Høringsnotat fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • fvm@fvm.dk • www.fvm.dk
J.nr. 2021-14
Den 15. april 2021
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Til udvalgets orientering fremsendes hermed høringsnotat til L 206 – Forslag til lov om ændring af lov
om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink og lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Endvidere vedlægges som bilag til høringsnotatet aftale af 25. januar 2021 mellem regeringen, Venstre,
Radikale Venstre, SF og Liberal Alliance om erstatning mv. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af
COVID-19.
Rasmus Prehn / Tejs Binderup
./.
./.
Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 206 - Bilag 8
Offentligt


NOTAT
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mfvm@mfvm.dk • www.mfvm.dk
J.nr. 2021 -14
Den 15. april 2021
Notat om høringssvar vedr. lovforslag om ændring af lov om aflivning af og
midlertidigt forbud mod hold af mink og lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet
Et udkast til forslag til lov om ændring af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink
og lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet har været i en kort ekstern høring i perioden fra 24. marts
2021 til den 31. marts 2021.
Der er modtaget høringssvar fra følgende eksterne høringsparter: Dansk Pelsdyravlerforening a.m.b.a.
(herunder Danske Minkavlere og Kopenhagen Fur), Landbrug & Fødevarer, Bæredygtigt Landbrug, Det
Danske Minkerhverv, Den Danske Dyrlægeforening, Danske Advokater, FSR - danske revisorer og
Finans Danmark.
Den politiske aftale af 25. januar 2021 om erstatning mv. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af
COVID-19 vedlægges som bilag til dette høringsnotat.
Bemærkninger til lovforslaget m.v.
På baggrund af høringen og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris efterfølgende overvejelser
vil der blive stillet følgende ændringsforslag til lovforslaget:
- Den gældende lovs § 8, stk. 3, præciseres sprogligt således, at det fremgår direkte af ordlyden,
at der fastsættes regler om fuldstændig erstatning og fuldstændig kompensation.
- I den foreslåede ændring af § 8, stk. 4, der med lovforslaget bliver stk. 5, ændres
”revisorattestation” til ”erklæring fra en godkendt revisor”
- Den foreslåede § 8, stk. 8, om, at krav på erstatning og kompensation ikke kan overdrages, før
kravet er indtrådt, udgår. Hermed sikres fortsatte finansieringsmuligheder, ligesom aftaler om
transport i forskud på erstatning mv. kan indgås i forbindelse med samtykke fra panthavere, jf.
nedenfor.
- I den foreslåede bemyndigelse i § 8, stk. 9, om fordeling og udbetaling af erstatning og
kompensation tilføjes, at der herunder kan fastsættes regler om krav om samtykke fra
rettighedshavere og om det tidspunkt, som skal danne grundlag for værdiansættelsen af
rettigheder. Hensigten er at præcisere i bemærkningerne, at forringelsen af pantets værdi vil
blive opgjort på tidspunktet inden beslutningen om nedslagning af alle mink som følge af
COVID-19. Samtidig præciseres, at der påtænkes fastsat regler om, at der ved udbetaling af
forskud på erstatning m.v. skal indhentes samtykke fra pant- og rettighedshavere.
./.
Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 206 - Bilag 8
Offentligt
2
- Den foreslåede bemyndigelse i § 8 a, stk. 4, ændres således, at der vil kunne fastsættes regler
om, at visse aktiver, der indgår i erstatning opgjort på grundlag af DCF-modellen efter
anmodning fra minkavleren kan ”frikøbes” til markedspris, efter udmålingen af erstatningen
efter DCF-modellen er foretaget.
- Der foreslås indført en bestemmelse, der bemyndiger ministeren til at fastsætte regler om
statens betaling af renter, herunder om hvordan og fra hvornår renter skal beregnes.
- Der foreslås indført en bestemmelse, der skaber hjemmel til, at staten også vil kunne overtage
ejendomsretten til ikke-minkrelaterede aktiver, som kompenseres, såfremt der fastsættes regler
om, at der kan ydes kompensation for disse aktiver i de særlige tilfælde, hvor den tilbageblivende
del af virksomheden/ejendommen bliver så lille eller er af en sådan beskaffenhed, at den ikke
kan udnyttes på fornuftig måde.
Udmøntningen af ovennævnte bemyndigelser skal besluttes i aftalekredsen.
Der vil være forhold, som skal afklares i relation til EU's statsstøtteregler, inden bemyndigelserne kan
udmøntes.
I det følgende redegøres for de væsentligste bemærkninger i høringssvarene. Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeris (herefter Fødevareministeriet) bemærkninger til høringssvarene er anført med
kursiv. I første hovedafsnit gennemgås generelle og overordnede bemærkninger til lovforslaget, den
gældende lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink (herefter minkloven) og den
politiske aftale af 25. januar 2021 om erstatning mv. til minkavlere og følgeerhverv berørt af COVID-19
(herefter den politiske aftale). I andet hovedafsnit gennemgås bemærkninger til lovforslagets
hovedpunkter, herunder specifikke bestemmelser. I tredje hovedafsnit gennemgås øvrige
bemærkninger relateret til enten lovforslaget, den gældende minklov eller den politiske aftale.
Generelle bemærkninger m.v.
Fuldstændig erstatning og kompensation
Dansk Pelsdyravlerforening mener, at det bør fremgå af lovforslaget, at der ydes fuldstændig erstatning
til minkavlere og minkafhængige følgeerhverv, uanset om der juridisk set er tale om ekspropriation efter
grundlovens § 73 eller ej, som dette fremgår af den politiske aftale af 25. januar 2021, og mener på
baggrund af aftalen, at vurderingen i lovbemærkningerne til minkloven om, at det foreslåede
midlertidige forbud mod hold af mink ikke i almindelighed vil udgøre et ekspropriativt indgreb over for
de erhvervsdrivende, er aldeles uaktuel. Det Danske Minkerhverv fremhæver ligeledes, at den
grundlæggende forudsætning i den politiske aftale om, at der skal betales ”fuldstændig erstatning” til
minkavlere og minkafhængige følgeerhverv mangler i lovforslaget.
Det Danske Minkerhverv mener endvidere, at det er i strid med aftalen, når lovforslaget bruger ordet
”kompensation”, hvilket ifølge foreningen fører til den fejlslutning, at der ikke skal betales fuldstændig
erstatning til hele minkbranchen, men fuldstændig erstatning til minkavlere og kompensation til resten
af minkbranchen. Landbrug & Fødevarer (L&F) anfører ligeledes, at lovforslagets gennemgående
anvendelse af både termerne erstatning og kompensation er i strid med aftalens klare ordlyd om, at der
skal ydes fuldstændig erstatning til minkavlere og minkafhængige følgeerhverv. L&F finder, at denne
tosporede terminologi er egnet til at skabe tvivl om den juridiske klassifikation, og anbefaler, at
lovforslaget renses for bemærkninger, hvor der angives termen ”kompensation”. Det Danske
Minkerhverv anfører, at kompensation er noget andet end ”fuldstændig erstatning”, idet ”fuldstændig
3
erstatning” modsvarer et økonomisk tab, hvorimod kompensation er et beløb, man får tildelt, uden det
nødvendigvis modsvarer et økonomisk tab, og foreningen finder det derfor afgørende, at der i
lovforslaget bruges samme formuleringer som i den politiske aftalen.
Landbrug & Fødevarer peger på, at det ikke omtales i lovforslaget, at det fremgår af den politiske aftale
af 25. januar 2021, at der er adgang til at modtage et engangsbeløb på kr. 80.000 i lukkeomkostninger,
som er en post, der er er uafhængig af den øvrige udmåling af fuldstændig erstatning, og som L&F mener
bør fremgår af lovforslaget.
Fødevareministeriet bemærker, at nærværende lovforslag ikke er en udmøntning af den politiske
aftale af 25. januar 2021, men har til formål at tilvejebringe hjemmel til at udmønte de dele af den
politiske aftale, som der ikke er hjemmel til eller klar hjemmel til i den gældende lov om aflivning af og
midlertidigt forbud mod hold af mink. Hjemlen til at udmønte den del af aftalen, som vedrører
fuldstændig erstatning og kompensation til minkavlere og minkafhængige følgeerhverv, herunder de
i aftalen fastlagte erstatningsmodeller, findes i den gældende lovs § 8, stk. 3. Det gælder ligeledes det
i aftalen omtalte engangsbeløb på kr. 80.000 til at dække nedlukningsomkostninger.
Bemyndigelsesbestemmelse i lovens § 8, stk. 3, vil blive udmøntet i en bekendtgørelse, som i
overensstemmelse med den politiske aftale vil blive forelagt aftalekredsen inden den udstedes.
Fødevareministeriet skal hertil bemærke, at det fremgår af den politiske aftale af 25. januar 2021, at
der er enighed om, at der skal ydes fuldstændig erstatning til minkavlere og minkafhængige
følgeerhverv, uanset om der er tale om ekspropriation efter grundlovens § 73 eller ej. Med den politiske
aftale er aftalepartierne enige om, hvad "fuldstændig erstatning" til minkavlerne og minkafhængige
følgeerhverv er. Aftalepartierne er altså enige om, at de erstatningsmodeller, der beskrives i aftalen,
og som herefter skal benyttes i udmålingen af erstatningen, er "fuldstændig erstatning" til
minkavlerne og minkafhængige følgeerhverv.
Udmøntning af aftalen, hvormed der fastsættes regler om fuldstændig erstatning og fuldstændig
kompensation til de berørte virksomheder, ændrer ikke på vurderingen af, at aflivningen af mink og
det midlertidige forbud mod hold af mink, som følge af COVID-19 ikke i almindelighed vil udgøre et
ekspropriativt indgreb over for de erhvervsdrivende.
Fødevareministeriet finder dog på baggrund af de indkomne høringssvar, at det vil være
hensigtsmæssigt sprogligt at præcisere, at der i medfør af den gældende lovs § 8, stk. 3, vil blive fastsat
regler om fuldstændig erstatning og kompensation til minkavlere og fuldstændig kompensation til
minkafhængige følgeerhverv, jf. den politiske aftale. Der vil derfor blive stillet et ændringsforslag til
lovforslaget om en sproglig præcisering af ordlyden af lovens § 8, stk. 3.
Fødevareministeriet skal endvidere bemærke, at brugen af begrebet ”kompensation” for så vidt angår
følgeerhverv anses for at være mere korrekt, da følgeerhvervsvirksomheder alene indirekte berøres af
det midlertidige forbud mod hold af mink. Det er politisk aftalt, at erstatningsudmålingen til
følgeerhverv skal ske ud fra princippet om "handel og vandel". Det ændrer brugen af begrebet
"kompensation" ikke ved.
Høring m.v.
Bæredygtigt Landbrug fremfører, at høringsfristen er alt for kort, hvilket gør det svært at nå at komme
med bemærkninger til alle dele af lovforslaget.
Ligeledes bemærker Danske Advokater (DA), at den meget korte høringsfristvanskeliggør
høringsparternes reelle mulighed for at afgive relevante og kvalificerede høringssvar. DA anfører, at den
4
valgte proces medfører en væsentlig risiko for lovsjusk, og idet der lovgives på et område, der er af
indgribende og væsentlig karakter, og desuden beløber sig til milliardsummer for den danske stat,
forekommer dette overordnet retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.
Fødevareministeriet er opmærksom på, at der er tale om en meget kort høringsperiode, og kan hertil
bemærke, at der desværre ikke har foreligget et udkast til lovforslag, der kunne sendes i høring før
umiddelbart inden fremsættelsen af lovforslaget. Med henblik på at høringssvarene kan komme med
i betragtning i Fødevareministeriets overvejelser om eventuelle behov for ændringsforslag til
lovforslaget og samtidig indgå i Folketingets behandling af lovforslaget er høringsfristen derfor
ganske kort. Fødevareministeriet bemærker endvidere, at udkast til bekendtgørelser, som udmønter
minkloven, herunder lovforslaget, og den politiske aftale, vil blive sendt i offentlig høring.
For så vidt angår hastebehandling af lovforslaget bemærkes, at regeringen ønsker, at lovforslaget
skal vedtages og træde i kraft hurtigst muligt, så der kan udstedes de nødvendige regler for, at nye
udbetalingsspor kan påbegyndes. De næste erstatninger, som skal udbetales, er driftstabserstatning.
Det er en forudsætning for udstedelse af bekendtgørelsen om driftstabserstatning (og endelig
skinderstatning), at ændringen af minkloven er vedtaget.
Pligter og rettigheder
Landbrug & Fødevarer mener, at reguleringen i lovforslaget er for ensidig med fokus på myndighedernes
krav, f.eks. at de berørte parter medvirker aktivt i processen, og fremhæver samtidig, at ord som
”retssikkerhed”, ”løsningsorienteret”, ”pragmatisk” eller ”fleksibel” ikke fremgår en eneste gang af
lovforslaget, hvilket skaber en ubalance mellem rettigheder og pligter med risiko for, at der ved
udmøntningen kan ske en glidning i styrkeforholdet mellem de forskellige aktører.
Fødevareministeriet bemærker, at lovforslaget har til formål at etablere hjemmel til at udmønte dele
af den politiske aftale, og det er ministeriets vurdering, at der med lovforslaget foreslås de regler og
bemyndigelser, som er nødvendige for endelig udmøntning af den politiske aftale og forvaltning.
Ministeriet anerkender fuldt ud interessenternes ønsker om fleksibilitet mv. og vil tilstræbe at tage
højde herfor i udarbejdelsen af udkast til de regler, der skal fastsættes i bekendtgørelsesform.
Fødevareministeriet vil sikre en dialog med interessenterne i forbindelse med udarbejdelse af udkast
til reglerne, som betyder, at der er mulighed for at drøfte afvejning af forskellige hensyn til for
eksempel hurtig og effektiv afklaring af det store antal sager og individuel vurdering. Der er et udtalt
ønske om, at sagerne afvikles inden for en overskuelig fremtid, og det er derfor centralt, at der
udarbejdes vejledninger om sagsbehandlingen, administrationsgrundlag, skabeloner mv. Det er
Fødevareministeriets opfattelse, at dette ikke vil indskrænke erstatnings- og
taksationskommissionernes skønsmæssige beføjelser i de konkrete sager, men understøtte en ensartet
og effektiv behandling af sagerne.
Brug af bemyndigelser
Landbrug & Fødevarer bemærker, at lovforslaget i høj grad indeholder en række meget vide
bemyndigelsesbestemmelser til at udstede væsentlige regler i bekendtgørelsesform, og L&F så gerne, at
man på nuværende tidspunkt fastsatte bestemmelser om strukturen og kompetencerne undervejs,
herunder f.eks. den nærmere sammensætning og sagsbehandling hos de kommende myndigheder, der
skal forestå takstionsprocessen og udmåle fuldstændig erstatning.
Danske Advokater (DA) noterer med bekymring, at der med lovforslaget lægges op til at bemyndige
ministeren til at udmønte lovforslaget i bekendtgørelsesform på en række centrale områder, der har en
5
karakter, som burde reguleres i selve loven, da det i realiteten afskærer Folketinget fra at diskutere
lovens reelle konsekvenser og herefter træffe beslutning på et oplyst grundlag. DA anser det dog for
positivt, at det bliver mere tydeligt hvilke regler og principper, der kommer til at være gældende i
forbindelse med taksation af minkvirksomheder, og det anerkendes også, at det skal være muligt for den
pågældende ressortminister at kunne agere og fastsætte retningslinjer for området. Danske Advokater
finder det dog afgørende, at ministeren ikke gives bemyndigelse til at detaljeregulere, hvordan
erstatningen skal fastsættes samt hvilke dokumentationskrav, der skal gælde, ligesom kompetencen
aldrig må blive så vid, at det egenhændigt og reelt er den enkelte ressortminister, der fastsætter hvilke
principper eller hvilken dokumentation, der skal udmåles erstatning efter, når dette har indskrænkende
karakter i forhold til den berørte minkavler. Det bør ifølge DA være en uafhængig taksationsmyndighed,
som fastlægger erstatningen m.v., som skal kunne operere fuldstændig frit og uafhængigt.
Fødevareministeriet kan hertil bemærke, at formålet med lovforslaget er at etablere hjemmel til at
udmønte dele af den politiske aftale. Det er hensigten, at aftalen skal udmøntes i bekendtgørelser med
hjemmel i loven. Fødevareministeriet bemærker, at der endnu er visse punkter, som der skal tages
endeligt stilling i forhold til den konkrete udmøntning, f.eks. om der skal oprettes rekursmyndigheder
i form af overerstatnings- og taksationskommissioner, og hvor mange medlemmer, der skal være i
kommissionerne, og det er derfor hensigtsmæssigt med bemyndigelsesbestemmelser, som giver
mulighed for nærmere detailregulering, herunder også hvilken dokumentation der vil være nødvendig
for, at kommissioner kan behandle sager efter de erstatningsmodeller, der er fastlagt i den politiske
aftale. Det bemærkes, at den konkrete udmøntning skal drøftes med aftalepartierne bag den politiske
aftale. Det kan videre bemærkes, at erstatnings- og taksationskommissionerne skal taksere
fuldstændig erstatning og fuldstændig kompensation efter principperne fastsat i den politiske aftale,
som skal udmøntes i en bekendtgørelse med hjemmel i bl.a. den gældende minklovs § 8, stk. 3.
Der er et udtalt ønske om, at sagerne afvikles inden for en overskuelig fremtid, og det er derfor
centralt, at der udarbejdes vejledninger om sagsbehandlingen, administrationsgrundlag, skabeloner
mv. Det er Fødevareministeriets opfattelse at dette ikke vil indskrænke erstatnings- og
taksationskommissionernes skønsmæssige beføjelser i de konkrete sager, men understøtte en ensartet
og effektiv behandling af sagerne.
Strategisk miljøvurdering (SMV-vurdering)
Bæredygtigt Landbrug mener, at lovforslaget bør SMV-vurderes, da det er organisationens opfattelse, at
der med lovforslaget er tale om fuldstændig lukning, og at lovforslaget derfor har betydning for
ammoniak-udledningen. Bæredygtigt Landbrug anfører, at uanset, at dette generelt vurderes at have en
positiv miljøgevinst, er lovforslaget underlagt SMV-direktivet, hvorfor lovforslaget pligtigt skal SMV-
vurderes, og idet hverken aflivningen af mink, den gældende lov om aflivning af og midlertidigt forbud
mod hold af mink eller nærværende lovforslag er SMV-vurderet, vil lovforslagets vedtagelse og dermed
loven være ugyldig.
Fødevareministeriet skal hertil bemærke, at der med lovforslaget såvel som med den gældende lov om
aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink ikke er tale om implementering af en EU-retlig
(eller folkeretlig) forpligtelse, hvorfor det er vurderingen, at der ikke skal gennemføres en
miljøvurdering eller screening af lovforslaget i henhold til miljøvurderingsdirektivet.
6
Bemærkninger til lovforslagets hovedpunkter og enkelte bestemmelser
Udvidelse af kredsen af kompensationsberettigede følgeerhverv
Danske Advokater kan støtte forslaget om, at der sker en udvidelse af kredsen af
kompensationsberettigede følgeerhverv, herunder særligt forholdet angående pelserier/udlejning,
således at virksomheder ikke stilles ringere pga. deres organisatoriske opdeling i koncernen.
Landbrug & Fødevarer (L&F) anerkender, at kredsen af følgeerhvervsvirksomheder foreslås udvidet,
som angivet i lovforslaget. L&F finder dog fortsat, at afgrænsningen efter den gældende lovs § 8, stk. 3,
og de tilhørende bemærkninger om ” følgeerhverv, der i det væsentlige er afhængige af minkavl for at
kunne drive virksomhed”, er for snæver. Det er L&F’s opfattelse, at der er behov for tydeligere at åbne
anvendelsesområdet for øvrige følgeerhverv, som måtte have lidt et kausalt tab som følge af forbuddet
mod hold af mink. L&F mener f.eks., at virksomheder, der lider tab i en mellem- eller omstillingsperiode
forårsaget af minkloven, herunder virksomheder, der omstiller produktionen, men hvor dette ikke kan
ske uden betydelige tab, herunder driftstab, omsætningstab og øvrige omkostninger til omstillingen,
også skal omfattes af lovens anvendelsesområde, og at der således bør indføres en direkte hjemmel hertil
i lovforslaget. Det er L&F’s opfattelse, at der fortsat udestår et vigtigt arbejde med at fastlægge kredsen
af følgeerhvervene, ligesom der er behov for yderligere fleksibilitet i forhold til lovens
anvendelsesområde. L&F foreslår derfor, at der indføres en opsamlingshjemmel, der kan rumme og
hjemle erstatning i særlige tilfælde for en bredere kreds af følgeerhverv og for specifikke aktiver eller
dokumenterede tab opgjort efter nærmere skønsmæssige principper, som erstatnings- og
taksationskommissionen skal anvende.
Det Danske Minkerhverv mener, at lovforslaget har flere væsentlige mangler med hensyn til
afgrænsning af følgeerhverv således, at det sikres, at de virksomheder, der er intensivt ramt af indgrebet
får erstatning. Foreningen fremhæver, at det fremgår af minklovens § 8, stk. 3, og de dertilhørende
bemærkninger, at der med ”visse følgeerhverv” forstås følgeerhverv, der i det væsentlige er afhængige af
minkavl for at kunne drive virksomhed, og at der i lovforslaget er der en fejlagtig kobling mellem
ordlyden i den politiske aftale om ”handel med danske minkproducenter” og ”væsentlig afhængige af
minkavl”, jf. lovbemærkningerne til minkloven. Det Danske Minkerhverv anfører, at det ikke kan være
afgørende for erstatningskravet (eller den politiske intention med aftalen), om en
følgeerhvervsvirksomhed handler direkte med danske minkproducenter/minkavlere. Foreningen finder
derfor at formulering i lovforslagets bemærkninger skal korrigeres.
Det Danske Minkerhverv anfører endvidere, at der er behov for større fleksibilitet end en omsætning på
50 pct., som fremgår af den politiske aftale af 25. januar 2021, da foreningens undersøgelser af
minkbranchen har vist, en sådan omsætningsgrænse vil efterlade ca. 5 virksomheder lige under denne
grænse, selvom virksomhederne ifølge foreningen i det væsentlige er afhængige af minkavl for at kunne
drive virksomhed. Det Det Danske Minkerhverv foreslår derfor, at man fastsætter det som krav for at få
erstatning, at over 50 pct. af virksomhedens samlede omsætning eller indtjening eller over 50 pct. af
virksomhedens omkostninger, varelager eller aktiver i 2017, 2018 og 2019 er relateret til minkbranchen,
hvilket ifølge foreningen vil sikre en smule mere fleksibilitet. Ligeledes foreslår Det Danske
Minkerhverv, at erstatnings- og taksationskommissionen får en skønsmæssig beføjelse til på baggrund
af en konkret vurdering at lade en berørt virksomhed være omfattet af erstatningsordningen.
Den Danske Dyrelægeforening (DDD) mener overordnet, at da der reelt er tale om nedlæggelse af et
erhverv fra den ene dag til den anden, uden overgangs- eller tilpasningsperiode, kan dette sidestilles
med ekspropriation, og at alle berørte interessenter derfor bør være fuldt kompensationsberettigede.
DDD hilser det som udgangspunkt velkomment, at lovforslaget lægger op til en begrænset udvidelse af
7
kredsen af følgeerhverv, som kan ydes erstatning og kompensation, uanset om disse i det væsentligste
er afhængige af minkavl. DDD mener dog ikke, at det er acceptabelt at stille som betingelse, at man kun
bliver kompenseret, hvis 50 pct. af virksomhedens samlede omsætning vedrører minkerhvervet. Det er
DDD’s holdning, at kredsen af erstatnings- og kompensationsberettigede interessenter bør udvides til
også at omfatte praktiserende dyrlæger og konsulenter, uanset hvor stor en omsætning virksomheden
har mistet. DDD nævner i denne sammenhæng, at kun et fåtal af minkdyrlægerne har mere end 50 pct.
af deres omsætning i minksektoren, og hvis lovforslaget vedtages uden yderligere udvidelser af kredsen
af følgeerhverv, og det fortsat vil blive krævet, at over 50 pct. af virksomheden samlede skal være
minkrelateret, vil dette bl.a. kunne føre til en forskelsbehandling af dyrlæger. DDD nævner som
eksempel, at en dyrlæge, som arbejder alene og 100 pct. med mink, såvel som en dyrlæge i kompagniskab
med f.eks. en hestedyrlæge (i forholdet 50/50) får fuld kompensation, mens en dyrlæge i kompagniskab
med f.eks. en hestedyrlæge og en kvægdyrlæge, hvor virksomhedens minkrelaterede omsætning udgør
mindre en 50 pct. af den samlede omsætning, ikke vil få kompensation.
Fødevareministeriet bemærker, at den politiske aftale af 25. januar 2021 om erstatning mv. til
minkavlerne og følgeerhverv berørt af COVID-19 fastlægger de kriterier, og undtagelser til
kriterierne, der skal finde anvendelse ved afgrænsningen af kompensationsberettigede
følgeerhvervsvirksomheder. Det fremgår af aftalen, at der ydes erstatning til følgeerhverv, der
opfylder følgende kriterier:
- Over halvdelen af virksomhedens omsætning i 2017-19 skal hidrøre fra handel med danske
minkproducenter.
- Virksomhedens produktion kan ikke umiddelbart omlægges til anden aktivitet
Det er Fødevareministeriets opfattelse, at kriteriet i den politiske aftale formuleret som "over
halvdelen af virksomhedernes omsætning i 2017-2019 skal hidrøre fra handel med danske
minkproducenter", skal forstås på den måde, at der skal anlægges en "værdikæde-betragtning", dvs.
at det ikke alene er virksomheder, som har handlet direkte med minkproducenter, som omfattes. Dette
vil fremgå af den bekendtgørelse, der skal fastsætte de erstatningsmodeller, der er fastlagt i aftalen.
Kriteriet om, at over halvdelen af virksomhedens omsætning skal hidrøre fra dansk minkproduktion
kan fraviges i de to tilfælde, som foreslås indført med nærværende lovforslag, dvs. udlejning af stald-
og burkapacitet til dansk minkavl og pelserier, der betjener danske minkavlere, hvor pelseriet indgår
i en virksomhed, hvor der også drives minkavl i Danmark.
Ved vurderingen af, om produktionen kan omlægges til anden aktivitet, vil erstatnings- og
taksationskommissionerne bl.a. skulle vurdere om omstilling er mulig, hvad omkostningerne er ved
en omstilling, og om dette står i et rimeligt forhold til indtjeningspotentialet ved en ny type aktivitet.
For at en virksomhed kan betragtes som værende væsentlig afhængig af minkavl, er det således en
forudsætning, at virksomheden, herunder den minkrelaterede del af en virksomhed, ikke kan
omlægges. Det er i sidste ende en konkret vurdering, som foretages af de erstatnings- og
taksationskommissioner, som påtænkes oprettes, hvorvidt en følgeerhvervsvirksomhed opfylder de
kriterier, som fremgår af den politiske aftale, og som udmøntes i regler, der udstedes i medfør af
minklovens § 8, stk. 3.
De nærmere regler om kompensation til følgeerhverv, herunder hvilke virksomheder, der er
berettigede til at modtage fuldstændig kompensation efter de modeller, der er fastsat i aftalen, vil blive
udmøntet i en bekendtgørelse, som vil blive forelagt aftalekredsen inden den udstedes. Behovet for
eventuel præcisering af kriterierne i aftalen vil blive drøftet med aftalekredsen.
8
Det kan endelig bemærkes, at andre erhverv ligeledes er hårdt ramt af COVID-19, og virksomheder,
som ikke opfylder aftalens kriterier for at være kompensationsberettiget, kan i stedet søge
kompensation inden for de almindelige COVID-19-kompensationsordninger, herunder den særlige
ordning om kompensation til leverandører til minkfarme, der følger af Aftale om udvidelse af
hjælpepakker af 27. oktober 2020.
Regler om krav om miljøtilladelser m.v.
Landbrug & Fødevarer finder ikke, at der skal medtages en bemyndigelsesbestemmelse som den
foreslåede § 8, stk. 4, i lovforslaget, da det forekommer unødig tungt administrativt og bureaukratisk at
afvige fra ekspropriationspraksis for at etablere et nyt set-up, ligesom det må være formodningen, at
såvel miljøgodkendelse som bygge- og planforhold er lovlige både retlig set og fysisk. Endvidere
bemærker L&F, at såfremt der mod forventning skulle være en tilbygning el.lign., der mangler formel
godkendelse, så er det spild af alle ressourcer at ansøge herom forud for en umiddelbar nedrivning, og
det er vigtigt, at hele processen ikke går i stå som følge af en række bagatelprægede vurderinger. Der bør
efter L&F’s opfattelse være en bagatelgrænse, hvis en evt. retlig lovliggørelse er ude af proportioner
henset til værdi og betydning, og L&F opfordrer således til, at det angives i bemærkningerne, at
uvæsentlige mangler i godkendelsesgrundlaget ikke skal få betydning hverken i erstatningsmæssig eller
processuel henseende.
Bæredygtigt Landbrug anfører, at bestemmelsen om, at der kan fastsættes regler om at tilladelser eller
godkendelser efter anden lovgivning som betingelse for tildeling og udbetaling af erstatning og
kompensation synes overflødig, da den, der eksproprieres som udgangspunkt har ret til erstatning for
aktiver, der er en del af den lovlige drift, jf. bl.a. princippet om forbud mod ugrundet berigelse.
Endvidere anfører Bæredygtigt Landbrug, at udgangspunktet er, at produktionen og bedriften i sin
helhed er gyldig, og at det må være statens opgave i hver enkel sag at bevise det modsatte, og lovforslaget
bør derfor ændres på dette punkt. Bæredygtigt Landbrug anfører endvidere, at hvor en bedrift er nedlagt
kan sådanne dokumenter måske være umulige eller svære at skaffe eller gendanne.
Dansk Pelsdyravlerforening (DP) anfører ligeledes, at bemyndigelsen er overflødig, da det ikke er
nødvendigt at fastsætte regler herom, idet det er helt sædvanligt, at man ved ekspropriation kun får
erstatning for det, der er lovligt opført og drevet. Samtidig anfører DP, at udeladelse af fastsættelsen af
sådanne regler desuden vil give erstatnings- og taksationskommissionerne den nødvendige fleksibilitet
til rimelighed i sagsbehandlingen, hvis der måtte være tvivl om ubetydelige uoverensstemmelser i data.
Det er desuden vigtigt, at der er enighed om, at der naturligvis kun skal have været de nødvendige
tilladelser på ”driftstidspunktet” eller ”det forventede driftstidspunkt”. Miljøgodkendelser m.v. skal ikke
fornyes, så de er gældende, når der holdes møde med erstatnings- og taksationskommissionen.
Danske Advokater anser det for meget vidtgående og retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at det
egenhændigt er ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, der kan fastsætte regler for hvilke
dokumentationskrav retten til erstatning er betinget af og evt. pålægge erstatnings- og
taksationskommissionen at nedsætte en eventuel erstatning. Ved en fastlæggelse af hvilke tilladelser,
der skal være til stede, kan der stilles spørgsmålstegn ved, om alle minkavlere vil opnå fuldstændig
erstatning, som angivet i den politiske aftale af 25. januar 2021, f.eks. hvis dokumentationsgrundlaget
for en af de givne tilladelser ikke kan fremfindes. Danske Advokater mener derfor ikke, at
fødevareministeren bør bemyndiges til at kunne fastsætte regler, om hvilket dokumentationsgrundlag
der skal være opfyldt, før der gives ret til erstatning, men at det bør være op til erstatnings- og
9
taksationskommissionen at fastlægge, hvornår og hvordan et evt. dokumentationskrav for ret til
erstatning anses for opfyldt.
Fødevareministeriet skal hertil bemærke, at det med den politiske aftale af 25. januar 2021 om
erstatning mv. til minkavlere og følgeerhverv berørt af COVID-19 er en forudsætning for erstatning
og kompensation efter de i aftalen fastlagte erstatningsmodeller, at der skal have været de relevante
miljøtilladelser mv. til de producerede dyr eller den minkrelaterede produktion. Udgangspunktet er
således, at der tale om driftstidspunktet, hvor udbruddet af COVID-19 ramte minkerhvervet, herunder
at der for så vidt angår uudnyttet kapacitet fortsat er de relevante miljøtilladelser mv. til at producere
mink på den uudnyttede kapacitet. Gyldige miljøgodkendelser mv. på driftstidspunktet skal ikke
fornyes, så de forbliver gældende under behandlingen af sagen af erstatnings- og
taksationskommissionen.
Fødevareministeriet skal endvidere gøre opmærksom på, at der endnu ikke er taget endelig stilling til
den konkrete udmøntning af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse, og forslag til udmøntning af
bemyndigelsen vil skulle forelægges partierne bag aftalen af 25. januar 2021. Der vil herunder også
skulle tages stilling til, hvilken retsvirkning manglende eller mangelfulde tilladelser vil få for
fastsættelse af erstatningen eller kompensation, herunder dispensationsmuligheder. Det vil være
erstatnings- og taksationskommissionerne, der foretager en konkret vurdering heraf i de enkelte sager
efter disse regler.
Fødevareministeriet bemærker endvidere, at enhver, der har produktion af mink eller anden
minkrelateret produktion, skal sørge for, at der er de nødvendige tilladelser og godkendelser til
produktionen. Selvom produktionen af mink midlertidigt er indstillet, er det Fødevareministeriets
opfattelse, at miljøtilladelser m.v., der er udstedt og gyldige på tidspunktet, hvor COVID-19 ramte
minkerhvervet, ikke er umulige at skaffe. Det skal hertil bemærkes, at de myndigheder, der har udstedt
de relevante tilladelser og godkendelser, på forespørgsel kan bistå hermed.
Fødevareministeriet skal endvidere bemærke, at aflivningen af mink og det midlertidige forbud mod
hold af mink til og med 31. december 2021 som følge af COVID-19 ikke i almindelighed udgør et
ekspropriativt indgreb, og at det er frivilligt for minkavleren at søge om fuldstændig erstatning og
kompensation for permanent nedlukning af den pågældende minkvirksomhed eller søge om
kompensation for en midlertidig nedlukning af minkproduktion. Hvis en minkavler konkret mener at
være blevet eksproprieret eller ikke ønsker erstatning eller kompensation ud fra de
erstatningsmodeller, der fremgår af den politiske aftale af 25. januar 2021, som vil blive udmøntet i
regler udstedt i medfør af lovens § 8, stk. 3, er der mulighed for at indbringe spørgsmålet om
ekspropriation og erstatning for domstolene.
Dokumentationskrav og revisorerklæringer m.v.
I relation til den foreslåede bemyndigelse til at kunne fastsætte regler om krav om revisorattestation
bemærker Landbrug & Fødevarer (L&F), Dansk Pelsdyravlerforening (DP), og Det Danske Minkerhverv,
at økonomikonsulenter i landboforeningerne under rådgiveransvar kan præstere samme sikkerhed og
vurdering af de forhold, som attesteres i form af en revisorattest. L&F og DP bemærker, at det er
nærliggende at anvende økonomikonsulenterne i landboforeningerne el.lign., hvilket også vil muliggøre
en hurtigere behandling, idet konsulenterne i forvejen kender og har indsigt i virksomhederne. L&F
anbefaler, at der skabes hjemmel hertil. Det Danske Minkerhverv anfører endvidere, at det vil være
10
hensigtsmæssigt, hvis andre end revisorer kan bistå virksomhederne i processen, da en vis konkurrence
generelt er en fordel, og det afgørende må være, om kompetencerne er til stede.
FSR – danske revisorer forslår, at ordet ”revisorattestation” i den foreslåede ændring af § 8, stk. 4, der
med lovforslaget bliver stk. 5, hvorefter der kan fastsættes regler om ansøgning, frister, oplysnings- og
dokumentationskrav samt krav om revisorattestation, ændres til ”en erklæring fra en godkendt revisor”.
FSR bemærker, at rette ord for ”attestation” i revisionsmæssige sammenhænge er ”erklæring”, og ved at
anvende formuleringen ”godkendt revisor” sikres det, at revisoren er uddannet statsautoriseret eller
registreret revisor. FSR bemærker endvidere, at ordet ”revisorpåtegning”, som anvendes i lovforslagets
bemærkninger, i revisionsmæssige sammenhænge kun anvendes om én bestemt type revisorerklæring,
hvorfor rette ord vil være ”revisorerklæring”.
Danske Advokater bemærker, at hvis der stilles krav om revisorattestation, så bør der rent
omkostningsmæssigt tages højde for dette, idet de berørte borgere ellers vil lide et tab, som ikke
erstattes.
L&F støtter forslaget om, at der som alternativ eller supplement i dokumentationsprocessen kan
anvendes tro og loveerklæringer, jf. det foreslåede § 8, stk. 6 i lovforslaget.
Fødevareministeriet tager bemærkningerne fra FSR – danske revisorer til efterretning og kan oplyse,
at der vil blive stillet ændringsforslag til lovforslaget med henblik på at anvende den korrekte
formulering og præcisere bemærkningerne hertil.
Fødevareministeriet bemærker endvidere, at den foreslåede ændring af § 8, stk. 4, der med
lovforslaget bliver stk. 5, hvoraf fremgår, at der kan fastsættes regler om ansøgning, frister,
oplysnings- og dokumentationskrav samt krav om revisorattestation (revisorerklæringer), ikke
betyder, at der er taget stilling til, om der i alle henseender vil blive stillet krav om, at dokumenter og
oplysninger vedrørende regnskabsmæssige forhold skal være godkendt af en uddannet
statsautoriseret eller registreret revisor. Bemyndigelsen giver mulighed for, at der om visse forhold
kan stilles krav om en erklæring fra en uddannet statsautoriseret eller registreret revisor. Det er
Fødevareministeriets opfattelse, at økonomikonsulenter i mange tilfælde med fordel kan benyttes af
minkavlere mv. i forbindelse med dokumentation af visse af de oplysninger, der vil være behov for i
forbindelse med sagernes behandling ved erstatnings- og taksationskommissionerne.
Fødevareministeriet finder, at økonomikonsulenter kan f.eks. være værdifulde i forhold til at bistå
minkavleren/minkvirksomheden med f.eks. at udarbejde en oversigt over lønomkostninger eller
aktiver i virksomheden med anskaffelsespriser og dokumentation herfor.
Fastsættelse af regler om, hvilke oplysninger og dokumenter, der skal stilles krav om i forbindelse med
ansøgninger og til brug for behandlingen af sager, herunder hvilke oplysninger og dokumenter, der
skal afgives ved erklæring fra en uddannet statsautoriseret eller registreret revisor, hvilke oplysninger
og dokumenter, der i øvrigt skal afgives, herunder hvilke oplysninger, der skal gives på tro- og love,
vil blive udmøntet i bekendtgørelse efter forelæggelse for aftalekredsen.
11
Indhentning og videregivelse af oplysninger om skindindeks
Dansk Pelsdyravlerforening har i øvrigt noteret, at foreningen får en forpligtelse til at videregive
oplysninger i henhold til den foreslåede § 8, stk. 7, i lovforslaget. Foreningen er naturligvis indstillet på
at medvirke til oplysningen af sagerne, idet foreningen forudsætter, at foreningen alene skal udlevere
oplysninger, der ikke er offentligt tilgængelige i registre el.lign., og foreningen antager, at der alene er
tale om at videregive eksisterende oplysninger i et rimeligt omfang, f.eks. i forbindelse med fastlæggelse
af indekstal til anvendelse i avlernes erstatningsberegning.
Fødevareministeriet bemærker, at det fremgår af bemærkninger til lovforslaget, afsnit 2.4.2, at
bestemmelsen forudsættes anvendt til, at Fødevarestyrelsen kan indhente oplysninger om de enkelte
minkavlere og deres indleverede skinds kvalitet i form af et indeks over skindpriser fra Dansk
Pelsdyravlerforening, som skal benyttes til at behandle og træffe afgørelse i sager efter regler fastsat
i medfør af lovens § 8, stk. 1 og 3. Hensigten med bestemmelsen er at sikre, at der er et
behandlingsgrundlag for Fødevarestyrelsen til at indhente de omhandlede oplysninger efter
databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, og for Dansk Pelsdyravlerforening til at
videregive de omhandlede oplysninger efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c. Den
foreslåede bestemmelse indebærer ligeledes en retlig forpligtelse for Dansk Pelsdyravlerforening til at
videregive de anmodede oplysninger til Fødevarestyrelsen. Der er med bestemmelsen tale om en pligt
til at videregive eksisterende oplysninger, ikke en pligt til at tilvejebringe nye oplysninger. Der kan
endvidere henvises til databeskyttelsesforordningens artikel 5 om principper for behandling af
personoplysninger, herunder bl.a. principperne om dataminimering og rigtighed.
Overdragelse af krav på erstatning og kompensation
Flere høringssvar indeholder bemærkninger til den med lovforslaget foreslåede 8, stk. 8, om, at krav på
erstatning og kompensation efter regler fastsat i medfør af § 8, stk. 3, herunder eventuelle krav på
forskud på erstatning og kompensation, ikke kan overdrages, og at aftaler om sådanne overdragelser er
ugyldige.
Finans Danmark (FIDA) og FSR – danske revisorer anfører, at banker og realkreditinstitutter siden
nedlukningen i november har understøttet minkavlerne og stillet likviditet til rådighed, og at der således
allerede er indgået aftaler om krav på erstatning og kompensation, herunder forskud, med
minkerhvervet for at hjælpe dem godt igennem en svær periode efter nedlukningen. FIDA og FSR
anfører, at man skal respektere allerede indgåede aftaler. FIDA finder det derfor meget problematisk, at
lovforslaget lægger op til at tilsidesætte de allerede etablerede aftaler om sikkerhed og transport, der er
indgået mellem minkavlere og kreditinstitutterne. Det er FIDA’s opfattelse, at der hermed er tale om et
ekspropriativt indgreb, idet panthavere herved fratages en etableret sikkerhed.
Fødevareministeriet skal hertil bemærke, at lovforslaget/loven først vil få virkning fra
ikrafttrædelsestidspunktet, dvs. den 1. maj 2021. Lovforslaget har således ikke betydning for
transporter, som er meddelt forud for ikrafttrædelsestidspunktet, og lovforslaget respekterer således
de aftaler, som den finansielle sektor har indgået med minkavlerne.
Fødevareministeriet har dog overvejet behovet for at fastholde den foreslåede bestemmelse i § 8, stk.
8, og finder på baggrund af de indkomne høringssvar, at bestemmelsen bør udgå, og der vil blive stillet
et ændringsforslag til lovforslaget herom.
12
Dansk Pelsdyravlerforening (DP) ønsker en afklaring af, hvorvidt forbuddet mod overdragelse af ”krav
på erstatning og kompensation” betyder, at det er selve kravet, der ikke kan overdrages, eller om det er
tanken, at virksomhedsejeren heller ikke kan overdrage den minkvirksomhed, som kravet relaterer sig
til. DP finder det ikke rimeligt, hvis virksomhedsejeren begrænses i sin almindelige råden over
”minkvirksomheden”. Det Danske Minkerhverv mener ligeledes, at der er uklart, hvad ”aftaler om
sådanne overdragelser” betyder, og går ud fra, at det ikke er hensigten at begrænse muligheden for at
overdrage de ”minkvirksomheder”, som kravet på erstatning er knyttet op på, men alene at undgå en
overdragelse af selve kravet på erstatning og kompensation, og foreningen mener, at dette skal
præciseres. Det Danske Minkerhverv antager, at staten betaler erstatning for overtagelsen af
virksomheden/ejendommen, uanset hvem der er ejer. Landbrug & Fødevarer mener, at det bør
præciseres, at der er tale om overdragelse af selve erstatningskravet og ikke
virksomheden/ejendommen.
Danske Advokater finder, at den foreslåede bestemmelse vil hindre, at borgerne kan overdrage fast
ejendom. Dermed vil en lang række borgere være ”låst” til deres ejendom uden mulighed for
overdragelse, og dette anses for urimeligt henset til den pågældende situation, som mange af de berørte
borgere er i, hvor det netop kan være nødvendigt at flytte, f.eks. grundet manglende arbejdsmuligheder.
Danske Advokater anerkender, at der er et hensyn at tage til de pågældende panthavere i ejendommen,
herunder at det f.eks. ikke vil skulle være muligt at give transport i kravene på erstatning mv., men et
sådan hensyn bør dog afvejes i forhold til, at borgerne bliver ”låst” frem til, at der er endelig afgørelse af
erstatnings- eller kompensationsbeløbets størrelse.
Fødevareministeriet bemærker, at den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 8, skal forstås efter ordlyden
og går således alene på forbud mod overdragelse af krav på erstatning og kompensation (efter § 8,
stk. 3), herunder krav på forskud, før den er fastsat. Bestemmelsen forhindrer dermed ikke, at
ejendommen overdrages. Som nævnt ovenfor vil der blive stillet ændringsforslag til lovforslaget om,
at bestemmelsen udgår.
Det bemærkes endvidere, at en minkavler, der har ansøgt om fuldstændig erstatning og kompensation
for permanent nedlukning af sin minkvirksomhed, som vilkår for erstatningen og kompensationen
skal give staten ret til at bortskaffe stalde og bure og overdrage ejendomsretten til løsøre i
minkvirksomheden i henhold til den foreslåede § 8 a. Det samme gælder for følgeerhverv, som udlejer
stald- og burkapacitet og pelserier, som har været drevet i tilknytning til en minkvirksomhed. Det
betyder, at minkavlere m.v. ikke kan modtage erstatning og/eller kompensation, hvis de overdrager
ejendomsretten til de pågældende aktiver på en måde, der forhindrer, at staten opnår de forudsatte
rettigheder. Den faste ejendom (grund inkl. bygninger, herunder bolig) erhverver staten ikke ret til,
og den kan derfor frit overdrages med respekt af statens ret til at bortskaffe stalde og bure m.v. samt
overtage løsøre.
I forhold til følgeerhvervsvirksomheder er det efter den foreslåede § 8 b et vilkår for kompensationen,
at staten erhverver ejendomsret til den faste ejendom, løsøre, immaterielle rettigheder og alle øvrige
aktiver, som ejes af og blev anvendt i den minkrelaterede virksomhed, uanset graden af anvendelse i
den minkrelaterede virksomhed, og som der ydes kompensation for. Hvis den faste ejendom eller
løsøre overdrages til tredjemand forud for fastsættelsen af kompensationen, vil det have den
konsekvens, at kompensationen nedsættes med den nedgang i virksomhedens handelsværdi, som
overdragelsen medfører. Det bemærkes, at det fremgår af lovforslagets bemærkninger, afsnit 2.5.2,
13
at en følgeerhvervsvirksomhed kan frabede sig at modtage kompensation for visse aktiver, f.eks. en
bygning eller et andet udeleligt aktiv, som helt eller delvis har været anvendt til minkrelateret
produktion m.v., for dermed at beholde hele bygningen eller aktivet, og at dette ikke udelukker, at der
kan ydes fuldstændig kompensation for andre aktiver, herunder f.eks. inventar og andet løsøre, som
har været anvendt i den minkrelaterede virksomhed. Hvis den faste ejendom overdrages, og der skal
ydes fuldstændig kompensation for andre aktiver, som har været anvendt til minkrelaterede
produktion m.v., vil følgeerhvervsvirksomheden skulle sikre, at staten fortsat kan erhverve ret til disse
aktiver, som der ydes fuldstændig kompensation for.
Der er i øvrigt anledning til at præcisere, at de erstatningsberettigede minkavlere er de juridiske og
fysiske personer, som drev minkvirksomhed, da aflivningen af minkene skete som følge af COVID-19.
Det er altså ikke sådan, at krav på erstatning eller kompensation følger den faste ejendom. Hvis der
måtte være sket overdragelse af en minkfarm, vil udgangspunktet være, at det kun er den faste
ejendom, der er overdraget, og ikke også krav på erstatning eller kompensation. Om sidstnævnte krav
er medoverdraget vil bero på fortolkning af parternes overdragelsesaftale.
Fødevareministeriet bemærker, at der vil blive stillet ændringsforslag til lovforslaget om, at
bestemmelsen i § 8, stk. 8, udgår.
Landbrug & Fødevarer bemærker, at det i lovforslaget er angivet, at kravet på erstatning og
kompensation anses for indtrådt, når der foreligger en endelig afgørelse om erstatningens størrelse,
hvilket L&F imidlertid finder er et brud på det ifølge L&F klare udgangspunkt om, at der blev truffet en
ekspropriationsbeslutning med udmeldingen om nedlukning af erhvervet den 4. november 2020, og
L&F er derfor uforstående over for dette sene retserhvervelsestidspunkt. Ligeledes mener Dansk
Pelsdyravlerforening og Det Danske Minkerhverv principielt, at kravet indtrådte med udmeldingen om
nedlukning af erhvervet den 4. november 2020. Dansk Pelsdyravlerforening (DP) bemærker dog
samtidig, at det i givet fald betyder, at aftaler, der er indgået før den 4. november 2020 (og før
minklovens og lovændringens ikrafttræden), er ugyldige. DP mener således, at det er uklart, hvornår
”kravet er indtrådt”, og såfremt det er tanken, at man ønsker at sikre, at virksomhedsejere ikke
overdrager selve kravet på erstatning til tredjemand til underkurs, og der således er tale om en
beskyttelse af virksomhedsejere, der befinder sig i en sårbar situation, har foreningen forståelse for
reguleringen, men det bør i givet fald fremstå klarere, end det er tilfældet på nuværende tidspunkt. Det
Danske Minkerhverv finder ligeledes, at det bør præciseres, hvad der menes med ”endelig afgørelse”
med hensyn til, hvornår kravet er ”indtrådt”, og at det er uklart, hvad ”aftaler om sådanne overdragelser”
betyder. Herudover mener L&F, at det er uklart, hvordan man i praksis håndterer dispositioner, der
måtte være foretaget i den mellemliggende periode, som kan være ganske lang.
Fødevareministeriet bemærker, at det er frivilligt, om man ønsker at søge erstatning eller
kompensation. Det skal derfor være muligt, når den endelige erstatning eller kompensation kendes at
tage stilling til, om man ønsker at modtage denne på de vilkår, som gælder efter de foreslåede §§ 8 a-
8 c. I konsekvens heraf kan staten ikke erhverve ret efter de nævnte bestemmelser, før erstatning eller
kompensation er endeligt fastsat og accepteret af ansøgeren. Da krav på erstatning eller
kompensation vil være undergivet domstolsprøvelse, kan der blive tale om, at den endelige fastsættelse
sker ved dom.
Som nævnt ovenfor vil der blive stillet ændringsforslag til lovforslaget om, at bestemmelsen i § 8, stk.
8, udgår.
14
Udbetaling og fordeling mellem rettighedshavere
Finans Danmark (FIDA) bemærker, at der med lovforslaget lægges op til udbetaling af erstatning med
fravigelse af det normale princip om panthaversamtykke, hvilket stiller panthaverne væsentlig
anderledes end i en ekspropriationssituation, idet de afskæres fra at få sikkerhed for, at det endelige
beløb i erstatningen vil være tilstrækkeligt til at dække deres tilgodehavender. FIDA finder det er derfor
meget bekymrende, at der med lovforslaget åbnes op for den mulighed at foretage forskudsbetalinger
direkte til minkavlerne uden samtykke fra pant- og rettighedshavere. Dette bryder med væsentlige
retsprincipper, som banker og realkreditinstitutter baserer deres forretning på, og det rokker ved
sikkerheden bag institutternes udlån FIDA anfører, at der i selve lovforslaget skal tages udtrykkeligt
stilling til, hvordan det sikres, at panthaveres rettigheder respekteres i forbindelse med en forudbetaling
af erstatning, og at der skal indhentes samtykke fra pant- og rettighedshavere i forbindelse med, at
staten overtager virksomhedens aktiver, hvis aktiverne er pantsat.
FIDA anfører endvidere, at udgangspunktet må være, at pant- og rettighedshaveres del i erstatningen
opgøres efter en vurdering af, hvad virksomheden var værd før nedlukningen. Derfor skal de pantsatte
aktiver værdiansættes på samme måde i forbindelse med, at staten overtager aktiverne. Der henvises
til, at det fremgår af den politiske aftale af 25. januar 2021, at minkavlere og følgeerhverv skal have
erstatning på ekspropriationslignende vilkår, som vil være baseret på tidspunktet før nedlukningen. Det
vil sige, at man skal vurdere virksomheden før nedlukningen, når man værdiansætter de pantsatte
aktiver i forbindelse med, at staten overtager aktiverne.
FSR – danske revisorer har fuld forståelse for, at der arbejdes for en hurtig udbetaling af erstatning til
minkavlerne, men mener samtidigt, at det er væsentligt at sikre, at lovgivningen ikke bryder med
væsentlige panteretlige principper og dermed skaber usikkerhed om sikkerheden bag penge- og
realkreditinstitutternes udlån. FSR anfører, at om end lovforslaget forudsætter, at pant- og
rettighedshavere bliver kompenseret fuldt ud for forringelsen af pantets værdi, så afhænger
værdiudmålingen meget af, hvordan man vil opgøre det. FSR finder, at det bør overvejes at beskrive
principperne for værdiudmålingen nærmere i lovbemærkningerne, og det bør sikres, at der indhentes
samtykke fra pant- og rettighedshavere i forbindelse med statens erhvervelse af rettigheder. Endvidere
stiller FSR spørgsmål til, hvad konsekvensen er, hvis ikke der er enighed om, hvorvidt der er tale om
fuld kompensation til pant- og rettighedshavere.
Danske Advokater (DA) bemærker, at DA ikke på den korte tid, der har været til rådighed, har haft
mulighed for at foretage en vurdering af de reelle konsekvenser for de panthavere, der har ydet lån og
kredit til minkavlerne. DA peger dog på, at det bl.a. fremgår af lovforslagets bemærkninger, at staten
kan erhverve rettigheder til pantsatte aktiver uden at indhente samtykke fra pant- og rettighedshavere,
hvilket DA mener rejser det principielle spørgsmål om hvorvidt det i sig selv kan anses for ekspropriation
af fordringer, der tilhører pant- og rettighedshaverne.
Fødevareministeriet skal hertil bemærke, at det fremgår af afsnit 4 i den politiske aftale af 25. januar
2021, at minkavlerne står i en helt ekstraordinær situation og har behov for hurtigst muligt at få
vished om deres fremtidige økonomi. Aftalepartierne er på den baggrund enige om, at erstatnings- og
taksationskommissionerne skal nedsættes hurtigst muligt, og at der derfor skal afsættes de
nødvendige ressourcer til, at takseringerne hurtigst muligt kan afsluttes. Aftalepartierne er endvidere
enige om, at der i det omfang det er muligt skal etableres en standardberegning, som kan bruges til at
15
udbetale en del af den fremtidige erstatning som et acontobeløb, inden erstatnings- og
taksationskommissionen har behandlet sagen, og den samlede taksering er afsluttet. På den baggrund
har Fødevareministeriet foreslået, at der etableres en proces for udbetaling af forskud/acontobeløb,
der bl.a. tager højde for rettighedshavernes position. Det fremgår således af lovforslagets
bemærkninger, afsnit 2.4.2, at den foreslåede bemyndigelse i § 8, stk. 9, forudsættes anvendt til at
sikre, at pant- og rettighedshavere bliver kompenseret fuldt ud for forringelsen af pantets værdi, og
der lægges derfor med den foreslåede ordning ikke op til at fastsætte regler om, at der indhentes
samtykke fra pant- og rettighedshavere i forbindelse med statens erhvervelse af rettigheder.
På baggrund af høringssvarene har Fødevareministeriet genovervejet spørgsmålet om udbetaling af
forskud/acontobeløb uden samtykke fra eventuelle pant- og rettighedshavere, og Fødevareministeriet
finder det hensigtsmæssigt, at udbetaling af forskud gøres betinget af, at der på forhånd er indhentet
samtykke hertil hos eventuelle rettighedshavere. Der vil således blive stillet ændringsforslag til
lovforslaget herom.
Fødevareministeriet skal hertil bemærke, at Finans Danmark har tilkendegivet, at de vil bidrage til,
at de enkelte kreditinstitutter kan etablere en ordning med samtykke som en del af modellen for
acontobetaling, som sikrer hurtig udbetaling, og som betyder, at acontobetalingerne under respekt
for pant- og rettighedshavere i videst muligt omfang kan betyde, at minkavlerne sikres likviditet frem
til, taksationsforretningen er gennemført, og fuld og hel erstatning er udbetalt.
Fødevareministeriet er endvidere enig i, at det er tidspunktet før nedlukningen som følge af COVID-
19, der skal danne grundlag for værdiansættelse af rettigheder over de pantsatte aktiver, som staten
overtager, og der vil blive stillet ændringsforslag til lovforslaget med henblik på at præcisere dette.
Landbrug & Fødevarer finder, at en bemyndigelsesbestemmelse til at fastsætte nærmere regler om
udbetaling og fordeling er fornuftig med hensyn til at kunne etablere en fleksibel løsning med mulighed
for udbetaling af erstatning for de aktiver, hvor der ikke er panterettigheder at tage højde for.
Landbrug & Fødevarer foreslår desuden, at det også reguleres eksplicit, at der ikke kun kan anmodes
om et forskud på erstatning, men også løbende aconto udbetaling, f.eks. i den situation, hvor
sagsbehandlingen trækker ud, eller der i øvrigt er særlige forhold.
Fødevareministeriet bemærker, at det fremgår eksplicit af den politiske aftale om erstatning mv. til
minkavlerne og følgeerhverv berørt af COVID-19, at aftalepartierne er enige om, at der, i det omfang
det er muligt, skal etableres en standardberegning, som kan bruges til at udbetale en del af den
fremtidige erstatning som et a conto-beløb, inden erstatnings- og taksationskommissionen har
behandlet sagen, og den samlede taksering er afsluttet.
En sådan model for aconto-betaling af en del af nedlukningserstatningen til minkavlerne er under
udarbejdelse i Fødevareministeriet. En sådan model skal udarbejdes under hensyntagen til, at der ikke
udbetales for meget aconto i forhold til den endelige erstatning, som først vil blive opgjort ved de
særlige erstatnings- og taksationskommissioner, som skal oprettes.
Kommissionerne skal træffe afgørelse ud fra en konkret vurdering af hver minkvirksomhed eller
følgeerhvervsvirksomhed efter reglerne og principperne, der fastsættes i en kommende
16
erstatningsbekendtgørelse, og kommissionerne skal herved både tage stilling til, hvilke aktiver,
omkostninger mv., der skal erstattes mv., og fastsætte erstatningens eller kompensationens størrelse.
Det er således ikke muligt på nuværende tidspunkt at foretage en individuel vurdering af
erstatningens omfang til konkrete minkvirksomheder og følgeerhvervsvirksomheder. Der er således
begrænsninger i forhold til ovennævnte aconto-model.
Fødevareministeriet bemærker herudover, at der er en række udbetalingsspor til minkavlerne, som
bl.a. omfatter honorar for aflivning af mink, tempo-bonus, forskud på skinderstatning, endelig
skinderstatning, driftstabserstatning, lukkeomkostninger, forskud på nedlukningserstatning og
endelig nedlukningserstatning. De udbetalingsspor, som ikke er startet op endnu, kan først startes op,
når der er udstedt nærmere regler om ordningerne, og disse regler afhænger bl.a. af lovforslag om
ændring af lov om aflivning og midlertidigt forbud mod hold af mink.
Der er udarbejdet en oversigt over målsætninger for udbetalingerne, som er sendt over til Folketingets
Miljø- og Fødevareudvalg den 5. marts 2021 (MOF alm. del spørgsmål 934).
Statens overtagelse af erstattede og kompenserede aktiver
I relation til lovforslagets bestemmelser om statens overtagelse af aktiver anfører Dansk
Pelsdyravlerforening og Det Danske minkerhverv, at der ikke er tale om overtagelse af aktiver, men
overtagelse af virksomheder, og at det er en fejl at koble erstatningen op på værdien af aktiverne, i stedet
for værdien af virksomheden og den mistede fremtidige indtjeningsevne. Foreningerne henviser i den
forbindelse til, den politiske aftale af 25. januar 2021, hvoraf det bl.a. fremgår, at minkavlere skal opnå
fuld erstatning for tabet af deres minkvirksomhed, og at erstatningen til følgeerhverv fastlægges ved en
vurdering af virksomhedens værdi i såkaldt ”handel og vandel”. DP anfører, at virksomhederne således
skal have erstatning for den mistede fremtidige indtjeningsevne, og at staten til gengæld overtager og
bortskaffer de minkspecifikke aktiver, således at det sikres, at aktiverne ikke kan anvendes til
minkrelaterede aktiviteter igen.
Dansk Pelsdyravlerforening lægger til grund, at der med ”minkspecifikke aktiver”, som nævnt i den
politiske aftale af 25. januar 2021, menes aktiver, der alene anvendes til ”minkvirksomheden”, uanset
om der er tale om en minkavler (besætningsejer) eller følgeerhverv, og bemærker, at staten ifølge
lovforslaget ikke alene overtager minkspecifikke aktiver, men også aktiver, som der er blevet anvendt til
andre formål (”fællesaktiver”). Det Danske Minkerhverv anfører desuden, at det må være en strukturel
misforståelse i lovforslaget, at der lægges op til, at staten overtager alle aktiver ”uanset graden af
anvendelse i den minkrelaterede virksomhed”, jf. det foreslåede § 8 b, stk. 1, i lovforslaget. Selvom § 8 b
specifikt nævner følgeerhverv, som ikke er udlejning af staldkapacitet eller pelseri, formoder foreningen,
at det gælder hele minkbranchen.
Som eksempel på ”fællesaktiver” nævner foreningerne en landbrugsmaskine, der er også er blevet
anvendt til anden landbrugsdrift end minkproduktion, og (for så vidt angår følgeerhverv) en fast
ejendom, hvorfra der også drives en virksomhed, der ikke er minkrelateret. DP og Dansk Minkerhverv
mener, at staten ikke skal overtage ”fællesaktiver” eller ”andre aktiver” ejet af virksomhedsejeren, der
kun delvist har været anvendt til ”minkarbejdet”, idet virksomhedsejeren fortsat skal kunne anvende
disse aktiver til driften af øvrig virksomhed, og at virksomhedsejeren således skal kunne beholde disse,
uden at det får nogen betydning for erstatningens størrelse. Foreningerne anfører, at virksomhedsejeren
17
ellers vil skulle bruge penge på at erhverve de samme aktiver en gang til eller miste yderligere omsætning
og indtjening.
Landbrug & Fødevarer anfører, at med hensyn til selve erstatningsopgørelsen er tabet af den fremtidige
indtjening den afgørende, hvilket med fordel kunne fremhæves i lovforslaget. L&F anfører, at der
givetvis vil være en række grænsetilfælde, hvor den rigtige tilgang må være, at der tages hensyn til den
virksomhedens ønsker og værdispildsbetragtninger, men L&F savner en markant mere fleksibel
regulering, der fanger de situationer, der ikke eksemplificeres direkte. For eksempel kan minkavlere kan
have anvendt løsøre til øvrige formål i deres bedrifter, ligesom følgevirksomheder f.eks. kan have
immaterielle aktiver som bærende grundlag, også i den fortsættende virksomhed efter en omstilling.
L&F mener, at disse fællesaktiver bør udgå af statens erhvervelse (og nedrivning) trods betaling af
erstatning for det minkrelaterede tab, eftersom disse aktiver er nødvendige for opretholdelse af
virksomheden øvrige fremtidige indtjening, da virksomhedens øvrige indtjening ellers også vil blive
negativt påvirket. Formålet hermed er at hindre unødigt værdispild og yderligere negative konsekvenser
for virksomheden, hvis løsøre forsat skal anvendes til andre formål end minkerhverv.
Dansk Pelsdyravlerforening har noteret, at det er tanken, at virksomhedsejerne kan ”frikøbe”
fællesaktiver, hvis de gerne vil beholde dem, og anfører, at ikke giver mening at tale om ”frikøb” af
fællesaktiver, som der ikke er betalt fuld erstatning for, da konsekvensen er, at virksomhedsejeren får
mindre end fuld erstatning. Det Danske Minkerhverv anfører, at såfremt det er hensigten, at
virksomhedsejeren skal betale for at bevare fælles aktiver, så vil det være interessant at vide, hvorledes
dette skal fastsættes. Det Danske Minkerhverv anfører, at man ikke fastsætter handelsværdien af en
erhvervsvirksomhed ved at vurdere værdien af enkeltaktiver, og spørgsmålet er derfor, hvordan det vil
påvirke værdien af erhvervsvirksomheden, hvis virksomhedsejeren f.eks. gerne vil beholde it-systemet,
fordi det skal bruges til virksomhedens øvrige drift. Det Danske Minkerhverv mener ikke, at lovforslaget
hænger sammen, og at det vil fungere i praksis, for selv hvis værdien for disse aktiver kunne fastsættes,
så ville det medføre, at virksomhedsejeren får mindre end fuldstændig erstatning. Hvis en
virksomhedsejer med en sådan ”blandet virksomhed” afstår den del af virksomheden, der er relateret til
dansk minkavl, er det naturligvis kun de minkspecifikke aktiver, der skal overtages af staten, men der
skal betales fuldstændig erstatning for virksomhedsejerens økonomiske tab, og virksomhedsejeren skal
naturligvis ikke betale et vederlag til staten for at beholde fællesaktiver.
Det Danske Minkerhverv peger desuden på, at der er et stort behov for, at minkbranchen snarest muligt
får retningslinjer for, hvorledes branchen kan disponere indtil mødet med erstatnings- og
taksationskommissionen. Det er f.eks. uklart, om lejemål, der er anvendt til ”minkaktiviteten”, kan
opsiges, om aktiver kan sælges, og hvor meget virksomhederne kan afvikles, opbrydes og sælges uden at
dette leder til, at grundlaget for (den mistede) fremtidige indtjening ikke længere er til stede på
tidspunktet for mødet med erstatnings- og taksationskommissionen.
Dansk Pelsdyravlerforening mener endvidere, at der bør være mulighed for, at virksomhedsejeren kan
”frikøbe” minkspecifikke aktiver, altså aktiver som kun er blevet anvendt til ”minkvirksomheden”, og
som staten derfor skal overtage med henblik på at sikre, at aktiverne ikke anvendes til minkrelaterede
aktiviteter igen. Som eksempel nævner foreningen en minkhal, som virksomhedsejeren gerne vil bruge
til noget andet, f.eks. lagerhal. Det er ifølge foreningen samfundsmæssigt værdispild at nedrive sådanne
bygninger, og foreningen foreslår derfor, at virksomhedsejeren får mulighed for at ”frikøbe” aktivet, og
at vederlaget fastsættes af erstatnings- og taksationskommissionen ud fra en konkret vurdering af
18
aktivets værdi på tidspunktet for mødet med kommissionen. Hvis staten gerne vil undgå, at aktivet
anvendes til minkavl igen – en efter foreningens opfattelse helt hypotetisk situation – kan det f.eks. ske
ved tinglysning af deklaration med forbud mod minkhallens anvendelse til minkavl.
Den Danske Dyrelægeforening (DDD) fremhæver, at det foreslåede § 8 b behandler aktiver i form af fast
ejendom, løsøre og immaterielle rettigheder. Det er DDD’s indtryk, at der her tænkes på bl.a. patenter,
og DDD anfører, at goodwill for dyrlægebranchen er et væsentligt immaterielt aktiv, men at tabt
omsætning for konsulentydelser i liberalt erhverv ikke behandles eksplicit i lovforslaget. DDD finder det
således væsentligt at få præciseret, at der kan være tale om væsentlige driftstab også i virksomheder
uden væsentlige fysiske aktiver.
Fødevareministeriet bemærker, at hensigten med lovforslagets § 8 a er, at der skal etableres en
ordning, som sikrer, at brugen af de aktiver, der fuldt ud erstattes eller kompenseres, ikke senere kan
genoptages, og som samtidig er i overensstemmelse med gældende regler om udskillelse af en
eksisterende bygning fra grunden. Ordningen vil overordnet indebære, at det for minkavl, opdræt af
mink med henblik på videresalg af levende dyr, pelseri, som har været drevet i tilknytning til en
minkvirksomhed, eller udlejning af stald- og burkapacitet er et vilkår for erstatningen eller
kompensationen, at der skal ske nedrivning og bortfjernelse af de bygninger med tilhørende
bygningsinstallationer, der er blevet erstattet eller kompenseret. Det vil således være et vilkår for
erstatning eller kompensation for aktiver i form af fast ejendom, at minkavleren m.v. accepterer, at
staten bortskaffer og nedriver bygninger, bure og andre aktiver omfattet af den faste ejendom, der er
blevet fuldstændigt erstattet eller kompenseret. Herudover fremgår af bestemmelsen, at det et vilkår
for erstatning eller kompensation, at staten erhverver ejendomsret til de erstattede eller kompenserede
løsøregenstande, herunder driftsmateriel og driftsinventar, immaterielle rettigheder og alle øvrige
aktiver. Af den foreslåede § 8 b fremgår, at det for så vidt angår følgeerhverv, der ikke er et pelseri,
som har været drevet i tilknytning til en minkvirksomhed, eller udlejning af stald- og burkapacitet vil
det være et vilkår for kompensationen, at staten erhverver ejendomsret til fast ejendom, løsøre,
immaterielle rettigheder og alle øvrige aktiver, som ejes af og blev anvendt i den minkrelaterede
virksomhed, uanset graden af anvendelse i den minkrelaterede virksomhed, og som der ydes
kompensation for. Dog kan sådan vilkår ikke omfatte fast ejendom, hvorpå der er en ejerbolig,
medmindre ejeren fremsætter begæring herom.
I medfør af såvel det foreslåede § 8 a, stk. 4, og § 8 b, stk. 3, kan ministeren for fødevarer, landbrug og
fiskeri fastsætte regler om, at visse aktiver, herunder efter anmodning fra den enkelte minkavler eller
følgeerhvervsvirksomhed, ikke overtages og dermed heller ikke erstattes eller kompenseres.
Bemyndigelsen skal sikre en vis fleksibilitet med hensyn til, at visse aktiver kan beholdes af
virksomheden, men værdien af aktivet indgår således ikke i den samlede værdiansættelse af
virksomheden, herunder virksomhedens aktiver. Bemyndigelsen vil f.eks. kunne udnyttes til at
fastsætte regler om, at løsøregenstande, der har haft begrænset anvendelse i en minkvirksomhed eller
minkrelateret virksomhed, ikke overtages og erstattes. Der er ikke tale om, at staten overtager aktiver,
som kun delvist erstattes eller kompenseres. Det er hele aktiver mod fuldstændig erstatning eller
fuldstændig kompensation for aktivets værdi.
For følgeerhvervsvirksomheder, som har aktiver, f.eks. bygninger, som har "dual use", dvs. hvor kun
en del af aktivet er minkrelateret, og hvor aktivet ikke kan deles, har virksomheden mulighed for at
frasige sig kompensation for aktivet og således også beholde aktivet. Staten betaler ikke kompensation
19
for aktiver, som forbliver ejet af virksomheden. Ønsker virksomheden kompensation for aktiver, f.eks.
bygninger, som har "dual use", dvs. hvor kun en del af aktivet er minkrelateret, og hvor aktivet ikke
kan deles, yder staten fuldstændig kompensation for hele aktivet og overtager ejerskabet af hele
aktivet.
Fødevareministeriet bemærker i øvrigt, at det er fastlagt i aftalen, at kompensationsberettigede
følgeerhvervsvirksomheder skal have kompensationen udmålt efter princippet om værdien i "handel
og vandel". I værdiansættelsen efter "handel og vandel" indgår bl.a. en vurdering af fremtidige
indtjeningsmuligheder. Det vil være de særlige erstatnings- og taksationskommissioner, som skal
forestå værdiansættelsen.
Fødevareministeriet bemærker endvidere, at minkvirksomheder, der har haft minkproduktion i 2020,
og som vælger at nedlukke deres minkvirksomhed permanent, kan søge fuldstændig erstatning og
kompensation udmålt efter den såkaldte DCF-model, hvor minkavleren modtager erstatning og
kompensation for såvel tab af fremtidig indtjening og restværdi af kapitalapparatet. Det fremgår af
bemærkningerne til det fremsatte lovforslag, at minkvirksomheder, der vælger erstatning opgjort på
grundlag af DCF-modellen, som fastlagt i den politiske aftale, ikke kan fravælge aktiver, som er
omfattet af denne model. Det skyldes, at en del af erstatningen for de minkrelaterede aktiver i DCF-
modellen beregnes som tabt fremtidig indtjening. Aktiver, der har været anvendt med over 50 pct. til
minkproduktionen, vurderes derfor at skulle indgå i DCF-modellen. Det fremgår således af
bemærkningerne til lovforslaget, at bemyndigelsen i det foreslåede § 8 a, stk. 4, ikke kan anvendes til
at fastsætte regler om, at sådanne aktiver kan fravælges, hvormed disse ikke erstattes og overtages af
staten.
I lyset af de indkomne høringssvar og ud fra betragtninger om at undgå værdispild med hensyn til at
nedrive bygninger som f.eks. en lade, der kan anvendes til andre formål end minkproduktion, finder
Fødevareministeriet, at der bør stilles ændringsforslag til lovforslaget om at ændre bemyndigelsen i
det foreslåede § 8, stk. 4, således at der også vil kunne fastsættes regler om, at visse aktiver, der indgår
i DCF-modellen, f.eks. en lade eller løsøre, der har haft ”dual use”, efter anmodning fra minkavleren
kan ”frikøbes” til markedspris, efter udmålingen af erstatningen efter DCF-modellen er foretaget.
Det skal desuden bemærkes, at minkvirksomheder kan vælge at få opgjort erstatningen efter
princippet om værdien i "handel og vandel", herunder minkvirksomheder, der ikke haft
minkproduktion i 2020, men i 2018 og/eller 2019. Bemyndigelsen i det foreslåede § 8 a, stk. 4, vil
derfor kunne anvendes til at fastsætte regler om, at visse aktiver, som indgår i disse minkvirksomheder
efter anmodning ikke overtages og dermed heller ikke erstattes og kompenseres, hvormed
virksomheden kan beholde aktivet.
Landbrug & Fødevarer opfordrer til, at der med lovforslaget indsættes mulighed for ekstension i de
tilfælde, hvor statens overtagelse af aktiver har en sådan påvirkning på ejendommens restværdi eller
fortsatte udnyttelsesmuligheder, at ejendommen ikke kan udnyttes på en hensigtsmæssig måde.
Dansk Pelsdyravlerforening anfører ligeledes, at lovforslaget bør være mere fleksibelt, så der bliver
mulighed for, at fuld overtagelse af ejendommen, hvis det ikke giver mening for lodsejerne at sidde
tilbage med en mindre restejendom, der ikke fungerer alene. Der kan f.eks. også være situationer, hvor
den berørte virksomhedsejer bor på den ejendom, hvor minkaktiviteten har foregået, og som måske
20
gerne vil væk fra området, når deres minkvirksomhed er forsvundet. DP mener, at lovforslaget generelt
bærer præg af, at staten har meget stor frihed til at vælge det, der skal overtages og betale erstatning
efter de principper, der er mest hensigtsmæssige for staten, samtidig med, at staten i øvrigt ikke
overtager passiver, herunder gældsforpligtelser, af nogen art vedrørende virksomheden, og at det er
således op til virksomhedsejeren at få aftaleforhold afsluttet og selskabet lukket.
Det Danske Minkerhverv bemærker ligeledes, at foreningen har forstået den politiske aftalen således, at
staten ikke overtager passiver, herunder gældsforpligtelser, af nogen art vedrørende virksomheden, og
at det således overlades til virksomhedsejeren at få selskabet lukket (eller drevet videre med mindre
aktivitet) og aftaleforhold afsluttet. Det Danske Minkerhverv går ud fra, at dette inddrages ved
vurderingen af erstatningen, at virksomhedsejeren står tilbage med denne ”lukkeopgave”, som kan være
meget bekostelig.
Fødevareministeriet bemærker, at det følger af den politiske aftale, at der skal ydes fuldstændig
erstatning og kompensation for minkrelateret virksomhed og aktiver. Det er således ikke en del af
aftalen, at staten skal yde erstatning for aktiver mv., som ikke er en del af den minkrelateret
virksomhed. Baggrunden herfor er bl.a. hensynet til, at mange danske virksomheder er påvirket
negativt af COVID-19 situation generelt.
Fødevareministeriet bemærker, at det fremgår af den foreslåede § 8 b, stk. 1, at det for følgeerhverv,
som ikke driver udlejning af stald- og burkapacitet eller pelseri, der har været drevet i tilknytning til
en minkvirksomhed, er et vilkår for kompensationen, at staten ved fastsættelsen af kompensation
erhverver ejendomsret til den faste ejendom, løsøre, immaterielle rettigheder og alle øvrige aktiver,
som ejes af og blev anvendt i den minkrelaterede virksomhed, uanset graden af anvendelse i den
minkrelaterede virksomhed, og som der ydes kompensation for. Efter den forslåede § 8 b, stk. 3, 2.
pkt., kan der fastsættes regler om, at visse aktiver som nævnt i stk. 1, herunder efter anmodning fra
følgeerhvervsvirksomheden, ikke overtages og dermed heller ikke kompenseres.
Udgangspunktet er således, at følgeerhvervsvirksomheder, der ejer aktiver, f.eks. bygninger (fast
ejendom), som har haft "dual use", dvs. hvor kun en del af aktivet er anvendt til minkrelateret
virksomhed, og hvor aktivet ikke kan deles, vil modtage fuldstændig kompensation for hele aktivet
mod at staten overtager ejerskabet af hele aktivet. Det gælder dog ikke i de tilfælde, hvor
følgeerhvervsvirksomheden frabeder sig fuldstændig kompensation for nogen del af aktivet og dermed
beholder dette selv.
Fødevareministeriet skal endvidere bemærke, at det fremgår af den politisk aftale, at følgeerhverv for
at være kompensationsberettigede bl.a. skal opfylde et kriterie om, at virksomhedens produktion ikke
umiddelbart kan omlægges til anden aktivitet. Ved vurderingen af, om produktionen kan omlægges
til anden aktivitet, vil det bl.a. skulle vurderes om omstilling er mulig, hvad omkostningerne er ved en
omstilling, og om dette står i et rimeligt forhold til indtjeningspotentialet ved en ny type aktivitet. Det
fremgår endvidere af den politiske aftale, at der ydes kompensation for den andel af virksomheden,
der er relateret til dansk minkavl. Spørgsmålet om, hvorvidt der skal fastsættes regler om muligheden
for at kompensere ikke-minkrelaterede aktiver i særlige tilfælde, vil derfor være et spørgsmål, som vil
skulle drøftes med aftalepartierne.
21
Det skal samtidig bemærkes, at det er Fødevarevareministeriet vurdering, at der allerede er hjemmel
i den gældende lovs § 8, stk. 3, til at fastsætte regler om, at der kan ydes kompensation for ikke
minkrelaterede aktiver, såfremt der er tale om særlige tilfælde, hvor den tilbageblivende del af
følgeerhvervsvirksomheden/ejendommen, herunder de ikke minkrelaterede aktiver (restværdien af
virksomheden/ejendommen), bliver så lille eller af en sådan beskaffenhed, at den ikke kan udnyttes på
fornuftig måde. Der vil dog blive fremsat et ændringsforslag om at indføre en bestemmelse, der bl.a.
skaber hjemmel til, at staten også overtager ejendomsretten til ikke-minkrelaterede aktiver, såfremt
disse kompenseres i sådanne særlige tilfælde som nævnt ovenfor.
For minkavlere betyder erstatningsordningen i den politiske aftale, at værdiansættelsen af
minkvirksomheden er eksklusiv jord. Det er således ikke hensigten, at staten skal overtage hele
minkavlernes faste ejendom inklusiv jord og bolig mv. Da udgangspunktet for erstatningsordningen
er, at det ikke er muligt for minkavlerne at omlægge minkvirksomheden og anvende stalde m.v. til
andet formål, indebærer erstatningsordningen, at der skal ske nedrivning og bortfjernelse af
produktionsanlæg m.v., der er blevet erstattet.
Fødevareministeriet bemærker desuden, at det ikke er hensigten, at staten skal overtage minkavlernes
og følgeerhvervsvirksomhedernes gæld. Virksomhedernes gældsforpligtelser må derfor skulle betales
ud af den erstatning og kompensation, der udmåles til virksomhederne.
Endelig bemærker Fødevareministeriet, at det følger af den politiske aftale, at aftalepartierne er enige
om, at alle minkavlere, der vælger at lukke bedriften, kan modtage et engangsbeløb på 80.000 kr.
Beløbet vil gøre det muligt for avleren at dække diverse engangsomkostninger i forbindelse med
nedlukningen. Det fremgår ikke af aftalen, at der ydes et lignende engangsbeløb til
følgeerhvervsvirksomheder.
Tidspunkt for erhvervelse af adkomst m.v.
Dansk Pelsdyravlerforening finder generelt, at der er behov for en konkret fastsættelse af tidspunktet
for erhvervelse af adkomst m.v., og foreningen er ikke enig i beskrivelsen i lovforslaget, hvor det fremgår,
at statens ret stiftes ved den endelige fastsættelse af erstatningen eller kompensationen, dvs. når der
enten indgås forlig/aftale om erstatnings- eller kompensationsbeløbets størrelse eller træffes endelig
afgørelse, herunder ved endelig dom. DP mener, at man i højere grad skal lade sig inspirere af den
almindelige ekspropriationsproces, hvor staten får adkomst, når ekspropriationskommissionen træffer
beslutning om ekspropriation, hvorefter adkomst kan tinglyses, rettigheder ophæves m.v., mens der
typisk fastsættes typisk et senere overtagelsestidspunkt, hvor staten overtager ejendommen.
Det Danske Minkerhverv foreslår, at staten får adkomst til aktiverne den dag, hvor erstatnings- og
taksationskommissionen afholder mødet med den enkelte minkvirksomhed (”besøgsdagen”), og træffer
beslutning om overtagelse af aktiverne. Det vil i så fald være den dag, at statens adkomst kan tinglyses
og rettigheder ophæves, og der kan efter aftale med virksomhedsejeren fastsættes et senere
overtagelsestidspunkt, hvor staten tager aktiverne ”i besiddelse”. Det Danske Minkerhverv foreslår
endvidere, at erstatningen forrentes fra den dag (”besøgsdagen”), hvor staten får adkomst, ligesom
staten fra den dag kan få eventuelle indtægter af aktiver, fx lejeindtægter fra fast ejendom.
22
Det Danske Minkerhverv og Dansk Pelsdyravlerforening mener desuden ikke, at det skal have nogen
betydning for ejendomsrettens overgang eller udbetalingen af erstatningen, at der eventuelt er anlagt en
retssag, dog nævner Det Danske Minkerhverv det er naturligvis vigtigt, at der ikke destrueres aktiver,
hvis der verserer en retssag om erstatningen. Foreningerne mener således, den del af erstatningen, der
ikke er udbetalt a conto, skal udbetales, når den er endeligt fastsat enten når i) der er indgået forlig, ii)
et skriftligt erstatningsforslag er tiltrådt af begge parter, iii) erstatnings- og taksationskommissionen har
afsagt en kendelse, som ikke rettidigt er indbragt for en eventuel overerstatnings- og
taksationskommission, eller iv) en eventuel overerstatnings- og taksationskommission har afsagt en
kendelse.
Landbrug & Fødevarer anfører, at det tidsmæssige aspekt bør tages med i betragtning i forhold til aktiver
- både fsva. bygninger og løsøre - så bygninger ikke nedrives, eller løsøre overdrages, før der er opnået
enighed ved taksation eller domstolsprøvelse, og anfører, at værdispildbetragtninger også her er vigtige
at have for øje.
Fødevareministeriet henviser til bemærkningerne ovenfor om overdragelse af krav på erstatning
og kompensation. Endvidere bemærkes, at det vil være minkavleren eller
følgeerhvervsvirksomheder, der oppebærer eventuelle indtægter i perioden frem til statens
erhvervelse af ret over de erstattede eller kompenserede aktiver.
Det er ikke en del af den politiske aftale, at der skal ske forrentning af erstatning og kompensation
forud for den endelige fastsættelse af denne.
I lyset af de indkomne høringssvar, herunder spørgsmålet om tidspunktet for erhvervelse af
adkomst m.v., finder Fødevareministeriet det hensigtsmæssigt, at der foreslås indført en
bestemmelse i minkloven, der bemyndiger ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri til at
kunne fastsætte regler om statens betaling af renter af krav på erstatning og kompensation,
herunder om hvordan og fra hvornår renten skal beregnes. Der vil således blive stillet et
ændringsforslag til lovforslaget herom. Det skal hertil bemærkes, at udmøntning af en sådan
bestemmelse, i givet fald vil skulle drøftes nærmere med partierne bag den politiske aftale.
Nedrivning af produktionsanlæg m.v.
Landbrug & Fødevarer og Dansk Pelsdyravlerforening fremhæver, at det klare udgangspunkt i
forbindelse med nedrivningsarbejdet er, at der skal ske en fuldstændig retablering af det berørte areal,
således at arealet efterfølgende kan anvendes til landbrugsdrift eller anden aktivitet uden afholdelse af
omkostninger til at færdiggøre statens forpligtelser. Dette indebærer ifølge L&F og DP, at alt, der er
minkrelateret, skal fjernes og bortskaffes, uanset om det er beliggende over, på eller under terræn, at
grus, sand m.v., der er indgået i opbygningen af minkfarmen med interne køreveje m.v., skal opgraves
og bortskaffes, og at det berørte areal derefter planeres, og der udlægges et hensigtsmæssigt lag råjord
og muldjord. L&F mener endvidere, at det også bør fremgå af bemærkningerne i lovforslaget, hvordan
man håndterer de situationer, hvor nedrivning ikke er mulig uden skade på tilknyttet bygningsmasse.
Landbrug & Fødevarer bemærker, at staten i relation til fast ejendom ikke overtager det matrikulære
areal, som derfor fortsat tilhører den eksproprierede, og da der ikke gennemføres en juridisk
arealafståelse, skal arbejde udført på den pågældende ejendom derfor ske med respekt for den
tilbageværende virksomhed, bedrift og/eller bolig. Landbrug & Fødevarer anfører, at der ved
23
nedrivningen og bortskaffelsen af materiel bør reguleres en pligt til at drage omsorg for en ryddelig
ejendom med mindst mulig synlige spor, sikring af, at adgangsveje kan benyttes, ligesom evt.
strukturskade og andet i forbindelse med den midlertidige arbejdsplads også skal erstattes i henhold til
gældende praksis.
Dansk Pelsdyravlerforening og Landbrug& Fødevarer bemærker, at lovforslaget indeholder flere
bestemmelser om virksomhedsejerens pligt til at give adgang til ejendommen, friholde adgangsveje og
rydde op på ejendommen før nedrivningen, og efter L&F’s opfattelse mangler lovforslaget at tillægge
den eksproprierede rettigheder også i forbindelse med den praktiske gennemførelse af statens
erhvervelser, herunder er det ikke er fremhævet, at øvrige sikkerhedsforskrifter skal iagttages, også fra
statens side.
Dansk Pelsdyravlerforening opfordrer til, at nedrivning og bortskaffelse sker i tæt samarbejde med de
virksomhedsejere, der er dybt berørt af situationen, og DP mener, at det bør være en mulighed, at
virksomhedsejere, der selv ønsker det, kan forestå nedrivningen, og at virksomhedsejeren herved også
får nedrivningsomkostningerne betalt. DP anfører endvidere, at det, hvor virksomhedsejere ikke selv
ønsker at gennemføre nedrivningen, skal sikres, at virksomhedsejerne får en fast kontaktperson, som
kan følge nedrivningen og håndtere eventuelle problemstillinger undervejs, så en vigtig dialog ikke skal
føres gennem tilfældige håndværkere. Herudover skalvirksomhedsejeren naturligvis varsles om
håndværkernes adgang til ejendommen, ligesom virksomhedsejeren skal vide, hvem der får adgang til
ejendommen.
Det er Landbrug & Fødevarers opfattelse, at det bør være en pligt for staten at sikre, at gennemførelsen
af arbejdet planlægges og gennemføres i nærmere dialog med den eksproprierede med henblik på
mindst mulig gene for den resterende del af ejendommen, f.eks. kan det være relevant med særlig
asbestafdækning eller andre forholdsregler for at beskytte tilhørende bygningsmasse og ejere, og det
anføres, at orientering skal være en pligt ikke et udgangspunkt, hvor L&F henviser til , at det fremgår af
lovforslagets bemærkninger, at ejeren som udgangspunkt skal orienteres i behørig tid inden arbejdets
udførelse.
Dansk Pelsdyravlerforening mener desuden, at der skal fastsættes en frist for arbejdets udførelse, idet
det ikke er rimeligt, hvis virksomhedsejeren skal vente i længere tid på statens fjernelse af bygninger
m.v., og DF finder, at der skal være sanktioner, hvis tidsfristen ikke overholdes, f.eks. afkortning af den
anvendte tidsperiode i tilbagediskonteringsberegningen på den pågældende erstatningssag.
Danske Advokater bemærker, at det anses som værende uhensigtsmæssigt, såfremt loven fortolkes
således, at det alene er offentlige myndigheder, der må medvirke til nedrivning af produktionsanlæg.
Danske Advokater anfører i den forbindelse, at private virksomheder, herunder de minkavlere som har
haft deres daglige gang på netop produktionsanlægget, kan have en særlig viden om
produktionsapparatet/branchen, der indebærer, at netop de vil være nærmest til at sikre, at
produktionsanlægget nedtages korrekt. Herudover anfører Danske Advokater, at der også er et ganske
almindeligt konkurrenceretligt aspekt at tage hensyn til, og at det på den baggrund bør præciseres i
lovforslaget, at også private kan medvirke til processen under forudsætning af, at der kan opnås enighed
herom, og under forudsætning af, at sædvanlige regler om udbud m.v. overholdes.
24
Fødevareministeriet bemærker, at det fremgår af den politiske aftale af 25. januar 2021, at staten vil
have ansvaret for at dække udgifter forbundet med nedrivning af produktionsanlæg mv. Det fremgår
af den foreslåede bestemmelse i § 8 a, stk. 2, at staten ved erstatning eller kompensation for fast
ejendom erhverver ret til bortskaffelse af bygninger, bygningsinstallationer m.v., der er en del af den
faste ejendom, og at retten til bortskaffelse omfatter ret til nedrivning og fjernelse af bygninger m.v.
samt ejendomsret til de bortskaffede aktiver. Det fremgår endvidere, at staten afholder udgifterne til
nedrivning og fjernelse af bygninger m.v., og at staten ikke afholder andre omkostninger, herunder
omkostninger til anden oprydning eller forureningsbekæmpelse. Det fremgår af lovforslagets
bemærkningerne, afsnit 2.5.2, at ejendomsretten til den faste ejendom således forbliver hos
erstatningsmodtageren, der imidlertid skal acceptere, at staten får ret til at nedrive bygninger med
tilhørende bygningsinstallationer m.v., herunder installationer såsom rørføring m.v. under jorden, og
at staten kan bortfjerne det herved fremkomne bygningsaffald. Nedrivning og bortfjernelse sker for
statens regning, og staten skal i den forbindelse sørge for, at det pågældende areal efterlades rydeligt
uden huller og jordbunker. Anden oprydning og reetablering af grundarealer under og ved bygninger
m.v. omfattet af bortskaffelsesretten, herunder håndtering af eventuel forurening, forbliver et
anliggende for grundejeren.
Fødevareministeriet bemærker, at der med anden oprydning bl.a. forstås fjernelse af affald og skrot,
der ikke er relateret til nedrivningsarbejdet eller den minkrelaterede del af virksomheden i øvrigt. Med
anden reetablering af grundarealer under og ved bygninger m.v. omfattet af bortskaffelsesretten
tænkes særligt på forureningsbekæmpelse. Opgaven med nedrivning og fjernelse af bygninger og
installationer m.v., herunder bortskaffelse af bygningsaffald m.v., vil således omfatte oprydning og
reetablering, der relaterer sig til det nedrevne produktionsanlæg, såsom fjernelse af fundamentet,
herunder grus og sand mv., og hvad der sædvanligvis følger med en sådan opgave med at rydde og
reetablere arealer i form af planering af areal og f.eks. udlægning af råjord eller muldjord.
I relation til den praktiske udførelse af opgaver med nedrivning af bygninger m.v. og bortskaffelse af
affald skal gældende regler for udførelse af sådant arbejde naturligvis overholdes, herunder
miljøregler (miljøscreening, håndtering og bortskaffelse af farlige stoffer mv.) og arbejdsmiljøregler,
herunder sikkerhedsforskrifter mv., ligesom der naturligvis vil være krav på udbedring eller
erstatning, hvis der som led i udførelsen af nedrivningsarbejdet sker anden skade på ejendommen.
Med hensyn til minkavlernes egen involvering i arbejdet med nedrivning af produktionsbygninger
mv., er det Fødevareministeriets opfattelse, at der under forhandlingerne er af den politiske aftale er
taget stilling til spørgsmålet, og at denne mulighed blev afvist. Begrundelsen er bl.a., at der er en række
miljø- og arbejdsmiljøregler, som skal overholdes. Arbejdet med nedrivning af produktionsbygninger
mv. planlægges af Transportministeriet og vil skulle ske via udbud.
Det fremgår endvidere af lovforslagets bemærkninger, afsnit 2.5.2, at staten skal sørge for nedrivning
af stalde og bygninger eller anden bortskaffelse eller flytning af erhvervede aktiver inden for en
rimelig frist fra erstatningens eller kompensationens endelige fastsættelse, og at det i den forbindelse
skal sikres, at ejer af ejendommen som udgangspunkt orienteres i behørig tid forud for påbegyndelse
af nedrivningsarbejde m.v. Fødevareministeriet skal understrege, at ejer af ejendommen naturligvis
skal orienteres forud for påbegyndelse nedrivningsarbejde, og som udgangspunkt skal orienteringen
ske i behørig tid. Dette gælder også i forhold til anden aktivitet i forbindelse med statens erhvervelse
af aktiver, der ikke vedrører nedrivning af bygninger m.v.
25
Eventuel nedsættelse eller bortfald af ret til erstatning og kompensation
Dansk Pelsdyravlerforening fremfører, at beskrivelsen i lovforslagets bemærkninger om, hvorledes der
kan fastsættes regler om nedsættelse og bortfald af erstatning, hvis frister overskrides eller
virksomhedsejerne ikke aktivt bidrager eller medvirker i processen i forbindelsen med statens
erhvervelse af aktiver, herunder nedrivningsarbejde mv., er udtryk for en skæv balance i lovforslaget, og
at ønsket om at fastsætte sådanne regler er udtryk for en helt forkert indstilling til minkbranchen.
Det Danske Minkerhverv mener, at ”vinklen” i lovforslaget er forkert og nærmest et udtryk for
manglende respekt over for minkbranchen, og finder, at der skal lægges en helt anden linje for
samarbejdet end den, der kommer til udtryk i lovforslaget. DP bemærker, at minkbranchen selvsagt
mere end indstillet på at medvirke hurtigt og smidigt, og denne indbyggede mistænkeliggørelse på ingen
måder er klædelig, og der skal naturligvis ikke fastsættes sådanne regler. Foreningerne anfører desuden,
at der (formentlig) ikke kan fastsættes regler om bortfald af en grundlovssikret ret til fuldstændig
erstatning, hvis man f.eks. overser en frist for aflevering af materiale el.lign.
Landbrug & Fødevarer ønsker ligeledes at udfordre lovligheden af at fastsætte en bestemmelse om
retsfortabelse af erstatningskrav, hvis der ikke er overholdt en nærmere fastsat tidsfrist. L&F anbefaler,
at der i stedet vejledes grundigt om processen, men at man undlader afskærende regler af den karakter
for et erhverv, som kun har vist interesse i at bidrage til en hurtig proces og afslutning.
Danske Advokater anfører, at den foreslåede bemyndigelse til, at fastsætte regler om, at
ansøgningsfrister og øvrige frister, oplysnings- og dokumentationskrav samt krav om revisorattestation
med den konsekvens af manglende opfyldelse af regler om ansøgningsfrister og dokumentationskrav
m.v. kan betyde, at erstatningen eller kompensationen nedsættes helt eller delvist, må anses
retssikkerhedsmæssigt kritisabelt. Danske Advokater henviser i den forbindelse til, at der med
bemyndigelsen kan fastsættes regler om oplysnings- og dokumentationskrav til brug for sagernes
behandling, herunder til brug for fastsættelse af et minimumsniveau for omkostninger på 25 pct. under
gennemsnittet, der ifølge Danske Advokater potentielt kan stride imod princippet om fuldstændig
erstatning. Ifølge Danske advokater bør en minkavler, der kan dokumentere lavere omkostninger end
25 pct.-grænsen tilgodeses herfor, og på tilsvarende vis mener Danske Advokater, at loftet for
kvalitetsindeks (105), der er omtalt i den politiske aftale, fjernes. Ligeledes anfører Danske Advokater,
at det bør være op til erstatnings- og taksationskommissionen at vurdere, hvilken dokumentation der
skal være til stede for at opnå erstatning. Det bør ifølge Danske Advokater ikke fastsættes politisk, og i
hvert fald ikke som ultimativt krav. Herudover fremgår det af lovforslaget, at bemyndigelsen også vil
kunne anvendes til at kunne fastsætte regler for hvilke frister, der skal være gældende. I den
sammenhæng bør opmærksomheden henledes på, at der gives rimelige frister for anmeldelse af krav,
således det sikres, at alle de berørte minkavlere har mulighed for at anmelde deres krav.
Fødevareministeriet bemærker, at lovforslagets bemærkninger om, at kravet på erstatning eller
kompensation helt eller delvist kan bortfalde ved manglende overholdelse af regler eller vilkår om
aktivt medvirken på ingen måde er udtryk for en manglende tillid eller tiltro til minkbranchen.
Bemærkningerne er alene udtryk for almindelig praksis for, at retsvirkningen af manglende
efterlevelse beskrives i lovbemærkningerne. Den nærmere udmøntning af regler om statens adgang
til nedrivning mv. forventes i øvrigt udarbejdet i forlængelse af dialog med interessenterne.
26
For så vidt angår den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte regler om ansøgning, ansøgningsfrister
og øvrige frister, oplysnings- og dokumentationskrav samt krav om revisorattestation, bemærker
Fødevareministeriet at bemyndigelsen bl.a. forudsættes anvendt til at fastsætte regler om, at ansøgere
ved indgivelse af ansøgningen skal afgive oplysninger om produktionsomkostningerne for det
ansøgte. Den foreslåede bemyndigelsen forventes endvidere anvendt til at fastsætte regler om frister
for indgivelse af ansøgninger, således at det bl.a. bliver muligt at fastlægge det i den politiske aftale
forudsatte minimumsniveau for omkostninger på 25 pct. under gennemsnittet til brug for
behandlingen af ansøgningerne. Fødevareministeriet bemærker, at grænsen på 25 pct. såvel som
loftet for kvalitetsindeks på 105, er politisk besluttet og indgår som en del af beregningen i den i aftalen
fastlagte DCF-model vedrørende erstatning til minkvirksomheder.
Det bemærkes, at fastsættelse af regler om ansøgningsfrister m.v. også vil gøre det muligt tidligt i
sagsbehandlingen at foretage en afdækning af ejerforhold og antal mink i de enkelte besætninger,
herunder navnlig i besætninger med flere underbesætninger. Det er forventningen, at dette vil
reducere sagsbehandlingstiden generelt.
Det fremgår endvidere af lovforslagets bemærkninger, at der kan fastsættes regler om, hvilken
retsfølge manglende opfyldelse af reglerne vil have for ansøgeren, herunder at ansøgningen kan
afvises ved overskridelse af en frist eller ved manglende indsendelse af fornøden dokumentation
inden en angiven frist. Der vil endvidere kunne fastsættes regler om, at erstatningen eller
kompensationen nedsættes helt eller delvist ved overskridelse af frister. Fødevareministeriet
bemærker, at det vil være erstatnings- og taksationskommissionerne, der i den konkrete sag vurderer,
i hvilket omfang overskridelse af frister vil have betydning for den endelig fastsættelse af erstatning
eller kompensation.
Det bemærkes endelig, at de nærmere frister for ansøgninger mv. vil bliver fastsat efter dialog med
branchen.
Kompensation for udgifter i mellemperiode
Dansk Pelsdyravlerforening og Det Danske Minkerhverv har noteret, at det anerkendes i lovforslaget, at
der skal betales kompensation for udgifter til sikring af aktiver, indtil disse skal overtages af staten, men
DP gør samtidig opmærksom på, at når minkbranchen skal behandles som ved ekspropriation, jf. den
politiske aftale, har minkbranchen ikke kun krav på en usikker kompensation for specifikke
udgiftsposter, men derimod krav på fuld erstatning for faste omkostninger, der ikke kan undgås,
herunder lønudgifter i en opsigelsesperiode, og foreningerne peger på, at staten bør refundere disse
omkostninger løbende, idet der kan gå lang tid, før erstatnings- og taksationskommissionen behandler
de enkelte sager. Det Danske Minkerhverv foreslår konkret en a conto model, hvor de enkelte
virksomheder løbende for den foregående måned opgør de faste omkostninger, som ikke har kunnet
spares, og hvis en del af virksomheden er beskæftiget med salg til andre brancher, så reduceres disse
ikke-sparede faste omkostninger for denne andel ud fra omsætningens fordeling i 2019.
Det Danske Minkerhverv finder generelt, at lovforslaget mangler en præcisering af vigtige tidspunkter,
og mener at minkvirksomhederne har krav på erstatning for ”faste omkostninger” i perioden fra den 4.
november 2020, hvor minkbranchen blev lukket, til det tidspunkt, hvor staten får adkomst til aktiverne.
27
Landbrug & Fødevarer mener, at der i der i forhold til den foreslåede § 8 d ikke blot skal stå ”kan” men
”skal”, at der skal fastsættes regler om erstatning herfor i perioden fra 4. november 2020 frem til
taksationskendelsen. L&F anfører, at kravet ikke kun skal omfatte omkostninger til forsikring som
nævnt eller eksemplificeret i de tilhørende bemærkninger, men også lønninger, idet der som
udgangspunkt er opsigelsesvarsler at iagttage. Der kan også være it-infrastruktur, abonnementer, varme
og leasingudgifter, som ikke fra den ene dag til den anden kan stoppes.
Fødevareministeriet bemærker indledningsvist, at der ved lov om aflivning af og midlertidigt forbud
mod hold af mink blev indført et midlertidigt forbud mod hold af mink til og med den 31. december
2021, jf. lovens § 1, stk. 1. Vurderingen er, at det midlertidige forbud mod hold af mink ikke i
almindelighed udgør et ekspropriativt indgreb over for de erhvervsdrivende. Det fremgår dog af
forarbejderne til lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, at ”det kan imidlertid
ikke udelukkes, at det midlertidige forbud vil kunne udgøre et ekspropriativt indgreb over for konkrete
erhvervsdrivende”.
Det fremgår af den politiske aftale om erstatning mv. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af
COVID-19, at aftalepartierne er enige om, at der skal ydes fuldstændig erstatning til minkavlere og
minkafhængige følgeerhverv, uanset om der juridisk set er tale om ekspropriation efter grundlovens
§ 73 eller ej. I aftalen er fastlagt de erstatningsmodeller, som skal benyttes i udmålingen af fuldstændig
erstatning og kompensation til minkavlerne og fuldstændig kompensation til følgeerhverv.
Det er Fødevareministeriets opfattelse, at der med den politiske aftale ikke er taget stilling til
minkvirksomheders og følgeerhvervsvirksomheders udgifter i perioden indtil erstatnings- og
taksationskommissionernes konkrete vurdering af sagerne er afsluttet.
På den bagrund er der foreslået en bemyndigelse til, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
kan fastsætte regler om, at staten yder kompensation for rimelige omkostninger afholdt af minkavlere
eller følgeerhverv i perioden frem til fastsættelsen af fuldstændig erstatning eller kompensation efter
regler fastsat i medfør af lovens § 8, stk. 3
Der gives i lovforslagets bemærkninger enkelte eksempler på sådanne udgifter. Her nævnes udgifter
til forsikringspræmier og nødvendig vedligeholdelse af løsøregenstande. Dette er dog ikke en
udtømmende liste.
Der er altså endnu ikke taget endeligt stilling til den konkrete udmøntning af bestemmelsen, herunder
hvilke typer udgifter mv., der skal omfattes, ligesom den konkrete udbetalingsmodel ikke er besluttet,
og Fødevareministeriet bemærker, at den konkrete udmøntning skal drøftes med aftalepartierne bag
den politiske aftale. Fødevareministeriet har noteret sig de indkomne bemærkninger og forslag til den
konkrete udmøntning af bestemmelsen.
Erstatnings- og taksationskommissioner
Dansk Pelsdyravlerforening (DP) og Det Danske Minkerhverv har noteret, at det fremgår af den politiske
aftale, at fødevareministeren nedsætter en særlig erstatnings- og taksationskommission, der skal
behandle sagerne. Foreningerne anbefaler, at erstatnings- og taksationskommissionen består af 3
medlemmer, herunder en formand, som skal have juridisk kandidateksamen eller tilsvarende juridiske
kvalifikationer til varetagelse af hvervet, mens de to øvrige medlemmer skal være henholdsvis en
28
økonom eller revisor med indgående kendskab til værdiansættelse af virksomheder og en fagligt kyndig
med stort kendskab til minkbranchen.
Landbrug & Fødevarer støtter oprettelsen af de særlige erstatnings- og taksationskommissioner og
eventuelle overerstatnings- og taksationskommissioner i klar forventning om, at kommissionerne
bidrager til en effektiv og ensartet sagsbehandling allerede i første instans. L&F påpeger, at det er vigtigt,
at sammensætningen af kommissionernes medlemmer tilrettelægges, så der inddrages eksperter med
tung faglig ekspertise i både minkproduktion, juridiske ekspropriationsforhold og økonomiske
vurderinger, og at det således ikke er antallet af medlemmer, der er afgørende, men derimod den faglige
indsigt i området og viljen og evnen til at prioritere opgaven.
Dansk Pelsdyravlerforening anfører, at det helt afgørende er, at processen gennemføres hurtigst muligt,
og foreningen er derfor betænkelig ved, at erstatnings- og taksationskommissionen eventuelt får samme
antal medlemmer som de kommissioner, der kendes fra den almindelige ekspropriationsproces, idet det
uundgåeligt vil forlænge processen, og foreningen anbefaler, at medlemmerne af kommissionerne bliver
fuldtidsbeskæftiget med opgaven, da det ikke vil være hensigtsmæssigt med deltidsbeskæftigede
medlemmer, fordi det uundgåeligt vil forlænge processen. Landbrug & Fødevarer foreslår, at der
indføres sagsbehandlingstider for kommissionerne på højest 3 måneder samt, at kendelserne skal
foreligge senest 8 uger efter taksationsforretningen.
Danske Advokater anfører, at det for at sikre taksationskommissionens fuldstændige uafhængighed ikke
bør være ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri der egenhændigt har kompetencen til at udpege
kommissionens formænd eller i øvrigt fastsætte reglerne om udpegning. Der bør også være tillagt
kompetence til at udvælge medlemmer/fastsætte reglerne om udpegning fra brancheforeninger.
Dansk Pelsdyravlerforening forstår, at der gives mulighed for at nedsætte overerstatnings- og
taksationskommissioner, der skal efterprøve de afgørelser, der træffes af erstatnings- og
taksationskommissionen, og foreslår en enklere løsning med kun ét niveau overvejes, da det vigtigste er,
at de stærkeste kompetencer samles i erstatnings- og taksationskommissionerne, således at sagerne i
videst mulige omfang kan afsluttes i første instans. Det Danske Minkerhverv er ligeledes af den
opfattelse, at det vil være tilstrækkeligt med ét administrativt niveau for så vidt angår erstatningens
størrelse, hvis de stærkeste kompetencer samles i erstatnings- og taksationskommissionen. Det Danske
Minkerhverv peger dog på, at der kan være behov for, at visse afgørelser kan prøves administrativt, fx
erstatnings- og taksationskommissionens beslutning om, hvorvidt en virksomhed i følgeerhvervet
opfylder betingelserne for at få erstatning. Det Danske Minkerhverv peger endvidere på, at hvis en
afgørelse truffet af erstatnings- og taksationskommissionen påklages administrativt, er det vigtigt, at der
gennemføres en meget hurtig sagsbehandling i klageinstansen, og foreningen mener endvidere, at der
skal laves et ”fast track” for minksager. Danske Advokater finder, at nedsættelse af en administrativ
rekursmyndighed for afgørelser truffet af erstatnings- og taksationskommissionerne vil forlænge
sagsbehandlingstiden betydeligt, og anser det for retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, da der i så fald vil
ske en betydeligt tidsmæssig forlængelse i forhold til, hvornår de berørte parter eventuelt kan indbringe
sagen for domstolene.
Dansk Pelsdyravlerforening og Det Danske Minkerhverv anfører, at hvis der arbejdes videre med to
administrative niveauer bør der være mulighed for at springe overerstatnings- og
taksationskommissionen over, hvis sagen ønskes prøvet ved domstolene. Landbrug & Fødevarer og
29
Danske Advokater (DA) anbefaler ligeledes, at der skabes mulighed for, at den pågældende part selv
vælger, om de vil udnytte en rekursadgang til eventuelle overerstatnings- og taksationskommissioner
eller indbringe spørgsmålet direkte for domstolene. DA påpeger endvidere, at der – såfremt der
fastsættes frister for indbringelse af sagen for domstolene – bør være tale om rimelige frister. DA mener
desuden, at der bør indføres en ret til, at den, som klager over erstatningens størrelse til domstolene
eller til en overerstatnings- og taksationskommission, kan modtage en del af den af erstatnings- og
taksationskommissionen tilkendte erstatning som en aconto-erstatning, der udbetales med det samme,
eller kan det potentielt afskære borgere fra at klage/indbringe sagen, da det rent økonomisk ikke er en
mulighed.
Danske Advokater anerkender, at det er hensigtsmæssigt og nødvendigt, at erstatnings- og
taksationskommissionen vil blive etableret som uafhængige forvaltningsmyndigheder uden for
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris organisatoriske hierarki, og at kommissionerne således
ikke vil være underlagt nogen instruktionsbeføjelser, men mener dog ikke, at dette helt kommer til
udtryk, når ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastlægge konkrete krav til dokumentation,
erstatningsprincipper m.v. DA finder det afgørende, at erstatnings- og taksationskommissionen er helt
frit stillet i deres behandling af sagen, og dermed ikke er underlagt begrænsninger, og DA mener derfor
ikke, at der bør være mulighed for, at fødevareministeren kan fastlægge konkrete retningslinjer for
taksationskommissionerne, herunder hvilke principper de skal følge.
Fødevareministeriet bemærker, at der med lov 2185 af 29. december 2020 om aflivning af og
midlertidigt forbud mod hold af mink er hjemmel i § 8, stk. 4, 2. pkt., til at oprettelse af myndigheder,
der skal behandle sagerne efter lovens § 8, stk. 1-3. Med lovforslaget uddybes bemyndigelsen til også
at omfatte fastsættelse af regler om deres virksomhed og sekretariatsbistand.
Det er hensigten, at bemyndigelsen bl.a. skal benyttes til at fastsætte nærmere regler om
sammensætning af erstatnings- og taksationskommissionerne. Disse regler vil bl.a. skulle sikre, at
medlemmerne af erstatnings- og taksationskommissionerne og eventuelle overerstatnings- og
taksationskommissioner har tilstrækkelig indsigt i vurdering af ejendomme, driftsmidler, inventar
m.v., indsigt i revision og regnskab samt indsigt i minkproduktion, pelsindustri, fodervirksomhed
m.v., hvilket vil blive påset i forbindelse med udpegning af medlemmer og sammensætning af
kommissionerne.
Det er ligeledes hensigten, at bemyndigelsen bl.a. skal benyttes til at fastsætte nærmere regler om
udpegning af kommissionernes formænd og medlemmer, om kompetencefordelingen mellem de
enkelte kommissioner samt om sagsbehandlingen ved kommissionerne, herunder om parternes
skriftveksling, kommissionernes erstatningsforslag til parterne, sagens afgørelse, fordelingen af
sagsomkostninger og honorering af kommissionernes formænd og medlemmer. Ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri vil endvidere kunne fastsætte regler om sekretariatsbetjening af
kommissionerne, herunder at det efter forhandling med vedkommende minister kan bestemmes, at
myndigheder under andre ministeriers ressort yder kommissionerne sekretariatsbistand.
Det er hensigten, at sagsbehandlingsreglerne for erstatnings- og taksationskommissionerne og
eventuelle overerstatnings- og taksationskommissioner i et vist omfang skal svare til reglerne om
taksations- og overtaksationskommissioner i lov om offentlige veje m.v. samt reglerne om
ekspropriations- og taksationskommissioner i ekspropriationsprocesloven.
30
Fødevareministeriet bemærker, at der endnu ikke taget endeligt stilling til den konkrete udmøntning
af bestemmelsen, og at den konkrete udmøntning skal drøftes med aftalepartierne bag den politiske
aftale. Det er således en politisk beslutning, f.eks. om der skal oprettes rekursmyndigheder i form af
overerstatnings- og taksationskommissioner, og om hjemlen til at fastsætte regler om afskæring af
domstolsprøvelse før rekursmulighederne er udnyttet, skal udnyttes. Det er ligeledes en politisk
beslutning, hvor mange medlemmer, der skal være af kommissionerne, og om der skal gives
foreninger el. lign. mulighed for at indstille personer til kommissionerne.
Fødevareministeriet bemærker, at erstatnings- og taksationskommissionerne skal taksere
fuldstændig erstatning og fuldstændig kompensation efter principperne fastsat i den politiske aftale,
og som skal udmøntes i en bekendtgørelse. Der er således ikke eksisterende administrativ praksis og
erfaring at trække på. Der er et udtalt ønske om, at sagerne afvikles inden for en overskuelig fremtid,
og det er derfor centralt, at der udarbejdes vejledninger om sagsbehandlingen,
administrationsgrundlag, skabeloner mv. Det er ministeriets opfattelse at dette ikke vil indskrænke
erstatnings- og taksationskommissionernes skønsmæssige beføjelser i de konkrete sager, men
understøtte en ensartet og effektiv behandling af sagerne.
Fødevareministeriet bemærker i øvrigt, at formålet med administrativ rekurs er at sikre
retssikkerheden for de berørte personer og virksomheder. Ved at sikre mulighed for at få en sag
behandlet to gange øges sandsynligheden for, at der træffes en korrekt juridisk afgørelse, og at
eventuelle fejl begået af 1. instansen rettes. Rekursmuligheden bevirker tillige, at der sikres en ensartet
praksis i 1. instansen, som er forpligtet til at efterleve rekursmyndighedens fortolkning af
regelgrundlaget. Endelig reduceres antallet af retssager, som bebyrder domstolssystemet.
Fødevareministeriet har noteret sig de indkomne bemærkninger og forslag til den konkrete
udmøntning af bestemmelsen.
Administrativ rekurs og klageadgang
Efter Landbrug & Fødevarers opfattelse er bestemmelsen om klage og delegation i den med lovforslaget
foreslåede § 10 a ikke enkelt formuleret, selvom det medgives, at der ikke skal kunne klages over faktisk
forvaltningsvirksomhed, f.eks. i de tilfælde, hvor gennemførelsen af det praktiske arbejde overlades til
andre offentlige myndigheder. L&F opfordrer til, at der sikres en enhed, der samtænker de forskellige
opgaver, fagligheden og gennemførelsen af arbejdet og hurtigt følger op, hvis der opstår utilsigtede
situationer.
Landbrug & Fødevarer (L&F) finder ikke, at udnyttelse af den administrative rekursadgang skal være
tvungen, men der skal indrømmes de eksproprierede en mulighed for at søge en afgørelse heraf prøvet
ved rekurs fremfor at starte en retssag, og L&F vil gerne bekræftes i, at der er adgang for de
eksproprierede til frivillig, administrativ rekurs. L&F er enig i, at der skal være adgang til remonstration,
idet kun er i alles interesse, hvis sager som alternativ kan løses ved afgørelsesmyndighedens
genoptagelse af en sag.
Danske Advokater (DA) anerkender, at det kan være hensigtsmæssigt at Miljø- og Fødevareklagenævnet
anses for at være rekursmyndighed efter både lov om hold af dyr og lov om aflivning af og midlertidigt
forbud mod hold af mink, og DA kan generelt støtte, at der bør være enkle og ens klageinstanser, uanset
hvilken lov der klages efter. Det er samtidig DA’s opfattelse, at der for alle de forvaltningsafgørelser, der
31
måtte blive truffet, skal være klageadgang, og at denne klageadgang skal være vid, henset til den helt
særlige situation som de berørte borgere er sat i.
Landbrug & Fødevarer (L&F) mener ikke, at klageadgang til Miljø- og Fødevareklagenævnet er optimalt
for en effektiv proces, idet der fortsat arbejdes med ekstremt lange sagsbehandlingstider, trods
intentioner om at gøre op med sagspuklerne. L&F antager, at der med tilførslen af de i lovforslaget
nævnte yderligere ressourcer til nævnet, må kunne forventes en maksimal sagsbehandlingstid på højest
3 måneder uden, at det herved slækker kvaliteten i afgørelserne.
Danske Advokater mener, at der bør skabes hjemmel til, at der ved udnyttelse af en klageadgang bør
være ret til godtgørelse for rådgiveromkostninger, f.eks. som der er fastlagt i
ekspropriationsprocesloven.
Fødevareministeriet bemærker, at det følger af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelsen i § 10 a,
stk. 1, at henlægger ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller miljøministeren sine beføjelser
efter loven til en myndighed under det pågældende ministerium, kan vedkommende minister fastsætte
regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at klage ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en
sag, efter at der er indgivet klage. Vedkommende minister kan endvidere fastsætte regler om
indgivelse af klager, herunder om formkrav til klagen. Herudover fremgår det af den foreslåede § 10
a, stk. 2, at der kan fastsættes tilsvarende regler om klage og klageadgang, hvis fødevareministeren
efter forhandling med vedkommende minister eller kommunale og organisation har fastsat regler om
andre offentlige myndigheders eller offentlige institutioners medvirken ved varetagelse af opgaver
efter loven, og såfremt disse opgaver indebærer, at der træffes forvaltningsretlige afgørelser. Der er
for nuværende ikke tillagt andre offentlige myndigheder eller institutioner opgaver efter loven, hvor
der træffes forvaltningsretlige afgørelser efter minkloven eller regler udstedt i medfør heraf.
Endvidere fremgår det af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 10 a, stk. 3, at afgørelser
truffet i henhold til denne lov eller regler udstedt i medfør heraf kan, hvis ikke andet er fastsat i loven
eller i regler udstedt i medfør heraf, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen
i afdelingen omhandlet i § 3, stk. 1, nr. 8, i lov om Miljø og Fødevareklagenævnet, og kan dermed ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Den foreslåede § 10 a svarer således til retsstillingen for så vidt angår de fleste love på fødevare-,
landbrugs- og fiskeriområdet, herunder § 66, stk. 1, 2, 5 og 6, i lov om hold af dyr.
Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, afsnit 2.6.2, at det således vil være hovedreglen, at
afgørelser truffet efter lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink og regler udstedt i
medfør heraf kan indbringes for Miljø- og Fødevareklagenævnet, og at afgørelserne dermed ikke vil
kunne indbringes for anden administrativ myndighed. Det er hensigten, at alle forvaltningsretlige
afgørelser, der træffes i medfør af loven eller regler fastsat i medfør af loven, herunder
Fødevarestyrelsens afgørelser, vil skulle kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvormed
der er sikret en adgang til administrativ rekurs.
Det er dog ikke hensigten, at erstatnings- og taksationskommissionernes og eventuelle
overerstatnings- og taksationskommissioner afgørelser skal kunne påklages til Miljø- og
32
Fødevareklagenævnet eller anden administrativ myndighed. Disse sager og afgørelser vil således
behandles i et andet spor, hvilket der vil blive fastsat regler om.
Fødevareministeriet bemærker, at der i forbindelse med ændringen af klageadgangen vil ske en
bevilling til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som omfatter skønnede udgifter til behandlingen af de
klagesager, som klagenævnet skal træffe i relation til bl.a. lovens § 8, stk. 1-2.
Det er som nævnt hensigten, at der skal oprettes særlige erstatnings- og taksationskommissioner til
behandling af sager om fuldstændig erstatning og kompensation for permanent nedlukning af
minkvirksomhed, fuldstændig kompensation for minkrelateret følgeerhvervsvirksomhed og
kompensation for midlertidig nedlukning af minkproduktion efter lovens § 8, stk. 3. Der er endnu ikke
taget endeligt stilling til den konkrete udmøntning af bemyndigelsen til at etablere erstatnings- og
taksationskommissionerne. Den konkrete udmøntning skal drøftes med aftalepartierne bag den
politiske aftale. Det er således en politisk beslutning, f.eks. om der skal oprettes rekursmyndigheder i
form af overerstatnings- og taksationskommissioner, og om hjemlen til at fastsætte regler om
afskæring af domstolsprøvelse før rekursmulighederne er udnyttet, skal udnyttes.
Der lægges umiddelbart op til, at erstatnings- og taksationskommissionerne skal træffe afgørelser i
alle sager om fuldstændig erstatning og fuldstændig kompensation efter de regler, der fastsættes i en
bekendtgørelse om erstatning mv., uanset om der er tale om ekspropriation i det konkrete tilfælde.
Kommissionerne skal således ikke tage stilling til, om der foreligger ekspropriation i det konkrete
tilfælde. Minkvirksomheder og følgeerhvervsvirksomheder, som ønsker, at der tages stilling til
spørgsmålet om ekspropriation, kan indbringe spørgsmålet om ekspropriation, herunder spørgsmålet
om udmåling af fuldstændig erstatning og fuldstændig kompensation, for domstolene.
Det følger af lov 2185 af 29. december 2020 om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink
§ 8, stk. 3, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om erstatning og
kompensation som følge af forbuddet mod hold af mink, jf. § 1, stk., herunder erstatning og
kompensation til visse følgeerhverv. Det er Fødevareministeriets vurdering, at denne bemyndigelse
kan benyttes til at fastsætte regler om kompensation for udgifter til rådgivning af minkvirksomheder
og følgeerhvervsvirksomheder i forbindelse med erstatning og kompensation efter lovens § 8, stk. 1-3.
Regler om kompensation til udgifter til dækning af rådgivning vil skulle fastsættes i bekendtgørelse
om erstatning mv.
Endelig bemærker Fødevareministeriet, at der er oprettet en implementeringsenhed med
repræsentanter fra bl.a. Erhvervsministeriet, Fødevareministeriet, Transportministeriet,
Miljøministeriet og Beskæftigelsesministeriet, som skal følge implementeringen af den politiske aftale
om erstatning mv. og koordinere tværgående indsatser.
Obligatorisk digital kommunikation
Danske Advokater støtter, at der fastsættes regler om digital kommunikation, men bemærker samtidig,
at der bør være adgang til fritagelse for digital kommunikation, såfremt der er hensyn/forhold, der
berettiger hertil.
33
Fødevareministeriet bemærker, at der med lovforslaget etableres hjemmel til at fastsætte regler om
obligatorisk digital kommunikation, som bl.a. skal bidrage til en mere effektiv opgavevaretagelse og
størst mulig ressourceudnyttelse for de myndigheder, der administrerer reglerne i loven. Det fremgår
af lovforslagets bemærkninger, afsnit 2.8.2, at det er hensigten at fastsætte regler om, at det efter
ansøgning vil være muligt for personer og virksomheder at opnå dispensation fra kravet om digital
kommunikation, hvis specielle forhold begrunder dette, f.eks. stærkt ordblinde, der ikke kan betjene en
computer eller personer, som bor i dele af Danmark, hvor det ikke er teknisk muligt at koble sig på
internettet.
Øvrige bemærkninger
Anden godtgørelse – sagkyndig bistand
Danske Pelsdyravlerforening og Det Danske Minkerhverv anfører, at en virksomhedsejer, der har ret til
erstatning, og som har måttet afholde nødvendige udgifter til sagkyndig bistand, skal have tildelt
godtgørelse for sådanne udgifter, ligesom det sker i almindelige ekspropriationssager. Foreningerne
mener, at vedkommende kommission skal kunne pålægge staten at udrede godtgørelse herfor, og at der
ved fastsættelsen af godtgørelsen bl.a. tages højde for sagens kompleksitet og omfang, de involverede
værdier, sagens forløb og det forhold, at der direkte stilles krav om sagkyndig bistand. Foreningerne
mener ikke, at det godtgørelsesniveau, der kendes fra almindelige ekspropriationssager, er tilstrækkeligt
i minksagerne.
Landbrug & Fødevarer fremhæver, at det af lovforslaget fremgår, at man anslår omkostningerne for
erhvervet til at udgøre under kr. 4 mio. kr., hvortil kommer bistand til revisor. I runde tal svarer det til
kr. 4.000 for hver avler, hvortil kommer de omkostninger, følgevirksomhederne har. L&F bemærker, at
denne vurdering ikke kan ventes at holde stik i realiteten, selv når revisors (eller økonomikonsulentens)
faktura ikke medtages.
Der mangler efter Landbrug & Fødevarers opfattelse en tydelig hjemmel til, at der tilkendes sædvanlige
omkostninger for sagens gennemførelse for den eksproprierede. I den forbindelse skal sagens
kompleksitet indgå i vurderingen af de tilkendte omkostninger.
Fødevareministeriet bemærker, at det ikke fremgår af den politiske aftale, at der skal ydes særlig
godtgørelse til minkavlere og følgeerhverv for udgifter til sagkyndig bistand (advokat, revisor m.v.) i
forbindelse med sagernes behandling. Det er ministeriets opfattelse, at der er hjemmel i den gældende
lovs § 8, stk. 3, til at fastsætte regler om en sådan godtgørelse. Spørgsmålet om, hvorvidt der skal
fastsættes regler om godtgørelse af udgifter til sagkyndig bistand, vil i givet fald være noget, der skal
drøftes med partierne bag den politiske aftale.
Fødevareministeriet kan endvidere oplyse, at de anslåede administrative omkostninger på ikke over
4 mio. kr. for så vidt angår tidsforbruget i forbindelse med indsendelse af ansøgninger og dokumenter
er forbundet med en stor usikkerhed, da der endnu ikke er taget endelig stilling til præcis, hvilke typer
af dokumenter og oplysninger der skal tilgå de myndigheder, der skal behandle sagerne, ligesom der
er forskel på typen og størrelsen af minkvirksomheder og følgeerhvervsvirksomheder, om der søges
om erstatning og kompensation efter DCF-modellen eller efter princippet om værdien i handel og
vandel, eller om der er tale om ansøgninger om kompensation for midlertidig nedlukning.
34
Øvrige muligheder for erstatning
Dansk Pelsdyravlerforening (DP) ønsker, at erstatnings- og taksationskommissionerne får en mulighed
for at beslutte, at der skal betales erstatning i situationer, hvor virksomheder utvivlsomt er blevet påført
et økonomisk tab som følge af nedlukningen af minkbranchen, men hvor dette tab ikke falder direkte
inden for erstatningsordningen. DP nævner som eksempel en virksomhed, som nyligt har opført en
minkhal og fået de nødvendige tilladelser til minkavl, men hvor der endnu ikke har været nogen
produktion, hvormed investeringen er værdiløs. Foreningen forstår umiddelbart lovforslaget således, at
virksomheden hermed ikke får erstatning, hvilket foreningen ikke finder rimeligt. Hvis de takserende
myndigheder får en skønsmæssig beføjelse, kan det forhåbentlig sikres, at der ikke opstår
uhensigtsmæssige situationer, hvor der ikke betales fuld erstatning på trods af, at den ramte
virksomhedsejer utvivlsomt er blevet påført et voldsomt økonomisk tab som følge af nedlukningen af
minkbranchen.
Det er Fødevareministeriets opfattelse, at der med den politiske aftale er gjort op med de
virksomheder/erhverv, som skal være berettigede til at modtage erstatning og kompensation efter de
modeller, der er fastlagt i aftalen.
Det er således Fødevareministeriets opfattelse, at der i den politiske aftale ikke indgår en mulighed for
at tilvejebringe en bestemmelse med mulighed for at erstatnings- og taksationskommissionerne kan
fravige kriterierne beskrevet i aftalen. Erstatnings- og taksationskommissioner skal derimod tage
stilling til, om kriterierne for kompensationsberettigede følgeerhvervsvirksomheder er opfyldt.
Fødevareministeriet vurderer, at eksemplet med en nyopført minkhal uden dyr på det tidspunkt, hvor
COVID-19 ramte minkerhvervet, ikke vil anses for at være en erstatnings- eller
kompensationsberettiget minkvirksomhed eller følgeerhvervsvirksomhed efter de kriterier, der er
aftalt i den politiske aftale. Der vurderes at være hjemmel i den gældende minklov til at fastsætte regler
om erstatning og kompensation til en sådan type virksomhed. Det bør således være aftalekredsen, som
træffer beslutning om den pågældende type virksomhed skal være berettiget til erstatning efter de
modeller, der er fastlagt i aftalen.
Skatteregler og beskatning
Dansk Pelsdyravlerforening og Det Danske Minerhverv bemærker, at det fremgår af den politiske aftale
af 25. januar 2021, at erstatningerne skal behandles skattemæssigt som ekspropriationserstatninger,
ligesom de takserende myndigheder skal fastsætte erstatningen efter samme principper, uanset om der
i det enkelte tilfælde vurderes at være tale om ekspropriation eller ej.
Fødevareministeriet bemærker, at det generelle skatteretlige udgangspunkt er, at erstatninger,
herunder ekspropriationserstatninger, skattemæssigt skal behandles på samme måde som det,
erstatningen træder i stedet for. Som det også fremgår af aftalen, skal erstatning, der ydes til
minkavlerne og minkafhængige følgeerhverv, overordnet set skattemæssigt vil blive behandlet efter
gældende beskatningsprincipper og behandles ens uanset, om der juridisk set foreligger
ekspropriation.
35
Kontinuitetsprincippet (godkendelser/tilladelser)
Bæredygtigt Landbrug mener, at lovforslaget bør suspendere det 3-årige kontinuitetsprincip, så
kontinuitetsprincippet først beregnes fra det tidspunkt, hvor den midlertidige lukning af minkerhvervet
på grund af corona er fortid, og så alle minkavlere – uanset om de vælger en dvalemodel eller en
fuldstændig lukning – kan beholde deres produktionsret og/eller miljøgodkendelse og have mulighed
for at opstarte deres produktion, når corona-epidemien er over.
Fødevareministeriet skal hertil bemærke, at miljøministeren i medfør af § 5 i lov om aflivning af og
midlertidig forbud mod hold af mink har dispenseret fra kontinuitetsbrudsreglerne, der følger af
husdyrbrugloven, som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink. Det betyder, at 2021 og 2022
ikke tæller med i den 3 årige periode. Dispensationen er særligt møntet på minkavlere, som nedlukker
deres produktion midlertidigt, så de ikke mister produktionsretten som følge af de gældende regler om
helt eller delvis bortfald af godkendelse eller tilladelse efter husdyrbrugloven, og dermed kan
genoptage deres produktion, når det midlertidige forbud mod hold af mink ophører. Dispensationen
gælder dog også minkavlere, der modtager erstatning og kompensation for permanent nedlukning af
deres minkvirksomhed. Der er således intet til hinder for, at minkavleren kan genetablere hele sit
projekt på ny og gøre brug af samme godkendelse eller tilladelse. Dette forudsætter dog, at hele
byggeriet og produktionen m.v. sker ved overholdelse af den godkendelse eller tilladelse, man
oprindeligt har fået. Hvis man således ønsker en ny produktionsramme, nyt staldsystem, ny teknologi
mv. vil det kræve en ny godkendelse.
Det skal endvidere bemærkes, at en godkendelse eller tilladelse bortfalder 6 år efter, at godkendelsen
eller tilladelsen er meddelt, hvis den ikke er udnyttet inden da, jf. husdyrbrugloven § 59 a. Dette gælder
for husdyrbrug med en godkendelse efter 1. august 2017, og det gælder en godkendelse efter de
tidligere gældende regler. Ved siden af denne regel gælder som nævnt også kontinuitetsbrudsreglerne,
som indebærer, at en afgørelse, der er udnyttet, kan bortfalde på et senere tidspunkt, hvis den ikke
udnyttes i en sammenhængende periode på 3 år. Hvis kontinuitetsbrud indtræder i perioden før der
bygges på ny, vil godkendelsen være bortfaldet af denne årsag. I den situation må der således søges
om en ny godkendelse. Det vil sige, at minkavlere, der modtager fuldstændig erstatning og
kompensation for permanent nedlukning af deres minkvirksomhed, i givet fald må starte op på ny på
samme vilkår som en hvilken som helst anden person eller virksomhed, der måtte ønske at starte som
minkproducent.
Fødevareministeriet skal desuden bemærke, at lovforslaget ikke indfører et permanent forbud mod
hold og opdræt af mink, og at enhver har ret til at starte eller genstarte produktion af mink, når det
midlertidige forbud mod hold af mink udløber. Det vil sige, at den minkavler, der vælger at nedlukke
sin ”nuværende” virksomhed permanent og modtage fuldstændig erstatning herfor, har ret til at starte
op på ny. Det er dog ikke muligt at modtage fuld erstatning og kompensation for en minkvirksomhed
for derefter at starte produktionen op igen ved brug af de samme aktiver, som staten har ydet
erstatning eller kompensation for.
Ophævelse af rettigheder (lejeaftaler)
Dansk Pelsdyravlerforening anfører, at hvis staten overtager en fast ejendom ved ekspropriation,
indtræder staten i alle rettigheder og forpligtelser vedrørende den faste ejendom. Er ejendommen
udlejet, indtræder staten også i lejemålet som udlejer. Hvis staten overtager fast ejendom i forbindelse
med minksagerne, kan det være hensigtsmæssigt, hvis lejeforhold fortsætter med staten som udlejer,
36
men hvis lejeforholdet er minkrelateret, skal lejeforholdet naturligvis ophøre, og der synes umiddelbart
at mangle en hjemmel til ophævelse af rettigheder mod betaling af erstatning. Situationen kan f.eks.
være den, at en ejer af en minkfarm (farmejer) har udlejet minkfarmen til en minkavler (besætningsejer)
ved en lejekontrakt, der er uopsigelig indtil 2030. Farmejeren skal have erstatning som følgeerhverv, og
staten overtager minkfarmen. Besætningsejeren skal have erstatning som minkavler, og lejekontrakten
mellem farmejeren og besætningsejeren skal naturligvis ophæves; staten kan ikke holde fast i, at
besætningsejeren skal fortsætte sit lejemål, når minkbranchen er nedlagt.
Det følger af den foreslåede § 8 a, stk. 1-2, at ved fastsættelsen af erstatning eller kompensation efter
regler fastsat i medfør af § 8, stk. 3, for udlejning af stald- og burkapacitet, er det et vilkår for
erstatningen eller kompensationen, at staten erhverver ret til bortskaffelse af bygninger,
bygningsinstallationer m.v., der er en del af den faste ejendom. Det er derfor en forudsætning for
erstatning eller kompensation, at de pågældende bure og stalde frigøres for eventuelle lejeaftaler og
andre rettigheder. Der forudses ikke fastsat regler om indgreb i tredjemands rettigheder.


Aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Radikale Venstre, Soci-
alistisk Folkeparti og Liberal Alliance
om
erstatning mv. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af COVID-19
Den 25.01.2021
Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 206 - Bilag 8
Offentligt
2/19
3/19
I en risikovurdering af 3. november 2020 fra Statens Serum Institut er det konkluderet,
at en fortsat minkavl under en igangværende COVID-19 epidemi indebærer en betyde-
lig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge COVID-19
med vacciner.
På den baggrund besluttede regeringen den 3. november 2020, at alle mink på de danske
minkfarme aflives af hensyn til den danske folkesundhed. Den 21. december 2020 ved-
tog Folketinget lovforslag L77 som etablerer et forbud mod at holde mink i Danmark til
og med d. 31. december 2021.
Dette vil få meget betydelige konsekvenser for minkavlerne og de dertil knyttede følge-
erhverv. Aftalepartierne er enige om, at der ydes fuldstændig erstatning til minkavlere
og minkafhængige følgeerhverv uanset om der juridisk set er tale om ekspropriation efter
grundlovens § 73 eller ej.
Erstatning, der ydes til minkavlerne og minkafhængige følgeerhverv, vil overordnet set
skattemæssigt blive behandlet efter gældende beskatningsprincipper og behandles ens
uanset, om der juridisk set foreligger ekspropriation. Det bemærkes, at det generelle
skatteretlige udgangspunkt er, at erstatninger, herunder ekspropriationserstatninger,
skattemæssigt skal behandles på samme måde som det, erstatningen træder i stedet for
jf. bilag 1.
Aftalepartierne noterer sig, at Fødevarestyrelsen evaluerer arbejdet med COVID-19 i
mink, herunder kan det være relevant at se på den fremtidige finansiering af erstatning
for smitsomme husdyrsygdomme under hensyntagen til at bevare den internationale til-
lid til dansk husdyrproduktion og dermed den danske eksport, samt opfyldelse af kravene
for medfinansiering fra EU.
Aftalepartierne er enige om følgende:
1. Erstatning til minkavlere
Der etableres en erstatningsordning for de danske minkavlere, der tager højde for, at
aflivningen af alle danske mink sætter erhvervet i en helt særlig situation, der de facto
forventes at medføre et foreløbigt forbud af erhvervet, herunder af den aktuelle infra-
struktur i erhvervet.
På den baggrund er aftalepartierne enige om at etablere en erstatningsordning, der sikrer,
at de minkavlere, der ønsker det, kan komme ordentligt ud af erhvervet og opnå fuld
erstatning for tabet af deres minkvirksomhed.
Værdiansættelsen af minkavlernes virksomhed, som staten skal yde erstatning for, base-
res på følgende elementer:
1. Opgørelse af tabt fremtidig indtjening i 2022-2030 (antal mink * (pris – driftsom-
kostninger per enhed)) tilbagediskonteret til 2021.
4/19
2. Den forventede restværdi af minkavlerens kapitalapparat, herunder stalde, bure
mm., i 2030, tilbagediskonteret til 2021.
3. Tabt indtjening i 2021 på produktion af mink i 2020.
Værdiansættelsen fastsættes eksklusiv jord. Det er en forudsætning for at få erstatning,
at der har været minkavl på farmen frem til udbruddet af COVID-19 ramte minkerhver-
vet, og at der har været de relevante miljøtilladelser mm. til de producerede dyr.
Udmåling af erstatning for den enkelte minkavler vil på basis af den fastsatte model og
vilkår skulle foretages af en erstatnings- og taksationskommission jf. nedenfor. Medmin-
dre andet følger af denne aftale, gælder de normale principper for erstatningsudmåling i
forbindelse med ekspropriation.
Avlere kan ikke efter at have modtaget fuld erstatning senere genoptage brugen af de
aktiver, der er blevet erstattet.
Avlere med produktion i 2020, som i året kun har udnyttet deres kapacitet delvist, vil
kunne modtage erstatning også for den uudnyttede kapacitet. Denne uudnyttede kapaci-
tet erstattes efter opgørelsesmetoden baseret på ”handel og vandel” jf. afsnit 1.4.
Det bemærkes, at der for både minkavlere samt leverandører vil ske modregning i en
fremtidig erstatning i det omfang, at minkavlere og leverandører har modtaget kompen-
sation efter d. 1. oktober 2020 fra relevante COVID-19 hjælpepakkeordninger.
1.1 Værdi af tabt fremtidig indtjening
De forventede, fremtidige indtægter for den enkelte avler baseres på en forventet pris på
minkskind udregnet som et gennemsnit af de seneste ti års priser, dog fraregnet højeste
og laveste værdi. Den lange 10-årige periode (2010-2019) skal ses i lyset af, at der er
priscyklus i skindpriser, samt at der er tale om en helt særlig situation, hvor et helt er-
hverv lukker ned og uden varsel.
Prisen for den enkelte avler vil blive korrigeret for kvaliteten af avlerens skind målt ved
et gennemsnit af de opnåede priser på farmen i årene 2017-2019 sammenlignet med gen-
nemsnitspriserne for alle avlere i de samme år.
Der indlægges et loft over, hvor højt et kvalitetsindeks, og dermed hvor høj skindpris,
der kan blive brugt ved beregning af erstatning. Konkret fastlægges et maksimalt kvali-
tetsindeks på fem pct. over gennemsnittet. Tilsvarende fastlægges der en nedre grænse
for, hvor lave produktionsomkostninger, der kan indgå i erstatningsberegningen. Kon-
kret fastlægges et minimumsniveau for omkostninger på 25 pct. under gennemsnittet.
For at få et udtryk for driftsindtjeningen per mink fraregnes driftsomkostningerne ved
produktion af minkskind på den pågældende bedrift inkl. ejerløn. I forhold til produce-
rede mængder tages der udgangspunkt i antal avlstæver og dermed producerede mink i
2019.
5/19
Ved fastlæggelse af omkostninger til aflønning skal taksator foretage en vurdering af,
om der er et rimeligt forhold mellem den anvendte arbejdstid på farmen (medarbejdere
og ejer) og den nødvendige arbejdskraft set i lyset af automatiseringsgraden på farmen.
Hvis ikke der er tilstrækkelig dokumentation for, at den faktiske arbejdstid er rimelig,
opjusteres tidsforbruget tilsvarende. Timelønnen til ejer og til eventuelt medhjælpende
ægtefælle eller samlever samt til medarbejdere følger det på farmen udbetalte, dog mi-
nimum en timeløn svarende til det overenskomstfastlagte niveau for en landbrugsmed-
arbejder.
Fremtidige indtægter tilbagediskonteres, så alle fremtidige beløb omregnes til en nutids-
værdi. Diskonteringsfaktoren beregnes som et vægtet gennemsnit af prisen på kapital til
finansiering af minkfarme (gælds- og egenkapitalelementerne) jf. bilag 2.
1.2 Restværdi af kapitalapparat
For hver minkavler vurderes restværdien af kapitalapparatet i 2030 fsva. den udnyttede
kapacitet. Det sker med udgangspunkt i værdien i 2021, den forventede restlevetid samt
en lineær afskrivningsprofil. Dog kan ejendommens værdi i 2021 maksimalt afskrives
over 15 år. Værdien af ejendommen i 2030 tilbagediskonteres til 2021, og dette beløb
udbetales til avleren sammen med den øvrige kompensation.
Hvis det vurderes, at restlevetiden af kapitalapparatet er under 10 år, vil der i beregningen
af kompensation for tabt fremtidig indtjening indregnes de påkrævede omkostninger til
reinvesteringer i ejendommen, så minkavleren er i stand til at fastholde sin produktion
frem til og med 2029.
1.3 Erstatning for aflivede dyr i 2020
Erstatningen for aflivede mink i 2020 tager udgangspunkt i det antal mink, den pågæl-
dende avler har slået ned, men ikke pelset, i 2020. Aftalepartierne noterer sig, at dette
års produktion skulle have være solgt i 2021 og vil ikke afskære minkavlerne unødigt fra
at få gavn af de muligheder for stigende priser og dermed større erstatning, som kan
komme til at ligge i et 2021-marked efter COVID-19.
Minkavleren modtager en erstatning per mink, korrigeret for avlerens individuelle kva-
litetsindeks for 2019-20, og vælger selv, om erstatningen skal udregnes ud fra gennem-
snittet af 2019- og 2020-prisen eller ud fra den realiserede pris ved Kopenhagen Furs
auktioner i 2021, dog minimum 160 kr. per skind og maksimalt 250 kr. per skind (a
contomodel). Fra den beregnede erstatning modregnes alle sparede udgifter, herunder til
foder, dyrelæger, pelsning osv., i 2020.
Anvendelse af aconto-model forudsætter, at der kommer tilstrækkeligt med minkskind
på auktion til at sikre likviditet i markedet. Dette skal sikres ved den endelige udformning
af a conto-modellen.
6/19
Aftalepartierne anerkender, at COVID-19 har skabt en helt særlig smittesituation i mink-
branchen ift. smitte mellem farme. Aftalepartierne er derfor enige om at afvige fra den
normale praksis for driftstabserstatning, således at minkavlsbesætninger smittet med
COVID-19 i 2020 også får 100 pct. i driftstabserstatning.
Aftalepartierne er enige om, at for ikke-pelsede mink, der er sendt til destruktion, udbe-
tales der til det andelsejede salgsselskab, Kopenhagen Fur, direkte den andel af erstat-
ningen til den enkelte avler, der modsvarer avlerens hæftelse i de omhandlede skind i
form af hjemtaget hvalpeforskud, dog under hensyntagen til eventuel lovfastsat priori-
tetsrækkefølge af anden sikkerhedsstillelse.
1.4 Alternativ opgørelsesmetode
Minkavlere kan efter anmodning som alternativ til værdiansættelsen efter tabt fremtidig
indtjening mv. i konkrete tilfælde få foretaget en erstatningsberegning af taksator efter
”handel og vandel”. Det vil sige en vurdering baseret på markedsværdien af avlernes
produktionsapparat. Den samlede erstatning vil i dette tilfælde bestå af vurderingen i
handel og vandel samt erstatning for overgangsåret 2021 (jf. 1.3 ovenfor).
Avlere, der ikke har haft produktion i 2020, men som har haft produktion i 2019 og/eller
2018, vil også kunne modtage erstatning. Dette vil ske efter opgørelsesmetoden baseret
på ”handel og vandel”.
Ligeledes vil avlere med produktion i 2020, som i året kun har udnyttet deres kapacitet
delvist, kunne modtage erstatning også for den uudnyttede kapacitet. Denne uudnyttede
kapacitet erstattes efter opgørelsesmetoden baseret på ”handel og vandel”. Det vil være
en forudsætning for at få erstatning, at der fortsat er de relevante miljøtilladelser mm. til
at producere mink på den uudnyttede kapacitet.
2. Dvalemodel
Det skal være muligt for de avlere, der ønsker at blive i minkavlererhvervet, at lægge
deres produktion i dvale til og med 31. december 2021, til det igen er muligt og sund-
hedsfagligt forsvarligt at drive minkavl i Danmark.
Disse avlere skal modtage kompensation for deres faste omkostninger inkl. uundgåelige
driftsomkostninger til vedligehold og service af produktionsfaciliteter i dvaleperioden,
ligesom de vil modtage en driftstabserstatning for avlsdyr, såfremt denne ikke er ydet
som del af erstatningen i forbindelse med aflivning.
Det er en forudsætning for at få kompensation, at der har været minkavl på farmen frem
til udbruddet af COVID-19 ramte minkerhvervet, og at der har været de relevante miljø-
tilladelser mm. til de producerede mink.
Såfremt det viser sig nødvendigt at forlænge perioden med forbud mod hold af mink, vil
aftalepartierne inden udgangen af 2021 træde sammen og drøfte muligheden for, at av-
7/19
lere, der har valgt dvalemodellen, kan forlænge perioden. Dvaleordningen kan højst for-
længes med yderligere et år. Avlerne kan vælge at træde helt ud af erhvervet og modtage
erstatning efter ovenstående model for fuld erstatning, dog fraregnet allerede modtaget
kompensation for faste omkostninger.
3. Erstatning til følgeerhverv
Aflivningen af alle mink i Danmark har ikke kun betydning for minkavlerne, men også
for en række følgeerhverv. En række fodercentraler, pelserier og minkforarbejdnings-
virksomheder samt minkauktionshuse er således også afhængige af minkavl for at kunne
drive deres forretning.
For følgevirksomhederne lægges der op til, at erstatningen fastlægges ved en vurdering
af virksomhedens værdi i såkaldt ”handel og vandel”. Vurderingen foretages af en tak-
sator, der inspicerer den enkelte virksomheds regnskaber, produktionsapparat, salgspri-
ser for lignende virksomheder (eller enkeltelementer i virksomheder) mv. I den forbin-
delse skal der som udgangspunkt tages hensyn til særlige, branchespecifikke forhold.
Dermed adskiller erstatningsmodellen for følgeerhverv sig fra den erstatningsmodel, der
lægges op til for minkavlere. Det skyldes, at der ikke vurderes at være samme store ud-
sving i priserne på produktion i følgeerhverv, som der er for minkskind.
Der lægges op til at yde erstatning til følgeerhverv, der opfylder følgende kriterier:
- Over halvdelen af virksomhedens omsætning i 2017-19 skal hidrøre fra handel med
danske minkproducenter.
- Virksomhedens produktion kan ikke umiddelbart omlægges til anden aktivitet.
Kravet om, at over halvdelen af virksomhedens omsætning skal hidrøre fra handel med
dansk minkproduktion kan dog fraviges i følgende to tilfælde:
- Erstatning for staldkapacitet udlejet til dansk minkavl, hvor der er de nødvendige
miljøtilladelser mm. til minkavlen. Der ydes kun erstatning for udnyttet kapacitet til
produktion af mink, hvor der er de nødvendige miljøtilladelser mm. til minkproduk-
tionen. Det skal sikre, at der gives erstatning for en minkstald, der har været i drift
frem til aflivningen af danske mink, uanset om denne er ejet af avleren selv eller
lejes af en anden.
- Erstatning for pelserier, der betjener danske minkavlere, hvor pelseriet indgår i en
virksomhed, hvor der også drives minkavl i Danmark. Det skal sikre, at der kan ydes
erstatning til pelserier, der har været i drift frem til aflivningen af danske mink, uan-
set om pelseriet organisatorisk er udskilt i et separat selskab eller indeholdt i selve
minkvirksomheden.
Ved vurderingen af, om produktionen kan omlægges til anden aktivitet, vil taksator bl.a.
skulle vurdere om omstilling er mulig, hvad omkostningerne er ved en omstilling, og
om dette står i et rimeligt forhold til indtjeningspotentialet ved en ny type aktivitet.
8/19
Det er en forudsætning for at få erstatning, at der har været minkrelateret produktion i
virksomheden frem til udbruddet af COVID-19 ramte minkerhvervet, og at der har været
de relevante miljøtilladelser mm. til produktionen. Der ydes erstatning for den andel af
virksomheden, der er relateret til dansk minkavl. I udgangspunktet lægges der op til, at
staten overtager ejerskabet af de eksproprierede effekter.
Virksomheder, der ikke vælger at søge den særlige erstatning efter denne ordning, og
virksomheder, hvor mindst halvdelen af virksomhedens omsætning ikke hidrører fra
minkavl i Danmark, eller hvor produktionen kan omlægges, kan i stedet søge kompen-
sation inden for de almindelige COVID-19-kompensationsordninger. Herunder den sær-
lige ordning om kompensation til leverandører til minkfarme, der følger af Aftale om
udvidelse af hjælpepakker af 27. oktober 2020.
4. Erstatnings- og taksationskommission mv.
Ved ekspropriation er det sædvanligt, at erstatning fastsættes efter en konkret vurdering
af en taksationskommission (med mulighed for indbringelse for domstolene). Imidlertid
har de eksisterende statslige ekspropriationskommissioner nedsat efter ekspropriations-
procesloven ikke kapacitet til at håndtere minksager i det aktuelle omfang. Herudover
vil der være behov for, at der kan takseres erstatning både i tilfælde, hvor der vurderes
at være tale om ekspropriation, og i øvrige tilfælde, ligesom der skal kunne takseres
kompensation til både minkavlere og virksomheder i følgeerhverv. Der vurderes derfor
at være behov for ekstra kapacitet til at taksere værdierne.
Der er derfor enighed om at nedsætte en særlig erstatnings- og taksationskommission til
håndtering af minkerstatningerne.
Erstatnings- og taksationskommissionens taksatorer skal vurdere de individuelle ele-
menter i modellerne ovenfor baseret på en konkret vurdering af hver minkbedrift og føl-
gevirksomhed jf. bilag 3. Taksator vil i den forbindelse skulle have adgang til at inspicere
virksomheden samt adgang til regnskaber, relevante tilladelser mm.
Erstatningen til den enkelte minkavler eller virksomhed fastsættes på baggrund af de
beskrevne modeller og vurdering af de konkrete virksomhedsforhold af erstatnings- og
taksationskommissionen. Erstatnings- og taksationskommissionen vil fastsætte erstat-
ning efter samme principper uanset, om der i det enkelte tilfælde vurderes at være tale
om ekspropriation eller ej.
De minkavlere og følgeerhverv, der ikke mener at have opnået fuld erstatning, vil have
mulighed for at indbringe spørgsmålet om erstatningsberegningen for domstolene.
Minkavlerne står i en helt ekstraordinær situation og har behov for hurtigst muligt at få
vished omkring deres fremtidige økonomi. Aftalepartierne er på den baggrund enige om,
at erstatnings- og taksationskommissionerne skal nedsættes hurtigst muligt, og at der
derfor skal afsættes de nødvendige ressourcer til, at takseringerne hurtigst muligt kan
afsluttes. Aftalepartierne er endvidere enige om, at der i det omfang det er muligt skal
9/19
etableres en standardberegning, som kan bruges til at udbetale en del af den fremtidige
erstatning som et a conto-beløb, inden erstatnings- og taksationskommissionen har be-
handlet sagen, og den samlede taksering er afsluttet.
Modellen for a contoudbetaling af erstatningen skal implementeres hurtigst muligt, så
der kan ske udbetaling. Aftalepartierne holdes løbende orienteret om model for a conto-
udbetaling og opstart af disse udbetalinger.
Det er forventningen, at Fødevarestyrelsen kan påbegynde forudbetalingerne for skind
og tempobonus i februar 2021, hvilket vurderes at afhjælpe en stor del af avlernes evt.
likviditetsudfordringer.
5. Lukkeomkostninger
Aftalepartierne er enige om, at alle minkavlere, der vælger at lukke bedriften, kan mod-
tage et engangsbeløb på 80.000 kr. Beløbet vil gøre det muligt for avleren at dække di-
verse engangsomkostninger i forbindelse med nedlukningen.
Beløbet ydes inden for rammerne af de minimis i EU's statsstøtteregler. Minkavlerne vil
i forbindelse med udbetaling af engangsbeløbet til lukkeomkostninger på tro og love
skulle oplyse, hvad vedkommende allerede har modtaget i de minimis støtte. Såfremt
beløbet til avleren med tildelingen af lukkeomkostninger overstiger den samlede støtte-
grænse, vil beløbet skulle reduceres tilsvarende.
6. Nedrivning af produktionsanlæg mv.
Aftalepartierne er enige om, at staten vil have ansvaret for at dække udgifter forbundet
med nedrivning af produktionsanlæg mv.
7. Omstilling for minkavlere og følgeerhverv mv.
Endelig er aftalepartierne enige om, at der skal etableres en særlig indsats, der kan un-
derstøtte fornyet udvikling, vækst og beskæftigelse i de kommuner, der i særlig grad er
berørt af aflivningen af mink, og hjælpe de beskæftigede i erhvervene videre i nye job.
På den baggrund er der enighed om, at der afsættes 100 mio. kr. til en omstillingsindsats,
der udmøntes sammen med aftalepartierne. Indsatsen skal køre i to spor, der omfatter
hhv. medarbejdere og virksomheder.
For minkavlerne og virksomhedsejere i tilknyttede følgeerhverv kan indsatsen bl.a. om-
fatte sparring til erhvervsomlægning/iværksætteri og investeringsstøtte til omlægning af
produktionen fra minkavl og de dertil relaterede aktiviteter til andre erhverv, herunder
inden for virksomhedsområder, der understøtter den grønne omstilling.
For minkavlere, lønmodtagere og selvstændige på minkfarme og i følgeerhverv kan ind-
satserne omfatte målrettet om- og opkvalificering. Via partsafklarede og skræddersyede
10/19
opkvalificeringsforløb kan de ledige komme hurtigt i gang med uddannelserne. Minkav-
lerne vil bl.a. kunne modtage kompetenceudvikling, der understøtter omstillingen af
virksomheden.
De konkrete indsatser tilrettelægges i dialog med erhvervet og lønmodtagerorganisatio-
ner med henblik på at sikre, at indsatserne møder lokale behov og kan understøtte lokale
indsatser for fornyet vækst og beskæftigelse. Der tages forbehold for, at udmøntning af
midlerne skal ske inden for rammerne af EU’s statsstøtteregler.
8. Likviditet
Den nuværende momslåneordning for små og mellemstore virksomheder er blevet gen-
åbnet i november 2020. Frem til den 18. december 2020 kunne virksomheder, der ikke
fik søgt i første omgang, dermed søge om at få tilbagebetalt tidligere indbetalt moms og
lønsumsafgift som rentefrit lån og dermed få styrket likviditeten. Endvidere er der mu-
lighed for at trække på Vækstfondens garantiordninger.
Regeringen vil herudover drøfte med Finans Danmark, hvordan kreditinstitutterne kan
bidrage til en skånsom håndtering af den aktuelle situation i minkerhvervet, ikke mindst
i lyset af den indgåede aftale om erstatning til erhvervet.
9. Gældsforhold og hjælp til konkursramte avlere
Når der ydes erstatning, tilfalder en del af erstatningsbeløbet minkavlerens kreditorer
afhængig af størrelsen på de udestående fordringer. Minkavlerne skønnes at have en
samlet udestående gæld på i alt ca. 8½ mia. kr.
Hovedparten af de danske minkavlere er solvente, og for langt de fleste minkavlere vil
den udmålte erstatning være tilstrækkelig til at dække avlernes gæld.
Nogle avlere kan dog komme i den situation, at de selv efter erstatningen står tilbage
med en nettogæld. For at understøtte disse avlere etableres en særlig enhed i Finansiel
Stabilitet, der kan bistå den enkelte avler med at opnå en gældssanering jf. bilag 4. Ud-
gifterne hertil finansieres af selskabet. Bistanden omfatter hjælp til at skabe overblik over
den økonomiske situation, vejledning i forhold til gældssanering, forhandlinger med kre-
ditorerne og bistand ved en eventuel sag ved skifteretten. Dette skal bidrage til en hurtig
gældssanering med det formål, at avlerne kan videreføre en ’normal’ tilværelse.
10. Andre initiativer
Aftalepartierne er enige om at afsætte 25 mio. kr. årligt i 2021 og 2022 til styrkelse af
økologi og skovrejsning. Midlerne til økologi kan bl.a. bidrage til yderligere fremme af
nye kostråd bl.a. ved udbredelsen af mere grøn økologisk kost via et videnscenter, om-
stilling i offentlige og private professionelle køkkener og praksisnære undervisningsfor-
løb.
11/19
Aftalepartierne er derudover enige om at udvide suspensionen af dagpengeforbruget, der
blev genindført ved Aftale om tillæg til aftale om genåbning af generelle kompensations-
ordninger, med yderligere én måned. Dagpengeforbruget vil dermed samlet set være
suspenderet i perioden fra 1. januar 2021 til og med 31. marts 2021. Perioden medtælles
ikke i den lediges dagpengeanciennitet. Det vil være en betingelse, at den ledige er med-
lem af a-kassen i perioden. Suspensionen af dagpengeforbruget udmøntes i øvrigt på
samme vis, som genindførelsen af suspensionen af dagpengeforbruget i perioden den 1.
januar – 28. februar 2021.
11. Videre proces
Aftalen er en stemmeaftale.
Aftalepartierne noterer sig, at de materielle hjemler til udmøntningen af aftalen er tilve-
jebragt ved lov 2185 af 29. december 2020 om aflivning af og midlertidigt forbud mod
hold af mink. Det gælder dog ikke de to undtagelser fra kravet om, at over halvdelen af
virksomhedens omsætning skal hidrøre fra handel med dansk minkproduktion i forbin-
delse med erstatning til følgeerhverv. Ligeledes gælder det ikke den særlige enhed i Fi-
nansiel Stabilitet, der kan yde bistand til konkursramte avlere. Regeringen vil fremsætte
lovforslag, der tilvejebringer de nødvendige hjemler.
De økonomiske konsekvenser af lovforslaget hjemles ved aktstykker og på fremtidige
bevillingslove. Aftalepartierne er enige om at stemme for finansieringen af erstatning og
kompensation.
Aftalepartierne inddrages forud for udstedelse af de nødvendige bekendtgørelser og vej-
ledninger.
Der tages et generelt forbehold for statsstøttegodkendelse.
12/19
Bilag 1. Skattemæssig behandling af erstatning
Sammenhæng til værdiansættelsesmetode
Det generelle skatteretlige udgangspunkt er, at erstatninger, herunder ekspropriationser-
statninger, skattemæssigt skal behandles på samme måde som det, erstatningen træder i
stedet for. Dette benævnes ofte substitutionsprincippet.
Det bemærkes i den sammenhæng, at det ikke i sig selv er afgørende, at en væsentlig del
af erstatningen er beregnet som det forventede indtægtstab i en 9-årig periode efter en
DCF-model. Der vil således efterfølgende skulle udarbejdes en selvstændig skattemæs-
sig vurdering af, hvad erstatningen træder i stedet for. Den skattemæssige vurdering er
uafhængig af valget af værdiansættelsesmetode. Det betyder også, at skattebetalingen
ikke nødvendigvis har en direkte sammenhæng med erstatningens størrelse. Det afhæn-
ger af, hvad der gives erstatning for.
Det henhører under Skatteforvaltningen (og i sidste ende domstolene) at fastlægge, hvad
resterstatningen – dvs. den erstatning, der ved erstatningsopgørelsen ikke direkte er hen-
ført til dækning af konkrete aktiver – træder i stedet for.
Hvornår skal der betales skat?
Hele erstatningsbeløbet vil således efterfølgende skulle fordeles ud på de forskellige un-
derliggende elementer, som erstatningen gives for. I det følgende gives en overordnet
beskrivelse af, hvordan erstatninger efter hovedmodellen må forventes at blive behandlet
i skattemæssig henseende. Dernæst gives der eksempler på, hvornår det giver anledning
til, at minkavleren skal betale skat.
• Erstatning, der kan henføres til indtægtstab i 2021, vil være skattepligtig
Da der er tale om erstatning for virksomhedens konkret beregnede mistede skatte-
pligtige indtægter efter fradrag for fradragsberettigede omkostninger i en kortere, af-
grænset periode, vil erstatningen skulle behandles på samme måde som det, den træ-
der i stedet for, dvs. skattepligtig indkomst i virksomheden.
Det betyder, at hvis erstatningen for indtægtstab i 2021 medfører, at minkavlerne har
et skattepligtigt overskud i 2021, så skal minkavleren betale skat af dette skatteplig-
tige overskud. Minkavlerne vil kunne benytte tidligere års skattemæssige underskud
til at nedbringe det skattepligtige overskud.
• Erstatning for værdien af driftsmidler, bygninger og installationer behandles som
ved et salg af aktiverne
Erstatning for aktiver som driftsmidler, bygninger mv. vil skulle behandles som af-
ståelsessummer efter afskrivningslovens regler – dvs. at erstatningen behandles som,
hvis minkavleren havde solgt de pågældende aktiver. Det vil i den forbindelse være
den takserede værdi, der skal lægges til grund som det relevante erstatningsbeløb
13/19
(”salgsbeløb”) for aktiverne, og som derfor vil skulle behandles som afståelsessum
ved fastlæggelsen af de skattemæssige konsekvenser.
Taksator vil i forbindelse med taksering af en minkfarm også foretage en vurdering
af de enkelte bygninger, maskiner mm., som kan udgøre et input i den skattemæssige
behandling. Konkret betyder det, at hvis taksator fx vurderer en driftsbygning til 1
mio. kr., og at denne driftsbygning i skatteregnskabet er afskrevet ned til 900 t.kr.,
vil minkavleren være skattepligtig af den skattemæssige ”gevinst” på 100 t.kr. Så-
fremt taksator vurderer driftsbygningen til mindre end de 900 t.kr., som bygningen
står til i skatteregnskabet, udløses der ikke en skattepligtig indkomst.
• ”Resterstatningen” – som udgangspunkt skattefri
Den del af erstatningen beregnet for perioden 2022-2030, der ikke modsvares af vær-
dien af bygninger og driftsmidler, vurderes som udgangspunkt at udgøre erstatning
for ”tab af indkomstgrundlag”. Erstatning for tab af indkomstgrundlag, dvs. et varigt
tab af indtægter i en uvis fremtid, anses efter praksis for skattefri efter statsskattelo-
vens § 5, da erstatningen vedrører den skattepligtiges formue.
Samlet kan det derfor konkluderes, at der er to situationer, erstatningen til minkavleren
vil udløse en skattepligtig indkomst og dermed potentielt en pligt til at betale skat:
- Minkavleren genererer et skattepligtigt driftsoverskud i 2021 som følge af er-
statningerne for nedslåede mink.
- Minkavleren får et højere erstatningsbeløb (efter taksators vurdering) for akti-
ver, end de er værdiansat til i skatteregnskabet.
14/19
Bilag 2. Beregning af diskonteringsfaktor
Fremtidige indtægter tilbagediskonteres, så alle fremtidige beløb omregnes til en nutids-
værdi. Konkret udføreres følgende beregning:
𝑁𝑁𝑁𝑁𝑁𝑁𝑁𝑁𝑁𝑁𝑁𝑁𝑁𝑁æ𝑟𝑟𝑁𝑁𝑁𝑁 =
𝐼𝐼𝐼𝐼𝐼𝐼𝐼𝐼æ𝑔𝑔𝐼𝐼𝑡𝑡
(1+𝐼𝐼𝑑𝑑𝑑𝑑𝑑𝑑𝑑𝑑𝐼𝐼𝐼𝐼𝑑𝑑𝑑𝑑𝑑𝑑𝐼𝐼𝑔𝑔𝑑𝑑𝑑𝑑𝑑𝑑𝑑𝑑𝐼𝐼𝑑𝑑𝑑𝑑)𝑡𝑡
,
hvor 𝐼𝐼𝐼𝐼𝑁𝑁𝑁𝑁æ𝑔𝑔𝑁𝑁𝐼𝐼 udgør den fremtidige indtægt i år 𝑁𝑁.
Der vil blive anvendt én diskonteringsfaktor for erhvervet som helhed svarende til et
estimat for markedets vurdering af prisen på kapital til minkerhvervet.
Den konkrete diskonteringsfaktor er udregnet på baggrund af:
1. Data fra Finanstilsynets kreditregister om de renter, minkavlere i Danmark kon-
kret betaler for deres realkreditlån og bankgæld.
2. Oplysninger om finansieringsomkostninger for landbruget i Vækstfonden som et
estimat for den krævede forrentning af den del af finansieringen, der ikke kan
dækkes med bank- og realkreditlån.
Diskonteringsfaktoren er beregnet som et vægtet gennemsnit af virksomhedens estime-
rede omkostninger ved gælds- og egenkapitalelementerne som præsenteret i tabel 1.
Tabel 1
Gældstype Andel (pct.) Rente (pct.)
Realkreditlån 40 1,6
Banklån 30 5
Egenkapital 30 10
Vægtet gennemsnit 5,14
Kilde: Egne beregninger på baggrund af udtræk fra Finanstilsynets kreditregister for minkavlere og op-
lysninger fra Vækstfonden for landbrugserhvervet generelt.
Diskonteringsfaktoren udgør dermed en vægtet gennemsnitlig kapitalomkostning for av-
leren (såkaldt WACC, Weighted Average Cost of Capital).
15/19
Bilag 3. Taksators opgaver
Den foreslåede model indeholder tre hovedelementer til fuldstændig erstatning af den
enkelte avler:
1. En kompensation per mink, der er slået ned i 2020, men som ikke er pelset, og som
derfor ikke kan generere indkomst i 2021.
2. En kompensation for tabt fremtidig indtjening i 2022-2030. Indtjeningen i perioden
tilbagediskonteres til 2021.
3. Den forventede restværdi af minkavlerens kapitalapparat, herunder stalde, bure
mm., i 2030, tilbagediskonteret til 2021.
Elementerne i modellens punkt 2 og 3 beregnes således baseret på en individuel vurde-
ring af hver minkbedrift foretaget af en taksator. Der lægges op til, at taksators vurderin-
ger tager sit udgangspunkt i en opgørelse udarbejdet af minkavleren selv over erstat-
ningsberettigede aktiver. Taksator vil herefter danne sig et billede af farmen og gen-
nemgå regnskaber, relevante tilladelser mm., hvor sidstnævnte vil være en del af avlerens
opgørelse. Heri ligger, at der ved taksering tages udgangspunkt i en dialogbaseret tilgang
mellem avler og taksator.
Såfremt minkavleren ikke selv har ressourcer til at opgøre de erstatningsberettigede ak-
tiver, lægges der op til, at taksator og minkavler i fællesskab gennemgår minkfarmens
aktiver.
Ved taksering af erstatningen vil taksator konkret bl.a. skulle vurdere og tage højde for:
- Kvaliteten af avlerens skind i 2017-2019 baseret på de opnåede priser sammenlignet
med gennemsnitsprisen på danske skind i året. Det benyttes til at beregne den faktor,
som den gennemsnitlige pris skal justeres med (kvalitets-indeks), dog maks indeks
105.
- Omkostningerne ved produktion af mink på den enkelte bedrift, herunder for ejerløn-
nen. Dette input indgår direkte i beregning af tabt fremtidig indtjening, dog med
omkostnigner svarende til minimum 75 pct. af gennemsnittet.
- Lønomkostninger vurderes i forhold til arbejdsmængde på farmen, og der fastlægges
timelønninger, der minimum svarer til overenskomstløn. Om nødvendigt foretages
en korrektion af omkostningerne i erstatningsberegningen.
- Antal avlstæver ultimo 2019. Antallet udgør grundlaget for at beregne størrelsen af
den forventede produktion fremover.
- Værdien af produktionsapparatet tilknyttet minkbedriften i 2021 samt den forven-
tede restlevetid. Denne værdi afskrives frem mod 2030 og erstattes med nutidsvær-
dien.
- Vurdering af uudnyttet kapacitet i handel og vandel, herunder at der har været pro-
duktion på farmen i 2020, 2019 og/eller 2018.
- Påkrævede investeringer for at fortsætte produktionen frem til 2029.
- Værdien af enkeltelementer i produktionsapparatet tilknyttet minkdriften. Dette skal
opgøres for at sikre korrekt skattemæssig behandling af erstatningen.
- Tjek af, om der er de relevante miljøtilladelser mm. på farmen.
16/19
For avlere, der vælger dvalemodellen, vil taksator bl.a. skulle foretage en vurdering af
de faste omkostningers størrelse og af uundgåelige driftsomkostninger til vedligehold og
service af produktionsfaciliteter i dvaleperioden.
For følgeerhverv vil taksator fastslå andelen af virksomhedens omsætning, der er mink-
relateret, ligesom taksator skal vurdere, om produktionen kan omlægges til anden akti-
vitet. Her vil taksator bl.a. skulle vurdere om omstilling er mulig, hvad omkostninger og
kapitalbehov er ved en omstilling, og om dette står i et rimeligt forhold til indtjenings-
potentialet ved en ny type aktivitet.
For virksomheder i målgruppen fastlægges virksomhedens værdi i såkaldt ”handel og
vandel”. Igen skal virksomheden udarbejde et oplæg til erstatningsberegning, og taksator
vil herefter inspicere den enkelte virksomheds regnskaber, produktionsapparat, vurdere
salgspriser for lignende virksomheder, herunder under hensyntagen til eventuelle bran-
chespecifikke forhold, (eller enkeltelementer i virksomheder) mv.
17/19
Bilag 4. Indsats i Finansiel Stabilitet
Avlere, der står med høj personlig gæld, har mulighed for at gøre brug af det særlige
rekonstruktionsinstitut i konkursloven, der bl.a. indeholder regler om tvangsakkord, eller
søge gældssanering efter de særligt lempelige regler, der gælder i forbindelse med kon-
kurs af egen virksomhed.
Imidlertid kan der, for at understøtte avlerne i en vanskelig proces, herudover etableres
en mulighed for gratis bistand i regi af en særlig enhed i Finansiel Stabilitet for de avlere,
der på baggrund af den forventede erstatningsudmåling står over for en konkurs.
Første skridt vil være, at enheden hjælper avleren med at få overblik over sin økonomiske
situation. Enheden vil i den forbindelse gennemgå avlerens regnskaber, aktiver mm. og
sammenholde dette med erstatningen. Samtidig vil enheden sammen med avleren fast-
lægge avlerens fremtidige indtjeningsmuligheder og på den baggrund fastslå både den
forventede fremtidige gæld og avlerens gældsserviceringsevne.
På baggrund af det etablerede overblik vil enheden vejlede avleren, om der vurderes at
være basis for at søge en særlig aftale med kreditorerne. Vurderingen tager udgangspunkt
i den enkelte avlers situation, hvor det bl.a. vil indgå i vurderingen, om afvikling af gæl-
den synes udsigtsløs, og det vil være et afgørende kriterie, om gælden afholder skyldner
fra at videreføre en normal tilværelse.
I de tilfælde, hvor avleren ønsker det, vil enheden bistå avleren i en dialog med kredito-
rerne. Med udgangspunkt i den udarbejdede oversigt over både gæld og gældsservice-
ringsevne vil enheden således igangsætte drøftelser med kreditorerne (typisk realkredit,
bank, foderselskaber, auktionshuse mv.) om etablering af en gældssaneringsaftale for
den konkrete avler.
Formålet med drøftelserne er en aftale om nedskrivning af gælden til et håndterbart ni-
veau, der vil skulle afvikles over typisk tre år, eller alternativt i særligt udsigtsløse til-
fælde fuldstændig bortfald af gælden. Det svarer til de vilkår, der normalt gælder ved en
egentlig gældssanering.
Enheden vil i forhandlingssituationen kunne vejlede avleren om, hvornår det vurderes
hensigtsmæssigt at indgå en frivillig aftale, og hvornår avleren vurderes med fordel at
kunne søge om egentlig gældssanering ved skifteretten.
I de tilfælde, hvor der ikke kan opnås en frivillig aftale på rimelige vilkår, overgår sagen
til skifteretten til behandling om gældssanering. I den forbindelse vil der i enheden læg-
ges vægt på, at de materialer, der løbende er udarbejdet til brug for de frivillige forhand-
linger, overdrages i en form, så materialet kan indgå i den videre sagsbehandling i skif-
teretten.
18/19
Den bistand, avleren modtager fra den særlige enhed, ydes uden vederlag. Dermed får
avleren dækket alle omkostninger til at skabe overblik over sin økonomiske situation og
til udarbejdelse af materialer, ligesom avleren får dækket omkostninger til forhandlings-
bistand og vejledning, uanset om der opnås en aftale med kreditorerne eller ej. Kun ved
en eventuel behandling i skifteretten vil avleren skulle betale de sædvanlige gebyrer.
Avleren vil dog her have mulighed for at ansøge om fri proces i henhold til de alminde-
lige regler.
19/19
Bilag 5. EBITDA
EBITDA står for Earnings before Interest (rente), Tax (skat), Depreciation (afskrivnin-
ger) and Amortization (afdrag). Dermed er EBITDA udtryk for en virksomheds driftsre-
sultatet før renter, skat, afskrivninger og afdrag.
Erstatningsmodellens beregning af tabt fremtidig indtjening tager udgangspunkt i
EBITDA og indregner dermed ikke hverken renter, skat, afskrivninger eller afdrag i om-
kostningerne. Til gengæld afskrives aktivernes værdi særskilt, inden der beregnes en er-
statning for restværdi af kapitalapparatet i 2030, og erstatningen tilbagediskonteres til
2021-værdi med den estimerede kapitalomkostning for erhvervet.
Ved fastlæggelse af minkavlernes resultat før renter, skat, afskrivninger og afdrag tages
der udgangspunkt i en individuel vurdering af hver minkbedrift foretaget af en taksator.
Dog vil en række forhold blive fastlagt centralt i henhold til aftaleteksten, herunder:
- Skindprisen for avleren beregnes med udgangspunkt i en skindpris på 332,75
kr./skind
- Skindprisen korrigeres for avlerens individuelle opnåede pris sammenlignet med
gennemsnittet i 2017-18, dog kan indekset for skindkvalitet i beregningen ikke over-
stige indeks 105
- Der lægges en bund ind under omkostningerne på farmen, så de uagtet de faktiske
omkostninger ikke kan fastlægges lavere end 75 pct. af gennemsnittet
- Lønomkostninger vil blive vurderet i forhold til arbejdsomfanget på farmen
- Timelønninger skal minimum svare til overenskomstfastlagt løn for en landbrugs-
medarbejder
- Afskrivningsperioden for kapitalapparatet fastlægges til maksimalt 15 år uagtet den
faktiske restlevetid