Fremsat den 27. januar 2021 af Morten Messerschmidt (DF), Liselott Blixt (DF), René Christensen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Pia Kjærsgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)

Fremsat den 27. januar 2021 af Morten Messerschmidt (DF), Liselott Blixt (DF), René Christensen (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF), Pia Kjærsgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om en uafhængig advokatundersøgelse af sager, hvor Folketinget har udtalt
kritik af ministre
Folketinget beslutter at iværksætte en uafhængig advokatundersøgelse af ministerkritik for at få kortlagt den praksis,
Folketinget hidtil har anlagt vedrørende ministeransvarlighedsloven.
Beslutningsforslag nr. B 131 Folketinget 2020-21
AX025690
Bemærkninger til forslaget
Ifølge ministeransvarlighedsloven ifalder en minister an‐
svar og straffes, når ministeren som led i sin embedsførelse
»forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter,
der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øv‐
rigt eller efter hans stillings beskaffenhed« (lovens § 5, stk.
1).
Endvidere ifaldes der straf, »såfremt en minister giver
folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under
folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er
af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen«
(lovens § 5, stk. 2). Efter § 3 kan der straffes for medvirken.
Det er Folketinget, der rejser tiltale mod en minister, jf.
grundlovens § 16. Folketinget agerer således i disse sager
anklagemyndighed. Siden 1849 har der i alt været rejst fem
rigsretssager imod ministre. Det er imidlertid ikke ensbety‐
dende med, at Folketinget ikke har rejst kritik af ministre.
Siden 1990 har Folketingets flertal udtalt kritik af sidden‐
de ministre i 59 tilfælde – de såkaldte næser, hvor i flæng
kan nævnes:
– Som skatteminister kritiseredes Karsten Lauritzen (V) i
2018 for ikke at have givet fyldestgørende og korrekte
svar til Skatteudvalget og Udvalget for Forretningsorde‐
nen under samråd.
– Som integrationsminister kritiseredes Birthe Rønn Horn‐
bech (V) i 2016 for ikke at have rettet op på foregåen‐
de års konventionsbrud og for ikke at have sikret, at
ministeriets praksis overholdt statsløsekonventionen og
børnekonventionen.
– Som forsvarsminister kritiseredes Nicolai Wammen (S)
i 2015 for ikke at have givet en reel begrundelse for
ikke at ville mødes med Retsudvalget i Folketingets lo‐
kaleområde sammen med chefen for FE.
– Som skatteminister kritiseredes Troels Lund Poulsen (V)
i 2015 som led i Skattesagskommissionen for at have
givet urigtige oplysninger til Folketingets Ombudsmand.
– Som justitsminister talte Morten Bødskov (S) i 2013 di‐
rekte usandt i sin forklaring til Folketingets Retsudvalg
om en aflyst studietur til Christiania, idet han anvendte
en såkaldt nødløgn, hvorefter han valgte at gå af som
minister.
– Som socialminister kritiseredes Annette Vilhelmsen (SF)
i 2013 for at have givet utilfredsstillende og mangelfulde
oplysninger til Folketinget i forbindelse med bevilling til
Stemmer på Kanten.
– Som udenrigsminister kritiseredes Lene Espersen (K)
i 2010 for upræcise og ikke fyldestgørende svar på
spørgsmål i Folketinget.
– Som skatteminister kritiseredes Kristian Jensen (V) i
2009 for at have håndhævet et lovforslag, inden det var
vedtaget, stadfæstet og kundgjort – altså disponeret uden
hjemmel.
– Som finansminister kritiseredes Claus Hjort Frederiksen
(V) i 2005 efter påtale fra Statsrevisorerne for mangel‐
fuld orientering af Folketinget samt mangelfuld admini‐
stration af løntilskudsordningen.
– Som skatteminister kritiseredes Anders Fogh Rasmussen
(V) i 1990 efter påtale fra Rigsrevisionen for gennem
fejlagtig periodisering og regnskabsmæssige omposte‐
ringer at have skjult et merforbrug.
Også skiftende skatteministres fejlagtige forvaltning af
den offentlige ejendomsvurdering 2003-2013 bør næv‐
nes. Dette førte til skarp påtale fra Statsrevisorerne, som
anførte, at Skatteministeriets forvaltning af den offentlige
ejendomsvurdering havde været i strid med Folketingets
intentioner og ikke havde sikret fair og lige behandling af
borgere og virksomheder.
Sluttelig må landbrugspakken fra 2016 nævnes, idet et
flertal i Miljø- og Fødevareudvalget her kritiserede skarpt,
at centrale ministre havde siddet inde med oplysninger og
faglige vurderinger, der ikke var i overensstemmelse med
dem, Folketinget havde fået.
Ovenstående sager udgør imidlertid under en femtedel
af de ministersager, der siden 1990 har påkaldt sig kritik
fra et flertal i Folketinget – men dog ikke har ført til en
rigsretssag. Som det vil fremgå, handler flere af sagerne om
manglende overholdelse af gældende ret og mangelfuld og
til tider endog helt misvisende orientering af Folketinget.
Den praksis, som Folketinget har anlagt ved i disse sager
ikke at anlægge rigsretssager, har naturligvis betydning for,
hvordan fremtidige rigsretssager må falde ud. Ikke alene
som anklager, men også som følge af Rigsrettens særegne
sammensætning spiller Folketingets afgørelser i sager, hvor
ministre kritiseres for deres embedsførelse, en betydelig rol‐
le i forståelsen af, hvordan ministeransvarlighedsloven skal
forstås. Det er derfor væsentligt for Folketinget at kende til
de sager, hvor et flertal har valgt at kritisere en minister,
men dog ikke har valgt at anlægge en rigsretssag. Kunne de
have ført til en rigsretssag? Burde de have ført til en? Med
de verserende påstande om både tidligere og nuværende
ministres lovbrud er det mere centralt end nogen sinde at få
kortlagt den praksis, Folketinget hidtil har anlagt i form af
de navnkundige næser.
Det bemærkes, at ministeransvarlighedslovens § 5 ikke
alene straffer den forsætlige handling, men også den groft
uagtsomme. Selv uden at være sig gerningen fuldt bevidst
(dolus eventualis) kan en minister altså dømmes for eksem‐
pelvis at misinformere Folketinget, ligesom straf kan ifaldes
for en forseelse, der er udkommet af grov uagtsomhed. Af
de nævnte sager synes ganske mange fra en umiddelbar
betragtning derfor at falde ind under ministeransvarligheds‐
lovens anvendelsesområde.
Hvad forældelse angår, følger ministeransvarlighedsloven
den borgerlige straffelovs §§ 93-95, idet forældelsesfristen
dog aldrig er mindre end 5 år. Mange af de ovennævnte sag‐
er er derfor forældede og kan derfor ikke medføre egentlige
2
rigsretssager. Det er imidlertid heller ikke forslagsstillernes
ønske eller formål med forslaget. Derimod er det forslags‐
stillernes ønske at få belyst den praksis, som Folketinget
hidtil har anlagt i relation til sager, der kunne have været
omfattet af ministeransvarlighedsloven.
Også beslutninger om ikke at rejse rigsretssag har selv‐
sagt betydning for, hvordan ministeransvarlighedsloven må
forstås og fortolkes. For derfor at få klarlagt Folketingets
hidtidige praksis ønskes der gennemført en uafhængig af ad‐
vokatundersøgelse af de nævnte 59 sager med ministerkritik,
hvoraf en betragtelig del indeholder kritik af både ikkeover‐
holdelse af gældende lov og misinformation af Folketinget.
I flere sager synes det således nærliggende at antage, at
den pågældende minister med sine gerninger i det mindste
har befundet sig inden for den laveste forsætsgrad eller har
handlet groft uagtsomt, hvilket kunne have ført til en rigs‐
retssag.
For forståelsen af den eksisterende praksis og således for
forståelsen af udkommet af eventuelt kommende rigsretssa‐
ger igangsætter Folketinget med vedtagelsen af nærværende
beslutningsforslag at undersøge de pågældende sager med
henblik på afklaring om, hvilke der kunne have ført til en
rejsning af en rigsretssag, og således få kortlagt Folketingets
praksis.
Praktisk gennemføres forslaget, ved at et uvildigt, passen‐
de og respekteret advokatkontor efter den almindelige pro‐
ces for den slags offentlige udbud udpeges til at gennemgå
de 59 sager og rapportere tilbage til Folketinget.
3
Skriftlig fremsættelse
Morten Messerschmidt (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved
at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om en uafhængig
advokatundersøgelse af sager, hvor Folketinget har udtalt
kritik af ministre.
(Beslutningsforslag nr. B 131)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
4