SOU alm. del - svar på spm. 765 om, hvilke beføjelser en kommune har, når borgere udøver selvtægt og inddrager offentlige arealer som eksempelvis stier og veje og afspærrer disse med låger, kampesten eller så andre borgere forhindres adgang til disse offentlige arealer, fra miljøministeren

Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mfvm@mfvm.dk • www.mfvm.dk
Den 11. november 2020
Miljøministerens endelige besvarelse af spørgsmål nr. 765 (SOU alm. del) stillet den 25. september
2020 efter ønske fra Jens Henrik Thulesen Dahl (DF).
Spørgsmål nr. 765
” Vil ministeren redegøre for, hvilke beføjelser en kommune har, når borgere udøver selvtægt
og inddrager offentlige arealer som eksempelvis stier og veje og afspærrer disse
med låger, kampesten eller så andre borgere forhindres adgang til disse offentlige arealer.
Vil ministeren i den forbindelse ministeren forholde sig til, hvad en kommune skal gøre
i følgende tre eksempler:
1. En beboer bor i landzone med en stor matrikel, der gennemskæres af en offentlig jordvej.
En jordvej som altid gennem tiderne har været åben for alle. Beboeren opsætter straks, han flytter til
ejendommen en stor jernlåge, som lukker jordvejen fuldstændig af og påsætter et skilt med “privat -
adgang forbudt”.
2. I et tættere bebygget område med parcelhuse er der en passage mellem husene ned til
fjorden. Denne passage benyttes af udefrakommende som adgangsvej til vandet, da det er et offentligt
område. Beboere placerer store marksten og spærrer derved adgangsvejen for andre, da de føler
færdslen er generende.
3. En beboer bor op langs en å. På den anden side af åen er der et område, der først tilhørte
amtet, men senere blev kommunalt. Et område med vild bevoksning og høje træer ud mod en
omfartsvej. Beboeren laver en bro over åen som så giver ham adgang til det grønne område, som han
rydder, sår græs og fælder træer mod vejen, så han får udvidet sin have.”
Svar
Reglerne om adgang til naturen fremgår af kap. 4 i naturbeskyttelsesloven (NBL) og bekendtgørelse
nr. 852 af 27. juni 2016 om offentlighedens adgang til at færdes og opholde sig i naturen
(adgangsbekendtgørelsen).
Kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed, jf. § 73, stk. 1 i NBL og påser overholdelsen af
naturbeskyttelsesloven og af de regler, der er udstedt efter loven samt af fredningsbestemmelser. På
arealer, der ejes af Naturstyrelsen, varetager Naturstyrelsen tilsynet med overholdelse af reglerne i
NBL og af regler, der er udstedt efter loven samt af fredningsbestemmelser, jf. § 3 i bekendtgørelse nr.
924 af 27. juni 2016 om pleje af fredede arealer og tilsyn. Tilsynsmyndighederne påser således, jf. § 73,
stk. 4 i NBL, at NBL efterkommes, og at vilkår, der er fastsat i tilladelser, overholdes. Jf. § 73, stk. 5 i
NBL skal tilsynsmyndigheden foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har
underordnet betydning.
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Christiansborg
1240 København K
Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 765
Offentligt
2
Det fremgår ikke af NBL, hvordan tilsynsmyndighederne nærmere skal udføre deres tilsyn. Men det
kan lægges til grund, at tilsynsmyndighederne har pligt til at reagere på relevante anmeldelser og pligt
til at bringe ulovlige forhold til ophør.
Når tilsynsmyndigheden får en anmeldelse om et ulovligt forhold i relation til adgangsreglerne, har
den pligt til, jf. de forvaltningsretlige regler, at oplyse sagen, inden den træffer afgørelse. Det kan f.eks.
være at skabe klarhed over ejerforhold, vejstatus mv. Det vil som udgangspunkt også ofte være
nødvendigt med en partshøring af f.eks. lodsejer og af andre relevante parter jf. § 19 i
forvaltningsloven.
De tre opstillede eksempler reguleres alle af lovgivning på Transport- og Boligministeriets område, der
oplyser følgende:
”Ad 1:
I vejlovgivningen sondres mellem offentlige veje (kommuneveje og statsveje), der administreres
efter lov om offentlige veje (vejloven),1
private fællesveje, der administreres efter lov om private
fællesveje (privatvejsloven),2
og rent private veje, som med ganske få undtagelser ikke
administreres efter vejlovgivningen.
Hvis den omtalte ”offentlige jordvej” er en kommunevej, reguleres færdslen på vejen efter
bestemmelserne i færdselsloven. Denne giver ikke ejere af naboejendomme ret til at regulere
færdslen. Kommunen ville i givet fald kunne kræve lågen fjernet efter vejlovens § 81, stk. 1, eller
fjerne lågen for den pågældendes regning, jf. lovens § 81, stk. 2 og 3.
Privatvejslovens særlige regler om private fællesveje på landet, dvs. private fællesveje, der ligger i
landzone, jf. planlovens bestemmelser, indeholder ingen bestemmelser om, at regulering af
færdslen på private fællesveje på landet skal godkendes af kommunalbestyrelsen som
vejmyndighed. Kommunalbestyrelsen kan tage stilling til, om den private fællesvej er i god og
forsvarlig stand i forhold til de vejberettigedes færdsel med den omhandlede låge.
Det kan oplyses, at afspærring af private fællesveje på landet og rent private veje med bom eller
lignende skal godkendes af politiet, jf. færdselslovens § 97, stk. 3.
Ad 2:
Færdselsregulering af private fællesveje og private fællesstier i byer og bymæssige områder er
nærmere reguleret i privatvejslovens § 57. Det fremgår heraf, at en grundejer ikke må ændre på
reguleringen af færdslen på vejen eller på vejens indretning uden kommunalbestyrelsens
tilladelse, og kommunalbestyrelsen kan ikke meddele en tilladelse uden forinden at have
indhentet politiets samtykke.
Hvis kommunalbestyrelsen konstaterer, at der er foretaget en færdselsregulering uden
forudgående tilladelse, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til efter § 57 stk. 1, om den faktiske
ændring på vejen kan lovliggøres retligt. Hvis dette ikke er muligt, kan kommunen kræve
foranstaltningen fjernet og om nødvendigt fjerne den for den pågældendes regning. Det fremgår af
§ 57 stk. 4.
1
Lov nr. 1520 af 27. december 2014 om offentlige veje m.v.
2
Lov om private fællesveje, lovbekendtgørelse nr. 1234 af 4. november 2015.
3
Ad 3:
Transport- og Boligministeriet lægger til grund, at den omtalte omfartsvej er en kommunevej.
Kommuneveje skal som udgangspunkt udskilles i matriklen, hvorefter de noteres med et litra. Der
kan ikke vindes hævd på udskilte kommunevejsarealer. Det fremgår af vejlovens § 61, stk. 1, jf. §
60, stk. 2.
Hvis området med den vilde bevoksning og høje træer er en del af kommunevejens areal, kan
ejeren af den tilstødende ejendom således ikke vinde hævd på arealet som en del af sin ejendom,
ligesom kommunalbestyrelsen kan gøre sine ejerrettigheder gældende.”
Lea Wermelin / Katrine Barnkob Lindgreen