk. 5,
eller bilag I, stk. 1 eller stk. 3,
5) som leverandør undlader at afgive oplysninger, som
vedkommende er forpligtet til at give efter § 2, stk. 3, eller
afgiver urigtige eller vildledende oplysninger,
6) som leverandør hindrer adgang til udtagelse af produkter,
jf. § 4, stk. 1, 2) som leverandør ikke overholder sin forpligtelse til at ind‐
læse de nødvendige oplysninger i produktdatabasen i hen‐
hold til energimærkningsforordningens artikel 4, stk. 1 eller
2, stk. 4, 2. pkt., eller stk. 6, 1. pkt., eller artikel 12, stk. 5,
eller bilag I, stk. 1 eller stk. 3,
7) som forhandler eller kunde undlader at afgive oplysninger
om, hvorfra et energirelateret produkt, som er omfattet af en
delegeret retsakt, jf. § 2, stk. 4 og 5, er erhvervet,
8) som leverandør undlader at efterkomme anmodning om
data i henhold til energimærkningsforordningens artikel 12,
stk. 6,
3) som forhandler ikke overholder sine forpligtelser i hen‐
hold til energimærkningsforordningens artikel 5,
222
9) som leverandør undlader at stille en elektronisk udgave
af den tekniske dokumentation til rådighed inden for 10
dage efter anmodning herom i henhold til energimærknings‐
forordningens artikel 20, stk. 3, eller
4) som leverandør eller forhandler ikke overholder sine for‐
pligtelser i henhold til energimærkningsforordningens artikel
6,
5) som leverandør undlader at afgive oplysninger, som
vedkommende er forpligtet til at give efter § 2, stk. 3, eller
afgiver urigtige eller vildledende oplysninger,
10) som leverandør, forhandler eller kunde ikke efterkom‐
mer påbud eller forbud efter § 5.
Stk. 2. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan i reg‐
ler, der fastsættes i medfør af denne lov, fastsætte bødestraf
for overtrædelse af disse regler.
6) som leverandør eller forhandler hindrer adgang til udta‐
gelse af produkter, jf. § 4,
7) som forhandler undlader at afgive oplysninger, som
vedkommende er forpligtet til at give efter § 2, stk. 4, eller
afgiver urigtige eller vildledende oplysninger,
8) som kunde undlader at afgive oplysninger om, hvorfra
et energirelateret produkt, som er omfattet af en delegeret
retsakt, jf. § 2, stk. 5, er erhvervet,
9) som leverandør undlader at efterkomme anmodning om
data i henhold til energimærkningsforordningens artikel 12,
stk. 6,
10 ) som leverandør undlader at stille en elektronisk udgave
af den tekniske dokumentation til rådighed inden for 10
dage efter anmodning herom i henhold til energimærknings‐
forordningens artikel 20, stk. 3,
11) overtræder eller undlader at efterkomme en afgørelse
efter § 5, stk. 1, nr. 1-9, §§ 5 a og 5 b eller
12) omgår eller unddrager sig kontrolmyndighedens kontrol
eller forsøger herpå.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i reg‐
ler, der udstedes i medfør af denne lov, fastsætte bødestraf
for overtrædelse af disse regler.
Stk. 3. Har nogen ved én eller flere handlinger eller undla‐
delser begået flere overtrædelser af denne lov eller regler
fastsat i medfør af denne lov, og medfører overtrædelserne
idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver
overtrædelse. Har nogen ved én eller flere handlinger eller
undladelser overtrådt denne lov eller regler fastsat i medfør
af denne lov og én eller flere andre love, og medfører over‐
trædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen
for hver overtrædelse af denne lov eller regler fastsat i med‐
før af denne lov og bødestraffen for overtrædelsen af den
eller de andre love.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 3 kan fraviges, når særlige
grunde taler herfor.
Stk. 5. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske person‐
er) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
§ 3
I lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold, jf. lov
nr. 260 af 16. marts 2016, foretages følgende ændringer:
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/30/EU af 26.
februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes lovgiv‐
ning om elektromagnetisk kompatibilitet, EU-Tidende 2014,
nr. L 96, side 79, dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/53/EU af 16. april 2014 om harmonisering af
medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse af radioudstyr
»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/30/EU af 26.
februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes lovgiv‐
ning om elektromagnetisk kompatibilitet, EU-Tidende 2014,
nr. L 96, side 79, dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/53/EU af 16. april 2014 om harmonisering af
medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse af radioudstyr
223
på markedet og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF, EU-Ti‐
dende 2014, nr. L 153, side 62, og dele af Kommissionens
direktiv 2008/63/EF af 20. juni 2008 om konkurrence på
markederne for teleterminaludstyr, EU-Tidende 2008, nr. L
162, side 20.
på markedet og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF, EU-Ti‐
dende 2014, nr. L 153, side 62, og dele af Kommissionens
direktiv 2008/63/EF af 20. juni 2008 om konkurrence på
markederne for teleterminaludstyr, EU-Tidende 2008, nr. L
162, side 20. I loven er der medtaget visse bestemmelser fra
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1020/EU af
20. juni 2019 om markedsovervågning og produktoverens‐
stemmelse og om ændring af direktiv 2004/42/EF og forord‐
ning 2008/765/EF og 2011/305/EU, EU-Tidende 2019, nr.
L 169, side 1. Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en
forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af
disse bestemmelser i loven er således udelukkende begrun‐
det i praktiske hensyn og berører ikke forordningens umid‐
delbare gyldighed i Danmark.«
§ 2. I denne lov forstås ved:
1-6) ---
7) Distributør: Enhver fysisk eller juridisk person i forsy‐
ningskæden ud over fabrikanten eller importøren, som gør et
apparat eller radioudstyr tilgængeligt på markedet.
2. I § 2, stk. 1, nr. 7, ændres »og distributøren« til: », distri‐
butøren og udbyderen af distributionstjenester«.
8-14) --- 3. I § 2, stk. 1, indsættes efter nr. 14 som nyt nummer:
15) Radiofrekvenser: Elektromagnetiske bølger med fre‐
kvenser under 3.000 GHz, som udbredes i rummet uden
kunstig afskærmning
»15) Onlinegrænseflade: Enhver form for software, herun‐
der et websted, dele af et websted eller en applikation, der
drives af eller på vegne af en erhvervsdrivende, og som gi‐
ver slutbrugere adgang til den erhvervsdrivendes produkter.«
Nr. 15-17 bliver herefter nr. 16-18.
16) Radiokommunikation: Kommunikation ved hjælp af ra‐
diofrekvenser.
17) Radioudstyr: Et elektrisk eller elektronisk produkt, som
tilsigtet udsender eller modtager radiofrekvenser eller begge
dele med henblik på radiokommunikation eller radiostedbe‐
stemmelse eller begge dele, eller et elektrisk eller elektro‐
nisk produkt, som skal suppleres med ekstraudstyr, f.eks. en
antenne, for tilsigtet at udsende eller modtage radiofrekven‐
ser eller begge dele med henblik på radiokommunikation
eller radiostedbestemmelse eller begge dele.
18) Risiko:
a) Et apparat udgør en risiko, hvis det frembringer så krafti‐
ge elektromagnetiske forstyrrelser, at andre apparater, faste
anlæg eller radioudstyr ikke kan fungere efter hensigten,
eller hvis apparatets funktion forringes i uacceptabel grad
på grund af elektromagnetiske forstyrrelser, der er forvente‐
lige i forbindelse med apparatets tilsigtede anvendelse.
b) Radioudstyr udgør en risiko, hvis det ikke sikrer beskyt‐
telsen af sundhed og sikkerhed for personer og husdyr samt
beskyttelsen af ejendom, ikke har et tilstrækkeligt niveau
af elektromagnetisk kompatibilitet, ikke anvender radiofre‐
kvenser på en effektiv måde, så uacceptable forstyrrelser
undgås, eller ikke understøtter en effektiv anvendelse af ra‐
diofrekvenser, ved at radioudstyret er beskyttet mod uaccep‐
table forstyrrelser fra anden frekvensanvendelse. 4. I § 2, stk. 1, indsættes efter nr. 17, som bliver nr. 18, som
nyt nummer:
19) Trække tilbage fra markedet: Enhver foranstaltning, der
har til formål at forhindre, at et apparat eller radioudstyr i
forsyningskæden gøres tilgængeligt på markedet.
»19) Risiko: Kombinationen af sandsynligheden for, at der
forekommer en fare, som forårsager skade, og skadens svær‐
hedsgrad.«
Nr. 19 bliver herefter nr. 20.
224
5. I § 2, stk. 1, indsættes efter nr. 19, som bliver nr. 20, som
nye numre:
»21) Udbyder af distributionstjenester: Enhver fysisk eller
juridisk person, der som led i erhvervsvirksomhed udby‐
der mindst to af følgende tjenester: oplagring, emballering,
adressering og forsendelse uden at have ejerskab over de
pågældende produkter, undtagen posttjenester.
22) Udbyder af informationssamfundstjenester: En udbyder
af en tjeneste som defineret i artikel 1, stk. 1, litra b, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1535/EU.«
Stk. 2. ---
6. Efter § 3 indsættes før overskriften før § 4:
»Ansvarlig erhvervsdrivende
§ 3 a. Et apparat må kun bringes i omsætning, hvis en
erhvervsdrivende, der er etableret i Den Europæiske Union,
er ansvarlig for de i § 4, stk. 4, § 6, stk. 2-4, § 7, stk. 4, nr. 3
og 5-7, § 8, stk. 5, § 9, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3 og 4, og § 11
a, stk. 2, nr. 1-4, omhandlede opgaver med hensyn til dette
apparat.
Stk. 2. Stk. 1 finder anvendelse på følgende erhvervsdri‐
vende:
a) En fabrikant, der er etableret i Den Europæiske Union.
b) En importør, når fabrikanten ikke er etableret i Den Euro‐
pæiske Union.
c) En bemyndiget repræsentant, som ved skriftlig fuldmagt
fra fabrikanten er udpeget til at udføre de opgaver, der er
fastsat i § 7, stk. 4, på fabrikantens vegne.
d) En udbyder af distributionstjenester, der er etableret i
Den Europæiske Union, for så vidt angår de apparater, som
denne håndterer, når ingen anden erhvervsdrivende som om‐
handlet i litra a, b og c er etableret i Den Europæiske Uni‐
on.«
§ 4. ---
Stk. 2-3. --- 7. I § 4 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
Stk. 4. Fabrikanten skal anbringe et CE-mærke på appa‐
rater, som er i overensstemmelse med § 3, inden fabrikan‐
ten bringer apparaterne i omsætning. Er det ikke muligt på
grund af apparatets beskaffenhed at anbringe et CE-mærke
på apparatet, skal fabrikanten i stedet anbringe et CE-mærke
på apparatets emballage og de medfølgende dokumenter.
»Stk. 4. Fabrikanten skal sørge for, at overensstemmelses‐
erklæringen står til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen i 10
år efter, at apparatet er blevet bragt i omsætning, og sikre,
at den tekniske dokumentation kan stilles til rådighed for
Sikkerhedsstyrelsen, hvis styrelsen anmoder herom.«
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.
Stk. 5. Energistyrelsen fastsætter nærmere regler om
1) formodning for et apparats overensstemmelse med § 3 el‐
ler dele heraf, jf. stk. 1, hvis apparatet er i overensstemmelse
med harmoniserede standarder eller dele heraf,
2) procedurerne til vurdering af apparaters overensstemmel‐
se med § 3 og indholdet af den tekniske dokumentation, jf.
stk. 2,
3) indholdet af EU-overensstemmelseserklæringen, jf. stk. 3,
og
4) CE-mærkning, jf. stk. 4. 8. I § 4, stk. 5, nr. 4, som bliver stk. 6, nr. 4, ændres »stk. 4«
til: »stk. 5«.
9. § 5, stk. 1, 1. og 2. pkt., affattes således:
225
§ 5. Fabrikantens navn og registrerede firmanavn eller regi‐
strerede varemærke og en postadresse, hvor fabrikanten kan
kontaktes, skal fremgå af de apparater, som fabrikanten brin‐
ger i omsætning. Er det ikke muligt på grund af apparatets
beskaffenhed at anbringe oplysningerne på apparatet, skal
oplysningerne fremgå af emballagen eller et medfølgende
dokument. Kontaktoplysningerne skal være på et sprog, der
er let forståeligt for brugerne og Energistyrelsen.
»Fabrikantens navn, registrerede firmanavn eller registrere‐
de varemærke og kontaktoplysninger, herunder postadresse,
skal være angivet på apparatet eller på dets emballage, pak‐
ken eller et medfølgende dokument. Kontaktoplysningerne
skal som udgangspunkt angives på apparatet, medmindre det
ikke er muligt på grund af apparatets beskaffenhed.«
Stk. 2-4. ---
§ 6. --- 10. § 6, stk. 2, affattes således:
Stk. 2. Udgør et apparat, som fabrikanten har gjort tilgæn‐
geligt på markedet, en risiko, skal fabrikanten straks under‐
rette Energistyrelsen om risikoen og give nærmere oplysnin‐
ger om apparatets manglende overensstemmelse og eventu‐
elle foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen.
»Fabrikanten skal straks underrette Sikkerhedsstyrelsen,
hvis vedkommende har grund til at tro, at et apparat, som
denne har bragt i omsætning, udgør en risiko. Fabrikanten
skal give nærmere oplysninger om apparatets manglende
overensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på det
pågældende apparat, og eventuelle foranstaltninger, der er
truffet for at fjerne risikoen.«
11. I § 6 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:
»Stk. 3. Fabrikanten skal på grundlag af begrundet anmod‐
ning fra Sikkerhedsstyrelsen give styrelsen al information og
dokumentation, der er nødvendig for at konstatere apparatets
overensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på
det pågældende apparat, på et sprog, der er letforståeligt for
Sikkerhedsstyrelsen.
Stk. 4. Fabrikanten skal samarbejde med Sikkerhedsstyrel‐
sen og herunder efter en begrundet anmodning sikre, at der
træffes øjeblikkelige nødvendige korrigerende tiltag for at
afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende overensstemmel‐
se med de krav, der finder anvendelse på det pågældende
apparat. Hvis dette ikke er muligt, skal fabrikanten begrænse
de risici, der er forbundet med det pågældende apparat, når
det påbydes af Sikkerhedsstyrelsen eller på eget initiativ,
når fabrikanten skønner eller har grund til at tro, at det
pågældende apparat udgør en risiko.«
§ 7. Fabrikanten kan ved en skriftlig fuldmagt udpege en
bemyndiget repræsentant.
12. I § 7, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som 2. og 3. pkt.:
»Fabrikanten skal dog ved en skriftlig fuldmagt bemyndige
en repræsentant til at udføre de i stk. 4 angivne opgaver, hvis
der ikke findes en anden ansvarlig erhvervsdrivende efter §
3 a. Den bemyndigede repræsentant skal udføre de opgaver,
der er fastsat i fuldmagten, jf. 1. og 2. pkt.«
Stk. 2. ---
Stk. 3. Fabrikantens udpegning af den bemyndigede re‐
præsentant efter stk. 1 skal som minimum sætte den bemyn‐
digede repræsentant i stand til at
13. § 7, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Den bemyndigede repræsentant skal råde over
passende midler til at kunne udføre sine opgaver efter stk.
4. Råder den bemyndigede repræsentant ikke over passende
midler, kan denne ikke anses for at være ansvarlig efter § 3
a.«
1) opbevare EU-overensstemmelseserklæringen og den tek‐
niske dokumentation i 10 år, efter at apparatet er blevet bragt
i omsætning, jf. § 4, stk. 3,
2) give Energistyrelsen oplysninger og dokumentation på
Energistyrelsens begrundede anmodning, som er nødvendige
for at påvise apparatets overensstemmelse med kravene, som
følger af § 4 og regler fastsat i medfør heraf og § 5, og
3) samarbejde om foranstaltninger på Energistyrelsens an‐
modning, som Energistyrelsen træffer for at fjerne en risiko,
226
som udgøres af et apparat, der er omfattet af den bemyndige‐
de repræsentants fuldmagt.
14. I § 7 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Den bemyndigede repræsentant skal udføre føl‐
gende opgaver:
1) Den bemyndigede repræsentant skal angive sit navn, regi‐
strerede firmanavn eller registrerede varemærke og kontakt‐
oplysninger, herunder postadresse, på apparatet eller på dets
emballage, pakken eller et medfølgende dokument.
2) Den bemyndigede repræsentant skal opbevare den tekni‐
ske dokumentation, jf. § 4, stk. 2, og EU-overensstemmel‐
seserklæringen, jf. § 4, stk. 3, i 10 år efter, at apparatet er
blevet bragt i omsætning.
3) Den bemyndigede repræsentant verificere, at EU-overens‐
stemmelseserklæringen og den tekniske dokumentation, jf.
nr. 2, er udarbejdet, sørge for, at overensstemmelseserklærin‐
gen står til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen i 10 år efter, at
apparatet er blevet bragt i omsætning, og sikre, at den tekni‐
ske dokumentation i samme periode kan stilles til rådighed
for Sikkerhedsstyrelsen, hvis styrelsen anmoder herom.
4) Den bemyndigede repræsentant skal på anmodning give
Sikkerhedsstyrelsen en kopi af fuldmagten på et af Sikker‐
hedsstyrelsen fastsat EU-sprog.
5) Den bemyndigede repræsentant skal på grundlag af be‐
grundet anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen give styrelsen
al information og dokumentation, der er nødvendig for at
konstatere apparatets overensstemmelse med de krav, der
finder anvendelse på det pågældende apparat, på et sprog,
der er letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen.
6) Den bemyndigede repræsentant skal underrette Sikker‐
hedsstyrelsen, hvis den bemyndigede repræsentant har grund
til at tro, at et apparat udgør en risiko.
7) Den bemyndigede repræsentant skal samarbejde med Sik‐
kerhedsstyrelsen og herunder efter en begrundet anmodning
sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendige korrigerende
tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende over‐
ensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på det
pågældende apparat. Hvis dette ikke er muligt, skal den be‐
myndigede repræsentant begrænse de risici, der er forbundet
med det pågældende apparat, når det påbydes af Sikkerheds‐
styrelsen eller på eget initiativ, når den bemyndigede repræ‐
sentant skønner eller har grund til at tro, at det pågældende
apparat udgør en risiko.«
§ 8. ---
Stk. 2. Importøren må kun bringe apparater i omsætning,
når importøren har sikret, at fabrikanten af apparaterne har
overholdt § 4, stk. 2 og 4, regler fastsat i medfør af § 4, stk.
5, nr. 4, og § 5.
15. I § 8, stk. 2, ændres »§ 4, stk. 5, nr. 4« til: »§ 4, stk. 6, nr.
4«.
16. § 8, stk. 3, 1. og 2. pkt., affattes således:
Stk. 3. Importørens navn og registrerede firmanavn eller
registrerede varemærke og en postadresse, hvor importøren
kan kontaktes, skal fremgå af de apparater, som importøren
bringer i omsætning. Er det ikke muligt på grund af appa‐
ratets beskaffenhed at anbringe oplysningerne på apparatet,
skal oplysningerne fremgå af emballagen eller et medfølgen‐
»Importørens navn, registrerede firmanavn eller registrere‐
de varemærke og kontaktoplysninger, herunder postadresse,
skal være angivet på apparatet eller på dets emballage, pak‐
ken eller et medfølgende dokument. Kontaktoplysningerne
skal som udgangspunkt angives på apparatet, medmindre det
ikke muligt på grund af apparatets beskaffenhed.«
227
de dokument. Kontaktoplysningerne skal være på et sprog,
der er let forståeligt for brugerne og Energistyrelsen.
Stk. 4. Importøren skal i 10 år, efter at et apparat er blevet
bragt i omsætning, opbevare en kopi af EU-overensstemmel‐
seserklæringen, jf. § 4, stk. 3. Importøren skal i samme
tidsrum sikre, at den tekniske dokumentation, jf. § 4, stk.
2, kan stilles til rådighed for Energistyrelsen på anmodning
herom.
17. § 8, stk. 4, 2. pkt., ophæves.
18. I § 8 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
Stk. 5. Importøren skal sikre, at importørens opbevaring
og transport af apparater ikke bringer apparaternes overens‐
stemmelse med § 3 i fare.
»Stk. 5. Importøren skal verificere, at den tekniske doku‐
mentation, jf. § 4, stk. 2, og EU-overensstemmelseserklærin‐
gen, jf. § 4, stk. 3, er udarbejdet, sørge for, at overensstem‐
melseserklæringen står til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen i
10 år efter, at apparatet er blevet bragt i omsætning, og sikre,
at den tekniske dokumentation i samme periode kan stilles
til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen, hvis styrelsen anmoder
herom.«
Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 6 og 7.
Stk. 6. Udgør et apparat en risiko, skal importøren under‐
rette fabrikanten og Energistyrelsen herom.
19. § 8, stk. 6, ophæves.
§ 9. --- 20. § 9, stk. 2, affattes således:
Stk. 2. Udgør et apparat, som importøren har gjort tilgæn‐
geligt på markedet, en risiko, skal importøren straks under‐
rette Energistyrelsen om risikoen og give nærmere oplysnin‐
ger om apparatets manglende overensstemmelse og eventu‐
elle foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen.
»Importøren skal straks underrette Sikkerhedsstyrelsen, hvis
vedkommende har grund til at tro, at et apparat, som denne
har bragt i omsætning, udgør en risiko. Importøren skal
give nærmere oplysninger om apparatets manglende over‐
ensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på det
pågældende apparat, og eventuelle foranstaltninger, der er
truffet, for at fjerne risikoen. Udgør et apparat en risiko, skal
importøren endvidere underrette fabrikanten herom.«
21. I § 9 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:
»Stk. 3. Importøren skal på grundlag af begrundet anmod‐
ning fra Sikkerhedsstyrelsen give styrelsen al information og
dokumentation, der er nødvendig for at konstatere apparatets
overensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på
det pågældende apparat, på et sprog, der er letforståeligt for
Sikkerhedsstyrelsen.
Stk. 4. Importøren skal samarbejde med Sikkerhedsstyrel‐
sen og herunder efter en begrundet anmodning sikre, at der
træffes øjeblikkelige nødvendige korrigerende tiltag for at
afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende overensstemmelse
med de krav, der finder anvendelse på det pågældende appa‐
rat. Hvis dette ikke er muligt, skal importøren begrænse de
risici, der er forbundet med det pågældende apparat, når det
påbydes af Sikkerhedsstyrelsen eller på eget initiativ, når im‐
portøren skønner eller har grund til at tro, at det pågældende
apparat udgør en risiko.«
§ 10. ---
Stk. 2. Distributøren må kun gøre apparater tilgængelige
på markedet, når distributøren har kontrolleret, at fabrikan‐
ten af apparaterne har overholdt § 4, stk. 4, regler fastsat
i medfør af § 4, stk. 5, nr. 4, og § 5, og at importøren af
apparaterne har overholdt § 8, stk. 3.
22. I § 10, stk. 2, ændres »§ 4, stk. 4« til: »§ 4, stk. 5«, og »§
4, stk. 5« ændres til: »§ 4, stk. 6«.
Stk. 3-4. ---
228
§ 11. ---
Stk. 2. ---
23. I § 11 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Distributøren skal samarbejde med Sikkerheds‐
styrelsen om tiltag, der kan eliminere eller begrænse risici
forbundet med apparater, som distributøren har gjort tilgæn‐
gelige på markedet.«
24. Før overskriften før § 12 indsættes:
»Udbydere af distributionstjenester
§ 11 a. Udbyderen af distributionstjenesters navn, registrere‐
de firmanavn eller registrerede varemærke og kontaktoplys‐
ninger, herunder postadresse, skal være angivet på apparatet
eller på dets emballage, pakken eller et medfølgende doku‐
ment.
Stk. 2. Udbyderen af distributionstjenester skal udføre føl‐
gende opgaver:
1) Udbyderen af distributionstjenester skal verificere, at den
tekniske dokumentation, jf. § 4, stk. 2, og EU-overensstem‐
melseserklæringen, jf. § 4, stk. 3, er udarbejdet, sørge for, at
overensstemmelseserklæringen står til rådighed for Sikker‐
hedsstyrelsen i 10 år efter, at apparatet er blevet bragt i om‐
sætning, og sikre, at den tekniske dokumentation i samme
periode kan stilles til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen, hvis
styrelsen anmoder herom.
2) Udbyderen af distributionstjenester skal underrette Sik‐
kerhedsstyrelsen, hvis vedkommende har grund til at tro,
at et apparat, som denne har bragt i omsætning, udgør en
risiko.
3) Udbyderen af distributionstjenester skal på grundlag af
begrundet anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen give styrelsen
al information og dokumentation, der er nødvendig for at
konstatere apparatets overensstemmelse med de krav, der
finder anvendelse på det pågældende apparat, på et sprog,
der er letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen.
4) Udbyderen af distributionstjenester skal samarbejde med
Sikkerhedsstyrelsen og herunder efter en begrundet anmod‐
ning sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendige korrige‐
rende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende
overensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på
det pågældende apparat. Hvis dette ikke er muligt, skal ud‐
byderen af distributionstjenester begrænse de risici, der er
forbundet med det pågældende apparat, når det påbydes af
Sikkerhedsstyrelsen eller på eget initiativ, når udbyderen af
distributionstjenester skønner eller har grund til at tro, at det
pågældende apparat udgør en risiko.
Udbydere af informationssamfundstjenester
§ 11 b. Udbydere af informationssamfundstjenester skal på
anmodning af Sikkerhedsstyrelsen og i særlige tilfælde sam‐
arbejde med Sikkerhedsstyrelsen med henblik på at fremme
ethvert tiltag, der træffes, for at eliminere eller, hvis dette
ikke er muligt, begrænse de risici, der er forbundet med et
229
apparat, der udbydes eller var udbudt til salg online gennem
deres tjenester.«
25. Efter § 17 indsættes:
»Ansvarlig erhvervsdrivende
§ 17 a. Radioudstyr må kun bringes i omsætning, hvis en
erhvervsdrivende, der er etableret i Den Europæiske Union,
er ansvarlig for de i § 18, stk. 4, § 20, stk. 2-4, § 21, stk. 4,
nr. 3 og 5-7, § 22, stk. 5, § 23, stk. 2, 1. pkt. og stk. 3 og 4,
og § 25 a, stk. 2, nr. 1-4, omhandlede opgaver med hensyn
til dette radioudstyr.
Stk. 2. Stk. 1 finder anvendelse på følgende erhvervsdri‐
vende:
a) En fabrikant, der er etableret i Den Europæiske Union.
b) En importør, når fabrikanten ikke er etableret i Den Euro‐
pæiske Union.
c) En bemyndiget repræsentant, som ved skriftlig fuldmagt
fra fabrikanten er udpeget til at udføre de opgaver, der er
fastsat i § 21, på fabrikantens vegne.
d) En udbyder af distributionstjenester, der er etableret i
Den Europæiske Union, for så vidt angår det radioudstyr,
som denne håndterer, når ingen anden erhvervsdrivende som
omhandlet i litra a, b og c er etableret i Den Europæiske
Union.«
§ 18. ---
Stk. 2-3. --- 26. I § 18 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
Stk. 4. Fabrikanten skal sikre, at der med radioudstyret
følger en kopi af den fulde EU-overensstemmelseserklæring,
jf. stk. 3, eller en forenklet EU-overensstemmelseserklæring
med en internetadresse, hvor EU-overensstemmelseserklæ‐
ringens fulde tekst, jf. stk. 3, kan findes.
»Stk. 4. Fabrikanten skal sørge for, at overensstemmelses‐
erklæringen står til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen i 10 år
efter, at radioudstyret er blevet bragt i omsætning, og sikre,
at den tekniske dokumentation i samme periode kan stilles
til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen, hvis styrelsen anmoder
herom.«
Stk. 4-7 bliver herefter stk. 5-8.
Stk. 5. Fabrikanten skal anbringe et CE-mærke på radioud‐
styr, som er i overensstemmelse med § 17 og regler fastsat
i medfør heraf, medmindre det ikke er muligt på grund af ra‐
dioudstyrets beskaffenhed, og på radioudstyrets emballage,
inden fabrikanten bringer radioudstyret i omsætning.
Stk. 6. Energistyrelsen fastsætter nærmere regler om
1) ---
2) ---
3) indholdet af EU-overensstemmelseserklæringen og den
forenklede EU-overensstemmelseserklæring, jf. stk. 3 og 4,
og
27. I § 18, stk. 6, nr. 3, som bliver stk. 7, nr. 3, ændres »og
4« til: »og 5«.
4) mærkning af radioudstyr, herunder CE-mærkning, jf. stk.
5.
28. I § 18, stk. 6, nr. 4, som bliver stk. 7, nr. 4, ændres »stk.
5« til: »stk. 6«.
Stk. 7. ---
29. § 19, stk. 1, 1. og 2. pkt., affattes således:
§ 19. Fabrikantens navn og registrerede firmanavn eller re‐
gistrerede varemærke og en postadresse, hvor fabrikanten
kan kontaktes, skal fremgå af radioudstyr, som fabrikanten
bringer i omsætning. Er det ikke muligt på grund af radio‐
udstyrets beskaffenhed at anbringe oplysningerne på radio‐
udstyret, skal oplysningerne fremgå af emballagen eller et
»Fabrikantens navn, registrerede firmanavn eller registrere‐
de varemærke og kontaktoplysninger, herunder postadresse,
skal være angivet på radioudstyret eller på dets emballage,
pakken eller et medfølgende dokument. Kontaktoplysninger‐
ne skal som udgangspunkt angives på radioudstyret, med‐
230
medfølgende dokument. Kontaktoplysningerne skal være på
et sprog, der er let forståeligt for brugerne og Energistyrel‐
sen.
mindre det ikke er muligt på grund af radioudstyrets beskaf‐
fenhed.«
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Udsender radioudstyret tilsigtet radiofrekvenser,
skal fabrikanten foruden de i stk. 3 nævnte op‐ lysninger
indsætte oplysninger i brugsanvisningen om de frekvens‐
bånd, som radioudstyret anvender, og den maksimale effekt,
som udsendes i disse frekvensbånd.
30. I § 19, stk. 4, ændres »foruden de i stk. 3 nævnte oplys‐
ninger indsætte oplysninger i brugsanvisningen« til: »sikre,
at der følger oplysninger«, og efter »disse frekvensbånd«
indsættes: », med radioudstyret«.
Stk. 5-6. ---
§ 20. ---
Stk. 2. Udgør radioudstyr, som fabrikanten har gjort til‐
gængeligt på markedet, en risiko, skal fabrikanten straks
underrette Energistyrelsen om risikoen og give nærmere op‐
lysninger om radioudstyrets manglende overensstemmelse,
eventuelle foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risiko‐
en, og resultaterne heraf.
31. § 20, stk. 2, affattes således:
»Fabrikanten skal straks underrette Sikkerhedsstyrelsen,
hvis vedkommende har grund til at tro, at radioudstyr, som
denne har bragt i omsætning, udgør en risiko. Fabrikanten
skal give nærmere oplysninger om radioudstyrets manglende
overensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på det
pågældende radioudstyr, og eventuelle foranstaltninger, der
er truffet for at fjerne risikoen, og resultaterne heraf.«
32. I § 20 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:
»Stk. 3. Fabrikanten skal på grundlag af begrundet anmod‐
ning fra Sikkerhedsstyrelsen give styrelsen al information
og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere radio‐
udstyrets overensstemmelse med de krav, der finder anven‐
delse på det pågældende radioudstyr, på et sprog, der er
letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen.
Stk. 4. Fabrikanten skal samarbejde med Sikkerhedsstyrel‐
sen og herunder efter en begrundet anmodning sikre, at der
træffes øjeblikkelige nødvendige korrigerende tiltag for at
afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende overensstemmelse
med de krav, der finder anvendelse på det pågældende radio‐
udstyr. Hvis dette ikke er muligt, skal fabrikanten begrænse
de risici, der er forbundet med det pågældende radioudstyr,
når det påbydes af Sikkerhedsstyrelsen eller på eget initiativ,
når fabrikanten skønner eller har grund til at tro, at det
pågældende radioudstyr udgør en risiko.«
Stk. 3. Energistyrelsen fastsætter regler om, at fabrikanter
for at beskytte brugernes sundhed og sikker‐ hed skal foreta‐
ge stikprøvekontrol af radioudstyr, der er gjort tilgængeligt
på markedet, undersøge radio‐ udstyr, der ikke er i overens‐
stemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf eller
er blevet kaldt tilbage, og føre et register over klager over
radioudstyr, og at fabrikanter skal holde distributørerne ori‐
enteret om aktiviteterne.
Stk. 3 bliver herefter stk. 5.
§ 21. Fabrikanten kan ved skriftlig fuldmagt udpege en be‐
myndiget repræsentant.
33. I § 21, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som 2. og 3. pkt.
»Fabrikanten skal dog ved en skriftlig fuldmagt bemyndige
en repræsentant til at udføre de i stk. 4 angivne opgaver,
hvis der ikke findes en anden ansvarlig erhvervsdrivende
efter § 17 a. Den bemyndigede repræsentant skal udføre de
opgaver, der er fastsat i fuldmagten, jf. 1. og 2. pkt.«
Stk. 2. ---
34. § 21, stk. 3, affattes således:
231
Stk. 3. Fabrikantens udpegning af den bemyndigede re‐
præsentant efter stk. 1 skal som minimum sætte den bemyn‐
digede repræsentant i stand til at
»Stk. 3. Den bemyndigede repræsentant skal råde over
passende midler til at kunne udføre sine opgaver efter stk.
4. Råder den bemyndigede repræsentant ikke over passende
midler, kan denne ikke anses for at være ansvarlig efter § 17
a.«
1) opbevare EU-overensstemmelseserklæringen og den tek‐
niske dokumentation i 10 år, efter at radioudstyret er blevet
bragt i omsætning, jf. § 18, stk. 3,
2) give Energistyrelsen oplysninger og dokumentation på
Energistyrelsens begrundede anmodning, der er nødvendige
for at påvise radioudstyrets overensstemmelse med de krav,
som følger af §§ 18 og 19 og regler fastsat i medfør heraf,
og
3) samarbejde om foranstaltninger på Energistyrelsens an‐
modning, som Energistyrelsen træffer for at fjerne en risiko,
som udgøres af det radioudstyr, der er omfattet af den be‐
myndigede repræsentants fuldmagt.
35. I § 21 indsættes efter stk. 3 som stk. 4:
»Stk. 4. Den bemyndigede repræsentant skal udføre føl‐
gende opgaver:
1) Den bemyndigede repræsentant skal angive sit navn, regi‐
strerede firmanavn eller registrerede varemærke og kontakt‐
oplysninger, herunder postadresse, på radioudstyret eller på
dets emballage, pakken eller et medfølgende dokument.
2) Den bemyndigede repræsentant skal opbevare den tekni‐
ske dokumentation, jf. § 18, stk. 2, og EU-overensstemmel‐
seserklæringen, jf. § 18, stk. 3, i 10 år efter, at radioudstyret
er blevet bragt i omsætning.
3) Den bemyndigede repræsentant skal verificere, at EU-
overensstemmelseserklæringen og den tekniske dokumenta‐
tion, jf. nr. 2, er udarbejdet, sørge for, at overensstemmelses‐
erklæringen står til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen i 10 år
efter, at radioudstyret er blevet bragt i omsætning, og sikre,
at den tekniske dokumentation i samme periode kan stilles
til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen, hvis styrelsen anmoder
herom.
4) Den bemyndigede repræsentant skal på anmodning give
Sikkerhedsstyrelsen en kopi af fuldmagten på et af Sikker‐
hedsstyrelsen fastsat EU-sprog.
5) Den bemyndigede repræsentant skal på grundlag af be‐
grundet anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen give styrelsen
al information og dokumentation, der er nødvendig for at
konstatere radioudstyrets overensstemmelse med de krav,
der finder anvendelse på det pågældende radioudstyr, på et
sprog, der er letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen.
6) Den bemyndigede repræsentant skal underrette Sikker‐
hedsstyrelsen, hvis den bemyndigede repræsentant har grund
til at tro, at radioudstyr udgør en risiko.
7) Den bemyndigede repræsentant skal samarbejde med Sik‐
kerhedsstyrelsen og herunder efter en begrundet anmodning
sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendige korrigerende
tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende over‐
ensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på det
pågældende radioudstyr. Hvis dette ikke er muligt, skal den
bemyndigede repræsentant begrænse de risici, der er forbun‐
det med det pågældende radioudstyr, når det påbydes af
Sikkerhedsstyrelsen eller på eget initiativ, når den bemyndi‐
232
gede repræsentant skønner eller har grund til at tro, at det
pågældende radioudstyr udgør en risiko.«
§ 22. ---
Stk. 2. Importøren må kun bringe radioudstyr i omsætning,
når importøren har sikret, at radioudstyret kan anvendes i
mindst én EU-medlemsstat, uden at gældende regler om an‐
vendelse af radiofrekvenser overtrædes, og at fabrikanten af
radioudstyret har overholdt § 18, stk. 2, 4 og 5, regler fastsat
i medfør af § 18, stk. 6, nr. 3 og nr. 4, for så vidt angår
CE-mærkning, § 19, stk. 1-5, og regler fastsat i medfør af §
19, stk. 6. 8
36. I § 22, stk. 2, ændres »§ 18, stk. 2, 4 og 5« til: »§ 18, stk.
2, 5 og 6«, og »§ 18, stk. 6« ændres til: »§ 18, stk. 7«.
37. § 22, stk. 3, 1. og 2. pkt., affattes således:
Stk. 3. Importørens navn og registrerede firmanavn eller
registrerede varemærke og en postadresse, hvor importøren
kan kontaktes, skal fremgå af radioudstyret, som importøren
bringer i omsætning. Er det ikke muligt på grund af radioud‐
styrets beskaffenhed at anbringe oplysningerne på radioud‐
styret, skal op‐ lysningerne fremgå af emballagen eller et
medfølgende dokument. Kontaktoplysningerne skal være på
et sprog, der er let forståeligt for brugerne og Energistyrel‐
sen.
»Importørens navn, registrerede firmanavn eller registrere‐
de varemærke og kontaktoplysninger, herunder postadresse,
skal være angivet på radioudstyret eller på dets emballage,
pakken eller et medfølgende dokument. Kontaktoplysninger‐
ne skal som udgangspunkt angives på radioudstyret, med‐
mindre det ikke er muligt på grund af radioudstyrets beskaf‐
fenhed.«
Stk. 4. Importøren skal i 10 år, efter at radioudstyret er
blevet bragt i omsætning, opbevare en kopi af EU-overens‐
stemmelseserklæringen, jf. § 18, stk. 3. Importøren skal i
samme tidsrum sikre, at den tekniske dokumentation, jf. §
18, stk. 2, kan stilles til rådighed for Energistyrelsen på
anmodning herom.
38. § 22, stk. 4, 2. pkt., ophæves.
39. I § 22 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
Stk. 5. Importøren skal sikre, at importørens opbevaring
og transport af radioudstyr ikke bringer radio‐ udstyrets
overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf
i fare.
»Stk. 5. Importøren skal verificere, at den tekniske doku‐
mentation, jf. § 18, stk. 2, og EU-overensstemmelseserklæ‐
ringen, jf. § 18, stk. 3, er udarbejdet, sørge for, at overens‐
stemmelseserklæringen står til rådighed for Sikkerhedssty‐
relsen i 10 år efter, at radioudstyret er blevet bragt i om‐
sætning, og sikre, at den tekniske dokumentation i samme
periode kan stilles til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen, hvis
styrelsen anmoder herom.«
Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 6 og 7.
Stk. 6. Udgør radioudstyr en risiko, skal importøren under‐
rette fabrikanten og Energistyrelsen herom.
40. § 22, stk. 6, ophæves.
§ 23. --- 41. § 23, stk. 2, affattes således:
Stk. 2. Udgør radioudstyr, som importøren har gjort til‐
gængeligt på markedet, en risiko, skal importøren straks
underrette Energistyrelsen om risikoen og give nærmere op‐
lysninger om radioudstyrets manglende overensstemmelse
og eventuelle foranstaltninger, der er truffet for at fjerne
risikoen.
»Importøren skal straks underrette Sikkerhedsstyrelsen, hvis
vedkommende har grund til at tro, at radioudstyr, som denne
har bragt i omsætning, udgør en risiko. Importøren skal gi‐
ve nærmere oplysninger om radioudstyrets manglende over‐
ensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på det
pågældende radioudstyr, og eventuelle foranstaltninger, der
er truffet, for at fjerne risikoen. Udgør radioudstyr en risiko,
skal importøren endvidere underrette fabrikanten herom.«
42. I § 23 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:
»Stk. 3. Importøren skal på grundlag af begrundet anmod‐
ning fra Sikkerhedsstyrelsen give styrelsen al information
og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere radio‐
udstyrets overensstemmelse med de krav, der finder anven‐
delse på det pågældende radioudstyr, på et sprog, der er
letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen.
233
Stk. 4. Importøren skal samarbejde med Sikkerhedsstyrel‐
sen og herunder efter en begrundet anmodning sikre, at der
træffes øjeblikkelige nødvendige korrigerende tiltag for at
afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende overensstemmelse
med de krav, der finder anvendelse på det pågældende radio‐
udstyr. Hvis dette ikke er muligt, skal importøren begrænse
de risici, der er forbundet med det pågældende radioudstyr,
når det påbydes af Sikkerhedsstyrelsen eller på eget initiativ,
når importøren skønner eller har grund til at tro, at det på‐
gældende radioudstyr udgør en risiko.«
Stk. 3. Energistyrelsen fastsætter regler om, at importører
for at beskytte brugernes sundhed og sikkerhed skal foretage
stikprøvekontrol af radioudstyr, der er gjort tilgængeligt på
markedet, undersøge radioudstyr, der ikke er i overensstem‐
melse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf eller er
blevet kaldt tilbage, og føre et register over klager over
radioudstyr samt holde distributørerne orienteret om aktivi‐
teterne.
Stk. 3 bliver herefter stk. 5.
§ 24. ---
Stk. 2. Distributøren må kun gøre radioudstyr tilgængeligt
på markedet, hvis distributøren har kontrolleret, at radio‐
udstyret er konstrueret, så det kan anvendes i mindst én
EU-medlemsstat, uden at gældende regler om anvendelse af
radiofrekvenser overtrædes, at fabrikanten har overholdt §
18, stk. 4 og 5, regler fastsat i medfør af § 18, stk. 6, nr. 3 og
nr. 4, for så vidt angår CE-mærkning, og § 19, stk. 1-5, samt
regler fastsat i medfør af § 19, stk. 6, og at importøren har
overholdt § 22, stk. 3.
43. I § 24, stk. 2, ændres »§ 18, stk. 4 og 5« til: »§ 18, stk. 5
og 6« og »§ 18, stk. 6« ændres til: »§ 18, stk. 7«.
Stk. 3-4. ---
§ 25. ---
Stk. 2. ---
44. I § 25 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Distributøren skal samarbejde med Sikkerhedssty‐
relsen om tiltag, der kan eliminere eller begrænse risici for‐
bundet med radioudstyr, som distributøren har gjort tilgæn‐
geligt på markedet.«
45. Før overskriften før § 26 indsættes:
»Udbydere af distributionstjenester
§ 25 a. Udbyderen af distributionstjenesters navn, registrere‐
de firmanavn eller registrerede varemærke og kontaktoplys‐
ninger, herunder postadresse, skal være angivet på radioud‐
styret eller på dets emballage, pakken eller et medfølgende
dokument.
Stk. 2. Udbyderen af distributionstjenester skal udføre føl‐
gende opgaver:
1) Udbyderen af distributionstjenester skal verificere, at den
tekniske dokumentation, jf. § 18, stk. 2, og EU-overensstem‐
melseserklæringen, jf. § 18, stk. 3, er udarbejdet, sørge
for, at overensstemmelseserklæringen står til rådighed for
Sikkerhedsstyrelsen i 10 år efter, at radioudstyret er blevet
bragt i omsætning, og sikre, at den tekniske dokumentation
234
i samme periode kan stilles til rådighed for Sikkerhedsstyrel‐
sen, hvis styrelsen anmoder herom.
2) Udbyderen af distributionstjenester skal underrette Sik‐
kerhedsstyrelsen, hvis vedkommende har grund til at tro,
at radioudstyr, som denne har bragt i omsætning, udgør en
risiko.
3) Udbyderen af distributionstjenester skal på grundlag af
begrundet anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen give styrelsen
al information og dokumentation, der er nødvendig for at
konstatere radioudstyrets overensstemmelse med de krav,
der finder anvendelse på det pågældende radioudstyr, på et
sprog, der er letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen.
4) Udbyderen af distributionstjenester skal samarbejde med
Sikkerhedsstyrelsen og herunder efter en begrundet anmod‐
ning sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendige korrige‐
rende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende
overensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på
det pågældende radioudstyr. Hvis dette ikke er muligt, skal
udbyderen af distributionstjenester begrænse de risici, der er
forbundet med det pågældende radioudstyr, når det påbydes
af Sikkerhedsstyrelsen eller på eget initiativ, når udbyderen
af distributionstjenester skønner eller har grund til at tro, at
det pågældende radioudstyr udgør en risiko.
Udbydere af informationssamfundstjenester
§ 25 b. Udbydere af informationssamfundstjenester skal på
anmodning af Sikkerhedsstyrelsen og i særlige tilfælde sam‐
arbejde med Sikkerhedsstyrelsen med henblik på at fremme
ethvert tiltag, der træffes, for at eliminere eller, hvis dette
ikke er muligt, begrænse de risici, der er forbundet med
radioudstyr, der udbydes eller var udbudt til salg online gen‐
nem deres tjenester.«
46. Overskriften til kapitel 7 affattes således:
Kapitel 7 »Kapitel 7
Tilsyn m.v. Kontrol m.v.«
47. Overskriften før § 32 affattes således:
Tilsynsmyndighed »Kontrolmyndighed«
48. § 32 affattes således:
§ 32. Energistyrelsen fører tilsyn med overholdelse af loven
og regler fastsat i medfør heraf.
»§ 32. Sikkerhedsstyrelsen er kontrolmyndighed, medmin‐
dre andet følger af denne lov.«
49. § 33, stk. 1, affattes således:
§ 33. Energistyrelsen og Teleklagenævnet kan ved en be‐
grundet anmodning kræve oplysninger og materiale, jf. dog
stk. 2 og 3, som skønnes nødvendigt i forbindelse med
administration af loven og regler fastsat i medfør heraf,
af erhvervsdrivende, fabrikanter af faste anlæg eller den
ansvarlige for installationen af et fast anlæg, den ansvarlige
for anvendelsen af et apparat, fast anlæg og radioudstyr samt
»Sikkerhedsstyrelsen og Teleklagenævnet kan af erhvervs‐
drivende, fabrikanter af faste anlæg eller den ansvarlige for
installationen af et fast anlæg ved en begrundet anmodning
kræve oplysninger og materiale, herunder oplysninger, som
kan fastslå ejerskabet af en onlinegrænseflade, jf. dog stk.
3-5, som skønnes nødvendigt i forbindelse med administra‐
tion af loven og regler fastsat i medfør heraf.«
235
udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller
-tjenester.
Stk. 2. ---
50. I § 33 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:
»Stk. 2. Energistyrelsen og Teleklagenævnet kan af den
ansvarlige for anvendelsen af et apparat, fast anlæg og radio‐
udstyr og udbydere af offentlige elektroniske kommunikati‐
onsnet eller -tjenester ved en begrundet anmodning kræve
oplysninger og materiale, som skønnes nødvendigt i forbin‐
delse med administration af loven og regler fastsat i medfør
heraf.
Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen kan af fabrikanter, bemyndige‐
de repræsentanter, importører og distributører kræve oplys‐
ninger, der identificerer enhver erhvervsdrivende, fra hvem
den pågældende inden for 10 år har fået leveret et apparat el‐
ler radioudstyr, og enhver erhvervsdrivende, som den pågæl‐
dende inden for 10 år har leveret et apparat eller radioudstyr
til.
Stk. 4. Sikkerhedsstyrelsen kan ud over stk. 3 af erhvervs‐
drivende kræve relevante oplysninger om forsyningskæden,
om de nærmere detaljer for distributionsnettet, om mængder
af apparater eller radioudstyr på markedet og om andre pro‐
duktmodeller, der har de samme tekniske egenskaber som
det pågældende apparat eller radioudstyr.«
Stk. 3. Energistyrelsen kan af fabrikanter af faste anlæg
eller den ansvarlige for installationen af et fast anlæg kræve,
at de fremlægger dokumentation som nævnt i § 14, stk. 2, så
længe det faste anlæg er i drift, hvis der er tegn på, at det
faste anlæg ikke er i overensstemmelse med § 14, stk. 1.
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 5 og 6.
Stk. 4. Energistyrelsen kan fastsætte nærmere regler om,
at fabrikanter af radioudstyr og programmel skal oplyse, om
påtænkte kombinationer af radioudstyr og programmel er i
overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf,
hvis Europa-Kommissionen træffer afgørelse om, at disse
oplysninger skal afgives for bestemte kategorier af radioud‐
styr.
51. Efter § 33 indsættes:
»§ 33 a. Sikkerhedsstyrelsen og Energistyrelsen kan i kon‐
troløjemed indsamle og behandle, herunder samkøre, oplys‐
ninger fra andre offentlige myndigheder og fra offentligt
tilgængelige kilder.
Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen og Energistyrelsen kan i kon‐
troløjemed behandle, herunder samkøre, oplysninger, som
den pågældende styrelse, ud over de tilfælde der er nævnt i
stk. 1, er i besiddelse af.
Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen og Energistyrelsen kan i kon‐
troløjemed indsamle og behandle, herunder samkøre, ikke-
offentligt tilgængelige oplysninger fra offentlige og private
virksomheder og erhvervs- eller forbrugerorganisationer.«
52. § 34 affattes således:
§ 34. Undlader en erhvervsdrivende i forbindelse med en
konkret tilsynssag at give de oplysninger eller fremlægge
det materiale, som Energistyrelsen kræver efter § 33, stk.
1, eller undlader en erhvervsdriven‐ de at give oplysninger
»Undlader en erhvervsdrivende, en fabrikant af et fast anlæg
eller en ansvarlig for installationen af et fast anlæg i forbin‐
delse med en konkret kontrolsag at give de oplysninger eller
fremlægge det materiale, som Sikkerhedsstyrelsen kræver
236
efter § 33, stk. 2, kan Energistyrelsen over for fabrikanten,
importøren eller distributøren
efter § 33, stk. 1, 3 eller 4, kan Sikkerhedsstyrelsen over for
vedkommende
1) nedlægge forbud mod at bringe apparatet eller radioudsty‐
ret i omsætning eller at gøre det tilgængeligt på markedet,
1) nedlægge forbud mod at bringe apparatet eller radioudsty‐
ret i omsætning eller at gøre det tilgængeligt på markedet,
2) give påbud om at trække apparatet eller radioudstyret
tilbage fra markedet eller
2) give påbud om at trække apparatet eller radioudstyret
tilbage fra markedet, eller
3) give påbud om at kalde apparatet eller radioudstyret tilba‐
ge.
3) give påbud om at kalde apparatet eller radioudstyret tilba‐
ge.
Stk. 2. Giver fabrikanten af et fast anlæg, den ansvarlige
for installationen af et fast anlæg eller den ansvarlige for
anvendelsen af et fast anlæg ikke de oplysninger eller frem‐
lægger det materiale, som Energistyrelsen anmoder om, jf.
§ 33, stk. 1 eller 3, i forbindelse med en konkret tilsynssag,
kan Energistyrelsen over for den ansvarlige for anvendelsen
af det faste anlæg nedlægge forbud mod, at det faste anlæg
anvendes.
Stk. 2. Undlader en fabrikant af et fast anlæg eller en
ansvarlig for installationen af et fast anlæg i forbindelse med
en konkret kontrolsag at give oplysninger, som styrelsen
anmoder om i medfør af § 33, stk. 1, eller at fremlægge
materiale eller dokumentation, som styrelsen anmoder om
i medfør af § 33, stk. 1 og 5, kan Sikkerhedsstyrelsen gi‐
ve vedkommende påbud om at give oplysningerne eller at
fremlægge materialet eller dokumentationen.
Stk. 3. Giver den ansvarlige for anvendelsen af et apparat
eller radioudstyr ikke de oplysninger eller fremlægger det
materiale, som Energistyrelsen anmoder om i medfør af §
33, stk. 1, i forbindelse med en konkret tilsynssag, kan Ener‐
gistyrelsen nedlægge forbud mod, at apparatet eller radioud‐
styret anvendes.
Stk. 3. Giver den ansvarlige for anvendelsen af et appa‐
rat, et fast anlæg eller radioudstyr ikke de oplysninger eller
fremlægger det materiale, som Energistyrelsen anmoder om
i medfør af § 33, stk. 2, i forbindelse med en konkret kon‐
trolsag, kan Energistyrelsen nedlægge forbud mod, at appa‐
ratet, det faste anlæg eller radioudstyret anvendes.
Stk. 4. Modtager Energistyrelsen ikke oplysninger eller
materiale, som Energistyrelsen anmoder om i medfør af §
33, stk. 1 eller 2, og er der ikke tale om en konkret tilsyns‐
sag, kan Energistyrelsen give påbud om at give oplysninger‐
ne eller at fremlægge materialet.
Stk. 4. Modtager Sikkerhedsstyrelsen ikke oplysninger el‐
ler materiale, som styrelsen anmoder om i medfør af §
33, stk. 1, 3 eller 4, og er der ikke tale om en konkret
kontrolsag, kan Sikkerhedsstyrelsen give påbud om at give
oplysningerne eller at fremlægge materialet.«
53. § 35 affattes således:
§ 35. Energistyrelsen har mod behørig legitimation og uden
retskendelse adgang til lokaliteter og transportmidler tilhø‐
rende fabrikanter, importører og distributører for at føre stik‐
prøvevis kontrol med, om loven og regler fastsat i medfør
heraf overholdes. Energistyrelsen kan i forbindelse med sin
kontrol på stedet foretage undersøgelser af apparater, faste
anlæg og radioudstyr.
»§ 35. Sikkerhedsstyrelsen har til enhver tid mod behørig
legitimation og uden retskendelse adgang til alle erhvervs‐
mæssige lokaliteter og transportmidler, hvor der kan findes
apparater, faste anlæg eller radioudstyr.
Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen kan som led i kontrolbesøget
foretage tekniske undersøgelser af et apparat, et fast anlæg
eller radioudstyr på stedet. Sikkerhedsstyrelsen kan kræve
omkostninger til ekstern bistand forbundet med tekniske un‐
dersøgelser af faste anlæg refunderet af fabrikanten af det
faste anlæg eller den ansvarlige for installationen af det faste
anlæg, hvis det i forbindelse med undersøgelsen konstateres,
at det faste anlæg ikke overholder de væsentlige krav i § 14,
stk. 1
Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand til gennemfø‐
relse af tilsyn som nævnt i stk. 1. Energi-, forsynings- og
klimaministeren kan efter forhandling med justitsministeren
fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen kan som en del af dokumenta‐
tionen af kontrolbesøget fotografere og optage video samt
medtage prøver til nærmere analyse eller undersøgelse.
Stk. 4. Sikkerhedsstyrelsen kan være bistået af en eller
flere uafhængige sagkyndige i forbindelse med adgangen
efter stk. 1 og tekniske undersøgelser efter stk. 2.
Stk. 5. Politiet yder om nødvendigt bistand til gennemfø‐
relse af kontrol som nævnt i stk. 1. Klima-, energi- og forsy‐
ningsministeren kan efter forhandling med justitsministeren
fastsætte nærmere regler herom.«
54. Overskriften før § 36 affattes således:
Undersøgelse af apparater og radioudstyr »Udtagelse og undersøgelse af apparater og radioudstyr«.
237
55. § 36 affattes således:
§ 36. Energistyrelsen kan medtage apparater eller radioud‐
styr uden betaling herfor fra fabrikanter eller importører i
forbindelse med sit tilsyn, jf. dog stk. 5 og 6.
Ȥ 36. Sikkerhedsstyrelsen kan som led i kontrollen med
overholdelsen af loven og regler fastsat i medfør heraf udta‐
ge ethvert apparat eller radioudstyr, herunder ved brug af
skjult identitet. Udtagelsen kan foretages uden betaling, eller
Sikkerhedsstyrelsen kan kræve udgiften refunderet, hvis ud‐
tagelsen af apparatet eller radioudstyret har nødvendiggjort
en betaling.
Stk. 2. Energistyrelsen kan i forbindelse med sit tilsyn
kræve, at fabrikanter eller importører sender apparater eller
radioudstyr til Energistyrelsen uden forudgående betaling
herfor, jf. dog stk. 4-6, med henblik på at undersøge appara‐
terne eller radioudstyret. Stk. 2. En erhvervsdrivende, som udgør et led i omsætnin‐
gen af et apparat eller radioudstyr, er forpligtet til at indsen‐
de eller udlevere apparatet eller radioudstyret til kontrol på
Sikkerhedsstyrelsens anmodning, jf. stk. 1. Den erhvervsdri‐
vende, som apparatet eller radioudstyret udtages fra, skal
afholde udgiften til eventuel fragt til den lokalitet, Sikker‐
hedsstyrelsen anviser.
Stk. 3. Energistyrelsen kan i forbindelse med sit tilsyn
hos distributører medtage apparater og radioudstyr uden be‐
taling herfor, jf. dog stk. 5 og 6, eller kræve, at distributører
sender apparater eller radioudstyr til Energistyrelsen uden
forudgående betaling herfor, jf. dog stk. 4-6, hvis det ikke er
muligt for Energistyrelsen at medtage eller få tilsendt disse
fra fabrikanten eller importøren i medfør af stk. 1 eller 2. Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen kan foretage eller få foretaget
tekniske undersøgelser af apparater og radioudstyr udtaget i
medfør af stk. 1. Sikkerhedsstyrelsen kan kræve omkostnin‐
ger forbundet med de eksterne tekniske undersøgelser refun‐
deret af den erhvervsdrivende, der, træffes afgørelse overfor
i forbindelse med undersøgelsen, jf. § 38, stk. 1.
Stk. 4. Energistyrelsen refunderer de udgifter, som fabri‐
kanten, importøren eller distributøren kan dokumentere at
have afholdt, ved at den pågældende har sendt et apparat
eller radioudstyr til Energistyrelsen i medfør af stk. 2 eller 3.
Stk. 4. Sikkerhedsstyrelsen kan indhente erklæringer fra
sagkyndige, som styrelsen skønner nødvendige for at kunne
træffe afgørelse. Sikkerhedsstyrelsen kan kræve omkostnin‐
ger forbundet med indhentelse af erklæringer fra sagkyndige
refunderet af den erhvervsdrivende, der, træffes afgørelse
over for i forbindelse med undersøgelsen, jf. § 38, stk. 1.«
§ 37. Er den tekniske dokumentation for radioudstyr ikke
i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af § 18,
stk. 6, nr. 2, kan Energistyrelsen anmode fabrikanter eller
importører af radioudstyr om for egen regning at få foretaget
en test af radioudstyret af en virksomhed, som Energistyrel‐
sen kan godkende, for at efterprøve, om radioudstyret er i
overensstemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf.
56. I § 37, stk. 1, ændres »§ 18, stk. 6« til: »§ 18, stk. 7«.
Stk. 2 ---
57. Før overskriften før § 38 indsættes:
»Midlertidigt forbud
§ 37 a. Sikkerhedsstyrelsen kan over for erhvervsdrivende
udstede et midlertidigt forbud mod at bringe et apparat og
radioudstyr i omsætning eller at gøre det tilgængeligt på
markedet, eller at udstille et apparat og radioudstyr, hvis
apparatet eller radioudstyret vurderes at kunne udgøre en
risiko. Forbuddets varighed kan ikke strække sig ud over,
hvad der er nødvendigt for at træffe kontrolforanstaltninger
til brug for undersøgelser eller vurderinger af apparatets
eller radioudstyrets sikkerhed.«
58. Overskriften før § 38 affattes således:
Apparater og radioudstyr, som udgør en risiko »Apparater, faste anlæg og radioudstyr, som udgør en risiko
eller ikke overholder kravene«.
59. §§ 38 og 39 affattes således:
238
§ 38. Udgør et apparat en risiko, kan Energistyrelsen over
for en fabrikant, en importør eller en distributør
»§ 38. Udgør et apparat eller radioudstyr en risiko, eller
overholder det ikke kravene i loven eller regler fastsat i
medfør heraf, eller overholder et fast anlæg ikke kravene i
§ 14, stk. 1, kan Sikkerhedsstyrelsen over for en erhvervsdri‐
vende, en fabrikant af et fast anlæg eller en ansvarlig for
installationen af et fast anlæg træffe følgende afgørelser, jf.
dog stk. 2:
1) nedlægge forbud mod at bringe apparatet i omsætning
eller at gøre det tilgængeligt på markedet,
2) give påbud om at trække apparatet tilbage fra markedet
eller
3) give påbud om at kalde apparatet tilbage. 1) Påbud om at bringe apparatet, det faste anlæg eller radio‐
udstyret i overensstemmelse med kravene.
Stk. 2. Udgør radioudstyr en risiko, kan Energistyrelsen
over for en fabrikant, en importør eller en distributør 2) Påbud om at sikre, at apparatet eller radioudstyret ikke
udgør en risiko.
1) nedlægge forbud mod at bringe radioudstyret i omsætning
eller at gøre det tilgængeligt på markedet,
3) Påbud om at overholde visse betingelser, inden apparatet
eller radioudstyret kan bringes i omsætning eller gøre det
tilgængeligt på markedet, dog stk. 2.
2) give påbud om at trække radioudstyret tilbage fra marke‐
det eller 4) Påbud om at advare brugerne om de risici, der er ved
apparatet eller radioudstyret, eller at anbringe advarsler på
apparatet eller radioudstyret, dog stk. 2.
3) give påbud om at kalde radioudstyret tilbage.
Stk. 3. Energistyrelsen kan træffe foranstaltninger for at
fjerne risikoen nævnt i stk. 1 og 2. Fabrikanten, importøren
eller distributøren skal på Energistyrelsens anmodning sam‐
arbejde med Energistyrelsen om disse foranstaltninger.
5) Påbud om at standse markedsføring af apparater eller
radioudstyr, der kan vildlede brugerne.
6) Forbud mod at bringe apparatet eller radioudstyret i om‐
sætning eller at gøre det tilgængeligt på markedet.
Stk. 4. Energistyrelsen kan i særlige tilfælde, hvor radio‐
udstyr har forårsaget eller kan forventes at ville forårsage
uacceptable forstyrrelser af samfundsvigtig kommunikation,
fastsætte nærmere regler om, at fabrikanter, importører og
distributører ikke må bringe radioudstyret i omsætning eller
gøre det tilgængeligt på markedet, eller at radioudstyret skal
trækkes tilbage fra markedet eller kaldes tilbage.
7) Påbud om at trække apparatet eller radioudstyret tilbage
fra markedet.
8) Påbud om at kalde apparatet eller radioudstyret tilbage.
9) Påbud om at destruere apparatet eller radioudstyret eller
på anden måde gøre det ubrugeligt.
Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen kan alene træffe afgørelser ef‐
ter stk. 1, nr. 3 eller 4, hvis apparatet eller radioudstyret
udgør en risiko på visse betingelser eller for visse brugere.
Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen kan træffe foranstaltninger for
at fjerne eller begrænse en risiko ved et apparat eller radio‐
udstyr, herunder en alvorlig risiko. Sikkerhedsstyrelsen kan
i den forbindelse kræve, at erhvervsdrivende samarbejder
med styrelsen om disse foranstaltninger. Sikkerhedsstyrelsen
kan af den ansvarlige erhvervsdrivende kræve omkostninger
forbundet med de af styrelsen trufne foranstaltninger refun‐
deret.
Stk. 4. Energistyrelsen kan i særlige tilfælde, hvor radio‐
udstyr har forårsaget eller kan forventes at ville forårsage
uacceptable forstyrrelser af samfundsvigtig kommunikation,
fastsætte nærmere regler om, at fabrikanter, importører og
distributører ikke må bringe radioudstyret i omsætning eller
gøre det tilgængeligt på markedet, eller at radioudstyret skal
trækkes tilbage fra markedet eller kaldes tilbage.
§ 39. Udgør radioudstyr en risiko, selv om det er i overens‐
stemmelse med § 17 og regler fastsat i medfør heraf, kan
Energistyrelsen
§ 39. Sikkerhedsstyrelsen skal, hvis det er nødvendigt, op‐
lyse offentligheden om apparater og radioudstyr, der ikke
er i overensstemmelse med denne lov eller regler fastsat i
medfør heraf, herunder om
1) give en fabrikant eller en importør påbud om at sikre, at
radioudstyret ikke udgør en risiko, når det bringes i omsæt‐
ning,
1) relevante kendetegn til brug for identifikation af produk‐
tet,
2) give en fabrikant, en importør eller en distributør påbud
om at trække radioudstyret tilbage fra markedet eller 2) risikoens art, hvor dette er relevant,
3) hvilke foranstaltninger der er truffet, og
3) give en fabrikant, en importør eller en distributør påbud
om at kalde radioudstyret tilbage.
4) hvordan offentligheden bør forholde sig.
239
Stk. 2. Oplysninger, som har karakter af forretningshem‐
meligheder, kan kun videregives, hvis dette er nødvendigt
for at beskytte menneskers sikkerhed og sundhed.«
Stk. 2. Energistyrelsen kan træffe foranstaltninger for at fjer‐
ne risikoen nævnt i stk. 1. Fabrikanten, importøren eller dis‐
tributøren skal på Energistyrelsens anmodning samarbejde
med Energistyrelsen om disse foranstaltninger.
§ 40 --- 60. I § 40 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen kan lægge undersøgelser af
apparater eller radioudstyr, som er gennemført i en anden
EU-medlemsstat, og afgørelser, som er truffet i en anden
EU-medlemsstat, til grund og træffe afgørelse i medfør af §
38, stk. 1, eller § 40 a, over for erhvervsdrivende, som brin‐
ger et tilsvarende apparat eller radioudstyr i omsætning eller
gør dette tilgængeligt på markedet, medmindre Sikkerheds‐
styrelsen er nået til den modsatte konklusion på grundlag af
sin egen kontrol.«
61. Før overskriften før § 41 indsættes:
»Indhold på onlinegrænseflader
§ 40 a. Sikkerhedsstyrelsen kan påbyde ejeren af en online‐
grænseflade at ændre eller fjerne indhold, der henviser til
et apparat eller radioudstyr, der ikke er i overensstemmelse
med denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.
Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen kan påbyde ejeren af en online‐
grænseflade udtrykkeligt at vise en advarsel til slutbrugerne
i forbindelse med indhold, der henviser til et apparat eller
radioudstyr, der ikke er i overensstemmelse med denne lov
eller regler fastsat i medfør heraf, når slutbrugerne får ad‐
gang til onlinegrænsefladen.
§ 40 b. Sikkerhedsstyrelsen kan foranledige blokering af en
onlinegrænseflade, hvis et påbud efter § 40 a, stk. 1, ikke er
efterkommet, eller onlinegrænsefladen gentagne gange har
solgt eller formidlet salg af apparater og radioudstyr, der
udgør en alvorlig risiko.
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 om blokering af en online‐
grænseflade træffes af retten ved kendelse efter Sikkerheds‐
styrelsens begæring. Inden retten træffer afgørelse, skal den
så vidt muligt give parten, som indgrebet retter sig mod,
adgang til at udtale sig. I kendelsen anføres de konkrete
omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne
for indgrebet er opfyldt.
Stk. 3. Udbydere af informationssamfundstjenester skal
bistå Sikkerhedsstyrelsen ved gennemførelsen af kendelser
efter stk. 2.
Stk. 4. Sikkerhedsstyrelsen skal påse, at et indgreb efter
stk. 1 ikke opretholdes ud over det tidsrum, hvor grundlaget
for blokeringen er til stede. Sikkerhedsstyrelsen skal af egen
drift eller på foranledning af den, som indgrebet retter sig
mod, træffe afgørelse om ophævelse af blokeringen.
Stk. 5. Fremsætter den, som indgrebet efter stk. 1 retter
sig mod, anmodning om, at blokeringen ophæves, og støttes
denne anmodning på, at der er sket væsentlige ændringer
i indholdet af onlinegrænsefladen, skal Sikkerhedsstyrelsen,
hvis blokeringen ikke ophæves i medfør af stk. 4, snarest
240
muligt indbringe spørgsmålet for retten. Retten afgør ved
kendelse, om indgrebet skal opretholdes. Tages en anmod‐
ning ikke til følge, kan ny anmodning ikke fremsættes, før
der er forløbet 3 måneder fra kendelsens afsigelse.«
Formel manglende overensstemmelse 62. Overskriften inden § 41 udgår.
§ 41. Har en fabrikant ikke overholdt §§ 4 og 5 og regler
fastsat i medfør heraf eller §§ 18 og 19 og regler fastsat i
medfør heraf, har en importør ikke overholdt § 8, stk. 1-4,
eller § 22, stk. 1-4, eller har en distributør ikke overholdt
§ 10, stk. 1 og 2, eller § 24, stk. 1 og 2, og vurderer
Energistyrelsen, at apparatet eller radioudstyret ikke udgør
en risiko, kan Energistyrelsen give den pågældende påbud
om at overholde den eller de pågældende bestemmelser.
63. § 41 ophæves.
Stk. 2. Efterkommer fabrikanten, importøren eller distribu‐
tøren ikke Energistyrelsens påbud efter stk. 1, kan Energisty‐
relsen over for fabrikanten, importøren eller distributøren
1) nedlægge forbud mod at bringe apparatet eller radioudsty‐
ret i omsætning eller at gøre det tilgængeligt på markedet,
2) give påbud om at trække apparatet eller radioudstyret
tilbage fra markedet eller
3) give påbud om at kalde apparatet eller radioudstyret tilba‐
ge.
Stk. 3. Overholder en importør ikke § 8, stk. 5, eller §
22, stk. 5, eller overholder en distributør ikke § 10, stk. 3,
eller § 24, stk. 3, kan Energistyrelsen give importøren eller
distributøren påbud om at overholde den eller de pågælden‐
de bestemmelser.
Stk. 4. Underretter en importør ikke fabrikanten i henhold
til § 8, stk. 6, eller § 22, stk. 6, eller underretter en distribu‐
tør ikke fabrikanten eller importøren i henhold til § 10, stk.
4, eller § 24, stk. 4, kan Energistyrelsen give importøren
påbud om at underrette fabrikanten eller give distributøren
påbud om at underrette importøren eller fabrikanten.
§ 45. ---
Stk. 2. Energistyrelsens afgørelser truffet i medfør af §§
38 og 39, som Energistyrelsen skal underrette de øvrige
EU-medlemsstater og Europa-Kommissionen om i henhold
til artikel 38, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets di‐
rektiv 2014/30/EU af 26. februar 2014 om harmonisering
af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kom‐
patibilitet eller artikel 40, stk. 4, eller artikel 42, stk. 3,
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/53/EU af
16. april 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love
om tilgængeliggørelse af radioudstyr på markedet og om
ophævelse af direktiv 1999/5/EF, kan ikke påklages til Tele‐
klagenævnet.
64. I § 45, stk. 2, ændres »§§ 38 og 39« til: »§ 38, stk. 1,«.
65. I § 47 indsættes før stk. 1 som nyt stykke:
»Sikkerhedsstyrelsen kan pålægge udbydere af informati‐
onssamfundstjenester tvangsbøder med henblik på at gen‐
nemtvinge handlinger, som det påhviler udbyderne at foreta‐
ge efter § 40 b.«
§ 47. Undlader en udbyder af offentlige elektroniske kom‐
munikationsnet eller -tjenester at efterkomme Energistyrel‐
Stk. 1 bliver herefter stk. 2.
241
sens påbud i medfør af § 43, kan Energistyrelsen pålægge
udbyderen tvangsbøder.
66. § 48 affattes således:
§ 48. Med bøde straffes »§ 48. Medmindre strengere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, straffes med bøde
1) den, som overtræder § 13, stk. 2, § 16, stk. 2, og § 27, stk.
2, 1) den fabrikant, der undlader at opfylde sine forpligtelser
efter § 6, stk. 1, 2 eller 4, eller § 20, stk. 1, 2 eller 4,
2) den fabrikant af et fast anlæg eller den ansvarlige for
installationen af et fast anlæg, som undlader at sikre, at et
fast anlæg er konstrueret og installeret i overensstemmelse
med § 14, stk. 1, eller undlader at sikre den fornødne doku‐
mentation, jf. § 14, stk. 2,
2) den fabrikant, som ikke har udpeget en bemyndiget re‐
præsentant, hvor det kræves efter § 7, stk. 1, 2. pkt., eller §
21, stk. 1, 2. pkt., eller som ikke efter § 7, stk. 1, 3. pkt.,
eller § 21, stk. 1, 3. pkt., har sikret, at den bemyndigede
repræsentant har beføjelser til at løse sine opgaver, eller som
ikke efter § 7, stk. 3, 1. pkt., eller § 21, stk. 3, 1. pkt., har
sikret, at den bemyndigede repræsentant har tilstrækkelige
midler til at løse sine opgaver,
3) den fabrikant af et fast anlæg eller den ansvarlige for
installationen af et fast anlæg, som undlader at sikre, at der
med de i § 15, stk. 1, nævnte apparater følger informations‐
materiale, hvis indhold er i overensstemmelse med § 15, stk.
2,
4) den fabrikant, importør eller distributør, den fabrikant
af et fast anlæg, den ansvarlige for installationen af et fast
anlæg eller den ansvarlige for anvendelsen af et apparat, fast
anlæg eller radioudstyr, som overtræder et forbud efter § 34,
stk. 1, nr. 1, stk. 2 og 3, § 36, stk. 7, nr. 1, § 38, stk. 1, nr. 1,
og stk. 2, nr. 1, § 41, stk. 2, nr. 1, og § 42, eller
3) den bemyndigede repræsentant, der undlader at opfylde
sine forpligtelser efter § 7, stk. 1, 3. pkt., eller stk. 4, nr. 4, 6
eller 7, eller § 21, stk. 1, 3. pkt., eller stk. 4, nr. 4, 6 eller 7,
4) den importør, der undlader at opfylde sine forpligtelser
efter § 8, stk. 6, § 9, stk. 1, 2 eller 4, § 22, stk. 6, eller § 23,
stk. 1, 2 eller 4,
5) den fabrikant, importør eller distributør, den fabrikant
af et fast anlæg, den ansvarlige for installationen af et fast
anlæg, den ansvarlige for anvendelsen af et apparat, fast
anlæg eller radioudstyr eller den udbyder af offentlige elek‐
troniske kommunikationsnet eller -tjenester, som undlader at
efterkomme et påbud efter § 34, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 4,
§ 36, stk. 7, nr. 2 og 3, § 38, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, nr. 2
og 3, § 39, § 41, stk. 2, nr. 2 og 3, og stk. 3 og 4, og § 43.
5) den distributør, som undlader at opfylde sine forpligtelser
efter § 10, stk. 3 eller 4, § 11, § 24, stk. 3 eller 4, eller § 25,
6) den udbyder af distributionstjenester, der undlader at op‐
fylde sin forpligtelse efter § 11 a, stk. 2, eller § 25 a, stk. 2,
7) den udbyder af informationssamfundstjenester, der undla‐
der at opfylde sin forpligtelse efter §§ 11 b eller 25 b,
Stk. 2. I regler fastsat i medfør af denne lov kan der fast‐
sættes straf af bøde for overtrædelse af reglerne.
8) den fabrikant af et fast anlæg eller den ansvarlige for in‐
stallationen af et fast anlæg, som undlader at sikre, at et fast
anlæg er konstrueret og installeret i overensstemmelse med
§ 14, stk. 1, undlader at sikre den fornødne dokumentation,
jf. § 14, stk. 2, eller undlader at opfylde sine forpligtelser
efter § 15, stk. 2,
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske person‐
er) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
9) den, der overtræder § 13, stk. 2, § 16, stk. 2, eller § 27,
stk. 2,
10) den, der afgiver urigtige oplysninger efter § 33, stk. 1-5,
11) den, der undlader at give Sikkerhedsstyrelsen adgang
efter § 35, stk. 1,
12) den, der undlader at indsende eller udlevere apparater
eller radioudstyr efter § 36, stk. 2, 1. pkt.,
13) den, der omgår eller unddrager sig Sikkerhedsstyrelsens
kontrol eller forsøger herpå,
14) den, der uretmæssigt anvender CE-mærke, jf. § 4, stk. 5,
og regler fastsat i medfør af § 4, stk. 6, nr. 4, eller § 18, stk.
6, og regler fastsat i medfør af § 18, stk. 7, nr. 4,
15) den, der overtræder et påbud efter § 34, stk. 1, nr. 2 eller
3, eller stk. 3 eller 4, § 38, stk. 1, nr. 1-5 eller 7-9, § 40 a
eller § 43, og
16) den, der undlader at efterkomme et forbud efter § 34,
stk. 1, nr. 1 eller 4, eller stk. 2, § 38, stk. 1, nr. 6, eller § 42
eller et midlertidigt forbud efter § 37 a.
Stk. 2. Har nogen ved en eller flere handlinger eller
undladelser begået flere overtrædelser af denne lov eller
242
regler fastsat i medfør heraf, og medfører overtrædelserne
idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver
overtrædelse. Har nogen ved en eller flere handlinger eller
undladelser overtrådt denne lov eller regler fastsat i medfør
heraf og en eller flere andre love, og medfører overtrædel‐
serne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for
hver overtrædelse af denne lov eller regler fastsat i medfør
heraf og bødestraffen for overtrædelsen af den eller de andre
love.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 kan fraviges, når særlige
grunde taler herfor.
Stk. 4. I regler, der er udstedt i medfør af denne lov, kan
der fastsættes straf i form af bøde. Der kan tillige fastsættes
forlængede forældelsesfrister på op til 5 år i regler udstedt i
medfør af denne lov.
Stk. 5. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske person‐
er) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
§ 4
I lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, jf.
lovbekendtgørelse nr. 128 af 7. februar 2014, som ændret
bl.a. ved § 2 i lov nr. 741 af 1. juni 2015 og senest ændret
ved § 1 i lov nr. 1833 af 8. december 2020, foretages følgen‐
de ændringer:
§ 52. Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med overholdelse af
reglerne i dette kapitel og kapitel 11-14, 16 og 18 og regler
udstedt i medfør heraf.
1. I § 52, stk. 1, § 53, stk. 1, og § 55, stk. 1, ændres »kapitel
11-14, 16 og 18« til: »kapitel 11-14 a, 16, 16 a og 18«.
§ 53. Indbringes der klager for Erhvervsstyrelsen i forbin‐
delse med en aftale omfattet af dette kapitel og kapitel
11-14, 16 og 18 eller regler udstedt i medfør heraf mellem
en udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet
eller -tjenester, der er hjemmehørende i Danmark, og en til‐
svarende udbyder, der er hjemmehørende i et andet EU- eller
EØS-land, skal Erhvervsstyrelsen anmode Sammenslutnin‐
gen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektro‐
nisk Kommunikation om at få en udtalelse om tvisten.
§ 55. Hvis Erhvervsstyrelsen under behandlingen af en sag
efter reglerne i dette kapitel og kapitel 11-14, 16 og 18 eller
regler udstedt i medfør heraf ikke modtager de oplysninger
eller det materiale, som Erhvervsstyrelsen har krævet, jf.
§ 73, stk. 1, kan Erhvervsstyrelsen træffe afgørelse på det
foreliggende grundlag.
§ 67. --- Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler
for udnævnelse og afskedigelse af medlemmer af myndighe‐
der, der er bemyndiget til at varetage opgaver efter kapitel
11-14 og 16-18.
2. I § 67, stk. 4, ændres »kapitel 11-14« til: »kapitel 11-14
a«.
243