Fremsat den 28. april 2021 af justitsministeren (Nick Hækkerup)

Fremsat den 28. april 2021 af justitsministeren (Nick Hækkerup)
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejeloven
(Nyt uafhængigt tilsyn med bevismidler, udvidelse af politiklageordningen og justering af ordningen med fartbøder til politiets
personale i forbindelse med udrykningskørsel som led i tjenesten)
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1445 af 29.
september 2020, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 671
af 19. april 2021, foretages følgende ændringer:
1. Overskriften til første bog, sjette afsnit, affattes således:
»Sjette afsnit. Den Uafhængige Politiklagemyndighed og
Det Uafhængige Tilsyn med Bevismidler«
2. I § 118, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Politiklagemyndigheden behandler på tilsvarende vis
klager over andet personale i politiet og anklagemyndighe‐
den, jf. kapitel 93 b, og efterforsker straffesager mod andet
personale i politiet og anklagemyndigheden, jf. kapitel 93
c, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der
relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning.«
3. § 118 a til § 118 e ophæves, og i stedet indsættes:
»§ 118 a. Det Uafhængige Tilsyn med Bevismidler (Be‐
vismiddeltilsynet) er en selvstændig myndighed, der ledes af
Politiklagerådet og en direktør.
Stk. 2. Bevismiddeltilsynet fører tilsyn med politiets og
anklagemyndighedens behandling af tekniske beviser. Poli‐
tiets Efterretningstjeneste er ikke omfattet af tilsynets virk‐
somhed.
Stk. 3. Politiet og anklagemyndigheden er forpligtet til at
meddele Bevismiddeltilsynet de oplysninger samt udlevere
de dokumenter mv., som Bevismiddeltilsynet forlanger. Po‐
litiet og anklagemyndigheden orienterer af egen drift Bevis‐
middeltilsynet, hvis der konstateres fejl eller mulige fejl
af generel eller systematisk karakter og af retssikkerheds‐
mæssig betydning ved politiets eller anklagemyndighedens
behandling af tekniske beviser.
Stk. 4. Bevismiddeltilsynet udøver sine funktioner i fuld
uafhængighed.
§ 118 b. Politiklagerådet er Politiklagemyndighedens og
Bevismiddeltilsynets øverste ledelse og har det overordnede
ansvar for myndighedernes virksomhed.
§ 118 c. Politiklagerådet består af 1 formand, som skal
være landsdommer, 1 advokat, 1 universitetslærer i retsvi‐
denskab, 1 teknisk ekspert og 2 repræsentanter for offentlig‐
heden.
Stk. 2. Medlemmerne beskikkes af justitsministeren for 4
år ad gangen. Genbeskikkelse kan finde sted én gang.
Stk. 3. Formanden beskikkes efter indstilling fra landsret‐
terne.
Stk. 4. Advokaten beskikkes efter indstilling fra Advokat‐
rådet.
Stk. 5. Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes efter
indstilling fra henholdsvis KL (Kommunernes Landsfor‐
ening) og Dansk Folkeoplysnings Samråd.
Stk. 6. Medlemmer af Folketinget, regionsråd og kommu‐
nalbestyrelser kan ikke være medlemmer af Politiklagerådet.
Stk. 7. Der beskikkes en suppleant for hvert af rådets
medlemmer. Stk. 1-6 finder tilsvarende anvendelse på be‐
skikkelse af suppleanter.
§ 118 d. Politiklagemyndighedens og Bevismiddeltilsy‐
nets daglige ledelse varetages af direktøren, der udnævnes
og afskediges af justitsministeren efter indstilling fra Politi‐
klagerådet. Direktøren skal følge de anvisninger og retnings‐
linjer, som gives af rådet.
Stk. 2. Direktøren deltager i Politiklagerådets møder,
medmindre rådet undtagelsesvis bestemmer andet.
§ 118 e. Politiklagerådet fastsætter selv sin forretningsor‐
den og de nærmere regler om arbejdets fordeling mellem
rådet og direktøren.
§ 118 f. Politiklagemyndigheden og Bevismiddeltilsynet
afgiver hver en årlig beretning om deres virksomhed til Fol‐
ketinget og justitsministeren. Beretningerne offentliggøres.«
Lovforslag nr. L 222 Folketinget 2020-21
Justitsmin., j.nr. 2019-731-0060
AA012432
4. I overskriften til kapitel 93 b ændres »politipersonalet« til:
»personale i politiet og anklagemyndigheden«.
5. I § 1019, stk. 1, ændres »politipersonalets adfærd i tjene‐
sten« til: »politipersonale eller andet personale i politiet og
anklagemyndigheden, som varetager politimæssige opgaver
eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og straf‐
forfølgning, når klagen angår adfærd udvist i tjenesten«.
6. § 1019 a, stk. 1, 3. pkt., ophæves.
7. I § 1019 a, stk. 2, indsættes efter »politiets«: »eller ankla‐
gemyndighedens«.
8. I § 1019 c, 2. pkt., indsættes efter »Politiet«: »og anklage‐
myndigheden«.
9. I § 1019 k, stk. 1, 1. pkt., ændres »en overordnet polititje‐
nestemand« til: »en leder i politiet eller anklagemyndighe‐
den«.
10. I § 1019 k, stk. 2, 1. pkt., ændres »til politiet, kan politiet
tilbyde klageren« til: »til politiet eller anklagemyndigheden,
kan klageren tilbydes«.
11. I § 1019 k, stk. 2, indsættes efter 1. pkt. som nyt punk‐
tum:
»I så fald sender politiet eller anklagemyndigheden en
kopi af klagen til Politiklagemyndigheden.«
12. I § 1019 k, stk. 2, 2. pkt., der bliver 3. pkt., indsættes
efter »politiet«: »ved klager over personale i politiet eller
anklagemyndigheden ved klager over personale i anklage‐
myndigheden«.
13. I § 1019 k, stk. 4, 1. pkt., ændres »Den overordnede
polititjenestemand« til: »Den leder«.
14. I § 1019 k, stk. 5, ændres »Politiet sender kopi af notit‐
sen« til: »Hvis der klages over personale i politiet, skal kopi
af notitsen fremsendes«.
15. I § 1019 k, stk. 5, indsættes som 2. pkt.:
»Hvis der klages over personale i anklagemyndigheden,
skal kopi af notitsen fremsendes til Politiklagemyndigheden,
den regionale statsadvokat og Rigsadvokaten.«
16. I § 1019 o, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »adfærdsklage‐
sag«: »om personale i politiet«.
17. I § 1019 o, stk. 1, indsættes som 3. og 4. pkt.:
»Politiklagemyndigheden underretter vedkommende
statsadvokat og Rigsadvokaten, når der indledes en adfærds‐
klage om personale i anklagemyndigheden. Politiklagemyn‐
digheden underretter endvidere vedkommende statsadvokat
og Rigsadvokaten om afgørelsen i adfærdsklagesager.«
18. I § 1019 q udgår », som politipersonale har truffet«.
19. I overskriften til kapitel 93 c ændres »politipersonale«
til: »personale i politiet og anklagemyndigheden«.
20. I § 1020, 1. pkt., ændres »af politipersonale i tjenesten«
til: »i tjenesten af politipersonale eller andet personale i po‐
litiet og anklagemyndigheden, som varetager politimæssige
opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse
og strafforfølgning,«.
21. I § 1020 a, stk. 1, ændres »politipersonale i tjenesten har
begået« til: »der er begået«.
22. I § 1020 b, stk. 1, udgår », der er begået af politipersona‐
le,«.
23. § 1020 b, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Politiklagemyndigheden efterforsker ikke sager,
hvor politipersonale i forbindelse med udrykningskørsel
overtræder færdselslovens hastighedsbestemmelser i et kø‐
retøj mærket med politiets kendetegn eller med synlige ud‐
rykningssignaler, medmindre der er konkret anledning her‐
til.«
24. I § 1020 i, stk. 2, udgår », som politipersonale har
truffet«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2021, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Lovens § 1, nr. 1-22 og 24 træder i kraft den 1.
januar 2022.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål og baggrund
1.2. Lovforslagets indhold
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Nyt tilsyn
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Straffesagskæden
2.1.1.2. Politikredsenes legalitets- og kvalitetssikring
2.1.1.3. Rigsadvokatens tilsynsforpligtelse
2.1.1.4. Statsadvokatens tilsynsforpligtelse
2.1.1.5. Rigspolitichefens tilsynsforpligtelse
2.1.1.6. Politiets kvalitetssikring af tekniske beviser
2.1.1.6.1. Kriminaltekniske undersøgelser
2.1.1.6.2. IT-tekniske undersøgelser
2.1.1.6.3. Øvrige tekniske undersøgelser
2.1.1.7. Anklagemyndighedens legalitets- og kvalitetssikring af tekniske beviser
2.1.1.8. Review af opbavaring og behandling af bevismidler i politiets og anklagemyndighedens it-systemer
2.1.1.9. Databeskyttelsesretlige krav til behandling af personoplysninger, der indgår i tekniske beviser
2.1.1.10. Andre lande
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.1.3.1. Tilsynets organisering
2.1.3.2. Tilsynets kompetence
2.1.3.3. Tekniske beviser
2.1.3.4. Tilsynets opgaver
2.1.3.4.1. Tematisk tilsyn med udvalgte bevistyper
2.1.3.4.1.1. Tilsyn med udarbejdelse af procedurer og retningslinjer
2.1.3.4.1.2. Tilsyn med, at procedurer og retningslinjer efterleves
2.1.3.4.1.3. Tilsyn med beskrivelsen af forbehold og usikkerheder
2.1.3.4.1.4. Tilsyn med oplysninger i sagsbehandlingen
2.1.3.4.2. Tilsyn med myndighedernesafgdækning af og opfølgning på konstaterede eller mulige fejl ved behandlingen
af tekniske bevismidler
2.1.3.5. Praktisk fremgangsmåde ved udførelsen af tilsyn
2.1.3.5.1. Tematiske tilsyn med udvalgte bevistyper
3
2.1.3.5.2. Tilsyn med myndighedernes afdækning af og opfølgning på konstaterede eller mulige fejl ved behandlingen
af tekniske bevismidler
2.1.3.6. Afslutning på tilsyn
2.1.3.6.1. Tematiske tilsyn
2.1.3.6.2. Tilsyn med konstaterede eller mulige fejl
2.1.3.6.3. Orientering om og høring over tilsynets vurderinger og anbefalinger
2.2. Udvidelse af politiklageordningen
2.2.1. Gældende ret
2.2.1.1. Politipersonale
2.2.1.2. Forsvarspersonale
2.2.1.3. Civilt personale i politiet
2.2.1.4. Personale ved anklagemyndigheden
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
2.2.2.1. Civilt personale i politiet
2.2.2.2. Personale ved anklagemyndigheden
2.3. Justering af ordningen med fartbøder til politiets personale i forbindelse med udrykningskørsel som led i
tjenesten
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål og baggrund
Tilliden til politiet, anklagemyndigheden og domstolene er
en hjørnesten i et retssamfund. Samtidig medfører politiets
og anklagemyndighedens opgaver, at myndighedernes per‐
sonale kan stå i modsætningsforhold til eller komme i kon‐
flikt med borgerne. Det er derfor afgørende, at borgerne har
tillid til, at politiet og anklagemyndigheden som retshånd‐
hævende myndigheder udfører deres opgaver på en måde,
hvor der ikke sker unødvendige eller ubegrundede indgreb i
den enkelte borgers rettigheder.
Opretholdelsen af en høj tillid til politiets og anklagemyn‐
dighedens arbejde forudsætter bl.a., at myndighederne hand‐
ler hurtigt og adækvat, når de bliver opmærksomme på, at
der er behov for at reagere i forhold til behandlingen af de
tekniske beviser, som bliver anvendt i straffesager. Samtidig
er det afgørende, at der er øget opmærksomhed på, at tekni‐
ske beviser underlægges systematiske kvalitetskontroller for
at sikre integriteten af de pågældende beviser. Endelig er det
afgørende, at mulige fejl og mangler altid håndteres åbent,
grundigt og ordentligt.
Behovet for at sikre et uafhængigt tilsyn med kvaliteten og
integriteten af de tekniske beviser, som politiet og anklage‐
myndigheden anvender i straffesager, blev bl.a. aktualiseret
af den såkaldte teledata-sag.
I foråret 2019 konstaterede Rigspolitiet en systemfejl i det
it-program, som politiet anvender til at konvertere såkaldte
rådata fra teleselskaberne i forbindelse med indhentning af
4
teleoplysninger i straffesager. Sagen satte grundlæggende
spørgsmålstegn ved kvaliteten af de teledata, som politiet og
anklagemyndigheden anvender i straffesager.
Behovet for, at der løbende føres eksternt tilsyn med tekni‐
ske bevisers kvalitet, blev endvidere understreget i efteråret
2019, hvor der i en konkret sag blev konstateret et DNA-
profilsammenfald, som førte til, at en person blev sigtet. Der
var tale om et match mellem et spor og en DNA-personpro‐
fil optaget i DNA-profilregistret før juni 2012, som derfor
var typebestemt efter en tidligere anvendt metode. Da der
efterfølgende blev udført en supplerende analyse baseret
på en nyere metode, viste denne, at mistanken var ubegrun‐
det. Politikredsen opgav herefter påtale i sagen.
Sagen resulterede bl.a. i, at Rigspolitiet efter drøftelse med
Rigsadvokaten udstedte nye retningslinjer for opdatering af
DNA-profiler, der er typebestemt efter den tidligere anvend‐
te metode.
Teledata-sagen viste, at der er behov for yderligere kontrol
med processen for politiets og anklagemyndighedens be‐
handling af tekniske beviser, så tilliden til disse sikres. Det
gælder fra tidspunktet, hvor materiale, spor, data eller
lignende oplysninger (f.eks. teleoplysninger, fingeraftryk,
DNA-materiale eller våbenspor) indsamles og bearbejdes,
til de præsenteres som tekniske beviser under en straffesag.
DNA-eksemplet illustrerede de bevismæssige udfordringer,
der kan være forbundet med den teknologiske udvikling
og udviklingen af nye metoder. Der er i den forbindelse
et behov for at sikre, at myndighedernes procedurer følger
relevante standarder på området.
Sagerne viste samtidig, at det er en kompleks og ressource‐
krævende opgave at afdække eventuelle fejl, der kan have
pågået over en årrække og have generel og systematisk
karakter, samt effektivt at adressere de eventuelle retssik‐
kerhedsmæssige konsekvenser heraf. Dette understreger be‐
hovet for, at der – når en sådan situation opstår – hurtigt
kommer uvildige øjne på myndighedernes håndtering heraf.
Herudover er der behov for at styrke tilliden til behandlin‐
gen af adfærdsklager og anmeldelser om strafbare forhold
begået i tjenesten for så vidt angår politiets og anklagemyn‐
dighedens ansatte. Behovet udspringer navnlig af, at der de
seneste år som et supplement til det politiuddannede perso‐
nale i højere grad er ansat civile medarbejdere for at tilføre
politiet nye kompetencer i løsningen af politiets kerneopga‐
ver.
Derfor bør Den Uafhængige Politiklagemyndigheds (Politi‐
klagemyndigheden) kompetence udvides til – ud over poli‐
tipersonale – at omfatte andet personale i politiet og ankla‐
gemyndigheden, som varetager politimæssige opgaver eller
opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølg‐
ning. Med den foreslåede udvidelse sigtes således til civilt
personale i politiet og ansatte ved den centrale anklagemyn‐
dighed (statsadvokaterne og Rigsadvokaten). På denne må‐
de sikres det, at borgerens retsstilling og mulighed for at
indbringe sådanne sager for Politiklagemyndigheden ikke
afhænger af, hvilken medarbejdergruppe sagen vedrører. Det
afgørende vil i stedet være, hvilke typer opgaver den pågæl‐
dende varetager.
Lovforslaget har til formål at styrke borgernes samlede til‐
lid til de retshåndhævende myndigheder. Lovforslagets førs‐
te del indebærer, at der oprettes en ny myndighed – Det
Uafhængige Tilsyn med Bevismidler – der vil skulle føre
tilsyn med politiets og anklagemyndighedens behandling af
tekniske beviser. Lovforslagets anden del indebærer, at Po‐
litiklagemyndigheden fremover – ud over politipersonale –
vil skulle behandle adfærdsklager og efterforske straffesager
mod andet personale i politiet og anklagemyndigheden, som
varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer
sig til retshåndhævelse og strafforfølgning.
Lovforslaget skal ses i lyset af den særlige danske model for
organisering af politi og anklagemyndighed i politikredsene,
hvor politiet og anklagemyndigheden er under fælles ledelse
af en politidirektør på lokalt niveau. Modellen sikrer bl.a. et
effektivt og uformelt samarbejde mellem de to myndigheder,
hvor der i den daglige straffesagsbehandling kan ske løben‐
de legalitets- og kvalitetssikring af straffesagsbehandlingen
– f.eks. ved løbende at afklare, hvilke tvangsindgreb der
er hjemmel til at foretage i de enkelte sager. Denne organi‐
sering, der sikrer synlighed og gennemslagskraft i legalitets‐
sikringen, bør fastholdes.
Lovforslaget skal i sin helhed understøtte den danske model
for organiseringen af politiet og anklagemyndigheden og
medvirke til, at den generelt meget høje tillid, som politiet
og anklagemyndigheden nyder blandt befolkningen, fasthol‐
des.
Lovforslaget har endelig til formål at sikre, at politiperso‐
nale i køretøjer mærket med politiets kendetegn eller med
synlige udrykningssignaler som udgangspunkt ikke modta‐
ger et bødeforelæg, hvis de registreres i ubemandede ha‐
stighedskontroller, herunder i de såkaldte stærekasser. Den
foreslåede ændring har til formål at løse de udfordringer,
der er konstateret i forbindelse med, at politiets personale
skal igennem en tidskrævende proces for at blive fritaget for
fartbøder, som de eksempelvis har fået ved passage af en
stærekasse i forbindelse med udrykningskørsel.
1.2. Lovforslagets indhold
Det foreslås, at der oprettes en ny myndighed – Det Uaf‐
hængige Tilsyn med Bevismidler (Bevismiddeltilsynet) –
5
der skal føre tilsyn med politiets og anklagemyndighedens
behandling af tekniske beviser.
Tilsynets opgaver vil bestå i at påse, at der er udarbejdet
tilstrækkelige og relevante procedurer og retningslinjer for
behandlingen af de enkelte typer af tekniske beviser, samt
at disse procedurer og retningslinjer efterleves. Tilsynet vil
desuden have til opgave at føre kontrol med, at standarder‐
klæringer, politirapporter mv. i relevant omfang beskriver de
forbehold og usikkerheder, der generelt måtte knytte sig til
de enkelte bevismidler. Tilsynet vil endvidere skulle kontrol‐
lere, om det generelt sikres, at oplysninger om forbehold og
usikkerheder, der konkret måtte knytte sig til de anvendte
tekniske beviser, fremgår af straffesagerne og fremlægges
åbent under straffesagens behandling ved domstolene. Ende‐
lig vil tilsynet kunne føre tilsyn med politiets og anklage‐
myndighedens afdækning af og opfølgning på konstaterede
eller mulige fejl ved behandlingen af tekniske beviser, hvis
der er tale om fejl af generel eller systematisk karakter og af
retssikkerhedsmæssig betydning.
Det er med oprettelsen af Bevismiddeltilsynet forudsat,
at det nye tilsyn supplerer de eksisterende kontrolmekanis‐
mer. Det nye tilsyn erstatter således ikke politiets og ankla‐
gemyndighedens eksisterende tilsynsopgaver. Politikredsene
skal derfor fortsætte med den nuværende legalitets- og kva‐
litetssikring og de lokale tilsyn, ligesom statsadvokaterne
fortsat vil skulle føre tilsyn med politikredsenes behandling
af straffesager. Det vil også fortsat være myndighederne
selv, der afdækker og adresserer konstaterede eller mulige
fejl. Det vil endvidere fortsat være Datatilsynet, der fører
tilsyn med, at reglerne om databeskyttelse bliver overholdt.
Bevismiddeltilsynets virksomhed vil skulle omfatte politiet
og anklagemyndigheden.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) vil ikke blive omfattet
af tilsynets kompetence, ligesom eksterne aktører, der udfø‐
rer undersøgelser eller udarbejder erklæringer til brug for
politiets efterforskning (f.eks. Retsgenetisk Afdeling), heller
ikke vil blive omfattet. Politiets og anklagemyndighedens
behandling af erklæringerne vil derimod være omfattet.
Efter lovforslaget vil det eksisterende Politiklageråd – der i
dag fungerer som Politiklagemyndighedens øverste ledelse
– fremover også skulle varetage det overordnede ansvar for
Bevismiddeltilsynets virksomhed.
Det foreslås herudover at udvide Politiklagemyndighedens
eksisterende kompetence til også at omfatte andet personale
i politiet og anklagemyndigheden, som varetager politimæs‐
sige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhæ‐
velse og strafforfølgning. Lovforslaget vil ensarte borgernes
retsstilling og mulighed for at indbringe sådanne sager for
Politiklagemyndigheden.
Endelig foreslås det at indføre en formodningsregel, der
indebærer, at Politiklagemyndigheden ikke efterforsker sag‐
er, hvor politipersonale i forbindelse med udrykningskørsel
overtræder færdselslovens hastighedsbestemmelser i et kø‐
retøj mærket med politiets kendetegn eller med synlige ud‐
rykningssignaler, medmindre der er konkret anledning hertil.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Nyt tilsyn
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Straffesagskæden
Behandlingen af straffesager involverer i de fleste tilfælde
flere myndigheder, herunder politiet, anklagemyndigheden,
domstolene og kriminalforsorgen. For at straffesager kan
gennemføres effektivt er det en forudsætning, at myndighe‐
derne samarbejder både på centralt og lokalt niveau.
Myndighederne i straffesagskæden varetager hver sin rol‐
le. Politiet efterforsker og opklarer forbrydelser, anklage‐
myndigheden drager strafskyldige til ansvar og sørger for, at
der ikke sker forfølgning af uskyldige, domstolene vurderer
beviserne i en sag og dømmer eller frifinder den tiltalte,
og kriminalforsorgen fuldbyrder den straf, som domstolene
evt. fastsætter.
Straffesagskæden er ikke en fast defineret størrelse, men
kan ses som en proces, der forløber fra det tidspunkt, hvor
politiet modtager en anmeldelse eller iværksætter en efter‐
forskning af egen drift, til straffesagen afsluttes eventuelt
ved endt afsoning. Sagen kan afsluttes med afvisning af
anmeldelsen, indstilling af efterforskningen, udstedelse af
et bødeforelæg eller med meddelelse af en påtaleopgivelse
eller et tiltalefrafald. Dernæst kan domstolene enten frifinde
eller idømme borgeren en bøde eller en fængselsstraf. Dom‐
stolene kan også meddele borgeren en advarsel eller afgøre
sagen med en anden strafferetlig foranstaltning. Endelig kan
sagskæden afsluttes ved kriminalforsorgen – enten ved at
borgeren afsoner en idømt straf, eller ved at kriminalforsor‐
gen fører tilsyn med borgeren gennem en nærmere fastsat
periode.
2.1.1.2. Politikredsenes legalitets- og kvalitetssikring
Den daglige forpligtelse til at påse, at der sker den fornød‐
ne kvalitets- og legalitetssikring i politikredsene i forbindel‐
se med behandlingen af straffesager, påhviler politidirektø‐
ren og skal f.eks. ske ved fastsættelse af lokale retnings‐
linjer. Denne interne kontrol finder sted sideløbende med
de regionale statsadvokater og Rigsadvokatens kontrol og
tilsyn med behandlingen af straffesager.
Ved behandlingen af en straffesag påhviler det først og frem‐
6
mest den enkelte medarbejder at påse, at sagsbehandlingen
opfylder legalitets- og kvalitetskravene og harmonerer med
god sagsbehandlingsskik. Det gælder såvel politiuddannede,
kontoruddannede, juridisk uddannede og andre akademiske
medarbejdere. Det påhviler dernæst den enkelte medarbej‐
ders nærmeste leder at kontrollere kvaliteten og legaliteten
i medarbejderens sagsbehandling. Det påhviler endelig den
enkelte anklager i forbindelse med behandlingen af straffe‐
sagerne at påse, at sagsbehandlingen i sin helhed opfylder
legalitets- og kvalitetskravene og harmonerer med god sags‐
behandlingsskik. Anklagemyndigheden har således et gene‐
relt og tværgående ansvar for straffesagens behandling.
Politidirektøren har det overordnede ansvar for at sikre lega‐
liteten og kvaliteten af politikredsens arbejde, herunder at
straffesagerne behandles så grundigt og så hurtigt som mu‐
ligt. Politidirektøren skal ligeledes sikre, at politikredsen når
de mål, der er opstillet for straffesagsbehandlingen, herunder
at de mål, der er fastsat for f.eks. sagsbehandlingstider, over‐
holdes. Politidirektøren skal – gennem chefanklageren og de
politiuddannede ledere – ved fastsættelse af lokale retnings‐
linjer og gennem den daglige legalitets- og kvalitetssikring
endvidere sørge for, at de fastsatte retningslinjer følges, såle‐
des at kravene til legalitet, kvalitet og effektivitet opfyldes i
politikredsens straffesagsbehandling.
Legalitets- og kvalitetssikring af straffesagsbehandlingen
omfatter samtlige lokalpolitistationer og afdelinger, der be‐
handler straffesager. Der afholdes regelmæssige møder mel‐
lem anklagemyndighedens jurister og lokalpolitistationer/af‐
delinger, og møder og relevante drøftelser dokumenteres.
Anklagemyndighedens daglige legalitets- og kvalitetssikring
i straffesager foregår i praksis ved et tæt samarbejde mellem
politikredsens anklagere og politipersonale. Dette skal sikre
en smidig og effektiv behandling af straffesagerne, hvor po‐
litipersonale og anklagere løbende kan drøfte behandlingen
af sagerne. En tæt kontakt mellem anklagere og politiperso‐
nale er et vigtigt led i anklagemyndighedens arbejde med at
sikre kvaliteten og legaliteten i politikredsens arbejde. Poli‐
tiet har derved løbende gennem straffesagsbehandlingen en
let og uformel adgang til juridisk rådgivning.
Praktisk kan dette både foregå ved, at anklageren deltager
i afdelingens efterforskningsmøder, og ved at politiet hen‐
vender sig til anklageren med henblik på at drøfte en kon‐
kret sag eller mere generelle spørgsmål om processuelle
tvangsindgreb, kredsen af mistænkte eller tilskæring af sag‐
en. Det kan også foregå ved, at advokaturchefen afholder
legalitetsmøder med linjechefen for efterforskningsafdelin‐
gen og/eller andre politiledere og her drøfter kvalitetsmæs‐
sige og legalitetsmæssige spørgsmål af mere generel karak‐
ter, ny lovgivning eller særlige opmærksomhedspunkter i
øvrigt. Anklagemyndigheden får på baggrund af det tætte
samarbejde med politiet under efterforskningen mulighed
for at udøve en løbende juridisk kontrol med politiets arbej‐
de. Anklagemyndigheden er ved udførelsen af arbejdet un‐
derlagt objektivitetsprincippet, jf. retsplejelovens § 96, stk.
2. Det betyder, at anklagemyndigheden ikke blot skal påse,
at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning
af uskyldige ikke finder sted. Princippet gælder også for
anklagemyndighedens tætte samarbejde med politiet og den
løbende juridiske kontrol af politiets arbejde.
2.1.1.3. Rigsadvokatens tilsynsforpligtelse
Det følger af retsplejelovens § 99, stk. 2, at Rigsadvokaten
er de øvrige offentlige anklagere overordnet og fører tilsyn
med disse.
Rigsadvokaten fører tilsyn med statsadvokaternes og politi‐
direktørernes behandling af straffesager og behandler klager
over afgørelser vedrørende strafforfølgning, der er truffet af
statsadvokaterne som 1. instans.
Rigsadvokaten foretager en overordnet mål-, resultat- og
ressourcestyring af politikredsenes straffesagsbehandling,
som også kan inddrage eventuelle oplysninger om særlige
indsats- og fokusområder, der er blevet identificeret, f.eks.
som led i arbejdet med legalitets- og kvalitetssikring. Som
led heri følger Rigsadvokaten ligeledes op på, om politi‐
kredsene har nået de overordnede mål, der er fastsat for
straffesagsbehandlingen.
Rigsadvokaten foretager en tilsvarende overordnet sty‐
ring med hensyn til statsadvokaternes straffesagsbehand‐
ling. Med henblik på at sikre et tæt og struktureret samar‐
bejde på området aftales en regelmæssig og hensigtsmæssig
mødestruktur mellem Rigsadvokaten og de regionale stats‐
advokater.
Rigsadvokaten afholder desuden mindst én gang årligt et
tilsynsmøde med hver statsadvokatur bl.a. med henblik på
at drøfte statsadvokatens organisering og tilrettelæggelse af
tilsynet og kvalitetsarbejdet med politikredsene. Det gælder
f.eks. identificering og opfølgning på særlige indsats- og fo‐
kusområder og den generelle opsamling af resultatet af bl.a.
klagesager, udviklingen i klagesager og omgørelser samt
tilsynet på særlige områder, f.eks. med langvarige sigtelser
og varetægtsfængslinger.
I forhold til de regionale statsadvokaters egen straffesagsbe‐
handling er Rigsadvokaten i sit tilsyn og kvalitetsarbejde
med statsadvokaten navnlig opmærksom på statsadvokater‐
nes behandling af ankesager, kontrolsager vedrørende for‐
varings- og foranstaltningsdømte, sagsbehandlingen af tilta‐
leindstillinger og sagsbehandlingstider. Dertil kommer, at
Rigsadvokaten i sit tilsyn og kvalitetsarbejde med Statsad‐
vokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet
navnlig er opmærksom på eksempelvis behandlingen af sær‐
7
lige internationale sager og udviklingen i statsadvokaturens
sagstyper.
I forbindelse med Rigsadvokatens behandling af bl.a. anke‐
sager, procesbevillingsansøgninger og klagesager vurderer
Rigsadvokaten løbende legaliteten, kvaliteten og effektivite‐
ten af statsadvokatens sagsbehandling.
2.1.1.4. Statsadvokaternes tilsynsforpligtelse
Det følger af retsplejelovens § 101, stk. 2, at statsadvokater‐
ne fører tilsyn med politidirektørernes behandling af straffe‐
sager og behandler klager over afgørelser truffet af politidi‐
rektørerne vedrørende strafforfølgning.
Herudover er der fastsat retningslinjer for, at politidirektø‐
rerne i en række tilfælde skal forelægge sager, der er under‐
givet politidirektørernes påtalekompetence, for statsadvoka‐
ten, inden der rejses tiltale, eller inden det besluttes, om
anke af en byretsdom skal undlades.
Gennem behandlingen af klagesager opbygger statsadvoka‐
terne kendskab til sagsbehandling og praksis ved de enkelte
embeder, hvilket er en af forudsætningerne for statsadvoka‐
ternes mulighed for at udøve et effektivt tilsyn og kontrol
med politikredsenes behandling af straffesager. Forudsæt‐
ningerne skabes yderligere gennem statsadvokaternes løben‐
de samarbejde med politikredsene. Gennem samarbejdet får
statsadvokaterne også et indgående kendskab til forholdene i
den enkelte politikreds.
Tilsyns- og kvalitetsarbejdet omfatter bl.a. politikredsenes
implementering og anvendelse af regler og retningslinjer
for behandlingen af straffesager, politikredsenes tiltaleprak‐
sis, sanktionspåstande, afgørelser og iagttagelse af tids‐
frister. Tilsynet og kvalitetsarbejdet omfatter såvel politi‐
kredsenes generelle sagsbehandlingsrutiner og retningslinjer
som behandlingen af enkeltsager. I forbindelse med sit til‐
syn og kvalitetsarbejde vurderer statsadvokaten politikredse‐
nes egen legalitets- og kvalitetssikring samt effektiviteten
i straffesagsbehandlingen. Statsadvokaten vurderer i den
forbindelse politikredsenes retningslinjer for legalitets- og
kvalitetssikring i alle lokalpolitistationer og afdelinger, der
behandler straffesager, og efterlevelsen heraf. Endvidere
vurderes ledelsens opfølgning i tilfælde af legalitets- og kva‐
litetsproblemer.
2.1.1.5. Rigspolitichefens tilsynsforpligtelse
Det følger af retsplejelovens § 109, stk. 1, at rigspolitichefen
har ansvar for politiets virksomhed i hele landet, og at rigs‐
politichefen fører tilsyn med politidirektørerne. Der er tale
om det almindelige tilsyn, der er forbundet med et over-/
underordnelsesforhold, hvilket også omfatter behandlingen
af konkrete sager.
Rigspolitichefen kan fastsætte generelle og konkrete tjene‐
stebefalinger om politiets forhold og i den forbindelse give
konkrete instrukser og udstede vejledninger mv. om håndte‐
ringen af konkrete politifaglige opgaver på tværs af politi‐
kredsene og i Rigspolitiet.
Rigspolitiets tilsyn omfatter en række konkrete områder af
politiets virksomhed, herunder forhold knyttet til efterlevel‐
sen af den lovgivning, der finder anvendelse for politiet. Ek‐
sempelvis kan Rigspolitiet føre tilsyn med og instruere om
politikredsenes indsamling og behandling af oplysninger
som led i efterforskningsmæssig virksomhed for at sikre,
at kredsene efterlever reglerne i retsplejeloven, politiloven,
de databeskyttelsesretlige regler og generelle offentligretlige
grundsætninger. Rigspolitiet udsteder i den forbindelse cir‐
kulærer, vejledninger og action cards, der konkret fastsætter,
hvordan politiets opgavevaretagelse skal ske. Rigspolitiet
håndterer endvidere situationer, hvor politiets indsamling
og brug af oplysninger ikke sker i overensstemmelse med
ovennævnte regelsæt.
Rigspolitiet fører ikke et fast, tværgående tilsyn med straf‐
fesagsbehandlingen svarende til anklagemyndighedens til‐
syn. Rigspolitiets tilsyn udføres typisk ad hoc og i tæt
sammenhæng med de konkrete styrelsesopgaver, som Rigs‐
politiet varetager i forhold til politikredsene, herunder den
bistand, som Rigspolitiet yder i forbindelse med konkrete
politiopgaver.
2.1.1.6. Politiets kvalitetssikring af tekniske beviser
Som anført under pkt. 2.1.1.2 påhviler det i første række
den enkelte medarbejder at påse, at straffesagsbehandlingen
opfylder legalitets- og kvalitetskravene og harmonerer med
god sagsbehandlingsskik. Det gælder både politipersonale,
analytikere og anklagere. Det påhviler dernæst den enkelte
medarbejders nærmeste leder at kontrollere legaliteten og
kvaliteten i medarbejderens sagsbehandling.
Rigspolitiet har ansvaret for udviklingen og driften af en
række tekniske efterforskningsredskaber, som anvendes til
eksempelvis at bearbejde indsamlede oplysninger, materialer
og spor mv. Når de indsamlede oplysninger, materialer og
spor har været behandlet eller undersøgt, udfærdiges der
typisk rapporter eller erklæringer, der gør det muligt at
dokumentere oplysningerne som beviser i konkrete straffe‐
sager. Nedenfor gennemgås de mest centrale eksempler på
disse.
2.1.1.6.1. Kriminaltekniske undersøgelser
Kriminaltekniske undersøgelser udføres både af politikred‐
sene og Rigspolitiet. Rigspolitiet (Nationalt Kriminalteknisk
Center) assisterer landets politikredse, hvis der er behov
for anvendelse af specialundersøgelser, specialkompetencer
eller specielt udstyr.
8
Politiet behandler og undersøger indsamlede kriminaltekni‐
ske spor, herunder biologiske spor, blodstænk, brandtekni‐
ske forhold, dokumenter, DNA, fingeraftryk, våbenspor, bal‐
listiske forhold, værkstøjsspor, sålaftryk og foto- og video‐
materiale.
I henhold til Rådets rammeafgørelse 2009/905/RIA om
akkreditering af leverandører af kriminaltekniske ydelser,
der udfører laboratorieaktiviteter, har Rigspolitiet (Natio‐
nalt Kriminalteknisk Center) implementeret akkrediterin‐
gsstandarden ”DS/EN/ISO/IEC 17025 – Generelle krav til
prøvetagningslaboratoriers kompetence”. Akkrediteringen
omfatter laboratorieundersøgelser af biologiske sporsøgnin‐
ger, fingeraftryk og våbentekniske undersøgelser, herunder
gerningsstedsundersøgelser i forbindelse med skudafgivel‐
ser. Der arbejdes aktuelt med at udvide akkrediteringen til
at omfatte dokumenttekniske og overfladesportekniske un‐
dersøgelser. Gerningsstedsundersøgelser, hvor der ikke har
været skudafgivelse, er ikke på nuværende tidspunkt under‐
lagt ISO-akkreditering, men retningslinjer for gerningssteds‐
undersøgelser og behandling af forskellige typer spor på
gerningssteder er beskrevet i en række vejledninger og ret‐
ningslinjer, som skal sikre kvaliteten af undersøgelser og
sporsikring på gerningssteder.
ISO/IEC-akkrediteringen medfører, at der er en række ret‐
ningslinjer og kontrolprocedurer, der skal overholdes, når
Rigspolitiet leverer kriminaltekniske ydelser til politikredse‐
ne. Det drejer sig bl.a. om retningslinjer for adgangsforhold,
adgangskontrol, håndtering af effekter og spor samt registre‐
ring og dokumentation.
Derudover er det inden for de enkelte typer af efterforsk‐
ningsredskaber defineret, hvilken kontrol resultatet af de
tekniske undersøgelser skal undergives. Dertil kommer kva‐
litetskontrol i form af makkerkontrol samt teknisk og ad‐
ministrativt review, hvor resultatet af undersøgelsen efter‐
prøves. Endvidere udføres der kompetencekontroller, f.eks.
i form af laboratoriesammenligninger og test af personale‐
kompetence. Yderligere gennemføres der periodiske interne
audits, som indebærer en overensstemmelsesvurdering i for‐
hold til kravene i ISO/IEC-standarden.
Rigspolitiet er endelig som følge af ISO/IEC-akkrediterin‐
gen underlagt en periodisk, uvildig tredjepartstilsynsbedøm‐
melse af akkrediteringsmyndigheden DANAK (Den Danske
Akkrediteringsfond). Eventuelle afvigelser, som er identi‐
ficeret, skal afhjælpes ved gennemførelse af korrigerende
handlinger, som skal godkendes af DANAK.
2.1.1.6.2. It-tekniske undersøgelser
Rigspolitiet (Nationalt Cyber Crime Center) har – med for‐
behold for de opgaver, der varetages af PET – det over‐
ordnede politifaglige ansvar for politiets opgavevaretagelse
vedrørende it-kriminalitet mv., herunder udarbejdelse af it-
tekniske erklæringer. Rigspolitiet yder efter anmodning bi‐
stand til politikredsenes efterforskning og retsforfølgning af
it-kriminalitet mv., som kræver særlig avanceret teknologi,
ekspertise eller rutine. Endvidere bistår Rigspolitiet politi‐
kredsene med at løse særligt komplekse digitale udfordrin‐
ger i forbindelse med efterforskning af it-kriminalitet.
Rigspolitiet udvikler og vedligeholder – i samarbejde med
Rigsadvokaten – nationale kvalitetsstandarder for politiets
it-efterforskning, herunder for korrekt behandling af mulige
digitale spor efter en forbrydelse. I den forbindelse indsam‐
ler Rigspolitiet nationalt og internationalt ny viden og best
practice om efterforskningsværktøjer, arbejdsmetoder, meto‐
deudvikling og metodevalidering.
Endvidere udarbejder og vedligeholder Rigspolitiet et ka‐
talog over kvalitetsgodkendt udstyr og software til it-efter‐
forskning mv., som politikredsene er forpligtede til at foreta‐
ge indkøb ud fra. Indkøb og brug af andet it-udstyr og andre
programmer kan alene ske efter aftale med Rigspolitiet.
Ved udarbejdelsen af it-tekniske erklæringer i forbindelse
med undersøgelse af computere gennemføres der review af
de it-tekniske undersøgelser. Formålet med reviewet er at
sikre, at Rigspolitiets analyse er valid og afspejler de sags‐
skridt, der er foretaget, og at erklæringen lever op til Rigs‐
politiets interne retningslinjer for udarbejdelse af it-tekniske
erklæringer.
Gennem reviewet skal det bl.a. sikres, at formålet med un‐
dersøgelsen fremgår af erklæringen, at opstillingen af analy‐
sepunkter afspejler formålet, at der er anvendt relevante un‐
dersøgelsesprogrammer, og at eventuelle udvalgte sagsdata,
der fremsendes til politikredsen sammen med erklæringen,
er korrekt beskrevet i erklæringen, herunder med relevante
forbehold i forhold til tolkningen af data og tidsstemplinger.
Når den it-tekniske undersøgelse og erklæring godkendes,
udarbejder medarbejderen, der har foretaget review, et kvali‐
tetskontroldokument. Medarbejdere, der har ansvaret for at
udføre review, har typisk flere års praktisk erfaring, hvor
de pågældende har erhvervet kompetencer inden for digital
analyse.
2.1.1.6.3. Øvrige tekniske undersøgelser
Ud over ovennævnte tekniske efterforskningsredskaber, som
Rigspolitiet råder over til brug for politikredsenes konkrete
efterforskninger, har Rigspolitiet ligeledes udarbejdet natio‐
nale retningslinjer for andre tekniske efterforskningsredska‐
ber, som anvendes i politikredsene.
Rigspolitiet har for så vidt angår brugen af automatisk num‐
merpladegenkendelse (ANPG) vejledt politikredsene om
9
jævnligt at sikre kontrol af udstyret, herunder i hvilke tilfæl‐
de der skal ske kalibrering af udstyret.
For så vidt angår tekniske indgreb i meddelelseshemmelig‐
heden har Teledatasektionen i Rigspolitiet bl.a. til opgave at
indhente, behandle og videreformidle f.eks. aflytninger eller
historiske teleoplysninger.
I relation til Teledatasektionens arbejde er der som led i op‐
følgningen på teledata-sagen indført en række systemtekni‐
ske og manuelle kvalitetskontroller med henblik på at sikre
driften og dataintegriteten. Der er endvidere påbegyndt et
arbejde med certificering af Teledatasektionens arbejdspro‐
cesser mv.
Rigspolitiets ”Vejledning om politiets håndtering og kvali‐
tetskontrol af teledata under efterforskningen” fastsætter de
nærmere krav til politiets håndtering og kvalitetskontrol af
teledata samt dokumentation for sammenhængen mellem
rådata og konverteret data, når teledata skal anvendes i rets‐
møder under efterforskningen eller fremlægges som bevis
under hovedforhandlingen.
På færdselsområdet benyttes forskellige typer teknisk måle‐
udstyr, f.eks. til brug for måling af hastighed og i forbin‐
delse med kontrol af overholdelse af køre-/ hviletidsbestem‐
melser.
Det tekniske måleudstyr, der anvendes som bevis i straffe‐
sager på færdselsområdet, gennemgår i forudbestemte inter‐
valler kalibrering eller verificering for at sikre, at udstyret
måler korrekt. Brugerne af måleudstyret er uddannede til
at benytte dette, ligesom der er udfærdiget brugervejlednin‐
ger, der angiver den korrekte fremgangsmåde for anvendelse
heraf.
Til hastighedsmåling benytter politikredsene automatisk tra‐
fikkontrol (ATK), manuelt betjente lasere, videokøretøjer og
knallertrullefelt.
Kvalitetssikringen af anvendelse af hastighedsmåleinstru‐
menter sker generelt ved, at udstyret typegodkendes af en
uafhængig institution, der som oftest er akkrediteret. Type‐
godkendelsen er en garanti for, at produktet lever op til
de specifikationer, som angives af producenten, herunder
fastsættelse af usikkerhedsfradrag for måling.
Forud for ibrugtagning skal der foretages en kalibrering,
som sikrer, at det enkelte instrument er korrekt indstil‐
let. Der foretages herefter årlige eller halvårlige verificerin‐
ger eller kalibreringer.
Hastighedsmåleinstrumenterne har desuden en række ind‐
byggede selvkontroller, eksempelvis ved at instrumentet ud‐
fører funktionstest under opstartsproceduren.
Politikredsene benytter herudover tekniske færdselsoperati‐
ve efterforskningsredskaber for køretøjer i form af eksem‐
pelvis bremseprøvestand, decelerationsmålere og lydtryks‐
målere. Kvalitetssikringen af disse efterforskningsredskaber
sker generelt gennem kalibrering af udstyret.
Af andre køretøjstekniske efterforskningsredskaber benytter
politikredsene takografer, takografkort, udlæsningsudstyr og
vægte i forbindelse med bl.a. kontrol af overholdelse af
køre- og hviletidsbestemmelser m.m.
Lastbilens takografkort kontrolleres én gang årligt af et
autoriseret værksted. Udlæsningsudstyr anvendes til udlæs‐
ning af en række data fra lastbiler og bliver automatisk
opdateret via en tilknyttet brugerlicens. Opdatering og bru‐
gerkontrol sikrer, at udlæsninger er korrekte. Derudover
benytter politikredsene forskellige former for vægte, som
gennemgår årlig service og kalibrering.
2.1.1.7. Anklagemyndighedens legalitets- og kvalitetssikring
af tekniske beviser
Det påhviler den enkelte anklager i forbindelse med behand‐
lingen af straffesagerne at påse, at sagsbehandlingen i sin
helhed opfylder legalitets- og kvalitetskravene og harmone‐
rer med god sagsbehandlingsskik. Det gælder også i forbin‐
delse med legalitets- og kvalitetssikring af tekniske beviser.
Hvis politiet eksempelvis vurderer, at retsplejelovens betin‐
gelser for at foretage et tvangsindgreb, der tilvejebringer
et teknisk bevis, er opfyldt, udfærdiger politiet en rapport,
der bl.a. indeholder en beskrivelse af mistankegrundlaget,
og hvorfor det pågældende tvangsindgreb er nødvendigt for
efterforskningen. Sagen afleveres herefter til anklagemyn‐
digheden, der foretager en selvstændig vurdering af, om
betingelserne for indhentning af den pågældende kendelse er
opfyldt. Hvis anklagemyndigheden finder, at betingelserne
ikke er opfyldt, tilbageleveres sagen til politiet med anmod‐
ning om uddybning af materialet, hvis dette er muligt. Hvis
anklagemyndigheden derimod er enig i, at betingelserne er
opfyldt, fremsættes anmodningen om afsigelse af kendelse
for en dommer. Herved foretager anklagemyndigheden en
løbende legalitetssikring af politiets indhentelse af bl.a. tek‐
niske beviser. Når det tekniske bevis er tilvejebragt, indgår
det i den fortsatte efterforskning af sagen.
I de tilfælde, hvor iværksættelsen af et tvangsindgreb ikke
forudsætter rettens forudgående eller efterfølgende godken‐
delse, vil der også ske dokumentation af indgrebet. Den
konkrete kontrol med det iværksatte indgreb vil afhænge
af indgrebets karakter. Som eksempel herpå kan nævnes
optagelse af fingeraftryk, som er et indgreb, der iværksættes
10
af sagsbehandleren i henhold til retsplejelovens regler om
legemsindgreb.
Når sagen er færdigefterforsket, afleveres den til anklage‐
myndigheden med henblik på en stillingtagen til tiltale‐
spørgsmålet. Anklagemyndigheden vurderer i den forbindel‐
se, om det ud over enhver rimelig tvivl kan bevises, at tiltal‐
te er skyldig. Som led i denne vurdering foretager anklage‐
ren en vurdering af de enkelte beviser i sagen, herunder om,
og i givet fald, hvilken vægt, de kan tillægges (kvalitet), og
om de er lovligt tilvejebragte (legalitet). I forbindelse med
denne vurdering kontrollerer anklageren, om de indhentede
beviser er korrekt gengivet af politiet i rapportmaterialet,
og om sagen er tilstrækkelig oplyst, eller om der skal fore‐
tages supplerende efterforskningsskridt for at imødegå de
eventuelle bevismæssige usikkerheder, der knytter sig til det
pågældende bevis.
Eksempelvis skal der ved straffesager om hastighedsover‐
trædelser foreligge dokumentation for gennemførelsen af
den foreskrevne periodevise kalibrering af politiets hastig‐
hedsmålere, før der kan rejses tiltale. I sager, hvor der ind‐
går teledata, skal anklageren sikre sig, at kvalitetsrapporten
indeholder de nødvendige oplysninger om de fejlkilder og
usikkerheder, der er relevante for sagen, og vurdere om
der er behov for supplerende efterforskning. Foreligger der
tekniske erklæringer i sagen, sammenholder anklageren er‐
klæringens konklusion med politiets øvrige efterforsknings‐
konklusioner og vurderer, om der skal stilles supplerende
skriftlige spørgsmål i anledning af erklæringen, eller om
der skal være vidneførsel i forbindelse med erklæringens
dokumentation i retten. Begge dele sker under iagttagelse af
forsvarerens mulighed for kontradiktion.
Anklagemyndigheden skal endvidere generelt ved tiltale‐
rejsningen gøre sig overvejelser om, hvordan beviset skal
præsenteres i retten, herunder om der er brug for efterfor‐
skere, analytikere eller sagkyndige vidner, som skal vidne
under hovedforhandlingen. Anklagemyndigheden skal desu‐
den, hvor det er relevant, indkalde andre vidner samt præ‐
sentere yderligere efterforskning, der kan understøtte eller
supplere de foreliggende beviser. Hvis der under hovedfor‐
handlingen rejses begrundede spørgsmål vedrørende kvalite‐
ten af et bevis, som ikke tidligere har været fremme, må
anklagemyndigheden overveje, om der helt undtagelsesvist
er behov for at begære sagen udsat med henblik på yderli‐
gere efterforskning, der kan understøtte eller supplere de
foreliggende beviser i sagen.
2.1.1.8. Review af opbevaring og behandling af bevismidler
i politiets og anklagemyndighedens it-systemer
I forbindelse med teledata-sagen blev der i sommeren 2019
igangsat et eksternt review af indhentning, opbevaring og
behandling af tekniske bevismidler i politiets og anklage‐
myndighedens it-systemer, herunder af de kontrolforanstalt‐
ninger myndighederne har etableret med henblik på at imø‐
degå risikoen for teknisk forvanskning. Formålet med re‐
viewet er at afdække risikoen for teknisk forvanskning som
led i processen forbundet med håndtering af bevismidler,
fra data indhentes og registreres til selve anvendelsen i efter‐
forskningen og i retten. Det kan eksempelvis være perioden
fra, at et fingeraftryk optages og registreres og matches op
imod allerede kendte fingeraftryk, til det senere fremlægges
som bevis i en straffesag.
Reviewet tilrettelægges, så de mest centrale typer af tekni‐
ske beviser undersøges først. Eksempler på tekniske bevi‐
ser, som bliver omfattet af reviewet, er: DNA, fingeraftryk,
data fra tekniske indgreb i meddelelseshemmeligheden, da‐
ta fra beslaglagte it-koster, video- og fotooptagelser fra
eksterne (f.eks. tv-overvågning) og fra politiforretninger
(f.eks. kropskameraer), automatisk nummerpladegenkendel‐
se (ANPG) og automatisk trafikkontrol (ATK).
Under forberedelsen af reviewet er der sket en afdækning
af de relevante bevistyper og systemer, der bør undersøges
nærmere. Der er identificeret en række forskellige typer
tekniske beviser, hvor risikoen for teknisk forvanskning
skal afdækkes under henvisning til den tekniske databehand‐
ling, som beviset undergives ved modtagelse/indhentning,
konvertering, omstrukturering mv. samt videreformidling til
brug i retten.
En del af reviewet er også at afdække, hvorvidt der sker
tilstrækkelig, løbende kvalitetskontrol ved håndteringen af
de forskellige tekniske beviser, og hvilke kontrolprocedurer
der er etableret for indhentning, opbevaring og behandling
af beviserne.
Reviewet skal komme med anbefalinger til, hvordan politiet
og anklagemyndigheden på kort og langt sigt kan styrke op‐
bevaringen, håndteringen og anvendelsen af de enkelte be‐
vismidler, hvis reviewet identificerer et behov for dette. An‐
befalingerne forventes bl.a. at indeholde overvejelser om
ansvaret for, at data er korrekte samt tekniske tiltag, som kan
imødegå risikoen for, at beviserne forvanskes i den tekniske
bearbejdning. Det skal samtidig sikres, at systemerne kom‐
mer under løbende intern eller ekstern kontrol i det omfang,
de ikke allerede er det.
Sideløbende med reviewet er der iværksat en ekstern un‐
dersøgelse af datahåndtering hos politiet og anklagemyndig‐
heden, som indebærer en kulegravning af et meget stort
antal it-systemer. Undersøgelsen skal medvirke til at sikre,
at borgerne kan have tillid til, at myndighederne håndterer
data korrekt og sikkert, fra de bliver indsamlet, til de skal
slettes. I den eksterne undersøgelse af datahåndtering er de
it-systemer, hvor der opbevares og behandles beviser, blevet
undersøgt blandt de første. På den måde er det tilstræbt, at
medarbejdernes håndtering af data i og omkring systemer,
11
der opbevarer tekniske beviser, er blevet kortlagt parallelt
med reviewet af de samme bevistyper.
2.1.1.9. Databeskyttelsesretlige krav til behandling af per‐
sonoplysninger, der indgår i tekniske beviser
Politiets og anklagemyndighedens behandling af personop‐
lysninger – herunder den behandling, der foretages som led i
politiets anvendelse af tekniske efterforskningsredskaber og
tilvejebringelse af beviser – er underlagt reglerne i lov nr.
410 af 27. april 2017 om retshåndhævende myndigheders
behandling af personoplysninger (retshåndhævelsesloven),
jf. retshåndhævelseslovens § 1, stk. 1.
Retshåndhævelsesloven stiller en række krav til politiets og
anklagemyndighedens behandling af personoplysninger ved
anvendelsen af tekniske beviser.
Efter retshåndhævelseslovens § 4, stk. 1, skal politiet og an‐
klagemyndigheden behandle oplysninger i overensstemmel‐
se med god databehandlingsskik og under hensyntagen til
oplysningernes karakter. De oplysninger, der behandles, skal
være relevante og tilstrækkelige og må ikke omfatte mere,
end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil op‐
lysningerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne
senere behandles, jf. retshåndhævelsesloven § 4, stk. 3.
Det er den dataansvarliges opgave at påse, at kravene i be‐
stemmelsen overholdes, og at dette kan påvises, jf. retshånd‐
hævelseslovens § 4, stk. 8. Kravet om at påvise overholdelse
må navnlig antages at indebære en mere generel pligt til
over for Datatilsynet på foranledning at kunne godtgøre, at
de relevante krav efterleves.
I overensstemmelse med retshåndhævelseslovens og rets‐
håndhævelsesdirektivets regler har politiet og anklagemyn‐
digheden hver især udpeget databeskyttelsesrådgivere, der
varetager en række nærmere oplistede opgaver på tværs af
henholdsvis politikredsene og Rigspolitiet og på tværs af
den centrale anklagemyndighed. Databeskyttelsesrådgiverne
har bl.a. til opgave at overvåge overholdelsen af retshånd‐
hævelsesloven og anden lovgivning om databeskyttelse, jf.
retshåndhævelseslovens § 31, nr. 2.
Det er således databeskyttelsesrådgivernes opgave at over‐
våge bl.a., at politiet og anklagemyndigheden overholder de
krav, der følger af retshåndhævelseslovens § 4, at politiet
og anklagemyndigheden iagttager et passende niveau af be‐
handlingssikkerhed ved behandlingen af personoplysninger,
jf. retshåndhævelseslovens § 27, og at politiet og anklage‐
myndigheden overholder de i retshåndhævelsesloven – og
relevant særlovgivning – fastsatte behandlingsregler.
2.1.1.10. Andre lande
Justitsministeriet har foretaget høring af Sverige, Norge,
Finland, Tyskland og Holland med henblik på at indhente
erfaringer vedrørende tilsynsordninger af samme karakter
som den foreslåede. Det bemærkes, at ingen af de hørte
lande har en organisatorisk opbygning af politiet og ankla‐
gemyndigheden, som er identisk med den danske model.
Justitsministeriet har modtaget svar fra samtlige hørte lan‐
de. Ingen af de adspurgte lande har imidlertid efter det
oplyste etableret uafhængige myndigheder, der fører tilsyn
med politiets og anklagemyndighedens behandling af tekni‐
ske beviser. Dog kan det nævnes, at Sverige har Säkerhets-
och integritetsskyddsnämnden (SIN), der er en statslig myn‐
dighed, som har til opgave at udøve tilsyn med bl.a. politiet
og anklagemyndigheden med henblik på at styrke borgernes
retssikkerhed.
SIN fører tilsyn med anvendelsen af tvangsindgreb (f.eks.
aflytning), agentvirksomhed samt politiets behandling af
personoplysninger og skal gennem sin tilsynsvirksomhed
sikre, at de retshåndhævende myndigheder udfører deres
aktiviteter lovligt.
SIN tilrettelægger sit arbejde efter, hvor der vurderes at
være størst risiko for, at de omfattede myndigheder begår
fejl. SIN kan beslutte at iværksætte et konkret tilsyn på eget
initiativ eller efter anmodning fra borgere. I de tilfælde, hvor
SIN modtager en anmodning, er der ikke noget krav om,
at den, som indgiver anmodningen, begrunder dette nærme‐
re, eller at den pågældende har mistanke om selv at være
underlagt et tvangsindgreb. Personen skal efterfølgende in‐
formeres om, at kontrollen er udført.
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Politiet og anklagemyndigheden i en politikreds er under
fælles ledelse af en politidirektør på lokalt niveau. De
varetager forskellige opgaver, men er samtidig tæt forbun‐
det. Det skaber mulighed for et effektivt og uformelt sam‐
arbejde mellem de to myndigheder. Samtidig bidrager an‐
klagemyndighedens tilstedeværelse til, at der kan udøves
løbende legalitets- og kvalitetssikring i politikredsenes dag‐
lige arbejde.
Politiet har allerede etableret forskellige procedurer for
kvalitetssikringen af tekniske efterforskningsredskaber, som
bearbejder indsamlede spor i efterforskningen, der senere
danner grundlag for udarbejdelsen af kriminaltekniske er‐
klæringer mv. Statsadvokaterne fører endvidere tilsyn med
politidirektørernes straffesagsbehandling, herunder bl.a. po‐
litikredsenes implementering og anvendelse af regler og ret‐
ningslinjer for behandlingen af straffesager, politikredsenes
tiltalepraksis, sanktionspåstande, afgørelser og iagttagelse af
tidsfrister. Der henvises til pkt. 2.1.1.4-2.1.1.6.
12
Statsadvokaternes nuværende tilsynsforpligtelse spiller en
vigtig rolle i forhold til den løbende legalitets- og kvalitets‐
sikring af straffesagsbehandlingen i politikredsene.
Justitsministeriet finder dog samlet set, at der er behov for
at etablere et mere tværgående tilsyn med behandlingen af
tekniske beviser.
Justitsministeriet har overvejet, om et sådant tilsyn ville
kunne etableres inden for rammerne af bl.a. statsadvokater‐
nes nuværende tilsynsforpligtelse med politidirektørernes
behandling af straffesager. Justitsministeriet finder imidler‐
tid, at der er behov for et uafhængigt og tværgående tilsyn,
der både omfatter politiet og anklagemyndigheden. Justits‐
ministeriet finder det nødvendigt, at tilsynet bliver fuldt ud
uafhængigt og får en bred, tværfaglig sammensætning samt
teknisk indsigt. Det skyldes dels behovet for at sikre tilliden
til myndighedernes behandling af de pågældende beviser,
dels karakteren af den opgave, som tilsynet vil skulle vareta‐
ge.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at der er behov
for at etablere et nyt uafhængigt tilsyn. Tilsynet vil konkret
skulle påse, at politiet og anklagemyndigheden – inden for
de enkelte typer af tekniske beviser – har etableret og ef‐
terlever relevante procedurer og retningslinjer med henblik
på at sikre integriteten af tekniske beviser, at de tekniske
erklæringer og eventuelle supplerende politirapporter afspej‐
ler de forbehold og usikkerheder, der generelt måtte knytte
sig til de pågældende beviser, og at oplysningerne herom i
relevant omfang indgår og fremlægges i straffesagen. Tilsy‐
net vil således have til formål at sikre, at beviserne – set i
lyset af de særlige retssikkerhedsmæssige krav, der stilles i
straffesager – behandles korrekt. Tilsynet vil derimod ikke
have til opgave at efterprøve myndighedernes efterlevelse
af de regler, principper mv., der ikke er direkte knyttet til
strafferetsplejen, f.eks. offentlighedslovens regler om jour‐
naliserings- og notatpligt og de databeskyttelsesretlige regler
i retshåndhævelsesloven.
Behovet for et nyt tilsyn understøttes endvidere af, at der
i dag findes en række tekniske beviser, der ikke tidligere
indgik i straffesagerne, og at denne udvikling må antages
at fortsætte. Det betyder, at der forventeligt kommer andre
bevistyper til end dem, politiet og anklagemyndigheden ar‐
bejder med i dag, herunder de eksempler, der er nævnt under
pkt. 2.1.3.3.
Det øgede antal af bevistyper stiller større krav til politiets
og anklagemyndighedens redegørelse for bevisernes karak‐
ter med henblik på, at de kan indgå i straffesagen med den
fornødne transparens. Den løbende udvikling i politiets ef‐
terforskningsmetoder giver anklagemyndigheden mulighed
for en række nye former for bevisførelse, som sigtede og
dennes forsvarer skal have lejlighed til at udtale sig om, jf.
princippet om kontradiktion. Det øgede antal af tekniske be‐
vistyper stiller tilsvarende yderligere krav til tiltaltes forsvar.
Selvom det i sidste ende er retten, der vægter de fremlag‐
te beviser ved vurderingen af, om en person er skyldig,
er det nødvendigt for alle straffesagens aktører at forstå
opbygningen af det enkelte bevismiddel og hvilke generelle
usikkerheder, der måtte knytte sig til det. Det er afgørende
for rettens evne til at nå frem til den materielle sandhed
og træffe afgørelser om bevisførelsen ved behandlingen af
straffesagerne, at anklagemyndigheden under retsmøder i re‐
levant omfang fremlægger og henleder rettens opmærksom‐
hed på relevante forbehold og usikkerheder, der knytter sig
til tekniske beviser. Retten vil således ikke kunne vurdere og
bedømme forhold, som retten ikke kender til. Det bemærkes
i den forbindelse, at der ved behandlingen af straffesager
ofte deltager lægdommere, som ikke kan forventes at have
den faglige og tekniske indsigt i karakteren og validiteten af
de forskellige tekniske beviser.
Justitsministeriet har i forlængelse heraf overvejet, hvordan
tilsynets opgaver nærmere vil skulle tilrettelægges. Tilsynets
opgaver i forhold til henholdsvis politiet og anklagemyndig‐
heden vil således skulle afspejle de roller, som de respektive
myndigheder har ved behandlingen af tekniske beviser.
Politiet foretager ved hjælp af tekniske processer – og even‐
tuelt med hjælp fra eksterne aktører som Retsmedicinsk In‐
stitut – behandling af materiale og andre spor til brug for
straffesagen. Det er politiet, der som det første led i straffe‐
sagskæden foretager eller initierer den tekniske behandling
af beviser. Politiet integrerer herefter oplysningerne i straf‐
fesagen sammen med sagens øvrige efterforskningsmateria‐
le. Af samme grund er politiet den aktør med størst indfly‐
delse på den måde, beviserne fremtræder på i den samlede
straffesag. Dertil kommer, at politiet og eksterne aktører i
standarderklæringer eller lignende angiver de statistiske og
tekniske forbehold og usikkerheder, der generelt eller kon‐
kret er forbundet med de enkelte bevistyper.
Det er endvidere politiet, der oplyser sagen, og dermed også
politiet, der som udgangspunkt beslutter, hvilke oplysninger
og rapporter der skal indhentes og udarbejdes til brug for
sagen. Politiet kan i den forbindelse i større eller mindre
omfang angive, hvilke bevismæssige usikkerheder der skal
tages højde for i forhold til de konklusioner, der er draget
under efterforskningen. Det kan f.eks. ske ved, at politiet
supplerer standarderklæringer med politirapporter, hvoraf
det konkret fremgår, hvilke usikkerheder de enkelte tekniske
processer og fortolkninger er forbundet med.
Anklagemyndighedens rolle vil i forlængelse heraf være at
sikre, at de relevante erklæringer og rapporter fremgår af
sagerne, og at oplysninger om karakteren af de tekniske be‐
viser indgår i sagen og fremlægges i relevant omfang under
13
retsmøder – både under efterforskningen, og når sagen ho‐
vedforhandles i retten.
Anklageren skal endvidere kontrollere, om de indhentede
beviser er korrekt gengivet af politiet i rapportmaterialet, og
om sagen er tilstrækkelig oplyst, eller om der skal foretages
supplerende efterforskningsskridt, herunder for at imødegå
de eventuelle usikkerheder, der knytter sig til det pågælden‐
de bevis. Foreligger der tekniske erklæringer i sagen, sam‐
menholder anklageren erklæringens konklusion med politi‐
ets rapport og konklusioner og vurderer, om der skal stilles
supplerende skriftlige spørgsmål i anledning af erklæringen,
eller om der skal være vidneførsel i forbindelse med erklæ‐
ringens dokumentation i retten.
De foreslåede opgaver skal endvidere ses i sammenhæng
med sagens overgang til behandling ved domstolene.
Retten vurderer de fremlagte beviser under hovedforhand‐
lingen og træffer afgørelse (afsiger dom) i straffesager, lige‐
som rettens formand leder hovedforhandlingen. Det følger
af retsplejelovens § 867, at rettens formand er berettiget og
forpligtet til på egen hånd at stille spørgsmål til den, som af‐
høres, når der i sandhedens interesse er grund til dette (prin‐
cippet om den materielle sandhed). Efter retsplejelovens §
874, stk. 3, kan retten desuden beslutte, at bevis skal føres,
selvom ingen af straffesagens parter har ønsket det ført.
Som anført findes det hensigtsmæssigt, at Bevismiddeltilsy‐
net også får mulighed for at overvære udvalgte retsmøder,
hvor det bevismiddel, hvis behandling der føres tilsyn med,
indgår, og inddrage disse erfaringer i sine samlede vurderin‐
ger og eventuelle generelle anbefalinger.
2.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der oprettes et nyt uafhængigt tilsyn med
politiets og anklagemyndighedens behandling af tekniske
beviser. Nedenfor behandles det foreslåede tilsyns organi‐
sering og sammensætning (pkt. 2.1.3.1) og forskellige ge‐
nerelle spørgsmål vedrørende tilsynets kompetence (pkt.
2.1.3.2). Dernæst følger en nærmere afgrænsning af, hvilke
tekniske beviser der vil være omfattet af tilsynsvirksomhe‐
den (pkt. 2.1.3.3), mens de efterfølgende afsnit beskriver til‐
synets opgaver (pkt. 2.1.3.4), den praktiske udførelse heraf
(pkt. 2.1.3.5) og afslutning på tilsynet (pkt. 2.1.3.6).
2.1.3.1. Tilsynets organisering
Justitsministeriet finder, at Bevismiddeltilsynet i sin virk‐
somhed bør være fuldstændig uafhængigt af politiet og an‐
klagemyndigheden.
Det foreslås derfor, at myndigheden i administrativ henseen‐
de – på lige fod med Politiklagemyndigheden – placeres
direkte under Justitsministeriet, der vil være den øverste an‐
svarlige for Bevismiddeltilsynets bevillinger og andre øko‐
nomiske forhold, personale og IT.
Da myndigheden er uafhængig, vil dens endelige vurderin‐
ger, henstillinger og anbefalinger ikke kunne ændres af
Justitsministeriet eller nogen anden administrativ myndig‐
hed. Der vil heller ikke kunne meddeles tilsynet pålæg om,
at tilsynet, udover hvad der er fastsat i lovgivningen, skal
foregå på en bestemt måde. Myndighederne vil heller ikke
kunne bede tilsynet om at stoppe et igangværende tilsyn.
Det foreslås endvidere, at Bevismiddeltilsynet organisato‐
risk placeres under samme ledelse som Politiklagemyndig‐
heden. Det vil herefter være Politiklagerådet, der har det
overordnede ansvar for Bevismiddeltilsynets virksomhed og
for at fastlægge generelle overordnede retningslinjer for
myndighedens arbejde. Det daglige ansvar for myndighe‐
dens arbejde vil påhvile direktøren for Politiklagemyndighe‐
den, der fremover også vil være den øverste ansvarlige for
Bevismiddeltilsynets medarbejdere. Politiklagerådet fastsæt‐
ter fortsat sin egen forretningsorden og regler om arbejdets
fordeling mellem rådet og direktøren.
Herved sikres en hensigtsmæssig balance mellem den fagli‐
ge del af myndigheden, der skal udføre det daglige arbejde,
og ekstern indflydelse og kompetence i form af et råd, der
som kontrolinstans har det overordnede ansvar for myndig‐
hedens virke. Et nyt, uafhængigt tilsyn under Politiklagerå‐
dets ledelse vil endvidere tilføre et lægt element til kontrol‐
len med politiets og anklagemyndighedens behandling af
tekniske beviser. Dette vil – sammen med et i øvrigt bredt
sammensat Politiklageråd – kunne være med til at fastholde
tilliden til brugen af disse bevistyper. Det foreslås i den
forbindelse, at Politiklagerådet udvides med en teknisk ek‐
spert med henblik på at understøtte et tværfagligt blik på
Bevismiddeltilsynets virksomhed.
Ud over den fælles direktør for Politiklagemyndigheden og
Bevismiddeltilsynet vil tilsynets sekretariat skulle bestå af
en sekretariatschef, der ligesom direktøren forudsættes at
være en erfaren jurist, og som kan varetage direktørens
funktioner i forhold til tilsynet, når denne ikke er til ste‐
de. Tilsynets sekretariat vil endvidere skulle bestå af et yder‐
ligere antal juridiske medarbejdere samt en eller flere per‐
soner med efterforskningsmæssig baggrund. Sekretariatet vil
herudover skulle bestå af en eller flere analytiske medarbej‐
dere med en relevant uddannelsesmæssig baggrund, f.eks.
inden for det samfundsvidenskabelige område. Herudover
vil der skulle indgå administrativt personale.
Justitsministeriet finder, at der – ligesom for Politiklage‐
myndigheden – herudover ikke er grundlag for at foreslå
særlige regler om sammensætningen af personalet i Bevis‐
14
middeltilsynets sekretariat, f.eks. i relation til tidligere arbej‐
de i politiet eller i anklagemyndigheden.
Der er efter Justitsministeriets opfattelse ikke noget til hin‐
der for, at en medarbejder ansat ved tilsynet har en politi‐
mæssig uddannelse og tidligere har gjort tjeneste i politiet,
ligesom en anklagerfaglig baggrund heller ikke vil være en
hindring. Omvendt bør dette ikke stilles som en betingelse.
Medarbejderne i Bevismiddeltilsynet skal i deres daglige
virke have for øje, at myndigheden er uafhængig af politiet
og anklagemyndigheden. Justitsministeriet finder dog ikke
anledning til at stille forslag om en »karantæneperiode«
for tidligere medarbejdere i politiet og i anklagemyndighe‐
den. En sådan karantæneperiode gælder heller ikke for med‐
arbejdere i Politiklagemyndigheden. Justitsministeriet har
herved navnlig lagt vægt på, at det også i forbindelse med
ansættelse af medarbejdere i tilsynet vil være særdeles van‐
skeligt at skaffe kvalificerede medarbejdere, hvis der stilles
krav om en sådan karantæneperiode.
Som det fremgår af pkt. 2.1.3.3, får Bevismiddeltilsynet
en forholdsvis bred kompetence med hensyn til typen af
tekniske beviser, der efter deres karakter er meget forskelli‐
gartede. Et effektivt og tidssvarende tilsyn vil kræve, at der i
en række tilfælde indhentes enten national eller international
ekspertbistand inden for de enkelte områder.
Det forudsættes derfor, at tilsynet løbende vil kunne antage
ekstern ekspertbistand, navnlig i forbindelse med de tema‐
tisk tilrettelagte tilsyn (pkt. 2.1.3.5.1). Det kan f.eks. være i
tilfælde, hvor tilsynet ikke har den fornødne ekspertise i for‐
hold til de enkelte bevistyper. Tilsynet vil i tilknytning hertil
skulle sørge for, at eksterne eksperter – på lige fod med
tilsynets øvrige medarbejdere – gennemgår sikkerhedsgod‐
kendelsesprocedurer mv. i relevant omfang. Politiklagerådet
forudsættes ligeledes at kunne gøre brug af den ekspertbi‐
stand, som tilsynet antager. Politiklagerådet kan i den for‐
bindelse f.eks. bede om at få en redegørelse for det tekniske
bevismiddel, der er under tematisk tilsyn.
2.1.3.2. Tilsynets kompetence
Det foreslås, at tilsynets virksomhed skal omfatte politi‐
ets og anklagemyndighedens behandling af tekniske bevi‐
ser. Begrebet »behandling« skal forstås bredt og relaterer sig
til politiets og anklagemyndighedens samlede håndtering af
tekniske beviser med de begrænsninger, der er nævnt i pkt.
2.1.3.4. Tilsynet omfatter således den behandling og anven‐
delse, som foretages i politikredsene, herunder efterforsk‐
ningsfællesskaberne, hos Rigspolitiet, hos Rigsadvokaten,
hos de to regionale statsadvokater og hos Statsadvokaten for
Særlig Økonomisk og International Kriminalitet. Tilsynet vil
således også omfatte den behandling og anvendelse, som
foretages i den kommende nationale efterforskningsenhed
og den nye statsadvokat.
Hovedformålet med etableringen af tilsynet er at sikre, at
der ved behandlingen af de pågældende beviser altid er fuldt
fokus på, at disse potentielt ville skulle indgå i en konkret
straffesag, og at de usikkerheder, der konkret eller generelt
måtte knytte sig til beviserne, fremlægges gennem hele
straffesagskæden i relevant omfang. Dertil kommer behovet
for at sikre tilliden til politiets og anklagemyndighedens
behandling af tekniske beviser i kølvandet på bl.a. teledata-
sagen.
Bevismiddeltilsynets undersøgelser skal rette sig imod poli‐
tiet og anklagemyndigheden som myndigheder og mod be‐
handlingen af tekniske beviser på myndighedsniveau. Tilsy‐
net føres ikke med enkeltpersoner eller enkeltsager inden for
myndighederne. Det betyder selvsagt ikke, at tilsynets un‐
dersøgelser ikke vil kunne give anledning til, at der iværk‐
sættes undersøgelser af sådanne forhold hos andre undersø‐
gelsesorganer.
Det foreslås endvidere, at PET ikke skal være omfattet
af tilsynets kompetence. Justitsministeriet har herved lagt
vægt på, at et tilsyn af den foreslåede karakter med PET’s
behandling af tekniske beviser vil kunne kompromittere
PET’s arbejde med at forebygge, efterforske og modvirke
forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed. Ma‐
teriale tilvejebragt i forbindelse med PET’s efterforskninger,
som overdrages til en politikreds som del af en konkret
straffesag, vil dog være omfattet af tilsynets kompetence
fra tidspunktet, hvor tiltalespørgsmålet i sagen er afgjort,
medmindre retten endeligt har undtaget materialet fra for‐
svarerens aktindsigt efter retsplejelovens § 729 c, stk. 1, nr.
6, ud fra hensynet til beskyttelse af fortrolige oplysninger
om politiets efterforskningsmetoder, og materialet dermed
ikke indgår som bevis i straffesagen. Tilsynets generelle
anbefalinger til politiet vil endvidere skulle indgå ved PET’s
behandling af tekniske beviser, i det omfang de måtte være
relevante.
Afgrænsningen indebærer, at Politiklagemyndighedens ef‐
terforskning af straffesager undtages fra Bevismiddeltilsy‐
nets kompetence. Dette skal navnlig ses i lyset af Politi‐
klagemyndighedens sagsgange i forhold til brugen af tekni‐
ske beviser. Politiklagemyndighedens efterforskning vil i en
række tilfælde basere sig på bistand fra politiet, herunder
ved Politiklagemyndighedens behov for kriminalteknisk bi‐
stand og bistand til tekniske indgreb i meddelelseshemme‐
ligheden. Som eksempel modtager Politiklagemyndigheden
på anmodning bistand fra politiet i forbindelse med opta‐
gelse af fingeraftryk og DNA, våbentekniske undersøgelser
(både i forhold til funktionalitet og ballistik), tekniske un‐
dersøgelser vedrørende køretøjer, brand og blodstænk, data
fra indgreb i meddelelseshemmeligheden samt udlæsning
af databærende enheder. Politiklagemyndigheden modtager
desuden på anmodning bistand fra politiet i form af f.eks.
flådestyringsdata fra politiets køretøjer, data fra indgående
opkald til 112 og 114 osv.
15
Vurderingen af tiltalespørgsmålet i sager, som efterforskes
af Politiklagemyndigheden, foretages af anklagemyndighe‐
den (statsadvokaterne), der også fører sagen i retten. Det
lægges således til grund, at tilsynets kompetence i forhold til
politiet og anklagemyndigheden imødekommer behovet for
at få belyst de forbehold og usikkerheder, der måtte knytte
sig til tekniske beviser, som indgår i Politiklagemyndighe‐
dens efterforskning, og som eventuelt senere præsenteres
som bevis i en straffesag. Som anført vedrørende PET oven‐
for vil tilsynets generelle anbefalinger til politiet og ankla‐
gemyndigheden imidlertid skulle indgå ved Politiklagemyn‐
dighedens behandling af tekniske beviser, i det omfang de
måtte være relevante.
Tilsynet vil heller ikke omfatte eksterne aktører, som bistår
politiet og anklagemyndigheden i processen med at indsam‐
le spor og behandle tekniske beviser, herunder de erklærin‐
ger mv., som sådanne eksterne aktører udfærdiger til brug
for konkrete straffesager. Tilsynet omfatter eksempelvis ikke
Retsmedicinsk Institut. Hvis politiet imidlertid udarbejder
politirapporter eller lignende ud fra en retsgenetisk erklæ‐
ring, vil politirapporten være omfattet af tilsynets virksom‐
hed. Denne afgrænsning skal ses i sammenhæng med det i
pkt. 2.1.2.1 anførte om politiets initiering af den tekniske
bevisbehandling og politiets integrering af oplysningerne i
straffesagen sammen med sagens øvrige efterforskningsma‐
teriale. Afgrænsningen skal endvidere ses i sammenhæng
med, at eksterne aktører alene forholder sig til det materia‐
le, som de får til behandling. Der er således tale om en
afgrænset behandling, der finder sted på vegne af de rets‐
håndhævende myndigheder, og hvor eksterne aktører ikke
har mulighed for at tage sagens øvrige omstændigheder i
betragtning.
Det bemærkes, at Bevismiddeltilsynets tilsyn ikke vil være
sammenfaldende med det tilsyn, der udøves på det databe‐
skyttelsesretlige område. Det gælder behandling af person‐
oplysninger, når dette sker som led i behandlingen af tekni‐
ske beviser, herunder de kvalitative krav der stilles til de
personoplysninger, som indgår i tekniske beviser.
Som redegjort for under pkt. 2.1.1.9 stiller retshåndhævel‐
seslovens § 4 en række kvalitative krav til personoplysnin‐
ger, der behandles som led i anvendelsen af tekniske bevi‐
ser. Ansvaret for, at disse krav overholdes, påhviler den
dataansvarlige, og den dataansvarlige er undergivet Datatil‐
synets tilsyn i denne henseende.
Det vil derfor f.eks. falde uden for Bevismiddeltilsynets
kompetence at vurdere, om personoplysninger er af en så‐
dan kvalitet, at de lever op til kravene i retshåndhævelseslo‐
vens § 4, idet denne kompetence henhører under Datatilsy‐
net. Det vil ligeledes være Datatilsynet, der vurderer, om
it-infrastruktur eller it-sikkerhedsmæssige forhold lever op
til forpligtelserne i retshåndhævelseslovens § 27 om behand‐
lingssikkerhed.
Som nærmere redegjort for under pkt. 2.1.3.4.1.1 vil Bevis‐
middeltilsynet bl.a. få til opgave at vurdere, hvorvidt der
er udarbejdet tilstrækkelige og relevante procedurer og ret‐
ningslinjer for håndtering af de enkelte typer af tekniske
beviser. Tilsynets fokus vil være, at disse procedurer og
retningslinjer samlet set er egnede til at sikre en passende
kvalitet af den pågældende bevistype, og at mulige fejlkilder
og usikkerheder, såvel generelle som konkrete, knyttet til
de forskellige bevismidler identificeres og i relevant omfang
videreformidles til straffesagsaktørerne.
Opstår der spørgsmål om det fornødne niveau af behand‐
lingssikkerhed, når et teknisk bevis omfatter behandling af
personoplysninger, vil vurderingen af, hvad der udgør et
passende niveau for behandlingssikkerheden, f.eks. kravene
til en anvendt krypteringsløsning, henhøre under Datatilsy‐
nets tilsynskompetence.
Ligeledes vil eksempelvis spørgsmål om, hvornår og i hvil‐
ket omfang oplysninger skal slettes, skulle afklares ud fra de
databeskyttelsesretlige regler og vil derfor ligeledes henhøre
under Datatilsynets tilsynskompetence.
Bevismiddeltilsynets kompetence vil heller ikke omfatte til‐
synet med efterlevelsen af de særregler, der er fastsat for po‐
litiets registre, f.eks. kriminalregisteret, Politiets Efterforsk‐
ningsstøttedatabase (PED) og DNA-profilregistret.
Bevismiddeltilsynet vil derudover ikke skulle beskæftige sig
med forhold knyttet til myndighedernes økonomiske og res‐
sourcemæssige forvaltning, idet sådanne forhold navnlig er
underlagt Rigsrevisionens kontrol.
Ved ovenstående afgrænsning lægger Justitsministeriet vægt
på, at Bevismiddeltilsynet skal have et klart fokus på for‐
hold, der konkret kan påvirke tilliden til og integriteten af
tekniske beviser, og ikke beskæftige sig med forhold, der
allerede er underlagt eksterne og uafhængige tilsynsmyndig‐
heder.
Bevismiddeltilsynet vil dog i alle tilfælde kunne viderefor‐
midle konkrete observationer, f.eks. knyttet til efterlevel‐
sen af generelle offentligretlige eller databeskyttelsesretlige
regelsæt, som observeres i en politikreds, statsadvokatur,
Rigspolitiet eller Rigsadvokaten.
Der henvises endvidere til pkt. 2.1.3.4 om Bevismiddeltilsy‐
nets opgaver.
2.1.3.3. Tekniske beviser
16
Begrebet »tekniske beviser« skal forstås bredt og omfatter
oplysninger, spor og materiale, som indsamles til brug for
en teknisk undersøgelse eller behandling, således at oplys‐
ningerne senere kan dokumenteres som bevis i en straffe‐
sag. Det er ikke afgørende for afgrænsningen, at den tekni‐
ske undersøgelse eller behandlingen foretages på en bestemt
måde, herunder om der bliver anvendt it-systemer eller lig‐
nende.
Som det fremgår af pkt. 2.1.2, medfører den teknologiske
og videnskabelige udvikling, at der løbende kommer nye be‐
vistyper til. Lovforslaget indeholder derfor ikke en udtøm‐
mende opregning af de tekniske beviser, som politiet og an‐
klagemyndigheden i dag gør brug af i deres respektive sags‐
behandling. Af eksempler på eksisterende tekniske beviser
kan dog nævnes teledata, biologiske spor, blodstænksanaly‐
ser, brandtekniske undersøgelser, dokumentanalyser, DNA,
fingeraftryk, våbenspor, ballistiske undersøgelser, værktøjs‐
spor, sålaftryk, foto- og videooptagelser, undersøgelse af ke‐
miske stoffer, jordbundsanalyser samt it-spor fra computere,
tablets og internettet.
De nævnte beviser er kendetegnet ved at have været under‐
givet eller været fremkommet ved en forudgående teknisk
undersøgelse eller behandling enten hos politiet selv, hos en
ekstern aktør, som eksempelvis Retsmedicinsk Institut, eller
hos private aktører, der udleder en konklusion på baggrund
af undersøgelsen.
Under hovedforhandlingen i en straffesag vil konklusionen
af undersøgelserne typisk blive dokumenteret. Når tekniske
beviser skal dokumenteres i en straffesag, sker det således
i videst muligt omfang på et skriftligt grundlag. Dokumenta‐
tionen består typisk af en teknisk erklæring, en udskrift fra
et anvendt teknisk system, en politirapport eller lignende,
hvori der er redegjort for beviset, herunder dets oprindelse,
behandling og resultatet af behandlingen. Hvis der er tale
om beviser, som mest hensigtsmæssigt dokumenteres på an‐
den måde end på skriftligt grundlag, f.eks. afspilning af en
lydfil i retten, vil sådanne beviser samtidig være ledsaget
af skriftligt materiale, der i muligt omfang dokumenterer be‐
visets oprindelse, behandling og resultatet heraf. Den skrift‐
lige dokumentation af et bevis kan bl.a. suppleres af en
sagkyndig vidneforklaring.
Politiet og anklagemyndigheden vil eksempelvis kunne do‐
kumentere et køretøjs hastighed ved brug af tekniske bevi‐
ser. Det samme gør sig gældende i forhold til resultatet af en
blodstænksanalyse, der dokumenteres på baggrund af politi‐
ets generelle viden og erfaringer sammenholdt med konkrete
observationer, herunder eventuelt dokumenteret gennem an‐
vendelse af foto og mikroskop.
Dokumentationen under hovedforhandlingen vil som ud‐
gangspunkt finde sted efter reglerne i retsplejelovens §
871. Der tilsigtes ikke med lovforslaget nogen ændring af
denne bestemmelse.
Oplysningerne og materialet skal være indhentet eller ind‐
samlet som led i politiets efterforskningsarbejde, der har
til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge
strafansvar er til stede, og tilvejebringe oplysninger til brug
for sagens afgørelse samt forberede sagens behandling ved
retten. Bevismiddeltilsynets kompetence strækker sig i til‐
knytning hertil fra tidspunktet, hvor politiet indhenter eller
indsamler oplysningerne, til de eventuelt præsenteres som
bevis under en straffesag. Tilsynet tilser alle faser af forlø‐
bet, herunder også behandlingen af beviserne forud for, at
disse bliver omfattet af en konkret straffesag. Der henvises
endvidere til pkt. 2.1.3.4 om tilsynets opgaver.
Som eksempel på bevistyper, der ikke vil være omfattet
af definitionen »tekniske beviser«, kan nævnes vidnebevi‐
set, såfremt dette ikke har været undergivet eller er frem‐
kommet ved en forudgående teknisk undersøgelse eller be‐
handling, f.eks. i form af en lyd- eller videooptagelse af
afhøringen. Denne bevistype adskiller sig generelt fra de
ovenfor nævnte ved, at beviset – i dette tilfælde vidnet
– kan fremlægges for retten i sin umiddelbare form. Det
samme gør sig gældende for f.eks. udskrift af korrespondan‐
ce og kontoudtog, samt genstande som våben, tøj eller lig‐
nende, der ligeledes blot kan fremvises under retsmøder. Der
kan eksempelvis være tale om tilfælde, hvor en springkniv
fremvises i retten med henblik på at demonstrere dens funk‐
tion. Et andet eksempel kunne være beklædningsgenstande,
der medbringes i retten, så rettens medlemmer kan få frem‐
vist farven, mønstret eller andre kendetegn herved. Disse
bevistyper, som kan fremlægges i retten i deres umiddelbare
form, og som – uden nogen form for forudgående teknisk
undersøgelse eller behandling – kan dokumenteres for ret‐
ten, vil ikke være omfattet af begrebet »tekniske beviser«.
Hvis der omvendt er tale om en ballistisk undersøgelse, hvor
der udarbejdes en erklæring om, at et projektil må antages
at være affyret fra et bestemt skydevåben, vil der være tale
om »tekniske beviser« omfattet af tilsynets kompetence. Det
samme gør sig gældende, hvis beklædningsgenstande skal
undersøges nærmere for DNA-materiale. Disse bevistyper er
således et resultat af en forudgående teknisk undersøgelse
og behandling.
2.1.3.4. Tilsynets opgaver
Det foreslås som nævnt under pkt. 2.1.3.2 at afgrænse til‐
synets virksomhed til politiets og anklagemyndighedens be‐
handling af tekniske beviser.
Tilsynet vil skulle udføre to former for tilsynsvirksomhed
vedrørende myndighedernes behandling af tekniske bevi‐
ser. For det første vil tilsynet på eget initiativ kunne gen‐
nemføre tematiske tilsyn af udvalgte bevistyper, jf. pkt.
17
2.1.3.4.1. For det andet vil tilsynet på baggrund af en ori‐
entering fra den relevante myndighed kunne gennemføre
tilsyn med myndighedernes afdækning af og opfølgning på
konstaterede eller mulige fejl vedrørende behandlingen af
tekniske beviser, jf. pkt. 2.1.3.4.2.
2.1.3.4.1. Tematiske tilsyn med udvalgte bevistyper
Tilsynet vil kunne iværksætte tematiske tilsyn af udvalg‐
te bevistyper med henblik på at føre tilsyn med politiets
og anklagemyndighedens udarbejdelse af procedurer og ret‐
ningslinjer, om procedurer og retningslinjer overholdes, be‐
skrivelsen af forbehold og usikkerheder samt oplysninger i
sagsbehandlingen, jf. pkt. 2.1.3.4.1.1-2.1.3.4.1.4 nedenfor.
Det forudsættes, at tilsynet er tilbageholdende med at iværk‐
sætte tematiske tilsyn i de tilfælde, hvor anklagemyndighe‐
den som led i sit tilsynsarbejde har iværksat et tematilsyn
mv. Dette indebærer ligeledes, at anklagemyndigheden for‐
udsættes ikke at iværksætte særskilte tematilsyn eller større
tilsynsmæssige aktiviteter vedrørende tekniske beviser uden
først at have afstemt dette med Bevismiddeltilsynet.
2.1.3.4.1.1. Tilsyn med udarbejdelse af procedurer og ret‐
ningslinjer
Bevismiddeltilsynet vil for det første skulle påse, at der
generelt er udarbejdet tilstrækkelige og relevante procedurer
og retningslinjer for politiets håndtering og behandling af de
enkelte typer af tekniske beviser.
I det omfang der findes egentlige nationale eller internatio‐
nale standarder (f.eks. ISO-standarder), der regulerer områ‐
det for den pågældende bevistype, vil tilsynet kunne anven‐
de disse som led i sin vurdering. Det forudsættes, at tilsynet
i relevant omfang tager udgangspunkt i internationalt aner‐
kendte standarder. Tilsynet vil kunne anmode myndigheder‐
ne om dokumentation for, at standarderne er implementeret,
og at eventuelle certificeringer og akkrediteringer er opnå‐
et. Det præciseres samtidig, at tilsynet ikke får til opgave at
certificere eller akkreditere myndighedernes processer eller
afgøre, om myndighederne vil kunne opnå certificering eller
akkreditering. Tilsynets opgave vil i denne fase alene være
at påse, at myndighederne har implementeret de relevante
standarder på området.
I mangel af egentlige standarder og certificeringsordninger
på området, vil tilsynet kunne tage udgangspunkt i national
og international praksis. Det skal i tilknytning hertil bemær‐
kes, at tilstedeværelsen af egentlige standarder ikke er en
forudsætning for, at tilsynet kan fremkomme med anbefalin‐
ger.
Ved vurderingen af, om der er udarbejdet tilstrækkelige pro‐
cedurer og retningslinjer, vil det også være relevant for tilsy‐
net at se på, om der er fastsat retningslinjer om særlige ud‐
dannelseskrav for de ansatte eller information til brugerne af
den pågældende bevistype vedrørende fejl, problemstillinger
og udviklinger på området.
Endelig skal det ved vurderingen af procedurerne påses, at
disse samlet set er egnede til at sikre en passende kvalitet
af den pågældende tekniske bevistype, og at fejlkilder og
usikkerheder, såvel generelle som konkrete, identificeres.
Bevismiddeltilsynet vil endvidere skulle påse, at anklage‐
myndigheden i relevant omfang har udarbejdet retningslinjer
eller lignende for behandlingen, hvor der konkret vurderes
at være behov herfor i relation til anklagemyndigheden. Det‐
te skal sikre, at anklageren foretager den nødvendige kvali‐
tetssikring af sagens materiale og gør sig de nødvendige
overvejelser i forhold til præsentationen af beviset i retten.
2.1.3.4.1.2. Tilsyn med, at procedurer og retningslinjer efter‐
leves
Bevismiddeltilsynet vil endvidere skulle kontrollere, at
myndighederne efterlever de fastsatte procedurer og ret‐
ningslinjer. På områder, hvor der er fastsat egentlige stan‐
darder, vil der kunne tages udgangspunkt i, om der er en
gældende certificering eller akkreditering.
Tilsynet vil endvidere kunne anmode om at få udleveret al‐
lerede udarbejdede retningslinjer, systembeskrivelser og vej‐
ledninger samt skriftlig dokumentation for gennemførte kva‐
litetskontroller eller dokumentation for identificerede fejl
eller afvigelser og tilhørende beskrivelser af fejlløsninger.
2.1.3.4.1.3. Tilsyn med beskrivelsen af forbehold og usikker‐
heder
Når den tekniske undersøgelse eller behandling af bevisma‐
terialet er afsluttet, vil resultatet heraf typisk indgå som en
ud af flere oplysninger i den videre efterforskning. I den
forbindelse er det afgørende, at forbehold og usikkerheder,
der konkret knytter sig til karakteren af den anvendte bevis‐
type, er en del af sagens samlede oplysninger. Tilsynets
opgave vil her være at føre kontrol med, at beskrivelsen
af forbehold og usikkerheder generelt er tilstrækkelig og
fyldestgørende.
Ved vurderingen heraf vil det – ud over forbehold af ren
statistisk eller teknisk relevans – være væsentligt at kontrol‐
lere, om alle forhold af bevismæssig relevans er gengivet i
sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at der vil kunne væ‐
re forbehold, som ud fra et rent teknisk perspektiv vurderes
irrelevante, men omvendt vil kunne have en bevismæssig
betydning i en straffesag. Det kan efter omstændighederne
være tekniske forhold knyttet til systemer, tolkning af oplys‐
ninger eller statistiske frasorteringer.
18
Tilsynet vil ikke på enkeltsagsniveau skulle efterprøve kon‐
klusionerne vedrørende undersøgelsen eller behandlingen af
tekniske beviser (f.eks. om der er et konkret match i DNA-
sporet, eller om en persons telefon ifølge teleselskabernes
oplysninger har været registreret på bestemte master), eller
hvordan konklusionerne konkret anvendes under politiets
efterforskning. Tilsynet vil derimod skulle kontrollere, om
beskrivelserne af de forbehold og usikkerheder, der knytter
sig til konklusionerne på undersøgelsen eller behandlingen
af sådanne beviser, generelt er dækkende.
Hvordan de enkelte beviser vægtes under efterforskningen
og i anklagemyndighedens sagsbehandling indgår heller ik‐
ke som en del af tilsynets opgaver. Tilsynet skal alene sikre,
at validiteten af de tekniske beviser, som indgår i straffesa‐
gerne, generelt er belyst i tilstrækkelig grad.
Tilsynet vil ikke have til opgave at foretage en legalitets‐
mæssig prøvelse af, om de regler, der finder anvendelse for
politiet og anklagemyndigheden i forhold til behandling af
oplysninger i politiets registre – herunder de databeskyttel‐
sesretlige regler – efterleves. Tilsynet vil f.eks. ikke skulle
efterprøve, om sletning af oplysninger i kriminalregisteret
finder sted i overensstemmelse med de regler, der er fastsat
herfor.
2.1.3.4.1.4. Tilsyn med oplysninger i sagsbehandlingen
Bevismiddeltilsynet vil herudover skulle føre tilsyn med, at
anklagemyndigheden, som led i myndighedens legalitets- og
kvalitetssikring, på alle stadier af sagsbehandlingen sikrer,
at sagen i relevant omfang indeholder oplysninger om de
forbehold og usikkerheder, der konkret måtte knytte sig til
de anvendte tekniske beviser. Det gælder delvist i efterforsk‐
ningsfasen, på tidspunktet for vurderingen af tiltalespørgs‐
målet, og under sagernes hovedforhandling i retten.
Bevismiddeltilsynet vil i den forbindelse skulle føre tilsyn
med, om straffesagerne indeholder erklæringer og rappor‐
ter i relevant omfang, hvor forbehold og usikkerheder er
beskrevet. Tilsynet vil som led i sin virksomhed kunne fore‐
tage en stikprøvekontrol heraf ved at kalde et antal afslutte‐
de straffesager, hvor bevismidlet har været anvendt, ind til
gennemsyn. Det vil imidlertid, som nævnt ovenfor under
pkt. 2.1.3.4.1.3, ikke være en del af tilsynets opgaver at vur‐
dere, hvordan politiet og anklagemyndigheden har anvendt
de pågældende tekniske beviser under tilrettelæggelsen af
efterforskningen og ved vurderingen af tiltalespørgsmålet,
samt om retsplejelovens og øvrige regler om indhentelse af
beviser mv. er iagttaget. Bevismiddeltilsynets vil dog i alle
tilfælde kunne videreformidle konkrete observationer, som
tilsynet bliver opmærksom på, til politiet og anklagemyndig‐
heden.
Det bemærkes i den forbindelse, at formålet med tilsynet ik‐
ke er at påse, at politiet og anklagemyndigheden udarbejder
og fremlægger erklæringer i alle sager, hvori der indgår tek‐
niske beviser. Tilsynet vil derimod generelt skulle vurdere,
om der er et reelt behov for sådanne erklæringer, når den
pågældende bevistype anvendes.
Ud over tilsynet med, om straffesagerne indeholder de for‐
nødne oplysninger om bevisets karakter, vil Bevismiddeltil‐
synet også skulle føre tilsyn med, at anklagemyndigheden
generelt og i relevant omfang fremlægger usikkerhederne
forbundet med det enkelte bevismiddel under straffesagens
behandling ved domstolene.
Når tekniske beviser anvendes under retsmøder i efterforsk‐
ningen, eller når oplysningerne indgår som tekniske beviser
under hovedforhandlingen, vil anklagemyndigheden have til
opgave i relevant omfang at præsentere forbehold og usik‐
kerheder ved bevismidlet. Bevismiddeltilsynet vil ud fra en
risikobaseret afvejning kunne vurdere, hvordan, og i hvilket
omfang, der skal føres tilsyn i denne fase af straffesagsbe‐
handlingen. Tilsynet kan eksempelvis foretages stikprøvevis
ved at gennemgå retsbøgerne i et antal afsluttede sager for at
konstatere, hvilke bilag der er dokumenteret. I tilfælde, hvor
tilsynet ud fra bevistypens karakter vurderer det nødvendigt,
vil tilsynet også kunne overvære et antal retsmøder, hvor be‐
vismidlet indgår og inddrage disse erfaringer i sine samlede
vurderinger. Se nærmere herom under pkt. 2.1.3.5.
2.1.3.4.2. Tilsyn med myndighedernes afdækning af og op‐
følgning på konstaterede eller mulige fejl ved behandlingen
af tekniske bevismidler
I tillæg til det tematiske tilsyn, der er beskrevet i pkt.
2.1.3.4.1.1-2.1.3.4.1.4 ovenfor, vil tilsynet endvidere skulle
føre tilsyn med, om myndighederne – når en fejl eller mulig
fejl ved behandlingen af tekniske bevismidler er konstateret
– i tilstrækkelig grad har afdækket og adresseret den konsta‐
terede eller mulige fejl og dennes eventuelle retssikkerheds‐
mæssige konsekvenser.
Formålet er at sikre, at der gennemføres en grundig og uvil‐
dig vurdering af myndighedernes håndtering af sager, hvor
myndighederne konstaterer, at der er eller kan være begået
en fejl af generel eller systematisk karakter vedrørende be‐
handlingen af tekniske bevismidler, som har eller potentielt
kan have haft retssikkerhedsmæssig betydning. Det vil såle‐
des ikke være tilsynet – men fortsat være myndighederne
selv – der afdækker og adresserer konstaterede og mulige
fejl, herunder træffer beslutning om berostillelse af omfatte‐
de sager, og afgør, hvilke tiltag der skal tages i anledning
heraf.
Det forudsættes, at tilsynet alene forholder sig til myndig‐
hedernes håndtering af konstaterede og mulige fejl vedrø‐
rende tekniske bevismidler, hvis en sådan er af generel el‐
ler systematisk karakter og har retssikkerhedsmæssig betyd‐
ning. Vurderingen af, om en konstateret eller mulig fejl har
19
en sådan karakter, at Bevismiddeltilsynet vælger at iværk‐
sætte et tilsyn, tilkommer tilsynet, jf. nærmere pkt. 2.1.3.5.2.
Tilsynet vil for det første have til opgave at foretage en
samlet vurdering af, om myndighederne i tilstrækkelig grad
har afdækket den konstaterede eller mulige fejl og dennes
retssikkerhedsmæssige konsekvenser. Eksempelvis vil tilsy‐
net kunne vurdere, om myndighederne har gennemgået et
tilstrækkeligt antal straffesager, om myndighedernes skøn
over omfanget er retvisende, eller om den tekniske afdæk‐
ning heraf er tilstrækkelig.
Tilsynet vil for det andet have til opgave at foretage en
samlet vurdering af, om de tiltag, som myndighederne har
iværksat i anledning af en fejl eller mulig fejl, er tilstræk‐
kelige til at adressere denne og dens retssikkerhedsmæssi‐
ge konsekvenser. Tilsynet vil eksempelvis kunne forholde
sig til, om myndighedernes kortsigtede og umiddelbare til‐
tag (eksempelvis berostillelse af verserende straffesager)
i tilstrækkelig grad minimerede de umiddelbare retssikker‐
hedsmæssige konsekvenser af den konstaterede eller muli‐
ge fejl. Tilsynet vil endvidere kunne forholde sig til, om
den samlede håndtering af en konstateret eller mulig fejl i
tilstrækkelig grad har adresseret de retssikkerhedsmæssige
konsekvenser, samt om mere generelle tiltag er tilstrækkeli‐
ge til at forhindre og forebygge en lignende situation. Vur‐
deringen vil i denne forbindelse også kunne omfatte tiltag,
der ikke på tidspunktet for tilsynets rapport er fuldt imple‐
menteret, jf. nærmere pkt. 2.1.3.6.
Tilsynet vil i sine vurderinger og fremadrettede anbefalinger
kunne tage udgangspunkt i de vurderinger, der er beskrevet
i pkt. 2.1.3.4.1.1-2.1.3.4.1.4. Tilsynet vil eksempelvis kun‐
ne fokusere på, om den foretagne opfølgning i relevant og
nødvendigt omfang indeholder procedurer og retningslinjer
for politiets og anklagemyndighedens håndtering og behand‐
ling af de relevante typer af tekniske beviser, og om der
strukturelt er taget nødvendige skridt til, at sådanne proce‐
durer og retningslinjer kan efterleves i praksis. Tilsynet vil
også kunne vurdere, om der i tilstrækkeligt omfang er etab‐
leret sagsgange, der skal sikre, at eventuelle forbehold og
usikkerheder vedrørende de relevante tekniske bevismidler i
tilstrækkelig grad indgår i sagens behandling.
Det forudsættes imidlertid, at Bevismiddeltilsynet i forbin‐
delse med tilsynet med håndteringen af konstaterede eller
mulige fejl vil kunne have et bredere fokus, hvorfor tilsy‐
nets vurderinger ikke nødvendigvis vil være begrænset til
disse spørgsmål. Tilsynet vil alene kunne forholde sig til
spørgsmål inden for sin kompetence som beskrevet i pkt.
2.1.3.2, men vil kunne påpege andre uhensigtsmæssigheder
med tilknytning til myndighedernes behandling af tekniske
bevismidler, end der er nævnt i pkt. 2.1.3.4.1.1-2.1.3.4.1.4,
hvis tilsynet vurderer, at disse kan have retssikkerhedsmæs‐
sige konsekvenser. Det forudsættes dog samtidig, at tilsynet
er særligt tilbageholdende med at forholde sig til den del
af politiets og anklagemyndighedens behandling af tekniske
beviser, som har baggrund i rent ressourcemæssige spørgs‐
mål. Tilsynet vil således eksempelvis skulle udvise tilbage‐
holdenhed i forhold til at fremsætte anbefalinger, som alene
kan adresseres ved indkøb eller udvikling af et omkostnings‐
tungt IT-system. Det kan således også indgå som et parame‐
ter i Bevismiddeltilsynets anbefalinger til myndighederne,
hvilke ressourcemæssige konsekvenser en efterlevelse af an‐
befalingerne vil medføre.
Tilsynet vil ikke skulle vurdere enkeltpersoners ageren eller
ansvar eller i øvrigt vurdere, om eller hvor der kan være
grundlag for at placere et retligt, disciplinært eller lignende
ansvar.
2.1.3.5. Praktisk fremgangsmåde ved udførelsen af tilsyn
2.1.3.5.1. Tematiske tilsyn med udvalgte bevistyper
Tilsynet iværksætter tematiske tilsyn af de forskellige bevi‐
styper på eget initiativ.
Iværksættelse af tematiske tilsyn vil f.eks. kunne ske på
baggrund af oplysninger i medierne eller på baggrund af
konkrete henvendelser. Med etablering under samme ledelse
som Politiklagemyndigheden vil der endvidere – i kraft af
den erfaringsudveksling, der forventes at finde sted mellem
myndighederne – kunne iværksættes tilsyn, hvis konkrete
sager, der behandles af Politiklagemyndigheden, giver an‐
ledning hertil. Vidensdelingen mellem myndighederne vil
kunne udnyttes effektivt i forbindelse med tilsynets brede
undersøgelser af bestemte typer af tekniske beviser, hvilket
Politiklagemyndighedens enkeltsagsbehandling ikke åbner
mulighed for.
Det forudsættes, at tilsynet sker efter tematisk udvælgelse,
så tilsynet får lejlighed til at arbejde sig i dybden med
det konkret udvalgte tema, f.eks. DNA, ballistik eller hastig‐
hedsmålinger. Det vil således være afgørende for at opnå en
faglig høj kvalitet i tilsynets arbejde, at myndigheden får et
indgående kendskab til den relevante bevistype.
Beslutningen om at undersøge en bestemt bevistype vil bero
på et skøn ud fra en samlet vurdering i forhold til både væ‐
sentlighed og risiko. Ved beslutningen om, hvilke tekniske
bevistyper der undergives et tematisk tilsyn, kan der bl.a.
lægges vægt på, om en nærmere undersøgelse af den pågæl‐
dende bevistype må forventes at være af væsentlig, generel
retssikkerhedsmæssig betydning. Det vil i den forbindelse
være særligt relevant at inddrage de enkelte bevistypers ka‐
rakter og fokusere på bevistyper, der undergives en større
mængde sagsskridt og undersøgelser, inden de fremlægges
som bevis i retten. Fotos, videooptagelser og skadestuerap‐
porter vil f.eks. som udgangspunkt ikke være genstand for
større behandlinger eller undersøgelser hos politiet, mens
20
kriminaltekniske og it-tekniske erklæringer typisk er udtryk
for et større bagvedliggende undersøgelsesarbejde.
Der vil ved iværksættelsen af et tematisk tilsyn endvidere
kunne lægges vægt på, om der er en formodning for, at
myndighedernes behandling af den pågældende bevistype
giver anledning hertil. Endelig vil tilsyn kunne finde sted
som ren stikprøvekontrol. Der er herved ikke tale om en
udtømmende opregning, ligesom et konkret tilsyn kan være
begrundet i flere af de ovennævnte hensyn.
Som det fremgår af pkt. 2.1.1.8 blev der i sommeren 2019
i forbindelse med teledata-sagen igangsat et review af op‐
bevaring og behandling af tekniske beviser i politiets og
anklagemyndighedens it-systemer. Der er endvidere iværk‐
sat en ekstern undersøgelse af datahåndteringen hos politiet
og anklagemyndigheden. Det forudsættes, at konklusionerne
fra reviewet og den eksterne undersøgelse af datahåndtering
hos politiet og anklagemyndigheden vil kunne indgå som
led i tilsynets tilrettelæggelse af arbejdet.
Som led i tilsynet med den samlede behandlingsproces for
en konkret bevistype vil Bevismiddeltilsynet også kunne
inddrage politiets og anklagemyndighedens brug af it-syste‐
mer og fremsætte anbefalinger herom. Som nævnt vil Be‐
vismiddeltilsynet dog ikke skulle tage stilling til spørgsmål
af databeskyttelsesretlig karakter, herunder om et it-system
yder den fornødne behandlingssikkerhed.
Udførelsen af tilsynet vil kunne ske på flere måder, bl.a. ved
at tilsynet indhenter et større antal afsluttede straffesager
inden for en eller flere sagskategorier og for en afgrænset
tidsperiode. Denne metode har visse ligheder med de under‐
søgelser, som Folketingets Ombudsmand gennemfører på
eget initiativ. Da området med tekniske beviser er i konstant
udvikling, vil det være mest oplagt at tage udgangspunkt
i nyere sager på et givent område. Sagsakterne i de pågæl‐
dende sager vil herefter kunne danne grundlag for en gen‐
nemgang med henblik på at vurdere, om straffesagerne inde‐
holder de nødvendige oplysninger om de usikkerheder, der
konkret måtte knytte sig til den bevistype, som er omfattet
af Bevismiddeltilsynets tematiske tilsyn. Det vil naturligt
kunne indgå i denne vurdering, at det ikke ud fra en gen‐
nemgang af sagens akter kan udelukkes, at der i forbindelse
med sagens behandling har været inddraget de nødvendige
oplysninger om bl.a. usikkerheder forbundet med et konkret
teknisk bevis, selvom dette ikke fremgår af f.eks. retsbogen.
Tilsynet vil endvidere kunne omfatte egentlige tilsynsbesøg
hos politiet og anklagemyndigheden. Dette vil navnlig være
relevant i forbindelse med tilsynets afklaring af, om der
er udarbejdet tiltrækkelige procedurer og retningslinjer for
behandlingen af tekniske beviser på myndighedsniveau, om
de fastsatte procedurer og retningslinjer efterleves, og om
de konkrete usikkerheder i relevant omfang fremlægges i
forbindelse med straffesagens behandling. Disse forhold for‐
ventes ikke at kunne afdækkes fuldt ud alene ved en sags‐
gennemgang, men vil kunne fremdrages under tilsynsbesø‐
gene. Der vil også i den forbindelse kunne opnås en mere
fleksibel og åben dialog om politiets og anklagemyndighe‐
dens procedurer, der vil kunne bidrage til, at tilsynet løbende
får kendskab til embedernes forhold.
Som nævnt under pkt. 2.1.3.4.1.4 vil Bevismiddeltilsynet
endvidere – ud fra en risikobaseret afvejning – kunne fo‐
retage en vurdering af, hvordan tilsynet med oplysninger
i sagsbehandlingen skal gennemføres. I forlængelse af det
ovenfor anførte vil tilsynet f.eks. kunne indhente et større
antal afsluttede straffesager, hvor en bestemt bevistype ind‐
går med henblik på at gennemgå retsbøgerne og konstatere,
hvilke bilag der er anført som dokumenteret.
Tilsynet forudsættes at informere politiet og anklagemyn‐
digheden, i det omfang tilsynet som led i sin virksomhed
bliver bekendt med forhold af uopsættelig karakter. Dette
gælder også, selvom tilsynet med den konkrete bevistype
ikke er tilendebragt, og selvom forholdet er på enkeltsags‐
niveau. Tilsynet vil i en sådan situation have en aktiv hand‐
lepligt for dermed at sikre, at myndighederne hurtigt kan
indlede de nødvendige tiltag. Etableringen af tilsynet vil
endvidere hverken afskære eller friholde myndighederne fra
at handle adækvat, hvis der opstår kvalitetsmangler mv. med
hensyn til en konkret bevistype eller på enkeltsagsniveau.
Såfremt Bevismiddeltilsynet ud fra bevistypens karakter
vurderer det nødvendigt, vil tilsynet også kunne overvære
et antal retsmøder, hvor bevismidlet indgår, og inddrage
disse erfaringer i sine samlede vurderinger. Tilsynet vil også
kunne anvende denne mulighed for at få et praktisk indblik i
retsarbejdet.
Hvis Bevismiddeltilsynet vælger at gøre brug af muligheden
for at overvære retsmøder, forudsættes det, at straffesagens
aktører inddrages i planlægningsarbejdet og orienteres her‐
om.
Bevismiddeltilsynet har selvsagt ikke instruktionsbeføjelse
over for den enkelte anklager i forbindelse med sin tilste‐
deværelse under retsmøder. Tilsynet kan således alene over‐
være retsmøder med henblik på at opnå indblik i behandlin‐
gen af tekniske beviser i straffesager. Bevismiddeltilsynets
overværelse af retsmøder vil i alle tilfælde skulle finde
sted under retsformandens retsledelse. Tilsynets ønske om
at overvære retsmøder vil ikke have indflydelse på rettens
beslutninger, herunder beslutning om dørlukning, jf. retsple‐
jelovens §§ 29-29 e, afskæring af dokumentation efter rets‐
plejelovens § 871 eller udelukkelse af bevis, jf. retsplejelo‐
vens § 150.
2.1.3.5.2. Tilsyn med myndighedernes afdækning af og op‐
21
følgning på konstaterede eller mulige fejl ved behandlingen
af tekniske bevismidler
Som det fremgår af den foreslåede § 118 a, stk. 3, 2. pkt., jf.
lovforslagets § 1, nr. 2, vil politiet og anklagemyndigheden
være forpligtet til at orientere tilsynet, når myndighederne
konstaterer en fejl eller mulig fejl af generel eller systema‐
tisk karakter og af retssikkerhedsmæssig betydning ved be‐
handlingen af tekniske bevismidler. Orienteringen vil skulle
ske i to trin og danne grundlag for tilsynets vurdering af,
om der skal indledes et tilsyn. Tilsynet vil således ikke være
forpligtet til at indlede et tilsyn, blot fordi det modtager en
sådan orientering.
Myndighederne vil som første trin umiddelbart efter konsta‐
teringen af en fejl eller mulig fejl skulle indsende en forelø‐
big orientering til tilsynet. Det forudsættes, at foreløbige ori‐
enteringer foretages ud fra et forsigtighedsprincip, således at
der foreløbigt orienteres om alle fejl eller mulige fejl, der
vurderes at kunne være af generel eller systematisk karakter
og have retssikkerhedsmæssig betydning.
På dette tidspunkt vil det dog sjældent være muligt at kon‐
kretisere de retssikkerhedsmæssige konsekvenser. Den fore‐
løbige orientering vil derfor alene skulle indeholde en kort
og summarisk beskrivelse af sagens karakter. Den foreløbige
orientering vil derimod ikke skulle indeholde en nærmere
vurdering af de retssikkerhedsmæssige konsekvenser, men
kan – i det omfang det er muligt – indeholde en generel
tilkendegivelse af, om den konstaterede eller mulige fejl
efter en umiddelbar vurdering vil kunne have betydning
for eksempelvis domstolenes bevisvurderinger i verserende
sager.
Når myndighederne har afdækket en konstateret eller mulig
fejl, truffet de nødvendige foreløbige forholdsregler og iden‐
tificeret relevante overordnede tiltag til opfølgning på den
konstaterede eller mulige fejl, skal der indsendes en redegø‐
relse til tilsynet. Det forudsættes, at myndighederne gives
rimelig tid til at danne sig et overblik over den konstaterede
eller mulige fejl og til at handle herpå, samt på et overordnet
plan identificere mulige tiltag i anledning heraf, men rede‐
gørelsen vil eksempelvis ikke skulle afvente iværksættelsen
af langsigtede eller generelle tiltag.
Redegørelsen vil skulle indeholde en beskrivelse af den
konstaterede eller mulige fejls karakter og mulige retssik‐
kerhedsmæssige konsekvenser. Redegørelsen vil endvidere
skulle indeholde en beskrivelse af myndighedernes ageren
i anledning heraf samt en tilkendegivelse af, om der efter
myndighedernes opfattelse er anledning til at tage yderligere
skridt.
Tilsynet vil herefter skulle vurdere, om sagen er omfattet af
tilsynets kompetence, og i så fald om tilsynet ønsker at gå
ind i sagen. Det forudsættes, at tilsynet alene forholder sig
til myndighedernes håndtering af fejl eller mulige fejl vedrø‐
rende tekniske bevismidler, hvis fejlen er af generel eller
systematisk karakter og i øvrigt har retssikkerhedsmæssig
betydning. Tilsynet meddeler de relevante myndigheder, om
tilsynet har kompetence til og i så fald ønsker at gå ind i
sagen.
Tilsynet overtager ikke afdækningen af og opfølgningen på
den konstaterede eller mulige fejl og har ikke i øvrigt in‐
struktionsbeføjelser over for myndighederne. Myndigheder‐
ne vil som hidtil være ansvarlige for at afdække og følge
op på den konstaterede eller mulige fejl og vil fortsat skulle
vurdere, i hvilket omfang denne kan have haft betydning for
eksempelvis allerede afsluttede sager. Det vil endvidere som
hidtil være myndighederne, der forholder sig til, om fejlen
giver anledning til fremadrettede ændringer i eksempelvis
arbejdsgange, interne retningslinjer mv. Tilsynet vil ikke
skulle godkende myndighedernes dispositioner i anledning
heraf.
Som anført under pkt. 2.1.3.4.2 vil tilsynets opgaver i for‐
bindelse med konstateringen af fejl eller mulige fejl bestå
i at foretage en samlet vurdering af myndighedernes hånd‐
tering heraf. Tilsynet vil som udgangspunkt skulle vurdere
skridt, som allerede er taget af myndighederne, idet tilsynet
dog også vil kunne foretage en vurdering af tiltag, der er
planlagt, men endnu ikke er fuldt implementeret, jf. nærme‐
re pkt. 2.1.3.6.
Der vil kunne være en vis tidsmæssig parallelitet mellem
tilsynets sagsbehandling og myndighedernes afdækning af
og opfølgning på den konstaterede eller mulige fejl.
Mens myndighedernes afdækning af og opfølgning på den
konstaterede eller mulige fejl pågår, vil tilsynet således lø‐
bende kunne indgå i dialog med myndighederne herom. Til‐
synet vil således f.eks. kunne anmode om, at der afholdes
møder mellem tilsynet og relevante myndigheder. Tilsva‐
rende vil myndighederne kunne anmode om, at konkrete
spørgsmål drøftes på et sådant møde, hvis problemstillingen
er mest egnet hertil. Det samme vil kunne gøre sig gælden‐
de, når afdækningen og opfølgningen er tilendebragt.
Tilsynet kan desuden stille skriftlige spørgsmål, anmode
om at få udleveret relevante oplysninger, dokumenter mv.,
herunder indhente et større antal afsluttede straffesager af
relevans for den konstaterede eller mulige fejl, hvis tilsynet
vurderer, at myndighedernes redegørelse giver anledning
hertil. Politiet og anklagemyndigheden vil være forpligtet til
at efterkomme en sådan anmodning. Tilsynet vil endvidere
kunne tage på tilsynsbesøg hos myndighederne, herunder
besøge arbejdsgrupper mv., der er nedsat i anledning af sag‐
en.
Mens afdækningen af og opfølgningen på fejlen pågår, for‐
22
udsættes det således, at tilsynet og myndighederne vil indgå
i en løbende og uformel dialog om sagens håndtering. Det
forudsættes endvidere, at myndighederne kan anmode tilsy‐
net om tilsynets vurdering af konkret opståede spørgsmål i
processen. Formålet hermed er navnlig løbende at udnytte
den ekspertise og erfaring, som tilsynet besidder, og som
løbende vil blive opbygget og indsamlet i tilsynet.
På baggrund af myndighedernes redegørelser samt øvrige
oplysninger, dokumenter mv. kan tilsynet udarbejde en en‐
delig rapport med sin vurdering og eventuelle anbefalinger,
jf. pkt. 2.1.3.6.
2.1.3.6. Afslutning på tilsyn
2.1.3.6.1. Tematiske tilsyn
Bevismiddeltilsynets tematiske tilsyn vil skulle munde ud i
en samlet rapport, der indeholder tilsynets vurdering af de
problemstillinger, der er omfattet af det gennemførte tilsyn,
samt tilsynets eventuelle anbefalinger.
Formålet med tilsynets rapport efter gennemførelsen af et
tematisk tilsyn er først og fremmest at afdække, om der
foreligger systemiske fejl ved politiets eller anklagemyndig‐
hedens behandling af den eller de udvalgte bevistyper, eller
om der i øvrigt er områder, hvor myndighederne med fordel
ville kunne justere deres praksis med henblik på at øge
kvaliteten og integriteten af en bestemt bevistype.
Den samlede rapport vil skulle indeholde oplysninger om,
hvilken teknisk bevistype det tematiske tilsyn omfatter, an‐
tallet af gennemgåede afsluttede sager, et kort referat af de
forhold, der specifikt har givet anledning til bemærkninger,
og referat fra gennemførte tilsynsbesøg. Rapporten forud‐
sættes endvidere at indeholde en redegørelse for den viden
og de (indhentede) erfaringer samt observationer, som tilsy‐
net har taget udgangspunkt i ved vurderingen af myndighe‐
dernes behandling af den pågældende bevistype.
Hvis tilsynet gennem sine undersøgelser af en specifik be‐
vistype eksempelvis vurderer, at karakteren af de anvendte
tekniske processer eller fortolkninger generelt ikke indgår
tydeligt i straffesagerne, vil tilsynet kunne fremsætte anbefa‐
linger om, at en eller flere oplysninger fremover vil skulle
indgå i straffesagerne, når det pågældende tekniske bevis
anvendes. Anbefalinger herom kan eksempelvis knytte sig
til standarderklæringer og politiets rapporter. Det bemærkes
hertil, at tilsynet også vil kunne fremsætte anbefalinger om,
at der fremover bør udarbejdes yderligere standarderklærin‐
ger eller politirapporter til straffesager, hvori den pågælden‐
de bevistype indgår. Det samme gælder i forhold til, hvilke
oplysninger der fremlægges i retten.
2.1.3.6.2. Tilsyn med konstaterede eller mulige fejl
Bevismiddeltilsynets tilsyn med konstaterede eller mulige
fejl kan ligeledes munde ud i en samlet rapport, der inde‐
holder tilsynets vurdering af de problemstillinger, der er
omfattet af det gennemførte tilsyn, samt tilsynets eventuelle
anbefalinger. Hvis tilsynet konstaterer, at en fejl eller mulig
fejl og myndighedernes opfølgning herpå ikke giver anled‐
ning til, at der skal foretages yderligere, kan tilsynet også
vælge skriftligt at orientere relevante parter om, at tilsynet
ikke foretager sig yderligere.
Formålet med tilsynets eventuelle rapport efter et gennem‐
ført tilsyn med konstaterede eller mulige fejl vil først og
fremmest være at tilkendegive en uvildig vurdering af, om
myndighedernes afdækning heraf og opfølgning herpå har
været tilstrækkelig.
Rapporten vil skulle opsummere de redegørelser og orien‐
teringer, tilsynet har modtaget fra myndighederne, og rede‐
gøre for eventuelle selvstændige undersøgelser foretaget af
tilsynet. Den vil endvidere skulle indeholde en vurdering af
myndighedernes afdækning af og opfølgning på den konsta‐
terede eller mulige fejl.
I det omfang tilsynet måtte vurdere, at myndighedernes af‐
dækning af og opfølgning på den konstaterede eller mulige
fejl ikke er tilstrækkelig, kan rapporten indeholde en tilken‐
degivelse af tilsynets opfattelse heraf samt en eller flere
konkrete anbefalinger om f.eks. iværksættelse af bestemte
tiltag. Anbefalingerne forudsættes primært at skulle adresse‐
re fejlens retssikkerhedsmæssige konsekvenser, og tilsynet
forudsættes at være særligt tilbageholdende i forhold til res‐
sourcemæssige spørgsmål.
Endelig vil rapporten – på linje med rapporter afgivet efter
gennemførelsen af tematiske tilsyn – kunne indeholde mere
systemorienterede anbefalinger og vurderinger, der retter sig
mod selve den konstaterede fejl og dens årsager.
2.1.3.6.3. Orientering om og høring over tilsynets vurderin‐
ger og anbefalinger
Der vil hverken for så vidt angår tematiske tilsyn eller tilsyn
vedrørende konstaterede eller mulige fejl skulle foretages
høringer vedrørende tilsynets enkeltvise vurderinger. Hvis
tilsynet beslutter at afgive en samlet rapport, forudsættes det
dog, at udkast til denne forelægges myndighederne til en
eventuel udtalelse, så myndighedernes faglige og praktiske
viden om de forhold, der måtte være genstand for rapporten,
kan inddrages i den endelige vurdering.
Den endelige tilsynsrapport afgives direkte til Rigspolitiet
og Rigsadvokaten, der har ansvaret for den videre proces,
herunder at foretage en vurdering af anbefalingernes ud‐
møntning. Anbefalingerne vil ikke have karakter af pålæg.
23
Det forudsættes, at tilsynet er tilbageholdende med at for‐
holde sig til den del af politiets og anklagemyndighedens
behandling af tekniske beviser, som har baggrund i ressour‐
cemæssige spørgsmål. Det kan f.eks. være en mulig anbefa‐
ling om, hvorvidt der skal indkøbes et nyt IT-system. Det
kan således også indgå som et parameter i Bevismiddeltilsy‐
nets anbefalinger til myndighederne, hvilke ressourcemæssi‐
ge konsekvenser en efterlevelse af anbefalingerne vil med‐
føre.
Tilsynet vil ved fremsendelsen af den endelige rapport kun‐
ne anmode om myndighedernes stillingtagen til eventuelle
anbefalinger inden for en nærmere angivet frist. Rigspoliti‐
et og Rigsadvokaten vil ikke være undergivet en egentlig
begrundelsespligt over for Bevismiddeltilsynet, men det for‐
udsættes, at der er en konstruktiv dialog imellem myndighe‐
derne og Bevismiddeltilsynet om anbefalingerne.
2.2. Udvidelse af politiklageordningen
2.2.1. Gældende ret
Reglerne om Politiklagemyndigheden blev affattet ved lov
nr. 404 af 21. april 2010 om ændring af retsplejeloven
og forskellige andre love (Ny politiklageordning m.v.). Det
fremsatte lovforslag byggede på betænkning nr. 1507/2009
om behandling af klager over politiet.
Politiklagemyndigheden har til opgave at undersøge og ef‐
terforske klager over politipersonalets adfærd og strafbare
forhold i tjenesten samt træffe afgørelse i adfærdsklagesa‐
gerne.
Det er alene politipersonale, som er omfattet af politiklage‐
ordningen. Politipersonale omfatter i denne sammenhæng
det politiuddannede personale i politiet og politiets jurister
(dvs. det juridiske personale i politiet og den lokale ankla‐
gemyndighed), jf. bemærkningerne til forslag til lov om
ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Ny po‐
litiklageordning m.v.), jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg
A, L 88, som fremsat, side 9.
Det øvrige personale i politiet (administrative medarbejde‐
re, servicemedarbejdere mv.) samt jurister og øvrigt perso‐
nale ved den centrale anklagemyndighed (statsadvokaterne
og Rigsadvokaten) er ikke omfattet af politiklageordnin‐
gen. For så vidt angår disse betyder det, at adfærdsklager
skal behandles efter almindelige ansættelsesretlige regler,
herunder bl.a. tjenestemandslovens regler om disciplinær‐
forfølgning, og at anmeldelser om strafbare forhold i tjene‐
sten ikke efterforskes af Politiklagemyndigheden, men af
politiet i lighed med andre strafbare forhold.
Der gælder således forskellige regler for behandling af kla‐
ger over adfærd i tjenesten og sager om strafbare forhold
begået i tjenesten for henholdsvis politipersonale og andet
personale i politiet samt ansatte ved den centrale anklage‐
myndighed.
Politiklagemyndighedens kompetence blev senest udvidet
ved lov nr. 708 af 8. juni 2018 om ændring af lov om poli‐
tiets virksomhed, retsplejeloven, lov om forsvarets formål,
opgaver og organisation m.v. og militær straffelov (Forsva‐
rets bistand til politiet og udvidelse af politiklageordningen
mv.), hvor forsvarspersonale ligeledes blev omfattet af poli‐
tiklageordningen i de tilfælde, hvor forsvarspersonale yder
bistand til politiet efter lov om politiets virksomhed.
2.2.1.1. Politipersonale
Politiklagemyndigheden behandler adfærdsklager og sager
om strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten.
Som anført i lovforslagets pkt. 2.2.1 er politiuddannet perso‐
nale og politiets jurister (dvs. det juridiske personale i poli‐
tiet og den lokale anklagemyndighed) omfattet af politikla‐
geordningen. Det fremgår af betænkning nr. 1507/2009 om
behandling af klager over politiet, side 174, at baggrunden
for etableringen af en særlig klageordning er det politiud‐
dannede personales mulighed for magtanvendelse, herunder
af fysisk karakter.
For så vidt angår det juridiske personale fremgår det af
betænkning nr. 1507/2009 om behandling af klager over
politiet, side 174, at udvalget fandt, at der for det juridi‐
ske personale gør sig andre hensyn gældende end for det
politiuddannede personales vedkommende. Inddragelsen af
det juridiske personale under politiklageordningen blev af
udvalget nærmere set i sammenhæng med de situationer,
hvor disse personer beskyldes for uhøflig optræden, urime‐
lig sprogbrug, korruption eller lignende, hvilket efter udval‐
gets opfattelse gør det hensigtsmæssigt, at denne gruppe er
omfattet af ordningen.
Den væsentligste gruppe af personale i politiet under poli‐
tiklageordningen er ikke desto mindre det politiuddannede
personale, som har politimyndighed til at udøve magtbefø‐
jelser og gennemføre indgreb over for borgerne efter politi‐
lovens og retsplejelovens regler. Politikadetter har på samme
måde politimyndighed og falder således inden for den gæl‐
dende ordning vedrørende politipersonale. Politiklageord‐
ningen omfatter også politipersonale i Statsadvokaten for
Særlig Økonomisk og International Kriminalitet og Rigspo‐
litiet, som også har politimyndighed.
Politiklagemyndigheden behandler adfærdsklager efter reg‐
lerne i retsplejelovens kapitel 93 b. Begrebet »adfærdskla‐
ge« omfatter bl.a. klager over magtanvendelse og anden
hårdhændet behandling i forbindelse med anholdelse, under
opløb og lignende, klager over myndighedsmisbrug, f.eks. i
24
forbindelse med anholdelse eller ransagning, klager over an‐
den ukorrekt fremgangsmåde under udførelsen af tjenesten
og klager over uhøflig tiltale eller anden ukorrekt personlig
optræden, jf. bemærkningerne til forslag til lov om ændring
af retsplejeloven og forskellige andre love (Ny politiklage‐
ordning m.v.), jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 88,
som fremsat, side 9.
Uden for begrebet adfærdsklager – og således uden for po‐
litiklageordningen – falder klager, som handler om materiel‐
le afgørelser og politipersonalets dispositioner i forbindelse
med sagsbehandlingen, jf. bemærkningerne til forslag til
lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love
(Ny politiklageordning m.v.), jf. Folketingstidende 2009-10,
tillæg A, L 88, som fremsat, side 16. Klager over sådanne
forhold betegnes »dispositionsklager« og kan som udgangs‐
punkt ikke behandles af Politiklagemyndigheden, medmin‐
dre klagen har nær sammenhæng med en adfærdsklage,
som Politiklagemyndigheden behandler, jf. retsplejelovens
§ 1019 q, eller med en igangværende efterforskning ved
Politiklagemyndigheden, jf. retsplejelovens § 1020 i, stk. 2.
Dispositionsklager indgives, uanset om de omhandler dispo‐
sitioner foretaget inden for eller uden for strafferetsplejen,
i første omgang til politidirektøren i den pågældende politi‐
kreds. Politidirektørens afgørelse kan påklages til den regi‐
onale statsadvokat efter retsplejelovens § 101, stk. 2, om
klager vedrørende dispositioner inden for strafferetsplejen,
eller til Rigspolitiet efter retsplejelovens § 109, stk. 1, om
klager vedrørende dispositioner uden for strafferetsplejen.
Politiklagemyndigheden træffer afgørelse i adfærdsklagesa‐
ger, jf. retsplejelovens § 1019 m, 1. pkt. Hvis en adfærd fin‐
des kritisabel, udtales der kritik af forholdet. Det er herefter
op til ansættelsesmyndigheden at træffe beslutning om even‐
tuelle ansættelsesretlige konsekvenser for det relevante poli‐
tipersonale. Tjenestemandsloven indeholder f.eks. en række
ansættelsesretlige sanktionsmuligheder i forhold til tjeneste‐
forseelser, som vil kunne bringes i anvendelse i tilfælde
af, at tjenestemandsansat politipersonale udviser kritisabel
adfærd i tjenesten.
Politiklagemyndigheden efterforsker også sager om strafba‐
re forhold begået af politipersonale i tjenesten i henhold til
retsplejelovens kapitel 93 c.
Politiklagemyndigheden efterforsker sådanne sager i over‐
ensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler om
forfølgning af strafbare forhold, medmindre der er fastsat
særlige regler i kapitel 93 c. Politiklagemyndigheden er i
den forbindelse tillagt de beføjelser, som ellers tilkommer
politiet efter retsplejeloven, ligesom de personer, efterforsk‐
ningen retter sig mod, har samme retsgarantier i retsplejelo‐
ven, bl.a. med hensyn til advokatbistand.
Når Politiklagemyndighedens efterforskning er afsluttet,
sendes sagen, jf. retsplejelovens § 1020 e, stk. 1, til stats‐
advokaten med henblik på, at denne træffer afgørelse om
tiltalerejsning, påtaleopgivelse mv. Politiklagemyndigheden
udarbejder i den forbindelse en redegørelse til statsadvoka‐
ten. Det er således statsadvokaten, der har påtalekompetence
i de sager, der efterforskes af Politiklagemyndigheden. Poli‐
tiklagemyndigheden har mulighed for at klage til Rigsadvo‐
katen over statsadvokatens afgørelse af påtalespørgsmålet.
Uden for politiklageordningen falder strafbare forhold, som
er begået af politipersonale uden for tjenesten. Sker der
anmeldelse af sådanne forhold, vil sagen skulle behand‐
les af vedkommende politikreds. Hvis den pågældende er
tjenstgørende i den politikreds, der som udgangspunkt skal
behandle sagen, forelægges sagen for statsadvokaten med
henblik på stillingtagen til, om sagen skal behandles af en
anden politikreds. Uopsættelige efterforskningsskridt skal
dog foretages. Visse sager om overtrædelse af færdselslo‐
vens hastighedsbestemmelser kan dog som udgangspunkt
behandles af den politikreds, hvor den pågældende er tjenst‐
gørende. Der henvises til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet
om sager mod offentligt ansatte, pkt. 2.1.1.
2.2.1.2. Forsvarspersonale
Politiklagemyndigheden behandler sager om adfærdsklager
og strafbare forhold begået i tjenesten af forsvarspersonale,
når personalet yder bistand til politiet, jf. retsplejelovens §§
1019 r og 1020 m.
Når forsvarspersonale yder bistand til politiet, sker det for
at varetage politimæssige opgaver og ikke militære opga‐
ver. Opgavevaretagelsen sker under politiets ledelse og efter
de regler, som gælder for politiets varetagelse af de pågæl‐
dende opgaver.
Klageordningen omfatter udelukkende forhold, der er begået
i tjenesten, og ikke forhold, der er begået uden for tjene‐
sten. Det vil – ligesom for politipersonale – afhænge af en
konkret vurdering, om en handling er foretaget i eller uden
for tjenesten.
Forsvarspersonalet er således som udgangspunkt alene om‐
fattet af Politiklagemyndighedens kompetence i den periode,
hvor der ydes bistand til politiet, og hvor forsvarspersonalet
således står under politiets ledelse. Det kan eksempelvis
være tilfælde, hvor forsvarspersonale optræder med en mar‐
kering om, at personalet bistår politiet, har legitimeret sig
som forsvarspersonale, der bistår politiet, eller i øvrigt har
tilkendegivet sig som forsvarspersonale, der bistår politiet,
og over for en borger har påberåbt sig den myndighed, per‐
sonalet har som led i bistanden til politiet.
For at sikre den tilstrækkelige indsigt i militære forhold
25
inddrages den militære anklagemyndighed i Politiklagemyn‐
dighedens og statsadvokatens undersøgelser og behandling
af sager om forsvarspersonale, der bistår politiet. Politikla‐
gemyndigheden og statsadvokaten kan således trække på
den militære anklagemyndigheds ekspertise i nødvendigt
omfang. Sager mod forsvarspersonale, som er anmeldt til
Politiklagemyndigheden, kan overlades til den militære an‐
klagemyndighed til behandling i den militære retsplejes for‐
mer.
2.2.1.3. Civilt personale i politiet
Civilt personale i politiet, dvs. personale, som ikke er politi‐
personale, er ikke underlagt Politiklagemyndighedens kom‐
petence i straffesager. Som anført i lovforslagets pkt. 2.2.1.1
omfatter politipersonale det politiuddannede personale i po‐
litiet og politiets jurister (dvs. det juridiske personale i
politiet og den lokale anklagemyndighed). I det omfang
personalet er tjenestemandsansat, vil personalet være under‐
lagt tjenestemandslovens regler om bl.a. disciplinærforfølg‐
ning. Øvrigt personale vil være underlagt de almindelige
ansættelsesretlige regler for overenskomstansatte.
Administrative medarbejdere, analytikere, servicemedarbej‐
dere mv. i politiet er ikke underlagt særlig lovgivning om
klager over adfærd i tjenesten. I det omfang der rettes så‐
danne klager mod personalet, vil de i almindelighed skulle
behandles af den relevante ansættelsesmyndighed.
Efter Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om sager mod of‐
fentligt ansatte, pkt. 2.1.3, behandles anmeldelser om straf‐
bare forhold begået af civile medarbejdere i politiet af
vedkommende politikreds, uanset om forholdet er begået
i eller uden for tjenesten. Hvis den pågældende er tjenstgø‐
rende i denne politikreds, forelægges sagen for statsadvoka‐
ten med henblik på at overføre sagen til behandling i en
anden politikreds. Visse sager om overtrædelse af færdsels‐
lovens hastighedsbestemmelser kan dog som udgangspunkt
behandles af den politikreds, hvor den pågældende er tjenst‐
gørende.
Efter retsplejelovens § 1020 i kan civile medarbejdere i po‐
litiet i visse særlige tilfælde blive omfattet af en efterforsk‐
ning hos Politiklagemyndigheden. Statsadvokaten kan såle‐
des bestemme, at en straffesag, der omfatter flere forhold
eller flere sigtede, i sin helhed skal efterforskes af Politikla‐
gemyndigheden. Bestemmelsen kan f.eks. anvendes, hvor
det vil være hensigtsmæssigt, at en straffesag, hvor der ud
over mistanke mod politipersonale også er mistanke mod
andre, herunder f.eks. civile medarbejdere i politiet, i sin
helhed skal efterforskes af Politiklagemyndigheden.
2.2.1.4. Personale ved anklagemyndigheden
Personalet ved den centrale anklagemyndighed (statsadvo‐
katerne og Rigsadvokaten) er ikke underlagt Politiklage‐
myndighedens kompetence i straffesager. I det omfang
personalet er tjenestemandsansat, vil personalet være un‐
derlagt tjenestemandslovens regler om bl.a. disciplinærfor‐
følgning. Personale, som ikke er tjenestemandsansat, er un‐
derlagt de almindelige ansættelsesretlige regler for overens‐
komstansatte.
Personale ved den centrale anklagemyndighed er ikke un‐
derlagt særlig lovgivning om klager over deres adfærd i tje‐
nesten. Klagerne vil således i almindelighed skulle behand‐
les af den relevante ansættelsesmyndighed.
Det fremgår af Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om sager
mod offentligt ansatte, pkt. 2.1.4, at anmeldelser om strafba‐
re forhold begået af ansatte hos statsadvokaterne behandles
af vedkommende politidirektør, uanset om forholdet er be‐
gået i eller uden for tjenesten. I sager, hvor tiltalespørgsmå‐
let skal afgøres af statsadvokaten, skal politidirektøren ori‐
entere den regionale statsadvokat om sagen. Orienteringen
skal så vidt muligt ske, inden efterforskningen påbegyndes.
Hvis den pågældende medarbejder gør tjeneste hos den
statsadvokat, der ellers skulle have behandlet sagen – eller
til hvem en afgørelse er påklaget – forelægges sagen for
Rigsadvokaten med henblik på, at der tages stilling til den
videre behandling af sagen, herunder om sagen eventuelt
skal videresendes til en anden statsadvokat. Denne procedu‐
re gælder ligeledes for sager mod statsadvokaten selv.
Der er ikke fastsat særlige regler om kompetencen til at
behandle anmeldelser om strafbare forhold begået af perso‐
nale, der er ansat ved Rigsadvokaten, og det er således som
udgangspunkt vedkommende politidirektør, som behandler
sagen. Hvis der er tale om alvorligere sager, må det efter
Rigsadvokatmeddelelsen på grundlag af en konkret vurde‐
ring besluttes, på hvilket niveau afgørelser bør træffes.
Statsadvokaten kan i medfør af retsplejelovens § 1020 i
– på tilsvarende vis som for civile medarbejdere i politiet
– beslutte, at Politiklagemyndigheden skal efterforske en
sag, hvor der i sagskomplekset indgår både politipersonale
og ansatte ved den centrale anklagemyndighed, jf. nærmere
herom i lovforslagets pkt. 2.2.1.3.
Som anført i lovforslagets pkt. 2.2.1.1 er det i dag politi‐
uddannet personale og politiets jurister (dvs. det juridiske
personale i politiet og den lokale anklagemyndighed), der er
omfattet af politiklageordningen.
Det fremgår samtidig af betænkning nr. 1507/2009 om be‐
handling af klager over politiet, side 174, at politiets jurister,
som arbejder som medhjælpere for statsadvokaten, jf. rets‐
plejelovens § 103, stk. 2, ikke er undergivet politiklageord‐
ningen, da de pågældende i forbindelse med varetagelsen
26
af denne funktion er direkte undergivet statsadvokatens in‐
struks.
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
Politiklagemyndigheden er oprettet med henblik på både i
befolkningen og politiet at sikre tilliden til, at behandlingen
af politiklager foregår korrekt, objektivt og retssikkerheds‐
mæssigt forsvarligt.
Politiklagemyndigheden er en uafhængig myndighed, som
undersøger og træffer afgørelse vedrørende klager over poli‐
tipersonalets adfærd i tjenesten (adfærdsklager) og efterfors‐
ker anmeldelser om strafbare forhold begået af politiperso‐
nale i tjenesten.
Siden indgåelsen af aftale om politiets og anklagemyndig‐
hedens økonomi i 2016-2019 i oktober 2015 er antallet af
medarbejdere i dansk politi øget betydeligt, herunder også
antallet af civile medarbejdere. Der er – som et supplement
til det politiuddannede personale – ansat civile medarbejdere
for at tilføre politiet nye kompetencer i løsningen af politiets
kerneopgaver, ligesom der er ansat civile medarbejdere, som
har frigjort politiuddannet personale via opgaveglidning.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør der ikke – som i dag
– være forskel på, om den person, der klages over, er politi‐
uddannet, civilt ansat i politiet eller ansat ved anklagemyn‐
digheden. Det afgørende bør være, hvilke typer opgaver den
pågældende varetager.
På den baggrund finder Justitsministeriet det hensigtsmæs‐
sigt at udvide politiklageordningen til ud over politipersona‐
le at omfatte andet personale i politiet samt ansatte ved den
centrale anklagemyndighed, som varetager politimæssige
opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse
og strafforfølgning.
Dette sker navnlig for at sidestille denne gruppe af med‐
arbejdere med politipersonale, herunder politiets juridiske
personale, som allerede i dag er omfattet af politiklageord‐
ningen.
På den baggrund foreslår Justitsministeriet, at Politiklage‐
myndighedens kompetence udvides til – ud over politiperso‐
nale – at omfatte andet personale i politiet og anklagemyn‐
digheden, som varetager politimæssige opgaver eller opga‐
ver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning.
Den foreslåede ændring medfører ikke ændringer i forhold
til det politipersonale, der i dag allerede er omfattet af Po‐
litiklagemyndighedens kompetence. Lovforslaget indebærer
ændringer for så vidt angår andet personale end politiperso‐
nale i politiet og anklagemyndigheden, da de i medfør af
den foreslåede ændring vil blive omfattet af Politiklagemyn‐
dighedens kompetence, hvis de pågældende varetager politi‐
mæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshånd‐
hævelse og strafforfølgning. Med den foreslåede udvidelse
sigtes således til civilt personale i politiet og ansatte ved
den centrale anklagemyndighed (statsadvokaterne og Rigs‐
advokaten). Udvidelsen af politiklageordningen indebærer,
at der for borgere vil gælde samme klageadgang til Politikla‐
gemyndigheden over personale i politiet og anklagemyndig‐
heden, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver,
der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning, som
der i dag gælder i forhold til politipersonale.
En sådan ordning vil styrke kontrollen med politiets og an‐
klagemyndighedens ansatte, idet sager om adfærdsklager og
anmeldelser af strafbare forhold begået i tjenesten vil skulle
behandles af Politiklagemyndigheden og ikke i de myndig‐
heder, hvor de pågældende medarbejdere er ansat.
En sådan ordning vil ligeledes sikre, at borgeren får en
ensartet retsstilling og mulighed for at indbringe sådanne
sager for Politiklagemyndigheden, uafhængigt af hvilken
medarbejder sagen vedrører.
De gældende processuelle og materielle regler for Politikla‐
gemyndighedens behandling af adfærdsklager og anmeldel‐
ser om strafbare forhold begået i tjenesten bevares med
lovforslaget i deres nuværende form. Der foreslås dog en
række konsekvensændringer i retsplejelovens bestemmelser
i kapitlerne 93 b og 93 c med henblik på at sidestille Poli‐
tiklagemyndighedens behandling af sager om politipersona‐
le med ansatte ved anklagemyndigheden som følge af den
foreslåede udvidelse af politiklageordningen.
2.2.2.1. Civilt personale i politiet
Visse civile medarbejdere i politiet udfører opgaver, hvor
borgerne vil kunne have en forventning om, at de taler med
eller står over for politipersonale – også selv om personen
ikke er politiuddannet. Samtidig vil det i nogle tilfælde kun‐
ne være tilfældigt, om opgaven løses af en civil medarbejder
eller en politiuddannet. Efter den gældende politiklageord‐
ning har borgerne imidlertid ikke de samme muligheder for
at klage over civilt personale, som hvis der er tale om politi‐
uddannet personale.
Civilt personale såsom analytikere bistår f.eks. politiet i
konkrete efterforskninger, hvor denne gruppe bidrager med
ekspertise i forbindelse med ransagninger, tekniske under‐
søgelser af gerningssteder, efterforskning af it-kriminalitet
mv. Der er desuden et stigende behov for øget brug af
teknisk personale med særlige efterforskningsmæssige kva‐
lifikationer med henblik på at kunne imødegå nye udfordrin‐
ger f.eks. med kriminalitet på internettet. På samme måde
foretages f.eks. hastighedskontrol (ATK) og paskontrolopga‐
ver i bl.a. Københavns Lufthavn af civile medarbejdere i
27
politiet. Herudover findes der også civile medarbejdere i
politiet, som udfører opgaver i forhold til telefonbetjening
af borgere, som henvender sig til politiet med anmeldelser
om strafbare forhold mv. I disse tilfælde løses opgaverne
således af andre personalegrupper end det politiuddannede
personale, uafhængigt af at der er tale om opgaver knyttet til
politiets funktion som retshåndhævende myndighed.
Endvidere oplever Politiklagemyndigheden at modtage kla‐
ger fra borgere over politiet, hvor det undervejs i behandlin‐
gen må konstateres, at den relevante medarbejder er en civil
medarbejder, som ikke er omfattet af politiklageordningen. I
de tilfælde må Politiklagemyndigheden meddele borgeren,
at sagen ikke kan behandles hos Politiklagemyndigheden og
må derfor videresende den til den relevante politikreds. Poli‐
tiklagemyndigheden oplever ligeledes at modtage anmeldel‐
ser om strafbare forhold mod ansatte ved anklagemyndig‐
heden, hvor sagen må videresendes til den relevante politi‐
kreds.
På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at poli‐
tiklageordningen også bør omfatte civilt personale i politiet
og ansatte ved den centrale anklagemyndighed, som vareta‐
ger politimæssige opgaver og opgaver, der relaterer sig til
retshåndhævelse og strafforfølgning.
Politimæssige opgaver skal afgrænses efter politilovens §
2. Det følger af bestemmelsen, at politiet har til opgave at
forebygge strafbare forhold, forstyrrelse af den offentlige
fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige
sikkerhed, afværge fare for forstyrrelse af den offentlige fred
og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige
sikkerhed, bringe strafbar virksomhed til ophør samt efter‐
forske og forfølge strafbare forhold, yde borgeren bistand
i andre faresituationer, udføre kontrol og tilsynsopgaver ef‐
ter gældende ret, yde andre myndigheder bistand efter gæl‐
dende ret og udføre andre opgaver, der følger af gældende
ret eller i øvrigt har en naturlig tilknytning til politiets virk‐
somhed. Politiklagemyndighedens kompetence skal således
afgrænses ud fra en opgavebaseret model, som knytter sig til
varetagelse af politimæssige opgaver.
Til politimæssige opgaver knytter sig først og fremmest
forebyggelse, efterforskning og retsforfølgning af strafbare
forhold samt beføjelser, der er knyttet til ordenshåndhævel‐
se. Dette indbefatter f.eks. civile medarbejderes bevishånd‐
tering, kriminalteknisk efterforskning, efterforskning af øko‐
nomisk kriminalitet og it-kriminalitet mv. Politimæssige op‐
gaver omfatter endvidere tilsyns- og kontrolopgaver som
f.eks. trafikkontrol, udstedelse af tilladelser, paskontrolop‐
gaver mv. Politiklageordningen vil endvidere omfatte det
civile personales vejledning af borgere i forbindelse med va‐
retagelse af politimæssige opgaver, herunder det administra‐
tive personales varetagelse af 114-opkald. Endelig omfatter
politimæssige opgaver, som oplistet i politilovens § 2, f.eks.
forvaltning af hittegods, udstedelse af jagttegn og varetagel‐
se af kriminalregisteret.
For så vidt angår afgrænsningen af opgaver, der relaterer
sig til retshåndhævelse og strafforfølgning, henvises til lov‐
forslagets pkt. 2.2.2.2.
Politiklagemyndighedens kompetence vil ikke omfatte øv‐
rige opgaver som støttefunktioner, regnskab, ledelsesunder‐
støttelse, kommunikation, personaleadministration og lig‐
nende administrative funktioner.
Dette skyldes, at de pågældende opgaver i almindelighed
ikke er borgerrettede eller har nær tilknytning til straffor‐
følgning, efterforskning, bevishåndtering mv., hvor borgeren
måtte have en forventning om, at den pågældende udøver
politimæssige beføjelser.
Det almindelige kontorpersonale, servicemedarbejdere, ad‐
ministrationsmedarbejdere, studentermedhjælpere mv. vil
som udgangspunkt ikke være omfattet af politiklageordnin‐
gen, idet disse medarbejdergrupper i almindelighed ikke va‐
retager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer
sig til retshåndhævelse og strafforfølgning. Opgaverne vil
typisk involvere personalehåndtering, rekruttering, undervis‐
ning af medarbejdere, revision og bogføring, kopiering af
sagsakter og øvrige organisatoriske opgaver.
Uden for politiklageordningen falder klager, som omhand‐
ler materielle afgørelser og dispositioner i forbindelse med
politiets sagsbehandling. Klager over civile medarbejderes
dispositioner bør ligeledes i udgangspunktet ikke behand‐
les af Politiklagemyndigheden, medmindre klagen har en
nær sammenhæng med en adfærdsklage, som Politiklage‐
myndigheden behandler, jf. forslagets § 1019 q, eller en
igangværende efterforskning ved Politiklagemyndigheden,
jf. forslagets § 1020 i, stk. 2. Der henvises til lovforslagets §
1, nr. 18 og 24, og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2, 5 og 20, og
bemærkningerne hertil.
2.2.2.2. Personale ved anklagemyndigheden
I anklagemyndigheden er det i dag kun anklagere ved den
lokale anklagemyndighed og politipersonale i Statsadvoka‐
ten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, der
er omfattet af politiklageordningen. Andre personalegrupper
i anklagemyndigheden, herunder anklagere ved statsadvoka‐
terne og Rigsadvokaten, er derimod ikke omfattet af politi‐
klageordningen.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at de hensyn, der ligger
til grund for, at anklagere i politikredsene er omfattet af
28
klageordningen, ligeledes gør sig gældende for anklagere
ved den centrale anklagemyndighed.
Som anført i lovforslagets pkt. 2.2.1.1 fremgår det af be‐
tænkning nr. 1507/2009 om behandling af klager over po‐
litiet, side 174, at udvalget fandt, at der for det juridiske
personale gør sig andre hensyn gældende end for det po‐
litiuddannede personales vedkommende. Inddragelsen af
det juridiske personale under politiklageordningen blev af
udvalget nærmere set i sammenhæng med de situationer,
hvor disse personer beskyldes for uhøflig optræden, urime‐
lig sprogbrug, korruption eller lignende, hvilket efter udval‐
gets opfattelse gør det hensigtsmæssigt, at denne gruppe
er omfattet af ordningen. Anklagere ved statsadvokaterne
og Rigsadvokaten og anklagerne i politikredsene varetager
imidlertid alle kerneopgaver med hensyn til udøvelse af
anklagemyndighed, herunder i form af beslutninger om og
iværksættelse af straffeprocessuelle skridt og tvangsindgreb
over for borgerne.
Som ligeledes anført i lovforslagets pkt. 2.2.1.1 fremgår det
af betænkning nr. 1507/2009 om behandling af klager over
politiet, side 174, at inddragelsen af det juridiske personale
i politikredsene under politiklageordningen var begrundet
med de situationer, hvor personalet i forbindelse med bor‐
gerkontakt beskyldes for uhøflig optræden, urimelig sprog‐
brug, korruption eller lignende. Anklagere ved statsadvoka‐
terne og Rigsadvokaten optræder generelt over for borgerne
i den samme type situationer som anklagerne i politikred‐
sene, f.eks. under retssagsbehandling og i forbindelse med
sagsbehandling af straffesager mv.
Det er således Justitsministeriets opfattelse, at anklagere ved
statsadvokaterne og Rigsadvokaten (anklagerfuldmægtige,
anklagere, turnusanklagere, senior- og specialanklagere, vi‐
cestatsadvokater, chefanklagere, statsadvokater i den centra‐
le anklagemyndighed og rigsadvokaten) ligesom anklagerne
i politikredsene og politipersonale i Statsadvokaten for Sær‐
lig Økonomisk og International Kriminalitet bør være om‐
fattet af politiklageordningen. Det samme gælder personer,
der er antaget til bistand for de offentlige anklagere ved den
retlige behandling af straffesager, jf. retsplejelovens § 100,
stk. 2, § 103, stk. 2 og 3, og § 104, stk. 2, når det drejer sig
om forhold, der er relateret til de pågældendes bistand som
anklagemyndighed.
Politiklageordningen bør efter Justitsministeriets opfattelse
ligeledes omfatte andre personalegrupper i anklagemyndig‐
heden end anklagere i politikredsene og politipersonale i
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kri‐
minalitet, når de pågældende varetager politimæssige opga‐
ver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og
strafforfølgning.
For så vidt angår afgrænsningen af politimæssige opgaver
henvises til lovforslagets pkt. 2.2.2.1.
Med opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og straf‐
forfølgning, forstås navnlig anklagemyndighedens vareta‐
gelse af opgaver inden for strafferetsplejen med hensyn
til strafforfølgning, herunder retssagsbehandling, gennemfø‐
relse af straffeprocessuelle skridt eller tvangsindgreb over
for borgerne og borgerrettede opgaver i forbindelse med
f.eks. straffuldbyrdelse og foranstaltningsændringssager. Det
vil endvidere omfatte andre retshåndhævende opgaver, hvor
myndighedskompetencen over for borgerne er henlagt til
anklagemyndigheden, herunder opgaver om erstatning i an‐
ledning af strafferetlig forfølgning, aktindsigt i straffesager,
sager om tilhold, bortvisning og opholdsforbud og telefon‐
betjening af borgere, hvis der er tale om opgaver inden for
strafferetsplejen med hensyn til strafforfølgning.
Endelig er det Justitsministeriets opfattelse, at politiklage‐
ordningen også bør omfatte f.eks. civilt ansatte økonomer
eller analytikere mv. ved Statsadvokaten for Særlig Økono‐
misk og International Kriminalitet, der bidrager med eksper‐
tise i forbindelse med efterforskning, ransagning eller tekni‐
ske undersøgelser mv., som henhører under politimæssige
opgaver. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets pkt.
2.2.2.1.
Politiklagemyndighedens kompetence omfatter ikke opga‐
ver som støttefunktioner, regnskab, ledelsesunderstøttelse,
personaleadministration, lignende administrative funktioner
mv. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets pkt.
2.2.2.1.
Uden for politiklageordningen falder ligeledes klager, som
omhandler materielle afgørelser og dispositioner i forbindel‐
se med anklagemyndighedens sagsbehandling. Der henvises
i den forbindelse til lovforslagets pkt. 2.2.2.1.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2, 5, og 20, og
bemærkningerne hertil.
2.3. Justering af ordningen med fartbøder til politiets perso‐
nale i forbindelse med udrykningskørsel som led i tjenesten.
2.3.1. Gældende ret
Politiets personale har under visse betingelser mulighed for
at overskride de tilladte hastighedsbegrænsninger.
Det fremgår således af § 8, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr.
154 af 25. februar 2009 om udrykningskørsel som ændret
ved bekendtgørelse nr. 900 af 25. juli 2017 (udrykningsbe‐
kendtgørelsen), at føreren af et udrykningskøretøj i tilfæl‐
de, hvor det skønnes påtrængende nødvendigt, og hvis der
29
samtidig udvises ganske særlig forsigtighed, kan undlade at
følge reglerne i færdselslovens kapitel 5 om hastighed.
Det følger endvidere af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, at ud‐
rykningskørsel alene må ske, når det skønnes påtrængende
nødvendigt af hensyn til politimæssige opgaver, personred‐
ning, brand, forureningsuheld, færdselsuheld eller afværgel‐
se af omfattende skader i øvrigt.
Politiklagemyndigheden har som nævnt ovenfor under pkt.
2.2.1.1 bl.a. til opgave at efterforske strafbare forhold begået
af politipersonale i tjenesten.
Det fremgår af § 1020 b, stk. 1, i retsplejeloven, at sag‐
er om overtrædelse af færdselslovens hastighedsbestemmel‐
ser, der er begået af politipersonale, ikke efterforskes af
Politiklagemyndigheden, hvis den pågældende erkender sig
skyldig, og hastighedsovertrædelsen ikke skønnes at ville
medføre anden sanktion end bøde eller betinget frakendelse
af førerretten og hastighedsovertrædelsen ikke involverer
tredjemand. Det følger modsætningsvis af bestemmelsen, at
efterforskning af politiets hastighedsoverskridelser i øvrige
tilfælde som udgangspunkt foretages af Politiklagemyndig‐
heden.
Det fremgår af retsplejelovens § 1020 b, stk. 2, at Politikla‐
gemyndigheden ikke efterforsker sager, hvor politidirektø‐
ren har vurderet, at der i forbindelse med politipersonales
overtrædelse af færdselslovens hastighedsbestemmelser er
tale om udrykningskørsel i et køretøj mærket med politi‐
ets kendetegn eller med synlige udrykningssignaler. Bestem‐
melsen indebærer således, at en sag om overtrædelse af
færdselslovens hastighedsbestemmelser i et køretøj mærket
med politiets kendetegn eller med synlige udrykningssigna‐
ler alene vil blive forelagt for Politiklagemyndigheden, hvis
politidirektøren vurderer, at der ikke har været tale om ud‐
rykningskørsel i forbindelse med hastighedsoverskridelsen.
Når et politikøretøj overtræder færdselslovens hastigheds‐
bestemmelser og optages på et billede i forbindelse med
Automatisk Trafikkontrol (ATK-kontrol), eksempelvis i en
såkaldt stærekasse, vil der automatisk blive udstedt et bøde‐
forelæg. Føreren kan herefter vedtage bødeforelægget eller
blive fritaget ved at godtgøre, at der har været tale om ud‐
rykningskørsel. I sådanne sager vil politidirektøren vurdere,
om der i det konkrete tilfælde var tale om en lovlig udryk‐
ningskørsel.
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Førere af udrykningskøretøjer, herunder politipersonalet, ud‐
fører et vigtigt og betydningsfuldt arbejde. Da det er helt
afgørende, at udrykningskøretøjer kommer hurtigt frem til
akutte situationer, vil de ofte have behov for at tilsidesætte
hastighedsgrænserne.
Det har vist sig, at beredskabspersonale og personale i po‐
litiet i praksis skal bruge uforholdsmæssig lang tid på at
blive fritaget for fartbøder, som de har fået i forbindelse med
lovlig udrykningskørsel.
Udrykningskøretøjer omfattet af udrykningsbekendtgørelsen
oplever således udfordringer med fartbøder, der relaterer
sig til ATK-kontrol, der foretages af eksempelvis stærekas‐
ser. Dette skyldes, at billeder optaget af stærekasserne er i
sort/hvid, og at der ikke er en ATK-operatør involveret. Det
er derfor ikke umiddelbart muligt ud fra billedet at konsta‐
tere, om køretøjet foretager udrykningskørsel, og der er der‐
for behov for yderligere sagsbehandling for at konstatere,
om køretøjet er under udrykning. I disse sager er det nød‐
vendigt, at politiet modtager nærmere oplysninger fra den
pågældende myndighed, virksomhed eller politikreds om,
hvorvidt der i det konkrete tilfælde er tale om udryknings‐
kørsel.
I den øvrige ATK-kontrol, hvor kontrollen sker med ATK-
vogne med en tilknyttet operatør, kan der ske en umiddelbar
frasortering af sagerne, da det allerede ved registreringen
kan konstateres, om køretøjet var under udrykning.
Problemerne med fartbøder til udrykningskøretøjer har, for
så vidt angår de øvrige beredskabsaktører end politiet (f.eks.
ambulancer, brandvæsen, akutlæge mv.), kunnet løses admi‐
nistrativt ved at indføre en formodningsregel om, at udryk‐
ningskøretøjer fotograferet i en stærekasse må formodes at
være under udrykning. Sideløbende med praksisændringen
er der for så vidt angår disse beredskabsaktører indført stik‐
prøvekontrol kombineret med den eksisterende dokumenta‐
tion af udrykningskørsel.
Idet kontrollen med køretøjer, der er mærket med politiets
kendetegn eller med synlige udrykningssignaler er reguleret
i retsplejelovens § 1020 b, stk. 2, har den administrative
praksisændring for øvrige beredskabsaktører ikke kunnet
omfatte disse køretøjer.
Justitsministeriet vurderer, at der er behov for en ensret‐
ning af reglerne om bødeforelæg til personale, der foreta‐
ger udrykningskørsel i udrykningskøretøjer, således at for‐
modningsreglen opstillet for det øvrige beredskab (f.eks.
ambulancer, brandvæsen, akutlæge mv.) ligeledes kan finde
anvendelse for politipersonale. Justitsministeriet finder i den
forbindelse, at der bør opstilles en formodning om, at kø‐
retøjer mærket med politiets kendetegn eller med synlige
udrykningssignaler, der registreres i en hastighedskontrol,
har kørt lovlig udrykningskørsel og dermed ikke meddeles
et bødeforelæg.
Det er således efter Justitsministeriets opfattelse afgørende,
at beredskabet og myndighederne kan bruge deres ressour‐
30
cer på den bedst mulige måde frem for at skulle bruge
ressourcer på unødige sagsbehandlingsskridt (ikke mindst
i politikredsene) i forbindelse med at skulle bevise, at der
har været tale om udrykningskørsel i det pågældende tilfæl‐
de. Selvom hastighedskontrol er afgørende og vigtig for at
sikre færdselssikkerheden og trygheden på vejene, må dette
hensyn efter Justitsministeriets opfattelse – når det drejer sig
om politipersonale, der skal handle hurtigt i forbindelse med
akutte situationer, og hvor tilsidesættelsen af hastighedsbe‐
grænsninger kan være nødvendig – vige for hensynet til
politiets arbejde.
Samtidig vurderer Justitsministeriet dog, at indførelse af en
sådan formodningsregel vil indebære en risiko for, at ube‐
rettigede hastighedsovertrædelser begået af politipersonale
ikke vil blive sanktioneret. Tal fra 2019 fra Rigspolitiet
viser, at der i ca. 5,5 pct. af alle sager om hastighedsovertræ‐
delser begået af politiets køretøjer, som blev registreret af
stærekasser, er sket betaling af bødeforelægget, hvilket må
antages at være en erkendelse af uberettiget hastighedsover‐
trædelse. I absolutte tal svarer det til ca. 57 sager. Antallet af
sager fra de øvrige beredskabsaktører viser, at 8 pct. af bø‐
deforelæggene blev betalt, hvilket svarer til 42 sager. Endvi‐
dere viser tal fra Politiklagemyndigheden, at myndigheden i
ca. 15 pct. af alle ATK-sager, der blev afgjort i 2019, fandt,
at der var grundlag for at rejse tiltale for overtrædelse af
hastighedsgrænserne, hvilket i absolutte tal svarer til 32 sag‐
er. Hertil bemærkes, at Politiklagemyndigheden behandler
sager, hvor der er tale om politiets civile køretøjer og sager,
hvor det af politidirektøren er vurderet, at der ikke var tale
om udrykningskørsel.
Justitsministeriet vurderer på den baggrund, at der som sup‐
plement til formodningsreglen bør indføres en stikprøvekon‐
trol, hvor politiet efterprøver, om der i tilfældigt udvalgte
konkrete sager har været tale om udrykningskørsel. Opga‐
ven med at gennemføre stikprøvekontrollen forventes i førs‐
te omgang at blive placeret hos Politiets Administrative
Center.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Med henblik på at sikre, at der som udgangspunkt ikke
meddeles et bødeforelæg til førere af køretøjer mærket med
politiets kendetegn eller med synlige udrykningssignaler,
der i forbindelse med udrykningskørsel registreres i en
hastighedskontrol, foreslås det at ændre retsplejelovens §
1020 b, stk. 2, om Politiklagemyndighedens kompetence til
at efterforske sager om hastighedsovertrædeler i forbindel‐
se med politiets udrykningskørsel. Bestemmelsen foreslås
ændret således, at den formodningsregel, der gælder for de
øvrige beredskabsaktører om, at mærkede køretøjer, der re‐
gistreres i en stærekasse, som udgangspunkt anses for at
være under udrykning, ligeledes kan finde anvendelse for
køretøjer mærket med politiets kendetegn eller med synlige
udrykningssignaler.
Med den foreslåede nye affattelse af retsplejelovens § 1020
b, stk. 2, vil det være fastsat, at Politiklagemyndigheden ik‐
ke efterforsker sager, hvor politipersonale i forbindelse med
udrykningskørsel overtræder færdselslovens hastighedsbe‐
stemmelser i et køretøj mærket med politiets kendetegn eller
med synlige udrykningssignaler, medmindre der er konkret
anledning hertil.
Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 1020 b, stk. 2,
vil i praksis medføre, at der skal ske en frasortering af de
sager, hvor det visuelt kan konstateres ud fra det optagne
billede, at der er tale om et udrykningskøretøj. Frasorterin‐
gen foretages af politiet, som gennemgår sagerne manuelt.
Den foreslåede ordning indebærer, at politidirektøren i sager
om politipersonales overtrædelse af færdselslovens hastig‐
hedsbestemmelser i køretøjer mærket med politiets kende‐
tegn eller synlige udrykningssignaler, ikke længere skal vur‐
dere, hvorvidt der i det konkrete tilfælde har været tale om
udrykningskørsel. Den foreslåede bestemmelse indebærer
således, at sådanne køretøjer, der f.eks. bliver registreret i
en stærekasse, som udgangspunkt anses for at udføre udryk‐
ningskørsel.
Det forudsættes, at der i lighed med ordningen for det øv‐
rige beredskab foretages en stikprøvekontrol af tilfældige
registrerede fartoverskridelser af politikøretøjer, hvor det
skal fastslås, at der var tale om en lovlig overtrædelse af
hastighedsbegrænsningerne.
Stikprøvekontrollen vil ske på administrativt grundlag og
vil i første omgang blive udført af Politiets Administrative
Center. Det forudsættes, at stikprøvekontrollen skal omfatte
et bredt udsnit af hastighedsovertrædelser.
Det følger af den foreslåede nyaffattelse af retsplejelovens
§ 1020 b, stk. 2, at Politiklagemyndigheden, såfremt der
er konkret anledning hertil, fortsat kan efterforske sager,
hvor politipersonale i forbindelse med udrykningskørsel
overtræder færdselslovens hastighedsbestemmelser i et kø‐
retøj mærket med politiets kendetegn eller med synlige ud‐
rykningssignaler.
Såfremt det f.eks. ved stikprøvekontrollen eller på anden
vis konstateres, at der i en konkret sag ikke har været tale
om en berettiget udrykningskørsel, fremsendes sagen til Po‐
litiklagemyndigheden. Politiklagemyndigheden vil i den for‐
bindelse kunne afvise sagen eller indlede efterforskning. Når
efterforskningen er afsluttet, sender Politiklagemyndigheden
sagen til statsadvokaten med henblik på afgørelse af tiltale‐
spørgsmålet, jf. retsplejelovens § 1020 e, stk. 1.
Politiklagemyndigheden vil efter omstændighederne også
kunne efterforske sager i øvrige situationer, hvor der måtte
31
være konkret anledning til at antage, at overtrædelsen af
færdselslovens hastighedsbestemmelser ikke er sket i forbin‐
delse med lovlig udrykningskørsel, eksempelvis ved anmel‐
delse fra en borger eller lignende.
Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 1020 b, stk.
2, finder efter sin ordlyd alene anvendelse i forbindelse
med politipersonalets færdsel i køretøjer mærket med politi‐
ets kendetegn eller med synlige udrykningssignaler. Bestem‐
melsen omfatter således ikke politiets civile køretøjer (ikke
mærkede med politiets kendetegn eller synlige udryknings‐
signaler). Når overtrædelser af færdselslovens hastighedsbe‐
stemmelser sker i et civilt køretøj uden synlige udryknings‐
signaler, skal sagen således fortsat overgives til Politiklage‐
myndigheden.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 23, og bemærkninger‐
ne hertil.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse‐
kvenser for det offentlige
Forslaget om oprettelse af Bevismiddeltilsynet, der vil blive
placeret under samme ledelse som Politiklagemyndigheden,
forventes at medføre merudgifter på 1,2 mio. kr. i 2021 og
herefter 9,4 mio. kr. årligt fra 2022 og frem.
Udgifterne kan i høj grad henføres til lønudgifter til en ræk‐
ke medarbejdere, som vil skulle varetage den nye opgave
med at føre tematisk tilsyn med tekniske beviser, samt at fø‐
re tilsyn med politiets og anklagemyndighedens afdækning
af og opfølgning på konkret konstaterede fejl ved behandlin‐
gen af tekniske beviser.
Med henblik på at sikre understøttelsen af Bevismiddeltilsy‐
nets brede kompetence med hensyn til typen af tekniske
beviser, der efter deres karakter er meget forskelligartede,
indgår der også i størrelsesordenen 1,6 mio. kr. årligt til
antagelse af ekstern ekspertbistand. Ekspertbistanden kan
anvendes i de tilfælde, hvor tilsynet ikke har den fornødne
ekspertise i forhold til de enkelte bevistyper.
De årlige udgifter er udtryk for en overordnet ramme for
tilsynets udgifter, og der er derfor ikke fastsat mål for an‐
tallet af konkrete aktiviteter, f.eks. antallet af tilsyn, der
skal udføres, eller hvor mange tekniske bevistyper, der skal
undersøges.
Forslaget om oprettelse af Bevismiddeltilsynet forventes
derudover at medføre merudgifter for politiet og anklage‐
myndigheden på henholdsvis 4,5 og 3,7-4,7 mio. kr. år‐
ligt. Politiets og anklagemyndighedens merudgifter vil væ‐
re relateret til f.eks. koordinering af bestillinger eller fore‐
spørgsler fra Bevismiddeltilsynet, identificering, indhentelse
og eventuel udarbejdelse af skriftligt materiale, planlægning
af og tilstedeværelse under eventuelle tilsynsbesøg mv. og
inddragelse af ressourcer med faglig indsigt og kompeten‐
cer vedrørende de enkelte efterforskningsmidler og bevisty‐
per. Udgifterne vil blive afholdt inden for myndighedernes
eksisterende økonomiske rammer.
Gennemførte tilsyn vil som nævnt under pkt. 2.1.3.6 kunne
munde ud i en række anbefalinger til myndighederne, der
skal foretage en nærmere vurdering af, hvorvidt anbefalin‐
gerne skal udmøntes. Det bemærkes, at der ikke med nær‐
værende lovforslag er foretaget en vurdering af eventuelle
udgifter forbundet med Bevismiddeltilsynets fremtidige an‐
befalinger.
Der henvises til pkt. 2.1.3.1 og pkt. 2.1.3.4 for en nærmere
beskrivelse af tilsynets organisering og opgavevaretagelse.
Forslaget om at udvide Politiklagemyndighedens kompeten‐
ce til – ud over politipersonale – også at omfatte andet
personale i politiet og anklagemyndigheden, som varetager
politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til
retshåndhævelse og strafforfølgning, forventes at medføre
merudgifter for Politiklagemyndigheden på i størrelsesorde‐
nen 1,2 mio. kr. årligt fra 2022 og frem.
Merudgifterne kan henføres til den øgede sagsbelastning,
som Politiklagemyndigheden forventes at have som følge at
kompetenceudvidelsen.
Herudover forventes der at være begrænsede merudgifter for
politiet og anklagemyndigheden, både centralt og lokalt, i
forbindelse med understøttelsen af Politiklagemyndighedens
arbejde. Det gælder både for myndighedernes administrati‐
ve og juridiske behandling af sagerne samt i forbindelse
med egentlig ansættelsesretlig sagsbehandling. Eventuelle
begrænsede merudgifter vil blive afholdt inden for myndig‐
hedernes eksisterende økonomiske rammer.
Endelig bemærkes det, at lovforslaget efterlever principper‐
ne for digitaliseringsklar lovgivning, og at navnlig oprettel‐
sen af Bevismiddeltilsynet er i overensstemmelse med prin‐
cippet om forebyggelse af bl.a. fejl. Tilsynet får således
hjemmel til at indhente og behandle relevante oplysninger
for at forebygge fejlbehandling af tekniske beviser blandt
straffesagens aktører.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er‐
hvervslivet mv.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative kon‐
sekvenser for erhvervslivet mv.
32
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget indebærer, at politiklageordningen udvides til
– ud over politipersonale – at omfatte andet personale i po‐
litiet og anklagemyndigheden, som varetager politimæssige
opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse
og strafforfølgning. Adfærdsklager og anmeldelser af straf‐
bare forhold begået i tjenesten vil således fremover skulle
behandles af Politiklagemyndigheden og ikke i henholdsvis
politiet og anklagemyndigheden, afhængigt af hvor den på‐
gældende medarbejder er ansat.
Lovforslaget har dermed den positive konsekvens, at borge‐
ren får en ensartet retsstilling og en mulighed for at indbrin‐
ge sådanne sager for Politiklagemyndigheden, uafhængigt af
hvilken medarbejder sagen vedrører. Der vil ikke længere
være forskel på, om den person, der klages over, er politiud‐
dannet, civilt ansat i politiet eller ansat ved anklagemyndig‐
heden. Det afgørende vil være, hvilke typer opgaver den
pågældende varetager.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 10. marts
2021 til den 7. april 2021 været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer mv.:
Advokatrådet, Advokatsamfundet, Aalborg Universitet (Ju‐
ridisk Fakultet), Aarhus Universitet (Juridisk Fakultet), Aka‐
demikerne, Amnesty International, Copenhagen Business
School (CBS LAW – Institut for Ledelse, Politik og Filoso‐
fi), Danmarks Jurist- og Økonomforbund, Danmarks Tekni‐
ske Universitet (DTU Diplom – Center for Diplomingeniø‐
ruddannelse), Dansk Arbejdsgiverforening, Danske Advoka‐
ter, Danske Regioner, Datatilsynet, Den Danske Akkredit‐
eringsfond, Den Danske Dommerforening, Den Uafhængige
Politiklagemyndighed, Det Kriminalpræventive Råd, Digita‐
liseringsstyrelsen, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Dom‐
merfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Fagbevægel‐
sens Hovedorganisation, Foreningen af Offentlige Anklage‐
re, Foreningen af Statsadvokater, Fængselsforbundet, HK
Landsklubben Danmarks Domstole, HK Landsklubben Kri‐
minalforsorgen, HK Landsklubben Politiet, Ingeniørforenin‐
gen IDA, Institut for Menneskerettigheder, IT-Branchen, IT-
Politisk Forening, Justitia, KL, Kriminalforsorgsforeningen,
Københavns Universitet (Juridisk Fakultet), Københavns
Universitet (Retsmedicinsk Institut), Landsforeningen af
Forsvarsadvokater, Landsforeningen KRIM, Politiforbundet,
Politidirektørforeningen, PROSA, Rigsadvokaten, Rigspoli‐
tiet, Retspolitisk Forening, Syddansk Universitet (Juridisk
Institut), Rådet for Digital Sikkerhed, samtlige byretter, Til‐
synet med Efterretningstjenesterne, Vestre Landsret og Østre
Landsret.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Lovforslaget forventes at medføre merudgif‐
ter på Justitsministeriets område på i alt 1,2
mio. kr. i 2021 og 9,4 mio. kr. årligt samt
yderligere 1,2 mio. kr. årligt fra 2022 og frem
for Politiklagemyndigheden. For politiet og
anklagemyndigheden forventes udgifter på
hhv. 4,5 mio. kr. og 3,7-4,7 mio. kr. årligt
fra 2022 og frem.
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
Ingen Lovforslaget forventes at medføre merudgif‐
ter på Justitsministeriets område på i alt 1,2
mio. kr. i 2021 og 9,4 mio. kr. årligt samt
yderligere 1,2 mio. kr. årligt fra 2022 og frem
for Politiklagemyndigheden. For politiet og
anklagemyndigheden forventes udgifter på
33
hhv. 4,5 mio. kr. og 3,7-4,7 mio. kr. årligt
fra 2022 og frem.
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Udvidelsen af politiklageordningen sikrer,
at borgeren får en ensartet retsstilling og
en mulighed for at indbringe sager for
Politiklagemyndigheden, idet sager, som
omhandler andet personale i politiet og
anklagemyndigheden, som varetager poli‐
timæssige opgaver eller opgaver, der re‐
laterer sig til retshåndhævelse og straffor‐
følgning, vil skulle behandles af Politikla‐
gemyndigheden.
Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Er i strid med de fem princip‐
per for implementering af er‐
hvervsrettet EU-regulering/Over‐
implementering af EU-retlige mi‐
nimumsforpligtelser
Ja Nej
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Retsplejelovens sjette afsnit har i dag overskriften »Den
Uafhængige Politiklagemyndighed«. Med lovforslaget æn‐
dres afsnittet, så det fremover også regulerer Det Uafhængi‐
ge Tilsyn med Bevismidler. Det foreslås på denne baggrund,
at overskriften til sjette afsnit ændres til »Den Uafhængige
Politiklagemyndighed og Det Uafhængige Tilsyn med Be‐
vismidler«.
Til nr. 2
Det følger af den gældende bestemmelse i § 118, stk. 2, at
Politiklagemyndigheden behandler klager over politiet, jf.
kapitel 93 b og efterforsker straffesager mod politipersona‐
le, jf. kapitel 93 c. Politiklagemyndigheden har således til
opgave at undersøge adfærdsklager over politipersonale og
efterforske strafbare forhold begået i tjenesten.
Som anført i lovforslagets pkt. 2.2.1 omfatter politipersonale
i denne sammenhæng det politiuddannede personale i poli‐
tiet og politiets jurister (dvs. politiets juridiske personale
og den lokale anklagemyndighed), jf. bemærkningerne til
forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige
andre love (Ny politiklageordning m.v.), jf. Folketingstiden‐
de 2009-10, tillæg A, L 88, som fremsat, side 9.
Det foreslås at indsætte et nyt 2. pkt. i retsplejelovens § 118,
stk. 2, således at det vil fremgå af bestemmelsen, at Politi‐
klagemyndigheden – ud over klager over politipersonale og
efterforskning af straffesager mod politipersonale – også vil
skulle behandle klager over andet personale i politiet og an‐
klagemyndigheden, jf. kapitel 93 b, og efterforske straffesa‐
ger mod andet personale i politiet og anklagemyndigheden,
jf. kapitel 93 c, som varetager politimæssige opgaver eller
opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølg‐
ning.
Den foreslåede ændring indebærer en udvidelse af politi‐
klageordningen, som ikke vil medføre ændringer i forhold
til politipersonalet, der i dag allerede er omfattet af Poli‐
tiklagemyndighedens kompetence. Lovforslaget indebærer
derimod ændringer for så vidt angår andet personale end
politipersonale i politiet og anklagemyndigheden, da de i
medfør af den foreslåede ændring vil blive omfattet af Poli‐
tiklagemyndighedens kompetence, hvis de pågældende vare‐
tager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig
til retshåndhævelse og strafforfølgning. Med den foreslåede
udvidelse sigtes således til civilt personale i politiet og an‐
satte ved den centrale anklagemyndighed (statsadvokaterne
og Rigsadvokaten). Udvidelsen af politiklageordningen in‐
debærer, at der for borgere vil gælde samme klageadgang til
Den Uafhængige Politiklagemyndighed over personale i po‐
34
litiet og anklagemyndigheden, som varetager politimæssige
opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse
og strafforfølgning, som der i dag gælder i forhold til politi‐
personale.
Politimæssige opgaver skal afgrænses efter politilovens §
2 og knytter sig først og fremmest til forebyggelse, efter‐
forskning og retsforfølgning af strafbare forhold samt befø‐
jelser, der er knyttet til ordenshåndhævelse. Dette indbefat‐
ter f.eks. civile medarbejderes bevishåndtering, kriminaltek‐
nisk efterforskning, efterforskning af økonomisk kriminali‐
tet og it-kriminalitet mv. Politimæssige opgaver omfatter
endvidere tilsyns- og kontrolopgaver, som f.eks. trafikkon‐
trol, udstedelse af tilladelser, paskontrolopgaver mv. Politi‐
klageordningen vil endvidere omfatte det civile personales
vejledning af borgere i forbindelse med varetagelse af poli‐
timæssige opgaver, herunder det administrative personales
varetagelse af 114-opkald. Endelig omfatter politimæssige
opgaver, som oplistet i politilovens § 2, f.eks. forvaltning af
hittegods, udstedelse af jagttegn og varetagelse af kriminal‐
registeret.
Med opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og straf‐
forfølgning, forstås navnlig anklagemyndighedens vareta‐
gelse af opgaver inden for strafferetsplejen med hensyn
til strafforfølgning, herunder retssagsbehandling, gennemfø‐
relse af straffeprocessuelle skridt eller tvangsindgreb over
for borgerne og borgerrettede opgaver i forbindelse med
f.eks. straffuldbyrdelse og foranstaltningsændringssager. Det
vil endvidere omfatte andre retshåndhævende opgaver, hvor
myndighedskompetencen over for borgerne er henlagt til
anklagemyndigheden, herunder opgaver om erstatning i an‐
ledning af strafferetlig forfølgning, aktindsigt i straffesager,
sager om tilhold, bortvisning og opholdsforbud og telefon‐
betjening af borgere, hvis der er tale om opgaver inden for
strafferetsplejen med hensyn til strafforfølgning.
Politiklagemyndighedens kompetence vil ikke omfatte øv‐
rige opgaver som støttefunktioner, regnskab, ledelsesunder‐
støttelse, kommunikation, personaleadministration og lig‐
nede administrative funktioner. Det almindelige kontorper‐
sonale, servicemedarbejdere, administrationsmedarbejdere,
studentermedhjælpere mv. vil som udgangspunkt ikke væ‐
re omfattet af politiklageordningen, idet disse medarbejder‐
grupper i almindelighed ikke varetager politimæssige op‐
gaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse
og strafforfølgning. Denne type opgaver vil f.eks. involve‐
re personalehåndtering, rekruttering, undervisning af medar‐
bejdere, revision og bogføring, kopiering af sagsakter og
øvrige organisatoriske opgaver.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5 og 20, og bemærk‐
ningerne hertil.
Til nr. 3
Det foreslås, at bestemmelserne i § 118 a til § 118 e ophæ‐
ves, og at der i stedet indsættes nye bestemmelser som § 118
a til § 118 f.
Formålet med de foreslåede bestemmelser er navnlig at eta‐
blere Det Uafhængige Bevismiddeltilsyn, jf. den foreslåede
§ 118 a, og i øvrigt at foretage de ændringer i retsplejelovens
kapitel 11 a, der følger af etableringen. På en række punkter
foreslås der således en indholdsmæssig videreførelse af de
gældende regler i kapitlet, jf. nærmere herom under de en‐
kelte foreslåede bestemmelser.
Ad § 118 a
Der eksisterer ikke i dag et uafhængigt tilsyn med politi‐
ets og anklagemyndighedens behandling af tekniske bevi‐
ser. Den foreslåede § 118 a er ny og indebærer, at der opret‐
tes en ny statslig myndighed, der betegnes Det Uafhængige
Tilsyn med Bevismidler – i daglig tale Bevismiddeltilsynet.
Efter det foreslåede stk. 1 er Det Uafhængige Tilsyn med
Bevismidler en selvstændig myndighed, der ledes af Politi‐
klagerådet og en direktør.
Myndigheden vil blive placeret under samme ledelse som
Politiklagemyndigheden. Det vil herefter være Politiklagerå‐
det, der har det overordnede ansvar for Bevismiddeltilsynets
virksomhed og for at fastlægge generelle overordnede ret‐
ningslinjer for myndighedens arbejde. Det daglige ansvar
for myndighedens arbejde vil påhvile direktøren for Politi‐
klagemyndigheden, der fremover også vil være den øverste
ansvarlige for Bevismiddeltilsynets medarbejdere.
Ud over den fælles direktør for Politiklagemyndigheden og
Bevismiddeltilsynet er det hensigten, at Bevismiddeltilsy‐
nets sekretariat skal bestå af en sekretariatschef, der ligesom
direktøren forudsættes at være en erfaren jurist, og som
kan varetage direktørens funktioner i forhold til tilsynet, når
denne ikke er til stede. Tilsynet vil endvidere skulle bestå
af et yderligere antal juridiske medarbejdere samt en eller
flere personer med efterforskningsmæssig baggrund. Myn‐
digheden vil herudover skulle bestå af en eller flere analyti‐
ske medarbejdere med en relevant uddannelsesmæssig bag‐
grund, f.eks. inden for det samfundsvidenskabelige område,
samt administrativt personale.
Det forudsættes endvidere, at tilsynet løbende vil kunne an‐
tage ekstern ekspertbistand i forbindelse med navnlig de
tematisk tilrettelagte tilsyn. Det kan f.eks. være i tilfælde,
hvor tilsynet ikke har den fornødne ekspertise i forhold til de
enkelte bevistyper.
Bevismiddeltilsynet placeres i administrativ henseende
under Justitsministeriet, der vil være den øverste ansvarlige
35
for Bevismiddeltilsynets bevillinger og andre økonomiske
forhold, personale og IT.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.1 i lovforslagets alminde‐
lige bemærkninger.
I stk. 2, 1. pkt., foreslås det, at Bevismiddeltilsynet skal føre
tilsyn med politiets og anklagemyndighedens behandling af
tekniske beviser.
Bevismiddeltilsynets virksomhed vil således skulle omfatte
politiet og anklagemyndigheden, nærmere bestemt Rigspoli‐
tiet, politikredsene, Rigsadvokaten, de to regionale statsad‐
vokater og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og Inter‐
national Kriminalitet. Tilsynets virksomhed vil også omfatte
den kommende nationale efterforskningsenhed og nye stats‐
advokat.
Politiklagemyndighedens efterforskning af straffesager vil
ikke være omfattet af Bevismiddeltilsynets kompetence. Til‐
synets generelle anbefalinger til politiet og anklagemyndig‐
heden vil dog skulle indgå ved Politiklagemyndighedens
behandling af tekniske beviser, i det omfang de måtte være
relevante.
Tilsynet vil ikke skulle omfatte eksterne aktører, som bistår
politiet og anklagemyndigheden i processen med at indsam‐
le og behandle beviser, herunder de erklæringer mv., som
sådanne eksterne aktører udfærdiger til brug for konkrete
straffesager. Tilsynet omfatter eksempelvis ikke Retsmedi‐
cinsk Institut. Hvis politiet imidlertid på baggrund af f.eks.
en retsgenetisk erklæring udarbejder politirapporter eller lig‐
nende, vil disse være omfattet af tilsynets virksomhed.
Bevismiddeltilsynets kompetencer vil ikke være sammenfal‐
dende med de kompetencer, der udøves på det databeskyttel‐
sesretlige område, og som retter sig mod behandling af per‐
sonoplysninger ved behandlingen af tekniske beviser. Opstår
der spørgsmål om det fornødne niveau af behandlingssikker‐
hed, når et teknisk bevis omfatter behandling af personop‐
lysninger, vil vurderingen af, hvad der udgør et passende
niveau for behandlingssikkerheden, f.eks. kravene til en
anvendt krypteringsløsning, derfor henhøre under Datatilsy‐
nets tilsynskompetence.
Ligeledes vil eksempelvis spørgsmål om, hvornår og i hvil‐
ket omfang oplysninger skal slettes, skulle afklares ud fra de
databeskyttelsesretlige regler, og vil derfor ligeledes henhø‐
re under Datatilsynets tilsynskompetence.
Bevismiddeltilsynets kompetence vil heller ikke omfatte til‐
synet med efterlevelsen af de regler, der er fastsat for po‐
litiets registre, f.eks. kriminalregisteret, Politiets Efterforsk‐
ningsstøttedatabase (PED) og DNA-profilregistret.
Bevismiddeltilsynet vil ikke skulle beskæftige sig med for‐
hold knyttet til myndighedernes økonomiske og ressource‐
mæssige forvaltning, idet sådanne forhold navnlig er under‐
lagt Rigsrevisionens tilsyn.
Bevismiddeltilsynet vil dog i alle tilfælde kunne viderefor‐
midle konkrete observationer, f.eks. knyttet til efterlevel‐
sen af generelle offentligretlige eller databeskyttelsesretlige
regelsæt, som observeres i en politikreds, statsadvokatur,
Rigspolitiet eller Rigsadvokaten med henblik på, at den
relevante myndighed adresserer observationerne i relevant
omfang.
Det bemærkes endelig, at Politiets Efterretningstjeneste ikke
vil være omfattet af tilsynets kompetence, jf. bemærkninger‐
ne til den foreslåede stk. 2, 2. pkt., nedenfor.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.2 i lovforslagets alminde‐
lige bemærkninger.
Materielt vil tilsynet have kompetence til at undersøge og
føre tilsyn med politiets og anklagemyndighedens behand‐
ling af tekniske beviser.
Begrebet »behandling« skal forstås bredt og relaterer sig
til politiets og anklagemyndighedens samlede håndtering af
tekniske beviser med de begrænsninger, der er nævnt i pkt.
2.1.3.4. Der skal endvidere være tale om behandling, der er
egnet til at påvirke integriteten af oplysningerne, og den må‐
de de fremtræder på gennem straffesagskæden. Der er ikke
sammenfald mellem begrebet »behandling« i nærværende
lovforslag og begrebets anvendelse i databeskyttelsesretlig
sammenhæng.
Begrebet »tekniske beviser« skal forstås bredt og vil skulle
omfatte oplysninger, spor og materiale, som indsamles til
brug for en teknisk undersøgelse og behandling, således
at oplysningerne senere kan dokumenteres som bevis i en
straffesag. Det er ikke afgørende for afgrænsningen, at den
tekniske undersøgelse eller behandlingen foretages på en
bestemt måde, herunder om der bliver anvendt it-systemer
eller lignende.
Eksempler på tekniske beviser vil kunne være teledata, bio‐
logiske spor, blodstænksanalyser, brandtekniske undersøgel‐
ser, dokumentanalyser, DNA, fingeraftryk, våbenspor, balli‐
stiske undersøgelser, værktøjsspor, sålaftryk, foto- og video‐
optagelser, undersøgelse af kemiske stoffer, jordbundsanaly‐
ser samt it-spor fra computere, tablets og internettet.
De pågældende beviser er kendetegnet ved at have været
undergivet eller være fremkommet ved en forudgående tek‐
nisk undersøgelse eller behandling enten hos politiet selv,
36
hos f.eks. Retsmedicinsk Institut eller hos private aktører,
der udleder en konklusion på baggrund af undersøgelsen.
Som eksempel på bevistyper, der ikke vil være omfattet af
definitionen »tekniske beviser« kan nævnes vidnebeviset,
såfremt dette ikke har været undergivet eller er fremkom‐
met ved en forudgående teknisk undersøgelse eller behand‐
ling, f.eks. i form af en lyd- eller videooptagelse af afhørin‐
gen. Denne bevistype adskiller sig generelt ved, at beviset
kan føres for retten i sin umiddelbare form. Det samme
gør sig gældende for f.eks. udskrift af korrespondance og
kontoudtog, samt genstande som våben, tøj eller lignende,
der ligeledes blot kan fremvises under retsmøder. Der kan
eksempelvis være tale om tilfælde, hvor en springkniv frem‐
vises i retten med henblik på at demonstrere dens funk‐
tion. Et andet eksempel kunne være beklædningsgenstande,
der medbringes i retten, så rettens medlemmer kan få frem‐
vist farven, mønstret eller andre kendetegn herved. Disse
bevistyper, som kan fremlægges i retten i deres umiddelbare
form, og som – uden nogen form for forudgående teknisk
undersøgelse eller behandling – kan dokumenteres for ret‐
ten, vil ikke være omfattet af begrebet »tekniske beviser«.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.3 i lovforslagets alminde‐
lige bemærkninger.
Tilsynet vil skulle udføre to former for tilsynsvirksomhed
vedrørende myndighedernes behandling af tekniske bevi‐
ser. For det første vil tilsynet på eget initiativ kunne gen‐
nemføre tematiske tilsyn med udvalgte bevistyper. For det
andet vil tilsynet på baggrund af en orientering fra den
relevante myndighed kunne gennemføre tilsyn med myndig‐
hedernes afdækning af og opfølgning på konstaterede eller
mulige fejl vedrørende behandlingen af tekniske beviser.
For så vidt angår tematiske tilsyn med udvalgte bevistyper
vil disse særligt være rettet mod forhold, der har betydning
for, at forbehold og usikkerheder knyttet til tekniske beviser
kan indgå i straffesagskæden med den fornødne transparens.
De tematiske tilsyn har til formål at afdække og adressere
forhold, der kan kompromittere et bevismiddels integritet,
f.eks. utilstrækkelig kvalitetskontrol med behandlingen af
beviset eller manglende deklarering af forbehold og usikker‐
heder knyttet til beviset. Tilsynet har derimod ikke til formål
at udføre en legalitetskontrol med myndighedernes virksom‐
hed, herunder af om konkrete bestemmelser i retsplejeloven,
retshåndhævelsesloven eller andre love efterleves.
Tilsynets tematiske tilsynsvirksomhed vil tidsmæssigt stræk‐
ke sig fra den indledende efterforskningsfase, hvor beviser
gennemgår en teknisk undersøgelse eller behandling, til de
eventuelt præsenteres som bevis under en straffesag.
Bevismiddeltilsynet vil i forbindelse med den tematiske til‐
synsvirksomhed for det første skulle påse, at der er udarbej‐
det tilstrækkelige og relevante procedurer og retningslinjer
for håndteringen og behandlingen af de enkelte typer af
tekniske beviser.
I det omfang der findes egentlige nationale eller internatio‐
nale standarder (f.eks. ISO-standarder), der regulerer områ‐
det for den pågældende bevistype, vil tilsynet kunne anven‐
de disse som led i sin vurdering. Tilsynet vil kunne anmode
myndighederne om dokumentation for, at standarderne er
implementeret, og at eventuelle certificeringer og akkredite‐
ringer er opnået.
I mangel af egentlige standarder og certificeringsordninger
på området vil tilsynet kunne tage udgangspunkt i national
og international praksis på området.
Ved vurderingen af, om der er udarbejdet tilstrækkelige pro‐
cedurer og retningslinjer, vil tilsynet endvidere kunne se på,
om der er fastsat retningslinjer om særlige uddannelseskrav
for de ansatte og information til brugerne af det pågældende
bevistype vedrørende fejl, problemstillinger og udviklinger
på området.
Bevismiddeltilsynet vil i forbindelse med den tematiske til‐
synsvirksomhed for det andet skulle påse, at de fastsatte
procedurer og retningslinjer efterleves.
På områder, hvor der er fastsat egentlige standarder, vil
der kunne tages udgangspunkt i, om der er en gældende
certificering eller akkreditering. Tilsynet vil herudover f.eks.
kunne anmode om at få udleveret skriftlig dokumentation
for gennemførte kvalitetskontroller samt dokumentation for
identificerede fejl eller afvigelser og tilhørende beskrivelser
af fejlløsninger.
Bevismiddeltilsynet vil for det tredje skulle påse, at alle re‐
levante forhold, der knytter sig til karakteren af det anvendte
bevis, indgår som en del af sagens samlede oplysninger. Til‐
synets opgave vil her være at føre kontrol med, at beskrivel‐
sen af forbehold og usikkerheder generelt er tilstrækkelig og
fyldestgørende.
Tilsynet vil ikke på enkeltsagsniveau skulle efterprøve kon‐
klusionerne vedrørende undersøgelsen eller behandlingen af
tekniske beviser (f.eks. om der er et konkret match i DNA-
sporet, eller om en persons telefon ifølge teleselskabernes
oplysninger har været registreret på bestemte master), eller
hvordan konklusionerne anvendes under politiets efterforsk‐
ning og under anklagemyndighedens bevisførelse. Tilsynet
vil derimod skulle kontrollere, om beskrivelserne af de for‐
behold og usikkerheder, der knytter sig til konklusionerne
37
på undersøgelsen eller behandlingen af sådanne beviser, ge‐
nerelt er dækkende.
Bevismiddeltilsynet vil herudover skulle føre tilsyn med, at
anklagemyndigheden, som led i myndighedens legalitets- og
kvalitetstilsyn, på alle stadier af sagsbehandlingen sikrer, at
sagen i relevant omfang indeholder oplysninger om de rele‐
vante forbehold og usikkerheder, der konkret måtte knytte
sig til de anvendte tekniske beviser. Det gælder delvist i
efterforskningsfasen, på tidspunktet for vurderingen af tilta‐
lespørgsmålet, og under sagernes hovedforhandling i retten.
Bevismiddeltilsynet vil endvidere skulle føre tilsyn med,
at anklagemyndigheden generelt og i relevant omfang frem‐
lægger relevante forbehold og usikkerheder forbundet med
det enkelte bevismiddel gennem hele straffesagskæden frem
til en eventuel dom.
Når tekniske beviser anvendes under retsmøder i efterforsk‐
ningen, eller når oplysningerne indgår som tekniske beviser
under hovedforhandlingen, vil anklagemyndigheden have til
opgave at præsentere relevante forbehold og usikkerheder
ved bevismidlet. Bevismiddeltilsynet vil ud fra en risikoba‐
seret afvejning kunne vurdere, hvordan, og i hvilket omfang,
der skal føres tilsyn i denne fase af straffesagsbehandlin‐
gen. Tilsynet kan eksempelvis foretages stikprøvevis ved
at gennemgå retsbøgerne i et antal afsluttede sager for at
konstatere, hvilke bilag, der er anført som dokumenteret. I
tilfælde, hvor tilsynet ud fra bevistypens karakter vurderer
det nødvendigt, vil tilsynet også kunne observere et antal
retsmøder, hvor bevismidlet indgår og inddrage disse erfa‐
ringer i sine samlede vurderinger.
Hvor de tematiske tilsyn har til formål at identificere, om
der foreligger systemfejl ved behandlingen af et eller flere
udvalgte tekniske beviser (og anbefale løsninger herpå), vil
et tilsyn vedrørende konstaterede eller mulige fejl tage ud‐
gangspunkt i de relevante myndigheders håndtering af en
allerede konstateret fejl eller mulig fejl. Et sådant tilsyn
forudsættes at kunne iværksættes, når der konstateres fejl
eller mulige fejl, der er omfattet af orienteringspligten i det
foreslåede stk. 3, 2. pkt.
Begrebet fejl skal således forstås bredt og dækker bl.a. tek‐
niske, systemiske og menneskeligt begåede fejl, der opstår i
forbindelse med behandlingen af tekniske bevismidler, eller
som har betydning for behandlingen og pålideligheden af
tekniske bevismidler.
Med begrebet mulige fejl sigtes der til, at tilsynet også vil
kunne foretage en samlet vurdering af forløb, hvor myndig‐
hederne konstaterer, at behandlingen af et teknisk bevis po‐
tentielt kan have været behæftet med fejl, men hvor det i
løbet af myndighedernes afdækning viser sig, at dette efter
myndighedernes vurdering ikke har været tilfældet.
Det forudsættes, at tilsynet alene går ind i en sag, hvis en
konstateret eller mulig fejl må antages at have haft eller kun‐
ne have retssikkerhedsmæssig betydning. Hermed sigtes der
til fejl, der har konsekvenser for borgernes retssikkerhed,
herunder navnlig hvor fejlen eller den mulige fejl kan have
haft betydning for afgørelsen af konkrete straffesager.
Det forudsættes endvidere, at tilsynet alene går ind i en sag,
hvor den konstaterede eller mulige fejl må antages at have
generel eller systematisk karakter. Det forudsættes således,
at tilsynet alene beskæftiger sig med fejl og problemstillin‐
ger af en vis tværgående karakter. Tilsynet vil ikke skulle
vurdere myndighedernes håndtering af eksempelvis enkelt‐
stående menneskelige fejl eller i øvrigt fejl, der kun har eller
har haft betydning for få konkrete sager.
Tilsynet vil for det første have til opgave at foretage en
samlet vurdering af, om myndighederne i tilstrækkelig grad
har afdækket den konstaterede eller mulige fejl og dennes
retssikkerhedsmæssige konsekvenser. Eksempelvis vil tilsy‐
net kunne vurdere, om myndighederne har gennemgået et
tilstrækkeligt antal straffesager, om myndighedernes skøn
over omfanget er retvisende, eller om den tekniske afdæk‐
ning heraf er tilstrækkelig.
Tilsynet vil for det andet have til opgave at foretage en
samlet vurdering af, om de tiltag, som myndighederne har
iværksat i anledning af en fejl eller mulig fejl, er tilstrække‐
lige til at adressere de retssikkerhedsmæssige konsekvenser
heraf. Tilsynet vil eksempelvis kunne forholde sig til, om
myndighedernes kortsigtede og umiddelbare tiltag (eksem‐
pelvis berostillelse af verserende straffesager) i tilstrækkelig
grad har minimeret de umiddelbare retssikkerhedsmæssige
konsekvenser af den konstaterede eller mulige fejl. Tilsynet
vil endvidere kunne forholde sig til, om den samlede hånd‐
tering af en konstateret eller mulig fejl i tilstrækkelig grad
har adresseret de retssikkerhedsmæssige konsekvenser, samt
om mere generelle tiltag er tilstrækkelige til at forhindre og
forebygge en lignende situation.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.4 i lovforslagets alminde‐
lige bemærkninger.
Bevismiddeltilsynet kan iværksætte tilsyn på eget initia‐
tiv. Iværksættelsen af tilsyn vedrørende myndighedernes
håndtering af konstaterede eller mulige fejl ved behandlin‐
gen af tekniske beviser vil i praksis skulle iværksættes
på baggrund af en orientering fra de relevante myndighe‐
der. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til
den foreslåede § 118 a, stk. 3, 2. pkt., nedenfor.
Ved beslutningen om, hvilke tekniske bevistyper der under‐
gives en tematisk tilsyn, kan der bl.a. lægges vægt på, om en
nærmere undersøgelse af den pågældende bevistype må for‐
38
ventes at være af væsentlig, generel retssikkerhedsmæssig
betydning. Det vil i den forbindelse være særligt relevant
at inddrage de enkelte bevistypers karakter og fokusere på
bevistyper, der undergives en større mængde sagsskridt og
undersøgelser, inden de fremlægges som bevis i retten. Fo‐
tos, videooptagelser og skadestuerapporter vil f.eks. som
udgangspunkt ikke være genstand for større behandlinger
eller undersøgelser, mens kriminaltekniske og it-tekniske
erklæringer typisk er udtryk for et større bagvedliggende
undersøgelsesarbejde.
Der vil ved iværksættelsen af et tematisk tilsyn endvidere
kunne lægges vægt på, om der er en formodning for, at
myndighedernes behandling af den pågældende bevistype
giver anledning hertil. Endelig vil tilsyn kunne gennemføres
som en ren stikprøvekontrol. Der er herved ikke tale om
en udtømmende opregning, ligesom gennemførelse af tilsyn
kan være begrundet i flere af de ovennævnte hensyn.
Tilsynet forudsættes at informere politiet og anklagemyn‐
digheden, i det omfang tilsynet som led i sin virksomhed
bliver bekendt med forhold af uopsættelig karakter. Dette
gælder også, selvom tilsynet med den konkrete bevistype
ikke er tilendebragt, og selvom forholdet er på enkeltsags‐
niveau. Tilsynet vil i en sådan situation have en aktiv hand‐
lepligt for dermed at sikre, at myndighederne hurtigt kan
indlede de nødvendige tiltag. Etableringen af tilsynet vil
endvidere hverken afskære eller friholde myndighederne fra
at handle adækvat, hvis der opstår kvalitetsmangler mv. med
hensyn til en konkret bevistype eller på enkeltsagsniveau.
Udførelsen af det tematiske tilsyn vil bl.a. kunne ske ved,
at tilsynet indhenter et større antal afsluttede straffesager
inden for en eller flere sagskategorier og for en afgrænset
tidsperiode. Sagsakterne i de pågældende sager vil herefter
kunne danne grundlag for en gennemgang med henblik på
at vurdere, om straffesagerne indeholder de nødvendige op‐
lysninger om de usikkerheder, der konkret måtte knytte sig
til den pågældende bevistype. Det vil naturligt kunne indgå
i denne vurdering, at det ikke ud fra en gennemgang af
sagens akter kan udelukkes, at der i forbindelse med sagens
behandling har været inddraget de nødvendige oplysninger
om bl.a. usikkerheder forbundet med et konkret teknisk be‐
vis, selvom dette ikke fremgår af f.eks. retsbogen.
Tilsynet vil endvidere kunne omfatte egentlige tilsynsbesøg
hos politiet og anklagemyndigheden. Dette vil navnlig være
relevant i forbindelse med tilsynets konstatering af, om der
er udarbejdet tiltrækkelige procedurer og retningslinjer for
behandlingen af tekniske beviser på myndighedsniveau, om
de fastsatte procedurer og retningslinjer efterleves, og om
de eventuelle usikkerheder i relevant omfang fremlægges
gennem hele straffesagskæden.
Bevismiddeltilsynet vil endvidere – ud fra en risikobaseret
afvejning – kunne foretage en vurdering af, hvordan tilsynet
med oplysninger i sagsbehandlingen skal gennemføres. I
forlængelse af det ovenfor anførte vil tilsynet f.eks. kunne
indhente et større antal afsluttede straffesager, hvor en be‐
stemt bevistype indgår med henblik på gennemgå retsbøger‐
ne og konstatere, hvilke bilag der er anført som dokumente‐
ret. Såfremt Bevismiddeltilsynet ud fra bevistypens karakter
vurderer det nødvendigt, vil tilsynet også kunne overvære et
antal retsmøder, hvor bevismidlet indgår og inddrage disse
erfaringer i sine samlede vurderinger. Tilsynet vil også kun‐
ne anvende denne mulighed for at få et praktisk indblik i
retsarbejdet.
Hvis Bevismiddeltilsynet vælger at gøre brug af muligheden
for at overvære retsmøder, forudsættes det, at straffesagens
aktører inddrages i planlægningsarbejdet og orienteres her‐
om.
Bevismiddeltilsynet har selvsagt ikke instruktionsbeføjelse
over for den enkelte anklager i forbindelse med sin tilste‐
deværelse under retsmøder. Tilsynet kan alene overføre rets‐
møder med henblik på at opnå indblik i behandlingen af tek‐
niske beviser i straffesager. Tilsynets ønske om at overføre
retsmøder vil ikke have indflydelse på rettens beslutninger,
herunder beslutning om dørlukning, jf. retsplejelovens §§
29-29 e, afskæring af dokumentation efter retsplejelovens §
871 eller udelukkelse af bevis, jf. retsplejelovens § 150.
Iværksættelsen af et tilsyn vedrørende konstaterede eller
mulige fejl ved behandlingen af tekniske beviser vil som
nævnt i praksis tage udgangspunkt i den orientering og rede‐
gørelse, som tilsynet modtager efter den foreslåede § 118 a,
stk. 3, 2. pkt. Dette udelukker dog ikke, at tilsynet – med
henblik på at indlede et tilsyn – af egen drift anmoder om
en redegørelse for et forhold, som tilsynet er blevet bekendt
med gennem eksempelvis presseomtale.
Tilsynet vil på baggrund af myndighedernes redegørelse
skulle vurdere, om den konstaterede eller mulige fejl er
omfattet af tilsynets kompetence, og i så fald om tilsynet
ønsker at gå ind i sagen. Tilsynet meddeler de relevante
myndigheder, om tilsynet har kompetence til og i så fald
ønsker at gå ind i sagen.
Uanset tilsynets beslutning vil myndighederne som hidtil
være ansvarlige for at afdække og følge op på den konsta‐
terede eller mulige fejl og vil fortsat skulle vurdere, i hvil‐
ket omfang denne kan have haft betydning for eksempelvis
allerede afgjorte sager. Det vil endvidere som hidtil være
myndighederne, der vil skulle forholde sig til, om en fejl
giver anledning til fremadrettede ændringer i eksempelvis
arbejdsgange, interne retningslinjer mv. Tilsynet vil ikke
have instruktionsbeføjelse i relation til eller i øvrigt skulle
godkende de skridt, myndighederne tager i anledning heraf.
39
Mens myndighedernes afdækning af og opfølgning på den
konstaterede eller mulige fejl pågår, vil tilsynet løbende
kunne indgå i dialog med myndighederne herom. Tilsynet
vil således f.eks. kunne anmode om, at der afholdes møder
mellem tilsynet og relevante myndigheder. Tilsvarende vil
myndighederne kunne anmode om, at konkrete spørgsmål
drøftes på et sådant møde, hvis problemstillingen er mest
egnet hertil. Det samme vil kunne gøre sig gældende, når
afdækningen og opfølgningen er tilendebragt.
Tilsynet kan desuden stille skriftlige spørgsmål samt anmo‐
de om at få udleveret oplysninger, dokumenter mv., herun‐
der indhente et større antal afsluttede straffesager af relevans
for den konstaterede eller mulige fejl, hvis tilsynet vurderer,
at myndighedernes redegørelse giver anledning hertil. Poli‐
tiet og anklagemyndigheden vil være forpligtet til at efter‐
komme en sådan anmodning. Tilsynet vil endvidere kunne
tage på tilsynsbesøg hos myndighederne.
Mens afdækningen af og opfølgningen på en fejl eller mulig
fejl pågår, forudsættes det således, at tilsynet og myndighe‐
derne vil have en løbende og uformel dialog om sagens
håndtering. Det forudsættes endvidere, at myndighederne
kan anmode tilsynet om tilsynets vurdering af konkret op‐
ståede spørgsmål i processen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.5 i lovforslagets alminde‐
lige bemærkninger.
Bevismiddeltilsynets undersøgelser kan afsluttes med en
rapport, der indeholder tilsynets vurdering af de problemstil‐
linger, der er omfattet af den konkrete tilsynsvirksomhed,
samt tilsynets eventuelle anbefalinger.
Sigtet med og det nærmere indhold af den afgivne rapport
vil afhænge af den undersøgte problemstilling.
Tilsynets rapporter efter gennemførelsen af en tematisk un‐
dersøgelse vil først og fremmest indeholde en afdækning af,
om der foreligger systemiske fejl ved politiets eller anklage‐
myndighedens behandling af den eller de udvalgte bevisty‐
per, eller om der i øvrigt er områder, hvor myndighederne
med fordel ville kunne justere deres praksis med henblik på
at øge kvaliteten og integriteten af en bestemt bevistype.
Den samlede rapport om et tematisk tilsyn vil skulle in‐
deholde oplysninger om, hvilken teknisk bevistype tilsyns‐
undersøgelsen omfatter, antallet af gennemgåede afsluttede
sager, et kort referat af de forhold, der specifikt har givet
anledning til bemærkninger, og referat fra gennemførte til‐
synsbesøg. Rapporten forudsættes endvidere at indeholde
en redegørelse for den viden og de (indhentede) erfaringer
samt observationer, som tilsynet har taget udgangspunkt i
ved vurderingen af myndighedernes behandling af den på‐
gældende bevistype.
Hvis tilsynet gennem sine undersøgelser af en specifik be‐
vistype eksempelvis vurderer, at karakteren af de anvendte
tekniske processer eller fortolkninger generelt ikke indgår
tydeligt i straffesagerne, vil tilsynet kunne fremsætte anbefa‐
linger om, at en eller flere oplysninger fremover vil skulle
indgå i straffesagerne, når det pågældende tekniske bevis an‐
vendes. Anbefalinger herom kan eksempelvis knytte sig til
standarderklæringer og politiets rapporter. Tilsynet vil også
kunne fremsætte anbefalinger om, at der fremover bør ud‐
arbejdes yderligere standarderklæringer eller politirapporter
til straffesager, hvori den pågældende bevistype indgår. Det
samme gælder i forhold til, hvilke oplysninger der fremlæg‐
ges i retten.
Bevismiddeltilsynets tilsyn med konstaterede eller mulige
fejl kan ligeledes munde ud i en samlet rapport, der inde‐
holder tilsynets vurdering af de problemstillinger, der er
omfattet af det gennemføre tilsyn, samt tilsynets eventuelle
anbefalinger. Hvis tilsynet konstaterer, at en fejl eller en
mulig fejl og myndighedernes opfølgning herpå ikke giver
anledning til, at der skal foretages yderligere, kan tilsynet
dog også vælge at skriftligt orientere relevante parter om, at
tilsynet ikke foretager sig yderligere.
Tilsynets eventuelle rapport efter et gennemført tilsyn med
håndteringen af konstaterede eller mulige fejl vil først og
fremmest kunne indeholde tilsynets vurdering af, om myn‐
dighedernes håndtering af og reaktion på en allerede identi‐
ficeret fejl eller mulig fejl har været tilstrækkelig.
En sådan rapport vil skulle opsummere de redegørelser og
orienteringer, tilsynet har modtaget fra myndighederne, og
redegøre for eventuelle selvstændige undersøgelser foretaget
af tilsynet. Den vil endvidere kunne indeholde en samlet
vurdering af myndighedernes afdækning af og opfølgning
på den konstaterede eller mulige fejl.
I det omfang tilsynet måtte vurdere, at myndighedernes af‐
dækning af eller opfølgning på den konstaterede eller muli‐
ge fejl ikke er tilstrækkelig, kan rapporten indeholde en til‐
kendegivelse af tilsynets opfattelse heraf, herunder indehol‐
de en eller flere konkrete anbefalinger om f.eks. iværksæt‐
telse af bestemte tiltag. Anbefalingerne forudsættes primært
at skulle adressere den konstaterede eller mulige fejls rets‐
sikkerhedsmæssige konsekvenser, og tilsynet forudsættes at
være særligt tilbageholdende i forhold til ressourcemæssige
spørgsmål.
Tilsynet vil selv afgøre, hvornår tilsynet har indsamlet til‐
strækkelig viden til at kunne afslutte sagen eller afgive en
endelig rapport. For så vidt angår rapporter om konstaterede
eller mulige fejl vil rapporten således kunne afgives, selvom
40
myndighederne ikke fuldt ud har implementeret alle nød‐
vendige og iværksatte tiltag i anledning af den konstaterede
eller mulige fejl. Det forudsættes dog under alle omstændig‐
heder, at en sådan rapport først afgives, når myndighederne
har haft rimelig mulighed til at afdække og følge op på den
konstaterede eller mulige fejl.
Et udkast til rapport forelægges de omfattede myndigheder
med henblik på myndighedernes eventuelle bemærkninger.
Den endelige rapport afgives direkte til Rigspolitiet og Rigs‐
advokaten, der har ansvaret for den videre proces, herunder
at foretage en vurdering af anbefalingernes udmøntning. An‐
befalingerne vil ikke have karakter af pålæg.
Det forudsættes, at tilsynet er tilbageholdende med at for‐
holde sig til den del af politiets og anklagemyndighedens
behandling af tekniske beviser, som har baggrund i rent res‐
sourcemæssige spørgsmål. Tilsynet vil således eksempelvis
skulle udvise tilbageholdenhed i forhold til at fremsætte
anbefalinger, som alene kan adresseres ved indkøb eller
udvikling af et nyt IT-system. Det kan således også indgå
som et parameter i Bevismiddeltilsynets anbefalinger til
myndighederne, hvilke ressourcemæssige konsekvenser en
efterlevelse af anbefalingerne vil medføre.
Tilsynet vil ved fremsendelsen af den endelige rapport
kunne anmode om myndighedernes stillingtagen til rappor‐
tens eventuelle anbefalinger inden for en nærmere angivet
frist. Rigspolitiet og Rigsadvokaten vil ikke være undergivet
en egentlig begrundelsespligt over for Bevismiddeltilsynet,
men det forudsættes, at der er en konstruktiv dialog imellem
myndighederne og Bevismiddeltilsynet om anbefalingerne.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.6 i lovforslagets alminde‐
lige bemærkninger.
I stk. 2, 2. pkt., foreslås det, at Politiets Efterretningstjeneste
ikke omfattes af tilsynets kompetence.
Materiale tilvejebragt i forbindelse med PET’s efterforsknin‐
ger, som overdrages til en politikreds som del af en konkret
straffesag, vil dog blive omfattet af tilsynets kompetence
fra tidspunktet, hvor tiltalespørgsmålet i sagen er afgjort,
medmindre retten endeligt har undtaget materialet fra for‐
svarerens aktindsigt efter retsplejelovens § 729 c, stk. 1, nr.
6, ud fra hensynet til beskyttelse af fortrolige oplysninger
om politiets efterforskningsmetoder, og materialet dermed
ikke indgår som bevis i straffesagen. Tilsynets generelle
anbefalinger til politiet vil endvidere skulle indgå ved PET’s
behandling af tekniske beviser, i det omfang de måtte være
relevante.
I stk. 3, 1. pkt., foreslås det, at politiet og anklagemyndig‐
heden er forpligtet til at meddele Bevismiddeltilsynet de
oplysninger samt udlevere de dokumenter mv., som Bevis‐
middeltilsynet forlanger.
Tilsynet vil således kunne få udleveret allerede foreliggen‐
de oplysninger. Det gælder alle oplysninger og dokumen‐
ter, herunder udkast, interne notater, interne retningslinjer,
oplysninger fra myndighedernes intranet osv. Det er alene
afgørende, om oplysningerne mv. må antages at have betyd‐
ning for tilsynets undersøgelse af den pågældende bevistype.
Det bemærkes i forlængelse heraf, at det er forudsat, at myn‐
dighederne i forbindelse med tilsyn vedrørende konstatere‐
de eller mulige fejl endvidere besvarer eventuelle skriftlige
spørgsmål fra tilsynet.
Tilsynets adgang til oplysninger omfatter ikke materiale fra
straffesagen, som retten endeligt har undtaget fra forsvare‐
rens aktindsigt efter retsplejelovens § 729 c, stk. 1, nr. 6,
ud fra hensynet til beskyttelse af fortrolige oplysninger om
politiets efterforskningsmetoder, og som dermed ikke indgår
som bevis i straffesagen.
Det følger af offentlighedslovens § 23, stk. 2, at et doku‐
ment, der er afgivet til udenforstående, ikke mister sin
interne karakter, hvis afgivelsen sker af bl.a. retlige grun‐
de. Dette vil bl.a. være tilfældet, hvis en myndighed ved
lov er forpligtet til at afgive dokumenter, herunder af in‐
tern karakter, til f.eks. en anden myndighed. Da politiet og
anklagemyndigheden efter den foreslåede stk. 3. 1. pkt.,
vil være forpligtede til at meddele Bevismiddeltilsynet de
dokumenter mv., som forlanges af tilsynet, vil politiets og
anklagemyndighedens videregivelse af interne dokumenter
efter bestemmelsen ikke indebære, at sådanne dokumenter
mister deres interne karakter som følge af videregivelsen.
Herudover bemærkes det, at retten til aktindsigt ikke omfat‐
ter sager inden for strafferetsplejen, jf. offentlighedslovens
§ 19, stk. 1. Dette medfører, at samtlige sagens dokumenter
er undtaget fra retten til aktindsigt. Hvis en straffesags doku‐
menter udlånes til brug for en sag uden for strafferetsplejen
– f.eks. hvis politiet udlåner en straffesags dokumenter til en
myndighed, der anvender dokumenterne til behandlingen af
en sag uden for strafferetsplejen, eksempelvis en tilsynssag
– vil en anmodning om aktindsigt i politiets sag fortsat være
omfattet af § 19, stk. 1. Der henvises til Mohammad Ahsan,
Offentlighedsloven med kommentarer, 2. udgave (2020), si‐
de 407.
Bevismiddeltilsynet vil skulle behandle anmodninger om
aktindsigt i dokumenter, der er indgået til eller oprettet af
Bevismiddeltilsynet som led i administrativ sagsbehandling
i forbindelse med tilsynets virksomhed.
41
Hvis tilsynet anvender oplysninger fra en straffesag indhen‐
tet i medfør af den foreslåede bestemmelse fra politiet eller
anklagemyndigheden i anden sammenhæng, eksempelvis til
brug for en sag om udfærdigelse af en rapport, anbefaling
mv., vil en anmodning om aktindsigt i denne administrative
sag ikke kunne afslås efter § 19, stk. 1, men oplysningerne
vil efter en konkret vurdering kunne undtages fra aktindsigt
efter offentlighedslovens § 30, nr. 1, og § 33, nr. 1. Oplys‐
ninger fra politiets eller anklagemyndighedens interne doku‐
menter (f.eks. interne retningslinjer, systembeskrivelser og
oplysninger fra myndighedernes intranet), som politiet eller
anklagemyndigheden har overgivet til tilsynet i medfør af
den foreslåede bestemmelse, og som indføres i tilsynets
egne rapporter, vil tilsvarende efter en konkret vurdering
kunne undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 33,
nr. 1.
I forbindelse med vurderingen af, om hensynene bag oven‐
stående undtagelsesbestemmelser taler imod udlevering af
oplysningerne, forudsættes det, at tilsynet i forbindelse med
behandling af en aktindsigtsanmodning fortager høring af
den myndighed, som har afleveret sagerne og dokumenterne
eller meddelt oplysningerne til tilsynet.
I stk. 3, 2. pkt., foreslås det, at politiet og anklagemyndighe‐
den orienterer Bevismiddeltilsynet, hvis der konstateres fejl
eller mulige fejl af generel eller systematisk karakter og af
retssikkerhedsmæssig betydning ved politiets eller anklage‐
myndighedens behandling af tekniske beviser.
Formålet med orienteringspligten er at gøre Bevismiddeltil‐
synet i stand til at vurdere, om der er grundlag for at indlede
et tilsyn vedrørende myndighedernes håndtering af en kon‐
stateret eller mulig fejl.
Begrebet fejl skal forstås bredt og dækker bl.a. tekniske,
systemiske og menneskeligt begåede fejl, der opstår i for‐
bindelse med behandlingen af tekniske bevismidler, eller
som har betydning for behandlingen og pålideligheden af
tekniske bevismidler.
Med begrebet mulige fejl sigtes der til, at myndighederne
også vil skulle orientere tilsynet, hvis myndighederne kon‐
staterer, at behandlingen af et teknisk bevis potentielt kan
have været behæftet med fejl, men hvor det i løbet af myn‐
dighedernes afdækning viser sig, at dette efter myndigheder‐
nes vurdering ikke har været tilfældet.
Myndighederne har alene pligt til at orientere tilsynet, hvis
den konstaterede eller mulige fejl må antages at have haft
eller kunne have retssikkerhedsmæssig betydning. Hermed
sigtes der til fejl, der har konsekvenser for borgernes rets‐
sikkerhed, herunder navnlig hvor fejlen kan have haft betyd‐
ning for afgørelsen af konkrete straffesager.
Myndighederne har endvidere alene pligt til at orientere
tilsynet, hvor den konstaterede eller mulige fejl må antages
at have generel eller systematisk karakter. Hermed forstås,
at fejlen har eller kan have haft betydning for et større antal
sager, eller at den i øvrigt går systematisk igen i politiets
eller anklagemyndighedens sagsbehandling. Betingelsen vil
eksempelvis ikke være opfyldt, hvis der er tale om en en‐
keltstående menneskelig fejl eller i øvrigt fejl, der kun har
eller har haft betydning for få konkrete sager.
Orienteringen vil skulle ske i to trin og danne grundlag for
tilsynets vurdering af, om der skal indledes et tilsyn.
Myndighederne vil som første trin umiddelbart efter konsta‐
teringen af en fejl eller mulig fejl skulle indsende en forelø‐
big orientering til tilsynet. Det forudsættes, at foreløbige ori‐
enteringer foretages ud fra et forsigtighedsprincip, således at
der foreløbigt orienteres om alle fejl eller mulige fejl, der
vurderes at kunne være af generel eller systematisk karakter
og have retssikkerhedsmæssig betydning.
På dette tidspunkt vil det dog sjældent være muligt at kon‐
kretisere de retssikkerhedsmæssige konsekvenser. Den fore‐
løbige orientering vil derfor alene skulle indeholde en kort
og summarisk beskrivelse af sagens karakter. Den foreløbige
orientering vil derimod ikke skulle indeholde en nærmere
vurdering af de retssikkerhedsmæssige konsekvenser, men
kan – i det omfang det er muligt – indeholde en generel
tilkendegivelse af, om den konstaterede eller mulige fejl
efter en umiddelbar vurdering vil kunne have betydning
for eksempelvis domstolenes bevisvurderinger i verserende
sager.
Når myndighederne har afdækket en konstateret eller mulig
fejl, truffet de nødvendige foreløbige forholdsregler og iden‐
tificeret relevante overordnede tiltag til opfølgning på den
konstaterede eller mulige fejl, skal der indsendes en redegø‐
relse til tilsynet. Det forudsættes, at myndighederne gives
rimelig tid til at danne sig et overblik over den konstaterede
eller mulige fejl og til at handle herpå, samt på et overordnet
plan identificere mulige tiltag i anledning heraf, men rede‐
gørelsen vil eksempelvis ikke skulle afvente iværksættelsen
af langsigtede eller generelle tiltag.
Redegørelsen vil skulle indeholde en beskrivelse af den
konstaterede eller mulige fejls karakter og mulige retssik‐
kerhedsmæssige konsekvenser. Redegørelsen vil endvidere
skulle indeholde en beskrivelse af myndighedernes ageren
i anledning heraf, herunder med henblik på at sikre, at der
ikke sker strafforfølgning i sager omfattet af den konstatere‐
de eller mulige fejl, samt en tilkendegivelse af, om der efter
myndighedernes opfattelse er anledning til at tage yderligere
skridt.
Der vil ikke være specifikke formkrav til hverken den fore‐
42
løbige orientering eller den mere fyldestgørende redegørel‐
se. De skal dog samlet set gøre tilsynet i stand til at foretage
en vurdering af fejlens eller den mulige fejls karakter og
dens eventuelle retssikkerhedsmæssige konsekvenser.
I stk. 4 foreslås det, at Bevismiddeltilsynet udøver sine funk‐
tioner i fuld uafhængighed. Det indebærer, at myndigheden
ikke er underlagt andre myndigheder, herunder politiet, an‐
klagemyndigheden eller Justitsministeriet i faglig henseen‐
de.
Bevismiddeltilsynets vurderinger, henstillinger og anbefalin‐
ger vil således ikke kunne ændres af Justitsministeriet eller
nogen anden administrativ myndighed. Der vil heller ikke
kunne meddeles tilsynet pålæg om, at tilsynet, udover hvad
der er fastsat i lovgivningen, skal foregå på en bestemt måde
eller omfatte bestemte bevistyper. Myndighederne vil heller
ikke kunne bede tilsynet om at stoppe et igangværende til‐
syn.
Ad § 118 b
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
118 a, at Politiklagerådet er Politiklagemyndighedens øver‐
ste ledelse og har det overordnede ansvar for myndighedens
virksomhed og for at fastlægge generelle overordnede ret‐
ningslinjer for myndighedens arbejde.
Det følger af den foreslåede § 118 b, at Politiklagerådet
er Politiklagemyndighedens og Bevismiddeltilsynets øverste
ledelse og har det overordnede ansvar for myndighedernes
virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Politiklagerå‐
det fremover også vil være Bevismiddeltilsynets øverste
ledelse og have det overordnede ansvar for Bevismiddeltil‐
synets virksomhed.
Bestemmelsen svarer herudover indholdsmæssigt til den
gældende § 118 a. Bestemmelsen er således en videreførelse
af gældende ret med den tilføjelse, at Bevismiddeltilsynet
omfattes af bestemmelsen, således at Politiklagerådet – ud‐
over Politiklagemyndigheden – også vil være Bevismiddel‐
tilsynets øverste ledelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.1 i lovforslagets alminde‐
lige bemærkninger.
Ad § 118 c
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens
§ 118 b, stk. 1, at Politiklagerådet består af 1 formand,
som skal være landsdommer, 1 advokat, 1 universitetslærer i
retsvidenskab og 2 repræsentanter for offentligheden.
Det følger af den foreslåede § 118 c, stk. 1, at Politiklagerå‐
det skal bestå af seks medlemmer: 1 formand, som skal være
landsdommer, 1 advokat, 1 universitetslærer i retsvidenskab,
1 teknisk ekspert og 2 repræsentanter for offentligheden.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Politiklagerådet
udvides med en teknisk ekspert. Med definitionen »teknisk
ekspert« sigtes eksempelvis til en proceskonsulent, en it-
sagkyndig, personer uddannet inden for teknisk revision el‐
ler andre personer med teknisk indsigt. Formålet med udvi‐
delsen er at opnå en bredere sammensætning af kompetencer
i Politiklagerådet med det formål at sikre et tværfagligt blik
på Bevismiddeltilsynets virksomhed.
Formålet med, at formanden skal være landsdommer, er
navnlig at styrke tilliden til rådets arbejde og dets uafhæn‐
gighed. Den øvrige sammensætning af medlemmer skal sik‐
re, at Politiklagerådet har en bred sammensætning, hvor
også det læge element indgår.
Universitetslæreren i retsvidenskab bør fortsat – ligesom det
er tilfældet i relation til Den Særlige Klageret og Procesbe‐
villingsnævnet – udpeges direkte af justitsministeren, idet
det forudsættes, at der udpeges en erfaren professor eller
lektor med interesse for politiets arbejde. Tilsvarende udpe‐
ges den tekniske ekspert direkte af justitsministeren, idet
det forudsættes, at der udpeges en erfaren teknisk ekspert
med interesse for politiets arbejde. Udpegelsen vil endvidere
skulle ske på baggrund af den pågældendes faglige kvalifi‐
kationer. For så vidt angår de øvrige medlemmer findes
særskilte bestemmelser i stk. 2-5.
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
118 b, stk. 2, at medlemmerne af Politiklagerådet beskikkes
af justitsministeren for en periode på 4 år, og at genbeskik‐
kelse kun kan ske en enkelt gang.
Det foreslås, at § 118 c, stk. 2, får samme ordlyd som den
gældende § 118 b, stk. 2. Den foreslåede bestemmelse er
således en indholdsmæssig videreførelse af den gældende
§ 118 b, stk. 2. Det betyder, at den maksimale periode for
medlemskab af rådet er 8 år.
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens
§ 118 b, stk. 3, at formanden beskikkes efter indstilling fra
landsretterne.
Det foreslås, at § 118 c, stk. 3, får samme ordlyd som den
gældende § 118 b, stk. 3. Den foreslåede bestemmelse er
således en indholdsmæssig videreførelse af den gældende §
118 b, stk. 3.
43
For at sikre at begge landsretter bliver repræsenteret, bør
formandskabet derfor fortsat gå på skift mellem de to lands‐
retter, og således at suppleanten for formanden er en dom‐
mer fra Vestre Landsret, hvis formanden er fra Østre Lands‐
ret, og omvendt.
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens
§ 118 b, stk. 4, at advokaten beskikkes efter indstilling fra
Advokatrådet.
Det foreslås, at § 118 c, stk. 4, får samme ordlyd som den
gældende § 118 b, stk. 4. Den foreslåede bestemmelse er
således en indholdsmæssig videreførelse af den gældende §
118 b, stk. 4.
Ordningen svarer således fortsat til, hvad der gælder for Den
Særlige Klageret og Dommerudnævnelsesrådet.
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens
§ 118 b, stk. 5, at offentlighedsrepræsentanterne beskikkes
efter indstilling fra henholdsvis KL (Kommunernes Lands‐
forening) og Dansk Folkeoplysnings Samråd.
Det foreslås, at § 118 c, stk. 5, får samme ordlyd som den
gældende § 118 b, stk. 5. Den foreslåede bestemmelse er
således en indholdsmæssig videreførelse af den gældende §
118 b, stk. 5.
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens
§ 118 b, stk. 6, at medlemmer af Folketinget, regionsråd
og kommunalbestyrelser ikke kan være medlemmer af Poli‐
tiklagerådet.
Det foreslås, at § 118 c, stk. 6, får samme ordlyd som den
gældende § 118 b, stk. 6. Den foreslåede bestemmelse er
således en indholdsmæssig videreførelse af den gældende §
118 b, stk. 6.
Formålet med bestemmelsen er at sikre rådets uafhængighed
af politiske interesser
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens
§ 118 b, stk. 7, at der beskikkes en suppleant for hvert
af rådets medlemmer. Reglerne om beskikkelse finder tilsva‐
rende anvendelse på beskikkelsen af suppleanter.
Det foreslås, at § 118 c, stk. 7, får samme ordlyd som den
gældende § 118 b, stk. 7. Den foreslåede bestemmelse er
således en indholdsmæssig videreførelse af den gældende §
118 b, stk. 7.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.1 i lovforslagets alminde‐
lige bemærkninger.
Ad § 118 d
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens
§ 118 c, stk. 1, at Politiklagemyndighedens daglige ledelse
forestås af direktøren der udnævnes og afskediges af justits‐
ministeren efter indstilling fra Politiklagerådet. Direktøren
skal følge de anvisninger og retningslinjer, som gives af
rådet.
Det følger af den foreslåede § 118 d, stk. 1, at Politiklage‐
myndighedens og Bevismiddeltilsynets daglige ledelse vare‐
tages af direktøren.
Det foreslåede indebærer, at direktøren fremover også skal
varetage den daglige ledelse af Bevismiddeltilsynet. Be‐
stemmelsen svarer herudover til den gældende § 118 c.
Direktøren bør være en fagligt velkvalificeret jurist med in‐
teresse for politiets forhold og helst med en alsidig baggrund
og bred erfaring.
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens
§ 118 c, stk. 2, at direktøren deltager i Politiklagerådets
møder, medmindre rådet undtagelsesvist bestemmer andet.
Det foreslås, at § 118 d, stk. 2, får samme ordlyd som den
gældende § 118 c, stk. 2. Den foreslåede bestemmelse er
således en indholdsmæssig videreførelse af den gældende §
118 c, stk. 2.
Direktøren vil fortsat ikke være medlem af rådet og vil ikke
have stemmeret ved afstemninger i rådet, men direktøren
deltager i rådets møder, medmindre rådet undtagelsesvis
træffer anden beslutning herom. Det forudsættes, at denne
adgang udnyttes snævert.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.1 i lovforslagets alminde‐
lige bemærkninger.
Ad § 118 e
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
118 d, at Politiklagerådet selv fastsætter sin forretningsorden
og de nærmere regler om arbejdets fordeling mellem rådet
og direktøren.
Det foreslås, at § 118 e får samme ordlyd som den gældende
§ 118 d. Den foreslåede bestemmelse er således en indholds‐
mæssig videreførelse af den gældende § 118 d.
44
Svarende til hvad der gælder i dag vil forretningsordenen
bl.a. kunne indeholde bestemmelser om forberedelse af sag‐
er, der skal forelægges for rådet, rådets møder og afstemnin‐
ger. Rådet vil endvidere kunne fastsætte nærmere retnings‐
linjer for, hvilke sager og emner der skal eller kan forelæg‐
ges for rådet. Rådet vil desuden have den endelige beslut‐
ning om indholdet af retningslinjer og vejledninger mv., som
udarbejdes af Politiklagemyndigheden eller Bevismiddeltil‐
synet og om myndighedernes årsberetning. Det forudsættes,
at afgørelse i rådet ved uenighed træffes ved almindelig
stemmeflerhed. Der er ikke noget til hinder for, at det frem‐
går af en afgørelse fra Politiklagemyndigheden, om den har
været drøftet i Politiklagerådet, men resultatet af en eventuel
afstemning bør i almindelighed ikke offentliggøres.
Politiklagerådet kan endvidere behandle og træffe afgørelse
i konkrete sager, der er af principiel karakter eller af betyde‐
lig almen interesse, eller som af andre særlige grunde findes
at burde afgøres af rådet. I andre sager træffes afgørelsen
af direktøren eller af den, som er bemyndiget hertil af rådet
eller direktøren. Udadtil bør afgørelsen fremtræde som truf‐
fet af Politiklagemyndigheden, idet der ikke kan klages over
direktørens afgørelser til rådet. Det er i øvrigt op til rådet
selv at fastlægge de nærmere retningslinjer for, hvilke sager
der skal forelægges rådet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.1 i lovforslagets alminde‐
lige bemærkninger.
Ad § 118 f
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
118 e, at Politiklagemyndigheden skal afgive en årlig beret‐
ning om politiklageområdet til Folketinget og justitsministe‐
ren. Beretningen offentliggøres.
Det følger af den foreslåede § 118 f, at Politiklagemyndighe‐
den og Bevismiddeltilsynet afgiver en årlig beretning om
deres virksomhed til Folketinget og justitsministeren. Beret‐
ningerne offentliggøres.
Det foreslåede indebærer, at der fremover både skal afgives
en årlig beretning for Politiklagemyndigheden og for Bevis‐
middeltilsynet.
For så vidt angår Politiklagemyndigheden skal beretningen
vedrøre både adfærdsklager og straffesager. Årsberetningen
bør også indeholde nærmere oplysninger om de straffesager
og disciplinærsager, der i årets løb har været rejst som følge
af myndighedens arbejde. Det forudsættes, at beretningen
udarbejdes under inddragelse af anklagemyndigheden, poli‐
tidirektørerne og Rigspolitiet, og at disse myndigheder stil‐
ler materiale, herunder statistik og de øvrige nødvendige
oplysninger, til rådighed for Politiklagemyndigheden.
For så vidt angår Bevismiddeltilsynet skal beretningen inde‐
holde oplysninger om berørte temaer for det forgangne år
samt de tilsynssager vedrørende myndighedernes håndtering
af konstaterede og mulige fejl ved behandlingen af tekniske
beviser, som tilsynet har indledt og afsluttet. Beretningen
bør endvidere indeholde sammenfattende oplysninger om de
anbefalinger, som tilsynets virksomhed har afstedkommet.
Politiklagemyndigheden og Bevismiddeltilsynet forudsættes
også at informere offentligheden om myndighedernes arbej‐
de på andre måder end gennem årsberetningen. Myndighe‐
derne forudsættes således bl.a. at have egen hjemmeside,
hvor oplysninger om klager over og straffesager mod politi‐
tjenestemænd samt det tematiske og konkrete tilsynsarbejde
samles.
Medarbejdere fra Politiklagemyndigheden kan endvidere
deltage som undervisere i forbindelse med uddannelse af
politifolk og i øvrigt deltage i oplysende arbejde om klager
over politiet. Politiklagemyndigheden deltager desuden i det
internationale samarbejde i forhold til tilsvarende myndighe‐
der i andre europæiske lande.
Til nr. 4
Det følger af retsplejelovens kapitel 93 b, at kapitlet angår
behandling af klager over politipersonale.
Overskriften i kapitel 93 b foreslås ændret til »Behand‐
ling af klager over personale i politiet og anklagemyndig‐
heden«. Formålet med ændringen af overskriften er at
afspejle den foreslåede udvidelse af politiklageordningen,
hvorefter adfærdsklager over andet personale i politiet og
anklagemyndigheden inddrages under politiklageordningen,
hvis de pågældende varetager politimæssige opgaver eller
opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølg‐
ning. »Klager over personale i politiet og anklagemyndighe‐
den« favner således politipersonale eller andet personale i
politiet eller anklagemyndigheden, som varetager politimæs‐
sige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhæ‐
velse og strafforfølgning. Der henvises i øvrigt til lovforsla‐
gets § 1, nr. 2 og bemærkningerne hertil.
Til nr. 5
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens
§ 1019, stk. 1, at Politiklagemyndigheden undersøger og
træffer afgørelse vedrørende klager over politipersonalets
adfærd i tjenesten (adfærdsklager). Efter den gældende po‐
litiklageordning kan Politiklagemyndigheden således alene
behandle og afgøre adfærdsklager, der vedrører »politiperso‐
nale«. Som anført i lovforslagets pkt. 2.2.1 omfatter politi‐
personale i denne sammenhæng det politiuddannede perso‐
nale i politiet og politiets jurister (dvs. politiets juridiske
45
personale og den lokale anklagemyndighed), jf. bemærknin‐
gerne til forslag til lov om ændring af retsplejeloven og
forskellige andre love (Ny politiklageordning m.v.), jf. Fol‐
ketingstidende 2009-10, tillæg A, L 88, som fremsat, side 9.
Det følger af den foreslåede ændring i § 1019, stk. 1, at
Politiklagemyndigheden skal undersøge og træffe afgørelse
vedrørende klager over politipersonale eller andet personale
i politiet eller anklagemyndigheden, som varetager politi‐
mæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshånd‐
hævelse og strafforfølgning, når klagen angår adfærd udvist
i tjenesten.
Den foreslåede ændring indebærer, at Politiklagemyndighe‐
den – ud over klager over politipersonale – også vil skul‐
le undersøge og træffe afgørelse vedrørende adfærdsklager
over andet personale i politiet og anklagemyndigheden, som
varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer
sig til retshåndhævelse og strafforfølgning. Med den foreslå‐
ede ændring sigtes således til civilt personale i politiet og
ansatte ved den centrale anklagemyndighed (statsadvokater‐
ne og Rigsadvokaten). Udvidelsen af politiklageordningen
indebærer, at der for borgere vil gælde samme klageadgang
til Den Uafhængige Politiklagemyndighed over personale i
politiet og anklagemyndigheden, som varetager politimæssi‐
ge opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævel‐
se og strafforfølgning, som der i dag gælder i forhold til
politipersonale.
For så vidt angår civilt personale i politiet vil Politiklage‐
myndigheden herefter skulle behandle og træffe afgørelse i
sager om adfærdsklager over denne gruppe i det omfang, det
pågældende personale varetager politimæssige opgaver, jf.
politilovens § 2, eller opgaver, der relaterer sig til retshånd‐
hævelse og strafforfølgning.
Af politilovens § 2 følger, at politiet har til opgave at fore‐
bygge strafbare forhold, forstyrrelse af den offentlige fred
og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige
sikkerhed, afværge fare for forstyrrelse af den offentlige fred
og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige
sikkerhed, bringe strafbar virksomhed til ophør samt efter‐
forske og forfølge strafbare forhold, yde borgeren bistand
i andre faresituationer, udføre kontrol og tilsynsopgaver ef‐
ter gældende ret, yde andre myndigheder bistand efter gæl‐
dende ret og udføre andre opgaver, der følger af gældende
ret eller i øvrigt har en naturlig tilknytning til politiets virk‐
somhed. Politiklagemyndighedens kompetence skal således
afgrænses ud fra en opgavebaseret model, som knytter sig til
varetagelse af politimæssige opgaver.
Til politimæssige opgaver knytter sig først og fremmest
forebyggelse, efterforskning og retsforfølgning af strafbare
forhold samt beføjelser, der er knyttet til ordenshåndhævel‐
se, som f.eks. indbefatter civile medarbejderes varetagelse af
bevishåndtering, kriminalteknisk efterforskning, efterforsk‐
ning af økonomisk kriminalitet og it-kriminalitet mv. Her‐
under omfatter politimæssige opgaver tilsyns- og kontrolop‐
gaver, som f.eks. trafikkontrol, udstedelse af tilladelser, pa‐
skontrolopgaver mv. Politiklageordningen vil endvidere om‐
fatte det civile personales vejledning af borgere i forbindelse
med varetagelse af politimæssige opgaver, herunder det ad‐
ministrative personales varetagelse af 114-opkald. Endelig
omfatter politimæssige opgaver, som oplistet i politilovens
§ 2, f.eks. forvaltning af hittegods, udstedelse af jagttegn og
varetagelse af kriminalregisteret.
Der henvises til pkt. 2.2.2.1 i lovforslagets almindelige be‐
mærkninger.
For så vidt angår ansatte ved den centrale anklagemyndig‐
hed vil Politiklagemyndigheden skulle behandle og træffe
afgørelse i sager om adfærdsklager over denne gruppe i det
omfang, det pågældende personale varetager opgaver, der
relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning.
Dette vil for det første omfatte anklagere ved statsadvoka‐
terne og Rigsadvokaten (anklagerfuldmægtige, anklagere,
turnusanklagere, senior- og specialanklagere, vicestatsadvo‐
kater, chefanklagere, statsadvokater i den centrale anklage‐
myndighed og rigsadvokaten).
For det andet vil politiklageordningen omfatte øvrigt perso‐
nale i den centrale anklagemyndighed, som varetager opga‐
ver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning,
hvorved navnlig forstås personalets varetagelse af opgaver
inden for strafferetsplejen med hensyn til strafforfølgning,
herunder retssagsbehandling, gennemførelse af straffepro‐
cessuelle skridt eller tvangsindgreb over for borgerne og
borgerrettede opgaver i forbindelse med f.eks. straffuldbyr‐
delse og foranstaltningsændringssager. Det vil endvidere
omfatte andre retshåndhævende opgaver, hvor myndigheds‐
kompetencen over for borgerne er henlagt til anklagemyn‐
digheden, herunder opgaver med hensyn til erstatning i an‐
ledning af strafferetlig forfølgning, aktindsigt i straffesager,
sager om tilhold, bortvisning og opholdsforbud og telefon‐
betjening af borgere, hvis der er tale om opgaver inden for
strafferetsplejen med hensyn til strafforfølgning.
For det tredje vil politiklageordningen omfatte f.eks. civilt
ansatte økonomer eller analytikere mv. ved Statsadvokaten
for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, der
bidrager med ekspertise i forbindelse med efterforskning,
ransagning eller tekniske undersøgelser mv., som henhører
under politimæssige opgaver.
I tilfælde af, at en sag indebærer risiko for inhabilitet, bør
sagen behandles af en anden statsadvokatur, og det bør som
udgangspunkt kun være chargerede medarbejdere i statsad‐
vokaturerne og ikke turnusmedarbejdere (statsadvokatfuld‐
46
mægtige i uddannelsesstillinger), der vurderer tiltalespørgs‐
mål i sager mod ansatte i politiet eller ved anklagemyndig‐
heden.
Der henvises til pkt. 2.2.2.2 i lovforslagets almindelige be‐
mærkninger.
Politiklagemyndighedens kompetence vil ikke omfatte øv‐
rige opgaver som støttefunktioner, regnskab, ledelsesunder‐
støttelse, kommunikation, personaleadministration og lig‐
nende administrative funktioner. Det almindelige kontorper‐
sonale, servicemedarbejdere, administrationsmedarbejdere,
studentermedhjælpere mv. vil som udgangspunkt ikke væ‐
re omfattet af politiklageordningen, idet disse medarbejder‐
grupper i almindelighed ikke varetager politimæssige op‐
gaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse
og strafforfølgning. Denne type opgaver vil f.eks. involve‐
re personalehåndtering, rekruttering, undervisning af medar‐
bejdere, revision og bogføring, kopiering af sagsakter og
øvrige organisatoriske opgaver.
Uden for politiklageordningen vil – ligesom for politiperso‐
nale – også falde klager, som omhandler materielle afgørel‐
ser og dispositioner i forbindelse med politiets eller den
centrale anklagemyndigheds sagsbehandling. Klager over
civile medarbejderes dispositioner bør som udgangspunkt
ikke behandles af Politiklagemyndigheden, medmindre kla‐
gen har en nær sammenhæng med en adfærdsklage, som Po‐
litiklagemyndigheden behandler, jf. forslagets § 1019 q. Der
henvises til lovforslagets § 1, nr. 18, og bemærkningerne
hertil.
Klageordningen omfatter alene forhold, der er begået i tje‐
nesten. Det vil – ligesom for politipersonale – afhænge af
en konkret vurdering, om en handling foretaget af civilt
personale i politiet eller ansatte ved anklagemyndigheden er
foretaget i eller uden for tjenesten.
Til nr. 6
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
1019 a, stk. 1, 3. pkt., at politiet sender en kopi af klagen til
Politiklagemyndigheden.
Det følger af den foreslåede ændring, at retsplejelovens §
1019 a, stk. 1, 3. pkt., ophæves. En tilsvarende bestemmelse
om fremsendelse af en kopi af klagen til Politiklagemyndig‐
heden i sager, som er egnet til notitssagsbehandling, foreslås
i stedet indsat som et nyt 2. pkt. i retsplejelovens § 1019 k,
stk. 2.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11.
Til nr. 7
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
1019 a, stk. 2, at klage over myndighedsmisbrug fra politiets
side under behandlingen af en straffesag kan fremsættes
mundtligt til retsbogen under straffesagens behandling. Hvis
der klages til retsbogen, skal retten sende en udskrift af rets‐
bogen til Politiklagemyndigheden, der så behandler sagen på
samme måde som andre klager.
Det foreslås, at der i retsplejelovens § 1019 a, stk. 2, efter
»politiets« indsættes »eller anklagemyndighedens«.
Forslaget indebærer således, at klager over myndigheds‐
misbrug, som omhandler ansatte ved den centrale anklage‐
myndighed, ligeledes kan fremsættes mundtligt til retsbo‐
gen. Hvis der klages til retsbogen, skal retten på tilsvarende
vis sende en udskrift af retsbogen til Politiklagemyndighe‐
den.
Der er tale om en følge af den foreslåede ændring af retsple‐
jelovens § 1019, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, hvorefter
adfærdsklager over andet personale i politiet og anklage‐
myndigheden inddrages under politiklageordningen, hvis de
pågældende varetager politimæssige opgaver eller opgaver,
der relaterer sig til retshåndhævelse.
Til nr. 8
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens
§ 1019 c, at Politiklagemyndigheden skal sørge for at ind‐
hente det materiale, som er nødvendigt for at afgøre sag‐
en. Politiklagemyndigheden kan skriftligt eller telefonisk
indhente oplysninger fra klageren, en indklaget medarbejder
og andre. Politiet stiller det skriftlige og andet materiale
til rådighed, som Politiklagemyndigheden anmoder om, og
det forudsættes, at politiet også på anden måde bidrager
til sagens oplysning, f.eks. ved at besvare forespørgsler fra
Politiklagemyndigheden om bestemte aspekter i sagen.
Det foreslås, at der i retsplejelovens § 1019 c, 2. pkt., efter
»politiet« indsættes »og anklagemyndigheden«.
Den foreslåede ændring indebærer, at den centrale anklage‐
myndighed, på tilsvarende vis som politiet, vil være forplig‐
tet til at stille materiale og oplysninger til rådighed for Po‐
litiklagemyndigheden, og det forudsættes ligeledes, at den
centrale anklagemyndighed vil bidrage til sagens oplysning,
f.eks. ved at besvare forespørgsler fra Politiklagemyndighe‐
den om bestemte aspekter i sagen.
Der er tale om en følge af den foreslåede ændring af retsple‐
jelovens § 1019, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, hvorefter
47
adfærdsklager over andet personale i politiet og anklage‐
myndigheden inddrages under politiklageordningen, hvis de
pågældende varetager politimæssige opgaver eller opgaver,
der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning.
Til nr. 9
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 1019
k, stk. 1, kan en adfærdsklagesag afsluttes ved en samtale
mellem »en overordnet polititjenestemand« og klageren (no‐
titssagsbehandling), hvis klageren er indstillet på at medvir‐
ke hertil. Notitssagsbehandling er navnlig aktuel i de min‐
dre adfærdsklagesager om f.eks. ukorrekt fremgangsmåde
i tjenesten og uhøflig tiltale eller anden ukorrekt personlig
optræden.
Med forslaget ændres retsplejelovens § 1019 k, stk. 1, 1.
pkt., således at en notitssagsbehandling vil kunne foretages
ved en samtale mellem »en leder i politiet eller anklagemyn‐
digheden« og klageren.
Det skal gøre det muligt for den centrale anklagemyndighed,
på tilsvarende vis som politiet at benytte notitssagsbehand‐
lingen i sager om adfærdsklager, der er egnet hertil, således
en sag vil kunne afsluttes ved en samtale mellem klageren
og en overordnet leder i politiet eller den centrale anklage‐
myndighed.
Der er tale om en følge af den foreslåede ændring af retsple‐
jelovens § 1019, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, hvorefter
adfærdsklager over andet personale i politiet og anklage‐
myndigheden inddrages under politiklageordningen, hvis de
pågældende varetager politimæssige opgaver eller opgaver,
der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning.
Til nr. 10
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 1019
k, stk. 2, kan politiet træffe beslutning om, at klageren skal
tilbydes, at sagen behandles som notitssag. Hvis klageren
ønsker det, kan samtalen herefter gennemføres. Modtages
klagen af Politiklagemyndigheden, vil myndigheden kunne
oversende klagen til politiet med henblik på behandling som
notitssag.
Det foreslås, at retsplejelovens § 1019 k, stk. 2, 1. pkt.,
ændres, således at hvor en adfærdsklage indgives til politiet
eller anklagemyndigheden, kan klageren tilbydes en notits‐
sagsbehandling.
Den foreslåede ændring indebærer, at den centrale anklage‐
myndighed, på tilsvarende vis som politiet vil kunne tilbyde
klageren, at sagen behandles som notitssag, hvor klagen
indgives til den centrale anklagemyndighed. Hvis klageren
ønsker det, kan samtalen herefter gennemføres. Modtages
klagen af Politiklagemyndigheden, vil myndigheden kunne
oversende klagen til den centrale anklagemyndighed med
henblik på behandling som notitssag. Samtalen vil skulle
gennemføres af en leder, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.
Der er tale om en følge af den foreslåede ændring af retsple‐
jelovens § 1019 k, stk. 1, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 9.
Til nr. 11
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 1019 a,
stk. 1, 3. pkt., skal politiet videresende en kopi af en klage
til Politiklagemyndigheden, såfremt klagen er indgivet til
politiet og findes egnet til notitssagsbehandling.
Med forslaget indsættes et nyt 2. pkt. i retsplejelovens §
1019 k, stk. 2, hvorefter politiet eller den centrale anklage‐
myndighed skal oversende en kopi af en klage, som tages
under notitssagsbehandling. Sigtet med den foreslåede be‐
stemmelse er at videreføre retstilstanden efter den gældende
§ 1019 a, stk. 1, 3. pkt., hvoraf det fremgår, at politiet sender
en kopi af klagen til Politiklagemyndigheden, jf. Folketings‐
tidende 2009-2010, tillæg A, L 88, som fremsat, s. 47-48.
Dette sker med henblik på at samle regler om notitssagsbe‐
handling under én bestemmelse i retsplejelovens § 1019 k,
således at den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
1019 a, stk. 1, 3. pkt., ophæves. Der henvises til lovforsla‐
gets § 1, nr. 6.
Endvidere skal forslaget sikre, at den centrale anklagemyn‐
dighed er underlagt tilsvarende forpligtelser som politiet
vedrørende oversendelse af en kopi af en klage til Politikla‐
gemyndigheden.
Der er tale om en følge af den foreslåede ændring af retsple‐
jelovens § 1019 k, stk. 1, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 9.
Retsplejelovens § 1019 k, stk. 2, 2. pkt., bliver herefter til §
1019 k, stk. 2, 3. pkt.
Til nr. 12
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens
§ 1019 k, stk. 2, 2. pkt., at Politiklagemyndigheden i en
sag, der er under behandling i myndigheden, kan bestemme,
at sagen skal sendes til politiet med henblik på notitssagsbe‐
handling, hvis det skønnes hensigtsmæssigt.
Det foreslås, at der i retsplejelovens § 1019 k, stk. 2, 2.
48
pkt., efter »politiet« indsættes »ved klager over personale i
politiet eller anklagemyndigheden ved klager over personale
i anklagemyndigheden«.
Ved »personale i politiet« forstås ansatte i politiet, hvor
politiet således er ansættelsesmyndighed.
Ved »personale i anklagemyndigheden« forstås ansatte i
anklagemyndigheden, hvor anklagemyndigheden således er
ansættelsesmyndighed. Det bemærkes i den forbindelse, at
anklagere i den lokale anklagemyndighed og politipersonale
i Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kri‐
minalitet er omfattet heraf. Der henvises i øvrigt til afsnit
2.2.2.2.
Den foreslåede ændring indebærer, at Politiklagemyndighe‐
den ligeledes vil kunne oversende en klage til den centrale
anklagemyndighed med henblik på behandling som notits‐
sag. Samtalen vil i så fald skulle gennemføres med indklage‐
des leder og klageren, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.
Ved klager over ansatte i politiet vil Politiklagemyndighe‐
dens oversendelse skulle ske til politiet. Ved klager over
ansatte i anklagemyndigheden vil Politiklagemyndighedens
oversendelse skulle ske til anklagemyndigheden.
Der er tale om en følge af den foreslåede ændring af retsple‐
jelovens § 1019 k, stk. 1, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 9.
Til nr. 13
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 1019
k, stk. 4, skal den politibetjent, der gennemfører samtalen
med klageren, udarbejde en notits om samtalen og dens
udfald. Af notitsen skal det fremgå, at klageren er vejledt
om, at han eller hun kan få en formel afgørelse i sagen, og
om den pågældende ønsker dette.
Det foreslås, at retsplejelovens § 1019 k, stk. 4, ændres,
således at forpligtelsen til at udarbejde notits om samtalen
og dens udfald skal udarbejdes af en leder.
Den foreslåede ordning indebærer, at den centrale anklage‐
myndighed sidestilles med politiet i sager om notitssagsbe‐
handling.
Der er tale om en følge af den foreslåede ændring af retsple‐
jelovens § 1019 k, stk. 1, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 9.
Til nr. 14 og 15
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 1019 k,
stk. 5, skal politiet efter samtalen med klageren sende en
kopi af notitsen til Politiklagemyndigheden, der har ansvaret
for, at notitssagsbehandlingen i politikredsene finder sted på
forsvarlig måde. Notitsen sendes endvidere til den regionale
statsadvokat og Rigspolitiet.
Med forslaget ændres retsplejelovens § 1019 k, stk. 5, som
følge af udvidelsen af politiklageordningen, således at hvis
der klages over ansatte i anklagemyndigheden, skal kopi af
notitsen fremsendes til Politiklagemyndigheden, den regio‐
nale statsadvokat og Rigsadvokaten. Ordningen er tilsvaren‐
de den nuværende ordning for klager over politipersonale.
Den foreslåede ændring indebærer, at den centrale anklage‐
myndighed, på tilsvarende vis som politiet, vil kunne tilbyde
klageren notitssagsbehandling, jf. lovforslagets § 1, nr. 13.
Ved »personale i politiet« forstås ansatte i politiet, hvor
politiet således er ansættelsesmyndighed.
Ved »personale i anklagemyndigheden« forstås ansatte i
anklagemyndigheden, hvor anklagemyndigheden således er
ansættelsesmyndighed. Det bemærkes i den forbindelse, at
anklagere i den lokale anklagemyndighed og politipersonale
i Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kri‐
minalitet er omfattet heraf. Der henvises i øvrigt til afsnit
2.2.2.2.
Politiet vil herefter ved klager over ansatte i politiet skulle
sende kopi af notitsen til Politiklagemyndigheden, den regi‐
onale statsadvokat og rigspolitichefen, mens den centrale
anklagemyndighed ved klager over ansatte i anklagemyn‐
digheden vil skulle sende notitsen til Politiklagemyndighe‐
den, den regionale statsadvokat og Rigsadvokaten.
Der er tale om en følge af den foreslåede ændring af retsple‐
jelovens § 1019 k, stk. 1, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 9.
Til nr. 16
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
1019 o, stk. 1, 1. pkt., at Politiklagemyndigheden underret‐
ter vedkommende politidirektør og rigspolitichefen, når der
indledes en adfærdsklagesag om politipersonale.
Den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 1019 o, stk.
1, har til formål at sikre, at ansættelsesmyndigheden (politi‐
direktøren og rigspolitichefen), mens sagen verserer, kan få
lejlighed til at vurdere, om der er grundlag for foreløbige
tjenstlige skridt i form af suspension eller midlertidig over‐
førelse til andet arbejde. Endvidere skal bestemmelsen sikre,
at ansættelsesmyndigheden får underretning om afgørelsen
i sagen og dermed får mulighed for at vurdere spørgsmålet
49
om eventuelle disciplinære sanktioner. Den regionale stats‐
advokat skal underrettes om sagens udfald af hensyn til
statsadvokaternes generelle tilsynsforpligtelse i forhold til
politikredsens behandling af straffesager, jf. retsplejelovens
§ 101, stk. 2, 1. pkt.
Med forslaget ændres retsplejelovens § 1019 o, stk. 1, 1.
pkt., således at Politiklagemyndigheden ved adfærdsklager
over ansatte i politiet skal underrette vedkommende politi‐
direktør og rigspolitichefen og ved adfærdsklager over per‐
sonale i anklagemyndigheden skal underrette den regionale
statsadvokat og Rigsadvokaten.
Ved »personale i politiet« forstås ansatte i politiet, hvor
politiet således er ansættelsesmyndighed.
Ved »personale i anklagemyndigheden« forstås ansatte i
anklagemyndigheden, hvor anklagemyndigheden således er
ansættelsesmyndighed. Det bemærkes i den forbindelse, at
anklagere i den lokale anklagemyndighed og politipersonale
i Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kri‐
minalitet er omfattet heraf. Der henvises i øvrigt til afsnit
2.2.2.2.
Dette sker som følge af den foreslåede udvidelse af po‐
litiklageordningen til at omfatte personale i den centrale
anklagemyndighed, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, hvorefter ad‐
færdsklager over andet personale i politiet og anklagemyn‐
digheden inddrages under politiklageordningen, hvis de på‐
gældende varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der
relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning.
På den måde vil den centrale anklagemyndighed, på tilsva‐
rende vis som politiet, få lejlighed til at vurdere, om der
er grundlag for foreløbige tjenstlige skridt i form af suspen‐
sion eller midlertidig overførelse til andet arbejde, mens en
adfærdsklagesag verserer.
Den centrale anklagemyndighed vil ligeledes skulle vurdere
grundlaget for tjenesteretlige skridt for anklagere i den loka‐
le anklagemyndighed.
Til nr. 17
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
1019 o, stk. 1, 2. pkt., at Politiklagemyndigheden underretter
vedkommende politidirektør og statsadvokat og rigspoliti‐
chefen om afgørelsen i adfærdsklagesager om politipersona‐
le.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 16, om gældende reg‐
ler efter retsplejelovens § 1019 o, stk. 1.
Det foreslås, at retsplejelovens § 1019 o, stk. 1, 2. pkt.,
ændres, således at Politiklagemyndigheden skal underrette
vedkommende politidirektør, den regionale statsadvokat og
rigspolitichefen, hvis afgørelsen i adfærdsklagesagen angår
personale i politiet, mens Politiklagemyndigheden skal un‐
derrette den regionale statsadvokat og Rigsadvokaten, hvis
afgørelsen i adfærdsklagesagen angår personale i anklage‐
myndigheden (den centrale anklagemyndighed samt ankla‐
gere i den lokale anklagemyndighed og politipersonale i
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kri‐
minalitet).
Ved »personale i politiet« forstås ansatte i politiet, hvor
politiet således er ansættelsesmyndighed.
Ved »personale i anklagemyndigheden« forstås ansatte i
anklagemyndigheden, hvor anklagemyndigheden således er
ansættelsesmyndighed. Det bemærkes i den forbindelse, at
anklagere i den lokale anklagemyndighed og politipersonale
i Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kri‐
minalitet er omfattet heraf. Der henvises i øvrigt til afsnit
2.2.2.2.
Den foreslåede ordning indebærer, at den centrale ankla‐
gemyndighed på tilsvarende vis som politiet vil modtage
underretning om afgørelsen i en adfærdsklagesag, som om‐
handler myndighedens medarbejdere.
Der er tale om en følge af den foreslåede ændring af retsple‐
jelovens § 1019, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, hvorefter
adfærdsklager over andet personale i politiet og anklage‐
myndigheden inddrages under politiklageordningen, hvis de
pågældende varetager politimæssige opgaver eller opgaver,
der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning.
Til nr. 18
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens
§ 1019 q, at Politiklagemyndigheden kan behandle og afgø‐
re en klage over en disposition, som politipersonalet har
truffet, hvis der er en nær sammenhæng mellem dispositi‐
onsklagen og en adfærdsklage, som Politiklagemyndigheden
behandler.
Bestemmelsen giver mulighed for, at Politiklagemyndighe‐
den i visse tilfælde kan behandle og afgøre klager over po‐
litipersonales dispositioner (»dispositionsklager«). Det kan
dog kun ske, hvis der er en nær sammenhæng mellem
dispositionsklagen og en adfærdsklage, som Politiklagemyn‐
digheden behandler. Det vil f.eks. være tilfældet i de situa‐
tioner, hvor der i forbindelse med en adfærdsklage tillige
klages over en disposition, som en medarbejder har truffet i
forbindelse med den pågældende politiforretning.
Rent ledelsesmæssige dispositioner er som udgangspunkt
50
ikke omfattet af politiklageordningen, f.eks. beslutninger om
hvordan politiets ressourcer skal anvendes eller generelle
overvejelser af operationel/polititaktisk karakter.
Det forudsættes, at Politiklagemyndigheden i forbindelse
med behandlingen af en dispositionsklage forelægger sagen
for den pågældende medarbejders foresatte, typisk en politi‐
direktør eller rigspolitichefen, således at politiledelsen kan
få lejlighed til at komme med bemærkninger om dispositio‐
nen.
Det foreslås, at retsplejelovens § 1019 q ændres, således at
Politiklagemyndigheden – på tilsvarende vis som for politi‐
personale – kan behandle og afgøre en klage over en dispo‐
sition truffet af personale ansat i politiet og den centrale
anklagemyndighed, hvis der er en nær sammenhæng mellem
dispositionsklagen og en adfærdsklage, som Politiklagemyn‐
digheden behandler.
Den foreslåede ordning indebærer, at Politiklagemyndighe‐
den kan inddrage en klage over en disposition truffet af per‐
sonale i den centrale anklagemyndighed – på tilsvarende vis
som for dispositioner truffet af politiet – under behandlingen
af en adfærdsklagesag.
Der er tale om en følge den foreslåede ændring af retspleje‐
lovens § 1019, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, hvorefter
adfærdsklager over andet personale i politiet og anklage‐
myndigheden inddrages under politiklageordningen, hvis de
pågældende varetager politimæssige opgaver eller opgaver,
der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning.
Til nr. 19
Det følger af retsplejelovens kapitel 93 c, at kapitlet angår
straffesager mod politipersonale.
Overskriften i kapitel 93 c foreslås ændret til »Straffesager
mod personale i politiet og anklagemyndigheden«.
Formålet med ændringen er at afspejle den foreslåede ud‐
videlse af politiklageordningen, hvorefter straffesager mod
andet personale i politiet og anklagemyndigheden inddrages
under politiklageordningen, hvis de pågældende varetager
politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til
retshåndhævelse og strafforfølgning. »Straffesager mod per‐
sonale i politiet og anklagemyndigheden« favner således
politipersonale eller andet personale i politiet eller anklage‐
myndigheden, som varetager politimæssige opgaver eller
opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølg‐
ning. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2 og
bemærkningerne hertil.
Til nr. 20
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
1020, 1. pkt., at anmeldelser om strafbare forhold begået af
politipersonale i tjenesten indgives til Politiklagemyndighe‐
den.
Efter den gældende politiklageordning kan Politiklagemyn‐
digheden således som udgangspunkt alene efterforske an‐
meldelser om strafbare forhold begået i tjenesten af »politi‐
personale«. Som anført i lovforslagets pkt. 2.2.1 omfatter
politipersonale i denne sammenhæng det politiuddannede
personale i politiet og politiets jurister (dvs. det juridiske
personale i politiet og den lokale anklagemyndighed), jf.
bemærkningerne til forslag til lov om ændring af retsplejelo‐
ven og forskellige andre love (Ny politiklageordning m.v.),
jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 88, som fremsat,
side 9.
Det følger af den foreslåede ændring i § 1020, stk. 1, at Po‐
litiklagemyndigheden skal efterforske anmeldelser om straf‐
bare forhold begået i tjenesten af politipersonale eller andet
personale i politiet og anklagemyndigheden, som varetager
politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til
retshåndhævelse og strafforfølgning.
Den foreslåede ændring indebærer en udvidelse af politikla‐
geordningen, således at Politiklagemyndigheden – ud over
klager over politipersonale – også vil skulle efterforske an‐
meldelser om strafbare forhold begået i tjenesten af andet
personale i politiet og anklagemyndigheden, som varetager
politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til
retshåndhævelse og strafforfølgning. Med den foreslåede
ændring sigtes således til civilt personale i politiet og ansatte
ved den centrale anklagemyndighed (statsadvokaterne og
Rigsadvokaten).
For så vidt angår civilt personale i politiet vil Politiklage‐
myndigheden herefter skulle behandle sager om anmeldelse
af strafbare forhold begået i tjenesten af denne gruppe i det
omfang, det pågældende personale varetager politimæssige
opgaver, jf. politilovens § 2, eller opgaver, der relaterer sig
til retshåndhævelse og strafforfølgning.
Det følger af politilovens § 2, at politiet har til opgave at
forebygge strafbare forhold, forstyrrelse af den offentlige
fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige
sikkerhed, afværge fare for forstyrrelse af den offentlige fred
og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige
sikkerhed, bringe strafbar virksomhed til ophør samt efter‐
forske og forfølge strafbare forhold, yde borgeren bistand
i andre faresituationer, udføre kontrol og tilsynsopgaver ef‐
ter gældende ret, yde andre myndigheder bistand efter gæl‐
dende ret og udføre andre opgaver, der følger af gældende
ret eller i øvrigt har en naturlig tilknytning til politiets virk‐
51
somhed. Politiklagemyndighedens kompetence skal således
afgrænses ud fra en opgavebaseret model, som knytter sig til
varetagelse af politimæssige opgaver.
Til politimæssige opgaver knytter sig først og fremmest
forebyggelse, efterforskning og retsforfølgning af strafbare
forhold samt beføjelser, der er knyttet til ordenshåndhævel‐
se, som f.eks. indbefatter civile medarbejderes varetagelse af
bevishåndtering, kriminalteknisk efterforskning, efterforsk‐
ning af økonomisk kriminalitet og it-kriminalitet mv. Her‐
under omfatter politimæssige opgaver tilsyns- og kontrolop‐
gaver, som f.eks. trafikkontrol, udstedelse af tilladelser, pa‐
skontrolopgaver mv. Politiklageordningen vil endvidere om‐
fatte det civile personales vejledning af borgere i forbindelse
med varetagelse af politimæssige opgaver, herunder det ad‐
ministrative personales varetagelse af 114-opkald. Endelig
omfatter politimæssige opgaver, som oplistet i politilovens
§ 2, f.eks. forvaltning af hittegods, udstedelse af jagttegn og
varetagelse af kriminalregisteret.
Der henvises til pkt. 2.2.2.1 i lovforslagets almindelige be‐
mærkninger.
For så vidt angår ansatte ved den centrale anklagemyndig‐
hed vil Politiklagemyndigheden skulle behandle sager om
anmeldelse af strafbare forhold begået i tjenesten af denne
gruppe i det omfang, det pågældende personale varetager
opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølg‐
ning.
Dette vil for det første omfatte anklagerne ved statsadvoka‐
terne og Rigsadvokaten (anklagerfuldmægtige, anklagere,
turnusanklagere, senior- og specialanklagere, vicestatsadvo‐
kater, chefanklagere, statsadvokater i den centrale anklage‐
myndighed og rigsadvokaten).
For det andet vil politiklageordningen omfatte øvrigt perso‐
nale i den centrale anklagemyndighed, som varetager opga‐
ver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning,
hvorved navnlig forstås personalets varetagelse af opgaver
inden for strafferetsplejen med hensyn til strafforfølgning,
herunder retssagsbehandling, gennemførelse af straffepro‐
cessuelle skridt eller tvangsindgreb over for borgerne og
borgerrettede opgaver i forbindelse med f.eks. straffuldbyr‐
delse og foranstaltningsændringssager. Det vil endvidere
omfatte andre retshåndhævende opgaver, hvor myndigheds‐
kompetencen over for borgerne er henlagt til anklagemyn‐
digheden, herunder opgaver med hensyn til erstatning i an‐
ledning af strafferetlig forfølgning, aktindsigt i straffesager,
sager om tilhold, bortvisning og opholdsforbud og telefon‐
betjening af borgere, hvis der er tale om opgaver inden for
strafferetsplejen med hensyn til strafforfølgning.
For det tredje vil politiklageordningen omfatte f.eks. civilt
ansatte økonomer eller analytikere mv. ved Statsadvokaten
for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, der
bidrager med ekspertise i forbindelse med efterforskning,
ransagning eller tekniske undersøgelser mv., som henhører
under politimæssige opgaver.
I tilfælde af at en sag indebærer risiko for inhabilitet, bør
sagen behandles af en anden statsadvokatur, og det bør som
udgangspunkt kun være chargerede medarbejdere i statsad‐
vokaturerne og ikke turnusmedarbejdere (statsadvokatfuld‐
mægtige i uddannelsesstillinger), der vurderer tiltalespørgs‐
mål i sager mod ansatte i politiet eller ved anklagemyndig‐
heden.
Der henvises til pkt. 2.2.2.2 i lovforslagets almindelige be‐
mærkninger.
Politiklagemyndighedens kompetence vil ikke omfatte øv‐
rige opgaver som støttefunktioner, regnskab, ledelsesunder‐
støttelse, kommunikation, personaleadministration og lig‐
nende administrative funktioner. Det almindelige kontorper‐
sonale, servicemedarbejdere, administrationsmedarbejdere,
studentermedhjælpere mv. vil som udgangspunkt ikke væ‐
re omfattet af politiklageordningen, idet disse medarbejder‐
grupper i almindelighed ikke varetager politimæssige op‐
gaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse
og strafforfølgning. Denne type opgaver vil f.eks. involve‐
re personalehåndtering, rekruttering, undervisning af medar‐
bejdere, revision og bogføring, kopiering af sagsakter og
øvrige organisatoriske opgaver.
Uden for politiklageordningen vil – ligesom for politiperso‐
nale – også falde klager, som omhandler materielle afgørel‐
ser og dispositioner i forbindelse med politiets eller den cen‐
trale anklagemyndigheds sagsbehandling. Klager over civile
medarbejderes dispositioner bør i udgangspunktet ikke be‐
handles af Politiklagemyndigheden, medmindre klagen har
en nær sammenhæng med en igangværende efterforskning
ved Politiklagemyndigheden, jf. forslagets § 1020 i, stk.
2. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 24, og bemærknin‐
gerne hertil.
Klageordningen omfatter udelukkende forhold, der er begået
i tjenesten. Det vil – ligesom for politipersonale – afhænge
af en konkret vurdering, om en handling er foretaget i tjene‐
sten.
Til nr. 21
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens
§ 1020 a, stk. 1, at Politiklagemyndigheden iværksætter
efterforskning efter anmeldelse eller af egen drift, når der
er rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har
begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige.
52
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 1020
a, stk. 1, kan Politiklagemyndigheden dermed på baggrund
af en anmeldelse eller af egen drift, hvis det på grund af
oplysninger i medierne eller af andre grunde skønnes nød‐
vendigt, efterforske et hændelsesforløb, hvor politipersonale
kan have gjort sig skyldig i strafbare forhold.
Det er dog efter stk. 1 en betingelse for at indlede en efter‐
forskning, at der er rimelig formodning om, at der er begået
et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige. Denne
betingelse svarer til, hvad der i øvrigt gælder i straffesager,
jf. retsplejelovens § 742, stk. 2.
Det foreslås, at »politipersonale i tjenesten har begået« æn‐
dres til »der er begået« i retsplejelovens § 1020 a, stk. 1.
Den foreslåede ændring af indebærer, at Politiklagemyndig‐
heden på baggrund af en anmeldelse eller af egen drift vil
kunne iværksætte efterforskning over for politipersonale el‐
ler andet personale i politiet og anklagemyndigheden, som
varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer
sig til retshåndhævelse og strafforfølgning.
Dette sker som følge af den foreslåede udvidelse af politi‐
klageordningen, jf. lovforslagets § 1, nr. 20, hvorefter efter‐
forskning af straffesager mod andet personale i politiet og
anklagemyndigheden inddrages under politiklageordningen,
hvis de pågældende varetager politimæssige opgaver eller
opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølg‐
ning.
Til nr. 22
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
1020 b, stk. 1, at sager om overtrædelse af færdselslovens
hastighedsbestemmelser, der er begået af politipersonale, ik‐
ke efterforskes af Politiklagemyndigheden, hvis den pågæl‐
dende erkender sig skyldig, hastighedsovertrædelsen ikke
skønnes at ville medføre anden sanktion end bøde eller be‐
tinget frakendelse af førerretten, og hastighedsovertrædelsen
ikke involverer tredjemand.
Baggrunden for bestemmelsen er, at der er tale om sager,
hvor der ved sanktionsfastsættelsen ikke udøves et skøn. Po‐
litidirektøren kan uden forelæggelse for Politiklagemyndig‐
heden udarbejde bødeforelæg og lade den pågældende tje‐
nestemand vedtage en bøde og betinget frakendelse af fører‐
retten.
Det foreslås, at »der er begået af politipersonale« udgår af
retsplejelovens § 1020 b, stk. 1.
Den foreslåede ændring indebærer, at Politiklagemyndighe‐
den ikke behandler overtrædelse af færdselslovens hastig‐
hedsbestemmelser af politipersonale eller andet personale i
politiet og anklagemyndigheden, som varetager politimæssi‐
ge opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævel‐
se og strafforfølgning, under de i retsplejelovens § 1020 b,
stk. 1, nævnte betingelser.
Dette sker som følge af den foreslåede udvidelse af politi‐
klageordningen med personale i den centrale anklagemyn‐
dighed, jf. lovforslagets § 1, nr. 20, hvorefter efterforskning
af straffesager mod andet personale i politiet og anklage‐
myndigheden inddrages under politiklageordningen, hvis de
pågældende varetager politimæssige opgaver eller opgaver,
der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning.
Til nr. 23
Efter retsplejelovens § 1020 b, stk. 2, efterforsker Politikla‐
gemyndigheden ikke sager om politipersonales overtrædel‐
se af færdselslovens hastighedsgrænser i et køretøj mærket
med politiets kendetegn eller med synlige udrykningssigna‐
ler, når politidirektøren har vurderet, at der i det konkrete
tilfælde har været tale om udrykningskørsel.
Det foreslås at affatte retsplejelovens § 1020 b, stk. 2,
således at Politiklagemyndigheden ikke efterforsker sager,
hvor politipersonale i forbindelse med udrykningskørsel
overtræder færdselslovens hastighedsbestemmelser i et kø‐
retøj mærket med politiets kendetegn eller med synlige ud‐
rykningssignaler, medmindre der er konkret anledning hertil.
Den foreslåede ordning indebærer, at politidirektøren i sag‐
er om politipersonales overtrædelse af færdselslovens ha‐
stighedsbestemmelser ikke længere skal vurdere, hvorvidt
der i det konkrete tilfælde har været tale om udryknings‐
kørsel. Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at
køretøjer mærket med politiets kendetegn eller synlige ud‐
rykningssignaler, der f.eks. bliver registreret i en stærekasse,
som udgangspunkt anses for at udføre udrykningskørsel.
Der lægges op til, at den foreslåede formodningsregel kom‐
bineres med stikprøvekontrol af tilfældige registrerede farto‐
verskridelser af køretøjer mærket med politiets kendetegn
eller synlige udrykningssignaler, hvor det skal fastslås, at
der var tale om en berettiget overtrædelse af hastighedsbe‐
grænsningerne.
Stikprøvekontrollen vil blive udført af politiet (i første om‐
gang Politiets Administrative Center). Det forudsættes, at
stikprøvekontrollen skal omfatte et bredt udsnit af hastig‐
hedsovertrædelser.
Det følger af den foreslåede nye affattelse af retsplejelo‐
vens § 1020 b, stk. 2, at Politiklagemyndigheden, såfremt
53
der er konkret anledning hertil, fortsat kan efterforske sag‐
er, hvor politipersonale i forbindelse med udrykningskørsel
overtræder færdselslovens hastighedsbestemmelser i et kø‐
retøj mærket med politiets kendetegn eller med synlige ud‐
rykningssignaler.
Såfremt det f.eks. ved stikprøvekontrollen eller på anden
vis konstateres, at der i en konkret sag ikke har været tale
om en berettiget udrykningskørsel, fremsendes sagen til Po‐
litiklagemyndigheden. Politiklagemyndigheden vil i den for‐
bindelse kunne afvise sagen eller indlede efterforskning. Når
efterforskningen er afsluttet, sender Politiklagemyndigheden
sagen til statsadvokaten med henblik på afgørelse af tiltale‐
spørgsmålet, jf. retsplejelovens § 1020 e, stk. 1.
Politiklagemyndigheden vil efter omstændighederne også
kunne efterforske sager i øvrige situationer, hvor der måtte
være konkret anledning til at antage, at overtrædelsen af
færdselslovens hastighedsbestemmelser ikke er sket i forbin‐
delse med lovlig udrykningskørsel, eksempelvis ved anmel‐
delse fra en borger eller lignende.
Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 1020 b, stk.
2, finder efter sin ordlyd alene anvendelse i forbindelse
med politipersonalets færdsel i køretøjer mærket med politi‐
ets kendetegn eller med synlige udrykningssignaler. Bestem‐
melsen omfatter således ikke politiets civile køretøjer (ikke
mærkede med politiets kendetegn eller synlige udryknings‐
signaler). Når overtrædelser af færdselslovens hastighedsbe‐
stemmelser sker i et civilt køretøj uden synlige udryknings‐
signaler, skal sagen således fortsat overgives til Politiklage‐
myndigheden, som forestår efterforskningen og vurderer,
om der var tale om udrykningskørsel i det konkrete tilfælde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 24
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
1020 i, stk. 1, at statsadvokaten har mulighed for at bestem‐
me, at en straffesag, der omfatter flere forhold eller flere
sigtede, i sin helhed skal efterforskes af Politiklagemyndig‐
heden.
Det følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
1020 i, stk. 2, at Politiklagemyndigheden kan behandle en
klage over en disposition, som politipersonale har truffet,
hvis der er en nær sammenhæng mellem dispositionsklagen
og en igangværende efterforskning i Politiklagemyndighe‐
den.
Politiklagemyndigheden har således mulighed for i visse til‐
fælde at behandle klager over politipersonales dispositioner,
herunder f.eks. politiets beslutning om at anbringe en person
til fare for sig selv eller andre i detentionen, i forbindelse
med efterforskningen af en straffesag. Det gælder både dis‐
positioner inden for og uden for strafferetsplejen. Det kan
dog kun ske, hvis der er en nær sammenhæng mellem dispo‐
sitionsklagen og en igangværende efterforskning i Politikla‐
gemyndigheden.
Det vil f.eks. være tilfældet i de situationer, hvor der i for‐
bindelse med en anmeldelse af et strafbart forhold tillige
klages over en disposition, som en medarbejder har truffet i
forbindelse med den pågældende politiforretning. De rent le‐
delsesmæssige dispositioner kan derimod ikke være omfattet
af politiklageordningen, f.eks. en beslutning om, hvordan
politiets ressourcer skal anvendes eller generelle overvejel‐
ser af operationel/polititaktisk karakter.
Det forudsættes, at Politiklagemyndigheden i forbindelse
med behandlingen af en dispositionsklage forelægger sagen
for den pågældende medarbejders foresatte, typisk en politi‐
direktør eller rigspolitichefen, således at politiledelsen kan
få lejlighed til at komme med bemærkninger om dispositio‐
nen.
Det foreslås, at »som politipersonale har truffet« udgår af
retsplejelovens § 1020 i, stk. 1.
Den foreslåede ændring indebærer, at Politiklagemyndighe‐
den – på tilsvarende vis som for politipersonale – kan be‐
handle og afgøre en klage over en disposition truffet af
andet personale i politiet og anklagemyndigheden, som va‐
retager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig
til retshåndhævelse og strafforfølgning, hvis der er en nær
sammenhæng mellem dispositionsklagen og en igangværen‐
de efterforskning, som Politiklagemyndigheden behandler.
Dette sker som følge af den foreslåede udvidelse af politi‐
klageordningen med personale i den centrale anklagemyn‐
dighed, jf. lovforslagets § 1, nr. 20.
Til § 2
Det foreslås med stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli
2021, jf. dog stk. 2.
Stk. 1 omfatter, jf. henvisningen til stk. 2, alene bestemmel‐
sen i lovens § 1, nr. 23, der således – som den eneste be‐
stemmelse – foreslås at træde i kraft den 1. juli 2021.
Bestemmelsen omhandler justeringen af ordningen med fart‐
bøder til politiets personale i forbindelse med udryknings‐
kørsel som led i tjenesten.
54
Ikrafttrædelsesdatoen er fastsat med henblik på hurtigst mu‐
ligt at kunne afskære de unødige sagsbehandlingsskridt, der
følger af den nuværende retstilstand.
Det foreslås med stk. 2, at lovens § 1, nr. 1-22 og 24, træder
i kraft den 1. januar 2022.
Disse bestemmelser omhandler etablering af Bevismiddeltil‐
synet samt udvidelse af politiklageordningen.
Den foreslåede ikrafttrædelsesdato er fastsat med henblik
på at sikre mulighed for, at Politiklagemyndigheden kan
indrette sig organisatorisk på at overtage behandlingen af
sager vedrørende civilt personale i politiet og ansatte ved
den centrale anklagemyndighed.
Adfærdsklager over og anmeldelser om strafbare forhold
begået af personale i politiet eller anklagemyndigheden, der
er modtaget den 1. januar 2022 eller senere, behandles af
Politiklagemyndigheden. Tilsvarende finder anvendelse for
sager om adfærdsklager over og anmeldelser om strafbare
forhold begået af personale i politiet eller anklagemyndighe‐
den, som Politiklagemyndigheden iværksætter af egen drift.
Ikrafttrædelsesdatoen er endvidere fastsat med henblik på at
sikre tilstrækkelig tid til at få etableret den nye tilsynsmyn‐
dighed. Forudsat at loven vedtages, vil Politiklagerådet og
direktøren kunne foretage de forberedelseshandlinger, som
kræves for, at tilsynsmyndigheden er i drift pr. 1. januar
2022.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Det skyldes,
at der for Færøerne og Grønland gælder særlige retsplejelo‐
ve.
55
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1445 af 29. sep‐
tember 2020, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 671 af 19.
april 2021, foretages følgende ændringer:
1. Overskriften til første bog, sjette afsnit, affattes således:
Sjette afsnit »Sjette afsnit
Den Uafhængige Politiklagemyndighed Den Uafhængige Politiklagemyndighed og Det Uafhæn‐
gige Tilsyn med Bevismidler«
§ 118, stk. 1. ---
Stk. 2. Politiklagemyndigheden behandler klager over po‐
litiet, jf. kapitel 93 b, og efterforsker straffesager mod politi‐
personale, jf. kapitel 93 c.
2. I § 118, stk. 2, indsættes som 2. pkt.: »Politiklagemyndig‐
heden behandler på tilsvarende vis klager over andet perso‐
nale i politiet og anklagemyndigheden, jf. kapitel 93 b, og
efterforsker straffesager mod andet personale i politiet og
anklagemyndigheden, jf. kapitel 93 c, som varetager politi‐
mæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshånd‐
hævelse og strafforfølgning.«
3. § 118 a til § 118 e ophæves, og i stedet indsættes:
§ 118 a. Det Uafhængige Tilsyn med Bevismidler (Bevis‐
middeltilsynet) er en selvstændig myndighed, der ledes af
Politiklagerådet og en direktør.
Stk. 2. Bevismiddeltilsynet fører tilsyn med politiets og
anklagemyndighedens behandling af tekniske beviser. Poli‐
tiets Efterretningstjeneste er ikke omfattet af tilsynets virk‐
somhed.
Stk. 3. Politiet og anklagemyndigheden er forpligtet til at
meddele Bevismiddeltilsynet de oplysninger samt udlevere
de dokumenter mv., som Bevismiddeltilsynet forlanger. Po‐
litiet og anklagemyndigheden orienterer af egen drift Be‐
vismiddeltilsynet, hvis der konstateres fejl af generel eller
systematisk karakter og af retssikkerhedsmæssig betydning
ved politiets eller anklagemyndighedens behandling af tek‐
niske beviser.
Stk. 4. Bevismiddeltilsynet udøver sine funktioner i fuld
uafhængighed.
§ 118 a. Politiklagerådet er Politiklagemyndighedens
øverste ledelse og har det overordnede ansvar for myndighe‐
dens virksomhed.
§ 118 b. Politiklagerådet er Politiklagemyndighedens og
Bevismiddeltilsynets øverste ledelse og har det overordnede
ansvar for myndighedernes virksomhed.
§ 118 b. Politiklagerådet består af 1 formand, som skal
være landsdommer, 1 advokat, 1 universitetslærer i retsvi‐
denskab og 2 repræsentanter for offentligheden.
§ 118 c. Politiklagerådet består af 1 formand, som skal
være landsdommer, 1 advokat, 1 universitetslærer i retsvi‐
denskab, 1 teknisk ekspert og 2 repræsentanter for offentlig‐
heden.
Stk. 2. Medlemmerne beskikkes af justitsministeren for 4
år ad gangen. Genbeskikkelse kan finde sted én gang.
Stk. 2. Medlemmerne beskikkes af justitsministeren for 4
år ad gangen.
56
Stk. 3. Formanden beskikkes efter indstilling fra landsret‐
terne.
Stk. 3. Formanden beskikkes efter indstilling fra landsret‐
terne.
Stk. 4. Advokaten beskikkes efter indstilling fra Advoka‐
trådet.
Stk. 4. Advokaten beskikkes efter indstilling fra Advokat‐
rådet.
Stk. 5. Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes efter ind‐
stilling fra henholdsvis KL (Kommunernes Landsforening)
og Dansk Folkeoplysnings Samråd.
Stk. 5. Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes efter indstil‐
ling fra henholdsvis KL (Kommunernes Landsforening) og
Dansk Folkeoplysnings Samråd.
Stk. 6. Medlemmer af Folketinget, regionsråd og kommu‐
nalbestyrelser kan ikke være medlemmer af Politiklagerådet.
Stk. 6. Medlemmer af Folketinget, regionsråd og kommu‐
nalbestyrelser kan ikke være medlemmer af Politiklagerådet.
Stk. 7. Der beskikkes en suppleant for hvert af rådets med‐
lemmer. Stk. 1-6 finder tilsvarende anvendelse på beskikkel‐
se af suppleanter.
Stk. 7. Der beskikkes en suppleant for hvert af rådets med‐
lemmer. Stk. 1-6 finder tilsvarende anvendelse på beskikkel‐
se af suppleanter.
§ 118 c. Politiklagemyndighedens daglige ledelse vareta‐
ges af direktøren, der udnævnes og afskediges af justitsmini‐
steren efter indstilling fra Politiklagerådet. Direktøren skal
følge de anvisninger og retningslinjer, som gives af rådet.
§ 118 d. Politiklagemyndighedens og Bevismiddeltilsy‐
nets daglige ledelse varetages af direktøren, der udnævnes
og afskediges af justitsministeren efter indstilling fra Politi‐
klagerådet. Direktøren skal følge de anvisninger og retnings‐
linjer, som gives af rådet.
Stk. 2. Direktøren deltager i Politiklagerådets møder, med‐
mindre rådet undtagelsesvis bestemmer andet.
Stk. 2. Direktøren deltager i Politiklagerådets møder, med‐
mindre rådet undtagelsesvis bestemmer andet.
§ 118 d. Politiklagerådet fastsætter selv sin forretningsor‐
den og de nærmere regler om arbejdets fordeling mellem
rådet og direktøren.
§ 118 e. Politiklagerådet fastsætter selv sin forretningsor‐
den og de nærmere regler om arbejdets fordeling mellem
rådet og direktøren.
§ 118 e. Politiklagemyndigheden afgiver en årlig beretning
om sin virksomhed til Folketinget og justitsministeren. Be‐
retningen offentliggøres.
§ 118 f. Politiklagemyndigheden og Bevismiddeltilsynet
afgiver hver en årlig beretning om deres virksomhed til Fol‐
ketinget og justitsministeren. Beretningen offentliggøres.«
Kapitel 93 b
Behandling af klager over politipersonalet 4. I overskriften til kapitel 93 b ændres »politipersonalet« til:
»personale i politiet og anklagemyndigheden«
§ 1019. Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersø‐
ger og træffer afgørelse vedrørende klager over politiperso‐
nalets adfærd i tjenesten (adfærdsklager).
Stk. 2-3. ---
5. I § 1019, stk. 1, ændres »politipersonalets adfærd i tjene‐
sten« til: »politipersonale eller andet personale i politiet og
anklagemyndigheden, som varetager politimæssige opgaver
eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse, når kla‐
gen angår adfærd udvist i tjenesten«.
§ 1019 a. Klage indgives til Politiklagemyndigheden. Ind‐
gives klagen til politiet eller anklagemyndigheden, skal den
straks videresendes til Politiklagemyndigheden, medmindre
klagen er egnet til notitssagsbehandling efter § 1019 k. I så
fald sender politiet en kopi af klagen til Politiklagemyndig‐
heden.
6. § 1019 a, stk. 1, 3. pkt., ophæves.
Stk. 2. Klage over myndighedsmisbrug fra politiets side
under behandlingen af en straffesag kan endvidere fremsæt‐
tes mundtligt til retsbogen under straffesagens behandling.
7. I § 1019 a, stk. 2, indsættes efter »politiets«: »eller ankla‐
gemyndighedens«
Stk. 3. ---
§ 1019 c. Politiklagemyndigheden undersøger sagen og
sørger for, at alt relevant materiale tilvejebringes. Politiet
stiller det materiale og de oplysninger til rådighed, som Po‐
litiklagemyndigheden anmoder om. Politiklagemyndigheden
kan indhente oplysninger fra klageren, indklagede og andre.
8. I § 1019 c, 2. pkt., indsættes efter »Politiet«: »og anklage‐
myndigheden«
57
§ 1019 k. En adfærdsklagesag kan sluttes ved en samtale
mellem en overordnet polititjenestemand og klageren (no‐
titssagsbehandling). Notitssagsbehandling kan kun gennem‐
føres, hvis klageren er indforstået hermed. Samtalen skal
gennemføres hurtigst muligt efter klagens modtagelse.
9. I § 1019 k, stk. 1, 1. pkt., ændres »en overordnet polititje‐
nestemand« til: »en leder i politiet eller anklagemyndighe‐
den«
Stk. 2. Indgives en adfærdsklage til politiet, kan politi‐
et tilbyde klageren en notitssagsbehandling. I en sag, der
er under behandling i Politiklagemyndigheden, kan denne
myndighed bestemme, at sagen skal sendes til politiet med
henblik på notitssagsbehandling, hvis det skønnes hensigts‐
mæssigt.
Stk. 3 ---
10. I § 1019 k, stk. 2, 1. pkt., ændres »til politiet, kan politiet
tilbyde klageren« til: »til politiet eller anklagemyndigheden,
kan klageren tilbydes«
11. I § 1019 k, stk. 2, indsættes som et nyt 2. pkt. »I så fald
sender politiet eller anklagemyndigheden en kopi af klagen
til Politiklagemyndigheden.«
12. I § 1019 k, stk. 2, 2. pkt., der bliver 3. pkt., indsættes
efter »politiet«: »ved klager over personale i politiet eller
anklagemyndigheden ved klager over personale i anklage‐
myndigheden«.
Stk. 4. Den overordnede polititjenestemand, der gennem‐
fører samtalen efter stk. 1, skal udarbejde en notits om det
passerede. Det skal fremgå af notitsen, at klageren er vejledt
om betydningen af notitssagsbehandling, og at sagen kan
forlanges afgjort af Politiklagemyndigheden. Det skal af no‐
titsen endvidere fremgå, om klageren ønsker klagen afgjort
af Politiklagemyndigheden.
13. I § 1019 k, stk. 4, 1. pkt., ændres »Den overordnede
polititjenestemand« til: »Den leder«
Stk. 5. Politiet sender kopi af notitsen til Politiklagemyn‐
digheden, den regionale statsadvokat og rigspolitichefen.
14. I § 1019 k, stk. 5, ændres »Politiet sender kopi af notit‐
sen« til: »Hvis der klages over personale i politiet, skal kopi
af notitsen fremsendes«
15. I § 1019 k, stk. 5, indsættes som 2. pkt.: Hvis der klages
over personale i anklagemyndigheden, skal kopi af notitsen
fremsendes til Politiklagemyndigheden, den regionale stats‐
advokat og Rigsadvokaten.«
§ 1019 o. Politiklagemyndigheden underretter
vedkommende politidirektør og rigspolitichefen, når der ind‐
ledes en adfærdsklagesag. Politiklagemyndigheden underret‐
ter endvidere vedkommende politidirektør og statsadvokat
og rigspolitichefen om afgørelsen i adfærdsklagesager.
Stk. 2. ---
16. I § 1019 o, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »adfærdsklage‐
sag«: »mod personale i politiet«.
17. I § 1019 o, stk. 1, indsættes som 3. og 4. pkt.:
»Politiklagemyndigheden underretter vedkommende statsad‐
vokat og Rigsadvokaten, når der indledes en adfærdsklage
mod personale i anklagemyndigheden. Politiklagemyndighe‐
den underretter endvidere vedkommende statsadvokat og
Rigsadvokaten om afgørelsen i adfærdsklagesager.«.
§ 1019 q. Politiklagemyndigheden kan behandle og afgøre
en klage over en disposition, som politipersonale har truffet,
hvis der er en nær sammenhæng mellem dispositionsklagen
og en adfærdsklage, som Politiklagemyndigheden behandler.
18. I § 1019 q udgår », som politipersonale har truffet«
Kapitel 93 c
Straffesager mod politipersonale 19. I overskriften til kapitel 93 c ændres »politipersonale«
til: »personale i politiet og anklagemyndigheden«
§ 1020. Anmeldelser om strafbare forhold begået af politi‐
personale i tjenesten indgives til Den Uafhængige Politikla‐
20. I § 1020, 1. pkt., ændres »af politipersonale i tjenesten«
til: »i tjenesten af politipersonale eller andet personale i po‐
58
gemyndighed. Indgives anmeldelsen til politiet eller ankla‐
gemyndigheden, videresendes den straks til Politiklagemyn‐
digheden.
litiet og anklagemyndigheden, som varetager politimæssige
opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse
og strafforfølgning,«.
§ 1020 a. Politiklagemyndigheden iværksætter efter an‐
meldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig
formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået et
strafbart forhold, som forfølges af det offentlige.
21. I § 1020 a, stk. 1, ændres »politipersonale i tjenesten har
begået« til: »der er begået«.
§ 1020 b. Sager om overtrædelse af færdselslovens hastig‐
hedsbestemmelser, der er begået af politipersonale, efterfors‐
kes ikke af Politiklagemyndigheden, hvis
1) den pågældende erkender sig skyldig,
2) hastighedsovertrædelsen ikke skønnes at ville medføre
anden sanktion end bøde eller betinget frakendelse af
førerretten og
3) hastighedsovertrædelsen ikke involverer tredjemand.
22. I § 1020 b, stk. 1, udgår », der er begået af politipersona‐
le,«.
Stk. 2. Politiklagemyndigheden efterforsker ikke sager,
hvor politidirektøren har vurderet, at der i forbindelse med
politipersonales overtrædelse af færdselslovens hastigheds‐
bestemmelser er tale om udrykningskørsel i et køretøj mær‐
ket med politiets kendetegn eller med synlige udryknings‐
signaler.
Stk. 3. ---
23. § 1020 b, stk. 2 affattes således:
»Stk. 2. Politiklagemyndigheden efterforsker ikke sager,
hvor politipersonale i forbindelse med udrykningskørsel
overtræder færdselslovens hastighedsbestemmelser i et køre‐
tøj mærket med politiets kendetegn eller med synlige udryk‐
ningssignaler, medmindre der er konkret grundlag herfor.«
§ 1020 i. ---
Stk. 2. Politiklagemyndigheden kan behandle en klage
over en disposition, som politipersonale har truffet, hvis der
er en nær sammenhæng mellem dispositionsklagen og en
igangværende efterforskning i Politiklagemyndigheden.
24. I § 1020 i, stk. 2, udgår », som politipersonale har truf‐
fet«
Stk. 3. ---
59