Høringssvar, fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri

Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Til udvalgets orientering fremsendes hermed indkomne høringssvar til forslag til lov
om ændring af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink og Lov om
Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Høringsfristen udløber i dag den 31. marts 2021. Øvrige høringssvar, som måtte
komme ind inden for høringsfristen, vil blive sendt over til udvalget den 1. april 2021.
Høringssvarene vil ligeledes blive uploadet på Høringsportalen den 1. april 2021.
Rasmus Prehn / Tejs Binderup
Den 31. marts 2021
./.
Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 206 - Bilag 3
Offentligt


Til: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (fvm@fvm.dk)
Cc: Tina Solem (tso@fsr.dk), Signe Skibstrup Blach (sisbl@fvm.dk), Thomas Krath Jørgensen (tkj@fsr.dk)
Fra: Thomas Krath Jørgensen (tkj@fsr.dk)
Titel: Jnr. 2021-14 - FSR danske revisorer - svar på Høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om aflivning
af og midlertidigt forbud mod hold af mink
Sendt: 28-03-2021 21:54
Kære Signe
Tak for muligheden for at kommentere på denne Høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om aflivning
af og midlertidigt forbud mod hold af mink.
Vi har to kommentarer:
1)
Følgende formulering fremgår:
4. I § 8, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »stk. 1-3«: », herunder regler om ansøgning,
frister, oplysnings- og dokumentationskrav samt krav om revisorattestation«, og i 2. pkt. indsættes efter
»myndigheder, der skal behandle sagerne,«: »samt om deres virksomhed og sekretariatsbistand,«.
Formuleringen ”revisorattestation” bør udskiftes til ”en erklæring fra en godkendt revisor” mhp. at anvende korrekte
formulering.
Ved at anvende formuleringen ”godkendt revisor” sikres det, at revisoren er uddannet statsautoriseret eller
registrerer revisor. Rette ord for ”attestation” er i revisionsmæssige sammenhænge ”erklæring”.
Man kunne overveje at anvende ordet ”revisorerklæring” som alternativ, men det bør ikke anvendes, da ”revisor”
ikke er en beskyttet titel.
2)
I lovbemærkningerne fremgår ordet ”revisorpåtegning”. I revisionsmæssige sammenhænge anvendes denne
formulering kun om én bestemt type revisorerklæring. Rette ord i lovbemærkningerne vil være ”revisorerklæring”.
--
Vi deltager gerne i drøftelse af fx hvornår det kan være relevant at stille krav om erklæring fra en godkendt revisor,
hvilke typer erklæringer der findes og hvilke typer erklæringer der bør anvendes i hvilke situationer.
Med venlig hilsen
Thomas Krath Jørgensen
Fagchef – rapportering og udvikling, statsaut. revisor
M 4193 3148
E tkj@fsr.dk
FSR – danske revisorer
Kronprinsessegade 8
1306 København
T 3393 9191
www.fsr.dk
Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 206 - Bilag 3
Offentligt


Administration: Gl. Tårupvej 48, 7000 Fredericia. Tlf.: 71 99 33 43. mail: info@baeredygtigtlandbrug.dk
Hjemmeside: www.baeredygtigtlandbrug.dk
Fredericia, den 25. marts 2021
Høringssvar til udkast til forslag til lov om ændring af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold
af mink og lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet
Tak for muligheden for at komme med bemærkninger til lovforslaget, jeres j.nr. 2021-14.
Konklusion
Vi har følgende overordnede bemærkninger:
1) Den korte høringsfrist gør det umuligt dækkende at belyse lovforslagets konsekvenser.
2) Lovforslaget bør suspendere det 3-årige kontinuitetsprincip, så alle mink-avlere (der har lyst) får
mulighed for at opstarte deres produktion, når Corona-epidemien engang forhåbentlig er slut.
3) Produktionen er som udgangspunkt gyldig – det er statens opgave i hver enkel sag at bevise det
modsatte. Lovforslaget bør ændres på dette punkt.
4) Lovforslaget bør SMV-vurderes. Det er ikke tilfældet, hvorfor loven ikke gyldigt kan vedtages.
Mink-skandalen i hovedsagen
Mink-skandalen er den største juridiske skandale i nyere tid, og det forhold, at politi og militær uden
udtrykkelig lovhjemmel tvang mink-drab igennem – og samtidig lavede en bonus-ordning, så minkavleren
selv kunne hjælpe til at gennemføre den grundlovsstridige beslutning – er helt uden sidestykke.
Kort høringsfrist
Høringsfristen er alt for kort og går over påsken. Det er uacceptabelt, og vi må tilstå, at vi ikke har mulighed
for at komme med bemærkninger til alle dele af lovforslaget. Vi har derfor alene udvalg visse dele.
Permanent lukning
Det fremgår af lovforslaget alm. del, ”2.5.2. Mi isteriet for Fødevarer, La dbrug og Fiskeris overvejelser og
de foreslåede ord i g”, at:
” De i de politiske aftale af 5. ja uar fastlagte erstat i gs- og beregningsmodeller, som påtænkes
udmøntet i medfør af § 8, stk. 3, i lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink indebærer, at
der bl.a. skal ydes fuldstændig erstatning og kompensation til minkavlere, der permanent nedlukker deres
minkproduktion, og kompensation til minkavlsafhængige følgeerhverv, der permanent nedlukker deres
minkrelaterede virksomhed[...]” i fre hævelse
Så vidt ses, så fremgår det af aftalen1
, at: ”Avlere kan ikke efter at have modtaget fuld erstatning senere
genoptage brugen af de aktiver, der er blevet erstattet.”.
Lovforslaget blander formueret og miljøret sammen på en uhensigtsmæssig måde, hvorved lovforslaget får
et markant andet indhold. Hensigten med aftalen var i relation til mink-aflivningerne, at det ikke skal være
muligt først at få erstatning for aktiverne, dvs. stald, bure, maskiner, m.v., hvorefter landmanden
genopstarter produktionen med de aktiver han har fået erstatning for.
1
Link: https://fm.dk/media/18540/aftale-om-erstatning-mv-til-minkavlerne-og-foelgeerhverv-beroert-af-covid-19-
a.pdf
Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 206 - Bilag 3
Offentligt
Administration: Gl. Tårupvej 48, 7000 Fredericia. Tlf.: 71 99 33 43. mail: info@baeredygtigtlandbrug.dk
Hjemmeside: www.baeredygtigtlandbrug.dk
Når det i lovforslaget fre går, at: ”[...]der permanent nedlukker deres minkrelaterede virksomhed[...]”, så er
der tale om et indgreb i en produktionsret. Lovforslaget lægger dermed op til, at de minkavlere, der har
valgt at staten skal foretage fuld ekspropriation, således også mister deres produktionsret.
Der gælder et kontinuitetsprincip efter husdyrgodkendelsesloven, hvorefter et husdyrbrug mister sin
produktionsret, hvis der i 3 på hinanden følgende år, ikke er produceret på husdyrbruget. Når det af
lovforslaget fremgår, at man produktionen fuldstændig nedlukkes, så er retsvirkningen (vel) også, at
landmanden mister sin produktionsret, jf. kontinuitetsprincippet?
Der kan jo sagtens opstå den situation, at minkavleren vælger at starte op samme sted fra bunden under de
vilkår og betingelser, der tidligere var gældende. Det er jo ganske realistisk, at landmanden bygger stald,
anlæg og bure op (igen) for at genoptage sin lovlige og godkendte drift.
Det er Bæredygtig Landbrugs klare synspunkt, at loven burde indeholde en klar passus om, at de
minkavlere, der er lukket – uanset om de vælger en dvalemodel eller en fuldstændig lukning, kan beholde
deres produktionsret og/eller miljøgodkendelse – og kontinuitetsprincippet derfor først beregnes fra det
tidspunkt, hvor den midlertidige lukning af mink-erhvervet (på grund af Corona), forhåbentlig engang er
fortid.
Sagt udtrykkeligt, så skal kontinuitetsprincippet sættes ud af kraft, så mink-avlerne får mulighed for at
genoptage deres produktion, hvis de har lyst – eller hvis det er muligt.
Når der er tale om en fuldstændig lukning, så skal det i øvrigt bemærkes, at det derfor også kan lægges til
grund, at lovforslaget har betydning for ammoniak-udledningen, og uanset at dette generelt vurderes at
have en positiv miljøgevinst, pligtigt er underlagt SMV-direktivet. Idet hverken mink-aflivningen, lov om
aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, er SMV-vurderet, så er det entydigt, at dette lovforslag
pligtigt skal SMV-vurderes. Lovforslaget er ikke SMV-vurderet, og lovforslaget er derfor ugyldigt.
Gyldig produktion
Det fremgår af lovforslagets al . del, ”2.3.2. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris overvejelser og
den foreslåede ordning”, at:
”[...]Det fre går af afs it -3 i den politisk aftale af 25. januar 2021 om erstatning mv. til minkavlerne og
følgeerhverv berørt af COVID-19, at det er en forudsætning for erstatning og kompensation til minkavlere og
følgeerhverv, »at der har været de relevante miljøtilladelser mm.« til henholdsvis de producerede dyr eller
produktionen.
Det foreslås på den baggrund, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri får bemyndigelse til at
fastsætte regler om, at tilladelser eller godkendelser efter anden lovgivninger er en betingelse for tildeling og
udbetaling af erstatning og kompensation efter regler fastsat i medfør lovens § 8, stk. 1- .[...]”
Bestemmelsen synes at være overflødig, fordi den der eksproprieres som udgangspunkt har ret til
erstatning for aktiver, der er en del af den lovlige drift, jf. bl.a. princippet om forbud mod ugrundet
berigelse. I denne særlige situation, hvor staten først dræber alle mink for derefter at (forsøge) at
tilvejebringe lovhjemmel for det grundlovsstridige indgreb, må det også være statens opgave at undersøge
hver enkel sag.
Staten kan ikke pålægge de skadelidte at forklare, hvorvidt et aktiv er lovligt – det vender bevisbyrden
rundt i en situation, hvor bedrifterne er nedlagt – måske er der bankkonti, dokumenter, m.v., der er
umulige eller svære at skaffe eller gendanne.
Udgangspunktet er ret selvfølgeligt, at bedriften i sin helhed er lovlig og hvis staten er af den opfattelse, at
der er dele af en produktion, der ikke er lovlig, så må det være op til staten at dokumentere dette. Det kan
Administration: Gl. Tårupvej 48, 7000 Fredericia. Tlf.: 71 99 33 43. mail: info@baeredygtigtlandbrug.dk
Hjemmeside: www.baeredygtigtlandbrug.dk
ikke blive mink-avlerens problem. Dette bør præciseres i lovforslaget for at sætte klare grænser for,
hvordan bemyndigelsen skal anvendes.
Med venlig hilsen
Nikolaj Schulz
Chefjurist
Bæredygtigt Landbrug
mobil. +45 60 14 12 30
E-mail: nsc@baeredygtigtlandbrug.dk
Web: www.baeredygtigtlandbrug.dk


Dato 31. marts 2021
Side 1 af 7
Fødevareministeriet
Sendt via mail til fvm@fvm.dk
J. nr. 2021-14
Forslag til
Lov om ændring af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink
og lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet
Indledende bemærkninger
Hermed fremsendes Landbrug & Fødevarers bemærkninger til lovforslag af 24 marts 2021 [herefter
”Forslaget”] med høringsfrist den 31. marts 2021. Det haster med at skabe klare hjemler for
erstatningsprocessen til mink- og følgeerhvervene i denne helt ekstraordinære situation. Landbrug &
Fødevarer finder det derfor positivt, at der oprettes effektive enheder både i regi af FVST og særlige
erstatnings- og taksationskommissioner, men ser fortsat behov for nødvendige ændringer for, at
Forslaget lever op til den Politiske Aftale af 25. januar 2021 om erstatning mv. til minkavlere og
følgeerhverv berørt af COVID-19 [herefter ”Aftalen”].
På det generelle plan har reguleringen i Forslaget efter vores opfattelse beklageligvis for ensidigt
fokus på myndighedernes krav til de eksproprierede, f.eks.:
 at de berørte parter medvirker aktivt i processen,
 at der skal dokumenteres forhold, der ikke nødvendigvis er lige til at godtgøre, og
 at der overholdes tidsfrist for at undgå at fortabe retten til erstatning mv.
Til gengæld forekommer ord som ”retssikkerhed”, ”løsningsorienteret”, ”pragmatisk” eller ”fleksibel”
ikke én eneste gang i hverken Forsalget eller de tilhørende bemærkninger. Forslagets ensidighed
skaber en ubalance mellem rettigheder og pligter med risiko for, at der ved udmøntningen kan ske
en glidning i styrkeforholdet mellem de forskellige aktører. Landbrug & Fødevarer opfordrer til, at
Forslaget i højere grad eksplicit inddrager rettigheder for de eksproprierede.
Helt konkret peger vi f.eks. på adgangen til at modtage et engangsbeløb på kr. 80.000 i
lukkeomkostninger, som slet ikke er omtalt i Forslaget, selvom det fremgår af Aftalens pkt. 5 på side
9. Denne post er uafhængig af den øvrige udmåling af fuldstændig erstatning og bør derfor omtales
direkte i Forslaget også.
Den politiske aftale
Landbrug & Fødevarer er optaget af, at Aftalen udmøntes loyalt og tekstnært i Forslaget. Den brede
Aftale blev indgået efter mange og udfordrende forhandlinger i kølvandet på vedtagelsen af Lov nr.
1825 af 29. december 2020 [herefter ”Loven”] og udgør derfor et gennemtænkt fundament for
ændringerne heri.
Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 206 - Bilag 3
Offentligt
Side 2 af 7
Det kan derfor undre, at Forslaget i høj grad indeholder en række meget vide bemyndigelses-
bestemmelser til at udstede væsentlige regler i bekendtgørelsesform. Landbrug & Fødevarer så
gerne, at man på nuværende tidspunkt fastsatte bestemmelser om strukturen og kompetencerne
undervejs, herunder f.eks. den nærmere sammensætning og sagsbehandling hos de kommende
myndigheder, der skal forestå takstionsprocessen og udmåle fuldstændig erstatning.
Det følger af Aftalens side 3, 3. afsnit, at aftalepartierne er enige om, at der ydes fuldstændig
erstatning til minkavlere og minkafhængige følgeerhverv, uanset om der juridisk set er tale om
ekspropriation efter Grl. § 73. Det fremgår ligeledes af Aftalens side 4, 3. afsnit, at ”… medmindre
andet følger af denne aftale, gælder de normale principper for erstatningsudmåling i forbindelse med
ekspropriation” samt af Aftalens side 8, 6. afsnit, at ”…Erstatnings- og taksationskommissionen vil
fastsætte erstatning efter samme principper uanset, om der i det enkelte tilfælde vurderes at være
tale om ekspropriation eller ej”.
Aftalen fastslår tydeligt, at nedlukningen af minkerhvervet juridisk og reelt skal behandles som
ekspropriation med de dertil knyttede rettigheder og konsekvenser i relation til erstatningsudmåling.
Konsekvenserne af nedlukningen er, at de berørte avlere og virksomheder har krav på fuldstændig
erstatning, mens Staten til gengæld overtager de minkspecifikke aktiver, der herefter ikke kan
anvendes til minkrelaterede aktiviteter igen.
Forslaget anvender gennemgående både termerne ekspropriation og kompensation, hvilket er i strid
med Aftalens klare ordlyd. Herudover er denne to-sporede terminologi egnet at skabe tvivl om den
juridiske klassifikation, selvom der ikke er tvivl om, hvad der politisk er vedtaget allerede.
Landbrug & Fødevarer anbefaler, at Forslaget renses for bemærkninger, hvor der angives termen
”kompensation”. De politiske forhandlinger efter vedtagelsen af Loven har endegyldigt afklaret, at
berørte skal stilles som om, at de er blevet eksproprieret.
Anvendelsesområde
Hovedformålet med Forslaget er at skabe hjemmel til de overordnede processuelle rammer for
udmåling og udbetaling af erstatning til de avlere og følgevirksomheder, der er nedlukket som en
konsekvens af Loven.
Vi anerkender, at kredsen af følgevirksomheder foreslås udvidet, som angivet i § 8b. Uanset den
foreslåede udvidelse af kredsen af erstatningsberettigede til følgeerhverv, der udlejer stald – og
burkapacitet, jf. i øvrigt også Aftalen, finder Landbrug & Fødevarer fortsat, at afgrænsningen efter
lovens § 8, stk. 3 og de tilhørende bemærkninger om ”…følgeerhverv, der i det væsentlige er
afhængige af minkavl for at kunne drive virksomhed”, er for snæver. Der er efter vores opfattelse
behov for tydeligere at åbne anvendelsesområdet for øvrige følgeerhverv, som måtte have lidt et
kausalt tab som følge af forbuddet mod hold af mink.
Der kan tænkes flere situationer, hvor virksomheder har lidt minkrelaterede tab uden, at der med
Forslaget er sikret adgang til erstatning herfor, selvom virksomheden har truffet helt sædvanlige
forretningsmæssige dispositioner og iagttaget sin tabsbegrænsningspligt, herunder ved at søge
omstilling af deres produktion. Vi kan nævne følgeerhverv, der som markant forretningsgrundlag
havde levering af ingredienser, produkter eller råvaremateriale til foderproduktionen og, som har lidt
betydelige tab i forbindelse med en tvungen omstilling af deres produktion. Disse følgeerhverv har
ikke kunne omstille produktionen umiddelbart - uden betydelige omkostninger.
Side 3 af 7
Landbrug & Fødevarer finder, at virksomheder, der lider tab i en mellem- eller omstillingsperiode
forårsaget af Loven, også skal omfattes af Lovens anvendelsesområde samt, at en hjemmel hertil
skal angives direkte i Forslaget. Staten sparer omkostningerne til fuld ekspropriationserstatning som
ved nedlukning i den situation, mens virksomhederne gennemfører den nødvendige omstilling med
store omkostninger og tab. Hermed brister forudsætningen om umiddelbart at omstille sin produktion,
når dette ikke kan ske uden betydelige tab, herunder driftstab, omsætningstab og øvrige
omkostninger til omstillingen, som derfor skal erstattes.
Efter vores vurdering udestår der fortsat et vigtigt arbejde med at sikre kredsen af følgeerhvervenes
retsstilling, ligesom der er behov for yderligere fleksibilitet i forhold til lovens anvendelsesområde, så
det undgås, at efterfølgende ændringer eller præciseringer bliver nødvendiggjort.
På den baggrund foreslås det, at der skabes en opsamlingshjemmel, der kan rumme og hjemle
erstatning i særlige tilfælde for en bredere kreds af følgeerhverv og for specifikke aktiver eller
dokumenterede tab opgjort efter nærmere skønsmæssige principper, som erstatnings- og
taksationskommissionen skal anvende.
Lovlig drift
Det følger af Aftalens side 4, at det er en forudsætning for at få tilkendt erstatning, at ”…der har været
de relevante miljøtilladelser mm. til de producerede dyr”. Dette er en sædvanlig betingelse i
forbindelse med ekspropriation, men i praksis kan fastsættelse af en række nye bestemmelser herom
blive flaskehals, hvis der skal indhentes dokumentation for alle forhold på ejendommen eller i
virksomheden fra etablering til nedlukning.
For så vidt angår minkavl, er husdyrbrugsloven ændret markant flere gange, og det vil afhænge af
en evt. udvidelse og den dermed forbundne revurdering hvilken godkendelse, produktionen hviler på.
Det må have formodningen for sig, at såvel miljøgodkendelse som bygge- og planforhold er lovlige
både retlig set og fysisk. Landbrug & Fødevarer finder således ikke, at der skal medtages en
bemyndigelsesbestemmelse som den foreslåede i Forslagets § 8, stk. 4.
Det forekommer unødig tungt administrativt og bureaukratisk at afvige fra ekspropriationspraksis for
at etablere et nyt set-up. Skulle der – mod forventning - være en tilbygning el.lign., der savner formel
godkendelse, er det spild af alle ressourcer at ansøge herom forud for en umiddelbar nedrivning.
Under alle omstændigheder er det dog vigtigt, at hele processen ikke går i stå som følge af en række
bagatelprægede vurderinger.
Der bør efter vores opfattelse være en bagatelgrænse, hvis en evt. retlig lovliggørelse er ude af
proportioner henset til værdi og betydning og/eller, hvis sagsbehandlingen i andre tilfælde trækker
ud ved kommunen. Landbrug & Fødevarer opfordrer således til, at det angives i bemærkningerne, at
uvæsentlige mangler i godkendelsesgrundlaget ikke skal få betydning hverken i erstatningsmæssig
eller processuel henseende.
Endelig vil vi gerne udfordre lovligheden af at fastsætte en bestemmelse om retsfortabelse af
erstatningskravet, hvis der ikke er overholdt en nærmere fastsat tidsfrist. Vi anbefaler, at der vejledes
grundigt om processen, men at man undlader afskærende regler af den karakter for et erhverv, som
kun har vist interesse i at bidrage til en hurtig proces og afslutning.
Vi støtter forslaget om, at der som alternativ eller supplement i dokumentationsprocessen kan
anvendes Tro og Love-erklæringer, jf. § 8, stk. 6 i Forslaget.
Side 4 af 7
I forhold til bekræftelse og dokumentation anbefales det yderligere, at økonomikonsulenter i
landboforeningerne under rådgiveransvar kan præstere samme sikkerhed og vurdering af de forhold,
som attesteres i form af en revisorattest. Dette vil også muliggøre en hurtigere behandling, idet konsu-
lenterne har dyb indsigt i minkfarmenes forhold og regulering. Landbrug & Fødevarer anbefaler, at
der skabes hjemmel hertil i Forslaget.
Erstatningskrav
Med hensyn til selve erstatningsopgørelsen er tabet af den fremtidige indtjening den afgørende,
samlende overskrift for udmålingerne for henholdsvis avlere og følgevirksomheder, jf. herom Aftalens
afsnit 1.1 og afsnit 3. Dette kunne med fordel fremhæves i Forslaget.
Der vil givetvis være en række grænsetilfælde, hvor den rigtige tilgang må være, at der tages hensyn
til den eksproprieredes ønsker og værdispildsbetragtninger. Landbrug & Fødevarer savner en
markant mere fleksibel regulering, der fanger de situationer, der ikke eksemplificeres direkte.
Minkavlere kan have anvendt løsøre til øvrige formål i deres bedrifter, ligesom følgevirksomheder
f.eks. kan have immaterielle aktiver som bærende grundlag, også i den fortsættende virksomhed
efter en omstilling. Disse fællesaktiver bør udgå af Statens erhvervelse (og nedrivning) trods betaling
af erstatning for det minkrelaterede tab, eftersom disse aktiver er nødvendige for opretholdelse af
virksomheden øvrige fremtidige indtjening. Alternativt ville virksomhedens øvrige indtjening også
blive negativt påvirket. Formålet hermed er at hindre unødigt værdispild og yderligere negative
konsekvenser for virksomheden, hvis løsøre forsat skal anvendes til andre formål end minkerhverv
I forhold til aktiverne - både fsva. bygninger og løsøre - skal det tidsmæssige aspekt medtages, så
bygninger ikke nedrives, eller løsøre overdrages før, der er opnået enighed ved taksation eller
domstolsprøvelse. Også her er værdispildbetragtninger vigtige at have for øje.
I relation til fast ejendom bemærkes, at Staten ikke overtager det matrikulære areal, som derfor fortsat
tilhører den eksproprierede. Der gennemføres ikke en juridisk arealafståelse, og arbejde udført på
den pågældende ejendom skal derfor ske med respekt for den tilbageværende virksomhed, bedrift
og/eller bolig.
Efter Landbrug & Fødevarers opfattelse, savner Forslaget at tillægge den eksproprierede rettigheder
også i forbindelse med den praktiske gennemførelse af Statens erhvervelser. Forslaget pålægger i §
8a, stk. 4 samt § 8c forpligtelser for den eksproprierede til at medvirke aktivt til erhvervelsen, rydde
adgangsveje mv. som en betingelse for erstatning, mens det ikke er fremhævet, at øvrige
sikkerhedsforskrifter skal iagttages, også fra Statens side.
Der bør imidlertid efter vores opfattelse være en pligt for Staten til at sikre, at gennemførelsen af
arbejdet planlægges og gennemføres i nærmere dialog med den eksproprierede med henblik på
mindst mulig gene for den resterende del af ejendommen. Det kan være relevant med særlig
asbestafdækning eller andre forholdsregler for at beskytte tilhørende bygningsmasse og ejere, som
Staten skal tage højde for allerede i planlægningsfasen for det konkrete arbejde.
I bemærkningerne til § 8a, stk. 3 i Forslaget angives det, at Staten skal sørge for fjernelse eller anden
bortskaffelse eller flytning af erhvervede aktiver, og det bør ske inden for en rimelig frist fra
erstatningens endelige fastsættelse. Videre følger det, at ejeren som udgangspunkt orienteres i
behørig tid inden arbejdets udførelse. Orientering skal efter vores opfattelse ikke være et
udgangspunkt men en pligt.
Side 5 af 7
Der bør ved nedrivningen og bortskaffelsen af materiel også reguleres en pligt til at drage omsorg for
en ryddelig ejendom med mindst mulig synlige spor, sikring af at adgangsveje kan benyttes ligesom
evt. strukturskade og andet i forbindelse med den midlertidige arbejdsplads også skal erstattes i
henhold til gældende praksis. I modsat fald vil minkavleren stå tilbage med omkostninger til at gøre
ejendommen anvendelig til andre formål, hvilket ikke er udtryk for fuld erstatning.
Det foreslås i § 8, stk. 2, at Staten erhverver ret til nedrivning af bygningen med faste installationer
og afholder omkostningerne hertil, jf. også Aftalen, der på side 9 under pkt. 6 angiver, at ”..Staten vil
have ansvaret for at dække udgifter forbundet med nedrivning af produktionsanlæg mv”. Det er
noteret, at det præciseres, at nedrivningsarbejdet også omfatter installationer under terræn. Det klare
udgangspunkt må i den forbindelse være, at der skal ske en fuldstændig retablering af det
pågældende område, så det kan igen kan anvendes til landbrugsdrift eller anden aktivitet uden
afholdelse af omkostninger til at færdiggøre Statens forpligtelser. Heri ligger fjernelse og bortskaffelse
af aktiver over, på samt under terræn, ligesom grus, sand m.v., der er indgået i opbygningen af
installationen tillige opgraves og bortskaffes. Endelig skal det berørte areal planeres og udlægges
med et passende lag rå- og muldjord.
Det bør også fremgå af bemærkningerne i Forslaget, hvordan man håndterer de situationer, hvor
nedrivning ikke er mulig uden skade på tilknyttet bygningsmasse.
Endelig opfordrer Landbrug & Fødevarer til, at der indsættes mulighed for ekstension i de tilfælde,
hvor Statens overtagelse har en sådan påvirkning på ejendommens restværdi eller fortsatte
udnyttelsesmuligheder, at ejendommen ikke kan udnyttes på en hensigtsmæssig måde.
Overdragelse
I § 8, stk. 8 i Forslaget foreslås indført en bestemmelse, som hindrer, at aftaler om overdragelse af
krav på erstatning er ugyldige, før ”kravet” er indtrådt.
Det er noteret, at det i forslaget er angivet, at kravet anses for indtrådt, når der foreligger en endelig
afgørelse om erstatningens størrelse. Det er imidlertid et brud på det klare udgangspunkt om, at der
blev truffet en ekspropriationsbeslutning med Statsministerens udmelding om nedlukning af
erhvervet den 4. november 2020. Henset til formålet med bestemmelsen er vi uforstående overfor
dette sene retserhvervelsestidspunkt. Det er herudover uklart, hvordan man i praksis håndterer
dispositioner, der måtte være foretaget i den mellemliggende periode, som kan være ganske lang,
hvis kravet ultimativt erhverves ved opnåelse af dom. Endelig bør det præciseres, at der er tale om
overdragelse af selve erstatningskravet - og ikke virksomheden/ejendommen.
Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 8, stk. 9 til at udarbejde nærmere regler om
udbetaling og fordeling finder Landbrug & Fødevarer fornuftig som hjemmel for, at der kan etableres
en mere fleksibel løsning med mulighed for udbetaling af erstatning for de aktiver, hvor der ikke er
panterettigheder at tage højde for.
Landbrug & Fødevarer anbefaler videre, at det også reguleres eksplicit, at den eksproprierede ikke
blot kan anmode om forskud, men også løbende aconto udbetaling, f.eks. i den situation, hvor
sagsbehandlingen trækker ud, eller der i øvrigt er særlige forhold.
Side 6 af 7
Øvrige erstatningsposter
Af Forslaget fremgår, at man anslår omkostningerne for erhvervet til at udgøre under kr. 4 mio. kr.,
hvortil kommer bistand til revisor. I runde tal svarer det til kr. 4.000 for hver avler, hvortil kommer de
omkostninger, følgevirksomhederne har.
Landbrug & Fødevarer bemærker, at denne vurdering ikke kan ventes at holde stik i realiteten, selv
når revisors (eller økonomikonsulentens) faktura ikke medtages. Vurderingen er uhørt lav og står i
kontrast til den på alle måder særegne situation, der følger af nedlukningen samt det angivne estimat
på kr. 19,3 mio. kr. til Miljø- og Fødevareklagenævnets behandling og de administrative omkostninger
på kr. 113 mio. kr. til sagsbehandlingen i erstatnings- og taksationskommissionerne. Der mangler
efter vores opfattelse en tydelig hjemmel til, at der tilkendes sædvanlige omkostninger for sagens
gennemførelse for den eksproprierede. I den forbindelse skal sagens kompleksitet indgå i
vurderingen af de tilkendte omkostninger.
I forhold til de i § 8d nævnte omkostninger ikke blot ”kan” men ”skal” der efter vores opfattelse
fastsættes regler om erstatning herfor i perioden fra 4. november 2020 frem til taksationskendelsen.
Kravet omfatter ikke blot omkostninger til forsikring som nævnt eller eksemplificeret i de tilhørende
bemærkninger, men også lønninger, idet der som udgangspunkt er opsigelsesvarsler at iagttage. Der
kan også være it-infrastruktur, abonnementer, varme og leasingudgifter, som ikke fra den ene dag til
den anden kan stoppes.
Erstatnings- og Taksationskommissionerne
Der oprettes i medfør af § 8, stk. 5, 1.pkt. i Forslaget et antal taksationskommissioner og Over-
taksationskommissioner i denne ekstraordinære situation, hvor der skal gennemføres en særlig
kvalificeret indsats, idet der ikke nyere, nævneværdig praksis at henvise til. Samtidig er der et
markant hensyn til hastigheden i sagsbehandlingen.
Vi støtter oprettelsen af de særlige kommissioner i klar forventning om, at de bidrager til en effektiv
og ensartet sagsbehandling allerede i første instans. Det er vigtigt, at sammensætningen af
kommissionernes medlemmer tilrettelægges, så der inddrages eksperter med tung faglig ekspertise
i både minkproduktion, juridiske ekspropriationsforhold og økonomiske vurderinger. Det er ikke
antallet af medlemmer, der er afgørende, men derimod den faglige indsigt i området og viljen og
evnen til at prioritere opgaven.
Vi anbefaler, at der skabes hjemmel til, at de eksproprierede selv vælger, om de vil udnytte en
rekursadgang til de kommende Overtaksationskommissioner.
Vi foreslår, at der indføres sagsbehandlingstider for kommissionerne på højest 3 måneder samt, at
kendelserne skal foreligge senest 8 uger efter taksationsforretningen. Kendelserne bør ligeledes
hurtigt anonymiseres og offentliggøres, så der sikres præcedens i sagerne.
Klage og delegation
En effektiv sagsbehandling og proces ved taksation må aldrig kompromittere retssikkerheden og
muligheden for, at der kan tages højde for tilfælde, som forudsætter særlige, vanskelige afvejninger,
f.eks. hvis der er tvivl om, hvorvidt en virksomhed er omfattet af loven, om man rammes særlig hårdt
af indgrebet som følge af forretningsmæssige dispositioner indgået i tillid til et fortsat minkerhverv-
og produktion i Danmark, eller om produktionen hviler på et lovligt grundlag.
Side 7 af 7
Landbrug & Fødevarer finder ikke, at udnyttelse af den administrative rekursadgang skal være
tvungen, men der skal indrømmes de eksproprierede en mulighed for at søge en afgørelse heraf
prøvet ved rekurs fremfor at starte en retssag.
.
Når der træffes forvaltningsretlige afgørelser, vil Landbrug & Fødevarer gerne bekræftes i, at der er
adgang for de eksproprierede til frivillig, administrativ rekurs.
Efter Landbrug & Fødevarers opfattelse er bestemmelsen om klage og delegation i Forslaget § 10a
ikke enkelt formuleret, selvom det medgives, at der ikke skal kunne klages over faktisk
forvaltningsvirksomhed, f.eks. i de tilfælde, hvor Staten overlader gennemførelsen af det praktiske
arbejde til andre offentlige myndigheder.
Erfaringerne fra den hidtidige proces har dog lært os, at der bør være en stram styring og overordnet
koordineret tilgang, når der entreres med andre aktører, der skal bistå Staten med det praktiske
arbejde i disse sager. Vi opfordrer derfor til, at der sikres en enhed, der samtænker de forskellige
opgaver, fagligheden og gennemførelsen af arbejdet og hurtigt følger op, hvis der opstår utilsigtede
situationer.
Forslaget om at lovfæste adgang til remonstration er fint, idet kun er i alles interesse, hvis sager som
alternativ kan løses ved remonstration.
Klagesagerne henvises til Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvilket til gengæld ikke er optimalt for en
effektiv proces, idet der fortsat arbejdes med ekstremt lange sagsbehandlingstider, trods intentioner
om at gøre op med sagspuklerne. Vi tillader os derfor at antage, at der med tilførslen af de i Forslaget
nævnte yderligere ressourcer til nævnet kan forventes en maksimal sagsbehandlingstid på højest 3
måneder uden, at det herved slækker kvaliteten i afgørelserne.
Vi vil på vores side gøre alt for at undgå at sinke processen og står til rådighed til hver en tid.
Med venlig hilsen
Flemming Nør-Pedersen
Direktør


30. marts 2021
KOPENHAGEN FUR A.M.B.A. · LANGAGERVEJ 60 · 2600 GLOSTRUP · TLF 4326 1000 · FAX 4326 1126 · KOPENHAGENFUR.COM
CVR NR. DK15275413 · NORDEA BANK DANMARK A/S · KONTONR. 2100-0751141270 · SWIFT NDEADKKK
DIREKTIONEN
· 2600 GLOSTRUP
TLF 4326 1042 · FAX 4326 1049 · IOE@KOPENHAGENFUR.COM
Dansk Pelsdyravlerforenings svar til høring over udkast til forslag til lov om ændring
af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink og lov om Miljø- og
Fødevareklagenævnet
Dette høringssvar vedrører ovennævnte lovudkast (”lovudkastet”), som Dansk
Pelsdyravlerforening a.m.b.a. har modtaget den 24. marts 2021 med henblik på bemærkninger.
”Danske Minkavlere” og ”Kopenhagen Fur” er binavne til Dansk Pelsdyravlerforening a.m.b.a., og
dette høringssvar afgives således i sin helhed på vegne af de danske minkavlere.
Kopenhagen Fur International A/S er endvidere nævnt i lovudkastets § 8, stk. 7, og i
bemærkningerne. Dette er en fejl. Den rette virksomhed i den sammenhæng er Dansk
Pelsdyravlerforening a.m.b.a.
I det følgende omtales Dansk Pelsdyravlerforening a.m.b.a. som ”foreningen”.
Foreningen repræsenterer ca. 1.100 minkavlere. Følgeerhvervet består af anslået ca. 60-70
virksomheder, hvoraf flere er store kooperativer ejet af minkavlerne i fællesskab. Hele erhvervet
har haft én fælles, voldsom oplevelse, nemlig nedlukningen af minkbranchen, som selvsagt har
ramt alle helt uventet, hårdt og helt uden historiske fortilfælde. I foreningen er vi dagligt i kontakt
med mennesker, der ved nedlukningen af erhvervet har mistet deres levebrød fra den ene dag til
den anden, og mange er desperate for at få en endelig afklaring af deres situation. Det er derfor
magtpåliggende, at der meget hurtigt tilvejebringes de nødvendige regler for håndteringen af
sagerne, og at processen gennemføres effektivt, fleksibelt og mod betaling af fuldstændig
erstatning til alle de berørte.
1. Overordnede bemærkninger
Foreningen noterer med tilfredshed, at der nu foreligger et udkast til et lovforslag med tilføjelser
og rettelser til eksisterende lovgivning, men finder efter en nærlæsning, at lovudkastet på flere
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Teamleder Signe Skibstrup Blach
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Sendt pr. mail (sisbl@fvm.dk)
Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 206 - Bilag 3
Offentligt
2/10
punkter ikke fuldt ud er i overensstemmelse med det politiske fundament; den politiske aftale af
25. januar 2021 (herefter kaldet ”aftalen”):
Minkbranchen skal have samme retsstilling som ved ekspropriation
For det første fremgår det ikke af lovudkastet, at aftalepartierne ved indgåelsen af aftalen den 25.
januar 2021 var ”enige om, at der ydes fuldstændig erstatning til minkavlere og
minkafhængige følgeerhverv uanset om der juridisk set er tale om ekspropriation efter
grundlovens § 73 eller ej.” Der var også enighed om, at erstatningerne skal behandles
skattemæssigt som ekspropriationserstatninger, ligesom de takserende myndigheder skal
fastsætte erstatningen efter samme principper, uanset om der i det enkelte tilfælde vurderes at
være tale om ekspropriation eller ej, jf. aftalens side 3 og 8.
I lovudkastet henvises der i stedet til lovbemærkningerne ved fremsættelsen af minkloven den
10. november 2020, hvor det anføres, at det er vurderingen, ”at det foreslåede midlertidige
forbud mod hold af mink ikke i almindelighed vil udgøre et ekspropriativt indgreb over for de
erhvervsdrivende.”. Disse lovbemærkninger blev til meget kort tid efter 4. november 2020 og er
nu aldeles uaktuelle, idet flere efterfølgende politiske aftaler klart har fastslået ekspropriation som
grundlag for fastsættelse af erstatningerne.
Henvisningen er således forkert, idet politiske aftaler både i november 2020 og i januar 2021
beskriver et fundamentalt anderledes udgangspunkt for erstatningsfastsættelsen og
håndteringen af minksagerne, og der er desuden en nærliggende risiko for, at henvisningen vil
påvirke retsstillingen for de berørte. Hvis det derimod fremgår klart, at minkbranchen har krav på
”fuldstændig erstatning”, og de erstatningsretlige principper finder anvendelse, betyder det, at der
vil være en vis genkendelighed og forudsigelighed i den efterfølgende sagsbehandling. De
takserende myndigheder kan læne sig op ad den praksis, vi kender fra ekspropriationsområdet,
som netop sikrer ”fuldstændig erstatning”, og det er ikke nødvendigt at regulere alt i detaljer.
Der er ikke tale om overtagelse af aktiver, men overtagelse af virksomheder
En anden væsentlig udfordring i lovudkastet er, at man i flere afsnit grundlæggende synes at
mistolke hele situationen, som på ingen måde kan sammenlignes med klassisk overtagelse af
aktiver:
• Minkbranchen er blevet lukket, og de berørte virksomheder - minkavlere
(besætningsejere) såvel som følgeerhverv - har krav på fuldstændig erstatning.
• Kravet om fuldstændig erstatning betyder, at virksomhederne skal have erstatning for
den mistede fremtidige indtjeningsevne.
Det fremgår også klart af Aftalen, at minkavlere og følgeerhverv skal have erstattet
værdien af deres virksomhed, jf. fx side 3 (”(..) opnå fuld erstatning for tabet af deres
3/10
minkvirksomhed (..)”) og side 7 (”(..) erstatningen fastlægges ved en vurdering af
virksomhedens værdi i såkaldt ”handel og vandel” (..)”).
• Staten overtager og bortskaffer til gengæld de minkspecifikke aktiver, således at det
sikres, at aktiverne ikke kan anvendes til minkrelaterede aktiviteter igen.
Med ”minkspecifikke aktiver” menes aktiver, der alene anvendes til ”minkvirksomheden”, uanset
om der er tale om en minkavler (besætningsejer) eller følgeerhverv.
Men ifølge lovudkastet overtager staten ikke alene minkspecifikke aktiver, men også aktiver, som
der er blevet anvendt til andre formål (”fællesaktiver”). Det kunne fx være en landbrugsmaskine,
der er blevet anvendt til almindelig landbrugsdrift. Det stiller de berørte virksomhedsejere i en
helt urimelig situation: De har ikke alene fået ødelagt deres ”minkvirksomhed” men skal nu også
overdrage fællesaktiver til staten, selvom fællesaktiverne kun delvist har været anvendt til
”minkarbejdet”. Hvis de vil fortsætte driften af resten af deres virksomhed, skal de med andre ord
investere i nye fællesaktiver, fx en ny landbrugsmaskine, og bliver derved påført yderligere
udgifter/økonomisk tab.
Foreningen har noteret, at det åbenbart er tanken, at virksomhedsejerne kan ”frikøbe”
fællesaktiver, hvis de gerne vil beholde dem. Men det giver ingen mening at tale om ”frikøb” af
fællesaktiver, som der ikke er betalt fuld erstatning for. Konsekvensen er, at virksomhedsejeren
får mindre end fuld erstatning.
Noget andet er, at der bør være mulighed for, at virksomhedsejeren kan ”frikøbe” minkspecifikke
aktiver, altså aktiver som kun er blevet anvendt til ”minkvirksomheden”, og som staten derfor skal
overtage med henblik på at sikre, at aktiverne ikke anvendes til minkrelaterede aktiviteter igen.
Det kan f.eks. være en minkhal, som virksomhedsejeren gerne vil bruge til lagerhal, ridehus eller
noget helt andet. Det er samfundsmæssigt værdispild at nedrive sådanne bygninger; aktivet
forsvinder, og staten skal bruge penge på nedrivning og bortskaffelse. Foreningen foreslår, at
virksomhedsejeren får mulighed for at ”frikøbe” aktivet, og at vederlaget fastsættes af
erstatnings- og taksationskommissionen ud fra en konkret vurdering af aktivets værdi på
tidspunktet for mødet med kommissionen. Hvis staten gerne vil undgå, at aktivet anvendes til
minkavl igen – en efter foreningens opfattelse helt hypotetisk situation – kan det f.eks. ske ved
tinglysning af deklaration med forbud mod minkhallens anvendelse til minkavl.
Manglende fleksibilitet
Lovudkastet bærer endvidere generelt præg af, at man vil regulere processen meget detaljeret i
stedet for at finde konkrete og hensigtsmæssige løsninger på de problemstillinger, der opstår
undervejs.
Fordelen ved de almindelige ekspropriationsregler og processen ved de statslige
ekspropriationer er, at der er en meget høj grad af fleksibilitet og mulighed for at træffe konkrete,
4/10
individuelle beslutninger. De berørte har krav på ”fuldstændig erstatning”, hverken mere eller
mindre, men der er en vis fleksibilitet f.eks. med hensyn til udførelse af konkrete arbejder, som
ofte overlades til de eksproprierede lodsejere, ligesom fraflytningstidspunktet fastsættes ud fra
individuelle behov, og der kan eksempelvis være plads til at medtage udstyr i begrænset omfang,
selvom det er nagelfast, f.eks. objekter med affektionsværdi.
Det kan også være nødvendigt at udvide indgrebet til en fuld overtagelse af ejendommen, hvis
det ikke giver mening for lodsejerne at sidde tilbage med en mindre restejendom, der ikke
fungerer alene. Det kan f.eks. være en situation, hvor den berørte virksomhedsejer bor på den
ejendom, hvor minkaktiviteten foregår. Det kunne meget vel tænkes, at der er nogle
virksomhedsejere, der gerne vil helt væk fra området, når deres minkvirksomhed er forsvundet,
og det skal være muligt, hvis en konkret vurdering fører til, at det er den rigtige løsning for de
pågældende.
En sådan fleksibilitet er der i høj grad behov for netop i minksagerne, hvor de berørte er atypisk
hårdt ramt efter nedlukningen af minkbranchen.
Den fleksibilitet, som lovudkastet indeholder, er til fordel for staten. Hele lovudkastet bærer præg
af, at staten har meget stor frihed til at vælge det, der skal overtages og betale erstatning efter de
principper, der er mest hensigtsmæssige for staten. Staten overtager i øvrigt heller ikke passiver,
herunder gældsforpligtelser, af nogen art vedrørende virksomheden, ligesom staten ikke
indtræder i virksomhedsejerens aktuelle eller potentielle forpligtelser vedrørende virksomheden.
Det er således op til virksomhedsejeren at få aftaleforhold afsluttet og selskabet lukket.
Der er med andre ord en skæv balance i lovudkastet, som ikke er i overensstemmelse med
balancen i aftalen og den fairness, værdighed og hensyntagen, der var lagt op til i forhold til
minkbranchen.
Trusler om nedsættelse og bortfald af erstatning
Et andet eksempel på den skæve balance i lovudkastet er beskrivelsen af, hvorledes man agter
at fastsætte regler om nedsættelse og bortfald af erstatning, hvis frister overskrides eller
virksomhedsejerne ikke ”aktivt bidrager eller medvirker” i processen, jf. bl.a. lovudkastets side 13
og 42.
En ting er, at det formentlig slet ikke er muligt at fastsætte regler om bortfald af den
grundlovssikrede ret til fuldstændig erstatning, hvis man f.eks. overser en frist for aflevering af
materiale. Noget andet er, at ønsket om at fastsætte sådanne regler er udtryk for en helt forkert
indstilling til minkbranchen.
Hvorfor skal der stilles strammere krav til minkbranchen end de krav, der f.eks. stilles til
almindelige grundejere, som ved ekspropriation afstår areal til infrastrukturprojekter?
Minkbranchen er selvsagt mere end indstillet på at medvirke hurtigt og smidigt, og denne
5/10
indbyggede mistænkeliggørelse er på ingen måder klædelig, og der skal naturligvis ikke
fastsættes sådanne regler.
Hjemmel til at træffe konkrete beslutninger om betaling af erstatning
Derudover bliver man nødt til at have forståelse for, at der vil opstå situationer, som ingen havde
kunnet forudse, hvor der skal være mulighed for at tildele erstatning. Foreningen ønsker med
andre ord at sikre, at de takserende myndigheder får en mulighed for at beslutte, at der skal
betales erstatning i situationer, hvor virksomheder utvivlsomt er blevet påført et økonomisk tab
som følge af nedlukningen af minkbranchen, men ikke falder direkte indenfor
erstatningsordningen.
Der kan f.eks. være tale om en virksomhed, som nyligt har opført en minkhal og fået de
nødvendige tilladelser til minkavl, men der har endnu ikke været nogen produktion. Investeringen
er nu værdiløs, og alle pengene er tabt. Foreningen forstår umiddelbart lovudkastet således, at
virksomheden ikke får erstatning, hvilket naturligvis ikke er rimeligt.
Hvis de takserende myndigheder får en skønsmæssig beføjelse, kan det forhåbentlig sikres, at
der ikke opstår uhensigtsmæssige situationer, hvor der ikke betales fuld erstatning på trods af, at
den ramte virksomhedsejer utvivlsomt er blevet påført et voldsomt økonomisk tab som følge af
nedlukningen af minkbranchen.
2. Andre bemærkninger
2.1 Afholdelse af udgifter i perioden fra den 4. november 2020 til fastsættelsen af
erstatningen
Selvom virksomhederne i minkbranchen begrænser deres omkostninger mest muligt ved
opsigelse af medarbejdere, opsigelse af leasingaftaler, unødvendige abonnementer m.v., vil der
være faste omkostninger, der ikke kan begrænses, bl.a. fordi virksomhederne skal sikre de
aktiver, der skal overtages af staten. Der kan f.eks. være tale om omkostninger til nødvendig
vedligeholdelse, omkostninger til el, vand, varme og rengøring, ejendomsskatter, forsikringer,
nødvendige abonnementer samt renter og gebyrer.
Foreningen peger på, at staten som følge af kravet om fuldstændig erstatning skal refundere
disse omkostninger løbende; der kan gå flere år, før sagerne skal behandles af erstatnings- og
taksationskommissionen, og det er helt urimeligt, at virksomhedsejerne skal ”lægge ud” for
staten i denne periode; virksomhedsejerne mistede i realiteten deres virksomheder den 4.
november 2020.
Foreningen har noteret, at det anerkendes i lovudkastet, at der skal betales ”kompensation” for
udgifter til sikring af aktiver, jf. lovudkastets side 18:
”I perioden frem til det tidspunkt, hvor staten kan udøve sine rettigheder i henhold til § 8 a, stk. 1-
3, kan der være behov for, at minkavlere eller minkafhængige følgeerhverv afholder udgifter til
6/10
sikring af de aktiver, der senere bliver omfattet ved udmålingen af fuldstændig erstatning til
minkavlere eller minkafhængige følgeerhverv. Det kan f.eks. være udgifter til forsikringspræmier
eller til nødvendig vedligeholdelse af løsøregenstande. Det foreslås derfor, at der etableres
hjemmel til, at der kan fastsættes regler om kompensation for sådanne rimelige udgifter, der er
afholdt med rimelighed.”
Men når minkbranchen skal behandles som ved ekspropriation, jf. den politiske aftale, har
minkbranchen ikke kun krav på en usikker ”kompensation” for specifikke udgiftsposter, men
derimod krav på fuld erstatning for faste omkostninger, der ikke kan undgås, herunder lønudgifter
i en opsigelsesperiode.
2.2 Nedrivning
Det fremgår af lovudkastet, at staten forestår nedrivning og bortskaffelse af de minkspecifikke
aktiver, jf. side 18:
”Nedrivning og bortfjernelse af bygninger og tilhørende bygningsinstallationer, herunder
installationer såsom rørføring m.v. under jorden, sker for statens regning. Det pågældende areal
efterlades ryddeligt uden huller og jordbunker. Anden oprydning og reetablering af grundarealer
under og ved bortfjernede bygninger m.v., herunder håndtering af eventuel forurening forbliver et
anliggende for grundejeren.”
Foreningen peger på, at der selvfølgelig skal ske en fuldstændig retablering af det berørte areal,
således at arealet efterfølgende kan anvendes til landbrugsdrift, medmindre der indgås anden
aftale med virksomhedsejeren. Alt, der er minkrelateret, skal fjernes og bortskaffes, uanset om
det er beliggende over, på eller under terræn. Derudover skal grus, sand m.v., der er indgået i
opbygningen af minkfarmen med interne køreveje m.v., opgraves og bortskaffes. Derefter skal
det berørte areal planeres, og der udlægges et hensigtsmæssigt lag råjord og muldjord.
Der skal desuden fastsættes en frist for arbejdets udførelse, idet det ikke er rimeligt, hvis
virksomhedsejeren skal vente i længere tid på statens fjernelse. Og der skal være sanktioner,
hvis tidsfristen ikke overholdes, herunder afkortning af den anvendte tidsperiode i
tilbagediskonteringsberegningen på den pågældende erstatningssag.
Lovudkastet indeholder flere bestemmelser om virksomhedsejerens pligt til at give adgang til
ejendommen, friholde adgangsveje og sågar rydde op på ejendommen før nedrivningen.
Foreningen opfordrer til, at nedrivning og bortskaffelse sker i tæt samarbejde med og stor
respekt for de virksomhedsejere, der er dybt berørt af situationen. Minkvirksomheden har ofte
været deres livsværk, og nedbrydningen m.v. skal ske på en ordentlig måde, så der tages de
fornødne hensyn til de mennesker, der er involveret i processen.
Hvis der er virksomhedsejere, der selv ønsker at forestå nedrivningen, skal dette være en
mulighed, og virksomhedsejeren skal naturligvis have nedrivningsomkostningerne betalt. Det er i
øvrigt ofte forekommende ved ekspropriation, at grundejeren udfører opgaver, der er udløst af
7/10
det ekspropriative indgreb, mod betaling af omkostningerne forbundet dermed; opgaver som
ellers skulle have været udført af eksproprianten.
For de virksomhedsejere, som ikke ønsker at gennemføre nedrivningen selv, mener Foreningen,
at der skal sikres virksomhedsejerne en fast kontaktperson, som kan følge nedrivningen og
håndtere eventuelle problemstillinger undervejs. Det er ikke rimeligt for hverken
virksomhedsejeren eller staten, hvis vigtig dialog skal føres gennem tilfældige håndværkere.
Dialogen og ansvaret skal forankres ét sted, og virksomhedsejeren skal naturligvis varsles om
håndværkernes adgang til ejendommen, ligesom virksomhedsejeren skal vide, hvem der får
adgang til ejendommen.
2.3 Tilladelser og godkendelser
Lovudkastet indeholder bestemmelser om tilladelser og godkendelser efter anden lovgivning.
Tanken er tilsyneladende, at der skal fastsættes regler om, hvilke tilladelser og godkendelser,
der skal foreligge, før der kan betales erstatning. Foreningen forstår grundlæggende ikke, hvorfor
det er nødvendigt at fastsætte regler herom.
Der er helt sædvanligt, at man ved ekspropriation kun får erstatning for det, der er lovligt opført
og drevet. Det påses således også ved almindelige ekspropriationer, om der foreligger de
nødvendige tilladelser og godkendelser i henhold til anden lovgivning, og foreningen ser ikke
behov for særskilt lovgivning herom. Det giver desuden erstatnings- og
taksationskommissionerne den nødvendige fleksibilitet til rimelighed i sagsbehandlingen, hvis der
måtte være tvivl om ubetydelige uoverensstemmelser i data, f.eks. i CHR, BBR m.v.
Det er desuden vigtigt, at der er enighed om, at der naturligvis kun skal have været de
nødvendige tilladelser på ”driftstidspunktet” eller ”det forventede driftstidspunkt”.
Miljøgodkendelser m.v. skal ikke fornyes, så de er gældende, når der holdes møde med
erstatnings- og taksationskommissionen. Kommunerne har som ansvarlig miljømyndighed i
øvrigt kontinuerlig opdaterede data vedr. relevante miljøtilladelser.
2.4 Krav på erstatning kan ikke overdrages
Ifølge lovudkastet skal der indføres en bestemmelse om, at krav på erstatning ikke kan
overdrages, før kravet er indtrådt, og aftaler om sådanne overdragelser er ugyldige, jf. § 8, stk. 8:
”Krav på erstatning og kompensation efter regler fastsat i medfør af stk. 3 kan ikke overdrages,
herunder eventuelle krav på forskud på erstatning og kompensation, før kravet er indtrådt. Aftaler
om sådanne overdragelser er ugyldige.”
Foreningen ønsker at få afklaret, om forbuddet mod overdragelse af ”krav på erstatning og
kompensation” betyder, at det er selve kravet, der ikke kan overdrages, eller er det tanken, at
virksomhedsejeren heller ikke kan overdrage den minkvirksomhed, som kravet relaterer sig til?
Ved almindelig ekspropriation har ejeren ”en ejers råden” over sin ejendom, indtil staten har fået
adkomst ved ekspropriationen. Hvis ejeren har solgt ejendommen før ekspropriationen,
indtræder den nye ejer i ekspropriationssagen, dvs. skal overdrage ejendommen til staten mod at
8/10
få ekspropriationserstatningen udbetalt. Hvis ejeren er afgået ved døden, er det dødsboet, der
indtræder i ekspropriationssagen osv. Ejeren kan frit indgå aftaler om overdragelse af
ejendommen, og staten skal betale erstatning, uanset hvem der er ejer.
Foreningen finder det ikke rimeligt, hvis virksomhedsejeren begrænses i sin almindelige råden
over ”minkvirksomheden”.
Derudover er det uklart, hvornår ”kravet er indtrådt”. Foreningen mener principielt, at kravet
indtrådte den 4. november 2020, men det betyder i givet fald, at aftaler, der er indgået før den 4.
november 2020 (og før minklovens og lovændringens ikrafttræden), er ugyldige.
Hvis det er tanken, at man ønsker at sikre, at virksomhedsejere ikke overdrager selve kravet på
erstatning til tredjemand til underkurs, og der således er tale om en beskyttelse af
virksomhedsejere, der befinder sig i en sårbar situation, har foreningen forståelse for
reguleringen, men dette bør i givet fald fremstå klarere, end det er tilfældet på nuværende
tidspunkt. Det bemærkes, at foreningen heller ikke ser, at der bør være noget til hinder for, at
minkavlere indgår samarbejdsaftaler om håndteringen af erstatningsprocessen og hjælper
hinanden igennem forløbet.
2.5 Fastlæggelse af tidspunktet for erhvervelse af adkomst m.v.
Foreningen finder generelt, at der er behov for en konkret fastsættelse af tidspunktet for
erhvervelse af adkomst m.v., og foreningen er ikke enig i beskrivelsen i lovforslaget.
Det fremgår f.eks. af side 19, at det er hensigten, ”at statens ret stiftes ved den endelige
fastsættelse af erstatningen eller kompensationen for det pågældende aktiv, dvs. når der træffes
endelig afgørelse om erstatnings- eller kompensationsbeløbets størrelse, herunder ved endelig
dom. Såfremt der i stedet indgås forlig eller anden aftale, hvori erstatnings- eller
kompensationsbeløbet fastsættes, vil kravet være indtrådt som bestemt i forliget eller aftalen.”
Er det tanken, at staten først skal have adkomst, når en retssag er afgjort? Foreningen mener, at
man i højere grad skal lade sig inspirere af den almindelige ekspropriationsproces.
Ved ekspropriation er det således, at staten får adkomst, når ekspropriationskommissionen
træffer beslutning om ekspropriation. Herefter kan adkomst tinglyses, rettigheder ophæves m.v.
Der fastsættes typisk et senere overtagelsestidspunkt, hvor staten overtager ejendommen.
Erstatningen udbetales, når den er endelig fastsat, dvs. når i) der er indgået forlig, ii) et skriftligt
erstatningsforslag er tiltrådt af begge parter, iii) ekspropriationskommissionen har afsagt en
kendelse, som ikke rettidigt er indbragt for taksationskommission, eller iv) taksationskommission
har afsagt en kendelse. Domstolsprøvelsen har ingen betydning for erhvervelse af adkomst og
udbetaling af erstatning og foreningen anbefaler, at tidspunkterne genovervejes.
2.6 Hjemmel til ophævelse af rettigheder
Hvis staten overtager en fast ejendom ved ekspropriation, indtræder staten i alle rettigheder og
9/10
forpligtelser vedrørende den faste ejendom. Er ejendommen udlejet, indtræder staten også i
lejemålet som udlejer.
Hvis staten overtager fast ejendom i forbindelse med minksagerne, kan det være
hensigtsmæssigt, hvis lejeforhold fortsætter med staten som udlejer, men hvis lejeforholdet er
minkrelateret, skal lejeforholdet naturligvis ophøre, og der synes umiddelbart at mangle en
hjemmel til ophævelse af rettigheder mod betaling af erstatning.
Situationen kan f.eks. være den, at en ejer af en minkfarm (farmejer) har udlejet minkfarmen til
en minkavler (besætningsejer) ved en lejekontrakt, der er uopsigelig indtil 2030. Farmejeren skal
have erstatning som følgeerhverv, og staten overtager minkfarmen. Besætningsejeren skal have
erstatning som minkavler, og lejekontrakten mellem farmejeren og besætningsejeren skal
naturligvis ophæves; staten kan ikke holde fast i, at besætningsejeren skal fortsætte sit lejemål,
når minkbranchen er nedlagt.
2.7 Erstatnings- og taksationskommission
Det fremgår af den politiske aftale, at Fødevareministeren nedsætter en særlig erstatnings- og
taksationskommission, der skal behandle sagerne.
Foreningen anbefaler, at erstatnings- og taksationskommissionen består af 3 medlemmer,
herunder en formand. Formanden skal have juridisk kandidateksamen eller tilsvarende juridiske
kvalifikationer af betydning for varetagelse af hvervet. De to øvrige medlemmer skal dels være
en økonom eller revisor med indgående kendskab til værdiansættelse af virksomheder, og dels
en fagligt kyndig med stort branchekendskab inden for minkområdet.
Det er helt afgørende, at processen gennemføres hurtigst muligt, og foreningen er derfor
betænkelig ved, at erstatnings- og taksationskommissionen eventuelt får samme antal
medlemmer som de kommissioner, vi kender fra den almindelige ekspropriationsproces, idet det
uundgåeligt vil forlænge processen. Der skal snarere arbejdes med en ordning som den, der
kendes fra VE-loven, hvor der også er tale om en mindre kommission bestående at kun to
medlemmer.
Derudover anbefaler foreningen, at medlemmerne af kommissionerne bliver fuldtidsbeskæftiget
med opgaven; foreningen forstår, at der på nuværende tidspunkt lægges op til
deltidsbeskæftigede medlemmer, hvilket ikke er hensigtsmæssigt, igen fordi det uundgåeligt vil
forlænge processen.
2.8 Overerstatnings- og taksationskommission
Foreningen forstår, at der gives mulighed for at nedsætte overerstatnings- og
taksationskommissioner, der skal efterprøve de afgørelser, der træffes af erstatnings- og
taksationskommissionen. Hvis det sker, henvises til bemærkningerne ovenfor, men foreningen
foreslår, at en enklere løsning med kun ét niveau overvejes; det vigtigste er, at de allerstærkeste
10/10
kompetencer samles i erstatnings- og taksationskommissionerne, således at sagerne i videst
mulige omfang kan afsluttes i første instans.
Alternativt kan der arbejdes videre med to administrative niveauer, men således at klager kan
vælge at springe muligheden for overtaksation over, hvis sagen ønskes og forventes prøvet ved
domstolene.
2.9 Dokumentations- og oplysningskrav
Det fremgår af lovudkastet, at der skal fastsættes regler om ansøgning, ansøgningsfrister og
øvrige frister, oplysnings- og dokumentationskrav samt krav om revisorattestation.
Foreningen har forståelse herfor, men bemærker dog for så vidt angår kravet om
revisorattestation i forhold til virksomhedens oplysninger om produktionsomkostninger, at der er
andre rådgivere, der med fordel kan bistå i processen. Det er f.eks. nærliggende, at det er
økonomikonsulenterne i landboforeningerne el.lign., der kender virksomhederne i forvejen, som
under rådgiveransvar kan attestere, at oplysningerne er korrekte. Det vil øge konkurrencen, hvis
andre kan bistå, ligesom det vil muliggøre en smidigere og hurtigere sagsbehandling.
Foreningen har i øvrigt noteret, at foreningen får en forpligtelse til at videregive oplysninger i
henhold til lovudkastets § 8, stk. 7. Foreningen er naturligvis indstillet på at medvirke til
oplysningen af sagen, idet foreningen forudsætter, at Foreningen alene skal udlevere
oplysninger, der ikke er offentligt tilgængelige i registre el.lign., og derfor kunne indhentes af
myndighederne selv. Derudover går Foreningen ud fra, at der alene er tale om at videregive
eksisterende oplysninger i et rimeligt omfang, f.eks. i forbindelse med fastlæggelse af indekstal til
anvendelse i avlernes erstatningsberegning.
2.10 Godtgørelse for sagkyndig bistand
Afslutningsvist skal det nævnes, at en virksomhedsejer, der har ret til erstatning og har måttet
afholde nødvendige udgifter til sagkyndig bistand, skal have tildelt godtgørelse for sådanne
udgifter, ligesom det sker i almindelige ekspropriationssager. Foreningen mener, at
vedkommende kommission skal kunne pålægge staten at udrede godtgørelse herfor, og at der
ved fastsættelsen af godtgørelsen bl.a. tages højde for sagens kompleksitet og omfang, de
involverede værdier, sagens forløb og det forhold, at der direkte stilles krav om sagkyndig
bistand, jf. ovenfor. Det godtgørelsesniveau, der kendes fra almindelige ekspropriationssager, er
langt fra tilstrækkeligt i minksagerne.
***
Foreningen står naturligvis til rådighed for drøftelse af det ovenfor anførte, og vil i øvrigt gerne
afslutningsvis kvittere for en stor og dedikeret indsats fra ministeriets side i dette aktuelle
arbejde.
Med venlig hilsen
Tage Pedersen / Sander Jacobsen