L 77 - svar på spm. 156, om i hvilke situationer der skal svares skat af erstatningen/kompensationen og give konkrete eksempler herpå, fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
Tilhører sager:
- Hovedtilknytning: Forslag til lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink. (Spørgsmål 156)
Aktører:
- Besvaret af: ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
- Adressat: ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
- Stiller: Karsten Lauritzen
- Stiller: Erling Bonnesen
MOF L 77 - svar på spm. 156.pdf
https://www.ft.dk/samling/20201/lovforslag/l77/spm/156/svar/1726711/2302938.pdf
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mfvm@mfvm.dk • www.mfvm.dk Den 10. december 2020 Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg Christiansborg 1240 København K Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeris besvarelse af spørgsmål nr. 156 til L 77, forslag til lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, stillet den 1. december 2020 af Karsten Lauritzen (V) og Erling Bonnesen (V). Spørgsmål nr. 156 til L 77 ”Ministeren bedes oplyse, i hvilke situationer der skal svares skat af erstatningen/kompensationen og give konkrete eksempler herpå.” Svar Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet bidrag fra Skatteministeriet, der har oplyst følgende: ”Det generelle skatteretlige udgangspunkt er, at erstatninger, herunder ekspropriationserstatninger, skattemæssigt skal behandles på samme måde som det, erstatningen træder i stedet for. Det indebærer f.eks., at en erstatning for et aktiv, der kan afstås skattefrit, på tilsvarende vis vil være skattefri, mens en erstatning for tab af driftsindtægter, som er skattepligtige, er skattepligtig. I relation til afskrivningsberettigede aktiver, herunder driftsbygninger og driftsmidler i form af maskiner mv., fastsætter afskrivningslovens § 48, at forsikrings- og erstatningssummer, herunder ekspropriationserstatninger, behandles som salgssummer, medmindre andet er særskilt fastsat. Reglen er således i overensstemmelse med det almindelige skatteretlige udgangspunkt. I relation til fast ejendom gælder en særlig regel i ejendomsavancebeskatningslovens § 11, hvorefter fortjeneste ved ekspropriation er skattefri. Særreglen finder kun anvendelse, når der er tale om ekspropriation af fast ejendom i lovens forstand. Dette vil normalt ikke være tilfældet, hvis der kun sker ekspropriation af bygninger uden samtidig arealafståelse, idet bestemmelsen dog vil kunne være relevant i relation til bygninger på lejet grund. Det bemærkes desuden, at det alene er en eventuel fortjeneste ved ekspropriationen, der er skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11. Konstateres et tab vil dette således være fradragsberettiget efter de almindelige regler i ejendomsavancebeskatningsloven, og eventuelle genvundne afskrivninger beskattes efter afskrivningslovens regler herom. Endelig bemærkes, at erstatninger, der ydes til dækning af ikke-fradragsberettigede formuetab, herunder varigt tab af indkomstgrundlag, normalt vil være skattefrie.” Rasmus Prehn / Paolo Drostby Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21 L 77 endeligt svar på spørgsmål 156 Offentligt