Notat om kommunernes rolle i etablering af effektiv landsdækkende ladeinfrastruktur

Tilhører sager:

Aktører:


    One pager - Kommunernes rolle i etablering af en effektiv landsdækkende ladeinfrastruktur

    https://www.ft.dk/samling/20201/almdel/sdg/bilag/17/2359025.pdf

    1
    Kommunerne er klar til at tage stort ansvar for etablering af en effektiv landsdækkende ladeinfrastruktur
    I den politiske vejtransportaftale fra december indgår en målsætning om 775.000 el- og hybridbiler i 2030. Hvis
    det mål skal indfries, skal borgerne have sikkerhed for, at de kan lade deres biler op. Uanset, hvor i landet de
    befinder sig. Kommunerne er klar til at påtage sig et stort ansvar og medvirke til etablering af en effektiv
    landsdækkende ladeinfrastruktur. På nuværende tidspunkt mangler imidlertid de helt nødvendige lovhjemler for,
    at kommunerne kan agere.
    Regeringen har annonceret et lovforslag, der skal etablere det nødvendige lovgrundlag. Lovforslaget forventes
    udsendt i høring inden sommerferien med henblik på fremsættelse i efteråret 2021 og ikrafttræden primo 2022.
    KL mener ikke, at hverken borgere eller kommuner kan være tjent med at vente til 2022 med en lovændring.
    Det gælder særligt for ladestanderbekendtgørelsen, hvor der er akut behov for en genfortolkning af
    kommunernes muligheder, da den nuværende udformning af bekendtgørelsen medvirker til spild af offentlige
    ressourcer og modarbejder den politiske ambition om en grøn omstilling af personbiltransporten.
    KL ønsker, at kommunerne skal have optimale rammer for at kunne understøtte arbejdet med udrulning af effektiv
    landsdækkende ladestanderinfrastruktur. I det følgende peger KL på fem forhold, der bør håndteres i forbindelse
    med en kommende national strategi på området. Der bør handles omgående på pkt. 1.
    1) Opdatering af ladestanderbekendtgørelsen
    Den gældende ladestanderbekendtgørelse kræver, at bygningsejere, herunder kommunerne, opstiller
    ladestandere afhængig af antallet af parkeringspladser. Med de nuværende regler må der imidlertid ikke være
    offentlig adgang til kommunalt finansierede ladestandere, og kommunerne er derfor reelt pålagt at investere i
    ladekapacitet ved rådhuse, kultur- og idrætsfaciliteter m.v. uden, at kommunens borgere har adgang til opladning.
    Staten bør derfor hurtigst muligt ændre ladestanderbekendtgørelsen – alternativt ophæve den indtil den rette
    anden lovhjemmel er tilvejebragt.
    2) National plan for ladeinfrastrukturen
    For at den enkelte kommune kan understøtte en effektiv etablering af ladeinfrastrukturen og minimere offentlige
    fejl- og overinvesteringer, er der behov for, at staten - i samarbejde med kommunerne - sikrer, at hele landet bliver
    underlagt en grundig men også hurtig analyse af, hvor ladepunkterne skal opstilles, og hvilken type, der konkret
    er behov for. Analysen skal danne grundlag for en national plan, der både sikrer den grønne omstilling, og sikrer
    mobiliteten i den enkelte kommune og sammenhængen på tværs af landet.
    3) Mulighed for ladestandere i hele landet - etablering af statslig puljeordning
    Der er stor forskel på hvor i landet, der eksisterer et rentabelt marked for elladestandere. Det bør være muligt at
    lade sin elbil op i alle dele af landet. Etablering af den nødvendige ladeinfrastruktur forventes derfor at kræve
    statslig koordinering, og at der visse steder i kommunerne må gives offentligt tilskud for at sikre opsætning af de
    nødvendige ladepunkter. Udgifterne forventes at være så geografisk skæve og være så målrettede den konkrete
    opgave, at bloktilskuddet ikke er en brugbar finansieringskilde. Der bør derfor etableres en statslig puljeordning,
    der kan sikre en retfærdig og fleksibel finansiering af tilskud til ladeinfrastrukturen i områder, hvor elbiler endnu
    har en beskeden udbredelse, og hvor der derfor ikke eksisterer et rentabelt marked.
    4) Nationalt center for innovation og vidensdeling om opladning
    Opgaven med etablering af en effektiv ladeinfrastruktur frem mod 2030 er en ny opgave, som er underlagt så
    mange usikre faktorer, at der vil være et konstant behov for ny og opdateret viden, der kan danne grundlag for
    investeringsbeslutninger. Det drejer sig i høj grad om planlægning, udbud og godkendelse af etablering af
    ladeinfrastruktur, men den teknologiske udvikling og bilisternes adfærd spiller også ind. Der er derfor behov for et
    nationalt center, hvor alle disse faktorer kan håndteres i et partnerskab mellem stat, kommuner og private aktører.
    5) Retningslinjer for parkeringsregler ved ladepladser
    Investeringer i ladekapacitet og bilejernes nytte af kapaciteten forringes kraftigt, hvis ladepladser bliver benyttet
    til almindelig parkering uden, at der sker opladning. Der er derfor behov for, at staten sikrer de nødvendige rammer
    og retningslinjer for parkeringsregler ved ladepladser.
    2030-netværket 2020-21
    SDG Alm.del - Bilag 17
    Offentligt