L 116 - svar på spm. 32 om, at princippet om equality of arms respekteres i en sag om pålæggelse af civile bøder, fra erhvervsministeren

Tilhører sager:

Aktører:


L 116 - svar på spm. 32.docx

https://www.ft.dk/samling/20201/lovforslag/l116/spm/32/svar/1739355/2323768.pdf

Folketingets Erhvervsudvalg
Besvarelse af spørgsmål 32 alm. del stillet af udvalget den 20. januar
2021 efter ønske fra Torsten Schack Petersen (V).
Spørgsmål:
Hvordan vil ministeren sikre, at princippet om equality of arms respekte-
res i en sag om pålæggelse af civile bøder?
Svar:
Det foreslås i lovforslaget, at sager om civile bøder skal behandles i den
borgerlige retsplejes former, jf. forslaget til konkurrencelovens § 24, stk.
2 (lovforslagets § 1, nr. 37).
Det betyder, at sagerne skal behandles efter retsplejelovens almindelige
regler om behandlingen af civile retssager.
Den foreslåede ordning vil dermed også medføre, at de almene princip-
per, som gælder for den civile retspleje, vil finde anvendelse ved behand-
lingen af sager om civile bøder. Som det fremgår af pkt. 2.20.2.1 i lov-
forslagets almindelige bemærkninger, er det endvidere forudsat, at dom-
stolene ved behandlingen af sager om civile bøder skal lægge de retsga-
rantier og principper til grund, som følger af EU’s charter om grundlæg-
gende rettigheder og EU-Domstolens særlige praksis for behandling af
sager om af EU-konkurrenceretten, herunder princippet om processuel li-
gestilling.
Det EU-retlige princip om processuel ligestilling indebærer bl.a. en for-
pligtelse til at give begge parter en rimelig mulighed for at fremlægge sin
sag under betingelser, der ikke stiller den pågældende i en situation, der
er til ugunst i forhold til modparten. Princippet om processuel ligestilling
indebærer også, at hver part i en tvist har ret til at få kendskab til og kom-
mentere de dokumenter og indlæg, som modparten har fremlagt i sagen
(kontradiktionsprincippet). Parterne skal således have kendskab til og
have mulighed for at drøfte de faktiske såvel som de retlige forhold, der
er afgørende for sagens udfald.
Med venlig hilsen
Dan Jørgensen
ERHVERVSMINISTEREN
25. januar 2021
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf. 33 92 33 50
Fax 33 12 37 78
CVR-nr. 10 09 24 85
EAN nr. 5798000026001
em@em.dk
www.em.dk
Erhvervsudvalget 2020-21
L 116 endeligt svar på spørgsmål 32
Offentligt