L 56 - svar på spm. 9 om, hvorfor ministeren finder, at lokal forankring er vigtigt inden for spildevandsområdet, men ikke inden for havbrugsområdet, fra miljøministeren

Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mfvm@mfvm.dk • www.mfvm.dk
Den 27. november 2020
Folketingets Miljø- og
Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 9 til L 56 forslag til lov om ændring
af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)
og ændring af lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. (Implementering
af VVM-direktivet og ændring af myndighedskompetencen for havbrug) stillet den
26. november 2020 af Miljø- og Fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 9 til L 56
”Ministeren bemærker i sit svar på MOF alm. del spørgsmål 1145, at ”Det er efter
min opfattelse vigtigt, at den konkrete planlægning i form af spildevandsplan og
udledningstilladelser er lokalt forankret inden for overordnede, statsligt fastsatte
rammer.” Vil ministeren redegøre for, hvorfor ministeren finder, at lokal
forankring er vigtigt inden for spildevandsområdet, men ikke inden for
havbrugsområdet, når der i den grundige gennemgang af havbrugsområdet ikke
blev fundet nogle problemer med kommunernes varetagelse af
myndighedsopgaven?”
Svar
Rapport om status og grundig gennemgang af havbrugsområdet, som blev
oversendt til Folketinget den 20. december 2019, konkluderer bl.a., at tilsynet
med havbrug adskiller sig fra andre typer af miljøtilsyn, fordi der ikke kan måles
direkte på emissionerne. Disse skal i stedet beregnes på baggrund af viden om
input og output i forhold til produktionen. Der henvises til rapportens kapitel 9 og
særligt side 99.
Havbrugsområdet er dermed ikke sammenligneligt med spildevandsområdet.
Jeg henviser i øvrigt til mine svar på udvalgsspørgsmål 1 og 6, hvor jeg redegør
nærmere for, hvorfor myndighedsopgaverne på havbrugsområdet efter min
opfattelse skal samles i staten.
Lea Wermelin / Henrik Hedeman Olsen
Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 56 endeligt svar på spørgsmål 9
Offentligt
2


Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mfvm@mfvm.dk • www.mfvm.dk
Den 1. november 2020
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1 til L 56 forslag til lov om ændring af lov om
miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) og ændring af lov om
husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. (Implementering af VVM-direktivet og ændring af
myndighedskompetencen for havbrug). Af miljøminister Lea Wermelin (S).
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jacob Jensen (V).
Spørgsmål nr. 1 til L 56
”Vil ministeren redegøre for grundlaget for at foreslå flytning af VVM-myndighedskompetencen for de
kystnære havbrug fra kommunerne til staten, hvorved myndighedskompetencen for alle havbrug samles
i staten, herunder redegøre for konkrete eksempler på mangelfuld varetagelse fra kommunernes side
med den nuværende fordeling af kompetencen? Og hvordan vil ministeriet fremover sikre at have det
lokale kendskab til havbrugene, når den relevante kommune ikke længere vil være involveret i tilsyn
osv.?”
Svar
Lovforslaget følger op på rapport om status og grundig gennemgang af havbrugsområdet. Rapporten
indeholder en række forslag til initiativer til styrkelse af miljøtilsynet med havbrugene. Der peges i
rapporten bl.a. på samling af myndighedskompetencer på miljøområdet hos én myndighed (Staten),
herunder at:
”Udfordringerne ved den eksisterende myndighedsstruktur, hvor kompetencen til at meddele tilladelser
og føre tilsyn er fordelt på flere myndigheder, kan være at opbygge og opretholde særlige faglige
kompetencer og viden i forhold til godkendelsesbehandling og tilsyn på området. Det kan medføre
uensartet praksis i sagsbehandlingen, herunder også ved tilsynet.”
Der henvises til rapportens kapitel 9 og særligt side 102.
Forslaget om at samle miljø- og tilsynskompetencen er ikke en kritik af kommunernes hidtidige
opgavevaretagelse, men har til formål at sikre en miljøfaglig stærk myndighed med et indgående
kendskab til sektoren, og som derfor også kan føre et bedre og mere effektivt tilsyn. Lovforslaget er
dermed både til gavn for miljøet og for erhvervet.
Jeg synes også, at det skal tages seriøst, når Hedensted borgmester flere gange har udtrykt ønske om, at
staten skal overtage opgaven. Hedensted Kommune er den relevante miljømyndighed for 5 ud af de 19
havbrug. For nogle kommuner er det her en stor og krævende opgave.
Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 56 endeligt svar på spørgsmål 1
Offentligt
Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 56 endeligt svar på spørgsmål 6
Offentligt
Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 56 endeligt svar på spørgsmål 9
Offentligt
2
Og så er der tale om en meget lille sektor. Det giver ikke mening, at tilsynet med 19 havbrug er spredt
ud på 8 forskellige myndigheder, der hver især skal have eksperter på området. Her kan vi bruge
kræfterne bedre.
Endeligt bemærker jeg, at Miljøstyrelsen varetager miljøkompetencen på andre områder og har
langvarig erfaring med at føre tilsyn med virksomheder. Jeg mener ikke, at der er grundlag for at antage,
at Miljøstyrelsen ikke vil inddrage de relevante hensyn og forhold. Det er endvidere tale om en meget
begrænset arbejdsopgave – svarende til ca. 0,1-0,2 årsværk og uden flytning af medarbejdere.
Miljøstyrelsen er som en del af udflytningen af statslige arbejdspladser placeret uden for
hovedstadsområdet. Så der sker ikke en centralisering i København. De overførte myndighedsopgaver
vil fysisk blive placeret hos Miljøstyrelsens virksomhedsafdelinger i Slagelse og Aarhus.
Lea Wermelin / Henrik Hedeman Olsen


Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mfvm@mfvm.dk • www.mfvm.dk
Den 13. november 2020
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 6 til L 56 forslag til lov om ændring af lov om
miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) og ændring af lov om
husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. (Implementering af VVM-direktivet og ændring af
myndighedskompetencen for havbrug). Af miljøminister Lea Wermelin (S).
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Miljø- og Fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 6 til L 56
”Som opfølgning på ministerens besvarelse af MOF alm. del – spørgsmål 1085, bedes ministeren give et
fyldestgørende opfølgende svar, der redegør for, hvilke konkrete problemer ministeren lægger til grund
for at underkende kompetencerne hos de syv kommuner, der i dag fører tilsyn med havbrug, når
gennemgangen af havbrugsområdet ikke fandt anledning til at kritisere det kommunale tilsyn?”
Svar
Som anført i mit svar på udvalgsspørgsmål nr. 1, fremsætter jeg ikke dette lovforslag som en kritik af det
hidtidige kommunale tilsyn. Men når myndighedskompetencen for de 19 eksisterende havbrug deles
mellem Miljøstyrelsen og 7 kommuner medfører det, at viden om branchens miljøforhold er spredt.
Jeg fremsætter dette lovforslag for at samle og styrke de faglige kompetencer og sikre et mere effektivt
miljøtilsyn med havbrugene. Lovforslaget skal ses i sammenhæng med en kommende ændring af
godkendelsesbekendtgørelsen, som overfører miljøgodkendelses- og tilsynskompetencen til
Miljøstyrelsen. De to regelændringer tilgodeser hensynet til at samle og styrke den miljøfaglige viden
om havbrugene, da Miljøstyrelsen herved får myndighedskompetencen over samtlige havbrug. Dertil
kommer, at Miljøstyrelsen allerede i dag også har myndighedsansvaret for placeringstilladelser til
havbrugene. Fremadrettet skal Miljøstyrelsen altså behandle placeringstilladelser og miljøgodkendelser
inkl. VVM til havbrugene og føre tilsyn med havbrugene.
Lovforslaget giver derfor efter min opfattelse væsentligt forbedrede muligheder for at koordinere
arbejdet med at udarbejde placeringstilladelser og miljøgodkendelser. Det vil være en fordel. Dels fordi
tilladelserne er indbyrdes afhængige, dvs. at havbrugsvirksomhed forudsætter begge tilladelser. Dels
fordi begge tilladelser er omfattet af hhv. VVM- og habitatdirektivet og dermed giver anledning til
vurderinger og sagsbehandling i medfør af disse regler. Lovforslaget sikrer dermed også synergi og
effektiviseringer.
Under henvisning til ovennævnte synspunkter, og de synspunkter, der følger af mit svar på
udvalgsspørgsmål nr. 1, er det min klare opfattelse, at vi med samlingen af myndighedskompetencen
sikrer en miljøfagligt stærk myndighed med et indgående kendskab til havbrugssektoren, og som derfor
også kan føre et bedre og mere effektivt tilsyn.
Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 56 endeligt svar på spørgsmål 6
Offentligt
Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 56 endeligt svar på spørgsmål 9
Offentligt
2
Lea Wermelin / Henrik Hedeman Olsen


Status og grundig
gennemgang af
havbrugsområdet
December 2019
Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del - Bilag 237
Offentligt
Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
L 56 endeligt svar på spørgsmål 9
Offentligt
2 Miljø- og Fødevareministeriet / Gennemgang af havbrugsområdet
Udgiver: Miljø- og Fødevareministeriet
Miljø- og Fødevareministeriet / Gennemgang af havbrugsområdet 3
Indhold
1 Indledning 7
Kommissorium for gennemgang og status for havbrugsområdet 8
1.1.1 Overordnet indhold af gennemgangen af havbrugsområdet 8
1.1.2 Arbejdets gennemførelse 9
2 Sammenfatning 10
Afrapporteringens opbygning 10
Resume af rapportens konklusioner 11
Afgrænsning af gennemgangen 11
DEL I – Den hidtidige regulering af havbrug 13
3 Gennemgang af regelgrundlaget for havbrugsproduktion 13
Indledning 13
Miljø- og fiskerilovgivning for havbrug 14
3.2.1 Miljøbeskyttelsesloven 15
3.2.1.1 Havbrugstilladelse 15
3.2.1.2 Miljøgodkendelse 16
3.2.1.3 Miljøgodkendelses- og tilsynskompetencen 16
3.2.1.4 Kompenserende marine virkemidler 17
3.2.1.5 Indfasning af kvælstof til akvakulturerhvervet 18
3.2.1.6 Påbud og forbud 18
3.2.2 Fiskerilovgivningen 19
3.2.2.1 Tilladelse til opdræt i havbrug – placeringstilladelse 19
3.2.3 VVM-direktivet og miljøvurderingsloven 22
3.2.3.1 Screeningsafgørelse eller afgørelse efter § 25 23
3.2.3.2 Krav om VVM ved forlængelse af tilladelse 23
3.2.4 Habitatdirektivet 24
3.2.4.1 Væsentlighedsvurdering 24
3.2.4.2 Habitatkonsekvensvurderingen 26
3.2.4.3 Skadesbegrebet 26
3.2.4.4 Fravigelse af beskyttelseskravet 27
3.2.4.5 Implementering af habitatdirektivet 27
3.2.5 Vandrammedirektivet og lov om vandplanlægning 29
3.2.6 Vandrammedirektivet og miljøfarlige forurenende stoffer 31
3.2.7 Havstrategidirektivet og havstrategiloven 32
3.2.8 Forordning om brug af fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur 33
3.2.9 Bekendtgørelse om anvendelse af fodertyper ved saltvandsbaseret
fiskeopdræt 34
Fødevare- og veterinærlovgivning 34
3.3.1 Lov om hold af dyr – Autorisation 35
3.3.2 Lov om dyrlæger – Sygdom og medicinering 36
3.3.3 Lov om fødevarer 37
3.3.4 Lov om foderstoffer, Foderhygiejneforordningen og Fødevareforordningen 38
3.3.5 Fødevarehygiejneforordningen 38
3.3.6 Dyreværnsloven 39
4 Miljø- og Fødevareministeriet / Gennemgang af havbrugsområdet
Vilkår om og krav til egenkontrol og indberetning 39
3.4.1 Miljølovgivning 39
3.4.1.1 Havbrugstilladelse 39
3.4.1.2 Miljøgodkendelse 40
3.4.2 Fiskerilovgivning 40
3.4.2.1 Bekendtgørelse om indberetning af oplysninger om dansk akvakultur 40
3.4.2.2 Bekendtgørelse om etablering og drift af havbrug 41
3.4.3 Fødevare- og veterinærlovgivning 41
3.4.3.1 Autorisationsbekendtgørelsen 41
3.4.3.2 Fødevarehygiejneforordningen 41
3.4.3.3 CHR-register 41
3.4.3.4 VetStat 42
Tilsyn og håndhævelse 42
3.5.1 Miljølovgivning 42
3.5.2 Fiskerilovgivning 45
3.5.2.1 Miljøstyrelsens beføjelser som kontrolmyndighed 45
3.5.2.2 Straf 46
3.5.3 Fødevare- og veterinærlovgivning 46
Regulering og myndighedsorganisering i andre lande 48
3.7. Myndighedernes økonomi på havbrugsområdet til godkendelse, tilladelser og
tilsyn 50
DEL II – Status for de enkelte havbrug 51
4 Status for tilladelsessituationen på havbrug 51
Indledende beskrivelse af havbrugene 51
Tilladelses- og godkendelsessituationen på eksisterende havbrug 51
4.2.1 Grundlaget for Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser om ophævelse af
miljøgodkendelser og hjemsendelse 51
4.2.2 Forsat drift på grundlag af havbrugstilladelse og uden miljøgodkendelse 52
Kammeradvokatens undersøgelse og vurdering af placeringstilladelser til
eksisterende havbrug 53
4.3.1 Lovliggørelse af et havbrugs placeringstilladelse 54
Overblik over ansøgninger om placeringstilladelse og miljøgodkendelse til
nye havbrug 55
5 Baggrund for miljøtilladelsens vilkår til regulering af udledninger 57
Regulering af udledning af kvælstof (N) og fosfor (P) 57
5.1.1 Beregning af udledningen af N og P 58
Regulering af brug og udledning af antifoulingmidler til imprægnering af net 59
5.2.1 Anvendelse af antifoulingmidler i havbrugsproduktionen 59
5.2.2 Godkendelse af biocidholdige produkter efter biocidforordningen 61
5.2.3 Anvendelse af antifoulingmidler på danske havbrug i perioden 2014-2017 62
Regulering af brug og udledning af antibiotika 62
5.3.1 Miljøregulering af anvendelse af antibiotika i havbrug 63
5.3.2 Veterinære regler for brug og dosering af antibiotika 64
5.3.3 Indberetning af antibiotikaforbrug til miljøtilsynsmyndigheden 64
5.3.4 Antibiotikaforbrug 64
5.3.5 Antibiotikaresistens 65
Vilkår for regulering af øvrige forhold 66
Forholdet til BAT 67
5.5.1 BAT for havbrugsdrift 68
6 Indberetninger 69
Miljø- og Fødevareministeriet / Gennemgang af havbrugsområdet 5
Årsindberetninger til miljøtilsynsmyndigheden 69
Indberetning til NOVANA 70
VetStat 70
Akvakulturstatistik 71
7 Tilsynet med eksisterende havbrug 73
Miljøtilsynet 73
Oversigt over seneste års tilsynsindsats og håndhævelser 73
7.2.1 Opgørelse over miljømyndighedernes tilsyn og håndhævelse 73
7.2.2 Opgørelse over Fødevarestyrelsens veterinær- og fødevarekontrol 74
Havbrugskontrol 2019 75
7.3.1 Tilbagemeldinger om havbrugskontrol 2019 75
Del III 78
8 Udfordringer og oplæg til videre arbejde 78
Det administrative system 78
8.1.1 Tilsyns- og kontrolindsatsen 78
8.1.1.1 Manglende ensartet grundlag for miljøtilsynet 79
8.1.1.2 Øget tilsynsfrekvens 80
8.1.1.3 Forbedrede og mere tilgængelige driftsjournaler 80
8.1.1.4 Dokumentation for noteringer i driftsjournal 81
8.1.1.5 Præciseret indberetning af N og P i foder 82
8.1.1.6 Fast beregning af fraført mængde (omregningsfaktor fra høstet til slagtet fisk) 82
8.1.2 Samspillet mellem involverede myndigheder 82
8.1.2.1 Samling af myndighedskompetencer på miljøområdet hos én myndighed 83
8.1.2.2 Fælles tilsyn 84
8.1.2.3 Tilsyn med havbrug på koncernniveau 85
8.1.3 Havbrugenes indberetninger 86
8.1.3.1 Registrering af flytninger af fisk i CHR-registret 86
8.1.3.2 Indberetning af salg af foder fra foderleverandører 86
8.1.3.3 Et fælles, digitalt indberetningssystem for havbrugene til myndighederne 87
Særlige emner vedr. havbrugenes miljøtilladelser 88
8.2.1 Miljøtilladelsens vilkår – de ”gode vilkår”? 88
8.2.2 Regulering af udledning af biocider 89
8.2.3 Regulering af udledning af antibiotika 90
8.2.4 Fastsættelse af vilkår for eksisterende virksomheder 90
8.2.5 Sedimentprøver 91
Overgangen fra havbrugstilladelse til miljøgodkendelse 92
8.3.1 Manglende miljøgodkendelse 92
8.3.2 Udfordringer med overgangen fra en havbrugstilladelse til miljøgodkendelse 93
8.3.3 Mangler i havbrugenes placeringstilladelser 94
8.3.4 Koordinering og samspil mellem placeringstilladelse og miljøgodkendelse 94
8.3.5 Fælles tilladelsesordning 95
8.3.6 Fokus på koordination og vejledning 97
Del IV 99
9 Sammenfatning og konklusioner 99
Bilag 1. 104
Bilag 1.1 Kommissorium for gennemgang og status for havbrugsområdet 104
Bilag 2. 107
6 Miljø- og Fødevareministeriet / Gennemgang af havbrugsområdet
Bilag 2.1 Emner, der ikke er nærmere behandlet i gennemgangen 107
Bilag 3. 110
Bilag 3.1 Dansk havbrug i et internationalt perspektiv 110
Bilag 4. 114
Bilag 4.1 Oversigt over havbrugenes miljø- og placeringstilladelser (november
2019) 114
Bilag 4.2 Kort over eksisterende havbrug. 115
Bilag 4.3 Kammeradvokatens sammenfatning 116
Bilag 4.4 Status for udmøntning af Rådets forordning (EF) nr. 708/2007 om brug af
fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur 119
Bilag 5. 120
Bilag 5.1 Godkendelse af biocidholdige produkter efter biocidforordningen 120
Bilag 5.2 Forbruget af antibiotika på havbrug i perioden 2016-2018. 123
Bilag 6. 126
Bilag 6.1 Indberetningsskema for hav- og saltvandsdambrug 126
Bilag 7. 131
Bilag 7.1 Opsummering – observationer havbrugskontrol 2019 131
Bilag 8. 133
Bilag 8.1 Havbrugsgennemgang bemærkninger (DA) 133
Bilag 8.2 Forslag til styrket tilsyn 136
Bilag 8.3 Havbrugsudredning: forslag til forbedret regulering og
kompetencefordeling 138
Bilag 8.4 Havbrugsudredning: Sags katalog 144
Bilag 8.5 Kromann Reumert notat vedrørende Storebælt Havbrug 158
Bilag 8.6 Kromann Reumert notat vedrørende havbrugsbekendtgørelsen 170
Bilag 8.7 DSF – notat vedrørende forslag til styrkelse af tilsyn og kontrol med
havbrugsområdet 175
7
1 Indledning
Miljø- og Fødevareministeriet igangsatte primo 2019 nærværende status og gennemgang af havbrugsområdet som
følge af daværende miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensens udmelding i forbindelse med samråd om
havbrug i Miljø- og Fødevareudvalget afholdt 21. november 2018.
Ministeren udtalte bl.a., at der var for mange tvivlspørgsmål på havbrugsområdet, herunder om tilsynets tilstræk-
kelighed med havbrugene, om administration af de forskellige tilladelsesordninger, om havbrugenes brug af antibi-
otika, om mulig overproduktion og havbrugenes tilladelsessituation. Ministeren bad derfor om en samlet status og
en grundig gennemgang af hele havbrugsområdet i forhold til alle godkendelser og tilladelser samt tilsyn og kontrol,
herunder brugen af medicin og hjælpestoffer.
Ministeriet oversendte på den baggrund den 17. januar 2019 kommissorium for gennemgang og status for hav-
brugsområdet til Folketinget1
. Kommissoriet er vedlagt som Bilag 1.1.
Forud for ovennævnte samråd havde Miljø- og Fødevareministeriet efter ønske fra daværende miljø- og fødevare-
minister Esben Lunde Larsen udført en kulegravning af havbrugsområdet, hvor forholdet om opdræt af fisk uden
tilladelse efter EU-forordningen om opdræt af fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur2 samt om mang-
lende placeringstilladelser til havbrug blev undersøgt. Et notat med resultaterne fra kulegravningen blev oversendt
til Folketinget den 10. oktober 20183
. Ønsket om en kulegravning var foranlediget af, at Danmarks Sportsfiskerfor-
bund i efteråret 2017 opdagede, at en havbrugsvirksomhed havde opdrættet sølvlaks (lakseart fra Stillehavet) uden
den nødvendige tilladelse. Dette affødte en række alm. del spørgsmål fra Miljø- og Fødevareudvalget, et samråd i
januar 2018 og herefter den nævnte kulegravning af, om der fandtes andre lignende tilfælde.
Daværende miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen besluttede i forbindelse med oversendelse af re-
sultatet af kulegravningen at bede Kammeradvokaten om at gennemgå hvert enkelt havbrugs placeringstilladelse.
Formålet hermed var at få et komplet overblik over sagernes status samt den hidtidige sagsbehandling af place-
ringstilladelser, som derefter kunne indgå i Miljøstyrelsens videre arbejde med den konkrete sagsbehandling af
disse sager.
Kammeradvokaten afsluttede sin gennemgang i juli 2019, og Kammeradvokatens sammenfatning af rapporten blev
oversendt til Folketinget den 4. juli 2019. Resultatet af Kammeradvokatens gennemgang indgår i nærværende
afrapportering af status og gennemgang af havbrugsområdet.
Kammeradvokaten konkluderer i sammenfatningen, at der er væsentlige mangler i placeringstilladelserne til de 19
eksisterende havbrug, herunder er habitatreglerne ikke er iagttaget. Miljøminister Lea Wermelin udtalte i forbindelse
med oversendelse af sammenfatningen af rapporten til Folketinget, at det er dybt utilfredsstillende, at der ikke har
været styr på tilladelserne til havbrugene og bad om en redegørelse for, hvordan det kunne ske. Kommissorium for
advokatundersøgelse vedrørende den mangelfulde administration af placeringstilladelser til de danske havbrug
blev oversendt til Folketinget den 23. september 2019. Resultatet af denne advokatundersøgelse offentliggøres
selvstændigt, men i tilknytning til indeværende afrapportering af den grundige gennemgang af havbrugsområdet.
1
Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19, MOF Alm.del - Bilag 329
2
Rådets Forordning nr. 708/2007 om brug af fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur
3
Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19, MOF Alm. del – Bilag 53
8
Kommissorium for gennemgang og status for havbrugsområdet
Kommissoriet blev som nævnt oversendt til FT den. 17. januar 2019, se bilag 1.1. Af kommissoriet fremgår:
Der skal tilvejebringes en samlet status og grundig gennemgang i forhold til alle godkendelser, tilladelser samt tilsyn
og kontrol, herunder med medicin og hjælpestoffer. I gennemgangen indgår resultaterne fra kammeradvokatens
undersøgelse af placeringstilladelser til eksisterende havbrug.
På baggrund af gennemgangen skal skitseres forslag til, hvordan man om nødvendigt kan styrke tilsyns- og kon-
trolområdet, og der skal skitseres forslag til tiltag i forhold til havbrugenes udfordringer med at komme fra en hav-
brugstilladelse til en miljøgodkendelse.
På baggrund af gennemgangen skal det samtidig vurderes, om der er behov for en anden organisering af admini-
strationen og tilsyn med havbrugsområdet, og der skal i givet fald skitseres forslag hertil.
1.1.1 Overordnet indhold af gennemgangen af havbrugsområdet
Del I – Den hidtidige regulering af havbrug.
Baggrund og overblik, hvor der gives et historisk tilbageblik på reguleringen af havbrug i Danmark og status over
det aktuelle regelgrundlag og situation for havbrug.
- Gennemgang af gældende regulering af havbrug. Gennemgangen omfatter som udgangspunkt tilladel-
ser og godkendelser med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven, herunder havbrugstilladelse og miljøgodken-
delse samt procedurer for at opnå disse; placeringstilladelse med hjemmel i fiskeriloven; samt tilladelser,
autorisationer og medicinordinering m.m. i forhold til dyresundhed og fødevaresikkerhed.
- Gennemgang af tilsynsregler og tilsynspraksis inden for miljøbeskyttelsesloven, fiskeriloven og fødevare-
og veterinærlovgivning, herunder særligt miljøtilsynet, tilsyn med placeringstilladelsen, tilsyn efter For-
ordningen om ikke-hjemmehørende arter, dyresundhed og fødevarekontrol.
- Gennemgang af regler og krav til virksomhedernes indberetning til nævnte myndigheder, herunder ind-
hentning af oplysninger om administration af havbrugsproduktion i relevante lande.
- Gennemgang af den administrative organisering på havbrugsområdet med beskrivelse af de forskellige
myndigheders rolle, herunder Miljø- og Fødevareministeriets Departement, Fødevarestyrelsen, Miljøsty-
relsen og kommunerne.
Del II – Status for de enkelte havbrug.
På baggrund af indhentede oplysninger og analyser fra del I gives en oversigt og status for alle eksisterende hav-
brug.
- Det enkelte havbrugs aktuelle godkendelses- og tilladelsessituation.
- Tilsyn og tilsynets resultater med det enkelte havbrug.
For at bibringe et generelt overblik foretages en tværgående gennemgang og kontrol af oplysningerne i de forskel-
lige myndigheders tilladelser og tilsyn, herunder tilsyn udøvet af Fødevarestyrelsen, Miljøstyrelsen og relevante
kommuner, og kontrol af oplysninger i havbrugenes indberetninger. Det forventes, at der tages udgangspunkt i
oplysninger for et eller flere år bagudrettet. Opfølgning på eventuelle manglende tilladelser eller konstatering af
andre mangler, herunder om brugen af medicin og hjælpestoffer, vil skulle håndteres af tilsynsmyndigheden.
9
Del III – Udfordringer og oplæg til videre arbejde.
Med udgangspunkt i del I og del II analyseres og vurderes en række emner i forhold til reguleringen af havbrug.
Det drejer sig især om:
Det administrative system
1. Om der er behov for en styrkelse af tilsyns- og kontrolindsatsen.
2. Om samspillet mellem de involverede myndigheder er godt nok.
3. Om der er behov for at ændre indberetningssystem for havbrugene til myndighederne.
Særlige emner
1. Om der er behov for en ændring af reguleringen af hjælpestoffer og medicin i relation til havbrugstilladel-
ser, miljøgodkendelser og i fødevarereguleringen.
2. Hvordan man kan sikre overgangen fra havbrugstilladelse til miljøgodkendelse, herunder blandt andet
henset til habitatvurderinger jf. klagenævnets hjemsendelse af sager.
3. Håndtering af udfordringer omkring placeringstilladelser på eksisterende havbrug, jf. Kammeradvokatens
kommende status, og eventuelle konsekvenser heraf.
Del IV - Sammenfatning og konklusion af status, samt oplæg til videre arbejde.
Konklusion og identificering af eventuelle områder af havbrugsreglerne og administrationen heraf, hvor det foreslås,
at der skal ske en styrkelse eller ændringer, herunder med hensyn til fremtidig tilrettelæggelse af tilsynsindsats og
tværgående myndighedssamarbejde, kompetencefordeling, samt i forhold til regulering af havbrugs udledning af
næringsstoffer, medicin og hjælpestoffer.
Den samlede status drøftes politisk herunder eventuelle forslag til styrkelse af administrationen af området.
Konkrete forslag til nye indsatser eller justeringer i eksisterende regelsæt kan herefter udarbejdes.
1.1.2 Arbejdets gennemførelse
Ministeriet har som led i udarbejdelsen af gennemgangen og status for havbrugsområdet og for de enkelte havbrug,
indhentet bidrag fra Miljøstyrelsen, Fødevarestyrelsen, Fiskeristyrelsen og havbrugskommuner.
Ministeriet har endvidere modtaget indspil fra flere interessenter, heriblandt KL, Danmarks Sportsfiskerforbund,
Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Akvakultur. Disse har ligeledes haft mulighed for at se udkastet til
rapport. De relevante bidrag fra interessenterne er inkluderet i vurderingen af behov for tiltag.
10
2 Sammenfatning
Afrapporteringens opbygning
DEL I
Afrapporteringens første del består af en gennemgang af gældende regler og den administrative organisering.
I Kapitel 3 gengives det aktuelle regelgrundlag for havbrugsproduktion i Danmark. Hvor det er nødvendigt for for-
ståelsen af den aktuelle situation, er der givet et historisk tilbageblik på reguleringen. Habitatreglerne er beskrevet
mere uddybende end øvrige regler henset til, at habitatreglerne spiller en central rolle i relation til havbrugenes
overgang fra havbrugstilladelse til miljøgodkendelse og i relation til havbrugenes placeringstilladelser. I kapitel 3
beskrives ligeledes den administrative organisering på havbrugsområdet i forhold til statens (Miljøstyrelsens) og
kommunernes rolle. Herudover gives desuden en kort oversigt over nogle af vores nabolandes overordnede tilgang
til regulering af havbrugserhvervet.
Regelgennemgangen omfatter som udgangspunkt grundlaget for tilladelser og godkendelser med hjemmel i miljø-
beskyttelsesloven, herunder havbrugstilladelse og miljøgodkendelse samt procedurer for at opnå disse; placerings-
tilladelse med hjemmel i fiskeriloven; samt tilladelser, autorisationer og medicinordinering m.m. i forhold til dyre-
sundhed og fødevaresikkerhed.
Herudover gengives tilsynsregler inden for miljøbeskyttelsesloven, fiskeriloven, fødevare- og veterinærlovgivning,
herunder særligt miljøtilsynet, tilsyn med placeringstilladelsen, tilsyn efter Forordningen om ikke-hjemmehørende
arter, dyresundhed og fødevarekontrol. Endelig gengives de regler og krav, der er til virksomhedernes indberetning
efter de nævnte lovgivninger.
DEL II
Den anden del af afrapporteringen giver en status på havbrugsområdet og indeholder indledende i kapitel 4 en
status for tilladelses- og godkendelsessituationen på de enkelte havbrug. Resultaterne af Kammeradvokatens un-
dersøgelse af status for placeringstilladelser på eksisterende havbrug gengives, og forholdet til Miljø- og Fødeva-
reklagenævntes seneste hjemvisninger af afgørelser om miljøgodkendelse beskrives. Endelig gives et overblik over
verserende ansøgninger til nye havbrug, der er indkommet i perioden 2014-2018.
I kapitel 5 gennemgås den hidtidige regulering af havbrugsproduktionens udledning af næringsstoffer, antibiotika
og biocidholdige antifoulingmidler4
i tilladelser og godkendelser med hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven. For antibi-
otika gennemgås samtidig de veterinære regler, der gælder sideordnet med miljøreglerne, og der samles op på
viden om antibiotikaresistens i miljøet.
I kapitel 6 gengives havbrugenes pligt til indberetning til Fiskeristyrelsen og miljøtilsynsmyndigheden, indberetnin-
gernes indhold samt andre tilknyttede indberetninger.
Tilsynet, som det gennemføres på eksisterende havbrug, beskrives i kapitel 7, og der gives et overblik over miljø-
myndighedernes tilsynsindsats de seneste år samt Fødevarestyrelsens veterinære kontrol. Endeligt redegøres i
kapitel 7, for den ekstra kontrol, som miljømyndighederne gennemførte i foråret i 2019, og de tilbagemeldinger, som
myndighederne gav til Miljø- og Fødevareministeriet.
4
Af kommissoriet fremgår betegnelsen ”medicin og hjælpestoffer”. I rapporten benyttes herefter mere præcist antibiotika i ste-
det for medicin og biocider eller biocidholdige antifoulingmidler i stedet for hjælpestoffer.
11
Del III
På baggrund af de indledende to dele i afrapporteringen, er der i Del III, kapitel 8, et overblik over forhold, hvor det
er fundet nødvendigt at vurdere behov for at styrke den hidtidige administration af havbrugsproduktion, herunder i
forhold til regel- og praksisændringer, myndighedsorganisering og på tilsyns- og kontrolområdet.
Del IV
Konklusioner på gennemgangen og rapportens Del I-III fremgår af rapportens Del IV, Kap 9, der identificerer de
eventuelle områder af havbrugsreglerne og administrationen heraf, hvor det foreslås, at der kan ske en styrkelse
eller ændringer.
Resume af rapportens konklusioner
Gennemgangen af havbrugsområdet har givet et overblik over de centrale regler for havbrugsproduktion indenfor
ministeriets ressort. Det konstateres, at de gældende regler overordnet udgør et solidt udgangspunkt og basis for
en fremtidig sikker administration af området.
Status for tilladelsessituationen på eksisterende havbrug viser at området er udfordret af konstaterede mangler i
placeringstilladelser. Havbrugene har også i en række sager modtaget afgørelse om miljøgodkendelse, der er på-
klaget og hjemvist til fornyet behandling hos miljøgodkendelsesmyndigheden. For både placeringstilladelsen og for
miljøgodkendelsen er det manglende eller tilstrækkelig iagttagelse af habitatregler, der ses at være årsagen til
dette. Det er nu de enkelte myndigheder, der på behørig vis skal genoptage og afslutte sagsbehandlingen for disse
sager.
Herudover er regulering af havbrugenes udledninger til havmiljøet gennemgået. Det er konstateret, at der er usik-
kerheder om kvaliteten af indberetningerne om N og P-indhold i foder og indberetning af forbrugte biocider til im-
prægnering af net.
Miljøtilsynsmyndighederne har i foråret 2019 gennemført en ekstra kontrol af dokumentationen for de årlige indbe-
rettede tal for netto-produktionen af fisk, foderforbruget og antibiotikaforbrug. Myndighederne har ikke konstateret
eller vurderet, at der var tegn på, at havbrug har overskredet deres vilkår i miljøtilladelsen i forhold til de ovennævnte
forhold, der blev undersøgt5
. Den overordnede udfordring, myndighederne har peget på, er manglende overskuelig
og fyldestgørende dokumentation.
Hovedudfordringen for kontrollen af havbrugsproduktion vurderes at bero på, at det ikke er muligt at gennemføre
prøvetagning og målinger af de faktiske udledninger fra havbruget. For en række andre virksomhedstyper med
direkte udledning til vandmiljøet kan der pålægges et krav om monitering af virksomhedens udledninger, hvilket i
mange tilfælde udføres af uvildig tredjepart. Det må konstateres, at det er relevant at se nærmere på de muligheder,
der er for at styrke tilsynet.
Afgrænsning af gennemgangen
Som det fremgår af kommissoriet, jf. bilag 1.1 har gennemgangen af havbrugsområdet sit fokus på godkendelser,
tilladelser samt tilsyn og kontrol af havbrugene som primærproducenter. og med særligt fokus på miljøregler. Gen-
nemgangen adresserer således regelgrundlaget, administrationen og tilsynet med havbrugsområdet med dette ho-
vedfokus. Fødevare- og veterinærreglerne og tilsyn og kontrol hermed er derfor primært adresseret i forhold til
havbrugenes brug af antibiotika samt i forhold til samspillet med miljøregler.
5
En havbrugsvirksomhed er anmeldt til politiet for overtrædelse af miljølovgivningen.
12
Der er en række emner, der ikke er nærmere berørt i gennemgangen. Det gælder emner såsom en særskilt miljø-
mæssig vurdering af betydningen af næringsstofudledningen fra havbrug i forhold til opfyldelse af mål i vandram-
medirektivet, havstrategidirektivet og habitatdirektivet; tiltag, der særligt har som formål at understøtte vækst af
den eksisterende havbrugsproduktion, samt sagsbehandling af verserende eller fremtidige havbrugsansøgninger.
Endelig behandles følgende temaer ikke: forekomst af lakselus, malakitgrønt i fisk, den landskabelige påvirkning
ved opbevaring af net og netringe på land, samt hvorvidt havbrug er at betragte som en punktkilde. Der er vedlagt
kort beskrivelse af foranstående i bilag 2.1. Rapporten behandler heller ikke de støtteordninger, der henhører un-
der EHFF-ordningen6
, eller udviklingsprojekter under MUDP7
eller GUDP8
.
6
Hav- og fiskeriudviklingsprogrammet, fiskeristyrelsen.dk/tilskud/hav-og-fiskeriudviklingsprogrammet/informationsaktiviteter-om-
tilskud/
7
Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, ecoinnovation.dk
8
Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram, gudp.dk
13
DEL I – Den hidtidige regulering af havbrug
3 Gennemgang af regelgrundlaget for
havbrugsproduktion
Indledning
Havbrug har eksisteret i Danmark i flere årtier. Ved havbrug forstås opdrætsanlæg bestående af netbure, trådkasser
eller lignende placeret i marine vandområder, og hvis drift forudsætter anvendelse af foder. I danske havbrug op-
drættes der primært regnbueørreder.
Opdrættet foregår i dag i netbure, der holdes flydende ved hjælp af flyderinge forankret direkte til havbunden eller
til store cementblokke udlagt på havbunden. Produktionsperioden er på ca. 7-9 måneder fra april til oktober/decem-
ber. Produktionen er baseret på udsætning af mindre sættefisk, som opdrættes i ferskvandsdambrug, og som der-
efter flyttes til havbrugene. Her opnår de sædvanligvis en størrelse på ca. 2-4 kg. Netbure optages om vinteren,
hvor de rengøres og repareres til den kommende produktionssæson. Enkelte havbrug forsøger med overvintring.
Der findes i dag 19 havbrug i Danmark og i 2017 producerede de ca. 13.800 tons fisk brutto, svarende til et drifts-
resultat på ca. 91 mio. kr.
Havbrugenes væsentligste miljøpåvirkning består i udledning af kvælstof, fosfor og organisk stof. Dertil kommer
udledning af biocidholdige antifoulingmidler fra net (kobber) og eventuelle antibiotikarester. Udledningens påvirk-
ning på vandmiljøet afhænger bl.a. af havbrugets størrelse, drift og beliggenhed.
Udledningen af kvælstof og fosfor til havmiljøet kan bidrage til algeopblomstringer, som medfører mere uklart vand.
Bundvegetation, såsom ålegræs og makroalger, der er afhængige af tilførsel af lys, bliver derved udskygget, og
væksten reduceres. Udledninger af de nævnte næringsstoffer kan også medføre øget vækst af epifytter (alger) på
bundvegetationen samt øge forekomsten af trådalger, hvilket også kan være med til at ud skygge bundlevende
planter. Mindsket udbredelse og tæthed af bundvegetation, såsom ålegræs, kan have en negativ virkning på fauna,
der har bundvegetationen som fødegrundlag eller som levested.
Udledning af organisk stof kan sammen med nedbrydning af de alger, som følger af næringsstofudledningen med-
virke til, at der opstår iltsvind. Det sker, når organisk stof i form af foderspild, fiskefækalier, eller døde alger synker
til bunden og nedbrydes under forbrug af ilt. Dette kan medvirke til iltsvind, som kan medføre, at bunddyr og planter
i området dør.
Udledningen af kobber fra havbrug kan have en negativ påvirkning på miljøet omkring og under havbruget. Anven-
delse af antibiotika kan generelt set føre til, at bakterier udvikler resistens over for det anvendte stof, og antibiotika-
behandling af havbrugsfisk kan således bidrage til en øget resistensdannelse hos bakterier i havbrugets fisk og i
det omgivende havmiljø.
14
I det følgende redegøres for gældende lovgivning, som vurderes at have eller kunne have væsentlig betydning for
etablering og drift af havbrug. Fremstillingen omfatter både lovgivning, som stiller krav til havbrugsvirksomhederne,
og lovgivning rettet mod myndighedernes administration. Tidligere gældende regler er kun medtaget, hvis de vur-
deres at kunne have væsentlig betydning for eksisterende havbrug eller for fortolkningen af de nu gældende regler.
I afsnit 3.2 redegøres for miljøbeskyttelseslovens, fiskerilovens og miljøvurderingslovens krav om godkendelse og
tilladelse til havbrugsvirksomhed samt anden miljølovgivning, der har betydning for administrationen af disse regler.
Afsnit 3.3 omfatter fødevare- og veterinærlovgivningen. Herefter følger en tværgående gennemgang af regler om
egenkontrol og indberetning i afsnit 3.4 og om tilsyn og håndhævelse i afsnit 3.5.
Regelgennemgangen indeholder ikke en udtømmende liste over samtlige regler for havbrug indenfor fiskeri-, miljø-,
fødevare- og veterinærlovgivningen. Følgende regler indgår ikke i gennemgangen: lov nr. 615 af 8. juni 2016 om
maritim fysisk planlægning, bekendtgørelse nr. 873 af 27. juni 2017 om tilskud til investeringer i akvakultur, inve-
steringer vedrørende fiskerfartøjer og tilskud til forarbejdning af fiskevarer og akvakulturprodukter i små og mellem-
store virksomheder, bekendtgørelse nr. 1404 af 3. december 2015 om økologiske fødevarer og økologisk akvakul-
tur m.v. og bekendtgørelse nr. 1475 af 12. december 2017 om brugerbetaling for godkendelse m.v. og tilsyn efter
lov om miljøbeskyttelse og lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.
Miljø- og fiskerilovgivning for havbrug
Havbrugsvirksomhed forudsætter en række tilladelser og godkendelser. Kompetencen til at meddele disse tilladel-
ser og godkendelser for havbrug ligger ikke samlet hos en myndighed, men hos forskellige myndigheder, da tilla-
delserne og godkendelserne varetager forskelligartede hensyn.
Et havbrug skal bl.a. have en tilladelse efter fiskeriloven for bl.a. at sikre, at den konkrete etablering ikke er i konflikt
med andre interesser såsom f.eks. vindmølleparker, færgeruter og råstofindvinding. Det er Miljøstyrelsen, der ud-
steder denne tilladelse efter bekendtgørelse nr. 1489 af 6. december 2016 om etablering og drift af havbrug, jf. §
40, nr. 10 i bekendtgørelse nr. 95 af 28. januar 2019 om delegation af opgaver og beføjelser til Miljøstyrelsen.
Denne tilladelse kaldes placeringstilladelsen. Dette er nærmere beskrevet i afsnit 3.2.2.
Etablering samt ændring og udvidelse af et havbrug forudsætter også en miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelses-
loven. Godkendelsesmyndigheden er enten Miljøstyrelsen eller den stedlige kommune afhængigt af, om havbruget
er placeret længere fra eller mindre end 1 sømil fra kysten. Havbrug har været godkendelsespligtig virksomhed
siden marts 2006.
Havbrugsvirksomhed har tidligere været omfattet af krav om tilladelse til udledning af stoffer, der kan forurene
vandet efter miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 3. De nærmere regler herfor fulgte af bekendtgørelse nr. 640 af 17.
september 1990 om saltvandsbaseret fiskeopdræt. I 2006 blev kravet om en havbrugstilladelse erstattet af et krav
om miljøgodkendelse, og bekendtgørelsen om saltvandsbaseret fiskeopdræt blev ophævet som følge heraf, jf. be-
kendtgørelse nr. 143 af 1. marts 2006. Af bekendtgørelsens overgangsbestemmelser fulgte det bl.a., at de eksiste-
rende havbrug inden den 15. marts 2014 skulle søge om en miljøgodkendelse. Hovedparten af de eksisterende
havbrug drives fortsat på baggrund af deres havbrugstilladelse. Alle eksisterende havbrug har dog rettidigt indsendt
en ansøgning om miljøgodkendelse. Se yderligere herom i afsnit 3.2.1.
Endelig er havbrugsvirksomhed også omfattet af VVM-reglerne i miljøvurderingsloven (lovbekendtgørelse nr. 1225
af 25. oktober 2018 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)). Dette indebærer,
at der skal træffes en screeningsafgørelse, hvori der tages stilling til, om det ansøgte havbrugsprojekt kan forventes
15
at få væsentlige indvirkninger på miljøet og dermed er omfattet af krav om miljøvurdering og tilladelse på baggrund
af en miljøkonsekvensrapport. Se yderligere herom i afsnit 3.2.3.
I forbindelse med meddelelse af tilladelser og godkendelser af havbrug, skal en række regler i relation til vandram-
medirektivet og habitatdirektivet, som har til formål at beskytte vandmiljøet hhv. en række bestemte arter og natur-
typer, desuden iagttages. Forholdet til denne lovgivning gennemgås i afsnit 3.2.4.-3.2.6. Habitatreglerne spiller en
væsentlig rolle i forhold til kommissoriets del III om udfordringer og oplæg til videre arbejde. Ministeriet har derfor
fundet anledning til at beskrive disse regler særligt indgående.
Udover de ovenstående regler finder også en række generelle og specifikke fødevare- og veterinærrelaterede reg-
ler anvendelse i forbindelse med drift af havbrug. Se herom i afsnit 3.3.
3.2.1 Miljøbeskyttelsesloven
3.2.1.1 Havbrugstilladelse
Den 1. oktober 1990 trådte bekendtgørelse nr. 640 af 17. september 1990 om saltvandsbaseret fiskeopdræt i kraft,
der blev udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 68 af 24. januar 1989. Bekendt-
gørelsen havde til formål at regulere de miljømæssige aspekter af havbrugsdrift, herunder forureningspåvirkningen
af det omgivende miljø.
Bekendtgørelsen indebar en pligt til at indhente forudgående havbrugstilladelse til at etablere, udvide eller ændre
en havbrugsvirksomhed. Havbrugstilladelsen skulle indeholde vilkår om maksimal udledning af kvælstof og fosfor,
fodertype og sammensætning, maksimalt foderforbrug, foderkvotient, afblødning af fisk og egenkontrol omfattende
mindst to årlige analyser af bundsedimentets indhold af N og P, af organisk stof samt af tørstofindhold og glødetab,
jf. bekendtgørelsens § 17. Derudover skulle der udarbejdes en driftsjournal, som skulle indeholde en række oplys-
ninger, herunder medicin- og kemikalieforbrug. Vedrørende egenkontrol henvises endvidere til afsnit 3.4.
Bekendtgørelsen indeholdt ikke et specifikt krav om fastsættelse af vilkår om maksimal udledning af medicin og
biocider i havbrugstilladelsen, men det fremgik af bekendtgørelsens § 18, at der kunne fastsætte supplerende vilkår
udover de nævnte i § 17, herunder vilkår om maksimal udledning af medicin og hjælpestoffer (biocidholdige anti-
foulingmidler).
Bekendtgørelsen blev ophævet den 15. marts 2006 ved bekendtgørelse nr. 143 af 1. marts 2006 om ændring af
bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed. Havbrugsvirksomhed blev ved samme ændringsbekendtgø-
relse omfattet af et krav om miljøgodkendelse. Nye havbrug skulle således have en miljøgodkendelse inden etab-
lering, og eksisterende havbrug skulle senest den 15. marts 2014 have indsendt en ansøgning om miljøgodken-
delse til godkendelsesmyndigheden, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 3, sidste pkt. Eksisterende havbrug skulle tilsva-
rende have en miljøgodkendelse, hvis havbruget ændrede eller udvidede sig på en måde, som medførte forøget
forurening. Endeligt fremgik det af ændringsbekendtgørelsen, at tilladelser til etablering, udvidelser og ændring af
havbrug efter bekendtgørelse om saltvandsbaseret fiskeopdræt bevarer deres gyldighed, indtil de erstattes af en
miljøgodkendelse efter lovens § 33, jf. § 39.
I forbindelse med at bekendtgørelse nr. 640 af 17. september om saltvandsbaseret fiskeopdræt blev ophævet og
havbrug blev omfattet af bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed, blev der udstedt en havbrugsvejled-
ning, vejledning nr. 9163 af 31. marts 2006 om godkendelse af saltvandsbaseret fiskeopdræt, der fortsat er gæl-
dende.
16
3.2.1.2 Miljøgodkendelse
Lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1218 af 25. november 2019, (miljøbeskyttelsesloven) sigter bl.a.
mod forebyggelse af forurening af luft, vand og jord samt støjulemper. Ved administration af loven skal der lægges
vægt på, hvad der er opnåeligt ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknik, herunder mindre forurenende
råvarer, processer og anlæg og de bedst muligt forureningsbekæmpende foranstaltninger.
Miljøbeskyttelseslovens § 33 indeholder et krav om forudgående miljøgodkendelse til etablering af særligt forure-
nende virksomheder samt ved udvidelse og ændring heraf, som indebærer forøget forurening. De nærmere regler
herom er fastsat i godkendelsesbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1317 af 20. november 2018 om godkendelse
af listevirksomhed).
Bilag 1 og 2 til godkendelsesbekendtgørelsen indeholder lister over de virksomheder, anlæg, aktiviteter og indret-
ninger, der er omfattet af godkendelsespligt. Virksomheder, anlæg, aktiviteter og indretninger på bilag 1 reguleres
efter et regelsæt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU af 24. november
2010 om industrielle emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening) (IE-direktivet). Virksomhe-
der, anlæg, aktiviteter og indretninger, der er på bilag 2, reguleres efter et forenklet nationalt regelsæt. Havbrug er
optaget som bilag 2-virksomheder og er omfattet af listepunkt I 203 og I 205.
Reglerne i godkendelsesbekendtgørelsen indebærer bl.a., at der ikke kan meddeles miljøgodkendelse, medmindre
virksomheden har truffet de nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forureningen ved anvendelse
af de bedste tilgængelige teknikker. Det er endvidere et krav, at havbrugsvirksomheden i øvrigt kan drives på stedet
uden at påføre omgivelserne forurening, som er uforenelig med hensynet til omgivelsernes sårbarhed og kvalitet.
Miljøgodkendelsen skal derfor indeholde de vilkår om indretning og drift, der er nødvendige for at sikre dette. For
havbrug betyder det bl.a., at der stilles vilkår i miljøgodkendelsen for de maksimale årlige mængder af udledte
næringsstoffer, medicin og hjælpestoffer. Derudover skal der i godkendelsen også stilles vilkår om egenkontrol,
således at tilsynsmyndigheden og virksomheden kan kontrollere, at miljøgodkendelsen er overholdt.
Miljøgodkendelsen omfatter og regulerer således de udledninger, som tidligere blev reguleret i havbrugstilladelsen
udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 3, (tidligere § 17, stk. 2). Det bemærkes for god ordens
skyld, at havbrugene derfor ikke skal have en selvstændig tilladelse til udledning af forurenende stoffer efter miljø-
beskyttelseslovens § 27, stk. 3, da tilladelsen indgår i afgørelsen om miljøgodkendelse.
3.2.1.3 Miljøgodkendelses- og tilsynskompetencen
Havbrug er optaget på listen over godkendelsespligtige virksomheder, som fremgår af bekendtgørelse nr. 1317 af
20. november 2018 om godkendelse af listevirksomhed (godkendelsesbekendtgørelsen).
Havbrug blev optaget på bilag 2 på listen over godkendelsespligtige virksomheder og blev dermed omfattet af
godkendelsesordningen efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 ved bekendtgørelse nr. 143 af 1. marts 2006 om
ændring af bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed, som trådte i kraft den 15. marts 2006.
Havbrug blev indsat som listepunkt I 203: "Havbrug, dvs. opdrætsanlæg bestående af netbure, trådkasser eller
lignende placeret i marine vandområder, og hvis drift forudsætter anvendelse af foder (a)".
Havbrug var forud herfor omfattet af bekendtgørelse nr. 640 af 17. september 1990 om saltvandsbaseret fiskeop-
dræt. De tidligere amter var ansvarlig myndighed for havbrug efter denne bekendtgørelse. Denne myndighedskom-
petence for havbrug fortsatte, da havbrug blev miljøgodkendelsespligtige i marts 2006. De tidligere amter var her-
udover tillige myndighed for alle andre akvakulturanlæg, f.eks. ferskvanddambrug.
17
Amterne var kompetent myndighed frem til kommunalreformen, hvorefter den stedlige kommunalbestyrelse overtog
myndighedskompetencen for alle akvakulturanlæg. Dette blev gennemført ved bekendtgørelse om godkendelse af
listevirksomhed nr. 1640 af 13. december 2006, som trådte i kraft den 1. januar 2007.
I Aftalen om struktur reform af 24. juni 2004, indgået mellem den daværende regering (V og K) og Dansk Folkeparti,
blev der fastlagt principper for opgavefordelingen på natur- og miljøområdet. Det blev bl.a. fastlagt, at den konkrete
myndighedsudøvelse og håndhævelse inden for miljøbeskyttelseslovens område skulle varetages af kommunerne,
idet godkendelse og tilsyn med en række særligt komplicerede virksomheder dog skulle varetages af staten.
I forbindelse med aftalen blev der i september 2004 nedsat et udvalg, Myndighedsudvalget, med det formål at
komme med anbefalinger til den nærmere arbejdsdeling mellem stat og kommuner i forhold til, hvilke virksomheder
henholdsvis staten og kommunerne skal godkende og føre tilsyn med i henhold til miljøbeskyttelsesloven. Myndig-
hedsudvalget fik til opgave at drøfte og komme med anbefalinger til de virksomheder/listepunkter, der var opført på
bilag 1. Alle virksomheder på bilag 2 blev forudsat placeret i kommunerne. Hermed blev kommunerne ansvarlig
myndighed for alle akvakulturanlæg, herunder alle ferskvandsdambrug og havbrug.
Efter udvalgsarbejdet ville tre parametre være afgørende for, om kompetencen skulle ligge hos ministeren eller
kommunerne for disse bilag 1-virksomheder. For det første, hvor miljømæssigt kompliceret virksomheden er og
hvilken miljømæssig risiko, der knytter sig til produktionen, for det andet hensynet til en rationel tilrettelæggelse af
miljøarbejdet hos virksomheden, og for det tredje hensynet til at sikre en høj faglighed og mulighed for rationel
tilrettelæggelse af arbejdet på myndighedssiden.
I 2012 gennemførtes en ny fordeling af myndighedskompetencen. Der blev etableret hjemmel til dette ved en æn-
dring i 2011 af lov om beskyttelse af havmiljøet og lov om miljøbeskyttelse, så det kunne sikres, at VVM-tilladelses-
og miljøgodkendelsesmyndigheden var den samme (staten). Det blev i den forbindelse i lovbemærkningerne angi-
vet, at havbrug ikke umiddelbart er omfattet af Myndighedsudvalgets ovennævnte tre parametre eller andre af Myn-
dighedsudvalgets overvejelser af betydning for, om sager henlægges til staten.
Baggrunden for denne ændring af myndighedskompetencen var en afgørelse fra det daværende Naturklagenævn
af 28. november 2008 i en havbrugssag, hvorved det blev klart, at VVM-bestemmelser i planloven ikke kunne gælde
på havområdet 1 sømil eller længere fra kystlinjen. Derved var kommunen ikke rette VVM-myndighed.
Havbrug er herefter omfattet af listepunkt enten I 203 eller og I 205 afhængigt af myndighedskompetencen. Hav-
brug, hvor det samlede anlæg er beliggende nærmere end 1 sømil fra kysten, har kommunalbestyrelsen som god-
kendelsesmyndighed, jf. listepunkt I 203, og havbrug, der helt eller delvist er beliggende længere end 1 sømil fra
kysten, har Miljøstyrelsen som godkendelsesmyndighed, jf. listepunkt I 205.
Denne opsplitning i godkendelseskompetencen og deraf samtidig tilsynskompetencen mellem kommunalbestyrel-
sen og Miljøstyrelsen baseret på havbrugenes placering i forhold til kysten blev gennemført med bekendtgørelse
nr. 486 af 25. maj 2012 om godkendelse af listevirksomhed, som trådte i kraft den 1. juni 2012.
I forbindelse med Lov nr. 425 af 18. maj 2016 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter
(VVM) blev VVM-reglerne for havbrug samlet i det samme regelsæt. Dette gav ikke anledning til en ændring af
fordeling af myndighedskompetencen, herunder miljøgodkendelseskompetencen.
Med hensyn til tilsynskompetencen så følger det af miljøbeskyttelseslovens § 65, at kommunalbestyrelsen har til-
synskompetencen for havbrug. Hvis der er tale om virksomheder, hvor godkendelseskompetencen er hos staten,
så har staten dog tilsynskompetencen, jf. miljøbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
3.2.1.4 Kompenserende marine virkemidler9
9
Miljøministeren har i besvarelse på skriftlig § 20-spørgsmål S 68 den 26. august 2019 udmeldt, at ministeren ikke vil udstede
den bekendtgørelse, som skulle have udmøntet lov nr. 680 af 8. juni 2017 om kompenserende marine virkemidler. Ydermere
agter ministeren at stille forslag om at ophæve loven.
18
Den 1. juli 2017 trådte en ændring af miljøbeskyttelsesloven i kraft, jf. lov nr. 680 af 8. juni 2017 om kompenserende
marine virkemidler. Med ændringen indsattes miljøbeskyttelseslovens § 35, stk. 3, som bemyndigede miljø- og
fødevareministeren til at fastsætte regler om, at der ved godkendelse af nye havbrug eller ved udvidelse af eksiste-
rende havbrug kan stilles vilkår om etablering og drift af kompenserende marinevirkemidler (opdræt af muslinger
eller dyrkning af tang). Et sådant vilkår i miljøgodkendelsen vil indebære, at en nøjere bestemt mængde nærings-
stoffer skal fjernes ved hjælp af kompenserende marine virkemidler. Til gengæld vil havbruget kunne få miljøgod-
kendelse til udledning af en større mængde næringsstoffer, end det ellers ville have kunnet få tilladelse til. Bemyn-
digelsen i § 35, stk. 3, er ikke blevet udmøntet i en bekendtgørelse, og reglerne finder derfor ikke anvendelse.
3.2.1.5 Indfasning af kvælstof til akvakulturerhvervet10
Den 1. juli 2018 trådte endnu en ændring af miljøbeskyttelsesloven i kraft, jf. lov nr. 467 af 14. maj 2018 om indfas-
ning af kvælstof til akvakulturerhvervet. Det følger nu af miljøbeskyttelsesloven § 35, stk. 4, at miljø- og fødevare-
ministeren kan fastsætte regler om kvælstofpuljer til brug for godkendelsesmyndighedens behandling og afgørelse
af sager om godkendelse efter § 33 af miljø- og ressourceeffektive dambrug og visse havbrug. Den 1. januar 2019
trådte bekendtgørelse nr. 1327 af 26. november 2018 om indfasning af kvælstof til akvakulturerhvervet (N-indfas-
ningsbekendtgørelsen) i kraft, som udmønter § 35, stk. 4 i miljøbeskyttelsesloven. N-indfasningsbekendtgørelsen
skaber mulighed for, at visse akvakulturanlæg kan tildeles en supplerende mængde kvælstof på maksimalt 423
tons og dermed øge deres produktion af fisk. Af de 423 tons kvælstof kan 43 tons tildeles visse eksisterende hav-
brug.
Puljen på 43 tons skal give eksisterende havbrug mulighed for enten at bibeholde eller øge deres nuværende
kvælstofudledning under visse forudsætninger. Eksisterende havbrug, hvis kvælstofudledningstilladelse er begræn-
sende for at udnytte hele fodertilladelsen, vil kunne få adgang til puljen med henblik på at øge deres nuværende
kvælstofudledningstilladelse op til rammen af deres nuværende fodertilladelse. Eksisterende havbrug, hvis foder-
tilladelse er begrænsende for at udnytte deres fulde kvælstofudledningstilladelse, vil kunne få adgang til puljen med
henblik på at bibeholde deres nuværende kvælstofudledningstilladelse.
Det er godkendelsesmyndigheden, som i forbindelse med en konkret godkendelsesbehandling af et eksisterende
havbrug, som skal ansøge Miljøstyrelsen om adgang til kvælstof fra puljerne, hvis havbruget opfylder betingelserne
i N-indfasningsbekendtgørelsens § 19. På baggrund af ansøgningen vil Miljøstyrelsen meddele tilladelse eller afslag
til den ansøgte andel kvælstof. Godkendelsesmyndigheden vil herefter skulle færdigbehandle miljøgodkendelsen.
Det er en forudsætning for at anvendekvælstof fra puljerne, at havbruget meddeles en miljøgodkendelse.
3.2.1.6 Påbud og forbud
En miljøgodkendelse udstedt efter § 33 i miljøbeskyttelsesloven er som udgangspunkt ikke tidsbegrænset, og virk-
somheden kan dermed fortsætte sine aktiviteter tidsubegrænset. Udvidelser og ændringer af virksomheden, der
medfører forøget forurening, udløser dog pligt til at ansøge om miljøgodkendelse heraf, jf. miljøbeskyttelseslovens
§ 33, stk. 1, 2. pkt.
Efter miljøbeskyttelseslovens § 41 kan tilsynsmyndigheden meddele en listevirksomhed, der medfører væsentlig
forurening, påbud om at nedbringe forureningen. Dette gælder alle typer af listevirksomheder og dermed også
10
Den 25. november 2019 indgik regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet en aftale
om kvælstofindsatsen i 2020. Det fremgår bl.a. af aftalen, at ”Aftaleparterne er enige om at ændre N-indfasningsordningen til
akvakultur således, at den resterende havbrugspulje fjernes fra ordningen.”
19
havbrug. Påbud efter § 41 kan dog som udgangspunkt ikke meddeles, indtil der er forløbet otte år efter meddelelsen
af godkendelsen (retsbeskyttelse), jf. § 41 a, stk. 1.
En miljøgodkendelses 8-årige retsbeskyttelse kan gennembrydes i en række tilfælde, således at der om nødvendigt
også i denne periode kan gives påbud efter § 41, jf. § 41 a, stk. 2-3. Det gælder bl.a., enten hvis der er fremkommet
nye oplysninger om forureningens skadelige virkninger, hvis forureningen medfører miljømæssige skadevirkninger,
der ikke kunne forudses ved godkendelsens meddelelse, hvis forureningen i øvrigt går ud over det, som blev lagt
til grund ved godkendelsens meddelelse, hvis der sker væsentlige ændringer i de krav, der stilles til anvendelse af
bedst tilgængelig teknik, eller hvis det er nødvendigt for at opfylde EU-retlige krav eller andre internationale forplig-
telser.
Efter der er forløbet otte år efter meddelelsen af en godkendelse, kan tilsynsmyndigheden tage godkendelsen op
til revurdering og ændre vilkår i godkendelsen ved påbud, og herudover kan tilsynsmyndigheden nedlægge forbud
imod fortsat drift, jf. hhv. miljøbeskyttelseslovens § 41 b og § 41.
Reglerne om retsbeskyttelse og om revurdering omfatter alene virksomheder, som er reguleret af en miljøgodken-
delse
Med hensyn til de havbrug, der endnu ikke er overgået til en miljøgodkendelse og derfor producerer efter deres
hidtidige havbrugstilladelse, bemærkes, at disse er godkendelsespligtige virksomheder. Henset til, at miljøbeskyt-
telseslovens § 41 angår listevirksomheder (dvs. godkendelsespligtige virksomheder) finder bestemmelsen også
anvendelse på sådanne virksomheder, som endnu ikke er overgået til en miljøgodkendelse.
3.2.2 Fiskerilovgivningen
3.2.2.1 Tilladelse til opdræt i havbrug – placeringstilladelse
En miljøgodkendelse udstedt efter miljøbeskyttelsesloven kan først udnyttes, når der er meddelt en placeringstilla-
delse efter fiskeriloven. Oprindelig var Fiskeriministeriet myndighed for området, herefter Fiskeridirektoratet, der-
næst NaturErhvervstyrelsen og senere Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Senest er myndighedskompetencen for ud-
stedelse af placeringstilladelser i 2018 flyttet til Miljøstyrelsen11
.
Saltvandsfiskeriloven fra 1986
Den 1. juli 1986 trådte lov nr. 306 af 4. juni 1986 om saltvandsfiskeri i kraft. Loven havde bl.a. til formål at samle og
præcisere bestemmelserne om opdræt af fisk med henblik på at tage højde for den stigende betydning af havbrug.
Loven skulle bl.a. sikre en bedre styring med havbrugenes udviklingsmuligheder set i forhold til den hidtil gældende
regulering heraf.
Der blev bl.a. indført et udtrykkeligt krav om, at opdræt i havbrug krævede en tilladelse (placeringstilladelse) fra
fiskeriministeren, jf. lovens § 14, stk. 1, 1. pkt. Relevante myndigheder og organisationer, som kunne blive berørt
af etableringen af havbrug, skulle høres, jf. § 14, stk. 1, 2. pkt. Af § 14, stk. 1, 3. pkt. fremgik det, at en ansøgning
om tilladelse efter loven samtidig gjaldt som en ansøgning om tilladelse efter anden lovgivning. Endelig stod der i
§ 14, stk. 1, sidste pkt., at fiskeriministeren kunne fastsætte de vilkår, herunder eventuelle krav om tidsbegrænsning,
som skulle være gældende for placeringstilladelser.
11
Ved brev af 24. januar 2018 blev Miljøstyrelsen bemyndiget til at udøve en række beføjelser efter fiskeriloven, herunder at
udstede placeringstilladelser efter havbrugsbekendtgørelsen. Dette er efterfølgende indsat i bekendtgørelse nr. 95 af 28. ja-
nuar 2019 om delegation af opgaver og beføjelser til Miljøstyrelsen.
20
Lovens § 14, stk. 2-7 indeholdt herudover bl.a. regler om, at der ikke måtte meddeles tilladelse til nye havbrug i
fjordområder, at ministeren under visse forudsætninger kunne give undtagelse fra forbuddet om etablering i fjord-
områder, at ministeren kunne fastsætte regler om afgrænsning af fjordområder, og at der kunne udstedes helt eller
delvist forbud mod fiskeri i det område, hvor der meddeles tilladelse til havbrug.
Af bemærkningerne til lovens § 14 blev det fremhævet, at tilladelsen skulle meddeles i henhold til anden lovgivning
og de hensyn, som blev varetaget herved, herunder miljølovgivningen (f. eks. miljøbeskyttelsesloven som bekendt-
gørelse om saltvandsbaseret fiskeopdræt havde hjemmel i, jf. ovenfor), og under hensynstagen til fiskeriet og fi-
skernes interesser.
Bekendtgørelse om etablering og drift af havbrug fra 1991
Den 15. marts 1991 trådte bekendtgørelse nr. 122 af 1. marts 1991 om etablering og drift af havbrug i kraft. Be-
kendtgørelsen havde hjemmel i saltvandsfiskeriloven, og med bekendtgørelsen blev der fastsat nærmere regler
om, på hvilke vilkår der kunne gives en placeringstilladelse efter saltvandsfiskeriloven.
Det fremgik af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, at ansøgninger om tilladelse til etablering af nye havbrug, og ansøg-
ninger om udvidelse og forlængelse af eksisterende tilladelse skulle indsendes til amtsrådet efter bekendtgørelse
nr. 640 af 17. september 1990 om saltvandsbaseret fiskeopdræt, jf. 3.2.1.1., samt at amtsrådet skulle fremsende
en kopi af ansøgningen til Fiskeriministeriet.
Fiskeriministeriet skulle herefter træffe afgørelse på baggrund af en samlet vurdering af de i ansøgningen angivne
oplysninger samt foretage høring af en række nærmere bestemte myndigheder og organisationer, jf. bekendtgørel-
sens § 3, stk. 1, og § 3, stk. 2, 1. pkt. Disse omfattede på daværende tidspunkt Skov- og Naturstyrelsen, Farvands-
væsenet, Kystinspektoratet, Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser, den lokale fiskeriinspektør og Dansk Fiske-
riforening/Danmarks Havfiskeriforening. På baggrund af høringsparternes udtalelser og Fiskeriministeriets samlede
vurdering af disse og af ansøgningsmaterialet kunne der meddeles en placeringstilladelse. Efter bekendtgørelsens
§ 4, stk. 1, skulle der i tilladelsen være de vilkår, som var opstillet af henholdsvis de hørte myndigheder og af
Fiskeriministeriet. Disse kunne bl.a. angå afmærkning, udnyttelse af tilladelsen, opretholdelse af tilladelsen m.v.
Endelig skulle havbrugene efter bekendtgørelsens § 5 årligt afgive oplysninger om produktionsmængder, foderfor-
brug og oplysninger i øvrigt af teknisk, økonomisk og driftsmæssig karakter. Af bekendtgørelsens bilag fremgik de
fjordområder, hvor der ikke kunne meddeles tilladelse til etablering af nye havbrug.
Det fremgik af bekendtgørelsens § 3, stk. 2, 2. pkt., at ansøgningen om placeringstilladelse kunne kun imødekom-
mes, hvis der forelå endelig afgørelse efter Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 640 af 17. september 1990 om
saltvandsbaseret fiskeopdræt. Denne bekendtgørelse blev dog ophævet i forbindelse med, at havbrug blev omfattet
af et krav om miljøgodkendelse i 2006. Se nærmere herom i afsnit 3.2.1.1. Der blev på baggrund heraf dog ikke
foretaget en konsekvensrettelse af reglerne i bekendtgørelse om etablering og drift af havbrug.
Fiskeriloven
Den 1. januar 2000 blev store dele af saltvandsfiskerilovens bestemmelser ophævet, herunder regler om place-
ringstilladelse til havbrug, og samlet i en ny lov om fiskeri og fiskeopdræt (fiskeriloven), jf. lov nr. 281 af 12. maj
1999, jf. bekendtgørelse nr. 864 af 2. december 1999 om ikrafttræden af fiskeriloven. Hovedsigtet med fiskeriloven
var at skabe et overskueligt, sammenhængende og tidssvarende nationalt regelsæt for fiskeriet.
Bestemmelserne vedrørende krav om placeringstilladelse til havbrug, jf. § 14 i saltvandsfiskeriloven, blev videreført
i fiskerilovens §§ 66 og 67, jf. lovens kapitel 13. Det fremgik af bemærkningerne til fiskeriloven, at en række af
bestemmelser om placeringstilladelse til havbrug blev forkortet og opdelt i flere paragraffer, som skulle gøre be-
stemmelserne mere overskuelige. Det fulgte yderligere af bemærkningerne, at det var hensigten at opretholde
21
ordningen om placeringstilladelser til havbrug. Derudover blev der med loven tillige indført en regel i § 69 om, at
der ikke må lægges hindringer i vejen for lovlig opdrætsvirksomhed.
Af fiskerilovens § 137, stk. 3, fremgår det endvidere, at eksisterende regler, som er fastsat med hjemmel i bl.a. den
tidligere saltvandsfiskerilov, opretholdes, indtil reglerne afløses af regler fastsat med hjemmel i fiskeriloven. Be-
kendtgørelse nr. 122 af 1. marts 1991 om etablering og drift af havbrug blev derfor ikke ændret eller ophævet som
følge af fiskerilovens ikrafttrædelse.
Bestemmelserne i fiskerilovens §§ 66 og 67, jf. lovens kapitel 13, er sidenhen blevet ændret ad to omgange, jf. lov
nr. 406 af 1. juni 2005 og lov nr. 317 af 31. marts 2007.
I forbindelse med ændringen i 2005, jf. lov nr. 406 af 1. juni 2005, blev bl.a. titlen på kapitel 13 i loven ændret fra
”havbrug” til ”opdræt i saltvand”. Ændringen skulle tydeliggøre, at bestemmelserne i kapitlet skulle gælde for både
havbrug, hvor fisken fodres, og for opdrætsanlæg for muslinger, østers og andre toskallede bløddyr, hvor der ikke
fodres. Derudover blev der skabt mulighed for, at der kunne fastsættes regler om overdragelse af rettigheder ifølge
en tilladelse til etablering, udnyttelse og drift af opdrætsanlæg.
I forbindelse med ændringen i 2007, jf. lov nr. 317 af 31. marts 2007, blev bestemmelsen i § 66, stk. 2 præciseret.
Loven tilsigtede at give en nærmere angivelse af en række centrale vilkår, der kan stilles i forbindelse med en
placeringstilladelse. Det blev bl.a. præciseret i bemærkningerne til loven, at man kan stille vilkår om prøveudtag-
ning, hvilket f.eks. kan være relevant, hvis der er behov for at få nøjagtige oplysninger om havbunden på det sted,
hvor opdrætsanlægget er placeret. Ændringen af § 66, stk. 2 omhandlede næsten udelukkende præciseringer. Af
bemærkningerne til loven fremgik det, at den eneste ændring i forhold til den gældende retstilstand var, at der blev
indført valgfrihed mellem at stille bankgaranti og tegne forsikring som sikkerhed for dækning af udgifter ved anlæg-
gets ophør.
Det følger af § 66 i fiskeriloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 21. marts 2019 med senere ændringer, at opdræt
af fisk på dansk fiskeriterritorium kun må finde sted efter tilladelse fra miljøministeren for så vidt angår havbrug
(fisk)12
. Det fremgår af loven, at en ansøgning om tilladelse efter loven samtidig gælder som ansøgning om tilla-
delse efter anden lovgivning. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at ”tilladelse efter anden lovgivning”
bl.a. omfatter godkendelse i henhold til regler fastsat med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven. Ministeren kan yderli-
gere fastsætte vilkår for en tilladelse, herunder om tidsbegrænsning, prøveudtagning og dokumentation for sikker-
hedsstillelse i form af enten forsikring eller bankgaranti til dækning af udgifter ved anlæggets ophør. Ministeren
fastsætter endvidere vilkår i henhold til anden lovgivning, som er fastlagt af vedkommende myndighed.
Herudover følger det af den gældende fiskerilov, at ministeren kan fastsætte regler om tilladelse til etablering, ud-
nyttelse og drift af opdrætsanlæg. Ministeren kan tilsvarende fastsætte regler om, at en tilladelse forudsætter, at
ansøgeren opfylder krav til praktisk og teoretisk uddannelse. Endelig kan ministeren fastsætte regler om, at ret-
tigheder ifølge en tilladelse til etablering, udnyttelse og drift af opdrætsanlæg kan overdrages, jf. lovens § 67.
Gældende bekendtgørelse om etablering og drift af havbrug fra 2017
Den 1. januar 2017 trådte bekendtgørelse nr. 1489 af 6. december 2016 om etablering og drift af havbrug i kraft.
Bekendtgørelsen afløste den tidligere bekendtgørelse nr. 122 af 1. marts 1991 og er udstedt med hjemmel i fiske-
riloven, herunder §§ 66 og 67. Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1 er etablering og drift af havbrug betinget af en
tilladelse.
12
Ved kongelig resolution af 19. december 2019 blev ressortansvaret for sager om opdræt af fisk i saltvand på dansk fiskeriter-
ritorium (havbrug), jf. kapitel 13 i lov om fiskeri og fiskeopdræt (fiskeriloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 21. marts 2019
med senere ændringer, dog bortset fra sager om opdræt af pighuder samt krebs- og bløddyr, overført fra ministeren for føde-
varer, fiskeri og ligestilling til miljøministeren.
22
Det følger af bekendtgørelsen, at NaturErhvervstyrelsen behandler ansøgninger om placeringstilladelse og med-
deler den endelige placeringstilladelse efter bekendtgørelse om etablering og drift af havbrug. Myndighedsansvaret
for de tilladelser, der meddeles i medfør af bekendtgørelsen, er efterfølgende blevet overdraget til Miljøstyrelsens,
jf. § 40, nr. 10 og 11 i bekendtgørelse nr. 95 af 28. januar 2019 om delegation af opgaver og beføjelser til Miljøsty-
relsen.
Sagsbehandlingen sker på baggrund af en ansøgning fra havbruget. Efter § 1, stk. 3, skal følgende oplysninger
indgå i en ansøgning: 1) Den ønskede placering af havbruget, angivet med koordinater i grader og minutter, 2)
Mængden af fisk der forventes produceret pr. år, angivet i kilo, og 3) Størrelsen af den forventede udledning af
kvælstof pr. år, angivet i kilo.
Inden der træffes afgørelse, skal den ansvarlige myndighed foretage en høring af de i bekendtgørelsen oplistede
relevante myndigheder og organisationer. Det sker bl.a. for at undersøge, om den ansøgte placering er i konflikt
med andre interesser (fysiske, fiskerimæssige, miljømæssige, sejlruter mv.). Efter bekendtgørelsens § 3, stk. 1, er
følgende organisationer og myndigheder høringsparter: Dansk Akvakultur, Danmark Fiskeriforening Producent Or-
ganisation, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, DTU Aqua, Friluftsrådet, Geodata-
styrelsen, Kystdirektoratet, Naturstyrelsen, Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning (nu Miljøstyrelsen), Søfartssty-
relsen og WWF Verdensnaturfonden.
Det følger af bekendtgørelsens § 3, stk. 2, at der skal træffes afgørelse på baggrund af en samlet vurdering af de i
ansøgningen angivne oplysninger, jf. § 1, stk. 3, og de i stk. 1 nævnte myndigheder og organisationers udtalelser.
Tilladelser efter bekendtgørelsen må først udnyttes, når der foreligger en miljøgodkendelse efter § 33 i miljøbeskyt-
telsesloven, jf. § 3, stk. 3.
Efter § 4 gælder der en række vilkår for ansøgningerne, herunder om afmærkning, opretholdelse af tilladelsen,
udnyttelse af tilladelsen og sikkerhedsstillelse. Det følger endvidere af bekendtgørelsens § 5, at tilladelsen gælder
i 10 år fra tilladelsens udstedelse, medmindre andet fremgår af tilladelsen.
Efter § 6 gælder der for havbrugene fortsat en pligt til årligt at indberette oplysninger om produktionsmængder og
foderforbrug og oplysninger i øvrigt af teknisk, økonomisk og driftsmæssig karakter.
Der er med bekendtgørelsen indført en årlig ansøgningsrunde for ansøgninger i Kattegat med ansøgningsfrist 1.
april. I tilfælde, hvor der i ansøgningerne er overlap af områder, hvortil der søges om tilladelse til etablering af
havbrug, prioriteres placeringstilladelser således, at den ansøgning med størst forventede produktion går forud for
ansøgere med en forventet mindre produktion. Bekendtgørelsen indeholder en model til prioritering af ansøgninger
i tilfælde af, at flere søger placering i samme område. Hvis to ansøgere har samme forventede produktion prioriteres
ansøgere med forventet lavere udledning af kvælstof. Hvis den forventede produktion og udledning er den samme,
trækkes lod mellem ansøgere på samme placering.
3.2.3 VVM-direktivet og miljøvurderingsloven
VVM-direktivet, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU om vurdering af visse offentlige og private
projekters indvirkning på miljøet, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/52/EU, stiller en
række krav om forudgående høring og miljømæssig vurdering af projekter, der vil kunne påvirke miljøet væsentligt.
Direktivet er – for så vidt angår havbrug – implementeret i dansk ret ved lov om miljøvurdering af planer og pro-
grammer og af konkrete projekter (VVM), jf. lovbekendtgørelse nr. 1225 af 25. oktober 2018 (miljøvurderingsloven).
23
Lovens bilag 1 og 2 indeholder en udtømmende oplistning af de projekter, der er omfattet af loven. De projekter,
hvor der er obligatorisk krav om miljøvurdering, fremgår af bilag 1, og de projekter, som er underlagt krav om
forudgående screening, fremgår af bilag 2.
Havbrug, der kan karakteriseres som intensivt fiskeopdræt, er omfattet af bilag 2, punkt 1.f, om intensivt fiskeop-
dræt. Såfremt et havbrug vurderes at kræve afværgende og/eller kompenserende foranstaltninger, kan sådanne
foranstaltninger som selvstændige projekter være omfattet af en eller flere projektkategorier.
3.2.3.1 Screeningsafgørelse eller afgørelse efter § 25
Den lovpligtige og forudgående screening af bilag 2-projekter har til formål at fastslå, om projektet ud fra navnlig
sin art, placering og dimensioner kan forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet, og projektet derfor er omfattet
af krav om miljøvurdering. De kompetente myndigheder følger miljøgodkendelseskompetencen for havbrug, jf. af-
snit 3.2.1.3. Det betyder, at kommunalbestyrelsen er kompetent myndighed for havbrug, hvor det samlede anlæg
er beliggende nærmere end 1 sømil fra kysten, og Miljøstyrelsen er kompetent myndighed for havbrug beliggende
længere ude, jf. miljøvurderingslovens § 17, stk. 3. Den kompetente myndighed skal – før screeningsafgørelsen
træffes – foretage en høring af berørte myndigheder, jf. lovens § 35, stk. 1.
Vurderer den kompetente myndighed på baggrund af screeningen, at projektet ikke kan antages at få væsentlig
indvirkning på miljøet, træffer myndigheden afgørelse om, at der ikke skal gennemføres en miljøkonsekvensvurde-
ring, jf. miljøvurderingslovens § 21. Projektet må dog ikke påbegyndes, før myndigheden skriftligt har meddelt an-
søger, at projektet ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, jf. § 16.
Vurderer myndigheden omvendt på baggrund af screeningen, at projektet kan forventes at få væsentlig indvirkning
på miljøet, skal myndigheden træffe afgørelse om, at projektet er omfattet af krav om miljøvurdering og tilladelse.
Screeningsafgørelsen skal uanset udfald begrundes, jf. § 21, stk. 2 og offentliggøres, jf. § 36. Afgørelsen kan end-
videre påklages for så vidt angår retlige spørgsmål, jf. § 49.
Når et bilag 2-projekt, som efter en screening er afgjort som værende omfattet af krav om miljøvurdering, vil det
blandt andet indebære, at der skal udarbejdes en miljøkonsekvensrapport, jf. § 20, og at der skal foretages høring
af berørte myndigheder og offentligheden, jf. § 35, stk. 1.
Kravet om VVM-tilladelse til projektet erstattes af miljøgodkendelsen, som derved træder i stedet for tilladelsen efter
miljøvurderingslovens § 25, jf. således miljøvurderingsbekendtgørelsen nr. 913 af 30. august 2019 § 9, nr. 2. En
tilladelse, som efter anden lovgivning erstatter VVM-tilladelsen, kan påklages efter den særlov, som indeholder
hjemmelen til tilladelsen, dvs. i forhold til miljøgodkendelse af havbrug efter miljøbeskyttelsesloven, jf. § 49, stk. 3.
Endelig bemærkes det, at den kompetente myndighed skal anvende en fælles procedure eller samordnet procedure
eller en kombination af disse, hvis projektet forudsætter, at der foretages en vurdering efter lov om miljøvurdering
af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) samt en vurdering efter bekendtgørelse om udpegning og
administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
3.2.3.2 Krav om VVM ved forlængelse af tilladelse
Det er væsentligt at bemærke, at mens nye konkrete havbrugsprojekter er omfattet af miljøvurderingsloven, gælder
dette ikke nødvendigvis ved fornyelse eller forlængelse af en eksisterende tilladelse.
24
Se således EU-domstolen dom af 17. marts 2011 i sag C-275/09 (Bruxelles Lufthavn), særligt præmis 19-34. Sagen
omhandlede en eksisterende lufthavn, Bruxelles-National, som først blev underlagt krav om miljøgodkendelse for
driften i 1999. Den 1. februar 2000 blev lufthavnen tildelt en miljøgodkendelse for fem år. Den 5. januar 2004 indgav
lufthavnen ansøgning om miljøgodkendelse til fortsat drift og en ændring i form af tilførsel af parceller.
EU-domstolen slog i sagen fast, at VVM-direktivets projektbegreb ikke omfatter fornyelse af en eksisterende god-
kendelse til en virksomhed, når der ikke er tale om anlægsarbejder eller andre fysiske indgreb, som ændrer områ-
dets fysiske karakteristika. VVM-direktivet finder dermed ikke anvendelse i sådanne tilfælde.
3.2.4 Habitatdirektivet
Habitatdirektivet, jf. Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter,
og fuglebeskyttelsesdirektivet, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147 af 30. november 2009 om be-
skyttelse af vilde fugle, har til formål at bevare en række arter og naturtyper, som er sjældne, truede eller karakte-
ristiske ved bl.a. at udpege særlige områder (habitat- og fuglebeskyttelsesområder), hvor disse arter og naturtyper
er beskyttede. Den overordnede målsætning er at sikre eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for de arter eller
naturtyper, som er omfattet af direktiverne.
Habitatområderne udgør sammen med fuglebeskyttelsesområderne og Ramsar-områderne, som er udpeget i hen-
hold til Konvention af 2. februar 1971 om vådområder af international betydning navnlig som levesteder for vand-
fugle (Ramsar-konventionen), Natura 2000-områderne. Natura 2000-områderne er et netværk af beskyttede natur-
områder i EU. Nogle af områderne er både fuglebeskyttelses-, habitat- og Ramsar-område på én gang.
Habitatdirektivets artikel 6 spiller en central rolle for Natura 2000-områderne, da bestemmelsen indeholder de nær-
mere krav til forvaltning af områderne. Habitatdirektivets artikel 6, stk. 1, fastsætter kravene til bevaringsforanstalt-
ninger, og artikel 6, stk. 2, forpligter medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger for at undgå forringelse af natur-
typerne og levestederne for arterne samt undgå forstyrrelser af de arter, som områderne er udpeget for at beskytte.
Habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, indeholder procedurer for habitatvurdering af projekter og planer for at undgå at
skade udpegningsgrundlaget, mens artikel 6, stk. 4, giver mulighed for under særlige betingelser at tillade projekter
og planer, selvom disse kan skade udpegningsgrundlaget for områderne.
Artikel 6, stk. 3, indebærer, at myndigheden indledningsvist skal foretage en vurdering (en ”væsentlighedsvurde-
ring”) af, om det kan udelukkes, at projektet i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke
Natura 2000-område væsentligt, herunder om bevaringsstatus for de arter og/eller naturtyper, som området er
udpeget for at beskytte (kaldet udpegningsgrundlaget), vil blive påvirket væsentligt.
I det følgende beskrives hhv. væsentlighedsbegrebet, habitatkonsekvensvurdering og skadesbegrebet nærmere,
således som begreberne er fastslået ved EU-domstolens praksis, i EU-Kommissionens vejledning om forvaltning
af Natura 2000-lokaliteter13
og i Miljøstyrelsens vejledning, som har været sendt i offentlig høring fra d. 28. august
til d. 21. oktober 201914
.
3.2.4.1 Væsentlighedsvurdering
13
https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=OJ:C:2019:033:FULL&from=EN
14
https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/63152
25
Væsentlighedsvurderingen (habitatscreeningen) har til formål at afdække, om der skal gennemføres en fuld habi-
tatkonsekvensvurdering forud for godkendelse af planer og projekter. Afgørende er, om planen eller projektet kan
påvirke et eller flere Natura 2000-områder væsentligt.
Om den indledende screening har EU-domstolen udtalt, at når en plan eller et projekt, der ikke er direkte forbundet
med eller nødvendigt for en lokalitets forvaltning, risikerer at skade bevaringsmålsætningen for lokaliteten, skal
planen eller projektet kunne anses for at kunne påvirke denne lokalitet væsentligt. Bedømmelsen af nævnte risiko
skal foretages i lyset af lokalitetens særlige kendetegn og miljømæssige vilkår15
.
Domstolen har dermed understreget, at påvirkningen skal vurderes ud fra, om den er så væsentlig, at gunstig
bevaringsstatus ikke kan opretholdes, eller der ikke kan opnås gunstig bevaringsstatus eller – når mere præcise
mål er fastsat - de mål, som opstilles i Natura 2000-planen. Naturtyperne og arterne skal således være stabile eller
i fremgang.
EU-Kommissionens vejledning indeholder også fortolkningsbidrag i forhold til at fastlægge, hvornår der foreligger
væsentlig påvirkning. Heraf fremgår det bl.a., at:
- Begrebet "væsentlig" skal fortolkes objektivt. Det indebærer et behov for en konsekvent og uvilkårlig til-
gang, hvad der er ”væsentligt” for at sikre, at Natura 2000 fungerer som et sammenhængende net.
- Betydningen af virkninger skal fastsættes i henhold til de særlige egenskaber og miljømæssige betingelser
for den beskyttede lokalitet, der berøres af planen eller projektet, og navnlig tage lokalitetens bevarings-
målsætninger og økologiske kendetegn i betragtning.
- Væsentlighed varierer afhængigt af faktorer såsom en virknings omfang, type, udbredelse, varighed, in-
tensitet, tidspunkt, sandsynlighed, kumulative virkninger og de pågældende naturtypers og arters sårbar-
hed.
- Selv en meget lille, men varig reduktion af et areal af en prioriteret naturtype er at betragte som en skade
på et Natura 2000-områdes integritet16
. Planer eller projekter, der kun vil kunne indebære reduktion eller
ødelæggelse af et areal af en naturtype eller levested, kan dermed i indebære en væsentlig påvirkning.
- I tråd med forsigtighedsprincippet kan man ikke undlade at foretage en vurdering, selv om det ikke er
sikkert, at der er tale om væsentlig påvirkning. Konsekvensvurdering udløses således ikke af vished om,
men af sandsynligheden for væsentlig påvirkning. Den blotte sandsynlighed eller risiko for en væsentlig
påvirkning på et Natura 2000-område er således tilstrækkelig til at udløse krav om habitatkonsekvensvur-
dering.
- For vurderingen af om en påvirkning af et Natura 2000-område er væsentlig, er det nødvendigt at alle
relevante aspekter af en plan eller et projekt er beskrevet, dvs. beskrivelsen skal omfatte alle tidsmæssige
faser af en plan eller projekt, herunder mulige skadevirkninger både i en anlægsfase og en eventuel efter-
følgende driftsfase.
- Det er ikke kun påvirkninger fra planer og projekter i et beskyttet område, der er omfattet af direktivet.
Vurderingen skal dermed også omfatte den udvikling, som finder sted uden for Natura 2000-område, men
som alligevel (indirekte) kan påvirke det beskyttede miljø væsentligt.
- Kombinationen med andre planer og projekter skal også overvejes for at tage kumulative virkninger i for-
bindelse med vurderingen af den pågældende plan eller det pågældende projekt i betragtning.
- Potentielle kumulative virkninger bør vurderes ved hjælp af velfunderede hoveddata og ikke kun på bag-
grund af kvalitative kriterier. De bør også vurderes som en integreret del af den samlede vurdering og ikke
blot som refleksioner i slutningen af vurderingsprocessen.
15
Se bl.a. EU-domstolens dom af 7. september 2004 i sag C-127/02 /Waddenzee), præmis 49.
16 Se EU-domstolens dom af 11. april 2013 i C-258/11 (Sweetman), præmis 39-48
26
Omvendt vurderes det, at der efter omstændighederne inden for rammerne af reglerne er mulighed for at vedtage
planer eller gennemføre projekter som medfører en vis negativ påvirkning på et Natura 2000-område. Af Miljøsty-
relsens vejledning fremgår følgende:
”I den anden ende af skalaen må det antages, at en påvirkning som udgangspunkt ikke er væsentlig,
• hvis påvirkningen skønnes at indebære negative udsving i bestandsstørrelser, der er mindre end de naturlige
udsving, der anses for at være normale for den pågældende art eller naturtype, eller
• hvis den beskyttede naturtype eller art skønnes hurtigt og uden menneskelig indgriben at ville opnå den hid-
tidige tilstand eller en tilstand, der skønnes at svare til eller være bedre end den hidtidige tilstand. Som ho-
vedregel vurderes det, at der er tale om kort tid, hvis der sker en naturlig retablering af naturens tilstand inden
for ca. et år. Midlertidige forringelser eller forstyrrelser i en eventuel anlægsfase, der ikke har efterfølgende
konsekvenser for de arter og naturtyper Natura 2000-området er udpeget for at beskytte, er almindeligvis ikke
væsentlig påvirkning.
Der er således inden for rammerne af reglerne mulighed for at vedtage planer eller gennemføre projekter som
medfører en vis negativ påvirkning, hvis blot denne påvirkning kan rummes inden for de naturlige udsving, eller hvis
der kan ske reetablering inden for kort tid, der som nævnt ovenfor kan være op til et år” 17
.
3.2.4.2 Habitatkonsekvensvurderingen
Kan det ikke udelukkes, at en plan eller projekt vil indebære væsentlig virkning på de relevante Natura 2000-områ-
der, skal der gennemføres en habitatkonsekvensvurdering med henblik på at afdække, om planen eller projektet
kan skade områderne.
Habitatkonsekvensvurderingen skal omfatte alle aspekter af en plan eller projekt, som i sig selv eller i forbindelse
med andre planer og projekter skønnes at kunne påvirke Natura 2000-områdets udpegningsgrundlag. Disse aspek-
ter skal identificeres under hensyn til den bedste videnskabelige viden på området18
. Vurderingen skal derfor også
omfatte den kumulative virkning.
Konsekvensvurderingen skal være af en sådan beskaffenhed, at myndigheden kan sikre sig, at det kan afvises, at
en plan eller projekt skader området, dvs. myndigheden skal ud fra et videnskabeligt synspunkt uden rimelig tvivl
kunne fastslå, at planen eller projektet ikke har skadelige virkninger på det eller de relevante områders integritet.
Habitatkonsekvensvurdering skal således være tilstrækkelig detaljeret og begrundet til at kunne dokumentere fra-
vær af skadelige virkninger på baggrund af den bedste tilgængelige videnskabelige viden på området19
. Der er tale
om en høj prioritering af et sikkert fagligt grundlag.
3.2.4.3 Skadesbegrebet
Myndighederne kan først godkende en plan eller et projekt, der kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, når
de har sikret sig, at planen eller projektet ikke skader områdets integritet.
17
Se Miljøstyrelsens forslag til habitatvejledning afsnit 4.5.1.
18
Se EU-domstolens dom af 7. september 2004 i sag C-127/02 /Waddenzee), præmis 54.
19
Se EU-domstolens dom af 7. september 2004 i sag C-127/02 /Waddenzee), præmis 61.
27
Et områdes integritet kan i praksis defineres ud fra den samlede sum af et områdets økologiske struktur, funktion
og de økologiske processer i hele områdets udstrækning, som gør det muligt at opretholde de levesteder og be-
stande af arter, som området er udpeget for.
Spørgsmålet om skade på områdets integritet knytter sig til, hvordan planen eller projektet kan påvirke Natura 2000-
områdets bevaringsmålsætning20
. Bevaringsmålsætningen forudsætter, at lokaliteten opretholdes i (eller bevæger
sig i retning af) en gunstig bevaringsstatus eller modsætningsvis, at planen eller projektet ikke må have negativ
indflydelse på opretholdelsen eller opnåelsen af gunstig bevaringsstatus eller Natura 2000-planens målsætninger
for udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området21
.
Bevaringsmålsætningerne for de enkelte Natura 2000-områder fastlægges i den Natura 2000-plan, som Miljøsty-
relsen udarbejder for de enkelte områder. Natura 2000-planen gælder for de arter- og naturtyper, som Natura 2000-
området er udpeget for at beskytte. At undgå skade på områdets integritet indebærer således i udgangspunktet, at
der ikke må ske skade på områdets udpegningsgrundlag22
.
Det er væsentligt at bemærke, at der ikke er knyttet et væsentlighedskriterium til skadesbegrebet. Forsigtigheds-
princippet indebærer endvidere, at hvis der er videnskabeligt grundlag for rimelig tvivl om skadevirkninger, skal
denne tvivl komme Natura 2000-områder til gode. Hensynet til de udpegede områder skal vægtes højest23
.
I overensstemmelse hermed følger det af EU-Domstolens praksis, at der er en meget snæver margin for, hvad der
skal betragtes som skade på et Natura 2000-områdes integritet, jf. dom af 11. april 2013 i sag C-258/11 (Sweet-
man), hvor et projekt, der medførte et tab af ca. 0,5 % af en prioriteret naturtypes areal, i sig selv var at betragte
som en skade24
.
3.2.4.4 Fravigelse af beskyttelseskravet
Det overordnede princip i habitatdirektivet er, at beskyttelsen af arter og naturtyper ikke kan fraviges. Artikel 6, stk.
4, indeholder imidlertid mulighed for at fravige beskyttelsen i helt særlige tilfælde. Beskyttelsen kan kun fraviges i
tilfælde, hvor der foreligger bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af økonomisk
eller social art, og hvor der ikke findes alternativer.
Fravigelse er betinget af, at der træffes alle de nødvendige kompensationsforanstaltninger for at sikre, at sammen-
hængen i Natura 2000-netværket bevares.
3.2.4.5 Implementering af habitatdirektivet
Habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet er særligt implementeret i dansk ret ved bl.a. miljømålsloven, jf. lov-
bekendtgørelse nr. 119 af 26. januar 2017, og lov om skove, jf. lovbekendtgørelse nr. 315 af 28. marts 2019, som
20
Se EU-domstolens dom af 11. april 2013 i C-258/11 (Sweetman), præmis 32
21
Se Miljøstyrelsens forslag til habitatvejledning afsnit 4.6.1.
22
Se Miljøstyrelsens forslag til habitatvejledning afsnit 4.6.1.
23
Se Miljøstyrelsens forslag til habitatvejledning afsnit 4.6.1.
24
Se EU-domstolens dom af 11. april 2013 i C-258/11 (Sweetman), præmis 35-37 og 40.
28
fastsætter kravene til Natura 2000-planlægningen, samt bekendtgørelse nr. 1595 af 6. december 2018 om udpeg-
ning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter (habitatbekendt-
gørelsen), der udpeger Natura 2000-områderne og fastsætter regler for deres administration.
Direktivet er også implementeret i anden lovgivning, herunder fiskeriloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 21. marts
2019 med senere ændringer.
Habitatbekendtgørelsen
Det følger af habitatbekendtgørelsens § 7, stk. 6, nr. 6, at godkendelse af virksomheder efter miljøbeskyttelseslo-
vens § 33, dvs. listevirksomheder som f. eks. havbrug, er omfattet af bekendtgørelsens § 6.
I overensstemmelse med habitatdirektivet indebærer dette, at der, inden der kan meddeles godkendelse, skal fo-
retages en vurdering af, om havbruget kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt. Hvis dette vurderes at være
tilfældet, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af havbrugets virkning på Natura 2000-området.
Viser vurderingen, at havbruget vil skade et Natura 2000-områdes integritet, kan der ikke meddeles godkendelse.
Fiskeriloven
Fiskeriloven indeholder i kapitel 3 b (jf. §§ 10 d – 10 j) bestemmelser om bevaring og beskyttelse m.v. af visse
naturtyper, vilde dyr og planter. Kapitel 3 b blev indsat i fiskeriloven ved lov nr. 489 af 17. juni 2008 om ændring af
lov om fiskeri og fiskeopdræt, som trådte i kraft den 1. juli 2008. Det fremgår af lovbemærkningerne til fiskeriloven,
at formålet med ændringsloven bl.a. var at implementere habitatdirektivet, så habitatdirektivets bestemmelser blev
gennemført fuldt ud i forhold til fiskeri og fiskeopdræt.
Fiskerilovens § 10 d, stk. 1, implementerer habitatdirektivets artikel 6, stk. 2. Bestemmelsen fastslår således, at
miljøministeren for så vidt angår havbrug (fisk)25
fastsætter regler vedrørende fiskeri og fiskeriopdrætsaktiviteter
omfattet af denne lov for at undgå forringelse af naturtyper og levesteder for arterne i internationale beskyttelses-
områder samt forstyrrelse af de arter, som områderne er udpeget for, hvis disse forstyrrelser har betydelige konse-
kvenser for målsætningerne i habitatdirektivet.
Bestemmelsen sigter bl.a. mod muligheden for at træffe passende foranstaltninger over for aktiviteter, der er i gang,
når en lokalitet bliver udpeget, eller efterfølgende er blevet tilladt i overensstemmelse med proceduren i habitatdi-
rektivets artikel 6, stk. 3 og 4. Selvom en aktivitet er blevet tilladt i overensstemmelse med disse bestemmelser og
dermed er tilpasset lokalitetens bevaringsmålsætninger, kan det ikke udelukkes, at en sådan aktivitet senere viser
sig at kunne forårsage forringelse eller forstyrrelser, og i den situation pålægger bestemmelserne ministeren en
handlepligt.
Fiskeriloven § 10 e, stk. 1, implementerer habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. Bestemmelsen indebærer, at bl.a. pla-
ceringstilladelser til havbrug, jf. fiskerilovens § 66, der må antages i sig selv eller sammen med andre aktiviteter at
kunne påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentlig, skal vurderes for aktivitetens virkning på loka-
liteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne. I fiskeriloven benævnes den påkrævede vurdering en
miljøkonsekvensvurdering, hvor den samme vurdering i andre sammenhænge, jf. afsnit 3.2.4.2 ofte benævnes en
habitatkonsekvensvurdering eller en naturkonsekvensvurdering).
Dette betyder, at Miljøstyrelsen, som er myndighed for udstedelse af placeringstilladelser til havbrug, skal foretage
en vurdering af, om havbruget kan antages i sig selv eller sammen med andre aktiviteter at kunne påvirke et inter-
nationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, inden placeringstilladelsen udstedes.
25
Se note 12
29
Kan en væsentlig påvirkning af et Natura 2000-område ikke udelukkes, skal der gennemføres en miljøkonsekvens-
vurdering, hvor der skal redegøres for, om havbruget kan skade Natura 2000-områdets integritet. En habitatvurde-
ring (væsentlighedsvurdering og evt. miljøkonsekvensvurdering) kan ikke begrænses til en del af et projekt. En
habitatvurdering skal derimod angå det fulde projekt, hvilket i denne sammenhæng vil være havbrugsvirksomhed.
Dette kan bl.a. udledes af det projektbegreb, der skal anvendes, jf. EU-Kommissionens vejledning om habitatdirek-
tivets artikel 626
. Derudover vil kravet om at inddrage kumulative virkninger under alle omstændigheder indebære,
at alle dele af projektet skal vurderes i forbindelse med habitatvurderingen. Det betyder, at en habitatvurdering, som
gennemføres i forbindelse med ansøgning om placeringstilladelse, ikke kan begrænses til de anlægsforhold (bøjer,
net mv.), som placeringstilladelsen angår. Habitatvurderingen skal således angå det fulde projekt, inkl. udledninger,
miljøpåvirkninger mv.
Der er ikke et krav om at udarbejde flere habitatvurderinger i de tilfælde, hvor et projekt forudsætter flere tilladelser
med selvstændige krav om habitatvurdering. Der bør i sådanne tilfælde ske koordinering. Den enkelte tilladelses-
myndighed skal dog selvstændigt og konkret tage stilling til spørgsmålet om habitatvurdering og træffe selvstændig
afgørelse herom. Afgørelseskompetencen kan således ikke koordineres eller uddelegeres til anden myndighed.
Fiskerilovens § 10 e, stk. 2, bestemmer, at miljøkonsekvensvurderingen enten kan foretages af for så vidt angår
havbrug miljøministeren27
eller af den, der ansøger om tilladelse til at gennemføre aktiviteten Ministeren kan afvise
at foretage en miljøkonsekvensvurdering, hvis det på forhånd vurderes, at den ansøgte aktivitet vil være uforenlig
med bevaringsmålsætningerne for lokaliteten, eller hvis omfanget af det ansøgte projekt vurderes at være upropor-
tionalt i forhold til omkostningerne ved en miljøkonsekvensvurdering. Bestemmelsen indebærer, at det som ud-
gangspunkt er staten, der skal afholde omkostninger til miljøkonsekvensvurdering, medmindre undtagelsesbestem-
melsen finder anvendelse.
Af lovbemærkningerne fremgår det, at bestemmelsen skal sikre, at der ikke bruges ressourcer på at gennemføre
en miljøkonsekvensvurdering i de tilfælde, hvor man på forhånd har vished for, at en sådan vurdering ikke kan
resultere i en tilladelse. Der kan f.eks. tænkes situationer, hvor en ansøger ønsker en placeringstilladelse til et
havbrug inde i eller i nærheden af et habitatområde, hvor der tidligere er gennemført vurderinger for andre mindre
indgribende aktiviteter end i de ansøgte, og hvor der ikke er givet tilladelse. Eller der kan foreligge en ansøgning
om placeringstilladelse til et havbrug i et område, hvor det ud fra bevaringsmålsætningerne umiddelbart kan fast-
slås, at aktiviteten vil være uforenelig med disse målsætninger. Fiskerilovens § 10 e, stk. 2 fordrer, at havbrug
fortrinsvis søger om tilladelse i områder, der ikke er udpeget som internationale naturbeskyttelsesområder.
Fiskerilovens § 10 e, stk. 4, nr. 2 og § 10 f, stk. 1, implementerer fravigelsesbestemmelserne i habitatdirektivets
artikel 6, stk. 4. Af bestemmelsen følger det, at der under visse omstændigheder kan gives tilladelse, hvis aktiviteten
vurderes at kunne skade et habitatområde, hvis væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk
art, gør gennemførelsen bydende nødvendig. Det fremgår dog af bemærkningerne til bestemmelserne, at det ikke
forventes, at der på fiskeriets område i nogen nævneværdig grad vil blive anledning til anvendelse af fravigelses-
bestemmelser. Aktiviteter omfattet af fiskeriloven, herunder placeringstilladelser til havbrug, antages i de fleste til-
fælde at have begrænset samfundsmæssig betydning i habitatdirektivets forstand.
3.2.5 Vandrammedirektivet og lov om vandplanlægning
26
https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=OJ:C:2019:033:FULL&from=EN
27
Se note 12
30
Vandrammedirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse
af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger) har til formål at fastlægge en ramme for beskyttelse
af vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand. Medlemsstaterne skal ifølge direktivet opnå god
tilstand for overfladevand og grundvand senest 22. december 2015, men kan under visse betingelser udskyde
fristen til henholdsvis 2021 og 2027. Endvidere kan medlemsstaterne undtagelsesvist fastsætte mindre strenge
krav til vandforekomsternes tilstand
Vandrammedirektivet er implementeret i dansk ret ved lov om vandplanlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 126 af
26. januar 2017 og bekendtgørelser udstedt i medfør af loven. De konkrete miljømål for vandplanlægningen er
fastlagt i bekendtgørelse nr. 448 af 11. april 2019 om miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster
og er bindende for myndighederne. De fastlagte, bindende indsatser fremgår af bekendtgørelse nr. 449 af 11. april
2019 om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter (indsatsbekendtgørelsen). Miljø- og Fødevareministeriet ud-
stedte i juli 2017 en vejledning til bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter.
De statslige, regionale og kommunale myndigheder skal som led i den samlede indsats efter § 8 i indsatsbekendt-
gørelsen ved administration af sektorlovgivningen forebygge forringelse af vandområderne og sikre, at opfyldelse
af de miljømål, der er fastsat i bekendtgørelsen om miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster,
ikke forhindres. Afgørelser, der indebærer en direkte eller indirekte påvirkning af et vandområde, hvor miljømålet
er opfyldt, kan kun træffes, hvis den ikke medfører en forringelse af vandområdets tilstand, jf. § 8, stk. 2. For vand-
områder, hvor miljømålet ikke er opfyldt, kan en afgørelse, der direkte eller indirekte påvirker vandområdet, kun
træffes, hvis afgørelsen ikke medfører en forringelse af vandområdets tilstand, og hvis den ikke hindrer opfyldelse
af det fastlagte miljømål, jf. § 8, stk. 3. Ved vurderingen af, om afgørelsen vil hindre opfyldelse af det fastlagte mål,
skal det efter bekendtgørelsen tages i betragtning, om påvirkningen neutraliseres senere i planperioden.
Der kan desuden heller ikke gives godkendelse til udledning af kvælstof, hvis afgørelsen medfører en forringelse
eller hindrer opfyldelse af det fastlagte miljømål i andre (tilstødende) kystvandområder.
Hvis myndigheden vurderer, at der ikke kan gives en tilladelse til udledning af kvælstof og fosfor efter indsatsbe-
kendtgørelsens § 8, stk. 3, kan myndigheden efter bekendtgørelsens § 8, stk. 4, indbringe sagen for miljø- og
fødevareministeren. Ministeren kan efter denne bestemmelse ”i særlige tilfælde og efter en konkret vurdering” til-
lade, at myndigheder meddeler tilladelse til en øget påvirkning i form af merudledning af kvælstof og/eller fosfor til
vandområder, der ikke har målopfyldelse på grund af næringsstofbelastning, og som der er opgjort et næringsstof-
reduktionsbehov for.
I miljø- og fødevareministerens vurdering efter § 8, stk. 4, kan ifølge vejledningen til indsatsbekendtgørelsen bl.a.
inddrages de konkrete lokale forhold i det eller de vandområder, der påvirkes af udledningen, omfanget af den
øgede påvirkning, den samlede påvirkning af det eller de vandområder, der påvirkes af udledningen, udviklingen i
den samlede påvirkning, omkostninger ved reduktion og proportionalitet, dvs. forholdet mellem projektets merbe-
lastning og samfundets overordnede interesser i projektets gennemførelse m.v. Der var i november 2019 truffet
afgørelse af miljø- og fødevaremisteren i 3 sager efter § 8, stk. 4. I de tre sager blev der henholdsvist givet tilladelse
til en merudledning af kvælstof årligt på 52 kg, 636 kg og 540 kg.
EU-Domstolen har i dom af 1. juli 2015, C-461/13 (Bund für Umwelt und Naturschutz Deutschland e.V. v Bundes-
republik Deutschland) fastslået, hvad der skal forstås ved ”forringelse af tilstanden” af overfladevand. Ifølge EU-
Domstolen er der tale om forringelse, når mindst et af kvalitetselementerne som omhandlet i direktivets bilag V,
som er implementeret ved bekendtgørelse nr. 1001 af 29. juni 2016 om overvågning af overfladevandets, grund-
vandets og beskyttede områders tilstand og om naturovervågning af internationale naturbeskyttelsesområders
(overvågningsbekendtgørelsen) bilag 3, falder et niveau, selv om denne forringelse ikke fører til, at hele overflade-
vandområdet rykker en klasse ned. Hvis det pågældende kvalitetselement, som omhandlet i bilaget allerede befin-
der sig i den laveste klasse (dårlig tilstand), udgør enhver forringelse af dette element imidlertid en forringelse af
31
vandområdets tilstand. EU-Domstolens afgørelse lægger rammerne for den danske forståelse af begrebet ”forrin-
gelse”.
3.2.6 Vandrammedirektivet og miljøfarlige forurenende stoffer
Som det fremgår af afsnit 2.5., består vandrammedirektivets hovedforpligtelser bl.a. i at opnå god tilstand samt at
forhindre forringelse.
Hvad angår miljøfarlige forurenende stoffer, bestemmes den kemiske tilstand af forekomsten af miljøfarlige forure-
nende stoffer, for hvilke der er fastsat miljøkvalitetskrav på EU-niveau i direktiv 2008/105/EF om miljøkvalitets-
krav28
. Disse stoffer omfatter prioriterede stoffer og enkelte andre miljøfarlige forurenende stoffer. Vandrammedi-
rektivet omfatter, hvad angår kemisk tilstand for overfladevand, vandløb, søer, overgangsvande og kystvande samt
territorialfarvande.
Den økologiske tilstand bestemmes bl.a. af forekomsten af de øvrige miljøfarlige forurenende stoffer, for hvilke den
enkelte medlemsstat har fastsat nationale miljøkvalitetskrav i overensstemmelse med regler fastsat i vandramme-
direktivets bilag V. Vandrammedirektivet omfatter, hvad angår økologisk tilstand, vandløb, søer, overgangsvande
og kystvande.
Det fremgår af vandrammedirektivets bilag V, afsnit 1.4.2 og 1.4.3, at for at et vandområde kan klassificeres som
værende i god økologisk tilstand og god kemisk tilstand, skal de fastsatte miljøkvalitetskrav være overholdt.
Både EU-fastsatte samt nationalt fastsatte miljøkvalitetskrav til overfladevand fremgår af bilag 2 til bekendtgørelse
nr. 1625 af 19. december 2017, om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og
grundvand, der er udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning.
Der er fastsat nationale miljøkvalitetskrav for de væsentligste relevante typer af antibiotika og biocider, der anven-
des i havbrug: sulfadiazin, trimethoprim, florfenicol, oxolinsyre og kobber. Der er fastsat hhv. generelle og maksi-
male kvalitetskrav for ferske og marine vandmiljøer. Generelle kvalitetskrav gælder for de gennemsnitlige koncen-
trationer udtrykt som årsgennemsnit, og maksimumkoncentrationen angiver den højeste tilladte koncentration.
Som det fremgår af afsnit 2.5. skal miljømyndighederne ved deres administration af lovgivningen i øvrigt forebygge
forringelse af tilstanden i overfladevandområder og sikre, at opfyldelse af miljømålene ikke forhindres, jf. § 8 i be-
kendtgørelse om indsatsprogrammer. ”Lovgivningen i øvrigt” omfatter her bl.a. bekendtgørelse nr. 1433 af 21. no-
vember 2017 om krav til udledning af visse forurenende stoffer til vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og
havområder, som trådte i kraft den 1. januar 2018. Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelseslo-
ven.
Miljømyndighederne skal ifølge § 6 i bekendtgørelse om krav til udledning af visse forurenende stoffer til vandløb,
søer, overgangsvande, kystvande og havområder sikre overholdelse af miljøkvalitetskrav for miljøfarlige forure-
nende stoffer, herunder gennem fastsættelse af vilkår for udledninger, omfattet af bekendtgørelsens § 1, såfremt
tilstedeværelse af de forurenende stoffer kan have betydning for opfyldelse af miljøkvalitetskravene. Dette betyder
bl.a., at der i miljøgodkendelser til havbrug, jf. miljøbeskyttelseslovens § 33, skal fastsættes vilkår om udledning af
miljøfarlige forurenende stoffer i miljøgodkendelsen.
28
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/105/EF af 16. december 2008 om miljøkvalitetskrav inden for vandpolitikken,
om ændring af senere ophævelse af Rådets direktiv 82/176/EØF, 83/513 EØF, 84/156/EØF. 84/491/EØF og 86/280/EØF og
om ændring af Europaparlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF
32
§ 10 i bekendtgørelsen fastslår derudover, at miljømyndigheden for de prioriterede stoffer og visse andre forure-
nende stoffer ved fastsættelse af vilkår i tilladelser efter miljøbeskyttelseslovens § 28 eller godkendelser efter mil-
jøbeskyttelseslovens § 33 skal tage forbehold for revision af vilkår, hvis det er nødvendigt for at kunne overholde
Danmarks EU-retlige forpligtelser, herunder under vandrammedirektivet.
Det fremgår ikke af vandrammedirektivet men af Domstolens afgørelse i sag C-461/13 (Weser, omtalt i afsnit 2.5.),
hvad der skal forstås ved ”forringelse af tilstanden” af et overfladevandsområde. Ifølge vejledning til bekendtgørelse
om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter kan principperne i sag C-461/13, om forringelse af kvalitetspara-
metre i overfladevand, ikke direkte overføres til kemisk tilstand i overfladevand. Her gælder ikke de samme regler
for tilstandsvurdering, idet der kun er to tilstandsklasser for overfladevands tilstand i forhold til kemi (god/ ikke god
tilstand), mens der for kvalitetsparametrene er fem tilstandsklasser (høj, god, moderat, ringe og dårlig).
Ud over at miljøkvalitetskravene skal være opfyldt og forringelse skal forebygges, stiller vandrammedirektivets ar-
tikel 4, implementeret i § 7 i lov om vandplanlægning, yderligere krav til de prioriterede stoffer. Medlemsstaterne
skal, hvad angår forurening med prioriterede stoffer, iværksætte de nødvendige foranstaltninger med henblik på, at
forureningen reduceres progressivt. For prioriterede farlige stoffer skal medlemsstaterne iværksætte de nødvendige
foranstaltninger med henblik på standsning eller udfasning af emissioner, udledninger og tab.
Bekendtgørelse om krav til udledning af visse forurenende stoffer til vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og
havområder § 5 beskriver den kombinerede fremgangsmåde. Herefter skal for alle overfladevandsudledninger, som
er omfattet af EU-regulering, stilles krav om anvendelse af den bedst tilgængelige teknologi eller overholdelse af
de relevante emissionsgrænseværdier. I tilfælde af, at den bedst tilgængelige teknik ikke er tilstrækkelig til at sikre
overholdelse af miljøkvalitetskrav eller kvalitetsmål, skal der fastsættes strengere vilkår for emissionen i tilladelsen.
Den nuværende bekendtgørelse nr. 1433 af 21. november 2017 om krav til udledning af visse forurenende stoffer
til vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og havområder har sin oprindelse i bekendtgørelse nr. 921 af 8.
oktober 1996 om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer eller
havet, som trådte i kraft den 2. november 1996. I den oprindelige bekendtgørelse var der en overgangsbestem-
melse, jf. bekendtgørelsens § 10, som fastslog, at amtsrådet, som på daværende tidspunkt var miljømyndighed,
skulle træffe foranstaltninger til sikring af, at vilkår i eksisterende udledningstilladelser, herunder havbrugstilladelser
meddelt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 3, blev bragt i overensstemmelse med bekendtgørelsen,
jf. miljøbeskyttelseslovens kapitel 4 og 5. Ved en revision af bekendtgørelsen, som trådte i kraft den 1. januar 2007,
jf. bekendtgørelse nr. 1669 af 14. december 2006, blev reglen ændret således, at miljømyndigheden kun skulle
træffe foranstaltninger til sikring af, at tilladelser og godkendelser m.v. skulle bringes i overensstemmelse med
bekendtgørelsen i visse tilfælde. Disse omfattede 1) når der skulle foretages en revurdering efter lovens § 41 af
godkendelser efter §§ 33, 2) når en tilladelse efter §§ 27 og 28 eller påbud efter § 30 i øvrigt giver anledning til
revision, 3) når der er fremkommet væsentlige nye oplysninger om forurenende stoffer udledt i medfør af en tilla-
delse efter §§ 27 og 28 eller et påbud efter § 30 eller 4) når et indsatsprogram efter miljømålslovens kapitel 8
forudsætter en revision af en tilladelse efter §§ 27 og 28 eller et påbud efter § 30.
Denne overgangsbestemmelse udgik ved ikrafttrædelsen af den nuværende bekendtgørelse, jf. bekendtgørelse nr.
1433 af 21. november 2017, da bestemmelsen efter Miljøstyrelsens vurdering indholdsmæssigt var dækket af an-
den sektorlovgivning.
3.2.7 Havstrategidirektivet og havstrategiloven
Havstrategidirektivet, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af
en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger, har som overordnet mål at opnå og opretholde god
miljøtilstand i havmiljøet senest i 2020. Direktivet er implementeret i dansk ret ved lov om havstrategi, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1161 af 25. november 2019 (havstrategiloven).
33
Som led i opnåelsen af god miljøtilstand i havmiljøet udarbejder ministeren, jf. havstrategilovens § 4, havstrategier,
der jf. § 5 skal indeholde 1) basisanalyser, 2) beskrivelser af god miljøtilstand, 3) fastsættelse af miljømål og dertil
knyttede indikatorer, 4) overvågningsprogrammer og 5) indsatsprogrammer. God miljøtilstand skal beskrives ud fra
en række deskriptorer. Som eksempel på deskriptorer, der er relevante i forhold til havbrug kan nævnes
ikkehjemmehørende arter, eutrofiering og forurenende stoffer. I Havstrategi II er der fastsat miljømål for hver
deskriptor med henblik på at sigte imod opnåelsen af god miljøtilstand.
Miljømålet for ikkehjemmehørende arter er, at antallet af nye ikkehjemmehørende arter introduceret gennem
ballastvand, begroning og evt. andre menneskelige aktiviteter er faldende.
Miljømålet for eutrofiering i Østersøen, Bælthavet og Kattegat er, at den danske andel af tilførsler af kvælstof og
fosfor (TN, TP) følger de makismalt acceptable tilførsler fastsat i HELCOM29
.
Miljømålet for forurenende stoffer er, at udledninger af forurenende stoffer i vand, sediment og levende organismer
ikke må lede til overskridelser af vedtagne miljøkvalitetsstandarder, der anvendes i gældende lovgivning.
Efter havstrategilovens § 18 er statslige, regionale og kommunale myndigheder ved udøvelse af beføjelser i medfør
af lovgivningen bundet af de miljømål og indsatsprogrammer, der er fastsat efter havstrategilovens §§ 12 og 13.
Der kan således bl.a. ikke gives godkendelse til et havbrug, hvis afgørelsen forhindrer opfyldelse af den danske
havstrategi, herunder fastsatte miljømål samt det gældende indsatsprogram.
3.2.8 Forordning om brug af fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur
Rådets forordning (EF) nr. 708/2007 af 11. juni 2007 om brug af fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur,
finder anvendelse på indførsel af fremmede arter og omplantning af lokalt fraværende arter med henblik på deres
brug i akvakultur i EU. Formålet med forordningen er at begrænse den mulige indvirkning på akvatiske naturtyper
fra disse arter eller arter, der følger med dem (”tilknyttede ikke-målarter”).
Forordningen indeholder bestemmelser om tilladelse ved flytning af arter omfattet af forordningen og om procedurer
for behandling af ansøgninger afhængig af om flytningen/omplantningen er en rutineflytning eller en ikke-rutineflyt-
ning.
Akvakulturvirksomheder, der ønsker at indføre en fremmed art eller omplante lokalt fraværende arter, som er om-
fattet af forordningen, skal ansøge om tilladelse hertil hos Miljøstyrelsen, jf. bekendtgørelse nr. 95 af 28. januar
2019 om delegation af opgaver og beføjelser til Miljøstyrelsen.
Tilladelseskravet finder ikke anvendelse på flytninger af fremmede og lokalt fraværende arter, som skal holdes i
lukkede akvakulturanlæg, forudsat at transporten udføres på betingelser, som hindrer udslip af disse arter og ikke-
målarter. Desuden er en række arter på forordningens bilag 4 undtaget fra forordningens bestemmelser om bl.a.
tilladelseskrav. Det gælder f.eks. regnbueørred (Oncorhynchus mykiss), som er den art der primært opdrættes i
danske havbrug.
En ansøgning om tilladelse skal ledsages af et dossier udarbejdet i overensstemmelse med forordningens bilag I,
og skal indeholde oplysninger, der gør det muligt for myndigheden at vurdere, om der er tale om en flytning fra en
29
HELCOM er formelt set betegnelsen for det styrende organ under Helsingforskonventionen om beskyttelse af havmiljøet i
Østersøområdet (Helsingfors Kommissionen), men bruges også generelt som populær betegnelse for samarbejdet omkring
den regionale havkonvention.
34
kilde, der har lav risiko for at overføre ikke-målarter, og som på grund af de akvatiske organismers karakteristika
og/eller den akvakulturmetode, der skal anvendes, ikke giver anledning til nogen skadelig økologisk virkning.
Hvis myndigheden vurderer, at der er tale om en rutineflytning, kan der meddeles tilladelse evt. med krav om ka-
rantæne eller forsøgsudsætning.
Hvis myndigheden vurderer, at der er tale om en ikkerutineflytning, skal ansøgeren udarbejde en miljørisikovurde-
ring som er beskrevet i forordningens bilag II. Viser miljørisikovurderingen, at risikoen er lav, kan der meddeles
tilladelse (evt. med krav om karantæne eller forsøgsudsætning). Er risikoen middel eller høj skal myndigheden i
dialog med ansøgeren afdække om der findes risikoreducerende procedurer eller teknologier, der kan nedsætte
risikoen til lav.
Der kan kun meddeles tilladelse i de tilfælde, hvor risikoen, evt. efter anvendelse ad risikoreducerende procedurer
eller teknologier, kan betragtes som lav. Se bilag 4.4. for status for udmøntning af Rådets forordning (EF) nr.
708/2007 om brug af fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur.
3.2.9 Bekendtgørelse om anvendelse af fodertyper ved saltvandsbaseret fiskeop-
dræt
Bekendtgørelsen om anvendelse af fodertyper ved saltvandsbaseret fiskeopdræt nr. 1451 af 07. december 2015
omfatter saltvandsdambrug og havbrug, jf. listepunkt I 201, I 203 og I 205 i bilag 2 i godkendelsesbekendtgørelsen
og er udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven. Bekendtgørelsen omhandler, hvilke fodertyper man må an-
vende ved saltvandsbaseret fiskeopdræt.
Det følger af bekendtgørelsen § 2, at for opdræt af fisk i saltvand må der kun anvendes tørfoder og bløde piller og,
at smuldindholdet i foderet højst må være 1 procent. Bekendtgørelsens § 2, stk. 2-4 beskriver, hvad der forstås ved
tørfoder, bløde piller og smuld.
I særlige tilfælde og på nærmere vilkår kan Miljøstyrelsen tillade efter § 3, at kravene i bekendtgørelsens § 2 fravi-
ges, når dette sker som led i gennemførelsen af 1) specielle produktioner, der kræver andre fodertyper, eller 2)
forsøgsvirksomhed med andre fodertyper.
Af bekendtgørelsens § 4 følger, at ved overtrædelse af bekendtgørelsens § 2 eller vilkår i en tilladelse efter § 3,
stk.1, kan der straffes med bøde eller fængsel i indtil 2 år.
Fødevare- og veterinærlovgivning
Et havbrug skal bl.a. autoriseres efter lov om hold af dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2019, for bl.a. at
sikre, at etableringen af havbrug ikke vil indebære en uacceptabel risiko for spredning af sygdomme. Det er Føde-
varestyrelsen, der autoriserer efter bekendtgørelse nr. 965 af 18. juli 2013 om autorisation og drift af akvakulturbrug
samt om omsætning af akvatiske organismer og produkter deraf. Se mere om autorisation i afsnit 3.3.1.
Derudover findes der i lov om dyrlæger, jf. lovbekendtgørelse nr. 48 af 11. januar 2017, regler om diagnosekrav i
forbindelse med sygdom hos dyr, herunder fisk i havbrug, samt hjemmel til at udstede regler om dyrlægers anven-
delse, udlevering og ordinering af lægemidler til dyr, dyreejeres anvendelse af lægemidler til dyr samt offentlig
kontrol og fødevarevirksomheders egenkontrol med restkoncentrationer og om sundhedsrådgivningsaftaler for
akvakulturanlæg. Se mere om sygdom og medicinering i afsnit 3.3.2.
35
Et havbrug skal registreres som primærproducent af fødevarer efter lov om fødevarer, jf. lovbekendtgørelse nr. 999
af 2. juli 2018, bl.a. for at sikre, at fisk fra havbruget er egnede til menneskeføde, at beskytte forbrugerne mod
vildledning og at sikre fødevareproducenter ensartede og rimelige vilkår og fremme dansk eksport af fødevarer. Det
er Fødevarestyrelsen, som foretager registreringer efter forordning (EF) nr. 852/2004 om fødevarehygiejne samt
bekendtgørelse nr. 1404 af 29. november 2018 om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder m.v. Se
mere herom i afsnit 3.3.3 og 3.3.5.
Et havbrug skal også registreres som primærproducent med opdræt efter lov om foderstoffer, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1000 af 2. juli 2018, bl.a. for at sikre, at fodring af fødevareproducerende dyr sker hygiejnisk forsvarligt og fisk
bliver egnede til menneskeføde. Det er Fødevarestyrelsen, som foretager registreringer efter forordning (EF) nr.
183/2005 om foderhygiejne samt bekendtgørelse nr. 1287 af 29. november 2019 om foder og foderstofvirksomhe-
der. Se mere herom i afsnit 3.3.4.
3.3.1 Lov om hold af dyr – Autorisation
Lov om hold af dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2019, har til formål at sikre, at hold af dyr sker på ansvarlig
vis og på en sådan måde, at hensynet til fødevaresikkerheden og menneskers og dyrs sundhed samt til produktio-
nen tilgodeses.
Loven giver hjemmel til at fastsætte regler om etablering og drift af bl.a. havbrug, og til at stille krav om registrering
af bl.a. havbrug og om tilsyn hermed. Der lægges i bemærkningerne til loven vægt på, at det særligt er med syg-
domsforebyggende sigte, at der gives adgang til at fastsætte regler om indretning og drift, samt at registrering vil
muliggøre opsporing af smittekilder og bekæmpelse af sygdomme.
Lov om hold af dyr giver endvidere hjemmel til at fastsætte regler om dyreejeres anvendelse af lægemidler til dyr,
muligheden for indgåelse af sundhedsrådgivningsaftaler samt undersøgelse af dyrehold for restkoncentrationer af
bl.a. medicin. Se om sygdom og medicinering i afsnit 3.3.2.
Den 1. august 2013 trådte bekendtgørelse nr. 965 af 18. juli 2013 om autorisation og drift af akvakulturbrug samt
om omsætning af akvatiske organismer og produkter deraf (autorisationsbekendtgørelsen) i kraft. Bekendtgørelsen
afløste den tidligere bekendtgørelse nr. 1219 af 12. december 2008. Bekendtgørelsen gennemfører dele af Rådets
Direktiv (EF) nr. 88 af 24. oktober 2006 om dyresundhedsbestemmelser for akvakulturdyr og produkter deraf og om
forebyggelse og bekæmpelse af visse sygdomme hos vanddyr.
Det følger af bekendtgørelsen, at havbrug skal autoriseres af Fødevarestyrelsen og, at havbrug ikke må tages i
brug, før Fødevarestyrelsen har autoriseret det. Ved ansøgning om autorisation skal oplysninger i bilag 1 til autori-
sationsbekendtgørelsen indsendes til Fødevarestyrelsen enten skriftligt eller via en foreløbig registrering i CHR
registeret. Ved ejerskifte og ved oprettelse af nyt brug sender CHR automatisk e-mail til Fødevarestyrelsens Team
Akva herom.
Det er et krav for at opnå autorisationen, at der bl.a. føres optegnelser med flytninger af akvakulturdyr til og fra
havbruget, at der føres optegnelser med dødelighed, at der deltages i en risikobaseret dyresundhedsovervågning
og, at der anvendes god hygiejnepraksis for at forebygge indslæbning og spredning af sygdomme. Overholdelse
af disse krav kontrolleres ved et autorisationsbesøg, som Fødevarestyrelsen foretager, inden der udstedes en au-
torisation. Er kravene opfyldt udsteder Fødevarestyrelsen en autorisation. Hvis ét eller flere af nævnte krav ikke er
opfyldt, så kan der ikke udstedes en autorisation. Formålet med disse krav er at forebygge smittespredning, mulig-
gøre opsporing af smittekilder og bekæmpelse af sygdomme. Optegnelser over til- og fraførsler anvendes i tilfælde
af, at havbruget smittes med en anmeldepligtig sygdom, da de i så fald skal bruges til smitteopsporing. Autorisati-
onen kan heller ikke udstedes, hvis etableringen af det pågældende havbrug vil indebære en uacceptabel risiko for
36
spredning af sygdomme til andre akvakulturbrug, områder med opdræt af bløddyr eller vilde bestande af akvatiske
organismer.
Bekendtgørelsen giver Fødevarestyrelsen hjemmel til at føre tilsyn med havbrug og fastsætter, at en autorisation
kan tilbagekaldes såfremt betingelserne for autorisationen ikke længere er opfyldt (for regler om tilsyn se afsnit
3.5.3.). Det følger endvidere af bekendtgørelsen, at havbrug registreres i det Centrale Husdyrbrugs Register (CHR)
(se mere herom i afsnit 3.4.3.3.).
Derudover fastsætter bekendtgørelsen en række generelle regler for drift af havbrug, samt for transport og omsæt-
ning af akvatiske organismer og deres avlsprodukter. Disse regler omfatter bl.a. krav om, at døde og syge akvakul-
turdyr samt frasorterede æg skal opsamles og sendes til bortskaffelse på et godkendt anlæg efter reglerne i bipro-
duktforordningen, at der skal etableres afskærmning mod fugle og, at der skal etableres foranstaltninger, der hin-
drer, at fisk kan undslippe til frivand.
3.3.2 Lov om dyrlæger – Sygdom og medicinering
Lov om dyrlæger, jf. lovbekendtgørelse nr. 48 af 11. januar 2017, har bl.a. til formål at fastsætte, hvad der forstås
ved dyrlægegerning og hvem der må udøve dyrlægegerning. Loven fastsætter regler om dyrlægers pligter, herun-
der krav om, at dyrlægen skal have stillet en diagnose forud for ordinering af receptpligtige lægemidler. Loven giver
hjemmel til at fastsætte regler om dyrlægers anvendelse, udlevering og ordinering af lægemidler til dyr, herunder
særlige ordineringsregler, når dyrlægen har indgået en sundhedsrådgivningsaftale med besætningsejeren.
Hvis der opstår sygdom i et havbrug, kan der være behov for behandling med receptpligtige lægemidler. Recept-
pligtige lægemidler til akvakultur skal ordineres af en dyrlæge. En betingelse for, at dyrlægen må ordinere læge-
midler er, at dyrlægen har stillet en diagnose for sygdommen. Dette fremgår af § 12 i lov om dyrlæger, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 48 af 11. januar 2017.
Bekendtgørelse nr. 1227af 19. november 2019 om dyrlægers anvendelse, udlevering og ordinering af lægemidler
til dyr fastsætter bl.a. dyrlægens forpligtelser i forbindelse med ordinering af lægemidler til dyr, herunder lægemidler
til anvendelse i havbrug. Bekendtgørelse nr. 1228 af 19. november 2019 om dyreejeres anvendelse af lægemidler
til dyr samt offentlig kontrol og fødevarevirksomheders egenkontrol med restkoncentrationer indeholder regler om
dyreejeres, herunder havbrugeres, anvendelse af lægemidler til dyr.
Når dyrlægen anvender, udleverer eller ordinerer receptpligtige lægemidler til et havbrug skal dyrlægen udlevere
en skriftlig anvisning til den besætningsansvarlige. Anvisningen er dyrlægens instruktion til den besætningsansvar-
lige om, hvordan og til hvilke dyr et lægemiddel skal anvendes. Den besætningsansvarlige skal anvende lægemidler
i overensstemmelse med dyrlægens anvisning og skal underskrive anvisningen ved dyrlægens besøg. Anvisningen
skal opbevares på havbruget i mindst 5 år efter besøget. Anvisningerne skal opbevares i datoorden og på forlan-
gende forevises eller udleveres til kontrolmyndigheden. Udleverede receptpligtige lægemidler til brug i havbrug skal
indberettes til VetStat af henholdsvis apotek, fodervirksomhed eller dyrlæge.
Det er kun tilladt at opbevare lægemidler på et havbrug, når der foreligger en skriftlig anvisning fra dyrlægen, og
lægemidlerne er forsynet med en etiket fra den dyrlæge eller det apotek, som har udleveret lægemidlerne. Recept-
pligtige lægemidler skal opbevares på det CHR-nummer, som de er udleveret eller ordineret til. Havbrugets CHR-
nummer skal fremgå af både anvisning og etiket. Se mere om CHR i afsnit 4.3.3.
Når den besætningsansvarlige anvender receptpligtige lægemidler, skal denne ved behandlingens indledning fo-
retage optegnelser over de anvendte lægemidler, og hvilke dyr der er behandlet. Optegnelserne skal opbevares i
besætningen i mindst 5 år efter indledning af behandlingen. Optegnelserne skal opbevares samlet, overskueligt og
37
i datoorden og på forlangende forevises for eller udleveres til kontrolmyndigheden. Formålet med optegnelserne er
bl.a. at dokumentere, at tilbageholdelsestiden (den tid der skal gå fra et dyr behandles med medicin til dyret må
slagtes) overholdes, så der ikke er ulovlige medicinrester i dyr, som slagtes. På baggrund af havbrugerens opteg-
nelser vil det være muligt at beregne det samlede antibiotikaforbrug på havbruget for en given periode.
Havbrugsejeren kan på frivillig basis indgå aftale om sundhedsrådgivning med en dyrlæge, jf. bekendtgørelse nr.
299 af 29. april 2004 om sundhedsrådgivningsaftaler for akvakulturanlæg. Den ansvarlige for akvakulturanlægget
opnår herved visse udvidede rettigheder i forhold til anvendelse af receptpligtige lægemidler.
I havbrug, som ikke er omfattet af en aftale om sundhedsrådgivning, må dyrlægen ordinere receptpligtige lægemid-
ler til den besætningsansvarliges behandling af en sygdom i op til 10 dage. Dyrlægen, som ordinerer lægemidlerne,
skal selv have stillet diagnosen for sygdommen ved et besøg på havbruget. Når de 10 dage er gået, må lægemid-
lerne ikke længere opbevares på havbruget, medmindre dyrlægen har genordineret dem ved et nyt besøg i besæt-
ningen. I havbrug, som er omfattet af en aftale om sundhedsrådgivning, må dyrlægen ordinere receptpligtige læge-
midler, herunder foderlægemidler, til den besætningsansvarliges anvendelse i op til 35 dage. Dyrlægen skal selv
have diagnosticeret sygdommen i tilslutning til et besøg i besætningen og ved sit nære kendskab til besætningen
have erfaring for, at sygdommen vil opstå hos andre dyr i besætningen. Hvis der indenfor 35 dage efter dyrlægens
ordinering opstår nye tilfælde af den samme sygdom, må havbrugeren behandle de pågældende fisk uden dyrlæ-
gens mellemkomst.
Det er den besætningsansvarliges ansvar at sørge for, at rester af lægemidler bortskaffes.
Til behandling af dyr skal anvendes veterinære lægemidler, som er godkendt til behandling af den pågældende
dyreart og indikation, dvs. lægemidler som har markedsføringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen eller Det Euro-
pæiske Lægemiddelagentur (EMA).
Til behandling af fiskesygdomme i havbrug anvendes fortrinsvist foderlægemidler, som er en blanding af foder og
antibiotikaholdigt lægemiddel. Foderlægemidler fremstilles på en fodervirksomhed efter recept fra dyrlægen.
Følgende præparater med indhold af antibiotika har markedsføringstilladelse i Danmark til fremstilling af foderlæ-
gemiddel til fisk:
Præparat, premix30
Aktivt stof Dosis, g/1000 kg fisk Behandlingsperiode
Tribrissen Forte Vet. sulfadiazin, trimethoprim 75 g 5 dage
Branzil Vet. oxolinsyre 10 g 10 dage
Florocol Vet.31
florfenicol 20 g 10 dage
3.3.3 Lov om fødevarer
Lov om fødevarer, jf. lovbekendtgørelse nr. 999 af 2. juli 2018, har til formål at sikre forbrugerne sunde fødevarer
af høj kvalitet, at beskytte forbrugerne mod vildledning, herunder gennem anprisninger, i forbindelse med markeds-
føring af fødevarer m.v., at fremme sunde kostvaner, og derigennem medvirke til at sikre fødevareproducenter og
30
Premix: Lægemiddelforblanding beregnet til blanding med foder med henblik på fremstilling af foderlægemiddel.
31
Lægemiddelstyrelsen har oplyst, at der er meddelt markedsføringstilladelse for Florocol Vet., men at præparatet ikke er mar-
kedsført i Danmark. Hvis der opstår behov for behandling med florfenicol, kan dyrlægen ansøge Lægemiddelstyrelsen om ud-
leveringstilladelse til et florfenicolholdigt præparat, der er markedsført i et andet EU-land.
38
-handlende rimelige og ensartede vilkår og at fremme dansk eksport af fødevarer. Dette skal understøttes gennem
en effektiv og behovsorienteret offentlig kontrol i alle led af produktion og omsætning af fødevarer.
3.3.4 Lov om foderstoffer, Foderhygiejneforordningen og Fødevareforordningen
Lov om foderstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1000 af 2. juli 2018, har til formål at sikre, at brugere og producenter
af foder lever op til hygiejnebestemmelser og bestemmelser om indhold i foder, så risikoen for biologisk, kemisk og
fysisk forurening af foderet holdes på et så lavt niveau, at dyr ikke bliver syge og kød og andre produkter fra dyrene
er egnede til menneskeføde.
Alle primærproducenter af foder og primærproducenter som fodrer dyr, der indgår i fødevareproduktionen, skal
være registeret i Fødevarestyrelsen, jf. Europa-Parlamentets og rådets forordning (EF) nr. 183/2005 af 12. januar
2005 om krav til foderstofhygiejne (foderhygiejneforordningen). Primærprocenten skal følge reglerne for god praksis
for opbevaring og håndtering af foder samt sikre sig, at foderet ikke udgør en fare for menneskers eller dyrs sundhed
eller for miljøet. Primærproducenter skal føre og opbevare journal over oprindelse og mængde af et hvert modtaget
foderstof.
Primærproducenten skal sikre sporbarhed i alle produktions-, tilvirknings- og distributionsled for fødevarer, foder og
dyr, der anvendes i fødevareproduktionen, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 178/2002 af 28.
januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevare-
sikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (Fødevareforordningen).
Havbrug er karakteriseret som primærproducenter, der håndterer foder og fodrer fødevareproducerende dyr. Som
primærproducent, må havbrug ”kun forsyne sig hos og anvende foderstoffer fra virksomheder, der er registreret
og/eller godkendt i henhold til denne forordning”, jf. foderhygiejneforordningen, artikel 5, stk. 6.
Primærproducenter kontrolleres for overholdelse af foderreglerne. Kontrollen udføres af Landbrugsstyrelsen på
vegne af Fødevarestyrelsen. Kontrollen udføres risikobaseret. Havbrug er på nuværende tidspunkt ikke prioriteret
i forhold til kontrol af foderreglerne.
Beslutningen om ikke at prioritere havbrug til kontrol af foder og foderhygiejne hviler på to forhold. Det ene er, at
havbrug, som det også fremgår andre steder i denne rapport, ikke selv blander foder. Hermed bruger havbruget
kun foder, som er produceret på en foderfabrik, og som dermed allerede er omfattet af Fødevarestyrelsens kontrol
med indholdsstoffer. Det andet er, at Fødevarestyrelsen ved de årlige veterinære kontrolbesøg allerede har fokus
på om foder opbevares hygiejnisk forsvarligt, så det ikke udsættes for skadedyr. Fødevarestyrelsen har derfor
vurderet, at en yderligere kontrol af foder og hygiejne, ikke på nuværende tidspunkt vil medfører en større foder-
eller fødevaresikkerhed.
Fodervirksomheder, der producerer, håndterer og markedsfører foder til havbrugene bliver kontrolleret for overhol-
delse af foderreglerne med en årlig frekvens, der afhænger af den enkelte virksomheds foderaktiviteter. Eksempel-
vis har virksomheder, der fremstiller foder til havbrug (foderblandinger med indhold af animalsk materiale), en årlig
kontrol med standardfrekvens på 4, altså 4 kontrolbesøg om året.
3.3.5 Fødevarehygiejneforordningen
Alle primærproducenter af fødevarer skal være registreret hos Fødevarestyrelsen, jf. Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EF) nr. 852/2004 af 29. april 2004 om fødevarehygiejne (fødevarehygiejneforordningen). Primær-
producenten skal så vidt muligt sikre, at primærprodukterne beskyttes mod kontaminering, under hensyntagen til
39
enhver form for forarbejdning, som produkterne efterfølgende vil blive underkastet. Primærproducenter skal herun-
der overholde de relevante bestemmelser i EF-lovgivningen og den nationale lovgivning om kontrol med risici inden
for primærproduktion og dermed forbundne aktiviteter, bl.a. foranstaltninger til kontrol af kontaminering fra luft, jord,
vand, foder, gødningsstoffer, veterinærlægemidler, plantebeskyttelsesmidler og biocider samt opbevaring, håndte-
ring og bortskaffelse af affald, og foranstaltninger vedrørende dyresundhed og -velfærd, der indvirker på menne-
skers sundhed, herunder programmer til overvågning og bekæmpelse af sygdomme, som kan smitte mellem dyr
og mennesker.
Primærproducenter skal føre og opbevare journaler over foranstaltninger, som er truffet for at kontrollere fødevare-
risici.
3.3.6 Dyreværnsloven
Dyreværnsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 20 af 11. januar 2018, gælder for alle dyr. Dyreværnslovens §§ 1 og 2
fastlægger den generelle norm for, hvordan dyr skal behandles. Det fremgår således af dyreværnslovens § 1, at
dyr er levende væsener, som skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt
mén og væsentlig ulempe. Der fastsættes i dyreværnslovens § 2 krav om, at enhver, der holder dyr, skal sørge for,
at de behandles omsorgsfuldt, herunder, at de huses, fodres, vandes passes under hensyntagen til deres fysiolo-
giske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnska-
belige erfaringer. Der er ikke fastsat specifikke dyrevelfærdsmæssige bestemmelser for havbrug, og disse udpeges
derfor ikke til Fødevarestyrelsens årlige kontrol af dyrevelfærd.
Vilkår om og krav til egenkontrol og indberetning
3.4.1 Miljølovgivning
3.4.1.1 Havbrugstilladelse
Tilladelser efter bekendtgørelse nr. 640 af 17. september 1990 om saltvandsbaseret fiskeopdræt skulle, jf. bekendt-
gørelsens bilag 4, indeholde vilkår om udarbejdelse af en driftsjournal med oplysninger, som muligjorde en årlig
opgørelse af følgende:
a) Udsætning, vægt og antal.
b) Vaccinationsstatus for sættefisk.
c) Nettoproduktion, vægt og antal.
d) Salgsproduktion, vægt og antal.
e) Døde, vægt og antal.
f) Tabte, anslået vægt og antal.
g) Foderforbrug, vægt, specificeret på art og sammensætning.
h) Medicin- og kemikalieforbrug, specificeret på mængde, art og sammensætning.
i) Egenkontroldata.
Af bekendtgørelsens § 17, nr. 7, sidste pkt. fremgik det, at der skulle fastsættes vilkår i tilladelsen om, at årsopgø-
relsen, jf. bilag 4, skulle indsendes til amtsrådet (nu tilsynsmyndigheden) senest 1. februar det efterfølgende år.
Derudover skulle amtsrådet (nu tilsynsmyndigheden) indberette en gang årligt pr. 1. april de opgjorte stofbidrag til
Miljøstyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 22, stk. 2.
40
For så vidt angår egenkontroldata skulle tilladelsen, jf. bekendtgørelsens § 17, nr. 6, indeholde vilkår om mindst to
årlige analyser af bundsedimentets indhold af N og P, af organisk stof samt af tørstofindhold og glødetab.
Som nævnt i afsnit 3.2.1. bevarer tilladelser til etablering, udvidelser eller ændring af havbrug i medfør af bekendt-
gørelse nr. 640 af 17. september 1990 om saltvandsbaseret fiskeopdræt deres gyldighed, indtil de er erstattet af
en godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33. Dette betyder, at eksisterende havbrug, som fortsat producerer
på baggrund af en tilladelse efter bekendtgørelse om saltvandsbaseret fiskeopdræt, skal overholde de vilkår, som
fremgår af tilladelsen, herunder vilkår om egenkontrol og indberetninger.
3.4.1.2 Miljøgodkendelse
Det følger af § 34, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1218 af 25. november 2019, at der i
miljøgodkendelser efter lovens kapitel 5 skal fastsættes vilkår for listevirksomhedernes etablering og drift, herunder
den kontrol, som den for virksomheden ansvarlige skal foretage. Det følger yderligere af § 21, nr. 4 i bekendtgørelse
nr. 1317 af 20. november 2018 om godkendelse af listevirksomhed, at der i relevant omfang skal fastsættes vilkår
om den egenkontrol, som virksomheden skal foretage, herunder angivelse af prøvetagnings- og målemetode, må-
lingernes hyppighed, metode til at vurdere, om grænseværdierne er overholdt, tidspunkterne for indberetning af
resultaterne af egenkontrollen, samt angivelse af, om prøveudtagning og analyse kan udføres af virksomheden selv
eller skal udføres af et akkrediteret laboratorium.
Dette betyder, at godkendelsesmyndigheden i forbindelse med meddelelse af miljøgodkendelse til havbrug, skal
fastsætte vilkår om omfanget af havbrugets konkrete egenkontrolpligt, herunder vilkår for indberetning af resulta-
terne af egenkontrollen. Indberetninger vil skulle sendes til tilsynsmyndigheden. Indberetningsskema til brug for
havbrugenes indberetninger findes på Miljøstyrelsens hjemmeside (www.mst.dk).
I miljøgodkendelser til havbrug vil der bl.a. typisk blive fastsat vilkår om indberetning af sedimentprøver analyseret
for tørstofindhold, glødetab (indhold af organisk materiale), total-kvælstof, total-fosfor, medicin og kobber (analyse-
res inden sæsonstart). Hertil kommer evt. videokortlægning af havbunden under net bure og på referencestation.
3.4.2 Fiskerilovgivning
3.4.2.1 Bekendtgørelse om indberetning af oplysninger om dansk akvakultur
Alle personer og virksomheder der driver akvakulturanlæg, herunder havbrug, skal hvert år inden 1. marts indbe-
rette produktions- og anlægsoplysninger til Fiskeristyrelsen for det foregående år. Oplysningerne skal afgives til
Fiskeristyrelsen på et særligt indberetningsskema, som bliver udstedt i januar året efter det år, der indberettes for.
Skemaet findes på Virk.dk som digital indberetning – med navnet Akvakulturindberetning. Der linkes desuden til
skemaet fra Fiskeristyrelsens hjemmeside.
Oplysningerne indsamles med hjemmel i bekendtgørelse nr. 1543 af 15. december 2014 om indberetning af oplys-
ninger om dansk akvakultur og for at leve op til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 762/2008 af 9.
juli 2008 om medlemsstaternes indberetning af statistiske oplysninger om akvakultur. Desuden sker indsamling af
oplysninger til beregning af restkoncentrationsafgift, hvilket foretages af Fødevarestyrelsen, med hjemmel i be-
kendtgørelse om betaling for kontrol af fødevarer, foder og levende dyr m.v.
Data må alene anvendes til udarbejdelse af statistik; herunder officiel akvakulturstatistik, regnskabsstatistik hos
Danmarks Statistik, forordningsbestemt rapportering til EUROSTAT og rapportering til OECD og FAO iht. interna-
tionale aftaler. Eneste undtagelse er anvendelsen til Fødevarestyrelsens opkrævning af restkoncentrationsafgift.
41
3.4.2.2 Bekendtgørelse om etablering og drift af havbrug
I medfør af § 6 i bekendtgørelse nr. 1489 af 6. december 2016 om etablering og drift af havbrug skal havbrugene
hvert år indberette oplysninger om produktionsmængder og foderforbrug og oplysninger i øvrigt af teknisk, økono-
misk og driftsmæssig karakter. Efter bekendtgørelsens § 6, stk. 2 skal oplysningerne indberettes til NaturErhverv-
styrelsen (nu Miljøstyrelsen, jf. afsnit 3.2.2.) ved brug af akvakultur indberetningsskemaet.
§ 6, stk. 2 blev indsat i 2016 i forventning om, at der blev etableret en fælles løsning for indberetning af akvakultur-
oplysninger til det offentlige. Sammenlægningen blev dog aldrig gennemført, hvorfor Fiskeristyrelsens akvakultur-
indberetningsblanket ikke kan anvendes til indsamling af de ønskede oplysninger. Oplysninger til brug for kontrol
indberettes derfor fortsat på årsindberetningen til miljøtilsynsmyndigheden (bilag 6.1).
3.4.3 Fødevare- og veterinærlovgivning
3.4.3.1 Autorisationsbekendtgørelsen
Havbrug skal i henhold til § 5 stk. 1 i autorisationsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 965 af 18. juli 2013, føre
optegnelser med flytninger af akvakulturdyr til og fra havbruget, samt optegnelser med dødelighed. I henhold til §
5, stk. 2 i samme bekendtgørelse skal optegnelserne opbevares i mindst fem år og på forlangende forevises Føde-
varestyrelsen.
I henhold til § 22 i samme bekendtgørelse skal følgende angives i optegnelserne:
1) dato for modtagelse og levering,
2) samlet vægt af akvakulturdyr,
3) mængden af sæd/mælke eller antallet af æg,
4) akvatiske organismers gennemsnitlige størrelse,
5) art,
6) leverandør,
7) modtager,
8) oprindelsessted, og
9) bestemmelsessted
Formålet med kravet om at føre optegnelserne er at muliggøre opsporing af smittekilder og dermed bekæmpelse
af sygdomme. Optegnelser over til- og frakørsler (flytninger) anvendes i tilfælde af, at havbruget smittes med en
anmeldepligtig sygdom, da de bruges til smitteopsporing.
3.4.3.2 Fødevarehygiejneforordningen
Primærproducenter skal i henhold til bilag I, del A, punkt 7, i fødevarehygiejneforordningen føre og opbevare jour-
naler over foranstaltninger, som er truffet for at kontrollere fødevarerisici. Formålet er at muliggøre opsporing af
smittekilder i forbindelse med sygdom hos forbrugere, som kan være overført med maden.
3.4.3.3 CHR-register
42
CHR er Miljø- og Fødevareministeriets Centrale Husdyrbrugs Register, hvor alle besætninger skal være registreret.
Baggrunden for CHR er et ønske om en hurtig og effektiv smitteopsporing ved udbrud af smitsomme husdyrsyg-
domme, herunder fisk i akvakulturanlæg. Alle danske havbrug er registeret i CHR med informationer om havbruget
og dets sundhedsstatus.
Bekendtgørelse nr. 1407 af 30. november 2018 om registrering af besætninger i CHR fastlægger, at data om akva-
kulturbrug skal registreres i CHR og, at oplysningerne skal ajourføres årligt. De krævede oplysninger omfatter ejers
kontaktoplysninger, virksomhedens CVR-nummer, akvakulturart (f.eks. laksefisk), akvakulturtype (f.eks. lukkede,
recirkulerende anlæg), besætningstype (f.eks. produktionsbrug) og den årlige nettoproduktion pr. aldersgruppe af
akvatiske organismer i kilogram. En nøjagtig opgørelse af produktionen af akvatiske organismer er ikke nødvendig
af hensyn til Fødevarestyrelsens formål med at kræve denne oplysning, da antallet af akvakulturdyr kun er relevant
i tilfælde af, at dyrene skal aflives ved udbrud af smitsomme sygdomme. Indberetning og ajourføring af oplysnin-
gerne i CHR skal foretages af ejer på hjemmesiden landbrugsindberetning.dk.
3.4.3.4 VetStat
VetStat er et register over forbruget af receptpligtige lægemidler til dyr. Den overordnede vision for VetStat er at
minimere forbruget og optimere anvendelsen af antibiotika i danske besætninger. Heri indgår en række delmål: 1)
At give dyrlæger et effektivt redskab i relation til at rådgive klienter. 2) At give myndigheder et effektivt værktøj til at
afsløre uhensigtsmæssig eller ulovlig anvendelse af antibiotika. 3) At give forskere et bedre grundlag til at under-
søge sammenhængen mellem forbrug af antibiotika og udvikling af resistens.
Udleverede receptpligtige lægemidler til brug i havbrug skal indberettes til VetStat. Når dyrlægen enten udskriver
en recept til apotek eller fodervirksomhed eller selv udleverer receptpligtige lægemidler skal henholdsvis apotek,
fodervirksomhed eller dyrlæge indberette det udleverede lægemiddel til VetStat. Indberetningen påhviler den, der
leverer lægemidlerne til besætningen. Indberetningerne indeholder information om dyrlægen, dato for udlevering,
CHR-nummeret der modtager lægemiddel og mængde af lægemiddel, dyreart, ordinationsgruppe (”sygdoms-
gruppe”) og identifikation af leverandøren af lægemidlet, såfremt denne er en anden end en dyrlæge.
Fødevarestyrelsen følger antibiotikaforbruget til dyr, herunder i akvakulturbrug. Såfremt der er uregelmæssigheder
eller udsving i udviklingen, analyseres det nærmere. Endvidere vil mistænksomme forhold blive analyseret nær-
mere og evt. fulgt op med yderligere kontrol. Kontrol af indberetning til VetStat sker på stikprøvebasis ved Fødeva-
restyrelsens almindelige kontroller hos henholdsvis dyrlæger og den besætningsansvarlige.
Tilsyn og håndhævelse
3.5.1 Miljølovgivning
Regler om tilsyn med havbrug fremgår af lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1218 af 25. november
2019 (miljøbeskyttelsesloven). Nærmere regler vedrørende tilsynsmyndighedernes tilrettelæggelse af tilsyn er fast-
sat i bekendtgørelse om miljøtilsyn, jf. bekendtgørelse nr. 117 af 28. januar 2019 (miljøtilsynsbekendtgørelsen).
Havbrugs drift er hovedsageligt reguleret af vilkår i miljøgodkendelsen/havbrugstilladelsen. Tilsynsmyndigheden
(Miljøstyrelsen eller kommunerne) fører tilsyn med, at havbrugene overholder den generelle regulering, der er in-
deholdt i miljøbeskyttelseslovgivningen og vilkårene i deres miljøgodkendelser/havbrugstilladelser. Tilsynsmyndig-
heden fører endvidere tilsyn med, at eventuelle påbud og forbud efterkommes.
43
Tilsynsmyndigheden fører dels et administrativt tilsyn, hvor myndigheden gennemgår og følger op på indberetnin-
ger. Opfølgning på håndhævelser og eventuelle klager kan også i visse tilfælde ske administrativt. Tilsynsmyndig-
heden har derudover hjemmel til at indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder og til at sammenstille og
samkøre oplysningerne til kontrolformål, jf. miljøbeskyttelseslovens § 86.
I forbindelse med fysiske tilsyn af havbrug kontrolleres det, at driften sker i overensstemmelse med godkendelsen,
og at anlæggets udformning følger godkendelsen. Tilsynsindsatsen er bl.a. hjemlet i miljøbeskyttelseslovens § 87,
stk. 1.
På godkendelsespligtige virksomheder skal der føres planlagte og regelmæssige tilsyn. Fastlæggelse af hvor ofte
der føres regelmæssige tilsyn med en virksomhed, sker på baggrund af en risikobaseret tilgang. Dette har til formål
at sikre, at tilsynsmyndigheden målretter sin indsats mod de virksomheder, hvor behovet er størst. Reglerne herom
er fastlagt i miljøtilsynsbekendtgørelsen.
Virksomheder og husdyrbrug, der er omfattet af miljøtilsynsbekendtgørelsens bestemmelser om regelmæssige til-
syn, er delt op i 3 forskellige kategorier: 1a, 1b og 2. Der stilles forskellige krav til tilsynsfrekvens afhængig af
kategori. Havbrug er en kategori 1b virksomhed, jf. miljøtilsynsbekendtgørelsens § 2, nr. 5. Der føres derfor som
minimum tilsyn med havbrug én gang inden for en 3 årig periode. Denne tilsynstype er benævnt basistilsyn. Til
sammenligning føres der tilsyn med potentielt mindre miljøtunge virksomheder og husdyrbrug (kategori 2) minimum
én gang inden for en 6 årig periode.
Om et havbrug foruden minimumskravet skal have flere tilsyn, fastlægges på grundlag af en risikovurdering og en
samlet risikoscore. Denne vurdering foretages med henblik på at afdække, om virksomheden udgør en større risiko
for omgivelserne end andre og hermed skal have flere tilsyn. De virksomheder, der scorer højest, får som udgangs-
punkt også flest tilsyn. Denne type tilsyn er benævnt prioriterede tilsyn.
Tilsynsmyndigheden er, jf. miljøbeskyttelseslovens § 68, forpligtet til at sikre, at ulovlige forhold bringes til ophør.
Håndhævelsen følger Vejledning om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven (Vejledning fra Miljøstyrelsen Nr. 6
2005).
Tilsynsmyndigheden er også forpligtet til at gribe ind, hvis et havbrug forårsager væsentlig forurening. I sådan et
tilfælde kan tilsynsmyndigheden meddele påbud om, at forureningen skal nedbringes, herunder at der skal gen-
nemføres bestemte foranstaltninger, jf. miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 1, 1. punkt. Tilsynsmyndigheden kan
endvidere meddele påbud, hvis en listevirksomhed, herunder et havbrug, skønnes at indebære en nærliggende
risiko for væsentlig forurening, jf. § 41, stk. 1, 2. pkt. Hvis ikke forureningen kan nedbringes, kan tilsynsmyndigheden
efter miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 4, nedlægge forbud imod fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden
fjernet.
Så længe virksomheden (havbruget) drives lovligt, er adgangen til at meddele påbud eller forbud efter lovens § 41
begrænset ved miljøbeskyttelseslovens § 41 a. Miljøbeskyttelseslovens § 41 a er dog kun relevant i forhold til
havbrug med en miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33. Behovet for at nedbringe forureningen fra et
havbrug, som drives lovligt, kan imidlertid blive aktuelt, hvis forudsætningerne for godkendelsen viser sig ikke at
holde.
Uforudset forurening er ikke omfattet af retsbeskyttelsen, og tilsynsmyndigheden vil også i den situation være for-
pligtet til at gribe ind, jf. forudsætningerne herfor i § 41 a, stk. 2.
44
Efter miljøbeskyttelseslovens § 41 c kan tilsynsmyndigheden endvidere nedlægge forbud mod fortsat drift og even-
tuelt forlange virksomheden fjernet, hvis forureningen medfører overhængende fare for sundheden. Der kan desu-
den foretages en tilbagekaldelse af og skærpelse af vilkårene i en meddelt miljøgodkendelse efter § 41 d, når den
ansvarlige personkreds mister miljøansvarligheden.
Ifølge miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 3, kan tilsynsmyndigheden i øvrigt revidere virksomhedens godkendelses-
vilkår om egenkontrol for at sikre en bedre egenkontrol eller for at opnå et mere hensigtsmæssigt tilsyn.
Miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 1, indeholder en ikke udtømmende liste over hvilke administrative håndhævel-
sesmidler tilsynsmyndigheden kan bruge for at foranledige et ulovligt forhold lovliggjort. Ifølge § 69, stk. 1, kan
tilsynsmyndigheden: 1) forbyde fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden fjernet, 2) påbyde den ansvarlige
at genoprette den hidtidige tilstand, 3) påbyde producenten eller importøren at tilbagetage et ulovligt produkt eller
en ulovlig vare fra markedet og 4) lade påbudte foranstaltninger udføre for den ansvarliges regning, når den fast-
satte frist er udløbet. Ifølge miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 2, er der også en hjemmel til at påbyde lovliggørelse,
hvis der er tale om tilsidesættelse af en aftale, der er indgået med hjemmel i lovens § 10.
Miljøbeskyttelseslovens § 70 indeholder hjemmel til, at tilsynsmyndigheden iværksætter selvhjælpshandlinger i til-
fælde, hvor der er overhængende, alvorlig sundhedsfare, eller hvor øjeblikkelige indgreb er nødvendige for at af-
værge væsentlig forurening eller forureningens udbredelse.
Udover bestemmelser om administrativ håndhævelse indeholder miljøbeskyttelsesloven bestemmelser om straf for
forsætlig eller uagtsom tilsidesættelse af de forpligtigelser, der er opregnet i miljøbeskyttelseslovens § 110. Hvis en
ulovlig handling eller tilstand er selvstændigt strafsanktioneret, kan der derfor være mulighed for en strafferetlig
håndhævelse. En strafferetlig håndhævelse kommer som udgangspunkt ind i billedet, når administrative midler ikke
har vist sig tilstrækkelige til at standse en ulovlighed, eller der er tale om en grov overtrædelse.
I almindelighed er straffen for overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven bøde. F.eks. efter miljøbeskyttelseslovens §
110, stk. 1, nr. 4, straffes med bøde den, der tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse, dispensation eller en god-
kendelse efter loven. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætlig eller ved grov
uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller opnået eller
tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser, jf. miljøbeskyttelses-
lovens § 110, stk. 2.
Miljøbeskyttelsesloven § 110 b indeholder endvidere bestemmelsen om
rettighedsfrakendelse. Efter denne bestemmelse kan retten til at udøve virksomhed omfattet af miljøbeskyttelses-
lovens kapitel 5 frakendes ved dom for strafbart forhold, hvis den tiltalte er dømt for overtrædelse af straffelovens
§ 196, eller hvis den pågældende gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har overtrådt
bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven. Herudover kan der ske frakendelse, hvis den pågældende har undladt at
efterkomme forbud eller påbud, som er udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven eller forskrifter udstedt i
medfør heraf, eller har tilsidesat vilkår knyttet til en tilladelse, dispensation eller godkendelse udstedt med hjemmel
i miljøbeskyttelsesloven eller forskrifter udstedt i medfør heraf.
Det kan afslutningsvis nævnes, at efter straffelovens § 196 kan særlig grov miljøkriminalitet, der medfører betydelig
skade på miljøet eller fremkalder nærliggende fare derfor eller har mere systematisk eller organiseret karakter,
straffes med fængsel i op til 6 år. Der er tale om en overbygning på de straffebestemmelser, der følger af miljøbe-
skyttelsesloven.
I praksis følges Miljøstyrelsens håndhævelsesvejledning, og vilkårsoverskridelser håndhæves som udgangspunkt
med en indskærpelse. Dette gælder også på havbrugsområdet.
45
3.5.2 Fiskerilovgivning
Lov om fiskeri og fiskeopdræt (fiskeriloven) gælder bl.a. for opdræt af fisk, jf. lovens § 2, stk. 1. Regler om tilsyn/kon-
trol og håndhævelse i fiskeriloven fremgår af kapitel 22 (Kontrol og tilsyn) og 23 (Straf, påtale og konfiskation), jf.
lovbekendtgørelse nr. 261 af 21. marts 2019.
Tilsyn med havbrug i medfør af fiskeriloven er delegeret til Miljøstyrelsen, jf. § 40 i bekendtgørelse nr. 95 af 28.
januar 2019 om delegation af opgaver og beføjelser til Miljøstyrelsen (delegationsbekendtgørelsen). De specifikke
opgaver og beføjelser, som er delegeret, findes under § 40 i bekendtgørelsen. Blandt disse har Miljøstyrelsen til
opgave at føre kontrol med overholdelse af loven, regler fastsat i medfør af loven samt de i fiskerilovens § 10
nævnte EU-retsakter i relation til fiskeopdrætsaktiviteter, jf. fiskerilovens § 117, stk. 1.
3.5.2.1 Miljøstyrelsens beføjelser som kontrolmyndighed
Miljøstyrelsen er således kontrolmyndighed for havbrug efter fiskerilovens regler og har en række kontrolbeføjelser
efter fiskerilovens § 117. Miljøstyrelsen har bl.a., hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitima-
tion og uden retskendelse, adgang til virksomheder og i øvrigt overalt, hvor fisk opdrættes og klækkes, for at føre
kontrol med lovens overholdelse.
Desuden er Miljøstyrelsen bl.a. berettiget til at foretage undersøgelser og uden erstatning udtage prøver og foretage
kontrolvejning, jf. § 117, stk. 3. Miljøstyrelsen er endvidere berettiget til at efterse virksomheders regnskabsmateri-
ale m.v., jf. § 117, stk. 4.
Miljøstyrelsen kan indhente de oplysninger hos andre offentlige myndigheder, der er nødvendige for at kontrollere
lovens overholdelse, jf. § 118. Det gælder bl.a. med henblik på registersamkøring og sammenstilling af oplysnin-
gerne i kontroløjemed, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold, momsafregning m.v.
Virksomhedsindehavere og beskæftigede skal som led i kontrollen efter anmodning fra Miljøstyrelsen give alle
oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for kontrollens gennem-
førelse, samt vederlagsfrit yde Miljøstyrelsen fornøden bistand ved kontrol, prøveudtagning, kopiering og udlevering
af skriftligt materiale og udskrift af elektroniske data, jf. § 119.
Efter § 120 kan Miljøstyrelsen bl.a. meddele påbud og forbud i det omfang det er nødvendigt for kontrollens udø-
velse. Miljøstyrelsen kan endvidere meddele påbud og forbud i det omfang det er nødvendigt bl.a. for at sikre
tilstedeværelsen af et fisketransportfartøj eller motorkøretøj, der transporterer fisk, indtil politiet kan komme til stede
og foretage de nødvendige tvangsindgreb efter retsplejelovens regler om strafferetsplejen.
Som led i kontrollen med personer og virksomheder, der omsætter m.v. fisk, kan Miljøstyrelsen i særlige tilfælde
udpege en statsautoriseret eller registreret revisor for regning af den, der foretager omsætning m.v., til gennemgang
af det materiale, der kan undergives kontrol, jf. § 120, stk.2.
Herudover har Miljøstyrelsen mulighed for at foretage ransagning i bl.a. sager om overtrædelse af bestemmelserne
i denne lov, jf. § 131.
46
3.5.2.2 Straf
Den, der opdrætter eller forsøger at opdrætte fisk på dansk fiskeriterritorium uden tilladelse efter § 66, stk. 1, straffes
med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, jf. § 130, stk. 1.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der bl.a. gør bundforholdene
uegnede til fiskeri eller i øvrigt påvirker fauna og flora på fiskeriterritoriet, tilsidesætter eller forsøger at tilsidesætte
vilkår knyttet til en tilladelse eller overtræde eller undlader at efterkomme et påbud eller forbud, jf. § 130, stk. 1, nr.
1, 2 og 3.
Efter § 130, stk. 4, kan selskaber m.v. (juridiske personer) pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5.
kapitel, der vedrører strafansvar for juridiske personer.
Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan sagen afgøres med administrativt bøde-
forlæg. Dette forudsætter, at den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer
sig rede til at betale inden en nærmere angiven frist. I så fald kan sagen afgøres uden retslig forfølgning, jf. § 133.
Overtrædelse af § 69, angående hindringer som lægges i vejen for lovlig opdrætsvirksomhed, er undergivet privat
påtale, jf. § 136. Privat påtale indebærer, at de pågældende sager ikke påtales af anklagemyndigheden. Retten til
privat påtale tilkommer den forurettede, dvs. ejeren af det pågældende havbrug, jf. retsplejelovens § 725, stk. 1.
3.5.3 Fødevare- og veterinærlovgivning
Kontrol med overholdelse af fødevarelovgivningen gennemføres overordnet set i medfør af Europa-Parlamentets
og Rådets forordning nr. 882/2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelov-
givningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes.
Efter forordningens art. 2, nr. 1 forstås ved offentlig kontrol: ”alle former for kontrol, som den kompetente myndighed
eller Fælleskabet gennemfører for at undersøge, om foderstof- og fødevarelovgivningen, samt dyresundhed- og
dyrevelfærdsbestemmelserne, overholdes korrekt”. Ved tilsyn forstås efter forordningen ”undersøgelse af et hvilket
som helst aspekt af foderstoffer, fødevarer, dyresundhed og dyrevelfærd for at kontrollere, om dette (disse)
aspekt(er) overholder forskrifterne i foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbe-
stemmelserne”. Endelig forstås ved prøveudtagning med henblik på analyse: ”udtagning af prøver af foderstoffer
eller fødevarer eller andre stoffer (herunder fra omgivelserne) med forbindelse til produktion, forarbejdning og di-
stribution af foderstoffer eller fødevarer eller dyresundhed med henblik på ved analyse at kontrollere, om det på-
gældende stof overholder foderstof- eller fødevarelovgivningen eller dyresundhedsbestemmelserne”. Efter forord-
ningens art. 55, stk. 1, skal medlemsstaterne fastsætte, hvilke sanktioner der skal anvendes ved overtrædelse af
foderstof- og fødevarelovgivningen og andre EF-forskrifter, der vedrører beskyttelse af dyrs sundhed og velfærd,
og de træffer de fornødne foranstaltninger for at sikre, at sanktionerne gennemføres. Sanktionerne skal være ef-
fektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
Fødevarestyrelsen fører tilsyn med havbrug, jf. § 9 i bekendtgørelse nr. 965 af 18. juli 2013 om autorisation og drift
af akvakulturbrug samt om omsætning af akvatiske organismer og produkter deraf. Anbefalede frekvenser for myn-
dighedernes inspektioner afhænger af dyresundhedsstatus og risikoniveau, jf. rådets direktiv 2006/88/EF32
. Føde-
varestyrelsen har en kontrolfrekvens af havbrug på 1 kontrolbesøg pr år. Kontrolbesøgene udføres som fysiske
tilsynsbesøg af en tilsynsførende dyrlæge fra team AKVA, VeterinærSYD
32
Rådets direktiv 2006/88/EF af 24. oktober 2006 om dyresundhedsbestemmelser for akvakulturdyr og produkter deraf og om
forebyggelse og bekæmpelse af visse sygdomme hos vanddyr
47
Kontrol af foder hos primærproducenter udføres risikobaseret. På nuværende tidspunkt udføres der ikke systema-
tisk kontrol med foderreglerne på havbrug.
Beslutningen om ikke at prioritere havbrug til kontrol af foder og foderhygiejne hviler på to forhold. Det ene er, at
havbrug, som det også fremgår andre steder i denne rapport, ikke selv blander foder. Hermed bruger havbruget
kun foder, som er produceret på en foderfabrik, og som dermed allerede er omfattet af Fødevarestyrelsens kontrol
med indholdsstoffer. Det andet er, at Fødevarestyrelsen ved de årlige veterinære kontrolbesøg allerede har fokus
på om foder opbevares hygiejnisk forsvarligt, så det ikke udsættes for skadedyr. Fødevarestyrelsen har derfor
vurderet, at en yderligere kontrol af foder og hygiejne, ikke på nuværende tidspunkt vil medfører en større foder-
eller fødevaresikkerhed.
Der laves ikke systematisk kontrol af mængden af ordineret medicin i forhold til mængden af fisk i forbindelse med
kontrollen i havbruget. Ordinering af mediciner er den ordinerende dyrlæges ansvar. Kontrol heraf vil derfor skulle
indgå i kontrollen af dyrlægen. Dyrlæger indgår som kontrolobjekt på lige fod med andre kontrolobjekter i Fødeva-
restyrelsens samlede kontrolkoncept.
Kontrolbesøgene registreres i Fødevarestyrelsens digitale kontrolsystem (DIKO). Der udarbejdes og journaliseres
en kontrolrapport for hvert kontrolbesøg. Kontrolbesøgene udføres ud fra et tjekskema, der er udarbejdet med
udgangspunkt i bekendtgørelsen.
Følgende punkter kontrolleres i henhold til tjekskemaet:
• Smittebeskyttelse:
• Forebyggelse af sygdom ind/ud fra havbruget:
• Beliggenhed og indretning af læsseplads for afhentning af fisk. B.965 § 25, stk. 5.
• Beliggenhed og indretning af afhentningsplads for døde fisk. B. 965 § 5, stk. 2.
• Fugleafskærmning + nødvendige tiltag mod evt. andre skadedyr. B.965 § 14, stk. 1.
• Medarbejdere og besøgende: overtrækstøj/støvler, fodbad, adfærd: umiddelbart forudliggende
besøg f.eks. i udlandet eller skift mellem arbejde på forskellige havbrug. B.965 § 5, stk.2.
• Sundhedsstatus på indkøbte fisk/æg. B. 965 § 27, stk.1.
• Bortskaffelse af døde fisk/æg. B. 965 § 12, stk. 2.
• Kontrol af foranstaltninger, der hindrer, at fisk kan undslippe til frivand.B.965 § 15.
• Overvågning for eksotiske/ikke eksotiske sygdomme:
• Inspektion af damme/ kummehuse (net på havbrug). B.1324 § 21, stk. 2.
• Klinisk undersøgelse og sektion af moribundte fisk. B. 1324 § 21, stk. 2.
• Når relevant: udtagning af prøver til undersøgelse på laboratorium. B. 1324 § 21, stk. 2
• Hygiejne:
• Opsamling af døde fisk dagligt (jævnligt). B. 965 § 12 + 13.
• Opbevaring af døde fisk på havbrugets område. B.965 § 13.
• Opbevaring af døde fisk på afhentningsplads. B. 965 § 13.
• Foderhåndtering: minimere tiltrækning af skadedyr. B.965 § 13.
• Sporbarhed:
• Fortegnelse over mængden af døde fisk på havbruget. B.965 § 5.
• Fortegnelser over tilgåede fisk/æg: hvilke art, hvorfra, hvor mange, hvornår. B.965 § 22, stk. 1.
• Fortegnelse over afgåede fisk/æg: hvilke art, hvortil, hvor mange, hvornår. B.965 § 22, stk. 1.
• Fortegnelse iht.§ 22 gemmes i 5 år. B.965 § 24.
• Gemme evt. sundhedscertifikater på tilgåede fisk/æg. B.965 § 30.
• Gemme kopi af handelsdokument på leverede døde fisk. B.965 § 12, stk. 2/Biproduktforordnin-
gen.
• Gemme resultat af risikobaseret overvågning (kontrolrapport + lab.-svar). B. 965 § 5, stk. 1.
48
Konstateres det, at et havbrug ikke overholder lovgivningen, kan Fødevarestyrelsen anvende de håndhævelsesbe-
føjelser, der er fastsat i lovgivningen, jf. nedenfor.
Der er ikke fastsat specifikke dyrevelfærdsmæssige bestemmelser for havbrug, og havbrug udpeges derfor ikke til
Fødevarestyrelsens årlige kontrol af dyrevelfærd.
I medfør af § 63 i lov om hold af dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2019, kan Fødevarestyrelsen udstede
de påbud og forbud, der anses for nødvendige for at sikre overholdelsen af loven eller regler fastsat i medfør af
loven, herunder autorisationsbekendtgørelsen, eller af Den Europæiske Unions forordninger.
Anvendelsen af ovenstående forbud og påbudsmuligheder er, som på andre områder, underlagt de almindelige
forvaltningsretlige krav, herunder proportionalitet osv.
Med hensyn til overtrædelser af foderstoflovgivningen kan Fødevarestyrelsen, i medfør af § 2, stk. 4 i lovbekendt-
gørelse nr. 1000 af 2. juli 2018 om foderstoffer, meddele de påbud og forbud, der anses for at være nødvendige
med henblik på at sikre, at foderstoflovgivningen overholdes.
På tilsvarende vis kan Fødevarestyrelsen i medfør af § 52, stk. 1 i fødevareloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 999 af
2. juli 2018, træffe de afgørelser, herunder meddele de påbud og forbud, der anses for nødvendige for at sikre
overholdelsen af de krav, der er fastsat i fødevarelovgivningen eller i Den Europæiske Unions forordninger og
direktiver.
Anvendelsen af indskærpelser fremgår ikke direkte af lovbestemmelserne ovenfor, men Fødevarestyrelsen kan
indskærpe forhold overfor virksomhederne. En indskærpelse præciserer den faglige regel, som virksomheden skal
overholde. En indskærpelse på veterinær- og fødevareområdet medfører et opfølgende gebyrbelagt kontrolbesøg
hos besætningen/virksomheden.
Det skal endvidere fremhæves, at en havbrugsautorisation, som er udstedt i medfør af bekendtgørelse nr. 965 af
18. juli 2013 kan tilbagekaldes jf. § 10, såfremt et autoriseret akvakulturbrug ikke længere opfylder betingelserne
for autorisation, jf. § 5.
Hvis en virksomhed eller besætningsejer gentagne gange begår samme eller lignende overtrædelse indenfor en 2-
årig periode, skal Fødevarestyrelsen som overvejende hovedregel anvende en skrappere sanktion. Dette følger af
Fødevarestyrelsens anvendelse af princippet om eskalerende myndighedsudøvelse.
I udgangspunktet sker den typiske eskalering fra indskærpelse til administrativ bøde. Det kan imidlertid ud fra over-
trædelsens karakter være proportionalt at eskalere til et påbud eller forbud. Det er dog vigtigt at understrege, at der
en lang række overtrædelser, der ikke egner sig til at blive sanktioneret med et påbud eller forbud, hvorfor der typisk
eskaleres fra indskærpelse til administrativ bøde.
Det skal afslutningsvis bemærkes, at efterkommer et havbrug ikke de meddelte påbud eller forbud af Fødevaresty-
relsen kan havbruget straffes med bøde. Derudover kan der efter fødevare- og veterinærlovgivningen straffes med
fængsel under visse omstændigheder, jf. § 35, stk. 2 i bekendtgørelse om autorisation og drift af akvakulturbrug
samt om omsætning af akvatiske organismer og produkter deraf, § 70, stk. 2 i lov om hold af dyr, § 28, stk. 1, 2 og
3 i dyreværnsloven og § 60, stk. 2 i fødevareloven.
Regulering og myndighedsorganisering i andre lande
49
For at sætte regulering af havbrug i Danmark ind i en sammenhæng er der indhentet oplysninger fra en række af
vores nabolande det drejer sig om: Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Skotland. En samlet opsummering af de
indhentede oplysninger findes i bilag 3.1. Hovedkonklusionerne er gengivet nedenfor.
Produktionsmæssigt falder landene i tre kategorier i forhold til havbrug:
1. Lande med en meget begrænset havbrugssektor, det gælder Tyskland og Sverige,
2. Lande med en vis havbrugssektor, det gælder Finland og Danmark,
3. Lande med en stor havbrugssektor, det gælder Skotland og i særdeleshed Norge, der er et af de førende
lande i verden på havbrugsområdet, og hvor sektoren har en væsentlig betydning i forhold til den norske
økonomi med en produktionsværdi på over 50 mia. kr. årligt.
Den tyske regering har bl.a. ud fra miljømæssige forhold ikke ønsket at satse på havbrug. Den svenske miljødomstol
afgjorde i 2017, at tre havbrug ikke kunne få forlænget deres tidsbegrænsede miljøtilladelse, og at havbrugene som
følge heraf skulle lukke med en afviklingsperiode på 3 år.
For alle fire lande (Danmark, Tyskland, Sverige og Finland), som har deres havbrug liggende i Østersøområdet,
gælder, at hensyn til udledningen af næringsstoffer sætter den væsentligste begrænsning for havbrugsproduktio-
nen.
Lande med produktion i Atlanterhavet (Norge og Skotland) oplever, at det væsentligste miljøproblem er lakselus og
udslip af fisk, der indebærer risiko for negative påvirkninger på vilde fiskebestande. Bekæmpelse af lakselus udgør
en ikke uvæsentlig økonomisk byrde for norske havbrugere.
Den overordnede reguleringsmæssige struktur i landene ligner hinanden med et tilladelsessystem, hvor der bl.a.
tages højde for miljøpåvirkninger, kombineret med tilsyn, der foretages med forskelligt interval. Norge har et system
med en kombination af koncessioner til havbrug (produktionstilladelser), der sælges via udbudsrunder, og tilladelser
til placering og drift af havbrug, som er en nødvendighed for, at man kan drive havbruget på en given lokalitet. En
produktionstilladelse giver lov til at producere fisk indenfor et af 13 afgrænsede produktionsområder ved at give
tilladelse til at have en stående biomasse på maksimalt 780 tons fisk på lokaliteten. Produktionstilladelsen kan
udnyttes på flere forskellige havbrugslokaliteter indenfor det samme produktionsområde, dvs. at produktionen kan
foregå på flere lokaliteter og flyttes mellem lokaliteter. På hver enkelt lokalitet skal der foreligge en tilladelse til drift
af havbruget. Det primære kriterie for at tildele en produktionstilladelser, er produktionsområdets bærekapacitet ift.
lakselus. Tilladelsen til placering af havbrugte tager hensyn til arealplanlægning såvel som miljøforhold.
Hvilke myndigheder, der står for at give tilladelser og gennemfører tilsynene, afhænger af myndighedsopbygningen
i det enkelte land. Det kan ligge centralt som i Skotland, ligge i den dekoncentrerede statsforvaltning som i Sverige
eller i regionerne (fylkeskommunerne) men med inddragelse af statslige myndigheder som i Norge.
På baggrund af landesammenligningen vurderes det, at den danske havbrugs sektor har størst lighed med den
finske havbrugssektor. For begge landes havbrugssektorer gælder, at produktionens størrelse er begrænset af
muligheden for at tillade yderligere næringsstofudledning og, at der ikke er dokumenteret væsentlige problemer i
forhold til sygdomme (lakselus) eller udslip af fisk.
Sammenfattende kan det konkluderes, at Danmark har særlige udfordringer og problemstillinger i forhold til betyd-
ningen af næringsstofbelastningen i indre danske farvande. Dette er dog også tilfældet for andre af de undersøgte
lande i Østersøregionen.
50
3.7. Myndighedernes økonomi på havbrugsområdet til godkendelse,
tilladelser og tilsyn
Fødevarestyrelsen har i perioden 2016-2018 i gennemsnit om året anvendt knap 0,5 mio. kr. på havbrugsområdet.
Hovedparterne af forbruget godt 0,4 mio. kr. har været anvendt på veterinærtilsyn med havbrugene.
Miljøstyrelsen har til miljøtilsyn af havbrug i perioden 2016-2018 i gennemsnit brugt ca. 90.000 kr. om året, hvoraf
knapt 40.000 kr. har været dækket af brugerbetaling. Der er ikke indhentet oplysninger fra kommunerne. Hvis det
antages at kommunerne har anvendt det samme antal ressourcer pr. havbrug til tilsynsarbejdet som Miljøstyrelsen,
har de samlede årlige miljøtilsynsomkostninger ligget på 240.000 kr.
Miljøstyrelsen har i perioden 2013-2018 anvendt knap 1,2 mio. kr. i alt på sagsbehandling af miljøgodkendelser til
havbrug, svarende til godt 230.000 kr. om året. Afgørelser der er truffet, er efterfølgende er påklaget til Miljø- og
Fødevareklagenævnet. Af udgiften på 1,2 mio. kr. er der opkrævet knapt 0,5 mio. kr. i brugerbetaling hos virksom-
hederne.
Der er væsentlige usikkerheder knyttet til myndighedernes omkostninger til miljøgodkendelser fremover. Det skyl-
des, at stort set samtlige miljøgodkendelser, er påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Hvor nævnet har truffet
afgørelse, er sagerne hjemvist til myndigheden til fornyet behandling. Den tilknyttede sagsbehandling, der skal
gennemføres forud for en ny afgørelse er ikke nødvendigvis den samme, som ved udarbejdelse af den oprindelige
miljøgodkendelse. Ved hjemsendelse til fornyet behandling er sagsbehandlingen heller ikke omfattet af brugerbe-
taling.
Miljøstyrelsen har fra 2018 netto fået overført 0,3 mio. kr. om året fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen til at dække
omkostningerne med administration af placeringstilladelser. Heri indgår ikke Miljøstyrelsens vurdering og eventuelle
lovliggørelse af en række placeringstilladelser.
51
DEL II – Status for de enkelte havbrug
4 Status for tilladelsessituationen på
havbrug
Indledende beskrivelse af havbrugene
Der er i dag 19 havbrug i drift i Danmark fordelt på fem virksomheder. Bilag 4.1. giver en oversigt over havbrugenes
ejerforhold, miljøtilsynsmyndighed og aktuelle udledningstilladelser samt datoer for tildeling af havbrugstilladelse,
miljøgodkendelse og placeringstilladelse. Havbrugenes nuværende placering er vist på kortet i bilag 4.2.
Tilladelses- og godkendelsessituationen på eksisterende havbrug
Eksisterende havbrug, der ikke havde en miljøgodkendelse, skulle senest den 15. marts 2014 indsende ansøgning
herom som følge af en regelændring indført i 2006 (se afsnit 3.2). Samtlige af de berørte havbrug har rettidigt
indsendt ansøgning. Status er, at 3 havbrug har en miljøgodkendelse, der ikke er påklaget til Miljø- og Fødevare-
klagenævnet (bilag 4.1). For de øvrige havbrug gælder, at godkendelsesmyndigheden endnu ikke har truffet afgø-
relse i sag om miljøgodkendelse, eller også har havbruget fået en miljøgodkendelse, som efterfølgende er påklaget
til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Nævnet har på nuværende tidspunkt truffet afgørelser i 6 af sagerne. I samtlige
6 sager er afgørelsen om miljøgodkendelse ophævet, og sagen er hjemvist til fornyet behandling hos godkendel-
sesmyndigheden (bilag 4.1). To klagesager er endnu ikke færdighandlede i klagenævnet.
Miljø- og Fødevareklagenævnets ophævelse af miljøgodkendelser i de 6 klagesager er blevet indbragt for dom-
stolene. Den ene af sagerne er udvalgt som prøvesag og skal forelægges for EU-Domstolen til afgørelse af, om
habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, finder anvendelse i forhold til miljøgodkendelse af bestående havbrug, der dri-
ves på baggrund af en havbrugstilladelse efter bekendtgørelse nr. 640 af 17. september 1990. De øvrige retssa-
ger ved byretterne sættes i bero med henblik på at afvente afgørelsen af prøvesagen.
4.2.1 Grundlaget for Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser om ophævelse af
miljøgodkendelser og hjemsendelse
Klagesagerne over havbrugenes miljøgodkendelser, jf. ovenfor, har navnlig angået godkendelsesmyndighedens
habitatvurdering af havbrugets påvirkning af Natura 2000-områder.
Som beskrevet i afsnit 3.2.4 er godkendelsesmyndigheden forpligtet til at foretage en indledende vurdering af, om
havbruget i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt
(væsentlighedsvurdering). Kan det med baggrund i objektive kriterier ikke udelukkes, at havbruget risikerer at skade
Natura 2000-områdets bevaringsmålsætning, skal havbruget anses for at kunne påvirke denne lokalitet væsentligt.
Hvis det ikke kan udelukkes, at der er en påvirkning, skal der foretages en egentlig konsekvensvurdering.
52
Godkendelsesmyndighederne har i sagerne om miljøgodkendelse til eksisterende havbrugsvirksomheder vurderet,
at den fortsatte havbrugsdrift ikke i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke relevante
Natura 2000-områder væsentligt.
Det gælder for alle klagesagerne, at klagere har gjort gældende, at den gennemførte væsentlighedsvurdering er
mangelfuld og, at der bør foretages en fuld habitatkonsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens regler i for-
bindelse med sagsbehandlingen af miljøgodkendelsen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse i en række af disse sager og har i alle sagerne givet klager
medhold. Nævnet har således ophævet de udstedte miljøgodkendelser til havbrugene og hjemvist sagerne til for-
nyet behandling hos godkendelsesmyndigheden, jf. bilag 4.1.
Hjemvisningen er sket med henblik på, at godkendelsesmyndigheden foretager en konsekvensvurdering af hav-
brugets samlede påvirkning af de omkringliggende Natura 2000-områder og eventuelle andre relevante Natura
2000-områder i kumulation med andre projekter og planer.
Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderer således, at den belastning med næringsstoffer, som udgår fra de pågæl-
dende havbrug, i kumulation med udledningerne fra øvrige havbrug og andre punktkilder, kan påvirke Natura 2000-
områderne væsentligt, og at risiko for skade på områdernes udpegningsgrundlag derfor ikke på forhånd kan ude-
lukkes.
Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærker bl.a. også, at det forhold, at indsatser foretaget via vandplanlægningen
samlet set kan have en positiv effekt på visse naturtyper og arter, er uden betydning for vurderingen af, om kvæl-
stofbelastningen, der udgår fra havbrug, i sig selv eller i kumulation kan have en væsentlig påvirkning af udpeg-
ningsgrundlaget for Natura 2000-områder. Nævnet anfører i den forbindelse, at vandområdeplanernes indhold ikke
tilsidesætter habitatbekendtgørelsens krav om at foretage en konkret væsentligheds- og eventuelt også en konse-
kvensvurdering.
4.2.2 Forsat drift på grundlag af havbrugstilladelse og uden miljøgodkendelse
Miljø- og Fødevareministeriet vurderer, at et eksisterende havbrug i udgangspunktet kan fortsætte på det eksiste-
rende tilladelsesgrundlag, dvs. havbrugstilladelsen, hvis det ikke er muligt at meddele havbrugene miljøgodken-
delse.
Ministeriet henviser til, at der ikke i forbindelse med godkendelsesbekendtgørelsens § 70, stk. 233, som foreskriver
en pligt til at indsende ansøgning om miljøgodkendelse inden den 15. marts 2014, er knyttet konsekvenser til mang-
lende godkendelse. Det fremgår hverken af loven eller bekendtgørelsen, hvordan myndighederne skal forholde sig
til et bestående havbrug, der indgiver ansøgning i overensstemmelse med § 70, stk. 2, men ikke opnår godken-
delse. Bestemmelsen i § 70, stk. 2, tager således ikke højde for, hvad der skal gælde, hvis miljøgodkendelse ikke
opnås, men synes derimod at give eksisterende havbrugstilladelser en tidsubestemt gyldighed.
Ministeriet lægger i den forbindelse vægt på, at det af andre bestemmelser i tidligere versioner af godkendelsesbe-
kendtgørelsen, som ikke omhandler havbrug, fremgår, at hvis en bestående listevirksomhed ikke kan miljøgodken-
des, skal der samtidig med afslaget meddeles forbud mod fortsat drift. Baggrunden for, at der ikke eksisterer en
tilsvarende bestemmelse for havbrug, kan muligvis være, at havbrugene forud for indkaldelsesordningen var un-
derlagt krav om en havbrugstilladelse, som også indeholder vilkår fastsat af hensyn til miljøbeskyttelsen.
33
Bekendtgørelse nr. 1317 af 20. november 2018 om godkendelse af listevirksomhed.
53
Ministeriet vurderer endvidere, at der umiddelbart ikke foreligger forhold, der kan begrunde en tilbagekaldelse af
havbrugstilladelsen i henhold til almindelige forvaltningsretlige regler om tilbagekaldelse af begunstigende forvalt-
ningsakter. Dette vil dog afhænge af en konkret vurdering.
Foreligger der en gyldig havbrugstilladelse, der ikke kan tilbagekaldes, skal den fortsatte havbrugsdrift under alle
omstændigheder ske i overensstemmelse med den konkrete tilladelse. Dette indebærer bl.a., at produktionens
størrelse og de øvrige forureningsforhold skal svare til de tilladte.
Herudover skal den relevante myndighed overveje, om fortsat havbrugsdrift giver anledning til at meddele virksom-
heden påbud om at nedbringe forureningen eller nedlægge forbud mod driften eller dele heraf, jf. miljøbeskyttel-
seslovens § 39, stk. 2. Herudover har tilsynsmyndigheden mulighed for at meddele påbud eller forbud efter den
ovenfor under pkt. 3.2.1.6 omtalte bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 41. Anvendelsen af disse bestemmel-
ser skal ske i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper, herunder proportionalitetsprincip-
pet.
Ministeriet vurderer endvidere, at afslag på ansøgning om miljøgodkendelse efter habitatdirektivet vil kunne inde-
bære en forpligtelse for myndighederne til at gribe ind over for havbrugets forurening, jf. habitatdirektivets artikel 6,
stk. 2. Af denne bestemmelse følger, at medlemsstaterne skal træffe passende foranstaltninger for at undgå forrin-
gelse af naturtyper og levesteder for arterne omfattet af Natura 2000. Tilsvarende gælder ved forstyrrelser af de
arter, for hvilke Natura 2000-områderne er udpeget, hvis forstyrrelserne har betydelige konsekvenser for direktivets
målsætninger. Myndighederne skal således på baggrund af en konkret vurdering i den enkelte sag vurdere, om
habitatdirektivet er relevant. En gennemført konsekvensvurdering i forbindelse med sagsbehandlingen af havbru-
gets miljøgodkendelse, og som efter omstændighederne påviser, at skade på relevante habitatområder ikke kan
udelukkes ved fortsat havbrugsdrift, må antages at udgøre et relevant, sagligt og væsentligt bidrag i den sammen-
hæng.
Herudover bemærkes, at muligheden for fortsat havbrugsdrift på baggrund af en ældre havbrugstilladelse, hvis
miljøgodkendelse ikke kan opnås, ikke har betydning for kravet om placeringstilladelse efter fiskerilovens regler.
Kammeradvokatens undersøgelse og vurdering af placeringstilladelser til
eksisterende havbrug
Miljø- og Fødevareministeriet blev i forbindelse med kulegravningen af havbrugsområdet i 2018 opmærksom på,
at en række af de eksisterende havbrug blev drevet med en placeringstilladelse, der var udløbet. Daværende miljø-
og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen, besluttede derfor i forbindelse med oversendelse af resultatet af
kulegravningen til Folketinget i oktober 2018, at bede Kammeradvokaten om at gennemgå hvert enkelt havbrugs
placeringstilladelse. Formålet hermed var at få et komplet overblik over sagernes status samt den hidtidige sags-
behandling af placeringstilladelser, som derefter kunne indgå i Miljøstyrelsens videre arbejde med den konkrete
sagsbehandling af sagerne.
Kammeradvokaten afsluttede sin gennemgang i juli 2019, og Kammeradvokatens sammenfatning blev oversendt
til Folketinget den 4. juli 2019. Sammenfatningen er vedlagt denne rapport som bilag 4.3, og der henvises hertil.
Kammeradvokaten konkluderede, at der er væsentlige mangler i placeringstilladelserne til de 19 eksisterende
havbrug, herunder at habitatreglerne ikke var iagttaget. Miljøminister Lea Wermelin bad derfor Miljøstyrelsen, som
54
i dag er den ansvarlige myndighed34
, om at lovliggøre forholdene ved sagsbehandling af de enkelte sager. Der-
udover bad miljøministeren om en redegørelse for, hvordan det kunne ske. Resultatet af denne advokatundersø-
gelse offentliggøres selvstændigt, men i tilknytning til indeværende afrapportering af den grundige gennemgang
af havbrugsområdet
4.3.1 Lovliggørelse af et havbrugs placeringstilladelse
I det følgende beskrives de overordnede rammer for Miljøstyrelsens sagsbehandling, hvis styrelsen vurderer, at et
eksisterende havbrug drives med en placeringstilladelse, der er udløbet, eller med en ugyldig placeringstilladelse.
Det bemærkes, at der skal foretages en konkret vurdering i hver enkelt sag, og at det følgende ikke er et udtryk for
en sådan konkret sagsbehandling.
Det juridiske udgangspunkt
En havbrugsejer er til enhver tid forpligtet til at sikre, at havbrugsdriften sker i overensstemmelse med gældende
ret, herunder at der er indhentet de fornødne tilladelser. Den til enhver tid værende havbrugsejer er tilsvarende
forpligtet til at bringe et ulovligt forhold forbundet med havbrugsdriften i overensstemmelse med gældende regler,
dvs. at lovliggøre det ulovlige forhold.
Bliver den ansvarlige myndighed – i dette tilfælde Miljøstyrelsen – opmærksom på et ulovligt forhold, har myndig-
heden pligt til at reagere og søge forholdet lovliggjort, medmindre dette er af ganske underordnet betydning.
Miljøstyrelsen skal således igangsætte en lovliggørelsesproces, hvis styrelsen i forbindelse med sagsbehandlingen
af den enkelte sag konstaterer, at et havbrug drives enten med en placeringstilladelse, der er udløbet, eller med en
ugyldig placeringstilladelse.
Lovliggørelse kan enten ske ved en retlig eller fysisk lovliggørelse, og valget mellem disse beror på en konkret
vurdering af de faktiske forhold. Miljøstyrelsen skal endvidere foretage denne vurdering under iagttagelse af de
almindelige forvaltningsretlige principper, herunder proportionalitetsprincippet, indrettelseshensynet, værdispilds-
betragtninger mv.
Retlig lovliggørelse
Retlig lovliggørelse betyder, at det ulovlige forhold gøres lovligt gennem efterfølgende tilladelse til opretholdelse af
den eksisterende tilstand, som efterfølgende ikke længere vil være ulovlig. Retlig lovliggørelse medfører således,
at forholdet lovliggøres rent formelt, og uden at der sker fysiske ændringer af havbruget.
Retlig lovliggørelse kan som udgangspunkt alene ske i de tilfælde, hvor det ulovlige forhold ville have været lovligt
på etableringstidspunktet, hvis der forud for opførelsen var ansøgt om tilladelse eller dispensation.
Retlig lovliggørelse forudsætter, at Miljøstyrelsen i forbindelse med sagsbehandlingen af den enkelte konkrete sag
gennemfører en habitatvurdering, dvs. en væsentlighedsvurdering og evt. en habitatkonsekvensvurdering, i over-
ensstemmelse med fiskerilovens § 10e, stk. 1.
Miljøstyrelsen skal således foretage en konkret vurdering i hver enkelt sag af det enkelte havbrugs påvirkning på
de omkringliggende beskyttede Natura-2000 områder.
Fysisk lovliggørelse
34
55
Ved fysisk lovliggørelse bringes den ulovlige tilstand til ophør ved meddelelse af påbud eller forbud. Rammerne for
fysisk lovliggørelse afhænger af en konkret vurdering og kan f.eks. bestå i at tilpasse eller begrænse driften, at flytte
hele eller dele af virksomheden eller i sidste ende at bringe virksomheden helt eller delvist til ophør. Udgangspunktet
er, at et påbud om fysisk lovliggørelse har en åben karakter, dvs. at angive måden, hvorpå lovliggørelsen skal ske,
ikke angives. Valget mellem de måder, hvorpå lovliggørelse kan ske, tilkommer således sædvanligvis den, der har
pligt til at lovliggøre.
Overblik over ansøgninger om placeringstilladelse og miljøgodkendelse
til nye havbrug
Udover sager om ansøgninger om miljøgodkendelse til eksisterende havbrug (jf. afsnit 4.2), foreligger der 12 an-
søgninger om nye havbrug i Bælthavet og i Østersøen (tabel 4.1.). Det gælder for de 12 ansøgninger om place-
ringstilladelser til nye havbrug i Bælthavet og i Østersøen, at der er ansøgt om både placeringstilladelse og miljø-
godkendelse. Alle ansøgte havbrug ønskes placeret mere end 1 sømil fra kysten, og Miljøstyrelsen er derfor god-
kendelsesmyndighed. Alle 12 havbrugsansøgninger er blevet meddelt VVM-pligt, og for fire af de 12 er der i 2015
blevet udarbejdet en VVM-redegørelse. VVM-redegørelserne er dog ikke resulteret i udstedelse af miljøgodken-
delse. Status for de øvrige ansøgninger er, at Miljøstyrelsen afventer informationer fra virksomheden.
Tabel 4.1. Ansøgninger om nye havbrug i Bælthavet og i Østersøen
Virksomhed Farvand Ansøgningsår
Musholm A/S Bælthavet 2014
Musholm A/S Østersøen 2014
Musholm A/S Bælthavet 2014
Snaptun Fisk Export A/S Bælthavet 2014
Snaptun Fisk Export A/S Bælthavet 2014
Snaptun Fisk Export A/S Bælthavet 2014
Aquapri A/S Østersøen 2014
Aquapri A/S Østersøen 2014
Aquapri A/S Østersøen 2014
Bornholms Havbrug A/S Østersøen 2014
Hjarnø Havbrug A/S Bælthavet 2015
Hjarnø Havbrug A/S Bælthavet 2014
I 2016 og 2018 er der indkommet en række ansøgninger om nye havbrug i det sydlige Kattegat (tabel 4.2.). Der er
ansøgt om placeringstilladelse for alle havbrug, men der er ikke i alle tilfælde søgt om miljøgodkendelse. Den 11.
hhv. den 14. oktober 2019 sendte Miljøstyrelsen 35 af disse ansøgninger i høring hos myndigheder og organisati-
oner i henhold til bekendtgørelse nr. 1489 af 6. december 2016 om etablering og drift af havbrug.
Tabel 4.2. Ansøgninger om nye havbrug i Kattegat
56
Virksomhed Antal ansøgninger Ansøgningsår
Aquapri A/S 2 2018
Snaptun Fisk Export A/S 2 2018
Musholm A/S 1 2018
Pedersen Line II ApS 3 2016 og 2018
Aquamind A/S 1 2018
Superior Steelhead ApS 1 2018
North Sea Steelhead ApS 7 2018
DKMA ApS 20 2018
I alt 37
57
5 Baggrund for miljøtilladelsens vil-
kår til regulering af udledninger
Nedenfor beskrives baggrund for de vilkår i havbrugenes miljøtilladelser35, dvs. nyere miljøgodkendelser såvel som
havbrugstilladelser fra før havbrugene blev godkendelsespligtige listevirksomheder i 2006, som har betydning for
havbrugenes udledning af stoffer til havmiljøet, herunder vilkår for udledning af næringsstoffer (N og P) og organisk
stof (jf. afsnit 5.1), vilkår for udledning af antifoulingmidler (jf. afsnit 5.2) og vilkår for udledning af antibiotika (jf.
afsnit 5.3). Antifoulingmidlernes aktivstoffer, biocider, og antibiotika er stoffer, som er omfattet af bekendtgørelse
om krav til udledning af visse forurenende stoffer til vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og havområder (jf.
afsnit 3.2.6). I tillæg til vilkår, der relaterer sig til udledning, stilles der i havbrugenes miljøtilladelser typisk en række
vilkår om havbrugenes drift, såsom antallet og placeringen af netbure, typen af net, inspektion af net, forbud mod
bundspuling og rensning af net samt om underretning om optagning og vinteropbevaring af nettene. Disse øvrige
vilkår beskrives overordnet til sidst (jf. afsnit 5.4).
Herudover stilles vilkår om førelse af driftsjournal samt indberetning og afrapportering. Der skal i godkendelsen
også stilles vilkår om egenkontrol for, at tilsynsmyndigheden og virksomheden kan kontrollere, at miljøgodkendel-
sens vilkår er overholdt.
Regulering af udledning af kvælstof (N) og fosfor (P)
Ved havbrugsdrift udledes stoffer, herunder især kvælstof (N), fosfor (P) og organisk stof, direkte til det omgivende
vandmiljø, og denne udledning er en af havbrugenes væsentligste miljøpåvirkninger. Næringsstofudledningen re-
guleres i praksis ved, at havbrugenes miljøtilladelser indeholder vilkår for, hvor store mængder næringsstoffer, der
må udledes årligt. Alle 19 havbrugs miljøtilladelser indeholder vilkår om, hvor mange tons N og P der må udledes
per år.
I henhold til havbrugsbekendtgørelsen af 199036
skulle der i forbindelse med meddelelse af tilladelse til havbrug
fastsættes vilkår om bl.a. anlæggets stofbidrag angivet som den maksimalt tilladelige årlige udledning af N og P,
det maksimalt tilladelige årlige foderforbrug (foderkvoten), maksimal tilladt foderkvotient37
og N- og P-indholdet i
foderet. Ifølge havbrugsvejledningen af 200638
bør myndigheden alene fastsætte en maksimal årlig udledning af
N og P. Dette kan ses som en omlægning af praksis for reguleringen af havbrugene fra at være baseret på en
foderkvote til at være emissionsbaseret reguleret på baggrund af næringsstofudledning. Dette kan betragtes som
en parallel til reguleringen af ferskvandsdambrug med en foderkvote på mere end 100 tons, som i ferskvandsdam-
brugsbekendtgørelsen af 2012 overgik fra at være reguleret på foderkvote til at være emissionsbaseret reguleret,
hvor næringsstofudledningen for dambrugenes vedkommende beregnes ud fra specifikke målinger.
Mange havbrugs miljøtilladelser har i dag vilkår, der omfatter foderkvote og N- og P-indhold i foder såvel som
maksimalt tilladt N- og P-udledning. Dermed kan havbrugenes næringsstofbelastning i øjeblikket anses at blive
35
Ved miljøtilladelser forstås her nyere miljøgodkendelser såvel som havbrugstilladelser fra før havbrugene blev godkendelses-
pligtige listevirksomheder i 2006, jf. afsnit 3.2.1.1 og 3.2.1.2.
36
Bekendtgørelse om saltvandsbaseret fiskeopdræt. BEK nr. 640 af 17/09/1990. (Historisk)
37
Foderkvotienten er mængden af anvendt foder (tørvægt) per mængde produceret fisk (vådvægt)
38
Vejledning om godkendelse af saltvandsbaseret fiskeopdræt. VEJ nr. 9163 af 31/03/2006
58
reguleret dobbelt i havbrugenes miljøtilladelser (dels via foderkvote og dels via maksimalt tilladt N- og P-udledning),
eftersom foderkvoten og N- og P-indholdet i foderet reelt bestemmer den maksimale N- og P-udledning, så længe
foderkvotienten og N- og P-indholdet i foderet er konstant, hvilket stort set har været tilfældet i det seneste årti.
Denne dobbeltregulering vurderes ikke at have nogen miljømæssig betydning, så længe fodersammensætningen
og foderkvotient ikke ændrer sig, idet det vil være de mest restriktive vilkår i miljøtilladelsen, der afgør, hvor stor
havbrugets produktion kan være. Det kan dog i visse tilfælde være kilde til forvirring, at et havbrugs miljøtilladelse
har forskelligartet regulering af de samme miljøforhold.
Nyere miljøgodkendelser af havbrug stiller vilkår om, at den specifikke udledning af N, P og organisk stof, dvs.
udledningen i kg per ton produceret fisk, ikke må overstige et givent niveau. Det fremgår af den gældende hav-
brugsvejledning, at der bør sættes et sådan vilkår, hvilket antages at være affødt af en tilsvarende – men ikke
enslydende – anbefaling i HELCOM rekommandation 25/4 af 200439
. Kravet i både HELCOM rekommandationen
og i havbrugsvejledningen er dog tilpas høje til, at danske havbrug næppe vil kunne risikere at overskride kravene
for specifik udledning med de metoder, havbrugene drives efter i dag.
5.1.1 Beregning af udledningen af N og P
Figur 5.1 nedenfor, viser den samlede udledning af N og P fra alle danske havbrug i perioden 2011-2018 baseret
på indberetninger til NOVANA. Udledningen af næringsstoffer har været nogenlunde uændret i perioden, dog med
en svag stigning i 2018.
Figur 5.1 - Samlet udledning af Kvælstof (N) of fosfor (P) fra danske havbrug (tons)
Udledningen af N og P fra havbrugsproduktion af havbrugsørreder er ikke direkte målbar, men udregnes som dif-
ferencen mellem de med foderet tilførte og de med nettoproduktionen af fisk fraførte mængder N og P.
Mængden af N og P fraført med fiskene beregnes ud fra biomassen af de fraførte fisk og N- og P-indholdet i fi-
skene, hvor sidstnævnte er en fast faktor, som bl.a. fremgår af skemaet for havbrugenes årsindberetning. Indbe-
retningsskemaet til brug for årsindberetning for hav- og saltvandsdambrug findes på Miljøstyrelsens hjemmeside,
og det udfyldte skema indsendes af havbruget til tilsynsmyndigheden efter årets udgang (jf. afsnit 6.1).
39
Measures aimed at the reduction of discharges from fresh water and marine fish farming. HELCOM recommendation 25/4.
Adopted 2 March 2004.
-
10
20
30
40
50
60
70
80
90
100
-
50
100
150
200
250
300
350
400
2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018
P
(tons)
N
(tons)
Samlet udledning af N (1. aksen) Samlet udledning af P (2. aksen)
59
Havbruget skal i indberetningen oplyse mængde og type af det anvendte foder. På baggrund heraf beregnes N- og
P-udledningen iht. en simpel formel givet i skemaet. Foderets indhold af N og P opgives i procent i indberetnings-
skemaet på baggrund af informationer i producentens produktdatablad for den pågældende fodertype eller speci-
fikke oplysninger i varedeklarationen for den aktuelle foderleverance. Indholdet af N er på varedeklarationer opgivet
som råproteinindhold, som er den altovervejende kilde til N i foderet. N-indholdet anses for at udgøre 16 % af den
samlede mængde protein. N-andelen i fiskefoder er ikke vurderet specifikt i forbindelse med tilrettelægges af regu-
lering af akvakultur i Danmark, men er en gennemsnitsnitlig procentsats, der i årtier har været anvendt for fødevarer
generelt40
.
Proteinindholdet er i nogle tilfælde angivet i et interval på producentens datablad for foderet, f.eks. 37-41 % råpro-
tein. Indholdet af N (råprotein) og P i foderet kan derfor variere fra batch til batch (dvs. fra foderleverance til foder-
leverance) indenfor det interval, der angives i databladet for foderproduktet. Foderblandinger til dyr, der anvendes
i fødevareproduktionen skal mærkes med indhold, af bl.a. råprotein og fosfor, lige såvel som at foderblandingen
skal mærkes med fx holdbarhedsdato41
. Dvs. ved beregning af udledningen af N og P kan det eksakte indhold i
den enkelte foderblanding indgå. Flere tilsynsmyndigheder fremførte i forbindelse med havbrugskontrollen 2019, jf.
afsnit 7.3, at virksomhederne ikke i alle tilfælde anvender de specifikke data af foderets indhold af råprotein og P
for de enkelte foderbatch, men anvender produktbladets oplysninger ved beregning af N- og P-udledningen, hvilket
kan føre til en underestimering af næringsstofudledningen, hvis den laveste værdi i intervallet benyttes i beregnin-
gen af udledningen.
En mindre andel af havbrugsproduktionen foregår økologisk. Her har der været observeret den særlige problem-
stilling, at økologisk foder ofte har et højere P-indhold end konventionelt foder. Det højere P-indhold medfører, at
den beregnede P-udledning for økologisk havbrugsproduktion pt. bliver højere, end den tilsvarende P-udledning for
en tilsvarende konventionel produktion ville være.
En analyse fra DTU Aqua i 2016 udbygget i notat i 201842
viser, at regnbueørreder opdrættet i havbrug indehol-
der mindre N og P end hidtil lagt til grund. Ved brug af det nye beregningsgrundlag vil N- og P udledningen derfor
blive større end hidtil antaget. Havbrugsvejledningen vil derfor nu blive ændret således, at de værdier for indhol-
det af N og P i havbrugsørreder, som tilsyns- og godkendelsesmyndighederne skal anvende ved beregning af
udledning fra havbrugsproduktion, er de nye tal. Udkast til ændring af havbrugsvejledningen vil blive sendt i hø-
ring snarest.
Regulering af brug og udledning af antifoulingmidler til imprægnering af
net
5.2.1 Anvendelse af antifoulingmidler i havbrugsproduktionen
40
Mariotti F, Tomé D, Mirand PP. Converting nitrogen into protein–beyond 6.25 and Jones' factors. Crit Rev Food Sci Nutr.
2008 Feb;48(2):177-84
41
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 767/2009 af 13. juli 2009
42
Hhv.: Dalsgaard AJT, Pedersen PB. Produktionsbidrag og dambrugsmodel: Manual og modelforudsætninger. Institut for
Akvatiske Ressourcer, Danmarks Tekniske Universitet, 2016. 23 pp. (DTU Aqua-rapport; No. 309-2016), og Pedersen PB. No-
tat af 4. marts 2018: Indhold af N og P i ”havbrugsørreder”.
60
I Danmark anvender næsten alle havbrug netbure, der behandles med antifoulingmidler. Midlerne, indeholder ak-
tivstoffer, hovedsageligt kobberforbindelser, der karakteriseres som biocider. Denne imprægnering af net foreta-
ges for at hindre begroning med akvatiske organismer, såsom muslinger og tang. Man ønsker at undgå begroning
på nettet for at sikre gennemstrømning for optimal tilførsel af frisk iltrigt vand og fjerne affaldsstoffer fra produktio-
nen. Økologiske havbrug må iht. økologireglerne ikke anvende biocidholdige antifoulingmidler. Der er fastsat mil-
jøkvalitetskrav for en række aktivstoffer i antifoulingmidler i bekendtgørelse nr. 1625 af 19/12/2017 om fastlæg-
gelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand.
Imprægnering af netbure
Imprægnering af net foretages på både nye og brugte net og sker som oftest en gang årligt til sæsonstart i april
forud for at netburene placeres på havet. Behandlingen kan både foretages af havbrugsvirksomheden eller af an-
den virksomhed. Ved imprægnering er der tale om, at hele nettet dyppes i et bad med antifoulingmidlet, hvorved
overfladen af nettet imprægneres. Der er også beskrevet metoder, hvor denne procedure foregår under tryk eller
vaskes ind i netmaskerne.
Opgørelse over anvendte mængder antifoulingmiddel
Mængden af anvendt antifoulingmiddel afhænger af nettypen og størrelsen. Forskellige materialer til net som ny-
lon og dyneema har forskellig tykkelse og struktur og har derfor forskelligt overfladeareal og optageevne for pro-
duktet43
. Samtidig er der stor forskel på nettenes størrelse, det være sig både diameter og dybde, og selve for-
men på netposen kan variere. Der findes ikke i Danmark en standardmetode til brug for beregning af mængden af
påført antifoulingmiddel.
Rensning af netbure
Når netburene har været i havet i en periode og effekten af antifoulingmidlet aftager, kan netburene på et tids-
punkt blive så tilgroede, at der er behov for at skifte netburene. Perioden for behov for skifte af net afhænger af
lokale forhold. Hvis nettene kun er mindre begroede efter brug, er det ikke altid, at rensning er nødvendig. I disse
tilfælde tørres nettene og opbevares i containere til næste sæson.
Ved rensning af netbure afmonteres nettene, og flyderingene trækkes på land. Rensningen på land kan foregå på
forskellige måder, eksempelvis med rensetromler eller højtryksrensere. Ofte starter rensningen af nettene ved, at
de udtørrer, hvorefter og muslinger og tang rådner væk. Som oftest spules nettene på land efterfølgende med
højtryksrenser. Som alternativ til udtørring i luften kan forrådnelsen ske i en container/tank. Rensning af netbure
kan også foregå under vandet med en såkaldt skiverenser eller spuleanordning, der renser nettet via mekanisk
rensning. Rensning under vand i Danmark er afprøvet som et alternativ til anvendelsen af kobber44
. Rensning af
net på havet vha. skiverensere og højtryksspuling er dog ofte ikke tilladt iht. havbrugenes miljøtilladelser, og
Dansk Akvakultur har oplyst, at der ikke udføres mekanisk rensning under vandet på havbrug i Danmark.
Udskiftning af net på havbrugene i løbet af sæsonen afhænger af lokalitet og sæson, og parametre som tempera-
tur og salinitet har indflydelse på forekomsten og sammensætning af årets biofouling. Nogle år kan det være nød-
vendigt at udskifte nettene flere gange i løbet af sæsonen på et anlæg, mens det i andre år ikke er nødvendigt at
udskifte net. Dansk Akvakultur har oplyst, at der generelt udsættes 1 sæt imprægnerede net pr. sæson, og hvis
der skiftes net, foregår dette skifte ofte med ikke-imprægnerede net. På lokaliteter med årlige gentagne kraftige
begroninger kan der forberedes 2 hold imprægnerede net pr. sæson.
Sporbarhed af netbure
43
https://www.danskakvakultur.dk/media/2583/kobberForbrugTab_rap_okt2008.pdf
44
https://www2.mst.dk/udgiv/publikationer/2009/978-87-7052-941-9/html/helepubl.htm
61
Ministeriet er ikke bekendt med i hvilket omfang havbrugene har sporbarhed på de individuelle netbure. Dansk
Akvakultur har oplyst, at nogle havbrug har nummererede net men ikke alle.
Sporbarhed kan have betydning i forhold til:
- dokumentation og kontrol for mængden af anvendt produkt med specifikt kobberindhold i forhold til pro-
duktetiketten.
- beregning af mulig ophobning af kobber på nettet (hvis tabsprofilen ikke er 100 %).
- virksomheder der både har økologisk og konventionel produktion, og som har specifikke krav i godken-
delserne til anvendelse af antifoulingmidler.
Tabsprofil af kobber til omgivelserne fra net
Angivelsen af kobbertab fra net er vigtig, da dette er grundlaget for vurdering af overholdelse af miljøkvalitetskrav.
DHI udarbejdede i 2008 i samarbejde med Dansk Akvakultur en rapport om kobberforbrug og kobbertab45
. I rap-
porten blev det vurderet, at 20 % af det anvendte kobber fra nettene blev tabt til omgivelserne. Af rapporten fremgår
det, at analyseresultater fra projektet og producenten af antifoulingmidler angiver et forventet tab på omkring 10-15
%.
Det Norske Forurensningstilsyn (i dag Miljødirektoratet) har anført, at der i Norge regnes med at 100 % tabes til
miljøet46
. Nyere data fra producenter viser, at det altovervejende kobbertab sker i den første periode efter ned-
sænkning og, at tabsprofilen er større end refereret i rapporten fra 2008 fra DHI. På baggrund af producentens
egne anvisninger er et tab på over 60 % af det tilførte kobber til havmiljøet nok mere realistisk47
. Det er dog uklart
om disse tabstal baserer sig på en antagelse om mekanisk rensning under vand som er udbredt i Norge
Grundlaget for godkendelsesmyndighedernes vurdering af tabet af biocider fra netbure og spredning heraf kan
variere. Hvorvidt der er anvendt standardiserede eller individuelt beregnede tabsrater ved fastsættelse af udled-
ningsvilkår er usikkert. Det vurderes at det er vigtigt at godkendelsesmyndigheden undersøger og vurderer, hvor
stor en del af biocidet, der tabes til vandfasen og med hvilken hastighed, for derigennem at sikre overholdelse af
miljøkvalitetskrav.
5.2.2 Godkendelse af biocidholdige produkter efter biocidforordningen
Som beskrevet ovenfor er netbure, der er behandlede med midler til at forhindre begroning karakteriseret som
biocidbehandlede artikler, og væsken til at behandle dem med, er et biocidprodukt.
Biocidprodukter på det danske marked må kun indeholde biocidaktivstoffer, som enten er godkendt eller som er
under vurdering efter Biocidforordningen (528/2012)48
.
Hvis imprægneringen af netbure i havbrug foregår med et produkt, som indeholder et aktivstof, som har til formål
at hæmme begroningen, er der tale om et biocidprodukt i produkttype 21 (PT21), denne produkttype kaldes ”Anti-
foulingmidler”.
45
https://www.danskakvakultur.dk/media/2583/kobberForbrugTab_rap_okt2008.pdf
46
https://www.danskakvakultur.dk/media/2583/kobberForbrugTab_rap_okt2008.pdf
47
https://www.steen-hansen.com/uploads/2/3/7/1/23713515/eng_web_prod.pdf
48
https://eur-lex.europa.eu/legal-content/da/TXT/PDF/?uri=CELEX:02012R0528-20140425&from=EN
62
Endnu er der ikke godkendte antifoulingmidler efter biocidforordningen. Størstedelen af antifoulingmidlerne er under
vurdering efter forordningen, og det forventes, at de er færdigvurderede i løbet af få år. Herefter skal der foreligge
en produktgodkendelse fra Miljøstyrelsen, for at produktet fortsat lovligt kan anvendes i Danmark. Det forventes
dog, at der kan være et mindre antal produkter, som først vil være færdigvurderet i 2025-2027, og som dermed vil
være lovlige på markedet uden en produktgodkendelse efter biocidforordningen indtil da. Biocidprodukter, som
endnu ikke er godkendt under forordningen, skal være registreret i Produktregisteret. Se bilag 5.1. for nærmere
information om biocidforordningen og listen over aktivstoffer i PT21, som er godkendt eller under vurdering. Ud fra
det foreliggende er aktivstoffer, som blandt andet kobber og di-kobberoxid godkendte aktivstoffer.
5.2.3 Anvendelse af antifoulingmidler på danske havbrug i perioden 2014-2017
En gennemgang af årsindberetningerne fra havbrugsvirksomhederne til miljøtilsynsmyndighederne for perioden
2014-2017 viser, at antifoulingmidler anvendt på havbrugenes netbure angives til at indeholde en eller flere af
følgende aktivstoffer (biocider): di-kobberoxid, kobberpyrithion og kobber. Herudover opgives zinkoxid, der dog ikke
er et biocid. Også fejlagtige eller upræcise angivelser af kemiske forbindelser forekommer. Eventuel brug af andre
coatingprodukter opgives ikke i årsindberetningen.
Virksomhederne opgiver også produktnavnet i årsindberetningen. Der opgives en række handelsnavne og produk-
ternavne, men ikke alle produkter er navngivet præcist. Det kan derfor være vanskeligt at kontrollere, om indholdet
af aktivstof er korrekt opgivet i indberetningen til tilsynsmyndigheden49
.
Ministeriet har desuden ved gennemgang af de indberettede oplysninger konstateret uoverensstemmelse mellem
de indberettede indhold af aktivstoffer fra havbrug, der anvender det samme produkt. Ministeriet vurderer således,
at der er usikkerhed om hvilken beregning, der foretages for at angive den produktmængde, der påføres nettene
og forudsætningerne for opgørelserne i kilo/liter, samt om der tages højde for massefylden af aktivstof i produktet.
Der er ikke krav til at havbrugene i forbindelse med årsindberetningen skal angive hvad der ligger til grund for
oplysningerne.
Ministeriet har desuden konstateret, at der tilsyneladende er uoverensstemmelse mellem det som oplyses af hav-
brugsvirksomhederne som aktivstoffer i årsindberetningerne og det som indgår i de anvendte produkter i henhold
til produkternes datablade. Der er desuden aktivstoffer, som ikke oplyses i indberetningerne og det procentmæssige
indhold stemmer ikke overens med oplysninger og datablad for produkterne.
Det kan konstateres, at en række havbrug indberetter samme mængde anvendt antifoulingmiddel på trods af, at
der er behandlet forskelligt antal net og, at de er placeret i områder med forskellig salt- og strømforhold. Sammen-
faldet er bemærkelsesværdigt, men lader til at følge en generel trend hvor samme virksomhed indberetter samme
stofmængde anvendt på flere af deres havbrug. Dette vurderes ikke at ville gentage sig såfremt man følger en mere
stringent monitering på net antal, standardiseret beregning på netareal m.v.
Regulering af brug og udledning af antibiotika
De hyppigste bakterielle fiskesygdomme hos regnbueørreder i danske havbrug er furunkulose og vibriose. Derud-
over kan fiskene være inficeret med rødmundsyge i ferskvand forud for udsætning i havvand. Der findes vacciner
49
http://fishfarmsolution.com/net-service-antifouling-antifouling-products/; http://www.technosea.com/Techno-
SEA%20prodotti%20antifouling%20ENG.html
63
mod alle tre sygdomme, og det er ofte et vilkår i miljøgodkendelser, at fiskene er vaccineret før udsætning. Vacci-
nerne er dog langt fra 100 % effektive, og vaccinerede fisk kan få sygdomme, som kræver behandling med antibi-
otika. Der ses typisk en sammenhæng mellem varme somre og forøget sygdomsudbrud, og antibiotikaforbruget
svinger derfor fra år til år.
Fødevarestyrelsen har oplyst, at to præparater er godkendt af Lægemiddelstyrelsen til brug hos fisk: Branzil Vet
(aktivstoffet oxolinsyre) og Tribrissen Forte Vet (aktivstofferne sulfadiazin og trimethoprim). Herudover er Florocol
Vet. (florfenicol) godkendt i EU, men markedsføres ikke i øjeblikket i Danmark. Er de nævnte produkter i restordre,
kan der forekomme behandlinger med andre lægemidler (samme aktive stoffer) på udleveringstilladelse fra Læge-
middelstyrelsen. Der er fastsat miljøkvalitetskrav for de nævnte aktivstoffer i bekendtgørelse nr. 1625 af 19/12/2017
om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand.
5.3.1 Miljøregulering af anvendelse af antibiotika i havbrug
Udover de veterinære og/eller lægemiddelmæssige regler er brugen af lægemidler omfattet af miljøregler, jf. afsnit
3.2.6, idet lægemidlerne indeholder forurenende stoffer, som ved brug i havbrug vil udledes til havmiljøet i en vis
grad.
Havbrug vil typisk ved vilkår i deres miljøtilladelse have tilladelse til at bruge – og dermed udlede – de tre aktive
stoffer oxolinsyre, sulfadiazin og trimethoprim. Nogle ældre havbrugstilladelser (helt tilbage fra 1992) indeholder
dog ikke specifik tilladelse til brug af antibiotika. Andre havbrug har en tidsbegrænset tilladelse til udledning af
antibiotika, som så vidt Miljø- og Fødevareministeriet er oplyst, ikke er blevet forlænget.
Når der i et havbrugs miljøtilladelse stilles vilkår om brug af antibiotika, foregår det typisk ved, at der gives tilladelse
til én eller flere sygdomsbehandlinger med brug af de tre relevante aktive stoffer og, at miljøkvalitetskravene fra
bekendtgørelse 1625 af 19/12/201750
for de relevante stoffer gengives.
I forbindelse med ansøgning om miljøgodkendelse til et havbrug vil der skulle foretages modelberegninger, der
beskriver, hvilken maksimal koncentration af de enkelte typer antibiotika, som en behandling vil bidrage med til det
omgivende vand. Hvis koncentrationen i løbet af en behandling ikke overstiger miljøkvalitetskravene, vil den på-
gældende behandling kunne tillades via miljøgodkendelsen. Sådanne beregninger er blevet foretaget i forbindelse
med flere VVM-redegørelser for ansøgte havbrug, der ville være større end det største havbrug, der findes i Dan-
mark i dag, og beregningerne har vist, at behandling af alle fisk i havbruget i august-september måned (hvor syg-
domsrisikoen er størst som følge af høj vandtemperatur) ikke vil føre til koncentrationer af de tre aktivstoffer oxolin-
syre, sulfadiazin og trimethoprim, der overstiger miljøkvalitetskravene51
.
Når miljøkvalitetskravene blot refereres i vilkår i miljøtilladelsen, som det er praksis i dag, er det ikke umiddelbart
muligt for tilsynsmyndigheden at kontrollere, om vilkår for brug af antibiotika er overholdt i de tilfælde, hvor der
anvendes højere doser af antibiotika, end der er forudsat i de beregninger, der ligger til grund for miljøtilladelsen. I
den situation vil en kontrol af vilkårsoverholdelse kræve en beregning af, hvilken koncentration i det omgivende
vand, den aktuelle anvendte mængde antibiotika vil medføre.
For at tilsynsmyndigheden nemmere kan kontrollere, om miljøgodkendelsens vilkår vedr. udledning af antibiotika
er overholdt, kunne vilkåret i stedet været udformet sådan, at det fastsætter, hvor stor en mængde antibiotika, der
50
Bekendtgørelse nr. 1625 af 19. december 2017 om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande
og grundvand.
51
Storebælt Havbrug. Vurdering af virkninger på miljøet. VVM-redegørelse maj 2015. DHI.
64
maksimalt må bruges ved hver sygdomsbehandling. Produktionens maksimale størrelse skal så være afstemt så-
dan, at det er muligt ud fra en veterinærfaglig vurdering at behandle alle fisk korrekt indenfor miljøtilladelsens ram-
mer. Vilkår bør formodentlig også omfatte florfenicol, idet dette stof potentielt vil kunne ordineres af dyrlægen.
5.3.2 Veterinære regler for brug og dosering af antibiotika
Brug af de af Lægemiddelstyrelsen godkendte antibiotika kræver konkret dyrlægediagnose, hvor der udskrives
antibiotika til de sygdomsramte fisk, jf. afsnit 3.3.2. Der gives kun antibiotika som foderlægemiddel i havbrug i
Danmark.
Fødevarestyrelsen har oplyst flg. doser for de 3 godkendte antibiotika.
Præparat, premix52
Aktivt stof Dosis, g/1000 kg fisk1
Behandlingsperiode
Tribrissen Forte Vet. sulfadiazin, trimethoprim 75 g2
5 dage
Branzil Vet. oxolinsyre 10 g 10 dage
Florocol Vet.53 florfenicol 20 g 10 dage
1 pr. dag
2 Aktiv stof udgør i alt 30 mg/kg kropsvægt iflg. Lægemiddelstyrelsen 2017.
Det er tilladt efter anvisning fra den receptudskrivende dyrlæge at anvende antibiotika i doser, som afviger fra
Lægemiddelstyrelsens anbefalede dosis, hvis der er veterinærfaglige grunde hertil. Økologiske havbrug har i hen-
hold til økologireglerne særligt restriktive regler for anvendelse af antibiotika.
5.3.3 Indberetning af antibiotikaforbrug til miljøtilsynsmyndigheden
Ligesom det er tilfældet med mængden af anvendt biocid indberettes også mængden af anvendt antibiotika (mæng-
den af aktivt stof) årligt til miljøtilsynsmyndigheden i forbindelse med den årlige indberetning. Krav om årlig indbe-
retning er fastsat i den enkelte miljøtilladelse, jf. afsnit 3.4.1 og 6.1. I miljøtilladelsen vil der desuden ofte være
fastsat vilkår om, at tilsynsmyndigheden skal underrettes ved anvendelse af antibiotika, dvs. ikke først i forbindelse
med årsindberetningen. De udledte mængder af antibiotika indgår tillige i Miljøstyrelsens årlige opgørelse af udled-
ninger fra alle danske punktkilder (jf. afsnit 6.2).
5.3.4 Antibiotikaforbrug
Antibiotikaforbruget på saltvandsbaserede fiskeopdrætsanlæg fra 2008-2017 er opgjort i Miljøstyrelsens rapport
Punktkilder 201754
, se tabel 5.1. nedenfor, hvori forbruget af de to primære antibiotikaprodukter, indeholdende de
aktive stoffer sulfadiazin/trimethoprim og oxolinsyre, er opgivet. Herudover er der registret forbrug af øvrige antibi-
otika i ganske beskedent omfang. Det må antages, jf. afsnit 5.3, at ”øvrige antibiotika” primært, eller udelukkende,
udgøres af florfenicol, som for nuværende ikke anvendes i havbrug. Saltvandsbaseret fiskeopdræt udgøres af både
havbrug og landbaserede saltvandsanlæg, og den indberettede florfenicol må derfor forventes at afspejle forbruget
52
Premix: lægemiddelforblanding beregnet til blanding med foder med henblik på fremstilling af foderlægemiddel
53
Lægemiddelstyrelsen har oplyst, at der er meddelt markedsføringstilladelse for Florocol Vet., men at præparatet ikke er mar-
kedsført i Danmark. Hvis der opstår behov for behandling med florfenicol, kan dyrlægen ansøge Lægemiddelstyrelsen om ud-
leveringstilladelse til et florfenicol-holdigt præparat, der er markedsført i et andet EU-land.
54
Punktkilder 2017. NOVANA – Punktkilder. Miljøstyrelsen februar 2019
65
i landbaserede saltvandsanlæg. Havbrugsproduktion udgør den største andel af det saltvandsbaserede fiskeop-
dræt, og langt størstedelen af antibiotikaforbruget angivet i tabel 5.1 er anvendt i havbrug.
Tabel 5.1. - Samlet forbrug af antibiotika opgjort i kg aktivt stof i perioden 2008-2017 for alle danske salt-
vandsbaserede fiskeopdrætsanlæg.
Kilde: Miljøstyrelsens rapport Punktkilder 2017.
Udviklingen beskrevet i tabel 5.1. er illustreret i figur 5.2 med tilføjelse af 2018-tal fra VetStat. Udsvingene i antibi-
otikaforbruget fra år til år må antages i vid udstrækning at være betinget af forskelle i vandtemperaturen i som-
mermånederne. Forbruget af antibiotika opgjort i kg aktivt stof for hvert enkelt havbrug i perioden 2014-2018 er
derudover vist i bilag 5.2.
Figur 5.2. - Samlet forbrug af antibiotika opgjort i kg aktivt stof i perioden 2007-2018 for alle danske salt-
vandsbaserede fiskeopdræt (havbrug og landbaserede saltvandsanlæg).
Kilder: Miljøstyrelsens rapport Punktkilder 2017 og VetStat (2018)
5.3.5 Antibiotikaresistens
Der er bred international enighed om, at antibiotikaresistens bør håndteres med indsatser, der bygger på en såkaldt
”One Health”- tilgang i samarbejde på tværs af den humane sundhedssektor, veterinær- og fødevaresektoren og
0
500
1000
1500
2000
2500
3000
2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018
Sulfadiazin/ Trimethoprim (kg) Oxylinsyre (kg)
Antibiotika (øvrige) (kg) Totalt antibiotika forbrug (kg)
66
miljøsektoren ud fra en erkendelse af, at der er behov for at se sundhed for mennesker og dyr og hensynet til og
påvirkninger fra miljøet i en helhed. Problemstillingen om udledning af medicin, herunder antibiotika, og resistente
bakterier i havbrug/havmiljøet er således en del af den bredere problemstilling om antibiotikaresistens. Det er væ-
sentligt at bemærke, at emnet antibiotika og havbrug har en række forskellige vinkler, og at dette afsnit kun forholder
sig til spørgsmålet, om hvorvidt anvendelsen af antibiotika til behandling af fisk i havbrug kan føre til risiko for
resistensudvikling.
Der er som grundlag for vurdering af forekomst og udvikling af resistens i miljøet i relation til havbrugsproduktion,
både før og nu udarbejdet en vidensyntese af DTU Aqua efter anmodning fra Fødevarestyrelsen55
. Denne viden-
syntese er samtidig opfølgning på MOF spm. 14, 161 og 162 stillet i oktober og november 2018 af Trine Torp (SF).
Materialet, der ligger til grund for vidensyntesen, stammer fra perioden sidst i 1980’erne til begyndelsen af 2000-
tallet. Der er ikke efterfølgende lavet danske undersøgelser.
Det konkluderes, at det samlet set tyder på, at der på trods af, at der har været gennemført antibiotika-behandlinger
i havbrugene igennem de seneste årtier, ikke synes at forekomme øget resistens i forbindelse med behandlingerne.
Danske undersøgelser har vist, at der ikke ses en øget forekomst af resistens i det omkringliggende miljø (vand og
sediment) ved antibiotikabehandling, men det må understreges, at disse undersøgelser ligger 15 år tilbage, og at
en opdateret vurdering vil kræve nye undersøgelser.
Det fremgår desuden af vidensyntesen, at et antibiotikum, der har været problematiseret ift. udvikling af resistens,
er tetracyklin. Det anføres, at man i Danmark aldrig har benyttet tetracyklin til behandling i akvakultur, hvilket kan
være medvirkende til den relativt lave forekomst af resistensudvikling inden for akvakulturområdet.
Endvidere redegør vidensyntesen for den umiddelbare sammenhæng mellem forbruget af antibiotika og vandtem-
peraturen. Som nævnt i vidensyntesen vil høje vandtemperaturer svække regnbueørreders immunsystem og gøre
dem mere modtagelige for bakterielle sygdomme, selvom de er vaccineret mod de pågældende sygdomme.
Tal for forbruget af antibiotika i akvakultur (dam- og havbrug) for perioden 2001-17 set i relation til de gennemsnitlige
sommertemperaturer (juni-august) viser, at forbruget af antibiotika set i relation til produktionen i hav og dambrug,
og trods en stigning i produktionen på ca. 7.000 t i de seneste år, ikke er forøget. Dette kan skyldes en effektiv brug
af vaccination mod bakterielle sygdomme.
Fødevarestyrelsens vurdering af konklusionerne i denne vidensyntese er, at der ikke er veterinærfagligt grundlag
for bekymring. Denne vurdering er baseret på DTU Aqua’s konklusion, samt at variationerne i forbruget af antibiotika
i akvakultur umiddelbart synes at kunne forklares med svingningerne i vandtemperatur i sommermånederne lige-
som, at der de seneste år været en stigning i produktionen i akvakultur, der ikke umiddelbart synes at have resulteret
i et øget antibiotikaforbrug.
Vilkår for regulering af øvrige forhold
Der stilles i miljøtilladelserne også typisk vilkår om, hvilke fiskearter der må opdrættes (typisk ”regnbueørred” eller
”laksefisk”), vilkår om underretning om udsætning af fisk, vilkår om vaccination af sættefiskene, vilkår om at der
ikke må være fisk i anlægget fra 31. december til 1. april (braklægning), vilkår om opsamling af døde fisk og om, at
der ikke, eller kun i særlige tilfælde, må forekomme slagtning på anlægget. I nogle tilfælde stilles der tillige vilkår
55
Vidensyntese om risikoen for forekomst og/eller udvikling af resistens i havmiljøet, DTU Aqua, 2019.
67
om, at der kun må udsættes fisk fra akvakulturbrug med en given sundhedsstatus. Dette krav er dog allerede
indeholdt i veterinærreglerne56
, som implementerer Rådets direktiv nr. 2006/88/EF57
.
Miljøtilladelsernes vilkår om foder vedrører typisk den maksimalt tilladte mængde foder per år og, hvilken type foder
der må bruges. Fodertypen er dog reguleret via en særlig bekendtgørelse58
.
Vilkår om egenkontrol kan være udformet på forskellig vis, men beskriver typisk, at der skal udtages et antal sedi-
mentprøver indenfor og udenfor anlægget for måling af organisk stof, total-N, total-P og kobber. For ældre hav-
brugstilladelser såvel som for nyere miljøgodkendelser gælder, at der er krav om, at havbrugeren skal udtage og
analysere sedimentprøver under og i nærheden af havbruget, og at resultaterne heraf skal indsendes til tilsyns-
myndigheden sammen med årsindberetningen. I nogle miljøtilladelser er der vilkår om prøvetagning af kobberind-
holdet i sedimentet, og der kan tillige forekomme krav om foto- eller videokortlægning af sedimentet. Havbrugsvej-
ledningen lægger op til, at undersøgelserne kun skal foretages ”de første år” for havbrug med en tilladt udledning
på op til 25 tons N/år. For havbrug med en tilladt udledning på mere end 25 tons N/år (dvs. 5 af de eksisterende
havbrug), anbefaler havbrugsvejledningen, at undersøgelsesfrekvensen – efter en indkøringsfase på 3-5 år – skæ-
res ned til hvert 5. år. I begge tilfælde bør en konstateret negativ påvirkning på nærmiljøet dog udløse en fortsat
eller udvidet prøvetagning.
Vilkår om driftsjournal og årsrapport fastsætter typisk, at oplysninger skal indføres i en driftsjournal, i visse tilfælde
dagligt, og at der efter årets udgang, 1. februar eller 1. marts, skal indsendes en årlig opgørelse til tilsynsmyndig-
heden med nøgletal for årets produktion.
Forholdet til BAT
For virksomheder omfattet af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 og dermed af godkendelsespligt, skal virksomheden
begrænse forureningen, så det svarer til, hvad der kan opnås ved anvendelse af bedste tilgængelige teknik (BAT),
jf. afsnit 3.5.1.
Virksomheden skal redegøre for BAT i forbindelse med ansøgning om miljøgodkendelse. Godkendelsesmyndig-
heden fastlægger på baggrund af virksomhedens oplysninger, hvad der skal betragtes som BAT for den enkelte
virksomhed. Godkendelsesmyndigheden må kun meddele godkendelse, hvis en gennemgang af sagen viser, at
virksomheden har forebygget og begrænset forureningen ved anvendelse af BAT, idet der tages hensyn til den
teknologiske udvikling og hvis det er sandsynliggjort, at den kan drives på stedet uden at påføre omgivelserne
væsentlig forurening.
Godkendelsesmyndigheden skal vurdere virksomhedens redegørelse for BAT og for de enkelte teknikker vurdere
hvorvidt disse kan betragtes som BAT i forhold til det ansøgte projekt. Hertil må godkendelsesmyndigheden bruge
de kriterier, der fremgår af godkendelsesbekendtgørelsens bilag 6. Der skal her ses på muligheden for mindst mulig
affaldsfrembringelse, anvendelse af mindre farlige stoffer, genanvendelse og nyttiggørelse, reduktion af emissioner,
forbrug af råstoffer m.v.
56
Bekendtgørelse om overvågning og bekæmpelse af visse smitsomme sygdomme hos akvatiske organismer. BEK nr. 1324 af
26/11/2015.
57
Rådets Direktiv 2006/88/EF af 24. oktober 2006 om dyresundhedsbestemmelser for akvakulturdyr og produkter deraf og om
forebyggelse og bekæmpelse af visse sygdomme hos vanddyr.
58
Bekendtgørelse om anvendelse af fodertyper ved saltvandsbaseret fiskeopdræt. BEK nr. 1451 af 07/12/2015.
68
De ovennævnte kriterier er generelle for alle virksomhedstyper og kan have mere eller mindre vægt i den givne
situation.
BAT for en lang række virksomhedstyper, omfattet af direktivet for industrielle emissioner, er beskrevet i såkaldte
BREF referencedokumenter, udarbejdet af EU kommissionen. Akvakulturvirksomhed er ikke omfattet af direktivet.
5.5.1 BAT for havbrugsdrift
En vurdering af BAT i forhold til dansk havbrugsproduktion fremgår af et notat udarbejdet for Miljøstyrelsen af DTU
Aqua i 201359
. Rapporten kan bruges som baggrund for godkendelsesmyndighedens vurdering af BAT. En mere
generel liste over teknologier, hvoraf nogle vil kunne betragtes som BAT i forbindelse med havbrugsdrift, er givet i
en temarapport fra Nordisk Ministerråd fra 201460
.
Havbrugsvejledningen fra 2006 nævner også eksempler på hvad der kunne betragtes som BAT. Herudover har
Miljøstyrelsen i 2006 udgivet Orientering nr. 2 om ”Referencer til BAT vurdering ved miljøgodkendelser”. Heri angi-
ves litteraturreferencer om mulighederne for indførelse af renere teknologi for alle brancher omfattet af listen over
godkendelsespligtige virksomheder i den daværende godkendelsesbekendtgørelse, herunder også havbrug (den-
gang saltvandsdambrug).
Som eksempler er der, dels i DTU Aqua notatet om bedste tilgængelige teknik i forhold til havbrugsproduktion og
dels i flere nyere miljøgodkendelser, angivet følgende:
- Anvendelse af net, der kan reducere mængden af biocider (såsom kobber) som frigives til det omgi-
vende miljø, f.eks. anvendelse af Dyneema net, der sammenlignet med traditionelle net reducerer udled-
ningen af kobber.
- Vaccination af fiskene med henblik på reduktion af medicinforbrug.
- Braklægning for produktionsområderne udenfor produktionsperioden.
- Placering af havbrugsanlæg i strømfyldt farvand.
- Reduceret fodring ved høje sommertemperaturer.
- Anvendelse af højenergi foder.
- Anvendelse af store og ”sunde” sættefisk.
59
Vurdering af BAT i forhold til havbrugsproduktion. DTU Aqua, 30. april 2013.
60
BAT for fiskeopdræt i Norden, bedste tilgængelige teknologier for Akvakultur i Norden, TemaNord 2013: 529.
69
6 Indberetninger
Der foretages en række indberetninger omkring havbrug til myndigheder vedrørende miljøforhold, veterinærforhold
og forhold relateret til fiskeristatistik.
Havbrugene indberetter oplysninger en gang årligt i forhold til deres miljøgodkendelse eller havbrugstilladelse. Ind-
beretningen sker til tilsynsmyndigheden (kommunen eller Miljøstyrelsen). En række af disse oplysninger indberettes
videre af miljømyndigheden til Det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur (NOVANA) som vare-
tages af Miljøstyrelsen.
Dyrlæge, apotek eller foderfirmaer indberetter oplysninger om udleveret medicin til havbrugene. Indberetningerne
sker kontinuerligt til VetStat. Havbrugene skal oprettes i Fødevarestyrelsens centrale husdyrsregister (CHR), hvilket
blandt andet danner grundlag registrering af ordinerede lægemidler via VetStat.
Havbrugene indberetter en række fiskeristatistiske oplysninger til Fiskeristyrelsen en gang årligt.
Årsindberetninger til miljøtilsynsmyndigheden
Havbrug indsender årligt en indberetning til miljøtilsynsmyndigheden over det foregående års opfyldelse af vilkår i
deres miljøgodkendelse eller havbrugstilladelse, herunder produktion og foderforbrug. I bilag 6.1. er eksempel på
det skema som havbrugene skal udfylde og indsende til den årlige indberetning. Indberetningen danner basis for
tilsynsmyndighedens kontrol af relevante vilkår i miljøtilladelsen. De indberettede oplysninger benyttes også ved
videresendelse som grundlag for punktkildeopgørelser under NOVANA- programmet, se afsnit 6.2.
Årsindberetningsskemaet for havbrug indeholder følgende data, se også bilag 6.1:
1. Baggrundsoplysninger: Navn, adresse, telefonnummer, e-mail, CVR-nummer, havbrugets navn, Place-
ring, godkendelsesmyndighed
2. Udsætning: dato, fiskeart, antal fisk, gennemsnitlig vægt pr. stk., oprindelsessted for sættefisken, vacci-
nationsstatus for de udsatte fisk, samlet mængde (kg)
3. Produktion / opfiskning: dato, fiskeart, antal fisk, opfisket mængde (kg), slagtet mængde (kg), undslupne
fisk (kg), kasserede, døde og tab i øvrigt (kg), brutto produktion (kg)
4. Beregning af produktion: bruttoproduktion fratrukket samlede udsætninger er lig nettoproduktion; heraf
rogn (kg)
5. Medicin: Dato/periode, sygdom, præparat, mængde aktivstof.
6. Hjælpestoffer (biocider indeholdt i antifoulingmidler): Produkt, total mængde brugt, mængde af aktivt
hjælpestof
7. Beregning af udledning af næringssalte på baggrund af fodertype (inkl. medicinfoder) med angivelse af
pillestørrelse, fodermængde, indhold af N jf. datablad, indhold af P jf. datablad
8. Foderkvotient: Beregnet foderkvotient (= fodermængde /nettoproduktion), tilladt foderkvotient
9. Produktionstilladelse: Det maksimalt tilladte foderforbrug. Maksimalt tilladte kvælstof- og fosforindhold i
foder. Udledningstilladelse for henholdsvis kvælstof og fosfor.
10. Bemærkninger: F.eks. miljøbeskyttende eller renere teknologi foranstaltninger.
(kilde: https://mst.dk/erhverv/akvakultur/havbrug/miljoeindberetninger/)
Havbrugstilladelser udstedt efter bekendtgørelse nr. 640 af 17. september 1990 om saltvandsbaseret fiskeopdræt,
skulle indeholde vilkår om udarbejdelse af en driftsjournal med oplysninger, som muligjorde en årlig opgørelse af
stort set tilsvarende punkter jf. bekendtgørelsens bilag 4.
70
Indberetning til NOVANA
Udledninger fra havbrug er siden 1985 indberettet til Det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur
(NOVANA) som varetages af Miljøstyrelsen. Oplysninger fra havbrugenes årsindberetning kvalitetssikres af miljø-
tilsynsmyndigheden og videregives herefter til Miljøstyrelsens fagdatacenter for punktkilder. Dette sker ved vide-
resendelse af det udfyldte skema, som havbrugene fremsender til tilsynsmyndighederne. Fagdatacentret udarbej-
der på baggrund af kvalitetssikrede data punktkilderapporten som led i NOVANA-overvågningen.
Link til seneste punktkilderapport fra 2017:
https://mst.dk/service/publikationer/publikationsarkiv/2019/feb/punktkilder-2017/
I de senere år har Miljøstyrelsens fagdatacenter modtaget indberetninger om havbrugenes antibiotikaforbrug fra to
forskellige kilder, dels fra miljøtilsynsmyndigheden og dels fra VetStat (se nedenfor). I 2016 anmodede Miljøstyrel-
sen miljøtilsynsmyndighederne om, at data for indberetning af antibiotikaforbruget (for 2015) blev kvalitetssikret
bedre, idet det for året 2014 havde vist sig, at der var dårlig overensstemmelse med havbrugenes årsindberetning
og tilsvarende opgørelse over udleveret antibiotika i VetStat. Fagdatacentret har herefter siden 2016 trukket oplys-
ninger fra VetStat til brug for punktkildeopgørelsen. En gennemgang af begge typer af indberetning for årene 2016,
2017 og 2018 har vist, at der var god overensstemmelse med havbrugenes årsindberetninger til miljøtilsynsmyn-
digheden og indberetninger til VetStat.
Hjemmel til at kræve at havbrug indberetter til NOVANA
Havbrugenes oplysninger om udledninger til vandmiljøet indberettes en gang årligt af tilsynsmyndigheden (kom-
munen eller Miljøstyrelsen) til Miljøstyrelsens fagdatacenter for punktkilder med henblik på at udledningerne ind-
arbejdes i NOVANA-overvågningsprogrammet. For ferskvandsdambrug såvel som for industrivirksomheder og
spildevandsanlæg mv. er der i hhv. ferskvandsdambrugsbekendtgørelsen og i spildevandsbekendtgørelsen indsat
krav om, at de omfattede virksomheder skal indberette til en fællesoffentlige database PULS, som den af NO-
VANA anvendte database for punktkildeudledninger. Den nu ophævede havbrugsbekendtgørelse af 199061
inde-
holdt bestemmelsen, at ”Amtsrådet indberetter en gang årligt pr. 1. april de opgjorte stofbidrag efter driftsjourna-
lerne til Miljøstyrelsen”. Denne bestemmelse er ikke videreført ved bekendtgørelsens ophævelse. Havbrug er pt.
undtaget fra at indrapportere til PULS, men er omfattet af NOVANA-programmet.
I forbindelse med færdiggørelse af en ny database for punktkilder PULS 2 forventes havbrugenes udledninger
medtaget på linje med de øvrige punktkilders udledning, hvilket dog for havbrugene først sker i løbet af 2020. Der
kan være, alt efter hvordan denne inkludering af havbrugenes udledninger i PULS 2 tilrettelægges og, hvordan
indberetninger kommer til at foregå i praksis, behov for tilvejebringelse af en særskilt regel for havbrugenes NO-
VANA-indberetning.
VetStat
VetStat er den danske veterinære medicindatabase, hvor al receptpligtig medicin solgt til dyr i Danmark bliver regi-
streret. VetStat drives af Fødevarestyrelsen. VetStat blev operationelt fra 2000. VetStat bliver blandt andet anvendt
til forskning og monitorering af antibiotikaforbruget til dyr i Danmark. VetStat er et værktøj for myndighederne til at
afsløre uhensigtsmæssigt eller ulovlig anvendelse af antibiotika. Data fra VetStat danner desuden grundlag for en
række politiske beslutninger, reguleringer og initiativer.
61
Bekendtgørelse om saltvandsbaseret fiskeopdræt. BEK nr. 640 af 17/09/1990. (Historisk)
71
Medicin til fisk i havbrug er omfattet af indberetningsforpligtelsen til VetStat. Indberetningspligten påhviler den, der
udleverer lægemidlerne til havbruget. Havbruget har derfor ikke selv pligt eller adgang til at indberette oplysninger
til VetStat.
Hvis dyrlægen skriver recept på et foderlægemiddel, foretages indberetningen til VetStat af fodervirksomheden, der
leverer foderlægemidlet. Foder med iblandet antibiotika udleveres som et færdigt medicinfoder og virksomheden,
der fremstiller og udleverer medicinfoderet skal være godkendt hertil af lægemiddelstyrelsen.
Hvis dyrlægen udskriver en recept til indløsning på apotek, skal apoteket indberette til VetStat, når apoteket leverer
lægemidler til en besætning/et havbrug. Dyrlægen skal indberette, hvis vedkommende selv har anvendt eller udle-
veret lægemidlerne. Denne situation er relativt usandsynlig i havbrug, fordi medicinering må forventes at ske via
foderlægemidler.
Indberetningerne til VetStat skal indeholde information om dyrlægen, dato for udlevering af (foder)lægemiddel,
CHR-nummeret der modtager lægemidlet, lægemidlets varenummer, mængden af lægemidlet, dyreart, ordinati-
onsgruppe (”sygdomsgruppe”) og identifikation af leverandøren af lægemidlet, såfremt denne er en anden end en
dyrlæge.
Oplysningerne i VetStat er således udtryk for den ordinerede/udleverede mængde lægemiddel, og ikke for det
faktiske forbrug af lægemidlet.
Akvakulturstatistik
Fiskeristyrelsen indsamler med hjemmel i Fiskeriloven og Bekendtgørelse om indberetning af oplysninger om dansk
akvakultur, oplysninger til statistiske formål. Oplysningerne indsamles ved indberetninger fra havbrugene. Der kan
indberettes både elektronisk og manuelt på et skema.
Indberetningerne til Fiskeristyrelsen består af følgende elementer62
:
Baggrundsoplysninger: CVR-nummer, Adresse, regnskabsperiode, beskæftigede på virksomheden
Anlægsoplysninger: Anlægslægstype, vandtype, opdrætsarter, produktionsenheder
Produktionstilførsler (art, størrelse, mængde (antal), mængde (kg), oprindelse, samlet købspris)
Produktionsfraførsler (art, størrelse, mængde (antal), mængde (kg), oprindelse, samlet købspris)
Produktionstilførsler og fraførsler i forhold til æg
Opgørelser af nuværende bestand (fordelt på arter, typer (æg, ung fisk og større individer)
Opgørelse af sidste års bestand (fordelt på arter, typer (æg, ung fisk og større individer)
Skema der udregner årets produktion.
Oplysningerne videregives til Danmarks Statistik og til EU.
Oplysninger offentliggøres på aggregeret niveau. Fiskeristyrelsen udgiver på deres hjemmeside63
årligt statistikker
over følgende forhold vedr. akvakultur:
Produktion fordelt på arter (ekskl. fraførsel til andre danske anlæg)
62
http://webfd.fd.dk/stat/Akvakultur_tab/E_Vejledning.pdf
63
https://fiskeristyrelsen.dk/fiskeristatistik/akvakulturstatistik/)
72
Produktion af hovedarter fordelt på region
Produktion fordelt på art og størrelse - herunder æg og rogn
Produktion fordelt på anlægstype, anvendelse og størrelse
Produktion fordelt på anlægstyper, art og region
Økologisk produktion
Antal akvakulturanlæg og strukturoplysninger fordelt på anlægstype
Antal beskæftigede fordelt på anlægstyper
73
7 Tilsynet med eksisterende havbrug
Miljøtilsynet
Kontrollen med at havbrugene overholder vilkår i deres miljøgodkendelser/havbrugstilladelser for så vidt angår
kvælstof- og fosforudledning og vilkår for foderkvotient, foderforbrug, vaccination af udsatte fisk, og forbrug af anti-
biotika og antibegroningsmiddel foregår i praksis ved, at tilsynsmyndigheden modtager årsindberetninger fra hav-
brugene (jf. afsnit 6.1). Denne årsopgørelse indgår dermed i tilsynsmyndighedens administrative tilsyn med hav-
bruget, og tjener et dobbelt formål, idet denne ligeledes, efter årlig anmodning, videresendes af tilsynsmyndigheden
til Miljøstyrelsens Fagdatacenter for Punktkilder med henblik på at havbrugenes udledninger til havet kan indarbej-
des i NOVANA-overvågningsprogrammet (jf. afsnit 6.2).
I tillæg til administrative tilsyn skal der mindst én gang hvert 3. år føres et fysisk tilsyn med havbrugene (jf. afsnit
7.1). Et fysisk tilsyn giver mulighed for at kontrollere havbrugets placering, fiskeart der opdrættes, nettype, maksi-
malt tilladt mænge foder der må opbevares på anlægget, udfyldelse af driftsjournal m.v. Tilsynsmyndigheden har
på et tilsyn mulighed for at kontrollere foderforbruget ved forevisning af regnskabsbilag for indkøb af foder, ligesom
at tilsynsmyndigheden har mulighed for at kontrollere regnskabsbilag for solgte eller slagtede fisk. I forbindelse med
kulegravningen af havbrugsområdet, der blev afsluttet i oktober 2018, blev det anført af flere af de involverede
kommuner, at regnskabsbilag for solgte eller slagtede fisk kunne være svære at fremskaffe og gennemskue ved
fremmøde på havbruget, når en havbrugsvirksomhed stod for driften af flere havbrug og, når administrationen ikke
var placeret ved selve havbruget, men på virksomhedens hovedkontor. Ligeledes blev det anført, at det kunne være
vanskeligt at henføre et parti indkøbt foder til et bestemt havbrug, når virksomheden ejer flere akvakulturbrug og
indkøber foder samlet. Det er så vidt oplyst ikke almindeligt forekommende, at miljøtilsynsmyndigheder i forbindelse
med rutinemæssigt miljøtilsyn kontrollerer regnskabsbilag for solgte eller slagtede fisk.
Vilkår, der vedrører egenkontrol af havbundens sediment under og omkring havbruget, er ikke identisk udformet i
alle havbrugs miljøgodkendelser eller havbrugstilladelser. For nogle havbrugs vedkommende er der vilkår om, at
der årligt skal tages sedimentprøver for indhold af N, P, organisk stof og kobber, og resultatet af disse prøver skal
indsendes til tilsynsmyndigheden. I nogle havbrugstilladelser udstedt af de tidligere amter ses vilkår om sediment-
prøver udformet med oplysning om, at ”sedimentprøverne udtages af amtet” og at ”analyseudgifterne afholdes af
havbrugeren”. Miljø- og Fødevareministeriet har ikke kendskab til, at denne praksis skulle være videreført efter
kommunalreformen, hvor den stedlige kommune eller Miljøstyrelsen har fået overført myndighedskompetencen fra
amterne. I havbrugstilladelser udstedt af det tidligere Vestsjællands Amt ses vilkår om sedimentprøver afsluttet med
sætningen: ”Når tilsynsmyndigheden skønner at have tilstrækkelige oplysninger om anlæggets påvirkning af det
omgivende miljø, kan disse undersøgelser reduceres eller eventuelt bortfalde.”
Oversigt over seneste års tilsynsindsats og håndhævelser
I det følgende gives et overblik over miljømyndighedernes og Fødevarestyrelsens tilsyn og kontrol med eksiste-
rende havbrug i perioden 2016-2018.
7.2.1 Opgørelse over miljømyndighedernes tilsyn og håndhævelse
74
Miljøtilsyn gennemføres med en minimumsfrekvens for et basistilsyn hvert tredje år på alle havbrug i overensstem-
melse med reglerne i tilsynsbekendtgørelsen, jf. afsnit 3.5. På basis af miljømyndighedernes indberetning af til-
synsaktiviteter til Miljøstyrelsen, der er foretaget i systemet Dansk Miljøadministration (DMA)64
siden 2016, kan det
konstateres at enkelte kommuner udover det regelmæssige basistilsyn, har gennemført fysiske tilsyn årligt eller
hvert andet år. Både kommuner og Miljøstyrelsen har udover basistilsynet gennemført et eller flere administrative
tilsyn.
Ud fra miljømyndighedernes indberetning til Miljøstyrelsen af antal håndhævelser, der ligeledes er foretaget i DMA
siden 2016, kan det for perioden 2016-2018 konstateres, at der er givet en eller flere indskærpelser på 10 havbrug,
mens der på 7 havbrug ikke er foretaget håndhævelse.
I forbindelse med kulegravningen af havbrugsområdet, der blev afsluttet i oktober 2018, og som angik perioden
2013-2017, blev der udarbejdet et notat på baggrund af oplysninger indhentet hos Miljøstyrelsen og de kommunale
miljøtilsynsmyndigheder. Af notatet65
, der var en opfølgning på besvarelsen af MOF alm. del spørgsmål nr. 425
(2017-18)66
, fremgår det, at nogle havbrug i den pågældende periode har modtaget indskærpelser eller henstillin-
ger om overholdelse af vilkår. I et par tilfælde har dette omhandlet den maksimalt tilladte årlige udledning af næ-
ringsstoffer. Dels oplyste en kommune, at der er sket indskærpelse af vilkår om den tilladte udledning i perioden,
dels oplyste Miljøstyrelsen, at der er konstateret få mindre overskridelser af de tilladte udledningsmængder, hvortil
der er givet en indskærpelse til virksomheden. Overskridelser af udledningstilladelse eller foderforbrug blev dermed
ikke observeret som værende et generelt fænomen blandt havbrugsvirksomhederne. Derudover er der forekommet
indskærpelser eller henstillinger i forhold til overholdelse af vilkår om vinteropbevaring af netbure, orientering af
tilsynsmyndigheden ved udsætning af fisk om foråret og om fremsendelse af analyseresultater eller for sen frem-
sendelse af egenkontroldata til tilsynsmyndigheden.
7.2.2 Opgørelse over Fødevarestyrelsens veterinær- og fødevarekontrol
Fødevarestyrelsen har oplyst, jf. tilsynet med fødevare- og veterinærlovgivningen beskrevet i afsnit 3.5.3, at der i
perioden 2016-2018 er udført veterinære kontroller med alle 19 eksisterende havbrug med en frekvens på 1-3
kontrolbesøg per år. Der var i 2016-2018 ingen sanktioner for veterinære kontrolobjekter.
Som oplyst i besvarelsen af MOF alm. del spørgsmål 178 (2018-19, 1. samling)67
konstaterede Fødevarestyrelsen
i november 2018 fejl i registreringerne af antibiotikaforbruget for to havbrug. Fejlene vedrørte hovedsageligt perio-
den fra havbrugenes opstartsår til 2013. På baggrund af de konstaterede fejl gennemførte Fødevarestyrelsens
Veterinærrejsehold i december 2018 kontrolbesøg på de to havbrug, der ejes af samme virksomhed. Der blev
endvidere gennemført kontrolbesøg hos virksomhedens dyrlæge. Kontrollerne gav ikke anledning til sanktioner.
Veterinærrejseholdet fandt, at fejlregistreringerne hovedsageligt fandt sted før 2013, og at der ikke var grundlag for
at konkludere, at anvendelsen af lægemidler er sket i strid med gældende regler. Forholdet blev beskrevet nærmere
i en opfølgning på besvarelse af ovennævnte spørgsmål 17868
.
Fødevarestyrelsens Fødevarerejsehold besøgte i juli og august 2019 en akvakulturvirksomhed på baggrund af en
anmeldelse om, at der ikke kunne forevises sporbarhed i henhold til reglerne i fødevarelovgivningen. Kontrollen
64
Dansk Miljøadministration, dma.mst.dk.
65
https://www.ft.dk/samling/20171/almdel/MOF/bilag/590/index.htm
66
https://www.ft.dk/samling/20171/almdel/MOF/spm/425/index.htm
67
https://www.ft.dk/samling/20181/almdel/MOF/spm/178/index.htm
68
https://www.ft.dk/samling/20181/almdel/mof/spm/178/svar/1574150/2045517.pdf
75
blev udført i samarbejde med Miljøstyrelsen, som er miljøtilsynsmyndighed for et af virksomhedens havbrug. Ved
kontrollen konstaterede Fødevarerejseholdet, at virksomheden ikke kunne forevise nogen form for sporbarhed, og
kravet til et generelt sporbarhedssystem var heller ikke opfyldt. Disse forhold blev sanktioneret med bøder, og
virksomheden har efterfølgende erkendt forholdene og vil betale bøderne. På et efterfølgende kontrolbesøg udført
af Fødevarerejseholdet i september 2019 blev virksomhedens sporbarhedssystem gennemgået fra strygning til
salg af slagtede varer uden anmærkninger.
Havbrugskontrol 2019
Miljø- og Fødevareministeriet anmodede den 8. marts 2019 de respektive miljøtilsynsmyndigheder for de danske
havbrug om at gennemføre en kontrol af de respektive havbrugs udledning af næringsstoffer og medicin (antibio-
tika). Herudover bad ministeriet om en tilbagemelding fra myndighederne om resultatet af kontrollen og om erfarin-
gerne, der blev opnået.
Ministeriet afholdt som optakt den 6. februar 2019 en workshop med miljømyndighederne. Fødevarestyrelsen del-
tog ligeledes som kontrolmyndighed på veterinærområdet. På workshoppen blev udkast til en mulig kontrol af hav-
brugene diskuteret, herunder de mulige former for dokumentation, som myndighederne kunne inddrage i en sådan
kontrol. På baggrund af denne workshop blev der udarbejdet et forslag til myndighedernes kontrol og en skabelon
for afrapporteringen til ministeriet.
Formålet med denne ekstra kontrol skulle bidrage til at få et samlet erfaringsgrundlag hos myndighederne, der kan
bidrage til en vurdering af, om der i dag er de rette redskaber og regler til at gennemføre en kontrol af havbrugenes
gældende tilladelser eller godkendelser. Formålet var samtidig at kunne belyse havbrugenes overholdelse af vilkår
i forhold til næringsstoffer og antibiotika i tilladelser eller godkendelser.
Tilsynsmyndighederne gennemførte i foråret 2019 denne kontrol og sendte efterfølgende en afrapportering til Miljø-
og Fødevareministeriet.
For at få et samlet billede af virksomhedernes produktion og overholdelse af udledningsvilkår i tilladelser og god-
kendelser, omfattede kontrollen både foderforbrug, produktionsstørrelse og medicinforbrug. Der blev gennemført
en fuld kontrol af oplysningerne om foderforbrug, produktionsstørrelse og medicinforbrug i årsindberetningen for
2018. Årsindberetninger for produktionsårene 2016 og 2017 blev inddraget i form af en stikprøvekontrol.
Tilsynet blev hovedsagelig gennemført ved et besøg på adressen for havbrugets administration (hovedkontor) og
med opfølgende fremsendelse af dokumentation fra virksomheden til tilsynsmyndigheden.
7.3.1 Tilbagemeldinger om havbrugskontrol 2019
Miljø- og Fødevareministeriet afholdt den 23. maj 2019 en opfølgende workshop med havbrugenes miljøtilsyns-
myndigheder. Formålet med mødet var at dele erfaringerne fra den gennemførte kontrol og uddybe myndigheder-
nes fremsendte tilbagemelding.
Myndighederne gav samstemmende udtryk for, at der ikke var påvist forhold, der indikerede en større produktion
på havbrugene end opgivet i årsindberetningen. Undtaget herfra var dog en enkelt havbrugsvirksomhed, som på
det tidspunkt allerede var anmeldt til politiet for at have produceret mere end tilladt.
Myndighederne mente, at det var en generel udfordring at overskue, vurdere og krydstjekke mængden af doku-
mentation for de af havbrugene indberettede oplysninger. Flere af myndighederne så det som en udfordring at tilgå
76
dokumentationen, herunder især når virksomheden ejer hele værdikæden fra produktion af sættefisk til havbrug og
slagteri. Denne udfordring blev forstærket af, at nogle virksomheder ejer flere havbrug. Da hvert havbrug har en
individuel godkendelse og dermed individuelle vilkår for udledning af næringsstoffer, skal det være muligt for til-
synsmyndigheden at kontrollere indberettede produktionstal og foderforbrug for hvert enkelt havbrug. Der kunne
ikke fra myndighedernes side peges på en enkelt type af dokumentation, som var særlig egnet, eller som gav et
komplet og tilgængeligt overblik.
Myndighederne udtrykte, at der med denne ekstra kontrol var opnået en større viden om virksomhedernes interne
drift og, at de forskellige virksomheder i øvrigt drives forskelligt.
Flere myndigheder fremførte, at der hos virksomhederne ikke var overbevisende styr på virksomhedernes interne
dokumentation for, at samtlige vilkår var overholdt.
Myndighederne meldte alle, at det havde været en tidskrævende opgave at gennemgå den indhentede dokumen-
tation.
På trods af, at virksomhederne har forskellige tilgange til drift og dokumentation, blev det nævnt fra myndighedernes
side, at der fremadrettet bør sikres en ensartet fremgangsmåde i virksomhederne i forhold til dokumentation, drifts-
journal og kvalitetsledelse, for at opnå en bedre kvalitet af virksomhedernes dokumentation. Dette vil ifølge myn-
dighederne hjælpe til et mere præcist tilsynsgrundlag. I bilag 7.1 ses en opgørelse over myndighedernes kvalitative
tilbagemelding omkring den anvendte form for dokumentation og brugbarhed i forhold til kontrol.
Myndighederne havde generelt modtaget god dokumentation i forhold til sættefisk på virksomhedsniveau. Det
kunne dog være vanskeligt at kontrollere denne dokumentation i forhold til det enkelte havbrug, når en virksomhed
driver mere end et havbrug, og det var derfor ikke altid muligt, at kontrollere, hvor mange fisk, der var udsat i det
enkelte havbrug, eller hvor fiskene stammer fra. Flere mente, at der kan være brug for et bedre overblik for leverin-
ger af sættefisk fra dambrug og til det enkelte havbrug. Samlet blev det fra myndighedernes side vurderet, at der
ikke var modtaget en dokumentation for antallet af sættefisk, der med sikkerhed kunne bruges til en kontrol af
indberetning fra det enkelte havbrug.
Dokumentationen for mængden af fraførte fisk var modtaget af tilsynsmyndighederne dels som slagteriafregninger
og dels som afregning fra brøndbåd, der var blevet benyttet ved høst af fisk til slagtning. Også for denne oplysning
var der forskel mellem havbrugsvirksomhederne i forhold til driftsmønster og tilgængelig dokumentation. Flere fandt
også her, at det ikke var muligt at få dokumentation på havbrugsniveau, men kun tal for den samlede mængde fisk
for den samlede virksomhed. Myndighederne fandt i øvrigt, at der var for ringe viden om, hvornår og hvordan vejning
af de optagne fisk til slagtning foregik, eller om vejning af fiskene først fandt sted efter slagtning.
Generelt var foderforbruget kontrolleret ved hjælp af en gennemgang af fakturaer for indkøbt foder. Det var myn-
dighedernes erfaring, at foderindkøb foretages for hele havbrugsvirksomheden, og at fakturaer og f.eks. følgesedler
på leveret foder ikke var udskilt på det enkelte havbrug. På virksomhedsniveau blev der kun konstateret mindre
afvigelser i foderindkøb i forhold til, hvad der var indberettet for alle virksomhedens havbrug til sammen. Det blev
af myndighederne vurderet, at der ikke var modtaget en dokumentation for foderforbruget, der med sikkerhed kunne
bruges til en kontrol på det enkelte havbrug.
Flere af myndighederne foreslog, at dokumentation fra fodervirksomhederne om leverancer af foder kunne være
en tredjepartsdokumentation, der kunne være gavnlig, når der blev konstateret uklarheder i indberetninger af fo-
derforbrug.
77
Myndighederne havde alle som led i tilsynet benyttet de indberettede mængder af antibiotika i Fødevarestyrelsens
system VetStat som dokumentationskontrol. Myndighederne havde ikke fundet uregelmæssigheder, udover en fejl-
registrering i VetStat (jf. afsnit 7.2.2). Det var vurderingen, at antibiotikaforbruget var dokumenterbart på det enkelte
havbrug. Indberetningen til VetStat foretages af den part, der udleverer lægemidlet, og er dermed tredjepartsdoku-
mentation, jf. afsnit 3.4.3.4.
Den overordnede udfordring, der kan peges på ud fra myndighedernes erfaringer fra den ekstra kontrol af doku-
mentation for årsindberetninger, var en mangel på overskuelig og fyldestgørende dokumentation, for antallet af fisk
og foderforbrug på det enkelte havbrug. Myndighederne har ikke konstateret eller vurderet, at der var tegn på at
flere havbrug har overskredet deres vilkår i miljøtilladelsen.
78
Del III
8 Udfordringer og oplæg til vi-
dere arbejde
Dette afsnit samler op og konkluderer på analyserne i de foregående kapitler, gengiver interes-
senternes ønsker til den fremadrettede regulering, administration og tilsynet, og opstiller fordele
og ulemper ved de præsenterede løsningsforslag.
Af kommissoriet fremgår, at der ud fra den gennemførte status og gennemgang i Del I og Del II,
om muligt skal identificeres eventuelle områder af havbrugsreglerne og administrationen heraf,
hvor det foreslås, at der skal ske en styrkelse eller ske ændringer. Kommissoriet peger på 3
emner indenfor det administrative system og 3 særlige emner, som forudsættes behandlet.
Strukturen for denne del af rapporten følger kommissoriets hovedpunkter:
Det administrative system (behandles i afsnit 8.1), herunder:
- Den fremtidige tilrettelæggelse af tilsynsindsats og tværgående myndighedssamarbejde
(8.1.1)
- Samspillet og kompetencefordeling mellem de aktuelle myndigheder på havbrugsområ-
det (8.1.2)
- Behovet for et ændret indberetningssystem (8.1.3)
Derudover behandles de særlige emner nævnt i kommissoriet i afsnit 8.2, herunder:
- Regulering af havbrugs udledning af næringsstoffer, medicin og hjælpestoffer (8.2.2 –
8.2.3)
- Overgang fra havbrugstilladelse til miljøgodkendelse (8.3), herunder:
- Håndtering af mangler i havbrugenes placeringstilladelser (8.3.3)
Det administrative system
8.1.1 Tilsyns- og kontrolindsatsen
Særligt den ekstra havbrugskontrol i 2019 har givet et aktuelt grundlag for identificering af ud-
fordringerne ved den nuværende tilsyns- og kontrolindsats med havbrugene indenfor miljø-, ve-
terinær- og fødevareområdet. I tillæg til den ekstra kontrol, som kommunerne og Miljøstyrelsen
har udført i 2019 på miljøområdet, har både Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold og Føde-
varerejsehold på baggrund af konkrete anmeldelser, udført ekstraordinære kontroller på hav-
brug i løbet af 2018 og 2019. Fødevarestyrelsen har ikke i den forbindelse givet udtryk for, at
der ses behov for at intensivere eller ændre den eksisterende kontrolpraksis på fødevare- og
veterinærområdet. På miljøtilsynsområdet har myndighederne (Miljøstyrelsen og kommuner) gi-
vet udtryk for, at det på nogle områder har været vanskeligt at få et fyldestgørende overblik over
den dokumentation, der blev gennemgået for at vurdere havbrugenes miljøforhold. De enkelte
områder, hvor tilsynsmyndighederne har peget på problemstillinger og muligheder for et forbed-
ret grundlag for miljøtilsynet, gennemgås nedenfor.
79
8.1.1.1 Manglende ensartet grundlag for miljøtilsynet
Havbrugsvirksomheder kan ses som særlige i forhold til mange andre typer af virksomheder for
så vidt angår myndighedernes kontrolmulighed, da der ikke kan indhentes dokumentation for
overholdelse af udledningsvilkår fra tredjemand, fx laboratoriemålinger. Til sammenligning vil en
virksomhed med tilladelse til udledning af større mængder af spildevand direkte til søer, vandløb
eller havet typisk have krav om måling af næringsstoffer, miljøfarlige forurenende stoffer, vand-
føring m.v. Målingerne bliver i reglen foretaget og indberettet til myndighederne af et eksternt
laboratorium.
Tilsynsmyndighederne har peget på, at nogle vilkår fastsat i havbrugenes miljøtilladelser er ud-
formet, så det kan være vanskeligt at kontrollere overholdelse og eventuel efterfølgende hånd-
hævelse. Et eksempel er vilkår om brug og dermed udledning af antibiotika eller af biocider. Der
er også konstateret en stor variation i omfanget og udformningen af vilkår for havbrug i de re-
spektive miljøtilladelser. I den forbindelse har nogle myndigheder peget på, at det ville styrke
tilsynet, hvis der blev udarbejdet en ”vilkårsbank”, dvs. en liste over ”gode vilkår”. For at få det
fulde udbytte af tilsynet med miljøgodkendelser med gode og ensartede vilkår, bør det desuden
sikres, at tilsynet ligeledes kommer til at foregå ensartet på tværs af forskellige tilsynsmyndig-
heder. Dette kan være til gavn for tilsynsmyndigheden, som vil kunne få nemmere ved at plan-
lægge og udføre tilsyn, såvel som for virksomhederne, der vil kunne opleve den samme tilgang
fra tilsynsmyndighederne. Dette vil også kunne skabe en forudsigelighed, der kan understøtte
virksomhedernes forståelse for miljøtilsynets rolle og de krav som tilsynet stiller.
Der kunne udarbejdes vejledningsmateriale, der beskriver den bedste fremgangsmåde i forhold
til at kontrollere vilkår, krav og miljøforhold på havbrug for at opnå et mere præcist og ensartet
tilsyn. Materialet bør udover den almindelige ordinære kontrol også omfatte information, der
tager udgangspunkt i erfaringerne fra den ekstra kontrol, som miljømyndighederne foretog i
2019. Miljømyndighederne oplevede, at den efterspurgte dokumentation for en ekstra kontrol af
virksomhedens opgivne oplysninger i årsindberetningen, var meget omfangsrig og tidskræ-
vende at gennemgå, samt dokumentationen ikke i alle tilfælde kunne bruges. Bedre anvisninger
på den information, som er bedst egnet for tilsynet kan derfor med fordel indgå i materialet. De
19 eksisterende havbrug er dog forskellige, og det vigtigt at have for øje, at det ikke er hensigts-
mæssigt at tilrettelægge det eksakt samme tilsyn på alle havbrug. Hver myndighed bør, ligesom
det er tilfældet i dag, tage udgangspunkt i de konkrete forhold, der er væsentlige for den enkelte
virksomhed i forhold til regeloverholdelse
Interessenternes holdninger
Dansk Akvakultur har givet udtryk for, at en vejledning til havbrugene og miljøtilsynsmyndighe-
derne eller et ”skema for det gode tilsyn”, kunne være et nyttigt værktøj for at få bedre og mere
ensartede miljøtilsyn og for at forberede tilsynsmyndigheden såvel som virksomheden på tilsy-
net. Dansk Akvakultur har bemærket, at det fremgår af gældende ’Strategi for bæredygtig ud-
vikling af akvakultursektoren i Danmark’, at der skal udarbejdes en opdateret havbrugsvejled-
ning, og anbefaler, at der nedsættes en arbejdsgruppe, der kan bidrage til udvikling af et styrket
tilsyn bl.a. gennem forbedrede vilkår og forbedret egenkontrol. Arbejdsgruppens anbefalinger
skal danne baggrund for en opdateret havbrugsvejledning.
Fordele/ulemper
En vejledning i udførelse af miljøtilsyn for havbrug vil givetvis være gavnlig for kommunernes
såvel som Miljøstyrelsens arbejde med at føre miljøtilsyn med havbrugene. En vejledning vil
samtidig kunne føre til et øget fokus på tilsynet. Et mere fast format for miljøtilsynet vil kunne
fremme virksomhedernes forståelse for nødvendigheden af god dokumentation, således at den
krævede dokumentation foreligger, herunder i et tilgængeligt format, når denne bliver efterspurgt
80
af myndigheden. Der vil være omkostninger forbundet med udarbejdelse af vejledning eller an-
det tilsynsmateriale og det kan ikke siges om udgifterne modsvares af et tilsvarende løft i miljø-
tilsynets ensartethed og kvalitet.
8.1.1.2 Øget tilsynsfrekvens
Miljøtilsynet i form af et basistilsyn gennemføres med en minimumsfrekvens på tre år. Som en
del af dette basistilsyn vil miljømyndigeden mindst en gang årligt gennemføre tilsynsaktiviteter i
form af gennemgang af årsindberetningen. Fødevarestyrelsens veterinære tilsyn gennemfører
kontrol op til flere gange årligt. Miljøtilsynet er tilrettelagt således, at virksomhedens samlede
miljøforhold gennemgås ved et fysisk tilsyn, mens der ofte er nogen variation fra kontrol til kon-
trol i omfanget og fokus for det veterinære kontrolbesøg. Den veterinære kontrol udføres årligt
efter en tjekliste, dvs. kontrollen er som udgangspunkt den samme hver gang. Dertil kommer
andre typer af kontrol (jf. afsnit 3.5.3). Det skal bemærkes, at Fødevarerejseholdet og Veteri-
nærrejseholdet gennemfører ekstraordinære tilsyn på baggrund af konkrete anmeldelser og
disse henføres ikke til den almindelige kontrol.
Fordele/ulemper
En fast øget tilsynsfrekvens med havbrugene vil kræve, at der fastsættes særregler for netop
denne type virksomhed. På det foreliggende grundlag kan det være svært at argumentere for,
at netop havbrug skal underlægges særlige tilsynsregler. Desuden vil en øget tilsynsfrekvens
formodentlig ikke i sig selv bidrage til en bedre kontrol med virksomheden, med mindre der er
konkrete forhold i regelefterlevelsen, som der skal følges op på. Reglerne for miljøtilsyn inde-
holder allerede i dag krav om at myndigheden ud fra en risikoscore skal føre et hyppigere tilsyn.
Risikoscoren er blandt andet påvirket af graden af regelefterlevelse og eksempelvis omgivelser-
nes sårbarhed.
8.1.1.3 Forbedrede og mere tilgængelige driftsjournaler
Havbrug har i deres miljøtilladelser krav til, at der skal føres en driftsjournal. Der er frihed for
den enkelte virksomhed til at vælge formen for driftsjournalen. Det er, ligesom det er for andre
virksomhedstyper, op til virksomheden selv at tilrettelægge, om driftsjournalen føres i hånden
på papir, elektronisk eller en kombination. Det er et helt almindeligt krav til virksomheder, at
driftsjournalen skal være tilgængelig for tilsynsmyndigheden. En god driftsjournal bør herudover
være et redskab for virksomheden til løbende vurderinger og justeringer af driften, således at
vilkår i miljøtilladelsen overholdes. Dette kan betyde, at virksomheden udover oplysninger, som
tilsynsmyndigheden kræver, samtidigt noterer og registrerer andre oplysninger, der har betyd-
ning for driften.
Havbrugene bruger i dag forskellige systemer til føring af driftsjournal og opbevaring af egen-
kontroldata. Tilsynsmyndigheden møder en række forskellige systemer og former for opbevaring
af dokumentation, som kan være svære at overskue og dermed føre til et mindre effektivt tilsyn.
I forbindelse med havbrugskontrollen 2019 har flere tilsynsmyndigheder fremført, at selvom
egenkontroldata skulle forefindes på virksomheden, så findes informationerne i nogle tilfælde
spredt og i forskellige formater (papir/digitalt), og det kræver store ressourcer for tilsynsmyndig-
heden at danne sig et komplet overblik over informationerne. Dette vanskeliggør en effektiv
kontrol.
Interessenternes holdning
Danmarks Sportsfiskerforbund har forslået, at tilsynet kunne gøres mere effektivt, hvis havbru-
genes driftsjournaler standardiseres og digitaliseres, og hvis tilsynsmyndigheden får digital ad-
gang til driftsjournalerne.
81
Fordele/ulemper
For at løse udfordringen med svært tilgængelige driftsjournaler og vanskelig adgang til doku-
mentation kan der udformes et fælles system for førelse af driftsjournal og opbevaring af egen-
kontroldata og dokumentation. Dette bør samtidig kunne medføre en højnelse af kvaliteten af
havbrugenes årsindberetninger til miljøtilsynsmyndigheden. Et fælles system, der giver klare
retningslinjer for, hvordan driftsjournalen skal føres og, hvordan egenkontroldata og dokumen-
tation skal opbevares for at lette tilgængeligheden hertil, vil kunne give ensartede registreringer
og give tilsynsmyndigheden nemmere adgang til informationer ved kontrol af virksomheden. Der
kan være en udfordring i at pålægge virksomhederne at bruge et foreskrevet system til drifts-
journal og egenkontroldata i tilfælde af, at en virksomhed har investeret i sit eget system, og at
et nyt fælles system ikke i tilstrækkeligt omfang tager højde for den samme grad af detaljer og
kompleksitet, som den enkelte havbruger måtte ønske til at styre sin virksomhed. Denne pro-
blematik bør dog kunne imødekommes ved, at havbrugsvirksomhederne inddrages i arbejdet
med at udvikle et system til en fælles driftsjournal.
8.1.1.4 Dokumentation for noteringer i driftsjournal
Optegnelser i driftsjournal såvel som årsindberetninger baseres stort set udelukkende på hav-
brugenes egne optegnelser, og der indgår ikke dokumentation fra anden part. Brug af antibiotika
er i dag den eneste undtagelse fra denne praksis, idet det her er en tredjepart (apotek, foder-
virksomhed og/eller dyrlæge), der indberetter det udleverede lægemiddel (jf. afsnit 3.4.3.4). Ud
fra resultaterne af myndighedernes havbrugskontrol 2019 kan det konstateres, at dokumenta-
tion til understøttelse af, om informationerne i årsindberetningen og driftsjournalen er korrekte,
kun i begrænset omfang foreligger på virksomheden i et tilgængeligt format.
Driftsjournalens daglige optegnelser kan suppleres med krav om understøttende dokumenta-
tion, der vil kunne hjælpe til et styrket tilsyn. Denne dokumentation kunne eksempelvis omfatte
dokumentation/faktura for indkøbt foder, varedeklaration for det enkelte parti foder for præcis
fodersammensætning, fakturaer/fragtsedler som dokumentation for levering af sættefisk eller
slagtede fisk. På den måde vil optegnelserne i driftsjournalen kunne verificeres i forbindelse
med det fysiske tilsyn eller ved gennemgang af årsindberetning. Anvendeligheden af dokumen-
tation for driftsjournalens oplysninger om foder såvel som til- og fraførsel af fisk vil blive besvær-
liggjort i de tilfælde, hvor en havbrugskoncern tilfører og frafører foder og/eller fisk til flere hav-
brug. Hvis den nævnte dokumentation omfatter mere end ét havbrug, bør det derfor kræves, at
der for alle havbrugs enkelte driftsjournaler foretages optegnelser over, hvilken del af dokumen-
tationen, der vedrører det enkelte havbrug. Sidstnævnte vil ikke i sig selv være tredjepartsdoku-
mentation, men vil kunne give miljøtilsynsmyndigheden informationer om, hvilken del af en ind-
købt foderleverance, der er brugt på hvilket havbrug. Dette vil være helt nødvendigt for at sikre
en kontrol af det enkelte havbrugs vilkår i miljøtilladelsen. Dokumentationen, som bør foreligge
til brug for miljøtilsynsmyndigheden, vil samtidig kunne opfylde dokumentationskravene overfor
Fødevarestyrelsen iht. sporing af anvendte foderstoffer og sporing af til- og fraførsel af fisk, og
vil derfor ikke påføre virksomheden nogen dobbelt dokumentationsforpligtelse.
Fordele/ulemper
Krav til en havbrugsvirksomhed om fast dokumentation tilknyttet driftsjournalen på det enkelte
havbrug, herunder dokumentation for foderforbruget, vurderes at give en styrket kontrol. Det er
ikke generel praksis, at der stilles faste krav til yderligere dokumentation for noteringer i drifts-
journal af egne oplysninger. Miljøtilsynet bygger på, at virksomhedernes oplysninger til brug for
tilsynet i vid udstrækning baseres på egenkontrol. Dermed vil havbrugene stilles overfor større
dokumentationskrav i forhold til de krav, der gælder generelt for godkendelsespligtige virksom-
heder. Modsat kan det fremhæves, at havbrug formodentlig er den eneste virksomhedstype, der
– uden krav om målinger af spildvandsmængder og koncentrationer af stoffer heri – kan tillades
82
at udlede større mængder af forurenende stoffer direkte til vandmiljøet, hvilket kan retfærdiggøre
et skærpet dokumentationskrav.
8.1.1.5 Præciseret indberetning af N og P i foder
Ved havbrugenes indberetning af foderforbrug via årsindberetningen savnes der ofte dokumen-
tation for foderet præcise sammensætning. N-indholdet ses ofte beregnet ud fra et proteinind-
hold på fx 37-41 %, som er oplyst på fodertypens generelle produktblad (jf. afsnit 5.1.1). I disse
tilfælde er det ofte den laveste procentsats (fx 37 %), der er anvendt for beregning af N-indhol-
det. Dette vil kunne underestimere havbrugets reelle udledning, eftersom beregning af udled-
ningen er afhængig af, hvor meget N, der tilføres med foderet. For at imødekomme denne usik-
kerhed i beregning af N-udledning, bør fastsættes/præciseres krav til, hvordan havbrugene ind-
beretter foderforbrug, sådan at alle nødvendige oplysninger indgår.
Bemærkninger
Indberetning af præcist og korrekt indhold af N og P i foderet er allerede forudsat i regelgrund-
laget for havbrugsdrift. Der kan være behov for at præciseres korrekt procedure for foderindbe-
retning overfor havbrugsvirksomheder såvel som tilsynsmyndigheder.
8.1.1.6 Fast beregning af fraført mængde (omregningsfaktor fra høstet til slag-
tet fisk)
Ud fra tilbagemeldingerne fra miljøtilsynsmyndighederne på den ekstra havbrugskontrol i 2019
blev det konstateret, at mængden af fisk fraført fra havbruget i nogle tilfælde blev modtaget som
slagteriafregninger og i andre tilfælde som afregning fra brøndbåd brugt ved opfiskning af fi-
skene. Myndighederne fandt, at der var for ringe viden om, hvornår og hvordan vejning af de
optagne fisk til slagtning foregik, og at dette bør afdækkes for at muliggøre en egentlig kontrol
af mængden af fraførte fisk. I vejledningen til Miljøstyrelsens skema for havbrugenes årsindbe-
retning fremgår det vedr. produktion/opfiskning af fisk: ”Hvis vejning først gennemføres efter at
fisken er renset/slagtet beregnes vægten af den levende fisk ved brug af omregningsfaktor. Ved
slagtet vægt forstås vægten af den rensede fisk efter fjernelse af indvolde o. lign. Som omreg-
ningsfaktor for laks og ørred benyttes for nuværende 1,25, hvilket fremgår af vejledningsteksten
til det årlige indberetningsskema.
Bemærkninger
Der kan være behov for, at det præciseres i forbindelse med havbrugenes årsindberetning,
hvordan den endelige vægt af produceret fisk er fremkommet, dvs. er den totale vægt fremkom-
met ved direkte vejning, eller er den totale vægt fremkommet via en eller flere beregninger.
8.1.2 Samspillet mellem involverede myndigheder
Som beskrevet i afsnit 3.5 er der, indenfor Miljø- og Fødevareministeriets ressort, en række
forskellige myndigheder involveret i tilladelser og kontrol/tilsyn med havbrug på flere områder.
De primære myndighedsaktører er som nævnt Miljøstyrelsen, der administrerer placeringstilla-
delser, kommuner og Miljøstyrelsen, der er miljømyndigheder, og Fødevarestyrelsen, der er
myndighed for fødevare- foder- og veterinærområdet. I den forbindelse er det naturligt at over-
veje, om der kan etableres et forbedret og øget samarbejde imellem de forskellige involverede
myndigheder, men også om der kunne være fordele ved at ændre på myndighedernes nuvæ-
rende kompetencefordeling.
83
8.1.2.1 Samling af myndighedskompetencer på miljøområdet hos én myndig-
hed
Som det fremgår af bilag 4.1, er der i dag syv havbrugskommuner, hvoraf fem kommuner er
ansvarlige for et enkelt havbrug, en kommune har to havbrug og en enkelt kommune har fem
havbrug. Miljøstyrelsen er myndighed for syv havbrug. Styrelsen fik i 2012 overdraget godken-
delses- og tilsynskompetencen for havbrug beliggende 1 sømil eller længere fra kysten. Kom-
munerne har på nuværende tidspunkt haft myndighedskompetencen for havbrug beliggende
nærmere end 1 sømil fra kysten i mere end 10 år, se også afsnit 3.2.1.3 for en nærmere rede-
gørelse herfor.
Udfordringerne ved den eksisterende myndighedsstruktur på miljøområdet, hvor kompetencen
til at meddele tilladelser og føre tilsyn er fordelt på flere myndigheder, kan være at opbygge og
opretholde særlige faglige kompetencer og viden i forhold til godkendelsesbehandling og tilsyn
på området. Det kan medføre uensartet praksis i sagsbehandlingen, herunder også ved tilsynet.
Der kan være risiko for en mindre effektiv administration, når flere forskellige myndigheder skal
tilegne sig og vedligeholde viden på området. Vidensopbygning og fastholdelse af viden er cen-
tralt i en effektiv og ensartet sagsbehandling og kontrol. Henset til miljøministerens udmelding
af 26. august 2019 om, at der ikke ønskes flere eller større havbrug på nuværende tidspunkt,
så forventes det fortsat, at kommunerne også fremadrettet skal føre tilsyn med relativt få hav-
brug.
Kommunerne meddeler også godkendelser og fører tilsyn med virksomheder i andre mindre
brancher, der forureningsmæssigt er mindst lige så komplicerede som havbrug. Der findes der-
for en række tilfælde, hvor en kommune har myndighedsansvaret for at godkende blot en enkelt
virksomhed af en given type (listepunkt). Det har været udgangspunktet for fordeling af opgaver
i forbindelse med kommunalreformen, at kommunerne lettere kan inddrage lokale forhold og
viden i de konkrete afgørelser. Den nuværende myndighedsstruktur følger den øvrige fordeling
af myndighedskompetencen mellem stat og kommune for godkendelsespligtige virksomheder.
Interessenternes holdning:
Dansk Akvakultur mener at kommunerne bør være miljømyndighed for havbrug placeret inden
for vandområdeplaner, mens Miljøstyrelsen forbliver myndighed for havbrug placeret uden for
vandområdeplaner. Dansk Akvakultur har fremhævet, at det er vigtigt, at kommuner som miljø-
myndigheden har lokalt kendskab til natur, andre interesser og evt. planer og projekter. Dansk
Akvakultur mener bl.a. derfor, at der ved kompetencefordelingen mellem kommuner og Miljø-
styrelsen skal lægges til grund, at kommunerne er miljømyndighed for øvrige virksomheder og
landbrug indenfor vandområdernes afgrænsning. Dette forslag vil betyde, at alle eksisterende
havbrug ville få en kommune som miljømyndighed, idet alle havbrug i dag ligger indeni et vand-
område.
Danmarks Sportsfiskerforbund ønsker en forenklet myndighedsstruktur og bedre koordination.
Det gælder særligt et ønske om forenkling på miljøområdet, hvor både kommuner og Miljøsty-
relsen er myndighed. Forbundet mener, at det forstærkes af, at 18 af de 19 havbrug drives af 4
konsortier. Godkendelse og tilsyn med det enkelte konsortiums havbrug er derfor fordelt på op
til 4 forskellige miljømyndigheder. Danmarks Sportsfiskerforbund foreslår, at miljømyndigheds-
opgaven samles hos Miljøstyrelsen, da styrelsen i forvejen er myndighed for havbrugenes pla-
ceringstilladelser.
Fordele/ulemper
En samlet myndighed på miljøområdet vil alt andet lige have bedre muligheder for at tilrette-
lægge en ensartet sagsbehandling, herunder også et ensartet tilsyn med virksomhederne. Det
skal dog bemærkes, at myndighederne i dag synes at gennemføre tilsynet på nogenlunde
samme niveau og med samme indsats. Det kan også formodes, at en samlet miljømyndighed
84
vil kunne tilrettelægge arbejdet og administrationen mere effektivt end mange separate myndig-
heder og samtidig nemmere vil kunne fastholde viden på området. Havbrugsvirksomheder med
flere havbrug, kan have en eller flere kommuner og Miljøstyrelsen som myndighed. Det kan
anses især at være en fordel for disse havbrugsvirksomheder kun at have én myndighed.
Myndighedskompetencen for placeringstilladelser er siden januar 2018 placeret hos Miljøstyrel-
sen, og dermed ikke samme sted som miljøgodkendelseskompetencen, når denne er placeret
hos en kommune. Det antages at der opnås en vis synergi og effektivisering når den samme
myndighed behandler begge tilladelser, da disse er indbyrdes afhængige og begge skal fore-
ligge inden havbruget lovligt kan igangsætte/opretholde produktion af fisk. Hvis kommunerne
bliver miljømyndighed for alle eksisterende havbrug, opnås der ikke denne ensartethed og ef-
fektivisering.
Det skal bemærkes, at andre initiativer såsom bedre vejledning om fastsættelse af vilkår (en
”vilkårsbank”) og om kontrol samt tiltag for mere præcis indberetning, bedre driftsjournaler m.v.
i sig selv ville kunne føre til en øget ensartethed i sagsbehandling og tilsyn for havbrugene. En
samtidig etablering af et fast forum for erfaringsudveksling mellem de involverede myndigheder
ville kunne forventes at yderligere understøtte effekten i forhold til mere ensartede afgørelser og
ensartet og effektiv kontrol.
8.1.2.2 Fælles tilsyn
Både miljø- og veterinær, og fiskerimyndigheder foretager tilsyn og kontrol på havbrugene. Der
er i dag ikke nogen systematisk erfaringsudveksling, og der gennemføres ikke fælles tilsyn. Dog
har miljøtilsynsmyndigheden mulighed for at indhente data for antibiotikaforbrug fra VetStat. De
to myndighederne fører tilsyn efter forskellige regelsæt. Begge tilsyn er risikobaserede, hvilket
betyder at de virksomheder, hvor regelefterlevelsen er mindre god, får et hyppigere tilsyn. Der
er ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem regelefterlevelsen efter de forskellige regel-
sæt. Fødevarestyrelsen og miljømyndighederne har af disse grunde ikke tidligere på andre fø-
devarevirksomheder og hos primærproducenter gennemført fælles tilsyn eller foretaget koordi-
nering.
Fælles tilsyn, der gennemføres som et samarbejde mellem Fødevarestyrelsens veterinærtilsyn
og miljømyndighedens tilsyn på havbrugsområdet må antages at kunne give en styrkelse af
især miljøtilsynet. Det vil typisk dreje sig om de tilfælde hvor miljømyndigheden ønsker at kon-
trollere vilkår, hvor dokumentationen herfor kan være dokumentation, der skal foreligge på virk-
somheden i medfør af Fødevarestyrelsens regler, eksempelvis noteringer om til- og fraførsel af
fisk og dyrlægens anvisninger ved udskrevet medicin. Denne form for fælles tilsyn kan realiseres
gennem aftaler. Det er ikke vurderet, hvorvidt der kan være eventuelle retssikkerhedsmæssige
udfordringer i etableringen af fælles tilsyn, ligesom at forskellige tilsynsfrekvenser og forskellig
praksis for varslede hhv. uvarslede tilsyn kan udfordre mulighederne for at udføre fælles tilsyn.
Det skal bemærkes, at begge kontrolmyndigheder vil føre tilsyn med og kontrollere en række
forhold, hvor der ikke vil være en umiddelbar fordel for hverken tilsynet eller virksomheden. Et
eksempel på fælles og koordinerede tilsyn er, at Fødevarestyrelsen gennemfører fælles kontrol-
ler med SKAT ved Fødevarerejseholdets kontroller. Dette forekommer dog kun ved specifik
mistanke om lovovertrædelse og ikke ved de rutinemæssige veterinærkontroller.
Deling af viden og erfaringer på tværs af myndigheder kan give en styrket tilgang til myndig-
hedsbehandlingen af virksomhederne. Dette kan omfatte en struktureret erfaringsudveksling
mellem de berørte myndigheder, der udsteder tilladelser og fører tilsyn med havbrug på hen-
holdsvis miljøområdet og fødevare- og veterinærområdet. Denne form for erfaringsudveksling
85
ses at være understøttet af ministeriets fælles kontrolstrategi69
, da det kan medvirke til at øge
det samlede kendskab til virksomhederne. Det vil også understøtte, at der fokuseres på de virk-
somheder, som har udfordringer med regelefterlevelse. Struktureret erfaringsudveksling finder
allerede sted på fx KO-området (krydsoverensstemmelser) mellem Landbrugsstyrelsen og Fø-
devarestyrelsen, da en sådan udveksling er en nødvendighed for at understøtte myndigheder-
nes selvstændige opgavevaretagelse. Det skal bemærkes, at der ikke nødvendigvis kan identi-
ficeres et lignende behov i relation til havbrug.
Samarbejdsaftaler mellem myndighederne kan være en god ramme for et struktureret samar-
bejde om udveksling af viden og evt. kontrolresultater. Der findes i dag aftaler på fiskeriområdet
mellem Fiskeristyrelsen og Fødevarestyrelsen.
Vidensdeling kunne herudover omfatte gensidig forpligtende informationsdeling mellem myn-
digheder om særlige forhold. Der er hos Fødevarestyrelsen eksempler på særligt udarbejdede
instruks, som angiver hvor og hvordan man foretager underretning til andre myndigheder. Fø-
devarestyrelsen har i samarbejde med det tidligere SKAT udarbejdet konkrete eksempler på,
hvornår det kan være relevant at underrette SKAT.
Interessenternes holdning:
Danmarks Sportsfiskerforbund peger på at havbrugsområdet er reguleret af både miljø- og na-
turbeskyttelseslovgivningen, fiskerilovgivningen samt fødevare- og veterinærlovgivningen og
dermed er myndighedsopgaverne varetaget af flere forskellige myndigheder. Danmarks Sports-
fiskerforbund mener, at dette stiller store krav til koordinering og vidensdeling mellem de invol-
verede myndigheder.
8.1.2.3 Tilsyn med havbrug på koncernniveau
Næsten alle havbrug er organiseret i koncerner, der ejer flere havbrug såvel som dambrug og
slagterier. Foder købes ofte på koncernniveau, hvorefter foderet fordeles internt på de enkelte
havbrug i koncernen. Miljøtilsynsmyndighederne har ved tilbagemeldingen på den ekstra kontrol
gennemført i 2019 anført, at nogle oplysninger i årsindberetningen kun er kontrollerbare på kon-
cernniveau, men ikke for det enkelte havbrug. Dette gælder for foderforbrug og i nogen grad for
tilførte og fraførte fisk. For at opnå et mere præcist tilsyn kan det nuværende tilsyn med produk-
tionssteder (dvs. på selve havbruget) suppleres med et tilsyn på koncernniveau (virksomhedens
hovedkontor), hvor der ses på de samlede til- og fraførsler af fisk, foder, medicin og biocider.
Et tilsyn med havbrugskoncerner vil kunne iværksættes som et ekstraordinært tilsyn, såfremt
der er usikkerhed i forhold til dokumentationen på det enkelte havbrug og vil kunne gennemføres
i samarbejde mellem flere myndigheder f.eks. implicerede kommuner, Miljøstyrelsen og even-
tuelt Fødevarestyrelsen. Med en koncernkontrol, vil der dog stadigvæk udestå en kontrol af, om
det enkelte havbrugs miljøtilladelse er overholdt. Det vil dermed kun være muligt at kontrollere,
at en havbrugsvirksomhed samlet set ikke overskrider hvad der gælder for de samlede miljøtil-
ladelser, som havbrugsvirksomheden har. Det vil på den baggrund ikke være muligt at kontrol-
lere eller håndhæve forhold, der vedrører vilkår i miljøtilladelsen for det enkelte havbrug.
Ved den ekstra kontrol som miljømyndighederne foretog i foråret 2019, blev der for en havbrugs-
virksomhed sammenlignet det samlede foderindkøb, med det samlede opgivne foderforbrug på
virksomhedens havbrug. Disse tal stemte overens, men det blev samtidig konkluderet af miljø-
tilsynsmyndighederne, at denne dokumentation ikke bidrager til viden om det enkelte havbrug
har opgivet korrekte tal i årsindberetningen og dermed ikke bidrager til et mere præcist tilsyn.
69
https://mfvm.dk/fileadmin/user_upload/MFVM/Publikationer/2017-09-27Kontrolstrategi_4.pdf
86
Det kan derfor være vanskeligt at argumentere for, at samlede koncerntilsyn vil bidrage til et
mere præcist tilsyn. I stedet bør det kræves, at der foreligger den korrekte og præcise doku-
mentation for alle indberettede oplysninger på hvert enkelt havbrug, således at den enkelte god-
kendelses vilkår kan kontrolleres og således at tilsynsmyndigheden kan foretage håndhævelse,
såfremt det konstateres at vilkår er overskredet.
8.1.3 Havbrugenes indberetninger
Indberetning af data og informationer fra havbrugene til tilsynsmyndighederne udgør en grund-
pille i havbrugenes miljøtilsyn. Der har fra både myndigheders og grønne organisationers side
været stillet generelt spørgsmål til, om den nuværende praksis for indberetning er hensigtsmæs-
sig og tilstrækkelig. Hovedproblematikkerne har her drejet sig om dels kvaliteten af indberetnin-
gerne og dels det faktum, at langt størstedelen af indberetningerne er baseret på virksomhedens
egne optegnelser og dokumentation herfor kan være vanskelig for tilsynsmyndigheden at tilgå.
Miljøtilsynet baseres på havbrugenes egne indberetninger, og dermed er i høj grad tillidsbase-
ret. En undtagelse herfra er foderlægemiddelproducentens indberetninger af udleveret antibio-
tika i VetStat-databasen, som miljøtilsynsmyndigheden også i dag har mulighed for at tilgå. Hav-
brugenes indberetninger og optegnelser i driftsjournalen vil principielt set kunne kontrolleres
ved, at relevant dokumentation, fakturaer for foderkøb el. lign., vedlægges driftsjournalen (jf.
afsnit 8.1.1.4).
8.1.3.1 Registrering af flytninger af fisk i CHR-registret
Dokumentation og sporbarhed for til- og fraførsler af foder og fisk på det enkelte havbrug, når
en virksomhed har flere havbrug, er én af de typer af dokumentation, der kan være svær at tilgå.
Dokumentation for til- og fraførsler af fisk bør dog foreligge, jf. Fødevarestyrelsens regler – afsnit
3.5.3.
Svine- og kvægbesætninger registrerer flytninger af dyr elektronisk i CHR70. Akvakulturvirk-
somheder kan pålægges en tilsvarende pligt til at indberette flytninger, og derved ville miljøtil-
synsmyndighederne få mulighed for at kontrollere indberetning af udsætning af sættefisk i hav-
brugene samt kontrollere mængden af fraførte fisk.
Fordele/ulemper
Akvakulturfisk flytte både mellem dambrug på land og fra dambrug til havbrug, og virksomhe-
derne skal allerede i dag, jf. Fødevarestyrelsens regler, via egne optegnelser kunne dokumen-
tere flytninger af fisk mellem anlæg. Det er ikke umiddelbart muligt via tilsyn at kontrollere, hvor
mange fisk der er i et havbrug eller et dambrug, og informationer herom må derfor som udgangs-
punkt baseres på virksomhedens egne oplysninger. Tilgangen til disse oplysninger vil kunne
blive forenklet, hvis oplysningerne registreres i CHR-registret. Oplysningerne vil dog stadigvæk
stamme fra virksomhedernes egne optegnelser, og en registrering i CHR kan derfor ikke ses
som yderligere dokumentation i forhold til, hvis oplysningerne, som i dag, blot skal forefindes på
virksomheden.
8.1.3.2 Indberetning af salg af foder fra foderleverandører
70
Jf. bekendtgørelse nr. 744 af 12. juli 2019 om mærkning, registrering og flytning af kvæg, svin, får eller
geder.
87
Der er i store træk sammenhæng mellem et havbrugs årlige foderforbrug/ nettoproduktionen og
næringsstofudledningen. Kontrol med havbrugenes foderforbrug udgør, i sammenhæng med
tilførte og fraførte fisk, det væsentligste enkeltstående tilsynsobjekt i havbrugenes miljøtilsyn.
Hvis kvaliteten af tilsynet med havbrugenes foderforbrug ønskes styrket, kan foderleverandø-
rerne pålægges en pligt til at indberette mængden af foder, der leveres til den enkelte havbrugs-
virksomhed, til et centralt register. Det må forventes, at der vil kunne findes ligheder og inspira-
tion i Landbrugsstyrelsens leverandørregister for gødningsleverancer. Ligesom det er tilfældet
for dokumentation for optegnelser i driftsjournalen (afsnit 8.1.1.4) gælder det, at hvis en hav-
brugsvirksomhed køber foder til flere havbrug samtidigt, vil det umiddelbart kun være muligt at
få indberetninger af salg fra foderleverandør på virksomhedsniveau, og ikke for det enkelte hav-
brug. Her vil det være nødvendigt at få virksomhedens udspecificering af, hvilken del af doku-
mentationen, der vedrører det enkelte havbrug.
Interessenternes holdninger
Danmarks Sportsfiskerforbund foreslår, at foderleverandører til havbrugene forpligtes til at ind-
berette salg af foder til det enkelte havbrug til et centralt register, som tilsynsmyndighederne har
adgang til. Danmarks Sportsfiskerforbund bemærker, at der kun er to primære leverandører af
foder i Danmark og, at leverandørerne allerede er forpligtede til at indberette mængden af den
leverede medicin (i medicinfoder) til VetStat. Danmarks Sportsfiskerforbund gør også opmærk-
som på, at den form for indberetning kendes fra kontrollen af gødningsregnskabet i landbrugs-
reguleringen.
Fordele/ulemper
Havbrugsbranchen i Danmark er forholdsvis lille, og det kan forekomme voldsomt at oprette et
foderregister for et så lille erhverv. Dette kan også gøre sig gældende, selv i det tilfælde at man
måtte overveje at lade hele akvakulturbranchen (dvs. også ferskvandsdambrug, saltvandsdam-
brug og FREA-anlæg) omfatte af ordningen. I en eventuel beslutning, om der skal etableres et
register for leverandører af fiskefoder, vil der skulle indgå en vurdering af, om en registrerings-
pligt reelt vil føre til et stærkere miljøtilsyn med havbrugene, end der vil kunne opnås med en
pligt til at føre en lettere tilgængelig driftsjournal, hvor fakturaer for indkøbt foder kræves vedlagt
som dokumentation for bl.a. havbrugenes foderindkøb (jf. afsnit 8.1.1.3). Ligeledes bør der ta-
ges højde for, at foder vil kunne importeres fra udenlandske producenter.
8.1.3.3 Et fælles, digitalt indberetningssystem for havbrugene til myndighe-
derne
Det skal ifølge kommissoriet undersøges hvorvidt, det er behov for ændre indberetningssyste-
met for havbrugene til myndigheder med henblik på at udvikle et fælles, digitalt indberetnings-
system. Virksomhederne indberetter i dag til forskellige indberetningssystemer til miljømyndig-
hederne og Fiskeristyrelsen, henholdsvis på papir og digitalt. Myndigheder kan ikke eller har
ikke praksis for at bruge hinandens oplysninger. De forskellige indberetningssystemer kan ses
som unødigt merarbejde for havbrugsvirksomhederne, idet der skal indberette samme tal eller
næsten samme tal flere steder. Dette gælder i udpræget grad for de oplysninger, der indberettes
til miljømyndighederne og Fiskeristyrelsen omkring produktionen.
Interessenternes holdninger
Dansk Akvakultur har bemærket, at havbrugene i dag indberetter data analogt til en række for-
skellige myndigheder, hvilket dels medfører mere arbejde for virksomhederne, dels at data ikke
er tilgængelige et sted for virksomheder og myndigheder. Dansk Akvakultur har stillet det som
et forslag, at der etableres et fælles indberetningssystem både af hensyn til virksomhedernes
administrative byrde og for at de offentlige myndigheder nemmere kan dele oplysninger. Dan-
marks Sportsfiskerforbunds forslag omkring styrket kontrol forudsætter også, at der er et fælles
digitalt indberetningssystem.
88
Fordele/ulemper
Et digitalt, fælles indberetningssystem vil, udover at det vil blive enklere for havbrugsvirksomhe-
derne at indberette til miljømyndighederne og Fiskeristyrelsen, betyde, at der lettere kan skabes
et overblik for myndighederne. Systemet kan omfatte en forudgående elektronisk behandling af
indberettede data, der samtidig kan styrke overblikket. Det er dog stadig de enkelte myndighe-
der, der vil have ansvaret for at kvalitetssikre data og benytte data til kontrol af virksomheden.
Umiddelbart synes det tvivlsomt, om det er økonomisk og praktisk hensigtsmæssigt, at etablere
et fælles digitalt indberetningssystem for en branche med få virksomheder. Såfremt et fælles
indberetningssystem skal etableres, bør det også omfatte andre akvakulturvirksomheder, her-
under ferskvands- og saltvandsdambrug og eventuelt muslinge- og tanganlæg. Det ville være
naturligt at lade en fælles indberetningssystem omfatte både ferskvandsdambrug og havbrug,
dels for at give systemet et større volumen, men også fordi de to virksomhedstyper hænger
sammen, da sættefisk til havbrug produceres i ferskvandsdambrug, og da en del ferskvands-
dambrug er ejet af de samme moderselskaber som ejer og driver havbrug. Det skal bemærkes
at Miljøstyrelsens indberetningsplatform for punktkilder, systemet PULS, er under opdatering og
der kan vise sig fordele ved, at udnytte en sammenhæng hertil med et fælles indberetningssy-
stem.
Hvis et fælles, digitalt indberetningssystem skal udvikles, skal det sikres, at der er det tilstræk-
kelige hjemmelsgrundlag, herunder til at dele data dvs. både videregive og modtage indberet-
ningsdata mellem myndighederne. Der kan forventes anseelige økonomiske såvel som admini-
strative omkostninger forbundet med en udvikling og indføring af et sådant system.
Særlige emner vedr. havbrugenes miljøtilladelser
Baggrunden for nogle af de centrale vilkår i havbrugenes miljøtilladelser er beskrevet i afsnit 5,
hvor der også er peget på mulige problemstillinger. Det drejer sig særligt om vilkår i havbrugenes
miljøtilladelser, der regulerer tilførsel af miljøfarlige forurenende stoffer til havmiljøet (biocider
og antibiotika). Herudover kan det være værdifuldt overordnet set at vurdere, hvorvidt vilkår kan
formuleres mere præcist og som ensartede vilkår på tværs af de enkelte miljøtilladelser.
Der er i gennemgangen konstateret problemstillinger, der vedrører de vilkår i havbrugenes mil-
jøtilladelser, der regulerer udledning forurenende stoffer, og disse forhold diskuteres derfor sær-
skilt i det følgende.
8.2.1 Miljøtilladelsens vilkår – de ”gode vilkår”?
Der stilles i havbrugenes miljøtilladelser (havbrugstilladelser eller miljøgodkendelser) en række
vilkår om havbrugenes drift og om begrænsning af udledning af stoffer til miljøet. Eftersom nogle
miljøtilladelser er havbrugstilladelser, der stammer tilbage fra begyndelsen af 1990’erne, og an-
dre tilladelser er miljøgodkendelser af nyere dato, vil der naturligt være en variation i omfang og
udformning af vilkår i afgørelserne. Upræcise og vanskeligt kontrollerbare vilkår vil fremgå især
i havbrugstilladelser af ældre dato.
Ved fastsættelse af vilkår i miljøgodkendelser, skal disse generelt udformes, så de er oversku-
elige og forudsigelige for adressaten, de skal være entydige og præcise og ikke mindst skal
89
vilkår kunne håndhæves af tilsynsmyndigheden (”gode vilkår”). Myndigheden bør følge de an-
visninger om fastsættelse af vilkår, der er givet i Miljøstyrelsens Vejledning om miljøgodken-
delse71
.
En revision af vilkårene i samtlige havbrugstilladelser til entydige, præcise og gerne ensartede
vilkår vil potentielt set kunne lette myndighedernes tilsyn med havbrugene og med større sik-
kerhed sikre en effektiv kontrol. Det samme gælder naturligvis ved tildeling af nye miljøgodken-
delser til havbrug. Ensartede eller standardiserede vilkår på tværs af de enkelte miljøtilladelser
vil kunne ensarte myndighedernes tilsyn med lettere mulighed for læring og samarbejde myn-
dighederne imellem. For at understøtte myndighedernes udarbejdelse af vilkår ved godkendelse
og ved revision af eksisterende tilladelser, kan der udarbejdes vejledningsmateriale for fastsæt-
telse af ”gode vilkår” og forslag til vilkår (en vilkårsbank).
Bemærkninger
Udarbejdelse af en vilkårsbank kan eventuelt ske som led i en fremtidig revision af havbrugs-
vejledningen. Det er ikke vurderet hvorvidt det er mest hensigtsmæssigt at fastsætte sådanne
vilkår i generelle regler, eksempelvis som standardvilkår. Det skal bemærkes at nye vilkår be-
skrevet i en vejledning eller i regler, ikke nødvendigvis vil betyde at disse bliver gældende for
alle havbrug. Det vil være den enkelte myndigheds opgave at vurdere om havbrugenes eksi-
sterende vilkår bør revideres. Fremadrettet vil disse ”gode vilkår” på basis af beskrivelser i en
vilkårsbank kunne fastsættes i havbrugenes miljøgodkendelæser efterhånden som havbrugene
bliver meddelt nye miljøgodkendelser eller eksisterende miljøgodkendelser bliver revideret.
Størstedelen af havbrugene har i dag ikke en gyldig miljøgodkendelse, men drives på baggrund
af en ældre havbrugstilladelse, og det vil derfor ad åre blive muligt, at få indført ensartede og
gode vilkår i miljøgodkendelserne, efterhånden som disse bliver tildelt havbrugene.
8.2.2 Regulering af udledning af biocider
Miljø- og Fødevareministeriet er opmærksom på, at der kan være tilfælde hvor miljøtilladelser
for eksisterende havbrug ikke indeholder vilkår, der tillader og regulerer brug og udledning af
biocider. Som anført ovenfor i afsnit 8.2.1 kan vilkår herudover være udformet uhensigtsmæssigt
i forhold til en effektiv kontrol og håndhævelse, så det er enkelt for tilsynsmyndigheden at vur-
dere, om tilladelsens vilkår er overholdt. Manglende vilkår rejser spørgsmålet om hvorledes,
der om nødvendigt kan rettes op på dette, jf. nærmere afsnit 8.2.4.
Di-Kobber oxid er et af de primære biocider i antifoulingmidler til havbrugsnet, men nogle anti-
foulingmidler indeholder også andre typer af biocider. Der bør vurderes, om der skal sættes krav
i miljøtilladelser omfattende alle de biocider og andre relevante stoffer, der er indeholdt i pro-
duktet. Herudover kan der ses på, om krav og vilkår om identificering af de enkelte net og tilhø-
rende brug af antifoulingmidler, kunne bidrage til tilsynsmyndighedens mulighed for at kontrol-
lere udledningen af biocider.
En særlig problemstilling i forhold til tilsynsmyndighedens kontrol af udledningen af biocider er
omkring virksomhedernes årlige indberetning af mængden af biocid aktivstoffer. Det er konsta-
teret at der er usikkerhed i forhold til fremgangsmåden, der benyttes af havbrugene til beregning
af mængden af aktivstof. Dette omfatter både mængdeangivelse og omregninger, der er foreta-
get i den forbindelse og hvilke aktivstoffer antifoulingmidler indeholder.
71
Miljøstyrelsens vejledning om miljøgodkendelse (https://miljogodkendelsesvejledningen.dk), afsnit 3.4.3
formulering af vilkår.
90
For at imødegå den konstaterede udfordring i tilsynets muligheder for at kontrollere oplysnin-
gerne i årsindberetningen for biocider, kan der udarbejdes anvisninger til havbrugene om den
rette fremgangsmåde for beregning og angivelse af biocidforbruget. Det kan ligeledes omfatte
krav til ekstra dokumentation, der skal foreligge på virksomheden, som eksempelvis produkt-
blade og fakturaer for indkøbt middel.
8.2.3 Regulering af udledning af antibiotika
Ligesom det er tilfældet for anvendelse af antifoulingmidler, har flere havbrug en miljøtilladelse,
det være sig en havbrugstilladelse eller en miljøgodkendelse, som ikke indeholder præcise vilkår
om brug af antibiotika. Nogle miljøtilladelser indeholder ikke vilkår, der specifikt tillader anven-
delse af – og dermed udledning af – antibiotika. Andre miljøtilladelser indeholder vilkår, der
tillader anvendelse af antibiotika, men anvendelsen af antibiotika er reguleret ved at miljøtilla-
delsen, som beskrevet i afsnit 5.3.1, alene henviser til de bekendtgørelsesfastsatte miljøkvali-
tetskrav72
, og vilkåret derfor kan være vanskeligt for tilsynsmyndigheden at håndhæve. Ligesom
det er tilfældet for anvendelse af antifoulingmidler uden specifik for præcise vilkår om dette i en
miljøtilladelse, kan det være nødvendigt, at miljømyndighederne fastsætter vilkår for at anven-
delse af antibiotika. Dette er der redegjort for i afsnit 8.2.4.
Det må som udgangspunkt antages, at de havbrug, der ikke i dag har konkrete vilkår vedrørende
udledning af antibiotika havbrugstilladelsen eller miljøgodkendelsen, vil kunne få tilladelse til
udledning af den mængde antibiotika, der er nødvendig for at behandle fiskene, såfremt dette
blev vurderet i forbindelse med en konkret ansøgning eller et påbud fra miljømyndigheden.
Denne foreløbige vurdering er baseret på modelberegninger foretaget på ansøgte havbrug, der
er større, end de eksisterende havbrug (jf. afsnit 5.3.1), kan medicinere fiskene uden risiko for,
at koncentrationerne i det omgivende vand kommer i nærheden af at overskride miljøkvalitets-
kravene for de pågældende stoffer. Det kan dog i nogle tilfælde være relevant i modelberegnin-
gerne at tage højde for, at flere havbrug i det samme område vil kunne have behov for at syg-
domsbehandle samtidig. Hvis det antages, at koncentrationer af antibiotika i miljøet ikke har
nogen uacceptabel påvirkning på miljøet, så længe koncentrationerne holdes under miljøkvali-
tetskravene, så kan det ligeledes antages, at meddelelse af tilladelse til brug af antibiotika pri-
mært vil udgøre en forvaltningsmæssig, snarere end en miljømæssig, problemstilling.
Når der i en miljøtilladelse blot henvises til miljøkvalitetskrav for de tilladte typer af antibiotika,
kan tilsynsmyndigheden ikke umiddelbart vurdere, om tilladelsens vilkår vedr. udledning af an-
tibiotika kan være overtrådt uden først at foretage en omregning fra en given mængde aktivt stof
(som er det, havbrugene skal indberette) til den resulterende koncentration i det omgivende
miljø. Det ville være enklere for miljømyndigheden at kontrollere overholdelse af vilkår vedr. brug
af antibiotika i miljøtilladelsen, hvis vilkåret baseres på en fastsættelse af, hvor stor en mængde
antibiotika, der må bruges ved hver sygdomsbehandling. Jf. afsnit 5.3.1. bør en miljøgodken-
delse ikke tillade en større mængde fisk i anlægget, end der vil kunne behandles iht. en veteri-
nærfaglig vurdering og under samtidig iagttagelse af miljøreglerne.
8.2.4 Fastsættelse af vilkår for eksisterende virksomheder
En række eksisterende havbrug driver virksomhed efter en havbrugstilladelse og har endnu ikke
fået en miljøgodkendelse. Disse virksomheder udleder i nogle tilfælde antibiotika og biocider
72
Bekendtgørelse nr. 1625 af 19. december 2017 om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer, over-
gangsvande, kystvande og grundvand.
91
uden eller med utilstrækkelige vilkår herom i deres tilladelse. Virksomheden kan efter omstæn-
dighederne på baggrund af en konkret vurdering meddeles påbud i medfør af § 41 i miljøbeskyt-
telsesloven, hvis betingelserne herfor er opfyldte.
Hvis udledningen af antibiotika og biocider f. eks. bidrager til, at miljøkvalitetskravene (i vand,
sediment og biota) ikke kan overholdes, så vil udledningen altid betragtes som væsentlig, jf. §
41, stk. 1. Set i lyset af vandrammedirektivets forpligtelser vil en udledning, som fører til forrin-
gelse af vandområdets tilstand eller risiko for, at vandrammedirektivets mål ikke nås inden for
den fastsatte frist, formentlig også være at betragte som væsentlig forurening.
Alternativt kan myndigheden vælge at fastsætte vilkårene i den miljøgodkendelse, som skal
afløse havbrugstilladelsen, i stedet for i et påbud. Miljø- og Fødevareklagenævnet har i afgø-
relse af 26. marts 200873
fastslået, at det i den konkrete situation, hvor virksomheden produce-
rede på baggrund af en gyldig tilladelse (uden vilkår om udledning af antibiotika og biocider) og
havde ansøgt om miljøgodkendelse, ville være mest korrekt at fastsætte vilkårene om udledning
af antibiotika og biocider i miljøgodkendelsen.
8.2.5 Sedimentprøver
Havbrugenes miljøtilladelser har typisk vilkår om, at der årligt skal udtages og analyseres sedi-
mentprøver under og i nærheden af havbruget, og at resultaterne heraf skal indsendes til til-
synsmyndigheden sammen med årsindberetningen. Nogle miljømyndigheder har i forbindelse
med møder afholdt som led i den ekstra kontrol som miljømyndighederne gennemførte i 2019,
rejst spørgsmål om nytteværdien og vanskelighederne ved at vurdere resultater af sediment-
prøver. Ifølge den nu ophævede havbrugsbekendtgørelse skulle der i havbrugstilladelsen fast-
sættes vilkår om mindst to årlige analyser af bundsediment.
Havbrugsvejledningen foreskriver ikke, at der skal gennemføres et kontrolprogram for sediment
hvert år, men blot det førte år, og at kadencen for sedimentprøver nedsættes eller, at prøvetag-
ningen helt bortfalder efter nogle år, alt efter havbrugets størrelse, med mindre der observeres
en påvirkning på sedimentforholdene (jf. afsnit 5.4), i hvilket tilfælde prøvetagningen anbefales
udvidet.
Miljø- og Fødevareministeriet har ikke kendskab til, at en miljøtilsynsmyndighed – herunder de
tidligere amter – skulle have indgået aftaler med havbrugsvirksomhederne om, at sedimentun-
dersøgelserne skal fortsætte, intensiveres eller ophøre eller, at undersøgelsesfrekvensen skal
sænkes. Det kan dog konstateres, at nogle havbrug udfører årlige sedimentundersøgelser og
andre havbrug tilsyneladende slet ikke udfører sedimentundersøgelser.
Det bør vurderes, hvorvidt der skal bringes øget fokus på området og, hvorvidt der kan være
behov for at ensrette kravene til sedimentundersøgelserne for havbrugene, herunder, hvilke ty-
per af prøver, der skal tages, hvorfor og hvor der tages prøver, hvad der analyseres for, og
hvilke tiltag der eventuelt skal tages i tilfælde at prøverne viser et ikkeacceptabelt resultat.
Generelt set må omfanget og karakteren af sedimentundersøgelser siges at være utilstrækkeligt
beskrevet i den nu ophævede havbrugsbekendtgørelse af 1990 såvel som i havbrugsvejlednin-
gen. Der er ikke i hverken den nu ophævede havbrugsbekendtgørelse af 1990, i havbrugsvej-
ledningen eller i de enkelte miljøtilladelser fastsat procedurer for, at sedimentundersøgelserne
har skullet udføres på en måde, hvorved man på et fagligt grundlag – og med statistisk belæg
– vil kunne vurdere, om sedimentforholdene under og i nærheden af havbruget er påvirket i
73
Miljøklagenævnets afgørelse af 26. marts 2008, j.nr. MKN-104-00120
92
forhold til, hvis der ikke havde været et havbrug på den pågældende lokalitet. Dermed kan an-
vendeligheden af sedimentundersøgelser i dag være begrænset.
Overgangen fra havbrugstilladelse til miljøgodkendelse
Det fremgår bl.a. af kommissoriet, at det bl.a. skal undersøges, hvordan man kan sikre over-
gangen fra havbrugstilladelse til miljøgodkendelse, og hvordan udfordringer omkring placerings-
tilladelser til eksisterende havbrug kan hånderes.
Nedenfor beskrives det fremadrettede sagsbehandlingsforløb som følge af, at havbrugene ikke
har en miljøgodkendelse (afsnit 8.2.2.1) samt de væsentligste udfordringer, som overgangen
fra havbrugstilladelse til miljøgodkendelse må forventes at give anledning til, herunder på bag-
grund af Miljø- og Fødevareklagenævntes afgørelser (afsnit 8.2.2.2). Tilsvarende beskrives de
overordnede rammer for myndighedernes håndtering af placeringstilladelser til eksisterende
havbrug (afsnit 8.2.2.3).
På baggrund af kommissoriet vurderes det også om, der fremadrettet skal stilles krav om begge
tilladelser, (afsnit 8.2.2.4) herunder om det kan være hensigtsmæssigt med en fælles tilladelse,
der både omfatter placeringstilladelsen og miljøgodkendelsen (afsnit 8.2.2.4.1). Endelig vurde-
res, hvorledes koordination af myndighedsbehandlingen kan sikres på anden måde (8.2.2.4.2).
Ovennævnte forhold belyses og vurderes i det følgende.
8.3.1 Manglende miljøgodkendelse
Som beskrevet i afsnit 3.2.1.3 blev havbrugsvirksomhed i 2006 omfattet af krav om miljøgod-
kendelse. Kommunerne og Miljøstyrelsen har herefter truffet afgørelse om miljøgodkendelse til
en række af de eksisterende 19 havbrug. Hovedparten af disse afgørelser er imidlertid blevet
påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som i alle afgørelser har ophævet og hjemvist mil-
jøgodkendelsen til fornyet behandling. Nævnet henviser i afgørelserne bl.a. til, at der skal gen-
nemføres habitatkonsekvensvurderinger, da det efter nævnets opfattelse ikke kan afvises, at
havbrugsvirksomhederne kan påvirke de relevante Natura 2000-områder.
I de sager, hvor nævnet har hjemvist sagerne, skal godkendelsesmyndigheden genoptage sa-
gen i overensstemmelse med nævnets anvisninger, dvs. at der skal gennemføres en habitat-
konsekvensvurdering. Indbringes nævnets afgørelse for domstolene, skal godkendelsesmyn-
digheden i den enkelte sag tage stilling til betydningen heraf i forhold til den videre sagsbehand-
ling, idet det bemærkes, at søgsmål ikke uden videre tillægges opsættende virkning.
I de sager, hvor godkendelsesmyndigheden endnu ikke har truffet afgørelse i 1. instans, skal
sagsbehandlingen færdiggøres, og vil være underlagt sædvanlig inddragelse af Miljø- og Føde-
vareklagenævnets praksis på området.
Myndighederne skal endvidere tilrettelægge sagsbehandlingen således, at der sker fornøden
koordination af de forskellige påkrævede tilladelser, herunder mellem miljøgodkendelse og pla-
ceringstilladelse i forhold til bl.a. habitatvurderingen.
Herudover bemærkes, at ministeriet har vurderet, at de eksisterende havbrug– trods nævnets
ovennævnte afgørelser – efter omstændighederne kan fortsætte driften på baggrund af hav-
brugstilladelsen, selv hvis det ikke er muligt at meddele havbrugene miljøgodkendelse. Driften
vil i så fald skulle ske i overensstemmelse med de vilkår, der følger af den konkrete havbrugs-
tilladelse. Dette kan bl.a. have betydning for størrelsen af den tilladte produktion. Derudover skal
93
godkendelsesmyndigheden evt. gribe ind over for den fortsatte havbrugsdrift i medfør af miljø-
beskyttelseslovens § 39, stk. 2, eller § 41, samt habitatdirektivets artikel 6. stk. 2. Der henvises
til afsnit 4.2.2. for en nærmere redegørelse herfor. Det bemærkes, at muligheden for fortsat
havbrugsdrift på baggrund af en ældre havbrugstilladelse, hvis miljøgodkendelse ikke kan op-
nås, ikke har betydning for kravet om placeringstilladelse efter fiskerilovens regler.
8.3.2 Udfordringer med overgangen fra en havbrugstilladelse til miljø-
godkendelse
På baggrund af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser i sager om miljøgodkendelse til
fortsat havbrugsdrift skal godkendelsesmyndigheden gennemføre habitatkonsekvensvurdering
i de hjemviste sager.
I de sager, hvor godkendelsesmyndigheden endnu ikke har truffet afgørelse i 1. instans, skal
der indledningsvis foretages en væsentlighedsvurdering – under inddragelse af nævnets praksis
på området – med henblik på at vurdere, om der også i disse sager skal gennemføres habitat-
konsekvensvurdering.
Dansk Akvakultur har som indspil til den grundige gennemgang af havbrugsområdet fremsat
ønske om, at ministeriet fastsætter objektive og præcise kriterier, som kan anvendes til vurde-
ring af risiko for ”væsentlig påvirkning” i forbindelse med konsekvensvurdering af havbrug. Mi-
nisteriet vurderer imidlertid, at det ikke er muligt at opstille sådanne objektive og præcise kriterier
for, hvornår en påvirkning er væsentlig, da denne vurdering beror på en konkret vurdering i de
enkelte sager. Miljøstyrelsens vejledning, praksis fra EU-domstolen og Kommissionens vejled-
ning udgør dog væsentlige fortolkningsbidrag i den sammenhæng. Der henvises endvidere til
afsnit 3.2.4 om habitatdirektivet og fortolkningen heraf.
I de sager, hvor der skal gennemføres habitatkonsekvensvurdering, er det væsentligt at be-
mærke, at der er tale om en omfattende miljøfaglig undersøgelse, som er både økonomisk og
tidsmæssigt ressourcekrævende.
Habitatkonsekvensvurdering skal ske på baggrund af den bedst tilgængelige videnskabelige
viden og under inddragelse af kumulative effekter, herunder havbrugets samlede påvirkning af
de omkringliggende Natura 2000-områder og eventuelt andre relevante Natura2000-områder i
kumulation med andre projekter og planer.
Der må endvidere kun gives tilladelse, hvis der er opnået vished for, at aktiviteten ikke har ska-
delige virkninger. Krav om vished indebærer, at fraværet af skadelige virkninger skal kunne
fastslås ud fra et videnskabeligt synspunkt og uden rimelig tvivl. Kravet indebærer endvidere,
at myndigheden skal afvise at give tilladelse til en plan eller et projekt, når der er usikkerhed om,
hvorvidt der vil være virkninger, der skader den pågældende lokalitets integritet.
Det kan efter omstændighederne være vanskeligt at løfte bevisbyrden for, at der ikke sker skade
som følge af fortsat havbrugsdrift. Dermed kan habitatreglernes krav og skadesbegreb gøre det
vanskeligt for havbrugene at erstatte deres havbrugstilladelse med en miljøgodkendelse.
Vurderingen efter habitatreglerne afhænger dog af en række konkrete forhold, herunder hav-
brugets placering, driftsforhold, udledning mv., udpegningsgrundlaget for de relevante Natura-
2000.
Det enkelte havbrugs mulighed for at overgå fra havbrugstilladelse til miljøgodkendelse vil såle-
des først blive afdækket i forbindelse med den konkrete sagsbehandling.
94
8.3.3 Mangler i havbrugenes placeringstilladelser
Kammeradvokaten har vurderet, at der er væsentlige mangler i placeringstilladelserne til de
eksisterende havbrug. Der henvises til afsnit 4.3, samt Kammeradvokatens sammenfatning,
som er vedlagt denne rapport som bilag 4.3.
Miljøstyrelsen har på den baggrund påbegyndt en sagsbehandling, hvorved placeringstilladel-
sen til hvert enkelt eksisterende havbrug gennemgås med henblik på at vurdere, om der fore-
ligger en gyldig tilladelse. Konstaterer Miljøstyrelsen, at et havbrug drives uden fornøden place-
ringstilladelse, vil styrelsen igangsætte en lovliggørelsesproces af forholdet. Der henvises til af-
snit 4.3.1.
8.3.4 Koordinering og samspil mellem placeringstilladelse og miljøgod-
kendelse
Placeringstilladelsen og miljøgodkendelsen har hjemmel i forskellige lovgivninger (hhv. fiskeri-
loven og miljøbeskyttelsesloven) og varetager også forskellige hensyn. Der henvises til afsnit
3.2.1 og 3.2.2.
Placeringstilladelsen varetager som udgangspunkt planmæssige hensyn på havet, hvorfor det
er nærliggende at sammenligne denne tilladelse med en lokalplan. Placeringstilladelsen skal
således sikre, at havbrugets placering ikke karambolerer med andre interesser på havet, f.eks.
fiskeri, sejlruter, vindmølleparker, rekreative interesser mv.
Ministeriet vurderer, at placeringstilladelsen også varetager visse miljømæssige hensyn, da hav-
brugene – efter både den tidligere og nugældende bekendtgørelse om etablering og drift af
havbrug – årligt skal afgive oplysninger om produktionsmængde og foderforbrug. Med den nu-
gældende bekendtgørelse stilles tillige krav om størrelsen af den forventede udledning af kvæl-
stof pr. år angivet i kilo.
Herudover følger det bl.a. af forarbejderne til fiskeriloven74
,
”Da der kræves tilladelser fra Fødevareministeriet, Miljøministeriet samt eventuelt Ministeriet for
Familie- og Forbrugeranliggender til etablering af opdrætsanlæg i hvert enkelt tilfælde, imøde-
kommes ansøgninger om oprettelse af opdrætsanlæg i fjordområder ikke, hvis miljømæssige,
sundhedsmæssige eller sikkerhedsmæssige hensyn taler imod det. Det samme gælder, hvis
hensynet til det øvrige fiskeri taler imod en tilladelse”.
Tilsvarende blev et tidligere forbud mod etablering af nye havbrug i fjordområder og krav om
etablering i en vis afstand fra fiskeredskaber ophævet som følge af bemyndigelse til at fastsætte
regler om etablering og drift af havbrug (placeringstilladelse). Det følger af de førnævnte forar-
bejder, at nødvendige begrænsninger og betingelser for etablering af nye opdrætsanlæg i stedet
kunne udstedes med hjemmel i den nye bemyndigelsesbestemmelse (fiskerilovens § 67), hvilket
skete med ”forbudsbilaget” til den første udgave af bekendtgørelsen fra 1991.
74
Se L 124 forslag til lov om ændring af fiskeriloven, bemærkningerne til § 1, nr. 9, https://www.retsinfor-
mation.dk/Forms/R0710.aspx?id=88781
95
Af forarbejderne fremgår det også, at forbud mod oprettelse af nye havbrug, hvor der fodres, i
bestemte områder, fastsættes af Miljøministeriet i henhold til miljøbeskyttelsesloven. Bemærk-
ningen må umiddelbart forstås således, at miljøgodkendelsen har et selvstændigt indhold og
dermed regulerer andre forhold end placeringstilladelsen, men at der også er et samspil mellem
de to tilladelser.
Miljøgodkendelsen regulerer udledninger og miljøpåvirkninger forbundet med havbrugsvirksom-
heden og fastsætter ud fra miljøbegrundede hensyn de anlægs- og driftsmæssige rammer. I
miljøgodkendelsen skal princippet om bedste tilgængelige teknik iagttages. Princippet skal sikre,
at driften tilrettelægges på den mest optimale og hensigtsmæssige måde i forhold til miljøet
under iagttagelse af proportionalitetsprincippet.
Det er sædvanligt, at etablering af et miljøgodkendt anlæg kræver tilvejebringelse af et plan-
grundlag. Det vil typisk være en lokalplan, herunder hvor etablering af det miljøgodkendte anlæg
forudsætter et større bygge- eller anlægsarbejde. Under alle omstændigheder kan der alene
drives miljøgodkendte aktiviteter, hvis dette er i overensstemmelse med den relevante lokal-
plans anvendelsesområde. Der kan således som udgangspunkt ikke drives særligt forurenende
virksomhed i et område, der er udlagt til bolig- eller sommerhusområde.
Det indbyrdes samspil mellem placeringstilladelsen og miljøgodkendelsen understreges af, at
placeringstilladelsen først må udnyttes, når der foreligger en miljøgodkendelse, jf. § 3, stk. 3, i
bekendtgørelse nr. 1489 af 6. december 2016 om etablering og drift af havbrug. Tilsvarende
følger det af fiskerilovens75
§ 66, stk. 2, at en ansøgning om placeringstilladelse samtidig gælder
som en ansøgning om tilladelse efter anden lovgivning. Af forarbejderne hertil, følger det:
”Bestemmelsen fastlægger, at opdræt af fisk på dansk fisketerritorium, dvs. i saltvand som hidtil
kun må finde sted efter tilladelse. Etablering og drift kræver også tilladelse i henhold til anden
lovgivning og fra andre myndigheder, herunder bl.a. godkendelse i henhold til regler fastsat med
hjemmel i miljøbeskyttelsesloven.
Administrationen er koordineret mellem myndighederne, som det fremgår af lovteksten, jf. stk.
2. Det er indtil videre hensigten at opretholde denne ordning”.
Der er således også i denne sammenhæng forudsat særlig koordinering og samspil mellem hhv.
placeringstilladelse og havbrugstilladelse/miljøgodkendelse.
På baggrund af ovennævnte vurderer ministeriet, at kravet om placeringstilladelse ikke uden
videre kan ophæves, da placeringstilladelsen varetager hensyn som ikke i dag imødekommes
ved miljøgodkendelsen eller havbrugets øvrige tilladelser. I det følgende afsnit er det yderligere
vurderet, hvorvidt miljøgodkendelsen og placeringstilladelsen kan eller bør træffes som en sam-
let afgørelse.
8.3.5 Fælles tilladelsesordning
Miljø- og Fødevareministeriet har overvejet, hvordan de eksisterende udfordringer med bl.a.
manglende koordination og dobbelt tilladelseskrav, og som skyldes, at havbrugsvirksomhe-
derne er omfattet af både krav om placeringstilladelse og krav om miljøgodkendelse, kan imø-
degås helt eller delvist. En løsning kunne således være at tilpasse reglerne for meddelelse af
placeringstilladelse og reglerne for meddelelse af miljøgodkendelse således, at der kunne ske
75
Lovbekendtgørelse nr. 261 af 21, marts 2019 om fiskeri og fiskeopdræt (fiskeriloven).
96
en samtidig og koordineret sagsoplysning samt sagsbehandling, der evt. kunne munde ud i en
fælles afgørelse (i det følgende omtalt som ”en fælles tilladelse”).
Ministeriet bemærker, at der er tale om en foreløbig og overordnet analyse. Ministeriet kan der-
for ikke afvise, at der kan være andre fordele og udfordringer forbundet med en fælles tilladelse.
Det er dog ministeriets opfattelse, at det følgende giver et godt overblik over de primære rele-
vante forhold, som vil gøre sig gældende, hvis miljøgodkendelse og placeringstilladelsen ønskes
erstattet af en ”fælles tilladelse”.
Det er som udgangspunkt lovteknisk muligt at ændre de gældende bekendtgørelser om med-
delelse af placeringstilladelse henholdsvis miljøgodkendelse således, at placeringstilladelsen
og miljøgodkendelsen erstattes af en ”fælles tilladelse”. Den fælles tilladelse og reglerne herom
vil dog fortsat have lovophæng i både miljøbeskyttelsesloven og i fiskeriloven76
. Reglerne vil
derfor i så fald skulle udarbejdes således, at de dels lever op til de gældende lovkrav i begge
lovgivninger, og dels kan rummes inden for de eksisterende bemyndigelser til ministeren til at
fastsætte nærmere regler.
Herudover vil myndighedsansvaret for meddelelse af den ”fælles tilladelse” skulle placeres sam-
let hos én kompetent myndighed, hvis det er ønsket, at der fremover kun skal meddeles en
tilladelse udstedt af en og samme myndighed. Som følge af bl.a. statens højhedsret over søter-
ritoriet er det ministeriets vurdering, at myndighedsansvaret vil skulle placeres hos en statslig
myndighed på enten miljø- eller fiskeriområdet.
En fælles statslig tilladelse vil således mindske behovet for koordinering mellem myndighe-
derne, som forudsat i jf. fiskerilovens § 66, stk. 2. Der henvises bl.a. til, at kravet om habitatvur-
dering og miljøvurdering efter miljøvurderingslovens VVM-regler vil blive iagttaget samlet i for-
bindelse med udstedelse af den ”fælles tilladelse”.
En ”fælles tilladelse” vil skulle varetage de planlægningsmæssige hensyn og omfattes af krav
om høring af relevante myndigheder, som følger af reglerne om placeringstilladelse i fiskeriloven
og tilhørende bekendtgørelse. Den fælles tilladelse vil samtidig skulle varetage de miljøbeskyt-
telseshensyn, der varetages ved miljøgodkendelsen.
Tilsvarende skal øvrige regler i miljøbeskyttelsesloven og fiskeriloven af relevans for myndighe-
dernes sagsbehandling af afgørelser om placeringstilladelse henholdsvis miljøgodkendelse
overholdes, herunder procedurekrav, klage, straf, tilsyn mv. En fælles tilladelsesordning forud-
sætter dermed, at reglerne herom kan fastlægges uden at komme i modstrid med de to lovgiv-
ningers krav. Reglerne om miljøvurdering (VVM) i miljøvurderingsloven og regler om habitat-
konsekvensvurdering vil ligeledes skulle iagttages.
I den forbindelse bemærkes, at det følger af fiskerilovens § 10 e, stk. 2, at det som udgangspunkt
er staten, der skal afholde omkostninger til habitatkonsekvensvurdering ved udstedelse af tilla-
delse til fiskeri og fiskeopdrætsaktiviteter. Der henvises til afsnit [3.2.4.5.]. Kravet om iagttagelse
af begge regelsæt vil indebære, at fiskerilovens betalingsbestemmelse vil skulle finde anven-
delse ved udstedelse af en ”fælles tilladelse”.
Ved fastsættelse af regler om en ”fælles tilladelse” vil der skulle tages stilling til spørgsmålet om
varigheden heraf. Placeringstilladelsen udløber som udgangspunkt efter 10 år, mens miljøgod-
76
Bekendtgørelsen vil i så fald kunne udstedes med hjemmel i hhv. fiskerilovens § 67 og miljøbeskyttel-
seslovens § 35, stk. 2.
97
kendelsen er tidsubegrænset. Den nærmere begrundelse for tidsbegrænsningen af placerings-
tilladelserne fremgår ikke af lovforarbejderne til fiskeriloven mv. Af forarbejderne til bestemmel-
sen fremgår dog følgende77
:
”Tilladelser meddeles i dag som tidsbegrænsede tilladelser, og det er hensigten, at der også
fremover vil være en tidsbegrænsning eller et opsigelsesvarsel. Endvidere fastsættes i tilladel-
serne en række vilkår og forbehold, herunder forbehold for ændringer i vilkår, som følger af
fremtidige reguleringer samt revurdering af vilkår i lyset af viden, der indhentes på området ved-
rørende drift af anlæg samt effekten på det omgivende miljø”.
Tidsbegrænsning anvendes typisk, hvor myndighederne har et løbende behov for at revurdere
tilladelsen i forhold til samfundsudvikling, tage særligt hensyn til udvikling af miljøfaglig viden og
miljøbeskyttelse, bedre udnyttelse af begrænsede ressourcer mv. Tidsbegrænsningen indebæ-
rer således, at tilladelsesindehaver kan tilpasse anlægsinvesteringer mv. til tilladelsesperioden,
og myndighederne kan omvendt erstatningsfrit bringe det tilladte forhold til ophør ved fristudløb.
Det må derfor overvejes nærmere, om der fortsat er et behov for at tidsbegrænse havbrugsdrif-
ten som følge af fiskeriloven, dvs. en overordnet afvejning af hensynet til havbrugsvirksomhe-
derne over for de ovennævnte hensyn. Det bør i sådanne overvejelser indgå, at en tidsbegræns-
ning vil indebære, at habitatreglerne og evt. VVM-reglerne på ny skal iagttages i forbindelse
med ansøgning om fornyet tilladelse.
I forhold til at løse udfordringerne for de eksisterende havbrug bemærkes, at der ikke findes et
fælles retligt udgangspunkt for disse virksomheder, som en ny regulering umiddelbart kan an-
vendes på. Det skyldes, at sager om miljøgodkendelse for de fleste havbrugs vedkommende er
verserende enten i 1. instans, i klageinstansen eller ved domstolene. Derudover varierer de
eksisterende tilladelsesforhold for så vidt angår placeringstilladelserne betydeligt.
En ny fælles tilladelsesordning vil således indebære, at der skal tages stilling en række kom-
plekse problemstillinger i forbindelse med fastsættelse af overgangsregler. Som eksempler
herpå kan nævnes 1) i hvilket omfang der er hjemmel til at forpligte virksomhederne til f.eks. at
indsende nye ansøgninger, 2) hvornår virksomhederne skal være i besiddelse af en fælles tilla-
delse, 3) hvornår eksisterende tilladelser og godkendelser skal erstattes af en fælles tilladelse,
4) om der skal stilles krav om en fælles tilladelse til virksomheder med en eksisterende lovlig
placeringstilladelser, 5) hvordan reglerne skal finde anvendelse på de verserende ansøgninger
om nye havbrug, 6) hvad der sker, hvis der ikke kan meddeles en fælles tilladelse, 7) om eksi-
sterende tidsbegrænsninger kan håndhæves, og 8), hvis kompetencefordelingen ændres, om
der også skal fastsættes regler herom.
8.3.6 Fokus på koordination og vejledning
Uanset, om det lovteknisk vil være muligt at lave en fælles tilladelsesordning, der både omfatter
miljøgodkendelse og placeringstilladelse, skal det bemærkes, at det er sædvanligt inden for
miljøretten, at de planlægningsmæssige forhold håndteres i en særskilt tilladelse, herunder i
form af en lokalplan. Der er også sædvanligt, at et projekt kræver flere miljøtilladelser, der ud-
stedes af forskellige myndigheder. Som eksempel kan nævnes etablering af nye større forure-
nende virksomheder, som både kræver bl.a. miljøgodkendelse, byggetilladelse, lokalplan, VVM-
vurdering, habitatvurdering mv.
77
L 124 forslag til lov om ændring af fiskeriloven, svar på spm. 1 fra Landsforeningen Levende Hav i for-
bindelse med udvalgsbehandling - https://www.ft.dk/samling/20042/lov-
forslag/L124/spm/1/svar/159432/162434.pdf
98
Havbrugsvirksomhed har næppe en sådan kompliceret karakter, at der på dette område – og til
forskel fra andre sammenlignelige områder med regulering af forurenende aktiviteter – er et
særligt behov for fælles regler. Der henvises i den forbindelse også til, at myndighedsansvaret
typisk er placeret af hensyn til faglig viden og kompetence, lokalkendskab mv., hvorfor der bør
foreligge særlige forhold, førend der sker ændringer heraf. Dette understøttes også af det fak-
tum, at placeringstilladelsen og miljøgodkendelsen varetager forskelligartede hensyn og har op-
hæng i forskellige lovgivninger.
De historiske udfordringer ved myndighedsbehandlingen, som kan begrunde en fælles tilladel-
sesordning, kan også håndteres ved øget fokus på myndighedernes koordineringsforpligtelse,
som også følger af fiskerilovens § 66, stk. 2.
Uddybende vejledning om koordineringsforpligtelsen kan således være en mindre omfattende
og indgribende metode til at imødekomme behov for en samlet og komplet sagsbehandling af
havbrugenes miljøforhold ved ansøgning om etablering, udvidelse eller ændring og ligeledes
ved behandling af de mange verserende sager om placeringstilladelse og miljøgodkendelse til
eksisterende havbrug. En sådan uddybende vejledning vil endvidere kunne skabe klarhed over
og åbenhed omkring de retlige og administrative forhold, der gør sig gældende. Herved vil vej-
ledningen både være til gavn for de relevante myndigheder og havbrugene.
Vejledningen vil i så fald bl.a. skulle angå rammerne for en fælles habitat- og VVM-vurdering og
krav til de respektive afgørelser. Det vil således være oplagt at opdatere havbrugsvejledningen
med henblik på bl.a. at præcisere, at der ikke er et krav om at udarbejde flere habitatvurderinger
og VVM-vurderinger i de tilfælde, hvor havbrugsvirksomhed forudsætter flere tilladelser med
selvstændige krav om habitatvurdering og VVM-vurdering. De relevante myndigheder må i ste-
det sikre fornøden koordinering. Den enkelte tilladelsesmyndighed skal dog selvstændigt og
konkret tage stilling til spørgsmålet om habitatvurdering og træffe selvstændig afgørelse herom.
Afgørelseskompetencen kan således ikke koordineres eller uddelegeres.
I forbindelse med udarbejdelse af en vejledning om koordineringsforpligtelsen vil det også være
relevant at gennemgå de gældende regler med henblik på at sikre den størst mulige ensartethed
af krav til sagsbehandlingen, herunder for at muliggøre samtidig sagsbehandling, hvor det er
hensigtsmæssigt.
En model med øget fokus og vejledning på koordineringsforpligtelsen vil imidlertid ikke løse den
udfordring, at placeringstilladelsen og miljøgodkendelsen er indbyrdes afhængige, men ikke har
den samme varighed.
99
Del IV
9 Sammenfatning og konklusio-
ner
Gennemgangen af havbrugsområdet har givet et overblik over de centrale regler for havbrugs-
produktion indenfor ministeriets ressort. Det konstateres, at de gældende regler overordnet ud-
gør et solidt administrationsgrundlag og basis for en fremtidig sikker administration af området.
Status for tilladelsessituationen på eksisterende havbrug viser at området er udfordret af kon-
staterede mangler i placeringstilladelser. Havbrugene har også i en række sager modtaget af-
gørelse om miljøgodkendelse, der er påklaget og hjemvist til fornyet behandling hos miljøgod-
kendelsesmyndigheden. For både placeringstilladelsen og for miljøgodkendelsen er det mang-
lende eller tilstrækkelig iagttagelse af habitatregler, der ses at være årsagen til dette. Det er nu
de enkelte myndigheder, der på behøring vis skal genoptage og afslutte sagsbehandlingen for
disse sager.
Herudover er regulering af havbrugenes udledninger til havmiljøet gennemgået. Det er konsta-
teret, at der er usikkerheder om kvaliteten af indberetningerne om N og P-indhold i foder og
indberetning af forbrugte biocider til imprægnering af net.
Miljøtilsynsmyndighederne har i foråret 2019 gennemført en ekstra kontrol af dokumentationen
for de årlige indberettede tal for netto-produktionen af fisk, foderforbruget og antibiotikaforbrug.
Myndighederne har ikke konstateret eller vurderet, at der var tegn på, at havbrug har overskre-
det deres vilkår i miljøtilladelsen i forhold til de ovennævnte forhold, der blev undersøgt78
. Den
overordnede udfordring, myndighederne har peget på, er manglende overskuelig og fyldestgø-
rende dokumentation.
Hovedudfordringen for kontrollen af havbrugsproduktion vurderes at bero på, at det ikke er mu-
ligt at gennemføre prøvetagning og målinger af de faktiske udledninger fra havbruget. For en
række andre virksomhedstyper med direkte udledning til vandmiljøet kan der pålægges et krav
om monitering af virksomhedens udledninger, hvilket i mange tilfælde udføres af uvildig tredje-
part. Det må konstateres, at det er relevant at se nærmere på de muligheder, der er for at styrke
tilsynet.
I det følgende gengives de områder af havbrugsreglerne og administrationen heraf, hvor det
foreslås, at der kan ske en styrkelse eller ændringer:
Styrkelse af tilsynet:
Styrkelse af miljøtilsyn foreslås at kunne ske gennem nedenstående mulige initiativer, idet der
dog udestår en endelig gennemgang af de juridiske aspekter, herunder hvilke regler der skal
ændres og, om der skal ske lovændringer i forbindelse med en gennemførelse af initiativerne.
78
En havbrugsvirksomhed er pt. underlagt en politimæssig efterforskning for mulig overproduktion og for i
den forbindelse af have overtrådt miljøbeskyttelsesloven.
100
Udarbejdelse af miljøgodkendelser med præcise vilkår, der giver bedre mulighed for tilsyn og
håndhævelse:
- Entydige og præcise vilkår vil potentielt set kunne lette myndighedernes arbejde med
miljøgodkendelser til havbrug. Præcise og ensartede vilkår vil samtidig kunne lette mil-
jømyndighedernes tilsyn med havbrugene og sikre en mere effektiv kontrol. Udarbej-
delse af en vilkårsbank eller lignende kan bidrage til dette. En fuld effekt af initiativet er
dog afhængig af, at havbrugene opnår miljøgodkendelse.
Udarbejdelse af vejledningsmateriale og information, der beskriver den bedste fremgangsmåde
i forhold til at kontrollere miljøforhold på havbrug.
- Et mere fast format for miljøtilsynet vil kunne fremme virksomhedernes forståelse for
nødvendigheden af god dokumentation, således at den krævede dokumentation fore-
ligger, herunder i et tilgængeligt format, når denne bliver efterspurgt af myndigheden.
Der vil være omkostninger forbundet med udarbejdelse af vejledning eller andet til-
synsmateriale, og det kan ikke siges, om udgifterne modsvares af et tilsvarende løft i
miljøtilsynets ensartethed og kvalitet.
Krav om forbedrede og mere tilgængelige driftsjournaler:
- Et fast format og et fælles system for førelse af driftsjournal og dokumentation kunne
medføre en højnelse af kvaliteten af havbrugenes årsindberetninger til miljøtilsynsmyn-
digheden. Et fælles system, der giver klare retningslinjer for, hvordan driftsjournalen
skal føres og, hvordan egenkontroldata og dokumentation skal opbevares for at lette
tilgængeligheden hertil, vil kunne give ensartede registreringer og give tilsynsmyndig-
heden nemmere adgang til informationer ved kontrol af virksomheden. Det kan dog
være en udfordring at pålægge virksomhederne at bruge et foreskrevet system til drifts-
journal og egenkontroldata i tilfælde af, at en virksomhed har investeret i sit eget sy-
stem, og at et nyt fælles system ikke i tilstrækkeligt omfang tager højde for den samme
grad af detaljer og kompleksitet, som den enkelte havbruger måtte ønske til at styre
sin virksomhed.
Krav om at dokumentation vedlægges driftsjournal:
- Driftsjournalens daglige optegnelser kan suppleres med krav om understøttende do-
kumentation, der vil kunne hjælpe til et styrket tilsyn. Hertil vil især dokumentation for
foderindkøb/forbrug på det enkelte havbrug give mulighed for styrket kontrol.
Indførelse af register for indberetning af salg af foder fra foderleverandører:
- Foderleverandører kan pålægges indberetning at indberette leverancer af foder til dan-
ske havbrug til et nyt register for derigennem, at styrke kontrollen med foderforbruget
på havbrugene. Havbrugsbranchen i Danmark er forholdsvis lille, og det kan fore-
komme voldsomt at oprette et foderregister for så få virksomheder. Der skal tages i
betragtning, om et register for leverandører af fiskefoder reelt vil føre til en styrket kon-
trol, udover hvad der vil kunne opnås med en pligt til at føre en lettere tilgængelig
driftsjournal, hvor fakturaer for indkøbt foder og eventuel anden dokumentation kræves
vedlagt.
101
Fokus på præcise oplysninger i årsindberetninger:
- Indberetning af præcist og korrekt indhold af N og P i foderet er allerede forudsat i
regelgrundlaget for havbrugsdrift. Der kan være behov for at præcisere korrekt proce-
dure for foderindberetning, hvilket kan eventuelt udformes som vejledning.
- Der kan være behov for, at det præciseres i forbindelse med havbrugenes årsindbe-
retning, hvordan den endelige vægt af produceret fisk er fremkommet, dvs. er den to-
tale vægt fremkommet ved direkte vejning, eller er den totale vægt fremkommet via en
eller flere beregninger. Dette kan eventuelt udformes som vejledning.
- Tilsynsmyndighedens kontrol af udledningen af biocider bør styrkes, således at virk-
somhedernes årlige indberetning af mængden af biocid aktivstoffer bliver muligt at kon-
trollere. Der kan udarbejdes anvisninger til havbrugene om den rette fremgangsmåde
for beregning og angivelse af biocidforbruget. Det kan ligeledes omfatte krav til ekstra
dokumentation, såsom produktblade og fakturaer for netimprægnering eller indkøbt
antifoulingmiddel.
- Sedimentprøver kan udgøre et redskab til kontrol af havbrugets påvirkning i nærområ-
det omkring havbruget. Det bør vurderes, hvorvidt der skal bringes øget fokus på om-
rådet og, hvorvidt der kan være behov for at ensrette kravene til sedimentundersøgel-
serne for havbrugene.
Styrkelse af administrationen:
Et fælles, digitalt indberetningssystem for havbrugene til myndighederne:
- Det skal ifølge kommissoriet undersøges hvorvidt, det er behov for ændre indberet-
ningssystemet for havbrugene til myndigheder. Et digitalt, fælles indberetningssystem
vil, udover at det vil blive enklere for havbrugsvirksomhederne at indberette til de for-
skellige myndigheder, betyde, at det vil være nemmere at foretage elektronisk behand-
ling af dataene som en kontrol af indberetningerne og som en forberedelse af tilsyn.
Dette bør kunne løfte kvaliteten af myndighedernes miljøtilsyn.
- Det vurderes ikke økonomisk og praktisk hensigtsmæssigt at etablere et fælles digitalt
indberetningssystem for havbrugsbranchen alene, idet der er tale om ganske få virk-
somheder. Et fælles indberetningssystem bør derfor udvides til at omfatte andre akva-
kulturvirksomheder, herunder ferskvands- og saltvandsdambrug og eventuelt
muslinge- og tanganlæg. Samlet må der forventes anseelige økonomiske såvel som
administrative omkostninger forbundet med en udvikling og vedligehold af et fælles
system.
Fælles tilladelsesordning for miljøgodkendelse og placeringstilladelse
- En ny fælles tilladelsesordning kunne være relevant i et fremadrettet perspektiv for nye
fremtidige havbrugsansøgninger. Det kan skabe mere sammenhæng, da koordination
herefter ikke er nødvendig. Dette forudsætter, at det er den samme myndighed, der
træffer afgørelse.
- I forhold til at løse udfordringerne for de eksisterende havbrug bemærkes, at der ikke
findes et fælles retligt udgangspunkt for disse virksomheder, som en ny regulering
umiddelbart kan anvendes på.
102
Øget myndighedssamarbejde:
- Fælles tilsyn mellem Fødevarestyrelsens veterinærtilsyn og miljømyndighedens tilsyn
kunne give en styrkelse af miljøtilsynet. Der kan være tilfælde, hvor miljømyndigheden
ønsker at kontrollere vilkår, hvor dokumentationen herfor også skal foreligge på virk-
somheden i medfør af Fødevarestyrelsens regler. Det skal bemærkes, at begge kon-
trolmyndigheder vil føre tilsyn med og kontrollere en række forhold, hvor der ikke vil
være en umiddelbar fordel for hverken tilsynet eller virksomheden.
- Deling af viden og erfaringer på tværs af myndigheder kan give en styrket tilgang til
myndighedsbehandlingen af virksomhederne. Dette kan omfatte en struktureret erfa-
ringsudveksling mellem de berørte myndigheder, der udsteder tilladelser og fører tilsyn
med havbrug på henholdsvis miljøområdet og fødevare- og veterinærområdet. Denne
form for erfaringsudveksling kan medvirke til at øge det samlede kendskab til virksom-
hederne.
Samling af myndighedskompetencer på miljøområdet hos én myndighed (Staten):
- Udfordringerne ved den eksisterende myndighedsstruktur, hvor kompetencen til at
meddele tilladelser og føre tilsyn er fordelt på flere myndigheder, kan være at opbygge
og opretholde særlige faglige kompetencer og viden i forhold til godkendelsesbehand-
ling og tilsyn på området. Det kan medføre uensartet praksis i sagsbehandlingen, her-
under også ved tilsynet. Det skal bemærkes at kommunerne har en portefølje af virk-
somheder indenfor meget små brancher allerede i dag.
- Det må også antages, at en samlet myndighed formodentligt kan tilrettelægge arbejdet
og administrationen mere effektivt end mange separate myndigheder og samtidig nem-
mere fastholde viden på området. Hertil skal det bemærkes, at andre initiativer såsom
bedre vejledning om fastsættelse af vilkår og om kontrol samt tiltag for mere præcis
indberetning vil kunne føre til en lignende ensartethed i sagsbehandling og tilsyn for
havbrugene. Etablering af et fast forum for erfaringsudveksling mellem myndigheder,
stat og kommuner ville kunne forventes at få en tilsvarende effekt i forhold til mere
ensartede afgørelser og ensartet og effektiv kontrol.
- Myndighedskompetencen for placeringstilladelser er placeret hos Miljøstyrelsen og
dermed ikke hos samme myndighed, som miljøgodkendelseskompetencen, i de til-
fælde hvor kommunen har denne. En placeringstilladelse må efter havbrugsbekendt-
gørelsen først udnyttes, når der foreligger en miljøgodkendelse, så det forudsætter en
myndighedskoordinering, når myndighedskompetencen ikke er samme sted.
- Havbrugsvirksomheder med flere havbrug kan have en eller flere kommuner såvel som
Miljøstyrelsen som myndighed. Det kan anses at være en fordel for disse havbrugs-
virksomheder kun at have én myndighed.
Det er vurderet at følgende tiltag ikke nødvendigvis bidrager til en styrkelse af kontrollen med
havbrug:
Øget frekvens af tilsynet:
103
- En øget tilsynsfrekvens vil formodentlig ikke i sig selv bidrage til en bedre kontrol med
virksomheden, med mindre der er konkrete forhold i regelefterlevelsen, som der skal
følges op på. Reglerne for miljøtilsyn indeholder allerede krav om at myndigheden ud
fra en risikoscore skal føre et hyppigere tilsyn. Risikoscoren er blandt andet påvirket af
graden af regelefterlevelse og eksempelvis omgivelsernes sårbarhed.
Tilsyn med havbrug på koncernniveau:
- Det vil være muligt, at kontrollere de samlede forhold for alle havbrug indenfor en hav-
brugskoncern. Det vil på den baggrund ikke være muligt at kontrollere eller håndhæve
forhold, der vedrører vilkår i miljøtilladelsen for det enkelte havbrug. Da hvert havbrug
har en godkendelse med vilkår for udledning af næringsstoffer, skal det være muligt
for tilsynsmyndigheden at kontrollere indberettede produktionstal og foderforbrug i for-
hold til den enkelte tilladelse.
104
Bilag 1.
Bilag 1.1 Kommissorium for gennemgang og status for havbrugsområdet
Kommissorium for gennemgang og status for havbrugsområdet
Baggrund og formål
I efteråret 2017 opdagede Danmarks Sportsfiskerforbund, at Hjarnø Havbrug A/S havde op-
drættet sølvlaks uden den nødvendige tilladelse. Dette affødte en række alm. del spørgsmål
fra Miljø- og Fødevareudvalget, et samråd i januar 2018 og en kulegravning af om der fandtes
andre tilfælde, hvor virksomheder opdrættede fisk, de ikke havde tilladelse til efter EU-forord-
ningen om opdræt af fremmede arter i akvakultur, og om der var andre havbrug, der manglede
placeringstilladelse. Kulegravningsnotatet blev oversendt til Folketinget den 10. oktober 2018.
Miljø- og fødevareministeren besluttede, i forbindelse med oversendelse af resultatet af kule-
gravningen til Folketinget at bede Kammeradvokaten om at gennemgå hvert enkelt havbrugs
placeringstilladelse for at få et komplet overblik over sagernes status samt den hidtidige sags-
behandling af placeringstilladelser, som derefter kan indgå i Miljøstyrelsens videre arbejde
med den konkrete sagsbehandling af sagerne.
Flere spørgsmål om havbrugsområdet blev ikke indarbejdet i selve kulegravningen, men i ste-
det sendt til Miljø- og Fødevareudvalget i juli 2018. Dette omfattede bl.a. en oversigt over alle
nuværende havbrugs ejerforhold og tilladelsesmæssige status m.v., specifikke oplysninger om
tilsyn, overtrædelser og håndhævelser i forhold til havbrug. Det fremgår bl.a. af oplysningerne,
at flere havbrug endnu ikke har fået deres havbrugstilladelse erstattet af en miljøgodkendelse,
om end alle havbrug har søgt rettidigt om miljøgodkendelse før udløb af frist i marts 2014.
På et samråd 21. november 2018 meddelte ministeren, at han har bedt sit ministerium om, at
udarbejde en samlet status og grundig gennemgang af hele havbrugsområdet. Gennemgan-
gen af havbrugsområdet skal identificere de eventuelle områder, hvor det vil give mening og
effekt at styrke administrationen. Gennemgangen af havbrugsområdet skal desuden danne
grundlag for, at identificerede problemer eller udeståender, kan omfattes af løsninger.
Der skal tilvejebringes en samlet status og grundig gennemgang i forhold til alle godkendelser,
tilladelser samt tilsyn og kontrol, herunder med medicin og hjælpestoffer. I gennemgangen ind-
går resultaterne fra kammeradvokatens undersøgelse af placeringstilladelser til eksisterende
havbrug.
På baggrund af gennemgangen skal skitseres forslag til, hvordan man om nødvendigt kan
styrke tilsyns- og kontrolområdet, og forslag til tiltag i forhold til havbrugenes udfordringer med
at komme fra en havbrugstilladelse til en miljøgodkendelse.
På baggrund af gennemgangen skal det samtidig vurderes om der er behov for en anden or-
ganisering af administrationen og tilsyn med havbrugsområdet og der skal i givet fald skitseres
forslag hertil.
Overordnet indhold af gennemgangen af havbrugsområdet
Del I – Den hidtidige regulering af havbrug.
105
Baggrund og overblik, hvor der gives et historisk tilbageblik på reguleringen af havbrug i Dan-
mark og status over det aktuelle regelgrundlag og situation for havbrug.
- Gennemgang af gældende regulering af havbrug. Gennemgangen omfatter som ud-
gangspunkt tilladelser og godkendelser med hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven, herun-
der havbrugstilladelse og miljøgodkendelse, samt procedurer for at opnå disse; pla-
ceringstilladelse med hjemmel i Fiskeriloven; samt tilladelser, autorisationer og medi-
cinordinering m.m. i forhold til dyresundhed og fødevaresikkerhed.
- Gennemgang af tilsynsregler og tilsynspraksis indenfor Miljøbeskyttelsesloven, Fiske-
riloven, Fødevare- og Veterinærlovgivning, herunder særligt miljøtilsynet, tilsyn med
placeringstilladelsen, tilsyn efter Forordningen om ikke-hjemmehørende arter, dyre-
sundhed og fødevarekontrol. Gennemgang af regler og krav til virksomhedernes ind-
beretning til nævnte myndigheder. Herunder indhentning af oplysninger om admini-
stration af havbrugsproduktion i relevante lande.
-
- Gennemgang af administrativ organisering på havbrugsområdet med beskrivelse af
de forskellige myndigheders rolle herunder Miljø- og Fødevareministeriets Departe-
ment, Fødevarestyrelsen, Miljøstyrelsen og kommunerne.
Del II – Status for de enkelte havbrug.
På baggrund af indhentede oplysninger og analyser fra del I gives en oversigt og status for
alle eksisterende havbrug.
- Det enkelte havbrugs aktuelle godkendelses- og tilladelsessituation.
- Tilsyn og tilsynets resultater med det enkelte havbrug.
For at bibringe et generelt overblik foretages en tværgående gennemgang og kontrol af oplys-
ningerne i de forskellige myndigheders tilladelser og tilsyn, herunder tilsyn udøvet af Fødeva-
restyrelsen, Miljøstyrelsen og relevante kommuner, og kontrol af oplysninger i havbrugenes
indberetninger. Det forventes, at der tages udgangspunkt i oplysninger for et eller flere år bag-
udrettet. Opfølgning på eventuelle manglende tilladelser eller konstatering af andre mangler,
herunder om brugen af medicin og hjælpestoffer, vil skulle håndteres af tilsynsmyndigheden.
Del III – Udfordringer og oplæg til videre arbejde.
Med udgangspunkt i del I og del II analyseres og vurderes en række emner i forhold til regule-
ringen af havbrug. Det drejer sig især om:
Det administrative system
1. Om der er behov for en styrkelse af tilsyns- og kontrolindsatsen.
2. Om samspillet mellem de involverede myndigheder er godt nok.
3. Om der er behov for at ændre indberetningssystem for havbrugene til myndighe-
derne.
Særlige emner
4. Om der er behov for en ændring af reguleringen af hjælpestoffer og medicin i relation
til havbrugstilladelser, miljøgodkendelser og i fødevarereguleringen.
5. Hvordan man kan sikre overgangen fra havbrugstilladelse til miljøgodkendelse, her-
under blandt andet henset til habitatvurderinger jf. klagenævnets hjemsendelse af sa-
ger.
6. Håndtering af udfordringer omkring placeringstilladelser på eksisterende havbrug, jf.
Kammeradvokatens kommende status, og eventuelle konsekvenser heraf.
106
Del IV - Sammenfatning og konklusion af status, samt oplæg til videre arbejde.
Konklusion og identificering af eventuelle områder af havbrugsreglerne og administrationen
heraf, hvor det foreslås, at der skal ske en styrkelse eller ændringer, herunder med hensyn til
fremtidig tilrettelæggelse af tilsynsindsats og tværgående myndighedssamarbejde, kompeten-
cefordeling, samt i forhold til regulering af havbrugs udledning af næringsstoffer, medicin og
hjælpestoffer.
Den samlede status drøftes politisk herunder eventuelle forslag til styrkelse af administratio-
nen af området.
Konkrete forslag til nye indsatser eller justeringer i eksisterende regelsæt kan herefter udarbej-
des.
Organisering
Miljø- og Fødevareministeriets departement koordinerer arbejdet med at tilvejebringe en sam-
let havbrugsstatus. Der indhentes bidrag fra relevante styrelser. De relevante kommuner samt
KL inviteres til at bidrage aktivt til udarbejdelsen af status for de enkelte havbrug. Herudover vil
andre interessenter blive inddraget i forhold til eventuelle forslag til styrkelse af administratio-
nen af området, herunder forslag til nye indsatser eller justeringer i eksisterende regelsæt.
Tidsplan
Udarbejdelsen af gennemgang og status forventes afsluttet medio 2019. Den færdige rapport
oversendes til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.
107
Bilag 2.
Bilag 2.1 Emner, der ikke er nærmere behandlet i gennemgangen
Beskrivelse af en række emner, der ikke indgår nærmere i gennemgan-
gen
Som det fremgår af kommissoriet, jf. bilag 1.1 har gennemgangen af havbrugsområdet sit fokus
på godkendelser, tilladelser samt tilsyn og kontrol af havbrugene som primærproducenter og
med særligt fokus på de miljømæssige aspekter.
Der er en række emner, som ikke er afdækket i detaljer i gennemgangen. Disse er beskrevet
nedenfor:
1) Næringsstofudledning i forhold til EU-lovgivning
Gennemgangen af havbrugsområdet indeholder ikke en særskilt vurdering af betydningen
af den næringsstofudledning, der kan henføres til havbrugene, i forhold til opfyldelse af mål
i vandrammedirektivet, havstrategidirektivet og habitatdirektivet. Gennemgangen indehol-
der dog en beskrivelse af rammebetingelserne i forhold til en række af miljødirektiverne,
bl.a. vandrammedirektivet, havstrategidirektivet og habitatdirektivet. Havbrugs udledning
af næringsstoffer til danske vand- og havområder udgør en del af datagrundlaget til det
Nationale Overvågningsprogram (NOVANA) og indgår dermed i den samlede overvågning
af vandmiljøets og naturens tilstand.
2) Fremtidig strategi for havbrugsproduktionen
I lyset af miljøministerens udmelding i august 2019 om, at regeringen ikke ønsker at un-
derstøtte flere og større havbrug i Danmark, adresserer gennemgangen desuden ikke til-
tag, der særligt har som formål at understøtte vækst af den eksisterende havbrugsproduk-
tion eller miljøgodkendelse af nye havbrug. Brancheforeningen Dansk Akvakultur har som
indspil til ministeriets arbejde med gennemgangen af havbrugsområdet bl.a. fremsendt
ønsker til en række tiltag, der efter branchens vurdering særligt kan understøtte miljøgod-
kendelse af nye havbrug, se bilag 8.1. Disse emner er således ikke nærmere behandlet i
rapporten. Der henvises til beskrivelsen af de gældende regler for miljøgodkendelse i afsnit
3.2.
3) Lakselus
Der er i Miljø- og Fødevareudvalget og i den offentlige debat blevet rejst problematikker
omkring lakselus. I den anledning har førende danske forskeres vurderet, at der med den
nuværende placering af havbrug i Danmark ikke har været problemer med lakselus79
. I
forbindelse med lovbehandlingen i foråret 2017 af lovforslag L 111 om kompenserende
marine virkemidler ved etablering eller udvidelse af havbrug opstod en del debat om risi-
koen for spredning af lakselus fra havbrugsfisk til vilde bestande af laksefisk. Der blev i
den forbindelse indhentet ekspertudsagn fra førende danske forskere på området i form af
79
Fødevarestyrelsens reviderede handleplan for lakselus. Fødevarestyrelsen, 30. maj 2018
108
en risikoanalyse80
. Forskerne vurderede, at sandsynligheden for, at udbredelsen af lakse-
lus i nuværende havbrug har medført smitte til modtagelige vilde fiskearter, var lav. På
baggrund af, at Kattegat kunne synes som et af de danske farvande, hvor der kunne være
mulighed for at etablere nye havbrug, og idet den relativt høje saltholdighed i Kattegat
muligvis ville kunne understøtte vækst af lakselus bedre, end tilfældet er i Bælthavet og i
Østersøen, hvor de eksisterende danske havbrug er placeret, og hvor saltholdigheden er
lavere, blev Fødevarestyrelsen i 2018 bedt om at udarbejde en handleplan for lakselus.
Denne handleplan blev efterfølgende lettere revideret81
. Handleplanen anbefaler, at der
etableres en overvågning af forekomsten af lakselus i havbrug i områder med en salthol-
dighed på mellem 18 og 25 ‰. Eksisterende havbrug vil som udgangspunkt ikke blive
pålagt et egenkontrolprogram for lakselus, da risikoanalysen konkluderede, at der ikke er
problemer med lakselus i disse.
4) Malakitgrønt
Der er sideløbende med denne havbrugsgennemgang blevet stillet nogle alm. del spørgs-
mål til Miljø- og Fødevareudvalget vedrørende Malakitgrønt i vilde fisk såvel som i dam-
brugs- og havbrugsfisk. Malakitgrønt er et farvestof, som tidligere har været anvendt i
ferskvandsakvakultur til behandling af parasitter. Denne anvendelse er ikke længere tilladt.
Som følge af tidligere brug af stoffet til forskellige formål kan malakitgrønt og nedbryd-
ningsprodukter heraf i dag forekomme i naturen i mængder, der kan forvolde problemer
for bl.a. dambrugsdrift. Der kan således forekomme et for højt indhold af malakitgrønt i
dambrugsfisk, når dambrugene indtager åvand, der er forurenet med malakitgrønt. Hvis
dambrugsfisk har et for højt indhold af malakitgrønt, vil anlægget blive sat under omsæt-
ningsrestriktioner. Flere dambrug i Vejle Å-systemet har i de senere år været underlagt
sådanne restriktioner af Fødevarestyrelsen. Der gives i de tilfælde ikke påbud om destruk-
tion af fiskene, idet indholdet af malakitgrønt kan formindskes, hvis fiskene holdes i vand,
der ikke indeholder malakitgrønt, i en periode. Det er herefter muligt, at fiskene kan fritestes
og derefter sælges til konsum. Det er i de senere år forekommet, at dambrugsfisk med et
for højt indhold af malakitgrønt er blevet udsat i havbrug, hvorefter fiskene efter en længere
periode i havbrug har kunnet fritestes og efterfølgende har kunnet sælges til konsum. Idet
malakitgrønt i akvakulturfisk ikke særligt knytter sig til havbrug, men til akvakultur generelt,
er problematikken ikke behandlet yderligere i rapporten.
5) Opbevaring af net og netringe på land
Det er valgt ikke at afdække forhold omkring havbrugenes aktiviteter på land. Dette gæl-
der også regler for opbevaring af havbrugenes bure indenfor strandbeskyttelseslinjen.
Havbrug opbevarer net og ringe på land i vinterperioden, når havbruget braklægges. Op-
bevaring af netringe kræver større arealer og det sker ofte i nærheden af kysten. Opbe-
varing af netringe indenfor strandbeskyttelseslinjen, er reguleret af § 15, stk. 1 i naturbe-
skyttelsesloven. Efter den bestemmelse må der ikke foretages ændring i tilstanden inden
for strandbeskyttelseslinjen. Der må f.eks. ikke placeres bebyggelse, ske beplantning el-
ler terrænændringer, etableres hegn eller placeres campingvogne og lignende. Strandbe-
skyttelseslinjen administreres restriktivt, særligt af hensyn til kystlandskabet. Kystdirekto-
ratet kan efter ansøgning dispensere fra forbuddet mod ændring af tilstanden jf. lovens §
65 b, stk. 1. Der kan som hovedregel kun i særlige tilfælde dispenseres til oplag inden for
strandbeskyttelseslinjen, dvs. der skal være tale om særlige omstændigheder, der ikke vil
kunne forekomme andre steder. Kystdirektoratet har i 2019 i en konkret sag om ansøg-
ning om dispensation til opbevaring af netringe indenfor strandbeskyttelseslinjen meddelt
afslag, da Kystdirektoratet fandt, at der var tale om en betydelig tilstandsændring på et
meget kystnært areal af en ikke ubetydelig størrelse. Kystdirektoratet afgørelser om
80
Analyse af risikoen for lakselus ved placering af nye havbrug i danske farvande. DTU Aqua, KU-Sund
og DTU Vet, 26. juni 2017
109
strandbeskyttelse sendes til den stedlige kommune til orientering. Opbevaring af netringe
på land er ikke yderligere berørt i nærværnede gennemgang.
6) Havbrug som punktkilde
Dansk Akvakultur har givet udtryk for, at havbrug ikke kan sammenlignes med og ikke
bør forvaltes som punktkilder. Havbrug betragtes i dag som en punktkilde, og Miljøstyrel-
sen har oplyst, at havbrug altid har været betragtet som punktkilder, bl.a. pga. havbruge-
nes udlednings entydige stedfæstelse. Selvom havbrug ikke kan siges at være en typisk
punktkilde i spildevandsmæssig forstand, eftersom udledningen ikke sker fra et rør eller
en kanal, så foregår udledningen dog indenfor et klart defineret område, og der kan des-
uden foretages beregning af udledningen til vandområdet umiddelbart i nærheden af hav-
bruget på baggrund af oplysninger om foder- og produktionsoplysninger. Udledning fra
havbruget sker direkte i vandmiljøet og kan ikke sammenlignes med udledning af næ-
ringsstoffer fra landbrugets arealer, der sker indirekte. Diffus udledning af spildevand er
typisk i form af overfladisk afstrømning fra veje og andre befæstede arealer, som ikke på
samme måde er regulerede og hvor det er langt sværere at opgøre mængden af udledte
stoffer. En sådan definition vil derfor ikke være oplagt at anvende for havbrug. Miljøstyrel-
sen har desuden bemærket, at det ville bryde med 34 års indberetning af punktkilder og
deres udledning til ferskvand og/eller havet, hvis havbrug ikke længere skal være en del
af punktkildeindberetningen.
7) Sagsbehandling af verserende ansøgninger om nye havbrug
Dansk Akvakultur har anmodet om, at der medtages to afsnit om hhv. sagsforløb og
sagspraksis vedr. ansøgninger fra 2014 og om sagsforløb ved ansøgning om nye hav-
brug i Kattegat fra 2018, herunder årsag til at ansøgningerne først er sendt i høring i ef-
teråret 2019. I henhold til kommissoriet skal gennemgangen give en gennemgang af gæl-
dende regulering af havbrug. Gennemførslen af denne opgave er beskrevet i afsnit 1.1.
Desuden har gennemgangen til formål af give en status for de eksisterende havbrug,
som der også er foretaget et ekstra tilsyn af i forbindelse med gennemgangen. Det har
dog ikke været hensigten, at der på baggrund af kommissoriet skulle foretages en gen-
nemgang af samtlige statslige og kommunale sagsbehandlingstrin i relation til de enkelte
havbrug eller i relation til ansøgninger om nye havbrug. Den overordnede problemstilling
i forhold til nye og eksisterende havbrugs placeringstilladelser og miljøgodkendelser er
diskuteret i afsnit 8.3.
110
Bilag 3.
Bilag 3.1 Dansk havbrug i et internationalt perspektiv
Dansk havbrug i et internationalt perspektiv
For at sætte dansk havbrug ind i et internationalt perspektiv er der indhentet oplysninger fra en
række nabolande. Der har været sendt et spørgeskema til udvalgte lande, og der blev aflagt
et besøg i Norge, som også dækkende andre formål82
. Der har været indsamlet materiale fra
nettet publiceret af myndighederne og af internationale organisationer, såsom EU og FAO,
samt inddraget forskningslitteratur. Der har været udvalgt 4 lande og Skotland. Der er gen-
nemført interview med Sverige, Norge, Finland og Tyskland. Alle lande er omfattet eller følger
gældende EU-regulering. Norge er ikke medlem af EU, men har som EØS-medlem implemen-
teret bl.a. EU’s Vandrammedirektiv. Det indsamlede materiale giverikke mulighed for at sam-
menligne, hvor indgribende reguleringen er i de enkelte lande. Dette skyldes blandt andet for-
skellig produktions-, miljø-, natur- og brancheforhold
Havbrug i nabolandene
Selvom der er tale om nabolande, er de naturgeografiske forhold væsentlig forskellige. Fire af
landene har hovedsageligt placeret deres havbrug i Østersøområdet (Danmark, Finland, Tysk-
land og Sverige), mens de to andre lande har placeret deres havbrug i dybe fjorde ud til Atlan-
terhavet (Norge og Skotland). I Østersøområdet sætter næringsstofbelastning i høj grad græn-
ser for udbygningen af havbrug, mens der ikke er samme begrænsning i Atlanterhavet, hvor
den begrænsende faktor i øjeblikket er lakselus. Lakselus anses ikke som et væsentligt pro-
blem i størstedelen af Østersøområdet på grund af havvandets lave saltholdighed.
For østersølandene er den primære opdrætsart regnbueørred, hvor udslip af fisk ikke anses at
udgøre en trussel for de vilde bestande. Produktionen er sæsonbetonet, og havbrugene er ty-
pisk braklagt vinterperioden. For landene med produktion i Atlanterhavet er der hovedsageligt
tale om opdræt af laks med en produktion året rundt. Den høje saltholdighed og manglende
braklægning betyder, at lakselus kan udgøre et væsentligt problem.
Produktionsmæssigt falder de undersøgte lande i tre kategorier:
1. Lande med en meget begrænset havbrugssektor, det gælder Tyskland og Sverige,
2. Lande med en vis havbrugssektor, det gælder Finland og Danmark,
3. Lande med en stor havbrugssektor, det gælder Skotland og i særdeles grad Norge, der
er et af de førende lande i verden på havbrugsområdet, og hvor sektoren har en væsent-
lig betydning i forhold til den norske økonomi med en produktionsværdi på over 50 mia.
kr.
Tilladelser til havbrugsproduktion
Der er forskellige modeller for, hvem der udsteder godkendelser til havbrug. Skotland synes at
være det eneste eksempel, hvor myndighedskompetencen er samlet ét sted, nemlig i den
skotske miljøstyrelse. I Finland er det regionale afdelinger af den finske miljøstyrelse, der er
82
Der har været sendt spørgeskemaer til Tyskland, Sverige og Finland. Norge er blevet dækket gennem
besøg og samtaler i den forbindelse, Skotland er blevet dækket gennem litteraturstudier.
111
miljømyndighed og herudover gives tilladelser fra de finske fødevaremyndigheder. I Sverige er
den regionale Länsstyrelse tilladelsesmyndighed. Den danske opdeling af kompetencen til at
meddele miljøgodkendelser afhængig af afstand fra land genfindes ikke i de andre lande.
Tyskland har ganske få, mindre havbrug uden nogen væsentlig produktion (mindre end 50 ton
om året i alt). Udfordringen for den tyske produktion er næringsstofbelastning generelt og her i
særdeleshed i forhold til Østersøen. Der nævnes ligeledes udfordringer i forhold til turister-
hvervet og risikoen for udslip af fisk, som kan blande sig med lokale bestande. 83
I Norge har Fylkesmannen (dekoncentreret regional statsadministration svarende til de tidli-
gere danske statsamter) en rolle med at vurdere om et havbrug kan komme i konflikt med regi-
onale og nationale interesser, ligesom Fylkesmannen giver udtalelser efter forureningsloven
og stiller krav til affalds- og kemikaliehåndteringen. Den lokale kommune afklarer forholdet til
arealplanlægning. Det er Fylkeskommunen (svarende til amtsråd eller regionsråd i en dansk
sammenhæng), der koordinerer ansøgningsprocessen og endeligt meddeler tilladelse til lokali-
sering af havbruget.
Det norske tilladelsessystem består af to dele. Dels en produktionstilladelse (koncession), der
giver retten til at drive havebrug af en standardstørrelse indenfor et af 13 produktionsområder.
Dels af en konkret ret til en lokalisering af havbruget. Staten driver koncessionssystemet, hvor
der udbydes ikke-tidbestemte produktionstilladelser. Der har over årerne været kraftig sti-
gende pris på disse produktionstilladelser. Før 2002 var de gratis, og i den seneste udbuds-
runde var den højeste pris 142 millioner norske kroner for en produktionstilladelse til 780 tons
fisk. En stor del af indtægter fra salg af produktionstilladelser tilfalder den lokale kommune,
hvilket kan give et incitament til, at kommunen tillader lokalisering af havbrug indenfor kommu-
nes område.
I en artikel fra 2019 fra Marine Policy sammenlignes reguleringen af havbrug i fem nordlige og
velstående lande, Norge, Sverige, Færøerne, Island og Canada. I artiklen konstateres, at en
række af landene er udfordret af, at der var mange forskellige myndigheder inde over admini-
strationen af havbrug, og at en anden udfordring er, at nogle af landene ikke havde en samlet
miljømæssig regulering af området, og i stedet trak på den eksisterende miljølovgivning.84
Norge er det eneste af de undersøgte lande, der har et koncessionssystem. Ingen af de andre
lande har regler om betaling for tilladelse til akvakulturproduktion på havet. Ingen af landene
har en særlig miljøbeskatning af havbrug, som man kender det fra Island og Færøerne, hvor
virksomhederne betaler vis procentdel i miljøskat for deres faktiske produktion eller deres til-
ladte produktion85
.
Fodermængde, næringsstofbelastning, antal af fisk og biomasse er prioriterede dele i miljøtilla-
delserne i de lande, der har havbrug i Østersøområdet. Krav til medicinbehandling synes at gå
igen i de fleste landes tilladelser. På baggrund af spørgeskemaerne er det lidt uklart, om der er
fastsat generelle krav i regler, eller om der er tale om generelle krav til indholdet af en miljøtil-
ladelse.
83
Side 34-35 i den tyske regeringsakvakulturplan se link
https://www.portal-fischerei.de/fileadmin/redaktion/dokumente/fischerei/Bund/Nationaler_Strategie-
plan_Aquakultur_Deutschland.pdf
84
Young, N. m. fl. (2019): “Limitations to growth: Socio-ecological challenges to aquaculture development
in five wealthy nations” in Marine Policy 104, 216-224.
85
KPMG Law. Taxation of Aquaculture 2019, pp 12-16.
112
Tilsyn
Hovedreglen er, at det er godkendelsesmyndigheden, der også udfører tilsynet. Både Norge
og Finland har nævnt, at fødevaremyndighederne også gennemfører tilsyn, ligesom man ken-
der der fra Danmark. Det er forskelligt, om tilsynene er koordineret mellem myndighederne el-
ler blot gennemføres af den enkelte myndighed. Norge og Sverige har et risikobaseret tilsyn,
mens Finland har tilsyn en gang om året. I en række af landene er der fast moniteringsprog-
rammer, som havbrugene skal følge, hvor der bl.a. registreres havbrugets indvirkning på nær-
miljøet.
Finnerne undersøger størrelserne på nettene i forbindelse med deres tilsyn. Ellers synes de i
høj grad at gennemføre et tilsyn, som svarer til det danske med at gennemgå og verificere op-
lysninger om input og output i forhold til foder og fiskene og deres biomasse.
Sanktionsmulighederne ligner hinanden med indskærpelse, påbud og bøder. Det synes at
være en generel tendens at sanktionerne kun anvendes i et begrænset omfang. Norge har
muligheder for at braklægge et havbrug hvilket betyder at der i en periode ikke må udsættes
fisk for at reduceret mængden af lakselus i området, ligesom havbruget kan få besked på, at
reducere eller stoppe produktionen på en lokalitet af miljømæssige hensyn.
Begrænsninger for vækst i landenes havbrugssektorer
I de fleste lande er det svært at finde ny plads til nye havbrug. Kun i Skotland synes det ikke at
være et problem. Næringsstofbelastning udgør primært et problem for Østersølandene (Sve-
rige, Finland, Tyskland og Danmark), hvor der er problemer med den generelle belastning af
næringsstoffer i havet. Den svenske miljødomstol afgjorde i 2017, at tre havbrug ikke kunne få
forlænget deres tidsbegrænsede miljøtilladelse, og at havbrugene som følge heraf skulle lukke
med en afviklingsperiode på 3 år, idet næringsstofudledningen ikke kunne tillades (som ek-
sempel på en af disse afgørelser se fodnote86
).
Finland har den ekstra udfordring, at der er private ejendomsret til havet 500 meter fra kysten,
og at der er mange grundejere, der ikke ønsker at få et havbrug tæt på deres ejendom.
I Norge sætter risikoen for spredning af lakselus en begrænsning på udbygningen af havbrug.
Man har indført et trafiklys system inden for de enkelte produktionsområder f.eks. en fjord,
hvor antallet af tilladelser vurderes i forhold til spredning af lakselus. I røde områder, hvor risi-
koen er for høj, skal alle havbrug reducere deres bestand af fisk. En sådan reduktion i produk-
tionen er endnu ikke gennemført i praksis, men forventer at kunne blive nødvendig inden for
ganske få år. I grønne produktionsområder vil der kunne forekomme en mindre vækst i pro-
duktionen.
Flere af landene ser en risiko for genetisk forurening af vilde fisk ved udslip fra havbrugene.
Det gælder dog primært Nordatlanten, hvor opdrætslaks kan forårsage faunaforurening ved at
interagere med vilde laksebestande. Finland oplyser, at de ikke har problemer med risici for
genetisk forurening, da de ikke har vilde bestande af regnbueørred, der opdrættes i havbru-
gene.
86
Kort resume: i
http://markochmiljooverdomstolen.old.domstol.se/Avgoranden-fran-Mark--och-miljooverdomstolen/2017/M-
8673-15/
Selve dommen i:
http://markochmiljooverdomstolen.old.domstol.se/Domstolar/markochmiljooverdomstolen/Av-
vidad%20dom%20M%208673-15%20(hela%20inkl%20bilagan).pdf
113
Af fiskesygdomme er det især lakselus, der er anset som et stort miljømæssigt problem. Det er
primært Norge og Skotland, der er ramt af lakselus. Øvrige sygdomme anses primært at være
produktionssygdomme, dvs. at de kan være problematiske for havbrugene, men anses ikke at
udgøre væsentlige trusler for vilde fiskebestande. Norge har i 2019 noget usædvanligt haft
problemer med opblomstring af giftige alger, der har medført fiskerdød i havbrugene.
I den komparative artikel (se note 3) nævnes en koalition mellem turisterhvervet, miljøgrupper
og grundejere som en faktor, der har svækket udbygning af havbrug i Sverige. Det nævnes i
Norge, at hvis lakselusene rammer vildlaksebestand, kan det give problemer i forhold til den
del af turismen, der er knyttet til lystfiskeri. I Danmark har en del af modstanden på Djursland
mod anlæg af nye havbrug i Kattegat været begrundet i en frygt for, at det ville skade turis-
men.
I de to lande hvor der er en stor havbrugssektor, Norge og Skotland, er der også en stor inte-
resse fra investorer i at fortsætte investeringerne i havbrugssektoren. Det samme virker til at
være muligheden for Danmark og Finland som begge løbende modtager ansøgninger om
etablering af ny havbrug. Ansøgning om nye havbrug i Sverige og Tyskland er begrænset.
Ud fra landesammenligningen må det vurderes, at den største lighed med danske produkti-
onsforhold for havbrug findes i Finland, der oplever lignende begrænsninger for vækst i hav-
brugssektoren som følge af næringsstofbelastningen af Østersøen. Der er i begge lande ikke
dokumenteret væsentlige miljømæssige problemer i forbindelse med sygdomme og udslip af
fisk.
114
Bilag 4.
Bilag 4.1 Oversigt over havbrugenes miljø- og placeringstilladelser (november 2019)
115
Bilag 4.2 Kort over eksisterende havbrug.
Rød: MST er miljømyndighed. Blå: Kommune er miljømyndighed.
116
Bilag 4.3 Kammeradvokatens sammenfatning
117
118
119
Bilag 4.4 Status for udmøntning af Rådets forordning (EF) nr. 708/2007 om
brug af fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur
Status for Rådets forordning (EF) 708/2007 om brug af fremmede og lokalt fraværende
arter i akvakultur
Som redegjort for i afsnit 3.2.8, skal akvakulturvirksomheder, der ønsker at indføre en fremmed
art eller omplante lokalt fraværende arter, som er omfattet af forordningen om brug af fremmede
og lokalt fraværende arter i akvakultur, ansøge om tilladelse hos Miljøstyrelsen.
Miljø- og Fødevareministeriet igangsatte i februar 2018 en kulegravning, som bl.a. beskrev for-
hold om opdræt af sølvlaks uden tilladelse i en konkret sag og om der var lignende sager. Re-
sultatet af denne kulegravning blev oversendt 10. oktober 2018 til Miljø- og Fødevareudvalget87
.
Miljøstyrelsen har siden overtagelse af ansvaret for Forordningen gennemført en udmøntning
af tilladelsesordningen.
Miljøstyrelsen har ligeledes udarbejdet en liste med de anlæg, som potentielt opfylder kriterierne
for lukkede anlæg, jf. forordning nr. 708/2007 om brug af fremmede og lokalt fraværende arter i
akvakultur art. 3, nr. 3. Listen kan tilgås på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Listen sikres løbende opdateret ved bl.a. orienteringer fra Fødevarestyrelsen ved importgod-
kendelser af fremmede arter og ved andet kendskab til akvakulturanlæg, jf. Miljøstyrelsens in-
terne procedure for ansøgning om tilladelser til brug af fremmede og lokalt fraværende arter i
akvakultur af 25. januar 2019 og Fødevarestyrelsens interne vejledning for håndtering af kend-
skab til fremmede arter af 26. september 2019.
Siden Miljøstyrelsen overtog myndighedskompetencen, har Miljøstyrelsen informeret alle kom-
muner, havbrug og dambrug om, at ansøgninger vedrørende fremmede og lokalt fraværende
arter fremover skal sendes til Miljøstyrelsen.
Miljøstyrelsen har udarbejdet en vejledende artsliste, hvor akvakulturvirksomheder kan orien-
tere sig om, hvilke arter der er fremmede, hjemmehørende eller fremmede, men forvaltet som
hjemmehørende. Den vejledende artsliste kan tilgås på miljøstyrelsens hjemmeside. Miljøsty-
relsen har samtidig udarbejdet et register over alle ansøgninger og tilladelser.
Regnbueørred i forhold til forordning 708/2007
Af forordningen om brug af fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur, art. 2, stk. 5, frem-
går, at forordningen, med undtagelse af artikel 3, artikel 4, stk. 1, og artikel 4, stk. 2, litra a), ikke
finder anvendelse på de arter, der er opført i bilag IV.
Det fremgår videre, at den risikovurdering, der er beskrevet i artikel 9, ikke finder anvendelse på
de arter, der er opført i bilag IV, bortset fra tilfælde, hvor medlemsstaterne ønsker at træffe
foranstaltninger til begrænsning af brugen af de pågældende arter på deres område.
Regnbueørred (Onchorhynchus mykiss) er opført på bilag IV i forordningen. Det betyder, at
forordningen, med undtagelse af artikel 3, artikel 4, stk. 1, og artikel 4, stk. 2, litra a), ikke finder
anvendelse på arten. Desuden finder bestemmelsen i artikel 9 om risikovurdering ikke anven-
delse på regnbueørred. Det betyder, at bestemmelserne i kap. III vedrørende tilladelse ikke
gælder for arter på bilag IV, herunder regnbueørred.
Regnbueørred behandles i udsætningsmæssig sammenhæng som en hjemmehørende art.
87
2018/19 MOF Alm. del Bilag 53.
120
Bilag 5.
Bilag 5.1 Godkendelse af biocidholdige produkter efter biocidforordningen
Som beskrevet i afsnit 5.2.1. er netbure behandlede med midler til at forhindre begroning ka-
rakteriseret som biocidbehandlede artikler, og væsken til at behandle dem med, er et biocid-
produkt.
Biocidprodukter på det danske marked må kun indeholde biocidaktivstoffer, som enten er god-
kendt eller som er under vurdering efter Biocidforordningen (528/2012)88.
Hvis imprægneringen af netbure i havbrug foregår med et produkt, som indeholder et aktiv-
stof, som har til formål at hæmme begroningen, er der tale om et biocidprodukt i produkttype
21 (PT21), denne produkttype kaldes ”Antifoulingmidler”. Produkterne er dermed omfattet af
biocidforordningen.
Endnu er der ikke godkendte antifoulingmidler efter biocidforordningen. Størstedelen af anti-
foulingmidlerne er under vurdering efter forordningen, og det forventes, at størstedelen af PT21
produkter er færdigvurderede i løbet af få år. Herefter, og at der derefter skal der foreligge en
produktgodkendelse fra Miljøstyrelsen, for at produktet fortsat lovligt kan anvendes i Danmark.
Det forventes dog, at der kan være et mindre antal produkter, som først vil være færdigvurderet
i 2025-2027, og som dermed vil være lovlige på markedet uden en produktgodkendelse efter
biocidforordningen indtil da. Biocidprodukter, som endnu ikke er godkendt under forordnin-
gen, skal være registreret i Produktregisteret.
Listen over stoffer, som er registreret i PT21, ses i tabellen nedenfor. I tabellen fremgår også
status for hvert enkelt aktivstof. Aktivstoffet dikobberoxid (også benævnt kobber(I)oxid) er et
godkendt aktivstof, mens eksempelvis zinkpyrithion er under vurdering. Det bemærkes, at
zinkoxid ikke betragtes som et aktivstof, men som en booster, og det er et ”Substance of con-
cern”. Stoffet må således gerne være i produkterne, men tilstedeværelsen bliver medtaget i
produktvurderingen.
Produktgodkendelse
Hvis aktivstoffet er godkendt, gælder desuden, at produktet skal være under vurdering efter bi-
ocidforordningen. Dvs. der skal senest på datoen for godkendelsen af aktivstoffet være indsendt
en ansøgning om produktgodkendelse.
En ansøger, som ønsker et produkt markedsført i flere EU-lande, kan vælge, hvilket land (før-
steland), hvor ansøgningen først skal vurderes. Når førstelandet har færdiggjort et udkast til
vurdering, drøftes udkastet med de andre medlemslande, hvor produktet også er ansøgt (gensi-
dig anerkendelse). Herefter færdiggøres en godkendelse.
Miljøstyrelsen har ikke som førsteland modtaget ansøgninger, som omfatter net-anvendelse.
Herudover ligger der en række ansøgninger om gensidig anerkendelse, hvor Miljøstyrelsen af-
venter udkast til vurderingsrapport fra førstelandet. Miljøstyrelsen har oplyst, at der er indsendt
88
https://eur-lex.europa.eu/legal-content/da/TXT/PDF/?uri=CELEX:02012R0528-20140425&from=EN
121
produktansøgninger for 4 produktfamilier med produkter til anvendelse i akvakultur til det dan-
ske marked, indeholdende omkring 26 produkter i alt.
I den endelige godkendelse vil der indgå oplysninger omkring, hvorledes produkterne må an-
vendes (eksempelvis påføringsmængde, hvor ofte produktet kan anvendes, og evt. begrænsnin-
ger i anvendelsen).
Vurderingerne ved godkendelse af produkter
Der anvendes en standardiseret beregning af emissionen af aktivstoffer og andre stoffer ved god-
kendelse af aktivstoffer og produkter efter biocidforordningen.
En sådan model er allerede til rådighed og blev identificeret i 2014 ved en E–konsultation hvor
Danmark bidrog i dialog om beregningerne for emission fra havbrug. Det fælles emissionssce-
narie for beregning af miljøkoncentrationen ved emission af PT21 aktivstoffer fra havbrug blev
færdiggjort i 2015.
Scenariet er beskrevet af den norske Miljøstyrelse og tager højde for net-areal, nettype, strøm-
forhold mm. (Emissionen fra havbrug beregnes i den fælles accepterede model MAMPEC, som
også anvendes til beregning af udledning af aktivstof fra skibe, som er behandlet med antifou-
ling-midler. MAMPEC er et modelleringsværktøj, som anvendes til at beregne PEC (predicted
environmental concentrations). Modellen beregner på baggrund af input parametre som stam-
mer fra emissionsscenarier.
Norge har sideløbende med det fælles europæiske emissionsscenarie udviklet deres eget scena-
rie, da de vurderer at deres net er større, dybderne er større og at vandgennemstrømningen er
større, hvorved de får en mindre risiko ved brug af imprægnerede net i deres havbrug. Ved an-
søgninger sendt direkte til Norge, vil Norge foretage en risikovurdering baseret på det fælles
scenarie for at vurderingen kan være gældende i concerned member states (dvs. andre EU lande,
hvor ansøger også ønsker at markedsføre deres produkt) samt det nationalt tilpassede scenarie.
Finland har i forbindelse med et nordisk finansieret projekt udviklet et tilsvarende scenarie, hvor
input parametrene passer bedre til forholdene i Østersøen. Der er ikke foretaget en impact as-
sessment og det er derfor ikke vurderet om det finske scenarie er mere eller mindre konservativt
sammenlignet med det fælles emissionsscenarie. Desuden skal det understreges at der ved ud-
vikling af ny guidance er en 2 årig implementeringsperiode, således at ansøgerne kan følge med.
Mærkning af produkter:
Alle biocidprodukter, uanset om de er godkendt efter biocidforordningen, eller om de endnu
ikke er godkendelsespligtige skal mærkes efter art. 69 i forordningen. Heri er der krav om op-
lysninger af koncentrationen af aktivstofindholdet (art. 69(2a)). For de ikke godkendelsesplig-
tige biocidprodukter fremgår dette af § 10 i bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen89.
Det skal derfor fremgå af mærkningen på emballagen den præcise koncentration af aktivstoffer.
Liste over biocidstoffer registreret i PT21. Status af de individuelle stoffers god-
kendelse fremgår af tabellen.
89
https://mst.dk/kemi/biocider/guide-til-biocidreglerne/klassificering-og-maerkning-af-biocider/
122
123
Bilag 5.2 Forbruget af antibiotika på havbrug i perioden 2016-2018.
Nedenstående figurer A og B er baseret på antibiotikaforbruget for alle danske hav-
brug i den periode, der har været fokuseret på i gennemgangen af havbrugsområdet
(dvs. 2016-2018). Som det fremgår af figur 5.2 i rapporten Gennemgang af hav-
brugsområdet, var det samlede antibiotika-forbrug lavt i 2016 og 2017. Nedenstå-
ende figurer er udarbejdet med henblik på – om muligt – at identificere eventuelle
uregelmæssigheder i anvendelsen af antibiotika. For at få et bedre grundlag for at
identificere eventuelle uregelmæssigheder er de to foregående år (2014 og 2015)
medtaget, idet det samlede antibiotikaforbrug i disse år – og især i 2014 – var højt (jf.
Figur 5.2).
Figur A viser forbruget af hhv. sulfadiazin/trimethoprim (øverst) og oxolinsyre (ne-
derst) for de enkelte havbrug i perioden 2014-2018. Det kan ses af figur A, at de
største havbrug har tendens til at anvende størst mængde antibiotika, hvilket burde
være umiddelbart forventeligt. Herudover kan det ses, at enkelte mindre havbrug slet
ikke har brugt oxolinsyre i perioden.
Figur B viser det relative årlige forbrug af antibiotika for de enkelte havbrug, dvs. for-
bruget i forhold til havbrugets bruttoproduktion. Her ses det relative forbrug at være
nogenlunde konstant på tværs af havbrugene.
Det kan konkluderes, at der ikke kan identificeres nogen uregelmæssigheder i an-
vendelsen af antibiotika på baggrund af de anvendte mængder i perioden. Dette gæl-
der også, når man betragter antibiotikaforbruget i forhold til de enkelte havbrugs brut-
toproduktion. Der er med andre ord intet i havbrugenes forbrug af antibiotika, der kan
tyde på, at der behandles flere fisk, end havbrugene har mulighed for at producere
iht. havbrugenes miljøtilladelser.
124
-
100
200
300
400
500
600
Agersø As Vig Borre I Borre II Børup
Sande
Fejø Flækøjet Grønsund Hundshage Hjarnø Kongsnæs Musholm
Vest
Musholm
Øst
Nordby
Bugt
Onsevig Rågø Skalø Karrebæk
(Bisserup)
Årø
Sulfadiazin/trimethoprim kg aktivt stof
2014 2015 2016 2017 2018
-
50
100
150
200
250
Agersø As Vig Borre I Borre II Børup
Sande
Fejø Flækøjet Grønsund Hundshage Hjarnø Kongsnæs Musholm
Vest
Musholm
Øst
Nordby
Bugt
Onsevig Rågø Skalø Karrebæk
(Bisserup)
Årø
Oxolinsyre kg aktivt stof
2014 2015 2016 2017 2018
A. Totalt årligt forbrug for de enkelte havbrug.
Data fra VetStat.
125
0,000%
0,010%
0,020%
0,030%
0,040%
0,050%
0,060%
0,070%
0,080%
0,090%
Bisserup Agersø As Vig Borre I Borre II Børup
Sande
Fejø Flækøjet Grønsund Hundshage Hjarnø Kongsnæs Musholm
Vest
Musholm
Øst
Nordby
Bugt
Onsevig Rågø Skalø Karrebæk
(Bisserup)
Årø
Sulfadiazin/Trimethoprim (kg aktivt stof) per bruttoproduktion (kg)
2014 2015 2016 2017 2018
0,000%
0,005%
0,010%
0,015%
0,020%
0,025%
0,030%
Bisserup Agersø As Vig Borre I Borre II Børup
Sande
Fejø Flækøjet Grønsund Hundshage Hjarnø Kongsnæs Musholm
Vest
Musholm
Øst
Nordby
Bugt
Onsevig Rågø Skalø Karrebæk
(Bisserup)
Årø
Oxolinsyre (kg aktivt stof) per bruttoproduktion (kg
2014 2015 2016 2017 2018
B. Relativt årligt forbrug for de enkelte havbrug. Medicinforbruget er afbildet som procentdel i
forhold til bruttoproduktionen.
Data fra VetStat, kombineret med produktionsdata fra NOVANA.
126
Bilag 6.
Bilag 6.1 Indberetningsskema for hav- og saltvandsdambrug
127
128
129
130
131
Bilag 7.
Bilag 7.1 Opsummering – observationer havbrugskontrol 2019
132
133
Bilag 8.
Bilag 8.1 Havbrugsgennemgang bemærkninger (DA)
134
135
136
Bilag 8.2 Forslag til styrket tilsyn
137
138
Bilag 8.3 Havbrugsudredning: forslag til forbedret regulering og
kompetencefordeling
139
140
141
142
143
144
Bilag 8.4 Havbrugsudredning: Sags katalog
145
146
147
148
149
150
151
152
153
154
155
156
157
158
Bilag 8.5 Kromann Reumert notat vedrørende Storebælt Havbrug
159
160
161
162
163
164
165
166
167
168
169
170
Bilag 8.6 Kromann Reumert notat vedrørende havbrugsbekendtgørelsen
171
172
173
174
175
Bilag 8.7 DSF – notat vedrørende forslag til styrkelse af tilsyn og kontrol
med havbrugsområdet
176
177
178
179
180
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
www.mfvm.dk
[Bagside Overskrift]
[Bagside Tekst]