Fremsat den 28. april 2021 af justitsministeren (Nick Hækkerup)

Fremsat den 28. april 2021 af justitsministeren (Nick Hækkerup)
Forslag
til
Lov om ændring af købeloven og lov om markedsføring1)
(Ændring af reglerne om forbrugerkøb som følge af implementering af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold)
§ 1
I købeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 140 af 17. februar
2014, foretages følgende ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel ændres »Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse
aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed,
EU-Tidende 1999, nr. L 171, side 13« til: »dele af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2019/771/EU af 20. maj
2019 om visse aspekter af aftaler om salg af varer, om æn‐
dring af forordning 2017/2394/EU og direktiv 2009/22/EF
og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF, EU-Tidende 2019,
nr. L 136, side 28, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2019/770/EU af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler
om levering af digitalt indhold og digitale tjenester, EU-Ti‐
dende 2019, nr. L 136, side 1«.
2. I § 1, stk. 2, ændres »§§ 55-58, § 73, stk. 1 og 2, §§ 74 og
75, § 76, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2 og 3, §§ 77-79« til: »§§ 55
og 56, § 57, stk. 2, §§ 73-79«.
3. I § 1 a, stk. 3, ændres »§§ 47-49« til: »§§ 46-49«, og efter
»52-54« indsættes », § 57, stk. 1, og § 58«.
4. Efter § 3 indsættes:
»§ 3 a. I denne lov forstås i forbrugerkøb ved:
1) Producent: Den, der har fremstillet salgsgenstanden,
indført den i Den Europæiske Union eller fremstår
som producent ved at have forsynet salgsgenstanden
med sit navn, mærke eller andet kendetegn.
2) Digitalt indhold: Data, der fremstilles og leveres i
digital form.
3) Digital tjeneste: Tjeneste, der gør det muligt at gene‐
rere, behandle, lagre eller få adgang til data i digital
form, eller som muliggør deling af eller enhver anden
form for interaktion med data i digital form, som
uploades eller genereres af brugere af den pågældende
tjeneste.
4) Vare med digitale elementer: En løsøregenstand, der
integrerer eller er indbyrdes forbundet med digitalt
indhold eller en digital tjeneste på en sådan måde,
at fraværet af det digitale indhold eller den digitale
tjeneste ville forhindre genstanden i at opfylde sin
funktion.
5) Funktionalitet: Evne til at udføre sine funktioner i
betragtning af formålet.
6) Holdbarhed: Evne til at bevare sine påkrævede funkti‐
oner og ydeevne ved normal brug.
7) Kompatibilitet: Evne til at fungere med hardware eller
software, med hvilket digitalt indhold eller digitale
tjenester af samme type normalt anvendes, uden at det
er nødvendigt at konvertere det digitale indhold eller
den digitale tjeneste.
8) Interoperabilitet: Evne til at fungere med hardware
eller software, der adskiller sig fra den, som genstande
af samme type normalt anvendes med.
9) Digitalt miljø: Hardware, software og netværksforbin‐
delser, der anvendes af køberen til at få adgang til
eller gøre brug af digitalt indhold eller en digital tje‐
neste.
10) Installation af digitalt indhold eller en digital tjeneste:
Sammenkoblingen med og inkorporeringen af digitalt
indhold eller en digital tjeneste i køberens digitale
miljø, for at det digitale indhold eller den digitale tje‐
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/771/EU af 20. maj 2019 om visse aspekter af
aftaler om salg af varer, om ændring af forordning 2017/2394/EU og direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF, EU-Tidende 2019,
nr. L 136, side 28, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/770/EU af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om levering af digitalt
indhold og digitale tjenester, EU-Tidende 2019, nr. L 136, side 1.
Lovforslag nr. L 223 Folketinget 2020-21
Justitsmin., j.nr. 2021-709-0272
AA012412
neste kan anvendes i overensstemmelse med kravene
til salgsgenstanden, jf. §§ 75 b-75 d.
11) Varigt medium: Ethvert middel, som sætter modtage‐
ren i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til
vedkommende med mulighed for fremtidig anvendel‐
se i en periode afpasset efter oplysningernes formål,
og som giver mulighed for uændret gengivelse af de
lagrede oplysninger.
12) Offentlig auktion: En salgsmetode, hvor en erhvervs‐
drivende tilbyder varer eller tjenesteydelser til forbru‐
gere, som selv er eller har mulighed for at være til
stede under auktionen, gennem en gennemsigtig kon‐
kurrencebaseret budprocedure, som styres af en aukti‐
onsholder, og hvor den tilbudsgiver, hvis bud antages,
er forpligtet til at købe varerne eller tjenesteydelserne.
13) Handelsmæssig garanti: Enhver forpligtelse, som sæl‐
geren eller en producent (garantigiveren) har påtaget
sig over for køberen, ud over sælgerens retlige for‐
pligtelse til at levere en kontraktmæssig ydelse, til at
refundere købesummen eller omlevere, reparere eller
på anden måde afhjælpe mangler ved salgsgenstan‐
den, hvis den ikke svarer til de specifikationer eller
ethvert andet krav, der fremgår af garantierklæringen
eller af de relevante reklamer, der var tilgængelige
på tidspunktet for eller før aftalens indgåelse, og som
ikke relaterer sig til ydelsens kontraktmæssighed.«
5. I § 4 a indsættes som stk. 3-8:
»Stk. 3. Som forbrugerkøb anses under i øvrigt samme
betingelser som nævnt i stk. 1 og 2, jf. dog stk. 4, endvidere
aftaler om levering af digitalt indhold eller en digital tjene‐
ste, når leveringen er forbundet med en modydelse i form af
1) et pengebeløb eller et digitalt udtryk for værdi eller
2) personoplysninger, medmindre oplysningerne udeluk‐
kende behandles med henblik på levering af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste eller for at give mu‐
lighed for at opfylde retlige krav.
Stk. 4. Stk. 3 finder ikke anvendelse på aftaler vedrørende
1) andre tjenesteydelser end digitale tjenesteydelser, uan‐
set om der anvendes digitale former eller midler til
at skabe resultatet af tjenesteydelsen eller til at levere
eller overføre det til forbrugeren,
2) elektroniske kommunikationstjenester med undtagel‐
se af nummeruafhængige interpersonelle kommunikati‐
onstjenester, jf. § 2, nr. 9 og 20, i lov om elektroniske
kommunikationsnet og –tjenester,
3) sundhedsydelser, der leveres af autoriserede sundheds‐
personer til patienter for at vurdere, bevare eller gen‐
etablere deres sundhedstilstand, herunder ordinering,
udlevering og levering af lægemidler og medicinsk ud‐
styr,
4) tjenester, der involverer at vædde et pengebeløb i ha‐
sardspil, herunder spil med et element af færdigheder,
såsom lotterier, kasinospil, pokerspil og væddemål, ved
hjælp af elektroniske midler eller enhver anden tekno‐
logi til lettelse af kommunikation og på individuel an‐
modning af en modtager af sådanne tjenester,
5) finansielle tjenesteydelser, jf. § 3, nr. 4, i lov om for‐
brugeraftaler,
6) software, som tilbydes i henhold til en Free and Open
Source-licens, hvor der ikke betales et pengebeløb eller
et digitalt udtryk for værdi, og hvor de personoplys‐
ninger, som køberen afgiver, udelukkende behandles
med henblik på at forbedre den specifikke softwares
sikkerhed, kompatibilitet eller interoperabilitet,
7) digitalt indhold, der stilles til rådighed for offentlighe‐
den på anden måde end ved signaltransmission som
led i en forestilling eller et arrangement, såsom digitale
filmforevisninger, eller
8) digitalt indhold, der leveres af offentlige myndigheder i
overensstemmelse med lov om videreanvendelse af den
offentlige sektors informationer.
Stk. 5. Omfatter en aftale elementer vedrørende levering
af digitalt indhold eller en digital tjeneste og elementer ved‐
rørende levering af andre tjenester, finder loven anvendelse
på elementerne vedrørende det digitale indhold eller den
digitale tjeneste.
Stk. 6. Medmindre andet er fastsat i loven, finder lovens
regler om digitalt indhold og digitale tjenester ikke anven‐
delse på digitalt indhold eller en digital tjeneste, der er
integreret i eller indbyrdes forbundet med en løsøregenstand
som defineret i § 3 a, nr. 4, og som leveres sammen med
løsøregenstanden i henhold til købsaftalen vedrørende den‐
ne løsøregenstand, uanset om sådant digitalt indhold eller
en sådan digital tjeneste leveres af sælgeren eller tredje‐
mand. Er der tvivl om, hvorvidt leveringen af digitalt ind‐
hold eller en digital tjeneste, der er integreret i eller ind‐
byrdes forbundet med en løsøregenstand, udgør en del af
købsaftalen, formodes det digitale indhold eller den digitale
tjeneste at være omfattet af købsaftalen.
Stk. 7. Medmindre andet er fastsat i loven, finder lovens
regler om digitalt indhold uanset stk. 6 anvendelse på et fy‐
sisk medium, der udelukkende bruges som bærer af digitalt
indhold.
Stk. 8. Køb af levende heste anses ikke som forbruger‐
køb.«
6. I § 73 indsættes som stk. 3-5:
»Stk. 3. Angår aftalen digitalt indhold, der ikke leveres på
et fysisk medium, anses leveringen for sket, når det digitale
indhold eller andre midler, der er egnede til at få adgang til
eller downloade det digitale indhold, er stillet til rådighed
eller gjort tilgængelige for køberen eller for en fysisk eller
virtuel facilitet, som køberen har valgt til det formål.
Stk. 4. Angår aftalen en digital tjeneste, anses leveringen
for sket, når den digitale tjeneste er gjort tilgængelig for
køberen eller for en fysisk eller virtuel facilitet, som køberen
har valgt til det formål.
Stk. 5. Angår aftalen en vare med digitale elementer, an‐
ses leveringen for sket, når varen er leveret i overensstem‐
melse med stk. 1 eller 2 og de digitale elementer er leveret i
overensstemmelse med stk. 3 eller 4.«
7. § 74, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
2
»Medmindre andet er aftalt vedrørende leveringstids‐
punktet, skal sælgeren levere salgsgenstanden uden unødig
forsinkelse. Medmindre andet er aftalt, skal sælgeren endvi‐
dere levere salgsgenstanden senest 30 dage efter aftalens
indgåelse. 2. pkt. gælder ikke for digitale tjenester og gælder
kun for digitalt indhold, når det digitale indhold leveres på
et fysisk medium.
Stk. 2. Leveres salgsgenstanden ikke i rette tid, jf. stk. 1,
og skyldes dette ikke køberen eller en omstændighed, som
køberen bærer risikoen for, foreligger der forsinkelse.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
8. I § 74, stk. 2, der bliver stk. 3, indsættes som 3. pkt.:
»Angår aftalen digitalt indhold, der ikke leveres på et fy‐
sisk medium, eller en digital tjeneste, kan køberen endvidere
hæve købet, hvis det tydeligt fremgår af omstændighederne,
at sælgeren ikke vil levere salgsgenstanden.«
9. § 74, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Hæves købet, jf. stk. 3 eller §§ 28 og 29, finder §
78 b, stk. 4, § 78 c, stk. 2-5, og §§ 78 d og 78 e tilsvarende
anvendelse. Uanset § 78 c, stk. 4, skal sælgeren dog ved
aftaler, som angår digitalt indhold, der leveres på et fysisk
medium, tilbagebetale alle beløb, der er betalt i henhold til
aftalen, uden unødig forsinkelse.«
10. § 75 a ophæves, og i stedet indsættes:
»§ 75 a. Sælgeren skal levere en salgsgenstand til købe‐
ren, der opfylder kravene i §§ 75 b-75 e, jf. dog § 77.
§ 75 b. Salgsgenstanden skal
1) svare til den beskrivelse, art, type, mængde og kvalitet
samt have den funktionalitet, kompatibilitet og inter‐
operabilitet og de øvrige egenskaber, som fremgår af
aftalen,
2) være egnet til ethvert særligt formål, som køberen øn‐
sker, at den skal kunne anvendes til, og som køberen
har gjort sælgeren bekendt med senest på tidspunktet
for aftalens indgåelse, og som sælgeren har accepteret,
3) leveres med tilbehør, vejledning, herunder om installa‐
tion, og kundeservice som krævet i aftalen og
4) opdateres som fastsat i aftalen.
§ 75 c. Salgsgenstanden skal endvidere, jf. dog stk. 3,
1) være egnet til de formål, til hvilke genstande af samme
type normalt vil blive anvendt, under hensyn til rele‐
vant EU-ret og national ret og eventuelle tekniske stan‐
darder eller i mangel heraf sektorspecifikke branchead‐
færdskodekser,
2) være af den kvalitet og svare til den beskrivelse, der
gælder for en prøve, model, prøveversion eller for‐
håndsvisning, som sælgeren har stillet til rådighed for
køberen inden aftalens indgåelse,
3) leveres med eventuelt tilbehør, herunder emballage, in‐
stallationsvejledning eller anden vejledning, som købe‐
ren med rimelighed kan forvente at modtage, og
4) svare til den mængde og have de egenskaber og øvrige
funktioner, herunder med hensyn til holdbarhed, funk‐
tionalitet, kompatibilitet, tilgængelighed, kontinuitet og
sikkerhed, der er sædvanlige for genstande af samme
type, og som køberen med rimelighed kan forvente
under hensyn til salgsgenstandens art og offentlige ud‐
sagn, som er fremsat af eller på vegne af sælgeren
eller tidligere led i transaktionskæden, herunder produ‐
centen, navnlig i reklamer eller gennem mærkning, jf.
dog stk. 2.
Stk. 2. Sælgeren er ikke bundet af offentlige udsagn som
nævnt i stk. 1, nr. 4, hvis sælgeren godtgør, at
1) sælgeren ikke havde kendskab til og ikke med rime‐
lighed kunne have haft kendskab til det pågældende
offentlige udsagn,
2) det offentlige udsagn var rettet på tidspunktet for afta‐
lens indgåelse på samme måde eller på en tilsvarende
måde, som det var blevet fremsat på, eller
3) det offentlige udsagn ikke kan have haft betydning for
køberens beslutning om at indgå aftalen.
Stk. 3. Der er ikke tale om en mangel som nævnt i stk.
1, hvis køberen ved indgåelsen af aftalen specifikt blev gjort
opmærksom på, at en bestemt egenskab ved salgsgenstanden
afveg fra de krav, der er fastsat i stk. 1, og udtrykkeligt og
særskilt accepterede denne afvigelse.
§ 75 d. Ved aftaler, som angår digitalt indhold, digitale
tjenester eller varer med digitale elementer, skal sælgeren,
jf. dog stk. 5, sikre, at køberen får besked om og får leveret
opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, som er nød‐
vendige for til stadighed at holde salgsgenstanden fri for
mangler i den periode,
1) hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste skal
leveres i henhold til aftalen, når der er aftalt løbende
levering over en periode, dog mindst 2 år for varer med
digitale elementer, eller
2) som køberen med rimelighed kan forvente i betragtning
af typen af og formålet med salgsgenstanden, og under
hensyn til aftalens omstændigheder og art, når der er
aftalt en enkelt levering eller en række enkeltstående
leveringer af det digitale indhold eller den digitale tje‐
neste.
Stk. 2. Hvis køberen ikke inden for en rimelig frist instal‐
lerer opdateringer, som er blevet leveret i overensstemmelse
med stk. 1, er sælgeren ikke ansvarlig for mangler, der
udelukkende skyldes, at den relevante opdatering ikke er
foretaget, forudsat at
1) sælgeren har oplyst køberen om, at opdateringen var
tilgængelig, og om konsekvenserne af køberens mang‐
lende installation og
2) køberens manglende eller forkerte installation af opda‐
teringen ikke skyldes mangler i den installationsvejled‐
ning, som er givet til køberen.
Stk. 3. Når der er aftalt løbende levering over en periode,
skal det digitale indhold eller den digitale tjeneste være fri
for mangler i hele leveringsperioden.
Stk. 4. Medmindre andet er aftalt, skal digitalt indhold
eller en digital tjeneste leveres i den nyeste version, der er
tilgængelig på tidspunktet for aftalens indgåelse.
Stk. 5. Der er ikke tale om en mangel som nævnt i stk.
1, hvis køberen ved indgåelsen af aftalen specifikt blev gjort
3
opmærksom på, at en bestemt egenskab ved salgsgenstanden
afveg fra de krav, der er fastsat i stk. 1, og udtrykkeligt og
særskilt accepterede denne afvigelse.
§ 75 e. Køberen kan påberåbe sig en mangel, som skyl‐
des forkert installation af salgsgenstanden, herunder forkert
installation i køberens digitale miljø, når installationen blev
udført
1) af sælgeren eller på sælgerens vegne eller
2) af køberen og den forkerte installation skyldes mangler
i den installationsvejledning, der blev leveret af sælge‐
ren eller på sælgerens vegne.«
11. § 76 affattes således:
»§ 76. Der foreligger endvidere en mangel ved salgsgen‐
standen, hvis sælgeren har forsømt at give køberen oplys‐
ning om forhold, der har haft betydning for køberens be‐
dømmelse af salgsgenstanden, og som sælgeren kendte eller
burde kende.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for aftaler om levering af digi‐
talt indhold eller digitale tjenester.«
12. § 77, stk. 1, ophæves.
Stk. 2 bliver herefter stk. 1.
13. I § 77, stk. 2, der bliver stk. 1, ændres »mulighed for
selv at være til stede« til: »let adgang til klare og omfattende
oplysninger om, at de almindelige regler om krav til salgs‐
genstanden, jf. §§ 75 b-75 e, ikke finder anvendelse«, og »§
76, stk. 1, nr. 1-3« ændres til: »stk. 2 eller § 76«.
14. I § 77, stk. 2, der bliver stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»1. pkt. gælder ikke for aftaler om levering af digitalt
indhold eller digitale tjenester.«
15. I § 77 indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. Ved køb omfattet af stk. 1 kan køberen endvidere
påberåbe sig, at der foreligger en mangel, hvis
1) genstanden ikke svarer til den betegnelse, som den er
solgt under, eller sælgeren i øvrigt ved købets afslut‐
ning har givet urigtige eller vildledende oplysninger,
medmindre disse ikke kan antages at have haft betyd‐
ning for køberens bedømmelse af genstanden, eller
2) sælgeren eller et tidligere salgsled har givet oplysning‐
er som nævnt i nr. 1 på salgsgenstandens indpakning, i
annoncer eller i andre meddelelser, der er beregnet til at
komme til almenhedens eller køberens kundskab.
Stk. 3. Køberen kan ikke påberåbe sig en urigtig eller
vildledende oplysning, der er rettet senest ved indgåelsen af
aftalen.«
16. I § 77 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »risikoens overgang« til:
»leveringen«.
17. § 77 a, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Viser en mangel sig inden 1 år efter leveringen,
ved køb af levende dyr dog inden seks måneder efter le‐
veringen, formodes manglen at have været til stede ved
leveringen, medmindre denne formodning er uforenelig med
salgsgenstandens eller manglens art, jf. dog stk. 4-6. Dette
gælder dog ikke ved køb som nævnt i § 77.«
18. I § 77 a indsættes som stk. 4-6:
»Stk. 4. Er der aftalt løbende levering over en periode af
digitalt indhold eller en digital tjeneste, og viser en mangel
ved det digitale indhold eller den digitale tjeneste sig inden
for denne periode, har sælgeren bevisbyrden for, at det digi‐
tale indhold eller den digitale tjeneste var fri for mangler
i leveringsperioden. Er der aftalt løbende levering over en
periode af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i en
vare med digitale elementer, og viser en mangel ved de digi‐
tale elementer sig inden for denne periode eller inden 2 år
efter leveringen, alt efter hvilket tidspunkt der er det seneste,
har sælgeren bevisbyrden for, at det digitale indhold eller
den digitale tjeneste var fri for mangler i leveringsperioden.
Stk. 5. Stk. 3 og 4 finder ikke anvendelse, hvis sælgeren
1) godtgør, at køberens digitale miljø ikke er kompatibelt
med det digitale indholds eller den digitale tjenestes
tekniske krav, og
2) på en klar og forståelig måde oplyste køberen om disse
krav inden aftalens indgåelse.
Stk. 6. Køberen skal samarbejde med sælgeren, i det om‐
fang det med rimelighed er muligt og nødvendigt for at
afgøre, om årsagen til manglen ved det digitale indhold
eller den digitale tjeneste findes i køberens digitale mil‐
jø. Forpligtelsen til at samarbejde er begrænset til de teknisk
tilgængelige midler, som er mindst forstyrrende for køber‐
en. Hvis køberen ikke samarbejder og sælgeren har oplyst
køberen om de tekniske krav på en klar og forståelig måde
inden aftalens indgåelse, har køberen bevisbyrden for, at
manglen forelå i leveringsperioden.«
19. § 77 b ophæves, og i stedet indsættes:
»Ændringer i løbende aftaler om digitalt indhold eller
digitale tjenester
§ 77 b. Når digitalt indhold eller en digital tjeneste skal
leveres løbende over en periode, kan sælgeren ændre det
digitale indhold eller den digitale tjeneste ud over, hvad der
er nødvendigt for til stadighed at holde det digitale indhold
eller den digitale tjeneste fri for mangler, jf. §§ 75 b-75 d,
hvis følgende betingelser er opfyldt:
1) Aftalen tillader og giver en gyldig grund til en sådan
ændring.
2) Ændringen foretages uden yderligere omkostninger for
køberen.
3) Køberen orienteres om ændringen på en klar og forstå‐
elig måde.
4) Køberen orienteres i de tilfælde, der er nævnt i stk.
2, i rimelig tid forinden på en klar og forståelig måde
på et varigt medium om elementerne i og tidspunktet
for ændringen og om retten til at ophæve købet i over‐
ensstemmelse med stk. 2 eller om muligheden for at
beholde det digitale indhold eller den digitale tjeneste
uden sådan en ændring i overensstemmelse med stk. 3.
Stk. 2. Køberen er berettiget til at ophæve købet, hvis æn‐
dringen har negativ indvirkning på køberens adgang til eller
4
anvendelse af det digitale indhold eller den digitale tjeneste,
medmindre en sådan negativ indvirkning er uvæsentlig, jf.
dog stk. 3. I så fald har køberen ret til at ophæve købet gratis
inden for 30 dage efter at have modtaget den orientering,
der er nævnt i stk. 1, nr. 4, eller fra det tidspunkt, hvor det
digitale indhold eller den digitale tjeneste er blevet ændret af
sælgeren, alt efter hvilken dato der er den seneste.
Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse, hvis sælgeren har
gjort det muligt for køberen uden yderligere omkostninger at
beholde det digitale indhold eller den digitale tjeneste uden
ændring og det digitale indhold eller den digitale tjeneste
forbliver fri for mangler.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse, når aftalen vedrø‐
rende levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste
også omfatter elementer af en internetadgangstjeneste eller
en nummerbaseret interpersonel kommunikationstjeneste.«
20. § 78 ophæves, og i stedet indsættes:
»§ 78 Lider salgsgenstanden af en mangel, har køberen
ret til afhjælpning, omlevering, forholdsmæssigt afslag i pri‐
sen eller ophævelse af købet efter reglerne i §§ 78 a-78 e.
Stk. 2. Stk. 1 gælder også, når manglen skyldes en be‐
grænsning som følge af krænkelse af tredjemands ret.
§ 78 a. Køberen kan vælge mellem afhjælpning og omle‐
vering, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Sælgeren kan afvise at foretage afhjælpning eller
omlevering, hvis afhjælpning henholdsvis omlevering er
umulig eller ville påføre sælgeren uforholdsmæssigt store
udgifter under hensyn til alle omstændigheder, herunder den
værdi, salgsgenstanden ville have, hvis den var mangelfri,
manglens betydning, og om den alternative beføjelse kunne
foretages uden væsentlig ulempe for køberen. Ved levering
af digitalt indhold og digitale tjenester kan sælgeren vælge
mellem afhjælpning og omlevering.
Stk. 3. Hvis både afhjælpning og omlevering er umulig
eller ville påføre sælgeren uforholdsmæssigt store udgifter
under hensyn til de omstændigheder, der er nævnt i stk. 2,
kan sælgeren afvise såvel afhjælpning som omlevering.
Stk. 4. Afhjælpning eller omlevering skal foretages
1) gratis, dvs. fri for de omkostninger, der er nødvendige
for, at salgsgenstanden bliver fri for mangler, navnlig
forsendelses- eller transportomkostninger, arbejdsløn
og materialeomkostninger,
2) inden for rimelig tid fra det tidspunkt, hvor sælgeren er
blevet underrettet af køberen om manglen, og
3) uden væsentlig ulempe for køberen under hensyn til
salgsgenstandens karakter eller art og køberens formål
med at anskaffe salgsgenstanden.
Stk. 5. Køberen kan lade manglen afhjælpe for sælgerens
regning, hvis
1) sælgeren ikke har foretaget afhjælpning eller omleve‐
ring i overensstemmelse med stk. 4 og
2) afhjælpningen kan ske uden uforholdsmæssige omkost‐
ninger.
Stk. 6. Hvis manglen udbedres ved afhjælpning eller om‐
levering af andet end digitalt indhold eller en digital tje‐
neste, skal køberen stille salgsgenstanden til rådighed for
sælgeren. Sælgeren skal for egen regning tage den salgsgen‐
stand tilbage, der er sket omlevering for.
Stk. 7. Hvis en afhjælpning som nævnt i stk. 6 kræver
fjernelse af en salgsgenstand, der er blevet installeret under
hensyn til dens art og formål, inden manglen viste sig, eller
hvis en sådan salgsgenstand skal omleveres, skal sælgeren
fjerne den mangelfulde salgsgenstand og installere den om‐
leverede eller afhjulpne salgsgenstand eller afholde udgifter‐
ne hertil.
Stk. 8. Køberen skal i tilfælde som nævnt i stk. 6 ikke
betale for normal brug af en omleveret salgsgenstand i tiden
forud for omleveringen.
§ 78 b. Køberen har ret til enten et forholdsmæssigt afslag
i prisen eller til ophævelse af købet, hvis
1) sælgeren ikke har foretaget afhjælpning eller omleve‐
ring eller ikke har foretaget afhjælpning eller omleve‐
ring i overensstemmelse med § 78 a, stk. 6 og 7, eller
ikke har foretaget afhjælpning eller omlevering af digi‐
talt indhold eller en digital tjeneste i overensstemmelse
med § 78 a, stk. 4,
2) salgsgenstanden forbliver mangelfuld, selv om sælge‐
ren har forsøgt at foretage afhjælpning eller omleve‐
ring,
3) manglen er af en så alvorlig karakter, at et omgående
afslag i prisen eller omgående ophævelse af købet er
berettiget, eller
4) sælgeren har tilkendegivet, eller det fremgår tydeligt
af omstændighederne, at sælgeren ikke vil foretage af‐
hjælpning eller omlevering inden for rimelig tid eller
uden væsentlig ulempe for køberen.
Stk. 2. Køberen er ikke berettiget til at ophæve købet,
hvis manglen er uvæsentlig. Sælgeren har bevisbyrden for,
at manglen er uvæsentlig. 1. pkt. finder ikke anvendelse på
digitalt indhold og digitale tjenester, som ikke leveres mod
betaling af et pengebeløb eller et digitalt udtryk for værdi. 1.
pkt. berører i øvrigt ikke køberens ret til ophævelse af købet,
når afhjælpning eller omlevering ikke er sket.
Stk. 3. Er kun nogle af de leverede genstande mangelful‐
de, kan køberen ophæve købet af de mangelfulde genstande
og af andre genstande, som køberen har købt sammen med
de mangelfulde genstande, hvis køberen ikke med rimelig‐
hed kan forventes at acceptere kun at beholde de genstande,
der er fri for mangler. 1. pkt. gælder ikke for aftaler om
levering af digitalt indhold eller digitale tjenester.
Stk. 4. Køberen udøver sin ret til at ophæve købet ved
en erklæring til sælgeren om, at køberen har besluttet at
ophæve købet.
§ 78 c. Afslag i prisen skal fastsættes forholdsmæssigt på
grundlag af den lavere værdi af den salgsgenstand, som kø‐
beren har modtaget, i forhold til den værdi, salgsgenstanden
ville have haft, hvis den havde været fri for mangler. Når
digitalt indhold eller en digital tjeneste skal leveres over en
periode, omfatter prisafslaget den periode, hvor det digitale
indhold eller den digitale tjeneste var mangelfuld.
Stk. 2. Ved ophævelse af købet skal sælgeren tilbagebetale
alle beløb, der er betalt i henhold til aftalen, og køberen
skal for sælgerens regning tilbagelevere salgsgenstanden til
5
sælgeren, jf. dog § 78 d, stk. 5, og § 78 e. Når digitalt
indhold eller en digital tjeneste skal leveres over en periode,
og det digitale indhold eller den digitale tjeneste i en periode
forud for ophævelsen af købet var fri for mangler, omfatter
tilbagebetalingen den periode, hvor det digitale indhold eller
den digitale tjeneste var mangelfuld, og den periode, der
ville have resteret, hvis købet ikke var blevet ophævet.
Stk. 3. Ved aftaler om levering af andet end digitalt ind‐
hold eller en digital tjeneste skal betaling efter stk. 2 ske ved
sælgerens modtagelse af salgsgenstanden eller dokumenta‐
tion for, at køberen har tilbageleveret salgsgenstanden.
Stk. 4. Ved aftaler om levering af digitalt indhold eller en
digital tjeneste skal betaling efter stk. 1 og 2 foretages uden
unødig forsinkelse og under alle omstændigheder inden for
14 dage fra den dag, hvor sælgeren modtog meddelelse om
køberens beslutning om at kræve et afslag i prisen eller om
at ophæve købet.
Stk. 5. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 4, skal sælgeren
foretage tilbagebetalingen ved anvendelse af det samme be‐
talingsmiddel, som køberen benyttede til at betale for det di‐
gitale indhold eller den digitale tjeneste, medmindre køberen
udtrykkelig accepterer et andet betalingsmiddel, og forudsat
at køberen ikke skal betale gebyr som følge af en sådan
tilbagebetaling. Sælgeren må ikke pålægge køberen gebyrer
i forbindelse med tilbagebetalingen.
§ 78 d. Når en aftale om levering af digitalt indhold eller
en digital tjeneste er blevet ophævet, skal sælgeren
1) for så vidt angår personoplysninger opfylde de forplig‐
telser, der gælder i henhold til Europa-Parlamentets
og Rådets forordning 2016/679/EU af 27. april 2016
om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling
af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen),
og
2) afholde sig fra at anvende nogen form for indhold,
bortset fra personoplysninger, som køberen har afgivet
eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den
digitale tjeneste, undtagen hvis indholdet
a) ikke kan anvendes uden for rammerne af det digita‐
le indhold eller den digitale tjeneste,
b) kun vedrører køberens aktivitet i forbindelse med
brug af det digitale indhold eller den digitale tje‐
neste,
c) er blevet sammenlagt med andre oplysninger fra
sælgeren og ikke kan udskilles eller kun med en
uforholdsmæssigt stor indsats eller
d) er genereret af køberen og andre i fællesskab og
andre forbrugere fortsat kan gøre brug af indholdet.
Stk. 2. Sælgeren skal på køberens anmodning stille ethvert
indhold, der ikke er personoplysninger, og som køberen har
afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller
den digitale tjeneste, til rådighed for køberen, medmindre
indholdet er omfattet af stk. 1, nr. 2, litra a-c. Køberen er
berettiget til at downloade dette digitale indhold gratis, uden
hindringer fra sælgeren, inden for en rimelig frist og i et
almindeligt anvendt og maskinlæsbart format.
Stk. 3. Sælgeren kan forhindre køberens fortsatte brug
af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, navnlig
ved at gøre det digitale indhold eller den digitale tjeneste
utilgængelig for køberen eller ved at gøre køberens konto
inaktiv, uden at det berører køberens rettigheder efter stk. 2.
Stk. 4. Når en aftale om levering af digitalt indhold eller
en digital tjeneste er blevet ophævet, skal køberen afholde
sig fra at anvende det digitale indhold eller den digitale tje‐
neste og fra at stille det eller den til rådighed for tredjemand.
Stk. 5. Hvor digitalt indhold er blevet leveret på et fysisk
medium, skal køberen på sælgerens anmodning og for den‐
nes regning tilbagelevere det fysiske medium til sælgeren
uden unødig forsinkelse, jf. dog § 78 e. Sælgerens anmod‐
ning om tilbagelevering af det fysiske medium skal fremsæt‐
tes inden for 14 dage fra den dag, hvor sælgeren modtog
meddelelse om køberens beslutning om at ophæve købet.
Stk. 6. Køberen skal ikke betale for brug af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste i den periode forud for
ophævelsen af købet, hvor det digitale indhold eller den
digitale tjeneste var mangelfuld.
§ 78 e. Når køberen tilbageleverer salgsgenstanden, jf.
§ 78 c, stk. 2, 1. pkt., og § 78 d, stk. 5, skal den være
i væsentlig samme stand og mængde, som den var i ved
leveringen. Dette gælder dog ikke, når salgsgenstanden er
gået til grunde eller forandret som følge af en hændelig
begivenhed, genstandens egen beskaffenhed eller foranstalt‐
ninger, der var nødvendige for dens undersøgelse, eller som
blev truffet, inden den mangel, der medfører ophævelse af
købet, blev opdaget eller burde være opdaget.«
21. I § 79, stk. 1, ændres »§ 78, stk. 4« til: »§ 78 a, stk. 4, nr.
2«.
22. I § 79, stk. 2, 1. pkt., ændres »afhjælpning eller omle‐
vering« til: »afhjælpning, omlevering eller forholdsmæssigt
afslag«.
23. I § 81 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for aftaler om levering af
digitalt indhold eller digitale tjenester.«
24. I § 83, stk. 1, indsættes efter »hæderlighed«: », jf. dog
stk. 2-4«.
25. I § 83 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:
»Stk. 2. Når digitalt indhold eller en digital tjeneste skal
leveres løbende over en periode, udløber fristen efter stk. 1,
for så vidt angår mangler ved det digitale indhold eller den
digitale tjeneste,
1) tidligst ved udløbet af leveringsperioden ved varer med
digitale elementer og
2) 2 måneder efter udløbet af leveringsperioden i andre
tilfælde.
Stk. 3. Når digitalt indhold eller en digital tjeneste skal
leveres ved en enkelt levering eller en række enkeltstående
leveringer, herunder ved varer med digitale elementer, udlø‐
ber fristen efter stk. 1 tidligst ved udløbet af den periode, der
6
er nævnt i § 75 d, stk. 1, nr. 2, for så vidt angår mangler som
nævnt i § 75 d.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 4.
26. Efter § 86 indsættes før overskriften før § 87:
»Handelsmæssige garantier
§ 86 a. En handelsmæssig garanti er bindende for garan‐
tigiveren på de vilkår, der er fastsat i erklæringen om den
handelsmæssige garanti og dertil hørende reklamer, der var
tilgængelige på tidspunktet for eller før aftalens indgåelse.
Stk. 2. Når producenten giver køberen en handelsmæssig
garanti for holdbarhed i en bestemt periode, er producenten
direkte ansvarlig over for køberen i hele perioden for den
handelsmæssige garanti for holdbarhed for så vidt angår
afhjælpning eller omlevering af salgsgenstanden i overens‐
stemmelse med § 78 a, stk. 4-8. Producenten kan tilbyde
køberen gunstigere betingelser i erklæringen om den han‐
delsmæssige garanti for holdbarhed.
Stk. 3. Hvis vilkårene i erklæringen om den handelsmæs‐
sige garanti er mindre fordelagtige for køberen end de
vilkår, der fremgår af de dertil hørende reklamer, er den
handelsmæssige garanti bindende på de vilkår, der frem‐
går af reklamerne vedrørende den handelsmæssige garanti,
medmindre reklamerne før aftalens indgåelse blev rettet på
samme måde eller på en tilsvarende måde, som de var blevet
fremsat på.«
§ 2
I lov nr. 426 af 3. maj 2017 om markedsføring, som
ændret ved § 20 i lov nr. 309 af 25. april 2018, lov nr. 1309
af 6. december, lov nr. 801 af 9. juni 2020 og lov nr. 1055 af
30. juni 2020, foretages følgende ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel ændres »Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse
aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed,
EF-Tidende 1999, nr. L 171, side 12« til: »dele af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2019/771/EU af 20. maj
2019 om visse aspekter af aftaler om salg af varer, om æn‐
dring af forordning 2017/2394/EU og direktiv 2009/22/EF
og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF, EU-Tidende 2019,
nr. L 136, side 28«.
2. § 17, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»§ 17. En erhvervsdrivende, der markedsfører en handels‐
mæssig garanti, skal udlevere en erklæring om garantien til
forbrugeren på et varigt medium senest ved leveringen af
produktet.
Stk. 2. Erklæringen skal være udfærdiget på et klart og
forståeligt sprog og skal indeholde,
1) når det er relevant, en utvetydig erklæring om, at kø‐
beren ved lov har ret til gratis afhjælpning fra sælge‐
rens side af mangler ved salgsgenstanden, og at denne
ret ikke påvirkes af den handelsmæssige garanti,
2) garantigiverens navn og adresse,
3) den procedure, som forbrugeren skal følge for at opnå
gennemførelse af den handelsmæssige garanti,
4) betegnelsen på de produkter, som den handelsmæssige
garanti finder anvendelse på, og
5) vilkårene for den handelsmæssige garanti.
Stk. 3. Manglende overholdelse af stk. 1 og 2 ændrer
ikke ved, at den handelsmæssige garanti er bindende for
garantigiveren som anført i købelovens § 86 a, stk. 1.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 4.
3. I § 17, stk. 2, der bliver stk. 4, ændres »garantien« til:
»den handelsmæssige garanti«.
4. I § 37, stk. 3, indsættes efter »§ 16, stk. 3,«: »§ 17, stk. 1,
2 og 4,«.
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2022.
Stk. 2. § 1 finder ikke anvendelse på aftaler om køb af
andet end digitalt indhold og digitale tjenester indgået før
lovens ikrafttræden. På sådanne aftaler finder de hidtil gæl‐
dende regler anvendelse.
Stk. 3. § 1 finder anvendelse på levering af digitalt ind‐
hold og digitale tjenester, der finder sted efter lovens ikraft‐
træden, selv om aftalen er indgået før lovens ikrafttræden, jf.
dog stk. 4.
Stk. 4. § 1, nr. 19, finder anvendelse på aftaler om leve‐
ring af digitalt indhold og digitale tjenester, der er indgået
efter lovens ikrafttræden.
§ 4
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. § 1 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for
Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold
tilsiger.
7
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets baggrund
3. Lovforlagets hovedpunkter
3.1. Anvendelsesområde og definitioner
3.1.1. Gældende ret
3.1.1.1. Købeloven
3.1.1.1.1. Købelovens anvendelsesområde
3.1.1.1.2. Bestillingskøb
3.1.1.1.3. Køb på auktion
3.1.1.1.4. Køb omfattet af den internationale købelov og opførelse af bygning eller anlæg på fast ejendom
3.1.1.1.5. Købelovens kategorier af køb
3.1.1.1.5.1. Handelskøb
3.1.1.1.5.2. Civilkøb
3.1.1.1.5.3. Forbrugerkøb og forbrugerbegrebet
3.1.1.1.5.4. Erhvervsdrivende-/sælgerbegrebet
3.1.1.1.5.5. Formidlingskøb
3.1.1.1.6. Regulering af de forskellige kategorier af køb
3.1.1.1.7. Købeloven er som udgangspunkt deklaratorisk
3.1.1.1.8. Beskyttelsespræceptive bestemmelser i forbrugerkøb
3.1.1.2. Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold
3.1.1.2.1. Varedirektivets anvendelsesområde
3.1.1.2.2. Direktivet om digitalt indholds anvendelsesområde
3.1.1.2.3. Varer, der skal tilvirkes eller fremstilles
3.1.1.2.4. Digitalt indhold og digitale tjeneste er udviklet iht. forbrugerens specifikationer
3.1.1.2.5. Pakkeaftaler
3.1.1.2.6. Varer, der sælges på tvangsauktion eller i øvrigt iht. lov
3.1.1.2.7. Brugte varer, som sælges på offentlige auktioner, og levende dyr
3.1.1.2.8. Undtagelser i anvendelsesområdet for direktivet om digitalt indhold
3.1.1.2.9. Ufravigelighed
3.1.1.2.10. Definitioner
3.1.1.2.10.1. Begrebet købsaftale
3.1.1.2.10.2. Begrebet forbruger
3.1.1.2.10.3. Begrebet sælger og erhvervsdrivende
3.1.1.2.10.4. Begrebet producent
3.1.1.2.10.5. Begrebet varer, herunder varer med digitale elementer
8
3.1.1.2.10.6. Begrebet digitalt indhold
3.1.1.2.10.7. Begrebet digital tjeneste
3.1.1.2.10.8. Begrebet kompatibilitet
3.1.1.2.10.9. Begrebet funktionalitet
3.1.1.2.10.10. Begrebet interoperabilitet
3.1.1.2.10.11. Begrebet varigt medium
3.1.1.2.10.12. Begrebet handelsmæssig garanti
3.1.1.2.10.13 Begrebet holdbarhed
3.1.1.2.10.14. Begrebet gratis
3.1.1.2.10.15. Begrebet offentlig auktion
3.1.1.2.10.16. Begrebet installation
3.1.1.2.10.17. Begrebet pris
3.1.1.2.10.18. Begrebet personoplysninger
3.1.1.2.10.19. Begrebet digitalt miljø
3.1.2. Udvalgets overvejelser
3.1.2.1. Direktivernes anvendelsesområde
3.1.2.2. Blandede aftaler
3.1.2.3. Køb af brugte varer på offentlige auktioner
3.1.2.4. Køb af levende dyr
3.1.2.5. Forbrugerbegrebet
3.1.2.6. Sælgerbegrebet
3.1.2.7. Formidlingsreglen
3.1.2.8. Sælgerbegrebet ift. onlineplatforme
3.1.2.9. Definitioner
3.1.2.10. Beskyttelsespræceptive bestemmelser
3.1.2.11. Bestemmelser, der ikke gælder i forbrugerkøb
3.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.2. Mangler
3.2.1. Gældende ret
3.2.1.1. Købeloven
3.2.1.1.1. Salgsgenstandens overensstemmelse med aftalen (mangler)
3.2.1.1.2. Overensstemmelse med parternes aftale
3.2.1.1.3. De fornødne oplysninger om salgsgenstanden
3.2.1.1.4. Krav til overensstemmelse, medmindre andet er aftalt
3.2.1.1.4.1. Generelt
3.2.1.1.4.2. Holdbarhed, øvrige egenskaber og emballering (nr. 1)
3.2.1.1.4.3. Egnet til det sædvanlige formål (nr. 2)
3.2.1.1.4.4. Egnet til forbrugerens særlige formål (nr. 3)
3.2.1.1.4.5. Samme egenskaber som vareprøve eller model (nr. 4)
9
3.2.1.1.5. Mangler ved salgsgenstanden
3.2.1.1.5.1. Generelt
3.2.1.1.5.2. Urigtige og vildledende oplysninger (nr. 1)
3.2.1.1.5.3. Oplysninger givet på varens indpakning, i annoncer mv. (nr. 2)
3.2.1.1.5.4. Tilsidesættelse af sælgers loyale oplysningspligt (nr. 3)
3.2.1.1.5.5. Den generelle mangelsdefinition (nr. 4)
3.2.1.1.6. Oplysninger, der er rettet senest ved aftalens indgåelse
3.2.1.1.7. Mangler i bestillingskøb
3.2.1.1.8. Generelle forbehold
3.2.1.1.9. Konkrete forbehold
3.2.1.1.10. Køb af brugte varer på offentlige auktioner
3.2.1.1.11. Mangler som forbrugeren var eller måtte være bekendt med
3.2.1.1.12. Retlige mangler
3.2.1.1.13. Tidspunktet for mangelsvurderingen
3.2.1.1.14. Levering (risikoens overgang)
3.2.1.1.15. Risikoens overgang i forbrugerkøb, når sælger skal sende salgsgenstanden
3.2.1.1.16. Forsinkelse
3.2.1.2. Varedirektivet
3.2.1.2.1. Varernes overensstemmelse
3.2.1.2.2. Subjektive krav til overensstemmelse
3.2.1.2.3. Objektive krav til overensstemmelse
3.2.1.2.3.1. Generelt
3.2.1.2.3.2. Offentlige udsagn om varen
3.2.1.2.3.3. Krav om opdateringer
3.2.1.2.3.4. Manglende overensstemmelse som forbrugeren kendte og accepterede
3.2.1.2.4. Forkert installation af varerne
3.2.1.2.5. Tredjemands rettigheder
3.2.1.3. Direktivet om digitalt indhold
3.2.1.3.1. Levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste
3.2.1.3.2. Det digitale indholds eller den digitale tjenestes overensstemmelse
3.2.1.3.3. Subjektive krav til overensstemmelse
3.2.1.3.4. Objektive krav til overensstemmelse
3.2.1.3.4.1. Generelt
3.2.1.3.4.2. Krav om opdateringer
3.2.1.3.4.3. Perioden, hvori der er krav om overensstemmelse ved løbende levering
3.2.1.3.4.4. Mangler som forbrugeren kendte og accepterede
3.2.1.3.4.5. Krav om den nyeste version
3.2.1.3.5. Forkert installation af det digitale indhold eller den digitale tjeneste
3.2.1.3.6. Ændring af digitalt indhold eller digitale tjenester
10
3.2.1.3.6.1. Generelt
3.2.1.3.6.2. Forbrugerens ret til ophævelse ved visse ændringer af det digitale indhold eller den digitale tjeneste
3.2.1.3.7 Tredjemands rettigheder
3.2.2. Udvalgets overvejelser
3.2.2.1. Mangelsbegrebet
3.2.2.1.1. Generelt
3.2.2.1.2. Sælgers loyale oplysningspligt
3.2.2.2. Ændring af digitalt indhold og digitale tjenester
3.2.2.3. Forbehold og mangler som forbrugeren var bekendt med
3.2.2.4. Forbehold ved køb af brugte genstande på offentlig auktion
3.2.2.5. Tidspunktet for mangelsbedømmelsen
3.2.2.6. Levering
3.2.2.7. Forsinkelse
3.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.3. Handelsmæssige garantier
3.3.1. Gældende ret
3.3.1.1. Købeloven
3.3.1.2. Markedsføringsloven
3.3.1.3. Varedirektivet
3.3.2. Udvalgets overvejelser
3.3.2.1. Krav om ændring af regler
3.3.2.2. Valg af lovmodel
3.3.2.3. Vilkår, der er fastsat i erklæringen om garantien og dertil hørende reklamer
3.3.2.4. Holdbarhedsgaranti afgivet af en producent
3.3.2.5 Formkrav og retsvirkning ved overtrædelse heraf
3.3.2.6. Andre aspekter vedrørende handelsmæssige garantier
3.3.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.4. Misligholdelsesbeføjelser
3.4.1. Gældende ret
3.4.1.1. Købeloven
3.4.1.1.1. Generelt
3.4.1.1.2. Afhjælpning
3.4.1.1.3. Undersøgelsesgebyr
3.4.1.1.4. Omlevering
3.4.1.1.5. Afslag
3.4.1.1.6. Ophævelse af købet
3.4.1.1.6.1. Generelt
3.4.1.1.6.2. Ophævelse af købet ved aftale om successiv levering
3.4.1.1.7. Tilfælde hvor den valgte beføjelse er umulig eller vil påføre sælger uforholdsmæssige omkostninger
11
3.4.1.1.8. Sælgers mulighed for at afskære afslag og ophævelse af købet
3.4.1.1.9. Afhjælpning og omlevering skal ske inden for rimelig tid samt uden udgift og væsentlig ulempe
3.4.1.1.10. Tilbageholdelse af købesummen
3.4.1.1.11. Tilbageholdsret
3.4.1.2. Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold
3.4.1.2.1. Varedirektivet
3.4.1.2.1.1. Beføjelser i tilfælde af mangler
3.4.1.2.1.2. Tilbageholdelse af købesummen
3.4.1.2.1.3. Betydningen af forbrugerens bidrag til manglen
3.4.1.2.1.4. Mangler, der konstateres inden 30 dage
3.4.1.2.1.5. Skjulte mangler
3.4.1.2.1.6. Afhjælpning eller omlevering af varen
3.4.1.2.1.7. Afslag i prisen
3.4.1.2.1.8. Ophævelse af købsaftalen
3.4.1.2.2. Direktivet om digitalt indhold
3.4.1.2.2.1. Beføjelser ved manglende levering
3.4.1.2.2.2. Beføjelser ved manglende overensstemmelse
3.4.1.2.2.3. Skjulte mangler
3.4.1.2.2.4. Ret til at få bragt indholdet eller tjenesten i overensstemmelse
3.4.1.2.2.5. Afslag i prisen eller ophævelse
3.4.1.2.2.6. Udøvelse af retten til ophævelse
3.4.1.2.2.7. Den erhvervsdrivendes forpligtelser i tilfælde af ophævelse
3.4.1.2.2.8. Forbrugerens forpligtelser i tilfælde af ophævelse
3.4.1.2.2.9. Tidsfrister og tilbagebetaling fra den erhvervsdrivende
3.4.1.2.2.10. Tilbageholdelse og tilbagebetaling
3.4.2. Udvalgets overvejelser
3.4.2.1. Generelt om nødvendige ændringer som følge af direktiverne
3.4.2.1.1. Nyaffattelse af købelovens bestemmelser om misligholdelsesbeføjelser
3.4.2.1.2. Varedirektivets artikel 13, stk. 4, litra a
3.4.2.1.3. Afslag i prisen
3.4.2.1.4. Købelovens § 46
3.4.2.2. Ikke uvæsentlighed som betingelse for ophævelse
3.4.2.2.1. Krav om nye regler?
3.4.2.2.2. Flertallets udtalelse
3.4.2.2.3. Mindretallets udtalelse
3.4.2.3. Tilbageholdelse af betalingen
3.4.2.4. Tilbagelevering og tilbagebetaling
3.4.2.5. Begrebet rimelig tid
3.4.2.6. Varetagelse af debitors opgaver
12
3.4.2.7. Forbrugerens bidrag til manglen
3.4.2.8. Mangler, der konstateres inden for 30 dage
3.4.2.8.1. Adgang til at indføre nye regler
3.4.2.8.2. Flertallets udtalelse
3.4.2.8.3. Mindretallets udtalelse
3.4.2.9. Skjulte mangler
3.4.2.10. Force majeure
3.4.2.11. Konsekvenser for ikke-forbrugerkøb
3.4.2.12. Undersøgelsesgebyr
3.4.2.12.1. Adgang til at indføre nye regler
3.4.2.12.2. Flertallets udtalelse
3.4.2.12.3. Mindretallets udtalelse
3.4.2.12.4. Et udvalgsmedlem afstår
3.4.3 Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.5. Erstatning
3.5.1. Gældende ret
3.5.1.1. Købeloven
3.5.1.2. Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold
3.5.2. Udvalgets overvejelser
3.5.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.6. Regres
3.6.1. Gældende ret
3.6.1.1. Købeloven
3.6.1.2. Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold
3.6.1.2.1. Varedirektivet
3.6.1.2.2. Direktivet om digitalt indhold
3.6.2. Udvalgets overvejelser
3.6.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.7. Reklamationsfristen
3.7.1. Gældende ret
3.7.1.1. Købeloven
3.7.1.1.1. Reklamationsfristens længde
3.7.1.1.2. Formkrav
3.7.1.1.3. For sen reklamation
3.7.1.1.4. Fravigelser fra reklamationsfristen
3.7.1.1.5. Afbrydelse eller en ny reklamationsfrist
3.7.1.1.6. Modtageren af reklamationen
3.7.1.1.7. Forsendelsesrisiko for reklamationsmeddelelser
3.7.1.1.8. Forældelse
13
3.7.1.2. Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold
3.7.1.2.1. Varedirektivet
3.7.1.2.2. Direktivet om digitalt indhold
3.7.2. Udvalgets overvejelser
3.7.2.1. Den absolutte reklamationsfrist
3.7.2.1.1. Forlængelse af den absolutte reklamationsfrist
3.7.2.1.1.1. Generelt
3.7.2.1.1.2. Flertallets udtalelse
3.7.2.1.1.3. Mindretallets udtalelse
3.7.2.1.1.4. En række udvalgsmedlemmer afstår
3.7.2.1.2. Den absolutte reklamationsfrist ved løbende levering af digitalt indhold, digitale tjenester og varer med
digitale elementer i mere end to år
3.7.2.2. Den relative reklamationsfrist
3.7.2.3. Undtagelser til den absolutte reklamationsfrist
3.7.2.4. Forældelse
3.7.2.5. Konsekvensændringer af reklamationsfristen i handels- og civilkøb
3.7.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.8. Formodningsreglen
3.8.1. Gældende ret
3.8.1.1. Købeloven
3.8.1.2. Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold
3.8.1.2.1. Varedirektivet
3.8.1.2.2. Direktivet om digitalt indhold
3.8.2. Udvalgets overvejelser
3.8.2.1. Generelt
3.8.2.2. Formodningsperioden for varer med digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester
3.8.2.3. Forlængelse af formodningsperioden for varer til to år
3.8.2.3.1. Generelt
3.8.2.3.2. Flertallets udtalelse
3.8.2.3.3. Mindretallets udtalelse
3.8.2.3.4. En række udvalgsmedlemmer afstår
3.8.2.4. Formodningsreglen ved køb af levende dyr
3.8.2.4.1. Generelt
3.8.2.4.2. Flertallets udtalelse
3.8.2.4.3. Mindretallets udtalelse
3.8.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordnig
3.9. Reklamationsfristen ved køb af brugte genstande
3.9.1. Gældende ret
3.9.1.1. Købeloven
14
3.9.1.2. Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold
3.9.2. Udvalgets overvejelser
3.9.2.1. Generelt
3.9.2.2. Udvalgets udtalelse
3.9.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Klima- og miljømæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer mv.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at gennemføre varedirektivet
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/771/EU af
20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om salg af va‐
rer, om ændring af forordning 2017/2394/EU og direktiv
2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF) og di‐
rektivet om digitalt indhold (Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2019/770/EU af 20. maj 2019 om visse aspekter af
aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester) i
dansk ret.
Varedirektivet ophæver og erstatter forbrugerkøbsdirektivet
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25.
maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i
forbindelse hermed).
Formålet med varedirektivet og direktivet om digitalt ind‐
hold er at bidrage til et velfungerende indre marked og
samtidig sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. Direktiv‐
erne indeholder bestemmelser om bl.a. krav til salgsgenstan‐
dens overensstemmelse, dvs. hvornår genstanden lider af
en mangel, forbrugerens beføjelser ved manglende overens‐
stemmelse (misligholdelsesbeføjelser), reklamationsfrist og
formodningsregel. Varedirektivet indeholder desuden en be‐
stemmelse om bl.a. handelsmæssige garantier, ligesom di‐
rektivet om digitalt indhold indeholder bestemmelser om
bl.a. ændring af digitalt indhold og parternes ”digitale for‐
pligtelser” ved ophævelse af en aftale.
Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold er i modsæt‐
ning til forbrugerkøbsdirektivet totalharmoniseringsdirekti‐
ver. Der vil derfor som udgangspunkt ikke inden for det
område, som direktiverne regulerer, kunne indføres eller
opretholdes andre regler end dem, der følger af direktiver‐
ne. Uden for direktivernes område kan medlemsstaterne der‐
imod frit indføre eller opretholde egne regler eller indføre
regler svarende til direktivernes. På enkelte områder giver
direktiverne adgang til, at medlemsstaterne inden for det
område, som direktiverne regulerer, opretholder eller indfø‐
rer regler, der afviger fra direktivernes ordning.
Direktiverne regulerer alene forbrugerkøb, og lovforslaget
indeholder derfor navnlig forslag til ændring af købelovens
særlige regler om forbrugerkøb. Lovforslaget indeholder
desuden forslag til ændring af markedsføringsloven.
Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer:
– En ny definitionsbestemmelse.
– En udvidelse af anvendelsesområdet for reglerne om for‐
brugerkøb, således at reglerne udtrykkeligt kommer til
at omfatte aftaler om levering af digitalt indhold eller
digitale tjenester, herunder når forbrugeren afgiver sine
personoplysninger.
– Nye bestemmelser om levering af digitalt indhold og
digitale tjenester samt om forsinkelse ved levering heraf.
– En ensretning af parternes forpligtelser ved ophævelse,
således at forpligtelserne bliver de samme, uanset om
ophævelsen sker på grund af mangler eller forsinkelse.
– En række ændringer af bestemmelserne om, hvornår en
salgsgenstand lider af en mangel og om køb af brugte
genstande på offentlige auktioner.
– En ændring af formodningsreglen, således at en mangel,
som viser sig inden for det første år, formodes at have
været til stede på leveringstidspunktet. Ved køb af leven‐
de dyr vil formodningsperioden være seks måneder. Der‐
udover indføres der nye regler om bevisbyrden ved afta‐
ler om løbende levering af digitalt indhold og digitale
tjenester, herunder når indholdet eller tjenesten er en
15
del af en vare med digitale elementer. Den gældende
formodningsperiode i dansk ret er seks måneder.
– Der indsættes en ny bestemmelse om ændring af digitalt
indhold eller digitale tjenester ved aftaler om løbende
levering.
– En række ændringer af bestemmelserne om forbrugerens
misligholdelsesbeføjelser (afhjælpning, omlevering, af‐
slag i prisen eller ophævelse) og parternes forpligtelser
ved ophævelse.
– Den absolutte reklamationsfrist vil som udgangspunkt
fortsat være to år. Der indføres dog nye bestemmelser
om reklamationsfristen for aftaler om løbende levering
af digitalt indhold og digitale tjenester, herunder når ind‐
holdet eller tjenesten er en del af en vare med digitale
elementer.
– En ny bestemmelse i købeloven om handelsmæssige ga‐
rantier i forbrugerkøb.
– En revision af markedsføringslovens § 17 om handels‐
mæssige garantier samt strafsanktionering af overtrædel‐
ser af bestemmelsen.
De bestemmelser, der er nødvendige for at efterleve direk‐
tiverne, skal være vedtaget og offentliggjort senest den 1.
juli 2021 og træde i kraft den 1. januar 2022.
2. Lovforslagets baggrund
Justitsministeren nedsatte i foråret 2020 et udvalg, som er
sammensat af en bred kreds af interessenter fra forbrugersi‐
den, erhvervslivet, relevante myndigheder, dommerstanden,
advokatstanden og en universitetsjurist, med henblik på, at
udvalget skulle overveje og komme med anbefalinger til,
hvordan bl.a. varedirektivet og direktivet om digitalt indhold
mest hensigtsmæssigt bør gennemføres i dansk ret, herunder
hvilke ændringer der er nødvendige for at gennemføre direk‐
tiverne.
Udvalget har derudover haft til opgave at overveje og rede‐
gøre for, om – og i givet fald i hvilket omfang – der på
specifikke områder, hvor direktiverne overlader det til med‐
lemsstaterne at bestemme, om direktivernes ordning skal
finde anvendelse, bør indføres regler, som afviger fra direk‐
tiverne. Udvalget har herunder skullet overveje, om – og i
givet fald hvordan – den valgfrihed, som direktiverne giver,
kan og bør udnyttes til at understøtte den grønne omstilling.
Udvalget har endvidere haft til opgave at overveje og rede‐
gøre for, om – og i givet fald hvordan – den valgfrihed,
som direktiverne giver, bør udnyttes til at sikre øget over‐
ensstemmelse mellem de regelsæt, som gennemfører direkti‐
verne.
Udvalget afgav den 27. januar 2021 Delbetænkning I (nr.
1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direkti‐
vet om digitalt indhold (herefter delbetænkningen), der inde‐
holdt udvalgets udkast til ændring af købeloven og markeds‐
føringsloven.
Lovforslaget svarer med enkelte ændringer til udvalgets lov‐
udkast.
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Anvendelsesområde og definitioner
3.1.1. Gældende ret
3.1.1.1. Købeloven
3.1.1.1.1. Købelovens anvendelsesområde
Købeloven gælder for alle køb, bortset fra køb af fast ejen‐
dom, jf. lovens § 1 a, stk. 1. Reglerne i købeloven finder
tilsvarende anvendelse på bytte, jf. lovens § 2, stk. 3.
Købeloven definerer ikke begrebet køb, men et køb forstås
traditionelt som en aftale om overdragelse af et formuegode
mod vederlag i penge. Begrebet formuegode skal forstås
bredt. Kerneområdet er overdragelse af ejendomsretten til
en løsøregenstand. Levende dyr betragtes også som løsø‐
re. Overdragelse af valuta, aktier, fordringer, uanset om de
giver ret til ting eller penge, og immaterielle rettigheder,
levering af elektricitet, vand, gas og fjernvarme mv., en
samling af ting og rettigheder, f.eks. en virksomhed eller
et bo med samtlige aktiver og passiver, og overdragelse af
standardiserede IT-programmer er også omfattet af købelo‐
ven. Købeloven finder i vidt omfang anvendelse på digitalt
indhold, f.eks. e-bøger, og visse digitale tjenesteydelser.
Hvis en aftale indeholder elementer af køb og værksleje
og eventuelt tjenesteydelser, skal det vurderes, hvad der er
aftalens væsentligste element. Det forudsætter en konkret
vurdering af den enkelte aftale. Hvis en forbruger f.eks.
køber en vaskemaskine og samtidig installation af denne, vil
aftalens væsentligste element være køb af vaskemaskinen,
og hele kontrakten skal derfor behandles efter købelovens
regler. Er det ikke muligt at fastslå, hvad der er aftalens
væsentligste element, kan aftalen deles op, så der f.eks.
foreligger en købsaftale vedrørende salgsgenstanden og en
tjenesteydelsesaftale vedrørende installationen eller lignen‐
de. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en forbruger køber en
bil og samtidig indgår en serviceaftale. I så fald vil købet af
bilen blive behandlet efter købelovens regler, mens service‐
aftalen behandles som en tjenesteydelse.
3.1.1.1.2. Bestillingskøb
Bestilling af genstande, som først skal fremstilles, betragtes
16
som køb i købelovens forstand (bestillingskøb), jf. købelo‐
vens § 2, stk. 1.
Købelovens § 2, stk. 1, regulerer afgrænsningen mellem
aftaler om køb og aftaler om værksleje. Købelovens anven‐
delsesområde udvides dermed, så det ikke kun omfatter rene
køb, men også visse aftaler, hvor den ene part har påtaget
sig at fremstille en ny genstand mod vederlag. Det er i den
forbindelse uden betydning, om der er tale om tilvirkning
af standardvarer eller om individuelt fremstillede genstan‐
de. Afgørende for, om der foreligger en tjenesteydelsesaftale
eller et bestillingskøb, er, om omdannelsen ud fra en samlet
vurdering af dens omfang og karakter bør anses for en til‐
retning af forbrugerens genstand eller omdannelse af forbru‐
gerens materiale til en ny genstand. Reparationsaftaler eller
aftaler om omdannelse af en ting, som tilhører bestilleren,
falder uden for købeloven.
For så vidt angår forbrugerkøb finder købeloven anvendelse,
uanset om forbrugeren eller den, der har påtaget sig fremstil‐
lingen, leverer de fornødne materialer.
3.1.1.1.3. Køb på auktion
Købeloven gælder for køb på offentlige auktioner, herunder
tvangsauktioner.
3.1.1.1.4. Køb omfattet af den internationale købelov og
opførelse af bygning eller anlæg på fast ejendom
Købeloven gælder ikke for køb, som er omfattet af den
internationale købelov, jf. lovens § 1 a, stk. 4, eller for
opførelse af bygning eller andet anlæg på fast ejendom, jf.
lovens § 2, stk. 2.
3.1.1.1.5. Købelovens kategorier af køb
Købeloven sondrer mellem tre kategorier af køb: handels-,
civil- og forbrugerkøb.
3.1.1.1.5.1. Handelskøb
Det fremgår af købelovens § 4, stk. 1, at handelskøb define‐
res som køb, der indgås mellem handlende i eller for deres
bedrift.
Begrebet handlende defineres i købelovens § 4, stk. 2. Be‐
stemmelsen opregner en række typer af virksomhed, der kan
begrunde, at der foreligger et handelskøb.
3.1.1.1.5.2. Civilkøb
Køb, der hverken er handels- eller forbrugerkøb, betegnes
civilkøb, men købeloven definerer ikke begrebet. Civilkøb
foreligger bl.a., når sælger enten er en ikke-erhvervsdriven‐
de, f.eks. en privatperson, eller når sælger er erhvervsdriven‐
de, men handler uden for sit erhverv. Et civilkøb foreligger
således typisk ved køb mellem to privatpersoner.
3.1.1.1.5.3. Forbrugerkøb og forbrugerbegrebet
Det fremgår af købelovens § 4 a, stk. 1, at forbrugerkøb
defineres som et køb, en køber (forbruger) foretager hos en
erhvervsdrivende (sælger), der handler som led i sit erhverv,
når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv (ikke-
erhvervsmæssigt). Forbrugerkøbsdefinitionen stemmer over‐
ens med tilsvarende definitioner af det civilretlige forbruger‐
begreb i bl.a. aftaleloven og forbrugeraftaleloven.
Af købelovens § 4 a, stk. 1, 2. pkt., fremgår, at sælgeren har
bevisbyrden for, at et køb ikke er et forbrugerkøb. Der er
således en formodning for, at en aftale er et forbrugerkøb, og
det er sælgeren, der skal bevise, hvis det ikke er tilfældet.
Det afgørende tidspunkt for vurderingen af, om der fore‐
ligger et forbrugerkøb, er tidspunktet for aftalens indgåel‐
se. Det er formålet med det konkrete køb, der er afgørende
for vurderingen, og ikke køberens generelle status.
Forbrugerkøb vil typisk foreligge, når der foretages køb til
privat brug eller forbrug, men det er ikke udelukket at anse
et køb for et forbrugerkøb, selv om køberen skal anvende
salgsgenstanden både privat og erhvervsmæssigt. Det afgø‐
rende er, om genstanden hovedsagelig er bestemt til ikke-er‐
hvervsmæssigt brug.
Både fysiske og juridiske personer kan anses som forbrugere
i købelovens forstand.
3.1.1.1.5.4. Erhvervsdrivende-/sælgerbegrebet
Som erhvervsdrivende anses personer, der udøver selvstæn‐
dig, privat, økonomisk erhvervsvirksomhed inden for han‐
del, industri, håndværk, transport, liberale erhverv, den fi‐
nansielle sektor mv. Det er ikke afgørende, om der er tale
om en hoved- eller bibeskæftigelse, men aktiviteten skal
have et erhvervsmæssigt præg, dvs. en fortsat karakter og et
ikke helt ubetydeligt omfang. Der lægges i den forbindelse
vægt på bl.a. hyppigheden af transaktioner og kontinuitet i
vurderingen af, om en person anses som erhvervsdrivende.
Et enkeltstående salg vil som udgangspunkt ikke være til‐
strækkeligt til, at sælgeren skal anses som erhvervsdrivende.
Det er ikke en forudsætning for at blive anset som erhvervs‐
drivende, at sælgeren har et fast forretningssted, men det
kan indgå i vurderingen. Det er heller ikke afgørende, om
der med virksomheden tilstræbes en økonomisk gevinst.
17
Offentlige virksomheder kan anses som erhvervsdrivende,
hvis de udøver virksomhed, der kan sidestilles med privat
erhvervsvirksomhed, f.eks. levering af vand fra offentlige
vandværker til private forbrugere. Foreninger, organisationer
og sammenslutninger kan tillige efter omstændighederne an‐
ses som erhvervsdrivende, hvis de udøver erhvervsprægede
aktiviteter. Organisationer, hvis formål udelukkende er vel‐
gørende, almennyttigt, politisk eller religiøst, anses som ud‐
gangspunkt ikke for erhvervsdrivende, hvad angår deres ind‐
samlingsaktiviteter. Sådanne organisationer kan dog anses
som erhvervsdrivende for så vidt angår organisationernes
kommercielle aktiviteter.
Ud over, at sælger skal anses som en erhvervsdrivende, kræ‐
ves det for, at reglerne om forbrugerkøb finder anvendelse,
at det konkrete køb har relation til sælgerens erhvervsvirk‐
somhed. Et konkret salg kan være en del af sælgerens udø‐
velse af erhvervsvirksomhed, selv om salgsgenstanden ikke
er en del af det sædvanlige sortiment.
3.1.1.1.5.5. Formidlingskøb
Det fremgår af købelovens § 4, stk. 2, at som forbrugerkøb
anses under i øvrigt samme betingelser som nævnt i § 4, stk.
1, køb fra ikke-erhvervsdrivende, hvis købsaftalen er indgå‐
et eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende. Dette
betegnes formidlingskøb. Er der tale om et formidlingskøb,
er købet omfattet af købelovens regler om forbrugerkøb.
Købsaftaler, der indgås mellem to ikke-erhvervsdrivende,
f.eks. to private personer, er således som udgangspunkt ik‐
ke forbrugerkøb, medmindre et erhvervsdrivende mellemled
indgår eller formidler aftalen for den ikke-erhvervsdrivende
sælger.
I et formidlingskøb er det den ikke-erhvervsdrivende sælger,
som hæfter for opfyldelsen af købsaftalen, men da købet er
et forbrugerkøb, har den ikke-erhvervsdrivende køber den
retsstilling med hensyn til mangler, misligholdelsesbeføjel‐
ser mv., som følger af forbrugerkøbsreglerne.
Der er ikke med købelovens § 4 a, stk. 2, taget stilling til,
hvem der er parter i aftalen, og hvem der dermed hæfter for
aftalens opfyldelse.
3.1.1.1.6. Regulering af de forskellige kategorier af køb
Købeloven indeholder en almindelig regulering af alle kate‐
gorier af køb. For handels- og forbrugerkøb er den alminde‐
lige regulering suppleret eller fraveget af specifikke bestem‐
melser for netop disse køb.
Det fremgår af købelovens § 1 a, stk. 2, at lovens §§ 72-87
kun gælder i forbrugerkøb. Bestemmelserne indeholder reg‐
ler om bl.a. mangler ved salgsgenstanden, reklamationsfrist,
formodningsreglen og forbrugerens misligholdelsesbeføjel‐
ser.
Det fremgår af købelovens § 1 a, stk. 3, at lovens almindeli‐
ge regulering i § 5, §§ 10-13, § 17, stk. 2, § 21, stk. 2, § 42,
§ 43, stk. 1 og 2, § 44, §§ 47-49 og §§ 52-54 ikke gælder i
forbrugerkøb.
3.1.1.1.7. Købeloven er som udgangspunkt deklaratorisk
Det fremgår af købelovens § 1, stk. 1, at lovens bestemmel‐
ser kun finder anvendelse, hvis ikke andet er udtrykkelig
aftalt eller må anses for indeholdt i aftalen eller følger af
handelsbrug eller anden sædvane. Det betyder, at købelo‐
vens bestemmelser som udgangspunkt er deklaratoriske.
En aftale om fravigelse af købelovens regler kan både være
udtrykkelig eller stiltiende. Det beror på almindelige afta‐
leretlige regler, om købeloven er fraveget. I forbrugerkøb
kræves det, at bebyrdende vilkår, der fraviger købeloven,
fremhæves særskilt for forbrugeren, for at de kan anses for
vedtaget.
3.1.1.1.8. Beskyttelsespræceptive bestemmelser i forbruger‐
køb
Det fremgår af købelovens § 1, stk. 2, at lovens § 2, stk. 1, §
4 a, § 50, §§ 55-58, § 73, stk. 1 og 2, §§ 74 og 75, § 76, stk.
1, nr. 1-3, og stk. 2 og 3, §§ 77-79, § 80, stk. 1, og §§ 81-87
ikke kan fraviges til skade for køberen i forbrugerkøb. For
at beskytte forbrugeren gælder der betydelige begrænsnin‐
ger i parternes adgang til ved forudgående aftale at fravige
købelovens regulering af forbrugerkøb, hvis det indebærer,
at forbrugeren derved får dårligere retsstilling end den, der
følger af købeloven. De opregnede bestemmelser benævnes
beskyttelsespræceptive.
Parterne kan frit aftale, at forbrugeren gives en bedre rets‐
stilling end den, der følger af købeloven.
Aftaler, der fraviger andre af købelovens bestemmelser end
de ovenfor nævnte, er underlagt de almindelige aftaleretlige
regler om bl.a. ugyldighed.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 60-69.
3.1.1.2. Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold
3.1.1.2.1. Varedirektivets anvendelsesområde
Varedirektivet finder anvendelse på købsaftaler mellem en
forbruger og en sælger (erhvervsdrivende), jf. artikel 3, stk.
1.
18
Varedirektivet gælder kun for løsøregenstande, der er varer
som defineret i artikel 2, nr. 5. Medlemsstaterne kan derfor
frit regulere aftaler om salg af fast ejendom, såsom beboel‐
sesejendomme, og de vigtigste bestanddele heraf, som er
beregnet til at udgøre en stor del af den faste ejendom, jf.
præambelbetragtning nr. 14.
Varedirektivet omfatter alle salgskanaler for at skabe lige
forretningsvilkår for alle virksomheder, der sælger varer til
forbrugere. Det betyder, at varedirektivet gælder for salg af
fysiske varer, uanset om det foregår online eller i fysiske
butikker, jf. præambelbetragtning nr. 9.
Medlemsstaterne kan frit udvide anvendelsen af reglerne i
varedirektivet til også at omfatte aftaler, der er udelukket
fra direktivets anvendelsesområde, eller regulere sådanne
aftaler på anden måde, jf. præambelbetragtning nr. 21.
3.1.1.2.2. Direktivet om digitalt indholds anvendelsesområ‐
de
Direktivet om digitalt indhold finder anvendelse på aftaler,
hvor en erhvervsdrivende leverer eller påtager sig at levere
digitalt indhold eller en digital tjeneste til en forbruger, og
hvor forbrugeren betaler eller påtager sig at betale en pris, jf.
artikel 3, stk. 1, 1. afsnit.
Direktivet om digitalt indhold finder også anvendelse, når
den erhvervsdrivende leverer eller påtager sig at levere di‐
gitalt indhold eller en digital tjeneste til forbrugeren, og
forbrugeren afgiver eller påtager sig at afgive personoplys‐
ninger til den erhvervsdrivende, medmindre de personoplys‐
ninger, som forbrugeren afgiver, udelukkende behandles af
den erhvervsdrivende med henblik på levering af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse med
direktivet, eller for at give den erhvervsdrivende mulighed
for at opfylde de retlige krav, som denne er underlagt, og
den erhvervsdrivende ikke behandler oplysningerne til andre
formål, jf. artikel 3, stk. 1, 2. afsnit.
3.1.1.2.3. Varer, der skal tilvirkes eller fremstilles
Aftaler mellem en forbruger og en sælger om levering af
varer, der skal tilvirkes eller fremstilles, anses også for at
være købsaftaler i relation til varedirektivet, jf. artikel 3, stk.
2.
Varedirektivets anvendelsesområde omfatter således også
aftaler om varer, der endnu ikke er fremstillet eller frem‐
bragt, herunder efter forbrugerens specifikationer. Installa‐
tion af varerne kan endvidere være omfattet, hvis installati‐
onen er en del af købsaftalen og skal udføres af sælgeren
eller på sælgerens vegne. Hvis en købsaftale indeholder ele‐
menter af både salg af varer og levering af tjenester, er det
overladt til national ret at bestemme, om hele aftalen kan
klassificeres som en købsaftale i relation til varedirektivet,
jf. præambelbetragtning nr. 17.
3.1.1.2.4. Digitalt indhold og digitale tjeneste er udviklet
iht. forbrugerens specifikationer
Direktivet om digitalt indhold finder anvendelse, hvor det
digitale indhold eller den digitale tjeneste er udviklet i hen‐
hold til forbrugerens specifikationer, jf. artikel 3, stk. 2. Di‐
rektivet finder således anvendelse på aftaler om udvikling
af digitalt indhold, der er skræddersyet til forbrugerens spe‐
cifikke krav, herunder skræddersyet software, jf. præambel‐
betragtning nr. 26.
3.1.1.2.5. Pakkeaftaler
Direktivet om digitalt indhold finder kun anvendelse på
elementerne i en aftale om digitalt indhold eller en digital
tjeneste, hvor en enkelt aftale mellem den samme erhvervs‐
drivende og den samme forbruger i en pakke omfatter
elementer vedrørende levering af digitalt indhold eller en
digital tjeneste og elementer vedrørende levering af andre
tjenester eller varer, jf. artikel 3, stk. 6. Det berører dog ikke
direktivets artikel 3, stk. 4, om varer med digitale elementer.
Direktivet om digitalt indholds artikel 19 (om ændring
af det digitale indhold eller den digitale tjeneste) finder
ikke anvendelse, hvor en pakke som defineret i direktiv
2018/1972/EU omfatter elementer af en internetadgangstje‐
neste, som defineret i artikel 2, nr. 2, i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning 2015/2120/EU eller nummerbaserede
interpersonelle kommunikationstjenester som defineret i ar‐
tikel 2, nr. 6, i direktiv 2018/1972/EU. Uden at dette berører
artikel 107, stk. 2 i direktiv 2018/1972/EU, reguleres de
virkninger, som ophævelsen af ét element i en pakkeaftale
kan have på de andre dele af pakkeaftalen, af national ret, jf.
artikel 3, stk. 6.
Digitalt indhold og digitale tjenester er ofte kombineret med
levering af varer eller andre tjenester og tilbydes forbruge‐
ren inden for samme aftale, som omfatter en pakke af for‐
skellige elementer, såsom levering af digitalt TV og køb af
elektronisk udstyr. I sådanne tilfælde omfatter aftalen mel-
lem en forbruger og en erhvervsdrivende elementer af en
aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste,
men også elementer af andre aftaletyper, såsom aftaler om
salg af varer eller tjenester. Direktivet om digitalt indhold
finder kun anvendelse på de elementer i den samlede aftale,
der består i levering af digitalt indhold eller digitale tjene‐
ster. De øvrige elementer i aftalen er underlagt de regler, der
finder anvendelse på sådanne aftaler i henhold til national
ret eller anden EU-ret vedrørende en specifik sektor eller
et specifikt spørgsmål. De eventuelle virkninger, som ophæ‐
velse af et element i pakkeaftalen kan have på de andre
dele af pakkeaftalen, reguleres af national ret. For at sikre
overensstemmelse med de sektorspecifikke bestemmelser i
19
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/1972/EU af
11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for
elektronisk kommunikation, der regulerer disse pakkeaftaler,
hvor en erhvervsdrivende som defineret i direktivet udby‐
der digitalt indhold eller en digital tjeneste i kombination
med en nummerbaseret interpersonel kommunikationstjene‐
ste eller en internetadgangstjeneste, finder bestemmelserne
i direktivet om digitalt indhold om ændringen af digitalt
indhold ikke anvendelse på pakkens element af digitalt
indhold eller digital tjeneste. De relevante bestemmelser i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/1972/EU af
11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks
for elektronisk kommunikation finder i stedet anvendelse på
alle elementer i pakken, herunder det digitale indhold eller
den digitale tjeneste, jf. præambelbetragtning nr. 33.
3.1.1.2.6. Varer, der sælges på tvangsauktion eller i øvrigt
iht. lov
Varedirektivet finder ikke anvendelse på varer, der sælges på
tvangsauktion eller i øvrigt i henhold til lov, jf. artikel 3, stk.
4, litra b.
3.1.1.2.7. Brugte varer, som sælges på offentlige auktioner,
og levende dyr
Medlemsstaterne kan vælge at undtage aftaler om salg af
brugte varer på offentlige auktioner og levende dyr fra vare‐
direktivets anvendelsesområde, jf. artikel 3, stk. 5, litra a og
b. Hvis aftaler om salg af brugte varer på offentlige auktio‐
ner undtages, skal forbrugeren have let adgang til klare og
omfattende oplysninger om, at rettighederne i varedirektivet
ikke finder anvendelse.
3.1.1.2.8. Undtagelser i anvendelsesområdet for direktivet
om digitalt indhold
Direktivet om digitalt indhold finder ifølge artikel 3, stk. 5,
litra a-h, ikke anvendelse på aftaler om
– levering af andre tjenesteydelser end digitale tjeneste‐
ydelser, uanset om den erhvervsdrivende anvender digi‐
tale former eller midler til at skabe resultatet af tjene‐
steydelsen eller til at levere eller overføre det til forbru‐
geren,
– elektroniske kommunikationstjenester som defineret i ar‐
tikel 2, nr. 4, i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv
2018/1972/EU af 11. december 2018 om oprettelse af en
europæisk kodeks for elektronisk kommunikation med
undtagelse af nummeruafhængige interpersonelle kom‐
munikationstjenester som defineret i artikel 2, nr. 7, i
direktivet,
– sundhedsydelser som defineret i artikel 3, litra a, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af
9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med
grænseoverskridende sundhedsydelser,
– spiltjenester, dvs. tjenester, der involverer at vædde et
pengebeløb i hasardspil, herunder spil med et element
af færdigheder, såsom lotterier, kasinospil, pokerspil og
væddemål, ved hjælp af elektroniske midler eller enhver
anden teknologi til lettelse af kommunikation og på indi‐
viduel anmodning af en modtager af sådanne tjenester,
– finansielle tjenesteydelser som defineret i artikel 2, litra
b, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF
af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tje‐
nesteydelser til forbrugerne og om ændring af Rådets
direktiv 90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF,
– software, som den erhvervsdrivende tilbyder i henhold
til en Free and Open Source-licens, hvor forbrugeren
ikke betaler en pris, og hvor de personoplysninger, som
forbrugeren afgiver, udelukkende behandles af den er‐
hvervsdrivende med henblik på at forbedre den specifik‐
ke softwares sikkerhed, kompatibilitet eller interoperabi‐
litet,
– levering af digitalt indhold, hvor det digitale indhold
stilles til rådighed for offentligheden på anden måde end
ved signaltransmission som led i en forestilling eller et
arrangement, såsom digitale filmforevisninger, og
– digitalt indhold, der leveres af medlemsstaternes offent‐
lige myndigheder i overensstemmelse med Europa-Par‐
lamentets og Rådets direktiv 2003/98/EF af 17. novem‐
ber 2003 om videreanvendelse af den offentlige sektors
informationer.
3.1.1.2.9. Ufravigelighed
Ifølge varedirektivets artikel 21, stk. 1, er en aftale ikke
bindende for forbrugeren, hvis den til skade for forbrugeren
bestemmer, at nationale foranstaltninger til gennemførelse
af direktivet ikke finder anvendelse, eller fraviger eller æn‐
drer disses retsvirkninger, før forbrugeren har gjort sælgeren
opmærksom på manglen. Varedirektivet er ikke til hinder
for, at sælgeren kan tilbyde forbrugeren aftalemæssige ord‐
ninger, som er mere vidtgående end den beskyttelse, der
fastsættes i direktivet, jf. artikel 21, stk. 2.
Det fremgår af direktivet om digitalt indholds artikel 22, stk.
1, at medmindre andet er fastsat i direktivet, er eventuelle
aftalemæssige vilkår ikke bindende for forbrugeren, hvis
de til skade for forbrugeren udelukker anvendelsen af de
nationale foranstaltninger, som gennemfører direktivet, afvi‐
ger fra dem eller ændrer deres virkninger, før forbrugeren
bringer den manglende levering eller den manglende over‐
ensstemmelse til den erhvervsdrivendes kendskab, eller før
den erhvervsdrivende bringer ændringen af digitalt indhold
eller en digital tjeneste til forbrugerens kendskab. Direkti‐
vet er dog ikke til hinder for, at den erhvervsdrivende kan
tilbyde forbrugeren aftalemæssige ordninger, som er mere
vidtgående end den beskyttelse, der gives i direktivet, jf.
artikel 22, stk. 2.
3.1.1.2.10. Definitioner
Både varedirektivet og direktivet om digitalt indhold inde‐
holder en særskilt definitionsbestemmelse.
20
3.1.1.2.10.1. Begrebet købsaftale
En købsaftale defineres i varedirektivets artikel 2, nr. 1, som
enhver aftale, hvorved sælgeren overdrager eller påtager sig
at overdrage ejendomsretten til varer til en forbruger, og
forbrugeren betaler eller påtager sig at betale prisen herfor.
3.1.1.2.10.2. Begrebet forbruger
En forbruger defineres i varedirektivets artikel 2, nr. 2, som
enhver fysisk person, der i forbindelse med de af direktivet
omfattede aftaler ikke handler som led i sit erhverv, sin
forretning, sit håndværk eller sin profession.
I tilfælde af aftaler med dobbelt formål, hvor aftalen indgås
dels som led i, dels ikke som led i den pågældende persons
erhverv, og hvor det erhvervsmæssige formål er marginalt
i forbindelse med aftalen, kan medlemsstaterne bestemme,
om og under hvilke omstændigheder en sådan person bør
betragtes som forbruger, jf. præambelbetragtning nr. 22.
Medlemsstaterne kan frit beslutte at udvide den beskyttel‐
se, forbrugere gives ved varedirektivet, til også at omfat‐
te fysiske eller juridiske personer, der ikke er forbrugere
som defineret i direktivet, såsom ikke-statslige organisatio‐
ner, nyetablerede virksomheder eller små og mellemstore
virksomheder (SMV’er). Det kan også besluttes, at forbru‐
gerbeskyttelsesreglerne i direktivet også finder anvendelse
på juridiske personer, der handler ikke-erhvervsmæssigt, jf.
præambelbetragtning nr. 21.
Forbrugerbegrebet i varedirektivet er identisk med forbru‐
gerbegrebet i direktivet om digitalt indhold, jf. artikel 2, nr.
6, ligesom det også i relation til sidstnævnte er muligt at
udvide forbrugerbegrebets anvendelsesområde til f.eks. at
omfatte juridiske personer, jf. præambelbetragtning nr. 16 og
17.
3.1.1.2.10.3. Begrebet sælger og erhvervsdrivende
En sælger defineres i varedirektivets artikel 2, nr. 3, som
enhver fysisk eller juridisk person, uanset om der er tale om
privat eller offentligt ejerskab, der handler, herunder via en
anden person, der optræder i denne fysiske eller juridiske
persons navn eller på dennes vegne, som led i sit erhverv,
sin forretning, sit håndværk eller sin profession i forbindelse
med de af direktivet omfattede aftaler.
Udbydere af platforme kan også anses for at være sælgere
i henhold til varedirektivet, hvis de handler som led i deres
egen forretning og som direkte aftaleparter for forbrugeren
med henblik på salg af varer. Medlemsstaterne kan vælge at
udvide anvendelsen af direktivet til udbydere af platforme,
som ikke opfylder kravene til at blive anset for sælgere i
henhold til direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 23.
Begrebet erhvervsdrivende i direktivet om digitalt indhold,
jf. artikel 2, nr. 5, er identisk med sælgerbegrebet i varedi‐
rektivet.
3.1.1.2.10.4. Begrebet producent
En producent defineres i varedirektivets artikel 2, nr. 4, som
en, der har fremstillet en vare, en importør, der har indført
den i Unionen, eller enhver anden, der fremstår som produ‐
cent ved at have forsynet varen med sit navn, sit mærke eller
et andet kendetegn.
Direktivet om digitalt indhold indeholder ikke en tilsvarende
definition.
3.1.1.2.10.5. Begrebet varer, herunder varer med digitale
elementer
En vare defineres i varedirektivets artikel 2, nr. 5, litra a og
b, som enhver løsøregenstand. Vand, gas og elektricitet be‐
tragtes som varer i henhold til direktivet, når det udbydes til
salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mængde. Som
varer anses også enhver løsøregenstand, der integrerer eller
er indbyrdes forbundet med digitalt indhold eller en digital
tjeneste på en sådan måde, at fraværet af indholdet eller
tjenesten ville forhindre varerne i at opfylde deres funktion
(varer med digitale elementer). En tilsvarende definition af
varer med digitale elementer findes i direktivet om digitalt
indholds artikel 2, nr. 3.
Digitalt indhold, der er integreret i eller indbyrdes forbundet
med en vare, kan være enhver form for data, der er produce‐
ret og leveret i digital form, såsom styresystemer, program‐
mer og andet software. Indholdet kan være forudinstalleret
på tidspunktet for indgåelsen af købsaftalen eller kan, hvor
det fastsættes i aftalen, installeres efterfølgende. Digitale tje‐
nester, der er indbyrdes forbundet med en vare, kan omfatte
tjenester, der muliggør generering, behandling eller lagring
af data i digital form eller adgang dertil, såsom software-
as-a-service, der tilbydes i cloudcomputingmiljøet, løbende
levering af trafikdata i et navigationssystem eller løbende
levering af individuelt tilpassede træningsprogrammer i for‐
bindelse med smarture, jf. præambelbetragtning nr. 14.
Varedirektivet finder anvendelse på aftaler om salg af varer,
herunder varer med digitale elementer, hvor fraværet af digi‐
talt indhold eller en digital tjeneste, der er integreret eller
indbyrdes forbundet, vil forhindre varerne i at fungere, og
hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres
sammen med varerne i henhold til købsaftalen vedrørende
disse varer. Hvorvidt leveringen af digitalt indhold eller
en digital tjeneste, der er integreret eller indbyrdes forbun‐
det, udgør en del af købsaftalen med sælgeren, afhænger
af aftalens indhold. Det omfatter digitalt indhold eller digi‐
tale tjenester, der er integreret i eller indbyrdes forbundet
21
med varerne, hvis leveringen heraf udtrykkeligt kræves i
aftalen. Det omfatter også de købsaftaler, der kan forstås
som omfattende levering af specifikt digitalt indhold eller en
specifik digital tjeneste, fordi det er sædvanligt for varer af
samme type, og forbrugeren med rimelighed kan forvente
det i betragtning af varernes karakter og i betragtning af
eventuelle offentlige udsagn, der er fremsat af eller på vegne
af sælgeren eller andre personer i tidligere led i transaktions‐
kæden, herunder producenten. Hvis f.eks. et smart-TV blev
annonceret som indeholdende en bestemt videoapplikation,
vil applikationen blive anset for at være en del af købsafta‐
len. Det gælder, uanset om det digitale indhold eller den
digitale tjeneste er forudinstalleret i selve varen eller skal
downloades efterfølgende på en anden enhed og kun er
indbyrdes forbundet med varen. En smartphone kan f.eks.
leveres med standardiserede forudinstallerede programmer,
der leveres i henhold til købsaftalen, såsom et alarmprogram
eller et kameraprogram. Et andet muligt eksempel er et
smartur. I sådan et tilfælde er det selve uret, der anses for
at være varen med digitale elementer, som kun kan fungere
med en applikation, der leveres i henhold til købsaftalen,
men som skal downloades af forbrugeren til en smartpho‐
ne. Applikationen er derefter det indbyrdes forbundne digi‐
tale element. Det gælder også, hvis det digitale indhold eller
den digitale tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes for‐
bundet med varen, ikke leveres af sælgeren selv, men leve‐
res i henhold til købsaftalen af en tredjemand. For at undgå
usikkerhed for både sælgere og forbrugere finder reglerne
i varedirektivet anvendelse i tilfælde af tvivl om, hvorvidt
leveringen af det digitale indhold eller den digitale tjeneste
er en del af købsaftalen eller ej. Konstatering af, at der eksi‐
sterer et bilateralt aftalemæssigt forhold mellem sælgeren og
forbrugeren, som leveringen af det digitale indhold eller den
digitale tjeneste, der er integreret eller indbyrdes forbundet,
er en del af, bør desuden ikke berøres af det forhold, at
forbrugeren skal give sit samtykke til en licensaftale med
en tredjepart for at kunne bruge indholdet eller tjenesten, jf.
præambelbetragtning nr. 15.
Hvis fraværet af det digitale indhold eller den digitale tje‐
neste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med va‐
rerne, ikke forhindrer varerne i at udføre deres funktioner,
eller hvis forbrugeren indgår en aftale om levering af digi‐
talt indhold eller en digital tjeneste, som ikke indgår i en
købsaftale vedrørende varer med digitale elementer, anses
aftalen herom for at være adskilt fra aftalen om salg af
varerne, selv om sælgeren fungerer som formidler af den
anden aftale med den leverende tredjemand, og kan være
omfattet af anvendelsesområdet for direktivet om digitalt
indhold, hvis dette direktivs betingelser er opfyldt. Hvis en
forbruger f.eks. downloader et spil til sin smartphone fra en
app store, er aftalen om levering af spillet adskilt fra aftalen
om salg af selve smartphonen. Varedirektivet finder derfor
kun anvendelse på aftalen om salg af smartphonen, mens
leveringen af spillet er omfattet af direktivet om digitalt ind‐
hold, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Et andet eksempel
er en situation, hvor det udtrykkeligt aftales, at forbrugeren
køber en smartphone uden et specifikt styresystem, og hvor
forbrugeren efterfølgende indgår en aftale om levering af
et styresystem fra en tredjepart. I et sådant tilfælde vil leve‐
ringen af styresystemet, som er købt særskilt, ikke være en
del af købsaftalen og derfor ikke være omfattet af anvendel‐
sesområdet for varedirektivet, men vil i stedet kunne være
omfattet af direktivet om digitalt indhold, hvis betingelserne
herfor er opfyldt, jf. præambelbetragtning nr. 16.
Direktivet om digitalt indhold indeholder tilsvarende præ‐
ambelbetragtninger (nr. 19-22) om definitionen af varer med
digitale elementer samt om afgrænsningen mellem varedi‐
rektivet og direktivet om digitalt indhold.
3.1.1.2.10.6. Begrebet digitalt indhold
Digitalt indhold defineres i varedirektivets artikel 2, nr. 6,
som data, der fremstilles og leveres i digital form.
Direktivet om digitalt indhold indeholder en tilsvarende de‐
finition af digitalt indhold i artikel 2, nr. 1.
3.1.1.2.10.7. Begrebet digital tjeneste
En digital tjeneste defineres i varedirektivets artikel 2, nr.
7, litra a og b, som en tjeneste, der gør det muligt for forbru‐
geren at generere, behandle, lagre eller få adgang til data i
digital form eller en tjeneste, der muliggør deling af eller en‐
hver anden form for interaktion med data i digital form, som
uploades eller genereres af forbrugeren eller andre brugere
af den pågældende tjeneste.
Direktivet om digitalt indhold indeholder en tilsvarende de‐
finition af digitale tjenester i artikel 2, nr. 2, litra a og b.
3.1.1.2.10.8. Begrebet kompatibilitet
Kompatibilitet defineres i varedirektivets artikel 2, nr. 8,
som varernes evne til at fungere med hardware eller soft‐
ware, som varer af denne type normalt anvendes med, uden
at det er nødvendigt at konvertere varerne, hardwaren eller
softwaren.
Direktivet om digitalt indhold indeholder en tilsvarende de‐
finition af kompatibilitet i artikel 2, nr. 10.
3.1.1.2.10.9. Begrebet funktionalitet
Funktionalitet defineres i varedirektivets artikel 2, nr. 9, som
varernes evne til at udføre deres funktioner i betragtning af
formålet hermed.
Direktivet om digitalt indhold indeholder en tilsvarende de‐
finition af funktionalitet i artikel 2, nr. 11.
22
Ifølge præambelbetragtning nr. 43 i direktivet om digitalt
indhold bør begrebet funktionalitet forstås som en henvis‐
ning til de måder, hvorpå digitalt indhold eller en digital
tjeneste kan bruges. F.eks. kan fraværet eller tilstedeværel‐
sen af tekniske begrænsninger såsom beskyttelse ved hjælp
af Digital Rights Management (DRM) eller områdekodning
have en indvirkning på det digitale indholds eller den digi‐
tale tjenestes evne til at udføre alle sine funktioner i betragt‐
ning af dets eller dens formål.
3.1.1.2.10.10. Begrebet interoperabilitet
Interoperabilitet defineres i varedirektivets artikel 2, nr. 10,
som varernes evne til at fungere med hardware eller soft‐
ware, der adskiller sig fra den, som varer af samme type
normalt anvendes med.
Direktivet om digitalt indhold indeholder en tilsvarende de‐
finition af interoperabilitet i artikel 2, nr. 12.
Ifølge præambelbetragtning nr. 43 i direktivet om digitalt
indhold vedrører begrebet interoperabilitet, hvorvidt og i
hvilket omfang digitalt indhold eller digitale tjenester er
i stand til at fungere sammen med hardware eller soft‐
ware, der adskiller sig fra det, som indhold eller tjenester
af samme type normalt bruges med. Tilfredsstillende funk‐
tionsevne kan f.eks. omfatte det digitale indholds eller den
digitale tjenestes evne til at udveksle oplysninger med et
sådant andet software eller hardware og til at anvende de
udvekslede oplysninger.
3.1.1.2.10.11. Begrebet varigt medium
Et varigt medium defineres i varedirektivets artikel 2, nr.
11, som ethvert middel, der sætter forbrugeren eller sæl‐
geren i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til
vedkommende med mulighed for fremtidig anvendelse i en
periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver
mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.
Direktivet om digitalt indhold indeholder en tilsvarende de‐
finition i artikel 2, nr. 13.
Et varigt medium bør ifølge præambelbetragtning nr. 76 i
direktivet om digitalt indhold sætte forbrugeren i stand til at
lagre oplysningerne så længe, som det er nødvendigt at be‐
skytte forbrugerens interesser som følge af vedkommendes
forhold til den erhvervsdrivende. Sådanne medier omfatter
papir, DVD᾽er, CD᾽er, USB-nøgler, hukommelseskort eller
harddiske samt e-mail.
3.1.1.2.10.12. Begrebet handelsmæssig garanti
En handelsmæssig garanti defineres i varedirektivets artikel
2, nr. 12, som enhver forpligtelse, som sælgeren eller en
producent (garantigiveren) har påtaget sig over for forbruge‐
ren, ud over sælgerens retlige forpligtelse til at levere en
kontraktmæssig ydelse, til at refundere en købesum eller
omlevere, reparere eller på anden måde afhjælpe mangler
ved varerne, hvis de ikke svarer til de specifikationer eller
ethvert andet krav, der fremgår af garantierklæringen eller
af de relevante reklamer, der var tilgængelige på tidspunktet
eller forud for aftalens indgåelse, og som ikke relaterer sig
til ydelsens kontraktmæssighed.
Direktivet om digitalt indhold indeholder ikke en tilsvarende
definition.
3.1.1.2.10.13. Begrebet holdbarhed
Holdbarhed defineres i varedirektivets artikel 2, nr. 13, som
varernes evne til at bevare deres påkrævede funktioner og
ydeevne ved normal brug.
For at varer er i overensstemmelse, bør de have en holdbar‐
hed, der er sædvanlig for varer af samme type, og som
forbrugeren med rimelighed kan forvente under hensyntagen
til de specifikke varers art, herunder det eventuelle behov
for rimelig vedligeholdelse af varer, f.eks. den regelmæssige
kontrol og udskiftning af filtre i en bil, og i givet fald de of‐
fentlige udsagn, der er afgivet af eller på vegne af personer,
der udgør en forbindelse i transaktionskæden. Vurderingen
bør også tage hensyn til alle andre relevante omstændighe‐
der såsom varernes pris samt den intensitet eller hyppighed,
hvormed forbrugeren anvender varerne, jf. præambelbetragt‐
ning nr. 32.
Direktivet om digitalt indhold indeholder ikke en tilsvarende
definition.
3.1.1.2.10.14. Begrebet gratis
Gratis defineres i varedirektivets artikel 2, nr. 14, som fri
for de omkostninger, der er nødvendige for at bringe varerne
i overensstemmelse, navnlig forsendelses- eller transportom‐
kostninger, arbejdsløn eller materialeomkostninger.
Direktivet om digitalt indhold indeholder ikke en tilsvarende
definition.
3.1.1.2.10.15. Begrebet offentlig auktion
Begrebet offentlig auktion defineres i varedirektivets artikel
2, nr. 15, som en salgsmetode, hvor den erhvervsdrivende
tilbyder varer eller tjenesteydelser til forbrugere, som selv
er eller har mulighed for at være til stede under auktionen,
gennem en gennemsigtig konkurrencebaseret budprocedure,
som styres af en auktionsholder, og hvor den tilbudsgiver,
hvis bud antages, er forpligtet til at købe varerne eller tjene‐
steydelserne.
23
Direktivet om digitalt indhold indeholder ikke en tilsvarende
definition.
3.1.1.2.10.16. Begrebet installation
Installation defineres i direktivet om digitalt indholds artikel
2, nr. 4, som sammenkoblingen med og inkorporeringen af
digitalt indhold eller en digital tjeneste i dele af forbrugerens
digitale miljø, for at det digitale indhold eller den digitale
tjeneste kan anvendes i overensstemmelse med de i direktiv‐
et fastsatte krav til overensstemmelse.
Varedirektivet indeholder ikke en tilsvarende definition.
3.1.1.2.10.17. Begrebet pris
En pris defineres i direktivet om digitalt indholds artikel 2,
nr. 7, som et pengebeløb eller digitalt udtryk for værdi, der
skal betales for levering af digitalt indhold eller en digital
tjeneste.
Varedirektivet indeholder ikke en tilsvarende definition.
3.1.1.2.10.18. Begrebet personoplysninger
Personoplysninger defineres i direktivet om digitalt indholds
artikel 2, nr. 8, som defineret i artikel 4, nr. 1, i forordning
2016/679/EU (databeskyttelsesforordningen).
Varedirektivet indeholder ikke en tilsvarende definition.
3.1.1.2.10.19. Begrebet digitalt miljø
Et digitalt miljø defineres i direktivet om digitalt indholds
artikel 2, nr. 9, som hardware, software og netværksforbin‐
delser, der anvendes af forbrugeren til at få adgang til eller
gøre brug af digitalt indhold eller en digital tjeneste.
Varedirektivet indeholder ikke en tilsvarende definition.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 70-89, 128-130,
136-137, 141-145, 159-161 og 183.
3.1.2 Udvalgets overvejelser
3.1.2.1. Direktivernes anvendelsesområde
Varedirektivet finder anvendelse på aftaler om køb af fysi‐
ske varer, herunder varer med digitale elementer, uanset
salgskanal. Udvalget vurderer, at varedirektivet har et snæv‐
rere anvendelsesområde end købeloven, der omfatter køb af
alle formuegoder, herunder IT-programmer mv., og bytte.
Direktivet om digitalt indhold finder anvendelse på aftaler
om levering af digitalt indhold og digitale tjenester, herun‐
der hvis forbrugeren ikke betaler en pris, men i stedet afgi‐
ver personoplysninger. Udvalget vurderer, at købeloven i
vidt – men ikke i fuldt – omfang finder anvendelse på aftaler
om levering af digitalt indhold og digitale tjenester.
Udvalget har overvejet, om begge direktiver bør implemen‐
teres i købelovens afsnit om forbrugerkøb, eller om regule‐
ringen af aftaler om digitalt indhold og digitale tjenester bør
ske i en ny, selvstændig hovedlov.
Udvalget anfører, at reglerne om køb af varer og digitalt ind‐
hold mv. så vidt muligt bør være ensartede og lettilgængeli‐
ge. Da direktiverne har enslydende definitioner af centrale
begreber, og da reglerne i direktiverne i vidt omfang svarer
til hinanden, vurderer udvalget, at det er mest hensigtsmæs‐
sigt, at begge direktiver implementeres i købeloven.
Udvalget foreslår, at implementeringen af varedirektivet og
direktivet om digitalt indhold sker i købelovens afsnit om
forbrugerkøb.
Udvalget vurderer, at den valgte lovmodel indebærer, at an‐
vendelsesområdet for købelovens regler om forbrugerkøb
skal justeres, således at begrebet forbrugerkøb i lovens for‐
stand fremover i alle tilfælde vil komme til at omfatte aftaler
om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste, når
leveringen er forbundet med en modydelse enten i form
af et pengebeløb, et digitalt udtryk for værdi eller personop‐
lysninger, medmindre personoplysningerne udelukkende be‐
handles med henblik på levering af indholdet eller tjenesten
eller for at give mulighed for at opfylde retlige krav. Ud‐
valget foreslår dog, at de aftaler, som direktivet om digitalt
indhold ikke finder anvendelse på, undtages fra reglerne om
forbrugerkøb, uanset om de i øvrigt måtte opfylde betingel‐
serne for at blive betragtet som sådan.
Udvalgets forslag indebærer, at købelovens forbrugerkøbs‐
regler udvides til også at omfatte aftaler om levering af
digitale tjenester. Der foreslås ingen ændringer i reglerne om
handelskøb og civilkøb.
Der vil som udgangspunkt gælde samme regler, uanset om
et forbrugerkøb angår løsøregenstande, digitalt indhold, di‐
gitale tjenester eller andet, f.eks. fordringer eller rettighe‐
der. Når andet ikke fremgår af en gældende eller foreslået
bestemmelse, gælder den således for alle forbrugerkøb.
Udvalget stiller ikke forslag om at ændre købelovens § 2,
stk. 3, om bytte, da det ifølge begge direktiver er muligt at
udvide reglernes anvendelsesområde.
Udvalget stiller ikke forslag om at ændre købelovens § 2,
24
stk. 1, om bestillingskøb, da varedirektivet og direktivet om
digitalt indhold omfatter salgsgenstande, der skal tilvirkes
eller udvikles, og da udvalget vurderer, at det stemmer over‐
ens med den danske regel om bestillingskøb.
3.1.2.2. Blandede aftaler
Om en blandet aftale udgør en købsaftale eller en aftale om
tjenesteydelser afgøres efter dansk ret på grundlag af, hvad
der udgør aftalens væsentligste element. Hvis det væsentlig‐
ste element ikke kan fastlægges, deles aftaleforholdet op i en
købsdel og en tjenesteydelsesdel.
Varedirektivet overlader det til national ret at fastsætte, om
hele aftalen skal klassificeres som en købsaftale i de tilfæl‐
de, hvor aftalen også indeholder elementer af levering af
tjenesteydelser. Reglerne i direktivet om digitalt indhold
skal finde anvendelse på den del af blandede aftaler, der
vedrører digitalt indhold og digitale tjenester, medmindre
der er tale om varer med digitale elementer, som er omfattet
af varedirektivet.
Udvalget har overvejet, om der er behov for at regulere
blandede aftaler ud over, hvad der allerede følger af dansk
ret.
Udvalget vurderer, at det i forbindelse med direktivimple‐
menteringen er nødvendigt at sikre, at reglerne i direktivet
om digitalt indhold vil finde anvendelse på den del af blan‐
dede aftaler, der vedrører digitalt indhold og digitale tjene‐
ster, medmindre der er tale om varer med digitale element‐
er. Udvalget stiller forslag herom.
Udvalget finder ikke i øvrigt behov for at foreslå lovregule‐
ring af blandede aftaler.
3.1.2.3. Køb af brugte varer på offentlige auktioner
Køb af brugte varer på offentlige auktioner er omfattet af
købeloven, herunder reglerne om forbrugerkøb.
Varedirektivet omfatter køb af brugte varer på offentlige
auktioner, men medlemsstaterne kan undtage sådanne køb
fra direktivets anvendelsesområde i forbindelse med gen‐
nemførelsen af direktivet. Direktivet om digitalt indhold
sondrer ikke mellem nyt og brugt digitalt indhold, der sæl‐
ges på offentlige auktioner. Det skyldes formentlig, at dette
kun meget sjældent vil forekomme i praksis, f.eks. ved salg
af brugte DVD’er eller computerspil.
Udvalget har overvejet, om køb af brugte varer på offentlige
auktioner skal undtages fra forbrugerkøbsreglerne.
Udvalget vurderer, at de gældende danske regler om køb af
brugte varer på offentlige auktioner fungerer hensigtsmæs‐
sigt i praksis. Udvalget foreslår derfor ikke lovændringer på
dette punkt.
3.1.2.4. Køb af levende dyr
Køb og salg af levende dyr er omfattet af købelovens regler
om forbrugerkøb. Varedirektivet omfatter også købsaftaler
om levende dyr, men medlemsstaterne kan undtage sådanne
aftaler i forbindelse med gennemførelsen af direktivet.
Udvalget har overvejet, om køb af levende dyr skal undtages
fra købelovens regler om forbrugerkøb.
Udvalget vurderer ikke, at køb af levende dyr skal undtages
fra købelovens regler om forbrugerkøb.
3.1.2.5. Forbrugerbegrebet
Udvalget har overvejet, om det er muligt at opretholde for‐
brugerbegrebet i købeloven.
Købelovens forbrugerbegreb omfatter fysiske og juridiske
personer, der hovedsageligt handler uden for deres er‐
hverv. Udvalget vurderer, at forbrugerbegrebet i varedirek‐
tivet og direktivet om digitalt indhold er snævrere end i
købeloven, da direktivernes definition kun omfatter fysiske
personer, der ikke handler som led i deres erhverv.
På grund af den valgfrihed direktiverne indeholder med hen‐
syn til juridiske personer og tilfælde, hvor det erhvervsmæs‐
sige formål er marginalt for forbrugeren, vurderer udvalget,
at det er muligt at opretholde det gældende danske forbru‐
gerbegreb i købeloven.
Udvalget anfører, at det vil indskrænke forbrugerbeskyttel‐
sen at ændre det gældende forbrugerbegreb i købeloven
til det snævrere forbrugerbegreb, der følger af direktiver‐
ne. Udvalget vurderer, at det gældende forbrugerbegreb i
købeloven fungerer hensigtsmæssigt i praksis. Begrebet sva‐
rer til forbrugerbegrebet i øvrig dansk forbrugerbeskyttende
lovgivning, og en opretholdelse af begrebet vil sikre, at det
er samme persongruppe, der er beskyttet som forbruger på
tværs af dansk ret.
Udvalget foreslår ikke ændringer af forbrugerbegrebet i kø‐
beloven.
3.1.2.6. Sælgerbegrebet
Udvalget har overvejet, om det er muligt at opretholde sæl‐
gerbegrebet i købeloven.
Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold har ens‐
25
lydende definitioner af begrebet ”sælger” henholdsvis ”er‐
hvervsdrivende”. Det er udvalgets vurdering, at definitioner‐
ne svarer til det begreb, der følger af købeloven.
Udvalget finder ikke grundlag for at foreslå ændringer af det
gældende danske sælgerbegreb i forbindelse med gennemfø‐
relsen af direktiverne.
3.1.2.7. Formidlingsreglen
Ifølge købelovens § 4 a, stk. 2, anses en forbrugers køb
fra en ikke-erhvervsdrivende sælger som et forbrugerkøb,
hvis købsaftalen er indgået eller formidlet for sælgeren af
en erhvervsdrivende formidler. Hverken varedirektivet eller
direktivet om digitalt indhold indeholder tilsvarende bestem‐
melser.
Den valgfrihed, som direktiverne indeholder, indebærer, at
formidlingsreglen kan opretholdes og eventuelt udvides eller
begrænses. Udvalget har derfor overvejet, om købelovens §
4 a, stk. 2, bør opretholdes eller ændres.
Formidlingsreglen har navnlig den betydning, at en ikke-er‐
hvervsdrivende sælger, som benytter en erhvervsdrivende
formidler, bliver forpligtet efter forbrugerkøbsreglerne og
ikke de mere lempelige regler om civilkøb. Det kan efter
omstændighederne være byrdefuldt for en ikke-erhvervsdri‐
vende sælger.
Udvalget vurderer, at formidlingsreglen fungerer hensigts‐
mæssigt i praksis, og at de almindelige aftaleretlige regler
sikrer, at formidleren betragtes som forbrugerens aftalepart i
tilfælde, hvor forbrugeren ikke tydeligt bliver gjort opmærk‐
som på, at den egentlige sælger er en anden end formidleren.
Udvalget foreslår derfor at fastholde formidlingsreglen i
dens nuværende form.
3.1.2.8. Sælgerbegrebet ift. onlineplatforme
Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold giver mulig‐
hed for, at sælgerbegrebet kan udvides til at omfatte udbyde‐
re af onlineplatforme, der ikke er forbrugerens aftalepart,
således at platformen hæfter for opfyldelsen af aftalen.
Udvalget har overvejet, om sælgerbegrebet i købeloven skal
udvides til at omfatte onlineplatforme mv., der ikke er for‐
brugerens aftalepart.
Udbydere af onlineplatforme mv. anses som sælgere efter
direktiverne, hvis de handler som led i deres egen forretning
og som direkte aftalepart for forbrugeren i forbindelse med
salg af varer eller levering af digitalt indhold eller en digital
tjeneste.
Retstilstanden efter almindelige danske obligationsretli‐
ge, herunder aftaleretlige, regler og købeloven er den
samme. En onlineplatform bliver bundet af en aftale med
en forbruger og dermed anset som aftalepart, hvis det ikke
fremgår tydeligt ved aftaleindgåelsen, at det er en anden end
platformen, der er forbrugerens aftalepart.
Det følger af almindelige aftaleretlige regler, at den, der har
optrådt som mellemmand i forbindelse med indgåelse af en
aftale, og som vil gøre gældende, at aftalen ikke er indgået
på egne, men på en tredjeparts vegne, har bevisbyrden her‐
for. Hvornår en platform kan anses for forbrugerens direkte
aftalepart beror på en konkret vurdering af de oplysninger,
der er givet i forbindelse med indgåelse af aftalen.
Udvalgets flertal (9 medlemmer) foreslår ikke, at sælgerbe‐
grebet udvides til at omfatte onlineplatforme mv., der efter
almindelige aftaleretlige regler ikke allerede anses som for‐
brugerens aftalepart.
Udvalgets mindretal (4 medlemmer) foreslår, at sælgerbe‐
grebet udvides til at omfatte onlineplatforme mv., der er
aktivt involveret i salg på vegne af en tredjepart, uanset om
platformen efter de almindelige aftaleretlige regler bliver
anset som forbrugerens aftalepart eller ej.
3.1.2.9. Definitioner
Udvalget har overvejet, om der i lyset af definitionsbestem‐
melserne i varedirektivet og direktivet om digitalt indhold
er behov for at indsætte en ny definitionsbestemmelse i
købeloven med de begreber, der anvendes i direktiverne og
dermed i de foreslåede regler om forbrugerkøb.
Udvalget vurderer, at der er behov for at indsætte en be‐
stemmelse i købeloven, der definerer, hvordan en række af
begreberne i direktiverne skal forstås i forbrugerkøb.
Udvalget foreslår, at der indsættes en bestemmelse, der de‐
finerer begreberne producent, digitalt indhold, digital tjenes‐
te, vare med digitale elementer, funktionalitet, holdbarhed,
kompatibilitet, interoperabilitet, digitalt miljø, installation
af digitalt indhold eller en digital tjeneste, varigt medium,
offentlig auktion og handelsmæssig garanti.
Udvalget foreslår endvidere at definere begreberne gratis
og pris i de to foreslåede bestemmelser, hvor begreberne
anvendes.
Udvalget vurderer ikke, at der er behov for at definere be‐
grebet personoplysninger, da begrebet allerede er defineret i
databeskyttelsesforordningen, som er gældende dansk ret.
26
Udvalget vurderer ikke, at der er behov for at definere be‐
greberne købsaftale, forbruger, sælger/erhvervsdrivende og
vare, da begreberne er indeholdt i navnlig købelovens 4 a,
og da købeloven vurderes at have et bredere anvendelsesom‐
råde end direktiverne på disse punkter.
3.1.2.10. Beskyttelsespræceptive bestemmelser
Købelovens § 1, stk. 2, fastsætter, at en række nærmere
angivne bestemmelser i loven ikke kan fraviges til skade for
køberen i forbrugerkøb.
Udvalget foreslår at ændre opregningen af bestemmelser i
§ 1, stk. 2, for at sikre korrekt implementering af varedirek‐
tivets artikel 21, stk. 1, og artikel 22, stk. 1, i direktivet om
digitalt indhold om direktivernes ufravigelighed.
Udvalget foreslår, at købelovens § 57, stk. 1, og § 58 udgår
af opregningen af bestemmelser, som ikke kan fraviges til
skade for køberen i forbrugerkøb. Det skal ses i sammen‐
hæng med, at det foreslås, at bestemmelserne ikke længere
skal gælde i forbrugerkøb.
Forslaget betyder derudover, at en længere opregning af for‐
skellige enkeltparagraffer, stykker og numre erstattes af en
samlet henvisning til §§ 73-79. Det skal ses i sammenhæng
med, at den eneste gældende bestemmelse i købelovens §§
73-79, der ikke er nævnt i det gældende § 1, stk. 2, er
købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, som udvalget ikke foreslår
videreført.
Med udvalgets forslag kommer købelovens § 1, stk. 2, til
at omfatte de foreslåede nye bestemmelser i købelovens §§
75 a-75 e, 77 b, 78-78 e og 86 a, som ikke kan fraviges til
skade for forbrugeren i forbrugerkøb.
3.1.2.11. Bestemmelser, der ikke gælder i forbrugerkøb
Købelovens § 1 a, stk. 3, opregner de bestemmelser i købe‐
loven, som ikke gælder i forbrugerkøb.
Udvalget foreslår at tilføje § 46, § 57, stk. 1, og § 58 til
opregningen af bestemmelser.
Forslaget indebærer, at købelovens § 46 om køberens hæ‐
veadgang, når sælgeren skal levere efterhånden, og en enkelt
levering er mangelfuld, ikke vil gælde i forbrugerkøb.
Varedirektivets artikel 16, stk. 2, regulerer køberens hæ‐
veadgang, når en mangel kun vedrører nogle af de i henhold
til købsaftalen leverede varer, hvilket må antages bl.a. at
omfatte de tilfælde, som reguleres af købelovens § 46.
Udvalget vurderer, at der er behov for at gennemføre vare‐
direktivets artikel 16, stk. 2, i en ny bestemmelse i dansk
ret. Da den nye bestemmelse kun skal gælde i forbruger‐
køb, foreslås den placeret i købelovens afsnit om forbruger‐
køb. Selv om den gældende § 46 og den nye bestemmelse
ikke er formuleret på samme måde, må det antages, at der i
det væsentlige er tale om en videreførelse af den retstilstand,
der følger af købelovens § 46.
Udvalgets forslag indebærer endvidere, at købelovens § 57,
stk. 1, og § 58 om tilbagebetaling af købesummen og tilba‐
gelevering af salgsgenstanden ved ophævelse af køb fremo‐
ver ikke vil gælde i forbrugerkøb.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at varedirektivets
artikel 16, stk. 3, og direktivet om digitalt indholds artikel
16-18 regulerer tilbagebetaling af købesummen og tilbagele‐
vering af salgsgenstanden ved køberens ophævelse af købet
som følge af mangler ved salgsgenstanden. Endvidere regu‐
lerer direktivet om digitalt indholds artikel 13, stk. 3, jf.
artikel 16-18, tilbagebetaling af købesummen og tilbagele‐
vering af salgsgenstanden ved køberens ophævelse af købet
som følge af forsinkelse. Disse forhold reguleres også af
købelovens § 57, stk. 1.
Direktivbestemmelserne er ikke formuleret på samme måde
som § 57, stk. 1, og der er derfor behov for at gennemfø‐
re direktivbestemmelserne i nye lovbestemmelser i dansk
ret. Da de nye bestemmelser kun skal gælde i forbrugerkøb,
foreslår udvalget, at de placeres i købelovens afsnit om for‐
brugerkøb.
Direktiverne regulerer ikke håndteringen af hændelig under‐
gang mv. af salgsgenstanden, jf. købelovens § 58. Udvalget
foreslår at videreføre den gældende retstilstand i en ny be‐
stemmelse i købelovens afsnit om forbrugerkøb.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 90-101.
3.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord‐
ning
Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser og for‐
slag, og lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse her‐
med. Hvor der ikke har været enighed i udvalget, er lovfor‐
slaget udarbejdet på baggrund af flertallets forslag.
Justitsministeriet finder dog, at der ved køb af levende heste
gør sig særlige forhold gældende. I forbindelse med købet
foretager en autoriseret dyrelæge sædvanligvis en undersø‐
gelse af hesten, ligesom købsaftalen ofte vil være reguleret
af branchens standardkontrakter, der sikrer, at køber og sæl‐
ger har drøftet og afklaret relevante forhold. Handel med
heste foregår ofte i et meget specialiseret og professionali‐
27
seret miljø, hvorfor styrkeforholdet i sådanne handler er
anderledes end i traditionelle forbrugerkøb.
Disse særlige forhold begrunder efter Justitsministeriets vur‐
dering, at køb af levende heste ikke fremover bør være
omfattet af købelovens regler om forbrugerkøb, selv om
betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Sådanne køb bør i
stedet være omfattet af lovens regler om handels- og civil‐
køb.
Justitsministeriet vurderer, at det ud fra en ”det mindre i
det mere”-betragtning er muligt at undtage køb af levende
heste fra forbrugerkøbsreglernes anvendelsesområde, da va‐
redirektivets artikel 3, stk. 5, litra b, giver medlemsstaterne
mulighed for at undtage aftaler om salg af levende dyr fra
direktivets anvendelsesområde.
Lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse med Justits‐
ministeriets overvejelser om køb af levende heste.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2-5 og 20, samt be‐
mærkningerne hertil.
Justitsministeriet bemærker, at det af hensyn til forbrugerbe‐
skyttelsen bør overvejes, om muligheden for at udvide sæl‐
gerbegrebet til at omfatte onlineplatforme, der ikke allerede
betragtes som forbrugerens aftalepart i henhold til varedirek‐
tivet og direktivet om digitalt indhold, skal benyttes. Justits‐
ministeriet finder, at spørgsmålets kompleksitet tilsiger, at
en eventuel udvidelse af sælgerbegrebet forudsætter en nær‐
mere undersøgelse af effekten for forbrugerbeskyttelsen og
implikationerne for erhvervslivet samt en nærmere afdæk‐
ning af, hvilken form for udvidelse, der i givet fald bedst vil
kunne opfylde det ønskede formål.
3.2. Mangler
3.2.1. Gældende ret
3.2.1.1. Købeloven
3.2.1.1.1. Salgsgenstandens overensstemmelse med aftalen
(mangler)
Købelovens afsnit om forbrugerkøb indeholder en række
bestemmelser om salgsgenstandens overensstemmelse med
aftalen (§§ 75 a-77 b). Hvis salgsgenstanden ikke stemmer
overens med aftalen, foreligger der en mangel. Købelovens
§ 75 a og § 76 udgør tilsammen en beskrivelse af, hvornår
der er en faktisk mangel ved salgsgenstanden i forbruger‐
køb.
3.2.1.1.2. Overensstemmelse med parternes aftale
Det fremgår af købelovens § 75 a, stk. 1, 1. led, at salgsgen‐
standen med hensyn til art, mængde, kvalitet og andre egen‐
skaber skal stemme overens med aftalen, og at forbrugeren
i forbindelse med købet skal have de fornødne oplysninger
med henblik på montering, anvendelse, opbevaring og ved‐
ligeholdelse af salgsgenstanden. Udgangspunktet er, at der
skal foretages en konkret vurdering på baggrund af parternes
aftale.
Henvisningen til aftalen indebærer, at salgsgenstanden skal
stemme overens med de vilkår, der er udtrykkeligt fastsat
i aftalen. Parternes berettigede forventninger og andre om‐
stændigheder ved aftaleindgåelsen kan også få betydning for
fastlæggelsen af aftalens nærmere indhold. En salgsgenstand
er, selv om den ellers er fejlfri, behæftet med en mangel,
hvis den på et eller flere punkter afviger fra det aftalte.
3.2.1.1.3. De fornødne oplysninger om salgsgenstanden
Efter købelovens § 75 a, stk. 1, 2. led, skal forbrugeren i
forbindelse med købet have de fornødne oplysninger med
henblik på montering, anvendelse, opbevaring og vedlige‐
holdelse af salgsgenstanden.
Sælgers forpligtelse består i at sørge for, at forbrugeren
modtager oplysningerne i forbindelse med købet. Oplys‐
ningerne kan gives af sælgeren selv, men det er ikke et
krav. Ved masseproducerede genstande kan det f.eks. fore‐
komme, at producenten har forsynet genstanden med en
brugsanvisning mv. I så fald er sælgers forpligtelse opfyldt,
hvis brugsanvisningen indeholder de fornødne oplysninger
og følger med salgsgenstanden til forbrugeren.
Sælgers oplysningspligt relaterer sig i første omgang til
standardoplysninger om salgsgenstanden. Oplysningspligt‐
ens omfang beror som udgangspunkt på en objektiv vurde‐
ring af, hvilke oplysninger der i almindelighed har betyd‐
ning for den sædvanlige anvendelse mv. af produktet. Navn‐
lig ved salg af standardgenstande må sælger i mangel af
særlige holdepunkter for andet kunne gå ud fra, at forbruger‐
en har brug for de oplysninger, der er nødvendige for, at en
gennemsnitlig forbruger er blevet oplyst tilstrækkeligt.
Konkrete forhold kan medføre, at der bør gives yderligere
oplysninger. Det kan f.eks. være, hvis der er tale om køb af
ikkestandardiserede genstande, eller hvis forbrugerens kon‐
krete tilkendegivelser viser sælgeren, at forbrugeren agter
at anvende salgsgenstanden til et særligt formål, hvortil der
kræves vejledning, som ligger ud over det sædvanlige. Kon‐
krete omstændigheder kan også føre til, at oplysningspligten
er mindre vidtgående end ellers.
Afhængig af, hvilke salgsgenstande der udbydes, og hvil‐
ke persongrupper der i almindelighed efterspørger sådanne
genstande, kan oplysningspligten opfyldes ved, at forbruger‐
en henvises til, hvor der let tilgængeligt kan findes oplysnin‐
ger om genstandens anvendelse mv., f.eks. på internettet.
28
Sælgers forpligtelse angår ikke kun indholdet og omfanget
af oplysninger, men også oplysningernes form. Oplysninger
skal gives forbrugeren på en let tilgængelig måde, f.eks. på
et sprog, som forbrugeren kan forventes at forstå.
Tilsidesætter sælgeren sin oplysningsforpligtelse betragtes
salgsgenstanden som udgangspunkt som mangelfuld, jf. §
76, stk. 1, nr. 4, 2. led. Tilsvarende gælder, hvis oplysninger‐
ne er fejlbehæftede eller utilstrækkelige.
Købelovens § 75 a er ikke beskyttelsespræceptiv, og parter‐
ne kan dermed konkret indgå aftale om, at forbrugeren f.eks.
ikke modtager de pågældende oplysninger eller modtager
dem på et fremmed sprog.
3.2.1.1.4. Krav til overensstemmelse, medmindre andet er
aftalt
3.2.1.1.4.1. Generelt
Det fremgår af købelovens § 75 a, stk. 2, nr. 1-4, at medmin‐
dre andet er aftalt, skal salgsgenstanden
– have en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber samt
emballering, som forbrugeren efter salgsgenstandens ka‐
rakter og forholdene i øvrigt havde rimelig grund til at
forvente,
– være egnet til formål, som genstande af den pågældende
type sædvanligvis anvendes til,
– være egnet til forbrugerens særlige formål, hvis sælgeren
har bestyrket forbrugerens forventning herom, og
– have samme egenskaber som en vareprøve eller model,
som sælger har forelagt forbrugeren ved købets indgåel‐
se.
Kriterierne er ikke udtømmende. Er salgsgenstanden ikke
i overensstemmelse med et eller flere af kriterierne, og er
det ikke begrundet i parternes aftale, anses genstanden som
mangelfuld, jf. § 76, stk. 1, nr. 4, 2. led. Selv om alle krite‐
rier er opfyldt, udelukker det ikke, at salgsgenstanden kan
anses som mangelfuld i medfør af de øvrige bestemmelser i
§ 76, stk. 1.
Som udgangspunkt skal alle kriterierne være opfyldt. Ikke
alle kriterier er dog relevante i alle situationer, og enkelte
kriterier kan efter omstændighederne være i modstrid med
hinanden. F.eks. vil en salgsgenstand, der er egnet til forbru‐
gerens særlige formål, ikke nødvendigvis være anvendelig
til det formål, som genstande af den pågældende type sæd‐
vanligvis anvendes til.
3.2.1.1.4.2. Holdbarhed, øvrige egenskaber og emballering
(nr. 1)
Det fremgår af købelovens § 75 a, stk. 2, nr. 1, at salgsgen‐
standen i relation til holdbarhed, øvrige egenskaber og em‐
ballering skal være i overensstemmelse med, hvad forbruge‐
ren efter salgsgenstandens karakter og forholdene i øvrigt
har rimelig grund til at forvente.
Spørgsmålet om holdbarhed drejer sig om, hvor længe salgs‐
genstanden kan anvendes, uden at reparation eller udskift‐
ning er påkrævet. Fastlæggelsen af forbrugerens rimelige
forventninger til salgsgenstandens holdbarhed beror på en
konkret, objektiv vurdering, hvor der tages hensyn til salgs‐
genstandens karakter og omstændighederne i øvrigt.
Forbrugerens rimelige forventninger kan variere alt efter,
om der er tale om køb af en ny eller brugt genstand. Derud‐
over kan f.eks. købsprisen og forhold ved sælgerens eller
tidligere salgsleds markedsføring have betydning.
Bestemmelsens henvisning til salgsgenstandens emballering
tager sigte på forbrugerens rimelige forventninger til sæl‐
gers emballering for at beskytte genstanden mod beskadigel‐
se. Der er ikke en generel pligt for sælgeren til at emballere
salgsgenstanden, og i en lang række situationer vil forbru‐
geren næppe kunne have en rimelig forventning om, at gen‐
standen er emballeret. Det vil normalt forudsætte, at embal‐
lering er nødvendig eller almindelig ved salgsgenstande af
den pågældende type. Det forhold, at en eventuel emballage
er beskadiget, udgør som udgangspunkt ikke i sig selv en
mangel, hvis salgsgenstanden ikke er beskadiget. Det kan
imidlertid være tilfældet, hvis sælgeren er bekendt med, at
forbrugeren konkret har en interesse i, at emballagen er
intakt, f.eks. fordi salgsgenstanden skal anvendes som gave.
3.2.1.1.4.3. Egnet til det sædvanlige formål (nr. 2)
Det fremgår af købelovens § 75 a, stk. 2, nr. 2, at salgsgen‐
standen skal være egnet til formål, som genstande af den
pågældende type sædvanligvis anvendes til. Det er dermed
et krav, at salgsgenstanden lever op til en vis generel stan‐
dard i relation til brugsegenskaber.
Hvis salgsgenstande af den pågældende type sædvanligvis
anvendes til flere formål, foreligger der en mangel, hvis
genstanden ikke er anvendelig til alle disse formål. Det gæl‐
der uanset forbrugerens aktuelle planer for salgsgenstandens
brug.
Bestemmelsen indebærer, at sælgeren må gøre forbrugeren
opmærksom herpå, hvis salgsgenstandens brugsegenskaber
afviger fra, hvad der er sædvanligt for den pågældende ty‐
pe. Har sælgeren ikke givet forbrugeren sådanne oplysning‐
er, kan der foreligge en mangel.
3.2.1.1.4.4. Egnet til forbrugerens særlige formål (nr. 3)
Det fremgår af købelovens § 75 a, stk. 2, nr. 3, at salgsgen‐
standen skal være egnet til forbrugerens særlige formål, hvis
29
sælgeren har bestyrket forbrugerens forventning herom. Be‐
stemmelsen regulerer de situationer, hvor forbrugeren på‐
tænker at anvende salgsgenstanden til et formål, der afviger
fra det sædvanlige.
Det beror på en konkret vurdering, om sælgeren har be‐
styrket forbrugerens forventning. Det vil dog altid være
tilfældet, hvis sælgeren eller dennes ansatte positivt har
tilkendegivet over for forbrugeren, at salgsgenstanden kan
anvendes til det pågældende formål. Mindre markante ud‐
sagn fra sælgerens side kan imidlertid også indebære den
fornødne bestyrkelse. Forholder sælgeren sig passiv over for
forbrugerens konkrete oplysninger om den påtænkte anven‐
delse, vil det efter omstændighederne kunne anses som en
bestyrkelse. Ved den nærmere vurdering heraf må der bl.a.
lægges vægt på, hvilken fagkundskab forbrugeren med rette
kan forvente, at sælger besidder.
Forbrugeren skal i en vis konkretiseret form have gjort
sælgeren opmærksom på den påtænkte særlige anvendelse
af salgsgenstanden. Sælgeren kan ikke anses for at have
bestyrket forbrugerens forventninger, hvis sælgeren ikke har
været bekendt med det særlige formål.
3.2.1.1.4.5. Samme egenskaber som vareprøve eller model
(nr. 4)
Det fremgår af købelovens § 75 a, stk. 2, nr. 4, at salgsgen‐
standen skal have samme egenskaber som en vareprøve eller
model, sælger har forevist forbrugeren ved aftalens indgåel‐
se.
Bestemmelsen pålægger ikke sælgeren en pligt til at frem‐
lægge en vareprøve eller model, men hvis sælgeren har
fremlagt en sådan, er sælgeren forpligtet til at levere en
salgsgenstand, der stemmer overens med det fremlagte, for‐
di dette danner grundlag for forbrugerens vurdering af gen‐
standen. Uanset om sælgeren kun fremviser en vareprøve
med henblik på at demonstrere visse egenskaber ved salgs‐
genstanden, bør sælgeren gøre forbrugeren opmærksom på
det, hvis salgsgenstanden afviger fra det fremviste.
Bestemmelsen omfatter ikke situationer, hvor forbrugeren
hos en anden forhandler har fået vist en prøve, eller hvor
forbrugeren selv medbringer en genstand for at købe en
tilsvarende. I sidstnævnte tilfælde kan det dog være en del
af parternes aftale, at salgsgenstanden skal stemme overens
med det medbragte, jf. § 75 a, stk. 1, 1. led.
3.2.1.1.5. Mangler ved salgsgenstanden
3.2.1.1.5.1. Generelt
Købelovens § 76 er udtryk for almindelige principper for
mangelsvurderingen. § 76, stk. 1, nr. 1-3, indeholder speci‐
elle bestemmelser om, hvornår en salgsgenstand er mangel‐
fuld. § 76, stk. 1, nr. 4, indeholder en almindelig mangelsde‐
finition og en henvisning til § 75 a.
3.2.1.1.5.2. Urigtige og vildledende oplysninger (nr. 1)
Ifølge købelovens § 76, stk. 1, nr. 1, foreligger der en man‐
gel ved salgsgenstanden, hvis genstanden ikke svarer til den
betegnelse, hvorunder den er solgt, eller sælgeren i øvrigt
ved købets afslutning har givet urigtige eller vildledende
oplysninger, medmindre oplysningerne ikke kan antages at
have haft betydning for forbrugerens bedømmelse af gen‐
standen.
Bestemmelsen omfatter ikke oplysninger, der er meddelt
efter aftalens indgåelse, f.eks. i en ordrebekræftelse.
De urigtige og vildledende oplysninger kan angå salgsgen‐
standens fysiske og faktiske egenskaber, f.eks. genstandens
brugbarhed og beskaffenhed, herunder kvalitet, holdbarhed
og farlighed. Også oplysninger om genstandens værdi, pris‐
forhold, anbefaling eller godkendelse fra en offentlig myn‐
dighed er omfattet. Det er ikke en betingelse for, at et
forhold falder ind under bestemmelsen, at sælgeren er klar
over, at de pågældende oplysninger er urigtige.
Efter omstændighederne kan oplysninger, der gives, anses
for vildledende på grund af deres sammenhæng med oplys‐
ninger, der eventuelt forties. Rene fortielser falder uden for
76, stk. 1, nr. 1, men er omfattet af § 76, stk. 1, nr. 3, om
sælgers loyale oplysningspligt.
Præcise oplysninger om bestemte egenskaber ved en salgs‐
genstand tillægges væsentlig betydning, men mere gene‐
relle beskrivelser af genstanden kan også tillægges betyd‐
ning. Hvis sælgeren har givet en garanti for særlige egen‐
skaber mv. ved salgsgenstanden, kan det få indflydelse
på mangelsvurderingen. Almindelige anprisninger, der ikke
formidler information om genstanden, er ikke omfattet.
Forbrugeren kan kun påberåbe sig de urigtige eller vildle‐
dende oplysninger, hvis forbrugeren rent faktisk har lagt
vægt på oplysningerne ved købsaftalens indgåelse. En op‐
lysning antages som udgangspunkt at have haft betydning
for forbrugeren, hvis den i almindelighed er egnet til at
påvirke efterspørgslen af genstande af den pågældende art,
og der ikke foreligger omstændigheder, der indikerer, at for‐
brugeren ikke har været bekendt med eller ikke har lagt
vægt på oplysningen. Hvis sælgeren har gjort forbrugeren
opmærksom på, at der er usikkerhed knyttet til de oplys‐
ninger, som sælgeren giver, vil oplysningerne efter omstæn‐
dighederne ikke kunne antages at have haft betydning for
forbrugeren. Hvis forbrugeren ved og accepterer, at en op‐
lysning er urigtig, gælder bestemmelsen ikke.
Det er forbrugeren, der har bevisbyrden for, at der foreligger
30
en urigtig eller vildledende oplysning fra sælgeren. Det er
derimod sælgeren, der har bevisbyrden for, at de vildleden‐
de eller urigtige oplysninger ikke kan antages at have haft
betydning for forbrugerens vurdering af salgsgenstanden.
3.2.1.1.5.3. Oplysninger givet på varens indpakning, i an‐
noncer mv. (nr. 2)
Det fremgår af købelovens § 76, stk. 1, nr. 2, at der forelig‐
ger en mangel, hvis sælger eller et tidligere salgsled har
givet oplysninger som nævnt i § 76, stk. 1, nr. 1, f.eks.
urigtige eller vildledende oplysninger, på varens indpakning,
i annoncer eller i andre meddelelser, der er beregnet til at
komme til almenhedens eller forbrugerens kundskab.
Tidligere salgsled kan f.eks. være en importør, en produ‐
cent eller en grossist. Bestemmelsen omfatter også andre er‐
hvervsdrivende, der har bistået sælgeren eller tidligere salgs‐
led med markedsføringen af salgsgenstanden. Det samme
gælder oplysninger, som stammer fra brancheforeninger, der
hjælper medlemmer med markedsføring.
Forbrugeren kan derimod ikke påberåbe sig oplysninger,
som f.eks. er fremsat af sælgerens konkurrenter eller priva‐
te, ligesom forbrugeren ikke kan påberåbe sig oplysninger
fra myndigheder, forbrugergrupper eller -organisationer, der
fremsættes som led i offentliggørelse af en undersøgelse,
test mv. Har sælgeren selv påberåbt sig sådanne undersøgel‐
ser mv., anses oplysningen dog som fremsat af denne.
Det er ikke en betingelse for, at et forhold falder ind under
købelovens § 76, stk. 1, nr. 2, at sælgeren eller andre er‐
hvervsdrivende, der har givet oplysninger, er klar over, at
oplysningerne er urigtige.
Bestemmelsen omfatter både oplysninger, som er rettet til
den konkrete forbruger, og oplysninger, der er rettet mod
en ubestemt kreds af personer. Bestemmelsen omfatter alle
meddelelser, uanset hvilken form de gives i.
Købelovens § 76, stk. 1, nr. 2, er beskyttelsespræceptiv, jf. §
1, stk. 2. Det betyder, at sælgeren ikke kan tage et generelt
forbehold for en oplysnings rigtighed, hvis sælgeren f.eks.
blot videreformidler oplysninger, som stammer fra et tidlige‐
re salgsled, jf. også § 77, stk. 1.
3.2.1.1.5.4. Tilsidesættelse af sælgers loyale oplysningspligt
(nr. 3)
Ifølge købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, om sælgers loyale op‐
lysningspligt, foreligger der en mangel, hvis sælger har for‐
sømt at give forbrugeren oplysning om forhold, der har haft
betydning for forbrugerens bedømmelse af salgsgenstanden,
som sælgeren kendte eller burde kende til.
Det er en forudsætning, at det kan bebrejdes sælgeren, at
denne har undladt at give forbrugeren en oplysning. Har
sælgeren f.eks. undladt at give oplysning om et forhold,
fordi det antages, at forholdet er uden betydning for forbru‐
geren, eller fordi sælgeren gik ud fra, at forbrugeren var
bekendt med forholdet, har sælgeren ikke tilsidesat sin loya‐
le oplysningspligt.
Oplysningen skal have haft betydning for forbrugerens be‐
dømmelse af salgsgenstanden, men det er ikke en betingelse,
at forbrugeren ikke ville have indgået aftalen, hvis forbru‐
geren havde kendt til oplysningen.
Som udgangspunkt omfatter den loyale oplysningspligt kun
oplysninger om selve salgsgenstanden. Det betyder, at sæl‐
geren i almindelighed f.eks. ikke har pligt til at oplyse, at
genstanden kommer på udsalg, at den kan købes billigere
et andet sted, eller at der kommer en ny og bedre udga‐
ve. Andre fremtidige begivenheder kan sælgeren dog efter
omstændighederne være forpligtet til at oplyse om.
Hvis salgsgenstanden efter anvendelse, installation eller lig‐
nende kræver indkøb af væsentlige ekstra dele eller afhol‐
delse af væsentlige omkostninger mv., skal sælgeren oplyse
det.
Viden eller burde viden hos sælgerens ansatte eller erhvervs‐
drivende, der formidler købet for sælgeren, ligestilles med
sælgerens egen viden eller burde viden. Der kan f.eks. være
tale om, at sælgeren som følge af sin sagkundskab skal
oplyse forbrugeren om visse forhold. Forbrugerens særlige
viden om genstanden kan omvendt mindske kravene til op‐
lysningspligten.
Den loyale oplysningspligt indebærer ikke en pligt for
sælgeren til at undersøge genstanden for eventuelle mang‐
ler. Har sælgeren haft grund til mistanke om en fejl ved
genstanden, bør sælgeren dog foretage en nærmere undersø‐
gelse eller oplyse forbrugeren om de omstændigheder, der
begrunder mistanken.
3.2.1.1.5.5. Den generelle mangelsdefinition (nr. 4)
Købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, indeholder en generel man‐
gelsdefinition. Herefter er salgsgenstanden mangelfuld, hvis
den ikke svarer til, hvad der er aftalt mellem parterne, eller
til det forbrugeren med rette kunne forvente.
Som udgangspunkt er mangelsvurderingen konkret. Kun
hvis der ikke ved fortolkning af aftalen eller omstændighe‐
derne i øvrigt kan udledes noget om, hvilke egenskaber
genstanden skal have eller ikke have, falder man tilbage på
en vurdering af, hvilken brugbarhed, værdi, kvalitet mv. der
er almindelig for genstande af den pågældende art.
31
Ved vurderingen af salgsgenstandens beskaffenhed og brug‐
barhed indgår navnlig dens egnethed, farlighed og holdbar‐
hed. Er det på leveringstidspunktet ikke muligt at vedlige‐
holde salgsgenstanden på en hensigtsmæssig måde, kan det
efter omstændighederne føre til, at den anses for mangel‐
fuld. Bliver det først efter leveringstidspunktet umuligt at
vedligeholde eller reparere genstanden foreligger der deri‐
mod som udgangspunkt ikke en mangel. Hvis en salgsgen‐
stand på grund af det materiale, som den er fremstillet af,
ikke kan vaskes eller renses eller på grund af en usædvanlig
konstruktion ikke kan repareres overhovedet, eller det ikke
er muligt at skaffe reservedele, kan en sådan manglende
vedligeholdelsesmulighed dog udgøre en mangel efter en
konkret vurdering. Hvis sælgeren ved eller bør vide, at det
muligvis fremover ikke vil være muligt at vedligeholde gen‐
standen, kan det følge af reglerne om sælgers loyale oplys‐
ningspligt, at forbrugeren skal oplyses herom.
Købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, er (modsat § 76, stk. 1,
nr. 1-3) ikke beskyttelsespræceptiv, da mangelsvurderingen
tager udgangspunkt i parternes aftale.
3.2.1.1.6. Oplysninger, der er rettet senest ved aftalens ind‐
gåelse
Forbrugeren kan ikke påberåbe sig en urigtig eller vildleden‐
de oplysning, der er rettet senest ved indgåelsen af aftalen,
jf. købelovens § 76, stk. 2.
Med bestemmelsen begrænses rækkevidden af § 76, stk. 1,
nr. 1 og 2, således at urigtige eller vildledende oplysninger
fra sælger eller tidligere salgsled ikke udgør en mangel,
hvis oplysningerne er rettet, inden købsaftalen indgås. Hvis
rettelsen er kommet til forbrugerens kundskab inden aftalens
indgåelse, følger dette allerede af stk. 1, nr. 1 og 2, da oplys‐
ningen i så fald ikke ”kan antages at have haft betydning for
køberens bedømmelse”. Den selvstændige betydning af §
76, stk. 2, er således begrænset til tilfælde, hvor oplysningen
er rettet inden aftalens indgåelse, men hvor rettelsen ikke
var kendt af forbrugeren på dette tidspunkt.
Købelovens § 76, stk. 2, angiver ikke, hvordan en oplysning
skal rettes. Oplysningen skal dog rettes på en tydelig og
effektiv måde under hensyntagen til, på hvilken måde op‐
lysningen oprindeligt er givet, oplysningens betydning og
øvrige relevante omstændigheder.
Rettes oplysningen på samme måde, som den er givet, anses
det for tilstrækkeligt. Det samme gælder en rettelse, som
sker på en sådan måde, at den når ud til samme modtager‐
kreds som den oprindelige meddelelse. Almindeligvis må
rettelsen meddeles individuelt til den konkrete forbruger og
fremhæves i samme grad, som den oprindelige oplysning
blev.
Såfremt oplysningerne er blevet rettet på en tilstrækkeligt
tydelig og effektiv måde, vil forbrugeren ikke kunne påberå‐
be sig sådanne oplysninger som led i mangelsvurderingen,
uanset om forbrugeren rent faktisk måtte have fået kundskab
om rettelsen eller ej.
Det er ikke et krav, at oplysningerne rettes af den, der har af‐
givet disse, og en sælger vil således i forbindelse med købet
kunne korrigere oplysninger afgivet af tidligere salgsled.
3.2.1.1.7. Mangler i bestillingskøb
Det fremgår af købelovens § 76, stk. 3, at forhold ved
materialer, der er fremskaffet af forbrugeren, ikke kan på‐
beråbes som en mangel, medmindre sælgeren har tilsidesat
sin vejledningspligt. Bestemmelsen vedrører forbrugerens
mulighed for at påberåbe sig mangler i bestillingskøb.
Udgangspunktet er, at hvis forbrugeren har fremskaffet de
materialer, der skal bruges ved fremstillingen, bærer forbru‐
geren selv risikoen for materialevalget. Det betyder, at for‐
brugeren ikke kan påberåbe sig, at det færdige produkt er
mangelfuldt, hvis det skyldes materialerne.
Forbrugerens risiko for materialevalget modificeres af sæl‐
gers vejledningspligt. Sælgeren er således forpligtet til at
vejlede forbrugeren om valg af materialer og efter omstæn‐
dighederne fraråde forbrugeren at anvende et materiale, hvis
sælgeren som fagkyndig indser eller bør indse, at materialet
er mangelfuldt eller uhensigtsmæssigt. En lignende forplig‐
telse gælder, hvor forbrugeren ikke skal levere materialer,
men skal tilvejebringe oplysninger mv. til brug for tilvirk‐
ning af salgsgenstanden.
3.2.1.1.8. Generelle forbehold
Det fremgår af købelovens § 77, stk. 1, at bestemmelser i
købsaftalen om, at forbrugeren ikke kan påberåbe sig mang‐
ler ved salgsgenstanden og andre almindelige forbehold,
såsom at salgsgenstanden er solgt, som den er og forefindes,
ikke kan gøres gældende over for forbrugeren.
Bestemmelsen omfatter alle generelt formulerede klausuler,
der enten direkte eller indirekte, f.eks. ved at erklære, at
forbrugeren er bekendt med enhver mangel, fritager sælger‐
en for at hæfte for eventuelle mangler. Sådanne generelle
forbehold kan ikke tillægges retsvirkning.
3.2.1.1.9. Konkrete forbehold
Sælgers konkrete forbehold vedrørende bestemte positive
eller negative egenskaber ved salgsgenstanden, så disse ik‐
ke skal kunne betragtes som mangler, er ikke omfattet af
købelovens § 77, stk. 1. Sådanne konkrete forbehold får
almindeligvis retsvirkning efter deres indhold.
32
Kommer et konkret forbehold i konflikt med de ufravigeli‐
ge bestemmelser i lovens § 76, stk. 1, nr. 1-3, afskæres
forbrugerens eventuelle misligholdelsesbeføjelser ikke. Det
antages dog, at sælgeren kan tage et konkret forbehold, men
ikke et generelt forbehold, for rigtigheden af visse af de
oplysninger, som er fremsat af et tidligere salgsled mv., jf. §
76, stk. 1, nr. 2. Har sælgeren positiv viden om et bestemt
forhold, kan sælgeren ikke undgå at opfylde sin loyale op‐
lysningspligt ved at tage et konkret forbehold.
3.2.1.1.10. Køb af brugte varer på offentlige auktioner
Det fremgår af købelovens § 77, stk. 2, at ved køb af brugte
genstande på offentlig auktion, hvor forbrugeren har mulig‐
hed for at være til stede, kan forbrugeren kun påberåbe sig,
at der foreligger en mangel, hvis det følger af § 76, stk. 1,
nr. 1-3, eller hvis genstanden er i væsentligt ringere stand,
end forbrugeren under hensyn til omstændighederne havde
grund til at regne med. Bestemmelsen indebærer, at der
er indbygget et generelt forbehold for mangler ved salg af
brugte genstande på auktion.
Bestemmelsen gælder ikke for nye genstande, der sælges på
auktion. Bestemmelsen omfatter traditionelle auktionssalg,
hvor forbrugeren har mulighed for at være fysisk til stede,
men ikke f.eks. auktionssalg via internettet. Det er ikke af‐
gørende, om forbrugeren har været til stede, men alene om
forbrugeren havde mulighed for det.
3.2.1.1.11. Mangler som forbrugeren var eller måtte være
bekendt med
Det fremgår af købelovens § 77 b, at forbrugeren ikke kan
påberåbe sig en mangel, som forbrugeren var eller måtte
være bekendt med ved aftalens indgåelse, medmindre der
er holdepunkter herfor i aftalen, eller sælgeren har handlet
i strid med almindelig hæderlighed. Forbrugerens adgang til
at påberåbe sig forhold, der ellers ville udløse misligholdel‐
sesbeføjelser, begrænses således.
Bestemmelsen indebærer ikke en pligt for forbrugeren til
at undersøge salgsgenstanden, men hvis forbrugeren har
foretaget en sådan undersøgelse, kan forbrugeren ikke efter‐
følgende påberåbe sig forhold, som undersøgelsen har eller
måtte have afsløret.
Retsvirkningerne efter § 77 b indtræder, hvis forbrugeren
har kendskab til det pågældende forhold, f.eks. fordi sæl‐
geren på forhånd har gjort forbrugeren opmærksom på for‐
holdet. Bestemmelsen omfatter også forhold, som forbruge‐
ren måtte være bekendt med, f.eks. situationer, hvor det på
grund af omstændighederne forekommer helt usandsynligt,
at forbrugeren ikke har haft et sådant kendskab, dvs. tilfæl‐
de, hvor det ikke er muligt at påvise forbrugerens positive
viden.
Der kan tænkes tilfælde, hvor forbrugeren ved købsafta‐
lens indgåelse nok har været opmærksom på et forhold
ved salgsgenstanden, men f.eks. på grund af manglende
fagkundskab hverken var eller måtte være bekendt med be‐
tydningen heraf. I så fald vil forbrugeren fortsat kunne gøre
forholdet gældende som en mangel.
En viden erhvervet efter købsaftalens indgåelse afskærer
ikke forbrugeren fra at gøre misligholdelsesbeføjelser gæl‐
dende, hvis forbrugeren reklamerer rettidigt.
3.2.1.1.12. Retlige mangler
Omstændigheder af retlig karakter, der forhindrer forbruger‐
en i at opnå den tilsagte retsstilling vedrørende salgsgen‐
standen, kaldes retsmangler. Retsmangler kan foreligge som
vanhjemmel eller rådighedsmangler som følge af offentlig-
eller privatretlige rådighedsbegrænsninger. Der kan desuden
være tale om egentlige retsmangler, dvs. at sælgerens mang‐
lende kompetence skyldes, at fordringen eller rettigheden er
helt eller delvist ikkeeksisterende.
Der sondres mellem fuldstændig vanhjemmel, dvs. at tredje‐
mand er ejer af genstanden, og delvis vanhjemmel, dvs. at
tredjemand har en begrænset ret over genstanden, f.eks. i
form af pant eller udlæg.
Købeloven indeholder ikke udtrykkelige regler om, hvornår
der foreligger en retsmangel. Det afgørende for vurderingen
af, om forbrugeren har fået den ret vedrørende salgsgenstan‐
den, som forbrugeren kunne forvente, er en fortolkning og
udfyldning af købsaftalen. En forbruger kan i almindelighed
forvente, at sælger skaffer forbrugeren ejendomsret over
salgsgenstanden, og at tredjemand ikke har begrænsede ret‐
tigheder herover, medmindre andet er aftalt, f.eks. ved salg
med ejendomsforhold.
Selv om forbrugeren i kraft af almindelige ekstinktionsreg‐
ler kan fortrænge tredjemands ret, må forbrugeren som ud‐
gangspunkt kunne vælge i stedet at gøre misligholdelsesbe‐
føjelser gældende mod sælgeren.
Købeloven indeholder ikke regler om de tilfælde, hvor der
foreligger andre retsmangler end vanhjemmel, f.eks. offent‐
lig- eller privatretlige rådighedsbegrænsninger.
Købeloven tager ikke stilling til, hvad der gælder om for‐
brugerens adgang til at gøre andre misligholdelsesbeføjelser
end erstatning gældende, når der foreligger vanhjemmel. I
sådanne tilfælde kan forbrugeren dog som udgangspunkt
påberåbe sig de samme misligholdelsesbeføjelser som ved
faktiske mangler, ligesom forbrugeren kan tilbageholde kø‐
besummen, indtil sælgeren har afhjulpet manglen.
33
Det fremgår af købelovens § 59, at hvis det oplyses, at
salgsgenstanden ved købets afslutning tilhørte en anden end
sælgeren, kan forbrugeren, selv om sælgeren var i en und‐
skyldelig vildfarelse om sin adkomst, kræve skadeserstat‐
ning hos sælgeren. Det gælder dog ikke, hvis forbrugeren
ved købets afslutning ikke var i god tro.
Sælger er erstatningsansvarlig på objektivt grundlag efter
reglerne om positiv opfyldelsesinteresse over for forbruger‐
en ved oprindelig, fuldstændig vanhjemmel i specieskøb,
dvs. tilfælde, hvor sælgeren ved købsaftalens indgåelse sav‐
nede kompetence til at indgå aftalen, fordi sælgeren ikke
var ejer af salgsgenstanden. Bestemmelsen antages at finde
analog anvendelse på oprindelig partiel vanhjemmel.
Det relevante tidspunkt for vurdering af, om der foreligger
en retsmangel, er tidspunktet for risikoens overgang.
Der foreligger som udgangspunkt kun en retsmangel, hvis
forbrugeren ikke ved aftalens indgåelse kendte til hindring‐
en for sin råden over salgsgenstanden. Er forbrugeren ved
grov uagtsomhed uden kendskab til forholdet, og er der
intet at bebrejde sælgeren, foreligger der heller ikke en rets‐
mangel. Har sælgeren handlet svigagtigt, kan forbrugeren
påberåbe sig retsmanglen, selv om forbrugeren burde have
opdaget den.
3.2.1.1.13. Tidspunktet for mangelsvurderingen
Det fremgår af købelovens § 77 a, stk. 1, at afgørelsen af,
om salgsgenstanden lider af en mangel, træffes ud fra dens
beskaffenhed på tidspunktet for risikoens overgang (typisk
leveringstidspunktet). Forelå der på det tidspunkt en mangel,
hæfter sælgeren for manglen, også selv om den først viser
sig senere.
Det fremgår videre af købelovens § 77 a, stk. 2, at hvis
salgsgenstanden ikke svarer til, hvad der kan kræves efter
lovens §§ 75 a-77, og det skyldes, at sælgeren ikke har op‐
fyldt sine forpligtelser efter aftalen, foreligger der uanset §
77 a, stk. 1, altid en mangel. Sælgers manglende opfyldelse
af sine konkrete aftalemæssige forpligtelser udgør dermed
altid en mangel, uanset om risikoen for salgsgenstanden
forinden er overgået til forbrugeren.
Bestemmelsen vedrører sælgers forsømmelse, men rækker
også videre, idet forhold, der kan henføres til sælgers mang‐
lende opfyldelse af de aftalemæssige forpligtelser i øvrigt,
udgør en mangel, selv om der ikke er noget at bebrejde
sælgeren. Bestemmelsen har selvstændig betydning i tilfæl‐
de, hvor sælger har påtaget sig at installere eller montere
salgsgenstanden, og hvor installationen mv. er behæftet med
fejl. Den fejlagtige installation vil efter bestemmelsen i sig
selv udløse misligholdelsesbeføjelser for forbrugeren, dvs.
uafhængigt af, om der ved den fejlagtige installation er ble‐
vet påført salgsgenstanden en skade.
Bestemmelsen har endvidere betydning, hvis forbrugeren
ikke i forbindelse med købet har modtaget de fornødne op‐
lysninger om varens montering mv. Forvolder forbrugeren
efter risikoens overgang skade på produktet som følge af
den fejlbehæftede eller manglende brugsvejledning, forelig‐
ger der en mangel, idet forholdet kan henføres til sælgers
manglende eller mangelfulde opfyldelse af sine aftalemæssi‐
ge forpligtelser. Tilsvarende gælder, hvis forbrugeren ikke
kan anvende produktet i overensstemmelse med dets formål
på grund af manglende eller fejlbehæftet brugsanvisning.
Bestemmelsen har også betydning, hvis forbrugeren efter
aftalen skal afhente varen, og der sker skade på varen under
forbrugerens hjemtransport som følge af utilstrækkelig em‐
ballering.
Bestemmelsen har desuden betydning i tilfælde, hvor der
foreligger en mangel, og hvor sælgeren i forbindelse med
et afhjælpningsforsøg påfører salgsgenstanden en skade. En
sådan mangelfuld opfyldelse af afhjælpningspligten er også
en manglende opfyldelse af sælgers forpligtelser efter afta‐
len og kan dermed i sig selv udløse misligholdelsesbeføjel‐
ser.
Har sælgeren derimod uafhængigt af den indgåede købsaf‐
tale forvoldt skade på salgsgenstanden efter risikoens over‐
gang, falder situationen uden for bestemmelsens anvendel‐
sesområde. Sælgers eventuelle ansvar er i så fald ikke et
køberetligt spørgsmål.
3.2.1.1.14. Levering (risikoens overgang)
Købelovens § 17, stk. 1, indeholder en generel regel om
risikoens overgang, som også finder anvendelse i forbruger‐
køb. Det fremgår heraf, at sælgeren bærer faren for salgs‐
genstandens hændelige undergang eller forringelse, indtil
levering har fundet sted. Det afgørende for risikoovergangen
er det faktiske leveringstidspunkt. Bærer sælgeren risikoen
for salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse,
kan forbrugeren udøve misligholdelsesbeføjelser, hvis betin‐
gelserne herfor er opfyldt.
Bestemmelsen tager kun stilling til, hvem der bærer risikoen
for hændelige begivenheder, som bevirker, at salgsgenstan‐
den går til grunde eller forringes. Ved hændelig undergang
eller forringelse forstås skader, som ikke kan tilregnes hver‐
ken sælger eller forbrugeren eller nogen, som de hæfter
for, som uagtsomme. Forvolder en tredjemand, som hverken
sælger eller forbruger hæfter for, ved uagtsomhed skade på
salgsgenstanden, er der tale om en hændelig begivenhed i
risikoreglernes forstand.
34
Forbrugeren kan ikke gøre misligholdelsesbeføjelser gæl‐
dende, hvis undergangen eller forringelsen af salgsgenstan‐
den skyldes uagtsom adfærd, som er udvist af forbrugeren
selv eller nogen, som forbrugeren hæfter for, inden risikoens
overgang.
Har sælgeren eller nogen, som sælgeren hæfter for, forvoldt
salgsgenstandens undergang eller forringelse ved uagtsom
adfærd, kan forbrugeren gøre misligholdelsesbeføjelser gæl‐
dende, selv om risikoen er gået over på forbrugeren, hvis
den skadegørende handling står i forbindelse med sælgerens
opfyldelsesforanstaltninger.
Bestemmelsen om hændelig undergang eller forringelse fin‐
der analog anvendelse på salgsgenstandens bortkomst, f.eks.
ved tyveri, konfiskation eller beslaglæggelse. Principperne
kan ligeledes finde anvendelse i visse tilfælde af udstedelse
af ind- og udførselsforbud efter aftalens indgåelse.
Udgangspunktet er, at risikoen for salgsgenstandens hænde‐
lige undergang eller forringelse går over på forbrugeren ved
levering. Det kan dog følge af andre regler, at risikoen går
over på forbrugeren enten tidligere eller senere.
Købelovens § 17, stk. 2, hvorefter risikoen kan gå over
på køberen, før levering har fundet sted i afhentnings- og
specieskøb, finder ikke anvendelse i forbrugerkøb, jf. § 1 a,
stk. 3.
3.2.1.1.15. Risikoens overgang i forbrugerkøb, når sælger
skal sende salgsgenstanden
Det fremgår af købelovens § 73, stk. 1, at hvis sælgeren skal
sende salgsgenstanden til forbrugeren, anses levering for
sket, når genstanden er kommet i forbrugerens besiddelse.
Bestemmelsen finder kun anvendelse, hvis sælgeren har
påtaget sig at sende salgsgenstanden til forbrugeren. Det
gælder også, selv om sælgeren først efter aftalens indgåelse
påtager sig at sende genstanden.
Begrebet besiddelse forudsættes at indebære, at den fysiske
besiddelse af eller kontrol over genstanden er overgået til
forbrugeren, eller nogen som handler på forbrugerens vegne.
Sælgeren har bevisbyrden for, at salgsgenstanden er kommet
i forbrugerens besiddelse.
Hvis salgsgenstanden er overdraget til en fragtfører, som
forbrugeren har indgået aftale med, og som ikke var blandt
dem, der blev tilbudt af sælgeren, anses leveringen for sket,
når genstanden er kommet i fragtførerens besiddelse, jf. §
73, stk. 2. Bestemmelsen omfatter kun de tilfælde, hvor
forbrugeren selv har anmodet den pågældende fragtfører om
at udføre transporten.
3.2.1.1.16. Forsinkelse
Det fremgår af købelovens § 74, stk. 1, at medmindre an‐
det er aftalt vedrørende leveringstidspunktet, skal sælgeren
levere salgsgenstanden uden unødig forsinkelse, dog senest
30 dage efter aftalens indgåelse. Leveres salgsgenstanden
ikke i rette tid, og skyldes det ikke forbrugeren eller en
omstændighed, som denne bærer risikoen for, foreligger der
forsinkelse. Bestemmelsen angår også delvis forsinkelse, li‐
gesom det forhold, at sælgeren slet ikke leverer, anses som
forsinkelse.
Det fremgår af købelovens § 21, stk. 1, at hvis salgsgenstan‐
den ikke leveres i rette tid, og det ikke skyldes forbrugerens
forhold eller en hændelig begivenhed, som forbrugeren bæ‐
rer risikoen for, har forbrugeren valget mellem at forlange
genstanden leveret og at hæve købet.
Det fremgår videre af købelovens § 22, at hvis sælgeren skal
levere efterhånden, og forsinkelse finder sted med en enkelt
levering, kan forbrugeren alene hæve købet for så vidt angår
denne levering. Forbrugeren kan dog også hæve købet for
senere leveringers vedkommende, hvis gentagelse af forsin‐
kelsen må ventes, eller hæve købet i dets helhed, hvis det er
begrundet i sammenhængen mellem leveringerne.
Det fremgår af købelovens § 50, at hvad der i loven er
bestemt om mangler ved salgsgenstanden finder tilsvarende
anvendelse, hvor den leverede mængde er for ringe, hvis
forbrugeren må gå ud fra, at det leverede er ment til at skulle
tjene som fuldstændig opfyldelse af aftalen. Forbrugeren
kan i sådanne tilfælde ikke kræve omlevering, men kan i
stedet kræve efterleveret, hvad der mangler. Bestemmelsen
omfatter de tilfælde, hvor sælgeren kun har leveret en del
af det solgte, og fastlægger, om forholdet skal betragtes som
forsinkelse med en del eller som en kvantitativ mangel. Der
foreligger en kvantitativ mangel, hvis forbrugeren må gå ud
fra, at det af sælgeren leverede er ment at skulle tjene til
fuldstændig opfyldelse af købsaftalen.
Sælgeren skal ifølge købelovens § 74, stk. 1, efterstræbe
opfyldelse af aftalen hurtigst muligt, dvs. at sælgeren ikke
blot kan vente med at levere til 30 dage efter aftalens indgå‐
else. Det afhænger af en konkret vurdering, om sælgeren har
leveret uden unødig forsinkelse.
Hvis det beror på forbrugerens forhold, at sælgeren ikke
kan levere, f.eks. fordi forbrugeren har oplyst en forkert
leveringsadresse, foreligger der ikke forsinkelse.
Forbrugeren kan hæve købet, hvis forsinkelsen er af væsent‐
lig betydning, og sælgeren måtte forudsætte dette, eller hvis
35
sælgeren har nægtet levering. Det samme gælder, hvis sæl‐
geren ikke efter påkrav fra forbrugeren leverer salgsgenstan‐
den inden udløbet af en rimelig frist, jf. § 74, stk. 2.
Med § 74, stk. 2, gives forbrugeren en udvidet hæveadgang
i henhold til den kombinerede påkravs-/nachfristregel. For‐
brugerens hæveadgang forudsætter, at der er reklameret over
forsinkelsen.
Sker der forsinkelse med en delleverance, kan forbrugeren i
medfør af § 74, stk. 2, 2. pkt., fremsætte påkrav om levering
med adgang til at hæve købet, hvis den manglende leverance
ikke leveres inden rimelig tid eller inden udløbet af den af
forbrugeren fastsatte, rimelige frist. Selv om udgangspunktet
må være, at forbrugeren fastsætter en frist i forbindelse med
påkravet, udelukker bestemmelsen ikke, at forbrugeren i de
tilfælde, hvor der ikke i forbindelse med leveringspåkravet
er fastsat en frist for leveringen, også fremadrettet må kunne
hæve købet som følge af forsinkelse, hvis der ikke herefter
sker levering inden for rimelig tid.
Hvis sælgeren nægter at levere, kan forbrugeren hæve uden
forinden at have fremsat påkrav. Sælgerens uvilje til at le‐
vere skal klart fremgå af omstændighederne, f.eks. ved at
sælgeren i en utvetydig erklæring har nægtet at levere. I
tvivlstilfælde er forbrugeren dog henvist til at gøre brug af
påkravsreglen i § 74, stk. 2, 2. pkt.
Der stilles ikke særlige indholdsmæssige krav til et på‐
krav. Bevisbyrden for, at påkrav er afgivet, påhviler forbru‐
geren, og forsendelse sker på dennes risiko.
Hvad der betragtes som en rimelig frist, afhænger af de kon‐
krete omstændigheder. Er den af forbrugeren fastsatte frist
ikke rimelig, skal sælgeren protestere, ellers anses sælgeren
for at have godkendt fristen, medmindre den er åbenbart
urimelig. Har forbrugeren fastsat en urimelig frist, giver
sælgerens overskridelse af fristen ikke forbrugeren adgang
til at hæve købet. Sælgeren må i så fald blot levere salgsgen‐
standen inden rimelig tid.
Ved ophævelse af aftalen skal sælgeren uden unødig forsin‐
kelse tilbagebetale alle beløb, der er betalt i henhold til
aftalen, jf. § 74, stk. 3.
Det fremgår af købelovens § 75, at hvis sælgeren på grund‐
lag af et forbehold i aftalen har udskudt leveringstiden, kan
forbrugeren hæve købet, hvis sælgeren ikke efter påkrav
leverer salgsgenstanden inden udløbet af en rimelig frist,
som forbrugeren har fastsat.
Det følger af § 75, at § 74 ikke hindrer, at der indgås aftale
om, at sælgeren ensidigt kan udskyde leveringstiden, således
at forsinkelse ikke kan indtræde, eller at forbrugeren er bun‐
det af købsaftalen i en ubestemt, længere periode. Formålet
med bestemmelsen er at forhindre, at forbrugeren på ube‐
stemt tid er bundet til at aftage den bestilte salgsgenstand,
og at sælgeren ved et leveringsforbehold omgår beskyttel‐
sesreglen i § 74.
Det er en forudsætning for, at forbrugeren kan fremsætte
påkrav, at sælgeren rent faktisk har udskudt leveringstiden,
eller at sælger har meddelt, at der vil ske en overskridelse
af leveringstiden. Der skal også være tale om en ensidig
udskydelse af leveringstidspunktet fra sælgerens side.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 102-126.
3.2.1.2. Varedirektivet
3.2.1.2.1. Varernes overensstemmelse
Sælgeren skal levere varer til forbrugeren, som opfylder de
subjektive og objektive krav til overensstemmelse og forkert
installation, der er fastsat i artikel 6, 7 og 8, jf. dog artikel 9
om tredjemands rettigheder, jf. artikel 5.
Varedirektivet regulerer ikke betydningen af levering, her‐
under hvad sælgeren skal gøre for at opfylde sin leverings‐
forpligtelse. Desuden vedrører varedirektivet ikke de regler
om risikoens overgang, som er fastsat i forbrugerrettigheds‐
direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 38.
Varer med digitale elementer anses for at være leveret til
forbrugeren, når både varernes fysiske komponent er leve‐
ret, og det digitale indhold eller den digitale tjeneste er
leveret ved en enkelt levering, eller den løbende levering af
det digitale indhold eller den digitale tjeneste i en periode er
begyndt. Det betyder, at sælgeren skal gøre det digitale ind‐
hold eller den digitale tjeneste tilgængelig for forbrugeren
på en sådan måde, at indholdet eller tjenesten eller andre
midler, der er egnede til at downloade eller få adgang til
det digitale indhold eller den digitale tjeneste, er modtaget
af forbrugeren, og at ingen yderligere handling kræves af
sælgeren for, at forbrugeren kan anvende indholdet eller tje‐
nesten i overensstemmelse med aftalen, f.eks. ved hjælp af
et link eller en downloadmulighed. Det relevante tidspunkt
for at fastslå, om varen er i overensstemmelse, er derfor
det tidspunkt, hvor det digitale indhold eller den digitale
tjeneste leveres, hvis den fysiske komponent blev leveret
tidligere. Som et resultat heraf kan det sikres, at ansvarspe‐
rioden for den fysiske komponent på den ene side og for
det digitale element på den anden side begynder at løbe
på samme tidspunkt. I mange tilfælde kan forbrugeren end‐
videre ikke opdage en fejl i den fysiske komponent, før
det digitale indhold eller den digitale tjeneste er leveret, jf.
præambelbetragtning nr. 39.
Når varerne i henhold til købsaftalen skal installeres af sæl‐
36
geren eller på sælgerens vegne, anses varerne for at være
leveret til forbrugeren, når installationen er afsluttet, jf. præ‐
ambelbetragtning nr. 40.
3.2.1.2.2. Subjektive krav til overensstemmelse
Varedirektivets artikel 6, litra a-d, opstiller en række subjek‐
tive krav til varens overensstemmelse med købsaftalen. Va‐
ren skal således, hvor det er relevant
– svare til den beskrivelse, type, mængde og kvalitet samt
besidde den funktionalitet, kompatibilitet og interopera‐
bilitet og de øvrige egenskaber, som er beskrevet i købs‐
aftalen,
– være egnet til ethvert særligt formål, som forbrugeren
ønsker, at den skal kunne anvendes til, og som forbru‐
geren har gjort sælger bekendt med senest på tidspunktet
for købsaftalens indgåelse, og som sælger har accepteret,
– leveres med alt tilbehør og vejledning, herunder om in‐
stallation, som beskrevet i købsaftalen, og
– leveres med eventuelle opdateringer som beskrevet i
købsaftalen.
Kravene i købsaftalen omfatter de krav, der følger af op‐
lysninger forud for aftaleindgåelsen, som i overensstemmel‐
se med forbrugerrettighedsdirektivet er en integreret del af
købsaftalen, jf. præambelbetragtning nr. 26.
I betragtning af, at det digitale indhold eller de digitale
tjenester, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med
varer, hele tiden udvikler sig, kan sælgere aftale med forbru‐
gere at levere opdateringer til disse. Opdateringer af varer‐
nes digitale indholds- eller digitale tjenesteelement kan i
henhold til købsaftalen foretages med henblik på forbedring
og optimering, udvidelse af funktionerne, tilpasning til den
tekniske udvikling, beskyttelse mod nye sikkerhedstrusler
eller andre formål. Overensstemmelsen for varer med digita‐
le elementer skal derfor også vurderes med hensyn til, hvor‐
vidt varernes digitale indholds- eller digitale tjenesteelement
opdateres i overensstemmelse med aftalen. Manglende leve‐
ring af opdateringer, som er aftalt i købsaftalen, bør betrag‐
tes som en mangel ved varerne. Derudover bør fejlbehæfte‐
de eller ufuldstændige opdateringer også betragtes som en
mangel ved varen henset til, at det indebærer, at sådanne
opdateringer ikke foretages på den måde, der er fastsat i
købsaftalen, jf. præambelbetragtning nr. 28.
3.2.1.2.3. Objektive krav til overensstemmelse
3.2.1.2.3.1. Generelt
Varedirektivets artikel 7, stk. 1, litra a-d, opstiller en række
objektive krav til varens overensstemmelse. Varen skal såle‐
des ud over at opfylde de subjektive krav
– være egnet til de formål, til hvilke varer af samme type
normalt vil blive anvendt, under hensyntagen til, hvor
det er relevant, eventuel eksisterende EU-ret og natio‐
nal ret, tekniske standarder eller, i mangel af sådanne
tekniske standarder, gældende sektorspecifikke branche‐
adfærdskodekser,
– hvor det er relevant, være af den kvalitet og svare til den
beskrivelse, der gælder for en prøve eller en model, som
sælgeren har stillet til rådighed for forbrugeren inden
indgåelsen af aftalen,
– hvor det er relevant, leveres med eventuelt tilbehør, her‐
under emballage, installationsvejledning eller anden vej‐
ledning, som forbrugeren med rimelighed kan forvente
at modtage, og
– svare til den mængde og have de egenskaber og øvrige
funktioner, herunder med hensyn til holdbarhed, funktio‐
nalitet, kompatibilitet og sikkerhed, der er sædvanlige
for varer af samme type, og som forbrugeren med rime‐
lighed kan forvente under hensyntagen til varens art og
eventuelle offentlige udsagn, som er fremsat af eller på
vegne af sælgeren eller andre personer i tidligere led
i transaktionskæden, herunder producenten, navnlig i re‐
klamer eller gennem mærkning.
For at finde en balance mellem behovet for retssikkerhed
og en rimelig fleksibilitet bør der ved enhver henvisning til,
hvad en person kan forvente fra eller af en person, forstås,
hvad der med rimelighed kan forventes. Om noget er rime‐
ligt, skal vurderes på et objektivt grundlag under hensyn til
aftalens art og formål, sagens konkrete omstændigheder og
parternes sædvane og praksis, jf. præambelbetragtning nr.
24.
3.2.1.2.3.2. Offentlige udsagn om varen
Ifølge varedirektivets artikel 7, stk. 2, litra a-c, er sælgeren
ikke bundet af offentlige udsagn, som er fremsat af eller
på vegne af sælgeren eller andre personer i tidligere led
i transaktionskæden, herunder producenten, navnlig i rekla‐
mer eller gennem mærkning, hvis sælgeren kan godtgøre, at
– sælgeren ikke havde kendskab til og ikke med rimelig‐
hed kunne have haft kendskab til det pågældende offent‐
lige udsagn,
– det offentlige udsagn var rettet på tidspunktet for indgå‐
elsen af købsaftalen på samme måde eller på en tilsva‐
rende måde, som det var blevet fremsat, eller
– det offentlige udsagn ikke kan have haft betydning for
beslutningen om at købe varerne.
3.2.1.2.3.3. Krav om opdateringer
Det fremgår af varedirektivets artikel 7, stk. 3, litra a-b, at i
tilfælde af varer med digitale elementer skal sælgeren sikre,
at forbrugeren får besked om og får leveret opdateringer,
herunder sikkerhedsopdateringer, som er nødvendige, for at
varerne bliver ved med at være i overensstemmelse i den
periode
– som forbrugeren med rimelighed kan forvente i betragt‐
ning af typen af og formålet med varerne og de digitale
elementer, og under hensyntagen til aftalens omstændig‐
heder og art, når købsaftalen fastsætter bestemmelse om
37
en enkelt levering af det digitale indhold eller den digita‐
le tjeneste, eller
– der er angivet i artikel 10, stk. 2 eller 5, (om reklama‐
tionsfrist og forældelsesfrist) alt efter hvad der er rele‐
vant, hvis købsaftalen indeholder bestemmelser om en
løbende levering af det digitale indhold eller den digitale
tjeneste over en periode.
Sælgeren skal dermed ud over de opdateringer, der er fast‐
sat i aftalen, levere opdateringer, herunder sikkerhedsopda‐
teringer, for at sikre, at varer med digitale elementer bliver
ved med at være i overensstemmelse. Sælgerens forpligtel‐
se er begrænset til opdateringer, der er nødvendige for, at
varerne kan opretholde deres overensstemmelse med de ob‐
jektive og subjektive krav. Medmindre parterne har aftalt an‐
det, er sælgeren hverken forpligtet til at levere opgraderede
versioner af varernes digitale indhold eller digitale tjeneste
eller til at forbedre eller udvide varernes funktioner ud over
overensstemmelseskravene. Hvis en opdatering, som leveres
af sælgeren eller af en tredjemand, der leverer det digitale
indhold eller den digitale tjeneste i henhold til købsaftalen,
medfører en mangel ved varen med digitale elementer, er
sælgeren ansvarlig for at bringe varen i overensstemmelse
igen, jf. præambelbetragtning nr. 30.
Forpligtelsen til at levere opdateringer og sikkerhedsopdate‐
ringer kan strække sig ud over den periode, hvor sælgeren
sædvanligvis er ansvarlig for mangler ved det digitale ind‐
hold eller den digitale tjeneste, jf. præambelbetragtning nr.
31. Det beror på en konkret vurdering, hvor lang tid forbru‐
geren med rimelighed kan forvente sådanne opdateringer.
Det fremgår af varedirektivets artikel 7, stk. 4, litra a-b, at
hvis forbrugeren ikke inden for en rimelig frist har installe‐
ret opdateringerne, er sælgeren ikke ansvarlig for en eventu‐
el manglende overensstemmelse, der udelukkende skyldes,
at den relevante opdatering ikke er foretaget, hvis
– sælgeren har oplyst forbrugeren om, at opdateringen
var tilgængelig, og om konsekvenserne af forbrugerens
manglende installation, og
– forbrugerens manglende eller forkerte installation af op‐
dateringen ikke skyldtes mangler i den installationsvej‐
ledning, som er givet til forbrugeren.
Forbrugeren er frit stillet med hensyn til at vælge at installe‐
re de opdateringer, der leveres. Hvis forbrugeren beslutter
ikke at installere de opdateringer, der er nødvendige for
varen med digitale elementer for at sikre, at den bliver ved
med at være i overensstemmelse, bør forbrugeren imidlertid
ikke forvente, at varen bliver ved med at være i overens‐
stemmelse, jf. præambelbetragtning nr. 30.
Ved varer med digitale elementer, hvor det digitale indhold
eller den digitale tjeneste leveres ved en enkelt levering, er
sælgeren i princippet kun ansvarlig for mangler, der forelig‐
ger på leveringstidspunktet. Forpligtelsen til at levere opda‐
teringer afspejler imidlertid det forhold, at det digitale miljø
for en sådan vare ændrer sig hele tiden. Derfor er opdate‐
ringer et nødvendigt redskab for at sikre, at varerne fungerer
lige så godt som på leveringstidspunktet. I modsætning til
traditionelle varer er varer med digitale elementer endvidere
ikke fuldstændig adskilt fra sælgeren, eftersom sælgeren el‐
ler en tredjeperson, der leverer det digitale indhold eller den
digitale tjeneste i henhold til købsaftalen, kan fjernopdatere
varerne, som regel via internettet. Hvis det digitale indhold
eller den digitale tjeneste leveres ved en enkelt levering, er
sælgeren derfor ansvarlig for at levere de opdateringer, der
er nødvendige for at sikre, at varerne med digitale elemen‐
ter forbliver i overensstemmelse i den periode, som forbru‐
geren med rimelighed kan forvente, selv hvis varerne var
i overensstemmelse på leveringstidspunktet. Den periode,
som forbrugeren med rimelighed kan forvente at modtage
opdateringer, vurderes på grundlag af varernes og de digi‐
tale elementers type og formål og under hensyntagen til
omstændighederne ved og arten af købsaftalen. En forbru‐
ger vil normalt forvente at modtage opdateringer som mini‐
mum i den periode, hvor sælgeren er ansvarlig for mangler,
mens forbrugerens rimelige forventning i nogle tilfælde kan
strække sig ud over denne periode, hvilket navnlig kan være
tilfældet for så vidt angår sikkerhedsopdateringer. I andre
tilfælde, f.eks. i forbindelse med varer med digitale elemen‐
ter, hvis formål er tidsbegrænset, vil sælgerens forpligtelse
til at foretage opdateringer normalt være begrænset til nævn‐
te tidsrum, jf. præambelbetragtning nr. 31.
3.2.1.2.3.4. Manglende overensstemmelse som forbrugeren
kendte og accepterede
Ifølge varedirektivets artikel 7, stk. 5, er der ikke tale om
manglende overensstemmelse, hvis forbrugeren på tidspunk‐
tet for aftaleindgåelsen er blevet gjort tydeligt opmærksom
på, at en bestemt egenskab ved varen afveg fra de objektive
krav til overensstemmelse, der er fastsat i artikel 7, stk. 1 el‐
ler 3, og forbrugeren udtrykkeligt og særskilt har accepteret
afvigelsen.
For at sikre tilstrækkelig fleksibilitet i reglerne, f.eks. i for‐
bindelse med salg af brugte genstande, er det muligt for par‐
terne at fravige de objektive krav til overensstemmelse. En
sådan fravigelse er dog kun mulig, hvis forbrugeren gøres
tydeligt opmærksom på den, og hvis forbrugeren accepterer
den særskilt fra andre erklæringer eller aftaler og gennem
aktiv og utvetydig handlemåde, jf. præambelbetragtning nr.
36.
3.2.1.2.4. Forkert installation af varerne
Ifølge varedirektivets artikel 8, litra a-b, anses enhver man‐
gel som følge af forkert installation af varer som mangler
ved varerne, hvis
– installationen er en del af købsaftalen og blev udført af
sælgeren eller på sælgerens vegne, eller
38
– installationen, der var bestemt til at skulle installeres af
forbrugeren, blev udført af forbrugeren, og den forker‐
te installation skyldtes mangler i den installationsvejled‐
ning, der blev leveret af sælgeren, eller, ved varer med
digitale elementer, leveret af sælgeren eller af leveran‐
døren af det digitale indhold eller den digitale tjeneste.
En lang række varer skal installeres, før de kan bruges på
en effektiv måde af forbrugeren. Ved varer med digitale
elementer er det desuden som regel nødvendigt at installere
det digitale indhold eller den digitale tjeneste, før forbruger‐
en kan anvende disse varer i overensstemmelse med deres
tiltænkte formål. Enhver mangel, der skyldes forkert instal‐
lation, betragtes derfor som en mangel, hvis installationen
er udført af sælgeren eller på sælgerens vegne. Hvis varerne
skal installeres af forbrugeren, bør en mangel, der skyldes
forkert installation, betragtes som en mangel ved varerne,
uanset om installationen er udført af forbrugeren eller af
en tredjepart på forbrugerens vegne, hvis den forkerte in‐
stallation skyldes mangler i installationsvejledningen, såsom
ufuldstændighed eller manglende klarhed, som gør installa‐
tionsvejledningen vanskelig at anvende for den gennemsnit‐
lige forbruger, jf. præambelbetragtning nr. 34.
3.2.1.2.5. Tredjemands rettigheder
Hvis en begrænsning som følge af en krænkelse af tredje‐
mands ret, navnlig intellektuelle ejendomsrettigheder, hin‐
drer eller begrænser brugen af varerne i overensstemmelse
de subjektive og objektive krav hertil, skal medlemsstaterne
sikre, at forbrugeren har ret til misligholdelsesbeføjelser,
medmindre national ret indeholder bestemmelser om ugyl‐
dighed eller ophævelse af købsaftalen i sådanne tilfælde, jf.
varedirektivets artikel 9.
3.2.1.3. Direktivet om digitalt indhold
3.2.1.3.1. Levering af det digitale indhold eller den digitale
tjeneste
Den erhvervsdrivende skal levere det digitale indhold eller
den digitale tjeneste til forbrugeren. Medmindre parterne har
aftalt andet, skal den erhvervsdrivende levere indholdet eller
tjenesten uden unødig forsinkelse efter indgåelsen af aftalen,
jf. artikel 5, stk. 1.
Den erhvervsdrivende har ifølge artikel 5, stk. 2, litra a-b,
opfyldt leveringsforpligtelsen, når
– det digitale indhold eller andre midler, der er egnede til
at få adgang til eller downloade det digitale indhold, er
stillet til rådighed eller gjort tilgængelige for forbrugeren
eller for en fysisk eller virtuel facilitet, som forbrugeren
har valgt til formålet, eller
– den digitale tjeneste er gjort tilgængelig for forbrugeren
eller for en fysisk eller virtuel facilitet, som forbrugeren
har valgt til formålet.
Den erhvervsdrivende kan levere digitalt indhold eller digi‐
tale tjenester til forbrugere på forskellige måder. Det digitale
indhold eller den digitale tjeneste bør anses for at være
tilgængeliggjort eller stillet til rådighed for forbrugeren, når
indholdet eller tjenesten eller midler, der egner sig til at få
adgang til eller downloade det eller den, har nået forbruger‐
ens sfære, og der ikke kræves yderligere foranstaltninger fra
den erhvervsdrivendes side for at gøre det muligt for forbru‐
geren at anvende indholdet eller tjenesten i overensstemmel‐
se med aftalen. I betragtning af, at den erhvervsdrivende i
princippet ikke er ansvarlig for handlinger eller undladelser
fra en tredjemand, der driver en fysisk eller virtuel facilitet,
f.eks. en elektronisk platform eller en cloudlagringsfacilitet,
som forbrugeren har valgt til at modtage eller lagre det digi‐
tale indhold eller den digitale tjeneste, er det tilstrækkeligt
for den erhvervsdrivende at levere det digitale indhold eller
den digitale tjeneste til denne tredjemand, jf. præambelbe‐
tragtning nr. 41.
Den fysiske eller virtuelle facilitet kan ikke anses for valgt
af forbrugeren, hvis den kontrolleres af den erhvervsdriven‐
de eller er aftalemæssigt forbundet med den erhvervsdriven‐
de, eller hvor forbrugeren valgte den pågældende fysiske
eller virtuelle facilitet til at modtage det digitale indhold
eller den digitale tjeneste, men valget var det eneste, der
blev tilbudt af den erhvervsdrivende. Hvor den fysiske el‐
ler virtuelle facilitet ikke kan anses for at være valgt af
forbrugeren, betragtes den erhvervsdrivendes forpligtelse til
at levere det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke
som opfyldt, hvis indholdet eller tjenesten leveres til den
fysiske eller virtuelle facilitet, men forbrugeren ikke kan
modtage eller få adgang til indholdet eller tjenesten i over‐
ensstemmelse med direktivet om digitalt indhold. I sådanne
tilfælde har forbrugeren de samme beføjelser, som hvis den
erhvervsdrivende havde undladt at levere.
3.2.1.3.2. Det digitale indholds eller den digitale tjenestes
overensstemmelse
Den erhvervsdrivende skal levere digitalt indhold eller en
digital tjeneste til forbrugeren, som opfylder de subjektive
og objektive krav til overensstemmelse samt forkert installa‐
tion i artikel 7, 8 og 9, hvor det er relevant, uden at det
berører artikel 10 om tredjemands rettigheder, jf. artikel 6.
3.2.1.3.3. Subjektive krav til overensstemmelse
Det fremgår af artikel 7, litra a-d, i direktivet om digitalt
indhold, at for at være i overensstemmelse med parternes
aftale skal det digitale indhold eller den digitale tjeneste,
hvor det er relevant, navnlig
– være af den art, mængde og kvalitet samt besidde den
funktionalitet, kompatibilitet og interoperabilitet og de
øvrige egenskaber, som krævet i aftalen,
– være egnet til ethvert særligt formål, som forbrugeren
ønsker, at det skal kunne anvendes til, og som forbru‐
geren har gjort den erhvervsdrivende bekendt med se‐
39
nest på tidspunktet for aftalens indgåelse, og som den
erhvervsdrivende har accepteret,
– leveres med alt tilbehør, vejledninger, herunder om in‐
stallation, og kundeservice som krævet i aftalen, og
– opdateres som fastsat i aftalen.
Det digitale indhold eller den digitale tjeneste bør navnlig
svare til den beskrivelse, den mængde, f.eks. antallet af til‐
gængelige musikfiler, den kvalitet, f.eks. billedopløsningen,
det sprog og den version, der fremgår af aftalen. Indholdet
eller tjenesten bør også have den sikkerhed, funktionalitet,
kompatibilitet, interoperabilitet og de andre egenskaber, som
kræves i aftalen. Aftalekravene omfatter de krav, der følger
af oplysningerne forud for aftaleindgåelsen, som i overens‐
stemmelse med forbrugerrettighedsdirektivet er en integre‐
ret del af aftalen. Disse krav kunne også fastsættes i en
serviceniveauaftale, hvor en sådan type aftale i henhold til
gældende national ret udgør en del af aftaleforholdet, jf.
præambelbetragtning nr. 42.
Det digitale indholds eller de digitale tjenesters overens‐
stemmelse bør også vurderes i relation til, hvorvidt indhol‐
det eller tjenesten opdateres på den måde, der er fastsat i af‐
talen. Undladelse af at foretage opdateringer, som er fastsat i
aftalen, betragtes som manglende overensstemmelse. Derud‐
over betragtes fejlbehæftede eller ufuldstændige opdatering‐
er som manglende overensstemmelse, da det indebærer, at
sådanne opdateringer ikke foretages på den måde, der er
fastsat i aftalen, jf. præambelbetragtning nr. 44.
3.2.1.3.4. Objektive krav til overensstemmelse
3.2.1.3.4.1. Generelt
Ud over at opfylde alle subjektive krav til overensstemmelse
skal det digitale indhold eller den digitale tjeneste ifølge
artikel 8, stk. 1, litra a-d,
– være egnet til de formål, som digitalt indhold eller en
digital tjeneste af den samme type normalt bruges til,
under hensyntagen til, hvor det er relevant, eventuelt
eksisterende EU-ret og national ret, tekniske standarder
eller, i mangel af sådanne tekniske standarder, gældende
sektorspecifikke brancheadfærdskodekser,
– svare til den mængde og besidde de egenskaber og funk‐
tioner, herunder med hensyn til funktionalitet, kompati‐
bilitet, tilgængelighed, kontinuitet og sikkerhed, som er
normalt for digitalt indhold eller digitale tjenester af
samme type, og som forbrugeren med rimelighed kan
forvente under hensyntagen til arten af det digitale ind‐
hold eller den digitale tjeneste og eventuelle offentlige
udsagn, som den erhvervsdrivende, en anden person på
vegne af den erhvervsdrivende eller andre personer i
tidligere led i transaktionskæden har fremsat, navnlig
i reklamer eller mærkning, medmindre den erhvervsdri‐
vende påviser, at den erhvervsdrivende ikke havde og
ikke med rimelighed kunne have haft kendskab til det
pågældende offentlige udsagn, det offentlige udsagn var
korrigeret på tidspunktet for indgåelsen af aftalen på
samme måde eller på en tilsvarende måde, som det var
blevet fremsat, eller det offentlige udsagn ikke kunne
have haft indflydelse på beslutningen om at erhverve det
digitale indhold eller den digitale tjeneste,
– hvor relevant, leveres sammen med sådant tilbehør og
sådanne instruktioner, som forbrugeren med rimelighed
kan forvente at modtage, og
– være i overensstemmelse med en eventuel prøveversion
eller forhåndsvisning af det digitale indhold eller den
digitale tjeneste, som stilles til rådighed af den erhvervs‐
drivende inden indgåelse af aftalen.
Hvad en person med rimelighed kan forvente, skal fastslås
objektivt under hensyntagen til arten af og formålet med
det digitale indhold eller den digitale tjeneste, de konkrete
omstændigheder samt de berørte parters sædvane og prak‐
sis. Navnlig bør det objektivt fastslås, hvad der betragtes
som rimelig tid til at bringe det digitale indhold eller den
digitale tjeneste i overensstemmelse under hensyntagen til
karakteren af den manglende overensstemmelse, jf. præam‐
belbetragtning nr. 46.
Databeskyttelsesforordningen eller enhver anden EU-ret om
databeskyttelse finder fuld anvendelse på behandlingen af
personoplysninger i forbindelse med en aftale, der er om‐
fattet af direktivet om digitalt indhold. Derudover berører
direktivet ikke de rettigheder, forpligtelser og ikke-aftaleret‐
lige retsmidler, som er fastsat i databeskyttelsesforordning‐
en. Kendsgerninger, der fører til manglende overholdelse
af kravene i databeskyttelsesforordningen, herunder centrale
principper såsom kravene om dataminimering, indbygget
databeskyttelse og databeskyttelse gennem indstillinger, kan
afhængigt af omstændighederne i det enkelte tilfælde anses
for at udgøre manglende overensstemmelse mellem det digi‐
tale indhold eller den digitale tjeneste og subjektive eller
objektive krav til overensstemmelse. Ét eksempel kan væ‐
re, hvor en erhvervsdrivende udtrykkeligt påtager sig en
forpligtelse i aftalen, som også er knyttet til den erhvervs‐
drivendes forpligtelser i henhold til databeskyttelsesforord‐
ningen, eller hvor aftalen kan fortolkes på denne måde. I
det tilfælde kan en sådan aftaleretlig forpligtelse indgå i de
subjektive krav til overensstemmelse. Et andet eksempel kan
være, hvor manglende overholdelse af forpligtelserne i hen‐
hold til forordningen på samme tid kan gøre, at det digitale
indhold eller den digitale tjeneste bliver uegnet til sit tilsig‐
tede formål og derfor udgør manglende overensstemmelse
med de objektive krav til overensstemmelse, som kræver,
at indholdet eller tjenesten skal være egnet til det formål,
som indhold eller tjenester af samme type normalt bruges
til. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis den erhvervsdrivende,
der leverer krypteringssoftware, ikke gennemfører passende
foranstaltninger som krævet i databeskyttelsesforordningen
for at sikre, at den er designet på en sådan måde, at person‐
oplysninger ikke videregives til uautoriserede modtagere,
hvorved krypteringssoftwaren bliver uegnet til det tilsigtede
formål, som er sikker overførsel af data fra forbrugeren
40
til den tiltænkte modtager. Endelig kan der være tilfælde,
hvor den erhvervsdrivendes manglende opfyldelse af sine
forpligtelser i henhold til forordningen også kan udgøre
manglende overensstemmelse af det digitale indhold eller
den digitale tjeneste med det objektive krav til overensstem‐
melse, som kræver, at indholdet eller tjenesten har de egen‐
skaber, der er normale for indhold eller tjenester af samme
type, og som forbrugeren med rimelighed kan forvente. Hvis
en erhvervsdrivende med en onlineindkøbsapplikation f.eks.
undlader at træffe de foranstaltninger, der er fastsat i databe‐
skyttelsesforordningen vedrørende sikkerheden i forbindelse
med behandling af forbrugerens personoplysninger, og for‐
brugerens kreditkortoplysninger derfor er udsat for malware
eller spyware, kan denne undladelse også udgøre manglende
overensstemmelse af det digitale indhold eller den digitale
tjeneste i henhold til direktivet om digitalt indhold, da for‐
brugeren med rimelighed kan forvente, at en sådan applika‐
tion normalt har egenskaber, der forhindrer udlevering af
betalingsoplysninger, jf. præambelbetragtning nr. 48.
3.2.1.3.4.2. Krav om opdateringer
Den erhvervsdrivende skal ifølge artikel 8, stk. 2, litra a-b,
sikre, at forbrugeren får besked om og får leveret opdate‐
ringer, herunder sikkerhedsopdateringer, som er nødvendige
for til stadighed at holde det digitale indhold eller den digi‐
tale tjeneste i overensstemmelse i den periode,
– hvor indholdet eller tjenesten skal leveres i henhold til
aftalen, hvor aftalen indeholder bestemmelser om løben‐
de levering over en periode, eller
– som forbrugeren med rimelighed kan forvente i betragt‐
ning af typen af og formålet med det digitale indhold
eller den digitale tjeneste, og under hensyntagen til
aftalens omstændigheder og art, når aftalen fastsætter
bestemmelse om en enkelt levering eller en række af
enkeltstående leveringer.
I den periode, som forbrugeren med rimelighed kan forven‐
te, bør den erhvervsdrivende forsyne forbrugeren med opda‐
teringer, herunder sikkerhedsopdateringer, for at sørge for,
at det digitale indhold eller den digitale tjeneste er i overens‐
stemmelse og sikker(t). For så vidt angår indhold eller tjene‐
ster, hvis formål er tidsbegrænset, bør forpligtelsen til at le‐
vere opdateringer f.eks. være begrænset til den pågældende
periode, mens perioden, hvor der bør leveres opdateringer til
forbrugeren til andre typer af digitalt indhold eller digitale
tjenester, kan svare til den periode, hvor den erhvervsdriven‐
de er ansvarlig for manglende overensstemmelse, eller kan
strække sig ud over denne periode, hvilket navnlig kan være
tilfældet for så vidt angår sikkerhedsopdateringer, jf. præam‐
belbetragtning nr. 47.
Forpligtelsen til at levere opdateringer og sikkerhedsopdate‐
ringer kan således strække sig ud over den periode, hvor
sælgeren sædvanligvis er ansvarlig for mangler ved det di‐
gitale indhold eller den digitale tjeneste. Det beror på en
konkret vurdering, hvor lang tid forbrugeren med rimelighed
kan forvente sådanne opdateringer.
Det fremgår videre af artikel 8, stk. 3, litra a-b, at hvor
forbrugeren ikke inden for en rimelig frist installerer opdate‐
ringer, som den erhvervsdrivende har leveret i overensstem‐
melse med artikel 8, stk. 2, er den erhvervsdrivende ikke
ansvarlig for manglende overensstemmelse, der udelukken‐
de skyldes, at den relevante opdatering ikke er foretaget,
hvis
– den erhvervsdrivende har oplyst forbrugeren om, at op‐
dateringen var tilgængelig, og om konsekvenserne af
forbrugerens manglende installation, og
– forbrugerens manglende eller forkerte installation af op‐
dateringen ikke skyldtes mangler i den installationsvej‐
ledning, som den erhvervsdrivende havde givet.
3.2.1.3.4.3. Perioden, hvori der er krav om overensstemmel‐
se ved løbende levering
Det fremgår af artikel 8, stk. 4, i direktivet om digitalt ind‐
hold, at hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste
ifølge aftalen skal leveres løbende over en periode, skal
indholdet eller tjenesten være i overensstemmelse i hele
perioden.
Kortvarige afbrydelser i leveringen af digitalt indhold eller
en digital tjeneste behandles som tilfælde af manglende
overensstemmelse, når disse afbrydelser er mere end uvæ‐
sentlige eller indtræffer flere gange, jf. præambelbetragtning
nr. 51.
3.2.1.3.4.4. Mangler som forbrugeren kendte og accepterede
Der er ikke er tale om manglende overensstemmelse, hvis
forbrugeren på tidspunktet for aftaleindgåelsen specifikt
blev gjort opmærksom på, at en bestemt egenskab ved det
digitale indhold eller den digitale tjeneste afveg fra de ob‐
jektive krav til overensstemmelse i artikel 8, stk. 1 eller 2,
og forbrugeren udtrykkeligt og særskilt accepterede dette, jf.
artikel 8, stk. 5.
En sådan fravigelse er kun mulig, hvis forbrugeren var gjort
tydeligt opmærksom på den, og hvis forbrugeren accepterer
den særskilt fra andre erklæringer eller aftaler og gennem
aktiv og utvetydig handlemåde. Betingelserne kan f.eks. op‐
fyldes ved at afkrydse en rubrik, trykke på en knap eller
aktivere en tilsvarende funktion, jf. præambelbetragtning nr.
49.
3.2.1.3.4.5. Krav om den nyeste version
Medmindre parterne har aftalt andet, skal digitalt indhold
eller en digital tjeneste leveres i den nyeste version, der er
tilgængelig på tidspunktet for indgåelse af aftalen, jf. artikel
8, stk. 6.
41
3.2.1.3.5. Forkert installation af det digitale indhold eller
den digitale tjeneste
Manglende overensstemmelse, der skyldes en forkert instal‐
lation af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i
forbrugerens digitale miljø, anses ifølge artikel 9, litra a-b,
for at være manglende overensstemmelse af indholdet eller
tjenesten, hvis
– det digitale indhold eller den digitale tjeneste var instal‐
leret af den erhvervsdrivende eller under den erhvervs‐
drivendes ansvar, eller
– det digitale indhold eller den digitale tjeneste var bereg‐
net til at blive installeret af forbrugeren, og den forker‐
te installation skyldtes mangler i de installationsvejled‐
ninger, der er leveret af den erhvervsdrivende.
Det digitale indholds eller de digitale tjenesters manglende
overensstemmelse som følge af forkert installation betragtes
som manglende overensstemmelse af selve indholdet eller
tjenesten, hvor det eller den blev installeret af den erhvervs‐
drivende eller på dennes vegne eller af forbrugeren i hen‐
hold til den erhvervsdrivendes installationsvejledning, og
den forkerte installation skyldes fejl i vejledningen, såsom
ufuldstændighed eller manglende klarhed, som gør vejled‐
ningen vanskelig at anvende for den gennemsnitlige forbru‐
ger, jf. præambelbetragtning nr. 52.
3.2.1.3.6. Ændring af digitalt indhold eller digitale tjenester
3.2.1.3.6.1. Generelt
Hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste skal leve‐
res eller stilles til rådighed for forbrugeren over en periode,
kan den erhvervsdrivende ifølge artikel 19, stk. 1, litra a-d,
ændre indholdet eller tjenesten ud over, hvad der er nødven‐
digt for til stadighed at holde indholdet eller tjenesten i
overensstemmelse med de subjektive og objektive krav, hvis
– aftalen tillader og giver en gyldig grund til en sådan
ændring,
– sådan en ændring foretages uden yderligere omkostning‐
er for forbrugeren,
– forbrugeren informeres om ændringen på en klar og for‐
ståelig måde, og
– forbrugeren underrettes i de tilfælde, der er omhandlet
i artikel 19, stk. 2, om forbrugerens ret til ophævelse
ved visse ændringer, i rimelig tid forinden på en klar og
forståelig måde på et varigt medium om elementerne i
og tidspunktet for ændringen og om retten til at ophæve
aftalen i overensstemmelse med artikel 19, stk. 2, eller
om muligheden for at beholde det digitale indhold eller
den digitale tjeneste uden sådan en ændring i overens‐
stemmelse med artikel 19, stk. 4.
Direktivet om digitalt indhold omfatter også ændringer, sås‐
om opdateringer og opgraderinger, som erhvervsdrivende
foretager af det digitale indhold eller den digitale tjeneste,
der leveres til eller stilles til rådighed for forbrugeren over
en periode. I betragtning af den hurtige udvikling inden for
digitalt indhold og digitale tjenester kan sådanne opdaterin‐
ger, opgraderinger eller lignende ændringer være nødvendi‐
ge, og de er ofte til fordel for forbrugeren. Nogle ændringer,
f.eks. dem, der kan være fastsat som opdateringer i aftalen,
kan indgå i de aftalemæssige forpligtelser. Andre ændringer
kan være nødvendige for at opfylde de objektive krav til
digitalt indholds eller en digital tjenestes overensstemmel‐
se. Andre ændringer, som ville afvige fra de objektive krav
til overensstemmelse, og som er forudsigelige på tidspunktet
for aftalens indgåelse, vil udtrykkeligt skulle godkendes af
forbrugeren, når aftalen indgås, jf. præambelbetragtning nr.
74.
I tillæg til de ændringer, som har til formål at sikre overens‐
stemmelse, bør den erhvervsdrivende på visse betingelser
have ret til at ændre egenskaber ved det digitale indhold
eller den digitale tjeneste, forudsat at aftalen giver en gyl‐
dig grund til en sådan ændring. Sådanne gyldige grunde
kan omfatte tilfælde, hvor ændringen er nødvendig for at
tilpasse det digitale indhold eller den digitale tjeneste til et
nyt teknisk miljø eller til et stigende antal brugere eller er
nødvendig af andre vigtige driftsmæssige grunde. Sådanne
ændringer er ofte til forbrugerens fordel, da de forbedrer
indholdet eller tjenesten. Parterne kan derfor lade aftalen
indeholde bestemmelser, der tillader den erhvervsdrivende
at foretage ændringer. For at skabe balance mellem forbru‐
ger- og erhvervsinteresser bør en sådan mulighed for den
erhvervsdrivende kombineres med en ret for forbrugeren
til at ophæve aftalen, hvis sådanne ændringer har negativ
indvirkning på anvendelsen af eller adgangen til det digitale
indhold eller den digitale tjeneste på mere end kun en uvæ‐
sentlig måde. Det omfang, i hvilket ændringer har negativ
indvirkning på en forbrugers anvendelse af eller adgang til
digitalt indhold eller en digital tjeneste, bør fastslås objektivt
under hensyntagen til arten af og formålet med det pågæl‐
dende digitale indhold eller den pågældende digitale tjeneste
og til den kvalitet, funktionalitet, kompatibilitet samt de
øvrige hovedegenskaber, der er almindelige for indhold eller
tjenester af samme type. De regler, der er fastlagt i direktiv‐
et, for sådanne opdateringer, opgraderinger eller lignende
ændringer bør dog ikke vedrøre situationer, hvor parterne
indgår en ny aftale om levering af det digitale indhold eller
den digitale tjeneste, f.eks. som følge af udsendelse af en ny
version af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, jf.
præambelbetragtning nr. 75.
3.2.1.3.6.2. Forbrugerens ret til ophævelse ved visse ændrin‐
ger af det digitale indhold eller den digitale tjeneste
Forbrugeren er ifølge artikel 19, stk. 2, berettiget til at op‐
hæve aftalen, hvis en ændring har negativ indvirkning på
forbrugerens adgang til eller anvendelse af det digitale ind‐
hold eller den digitale tjeneste, medmindre en sådan negativ
indvirkning kun er uvæsentlig. I så fald har forbrugeren
ret til at ophæve aftalen gratis inden for 30 dage efter mod‐
42
tagelsen af informationen eller fra det tidspunkt, hvor det
digitale indhold eller den digitale tjeneste er blevet ændret af
den erhvervsdrivende, alt efter hvilken dato der er den sene‐
ste. Hvor forbrugeren ophæver aftalen i overensstemmelse
med artikel 19, stk. 2, finder artikel 15-18 om ophævelse
mv. tilsvarende anvendelse, jf. artikel 19, stk. 3.
Artikel 19, stk. 2 og 3, om forbrugerens adgang til at ophæ‐
ve ved visse ændringer finder ikke anvendelse, hvis den
erhvervsdrivende har gjort det muligt for forbrugeren uden
yderligere omkostninger at beholde det digitale indhold eller
den digitale tjeneste uden ændring, og indholdet eller tjene‐
sten forbliver i overensstemmelse, jf. artikel 19, stk. 4.
Hvis kravene til en ændring ikke er opfyldt, og ændringen
medfører manglende overensstemmelse, berører det ikke
forbrugerens ret til at få bragt det digitale indhold eller den
digitale tjeneste i overensstemmelse, få afslag i prisen eller
ophæve aftalen. Tilsvarende, hvis det digitale indholds eller
den digitale tjenestes manglende overensstemmelse opstår
efter en ændring og ikke er forårsaget af ændringen, bør for‐
brugeren fortsat have ret til at påberåbe sig sine beføjelser
som fastsat i direktivet ved manglende overensstemmelse i
relation til indholdet eller tjenesten, jf. præambelbetragtning
nr. 77.
3.2.1.3.7. Tredjemands rettigheder
Hvis en begrænsning som følge af en krænkelse af en tredje‐
mands rettigheder, navnlig immaterielle rettigheder, forhin‐
drer eller begrænser brugen af det digitale indhold eller den
digitale tjeneste i overensstemmelse med de objektive og
subjektive krav til overensstemmelse, skal medlemsstaterne
sikre, at forbrugeren er berettiget til de misligholdelsesbefø‐
jelser, der er fastsat i artikel 14, medmindre der i national ret
er fastsat bestemmelser om ugyldighed eller ophævelse af
aftalen om levering af det digitale indhold eller den digitale
tjeneste i sådanne tilfælde, jf. artikel 10.
Begrænsninger af forbrugerens brug af det digitale indhold
eller den digitale tjeneste i overensstemmelse med direk‐
tivet kan skyldes begrænsninger pålagt af indehaveren af
immaterielle rettigheder i overensstemmelse med immateri‐
alretten. Sådanne begrænsninger kan følge af slutbrugerens
licensaftale, i henhold til hvilken det digitale indhold eller
den digitale tjeneste leveres til forbrugeren. Det kan være
tilfældet, når f.eks. aftalen om slutbrugerlicens forbyder for‐
brugeren at gøre brug af visse egenskaber i forbindelse med
det digitale indholds eller den digitale tjenestes funktiona‐
litet. En sådan begrænsning kunne betyde, at det digitale
indhold eller den digitale tjeneste er i strid med de objektive
krav til overensstemmelse, hvis den vedrørte egenskaber,
der sædvanligvis findes i indhold eller tjenester af samme
type, og som forbrugeren med rimelighed kan forvente. I
sådanne tilfælde bør forbrugeren kunne gøre brug af de
beføjelser, der er fastsat i direktivet, for den manglende
overensstemmelse over for den erhvervsdrivende, der har
leveret det digitale indhold eller den digitale tjeneste. Den
erhvervsdrivende kan kun undgå et sådant ansvar ved at
opfylde betingelserne for fravigelse af de objektive krav til
overensstemmelse, jf. præambelbetragtning nr. 53.
Juridiske mangler er et særligt vigtigt anliggende for digitalt
indhold eller digitale tjenester, der er omfattet af immate‐
rielle rettigheder. Begrænsninger af forbrugerens brug af
digitalt indhold eller en digital tjeneste i overensstemmelse
med direktivet om digitalt indhold kan skyldes en krænkelse
af tredjemands rettigheder. En sådan krænkelse kan reelt
forhindre forbrugeren i at anvende indholdet eller tjenesten
eller nogle af deres egenskaber, f.eks. når forbrugeren slet
ikke kan få adgang til indholdet eller tjenesten eller ikke kan
gøre det lovligt. Det kan være, fordi tredjemanden med rette
tvinger den erhvervsdrivende til at standse overtrædelsen af
rettighederne og ophøre med at tilbyde det pågældende digi‐
tale indhold eller den digitale tjeneste, eller at forbrugeren
ikke kan bruge indholdet eller tjenesten uden at overtræde
loven. I tilfælde af en krænkelse af tredjemands rettighe‐
der, som resulterer i en begrænsning, der forhindrer eller
begrænser brugen af det digitale indhold eller den digitale
tjeneste i overensstemmelse med de subjektive og objektive
krav til overensstemmelse, bør forbrugeren være berettiget
til beføjelserne ved manglende overensstemmelse, medmin‐
dre der i henhold til national ret er mulighed for at erklære
aftalen ugyldig eller for ophævelse heraf, f.eks. på grund af
krænkelse af en garanti vedrørende ejendomsret, jf. præam‐
belbetragtning nr. 54.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 126-147.
3.2.2. Udvalgets overvejelser
3.2.2.1. Mangelsbegrebet
3.2.2.1.1. Generelt
Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold indfører en
række subjektive krav til overensstemmelse (en mangelfri
ydelse), som bygger på parternes konkrete aftale, og en ræk‐
ke objektive krav til overensstemmelse, der angiver, hvad
der almindeligvis kan forventes af en given vare, digitalt
indhold eller en digital tjeneste.
De subjektive krav indebærer, at salgsgenstanden skal svare
til den art, beskrivelse, type, mængde og kvalitet samt besid‐
de den funktionalitet, kompatibilitet og interoperabilitet og
de øvrige egenskaber, som er beskrevet i købsaftalen, være
egnet til ethvert særligt formål, som forbrugeren ønsker, at
den skal kunne anvendes til, og som forbrugeren har gjort
sælger bekendt med senest på tidspunktet for købsaftalens
indgåelse, og som sælger har accepteret, leveres med alt
tilbehør og vejledning, herunder om installation, og kunde‐
service som beskrevet i købsaftalen, og opdateres som be‐
skrevet i købsaftalen.
43
Udvalget vurderer, at de subjektive krav allerede i vidt om‐
fang er en del af det gældende mangelsbegreb i købelovens
§§ 75 a og 76.
De objektive krav indebærer bl.a., at salgsgenstanden som
udgangspunkt skal være egnet til de formål, som genstande
af samme type normalt anvendes til, under hensyntagen til,
hvor det er relevant, eventuel eksisterende EU-ret og natio‐
nal ret, tekniske standarder eller, i mangel af sådanne tekni‐
ske standarder, gældende sektorspecifikke brancheadfærds‐
kodekser, hvor det er relevant, være af den kvalitet og svare
til den beskrivelse, der gælder for en prøve eller en model,
som sælgeren har stillet til rådighed for forbrugeren inden
aftaleindgåelsen, hvor det er relevant, leveres med eventu‐
elt tilbehør, herunder emballage, installationsvejledning el‐
ler anden vejledning, som forbrugeren med rimelighed kan
forvente at modtage, og svare til den mængde og have de
egenskaber og øvrige funktioner, herunder med hensyn til
holdbarhed, funktionalitet, kompatibilitet og sikkerhed, der
er sædvanlige for salgsgenstande af samme type, og som
forbrugeren med rimelighed kan forvente under hensyntagen
til genstandens art og eventuelle offentlige udsagn, som er
fremsat af eller på vegne af sælgeren eller andre personer
i tidligere led i transaktionskæden, herunder producenten,
navnlig i reklamer eller gennem mærkning. Sælgeren kan
dog undgå at blive bundet af sådanne offentlige udsagn i
en række tilfælde, f.eks. ved at rette dem på tidspunktet for
indgåelsen af aftalen.
Udvalget vurderer, at de objektive krav allerede i vidt om‐
fang er en del af det gældende mangelsbegrebet i købelo‐
vens §§ 75 a og 76.
Som nye elementer indebærer direktivernes objektive krav
bl.a., at sælgeren skal sikre, at forbrugeren får besked om og
får leveret opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, i
en vis periode. Denne periode kan være længere end den
sædvanlige reklamationsfrist, når der er tale om en eller
flere enkeltstående leveringer af digitalt indhold og digitale
tjenester, herunder når disse er en del af varer med digita‐
le elementer. Direktiverne indeholder derudover regler om,
hvornår mangler som følge af forkert installation af en vare,
digitalt indhold eller en digital tjeneste kan påberåbes, og
hvornår en begrænsning i anvendelsen af varen, det digitale
indhold eller den digitale tjeneste som følge af tredjemands
rettigheder udgør en retsmangel.
Udvalget vurderer, at gennemførelse af direktiverne nødven‐
diggør en række ændringer af købelovens regler om mang‐
ler, herunder særligt af lovens §§ 75 a-76. Udvalget foreslår,
at købelovens §§ 75 a-76 erstattes af direktivernes bestem‐
melser om overensstemmelse, subjektive og objektive krav
til overensstemmelse, forkert installation og tredjemands
rettigheder.
3.2.2.1.2. Sælgers loyale oplysningspligt
Udvalget har overvejet, om det er muligt at opretholde kø‐
belovens § 76, stk. 1, nr. 3, om sælgers loyale oplysnings‐
pligt. Efter bestemmelsen foreligger der en mangel ved
salgsgenstanden, hvis sælgeren har forsømt at give forbru‐
geren oplysning om forhold, der har haft betydning for for‐
brugerens bedømmelse af genstanden, som sælgeren kendte
eller burde kende.
Udvalget anfører, at sælgers loyale oplysningspligt så vidt
muligt bør opretholdes ved implementering af direktiverne,
og at der bør gælde ens regler for oplysningspligten uanset
salgsgenstandens karakter.
Ifølge varedirektivets præambelbetragtning nr. 20 kan med‐
lemsstaterne fastsætte oplysningsforpligtelser for sælgeren i
forbindelse med aftalens indgåelse eller sælgerens pligt til
at advare forbrugeren om f.eks. visse egenskaber ved varen,
egnetheden af de materialer, som forbrugeren har leveret,
eller mulige ulemper som følge af specifikke anmodninger
fra forbrugeren. Udvalget vurderer derfor, at sælgers loyale
oplysningspligt kan opretholdes i relation til varedirektivet.
Udvalget har spurgt EU-Kommissionen, om det er muligt
at fastsætte regler om sælgers oplysningspligt i relation til
direktivet om digitalt indhold, når direktivet ikke indeholder
en præambelbetragtning herom. Kommissionen har svaret,
at direktivet ikke giver mulighed for at fastsætte oplysnings‐
forpligtelser for sælgeren. Udvalget vurderer derfor, at be‐
stemmelsen om sælgers loyale oplysningspligt ikke kan op‐
retholdes i relation til digitalt indhold og digitale tjenester.
Udvalget foreslår, at der indsættes en særskilt bestemmel‐
se om sælgers loyale oplysningspligt i købeloven, som ind‐
holdsmæssigt svarer til den gældende § 76, stk. 1, nr. 3,
og at bestemmelsen ikke skal gælde for digitalt indhold og
digitale tjenester.
3.2.2.2. Ændring af digitalt indhold og digitale tjenester
Artikel 19 i direktivet om digitalt indhold indeholder regler
om, hvornår sælgeren kan ændre digitalt indhold og digitale
tjenester, der leveres over en periode. Artiklen indeholder
bl.a. regler om, hvornår en ændring må foretages, og hvor‐
når forbrugeren kan ophæve aftalen som følge af (visse)
ændringer. Købeloven indeholder ikke tilsvarende regler. I
dansk ret vil sådanne forhold typisk være aftalebestemte.
Udvalget vurderer, at der er behov for at indsætte en ny be‐
stemmelse i købeloven, som regulerer sælgerens adgang til
at foretage ændring af digitalt indhold og digitale tjenester
samt kravene hertil og forbrugerens adgang til at ophæve
aftalen som følge af visse ændringer.
44
3.2.2.3. Forbehold og mangler som forbrugeren var bekendt
med
Købelovens § 77, stk. 1, indeholder et forbud mod, at sæl‐
geren tager et generelt forbehold for salgsgenstandens over‐
ensstemmelse i forbrugerkøb. Bestemmelsen tillader kon‐
krete forbehold.
Efter købelovens § 77 b kan forbrugeren ikke påberåbe sig
en mangel, som forbrugeren var eller måtte være bekendt
med ved aftalens indgåelse, medmindre der er holdepunkter
herfor i aftalen, eller sælgeren har handlet i strid med almin‐
delig hæderlighed.
Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold giver parter‐
ne mulighed for at fravige de objektive krav til overensstem‐
melse. Der er ikke tale om en mangel ved salgsgenstanden,
hvis forbrugeren på tidspunktet for indgåelsen af aftalen er
blevet gjort tydeligt opmærksom på, at en bestemt egenskab
ved varen, det digitale indhold eller den digitale tjeneste af‐
viger fra de objektive krav til overensstemmelse, og forbru‐
geren udtrykkeligt og særskilt har accepteret denne afvigelse
ved indgåelsen af aftalen.
Udvalget vurderer, at begge direktiver giver parterne mulig‐
hed for at aftale et konkret forbehold vedrørende bestemte
egenskaber. Modsætningsvis følger, at direktiverne ikke til‐
lader, at sælger tager et generelt forbehold.
Udvalget vurderer, at retstilstanden efter købelovens § 77 og
§ 77 b i det væsentlige svarer til direktiverne. Som følge
af kravene til direktivimplementering vurderes det imidlertid
ikke muligt at opretholde købelovens § 77, stk. 1, og § 77 b
i deres nuværende form. Udvalget foreslår, at bestemmelser‐
ne ophæves og erstattes af direktivernes bestemmelser om
forbehold.
3.2.2.4. Forbehold ved køb af brugte genstande på offentlig
auktion
Købelovens § 77, stk. 2, indeholder en begrænsning i ad‐
gangen til at gøre mangler gældende for brugte genstande,
der er solgt på offentlig auktion. Hvis forbrugeren selv har
mulighed for at være til stede, kan forbrugeren kun påberåbe
sig, at der foreligger en mangel, hvis det følger af § 76,
stk. 1, nr. 1-3, eller hvis genstanden er i væsentlig ringere
stand, end forbrugeren under hensyn til omstændighederne
havde grund til at regne med. Udvalget har overvejet om
bestemmelsen kan og bør opretholdes.
Varedirektivet giver medlemsstaterne mulighed for at ude‐
lukke købsaftaler om brugte varer, som sælges på offentlige
auktioner, fra direktivets anvendelsesområde. Hvis mulighe‐
den anvendes, skal forbrugere have let adgang til klare og
omfattende oplysninger om, at rettighederne i direktivet ikke
finder anvendelse, jf. artikel 3, stk. 5. Direktivet om digitalt
indhold indeholder ikke denne mulighed.
Udvalget vurderer, at det ud fra en ”det mindre i det mere”-
betragtning er muligt at opretholde købelovens § 77, stk. 2,
på varedirektivets område.
Udvalget vurderer derimod, at det ikke er muligt at indføre
en tilsvarende regel for digitalt indhold og digitale tjenester.
Udvalget foreslår, at begrænsningerne i adgangen til at gø‐
re mangler gældende for brugte genstande, der er solgt på
offentlige auktioner, så vidt muligt videreføres i en særskilt
bestemmelse.
3.2.2.5. Tidspunktet for mangelsbedømmelsen
Købelovens § 77 a, stk. 1, foreskriver, at mangelsbedøm‐
melsen skal ske på tidspunktet for risikoens overgang. I
forbrugerkøb går risikoen over på forbrugeren på leverings‐
tidspunktet, således som det er fastlagt ved købelovens § 73,
hvis sælgeren skal sende salgsgenstanden.
Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold anvender
begrebet levering som det relevante tidspunkt for vurdering
af, om der foreligger en mangel ved salgsgenstanden. Ud‐
valget har overvejet, om det er muligt at opretholde den
nuværende formulering af købelovens § 77 a, stk. 1.
Udvalget vurderer, at det er nødvendigt at ændre § 77 a, stk.
1, så det kommer til at fremgå, at det relevante tidspunkt
for mangelsvurderingen er leveringstidspunktet. Udvalget
foreslår en sådan ændring. Udvalget vurderer, at ændringen i
de fleste tilfælde ikke vil have nogen praktisk betydning.
3.2.2.6. Levering
Ifølge købelovens § 73, stk. 1, anses levering for sket, når
salgsgenstanden er kommet i forbrugerens besiddelse, hvis
sælgeren skal sende salgsgenstanden.
Varedirektivet overlader det til medlemsstaterne at fastsætte,
hvad sælger skal gøre for at opfylde sin leveringsforpligtel‐
se. Både varedirektivet og direktivet om digitalt indhold
indeholder dog konkrete bestemmelser om, hvornår der er
sket levering for så vidt angår varer med digitale elementer,
digitalt indhold og digitale tjenester.
Udvalget vurderer, at det er nødvendigt at indsætte regler
i købeloven om, hvornår der er sket levering af varer med
digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester.
Udvalget foreslår, at hvis en aftale angår digitalt indhold,
45
der ikke leveres på et fysisk medium, anses leveringen for
sket, når det digitale indhold eller andre midler, der er egne‐
de til at få adgang til eller downloade indholdet, er stillet
til rådighed eller gjort tilgængelige for køberen eller for en
fysisk eller virtuel facilitet, som køberen har valgt til det
formål.
Udvalget foreslår endvidere, at hvis en aftale angår en digi‐
tal tjeneste, anses leveringen for sket, når tjenesten er gjort
tilgængelig for køberen eller for en fysisk eller virtuel facili‐
tet, som køberen har valgt til det formål.
Udvalget foreslår derudover, at varer med digitale elementer
anses for at være leveret til køberen, når både varernes fy‐
siske komponent og det digitale indhold eller den digitale
tjeneste er leveret.
3.2.2.7. Forsinkelse
Købelovens § 74, stk. 1, 1. pkt., foreskriver, at der skal
ske levering uden unødig forsinkelse og senest 30 dage
efter aftalens indgåelse, medmindre parterne har aftalt an‐
det. Det fremgår af 2. pkt., at der foreligger forsinkelse, hvis
salgsgenstanden ikke leveres i rette tid, og det ikke skyldes
forbrugeren eller en omstændighed, som forbrugeren bærer
risikoen for.
Det fremgår af købelovens § 74, stk. 2, at i tilfælde af
forsinkelse kan forbrugeren hæve købet, hvis forsinkelsen er
af væsentlig betydning for forbrugeren, og sælgeren måtte
forudsætte det, eller hvis sælgeren har nægtet levering. Det
samme gælder, hvis sælgeren ikke efter påkrav fra forbru‐
geren leverer salgsgenstanden inden udløbet af en rimelig
frist.
Ifølge købelovens § 74, stk. 3, skal sælgeren ved ophævelse
af aftalen uden unødig forsinkelse tilbagebetale alle beløb,
der er betalt i henhold til aftalen.
Købelovens § 74 implementerer forbrugerrettighedsdirektiv‐
ets artikel 18. Varedirektivet indeholder ikke regler om for‐
sinkelse.
Artikel 5 i direktivet om digitalt indhold foreskriver, at leve‐
ring skal ske uden unødig forsinkelse efter aftalens indgåel‐
se.
Artikel 13 i direktivet om digitalt indhold indeholder regler
om forbrugerens beføjelser ved manglende levering. Det
fremgår af artikel 13, stk. 1, at hvis sælgeren ikke leverer
det digitale indhold eller den digitale tjeneste uden unø‐
dig forsinkelse, skal forbrugeren anmode sælgeren om at
levere. Hvis sælgeren derefter ikke leverer uden unødig
forsinkelse eller inden for en yderligere frist, som parterne
udtrykkelig er blevet enige om, kan forbrugeren ophæve
aftalen. Det fremgår af artikel 13, stk. 2, at forbrugeren er
berettiget til at ophæve aftalen omgående, hvis sælgeren har
meddelt, eller det tydeligt fremgår af omstændighederne,
at sælgeren ikke vil levere, eller hvis parterne har aftalt, el‐
ler det tydeligt fremgår af omstændighederne ved aftaleind‐
gåelsen, at et bestemt leveringstidspunkt er afgørende for
forbrugeren, og sælgeren ikke leverer inden eller på dette
tidspunkt. Artikel 13, stk. 2, svarer til forbrugerettighedsdi‐
rektivets artikel 18 med den undtagelse, at artikel 13, stk.
1, 2. led, om ”tydeligt fremgår af omstændighederne” ikke
findes artikel 18. Endelig fremgår det af artikel 13, stk. 3,
at hvis forbrugeren ophæver på grund af forsinkelse, finder
direktivets bestemmelser om mangelsbeføjelser tilsvarende
anvendelse.
Artikel 5 og 13 finder ikke anvendelse på et fysisk medium,
der udelukkende bruges som en bærer af digitalt indhold, jf.
artikel 3, stk. 3, i direktivet om digitalt indhold.
Udvalget har overvejet, hvilke justeringer af købelovens §
74, direktiverne giver anledning til.
Udvalget vurderer, at købelovens § 74, stk. 1, 1. pkt., skal
opretholdes i relation til varedirektivet, da bestemmelsen
implementerer artikel 18 i forbrugerrettighedsdirektivet, der
er totalharmoniserende. Forbrugerrettighedsdirektivets arti‐
kel 18 regulerer desuden digitalt indhold, der leveres på et
fysisk medium, jf. artikel 17, stk. 1, modsætningsvis. Reglen
om, at levering skal ske uden unødig forsinkelse og senest
30 dage efter aftalens indgåelse, medmindre parterne har
aftalt andet, skal derfor også finde anvendelse, når digitalt
indhold leveres på et fysisk medium, der udelukkende bru‐
ges som bærer af indholdet, f.eks. en CD eller DVD.
Udvalget vurderer, at det ikke er muligt at opretholde købe‐
lovens § 74, stk. 1, 1. pkt., i sin nuværende form for så vidt
angår digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium,
og digitale tjenester. Det skyldes, at direktivet om digitalt
indhold foreskriver, at levering skal ske uden unødig forsin‐
kelse og dermed ikke giver mulighed for at indføre andre
bestemmelser om forsinkelse, f.eks. den gældende 30-dages
frist i købeloven.
Udvalget foreslår, at der indføres forskellige regler for for‐
sinkelse afhængig af salgsgenstandens karakter, således at
sælgeren skal levere varer og digitalt indhold, der leveres på
et fysisk medium, uden unødig forsinkelse og senest 30 dage
efter aftalens indgåelse, mens der alene skal gælde et krav
om levering uden unødig forsinkelse for digitalt indhold, der
ikke leveres på et fysisk medium, og digitale tjenester.
Udvalget foreslår endvidere, at der indsættes et nyt punktum
i den gældende § 74, stk. 2, for at sikre, at forbrugeren ud
over i de tilfælde, der allerede er nævnt i bestemmelsen, kan
46
ophæve købet, hvis det tydeligt fremgår af omstændigheder‐
ne, at sælgeren ikke vil levere, og aftalen angår digitalt ind‐
hold, der ikke leveres på et fysisk medium, eller en digital
tjeneste.
Udvalget vurderer på grund af artikel 13, stk. 3, i direktivet
om digitalt indhold, at det er det nødvendigt, at direktivets
artikel 15-18 om sælgerens og forbrugerens forpligtelser ved
ophævelse som følge af mangler også kommer til at finde
anvendelse ved ophævelse som følge af forsinkelse for så
vidt angår digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk
medium, og digitale tjenester.
Udvalget anfører, at parternes forpligtelser i tilfælde af op‐
hævelse så vidt muligt bør være de samme, uanset om afta‐
len ophæves på grund af mangler eller forsinkelse, da det
vil give den klareste og mest enkle retstilstand. Udvalget
foreslår derfor, at de af direktiverne følgende forpligtelser
for sælgeren og forbrugeren ved ophævelse som følge af
mangler så vidt muligt skal finde anvendelse ved ophævelse
som følge af forsinkelse.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 147-156.
3.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord‐
ning
Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser og forslag,
og lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6-16 og 19, samt
bemærkningerne hertil.
3.3. Handelsmæssige garantier
3.3.1. Gældende ret
3.3.1.1. Købeloven
Købeloven definerer ikke, hvad en garanti er. Købeloven
knytter særlige retsvirkninger til sælgerens indeståelse eller
tilsikring for visse egenskaber ved salgsgenstanden.
Sælgerens afgivelse af en indeståelse mv. indebærer navn‐
lig, at der foreligger en mangel, hvis genstanden savner de
tilsikrede egenskaber. Hertil kommer, at sælgeren er erstat‐
ningsansvarlig på objektivt grundlag over for køberen, hvis
køberen lider tab som følge af manglen.
Rækkevidden af sælgerens indeståelse, tilsikring mv. af‐
hænger af en fortolkning af garantierklæringen med ud‐
gangspunkt i almindelige aftaleretlige regler. Bliver der ik‐
ke oplyst nærmere om indholdet af garantien eller lovet
noget specifikt, må man gå ud fra, at garantien (i det
mindste) dækker produktets funktionsdygtighed i garantipe‐
rioden. Ydelse af garanti indebærer efter fast praksis, at
garantigiveren har bevisbyrden for, at et garantisvigt, som
garantimodtager kan påvise, ikke er omfattet af garantien.
3.3.1.2. Markedsføringsloven
Ifølge markedsføringslovens § 17, stk. 1, nr. 1-3, skal en er‐
hvervsdrivende, der markedsfører en garanti eller lignende,
på let forståelig måde informere forbrugeren om garantiens
indhold, herunder eventuelle begrænsninger og forpligtelser
indeholdt i garantien, de oplysninger, der er nødvendige for
at gøre garantien gældende, og at forbrugerens ufravigelige
rettigheder efter lovgivningen ikke berøres af garantien. Vil‐
kårene for garantien skal være affattet på dansk, hvis mar‐
kedsføringen er sket på dansk, jf. § 17, stk. 2.
Bestemmelsen, der både omfatter mundtlige og skriftlige
garantier, gælder kun i forbrugerforhold og har til formål at
opstille formkrav samt at sikre gennemsigtighed om garanti‐
ens indhold. Den erhvervsdrivende skal i øvrigt i forbindelse
med aftaleindgåelsen overholde reglerne i forbrugeraftalelo‐
ven om garantier.
Ved garanti forstås en frivillig forpligtelse, som den er‐
hvervsdrivende påtager sig ved salg af produkter, hvor for‐
brugeren gives yderligere rettigheder, end dem, som følger
af lovgivningen.
Ifølge § 17, stk. 1, nr. 1, skal der gives oplysning om
garantiens indhold, herunder eventuelle begrænsninger og
forpligtelser indeholdt i garantien, f.eks. betingelserne for, at
garantien træder i kraft, begrænsninger i garantiens omfang
og udstrækning, og i hvilke tilfælde garantien bortfalder.
Ifølge § 17, stk. 1, nr. 2, skal der gives de oplysninger,
der er nødvendige for at gøre garantien gældende, f.eks.
garantiudstederens navn og adresse, garantiens varighed og
geografiske omfang og den procedure, der skal anvendes
for, at garantien træder i kraft og kan påberåbes af forbru‐
geren.
Ifølge § 17, stk. 1, nr. 3, skal der gives oplysning om,
at forbrugerens ufravigelige rettigheder efter lovgivningen
ikke berøres af garantien. Det skal positivt fremgå, at for‐
brugeren bevarer sine ufravigelige rettigheder efter lovgiv‐
ningen. Normalt vil en oplysning fra en erhvervsdrivende
eller, hvis garantien er skriftlig, en oplysning i garantien,
om at den ikke berører købers ufravigelige rettigheder efter
købeloven, være tilstrækkelig. Anden lovgivning skal dog
nævnes, hvis det er relevant.
Oplysningerne i § 17, stk. 1, nr. 1-3, skal gives på en klar
og forståelig måde. Den erhvervsdrivende skal give oplys‐
ningerne i en form og på en måde, der er let forståelig for
forbrugeren.
47
Bestemmelsen omfatter erhvervsdrivende, der f.eks. som
sælger, leverandør, producent, importør mv. yder en garanti
eller lignende i sin markedsføring, eller som i sin markeds‐
føring påtager sig at indestå for en garanti ydet af tredje‐
mand. Så snart en erhvervsdrivende nævner ordet garanti el‐
ler lignende i forbindelse med markedsføring af et produkt,
er der tale om en markedsføring af en garanti, der er omfat‐
tet af bestemmelsen. Det er ikke afgørende, om ordet garanti
er anvendt, men om den forpligtelse, den erhvervsdrivende
påtager sig, indholdsmæssigt kan sidestilles med en garanti.
Gyldigheden af en ydet garanti bevares, selv om garantien
ikke lever op til formkravene i § 17, stk. 1, nr. 1-3.
Overtrædelse af markedsføringslovens § 17 er ikke belagt
med straf, og en købsaftale bliver ikke ugyldig, hvis bestem‐
melsen overtrædes.
Lever en erhvervsdrivende ikke op til bestemmelsen, kan
der anlægges sag om forbud, påbud og erstatning, og For‐
brugerombudsmanden kan meddele påbud om efterlevelse
af bestemmelsen.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 156-159.
3.3.1.3. Varedirektivet
Ifølge varedirektivets artikel 17, stk. 1, er enhver handels‐
mæssig garanti bindende for garantigiveren på de vilkår, der
er fastsat i garantierklæringen og dertil hørende reklamer,
der var tilgængelige på tidspunktet for eller før indgåelsen
af aftalen. På de betingelser, der er fastsat i artiklen, og
med forbehold af andre bestemmelser i gældende EU-ret
eller national ret, er producenten, når en producent giver
forbrugeren en handelsmæssig garanti for holdbarhed for
visse varer i en bestemt periode, direkte ansvarlig over for
forbrugeren i hele perioden for garantien for holdbarhed
for så vidt angår afhjælpning eller omlevering af varen i
overensstemmelse med artikel 14 om afhjælpning eller om‐
levering. Producenten kan tilbyde forbrugeren gunstigere
betingelser i erklæringen om garantien for holdbarhed.
Hvis vilkårene i garantierklæringen er mindre fordelagtige
for forbrugeren end de vilkår, der fremgår af de dertil
hørende reklamer, er garantien bindende på de vilkår, der
fremgår af reklamerne vedrørende garantien, medmindre de
dertil hørende reklamer før aftaleindgåelsen er blevet rettet
på samme eller sammenlignelig måde, som de var blevet
fremsat.
Garantierklæringen skal udleveres til forbrugeren på et va‐
rigt medium senest ved levering af varerne, jf. artikel 17,
stk. 2, litra a-e. Erklæringen skal være udfærdiget på et klart
og forståeligt sprog og skal indeholde
– en utvetydig erklæring om, at forbrugeren ved lov har
ret til gratis afhjælpning fra sælgers side ved en mangel
på varerne, og at disse beføjelser ikke påvirkes af den
handelsmæssige garanti,
– garantigiverens navn og adresse,
– den procedure, som forbrugeren skal følge for at opnå
gennemførelse af den handelsmæssige garanti,
– betegnelsen på de varer, som den handelsmæssige garan‐
ti finder anvendelse på, og
– den handelsmæssige garantis vilkår.
Manglende overholdelse af betingelserne i artikel 17, stk. 2,
berører ikke det faktum, at den handelsmæssige garanti er
bindende for garantigiveren, jf. artikel 17, stk. 3.
Medlemsstaterne kan fastsætte regler om andre aspekter
vedrørende handelsmæssige garantier, som ikke er regule‐
ret ved artiklen, herunder regler for, på hvilket eller hvilke
sprog erklæringen om den handelsmæssige garanti skal gø‐
res tilgængelig for forbrugeren, jf. artikel 17, stk. 4.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 159-161.
3.3.2. Udvalgets overvejelser
3.3.2.1. Krav om ændring af regler
Udvalget vurderer, at varedirektivets artikel 17 om handels‐
mæssige garantier nødvendiggør en række lovændringer,
selv om det allerede følger af almindelig aftaleret, at garan‐
tier er bindende på de vilkår, der er fastsat i garantierklærin‐
gen.
3.3.2.2. Valg af lovmodel
Udvalget har overvejet, i hvilken lov varedirektivets artikel
17 bør implementeres.
Udvalget vurderer, at varedirektivets artikel 17, stk. 1, der
regulerer parternes aftalemæssige forpligtelser i relation til
garantier, bør implementeres i købeloven. Det skyldes, at
loven i forvejen regulerer netop parternes rettigheder og for‐
pligtelser i forbindelse med købsaftaler og retsvirkningerne
heraf. Udvalget foreslår, at der indsættes en ny bestemmelse
i købeloven for at gennemføre artikel 17, stk. 1.
Udvalget vurderer, at varedirektivets artikel 17, stk. 2 og 3,
der indeholder regler om formkrav til garantier og virknin‐
gen af manglende overholdelse heraf, bør implementeres i
markedsføringsloven. Det skyldes, at markedsføringsloven
allerede indeholder bestemmelser om netop formkrav, og
at markedsføringsloven ikke i øvrigt indeholder civilretlig
regulering. Udvalget foreslår, at artikel 17, stk. 2 og 3, gen‐
nemføres ved en justering af markedsføringslovens § 17,
stk. 1.
48
3.3.2.3. Vilkår, der er fastsat i erklæringen om garantien og
dertil hørende reklamer
Varedirektivets artikel 17, stk. 1, foreskriver, at enhver han‐
delsmæssig garanti er bindende for garantigiveren på de
vilkår, der er fastsat i garantierklæringen og dertil hørende
reklamer, der var tilgængelige på tidspunktet for eller før
indgåelsen af aftalen. Hvis vilkårene i erklæringen er mindre
fordelagtige for forbrugeren end de vilkår, der fremgår af
reklamerne, er garantien bindende på de vilkår, der frem‐
går af reklamerne, medmindre reklamerne før indgåelsen
af aftalen er blevet rettet på samme eller sammenlignelig
måde, som de var blevet fremsat. Bestemmelsen betyder, at
garantigiveren kan være bundet af reklamer frem for selve
garantierklæringen.
Dansk ret har hidtil ikke indeholdt en udtrykkelig bestem‐
melse om, at garantigiveren kan blive bundet af rekla‐
mer. Udvalget vurderer, at en sådan bestemmelse bør ind‐
sættes i dansk ret. Udvalget foreslår, at der indsættes en
ny bestemmelse i købeloven, hvoraf fremgår, at en handels‐
mæssig garanti er bindende for garantigiveren på erklæring‐
ens vilkår og dertil hørende reklamer.
3.3.2.4. Holdbarhedsgaranti afgivet af en producent
En producent, der giver forbrugeren en handelsmæssig ga‐
ranti for holdbarhed for visse varer i en bestemt periode,
skal være direkte ansvarlig over for forbrugeren i hele ga‐
rantiperioden for holdbarhed for så vidt angår afhjælpning
eller omlevering af varen, jf. artikel 17, stk. 1.
Udvalget vurderer, at der er behov for at indsætte en ny be‐
stemmelse i købeloven, der regulerer, hvornår en producent
indestår for en garanti. Udvalget foreslår, at der indsættes en
sådan bestemmelse.
3.3.2.5. Formkrav og retsvirkning ved overtrædelse heraf
Varedirektivets artikel 17, stk. 2, indeholder krav om, at en
handelsmæssig garanti skal udleveres til forbrugeren på et
varigt medium senest ved leveringen af varerne og være
udfærdiget på et klart og forståeligt sprog. Garantien skal
indeholde en utvetydig erklæring om, at forbrugeren ved lov
har ret til gratis afhjælpning fra sælgers side ved mangler,
og at dette ikke påvirkes af garantien, garantigiverens navn
og adresse, den procedure, som forbrugeren skal følge for
at opnå gennemførelse af garantien, betegnelsen på de varer,
som garantien finder anvendelse på, og garantiens vilkår.
Markedsføringslovens § 17, stk. 1, indeholder også form‐
krav til garantier, men der er ikke tale om helt de samme
krav. Der er f.eks. ikke i markedsføringsloven krav om,
at garantien skal gives på et varigt medium, ligesom form‐
kravene er formuleret anderledes. Markedsføringsloven har
desuden et bredere anvendelsesområde end varedirektivet,
fordi loven omfatter produkter, dvs. både varer og tjeneste‐
ydelser, jf. lovens § 1, stk. 1, sammenholdt med § 2, nr. 3,
mens direktivet alene omfatter varer.
Ifølge varedirektivets artikel 17, stk. 3, berører manglende
overholdelse af formkravene til en garanti ikke dens gyldig‐
hed. Det synes også at være udgangspunktet efter markeds‐
føringsloven, men det fremgår ikke direkte af § 17 eller
loven i øvrigt.
Udvalget vurderer, at varedirektivets artikel 17, stk. 2 og
3, bør gennemføres i dansk ret ved justering af markedsfø‐
ringslovens § 17, stk. 1, da førstnævnte vedrører formkrav
til garantier, hvilket allerede er reguleret i markedsføringslo‐
ven. Det betyder, at reglerne om garantier i varedirektivet
får samme anvendelsesområde som markedsføringsloven og
dermed omfatter både varer og tjenesteydelser, hvilket ud‐
valget vurderer er hensigtsmæssigt, da de gældende regler
om garantier har samme anvendelsesområde. Udvalget fore‐
slår, at varedirektivets artikel 17, stk. 2, og 3, gennemføres
ved en revidering af markedsføringslovens § 17.
Udvalget foreslår, at overtrædelse af markedsføringslovens
regler om formkrav til garantier sanktioneres svarende til en
række af lovens andre bestemmelser, så strafferammen som
udgangspunkt er bøde, jf. lovens § 37, stk. 3.
3.3.2.6. Andre aspekter vedrørende handelsmæssige garanti‐
er
Medlemsstaterne kan fastsætte regler om andre aspekter
vedrørende handelsmæssige garantier, som ikke er reguleret
i artikel 17, herunder regler for på hvilket eller hvilke sprog
erklæringen om garantien skal gøres tilgængelig for forbru‐
gere, jf. artikel 17, stk. 4.
Udvalget har overvejet, om den gældende § 17, stk. 2, i
markedsføringsloven, hvorefter vilkårene for en garanti skal
være affattet på dansk, hvis markedsføringen er sket på
dansk, bør opretholdes. Udvalget vurderer, at bestemmelsen
bør opretholdes og stiller forslag herom.
Udvalget har ikke fundet grundlag for at fastsætte regler om
andre aspekter vedrørende handelsmæssige garantier.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 161-164.
3.3.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord‐
ning
Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser og forslag,
og lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse hermed.
49
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 26, og § 2, nr. 2-4,
samt bemærkningerne hertil.
3.4. Misligholdelsesbeføjelser
3.4.1. Gældende ret
3.4.1.1. Købeloven
3.4.1.1.1. Generelt
Hvis en salgsgenstand lider af en mangel, har forbrugeren
valget mellem afhjælpning af manglen, levering af en anden
genstand, der stemmer overens med aftalen (omlevering),
et passende afslag i købesummen, eller ophævelse af købet,
hvis manglen ikke er uvæsentlig, jf. købelovens § 78, stk. 1,
nr. 1-4.
3.4.1.1.2. Afhjælpning
Det fremgår af købelovens § 78, stk. 1, nr. 1, at forbrugeren
kan forlange, at sælgeren foretager afhjælpning af en man‐
gel, dvs. gratis udbedring af manglen, så salgsgenstanden
bliver bragt i overensstemmelse med købsaftalen.
Afhjælpning kan ske ved, at manglen udbedres ved repara‐
tion eller ved, at sælgeren, hvis der foreligger en kvantitativ
mangel, efterleverer det, der mangler.
Sælgeren kan som udgangspunkt ikke afskære forbrugerens
krav på afhjælpning ved at tilbyde omlevering (eller om‐
vendt). Udgangspunktet modificeres dog af § 78, stk. 2, om
tilfælde, hvor den af forbrugeren valgte beføjelse er umulig
at gennemføre eller påfører sælgeren uforholdsmæssige om‐
kostninger. Forbrugerens krav på afhjælpning er ikke betin‐
get af, at der foreligger en ikke uvæsentlig mangel.
Har forbrugeren fremsat krav om afhjælpning, suspenderes
forbrugerens ret til at benytte sig af de øvrige misligholdel‐
sesbeføjelser. Opfylder sælgeren sin afhjælpningspligt, såle‐
des at genstanden bringes i mangelfri stand, bortfalder retten
til at gøre de øvrige beføjelser gældende endeligt. Aftaler
om, at sælgeren f.eks. skal afhjælpe en væsentlig mangel, vil
som udgangspunkt også være bindende for forbrugeren og
afskære denne fra at hæve eller kræve afslag, hvis sælgeren
opfylder sin afhjælpningspligt.
Hvis genstanden efter sælgerens afhjælpning fortsat er be‐
hæftet med en eller flere mangler, kan forbrugeren ophæve
købet, uanset at den eller de tilbageværende mangler ikke
er ”ikke uvæsentlige”. Forbrugeren kan dog være forpligtet
til at tåle flere afhjælpningsforsøg, således at forbrugeren af
den grund er afskåret fra at hæve med det samme.
Afhjælpning skal ske vederlagsfrit for forbrugeren, jf. også
§ 78, stk. 4. Forbrugeren skal dog i et vist omfang medvirke
ved afhjælpningens gennemførelse, f.eks. ved at give sæl‐
geren adgang til forbrugerens hjem i almindelig arbejdstid
eller ved, at forbrugeren selv bringer en mindre, let transpor‐
tabel salgsgenstand hen til et reparationssted, der ligger i
nærheden af forbrugerens bopæl, og henter genstanden igen,
når reparationen er gennemført. Er der tale om større ting
eller et fjerntliggende reparationssted, må sælgeren betale
for transporten til og fra stedet. Forbrugeren kan efter om‐
stændighederne pålægges at sende salgsgenstanden mod, at
sælgeren afholder transportomkostningerne.
3.4.1.1.3. Undersøgelsesgebyr
Hvis det ved undersøgelse af en salgsgenstand konstateres,
at den er behæftet med en mangel, kan sælger ikke kræve
sig betalt for undersøgelsen.
Hvis det derimod konstateres enten, at salgsgenstanden ikke
er defekt eller, at genstanden måske nok er defekt, men
at der ikke foreligger en køberetlig mangel, f.eks. fordi de‐
fekten skyldes forbrugerens behandling af genstanden, kan
sælgeren kræve et undersøgelsesgebyr, hvis forbrugeren på
forhånd er gjort udtrykkeligt bekendt hermed. En aftale om
undersøgelsesgebyr er underlagt de almindelige aftaleretlige
regler. Hvis en salgsgenstand indleveres til reparation i en
eventuel garantiperiode, kan sælgeren ikke kræve vederlag
for undersøgelsen, idet forbrugeren i sådanne tilfælde er
berettiget til at gå ud fra, at undersøgelsen er gratis.
Hvis sælgeren reparerer genstanden, selv om der ikke fore‐
ligger en køberetlig mangel, kan sælgeren kun kræve om‐
kostningerne herfor betalt, hvis sælgeren har indhentet en
bekræftelse på, at forbrugeren ønsker reparationen gennem‐
ført, selv om forbrugeren skal betale.
3.4.1.1.4. Omlevering
Det fremgår af købelovens § 78, stk. 1, nr. 2, at forbruger‐
en kan kræve omlevering af salgsgenstanden, dvs. levering
af en anden genstand, hvis den lider af en mangel. Den
omleverede genstand skal leve op til de krav, der følger af
købsaftalen. Omlevering er ikke betinget af, at der foreligger
en ikke uvæsentlig mangel.
Forbrugeren kan kun kræve omlevering, hvis der er tale om
genuskøb. I et specieskøb er omlevering som udgangspunkt
udelukket, fordi parternes aftale angår en individuelt be‐
stemt genstand. Selv om aftalen efter sin ordlyd ikke levner
sælgeren nogen valgfrihed, men udpeger en bestemt fysisk
vare som salgsgenstand, kan fortolkning af aftalen føre til,
at forbrugeren alligevel kan kræve omlevering, f.eks. hvis
genstanden uden ulempe kan ombyttes til en tilsvarende, og
det må antages, at parterne ikke har lagt vægt på valget af
genstand.
50
Sælgeren kan som udgangspunkt ikke afskære forbrugerens
krav på afhjælpning ved at tilbyde omlevering (eller om‐
vendt), jf. dog § 78, stk. 2, om tilfælde, hvor den valgte
beføjelse er umulig at gennemføre eller påfører sælgeren
uforholdsmæssige omkostninger.
3.4.1.1.5. Afslag
Det fremgår af købelovens § 78, stk. 1, nr. 3, at forbrugeren
som udgangspunkt kan kræve et passende afslag i købesum‐
men, hvis salgsgenstanden lider af en mangel. Sælgeren kan
dog afværge forbrugerens krav om afslag ved at foretage
afhjælpning eller omlevering.
Det er ikke en betingelse for afslag i forbrugerkøb, at
manglen er værdiforringende. Det betyder, at et passende
afslag kan ydes efter en friere rimelighedsvurdering end
et forholdsmæssigt afslag. Der kan f.eks. tages hensyn til
mangler, der ikke generelt indebærer en kvalitetsforringelse,
men som er af betydning for den konkrete forbruger. I de
tilfælde, hvor der foreligger en værdiforringende mangel,
udmåles og ydes et forholdsmæssigt afslag.
3.4.1.1.6. Ophævelse af købet
3.4.1.1.6.1. Generelt
Det fremgår af købelovens § 78, stk. 1, nr. 4, at forbrugeren
kan ophæve købsaftalen, hvis salgsgenstanden lider af en
ikke uvæsentlig mangel. Det beror på en konkret vurdering,
om der foreligger en ikke uvæsentlig mangel.
Kravet om ikke uvæsentlighed fraviges, hvis sælger har ud‐
vist svig eller i et genuskøb har undladt at fremskaffe en
mangelfri genstand, selv om det uden urimelig opofrelse
kunne være sket inden leveringstidspunktet. Der er på grund
af sælgerens adfærd i disse tilfælde altid tale om en ikke
uvæsentlig misligholdelse, der er hævebegrundende.
3.4.1.1.6.2. Ophævelse af købet ved aftale om successiv le‐
vering
Hvis sælgeren skal levere efterhånden (successivt), og en
enkelt levering er mangelfuld, kan forbrugeren kun hæve
købet for så vidt angår denne levering. Forbrugeren kan dog
også hæve købet for senere leveringers vedkommende, hvis
det må ventes, at også disse leveringer vil blive mangelful‐
de, eller hæve hele købet, hvis det er begrundet i sammen‐
hængen mellem leveringerne, jf. købelovens § 46.
3.4.1.1.7. Tilfælde hvor den valgte beføjelse er umulig eller
vil påføre sælger uforholdsmæssige omkostninger
Forbrugeren kan som udgangspunkt vælge, om der skal ske
omlevering eller afhjælpning, hvis salgsgenstanden er man‐
gelfuld. Forbrugeren kan imidlertid ikke kræve omlevering
eller afhjælpning, hvis gennemførelse af den valgte beføjel‐
se er umulig eller vil påføre sælgeren uforholdsmæssige
omkostninger. Der skal i den forbindelse tages hensyn til
salgsgenstandens værdi uden mangler, manglens betydning,
og om en anden beføjelse kan gennemføres uden væsentlig
ulempe for forbrugeren, jf. købelovens § 78, stk. 2. Det er
sælgeren, der har bevisbyrden for, at den valgte beføjelse er
umulig eller uforholdsmæssigt omkostningstung.
Tages der udgangspunkt i en situation, hvor forbrugeren øn‐
sker omlevering frem for afhjælpning, begrænses valgretten
for det første af, at den valgte beføjelse ikke må være umu‐
lig at gennemføre. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis købet
vedrører en speciesgenstand og visse bestillingskøb.
Forbrugerens valgret begrænses endvidere af, at den valgte
beføjelse ikke må påføre sælgeren uforholdsmæssige om‐
kostninger. Uforholdsmæssighedsvurderingen består af tre
led, og det skal vurderes, 1) om den valgte beføjelse påfører
sælgeren omkostninger, 2) om disse i givet fald er højere
end omkostningerne ved en anden beføjelse, og 3) i så fald
om denne omkostningsforskel er uforholdsmæssig.
For det første skal det vurderes, om den valgte beføjelse
rent faktisk vil påføre sælgeren omkostninger. Relevant for
vurderingen er navnlig de udgifter, der direkte er forbundet
med gennemførelsen af den pågældende beføjelse. Ønsker
forbrugeren omlevering, vil det således navnlig være salgs‐
genstandens indkøbspris, der skal inddrages. Omkostnings‐
begrebet må imidlertid forstås bredt, således at også omkost‐
ninger, der ikke direkte er relateret til varen, men som f.eks.
vedrører den tid og de ressourcer, der medgår til gennemfø‐
relsen af beføjelsen, er omfattet. Den brede forståelse af om‐
kostningsbegrebet indebærer, at gennemførelse af den valgte
beføjelse som oftest vil påføre sælgeren visse omkostninger.
Dernæst skal det vurderes, om de pågældende omkostninger
er højere end de omkostninger, som sælgeren ville blive
påført ved at opfylde en anden beføjelse. Hvis det ikke er
forbundet med flere omkostninger for sælger at omlevere
end at afhjælpe, er der ikke grundlag for at fravige udgangs‐
punktet om forbrugerens valgfrihed mellem de to beføjelser.
Endelig skal det vurderes, om den pågældende omkostnings‐
forskel er uforholdsmæssig. Ifølge § 78, stk. 2, skal der
ved uforholdsmæssighedsvurderingen tages hensyn til salgs‐
genstandens værdi uden mangler. Kræver forbrugeren omle‐
vering af en salgsgenstand af mindre værdi, vil der langt
sjældnere være grundlag for at fravige udgangspunktet om
forbrugerens valgret, end i de tilfælde, hvor købet vedrører
en kostbar genstand.
Ved uforholdsmæssighedsvurderingen skal der endvidere
tages hensyn til manglens betydning. Hermed forstås i
første række manglens betydning for salgsgenstandens funk‐
51
tion. Er der tale om en mangel, der er af central betydning
for genstandens funktion og anvendelse, vil det oftere føre
til, at en forbrugers krav om eksempelvis omlevering må
imødekommes, end i de tilfælde, hvor manglen er uden
funktionelle konsekvenser. Omlevering er ikke betinget af,
at der foreligger en ikke uvæsentlig mangel, men er manglen
bagatelagtig, må det ofte indebære, at et omleveringskrav
anses for uforholdsmæssigt sammenlignet med afhjælpning.
Ved vurderingen af manglens betydning må der tillige tages
hensyn til, hvilken betydning manglen har for den konkrete
forbruger. Selv om manglen ikke i almindelighed kan siges
at have en central betydning for salgsgenstandens funktion,
kan konkrete forhold hos forbrugeren medføre, at denne
har rimelig grund til at lægge betydelig vægt på det pågæl‐
dende forhold, hvilket i så fald må indgå i uforholdsmæssig‐
hedsvurderingen. Omvendt kan forholdet indgå med mindre
vægt i vurderingen, hvis forbrugeren konkret tillægger for‐
holdet mindre betydning, uanset at manglen i almindelighed
betragtes som central i forhold til salgsgenstandens funktion.
Endelig skal der tages hensyn til, om en anden beføjelse kan
gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren. Selv
om hensynet til varens værdi i mangelfri tilstand og betyd‐
ningen af manglen taler for at anse en forbrugers krav om
eksempelvis omlevering for uforholdsmæssigt, kan hensynet
til forbrugeren således trække i modsat retning. Det kan
f.eks. være tilfældet, hvis en afhjælpning må afvente hjem‐
tagelse af reservedele, og hvor forbrugeren skal anvende
salgsgenstanden i en bestemt nært forestående anledning. I
så fald vil afhjælpning ikke kunne gennemføres uden væ‐
sentlig ulempe for forbrugeren, hvilket i så fald må indgå i
uforholdsmæssighedsvurderingen.
Består manglen i, at sælger har undladt at stille de fornød‐
ne oplysninger om varens montering mv. til rådighed for
forbrugeren, må et krav om omlevering omvendt anses
for uforholdsmæssigt henset til, at afhjælpning i givet fald
ville kunne ske uden væsentlig ulempe for forbrugeren
ved, at sælgeren udleverer den manglende monteringsvej‐
ledning. Situationen er imidlertid en anden, hvis der som
følge af de manglende monteringsoplysninger er blevet på‐
ført varen en defekt. I så fald kan sælger ikke længere
foretage afhjælpning ved efterfølgende at udlevere en mon‐
teringsvejledning.
Viser manglen sig på et tidspunkt, hvor værdien af salgsgen‐
standen er faldet væsentligt som følge af forbrugerens brug,
vil et krav om omlevering tilsvarende kunne fremstå som
uforholdsmæssigt, hvis afhjælpning kan ske uden væsentlig
ulempe for forbrugeren.
Det kan også tænkes, at forbrugeren foretrækker afhjælp‐
ning frem for omlevering. Forbrugerens ret til at vælge
afhjælpning er også begrænset af, at det ikke må være umu‐
ligt. Der kan tænkes tilfælde, hvor en mangel ikke lader
sig udbedre, og hvor et afhjælpningskrav derfor vil være
umuligt at gennemføre.
Gennemførelse af et afhjælpningskrav vil som oftest inde‐
bære visse omkostninger for sælgeren. Det må herefter vur‐
deres, om disse omkostninger er uforholdsmæssige i forhold
til en anden beføjelse, hvorved der som nævnt bl.a. skal
tages hensyn til salgsgenstandens værdi uden mangler. Det
indebærer, at et krav om afhjælpning af en prisbillig, mas‐
seproduceret genstand ofte må siges at indebære en ufor‐
holdsmæssig økonomisk belastning for sælgeren, sammen‐
lignet med varens salgspris. Det omvendte vil være tilfældet
ved en kostbar salgsgenstand, hvor sælger kun kan afslå
en forbrugers afhjælpningskrav, hvis der foreligger vægtige
grunde.
Ved vurderingen af, om et afhjælpningskrav er uforholds‐
mæssigt, skal der tillige tages hensyn til manglens betyd‐
ning, hvilket dels sigter til manglens betydning for varens
funktion, dels til manglens betydning for den konkrete for‐
bruger.
Afhjælpningskravet vil endelig skulle vurderes i lyset af, om
en anden beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe
for forbrugeren. Selv om det anførte om varens værdi i
mangelfri tilstand og betydningen af manglen kan pege på,
at et afhjælpningskrav er uforholdsmæssigt, kan hensynet til
forbrugeren således trække i den modsatte retning.
Uforholdsmæssighedsvurderingen vil som hovedregel dreje
sig om valget mellem omlevering eller afhjælpning, men
efter omstændighederne kan også prisafslag og ophævelse
inddrages, hvis manglen ikke er uvæsentlig. Det vil navnlig
være aktuelt at inddrage disse beføjelser i sammenlignings‐
grundlaget for, om et afhjælpningskrav er uforholdsmæssigt,
i tilfælde, hvor salgsgenstanden ikke er ombyttelig, og om‐
levering derfor er umulig. I en sådan situation må rimelighe‐
den af de omkostninger, der er forbundet med at foretage
afhjælpning, vurderes i lyset af forbrugerens interesse i, at
der foretages afhjælpning. Må forbrugerens interesse henset
til manglens karakter og betydning anses for tilstrækkeligt
varetaget ved muligheden for prisafslag eller ophævelse, kan
resultatet blive, at afhjælpningskravet anses for uforholds‐
mæssigt.
3.4.1.1.8. Sælgers mulighed for at afskære afslag og ophæ‐
velse af købet
Hvis sælgeren tilbyder afhjælpning eller omlevering, kan
forbrugeren ifølge købelovens § 78, stk. 3, ikke kræve et
passende afslag i købesummen eller ophæve købet. Bestem‐
melsen indebærer, at sælgeren kan afværge forbrugerens
krav om ophævelse eller afslag ved at tilbyde afhjælpning
eller omlevering.
52
Denne mulighed for sælger er anvendelig i situationer, hvor
forbrugeren ikke ønsker afhjælpning eller omlevering, selv
om gennemførelse af den ene eller begge disse beføjelser er
mulig. I sådanne tilfælde er sælgeren berettiget til at afvise
forbrugerens krav om afslag eller ophævelse mod i stedet at
tilbyde afhjælpning og/eller omlevering.
Bestemmelsen finder endvidere anvendelse, hvis sælgeren
ønsker at tilbyde afhjælpning eller omlevering, uanset sæl‐
geren ikke ville være forpligtet hertil, fordi forbrugerens
krav herom ville være uforholdsmæssigt. I så fald vil sæl‐
gerens tilbud afskære forbrugerens øvrige misligholdelses‐
beføjelser.
Sælgerens tilbud om afhjælpning afskærer forbrugerens mis‐
ligholdelsesbeføjelser, selv om afhjælpning ikke sker, hvis
den manglende afhjælpning beror på forbrugerens forhold,
f.eks. fordi forbrugeren undlader at yde den nødvendige
medvirken til afhjælpningen eller uberettiget afslår tilbud‐
det.
3.4.1.1.9. Afhjælpning og omlevering skal ske inden for ri‐
melig tid samt uden udgift og væsentlig ulempe
Sælgeren skal opfylde krav eller tilbud om afhjælpning el‐
ler omlevering inden for rimelig tid, uden udgift og uden
væsentlig ulempe for forbrugeren. Sker det ikke, kan forbru‐
geren kræve et passende afslag i købesummen, ophævelse
af købet, omlevering eller, for så vidt det kan ske uden
uforholdsmæssige omkostninger, lade manglen afhjælpe af
tredjemand for sælgerens regning, jf. købelovens § 78, stk.
4. Bestemmelsen fastlægger retsvirkningerne af, at afhjælp‐
ning eller omlevering ikke sker inden for rimelig tid, uden
udgift og uden væsentlig ulempe for forbrugeren.
Adgangen til alene med hjemmel i § 78, stk. 4, at kræve
et passende afslag, at hæve, kræve omlevering eller at lade
manglen afhjælpe for sælgerens regning er betinget af, at
forbrugeren med rette kan fremsætte krav om afhjælpning
eller omlevering, at forbrugeren har fremsat påkrav herom,
og at afhjælpning eller omlevering på trods heraf ikke er
sket inden rimelig tid.
Hvis der er solgt flere genstande, og kun en del af disse
lider af mangler, kan forbrugeren hæve eller kræve omle‐
vering for de mangelfulde genstandes vedkommende, hvis
sælgeren ikke inden rimelig tid efter påkrav herom afhjælper
manglerne. Er der sammenhæng mellem købet af de man‐
gelfulde og de mangelfri genstande, kan køberen endvidere
hæve købet som helhed.
Forbrugeren kan ikke kræve, at afhjælpningen eller omleve‐
ringen skal ske helt uden ulempe. Det kan komme på tale,
at forbrugeren skal medvirke ved at bringe eller sende en
mindre salgsgenstand til sælgeren, hvis den f.eks. skal repa‐
reres. I så fald har forbrugeren krav på refusion af eventuelle
udgifter forbundet hermed. Det er heller ikke udelukket,
at forbrugeren skal medvirke til, at sælgeren forsøger at
afhjælpe flere gange, hvis afhjælpningen i øvrigt sker inden
for de tidsmæssige rammer, der fremgår af § 79, og forbru‐
geren ikke påføres væsentlig ulempe.
I forbindelse med afhjælpning ved tredjemand må der for
så vidt angår vurderingen af, om afhjælpning kan ske uden
uforholdsmæssige omkostninger, lægges vægt på, om re‐
parationen kunne være udført væsentlig billigere et andet
sted. I så fald må beløbet anses for at være uforholdsmæs‐
sigt stort, og forbrugeren er kun berettiget til fra sælgeren
at få refunderet de omkostninger, der ligger inden for græn‐
serne af § 78, stk. 2, 2. pkt., mens det resterende beløb må
afholdes af forbrugeren selv.
Hvis sælgeren ikke gennemfører et krav eller tilbud om
afhjælpning eller omlevering i overensstemmelse med de
angivne kriterier i § 78, stk. 4, kan forbrugeren gøre brug
af de øvrige beføjelser. I sådanne tilfælde er adgangen til at
hæve ikke betinget af, at der foreligger en ikke uvæsentlig
mangel.
Ved afgørelsen af, om afhjælpning eller omlevering er sket
inden for rimelig tid, jf. købelovens § 78, stk. 4, skal der
navnlig tages hensyn til genstandens art, manglens beskaf‐
fenhed og forbrugerens behov for genstanden, herunder om
sælgeren for egen regning har stillet en erstatningsgenstand
til rådighed for forbrugeren, jf. § 79, stk. 1. Kriterierne er
ikke udtømmende, og fristen regnes fra det tidspunkt, hvor
forbrugeren gør manglen gældende over for sælgeren.
Hvad der betragtes som rimelig tid til afhjælpning eller om‐
levering, beror på en konkret vurdering.
Forbrugerens eventuelle behov for hurtigt at kunne benytte
salgsgenstanden kan tale for, at sælgeren må fremskynde
afhjælpningen eller omleveringen. Sælgeren har dog mulig‐
hed for at forlænge perioden ved vederlagsfrit at stille en
erstatningsgenstand til rådighed for forbrugeren.
Det kan ligeledes indgå i vurderingen, om afhjælpning hen‐
holdsvis omlevering sker på forbrugerens eller sælgerens
initiativ. Fristen kan således være kortere, hvis det er sælge‐
ren, der tager initiativet, end hvis det er forbrugeren. Hvis
sælgeren tilbyder afhjælpning eller omlevering, må indivi‐
duelle forhold hos sælgeren også normalt tillægges mindre
betydning.
Ved fastlæggelsen af, hvilken frist der må anses for rimelig i
det konkrete tilfælde, må der desuden efter omstændigheder‐
ne tages hensyn til den periode, der er forløbet, siden salgs‐
genstanden blev leveret til forbrugeren. Da overskridelse af
53
fristen efter bestemmelsen bl.a. udløser hævebeføjelse for
forbrugeren, må det i et vist omfang indgå i vurderingen, om
eventuel ophævelse vil være meget byrdefuldt for sælgeren.
Sælger har efter omstændighederne et antal afhjælpningsfor‐
søg. Hvis afhjælpning sker hurtigt, kan det tale for, at sæl‐
geren får flere forsøg, mens en sælger, der er lang tid om at
afhjælpe, får færre forsøg. Har sælgeren tidligere afhjulpet
en type mangler, kan fristen for afhjælpning af andre mang‐
ler ved salgsgenstanden også blive kortere.
Sælgerens individuelle forhold, f.eks. værkstedskapacitet og
muligheden for at fremskaffe reservedele, kan bevirke, at
fristen forlænges.
3.4.1.1.10. Tilbageholdelse af købesummen
Ifølge købelovens § 79, stk. 2, kan forbrugeren tilbageholde
købesummen, indtil krav eller tilbud om afhjælpning eller
omlevering er opfyldt. Anses manglen for uvæsentlig, kan
forbrugeren dog ikke tilbageholde et beløb, som åbenbart
overstiger, hvad det vil koste at afhjælpe manglen.
Forbrugeren har mulighed for at holde (en del af) købesum‐
men tilbage, hvis sælgeren ikke opfylder et berettiget krav
om afhjælpning eller omlevering eller et fremsat tilbud her‐
om. Der tilkommer forbrugeren en vis margin ved vurde‐
ringen af størrelsen af det beløb, der kan tilbageholdes.
Retten til at holde købesummen tilbage ophører på det
tidspunkt, hvor sælgeren foretager afhjælpning eller omleve‐
ring.
3.4.1.1.11. Tilbageholdsret
Det fremgår af købelovens § 57, stk. 1, at hvis købet hæves,
er sælgeren ikke berettiget til at få genstanden tilbage, med‐
mindre sælgeren tilbagegiver, hvad sælgeren har modtaget
i betaling, og forbrugeren ikke berettiget til at få købesum‐
men tilbage, medmindre forbrugeren tilbageleverer det mod‐
tagne i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var
ved leveringen.
Bestemmelsen omfatter ikke kun ophævelse, men også til‐
fælde, hvor forbrugeren kræver omlevering. Hvis begge
parter allerede har erlagt deres ydelse, gælder samtidigheds‐
grundsætningen.
Har forbrugeren haft udbytte eller afkast af salgsgenstanden,
som ikke beror på egne dispositioner, må et sådant udbytte
også tilbagegives til sælgeren. Forbrugeren kan dog fradrage
de omkostninger, som forbrugeren har haft ved at oppebære
udbyttet og til opfyldelse af omsorgspligten.
Har forbrugeren haft nytte af salgsgenstanden, mens den
har været i forbrugerens besiddelse, kan forbrugeren efter
omstændighederne og en konkret vurdering blive pålagt
at godtgøre sælgeren værdien af nytten (i praksis som et
fradrag for nytteværdi i den købesum, som sælgeren skal
tilbagebetale).
Det er ikke tilstrækkeligt, at sælgeren stiller sikkerhed for
købesummens tilbagebetaling. Sælgeren skal tilbagebetale
købesummen.
Forbrugeren er ikke, medmindre der foreligger aftale her‐
om eller kutyme herfor, forpligtet eller berettiget til at til‐
bagesende genstanden, dvs. at forbrugeren blot skal stille
salgsgenstanden til sælgerens disposition på forbrugerens
plads. Sælgeren bærer omkostningerne ved tilbagesendelse.
Forbrugeren skal tilbagelevere det modtagne i væsentlig
samme stand og mængde, hvori det var ved leveringen. Er
der tale om en væsentlig forringelse af det modtagne, kan
forbrugeren kun hæve, hvis forringelsen beror på de forhold,
der fremgår af § 58. En uvæsentlig forringelse afskærer
ikke forbrugeren fra at hæve, men forbrugeren må betale
erstatning til sælgeren, medmindre forringelsen beror på de
forhold, der fremgår af § 58.
Det fremgår af købelovens § 57, stk. 2, at forbrugeren, når
forbrugeren hæver købet eller kræver omlevering, har ret til
at holde genstanden tilbage, indtil sælgeren svarer skyldig
erstatning eller stiller betryggende sikkerhed for denne. Be‐
stemmelsen angår forbrugerens tilbageholdsret i salgsgen‐
standen for et eventuelt erstatningskrav mod sælgeren.
Hæver sælgeren købet, har sælgeren i kraft af almindelige
regler om modregning adgang til at modregne sit eventuelle
erstatningskrav mod forbrugeren i dennes krav på tilbagebe‐
taling af købesummen.
Det fremgår af købelovens § 58, at selv om salgsgenstanden
er gået til grunde eller forandret, kan forbrugeren, uanset §
57, hæve købet, hvis undergangen eller forandringen skyldes
en hændelig begivenhed eller genstandens egen beskaffen‐
hed eller foranstaltninger, som udkrævedes til dens undersø‐
gelse, eller som er trufne inden den mangel, der medfører
ophævelse af købet, er opdaget eller burde være opdaget.
Bestemmelsen opregner en række forhold, som indebærer,
at forbrugeren kan hæve, selv om forbrugeren ikke er i
stand til at tilbagelevere salgsgenstanden i væsentlig samme
stand og mængde som ved leveringen. Skyldes genstandens
undergang eller forringelse forbrugerens culpøse forhold,
og kan genstanden derfor ikke tilbageleveres i væsentlig
samme stand, er der ikke tale om en hændelig begivenhed,
og forbrugeren er afskåret fra at hæve.
54
Bestemmelsen udgør en undtagelse til udgangspunktet i §
17, stk. 1, om, at risikoen for salgsgenstandens hændelige
undergang eller forringelse overgår på forbrugeren ved leve‐
ring.
Hvis der alene er tale om en uvæsentlig forringelse, afskæ‐
res hæveadgangen ikke, men forbrugeren skal erstatte sæl‐
geren den forvoldte skade (medmindre forringelsen er om‐
fattet af § 58).
Omfattet af § 58 er også almindelig brug eller forbrug af
salgsgenstanden, inden manglen opdages.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 164-179.
3.4.1.2. Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold
3.4.1.2.1. Varedirektivet
3.4.1.2.1.1. Beføjelser i tilfælde af mangler
I tilfælde af mangler har forbrugeren ret til at få varen bragt
i overensstemmelse, at få et forholdsmæssigt afslag i prisen
eller at ophæve aftalen på de betingelser, der er fastsat i
artiklen, jf. varedirektivets artikel 13, stk. 1.
Ifølge varedirektivets artikel 13, stk. 2, litra a-c, kan for‐
brugeren for at få varen bragt i overensstemmelse vælge
mellem afhjælpning og omlevering, medmindre den valgte
beføjelse er umulig eller i forhold til den anden beføjelse
vil påføre sælgeren udgifter, der er uforholdsmæssigt store
under hensyn til alle omstændigheder, herunder
– den værdi, varen ville have, hvis den var mangelfri,
– manglens betydning, og
– om den alternative beføjelse kunne foretages uden væ‐
sentlig ulempe for forbrugeren.
Sælgeren kan afvise at bringe varen i overensstemmelse,
hvis afhjælpning eller omlevering er umulig eller ville påfø‐
re sælgeren udgifter, som er uforholdsmæssigt store under
hensyn til alle omstændigheder, herunder de i artikel 13, stk.
2, litra a og b, nævnte omstændigheder, jf. artikel 13, stk. 3.
Forbrugerens valg mellem afhjælpning og omlevering kan
kun begrænses, hvis den valgte mulighed vil være jurid‐
isk eller faktuelt umulig eller vil påføre sælgeren uforholds‐
mæssigt store omkostninger i forhold til den anden tilgæn‐
gelige mulighed. Det er f.eks. uforholdsmæssigt at kræve
omlevering af et produkt på grund af en mindre ridse, hvor
en sådan omlevering ville medføre betydelige omkostninger,
og ridsen let ville kunne afhjælpes, jf. præambelbetragtning
nr. 48.
Sælgeren har mulighed for at afvise at bringe varerne i
overensstemmelse, hvis både afhjælpning og omlevering er
umulig eller vil påføre sælgeren uforholdsmæssigt store om‐
kostninger. Det samme gælder, hvis enten afhjælpning eller
omlevering er umulig, og den alternative beføjelse vil påføre
sælgeren uforholdsmæssigt store omkostninger. Hvis varer‐
ne befinder sig et andet sted end der, hvor de oprindeligt
blev leveret, kan omkostningerne ved porto og fragt f.eks.
blive uforholdsmæssigt store for sælgeren, jf. præambelbe‐
tragtning nr. 49.
Ifølge varedirektivets artikel 13, stk. 4, litra a-d, har forbru‐
geren ret til enten et forholdsmæssigt afslag i prisen eller til
ophævelse af købsaftalen, hvis
– sælgeren ikke har foretaget afhjælpning eller omlevering
eller ikke, hvis det er relevant, har foretaget afhjælpning
eller omlevering i overensstemmelse med artikel 14, stk.
2 og 3, eller sælgeren har afvist at bringe varen i over‐
ensstemmelse i henhold til artikel 13, stk. 3,
– hvis en mangel forbliver synlig, på trods af at sælgeren
har forsøgt at bringe varen i overensstemmelse,
– hvis manglen er af en så alvorlig karakter, at et omgåen‐
de afslag i prisen eller omgående ophævelse af købsafta‐
len er berettiget, eller
– hvis sælgeren har tilkendegivet, eller det fremgår tyde‐
ligt af omstændighederne, at sælgeren ikke vil bringe
varen i overensstemmelse inden for en rimelig tid eller
uden væsentlig ulempe for forbrugeren.
Bestemmelsen giver ikke umiddelbart forbrugeren ret til af‐
slag i prisen eller ophævelse af kontrakten i tilfælde, hvor
sælgeren har gennemført afhjælpning eller omlevering, men
det ikke er sket inden for rimelig tid, gratis eller uden
væsentlig ulempe for forbrugeren (modsat direktivet om di‐
gitalt indhold). Forbrugeren er heller ikke berettiget til at
ophæve aftalen, hvis manglen kun er uvæsentlig, jf. artikel
13, stk. 5. Kravet om ikke uvæsentlighed er indsat for at be‐
vare en balance mellem rettigheder og forpligtelser mellem
aftaleparterne, jf. præambelbetragtning nr. 53. Det er op til
sælgeren at bevise, at manglen er uvæsentlig, jf. artikel 13,
stk. 5.
Når der konstateres en mangel, skal forbrugeren underrette
sælgeren herom for at give sælgeren mulighed for at bringe
varen i overensstemmelse. Sælgeren skal gøre dette inden
for en rimelig periode. Forbrugeren har derfor i princippet
ikke omgående ret til afslag i prisen eller ophævelse af
aftalen, men bør give sælgeren rimelig tid til at afhjælpe
eller omlevere den mangelfulde vare. Hvis sælgeren ikke
har afhjulpet eller omleveret varen inden for rimelig tid, har
forbrugeren ret til at få et afslag i prisen eller ophæve aftalen
uden yderligere ventetid, jf. præambelbetragtning nr. 50.
Hvis afhjælpning eller omlevering ikke har været en til‐
strækkelig beføjelse for udbedring af manglen, har forbru‐
geren ret til et afslag i prisen eller til at ophæve aftalen. Det
er navnlig tilfældet, hvis sælgeren ikke har tilendebragt
afhjælpningen eller omleveringen, eller hvis det tydeligt
55
fremgår af omstændighederne, at sælgeren ikke vil foretage
afhjælpningen eller omleveringen, eller hvis sælgeren har
afvist at bringe varerne i overensstemmelse, fordi det er
umuligt at afhjælpe eller omlevere varerne, eller det vil
påføre sælgeren uforholdsmæssigt store omkostninger, jf.
præambelbetragtning nr. 51.
I visse tilfælde kan det være berettiget, at forbrugeren har ret
til omgående at få afslag i prisen eller at ophæve den pågæl‐
dende aftale. Hvis sælgeren har taget skridt til at bringe va‐
rerne i overensstemmelse, men der efterfølgende konstateres
en mangel, bør det objektivt fastslås, om forbrugeren bør ac‐
ceptere yderligere forsøg fra sælgerens side på at bringe va‐
rerne i overensstemmelse, under hensyntagen til alle sagens
omstændigheder såsom varernes type og værdi og manglens
art og betydning. Navnlig for dyre eller komplekse varer kan
det være berettiget at give sælgeren endnu et forsøg på at
afhjælpe manglen. Det bør også tages i betragtning, om for‐
brugeren kan forventes at bevare tilliden til sælgerens evne
til at bringe varen i overensstemmelse eller ej, f.eks. hvis
det samme problem opstår to gange. På samme måde kan
en mangel i visse situationer have en så alvorlig karakter,
at forbrugeren ikke kan bevare tilliden til sælgerens evne
til at bringe varen i overensstemmelse, såsom når manglen
i alvorlig grad berører forbrugerens evne til at anvende vare‐
rne på sædvanlig måde, og forbrugeren ikke kan forventes at
have tillid til, at sælgerens afhjælpning eller omlevering vil
udbedre problemet, jf. præambelbetragtning nr. 52.
Medlemsstaterne kan fastsætte de betingelser, hvorpå debi‐
tors opgaver kan varetages af en anden person, f.eks. de
betingelser, hvorpå sælgerens forpligtelse til at afhjælpe en
mangel ved en vare kan varetages af forbrugeren eller en
tredjemand for sælgerens regning, jf. præambelbetragtning
nr. 54.
3.4.1.2.1.2. Tilbageholdelse af købesummen
Forbrugeren har ret til at tilbageholde betaling af en
udestående del af prisen eller en del deraf, indtil sælger‐
en har opfyldt sine forpligtelser i henhold til varedirektiv‐
et. Medlemsstaterne kan frit fastsætte betingelser og regler
for forbrugerens udøvelse af retten til at tilbageholde beta‐
lingen, jf. artikel 13, stk. 6, og præambelbetragtning nr. 18.
3.4.1.2.1.3. Betydningen af forbrugerens bidrag til manglen
Medlemsstaterne kan regulere, hvorvidt og i hvilket omfang
forbrugerens bidrag til manglen berører forbrugerens ret til
at udøve misligholdelsesbeføjelser, jf. varedirektivets artikel
13, stk. 7.
3.4.1.2.1.4. Mangler, der konstateres inden 30 dage
Varedirektivet berører ikke medlemsstaternes frihed til at
give forbrugere ret til at vælge en specifik beføjelse, hvis en
mangel opdages inden for en periode efter levering, der ikke
overskrider 30 dage, jf. artikel 3, stk. 7.
Medlemsstaterne kan således give forbrugere ret til at væl‐
ge en specifik beføjelse, hvis der konstateres mangler ved
varerne kort tid efter levering, f.eks. ret til at afvise mangel‐
fulde varer og behandle aftalen som ophævet eller anmode
om øjeblikkelig omlevering inden for en kort periode efter
varernes levering, som ikke overskrider 30 dage, jf. præam‐
belbetragtning nr. 19.
3.4.1.2.1.5. Skjulte mangler
Varedirektivet berører ikke nationale regler, der ikke gælder
specifikt for forbrugeraftaler, og som giver specifikke befø‐
jelser i forbindelse med visse typer mangler, der ikke var
synlige/kunne konstateres på tidspunktet for købsaftalens
indgåelse, dvs. specifikke regler om sælgerens ansvar for
skjulte fejl, jf. artikel 3, stk. 7, og præambelbetragtning nr.
18.
3.4.1.2.1.6. Afhjælpning eller omlevering af varen
Afhjælpning eller omlevering skal ifølge varedirektivets ar‐
tikel 14, stk. 1, litra a-c, foretages
– gratis,
– inden for en rimelig tid fra det tidspunkt, hvor sælgeren
er blevet underrettet af forbrugeren om manglen, og
– uden væsentlig ulempe for forbrugeren under hensynta‐
gen til varens art og forbrugerens formål med at anskaffe
varen.
Hvad der betragtes som en rimelig tid, bør svare til den
kortest mulige tid, der er nødvendig for at foretage afhjælp‐
ning eller omlevering. Dette bør fastsættes objektivt under
hensyntagen til varens art og kompleksitet, manglens art
og alvor og den indsats, der er nødvendig for at foretage
afhjælpning eller omleveringen. Ved gennemførelsen af va‐
redirektivet kan medlemsstaterne fortolke begrebet rimelig
tid ved at fastsætte de faste tidsrum, der generelt anses for
rimelige til afhjælpning eller omlevering, navnlig med hen‐
syn til specifikke produktkategorier, jf. præambelbetragtning
nr. 55.
Hvis manglen udbedres ved afhjælpning eller omlevering
af varen, skal forbrugeren stille varen til rådighed for sælge‐
ren. Sælgeren skal for egen regning tage den vare tilbage,
der er sket omlevering for, jf. artikel 14, stk. 2.
Hvis afhjælpning kræver fjernelse af en vare, der er blevet
installeret under hensyn til dens art og formål, inden mang‐
len blev synlig, eller hvis den pågældende vare skal omleve‐
res, omfatter pligten til at afhjælpe eller omlevere fjernelse
af den mangelfulde vare og installation af ombytningsvarer
56
eller afhjulpne varer eller afholdelse af disse fjernelses- og
installationsomkostninger, jf. artikel 14, stk. 3.
Varedirektivet foreskriver ikke, hvor afhjælpning eller om‐
levering skal finde sted. Det overlades til national ret, jf.
præambelbetragtning nr. 56.
Forbrugeren skal ikke betale for normal brug af den omle‐
verede vare i tiden forud for omleveringen, jf. artikel 14,
stk. 4. Brug af varerne anses for at være sædvanlig, når
brugen er i overensstemmelse med varernes art og formål,
jf. præambelbetragtning nr. 57
3.4.1.2.1.7. Afslag i prisen
Et afslag i prisen skal fastsættes forholdsmæssigt på grund‐
lag af den lavere værdi af den vare, som forbrugeren har
modtaget, i forhold til den værdi, varen ville have haft, hvis
varen havde været i overensstemmelse, jf. artikel 15. Be‐
stemmelsen beskriver ikke derudover, hvordan afslaget skal
beregnes, men det relevante tidspunkt for beregningen er
modtagelsen af varen.
3.4.1.2.1.8. Ophævelse af købsaftalen
Forbrugeren udøver sin ret til at ophæve købsaftalen ved
hjælp af en erklæring til sælgeren om, at forbrugeren har
truffet beslutning om at ophæve aftalen, jf. varedirektivets
artikel 16, stk. 1.
Når manglen kun vedrører nogle af de i henhold til købsafta‐
len leverede varer, og der er en grund til at ophæve købsaf‐
talen i henhold til artikel 13 om misligholdelsesbeføjelser,
kan forbrugeren udelukkende ophæve købsaftalen, hvad an‐
går disse varer og andre varer, som forbrugeren har købt
sammen med de mangelfulde varer, hvis forbrugeren ikke
med rimelighed kan forventes at acceptere kun at beholde de
varer, der er i overensstemmelse, jf. artikel 16, stk. 2.
Når forbrugeren ophæver købsaftalen i dens helhed eller for
nogle af de i henhold til aftalen leverede varer, skal forbru‐
geren for sælgers regning tilbagelevere varerne, og sælgeren
skal tilbagebetale forbrugeren den pris, der er betalt for
varerne, ved modtagelsen af varerne eller dokumentation,
der er tilvejebragt af forbrugeren for at have tilbageleveret
varerne, jf. artikel 16, stk. 3, litra a-b. Medlemsstaterne kan
fastsætte nærmere regler for tilbagelevering og tilbagebeta‐
ling.
Varedirektivet berører ikke medlemsstaternes frihed til at
regulere andre konsekvenser af at ophæve en aftale end
dem, der er fastsat i direktivet, såsom konsekvenserne ved
forringelse af varernes værdi eller ødelæggelse eller bort‐
komst af varen. Medlemsstaterne har også mulighed for at
fastsætte de nærmere regler for tilbagebetaling af prisen
til forbrugeren, f.eks. reglerne vedrørende de midler, der
skal anvendes til tilbagebetalingen, eller vedrørende mulige
omkostninger og afgifter, der er påløbet i forbindelse med
tilbagebetalingen. Medlemsstaterne kan f.eks. også fastsætte
visse tidsfrister for prisens tilbagebetaling eller for varernes
tilbagelevering, jf. præambelbetragtning nr. 60.
3.4.1.2.2. Direktivet om digitalt indhold
3.4.1.2.2.1. Beføjelser ved manglende levering
Ifølge direktivet om digitalt indholds artikel 13, stk. 1, litra
a-b, skal forbrugeren anmode den erhvervsdrivende om at
levere det digitale indhold eller den digitale tjeneste, hvis
den erhvervsdrivende ikke leverer indholdet eller tjenesten
i overensstemmelse med artikel 5 om levering. Hvis den
erhvervsdrivende derefter ikke leverer indholdet eller tjene‐
sten uden unødig forsinkelse eller inden for en yderligere
frist, som parterne udtrykkelig er blevet enige om, er forbru‐
geren berettiget til at ophæve aftalen. Det gælder dog ikke,
og forbrugeren er berettiget til at ophæve aftalen omgående,
hvor
– den erhvervsdrivende har meddelt, eller det tydeligt
fremgår af omstændighederne, at den erhvervsdrivende
ikke vil levere det digitale indhold eller den digitale
tjeneste, eller
– forbrugeren og den erhvervsdrivende har aftalt, eller det
tydeligt fremgår af omstændighederne i forbindelse med
indgåelsen af aftalen, at et bestemt leveringstidspunkt
er af afgørende betydning for forbrugeren, og den er‐
hvervsdrivende ikke leverer det digitale indhold eller
den digitale tjeneste inden eller på dette tidspunkt.
Ved forbrugerens ophævelse af aftalen i henhold til artikel
13, stk. 1 eller 2, finder artikel 15-18 tilsvarende anvendel‐
se. Artikel 13 finder ikke anvendelse på et fysisk medium,
der udelukkende bruges som en bærer af digitalt indhold, jf.
artikel 3, stk. 3.
Hvis den erhvervsdrivende ikke har leveret det digitale ind‐
hold eller den digitale tjeneste, skal forbrugeren anmode
den erhvervsdrivende om at levere. I sådanne tilfælde skal
den erhvervsdrivende reagere uden unødig forsinkelse eller
inden for en yderligere periode, som parterne udtrykkeligt
er blevet enige om. I betragtning af, at digitalt indhold eller
en digital tjeneste leveres i digital form, bør leveringen i
de fleste tilfælde ikke kræve yderligere tid for at stille ind‐
holdet eller tjenesten til rådighed for forbrugeren. I sådanne
tilfælde bør den erhvervsdrivendes forpligtelse til at levere
uden unødig forsinkelse derfor betyde, at levering skal ske
omgående. Hvis den erhvervsdrivende derefter ikke leverer
indholdet eller tjenesten, har forbrugeren ret til at ophæve
aftalen. Under særlige omstændigheder, såsom hvor det står
klart, at den erhvervsdrivende ikke vil levere, eller hvis et
bestemt leveringstidspunkt er af afgørende betydning for
forbrugeren, har forbrugeren ret til at ophæve aftalen uden
57
først at anmode den erhvervsdrivende om at levere, jf. præ‐
ambelbetragtning nr. 61.
3.4.1.2.2.2. Beføjelser ved manglende overensstemmelse
I tilfælde af manglende overensstemmelse har forbrugeren
ret til at få det digitale indhold eller den digitale tjeneste
bragt i overensstemmelse, få et forholdsmæssigt afslag i
prisen eller ophæve aftalen på de betingelser, der er fastsat
i artikel 14, jf. artikel 14, stk. 1 i direktivet om digitalt
indhold.
3.4.1.2.2.3. Skjulte mangler
Direktivet om digitalt indhold berører ikke nationale regler,
der ikke gælder specifikt for forbrugeraftaler, og som giver
specifikke beføjelser i forbindelse med visse typer af fejl,
der ikke kunne konstateres på tidspunktet for aftalens indgå‐
else, dvs. specifikke regler for den erhvervsdrivendes ansvar
for skjulte fejl, jf. præambelbetragtning nr. 12.
3.4.1.2.2.4. Ret til at få bragt indholdet eller tjenesten i
overensstemmelse
Forbrugeren har ifølge artikel 14, stk. 2, litra a-b, ret til
at få det digitale indhold eller den digitale tjeneste bragt
i overensstemmelse, medmindre det vil være umuligt eller
påføre den erhvervsdrivende omkostninger, der vil være
uforholdsmæssigt store, under hensyntagen til alle sagens
omstændigheder, herunder
– værdien, som det digitale indhold eller den digitale tje‐
neste ville have, hvis der ikke var tale om manglende
overensstemmelse, og
– den manglende overensstemmelses betydning.
Afhængigt af det digitale indholds eller den digitale tjene‐
stes tekniske karakteristika har den erhvervsdrivende lov til
at vælge en bestemt måde at bringe indholdet eller tjenesten
i overensstemmelse, f.eks. ved at frigive opdateringer eller
stille en ny kopi af indholdet eller tjenesten til rådighed for
forbrugeren, jf. præambelbetragtning nr. 63.
Den erhvervsdrivende skal bringe det digitale indhold eller
den digitale tjeneste i overensstemmelse inden for en rimelig
frist fra det tidspunkt, hvor denne af forbrugeren er blevet
gjort bekendt med den manglende overensstemmelse, gratis
og uden væsentlig ulempe for forbrugeren, idet der tages
hensyn til indholdets eller tjenestens karakter og det formål,
som forbrugeren skulle bruge indholdet eller tjenesten til, jf.
artikel 14, stk. 3.
I lyset af digitalt indholds og digitale tjenesters forskelligar‐
tede natur er det ikke hensigtsmæssigt at sætte faste frister
for udøvelsen af rettigheder eller opfyldelsen af forpligtelser
relateret hertil. Sådanne frister kan nemlig ikke tage hensyn
til denne forskelligartethed og kan enten være for korte eller
for lange i et givet tilfælde. Det er derfor mere hensigtsmæs‐
sigt at kræve, at digitalt indhold og digitale tjenester bringes
i overensstemmelse inden for en rimelig frist. Et sådant krav
bør ikke forhindre parterne i at nå til enighed om en bestemt
frist for at bringe indholdet eller tjenesten i overensstem‐
melse. Det digitale indhold eller den digitale tjeneste skal
bringes i overensstemmelse gratis. Navnlig skal forbrugeren
friholdes for omkostninger forbundet med udviklingen af en
opdatering til det digitale indhold eller den digitale tjeneste,
jf. præambelbetragtning nr. 64.
3.4.1.2.2.5. Afslag i prisen eller ophævelse
Ifølge artikel 14, stk. 4, litra a-e, i direktivet om digitalt ind‐
hold er forbrugeren berettiget til enten et forholdsmæssigt
afslag i prisen (i overensstemmelse med artikel 14, stk. 5),
hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres
mod betaling af en pris, eller til ophævelse af aftalen (i
overensstemmelse med artikel 14, stk. 6), hvis
– afhjælpning for at bringe det digitale indhold eller den
digitale tjeneste i overensstemmelse er umulig eller ufor‐
holdsmæssig, jf. artikel 14, stk. 2,
– den erhvervsdrivende ikke har bragt det digitale indhold
eller den digitale tjeneste i overensstemmelse, jf. artikel
14, stk. 3,
– der er manglende overensstemmelse trods den erhvervs‐
drivendes forsøg på at bringe det digitale indhold eller
den digitale tjeneste i overensstemmelse,
– den manglende overensstemmelse er af en så alvorlig
karakter, at et øjeblikkeligt afslag i prisen eller øjeblik‐
kelig ophævelse af aftalen er berettiget, eller
– den erhvervsdrivende har tilkendegivet, eller det fremgår
tydeligt af omstændighederne, at den erhvervsdrivende
ikke vil bringe det digitale indhold eller den digitale
tjeneste i overensstemmelse inden for en rimelig frist
eller uden væsentlig ulempe for forbrugeren.
Det bemærkes i forbindelse med artikel 14, stk. 4, litra b, at
sælgeren skal bringe det digitale indhold eller den digitale
tjeneste i overensstemmelse inden for rimelig tid, gratis og
uden væsentlig ulempe for forbrugeren. Hvis en af disse
betingelser ikke er opfyldt, kan forbrugeren kræve afslag i
prisen eller ophævelse. Det betyder, at forbrugeren vil være
berettiget til afslag eller ophævelse i tilfælde, hvor sælgeren
nok har bragt det digitale indhold eller den digitale tjeneste i
overensstemmelse, men betingelserne ikke er opfyldt.
Hvis det er retligt eller faktisk umuligt at bringe det digitale
indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse, eller
hvor den erhvervsdrivende afviser at bringe indholdet eller
tjenesten i overensstemmelse, fordi det vil medføre ufor‐
holdsmæssigt store omkostninger for den erhvervsdrivende,
eller hvor den erhvervsdrivende ikke har bragt indholdet
eller tjenesten i overensstemmelse inden for en rimelig frist,
gratis og uden væsentlig ulempe for forbrugeren, har forbru‐
geren ret til afhjælpning i form af et afslag i prisen eller
ophævelse af aftalen. I visse situationer er det berettiget, at
58
forbrugeren har ret til at få et afslag i prisen eller ophæve
aftalen omgående, f.eks. hvor det tidligere ikke er lykkedes
den erhvervsdrivende at bringe det digitale indhold eller den
digitale tjeneste i overensstemmelse, eller hvor forbrugeren
ikke kan forventes fortsat at have tiltro til den erhvervsdri‐
vendes evne til at bringe indholdet eller tjenesten i overens‐
stemmelse på grund af den alvorlige karakter af den mang‐
lende overensstemmelse. Forbrugeren bør f.eks. have ret til
umiddelbart at anmode om afslag i prisen eller ophævelse
af aftalen, hvis forbrugeren får leveret antivirussoftware, der
selv er inficeret med virus og ville udgøre en sådan alvorlig
manglende overensstemmelse. Det samme bør gøre sig gæl‐
dende, hvor det står klart, at den erhvervsdrivende ikke vil
bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i over‐
ensstemmelse inden for en rimelig frist eller uden væsentlig
ulempe for forbrugeren, jf. præambelbetragtning nr. 65.
Ifølge artikel 14, stk. 5, skal et prisafslag stå i forhold til
den lavere værdi af det digitale indhold eller den digitale
tjeneste, som forbrugeren fik leveret, sammenholdt med den
værdi, som indholdet eller tjenesten ville have, hvis det eller
den var i overensstemmelse. Hvor aftalen fastsætter, at ind‐
holdet eller tjenesten leveres over en periode mod betaling
af en pris, omfatter prisafslaget den periode, hvor indholdet
eller tjenesten ikke var i overensstemmelse. Det relevante
tidspunkt for beregning af afslaget er leveringstidspunktet.
I tilfælde, hvor en forbruger har ret til afslag i den pris, der
er betalt for det digitale indhold eller den digitale tjeneste,
som leveres over en periode, bør beregningen af prisafslaget
tage hensyn til indholdets eller tjenestens værdiforringelse
på grund af både den manglende overensstemmelse og den
periode, hvor forbrugeren ikke var i stand til at gøre brug
af overensstemmende digitalt indhold eller en overensstem‐
mende digital tjeneste, jf. præambelbetragtning nr. 66.
Når det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres
mod betaling af en pris, er forbrugeren kun berettiget til
at ophæve aftalen, hvis den manglende overensstemmelse
ikke er uvæsentlig. Det er op til den erhvervsdrivende at
bevise, at den manglende overensstemmelse er uvæsentlig,
jf. artikel 14, stk. 6.
Hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke
leveres mod betaling af en pris, men forbrugeren afgiver
personoplysninger, har forbrugeren også ret til at ophæve
aftalen i tilfælde, hvor den manglende overensstemmelse
er uvæsentlig, eftersom afhjælpning i form af et afslag i
prisen ikke er tilgængelig for forbrugeren. I tilfælde, hvor
forbrugeren betaler en pris og afgiver personoplysninger,
bør forbrugeren have alle tilgængelige beføjelser i tilfælde
af manglende overensstemmelse, jf. præambelbetragtning
nr. 67.
3.4.1.2.2.6. Udøvelse af retten til ophævelse
Forbrugeren udøver sin ret til at ophæve aftalen ved hjælp
af en erklæring til den erhvervsdrivende om, at forbrugeren
har besluttet at ophæve aftalen, jf. artikel 15 i direktivet om
digitalt indhold.
3.4.1.2.2.7. Den erhvervsdrivendes forpligtelser i tilfælde af
ophævelse
I tilfælde af ophævelse af en aftale skal den erhvervsdri‐
vende tilbagebetale alle beløb, der er betalt i henhold til
aftalen, til forbrugeren. Hvor aftalen fastsætter levering af
det digitale indhold eller den digitale tjeneste mod betaling
af en pris og over en periode, og indholdet eller tjenesten
i en periode forud for ophævelsen af aftalen var i overens‐
stemmelse, tilbagebetaler den erhvervsdrivende imidlertid
kun forbrugeren den forholdsmæssige del af den betalte pris,
svarende til den periode, hvor indholdet eller tjenesten ikke
var i overensstemmelse, og den eventuelle del af prisen, som
forbrugeren på forhånd har betalt for den aftaleperiode, der
ville have resteret, hvis aftalen ikke var blevet ophævet, jf.
artikel 16, stk. 1.
For så vidt angår forbrugerens personoplysninger skal den
erhvervsdrivende opfylde de forpligtelser, der gælder i hen‐
hold til forordning 2016/679/EU (databeskyttelsesforordnin‐
gen), jf. artikel 16, stk. 2.
Den erhvervsdrivende skal ifølge artikel 16, stk. 3, litra a-d,
afholde sig fra at anvende nogen form for indhold, bortset
fra personoplysninger, som forbrugeren har afgivet eller ge‐
nereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale
tjeneste, som den erhvervsdrivende har leveret undtagen,
hvis indholdet
– ikke kan anvendes uden for rammerne af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste, der er leveret af den
erhvervsdrivende,
– kun vedrører forbrugerens aktivitet i forbindelse med
brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste,
der er leveret af den erhvervsdrivende,
– er blevet sammenlagt med andre oplysninger fra den
erhvervsdrivende og ikke kan udskilles eller kun med en
uforholdsmæssigt stor indsats, eller
– er genereret af forbrugeren og andre i fællesskab, og
andre forbrugere fortsat kan gøre brug af indholdet.
Et sådant indhold kan omfatte digitale billeder, video- og
lydfiler og indhold, der er genereret på mobile enheder, jf.
præambelbetragtning nr. 69.
Med undtagelse af de situationer, der er omhandlet i arti‐
kel 16, stk. 3, litra a-c, skal den erhvervsdrivende på for‐
brugerens anmodning stille ethvert indhold, der ikke er per‐
sonoplysninger, som forbrugeren har afgivet eller genereret
ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste,
den erhvervsdrivende har leveret, til rådighed for forbruger‐
en. Forbrugeren er berettiget til at downloade det digitale
59
indhold gratis, uden hindringer fra den erhvervsdrivende,
inden for en rimelig frist og i et almindeligt anvendt og
maskinlæsbart format, jf. artikel 16, stk. 4.
Den erhvervsdrivende kan forhindre forbrugerens fortsatte
brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, navn‐
lig ved at gøre indholdet eller tjenesten utilgængelig(t) for
forbrugeren eller ved at gøre forbrugerens konto inaktiv,
uden at det berører forpligtelserne i artikel 16, stk. 4, jf.
artikel 16, stk. 5.
3.4.1.2.2.8. Forbrugerens forpligtelser i tilfælde af ophævel‐
se
Efter ophævelse af aftalen skal forbrugeren afholde sig fra at
anvende det digitale indhold eller den digitale tjeneste og fra
at stille det eller den til rådighed for tredjeparter, f.eks. ved
at slette indholdet eller eventuelle brugbare kopier, eller på
anden vis gøre indholdet eller tjenesten utilgængelig(t), jf.
artikel 17, stk. 1, og præambelbetragtning nr. 72.
Hvor det digitale indhold er blevet leveret på et fysisk
medium, skal forbrugeren på den erhvervsdrivendes anmod‐
ning og for dennes regning tilbagelevere det fysiske medium
til den erhvervsdrivende uden unødig forsinkelse. Hvis den
erhvervsdrivende beslutter at anmode om tilbagelevering af
det fysiske medium, skal anmodningen fremsættes inden for
14 dage fra den dag, hvor den erhvervsdrivende modtager
meddelelse om forbrugerens beslutning om at ophæve afta‐
len, jf. artikel 17, stk. 2.
Forbrugeren ikke skal betale for brug af det digitale indhold
eller den digitale tjeneste i den periode forud for ophævelsen
af aftalen, hvor indholdet eller tjenesten ikke var i overens‐
stemmelse, jf. artikel 17, stk. 3.
3.4.1.2.2.9. Tidsfrister og tilbagebetaling fra den erhvervs‐
drivende
Enhver tilbagebetaling, som den erhvervsdrivende skylder
forbrugeren i henhold til artikel 14, stk. 4 og 5, eller artikel
16, stk. 1, som følge af et afslag i prisen eller ophævelse af
en aftale, skal foretages uden unødig forsinkelse og under
alle omstændigheder inden for 14 dage fra den dag, hvor
den erhvervsdrivende modtager meddelelse om forbrugerens
beslutning om at gøre sin ret til et afslag i prisen eller at
ophæve aftalen gældende, jf. artikel 18, stk. 1.
Den erhvervsdrivende skal foretage tilbagebetalingen ved
anvendelse af det samme betalingsmiddel, som forbrugeren
benyttede til at betale for det digitale indhold eller den digi‐
tale tjeneste, medmindre forbrugeren udtrykkelig accepterer
et andet betalingsmiddel, og forudsat at forbrugeren ikke
skal betale gebyr som følge af en sådan tilbagebetaling, jf.
artikel 18, stk. 2.
Den erhvervsdrivende må ikke pålægge forbrugeren gebyrer
i forbindelse med tilbagebetalingen, jf. artikel 18, stk. 3.
3.4.1.2.2.10. Tilbageholdelse og tilbagebetaling
Medlemsstaterne kan frit lovgive om parters ret til at undla‐
de at opfylde deres forpligtelser helt eller delvist, indtil den
anden part opfylder sine forpligtelser. Medlemsstaterne kan
f.eks. frit lovgive om, hvorvidt en forbruger i tilfælde af
manglende overensstemmelse skal have ret til at tilbagehol‐
de betaling af prisen eller en del deraf, indtil den erhvervs‐
drivende har bragt det digitale indhold eller den digitale
tjeneste i overensstemmelse, eller om den erhvervsdrivende
skal have ret til at tilbageholde en eventuel tilbagebetaling
til forbrugeren ved ophævelse af en aftale, indtil forbrugeren
opfylder forpligtelsen til at tilbagelevere det fysiske medium
til den erhvervsdrivende, jf. præambelbetragtning nr. 15.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 179-194.
3.4.2. Udvalgets overvejelser
3.4.2.1. Generelt om nødvendige ændringer som følge af
direktiverne
3.4.2.1.1. Nyaffattelse af købelovens bestemmelser om mis‐
ligholdelsesbeføjelser
Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold indfører en
række bestemmelser om forbrugerens misligholdelsesbefø‐
jelser i tilfælde af mangler, herunder retten til afhjælpning,
omlevering, afslag i prisen og ophævelse af købsaftalen. Di‐
rektiverne angiver tillige en række betingelser for, hvornår
de forskellige misligholdelsesbeføjelser kan gøres gældende,
dvs. hierarkiet imellem dem.
Købeloven indeholder ligeledes regler om, hvilke mislighol‐
delsesbeføjelser forbrugeren kan gøre gældende i tilfælde af
mangler.
Udvalget vurderer, at artikel 13-16 i varedirektivet og ar‐
tikel 13-18 i direktivet om digitalt indhold indebærer en
række nødvendige ændringer af købelovens bestemmelser
om misligholdelsesbeføjelser, herunder særligt lovens § 78,
da reguleringen i købeloven på visse punkter afviger fra
direktiverne, selv om beføjelserne og hierarkiet herimellem
overordnet set er de samme.
Udvalget vurderer bl.a., at den gældende misligholdelsesbe‐
føjelse ”passende afslag” skal ændres til ”forholdsmæssigt
afslag”, som skal fastsættes ud fra den værdiforringelse, som
manglen har medført. Særligt for så vidt angår direktivet
om digitalt indhold er der efter udvalgets vurdering behov
for en række mere omfattende ændringer af købeloven, da
direktivet indeholder regler om f.eks. betaling med person‐
60
oplysninger samt om sælgerens og forbrugerens særlige di‐
gitale forpligtelser i tilfælde af ophævelse af en aftale.
Udvalget foreslår, at købelovens § 78 erstattes med direktiv‐
ernes bestemmelser om beføjelser i tilfælde af manglende
levering, mangler, afhjælpning eller omlevering, afslag i pri‐
sen og ophævelse af købsaftalen samt om parternes forplig‐
telser ved ophævelse.
3.4.2.1.2. Varedirektivets artikel 13, stk. 4, litra a
Udvalget har overvejet de nødvendige ændringer som følge
af direktivernes bestemmelser om misligholdelsesbeføjelser,
særligt varedirektivets artikel 13, stk. 4, litra a. Da bestem‐
melsen ikke henviser til artikel 14, stk. 1, har forbrugeren
efter ordlyden af direktivet ikke ret til afslag i prisen eller
ophævelse af aftalen i tilfælde, hvor sælgeren har gennem‐
ført afhjælpning eller omlevering, men hvor det ikke er sket
inden for rimelig tid, gratis eller uden væsentlig ulempe
for forbrugeren. Direktivet om digitalt indhold indeholder
derimod en sådan ret for forbrugeren, jf. artikel 14, stk. 4,
litra b.
Efter købelovens § 78, stk. 4, kan forbrugeren kræve af‐
hjælpning for sælgers regning, ophævelse og afslag i pri‐
sen, hvis sælgeren ikke afhjælper en mangel eller omleve‐
rer inden for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig
ulempe for forbrugeren. Har forbrugeren fremsat krav om
afhjælpning, suspenderes forbrugerens ret til at udøve de
øvrige misligholdelsesbeføjelser. Opfylder sælgeren sin af‐
hjælpningspligt, således at genstanden bringes i mangelfri
stand, bortfalder retten til at gøre de nævnte beføjelser gæl‐
dende endeligt. Aftaler om, at sælgeren f.eks. skal afhjælpe
en væsentlig mangel, vil som udgangspunkt også være bin‐
dende for forbrugeren og afskære denne fra at hæve eller
kræve et forholdsmæssigt afslag, hvis sælgeren opfylder sin
afhjælpningspligt.
Udvalget har overvejet, hvilke justeringer af retstilstanden
efter købelovens § 78, stk. 4, direktiverne giver anledning
til.
EU-Kommissionen har over for udvalget oplyst, at varedi‐
rektivets artikel 13, stk. 4, litra a, skal implementeres i over‐
ensstemmelse med ordlyden, selv om direktivet om digitalt
indhold indebærer en anden retstilstand på dette punkt.
Udvalget vurderer ikke, at det er muligt at opretholde købe‐
lovens § 78, stk. 4, i sin nuværende form.
Udvalget foreslår, at forbrugeren ved køb af varer mv. ikke
har ret til afslag i prisen eller ophævelse af aftalen i tilfælde,
hvor sælgeren har gennemført afhjælpning eller omlevering,
men hvor det ikke er sket inden for rimelig tid, gratis eller
uden væsentlig ulempe for forbrugeren, hvorimod forbruge‐
ren har en sådan ret i relation til køb af digitalt indhold og
digitale tjenester.
3.4.2.1.3. Afslag i prisen
Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold foreskriver,
at et afslag i pris skal fastsættes forholdsmæssigt på grund‐
lag af den lavere værdi af varen, det digitale indhold eller
den digitale tjeneste, som forbrugeren har modtaget, i for‐
hold til den værdi, salgsgenstanden ville have haft, hvis den
havde været mangelfri. Ifølge købelovens § 78, stk. 1, nr. 3,
kan forbrugeren tildeles et passende afslag, dvs. at der også
kan gives afslag for mangler, der ikke er værdiforringende.
Udvalget har overvejet, om det er muligt at opretholde mu‐
ligheden for at udmåle et passende afslag.
Udvalget vurderer, at det ikke er muligt, da direktivernes
bestemmelser på dette punkt udgør totalharmonisering. Ud‐
valget foreslår, at købeloven ændres, så forbrugeren alene
kan få et forholdsmæssigt afslag.
3.4.2.1.4. Købelovens § 46
Købelovens § 46 regulerer køberens hæveadgang, når sæl‐
geren skal levere efterhånden, og en enkelt levering er man‐
gelfuld. Varedirektivets artikel 16, stk. 2, regulerer køberens
hæveadgang, når en mangel kun vedrører nogle af de i hen‐
hold til købsaftalen leverede varer, hvilket må antages bl.a.
at omfatte de tilfælde, som reguleres af købelovens § 46.
Udvalget vurderer, at artikel 16, stk. 2, bør gennemføres i
en ny bestemmelse, som gælder for forbrugerkøb, og stiller
forslag herom. Som konsekvens heraf foreslår udvalget, at
købelovens § 46 ikke skal finde anvendelse i forbrugerkøb.
3.4.2.2. Ikke uvæsentlighed som betingelse for ophævelse
3.4.2.2.1. Krav om nye regler?
Varedirektivets artikel 13, stk. 5, og direktivet om digitalt
indholds artikel 14, stk. 6, indebærer, at forbrugeren ikke
kan ophæve en aftale, hvis manglen kun er uvæsentlig. For
direktivet om digitalt indholds vedkommende gælder det
efter ordlyden alene, når der leveres mod betaling af en pris.
Ifølge købeloven kan forbrugeren som udgangspunkt kun
ophæve en aftale, når manglen ikke er uvæsentlig. Det gæl‐
der dog ikke i de tilfælde, hvor f.eks. afhjælpning eller om‐
levering ikke er sket inden rimelig tid, eller en uvæsentlig
mangel forbliver synlig efter sælgerens forsøg på afhjælp‐
ning.
Udvalget har overvejet, om det er muligt at opretholde den
danske retstilstand.
61
Udvalget har til brug for overvejelsen indhentet en udtalelse
fra Justitsministeriet, som har vurderet, at retstilstanden efter
købelovens § 78, stk. 4, kan opretholdes i forbindelse med
direktivernes gennemførelse i dansk ret.
3.4.2.2.2. Flertallets udtalelse
Udvalgets flertal (10 medlemmer) vurderer ikke, at der er
grundlag for at ændre gældende dansk ret i relation til kravet
om ikke uvæsentlighed i tilfælde, hvor afhjælpning og omle‐
vering ikke sker inden for rimelig tid.
3.4.2.2.3. Mindretallets udtalelse
Udvalgets mindretal (3 medlemmer) vurderer, at det ikke vil
være i overensstemmelse med direktiverne at opretholde en
bestemmelse om, at forbrugeren i visse tilfælde kan hæve
købet, selv om manglen er uvæsentlig.
3.4.2.3. Tilbageholdelse af betalingen
Ifølge varedirektivets artikel 13, stk. 6, har forbrugeren ret
til at tilbageholde betaling af en udestående del af prisen
eller en del deraf, indtil sælgeren har opfyldt sine forpligtel‐
ser. Direktivet overlader det til medlemsstaterne at fastsætte
nærmere betingelser og regler for forbrugerens udøvelse af
tilbageholdsretten. Direktivet om digitalt indhold overlader
det bl.a. til medlemsstaterne at lovgive om parters ret til
at undlade at opfylde deres forpligtelser helt eller delvist,
indtil den anden part opfylder sine forpligtelser, herunder
om forbrugeren kan tilbageholde en del af eller hele købe‐
summen i tilfælde af manglende overensstemmelse, indtil
den erhvervsdrivende har bragt det digitale indhold eller den
digitale tjeneste i overensstemmelse.
Efter købelovens § 79, stk. 2, kan forbrugeren tilbageholde
købesummen, indtil afhjælpning eller omlevering er sket,
men bestemmelsen indeholder ikke regler om forbrugerens
tilbageholdelse af købesummen ved afslag. Der gælder dog
en ulovbestemt tilbageholdsret i dette tilfælde.
Udvalget vurderer, at varedirektivet nødvendiggør, at tilba‐
geholdsretten i købeloven skal udvides til også at omfatte
afslag, og at det er hensigtsmæssigt, at forbrugeren får ret
til at tilbageholde købesummen, indtil sælgeren har opfyldt
sine forpligtelser, uanset om aftalen vedrører varer, digitalt
indhold eller digitale tjenester, så tilbageholdsretten er den
samme uanset salgsgenstanden. Udvalget stiller forslag her‐
om.
3.4.2.4. Tilbagelevering og tilbagebetaling
Bestemmelserne i købeloven og varedirektivet samt direk‐
tivet om digitalt indhold om tilbagelevering og tilbagebeta‐
ling har givet udvalget anledning til overvejelse af tre em‐
ner.
For det første har udvalget overvejet, om der i forbindelse
med implementeringen af reglerne om tilbagebetaling skal
ske en ensretning af reglerne om varer samt digitalt indhold
og digitale tjenester, således at de mere specifikke krav for
tilbagebetaling i direktivet om digitalt indhold også kommer
til at gælde på varedirektivets område.
Henset til forskellen på varer og digitalt indhold henholdsvis
digitale tjenester, herunder sidstnævntes særlige karakter,
vurderer udvalget, at det er uhensigtsmæssigt med en sådan
ensretning.
Udvalget foreslår, at de mere specifikke regler om tilbage‐
betaling i direktivet om digitalt indhold kun skal finde an‐
vendelse ved ophævelse af aftaler om digitalt indhold og
digitale tjenester.
For det andet har udvalget overvejet, om det er muligt at
opretholde købelovens § 57, stk. 1, i forbrugerkøb. Efter
købelovens § 57, stk. 1, skal ydelserne som udgangspunkt
tilbagegives samtidig på forbrugerens plads ved ophævelse
af en aftale. Forbrugeren er ikke, medmindre der foreligger
aftale herom eller kutyme herfor, forpligtet eller berettiget til
at tilbagesende genstanden.
Varedirektivets artikel 16, stk. 3, indeholder ikke et krav
om samtidighed. Derimod skal forbrugeren ved ophævelse
af en aftale tilbagelevere varerne til sælgeren på sælgerens
regning, og sælgeren skal tilbagebetale købesummen, når
sælgeren har modtaget varerne eller dokumentation for, at
varerne er tilbageleveret.
Direktivet om digitalt indhold indebærer, at forbrugeren i til‐
fælde af ophævelse skal afstå fra at anvende indholdet eller
tjenesten og fra at stille det til rådighed for tredjemand. Der
er således ikke tale om, at forbrugeren skal tilbagelevere
indholdet eller tjenesten. Direktivet indeholder dog en regel
om tilbagelevering i tilfælde, hvor det digitale indhold er
blevet leveret på et fysisk medium.
Udvalget vurderer, at købelovens § 57, stk. 1, ikke kan
opretholdes i sin nuværende form, fordi direktiverne inde‐
holder regler, der adskiller sig fra bestemmelsen. Udvalget
foreslår, at købelovens § 57, stk. 1, erstattes af direktivernes
bestemmelser om tilbagelevering og tilbagebetaling kombi‐
neret med en bestemmelse, der viderefører den del af § 57,
stk. 1, som omhandler, at forbrugeren ved ophævelse skal
tilbagelevere salgsgenstanden i væsentligt samme stand og
mængde, som den blev leveret.
For det tredje har udvalget overvejet, om det er muligt at
62
opretholde købelovens § 58 om salgsgenstandens hændelige
undergang mv., hvorefter forbrugeren fortsat kan ophæve
købet i visse tilfælde, selv om det ikke er muligt at tilbagele‐
vere salgsgenstanden i væsentlig uforandret stand.
Udvalget vurderer, at det er muligt at opretholde købelovens
§ 58 på varedirektivets område med henvisning til præam‐
belbetragtning nr. 60.
Udvalget har endvidere overvejet, om det er muligt at opret‐
holde købelovens § 58 på området for direktivet om digitalt
indhold, da det kan være relevant ved ophævelse af aftaler
om digitalt indhold, der leveres på et fysisk medium.
Det fremgår af artikel 17, stk. 2, i direktivet om digitalt
indhold, at forbrugeren, hvis det digitale indhold er blevet
leveret på et fysisk medium, skal tilbagelevere mediet på
sælgers anmodning. Bestemmelsen regulerer ikke umiddel‐
bart konsekvensen af de tilfælde, hvor det fysiske medium
ikke kan tilbageleveres.
Direktivet om digitalt indhold berører ikke national ret i det
omfang bestemmelserne deri ikke reguleres af direktivet, jf.
præambelbetragtning nr. 12.
Udvalget vurderer, at retstilstanden efter købelovens § 58
kan opretholdes i relation til direktivet om digitalt ind‐
hold. Under hensyn til sammenhængen med reguleringen
af spørgsmålet om tilbagelevering og § 57, stk. 1, der som
anført ikke kan opretholdes i sin nuværende form i forbru‐
gerkøb, foreslås retstilstanden efter § 58 videreført i en ny
bestemmelse med tilsvarende indhold i købelovens forbru‐
gerkøbsafsnit.
3.4.2.5. Begrebet rimelig tid
Afhjælpning og omlevering skal efter købeloven ske inden
for rimelig tid. Der gælder det samme efter varedirektivet og
direktivet om digitalt indhold.
Ifølge købelovens § 79, stk. 1, skal der ved afgørelsen af,
om afhjælpning eller omlevering er sket inden for rimelig
tid, navnlig tages hensyn til genstandens art, manglens be‐
skaffenhed og forbrugerens behov for genstanden, herunder
om sælgeren for egen regning har stillet en erstatningsgen‐
stand til køberens rådighed.
Varedirektivet giver medlemsstaterne mulighed for at fast‐
sætte de tidsrum, der generelt anses for rimelige til afhjælp‐
ning eller omlevering, navnlig med hensyn til specifikke
produktkategorier. Der skal altid foretages en konkret vurde‐
ring. De retningslinjer om generelle tidsrum, som varedirek‐
tivet giver mulighed for at fastsætte, er således af vejledende
karakter.
Udvalget har overvejet, om der i relation til afhjælpning
eller omlevering er behov for at fastsætte generelle, vejle‐
dende retningslinjer for, hvad der betragtes som rimelig tid,
herunder for specifikke produktkategorier.
Ifølge udvalget er det vanskeligt at sige noget generelt om,
hvad der betragtes som rimelig tid til afhjælpning eller om‐
levering, da det afhænger af en flerhed af faktorer, herunder
nogle der er uden for sælgers kontrol. Udvalget vurderer, at
det er vanskeligt at tage højde for alle konkrete omstændig‐
heder og tænkelige tilfælde af mangler ved udarbejdelsen af
sådanne retningslinjer.
Udvalget foreslår ikke, at der indføres generelle, vejledende
retningslinjer for, hvad der betragtes som rimelig tid.
Udvalget har overvejet, om købelovens § 79, stk. 1, der
opregner en række omstændigheder, der navnlig skal lægges
vægt på i vurderingen af, om afhjælpning eller omlevering
er sket inden for rimelig tid, kan opretholdes. Det beror altid
på en konkret vurdering, om afhjælpning eller omlevering er
sket inden for rimelig tid.
Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold indeholder
bestemmelser om, at afhjælpning og omlevering skal ske
inden for rimelig tid.
Af varedirektivets præambelbetragtning nr. 55 fremgår bl.a.,
at hvad der betragtes som en rimelig tid, bør svare til den
kortest mulige tid, der er nødvendig for at foretage afhjælp‐
ning eller omlevering. Dette bør fastsættes objektivt under
hensyntagen til varens art og kompleksitet, manglens art
og alvor og den indsats, der er nødvendig for at foretage
afhjælpning eller omlevering.
Af direktivet om digitalt indholds præambelbetragtning nr.
46 fremgår, at rimelighedsstandarden for så vidt angår en‐
hver henvisning i direktivet til, hvad en person med rimelig‐
hed kan forvente, bør fastslås objektivt under hensyntagen
til arten af og formålet med det digitale indhold eller den
digitale tjeneste, de konkrete omstændigheder samt de be‐
rørte parters sædvane og praksis. Navnlig bør det objektivt
fastslås, hvad der skal betragtes som rimelig tid til at bringe
det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstem‐
melse, under hensyntagen til karakteren af den manglende
overensstemmelse.
Direktiverne forudsætter således, at der altid skal foretages
en konkret vurdering. Udvalget vurderer, at de omstændig‐
heder, der er nævnt i § 79, stk. 1, er forenelige med direk‐
tivernes præambelbetragtninger. Udvalget foreslår derfor at
opretholde bestemmelsen.
63
3.4.2.6. Varetagelse af debitors opgaver
Varedirektivet giver medlemsstaterne mulighed for at fast‐
sætte betingelser, hvorpå debitors opgaver kan varetages af
en anden person, f.eks. de betingelser, hvorpå sælgerens for‐
pligtelse til at afhjælpe en mangel ved en vare kan varetages
af forbrugeren eller en tredjemand for sælgerens regning, jf.
præambelbetragtning nr. 54. Direktivet om digitalt indhold
indeholder ikke en tilsvarende præambelbetragtning.
Efter købelovens § 78, stk. 4, skal sælgeren opfylde krav el‐
ler tilbud om afhjælpning eller omlevering inden for rimelig
tid, uden udgift (gratis) og uden væsentlig ulempe for for‐
brugeren. Sker det ikke, kan forbrugeren bl.a. for så vidt det
kan ske uden uforholdsmæssige omkostninger lade manglen
afhjælpe af tredjemand for sælgerens regning.
Udvalget har overvejet, om der er behov for at fastsætte
yderligere eller andre regler om, hvornår sælgerens forplig‐
telser kan varetages af en anden.
Udvalget vurderer, at det i relation til begge direktiver er
muligt at opretholde retstilstanden efter købelovens § 78,
stk. 4, om, hvornår forbrugeren kan lade en mangel afhjælpe
af tredjemand for sælgers regning.
Udvalget forslår på grund af den generelle ændring af be‐
stemmelserne om misligholdelsesbeføjelser i købeloven at
indsætte en ny bestemmelse, hvorefter forbrugeren bl.a. kan
lade en mangel afhjælpe af tredjemand for sælgerens reg‐
ning, hvis det kan ske uden uforholdsmæssige omkostnin‐
ger.
3.4.2.7. Forbrugerens bidrag til manglen
Varedirektivets artikel 13, stk. 7, giver medlemsstaterne mu‐
lighed for at regulere, hvorvidt og i hvilket omfang forbru‐
gerens bidrag til en mangel skal berøre forbrugerens mislig‐
holdelsesbeføjelser. Der findes ikke en generel regel herom
i købeloven, men skader, fejl mv., som forbrugeren selv for‐
årsager, betragtes ikke som mangler i købelovens forstand,
og sådanne forhold udløser derfor ikke misligholdelsesbefø‐
jelser.
Udvalget har overvejet, om der er behov for at fastsætte
regler om betydningen af forbrugerens bidrag til en mangel.
Udvalget anfører, at sådanne regler navnlig vil være relevan‐
te i tilfælde, hvor forbrugeren opdager en mangel, men alli‐
gevel bliver ved med at benytte salgsgenstanden eller selv
forsøger at udbedre manglen, hvorved manglen forværres.
Det følger af Forbrugerklagenævnets praksis, at forbrugeren
mister sin hæveadgang eller ret til omlevering, hvis forbru‐
geren selv har forværret manglen ved at blive ved med at
benytte salgsgenstanden. I så fald tilkendes forbrugeren ale‐
ne et afslag i prisen. På samme vis kan forbrugeren forment‐
lig miste sin ret til afhjælpning af det fulde omfang af den
mangel, som forbrugeren har forværret, dvs. så forbrugeren
kun har ret til afhjælpning af manglens oprindelige omfang.
Udvalget vurderer, at den gældende praksis er udtryk for en
hensigtsmæssig og fleksibel retlig løsning på de spørgsmål,
der knytter sig til forbrugerens bidrag til en mangel. Udval‐
get finder ikke grundlag for at foreslå lovregulering på dette
område.
3.4.2.8. Mangler, der konstateres inden for 30 dage
3.4.2.8.1. Adgang til at indføre nye regler
Ifølge varedirektivet kan medlemsstaterne give forbrugere
ret til at vælge en specifik beføjelse, hvis en mangel opdages
inden for en periode efter levering, der ikke overskrider
30 dage. Det kan f.eks. være ret til at afvise mangelfulde
varer, ophæve aftalen eller anmode om øjeblikkelig omle‐
vering. Direktivet om digitalt indhold indeholder ikke en
tilsvarende bestemmelse.
I dansk ret sondres der ikke mellem mangler, der viser sig
før henholdsvis efter 30 dage.
Udvalget har overvejet, om der skal fastsættes sådanne reg‐
ler.
3.4.2.8.2. Flertallets udtalelse
Udvalgets flertal (12 medlemmer) finder ikke grundlag for
at foreslå en særregel for mangler, der opdages inden 30
dage.
3.4.2.8.3. Mindretallets udtalelse
Udvalgets mindretal (1 medlem) stiller forslag om at indføre
en regel, hvorefter forbrugeren inden for de første 30 dage
efter leveringstidspunktet får mulighed for øjeblikkeligt at
afvise mangelfulde varer eller kræve omlevering med und‐
tagelse af tilfælde, hvor det vil være umuligt eller påføre
sælgeren uforholdsmæssige omkostninger.
3.4.2.9. Skjulte mangler
Hverken varedirektivet eller direktivet om digitalt indhold
berører nationale regler, der ikke gælder specifikt for forbru‐
geraftaler, dvs. gælder for alle aftaler, og som giver specifik‐
ke beføjelser i forbindelse med visse typer af fejl, der ikke
kunne konstateres på tidspunktet for købsaftalens indgåelse.
Det indebærer, at medlemsstaterne har valgfrihed til at regu‐
64
lere skjulte mangler så længe, at reguleringen gælder gene‐
relt og ikke kun for forbrugeraftaler.
Udvalget har ikke fundet grundlag for at foreslå sådanne
regler indført.
3.4.2.10. Force majeure
Direktivet om digitalt indhold giver medlemsstaterne mulig‐
hed for at regulere følgerne af manglende levering eller
manglende overensstemmelse af digitalt indhold eller digita‐
le tjenester, hvor dette skyldes en hindring, som er uden for
den erhvervsdrivendes kontrol, og hvor den erhvervsdriven‐
de ikke kunne forventes at have undgået eller overvundet
hindringen, f.eks. force majeure.
Udvalget har overvejet, om der skal fastsættes regler om føl‐
gerne af manglende levering af digitalt indhold og digitale
tjenester, hvor den manglende levering skyldes en hindring
uden for den erhvervsdrivendes kontrol.
Udvalget finder ikke grundlag for at foreslå, at valgmulighe‐
den udnyttes.
3.4.2.11. Konsekvenser for ikke-forbrugerkøb
Udvalget har overvejet, om der er anledning til at foreslå
konsekvensændringer i øvrig dansk ret, herunder f.eks. i
relation til misligholdelsesbeføjelserne i handels- og civil‐
køb. Udvalget har ikke fundet grundlag for at foreslå sådan‐
ne ændringer.
3.4.2.12. Undersøgelsesgebyr
3.4.2.12.1. Adgang til at indføre nye regler
Hvis en salgsgenstand indleveres til undersøgelse med hen‐
blik på afhjælpning mv., og det ved undersøgelse af salgs‐
genstanden konstateres, at den er behæftet med en mangel,
må sælgeren ikke opkræve et undersøgelsesgebyr. Hvis det
derimod konstateres enten, at salgsgenstanden ikke er de‐
fekt eller, at genstanden måske nok er defekt, men at der
ikke foreligger en køberetlig mangel, f.eks. fordi defekten
skyldes forbrugerens forkerte håndtering af genstanden, kan
sælgeren kræve et undersøgelsesgebyr, hvis forbrugeren på
forhånd er blevet gjort udtrykkeligt bekendt hermed.
Udvalget har overvejet, om der bør fastsættes et totalforbud
mod undersøgelsesgebyrer.
Udvalget anfører på den ene side, at nogle forbrugere kan
blive afskrækket af, at sælgeren opkræver et undersøgelses‐
gebyr, hvis salgsgenstanden viser sig ikke at lide af en købe‐
retlig mangel. Det kan derfor tænkes, at forbrugere afholder
sig fra at få undersøgt genstanden og måske i stedet køber
en ny, selv om der foreligger en mangel, som de har ret
til at få afhjulpet. Der kan derfor være tilfælde, hvor et
undersøgelsesgebyr kan blive en barriere for, at forbrugeren
benytter sine misligholdelsesbeføjelser.
Udvalget anfører på den anden side, at et totalforbud mod
undersøgelsesgebyrer pålægger sælgeren at bære omkost‐
ningerne ved undersøgelse af salgsgenstanden, f.eks. udgift
til særlige fagfolk, i tilfælde, hvor genstanden viser sig ik‐
ke at lide af en mangel, dvs. i tilfælde, hvor sælgeren har
opfyldt sin del af aftalen ved at levere en mangelfri ydel‐
se til forbrugeren. Et totalforbud vil indebære, at sælgeren
uanset omstændighederne skal betale for undersøgelsen, og
det kan i værste fald udnyttes af forbrugere. Der vil derfor
være tilfælde, hvor et totalforbud kan virke urimeligt for
sælgerne. Et totalforbud vil endvidere udelukke muligheden
for at foretage en konkret vurdering af det enkelte gebyrs
rimelighed i situationer, hvor salgsgenstanden ikke lider af
en køberetlig mangel.
3.4.2.12.2. Flertallets udtalelse
Udvalgets flertal (11 medlemmer) finder ikke grundlag for
at anbefale et totalforbud mod undersøgelsesgebyrer.
Undersøgelsesgebyrer kan også reguleres på anden måde
end ved et totalforbud. Flertallet finder, at overvejelser om
en sådan regulering forudsætter undersøgelser og afdækning
af spørgsmål, som udvalget henset til implementeringsfri‐
sten for direktiverne ikke har mulighed for at foretage. Fler‐
tallet afstår derfor fra at udtale sig om behovet for en sådan
regulering, herunder fra at fremkomme med forslag hertil.
3.4.2.12.3. Mindretallets udtalelse
Udvalgets mindretal (1 medlem) finder, at der bør indføres
et totalforbud mod undersøgelsesgebyrer.
3.4.2.12.4. Et udvalgsmedlem afstår
Et udvalgsmedlem afstår fra at udtale sig for eller imod de
forskellige forslag.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 194-212.
3.4.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord‐
ning
Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser og for‐
slag, og lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse her‐
med. Hvor der ikke har været enighed i udvalget, er lovfor‐
slaget udarbejdet på baggrund af flertallets forslag.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2-3, 9 og 20-22, samt
bemærkningerne hertil.
65
3.5. Erstatning
3.5.1. Gældende ret
3.5.1.1. Købeloven
Ifølge købelovens § 80, stk. 1, nr. 1-5, kan forbrugeren
kræve skadeserstatning, hvis forbrugeren lider tab som følge
af en mangel, hvis
– sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed,
– sælgeren har givet forbrugeren vildledende oplysninger,
som sælgeren ikke havde føje til at anse for korrekte,
– sælgeren har forsømt at give forbrugeren oplysning om
en mangel, som han kendte eller burde kende,
– genstanden savner egenskaber, som må anses tilsikrede,
eller
– manglen efter købets indgåelse er forårsaget ved sælge‐
rens forsømmelse.
Købelovens § 80, stk. 1, nr. 1-5, kan ikke fraviges til skade
for forbrugeren, jf. § 1, stk. 2.
Det fremgår af købelovens § 80, stk. 2, at ved køb af gen‐
stande bestemt efter art, dvs. genuskøb, kan forbrugeren
endvidere kræve skadeserstatning efter lovens § 43, stk.
3. I sådanne genuskøb er sælger erstatningsansvarlig, selv
om sælgeren er uden skyld. Sælgeren kan dog undgå erstat‐
ningsansvar, hvis sælgeren godtgør, at muligheden for at
levere mangelfrie genstande må anses for udelukket som
følge af ekstraordinære omstændigheder af usædvanlig be‐
skaffenhed og indgribende betydning, og at sælgeren ikke
ved købets afslutning burde have taget disse omstændighe‐
der i betragtning. Bestemmelsen kan fraviges til skade for
forbrugeren, jf. § 1, stk. 2, og sælgeren kan således forbe‐
holde sig ansvarsfrihed.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 213-214.
3.5.1.2. Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold
Hverken varedirektivet eller direktivet om digitalt indhold
berører medlemsstaternes frihed til at lovgive om aspekter
af generel aftaleret, såsom retten til erstatning, jf. varedirek‐
tivets artikel 3, stk. 6, og direktivet om digitalt indholds
artikel 3, stk. 10.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 214-215.
3.5.2. Udvalgets overvejelser
Udvalget har overvejet, om der er anledning til at ændre
gældende dansk ret om erstatning. Det er udvalgets vurde‐
ring, at de gældende danske regler fungerer hensigtsmæs‐
sigt. Udvalget foreslår derfor ikke ændringer heraf.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 215.
3.5.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord‐
ning
Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser, og der
stilles derfor ikke forslag om at ændre købelovens regler om
erstatning.
3.6. Regres
3.6.1. Gældende ret
3.6.1.1. Købeloven
Købeloven indeholder ikke regler om regres. Dansk ret byg‐
ger dog med få undtagelser på princippet om, at en kontrakt‐
part kun kan rette et krav mod sin umiddelbare medkontra‐
hent. Er der en mangel ved salgsgenstanden, vil forbrugeren
således kunne rette krav mod sælgeren, der kan føre kravet
videre til sin sælger, hvis betingelserne for at gøre kravet
gældende over for denne er opfyldt. Regressen foretages
således som udgangspunkt led for led i kraft af den alminde‐
lige grundsætning om kontrakters relativitet, der indebærer,
at en kontrakt som udgangspunkt kun skaber rettigheder og
pligter for kontraktens parter.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 215-216.
3.6.1.2. Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold
3.6.1.2.1. Varedirektivet
Hvis sælgeren er ansvarlig over for forbrugeren på grund
af en mangel, som skyldes en handling eller en undladelse,
herunder undladelsen af at levere opdateringer til varer med
digitale elementer, begået af en person i et tidligere led i
transaktionskæden, har sælgeren ret til at rejse krav over for
den eller de ansvarlige personer i transaktionskæden. Det
afgøres efter national ret, mod hvilke personer sælgeren kan
rejse krav, og hvilke beføjelser og betingelser for udøvelsen
heraf der finder anvendelse, jf. artikel 18. Varedirektivet
berører imidlertid ikke aftalefriheden mellem sælgeren og
andre parter i transaktionskæden, jf. præambelbetragtning
nr. 63.
Spørgsmålet om, hvorvidt forbrugeren også kan gøre et krav
gældende direkte over for en person i et tidligere led i trans‐
aktionskæden, reguleres ikke af varedirektivet, undtagen i
de tilfælde hvor en producent tilbyder forbrugeren en han‐
delsmæssig garanti for varerne, jf. præambelbetragtning nr.
63.
3.6.1.2.2. Direktivet om digitalt indhold
Hvis den erhvervsdrivende er ansvarlig over for forbrugeren
som følge af manglende levering af det digitale indhold eller
66
den digitale tjeneste eller som følge af manglende overens‐
stemmelse, som skyldes en handling eller en undladelse be‐
gået af en person i tidligere led i transaktionskæden, har den
erhvervsdrivende ret til at rejse krav over for den eller de
ansvarlige personer i den økonomiske transaktionskæde. Det
afgøres efter national ret, hvem den erhvervsdrivende kan
rejse krav overfor, og hvilke beføjelser og betingelser for
udøvelsen heraf der finder anvendelse, jf. direktivet om digi‐
talt indholds artikel 20.
Manglende overensstemmelse af det digitale indhold eller
den digitale tjeneste ved leveringen til forbrugeren skyldes
ofte én af transaktionerne i en kæde, der forbinder den op‐
rindelige udvikler med den endelige erhvervsdrivende. Selv
om den endelige erhvervsdrivende er ansvarlig over for for‐
brugeren i tilfælde af manglende overensstemmelse, er det
vigtigt at sikre, at den erhvervsdrivende har tilstrækkelige
rettigheder over for de forskellige personer i transaktions‐
kæden med henblik på at kunne dække ansvaret over for
forbrugeren. Sådanne rettigheder bør begrænses til kommer‐
cielle transaktioner, og bør derfor ikke omfatte situationer,
hvor den erhvervsdrivende er ansvarlig over for forbrugeren
for den manglende overensstemmelse af digitalt indhold el‐
ler en digital tjeneste, der består af eller bygger på software,
som er blevet leveret uden betaling af en pris i henhold til
en Free and Open Source-licens af en person i tidligere led i
transaktionskæden, jf. præambelbetragtning nr. 78.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 216-217.
3.6.2. Udvalgets overvejelser
Det fremgår af varedirektivet og direktivet om digitalt ind‐
hold, at hvis sælgeren er ansvarlig over for forbrugeren
på grund af en mangel, som skyldes en handling eller en
undladelse, der er begået af en person i et tidligere led i
transaktionskæden, har sælgeren ret til at rejse krav over for
den eller de ansvarlige personer i transaktionskæden. Det
afgøres efter national ret, mod hvilke personer sælgeren kan
rejse krav, og hvilke beføjelser og betingelser for udøvelsen
heraf, der finder anvendelse. Det gælder for så vidt angår
digitalt indhold og digitale tjenester også i tilfælde af mang‐
lende levering.
Købeloven indeholder ikke udtrykkelige regler om regres
for sælgeren mod tidligere transaktionsled.
Udvalget har overvejet, om der er behov for at lovfæste de
gældende danske regler om regres.
Udvalget vurderer, at varedirektivet og direktivet om digitalt
indhold ikke er til hinder for, at spørgsmålet om regres for‐
bliver ulovreguleret i dansk ret. Det skyldes, at direktiverne
efter udvalgets vurdering alene indeholder en erklæring om,
at det skal være muligt for sælgeren at rette regreskrav mod
tidligere led i transaktionskæden, hvilket gældende dansk ret
sikrer.
Udvalget finder ikke grundlag for at foreslå lovregulering af
retten til regres.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 217-218.
3.6.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord‐
ning
Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser, og der stil‐
les derfor ikke forslag om lovregulering af retten til regres.
3.7. Reklamationsfristen
3.7.1. Gældende ret
3.7.1.1. Købeloven
3.7.1.1.1. Reklamationsfristens længde
Den absolutte reklamationsfrist i købeloven er to år, jf.
§ 83, stk. 1. Efter bestemmelsen skal forbrugeren inden
to år fra salgsgenstandens overgivelse meddele sælgeren,
hvis forbrugeren vil påberåbe sig en mangel ved salgsgen‐
standen. Fristen er absolut, da den gælder, uanset om for‐
brugeren kendte til manglen inden udløbet af fristen. Hvis
forbrugeren ikke har reklameret inden to år fra overgivel‐
sestidspunktet, kan forbrugeren ikke senere gøre manglen
gældende. Det gælder dog ikke, hvis sælgeren har påtaget
sig at indestå for salgsgenstanden i længere tid eller har
handlet i strid med almindelig hæderlighed. Det afhænger
af den til enhver tid gældende almindelige retsopfattelse,
hvor grænsen for det hæderlige går, og der skal foretages en
konkret vurdering.
Ud over den absolutte reklamationsfrist gælder der efter
købelovens § 81 en såkaldt relativ reklamationsfrist. Fristen
er relativ, da den afhænger af, hvornår forbrugeren opdagede
manglen. Ifølge bestemmelsen skal en forbruger, der vil
påberåbe sig en mangel, give sælgeren meddelelse herom
inden for rimelig tid efter, at forbrugeren har opdaget mang‐
len. Hvis forbrugeren ikke gør det, mister forbrugeren retten
til at påberåbe sig manglen.
Det er ikke i bestemmelsen angivet, hvad der skal forstås
ved rimelig tid, men en meddelelse, som er givet inden to
måneder efter, at forbrugeren opdagede manglen, er altid
rettidig. Om en reklamation efter to måneder fra tidspunktet,
hvor forbrugeren opdagede manglen, er rettidig afhænger af
en konkret vurdering af, om reklamationen er sket inden for
rimelig tid. Individuelle forhold hos forbrugeren, f.eks. syg‐
dom, bortrejse eller lignende, kan på den ene side begrunde
en forlængelse af fristen. Konkrete omstændigheder kan på
den anden side føre til, at der skal reklameres hurtigere end
67
ellers, f.eks. hvis genstandens værdi hastigt forringes, eller
hvis der forekommer store prissvingninger for varer af den
pågældende art.
I forbrugerkøb har forbrugeren ikke en egentlig pligt til at
undersøge salgsgenstanden. Det indebærer, at den relative
reklamationsfrist først begynder at løbe, når forbrugeren
faktisk bliver opmærksom på manglen. Er der tale om åben‐
bare mangler, kan der imidlertid ikke stilles store krav til
sælgerens bevisførelse i relation til det tidspunkt, hvor for‐
brugeren må antages at have opdaget manglen. Forbrugerens
passivitet og fortsatte brug af genstanden efter, at manglen
er opdaget, vil kunne anses som en accept af at beholde
salgsgenstanden. I så fald er forbrugeren afskåret fra at kræ‐
ve omlevering eller ophæve købet.
Den relative reklamationsfrist gælder ikke, hvis sælgeren
har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft
uagtsomt, jf. købelovens § 82.
3.7.1.1.2. Formkrav
Der gælder ingen formkrav til en reklamation. Der kan både
reklameres skriftligt og mundtligt. Der stilles kun krav om
en neutral reklamation, dvs. at forbrugeren skal meddele, at
salgsgenstanden har en mangel, og at forbrugeren vil påbe‐
råbe sig den. Forbrugerens reklamation skal være rimelig
klar med hensyn til, hvad der begrunder reklamationen, så
sælgeren kan vurdere indsigelsens rigtighed.
Det er ikke en betingelse for en gyldig reklamation, at for‐
brugeren angiver, hvilke misligholdelsesbeføjelser forbru‐
geren vil gøre gældende. Forbrugeren skal dog inden rimelig
tid besvare en eventuel forespørgsel fra sælgeren om, hvor‐
vidt forbrugeren vil hæve købet.
Bevisbyrden for, at der er afgivet reklamation, og at det er
sket rettidigt, påhviler forbrugeren.
3.7.1.1.3. For sen reklamation
Hvis forbrugeren reklamerer for sent, mister forbrugeren ret‐
ten til at gøre manglen gældende. Det gælder dog ikke, hvis
sælgeren ikke gør indsigelse mod den for sene reklamation,
men i stedet påbegynder realitetsforhandlinger med forbru‐
geren om reklamationens berettigelse. I sådanne tilfælde får
reklamationen retsvirkning.
3.7.1.1.4. Fravigelser fra reklamationsfristen
Den toårige reklamationsfrist gælder ikke, hvis sælgeren
har påtaget sig at indestå for salgsgenstanden i længere tid,
eller hvis sælgeren har handlet i strid med almindelig hæ‐
derlighed. Derudover gælder reklamationsfristen ikke, hvis
salgsgenstanden i henhold til et påbud fra en offentlig myn‐
dighed skal tilbagekaldes eller destrueres, fordi den udgør
en fare. Reklamationsfristen gælder heller ikke ved køb af
byggematerialer og ved retsmangler, hvor det alene er de
almindelige forældelsesregler, der finder anvendelse.
3.7.1.1.5. Afbrydelse eller en ny reklamationsfrist
En reklamation har den virkning, at reklamationsfristen i
købelovens § 83 bliver afbrudt én gang for alle for så vidt
angår den mangel, der reklameres over. Hvis f.eks. forbru‐
geren reklamerer inden udløbet af reklamationsfristen, og
den samme mangel, uanset at sælgeren har afhjulpet den
eller har omleveret salgsgenstanden, viser sig igen efter ud‐
løbet af fristen, er forbrugerens ret til at gøre mangelsindsi‐
gelser gældende ikke længere begrænset af den oprindelige
reklamationsfrist, men alene af de almindelige forældelses‐
regler. Hvis der derimod reklameres over en anden mangel,
vil den oprindelige absolutte reklamationsfrist fortsat gælde.
I de tilfælde, hvor sælgeren foretager omlevering for at af‐
hjælpe manglen, løber der en ny frist på to år fra omleve‐
ringen. Det samme kan i visse tilfælde gøre sig gældende,
hvis afhjælpning er så omfattende, at den må sidestilles med
omlevering. Det har navnlig betydning, hvis den omleverede
genstand er behæftet med andre mangler end den, forbruger‐
en oprindeligt påberåbte sig, da fristen allerede er afbrudt én
gang for alle for den påberåbte mangel.
3.7.1.1.6. Modtageren af reklamationen
Forbrugeren skal som udgangspunkt reklamere over for sæl‐
geren af salgsgenstanden. Efter købelovens § 84 kan for‐
brugeren dog også give meddelelse om reklamation til en
producent eller en anden erhvervsdrivende, der i forbindelse
med købet har påtaget sig at afhjælpe eventuelle mangler
ved salgsgenstanden. Det indebærer, at producenten eller
den anden erhvervsdrivende er legitimeret til at modtage re‐
klamationer med bindende virkning på sælgerens vegne. En
erhvervsdrivende formidler af et køb fra en ikke-erhvervs‐
drivende, jf. § 4 a, stk. 2, er også legitimeret til at modtage
reklamationer.
Købelovens § 84 regulerer ikke, hvornår andre erhvervsdri‐
vende end sælgeren har påtaget sig en forpligtelse til at
afhjælpe mangler ved salgsgenstanden og pålægger ikke den
erhvervsdrivende en sådan forpligtelse.
Vil forbrugeren påberåbe sig en mangel over for en produ‐
cent eller en anden erhvervsdrivende, der i forbindelse med
købet har påtaget sig at afhjælpe eventuelle mangler, skal
forbrugeren give sælgeren eller den anden erhvervsdrivende
meddelelse herom inden for rimelig tid efter, at forbrugeren
har opdaget manglen. I modsat fald taber forbrugeren ret‐
ten til at påberåbe sig manglen. Meddelelse givet inden to
måneder efter, at forbrugeren opdagede manglen, er altid
rettidig, jf. købelovens § 85.
68
3.7.1.1.7. Forsendelsesrisiko for reklamationsmeddelelser
Efter købelovens § 86, finder købelovens § 61, stk. 1, om
forsendelsesrisiko for reklamationsmeddelelser, anvendelse
i forbrugerkøb. Det betyder, at hvis en meddelelse om re‐
klamation fra forbrugeren er indleveret til befordring med
f.eks. post, eller, hvor andet forsvarligt befordringsmiddel
benyttes, afgivet til befordring, medfører det ikke tab af ret
for forbrugeren, at meddelelsen forsinkes eller ikke kommer
frem.
Det afgørende for, om reklamationen er rettidig, er, om den
er afsendt, dvs. om meddelelsen er overgivet til befordring
inden for en eventuel frist. Forbrugeren har bevisbyrden
herfor.
Post anses altid som forsvarligt befordringsmiddel. Det er
dog en forudsætning, at meddelelsen er korrekt frankeret
og adresseret. E-mail anses også som et forsvarligt befor‐
dringsmiddel. Det beror på en konkret vurdering, om andre
befordringsmidler er omfattet af bestemmelsen. Befordring
med afsenderens egne folk sker på afsenderens risiko. Det
samme gælder for forsendelse med taxi. Visse bud- og ku‐
rertjenester kan være organiseret, således at forsendelse ad
den vej er omfattet af bestemmelsen.
3.7.1.1.8. Forældelse
Ved siden af reklamationsfristerne gælder de almindelige
regler om forældelse af fordringer i forældelsesloven. Re‐
klamationsfristerne er kortere end forældelsesfristerne, og
reklamationsfristen udløber derfor normalt på et tidligere
tidspunkt end forældelsesfristen.
Forældelsesloven finder anvendelse på fordringer på penge
eller andre ydelser, medmindre andet følger af særlige be‐
stemmelser om forældelse i anden lov, jf. forældelseslovens
§ 1.
Efter forældelseslovens § 2, stk. 1, regnes forældelsesfri‐
sten som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, hvor for‐
dringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt.
Den almindelige forældelsesfrist er tre år, jf. forældelseslo‐
vens § 3, stk. 1, medmindre andet følger af andre bestem‐
melser.
Hvis fordringshaveren er ubekendt med fordringen, regnes
forældelsesfristen fra den dag, da fordringshaveren fik eller
burde have fået kendskab hertil, jf. lovens § 3, stk. 2.
Den absolutte forældelsesfrist er ti år, jf. lovens § 3, stk. 3,
nr. 4. Fristen sætter grænsen for, hvor længe den treårige
forældelsesfrist efter lovens § 3, stk. 1, kan være suspende‐
ret efter lovens § 3, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 219-225.
3.7.1.2. Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold
3.7.1.2.1. Varedirektivet
Ifølge varedirektivets artikel 10, stk. 1, er sælgeren ansvarlig
over for forbrugeren for mangler, der forelå på det tidspunkt,
hvor varerne blev leveret, og som bliver synlige inden to
år efter dette tidspunkt. Med forbehold for artikel 7, stk. 3,
vedrørende opdateringer gælder det også varer med digitale
elementer.
Ved varer med digitale elementer, hvor købsaftalen foreskri‐
ver en løbende levering af det digitale indhold eller den
digitale tjeneste i en periode, er sælgeren ansvarlig for even‐
tuelle mangler ved indholdet eller tjenesten, der opstår eller
bliver synlige inden to år, efter at varerne med digitale ele‐
menter blev leveret. Hvis aftalen foreskriver løbende leve‐
ring i mere end to år, er sælgeren ansvarlig for mangler i det
digitale indhold eller den digitale tjeneste, der opstår eller
bliver synlige inden for den periode, hvor indholdet eller
tjenesten skal leveres i henhold til købsaftalen, jf. artikel 10,
stk. 2. Der gælder således en længere reklamationsfrist end
to år, hvis der er aftalt løbende levering af integreret digitalt
indhold i varer med digitale elementer i mere end to år. Den
længere reklamationsfrist gælder kun for mangler ved det
digitale indhold eller den digitale tjeneste, som opstår eller
konstateres inden for den periode, hvor indholdet eller tjene‐
sten skal leveres.
Begrebet ansvar i varedirektivets artikel 10 relaterer sig til
reklamationsfristen og må ikke forveksles med et eventuelt
erstatningsansvar.
Medlemsstaterne skal sikre, at nationale forældelsesfrister
ikke forhindrer forbrugeren i at udnytte misligholdelsesbefø‐
jelserne efter varedirektivet i en periode svarende til rekla‐
mationsfristen, jf. artikel 10, stk. 4.
Medlemsstaterne har mulighed for at vælge at opretholde
eller indføre en længere reklamationsfrist end ovennævnte
på to år, jf. artikel 10, stk. 3.
Medlemsstaterne kan også vælge at nøjes med at opretholde
eller indføre en forældelsesfrist. Medlemsstaterne skal i gi‐
vet fald sikre, at en sådan forældelsesfrist giver forbrugeren
mulighed for at gøre brug af beføjelserne, som viser sig i
løbet af den periode, der er omhandlet i artikel 10, stk. 1 og
2, dvs. i reklamationsperioden, jf. artikel 10, stk. 5.
69
Varedirektivet regulerer ikke, under hvilke betingelser rekla‐
mationsfristen eller en forældelsesfrist kan ophæves eller
afbrydes. Medlemsstaterne kan derfor fastsætte regler om
ophævelse eller afbrydelse af reklamationsfristen eller for‐
ældelsesfristen, f.eks. i tilfælde af afhjælpning, omlevering
eller forhandlinger mellem sælgeren og forbrugeren med
henblik på en mindelig ordning, jf. præambelbetragtning nr.
44.
Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre bestemmelser,
der fastsætter, at forbrugeren for at kunne nyde godt af sine
rettigheder skal underrette sælgeren om en mangel inden
for en periode på mindst to måneder fra den dato, hvor
forbrugeren opdagede manglen, jf. artikel 12.
3.7.1.2.2. Direktivet om digitalt indhold
Den erhvervsdrivende er ansvarlig for manglende levering
af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i over‐
ensstemmelse med direktivets artikel 5, jf. artikel 11, stk.
1. Begrebet ansvar i direktivets artikel 11 relaterer sig til
reklamationsfristen og må ikke forveksles med et eventuelt
erstatningsansvar.
Når en aftale indeholder bestemmelse om en enkelt levering
eller en række af enkeltstående leveringer, er den erhvervs‐
drivende ansvarlig for manglende overensstemmelse, som
eksisterer på leveringstidspunktet. Hvis den erhvervsdriven‐
de i henhold til national ret kun er ansvarlig for manglende
overensstemmelse, der viser sig inden for en bestemt perio‐
de efter leveringen, må perioden ikke være kortere end to år
regnet fra leveringstidspunktet. Bestemmelsen berører ikke
artikel 8, stk. 2, litra b, om opdateringer, jf. artikel 11, stk.
2. Medlemsstaterne kan således vælge at indføre en længere
reklamationsfrist.
Digitalt indhold eller digitale tjenester kan leveres til forbru‐
gere ved en enkelt levering, f.eks. når forbrugere downloa‐
der en e-bog og lagrer den på deres personlige enhed. Lige‐
ledes kan leveringen bestå af en række sådanne enkeltståen‐
de leveringer, f.eks. når forbrugere modtager et link, hvorfra
de kan downloade en ny e-bog hver uge. Det karakteristiske
element i denne kategori af digitalt indhold eller digitale
tjenester er, at forbrugere derefter har mulighed for at få ad‐
gang til og bruge indholdet eller tjenesten uden tidsbegræns‐
ning, jf. præambelbetragtning nr. 56.
Hvis aftalen foreskriver løbende levering over en periode, er
den erhvervsdrivende ansvarlig for manglende overensstem‐
melse, der opstår eller viser sig i hele den periode, i hvilken
det digitale indhold eller den digitale tjeneste skal leveres,
jf. artikel 11, stk. 3.
Løbende levering omfatter tilfælde, hvor den erhvervsdri‐
vende stiller en digital tjeneste til rådighed for forbrugere
for en bestemt eller ubestemt periode, såsom en toårig
cloudlagringsaftale eller et tidsubestemt medlemskab af en
social medieplatform. Det karakteristiske element er, at det
digitale indhold eller den digitale tjeneste kun er til rådighed
eller tilgængelig(t) for forbrugere i den fastsatte aftaleperi‐
ode, eller så længe den tidsubestemte aftale er i kraft. Ele‐
mentet af løbende levering kræver ikke nødvendigvis lang‐
sigtet levering. Tilfælde såsom webstreaming af et videoklip
betragtes som løbende levering over en periode, uanset den
reelle varighed af den audiovisuelle fil. Tilfælde, hvor be‐
stemte elementer af det digitale indhold eller den digitale
tjeneste stilles til rådighed med jævne mellemrum eller ved
flere lejligheder under aftalens fastsatte varighed eller i den
periode, hvor aftalen på ubestemt tid er gældende, betragtes
også som løbende levering over en periode, f.eks. hvor afta‐
len fastsætter, at en kopi af antivirussoftware kan anvendes i
et år og automatisk opdateres den første dag i hver måned i
denne periode, eller at den erhvervsdrivende automatisk vil
foretage opdateringer, når der foreligger nye elementer af et
digitalt spil, og det digitale indhold eller den digitale tjeneste
kun er tilgængelig(t) for forbrugerne under aftalens fastsatte
varighed eller er tilgængelig for forbrugerne, så længe den
tidsubestemte aftale er i kraft, jf. præambelbetragtning nr.
57.
Hvis misligholdelsesbeføjelserne også eller udelukkende er
underlagt en national forældelsesfrist, skal fristen tillade
forbrugerne at gøre brug af de beføjelser, der er fastsat i
artikel 14 for enhver manglende overensstemmelse, der ek‐
sisterer på leveringstidspunktet, og som viser sig inden for
den ovenfor angivne periode, jf. artikel 11, stk. 2 og 3.
Medlemsstaterne kan frit lovgive om nationale forældelses‐
frister, men sådanne frister må ikke forhindre forbrugere
i at udøve deres rettigheder i hele den periode, hvor den
erhvervsdrivende er ansvarlig for manglende overensstem‐
melse, jf. præambelbetragtning nr. 58.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 225-229.
3.7.2. Udvalgets overvejelser
3.7.2.1. Den absolutte reklamationsfrist
Den absolutte reklamationsfrist i købeloven er to år, jf. § 83,
stk. 1.
Udgangspunktet efter varedirektivet er en reklamationsfrist
på mindst to år for varer og varer med digitale elemen‐
ter. Det gælder dog ikke, hvis en aftale om varer med digi‐
tale elementer foreskriver løbende levering af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste i mere end to år. I så
fald skal forbrugeren kunne gøre mangler ved det digitale
element gældende i hele den periode, hvor det skal leveres
ifølge aftalen.
70
Udgangspunktet efter direktivet om digitalt indhold er en
reklamationsfrist på mindst to år for digitalt indhold og digi‐
tale tjenester, der leveres ved en eller flere enkeltstående le‐
veringer. Er der tale om løbende levering af digitalt indhold
eller digitale tjenester, skal forbrugeren kunne gøre mangler
gældende i hele leveringsperioden.
Udvalget vurderer, at det skal fremgå udtrykkeligt af købe‐
loven, at forbrugeren kan gøre mangler ved digitalt indhold
eller digitale tjenester gældende i hele leveringsperioden,
når der er aftalt løbende levering heraf. Det gælder både
for køb af varer med digitale elementer, hvor det digitale
element leveres løbende i en periode på mere end to år,
og for aftaler om levering af digitalt indhold og digitale
tjenester, hvor der er aftalt løbende levering. Udvalget stiller
forslag herom.
Ifølge varedirektivet og direktivet om digitalt indhold må
reklamationsfristen ikke afskære forbrugeren fra at gøre
mangler, som skyldes sælgerens manglende eller forkerte
opdatering, gældende i den periode, hvor sælgeren er for‐
pligtet til at give forbrugeren besked om og levere opdate‐
ringer, herunder sikkerhedsopdateringer. Perioden kan være
længere end den periode, hvor sælgeren normalt er ansvarlig
for mangler, dvs. længere end den sædvanlige absolutte re‐
klamationsfrist.
Udvalget vurderer, det skal fremgå udtrykkeligt af købelo‐
ven, at forbrugeren kan gøre mangler, som skyldes sælge‐
rens manglende eller forkerte opdatering, gældende i hele
den periode, hvor sælgeren er forpligtet til at levere opda‐
teringer, herunder sikkerhedsopdateringer. Udvalget stiller
forslag herom.
3.7.2.1.1. Forlængelse af den absolutte reklamationsfrist
3.7.2.1.1.1. Generelt
Ifølge varedirektivet og direktivet om digitalt indhold skal
reklamationsfristen være mindst to år i de tilfælde, der ikke
er nævnt ovenfor, men direktiverne giver mulighed for at
indføre en længere frist. Direktiverne giver både mulighed
for en generel forlængelse af reklamationsfristen og for at
fastsætte reklamationsfrister af forskellig længde for f.eks.
forskellige produktkategorier, dvs. en såkaldt differentieret
reklamationsfrist.
Udvalget har overvejet, om den toårige reklamationsfrist i
købeloven bør forlænges generelt, og om der bør indføres en
differentieret reklamationsfrist.
Udvalget har til brug for overvejelserne indhentet oplysnin‐
ger om reklamationsfristen i andre lande, de erhvervs- og
statsøkonomiske konsekvenser af en eventuel forlængelse af
reklamationsfristen og om konsekvenserne for den grønne
omstilling.
Udvalget anfører, at reklamationsfristen er en klagefrist. Ved
at reklamere inden for fristen har forbrugeren adgang til
at gøre gældende, at der er en mangel ved salgsgenstan‐
den. Når fristen er udløbet, uden at der er reklameret, har
forbrugeren ikke længere adgang til at gøre en eventuel
mangel gældende over for sælgeren, medmindre der f.eks.
er givet en garanti. Parternes mellemværende er dermed
endelig afsluttet.
En reklamation inden for reklamationsfristen er ikke ensbe‐
tydende med, at der foreligger en køberetlig mangel, som
sælgeren er forpligtet til at udbedre ved afhjælpning, omle‐
vering eller andre misligholdelsesbeføjelser. For at kunne
gøre misligholdelsesbeføjelser gældende skal forbrugeren
bevise, at der foreligger en kvalitetsafvigelse mv., og at den‐
ne var til stede på leveringstidspunktet og ikke f.eks. skyldes
fejlbetjening fra forbrugerens side. Erfaringsmæssigt bliver
det vanskeligere for forbrugeren at bevise, at fejlen mv. var
til stede på leveringstidspunktet, jo længere tid der går, fra
leveringen har fundet sted.
For forbrugeren vil en forlængelse af reklamationsfristen
indebære, at forbrugeren får en længere periode til at opdage
og gøre en eventuel mangel gældende. Det har særlig betyd‐
ning for produkter med lang levetid.
For sælgeren vil en længere reklamationsfrist indebære, at
der vil være en længere periode, hvor den erhvervsdrivende
risikerer at blive mødt med krav, herunder uberettigede krav.
3.7.2.1.1.2. Flertallets udtalelse
Udvalgets flertal (7 medlemmer) foreslår hverken en forlæn‐
gelse af den toårige reklamationsfrist eller en differentieret
forlængelse af fristen.
3.7.2.1.1.3. Mindretallets udtalelse
Udvalgets mindretal (1 medlem) foreslår en differentieret
forlængelse af reklamationsfristen, så fristen bliver seks år
for varige forbrugsgoder og tre år for andre forbrugsgoder.
3.7.2.1.1.4. En række udvalgsmedlemmer afstår
Fem udvalgsmedlemmer afstår fra at udtale sig for eller
imod de forskellige forslag.
3.7.2.1.2. Den absolutte reklamationsfrist ved løbende leve‐
ring af digitalt indhold, digitale tjenester og varer med digi‐
tale elementer i mere end to år
Ved aftaler om løbende levering af digitalt indhold og di‐
71
gitale tjenester er den erhvervsdrivende ansvarlig for mang‐
lende overensstemmelse, der opstår eller viser sig i hele den
periode, i hvilken indholdet eller tjenesten skal leveres, jf.
direktivet om digitalt indholds artikel 11, stk. 3.
Hvis en købsaftale om varer med digitale elementer fore‐
skriver løbende levering af det digitale indhold eller den
digitale tjeneste i mere end to år, er sælgeren ansvarlig for
mangler ved indholdet eller tjenesten, der opstår eller bliver
synlige inden for den periode, hvor indholdet eller tjenesten
skal leveres, jf. varedirektivets artikel 10, stk. 2. Medlems‐
staterne kan opretholde eller indføre længere frister end
dem, der er omhandlet i stk. 2, jf. artikel 10, stk. 3.
Ifølge bestemmelserne er sælgeren ansvarlig for mangler,
mens aftalen om levering løber.
Udvalget har overvejet, om der skal fastsættes en periode,
hvor forbrugeren kan reklamere over mangler ved digitalt
indhold og de digitale tjenester, herunder når de indgår i va‐
rer med digitale elementer, efter den løbende levering heraf
er ophørt.
Udvalget vurderer, at der er behov for at fastsætte en periode
på to måneder efter endt levering af digitalt indhold og digi‐
tale tjenester, hvor forbrugeren kan reklamere over mangler
ved indholdet eller tjenesten. Perioden på to måneder stem‐
mer overens med den relative reklamationsfrist for varer og
er rimelig for både forbrugeren og sælgeren. En sådan regel
skaber forudsigelighed og et fast sluttidspunkt for parternes
mellemværende. Udvalget stiller forslag herom.
Udvalget vurderer ikke, at der er behov for at fastsætte en
yderligere periode, hvori forbrugeren kan reklamere, efter
endt levering af varer med digitale elementer i mere end to
år. Det skyldes, at digitalt indhold og digitale tjenester, der
er en del af varer med digitale elementer, er nødvendige for
at få varen til at fungere. Udvalget lægger i den forbindelse
vægt på hensynet til den absolutte reklamationsfrist, og at
der ikke bør være forskel på reklamationsfristen for varer
og varer med digitale elementer. Udvalget stiller forslag i
overensstemmelse hermed.
3.7.2.2. Den relative reklamationsfrist
Ifølge den relative reklamationsfrist i købelovens § 81 skal
forbrugeren reklamere inden for rimelig tid efter, at forbru‐
geren har opdaget en mangel. Reklamation inden for to
måneder er dog altid rettidig. Den relative reklamationsfrist
gælder ikke, hvis sælgeren har handlet i strid med alminde‐
lig hæderlighed eller groft uagtsomt, jf. § 82.
Varedirektivet giver medlemsstaterne mulighed for at opret‐
holde bestemmelser, der fastsætter, at forbrugeren for at
kunne nyde godt af sine rettigheder skal underrette sælgeren
om en mangel inden for en periode på mindst to måneder,
fra forbrugeren opdagede manglen, jf. artikel 12.
Direktivet om digitalt indhold indeholder ikke en tilsvarende
bestemmelse, men det er muligt at forlænge selve reklamati‐
onsfristen med henvisning til direktivets artikel 11, stk. 3,
2. afsnit. Udvalget har foreslået at fastsætte en periode på
to måneder efter endt løbende levering af digitalt indhold
og digitale tjenester, hvor forbrugeren kan reklamere over
mangler ved indholdet eller tjenesten.
Udvalget har overvejet, om den relative reklamationsfrist i
købeloven kan og bør opretholdes eller ændres i relation til
varedirektivet og direktivet om digitalt indhold.
Udvalget vurderer, at det er muligt at opretholde den relative
reklamationsfrist i relation til varer på grund af varedirekti‐
vets artikel 12. Det er endvidere udvalgets opfattelse, at den
relative reklamationsfrist bør opretholdes.
Udvalget vurderer derimod, at det ikke er muligt at oprethol‐
de den relative reklamationsfrist i relation til digitalt indhold
og digitale tjenester.
Udvalget foreslår, at den relative reklamationsfrist oprethol‐
des i dens nuværende form i relation til aftaler om varer,
men ikke i relation til aftaler om digitalt indhold og digitale
tjenester.
3.7.2.3. Undtagelser til den absolutte reklamationsfrist
Den absolutte reklamationsfrist finder ikke anvendelse, hvis
sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed,
eller hvis salgsgenstanden i henhold til et påbud fra en of‐
fentlig myndighed skal tilbagekaldes eller destrueres, fordi
den udgør en fare, jf. købelovens § 83, stk. 1 og 2. Den
absolutte reklamationsfrist finder heller ikke anvendelse ved
retsmangler eller aftaler om byggematerialer. I disse tilfælde
gælder alene de almindelige forældelsesregler.
Hverken varedirektivet eller direktivet om digitalt indhold
indeholder tilsvarende undtagelser til reklamationsfristen.
Udvalget vurderer, at købelovens undtagelser til den abso‐
lutte reklamationsfrist kan opretholdes, da bestemmelserne
om den absolutte reklamationsfrist i varedirektivet og direk‐
tivet om digitalt indhold er udtryk for minimumsharmonise‐
ring.
3.7.2.4. Forældelse
Både varedirektivet og direktivet om digitalt indhold inde‐
holder bestemmelser om, at medlemsstaterne skal sikre, at
nationale forældelsesregler ikke afskærer forbrugeren fra at
72
gøre misligholdelsesbeføjelser gældende i reklamationspe‐
rioden.
Den almindelige forældelsesfrist i dansk ret er tre år. Rekla‐
mationsfristen er to år. Da udvalgets flertal ikke foreslår at
forlænge reklamationsfristen, vil reklamationsfristen fortsat
være kortere end den almindelige forældelsesfrist. Udvalget
foreslår derfor ikke ændringer af forældelsesreglerne.
3.7.2.5. Konsekvensændringer af reklamationsfristen i han‐
dels- og civilkøb
Udvalget har overvejet, om ændringerne af reklamationsfri‐
sten i forbrugerkøb giver anledning til ændring af reklama‐
tionsfristen i handels- og civilkøb. Reklamationsfristen er
også to år for disse køb, jf. købelovens § 54. Henset til,
at udvalgets flertal ikke foreslår en forlængelse af reklama‐
tionsfristen i forbrugerkøb, finder udvalget ikke grundlag
for at foreslå ændringer af reklamationsfristen i handels- og
civilkøb.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 229-259.
3.7.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord‐
ning
Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser og for‐
slag, og lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse her‐
med. Hvor der ikke har været enighed i udvalget, er lovfor‐
slaget udarbejdet på baggrund af flertallets forslag.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 23-25, samt bemærk‐
ningerne hertil.
3.8. Formodningsreglen
3.8.1. Gældende ret
3.8.1.1. Købeloven
Vurderingen af, om en salgsgenstand lider af en mangel,
skal foretages ud fra genstandens beskaffenhed på tidspunk‐
tet for risikoens overgang, hvilket sædvanligvis er leverings‐
tidspunktet. Forelå der på dette tidspunkt en mangel, hæfter
sælgeren herfor, også selv om manglen først viser sig sene‐
re, medmindre særlige forhold gør sig gældende, jf. købelo‐
vens § 77 a, stk. 1.
Hvis salgsgenstandens manglende overensstemmelse med
kravene i §§ 75 a og 76 viser sig inden for seks måneder ef‐
ter levering af salgsgenstanden, formodes den at have været
til stede på tidspunktet for risikoens overgang, medmindre
formodningen er uforenelig med salgsgenstandens eller den
manglende overensstemmelses art, jf. købelovens § 77 a,
stk. 3. Bestemmelsen betegnes formodningsreglen.
Konsekvensen af reglen er, at der i formodningsperioden
som udgangspunkt foretages en ændring i bevisbyrdefor‐
holdene, idet der opstilles en formodning for, at en kvali‐
tetsafvigelse/fejl, der viser sig inden for det angivne tids‐
rum, forelå allerede ved leveringen. Bestemmelsen regule‐
rer alene spørgsmålet om bevisbyrden for, at kvalitetsaf‐
vigelsen/fejlen forelå på leveringstidspunktet. Uanset om
formodningsreglen finder anvendelse, er det således forbru‐
geren, som har bevisbyrden for, at der er en kvalitetsafvigel‐
se/fejl.
Formodningen skal alene opstilles, hvis det ikke er ufor‐
eneligt med salgsgenstandens eller den manglende overens‐
stemmelses art. Er f.eks. det holdbarhedskrav, som forbruge‐
ren efter aftalen kan stille til en salgsgenstand, f.eks. friske
fødevarer, klart mindre end seks måneder, er det uforeneligt
med genstandens art at opstille en holdbarhedsformodning
på seks måneder. Formodningsreglen tager heller ikke sig‐
te på egenskaber, hvis tilstedeværelse er uafhængig af tids‐
faktoren, f.eks. en salgsgenstands oprindelse, ægthed mv.
I disse tilfælde er seksmåneders reglen ikke forenelig med
den manglende uoverensstemmelses karakter. Formodnings‐
reglen gælder ikke for brugte genstande købt på auktion.
I de tilfælde, hvor det ikke er uforeneligt med salgsgenstan‐
dens eller den manglende overensstemmelses art, påhviler
det sælgeren at afkræfte formodningen. Kan sælgeren efter
en konkret bevisførelse afkræfte formodningen, er det op til
forbrugeren at godtgøre, at fejlen/kvalitetsafvigelsen forelå
ved risikoens overgang (på leveringstidspunktet).
Hvor genstandens normale holdbarhed er overskredet, eller
hvis fejlen skyldes et uheld med genstanden eller andre
udefrakommende begivenheder, kan sælgeren afkræfte for‐
modningen. Også fejl, der kan henføres til forbrugerens van‐
røgt, opbevaring eller anden uforsvarlig adfærd, medfører
efter omstændighederne, at formodningen afkræftes. Der er i
disse tilfælde ikke tale om en mangel i køberetlig forstand.
Formodningsreglen afskærer ikke forbrugeren fra at bevise,
at en kvalitetsafvigelse/fejl, der konstateres mere end seks
måneder efter leveringstidspunktet, også var til stede på le‐
veringstidspunktet.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 259-260.
3.8.1.2. Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold
3.8.1.2.1. Varedirektivet
En mangel, der bliver synlig inden et år efter det tidspunkt,
hvor varen blev leveret, antages ifølge varedirektivets arti‐
kel 11, stk. 1, at have foreligget på leveringstidspunktet,
medmindre andet bevises, eller medmindre formodningen er
73
uforenelig med varernes eller med manglens art. Det gælder
også for varer med digitale elementer.
I stedet for den etårige periode kan medlemsstaterne vælge
at opretholde eller indføre en formodningsperiode for varer
på to år fra leveringstidspunktet, jf. artikel 11, stk. 2.
Ved varer med digitale elementer, hvor købsaftalen foreskri‐
ver løbende levering af det digitale indhold eller den digitale
tjeneste, er det op til sælgeren at bevise, at indholdet eller
tjenesten var i overensstemmelse i den periode, der angives i
artikel 10, stk. 2 (dvs. to år eller aftalens løbetid), jf. artikel
11, stk. 3.
I formodningsperioden skal forbrugeren blot bevise, at der
er en mangel ved varen, uden også at skulle bevise, at
manglen faktisk forelå på det relevante tidspunkt. For at
tilbagevise forbrugerens påstand skal sælgeren bevise, at
manglen ikke forelå på det pågældende tidspunkt, jf. præam‐
belbetragtning nr. 45.
I nogle tilfælde kan antagelsen om, at en mangel forelå på
det relevante tidspunkt for fastslåelse af overensstemmelse,
være uforenelig med varernes eller manglens art. Det første
kan være tilfældet med varer, der efter deres art forringes,
såsom letfordærvelige produkter, f.eks. blomster, eller varer,
der udelukkende er beregnet til engangsbrug. Et eksempel
på sidstnævnte ville være en mangel, der kun kan være et
resultat af en handling fra forbrugerens side eller en åbenlys
ekstern årsag, der er indtruffet, efter at varen er leveret til
forbrugeren, jf. præambelbetragtning nr. 45.
3.8.1.2.2. Direktivet om digitalt indhold
Ifølge direktivet om digitalt indholds artikel 12, stk. 1, har
den erhvervsdrivende bevisbyrden med hensyn til, om det
digitale indhold eller den digitale tjeneste er leveret i over‐
ensstemmelse med artikel 5 om levering.
Når en aftale indeholder bestemmelse om en enkelt levering
eller en række af enkeltstående leveringer, har den erhvervs‐
drivende bevisbyrden for, at det leverede digitale indhold
eller den leverede digitale tjeneste var i overensstemmelse
på leveringstidspunktet, ved manglende overensstemmelse,
der viser sig inden for en periode på et år fra det tidspunkt,
hvor indholdet eller tjenesten blev leveret, jf. artikel 12, stk.
2.
Når en aftale indeholder bestemmelse om løbende levering,
har den erhvervsdrivende bevisbyrden for, om det digitale
indhold eller den digitale tjeneste var i overensstemmelse i
hele den periode, hvor indholdet eller tjenesten skal leveres
i henhold til aftalen, ved manglende overensstemmelse, der
viser sig i hele denne periode, jf. artikel 12, stk. 3.
Artikel 10, stk. 2 og 3, finder ikke anvendelse, hvor den
erhvervsdrivende påviser, at forbrugerens digitale miljø ikke
er kompatibelt med det digitale indholds eller den digitale
tjenestes tekniske krav, og hvor den erhvervsdrivende på en
klar og forståelig måde oplyste forbrugeren om disse krav
inden indgåelsen af aftalen, jf. artikel 12, stk. 4.
Forbrugeren har pligt til at samarbejde med den erhvervs‐
drivende i det omfang, det med rimelighed er muligt og
nødvendigt for at afgøre, om årsagen til det digitale indholds
eller den digitale tjenestes manglende overensstemmelse på
det tidspunkt, der er fastsat i artikel 11, stk. 2 eller stk. 3,
findes i forbrugerens digitale miljø. Forpligtelsen til at sam‐
arbejde er begrænset til de teknisk tilgængelige midler, som
er mindst forstyrrende for forbrugeren. Hvor forbrugeren
ikke samarbejder, og hvor den erhvervsdrivende har oplyst
forbrugeren om disse krav på en klar og forståelig måde in‐
den indgåelsen af aftalen, påhviler bevisbyrden med hensyn
til, hvorvidt den manglende overensstemmelse forelå på det
tidspunkt, der er fastsat i artikel 11, stk. 2 eller stk. 3, alt
efter hvad der er relevant, forbrugeren, jf. artikel 12, stk. 5.
Som følge af digitalt indholds og digitale tjenesters særlige
karakter og store kompleksitet og den erhvervsdrivendes
større kendskab og adgang til sagkundskab, teknisk informa‐
tion og højteknologisk assistance, har den erhvervsdrivende
sandsynligvis bedre forudsætninger end forbrugeren for at
vide, hvorfor indholdet eller tjenesten ikke bliver leveret
eller ikke er i overensstemmelse. Den erhvervsdrivende har
sandsynligvis også bedre forudsætninger for at vurdere, om
den manglende levering eller den manglende overensstem‐
melse skyldes manglende kompatibilitet mellem forbruge‐
rens digitale miljø og det digitale indholds eller den digitale
tjenestes tekniske krav. I tilfælde af uenighed bør det derfor,
selv om det er op til forbrugeren at dokumentere, at det
digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke er i overens‐
stemmelse, ikke være op til forbrugeren at bevise, at den
manglende overensstemmelse eksisterede på det tidspunkt,
hvor indholdet eller tjenesten blev leveret, eller i tilfælde
af løbende levering, i hele aftalens løbetid, jf. præambelbe‐
tragtning nr. 59.
Det er i stedet op til den erhvervsdrivende at bevise, at det
digitale indhold eller den digitale tjeneste var i overensstem‐
melse på det pågældende tidspunkt eller i den pågældende
periode. Bevisbyrden påhviler den erhvervsdrivende i tilfæl‐
de af manglende overensstemmelse, der viser sig inden for
et år efter leveringstidspunktet, hvor aftalen omfatter en
enkelt levering eller en række af enkeltstående leveringer
og i aftalens løbetid, hvor aftalen indeholder bestemmelser
om løbende levering over en bestemt periode. Hvis den er‐
hvervsdrivende kan bevise, at forbrugerens digitale miljø ik‐
ke er kompatibelt med de tekniske krav, som den erhvervs‐
drivende på en klar og forståelig måde informerede forbru‐
geren om inden aftalens indgåelse, bør det være forbrugeren,
der har bevisbyrden for, at det digitale indholds eller den
74
digitale tjenestes manglende overensstemmelse eksisterede
på leveringstidspunktet, hvor aftalen omfatter en enkelt le‐
vering eller en række af enkeltstående leveringer, eller, hvor
aftalen fastsætter bestemmelse om løbende levering over en
periode, i hele aftalens løbetid, jf. præambelbetragtning nr.
59.
Med forbehold for forbrugerens grundlæggende ret til pri‐
vatlivets fred, herunder ret til beskyttelse af fortrolige oplys‐
ninger og personoplysninger, skal forbrugeren samarbejde
med den erhvervsdrivende, således at den erhvervsdrivende
får mulighed for at vurdere, om årsagen til den manglende
overensstemmelse ligger i forbrugerens digitale miljø, ved
hjælp af den teknisk tilgængelige metode, som er mindst
forstyrrende for forbrugeren. Det kan ofte ske ved f.eks. at
udlevere automatisk genererede hændelsesrapporter eller de‐
taljer om forbrugerens internetforbindelse til den erhvervs‐
drivende. Kun under exceptionelle og behørigt begrundede
omstændigheder, hvor der på trods af brug af alle andre
midler ikke er anden mulighed, kan forbrugere være nødt til
at give virtuel adgang til deres digitale miljø. Hvor forbruge‐
ren imidlertid ikke samarbejder med den erhvervsdrivende,
og forbrugeren var blevet informeret om konsekvenserne af
manglende samarbejde, er det forbrugeren, der skal bevise,
ikke bare at det digitale indhold eller den digitale tjeneste
ikke er i overensstemmelse, men også at indholdet eller
tjenesten ikke var i overensstemmelse, da det blev leveret,
hvor aftalen omfatter en enkelt levering eller en række af en‐
keltstående leveringer, eller, hvor aftalen fastsætter bestem‐
melse om løbende levering over en periode, i hele aftalens
løbetid, jf. præambelbetragtning nr. 60.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 260-263.
3.8.2. Udvalgets overvejelser
3.8.2.1. Generelt
Formodningsperioden i dansk ret er seks måneder. Det bety‐
der, at manglende overensstemmelse, der viser sig inden for
seks måneder, formodes at have været til stede på leverings‐
tidspunktet og derfor udgør en mangel i køberetlig forstand.
Ifølge varedirektivet skal formodningsperioden for varer
forlænges til mindst et år, men medlemsstaterne kan vælge
at forlænge perioden til to år. Det følger af varedirektivet,
at ved varer med digitale elementer, hvor købsaftalen fore‐
skriver en løbende levering af det digitale indhold eller den
digitale tjeneste i en periode på op til to år, er sælgeren an‐
svarlig for eventuelle mangler ved det digitale indhold eller
den digitale tjeneste, der opstår eller bliver synlige inden to
år, efter at varerne med digitale elementer blev leveret. Hvis
aftalen foreskriver løbende levering i mere end to år, er
sælgeren ansvarlig for mangler i det digitale indhold eller
den digitale tjeneste, der opstår eller bliver synlige inden
for den periode, hvor det digitale indhold eller den digitale
tjeneste skal leveres i henhold til købsaftalen. Sælgeren har
bevisbyrden i hele perioden.
Efter direktivet om digitalt indhold er formodningsperioden
et år fra leveringstidspunktet for så vidt angår en eller fle‐
re enkeltstående leveringer af digitalt indhold eller digitale
tjenester henholdsvis hele aftalens løbetid for så vidt angår
aftaler om løbende levering over en periode. Direktivet om
digitalt indhold giver ikke medlemsstaterne mulighed for at
forlænge formodningsperioden.
3.8.2.2. Formodningsperioden for varer med digitale ele‐
menter, digitalt indhold og digitale tjenester
Udvalget vurderer, at varedirektivet og direktivet om digitalt
indhold nødvendiggør en række ændringer af formodnings‐
reglen i dansk ret.
For så vidt angår varer med digitale elementer, hvor købsaf‐
talen foreskriver en løbende levering af det digitale indhold
eller den digitale tjeneste i en periode på op til to år, er sæl‐
geren ansvarlig for eventuelle mangler ved indholdet eller
tjenesten, der opstår eller bliver synlige inden to år, efter
at varerne med digitale elementer blev leveret. Hvis aftalen
foreskriver løbende levering i mere end to år, er sælgeren
ansvarlig for mangler i det digitale indhold eller den digitale
tjeneste, der opstår eller bliver synlige inden for den perio‐
de, hvor indholdet eller tjenesten skal leveres i henhold til
købsaftalen. Udvalget foreslår, at formodningsreglen i købe‐
loven justeres i overensstemmelse hermed.
Udvalget foreslår tillige, at formodningsreglen i købeloven
justeres, således at sælgeren for så vidt angår aftaler om
enkeltstående leveringer af digitalt indhold eller digitale tje‐
nester bærer bevisbyrden for ydelsens overensstemmelse i
et år fra leveringstidspunktet. For så vidt angår aftaler om
løbende levering af digitalt indhold eller digitale tjenester
forslås det, at sælgeren bærer bevisbyrden for ydelsens over‐
ensstemmelse i hele aftalens løbetid.
3.8.2.3. Forlængelse af formodningsperioden for varer til to
år
3.8.2.3.1. Generelt
Udvalget har overvejet, om formodningsperioden i købelo‐
ven, der ifølge varedirektivet skal forlænges fra seks måne‐
der til mindst et år for varer, skal forlænges yderligere til to
år.
Udvalget har til brug for overvejelserne indhentet oplysnin‐
ger om formodningsperioden i andre lande og konsekven‐
serne for den grønne omstilling ved en eventuel forlængelse
af formodningsperioden.
75
3.8.2.3.2. Flertallets udtalelse
Udvalgets flertal (7 medlemmer) foreslår, at formodningspe‐
rioden fastsættes til et år for varer.
3.8.2.3.3. Mindretallets udtalelse
Udvalgets mindretal (1 medlem) foreslår, at formodningspe‐
rioden forlænges til to år for varer.
3.8.2.3.4. En række udvalgsmedlemmer afstår
Fem udvalgsmedlemmer afstår fra at udtale sig for eller
imod de forskellige forslag.
3.8.2.4. Formodningsreglen ved køb af levende dyr
3.8.2.4.1. Generelt
Køb og salg af levende dyr er omfattet af købelovens regler
om forbrugerkøb, herunder formodningsreglen. Varedirek‐
tivet omfatter også købsaftaler om levende dyr, men giver
medlemsstaterne mulighed for at undtage sådanne aftaler i
forbindelse med gennemførelse af direktivet.
Udvalget har overvejet, om køb og salg af levende dyr skal
undtages fra reglerne om forbrugerkøb i forbindelse med
gennemførelsen af varedirektivet.
Udvalget har modtaget en række udtalelser til brug for over‐
vejelserne. Flere af udtalelserne peger på formodningsreglen
og henviser til, at dyrs særlige karakter ikke er forenelig
med den formodning, som reglen er udtryk for.
Udvalget bemærker, at der alene er tale om en formod‐
ning, som i det konkrete tilfælde kan afkræftes af sælger‐
en. Formodningen gælder ikke, hvis den er uforenelig med
salgsgenstandens eller den manglende overensstemmelses
art. Det er flere gange fastslået i retspraksis, at formodnin‐
gen gælder ved køb af levende dyr og således ikke er ufore‐
nelig med salgsgenstandens art.
Udvalget vurderer, at det ud fra en ”det mindre i det mere”-
betragtning er muligt at undlade at forlænge formodningspe‐
rioden til mindst et år for køb af levende dyr, hvilket ellers
følger af varedirektivet, fordi direktivet giver mulighed for
helt at undtage levende dyr fra forbrugerkøbsreglerne.
3.8.2.4.2. Flertallets udtalelse
Udvalgets flertal (12 medlemmer) foreslår, at formodnings‐
perioden fastsættes til seks måneder ved køb af levende dyr.
3.8.2.4.3. Mindretallets udtalelse
Udvalgets mindretal (1 medlem) foreslår, at formodningspe‐
rioden ved køb af levende dyr fastsættes til et år.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 98-101 og
263-272.
3.8.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord‐
ning
Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser og for‐
slag, og lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse her‐
med. Hvor der ikke har været enighed i udvalget, er lovfor‐
slaget udarbejdet på baggrund af flertallets forslag.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 16-18, samt bemærk‐
ningerne hertil.
3.9. Reklamationsfristen ved køb af brugte genstande
3.9.1. Gældende ret
3.9.1.1. Købeloven
Købeloven indeholder ikke særlige reklamationsfrister for
brugte varer. Reklamationsfristerne for brugte varer er såle‐
des de samme som for nye varer.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 272.
3.9.1.2. Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold
Ifølge varedirektivets artikel 10, stk. 6, kan medlemsstaterne
for brugte genstande fastsætte, at sælgeren og forbrugeren
kan indgå aftale om en kortere ansvarsperiode eller foræl‐
delsesfrist end dem, der er omhandlet i direktivets artikel 10,
stk. 1, 2 og 5, forudsat at en sådan periode eller frist ikke er
kortere end et år.
Med hensyn til visse aspekter kan en anden behandling af
brugte varer end nye varer være berettiget. Selv om en an‐
svarsperiode eller en forældelsesfrist på to år eller derover
sædvanligvis er i både sælgerens og forbrugerens interesse,
er det ikke nødvendigvis tilfældet i forbindelse med brugte
varer. Medlemsstaterne kan derfor give parterne mulighed
for at aftale en forkortet ansvarsperiode eller forældelsesfrist
for sådanne varer. At overlade spørgsmålet til en aftale mel‐
lem parterne øger aftalefriheden og sikrer, at forbrugeren
både skal underrettes om varens art som brugt vare og den
forkortede ansvarsperiode eller forældelsesfrist. En sådan i
aftalen fastsat periode eller frist bør imidlertid ikke være
kortere end et år, jf. præambelbetragtning nr. 43.
Varedirektivet giver således mulighed for at gøre den abso‐
lutte reklamationsfrist deklaratorisk ved køb af brugte varer,
76
dog således at sælgeren og forbrugeren ikke kan aftale en
kortere reklamationsfrist end et år.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 272-273.
3.9.2. Udvalgets overvejelser
3.9.2.1. Generelt
Udvalget har overvejet, om sælgeren og forbrugeren ved
handel med brugte genstande skal have mulighed for at afta‐
le en reklamationsfrist på ned til et år. Udvalget bemærker,
at direktivet om digitalt indhold ikke giver en tilsvarende
mulighed.
Udvalget har til brug for overvejelserne indhentet oplys‐
ninger om reklamationsfristen for brugte genstande i andre
lande samt om konsekvenserne for erhvervslivet og den
grønne omstilling.
Udvalget anfører, at en bestemmelse, der knytter retsvirk‐
ninger til sondringen mellem brugte og nye genstande, i
praksis kan skabe afgrænsningsproblemer, ligesom mangels‐
begrebet allerede gør det muligt i fornødent omfang at tage
hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for køb
af brugte genstande.
Det er udvalgets opfattelse, at tvisten ved køb af brugte
varer ofte handler om at fastlægge standarden for brugte
varer, hvilket en forkortet reklamationsfrist ikke bidrager til
løsning af.
3.9.2.2. Udvalgets udtalelse
Udvalget finder ikke grundlag for at foreslå ændringer af
gældende ret i relation til reklamationsfristen for brugte gen‐
stande.
Der henvises i øvrigt til delbetænkningen s. 273-275.
3.9.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord‐
ning
Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser. Der stilles
derfor ikke forslag om, at parterne ved handel med brugte
genstande skal have mulighed for at aftale en reklamations‐
frist på ned til et år.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse‐
kvenser for det offentlige
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske konsekven‐
ser eller implementeringskonsekvenser for staten af betyd‐
ning.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske konsekven‐
ser eller implementeringskonsekvenser for regioner og kom‐
muner.
Principperne for digitaliseringsklar lovgivning er ikke rele‐
vante for lovforslaget.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er‐
hvervslivet mv.
Lovforslaget skønnes at have visse negative økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet, da implementeringen af va‐
redirektivet og direktivet om digitalt indhold i dansk ret
medfører visse øgede krav til sælgeren i forbrugerkøb. Det
gælder navnlig forlængelsen fra 6 måneder til 1 år af den pe‐
riode, inden for hvilken en mangel formodes at have været
til stede ved leveringen.
Lovforslaget har begrænsede negative administrative konse‐
kvenser for erhvervslivet.
Lovforslaget går videre end minimumskravene i varedirek‐
tivet og direktivet om digitalt indhold, jf. nærmere pkt. 8
nedenfor.
Lovforslaget er i overensstemmelse med principperne for
agil erhvervsrettet lovgivning, idet de foreslåede regler om
forbrugerkøb er teknologineutrale og ikke gør det vanskeligt
for virksomhederne at anvende nye teknologier og forret‐
ningsmodeller.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for bor‐
gerne.
7. Klima- og miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke klima- og miljømæssige konsekven‐
ser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2019/771/EU af 20. maj 2019 om visse aspekter
af aftaler om salg af varer, om ændring af forordning
2017/2394/EU og direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af
direktiv 1999/44/EF (varedirektivet) og Europa-Parlamen‐
tets og Rådets direktiv 2019/770/EU af 20. maj 2019 om
visse aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold og
digitale tjenester (direktivet om digitalt indhold). Direktiver‐
ne skal være gennemført i national lovgivning senest den 1.
juli 2021 og træde i kraft den 1. januar 2022.
77
Direktiverne er som udgangspunkt totalharmoniseringsdi‐
rektiver, men giver dog på nogle punkter medlemsstaterne
visse valgmuligheder, hvortil kommer muligheden for at
regulere, hvad der skal gælde uden for det harmoniserede
område.
Lovforslaget er som udgangspunkt udtryk for en direktivnær
implementering, og de fleste af direktivernes valgmulighe‐
der udnyttes ikke.
I det omfang direktiverne giver mulighed for det, viderefø‐
rer lovforslaget imidlertid som udgangspunkt det gældende
forbrugerbeskyttelsesniveau med hensyn til forbrugerkøbs‐
reglernes anvendelsesområde.
Endvidere videreføres det gældende forbrugerbeskyttelses‐
niveau med hensyn til sælgerens loyale oplysningspligt ved
køb af varer, køberens mulighed for at lade en mangel af‐
hjælpe af tredjemand for sælgerens regning og kravet om,
at vilkårene for en handelsmæssig garanti skal udformes på
dansk, når markedsføringen er sket på dansk.
9. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af vare‐
direktivet og direktivet om digitalt indhold med udvalgets
lovudkast har i perioden fra den 27. januar 2021 til den 24.
februar 2021 være i høring hos følgende myndigheder og
organisationer mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten,
samtlige byretter, Advokatrådet, Advokatsamfundet, APP‐
LiA Danmark, AutoBranchen Danmark, Autobranchens
Handels- og Industriforening (AUTIG), Boxer TV ApS,
Business Danmark, Canal Digital Danmark A/S, Coop
A/S, Copenhagen Business School (Juridisk Institut), Dag‐
rofa, Dansk Byggeri, Dansk Detail, Dansk Energi, Dansk
Erhverv, Dansk Fjernvarme, Dansk Folkeoplysnings Sam‐
råd, Dansk Industri, Dansk Internet Forum, Dansk IT,
Dansk Kennel Klub, Dansk Kredit Råd, Dansk Markedsfø‐
ring, Danske Advokater, Danske Annoncører og Markeds‐
førere, Danske Mediedistributører, Danske Medier, Dan‐
ske Regioner, Datatilsynet, De Danske Bilimportører, De
Frie Energiselskaber, De Samvirkende Købmænd, Den Dan‐
ske Dommerforening, Den Danske Dyrlægeforening, Den
Sociale Retshjælps Fond, Discovery Network Danmark,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Dyrenes
beskyttelse, Dyreværnet, Evida, Finans Danmark, Finans
og Leasing, Forbrugerklagenævnet, Forbrugerombudsman‐
den, Forbrugerrådet Tænk, Forenede Danske Antenneanlæg,
Forenede Danske Motorejere (FDM), Foreningen for Plat‐
formsøkonomi i Danmark (FPD), Forsikring og Pension,
Forsyningstilsynet, Franchise Danmark, HK Landsklubben
Danmarks Domstole, IT-Branchen, Kommunernes Landsfor‐
ening (KL), Kreativitet & Kommunikation, Københavns
Retshjælp, Københavns Universitet (Det Juridiske Fakultet),
Landbrug og Fødevarer, Nordic Entertainment Group, Opti‐
kerforeningen, Radius Elnet, Retspolitisk Forening, Rigsom‐
budsmanden i Grønland, Rigsombudsmanden på Færøerne,
Salling Group, SEGES Heste, SMVdanmark, Stofa, Syd‐
dansk Universitet (Juridisk Institut), TDC Group, TEKNIQ
Installatørernes Organisation, Teleindustrien, Telenor A/S,
Telia, TV2 Danmark A/S, Viasat, Waoo, Ørsted, Aalborg
Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Retshjælp og Aarhus
Universitet (Juridisk Institut).
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen af betydning
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Visse negative konsekvenser som følge af
øgede krav til sælgeren i forbrugerkøb.
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Begrænsede
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Klima- og miljømæssige konse‐
kvenser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/771/EU af 20.
78
maj 2019 om visse aspekter af aftaler om salg af varer, om ændring af forordning
2017/2394/EU og direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/770/EU af 20. maj 2019 om visse aspekter
af aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester.
Er i strid med de fem principper
for implementering af erhvervs‐
rettet EU-regulering
JA
X
NEJ
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (fodnote til lovens titel)
Fodnoten til købelovens titel angiver, at loven indehol‐
der bestemmelser, der gennemfører forbrugerkøbsdirektivet
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25.
maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier
i forbindelse hermed) og dele af forbrugerrettighedsdirekti‐
vet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU
af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring
af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets
direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets di‐
rektiv 97/7/EF).
Det foreslås at ændre fodnoten til lovens titel, således at
henvisningen til forbrugerkøbsdirektivet ændres til henvis‐
ninger til dele af varedirektivet (Europa-Parlamentets og Rå‐
dets direktiv 2019/771/EU af 20. maj 2019 om visse aspek‐
ter af aftaler om salg af varer, om ændring af forordning
2017/2394/EU og direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af
direktiv 1999/44/EF) og direktivet om digitalt indhold (Eu‐
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/770/EU af 20.
maj 2019 om visse aspekter af aftaler om levering af digitalt
indhold og digitale tjenester).
Forslaget indebærer, at det fremover vil fremgå af fodno‐
ten til lovens titel, at loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af varedirektivet og direktivet om digitalt
indhold, samtidig med, at henvisningen til forbrugerkøbsdi‐
rektivet udgår. Den resterende del af varedirektivet gennem‐
føres navnlig i markedsføringsloven, jf. lovforslagets § 2.
Forslaget om at indsætte henvisninger til varedirektivet og
direktivet om digitalt indhold skyldes, at det med lovforsla‐
get foreslås, at dele af varedirektivet og direktivet om digi‐
talt indhold gennemføres ved bestemmelser i købeloven.
Forslaget gennemfører bestemmelserne i varedirektivets ar‐
tikel 24, stk. 1, 3. afsnit, og direktivet om digitalt indholds
artikel 24, stk. 1, 3. afsnit, hvorefter de nationale bestem‐
melser, der gennemfører direktiverne ved vedtagelsen eller
offentliggørelsen, skal indeholde en henvisning til direktiv‐
erne.
Forslaget om, at henvisningen til forbrugerkøbsdirektivet
skal udgå, skyldes, at forbrugerkøbsdirektivet ophæves med
virkning fra den 1. januar 2022, jf. varedirektivets artikel 23.
Til nr. 2 (§ 1, stk. 2)
Købelovens § 1, stk. 1, fastsætter, at lovens bestemmelser
kun kommer til anvendelse, for så vidt ikke andet er udtryk‐
kelig aftalt, eller må anses for indeholdt i aftalen eller følger
af handelsbrug eller anden sædvane.
Lovens § 1, stk. 2, fastsætter, at nærmere angivne bestem‐
melser i loven dog ikke kan fraviges til skade for køberen i
forbrugerkøb.
Det foreslås at ændre opregningen af bestemmelser i § 1,
stk. 2, som ikke kan fraviges til skade for køberen i forbru‐
gerkøb, således at ”§§ 55-58, § 73, stk. 1 og 2, §§ 74 og 75,
§ 76, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2 og 3, §§ 77-79” ændres til ”§§
55 og 56, § 57, stk. 2, §§ 73-79".
Forslaget betyder for det første, at købelovens § 57, stk. 1,
og § 58 udgår af opregningen af bestemmelser, som ikke
kan fraviges til skade for køberen i forbrugerkøb. Dette skal
ses i sammenhæng med, at det foreslås, at disse bestemmel‐
ser ikke længere skal gælde i forbrugerkøb, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 3 (lovforslagets § 1 a, stk. 3).
Forslaget betyder for det andet, at en længere opregning af
forskellige enkeltparagraffer, stykker og numre erstattes af
en samlet henvisning til §§ 73-79. Dette skal ses i sammen‐
hæng med, at den eneste gældende bestemmelse i købelo‐
vens §§ 73-79, der ikke er nævnt i det gældende § 1, stk.
2, er købelovens § 76, stk. 1, nr. 4. Denne bestemmelse
videreføres ikke, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.
79
Med den foreslåede affattelse af købelovens § 1, stk. 2,
omfattes også de foreslåede nye bestemmelser i købelovens
§§ 75 a-75 e, 77 b, 78-78 e og 86 a (lovforslagets § 1, nr. 10,
19, 20 og 26) af opregningen af bestemmelser, som ikke kan
fraviges til skade for forbrugeren i forbrugerkøb.
Med de foreslåede ændringer gennemfører købelovens § 1,
stk. 2, varedirektivets artikel 21, stk. 1, og direktivet om
digitalt indholds artikel 22, stk. 1.
Til nr. 3 (§ 1 a, stk. 3)
Købelovens § 1 a, stk. 3, opregner de bestemmelser i købe‐
loven, som ikke gælder i forbrugerkøb.
Det foreslås i opregningen af disse bestemmelser i § 1 a, stk.
3, at tilføje § 46, § 57, stk. 1, og § 58.
Forslaget indebærer, at købelovens § 46 om køberens hæ‐
veadgang, når sælgeren skal levere efterhånden, og en enkelt
levering er mangelfuld, fremover ikke vil gælde i forbruger‐
køb.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at varedirektivets
artikel 16, stk. 2, regulerer køberens hæveadgang, når en
mangel kun vedrører nogle af de i henhold til købsaftalen le‐
verede varer, hvilket må antages bl.a. at omfatte de tilfælde,
som reguleres af købelovens § 46.
Artikel 16, stk. 2, er ikke formuleret på samme måde som §
46, og der er derfor behov for at gennemføre artikel 16, stk.
2, i en ny bestemmelse i dansk ret. Da den nye bestemmelse
kun skal gælde i forbrugerkøb, foreslås den placeret i købe‐
lovens afsnit om forbrugerkøb, jf. forslaget til købelovens §
78 b, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 20).
Selv om den gældende § 46 og det foreslåede § 78 b, stk. 3,
ikke er formuleret på samme måde, må det antages, at der i
det væsentlige er tale om en videreførelse af den retstilstand,
der følger af købelovens § 46.
Forslaget indebærer endvidere, at købelovens § 57, stk. 1,
og § 58 om tilbagebetaling af købesummen og tilbageleve‐
ring af salgsgenstanden ved ophævelse af købet fremover
ikke vil gælde i forbrugerkøb.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at varedirektivets
artikel 16, stk. 3, og direktivet om digitalt indholds artikel
16-18 regulerer tilbagebetaling af købesummen og tilbagele‐
vering af salgsgenstanden ved køberens ophævelse af købet
som følge af mangler ved salgsgenstanden. Endvidere regu‐
lerer direktivet om digitalt indholds artikel 13, stk. 3, jf.
artikel 16-18, tilbagebetaling af købesummen og tilbagele‐
vering af salgsgenstanden ved køberens ophævelse af købet
som følge af forsinkelse. Disse forhold reguleres også af
købelovens § 57, stk. 1.
Direktivbestemmelserne er ikke formuleret på samme måde
som § 57, stk. 1, og der er derfor behov for at gennemfø‐
re direktivbestemmelserne i nye lovbestemmelser i dansk
ret. Da de nye bestemmelser kun skal gælde i forbrugerkøb,
foreslås de placeret i købelovens afsnit om forbrugerkøb, jf.
forslaget til købelovens § 74, stk. 4, § 78 c, stk. 2-5, og § 78
d (lovforslagets § 1, nr. 9 og 20).
Direktiverne regulerer ikke håndteringen af hændelig under‐
gang mv. af salgsgenstanden, jf. købelovens § 58, og det
foreslås at videreføre den gældende retstilstand i en ny be‐
stemmelse i købelovens afsnit om forbrugerkøb, jf. forslaget
til købelovens § 78 e (lovforslagets § 1, nr. 20).
Til nr. 4 (§ 3 a)
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i købelovens § 3
a med definitioner af en række af de begreber, der anvendes
i de foreslåede regler om forbrugerkøb.
Bestemmelsen fastsætter, hvordan de pågældende begreber i
købeloven skal forstås i forbrugerkøb.
Med nr. 1 foreslås, at ”producent” skal forstås som den,
der har fremstillet salgsgenstanden, indført den i Den Euro‐
pæiske Union eller fremstår som producent ved at have
forsynet salgsgenstanden med sit navn, mærke eller andet
kendetegn.
Udtrykket producent anvendes i det foreslåede nr. 13, der
definerer begrebet handelsmæssig garanti, og i forslaget til
købelovens § 75 c, stk. 1, nr. 4, og § 86 a, stk. 2 (lovforsla‐
gets § 1, nr. 10 og 26), om henholdsvis de objektive krav til
salgsgenstanden og handelsmæssige garantier.
Med nr. 2 foreslås, at ”digitalt indhold” skal forstås som
data, der fremstilles og leveres i digital form.
Udtrykket digitalt indhold er et gennemgående begreb, der
anvendes i mange af de foreslåede bestemmelser i lovforsla‐
get.
Som eksempler på digitalt indhold kan nævnes edb-pro‐
grammer, applikationer, videofiler, lydfiler, musikfiler, digi‐
tale spil, e-bøger og andre e-publikationer.
Med nr. 3 foreslås, at ”digital tjeneste” skal forstås som
tjeneste, der gør det muligt at generere, behandle, lagre eller
få adgang til data i digital form, eller som muliggør deling
af eller enhver anden form for interaktion med data i digital
80
form, som uploades eller genereres af brugere af den pågæl‐
dende tjeneste.
Udtrykket digital tjeneste er ligeledes et gennemgående be‐
greb, der anvendes i mange af de foreslåede bestemmelser i
lovforslaget.
Som eksempler på digitale tjenester kan nævnes billed- og
lyddeling og anden filhosting, tekstbehandling eller spil, der
tilbydes i cloudcomputingmiljøet, og sociale medier.
Med nr. 4 foreslås, at ”vare med digitale elementer” skal for‐
stås som en løsøregenstand, der integrerer eller er indbyrdes
forbundet med digitalt indhold eller en digital tjeneste på
en sådan måde, at fraværet af det digitale indhold eller den
digitale tjeneste ville forhindre genstanden i at opfylde sin
funktion.
Begrebet vare med digitale elementer anvendes i forslaget
til købelovens § 73, stk. 5, § 75 d, stk. 1, § 77 a, stk. 4, 2.
pkt., og § 83, stk. 2 og 3 (lovforslagets § 1, nr. 6, 10, 18
og 25), om henholdsvis leveringstidspunktet, opdateringer,
bevisbyrden med hensyn til, hvornår en mangel var til stede,
og reklamationsfrist.
Endvidere henvises der til definitionen i det foreslåede § 3
a, nr. 4, af en vare med digitale elementer i den foreslåede
bestemmelse i købelovens § 4 a, stk. 6 (lovforslagets § 1,
nr. 5), om, at købelovens regler om digitalt indhold og digi‐
tale tjenester som udgangspunkt ikke finder anvendelse på
digitalt indhold og digitale elementer i en vare med digitale
elementer, når de digitale elementer sælges sammen med
den pågældende løsøregenstand.
Digitale elementer omfatter både digitalt indhold og digitale
tjenester. Digitalt indhold, der er integreret i eller indbyrdes
forbundet med en løsøregenstand, kan være enhver form for
data, der er produceret og leveret i digital form, såsom sty‐
resystemer, programmer og andet software. Digitalt indhold
kan være forudinstalleret på tidspunktet for indgåelsen af
købsaftalen eller kan, hvor det fastsættes i aftalen, installeres
efterfølgende. Digitale tjenester, der er indbyrdes forbundet
med en løsøregenstand, kan omfatte tjenester, der muliggør
generering, behandling eller lagring af data i digital form
eller adgang dertil, eksempelvis software-as-a-service, der
tilbydes i cloudcomputingmiljøet, løbende levering af tra‐
fikdata i et navigationssystem eller løbende levering af in‐
dividuelt tilpassede træningsprogrammer i forbindelse med
smarture.
Der er efter den foreslåede bestemmelse tale om en vare
med digitale elementer, når digitalt indhold eller digitale
tjenester er integreret i eller indbyrdes forbundet med en
løsøregenstand på en sådan måde, at fraværet af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste ville forhindre genstanden
i at opfylde sin funktion.
Med nr. 5 foreslås, at ”funktionalitet” skal forstås som evne
til at udføre sine funktioner i betragtning af formålet.
Udtrykket funktionalitet anvendes i forslaget til købelovens
§ 75 b, nr. 1, og § 75 c, stk. 1, nr. 4 (lovforslagets § 1,
nr. 10), om henholdsvis subjektive og objektive krav til
salgsgenstanden.
Som eksempel på funktionalitet kan nævnes, at fraværet
eller tilstedeværelsen af tekniske begrænsninger, såsom be‐
skyttelse ved hjælp af Digital Rights Management eller om‐
rådekodning kan have en indvirkning på digitalt indholds
eller en digital tjenestes evne til udføre alle sine funktioner i
betragtning af formålet.
Med nr. 6 foreslås, at ”holdbarhed” skal forstås som evne til
at bevare sine påkrævede funktioner og ydeevne ved normal
brug.
Udtrykket holdbarhed anvendes i forslaget til købelovens §
75 c, stk. 1, nr. 4, og § 86 a, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 10
og 26), om henholdsvis objektive krav til salgsgenstanden
og handelsmæssige garantier.
Med nr. 7 foreslås, at ”kompatibilitet” skal forstås som evne
til at fungere med hardware eller software, med hvilket digi‐
talt indhold eller digitale tjenester af samme type normalt
anvendes, uden at det er nødvendigt at konvertere det digita‐
le indhold eller den digitale tjeneste.
Begrebet kompatibilitet eller kompatibel anvendes i forsla‐
get til købelovens § 4 a, stk. 4, nr. 6, og § 75 b, nr. 1, §
75 c, stk. 1, nr. 4, og § 77 a, stk. 5 (lovforslagets § 1, nr.
5, 10 og 18), om henholdsvis undtagelse af gratis open sour‐
ce-software fra lovens anvendelsesområde, de subjektive og
objektive krav til salgsgenstanden og bevisbyrden med hen‐
syn til, hvornår en mangel var til stede.
Med nr. 8 foreslås, at ”interoperabilitet” skal forstås som
evne til at fungere med hardware eller software, der adskil‐
ler sig fra den, som genstande af samme type normalt an‐
vendes med.
Begrebet interoperabilitet anvendes i forslaget til købelo‐
vens § 4 a, stk. 4, nr. 6, og § 75 b, nr. 1 (lovforslagets § 1,
nr. 5 og 10), om henholdsvis undtagelse af gratis open sour‐
ce-software fra lovens anvendelsesområde og de subjektive
krav til salgsgenstanden.
Med nr. 9 foreslås, at ”digitalt miljø” skal forstås som hard‐
81
ware, software og netværksforbindelser, der anvendes af kø‐
beren til at få adgang til eller gøre brug af digitalt indhold
eller en digital tjeneste.
Begrebet digitalt miljø anvendes i det foreslåede § 3 a, nr.
10, der definerer installation af digitalt indhold eller en digi‐
tal tjeneste, og i forslaget til købelovens § 75 e og § 77 a,
stk. 5 og 6 (lovforslagets § 1, nr. 10 og 18), om henholdsvis,
hvornår køberen kan påberåbe sig en mangel, som skyldes
forkert installation af salgsgenstanden, og bevisbyrden med
hensyn til, hvornår en mangel var til stede.
Med nr. 10 foreslås, at ”installation af digitalt indhold eller
en digital tjeneste” skal forstås som sammenkoblingen med
og inkorporeringen af digitalt indhold eller en digital tjene‐
ste i køberens digitale miljø, for at det digitale indhold eller
den digitale tjeneste kan anvendes i overensstemmelse med
kravene til salgsgenstanden, jf. §§ 75 b-75 d.
Den foreslåede definition angår installation af digitalt ind‐
hold eller en digital tjeneste. Der foreslås ikke en lovbestemt
definition af installation af andet end digitalt indhold eller
en digital tjeneste.
Udtrykket installation anvendes i forslaget til købelovens §
75 b, nr. 3, § 75 c, stk. 1, nr. 3, § 75 d, stk. 2, og § 75 e
(lovforslagets § 1, nr. 10), om henholdsvis de subjektive og
objektive krav til salgsgenstanden, opdateringer, og hvornår
køberen kan påberåbe sig en mangel, som skyldes forkert
installation af salgsgenstanden.
Den foreslåede definition af, hvad der forstås ved installa‐
tion af digitalt indhold eller en digital tjeneste, er relevant
ved anvendelsen af disse bestemmelser, når salgsgenstanden
er digitalt indhold eller en digital tjeneste.
Med nr. 11 foreslås, at ”varigt medium” skal forstås som
ethvert middel, som sætter modtageren i stand til at lagre
oplysninger rettet personligt til vedkommende med mulig‐
hed for fremtidig anvendelse i en periode afpasset efter
oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret
gengivelse af de lagrede oplysninger.
Begrebet varigt medium anvendes i forslaget til købelovens
§ 77 b, stk. 1, nr. 4 (lovforslagets § 1, nr. 19), om ændringer
i løbende aftaler om digitalt indhold eller digitale tjenester.
Et varigt medium skal sætte køberen i stand til at lagre
oplysningerne så længe, som det er nødvendigt at beskytte
køberens interesser som følge af vedkommendes forhold
til sælgeren. Sådanne medier vil navnlig omfatte papir,
DVD’er, CD’er, USB-nøgler, hukommelseskort eller harddi‐
ske samt e-mail.
Med nr. 12 foreslås, at ”offentlig auktion” skal forstås som
en salgsmetode, hvor en erhvervsdrivende tilbyder varer
eller tjenesteydelser til forbrugere, som selv er eller har
mulighed for at være til stede under auktionen, gennem en
gennemsigtig konkurrencebaseret budprocedure, som styres
af en auktionsholder, og hvor den tilbudsgiver, hvis bud an‐
tages, er forpligtet til at købe varerne eller tjenesteydelserne.
Begrebet offentlig auktion anvendes i købelovens § 77, stk.
1, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 12-14, om køb af
brugte genstande på offentlig auktion.
Med lovforslaget lovfæstes det, at en offentlig auktion for‐
stås som en salgsmetode, hvor en erhvervsdrivende tilbyder
varer eller tjenesteydelser til forbrugere gennem en gennem‐
sigtig konkurrencebaseret budprocedure, som styres af en
auktionsholder, og hvor den tilbudsgiver, hvis bud antages,
er forpligtet til at købe varerne eller tjenesteydelserne.
Endvidere placeres betingelsen om, at forbrugeren skal have
mulighed for selv at være til stede, i definitionsbestemmel‐
sen i den foreslåede § 3 a. Denne betingelse fremgår i dag
af det gældende § 77, stk. 2 (der bliver § 77, stk. 1, jf.
lovforslagets § 1, nr. 12).
Betingelsen om, at forbrugeren skal have mulighed for selv
at være til stede, indebærer, at køberen skal have mulighed
for at være fysisk til stede på det sted, hvor auktionen afhol‐
des af auktionsholderen.
Begrebet offentlig auktion omfatter dermed traditionelle
auktioner, som afholdes på et bestemt sted og tid af en
auktionsholder, og hvor de bydende har mulighed for at
være fysisk til stede. Dette gælder også, når nogle bydende
ikke er fysisk til stede, men for eksempel afgiver deres bud
telefonisk eller ved anden telekommunikation.
Begrebet offentlig auktion omfatter derimod ikke en salgs‐
form, hvor bud udelukkende afgives skriftligt eller ved tele‐
kommunikation.
Den foreslåede definition af offentlig auktion er identisk
med den gældende definition af offentlig auktion i forbru‐
geraftalelovens § 3, nr. 6, og må antages ligeledes at være i
overensstemmelse med gældende ret for så vidt angår købe‐
loven.
Med nr. 13 foreslås, at ”handelsmæssig garanti” skal forstås
som enhver forpligtelse, som sælgeren eller en producent
(garantigiveren) har påtaget sig over for køberen, ud over
sælgerens retlige forpligtelse til at levere en kontraktmæssig
ydelse, til at refundere købesummen eller omlevere, reparere
eller på anden måde afhjælpe mangler ved salgsgenstanden,
hvis den ikke svarer til de specifikationer eller ethvert andet
82
krav, der fremgår af garantierklæringen eller af de relevante
reklamer, der var tilgængelige på tidspunktet for eller før
aftalens indgåelse, og som ikke relaterer sig til ydelsens
kontraktmæssighed.
Producent defineres i det forslåede nr. 1 som den, der har
fremstillet salgsgenstanden, indført den i Den Europæiske
Union eller fremstår som producent ved at have forsynet
salgsgenstanden med sit navn, mærke eller andet kendetegn.
Begrebet handelsmæssig garanti anvendes i den foreslåede §
86 a i købeloven (lovforslagets § 1, nr. 26) og i de foreslåede
ændringer af markedsføringslovens § 17 (lovforslagets § 2,
nr. 2-3) om handelsmæssige garantier.
Den foreslåede § 3 a gennemfører varedirektivets artikel 2,
nr. 4, nr. 5, litra b, og nr. 6-13 og 15, og direktivet om
digitalt indholds artikel 2, nr. 1-4 og 9-13.
Til nr. 5 (§ 4 a)
Købelovens § 4 a, stk. 1, fastsætter, at ved forbrugerkøb
forstås et køb, som en køber (forbruger) foretager hos en
erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når kø‐
beren hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Sælgeren
har bevisbyrden for, at købet ikke er et forbrugerkøb.
Lovens § 4 a, stk. 2, fastsætter, at som forbrugerkøb anses
under i øvrigt samme betingelser som nævnt i stk. 1 endvi‐
dere køb fra ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen om køb er
indgået eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende.
Det foreslås at indsætte seks nye stykker om aftaler om
levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste og køb af
levende heste.
Forslaget indebærer, at købelovens forbrugerkøbsregler ud‐
vides til også at omfatte aftaler om levering af digitale tje‐
nester. Der foreslås ingen ændringer i reglerne om andre
køb (handelskøb og civilkøb), der således fortsat ikke vil
omfatte aftaler, som udelukkende eller overvejende vedrører
levering af en digital tjeneste.
Forslaget indebærer derudover, at købelovens forbruger‐
købsregler fremover ikke vil omfatte køb af levende heste,
selv om betingelserne for et forbrugerkøb i øvrigt er opfyldt.
Der vil som udgangspunkt gælde samme regler, uanset om
et forbrugerkøb angår løsøregenstande, digitalt indhold, di‐
gitale tjenester eller andet (f.eks. fordringer eller rettighe‐
der). Når andet ikke fremgår af en gældende eller foreslået
bestemmelse, gælder den således for alle forbrugerkøb.
Der foreslås dog med lovforslaget også regler, som kun
gælder for visse forbrugerkøb. Der er både tilfælde, hvor en
foreslået regel kun gælder for digitalt indhold og digitale tje‐
nester, og tilfælde, hvor en foreslået regel netop ikke gælder
for digitalt indhold og digitale tjenester, men for alle andre
forbrugerkøb.
Forbrugerkøb af digitalt indhold eller en digital tjeneste, der
er integreret i eller indbyrdes forbundet med en løsøregen‐
stand som defineret i forslaget til købelovens § 3 a, nr. 4
(lovforslagets § 1, nr. 4), om varer med digitale elementer,
og som leveres sammen med løsøregenstanden i henhold til
købsaftalen vedrørende denne løsøregenstand, reguleres som
udgangspunkt af de regler, der gælder for køb af løsøregen‐
stande, fordringer og rettigheder mv., idet de foreslåede sær‐
regler for digitalt indhold og digitale tjenester kun gælder
for varer med digitale elementer, hvor de digitale elementer
sælges sammen med den pågældende løsøregenstand, når
det udtrykkeligt fremgår af en foreslået bestemmelse, jf.
nedenfor om det foreslåede stk. 6.
Forbrugerkøb, der angår et fysisk medium, der udelukkende
bruges som bærer af digitalt indhold, reguleres dog som
udgangspunkt af de regler, der gælder for køb af digitalt
indhold og digitale tjenester, jf. nedenfor om det foreslåede
stk. 7.
Det foreslås i stk. 3, at som forbrugerkøb anses under i
øvrigt samme betingelser som nævnt i stk. 1 og 2, jf. dog det
foreslåede stk. 4, endvidere aftaler om levering af digitalt
indhold eller en digital tjeneste, når leveringen er forbundet
med en modydelse i form af et pengebeløb eller et digitalt
udtryk for værdi (nr. 1) eller personoplysninger, medmindre
oplysningerne udelukkende behandles med henblik på leve‐
ring af det digitale indhold eller den digitale tjeneste eller
for at give mulighed for at opfylde retlige krav (nr. 2).
Forslaget indebærer, at forbrugerkøb i købelovens forstand
fremover i alle tilfælde vil omfatte aftaler om levering af
digitalt indhold eller en digital tjeneste, når leveringen er
forbundet med en modydelse enten i form af et pengebeløb
eller et digitalt udtryk for værdi eller i form af personop‐
lysninger, medmindre oplysningerne udelukkende behandles
med henblik på levering af det digitale indhold eller den
digitale tjeneste eller for at give mulighed for at opfylde
retlige krav.
For at udgøre et forbrugerkøb skal aftalen om levering af
digitalt indhold eller en digital tjeneste opfylde de øvrige
betingelser i stk. 1 eller 2.
Aftalen skal således enten være en aftale mellem en køber
af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der hoved‐
sagelig handler uden for sit erhverv (forbrugeren), og en
erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv (stk.
83
1), eller være en aftale mellem en sådan køber og en ikke‐
erhvervsdrivende sælger, som er indgået eller formidlet for
sælgeren af en erhvervsdrivende (stk. 2).
Det skal afgøres efter almindelige aftaleretlige regler, hvem
der er parter i aftalen. Det betyder eksempelvis, at hvis en
forbruger køber digitalt indhold eller en digital tjeneste på
en onlineplatform, anses indehaveren af onlineplatformen
som aftalepart, hvis det ikke fremgår tydeligt ved aftaleind‐
gåelsen, at det er en anden end indehaveren af onlineplatfor‐
men, der er forbrugerens aftalepart.
Sælgeren har bevisbyrden for, at der ikke er tale om et
forbrugerkøb.
Med de undtagelser, som fremgår af det foreslåede stk. 4,
omfatter det foreslåede stk. 3 aftaler om levering af digitalt
indhold eller en digital tjeneste.
Digitalt indhold er data, der fremstilles og leveres i digital
form, jf. forslaget til købelovens § 3 a, nr. 2 (lovforslagets
§ 1, nr. 4). Som eksempler på digitalt indhold kan nævnes
edb-programmer, applikationer, videofiler, lydfiler, musikfil‐
er, digitale spil, e-bøger og andre e-publikationer.
En digital tjeneste er en tjeneste, der gør det muligt at
generere, behandle, lagre eller få adgang til data i digital
form, eller som muliggør deling af eller enhver anden form
for interaktion med data i digital form, som uploades eller
genereres af brugere af den pågældende tjeneste, jf. forslaget
til købelovens § 3 a, nr. 3 (lovforslagets § 1, nr. 4). Som ek‐
sempler på digitale tjenester kan nævnes billed- og lyddeling
og anden filhosting, tekstbehandling eller spil, der tilbydes
i cloudcomputingmiljøet, og sociale medier. Det bemærkes,
at internetadgangstjenester er undtaget fra den foreslåede
afgrænsning af begrebet forbrugerkøb, jf. nedenfor om det
foreslåede stk. 4, nr. 2.
En aftale vedrørende udvikling af digitalt indhold, der er
skræddersyet til køberens specifikke krav, herunder skræd‐
dersyet software, er omfattet af forslaget, jf. købelovens § 2,
stk. 1, om bestillingskøb (som ikke foreslås ændret).
For at være et forbrugerkøb i den foreslåede bestemmelses
forstand skal leveringen af digitalt indhold eller en digital
tjeneste være forbundet med en modydelse.
Modydelsen kan for det første bestå i penge eller et digitalt
udtryk for værdi. Penge er nationale valutaer, der har sta‐
tus som lovlige betalingsmidler. Digitale udtryk for værdi
omfatter f.eks. elektroniske kuponer eller e-kuponer, som
anvendes til at betale for varer eller tjenesteydelser, og virtu‐
elle valutaer.
Modydelsen kan for det andet bestå i personoplysninger,
dvs. enhver form for information om en identificeret eller
identificerbar fysisk person, jf. databeskyttelsesforordning‐
ens artikel 4, nr. 1. Dette gælder, både når personoplysning‐
erne afgives til sælgeren på det tidspunkt, hvor aftalen ind‐
gås, og når de afgives på et senere tidspunkt. Som eksempel
på sidstnævnte kan nævnes, at køberen giver samtykke til,
at sælgeren kan anvende de personoplysninger, som køberen
måtte uploade eller generere ved anvendelsen af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste.
Hvis modydelsen alene består i personoplysninger, som ude‐
lukkende behandles med henblik på levering af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste eller for at give mulighed
for at opfylde retlige krav, er der dog ikke tale om et for‐
brugerkøb i den foreslåede bestemmelses forstand. Retlige
krav kan f.eks. være lovkrav om registrering af køberen
af hensyn til sikkerhed og identifikation. Krav efter bogfø‐
ringsloven vil også kunne være omfattet heraf. For at en
sådan aftale falder uden for begrebet forbrugerkøb, er det
en betingelse, dels at køberen ikke betaler for det digitale
indhold eller den digitale tjeneste med penge eller et digitalt
udtryk for værdi, dels at personoplysningerne udelukkende
behandles med henblik på levering af det digitale indhold
eller den digitale tjeneste eller for at give mulighed for at
opfylde retlige krav.
Der foreligger således eksempelvis et forbrugerkøb, når kø‐
beren åbner en konto på et socialt medie og opgiver sit
navn og sin e-mailadresse, der anvendes til andre formål end
blot levering af digitalt indhold eller digitale tjenester eller
overholdelse af retlige krav. Det samme gælder, når køberen
giver samtykke til, at materiale, der udgør personoplysning‐
er, såsom fotografier eller opslag, som køberen uploader,
bearbejdes af sælgeren med henblik på markedsføring.
Der foreligger ikke et forbrugerkøb, når den erhvervsdriven‐
de kun indsamler metadata, såsom oplysninger om køberens
anordning eller browserhistorik, når der ikke er tale om per‐
sonoplysninger, dvs. når metadataene ikke giver information
om en identificeret eller identificerbar fysisk person.
Der foreligger heller ikke et forbrugerkøb, når køberen,
uden at have indgået en aftale med den erhvervsdrivende,
udsættes for reklamer udelukkende for at få adgang til di‐
gitalt indhold eller en digital tjeneste. Som eksempel kan
nævnes, at køberen i sin browser afspiller en videofil, som
indeholder dels reklamer, dels digitalt indhold, som køberen
er interesseret i. Hvis køberen derimod oplyser sin e-maila‐
dresse og giver samtykke til at få tilsendt reklamer som
betingelse for at få adgang til digitalt indhold eller en digital
tjeneste, er der tale om et forbrugerkøb.
Det følger af købelovens § 2, stk. 3 (som ikke foreslås ænd‐
84
ret), at lovens regler om køb finder tilsvarende anvendelse
på bytte.
Det betyder, at det foreslåede stk. 3 finder tilsvarende an‐
vendelse på aftaler om en erhvervsdrivendes levering af
digitalt indhold eller en digital tjeneste til en forbruger,
hvor forbrugerens modydelse ikke består i penge, et digitalt
udtryk for værdi eller personoplysninger, men f.eks. i en
genstand eller digitalt indhold. Som eksempel kan nævnes
en aftale om at bytte en e-bog til en anden e-bog eller om at
bytte en fysisk bog til en e-bog.
Det foreslås i stk. 4, at det foreslåede stk. 3 ikke skal finde
anvendelse på aftaler vedrørende en række nærmere opreg‐
nede forhold.
Det betyder, at aftaler om de forhold, som er opregnet i stk.
4, ikke udgør forbrugerkøb, uanset om betingelserne efter
det foreslåede stk. 3, jf. de gældende stk. 1 og 2, i øvrigt er
opfyldt.
Det foreslås i stk. 4, nr. 1, at stk. 3 ikke finder anvendelse
på aftaler vedrørende andre tjenesteydelser end digitale tje‐
nesteydelser, uanset om der anvendes digitale former eller
midler til at skabe resultatet af tjenesteydelsen eller til at
levere eller overføre det til forbrugeren.
Det betyder, at aftaler, hvis hovedformål er levering af er‐
hvervsmæssige tjenester, såsom oversættelsestjenester, arki‐
tekttjenester, juridiske tjenester eller andre erhvervsmæssige
rådgivningstjenester, som ofte udføres personligt af den er‐
hvervsdrivende, ikke anses som forbrugerkøb, uanset om
den erhvervsdrivende anvender digitale midler til at frem‐
bringe resultatet af tjenesten eller til at levere eller overføre
det til forbrugeren. Offentlige tjenester såsom socialsikring‐
stjenester eller offentlige registre, hvor de digitale midler
udelukkende anvendes til overførsel eller kommunikation af
tjenesten til forbrugeren (borgeren), anses heller ikke som
forbrugerkøb.
Det foreslås i stk. 4, nr. 2, at stk. 3 ikke finder anvendelse
på aftaler vedrørende elektroniske kommunikationstjenester
med undtagelse af nummeruafhængige interpersonelle kom‐
munikationstjenester, jf. § 2, nr. 9 og 20, i lov om elektroni‐
ske kommunikationsnet og -tjenester.
Det betyder, at det foreslåede stk. 3 om forbrugerkøb
som udgangspunkt ikke omfatter tjenester, der helt eller
delvis består i elektronisk overføring af kommunikation i
form af lyd, billeder, tekst eller kombinationer heraf ved
hjælp af radio- eller telekommunikationsteknik mellem net‐
termineringspunkter, herunder både en- og tovejskommuni‐
kation. Som eksempler på nettermineringspunkter kan næv‐
nes et fastnettelefonnummer eller et SIM-kort.
Det foreslåede stk. 3 omfatter dog nummeruafhængige in‐
terpersonelle kommunikationstjenester, f.eks. webbaserede
e-mail- og onlinemeddelelsestjenester, dvs. tjenester, som
normalt ydes mod betaling, og som muliggør direkte inter‐
personel og interaktiv informationsudveksling via elektroni‐
ske kommunikationsnet mellem et afgrænset antal personer,
hvor de personer, der indleder eller deltager i kommunikati‐
onen, bestemmer, hvem modtageren eller modtagerne skal
være. Begrebet nummeruafhængige interpersonelle kommu‐
nikationstjenester omfatter ikke tjenester, der blot muliggør
interpersonel og interaktiv kommunikation som en mindre
støttefunktion, der er tæt knyttet til en anden tjeneste. Num‐
meruafhængige tjenester etablerer ikke forbindelse til of‐
fentligt tildelte nummerressourcer, dvs. et eller flere numre
i nationale eller internationale nummerplaner, og muliggør
ikke kommunikation med et eller flere numre i nationale
eller internationale nummerplaner.
Købeloven vil dermed fortsat ikke omfatte f.eks. aftaler
om en telefon- eller bredbåndsforbindelse (fastnet eller mo‐
bil). Derimod vil købelovens regler om forbrugerkøb frem‐
over omfatte aftaler om beskedtjenester som Whatsapp og
Messenger og kommunikationstjenester som Skype, Zoom
og Teams, medmindre tjenesten anvender numre i en natio‐
nal eller international nummerplan. En aftale om at kunne
benytte Skype til at ringe til et telefonnummer vil således
fortsat ikke være omfattet af købeloven, hvorimod en aftale
om at kunne benytte Skype til at kommunikere med andre
brugere uafhængigt af en national eller international num‐
merplan fremover vil være omfattet af købelovens regler om
forbrugerkøb. Med hensyn til blandede aftaler henvises til
det foreslåede stk. 5.
Det foreslås i stk. 4, nr. 3, at stk. 3 ikke finder anvendelse på
aftaler vedrørende sundhedsydelser, der leveres af autorise‐
rede sundhedspersoner til patienter for at vurdere, bevare el‐
ler genetablere deres sundhedstilstand, herunder ordinering,
udlevering og levering af lægemidler og medicinsk udstyr.
Det foreslåede stk. 3 omfatter således ikke aftaler om leve‐
ring af digitalt indhold eller en digital tjeneste, der udgør
medicinsk udstyr, hvor det medicinske udstyr ordineres eller
leveres af en autoriseret sundhedsperson. Det foreslåede stk.
3 omfatter imidlertid digitalt indhold og digitale tjenester,
der udgør medicinsk udstyr, som f.eks. sundhedsapplikatio‐
ner, som køberen kan anskaffe sig, uden at det bliver ordine‐
ret eller leveret af en autoriseret sundhedsperson.
Det foreslås i stk. 4, nr. 4, at stk. 3 ikke finder anvendelse
på aftaler vedrørende tjenester, der involverer at vædde et
pengebeløb i hasardspil, herunder spil med et element af
færdigheder, såsom lotterier, kasinospil, pokerspil og væd‐
demål, ved hjælp af elektroniske midler eller enhver anden
teknologi til lettelse af kommunikation og på individuel an‐
modning af en modtager af sådanne tjenester.
85
Forslaget indebærer, at aftaler om hasardspil ikke anses som
forbrugerkøb efter det foreslåede stk. 3.
Det foreslås i stk. 4, nr. 5, at stk. 3 ikke finder anvendelse på
aftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser, jf. § 3, nr. 4, i
lov om forbrugeraftaler.
Finansielle tjenesteydelser omfatter enhver tjeneste, der har
karakter af bank-, kredit-, forsikrings-, individuel pensions-,
investerings- eller betalingstjenesteydelse. Som eksempler
kan nævnes indlån og andre pengeanbringelser, udlån og an‐
den form for kreditgivning, garanti- og anden form for sik‐
kerhedsstillelse, forsikring, betalinger, valutatransaktioner,
investeringer og opbevaring af finansielle værdier mv.
Forslaget indebærer, at aftaler om finansielle tjenesteydelser
ikke anses som forbrugerkøb efter det foreslåede stk. 3.
Det foreslås i stk. 4, nr. 6, at stk. 3 ikke finder anvendelse
på aftaler vedrørende software, som tilbydes i henhold til
en Free and Open Source-licens, hvor der ikke betales et
pengebeløb eller et digitalt udtryk for værdi, og hvor de per‐
sonoplysninger, som køberen afgiver, udelukkende behand‐
les med henblik på at forbedre den specifikke softwares
sikkerhed, kompatibilitet eller interoperabilitet.
Ved kompatibilitet forstås evne til at fungere med hardware
eller software, med hvilket digitalt indhold eller digitale tje‐
nester af samme type normalt anvendes, uden at det er nød‐
vendigt at konvertere det digitale indhold eller den digitale
tjeneste, jf. forslaget til købelovens § 3 a, nr. 7 (lovforslagets
§ 1, nr. 4).
Ved interoperabilitet forstås evne til at fungere med hard‐
ware eller software, som adskiller sig fra den, som genstan‐
de af samme type normalt anvendes med, jf. forslaget til
købelovens § 3 a, nr. 8 (lovforslagets § 1, nr. 4).
Forslaget indebærer, at aftaler om levering af software i
henhold til en Free and Open Source-licens, hvor der ikke
betales et pengebeløb eller et digitalt udtryk for værdi, og
hvor personoplysninger udelukkende behandles med henblik
på at forbedre den specifikke softwares sikkerhed, kompati‐
bilitet eller interoperabilitet, ikke anses som forbrugerkøb
efter det foreslåede stk. 3.
Det foreslås i stk. 4, nr. 7, at stk. 3 ikke finder anvendelse på
aftaler vedrørende digitalt indhold, der stilles til rådighed for
offentligheden på anden måde end ved signaltransmission
som led i en forestilling eller et arrangement, såsom digitale
filmforevisninger.
Det betyder, at der som udgangspunkt ikke er tale om for‐
brugerkøb efter det foreslåede stk. 3, når digitalt indhold le‐
veres til et offentligt publikum som en del af en kunstnerisk
optræden eller et andet arrangement, eksempelvis en digital
filmforevisning eller en audiovisuel teaterforestilling. Hvis
betingelserne i øvrigt er opfyldt, vil der dog være tale om
forbrugerkøb efter det foreslåede stk. 3, hvis digitalt indhold
leveres til et offentligt publikum ved hjælp af signaloverfør‐
sel, eksempelvis ved hjælp af digitale TV-tjenester.
Det foreslås i stk. 4, nr. 8, at stk. 3 ikke finder anvendelse på
aftaler vedrørende digitalt indhold, der leveres af offentlige
myndigheder i overensstemmelse med lov om videreanven‐
delse af den offentlige sektors informationer.
Det betyder, at aftaler om levering af digitalt indhold i hen‐
hold til lov om videreanvendelse af den offentlige sektors
informationer ikke anses for forbrugerkøb efter det foreslåe‐
de stk. 3.
Det foreslås i stk. 5, at hvis en aftale omfatter elementer
vedrørende levering af digitalt indhold eller en digital tje‐
neste og elementer vedrørende levering af andre tjenester,
finder loven anvendelse på elementerne vedrørende det digi‐
tale indhold eller den digitale tjeneste.
Det foreslåede stk. 5 vedrører blandede aftaler, som indehol‐
der elementer både vedrørende levering af digitalt indhold
eller en digital tjeneste som defineret i de foreslåede stk. 3
og 4 og elementer vedrørende levering af andre tjenester,
herunder tjenester, som efter det foreslåede stk. 4 undtages
fra reglerne om forbrugerkøb.
Forslaget indebærer, at købelovens regler finder anvendelse
på de elementer i den blandede aftale, som vedrører levering
af digitalt indhold eller en digital tjeneste som defineret i
de foreslåede stk. 3 og 4, uanset om den blandede aftale
overvejende vedrører andre tjenester.
Det foreslås i stk. 6, at medmindre andet er fastsat i loven,
finder lovens regler om digitalt indhold og digitale tjenester
ikke anvendelse på digitalt indhold eller en digital tjeneste,
der er integreret i eller indbyrdes forbundet med en løsøre‐
genstand som defineret i forslaget til købelovens § 3 a, nr.
4, og som leveres sammen med løsøregenstanden i henhold
til købsaftalen vedrørende denne løsøregenstand, uanset om
sådant digitalt indhold eller en sådan digital tjeneste leveres
af sælgeren eller tredjemand, jf. 1. pkt.
Er der tvivl om, hvorvidt leveringen af digitalt indhold eller
en digital tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbun‐
det med en løsøregenstand, udgør en del af købsaftalen,
formodes det digitale indhold eller den digitale tjeneste at
være omfattet af købsaftalen, jf. 2. pkt.
86
Det foreslåede stk. 6 omfatter aftaler om levering af varer
med digitale elementer som defineret i forslaget til købelo‐
vens § 3 a, nr. 4 (lovforslagets § 1, nr. 4), når de digitale
elementer leveres sammen med den løsøregenstand, de er
integreret i eller indbyrdes forbundet med, i henhold til
købsaftalen vedrørende løsøregenstanden.
Det foreslåede stk. 6 fastslår, at de foreslåede særregler
om digitalt indhold og digitale tjenester i sådanne tilfælde
kun gælder for de digitale elementer i den pågældende va‐
re med digitale elementer, når dette udtrykkeligt fremgår
af en foreslået bestemmelse. Udgangspunktet er således, at
forbrugerkøb af en vare med digitale elementer, hvor de
digitale elementer sælges sammen med den pågældende løs‐
øregenstand, reguleres af samme regler som forbrugerkøb af
løsøregenstande i øvrigt.
Der er tale om en vare med digitale elementer, når digitalt
indhold eller digitale tjenester er integreret i eller indbyrdes
forbundet med en løsøregenstand på en sådan måde, at fra‐
været af det digitale indhold eller den digitale tjeneste ville
forhindre genstanden i at opfylde sin funktion, jf. forslaget
til købelovens § 3 a, nr. 4 (lovforslagets § 1, nr. 4).
Det er efter det foreslåede stk. 6 en betingelse, at det digitale
indhold eller den digitale tjeneste leveres sammen med en
løsøregenstand i henhold til købsaftalen vedrørende denne
løsøregenstand. Det vil afhænge af aftalens indhold, om
denne betingelse er opfyldt.
Betingelsen vil for det første være opfyldt, hvis leveringen
af det digitale indhold eller den digitale tjeneste udtrykkeligt
kræves i aftalen om levering af løsøregenstanden. Det kan
f.eks. være en GPS, der i henhold til købsaftalen skal leveres
med en standardiseret forudinstalleret applikation, således at
den kan vise vej.
Betingelsen vil også være opfyldt, hvis købsaftalen kan for‐
stås som omfattende leveringen af bestemt digitalt indhold
eller en bestemt digital tjeneste, fordi det er sædvanligt for
løsøregenstande af samme type, og køberen med rimelig‐
hed kan forvente dette i betragtning af løsøregenstandens
karakter og i betragtning af eventuelle offentlige udsagn,
der er fremsat af eller på vegne af sælgeren eller tidligere
led i transaktionskæden, herunder producenten, jf. om dette
begreb henvises til forslaget til købelovens § 3 a, nr. 1
(lovforslagets § 1, nr. 4).
Hvis f.eks. et smart-TV har været annonceret som indehol‐
dende en bestemt videoapplikation, vil denne videoapplika‐
tion skulle betragtes som en del af købsaftalen.
Betingelsen vil være opfyldt, uanset om det digitale indhold
eller den digitale tjeneste er forudinstalleret i selve løsøre‐
genstanden eller skal downloades efterfølgende på en anden
enhed og kun er indbyrdes forbundet med løsøregenstanden.
Et eksempel på det første er en smartphone, der i henhold
til købsaftalen leveres med en standardiseret forudinstalleret
applikation, såsom en alarmapplikation eller en kameraap‐
plikation.
Et eksempel på det sidste er et smartur, som kun kan fungere
med en applikation, der leveres i henhold til købsaftalen,
men som skal downloades af køberen til en smartphone,
som køberen har i forvejen, eller som køberen skaffer sig
uafhængigt af aftalen om købet af smarturet med tilhørende
applikation.
Betingelsen vil også være opfyldt, når det digitale indhold
eller den digitale tjeneste, der er integreret i eller indbyr‐
des forbundet med løsøregenstanden, ikke leveres af sælger‐
en selv, men i henhold til købsaftalen leveres af en tred‐
jemand. Vurderingen af, om aftalen mellem sælgeren og
køberen indebærer, at tredjemand skal levere digitalt indhold
eller en digital tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes
forbundet med varen, påvirkes ikke af det forhold, at køber‐
en i givet fald skal give sit samtykke til en licensaftale med
en tredjemand for at kunne nyde godt af det digitale indhold
eller den digitale tjeneste.
Ved tvivl om, hvorvidt aftalen om levering af en løsøregen‐
stand også omfatter levering af digitalt indhold eller en digi‐
tal tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med
løsøregenstanden, gælder der en formodning for, at levering
af det digitale indhold eller den digitale tjeneste er omfattet
af aftalen om levering af løsøregenstanden.
Med lovforslaget foreslås der som udgangspunkt samme
regler for alle forbrugerkøb, herunder forbrugerkøb af va‐
rer med digitale elementer, hvor de digitale elementer sæl‐
ges sammen med den pågældende løsøregenstand, og for
forbrugerkøb af digitalt indhold eller digitale tjenester, der
ikke er integreret i eller indbyrdes forbundet med en løsøre‐
genstand, eller som ikke sælges sammen med en løsøregen‐
stand.
Det har derfor som udgangspunkt ikke direkte betydning for
indholdet af køberens beføjelser mv., om en aftale om leve‐
ring af digitalt indhold eller digitale tjenester er et element i
en aftale om levering af en løsøregenstand eller ikke.
Der vil dog være den forskel, at ved varer med digitale
elementer er der tale om én samlet aftale, når de digitale
elementer er solgt sammen med den pågældende løsøregen‐
stand, og også i tilfælde af mangler alene ved de digita‐
le elementer vil køberen kunne gøre beføjelser gældende
med hensyn til den samlede aftale inklusive den løsøregen‐
87
stand, de digitale elementer er integreret i eller indbyrdes
forbundet med. Ved en separat aftale om levering af digitalt
indhold eller digitale tjenester vil køberen i tilfælde af sæl‐
gerens misligholdelse af denne separate aftale alene have
beføjelser i forhold hertil.
Der er også den forskel, at hvis køberen har indgået separate
aftaler med forskellige aftaleparter om henholdsvis levering
af en løsøregenstand og levering af digitalt indhold eller en
digital tjeneste, vil køberen være henvist til at rette krav,
som vedrører hver af aftalerne, mod den respektive aftale‐
part.
Efter det foreslåede stk. 6 gælder endvidere, at de foreslåede
regler i købeloven, som specifikt angår digitalt indhold og
digitale tjenester, ikke finder anvendelse på varer med digi‐
tale elementer, hvor de digitale elementer sælges sammen
med den pågældende løsøregenstand, medmindre andet er
fastsat i loven.
Det betyder, at forbrugerkøb af en vare med digitale elemen‐
ter, hvor de digitale elementer sælges sammen med den
pågældende løsøregenstand, som udgangspunkt reguleres af
de regler, der gælder for køb af løsøregenstande, fordringer
og rettigheder mv., idet de foreslåede særregler for digitalt
indhold og digitale tjenester kun gælder for varer med digi‐
tale elementer, hvor de digitale elementer sælges sammen
med den pågældende løsøregenstand, når det udtrykkeligt
fremgår af en foreslået bestemmelse.
Det betyder også, at når det foreslås, at en eksisterende eller
foreslået regel i købeloven ikke skal gælde for aftaler om
levering af digitalt indhold eller digitale tjenester, vil den
pågældende regel stadig finde anvendelse på varer med digi‐
tale elementer, hvor de digitale elementer sælges sammen
med den pågældende løsøregenstand, medmindre andet er
fastsat i loven.
Som eksempler herpå kan nævnes de foreslåede § 76, stk.
2, og § 77, stk. 1, 2. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 11 og 14),
hvorefter de foreslåede § 76, stk. 1, og § 77, stk. 1, 1. pkt.
(hidtidige § 77, stk. 2) (lovforslagets § 1, nr. 11 og 13), ikke
gælder for aftaler om levering af digitalt indhold eller digita‐
le tjenester. De foreslåede § 76, stk. 1, og § 77, stk. 1, 1.
pkt., vil således ikke gælde for digitalt indhold eller digitale
tjenester, der ikke er integreret i eller indbyrdes forbundet
med en løsøregenstand, eller som ikke sælges sammen med
en løsøregenstand. Bestemmelserne vil derimod gælde for
varer med digitale elementer, hvor de digitale elementer
sælges sammen med den pågældende løsøregenstand.
Forbrugerkøb, der angår et fysisk medium, der udelukkende
bruges som bærer af digitalt indhold, reguleres dog som
udgangspunkt af de regler, der gælder for køb af digitalt
indhold og digitale tjenester, jf. straks nedenfor om det fore‐
slåede stk. 7.
Det foreslås i stk. 7, at medmindre andet er fastsat i loven,
finder lovens regler om digitalt indhold uanset stk. 6 anven‐
delse på et fysisk medium, der udelukkende bruges som
bærer af digitalt indhold.
Det betyder, at når et fysisk medium, f.eks. en DVD, ude‐
lukkende bruges som bærer af digitalt indhold, gælder de
foreslåede regler om digitalt indhold også for det fysiske
medium, medmindre andet er fastsat i loven.
Som eksempel på, at andet er fastsat i loven, kan nævnes de
foreslåede § 73, stk. 3, og § 74, stk. 3, 3. pkt. (lovforslagets
§ 1, nr. 6 og 8), der angår digitalt indhold, der ikke leveres
på et fysisk medium.
Forslaget om, at købelovens regler om digitalt indhold som
udgangspunkt også finder anvendelse på et fysisk medium,
der udelukkende bruges som bærer af digitalt indhold, om‐
fatter også regler, som går ud på, at en bestemmelse ikke
gælder for digitalt indhold.
Medmindre andet er fastsat i loven, vil en sådan bestemmel‐
se, der ikke gælder for digitalt indhold, således heller ikke
gælde for et fysisk medium, der udelukkende bruges som
bærer af digitalt indhold. Eksempler på sådanne bestemmel‐
ser er nævnt ovenfor under stk. 6.
Som eksempler på, at andet er fastsat i loven, således at en
bestemmelse gælder for et fysisk medium, der udelukkende
bruges som bærer af digitalt indhold, men ikke i øvrigt
gælder for digitalt indhold, kan nævnes de foreslåede § 74,
stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 78 d, stk. 5 (lovforslagets § 1, nr. 7
og 20).
Det foreslås i stk. 8, at køb af levende heste ikke anses som
forbrugerkøb.
Forslaget indebærer, at køb af levende heste fremover ikke
vil være omfattet af købelovens regler om forbrugerkøb,
selv om betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Sådanne
køb vil i stedet fremover være omfattet af købelovens regler
om civil- og handelskøb.
Den foreslåede bestemmelse omfatter alle typer af heste,
herunder ponyer.
Den foreslåede bestemmelse omfatter kun køb af levende
heste. Køb af eksempelvis hestekød vil således fortsat være
omfattet af købelovens regler om forbrugerkøb.
88
De foreslåede § 4 a, stk. 3-7, jf. de gældende § 4 a, stk. 1
og 2, og § 2, stk. 1, gennemfører varedirektivets artikel 3 og
direktivet om digitalt indholds artikel 3.
Det foreslåede § 4 a, stk. 8, er i overensstemmelse med
varedirektivets artikel 3, stk. 5, litra b, hvorefter medlems‐
staterne kan udelukke aftaler om salg af levende dyr fra
direktivets anvendelsesområde.
Til nr. 6 (§ 73)
Købelovens § 73 fastsætter regler om leveringsstedet. Skal
sælgeren sende salgsgenstanden, anses levering for sket, når
genstanden er kommet i køberens besiddelse, jf. stk. 1. Hvis
salgsgenstanden er overdraget til en fragtfører, som køberen
har indgået aftale med, og som ikke var blandt dem, der
blev tilbudt af sælgeren, anses leveringen for sket, når gen‐
standen er kommet i fragtførerens besiddelse, jf. stk. 2.
Salgsgenstanden er det, der er genstand for købsaftalen. Det
kan være en fysisk løsøregenstand, men også digitalt ind‐
hold, fordringer eller rettigheder. Som noget nyt i forhold
til gældende ret kan det også være en digital tjeneste, jf.
forslaget til købelovens § 4 a, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr.
5).
Det foreslås at indsætte tre nye stykker i købelovens § 73,
som regulerer leveringsstedet for digitalt indhold, der ikke
leveres på et fysisk medium, digitale tjenester og varer med
digitale elementer.
Digitalt indhold er data, der fremstilles og leveres i digital
form, mens en digital tjeneste er en tjeneste, der gør det
muligt at generere, behandle, lagre eller få adgang til data i
digital form, eller som muliggør deling af eller enhver anden
form for interaktion med data i digital form, som uploades
eller genereres af brugere af den pågældende tjeneste, jf.
forslaget til købelovens § 3 a, nr. 2 og 3 (lovforslagets § 1,
nr. 4).
Varer med digitale elementer omfatter tilfælde, hvor digitalt
indhold eller en digital tjeneste er integreret i eller indbyrdes
forbundet med en løsøregenstand på en sådan måde, at fra‐
været af det digitale indhold eller den digitale tjeneste ville
forhindre genstanden i at opfylde sin funktion, jf. forslaget
til købelovens § 3 a, nr. 4 (lovforslagets § 1, nr. 4).
Det foreslås i stk. 3, at hvis aftalen angår digitalt indhold,
der ikke leveres på et fysisk medium, anses leveringen for
sket, når det digitale indhold eller andre midler, der er egne‐
de til at få adgang til eller downloade det digitale indhold, er
stillet til rådighed eller gjort tilgængelige for køberen eller
for en fysisk eller virtuel facilitet, som køberen har valgt til
det formål.
Det foreslåede stk. 3 gælder ikke for levering af digitalt ind‐
hold, der leveres på et fysisk medium. Levering af digitalt
indhold på et fysisk medium, eksempelvis en DVD, regule‐
res af stk. 1 og 2 (der ikke foreslås ændret).
Det foreslås i stk. 4, at hvis aftalen angår en digital tjeneste,
anses leveringen for sket, når den digitale tjeneste er gjort
tilgængelig for køberen eller for en fysisk eller virtuel facili‐
tet, som køberen har valgt til det formål.
De foreslåede stk. 3 og 4 indebærer, at digitalt indhold, der
ikke leveres på et fysisk medium, eller en digital tjeneste
anses for at være tilgængeliggjort eller stillet til rådighed for
køberen, når det digitale indhold eller den digitale tjeneste
eller midler, der egner sig til at få adgang til eller downloade
det eller den, har nået køberens sfære, og der ikke kræves
yderligere foranstaltninger fra sælgerens side for at gøre
det muligt for køberen at anvende det digitale indhold eller
den digitale tjeneste i overensstemmelse med aftalen. Som
eksempel kan nævnes et link eller en downloadmulighed.
Når køberen har valgt at modtage eller lagre det digitale
indhold eller den digitale tjeneste på en fysisk eller virtu‐
el facilitet, f.eks. en elektronisk platform eller en cloudlag‐
ringsfacilitet, som drives af tredjemand, er det tilstrækkeligt
for sælgeren at levere det digitale indhold eller den digitale
tjeneste til denne tredjemand.
En fysisk eller virtuel facilitet kan dog ikke anses for valgt
af køberen, hvis den kontrolleres af sælgeren eller er aftale‐
mæssigt forbundet med sælgeren, eller hvor køberen valgte
den pågældende fysiske eller virtuelle facilitet til at modtage
det digitale indhold eller den digitale tjeneste, men det valg
var det eneste, der blev tilbudt af sælgeren til at modtage
eller få adgang til det digitale indhold eller den digitale
tjeneste. Hvor den fysiske eller virtuelle facilitet ikke kan
anses for at være valgt af køberen, er sælgerens forpligtelse
til at levere det digitale indhold eller den digitale tjeneste
ikke opfyldt, hvis det digitale indhold eller den digitale
tjeneste leveres til den fysiske eller virtuelle facilitet, men
køberen ikke kan modtage eller få adgang til det digitale
indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse med
aftalen. I sådanne tilfælde vil køberen have de samme mis‐
ligholdelsesbeføjelser, som hvis sælgeren havde undladt at
levere det digitale indhold eller den digitale tjeneste. Dette
kan f.eks. være, hvis køberen køber en lydbog, der skal
afspilles på en applikation, som ikke er valgt af køberen, og
en fejl i applikationen gør, at lydbogen ikke kan afspilles.
Det foreslås i stk. 5, at hvis aftalen angår en vare med digita‐
le elementer, anses leveringen for sket, når varen er leveret i
overensstemmelse med stk. 1 eller 2 (der ikke foreslås ænd‐
ret) og de digitale elementer er leveret i overensstemmelse
med de foreslåede stk. 3 eller 4.
89
Det foreslåede stk. 5 indebærer, at varer med digitale ele‐
menter anses for at være leveret til køberen, når både varer‐
nes fysiske komponent er leveret, jf. herom de gældende stk.
1 eller 2, og det digitale indhold eller den digitale tjeneste er
leveret, jf. herom de foreslåede stk. 3 eller 4.
De foreslåede § 73, stk. 3 og 4, gennemfører direktivet om
digitalt indholds artikel 5, stk. 2, artikel 11, stk. 1, jf. artikel
5, stk. 2, og artikel 12, stk. 1, jf. artikel 5, stk. 2.
Det foreslåede § 73, stk. 5, gennemfører ikke en specifik
direktivbestemmelse, men er i overensstemmelse med vare‐
direktivets præambelbetragtning 39.
Til nr. 7 (§ 74, stk. 1 og 2)
Købelovens § 74, stk. 1, fastsætter, at medmindre andet
er aftalt vedrørende leveringstidspunktet, skal sælgeren le‐
vere salgsgenstanden uden unødig forsinkelse, dog senest 30
dage efter aftalens indgåelse. Leveres salgsgenstanden ikke
i rette tid, jf. 1. pkt., og skyldes dette ikke køberen eller en
omstændighed, som køberen bærer risikoen for, foreligger
der forsinkelse.
Salgsgenstanden er det, der er genstand for købsaftalen. Det
kan være en fysisk løsøregenstand, men også digitalt ind‐
hold, fordringer eller rettigheder. Som noget nyt i forhold
til gældende ret kan det også være en digital tjeneste, jf.
forslaget til købelovens § 4 a, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr.
5).
Det foreslås at ophæve købelovens § 74, stk. 1, og i stedet
indsætte to nye stykker.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at medmindre andet er aftalt
vedrørende leveringstidspunktet, skal sælgeren levere salgs‐
genstanden uden unødig forsinkelse.
Det betyder, at sælgeren i alle tilfælde skal levere salgs‐
genstanden uden unødig forsinkelse efter aftalens indgåel‐
se, medmindre parterne har aftalt et senere leveringstids‐
punkt. Hvor langt et tidsrum der i et konkret køb vil udgøre
unødig forsinkelse, kan bl.a. afhænge af salgsgenstandens
art. Ved digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk me‐
dium, og ved digitale tjenester vil sælgeren ofte skulle leve‐
re umiddelbart efter aftalens indgåelse, medmindre parterne
har aftalt et senere leveringstidspunkt.
Det foreslåede stk. 1, 1. pkt., viderefører det gældende § 74,
stk. 1, 1. pkt., 1. led, uden indholdsmæssige ændringer.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at medmindre andet er aftalt,
skal sælgeren endvidere levere salgsgenstanden senest 30
dage efter aftalens indgåelse. 2. pkt. gælder ikke for digitale
tjenester og gælder kun for digitalt indhold, når det digitale
indhold leveres på et fysisk medium, jf. det foreslåede 3.
pkt.
Det betyder, at der for visse køb ud over den generelle regel
i det foreslåede 1. pkt. om levering uden unødig forsinkelse,
som altid finder anvendelse, endvidere gælder den regel, at
sælgeren skal levere salgsgenstanden senest 30 dage efter
aftalens indgåelse, medmindre parterne har aftalt et andet –
tidligere eller senere – leveringstidspunkt.
Reglen om levering senest 30 dage efter aftalens indgåelse,
medmindre andet er aftalt, gælder ikke, når der er tale om en
digital tjeneste eller om digitalt indhold, som ikke leveres på
et fysisk medium. Reglen om levering senest 30 dage efter
aftalens indgåelse gælder således bl.a. for løsøregenstande,
herunder varer med digitale elementer, og for digitalt ind‐
hold, der leveres på et fysisk medium.
De foreslåede stk. 1, 2. og 3. pkt., viderefører det gældende
§ 74, stk. 1, 1. pkt., 2. led, med den ændring, at reglen om
levering senest 30 dage efter aftalens indgåelse, medmindre
andet er aftalt, fremover ikke vil gælde for digitalt indhold,
der ikke leveres på et fysisk medium. Reglen om levering
senest 30 dage efter aftalens indgåelse vil heller ikke gælde
for digitale tjenester, men da købeloven i dag ikke omfatter
digitale tjenester, omfatter det gældende § 74, stk. 1, 1. pkt.,
2. led, heller ikke digitale tjenester.
Det foreslås i stk. 2, at hvis salgsgenstanden ikke leveres i
rette tid, jf. stk. 1, og dette ikke skyldes køberen eller en
omstændighed, som køberen bærer risikoen for, foreligger
der forsinkelse.
Det betyder, at der foreligger forsinkelse og dermed mis‐
ligholdelse af købsaftalen fra sælgerens side, hvis salgsgen‐
standen ikke leveres som aftalt eller i mangel af aftale om
leveringstidspunktet inden for de frister, som fremgår af det
foreslåede stk. 1.
Dette gælder dog ikke, hvis overskridelsen af leveringsfri‐
sten skyldes køberen eller en omstændighed, som køberen
bærer risikoen for. Som eksempler kan nævnes, at køberen
har oplyst en forkert leveringsadresse eller ikke er hjemme
til aftalt tid til modtagelse af varer, eller at køberen undlader
at meddele specifikationer på specialfremstillede varer eller
lignende.
Det foreslåede stk. 2 viderefører det gældende § 74, stk. 1,
2. pkt., uden indholdsmæssige ændringer.
Det foreslåede § 74, stk. 1, gennemfører direktivet om digi‐
talt indholds artikel 5, stk. 1, artikel 11, stk. 1, jf. artikel
90
5, stk. 1, og artikel 12, stk. 1, jf. artikel 5, stk. 1, samt
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 18, stk. 1.
Til nr. 8 (§ 74, stk. 3)
Købelovens § 74, stk. 2, fastsætter, at i tilfælde af forsin‐
kelse kan køberen hæve købet, såfremt forsinkelsen er af
væsentlig betydning for denne og sælgeren måtte forudsætte
dette, eller såfremt sælgeren har nægtet levering. Det samme
gælder, hvis sælgeren ikke efter påkrav fra køberen leverer
salgsgenstanden inden udløbet af en rimelig frist.
Det følger af lovforslagets § 1, nr. 7, at § 74, stk. 2, bliver
stk. 3.
Det foreslås at indsætte et nyt § 74, stk. 3, 3. pkt., om, at
hvis aftalen angår digitalt indhold, der ikke leveres på et fy‐
sisk medium, eller en digital tjeneste, kan køberen endvidere
hæve købet, hvis det tydeligt fremgår af omstændighederne,
at sælgeren ikke vil levere salgsgenstanden.
Det betyder, at ud over i tilfælde af sælgerens leveringsnæg‐
telse kan køberen ved køb af digitalt indhold, der ikke leve‐
res på et fysisk medium, og ved køb af en digital tjeneste
også hæve købet, hvis det tydeligt fremgår af omstændig‐
hederne, at sælgeren ikke vil levere.
Det foreslåede § 74, stk. 3, 3. pkt., vil formentlig i praksis
ikke få stor selvstændig betydning ved siden af muligheden
for at hæve, når sælgeren har nægtet levering, eller når sæl‐
geren ikke efter påkrav fra køberen har leveret inden udløbet
af en rimelig frist.
Med den foreslåede ændring af § 74, stk. 3, gennemfører
denne bestemmelse direktivet om digitalt indholds artikel
13, stk. 1 og 2, samt forbrugerrettighedsdirektivets artikel
18, stk. 2.
Til nr. 9 (§ 74, stk. 4)
Købelovens § 74, stk. 3, fastsætter, at ved ophævelse af
aftalen skal sælgeren uden unødig forsinkelse tilbagebetale
alle beløb, der er betalt i henhold til aftalen.
Det anføres i forarbejderne, at bestemmelsen lovfæster den
almindelige obligationsretlige regel om ydelsernes tilbage‐
gang ved ophævelse, som betyder, at forbrugerens meddelel‐
se om aftalens ophævelse indebærer, at eventuelle betalte
beløb skal tilbagebetales (jf. Folketingstidende 2013-14, A,
L 40 som fremsat, side 18).
Bestemmelsen er placeret som stk. 3 i § 74, der i øvrigt
angår sælgerens forpligtelse til at levere salgsgenstanden og
køberens adgang til at hæve i tilfælde af sælgerens forsin‐
kelse, og overskriften til bl.a. § 74 er ”Forsinkelse m.v.”.
Det må på den baggrund antages, at lovfæstelsen i § 74,
stk. 3, af den almindelige obligationsretlige regel om ydel‐
sernes tilbagegang ved ophævelse ikke omfatter ophævelse
på grund af mangler ved salgsgenstanden, og det kan give
anledning til tvivl, om lovfæstelsen omfatter ophævelse på
grund af køberens forsinkelse med betalingen af købesum‐
men. Hvis § 74, stk. 3, ikke omfatter ophævelse på grund af
køberens forsinkelse med betalingen af købesummen, følger
det imidlertid af den nævnte almindelige obligationsretlige
regel om ydelsernes tilbagegang ved ophævelse, at sælgeren
også i dette tilfælde uden unødig forsinkelse skal tilbagebe‐
tale alle beløb, der er betalt i henhold til aftalen. Tilbagebe‐
taling vil i sagens natur kun være relevant i praksis, hvis
køberen på tidspunktet for ophævelsen har betalt købesum‐
men helt eller delvis.
Det følger af lovforslagets § 1, nr. 7, at § 74, stk. 3, bliver
stk. 4.
Det foreslås at nyaffatte § 74, stk. 4. Det foreslås, at hvis
købet hæves, jf. stk. 3 eller §§ 28 og 29, finder § 78 b,
stk. 4, § 78 c, stk. 2-5, og §§ 78 d og 78 e tilsvarende
anvendelse. Uanset § 78 c, stk. 4, skal sælgeren dog ved
aftaler, som angår digitalt indhold, der leveres på et fysisk
medium, tilbagebetale alle beløb, der er betalt i henhold til
aftalen, uden unødig forsinkelse.
Det foreslåede § 74, stk. 4, 1. pkt., indebærer, at hvis købet
hæves af køberen i medfør af købelovens § 74, stk. 3 (som
affattet ved lovforslagets § 1, nr. 8), eller af sælgeren i med‐
før af købelovens §§ 28 og 29 (der ikke foreslås ændret),
finder de foreslåede bestemmelser i købelovens § 78 b, stk.
4, § 78 c, stk. 2-5, og §§ 78 d og 78 e om gennemførelsen af
en ophævelse som følge af mangler tilsvarende anvendelse.
Henvisningen til købelovens § 78 b, stk. 4, betyder, at
køberen udøver sin ret til at ophæve købet som følge af
sælgerens forsinkelse ved en erklæring til sælgeren om, at
køberen har besluttet at ophæve købet. Er levering sket,
skal køberen give sælgeren meddelelse om ophævelsen uden
ugrundet ophold, jf. købelovens § 27 (der ikke foreslås ænd‐
ret).
Henvisningen til købelovens § 78 b, stk. 4, betyder endvide‐
re, at sælgeren udøver sin ret til at ophæve købet som følge
af køberens forsinkelse ved en erklæring til køberen om, at
sælgeren har besluttet at ophæve købet. Er købesummen be‐
talt, skal sælgeren give køberen meddelelse om ophævelsen
uden ugrundet ophold, jf. købelovens § 32 (der ikke foreslås
ændret).
91
Henvisningen til købelovens § 78 c, stk. 2, betyder, at når
købet ophæves som følge af sælgerens eller køberens forsin‐
kelse, skal sælgeren tilbagebetale alle beløb, der er betalt i
henhold til aftalen, og køberen skal for sælgerens regning
tilbagelevere salgsgenstanden til sælgeren, jf. dog § 78 d,
stk. 5, og § 78 e.
Dette gælder også ved sælgerens ophævelse af købet som
følge af køberens forsinkelse med betaling af købesum‐
men. Ligesom efter gældende ret sker tilbageleveringen af
salgsgenstanden, hvis den allerede er leveret, således også i
disse tilfælde for sælgerens regning. Sælgeren vil imidlertid
i denne situation i givet fald efter købelovens § 30 (der ikke
foreslås ændret) kunne kræve erstatning fra køberen for tab,
som tilbageleveringen påfører sælgeren.
Henvisningen til købelovens § 78 c, stk. 3, betyder, at ved
ophævelse af køb af andet end digitalt indhold eller en digi‐
tal tjeneste, hvor levering er sket, skal sælgeren tilbagebetale
købesummen ved sælgerens modtagelse af salgsgenstanden
eller dokumentation for, at køberen har tilbageleveret salgs‐
genstanden.
Er levering ikke sket – hvilket i praksis formentlig vil være
det hyppigste – er betingelsen om tilbagelevering af salgs‐
genstanden ikke relevant, og sælgeren skal derfor tilbagebe‐
tale købesummen uden unødigt ophold efter ophævelsen af
købet.
Henvisningen til købelovens § 78 c, stk. 4 og 5, betyder,
at ved ophævelse af køb af digitalt indhold eller en digi‐
tal tjeneste skal sælgeren tilbagebetale købesummen uden
unødig forsinkelse og under alle omstændigheder inden for
14 dage fra ophævelsen af købet, jf. dog nedenfor om det
foreslåede § 74, stk. 4, 2. pkt. Tilbagebetalingen skal ske
med det samme betalingsmiddel, som køberen benyttede
ved sin betaling, medmindre køberen udtrykkelig accepterer
et andet betalingsmiddel, og forudsat at køberen ikke skal
betale gebyr som følge af en sådan tilbagebetaling. Sælgeren
må ikke pålægge køberen gebyrer i forbindelse med tilbage‐
betalingen.
Henvisningen til købelovens § 78 d betyder, at de foreslåede
regler om gennemførelsen af en ophævelse af et køb af
digitalt indhold eller en digital tjeneste som følge af mang‐
ler også gælder, når et sådant køb ophæves som følge af
forsinkelse. Reglerne om håndtering af personoplysninger
og andet indhold vil imidlertid i praksis kun være relevan‐
te, i det omfang der trods forsinkelsen er givet personoplys‐
ninger henholdsvis genereret andet indhold. Reglerne om
tilbagelevering af et fysisk medium, som digitalt indhold er
blevet leveret på, vil i sagens natur kun være relevante, hvis
levering er sket.
Endelig betyder henvisningen til den foreslåede § 78 e, at
den foreslåede regel om køberens tilbagelevering af salgs‐
genstanden i væsentlig samme stand og mængde og om
undtagelserne hertil også gælder ved ophævelse af købet
som følge af forsinkelse. Det vil i sagens natur i praksis kun
være relevant, når levering er sket.
Det foreslåede § 74, stk. 4, 2. pkt., modificerer henvisningen
i 1. pkt. til § 78 c, stk. 4, for så vidt angår aftaler, som angår
digitalt indhold, der leveres på et fysisk medium.
Efter det foreslåede § 78 c, stk. 4, skal sælgeren tilbagebeta‐
le alle beløb, der er betalt i henhold til aftalen, uden unødig
forsinkelse og under alle omstændigheder inden for 14 dage
fra ophævelsen af købet.
Det foreslås imidlertid, at ved aftaler, som angår digitalt ind‐
hold, der leveres på et fysisk medium, skal sælgeren uanset
§ 78 c, stk. 4, tilbagebetale alle beløb, der er betalt i henhold
til aftalen, uden unødig forsinkelse.
Det betyder, at ved ophævelse som følge af forsinkelse –
i modsætning til ved ophævelse som følge af mangler –
vil den del af § 78 c, stk. 4, som fastsætter, at betaling
under alle omstændigheder skal ske inden for 14 dage fra
ophævelsen af købet, ikke finde anvendelse ved aftaler, som
angår digitalt indhold, der leveres på et fysisk medium.
Forslaget til § 74, stk. 4, 2. pkt., skyldes, at direktivet om
digitalt indhold og forbrugerrettighedsdirektivet regulerer
spørgsmålet forskelligt, og at digitalt indhold, der leveres
på et fysisk medium, for så vidt angår dette spørgsmål er
omfattet af forbrugerrettighedsdirektivet og ikke af direkti‐
vet om digitalt indhold.
Det foreslåede § 74, stk. 4, gennemfører direktivet om di‐
gitalt indholds artikel 13, stk. 3, samt forbrugerrettighedsdi‐
rektivets artikel 18, stk. 3.
Til nr. 10 (§§ 75 a-75 e)
Købelovens § 75 a fastsætter navnlig krav om, at salgsgen‐
standen med hensyn til art, mængde, kvalitet og andre egen‐
skaber skal stemme overens med aftalen, og at salgsgenstan‐
den, medmindre andet følger af parternes aftale, skal have
en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber, som køberen
efter salgsgenstandens karakter og forholdene i øvrigt havde
rimelig grund til at forvente, være egnet til formål, som
genstande af den pågældende type sædvanligvis anvendes
til, være egnet til køberens særlige formål, hvis sælgeren
har bestyrket køberens forventning herom, og have samme
egenskaber som en vareprøve eller model, som sælger har
forelagt køberen ved købets indgåelse.
Det foreslås at ophæve § 75 a og i stedet indsætte fem nye
92
bestemmelser om salgsgenstandens overensstemmelse med
aftalen (mangler). De foreslåede nye bestemmelser erstatter
dels den gældende § 75 a, dels den gældende § 76 om, hvor‐
når der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, bortset
fra § 76, stk. 1, nr. 3, om sælgerens loyale oplysningspligt,
som foreslås videreført i en nyaffattet § 76 (lovforslagets §
1, nr. 11).
Den foreslåede nye § 75 a fastslår udtrykkeligt, at sælgeren
skal levere en salgsgenstand til køberen, der opfylder krave‐
ne i de foreslåede §§ 75 b-75 e, jf. dog § 77.
Salgsgenstanden er det, der er genstand for købsaftalen. Det
kan være en fysisk løsøregenstand, men også digitalt ind‐
hold, fordringer eller rettigheder. Som noget nyt i forhold
til gældende ret kan det også være en digital tjeneste, jf.
forslaget til købelovens § 4 a, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr.
5). Køb af fast ejendom er ikke omfattet af købeloven, jf.
lovens § 1 a, stk. 1 (der ikke foreslås ændret).
Den foreslåede § 75 b angår krav til salgsgenstanden, som
følger af den konkrete aftale mellem køberen og sælgeren
(subjektive krav til salgsgenstanden).
De foreslåede §§ 75 c og 75 d angår krav til salgsgenstan‐
den, som følger af købeloven på grundlag af salgsgenstan‐
dens art og omstændighederne i øvrigt (objektive krav til
salgsgenstanden). Disse krav kan fraviges ved en udtrykke‐
lig aftale mellem sælgeren og køberen vedrørende specifik‐
ke egenskaber ved salgsgenstanden.
Den foreslåede § 75 e fastsætter, hvornår køberen kan på‐
beråbe sig en mangel, som skyldes forkert installation af
salgsgenstanden hos køberen.
Til § 75 a
Det foreslås, at sælgeren skal levere en salgsgenstand til
køberen, der opfylder kravene i de foreslåede §§ 75 b-75 e,
jf. dog § 77.
Bestemmelsen fastslår udtrykkeligt, at sælgeren skal levere
en salgsgenstand til køberen, der opfylder de foreslåede krav
til salgsgenstanden.
Ved køb af brugte genstande på offentlig auktion modifice‐
res kravene til salgsgenstanden dog, jf. den foreslåede hen‐
visning til købelovens § 77 (som affattet ved lovforslagets §
1, nr. 12-15).
Bestemmelsen gennemfører varedirektivets artikel 5 og di‐
rektivet om digitalt indholds artikel 6.
Til § 75 b
Bestemmelsen angår de subjektive krav til salgsgenstandens
overensstemmelse med aftalen, dvs. de krav, som følger af
den konkrete aftale mellem køberen og sælgeren.
Det foreslås, at salgsgenstanden skal opfylde de krav, som
fremgår af aftalen.
Det foreslås i nr. 1, at salgsgenstanden skal svare til den
beskrivelse, art, type, mængde og kvalitet samt have den
funktionalitet, kompatibilitet og interoperabilitet og de øvri‐
ge egenskaber, som fremgår af aftalen.
Det betyder grundlæggende, at salgsgenstanden skal være
som fastsat i aftalen.
Som eksempler vedrørende aftaler om digitalt indhold eller
en digital tjeneste kan nævnes, at mængden kan angå an‐
tallet af tilgængelige musikfiler, og at kvaliteten kan angå
billedopløsningen, sproget og versionen.
Funktionalitet defineres i forslaget til købelovens § 3 a, nr. 5
(lovforslagets § 1, nr. 4), som evne til at udføre sin funktion
i betragtning af formålet.
Som eksempel på funktionalitet kan nævnes, at fraværet
eller tilstedeværelsen af tekniske begrænsninger, såsom be‐
skyttelse ved hjælp af Digital Rights Management eller om‐
rådekodning, kan have en indvirkning på digitalt indholds
eller en digital tjenestes evne til udføre alle sine funktioner i
betragtning af dets eller dens formål.
Begreberne kompatibilitet og interoperabilitet defineres i
forslaget til købelovens § 3 a, nr. 7 og 8 (lovforslagets §
1, nr. 4).
Ved kompatibilitet forstås evne til at fungere med hardware
eller software, med hvilket digitalt indhold eller digitale
tjenester af samme type normalt anvendes, uden at det er
nødvendigt at konvertere det digitale indhold eller den digi‐
tale tjeneste.
Ved interoperabilitet forstås evne til at fungere med hard‐
ware eller software, som adskiller sig fra den, som genstan‐
de af samme type normalt anvendes med.
Tilfredsstillende interoperabilitet kan f.eks. omfatte digitalt
indholds eller en digital tjenestes evne til at udveksle oplys‐
ninger med sådant andet software eller hardware og til at
anvende de udvekslede oplysninger.
93
Det foreslåede § 75 b, nr. 1, svarer til det hidtil gældende
§ 75 a, stk. 1, 1. led, og til det hidtil gældende § 76, stk.
1, nr. 1, for så vidt angår salgsgenstandens betegnelse, dog
således at der yderligere henvises til salgsgenstandens funk‐
tionalitet, kompatibilitet og interoperabilitet.
Det foreslås i nr. 2, at salgsgenstanden skal være egnet til
ethvert særligt formål, som køberen ønsker, at den skal kun‐
ne anvendes til, og som køberen har gjort sælgeren bekendt
med senest på tidspunktet for aftalens indgåelse, og som
sælgeren har accepteret.
Forslaget indebærer, at salgsgenstanden skal være egnet til
et særligt formål, som køberen har gjort sælgeren bekendt
med, når sælgeren har accepteret dette. Accepten kan efter
omstændighederne være stiltiende.
Det foreslåede § 75 b, nr. 2, svarer til det hidtil gældende §
75 a, stk. 2, nr. 3, dog således at sælgeren skal have accepte‐
ret køberens forventning om salgsgenstandens egnethed til
køberens særlige formål.
Det foreslås i nr. 3, at salgsgenstanden skal leveres med til‐
behør, vejledning, herunder om installation, og kundeservice
som krævet i aftalen.
Installation af digitalt indhold eller en digital tjeneste define‐
res i forslaget til købelovens § 3 a, nr. 10 (lovforslagets §
1, nr. 4), som sammenkoblingen med og inkorporeringen af
digitalt indhold eller en digital tjeneste i køberens digitale
miljø, for at det digitale indhold eller den digitale tjeneste
kan anvendes i overensstemmelse med kravene til salgsgen‐
standen, jf. de foreslåede §§ 75 b-75 d. Begrebet digitalt
miljø defineres på sin side som hardware, software og net‐
værksforbindelser, der anvendes af køberen til at få adgang
til eller gøre brug af digitalt indhold eller en digital tjeneste,
jf. forslaget til købelovens § 3 a, nr. 9 (lovforslagets § 1, nr.
4).
Der foreslås ikke en lovbestemt definition af begrebet instal‐
lation for så vidt angår fysiske varer, men vejledning om
installation kan også være relevant for så vidt angår fysiske
varer.
Det foreslåede § 75 b, nr. 3, uddyber det hidtil gældende §
75 a, stk. 1, 1. led, hvorefter salgsgenstanden skal stemme
overens med aftalen.
Det foreslås endelig i nr. 4, at salgsgenstanden skal opdate‐
res som fastsat i aftalen.
Opdatering kan f.eks. være aftalt med hensyn til en vares
digitale indholds- eller digitale tjenesteelement med henblik
på forbedring og optimering, udvidelse af funktionerne, til‐
pasning til den tekniske udvikling, beskyttelse mod nye sik‐
kerhedstrusler eller andre formål.
Manglende levering af opdateringer, som er aftalt i købsaf‐
talen, vil udgøre en mangel ved salgsgenstanden. Fejlbehæf‐
tede eller ufuldstændige opdateringer vil også udgøre en
mangel ved salgsgenstanden.
Det foreslåede § 75 b, nr. 4, uddyber det hidtil gældende §
75 a, stk. 1, 1. led, hvorefter salgsgenstanden skal stemme
overens med aftalen.
Den foreslåede § 75 b gennemfører varedirektivets artikel 6
og direktivet om digitalt indholds artikel 7.
Til § 75 c
Bestemmelsen angår de objektive krav til salgsgenstandens
overensstemmelse med aftalen, dvs. de minimumskrav, som
gælder, medmindre der er indgået en specifik og særskilt
aftale om fravigelse af kravene på et eller flere bestemte
punkter.
Det foreslås i stk. 1, at salgsgenstanden med forbehold for
det foreslåede stk. 3 om aftalte fravigelser skal opfylde en
række krav til egnethed, kvalitet mv., som genstande af
samme type normalt kan forventes at leve op til.
Det foreslås således i stk. 1, nr. 1, at salgsgenstanden skal
være egnet til de formål, til hvilke genstande af samme type
normalt vil blive anvendt, under hensyn til relevant EU-ret
og national ret og eventuelle tekniske standarder eller i man‐
gel heraf sektorspecifikke brancheadfærdskodekser.
Det foreslåede § 75 c, stk. 1, nr. 1, svarer til det hidtil
gældende § 75 a, stk. 2, nr. 2.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at salgsgenstanden skal være
af den kvalitet og svare til den beskrivelse, der gælder for
en prøve, model, prøveversion eller forhåndsvisning, som
sælgeren har stillet til rådighed for køberen inden aftalens
indgåelse.
Det foreslåede § 75 c, stk. 1, nr. 2, svarer til det hidtil
gældende § 75 a, stk. 2, nr. 4.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at salgsgenstanden skal leveres
med eventuelt tilbehør, herunder emballage, installationsvej‐
ledning eller anden vejledning, som køberen med rimelighed
kan forvente at modtage.
94
Det foreslåede § 75 c, stk. 1, nr. 3, svarer til de hidtil gæl‐
dende § 75 a, stk. 1, 2. led, om vejledning og § 75 a, stk. 2,
nr. 1, om bl.a. emballering.
Der er ikke tilsigtet nogen ændringer i forhold til gældende
ret med hensyn til, på hvilket sprog køberen med rimelighed
kan forvente at modtage vejledning.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at salgsgenstanden skal svare
til den mængde og have de egenskaber og øvrige funkti‐
oner, herunder med hensyn til holdbarhed, funktionalitet,
kompatibilitet, tilgængelighed, kontinuitet og sikkerhed, der
er sædvanlige for genstande af samme type, og som køberen
med rimelighed kan forvente under hensyn til salgsgenstan‐
dens art og offentlige udsagn, som er fremsat af eller på veg‐
ne af sælgeren eller tidligere led i transaktionskæden, herun‐
der producenten, navnlig i reklamer eller gennem mærkning,
jf. dog stk. 2.
Holdbarhed defineres i forslaget til købelovens § 3 a, nr.
6 (lovforslagets § 1, nr. 4), som evne til at bevare sine
påkrævede funktioner og ydeevne ved normal brug.
Salgsgenstanden skal have en holdbarhed, der er sædvanlig
for genstande af samme type, og som køberen med rimelig‐
hed kan forvente. Vurderingen af, hvad køberen med rime‐
lighed kan forvente, bør også tage hensyn til andre relevante
omstændigheder, såsom prisen samt den intensitet eller hyp‐
pighed, hvormed køberen anvender salgsgenstanden.
Funktionalitet defineres i forslaget til købelovens § 3 a, nr.
5 (lovforslagets § 1, nr. 4), som evne til at udføre sine
funktioner i betragtning af formålet.
Som eksempel på funktionalitet kan nævnes, at fraværet
eller tilstedeværelsen af tekniske begrænsninger, såsom be‐
skyttelse ved hjælp af Digital Rights Management eller om‐
rådekodning, kan have en indvirkning på digitalt indholds
eller en digital tjenestes evne til udføre alle sine funktioner i
betragtning af dets eller dens formål.
Også retlige begrænsninger i køberens adgang til at anvende
salgsgenstanden efter dens formål, der ikke er ledsaget af
tekniske begrænsninger, kan udgøre en mangel efter den
foreslåede bestemmelse.
Eksempelvis kan begrænsninger af køberens brug af digi‐
talt indhold eller en digital tjeneste skyldes begrænsninger
pålagt af indehaveren af immaterielle rettigheder, herunder
begrænsninger som følge af slutbrugerens licensaftale, i
henhold til hvilken det digitale indhold eller den digitale
tjeneste leveres til køberen.
Dette kan være tilfældet, f.eks. når aftalen om slutbrugerli‐
cens forbyder køberen at gøre brug af visse egenskaber, der
sædvanligvis findes i digitalt indhold eller digitale tjenester
af samme type, og som køberen med rimelighed kan forven‐
te.
Det kan således forekomme, at en krænkelse af tredjemands
rettigheder forhindrer køberen i at anvende digitalt indhold
eller en digital tjeneste eller nogle af deres egenskaber,
herunder når køberen slet ikke kan få adgang til det digi‐
tale indhold eller den digitale tjeneste eller ikke kan gøre
dette lovligt. Dette kan være, fordi tredjemanden tvinger
den erhvervsdrivende til at standse overtrædelsen af disse
rettigheder og ophøre med at tilbyde det pågældende digitale
indhold eller den digitale tjeneste, eller at køberen ikke kan
bruge det digitale indhold eller den digitale tjeneste uden at
overtræde loven.
Også for fysiske varer kan tredjemands rettigheder medfø‐
re sådanne begrænsninger i køberens adgang til at bruge
salgsgenstanden i overensstemmelse med dens formål, at der
foreligger en mangel.
Begrebet kompatibilitet defineres i forslaget til købelovens §
3 a, nr. 7 (lovforslagets § 1, nr. 4), som evne til at fungere
med hardware eller software, med hvilket digitalt indhold
eller digitale tjenester af samme type normalt anvendes,
uden at det er nødvendigt at konvertere det digitale indhold
eller den digitale tjeneste.
Vurderingen af, hvad køberen med rimelighed kan forvente,
skal foretages under hensyn til arten af og formålet med
salgsgenstanden, de konkrete omstændigheder samt de be‐
rørte parters sædvane og praksis.
Som det fremgår af den foreslåede bestemmelse, skal der i
den forbindelse bl.a. lægges vægt på offentlige udsagn, som
er fremsat af eller på vegne af sælgeren eller tidligere led
i transaktionskæden, herunder producenten, navnlig i rekla‐
mer eller gennem mærkning. Offentlige udsagn er udsagn,
som er rettet til en ubestemt kreds.
Producenten defineres som den, der har fremstillet salgsgen‐
standen, indført den i EU eller fremstår som producent ved
at have forsynet salgsgenstanden med sit navn, mærke eller
andet kendetegn, jf. forslaget til købelovens § 3 a, nr. 1
(lovforslagets § 1, nr. 4). Der kan være flere producenter
i bestemmelsens forstand, eksempelvis den, der har fremstil‐
let salgsgenstanden uden for EU, og den, der har importeret
den til EU.
Tidligere led i transaktionskæden er ikke begrænset til pro‐
ducenter, men omfatter også mellemhandlere, f.eks. grossist‐
er.
95
Vurderingen er objektiv bl.a. derved, at det ikke i sig selv
har betydning, om køberen har været bekendt med eller lagt
vægt på offentlige udsagn om salgsgenstanden i reklamer
mv. Sælgeren er dog under visse betingelser ikke bundet af
offentlige udsagn, jf. nedenfor om det foreslåede stk. 2.
Det foreslåede § 75 c, stk. 1, nr. 4, svarer til det hidtil
gældende § 75 a, stk. 2, nr. 1, og til de hidtil gældende
§ 76, stk. 1, nr. 1 og 2, for så vidt angår oplysninger om
salgsgenstanden, dog således at der yderligere henvises til
salgsgenstandens funktionalitet, kompatibilitet, interoperabi‐
litet, tilgængelighed og sikkerhed.
Det foreslås i stk. 2, at sælgeren ikke er bundet af offentli‐
ge udsagn som nævnt i det foreslåede stk. 1, nr. 4, hvis
sælgeren godtgør, enten at sælgeren ikke havde kendskab til
og ikke med rimelighed kunne have haft kendskab til det
pågældende offentlige udsagn (nr. 1), eller at det offentlige
udsagn var rettet på tidspunktet for aftalens indgåelse på
samme måde eller på en tilsvarende måde, som det var
blevet fremsat på (nr. 2), eller at det offentlige udsagn ikke
kan have haft betydning for køberens beslutning om at indgå
aftalen (nr. 3).
Når sælgeren ikke er bundet af et offentligt udsagn, betyder
det, at det pågældende udsagn ikke indgår i vurderingen
efter det foreslåede stk. 1, nr. 4, af, hvilke egenskaber
og øvrige funktioner, herunder med hensyn til holdbarhed,
funktionalitet, kompatibilitet, tilgængelighed, kontinuitet og
sikkerhed, som køberen med rimelighed kan forvente, at
salgsgenstanden har. Et offentligt udsagn, som sælgeren ikke
er bundet af, kan således ikke føre til, at salgsgenstanden
anses for mangelfuld.
Det foreslåede § 75 c, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 4, svarer til det
hidtil gældende § 76, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 og 2, dog således
at sælgeren som noget nyt ikke er bundet af tidligere salgs‐
leds offentlige udsagn, hvis sælgeren ikke med rimelighed
kunne have haft kendskab hertil.
Det foreslås i stk. 3, at der ikke er tale om en mangel som
nævnt i det foreslåede stk. 1, hvis køberen ved indgåelsen
af aftalen specifikt blev gjort opmærksom på, at en bestemt
egenskab ved salgsgenstanden afveg fra de krav, der er fast‐
sat i stk. 1, og udtrykkeligt og særskilt accepterede denne
afvigelse.
Forslaget indebærer, at køberen og sælgeren ved aftale kan
fravige de objektive krav til salgsgenstanden, som er fastsat
i det foreslåede stk. 1.
De objektive krav til salgsgenstanden kan imidlertid kun
fraviges ved aftale på den måde, at køberen udtrykkeligt
og særskilt accepterer, at en bestemt egenskab ved salgsgen‐
standen afviger fra de objektive krav til salgsgenstanden.
Køberens accept af fravigelsen fra de objektive krav skal
således både ske særskilt og angå en bestemt egenskab ved
salgsgenstanden.
Det betyder, at parterne ikke gyldigt kan aftale et generelt
forbehold om, at salgsgenstanden ikke lever op til kravene
i det foreslåede stk. 1, heller ikke ved en udtrykkelig og
særskilt accept heraf fra køberens side.
Det betyder endvidere, at en fravigelse af kravene i det
foreslåede stk. 1 med hensyn til en bestemt egenskab ved
salgsgenstanden ikke gyldigt kan aftales ved at være inde‐
holdt i en større kontrakt, som køberen tiltræder ved en
samlet accept uden udtrykkelig og særskilt henvisning til
fravigelsen af kravene i det foreslåede stk. 1.
Når kravet om at angive en bestemt egenskab ved salgsgen‐
standen, som afviger fra de objektive krav til salgsgenstan‐
den, er opfyldt, kan kravet om køberens særskilte accept
heraf f.eks. opfyldes ved, at køberen afkrydser en rubrik
(herunder digitalt) eller trykker på en knap, som særskilt
angår den pågældende afvigelse.
En aftale om at fravige de objektive krav til salgsgenstan‐
den kan efter almindelig dansk aftaleret også indgås mundt‐
ligt. Køberens accept af fravigelse af de objektive krav til
salgsgenstanden kan således ske mundtligt.
Det er sælgeren, der i almindelighed bærer bevisbyrden for,
at køberen har givet accept, herunder også ved mundtlig
accept.
Det foreslåede § 75 c, stk. 3, svarer overordnet til de hidtil
gældende § 77, stk. 1, og § 77 b.
Den foreslåede § 75 c gennemfører varedirektivets artikel
7, stk. 1 og 2, og stk. 5, jf. stk. 1, og direktivet om digitalt
indholds artikel 8, stk. 1, og stk. 5, jf. stk. 1.
Til § 75 d
Bestemmelsen fastsætter yderligere objektive krav til salgs‐
genstandens overensstemmelse med aftalen for så vidt angår
digitalt indhold, digitale tjenester og varer med digitale ele‐
menter. Bestemmelsen supplerer den foreslåede § 75 c, der
også gælder for digitalt indhold, digitale tjenester og varer
med digitale elementer.
Den foreslåede § 75 d omfatter dels forbrugerkøb vedrøren‐
96
de varer med digitale elementer, dels forbrugerkøb alene
vedrørende digitalt indhold eller digitale tjenester.
Varer med digitale elementer omfatter tilfælde, hvor digitalt
indhold eller en digital tjeneste er integreret i eller indbyrdes
forbundet med en løsøregenstand på en sådan måde, at fra‐
været af det digitale indhold eller den digitale tjeneste ville
forhindre genstanden i at opfylde sin funktion, jf. forslaget
til købelovens § 3 a, nr. 4 (lovforslagets § 1, nr. 4).
Digitalt indhold er data, der fremstilles og leveres i digital
form, mens en digital tjeneste er en tjeneste, der gør det
muligt at generere, behandle, lagre eller få adgang til data i
digital form, eller som muliggør deling af eller enhver anden
form for interaktion med data i digital form, som uploades
eller genereres af brugere af den pågældende tjeneste, jf.
forslaget til købelovens § 3 a, nr. 2 og 3 (lovforslagets § 1,
nr. 4).
Det foreslås i stk. 1, at sælgeren ved aftaler, som angår
digitalt indhold, digitale tjenester og varer med digitale ele‐
menter, skal sikre, at køberen får besked om og får leveret
opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, som er nød‐
vendige for til stadighed at holde salgsgenstanden fri for
mangler i en nærmere angiven periode.
Sælgerens forpligtelse er begrænset til opdateringer, der er
nødvendige for, at salgsgenstanden kan opretholde sin over‐
ensstemmelse med de objektive og subjektive krav til salgs‐
genstanden, der er fastsat i §§ 75 c og 75 b. Medmindre
parterne har fastsat andet i aftalen, er sælgeren hverken for‐
pligtet til at levere opgraderede versioner af digitalt indhold
eller digitale tjenester eller at forbedre eller udvide salgs‐
genstandens funktioner ud over kravene til salgsgenstanden
efter §§ 75 b og 75 c.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at når der er aftalt løbende leve‐
ring over en periode af det digitale indhold eller den digitale
tjeneste, består forpligtelsen til at levere opdateringer i den
periode, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste
skal leveres i henhold til aftalen, dog i mindst 2 år for varer
med digitale elementer.
Det betyder, at sælgeren som udgangspunkt er forpligtet til
at levere nødvendige opdateringer i samme periode, som
det digitale indhold eller den digitale tjeneste skal leveres i
henhold til aftalen. Når der er tale om varer med digitale ele‐
menter, skal sælgeren dog levere nødvendige opdateringer i
mindst 2 år.
Løbende levering over en periode omfatter tilfælde, hvor
sælgeren stiller en digital tjeneste til rådighed for køberen
for en bestemt eller ubestemt periode, såsom en toårig
cloudlagringsaftale eller et tidsubestemt medlemskab af en
social medieplatform. I sådanne tilfælde er det pågældende
digitale indhold eller den pågældende digitale tjeneste kun
til rådighed eller tilgængelig for køberen i den fastsatte afta‐
leperiode, eller så længe den tidsubestemte aftale er i kraft.
Løbende levering over en periode kræver ikke nødvendigvis
langsigtet levering. Webstreaming af et videoklip betragtes
som løbende levering over en periode uanset varigheden af
den audiovisuelle fil.
Tilfælde, hvor bestemte elementer af det digitale indhold
eller den digitale tjeneste stilles til rådighed med jævne mel‐
lemrum eller ved flere lejligheder under aftalens fastsatte
varighed eller i den periode, hvor en aftale på ubestemt tid
er gældende, betragtes også som løbende levering over en
periode. Som eksempler kan nævnes, at aftalen fastsætter, at
en kopi af antivirussoftware kan anvendes i et år og automa‐
tisk opdateres den første dag i hver måned i denne periode,
eller at sælgeren automatisk vil foretage opdateringer, når
der foreligger nye elementer af et digitalt spil, og det digita‐
le indhold eller den digitale tjeneste kun er tilgængelig for
køberen under aftalens fastsatte varighed eller er tilgængelig
for køberen, så længe den tidsubestemte aftale er i kraft.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at når der er aftalt en enkelt
levering eller en række enkeltstående leveringer af det digi‐
tale indhold eller den digitale tjeneste, består forpligtelsen
til at levere opdateringer i den periode, som køberen med ri‐
melighed kan forvente i betragtning af typen af og formålet
med salgsgenstanden, og under hensyn til aftalens omstæn‐
digheder og art.
Et eksempel på en enkelt levering vil være, at køberen
downloader en e-bog og lagrer den på sin personlige en‐
hed. Et eksempel på en række enkeltstående leveringer vil
være, at køberen modtager et link, hvorfra køberen kan
downloade en ny e-bog hver uge. Det karakteristiske ele‐
ment er i begge tilfælde, at køberen derefter har mulighed
for at få adgang til og bruge det digitale indhold eller den
digitale tjeneste uden tidsbegrænsning.
En køber bør normalt kunne forvente at modtage opdate‐
ringer i den periode, hvor reklamationsfristen på 2 år i
almindelighed løber, jf. købelovens § 83 (som affattet ved
lovforslagets § 1, nr. 24 og 25), men køberens rimelige
forventning vil i nogle tilfælde kunne strække sig ud over
denne periode, navnlig for så vidt angår sikkerhedsopdate‐
ringer. Det synes umiddelbart at være særligt relevant i for‐
bindelse med produkter, der er forbundet til internettet. I
andre tilfælde, f.eks. i forbindelse med digitalt indhold, digi‐
tale tjenester eller varer med digitale elementer, hvis formål
er tidsbegrænset, vil sælgerens forpligtelse til at foretage
opdateringer normalt være begrænset til et sådant tidsrum.
Manglende levering af nødvendige opdateringer vil udgøre
97
en mangel ved salgsgenstanden. Fejlbehæftede eller ufuld‐
stændige opdateringer vil også udgøre en mangel ved salgs‐
genstanden.
Sælgeren er forpligtet til at levere nødvendige opdateringer,
mens køberen er forpligtet til, behørigt vejledt, at installe‐
re de leverede opdateringer, jf. nærmere nedenfor om stk.
2. Leverer sælgeren ikke de nødvendige opdateringer, fore‐
ligger der en mangel i henhold til bestemmelsen. Hvis kø‐
beren undlader at installere de leverede opdateringer, kan
køberen ikke påberåbe sig, at der foreligger en mangel, jf.
nærmere nedenfor om stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, at hvis køberen ikke inden for en
rimelig frist installerer opdateringer, som er blevet leveret
i overensstemmelse med stk. 1, er sælgeren ikke ansvarlig
for mangler, der udelukkende skyldes, at den relevante op‐
datering ikke er foretaget, forudsat at sælgeren har oplyst
køberen om, at opdateringen var tilgængelig, og om konse‐
kvenserne af køberens manglende installation, og at købe‐
rens manglende eller forkerte installation af opdateringen
ikke skyldes mangler i den installationsvejledning, som er
givet til køberen.
Med udtrykket at ”sælgeren ikke [er] ansvarlig for mang‐
ler”, sigtes der alene til spørgsmålet, om køberen over for
sælgeren kan påberåbe sig den manglende overensstemmel‐
se. Derimod er der ikke taget stilling til, om sælgeren er
erstatningsansvarlig over for køberen i anledning af forhol‐
det. Herom gælder købelovens § 80, som ikke foreslås ænd‐
ret.
Køberen er i princippet frit stillet med hensyn til at vælge at
installere de opdateringer, der leveres. Hvis køberen beslut‐
ter ikke at installere de opdateringer, der er nødvendige for
at sikre, at salgsgenstanden bliver ved med at være fri for
mangler, er sælgeren imidlertid ikke ansvarlig for mangler,
som udelukkende skyldes køberens undladelse af at installe‐
re den pågældende opdatering. Dette gælder kun, hvis sæl‐
geren har oplyst køberen om, at køberens beslutning om at
undlade at installere opdateringer, som er nødvendige for, at
salgsgenstanden bliver ved med at være fri for mangler, vil
have indflydelse på sælgerens ansvar for mangler ved salgs‐
genstanden. Det er endvidere en betingelse, at køberen har
modtaget tilstrækkelig vejledning med hensyn til, hvordan
en leveret opdatering skal installeres.
Det foreslås i stk. 3, at når der er aftalt løbende levering
over en periode, skal det digitale indhold eller den digitale
tjeneste være fri for mangler i hele leveringsperioden.
Med hensyn til forståelsen af udtrykket løbende levering
over en periode henvises til bemærkningerne til stk. 1, nr. 1,
ovenfor.
Det foreslåede stk. 3 omfatter også tilfælde, hvor digitalt
indhold eller en digital tjeneste, der er integreret i eller ind‐
byrdes forbundet med en løsøregenstand, sælges sammen
med den pågældende løsøregenstand. Ved varer med digi‐
tale elementer, hvor de digitale elementer sælges sammen
med den pågældende løsøregenstand og skal leveres løbende
over en periode, skal de digitale elementer således være fri
for mangler i hele leveringsperioden.
Det foreslås i stk. 4, at medmindre andet er aftalt, skal digi‐
talt indhold eller en digital tjeneste leveres i den nyeste ver‐
sion, der er tilgængelig på tidspunktet for aftalens indgåelse.
Omvendt gælder, at mens sælgeren er forpligtet til at levere
nødvendige opdateringer i en periode (dvs. opdateringer, der
er nødvendige for, at salgsgenstanden bevarer sin funktiona‐
litet), jf. det foreslåede stk. 1, er sælgeren ikke forpligtet
til at levere opgraderede (forbedrede) versioner, medmindre
parterne har aftalt andet.
Køberen har krav på at modtage den nyeste version, der er
tilgængelig på tidspunktet for aftalens indgåelse, medmindre
andet fremgår af aftalen.
Det foreslås i stk. 5, at der ikke er tale om en mangel som
nævnt i det foreslåede stk. 1, hvis køberen ved indgåelsen
af aftalen specifikt blev gjort opmærksom på, at en bestemt
egenskab ved salgsgenstanden afveg fra de krav, der er fast‐
sat i stk. 1, og udtrykkeligt og særskilt accepterede denne
afvigelse.
Forslaget indebærer, at køberen og sælgeren ved aftale kan
fravige de objektive krav til levering af opdateringer, som er
fastsat i det foreslåede stk. 1.
De objektive krav til levering af opdateringer kan imidlertid
kun fraviges ved aftale på den måde, at køberen udtrykkeligt
og særskilt accepterer, at en bestemt egenskab ved salgsgen‐
standen afviger fra de objektive krav til levering af opdate‐
ringer.
Køberens accept af fravigelsen fra de objektive krav skal
således både ske særskilt og angå en bestemt egenskab ved
salgsgenstanden.
Det betyder, at en fravigelse af kravene i det foreslåede stk.
1 med hensyn til en bestemt egenskab ved salgsgenstanden
ikke gyldigt kan aftales ved at være indeholdt i en større
kontrakt, som køberen tiltræder ved en samlet accept uden
udtrykkelig og særskilt henvisning til fravigelsen af kravene
i det foreslåede stk. 1.
Når kravet om at angive en bestemt egenskab ved salgsgen‐
98
standen, som afviger fra de objektive krav til salgsgenstan‐
den, er opfyldt, kan kravet om køberens særskilte accept
heraf f.eks. opfyldes ved, at køberen afkrydser en rubrik
(herunder digitalt) eller trykker på en knap, som særskilt
angår den pågældende afvigelse.
En aftale om at fravige de objektive krav til salgsgenstan‐
den kan efter almindelig dansk aftaleret også indgås mundt‐
ligt. Køberens accept af fravigelse af de objektive krav til
salgsgenstanden kan således ske mundtligt.
Det er sælgeren, der i almindelighed bærer bevisbyrden for,
at køberen har givet accept, herunder også ved mundtlig
accept.
Den foreslåede § 75 d gennemfører varedirektivets artikel
7, stk. 3 og 4, og stk. 5, jf. stk. 3, og direktivet om digitalt
indholds artikel 8, stk. 2-4, stk. 5, jf. stk. 2, og stk. 6.
Til § 75 e
Bestemmelsen fastsætter, hvornår køberen kan påberåbe sig
en mangel, som skyldes forkert installation af salgsgenstan‐
den.
Det foreslås, at køberen kan påberåbe sig en mangel, som
skyldes forkert installation af salgsgenstanden, herunder for‐
kert installation i køberens digitale miljø, når installationen
blev udført af sælgeren eller på sælgerens vegne (nr. 1) eller
af køberen, og den forkerte installation skyldes mangler i
den installationsvejledning, der blev leveret af sælgeren eller
på sælgerens vegne (nr. 2).
Bestemmelsen gælder i alle forbrugerkøb og omfatter såle‐
des installation af enhver form for salgsgenstand, hvad enten
der er tale om f.eks. en løsøregenstand, digitalt indhold eller
en digital tjeneste.
For så vidt angår digitalt indhold eller en digital tjeneste
foreslås det i forslaget til købelovens § 3 a, nr. 10 (lovfor‐
slagets § 1, nr. 4), at definere installation som sammenkob‐
lingen med og inkorporeringen af digitalt indhold eller en
digital tjeneste i køberens digitale miljø, for at det digitale
indhold eller den digitale tjeneste kan anvendes i overens‐
stemmelse med kravene til salgsgenstanden, jf. de foreslåe‐
de §§ 75 b-75 d. Begrebet digitalt miljø defineres på sin side
som hardware, software og netværksforbindelser, der anven‐
des af køberen til at få adgang til eller gøre brug af digitalt
indhold eller en digital tjeneste, jf. forslaget til købelovens §
3 a, nr. 9 (lovforslagets § 1, nr. 4).
For så vidt angår andet end digitalt indhold eller en digital
tjeneste foreslås der ikke en lovbestemt definition af begre‐
bet installation.
Forslaget indebærer, at en mangel, som skyldes forkert in‐
stallation, kan påberåbes af køberen, hvis sælgeren eller en
tredjemand på sælgerens vegne har foretaget installationen,
eller hvis den forkerte installation skyldes mangler i den
installationsvejledning, køberen har modtaget. Dette gælder,
uanset om installationen er foretaget af køberen selv eller
af en tredjemand. En installationsvejledning kan f.eks. være
mangelfuld, hvis den er ufuldstændig eller uklar og af den
grund vanskelig at anvende for den gennemsnitlige forbru‐
ger.
Den foreslåede § 75 e er i overensstemmelse med gældende
ret. Hvis installationsvejledningen er mangelfuld, foreligger
der således også efter gældende ret en mangel ved salgs‐
genstanden, som køberen kan påberåbe sig, jf. købelovens
§ 75 a, stk. 1, om bl.a. oplysninger om montering. Hvis
købsaftalen omfatter installation, og forkert installation er
foretaget af sælgeren eller på sælgerens vegne, kan køberen
ligeledes efter gældende ret gøre misligholdelsesbeføjelser
gældende, fordi sælgeren ikke har opfyldt sine forpligtelser
efter aftalen, jf. købelovens § 77 a, stk. 2 (der ikke fore‐
slås ændret). Der henvises om dette spørgsmål i øvrigt til
forarbejderne til gennemførelsen af forbrugerkøbsdirektivet,
der indeholder tilsvarende regler om forkert installation som
varedirektivet (jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling),
tillæg A, side 106-107).
Den foreslåede § 75 e gennemfører varedirektivets artikel 8
og direktivet om digitalt indholds artikel 9.
Til nr. 11 (§ 76)
Købelovens § 76 indeholder regler om, hvornår der forelig‐
ger en mangel ved salgsgenstanden.
Det fremgår herunder af den gældende § 76, stk. 1, nr. 3, at
der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, hvis sælgeren
har forsømt at give køberen oplysning om forhold, der har
haft betydning for køberens bedømmelse af genstanden, og
som sælgeren kendte eller burde kende.
Det foreslås at indsætte fire nye bestemmelser i §§ 75 b-75 e
om krav til salgsgenstanden, jf. lovforslagets § 1, nr. 10. De
foreslåede nye bestemmelser erstatter dels den gældende §
75 a, dels den gældende § 76 om, hvornår der foreligger en
mangel ved salgsgenstanden, bortset fra § 76, stk. 1, nr. 3,
om sælgerens loyale oplysningspligt.
Det foreslås på den baggrund at affatte § 76 således, at
der endvidere foreligger en mangel ved salgsgenstanden,
hvis sælgeren har forsømt at give køberen oplysning om
forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af
99
salgsgenstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende,
jf. stk. 1. Det foreslås, at dette dog ikke gælder for aftaler
om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester, jf. stk.
2.
Forslaget indebærer, at der ud over i de tilfælde, som frem‐
går af de foreslåede §§ 75 b-75 e, vil foreligge en mangel,
hvis sælgeren tilsidesætter sin loyale oplysningspligt.
Forslaget opretholder således den gældende retstilstand ved‐
rørende sælgerens loyale oplysningspligt for så vidt angår
andet end digitalt indhold eller digitale tjenester. Den gæl‐
dende retstilstand vedrørende sælgerens loyale oplysnings‐
pligt opretholdes herunder for varer med digitale elementer.
Det er en forudsætning for anvendelse af den foreslåede §
76, at det kan bebrejdes sælgeren, at denne har undladt at
give køberen en oplysning. Har sælgeren f.eks. undladt at
give oplysning om et forhold, fordi det antages, at forholdet
er uden betydning for køberen, eller fordi sælgeren gik ud
fra, at køberen var bekendt med forholdet, har sælgeren ikke
tilsidesat sin loyale oplysningspligt.
Ifølge bestemmelsen skal oplysningen have haft betydning
for køberens bedømmelse af salgsgenstanden. Det er deri‐
mod ikke en betingelse, at køberen ikke ville have indgået
aftalen, hvis køberen havde kendt til oplysningen. Køberens
manglende viden skal blot have haft indflydelse på aftalens
vilkår.
Som udgangspunkt omfatter den loyale oplysningspligt kun
oplysninger om selve salgsgenstanden. Det betyder, at sæl‐
geren i almindelighed f.eks. ikke har pligt til at oplyse, at
genstanden kommer på udsalg, at den kan købes billigere et
andet sted, eller at der kommer en ny og bedre udgave. Sæl‐
geren kan dog efter omstændighederne være forpligtet til at
oplyse forbrugeren om fremtidige begivenheder.
Hvis salgsgenstanden efter anvendelse, installation eller lig‐
nende kræver indkøb af væsentlige ekstra dele eller afhol‐
delse af væsentlige omkostninger mv., skal sælgeren oplyse
det.
Sælgerens oplysningspligt omfatter kun forhold, som sælge‐
ren kendte eller burde kende til. Viden eller burdeviden hos
sælgerens ansatte eller erhvervsdrivende, der formidler kø‐
bet for sælgeren, ligestilles med sælgerens egen viden eller
burdeviden. Der kan f.eks. være tale om, at sælgeren som
følge af sin (formodede) sagkundskab skal oplyse køberen
om visse forhold. Køberens særlige viden om salgsgenstan‐
den kan omvendt mindske kravene til sælgers oplysnings‐
pligt.
Den loyale oplysningspligt indebærer ikke en pligt for
sælgeren til at undersøge genstanden for eventuelle mang‐
ler. Har sælgeren haft grund til mistanke om en fejl ved
genstanden, skal sælgeren dog foretage en nærmere under‐
søgelse eller oplyse køberen om de omstændigheder, der
begrunder mistanken.
Forslaget om at videreføre reglen om sælgers loyale oplys‐
ningspligt vil ikke gælde for aftaler om levering af digitalt
indhold eller digitale tjenester. Det skyldes, at direktivet om
digitalt indhold ikke giver mulighed herfor.
Undtagelsen vedrørende levering af digitalt indhold eller
digitale tjenester omfatter ikke tilfælde, hvor digitalt indhold
eller en digital tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes
forbundet med en løsøregenstand, sælges sammen med den
pågældende løsøregenstand. Sælgers loyale oplysningspligt
efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 3 (fremover § 76), vil såle‐
des fortsat gælde ved køb af varer med digitale elementer,
hvor de digitale elementer sælges sammen med den pågæl‐
dende løsøregenstand.
Den foreslåede § 76 vil dog ikke gælde for et fysisk me‐
dium, der udelukkende bruges som bærer af digitalt indhold,
da sådanne fysiske medier følger reglerne om digitalt ind‐
hold – og ikke reglerne om varer med digitale elementer –
jf. forslaget til købelovens § 4 a, stk. 7 (lovforslagets § 1, nr.
5).
Den foreslåede § 76 gennemfører ikke en direktivbestem‐
melse. Adgangen til i national ret at opretholde eller indføre
regler om sælgerens loyale oplysningspligt fremgår af vare‐
direktivets præambelbetragtning 20.
Til nr. 12 (§ 77, stk. 1)
Købelovens § 77, stk. 1, fastsætter, at bestemmelser i aftalen
om, at køberen ikke kan påberåbe sig mangler ved salgsgen‐
standen og andre almindelige forbehold, såsom at salgsgen‐
standen er solgt, som den er og forefindes, ikke kan gøres
gældende over for køberen.
Det foreslås at ophæve § 77, stk. 1, idet bestemmelsen fore‐
slås erstattet af de foreslåede § 75 c, stk. 3, og § 75 d, stk. 5
(lovforslagets § 1, nr. 10).
Til nr. 13 (§ 77, stk. 2, der bliver stk. 1)
Købelovens § 77, stk. 2, fastsætter, at ved køb af brugte
genstande på offentlig auktion, hvor køberen har mulighed
for selv at være til stede, kan køberen kun påberåbe sig, at
der foreligger en mangel, hvis dette følger af § 76, stk. 1, nr.
1-3, eller hvis genstanden er i væsentlig ringere stand, end
køberen under hensyn til omstændighederne havde grund til
at regne med.
100
Det følger af lovforslagets § 1, nr. 12, at § 77, stk. 2, bliver §
77, stk. 1.
Det foreslås at indsætte som en ny betingelse, at køberen
endvidere skal have let adgang til klare og omfattende op‐
lysninger om, at de almindelige regler om krav til salgsgen‐
standen, jf. forslaget til købelovens §§ 75 b-75 e (lovforsla‐
gets § 1, nr. 10), ikke finder anvendelse.
Det foreslås endvidere at ændre henvisningen til § 76, stk. 1,
nr. 1-3, til henvisninger dels til det foreslåede nye § 77, stk.
2 (lovforslagets § 1, nr. 15), dels til § 76 (som affattet ved
lovforslagets § 1, nr. 11).
Det foreslås endelig, at angivelsen af, at køberen selv skal
have mulighed for at være til stede, udgår af § 77, stk. 2,
som bliver stk. 1, jf. dog nedenfor om den foreslåede § 3 a,
nr. 12.
Forslaget indebærer, at købelovens § 77, stk. 2, som bliver §
77, stk. 1, videreføres med den indholdsmæssige ændring, at
det bliver en betingelse, at køberen skal have let adgang til
klare og omfattende oplysninger om, at købelovens alminde‐
lige regler om krav til salgsgenstanden, jf. §§ 75 b-75 e, ikke
finder anvendelse.
Med kravet om, at køberen skal have adgang til ”omfatten‐
de” oplysninger sigtes til kvaliteten af oplysningerne snarere
end kvantiteten. Det afgørende er således, at oplysningerne
er fyldestgørende, ikke at de har et stort omfang.
Hvis brugte genstande er solgt på en offentlig auktion, men
køberen ikke har haft let adgang til klare og omfattende
oplysninger om, at købelovens almindelige regler om krav
til salgsgenstanden ikke finder anvendelse, vil købelovens
almindelige regler om krav til salgsgenstanden finde anven‐
delse, jf. de foreslåede §§ 75 b-75 e (lovforslagets § 1, nr.
10).
Den gældende henvisning til § 76, stk. 1, nr. 3, erstattes
af en henvisning til § 76, idet den foreslåede § 76 er en
uændret videreførelse af det gældende § 76, stk. 1, nr. 3.
Den gældende henvisning til § 76, stk. 1, nr. 1 og 2, erstattes
af en henvisning til det foreslåede § 77, stk. 2, idet det
foreslåede § 77, stk. 2, viderefører indholdet af de gældende
§ 76, stk. 1, nr. 1 og 2, i relation til køb omfattet af det
gældende § 77, stk. 2, som bliver § 77, stk. 1.
Den gældende betingelse om, at køberen selv skal have
mulighed for at være til stede, indgår i den foreslåede nye
definition af begrebet offentlig auktion, jf. forslaget til kø‐
belovens § 3 a, nr. 12 (lovforslagets § 1, nr. 4). Det vil
således stadig være en betingelse for at lempe kravene til
salgsgenstanden ved køb af brugte genstande på offentlig
auktion, at køberen har haft mulighed for selv at være til
stede ved auktionen.
Ændringen af henvisningerne og ændringen med hensyn til,
at køberen selv skal have mulighed for at være til stede ved
auktionen, medfører således ingen indholdsmæssige ændrin‐
ger i forhold til gældende ret.
Købelovens § 77, som ændret ved lovforslagets § 1, nr.
12-15, fraviger de foreslåede §§ 75 b-75 e om kravene til
salgsgenstanden. Dette er i overensstemmelse med varedi‐
rektivet, jf. direktivets artikel 3, stk. 5, litra a.
Til nr. 14 (§ 77, stk. 1, 2. pkt.)
Købelovens § 77, stk. 2 (som affattet ved lovforslagets § 1,
nr. 13), der som følge af lovforslagets § 1, nr. 12, bliver
§ 77, stk. 1, fastsætter, at ved køb af brugte genstande
på offentlig auktion, hvor køberen har let adgang til klare
og omfattende oplysninger om, at købelovens almindelige
regler om krav til salgsgenstanden, jf. §§ 75 b-75 e, ikke
finder anvendelse, kan køberen kun under nærmere angivne
omstændigheder påberåbe sig, at der foreligger en mangel.
Det foreslås i et nyt § 77, stk. 1, 2. pkt., at 1. pkt. ikke gæl‐
der for aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale
tjenester.
Forslaget indebærer, at den fravigelse ved køb af brugte
genstande på offentlig auktion af de ellers gældende krav til
salgsgenstanden, der videreføres ved lovforslagets § 1, nr.
13 og 15, ikke vil gælde for aftaler om levering af digitalt
indhold eller digitale tjenester.
Det betyder, at de almindelige krav til salgsgenstanden, jf.
de foreslåede §§ 75 b-75 e, vil gælde for aftaler om levering
af digitalt indhold, også hvis brugt digitalt indhold (f.eks.
brugte DVD-film) købes på en offentlig auktion. Det samme
vil gælde, såfremt det måtte forekomme, at en brugt digital
tjeneste købes på en offentlig auktion.
Den foreslåede undtagelse vedrørende levering af digitalt
indhold eller digitale tjenester omfatter ikke tilfælde, hvor
digitalt indhold eller en digital tjeneste, der er integreret
i eller indbyrdes forbundet med en løsøregenstand, sælges
sammen med den pågældende løsøregenstand. Fravigelsen
af de ellers gældende krav til salgsgenstanden efter købelo‐
vens § 77, stk. 2 (fremover § 77, stk. 1), vil således fortsat
gælde ved køb af brugte varer med digitale elementer på
offentlig auktion, hvor de digitale elementer sælges sammen
med den pågældende løsøregenstand.
101
Købelovens § 77, som affattet ved lovforslagets § 1, nr.
12-15, vil dog ikke gælde for et fysisk medium, der ude‐
lukkende bruges som bærer af digitalt indhold, da sådanne
fysiske medier følger reglerne om digitalt indhold – og ikke
reglerne om varer med digitale elementer – jf. forslaget til
købelovens § 4 a, stk. 7 (lovforslagets § 1, nr. 5).
Til nr. 15 (§ 77, stk. 2 og 3)
Købelovens § 77, stk. 2 (som affattet ved lovforslagets §
1, nr. 13 og 14), der som følge af lovforslagets § 1, nr. 12,
bliver § 77, stk. 1, fastsætter, at ved køb af brugte genstande
på offentlig auktion, hvor køberen har let adgang til klare
og omfattende oplysninger om, at købelovens almindelige
regler om krav til salgsgenstanden, jf. §§ 75 b-75 e, ikke
finder anvendelse, kan køberen kun under nærmere angiv‐
ne omstændigheder påberåbe sig, at der foreligger en man‐
gel. Dette gælder dog ikke for aftaler om levering af digitalt
indhold eller digitale tjenester.
I det gældende § 77, stk. 2, henvises bl.a. til købelovens §
76, stk. 1, nr. 1 og 2, om mangler ved salgsgenstanden, men
disse numre foreslås ikke videreført i den foreslåede § 76
(lovforslagets § 1, nr. 11).
I konsekvens heraf og med henblik på at videreføre det
gældende § 77, stk. 2 – fremover § 77, stk. 1 – foreslås det
at indsætte to nye stykker i § 77, som viderefører indholdet
af de gældende § 76, stk. 1, nr. 1 og 2, i relation til køb af
brugte genstande på offentlig auktion.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at ved køb omfattet af stk. 1 kan
køberen endvidere påberåbe sig, at der foreligger en mangel,
hvis genstanden ikke svarer til den betegnelse, som den er
solgt under, eller sælgeren i øvrigt ved købets afslutning
har givet urigtige eller vildledende oplysninger, medmindre
disse ikke kan antages at have haft betydning for køberens
bedømmelse af genstanden.
Bestemmelsen viderefører indholdet af det hidtil gældende §
76, stk. 1, nr. 1, ved køb omfattet af det foreslåede stk. 1.
Bestemmelsen omfatter ikke oplysninger, der er meddelt
efter aftalens indgåelse, f.eks. i en ordrebekræftelse.
De urigtige og vildledende oplysninger kan angå salgsgen‐
standens fysiske og faktiske egenskaber, f.eks. genstandens
brugbarhed og beskaffenhed, herunder kvalitet, holdbarhed
og farlighed. Også oplysninger om genstandens værdi, pris‐
forhold, anbefaling eller godkendelse fra en offentlig myn‐
dighed er omfattet. Det er ikke en betingelse for, at et
forhold falder ind under bestemmelsen, at sælgeren er klar
over, at de pågældende oplysninger er urigtige.
Efter omstændighederne kan oplysninger, der gives, anses
for vildledende på grund af deres sammenhæng med oplys‐
ninger, der eventuelt forties. Rene fortielser falder uden for
§ 77, stk. 2, nr. 1, men er omfattet af den foreslåede § 76 om
sælgers loyale oplysningspligt.
Præcise oplysninger om bestemte egenskaber ved en salgs‐
genstand tillægges væsentlig betydning. Det kan f.eks. væ‐
re urigtige oplysninger om, at en bil har kørt et bestemt
antal kilometer, eller at den kun har haft én ejer, urigtige op‐
lysninger om en computers kapacitet, forkerte vaskeanvis‐
ninger mv. Mere generelle beskrivelser af salgsgenstanden,
f.eks. at en bil er nysynet, tillægges også betydning.
Køberen kan kun påberåbe sig urigtige eller vildledende op‐
lysninger som en del af mangelsvurderingen, hvis køberen
rent faktisk har lagt vægt på oplysningerne, da købsaftalen
blev indgået. En oplysning antages som udgangspunkt at
have haft betydning for køberen, hvis den i almindelighed
er egnet til at påvirke efterspørgslen af genstande af den
pågældende art, og der ikke foreligger omstændigheder, som
indikerer, at køberen ikke har været bekendt med eller ikke
har lagt vægt på oplysningen. Hvis sælgeren har gjort købe‐
ren opmærksom på, at der er usikkerhed knyttet til de oplys‐
ninger, som sælgeren giver, vil oplysningerne efter omstæn‐
dighederne ikke kunne antages at have haft betydning for
køberen. Hvis køberen ved og accepterer, at en oplysning er
urigtig, gælder bestemmelsen ikke.
Det er køberen, der har bevisbyrden for, at der foreligger
en urigtig eller vildledende oplysning fra sælgeren. Det er
derimod sælgeren, der har bevisbyrden for, at de vildleden‐
de eller urigtige oplysninger ikke kan antages at have haft
betydning for køberens vurdering af salgsgenstanden.
Hvis sælgeren har rettet den urigtige eller vildledende oplys‐
ning senest ved aftalens indgåelse, kan køberen ikke påberå‐
be sig oplysningen, jf. nedenfor om det foreslåede stk. 3.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at ved køb omfattet af stk. 1, kan
køberen endvidere påberåbe sig, at der foreligger en mangel,
hvis sælgeren eller et tidligere salgsled har givet oplysninger
som nævnt i nr. 1 på salgsgenstandens indpakning, i annon‐
cer eller i andre meddelelser, der er beregnet til at komme til
almenhedens eller køberens kundskab.
Bestemmelsen viderefører indholdet af det hidtil gældende §
76, stk. 1, nr. 2, ved køb omfattet af det foreslåede stk. 1.
Tidligere salgsled kan f.eks. være en producent, jf. om dette
begreb forslaget til købelovens § 3 a, nr. 1 (lovforslagets
§ 1, nr. 4), eller en grossist. Bestemmelsen omfatter også
andre erhvervsdrivende, der har bistået sælgeren eller tidli‐
gere salgsled med markedsføringen af salgsgenstanden. Det
102
samme gælder oplysninger, som stammer fra branchefor‐
eninger, der hjælper medlemmer med markedsføring.
Køberen kan derimod ikke påberåbe sig oplysninger, som
f.eks. er fremsat af sælgerens konkurrenter eller private,
ligesom køberen ikke kan påberåbe sig oplysninger fra myn‐
digheder, forbrugergrupper eller -organisationer, der frem‐
sættes som led i offentliggørelse af en undersøgelse, test
mv. Har sælger selv påberåbt sig sådanne undersøgelser mv.,
anses oplysningen dog som fremsat af denne.
Det er ikke en betingelse for, at et forhold falder ind under
det foreslåede stk. 2, nr. 2, at sælgeren – eller andre er‐
hvervsdrivende, der har givet oplysninger – er klar over,
at oplysningerne er urigtige. Køberen kan således over for
sælger påberåbe sig oplysninger, selv om sælger har været i
god tro om oplysningernes rigtighed.
Bestemmelsen omfatter (i modsætning til det foreslåede stk.
2, nr. 1) ikke kun oplysninger, som er rettet til den konkrete
køber, men også oplysninger, der er rettet mod en ubestemt
kreds af personer. Bestemmelsen omfatter alle meddelelser,
uanset hvilken form de gives i. Der kan f.eks. være tale om
oplysninger i annoncer, reklamer, brochurer og brugsanvis‐
ninger, på skilte mv. Også oplysninger, der kommer til kø‐
berens kendskab, uden at det sker som led i markedsføring,
f.eks. oplysninger, som sælgeren fremsætter i et interview,
kan påberåbes.
Hvis sælgeren senest ved aftaleindgåelsen har rettet en op‐
lysning, som er givet af et tidligere salgsled eller andre, kan
køberen ikke påberåbe sig oplysningen, jf. nedenfor om det
foreslåede stk. 3.
Det foreslås i stk. 3, at køberen ikke kan påberåbe sig en
urigtig eller vildledende oplysning, der er rettet senest ved
indgåelsen af aftalen.
Bestemmelsen knytter sig til det foreslåede stk. 2 og vide‐
refører indholdet af det gældende § 76, stk. 2, ved køb
omfattet af det foreslåede stk. 1.
Bestemmelsen angiver ikke, hvordan en oplysning skal ret‐
tes. Oplysningen skal dog rettes på en tydelig og effektiv
måde under hensyn til, på hvilken måde oplysningen oprin‐
deligt er givet, oplysningens betydning og øvrige (relevante)
omstændigheder.
Rettes oplysningen på samme måde, som den er givet, anses
det for tilstrækkeligt. Det samme gælder en rettelse, som
sker på en sådan måde, at den når ud til samme modtager‐
kreds som den oprindelige meddelelse. Almindeligvis må
rettelsen meddeles individuelt til den konkrete køber og
fremhæves i samme grad, som den oprindelige oplysning
blev.
Oplysninger, der er givet i en annonce i en avis, kan rettes
ved, at der indrykkes en annonce med en rettelse. Det er
dermed ikke en betingelse, at berigtigelsen kommer til den
konkrete købers kundskab. Hvis den urigtige oplysning er
givet i en række annoncer, f.eks. som led i en kampagne,
er det ikke tilstrækkeligt, at oplysningen berigtiges i en
annonce, der kun indrykkes én gang. En urigtig oplysning
i en annonce kan altid rettes ved individuel meddelelse til
køberen. Det kræves ikke, at det er den person, der har
givet oplysningen, der retter den. Sælgeren kan f.eks. rette
et tidligere salgsleds oplysninger. Såfremt oplysningerne er
blevet rettet på en tilstrækkelig tydelig og effektiv måde, vil
køberen ikke kunne påberåbe sig sådanne oplysninger som
led i mangelsvurderingen, uanset om køberen rent faktisk
måtte have fået kundskab om rettelsen eller ej.
Køberen skal kunne tage rettelserne i betragtning, inden
køberen træffer beslutning om at indgå købsaftalen.
Et udbud på auktion betragtes som udgangspunkt som en
opfordring til at gøre tilbud. De oplysninger, der kan komme
i betragtning, er således navnlig oplysninger, som er inde‐
holdt i auktionsmaterialet, f.eks. et katalog, en annonce på
et auktionssite eller lignende. Når køberen afgiver et bud
på auktionen, har dette karakter af et tilbud i aftaleretlig
forstand. Indholdet af tilbuddet må fortolkes, således at det
hviler på de oplysninger, der er givet i forbindelse med
opfordringen til at gøre tilbud.
Til nr. 16 (§ 77 a, stk. 1, 1. pkt.)
Købelovens § 77 a, stk. 1, 1. pkt., fastsætter, at afgørelsen
af, om salgsgenstanden lider af en mangel, træffes ud fra
dens beskaffenhed på tidspunktet for risikoens overgang.
Salgsgenstanden er det, der er genstand for købsaftalen. Det
kan være en fysisk løsøregenstand, men også digitalt ind‐
hold, fordringer eller rettigheder. Som noget nyt i forhold
til gældende ret kan det også være en digital tjeneste, jf.
forslaget til købelovens § 4 a, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr.
5).
Det foreslås at ændre ”risikoens overgang” til ”leveringen”.
Forslaget indebærer, at afgørelsen af, om salgsgenstanden
lider af en mangel, fremover skal træffes ud fra dens beskaf‐
fenhed på tidspunktet for leveringen.
Hvornår levering er sket, fremgår af købelovens § 73 (som
affattet ved lovforslagets § 1, nr. 6).
103
I tilfælde, hvor digitalt indhold, en digital tjeneste eller digi‐
tale elementer i en vare med digitale elementer skal leveres
løbende over en periode, skal det digitale indhold, den digi‐
tale tjeneste eller de digitale elementer være fri for mangler
i hele leveringsperioden, jf. forslaget til købelovens § 75 d,
stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 10).
Ændringen fra risikoens overgang til leveringen som tids‐
punkt for mangelsvurderingen vil i de fleste tilfælde ikke
have nogen praktisk betydning. Risikoens overgang er så‐
ledes sammenfaldende med leveringstidspunktet, jf. købelo‐
vens § 17, stk. 1 (der ikke foreslås ændret), medmindre
parterne har aftalt andet.
Med den foreslåede ændring af § 77, stk. 1, 1. pkt., gennem‐
fører denne bestemmelse dele af varedirektivets artikel 10,
stk. 1 og 2, og dele af direktivet om digitalt indholds artikel
11, stk. 2 og 3.
Til nr. 17 (§ 77 a, stk. 3)
Købelovens § 77 a, stk. 3, fastsætter, at hvis salgsgenstan‐
dens manglende overensstemmelse med kravene i §§ 75 a
og 76 viser sig inden seks måneder efter leveringen, formo‐
des den manglende overensstemmelse at have været til stede
på det i § 77 a, stk. 1, nævnte tidspunkt, medmindre denne
formodning er uforenelig med salgsgenstandens eller den
manglende overensstemmelses art.
Det følger af lovforslagets § 1, nr. 16, at det i § 77 a,
stk. 1, nævnte tidspunkt ændres fra risikoens overgang til
leveringen.
Det foreslås at nyaffatte § 77 a, stk. 3. Det foreslås, at hvis
en mangel viser sig inden 1 år efter leveringen, ved køb
af levende dyr dog inden seks måneder efter leveringen,
formodes manglen at have været til stede ved leveringen,
medmindre denne formodning er uforenelig med salgsgen‐
standens eller manglens art, jf. dog stk. 4-6. Dette gælder
dog ikke ved køb som nævnt i § 77, dvs. køb af brugte
genstande på offentlig auktion.
Det foreslåede § 77 a, stk. 3, viderefører den gældende
bestemmelse med nogle sproglige ændringer og præciserin‐
ger og med den indholdsmæssige ændring, at formodningen
fremover skal gælde i 1 år efter leveringen mod seks må‐
neder efter risikoens overgang i dag. Det foreslås dog at
videreføre den gældende periode på seks måneder for så vidt
angår køb af levende dyr.
Forslaget betyder, at mangler ved salgsgenstanden, der viser
sig inden 1 år efter leveringen, ved køb af levende dyr
dog inden seks måneder efter leveringen, skal formodes at
have været til stede ved leveringen, medmindre der gør sig
særlige forhold gældende.
Bestemmelsen angår tilfælde, hvor køberen efter almindeli‐
ge bevisbyrderegler har godtgjort, at der på et tidspunkt,
som ligger inden for 1 år efter leveringen (6 måneder ved
køb af levende dyr), foreligger en mangel, dvs. at salgsgen‐
standen på det tidspunkt ikke opfylder kravene efter de fore‐
slåede §§ 75 b-76 (lovforslagets § 1, nr. 10 og 11). Når kø‐
beren har løftet denne bevisbyrde, er det som udgangspunkt
sælgeren, der har bevisbyrden for, at den påviste mangel
ikke forelå på leveringstidspunktet. Løfter sælgeren denne
bevisbyrde og godtgør, at salgsgenstanden på leveringstids‐
punktet ikke led af den pågældende mangel, kan køberen
ikke rejse krav mod sælgeren i anledning af manglen. Det
følger således af købelovens § 77 a, stk. 1 (som affattet ved
lovforslagets § 1, nr. 16), at afgørelsen af, om salgsgenstan‐
den lider af en mangel, træffes ud fra dens beskaffenhed på
tidspunktet for leveringen.
Bestemmelsen er udformet som en formodningsregel. Af‐
kræfter sælgeren formodningen, vil køberen således skulle
føre bevis for, at den påviste mangel ved salgsgenstanden
forelå på leveringstidspunktet.
Bestemmelsen er endvidere formuleret således, at formod‐
ningen alene skal opstilles, hvis dette ikke er uforeneligt
med salgsgenstandens eller manglens art. Er der ikke grund‐
lag for formodningen, vil køberen efter almindelige bevis‐
byrderegler skulle godtgøre, at manglen forelå ved levering‐
en.
Det vil være uforeneligt med salgsgenstandens og manglens
art at opstille en formodning for, at f.eks. friske fødevarer,
der efter en måned er gået i fordærv, var mangelfulde ved
leveringen.
Den foreslåede bestemmelse regulerer alene spørgsmålet om
bevisbyrden for, at en mangel forelå på leveringstidspunk‐
tet. Uanset om formodningsreglen finder anvendelse, er det
således som nævnt fortsat køberen, som har bevisbyrden for,
at der i det hele taget foreligger en mangel.
Det foreslås, at formodningsreglen ikke skal opstilles ved
køb, der er omfattet af købelovens § 77 (som affattet ved
lovforslagets § 1, nr. 12-15). Formodningsreglen vil således
ikke gælde ved køb af brugte genstande på offentlig auktion,
hvor køberen har let adgang til klare og omfattende oplys‐
ninger om, at de almindelige regler om krav til salgsgenstan‐
den, jf. forslaget til købelovens §§ 75 b-75 e (lovforslagets §
1, nr. 1), ikke finder anvendelse.
Det fremgår af forarbejderne til den gældende bestemmelse,
at den ligeledes ikke finder anvendelse på den form for
auktionskøb, der er omfattet af købelovens § 77 (jf. Folke‐
tingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A, side 133).
104
Det foreslåede § 77 a, stk. 3, skal ses i sammenhæng med
de foreslåede nye regler i købelovens § 77 a, stk. 4-6 (lov‐
forslagets § 1, nr. 18), hvor der foreslås supplerende regler
vedrørende aftaler om løbende levering af digitalt indhold
eller en digital tjeneste (stk. 4) og vedrørende køberens digi‐
tale miljøs kompatibilitet med det digitale indholds eller den
digitale tjenestes tekniske krav (stk. 5 og 6).
I det omfang andet ikke følger af de foreslåede § 77 a, stk.
4-6, videreføres den gældende formodningsregel med den
nævnte ændring fra 6 måneder til 1 år, og formodningsreg‐
len vil også gælde for en enkelt levering eller en række
enkeltstående leveringer af digitalt indhold eller digitale tje‐
nester. Formodningsreglen vil gælde i 1 år fra leveringstids‐
punktet.
Det foreslåede § 77 a, stk. 3, gennemfører varedirektivets
artikel 11, stk. 1, og direktivet om digitalt indholds artikel
12, stk. 2.
Til nr. 18 (§ 77 a, stk. 4-6)
Købelovens § 77 a, stk. 3, som affattet ved lovforslagets
§ 1, nr. 17, fastsætter, at hvis en mangel viser sig inden 1
år efter leveringen, ved køb af levende dyr dog inden seks
måneder efter leveringen, formodes manglen at have været
til stede ved leveringen, medmindre denne formodning er
uforenelig med salgsgenstandens eller manglens art, jf. dog
stk. 4-6. Dette gælder dog ikke ved køb som nævnt i § 77
om køb af brugte genstande på offentlig auktion.
Når en mangel viser sig inden 1 år efter leveringen, ved køb
af levende dyr dog inden seks måneder efter leveringen, er
det således sælgeren, der har bevisbyrden for, at manglen
ikke forelå ved leveringen.
Det foreslås at indsætte tre nye stykker i § 77 a, som sup‐
plerer og i et vist omfang modificerer denne regel i visse
henseender.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at når der er aftalt løbende
levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste over en
periode, og en mangel ved det digitale indhold eller den
digitale tjeneste viser sig inden for denne periode, har sælge‐
ren bevisbyrden for, at det digitale indhold eller den digitale
tjeneste var fri for mangler i leveringsperioden.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at når der er aftalt løbende
levering over en periode af det digitale indhold eller den
digitale tjeneste i en vare med digitale elementer, og en
mangel ved de digitale elementer viser sig inden for denne
periode eller inden for 2 år efter leveringen, alt efter hvilket
tidspunkt der er det seneste, har sælgeren bevisbyrden for,
at det digitale indhold eller den digitale tjeneste var fri for
mangler i leveringsperioden.
Forslaget indebærer, at der ved løbende levering af digitalt
indhold eller en digital tjeneste over en periode fremover
vil være en formodning for, at en mangel ved det digitale
indhold eller den digitale tjeneste, som viser sig i denne
periode, har været til stede i hele perioden. Når køberen har
påvist, at der i leveringsperioden har vist sig en mangel,
påhviler det således sælgeren at bevise, at manglen ikke har
været til stede i hele leveringsperioden.
Forslaget indebærer endvidere, at for varer med digitale ele‐
menter, hvor aftalen foreskriver løbende levering, gælder
denne formodning altid i en periode på mindst 2 år for
så vidt angår mangler ved det digitale indhold eller den
digitale tjeneste. Når en mangel viser sig inden for 2 år fra
begyndelsen af leveringsperioden, gælder formodningen for,
at manglen var til stede i hele leveringsperioden, således
også, når leveringsperioden er kortere end 2 år. Er leverings‐
perioden længere end 2 år, gælder formodningsreglen for så
vidt angår mangler ved det digitale indhold eller den digitale
tjeneste i leveringsperioden.
Det foreslås i stk. 5, at stk. 3 og 4 ikke finder anvendelse,
hvis sælgeren godtgør, at køberens digitale miljø ikke er
kompatibelt med det digitale indholds eller den digitale tje‐
nestes tekniske krav, og sælgeren på en klar og forståelig
måde oplyste køberen om disse krav inden aftalens indgåel‐
se.
Forslaget indebærer, at sælgeren kan frigøre sig fra formod‐
ningsreglerne i stk. 3 (som affattet ved lovforslagets § 1, nr.
17) og stk. 4 ved at godtgøre, at køberens digitale miljø ikke
er kompatibelt med det digitale indholds eller den digitale
tjenestes tekniske krav. Det er i den forbindelse en forudsæt‐
ning, at køberen inden aftalens indgåelse blev oplyst om de
tekniske krav på en klar og forståelig måde.
Begrebet digitalt miljø defineres i forslaget til købelovens §
3 a, nr. 9 (lovforslagets § 1, nr. 4), som hardware, software
og netværksforbindelser, der anvendes af køberen til at få
adgang til eller gøre brug af digitalt indhold eller en digital
tjeneste.
Ved kompatibilitet forstås evne til at fungere med hardware
eller software, med hvilket digitalt indhold eller digitale tje‐
nester af samme type normalt anvendes, uden at det er nød‐
vendigt at konvertere det digitale indhold eller den digitale
tjeneste, jf. forslaget til købelovens § 3 a, nr. 7 (lovforslagets
§ 1, nr. 4).
Det foreslås i stk. 6, at køberen skal samarbejde med sælger‐
en, i det omfang det med rimelighed er muligt og nødven‐
digt for at afgøre, om årsagen til manglen ved det digitale
indhold eller den digitale tjeneste findes i køberens digitale
miljø. Forpligtelsen til at samarbejde er begrænset til de
105
teknisk tilgængelige midler, som er mindst forstyrrende for
køberen. Hvis køberen ikke samarbejder, og sælgeren har
oplyst køberen om de tekniske krav på en klar og forståelig
måde inden aftalens indgåelse, har køberen bevisbyrden for,
at manglen forelå i leveringsperioden.
Forslaget indebærer, at under forudsætning af, at køberen
før aftalens indgåelse på en klar og forståelig måde har fået
oplysning om de tekniske krav, som det digitale indhold
eller den digitale tjeneste stiller til køberens digitale miljø
(dvs. hardware, software og netværksforbindelse), kommer
det køberen bevismæssigt til skade, hvis køberen undlader
at samarbejde med sælgeren med henblik på at afgøre, om
årsagen til manglen ved det digitale indhold eller den digita‐
le tjeneste findes i køberens digitale miljø.
Køberen er kun forpligtet til at samarbejde med sælgeren
herom, i det omfang det med rimelighed er muligt og nød‐
vendigt, og forpligtelsen til at samarbejde er endvidere be‐
grænset til de teknisk tilgængelige midler, som er mindst
forstyrrende for køberen.
Det vil ofte være tilstrækkeligt f.eks. at udlevere automatisk
genererede hændelsesrapporter eller detaljer om køberens
internetforbindelse til den erhvervsdrivende. Kun under eks‐
traordinære og behørigt begrundede omstændigheder, hvor
der på trods af brug af alle andre midler ikke er anden
mulighed, kan køberen være nødt til at give virtuel adgang
til sit digitale miljø.
Hvis køberen undlader at samarbejde inden for disse ram‐
mer, vil det i givet fald det være køberen, der har bevisbyr‐
den for, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste var
mangelfuld i den relevante periode.
De foreslåede § 77 a, stk. 4-6, gennemfører varedirektivets
artikel 11, stk. 3, og direktivet om digitalt indholds artikel
12, stk. 3-5.
Til nr. 19 (§ 77 b)
Købelovens § 77 b fastsætter, at køberen ikke kan påberåbe
sig en mangel, som køberen var eller måtte være bekendt
med ved aftalens indgåelse, medmindre der er holdepunkt
herfor i aftalen, eller sælgeren har handlet i strid med almin‐
delig hæderlighed.
Det foreslås at ophæve § 77 b, idet bestemmelsen foreslås
erstattet af de foreslåede § 75 c, stk. 3, og § 75 d, stk. 5
(lovforslagets § 1, nr. 10).
Det foreslås i stedet at indsætte en ny bestemmelse om
ændringer i løbende aftaler om digitalt indhold og digitale
tjenester.
Den foreslåede nye bestemmelse finder anvendelse, når det
digitale indhold eller den digitale tjeneste skal leveres løben‐
de over en periode.
Bestemmelsen angår tilfælde, hvor sælgeren med hjemmel i
aftalen ensidigt ændrer det digitale indhold eller den digitale
tjeneste i aftalens løbetid på en sådan måde, at det eller
den ikke længere opfylder kravene til salgsgenstanden som
fastsat i de foreslåede §§ 75 b-75 d (lovforslagets § 1, nr.
10).
Bestemmelsen gælder ikke i tilfælde, hvor parterne indgår
en ny aftale om levering af det digitale indhold eller den
digitale tjeneste, f.eks. som følge af udsendelse af en ny
version af det digitale indhold eller den digitale tjeneste.
Bestemmelsen gælder heller ikke i tilfælde, hvor aftalen til‐
lige omfatter elementer af en internetadgangstjeneste (f.eks.
en aftale om en bredbåndsforbindelse) eller en nummerba‐
seret interpersonel kommunikationstjeneste (f.eks. en aftale
om en telefonforbindelse), jf. nedenfor om det foreslåede
stk. 4.
Det foreslås i stk. 1, at når digitalt indhold eller en digital
tjeneste skal leveres løbende over en periode, kan sælgeren
ændre det digitale indhold eller den digitale tjeneste ud over,
hvad der er nødvendigt for til stadighed at holde det digitale
indhold eller den digitale tjeneste fri for mangler, jf. de
foreslåede §§ 75 b-75 d, hvis fire betingelser er opfyldt.
Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for, at sælgeren
under visse betingelser i aftalens løbetid ændrer det digitale
indhold eller den digitale tjeneste ud over, hvad der er nød‐
vendigt for at holde det digitale indhold eller den digitale
tjeneste fri for mangler, jf. herom forslaget til § 75 d, stk. 1.
Med hensyn til forståelsen af udtrykket løbende levering
over en periode henvises til bemærkningerne til det foreslåe‐
de § 75 d, stk. 1, nr. 1.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at aftalen skal tillade og give en
gyldig grund til en sådan ændring.
Sådanne gyldige grunde kunne omfatte tilfælde, hvor æn‐
dringen er nødvendig for at tilpasse det digitale indhold
eller den digitale tjeneste til et nyt teknisk miljø eller til et
stigende antal brugere eller er nødvendig af andre vigtige
driftsmæssige grunde.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at ændringen skal foretages uden
yderligere omkostninger for køberen.
106
Det betyder, både at køberen ikke skal betale en højere pris
som følge af ændringen, og at køberen ikke i øvrigt må have
udgifter som følge af ændringen, eksempelvis til nyt udstyr
eller nye applikationer.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at køberen skal orienteres om
ændringen på en klar og forståelig måde.
Det foreslås endelig i stk. 1, nr. 4, at køberen i de tilfælde,
der er nævnt i det foreslåede stk. 2, skal orienteres i rime‐
lig tid forinden på en klar og forståelig måde på et varigt
medium om elementerne i og tidspunktet for ændringen og
om retten til at ophæve købet i overensstemmelse med stk.
2 eller om muligheden for at beholde det digitale indhold
eller den digitale tjeneste uden en sådan ændring i overens‐
stemmelse med det foreslåede stk. 3.
Som varigt medium anses ethvert middel, som sætter mod‐
tageren i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til
vedkommende med mulighed for fremtidig anvendelse i en
periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver
mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger,
jf. forslaget til købelovens § 3 a, nr. 11 (lovforslagets § 1, nr.
4).
Et varigt medium skal sætte køberen i stand til at lagre
oplysningerne så længe, som det er nødvendigt at beskytte
køberens interesser som følge af vedkommendes forhold
til sælgeren. Sådanne medier vil navnlig omfatte papir,
DVD’er, CD’er, USB-nøgler, hukommelseskort eller harddi‐
ske samt e-mail.
De foreslåede stk. 2 og 3, som der henvises til i det foreslåe‐
de stk. 1, nr. 4, angår tilfælde, hvor ændringen har negativ
indvirkning på køberens adgang til eller anvendelse af det
digitale indhold eller den digitale tjeneste, medmindre en
sådan negativ indvirkning er uvæsentlig.
I sådanne tilfælde gælder den yderligere betingelse i stk.
1, nr. 4, om orientering i rimelig tid inden ændringen på
et varigt medium, og ud over at få tilbudt at fortsætte med
at bruge det digitale indhold eller den digitale tjeneste med
ændringen skal køberen have tilbudt enten at ophæve købet
(stk. 2) eller at fortsætte med at bruge det digitale indhold
eller den digitale tjeneste uden ændringen (stk. 3).
Det foreslås i stk. 2, at køberen er berettiget til at ophæve
købet, hvis ændringen har negativ indvirkning på køberens
adgang til eller anvendelse af det digitale indhold eller den
digitale tjeneste, medmindre en sådan negativ indvirkning er
uvæsentlig, jf. dog det foreslåede stk. 3. I så fald har købe‐
ren ret til at ophæve købet gratis inden for 30 dage efter at
have modtaget den orientering, der er nævnt i det foreslåede
stk. 1, nr. 4, eller fra det tidspunkt, hvor det digitale indhold
eller den digitale tjeneste er blevet ændret af sælgeren, alt
efter hvilken dato der er den seneste.
Vurderingen af, i hvilket omfang ændringer har negativ ind‐
virkning på en købers anvendelse af eller adgang til digitalt
indhold eller en digital tjeneste, skal fastslås objektivt under
hensyn til arten af og formålet med det pågældende digitale
indhold eller den pågældende digitale tjeneste og til den
kvalitet, funktionalitet, kompatibilitet samt de øvrige hoved‐
egenskaber, der er almindelige for digitalt indhold eller digi‐
tale tjenester af samme type.
Det foreslåede stk. 2 berører ikke forbrugerens adgang til
at opsige en aftale om løbende levering i overensstemmelse
med aftalens betingelser, jf. dog de præceptive regler om
maksimale bindingsperioder og opsigelsesvarsler i forbru‐
geraftalelovens § 28.
Det foreslås i stk. 3, at det foreslåede stk. 2 om køberens
adgang til at ophæve købet ikke finder anvendelse, hvis
sælgeren har gjort det muligt for køberen uden yderligere
omkostninger at beholde det digitale indhold eller den digi‐
tale tjeneste uden ændring, og det digitale indhold eller den
digitale tjeneste forbliver fri for mangler.
Forslaget indebærer, at når sælgeren tilbyder køberen uden
yderligere omkostninger at beholde det digitale indhold eller
den digitale tjeneste uden ændringen, kan køberen ikke i
medfør af det foreslåede stk. 2 ophæve købet som følge af
ændringen.
Hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste, som sæl‐
geren har tilbudt køberen at bevare adgangen til, imidlertid
ikke længere er i overensstemmelse med de subjektive og
objektive krav til salgsgenstanden, kan køberen gøre mislig‐
holdelsesbeføjelser gældende i medfør af købelovens regler
herom.
Hvis sælgeren gennemfører en ændring, uden at betingelser‐
ne i det foreslåede stk. 1 er opfyldt, og ændringen medfører
mangler ved salgsgenstanden, kan køberen ligeledes gøre
misligholdelsesbeføjelser gældende i medfør af købelovens
regler.
Hvis en mangel ved det digitale indhold eller den digitale
tjeneste opstår efter en ændring, men uden at være forårsa‐
get af ændringen, vil køberen tilsvarende fortsat have ret
til at påberåbe sig misligholdelsesbeføjelser i medfør af kø‐
belovens regler i relation til det digitale indhold eller den
digitale tjeneste.
Det foreslås i stk. 4, at de foreslåede stk. 1-3 ikke finder an‐
vendelse, når aftalen vedrørende levering af digitalt indhold
eller en digital tjeneste også omfatter elementer af en in‐
107
ternetadgangstjeneste eller en nummerbaseret interpersonel
kommunikationstjeneste.
Det foreslåede stk. 4 skal ses i sammenhæng med, at kø‐
belovens forbrugerkøbsregler efter lovforslaget fortsat ikke
vil omfatte elektroniske kommunikationstjenester bortset
fra nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstje‐
nester, jf. forslaget til købelovens § 4 a, stk. 4, nr. 2 (lovfor‐
slagets § 1, nr. 5). Forbrugerkøbsreglerne vil således f.eks.
ikke omfatte aftaler om en telefon- eller bredbåndsforbindel‐
se (fastnet eller mobil).
Er der tale om en blandet aftale, som omfatter en digital
tjeneste, der er omfattet af de foreslåede regler, og en tjenes‐
te, der ikke er omfattet heraf, finder forbrugerkøbsreglerne
som udgangspunkt anvendelse på de elementer i aftalen, der
er omfattet af forbrugerkøbsreglerne, jf. forslaget til købelo‐
vens § 4 a, stk. 5 (lovforslagets § 1, nr. 5).
Det foreslåede stk. 4 indebærer, at den foreslåede § 77 b
dog ikke gælder, når en køber som en samlet pakke har
indgået aftale om dels en internetadgangstjeneste eller en
nummerbaseret interpersonel kommunikationstjeneste (eller
begge dele), dels levering af digitalt indhold eller en digital
tjeneste som defineret i forslaget til købelovens § 3 a, stk. 2
og 3 (lovforslagets § 1, nr. 4).
De foreslåede regler i stk. 1-3 om ændringer i aftaler om
løbende levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste
finder således ikke anvendelse, når en sådan aftale indgår i
en samlet pakke, der også omfatter en internetadgangstjene‐
ste eller en nummerbaseret interpersonel kommunikations‐
tjeneste.
En internetadgangstjeneste er en offentligt tilgængelig elek‐
tronisk kommunikationstjeneste, som leverer adgang til in‐
ternettet og dermed forbindelse til praktisk taget alle en‐
depunkter på internettet, uanset den anvendte netteknologi
og det anvendte terminaludstyr, jf. artikel 2, nr. 2, i Euro‐
pa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/2120/EU om
foranstaltninger vedrørende adgang til det åbne internet og
detailtakster for reguleret EU-intern kommunikation.
Som eksempel kan nævnes en aftale om en bredbåndsforbin‐
delse (fastnet eller mobil).
En nummerbaseret interpersonel kommunikationstjeneste er
en interpersonel kommunikationstjeneste, der etablerer for‐
bindelse til offentligt tildelte nummerressourcer, dvs. et el‐
ler flere numre i nationale eller internationale nummerpla‐
ner, eller som muliggør kommunikation med et eller flere
numre i nationale eller internationale nummerplaner, jf. ar‐
tikel 2, nr. 6, i Rådets og Europa-Parlamentets direktiv
2018/1972/EU om oprettelse af en europæisk kodeks for
elektronisk kommunikation.
Som eksempel kan nævnes en aftale om en telefonforbindel‐
se (fastnet eller mobil).
Den foreslåede nye § 77 b gennemfører direktivet om digi‐
talt indholds artikel 19 og artikel 3, stk. 6, 2. afsnit.
Til nr. 20 (§§ 78-78 e)
Købelovens § 78 fastsætter regler om køberens mangelsbe‐
føjelser, dvs. køberens misligholdelsesbeføjelser, når salgs‐
genstanden lider af en mangel.
Det foreslås at ophæve § 78 og i stedet indsætte seks nye
bestemmelser om køberens mangelsbeføjelser.
Den foreslåede § 78 opregner mere overordnet, hvilke mis‐
ligholdelsesbeføjelser køberen har, når salgsgenstanden lider
af en mangel, herunder som følge af krænkelse af tredje‐
mands ret.
Den foreslåede § 78 a angår beføjelserne afhjælpning og
omlevering.
Den foreslåede § 78 b angår betingelserne for forholdsmæs‐
sigt afslag og ophævelse, mens den foreslåede § 78 c regu‐
lerer dels beregningen af et forholdsmæssigt afslag, dels
gennemførelsen af en ophævelse af købet.
Den foreslåede § 78 d indeholder supplerende regler om
ophævelse af køb af digitalt indhold og digitale tjenester, og
den foreslåede § 78 e angår forholdet mellem ophævelse af
købet og salgsgenstandens hændelige undergang mv.
De foreslåede § 78 b, stk. 4, § 78 c, stk. 2-5, og §§ 78 d
og 78 e finder tilsvarende anvendelse, når købet ophæves på
grund af forsinkelse, jf. forslaget til købelovens § 74, stk. 4
(lovforslagets § 1, nr. 9).
De foreslåede §§ 78-78 e regulerer ikke køberens ret til
erstatning for mangler, da dette spørgsmål reguleres af købe‐
lovens § 80 (der ikke foreslås ændret).
Til § 78
Det foreslås i stk. 1, at hvis salgsgenstanden lider af en
mangel, har køberen ret til afhjælpning, omlevering, for‐
holdsmæssigt afslag i prisen eller ophævelse af købet efter
reglerne i de foreslåede §§ 78 a-78 e.
108
Det foreslås i stk. 2, at stk. 1 også gælder, når manglen skyl‐
des en begrænsning som følge af krænkelse af tredjemands
ret.
Den foreslåede bestemmelse opregner køberens mislighol‐
delsesbeføjelser, nemlig afhjælpning, omlevering, forholds‐
mæssigt afslag i prisen og ophævelse af købet.
Selve misligholdelsesbeføjelserne er de samme som efter
gældende ret med den ændring, at beføjelsen om passende
afslag i købesummen ændres til en beføjelse om forholds‐
mæssigt afslag i prisen.
Den foreslåede bestemmelse henviser til de foreslåede §§
78 a-78 e, som indeholder de nærmere regler om køberens
udøvelse af de forskellige beføjelser.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter herudover den
grundlæggende betingelse for udøvelsen af beføjelserne,
nemlig at salgsgenstanden lider af en mangel.
Salgsgenstanden lider af en mangel, når den ikke opfylder
de krav, som fremgår af de foreslåede §§ 75 b-75 e (lov‐
forslagets § 1, nr. 10), eller når sælgeren har tilsidesat sin
loyale oplysningspligt som fastsat i den foreslåede § 76
(lovforslagets § 1, nr. 11).
Dette gælder også, når manglen skyldes en begrænsning
som følge af krænkelse af tredjemands ret, jf. udtrykkeligt
det foreslåede stk. 2.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke ændrer
ved, at også andre retsmangler kan påberåbes af køberen
som en misligholdelse.
Med hensyn til tidspunktet for mangelsvurderingen henvises
til købelovens § 77 a (som affattet ved lovforslagets § 1, nr.
16-18).
Den foreslåede § 78 gennemfører varedirektivets artikel 9
og artikel 13, stk. 1, og direktivet om digitalt indholds arti‐
kel 10 og artikel 14, stk. 1.
Til § 78 a
Bestemmelsen angår misligholdelsesbeføjelserne afhjælp‐
ning og omlevering.
Det foreslås i stk. 1, at køberen kan vælge mellem afhjælp‐
ning og omlevering, jf. dog stk. 2 og 3.
Det betyder, at hvis salgsgenstanden lider af en mangel, jf.
herom den foreslåede § 78, kan køberen som udgangspunkt
kræve, at sælgeren gør salgsgenstanden fri for mangler en‐
ten ved at reparere den leverede salgsgenstand (afhjælpning)
eller ved at levere en ny mangelfri salgsgenstand i stedet for
den mangelfulde (omlevering).
Det betyder endvidere, at køberen som udgangspunkt har
valgfrihed mellem at kræve afhjælpning eller omlevering.
Det foreslås imidlertid i stk. 2, 1. pkt., at sælgeren kan afvise
at foretage afhjælpning eller omlevering, hvis afhjælpning
henholdsvis omlevering er umulig eller ville påføre sælge‐
ren uforholdsmæssigt store udgifter under hensyn til alle
omstændigheder, herunder den værdi, salgsgenstanden ville
have, hvis den var mangelfri, manglens betydning, og om
den alternative beføjelse kunne foretages uden væsentlig
ulempe for køberen.
Det betyder, at køberen ikke kan vælge afhjælpning, hvis
afhjælpning er umulig eller ville påføre sælgeren uforholds‐
mæssigt store udgifter. Vurderingen af, om udgifterne ved
afhjælpning ville være uforholdsmæssigt store, skal foreta‐
ges under hensyn til alle omstændigheder, herunder den
værdi, salgsgenstanden ville have, hvis den var mangelfri,
manglens betydning, og om omlevering kunne foretages
uden væsentlig ulempe for køberen.
Det betyder endvidere, at køberen ikke kan vælge omleve‐
ring, hvis omlevering er umulig eller ville påføre sælgeren
uforholdsmæssigt store udgifter. Vurderingen af, om udgif‐
terne ved omlevering ville være uforholdsmæssigt store,
skal foretages under hensyn til alle omstændigheder, her‐
under den værdi, salgsgenstanden ville have, hvis den var
mangelfri, manglens betydning, og om afhjælpning kunne
foretages uden væsentlig ulempe for køberen.
Det foreslås endvidere i stk. 2, 2. pkt., at ved levering af
digitalt indhold og digitale tjenester kan sælgeren vælge
mellem afhjælpning og omlevering.
Det betyder, at sælgeren afhængigt af det digitale indholds
eller den digitale tjenestes tekniske karakteristika kan vælge
måden at gøre det digitale indhold eller den digitale tjeneste
fri for mangler på. Som eksempler kan nævnes, at sælgeren
frigiver opdateringer eller stiller en ny kopi af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste til rådighed for køberen.
Det foreslås i stk. 3, at hvis både afhjælpning og omlevering
er umulig eller ville påføre sælgeren uforholdsmæssigt store
udgifter under hensyn til de omstændigheder, der er nævnt
i stk. 2, kan sælgeren afvise såvel afhjælpning som omleve‐
ring.
109
Det betyder, at køberen hverken har ret til afhjælpning el‐
ler omlevering, hvis begge er umulige eller ville påføre
sælgeren uforholdsmæssigt store udgifter. Vurderingen af,
om udgifterne ved omlevering ville være uforholdsmæssigt
store skal foretages under hensyn til alle omstændigheder,
herunder den værdi, salgsgenstanden ville have, hvis den var
mangelfri, og manglens betydning. Hvis salgsgenstanden
befinder sig et andet sted end der, hvor den oprindeligt blev
leveret, kan omkostningerne ved porto og fragt f.eks. blive
uforholdsmæssigt store for sælgeren.
Når køberen hverken har ret til afhjælpning eller omleve‐
ring, vil køberen være henvist til at kræve forholdsmæssigt
afslag i prisen eller ophævelse af købet, jf. herom den fore‐
slåede § 78 b.
De foreslåede § 78 a, stk. 1-3, svarer til de hidtil gældende
§ 78, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2, dog således at det foreslå‐
ede § 78 a, stk. 2, 2. pkt., om digitalt indhold og digitale
tjenester er nyt.
Det foreslås i stk. 4, nr. 1, at afhjælpning eller omlevering
skal foretages gratis, dvs. fri for de omkostninger, der er
nødvendige for, at salgsgenstanden bliver fri for mangler,
navnlig forsendelses- eller transportomkostninger, arbejds‐
løn og materialeomkostninger.
Det betyder, at sælgeren skal afholde alle omkostninger i
forbindelse med, at salgsgenstanden bliver fri for mangler
enten ved afhjælpning eller ved omlevering. Det gælder
også omkostninger forbundet med udviklingen af en opda‐
tering til digitalt indhold eller en digitale tjeneste, som er
nødvendig for, at det digitale indhold eller den digitale tje‐
neste bliver fri for mangler.
Det foreslås i stk. 4, nr. 2, at afhjælpning eller omlevering
skal foretages inden for rimelig tid fra det tidspunkt, hvor
sælgeren er blevet underrettet af køberen om manglen.
Ved afgørelsen af, om afhjælpning eller omlevering er sket
inden for rimelig tid, skal der navnlig tages hensyn til salgs‐
genstandens art, manglens beskaffenhed og køberens behov
for genstanden, herunder om sælgeren for egen regning har
stillet en erstatningsgenstand til køberens rådighed, jf. købe‐
lovens § 79, stk. 1 (som affattet ved lovforslagets § 1, nr.
21).
Rimelig tid til at foretage en afhjælpning eller omlevering
bør i den forbindelse forstås som den kortest mulige tid, der
er nødvendig for at foretage afhjælpning eller omlevering
under hensyn til de nævnte forhold. Salgsgenstandens art
omfatter også dens kompleksitet, og ved vurderingen af
manglens beskaffenhed indgår både manglens art og alvor
og den indsats, der er nødvendig for at foretage afhjælpning
eller omlevering.
Efter gældende ret regnes fristen ligeledes fra det tidspunkt,
hvor sælgeren blev underrettet om manglen. Stiller køberen
ikke salgsgenstanden til rådighed for sælgeren, jf. herom det
foreslåede stk. 6, 1. pkt., kan dette ikke komme sælgeren til
skade ved vurderingen af, om der er sket afhjælpning eller
omlevering inden for rimelig tid.
Købelovens § 79, stk. 1, foreslås alene konsekvensændret,
idet henvisningen til det gældende § 78, stk. 4, foreslås
ændret til det foreslåede § 78 a, stk. 4, nr. 2. Der foreslås så‐
ledes ingen ændringer i forhold til gældende ret med hensyn
til vurderingen af, om afhjælpning eller omlevering er sket
inden for rimelig tid.
Det foreslås i stk. 4, nr. 3, at afhjælpning eller omlevering
skal foretages uden væsentlig ulempe for køberen under
hensyn til salgsgenstandens karakter eller art og køberens
formål med at anskaffe salgsgenstanden.
Køberen vil have ret til at få tilbagebetalt eventuelle beløb,
som er betalt for en afhjælpning i strid med reglerne herom,
og vil efter omstændighederne have ret til erstatning efter de
almindelige regler herom.
Det foreslåede § 78 a, stk. 4, svarer til det hidtil gældende §
78, stk. 4, 1. pkt.
Det foreslås i stk. 5, at køberen kan lade manglen afhjæl‐
pe for sælgerens regning, hvis sælgeren ikke har foretaget
afhjælpning eller omlevering i overensstemmelse med det
foreslåede stk. 4, og afhjælpningen kan ske uden uforholds‐
mæssige omkostninger.
Det betyder, at hvis sælgeren ikke inden for rimelig tid sør‐
ger for gratis afhjælpning eller omlevering uden væsentlig
ulempe for køberen, kan køberen antage en tredjemand til
at reparere salgsgenstanden og kræve, at sælgeren refunde‐
rer køberens udgift hertil. Det er en forudsætning, at udgif‐
ten ikke er uforholdsmæssig. Om udgiften er uforholdsmæs‐
sig, vil skulle vurderes ud fra samme omstændigheder som
nævnt i det foreslåede stk. 2, herunder den værdi, salgsgen‐
standen ville have, hvis den var mangelfri, og manglens
betydning.
Det foreslåede § 78 a, stk. 5, viderefører det hidtil gældende
§ 78, stk. 4, 2. pkt., sidste led.
De foreslåede stk. 6-8 indeholder supplerende regler om
afhjælpning eller omlevering af andet end digitalt indhold
eller digitale tjenester.
110
Disse regler gælder således ikke for digitalt indhold eller
digitale tjenester, der ikke er integreret i eller indbyrdes for‐
bundet med en løsøregenstand, eller som ikke sælges sam‐
men med en løsøregenstand. Reglerne gælder derimod for
varer med digitale elementer, hvor de digitale elementer sæl‐
ges sammen med den pågældende løsøregenstand. Reglerne
gælder dog ikke for et fysisk medium, der udelukkende bru‐
ges som bærer af digitalt indhold, da sådanne fysiske medier
følger reglerne om digitalt indhold – og ikke reglerne om
varer med digitale elementer – jf. forslaget til købelovens §
4 a, stk. 7 (lovforslagets § 1, nr. 5).
Det foreslås i stk. 6, at hvis manglen udbedres ved afhjælp‐
ning eller omlevering af andet end digitalt indhold eller en
digital tjeneste, skal køberen stille salgsgenstanden til rådig‐
hed for sælgeren, og sælgeren skal for egen regning tage den
salgsgenstand tilbage, der er sket omlevering for.
Det betyder, at køberen skal stille varen til rådighed for
sælgeren med henblik på afhjælpning eller omlevering.
Det betyder endvidere, at ved omlevering sker også retur‐
neringen af den mangelfulde salgsgenstand for sælgerens
regning.
Det foreslås i stk. 7, at hvis en afhjælpning som nævnt i stk.
6 kræver fjernelse af en salgsgenstand, der er blevet installe‐
ret under hensyn til dens art og formål, inden manglen viste
sig, eller hvis en sådan salgsgenstand skal omleveres, skal
sælgeren fjerne den mangelfulde salgsgenstand og installere
den omleverede eller afhjulpne salgsgenstand eller afholde
udgifterne hertil.
Det foreslåede stk. 7 indebærer, at når en salgsgenstand
faktisk er blevet installeret, inden manglen viste sig, og
installationen er i overensstemmelse med salgsgenstandens
art og formål, skal sælgeren i tilfælde af afhjælpning eller
omlevering også sørge for eller betale for nødvendig af- og
geninstallation af salgsgenstanden.
Det foreslås i stk. 8, at køberen i tilfælde som nævnt i stk.
6 ikke skal betale for normal brug af en omleveret salgsgen‐
stand i tiden forud for omleveringen.
Det betyder, at køberen ikke over for sælgeren er ansvarlig
for eventuel værdiforringelse som følge af normal brug for‐
ud for omleveringen. Der vil være tale om normal brug,
når den er i overensstemmelse med salgsgenstandens art og
formål.
Er en returneret salgsgenstand derimod som følge af unor‐
mal brug, herunder uforsvarlig opbevaring eller lignende,
blevet værdiforringet i større grad, end normal brug ville ha‐
ve ført til, kan sælgeren efter almindelige erstatningsregler
kræve erstatning fra køberen.
Den foreslåede § 78 a gennemfører varedirektivets artikel
13, stk. 2 og 3, og artikel 14 og direktivet om digitalt ind‐
holds artikel 14, stk. 2 og 3.
Til § 78 b
Bestemmelsen angår misligholdelsesbeføjelserne forholds‐
mæssigt afslag i prisen og ophævelse af købet.
Det foreslås i stk. 1, at køberen har ret til enten et forholds‐
mæssigt afslag i prisen eller til ophævelse af købet, hvis en
af fire nærmere angivne situationer foreligger, jf. nr. 1-4.
Ophævelse af købet forudsætter dog som udgangspunkt, at
manglen ikke er uvæsentlig, eller at der er tale om levering
af digitalt indhold eller en digital tjeneste, hvor modydelsen
ikke er et pengebeløb eller et digitalt udtryk for værdi, men
derimod personoplysninger, jf. nedenfor om det foreslåede
stk. 2.
Forholdsmæssigt afslag i prisen forudsætter, at køberen skal
betale en pris. Hvis modydelsen i en aftale om levering af
digitalt indhold eller en digital tjeneste alene er personop‐
lysninger, kan køberen ikke få et forholdsmæssigt afslag i
prisen, men er i givet fald henvist til at ophæve købet.
Beføjelserne ophævelse af købet og forholdsmæssigt afslag
i prisen er alternativer, og valget mellem dem tilkommer
køberen, dog med forbehold for det anførte om uvæsentlige
mangler og aftaler, hvor modydelsen alene er personoplys‐
ninger. At køberen ikke samtidig kan kræve forholdsmæs‐
sigt afslag i prisen og ophævelse af købet, har sammenhæng
med, at ophævelsen af købet indebærer, at hver af parterne
skal tilbagelevere det modtagne, og at køberen således bl.a.
skal have den fulde købesum tilbage.
Det foreslåede nr. 1 omfatter tilfælde, hvor sælgeren ikke
har foretaget afhjælpning eller omlevering eller ikke har
foretaget afhjælpning eller omlevering i overensstemmelse
med de foreslåede § 78 a, stk. 6 og 7, eller ikke har foreta‐
get afhjælpning eller omlevering af digitalt indhold eller en
digital tjeneste i overensstemmelse med § 78 a, stk. 4.
Det betyder, at køberen for det første har ret til forholds‐
mæssigt afslag i prisen eller ophævelse af købet, hvis
sælgeren slet ikke har foretaget afhjælpning eller omleve‐
ring. Dette gælder for alle køb, herunder køb af digitalt
indhold, digitale tjenester og varer med digitale elementer.
Den foreslåede ordlyd, at ”sælgeren ikke har foretaget af‐
111
hjælpning eller omlevering”, omfatter både tilfælde, hvor
sælgeren ifølge de foreslåede § 78 a, stk. 1-3, var forpligtet
til at foretage afhjælpning eller omlevering, men faktisk
ikke har afhjulpet eller omleveret, og tilfælde, hvor sælgeren
ifølge de foreslåede § 78 a, stk. 1-3, kunne afvise at foretage
afhjælpning eller omlevering på grund af umulighed eller
uforholdsmæssige udgifter.
Køberen har for det andet ret til forholdsmæssigt afslag i
prisen eller ophævelse af købet, hvis sælgeren har foretaget
afhjælpning eller omlevering, men i den forbindelse ikke har
overholdt det foreslåede § 78 a, stk. 6, om, at sælgeren for
egen regning skal tage den salgsgenstand tilbage, der er sket
omlevering for, eller det foreslåede § 78 a, stk. 7, om, at
sælgeren efter omstændighederne skal sørge for eller betale
for nødvendig af- og geninstallation af en mangelfuld salgs‐
genstand. Eftersom de foreslåede § 78 a, stk. 6 og 7, gælder
for andet end digitalt indhold og digitale tjenester, gælder
denne ret til forholdsmæssigt afslag i prisen eller ophævelse
af købet ligeledes kun for andet end digitalt indhold og digi‐
tale tjenester. Retten gælder således ikke for digitalt indhold
og digitale tjenester, der ikke er integreret i eller indbyrdes
forbundet med en løsøregenstand, eller som ikke er solgt
sammen med en løsøregenstand. Retten gælder derimod for
varer med digitale elementer, hvor de digitale elementer er
solgt sammen med den pågældende løsøregenstand.
Køberen har for det tredje ret til forholdsmæssigt afslag i
prisen eller ophævelse af købet, hvis sælgeren har foretaget
afhjælpning eller omlevering af digitalt indhold og digitale
tjenester, men i den forbindelse ikke har overholdt det fore‐
slåede § 78 a, stk. 4, om, at afhjælpning skal foretages
gratis, inden for rimelig tid og uden væsentlig ulempe for
køberen. Dette gælder alene for digitalt indhold og digitale
tjenester, der ikke er integreret i eller indbyrdes forbundet
med en løsøregenstand, eller som ikke sælges sammen med
en løsøregenstand.
Køberen vil ved køb af varer, herunder varer med digitale
elementer, have ret til at få tilbagebetalt eventuelle beløb,
som er betalt for en afhjælpning i strid med reglerne herom,
og vil efter omstændighederne have ret til erstatning efter de
almindelige regler herom, men køberen har ikke også ret til
forholdsmæssigt afslag i prisen eller ophævelse af aftalen i
disse tilfælde.
Det foreslåede nr. 2 omfatter tilfælde, hvor salgsgenstanden
forbliver mangelfuld, selv om sælgeren har forsøgt at foreta‐
ge afhjælpning eller omlevering.
Det betyder, at køberen har ret til forholdsmæssigt afslag
i prisen eller ophævelse af købet, hvis sælgeren uden suc‐
ces har forsøgt at gøre salgsgenstanden fri for mangler ved
afhjælpning eller omlevering. Det omfatter f.eks. tilfælde,
hvor en mangel ikke er blevet afhjulpet eller kun delvis er
blevet afhjulpet, tilfælde, hvor en mangel er blevet afhjulpet,
men hvor salgsgenstanden under sælgerens afhjælpning er
blevet påført en ny mangel, og tilfælde, hvor en omleveret
salgsgenstand også er mangelfuld, hvad enten manglen er
af samme eller anden karakter som manglen ved den først
leverede salgsgenstand. Navnlig for dyre eller komplekse
varer kan det imidlertid være berettiget at give sælgeren
endnu et forsøg på at afhjælpe manglen, før køberen har ret
til at kræve forholdsmæssigt afslag eller ophævelse af købet.
Det foreslåede nr. 3 omfatter tilfælde, hvor manglen er af
en så alvorlig karakter, at et omgående afslag i prisen eller
omgående ophævelse af købet er berettiget.
Køberen kan generelt ikke ophæve købet, hvis manglen
er uvæsentlig, jf. nedenfor om det foreslåede stk. 2. Det
foreslåede stk. 1, nr. 3, angår til sammenligning hermed
tilfælde, hvor manglen ikke alene ikke er uvæsentlig, men
er af så alvorlig karakter, at køberen er berettiget til omgå‐
ende at kræve afslag i prisen eller ophævelse af købet. Be‐
stemmelsen fraviger således den almindelige rækkefølge af
misligholdelsesbeføjelser, hvor afhjælpning og omlevering
som udgangspunkt går forud for forholdsmæssigt afslag og
ophævelse af købet.
Det betyder, at hvis manglen er af en sådan alvorlig karak‐
ter, har køberen ret til forholdsmæssigt afslag i prisen eller
ophævelse af købet uden at skulle afvente sælgerens eventu‐
elle tilbud om og forsøg på at bringe salgsgenstanden fri for
mangler ved afhjælpning eller omlevering.
Om det er tilfældet, vil afhænge af sagens omstændigheder,
herunder salgsgenstandens art og værdi og manglens art og
betydning. Det bør også tages i betragtning, om køberen
kan forventes at bevare tilliden til sælgerens evne til at gøre
varen fri for mangler eller ej, f.eks. hvis det samme problem
opstår to gange. På samme måde kan en mangel i visse
situationer have en så alvorlig karakter, at køberen ikke kan
bevare tilliden til sælgerens evne til at gøre varen fri for
mangler, eksempelvis når manglen i alvorlig grad berører
køberens evne til at anvende salgsgenstanden på sædvanlig
måde, og køberen ikke kan forventes at have tillid til, at sæl‐
gerens afhjælpning eller omlevering vil udbedre problemet.
Som eksempel på en mangel af alvorlig karakter, der kan
give ret til umiddelbart at kræve afslag i prisen eller ophæ‐
velse af købet, kan nævnes, at køberen får leveret antivirus‐
software, der selv er inficeret med virus.
Det foreslåede nr. 4 omfatter tilfælde, hvor sælgeren har til‐
kendegivet, eller det fremgår tydeligt af omstændighederne,
at sælgeren ikke vil foretage afhjælpning eller omlevering
inden for rimelig tid eller uden væsentlig ulempe for købe‐
ren.
112
Det betyder, at køberen har ret til forholdsmæssigt afslag
i prisen eller ophævelse af købet, f.eks. hvis sælgeren har
tilkendegivet slet ikke at ville foretage afhjælpning eller
omlevering.
Køberen har også ret til forholdsmæssigt afslag i prisen el‐
ler ophævelse af købet, hvis sælgerens tilkendegivelser ved‐
rørende afhjælpning eller omlevering indebærer, at afhjælp‐
ning eller omlevering ikke vil blive foretaget inden rimelig
tid eller uden væsentlig ulempe for køberen.
Det samme gælder, hvor dette ikke fremgår af sælgerens
tilkendegivelser, men tydeligt fremgår af omstændighederne
i øvrigt, eksempelvis de faktiske foranstaltninger sælgeren
har truffet med henblik på afhjælpning eller omlevering.
Det foreslås i stk. 2, 1. og 2. pkt., at køberen ikke er beretti‐
get til at ophæve købet, hvis manglen er uvæsentlig, og at
sælgeren har bevisbyrden for, at manglen er uvæsentlig.
Det betyder, at ud over at betingelserne i det foreslåede stk.
1 skal være opfyldt, er det endvidere som udgangspunkt
et krav, at manglen ikke er uvæsentlig, for at køberen skal
kunne ophæve købet. Det er i den forbindelse sælgeren, der
har bevisbyrden for, at manglen er uvæsentlig.
Det foreslås dog i stk. 2, 3. pkt., at det foreslåede 1. pkt.
ikke skal finde anvendelse på digitalt indhold og digitale
tjenester, som ikke leveres mod betaling af et pengebeløb
eller et digitalt udtryk for værdi.
Det betyder, at en aftale om levering af digitalt indhold
eller en digital tjeneste, hvor modydelsen ikke er betaling
af et pengebeløb eller et digitalt udtryk for værdi, men
derimod personoplysninger, jf. det foreslåede § 4 a, stk. 3
(lovforslagets § 1, nr. 5), kan hæves, når blot betingelserne
i det foreslåede stk. 1 er opfyldt. Det er ved ophævelse af
sådanne aftaler uden betydning, om manglen er uvæsentlig,
og enhver mangel, som ikke afhjælpes, giver køberen ret til
at ophæve købet.
Det foreslås endvidere i stk. 2, 4. pkt., at 1. pkt. i øvrigt ikke
berører køberens ret til ophævelse af købet, når afhjælpning
eller omlevering ikke er sket.
Det betyder, at køberens ret til ophævelse af købet, når
afhjælpning eller omlevering slet ikke er sket, jf. det foreslå‐
ede stk. 1, nr. 1, 1. led, ikke berøres af det foreslåede stk.
2, 1. pkt. Når afhjælpning eller omlevering slet ikke er sket,
vil køberen således have ret til at ophæve købet, uanset om
manglen er uvæsentlig.
Forslaget om, at køberen skal have ret til at ophæve købet,
når en uvæsentlig mangel ikke udbedres ved afhjælpning
eller omlevering, er en videreførelse af gældende ret, jf. den
gældende bestemmelse i købelovens § 78, stk. 4, hvorefter
køberen kan hæve, hvis afhjælpning eller omlevering ikke er
sket inden for rimelig tid, uanset om manglen er uvæsentlig
eller ej.
Det foreslås i stk. 3, at hvis kun nogle af de leverede gen‐
stande er mangelfulde, kan køberen ophæve købet af dels de
mangelfulde genstande, dels andre genstande, som køberen
har købt sammen med de mangelfulde genstande, hvis kø‐
beren ikke med rimelighed kan forventes at acceptere kun at
beholde de genstande, der er fri for mangler. 1. pkt. gælder
ikke for aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale
tjenester.
Det foreslåede stk. 3 omfatter løsøregenstande, herunder
varer med digitale elementer, men ikke aftaler udelukkende
om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste.
Det foreslåede stk. 3 indebærer, at når der foreligger en
hævebegrundende mangel, jf. herom de foreslåede stk. 1 og
2, vedrørende en del af de leverede genstande, kan køberen
altid ophæve købet særskilt for så vidt angår disse genstan‐
de. Derimod vil det afhænge af en konkret vurdering af, om
køberen med rimelighed kan forventes at acceptere kun at
beholde de genstande, der er fri for mangler, om køberen
kan ophæve hele købet.
Det foreslåede stk. 3 viderefører i det væsentlige den retstil‐
stand, der bl.a. følger af købelovens § 46. Det foreslås i
den forbindelse, at § 46 fremover ikke skal gælde i forbru‐
gerkøb, jf. lovforslagets § 1, nr. 3 (ændring af købelovens §
1 a, stk. 3).
Det foreslås i stk. 4, at køberen udøver sin ret til at ophæve
købet ved en erklæring til sælgeren om, at køberen har be‐
sluttet at ophæve købet.
Der gælder ingen formkrav til erklæringen, som således kan
gives mundtligt eller skriftligt, herunder ved digital kommu‐
nikation.
Det foreslåede stk. 4 finder tilsvarende anvendelse ved op‐
hævelse af købet på grund af forsinkelse, jf. lovforslagets §
1, nr. 9 (købelovens § 74, stk. 4).
Den foreslåede § 78 b gennemfører varedirektivets artikel
13, stk. 4 og 5, og artikel 16, stk. 1 og 2, og direktivet om
digitalt indholds artikel 14, stk. 4 og 6, og artikel 15.
Til § 78 c
113
Den foreslåede § 78 c fastsætter nærmere regler om mis‐
ligholdelsesbeføjelserne forholdsmæssigt afslag i prisen og
ophævelse af købet, idet betingelserne for, hvornår køberen
har ret til forholdsmæssigt afslag eller ophævelse af købet
som følge af mangler foreslås fastsat ved den foreslåede §
78 b.
Betingelserne for, hvornår køberen har ret til at ophæve afta‐
len på grund af forsinkelse fremgår af købelovens § 74, stk.
3, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 8. Det foreslås, at de
foreslåede § 78 c, stk. 2- 5, skal finde tilsvarende anvendelse
ved ophævelse på grund af forsinkelse, jf. lovforslagets § 1,
nr. 9 (købelovens § 74, stk. 4).
Det foreslås i stk. 1, at afslag i prisen skal fastsættes for‐
holdsmæssigt på grundlag af den lavere værdi af den salgs‐
genstand, som køberen har modtaget, i forhold til den værdi,
salgsgenstanden ville have haft, hvis den havde været fri for
mangler. Når digitalt indhold eller en digital tjeneste skal
leveres over en periode, omfatter prisafslaget den periode,
hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste var man‐
gelfuld.
Det betyder, at afslag i prisen skal fastsættes i forhold til
værdien af salgsgenstanden med og uden mangel, jf. det
foreslåede 1. pkt. Er salgsgenstanden f.eks. 20 pct. mindre
værd med manglen end i mangelfri stand, udgør det for‐
holdsmæssige afslag 20 pct. af prisen.
Hvor aftalen fastsætter, at digitalt indhold eller en digital
tjeneste skal leveres over en periode, og har manglen ale‐
ne været til stede i en del af perioden, omfatter afslaget
endvidere den periode, hvor det digitale indhold eller den
digitale tjeneste var mangelfuld, jf. det foreslåede 2. pkt. Har
det digitale indhold eller den digitale tjeneste f.eks. været
mangelfuld i 50 pct. af den samlede aftaleperiode, udgør det
forholdsmæssige afslag således 50 pct. af afslaget beregnet i
forhold til værdiforringelsen efter 1. pkt.
Det foreslåede § 78 c, stk. 1, adskiller sig fra det hidtil
gældende § 78, stk. 1, nr. 3, hvorefter der er mulighed for
et passende afslag i købesummen, dvs. også for mangler, der
ikke er værdiforringende. Fremover vil der alene være ret
til afslag i købesummen, når en mangel er værdiforringen‐
de. Dette berører ikke forbrugerens ret til ophævelse, hvis
betingelserne herfor er opfyldt.
Det foreslås i stk. 2, at ved ophævelse af købet skal sælgeren
tilbagebetale alle beløb, der er betalt i henhold til aftalen,
og køberen skal for sælgerens regning tilbagelevere salgs‐
genstanden til sælgeren, jf. dog de foreslåede § 78 d, stk.
5, og § 78 e. Når digitalt indhold eller en digital tjeneste
skal leveres over en periode, og det digitale indhold eller
den digitale tjeneste i en periode forud for ophævelsen af
købet var fri for mangler, omfatter tilbagebetalingen den
periode, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste
var mangelfuld, og den periode, der ville have resteret, hvis
købet ikke var blevet ophævet.
Det foreslåede 1. pkt. betyder for det første, at ophævelse
af købet indebærer, at sælgeren som udgangspunkt skal
tilbagebetale hele købesummen og alle andre beløb, som
køberen har betalt i henhold til aftalen.
Hvor aftalen fastsætter, at digitalt indhold eller en digital
tjeneste skal leveres over en periode, og det digitale indhold
eller den digitale tjeneste i en periode forud for ophævelsen
af købet var fri for mangler, skal sælgeren dog ikke tilbage‐
betale køberens betaling for den periode, hvor det digitale
indhold eller den digitale tjeneste var fri for mangler, jf. 2.
pkt.
Det foreslåede 2. pkt. finder anvendelse på aftaler om lø‐
bende levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste,
hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste i en
del af perioden forud for ophævelsen af købet var fri for
mangler. Det finder ikke anvendelse på varer med digitale
elementer.
I sådanne tilfælde indebærer ophævelse af købet, at sælge‐
ren skal tilbagebetale køberens betaling dels for den peri‐
ode før ophævelsen, hvor det digitale indhold eller den
digitale tjeneste var mangelfuld, dels for perioden efter op‐
hævelsen. Tilbagebetaling for perioden efter ophævelsen vil
i sagens natur kun være relevant, i det omfang køberen har
betalt for en fremtidig periode.
Der er med det foreslåede stk. 2 ikke tilsigtet ændringer i
gældende retspraksis i relation til andet end digitalt indhold
og digitale tjenester, hvorefter en køber, der har haft nytte
af salgsgenstanden, mens den har været i køberens besid‐
delse, efter omstændighederne kan blive pålagt at godtgøre
sælgeren værdien af nytten, når aftalen ophæves (i praksis
som et fradrag for nytteværdi i den købesum, som sælgeren
skal tilbagebetale). Dette gælder også for varer med digitale
elementer.
De foreslåede stk. 3-5 indeholder supplerende regler om
betalingstidspunkt og betalingsmåde for sælgerens tilbage‐
betaling, jf. nærmere nedenfor.
Det foreslåede 1. pkt. betyder for det andet, at køberen
som udgangspunkt for sælgerens regning skal tilbagelevere
salgsgenstanden til sælgeren.
Det vil afhænge af omstændighederne, hvad tilbagelevering
af salgsgenstanden konkret indebærer i en given ophævel‐
sessituation. ”Tilbagelevering” er i denne sammenhæng ikke
synonymt med ”tilbagesendelse”, men er et bredere begreb,
114
der bl.a. indbefatter tilbagesendelse. De øvrige sprogversio‐
ner anvender således forskellige ord i varedirektivets artikel
16, stk. 3, litra a og b, for de danske ord ”tilbagelevere/til‐
bageleveret” (svensk ”återsända” over for ”skickat tilbaka”,
engelsk ”return” over for ”sent back”, tysk ”zurückgegeben”
over for ”zurückgesandt” og fransk ”restitue” over for ”ren‐
voi”).
Tilbageleveringen af salgsgenstanden, herunder i givet fald
en tilbagesendelse, skal ske for sælgerens regning.
Tilbagelevering af salgsgenstanden er relevant, når aftalen
angår andet end digitalt indhold og digitale tjenester, herun‐
der når aftalen angår varer med digitale elementer.
Tilbagelevering af salgsgenstanden kan også være relevant
ved aftaler om digitalt indhold, der leveres på et fysisk me‐
dium, for så vidt angår selve det fysiske medium. Om denne
situation gælder imidlertid det foreslåede § 78 d, stk. 5, og
ikke det foreslåede § 78 c, stk. 2, 1. pkt., 2. led.
Ved aftaler om digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk
medium, og ved aftaler om digitale tjenester er tilbageleve‐
ring af en salgsgenstand ikke relevant, og det foreslåede §
78 c, stk. 2, 1. pkt., 2. led, er derfor heller ikke relevant i
sådanne tilfælde. I sådanne tilfælde gælder de foreslåede §
78 d, stk. 1-4.
Den foreslåede bestemmelse i § 78 c, stk. 2, 1. pkt., 2. led,
suppleres og modificeres af den foreslåede § 78 e. Den fore‐
slåede § 78 e fastsætter, at salgsgenstanden ved køberens
tilbagelevering som udgangspunkt skal være i væsentlig
samme stand og mængde som ved leveringen. Dette gælder
dog ikke ved salgsgenstandens hændelige undergang mv., jf.
nærmere den foreslåede § 78 e og bemærkningerne hertil.
Det foreslåede stk. 2 finder som nævnt tilsvarende anven‐
delse ved ophævelse af købet på grund af forsinkelse, jf.
lovforslagets § 1, nr. 9 (købelovens § 74, stk. 4).
Det foreslås i stk. 3, at ved aftaler om levering af andet end
digitalt indhold eller en digital tjeneste skal tilbagebetaling
af købesummen efter det foreslåede stk. 2 ske ved sælgerens
modtagelse af salgsgenstanden eller dokumentation for, at
køberen har tilbageleveret salgsgenstanden.
Tilbageleveret må i denne sammenhæng forstås som tilbage‐
sendt, jf. de øvrige sprogversioner af varedirektivets artikel
16, stk. 3, litra b (svensk ”skickat tillbaka”, engelsk ”sent
back”, tysk ”zurückgesandt” og fransk ”renvoi”).
Det betyder, at sælgeren skal tilbagebetale købesummen
som anført i stk. 2, når sælgeren har modtaget enten salgs‐
genstanden eller dokumentation for, at køberen har sendt
salgsgenstanden tilbage.
Det foreslåede stk. 3 omfatter også aftaler om levering af
varer med digitale elementer.
Det foreslåede stk. 3 finder som nævnt tilsvarende anven‐
delse ved ophævelse af købet på grund af forsinkelse, jf.
lovforslagets § 1, nr. 9 (købelovens § 74, stk. 4).
Det foreslås i stk. 4, at ved aftaler om levering af digitalt
indhold eller en digital tjeneste skal betaling af forholds‐
mæssigt afslag efter det foreslåede stk. 1 og tilbagebetaling
af købesummen efter det foreslåede stk. 2 foretages uden
unødig forsinkelse og under alle omstændigheder inden for
14 dage fra den dag, hvor sælgeren modtog meddelelse om
køberens beslutning om at kræve et afslag i prisen eller om
at ophæve købet.
Det foreslåede stk. 4 finder ikke anvendelse på varer med
digitale elementer.
Det foreslåede stk. 4 finder som nævnt tilsvarende anven‐
delse ved ophævelse af købet på grund af forsinkelse, jf.
lovforslagets § 1, nr. 9 (købelovens § 74, stk. 4). Ved aftaler,
som angår digitalt indhold, der leveres på et fysisk medium,
gælder dog ved ophævelse af købet på grund af forsinkelse
alene, at sælgeren skal tilbagebetale alle beløb, der er betalt
i henhold til aftalen, uden unødig forsinkelse, jf. det foreslå‐
ede § 74, stk. 4, 2. pkt. Den del af § 78 c, stk. 4, som
fastsætter, at betaling under alle omstændigheder skal ske
inden for 14 dage fra ophævelsen af købet, finder således
ikke anvendelse i disse tilfælde.
Det foreslås i stk. 5, at i de tilfælde, der er nævnt i stk.
4, skal sælgeren foretage tilbagebetalingen ved anvendelse
af det samme betalingsmiddel, som køberen benyttede til
at betale for det digitale indhold eller den digitale tjeneste,
medmindre køberen udtrykkelig accepterer et andet beta‐
lingsmiddel, og forudsat at køberen ikke skal betale gebyr
som følge af en sådan tilbagebetaling. Sælgeren må ikke på‐
lægge køberen gebyrer i forbindelse med tilbagebetalingen.
Det foreslåede stk. 5 omfatter ligesom det foreslåede stk. 4
aftaler om levering af digitalt indhold eller en digital tjenes‐
te, men derimod ikke varer med digitale elementer.
Det foreslåede stk. 5 finder som nævnt tilsvarende anven‐
delse ved ophævelse af købet på grund af forsinkelse, jf.
lovforslagets § 1, nr. 9 (købelovens § 74, stk. 4).
Den foreslåede § 78 c gennemfører varedirektivets artikel
115
15 og artikel 16, stk. 3, og direktivet om digitalt indholds
artikel 14, stk. 5, artikel 16, stk. 1, og artikel 18.
Til § 78 d
Den foreslåede § 78 d fastsætter supplerende regler om gen‐
nemførelsen af en ophævelse af en aftale om levering af
digitalt indhold eller en digital tjeneste, idet der dog i § 78 c,
stk. 2, 4 og 5, foreslås regler om sælgerens tilbagebetaling af
købesummen.
Den foreslåede § 78 d omfatter aftaler om levering af digi‐
talt indhold eller en digital tjeneste, men derimod ikke varer
med digitale elementer.
Betingelserne for, hvornår køberen har ret til at ophæve afta‐
len på grund af mangler foreslås fastsat ved den foreslåede §
78 b, og betingelserne for, hvornår køberen har ret til at op‐
hæve aftalen på grund af forsinkelse fremgår af købelovens
§ 74, stk. 3 (som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 8).
Den foreslåede § 78 d finder tilsvarende anvendelse ved
ophævelse af købet på grund af forsinkelse, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 9 (købelovens § 74, stk. 4), og bemærkningerne
hertil.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at når en aftale om levering af
digitalt indhold eller en digital tjeneste er blevet ophævet,
skal sælgeren for så vidt angår personoplysninger opfylde de
forpligtelser, der gælder i henhold til databeskyttelsesforord‐
ningen.
Det betyder eksempelvis, at sælgeren er forpligtet til at op‐
høre med at behandle personoplysninger vedrørende køber‐
en, i det omfang hjemmelsgrundlaget for behandlingen er
køberens samtykke, jf. forordningens artikel 6, stk. 1, litra a.
Som et andet eksempel kan nævnes, at køberen efter de
nærmere regler i forordningens artikel 20 kan udøve sin ret
til dataportabilitet, dvs. retten til i et struktureret, almindeligt
anvendt og maskinlæsbart format at modtage personoplys‐
ninger om sig selv, som vedkommende har givet til sælger‐
en.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at sælgeren endvidere skal afhol‐
de sig fra at anvende nogen form for indhold, bortset fra
personoplysninger, som køberen har afgivet eller genereret
ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste.
Det betyder, at sælgeren som udgangspunkt skal ophøre
med at anvende andet indhold end personoplysninger, som
køberen har afgivet eller genereret ved brug af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste. Der foreslås dog fire und‐
tagelser hertil.
Det foreslås således i stk. 1, nr. 2, litra a, at forbuddet mod
at anvende indhold afgivet eller genereret af køberen ikke
gælder indhold, der ikke kan anvendes uden for rammerne
af det digitale indhold eller den digitale tjeneste.
Forbuddet gælder endvidere ikke indhold, der kun vedrører
køberens aktivitet i forbindelse med brug af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste, jf. litra b.
Forbuddet gælder endvidere ikke indhold, der er blevet sam‐
menlagt med andre oplysninger fra sælgeren og ikke kan
udskilles eller kun med en uforholdsmæssigt stor indsats, jf.
litra c.
Endelig gælder forbuddet ikke indhold, der er genereret af
køberen og andre i fællesskab, hvis andre forbrugere fortsat
kan gøre brug af indholdet, jf. litra d.
Det foreslås i stk. 2, at sælgeren på køberens anmodning
skal stille ethvert indhold, der ikke er personoplysninger,
og som køberen har afgivet eller genereret ved brug af det
digitale indhold eller den digitale tjeneste, til rådighed for
køberen, medmindre indholdet er omfattet af de foreslåede
stk. 1, nr. 2, litra a-c. Køberen er berettiget til at downloade
dette digitale indhold gratis, uden hindringer fra sælgeren,
inden for en rimelig frist og i et almindeligt anvendt og
maskinlæsbart format.
Det foreslåede stk. 2 supplerer databeskyttelsesforordning‐
ens regler om dataportabilitet med hensyn til personoplys‐
ninger, idet det foreslåede stk. 2 angår indhold, der ikke er
personoplysninger.
Det foreslåede stk. 2 indebærer, at køberen efter ophævelse
af en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital
tjeneste har ret til på anmodning at få stillet indhold, der
ikke er personoplysninger, og som køberen har afgivet eller
genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale
tjeneste, til rådighed i et almindeligt anvendt og maskinlæs‐
bart format. Dette skal ske gratis, uden hindringer fra sæl‐
geren og inden for en rimelig frist.
Sådant indhold kan f.eks. omfatte digitale billeder, video- og
lydfiler og indhold, der er genereret på mobile enheder.
At sælgeren på anmodning skal stille sådant indhold til rå‐
dighed gratis, betyder, at køberen ikke må afkræves betaling
eller påføres særlige udgifter i forbindelse hermed. Det er
imidlertid tilstrækkeligt, at sælgeren giver køberen fri mu‐
lighed for at downloade indholdet via internettet, selv om
116
køberen dermed kun vil kunne få adgang til indholdet, hvis
køberen for egen regning har eller får etableret adgang til
internettet.
Det foreslås i stk. 3, at sælgeren kan forhindre køberens fort‐
satte brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste,
navnlig ved at gøre det digitale indhold eller den digitale tje‐
neste utilgængelig(t) for køberen eller ved at gøre køberens
konto inaktiv, uden at det berører køberens rettigheder efter
det foreslåede stk. 2.
Det betyder, at sælgeren efter ophævelse af en aftale om
levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste har ret til
at forhindre køberens fortsatte brug af det digitale indhold
eller den digitale tjeneste. Sælgeren kan herunder gøre det
digitale indhold eller den digitale tjeneste utilgængelig(t) for
køberen eller gøre køberens konto inaktiv.
Sælgeren skal dog fortsat på køberens anmodning stille
ethvert indhold, der ikke er personoplysninger, og som kø‐
beren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste, til rådighed for køberen,
jf. det foreslåede stk. 2.
Det foreslåede stk. 3 viger også for databeskyttelsesforord‐
ningens bestemmelser, herunder bestemmelser om datapor‐
tabilitet.
Det foreslås i stk. 4, at når en aftale om levering af digitalt
indhold eller en digital tjeneste er blevet ophævet, skal kø‐
beren afholde sig fra at anvende det digitale indhold eller
den digitale tjeneste og fra at stille det eller den til rådighed
for tredjemand.
Det foreslås i stk. 5, at hvor digitalt indhold er blevet leveret
på et fysisk medium, skal køberen på sælgerens anmodning
og for dennes regning tilbagelevere det fysiske medium til
sælgeren uden unødig forsinkelse, jf. dog § 78 e. Sælgerens
anmodning om tilbagelevering af det fysiske medium skal
fremsættes inden for 14 dage fra den dag, hvor sælgeren
modtog meddelelse om køberens beslutning om at ophæve
købet.
Det betyder, at sælgeren efter en ophævelse af et køb af
digitalt indhold, som blev leveret på et fysisk medium, f.eks.
en DVD, harddisk eller usb-nøgle, inden for en frist på
14 dage kan kræve, at køberen tilbageleverer dette fysiske
medium. Tilbageleveringen skal i givet fald ske uden unødig
forsinkelse. Eventuelle udgifter i forbindelse med tilbagele‐
veringen skal betales af sælgeren.
Det foreslås i stk. 6, at køberen ikke skal betale for brug af
det digitale indhold eller den digitale tjeneste i den periode
forud for ophævelsen af købet, hvor det digitale indhold
eller den digitale tjeneste var mangelfuld.
Det betyder, at når en aftale om levering af digitalt indhold
eller en digital tjeneste er blevet ophævet, skal køberen ikke
betale for sin brug af det digitale indhold eller den digitale
tjeneste i den periode forud for ophævelsen af købet, hvor
det digitale indhold eller den digitale tjeneste var mangel‐
fuld.
Har køberen allerede betalt for en sådan periode, hvor det
digitale indhold var mangelfuld, skal sælgeren tilbagebetale
beløbet, jf. det foreslåede § 78 c, stk. 2.
Den foreslåede § 78 d gennemfører direktivet om digitalt
indholds artikel 16, stk. 2-5, og artikel 17.
Til § 78 e
Den foreslåede § 78 e fastsætter nærmere regler om køber‐
ens tilbagelevering af salgsgenstanden efter en ophævelse af
købet.
I kraft af henvisningerne til regler i de foreslåede §§ 78 c og
78 d finder § 78 e anvendelse ved ophævelse som følge af
mangler ved salgsgenstanden, og i kraft af det foreslåede §
74, stk. 4 (lovforslagets § 1, nr. 9), finder § 78 e endvidere
tilsvarende anvendelse ved ophævelse på grund af forsinkel‐
se.
Den foreslåede bestemmelse, der således finder anvendelse
både ved ophævelse som følge af mangler og ved ophævel‐
se som følge af forsinkelse, viderefører i forbrugerkøb den
gældende § 58 om salgsgenstandens hændelige undergang
mv. og den del af det gældende § 57, stk. 1, som fastsæt‐
ter, at salgsgenstanden efter en ophævelse af købet som
udgangspunkt skal tilbageleveres i væsentlig samme stand
og mængde, som den var i ved leveringen.
Det foreslås i den forbindelse, at § 57, stk. 1, og § 58
fremover ikke skal gælde i forbrugerkøb, jf. lovforslagets §
1, nr. 3 (ændring af købelovens § 1 a, stk. 3).
Den foreslåede § 78 e medfører ingen indholdsmæssige æn‐
dringer i forhold til gældende ret.
Det foreslås i § 78 e, at når køberen tilbageleverer salgsgen‐
standen, jf. § 78 c, stk. 2, 1. pkt., og § 78 d, stk. 5, skal den
være i væsentlig samme stand og mængde, som den var i
ved leveringen. Dette gælder dog ikke, når salgsgenstanden
er gået til grunde eller forandret som følge af en hændelig
begivenhed, genstandens egen beskaffenhed eller foranstalt‐
ninger, der var nødvendige for dens undersøgelse, eller som
117
blev truffet, inden den mangel, der medfører ophævelse af
købet, blev opdaget eller burde være opdaget.
Det foreslåede 1. pkt. indebærer, at når køberen efter en op‐
hævelse af købet skal tilbagelevere salgsgenstanden, herun‐
der i givet fald et fysisk medium, på hvilket digitalt indhold
er blevet leveret, skal salgsgenstanden som udgangspunkt
være i væsentlig samme stand og mængde, som den var i
ved leveringen, ellers kan køberen ikke hæve købet, jf. dog
2. pkt. nedenfor.
Er der tale om en uvæsentlig forringelse af salgsgenstandens
stand og mængde, der ikke afskærer køberen fra at hæve,
skal køberen erstatte værdiforringelsen, medmindre forrin‐
gelsen beror på de omstændigheder, der fremgår af bestem‐
melsens 2. pkt. Erstatningen kan modregnes i den købesum,
som sælgeren skal tilbagebetale.
Det foreslåede 2. pkt. indebærer, at køberen dog i nærmere
angivne tilfælde ikke er forpligtet til at tilbagelevere salgs‐
genstanden i væsentlig samme stand og mængde, som den
var i ved leveringen. I disse tilfælde kan køberen således
hæve købet og få købesummen tilbage, selv om salgsgen‐
standen leveres tilbage i forringet stand eller eventuelt slet
ikke leveres tilbage, idet den er gået til grunde.
Det gælder for det første, når salgsgenstanden er gået til
grunde eller forandret som følge af en hændelig begivenhed.
Det gælder for det andet, når salgsgenstanden er gået til
grunde eller forandret som følge af genstandens egen be‐
skaffenhed.
Det gælder for det tredje, når salgsgenstanden er gået til
grunde eller forandret som følge af foranstaltninger, der var
nødvendige for dens undersøgelse.
Det gælder for det fjerde, når salgsgenstanden er gået til
grunde eller forandret som følge af foranstaltninger, som
blev truffet, inden den mangel, der medfører ophævelse af
købet, blev opdaget eller burde være opdaget.
Til nr. 21 (§ 79, stk. 1)
Købelovens § 79, stk. 1, knytter sig til lovens § 78 om kø‐
berens misligholdelsesbeføjelser. § 79, stk. 1, fastsætter, at
ved afgørelsen af, om afhjælpning eller omlevering er sket
inden for rimelig tid, jf. § 78, stk. 4, tages navnlig hensyn til
genstandens art, manglens beskaffenhed og køberens behov
for genstanden, herunder om sælgeren for egen regning har
stillet en erstatningsgenstand til køberens rådighed.
Det foreslås at ophæve lovens § 78 og erstatte den med
nye §§ 78-78 e om køberens misligholdelsesbeføjelser (lov‐
forslagets § 1, nr. 20).
Det foreslås i den forbindelse bl.a. i § 78 a, stk. 4, nr. 2, at
afhjælpning eller omlevering skal foretages inden for rime‐
lig tid fra det tidspunkt, hvor sælgeren er blevet underrettet
af køberen om manglen.
Som følge heraf foreslås det at ændre henvisningen i § 79,
stk. 1, til § 78, stk. 4, til en henvisning til det foreslåede § 78
a, stk. 4, nr. 2.
Den gældende regel i købelovens § 79, stk. 1, om, hvad der i
forbindelse med afhjælpning og omlevering skal forstås ved
afhjælpning og omlevering inden for rimelig tid, videreføres
således uden indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 22 (§ 79, stk. 2)
Købelovens § 79, stk. 2, fastsætter, at køberen kan holde
købesummen tilbage, indtil krav eller tilbud om afhjælpning
eller omlevering er opfyldt. Må manglen anses for uvæsent‐
lig, kan køberen dog ikke tilbageholde et beløb, som åben‐
bart overstiger, hvad det vil koste at afhjælpe manglen.
Det følger af ulovbestemte obligationsretlige regler, at kø‐
beren ligeledes kan holde købesummen tilbage, indtil krav
om forholdsmæssigt afslag er opfyldt.
Det foreslås at ændre § 79, stk. 2, således at ”afhjælpning
eller omlevering” ændres til ”afhjælpning, omlevering eller
forholdsmæssigt afslag”.
Forslaget indebærer, at køberens ret til at tilbageholde købe‐
summen, indtil krav om forholdsmæssigt afslag opfyldes,
lovfæstes.
Der er i øvrigt ikke tilsigtet nogen ændringer i retstilstanden.
Med den foreslåede ændring gennemfører købelovens § 79,
stk. 2, varedirektivets artikel 13, stk. 6.
Til nr. 23 (§ 81, stk. 2)
Det følger af købelovens § 81, at køberen taber retten til at
påberåbe sig en mangel, hvis køberen ikke giver sælgeren
meddelelse herom inden for rimelig tid, efter at køberen har
opdaget manglen. Meddelelse givet inden to måneder efter,
at køberen opdagede manglen, er altid rettidig.
Det fremgår af købelovens § 82, at § 81 ikke gælder, hvis
sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed
eller groft uagtsomt.
118
Det foreslås at indsætte et nyt § 81, stk. 2, hvorefter stk. 1
ikke gælder for aftaler om levering af digitalt indhold eller
digitale tjenester.
Forslaget indebærer, at der ikke vil gælde en relativ rekla‐
mationsfrist for køberens mangelsindsigelser vedrørende le‐
vering af digitalt indhold eller digitale tjenester.
Køberen vil dermed kunne gøre mangelsindsigelser gælden‐
de vedrørende levering af digitalt indhold eller digitale tje‐
nester, så længe det sker inden for den absolutte reklamati‐
onsfrist på som udgangspunkt 2 år, jf. købelovens § 83 (som
affattet ved lovforslagets § 1, nr. 24 og 25).
Den foreslåede undtagelse vedrørende levering af digitalt
indhold eller digitale tjenester omfatter ikke tilfælde, hvor
digitalt indhold eller en digital tjeneste, der er integreret i
eller indbyrdes forbundet med en løsøregenstand, er solgt
sammen med den pågældende løsøregenstand. Den relative
reklamationsfrist i købelovens § 81 (fremover § 81, stk.
1) vil således fortsat gælde ved køb af varer med digitale
elementer, hvor de digitale elementer er solgt sammen med
den pågældende løsøregenstand.
Med den foreslåede ændring gennemfører købelovens § 81
varedirektivets artikel 12.
Til nr. 24 (§ 83, stk. 1)
Det følger af købelovens § 83, stk. 1, at køberen taber retten
til at påberåbe sig en mangel, hvis køberen ikke giver sæl‐
geren meddelelse herom inden to år efter salgsgenstandens
overgivelse til køberen, medmindre sælgeren har påtaget sig
at indestå for genstanden i længere tid eller har handlet i
strid med almindelig hæderlighed.
Det følger af købelovens § 83, stk. 2, at stk. 1 ikke finder
anvendelse, hvis salgsgenstanden i henhold til et påbud fra
en offentlig myndighed skal tilbagekaldes eller destrueres,
fordi den udgør en fare. Stk. 1 finder heller ikke anvendelse
ved køb af byggematerialer.
Det foreslås at indsætte to nye stykker i § 83, stk. 2 og 3
(lovforslagets § 1, nr. 25), som i et vist omfang modificerer
reglen i stk. 1 for så vidt angår aftaler om levering af digitalt
indhold og digitale tjenester. Det gældende § 83, stk. 2,
bliver herefter § 83, stk. 4.
I konsekvens heraf foreslås det i § 83, stk. 1, at indsætte ”jf.
dog stk. 2-4”, så det bliver tydeligt, at § 83, stk. 1, gælder
med forbehold af de foreslåede nye § 83, stk. 2 og 3, og af
det gældende § 83, stk. 2, der bliver § 83, stk. 4.
Til nr. 25 (§ 83, stk. 2 og 3)
Det følger af købelovens § 83, stk. 1, at køberen taber retten
til at påberåbe sig en mangel, hvis køberen ikke giver sæl‐
geren meddelelse herom inden to år efter salgsgenstandens
overgivelse til køberen, medmindre sælgeren har påtaget sig
at indestå for genstanden i længere tid eller har handlet i
strid med almindelig hæderlighed.
Salgsgenstanden er det, der er genstand for købsaftalen. Det
kan være en fysisk løsøregenstand, men også digitalt ind‐
hold, fordringer eller rettigheder. Som noget nyt i forhold
til gældende ret kan det også være en digital tjeneste, jf.
forslaget til købelovens § 4 a, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr.
5).
Fristens begyndelsestidspunkt, overgivelsen af salgsgenstan‐
den, vil for så vidt angår digitalt indhold og digitale tjenester
skulle forstås som det tidspunkt, hvor sælgeren i overens‐
stemmelse med de foreslåede § 73, stk. 3 og 4 (lovforslagets
§ 1, nr. 6), har leveret det digitale indhold eller den digitale
tjeneste til køberen. For så vidt angår varer med digitale
elementer vil fristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor
salgsgenstanden er overgivet, og hvor de digitale elementer
endvidere er leveret som anført i det foreslåede § 73, stk. 5
(lovforslagets § 1, nr. 6).
Det foreslås at indsætte et nyt § 83, stk. 2, om, at når digitalt
indhold eller en digital tjeneste skal leveres løbende over
en periode, udløber fristen efter stk. 1, for så vidt angår
mangler ved det digitale indhold eller den digitale tjeneste,
tidligst ved udløbet af leveringsperioden ved varer med digi‐
tale elementer (nr. 1) henholdsvis 2 måneder efter udløbet af
leveringsperioden i andre tilfælde (nr. 2).
Forslaget omfatter tilfælde, hvor digitalt indhold eller en di‐
gital tjeneste skal leveres løbende over en periode, herunder
ved varer med digitale elementer. I andre tilfælde viderefø‐
res den gældende reklamationsfrist på som udgangspunkt
2 år uden ændringer. Ud over ved rene varekøb vil 2-års
fristen således gælde ved varer med digitale elementer, hvor
de digitale elementer skal leveres ved en enkelt levering
eller ved en række enkeltstående leveringer, og ved digitalt
indhold og digitale tjenester, der skal leveres ved en enkelt
levering eller ved en række enkeltstående leveringer.
Med hensyn til forståelsen af udtrykkene løbende levering
over en periode, en enkelt levering og en række enkeltståen‐
de leveringer henvises til bemærkningerne til det foreslåede
§ 75 d, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 10).
Det foreslåede § 83, stk. 2, nr. 1, indebærer, at den absolutte
reklamationsfrist for mangler ved salgsgenstanden på som
udgangspunkt 2 år, for så vidt angår mangler ved det digitale
indhold eller den digitale tjeneste, tidligst udløber ved udlø‐
119
bet af leveringsperioden, når digitale elementer i en vare
med digitale elementer skal leveres løbende over en periode.
Det betyder eksempelvis, at hvis digitalt indhold eller en
digital tjeneste, som er integreret i eller indbyrdes forbundet
med en løsøregenstand, ifølge aftalen skal leveres løbende
over en periode på 3 år, taber køberen retten til at påberåbe
sig en mangel ved det digitale indhold eller den digitale
tjeneste, hvis køberen ikke giver sælgeren meddelelse herom
inden udløbet af den aftalte 3-års periode, medmindre sæl‐
geren har handlet i strid med almindelig hæderlighed. For
så vidt angår mangler ved selve løsøregenstanden gælder
derimod fortsat en 2-årig reklamationsfrist.
Er den aftalte leveringsperiode mindre end 2 år, er reklama‐
tionsfristen 2 år som fastsat i § 83, stk. 1, idet det foreslåede
stk. 2, nr. 1, fastsætter, hvornår reklamationsfristen tidligst
udløber.
Det foreslåede § 83, stk. 2, nr. 1, kan alene forlænge, men
ikke forkorte, reklamationsfristen efter stk. 1 på som ud‐
gangspunkt 2 år.
Det foreslåede § 83, stk. 2, nr. 2, indebærer, at den absolutte
reklamationsfrist for mangler ved salgsgenstanden på som
udgangspunkt 2 år udløber 2 måneder efter udløbet af leve‐
ringsperioden, når digitalt indhold eller en digital tjeneste i
øvrigt skal leveres løbende over en periode.
Det betyder eksempelvis, at hvis digitalt indhold eller en
digital tjeneste ifølge aftalen skal leveres løbende over en
periode på 3 år, uden at der er tale om en vare med digi‐
tale elementer, taber køberen retten til at påberåbe sig en
mangel, hvis køberen ikke giver sælgeren meddelelse herom
inden 2 måneder efter udløbet den aftalte 3-års periode,
medmindre sælgeren har handlet i strid med almindelig hæ‐
derlighed.
Som et andet eksempel kan nævnes, at hvis digitalt indhold
eller en digital tjeneste ifølge aftalen skal leveres løbende
over en periode på 1 år, uden at der er tale om en vare
med digitale elementer, taber køberen retten til at påberåbe
sig en mangel, hvis køberen ikke giver sælgeren meddelelse
herom inden 2 måneder efter udløbet den aftalte 1-års perio‐
de, medmindre sælgeren har handlet i strid med almindelig
hæderlighed.
Det foreslåede § 83, stk. 2, nr. 2, indebærer i almindelighed,
at reklamationsfristen efter stk. 1 på som udgangspunkt 2 år
enten forlænges eller forkortes.
Alene i det særlige tilfælde, hvor en aftalt løbende levering
af digitalt indhold eller en digital tjeneste udløber netop 1 år
og 10 måneder efter leveringen af det digitale indhold eller
den digitale tjeneste i medfør af de foreslåede § 73, stk. 3 og
4, vil reklamationsfristen være 2 år.
Det foreslås endvidere at indsætte et nyt § 83, stk. 3, om, at
når digitalt indhold eller en digital tjeneste skal leveres ved
en enkelt levering eller en række enkeltstående leveringer,
herunder ved varer med digitale elementer, udløber fristen
efter stk. 1 tidligst ved udløbet af den periode, der er nævnt i
det foreslåede § 75 d, stk. 1, nr. 2, for så vidt angår mangler
som nævnt i § 75 d.
Det betyder, at i tilfælde, hvor køberen i betragtning af typen
af og formålet med salgsgenstanden med rimelighed kan
forvente at modtage opdateringer i længere tid end 2 år, jf.
det foreslåede § 75 d, stk. 1, nr. 2 (lovforslagets § 1, nr.
10), forlænges reklamationsfristen efter stk. 1 til udløbet af
den periode, hvori køberen med rimelighed kan forvente at
modtage opdateringer, for så vidt angår mangler relateret til
opdateringer som nævnt i den foreslåede § 75 d.
Med de foreslåede ændringer gennemfører købelovens §
83 varedirektivets artikel 10, stk. 1 og 2, og direktivet om
digitalt indholds artikel 11, stk. 2 og 3.
Til nr. 26 (§ 86 a)
Det foreslås som § 86 a at indsætte en ny paragraf med
overskriften ”Handelsmæssige garantier”.
Begrebet handelsmæssig garanti defineres i forslaget til kø‐
belovens § 3 a, nr. 13 (lovforslagets § 1, nr. 4), som enhver
forpligtelse, som sælgeren eller en producent (garantigiver‐
en) har påtaget sig over for køberen, ud over sælgerens
retlige forpligtelse til at levere en kontraktmæssig ydelse, til
at refundere købesummen eller omlevere, reparere eller på
anden måde afhjælpe mangler ved salgsgenstanden, hvis den
ikke svarer til de specifikationer eller ethvert andet krav, der
fremgår af garantierklæringen eller af de relevante reklamer,
der var tilgængelige på tidspunktet for eller før aftalens ind‐
gåelse, og som ikke relaterer sig til ydelsens kontraktmæs‐
sighed.
Producenten defineres som den, der har fremstillet salgsgen‐
standen, indført den i EU eller fremstår som producent ved
at have forsynet salgsgenstanden med sit navn, mærke eller
andet kendetegn, jf. forslaget til købelovens § 3 a, nr. 1
(lovforslagets § 1, nr. 4).
For at kunne anses for en handelsmæssig garanti er det ikke
et krav, at ordet garanti anvendes.
Det foreslås i stk. 1, at en handelsmæssig garanti er binden‐
de for garantigiveren på de vilkår, der er fastsat i erklærin‐
gen om den handelsmæssige garanti og dertil hørende rekla‐
120
mer, der var tilgængelige på tidspunktet for eller før aftalens
indgåelse.
Det betyder, at det er op til garantigiveren, hvilket nærmere
indhold en handelsmæssig garanti skal have.
En handelsmæssig garanti indskrænker ikke køberens rettig‐
heder mod sælgeren efter købeloven.
Det foreslås i stk. 2, at når producenten giver køberen en
handelsmæssig garanti for holdbarhed i en bestemt periode,
er producenten direkte ansvarlig over for køberen i hele pe‐
rioden for den handelsmæssige garanti for holdbarhed for så
vidt angår afhjælpning eller omlevering af salgsgenstanden i
overensstemmelse med de foreslåede § 78 a, stk. 4-8. Produ‐
centen kan tilbyde køberen gunstigere betingelser i erklærin‐
gen om den handelsmæssige garanti for holdbarhed.
Forslaget angår retsvirkningerne af en producents garanti for
holdbarhed.
Som nævnt defineres producenten som den, der har fremstil‐
let salgsgenstanden, indført den i EU eller fremstår som pro‐
ducent ved at have forsynet salgsgenstanden med sit navn,
mærke eller andet kendetegn.
Holdbarhed defineres i forslaget til købelovens § 3 a, nr.
6 (lovforslagets § 1, nr. 4), som evne til at bevare sine
påkrævede funktioner og ydeevne ved normal brug.
Efter det foreslåede stk. 2 er retsvirkningen af en holdbar‐
hedsgaranti fra producenten som udgangspunkt, at produ‐
centen bliver direkte ansvarlig over køberen for afhjælpning
eller omlevering, jf. købelovens § 78 a, stk. 4-8 (som affattet
ved lovforslagets § 1, nr. 20), i den periode, hvor garanti‐
en gælder. Producenten kan i garantierklæringen tillægge
køberen yderligere rettigheder.
Det foreslås i stk. 3, at hvis vilkårene i erklæringen om den
handelsmæssige garanti er mindre fordelagtige for køberen
end de vilkår, der fremgår af de dertil hørende reklamer, er
den handelsmæssige garanti bindende på de vilkår, der frem‐
går af reklamerne vedrørende den handelsmæssige garanti,
medmindre reklamerne før aftalens indgåelse blev rettet på
samme måde eller en tilsvarende måde, som de var blevet
fremsat på.
Forslaget indebærer, at hvis der er uoverensstemmelse mel‐
lem erklæringen om og reklamerne for en handelsmæssig
garanti, kan køberen påberåbe sig den gunstigste retsstilling,
medmindre de reklamer, der giver en gunstigere retsstilling,
før indgåelsen af aftalen blev rettet på samme måde eller på
en tilsvarende måde, som de var blevet fremsat på.
Den foreslåede § 86 a gennemfører varedirektivets artikel
17, stk. 1.
Til § 2
Til nr. 1 (fodnote til lovens titel)
Fodnoten til markedsføringslovens titel angiver bl.a., at
loven indeholder bestemmelser, der gennemfører forbru‐
gerkøbsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af forbruger‐
køb og garantier i forbindelse hermed).
Det foreslås at ændre fodnoten til lovens titel, således at
henvisningen til forbrugerkøbsdirektivet ændres til en hen‐
visning til dele af varedirektivet (Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2019/771/EU af 20. maj 2019 om visse
aspekter af aftaler om salg af varer, om ændring af forord‐
ning 2017/2394/EU og direktiv 2009/22/EF og om ophævel‐
se af direktiv 1999/44/EF).
Forslaget indebærer, at det fremover vil fremgå af fodnoten
til lovens titel, at loven indeholder bestemmelser, der gen‐
nemfører dele af varedirektivet.
Forslaget om at indsætte en henvisning til varedirektivet
skyldes, at det med lovforslaget foreslås, at dele af varedi‐
rektivet gennemføres ved bestemmelser i markedsføringslo‐
ven.
Forslaget gennemfører bestemmelsen i varedirektivets arti‐
kel 24, stk. 1, 3. afsnit, hvorefter de nationale bestemmelser,
der gennemfører direktiverne ved vedtagelsen eller offent‐
liggørelsen, skal indeholde en henvisning til direktiverne.
Forslaget om, at henvisningen til forbrugerkøbsdirektivet
skal udgå, skyldes, at forbrugerkøbsdirektivet ophæves med
virkning fra den 1. januar 2022, jf. varedirektivets artikel 23.
Til nr. 2 (§ 17, stk. 1-3)
Markedsføringslovens § 17, stk. 1, fastsætter, at en erhvervs‐
drivende, der markedsfører en garanti el.lign., på let forståe‐
lig måde skal informere forbrugeren om (nr. 1) garantiens
indhold, herunder eventuelle begrænsninger og forpligtelser
indeholdt i garantien, (nr. 2) de oplysninger, der er nødven‐
dige for at gøre garantien gældende, og (nr. 3) at forbruge‐
rens ufravigelige rettigheder efter lovgivningen ikke berøres
af garantien. Bestemmelsen gennemfører forbrugerkøbsdi‐
rektivets artikel 6, stk. 2.
Varedirektivets artikel 17 fastsætter regler om handelsmæs‐
121
sige garantier, der erstatter og ophæver reguleringen i for‐
brugerkøbsdirektivet.
Både forbrugerkøbsdirektivets artikel 6 og varedirektivets
artikel 17 indeholder formkrav til handelsmæssige garantier,
men der er ikke tale om helt de samme krav. Der gælder
f.eks. ikke efter forbrugerkøbsdirektivet et krav om, at ga‐
rantien skal gives på et varigt medium, hvis forbrugeren
ikke anmoder om det, og formkravene er også i øvrigt for‐
muleret forskelligt i de to direktiver.
Det foreslås på den baggrund at ophæve det gældende § 17,
stk. 1, i markedsføringsloven og indsætte tre nye stykker
med henblik på at gennemføre varedirektivets artikel 17,
stk. 2 og 3. Varedirektivets artikel 17, stk. 1, som angår ga‐
rantigiverens aftaleretlige forpligtelser over for forbrugeren,
foreslås gennemført i købeloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 26
(købelovens § 86 a).
De foreslåede nyaffattede bestemmelser vil have samme
anvendelsesområde som det gældende § 17, stk. 1, og mar‐
kedsføringsloven i øvrigt. Det betyder, at bestemmelserne
vil omfatte handelsmæssige garantier vedrørende alle pro‐
dukter i markedsføringslovens forstand, dvs. både varer og
tjenesteydelser, herunder fast ejendom, rettigheder og plig‐
ter, jf. markedsføringslovens § 1 og § 2, nr. 3. De foreslåede
bestemmelser går således videre, end varedirektivet kræver,
da varedirektivet kun gælder for varer.
Det foreslås i § 17, stk. 1, at en erhvervsdrivende, der mar‐
kedsfører en handelsmæssig garanti, skal udlevere en erklæ‐
ring om garantien til forbrugeren på et varigt medium senest
ved leveringen af produktet.
Det foreslås i § 17, stk. 2, at erklæringen skal være udfærdi‐
get på et klart og forståeligt sprog og skal indeholde,
1) når det er relevant, en utvetydig erklæring om, at køberen
ved lov har ret til gratis afhjælpning fra sælgerens side af
mangler ved salgsgenstanden, og at denne ret ikke påvirkes
af den handelsmæssige garanti,
2) garantigiverens navn og adresse,
3) den procedure, som forbrugeren skal følge for at opnå
gennemførelse af den handelsmæssige garanti,
4) betegnelsen på de produkter, som den handelsmæssige
garanti finder anvendelse på, og
5) vilkårene for den handelsmæssige garanti.
En handelsmæssig garanti skal således udleveres til forbru‐
geren på et varigt medium senest ved leveringen af produk‐
tet og være udfærdiget på et klart og forståeligt sprog. Det
fremgår af markedsføringslovens § 17, stk. 4 (som affattet
ved lovforslagets § 2, nr. 3), at vilkårene for den handels‐
mæssige garanti skal være affattet på dansk, hvis markedsfø‐
ringen er sket på dansk.
Ved en handelsmæssig garanti forstås enhver forpligtelse,
som sælgeren eller en producent (garantigiveren) har påtaget
sig over for køberen, ud over sælgerens retlige forpligtel‐
se til at levere en kontraktmæssig ydelse, til at refundere
købesummen eller omlevere, reparere eller på anden måde
afhjælpe mangler ved salgsgenstanden, hvis den ikke svarer
til de specifikationer eller ethvert andet krav, der fremgår
af garantierklæringen eller af de relevante reklamer, der var
tilgængelige på tidspunktet for eller før aftalens indgåelse,
og som ikke relaterer sig til ydelsens kontraktmæssighed, jf.
forslaget til købelovens § 3 a, nr. 13 (lovforslagets § 1, nr.
4).
Som varigt medium anses ethvert middel, som sætter mod‐
tageren i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til
vedkommende med mulighed for fremtidig anvendelse i en
periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver
mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger,
jf. forslaget til købelovens § 3 a, nr. 11 (lovforslagets § 1, nr.
4).
Det foreslåede stk. 2, nr. 1, angiver, at den handelsesmæs‐
sige garanti, når det er relevant, skal indeholde en utvety‐
dig erklæring om, at forbrugeren ved lov har ret til gratis
afhjælpning fra sælgerens side ved mangler ved salgsgen‐
standen, og at denne ret ikke påvirkes af den handelsmæssi‐
ge garanti.
Det betyder, at når en handelsmæssig garanti angår produk‐
ter, der er omfattet af købelovens regler om forbrugerkøb,
skal den handelsmæssige garanti indeholde den nævnte
utvetydige erklæring om forbrugerens ret til gratis afhjælp‐
ning fra sælgerens side (også når sælgeren er en anden en
garantigiveren). Det vil således være relevant, når den han‐
delsmæssige garanti angår løsøregenstande, digitalt indhold,
digitale tjenester, fordringer, rettigheder mv., jf. købelovens
§ 4 a (som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 5).
Det foreslåede stk. 2, nr. 1, vil derimod ikke være relevant,
når den handelsmæssige garanti angår tjenesteydelser, der
ikke er omfattet af købeloven, eller fast ejendom.
De foreslåede stk. 2, nr. 2-5, angiver, at den handelsmæssige
garanti endvidere skal indeholde garantigiverens navn og
adresse, den procedure, som forbrugeren skal følge for at
opnå gennemførelse af den handelsmæssige garanti, beteg‐
nelsen på de produkter, som den handelsmæssige garanti
finder anvendelse på, og vilkårene for den handelsmæssige
garanti.
122
De oplysninger, der er nævnt i stk. 2, nr. 2-5, skal fremgå af
alle handelsmæssige garantier, dvs. uanset om den handels‐
mæssige garanti angår produkter, som er omfattet af købelo‐
vens regler om forbrugerkøb, eller produkter, som ikke er
omfattet af købeloven.
Det foreslås i stk. 3, at manglende overholdelse af stk. 1
og 2 ikke ændrer ved, at den handelsmæssige garanti er
bindende for garantigiveren som anført i den foreslåede be‐
stemmelse i købelovens § 86 a, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr.
26).
Uanset om kravene i stk. 1 og 2 er opfyldt, er en handels‐
mæssig garanti således bindende for garantigiveren på de
vilkår, der er fastsat i erklæringen om den handelsmæssige
garanti og dertil hørende reklamer, der var tilgængelige på
tidspunktet for eller før aftalens indgåelse, jf. forslaget til
købelovens § 86 a, stk. 1.
De foreslåede § 17, stk. 1-3, gennemfører som nævnt varedi‐
rektivets artikel 17, stk. 2 og 3, dog med en udvidelse af
anvendelsesområdet til at omfatte alle produkter i markeds‐
føringslovens forstand.
Til nr. 3 (§ 17, stk. 4)
Markedsføringslovens § 17, stk. 1, fastsætter, at en erhvervs‐
drivende, der markedsfører en garanti el.lign., skal informe‐
re forbrugeren om bl.a. garantiens indhold.
Markedsføringslovens § 17, stk. 2, fastsætter i tilknytning
hertil, at vilkårene for garantien skal være affattet på dansk,
hvis markedsføringen er sket på dansk.
Det følger af lovforslagets § 2, nr. 2, at markedsføringslo‐
vens § 17, stk. 2, bliver § 17, stk. 4.
Det foreslås i § 17, stk. 2, der bliver stk. 4, at ændre ”garan‐
tien” til ”den handelsmæssige garanti”.
Der er tale om en sproglig ændring som følge af den tilsva‐
rende ændring af sprogbrugen fra ”garanti” til ”handelsmæs‐
sig garanti” i de foreslåede § 17, stk. 1-3 (lovforslagets § 2,
nr. 2).
Forslaget medfører ingen indholdsmæssige ændringer i for‐
hold til gældende ret.
Det bemærkes, at varedirektivets artikel 17, stk. 4, bestem‐
mer, at medlemsstaterne kan fastsætte regler om andre
aspekter vedrørende handelsmæssige garantier, som ikke er
reguleret ved artikel 17, herunder regler for, på hvilket eller
hvilke sprog erklæringen om den handelsmæssige garanti
skal gøres tilgængelig for forbrugeren.
Til nr. 4 (§ 37, stk. 3)
Markedsføringslovens § 37, stk. 3, fastsætter, at overtrædel‐
se af nærmere angivne bestemmelser i markedsføringsloven
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
anden lovgivning.
Det foreslås at ændre § 37, stk. 3, således at § 17, stk.
1, 2 og 4, tilføjes i opregningen af de bestemmelser, hvis
overtrædelse straffes med bøde, medmindre højere straf er
forskyldt efter anden lovgivning.
Det betyder, at hvis en erhvervsdrivende markedsfører en
handelsmæssig garanti, men ikke udleverer en erklæring om
garantien til forbrugeren på et varigt medium senest ved
leveringen af produktet, eller hvis erklæringen ikke er ud‐
færdiget på et klart og forståeligt sprog eller ikke indeholder
de oplysninger, som kræves efter de foreslåede § 17, stk. 1
og 2, nr. 1-5 (lovforslagets § 2, nr. 2), eller hvis vilkårene
for garantien ikke er affattet på dansk, når markedsføringen
er sket på dansk (§ 17, stk. 4, som affattet ved lovforslagets
§ 2, nr. 3), kan fysiske og juridiske personer, der har begået
overtrædelsen, straffes med bøde, medmindre højere straf
er forskyldt efter anden lovgivning. For så vidt angår straf‐
ansvar for juridiske personer henvises til markedsføringslo‐
vens § 37, stk. 6 (der ikke foreslås ændret).
Der er ikke tilsigtet ændringer i, at der ved strafudmålingen
skal lægges vægt på overtrædelsens grovhed, omfang og den
tilsigtede økonomiske gevinst, og at overtrædelser, der er
enten grove, bevidste eller gentagne, bør straffes med bøder,
der har en sådan størrelse, at de har en reel præventiv effekt.
Den foreslåede mulighed for strafsanktionering af overtræ‐
delser af markedsføringslovens § 17, stk. 1, 2 og 4, om kra‐
vene til markedsføringen af handelsmæssige garantier skal
ses i lyset af varedirektivets artikel 19, der bl.a. fastsætter, at
medlemsstaterne skal sørge for, at der findes tilstrækkelige
og effektive midler til at sikre, at direktivet overholdes.
Til § 3
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar
2022.
Det foreslås i stk. 2, at lovens § 1 ikke finder anvendelse
på aftaler om køb af andet end digitalt indhold eller digitale
tjenester indgået før lovens ikrafttræden. På sådanne aftaler
finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Det foreslåede stk. 2 betyder, at de foreslåede nye regler
123
i købeloven alene finder anvendelse på aftaler om køb af
andet end digitalt indhold eller digitale tjenester, der indgås
efter lovens ikrafttræden.
Derimod finder de foreslåede nye regler i købeloven i et vist
omfang også anvendelse på aftaler om levering af digitalt
indhold eller digitale tjenester, som er indgået før lovens
ikrafttræden, jf. nedenfor om de foreslåede stk. 3 og 4.
Det foreslås i stk. 3, at lovens § 1 finder anvendelse på
levering af digitalt indhold og digitale tjenester, der finder
sted efter lovens ikrafttræden, selv om aftalen er indgået før
lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 4.
Det foreslåede stk. 3 betyder, at de foreslåede nye regler
i købeloven fra lovens ikrafttræden også finder anvendelse
på eksisterende aftaler om levering af digitalt indhold eller
digitale tjenester, i det omfang leveringen af digitalt indhold
eller en digital tjeneste foretages efter lovens ikrafttræden.
Det foreslås dog i stk. 4, at lovens § 1, nr. 19, finder anven‐
delse på aftaler om levering af digitalt indhold og digitale
tjenester, der er indgået efter lovens ikrafttræden.
Det betyder, at den foreslåede nye regel i købelovens § 77 b
(lovforslagets § 1, nr. 19) om ændringer i løbende aftaler om
digitalt indhold og digitale tjenester kun finder anvendelse
på aftaler indgået efter lovens ikrafttræden.
For sådanne aftaler indgået før lovens ikrafttræden gælder
i så henseende også efter lovens ikrafttræden ulovbestemte
obligationsretlige regler om adgangen til at foretage ændrin‐
ger i løbende aftaleforhold.
Lovforslagets § 3 gennemfører varedirektivets artikel 24 og
direktivet om digitalt indholds artikel 24.
Til § 4
Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed.
Det foreslås i stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland.
Det foreslås i stk. 2, at lovens § 1 om ændringer i købeloven
ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Grønland med
de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Færøerne har pr. 1. januar 2010 overtaget formueretten for
Færøerne. Loven skal derfor ikke gælde eller kunne sættes i
kraft for Færøerne.
Markedsføringsloven gælder ikke for Færøerne og Grøn‐
land, jf. markedsføringslovens § 41. Derfor skal nærværende
ændringslovs § 2 heller ikke gælde eller kunne sættes i kraft
for Færøerne og Grønland.
124
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I købeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 140 af 17. februar
2014, foretages følgende ændringer:
Fodnote 1: Loven indeholder bestemmelser, der gennemfø‐
rer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af
25. maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garan‐
tier i forbindelse hermed, EU-Tidende 1999, nr. L 171, si‐
de 13, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder,
om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parla‐
mentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse
af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 97/7/EF, EU-Tidende 2011, nr. L 304, side
64.
1. I fodnoten til lovens titel ændres »Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse
aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed,
EU-Tidende 1999, nr. L 171, side 13« til: »dele af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2019/771/EU af 20. maj
2019 om visse aspekter af aftaler om salg af varer, om æn‐
dring af forordning 2017/2394/EU og direktiv 2009/22/EF
og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF, EU-Tidende 2019,
nr. L 136, side 28, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2019/770/EU af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler
om levering af digitalt indhold og digitale tjenester, EU-Ti‐
dende 2019, nr. L 136, side 1«.
§ 1. -
Stk. 2. I forbrugerkøb, jf. § 4 a, kan § 2, stk. 1, § 4 a, § 50,
§§ 55-58, § 73, stk. 1 og 2, §§ 74 og 75, § 76, stk. 1, nr. 1-3,
og stk. 2 og 3, §§ 77-79, § 80, stk. 1, og §§ 81-87 dog ikke
fraviges til skade for køberen.
Stk. 3. –
2. I § 1, stk. 2, ændres »§§ 55-58, § 73, stk. 1 og 2, §§ 74 og
75, § 76, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2 og 3, §§ 77-79« til: »§§ 55
og 56, § 57, stk. 2, §§ 73-79«.
§ 1 a. -
Stk. 2. -
Stk. 3. § 5, §§ 10-13, § 17, stk. 2, § 21, stk. 2, § 42,
§ 43, stk. 1 og 2, § 44, §§ 47-49 og 52-54 gælder ikke i
forbrugerkøb.
Stk. 4. -
3. I § 1 a, stk. 3, ændres »§§ 47-49« til: »§§ 46-49«, og efter
»52-54« indsættes », § 57, stk. 1, og § 58«.
4. Efter § 3 indsættes:
»§ 3 a. I denne lov forstås i forbrugerkøb ved:
1) Producent: Den, der har fremstillet salgsgenstanden, ind‐
ført den i Den Europæiske Union eller fremstår som produ‐
cent ved at have forsynet salgsgenstanden med sit navn,
mærke eller andet kendetegn.
2) Digitalt indhold: Data, der fremstilles og leveres i digital
form.
3) Digital tjeneste: Tjeneste, der gør det muligt at generere,
behandle, lagre eller få adgang til data i digital form, eller
som muliggør deling af eller enhver anden form for interak‐
tion med data i digital form, som uploades eller genereres af
brugere af den pågældende tjeneste.
4) Vare med digitale elementer: En løsøregenstand, der in‐
tegrerer eller er indbyrdes forbundet med digitalt indhold
125
eller en digital tjeneste på en sådan måde, at fraværet af
det digitale indhold eller den digitale tjeneste ville forhindre
genstanden i at opfylde sin funktion.
5) Funktionalitet: Evne til at udføre sine funktioner i betragt‐
ning af formålet.
6) Holdbarhed: Evne til at bevare sine påkrævede funktioner
og ydeevne ved normal brug.
7) Kompatibilitet: Evne til at fungere med hardware eller
software, med hvilket digitalt indhold eller digitale tjenester
af samme type normalt anvendes, uden at det er nødvendigt
at konvertere det digitale indhold eller den digitale tjeneste.
8) Interoperabilitet: Evne til at fungere med hardware eller
software, der adskiller sig fra den, som genstande af samme
type normalt anvendes med.
9) Digitalt miljø: Hardware, software og netværksforbindel‐
ser, der anvendes af køberen til at få adgang til eller gøre
brug af digitalt indhold eller en digital tjeneste.
10) Installation af digitalt indhold eller en digital tjeneste:
Sammenkoblingen med og inkorporeringen af digitalt ind‐
hold eller en digital tjeneste i køberens digitale miljø, for at
det digitale indhold eller den digitale tjeneste kan anvendes i
overensstemmelse med kravene til salgsgenstanden, jf. §§ 75
b-75 d.
11) Varigt medium: Ethvert middel, som sætter modtager‐
en i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til
vedkommende med mulighed for fremtidig anvendelse i en
periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver
mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.
12) Offentlig auktion: En salgsmetode, hvor en erhvervsdri‐
vende tilbyder varer eller tjenesteydelser til forbrugere, som
selv er eller har mulighed for at være til stede under aukti‐
onen, gennem en gennemsigtig konkurrencebaseret budpro‐
cedure, som styres af en auktionsholder, og hvor den tilbuds‐
giver, hvis bud antages, er forpligtet til at købe varerne eller
tjenesteydelserne.
13) Handelsmæssig garanti: Enhver forpligtelse, som sælger‐
en eller en producent (garantigiveren) har påtaget sig over
for køberen, ud over sælgerens retlige forpligtelse til at leve‐
re en kontraktmæssig ydelse, til at refundere købesummen
eller omlevere, reparere eller på anden måde afhjælpe mang‐
ler ved salgsgenstanden, hvis den ikke svarer til de specifika‐
tioner eller ethvert andet krav, der fremgår af garantierklæ‐
ringen eller af de relevante reklamer, der var tilgængelige
på tidspunktet for eller før aftalens indgåelse, og som ikke
relaterer sig til ydelsens kontraktmæssighed.«
§ 4 a. -
Stk. 2. -
126
5. I § 4 a indsættes som stk. 3-8:
»Stk. 3. Som forbrugerkøb anses under i øvrigt samme
betingelser som nævnt i stk. 1 og 2, jf. dog stk. 4, endvidere
aftaler om levering af digitalt indhold eller en digital tjene‐
ste, når leveringen er forbundet med en modydelse i form af
1) et pengebeløb eller et digitalt udtryk for værdi eller
2) personoplysninger, medmindre oplysningerne udelukken‐
de behandles med henblik på levering af det digitale indhold
eller den digitale tjeneste eller for at give mulighed for at
opfylde retlige krav.
Stk. 4. Stk. 3 finder ikke anvendelse på aftaler vedrørende
1) andre tjenesteydelser end digitale tjenesteydelser, uanset
om der anvendes digitale former eller midler til at skabe
resultatet af tjenesteydelsen eller til at levere eller overføre
det til forbrugeren,
2) elektroniske kommunikationstjenester med undtagelse
af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjene‐
ster, jf. § 2, nr. 9 og 20, i lov om elektroniske kommunikati‐
onsnet og –tjenester,
3) sundhedsydelser, der leveres af autoriserede sundhedsper‐
soner til patienter for at vurdere, bevare eller genetablere
deres sundhedstilstand, herunder ordinering, udlevering og
levering af lægemidler og medicinsk udstyr,
4) tjenester, der involverer at vædde et pengebeløb i hasard‐
spil, herunder spil med et element af færdigheder, såsom
lotterier, kasinospil, pokerspil og væddemål, ved hjælp af
elektroniske midler eller enhver anden teknologi til lettelse
af kommunikation og på individuel anmodning af en modta‐
ger af sådanne tjenester,
5) finansielle tjenesteydelser, jf. § 3, nr. 4, i lov om forbru‐
geraftaler,
6) software, som tilbydes i henhold til en Free and Open
Source-licens, hvor der ikke betales et pengebeløb eller et
digitalt udtryk for værdi, og hvor de personoplysninger, som
køberen afgiver, udelukkende behandles med henblik på at
forbedre den specifikke softwares sikkerhed, kompatibilitet
eller interoperabilitet,
7) digitalt indhold, der stilles til rådighed for offentligheden
på anden måde end ved signaltransmission som led i en
forestilling eller et arrangement, såsom digitale filmforevis‐
ninger, eller
8) digitalt indhold, der leveres af offentlige myndigheder
i overensstemmelse med lov om videreanvendelse af den
offentlige sektors informationer.
Stk. 5. Omfatter en aftale elementer vedrørende levering
af digitalt indhold eller en digital tjeneste og elementer ved‐
rørende levering af andre tjenester, finder loven anvendelse
127
på elementerne vedrørende det digitale indhold eller den
digitale tjeneste.
Stk. 6. Medmindre andet er fastsat i loven, finder lovens
regler om digitalt indhold og digitale tjenester ikke anven‐
delse på digitalt indhold eller en digital tjeneste, der er in‐
tegreret i eller indbyrdes forbundet med en løsøregenstand
som defineret i § 3 a, nr. 4, og som leveres sammen med
løsøregenstanden i henhold til købsaftalen vedrørende denne
løsøregenstand, uanset om sådant digitalt indhold eller en så‐
dan digital tjeneste leveres af sælgeren eller tredjemand. Er
der tvivl om, hvorvidt leveringen af digitalt indhold eller en
digital tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet
med en løsøregenstand, udgør en del af købsaftalen, formo‐
des det digitale indhold eller den digitale tjeneste at være
omfattet af købsaftalen.
Stk. 7. Medmindre andet er fastsat i loven, finder lovens
regler om digitalt indhold uanset stk. 6 anvendelse på et fy‐
sisk medium, der udelukkende bruges som bærer af digitalt
indhold.
Stk. 8. Køb af levende heste anses ikke som forbruger‐
køb.«
§ 73. -
Stk. 2. -
6. I § 73 indsættes som stk. 3-5:
»Stk. 3. Angår aftalen digitalt indhold, der ikke leveres på
et fysisk medium, anses leveringen for sket, når det digitale
indhold eller andre midler, der er egnede til at få adgang til
eller downloade det digitale indhold, er stillet til rådighed
eller gjort tilgængelige for køberen eller for en fysisk eller
virtuel facilitet, som køberen har valgt til det formål.
Stk. 4. Angår aftalen en digital tjeneste, anses leveringen
for sket, når den digitale tjeneste er gjort tilgængelig for
køberen eller for en fysisk eller virtuel facilitet, som køberen
har valgt til det formål.
Stk. 5. Angår aftalen en vare med digitale elementer, anses
leveringen for sket, når varen er leveret i overensstemmelse
med stk. 1 eller 2 og de digitale elementer er leveret i over‐
ensstemmelse med stk. 3 eller 4.«
§ 74. Medmindre andet er aftalt vedrørende leveringstids‐
punktet, skal sælgeren levere salgsgenstanden uden unødig
forsinkelse, dog senest 30 dage efter aftalens indgåelse. Le‐
veres salgsgenstanden ikke i rette tid, jf. 1. pkt., og skyldes
dette ikke køberen eller en omstændighed, som køberen bæ‐
rer risikoen for, foreligger der forsinkelse.
Stk. 2. I tilfælde af forsinkelse kan køberen hæve købet,
såfremt forsinkelsen er af væsentlig betydning for denne og
sælgeren måtte forudsætte dette, eller såfremt sælgeren har
nægtet levering. Det samme gælder, hvis sælgeren ikke efter
påkrav fra køberen leverer salgsgenstanden inden udløbet af
en rimelig frist.
7. § 74, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»Medmindre andet er aftalt vedrørende leveringstidspunk‐
tet, skal sælgeren levere salgsgenstanden uden unødig forsin‐
kelse. Medmindre andet er aftalt, skal sælgeren endvidere
levere salgsgenstanden senest 30 dage efter aftalens indgåel‐
se. 2. pkt. gælder ikke for digitale tjenester og gælder kun for
digitalt indhold, når det digitale indhold leveres på et fysisk
medium.
Stk. 2. Leveres salgsgenstanden ikke i rette tid, jf. stk. 1,
og skyldes dette ikke køberen eller en omstændighed, som
køberen bærer risikoen for, foreligger der forsinkelse.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
128
Stk. 3. Ved ophævelse af aftalen skal sælgeren uden unø‐
dig forsinkelse tilbagebetale alle beløb, der er betalt i hen‐
hold til aftalen.
8. I § 74, stk. 2, der bliver stk. 3, indsættes som 3. pkt.:
»Angår aftalen digitalt indhold, der ikke leveres på et fy‐
sisk medium, eller en digital tjeneste, kan køberen endvidere
hæve købet, hvis det tydeligt fremgår af omstændighederne,
at sælgeren ikke vil levere salgsgenstanden.«
9. § 74, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Hæves købet, jf. stk. 3 eller §§ 28 og 29, finder §
78 b, stk. 4, § 78 c, stk. 2-5, og §§ 78 d og 78 e tilsvarende
anvendelse. Uanset § 78 c, stk. 4, skal sælgeren dog ved
aftaler, som angår digitalt indhold, der leveres på et fysisk
medium, tilbagebetale alle beløb, der er betalt i henhold til
aftalen, uden unødig forsinkelse.«
§ 75 a. Salgsgenstanden skal med hensyn til art, mængde,
kvalitet og andre egenskaber stemme overens med aftalen,
og køberen skal i forbindelse med købet have de fornødne
oplysninger med henblik på montering, anvendelse, opbeva‐
ring og vedligeholdelse af salgsgenstanden.
Stk. 2. Medmindre andet følger af parternes aftale, skal
salgsgenstanden
1) have en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber samt
emballering, som køberen efter salgsgenstandens karakter
og forholdene i øvrigt havde rimelig grund til at forvente,
2) være egnet til formål, som genstande af den pågældende
type sædvanligvis anvendes til,
3) være egnet til køberens særlige formål, hvis sælgeren har
bestyrket køberens forventning herom, og
4) have samme egenskaber som en vareprøve eller model,
som sælger har forelagt køberen ved købets indgåelse.
10. § 75 a ophæves, og i stedet indsættes:
»§ 75 a. Sælgeren skal levere en salgsgenstand til køberen,
der opfylder kravene i §§ 75 b-75 e, jf. dog § 77.
§ 75 b. Salgsgenstanden skal
1) svare til den beskrivelse, art, type, mængde og kvalitet
samt have den funktionalitet, kompatibilitet og interoperabi‐
litet og de øvrige egenskaber, som fremgår af aftalen,
2) være egnet til ethvert særligt formål, som køberen ønsker,
at den skal kunne anvendes til, og som køberen har gjort
sælgeren bekendt med senest på tidspunktet for aftalens ind‐
gåelse, og som sælgeren har accepteret,
3) leveres med tilbehør, vejledning, herunder om installation,
og kundeservice som krævet i aftalen og
4) opdateres som fastsat i aftalen.
§ 75 c. Salgsgenstanden skal endvidere, jf. dog stk. 3,
1) være egnet til de formål, til hvilke genstande af samme
type normalt vil blive anvendt, under hensyn til relevant
EU-ret og national ret og eventuelle tekniske standarder eller
i mangel heraf sektorspecifikke brancheadfærdskodekser,
2) være af den kvalitet og svare til den beskrivelse, der
gælder for en prøve, model, prøveversion eller forhåndsvis‐
ning, som sælgeren har stillet til rådighed for køberen inden
aftalens indgåelse,
3) leveres med eventuelt tilbehør, herunder emballage, in‐
stallationsvejledning eller anden vejledning, som køberen
med rimelighed kan forvente at modtage, og
129
4) svare til den mængde og have de egenskaber og øvrige
funktioner, herunder med hensyn til holdbarhed, funktionali‐
tet, kompatibilitet, tilgængelighed, kontinuitet og sikkerhed,
der er sædvanlige for genstande af samme type, og som
køberen med rimelighed kan forvente under hensyn til salgs‐
genstandens art og offentlige udsagn, som er fremsat af el‐
ler på vegne af sælgeren eller tidligere led i transaktionskæ‐
den, herunder producenten, navnlig i reklamer eller gennem
mærkning, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Sælgeren er ikke bundet af offentlige udsagn som
nævnt i stk. 1, nr. 4, hvis sælgeren godtgør, at
1) sælgeren ikke havde kendskab til og ikke med rimelighed
kunne have haft kendskab til det pågældende offentlige ud‐
sagn,
2) det offentlige udsagn var rettet på tidspunktet for aftalens
indgåelse på samme måde eller på en tilsvarende måde, som
det var blevet fremsat på, eller
3) det offentlige udsagn ikke kan have haft betydning for
køberens beslutning om at indgå aftalen.
Stk. 3. Der er ikke tale om en mangel som nævnt i stk. 1,
hvis køberen ved indgåelsen af aftalen specifikt blev gjort
opmærksom på, at en bestemt egenskab ved salgsgenstanden
afveg fra de krav, der er fastsat i stk. 1, og udtrykkeligt og
særskilt accepterede denne afvigelse.
§ 75 d. Ved aftaler, som angår digitalt indhold, digitale
tjenester eller varer med digitale elementer, skal sælgeren,
jf. dog stk. 5, sikre, at køberen får besked om og får leveret
opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, som er nød‐
vendige for til stadighed at holde salgsgenstanden fri for
mangler i den periode,
1) hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste skal
leveres i henhold til aftalen, når der er aftalt løbende levering
over en periode, dog mindst 2 år for varer med digitale
elementer, eller
2) som køberen med rimelighed kan forvente i betragtning
af typen af og formålet med salgsgenstanden, og under hen‐
syn til aftalens omstændigheder og art, når der er aftalt en
enkelt levering eller en række enkeltstående leveringer af det
digitale indhold eller den digitale tjeneste.
Stk. 2. Hvis køberen ikke inden for en rimelig frist installe‐
rer opdateringer, som er blevet leveret i overensstemmelse
med stk. 1, er sælgeren ikke ansvarlig for mangler, der
udelukkende skyldes, at den relevante opdatering ikke er
foretaget, forudsat at
1) sælgeren har oplyst køberen om, at opdateringen var til‐
gængelig, og om konsekvenserne af køberens manglende
installation og
130
2) køberens manglende eller forkerte installation af opdate‐
ringen ikke skyldes mangler i den installationsvejledning,
som er givet til køberen.
Stk. 3. Når der er aftalt løbende levering over en periode,
skal det digitale indhold eller den digitale tjeneste være fri
for mangler i hele leveringsperioden.
Stk. 4. Medmindre andet er aftalt, skal digitalt indhold
eller en digital tjeneste leveres i den nyeste version, der er
tilgængelig på tidspunktet for aftalens indgåelse.
Stk. 5. Der er ikke tale om en mangel som nævnt i stk. 1,
hvis køberen ved indgåelsen af aftalen specifikt blev gjort
opmærksom på, at en bestemt egenskab ved salgsgenstanden
afveg fra de krav, der er fastsat i stk. 1, og udtrykkeligt og
særskilt accepterede denne afvigelse.
§ 75 e. Køberen kan påberåbe sig en mangel, som skyl‐
des forkert installation af salgsgenstanden, herunder forkert
installation i køberens digitale miljø, når installationen blev
udført
1) af sælgeren eller på sælgerens vegne eller
2) af køberen og den forkerte installation skyldes mangler i
den installationsvejledning, der blev leveret af sælgeren eller
på sælgerens vegne.«
§ 76. Der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, hvis
1) genstanden ikke svarer til den betegnelse, hvorunder den
er solgt, eller sælgeren i øvrigt ved købets afslutning har
givet urigtige eller vildledende oplysninger, medmindre dis‐
se ikke kan antages at have haft betydning for køberens
bedømmelse af genstanden,
2) sælgeren eller et tidligere salgsled har givet oplysninger
som nævnt i nr. 1 på varens indpakning, i annoncer eller i
andre meddelelser, der er beregnet til at komme til almenhe‐
dens eller køberens kundskab,
3) sælgeren har forsømt at give køberen oplysning om for‐
hold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af
genstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende, eller
4) genstanden i øvrigt er af anden eller ringere beskaffenhed
eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende
omstændigheder skulle være, herunder hvis kravene i § 75 a
ikke er opfyldt.
Stk. 2. Køberen kan ikke påberåbe sig en urigtig eller
vildledende oplysning, der er rettet senest ved indgåelsen af
aftalen.
Stk. 3. Forhold ved materialer fremskaffet af køberen kan
ikke påberåbes som en mangel, medmindre sælgeren har
tilsidesat sin vejledningspligt.
11. § 76 affattes således:
»§ 76. Der foreligger endvidere en mangel ved salgsgen‐
standen, hvis sælgeren har forsømt at give køberen oplys‐
ning om forhold, der har haft betydning for køberens be‐
dømmelse af salgsgenstanden, og som sælgeren kendte eller
burde kende.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for aftaler om levering af digitalt
indhold eller digitale tjenester.«
131
§ 77. Bestemmelser i aftalen om, at køberen ikke kan
påberåbe sig mangler ved salgsgenstanden og andre almin‐
delige forbehold, såsom at salgsgenstanden er solgt, som den
er og forefindes, kan ikke gøres gældende over for køberen.
Stk. 2. Ved køb af brugte genstande på offentlig auktion,
hvor køberen har mulighed for selv at være til stede, kan
køberen kun påberåbe sig, at der foreligger en mangel, hvis
dette følger af § 76, stk. 1, nr. 1-3, eller hvis genstanden
er i væsentlig ringere stand, end køberen under hensyn til
omstændighederne havde grund til at regne med.
12. § 77, stk. 1, ophæves.
Stk. 2 bliver herefter stk. 1.
13. I § 77, stk. 2, der bliver stk. 1, ændres »mulighed for
selv at være til stede« til: »let adgang til klare og omfattende
oplysninger om, at de almindelige regler om krav til salgs‐
genstanden, jf. §§ 75 b-75 e, ikke finder anvendelse«, og »§
76, stk. 1, nr. 1-3« ændres til »stk. 2 eller § 76«.
14. I § 77, stk. 2, der bliver stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»1. pkt. gælder ikke for aftaler om levering af digitalt
indhold eller digitale tjenester.«
15. I § 77 indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. Ved køb omfattet af stk. 1 kan køberen endvidere
påberåbe sig, at der foreligger en mangel, hvis
1) genstanden ikke svarer til den betegnelse, som den er
solgt under, eller sælgeren i øvrigt ved købets afslutning
har givet urigtige eller vildledende oplysninger, medmindre
disse ikke kan antages at have haft betydning for køberens
bedømmelse af genstanden, eller
2) sælgeren eller et tidligere salgsled har givet oplysninger
som nævnt i nr. 1 på salgsgenstandens indpakning, i annon‐
cer eller i andre meddelelser, der er beregnet til at komme til
almenhedens eller køberens kundskab.
Stk. 3. Køberen kan ikke påberåbe sig en urigtig eller
vildledende oplysning, der er rettet senest ved indgåelsen af
aftalen«.
§ 77 a. Afgørelsen af, om salgsgenstanden lider af en
mangel, træffes ud fra dens beskaffenhed på tidspunktet for
risikoens overgang. Forelå der på dette tidspunkt en mangel,
hæfter sælgeren herfor, også selv om den først viser sig
senere.
Stk. 2. -
Stk. 3. Viser salgsgenstandens manglende overensstem‐
melse med kravene i §§ 75 a og 76 sig inden seks måneder
efter leveringen, formodes den manglende overensstemmel‐
se at have været til stede på det i stk. 1 nævnte tidspunkt,
medmindre denne formodning er uforenelig med salgsgen‐
standens eller den manglende overensstemmelses art.
16. I § 77 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »risikoens overgang« til:
»leveringen«.
17. § 77 a, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Viser en mangel sig inden 1 år efter leveringen,
ved køb af levende dyr dog inden seks måneder efter le‐
veringen, formodes manglen at have været til stede ved le‐
veringen, medmindre denne formodning er uforenelig med
salgsgenstandens eller manglens art, jf. dog stk. 4-6. Dette
gælder dog ikke ved køb som nævnt i § 77.«
18. I § 77 a indsættes som stk. 4-6:
»Stk. 4. Er der aftalt løbende levering over en periode af
digitalt indhold eller en digital tjeneste, og viser en mangel
ved det digitale indhold eller den digitale tjeneste sig inden
132
for denne periode, har sælgeren bevisbyrden for, at det digi‐
tale indhold eller den digitale tjeneste var fri for mangler
i leveringsperioden. Er der aftalt løbende levering over en
periode af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i
en vare med digitale elementer, og viser en mangel ved de
digitale elementer sig inden for denne periode eller inden 2
år efter leveringen, alt efter hvilket tidspunkt der er det sene‐
ste, har sælgeren bevisbyrden for, at det digitale indhold eller
den digitale tjeneste var fri for mangler i leveringsperioden.
Stk. 5. Stk. 3 og 4 finder ikke anvendelse, hvis sælgeren
1) godtgør, at køberens digitale miljø ikke er kompatibelt
med det digitale indholds eller den digitale tjenestes tekniske
krav, og
2) på en klar og forståelig måde oplyste køberen om disse
krav inden aftalens indgåelse.
Stk. 6. Køberen skal samarbejde med sælgeren, i det om‐
fang det med rimelighed er muligt og nødvendigt for at
afgøre, om årsagen til manglen ved det digitale indhold eller
den digitale tjeneste findes i køberens digitale miljø. Forplig‐
telsen til at samarbejde er begrænset til de teknisk tilgænge‐
lige midler, som er mindst forstyrrende for køberen. Hvis
køberen ikke samarbejder og sælgeren har oplyst køberen
om de tekniske krav på en klar og forståelig måde inden
aftalens indgåelse, har køberen bevisbyrden for, at manglen
forelå i leveringsperioden.«
19. § 77 b ophæves, og i stedet indsættes:
»Ændringer i løbende aftaler om digitalt indhold eller digi‐
tale tjenester
§ 77 b. Køberen kan ikke påberåbe sig en mangel, som
køberen var eller måtte være bekendt med ved aftalens ind‐
gåelse, medmindre der er holdepunkt herfor i aftalen eller
sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed.
§ 77 b. Når digitalt indhold eller en digital tjeneste skal
leveres løbende over en periode, kan sælgeren ændre det
digitale indhold eller den digitale tjeneste ud over, hvad der
er nødvendigt for til stadighed at holde det digitale indhold
eller den digitale tjeneste fri for mangler, jf. §§ 75 b-75 d,
hvis følgende betingelser er opfyldt:
1) Aftalen tillader og giver en gyldig grund til en sådan
ændring.
2) Ændringen foretages uden yderligere omkostninger for
køberen.
3) Køberen orienteres om ændringen på en klar og forståelig
måde.
4) Køberen orienteres i de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, i
rimelig tid forinden på en klar og forståelig måde på et varigt
medium om elementerne i og tidspunktet for ændringen og
om retten til at ophæve købet i overensstemmelse med stk.
2 eller om muligheden for at beholde det digitale indhold
eller den digitale tjeneste uden sådan en ændring i overens‐
stemmelse med stk. 3.
133
Stk. 2. Køberen er berettiget til at ophæve købet, hvis æn‐
dringen har negativ indvirkning på køberens adgang til eller
anvendelse af det digitale indhold eller den digitale tjeneste,
medmindre en sådan negativ indvirkning er uvæsentlig, jf.
dog stk. 3. I så fald har køberen ret til at ophæve købet gratis
inden for 30 dage efter at have modtaget den orientering,
der er nævnt i stk. 1, nr. 4, eller fra det tidspunkt, hvor det
digitale indhold eller den digitale tjeneste er blevet ændret af
sælgeren, alt efter hvilken dato der er den seneste.
Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse, hvis sælgeren har
gjort det muligt for køberen uden yderligere omkostninger at
beholde det digitale indhold eller den digitale tjeneste uden
ændring og det digitale indhold eller den digitale tjeneste
forbliver fri for mangler.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse, når aftalen vedrø‐
rende levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste
også omfatter elementer af en internetadgangstjeneste eller
en nummerbaseret interpersonel kommunikationstjeneste.«
§ 78. Lider salgsgenstanden af en mangel, har køberen
valget mellem
1) afhjælpning af mangelen,
2) levering af en anden genstand, der stemmer overens med
aftalen (omlevering),
3) et passende afslag i købesummen eller
4) ophævelse af købet, hvis mangelen ikke er uvæsentlig.
Stk. 2. Køberen kan ikke kræve omlevering eller afhjælp‐
ning, hvis gennemførelse af den valgte beføjelse er umu‐
lig eller vil påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostning‐
er. Der skal herved tages hensyn til salgsgenstandens værdi
uden mangler, mangelens betydning, og om anden beføjelse
kan gennemføres uden væsentlig ulempe for køberen.
Stk. 3. Tilbyder sælgeren afhjælpning eller omlevering,
kan køberen ikke kræve et passende afslag i købesummen
eller ophævelse af købet.
Stk. 4. Sælgeren skal opfylde krav eller tilbud om afhjælp‐
ning eller omlevering inden for rimelig tid, uden udgift og
uden væsentlig ulempe for køberen, jf. § 79. Sker dette
ikke, kan køberen kræve et passende afslag i købesummen,
ophævelse af købet, omlevering eller, for så vidt dette kan
ske uden uforholdsmæssige omkostninger, lade mangelen
afhjælpe for sælgerens regning.
20. § 78 ophæves, og i stedet indsættes:
»§ 78. Lider salgsgenstanden af en mangel, har køberen ret
til afhjælpning, omlevering, forholdsmæssigt afslag i prisen
eller ophævelse af købet efter reglerne i §§ 78 a-78 e.
Stk. 2. Stk. 1 gælder også, når manglen skyldes en be‐
grænsning som følge af krænkelse af tredjemands ret.
§ 78 a. Køberen kan vælge mellem afhjælpning og omle‐
vering, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Sælgeren kan afvise at foretage afhjælpning eller
omlevering, hvis afhjælpning henholdsvis omlevering er
umulig eller ville påføre sælgeren uforholdsmæssigt store
udgifter under hensyn til alle omstændigheder, herunder den
værdi, salgsgenstanden ville have, hvis den var mangelfri,
manglens betydning, og om den alternative beføjelse kunne
foretages uden væsentlig ulempe for køberen. Ved levering
af digitalt indhold og digitale tjenester kan sælgeren vælge
mellem afhjælpning og omlevering.
Stk. 3. Hvis både afhjælpning og omlevering er umulig
eller ville påføre sælgeren uforholdsmæssigt store udgifter
under hensyn til de omstændigheder, der er nævnt i stk. 2,
kan sælgeren afvise såvel afhjælpning som omlevering.
Stk. 4. Afhjælpning eller omlevering skal foretages
1) gratis, dvs. fri for de omkostninger, der er nødvendige for,
at salgsgenstanden bliver fri for mangler, navnlig forsendel‐
ses- eller transportomkostninger, arbejdsløn og materialeom‐
kostninger,
2) inden for rimelig tid fra det tidspunkt, hvor sælgeren er
blevet underrettet af køberen om manglen, og
3) uden væsentlig ulempe for køberen under hensyn til salgs‐
genstandens karakter eller art og køberens formål med at
anskaffe salgsgenstanden.
134
Stk. 5. Køberen kan lade manglen afhjælpe for sælgerens
regning, hvis
1) sælgeren ikke har foretaget afhjælpning eller omlevering i
overensstemmelse med stk. 4 og
2) afhjælpningen kan ske uden uforholdsmæssige omkost‐
ninger.
Stk. 6. Hvis manglen udbedres ved afhjælpning eller omle‐
vering af andet end digitalt indhold eller en digital tjeneste,
skal køberen stille salgsgenstanden til rådighed for sælger‐
en. Sælgeren skal for egen regning tage den salgsgenstand
tilbage, der er sket omlevering for.
Stk. 7. Hvis en afhjælpning som nævnt i stk. 6 kræver fjer‐
nelse af en salgsgenstand, der er blevet installeret under hen‐
syn til dens art og formål, inden manglen viste sig, eller hvis
en sådan salgsgenstand skal omleveres, skal sælgeren fjerne
den mangelfulde salgsgenstand og installere den omleverede
eller afhjulpne salgsgenstand eller afholde udgifterne hertil.
Stk. 8. Køberen skal i tilfælde som nævnt i stk. 6 ikke
betale for normal brug af en omleveret salgsgenstand i tiden
forud for omleveringen.
§ 78 b. Køberen har ret til enten et forholdsmæssigt afslag
i prisen eller til ophævelse af købet, hvis
1) sælgeren ikke har foretaget afhjælpning eller omlevering
eller ikke har foretaget afhjælpning eller omlevering i over‐
ensstemmelse med § 78 a, stk. 6 og 7, eller ikke har foretaget
afhjælpning eller omlevering af digitalt indhold eller en digi‐
tal tjeneste i overensstemmelse med § 78 a, stk. 4,
2) salgsgenstanden forbliver mangelfuld, selv om sælgeren
har forsøgt at foretage afhjælpning eller omlevering,
3) manglen er af en så alvorlig karakter, at et omgående af‐
slag i prisen eller omgående ophævelse af købet er berettiget,
eller
4) sælgeren har tilkendegivet, eller det fremgår tydeligt af
omstændighederne, at sælgeren ikke vil foretage afhjælpning
eller omlevering inden for rimelig tid eller uden væsentlig
ulempe for køberen.
Stk. 2. Køberen er ikke berettiget til at ophæve købet,
hvis manglen er uvæsentlig. Sælgeren har bevisbyrden for,
at manglen er uvæsentlig. 1. pkt. finder ikke anvendelse på
digitalt indhold og digitale tjenester, som ikke leveres mod
betaling af et pengebeløb eller et digitalt udtryk for værdi. 1.
pkt. berører i øvrigt ikke køberens ret til ophævelse af købet,
når afhjælpning eller omlevering ikke er sket.
Stk. 3. Er kun nogle af de leverede genstande mangelfulde,
kan køberen ophæve købet af de mangelfulde genstande og
af andre genstande, som køberen har købt sammen med de
mangelfulde genstande, hvis køberen ikke med rimelighed
kan forventes at acceptere kun at beholde de genstande, der
135
er fri for mangler. 1. pkt. gælder ikke for aftaler om levering
af digitalt indhold eller digitale tjenester.
Stk. 4. Køberen udøver sin ret til at ophæve købet ved en
erklæring til sælgeren om, at køberen har besluttet at ophæve
købet.
§ 78 c. Afslag i prisen skal fastsættes forholdsmæssigt på
grundlag af den lavere værdi af den salgsgenstand, som kø‐
beren har modtaget, i forhold til den værdi, salgsgenstanden
ville have haft, hvis den havde været fri for mangler. Når
digitalt indhold eller en digital tjeneste skal leveres over en
periode, omfatter prisafslaget den periode, hvor det digitale
indhold eller den digitale tjeneste var mangelfuld.
Stk. 2. Ved ophævelse af købet skal sælgeren tilbagebetale
alle beløb, der er betalt i henhold til aftalen, og køberen
skal for sælgerens regning tilbagelevere salgsgenstanden til
sælgeren, jf. dog § 78 d, stk. 5, og § 78 e. Når digitalt
indhold eller en digital tjeneste skal leveres over en periode,
og det digitale indhold eller den digitale tjeneste i en periode
forud for ophævelsen af købet var fri for mangler, omfatter
tilbagebetalingen den periode, hvor det digitale indhold eller
den digitale tjeneste var mangelfuld, og den periode, der
ville have resteret, hvis købet ikke var blevet ophævet.
Stk. 3. Ved aftaler om levering af andet end digitalt ind‐
hold eller en digital tjeneste skal betaling efter stk. 2 ske ved
sælgerens modtagelse af salgsgenstanden eller dokumenta‐
tion for, at køberen har tilbageleveret salgsgenstanden.
Stk. 4. Ved aftaler om levering af digitalt indhold eller en
digital tjeneste skal betaling efter stk. 1 og 2 foretages uden
unødig forsinkelse og under alle omstændigheder inden for
14 dage fra den dag, hvor sælgeren modtog meddelelse om
køberens beslutning om at kræve et afslag i prisen eller om
at ophæve købet.
Stk. 5. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 4, skal sælgeren
foretage tilbagebetalingen ved anvendelse af det samme be‐
talingsmiddel, som køberen benyttede til at betale for det di‐
gitale indhold eller den digitale tjeneste, medmindre køberen
udtrykkelig accepterer et andet betalingsmiddel, og forudsat
at køberen ikke skal betale gebyr som følge af en sådan
tilbagebetaling. Sælgeren må ikke pålægge køberen gebyrer i
forbindelse med tilbagebetalingen.
§ 78 d. Når en aftale om levering af digitalt indhold eller
en digital tjeneste er blevet ophævet, skal sælgeren
1) for så vidt angår personoplysninger opfylde de forpligtel‐
ser, der gælder i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2016/679/EU af 27. april 2016 om beskyttelse
af fysiske personer i forbindelse med behandling af person‐
oplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger
(databeskyttelsesforordningen), og
2) afholde sig fra at anvende nogen form for indhold, bortset
fra personoplysninger, som køberen har afgivet eller genere‐
ret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste,
undtagen hvis indholdet
136
a) ikke kan anvendes uden for rammerne af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste,
b) kun vedrører køberens aktivitet i forbindelse med brug af
det digitale indhold eller den digitale tjeneste,
c) er blevet sammenlagt med andre oplysninger fra sælgeren
og ikke kan udskilles eller kun med en uforholdsmæssigt
stor indsats eller
d) er genereret af køberen og andre i fællesskab og andre
forbrugere fortsat kan gøre brug af indholdet.
Stk. 2. Sælgeren skal på køberens anmodning stille ethvert
indhold, der ikke er personoplysninger, og som køberen har
afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller
den digitale tjeneste, til rådighed for køberen, medmindre
indholdet er omfattet af stk. 1, nr. 2, litra a-c. Køberen er
berettiget til at downloade dette digitale indhold gratis, uden
hindringer fra sælgeren, inden for en rimelig frist og i et
almindeligt anvendt og maskinlæsbart format.
Stk. 3. Sælgeren kan forhindre køberens fortsatte brug af
det digitale indhold eller den digitale tjeneste, navnlig ved at
gøre det digitale indhold eller den digitale tjeneste utilgæn‐
gelig for køberen eller ved at gøre køberens konto inaktiv,
uden at det berører køberens rettigheder efter stk. 2.
Stk. 4. Når en aftale om levering af digitalt indhold eller en
digital tjeneste er blevet ophævet, skal køberen afholde sig
fra at anvende det digitale indhold eller den digitale tjeneste
og fra at stille det eller den til rådighed for tredjemand.
Stk. 5. Hvor digitalt indhold er blevet leveret på et fysisk
medium, skal køberen på sælgerens anmodning og for den‐
nes regning tilbagelevere det fysiske medium til sælgeren
uden unødig forsinkelse, jf. dog § 78 e. Sælgerens anmod‐
ning om tilbagelevering af det fysiske medium skal fremsæt‐
tes inden for 14 dage fra den dag, hvor sælgeren modtog
meddelelse om køberens beslutning om at ophæve købet.
Stk. 6. Køberen skal ikke betale for brug af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste i den periode forud for
ophævelsen af købet, hvor det digitale indhold eller den
digitale tjeneste var mangelfuld.
§ 78 e. Når køberen tilbageleverer salgsgenstanden, jf. §
78 c, stk. 2, 1. pkt., og § 78 d, stk. 5, skal den være i
væsentlig samme stand og mængde, som den var i ved leve‐
ringen. Dette gælder dog ikke, når salgsgenstanden er gået til
grunde eller forandret som følge af en hændelig begivenhed,
genstandens egen beskaffenhed eller foranstaltninger, der var
nødvendige for dens undersøgelse, eller som blev truffet,
inden den mangel, der medfører ophævelse af købet, blev
opdaget eller burde være opdaget.«
§ 79. Ved afgørelsen af, om afhjælpning eller omlevering
er sket inden for rimelig tid, jf. § 78, stk. 4, tages navn‐
lig hensyn til genstandens art, mangelens beskaffenhed og
køberens behov for genstanden, herunder om sælgeren for
21. I § 79, stk. 1, ændres »§ 78, stk. 4« til: »§ 78 a, stk. 4, nr.
2«.
137
egen regning har stillet en erstatningsgenstand til køberens
rådighed.
Stk. 2. Køberen kan holde købesummen tilbage, indtil krav
eller tilbud om afhjælpning eller omlevering er opfyldt. Må
mangelen anses for uvæsentlig, kan køberen dog ikke tilba‐
geholde et beløb, som åbenbart overstiger, hvad det vil koste
at afhjælpe mangelen.
22. I § 79, stk. 2, 1. pkt., ændres »afhjælpning eller omle‐
vering« til: »afhjælpning, omlevering eller forholdsmæssigt
afslag«.
§ 81. -
23. I § 81 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for aftaler om levering af digi‐
talt indhold eller digitale tjenester.«
§ 83. Har køberen ikke inden to år efter salgsgenstandens
overgivelse til ham meddelt sælgeren, at han vil påberåbe
sig en mangel, kan han ikke senere gøre den gældende, med‐
mindre sælgeren har påtaget sig at indestå for genstanden i
længere tid eller har handlet i strid med almindelig hæderlig‐
hed.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis
salgsgenstanden i henhold til et påbud fra en offentlig myn‐
dighed skal tilbagekaldes eller destrueres, fordi den udgør
en fare. Stk. 1 finder heller ikke anvendelse ved køb af
byggematerialer.
24. I 83, stk. 1, indsættes efter »hæderlighed«: », jf. dog stk.
2-4«.
25. I § 83 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:
»Stk. 2. Når digitalt indhold eller en digital tjeneste skal
leveres løbende over en periode, udløber fristen efter stk. 1,
for så vidt angår mangler ved det digitale indhold eller den
digitale tjeneste,
1) tidligst ved udløbet af leveringsperioden ved varer med
digitale elementer og
2) 2 måneder efter udløbet af leveringsperioden i andre til‐
fælde.
Stk. 3. Når digitalt indhold eller en digital tjeneste skal
leveres ved en enkelt levering eller en række enkeltstående
leveringer, herunder ved varer med digitale elementer, udlø‐
ber fristen efter stk. 1 tidligst ved udløbet af den periode, der
er nævnt i § 75 d, stk. 1, nr. 2, for så vidt angår mangler som
nævnt i § 75 d.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 4.
26. Efter § 86 indsættes før overskriften før § 87:
»Handelsmæssige garantier
§ 86 a. En handelsmæssig garanti er bindende for garan‐
tigiveren på de vilkår, der er fastsat i erklæringen om den
handelsmæssige garanti og dertil hørende reklamer, der var
tilgængelige på tidspunktet for eller før aftalens indgåelse.
Stk. 2. Når producenten giver køberen en handelsmæssig
garanti for holdbarhed i en bestemt periode, er producenten
direkte ansvarlig over for køberen i hele perioden for den
handelsmæssige garanti for holdbarhed for så vidt angår
afhjælpning eller omlevering af salgsgenstanden i overens‐
stemmelse med § 78 a, stk. 4-8. Producenten kan tilbyde
køberen gunstigere betingelser i erklæringen om den han‐
delsmæssige garanti for holdbarhed.
Stk. 3. Hvis vilkårene i erklæringen om den handelsmæssi‐
ge garanti er mindre fordelagtige for køberen end de vilkår,
der fremgår af de dertil hørende reklamer, er den handels‐
mæssige garanti bindende på de vilkår, der fremgår af rekla‐
merne vedrørende den handelsmæssige garanti, medmindre
138
reklamerne før aftalens indgåelse blev rettet på samme måde
eller på en tilsvarende måde, som de var blevet fremsat på.«
§ 2
I lov nr. 426 af 3. maj 2017 om markedsføring, som ændret
ved § 20 i lov nr. 309 af 25. april 2018, lov nr. 1309 af 6.
december, lov nr. 801 af 9. juni 2020 og lov nr. 1055 af 30.
juni 2020, foretages følgende ændringer:
Fodnote 1. Loven indeholder bestemmelser, der gennem‐
fører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1998/6/EF
af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse
med afgivelse af priser på forbrugsvarer, EF-Tidende 1998,
nr. L 80, side 27, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af forbruger‐
køb og garantier i forbindelse hermed, EF-Tidende 1999,
nr. L 171, side 12, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplys‐
ninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske
kommunikationssektor, EF-Tidende 2002, nr. L 201, side 37,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11.
maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over
for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rå‐
dets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Par‐
lamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004, EU-Ti‐
dende 2005, nr. L 149, side 22, dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om
vildledende og sammenlignende reklame, EU-Tidende 2006,
nr. L 376, side 21, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det
indre marked, EU-Tidende 2006, nr. L 376 af 27. decem‐
ber 2006, side 36, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og
om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF, EU-Tidende
2008, nr. L 133, side 66, Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009 om ændring af
direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder
i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tje‐
nester, direktiv 2002/58/EF om behandling af personoplys‐
ninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske
kommunikationssektor og forordning (EF) nr. 2006/2004 om
samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for
håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse, EU-Ti‐
dende 2009, nr. L 337, side 11, og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbru‐
gerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse
og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og
forordning (EU) nr. 1093/2010, EU-Tidende 2014, nr. L
60, side 34. Loven indeholder endvidere en bestemmelse,
der fastsætter rammerne for Forbrugerombudsmandens kon‐
trolbesøg i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forord‐
ning 2017/2394/EU af 12. december 2017 om samarbejde
mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse
af lovgivning om forbrugerbeskyttelse og om ophævelse af
1. I fodnoten til lovens titel ændres »Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse
aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed,
EF-Tidende 1999, nr. L 171, side 12« til: »dele af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2019/771/EU af 20. maj
2019 om visse aspekter af aftaler om salg af varer, om æn‐
dring af forordning 2017/2394/EU og direktiv 2009/22/EF
og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF, EU-Tidende 2019,
nr. L 136, side 28«.
139
forordning (EF) nr. 2006/2004, EU-Tidende 2017, nr. L 345,
side 1. Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forord‐
ning umiddelbart i hver medlemsstat. Bestemmelsen i loven
er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og be‐
rører ikke forordningens umiddelbare gyldighed i Danmark.
§ 17. En erhvervsdrivende, der markedsfører en garanti
el.lign., skal på let forståelig måde informere forbrugeren
om
1) garantiens indhold, herunder eventuelle begrænsninger og
forpligtelser indeholdt i garantien,
2) de oplysninger, der er nødvendige for at gøre garantien
gældende, og
3) at forbrugerens ufravigelige rettigheder efter lovgivning‐
en ikke berøres af garantien.
Stk. 2. Vilkårene for garantien skal være affattet på dansk,
såfremt markedsføringen er sket på dansk.
2. § 17, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»§ 17. En erhvervsdrivende, der markedsfører en handels‐
mæssig garanti, skal udlevere en erklæring om garantien til
forbrugeren på et varigt medium senest ved leveringen af
produktet.
Stk. 2. Erklæringen skal være udfærdiget på et klart og
forståeligt sprog og skal indeholde,
1) når det er relevant, en utvetydig erklæring om, at køberen
ved lov har ret til gratis afhjælpning fra sælgerens side af
mangler ved salgsgenstanden, og at denne ret ikke påvirkes
af den handelsmæssige garanti,
2) garantigiverens navn og adresse,
3) den procedure, som forbrugeren skal følge for at opnå
gennemførelse af den handelsmæssige garanti,
4) betegnelsen på de produkter, som den handelsmæssige
garanti finder anvendelse på, og
5) vilkårene for den handelsmæssige garanti.
Stk. 3. Manglende overholdelse af stk. 1 og 2 ændrer ikke
ved, at den handelsmæssige garanti er bindende for garanti‐
giveren som anført i købelovens § 86 a, stk. 1.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 4.
3. I § 17, stk. 2, der bliver stk. 4, ændres »garantien« til:
»den handelsmæssige garanti«.
§ 37. -
Stk. 2. -
Stk. 3. Overtrædelse af bestemmelserne i § 5, stk. 1, § 6,
stk. 1, 3 og 4, § 7, stk. 1, §§ 9-11, § 11 a, stk. 1, § 11 b,
stk. 1, § 14, stk. 1, § 15, § 16, stk. 3, § 18 og § 19, § 20,
stk. 1 og 3, og § 21 og forsætlig overtrædelse af § 22 straffes
med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden
lovgivning.
Stk. 4. -
Stk. 5. -
Stk. 6. -
4. I § 37, stk. 3, indsættes efter »§ 16, stk. 3,«: »§ 17, stk. 1,
2 og 4,«.
140