Svar på spm. nr. S 589: Finder ministeren det rimeligt, at indsatte i fængslerne har mulighed for at få løn, selvom de ikke reelt udfører et arbejde?

Slotsholmsgade 10
1216 København K.
Telefon 7226 8400
Telefax 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. S 589, som medlem af Folke-
tinget Karsten Lauritzen (V) har stillet til justitsministeren den 4. decem-
ber 2013.
Karen Hækkerup
/
Frederik Gammeltoft
Folketinget
Lovsekretariatet
Christiansborg
1240 København K
Politi- og Strafferetsafdelingen
Dato: 12. december 2013
Kontor: Straffuldbyrdelseskonto-
ret
Sagsbeh: Andreas Christensen
Sagsnr.: 2013-0033-0488
Dok.: 995462
2013-14
S 589 endeligt svar
Offentligt
2
Spørgsmål nr. S 589 fra medlem af Folketinget Karsten Lauritzen (V):
”Finder ministeren det rimeligt, at indsatte i fængslerne har
mulighed for at få løn, selvom de ikke reelt udfører et arbej-
de?”
Svar:
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 38, stk. 1, at en indsat har ret og
pligt til at være beskæftiget ved deltagelse i arbejde, uddannelse eller an-
den godkendt aktivitet under afsoningen. Bestemmelsen indebærer, at plig-
ten til at være beskæftiget modsvares af en ret til at være beskæftiget, såle-
des at kriminalforsorgen så vidt muligt skal tilvejebringe de fornødne be-
skæftigelsesmuligheder.
Efter § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 282 af 26. marts 2012 om beskæfti-
gelse mv. af indsatte i kriminalforsorgens institutioner (beskæftigelsesbe-
kendtgørelsen) omfatter bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 38, stk.
1, ikke dømte, der er anbragt i et arresthus. Det fremgår dog samtidig, at
dømte, der er anbragt i et arresthus, skal tilbydes beskæftigelse.
Begrundelsen for, at afsonere i arresthusene er undtaget fra pligten til be-
skæftigelse, er, at arresthusene primært huser varetægtsarrestanter, mens
afsonere udgør en relativt lille gruppe, der som hovedregel kun udstår
kortvarige straffe. Varetægtsarrestanter har ikke beskæftigelsespligt, og det
kan derfor være vanskeligt for arresthusene at administrere en beskæftigel-
sespligt for mindretallet af afsonere.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 1, skal en indsat have udbetalt ve-
derlag for sin beskæftigelse. Vederlag skal også udbetales til indsatte, der
ikke kan tilbydes beskæftigelse. Indsatte, der ønsker beskæftigelse, skal så-
ledes have udbetalt vederlag, selv om det i en periode ikke er muligt for
institutionen at tilbyde beskæftigelse. Ved manglende beskæftigelse skal
der dog kun udbetales grundbeløb pr. time uden tillæg, jf. § 8 i beskæfti-
gelsesbekendtgørelsen.
Efter Justitsministeriets opfattelse er denne ordning velbegrundet.
Det bemærkes i øvrigt, at der ved lov nr. 113 af 3. februar 2012 om æn-
dring af straffuldbyrdelsesloven og retsafgiftsloven (Revision af straffuld-
byrdelsesloven m.v.) blev gennemført en revision af straffuldbyrdelseslo-
ven. Formålet med revisionen var at foretage de ændringer af straffuld-
3
byrdelsesloven, som erfaringerne med loven siden ikrafttrædelsen i 2000
havde vist behov for, og som ikke allerede var foretaget i den mellemlig-
gende periode.
Ved revisionen blev der i straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 3, indsat en
ny bestemmelse, hvorefter en indsat, der ikke har pligt til beskæftigelse, og
som fremsætter ønske om beskæftigelse på et tidspunkt, hvor institutionen
ikke kan tilbyde beskæftigelse, i en kortere periode alene skal have dækket
sine personlige fornødenheder, hvis den pågældende indsatte tidligere un-
der strafudståelsen har afvist tilbud om beskæftigelse.
Formålet med bestemmelsen er at modvirke, at indsatte skaffer sig veder-
lag for beskæftigelse i perioder, hvor der ikke er beskæftigelsesmulighe-
der, ved at udtrykke ønske om beskæftigelse, selv om de reelt ikke ønsker
beskæftigelse.
Der blev ikke herudover fundet anledning til at ændre reglerne om veder-
lag for beskæftigelse.