Fremsat den 24. februar 2021 af erhvervsministeren (Simon Kollerup)

Fremsat den 24. februar 2021 af erhvervsministeren (Simon Kollerup)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om produkter og markedsovervågning, lov om
erhvervsfremme, lov om sikkerhed til søs, lov om fyrværkeri og andre
pyrotekniske artikler og lov om maritim fysisk planlægning1)
(Udvidelse af anvendelsesområdet for lov om produkter og markedsovervågning, udvidede kontrolbeføjelser ved tilsyn med
visse produkter efter lov om sikkerhed til søs, bemyndigelse til at fastsætte regler om ikke-statslige raketopsendelser og
ophævelse af frist for udstedelse af havplanen m.v.)
§ 1
I lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og
markedsovervågning foretages følgende ændringer:
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF
af 3. december 2001 om produktsikkerhed i alminde‐
lighed, EF-Tidende 2002, nr. L 11, side 4, Europa-Par‐
lamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF af 17. maj
2006 om maskiner og om ændring af direktiv 95/16/EF,
EU-Tidende 2006, nr. L 157, side 24, Europa-Parla‐
mentets og Rådets direktiv 2014/34/EU af 26. febru‐
ar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love
om materiel og sikringssystemer til anvendelse i en
potentielt eksplosiv atmosfære, EU-Tidende 2014, nr.
L 96, side 309, Europa-Parlamentets og Rådets direk‐
tiv 2014/33/EU af 26. februar 2014 om harmonisering
af medlemsstaternes love om elevatorer og sikkerheds‐
komponenter til elevatorer, EU-Tidende 2014, nr. L
96, side 251, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/68/EU af 15. maj 2014 om harmonisering af
medlemsstaternes lovgivning om tilgængeliggørelse på
markedet af trykbærende udstyr, EU-Tidende 2014, nr.
L 189, side 164, Europa-Parlamentets og Rådets direk‐
tiv 2010/35/EU af 16. juni 2010 om transportabelt tryk‐
bærende udstyr og om ophævelse af Rådets direktiv
76/767/EØF, 84/525/EØF, 84/526/EØF, 84/527/EØF og
1999/36/EF, EU-Tidende 2010, nr. L 165, side 1, Euro‐
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/29/EU af 26.
februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes
love om tilgængeliggørelse af simple trykbeholdere på
markedet, EU-Tidende 2014, nr. L 96, side 45, Rådets
direktiv 75/324/EØF af 20. maj 1975 om tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om aerosoler, EF-Tiden‐
de 1975, nr. L 147, side 40, Europa-Parlamentets og
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/31/EU af 26. februar 2014 om harmonisering
af medlemsstaternes lovgivning vedrørende tilgængeliggørelse på markedet af ikke-automatiske vægte, EU-Tidende 2014, nr. L 96, side 107, Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2014/32/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse på markedet af
måleinstrumenter, EU-Tidende 2014, nr. L 96, side 149, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/34/EF af 23. april 2009 om fælles bestemmelser
for måleinstrumenter og for måletekniske kontrolmetoder, EU-Tidende 2009, nr. L 106, side 7, Rådets direktiv 75/107/EØF af 19. december 1974 om
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om flasker som målebeholdere, EF-Tidende 1975, nr. L 42, side 14, Rådets direktiv 76/211/EØF af 20. januar
1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om emballering af visse varer efter vægt eller volumen i færdigpakninger, EF-Tidende
1976, nr. L 46, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/45/EF af 5. september 2007 om indførelse af bestemmelser om nominelle mængder
for færdigpakkede produkter, om ophævelse af Rådets direktiv 75/106/EØF og 80/232/EØF og om ændring af Rådets direktiv 76/211/EØF, EU-Tidende
2007, nr. L 247, side 17, Rådets direktiv 69/493/EØF af 15. december 1969 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om krystalglas, EF-Tidende
1969, nr. L 326, side 36, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/11/EF af 23. marts 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og
administrative bestemmelser vedrørende mærkning af materialer anvendt i hovedbestanddelene af fodtøj med henblik på salg i detailleddet, EF-Tidende
1994, nr. L 100, side 37, Rådets direktiv 80/181/EØF af 20. december 1979 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om måleenheder
og om ophævelse af direktiv 71/354/EØF, EF-Tidende 1980, nr. L 39, side 40 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/89/EU af 23. juli 2014 om
rammerne for maritim fysisk planlægning, EU-Tidende 2014, L 257, side 135.
Lovforslag nr. L 176 Folketinget 2020-21
Erhvervsmin., j.nr.
CQ001608
Rådets direktiv 2014/35/EU af 26. februar 2014 om
harmonisering af medlemsstaternes love om tilgænge‐
liggørelse på markedet af elektrisk materiel bestemt til
anvendelse inden for visse spændingsgrænser, EU-Ti‐
dende 2014, nr. L 96, side 357, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2013/29/EU af 12. juni 2013 om
harmonisering af medlemsstaternes love om tilgænge‐
liggørelse af pyrotekniske artikler på markedet, EU-Ti‐
dende 2013, nr. L 178, side 27, Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/48/EF af 18. juni 2009 om sikker‐
hedskrav til legetøj, EU-Tidende 2009, nr. L 170, side
1, Rådets direktiv 87/357/EØF af 25. juni 1987 om ind‐
byrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om
produkter, der på grund af deres ydre fremtræden kan
forveksles med andre produkter og herigennem være
til fare for forbrugernes sundhed eller sikkerhed, EF-Ti‐
dende 1987, nr. L 192, side 49, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2014/31/EU af 26. februar 2014 om
harmonisering af medlemsstaternes lovgivning vedrø‐
rende tilgængeliggørelse på markedet af ikke-automati‐
ske vægte, EU-Tidende 2014, nr. L 96, side 107, Euro‐
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/32/EU af 26.
februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes
love om tilgængeliggørelse på markedet af måleinstru‐
menter, EU-Tidende 2014, nr. L 96, side 149, Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/34/EF af 23. april
2009 om fælles bestemmelser for måleinstrumenter og
for måletekniske kontrolmetoder, EU-Tidende 2009,
nr. L 106, side 7, Rådets direktiv 75/107/EØF af 19.
december 1974 om tilnærmelse af medlemsstaternes
lovgivning om flasker som målebeholdere, EF-Tidende
1975, nr. L 42, side 14, Rådets direktiv 76/211/EØF
af 20. januar 1976 om indbyrdes tilnærmelse af med‐
lemsstaternes lovgivning om emballering af visse va‐
rer efter vægt eller volumen i færdigpakninger, EF-Ti‐
dende 1976, nr. L 46, side 1, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2007/45/EF af 5. september 2007
om indførelse af bestemmelser om nominelle mængder
for færdigpakkede produkter, om ophævelse af Rådets
direktiv 75/106/EØF og 80/232/EØF og om ændring
af Rådets direktiv 76/211/EØF, EU-Tidende 2007, nr.
L 247, side 17, Rådets direktiv 69/493/EØF af 15.
december 1969 om tilnærmelse af medlemsstaternes
lovgivninger om krystalglas, EF-Tidende 1969, nr. L
326, side 36, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
94/11/EF af 23. marts 1994 om indbyrdes tilnærmel‐
se af medlemsstaternes love og administrative bestem‐
melser vedrørende mærkning af materialer anvendt i
hovedbestanddelene af fodtøj med henblik på salg i
detailleddet, EF-Tidende 1994, nr. L 100, side 37, og
Rådets direktiv 80/181/EØF af 20. december 1979 om
indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning
om måleenheder og om ophævelse af direktiv 71/354/
EØF, EF-Tidende 1980, nr. L 39, side 40.«
2. I § 2, stk. 1, indsættes efter »produkter«: »m.v.«, og efter
nr. 12 indsættes som nye numre:
»13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmo‐
nisering af medlemsstaternes lovgivning vedrørende
tilgængeliggørelse på markedet af ikke-automatiske
vægte.
14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmoni‐
sering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørel‐
se på markedet af måleinstrumenter.
15) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles be‐
stemmelser for måleinstrumenter og for måletekniske
kontrolmetoder.
16) Rådets direktiv om tilnærmelse af medlemsstaternes
lovgivning om flasker som målebeholdere.
17) Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af med‐
lemsstaternes lovgivning om emballering af visse va‐
rer efter vægt eller volumen i færdigpakninger.
18) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indførelse
af bestemmelser om nominelle mængder for færdig‐
pakkede produkter.
19) SI- og andre måleenheder, som er omfattet af Rådets
direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstater‐
nes lovgivning om måleenheder.
20) Rådets direktiv om tilnærmelse af medlemsstaternes
lovgivninger om krystalglas.
21) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrati‐
ve bestemmelser vedrørende mærkning af materiale
anvendt i hovedbestanddelene af fodtøj med henblik
på salg i detailleddet.
22) Europa-Parlamentets og Rådets forordning om teks‐
tilfiberbetegnelser og tilknyttet etikettering og mærk‐
ning af tekstilprodukters fibersammensætning.«
Nr. 13-15 bliver herefter nr. 23-25.
3. I § 2, stk. 2, nr. 2, ændres »nr. 15« til: »nr. 25«, og efter nr.
2 indsættes som nyt nummer:
»3) Måleinstrumenter, som ikke er omfattet af stk. 1, nr.
14-16.«
4. I § 2 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Loven finder endvidere anvendelse på akkredi‐
tering, som er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning om kravene til akkreditering.«
5. I § 3 ændres »nr. 2-15« til: »nr. 2-25«.
6. I § 4 indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:
»2) Instrumentejer: Fysisk eller juridisk person, som an‐
vender eller stiller et instrument til rådighed til måling,
hvor der på baggrund af målingen skal foretages beta‐
ling.«
Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.
7. I § 4, nr. 4, der bliver nr. 5, ændres »nr. 13-15« til: »nr.
22-25«.
8. I § 5 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Instrumentejeren, som ikke er erhvervsdrivende,
skal ligeledes sikre, at det instrument, som anvendes til må‐
2
ling, hvor der på baggrund af målingen foretages betaling,
opfylder kravene i stk. 1 og 2.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
9. § 8 ophæves.
10. Efter kapitel 2 indsættes:
»Kapitel 2 a
Administrative forskrifter
§ 8. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om de sik‐
kerhedsmæssige, tekniske og formelle krav til et produkt
omfattet af § 2, herunder krav til et produkts egenskaber,
udførelse, mærkning, markedsføring og anvendelse.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler
om krav til de erhvervsdrivende, som er forpligtede i hen‐
hold til denne lov.
Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte regler, der er
nødvendige for at gennemføre og håndhæve retsakter ved‐
taget af Den Europæiske Unions institutioner vedrørende
produkter, der er omfattet af denne lov.
§ 8 a. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om måle‐
teknik og anvendelse af måleenheder for metrologi omfattet
af § 2, stk. 1, nr. 13-19, og § 2, stk. 2, nr. 3, herunder
måleteknisk kontrol, anmeldelsespligt for ibrugværende må‐
leinstrumenter og, hvilke varer der skal sælges i bestemte
enheder i henseende til mål og vægt, herunder klassificering
og sortering.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter regler om etablering
og vedligeholdelse af primær- og referencenormaler inden
for afgrænsede metrologiske felter. Erhvervsministeren ud‐
peger i den forbindelse tillige nationale metrologiinstitutter
til at varetage etableringen og vedligeholdelsen.
§ 8 b. Erhvervsministeren fastsætter regler om akkredite‐
ring, som er nødvendige for anvendelsen af Europa-Parla‐
mentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli
2008 om kravene til akkreditering, herunder regler om ud‐
pegning af et nationalt akkrediteringsorgan, dets opgaveva‐
retagelse og kontrollen med akkrediteringsorganet.
Stk. 2. Erhvervsministeren indgår de nødvendige aftaler
med akkrediteringsorganet, herunder om organets mulighed
for at kræve betaling for driftsopgaver, som relaterer sig til
akkrediteringsydelsen.
Stk. 3. Erhvervsministeren og akkrediteringsorganet kan
indgå særskilt aftale om, at organet kan foretage akkredite‐
ring i udlandet.«
11. Efter § 9 indsættes:
Ȥ 9 a. Kontrolmyndigheden kan bemyndige en anden
offentlig myndighed eller en offentlig eller privat virksom‐
hed til at udføre kontrol efter § 9, stk. 1, på metrologiområ‐
det. Den bemyndigede kan i den forbindelse udøve kontrol‐
myndighedens beføjelser efter § 10, stk. 1, og § 11, stk. 1-3.
§ 9 b. Kontrolbeføjelserne i kapitel 3 finder ikke anven‐
delse på akkrediteringsområdet med undtagelse af beføjel‐
serne i § 9, § 10, stk. 1, og § 24.«
12. I § 11, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Kontrolmyndigheden kan kræve omkostninger forbundet
med eksterne tekniske undersøgelser refunderet af den er‐
hvervsdrivende, der, jf. §§ 13 og 14, § 16, stk. 1, og § 16 a,
træffes afgørelse over for i forbindelse med undersøgelsen.«
13. Efter § 16 indsættes:
»§ 16 a. Er et instrument inden for metrologiområdet
ikke i overensstemmelse med regler fastsat i denne lov eller
regler fastsat i medfør af denne lov, kan kontrolmyndighe‐
den påbyde instrumentejeren at bringe instrumentet i over‐
ensstemmelse med reglerne, hvis instrumentet anvendes til
måling, hvor der på baggrund af målingen skal foretages
betaling.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan forbyde instrumentejeren
at anvende et instrument til måling, hvor der på baggrund
af målingen skal foretages betaling, hvis instrumentet eller
instrumentejeren ikke lever op til regler fastsat i denne lov
eller regler fastsat i medfør af denne lov.«
14. I § 20, stk. 1, ændres »§ 17« til: »§§ 16 a og 17«.
15. I § 21 og § 36, stk. 1, 1. pkt., ændres »§§ 17 og 19« til:
»§§ 16 a, 17 og 19«.
16. I § 32, stk. 1, indsættes efter »krav til«: »akkredite‐
ring, «.
17. § 35 affattes således:
»§ 35. Klage over afgørelser truffet af bemyndigede orga‐
ner, jf. § 26, og det nationale akkrediteringsorgan udpeget
i regler fastsat i medfør af § 8 b, kan indbringes for Sikker‐
hedsstyrelsen, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. Den, der har modtaget en afgørelse om afslag på
eller kun delvis imødekommelse af en ansøgning om akkre‐
ditering eller en afgørelse om hel eller delvis tilbagekaldelse
eller suspension af en meddelt akkreditering, kan anmode
akkrediteringsorganet om at foretage en ny vurdering af sag‐
en.
Stk. 3. Fører den fornyede behandling af sagen efter stk.
2 ikke til, at klageren fuldt ud får medhold, kan afgørelsen
indbringes for Klagenævnet for Udbud.
Stk. 4. Klage efter stk. 1-3 skal indbringes, inden 4 uger
efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.«
18. I § 37, stk. 1, nr. 1, ændres »stk. 1-3,« til: »stk. 1-4,«.
19. I § 37, stk. 1, nr. 6, indsættes efter: »§ 16, stk. 1 eller 2,«:
»§ 16 a«.
20. I § 37, stk. 2, 1. pkt., og stk. 6, 2. pkt., ændres »13-15,«
til: »13-25,« og »nr. 1 eller 2,« ændres til: »nr. 1-3,«.
21. § 46 affattes således:
»§ 46. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland,
men lovens regler om metrologi og akkreditering kan ved
kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færø‐
3
erne og Grønland med de ændringer, som de færøske og
grønlandske forhold tilsiger.«
§ 2
I lov nr. 1518 af 18. december 2018 om erhvervsfremme,
som ændret ved lov nr. 796 af 9. juni 2020, foretages
følgende ændringer:
1. I § 3, stk. 1, udgår », med undtagelse af aktiviteter, der
iværksættes efter kapitel 8«.
2. § 7, stk. 3, ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 3.
3. Kapitel 8 ophæves.
§ 3
I lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 1629
af 17. december 2018, foretages følgende ændringer:
1. Fodnote 1 og 2 til lovens titel ophæves, og i stedet ind‐
sættes:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører de‐
le af Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989
om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af
arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet,
EF-Tidende 1989, nr. L 183, side 1, som senest ændret
ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 1137/2008 af 22. oktober 2008, EU-Tidende 2008,
nr. L 311, side 1, Rådets direktiv 89/656/EØF af 30.
november 1989 om minimumsforskrifter for sikkerhed
og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug
af personlige værnemidler under arbejdet (tredje særdi‐
rektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/
EØF), EF-Tidende 1989, nr. L 393, side 18, som senest
ændret ved Kommissionens direktiv (EU) 2019/1832
af 24. oktober 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 279, si‐
de 35, Rådets direktiv 90/269/EØF af 29. maj 1990
om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i
forbindelse med manuel håndtering af byrder, som kan
medføre risiko for især ryg- og lændeskader hos ar‐
bejdstagerne (fjerde særdirektiv i henhold til artikel 16,
stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), EF-Tidende 1990, nr.
L 156, side 9, som senest ændret ved Europa-Parlamen‐
tets og Rådets forordning (EU) 2019/1243 af 20. juni
2019, EU-Tidende 2019, nr. L 198, side 241, Rådets
direktiv 91/383/EØF af 25. juni 1991 om supplering
af foranstaltningerne til forbedring af sikkerheden og
sundheden på arbejdsstedet for arbejdstagere, der har
et tidsbegrænset ansættelsesforhold eller et vikaransæt‐
telsesforhold, EF-Tidende 1991, nr. L 206, side 19,
som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direk‐
tiv 2007/30/EF af 20. juni 2007, EU-Tidende 2007,
nr. L 165, side 21, Rådets direktiv 92/58/EF af 24.
juni 1992 om minimumsforskrifter for signalgivning i
forbindelse med sikkerhed og sundhed under arbejdet
(niende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i
direktiv 89/391/EØF), EF-Tidende 1992, nr. L 245, si‐
de 23, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2019/1243 af 20. juni 2019,
EU-Tidende 2019, nr. L 198, side 241, Rådets direktiv
92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af
foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sund‐
heden under arbejdet for arbejdstagere, der er gravide,
som lige har født hjemme eller som ammer (tiende
særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv
89/391/EØF), EF-Tidende 1992, nr. L 348, side 1, som
senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets for‐
ordning (EU) 2019/1243 af 20. juni 2019, EU-Tidende
2019, nr. L 198, side 241, Rådets direktiv 93/103/EF
af 23. november 1993 om minimumsforskrifter for sik‐
kerhed og sundhed under arbejdet om bord på fiskerfar‐
tøjer (trettende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk.
1, i direktiv 89/391/EØF), EF-Tidende 1993, nr. L 307,
side 1, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rå‐
dets direktiv 2007/30/EF af 20. juni 2007, EU-Tidende
2007, nr. L 165, side 21, Rådets direktiv 94/33/EF af
22. juni 1994 om beskyttelse af unge på arbejdsplad‐
sen, EU-tidende 1994, nr. L 216, side 12, som senest
ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2019/1243 af 20. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr.
L 198, side 241, Rådets direktiv 98/24/EF af 7. april
1998 om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og
sundhed under arbejdet mod risici i forbindelse med
kemiske agenser (fjortende særdirektiv i henhold til
direktiv 98/391/EØF, artikel 16, stk. 1), EU-tidende
1998, nr. L 131, side 11, som senest ændret ved Euro‐
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1243
af 20. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 198, side 241,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/92/EF
af 16. december 1999 om minimumsforskrifter vedrø‐
rende forbedring af sikkerhed og sundhedsbeskyttelse
for arbejdstagere, der kan blive udsat for fare hidhø‐
rende fra eksplosiv atmosfære (femtende særdirektiv i
henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF),
EU-tidende 2000, nr. L 23, side 57, som ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/30/EF af
20. juni 2007, EU-Tidende 2007, nr. L 165, side 21,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/54/EF af
18. september 2000 om beskyttelse af arbejdstagerne
mod farerne ved at være udsat for biologiske agenser
under arbejdet (syvende særdirektiv i henhold til artikel
16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), EU-tidende 2000,
nr. L 262, side 21, som senest ændret ved Kommission‐
ens direktiv (EU) 2020/739 af 3. juni 2020, EU-Tiden‐
de 2020, nr. L 175, side 11, Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2002/44/EF af 25. juni 2002 om mini‐
mumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse
med arbejdstagernes eksponering for risici på grund af
fysiske agenser (vibrationer) (sekstende særdirektiv i
henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF,
EU-tidende 2002, nr. L 177, side 13, som senest ændret
ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2019/1243 af 20. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L
198, side 241, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
4
2003/10/EF af 6. februar 2003 om minimumsforskrifter
for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdsta‐
gernes eksponering for risici på grund af fysiske agen‐
ser (støj) (syttende særdirektiv i henhold til artikel 16,
stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), EU-tidende 2003, nr.
L 42, side 38, som senest ændret ved Europa-Parla‐
mentets og Rådets forordning (EU) 2019/1243 af 20.
juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 198, side 241, Eu‐
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/37/EF af
29. april 2004 om beskyttelse af arbejdstagerne mod
risici for under arbejdet at være udsat for kræftfrem‐
kaldende stoffer eller mutagener (sjette særdirektiv i
henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF),
EU-Tidende 2004, nr. L 158, side 50, Rådets direktiv
2009/13/EF af 16. februar 2009 om iværksættelse af
den aftale, der er indgået mellem European Community
Shipowners’ Associations (ECSA) og European Trans‐
port Workers’ Federation (ETF) om konventionen om
søfarendes arbejdsforhold af 2006 og om ændring af
direktiv 1999/63/EF, EU-Tidende 2009, nr. L 124, side
30, som ændret ved Rådets direktiv (EU) 2018/131 af
23. januar 2018, EU-Tidende 2018, nr. L 22, side 28,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/15/EF af
23. april 2009 om fælles regler og standarder for or‐
ganisationer, der udfører inspektion og syn af skibe,
og for søfartsmyndighedernes aktiviteter i forbindelse
dermed, EU-Tidende 2009, nr. L 131, side 47, som
senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets for‐
ordning (EU) 2019/1243 af 20. juni 2019, EU-Tiden‐
de 2019, nr. L 198, side 241, Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/16/EF af 23. april 2009 om hav‐
nestatskontrol, EU-Tidende 2009, nr. L 131, side 57,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/21/EF af
23. april 2009 om opfyldelse af kravene til flagstater,
EU-Tidende 2009, nr. L 131, side 132, som senest
ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2017/2110 af 15. november 2017, EU-Tidende
2017, nr. L 315, side 61, Europa-Parlamentets og Rå‐
dets direktiv 2009/104/EF af 16. september 2009 om
minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbin‐
delse med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under
arbejdet (andet særdirektiv i henhold til artikel 16, stk.
1, i direktiv 89/391/EØF), EU-Tidende 2009, nr. L
260, side 5, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/148/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af
arbejdstagere mod farerne ved under arbejdet at være
udsat for asbest, EU-Tidende 2009, nr. L 330, side 28,
som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forord‐
ning (EU) 2019/1243 af 20. juni 2019, EU-Tidende
2019, nr. L 198, side 241, og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2013/53/EU af 20. november 2013 om
fritidsfartøjer og personlige fartøjer og om ophævelse
af direktiv 94/25/EF, EU-Tidende 2013, nr. L 354, side
90.«
2. I § 4 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Myndigheder, som forestår tilsyn med regler fast‐
sat i medfør af stk. 1 vedrørende produkter omfattet af Eu‐
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv om skibsudstyr eller
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fritidsfartøjer og
personlige fartøjer, kan anvende de kontrolbeføjelser, som er
tillagt kontrolmyndigheden i lov om produkter og markeds‐
overvågning, i det omfang de pågældende kontrolbeføjelser
ikke allerede følger af denne lov.«
3. I § 28, nr. 3, indsættes efter »i medfør af loven«: »,
herunder påbud eller forbud udstedt i medfør af § 4, stk. 5«.
§ 4
I lov om fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, jf.
lovbekendtgørelse nr. 2 af 3. januar 2019, som ændret ved
§ 44 i lov nr. 799 af 9. juni 2020, foretages følgende
ændringer:
1. Efter § 2 d indsættes:
»§ 2 e. Små ikke-statslige raketter, der kan opsendes til
maksimalt 100 meter over terræn, kan opsendes fra Dan‐
mark, hvis regler fastsat i medfør af stk. 2 overholdes.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om opsen‐
delse af små ikke-statslige raketter, jf. stk. 1, herunder krav
til raketternes indretning, under hvilke forhold raketterne må
opsendes og kontrollen med disse ikke-statslige raketopsen‐
delser.«
§ 5
I lov om maritim fysisk planlægning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 400 af 6. april 2020, foretages
følgende ændring:
1. I § 10, stk. 2, 1. pkt., udgår »senest den 31. marts 2021«.
§ 6
Stk. 1. Lovens § 5, nr. 1, træder i kraft ved bekendtgørel‐
sen i Lovtidende.
Stk. 2. Lovens §§ 1-4 træder i kraft den 1. juli 2021.
§ 7
Stk. 1. Regler fastsat i medfør af kapitel 8 i lov nr. 1518
af 18. december 2018 om erhvervsfremme forbliver i kraft,
indtil de ophæves eller erstattes af regler fastsat i medfør af
lov om produkter og markedsovervågning, som ændret ved
denne lovs § 1.
Stk. 2. Tilladelser, godkendelser, akkrediteringer og be‐
myndigelser vedrørene metrologi og akkreditering, som er
meddelt i henhold til lov om erhvervsfremme og regional
udvikling, jf. lovbekendtgørelse nr. 820 af 28. juni 2016,
og lov nr. 1518 af 18. december 2018 om erhvervsfremme,
forbliver i kraft, indtil de udløber eller ophæves i medfør af
lov om produkter og markedsovervågning, som ændret ved
denne lovs § 1.
5
§ 8
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 1, nr. 21, gælder for Færøerne og Grønland.
Stk. 3. § 3, nr. 2 og 3, kan ved kongelig anordning helt
eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer,
som de grønlandske forhold tilsiger.
6
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1. Introduktion til markedsovervågningsforordningen
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Udvidelse af anvendelsesområdet for lov om produkter og markedsovervågning
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Forholdet til erhvervsfremmeloven
2.1.1.2. Forholdet til markedsføringsloven
2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2. Tilpasning af lov om produkter og markedsovervågning
2.2.1. Gældende ret
2.2.1.1. Metrologi
2.2.1.1.1. Ikke-automatiske vægte
2.2.1.1.2. Måleinstrumenter
2.2.1.1.3. Flasker som målebeholdere
2.2.1.1.4. Emballering af visse varer efter vægt eller volumen i færdigpakninger og nomi‐
nelle mængder for færdigpakkede produkter
2.2.1.1.5. Måleenheder
2.2.1.1.6. Fælles bestemmelser for måleinstrumenter og måletekniske kontrolmetoder
2.2.1.2. Krystalglasvarer
2.2.1.3. Mærkning af fodtøj og tekstiler
2.2.1.3.1. Mærkning af fodtøj
2.2.1.3.2. Mærkning af tekstiler
2.2.1.4. Akkreditering
2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3. Udvidede kontrolbeføjelser ved tilsyn med visse produkter efter lov om sikkerhed til søs
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.4. Små ikke-statslige raketopsendelser
2.4.1. Baggrund
2.4.2. Gældende ret
2.4.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.5. Ophævelse af fristen for udstedelse af havplanen
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Klima- og miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Lovforslaget skal bidrage til at realisere regeringens am‐
bition om at reducere risikoen for, at ulovlige produkter
sælges i Danmark. Danskerne skal kunne have tillid til, at de
produkter, de køber, lever op til gældende regler og kan yde
det, produkterne er købt til. Alle skal kunne handle sikkert
uden at blive snydt. Lovforslaget har derfor til formål at
udbrede den ensartede ramme for kontrollen med produkters
sikkerhed og overensstemmelse, som blev skabt med lov nr.
799 af 9. juni 2020 om produkter og markedsovervågning
(herefter produktloven), til en række yderligere områder.
Lovforslaget skal samtidig supplere Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) 2019/1020 af 20. juni 2019 om
markedsovervågning og produktoverensstemmelse (herefter
markedsovervågningsforordningen), der finder endelig an‐
vendelse den 16. juli 2021.
Produktloven var en opfølgning på regeringens vækstplan
7
for handel og logistik fra januar 2020, og havde til formål
at opdatere og fremtidssikre reglerne for markedsovervåg‐
ning af produkter under de nye vilkår, som digitaliseringen,
væksten i global e-handel, fremkomsten af bl.a. platforme i
forsyningskæden og nye teknologier har skabt.
Med produktloven har kontrolmyndighederne fået et bed‐
re udgangspunkt for at sikre, at de produkter, som danske
brugere køber i både fysiske- og onlinebutikker, lever op
til gældende regler og sikkerhedskrav. Samtidig giver loven
bedre muligheder for at sætte ind over for de virksomheder
og platforme m.v., også uden for EU, som ikke efterlever
gældende regler og dermed udsætter lovlydige danske virk‐
somheder for urimelig konkurrence.
Produktloven finder i dag anvendelse på 18 produktområ‐
der under Erhvervsministerens ressort. Den gældende lov
supplerer markedsovervågningsforordningen på de 13 om‐
råder, som udspringer af retsakter under forordningens an‐
vendelsesområde. Samtidig ensartes markedsovervågningen
af produkter, der er omfattet af forordningen, med de pro‐
dukter på Sikkerhedsstyrelsens ressortområde, som er nært
beslægtede hermed, men som falder uden for forordningens
anvendelsesområde. Dermed er der med produktloven skabt
et klart og ensartet fundament for kontrollen med produk‐
ter. Samtidig går flere af lovens kontrolbeføjelser, eksempel‐
vis mulighederne for at udtage produkter til kontrol under
en skjult identitet og blokere for adgangen til en online‐
grænseflade (hjemmeside, app m.v.), videre end markeds‐
overvågningsforordningens minimumbeføjelser for at styrke
kontrollen med produkter og sætte ind over for virksomhe‐
ders handel med farlige og ulovlige produkter. Samtidig er
sanktionerne skærpet.
Med dette lovforslag foreslås produktlovens anvendelses‐
område og dermed også de skærpede kontrolbeføjelser og
sanktionsmuligheder udvidet til at omfatte yderligere en
række områder. Konkret medfører lovforslaget blandt andet,
at de vejledende bødeniveauer for at overtræde reglerne, og
dermed potentielt udsætte forbrugerne for risici og andre
virksomheder for unfair konkurrence, bliver væsentligt høje‐
re end i dag på disse nye områder, så incitamentet til at
”skyde genvej” ved ikke at leve op til reglerne mindskes.
For det første foreslås områderne krystalglasvarer og
mærkning af henholdsvis fodtøj og tekstiler tilføjet til pro‐
duktlovens anvendelsesområde, og ressortansvaret herfor
flyttet fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til Sikker‐
hedsstyrelsen.
For det andet foreslås reguleringen af metrologi og akkre‐
ditering flyttet fra lov nr. 1518 af 18. december 2018 om er‐
hvervsfremme (herefter erhvervsfremmeloven) til produkt‐
loven med lovforslaget. Sikkerhedsstyrelsen har de seneste
12 år været ressortmyndighed for metrologi og akkredite‐
ring, herunder udstedt bekendtgørelser og haft ansvaret for
kontrollen med reglernes overholdelse, uagtet at erhvervs‐
fremmeloven hører under Erhvervsstyrelsen. Med den fore‐
slåede udvidelse af produktloven benyttes anledningen til at
foreslå at samle reguleringen af metrologi og akkreditering
med de øvrige produkt- og markedsovervågningsrelaterede
områder under produktloven.
Direktiverne om krystalglasvarer og mærkning af fodtøj
samt forordningen om mærkning af tekstiler er omfattet
af markedsovervågningsforordningen. På metrologiområdet
findes der desuden syv direktiver, hvor der skal fastsættes
supplerende bestemmelser til markedsovervågningsforord‐
ningen. Ved at flytte områderne til produktloven gennemfø‐
res de supplerende bestemmelser til markedsovervågnings‐
forordningen således for disse direktiver. Herudover vil det
være hensigtsmæssigt, at kontrolbeføjelserne fra markeds‐
overvågningsforordningen også kan anvendes på de målein‐
strumenter, som ikke er omfattet af EU-regler, så områderne
ensartes mest muligt.
Lovforslaget indeholder desuden et forslag om ændring
af lov om sikkerhed til søs. Formålet med de foreslåede
ændringer er primært at sikre, at de kontrolbeføjelser, som
i produktloven er tillagt kontrolmyndighederne, også kan
anvendes på tilsyn med skibsudstyr, fritidsfartøjer og per‐
sonlige fartøjer, når produkterne er erhvervsrettede. Tilsynet
med produkterne er allerede omfattet af kontrolbeføjelserne
i produktloven, i det omfang de er forbrugerrettede, og befø‐
jelserne ikke fremgår af lov om sikkerhed til søs. Med lov‐
forslaget vil dette også gælde, når produkterne er erhvervs‐
rettede.
Med lovforslaget sikres samtidig, at markedsovervåg‐
ningsmyndighederne vil kunne få de nødvendige mini‐
mumsbeføjelser i forhold til skibsudstyr, fritidsfartøjer og
personlige fartøjer, som krævet efter markedsovervågnings‐
forordningen.
Lovforslaget indeholder desuden en ændring af lov om
fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler (herefter fyrvær‐
keriloven), hvormed erhvervsministeren bemyndiges til et
fastsætte regler om små ikke-statslige raketter som et led i
opfølgningen på en rapport fra Regeringens tværministeriel‐
le arbejdsgruppe om regulering og myndighedsorganisering
af civile raketaktiviteter fra april 2019 Civile raketaktiviteter
- Rapport fra den tværministerielle arbejdsgruppe om regu‐
lering og myndighedsorganisering af civile raketaktiviteter.
Lovforslaget indeholder endelig en ændring af lov om
maritim fysisk planlægning (herefter havplanloven). Hav‐
planloven fastlægger rammerne for gennemførelsen af en
planlægning af de danske havområder. Formålet med hav‐
planloven er bl.a. at fremme økonomisk vækst, udvikling
af havarealer, udnyttelse af havressourcer på et bæredygtigt
grundlag samt at tage hensyn til samspillet mellem land og
hav.
Det følger af § 10, stk. 2, 1. pkt., i havplanloven, at
erhvervsministeren senest den 31. marts 2021 skal udstede
havplanen.
Forslag til havplanen skal i 6 måneders høring inden ud‐
stedelsen. Høringen er imidlertid udskudt, så udpegningen
af nye naturområder på havet kan inddrages i havplanlæg‐
ningen. Det er således ikke muligt at udstede havplanen
senest den 31. marts 2021. På den baggrund foreslås det, at
fristen den 31. marts 2021 i havplanlovens § 10, stk. 2, 1.
pkt., udgår.
8
1.1. Introduktion til markedsovervågningsforordningen
Markedsovervågningsforordningen trådte i kraft den 15.
juli 2019 og finder endelig anvendelse fra den 16. juli
2021. Forordningen afløser de dele af Europa-Parlamen‐
tets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli
2008 om kravene til akkreditering (herefter: Forordning nr.
765/2008), der omhandler markedsovervågning. Markeds‐
overvågningsforordningen bygger videre på principperne i
forordning nr. 765/2008, og målet er fortsat, at produkter,
der er omfattet af varernes frie bevægelighed inden for EU,
opfylder krav om et højt beskyttelsesniveau for samfundsin‐
teresser som bl.a. sundhed, sikkerhed, klima og miljø. Her‐
under i særdeleshed beskyttelse af brugernes tillid til de
solgte varer for så vidt angår mærkning, sikkerhed og tillid
til produktet i købssituationen. Formålet med forordningen
er i hovedtræk at forhindre, at produkter, der ikke overhol‐
der de gældende regler, og som kan forringe konkurrencevil‐
kårene for de erhvervsdrivende, der sælger lovlige produk‐
ter, bringes i omsætning på EU-markedet – på den måde
styrkes det indre marked for varer.
Et andet hovedformål er at ensarte markedsovervågningen
yderligere, både på tværs af medlemsstaterne og på tværs
af produktområderne. Markedsovervågning er den samlede
betegnelse for de kontrolaktiviteter og foranstaltninger, der
gennemføres og træffes af myndighederne for at sikre, at
markedsførte produkter opfylder de gældende regler.
Markedsovervågningsforordningen finder anvendelse på
de produkt- og enhedsområder, der er omfattet af den EU-
harmoniseringslovgivning, der er anført i forordningens bi‐
lag I, medmindre der findes særlige bestemmelser med
samme formål i EU-harmoniseringslovgivningen, der på
en mere specifik måde regulerer særlige markedsovervåg‐
nings- og håndhævelsesaspekter. Markedsovervågningsfor‐
ordningen gælder for 70 direktiver og forordninger og ens‐
arter dele af forpligtelserne og kontrolbeføjelserne. Forord‐
ningen har til formål at supplere og styrke eksisterende
bestemmelser i direktiverne og forordningerne og sikre en
ensartet ramme for markedsovervågning af disse produkter
på EU-plan. Forordningen har samtidig til hensigt at gøre de
mekanismer for udveksling af oplysninger og for situationer,
hvor hurtig indgriben er nødvendig efter Europa-Parlamen‐
tets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001
om produktsikkerhed i almindelighed (herefter: produktsik‐
kerhedsdirektivet), mere effektive.
Af forordningens bilag 1 fremgår en lang række af harmo‐
niserede EU-retsakter, som fastsætter nærmere krav til de
enkelte produktområder, herunder Rådets direktiver 69/493/
EØF, 75/107/EØF, 76/211/EØF og 80/181/EØF, Europa-
Parlamentets og Rådets direktiver 94/11/EF, 2007/45/EF,
2009/34/EF, 2014/31/EU og 2014/32/EU og Europa-Parla‐
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 1007/2011, henholds‐
vis krystalglas, flasker som målebeholdere, emballering af
visse varer i færdigpakninger, måleenheder, fodtøj, nomi‐
nelle mængder for færdigpakkede produkter, bestemmelser
for måleinstrumenter og måleteknisk kontrol, ikke-automati‐
ske vægte, måleinstrumenter og tekstilprodukter. De nævnte
produkter og enheder er alle omfattet af dette lovforslag og
føjes således til de 13 områder, hvor produktloven allerede
har gennemført markedsovervågningsforordningen. Herud‐
over gennemfører lovforslaget markedsovervågningsforord‐
ningen på 2 områder under lov om sikkerhed til søs: fritids‐
fartøjer og skibsudstyr. Der henvises i øvrigt til lovforslagets
pkt. 2.3.
Markedsovervågningsforordningen forudsætter, at med‐
lemsstaterne fastsætter nærmere regler, herunder sanktioner
for overtrædelse af forordningen, og tillægger myndigheder‐
ne en række markedsovervågningsbeføjelser. Medlemssta‐
terne skal som minimum tillægge myndighederne de befø‐
jelser, som er angivet i forordningens artikel 14, stk. 4. Her
stiller forordningen krav om en række nye beføjelser, som
blev indført med produktlovens ikrafttrædelse den 1. juli
2020 for en stor del af de produktområder, som Sikkerheds‐
styrelsen udfører markedsovervågning på. Beføjelserne er
derfor allerede en del af gældende ret i dag. Det gælder bl.a.
forordningens artikel 14, stk. 4, litra k, hvorefter kontrol‐
myndigheden skal have mulighed for at påbyde, at produkt‐
relateret indhold fjernes fra en onlinegrænseflade (hjemme‐
side, app m.v.), eller at der tydeligt advares ved adgangen
til en onlinegrænseflade indeholdende produkter, som udgør
en alvorlig risiko. Hertil kommer kontrolmyndighedens be‐
føjelse til at blokere adgangen til en onlinegrænseflade.
Andre nye beføjelser, som markedsovervågningsforord‐
ningen stiller krav om, er f.eks. muligheden for at indhente
oplysninger, herunder tekniske aspekter i indlejret software
i produkter, jf. artikel 14, stk. 4, litra a, og muligheden for
at erhverve produktprøver under skjult identitet, jf. artikel
14, stk. 4, litra j. Desuden giver forordningen myndigheder‐
ne mulighed for at viderefakturere omkostninger forbundet
med markedsovervågningen helt eller delvist til virksomhe‐
den i tilfælde af manglende overensstemmelse, jf. artikel 15.
Endvidere indeholder forordningen også beføjelser, der
allerede inden produktlovens ikrafttrædelse var en del af
gældende ret, men som nu er videreført i produktloven. Det
omfatter f.eks. kontrolmyndighedens mulighed for at pålæg‐
ge erhvervsdrivende at afgive relevante oplysninger eller
dokumentation, at indlede undersøgelser på eget initiativ
eller at pålægge erhvervsdrivende af træffe foranstaltninger,
når et produkt ikke er i overensstemmelse med reglerne.
Udover ovenstående krav, der som nævnt allerede er en
del af produktlovens bestemmelser og dermed gældende
ret for en lang række produktområder, er der i forordnin‐
gens artikel 4 krav om, at der for visse produktområders
vedkommende skal etableres en erhvervsdrivende i EU,
som markedsovervågningsmyndighederne kan rette deres
anmodninger m.v. til. Kravet gælder for virksomheder, der
sælger fra tredjelande direkte til EU-forbrugere. Efter for‐
ordningens artikel 4, stk. 1, er der således et krav om, at
visse produkter alene må bringes i omsætning, hvis en er‐
hvervsdrivende, der er etableret i EU, er ansvarlig for en
række nærmere angivne opgaver, herunder bl.a. verificerin‐
gen af dokumentation, oplysningspligt og underretning af
markedsovervågningsmyndighederne, hvis den erhvervsdri‐
vende har grund til at tro, at et produkt udgør en risiko. En
erhvervsdrivende, som er placeret uden for EU, skal altså
9
have en bemyndiget repræsentant i EU, som myndighederne
kan samarbejde med. Bestemmelsen i artikel 4 finder kun
anvendelse for produkter, der er omfattet af nogle nærmere
bestemte EU-retsakter, herunder bl.a. Europa-Parlamentets
og Rådets direktiver 2014/31/EU og 2014/32/EU om hen‐
holdsvis ikke-automatiske vægte og måleinstrumenter.
Markedsovervågningsforordningen fastsætter ikke kon‐
krete krav til, hvordan markedsovervågningen skal tilrette‐
lægges. Den anfører overordnede mål for kontrollen, bl.a. at
markedsovervågningsmyndighederne skal gennemføre akti‐
viteter for at sikre effektiv markedsovervågning af produk‐
ter, som er gjort tilgængelige online og i fysiske butikker,
og for så vidt angår produkter, der er omfattet af EU-har‐
moniseringslovgivningen. Derudover angiver forordningen,
at markedsovervågningsmyndighederne skal følge en risiko‐
baseret tilgang, når det afgøres, hvilke kontroller der skal
udføres og på hvilke typer af produkter.
Markedsovervågningsforordningen forpligter også med‐
lemsstaterne til at fastsætte sanktioner, som er tilstrækkeligt
effektive, proportionale og har en afskrækkende effekt. Det
betyder, at forordningen forudsætter, at der fastsættes regler
for overtrædelse af forordningens bestemmelser, herunder
f.eks. i relation til de produktområder, hvor der efter forord‐
ningen stilles krav om en bemyndiget repræsentant. Der er
allerede fastsat de sanktionsbestemmelser, som er nødvendi‐
ge efter forordningen, i produktloven, for så vidt angår de
produkter, som er en del af produktlovens anvendelsesområ‐
de.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Udvidelse af anvendelsesområdet for lov om produk‐
ter og markedsovervågning
2.1.1. Gældende ret
Det fremgår af § 2 i produktloven, hvilke områder loven
finder anvendelse på. Det er forudsat i de almindelige be‐
mærkninger til forslaget til produktloven, at et væsentligt
element i formålet med loven er ensretning på tværs af
Sikkerhedsstyrelsens områder. Derfor kan produktloven i
fremtiden rumme andre produktområder end dem, der i dag
fremgår af anvendelsesområdet i lovens § 2, jf. Folketingsti‐
dende 2019-2020, A, L 179 som fremsat, side 34-35.
Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingsti‐
dende 2019-2020, A, L 179 som fremsat, side 46-51, at §
2, stk. 1, omfatter produkter, der er reguleret af direktiver
eller forordningen, og § 2, stk. 2, omfatter produkter, der
er nationalt reguleret. Det følger endvidere, at den relevante
kontrolmyndighed bør kunne anvende de samme beføjelser
i relation til de nationalt regulerede produkter som til de
produkter, der er reguleret af direktiver og forordninger.
De nye områder, der med dette lovforslag foreslås omfat‐
tet af produktlovens anvendelsesområde, jf. lovforslagets §
1, nr. 2-4, findes i dag i henholdsvis lov nr. 1518 af 18.
december 2018 om erhvervsfremme (herefter erhvervsfrem‐
meloven) og lov nr. 426 af 3. maj 2017 om markedsføring
(herefter markedsføringsloven), som gennemgås i det føl‐
gende.
2.1.1.1. Forholdet til erhvervsfremmeloven
Erhvervsfremmeloven har til formål at styrke udviklingen
i dansk erhvervsliv gennem en sammenhængende erhvervs‐
fremmeindsats på tværs af hele Danmark. Lovens sigte
er bl.a. at forbedre rammevilkårene for at starte, udvikle
og drive virksomhed i Danmark, at fremme produktivite‐
ten, konkurrenceevnen og internationaliseringen hos danske
virksomheder og at fremme tilpasningen af erhvervsstruktu‐
ren til konkurrenceforhold, nye teknologier og forretnings‐
modeller, miljøforhold og den samfundsmæssige udvikling i
øvrigt.
Erhvervsministeren har i medfør af loven beføjelse til at
iværksætte en række erhvervsfremmeaktiviteter til opfyldel‐
se af lovens formål. Erhvervsministeren kan herunder iværk‐
sætte analyser og evalueringer af erhvervspolitisk relevans,
aktiviteter til fremme af regional og lokal erhvervsudvikling
og aktiviteter til fremme af etablering af nye virksomhe‐
der. Herudover kan erhvervsministeren yde hel eller delvis
finansiering og tilbyde andre økonomiske incitamenter til
aktiviteter, der iværksættes inden for lovens formål.
Udover ovenstående fastsætter erhvervsfremmeloven de
overordnede rammer for metrologi og akkreditering, og lo‐
ven indeholder på den baggrund også hjemler for erhvervs‐
ministeren til at fastsætte nærmere regler på disse områder.
Det fremgår af § 16 i erhvervsfremmeloven, at erhvervs‐
ministeren bemyndiges til at fastsætte de regler vedrørende
akkreditering, der er nødvendige for anvendelsen af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9.
juli 2008 om kravene til akkreditering. Dette gælder bl.a.
regler om udpegning af et nationalt akkrediterings organ og
dets opgavevaretagelse, om akkreditering af virksomheder
og om sanktioner ved manglende overholdelse af en meddelt
akkreditering. Bemyndigelserne er udmøntet i bekendtgørel‐
se nr. 1230 af 11. december 2009 om udpegning af det
nationale akkrediteringsorgan og bekendtgørelse nr. 913 af
25. september 2009 om akkreditering af virksomheder.
Det fremgår af § 17 i erhvervsfremmeloven, at det natio‐
nale akkrediteringsorgan kan foretage akkreditering i udlan‐
det efter særskilt aftale med erhvervsministeren. Herudover
fremgår det af lovens § 19, at det nationale akkrediterin‐
gsorgan har mulighed for at kræve betaling for driftsopga‐
ver, som relaterer sig til akkrediteringsydelsen.
Efter erhvervsfremmelovens § 18 bemyndiges erhvervs‐
ministeren også til at fastsætte regler om metrologi i et vidt
omfang. Erhvervsministeren kan således fastsætte regler om
anvendelsen af måleenheder, etablering og vedligeholdelse
af primær- og referencenormaler, måleteknik og måleinstru‐
menter og deres anvendelse, og måleteknisk kontrol m.v.
Erhvervsministeren bemyndiges i bestemmelsen også til at
fastsætte regler om bemyndigelse af organer til udførelse
af overensstemmelsesvurderingsopgaver, ligesom erhvervs‐
ministeren udpeger nationale metrologiinstitutter, der skal
etablere og vedligeholde primær- og referencenormaler. Er‐
10
hvervsministerens bemyndigelser efter loven til fastsættelse
af regler på metrologiområder er udmøntet i en lang række
bekendtgørelser, der implementer en række EU-direktiver:
– Bekendtgørelse nr. 1381 af 25. november 2016 om til‐
gængeliggørelse på markedet af ikke-automatiske vægte,
som implementerer dele af Europa-Parlamentets og Rå‐
dets direktiv 2014/31/EU af 26. februar 2014 om harmo‐
nisering af medlemsstaternes lovgivning vedrørende til‐
gængeliggørelse på markedet af ikke-automatiske vægte.
– Bekendtgørelse nr. 544 af 28. maj 2018 om tilgænge‐
liggørelse på markedet af måleinstrumenter, som imple‐
menterer dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/32/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af
medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse på marke‐
det af måleinstrumenter.
– Bekendtgørelse nr. 590 af 29. maj 2018 om flasker
som målebeholdere, som implementerer Rådets direktiv
75/107/EØF af 19. december 1974 om tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om flasker anvendt som
målebeholdere.
– Bekendtgørelse nr. 547 af 28. maj 2018 om e-mærkning
af færdigpakkede varer, som implementerer Rådets di‐
rektiv 76/211/EØF af 20. januar 1976 om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om embal‐
lering af visse varer efter vægt og volumen i færdig‐
pakninger og Rådets direktiv 2007/45/EF af 5. septem‐
ber 2007 om indførelse af bestemmelser om nominelle
mængder for færdigpakkede produkter, om ophævelse
af Rådets direktiv 75/106/EØF og 80/232/EØF og om
ændring af Rådets direktiv 76/211/EØF.
– Bekendtgørelse nr. 998 af 8. oktober 2008 om nominelle
mængder for færdigpakket vin og spiritus, samt mærk‐
ning af aerosolbeholdere, som implementerer dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/45/EF af
5. september 2007 om indførelse af bestemmelser om
nominelle mængder for færdigpakkede produkter.
– Bekendtgørelse nr. 1139 af 15. december 2003 om EØF-
typegodkendelse og -verifikation (Fælles bestemmelser
om måleinstrumenter samt om måletekniske kontrolme‐
toder) med senere ændringer, som implementer rådsdi‐
rektiv 71/316/EØF af 26. juli 1971 om tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning med hensyn til fælles be‐
stemmelser om måleinstrumenter samt om måletekniske
kontrolmetoder med senere ændringer.
– Bekendtgørelse nr. 618 af 13. maj 2020 om det inter‐
nationale enhedssystem, SI, og andre lovlige enheder,
som implementerer Rådets direktiv 80/181/EØF af 20.
december 1979 om indbyrdes tilnærmelse af medlems‐
staternes lovgivning om måleenheder med senere æn‐
dringer.
Udover ovenstående bekendtgørelser er bemyndigelserne
også anvendt til at fastsætte en række nationale regler om
anvendelse af måleenheder og måleinstrumenter m.v.:
– Bekendtgørelse nr. 593 af 29. maj 2018 om anvendelse
af målesystemer til kvantitativ måling af andre væsker
end vand og udmåling af luftformig gas i portioner.
– Bekendtgørelse nr. 592 af 29. maj 2018 om anvendelse
af automatiske vægte.
– Bekendtgørelse nr. 591 af 29. maj 2018 om anvendelse
af ikke-automatiske vægte.
– Bekendtgørelse nr. 583 af 28. maj 2018 om anvendelse
af flerdimensionale måleinstrumenter.
– Bekendtgørelse nr. 582 af 28. maj 2018 om anvendelse
af måleinstrumenter til måling af forbrug af vand, gas, el
eller varme.
– Bekendtgørelse nr. 546 af 28. maj 2018 om varmeforde‐
lingsmålere, der anvendes som grundlag for fordeling af
varmeudgifter.
– Bekendtgørelse nr. 545 af 28. maj 2018 om krav til
målerinstallatører, som monterer, skalerer og servicerer
varmefordelingsmålere.
– Bekendtgørelse nr. 1178 af 6. november 2014 om måle‐
teknisk kontrol med målere, der anvendes til måling af
forbrug af køleenergi i fjernkøleanlæg og centralkølean‐
læg.
Endelig er bemyndigelserne også anvendt til at fastsætte
en del bekendtgørelser, der ophæver tidligere måletekniske
direktiver og forskrifter, og til udarbejdelse af fem vejled‐
ninger om vægt- og instrumentsejernes egenkontrol.
Erhvervsfremmeloven fastsætter rammerne for kontrollen
med metrologiområdet. Det fremgår af lovens § 18, stk.
3, at erhvervsministeren har hjemmel til at skaffe sig ad‐
gang, hvis det skønnes nødvendigt, til offentlige og private
ejendomme og lokaliteter uden retskendelse for at varetage
hvervet med måleteknisk kontrol. Herudover er erhvervsmi‐
nisteren ved lovens § 18, stk. 1, bemyndiget til at fastsætte
regler om den måletekniske kontrol. I praksis har erhvervs‐
ministeren henlagt sine beføjelser på metrologiområdet til
Sikkerhedsstyrelsen, som dermed også varetager kontrolop‐
gaven.
Afslutningsvis fastlægger lovens § 23, stk. 3, at der kan
fastsættes straf af bøde i forskrifter, der udstedes i medfør af
loven, for overtrædelse af forskrifterne.
2.1.1.2. Forholdet til markedsføringsloven
Det fremgår af § 12 i markedsføringsloven, at erhvervs‐
ministeren efter forhandling med repræsentanter for forbru‐
gerne og relevante erhvervsorganisationer kan fastsætte be‐
stemmelser om, at bestemte varebetegnelser eller symboler
er forbeholdt eller skal benyttes for varer, der opfylder visse
nærmere angivne betingelser, og at bestemte varer kun må
sælges eller udbydes til salg, hvis varerne eller deres ind‐
pakning oplyser om varernes indhold og sammensætning,
holdbarhed, behandlingsmåde og egenskaber i øvrigt.
Bestemmelsen er anvendt til at fastsætte to bekendtgørel‐
ser om mærkningskrav til bestemte varer, der implementerer
EU-direktiver. Det drejer sig om bekendtgørelse nr. 122 af 6.
marts 1973 om krystalglasvarer, som implementerer Rådets
direktiv 69/493/EØF af 15. december 1969 om tilnærmel‐
se af medlemsstaternes lovgivninger om krystalglas, og be‐
kendtgørelse nr. 759 af 15. september 1995 om mærkning af
materialer anvendt i hovedbestanddele af fodtøj med henblik
på salg i detailleddet, som implementerer Europa-Parlamen‐
tets og Rådets direktiv 94/11/EØF af 23. marts 1994 om
indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og admini‐
11
strative bestemmelser vedrørende mærkning af materialer
anvendt i hovedbestanddelene af fodtøj med henblik på salg
i detailleddet.
2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den forslåede
ordning
Som nævnt i indledningen er en del af hensigten med
lovforslaget at tilføje nye områder til produktlovens anven‐
delsesområde. Intentionen med produktloven har fra star‐
ten været at ensarte rammen for markedsovervågningen af
produktområderne på Sikkerhedsstyrelsens område samtidig
med at gennemføre markedsovervågningsforordningen på
de af Sikkerhedsstyrelsens områder, der er omfattet heraf.
Sikkerhedsstyrelsen har i 2020 overtaget ressortansvaret
for tre nye produktområder, der alle er omfattet af markeds‐
overvågningsforordningens anvendelsesområde. Det drejer
sig om krystalglasvarer og mærkning af henholdsvis fodtøj
og tekstiler. Reguleringen af de nye områder er som nævnt
i pkt. 2.1.1.2. omfattet af to bekendtgørelser fastsat i med‐
før af markedsføringsloven, hvilken er Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens ressort, mens det sidste område er regu‐
leret af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1007/2011 af 27. september 2011 om tekstilfiberbetegnelser
og tilknyttet etikettering og mærkning af tekstilprodukters
fibersammensætning. Herudover foretager Sikkerhedsstyrel‐
sen allerede i dag markedsovervågning af metrologi, hvor
størstedelen af metrologiområdet også er omfattet af mar‐
kedsovervågningsforordningen, og fører tilsyn med det na‐
tionale akkrediteringsorgan på akkrediteringsområdet. Me‐
trologi og akkreditering er som nævnt i pkt. 2.1.1.1. Sik‐
kerhedsstyrelsens myndighedsområde, men omfattet af er‐
hvervsfremmeloven under Erhvervsstyrelsens ressort. Det er
imidlertid Sikkerhedsstyrelsen, som i mere end 12 år har
udstedt de nødvendige bekendtgørelser og haft ansvaret for
den førte kontrol med reglernes overholdelse på områderne.
Med henblik på at følge intentionen med produktloven om
at ensarte rammerne for Sikkerhedsstyrelsens produktområ‐
der finder Erhvervsministeriet det oplagt, at reguleringen
af krystalglasvarer, mærkning af henholdsvis fodtøj og teks‐
tiler og metrologi indføres i produktloven. Den foreslåede
ændring af produktlovens § 2 medfører, at de pågældende
områder omfattes af produktloven, hvilket medfører, at der
foretages den nødvendige gennemførsel af markedsovervåg‐
ningsforordningen på områderne.
Det vurderes i øvrigt at være til gavn for de erhvervsdri‐
vende såvel som brugerne af de produkter inden for metrol‐
ogiområdet, der ikke er omfattet af markedsovervågnings‐
forordningen eller EU-regulering i øvrigt, at disse også om‐
fattes af produktlovens regler. Produktloven omfatter i for‐
vejen produkter, der ikke er omfattet af EU-regulering. For‐
målet med dette er at skabe mere tydelighed omkring de
erhvervsdrivendes retsstilling samt sikre bedre vilkår for
brugerne bl.a. ved at risikobasere kontrollen med produkter‐
ne, herunder forbrugerprodukter.
Erhvervsministeriet ser desuden en oplagt mulighed for
også at flytte akkrediteringsområdet fra erhvervsfremmelo‐
ven til Sikkerhedsstyrelsens egen hovedlov i form af pro‐
duktloven. Akkreditering hører historisk tæt sammen med
metrologiområdet og uanset, at akkreditering ikke er et pro‐
duktområde, er det tæt forbundet med de øvrige produkt‐
områder, der er omfattet af produktlovens anvendelsesområ‐
de. Den foreslåede ændring af produktlovens § 2 medfører,
at også akkreditering omfattes af produktlovens anvendel‐
sesområde.
Akkreditering handler bl.a. om, hvorvidt de organer,
som foretager overensstemmelsesvurdering af EU-regulere‐
de produkter, opfylder kravene til at være akkrediteret til at
udføre bestemte overensstemmelsesvurderings- og typegod‐
kendelsesopgaver. Akkreditering anvendes både på områder,
hvor en overensstemmelsesvurdering er obligatorisk at få
foretaget af et bemyndiget organ og på områder, hvor det er
frivilligt f.eks. certificering af ledelsessystemer. Herudover
anvendes akkreditering også ved håndhævelsen af en lang
række områder, som ikke er reguleret af produktloven f.eks.
på fødevareområdet og ved typegodkendelser af køretøjer
m.fl.
For den obligatoriske akkreditering, der gælder for en stor
del af de EU-regulerede produkter, er reglerne for udpeg‐
ning af bemyndigede organer, herunder tilsyn og kontrol
med organerne, i forvejen omfattet af produktloven. Det
vurderes derfor at være hensigtsmæssigt, at også reglerne
for akkreditering omfattes af loven. Da de nærmere krav til
akkreditering følger af henholdsvis forordning nr. 765/2008
og bekendtgørelser fastsat med hjemmel i erhvervsfremme‐
loven, vurderes det, at hele akkrediteringsområdet kan om‐
fattes af produktloven, uanset store dele af akkreditering
anvendes på områder, der ikke er omfattet af produktloven.
Erhvervsministeriet vurderer ikke, at der ved flytningen
af reglerne om akkreditering fra erhvervsfremmeloven til
produktloven skal ske en materiel ændring af reglerne. Hen‐
sigten er alene en flytning af reglerne til produktloven, og
at reglerne i den forbindelse skal tilpasses produktlovens
struktur, men indholdsmæssigt forblive uændret.
Ved flytningen af reglerne om metrologi vil der ske enkel‐
te materielle ændringer i reglerne, idet der bl.a. foreslås en
bestemmelse, hvorefter kontrolmyndigheden kan meddele
forbud eller påbud til en instrumentejer. Ligeledes viderefø‐
res der ikke regler om, at der kan opkræves et gebyr for
bestemte opgaver af den, som erhvervsministeren henlægger
de beføjelser for administration af reglerne på metrologiom‐
rådet, som ellers var henlagt til en underliggende myndig‐
hed, til. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 13, og
§ 1, nr. 10, og bemærkningerne hertil.
2.2. Tilpasning af lov om produkter og markedsovervåg‐
ning
2.2.1. Gældende ret
De produkter, der i dag er omfattet af produktlovens an‐
vendelsesområde i § 2, stk. 1, er omfattet af forskellige
direktiver og forordninger. Det samme gør sig gældende
for de fleste af de nye områder, der med dette lovforslag
foreslås omfattet af produktlovens anvendelsesområde. Som
anført ovenfor i lovforslagets pkt. 2.1.1. er de pågældende
12
direktiver og forordninger på de nye foreslåede områder
gennemført ved bekendtgørelser fastsat i medfør af enten
erhvervsfremmeloven eller markedsføringsloven.
I 2008 vedtog EU ”den nye metode” (new legislative
framework) for at forbedre vilkårene på det indre marked
og styrke den frie bevægelighed af varer. Den nye metode
indeholder en række reguleringsmæssige initiativer, som har
til hensigt at styrke anvendelsen og håndhævelsen af regule‐
ringen på det indre marked. Dette indebærer bl.a., at der i
en række direktiver og forordninger, som er udarbejdet på
baggrund af den nye metode, er anvendt en fælles juridisk
ramme, så forpligtelserne og definitionerne så vidt muligt er
ensrettet, og terminologien i øvrigt er mere konsekvent. Di‐
rektiver og forordninger, der omhandler varer og er udarbej‐
det forud for den nye metode, har ikke på samme måde
anvendt en fælles juridisk ramme og vil derfor ikke nødven‐
digvis være ensrettet i forhold til EU-rettens øvrige retsakter
omhandlende varer.
En stor del af produktlovens nuværende anvendelsesområ‐
de er produkter, hvor de EU-retsakter, der regulerer produk‐
terne, er udarbejdet efter den nye metode og omfattet af
markedsovervågningsforordningen. En del ældre EU-retsak‐
ter, der ikke er udarbejdet efter den nye metode, er også
en del af anvendelsesområdet. Det samme gør sig gældende
for de områder, der foreslås indført i produktlovens anven‐
delsesområde.
Produkter omfattet af lovforslagets § 1, nr. 2, er ligesom
produkterne i produktlovens § 2, stk. 1, nr. 2-11 og 13-15,
alle omfattet af harmoniseret EU-regulering, som er omfattet
af markedsovervågningsforordningen. Området omfattet af
lovforslagets § 1, nr. 3, hvor der foreslås nyt nr. 3, er ikke
omfattet af markedsovervågningsforordningen, hvilket også
gør sig gældende for produkter omfattet af produktlovens
§ 2, stk. 1, nr. 1 og 12, og stk. 2. Der er dog i disse
tilfælde tale om produkter, der enten er omfattet af andre
EU-retsakter uden for markedsovervågningsforordningens
anvendelsesområde eller af nationale regler, der i vidt om‐
fang er fastsat, så de ligger tæt op ad sammenlignelig EU-
harmoniseringslovgivning.
For så vidt angår lovforslagets § 1, nr. 4, hvor der forslås
indsat et nyt stykke om akkreditering, er der tillige tale om
en EU-retsakt. Denne falder dog uden for markedsovervåg‐
ningsforordningens anvendelsesområde. Der er for så vidt
angår akkreditering ikke tale om et produktområde. Dog
har dele af akkrediteringsområdet en så nær tilknytning til
de produktområder, der er omfattet af produktloven, at det
findes hensigtsmæssigt at regulere akkreditering i produktlo‐
ven.
Uanset hvornår EU-retsakterne er affattet, og om de er
omfattet af markedsovervågningsforordningen eller ej, er det
fælles for de nye områder, som med lovforslaget foreslås
omfattet af produktlovens anvendelsesområde – bortset fra
akkreditering – og de områder, som allerede er en del af
produktlovens anvendelsesområde, at de alle i et eller andet
omfang indeholder forpligtelser for den, der bringer et pro‐
dukt i omsætning på EU’s indre marked eller det danske
marked. Hvis ikke forpligtelserne overholdes, kan der blive
truffet foranstaltninger over for den erhvervsdrivende, eller
vedkommende kan ifalde straf.
De generelle pligter efter produktloven fremgår af lovens
kapitel 2. Det fremgår af § 5, stk. 1, i produktloven, at den
erhvervsdrivende, der bringer et produkt i omsætning eller
gør det tilgængeligt på markedet, skal sikre, at produktet op‐
fylder en række krav. Produktet skal opfylde reglerne i loven
eller regler fastsat i medfør af loven, det skal opfylde regler i
produktforordninger og markedsovervågningsforordningen,
hvis det er omfattet heraf, og så må produktet ikke indebære
en risiko, når det installeres og vedligeholdes passende og
anvendes til den forudsatte eller med rimelighed forventede
anvendelse.
Bestemmelsen i § 5, stk. 1, stiller altså overordnede krav
til produkter. Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf.
Folketingstidende 2019-2020, A, L 179 som fremsat, side
54, at de konkrete krav til det enkelte produkt vil blive
nærmere udmøntet i bekendtgørelser, som udstedes i medfør
af lovens § 8.
Det fremgår af § 8, stk. 1, i produktloven, at erhvervs‐
ministeren kan fastsætte regler om de sikkerhedsmæssige,
tekniske og formelle krav til et produkt omfattet af § 2, her‐
under krav til produktets egenskaber, udførelse, mærkning
og markedsføring. Efter stk. 2 kan erhvervsministeren fast‐
sætte nærmere regler om krav til de erhvervsdrivende, som
er forpligtede i henhold til loven.
Det følger af forarbejderne til produktlovens § 8, jf.
Folketingstidende 2019-2020, A, L 179 som fremsat, side
58-59, at bestemmelserne skal anvendes til at fastsætte en
bekendtgørelse for hvert produktområde, der enten imple‐
menterer eller gennemfører EU-retsakter på det givne pro‐
duktområde eller fastsætter krav til produkter, der ikke er
omfattet af EU-lovgivning, herunder også nærmere regler og
forpligtelser for de erhvervsdrivende.
For at sikre, at de erhvervsdrivende overholder forpligtel‐
serne i produktlovens § 5 og i regler fastsat i medfør af § 8,
føres der kontrol efter reglerne i lovens kapitel 3.
Det fremgår af § 9, stk. 1, i produktloven, at Sikkerheds‐
styrelsen varetager opgaven som kontrolmyndighed, med‐
mindre andet følger af stk. 2. Det følger af stk. 2, at i de
tilfælde, hvor der er fastsat regler om forebyggelse af speci‐
fikke risici ved produkter omfattet af § 2, stk. 1, skal kon‐
trollen foretages af den myndighed, der påser overholdelsen
af reglerne om forebyggelsen af de specifikke risici.
Kontrolmyndigheden har herefter en række beføjelser ef‐
ter produktlovens kapitel 3, herunder bl.a. adgang uden
retskendelse efter § 11, udtagelse af produkter under skjult
identitet efter § 12, og muligheden for at udstede forbud og
påbud efter lovens §§ 13 og 14, § 15, stk. 2 og 3, § 16, stk. 1
og 2, og §§ 17 og 19.
Det fremgår af § 14 i produktloven, at er et produkt ikke
i overensstemmelse med, eller lever en erhvervsdrivende
ikke op til regler i denne lov, regler fastsat i medfør af
denne lov, produktforordninger eller markedsovervågnings‐
forordningen, kan kontrolmyndigheden udstede påbud om
13
en række konkrete tiltag til enhver, der har bragt et produkt i
omsætning, eller som har været et led i omsætningskæden.
Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingsti‐
dende 2019-2020, A, L 179 som fremsat, side 72-75, at på‐
buddet både kan rette sig mod den, der har bragt produktet
i omsætning og imod senere led i afsætningskæden, hvis det
er relevant. Der vil i begge tilfælde være tale om erhvervs‐
drivende.
Hvis den erhvervsdrivende ikke overholder forpligtelserne
eller de afgørelser, som kontrolmyndigheden udsteder efter
loven eller regler fastsat i medfør heraf, kan vedkommende
straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder
fængsel i op til 2 år. Det følger af lovens § 37.
Da alle EU-retsakter, der foreslås indført i produktlovens
anvendelsesområde, er udarbejdet henover en lang årrække
fra 1969-2014 – det vil sige både før og efter den nye
metode, som oplyst om tidligere i dette punkt – er der li‐
gesom med de EU-retsakter, der allerede er omfattet af pro‐
duktloven, store forskelle på retsakternes konkrete indhold,
herunder på omfanget af definitioner og forpligtelser for de
erhvervsdrivende. Det er heller ikke alle EU-retsakterne, der
er omfattet af markedsovervågningsforordningen.
I de følgende punkter redegøres for gældende ret på de
områder, der foreslås tilføjet produktlovens anvendelsesom‐
råde.
2.2.1.1. Metrologi
2.2.1.1.1. Ikke-automatiske vægte
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/31/EU af
26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes
lovgivning vedrørende tilgængeliggørelse på markedet af
ikke-automatiske vægte gælder for tilgængeliggørelse af
ikke-automatiske vægte på det danske og europæiske mar‐
ked. Direktivet er omfattet af EU-harmoniseringslovgivnin‐
gen, der er anført i bilag 1 til markedsovervågningsforord‐
ningen. Markedsovervågningsforordningen finder derfor an‐
vendelse på produkterne omfattet af direktivet, jf. forordnin‐
gens artikel 2, stk. 1.
Direktivet finder efter artikel 1 anvendelse på ikke-auto‐
matiske vægte. Der sondres i direktivets artikel 1, stk. 2,
litra a-g, mellem forskellige anvendelsesområder for ikke-
automatiske vægte. Anvendelsesområderne i artikel 1, stk.
2, litra a-g, er først og fremmest bestemmelse af massen
ved kommercielle transaktioner og ved betaling af afgift,
told, skat, bonus, bøde, vederlag, godtgørelse eller betaling
af lignende art. Derudover finder direktivet anvendelse på
bestemmelse af massen med henblik på anvendelse af en
lov eller en administrativ bestemmelse eller til brug for
retslig ekspertise. Direktivet finder endvidere anvendelse på
bestemmelse af massen i medicinsk praksis ved vejning af
patienter i forbindelse med helbredsovervågning, diagnose
og medicinsk behandling, og bestemmelse af massen ved
fremstilling af receptpligtige lægemidler i apoteker og ved
analyser foretaget i medicinske og farmaceutiske laboratori‐
er. Herudover finder direktivet anvendelse på fastsættelse af
prisen ud fra massen ved direkte salg til offentligheden og
fremstilling af færdigpakninger. Endelig følger det af artikel
1, stk. 2, litra g, at direktivet finder anvendelse på alle andre
end de i litra a-f omhandlede formål. En ikke-automatisk
vægt eller vægt er i direktivets artikel 2, nr. 2, defineret
som en vægt, der kræver en operatørs medvirken under vej‐
ningen.
Direktivet er udarbejdet efter EU᾽s nye metode (NLF), og
det indeholder bl.a. forpligtelser for erhvervsdrivende. En
erhvervsdrivende er defineret som fabrikanten, den bemyn‐
digede repræsentant, importøren og distributøren. En fabri‐
kant er defineret som enhver fysisk eller juridisk person,
som fremstiller en vægt, eller som lader en sådan vægt kon‐
struere eller fremstille og markedsfører denne vægt under
eget navn eller varemærke. Den bemyndigede repræsentant
er defineret som enhver i Unionen etableret fysisk eller ju‐
ridisk person, som har modtaget en skriftlig fuldmagt fra
fabrikanten til at handle på dennes vegne i forbindelse med
varetagelsen af specifikke opgaver. En importør er defineret
som enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i
Unionen, og som bringer en vægt med oprindelse i et tred‐
jeland i omsætning på EU-markedet. En distributør er defi‐
neret som enhver fysisk eller juridisk person i forsyningskæ‐
den ud over fabrikanten eller importøren, der gør en vægt
tilgængelig på markedet.
Efter artikel 6 skal fabrikanten, når denne bringer sin
vægt i omsætning, sikre, at den er konstrueret og fremstillet
i overensstemmelse med de væsentlige krav i direktivets
bilag I. Derudover skal fabrikanten af vægten udarbejde
den tekniske dokumentation, der er omhandlet i bilag II, og
gennemføre eller få gennemført den i artikel 13 omhandle‐
de relevante overensstemmelsesvurderingsprocedure og an‐
bringe CE-mærkningen og den supplerende metrologimærk‐
ning. Den tekniske dokumentation og EU-overensstemmel‐
seserklæringen skal opbevares af fabrikanten i 10 år, efter
vægten er bragt i omsætning. Hvis fabrikanten har grund
til at tro, at en vægt, denne har bragt i omsætning, ikke er
i overensstemmelse med direktivet, skal fabrikanten straks
træffe de nødvendige foranstaltninger for at bringe vægten
i overensstemmelse med reglerne, trække den tilbage eller
tilbagekalde den fra markedet. Derudover skal fabrikanten
kontakte kontrolmyndigheden, hvis vægten udgør en risiko
for almene samfundshensyn.
Fabrikanten kan efter artikel 7 udpege en bemyndiget
repræsentant. Den bemyndigede repræsentant udfører opga‐
ver på vegne af fabrikanten, som dog ikke kan omfatte
konstruktion og fremstilling af produktet og dertilhørende
teknisk dokumentation. Hvis en bemyndiget repræsentant
udpeges af fabrikanten, vil repræsentanten som minimum
skulle varetage opgaver om kommunikation og samarbejde
med kontrolmyndigheden, herunder om at kunne stille re‐
levant dokumentation til rådighed. Øvrige opgaver aftales
med fabrikanten.
Importørens forpligtelser findes i artikel 8. Importøren må
kun bringe vægte, der opfylder kravene, i omsætning. Der‐
for skal importøren sikre sig, at fabrikanten har overholdt
sine forpligtelser, bl.a. ved at kontrollere den tekniske do‐
14
kumentation, herunder overensstemmelseserklæringen, og
efterse, at produktet er påført CE-mærkning og den supple‐
rende metrologimærkning, og at produktet er ledsaget af
den krævede dokumentation. Derudover skal importøren
påføre sine kontaktoplysninger på vægten og sikre sig, at
vægten, som vedkommende har ansvaret for, transporteres
og opbevares uden fare for dens overensstemmelse med
kravene. Hvis importøren har grund til at tro, at en vægt,
der er bragt i omsætning, ikke er i overensstemmelse med
reglerne, skal importøren straks træffe de nødvendige foran‐
staltninger for at bringe vægten i overensstemmelse med
reglerne, trække den tilbage eller tilbagekalde den fra mar‐
kedet. Derudover skal importøren kontakte de relevante
kontrolmyndigheder, hvis vægten udgør en risiko for almene
samfundshensyn.
Efter artikel 9 skal distributøren, når denne gør en vægt
tilgængelig på markedet, handle med fornøden omhu over
for kravene i direktivet. Det indebærer bl.a. kontrol af
mærkning – herunder den supplerende metrologimærkning
– dokumentation og brugsanvisning, m.v. Derudover skal
distributøren sikre sig, at vægten transporteres og opbevares
uden fare for dens overensstemmelse med kravene, mens
distributøren har ansvaret for vægten. Hvis distributøren har
grund til at tro, at en vægt, denne har gjort tilgængelig
på markedet, ikke er i overensstemmelse med direktivet,
skal distributøren sikre, at der træffes de nødvendige foran‐
staltninger for at bringe vægten i overensstemmelse med
reglerne, trække den tilbage eller tilbagekalde den fra mar‐
kedet. Derudover skal distributøren, hvis vægten udgør en
risiko for personers sikkerhed eller sundhed, straks kontakte
de relevante kontrolmyndigheder.
Fælles for de erhvervsdrivende er, at de efter anmodning
fra en kontrolmyndighed skal give alle oplysninger og doku‐
mentation, der er nødvendig for at påvise vægtens overens‐
stemmelse med reglerne. Derudover skal de sikre sig, at
vægten er ledsaget af brugsanvisninger og informationer på
et letforståeligt sprog.
Direktivet er implementeret ved bekendtgørelse nr. 1381
af 25. november 2016 om tilgængeliggørelse på markedet
af ikke-automatiske vægte. Bekendtgørelsen er fastsat med
hjemmel i erhvervsfremmeloven. Efter bekendtgørelsens §
3, nr. 5-9, er henholdsvis fabrikant, bemyndiget repræsen‐
tant, importør, distributør og erhvervsdrivende defineret ens‐
lydende med definitionerne i direktivet.
De erhvervsdrivendes forpligtelser følger af kapitel 4 i
bekendtgørelsen med fabrikantens forpligtelser i §§ 5-12,
reglerne for den bemyndigede repræsentant i §§ 13 og14,
importørens forpligtelser i §§ 15-22 og distributørens for‐
pligtelser i §§ 23-27. Herudover følger de erhvervsdrivendes
fælles forpligtigelse til at give kontrolmyndigheden alle op‐
lysninger og dokumentation for at påvise vægtens overens‐
stemmelse med kravene af bekendtgørelsens § 53.
Forpligtelserne er en omskrivning af de erhvervsdrivendes
forpligtelser i direktivet. Ved omskrivningen er forpligtelser‐
ne tilpasset dansk lovteknik, uden indholdsmæssigt at være
ændret væsentligt i forhold til de enkelte aktørers forpligtel‐
ser efter direktivet. Det følger f.eks. af bekendtgørelsens
§ 6, stk. 1, at fabrikanten for vægte, der er bestemt til at
anvendes til de i § 2, nr. 1-6, anførte formål, skal udarbejde
den tekniske dokumentation, der er omhandlet i bilag 2,
og gennemføre eller få gennemført den i § 33 omhandlede
relevante overensstemmelsesvurderingsprocedure. Af direk‐
tivets artikel 6, stk. 2, følger det, at fabrikanten for vægte,
der er bestemt til at anvendes til de formål, der er anført i
artikel 1, stk. 2, litra a-f, skal udarbejde den tekniske doku‐
mentation, der er omhandlet i bilag II, og gennemføre eller
få gennemført den i artikel 13 omhandlede relevante over‐
ensstemmelsesvurderingsprocedure. Bekendtgørelsens bilag
2 svarer til direktivets bilag II, hvormed bekendtgørelsens §
6, stk. 1, og direktivets artikel 6, stk. 2, har samme indhold
også efter omskrivningen.
På den baggrund er de erhvervsdrivendes forpligtelser i
direktivet implementeret i dansk ret.
2.2.1.1.2. Måleinstrumenter
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/32/EU af
26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes
love om tilgængeliggørelse på markedet af måleinstrumen‐
ter gælder for tilgængeliggørelse af måleinstrumenter på
det danske og europæiske marked. Direktivet er omfattet
af EU-harmoniseringslovgivningen, der er anført i bilag
1 til markedsovervågningsforordningen. Markedsovervåg‐
ningsforordningen finder derfor anvendelse på produkterne
omfattet af direktivet, jf. forordningens artikel 2, stk. 1.
Direktivet finder efter artikel 2, stk. 1, anvendelse på
måleinstrumenter som defineret i de instrumentspecifikke
bilag III til XII vedrørende vandmålere, gasmålere og vo‐
lumenkonverteringsenheder, elforbrugsmålere, varmeenergi‐
målere, system til kontinuerlig og dynamisk kvantitativ må‐
ling af andre væsker end vand, automatiske vægte, taxame‐
tre, måleredskaber til materiale, instrumenter til dimensions‐
måling og gasanalysatorer til udstødningsgas. Efter artikel
2, stk. 2, er direktivet endvidere et særdirektiv vedrørende
krav om elektromagnetisk immunitet som omhandlet i ar‐
tikel 2, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/30/EU. Direktivet definerer i artikel 4, nr. 1, et målein‐
strument som ethvert udstyr eller system med en målefunkti‐
on, som er omfattet af artikel 2, stk. 1.
Direktivet er udarbejdet efter EU᾽s nye metode (NLF), og
det indeholder bl.a. forpligtelser for erhvervsdrivende. En
erhvervsdrivende er defineret som fabrikanten, den bemyn‐
digede repræsentant, importøren og distributøren. En fabri‐
kant er defineret som enhver fysisk eller juridisk person,
som fremstiller et måleinstrument eller får et måleinstru‐
ment konstrueret eller fremstillet, og som markedsfører det
pågældende måleinstrument under sit navn eller varemærke
eller tager det i brug til egne formål. Den bemyndigede
repræsentant er defineret som enhver i Unionen etableret
fysisk eller juridisk person, som har modtaget en skriftlig
fuldmagt fra en fabrikant til at handle på dennes vegne i
forbindelse med specifikke opgaver. En importør er define‐
ret som enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret
i Unionen, og som bringer et måleinstrument med oprindel‐
se i et tredjeland i omsætning i Unionen. En distributør
15
er defineret som enhver fysisk eller juridisk person i forsy‐
ningskæden ud over fabrikanten eller importøren, der gør et
måleinstrument tilgængeligt på markedet.
Efter artikel 8 skal fabrikanten, når denne bringer sine må‐
leinstrumenter i omsætning og/eller lader dem tage i brug,
sikre, at de er konstrueret og fremstillet i overensstemmelse
med de væsentlige krav i bilag I og i de relevante instru‐
mentspecifikke bilag. Derudover skal fabrikanten udarbejde
den tekniske dokumentation, som er omhandlet i artikel 18,
og gennemføre eller få gennemført den i artikel 17 beskrev‐
ne relevante overensstemmelsesvurderingsprocedure, udar‐
bejde en EU-overensstemmelseserklæring og anbringe CE-
mærkningen og den supplerende metrologimærkning. Den
tekniske dokumentation og EU-overensstemmelseserklærin‐
gen skal opbevares af fabrikanten i 10 år, efter måleinstru‐
mentet er bragt i omsætning. Hvis fabrikanten har grund til
at tro, at et måleinstrument, denne har bragt i omsætning,
ikke er i overensstemmelse med direktivet, skal fabrikanten
straks træffe de nødvendige foranstaltninger for at bringe
måleinstrumentet i overensstemmelse med reglerne, trække
det tilbage eller tilbagekalde det fra markedet. Derudover
skal fabrikanten kontakte de relevante kontrolmyndigheder,
hvis måleinstrumentet udgør en risiko.
Fabrikanten kan efter artikel 9 udpege en bemyndiget
repræsentant. Den bemyndigede repræsentant udfører opga‐
ver på vegne af fabrikanten, som dog ikke kan omfatte
konstruktion og fremstilling af produktet og dertilhørende
teknisk dokumentation. Hvis en bemyndiget repræsentant
udpeges af fabrikanten, vil repræsentanten som minimum
skulle varetage opgaver om kommunikation og samarbejde
med kontrolmyndigheden, herunder om at kunne stille re‐
levant dokumentation til rådighed. Øvrige opgaver aftales
med fabrikanten.
Importørens forpligtelser findes i artikel 10. Importøren
må kun bringe måleinstrumenter, der opfylder kravene, i
omsætning på markedet. Derfor skal importøren sikre sig,
at fabrikanten har overholdt sine forpligtelser bl.a. ved at
kontrollere den tekniske dokumentation, herunder overens‐
stemmelseserklæring, og efterse, at produktet er påført CE-
mærkning og den supplerende metrologimærkning. Derudo‐
ver skal importøren påføre sine kontaktoplysninger på må‐
leinstrumentet og sikre sig, at måleinstrumentet, som impor‐
tøren har ansvaret for, transporteres og opbevares uden fare
for dets overensstemmelse med kravene. Hvis importøren
har grund til at tro, at et måleinstrument, denne har bragt i
omsætning, ikke er i overensstemmelse med direktivet, skal
importøren straks træffe de nødvendige foranstaltninger for
at bringe måleinstrumentet i overensstemmelse med regler‐
ne eller trække det tilbage eller tilbagekalde det fra marke‐
det. Hvis måleinstrumentet udgør en risiko, skal importøren
straks orientere de relevante kontrolmyndigheder.
Efter artikel 11 skal distributøren, når denne gør et må‐
leinstrument tilgængeligt på markedet og/eller lader det
ibrugtage, handle med fornøden omhu over for kravene i
direktivet. Det indebærer bl.a. kontrol af mærkning – herun‐
der den supplerende metrologimærkning – dokumentation
og brugsanvisning, m.v. Derudover skal distributøren sikre
sig, at måleinstrumentet transporteres og opbevares uden
fare for dets overensstemmelse med kravene, mens distri‐
butøren har ansvaret for måleinstrumentet. Hvis distributø‐
ren har grund til at tro, at et måleinstrument, denne har
gjort tilgængeligt på markedet, ikke er i overensstemmelse
med direktivet, skal distributøren sikre, at der træffes de
nødvendige foranstaltninger for at bringe måleinstrumentet
i overensstemmelse med reglerne, trække det tilbage eller
tilbagekalde det fra markedet. Derudover skal distributøren,
hvis måleinstrumentet udgør en risiko, straks kontakte de
relevante kontrolmyndigheder.
Fælles for de erhvervsdrivende er, at de efter anmodning
fra kontrolmyndigheden skal give alle oplysninger og doku‐
mentation, der er nødvendig for at påvise måleinstrumentets
overensstemmelse med reglerne. Derudover skal de sikre
sig, at måleinstrumentet er ledsaget af brugsanvisninger og
informationer på et letforståeligt sprog.
Direktivet er implementeret ved bekendtgørelse nr. 544 af
28. maj 2018 om tilgængeliggørelse på markedet af målein‐
strumenter. Bekendtgørelsen er fastsat med hjemmel i er‐
hvervsfremmeloven. Efter bekendtgørelsens § 2, nr. 8-12, er
henholdsvis fabrikant, bemyndiget repræsentant, importør,
distributør og erhvervsdrivende defineret enslydende med
definitionerne i direktivet.
De erhvervsdrivendes forpligtelser følger af kapitel 4 i
bekendtgørelsen med fabrikantens forpligtelser i §§ 5-11,
reglerne for den bemyndigede repræsentant i §§ 12 og 13,
importørens forpligtelser i §§ 14-21 og distributørens for‐
pligtelser i §§ 22-26. Herudover følger de erhvervsdrivendes
fælles forpligtigelse til at give kontrolmyndigheden alle op‐
lysninger og dokumentation for at påvise måleinstrumentets
overensstemmelse med kravene af bekendtgørelsens § 56.
Forpligtelserne er en omskrivning af de erhvervsdrivendes
forpligtelser i direktivet. Ved omskrivningen er forpligtelser‐
ne tilpasset dansk lovteknik, uden indholdsmæssigt at være
ændret væsentligt i forhold til de enkelte aktørers forpligtel‐
ser efter direktivet. Det følger f.eks. af bekendtgørelsens §
5, at fabrikanten, når denne bringer sine måleinstrumenter
i omsætning eller lader dem tage i brug, skal sikre, at de
er konstrueret og fremstillet i overensstemmelse med de væ‐
sentlige krav i bilag 1 og de relevante instrumentspecifikke
bilag, jf. bilag 3-10. Af direktivets artikel 8, stk. 1, følger
det, at fabrikanten, når denne bringer sine måleinstrumenter
i omsætning og/eller lader dem tage i brug, skal sikre, at de
er konstrueret og fremstillet i overensstemmelse med de væ‐
sentlige krav i bilag I og i de relevante instrumentspecifikke
bilag. Bekendtgørelsens bilag 1 svarer til direktivets bilag
I, ligesom de instrumentspecifikke bilag til bekendtgørelsen
svarer til direktivets. Bekendtgørelsens § 5 og direktivets
artikel 8, stk. 1, har hermed samme indhold også efter om‐
skrivningen.
På den baggrund er de erhvervsdrivendes forpligtelser i
direktivet implementeret i dansk ret.
2.2.1.1.3. Flasker som målebeholdere
For flasker som målebeholdere gælder Rådets direktiv
16
75/107/EØF af 19. december 1974 om tilnærmelse af med‐
lemsstaternes lovgivning om flasker anvendt som målebe‐
holdere. Direktivet er omfattet af EU-harmoniseringslovgiv‐
ningen, der er anført i bilag 1 til markedsovervågningsfor‐
ordningen. Markedsovervågningsforordningen finder derfor
anvendelse på produkterne omfattet af direktivet, jf. forord‐
ningens artikel 2, stk. 1.
Direktivet finder efter artikel 1 anvendelse på beholdere
(flasker), fremstillet af glas eller af ethvert andet materiale
med stivhedsegenskaber, der yder den samme måletekniske
sikkerhed som glas, når disse beholdere opfylder betingel‐
serne i artikel 1, nr. 1-3. Det fremgår af direktivets artikel 1,
nr. 1-3, at beholdere er omfattet af artikel 1, når de tilprop‐
pet eller beregnet til tilpropning er bestemt til oplagring,
transport eller levering af væsker, har et nominelt volumen
på mindst 0,05 l og højst 5 l og har måletekniske egenska‐
ber, der gør dem anvendelige som målebeholdere. Sådanne
beholdere kaldes måleflasker.
Direktivet er ikke udarbejdet efter EU’s nye metode
(NLF), og det indeholder hverken definitioner på eller for‐
pligtelser for de erhvervsdrivende.
Det følger af direktivets artikel 2, at måleflasker, der kan
mærkes med det i bilag I, punkt 5, omhandlede EØF-mærke,
opfylder forskrifterne i direktivet og underkastes måletek‐
nisk kontrol efter de vilkår, der er anført i bilagene til direk‐
tivet. Det fremgår endvidere af direktivets artikel 3, at med‐
lemsstaterne ikke af grunde, som vedrører flaskers volumen,
bestemmelsen af dette eller de metoder, efter hvilket dette
er kontrolleret, kan nægte, forbyde eller begrænse salget el‐
ler brugen af måleflasker som målebeholdere, som opfylder
forskrifterne og består kontrollen efter direktivet. Der er to
bilag til direktivet som omhandler henholdsvis måleflaskers
volumen og retningslinjerne for statistisk kontrol af målefla‐
sker med henblik på at efterkomme forskrifterne i direktivet
og bilag I til direktivet.
Direktivet er implementeret ved bekendtgørelse nr. 590
af 29. maj 2018 om flasker som målebeholdere. Bekendtgø‐
relsen er fastsat med hjemmel i erhvervsfremmeloven. Hver‐
ken bekendtgørelsen eller erhvervsfremmeloven indeholder
definitioner af en erhvervsdrivende, en fabrikant, en bemyn‐
diget repræsentant, en importør eller en distributør.
Bekendtgørelsen indeholder dog forpligtelser for fabrikan‐
ten. Det fremgår således af bekendtgørelsens § 1, at be‐
kendtgørelsen gælder for fabrikanter, som producerer måle‐
flasker. Af bekendtgørelsens § 3 fremgår det, at en fabrikant
af måleflasker skal forelægge Sikkerhedsstyrelsen et mærke
(ID-mærke) til godkendelse, hvorefter denne kan identifice‐
res, jf. bilag 1, pkt. 5.
Det følger endvidere af § 4 i bekendtgørelsen, at måle‐
flasker kan mærkes med det i bilag 1, pkt. 5 nævnte EØF-
mærke, hvis de med hensyn til måletekniske egenskaber,
teknisk udførelse, materiale, funktion, nøjagtighed, anven‐
delsesområde og kontrolmetode, opfylder betingelserne i
bekendtgørelsen. Måleflasker underkastes kontrol af Sikker‐
hedsstyrelsen i overensstemmelse med de i bilag 1 og 2 til
bekendtgørelsen anførte vilkår. Endelig fremgår det af § 5 i
bekendtgørelsen, at måleflasker, som i et andet medlemsland
er forsynet med det i bilag 1, pkt. 5 omhandlede EØF-mær‐
ke, uden yderligere godkendelse fra Sikkerhedsstyrelsen kan
omsættes og anvendes her i landet. Bilag 1 og bilag 2 til be‐
kendtgørelsen svarer til bilag I og bilag II til direktivet. De
indholdsmæssige krav om mærkning og kontrol m.v. i be‐
kendtgørelsen svarer således til kravene i direktivet. På den
baggrund er direktivet implementeret i dansk ret.
2.2.1.1.4. Emballering af visse varer efter vægt eller vo‐
lumen i færdigpakninger og nominelle mængder for fær‐
digpakkede produkter
For emballering af visse varer efter vægt eller volumen i
færdigpakninger og nominelle mængder for færdigpakkede
produkter gælder Rådets direktiv 76/211/EØF af 20. januar
1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgiv‐
ning om emballering af visse varer efter vægt eller volu‐
men i færdigpakninger og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2007/45/EF af 5. september 2007 om indførelse
af bestemmelser om nominelle mængder for færdigpakke‐
de produkter. Direktiverne er begge omfattet af EU-harmo‐
niseringslovgivningen, der er anført i bilag 1 til markeds‐
overvågningsforordningen. Markedsovervågningsforordnin‐
gen finder derfor anvendelse på produkterne omfattet af
direktiverne, jf. forordningens artikel 2, stk. 1.
Efter artikel 1 i Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse
af medlemsstaternes lovgivning om emballering af visse va‐
rer efter vægt eller volumen i færdigpakninger finder direk‐
tivet anvendelse på færdigpakninger, i hvilke varer bringes
i handelen med henblik på salg i konstante ens nominelle
mængder. Det er en betingelse, at der er tale om konstante
ens nominelle mængder lig med værdier, der i forvejen er
valgt af påfyldningsvirksomheden, udtrykt i vægt- eller vo‐
lumenenheder og på mindst 5 g eller 5 ml og højst 10 kg
eller 10 l. Artikel 2, nr. 1, indeholder en nærmere definition
af en færdigpakning som en enhed bestående af en vare og
den individuelle emballage, i hvilken den er pakket. Det
fremgår af artikel 2, nr. 2, at en vare er færdigpakket, når
den uden køberens tilstedeværelse er pakket i en emballage
af en hvilken som helst art på en sådan måde, at mængden
af den i emballagen indeholdte vare har en forudbestemt
størrelse, som ikke kan ændres, uden at pakningen åbnes
eller undergår en synlig ændring.
Det følger af direktivets artikel 3, at færdigpakninger, der
kan mærkes med det i bilag I, punkt 3.3, fastsatte EØF-tegn,
overholder forskrifterne i direktivet og dets bilag. Det frem‐
går bl.a. af artikel 4, at alle de i artikel 3 omhandlede fær‐
digpakninger skal være påført angivelse af den vægt eller
det volumen, af varer, som de ifølge bilag I skal indehol‐
de. Artikel 5 i direktivet indeholder bestemmelse om, at
medlemsstaterne ikke af grunde, der vedrører de angivelser,
som færdigpakningerne i henhold til direktivet skal være
påført, bestemmelse af volumen eller vægt eller de metoder,
efter hvilke de er målt eller kontrolleret, kan nægte, forby‐
de eller begrænse markedsføring af færdigpakninger, som
opfylder forskrifterne og kontrolbestemmelserne i direktivet.
Det fremgår af artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rå‐
17
dets direktiv om indførelse af bestemmelser om nominelle
mængder for færdigpakkede produkter, at direktivet indehol‐
der bestemmelser om nominelle mængder for varer i færdig‐
pakninger. Det finder anvendelse på færdigpakkede varer og
færdigpakninger som defineret i artikel 2 i Rådets direktiv
om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning
om emballering af visse varer efter vægt eller volumen i
færdigpakninger.
Efter artikel 2, stk. 1, i direktivet kan medlemsstaterne
– medmindre andet følger af artikel 3 og 4 – ikke af de
grunde, som vedrører færdigpakningers nominelle mængder,
nægte, forbyde eller begrænse markedsføringen af færdig‐
pakkede varer. Ifølge artikel 4, stk. 1, i direktivet, skal aero‐
soler angive beholderens nominelle kapacitet. Angivelsen
må ikke kunne forveksles med den nominelle volumen af
indholdet.
Fælles for direktiverne er, at de ikke er udarbejdet efter
EU’s nye metode (NLF), og de indeholder hverken definiti‐
oner på eller forpligtelser for de erhvervsdrivende. Begge
direktiver er implementeret ved bekendtgørelse nr. 547 af
28. maj 2018 om e-mærkning af færdigpakkede varer. Euro‐
pa-Parlamentets og Rådets direktiv om indførelse af bestem‐
melser om nominelle mængder for færdigpakkede produkter
er endvidere implementeret ved bekendtgørelse nr. 998 af
8. oktober 2008 om nominelle mængder for færdigpakket
vin og spiritus, samt mærkning af aerosolbeholdere. Begge
bekendtgørelser er fastsat med hjemmel i erhvervsfremme‐
loven.
Bekendtgørelsen om e-mærkning af færdigpakkede varer
indeholder i § 4, nr. 2, en definition på en importør som
enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i EU,
og som bringer en færdigpakket vare med oprindelse i et
tredjeland i omsætning på EU-markedet. I § 4, nr. 3, define‐
res en påfyldningsvirksomhed som den virksomhed, der er
ansvarlig for påfyldningen af indholdet i færdigpakningen.
Bekendtgørelsen indeholder forpligtelser for importøren
og påfyldningsvirksomheden. Det fremgår således af § 1,
at bekendtgørelsen fastsætter betingelser for en påfyldnings‐
virksomheds eller importørs brug af e-mærkning af færdig‐
pakkede varer, der erhvervsmæssigt sælges eller udbydes til
salg i konstante ens nominelle mængder. Dette gælder, når
de konstante ens nominelle mængder er lig med værdier, der
i forvejen er valgt af påfyldningsvirksomheden, er udtrykt i
vægt- eller volumenenheder og har et indhold på mellem 5
g og 10 kg eller mellem 5 ml og 10 l. Ifølge § 2 kan færdig‐
pakninger, der påfyldes her i landet, mærkes med e-mærket,
når de opfylder de i bilag 1, pkt. 1-3, indeholdte forskrifter
og underkastes måleteknisk kontrol på de betingelser, der er
fastsat i bilag 1 og bilag 2.
Derudover findes påfyldningsvirksomhedens og importø‐
rens forpligtelser i bekendtgørelsens kapitel 2. Det fremgår
bl.a. af § 7, at en påfyldningsvirksomhed eller importør, som
anvender e-mærkning på sine færdigpakninger, skal registre‐
res. Det følger endvidere af § 8, at påfyldningsvirksomheden
eller importøren skal etablere en egenkontrol, som sikrer, at
mængden i en færdigpakning er korrekt. Endelig fremgår
det af § 9, at ansvaret for, at færdigpakninger overholder
reglerne om e-mærkning af færdigpakkede varer, påhviler
den virksomhed eller importør, som anvender e-mærknin‐
gen. Bilag 1 og bilag 2 til bekendtgørelsen svarer til bilag I
og bilag II til Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om emballering af visse varer
efter vægt eller volumen i færdigpakninger.
Bekendtgørelse om nominelle mængder for færdigpakket
vin og spiritus, samt mærkning af aerosolbeholdere, inde‐
holder i § 1, stk. 1, en definition på færdigpakning, som
svarer til definitionen i Rådets direktiv om indbyrdes tilnær‐
melse af medlemsstaternes lovgivning om emballering af
visse varer efter vægt eller volumen i færdigpakninger arti‐
kel 2, stk. 1 og 2. Bekendtgørelsen indeholder i § 2, stk. 1,
en bestemmelse om, at vin og spiritus, som nævnt i bilagets
pkt. 2, og som færdigpakkes inden for de intervaller, der
er nævnt i bilagets punkt 1, kun må markedsføres, hvis det
er færdigpakket i de nominelle mængder, der er angivet i
bilagets punkt 1, jf. dog stk. 2.
Efter § 3, stk. 1, i bekendtgørelsen skal der på aerosolbe‐
holdere (spraydåser) angives beholderens samlede nominel‐
le kapacitet. Angivelsen må ikke kunne forveksles med den
nominelle volumen af indholdet. Bilag 1 til bekendtgørelsen
svarer til bilaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
om indførelse af bestemmelser om nominelle mængder for
færdigpakkede produkter.
De indholdsmæssige krav om mærkning og kontrol m.v.
i bekendtgørelserne svarer til kravene i direktiverne. På den
baggrund er direktiverne implementeret i dansk ret.
2.2.1.1.5. Måleenheder
For målenheder gælder Rådets direktiv 80/181/EØF af
20. december 1979 om indbyrdes tilnærmelse af medlems‐
staternes lovgivning om måleenheder. Direktivet er omfat‐
tet af EU-harmoniseringslovgivningen, der er anført i bilag
1 til markedsovervågningsforordningen. Markedsovervåg‐
ningsforordningen finder derfor anvendelse på produkterne
omfattet af direktivet, jf. forordningens artikel 2, stk. 1.
Efter artikel 1, litra a-d, i direktivet forstås ved forskrifts‐
mæssige måleenheder, som skal benyttes ved størrelsesangi‐
velser, de i kapitel I-IV i bilaget anførte enheder.
Det følger af artikel 2, litra a, at forpligtelserne i henhold
til artikel 1 vedrører de måleinstrumenter, der anvendes,
de målinger, der udføres, og de størrelsesangivelser, som ud‐
trykkes i måleenheder, inden for det økonomiske samkvem,
det offentlige sundhedsvæsen og i forbindelse med den of‐
fentlige sikkerhed samt med foranstaltninger af administra‐
tiv art. Ifølge artikel 2, litra b, berører direktivet ikke anven‐
delsen inden for søfart, luftfart eller jernbanetrafik, af andre
enheder end dem, hvis anvendelse gøres påbudt ved direk‐
tivet, når disse andre enheder er fastsat ved internationale
konventioner eller aftaler, som er bindende for Fællesskabet
eller medlemsstaterne.
Direktivet er ikke udarbejdet efter EU’s nye metode
(NLF), og det indeholder hverken definitioner på eller for‐
pligtelser for de erhvervsdrivende.
Direktivet er implementeret ved bekendtgørelse nr. 618
18
af 13. maj 2020 om det internationale enhedssystem, SI,
og andre lovlige enheder. Bekendtgørelsen er fastsat med
hjemmel i erhvervsfremmeloven. Hverken bekendtgørelsen
eller erhvervsfremmeloven indeholder definitioner af en er‐
hvervsdrivende, en fabrikant, en bemyndiget repræsentant,
en importør eller en distributør.
Efter bekendtgørelsens § 1 skal forskriftmæssige målenhe‐
der anvendes ved anvendelsen af måleinstrumenter, udførel‐
se af målinger og ved størrelsesangivelser, der udtrykkes i
måleenheder, jf. dog §§ 2-4. Ifølge § 2 i bekendtgørelsen be‐
rører denne ikke anvendelsen inden for søfart, luftfart eller
jernbanetrafik af andre enheder end dem, hvis anvendelse
er påbudt ved bekendtgørelsen, når disse andre enheder er
fastsat ved internationale konventioner eller aftaler, som er
bindende for EU/EØS-medlemslandene. Det er efter § 3
tilladt at anvende supplerende størrelsesangivelser. Denne
bestemmelse svarer til direktivets artikel 3, stk. 2.
Bekendtgørelsens bestemmelser svarer indholdsmæssigt
til bestemmelserne i direktivet. På den baggrund er direkti‐
vet implementeret i dansk ret.
2.2.1.1.6. Fælles bestemmelser for måleinstrumenter og
måletekniske kontrolmetoder
For måleinstrumenter og måletekniske kontrolmetoder
gælder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/34/EF
af 23. april 2009 om fælles bestemmelser for måleinstru‐
menter og for måletekniske kontrolmetoder. Direktivet er
omfattet af EU-harmoniseringslovgivningen, der er anført i
bilag 1 til markedsovervågningsforordningen. Markedsover‐
vågningsforordningen finder derfor anvendelse på produk‐
terne omfattet af direktivet, jf. forordningens artikel 2, stk.
1.
Efter artikel 1, stk. 1, i direktivet finder dette anvendelse
på instrumenter, på måleenheder, harmonisering af måleme‐
toder og metoder for måleteknisk kontrol. Dertil kommer
eventuelt de til anvendelsen heraf nødvendige midler og
endelig – for så vidt angår varemængden i færdigpakning –
finder direktivet anvendelse på fastsættelsen og fremgangs‐
måden ved målingen deraf samt den måletekniske kontrol
dermed og mærkningen. I stk. 2 defineres instrumenter som
måleinstrumenter, dele af sådanne måleinstrumenter, supple‐
rende anordninger og måleanlæg. Det følger af stk. 3, at
medlemsstaterne ikke under påberåbelse af direktivet eller
af særdirektiverne kan modsætte sig, forbyde eller begræn‐
se markedsføring og anvendelse af de i stk. 1 omhandlede
instrumenter eller varer, hvis disse instrumenter eller varer
er forsynet med EF-stempler og/eller EF-mærker i overens‐
stemmelse med betingelserne i dette direktiv og i de sær‐
direktiver, der vedrører de omhandlede instrumenter eller
varer.
Direktivets kapitel II omhandler EF-typegodkendelse og
kapitel III omhandler EF-førstegangsverifikation. Der er i
henholdsvis bilag I og bilag II til direktivet fastsat nærmere
regler om EF-typegodkendelse og EF-førstegangsverifikati‐
on.
Direktivet er ikke udarbejdet efter EU’s nye metode
(NLF), og det indeholder ingen definitioner på de erhvervs‐
drivende. Dog henvises der i flere bestemmelser i direktivet
til fabrikanten, og der henvises ligeledes i artikel 2, stk. 4, til
fabrikantens etablerede repræsentant. Det fremgår således af
artikel 2, stk. 4, at kun fabrikanten, eller dennes i Fællesska‐
bet etablerede repræsentant, kan ansøge om EF-typegodken‐
delse. Ifølge artikel 4, sidste led, har ansøgeren i de tilfælde,
der er nævnt i artikel 11 i direktivet eller i et særdirektiv,
pligt til, og i øvrige tilfælde ret til, at anbringe eller lade
anbringe det i attesten omhandlede EF-godkendelsesmærke
på alle instrumenter, der er i overensstemmelse med den
godkendte type. Det fremgår af artikel 11, at hvis der for
en kategori af instrumenter, der opfylder forskrifterne i et
særdirektiv, ikke er foreskrevet nogen EF-førstegangsverifi‐
kation, forsynes instrumenterne i denne kategori fra fabri‐
kantens side og på dennes ansvar med det særlige mærke,
der er beskrevet i bilag I, punkt 3.4.
Direktivet er implementeret ved bekendtgørelse nr. 1139
af 15. december 2003 om EØF-tydegodkendelse og -verifi‐
kation. Bekendtgørelsen er fastsat med hjemmel i erhvervs‐
fremmeloven. Hverken bekendtgørelsen eller erhvervsfrem‐
meloven indeholder definitioner af en erhvervsdrivende, en
fabrikant, en bemyndiget repræsentant, en importør eller en
distributør. Fabrikanten og dennes etablerede repræsentant
nævnes dog i bekendtgørelsen.
Det fremgår af § 2 i bekendtgørelsen, at EØF-typegod‐
kendelse, jf. kap. 2, for en instrumenttype ansøges hos og
meddeles af Sikkerhedsstyrelsen i overensstemmelse med
bestemmelser udfærdiget for den pågældende instrumentty‐
pe eller af den kompetente måletekniske tjeneste i en anden
medlemsstat. Ansøgningen skal indeholde dokumentation
for, at instrumentet overholder lovmæssige krav i form af ty‐
peprøvningsrapport og udkast til en typegodkendelsesattest
fra et laboratorium, jf. § 7, stk. 3. Af § 7, stk. 2, 1. pkt.,
i bekendtgørelsen følger det, at kun fabrikanten eller den‐
nes i Fællesskabet etablerede repræsentant kan ansøge om
EØF-typegodkendelse. Det fremgår af § 13, at hvis der ikke
kræves EØF-typegodkendelse for en instrumenttype, der op‐
fylder forskrifterne i de for den pågældende instrumenttype
udstedte bestemmelser, jf. § 5, kan sådanne instrumenter af
fabrikanten forsynes med et særligt mærke i henhold til bi‐
lag 1, nr. 3.3. Herudover fremgår det af § 15, stk. 4, at forud‐
sætningen for EØF-førstegangsverifikation er, at fabrikanten
dokumenterer, at instrumenterne besidder de måletekniske
egenskaber og opfylder de tekniske forskrifter om udførelse
og funktion, der er nærmere fastlagt i bestemmelserne for
den pågældende instrumenttype, jf. § 5. Det fremgår af § 5,
at der i måletekniske direktiver, som udstedes i tilslutning
til denne bekendtgørelse, fastsættes bestemmelser om måle‐
tekniske egenskaber, teknisk udførelse, materiale, funktion,
nøjagtighed, anvendelsesområde og afprøvningsmetode for
instrumenter, måleenheder, målemetoder og måling af fær‐
digpakninger. Bekendtgørelsens bilag 1 og bilag 2 vedrører
nærmere regler om EF-typegodkendelse og EF-førstegangs‐
verifikation og svarer til bilag I og bilag II til direktivet.
På den baggrund er direktivet og de erhvervsdrivendes
forpligtelser implementeret i dansk ret.
19
2.2.1.2. Krystalglasvarer
For krystalglas gælder Rådets direktiv 69/493/EØF af
15. december 1969 om tilnærmelse af medlemsstaternes
lovgivninger om krystalglas. Direktivet er omfattet af EU-
harmoniseringslovgivningen, der er anført i bilag 1 til mar‐
kedsovervågningsforordningen. Forordningen finder derfor
anvendelse på produkterne omfattet af direktivet, jf. forord‐
ningens artikel 2, stk. 1.
Efter artikel 1 i direktivet finder dette anvendelse på pro‐
dukter under position 70.13 i den fælles toldtarif. Position
70.13 i den fælles toldtarif vedrører bordservice, køkken-,
toilet-, og kontorartikler, dekorationsgenstande til indendørs
brug og lignende varer, af glas, undtagen varer henhørende
under position 7010 eller 7018.
Det følger af artikel 2 i direktivet, at medlemsstaterne
træffer alle egnede forholdsregler for at sikre, at sammen‐
sætningen, fabrikationsegenskaberne, etiketteringen af de i
artikel 1 opførte produkter og enhver form for reklame for
disse produkter svarer til definitionerne og reglerne i dette
direktiv og dets bilag.
Direktivet er ikke udarbejdet efter EU’s nye metode
(NLF), og det indeholder hverken definitioner på eller for‐
pligtelser for de erhvervsdrivende.
Direktivet er implementeret ved bekendtgørelse 122 af 6.
marts 1973 om krystalglasvarer. Bekendtgørelsen har hjem‐
mel i markedsføringsloven. Bekendtgørelsens bestemmelser
svarer indholdsmæssigt til bestemmelserne i direktivet. Det
fremgår således af bekendtgørelsens § 1, at denne omfat‐
ter erhvervsmæssigt salg eller udbud til salg af de under
pos. 70.13 i toldtariffen til toldloven tilhørende varer af
glas: bordservice, husholdnings-, toilet- og kontorartikler,
dekorationsgenstande og lignende. Det fremgår endvidere
af § 3 i bekendtgørelsen, at når en af de i bilag 1 anførte
betegnelser eller en betegnelse, der kan forveksles hermed,
anvendes som tillægsord eller ordstamme i et varemærke, i
en virksomheds firmabetegnelse eller i anden påskrift på en
vare af glas eller dennes emballage, skal følgende fremtræde
med meget tydelige bogstaver umiddelbart før varemærket,
firmabetegnelsen eller påskriften i øvrigt: varens betegnel‐
se, hvis varen har de i bilag 1 angivne kendetegn og nøje
oplysninger om varens materiale, hvis varen ikke har de i
bilag 1 angivne kendetegn. Dette svarer indholdsmæssigt til
direktivets artikel 4, stk. 2, hvoraf det fremgår, at når en
af de i bilag I anførte betegnelser eller en betegnelse, der
kan forveksles hermed, anvendes som tillægsord eller ord‐
stamme i et varemærke, i en virksomheds firmabetegnelse
eller i anden påskrift på en vare af glas eller dennes emballa‐
ge, skal følgende fremtræde med meget tydelige bogstaver
umiddelbart før varemærket, firmabetegnelsen eller påskrif‐
ten i øvrigt: varens betegnelse, hvis varen har de i bilag I
angivne kendetegn og nøje oplysninger om varens materiale,
hvis varen ikke har de i bilag I angivne kendetegn.
Bekendtgørelsens bilag 1 og bilag 2 svarer også til direkti‐
vets bilag I og bilag II.
Direktivet er på den baggrund implementeret i dansk ret.
2.2.1.3. Mærkning af fodtøj og tekstiler
2.2.1.3.1. Mærkning af fodtøj
For mærkning af materiale anvendt i hovedbestanddelene
af fodtøj med henblik på salg i detailleddet gælder Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 94/11/EØF af 23. marts
1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og
administrative bestemmelser vedrørende mærkning af mate‐
rialet anvendt i hovedbestanddelene af fodtøj med henblik
på salg i detailleddet. Direktivet er omfattet af EU-harmoni‐
seringslovgivningen, der er anført i bilag 1 til markedsover‐
vågningsforordningen. Forordningen finder derfor anvendel‐
se på produkterne omfattet af direktivet, jf. forordningens
artikel 2, stk. 1.
Efter artikel 1, stk. 1, finder direktivet anvendelse på
mærkning af materiale anvendt i hovedbestanddelene af fod‐
tøj med henblik på salg i detailleddet. Artikel 1, stk. 1, inde‐
holder endvidere en definition på fodtøj som alle produkter
med sål beregnet til at beskytte eller dække foden, herunder
de dele, der markedsføres separat, og som er nævnt i bilag
I. Det følger endvidere af artikel 1, stk. 1, at der findes en
ikke-udtømmende liste over produkter, der er omfattet af
direktivet, i bilag II. Direktivet omfatter ikke brugt fodtøj,
beskyttelsesfodtøj, som er omfattet af direktiv 89/686/EØF,
fodtøj, som er omfattet af Rådets direktiv 76/769/EØF og
fodtøj, der har karakter af legetøj. Det fremgår bl.a. af arti‐
kel 1, stk. 2, at mærkningen skal indeholde oplysninger om
sammensætningen af det pågældende fodtøj i overensstem‐
melse med bestemmelserne i artikel 4. Det følger af artikel
4, stk. 1, at mærkningen skal give oplysning om materiale,
som i henhold til bilag I udgør mindst 80 % af overfladea‐
realet af fodtøjets overdel og foring og bindsål og mindst
80 % af rumfanget af ydersålen. Hvis ingen af materialerne
udgør mindst 80 %, skal der gives oplysninger om de to
vigtigste materialer, der indgår i sammensætningen.
Direktivet er ikke udarbejdet efter EU’s nye metode
(NLF), og det indeholder ikke definitioner af de erhvervsdri‐
vende. Både fabrikanten, dennes repræsentant, den person,
som er ansvarlig for den første markedsføring i Fællesska‐
bet, og detailhandleren omtales dog i direktivet og pålægges
forpligtelser efter direktivet.
Det følger således af artikel 4, stk. 2, 1. og 2. pkt., at
oplysninger gives på fodtøjet. Fabrikanten eller dennes re‐
præsentant, der er etableret i Fællesskabet, kan vælge mel‐
lem enten piktogrammer eller tekstangivelser, som defineret
og vist i bilag I, på mindst det eller de sprog, som forbru‐
germedlemsstaten kan fastlægge i overensstemmelse med
traktaten. Af artikel 4, stk. 5, fremgår det, at fabrikanten
eller dennes repræsentant, der er etableret i Fællesskabet, er
ansvarlig for levering af mærkningen og for nøjagtigheden
af de herpå anførte oplysninger. Hvis hverken fabrikanten
eller dennes repræsentant er etableret i Fællesskabet, påhvi‐
ler denne forpligtelse den person, som er ansvarlig for den
første markedsføring i Fællesskabet. Detailhandleren skal
påse, at det fodtøj, han sælger, er mærket i overensstemmel‐
se med dette direktiv.
Direktivet er implementeret ved bekendtgørelse nr. 759
20
af 15. september 1995 om mærkning af materialer anvendt
i hovedbestanddelene af fodtøj med henblik på salg i detail‐
leddet. Bekendtgørelsen er fastsat med hjemmel i markeds‐
føringsloven.
Det følger af § 1 i bekendtgørelsen, at fodtøj kun må
sælges eller udbydes til salg, hvis det er mærket i overens‐
stemmelse med forskrifterne i Europa-Parlamentets og Rå‐
dets direktiv 94/11/EØF af 23. marts 1994 om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative be‐
stemmelser vedrørende mærkning af materialer anvendt i
hovedbestanddelene af fodtøj med henblik på salg i detail‐
leddet. Direktivet er optrykt som bilag A til bekendtgørel‐
sen, og det er hensigten med bekendtgørelsen, at direktivet
er direkte anvendeligt. Direktivet er således implementeret i
dansk ret.
2.2.1.3.2. Mærkning af tekstiler
For tekstilfiberbetegnelser og tilknyttet etikettering og
mærkning af tekstilprodukters fibersammensætning gæl‐
der Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1007/2011 af 27. september 2011 om tekstilfiberbetegnelser
og tilknyttet etikettering og mærkning af tekstilprodukters
fibersammensætning. Forordningen er omfattet af EU-har‐
moniseringslovgivningen, der er anført i bilag 1 til markeds‐
overvågningsforordningen. Markedsovervågningsforordnin‐
gen finder derfor anvendelse på produkterne omfattet af
forordningen, jf. markedsovervågningsforordningens artikel
2, stk. 1.
Efter artikel 1 i forordningen fastsættes der regler for
anvendelsen af tekstilfiberbetegnelser og tilknyttet etikette‐
ring og mærkning af tekstilprodukters fibersammensætning,
regler for etikettering eller mærkning af ikke-tekstildele af
animalsk oprindelse og regler for bestemmelse af tekstilpro‐
dukters fibersammensætning ved hjælp af kvantitativ analy‐
se af binære og ternære tekstilfiberblandinger med henblik
på at forbedre det indre markeds funktion og give nøjagtige
oplysninger til forbrugerne. Ifølge artikel 2, stk. 1, finder
forordningen anvendelse på tekstilprodukter, når de gøres
tilgængelige på EU-markedet, og på de i stk. 2 omhandlede
produkter. I artikel 2, stk. 2, findes der en opregning af de
produkter, der i forordningen behandles på samme måde
som tekstilprodukter. Der findes i artikel 3, stk. 1, litra a,
en definition på tekstilprodukter som alle produkter, der i
rå, halvbearbejdet, bearbejdet, halvforarbejdet, forarbejdet,
halvkonfektioneret eller konfektioneret tilstand udelukkende
indeholder tekstilfibre, uafhængigt af de til deres blanding
eller samling anvendte processer.
Forordningen er udarbejdet efter EU’s nye metode
(NLF). Forordningen indeholder ikke selv definitioner af de
erhvervsdrivende, men det fremgår af forordningens artikel
3, stk. 2, at de definitioner på fabrikant, importør, distributør
og erhvervsdrivende, der er fastsat i artikel 2 i forordning
nr. 765/2008, også finder anvendelse i forordningen. En fa‐
brikant er i forordning nr. 765/2008 defineret som enhver
fysisk eller juridisk person, som fremstiller et produkt eller
får et produkt konstrueret eller fremstillet og markedsfører
dette produkt under sit navn eller varemærke. En importør
er defineret som enhver fysisk eller juridisk person, der er
etableret i Fællesskabet, og som bringer et produkt fra et
tredjeland i omsætning på Fællesskabets marked. En distri‐
butør er defineret som enhver fysisk eller juridisk person
i forsyningskæden, bortset fra fabrikanten eller importøren,
som gør et produkt tilgængeligt på markedet. Endelig er en
erhvervsdrivende defineret som fabrikanten, den bemyndi‐
gede repræsentant, importøren og distributøren. Der er ikke
i forordningens artikel 3, stk. 2, henvist til definitionen på
en bemyndiget repræsentant i forordning nr. 765/2008, og
forordningen indeholder heller ikke selv en definition på en
bemyndiget repræsentant. Dog omtaler forordningen enhver
person, der handler på fabrikantens vegne. Det fremgår såle‐
des af artikel 6 i forordningen, at enhver fabrikant eller en‐
hver person, der handler på en fabrikants vegne, kan ansøge
Kommissionen om tilføjelse af en ny tekstilfiberbetegnelse
til listen i bilag I.
Artikel 15 i forordningen fastsætter forpligtelser for såvel
fabrikanten, importøren og distributøren. Det fremgår såle‐
des af artikel 15, stk. 1, at når et tekstilprodukt bringes i
omsætning, sikrer fabrikanten tilvejebringelsen af etiketten
eller mærkningen og de heri anførte oplysninger. Hvis fabri‐
kanten ikke er etableret i EU, sikrer importøren tilvejebrin‐
gelsen af etiketten eller mærkningen og de heri anførte op‐
lysninger. Af artikel 15, stk. 2, fremgår det, at en distributør
skal betragtes som en fabrikant i henhold til forordningen,
når han bringer et produkt i omsætning under sit eget navn
eller varemærke, fastgør etiketten eller ændrer indholdet af
etiketten. Det fremgår endvidere af artikel 15, stk. 3, at
når et tekstilprodukt gøres tilgængeligt på markedet, sikrer
distributøren, at tekstilprodukterne er forsynet med den ved
denne forordning fastsatte etikettering eller mærkning. En‐
delig fremgår det af artikel 15, stk. 4, at de i stk. 1, 2 og
3 omhandlede erhvervsdrivende sikrer, at oplysninger, der
gives, når tekstilprodukter gøres tilgængelige på markedet,
ikke kan give anledning til forveksling med de ved denne
forordning fastsatte tekstilfiberbetegnelser og angivelser af
fibersammensætninger.
Da der er tale om en forordning gælder denne umiddel‐
bart, og forpligtelserne for de erhvervsdrivende gælder såle‐
des i dansk ret. Der er imidlertid ikke fastsat supplerende
bestemmelser i dansk ret om påbud, forbud eller straf.
2.2.1.4. Akkreditering
For akkreditering gælder Europa-Parlamentets og Rådets
forordning nr. 765/2008 om kravene til akkreditering. For‐
ordningen er ikke omfattet af EU-harmoniseringslovgivnin‐
gen, der er anført i bilag 1 til markedsovervågningsforord‐
ningen. Reglerne om akkreditering relaterer sig til mange
af de områder, der er omfattet af markedsovervågningsfor‐
ordningens anvendelsesområde, og som reguleres i produkt‐
loven.
Det fremgår af forordningens artikel 1, stk. 1, at forord‐
ningen fastlægger regler for tilrettelæggelse og udøvelse af
akkreditering af overensstemmelsesvurderingsorganer, der
foretager overensstemmelsesvurdering. Det nærmere anven‐
delsesområde for akkreditering findes i forordningens kapi‐
21
tel II, artikel 3, hvoraf det fremgår, at kapitel II i forord‐
ningen finder anvendelse på akkreditering, uanset om det
foregår på et obligatorisk eller frivilligt grundlag, vedrøren‐
de overensstemmelsesvurdering, uanset om denne vurdering
er obligatorisk eller ej, og uanset hvilken retlig status det
pågældende organ, der forestår akkrediteringen, har.
I forordningens artikel 2, nr. 10, defineres akkreditering
som en attestering foretaget af et nationalt akkrediterin‐
gsorgan af, at et overensstemmelsesvurderingsorgan opfyl‐
der de krav, der er fastsat i de harmoniserede standarder, og i
givet fald alle andre supplerende krav, herunder dem, der er
fastsat i de relevante sektorordninger om at udføre de speci‐
fikke overensstemmelsesvurderingsopgaver. Efter artikel 2,
nr. 11, defineres et nationalt akkrediteringsorgan, som det
eneste organ i en medlemsstat med statslig bemyndigelse til
at foretage akkreditering.
Det fremgår af forordningens artikel 4, stk. 1, at hver
enkelt medlemsstat udpeger ét enkelt nationalt akkrediterin‐
gsorgan. Der følger endvidere en række generelle principper
for akkrediteringsorganer af artikel 4. Det fremgår således
bl.a. af artikel 4, stk. 5, at såfremt akkrediteringen ikke
varetages direkte af de offentlige myndigheder selv, giver en
medlemsstat sit nationale akkrediteringsorgan til opgave at
udøve akkrediteringsvirksomhed som en offentlig myndig‐
hed og giver det formel anerkendelse. Ifølge artikel 4, stk.
7, udøver det nationale akkrediteringsorgan sin virksomhed
uden fortjeneste for øje.
De nærmere regler for akkrediteringsvirksomhed er regu‐
leret i forordningens artikel 5. Det fremgår af artikel 5,
stk. 1, at nationale akkrediteringsorganer på anmodning
af et overensstemmelsesvurderingsorgan skal evaluere, om
dette organ er kompetent til at udføre bestemte overens‐
stemmelsesvurderingsopgaver. Hvis det findes kompetent,
udsteder det nationale akkrediteringsorgan et akkrediterin‐
gscertifikat. Det følger af artikel 5, stk. 3, at de nationale
akkrediteringsorganer fører tilsyn med alle overensstemmel‐
sesvurderingsorganer, som de har udstedt akkrediteringscer‐
tifikat til.
Da der er tale om en forordning gælder denne umiddelbart
i dansk ret. Der er dog i bekendtgørelse nr. 913 af 25. sep‐
tember 2009 om akkreditering af virksomheder og bekendt‐
gørelse nr. 1230 af 11. december 2009 om udpegning af det
nationale akkrediteringsorgan fastsat regler, der gennemfø‐
rer forordningen i dansk ret. Begge bekendtgørelser er fast‐
sat med hjemmel i erhvervsfremmelovens § 16. Erhvervsmi‐
nisteren er efter erhvervsfremmelovens § 16, stk. 1, bemyn‐
diget til at fastsætte de regler vedrørende akkreditering, som
er nødvendige for anvendelsen af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene
til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med
markedsføring af produkter, herunder regler om udpegning
af et nationalt akkrediteringsorgan og dets opgavevaretagel‐
se, jf. stk. 2, og indgår de nødvendige aftaler herom. Ifølge
§ 16, stk. 2, fastsætter erhvervsministeren de regler, som
er nødvendige for anvendelsen her i landet af den i stk. 1
nævnte forordning, herunder om det nationale akkrediterin‐
gsorgans akkreditering af virksomheder til f.eks. prøvning,
kalibrering, medicinske undersøgelser, certificering, inspek‐
tion, attestering, CO2-verifikation og miljøverifikation, og
regler om sanktioner ved manglende overholdelse af en
meddelt akkreditering.
DANAK – Den Danske Akkrediteringfond er efter § 1
i bekendtgørelse nr. 1230 af 11. december 2009 om udpeg‐
ning af det nationale akkrediteringsorgan udpeget som Dan‐
marks nationale akkrediteringsorgan. Der er i bekendtgørel‐
sen fastsat nærmere regler omkring tavshedspligt i forbin‐
delse med behandlingen af akkrediteringssager, DANAK-lo‐
goet og behandling af ansøgninger om akkreditering.
Anvendelsesområdet for bekendtgørelse nr. 913 af 25.
september 2009 om akkreditering af virksomheder fremgår
af bekendtgørelsens § 1, stk. 1. Det følger heraf, at bekendt‐
gørelsen finder anvendelse på virksomheder, der søger om
akkreditering, eller som er akkrediteret af DANAK.
I bekendtgørelsens § 2, nr. 1 og 2, findes der følgende
definition af akkreditering: en attestering foretaget af et na‐
tionalt akkrediteringsorgan af, at et overensstemmelsesvur‐
deringsorgan opfylder de krav, der er fastsat i de harmoni‐
serede standarder, og i givet fald alle andre supplerende
krav, herunder dem, der er fastsat i de relevante sektorord‐
ninger om at udføre de specifikke overensstemmelsesvurde‐
ringsopgaver, eller en attestering foretaget af et nationalt
akkrediteringsorgan af, at et overensstemmelsesvurderings‐
organ opfylder de krav, der er fastsat i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EF) nr. 761/2001 om organisationers
frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse
og miljørevision (EMAS).
Der er i bekendtgørelsen bl.a. fastsat regler for akkredit‐
eringskrav, tilsyn med akkrediterede virksomheder og regler
om suspendering og ophør.
På den baggrund er der truffet de nødvendige gennemfø‐
relsesforanstaltninger i dansk ret for anvendelsen af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning om kravene til akkredite‐
ring.
2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåe‐
de ordning
Som det fremgår af gennemgangen af EU-retsakterne i
lovforslagets pkt. 2.2.1.1-2.2.1.4. er der forskel på de er‐
hvervsdrivendes forpligtelser på hvert enkelt af lovforslagets
omfattede områder. Forpligtelserne afhænger således af, om
et produkt er omfattet af EU-regulering, herunder om EU-
reguleringen er udarbejdet på baggrund af EU’s nye metode
(NLF), og hvordan reguleringen efterfølgende er implemen‐
teret i dansk ret. Se nærmere om EU’s nye metode i pkt.
2.2.1.
Det fremgår af betragtning 4 i markedsovervågningsfor‐
ordningens præambel, at forordningen i overensstemmel‐
se med lex specialis-princippet kun bør finde anvendelse,
hvis der ikke allerede findes specifikke bestemmelser med
samme formål, karakter eller virkning i EU-harmoniserings‐
lovgivningen. I forlængelse af den anlagte betragtning er
det ligeledes et afgørende hensyn i lovforslaget, at der som
22
udgangspunkt ikke ændres på de erhvervsdrivendes forplig‐
telser, som følger af gældende ret.
Dette understøttes endvidere af betragtning 12 i markeds‐
overvågningsforordningens præambel, hvoraf det bl.a. frem‐
går, at forordningen ikke bør berøre de forpligtelser, der
følger af hver enkelt erhvervsdrivendes rolle i forsynings-
og distributionsprocessen. På den baggrund bør det således
være de produktspecifikke forpligtelser i de underliggende
bekendtgørelser, som hovedsageligt vil bestå af implemen‐
terede direktiver, eller produktforordninger, der gælder. På
den måde tager forpligtelserne udgangspunkt i det enkelte
produkt i den forstand, at der kan tages højde for forhold,
som tilsiger særlige forpligtelser.
Det er et væsentligt element i den gældende produktlovs
formål om ensartede regler på tværs af Sikkerhedsstyrelsens
produktområder, at loven kan rumme andre produktområder
end dem, der fremgår af anvendelsesområdet i den gældende
§ 2. Dette lovforslag er således med til at sikre ensartede
regler for flere produktområder ved at omfatte dem af pro‐
duktloven.
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at det alene er
den generelle bestemmelse i produktlovens § 5 om de er‐
hvervsdrivendes forpligtelser, der kan rumme produktområ‐
dernes forskelligheder. Bestemmelsen indebærer bl.a., at den
erhvervsdrivende skal sikre, at et produkt, der bringes i om‐
sætning eller gøres tilgængelig på markedet, skal opfylde
de for produktet relevante regler. Der er imidlertid behov
for at tilpasse bestemmelsen, så den passer til metrologiom‐
rådet, der med lovforslaget foreslås omfattet af anvendel‐
sesområdet, da private aktører også kan være omfattet af
forpligtelserne, der gælder for instrumentejere. Med lovfor‐
slaget foreslås derfor at tilføje den private instrumentejer
som pligtsubjekt efter § 5, så instrumentejere, der anvender
instrumentet til at afregne eksempelvis forbrug i forbindelse
med udlejning af boliger, omfattes på lige fod med de øvrige
erhvervsdrivende – i dette tilfælde en juridisk person, som
udlejer boliger.
I forlængelse heraf foreslås, ud over en mindre tilpasning
af den gældende bemyndigelse i lovens § 8, at erhvervsmi‐
nisteren får to yderligere bemyndigelser med henblik på at
kunne fastsætte regler om henholdsvis metrologi og akkredi‐
tering. Det vurderes hensigtsmæssigt at fastsætte særskilte
bemyndigelser for de dele af metrologiområdet, som ikke
passer under den gældende § 8, da der ikke er behov for lig‐
nende regler på de øvrige områder under produktlovens an‐
vendelsesområde. Endvidere er det vigtigt at kunne fastsætte
regler bl.a. til at implementere direktiver om måleenheder
m.v., som ikke er et decideret produkt, der kan passes ind
under § 8. Herudover foreslås en bemyndigelse til at fast‐
sætte regler, som supplerer forordning nr. 765/2008, for at
kunne leve op til Danmarks forpligtelser i denne henseende.
Lovforslaget lægger op til, at de nye områder omfattes af
produktlovens § 2 og dermed ensartes med produktloven og
underlægges lovens bestemmelser. Den foreslåede ændring
medfører, at områderne også underlægges lovens § 37, der
udgør lovens straffebestemmelse og strafferamme. Der kan
som udgangspunkt gives bøder på 50.000 kr. og under skær‐
pende omstændigheder op til 2 års fængsel. Bødeniveauet
kommer således til at afspejle, at der for metrologiområdet
er tale om en helt fundamental grundsten i samhandlen og
køber og sælgers tillid til hinanden og systemet. Hvis køber
ikke kan stole på, at et kilo mel er et kilo eller en meter silke
er en meter, så bryder handlen sammen.
For så vidt angår fængselsstraf under skærpende omstæn‐
digheder, vurderer Erhvervsministeriet, at dette vil kunne
blive relevant i sager, hvor en erhvervsdrivende systematisk
overtræder reglerne med økonomisk vinding for øje. Et
eksempel fra gældende ret kan være, at en fabrikant syste‐
matisk påsætter CE-mærker på børnehøjstole, som ifølge
reglerne ikke må CE-mærkes, med henblik på at opnå øko‐
nomisk vinding. Et eksempel på lovforslagets område kan
være et forsyningsselskab, som justerer alle deres forbrugs‐
målere med henblik på at modtage højere betalinger for
strøm og vand, end det forbrugerne reelt har forbrugt. Dis‐
se tilfælde sidestilles i medfør af dette lovforslag, og kan
således føre til fængselsstraf, hvis der er tale om groft uagt‐
somme eller forsætlige handlinger fra en eller flere ledende
personer. For nærmere om straf og strafferamme henvises til
lovforslagets § 1, nr. 18-20, og bemærkningerne hertil.
Lovforslaget er i tråd med regeringens ambition om at
reducere risikoen for, at ulovlige produkter sælges i Dan‐
mark. Forbrugere og andre brugere skal kunne have tillid
til, at et købt produkt lever op til gældende regler og kan
levere den ydelse, som produktet er købt til. Med andre
ord skal forbrugerne kunne handle sikkert uden risiko for
at blive snydt. Et eksempel er, når en kioskejer køber en
vægt til at veje kundernes bland-selv slik. Kioskejeren skal i
den forbindelse kunne stole på, at den købte vægt foretager
en korrekt vejning, så kioskejeren ikke taber penge på, at
vægten vejer for lidt. Omvendt skal kunden kunne have
tillid til, at vægten vejer den reelle mængde bland-selv slik,
så der ikke betales for mere slik, end kunden modtager.
Ulovlige produkter kan, ud over at føre forbrugerne bag
lyset, i yderste konsekvens være farlige at anvende. Dette
gør sig f.eks. gældende i tilfælde hvor en persons medicin‐
dosering afgøres af personens vægt. Måler vægten forkert
vil personen således blive fejlmedicineret, hvilket kan have
fatale følger.
For så vidt angår risikobegrebet, adskiller de tilføjede
områder sig fra produktlovens øvrige anvendelsesområder,
idet der ikke er tale om den type sikkerhed, som almindelig‐
vis forbindes med produktsikkerhed i den brede befolkning,
dvs. at brugeren risikerer at komme til skade ved brug af
produktet. De nye områder udgør en risiko i den forstand,
at et produkt, som ikke lever op til reglerne, forårsager nega‐
tive konsekvenser for brugeren. Eksempelvis en vandmåler,
der har til formål at afregne en boligs vandforbrug, men
ikke måler den korrekte gennemstrømning i måleren. Et
andet eksempel kan være en sko, der markedsføres som en
lædersko, men er lavet af kunstmateriale. I begge tilfælde
føres forbrugeren bag lyset og modtager ikke den ydelse, der
er betalt for.
De erhvervsdrivende, som følger reglerne, bliver tillige
udsat for ulige konkurrence fra de virksomheder, der bevidst
23
omgår reglerne. Det skal ikke kunne betale sig at anvende
eller bringe ulovlige produkter i omsætning. På den bag‐
grund vil Erhvervsministeriet sætte hårdere ind over for de
erhvervsdrivende, der omgår reglerne med henblik på at
snyde forbrugerne.
Med den foreslåede ordning vil Erhvervsministeriet sætte
ind over for, at ulovlige produkter sælges i Danmark. I
den forbindelse kan kontrolmyndigheden bedre udføre ef‐
fektive tilsyn, når myndigheden anvender mere ensartede
og vidtgående kontrolbeføjelser, som det er tilfældet, når
flere produktområder omfattes af produktloven. Ligeledes
kan sammenskrivning af flere forskellige regelsæt styrke
kontrolmyndighedens overblik og mulighed for at anvende
en data- og risikobaseret tilgang til kontrollen. Samtidigt er
det et tungtvejende hensyn, at der ikke unødigt fastsættes
forpligtelser for de erhvervsdrivende i relation til produkt‐
overensstemmelse, som ikke allerede gælder i dag.
2.3. Udvidede kontrolbeføjelser ved tilsyn med visse pro‐
dukter efter lov om sikkerhed til søs
2.3.1. Gældende ret
Lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 1629
af 17. december 2018, fastsætter de overordnede rammer for
arbejdsmiljø og sikkerheds- og sundhedsforhold til søs. Lo‐
ven omfatter derfor såvel skibes bygning og udstyr som
det menneskelige element både om bord på skibe og i de
tilknyttede landbaserede funktioner.
Loven kan også omfatte regulering af produkter, som an‐
vendes om bord i skibe. Det følger således af § 4, stk. 1,
i lov om sikkerhed til søs, at erhvervsministeren kan fast‐
sætte regler om levering, markedsføring og fremstilling af
fritidsfartøjer, skibsudstyr, personlige værnemidler og andre
produkter, som anvendes om bord i skibe. Loven indeholder
desuden en række kontrolbeføjelser i relation hertil. Søfarts‐
styrelsen kan f.eks. efter lovens § 4, stk. 4, påbyde, at den,
der markedsfører et fartøj eller et produkt, som nævnt i
lovens § 4, stk. 1, og som anvendt i overensstemmelse med
sin bestemmelse kan frembyde fare for sikkerhed, sundhed
eller miljø, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til af‐
værgelse heraf. Det kan herunder påbydes, at levering eller
markedsføring af de pågældende fartøjer eller produkter skal
standses, og at de pågældende fartøjer eller produkter skal
tilbagekaldes fra markedet. Loven indeholder også andre
regler om kontrol f.eks. om kontrolbesøg uden retskendelse,
hvis det skønnes nødvendigt og om bistand og udlevering
af oplysninger fra skibets reder, fører og maskinchef som
enhver, der handler på disses vegne m.v.
Søfartsstyrelsen har med hjemmel i lov om sikkerhed
til søs, herunder § 4, stk. 1, bl.a. fastsat regler om fritids‐
fartøjer, jf. bekendtgørelse nr. 1689 af 15. december 2015
om fritidsfartøjer og personlige fartøjer, og om skibsudstyr,
jf. bekendtgørelse nr. 422 af 17. maj 2016 om udstyr i
skibe. Bekendtgørelserne gennemfører henholdsvis dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/53/EU af 20.
november 2013 om fritidsfartøjer og personlige fartøjer
og om ophævelse af direktiv 94/25/EF (herefter fritidsfar‐
tøjsdirektivet) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/90/EU af 23. juli 2014 om skibsudstyr og om ophævel‐
se af Rådets direktiv 96/98/EF (herefter skibsudstyrsdirekti‐
vet).
Folketinget vedtog med lov om produkter og markeds‐
overvågning (herefter produktloven) ensartede og mere tids‐
svarende kontrolbeføjelser for myndigheder, som skal sikre,
at en række produkter, primært på Sikkerhedsstyrelsens om‐
råde, lever op til sikkerhedskrav m.v. Loven har samtidigt til
formål at sikre, at kontrolmyndighederne har de minimums‐
beføjelser, som er nødvendige efter markedsovervågnings‐
forordningen ved tilsyn med produkter, som er omfattet af
loven. Produktloven er dog mere vidtgående end markeds‐
overvågningsforordningen.
For en nærmere beskrivelse af markedsovervågningsfor‐
ordningen henvises til pkt. 1.1. ovenfor.
Både fritidsfartøjsdirektivet og skibsudstyrsdirektivet er
anført i bilag I til markedsovervågningsforordningen og er
dermed omfattet af forordningen.
Fritidsfartøjer, personlige fartøjer og skibsudstyr er
samtidig delvist omfattet af produktloven. Produktloven op‐
lister i § 2 de produkter, som er omfattet af loven gennem
henvisninger til direktiver og forordninger. Her er fritidsfar‐
tøjs- og skibsudstyrsdirektiverne ikke nævnt.
I § 2 henvises imidlertid bl.a. til Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om
produktsikkerhed i almindelighed (herefter produktsikker‐
hedsdirektivet). Produktsikkerhedsdirektivet retter sig mod
ethvert produkt, der er bestemt for forbrugerne, eller som
under forudsigelige betingelser kan forventes anvendt af for‐
brugere, selv om det ikke er bestemt for dem, og som mod
betaling eller gratis leveres eller stilles til rådighed som led
i en handelsvirksomhed, hvad enten det er nyt, brugt eller
istandsat.
Produktloven fungerer dermed som en opsamlingslov for
alle forbrugerrettede produkter, som omfattes af produktsik‐
kerhedsdirektivet, i det omfang de ikke er reguleret i anden
lovgivning.
Det betyder, at fritidsfartøjer og personlige fartøjer er om‐
fattet af produktloven ved at være produkter, der er bestemt
for forbrugerne, eller som under forudsigelige betingelser
kan forventes anvendt af forbrugere, selv om det ikke er
bestemt for dem, og i det omfang, der ikke er fastsat regler
i lov om sikkerhed til søs. Det samme er tilfældet for visse
typer af skibsudstyr, når de er forbrugerrettede. Skibsudstyr
omfatter stort set alt udstyr til skibe, der både kan være for‐
brugerrettede og erhvervsrettede, såsom navigationsudstyr,
redningsudstyr, brandslukningsudstyr og miljøudstyr samt
udstyr, der omhandler kontrol med olieudledning.
Kontrolmyndigheder, der fører tilsyn efter lov om sikker‐
hed til søs, har derfor efter gældende ret kontrolbeføjelser
efter produktloven for så vidt angår produkter reguleret efter
lov om sikkerhed til søs, i det omfang de er omfattet af pro‐
duktsikkerhedsdirektivet, og beføjelserne ikke er reguleret
i lov om sikkerhed til søs. Det fremgår også af bemærknin‐
gerne til § 9, stk. 2, i produktloven, som vedrører, hvem der
24
er relevant kontrolmyndighed i tilfælde af særlovning. Det
fremgår således af de specielle bemærkninger til § 9, stk.
2, (som var § 14, stk. 2, i forslag til lov om produkter og
markedsovervågning), jf. Folketingstidende 2019-2020, A,
L 179 som fremsat, side 63, bl.a. at:
”… En anden situation, hvor kontrolmyndigheden efter
en særlov kan anvende lovforslagets bestemmelser, er, hvor
særlovgivningen ikke indeholder tilstrækkelige kontrol- og
indgrebsbeføjelser. Det kan være, hvis særlovgivningen fast‐
sætter krav til sikkerheden ved et produkt, men reglerne ikke
indeholder beføjelser til f.eks. at udtage produkter til kon‐
trol eller hjemler til at sanktionere overtrædelser. I sådanne
tilfælde kan den pågældende kontrolmyndighed udstede på‐
bud om tilbagetrækning og afhjælpning i en konkret sag i
medfør af lovforslagets bestemmelser, selvom myndigheden
ikke har beføjelser til det i den relevante særlovgivning·”
Som eksempel på en situation, som omfattes af produktlo‐
vens § 9, stk. 2, kan nævnes, at produktloven indeholder
regler om muligheden for blokering af en onlinegrænsefla‐
de. En sådan mulighed fremgår ikke af lov om sikkerhed
til søs, men muligheden vil kunne anvendes i det omfang
det pågældende produkt er omfattet af produktsikkerhedsdi‐
rektivet. Det vil f.eks. sige, at produktloven kan anvendes
for fritidsfartøjer, men ikke for skibsudstyr, i det omfang
skibsudstyret ikke er forbrugerrettet.
Lov om sikkerhed til søs kan sættes i kraft for Grønland
ved kongelig anordning. De gældende bestemmelser om
bemyndigelse af erhvervsministeren til at fastsætte regler
om levering, markedsføring og fremstilling af fritidsfartø‐
jer, skibsudstyr, personlige værnemidler og andre produkter,
som anvendes om bord i skibe, jf. § 4, stk. 1, er allerede
sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, jf. anord‐
ningsbekendtgørelse nr. 1674 af 16. december 2015. Både
bekendtgørelsen om fritidsfartøjer og personlige fartøjer og
bekendtgørelsen om udstyr i skibe finder tillige anvendel‐
se for Grønland. Markedsovervågningsforordningen og pro‐
duktloven gælder dog ikke for Grønland, hvorfor de øgede
kontrolbeføjelser ikke finder anvendelse for Grønland, hel‐
ler ikke når der er tale om forbrugerrettede produkter.
Det bemærkes i øvrigt om det tilsyn, der føres i dag,
at erhvervsministeren har delegeret markedsovervågningen
af fritidsfartøjer og personlige fartøjer efter søfartslovgiv‐
ningen til Sikkerhedsstyrelsen ved bekendtgørelse nr. 1290
af 20. november 2018. Sikkerhedsstyrelsen varetager såle‐
des markedsovervågningen af de produkter, der er omfattet
af bekendtgørelsen om fritidsfartøjer og personlige fartø‐
jer. For en nærmere beskrivelse af, hvordan Sikkerhedssty‐
relsen tilrettelægger kontrollen henvises til bemærkningerne
til lov om produkter og markedsovervågning, jf. Folketings‐
tidende 2019-2020, A, L 179 som fremsat, side 36. Delega‐
tionen omfatter ikke tilsynet med fritidsfartøjer og personli‐
ge fartøjer i Grønland.
På baggrund af samarbejdsaftalen mellem Sikkerheds‐
styrelsen og Søfartsstyrelsen af 24. april 2019 om mar‐
kedsovervågning af fritidsfartøjer varetager Sikkerhedssty‐
relsen rollen som den bemyndigende myndighed for over‐
ensstemmelsesvurderingsorganer og deltager i den europæ‐
iske arbejdsgruppe ”Administrative Cooperation Groups
(AdCos)”, der koordinerer markedsovervågning og sikrer
vidensdeling på området. Søfartsstyrelsen håndterer fortsat
EU-reglerne for fritidsfartøjer og personlige fartøjer, herun‐
der forhandling af fritidsfartøjsdirektivet, fastsættelse af sik‐
kerhedsstandarder for fritidsfartøjer og personlige fartøjer,
sagsbehandling af spørgsmål, der vedrører den sejlads- og
søsikkerhedsmæssige del af direktivet og deltager i den
rådgivende komite for fritidsfartøjer. Søfartsstyrelsen fører
desuden fortsat tilsyn med CE-mærkede fritidsfartøjer og
personlige fartøjer i Grønland.
Miljøstyrelsen bistår endvidere Sikkerhedsstyrelsen ved
tilsyn af udstødningsemissioner og støjemissioner i henhold
til Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 1690
af 2. december 2015 om regulering af støj- og luftemissioner
fra fritidsfartøjer. Dette koordineres særskilt mellem Sikker‐
hedsstyrelsen og Miljøstyrelsen.
Da markedsovervågning i henhold til skibsudstyrsdirekti‐
vet indgår som en integreret del af Søfartsstyrelsens syn
på skibene, er området ikke overdraget til Sikkerhedsstyrel‐
sen. Søfartsstyrelsen udfører proaktiv markedsovervågning
i forbindelse med de inspektioner, der udføres ved tilsyn
af skibe, og reaktiv markedsovervågning på baggrund af
klager, indberetninger samt ulykker.
2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåe‐
de ordning
Markedsovervågningsforordningens krav til kontrolmyn‐
dighedernes minimumsbeføjelser medfører, at det skal sik‐
res, at lov om sikkerhed til søs indeholder de foreskrevne
og nødvendige kontrolbeføjelser i forbindelse med kontrol
af skibsudstyr, fritidsfartøjer og personlige fartøjer, idet pro‐
dukterne er omfattet af EU-harmoniseringslovgivning angi‐
vet i forordningens bilag 1.
For fritidsfartøjer og personlige fartøjer vurderes, at kon‐
trolbeføjelserne i produktloven vil kunne anvendes, i det
omfang beføjelserne ikke fremgår af lov om sikkerhed til
søs. Det skyldes, at fritidsfartøjer og personlige fartøjer er
forbrugerrettede produkter, som er omfattet af produktsik‐
kerhedsdirektivet og dermed af produktloven, jf. lovens §
2, stk. 1, nr. 1. Det samme er tilfældet for skibsudstyr, i
det omfang det er forbrugerrettet. Kontrolbeføjelserne i pro‐
duktloven kan anvendes ved kontrol af produkter omfattet af
produktloven, når de ikke fremgår af anden lovgivning. Der
henvises til pkt. 2.3.1 ovenfor.
Det medfører, at det ved kontrol af skibsudstyr, der er er‐
hvervsrettet, skal sikres, at alle de krævede kontrolbeføjelser
efter markedsovervågningsforordningen er tilstede. Visse af
beføjelserne er allerede tilstede i mere eller mindre omfang
i lov om sikkerhed til søs, herunder beføjelserne til at træf‐
fe de nødvendige foranstaltninger til afværgelse af fare for
sikkerhed og sundhed, og til at påbyde, at levering eller
markedsføring af de pågældende fartøjer eller produkter skal
standses og tilbagekaldes fra markedet. Loven indeholder
også for kontrolmyndighederne beføjelse til enhver tid mod
behørig legitimation og uden retskendelse at få adgang til
25
at gå om bord i ethvert skib, der er omfattet af loven, for
at udføre deres opgaver. På samme måde har Søfartsstyrel‐
sens medarbejdere adgang til lokaler, hvorfra der udføres
erhvervsvirksomhed, som er omfattet af lov om sikkerhed til
søs, jf. lovens § 19, stk. 1. Der vil dog være behov for yder‐
ligere beføjelser for at sikre, at markedsovervågningsforord‐
ningens krav til minimumsbeføjelser fuldt ud opfyldes.
Beføjelserne efter produktloven indeholder både flere
og mere vidtgående beføjelser end markedsovervågnings‐
forordningen. Som en yderligere beføjelse kan nævnes mu‐
ligheden for kontrolmyndighederne i kontroløjemed at ind‐
samle og behandle, herunder samkøre, oplysninger fra bl.a.
andre offentlige myndigheder, offentlige og private virksom‐
heder og erhvervs- eller forbrugerorganisationer. Derudover
indeholder produktloven en bredere beføjelse til fra enhver
at kræve alle oplysninger, som skønnes nødvendige for kon‐
trolmyndighedens virksomhed, mens markedsovervågnings‐
forordningen kun omhandler oplysninger fra erhvervsdri‐
vende.
Sikkerhed til søs er et højt prioriteret område, og Søfarts‐
styrelsens kontrol med produkter, som anvendes på skibe,
har primært til formål at forebygge fare for de ombordvæ‐
rendes sikkerhed og sundhed eller forebygge fare for forure‐
ning. Det findes derfor ikke hensigtsmæssigt, at der på et
sådant område er svagere kontrolbeføjelser for erhvervsret‐
tede typer af skibsudstyr end for skibsudstyr, som er forbru‐
gerrettet. Dette gælder navnlig for skibsudstyr om bord i
erhvervsskibe, i de tilfælde, hvor der ikke er foreskrevet syn.
Det vurderes derfor, at kontrolbeføjelserne for så vidt
angår skibsudstyr, der er erhvervsrettet, bør bringes op på
samme niveau som kontrolbeføjelserne efter produktloven,
som i forvejen kan anvendes for skibsudstyr, fritidsfartøjer
og personlige fartøjer, der er forbrugerrettet, når beføjelser‐
ne ikke fremgår af lov om sikkerhed til søs. Herved vil der
blive ensartede kontrolbeføjelser for både de forbrugerrette‐
de og erhvervsrettede produkter, der er omfattet af lov om
sikkerhed til søs og markedsovervågningsforordningen. Her‐
udover bør det sikres, at det også er muligt at kunne anvende
ensartede kontrolbeføjelser ved tilsyn i Grønland, både på
det forbruger- og erhvervsrettede område.
Det har været overvejet, om produktområderne skulle ind‐
sættes i produktloven, men det vurderes ikke hensigtsmæs‐
sigt af flere årsager. Det skyldes bl.a., at reguleringen er
en integreret del af søfartsområdet, at de generelle krav
til produkter i produktloven ikke nødvendigvis kan finde
anvendelse, at kontrollen efter lov om sikkerhed til søs er
anderledes for skibsudstyr, samt at reglerne skal kunne sæt‐
tes i kraft for Grønland.
Det kan hertil nævnes, at Søfartsstyrelsens kontrol i hen‐
hold til skibsudstyrsdirektivet fortrinsvis fokuserer på kon‐
trol af udstyr om bord på danskflagede skibe, uanset hvor
i verden de befinder sig, hvorimod produktloven retter sig
mod markedsovervågning af produkter ved indførelsen til
og i Danmark.
Derudover kan det i forhold til de generelle krav i pro‐
duktloven nævnes, at loven bl.a. indeholder et formodnings‐
princip, hvorefter et produkt omfattet af produktloven for‐
modes at være i overensstemmelse med loven og regler
fastsat i medfør af loven, når det er fremstillet i overens‐
stemmelse med standarder, hvis referencer er offentliggjort
i Den Europæiske Unions Tidende, jf. lovens § 6, stk.
1. Skibsudstyrsdirektivet indeholder ikke et tilsvarende for‐
modningsprincip, da det henviser til internationale standar‐
der i IMO-regi, der ikke offentliggøres i Den Europæiske
Unions Tidende.
Det bør samtidig sikres, at reglerne også kan sættes i kraft
for Grønland, såfremt Grønlands Selvstyre måtte ønske et
beskyttelsesniveau, som svarer til det danske.
For at sikre ensartede kontrolbeføjelser for både de forbru‐
gerrettede og erhvervsrettede produkter, der er omfattet af
lov om sikkerhed til søs og markedsovervågningsforordnin‐
gen, foreslås det derfor, at der indsættes en bestemmelse
i lov om sikkerhed til søs, hvorefter kontrolmyndigheder
efter lov om sikkerhed til søs ved tilsyn med produkter
omfattet af fritidsfartøjsdirektivet og skibsudstyrsdirektivet,
kan anvende de kontrolbeføjelser, som er tillagt kontrolmyn‐
digheden i produktloven, i det omfang de pågældende kon‐
trolbeføjelser ikke allerede fremgår af lov om sikkerhed til
søs.
Baggrunden for, at ændringen foreslås som en henvisning
til produktloven er at sikre, at der ikke kommer til at være
forskelle i kontrolbeføjelserne i forhold til et konkret pro‐
dukt. Derved vil der blive sikret ensartede kontrolbeføjelser
for forbrugerrettede og erhvervsrettede produkter, ligesom
det vil blive sikret, at markedsovervåningsforordningens
krav til markedsovervågningsmyndighedernes minimumsbe‐
føjelser for så vidt angår fritidsfartøjs- og skibsudstyrsdirek‐
tivet opfyldes.
Det er alene myndighedernes kontrolbeføjelser, som fore‐
slås at kunne anvendes inden for lov om sikkerhed til
søs. Det vil medføre, at Søfartsstyrelsen også ved kontrol
af erhvervsrettede typer af skibsudstyr vil kunne gøre brug
af kontrolbeføjelserne i produktloven, når der ikke i lov om
sikkerhed til søs er tilstrækkelige beføjelser, som fuldt ud
lever op til markedsovervågningsforordningens krav, eller
når der ikke i lov om sikkerhed til søs er beføjelser, som
svarer til de beføjelser, som kontrolmyndighederne har efter
produktloven. Det kan bl.a. være beføjelsen til fra enhver
at kræve alle oplysninger, som skønnes nødvendige for kon‐
trolmyndighedens virksomhed.
Det kan derudover være beføjelser i forhold til online‐
grænseflader, herunder at påbyde ejeren af en onlinegræn‐
seflade at ændre eller fjerne indhold, der henviser til et
produkt, der ikke er i overensstemmelse med reglerne, eller
at begære blokering af en onlinegrænseflade, hvis et påbud
ikke er efterkommet, eller onlinegrænsefladen gentagne gan‐
ge har solgt eller formidlet salg af produkter, der udgør en
alvorlig risiko. Det kan også være beføjelsen til i kontrolø‐
jemed at samkøre oplysninger fra bl.a. andre offentlige myn‐
digheder og fra offentligt tilgængelige kilder. Herudover kan
nævnes beføjelsen til ved manglende overholdelse at træffe
nærmere afgørelse ikke kun over for enhver, der har bragt
et produkt i omsætning, eller som har været et led i afsæt‐
26
ningen, men også over for enhver anden erhvervsdrivende,
der har en tilknytning til produktet. Det indebærer også, at
beføjelsen til selv at træffe foranstaltninger på pågældendes
vegne, beføjelsen til at tilintetgøre produktet, og beføjelsen
til at kræve omkostninger forbundet med destruktion af et
produkt refunderet af den erhvervsdrivende, vil kunne an‐
vendes. Det er alle beføjelser, der skal sikre en effektiv
kontrol og håndhævelse af erhvervsrettede produkter, der vil
supplere lov om sikkerhed til søs.
Kontrolbeføjelserne vil indgå efter behov som led i Sø‐
fartsstyrelsens eksisterende kontrol af erhvervsrettede typer
af skibsudstyr.
2.4. Små ikke-statslige raketopsendelser
2.4.1. Baggrund
I de seneste år er der i Danmark sket en stigning i omfan‐
get af civile raketaktiviteter, hvor der bl.a. er set civile ikke-
statslige raketopsendelser i højder op til ca. 8 km. Tillige
har én dansk forening offentligt tilkendegivet, at ambitions‐
niveauet er at udvikle en raket, som kan bringe en person op
i det ydre rum.
Ved ”civile raketaktiviteter” skal forstås ikke-statslige ak‐
tørers udvikling, test, transport og opsendelse af raketter,
herunder raketternes tilbagevenden til jordens overflade,
uanset om dette sker med kommercielle eller ideelle inte‐
resser for øje. Raketaktiviteterne er ikke at forveksle med
fyrværkeriraketter, hvor forbrugeren køber en færdig fyr‐
værkeriraket, der efter affyring eksploderer med farverige
effekter på himlen til følge. Der er i stedet tale om typisk
hjemmebyggede/udviklede raketter, som bedst kan sammen‐
lignes med en rumraket i et mikromodelformat, hvor formå‐
let er, at de kan opsendes gentagne gange efter rakettens
tilbagevenden til jorden.
Et udredningsarbejde mellem Uddannelses- og Forsk‐
ningsministeriet, Erhvervsministeriet, Forsvarsministeriet,
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og Udenrigsmini‐
steriet konstaterede i foråret 2017 bl.a., at den nuværende
regulering af raketaktiviteter i Danmark er utilstrækkelig
og usammenhængende, og aktiviteterne ikke hviler på et
sikkerhedsmæssigt forsvarligt grundlag.
På den baggrund nedsatte den daværende regeringen
(Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkepar‐
ti) i februar 2018 en tværministeriel arbejdsgruppe, som
fik til opgave at afdække den nuværende regulering og
myndighedsorganisering i forhold til civile raketaktiviteter
og til opgave at opstille modeller for en fremtidig regule‐
ring. Arbejdsgruppen blev sammensat af repræsentanter for
Beskæftigelsesministeriet, Erhvervsministeriet, Finansmini‐
steriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet, Miljø- og Fø‐
devareministeriet, Transport- og Boligministeriet, Udenrigs‐
ministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Den tværministerielle arbejdsgruppes rapport med titlen
Civile raketaktiviteter – Rapport fra den tværministerielle
arbejdsgruppe om regulering og myndighedsorganisering
af civile raketaktiviteter blev offentliggjort den 24. april
2019. Arbejdsgruppen har været i dialog med ikke-statslige
interessenter, der er involveret i raketaktiviteter i Danmark,
og inddraget internationale erfaringer fra en række lande. I
rapporten sondres mellem små, mindre og større opsendel‐
sesaktiviteter. Det skyldes, at risici forbundet med raketop‐
sendelser afhænger af f.eks. vægt, materialevalg og den
maksimale opsendelseshøjde for en given raket. Centralt for
arbejdsgruppens vurdering af fremtidige modeller har også
været de begrænsninger, som naturligt følger af den danske
geografi, befolkningstæthed og sø- og lufttrafikken omkring
Danmark.
Arbejdsgruppen foreslår, at kategorien ”små civile raket‐
opsendelser” afgrænses ud fra rakettens opsendelseshøjde
og rakettens karakteristika. Konkret foreslås en opsendelses‐
højde på op til 100 meter over terræn, da denne svarer
til den nugældende grænse for droner uden for bymæssigt
område. Desuden kunne et krav til rakettens karakteristika
være, at den ikke må indeholde væsentlige metaldele. Det er
arbejdsgruppens forventning, at kategorien udgør en grænse,
under hvilken der f.eks. i skoler, fritidsordninger eller på
hobbyplan fortsat kan foregå raketvirksomhed, som under
enkelte regler ikke skønnes at indebære, at andres liv, hel‐
bred og ejendom udsættes for fare eller anden unødig ulem‐
pe.
På den baggrund foreslår arbejdsgruppen, at opsendelse
af små civile ikke-statslige raketter ikke skal være omfattet
af en forudgående godkendelsesordning, men i stedet kan
foretages ved iagttagelse af en række regler. Arbejdsgruppen
finder, at der er et behov for at fastlægge krav om, at op‐
sendelsen udføres på en sådan måde, at andres liv, helbred
og ejendom ikke udsættes for fare eller anden unødig ulem‐
pe. Det betyder et behov for at fastsætte sikkerhedskrav,
f.eks. om sikkerhedsafstande til lufthavne og byer, forhold
vedrørende brandsikkerhed, at aktiviteten ikke må være til
gene for lufttrafikken m.v. Arbejdsgruppen henviser til, at
fastlæggelsen af sådanne krav vil bringe området på linje
med reguleringen af konsumfyrværkeri, som omfattet af fyr‐
værkerilovgivningen.
2.4.2. Gældende ret
Opsendelse af ikke-statslige raketter er i dag ikke regule‐
ret i dansk ret.
Den ovenfor nævnte arbejdsgruppe oplyser imidlertid, at
der ved fastsættelsen af krav til sikkerhedsafstand m.v. for
ikke-statslige raketopsendelser kan findes inspiration i bl.a.
fyrværkerilovgivningen.
Fyrværkeriloven finder anvendelse på fyrværkeri og andre
pyrotekniske artikler. Loven indeholder ikke egentlige an‐
vendelses- eller formålsbestemmelser, men det følger dog af
ordlyden af de enkelte bestemmelser, at lovens anvendelses‐
område er tiltænkt fyrværkeri og andre pyrotekniske artik‐
ler. I udgangspunktet opstiller loven rammerne for fyrværke‐
ri og andre pyrotekniske artikler, herunder bl.a. artiklernes
indførsel, fremstilling, opbevaring, overdragelse, erhvervel‐
se og anvendelse m.v. Den mere detaljerede regulering af
fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler er fastsat ved be‐
kendtgørelser. Som følge heraf indeholder fyrværkeriloven
27
også en bestemmelse, hvorefter der i regler udfærdiget efter
loven kan fastsættes straf af bøde eller under skærpende
omstændigheder fængsel indtil 2 år for overtrædelser af be‐
stemmelser i reglerne, jf. lovens § 7, stk. 2.
I bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009 om ind‐
førsel, fremstilling, opbevaring, overdragelse, erhvervelse
og anvendelse af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler
findes bl.a. reglerne for, hvilke sikkerhedsafstande der ge‐
nerelt skal overholdes ved anvendelsen af fyrværkeri, men
også særlige krav til sikkerhedsafstande ved anvendelsen
af konsumfyrværkeri (fyrværkeri til forbrugere) og profes‐
sionelt fyrværkeri. Eksempelvis er der et generelt krav i
bekendtgørelsens § 41, hvorefter fyrværkeri ikke må anven‐
des i mindre afstand end 100 meter fra landbrugsbygninger
med hold af dyr, hundekenneler og andre dyrehold samt
arealer med udegående dyr. Det følger endvidere af bekendt‐
gørelsen, at der minimum skal være 100 meters afstand til
bygninger med letantændeligt tag og nåletræsbevoksninger,
lyngklædte arealer eller andet brandbar vegetation, ved an‐
vendelsen af konsumfyrværkeri, jf. § 45, stk. 1, nr. 1. Ved
anvendelsen af konsumraketter skal afstanden derimod være
minimum 200 meter, jf. § 45, stk. 1, nr. 2. Efter samme
bestemmelses stk. 2 fordobles afstandene ved anvendelse i
vindens retning. Er der i stedet tale om anvendelsen af pro‐
fessionelt fyrværkeri, fremgår det af bekendtgørelsens § 54,
at afstandskravet altid er minimum 200 meter til henholdsvis
bygninger med letantændeligt tag og nåletræsbevoksning
m.v.
2.4.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåe‐
de ordning
Erhvervsministeriet tilslutter sig den tværministerielle ar‐
bejdsgruppes anbefaling om, at kategorien ”små ikke-stats‐
lige raketopsendelser” afgrænses af henholdsvis den forven‐
tede opsendelseshøjde og rakettens karakteristika. Erhvervs‐
ministeriet vurderer ligesom arbejdsgruppen, at opsendelse
af små ikke-statslige raketter er opsendelse af raketter, der
ikke forventes at nå højere højde end 100 meter over terræn.
Samtidig finder Erhvervsministeriet det også oplagt at føl‐
ge gruppens anbefaling om, at der ikke skal fastsættes en
godkendelsesordning for opsendelse af små ikke-statslige
raketter, og at der bør hentes inspiration i fyrværkerireglerne
til fastsættelse af krav for små ikke-statslige raketopsendel‐
ser.
Fyrværkerireglerne er som nævnt ovenfor i pkt. 2.4.2.
opbygget således, at fyrværkeriloven opstiller de overordne‐
de rammer for indførsel, opbevaring og anvendelse m.v. af
fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, mens de mere de‐
taljerede krav er fastsat ved bekendtgørelse. Det er på bag‐
grund af arbejdsgruppens anbefaling Erhvervsministeriets
vurdering, at samme metode bør anvendes ved fastsættelsen
af krav til små ikke-statslige raketopsendelser.
Det vurderes, at være tilstrækkeligt, at erhvervsministeren
bemyndiges til at fastsætte de nærmere krav til, hvor og
under hvilke forhold små ikke-statslige raketter må opsen‐
des, og hvilke karakteristika raketterne må have samt even‐
tuelle kontrol- og strafbestemmelser. Det gælder særligt, da
der ikke skal fastsættes en godkendelsesordning, men alene
skal fastlægges nogle krav til små ikke-statslige raketters
karakteristika, og under hvilke forhold raketterne må opsen‐
des.
På den baggrund lægger Erhvervsministeriet op til, at en
sådan bemyndigelse indsættes i fyrværkeriloven. Da fyrvær‐
keriloven i forvejen ikke indeholder hverken anvendelses-
eller formålsbestemmelser, kan en bemyndigelse vedrøren‐
de små ikke-statslige raketter indsættes uden, at det får en
betydning for de mere specifikke bestemmelser for fyrvær‐
keri og andre pyrotekniske artikler. Herudover vil der kunne
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af de regler vedrø‐
rende små ikke-statslige raketopsendelser, der fastsættes ved
bekendtgørelse, som følge af fyrværkerilovens § 7, stk. 2.
Det vurderes ikke at være relevant, at de små ikke-stats‐
lige raketopsendelser bliver omfattet direkte af de mere
detaljerede krav for anvendelse af fyrværkeri og andre py‐
rotekniske artikler, herunder bl.a. krav om sikkerhedsafstan‐
de. Formålene med opsendelse af små ikke-statslige raketter
og affyring af fyrværkeri ses at være meget forskellige. Ved
opsendelse af små ikke-statslige raketter er det formålet,
at hele raketten falder til jorden efter opsendelse, hvorefter
raketten igen vil kunne anvendes til opsendelse efter eventu‐
elle små reparationer og påfyldning af nyt brændstof/indsæt‐
telse af ny raketmotor. Ved affyring af fyrværkeri, herunder
særligt affyring af raketter, forventes store dele af fyrvær‐
keriartiklen at gå til grunde, da artiklen eksploderer efter
affyring. Sikkerhedsafstandene for fyrværkeri tager derfor
særligt hensyn til risikoen for, at der ved fejlaffyring er
risiko for f.eks. eksplosion ved terræn med ejendoms- eller
personskade til følge. Samme grad af hensyn vil ikke skulle
tages i forhold til en lille ikke-statslig raket. Omvendt vil
nedfaldet fra en fyrværkeriraket være begrænset i forhold til
nedfaldet fra en lille ikke-statslig raket, hvor spredningen af
nedfaldet også må forventes af have en større rækkevidde
end for en fyrværkeriraket, da ikke-statslige raketter typisk
vil være monteret med en faldskærm eller lignende, der
sikrer, at raketten ikke ødelægges ved faldet.
På den baggrund vil erhvervsministeren fastsætte krav
for små ikke-statslige raketopsendelser ved en selvstændig
bekendtgørelse med hjemmel i den foreslåede bemyndigel‐
sesbestemmelse i fyrværkeriloven.
Erhvervsministeriet forventer, at den foreslåede bemyndi‐
gelse anvendes til at fastsætte regler for, hvilket materiale
en ikke-statslig raket må bestå af, herunder særligt hvor stor
en andel af raketten, der må bestå af henholdsvis plastik
eller metal. Dette sker af hensyn til sikkerheden omkring op‐
sendelsen og det efterfølgende nedfald, herunder også miljø‐
hensyn i materialevalget og valg af drivmiddel m.v. Herud‐
over skal der fastsættes regler for, hvor små ikke-statslige
raketopsendelser må finde sted og under hvilke forhold. Det
forventes f.eks., at der fastsættes krav om, at opsendelser
ikke må ske inden for en nærmere angiven afstand til byer,
andre tætbebyggede områder og lufthavne.
Med lovforslaget foreslås små ikke-statslige raketopsen‐
delser omfattet af fyrværkeriloven, så erhvervsministeren
bemyndiges til at kunne fastsætte nærmere regler for opsen‐
28
delse af små ikke-statslige raketter. Den foreslåede bemyn‐
digelse sker som led i opfølgningen på den ovenfor nævnte
rapport fra den tværministerielle arbejdsgruppe om regule‐
ring og myndighedsorganisering af civile raketaktiviteter fra
april 2019.
Det er overordnet formålet med indførelsen af regler for
små ikke-statslige raketopsendelser, at der i skoler, fritids‐
ordninger og på hobbyplan fortsat vil kunne foretages små
raketopsendelser, men at opsendelserne skal foregå under
forhold, der sikrer, at andres liv, helbred og ejendom ikke
udsættes for fare eller anden unødig ulempe.
For nærmere om små ikke-statslige raketopsendelser hen‐
vises til lovforslagets § 4 og bemærkningerne hertil.
2.5. Ophævelse af fristen for udstedelse af havplanen
2.5.1. Gældende ret
Efter § 10, stk. 2, 1. pkt., i havplanloven udsteder er‐
hvervsministeren havplanen senest den 31. marts 2021.
Ved havplanen forstås regler med tilhørende kort fastsat
af erhvervsministeren, som bestemmer den fysiske og tids‐
mæssige fordeling af aktiviteter og anvendelse af det mariti‐
me rum i de danske havområder, jf. lovens § 3, nr. 4.
Lov om maritim fysisk planlægning implementerer dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/89/EU af 23.
juli 2014 om rammerne for maritim fysisk planlægning.
Af forarbejderne til havplanlovens § 10, stk. 2, 1. pkt.,
fremgår, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 131 som frem‐
sat, bl.a. side 25, at fristen for vedtagelsen af den første
havplan senest den 31. marts 2021 svarer til kravet i artikel
15, stk. 3, i direktivet.
I henhold til direktivets artikel 15, stk. 3, skal de fysiske
planer for det maritime rum, der er omhandlet i direktivets
artikel 4, fastlægges hurtigst muligt, og senest den 31. marts
2021.
Af direktivets artikel 2, stk. 3, følger, at direktivet ikke
berører medlemsstaternes kompetence til at udarbejde og
fastlægge omfanget og indholdet af deres fysiske planer for
det maritime rum inden for deres havområder. Tilsvarende
følger det af direktivets præambel betragtning nr. 11, at det
er medlemsstaterne, der inden for deres havområder har an‐
svaret for og er kompetente til at udarbejde og fastlægge
formatet og indholdet af planer for det maritime fysiske
rum. Af direktivets præambel betragtning nr. 19, følger vi‐
dere, at medlemsstaterne som minimum skal sikre, at plan‐
lægningsprocessen resulterer i en detaljeret planlægning,
som kortlægger de forskellige former for anvendelse af det
maritime rum, og som tager højde for langsigtede ændringer
som følge af klimaforandringerne.
Det fremgår af direktivets artikel 4, stk. 1, at hver med‐
lemsstat udarbejder og gennemfører maritim fysisk planlæg‐
ning. Den eller de heraf følgende planer udvikles og udar‐
bejdes på de institutionelle og administrative niveauer, der
er fastsat i medlemsstaterne. Direktivet berører ikke med‐
lemsstaternes kompetence til at udarbejde og fastlægge om‐
fanget og indholdet af den plan eller disse planer, jf. artikel
4, stk. 3.
Af direktivets artikel 8, stk. 1, følger, at ved udarbejdel‐
sen og gennemførelsen af den maritime fysiske planlægning
udarbejder medlemsstaterne fysiske planer for det maritime
rum, hvori den fysiske og tidsmæssige fordeling af relevante
eksisterende og fremtidige aktiviteter og anvendelser i hav‐
områder fastlægges med henblik på at bidrage til målene i
artikel 5.
I henhold til § 14 i havplanloven er der knyttet foreløbige
retsvirkninger til et offentliggjort forslag til havplanen. Det
fremgår således af stk. 1, at statslige og kommunale myn‐
digheder bortset fra de i §§ 15 og 16 nævnte tilfælde ikke
efter anden lovgivning må vedtage planer om eller meddele
tilladelse m.v. til anlæg eller arealanvendelser, der er i strid
med havplanen eller er i strid med et forslag til havplan eller
ændringer af havplanen, der er offentliggjort af erhvervsmi‐
nisteren.
2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåe‐
de ordning
Arbejdet med udarbejdelsen af havplanen er foregået med
henblik på, at erhvervsministeren senest den 31. marts 2021
kunne udstede havplanen i overensstemmelse med havplan‐
lovens § 10, stk. 2, 1. pkt.
Høringen af forslag til havplanen er dog udskudt for at
kunne inddrage eventuelt kommende havstrategiområder i
havplanlægningen, idet det vil være uhensigtsmæssigt at
planlægge for forskellige former for anvendelse af det mari‐
time rum uden at tage højde for udpegningen af eventuelle
nye havstrategiområder. Høringen af forslaget til havplanen
koordineres således med høringen af havstrategiområderne.
Udskydelsen af høringen af forslag til havplan betyder
som følge af forpligtelsen i § 10, stk. 1, i havplanloven til 6
måneders høringsperiode, at det ikke er muligt at overholde
fristen i havplanlovens § 10, stk. 2, om udstedelse af havpla‐
nen senest den 31. marts 2021.
Med den forslåede ændring fjernes fristen for udstedelse
af havplanen derfor af ordensmæssige hensyn. Direktivet
stiller ikke krav om, at fristen skal fremgå af den nationale
lovgivning, og forslaget vurderes derfor at ligge inden for
direktivets rammer.
Når forslag til havplanen offentliggøres, foreligger der en
plan for de danske havområder, der får foreløbig retsvirk‐
ning for offentlige myndigheder, jf. havplanlovens § 14, og
der må herefter ikke meddeles tilladelser eller planlægges
i strid med forslaget til havplan. Forslag til havplan forven‐
tes offentliggjort således, at de foreløbige retsvirkninger af
forslaget kan indtræde inden direktivets frist den 31. marts
2021 for fastlæggelse af de fysiske planer for det maritime
rum.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse‐
kvenser for det offentlige
Lovforslaget vurderes ikke at indebære væsentlige økono‐
miske konsekvenser for det offentlige. Lovforslaget kan dog
29
potentielt medføre begrænsede økonomiske konsekvenser
på Justitsministeriets område, men det forventes at kunne
holdes inden for ministeriets egen ramme.
Det vurderes, at forslaget ikke medfører væsentlige imple‐
menteringskonsekvenser for staten, regioner og kommuner.
For så vidt angår Sikkerhedsstyrelsens fremtidige mar‐
kedsovervågning af e-handel, blev der i september 2020
idriftsat en ny teknologi i form af et digitalt værktøj, AI‐
ME, baseret på billede- og tekstgenkendelse og kunstig in‐
telligens, der kan afsøge relevante offentligt tilgængelige
oplysninger på nettet. Der er i regi af regeringens vækst‐
plan for handel og logistik fra januar 2020 afsat midler til
it-udvikling af værktøjet og håndhævelse, som følge af for‐
ventningen om en øget sagsmængde på produktområderne i
Sikkerhedsstyrelsen.
Der vurderes ikke at være risici relateret til it-projekter og
databeskyttelse som følge af forslaget.
Det vurderes, at forslaget følger principperne for digitali‐
seringsklar lovgivning.
Lovforslaget har til hensigt at tilvejebringe en enkel og
klar lovgivning, som gør det lettere for virksomheder at
følge reglerne inden for området, og som skaber grundlaget
for en ensartet administration af reglerne på tværs af pro‐
duktområder. Forslaget følger dermed princip 1 om enkle og
klare regler.
Den gældende produktlov indeholder beføjelser til at fast‐
sætte nærmere regler om digital kommunikation til og fra
myndigheder, bl.a. gennem brug af Digital Post og blanket‐
løsninger på erhvervsportalen Virk. Forslaget følger dermed
princip 2 om digital kommunikation og princip 6 om anven‐
delse af offentlig it-infrastruktur.
Sikkerhedsstyrelsens indhentning af oplysninger i relation
til lovforslaget skal i højere grad baseres på automatiserede
processer. Størstedelen af afgørelserne på området vil om‐
handle produkters overensstemmelse, hvorfor afgørelserne
i udgangspunktet vil bero på et skøn. Det efterstræbes imid‐
lertid med lovforslaget, at sagsbehandlingen så vidt muligt
digitaliseres, herunder f.eks. i forbindelse med brug af et
intelligent digitalt værktøj, AIME, der kan afsøge relevante
offentligt tilgængelige oplysninger på nettet. Ved brug af
kunstig intelligens i form af billede- og tekstgenkendelse
kan der foretages en langt mere omfattende overvågning og
kontrol med ikke-overensstemmende produkter, der sælges
på nettet. Forslaget understøtter dermed princip 3 om auto‐
matisk sagsbehandling.
Lovforslaget skal ensrette begreber og regler på de nye
områder, som omfattes af produktloven, med de af loven
allerede omfattede produktområder. Endvidere skal forslaget
sikre, at data fra de nye områder i kontroløjemed kan deles
mellem myndigheder på samme måde som på lovens øvri‐
ge områder. Forslaget følger dermed princip 4 om sammen‐
hæng på tværs.
Med lovforslaget lægges der op til, at Sikkerhedsstyrelsen
foretager en mere risikobaseret kontrol af de nye områder,
hvorefter det forventes, at kontrollen kan rettes derhen, hvor
regelefterlevelsen er mindst. Forslaget følger dermed princip
7 om forebyggelse af snyd og fejl.
Den risikobaserede kontrol er baseret på en datadrevet
model. Det foreslås derfor, at kontrolmyndigheden også
på de nye områder kan indhente, behandle og samkøre
data til brug for kontrollen. I den forbindelse vil der ske
behandling primært af relevante produkt- og virksomheds‐
informationer. Det forventes dog, at persondata vil blive
behandlet i mindre omfang. Det vurderes, at persondataene
alene vil være i form af oplysninger fra enkeltmandsvirk‐
somheder. Behandlingen af oplysninger vil ske inden for
rammerne af databeskyttelseslovgivningen. Forslaget følger
dermed princip 5 om tryg og sikker datahåndtering.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er‐
hvervslivet m.v.
Lovforslaget forventes at medføre mindre økonomiske
omkostninger for udbydere af informationssamfundstjene‐
ster, der ved domstolskendelse kan pålægges at blokere for
onlinegrænseflader efter produktlovens § 18.
Lov om sikkerhed til søs indeholder allerede en beføjelse
til at opkræve gebyrer. Den foreslåede ændring af lov om
sikkerhed til søs kan dog medføre en mindre udvidelse af
kontrolmyndighedernes beføjelser til at opkræve gebyrer,
bl.a. til at kræve refundering af udgifter i forbindelse med
destruktion af produkter, i det omfang det ikke allerede føl‐
ger af lov om sikkerhed til søs. Det forventes ikke at medfø‐
re nævneværdige udgifter for erhvervslivet, da lovforslaget
alene vedrører myndighedernes kontrol.
Samlet set forventes lovforslaget ikke at medføre økono‐
miske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Det vurderes i forbindelse med principperne for agil er‐
hvervsrettet regulering, at princip 1 og 4 ikke er relevante
for forslaget.
De tekniske krav til produkter er i høj grad baseret på EU-
regler. Som oftest indeholder EU-reglerne en række væsent‐
lige sikkerhedskrav, som et produkt skal leve op til. Hvis
produktet er i overensstemmelse med en harmoniseret stan‐
dard, er der formodning for, at de væsentlige sikkerheds‐
krav er opfyldt, men det er ikke et krav, at standarden
følges. Forslaget er dermed i overvejende grad funktionsba‐
seret regulering, hvilket endvidere vil være udgangspunktet
for de regler, der fastsættes efter bemyndigelse i medfør af
lovforslaget. Samtidig stilles der ikke i lovforslaget krav om
specifikke teknologier eller løsninger som forudsætning for
at overholde lovens formål. Forslaget understøtter dermed
princip 2 og 3.
Det vil i regi af det fællesstatslige Center for Markeds‐
overvågning blive undersøgt, hvorvidt en fælles internetpor‐
tal er hensigtsmæssig for at sikre en brugervenlig formid‐
ling af produktlovgivningen. Det vil derfor blive undersøgt,
hvorvidt princip 5 er relevant i forhold til forslaget. I samme
forbindelse vil det blive undersøgt, om der er mulighed for
at indgå samarbejdsaftaler kontrolmyndighederne imellem,
så en internetportal i givet fald vil omfatte information om
mest muligt relevant produktlovgivning.
30
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konse‐
kvenser for borgerne.
6. Klima- og miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at have klima-, miljø-, eller
naturmæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget supplerer markedsovervågningsforordnin‐
gen, for så vidt angår produkter, som er omfattet af EU-re‐
gulering angivet i forordningens bilag 1, og som er omfattet
af lovforslagets ændringer til produktlovens anvendelsesom‐
råde, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, og ændringen af lov om
sikkerhed til søs, jf. § 3, nr. 2. Forslaget gælder således en
række minimumsbeføjelser for kontrol med metrologiområ‐
det, krystalglasvarer og mærkning af fodtøj og tekstiler, som
kræves efter markedsovervågningsforordningen. Derudover
fastsættes straffebestemmelser for overtrædelse af forordnin‐
gen i relation til de produktområder, som omfattes af pro‐
duktloven med dette lovforslag.
Samtidig indebærer lovforslaget, at de påkrævede befø‐
jelser i markedsovervågningsforordningen, der er fastsat i
produktloven, kan anvendes på de øvrige produktområder
omfattet af lovforslagets udvidelse af produktlovens anven‐
delsesområde, som ikke er omfattet af bilag 1 til markeds‐
overvågningsforordningen. Lovforslaget skal således gælde
både produkter, der er produktspecifikke EU-krav til (har‐
moniserede produkter) og produkter der er reguleret i dansk
ret (nationalt regulerede produkter).
Der henvises i øvrigt til pkt. 1.1. og pkt. 2.1.2.
Lovforslaget indeholder endvidere hjemmel til at kunne
håndhæve Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 1007/2011 af 27. september 2011 om tekstilfiberbeteg‐
nelser og tilknyttet etikettering og mærkning af tekstilpro‐
dukters fibersammensætning.
Det foreslås, at erhvervsministeren - ligesom det er tilfæl‐
det i dag - bemyndiges til at kunne fastsætte de nærmere
regler administrativt, jf. lovforslagets § 1, nr. 10. Produktlo‐
vens eksisterende hjemler i § 8 og § 26, stk. 2, foreslås
tillige anvendt på de nye områder. Det drejer sig eksempel‐
vis om at fastsætte regler om sprogkrav og om udpegning af
overensstemmelsesvurderingsorganer. Herudover medfører
lovforslaget, at der på samme måde som i dag, kan fastsæt‐
tes straffebestemmelser for overtrædelser af forordningerne.
Lovforslaget implementerer delvist og indeholder hjem‐
mel til at fastsætte regler, der implementerer følgende direk‐
tiver: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/31/EU
af 26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes
lovgivning vedrørende tilgængeliggørelse på markedet af
ikke-automatiske vægte, Europa-Parlamentets og Rådets di‐
rektiv 2014/32/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af
medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse på markedet
af måleinstrumenter, Europa-Parlamentets og Rådets direk‐
tiv 2009/34/EU af 23. april 2009 om fælles bestemmelser
for måleinstrumenter og for måletekniske kontrolmetoder,
Rådets direktiv 75/107/EØF af 19. december 1974 om til‐
nærmelse af medlemsstaternes lovgivning om flasker som
målebeholdere, Rådets direktiv 76/211/EØF af 20. januar
1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgiv‐
ning om emballering af visse varer efter vægt eller volumen
i færdigpakninger, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/45/EF af 5. september 2007 om indførelse af bestem‐
melser om nominelle mængder for færdigpakkede produk‐
ter, Rådets direktiv 69/493/EØF af 15. december 1969
om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om kry‐
stalglas, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/11/EF
af 23. marts 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlems‐
staternes love og administrative bestemmelser vedrørende
mærkning af materiale anvendt i hovedbestanddelene af fod‐
tøj med henblik på salg i detailleddet og Rådets direktiv
80/181/EØF af 20. december 1979 om indbyrdes tilnærmel‐
se af medlemsstaternes lovgivning om måleenheder.
Det foreslås ligesom anført i forrige afsnit om forordnin‐
gerne, at erhvervsministeren bemyndiges til at kunne fast‐
sætte de nærmere regler administrativt, jf. lovforslagets § 1,
nr. 10, herunder f.eks. de produktspecifikke krav, der følger
af hvert enkelt direktiv. Produktlovens eksisterende hjemler
i § 8 og § 26, stk. 2, foreslås tillige anvendt på de nye om‐
råder. Det foreslås endvidere, at der kan fastsættes straffebe‐
stemmelser for overtrædelser af reglerne efter bestemmelsen
i produktlovens § 37, stk. 6.
Rammebestemmelserne og bemyndigelserne i lovforslaget
skal sikre, at Danmark fortsat kan leve op til de gældende
EU-krav på de ovennævnte områder.
Markedsovervågningsforordningen indeholder krav til
markedsovervågningsmyndighedens minimumsbeføjelser
ved kontrol af produkter, der bl.a. er omfattet af fritidsfar‐
tøjsdirektivet og skibsudstyrsdirektivet og de nye områder
i produktlovens anvendelsesområde. Markedsovervågnings‐
forordningen finder endelig anvendelse den 16. juli 2021.
Lovforslaget vil sikre, at markedsovervågningsforordnin‐
gens krav til kontrolmyndighedernes minimumsbeføjelser
vil kunne sikres fuldt ud for så vidt angår skibsudstyr, fri‐
tidsfartøjer og personlige fartøjer. Lovforslaget vil dog på
søfartsområdet blive suppleret af en bekendtgørelse med
hjemmel i lov om sikkerhed til søs, som fastsætter straf for
overtrædelse af markedsovervågningsforordningen.
De beføjelser efter produktloven, som foreslås anvendt for
tilsyn efter lov om sikkerhed til søs indeholder både flere og
bredere beføjelser end kravene til minimumsbeføjelserne i
markedsovervågningsforordningen.
Lovforslaget vil således, ligesom den gældende produkt‐
lov, gå videre end minimumskravene efter markedsovervåg‐
ningsforordningen.
Erhvervsministeriet vurderer, at den foreslåede regulering
vil være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet
og således ikke er i strid med EU-retten.
Lovforslaget vedrører dele af Europa-Parlamentets og Rå‐
dets direktiv 2014/89/EU om rammerne for maritim fysisk
planlægning, der er gennemført i dansk lovgivning ved
havplanloven (lov nr. 615 af 8. juni 2016 om maritim fy‐
31
sisk planlægning). Gennemførelse af direktivets bestemmel‐
se om, at medlemsstaterne skal gennemføre en havplanlæg‐
ning, vil ske ved, at erhvervsministeren fastsætter regler i en
bekendtgørelse om en samlet havplan for de danske havom‐
råder, der får foreløbig retsvirkning, når forslaget til havplan
offentliggøres. Den foreslåede lovændring, hvor fristen ud‐
går af havplanloven, vurderes at ligge inden for direktivets
rammer.
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 26. oktober
2020 til den 4. december 2020 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
3F – Fagligt Fælles Forbund, 3F Sømændene, 92-gruppen,
Advokatrådet, Advokatsamfundet, Affald Danmark, Akade‐
miet for de Tekniske Videnskaber, Akademikernes Central‐
organisation, Akademirådet, Albertslund Kommune, Allerød
Kommune, American Bureau of Shipping (ABS), Andelsbo‐
ligforeningernes Fællesrepræsentation, Anne Christiansen,
Syd-dansk Universitet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Arbejdsmiljørådet, Arkitektforeningen, Arkitektskolen i År‐
hus, Asfaltindustrien, Assens Kommune, ATV – Akademiet
for de Tekniske Videnskaber, BA Technologies, Ballerup
Kommune, Batteriforeningen, Bauer Media, Bekæmpelses‐
middelrådets medlemmer, Benzinforhandlernes Fælles re‐
præsentation, Billund Kommune, Biokemisk Forening ved
Vivian Dyrup Juhl, Biologi-forbundet, BL − Danmarks
Almene Boliger, Bo Riemann, Aarhus Universitet, Boo‐
king.com, Bornholms Kommune, Bornholmstrafikken Hol‐
ding A/S, BOSAM, Branchearbejdsmiljørådet Jord til Bord,
Brancheforeningen Dansk Luftfart, Brancheforeningen SPT,
Branchen Forbruger-Elektronik (BFE), Brunata A/S, Bryg‐
geriforeningen, Brøndby Kommune, Brønderslev Kommu‐
ne, Bureau Veritas (BV), Bureau Veritas Danmark, By &
Havn, "”BYFO – Foreningen for ejere af private fredede
ejendomme i Danmark"”, Byggeskadefonden, Byggesocie‐
tetet, Bygherreforeningen, Bygningskultur Danmark, Bære‐
dygtigt Landbrug, Bådklubben Valby, Campingrådet, Cam‐
pingstjerner, Canal Digital Danmark A/S, Center for Fiskeri,
Centralorganisationen 2010, "”Centralorganisationen af in‐
dustriansatte i Danmark (CO-industri)"”, Centralorganisatio‐
nernes Fællesudvalg (CFU), Certificerede Organers Forum,
China Classification Society (CCS), CLM-Erfa-grupper,
Clorius Controls, Copenhagen Suborbitals, CO-Søfart, Coop
Danmark, COWI, DAKOFA (Dansk Kompetencecenter for
Affald), DANAK – Den Danske Akkrediteringsfond, Dania
Met, Danish Airline Pilots Association, Danish Seafood As‐
sociation, Danish Space Challenge (DSC), Danmarks Aktive
Forbrugere, Danmarks Apotekerforening, Danmarks Cykel
Union, Danmarks Erhvervsforskningsakademi, Danmarks
Farve- og Limindustri, Danmarks Fiskeriforening, Dan‐
marks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, Danmarks
Frie Auto-Campere, Danmarks Frie Forskningsfond, Dan‐
marks Fritidssejler Union, Danmarks Grundforskningsfond,
Danmarks Idrætsforbund, Danmarks Innovationsfond, Dan‐
marks Jægerforbund, Danmarks Lejerforening, Danmarks
Medie- og Journalisthøjskole, Danmarks Meteorologiske
Institut, Danmarks Nationale Metrologiinstitut, Danmarks
Naturfredningsforening, Danmarks Pelagiske Producentor‐
ganisation (DPPO), Danmarks Skibskredit A/S, Danmarks
Skibsmæglerforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dan‐
marks Tekniske Universitet, Danmarks Tekniske Universitet
- Institut for Akvatiske Ressourcer, Danmarks Vindmølle‐
forening, Danmarks Vækstråd, DANSAM, Dansk Affalds‐
forening, Dansk Akvakultur, Dansk Amatørfiskerforening,
Dansk Amatør Raket Klub (DARK), Dansk Arbejdsgiver‐
forening, Dansk Autogenbrug, Dansk Automobil Sports
Union (DASU), Dansk Bilbrancheråd, Dansk Blindesam‐
fund, Dansk Botanisk forening, Dansk Byggeri, Dansk Byg‐
ningsinspektørforening, Dansk Byplanlaboratorium, Dansk
Camping Union, Dansk Center for Forskningsanalyse,
Dansk Cyklistforbund, Dansk Erhverv, Dansk Detail, Dansk
Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Entomolo‐
gisk Forening, Dansk Erhverv, Dansk ErhvervsFremme,
Dansk Firmaidræt, Dansk Fjernvarme, Dansk Flyvelederfor‐
ening, Dansk Forening for Rosport, Dansk Fritidsfiskerfor‐
bund, Dansk Fåreavl, Dansk Gartneri, Dansk Gasteknisk
Center DGC, Dansk Industri, Dansk Journalistforbund,
Dansk Juletræsdyrkerforening, Dansk Jægerforbund, Dansk
Kano- og Kajak Forbund, Dansk Kyst- og Naturturisme,
Dansk Land- og Strandjagt, Dansk Landboungdom, Dansk
Landbrugsrådgivning (DLBR). Dansk Landskabsarkitekt‐
forening, Dansk Magisterforening, Dansk Metal, Dansk
Miljøteknologi, Dansk Mode og Textil, Dansk Navigatør‐
forening, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Pattedyr‐
forening, Dansk Pelsdyravlerforening, Dansk Planteværn,
Dansk producentansvarssystem (DPA-System), Dansk Rets‐
politisk Forening, Dansk RIB Charterforening, Dansk Sejl‐
union, Dansk skovforening, Dansk Solvarme Forening,
Dansk Sportsdykker Forbund, Dansk Standard, Dansk Su‐
permarked I/S, Dansk Svømmeunion, Dansk Transport og
Logistik, Dansk Træforening, Dansk Træinformation, Dansk
Vand- og Spildevandsforening, Dansk Vandrelaug, Dansk
Vandski & Wakeboard Forbund, Dansk Yacht Union, Dan‐
ske Advokater, Danske Anlægsgartnere, Danske Arkitek‐
tvirksomheder, Danske Boligadvokater, Danske Energifor‐
brugere, Danske Falkejagtklub, Danske Handicaporganisati‐
oner, Danske Havne, Danske Havnevirksomheder, Danske
Kloakmestre, Danske Landskabsarkitekter, Danske Lodser,
Danske Maritime, Danske Maskinstationer og Entreprenø‐
rer, Danske Mediedistributører, Danske Medier, Danske Mu‐
seer (ODM), Danske Rederier, Danske Regioner, Danske
Revisorer, Danske Råstoffer, Danske Speditører, Danske
Studenters Roklub, Danske Svineproducenter, Danske Tegl,
Danske træindustrier, Danske Tursejlere, Danske Udlejere,
Danske Vandløb, Danske Vandværker, DANstar, DANVA,
Danvægt, DanWEC, DCA – Nationalt Center for Fødeva‐
rer og Jordbrug, DCE – Nationalt Center for Miljø og
Energi, De Danske Frie Autocampere, De Danske Skytte‐
foreninger, De Samvirkende Købmænd, DELTA, Den Dan‐
ske dommerforening, Den Danske Dyrlægeforening, Den
Danske Landinspektørforening, Den Danske Nationalkomité
for Geologi, Det Centrale Handicapråd, Det Danske Fjer‐
kræråd, Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab,
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Det Na‐
32
tionale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og
Forskning –KO0RA, Det Økologiske Råd, Det Økonomi‐
ske Råd, DGI, DHI, DI Transport, DIN Forsyning A/S,
DJØF, Dk4, DKCPC (Danish Cable Protection Commit‐
tee), DNV GL Denmark A/S, DOF, DONG Energy, DR,
Dragør Kommune, Drivkraft Danmark, DSB, DTU Aqua
– Institut for Akvatiske Ressourcer, Duelighedsklubben,
Dykkerfirmaernes Brancheforening, Dyrenes Beskyttelse,
Egedal Kommune, EHS Foreningen af el-overfølsomme,
Ejendomsforeningen Danmark, Ejendomsmæglernes Lands‐
organisation, Ejerportal.dk, Ellen Margrethe Basse, Aarhus
Universitet, ELO Erhvervslejernes Landsorganisation, Elre‐
tur, Energi- og Olieforum.dk, Energinet.dk, Eniig Energitek‐
nik A/S, EnviNa, Erhvervs-flyvningens Sammenslutning,
Erhvervslejernes Landsorganisation, Esbjerg Kommune, Es‐
bjerg Lufthavn, Evida, F-Camping, FAB – Foreningen af
byplanlæggere, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Fag og
Arbejde (FOA), Fanø Kommune, Favrskov Kommune, Fa‐
xe Kommune, Feriehusudlejernes Brancheforening, Fersk‐
vandsfiskeriforeningen, Finans Danmark, Finansrådet, Fi‐
nanssektorens Arbejdsgiverforening, Fiskeriets Arbejdsmil‐
jøråd, Fiskeringen, Fiskernes Forbund, Fjernvarme Fyn
A/S, Focus Advokater, Fonden Femern Belt Development,
Fonden Teknologirådet, Forbrugerlaboratoriet, Forbruger‐
ombudsmanden, Forbrugerrådet Tænk, Forbundet arkitekter
og designere, Force Certification, FORCE Technology, For‐
eningen af Bioteknologiske Industrier i Danmark, Forenin‐
gen af Bæredygtige Byer og Bygninger, Foreningen af Dan‐
ske Biologer, Foreningen af Danske Brøndborer, Forenin‐
gen af Danske Kraft-varmeværker, Foreningen af Danske
Privathavne, Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark,
"”Foreningen af Fredningsnævnsformænd i Danmark og dis‐
ses suppleanter"”, Foreningen af Lystbådehavne i Danmark,
"”Foreningen af Miljø-, plan- og naturmedarbejdere i det
offentlige (EnviNa)"”, Foreningen af Rådgivende Ingeni‐
ører, Foreningen Bevaringsværdige Bygninger, Foreningen
Biogas, Foreningen Biogasbranchen, Foreningen Danske
Olieberedskabslagre, Foreningen Digitale Publicister, "”For‐
eningen for Danmarks Fiskemel og Fiskeolieindustri"”, For‐
eningen for Dansk Internethandel, Foreningen for Dansk
Internet Handel, Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri, For‐
eningen til Langturssejladsens Fremme, Foreningen Ugeavi‐
serne, Foreningen Vandværker i Danmark, Forsikring &
Pension, Forsvarsakademiet, Fredensborg Kommune, Frede‐
ricia Kommune, Frederiksberg Kommune, Frederikshavn
Kommune, Frederikssund Kommune, Friluftsrådet, Fritids‐
husejernes Landsforening, fsb - lejeboliger i hovedstaden,
Furesø Kommune, Færgesekretariatet, Færøernes Landssty‐
re (rigsombudsmanden), Faaborg-Midtfyn Kommune, Gen‐
tofte Kommune, GEUS, GI – Genvindings Industrien, Glad‐
saxe Kommune, Glasindustrien, Glostrup Kommune, God‐
kendt Teknologisk Service, Gold FM/Klassisk FM ApS,
Grakom, Greenpeace Danmark, Greve Kommune, Gribskov
Kommune, Grundejernes Investeringsfond, Grønlands selv‐
styre (Rigsombudsmanden), Grønne Familier, Guldborgsund
Kommune, Haderslev Kommune, Halsnæs Kommune, Han‐
delsflådens Arbejdsmiljø- og Velfærdsråd, Havbrugsgrup‐
pen, Havkajakroerne, HedeDanmark, Hedeselskabet, He‐
densted Kommune, Helle Tegner Anker, Københavns Uni‐
versitet, Helsingør Kommune, Herlev Kommune, Herning
Kommune, Herregårdsjægerne, Hillerød Kommune, Hjør‐
ring Kommune, HK Danmark, HK Handel, HK-Kommunal,
HMN naturgas, Hofor A/S, HORESTA, Holbæk Kommune,
Holstebro Kommune, Horsens Kommune, Huslejenævnsfor‐
eningen, Hvidovre Kommune, Høje-Taastrup Kommune,
Høreforeningen, Hørsholm Kommune, Håndværksrådet, I/S
DIGI-TV, Ikast-Brande Kommune, Ingeniørforeningen IDA,
Ingeniørforeningen i Danmark, Institut for Center Planlæg‐
ning, ICP A/S, Institut for menneskerettigheder, Interna‐
tional Transport Danmark (ITD), Ishøj Kommune, ITEK,
Jammerbugt Kommune, Jet-ski.dk, Jet-Trade Powersport
ApS, Kalk- og Teglværksforeningen, Kalundborg Kommu‐
ne, Kanal Hovedstaden, Kanal 23, Kerteminde Kommune,
KIMO Danmark, Klagenævnet for Ejendomsformidling,
Kolding Kommune, Kolonihaveforbundet, Komiteen Bære‐
dygtig Kystkultur, Kommunalteknisk Chefforening, Kom‐
munekemi A/S, Kommunernes Landsforening KL, Konpa,
Korean Register of Shipping (KRS), Kunstakademiets Arki‐
tektskole, Kyst, Land & Fjord, Københavns Kommune, Kø‐
benhavns Kommune – Center for byudvikling, Københavns
Lufthavne A/S, Københavns Universitet, Københavns Uni‐
versitet – Biologisk Institut, Københavns Universitet - Insti‐
tut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Uni‐
versitet - Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Køge
Kommune, LandBoUngdom, Landbrug & Fødevarer, Land‐
distrikternes Fællesråd, Landsforeningen af Danske Mælke‐
producenter, Landsforeningen af Landsbysamfund, Lands‐
foreningen Danske Fugle-foreninger, Landsforeningen for
Bygnings- og Landskabskultur, Landsforeningen for Gyl‐
leramte, Landsforeningen Levende Hav, Landsforeningen
Praktisk Økologi, Landsforeningen Ældre Sagen, Lands‐
foreningen, Landsbyerne i Danmark, Langeland Kommu‐
ne, Lederne Søfart, Lejernes Landsorganisation, Lejernes
Landsorganisation i Danmark, Lejre Kommune, Lemvig
Kommune, Lloyd’s Register (LR), LO, Lodstilsynet, Lol‐
land Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune, Lægeforenin‐
gen, Lægemiddelindustriforeningen (LIF), Læsø Kommu‐
ne, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Mariagerfjord Kommune,
Maskinmestrenes Forening, Mejeriforeningen, Metroselska‐
bet I/S, Middelfart Kommune, Midtfyns Vandforsyning,
Miljøbevægelsen NOAH, Miljøpartiet de Grønne, Mobilsel‐
skabet 3, Moesgaard Museum, Morsø Kommune, "MORTA‐
LIN Brancheforeningen for kommunal skadedyrsbekæmpel‐
se", Movia, Mærsk Olie & Gas A/S , Nationalpark Konger‐
nes Nordsjælland, sekretariatet, Nationalpark Mols Bjerge,
sekretariatet, Nationalpark Skjoldungernes Land, sekretaria‐
tet, Nationalpark Thy, sekretariatet, Nationalpark Vadeha‐
vet, sekretariatet, Natur og Ungdom, Naviair, Nippon Kaiji
Kyokai (Class NK), Norddjurs Kommune, Nordfyns Kom‐
mune, Nordicom, Nordisk konservatorforbund, Novo Nor‐
disk A/S, Nyborg Kommune, Næstved Kommune, OCFF,
Outdoor*Camping*Ferie&Fritid, Odder Kommune, Oden‐
se Kommune, Odsherred Kommune, Offentlige Ansattes
Organisation, Olie Gas Danmark, Parcelhusejernes Lands‐
forening, Partnerskabet for Bølgekraft, Peter Pagh, Køben‐
havns Universitet, Plastindustrien, Polski Rejestr Statków
33
(Polish Register of Shipping – PRS), Praktiserende Land‐
inspektørers Forening, Radiotelegrafistforeningen af 1917,
Rambøll Danmark, Randers Kommune, RealDania, Realkre‐
ditankenævnet, Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Re‐
bild Kommune, Registro Italiano Navale (RINA), ReturBat,
Ringkøbing-Skjern Kommune, Ringsted Kommune, Roskil‐
de Kommune, RUC – Roskilde Universitetscenter, RUC –
Institut for Naturvidenskab og Miljø, Rudersdal Kommune,
Rødovre Kommune, Rådet for Bæredygtig trafik, Rådet for
Danske Campister, Rådet for Sikker Trafik, Rådet for Stør‐
re Badesikkerhed, Sammenslutningen af Danske Småøer,
Sammenslutningen af mindre Erhvervsfartøjer, Samsø Kom‐
mune, Silkeborg Kommune, Skanderborg Kommune, Skive
Kommune, Skobranchen, Skov & Landskab (Københavns
Universitet), Skovdyrkerforeningerne, Slagelse Kommune,
SMVdanmark, Småskovsforeningen Danmark, Småøernes
Færgeselskaber, Solrød Kommune, Sorø Kommune, Spil‐
devandsteknisk Forening, Statens Byggeforskningsinstitut
(Aalborg Universitet), Stevns Kommune, Stofa A/S, Stor‐
københavns Erhvervslejerforening, Strandingsmuseum St
George, Struer Kommune, Sund & Bælt, Svendborg Kom‐
mune, Syddansk Universitet, Syddjurs Kommune, Søassu‐
rancen Danmark, Sølovsudvalget, Sønderborg Kommune,
Sølovsudvalget, TEKNIQ Arbejdsgiverne, Teknologi-Rådet,
Teknologisk Institut, Teleindustrien, Telekommunikationsin‐
dustrien, Telenor, Tempo Bådsalg, Tine Herreborg Jørgen‐
sen, Aalborg Universitet, Thisted Kommune, Trafikforbun‐
det, Trefor, Trescal A/S, Trolle Advokatfirma, Trygfonden
– Kystlivredning, Træskibssammenslutningen, Turisterhver‐
vets Samarbejdsforum, TV 2 Bornholm, TV 2/Danmark
A/S, TV 2/Fyn, TV 2/Lorry, TV 2/Nord, TV 2/Øst, TV
2/Østjylland, TV 3 A/S, TV Midt Vest, TV Syd, Tønder
Kommune, Tårnby Kommune, TÜV Nord Danmark ApS,
UL International Demko A/S, UL Danmark, Ulykkesanaly‐
segruppen, Uni Inspection, Uniscrap, Vallensbæk Kommu‐
ne, Varde Kommune, Varefakta, Vejen Kommune, Vejle
Kommune, Verdens Skove, Verdensnaturfonden (WWF),
Vesthimmerlands Kommune, Viasat, Vibo, Viborg Kommu‐
ne, Videnscenter for Landbrug, Vikingeskibsmuseet, Vildt‐
forvaltningsrådet, Vindmølleindustrien, Visit Denmark, VI‐
VE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Vel‐
færd, Vordingborg Kommune, WAOO, YOUSEE, Ældresa‐
gen, Ærø Kommune, Økologisk Landsforening, Ørsted, Aa‐
benraa Kommune, Aalborg Kommune, Aalborg Lufthavn,
Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Aarhus Universitet
– Institut for Bioscience, Aarhus Universitet – Institut for
Miljøvidenskab, Aarhus Universitet – Nationalt Center for
Miljø og Energi, Ålborg Portland og Århus Kommune.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative
konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Begrænsede merudgifter
Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Begrænsede merudgifter
Økonomiske konsekvenser for er‐
hvervslivet
Ingen Begrænsede merudgifter. Erhvervsmi‐
nisteriet vurderer, at lovforslaget ikke
vil medføre økonomiske konsekvenser
på over 10 mio. kr.
Administrative konsekvenser for er‐
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for bor‐
gerne
Ingen Ingen
Klimamæssige konsekvenser Ingen Ingen
Miljø- og naturmæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget vurderes at være i overensstemmelse med EU-retten.
Lovforslaget supplerer Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2019/1020 af 20. juni 2019 om markedsovervågning og produktoverensstemmel‐
se og om ændring af direktiv 2004/42/EF og forordning (EF) nr. 765/2008 og
(EU) nr. 305/2011.
34
Lovforslaget indeholder hjemmel til at kunne håndhæve Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 1007/2011 af 27. september 2011 om tekstilfiberbeteg‐
nelser og tilknyttet etikettering og mærkning af tekstilprodukters fibersammen‐
sætning og om ophævelse af Rådets direktiv 73/44/EØF og Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 96/73/EF og 2008/121/EF.
Lovforslaget indeholder hjemmel til at kunne fastsætte regler, som supplerer
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om
kravene til akkreditering.
Lovforslaget implementerer delvist og indeholder hjemmel til at kunne fastsætte
regler, der implementerer følgende direktiver med senere ændringer:
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/31/EU af 26. februar 2014 om
harmonisering af medlemsstaternes lovgivning vedrørende tilgængeliggørelse på
markedet af ikke-automatiske vægte, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/32/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love
om tilgængeliggørelse på markedet af måleinstrumenter, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/34/EF af 23. april 2009 om fælles bestemmelser for må‐
leinstrumenter og for måletekniske kontrolmetoder, Rådets direktiv 75/107/EØF
af 19. december 1974 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om fla‐
sker som målebeholdere, Rådets direktiv 76/211/EØF af 20. januar 1976 om
indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om emballering af visse
varer efter vægt eller volumen i færdigpakninger, Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2007/45/EF af 5. september 2007 om indførelse af bestemmelser om
nominelle mængder for færdigpakkede produkter, om ophævelse af Rådets direk‐
tiv 75/106/EØF og 80/232/EØF og om ændring af Rådets direktiv 76/211/EØF,
Rådets direktiv 69/493/EØF af 15. december 1969 om tilnærmelse af medlems‐
staternes lovgivninger om krystalglas, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
94/11/EF af 23. marts 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love
og administrative bestemmelser vedrørende mærkning af materialer anvendt i
hovedbestanddelene af fodtøj med henblik på salg i detailleddet, Rådets direktiv
80/181/EØF af 20. december 1979 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstater‐
nes lovgivning om måleenheder og om ophævelse af direktiv 71/354/EØF, og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/89/EU om rammerne for maritim
fysisk planlægning.
Er i strid med de principper for imple‐
mentering af erhvervsrettet EU-regule‐
ring/
Går videre end minimumskrav i EU-
regulering
(sæt X)
Ja
X
Nej
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Den gældende produktlov indeholder en fodnote, som in‐
deholder en række direktiver og forordninger.
Det foreslås, at fodnoten til lovens titel affattes således:
”Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3.
december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed, EF-
Tidende 2002, nr. L 11, side 4, Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner
og om ændring af direktiv 95/16/EF, EU-Tidende 2006,
nr. L 157, side 24, Europa-Parlamentets og Rådets direk‐
tiv 2014/34/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af
medlemsstaternes love om materiel og sikringssystemer til
anvendelse i en potentielt eksplosiv atmosfære, EU-Tidende
2014, nr. L 96, side 309, Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/33/EU af 26. februar 2014 om harmonisering
af medlemsstaternes love om elevatorer og sikkerhedskom‐
ponenter til elevatorer, EU-Tidende 2014, nr. L 96, side 251,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/68/EU af 15.
maj 2014 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning
om tilgængeliggørelse på markedet af trykbærende udstyr,
EU-Tidende 2014, nr. L 189, side 164, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2010/35/EU af 16. juni 2010 om trans‐
portabelt trykbærende udstyr og om ophævelse af Rådets di‐
rektiv 76/767/EØF, 84/525/EØF, 84/526/EØF, 84/527/EØF
og 1999/36/EF, EU-Tidende 2010, nr. L 165, side 1, Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2014/29/EU af 26. februar
35
2014 om harmonisering af medlemsstaternes love om til‐
gængeliggørelse af simple trykbeholdere på markedet, EU-
Tidende 2014, nr. L 96, side 45, Rådets direktiv 75/324/EØF
af 20. maj 1975 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgiv‐
ning om aerosoler, EF-Tidende 1975, nr. L 147, side 40, Eu‐
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/35/EU af 26. fe‐
bruar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love om
tilgængeliggørelse på markedet af elektrisk materiel bestemt
til anvendelse inden for visse spændingsgrænser, EU-Tiden‐
de 2014, nr. L 96, side 357, Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/29/EU af 12. juni 2013 om harmonisering af
medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse af pyrotekni‐
ske artikler på markedet, EU-Tidende 2013, nr. L 178, side
27, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/48/EF af
18. juni 2009 om sikkerhedskrav til legetøj, EU-Tidende
2009, nr. L 170, side 1, Rådets direktiv 87/357/EØF af
25. juni 1987 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstater‐
nes lovgivning om produkter, der på grund af deres ydre
fremtræden kan forveksles med andre produkter og herigen‐
nem være til fare for forbrugernes sundhed eller sikkerhed,
EF-Tidende 1987, nr. L 192, side 49, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2014/31/EU af 26. februar 2014 om
harmonisering af medlemsstaternes lovgivning vedrørende
tilgængeliggørelse på markedet af ikke-automatiske vægte,
EU-Tidende 2014, nr. L 96, side 107, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2014/32/EU af 26. februar 2014 om
harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggø‐
relse på markedet af måleinstrumenter, EU-Tidende 2014,
nr. L 96, side 149, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/34/EF af 23. april 2009 om fælles bestemmelser for
måleinstrumenter og for måletekniske kontrolmetoder, EU-
Tidende 2009, nr. L 106, side 9, Rådets direktiv 75/107/EØF
af 19. december 1974 om tilnærmelse af medlemsstater‐
nes lovgivning om flasker som målebeholdere, EF-Tidende
1975, nr. L 42, side 14, Rådets direktiv 76/211/EØF af 20.
januar 1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes
lovgivning om emballering af visse varer efter vægt eller
volumen i færdigpakninger, EF-Tidende 1976, nr. L 46, side
1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/45/EF af
5. september 2007 om indførelse af bestemmelser om nomi‐
nelle mængder for færdigpakkede produkter, om ophævelse
af Rådets direktiv 75/106/EØF og 80/232/EØF og om æn‐
dring af Rådets direktiv 76/211/EØF, EU-Tidende 2007, nr.
L 247, side 17, Rådets direktiv 69/493/EØF af 15. decem‐
ber 1969 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger
om krystalglas, EF-Tidende 1969, nr. L 326, side 36, Euro‐
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/11/EF af 23. marts
1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og
administrative bestemmelser vedrørende mærkning af mate‐
rialer anvendt i hovedbestanddelene af fodtøj med henblik
på salg i detailleddet, EF-Tidende 1994, nr. L 100, side
37, og Rådets direktiv 80/181/EØF af 20. december 1979
om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning
om måleenheder og om ophævelse af direktiv 71/354/EØF,
EF-Tidende 1980, nr. L 39, side 40. ”
Med den forslåede affattelse af fodnoten udgår de sidste
to pkt. i den eksisterende fodnote, hvoraf det fremgår: ”I
loven er der medtaget visse bestemmelser fra Europa-Parla‐
mentets og Rådets forordning (EU) 2019/1020 af 20. juni
2019 om markedsovervågning og produktoverensstemmelse
og om ændring af direktiv 2004/42/EF og forordning (EF)
nr. 765/2008 og (EU) nr. 305/2011, EU-Tidende 2019, nr. L
169, side 1. Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder en for‐
ordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af dis‐
se bestemmelser i loven er således udelukkende begrundet i
praktiske hensyn og berører ikke forordningens umiddelbare
gyldighed i Danmark. ”
Det foreslås, at disse to pkt. udgår af fodnoten, da der ikke
er gengivet bestemmelser fra forordningen i produktloven,
hvorfor de ikke findes relevante.
Det foreslås herudover i lovforslagets § 1, at fodnoten af‐
fattes således, at der henvises til EU-reguleringen på metrol‐
ogiområdet, på området for krystalglasvarer og områderne
for mærkning af fodtøj og tekstiler. Dette som konsekvens
af, at det med lovforslaget forslås, at metrologiområdet, om‐
rådet for krystalglasvarer og områderne for mærkning af
fodtøj og tekstiler skal indføres i produktloven. Produktlo‐
ven vil herefter også gennemføre EU-reguleringen på disse
områder, og det foreslås derfor, at der i fodnoten henvises til
den relevante EU-regulering på områderne.
Til nr. 2
Af § 2, stk. 1, i produktloven fremgår det, at loven finder
anvendelse på en række produkter, der er omfattet af de i §
2, stk. 1, nr. 1-15, nævnte direktiver eller forordninger.
Erhvervsfremmeloven indeholder ikke en bestemmelse
om lovens anvendelsesområde. Det fremgår i stedet af de
enkelte bestemmelser i loven, hvad de finder anvendelse
på. Det fremgår af § 18 i erhvervsfremmeloven, at erhvervs‐
ministeren fastsætter regler om metrologi, herunder om,
hvilke måleenheder der finder anvendelse, regler om etable‐
ring og vedligeholdelse af primær- og referencenormaler,
regler om måleteknik og måleinstrumenter og deres anven‐
delse, regler om anmeldelsespligt for ibrugværende målein‐
strumenter, regler om måleteknisk kontrol, regler om, hvil‐
ke varer der skal sælges i bestemte enheder i henseende
til mål eller vægt, herunder regler om klassificering, sorte‐
ring og lign., og regler om bemyndigelse af organer til at
udføre overensstemmelsesvurderingsopgaver i henhold til
nationale regler og EU-retten. På den baggrund er der med
hjemmel i erhvervsfremmeloven fastsat bekendtgørelser om
anvendelse af 1) målesystemer til kvantitativ måling af an‐
dre væsker end vand og udmåling af luftformig gas i porti‐
oner, 2) automatiske vægte, 3) ikke-automatiske vægte, 4)
flerdimensionale måleinstrumenter og 5) måleinstrumenter
til måling af forbrug af vand, gas, el eller varme. Der er
endvidere med hjemmel i erhvervsfremmeloven fastsat be‐
kendtgørelser om 1) flasker som målebeholdere, 2) e-mærk‐
ning af færdigpakkede varer, 3) varmefordelingsmålere, der
anvendes som grundlag for fordeling af varmeudgifter, 4)
om krav til målerinstallatører, som monterer, skalerer og
servicerer varmefordelingsmålere, 5) om tilgængeliggørelse
på markedet af måleinstrumenter, 6) tilgængeliggørelse på
markedet af ikke-automatiske vægte, 7) måleteknisk kontrol
med målere, der anvendes til måling af forbrug af køleenergi
36
i fjernkøleanlæg og centralkøleanlæg, 8) det internationale
enhedssystem, SI, og andre lovlige enheder, 9) nominelle
mængder for færdigpakket vin og spiritus, samt mærkning
af aerosolbeholdere og 10) EØF-typegodkendelse og- veri‐
fikation (Fælles bestemmelser om måleinstrumenter samt
om måletekniske kontrolmetoder). Der henvises i øvrigt til
pkt. 2.1.1.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger, hvor
der er en oplistning af ovennævnte bekendtgørelser med
angivelse af fuld titel, nummer, m.v. Bekendtgørelsernes
nærmere anvendelsesområde er fastsat i bestemmelser i de
enkelte bekendtgørelser.
Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemssta‐
ternes lovgivning om måleenheder er implementeret ved be‐
kendtgørelse nr. 618 af 13. maj 2020 om det internationale
enhedssystem, SI, og andre lovlige enheder. Bekendtgørel‐
sen er fastsat med hjemmel i erhvervsfremmeloven. Det
følger af bekendtgørelsen, at der ved anvendelsen af målein‐
strumenter, udførelse af målinger og ved størrelsesangivel‐
ser, der udtrykkes i måleenheder, skal anvendes forskrifts‐
mæssige måleenheder. Ved forskriftsmæssige måleenheder
forstås i bekendtgørelsen de SI-enheder, der omfattes af
det internationale enhedssystem, som er vedtaget af Gene‐
ralkonferencen for mål og vægt, og som er gengivet i bilag 1
til bekendtgørelsen.
Det fremgår af § 1 i markedsføringsloven, at loven finder
anvendelse på privat erhvervsvirksomhed samt på offentlig
virksomhed, i det omfang der udbydes produkter på mar‐
kedet. Med hjemmel i markedsføringslovens § 12 er der
fastsat nærmere regler om mærkning af materialer anvendt
i hovedbestanddelene af fodtøj med henblik på salg i detail‐
leddet i bekendtgørelse nr. 759 af 15. september 1995. Det
fremgår af § 1 i bekendtgørelsen, at fodtøj kun må sælges
eller udbydes til salg, hvis det er mærket i overensstemmelse
med forskrifterne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
94/11/EØF af 23. marts 1994 om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes love og administrative bestemmelser ved‐
rørende mærkning af materialer anvendt i hovedbestandde‐
lene af fodtøj med henblik på salg i detailleddet. Direktivet
er optrykt som bilag A til bekendtgørelsen.
Der er endvidere med hjemmel i markedsføringsloven
fastsat nærmere regler om krystalglasvarer i bekendtgørelse
nr. 122 af 6. marts 1973. Det fremgår af § 1 i bekendtgø‐
relsen, at den omfatter erhvervsmæssigt salg eller udbud
til salg af de under pos. 70.13 i toldtariffen til toldloven
hørende varer af glas: bordservice, husholdnings-, toilet- og
kontorartikler, dekorationsgenstande og lignende.
Der er i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 1007/2011 af 27. september 2011 om tekstilfiberbeteg‐
nelser og tilknyttet etikettering og mærkning af tekstilpro‐
dukters fibersammensætning fastsat regler om mærkning af
tekstilprodukter. Idet der er tale om en forordning, finder
denne umiddelbart anvendelse uden implementering, og der
er ikke i dansk ret fastsat regler, der supplerer forordnin‐
gen. Forordningen finder ifølge artikel 2, stk. 1, anvendelse
på tekstilprodukter, når de gøres tilgængelige på EU-marke‐
det, og på de i stk. 2 omhandlede produkter. Ifølge stk. 2
behandles følgende produkter i forordningen på samme må‐
de som tekstilprodukter: a) produkter, hvori tekstilfibrenes
vægtandel udgør mindst 80 %, b) betræks- og overtræks‐
materiale til møbler, paraplyer og parasoller, hvori tekstil‐
bestanddelenes vægtandel udgør mindst 80 %, c) tekstilbe‐
standdelene i de øverste lag af gulvbelægninger med flere
lag, madrasbetræk og betræk på camping-artikler forudsat,
at vægtandelen af de pågældende tekstilbestanddele udgør
mindst 80 % af sådanne øvre lag eller betræk og d) tekstiler,
der er indarbejdet i andre produkter og er blevet en integre‐
rende del af disse, såfremt disse produkters sammensætning
er angivet. Ifølge stk. 3 og 4 finder forordningen ikke an‐
vendelse på tekstilprodukter, der, uden at salg finder sted,
overgives til personer, der arbejder fra eget hjem, eller selv‐
stændige virksomheder med henblik på videreforarbejdning
og på skræddersyede tekstilprodukter, der er fremstillet af
selvstændige skræddere.
Det foreslås, i § 2, stk. 1, at tilføje m.v. til ordet produkter
og at indsætte 10 nye numre i bestemmelsen.
Da visse af de retsakter, som tilføjes til lovens anvendel‐
sesområde, ikke betegner de omhandlede genstande som
produkter, men eksempelvis som instrumenter eller enheder,
tilpasses ordvalget i indledningen i lovens § 2, stk. 1, så
den også kan rumme disse andre betegnelser. Det er i øvrigt
hensigten, at når der henvises til produkter i den øvrige
lovtekst og bemærkninger, er der tale om en henvisning
til hele lovens anvendelsesområde med undtagelse dog af
akkreditering.
De indsatte numre udvider produktlovens anvendelsesom‐
råde.
Det foreslås således som nr. 13, at loven finder anvendel‐
se på produkter omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning
vedrørende tilgængeliggørelse på markedet af ikke-automa‐
tiske vægte.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmonise‐
ring af medlemsstaternes lovgivning vedrørende tilgænge‐
liggørelse på markedet af ikke-automatiske vægte finder
anvendelse på ikke-automatiske vægte. Der sondres i direk‐
tivet mellem flere anvendelsesområder for ikke automatiske-
vægte bl.a. bestemmelse af massen ved kommercielle trans‐
aktioner og bestemmelse af massen ved beregning af afgift,
told, skat, bonus, bøde, vederlag, godtgørelse eller betaling
af lignende art.
Den nærmere afgrænsning af, hvad der er omfattet, frem‐
går af direktivet. Direktivet vil blive implementeret ved
dette lovforslag. For så vidt angår den resterende del af
direktivet, er det implementeret i bekendtgørelse nr. 1381 af
25. november 2016 om tilgængeliggørelse på markedet af
ikke-automatiske vægte. Bekendtgørelsen har i dag hjemmel
i erhvervsfremmeloven, men fremtidige ændringer vil blive
fastsat i medfør af den foreslåede § 8 a, jf. lovforslagets § 1,
nr. 10.
Det foreslås som nr. 14, at loven finder anvendelse på de
produkter, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv om harmonisering af medlemsstaternes love om til‐
gængeliggørelse på markedet af måleinstrumenter.
37
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmonise‐
ring af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse på
markedet af måleinstrumenter finder anvendelse på målein‐
strumenter som defineret i de instrumentspecifikke bilag til
direktivet. Som eksempler på hvilke måleinstrumenter, der
er omfattet, kan nævnes vandmålere, gasmålere, elforbrugs‐
målere og automatiske vægte.
Den nærmere afgrænsning af, hvad der er omfattet, frem‐
går af direktivet. Direktivet vil blive implementeret ved det‐
te lovforslag. For så vidt angår den resterende del af direk‐
tivet, er det implementeret delvist i bekendtgørelse nr. 544
af 28. maj 2018 om tilgængeliggørelse på markedet af må‐
leinstrumenter. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1.1.2. Be‐
kendtgørelsen har i dag hjemmel i erhvervsfremmeloven,
men fremtidige ændringer vil blive fastsat i medfør af den
foreslåede § 8 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.
Det foreslås som nr. 15, at loven finder anvendelse på
området for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fæl‐
les bestemmelser for måleinstrumenter og for måletekniske
kontrolmetoder.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles be‐
stemmelser for måleinstrumenter og for måletekniske kon‐
trolmetoder finder anvendelse på instrumenter, målenheder,
harmonisering af målemetoder og metoder for måleteknisk
kontrol samt eventuelt de til anvendelsen heraf nødvendige
midler. Herudover finder det, for så vidt angår varemæng‐
den i færdigpakninger, anvendelse på fastsættelsen og frem‐
gangsmåden ved målingen deraf og den måletekniske kon‐
trol dermed og mærkningen.
Som eksempler på hvilke instrumenter, der er omfattet,
kan nævnes måleinstrumenter og dele af sådanne målein‐
strumenter.
Den nærmere afgræsning af, hvad der er omfattet, frem‐
går af direktivet. Direktivet vil blive implementeret ved
dette lovforslag. For så vidt angår den resterende del af
direktivet, er det implementeret i bekendtgørelse nr. 1139 af
15. december 2003 om EØF-tydegodkendelse og -verifika‐
tion. Bekendtgørelsen har i dag hjemmel i erhvervsfremme‐
loven, men fremtidige ændringer vil blive fastsat i medfør af
den foreslåede § 8 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.
Det foreslås som nr. 16, at loven finder anvendelse på de
produkter, der er omfattet af Rådets direktiv om tilnærmelse
af medlemsstaternes lovgivning om flasker som målebehol‐
dere.
Rådets direktiv om tilnærmelse af medlemsstaternes lov‐
givning om flasker som målebeholdere finder anvendelse på
beholdere (flasker) fremstillet af glas eller af ethvert andet
materiale med stivhedsegenskaber, der yder den samme må‐
letekniske sikkerhed som glas, når disse beholdere tilprop‐
pet, eller beregnet til tilpropning, er bestemt til oplagring,
transport eller levering af væsker, har et nominelt volumen
på mindst 0,05 l og højst 5 l og har måletekniske egen‐
skaber (konstruktionskendetegn og fabrikationsensartethed),
der gør dem anvendelige som målebeholdere.
Den nærmere afgrænsning af, hvad der er omfattet, frem‐
går af direktivet. Direktivet vil blive implementeret ved det‐
te lovforslag. For så vidt angår den resterende del af direk‐
tivet, er det implementeret i bekendtgørelse nr. 590 af 29.
maj 2018 om flasker som målebeholdere. Bekendtgørelsen
har i dag hjemmel i erhvervsfremmeloven, men fremtidige
ændringer vil blive fastsat i medfør af den foreslåede § 8 a,
jf. lovforslagets § 1, nr. 10.
Det foreslås som nr. 17, at loven finder anvendelse på de
produkter, der er omfattet af Rådets direktiv om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om emballering
af visse varer efter vægt eller volumen i færdigpakninger.
Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemssta‐
ternes lovgivning om emballering af visse varer efter vægt
eller volumen i færdigpakninger finder anvendelse på fær‐
digpakninger, i hvilke varer bringes i handelen med henblik
på salg i konstante ens nominelle mængder lig med værdi‐
er, der i forvejen er valgt af påfyldningsvirksomheden, er
udtrykt i vægt- eller volumenenheder og på mindst 5 g eller
5 ml og højst 10 kg eller 10 l.
Den nærmere afgræsning af, hvad der er omfattet, fremgår
af direktivet. Direktivet vil blive implementeret ved dette
lovforslag. For så vidt angår den resterende del af direktivet,
er det implementeret i bekendtgørelse nr. 547 af 28. maj
2018 om e-mærkning af færdigpakkede varer. Bekendtgørel‐
sen har i dag hjemmel i erhvervsfremmeloven, men fremti‐
dige ændringer vil blive fastsat i medfør af den foreslåede §
8 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.
Det foreslås som nr. 18, at loven finder anvendelse på
de produkter, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rå‐
dets direktiv om indførelse af bestemmelser om nominelle
mængder for færdigpakkede produkter.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indførelse af
bestemmelser om nominelle mængder for færdigpakkede
produkter finder anvendelse på færdigpakkede varer og fær‐
digpakninger.
Den nærmere afgræsning af, hvad der er omfattet, fremgår
af direktivet. Direktivet vil blive implementeret ved dette
lovforslag. For så vidt angår den resterende del af direktivet,
er det implementeret i bekendtgørelse nr. 547 af 28. maj
2018 om e-mærkning af færdigpakkede varer og bekendtgø‐
relse nr. 998 af 8. oktober 2008 om nominelle mængder
for færdigpakket vin og spiritus, samt mærkning af aero‐
solbeholdere. Begge bekendtgørelser har i dag hjemmel i
erhvervsfremmeloven, men fremtidige ændringer vil blive
fastsat i medfør af den foreslåede § 8 a, jf. lovforslagets § 1,
nr. 10.
Det foreslås som nr. 19, at loven finder anvendelse på SI-
og andre måleenheder, som er omfattet af Rådets direktiv
om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning
om måleenheder.
Uanset at SI- og andre måleenheder ikke er et produkt, har
det en nær sammenhæng med produkterne på metrologiom‐
rådet, hvorfor det vurderes at være hensigtsmæssigt, at dette
område også omfattes af produktlovens regler. Da Rådets
direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lov‐
givning om måleenheder også er omfattet af markedsover‐
vågningsforordningen, vil der med indførslen af området i
38
produktloven samtidig blive foretaget den nødvendige sup‐
plering af markedsovervågningsforordningen på området.
Den nærmere afgræsning af, hvad der er omfattet, fremgår
af direktivet. Direktivet vil blive implementeret ved dette
lovforslag. For så vidt angår den resterende del af direktivet,
er det implementeret i bekendtgørelse nr. 618 af 13. maj
2020 om det internationale enhedssystem, SI, og andre lov‐
lige enheder. Bekendtgørelsen har i dag hjemmel i erhvervs‐
fremmeloven, men fremtidige ændringer vil blive fastsat i
medfør af den foreslåede § 8 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.
Det foreslås som nr. 20, at loven finder anvendelse på de
produkter, der er omfattet af Rådets direktiv om tilnærmelse
af medlemsstaternes lovgivninger om krystalglas.
Rådets direktiv om tilnærmelse af medlemsstaternes lov‐
givninger om krystalglas finder anvendelse på produkter
under position 70.13 i den fælles toldtarif.
Som eksempler på produkter under position 70.13 i den
fælles toldtarif der er omfattet, kan nævnes bordservice,
køkken-, toilet-, og kontorartikler og dekorationsgenstande
til indendørs brug.
Den nærmere afgrænsning af, hvad der er omfattet, frem‐
går af direktivet. Direktivet vil blive implementeret ved
dette lovforslag. For så vidt angår den resterende del af di‐
rektivet, er det implementeret i bekendtgørelse nr. 122 af 6.
marts 1973 om krystalglasvarer. Bekendtgørelsen har i dag
hjemmel i markedsføringsloven, men fremtidige ændringer
vil blive fastsat i medfør af den foreslåede § 8, jf. lovforsla‐
gets § 1, nr. 10.
Det foreslås som nr. 21, at loven finder anvendelse på
de produkter, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rå‐
dets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes
love og administrative bestemmelser vedrørende mærkning
af materiale anvendt i hovedbestanddelene af fodtøj med
henblik på salg i detailledet.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes til‐
nærmelse af medlemsstaternes love og administrative be‐
stemmelser vedrørende mærkning af materiale anvendt i
hovedbestanddelene af fodtøj med henblik på salg i detail‐
leddet finder anvendelse på mærkning af materialer anvendt
i hovedbestanddelene af fodtøj med henblik på salg i detail‐
leddet.
Den nærmere afgrænsning af, hvad der er omfattet, frem‐
går af direktivet. Direktivet vil blive implementeret ved det‐
te lovforslag. For så vidt angår den resterende del af direk‐
tivet, er det implementeret i bekendtgørelse nr. 759 af 15.
september 1995 om mærkning af materialer anvendt i ho‐
vedbestanddelene af fodtøj med henblik på salg i detailled‐
det. Bekendtgørelsen har i dag hjemmel i markedsføringslo‐
ven, men fremtidige ændringer vil blive fastsat i medfør af
den foreslåede § 8, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.
Det foreslås som nr. 22, at loven finder anvendelse på de
produkter, der er omfattet Europa-Parlamentets og Rådets
forordning om tekstilfiberbetegnelser og tilknyttet etikette‐
ring og mærkning af tekstilprodukters fibersammensætning.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tekstilfi‐
berbetegnelser og tilknyttet etikettering og mærkning af
tekstilprodukters fibersammensætning finder anvendelse på
tekstilprodukter, når de gøres tilgængelige på EU-marke‐
det. Herudover er der en række produkter, som efter forord‐
ningen behandles på samme måde som tekstilprodukter.
Som eksempler på hvilke andre produkter end tekstilpro‐
dukter, der er omfattet, kan nævnes produkter, hvori tekstil‐
fibrenes vægtandel udgør mindst 80 %, betræks- og over‐
træksmateriale til møbler, paraplyer og parasoller, hvori
tekstilbestanddelenes vægtandel udgør mindst 80 % og teks‐
tilbestanddelene i de øverste lag af gulvbelægninger med
flere lag.
Den nærmere afgrænsning af, hvad der er omfattet, frem‐
går af forordningen. Idet der er tale om en forordning, fin‐
der denne umiddelbart anvendelse, der vil dog blive fastsat
supplerende bestemmelser, herunder straffebestemmelse, i
bekendtgørelse fastsat i medfør af den foreslåede § 8, jf.
lovforslagets § 1, nr. 10.
De foreslåede nye numre vil medføre, at produktlovens
anvendelsesområde udvides.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. i lovforslagets almindeli‐
ge bemærkninger.
Til nr. 3
Det følger af produktlovens § 2, stk. 2, nr. 1 og 2, at
loven endvidere finder anvendelse på elektrisk materiel, som
ikke er omfattet af stk. 1, nr. 9, og gasmateriel, som ikke er
omfattet af stk. 1, nr. 15.
Det fremgår af § 18 i erhvervsfremmeloven, at erhvervs‐
ministeren fastsætter regler om metrologi, herunder om,
hvilke måleenheder der finder anvendelse, regler om etable‐
ring og vedligeholdelse af primær- og referencenormaler,
regler om måleteknik og måleinstrumenter og deres anven‐
delse, regler om anmeldelsespligt for ibrugværende målein‐
strumenter, regler om måleteknisk kontrol, regler om, hvilke
varer der skal sælges i bestemte enheder i henseende til mål
eller vægt, herunder regler om klassificering, sortering og
lign., og regler om bemyndigelse af organer til at udføre
overensstemmelsesvurderingsopgaver i henhold til nationale
regler og EU-retten. Der er med hjemmel i erhvervsfremme‐
loven fastsat bl.a. bekendtgørelse nr. 546 af 28. maj 2018
om varmefordelingsmålere, der anvendes som grundlag for
fordeling af varmeudgifter og bekendtgørelse nr. 1178 af 6.
november 2014 om måleteknisk kontrol med målere, der an‐
vendes til måling af forbrug af køleenergi i fjernkøleanlæg
og centralkøleanlæg. Reglerne i de to bekendtgørelser er
nationale regler, og produkterne er således ikke omfattet af
EU-regulering.
Det foreslås, at i § 2, stk. 2, nr. 2, ændres »nr. 15« til »nr.
25«, og efter nr. 2 indsættes et nyt nummer.
Den foreslåede ændring af § 2, stk. 2, nr. 2, er en konse‐
kvens af, at den nuværende produktlovs § 2, stk. 1, nr. 15,
bliver til § 2, stk. 1, nr. 25, ved udvidelsen af produktlovens
anvendelsesområde i dette lovforslags § 1, nr. 2.
Det foreslås som nr. 3, at loven finder anvendelse på må‐
leinstrumenter, som ikke er omfattet af stk. 1, nr. 14-16. Der
39
tænkes her særligt på de måleinstrumenter, der ikke er om‐
fattet af EU-regulering, men som er reguleret af nationale
regler. Måleinstrumenter, der reguleres af nationale regler,
er f.eks. varmefordelingsmålere, der anvendes som grundlag
for fordeling af varmeudgifter og målere, der anvendes til
måling af forbrug af kølenergi i fjernkøleanlæg og central‐
køleanlæg. Det vurderes, at det vil være hensigtsmæssigt
både for de erhvervsdrivende og brugerne af de produkter
inden for metrologiområdet, der ikke er omfattet af mar‐
kedsovervågningsforordningen eller EU-regulering i øvrigt,
at disse også omfattes af produktlovens regler. Hertil kom‐
mer, at produktloven i forvejen omfatter produkter, der ikke
er omfattet af EU-regulering.
Det foreslåede nye nummer medfører, at produktlovens
anvendelsesområde udvides.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. i lovforslagets almindeli‐
ge bemærkninger.
Til nr. 4
Det fremgår af erhvervsfremmelovens § 16, stk. 1, at
erhvervsministeren fastsætter de regler vedrørende akkredi‐
tering, som er nødvendige for anvendelsen af Europa-Parla‐
mentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli
2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i
forbindelse med markedsføring af produkter, herunder reg‐
ler om udpegning af et nationalt akkrediteringsorgan og
dets opgavevaretagelse, jf. stk. 2, og indgår de nødvendi‐
ge aftaler herom. Det følger i forlængelse heraf af stk. 2,
at erhvervsministeren fastsætter de regler, som er nødven‐
dige for anvendelsen her i landet af den i stk. 1 nævnte
forordning, herunder om det nationale akkrediteringsorgans
akkreditering af virksomheder til f.eks. prøvning, kalibre‐
ring, medicinske undersøgelser, certificering, inspektion, at‐
testering, CO2-verifikation og miljøverifikation, og regler
om sanktioner ved manglende overholdelse af en meddelt
akkreditering. På den baggrund er der med hjemmel i er‐
hvervsfremmeloven fastsat bekendtgørelse nr. 1230 af 11.
december 2009 om udpegning af det nationale akkrediterin‐
gsorgan og bekendtgørelse nr. 913 af 25. september 2009
om akkreditering af virksomheder. Af § 1 i bekendtgørelsen
om udpegning af det nationale akkrediteringsorgan fremgår
det, at DANAK udpeges som Danmarks nationale akkredit‐
eringsorgan efter forordning nr. 765/2008. Det fremgår af
§ 1, stk. 1, i bekendtgørelse om akkreditering af virksomhe‐
der, at bekendtgørelsen finder anvendelse på virksomheder,
der søger om akkreditering, eller som er akkrediteret af DA‐
NAK.
Det foreslås i § 2, stk. 3, at loven endvidere finder anven‐
delse på akkreditering, som er omfattet af Europa-Parlamen‐
tets og Rådets forordning om kravene til akkreditering.
Der ikke er tale om et produktområde. Akkreditering fore‐
slås dog omfattet af produktlovens regler, da dele af akkre‐
diteringsområdet har en nær tilknytning til mange af de pro‐
dukter, der er omfattet af produktlovens anvendelsesområde.
Det foreslåede nye stykke medfører, at produktlovens an‐
vendelsesområde udvides.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. i lovforslagets almindeli‐
ge bemærkninger.
Til nr. 5
Produktlovens anvendelsesområde fremgår af lovens §
2. Det følger således af lovens § 2, stk. 1, nr. 1-15, at den
finder anvendelse på en række produkter, der er omfattet af
nærmere angivne direktiver eller forordninger. Det fremgår
af § 2, stk. 2, at loven endvidere finder anvendelse på elek‐
trisk materiel, som ikke er omfattet af stk. 1, nr. 9, og på
gasmateriel, som ikke er omfattet af stk. 1, nr. 15.
Ifølge § 3 i produktloven finder loven anvendelse, med‐
mindre der findes særlige bestemmelser med samme for‐
mål i anden lovgivning, som gennemfører eller supplerer
EU-harmoniseringsretsakterne omfattet af § 2, stk. 1, nr.
2-15, og som på en mere specifik måde regulerer særlige
markedsovervågnings- og håndhævelsesaspekter.
Med den foreslåede ændring af § 3 ændres henvisningen
til produktområder i § 2, så der henvises til nr. 2-25.
Ændringen er en konsekvens af, at det med lovforslagets §
1, nr. 2 og 3, foreslås, at udvide produktlovens anvendelses‐
område.
Det foreslås således, at der også indsættes en henvisning
til de nye anvendelsesområder i produktlovens § 3, i det
omfang produktområderne er omfattet af EU-regulering.
Der er ikke herudover tilsigtet nogen ændring af den gæl‐
dende bestemmelse.
Til nr. 6
Produktlovens § 4 indeholder i nr. 1-4 definitioner på
henholdsvis erhvervsdrivende, elektrisk materiel, gasmateri‐
el og produktforordninger.
Det fremgår af § 18 i erhvervsfremmeloven, at erhvervs‐
ministeren fastsætter regler om metrologi, herunder om,
hvilke måleenheder der finder anvendelse, regler om etable‐
ring og vedligeholdelse af primær- og referencenormaler,
regler om måleteknik og måleinstrumenter og deres anven‐
delse, regler om anmeldelsespligt for ibrugværende målein‐
strumenter, regler om måleteknisk kontrol, regler om, hvilke
varer der skal sælges i bestemte enheder i henseende til mål
eller vægt, herunder regler om klassificering, sortering og
lign., og regler om bemyndigelse af organer til at udføre
overensstemmelsesvurderingsopgaver i henhold til nationale
regler og EU-retten. På den baggrund er der med hjemmel
i erhvervsfremmeloven fastsat en række bekendtgørelser in‐
den for metrologiområdet. Flere af disse bekendtgørelser
indeholder en definition på en instrumentejer.
I bekendtgørelse nr. 593 af 29. maj 2018 om anvendelse
af målesystemer til kvantitativ måling af andre væsker end
vand og udmåling af luftformig gas i portioner findes der
således i § 2, nr. 3, følgende definition på en instrumentejer:
En virksomhed, der har rådighed over et eller flere målesy‐
stemer, og som anvender målesystemet til formål omfattet af
§ 1, stk. 1.
I bekendtgørelse nr. 583 af 28. maj 2018 om anvendelse
40
af flerdimensionale måleinstrumenter findes der en stort set
enslydende definition på en instrumentejer i bekendtgørel‐
sens § 2, nr. 3, hvorefter en instrumentejer er: En virksom‐
hed, der har rådighed over et eller flere flerdimensionale
måleinstrumenter, og som anvender måleinstrumentet til for‐
mål omfattet af § 1.
I bekendtgørelse nr. 582 af 28. maj 2018 om anvendelse
af måleinstrumenter til måling af forbrug af vand, gas, el
eller varme findes der i § 2, nr. 7, en definition på en
instrumentejer som: Ejeren af vandmålere, gasmålere, elmå‐
lere eller varmeenergimålere, som er omfattet af § 1, stk.
1. I bekendtgørelsens § 2, nr. 2-5, defineres såvel ejeren
af vandmålere, gasmålere, elmålere og varmeenergimålere
som: Virksomhed, boligselskab, privat eller offentlig udlejer
m.v., der leverer varmt eller koldt vand til forbrugere mod
betaling, og som med ejers rettigheder anvender måleinstru‐
menter omfattet af § 1, stk. 1, der måler forbruget af varmt
eller koldt vand, gas, el eller varme.
I bekendtgørelse nr. 592 af 29. maj 2018 om anvendelse
af automatiske vægte findes der i § 2, nr. 6, en definition
på en vægtejer som: En virksomhed, der har rådighed over
en eller flere automatiske vægte, og som anvender vægten
til formål omfattet af § 1, stk. 1. Bekendtgørelse nr. 591
af 29. maj 2018 om anvendelse af ikke-automatiske vægte
indeholder en enslydende definition i § 2, nr. 7, dog med den
ene forskel, at der står en eller flere ikke-automatiske vægte
i stedet for automatiske vægte.
Det foreslås, at der i § 4, nr. 2, indsættes en definition af
en instrumentejer. En instrumentejer defineres som en fysisk
eller juridisk person, som anvender eller stiller et instrument
til rådighed til måling, hvor der på baggrund af målingen
skal foretages betaling.
Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 8, at der i produktlo‐
vens § 5 indsættes et nyt stykke, hvorefter instrumentejeren,
som ikke er erhvervsdrivende, ligeledes skal sikre, at det
instrument, som anvendes til måling, hvor der på baggrund
af målingen foretages betaling, opfylder kravene i stk. 1 og
2. Det foreslås endvidere i lovforslagets § 1, nr. 13, at der
indsættes en ny bestemmelse som § 16 a i produktloven,
hvorefter kontrolmyndigheden kan udstede påbud og forbud
over for instrumentejeren, hvis et instrument ikke er i over‐
ensstemmelse med reglerne. Endelig foreslås det i lovforsla‐
gets § 1, nr. 18 og nr. 19, at instrumentejeren kan straffes,
hvis vedkommende ikke overholder lovens § 5, eller hvis
vedkommende undlader at efterkomme en afgørelse fra kon‐
trolmyndigheden i medfør af den foreslåede § 16 a.
På baggrund af dette indeholder lovforslaget en række
bestemmelser om instrumentejeren. Derfor bør loven inde‐
holde en definition på en instrumentejer.
De bekendtgørelser, der med hjemmel i erhvervsfremme‐
loven er udstedt på metrologiområdet, og som indeholder en
definition på en instrumentejer, definerer alle en instrument‐
ejer som en juridisk person. Dog kan en instrumentejer i
bekendtgørelse nr. 582 af 28. maj 2018 om anvendelse af
måleinstrumenter til måling af forbrug af vand, gas, el eller
varme også være en privat udlejer.
Med bestemmelsen foreslås en mere omfattende definition
af en instrumentejer. Den forslåede definition adskiller sig
således fra de eksisterende definitioner i bekendtgørelserne
på metrologiområdet, idet en instrumentejer efter lovforsla‐
get også kan være en privatperson.
Definitionen på en instrumentejer omfatter såvel fysiske
som juridiske personer. Dette skal først og fremmest sikre,
at private udlejere – der f.eks. ejer en fordelingsmåler og
på baggrund af aflæsninger herfra opkræver betaling for
forbrug hos en eller flere lejere – bliver omfattet af produkt‐
lovens regler. Det er dog også hensigten, at andre privatper‐
soner, der ejer instrumenter, og hvor der på baggrund af
målinger fra instrumentet foretages betaling, skal være om‐
fattet af lovens regler. Det kan f.eks. være en privatperson,
der sælger varer efter vægt på et marked eller lignende. Det
bagvedliggende hensyn er, at de forbrugere, der på baggrund
af en målingen foretager en betaling, ikke kommer til at lide
et økonomisk tab, f.eks. fordi et instrument ikke lever op
til reglerne og derfor ikke måler nøjagtigt. Dette hensyn er
det samme, uanset om instrumentejeren er en privatperson
eller erhvervsdrivende. Derfor skal både en privat eller er‐
hvervsdrivende instrumentejer sikre, at produktet lever op til
lovens regler, og at kontrolmyndigheden har mulighed for at
udstede såvel påbud som forbud, hvis dette ikke er tilfældet.
Det skal endelig bemærkes, at de eksisterende definitioner
på en instrumentejer i bekendtgørelserne på metrologiom‐
rådet alle kan rummes af den i dette lovforslag forslåede
definition.
Til nr. 7
Produktlovens § 4 indeholder i nr. 1-4 definitioner på hen‐
holdsvis erhvervsdrivende, elektrisk materiel, gasmateriel
og produktforordninger. Det følger af § 4, nr. 4, at produkt‐
forordninger er en samlet betegnelse for forordningerne i §
2, stk. 1, nr. 13-15.
Det foreslås i § 4, nr. 4, der bliver til nr. 5, at henvisningen
til nr. 13-15, ændres til nr. 22-25.
Der er således tale om en konsekvensændring i forbindel‐
se med, at det i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås, at produkt‐
lovens anvendelsesområde i § 2, stk. 1, udvides. Med den
forslåede udvidelse af § 2, stk. 1, vil produktforordningerne
fremgå af § 2, stk. 1, nr. 22-25.
Til nr. 8
Det fremgår af produktlovens § 5, stk. 1, at den erhvervs‐
drivende skal sikre, at et produkt, der bringes i omsætning
eller gøres tilgængeligt på markedet, opfylder en række nær‐
mere bestemte krav. For det første skal produktet opfylde
de regler, der er fastsat i produktloven, eller regler fastsat i
medfør af produktloven. For det andet skal produktet opfyl‐
de regler i produktforordninger eller markedsovervågnings‐
forordningen, for så vidt angår produktlovens anvendelses‐
område. For det tredje må produktet ikke indebære en risiko,
når det installeres og vedligeholdes på passende vis og an‐
vendes til den forudsatte anvendelse eller anvendes under
forhold, der med rimelighed kan forudses. Ifølge produktlo‐
41
vens § 5, stk. 2, må et produkt, der ikke opfylder stk. 1, ikke
installeres, tages i brug eller anvendes.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 4,
at instrumentejeren, som ikke er erhvervsdrivende, ligeledes
skal sikre, at det instrument, som anvendes til måling, hvor
der på baggrund af målingen foretages betaling, opfylder
kravene i stk. 1 og 2.
I lovforslagets § 1, nr. 6, defineres instrumentejeren som
en privat eller juridisk person, som anvender eller stiller et
instrument til rådighed til måling, hvor der på baggrund af
målingen skal foretages betaling. Der henvises i den forbin‐
delse til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6.
Produktlovens § 5, stk. 1 og 2, omhandler erhvervsdri‐
vende og stiller krav om, at den erhvervsdrivende sikrer
sig, at de produkter, denne bringer i omsætning eller gør
tilgængelige på markedet, lever op til de gældende krav. Idet
produktlovens § 5, stk. 1 og 2, udelukkende omhandler er‐
hvervsdrivende, er den private instrumentejer ikke omfattet
af disse regler.
Med metrologiområdets indførsel i produktloven vurderes
det ud fra hensynet til forbrugerne, at det er nødvendigt også
at fastsætte krav til private instrumentejeres overholdelse af
reglerne. Det er hensigten med lovforslaget, at privatperso‐
ner, der ejer instrumenter, og hvor der på baggrund af instru‐
mentets målinger foretages betaling, skal være omfattet af
lovens regler. For at sikre at forbrugere, der på baggrund af
en måling foretager en betaling, ikke kommer til at lide et
økonomisk tab, er det derfor nødvendigt at stille krav om, at
ejeren af et instrument sikrer sig, at instrumentet opfylder de
gældende krav – uanset om ejeren er erhvervsdrivende eller
en privatperson. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 6.
Det er på den baggrund, at det foreslås, at instrumente‐
jeren, som ikke er erhvervsdrivende, ligeledes skal sikre,
at det instrument, som anvendes til måling, hvor der på
baggrund af målingen foretages betaling, opfylder kravene
i stk. 1 og 2. På den måde vil f.eks. en privat udlejer
også være forpligtet til at sikre sig, at den forbrugsmåler,
vedkommende anvender til måling af lejernes forbrug, op‐
fylder reglerne og måler korrekt.
Til nr. 9
I produktlovens kapitel 2, der udgøres af §§ 5-8, er der
samlet en række bestemmelser vedrørende generelle plig‐
ter. § 8 indeholder som den eneste af disse bestemmelser
en række bemyndigelsesbestemmelser. Det følger af bestem‐
melsen, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om de
sikkerhedsmæssige, tekniske og formelle krav til et produkt
omfattet af § 2, herunder krav til et produkts egenskaber,
udførelse, mærkning og markedsføring. Erhvervsministeren
kan endvidere fastsætte nærmere regler om krav til de
erhvervsdrivende, som er forpligtede i henhold til denne
lov. Endelig kan erhvervsministeren fastsætte regler, der er
nødvendige for at gennemføre og håndhæve retsakter ved‐
taget af Den Europæiske Unions institutioner vedrørende
produkter, der er omfattet af denne lov.
Det foreslås, at § 8 ophæves.
Den forslåede ophævelse har til hensigt at fjerne § 8 fra
produktlovens kapitel 2 om generelle pligter.
I lovforslagets § 1, nr. 10, foreslås produktlovens § 8
indsat på ny i et nyt kapitel sammen med to nye bemyndi‐
gelsesbestemmelser, hvorefter erhvervsministeren kan fast‐
sætte regler om metrologi og akkreditering. Der vil efter
det foreslåede således være tre bestemmelser i produktloven,
der alene indeholder bemyndigelser. Derfor er det mest hen‐
sigtsmæssigt, at disse samles i et kapitel for sig under over‐
skriften administrative forskrifter. Det forslås derfor, at § 8
ophæves og indsættes i et nyt kapitel i stedet. Der henvises i
øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr.
10.
Det er hensigtsmæssigt at samle de rene bemyndigelsesbe‐
stemmelser i produktloven under ét kapitel for sig selv.
Til nr. 10
Produktlovens kapitel 2 indeholder en række bestemmel‐
ser om generelle pligter, hvoraf det alene er § 8, der indehol‐
der rene bemyndigelsesbestemmelser.
Det foreslås, at der efter kapitel 2 indsættes et nyt kapitel
2 a om administrative forskrifter.
Med dette lovforslag foreslås det, at der indføres bemyn‐
digelsesbestemmelser som favner metrologi- og akkredit‐
eringsområderne i produktloven – se nærmere nedenfor i
bemærkningerne til dette nummer. På den baggrund anses
det for hensigtsmæssigt, at produktlovens bestemmelser, der
kun indeholder bemyndigelser, samles i ét kapitel.
I produktlovens § 8, stk. 1, findes en bemyndigelsesbe‐
stemmelse, hvorefter erhvervsministeren kan fastsætte regler
om de sikkerhedsmæssige, tekniske og formelle krav til et
produkt omfattet af § 2, herunder krav til et produkts egen‐
skaber, udførelse, mærkning og markedsføring. Efter stk.
2 kan erhvervsministeren desuden fastsætte nærmere regler
om krav til de erhvervsdrivende, som er forpligtede efter
loven. Endelig kan erhvervsministeren efter stk. 3 fastsætte
regler, der er nødvendige for at gennemføre og håndhæve
vedtagne EU-retsakter vedrørende produkter, der er omfattet
af denne lov.
I § 18 i erhvervsfremmeloven findes en bemyndigelses‐
bestemmelse, hvorefter erhvervsministeren fastsætter regler
om metrologi. Der er med hjemmel i erhvervsfremmeloven
fastsat en række bekendtgørelser om anvendelsen af forskel‐
lige måleinstrumenter. Der er i disse bekendtgørelser fastsat
særlige krav for instrumentejeren bl.a. til etablering af egen‐
kontrol og reverifikation.
Det følger således af § 8, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 593
af 29. maj 2018, at instrumentejeren skal etablere en egen‐
kontrol, der giver tilstrækkelig sikkerhed for, at brugstole‐
rancen, jf. stk. 3, for målesystemer, der anvendes i henhold
til § 1, stk. 1, ikke overskrides. Ifølge stk. 2 skal egenkon‐
trollen, jf. stk. 1, være baseret på målinger, som er metrolo‐
gisk sporbare. Det følger af stk. 3, at brugstolerancen er
lig med det dobbelte af den tolerance, der var gældende,
da målesystemet blev bragt i omsætning. Af stk. 4 fremgår
42
det, at instrumentejere ikke må lade et målesystem indstille
til at udnytte de maksimalt tilladelige fejl eller systematisk
favorisere en bestemt part. Endelig følger det af stk. 5, at
instrumentejeren efter anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen
skal kunne dokumentere, at målesystemer i brug lever op til
stk. 1.
I bekendtgørelsens §§ 9-11 er der fastsat regler om reveri‐
fikation. Det følger således af § 9, stk. 1, at når forseglingen
på et målesystem, der anvendes i henhold til § 1, stk. 1, er
brudt, eller målesystemet har været udsat for indgreb, der
kan påvirke målesystemets måleevne, skal instrumentejeren
sikre, at målesystemet ikke anvendes, før det er reverificeret,
jf. dog stk. 2. Det fremgår af § 9, stk. 2, at hvis målesy‐
stemet består af flere måleorganer, der ikke har karakter
af fælles komponenter, og forseglingen på måleorganet er
brudt, eller har det været udsat for indgreb, der kan påvirke
måleorganets måleevne, kan instrumentejeren i stedet foreta‐
ge reverifikation af måleorganet. Af stk. 3 fremgår det, at
instrumentejeren skal sikre, at målesystemet som minimum
reverificeres sådan, at målesystemets fejlvisning ligger in‐
den for de maksimalt tilladelige fejl i det aktuelle brugsom‐
råde. Endelig følger det af stk. 4, at et målesystem må kun
anvendes i det brugsområde, hvori det er reverificeret.
Af § 10 i bekendtgørelsen fremgår det, hvilke operationer
en reverifikation består af. Efter § 11 i bekendtgørelsen på‐
hviler det instrumentejeren at rekvirere reverifikation hos
en virksomhed, som enten er etableret i Danmark og gen‐
nem en akkreditering fra DANAK Den Danske Akkredit‐
eringsfond eller et tilsvarende akkrediteringsorgan, som er
medunderskriver af relevante EA, ILAC eller IAF multila‐
terale aftaler om gensidig anerkendelse, er kvalificeret til
at foretage reverifikation efter denne bekendtgørelse, eller
midlertidigt leverer tjenesteydelser i Danmark, og som er
lovligt etableret i et andet EU/EØS-land, hvor virksomheden
lovligt kan udføre reverifikation af den pågældende type
målesystem.
Der findes stort set enslydende bestemmelser om egen‐
kontrol og reverifikation i bekendtgørelse nr. 592 af 29. maj
2018 om anvendelse af automatiske vægte, bekendtgørelse
nr. 591 af 29. maj 2018 om anvendelse af ikke-automatiske
vægte, bekendtgørelse nr. 583 af 28. maj 2018 om anvendel‐
se af flerdimensionale måleinstrumenter, bekendtgørelse nr.
582 af 28. maj 2018 om anvendelse af måleinstrumenter til
måling af forbrug af vand, gas, el eller varme.
Det foreslås, at produktlovens § 8 indsættes på ny i det
foreslåede kapitel 2 a om administrative forskrifter.
Bestemmelsen foreslås indsat på ny, idet den ved dette
lovforslags § 1, nr. 9, er foreslået ophævet af hensyn til øn‐
sket om indførelsen af det nye kapitel 2 a om administrative
forskrifter. Ophævelsen i dette lovforslags § 1, nr. 9, sker
således alene af lovtekniske hensyn.
Det foreslås i stk. 1, at erhvervsministeren kan fastsætte
regler om de sikkerhedsmæssige, tekniske og formelle krav
til et produkt omfattet af § 2, herunder krav til et produkts
egenskaber, udførelse, mærkning, markedsføring og anven‐
delse.
Bestemmelsen er enslydende med den gældende lovs § 8,
stk. 1, bortset fra, at »og markedsføring« er ændret til »,
markedsføring og anvendelse«.
Det er intentionen, at bestemmelsen fortsat skal anven‐
des som hidtil efter produktloven. Bestemmelsen vil derfor
hjemle fastsættelse af bekendtgørelser, der enten implemen‐
terer eller gennemfører EU-retsakter om produkter omfattet
af lovforslagets anvendelsesområde, jf. produktlovens § 2,
stk. 1, eller fastsætter krav til produkter, der ikke er omfattet
af EU-lovgivning, jf. lovens § 2, stk. 2.
Med metrologiområdets indførsel i produktloven vurderes
det, at det vil være nødvendigt at foretage en udvidelse af
den nuværende bemyndigelsesbestemmelse i lovens § 8, stk.
1, idet der i bekendtgørelserne på metrologiområdet er fast‐
sat særlige krav til anvendelsen af produkter. Der er f.eks.
krav om, at instrumentejeren skal etablere en egenkontrol,
der giver tilstrækkelig sikkerhed for, at brugstolerancen for
et måleinstrument, der anvendes inden for bekendtgørelser‐
nes anvendelsesområde, ikke overskrides. Derudover er der
f.eks. også krav om, at instrumentejeren skal sikre, at må‐
leinstrumentet ikke anvendes, før det er reverificeret, og
at et måleinstrument kun må anvendes i det brugsområde,
hvori det er reverificeret.
Det er således intentionen, at erhvervsministeren med den
forslåede udvidelse af bemyndigelsesbestemmelsen i lovens
§ 8, stk. 1, også skal kunne fastsætte regler om anvendelsen
af produkter, herunder om den vedligeholdelse i form af
blandt andet egenkontrol og reverifikation, der er en del af
anvendelsen af et måleinstrument på metrologiområdet.
Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om krav til de erhvervsdrivende, som er
forpligtede i henhold til denne lov.
Bestemmelsen er enslydende med den gældende produkt‐
lovs § 8, stk. 2, og vil skulle anvendes på sammen måde
som hidtil. Forslaget er en konsekvens af den nødvendige
ophævelse af produktlovens § 8 i dette lovforslags § 1, nr. 9.
Det foreslås i stk. 3, at erhvervsministeren kan fastsætte
regler, der er nødvendige for at gennemføre og håndhæve
retsakter vedtaget af Den Europæiske Unions institutioner
vedrørende produkter, der er omfattet af denne lov.
Bestemmelsen er enslydende med den gældende produkt‐
lovs § 8, stk. 3, og vil skulle anvendes på samme måde som
hidtil. Forslaget er en konsekvens af den nødvendige ophæ‐
velse af produktlovens § 8 i dette lovforslags § 1, nr. 9. Der
henvises til de specielle bemærkninger til dette lovforslags §
1, nr. 9.
Metrologiområdet i Danmark bygger i dag på internatio‐
nale aftaler i form af to globale konventioner (Meterkon‐
ventionen, CGPM, og Den Internationale Organisation for
Legal Metrologi, OIML), to europæiske aftaler (EUROMET
for fundamental metrologi og WELMEC for legal metrolo‐
gi), og samarbejdet i EU. Samarbejdet i EU er udmøntet i en
række direktiver, der i dansk ret er gennemført ved en række
bekendtgørelser udstedt med hjemmel i erhvervsfremmelo‐
ven. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne i
lovforslagets pkt. 2.1.1.1.
43
Reglerne på metrologiområdet i erhvervsfremmeloven er
i vidt omfang en videreførelse af reglerne i lov nr. 173 af
28. april 1982 om mål og vægt (metrologi), hvorefter indu‐
striministeren bl.a. havde hjemmel til at fastsætte nærmere
regler om måleteknik, måleenheder, måleinstrumenter og til
at foreskrive anmeldelsespligt for ibrugværende instrumen‐
ter.
Det følger således af § 18 i erhvervsfremmeloven, at er‐
hvervsministeren fastsætter regler om metrologi, herunder
om, hvilke måleenheder der finder anvendelse, regler om
etablering og vedligeholdelse af primær- og referencenor‐
maler, regler om måleteknik og måleinstrumenter og deres
anvendelse, regler om anmeldelsespligt for ibrugværende
måleinstrumenter, regler om måleteknisk kontrol, regler om,
hvilke varer der skal sælges i bestemte enheder i henseende
til mål eller vægt, herunder regler om klassificering, sorte‐
ring og lign., og regler om bemyndigelse af organer til at
udføre overensstemmelsesvurderingsopgaver i henhold til
nationale regler og EU-retten. Det følger endvidere af stk. 2,
at erhvervsministeren udpeger nationale metrologiinstitutter
til at etablere og vedligeholde primær- og referencenormaler
inden for afgrænsede metrologiske felter. Endelig følger det
af stk. 3, at erhvervsministeren, hvis det skønnes nødven‐
digt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retsken‐
delse har adgang til offentlige og private ejendomme og
lokaliteter for at varetage hvervet med måleteknisk kontrol.
Der er i medfør af § 18 i erhvervsfremmeloven fastsat en
lang række bekendtgørelser, der regulerer de forskellige me‐
trologiområder. Der henvises i den forbindelse til bemærk‐
ningerne i lovforslagets pkt. 2.1.1.1.
Det fremgår af erhvervsfremmelovens § 19, stk. 2, at en
offentlig myndighed eller en privat institution, der i medfør
af § 7, stk. 3, varetager opgaver med administration af reg‐
lerne om metrologi, kan opkræve gebyr for bl.a. udarbejdel‐
se af certifikater og typegodkendelser og for udpegning af
bemyndigede organer efter regler, der fastsættes af erhvervs‐
ministeren.
Af § 7, stk. 3, i erhvervsfremmeloven fremgår det, at
erhvervsministeren kan bestemme, at de beføjelser, der er
henlagt til en underliggende myndighed, og som vedrører
administrationen af de metrologiske regler, som er fastsat
i medfør af § 18, kan henlægges til en anden offentlig
myndighed eller en privat institution. Den underliggende
myndighed indgår i givet fald de nødvendige aftaler herom.
Det foreslås, at der som ny § 8 a indsættes en bemyndi‐
gelsesbestemmelse til erhvervsministeren til fastsættelse af
regler på metrologiområdet.
Det foreslås i stk. 1, at erhvervsministeren kan fastsætte
regler om måleteknik og anvendelse af måleenheder for me‐
trologi omfattet af § 2, stk. 1, nr. 13-19, og § 2, stk. 2, nr.
3, herunder regler om måleteknisk kontrol, regler om anmel‐
delsespligt for ibrugværende måleinstrumenter og regler om,
hvilke varer der skal sælges i bestemte enheder i henseende
til mål og vægt, herunder klassificering, sortering m.v.
Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse skal sikre, at
der i dansk ret kan gennemføres EU-regulering vedrørende
måleinstrumenter, og at der kan udstedes bestemmelser på
det måletekniske område af hensyn til sikkerhed, sundhed,
miljø, samhandel m.v. Det vurderes derfor også, at det
fortsat er nødvendigt, at erhvervsministeren har en sådan
bemyndigelse.
Reglerne om det offentliges mulighed for at føre måletek‐
nisk kontrol foreslås med dette lovforslag videreført til pro‐
duktloven, da det – særligt ud fra hensynet til forbrugerne –
fortsat vurderes at være af afgørende betydning, at der kan
føres måleteknisk kontrol på metrologiområdet.
Det fremgik af den tidligere gældende lov om mål og
vægt (metrologi), at industriministeren kunne foreskrive an‐
meldelsespligt for ibrugværende måleinstrumenter, hvilket
også er videreført i erhvervsfremmeloven. Det fremgår af
bemærkningerne til lov om mål og vægt (metrologi), Folke‐
tingstidende 1981-82 (2. samling), A, L 55, som fremsat,
side 1117, at det var intentionen, at der som led i effektivise‐
ringen af den måletekniske kontrol kunne indføres en sådan
anmeldelsespligt. Ligesom i erhvervsfremmeloven foreslås
denne bemyndigelse også videreført til produktloven ud fra
det fortsatte hensyn til effektiviseringen af den måletekniske
kontrol.
Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren fastsætter reg‐
ler om etablering og vedligeholdelse af primær- og refe‐
rencenormaler inden for afgrænsede metrologiske felter. Er‐
hvervsministeren udpeger i den forbindelse tillige nationale
metrologiinstitutter til at varetage etableringen og vedlige‐
holdelsen.
Tidligere i lov om mål og vægt (metrologi) og nu i er‐
hvervsfremmeloven har der været fastsat regler med bemyn‐
digelse til udpegning af primærlaboratorier og nationale re‐
ferencelaboratorier til at etablere og vedligeholde primær-
og referencenormaler inden for afgrænsede metrologiske
felter.
Det er fortsat af afgørende betydning for muligheden for
at kunne måle nøjagtigt i forbindelse med konstruktion og
produktion af produkter og tjenesteydelser, at der fastsæt‐
tes regler om etablering og vedligeholdelse af primær- og
referencenormaler og udpeges nationale metrologiinstitutter
til varetagelse heraf. I praksis udpeges der ét nationalt me‐
trologiinstitut, som har det primære ansvar for at etablere
og vedligeholde landets metrologiinfrastruktur. Samtidig ud‐
peges der et antal metrologiinstitutter, som har ansvar for
enkelte afgrænsede metrologiske felter, hvor det nationale
metrologiinstitut ikke er aktivt. Dette er i overensstemmelse
med den internationale praksis på området. Det foreslås der‐
for, at erhvervsministerens bemyndigelse hertil videreføres
til produktloven med visse sproglige ændringer.
Bestemmelsen i erhvervsfremmelovens § 18, stk. 3, hvor‐
efter erhvervsministeren, hvis det skønnes nødvendigt, til
enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse har
adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter for
at varetage hvervet med måleteknisk kontrol, foreslås ikke
videreført til produktloven. Dette skyldes, at der allerede i
produktlovens § 11, stk. 1, eksisterer en tilsvarende adgang
for kontrolmyndigheden. Med den forslåede indførsel af me‐
44
trologiområdet i produktloven vil metrologiområdet således
også blive omfattet af bestemmelsen i produktlovens § 11,
stk. 1. En videreførelse af erhvervsfremmelovens § 18, stk.
3, vil derfor være overflødig.
Endelig medfører forslaget, at bestemmelsen i erhvervs‐
fremmelovens § 19, stk. 2, ikke videreføres til produktlo‐
ven. Bestemmelsen i § 7, stk. 3, i erhvervsfremmeloven
har tidligere været anvendt til at bemyndige andre til at vare‐
tage dele af administrationen af reglerne på metrologiområ‐
det. Disse opgaver er dog hjemtaget til Sikkerhedsstyrelsen,
og der er ikke et ønske om fremadrettet af bringe en bestem‐
melse svarerende til erhvervsfremmelovens § 7, stk. 3, i an‐
vendelse. En videreførelse af reglen i erhvervsfremmelovens
§ 19, stk. 2, vurderes derfor at være overflødig.
Det følger af § 16, stk. 1, i erhvervsfremmeloven, at
erhvervsministeren fastsætter de regler vedrørende akkredi‐
tering, som er nødvendige for anvendelsen af Europa-Parla‐
mentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli
2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i
forbindelse med markedsføring af produkter, herunder regler
om udpegning af et nationalt akkrediteringsorgan og dets
opgavevaretagelse, jf. stk. 2, og indgår de nødvendige afta‐
ler herom. Forvaltningsloven finder anvendelse på akkredit‐
eringsorganets udførelse af akkrediteringsopgaver. Det føl‐
ger endvidere af stk. 2, at erhvervsministeren fastsætter de
regler, som er nødvendige for anvendelsen her i landet af
den i stk. 1 nævnte forordning, herunder om det nationale
akkrediteringsorgans akkreditering af virksomheder til f.eks.
prøvning, kalibrering, medicinske undersøgelser, certifice‐
ring, inspektion, attestering, CO2-verifikation og miljøveri‐
fikation, og regler om sanktioner ved manglende overholdel‐
se af en meddelt akkreditering.
Der er i medfør af erhvervsfremmelovens § 16 fastsat
to bekendtgørelser på området for akkreditering. Bekendtgø‐
relse nr. 1230 af 11. december 2009 om udpegning af det
nationale akkrediteringsorgan og bekendtgørelse nr. 913 af
25. september 2009 om akkreditering af virksomheder.
Af § 17 i erhvervsfremmeloven fremgår det, at akkredit‐
eringsorganet, efter særskilt aftale herom med erhvervsmini‐
steren, kan foretage akkreditering i udlandet.
I medfør af erhvervsfremmelovens § 19, stk. 1, kan
det nationale akkrediteringsorgan inden for en ramme af‐
talt mellem organet og erhvervsministeren kræve betaling
for driftsopgaver, som relaterer sig til akkrediteringsydel‐
sen. Ved akkrediteringsydelsen forstås f.eks. akkreditering
af laboratorier til prøvning og kalibrering og akkreditering
af virksomheder og personer til certificering, inspektion,
attestering, CO2-verifikation og miljøverifikation.
Det foreslås endvidere, at der som ny § 8 b i produktloven
indsættes en bemyndigelsesbestemmelse til erhvervsministe‐
ren til fastsættelse af regler om akkreditering.
Det skal bemærkes, at begrebet akkreditering skal for‐
stås i overensstemmelse med definitionen i forordning nr.
765/2008, hvor akkreditering defineres som ”en attestering
foretaget af et nationalt akkrediteringsorgan af, at et over‐
ensstemmelsesvurderingsorgan opfylder de krav, der er fast‐
sat i de harmoniserede standarder, og i givet fald alle andre
supplerende krav, herunder dem, der er fastsat i de relevante
sektorordninger for at udføre de specifikke overensstemmel‐
sesvurderingsopgaver”.
I forordning nr. 765/2008 defineres det nationale akkredit‐
eringsorgan som ”det eneste organ i en medlemsstat med
statslig bemyndigelse til at foretage akkreditering”, mens et
overensstemmelsesvurderingsorgan defineres som ”et organ,
der udfører overensstemmelsesvurderingsopgaver, herunder
kalibrering, afprøvning, certificering og inspektion”. Over‐
ensstemmelsesvurdering defineres i forordningen som ”en
proces til påvisning af, om et produkt, en proces, en tjenes‐
teydelse, et system, en person eller et organ har opfyldt de
specifikke krav, der gælder for dem”. Der henvises i øvrigt
til pkt. 2.2.1.4. i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås i stk. 1, at erhvervsministeren fastsætter regler
vedrørende akkreditering, som er nødvendige for anvendel‐
sen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering, her‐
under regler om udpegning af et nationalt akkrediteringsorg‐
an, dets opgavevaretagelse og kontrollen med akkrediterin‐
gsorganet.
Bestemmelsen indebærer i overensstemmelse med forord‐
ning nr. 765/2008, at der i hver enkelt medlemsstat kun kan
udpeges ét nationalt akkrediteringsorgan til at løse de opga‐
ver, der er omfattet af forordningen. Dette skal medvirke til
at skabe troværdighed omkring akkrediteringssystemet ved
at sikre, at akkreditering ikke baseres på et kommercielt
konkurrencebåret hensyn men på de kvalitetskrav, der stilles
i forordningen, og som baserer sig på standarden DS/EN
ISO/IEC 17011, om generelle krav til akkrediteringsorga‐
ner, der akkrediterer virksomheder, som foretager overens‐
stemmelsesvurdering. Med bemyndigelsesbestemmelsen vil
det nationale akkrediteringsorgan opnå formel anerkendelse
som bemyndiget til at udføre de akkrediteringsopgaver, der
er omfattet af forordningen.
I Danmark er DANAK udpeget som det nationale ak‐
krediteringsorgan. I sin egenskab af at være nationalt ak‐
krediteringsorgan virker DANAK som en offentlig myndig‐
hed. Det er dog alene forvaltningslovens bestemmelser om
parters rettigheder i forhold til en sag, der beror hos en myn‐
dighed eller et privat organ, der har fået overført kompeten‐
ce fra en offentlig myndighed, der finder anvendelse. Det
skyldes, at de krav til fortrolighed, der følger direkte af for‐
ordningen om akkreditering m.v., og som også er et afgøren‐
de led i akkrediteringsstandarden (DS/EN ISO/IEC 17011),
ikke er forenelige med tredjepartsaktindsigt som omhandlet
i offentlighedsloven. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1.4. i
de almindelige bemærkninger.
Den forslåede § 8 b, stk. 1, er en forenkling af erhvervs‐
fremmelovens § 16, stk. 2, men det er intentionen, at er‐
hvervsministerens bemyndigelse indeholder samme beføjel‐
se til, at fastsætte regler om det nationale akkrediteringsorg‐
ans opgavevaretagelse. Det betyder, at DANAK fortsat vil
have til opgave bl.a. at akkreditere virksomheder efter rele‐
vante standarder, ligesom de skal varetage tilsynet med de
akkrediterede virksomheder.
45
Sikkerhedsstyrelsen fører tilsyn med det nationale akkre‐
diteringsorgan. Der findes dog i dag ingen regler, der ud‐
trykkeligt fastlægger Sikkerhedsstyrelsens kontrolbeføjelser
over for det nationale akkrediteringsorgan. Det foreslås der‐
for, at erhvervsministeren i medfør af den forslåede § 8 b,
stk. 1, bemyndiges til at fastsætte regler om kontrollen med
akkrediteringsorganet. Hvis der skulle opstå en situation,
hvor det nationale akkrediteringsorgan ikke lever op til sine
forpligtelser eller dele af disse forpligtelser, bør der være ud‐
trykkelige regler for, hvilke kontrolbeføjelser tilsynsmyndig‐
heden har f.eks. til at udstede påbud til akkrediteringsorga‐
net. Omvendt vil det også sikre en mere klar retsstilling
for det nationale akkrediteringsorgan, hvis der er fastsat ud‐
trykkelige regler om tilsynsmyndighedens kontrolbeføjelser
over for akkrediteringsorganet.
Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren indgår de nød‐
vendige aftaler med akkrediteringsorganet, herunder om or‐
ganets mulighed for at kræve betaling for driftsopgaver, som
relaterer sig til akkrediteringsydelsen.
Ved akkrediteringsydelsen forstås f.eks. akkreditering af
laboratorier til prøvning og kalibrering og akkreditering af
virksomheder og personer til certificering, inspektion, atte‐
stering, CO2-verifikation og miljøverifikation.
Efter forordningen skal det nationale akkrediteringsorgan
udøve sin virksomhed uden fortjeneste for øje.
Rammerne for de priser, det nationale akkrediteringsorgan
kan tage for deres akkrediteringsydelser, skal fastlægges på
en sådan måde, at der skabes mulighed for en indtjening,
der sikrer tilstrækkelige økonomiske ressourcer til, at ak‐
krediteringsorganet kan varetage udviklingen af nye tiltag
inden for akkrediteringsområdet. Derudover skal rammerne
give mulighed for at understøtte områder, hvor akkreditering
forekommer i begrænset omfang og hvor prisen for akkredi‐
tering ville afspejle dette, hvis ikke der i forbindelse med
prisfastsættelsen var mulighed for at tage højde herfor. Dette
prisfastsættelsesprincip er til gavn for samfundsøkonomien,
da der dermed skabes det mest gunstige udgangspunkt for et
velfungerende akkrediteringssystem.
Kravet om, at priserne fastsættes på baggrund af de oven‐
for nævnte aftalte rammer, hænger blandt andet sammen
med, at forordningen forpligter danske virksomheder til at
søge om akkreditering hos det danske akkrediteringsorgan,
hvis organet udbyder den efterspurgte ydelse. Der er således
i princippet tale om en monopollignende stilling, hvorfor det
er et krav, at principperne for prisfastsættelsen er aftalt med
erhvervsministeren.
Fastsættelsen af priser for opgaver, som det nationale ak‐
krediteringsorgan f.eks. løser på tredjelandes markeder (dvs.
lande uden for EU/EØS), er ikke omfattet af bestemmel‐
sen. Det skyldes blandt andet, at de nationale akkrediterin‐
gsorganer i medfør af forordningen gerne må konkurrere
med hinanden på tredjelandes markeder, når blot konkurren‐
cen ikke får konsekvenser for deres virksomhed i EU/EØS.
Endelig foreslås i stk. 3, at erhvervsministeren og akkre‐
diteringsorganet kan indgå særskilt aftale om, at organet kan
foretage akkreditering i udlandet.
Der fastsættes ikke nærmere regler om, hvordan en sådan
akkreditering skal foretages, idet beslutningen herom over‐
lades til akkrediteringsorganet. Dog skal der udarbejdes en
særskilt kontrakt om muligheden for sådanne akkrediterin‐
ger, således at erhvervsministeren er bekendt med karakte‐
ren af det arbejde, som det nationale akkrediteringsorgan
foretager i udlandet.
Det foreslås således, at reglerne om akkreditering indføres
i produktloven. Forslaget medfører derfor, at de bestemmel‐
ser, der findes i erhvervsfremmelovens §§ 16, 17 og § 19,
stk. 1, indholdsmæssigt overføres til produktloven.
På samme måde som i erhvervsfremmeloven vil akkredi‐
tering, der foretages på andet grundlag end forordning nr.
765/2008 om kravene til akkreditering, ikke være omfattet
af produktlovens regler om akkreditering. Et eksempel på
dette er akkreditering af undervisningsinstitutioner, jf. lov
om Danmarks Evalueringsinstitut, og andre godkendelses‐
ordninger, hvor begrebet akkreditering er anvendt i en anden
betydning end i forordningen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. og 2.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 11
Det fremgår af § 9, stk. 1, i produktloven, at Sikkerheds‐
styrelsen varetager opgaven som kontrolmyndighed, med‐
mindre andet følger af stk. 2. Af stk. 2 følger det, at hvis der
i eller i medfør af anden lovgivning er fastsat regler om fo‐
rebyggelse af specifikke risici ved særlige produkter, er den
relevante kontrolmyndighed, der påser risici ved produkter
omfattet af § 2, stk. 1, for så vidt angår sådanne særlige
produkter, den myndighed, der påser overholdelsen af den
anden lovgivning. Efter stk. 3 fører den relevante kontrol‐
myndighed kontrol med, at regler i denne lov og regler fast‐
sat i medfør af denne lov overholdes. Kontrolmyndigheden
fører desuden kontrol med, at regler fastsat i produktforord‐
ninger eller markedsovervågningsforordningen, for så vidt
angår denne lovs anvendelsesområde, overholdes. Endelig
følger det af stk. 4, at kontrolmyndigheden skal udøve kon‐
trol efter stk. 3 på en sådan måde, at der gribes ind med de
midler og med den hurtighed, som risikoens alvor kræver,
herunder ved brug af en skjult identitet. Myndigheden skal i
den forbindelse tage behørigt hensyn til den videnskabelige
usikkerhed om et produkts indvirkning på menneskers sund‐
hed og hensyn til, hvor alvorlig risikoen er for, at et produkt
vil medføre skade på personer.
Det fremgår af produktlovens § 10, stk. 1, at kontrol‐
myndigheden fra enhver kan kræve alle oplysninger, som
skønnes nødvendige for kontrolmyndighedens virksomhed,
herunder til afgørelse af, om et forhold hører under kontrol‐
myndighedens kompetence.
Af § 11, stk. 1, i produktloven fremgår det, at kontrolmyn‐
digheden til enhver tid mod behørig legitimation og uden
retskendelse har adgang til alle erhvervsmæssige lokaliteter
og transportmidler, hvor der kan findes produkter, som er
omfattet af denne lovs anvendelsesområde. Adgangen om‐
fatter tillige private lokaliteter, hvor elevatorer og andet løf‐
46
teudstyr, trykbærende udstyr, elektrisk materiel og gasmate‐
riel måtte være opstillet eller opbevaret, i det omfang det
er påkrævet for at føre kontrol, jf. § 9. Efter stk. 2 kan kon‐
trolmyndigheden som led i kontrolbesøget foretage tekniske
undersøgelser af et produkt på stedet. Det følger af stk. 3, at
kontrolmyndigheden som en del af dokumentationen af kon‐
trolbesøget kan fotografere og optage video samt medtage
prøver til nærmere analyse eller undersøgelse.
Det foreslås, at der efter § 9 i produktloven som ny §
9 a indsættes en bemyndigelsesbestemmelse til, at kontrol‐
myndigheden kan bemyndige andre til at foretage kontrol på
metrologiområdet. Den bemyndigede kan i den forbindelse
udøve kontrolmyndighedens beføjelser efter § 10, stk. 1, og
§ 11, stk. 1-3.
Med den forslåede § 9 a kan kontrolmyndigheden bemyn‐
dige en anden offentlig myndighed eller en offentlig eller
privat virksomhed til at udføre kontrol efter § 9, stk. 1, på
metrologiområdet.
Intentionen med den foreslåede bestemmelse er først og
fremmest, at det som kontrolmyndighed på området skal
være muligt for Sikkerhedsstyrelsen at bemyndige andre of‐
fentlige myndigheder eller en offentlig eller privat virksom‐
hed til at foretage test af måleinstrumenter på metrologiom‐
rådet.
Sikkerhedsstyrelsen har ikke de nødvendige værktøjer til
at foretage de rette tests og vurderinger på metrologiområ‐
det, og det er derfor nødvendigt, at andre kan bemyndiges
til at varetage disse opgaver ude på stedet, hvor måleinstru‐
mentet befinder sig. Der er ikke et lignende behov på andre
af Sikkerhedsstyrelsens områder, hvorfor det foreslås, at be‐
stemmelsen kun skal være gældende for metrologiområdet.
Det skal bemærkes, at der kun vil være tale om en bemyn‐
digelse til at foretage test på metrologiområdet og således
ikke til at foretage sagsbehandling, træffe afgørelser eller
lignende. Formålet med bemyndigelsen er således udeluk‐
kende at sikre, at test af måleinstrumenter på metrologiom‐
rådet foretages af de aktører, der har den største faglige
ekspertise på området og de nødvendige værktøjer til at
foretage de fornødne test.
Bemyndiges en privat virksomhed efter bestemmelsen,
forudsættes det, at den private virksomhed overholder de re‐
levante offentligretlige regler, f.eks. reglerne i offentligheds‐
loven, at der iagttages fortrolighed i overensstemmelse med
lovgivningens almindelige regler herom, og at indhentelse af
oplysninger kun må ske inden for de samme retlige rammer,
som gælder for den offentlige forvaltning.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at straffelovens
grundlæggende regler om tavshedspligt også gælder for pri‐
vate, der udfører opgaver for offentlige myndigheder, jf.
straffelovens § 152 a. En privat virksomhed, der efter be‐
stemmelsen er bemyndiget til at foretage test på metrolog‐
iområdet, vil derfor også være underlagt de grundlæggende
regler om tavshedspligt.
Hvis Sikkerhedsstyrelsen foretager en bemyndigelse efter
bestemmelsen, skal det endvidere sikres, at der ikke kan sås
tvivl om den bemyndigedes habilitet. Sikkerhedsstyrelsen
kan således ikke bemyndige en privat virksomhed til at fore‐
tage test på metrologiområdet, hvis den private virksomhed
f.eks. har tilknytning – eller er konkurrent – til den virksom‐
hed, der ejer det måleinstrument, der er udtaget til test.
Idet det ikke er hensigten, at Sikkerhedsstyrelsen skal
kunne bemyndige andre til at foretage sagsbehandling, træf‐
fe afgørelser eller lignede, er det heller ikke intentionen,
at reglerne i forvaltningsloven skal finde anvendelse, hvis
Sikkerhedsstyrelsen bemyndiger en privat virksomhed til at
foretage test af måleinstrumenter på metrologiområdet.
Det foreslås endvidere med bestemmelsen, at den bemyn‐
digede kan udøve kontrolmyndighedens beføjelser efter §
10, stk. 1, og § 11, stk. 1-3.
For at det skal være muligt at udøve en tilstrækkelig
kontrol på metrologiområdet på samme måde som produkt‐
lovens øvrige områder, skal den bemyndigede tillægges de
samme beføjelser som kontrolmyndigheden, i det omfang
beføjelserne er nødvendige, for at den bemyndigede kan
varetage sine opgaver.
Først og fremmest er det nødvendigt, at den bemyndigede
kan kræve alle oplysninger, jf. produktlovens § 10, stk. 1,
som er nødvendige for den kontrol, de skal foretage på
metrologiområdet, herunder så de kan afgøre, om et forhold
hører under kontrolmyndighedens – og derved også deres –
kompetence.
Bestemmelsen afgrænses af det almindelige forbud mod
at udsætte andre for selvinkriminering, som det blandt andet
kan udledes af Den Europæiske Menneskerettighedskonven‐
tions artikel 6 og § 10 i retssikkerhedsloven. Er der konkret
mistanke om, at det af oplysningerne vil fremgå, at den
pågældende har begået noget strafbart, kan det således ikke
kræves, at oplysningerne udleveres. I et sådant tilfælde må
sagen overlades til politiets efterforskning.
Udover ovenstående er det nødvendigt, at den bemyndige‐
de på samme måde som kontrolmyndigheden til enhver tid –
mod behørig legitimation og uden retskendelse – har adgang
til alle erhvervsmæssige lokaliteter og transportmidler, hvor
der kan findes produkter på metrologiområdet, jf. produktlo‐
vens § 11, stk. 1. Hvis den bemyndigede ikke har adgang
til dette, vil muligheden for at føre kontrol og lave test på
metrologiområdet være ringere end på produktlovens øvrige
anvendelsesområder.
På samme måde som det gælder for kontrolmyndigheden,
skal den bemyndigedes anvendelse af retten til adgang uden
retskendelse ske under hensyntagen til bestemmelserne i
retssikkerhedsloven.
Det er herudover også en forudsætning, at den bemyndi‐
gede som led i et kontrolbesøg kan foretage tekniske under‐
søgelser af et produkt på stedet, jf. produktlovens § 11,
stk. 2. Det er særlig relevant på metrologiområdet, da det
i mange tilfælde vil være til større ulempe for f.eks. en
erhvervsdrivende, hvis denne skal sende en vægt, der bruges
til afvejning af varer i forbindelse med salg, ind til kontrol‐
myndigheden til test, end hvis der kan foretages en test af
vægten ude hos den erhvervsdrivende. Hertil kommer, at der
47
er mange måleinstrumenter, der er installeret, og derfor ikke
uden væsentlig ulempe kan fjernes og indsendes til test.
Med det foreslåede kan den bemyndigede også som led i
et kontrolbesøg fotografere og optage video samt medtage
prøver til nærmere analyse eller undersøgelse, jf. produktlo‐
vens § 11, stk. 3. Denne beføjelser har nær sammenhæng
med den bemyndigedes mulighed for at foretage test på
stedet, da det i sådanne tilfælde særligt kan være relevant
at fotografere og optage video af produktet. Det fremgår af
forarbejderne til produktloven, Folketingstidende 2019-20,
A, L 179, side 68, 2. spalte, at bestemmelsen i lovens §
11, stk. 3, særligt er relevant i sager, hvor det kontrollere‐
de produkt er af en art eller størrelse, som ikke gør det
muligt eller relevant for kontrolmyndigheden at udtage et
eksemplar, hvilket må antages ofte at være tilfældet på netop
metrologiområdet.
Det foreslås endvidere, at der som ny § 9 b i produktloven
indsættes en bestemmelse, hvorefter kontrolbeføjelserne i
kapitel 3 ikke finder anvendelse på akkrediteringsområdet
med undtagelse af beføjelserne i § 9, § 10, stk. 1, og § 24.«
Produktlovens kapitel 3 omhandler kontrol. Langt de fle‐
ste af bestemmelserne i kapitel 3 vedrører kontrol med
produkter. Da akkreditering ikke er et produktområdet, er
størstedelen af bestemmelserne i produktlovens kapitel 3 af
samme grund ikke relevante for akkrediteringsområdet. Her‐
til kommer, at flere af kontrolbeføjelserne i kapitel 3 vil
være meget vidtgående på akkrediteringsområdet. Her tæn‐
kes særligt på de tilfælde, hvor akkreditering fungerer som
en frivillig ydelse f.eks. certificering af ledelsessystemer. I
sådanne situationer vil bl.a. bestemmelsen i produktlovens §
11, hvorefter kontrolmyndigheden til enhver tid mod behø‐
rig legitimation og uden retskendelse har adgang til alle er‐
hvervsmæssige lokaliteter og transportmidler, hvor der kan
findes produkter, som er omfattet af lovens anvendelsesom‐
råde, være meget vidtgående.
Formålet med den forslåede § 9 b er derfor først og frem‐
mest at præcisere, hvilke kontrolbeføjelser i produktlovens
kapitel 3, der skal anvendes på akkrediteringsområdet.
Det er fortsat intentionen, at Sikkerhedsstyrelsen skal
varetage opgaven som kontrolmyndighed på akkrediterin‐
gsområdet og føre tilsyn med det nationale akkrediterin‐
gsorgan. Det foreslås derfor, at bestemmelsen i produktlo‐
vens § 9 skal finde anvendelse på akkrediteringsområdet.
Til brug for Sikkerhedsstyrelsens tilsyn med det nationale
akkrediteringsorgan er det nødvendigt, at Sikkerhedsstyrel‐
sen som kontrolmyndighed kan kræve alle oplysninger, som
er nødvendige for den kontrol, der skal foretages på akkre‐
diteringsområdet. Det foreslås derfor også, at produktlovens
§ 10, stk. 1, skal finde anvendelse på akkrediteringsområdet.
Endelig er beføjelsen i produktlovens § 24 til at registrere,
behandle og samkøre data – dels egne indsamlede data og
dels offentligt tilgængeligt og ikke offentligt tilgængeligt da‐
ta – også relevant på akkrediteringsområdet. Bestemmelsen
i produktlovens § 24 vil f.eks. være relevant for muligheden
for at samkøre data fra akkrediteringsorganet med andre
data til brug for Sikkerhedsstyrelsens risikomodeller.
Det foreslås derfor, at produktlovens § 9, § 10, stk. 1, og
§ 24 skal finde anvendelse på akkrediteringsområdet, mens
resten af kontrolbeføjelserne i produktlovens kapitel 3 ikke
er relevante for akkreditering.
Til nr. 12
Det fremgår af produktlovens § 11, stk. 2, at kontrolmyn‐
digheden som led i kontrolbesøget kan foretage tekniske
undersøgelser af et produkt på stedet.
Efter § 12, stk. 3, i produktloven, kan kontrolmyndighe‐
den foretage eller få foretaget tekniske undersøgelser af pro‐
dukter udtaget i medfør af stk. 1. Kontrolmyndigheden kan
kræve omkostninger forbundet med de eksterne tekniske
undersøgelser refunderet af den erhvervsdrivende, der, jf.
§§ 13 og 14 og § 16, stk. 1, træffes afgørelse over for i
forbindelse med undersøgelsen.
Af produktlovens § 13 fremgår det, at kontrolmyndighe‐
den kan udstede et midlertidigt forbud mod levering, mar‐
kedsføring, udstilling eller anden tilgængeliggørelse af et
produkt, hvis produktet vurderes at kunne udgøre en risi‐
ko. Forbuddet kan rettes mod enhver, der har gjort et pro‐
dukt tilgængeligt på markedet. Forbuddets varighed kan
ikke strække sig ud over, hvad der er nødvendigt for at
træffe kontrolforanstaltninger til brug for undersøgelser eller
vurderinger af produktets sikkerhed.
Det følger af § 14 i produktloven, at hvis et produkt ikke
er i overensstemmelse med, eller lever en erhvervsdrivende
ikke op til regler i denne lov, regler fastsat i medfør af
denne lov, produktforordninger eller markedsovervågnings‐
forordningen, for så vidt angår denne lovs anvendelsesområ‐
de, kan kontrolmyndigheden udstede påbud til enhver, der
har bragt et produkt i omsætning, eller som har været et
led i afsætningen af et produkt, om at advare brugerne om
de risici, der er ved produktet, standse markedsføring, der
kan vildlede brugerne, afhjælpe forhold, som ikke er i over‐
ensstemmelse med reglerne, standse salg eller udlevering
af produktet, tilbagetrække produktet fra markedet effektivt
og øjeblikkeligt, tilbagekalde produktet fra brugerne eller
destruere produktet på forsvarlig måde.
Efter § 16, stk. 1, i produktloven kan kontrolmyndighe‐
den forbyde enhver at bringe et produkt i omsætning, gøre
det tilgængeligt på markedet, udlevere det eller tage det i
brug, hvis produktet eller den erhvervsdrivende ikke lever
op til regler i denne lov, regler fastsat i medfør af denne
lov, produktforordninger eller markedsovervågningsforord‐
ningen, for så vidt angår denne lovs anvendelsesområde.
Det foreslås, at der i produktlovens § 11, stk. 2, indsættes
som 2. pkt., at kontrolmyndigheden kan kræve omkostninger
forbundet med eksterne tekniske undersøgelser refunderet
af den erhvervsdrivende, der, jf. §§ 13 og 14, § 16, stk.
1, og § 16 a, træffes afgørelse over for i forbindelse med
undersøgelsen.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1,
nr. 13, for en nærmere beskrivelse af den forslåede § 16
a. Intentionen er, at kontrolmyndigheden også i de tilfælde,
hvor der foretages eksterne tekniske undersøgelser af et pro‐
48
dukt på stedet, skal kunne kræve omkostningerne forbundet
hermed refunderet af den erhvervsdrivende, hvis der træffes
afgørelse i form af et påbud eller et forbud over for den
erhvervsdrivende efter bestemmelserne i §§ 13 og 14, § 16,
stk. 1 og § 16 a.
Den forslåede bestemmelse svarer til bestemmelsen i pro‐
duktlovens § 12, stk. 3, 2. pkt., hvorefter kontrolmyndighe‐
den kan kræve omkostninger forbundet med de eksterne
tekniske undersøgelser refunderet af den erhvervsdrivende,
der, jf. §§ 13 og 14 og § 16, stk. 1, træffes afgørelse over for
i forbindelse med undersøgelsen.
Da der ikke bør gøres forskel på, om en ekstern teknisk
undersøgelse foretages i forbindelse med udtagelsen af et
produkt eller af et produkt på stedet, foreslås det, at der
indsættes en tilsvarende mulighed for kontrolmyndigheden
for at få refunderet omkostninger, når der foretages eksterne
tekniske undersøgelser af et produkt på stedet. Det er såle‐
des intentionen, at den forslåede bestemmelse skal gælde
på alle produktlovens områder. Bestemmelsen må særligt
antages at være relevant på metrologiområdet og på andre
områder, hvor det af praktiske årsager ikke vil være muligt
at udtage et eksemplar af produktet, eller hvor udtagelsen vil
være forbundet med væsentlig ulempe. Dette vil f.eks. være
tilfældet med større maskiner, elevatorer og måleinstrumen‐
ter, der er installeret.
Ligesom produktlovens § 12, stk. 3, 2. pkt., er den forslå‐
ede bestemmelse i overensstemmelse med artikel 15 i mar‐
kedsovervågningsforordningen, hvorefter markedsovervåg‐
ningsmyndigheder kan tillades at opkræve alle omkostnin‐
ger ved deres aktiviteter fra den relevante erhvervsdrivende
for så vidt angår tilfælde af manglende overensstemmelse.
Den forslåede bestemmelse skal bidrage til at sikre en hø‐
jere regelefterlevelse. Det findes derfor også rimeligt, at om‐
kostningerne kan kræves refunderet af den erhvervsdrivende
i det tilfælde, hvor et produkt ikke er i overensstemmelse
med de gældende regler. Det er i den forbindelse vigtigt at
understrege, at kontrolmyndighedens omkostningsdækning i
lighed med bestemmelse i § 12, stk. 3, 2. pkt., kun kan ske,
når en erhvervsdrivende får et påbud eller forbud efter de
nævnte bestemmelser. Det er hensigten, at omkostningsdæk‐
ningen skal gælde for alle kontrolmyndighedens udgifter,
herunder også eventuelle fragtomkostninger. Dette svarer
også til produktlovens § 12, stk. 3, 2. pkt.
Til nr. 13
Det fremgår af produktlovens § 16, stk. 1, at kontrolmyn‐
digheden kan forbyde enhver at bringe et produkt i omsæt‐
ning, gøre det tilgængeligt på markedet, udlevere det eller
tage det i brug, hvis produktet eller den erhvervsdrivende
ikke lever op til regler i denne lov, regler fastsat i medfør af
denne lov, produktforordninger eller markedsovervågnings‐
forordningen, for så vidt angår denne lovs anvendelsesom‐
råde. Efter stk. 2 kan kontrolmyndigheden påbyde den, for‐
buddet efter stk. 1 retter sig mod, at destruere produktet på
en forsvarlig måde. Endelig kan kontrolmyndigheden efter
stk. 3 foranledige, at produktet destrueres, hvis dette ikke
er sket inden for rimelig tid efter modtagelsen af påbuddet
efter stk. 2. Udgifterne til destruktion afholdes af den, på‐
buddet er meddelt.
I § 18 i erhvervsfremmeloven findes en bemyndigelses‐
bestemmelse, hvorefter erhvervsministeren fastsætter regler
om metrologi. I regler fastsat med hjemmel i bemyndigelsen
fremgår bl.a. forskellige definitioner af en instrumentejer. Se
nærmere herom i bemærkningerne til dette lovforslags § 1,
nr. 6.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.1.1. i de almindelige
bemærkninger.
Det foreslås, at der efter produktlovens § 16 som ny § 16
a indsættes en bestemmelse, hvorefter der kan gives påbud
eller forbud til instrumentejere på metrologiområdet.
Det foreslås, at der i § 4 i produktloven indsættes en
definition i loven på en instrumentejer, som en fysisk eller
juridisk person, som anvender eller stiller et instrument til
rådighed til måling, hvor der på baggrund af målingen skal
foretages betaling. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne
til forslagets § 1, nr. 6.
På baggrund af den forslåede definition på en instrument‐
ejer foreslås indsættelse af en ny bestemmelse i loven,
hvorefter kontrolmyndigheden også kan udstede påbud og
forbud over for instrumentejeren. Dette skyldes, at lovens
§ 16 kun finder anvendelse i den situation, hvor produktet
eller den erhvervsdrivende ikke lever op til reglerne. Den
private instrumentejers manglende efterlevelse af reglerne er
således ikke omfattet af § lovens 16.
Det foreslås som en ny bestemmelse, da et påbud eller
forbud til en instrumentejer kun vil være relevant på metrol‐
ogiområdet.
Det foreslås i stk. 1, at er et instrument inden for metrol‐
ogiområdet ikke i overensstemmelse med regler fastsat i
denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov, kan kon‐
trolmyndigheden påbyde instrumentejeren at bringe instru‐
mentet i overensstemmelse med reglerne, hvis instrumentet
anvendes til måling, hvor der på baggrund af målingen skal
foretages betaling.
Med den forslåede bestemmelse vil kontrolmyndigheden
f.eks. kunne udstede et påbud til en privat udlejer om at
bringe et måleinstrument, som vedkommende ejer, i over‐
ensstemmelse med reglerne, når instrumentet anvendes til
måling, hvor der på baggrund af målingen skal foretages
betaling.
Det foreslås i stk. 2, at kontrolmyndigheden kan forbyde
instrumentejeren at anvende et instrument til måling, hvor
der på baggrund af målingen skal foretages betaling, hvis
instrumentet eller instrumentejeren ikke lever op til regler
fastsat i denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov.
Med bestemmelsen vil kontrolmyndigheden eksempelvis
kunne give forbud til en privat udlejer, mod at anvende et
instrument, som vedkommende ejer, til måling, hvor der på
baggrund af målingen skal foretages betaling, hvis den pri‐
vate udlejer ikke lever op til regler fastsat i loven eller regler
fastsat i medfør af loven. Dette kunne f.eks. være, hvis den
private udlejer ikke lever op til kravene om egenkontrol
49
eller reverifikation af måleinstrumentet, hvorfor der er risiko
for, at instrumentet ikke måler nøjagtigt.
I de ovenfor nævnte tilfælde vil hensynet til, at lejerne
ikke lider et økonomisk tab, tilsige, at kontrolmyndigheden
har mulighed for at træffe afgørelser om påbud og forbud –
også over for private instrumentejere.
Til nr. 14
I produktlovens § 20, stk. 1, fremgår det, at hvis kontrol‐
myndigheden ikke kan finde den, der har bragt et produkt
i omsætning eller gjort det tilgængeligt på markedet, eller
efterlever den pågældende ikke afgørelsen, der er meddelt
denne, kan myndigheden træffe de foranstaltninger, der er
nævnt i §§ 13 og 14, § 15, stk. 2 og 3, § 16, stk. 1 og
2, og § 17, på den pågældendes vegne. Efter stk. 2 kan
kontrolmyndigheden kræve omkostningerne som følge af
foranstaltningerne, myndigheden har truffet efter stk. 1, re‐
funderet af afgørelsens adressat.
De nævnte foranstaltninger omhandler de bestemmelser,
hvorefter kontrolmyndigheden kan forbyde eller påbyde den
pågældende at træffe bestemte foranstaltninger. Det er f.eks.
foranstaltninger i form af påbud om at advare brugerne om
risici ved produktet eller tilbagekaldelse af produktet, jf. §
14, nr. 1 og 6, påbud om at fjerne et uretmæssigt påført CE-
mærke, jf. § 15, stk. 3, og forbud mod tilgængeliggørelse af
et produkt, jf. § 16, stk. 1.
Med lovforslagets § 1, nr. 13, foreslås indført en ny
påbudsbestemmelse, hvorefter kontrolmyndigheden kan på‐
byde en instrumentejer at bringe et instrument i overens‐
stemmelse med reglerne eller forbyde anvendelsen af et
instrument, der ikke lever op til reglerne, når instrumentet
anvendes til måling, hvor der på baggrund af målingen skal
foretages betaling.
Der foreslås derfor en ændring i produktlovens § 20, stk.
1, så »§ 17« ændres til »§§ 16 a og 17«.
Dermed omfattes den foreslåede påbudsbestemmelse i
lovforslagets § 1, nr. 13, af lovens § 20.
For måleinstrumenter er der særlige krav for ejeren af
instrumentet, når instrumentet anvendes til måling, hvor der
på baggrund af målingen skal foretages betaling. Der henvi‐
ses til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8.
Det er derfor også afgørende, at der kan sættes ind over
for disse instrumenter, selvom det ikke er muligt at finde
ejeren af instrumentet eller den pågældende ikke efterlever
afgørelsen, der er meddelt denne. I den henseende er der
i forhold til brugernes sikkerhed tale om, at brugerne skal
kunne være sikre på, at instrumenterne er indstillet til at fo‐
retage korrekte målinger, så brugerne betaler for den ydelse,
de rent faktisk har modtaget.
Når den foreslåede § 16 a omfattes af produktlovens §
20, vil bestemmelsen eksempelvis kunne anvendes, hvor
kontrolmyndigheden har påbudt ejeren af en vandmåler at
bringe måleren i overensstemmelse med kravene, fordi det
er påvist, at vandmåleren er indstillet forkert og derfor måler
et vandforbrug på 15 m3, når en lejer reelt kun har brugt
10 m3, og lejeren betaler forbruget på baggrund af den
forkerte måling, men ejeren ikke efterlever påbuddet. Her
kan kontrolmyndigheden i stedet foretage foranstaltninger
og efterfølgende kræve omkostningerne refunderet hos in‐
strumentejeren.
Til nr. 15
Efter produktlovens § 21 kan kontrolmyndigheden kræve,
at den, som er pålagt at træffe foranstaltninger i medfør af
§§ 13 og 14, § 15, stk. 2 og 3, § 16, stk. 1 og 2, §§ 17 og
19, oplyser myndigheden om, hvordan foranstaltningerne er
truffet, og om effekten heraf.
De nævnte bestemmelser vedrører forhold, hvor kontrol‐
myndigheden kan forbyde, påbyde eller træffe anden afgø‐
relse om, at en erhvervsdrivende skal træffe foranstaltninger.
Det følger af forarbejderne til produktlovens § 21, jf. Fol‐
ketingstidende 2019-20, A, L 179, side 82, at bestemmelsen
skal sikre, at kontrolmyndigheden kan kræve at få oplysnin‐
ger om, hvordan den eller de foranstaltninger, der er blevet
påbudt, forløber, eller om et forbud bliver fulgt uden nød‐
vendigvis at skulle foretage en fysisk kontrol heraf. Oplys‐
ningerne er væsentlige for kontrolmyndighedens vurdering
af, om effekten af den foranstaltning, der er truffet, har
været tilstrækkelig. I det omfang det i forbindelse med myn‐
dighedens opfølgning viser sig, at foranstaltninger ikke har
været tilstrækkelige, vil der kunne iværksættes yderligere
tiltag med henblik på at sikre, at brugerne ikke udsættes
for farlige produkter, eller at der sælges produkter, der ikke
lever op til reglerne.
Der findes i de gældende regler på metrologiområdet ikke
en lignende bestemmelse.
Med dette lovforslags § 1, nr. 13, foreslås indført en ny
påbudsbestemmelse som § 16 a i produktloven. Bestemmel‐
sen kan anvendes over for instrumentejere på metrologiom‐
rådet. Der henvises til bemærkninger til lovforslagets § 1, nr.
13.
På den baggrund foreslås en ændring af produktlovens §
21, så »§§ 17 og 19« ændres til »§§ 16 a, 17 og 19«.
Dermed omfattes den foreslåede påbudsbestemmelse i
lovforslagets § 1, nr. 13, af produktlovens § 21.
Instrumentejere skal opfylde nogle bestemte krav for at
sikre instrumentets nøjagtighedsmåling, når instrumentet an‐
vendes til måling, hvor der på baggrund af målingen skal
foretages betaling. Dette gælder også, hvis der er tale om en
privat instrumentejer f.eks. en privat udlejer. Der henvises til
bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 8.
Det er derfor afgørende, at kontrolmyndigheden har
mulighed for at få oplysninger om de foranstaltninger,
som en instrumentejer er pålagt at foretage – uanset om
vedkommende er erhvervsdrivende eller privat – når instru‐
mentet anvendes til måling, hvor der på baggrund af målin‐
gen foretages betaling. Ved at omfatte instrumentejeren af
bestemmelsen får kontrolmyndigheden også mulighed for at
iværksætte yderligere tiltag, hvis de oprindelige foranstalt‐
ninger viser sig ikke at være tilstrækkelige. Det skal være
50
med til at sikre, at brugerne ikke betaler for mere end de
modtager på baggrund af målingen.
Det fremgår af produktlovens § 34, stk. 1, at kontrolmyn‐
dighedens afgørelser truffet efter loven eller regler fastsat
i medfør heraf ikke kan indbringes for anden administrativ
myndighed. I erhvervsfremmelovens § 20, stk. 1, findes en
lignende bestemmelse, der finder anvendelse på metrolog‐
iområdet. Her fremgår det således, at klager over afgørelser,
som er truffet af den, som erhvervsministeren har bemyndi‐
get hertil, efter dette kapitel eller regler udstedt i medfør
af dette kapitel, kan kun indbringes for erhvervsministeren,
hvis klagen vedrører retlige spørgsmål.
I produktloven findes der også hjemmel til, at adressaten
af en afgørelse kan forlange afgørelsen indbragt for domsto‐
lene. Det fremgår således af § 36, stk. 1, 1. pkt., at påbud
eller forbud udstedt i medfør af §§ 13 og 14, § 15, stk. 2 og
3, § 16, stk. 1 og 2, og §§ 17 og 19 kan af den, afgørelsen
vedrører, forlanges indbragt for domstolene.
Formålet med bestemmelsen er ifølge forarbejderne til
loven, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 179, side 94, at
brede princippet om domstolsprøvelse ud på lovens produkt‐
områder, for på den måde at lette sagsgangen vedrørende
indbringelse for domstolene og for at synliggøre muligheden
for at få sagen prøvet ved domstolene, når der ikke er en
administrativ klageadgang.
Der findes ikke en lignende bestemmelse i de gældende
regler på metrologiområdet, men det fremgår dog af forar‐
bejderne til erhvervsfremmelovens § 20, stk. 1, jf. Folke‐
tingstidende 2018-19, A, L 73, side 50, 1. spalte, at bestem‐
melsen ikke afskærer den almindelige adgang til at få afgø‐
relser prøvet ved domstolene.
Det foreslås, at der i produktlovens § 36, stk. 1, 1. pkt.,
foretages samme ændring som i § 21, hvor »§§ 17 og 19«
ændres til »§§ 16 a, 17 og 19«. Baggrunden for ændringen
er den foreslåede § 16 a i lovforslaget § 1, nr. 13. Dermed
omfattes den foreslåede påbudsbestemmelse i lovforslagets
§ 1, nr. 13, også af produktlovens § 36.
Når metrologiområdet med lovforslaget flyttes fra er‐
hvervsfremmeloven til produktloven videreføres det tillige,
at kontrolmyndighedens afgørelser ikke kan indbringes for
anden administrativ myndighed. Det samme gør sig gælden‐
de for afgørelser efter den forslåede bestemmelse i lovfor‐
slagets § 1, nr. 13. Som en naturlig følge heraf bør disse
afgørelser, ligesom andre afgørelser efter loven, også omfat‐
tes af produktlovens § 36.
Til nr. 16
Efter erhvervsfremmelovens § 21, stk. 1, kan erhvervsmi‐
nisteren fastsætte regler om, at forskrifter vedrørende metro‐
logi og akkreditering, som indeholder krav til virksomheder,
anlæg, installationer, indretninger og produkter m.v., og spe‐
cifikationer, der henvises til i sådanne forskrifter, ikke indfø‐
res i Lovtidende. Efter stk. 2 kan ministeren fastsætte regler
om, hvordan oplysninger om indholdet af disse forskrifter
og tekniske specifikationer, der ikke indføres i Lovtidende,
jf. stk. 1, kan fås. Endelig kan ministeren efter stk. 3 fastsæt‐
te regler om, at tekniske specifikationer, som ikke indføres i
Lovtidende, jf. stk. 1, skal være gældende, selv om de ikke
foreligger på dansk.
Der findes en tilsvarende bestemmelse i produktlovens
§ 32, der finder anvendelse på regler fastsat i medfør af
produktloven.
Som følge af, at akkreditering nu foreslås omfattet af pro‐
duktloven, foreslås en ændring af produktlovens § 32, stk. 1,
hvorved der efter »krav til« indsættes »akkreditering, «.
Ændringen skal sikre, at bestemmelsen også finder anven‐
delse på akkreditering, så de gældende regler videreføres
ved flytningen fra erhvervsfremmeloven til produktloven.
Til nr. 17
I erhvervsfremmeloven er der fastsat regler for klager
over afgørelser truffet af det nationale akkrediteringsorgan
eller en offentlig myndighed eller privat institution, der er
bemyndiget til at varetage administrationen af de metrologi‐
ske regler. Det fremgår således af lovens § 20, stk. 2, at
klager over afgørelser truffet af akkrediteringsorganet eller
en offentlig myndighed eller privat institution, der i medfør
af § 7, stk. 3, varetager administrationen af de metrologiske
regler, kan indbringes for Sikkerhedsstyrelsen, jf. dog stk. 3
og 4.
Efter § 20, stk. 3, kan den, der har modtaget en afgørelse
om afslag på eller kun delvis imødekommelse af en ansøg‐
ning om akkreditering eller en afgørelse om hel eller delvis
tilbagekaldelse eller suspension af en meddelt akkreditering,
anmode akkrediteringsorganet om at foretage en ny vurde‐
ring af sagen. Det følger herefter af stk. 4, at fører den
fornyede behandling af sagen efter stk. 3 ikke til, at klageren
fuldt ud får medhold, kan afgørelsen indbringes for Klagen‐
ævnet for Udbud.
Endelig fremgår det af § 20, stk. 5, i erhvervsfremmelo‐
ven, at klage efter stk. 2-4 skal være indgivet, senest 4 uger
efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.
I produktloven er der fastsat en klageadgang vedrørende
afgørelser truffet af et bemyndiget organ. Der fremgår så‐
ledes af lovens § 35, at klage over afgørelser truffet af
bemyndigede organer, jf. § 26, kan indbringes for Sikker‐
hedsstyrelsen, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt
den pågældende.
Det er hensigten, at der fortsat skal være den samme
klageadgang på området for akkreditering, som der i dag
findes i erhvervsfremmeloven, efter at reguleringen er flyttet
til produktloven. Idet klagefristen er 4 uger i såvel erhvervs‐
fremmeloven som i produktlovens § 35, er det fordelagtigt
at omfatte klagemulighederne for akkreditering af denne
bestemmelse.
Der foreslås på den baggrund en nyaffattelse af § 35 i
produktloven.
I stk. 1 foreslås det, at klage over afgørelser truffet af
bemyndigede organer, jf. § 26, og det nationale akkrediterin‐
gsorgan udpeget efter regler fastsat i medfør af § 8 b, kan
indbringes for Sikkerhedsstyrelsen, jf. dog stk. 2-4.
51
Med bestemmelsen videreføres den gældende klagead‐
gang for afgørelser truffet af bemyndigede organer, der
fremover også finder anvendelse på områderne for metrolo‐
gi, krystalglasvarer og mærkning af henholdsvis fodtøj og
tekstiler, som foreslås omfattet af produktloven med dette
lovforslag.
Herudover tilføjes klageadgang for afgørelser truffet af
det nationale akkrediteringsorgan, hvormed de nuværende
klageadgange fra erhvervsfremmeloven videreføres.
Efter det foreslåede stk. 2 kan den, der har modtaget en
afgørelse om afslag på eller kun delvis imødekommelse af
en ansøgning om akkreditering eller en afgørelse om hel
eller delvis tilbagekaldelse eller suspension af en meddelt
akkreditering, anmode akkrediteringsorganet om at foretage
en ny vurdering af sagen.
Bestemmelsen er en direkte videreførelse af bestemmelsen
i erhvervsfremmelovens § 20, stk. 3.
Det foreslås herefter i stk. 3, at fører den fornyede behand‐
ling af sagen efter stk. 2 ikke til, at klageren fuldt ud får
medhold, kan afgørelsen indbringes for Klagenævnet for
Udbud.
Bestemmelsen er en direkte videreførelse af bestemmelsen
i erhvervsfremmelovens § 20, stk. 4.
Adgangen til at klage over afgørelser truffet af det na‐
tionale akkrediteringsorgan videreføres bl.a. for at opfyl‐
de forpligtelserne i forordning nr. 765/2008 om akkredite‐
ring, hvorefter medlemslandende forpligter sig til at indføre
procedurer til behandling af klager i forbindelse med ak‐
krediteringsafgørelser eller manglende akkrediteringsafgø‐
relser. Det foreslåede stk. 2 og 3 har derfor baggrund i
forordningen.
Bestemmelserne sikrer, at klagereglerne både er i overens‐
stemmelse med forordningen om akkreditering og akkredit‐
eringsstandarden. Efter bestemmelserne kan en afgørelse om
tilbagekaldelse, suspendering eller begrænsning af en med‐
delt akkreditering og afgørelse om afslag på en begrænsning
eller af en ansøgt akkreditering indbringes for det nationale
akkrediteringsorgan med henblik på, at organet kan foretage
en revurdering af afgørelsen set i lyset af de argumenter,
klageren anfører.
Det nationale akkrediteringsorgan skal tilrettelægge kla‐
gebehandlingen i overensstemmelse med de krav, der er i
akkrediteringsstandarden, DS/EN ISO/IEC 17011. Det nati‐
onale akkrediteringsorgan skal i lyset af klagerens indven‐
dinger vurdere sagen på ny. Hvis det nationale akkrediterin‐
gsorgan ikke finder, at der er grundlag for at give klageren
medhold, meddeler de klageren dette. Herefter kan det na‐
tionale akkrediteringsorgans afgørelse efter den forslåede
stk. 3 indbringes for Klagenævnet for Udbud. Klager over
akkrediteringsafgørelser har ikke opsættende virkning.
Endelig foreslås det i stk. 4, at klage efter stk. 1-3 skal
indbringes, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den
pågældende.
Med bestemmelsen videreføres den 4 ugers klagefrist, der
følger af såvel erhvervsfremmeloven som produktloven. Fri‐
sten søger at imødegå de situationer, hvor en virksomhed af
forskellige årsager ønsker at trække en sag i langdrag.
Til nr. 18
I § 23, stk. 3, i erhvervsfremmeloven findes hjemmel til at
straffe overtrædelser af forskrifter, udstedt i medfør af loven,
med bøde. Der er med hjemmel i erhvervsfremmeloven fast‐
sat en række bekendtgørelser inden for metrologiområdet.
I § 37, stk. 1, i produktloven er der hjemmel til at straffe
visse overtrædelser af loven med bøde, medmindre strengere
straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Det følger af den foreslåede ændring af produktlovens §
37, stk. 1, nr. 1, at § 5, stk. 1-3, ændres til § 5, stk. 1-4.
Bestemmelsen kommer herved også til at omfatte overtræ‐
delser af den foreslåede § 5, stk. 4, som foreslås i lovfor‐
slagets § 1, nr. 8. Dermed gøres det strafbart for en instru‐
mentejer, som ikke er erhvervsdrivende, hvis det instrument,
som anvendes til måling, hvor der på baggrund af målingen
foretages betaling, ikke opfylder kravene i § 5, stk. 1 og
2. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor en privat udlejer
ejer en fordelingsmåler og på baggrund af aflæsninger fra
denne opkræver betaling for forbrug hos en eller flere lejere,
eller hvor en privatperson sælger en vare efter vægt på et
marked eller lignende. Intentionen er, at privatpersoner, som
anvender et instrument til måling, hvor der på baggrund af
målingen foretages betaling, også skal kunne straffes, hvis
de undlader at sikre, at det instrument, de anvender til mål‐
ingerne, opfylder kravene i lovens § 5, stk. 1, nr. 1-3. Det
bagvedliggende hensyn er, at de forbrugere, der på baggrund
af en målingen foretager en betaling, ikke kommer til at lide
et økonomisk tab, f.eks. fordi et instrument ikke lever op til
kravene og derfor ikke måler nøjagtigt. Der henvises i øvrigt
til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6 og nr. 8.
Til nr. 19
I medfør af produktlovens § 37, stk. 1, nr. 6, kan den,
der overtræder eller undlader at efterkomme en afgørelse fra
kontrolmyndigheden efter lovens §§ 13 eller 14, § 15, stk. 2
eller 3, § 16, stk. 1 eller 2, eller §§ 17 eller 19, straffes med
bøde, medmindre strengere straf er forskyldt efter anden
lovgivning.
Det følger af den foreslåede ændring af produktlovens §
37, stk. 1, nr. 6, at der efter § 16, stk. 1 eller 2, indsættes §
16 a.
Ændringen indebærer således, at der indsættes en hen‐
visning til § 16 a, som forslås i lovforslagets § 1, nr.
13. Efter stk. 1 i den forslåede § 16 a kan kontrolmyndig‐
heden påbyde en instrumentejer at bringe et instrument i
overensstemmelse med reglerne, hvis instrumentet anvendes
til måling, hvor der på baggrund af målingen skal foreta‐
ges betaling. Efter stk. 2 kan kontrolmyndigheden forbyde
instrumentejeren at anvende et instrument til måling, hvor
der på baggrund af målingen skal foretages betaling, hvis
instrumentet eller instrumentejeren ikke lever op til lovens
regler eller regler fastsat i medfør af loven. Det gøres såle‐
des strafbart for en instrumentejer, hvis denne overtræder
52
eller undlader at efterkomme en afgørelse fra kontrolmyn‐
digheden. Dette gør sig også gældende, hvor instrumenteje‐
ren er en privatperson f.eks. en privat udlejer. Intentionen
med bestemmelsen er, at det skal være muligt at straffe den
instrumentejer, der undlader at efterkomme et påbud eller
forbud efter den foreslåede § 16 a for at sikre, at de forbru‐
gere, der skal foretage betaling på baggrund af en måling,
kan regne med, at instrumentet til målingen lever op til de
gældende regler og måler korrekt. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6 og 13.
Til nr. 20
I § 23, stk. 3, i erhvervsfremmeloven findes hjemmel til
at straffe overtrædelser af forskrifter, udstedt i medfør af lo‐
ven, med bøde. Der er med hjemmel i erhvervsfremmeloven
fastsat en række bekendtgørelser inden for metrologiområ‐
det. Der er i flere af de udstedte bekendtgørelser fastsat
bestemmelser om, at ingen uberettiget må foretage indgreb
i måleinstrumenter eller målesystemer omfattet af bekendt‐
gørelserne eller på anden måde påvirke måleinstrumentets
eller målesystemets korrekte funktion og måleevne. Som ek‐
sempler herpå kan nævnes § 12 i bekendtgørelse nr. 593 af
29. maj 2018 om anvendelse af målesystemer til kvantitativ
måling af andre væsker end vand og udmåling af luftformig
gas i portioner og § 15 i bekendtgørelse nr. 582 af 28.
maj 2018 om anvendelse af måleinstrumenter til måling af
forbrug af vand, gas, el eller varme.
I medfør af markedsføringslovens § 37, stk. 5, kan der
i regler, der udstedes i medfør af loven, fastsættes straf af
bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne. Der er
med hjemmel i markedsføringsloven fastsat bekendtgørelser
om krystalglasvarer og mærkning af fodtøj.
I § 37, stk. 1, i produktloven er der hjemmel til at straffe
visse overtrædelser af loven med bøde, medmindre strengere
straf er forskyldt efter anden lovgivning. Straffen kan efter
stk. 2 stige til fængsel indtil 2 år, hvis en overtrædelse be‐
gås inden for en række nærmere bestemte produktområder,
og hvis der foreligger skærpende omstændigheder. Der er
endvidere i stk. 2 foretage en opregning af, hvad der skal
betragtes som skærpende omstændigheder. Af § 37, stk.
6, fremgår det, at der i regler, udstedt i medfør af loven,
kan fastsættes straf af bøde. Inden for en række nærmere
bestemte produktområder kan der dog fastsættes straf af
bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil
2 år.
Der foreslås en ændring af § 37, stk. 2, 1. pkt., og stk. 6, så
nr. 13-15 ændres til 13-25, og nr. 1 eller 2, ændres til nr. 1-3.
Intentionen med ændringen er, at bestemmelserne i § 37,
stk. 2, og stk. 6, 2. pkt. skal finde anvendelse på de nye
områder, der med lovforslagets § 1, nr. 2 og 3, foreslås
indsat i produktlovens § 2, stk. 1 og stk. 2, med undtagelse
af den forslåede § 2, stk. 3, vedrørende akkreditering, da
akkreditering ikke er et produktområde. Overtrædelser på
akkrediteringsområdet kan således alene straffes med bøde i
såvel loven som regler fastsat i medfør af loven.
Med den forslåede ændring til § 37, stk. 2, 1. pkt., vil
straffen for overtrædelser på et produktområde omfattet
af § 2, stk. 1, nr. 13-25, og § 2, stk. 2, nr. 1-3, under
skærpende omstændigheder kunne stige til fængsel indtil
2 år. På metrologiområdet, området for krystalglasvarer og
områderne for mærkning af fodtøj og tekstiler antages det,
at fængselsstraf kun vil komme på tale i helt særlige tilfæl‐
de. Fængselsstraf kan dog f.eks. tænkes anvendt, hvis en
erhvervsdrivende systematisk og med økonomisk vinding
for øje har mærket fodtøj i strid med reglerne, således at
det uretmæssigt fremgår af mærkningen, at det materiale,
fodtøjet udgøres af, er et dyrere materiale end det, fodtøjet
rent faktisk udgøres af.
Med den forslåede ændring til § 37, stk. 6, 2. pkt., vil der i
regler udstedt i medfør af loven kunne fastsættes straf af bø‐
de eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2
år, hvis produktområdet er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 13-25,
eller § 2, stk. 2, nr. 1-3. Der er også i relation til de nye om‐
råder, der foreslås omfattet af produktloven i lovforslagets §
1, nr. 2-4, behov for fastsættelse af straffebestemmelser i be‐
kendtgørelser, idet fastsættelsen af de mere specifikke krav
til disse produkters dokumentation, mærkning og sikkerhed,
de erhvervsdrivendes forpligtelser, implementeringen af re‐
levante direktiver og gennemførsel af produktforordninger
sker på bekendtgørelsesniveau. Der er derfor behov for, at
overtrædelse af disse regler kan straffes på samme måde
som de krav, der fremgår af lovforslaget.
Idet der i såvel erhvervsfremmeloven som markedsfø‐
ringsloven kun er hjemmel til fastsættelse af straf af bøde
for overtrædelser af forskrifter udstedt i medfør af erhvervs‐
fremmeloven og markedsføringsloven, kan der efter de gæl‐
dende bekendtgørelser på metrologiområdet, området for
krystalglasvarer og området for mærkning af fodtøj kun
fastsættes straf af bøde. Med den foreslåede ændring af
produktlovens § 37, stk. 6, 2. pkt., vil der også på disse
områder kunne fastsættes fængselsstraf på bekendtgørelses‐
niveau. Udgangspunktet vil fortsat være, at der vil blive
fastsat regler om bødestraf, men der kan også her være til‐
fælde, hvor fængselsstraf kan komme på tale. Det kan f.eks.
være en situation, hvor en udlejer af et større antal lejemål,
uberettiget, systematisk og med økonomisk vinding for øje,
foretager indgreb i flere fordelingsmålere, således at disse
måler et højere forbrug, end det der faktisk er forbrugt, og
på baggrund af de ukorrekte målinger opkræver betaling fra
lejerne, således at lejerne betaler for et højere forbrug, end
de har haft.
Med den forslåede ændring af § 37, stk. 6, 2. pkt., vil mu‐
ligheden for at fastsætte fængselsstraf op til 2 år under skær‐
pende omstændigheder fortsat finde anvendelse for samme
produktområder, som kan straffes med fængsel ifølge § 37,
stk. 2, 1. pkt.
Til nr. 21
Det fremgår af erhvervsfremmelovens § 29, at loven ikke
gælder for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og
Grønland med de ændringer, som de færøske og grønland‐
ske forhold tilsiger.
53
Den nugældende erhvervsfremmelov er ikke sat i kraft
på hverken Færøerne eller i Grønland, men det er tidligere
gældende udgaver af erhvervsfremmeloven.
Ved anordning nr. 692 af 10. august 1992 om ikrafttræ‐
den i Grønland af lov om erhvervsfremme blev en række
bestemmelser om måleenheder og måleteknik sat i kraft i
Grønland i medfør af den dagældende lov nr. 394 af 13. juni
1990 om erhvervsfremme.
Det betyder bl.a., at i Grønland har industriministeren
hjemmel til at fastsætte regler om, hvilke måleenheder der
finder anvendelse, regler om etablering og vedligeholdelse
af primær- og referencenormaler, regler om vejere og må‐
lere, regler om måleteknik, måleinstrumenter og deres an‐
vendelse samt måleteknisk kontrol, jf. anordningens § 1,
nr. 1. Industriministeren kan også bemyndige akkrediterede
eller certificerede personer, virksomheder, laboratorier og
andre organer samt statslige og kommunale myndigheder til
at foretage tilsyn inden for afgrænsede områder af måletek‐
nik, måleinstrumenter og deres anvendelse samt kontrol, jf.
anordningens § 1, nr. 3.
Desuden er en række af kontrolbestemmelserne i den da‐
gældende lov om erhvervsfremme sat i kraft ved anordnin‐
gen. Det gælder bl.a. retten til at kræve oplysninger og ad‐
gang uden retskendelse, jf. anordningens § 1, nr. 12. Endelig
er også straffebestemmelser sat i kraft, hvilket bl.a. betyder,
at der i forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, kan
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i
forskrifter, jf. anordningens § 1, nr. 14.
Ved anordning nr. 720 af 5. september 1995 om ikraft‐
træden på Færøerne af lov om erhvervsfremme blev det
bestemt, at lovbekendtgørelse nr. 84 af 22. februar 1993
om erhvervsfremme med de ændringer, der fulgte af lov nr.
1093 af 22. december 1993 og lov nr. 284 af 27. april 1994,
skal gælde for Færøerne i den ved anordningen anførte affat‐
telse. Ud over en række bestemmelser om erhvervsudvikling
blev også bestemmelser om metrologi og akkreditering sat i
kraft.
Det betyder bl.a., at på Færøerne er erhvervsministeren
bemyndiget til at fastsætte regler om, hvilke måleenheder
der finder anvendelse, regler om etablering og vedligehol‐
delse af primær- og referencenormaler, regler om måletek‐
nik, måleinstrumenter og deres anvendelse samt måleteknik,
jf. anordningens § 10, stk. 1. Erhvervsministeren fastsætter
også regler om akkreditering af virksomheder, laboratorier
og andre organisationer til teknisk prøvning, inspektion og
certificering samt regler om inspektion og certificering af
personer, produkter og systemer, jf. anordningens § 10, stk.
2. Efter anordningens § 11 kan erhvervsministeren bemyndi‐
ge akkrediterede eller certificerede personer, virksomheder,
laboratorier og andre organer samt statslige og kommunale
myndigheder til at foretage tilsyn inden for afgrænsede om‐
råder af måleteknik, måleinstrumenter og deres anvendelse
samt måleteknisk kontrol.
Derudover er der også sat en række kontrolbestemmelser
i kraft, bl.a. retten til at kræve oplysninger, jf. anordningens
§ 12, stk. 1, og adgang uden retskendelse, jf. anordningens
§ 12, stk. 2. Endelig kan der efter anordningens § 14, stk.
2, fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i
forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven.
Det fremgår af produktlovens § 46, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland.
Det foreslås at affatte produktlovens § 46, så loven ikke
gælder for Færøerne og Grønland, men lovens regler om
metrologi og akkreditering kan ved kongelig anordning helt
eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de
ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Produktlovens territorialbestemmelse foreslås ændret som
følge af, at tidligere udgaver af erhvervsfremmeloven er
sat i kraft for Færøerne og Grønland, herunder regler om
metrologi og akkreditering.
Det er derfor nærliggende, at Færøerne og Grønland fort‐
sat har mulighed for at sætte de nyeste regler om metrologi
og akkreditering, der gælder i Danmark, i kraft med de
tilpasninger, som de færøske og grønlandske forhold fordrer.
Den foreslåede ændring af produktlovens territorialbe‐
stemmelse har alene betydning for reglerne om metrologi
og akkreditering. Produktlovens øvrige regler gælder fortsat
ikke for Færøerne og Grønland, og kan heller ikke ved kon‐
gelig anordning sættes i kraft for disse områder.
Til § 2
Til nr. 1
Det følger af § 3, stk. 1, i erhvervsfremmeloven, at er‐
hvervsministeren kan udstede nærmere regler om gennem‐
førelse af erhvervsfremmeaktiviteter, der iværksættes inden
for denne lov, med undtagelse af aktiviteter, der iværksættes
efter kapitel 8. Det fremgår endvidere, at erhvervsministe‐
ren kan fastsætte nærmere regler om administration, herun‐
der om behandling af ansøgninger om medfinansiering til
offentlige myndigheder, organisationer, institutter, virksom‐
heder og enkeltpersoner m.v., regler om godkendelse, regn‐
skabsaflæggelse, revision, kontrol og tilsyn og regler om
afgivelse af oplysninger og regnskaber.
Lovens kapitel 8 omhandler akkreditering og metrologi
m.v.
Det foreslås, at erhvervsfremmelovens § 3, stk. 1, ændres
således, at sætningen », med undtagelse af aktiviteter, der
iværksættes efter kapitel 8« udgår.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at akkredite‐
ring og metrologi med dette lovforslag foreslås flyttet ud af
erhvervsfremmeloven og over i produktloven. Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.1. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Efter § 7, stk. 1, i erhvervsfremmeloven kan erhvervsmi‐
nisteren henlægge sine beføjelser efter loven til en underlig‐
gende myndighed. Efter § 7, stk. 1, nr. 3, kan erhvervsmi‐
nisteren bestemme, at de beføjelser, der er henlagt til en
underliggende myndighed, og som vedrører administratio‐
nen af de metrologiske regler, som er fastsat i medfør af §
54
18, kan henlægges til en anden offentlig myndighed eller
en privat institution. Den underliggende myndighed indgår i
givet fald de nødvendige aftaler herom.
Det følger af erhvervsfremmelovens § 18, stk. 1 og 2, at
erhvervsministeren fastsætter regler om metrologi, ligesom
ministeren udpeger nationale metrologiinstitutter til at eta‐
blere og vedligeholde primær- og referencenormaler inden
for afgrænsede metrologiske felter. Endelig har erhvervsmi‐
nisteren efter stk. 3 til enhver tid mod behørig legitimation
uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendom‐
me og lokaliteter for at varetage hvervet med måleteknisk
kontrol, hvis det skønnes nødvendigt.
Det foreslås, at § 7, stk. 3, i lov om erhvervsfremme
ophæves. Denne ændring er en konsekvens af, at metrologi
med dette lovforslag foreslås flyttet ud af erhvervsfremme‐
loven og over i produktloven.
Som konsekvens af den forslåede ophævelse af erhvervs‐
fremmelovens § 7, stk. 3, bliver stk. 4 til stk. 3.
Til nr. 3
Kapitel 8 i erhvervsfremmeloven omhandler akkreditering
og metrologi, m.v.
Ifølge § 16, stk. 1, fastsætter erhvervsministeren de regler
om akkreditering, som er nødvendige for anvendelsen af Eu‐
ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008
af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markeds‐
overvågning i forbindelse med markedsføring af produkter,
herunder regler om udpegning af et nationalt akkrediterin‐
gsorgan og dets opgavevaretagelse, jf. stk. 2, og indgår de
nødvendige aftaler herom. Efter stk. 2 fastsætter erhvervs‐
ministeren de regler, som er nødvendige for anvendelsen
her i landet af den i stk. 1 nævnte forordning. Ifølge § 17
kan akkrediteringsorganet efter særskilt aftale herom med
erhvervsministeren foretage akkreditering i udlandet.
Det følger af lovens § 18, stk. 1 og 2, at erhvervsministe‐
ren fastsætter regler om metrologi, ligesom ministeren udpe‐
ger nationale metrologiinstitutter til at etablere og vedlige‐
holde primær- og referencenormaler inden for afgrænsede
metrologiske felter. Endelig har erhvervsministeren efter stk.
3, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse
adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter
for at varetage hvervet med måleteknisk kontrol, hvis det
skønnes nødvendigt.
Efter § 19, stk. 1, i loven kan det nationale akkredit‐
eringsorgan inden for en ramme aftalt mellem organet og
erhvervsministeren kræve betaling for driftsopgaver, som
relaterer sig til akkrediteringsydelsen. Ifølge stk. 2 kan en
offentlig myndighed eller en privat institution, der i medfør
af § 7, stk. 3, varetager opgaver med administration af reg‐
lerne om metrologi, opkræve gebyr for bl.a. udarbejdelse
af certifikater og typegodkendelser og for udpegning af be‐
myndigede organer efter regler, der fastsættes af erhvervs‐
ministeren.
Ifølge § 20, stk. 1, i loven kan klager over afgørelser, som
er truffet af den, som erhvervsministeren har bemyndiget
hertil efter kapitel 8 eller regler udstedt i medfør af kapitel 8,
kun indbringes for erhvervsministeren, hvis klagen vedrører
retlige spørgsmål. Efter stk. 2 kan klager over afgørelser
truffet af akkrediteringsorganet eller en offentlig myndighed
eller privat institution, der i medfør af § 7, stk. 3, varetager
administrationen af de metrologiske regler, indbringes for
Sikkerhedsstyrelsen. Ifølge stk. 3 kan den, der har modtaget
en afgørelse om afslag på eller kun delvis imødekommelse
af en ansøgning om akkreditering eller en afgørelse om hel
eller delvis tilbagekaldelse eller suspension af en meddelt
akkreditering, anmode akkrediteringsorganet om at foretage
en ny vurdering af sagen. Hvis den fornyede behandling
af sagen efter stk. 3 ikke fører til, at klageren fuldt ud får
medhold, kan afgørelsen indbringes for Klagenævnet for
Udbud, jf. stk. 4. Endelig følger det af stk. 5, at klager efter
stk. 2-4 skal være indgivet, senest 4 uger efter at afgørelsen
er meddelt den pågældende.
Endelig fremgår det af lovens § 21, stk. 1, at erhvervsmi‐
nisteren kan fastsætte regler om, at forskrifter vedrørende
metrologi og akkreditering udstedt i medfør af denne lov,
som indeholder krav til virksomheder, anlæg, installationer,
indretninger og produkter m.v., og tekniske specifikationer,
der henvises til i sådanne forskrifter, ikke indføres i Lovti‐
dende. Ifølge stk. 2 fastsætter erhvervsministeren regler om,
hvordan oplysning om indholdet af de forskrifter og tekni‐
ske specifikationer, der ikke indføres i Lovtidende, jf. stk. 1,
kan fås. Endelig kan erhvervsministeren efter stk. 3 fastsætte
regler om, at tekniske specifikationer, som ikke indføres i
Lovtidende, jf. stk. 1, skal være gældende, selv om de ikke
foreligger på dansk.
Det foreslås, at kapitel 8 ophæves.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at akkredite‐
ring og metrologi med dette lovforslag foreslås flyttet ud af
erhvervsfremmeloven og over i produktloven.
Til § 3
Til nr. 1
Det fremgår af fodnote 1 til lov om sikkerhed til søs, at
loven indeholder regler, der gennemfører en række EU-di‐
rektiver. En række af EU-direktiverne er imidlertid blevet
ophævet og erstattet, uden at fodnote 1 er blevet opdateret.
To EU-direktiver er således blevet ophævet og erstattet
af EU-forordninger. Det drejer sig for det første om Rådets
direktiv 89/686/EØF af 21. december 1989 om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om personlige
værnemidler, som er ophævet ved Europa-Parlamentets og
Rådets Forordning (EU) 2016/425 af 9. marts 2016 om per‐
sonlige værnemidler og om ophævelse af Rådets direktiv
89/686/EØF. For det andet drejer det sig om Rådets direktiv
91/628/EØF af 19. november 1991 om transport af levende
dyr, som er ophævet ved Rådets forordning (EF) nr. 1/2005
af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport
og dermed forbundne aktiviteter og om ændring af direktiv
64/432/EØF og 93/119/EF og forordning (EF) nr. 1255/97.
Herudover er fem EU-direktiver blevet ophævet og erstat‐
tet af andre EU-direktiver. Det drejer for det første om
55
Rådets direktiv 89/655/EØF af 30. november 1989 om mi‐
nimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse
med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under arbejdet,
(andet særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv
89/391/EØF), som er ophævet ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/104/EF af 16. september 2009 om mi‐
nimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse
med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under arbejdet
(andet særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direk‐
tiv 89/391/EØF). Det drejer sig for det andet om Rådets
direktiv 90/394/EØF af 28. juni 1990 om beskyttelse af
arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat
for kræftfremkaldende stoffer (sjette særdirektiv i henhold
til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), som er ophævet
ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/37/EF af
29. april 2004 om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici
for under arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stof‐
fer eller mutagener (sjette særdirektiv i henhold til artikel
16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF). Det drejer for det tred‐
je om Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/25/EF af
16. juni 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstater‐
nes love og administrative bestemmelser om fritidsfartøjer,
som er ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/53/EU af 20. november 2013 om fritidsfartøjer og per‐
sonlige fartøjer og om ophævelse af direktiv 94/25/EF. Det
drejer dig for det fjerde om Rådets direktiv 94/57/EF af
22. november 1994 om fælles regler og standarder for or‐
ganisationer, der udfører inspektion og syn af skibe, og
for søfartsmyndighedernes aktiviteter i forbindelse dermed,
som er ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets direk‐
tiv 2009/15/EF af 23. april 2009 om fælles regler og stan‐
darder for organisationer, der udfører inspektion og syn af
skibe, og for søfartsmyndighedernes aktiviteter i forbindelse
dermed. Det drejer sig for det femte om Rådets direktiv
95/21/EF af 19. juni 1995 om håndhævelse over for skibe,
der anløber Fællesskabets havne og sejler i internationale
farvande under medlemsstaternes jurisdiktion, af internati‐
onale standarder for skibes sikkerhed, for forureningsfore‐
byggelse samt leve- og arbejdsvilkår om bord, som er ophæ‐
vet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/16/EF
af 23. april 2009 om havnestatskontrol. Sidstnævnte EU-di‐
rektiv fremgår også af fodnote 1.
Det fremgår tillige af fodnote 1, at loven indeholder reg‐
ler, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direk‐
tiv 2009/17/EF af 23. april 2009 om ændring af direktiv
2002/59/EF om oprettelse af et trafikovervågnings- og tra‐
fikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet. Det
fremgår imidlertid af de almindelige bemærkninger til lov
nr. 493 af 12. maj 2010, jf. Folketingstidende 2009-10, A,
L 100 som fremsat, side 20, hvor direktivet blev sat ind i
fodnote 1, at lovforslaget giver hjemmel til implementering
af en del af ændringsdirektivet.
Der skal ikke indsættes en notehenvisning i love, der ale‐
ne indeholder bemyndigelse til at udstede gennemførelses‐
forskrifter. Noten bør i stedet indsættes i selve gennemførel‐
sesforskrifterne.
Derudover fremgår en række særdirektiver inden for ar‐
bejdsmiljø, mens en række ikke fremgår. Alle love, der
gennemfører EU-direktiver skal indeholde en note med re‐
ference til direktivet i EU-Tidende.
Lov om sikkerhed til søs indeholder en overordnet be‐
stemmelse i § 9 om, at ”Skibsføreren skal sørge for, at skibet
er i sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlig stand, og
at arbejdet om bord kan tilrettelægges således, at det kan
udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt”. Det
påhviler dog rederen efter § 10, stk. 1, at ”sørge for, at
skibsføreren har mulighed for at opfylde de forpligtelser,
der påhviler denne. Forpligtelserne efter 1-3. pkt. påhviler
rederen, uanset om andre organisationer, virksomheder eller
personer opfylder visse af opgaverne eller pligterne på rede‐
rens vegne”. Rederen har således et overordnet ansvar for, at
kravet i § 9 er opfyldt.
Hovedparten af særdirektiverne inden for arbejdsmiljø
indeholder tilsvarende krav, der er tilpasset det enkelte di‐
rektivs anvendelsesområde, om arbejdsgiverens pligt til at
sikre arbejdstagernes sikkerhed og sundhed i forbindelse
med arbejdet. Dette er også tilfældet for syv særdirektiver
inden for arbejdsmiljø, der ikke fremgår af fodnoten. Det
drejer sig for det første om Rådets direktiv 94/33/EF af 22.
juni 1994 om beskyttelse af unge på arbejdspladsen. For
det andet drejer det sig om Rådets direktiv 98/24/EF af
7. april 1998 om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed
og sundhed under arbejdet mod risici i forbindelse med
kemiske agenser (fjortende særdirektiv i henhold til direktiv
98/391/EØF, artikel 16, stk. 1). Det drejer sig for det tred‐
je om Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/92/EF
af 16. december 1999 om minimumsforskrifter vedrørende
forbedring af sikkerhed og sundhedsbeskyttelse for arbejds‐
tagere, der kan blive udsat for fare hidhørende fra eksplosiv
atmosfære (femtende særdirektiv i henhold til artikel 16,
stk. 1, i direktiv 89/391/EØF). For det fjerde drejer det sig
om Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/54/EF af
18. september 2000 om beskyttelse af arbejdstagerne mod
farerne ved at være udsat for biologiske agenser under ar‐
bejdet (syvende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1,
i direktiv 89/391/EØF). Det drejer sig for det femte om
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/44/EF af 25.
juni 2002 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed
i forbindelse med arbejdstagernes eksponering for risici på
grund af fysiske agenser (vibrationer) (sekstende særdirektiv
i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF). Det
drejer sig for det sjette om Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2003/10/EF af 6. februar 2003 om minimumsforsk‐
rifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdsta‐
gernes eksponering for risici på grund af fysiske agenser
(støj) (syttende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1,
i direktiv 89/391/EØF). Endelig drejer det sig om Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/148/EF af 30. novem‐
ber 2009 om beskyttelse af arbejdstagere mod farerne ved
under arbejdet at være udsat for asbest.
Det fremgår endvidere af fodnote 2 til loven, at loven
indeholder bestemmelser vedrørende anvendelsen her i lan‐
det af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1177/2010 af 24. november 2010 om passagerers rettigheder
56
ved sørejser og rejser på indre vandveje og om ændring af
forordning (EF) nr. 2006/2004.
Det fremgår af de specielle bemærkninger til fodnoten, jf.
Folketingstidende 2015-2016, A, L 116 som fremsat, side
18, at ”Der indsættes en notehenvisning til passagerrettig‐
hedsforordningen, idet Søfartsstyrelsen i medfør af § 20 a
og bestemmelsen i sølovens § 515 b fører tilsyn med dele af
forordningen”.
Der skal ikke indsættes notehenvisning i loven, hvis loven
indeholder bestemmelser, der af hensyn til anvendelsen af
en forordning supplerer (men ikke gengiver) forordningens
bestemmelser, f.eks. i form af kompetence- eller strafbe‐
stemmelser.
Det foreslås, at fodnote 1 og 2 ophæves, og at der i
stedet indsættes en ny fodnote, hvoraf fremgår, at loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets
direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af
foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed
og sundhed under arbejdet, EF-Tidende 1989, nr. L 183, side
1, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1137/2008 af 22. oktober 2008, EU-Ti‐
dende 2008, nr. L 311, side 1, Rådets direktiv 89/656/EØF
af 30. november 1989 om minimumsforskrifter for sikker‐
hed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af
personlige værnemidler under arbejdet (tredje særdirektiv
i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF),
EF-Tidende 1989, nr. L 393, side 18, som senest ændret
ved Kommissionens direktiv (EU) 2019/1832 af 24. oktober
2019, EU-Tidende 2019, nr. L 279, side 35, Rådets direktiv
90/269/EØF af 29. maj 1990 om minimumsforskrifter for
sikkerhed og sundhed i forbindelse med manuel håndtering
af byrder, som kan medføre risiko for især ryg- og læn‐
deskader hos arbejdstagerne (fjerde særdirektiv i henhold
til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), EF-Tidende
1990, nr. L 156, side 9, som senest ændret ved Europa-Par‐
lamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1243 af 20. juni
2019, EU-Tidende 2019, nr. L 198, side 241, Rådets direktiv
91/383/EØF af 25. juni 1991 om supplering af foranstalt‐
ningerne til forbedring af sikkerheden og sundheden på ar‐
bejdsstedet for arbejdstagere, der har et tidsbegrænset ansæt‐
telsesforhold eller et vikaransættelsesforhold, EF-Tidende
1991, nr. L 206, side 19, som ændret ved Europa-Parlamen‐
tets og Rådets direktiv 2007/30/EF af 20. juni 2007, EU-Ti‐
dende 2007, nr. L 165, side 21, Rådets direktiv 92/58/EF af
24. juni 1992 om minimumsforskrifter for signalgivning i
forbindelse med sikkerhed og sundhed under arbejdet (nien‐
de særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv
89/391/EØF), EF-Tidende 1992, nr. L 245, side 23, som se‐
nest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2019/1243 af 20. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L
198, side 241, Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober
1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af
sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere,
der er gravide, som lige har født hjemme eller som ammer
(tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv
89/391/EØF), EF-Tidende 1992, nr. L 348, side 1, som se‐
nest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2019/1243 af 20. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L
198, side 241, Rådets direktiv 93/103/EF af 23. november
1993 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed
under arbejdet om bord på fiskerfartøjer (trettende særdirek‐
tiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF),
EF-Tidende 1993, nr. L 307, side 1, som ændret ved Euro‐
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/30/EF af 20. juni
2007, EU-Tidende 2007, nr. L 165, side 21, Rådets direktiv
94/33/EF af 22. juni 1994 om beskyttelse af unge på ar‐
bejdspladsen, EU-tidende 1994, nr. L 216, side 12, som se‐
nest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2019/1243 af 20. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L
198, side 241, Rådets direktiv 98/24/EF af 7. april 1998 om
beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under
arbejdet mod risici i forbindelse med kemiske agenser (fjor‐
tende særdirektiv i henhold til direktiv 98/391/EØF, artikel
16, stk. 1), EU-tidende 1998, nr. L 131, side 11, som senest
ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2019/1243 af 20. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 198, si‐
de 241, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/92/EF
af 16. december 1999 om minimumsforskrifter vedrørende
forbedring af sikkerhed og sundhedsbeskyttelse for arbejds‐
tagere, der kan blive udsat for fare hidhørende fra eksplosiv
atmosfære (femtende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk.
1, i direktiv 89/391/EØF), EU-tidende 2000, nr. L 23, side
57, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/30/EF af 20. juni 2007, EU-Tidende 2007, nr. L 165,
side 21, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/54/EF
af 18. september 2000 om beskyttelse af arbejdstagerne mod
farerne ved at være udsat for biologiske agenser under ar‐
bejdet (syvende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1,
i direktiv 89/391/EØF), EU-tidende 2000, nr. L 262, side
21, som senest ændret ved Kommissionens direktiv (EU)
2020/739 af 3. juni 2020, EU-Tidende 2020, nr. L 175,
side 11, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/44/EF
af 25. juni 2002 om minimumsforskrifter for sikkerhed og
sundhed i forbindelse med arbejdstagernes eksponering for
risici på grund af fysiske agenser (vibrationer) (sekstende
særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/
EØF), EU-tidende 2002, nr. L 177, side 13, som senest
ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2019/1243 af 20. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 198, si‐
de 241, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/10/EF
af 6. februar 2003 om minimumsforskrifter for sikkerhed og
sundhed i forbindelse med arbejdstagernes eksponering for
risici på grund af fysiske agenser (støj) (syttende særdirek‐
tiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF),
EU-tidende 2003, nr. L 42, side 38, som senest ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1243
af 20. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 198, side 241,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/37/EF af 29.
april 2004 om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for
under arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stoffer
eller mutagener (sjette særdirektiv i henhold til artikel 16,
stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), EU-Tidende 2004, nr. L 158,
side 50, Rådets direktiv 2009/13/EF af 16. februar 2009 om
iværksættelse af den aftale, der er indgået mellem European
Community Shipowners’ Associations (ECSA) og European
57
Transport Workers’ Federation (ETF) om konventionen om
søfarendes arbejdsforhold af 2006 og om ændring af direktiv
1999/63/EF, EU-Tidende 2009, nr. L 124, side 30, som ænd‐
ret ved Rådets direktiv (EU) 2018/131 af 23. januar 2018,
EU-Tidende 2018, nr. L 22, side 28, Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/15/EF af 23. april 2009 om fælles reg‐
ler og standarder for organisationer, der udfører inspektion
og syn af skibe, og for søfartsmyndighedernes aktiviteter
i forbindelse dermed, EU-Tidende 2009, nr. L 131, side
47, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2019/1243 af 20. juni 2019, EU-Tidende
2019, nr. L 198, side 241, Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/16/EF af 23. april 2009 om havnestatskontrol,
EU-Tidende 2009, nr. L 131, side 57, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/21/EF af 23. april 2009 om op‐
fyldelse af kravene til flagstater, EU-Tidende 2009, nr. L
131, side 132, som senest ændret ved Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2017/2110 af 15. november 2017,
EU-Tidende 2017, nr. L 315, side 61, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/104/EF af 16. september 2009 om
minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse
med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under arbejdet
(andet særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv
89/391/EØF), EU-Tidende 2009, nr. L 260, side 5, Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/148/EF af 30. novem‐
ber 2009 om beskyttelse af arbejdstagere mod farerne ved
under arbejdet at være udsat for asbest, EU-Tidende 2009,
nr. L 330, side 28, som ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2019/1243 af 20. juni 2019, EU-Ti‐
dende 2019, nr. L 198, side 241, og Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2013/53/EU af 20. november 2013 om
fritidsfartøjer og personlige fartøjer og om ophævelse af
direktiv 94/25/EF, EU-Tidende 2013, nr. L 354, side 90.
Det følger af forslaget, at fodnote 1 opdateres med henvis‐
ning til de nye EU-direktiver, som erstatter de ophævede
direktiver, og at EU-direktiver, der er ophævede af forord‐
ninger, udgår. Derudover foreslås yderligere en række sær‐
direktiver inden for arbejdsmiljøområdet tilføjet, idet loven
indeholder bestemmelser, der også gennemfører dele af dis‐
se særdirektiver. Det følger tillige af forslaget, at henvisnin‐
gen til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/17/EF
af 23. april 2009 om ændring af direktiv 2002/59/EF om
oprettelse af et trafikovervågnings- og trafikinformationssy‐
stem for skibsfarten i Fællesskabet, udgår, idet loven alene
indeholder bemyndigelse til at gennemføre direktivet ved
bekendtgørelse.
Endvidere udelades henvisningen til passagerrettigheds‐
forordningen, fordi der ikke er behov herfor. Det skyldes,
at lov om sikkerhed til søs ikke gengiver forordningens
bestemmelser.
Der er ikke tilsigtet nogen materiel ændring med den
foreslåede ændring. Der er alene tale om en redaktionel
ændring.
Til nr. 2
Erhvervsministeren kan efter § 4, stk. 1, i lov om sikker‐
hed til søs fastsætte regler om levering, markedsføring og
fremstilling af fritidsfartøjer, skibsudstyr, personlige værne‐
midler og andre produkter, som anvendes om bord i ski‐
be. Bestemmelsen danner bl.a. grundlag for gennemførelse
af fritidsfartøjsdirektivet og skibsudstyrsdirektivet.
Søfartsstyrelsen varetager administrationen af lov om sik‐
kerhed til søs og har bl.a. til opgave at påse, at loven og
de i medfør heraf fastsatte regler, påbud og forbud overhol‐
des, jf. § 17, stk. 2, i loven. Søfartsstyrelsen har således
til opgave at påse, at regler om levering, markedsføring og
fremstilling af fritidsfartøjer, skibsudstyr, personlige værne‐
midler og andre produkter, overholdes.
Lov om sikkerhed til søs indeholder en række beføjelser,
som kan anvendes i forbindelse med kontrollen, f.eks. kan
Søfartsstyrelsen i henhold til lovens § 4, stk. 4, påbyde, at
den, der markedsfører et fartøj eller et produkt som nævnt i
lovens § 4, stk. 1, og som anvendt i overensstemmelse med
sin bestemmelse kan frembyde fare for sikkerhed, sundhed
eller miljø, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til af‐
værgelse heraf. Det kan herunder påbydes, at levering eller
markedsføring af de pågældende fartøjer eller produkter skal
standses, og at de pågældende fartøjer eller produkter skal
tilbagekaldes fra markedet.
Søfartsstyrelsen kan endvidere generelt påbyde, at for‐
hold, der strider mod loven eller regler eller afgørelser i
medfør af loven, skal bringes i orden straks eller inden
en nærmere fastsat frist, jf. § 18 i lov om sikkerhed til
søs. Samtidig har Søfartsstyrelsens medarbejdere efter §
19, stk. 1, hvis det skønnes nødvendigt i forbindelse med
deres hverv, til enhver tid mod behørig legitimation uden
retskendelse adgang til at gå om bord i ethvert skib, der er
omfattet af loven, for at udføre deres opgaver. På samme
måde har Søfartsstyrelsens medarbejdere adgang til lokaler,
hvorfra der udføres erhvervsvirksomhed, som er omfattet af
loven. Dette finder tilsvarende anvendelse for skibe under
bygning.
Søfartsstyrelsen kan også fra skibets reder, fører og ma‐
skinchef som enhver, der handler på disses vegne, kræve at
vedkommende yder den nødvendige bistand ved styrelsens
undersøgelser og giver enhver oplysning i forbindelse her‐
med, jf. § 19, stk. 2.
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om betaling for
Søfartsstyrelsens udførelse af syn af skibe og andet arbejde
som udføres i forbindelse med godkendelser og certificerin‐
ger, som foretages i medfør af loven, jf. § 24, stk. 1 og
2. Denne bemyndigelse er bl.a. udmøntet i bekendtgørelse
nr. 268 af 18. marts 2013 om betaling for syn af skibe m.v.
Det fremgår af § 2, nr. 6, i bekendtgørelsen, at betaling
efter de af Finansministeriet fastsatte regler om priskalkula‐
tion ved gebyrberegning anvendes af Søfartsstyrelsen ved
arbejde, som foretages i forbindelse med godkendelse af
skibsudstyr og fartøjer.
Når der indhentes eksterne tekniske undersøgelser eller
erklæringer fra sagkyndige i forbindelse med tilsyn, der
foretages efter lov om sikkerhed til søs, er der praksis for,
at pågældende pålægges for egen regning at foranstalte de
58
pågældende undersøgelser m.v. gennemført hos autoriserede
sagkyndige.
Det bemærkes, at erhvervsministeren har delegeret mar‐
kedsovervågning af fritidsfartøjer og personlige fartøjer ef‐
ter søfartslovgivningen til Sikkerhedsstyrelsen ved bekendt‐
gørelse nr. 1290 af 20. november 2018. Sikkerhedsstyrelsen
varetager således markedsovervågningen af de produkter,
der er omfattet af bekendtgørelsen om fritidsfartøjer og per‐
sonlige fartøjer. Delegationen omfatter ikke tilsynet med
fritidsfartøjer og personlige fartøjer i Grønland.
Søfartsstyrelsen kan efter § 9, stk. 2, i produktloven an‐
vende kontrolbeføjelserne i loven ved kontrol af forbruger‐
rettede produkter, der er omfattet af produktsikkerhedsdirek‐
tivet, i det omfang kontrolbeføjelserne ikke følger af lov om
sikkerhed til søs. Produktsikkerhedsdirektivet, som produkt‐
loven omfatter, finder anvendelse for ethvert produkt, der er
bestemt for forbrugerne, eller som under rimeligt forudsige‐
lige betingelser kan forventes anvendt af forbrugerne, selv
om det ikke er bestemt for dem, og som mod betaling eller
gratis leveres eller stilles til rådighed som led i en handels‐
virksomhed, hvad enten det er nyt, brugt eller istandsat. Det
vil være tilfældet for bl.a. fritidsfartøjer og personlige fartø‐
jer og visse typer af skibsudstyr.
De kontrolbeføjelser i produktloven, som kan anvendes
ved kontrol af forbrugerrettede produkter, og som ikke fuldt
ud følger af lov om sikkerhed til søs er bl.a. beføjelsen til
at indhente oplysninger fra andre personer end dem, som
er involveret i skibenes bygning og drift, jf. § 10, stk. 1, i
produktloven.
Samtidig kan kontrolmyndigheden som led i kontrollen
med overholdelse af reglerne udtage et forbrugerrettet pro‐
dukt ved brug af skjult identitet, jf. § 12, stk. 1, i produkt‐
loven. Der er ikke taget stilling til spørgsmålet om skjult
identitet i lov om sikkerhed til søs.
Derudover kan der efter produktloven udstedes forbud
og påbud over for en bredere kreds af virksomheder og
personer end dem, som er nævnt i § 4, stk. 4, i lov om
sikkerhed til søs. Lov om sikkerhed til søs indeholder ikke
særlige regler vedrørende onlinegrænseflader, hvorfor § 17
i produktloven, hvorefter kontrolmyndigheden kan påbyde
ejeren af en onlinegrænseflade at ændre eller fjerne indhold,
der henviser til et produkt, der ikke er i overensstemmelse
med de gældende regler, kan anvendes, hvis der måtte opstå
behov herfor.
Kontrolbeføjelserne i produktloven over for onlinegrænse‐
flader vil kunne anvendes, således at der vil kunne ske blo‐
kering af en onlinegrænseflade efter § 18, hvis et påbud efter
§ 17 ikke er efterkommet eller onlinegrænsefladen gentagne
gange har solgt eller formidlet salg af produkter, der udgør
en alvorlig risiko. Afgørelse om blokering af en onlinegræn‐
seflade træffes af retten ved kendelse efter kontrolmyndig‐
hedens begæring. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne
til lov om produkter og markedsovervågning, jf. Folketings‐
tidende 2019-2020, A, L 179 som fremsat, side 78-81.
Der er tale om en beføjelse, der går videre end artikel
14, stk. 4, litra k, nr. 2, i markedsovervågningsforordningen,
idet den kan anvendes i forbindelse med salg af produkter,
der ikke er i overensstemmelse med EU-harmoniseringslov‐
givningen. Efter forordningen er der kun krav om, at myn‐
dighederne skal have beføjelserne for produkter, der udgør
en alvorlig risiko. Dermed tildeles kontrolmyndigheden en
beføjelse, som skal gøre det lettere at håndhæve reglerne
online på samme vis, som det er tilfældet over for fysiske
butikker. Samtidig kan der også anmodes om blokering af
en onlinegrænseflade hos retten, hvis onlinegrænsefladen
gentagne gange har solgt eller formidlet salg af produkter,
der udgør en alvorlig risiko.
Kontrolmyndigheden kan også efter § 20, stk. 1, i pro‐
duktloven træffe de foranstaltninger, der er nærmere nævnt
i bestemmelsen, på vegne af den, der har bragt et produkt
i omsætning eller gjort det tilgængeligt på markedet, hvis
pågældende ikke kan findes eller ikke efterlever afgørelsen,
der er meddelt. Kontrolmyndigheden kan efter § 16, stk. 3,
i produktloven kræve omkostninger forbundet med destruk‐
tion af et produkt refunderet af den erhvervsdrivende.
Derudover kan § 24 i produktloven anvendes til i kontrol‐
øjemed at samkøre oplysninger fra bl.a. andre offentlige
myndigheder og fra offentligt tilgængelige kilder om for‐
brugerrettede produkter. Formålet med bestemmelsen er en
mere effektiv og proportional kontrol, på hvilket grundlag
kontrolmyndigheden kan vurdere, hvilke kontrolforanstalt‐
ninger, der er mest hensigtsmæssige at anvende, jf. de speci‐
elle bemærkninger til produktlovens § 24, stk. 1 (som var
§ 29, stk. 1, i forslag til lov om produkter og markedsover‐
vågning), jf. Folketingstidende 2019-2020, A, L 179 som
fremsat, side 85.
Reglerne i produktloven supplerer således lov om sik‐
kerhed til søs for så vidt angår forbrugerrettede produk‐
ter. Skibsudstyr er i væsentligt omfang erhvervsrettet, hvor‐
for der er et område, hvor beføjelserne efter produktloven
ikke kan anvendes, og hvor kravene i markedsovervågnings‐
forordningen om minimumsbeføjelser derfor ikke er op‐
fyldt. Herudover kan det ikke udelukkes, at der kan opstå
tvivl om forståelsen af samspillet mellem produktloven og
lov om sikkerhed til søs i forhold til forbrugerrettede fritids‐
fartøjer og personlige fartøjer og forbrugerrettede typer af
skibsudstyr.
Det foreslås derfor, at der i lov om sikkerhed til søs ind‐
sættes et nyt § 4, stk. 5, hvorefter myndigheder, som forestår
tilsyn med regler fastsat i medfør af stk. 1 vedrørende pro‐
dukter omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
om skibsudstyr eller Europa-Parlamentets og Rådets direk‐
tiv om fritidsfartøjer og personlige fartøjer, kan anvende
de kontrolbeføjelser, som er tillagt kontrolmyndigheden i
produktloven, i det omfang de pågældende kontrolbeføjelser
ikke allerede følger af lov om sikkerhed til søs.
Forslaget vil sikre, at kontrolmyndighederne efter lov om
sikkerhed til søs kan anvende de kontrolbeføjelser, som er
tillagt kontrolmyndigheden i produktloven, ved tilsyn med
skibsudstyr, fritidsfartøjer og personlige fartøjer, der er om‐
fattet af lov om sikkerhed til søs og markedsovervågnings‐
forordningen, i det omfang de pågældende beføjelser ikke
allerede følger af lov om sikkerhed til søs. Forslaget vil
59
samtidig fjerne eventuel tvivl om samspillet mellem love‐
ne, som kan opstå ved tilsyn med forbrugerrettede produk‐
ter. Endelig vil forslaget sikre, at markedsovervågningsfor‐
ordningens krav til kontrolmyndighedernes minimumsbefø‐
jelser vil kunne opfyldes.
Der er tale om en generel henvisning til produktlovens
kontrolbeføjelser. Produktloven indeholder også regler, som
ikke er kontrolbeføjelser. Det omfatter bl.a. kapitel 2 om
generelle pligter for de erhvervsdrivende, kapitel 10 om
straf m.v. Det er alene kontrolbeføjelserne, som det foreslås,
at myndigheder, der forestår tilsyn med regler vedrørende
fritidsfartøjsdirektivet og skibsudstyrsdirektivet, kan anven‐
de. Det inkluderer også de beføjelser i produktloven, der
går ud over markedsovervågningsforordningens krav til mi‐
nimumsbeføjelser.
Med den generelle henvisning sikres endvidere, at når der
vedtages ændringer i kontrolbeføjelserne i produktloven, vil
ændringerne ligeledes kunne anvendes ved tilsyn efter lov
om sikkerhed til søs. Herved sikres det, at der vil gælde
ensartede kontrolbeføjelser for kontrolmyndighederne, uan‐
set om der er tale om forbrugerrettede eller erhvervsrettede
produkter. Kontrolbeføjelserne efter produktloven forventes
anvendt med de fornødne tilpasninger inden for rammerne
af beføjelserne af produktloven.
Det foreslås, at beføjelserne skal kunne udnyttes af de
myndigheder, som forestår tilsyn med produkter omfattet
af fritidsfartøjsdirektivet og skibsudstyrsdirektivet. Det kan
være Søfartsstyrelsen eller andre offentlige myndigheder,
som beføjelsen er uddelegeret til efter § 17, stk. 8, i lov om
sikkerhed til søs, herunder f.eks. Sikkerhedsstyrelsen. Sik‐
kerhedsstyrelsen har allerede efter gældende ret fået delege‐
ret markedsovervågningen af fritidsfartøjer og personlige
fartøjer.
For skibsudstyr forventes det praktiske behov for an‐
vendelse af beføjelser efter produktloven begrænset, idet
kontrollen af skibsudstyr generelt ikke foretages hos de
erhvervsdrivende, som defineret i markedsovervågningsfor‐
ordningen. Kontrollen foretages normalt om bord i skibet,
der har fået monteret skibsudstyret i tredjelande og kan der‐
med foretages hvor som helst i verden. Lovforslaget forven‐
tes derfor ikke i praksis at indebære de store forandringer
i kontrollen, men det vil sikre, at beføjelserne hos de kon‐
trolmyndigheder, som fører tilsyn efter lov om sikkerhed til
søs fuldt ud lever op til markedsovervågningsforordningens
krav om minimumsbeføjelser, og at der er ensartede beføjel‐
ser uanset produktområde.
Det bemærkes, at forslaget vil indebære, at kontrolbeføjel‐
serne i produktloven vil finde anvendelse ved tilsyn efter lov
om sikkerhed til søs og regler fastsat i medfør heraf. Ved
manglende overholdelse af et forbud eller påbud, der er ud‐
stedt efter lov om sikkerhed til søs, vil sanktionering skulle
ske efter § 28, nr. 3, i lov om sikkerhed til søs, selv om
forbuds- eller påbudsbeføjelsen måtte stamme fra produktlo‐
ven. Der henvises til bemærkningerne til § 3, nr. 3.
Det er i øvrigt hensigten, at der vil blive fastsat regler efter
lov om sikkerhed til søs om kontrolmyndighedens pligt til
at indbringe en afgørelse, der er baseret på den nye bestem‐
melse i § 4, stk. 5, for domstolene, svarende til dem, som er
indeholdt i § 36 i lov om produkter og markedsovervågning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindeli‐
ge bemærkninger.
Til nr. 3
Efter den gældende bestemmelse i § 28, nr. 3, i lov om
sikkerhed til søs, straffes med bøde eller fængsel i indtil
1 år den, der ikke efterkommer påbud eller forbud, der er
meddelt i henhold til loven eller i henhold til forskrifter
udstedt i medfør af loven.
Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædel‐
sen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, eller
hvis overtrædelsen har medført en ulykke med alvorlig per‐
sonskade eller dødsfald til følge, jf. § 31, stk. 1 og 2, i loven.
Ved straffens udmåling skal det endvidere betragtes som
en skærpende omstændighed, at der ved overtrædelsen er
sket skade på liv eller helbred eller fremkaldt fare herfor,
uden at forholdet er omfattet af § 31, stk. 2, eller ved over‐
trædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for
den pågældende selv eller andre. Det skal endvidere anses
som en skærpende omstændighed, såfremt der tidligere er
afgivet forbud eller påbud for samme eller tilsvarende for‐
hold.
Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 31, stk.
2, og § 32, stk. 1, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 100
som fremsat, side 42, at der – bortset fra formelle overtræ‐
delser – som udgangspunktet anvendes bøder på 20.000 kr.,
når der rejses tiltale mod det rederi, som er ansvarlig for
skibets drift, det sikkerhedsansvarlige selskab eller arbejds‐
giveren. Såfremt overtrædelsen anses for at være grov an‐
vendes dog bøder på 40.000 kr., medmindre der er tale om
særligt grove overtrædelser, hvor bødestørrelsen bør være
på mindst 75.000 kr. Det fremgår endvidere, at der ved
bødefastlæggelsen skal ske absolut kumulation, således at
bøderne for hver overtrædelse lægges sammen.
Ved påbud eller forbud vedrørende forbrugerrettede pro‐
dukter efter produktloven, finder straffebestemmelserne i
produktloven anvendelse. I henhold til § 37, stk. 1, nr.
6, i produktloven, straffes med bøde den, der overtræder
eller undlader at efterkomme en afgørelse fra kontrolmyn‐
digheden, medmindre strengere straf er forskyldt efter anden
lovgivning. Efter bestemmelsens stk. 2 kan straffen under
skærpende omstændigheder stige til fængsel indtil 2 år, når
overtrædelse begås på et produktområde, som er omfattet af
bl.a. produktsikkerhedsdirektivet. Det anses som skærpende
omstændigheder, når overtrædelsen har fremkaldt fare for
sikkerhed eller sundhed, overtrædelsen har medført en ulyk‐
ke med alvorlig personskade eller døden til følge, der er tale
om gentagelsestilfælde, hvor virksomheden tidligere har be‐
gået en lignende overtrædelse, overtrædelsen er begået som
led i en systematisk overtrædelse af reglerne med økono‐
misk vinding for øje eller den erhvervsdrivende har forsøgt
at omgå eller unddrage sig kontrolmyndighedens kontrol.
Bødeniveauet i produktloven skal tage udgangspunkt i
60
en minimumsbødestørrelse på ca. 50.000 kr., afhængigt af
overtrædelsens omstændigheder, jf. bemærkningerne til pro‐
duktloven, jf. Folketingstidende 2019-2020, A, L 179 som
fremsat, side 97-98.
Efter § 37, stk. 3, i produktloven, lægges bødestraffen
for hver overtrædelse sammen, når der ved én eller flere
handlinger er begået flere overtrædelser, og overtrædelserne
medfører bøde. Der anvendes således også absolut kumula‐
tion, når der foretages bødefastsættelse efter produktloven.
Der er dermed tale om lignende adgang til fastsættelse af
straf i både produktloven og i lov om sikkerhed til søs. Dog
er udgangspunktet for bødeniveauet højere i produktloven
end i lov om sikkerhed til søs, ligesom lov om sikkerhed til
søs har et andet og bredere anvendelsesområde.
Med lovforslagets § 3, nr. 2, foreslås, at kontrolbeføjel‐
serne i produktloven kan anvendes ved tilsyn med skibsud‐
styr, fritidsfartøjer og personlige fartøjer, i det omfang de
pågældende kontrolbeføjelser ikke allerede følger af lov om
sikkerhed til søs.
Med forslaget vil påbud og forbud fremover ske efter lov
om sikkerhed til søs, også selv om beføjelsen måtte stamme
fra produktloven.
Det foreslås på den baggrund præciseret, at § 28, stk. 3,
i lov om sikkerhed til søs også omfatter påbud eller forbud
udstedt i medfør af § 4, stk. 5, i lov om sikkerhed til søs.
Det bemærkes i den forbindelse, at det forudsættes, at der
fremover ikke vil blive anvendt bøder ved overtrædelser af
lov om sikkerhed til søs og regler udstedt i medfør heraf,
som vedrører levering, markedsføring og fremstilling af pro‐
dukter, som er lavere end det, der generelt anvendes inden
for produktlovens område for tilsvarende overtrædelser.
Til § 4
Til nr. 1
Opsendelse af små ikke-statslige raketter har ikke tidligere
været reguleret i dansk ret.
Med lovforslaget foreslås det, at der efter fyrværkerilo‐
vens § 2 d som ny § 2 e indsættes en bestemmelse om
opsendelse af små ikke-statslige raketter.
Det foreslås i stk. 1, at små ikke-statslige raketter, der kan
opsendes til maksimalt 100 meter over terræn, kan opsendes
fra Danmark, hvis regler fastsat i medfør af stk. 2 overhol‐
des.
Bestemmelsen har til hensigt at gøre det klart, at det er
tilladt at opsende små ikke-statslige raketter i Danmark, når
nærmere fastsatte krav overholdes.
Ved betegnelsen ”små ikke-statslige raketter” skal forstås
raketter, som ikke-statslige aktører udvikler, tester, transpor‐
terer og opsender med forventningen om, at raketten vender
tilbage til jordens overflade, og som maksimalt kan opsen‐
des til en højde på 100 meter over terræn. Ikke-statslige
aktører omfatter såvel juridiske og private personer – det
afgørende er, at der er tale om raketter, der ikke er udviklet
af eller skal opsendes i statsligt regi.
Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren kan fastsætte
regler om opsendelse af små ikke-statslige raketter, jf. stk.
1, herunder krav til raketternes indretning, under hvilke for‐
hold raketterne må opsendes og kontrollen med disse ikke-
statslige raketopsendelser.
Den foreslåede bemyndigelse skal være med til at sikre, at
opsendelse af små ikke-statslige raketter sker under forhold,
hvor andres liv, helbred og ejendom ikke udsættes for fare
eller anden unødig ulempe. Det forventes, at bemyndigelsen
vil blive anvendt til at fastsætte de nærmere krav for små
ikke-statslige raketopsendelser ved bekendtgørelse.
Bestemmelsen giver erhvervsministeren mulighed for at
fastsætte mere specifikke krav til, hvordan små ikke-statsli‐
ge raketter skal være indrettet for at de må opsendes. Ind‐
retning omfatter bl.a., hvilke materialer raketten må bestå
af, særligt i forhold til hvor stor en andel af raketten, der
må bestå af tungere materialer f.eks. metal. Det kan også
omfatte, hvor stor en brændstofmængde eller hvilken type af
brændstof raketten må indeholde. Endvidere vil der kunne
fastsættes krav om bl.a. bremsemekanismer, mekanismer til
afbrydning af motorkraft, rakettens totalvægt m.v.
Bemyndigelsen kan også anvendes til at fastsætte krav
om, at opsendelse af ikke-statslige raketter kun må finde
sted på bestemte steder eller ved overholdelse af bestemte
sikkerhedsafstande. Der vil f.eks. kunne stilles krav om, at
opsendelsen skal finde sted med en vis afstand fra byer, an‐
dre tættere bebyggede områder, lufthavne eller lignede. Her‐
udover vil der også kunne stilles krav om, at raketter ikke
må opsendes under bestemte vejrforhold, f.eks. ved kraftigt
blæsevejr, eller på bestemte tidspunkter af døgnet, for at
eventuelle risici eller gener ved opsendelsen mindskes.
Erhvervsministeren vil endvidere få mulighed for at fast‐
sætte bestemmelser om, hvordan der skal føres kontrol med,
at de fastsatte krav overholdes.
Det forventes også, at der i en bekendtgørelse om krav til
små ikke-statslige raketopsendelser vil blive fastsat straf for
overtrædelse af kravene, jf. fyrværkerilovens § 7, stk. 2.
Erhvervsministeren er alene ressortansvarlig for opsendel‐
se af små ikke-statslige raketter. Det er herudover forsvars‐
ministeren, der er ressortansvarlig for opsendelse af de min‐
dre ikke-statslige raketter, mens uddannelses- og forsknings‐
ministeren er ressortansvarlig for opsendelse af de større
ikke-statslige raketopsendelser.
Til § 5
Efter den gældende bestemmelse i havplanlovens § 10,
stk. 2, 1. pkt., udsteder erhvervsministeren havplanen senest
den 31. marts 2021.
Det foreslås, at fristen i havplanlovens § 10, stk. 2, for
hvornår havplanen senest skal være udstedt, udgår.
Den foreslåede ændring vil medføre, at der ikke længere
efter havplanloven er krav om udstedelse af havplanen se‐
nest den 31. marts 2021.
Loven forventes først at træde i kraft efter den 31. marts
2021. Der vil derfor være en periode fra den 31. marts 2021
61
til loven bekendtgøres i Lovtidende, hvor fristen i havplan‐
loven ikke overholdes.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.1. og 2.5.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 6
Det foreslås i § 6, stk. 1, at lovens § 5, nr. 1, træder i kraft
ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
Den foreslåede ikrafttrædelse i § 6, stk. 1, indebærer, at
kravet om udstedelse af havplanen senest den 31. marts
2021 af ordensmæssige hensyn udgår snarest muligt, da fri‐
sten ikke kan overholdes på grund af udskydelse af høringen
af havplanen. Da loven først forventes at træde i kraft efter
den 31. marts 2021, vil der være en periode, hvor fristen i
havplanloven ikke overholdes.
Det foreslås i § 6, stk. 2, at lovens § 1-4 træder i kraft den
1. juli 2021.
Den foreslåede ikrafttrædelse i § 6, stk. 2, er i overens‐
stemmelse med de fælles ikrafttrædelsesdatoer for erhvervs‐
rettet regulering. Det indebærer, at markedsovervågningsfor‐
ordningens krav til minimumsbeføjelser vil kunne anvendes
tidligere end påkrævet efter forordningen for de områder,
der er omfattet af lovforslagets §§ 2 og 3. Markedsovervåg‐
ningsforordningen finder endelig anvendelse den 16. juli
2021.
Til § 7
Det foreslås i § 7, stk. 1, at regler fastsat i medfør af
kapitel 8 i lov nr. 1518 af 18. december 2018 om erhvervs‐
fremme forbliver i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af
regler fastsat i medfør af lov om produkter og markedsover‐
vågning, som ændret ved denne lovs § 1
Da det forslås, at reglerne om akkreditering og metrologi
flyttes fra erhvervsfremmeloven til dette lovforslag, foreslås
det som konsekvens heraf, at de regler, der er fastsat med
hjemmel i erhvervsfremmelovens kapitel 8 om akkreditering
og metrologi, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller er‐
stattes af regler fastsat i medfør af produktloven. Det er
intentionen, at de regler, der er fastsat i medfør af erhvervs‐
fremmelovens kapitel 8, på sigt skal ophæves eller revide‐
res, således at de tilpasses produktloven. Der er dog fortsat
behov for en regulering på områderne frem til en revidering
af reglerne kan finde sted, hvorfor det er nødvendigt, at de
gældende regler forbliver i kraft frem til dette tidspunkt.
Det foreslås i stk. 2, at tilladelser, godkendelser, akkredite‐
ringer og bemyndigelser vedrørene metrologi og akkredite‐
ring, som er meddelt i henhold til lov om erhvervsfremme
og regional udvikling, jf. lovbekendtgørelse nr. 820 af 28.
juni 2016, og lov nr. 1518 af 18. december 2018 om er‐
hvervsfremme, forbliver i kraft, indtil de udløber eller ophæ‐
ves i medfør af lov om produkter og markedsovervågning,
som ændret ved denne lovs § 1.
Med den foreslåede bestemmelse opretholdes de tilladel‐
ser, godkendelser, akkrediteringer og bemyndigelser vedrø‐
rende metrologi og akkreditering, som er givet før lovforsla‐
gets ikrafttræden.
Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af, at me‐
trologi og akkreditering med dette lovforslag foreslås flyttet
fra erhvervsfremmeloven til produktloven.
Til § 8
Det følger af produktlovens § 46, at loven ikke gælder for
Færøerne og Grønland.
Af erhvervsfremmelovens § 29 følger det, at loven ikke
gælder for Færøerne og Grønland, men at den ved kongelig
anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og
Grønland med de ændringer, som de færøske og grønland‐
ske forhold tilsiger.
Den nugældende erhvervsfremmelov er ikke sat i kraft
på hverken Færøerne eller i Grønland, men det er tidligere
udgaver heraf. For nærmere se bemærkningerne til lovfor‐
slagets § 1, nr. 21.
Det fremgår af markedsføringslovens § 41, at loven ikke
gælder for Færøerne og Grønland.
Af § 36 i lov om sikkerhed til søs fremgår det, at loven
ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at den ved
kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for
Grønland med de ændringer, som følger af de grønlandske
forhold.
Det følger af § 26 i havplanloven, at loven ikke gælder for
Færøerne og Grønland.
Det foreslås i § 8, stk. 1, at loven ikke gælder for Færøer‐
ne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.
Det foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med
de gældende territorialbestemmelser i produktloven, mar‐
kedsføringsloven og havplanloven.
Det foreslås i § 8, stk. 2, at § 1, nr. 21, gælder for Færøer‐
ne og Grønland.
Bestemmelsen er en følge af den foreslåede ændring af
produktlovens § 46 om territorial gyldighed i dette lovfor‐
slags § 1, nr. 21.
Det er hensigten, at Færøerne og Grønland skal have mu‐
lighed for at sætte de nyeste regler om metrologi og akkredi‐
tering i kraft, hvis der opstår behov for det. Se nærmere i
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 21.
Det foreslås i § 8, stk. 3, at lovens § 3, nr. 2 og 3, ved
kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for
Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold
tilsiger.
Søsikkerhed er et færøsk særanliggende, hvorimod det
er dansk lovgivning, som regulerer disse forhold i Grøn‐
land. Det foreslås derfor, at lovforslagets § 3, nr. 2 og 3,
kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger. Der kan være behov for, at den
kongelige anordning formuleres med beføjelser fra lov om
produkter og markedsovervågning.
62
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og
markedsovervågning foretages følgende ændrin‐
ger:
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfø‐
rer dele af Europa-Parlamentets og Rådets direk‐
tiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produkt‐
sikkerhed i almindelighed, EF-Tidende 2002, nr.
L 11, side 4, Europa-Parlamentets og Rådets di‐
rektiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner
og om ændring af direktiv 95/16/EF, EU-Tidende
2006, nr. L 157, side 24, Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2014/34/EU af 26. februar 2014
om harmonisering af medlemsstaternes love om
materiel og sikringssystemer til anvendelse i en
potentielt eksplosiv atmosfære, EU-Tidende 2014,
nr. L 96, side 309, Europa-Parlamentets og Rå‐
dets direktiv 2014/33/EU af 26. februar 2014 om
harmonisering af medlemsstaternes love om ele‐
vatorer og sikkerhedskomponenter til elevatorer,
EU-Tidende 2014, nr. L 96, side 251, Europa-Par‐
lamentets og Rådets direktiv 2014/68/EU af 15.
maj 2014 om harmonisering af medlemsstaternes
lovgivning om tilgængeliggørelse på markedet af
trykbærende udstyr, EU-Tidende 2014, nr. L 189,
side 164, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2010/35/EU af 16. juni 2010 om transportabelt
trykbærende udstyr og om ophævelse af Rådets
direktiv 76/767/EØF, 84/525/EØF, 84/526/EØF,
84/527/EØF og 1999/36/EF, EU-Tidende 2010,
nr. L 165, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/29/EU af 26. februar 2014 om har‐
monisering af medlemsstaternes love om tilgæn‐
geliggørelse af simple trykbeholdere på markedet,
EU-Tidende 2014, nr. L 96, side 45, Rådets direk‐
tiv 75/324/EØF af 20. maj 1975 om tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om aerosoler, EF-Ti‐
dende 1975, nr. L 147, side 40, Europa-Parlamen‐
tets og Rådets direktiv 2014/35/EU af 26. februar
2014 om harmonisering af medlemsstaternes love
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»Loven indeholder bestemmelser, der gennem‐
fører dele af Europa-Parlamentets og Rådets di‐
rektiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om pro‐
duktsikkerhed i almindelighed, EF-Tidende 2002,
nr. L 11, side 4, Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner
og om ændring af direktiv 95/16/EF, EU-Tidende
2006, nr. L 157, side 24, Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2014/34/EU af 26. februar 2014
om harmonisering af medlemsstaternes love om
materiel og sikringssystemer til anvendelse i en
potentielt eksplosiv atmosfære, EU-Tidende 2014,
nr. L 96, side 309, Europa-Parlamentets og Rå‐
dets direktiv 2014/33/EU af 26. februar 2014 om
harmonisering af medlemsstaternes love om ele‐
vatorer og sikkerhedskomponenter til elevatorer,
EU-Tidende 2014, nr. L 96, side 251, Europa-Par‐
lamentets og Rådets direktiv 2014/68/EU af 15.
maj 2014 om harmonisering af medlemsstaternes
lovgivning om tilgængeliggørelse på markedet af
trykbærende udstyr, EU-Tidende 2014, nr. L 189,
side 164, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2010/35/EU af 16. juni 2010 om transportabelt
trykbærende udstyr og om ophævelse af Rådets
direktiv 76/767/EØF, 84/525/EØF, 84/526/EØF,
84/527/EØF og 1999/36/EF, EU-Tidende 2010,
nr. L 165, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/29/EU af 26. februar 2014 om har‐
monisering af medlemsstaternes love om tilgæn‐
geliggørelse af simple trykbeholdere på markedet,
EU-Tidende 2014, nr. L 96, side 45, Rådets direk‐
tiv 75/324/EØF af 20. maj 1975 om tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om aerosoler, EF-Ti‐
dende 1975, nr. L 147, side 40, Europa-Parlamen‐
tets og Rådets direktiv 2014/35/EU af 26. februar
63
om tilgængeliggørelse på markedet af elektrisk
materiel bestemt til anvendelse inden for visse
spændingsgrænser, EU-Tidende 2014, nr. L 96,
side 357, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/29/EU af 12. juni 2013 om harmonisering
af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse
af pyrotekniske artikler på markedet, EU-Tidende
2013, nr. L 178, side 27, Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/48/EF af 18. juni 2009 om
sikkerhedskrav til legetøj, EU-Tidende 2009, nr. L
170, side 1, og Rådets direktiv 87/357/EØF af 25.
juni 1987 om indbyrdes tilnærmelse af medlems‐
staternes lovgivning om produkter, der på grund af
deres ydre fremtræden kan forveksles med andre
produkter og herigennem være til fare for forbru‐
gernes sundhed eller sikkerhed, EF-Tidende 1987,
nr. L 192, side 49. I loven er der medtaget visse
bestemmelser fra Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2019/1020 af 20. juni 2019 om
markedsovervågning og produktoverensstemmelse
og om ændring af direktiv 2004/42/EF og forord‐
ning (EF) nr. 765/2008 og (EU) nr. 305/2011, EU-
Tidende 2019, nr. L 169, side 1. Ifølge artikel 288
i EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart
i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestem‐
melser i loven er således udelukkende begrundet
i praktiske hensyn og berører ikke forordningens
umiddelbare gyldighed i Danmark.
2014 om harmonisering af medlemsstaternes love
om tilgængeliggørelse på markedet af elektrisk
materiel bestemt til anvendelse inden for visse
spændingsgrænser, EU-Tidende 2014, nr. L 96,
side 357, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/29/EU af 12. juni 2013 om harmonisering
af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse
af pyrotekniske artikler på markedet, EU-Tidende
2013, nr. L 178, side 27, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/48/EF af 18. juni 2009
om sikkerhedskrav til legetøj, EU-Tidende 2009,
nr. L 170, side 1, Rådets direktiv 87/357/EØF
af 25. juni 1987 om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om produkter, der
på grund af deres ydre fremtræden kan forveks‐
les med andre produkter og herigennem være
til fare for forbrugernes sundhed eller sikkerhed,
EF-Tidende 1987, nr. L 192, side 49, Europa-Par‐
lamentets og Rådets direktiv 2014/31/EU af 26.
februar 2014 om harmonisering af medlemsstater‐
nes lovgivning vedrørende tilgængeliggørelse på
markedet af ikke-automatiske vægte, EU-Tidende
2014, nr. L 96, side 107, Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2014/32/EU af 26. februar 2014
om harmonisering af medlemsstaternes love om
tilgængeliggørelse på markedet af måleinstrumen‐
ter, EU-Tidende 2014, nr. L 96, side 149, Euro‐
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/34/EF af
23. april 2009 om fælles bestemmelser for målein‐
strumenter og for måletekniske kontrolmetoder,
EU-Tidende 2009, nr. L 106, side 7, Rådets direk‐
tiv 75/107/EØF af 19. december 1974 om tilnær‐
melse af medlemsstaternes lovgivning om flasker
som målebeholdere, EF-Tidende 1975, nr. L 42,
side 14, Rådets direktiv 76/211/EØF af 20. januar
1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstater‐
nes lovgivning om emballering af visse varer efter
vægt eller volumen i færdigpakninger, EF-Tidende
1976, nr. L 46, side 1, Europa-Parlamentets og Rå‐
dets direktiv 2007/45/EF af 5. september 2007 om
indførelse af bestemmelser om nominelle mæng‐
der for færdigpakkede produkter, om ophævelse
af Rådets direktiv 75/106/EØF og 80/232/EØF og
om ændring af Rådets direktiv 76/211/EØF, EU-
Tidende 2007, nr. L 247, side 17, Rådets direktiv
69/493/EØF af 15. december 1969 om tilnærmel‐
se af medlemsstaternes lovgivninger om krystal‐
glas, EF-Tidende 1969, nr. L 326, side 36, Euro‐
64
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/11/EF af
23. marts 1994 om indbyrdes tilnærmelse af med‐
lemsstaternes love og administrative bestemmelser
vedrørende mærkning af materialer anvendt i ho‐
vedbestanddelene af fodtøj med henblik på salg i
detailleddet, EF-Tidende 1994, nr. L 100, side 37,
og Rådets direktiv 80/181/EØF af 20. december
1979 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstater‐
nes lovgivning om måleenheder og om ophævelse
af direktiv 71/354/EØF, EF-Tidende 1980, nr. L
39, side 40.«
§ 2. Loven finder anvendelse på de produkter,
der er omfattet af følgende direktiver eller forord‐
ninger:
1-12) ---
2. I § 2, stk. 1, indsættes efter »produkter«:
»m.v.«, og efter nr. 12 indsættes som nye numre:
»13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning
vedrørende tilgængeliggørelse på markedet af ik‐
ke-automatiske vægte.
14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
harmonisering af medlemsstaternes love om til‐
gængeliggørelse på markedet af måleinstrumenter.
15) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
fælles bestemmelser for måleinstrumenter og for
måletekniske kontrolmetoder.
16) Rådets direktiv om tilnærmelse af medlems‐
staternes lovgivning om flasker som målebeholde‐
re.
17) Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om emballering af
visse varer efter vægt eller volumen i færdigpak‐
ninger.
18) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
indførelse af bestemmelser om nominelle mæng‐
der for færdigpakkede produkter.
19) SI- og andre måleenheder, som er omfattet
af Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om måleenheder
20) Rådets direktiv om tilnærmelse af medlems‐
staternes lovgivninger om krystalglas.
21) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love
og administrative bestemmelser vedrørende mærk‐
65
ning af materiale anvendt i hovedbestanddelene af
fodtøj med henblik på salg i detailledet.
22) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
om tekstilfiberbetegnelser og tilknyttet etikettering
og mærkning af tekstilprodukters fibersammen‐
sætning.«
Nr. 13-15 bliver herefter nr. 23-25.
§ 2. ---
Stk. 2. Loven finder endvidere anvendelse på:
1-2) ---
3. I § 2, stk. 2, nr. 2, ændres »nr. 15« til: »nr. 25«,
og efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:
»3) Måleinstrumenter, som ikke er omfattet af
stk. 1, nr. 14-16.«
4. I § 2 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Loven finder endvidere anvendelse på
akkreditering, som er omfattet af Europa-Parla‐
mentets og Rådets forordning om kravene til ak‐
kreditering.«
§ 3. Loven finder anvendelse, medmindre der
findes særlige bestemmelser med samme formål
i anden lovgivning, som gennemfører eller supple‐
rer EU-harmoniseringsretsakterne omfattet af § 2,
stk. 1, nr. 2-15, og som på en mere specifik måde
regulerer særlige markedsovervågnings- og hånd‐
hævelsesaspekter.
5. I § 3 ændres »nr. 2-15« til: »nr. 2-25«.
§ 4. I denne lov forstås ved:
1) ---
2) Elektrisk materiel: Materiel af enhver art, der
indgår i eller er beregnet til at indgå i eller blive
tilsluttet et elektrisk anlæg eller en elektrisk instal‐
lation, bortset fra elektrisk materiel, som er særligt
beregnet til brug om bord på skibe, på mobile
offshoreanlæg eller i luftfartøjer og i køretøjer, der
anvendes på jernbanenettet, samt elektrisk materi‐
el i motorkøretøjer, der er beregnet til drift af mo‐
torkøretøjet, bortset fra ladestik, der er beregnet til
at indgå i eldrevne motorkøretøjer.
3) Gasmateriel: Materiel af enhver art, der ind‐
går i eller er beregnet til at indgå i gasanlæg eller
gasinstallationer.
6. I § 4 indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:
»2) Instrumentejer: Privat eller juridisk person,
som anvender eller stiller et instrument til rådig‐
hed til måling, hvor der på baggrund af målingen
skal foretages betaling.«
Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.
4) Produktforordninger: Samlet betegnelse for
forordningerne i § 2, stk. 1, nr. 13-15.
7. I § 4, nr. 4, der bliver nr. 5, ændres »nr. 13-15«
til: »nr. 22-25«.
66
§ 5. ---
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse, i det om‐
fang der i en forordning er fastsat bestemmelser
om forpligtelser for erhvervsdrivende.
8. I § 5 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Instrumentejeren, som ikke er erhvervs‐
drivende, skal ligeledes sikre, at det instrument,
som anvendes til måling, hvor der på baggrund
af målingen foretages betaling, opfylder kravene i
stk. 1 og 2.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
§ 8. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om
de sikkerhedsmæssige, tekniske og formelle krav
til et produkt omfattet af § 2, herunder krav til
et produkts egenskaber, udførelse, mærkning og
markedsføring.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærme‐
re regler om krav til de erhvervsdrivende, som er
forpligtede i henhold til denne lov.
Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte regler,
der er nødvendige for at gennemføre og håndhæ‐
ve retsakter vedtaget af Den Europæiske Unions
institutioner vedrørende produkter, der er omfattet
af denne lov.
9. § 8 ophæves.
10. Efter kapitel 2 indsættes:
»Kapitel 2 a
Administrative forskrifter
§ 8. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om
de sikkerhedsmæssige, tekniske og formelle krav
til et produkt omfattet af § 2, herunder krav til et
produkts egenskaber, udførelse, mærkning, mar‐
kedsføring og anvendelse.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærme‐
re regler om krav til de erhvervsdrivende, som er
forpligtede i henhold til denne lov.
Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte regler,
der er nødvendige for at gennemføre og håndhæ‐
ve retsakter vedtaget af Den Europæiske Unions
institutioner vedrørende produkter, der er omfattet
af denne lov.
§ 8 a. Erhvervsministeren kan fastsætte regler
om måleteknik og anvendelse af måleenheder for
metrologi omfattet af § 2, stk. 1, nr. 13-19, og § 2,
67
stk. 2, nr. 3, herunder måleteknisk kontrol, anmel‐
delsespligt for ibrugværende måleinstrumenter og,
hvilke varer der skal sælges i bestemte enheder i
henseende til mål og vægt, herunder klassificering
og sortering.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter regler om
etablering og vedligeholdelse af primær- og refe‐
rencenormaler inden for afgrænsede metrologiske
felter. Erhvervsministeren udpeger i den forbindel‐
se tillige nationale metrologiinstitutter til at vare‐
tage etableringen og vedligeholdelsen.
§ 8 b. Erhvervsministeren fastsætter regler om
akkreditering, som er nødvendige for anvendelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkre‐
ditering, herunder regler om udpegning af et nati‐
onalt akkrediteringsorgan, dets opgavevaretagelse
og kontrollen med akkrediteringsorganet.
Stk. 2. Erhvervsministeren indgår de nødvendi‐
ge aftaler med akkrediteringsorganet, herunder om
organets mulighed for at kræve betaling for drifts‐
opgaver, som relaterer sig til akkrediteringsydel‐
sen.
Stk. 3. Erhvervsministeren og akkrediterin‐
gsorganet kan indgå særskilt aftale om, at organet
kan foretage akkreditering i udlandet.«
11. Efter § 9 indsættes:
Ȥ 9 a. Kontrolmyndigheden kan bemyndige en
anden offentlig myndighed eller en offentligt eller
privat virksomhed til at udføre kontrol efter § 9,
stk. 1, på metrologiområdet. Den bemyndigede
kan i den forbindelse udøve kontrolmyndighedens
beføjelser efter § 10, stk. 1, og § 11, stk. 1-3.
§ 9 b. Kontrolbeføjelserne i kapitel 3 finder ikke
anvendelse på akkrediteringsområdet med undta‐
gelse af beføjelserne i § 9, § 10, stk. 1, og § 24.«
§ 11. ---
Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan som led i kon‐
trolbesøget foretage tekniske undersøgelser af et
produkt på stedet.
12. I § 11, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Kontrolmyndigheden kan kræve omkostninger
forbundet med eksterne tekniske undersøgelser
refunderet af den erhvervsdrivende, der, jf. §§
13-14, § 16, stk. 1, og § 16 a, træffes afgørelse
over for i forbindelse med undersøgelsen.«
13. Efter § 16 indsættes:
68
»§ 16 a. Er et instrument inden for metrologiom‐
rådet ikke i overensstemmelse med regler fastsat
i denne lov eller regler fastsat i medfør af denne
lov, kan kontrolmyndigheden påbyde instrumente‐
jeren at bringe instrumentet i overensstemmelse
med reglerne, hvis instrumentet anvendes til må‐
ling, hvor der på baggrund af målingen skal fore‐
tages betaling.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan forbyde instru‐
mentejeren at anvende et instrument til måling,
hvor der på baggrund af målingen skal foretages
betaling, hvis instrumentet eller instrumentejeren
ikke lever op til regler fastsat i denne lov eller
regler fastsat i medfør af denne lov.«
§ 20. Kan kontrolmyndigheden ikke finde den,
der har bragt et produkt i omsætning eller gjort
det tilgængeligt på markedet, eller efterlever den
pågældende ikke afgørelsen, der er meddelt denne,
kan myndigheden træffe de foranstaltninger, der er
nævnt i §§ 13 og 14, § 15, stk. 2 og 3, § 16, stk. 1
og 2, og § 17, på den pågældendes vegne.
14. I § 20, stk. 1, ændres »§ 17« til: »§ 16 a og §
17«.
§ 21. Kontrolmyndigheden kan kræve, at den,
som er pålagt at træffe foranstaltninger i medfør af
§§ 13 og 14, § 15, stk. 2 og 3, § 16, stk. 1 og 2, og
§§ 17 og 19, oplyser myndigheden om, hvordan
foranstaltningerne er truffet, og om effekten heraf.
15. I § 21 og § 36, stk. 1, 1. pkt., ændres »§§ 17 og
19« til: »§ 16 a, § 17 og § 19«.
§ 36. Påbud eller forbud udstedt i medfør af §§
13 og 14, § 15, stk. 2 og 3, § 16, stk. 1 og 2,
og §§ 17 og 19 kan af den, afgørelsen vedrører,
forlanges indbragt for domstolene.
§ 32. Erhvervsministeren kan fastsætte regler
om, at regler fastsat i medfør af denne lov, som
indeholder krav til virksomheder og produkter, og
tekniske specifikationer, der henvises til i sådanne
forskrifter, ikke indføres i Lovtidende.
16. I § 32, stk. 1, indsættes efter »krav til«: »ak‐
kreditering, «.
§ 35. Klage over afgørelser truffet af bemyndi‐
gede organer, jf. § 26, kan indbringes for Sikker‐
hedsstyrelsen, inden 4 uger efter at afgørelsen er
meddelt den pågældende.
17. § 35 affattes således:
»§ 35. Klage over afgørelser truffet af bemyndi‐
gede organer, jf. § 26, og det nationale akkredit‐
eringsorgan udpeget efter regler fastsat i medfør af
§ 8 b, kan indbringes for Sikkerhedsstyrelsen, jf.
dog stk. 2-4.
Stk. 2. Den, der har modtaget en afgørelse om
afslag på eller kun delvis imødekommelse af en
69
ansøgning om akkreditering eller en afgørelse om
hel eller delvis tilbagekaldelse eller suspension
af en meddelt akkreditering, kan anmode akkredit‐
eringsorganet om at foretage en ny vurdering af
sagen.
Stk. 3. Fører den fornyede behandling af sagen
efter stk. 2 ikke til, at klageren fuldt ud får med‐
hold, kan afgørelsen indbringes for Klagenævnet
for Udbud.
Stk. 4. Klage efter stk. 1-3 skal indbringes, inden
4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågæl‐
dende.«
§ 37. Medmindre strengere straf er forskyldt ef‐
ter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
1) overtræder § 5, stk. 1-3,
2-5) ---
18. I § 37, stk. 1, nr. 1, ændres »stk. 1-3,« til: »stk.
1-4,«,
6) overtræder eller undlader at efterkomme en
afgørelse fra kontrolmyndigheden, jf. §§ 13 eller
14, § 15, stk. 2 eller 3, § 16, stk. 1 eller 2, eller §§
17 eller 19.
7-11) ---
19. I § 37, stk. 1, nr. 6, indsættes efter: »§ 16, stk.
1 eller 2,«: »§ 16 a«.
Stk. 2. Når en overtrædelse, som er nævnt i stk.
1, nr. 1 og 3-10, begås på et produktområde, som
er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-11 eller 13-15, eller
stk. 2, nr. 1 eller 2, kan straffen under skærpende
omstændigheder stige til fængsel indtil 2 år. ---
Stk. 3-5. ---
Stk. 6. I regler, der er udstedt i medfør af denne
lov, kan der fastsættes straf af bøde. Er produkt‐
området omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-11 eller
13-15, eller stk. 2, nr. 1 eller 2, kan der fastsættes
straf af bøde eller under skærpende omstændighe‐
der fængsel indtil 2 år. --
20. I § 37, stk. 2, 1. pkt., og stk. 6, 2. pkt., ændres
»13-15,« til: »13-25,« og »nr. 1 eller 2,« ændres
til: »nr. 1-3,«.
§ 46. Loven gælder ikke for Færøerne og Grøn‐
land.
21. § 46 affattes således:
»§ 46. Loven gælder ikke for Færøerne og Grøn‐
land, men lovens regler om metrologi og akkredi‐
tering kan ved kongelig anordning helt eller del‐
vis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med
de ændringer, som de færøske og grønlandske for‐
hold tilsiger.«
70
§ 2
I lov nr. 1518 af 18. december 2018 om er‐
hvervsfremme, som ændret ved lov nr. 796 af 9.
juni 2020, foretages følgende ændringer:
§ 3. Erhvervsministeren kan udstede nærmere
regler om gennemførelse af erhvervsfremmeakti‐
viteter, der iværksættes inden for denne lov, med
undtagelse af aktiviteter, der iværksættes efter ka‐
pitel 8. Erhvervsministeren kan endvidere fastsæt‐
te nærmere regler om administration, herunder om
behandling af ansøgninger om medfinansiering til
offentlige myndigheder, organisationer, institutter,
virksomheder og enkeltpersoner m.v., regler om
godkendelse, regnskabsaflæggelse, revision, kon‐
trol og tilsyn og regler om afgivelse af oplysninger
og regnskaber.
1. I § 3, stk. 1, udgår », med undtagelse af aktivite‐
ter, der iværksættes efter kapitel 8«.
§ 7. ---
Stk. 1. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Erhvervsministeren kan bestemme, at de
beføjelser, der er henlagt til en underliggende
myndighed, og som vedrører administrationen af
de metrologiske regler, som er fastsat i medfør
af § 18, kan henlægges til en anden offentlig
myndighed eller en privat institution. Den under‐
liggende myndighed indgår i givet fald de nødven‐
dige aftaler herom.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om klage‐
adgang, herunder at klager ikke kan indbringes for
anden administrativ myndighed.
2. § 7, stk. 3, ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 3.
Kapitel 8. Akkreditering og metrologi m.v.
§ 16. Erhvervsministeren fastsætter de regler
vedrørende akkreditering, som er nødvendige for
anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om
kravene til akkreditering og markedsovervågning
i forbindelse med markedsføring af produkter, her‐
under regler om udpegning af et nationalt akkre‐
diteringsorgan og dets opgavevaretagelse, jf. stk.
2, og indgår de nødvendige aftaler herom. For‐
3. Kapitel 8 ophæves.
71
valtningsloven finder anvendelse på akkrediterin‐
gsorganets udførelse af akkrediteringsopgaver.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter de regler,
som er nødvendige for anvendelsen her i landet af
den i stk. 1 nævnte forordning, herunder om det
nationale akkrediteringsorgans akkreditering af
virksomheder til f.eks. prøvning, kalibrering, me‐
dicinske undersøgelser, certificering, inspektion,
attestering, CO2-verifikation og miljøverifikation,
og regler om sanktioner ved manglende overhol‐
delse af en meddelt akkreditering.
§ 17. Akkrediteringsorganet kan efter særskilt
aftale herom med erhvervsministeren foretage ak‐
kreditering i udlandet.
§ 18. Erhvervsministeren fastsætter regler om
metrologi, herunder om, hvilke måleenheder der
finder anvendelse, regler om etablering og vedli‐
geholdelse af primær- og referencenormaler, reg‐
ler om måleteknik og måleinstrumenter og deres
anvendelse, regler om anmeldelsespligt for ibrug‐
værende måleinstrumenter, regler om måleteknisk
kontrol, regler om, hvilke varer der skal sælges i
bestemte enheder i henseende til mål eller vægt,
herunder regler om klassificering, sortering og
lign., og regler om bemyndigelse af organer til
at udføre overensstemmelsesvurderingsopgaver i
henhold til nationale regler og EU-retten .
Stk. 2. Erhvervsministeren udpeger nationale
metrologiinstitutter til at etablere og vedligeholde
primær- og referencenormaler inden for afgrænse‐
de metrologiske felter.
Stk. 3. Erhvervsministeren har, hvis det skønnes
nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitima‐
tion uden retskendelse adgang til offentlige og
private ejendomme og lokaliteter for at varetage
hvervet med måleteknisk kontrol.
§ 19. Det nationale akkrediteringsorgan kan in‐
den for en ramme aftalt mellem organet og er‐
hvervsministeren kræve betaling for driftsopgaver,
som relaterer sig til akkrediteringsydelsen. Ved
akkrediteringsydelsen forstås f.eks. akkreditering
af laboratorier til prøvning og kalibrering og ak‐
kreditering af virksomheder og personer til certi‐
ficering, inspektion, attestering, CO2-verifikation
og miljøverifikation.
72
Stk. 2. En offentlig myndighed eller en privat
institution, der i medfør af § 7, stk. 3, varetager
opgaver med administration af reglerne om metro‐
logi, kan opkræve gebyr for bl.a. udarbejdelse af
certifikater og typegodkendelser og for udpegning
af bemyndigede organer efter regler, der fastsættes
af erhvervsministeren.
§ 20. Klager over afgørelser, som er truffet af
den, som erhvervsministeren har bemyndiget her‐
til, efter dette kapitel eller regler udstedt i medfør
af dette kapitel kan kun indbringes for erhvervs‐
ministeren, hvis klagen vedrører retlige spørgsmål.
Stk. 2. Klager over afgørelser truffet af akkredit‐
eringsorganet, jf. § 16, eller en offentlig myndig‐
hed eller privat institution, der i medfør af § 7, stk.
3, varetager administrationen af de metrologiske
regler, kan indbringes for Sikkerhedsstyrelsen, jf.
dog stk. 3 og 4.
Stk. 3. Den, der har modtaget en afgørelse om
afslag på eller kun delvis imødekommelse af en
ansøgning om akkreditering eller en afgørelse om
hel eller delvis tilbagekaldelse eller suspension
af en meddelt akkreditering, kan anmode akkredit‐
eringsorganet om at foretage en ny vurdering af
sagen.
Stk. 4. Fører den fornyede behandling af sagen
efter stk. 3 ikke til, at klageren fuldt ud får med‐
hold, kan afgørelsen indbringes for Klagenævnet
for Udbud.
Stk. 5. Klage efter stk. 2-4 skal være indgivet,
senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den
pågældende.
§ 21.
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at
forskrifter vedrørende metrologi og akkreditering
udstedt i medfør af denne lov, som indeholder
krav til virksomheder, anlæg, installationer, indret‐
ninger og produkter m.v., og tekniske specifikati‐
oner, der henvises til i sådanne forskrifter, ikke
indføres i Lovtidende.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter regler om,
hvordan oplysning om indholdet af de forskrifter
og tekniske specifikationer, der ikke indføres i
Lovtidende, jf. stk. 1, kan fås.
Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte regler
om, at tekniske specifikationer, som ikke indføres
73
i Lovtidende, jf. stk. 1, skal være gældende, selv
om de ikke foreligger på dansk.
§ 3
I lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1629 af 17. december 2018, foretages følgende
ændringer:
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennem‐
fører dele af Rådets direktiv nr. 89/391/EØF, EU-
Tidende 1989, L 183 s. 1 om iværksættelse af for‐
anstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sik‐
kerhed og sundhed under arbejdet, Rådets direktiv
nr. 89/655/EØF, EU-Tidende 1989, L 393 s. 13
om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed
i forbindelse med arbejdstagernes brug af arbejds‐
udstyr under arbejdet, (andet særdirektiv i henhold
til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), som
ændret ved Rådets direktiv 95/63/EF, EU-Tidende
1995, L 335 s. 28, Rådets direktiv nr. 89/656/EØF,
EU-Tidende 1989, L 393 s. 18 om minimums‐
forskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse
med arbejdstagernes brug af personlige værnemid‐
ler under arbejdet, (tredje særdirektiv i henhold
til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), Rå‐
dets direktiv nr. 89/686/EØF, EU-Tidende 1989, L
399 s. 18 om indbyrdes tilnærmelse af medlems‐
staternes lovgivning om personlige værnemidler,
som ændret ved Rådets direktiv nr. 93/68/EØF,
EU-Tidende 1993, L 220 s. 1 og nr. 93/95 EØF,
EU-Tidende 1993, 276 s. 11, Rådets direktiv nr.
90/269/EØF, EU-Tidende 1990, L 156 s. 9 om
minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i
forbindelse med manuel håndtering af byrder, som
kan medføre risiko for især ryg- og lændeskader
hos arbejdstagerne (fjerde særdirektiv i henhold
til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), Rå‐
dets direktiv nr. 90/394/EØF, EU-Tidende 1990,
L 196 s. 1 om beskyttelse af arbejdstagerne mod
risici for under arbejdet at være udsat for kræft‐
fremkaldende stoffer (sjette særdirektiv i henhold
til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), som
ændret ved Rådets direktiv 97/42/EF, EU-Tidende
1997, L 179 s. 4, Rådets direktiv nr. 91/383/EØF,
EU-Tidende 1991, L 206 s. 19 om supplering af
foranstaltningerne til forbedring af sikkerheden og
sundheden på arbejdsstedet for arbejdstagere, der
1. Fodnote 1 og 2 til lovens titel ophæves, og i
stedet indsættes:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gen‐
nemfører dele af Rådets direktiv 89/391/EØF af
12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltnin‐
ger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og
sundhed under arbejdet, EF-Tidende 1989, nr. L
183, side 1, som senest ændret ved Europa-Parla‐
mentets og Rådets forordning (EF) nr. 1137/2008
af 22. oktober 2008, EU-Tidende 2008, nr. L
311, side 1, Rådets direktiv 89/656/EØF af 30.
november 1989 om minimumsforskrifter for sik‐
kerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstager‐
nes brug af personlige værnemidler under arbejdet
(tredje særdirektiv i henhold til artikel 16, stk.
1, i direktiv 89/391/EØF), EF-Tidende 1989, nr.
L 393, side 18, som senest ændret ved Kommis‐
sionens direktiv (EU) 2019/1832 af 24. oktober
2019, EU-Tidende 2019, nr. L 279, side 35, Rå‐
dets direktiv 90/269/EØF af 29. maj 1990 om
minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed
i forbindelse med manuel håndtering af byrder,
som kan medføre risiko for især ryg- og lænde‐
skader hos arbejdstagerne (fjerde særdirektiv i
henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/
EØF), EF-Tidende 1990, nr. L 156, side 9, som
senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2019/1243 af 20. juni 2019, EU-
Tidende 2019, nr. L 198, side 241, Rådets direk‐
tiv 91/383/EØF af 25. juni 1991 om supplering
af foranstaltningerne til forbedring af sikkerheden
og sundheden på arbejdsstedet for arbejdstagere,
der har et tidsbegrænset ansættelsesforhold eller
et vikaransættelsesforhold, EF-Tidende 1991, nr.
L 206, side 19, som ændret ved Europa-Parlamen‐
tets og Rådets direktiv 2007/30/EF af 20. juni
2007, EU-Tidende 2007, nr. L 165, side 21, Rå‐
dets direktiv 92/58/EF af 24. juni 1992 om mi‐
nimumsforskrifter for signalgivning i forbindelse
74
har et tidsbegrænset ansættelsesforhold eller et vi‐
karansættelsesforhold, Rådets direktiv nr. 91/628/
EØF, EU-Tidende 1991, L 340 1991 s. 17, om
transport af levende dyr, som ændret ved Rådets
direktiv 95/29/EF, EU-Tidende 1995, L 148 s. 52,
Rådets direktiv nr. 92/58/EF, EU-Tidende 1992,
L 245 s. 23 om minimumsforskrifter for signal‐
givning i forbindelse med sikkerhed og sundhed
under arbejdet (niende særdirektiv i henhold til
artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), Rådets
direktiv nr. 92/85/EØF, EU-Tidende 1992, L 348
s. 1 om iværksættelse af foranstaltninger til for‐
bedring af sikkerheden og sundheden under arbej‐
det for arbejdstagere, der er gravide, som lige har
født hjemme eller som ammer (tiende særdirektiv
i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/
EØF), Rådets direktiv nr. 93/103/EF, EU-Tidende
1993, L 307 s. 1 om minimumsforskrifter for sik‐
kerhed og sundhed under arbejdet om bord på
fiskerfartøjer (trettende særdirektiv i henhold til
artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), Rådets
direktiv nr. 94/25/EF, EU-Tidende 1994, L 164
s. 15 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstater‐
nes love og administrative bestemmelser om fri‐
tidsfartøjer, Rådets direktiv nr. 94/57/EF, EU-Ti‐
dende 1994, L 319 s. 20 om fælles regler og
standarder for organisationer, der udfører inspek‐
tion og syn af skibe, og for søfartsmyndigheder‐
nes aktiviteter i forbindelse dermed, som ændret
ved Kommissionens direktiv 97/58/EF, EU-Tiden‐
de 1997, L 274 s. 8, Rådets direktiv nr. 95/21 EF,
EU-Tidende 1995, L 157 s. 1 om håndhævelse
over for skibe, der anløber Fællesskabets havne
og sejler i internationale farvande under medlems‐
staternes jurisdiktion, af internationale standarder
for skibes sikkerhed, for forureningsforebyggelse
samt leve- og arbejdsvilkår om bord, som ændret
ved Rådets direktiv 98/25/EF, EU-Tidende 1998,
L 157 s. 1 og Kommissionens direktiv 98/42/EF,
EU-Tidende 1998, L 133 s. 19, Europa-Parlamen‐
tets og Rådets direktiv 2001/106/EF af 19. decem‐
ber 2001 om ændring af Rådets direktiv 95/21/EF
om håndhævelse over for skibe, der anløber Fæl‐
lesskabets havne og sejler i farvande under med‐
lemsstaternes jurisdiktion, af internationale stan‐
darder for skibes sikkerhed, for forureningsfore‐
byggelse og for leve- og arbejdsvilkår om bord
(havnestatskontrol) (EU-Tidende 2002 L 19, side
med sikkerhed og sundhed under arbejdet (nien‐
de særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1,
i direktiv 89/391/EØF), EF-Tidende 1992, nr. L
245, side 23, som senest ændret ved Europa-Par‐
lamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1243
af 20. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 198,
side 241, Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. okto‐
ber 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til
forbedring af sikkerheden og sundheden under ar‐
bejdet for arbejdstagere, der er gravide, som lige
har født hjemme eller som ammer (tiende særdi‐
rektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv
89/391/EØF), EF-Tidende 1992, nr. L 348, side
1, som senest ændret ved Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) 2019/1243 af 20. ju‐
ni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 198, side 241,
Rådets direktiv 93/103/EF af 23. november 1993
om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed
under arbejdet om bord på fiskerfartøjer (trettende
særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i di‐
rektiv 89/391/EØF), EF-Tidende 1993, nr. L 307,
side 1, som ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2007/30/EF af 20. juni 2007, EU-
Tidende 2007, nr. L 165, side 21, Rådets direktiv
94/33/EF af 22. juni 1994 om beskyttelse af unge
på arbejdspladsen, EU-tidende 1994, nr. L 216,
side 12, som senest ændret ved Europa-Parlamen‐
tets og Rådets forordning (EU) 2019/1243 af 20.
juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 198, side 241,
Rådets direktiv 98/24/EF af 7. april 1998 om be‐
skyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed
under arbejdet mod risici i forbindelse med kemi‐
ske agenser (fjortende særdirektiv i henhold til di‐
rektiv 98/391/EØF, artikel 16, stk. 1), EU-tidende
1998, nr. L 131, side 11, som senest ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2019/1243 af 20. juni 2019, EU-Tidende 2019,
nr. L 198, side 241, Europa-Parlamentets og Rå‐
dets direktiv 1999/92/EF af 16. december 1999
om minimumsforskrifter vedrørende forbedring af
sikkerhed og sundhedsbeskyttelse for arbejdstage‐
re, der kan blive udsat for fare hidhørende fra
eksplosiv atmosfære (femtende særdirektiv i hen‐
hold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF),
EU-tidende 2000, nr. L 23, side 57, som ænd‐
ret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/30/EF af 20. juni 2007, EU-Tidende 2007,
nr. L 165, side 21, Europa-Parlamentets og Rådets
75
17 ff), Rådets direktiv 2009/13/EF af 16. februar
2009 om iværksættelse af den aftale, der er ind‐
gået mellem European Community Shipowners᾽
Associations (ECSA) og European Transport Wor‐
kers᾽ Federation (ETF) om konventionen om sø‐
farendes arbejdsforhold af 2006 og om ændring
af direktiv 1999/63/EF (EU-Tidende nr. L 124 af
20. maj 2009, side 30-50), Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/17/EF af 23. april 2009
om ændring af direktiv 2002/59/EF om oprettelse
af et trafikovervågnings- og trafikinformationssy‐
stem for skibsfarten i Fællesskabet (EU-Tidende
nr. L 131 af 28. maj 2009, side 101-113), Euro‐
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/21/EF af
23. april 2009 om opfyldelse af kravene til flag‐
stater (EU-Tidende nr. L 131 af 28. maj 2009,
side 132-135) og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/16/EF af 23. april 2009 om havne‐
statskontrol (EU-Tidende nr. L 131 af 28. maj
2009, side 57-100).
2) Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder en
forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Loven
indeholder bestemmelser vedrørende anvendelsen
her i landet af Europa-Parlamentets og Rådets for‐
ordning (EU) nr. 1177/2010 af 24. november 2010
om passagerers rettigheder ved sørejser og rejser
på indre vandveje og om ændring af forordning
(EF) nr. 2006/2004, EU-Tidende 2010, nr. L 334,
side 1.
direktiv 2000/54/EF af 18. september 2000 om
beskyttelse af arbejdstagerne mod farerne ved at
være udsat for biologiske agenser under arbejdet
(syvende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk.
1, i direktiv 89/391/EØF), EU-tidende 2000, nr.
L 262, side 21, som senest ændret ved Kommis‐
sionens direktiv (EU) 2020/739 af 3. juni 2020,
EU-Tidende 2020, nr. L 175, side 11, Europa-Par‐
lamentets og Rådets direktiv 2002/44/EF af 25.
juni 2002 om minimumsforskrifter for sikkerhed
og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes ek‐
sponering for risici på grund af fysiske agenser
(vibrationer) (sekstende særdirektiv i henhold til
artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), EU-ti‐
dende 2002, nr. L 177, side 13, som senest ænd‐
ret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2019/1243 af 20. juni 2019, EU-Tidende
2019, nr. L 198, side 241, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2003/10/EF af 6. februar 2003
om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed
i forbindelse med arbejdstagernes eksponering for
risici på grund af fysiske agenser (støj) (sytten‐
de særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1,
i direktiv 89/391/EØF), EU-tidende 2003, nr. L
42, side 38, som senest ændret ved Europa-Par‐
lamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1243
af 20. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 198,
side 241, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2004/37/EF af 29. april 2004 om beskyttelse af
arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at væ‐
re udsat for kræftfremkaldende stoffer eller muta‐
gener (sjette særdirektiv i henhold til artikel 16,
stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), EU-Tidende 2004,
nr. L 158, side 50, Rådets direktiv 2009/13/EF
af 16. februar 2009 om iværksættelse af den afta‐
le, der er indgået mellem European Community
Shipowners’ Associations (ECSA) og European
Transport Workers’ Federation (ETF) om konven‐
tionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006 og
om ændring af direktiv 1999/63/EF, EU-Tidende
2009, nr. L 124, side 30, som ændret ved Rådets
direktiv (EU) 2018/131 af 23. januar 2018, EU-Ti‐
dende 2018, nr. L 22, side 28, Europa-Parlamen‐
tets og Rådets direktiv 2009/15/EF af 23. april
2009 om fælles regler og standarder for organi‐
sationer, der udfører inspektion og syn af skibe,
og for søfartsmyndighedernes aktiviteter i forbin‐
delse dermed, EU-Tidende 2009, nr. L 131, side
76
47, som senest ændret ved Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) 2019/1243 af 20. juni
2019, EU-Tidende 2019, nr. L 198, side 241, Eu‐
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/16/EF
af 23. april 2009 om havnestatskontrol, EU-Tiden‐
de 2009, nr. L 131, side 57, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/21/EF af 23. april 2009
om opfyldelse af kravene til flagstater, EU-Tiden‐
de 2009, nr. L 131, side 132, som senest ændret
ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2017/2110 af 15. november 2017, EU-Tidende
2017, nr. L 315, side 61, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/104/EF af 16. september
2009 om minimumsforskrifter for sikkerhed og
sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug
af arbejdsudstyr under arbejdet (andet særdirektiv
i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/
EØF), EU-Tidende 2009, nr. L 260, side 5, Euro‐
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/148/EF
af 30. november 2009 om beskyttelse af arbejdsta‐
gere mod farerne ved under arbejdet at være udsat
for asbest, EU-Tidende 2009, nr. L 330, side 28,
som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2019/1243 af 20. juni 2019, EU-
Tidende 2019, nr. L 198, side 241, og Europa-Par‐
lamentets og Rådets direktiv 2013/53/EU af 20.
november 2013 om fritidsfartøjer og personlige
fartøjer og om ophævelse af direktiv 94/25/EF,
EU-Tidende 2013, nr. L 354, side 90.«.
§ 4. ---
Stk. 1-4. ---
2. I § 4 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Myndigheder, som forestår tilsyn med
regler fastsat i medfør af stk. 1 vedrørende pro‐
dukter omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv om skibsudstyr eller Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv om fritidsfartøjer og personlige
fartøjer, kan anvende de kontrolbeføjelser, som er
tillagt kontrolmyndigheden i lov om produkter og
markedsovervågning, i det omfang de pågælden‐
de kontrolbeføjelser ikke allerede følger af denne
lov.«
§ 28. Med bøde eller fængsel i indtil 1 år straffes
den, der
1-2) ---
77
3) ikke efterkommer påbud eller forbud, der er
meddelt i henhold til loven eller i henhold til for‐
skrifter udstedt i medfør af loven.
3. I § 28, nr. 3, indsættes efter »i medfør af
loven«: », herunder påbud eller forbud udstedt i
medfør af § 4, stk. 5«.
§ 4
I lov om fyrværkeri og andre pyrotekniske artik‐
ler, jf. lovbekendtgørelse nr. 2 af 3. januar 2019,
som ændret ved § 44 i lov nr. 799 af 9. juni 2020,
foretages følgende ændringer:
1. Efter § 2 d indsættes:
»§ 2 e. Små ikke-statslige raketter, der kan op‐
sendes til maksimalt 100 meter over terræn, kan
opsendes fra Danmark, hvis regler fastsat i medfør
af stk. 2 overholdes.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte regler
om opsendelse af små ikke-statslige raketter, jf.
stk. 1, herunder krav til raketternes indretning,
under hvilke forhold raketterne må opsendes og
kontrollen med disse ikke-statslige raketopsendel‐
ser.«
§ 5
I lov om maritim fysisk planlægning, jf. lovbe‐
kendtgørelse nr. 400 af 6. april 2020, foretages
følgende ændring:
§ 10. ---
Stk. 2. Erhvervsministeren udsteder havplanen
senest den 31. marts 2021. Havplanen revideres
og ajourføres mindst hvert 10. år.
1. I § 10, stk. 2, udgår »senest den 31. marts
2021«.
78