Fremsat den 12. november 2020 af Miljøministeren (Lea Wermelin)

Fremsat den 12. november 2020 af Miljøministeren (Lea Wermelin)
Forslag
til
Lov om ændring af miljøskadeloven og lov om miljøbeskyttelse og forskellige
andre love1
(Ændring af handlepligten for den ansvarlige for en miljøskade, indførelse af godtgørelsesordning samt ændring af definitionen
af arter og naturtyper)
§ 1
I miljøskadeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 277 af 27.
marts 2017, foretages følgende ændringer:
1. I § 7, stk. 1, 1. pkt., ændres »beskyttede arter eller interna‐
tionale naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede arter eller
naturtyper«, og »områder« ændres til: »naturtyper«.
2. I § 7, stk. 2-4, og § 23, stk. 1, ændres »beskyttede arter el‐
ler internationale naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede
arter eller naturtyper«.
3. I § 7 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Skade uden for et internationalt naturbeskyttelses‐
område, der er forvoldt ved en emission eller begivenhed,
som finder sted efter den 1. juli 2008, når den følger af
en bestemt aktivitet, som har fundet sted forud for den 1.
februar 2021, anses ikke som en miljøskade på beskyttede
arter og naturtyper.«
4. I § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, og § 17 ændres »beskyttede ar‐
ter og internationale naturbeskyttelsesområder« til: »beskyt‐
tede arter og naturtyper«.
5. § 15, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Ved beskyttede arter og naturtyper forstås:
1) de arter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv
79/409/EØF eller opført i bilag I dertil eller opført i
bilag II og IV til direktiv 92/43/EØF, og
2) de naturtyper for arter, der er omhandlet i artikel 4,
stk. 2, i direktiv 79/409/EØF eller opført i bilag I dertil
eller opført i bilag II til direktiv 92/43/EØF, og de
naturtyper, der er opført i bilag I til direktiv 92/43/EØF,
og ynglepladser eller rastepladser for de arter, der er
opført i bilag IV til direktiv 92/43/EØF.«
6. I § 46, stk. 1, indsættes efter »lovens kapitel 2-6«:
», jf. dog § 47.«
7. Efter § 46 indsættes i kapitel 7:
»§ 47. Den ansvarlige for en miljøskade, jf. § 73 b, stk. 2,
i lov om miljøbeskyttelse, § 38 b, stk. 2, i lov om forurenet
jord, § 47 b, stk. 2, i lov om beskyttelse af havmiljøet, §
68 a, stk. 2, i lov om vandforsyning m.v., § 54 b, stk. 2, i
lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., § 25 b,
stk. 2, i lov om miljø og genteknologi, § 60 b, stk. 2, i lov
om vandløb, og § 33 b, stk. 2, i lov om råstoffer, er ikke
forpligtet til at bære omkostningerne til opfyldelse af dennes
forpligtelser efter de nævnte love til at begrænse en miljø‐
skades omfang og forhindre yderligere skade samt afholdte
udgifter forbundet med afhjælpende foranstaltninger efter
denne lov, jf. dog stk. 4, hvis den ansvarlige for miljøskaden
kan
1) bevise, at den er forvoldt af tredjemand og er indtrådt
til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var
truffet,
2) bevise, at den skyldes overholdelse af ufravigelige for‐
skrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, med‐
mindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser,
som skyldes den ansvarliges egne aktiviteter, eller
3) påvise, at den ansvarlige ikke har handlet forsætligt
eller uagtsomt, og at miljøskaden er forvoldt ved en
1 Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt
angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, EU-Tidende 2004, nr. L 143, side 56.
Lovforslag nr. L 96 Folketinget 2020-21
Miljø- og Fødevaremin., j.nr. 2019-22829
CK002684
emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt
i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betin‐
gelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detal‐
jerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilla‐
delse, og som ikke skyldes den ansvarliges uforsvarlige
adfærd, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Den ansvarlige for en overhængende fare for en
miljøskade, jf. § 73 b, stk. 2, i lov om miljøbeskyttelse, §
38 b, stk. 2, i lov om forurenet jord, § 47 b, stk. 2, i lov om
beskyttelse af havmiljøet, § 68 a, stk. 2, i lov om vandforsy‐
ning m.v., § 54 b, stk. 2, i lov om miljøgodkendelse m.v. af
husdyrbrug, § 25 b, stk. 2, i lov om miljø og genteknologi,
§ 60 b, stk. 2, i lov om vandløb, og § 33 b, stk. 2, i lov
om råstoffer, er ikke forpligtet til at bære omkostningerne
til opfyldelse af dennes forpligtelser efter de nævnte love til
at afværge den overhængende fare for en miljøskade samt
afholdte udgifter forbundet med forebyggende foranstaltnin‐
ger efter denne lov, hvis den ansvarlige kan bevise, at den
overhængende fare for miljøskade er forvoldt af tredjemand
og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstalt‐
ninger var truffet eller skyldes forhold som nævnt i stk. 1,
nr. 2, jf. dog stk. 4.
Stk. 3. Stk. 1, nr. 3, finder ikke anvendelse for producen‐
ten og importøren som nævnt i § 73 b, stk. 4, i lov om
miljøbeskyttelse, § 38 b, stk. 4, i lov om forurenet jord, § 54
b, stk. 4, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, og
§ 25 b, stk. 4, i lov om miljø og genteknologi.
Stk. 4. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, hvis miljøska‐
den eller den overhængende fare for en miljøskade skyldes
enhver større miljøhændelse som defineret i offshoresikker‐
hedsloven.
Stk. 5. Miljøministeren kan træffe afgørelse om godtgørel‐
se af udgifter afholdt af den ansvarlige for en miljøskade
eller overhængende fare herfor til opfyldelse af dennes for‐
pligtelser efter § 73 c og § 73 e, i lov om miljøbeskyttelse,
§ 38 c og e, i lov om forurenet jord, § 47 c, § 47 e og § 47
f, stk. 2, i lov om beskyttelse af havmiljøet, § 67 og § 68 b,
stk. 2, i lov om vandforsyning m.v., § 54 c og § 54 e, i lov
om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., § 25 c og §
25 e, i lov om miljø og genteknologi, § 60 c og § 60 d, i lov
om vandløb, og § 33 c og § 33 d, i lov om råstoffer samt
denne lov, hvis de i stk. 1 og 2 nævnte betingelser er opfyldt.
Stk. 6. Miljøministeren fastsætter regler om godtgørelses‐
ordningen efter stk. 5, herunder om, hvilke udgifter der kan
godtgøres, og om dokumentationskrav.«
8. Efter § 48 indsættes i kapitel 8:
»§ 48 a. Krav på godtgørelse af udgifter, jf. § 47, for‐
ældes efter 5 år fra den dato, hvor foranstaltningerne er
afsluttet, eller hvor den ansvarlige for den emission eller be‐
givenhed, som har forvoldt en miljøskade eller fremkaldt en
overhængende fare for en miljøskade, har bevist henholdsvis
påvist, at de i § 47 fastsatte betingelser for godtgørelse er
opfyldt. Forældelsen regnes fra den seneste af disse datoer.«
§ 2
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1218
af 25. november 2019, som ændret senest ved § 1 i lov nr.
808 af 9. juni 2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 73 b, stk. 2, ændres »jf. dog stk. 3 og 4« til: »medmin‐
dre stk. 3 eller 4 finder anvendelse«.
2. § 73 d ophæves.
3. § 73 f, stk. 2 og 3, ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
§ 3
I lov om forurenet jord, jf. lovbekendtgørelse nr. 282 af
27. marts 2017, som ændret ved § 16 i lov nr. 278 af 17.
april 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 38 b, stk. 2, ændres »jf. dog stk. 3 og 4« til: »medmin‐
dre stk. 3 eller 4 finder anvendelse«.
2. § 38 d ophæves.
3. § 38 f, stk. 2 og 3, ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
§ 4
I lov om beskyttelse af havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1165 af 25. november 2019, foretages følgende
ændringer:
1. I § 47 b, stk. 3, ændres »beskyttede arter eller internati‐
onale naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede arter eller
naturtyper«.
2. I § 47 c, stk. 4, ændres »beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede arter og naturty‐
per«.
3. § 47 d ophæves.
4. § 47 h, stk. 2 og 3, ophæves.
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 2 og 3.
§ 5
I lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 118
af 22. februar 2018, som ændret ved § 1 i lov nr. 1419 af 17.
december 2019, foretages følgende ændringer:
1. I § 68 a, stk. 3, ændres »beskyttede arter eller internati‐
onale naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede arter eller
naturtyper«.
2. § 68 d ophæves.
3. § 68 e, stk. 2 og 3, ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
2
§ 6
I lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 520 af 1. maj 2019, foretages følgende
ændringer:
1. I § 54 b, stk. 2, ændres »jf. dog stk. 3 og 4« til: »medmin‐
dre stk. 3 eller 4 finder anvendelse«.
2. § 54 d ophæves.
3. § 54 f, stk. 2 og 3, ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
§ 7
I lov om miljø og genteknologi, jf. lovbekendtgørelse nr.
9 af 4. januar 2017, foretages følgende ændringer:
1. § 25 d ophæves.
2. § 25 f, stk. 2 og 3, ophæves.
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 2 og 3.
§ 8
I lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 1217 af 25.
november 2019, foretages følgende ændringer:
1. I § 60 b, stk. 3, ændres »beskyttede arter eller internati‐
onale naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede arter eller
naturtyper«.
2. § 60 f ophæves.
3. § 60 g, stk. 2 og 3, ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
§ 9
I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 124 af 26.
januar 2017, som ændret ved § 3 i lov nr. 427 af 18. maj
2016 og § 7 i lov nr. 720 af 8. juni 2018, foretages følgende
ændringer:
1. I § 33 b, stk. 3, ændres »beskyttede arter eller internati‐
onale naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede arter eller
naturtyper«.
2. § 33 f ophæves.
3. § 33 g, stk. 2 og 3, ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
§ 10
I lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 240
af 13. marts 2019, som ændret ved § 2 i lov nr. 135 af 25.
februar 2020 og lov nr. 1057 af 30. juni 2020, foretages
følgende ændring:
1. Overskriften til kapitel 11 a affattes således:
»Kapitel 11 a Miljøskade på beskyttede arter eller
naturtyper«
§ 11
I lov om skove, jf. lovbekendtgørelse nr. 315 af 28. marts
2019, foretages følgende ændring:
1. Overskriften til kapitel 8 a affattes således:
»Kapitel 8 a Miljøskade på beskyttede arter eller
naturtyper«
§ 12
I lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr.
265 af 21. marts 2019, foretages følgende ændring:
1. Overskriften til kapitel 8 a affattes således:
»Kapitel 8 a Miljøskade på beskyttede arter eller
naturtyper«
§ 13
I lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken,
jf. lovbekendtgørelse nr. 123 af 26. januar 2017, foretages
følgende ændring:
1. Overskriften til kapitel 9 a affattes således:
»Kapitel 9 a Miljøskade på beskyttede arter eller
naturtyper«
§ 14
I fiskeriloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 21. marts
2019, som ændret ved lov nr. 558 af 7. maj 2019 og lov nr.
559 af 7. maj 2019, foretages følgende ændringer:
1. Overskriften til kapitel 3 a affattes således:
»Kapitel 3 a Miljøskade på beskyttede arter eller
naturtyper«
2. I § 10 c ændres »beskyttede arter og internationale natur‐
beskyttelsesområder« til: »beskyttede arter og naturtyper«.
§ 15
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. februar 2021.
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på miljøskader eller
overhængende fare for en miljøskade, der er forvoldt ved
en emission eller begivenhed, der finder sted før lovens
ikrafttræden. For sådanne miljøskader eller overhængende
fare herfor finder de hidtil gældende regler anvendelse.
§ 16
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
3
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Kort om miljøansvarsreglerne
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Ophævelse af lempelsen af den ansvarliges ansvar samt indførelse af en godtgørelsesordning
3.1.1. Gældende ret
3.1.2. Miljø- og Fødevareministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.2. Definition af ” beskyttede arter og naturtyper ”
3.2.1. Gældende ret
3.2.2. Miljø- og Fødevareministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgere
7. Klima- og miljømæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
8.1. Miljøansvarsdirektivet
8.2. Statsstøtte
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at implementere dele af miljø‐
ansvarsdirektivet.
Miljøansvarsdirektivets formål er at forebygge og afhjælpe
fremtidige større, dvs. væsentlige/betydelige skader på jord,
vand og beskyttede arter og naturtyper (miljøskader).
Det grundlæggende princip er, at den, der er ansvarlig for
erhvervsmæssige aktiviteter, der indebærer en risiko for
miljø eller natur, også er ansvarlig for miljøskader eller
overhængende fare for miljøskader på miljø og natur som
følge af disse erhvervsmæssige aktiviteter. Den ansvarlige
skal forebygge en miljøskade eller en overhængende fare for
miljøskade, og hvis miljøskaden er sket, skal den ansvarlige
afhjælpe skaden og afholde alle omkostninger i den forbin‐
delse (forureneren betaler-princippet).
Miljøansvarsdirektivet indeholder en fælles ramme for fore‐
byggelse og afhjælpning af miljøskader og overhængende
fare for miljøskade, herunder særligt i forhold til Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. novem‐
ber 2009 om beskyttelse af vilde fugle, Rådets direktiv
92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper og
vilde dyr og planter og Europa-Parlamentets og Rådets di‐
rektiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en
ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger.
Danmark modtog i oktober 2019 en henvendelse fra EU-
Kommissionen om implementeringen af miljøansvarsdirek‐
tivet, hvori EU-Kommissionen konkluderede, at den danske
gennemførelse af miljøansvarsdirektivets definition af ”be‐
skyttede arter og naturtyper”, jf. direktivets artikel 2, stk. 3,
litra b), og muligheden for at dække den ansvarliges økono‐
miske omkostninger i visse situationer, jf. direktivets artikel
8, stk. 3 og 4, skulle være direktivnær.
I henvendelsen vurderede EU-Kommissionen for det første,
at direktivets definition af ”beskyttede arter og naturtyper”,
der i dansk lovgivning er gennemført som ”beskyttede arter
og internationale naturbeskyttelsesområder”, skal fremgå di‐
rekte af lovteksten i dansk lovgivning og med samme ordlyd
som direktivets, og at det ikke var tilstrækkeligt, at det frem‐
gik af lovens bemærkninger.
For det andet vurderede EU-Kommissionen, at direktivet
skal gennemføres i den danske lovgivning således, at den
ansvarlige for miljøskaden eller en overhængende fare for
miljøskade i alle tilfælde er forpligtet til at foretage fore‐
byggende og afhjælpende foranstaltninger ved miljøskader
eller overhængende fare for miljøskader. EU-Kommissionen
fremhævede, at dette gjaldt uanset om den ansvarlige ikke
skulle afholde omkostningerne forbundet med en miljøskade
4
eller overhængende fare herfor, jf. direktivets artikel 8, stk.
3 og 4. Efter EU-Kommissionens vurdering regulerer artikel
8, stk. 3 og 4, alene forholdet til omkostningerne forbundet
med den ansvarliges foranstaltninger, og ikke spørgsmålet
om den ansvarliges handlepligt.
Regeringen har besvaret EU-Kommissionens henvendelse
i december 2019. Regeringen har erklæret sig enig med
EU-Kommissionens fortolkning af direktivets forpligtelser
og forpligtet sig til at rette op på den danske implementering
senest primo 2021.
Lovforslaget indeholder forslag til de nødvendige tilpasnin‐
ger af miljøskadeloven og den berørte sektorlovgivning.
2. Kort om miljøansvarsreglerne
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21.
april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse
og afhjælpning af miljøskader (herefter miljøansvarsdirekti‐
vet), som senest ændret ved forordning nr. 2019/1010 af 5.
juni 2019 blev implementeret i dansk lovgivning ved lov
nr. 466 af 17. juni 2008 om undersøgelse, forebyggelse og
afhjælpning af miljøskader (miljøskadeloven) og lov nr. 507
af 17. juni 2008 om ændring af lov om miljøbeskyttelse
og forskellige andre love, der indsatte særlige regler i en
række sektorlove. Reglerne trådte i kraft 1. juli 2008. Mil‐
jøansvarsdirektivet er efterfølgende blevet ændret af flere
omgange, men der er ikke foretaget ændringer i forhold til
den ansvarliges handlepligt eller økonomiske forpligtelser.
Direktivet er således implementeret gennem dels en tværgå‐
ende lov, (miljøskadeloven) og dels følgende sektorlove,
hvor der er indsat regler om miljøskader: Lov om miljøbe‐
skyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1218 af 25. november
2019 (herefter miljøbeskyttelsesloven), lov om forurenet
jord, jf. lovbekendtgørelse nr. 282 af 27. marts 2017 (her‐
efter jordforureningsloven), lov om beskyttelse af havmil‐
jøet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1033 af 4. september 2017
(herefter havmiljøloven), lov om vandforsyning m.v., jf. lov‐
bekendtgørelse nr. 118 af 22. februar 2018 (herefter vandfor‐
syningsloven), lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 520 af 1. maj 2019 (herefter
husdyrbrugloven), lov om miljø og genteknologi, jf. lovbe‐
kendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2017 (miljø- og genteknolo‐
giloven), lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr.
240 af 13. marts 2019 (herefter naturbeskyttelsesloven), lov
om skove, jf. lovbekendtgørelse nr. 315 af 28. marts 2019
(herefter skovloven), lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lov‐
bekendtgørelse nr. 265 af 21. marts 2019 (herefter jagt og
vildtforvaltningsloven), lov om beskyttelse af de ydre koge
i Tøndermarsken, jf. lovbekendtgørelse nr. 123 af 26. janu‐
ar 2017 (herefter Tøndermarskloven), lov om vandløb, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1217 af 25. november 2019 (herefter
vandløbsloven), lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr.
124 af 26. januar 2017 (herefter råstofloven), søloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1505 af 17. december 2018 og lov om
fiskeri og fiskeopdræt (fiskeriloven), jf. lovbekendtgørelse
nr. 261 af 21. marts 2019 (herefter fiskeriloven).
Implementeringen er sket således, at miljøskadeloven defi‐
nerer, hvad en miljøskade og en overhængende fare for en
miljøskade er. Hertil fastlægger miljøskadeloven visse regler
om, hvad den ansvarlige for driften er forpligtet til efter det
tidspunkt i en sag, hvor der er truffet afgørelse om, at der
foreligger en miljøskade. Modsvarende indeholder sektorre‐
guleringerne reglerne om, hvad der forstås ved den ansvar‐
lige for en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, samt regler om hvad den ansvarlige for driften
er forpligtet til frem til det tidspunkt, hvor de kompetente
myndigheder har truffet afgørelse om, at der foreligger en
miljøskade.
Miljøskadelovgivningen indeholder regler om, hvem der
ifølge en offentligretlig regulering har ansvaret for at an‐
melde, forebygge, afværge og afhjælpe miljøskader eller
overhængende fare for miljøskader. Det er således ikke en
regulering med udgangspunkt i erstatningsansvar, men en
regulering, der fastlægger en handlepligt for de virksomhe‐
der m.v., der er ansvarlige for miljøskaden eller den over‐
hængende fare for en miljøskade.
Udgangspunktet for miljøansvarsdirektivet er, at den ansvar‐
lige for en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade er forpligtet til at iværksætte de nødvendige fore‐
byggende og afhjælpende foranstaltninger, og den ansvar‐
lige er forpligtet til at afholde omkostningerne forbundet
hermed.
Miljøansvarsdirektivet indeholder to forskellige former for
ansvar. Direktivet fastlægger således et objektivt ansvar for
en lang række erhvervsaktiviteter, som er anført i direktivets
bilag III, jf. miljøansvarsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra
a), og et culpaansvar for alle andre erhvervsaktiviteter, der
forårsager en skade på beskyttede arter og naturtyper, jf.
miljøansvarsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra b).
Det objektive ansvar indebærer, at den ansvarlige for driften
er ansvarlig for at forebygge og afhjælpe en miljøskade og
betale alle omkostninger i den forbindelse, også selvom den
ansvarlige for driften ikke har handlet uforsvarligt, og uan‐
set om aktiviteten var tilladt og alene forårsager en tilladt
påvirkning, f.eks. en tilladt forurening. Dette indebærer altså
også et ansvar for f.eks. uheld. Det objektive ansvar for
erhvervsmæssige aktiviteter fremgår af miljøbeskyttelseslo‐
ven, jordforureningsloven, miljø og genteknologiloven og
husdyrbrugloven.
I vandforsyningsloven, vandløbsloven, råstofloven og hav‐
miljøloven er der gennemført såvel det objektive ansvar som
culpaansvaret. I disse love er der således regler om både
5
objektivt og culpaansvar for forskellige erhvervsmæssige
aktiviteter. Culpaansvaret er typisk rettet mod aktiviteter,
som er ikke-forurenende, f.eks. skovning, redeplyndring el‐
ler oprensning af vandløb. Culpaansvaret indebærer, at den
ansvarlige for driften skal have udvist uforsvarlig adfærd,
dvs. fejl eller forsømmelser.
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Ophævelse af lempelsen af den ansvarliges ansvar samt
indførelse af en godtgørelsesordning
3.1.1. Gældende ret
Den ansvarlige for en miljøskade, dvs. den ansvarlige for
driften af den erhvervsmæssige virksomhed, er pålagt en
handlepligt i lovgivningen i tilfælde af enten en overhæn‐
gende fare for en miljøskade eller for en allerede sket mil‐
jøskade. Den ansvarlige skal således straks iværksætte alle
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge
en miljøskade, eller, såfremt miljøskaden er indtrådt, iværk‐
sætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, jf. § 73 c, stk. 1,
i miljøbeskyttelsesloven, § 38 c, stk. 1, i jordforureningslo‐
ven, § 54 c, stk. 1, i husdyrbrugloven, § 25 c, stk. 2, i miljø
og genteknologiloven, § 68 b, stk. 2, i vandforsyningsloven,
§ 33 c, stk. 2, i råstofloven, § 60 c, stk. 2, i vandløbsloven
og § 47 c, stk. 1, i havmiljøloven.
Den ansvarlige kan således ikke forholde sig passivt i til‐
fælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade.
Når den relevante myndighed efter sektorlovgivningen har
truffet afgørelse om, at der er tale om en miljøskade eller
overhængende fare herfor, overgår sagsbehandlingen til Mil‐
jøstyrelsen, der varetager reglerne i miljøskadeloven. Miljø‐
styrelsen meddeler herefter påbud efter miljøskadelovens
kapitel 3 om forebyggende og afhjælpende foranstaltninger
m.v. samt træffer afgørelse om sikkerhedsstillelse efter mil‐
jøskadelovens kapitel 2.
Miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og 4, indeholder en
række grunde, hvorefter den ansvarlige for en miljøskade
eller en overhængende fare for miljøskade kan blive fritaget
for omkostningerne forbundet med forebyggende og afhjæl‐
pende foranstaltninger.
Det fremgår således af artikel 8, stk. 3, at den ansvarlige ik‐
ke er forpligtet til at bære omkostningerne ved forebyggende
eller afhjælpende foranstaltninger, der træffes i medfør af
direktivet, hvis den ansvarlige kan bevise, at miljøskaden
eller den overhængende fare for sådan skade a) er forvoldt
af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikker‐
hedsforanstaltninger var truffet, eller b) skyldes overholdel‐
se af påbud eller instrukser udstedt af en offentlig myndig‐
hed med undtagelse af påbud eller instrukser som følge af en
emission eller hændelse, der skyldes den ansvarliges egne
aktiviteter.
I sådanne tilfælde træffer medlemsstaterne hensigtsmæssige
foranstaltninger således, at den ansvarlige kan få dækket de
afholdte omkostninger, jf. artikel 8, stk. 3, in fine. Artikel 8,
stk. 3, er obligatorisk for medlemsstaterne at gennemføre.
Det fremgår herudover af artikel 8, stk. 4, at medlemsstater‐
ne kan tillade, at den ansvarlige ikke bærer omkostningerne
i forbindelse med afhjælpende foranstaltninger, der træffes i
medfør af direktivet, hvis den ansvarlige kan påvise, at den
ansvarlige ikke har handlet forsætligt eller uagtsomt, og at
miljøskaden er forvoldt ved a) en emission eller begivenhed,
der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overens‐
stemmelse med betingelserne i en tilladelse, der fremgår af
eller er udstedt i henhold til gældende nationale love og be‐
stemmelser, som gennemfører den af Fællesskabet vedtagne
lovgivning, der er nævnt i bilag III, således som den fandt
anvendelse på tidspunktet for emissionen eller begivenheden
eller b) en emission eller aktivitet eller enhver form for
anvendelse af et produkt i forbindelse med en aktivitet, som
operatøren kan påvise ikke ansås for at ville forårsage miljø‐
skader ifølge den videnskabelige og tekniske viden på det
tidspunkt, hvor emissionen eller aktiviteten fandt sted.
Artikel 8, stk. 4, er ikke obligatorisk for medlemsstaterne
at gennemføre, og artikel 8, stk. 4, litra b), er ikke generelt
implementeret i dansk lovgivning i dag.
Direktivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a), er implemente‐
ret således, at den ansvarliges ansvar er lempet i situationer‐
ne omfattet af disse bestemmelser som beskrevet ovenfor,
jf. § 73 d, i miljøbeskyttelsesloven, § 38 d, i jordforure‐
ningsloven, § 54 d, i husdyrbrugloven, § 25 d, i miljø og
genteknologiloven, § 68 d, i vandforsyningsloven, § 33 f, i
råstofloven, § 60 f, i vandløbsloven, og § 47 d, i havmiljølo‐
ven.
Den ansvarliges handlepligt til at begrænse en miljøskades
omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder efter den
gældende lovgivning således ikke, hvis den ansvarlige for
en indtrådt miljøskade kan godtgøre, 1) at skaden er for‐
voldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) at skaden skyldes
overholdelse af ufravigelige forskrifter, fastsat en offentlig
myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller
instrukser, som skyldes den ansvarliges egne aktiviteter, el‐
ler 3) at skaden er forvoldt ved en emission eller begiven‐
hed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud
i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller
med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med
en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes den ansvarli‐
ges uforsvarlige adfærd.
6
Tilsvarende har den ansvarlige ikke nogen handlepligt i for‐
hold til at afværge en overhængende fare for en miljøskade,
såfremt den ansvarlige for den overhængende fare for miljø‐
skade kan godtgøre, at faren skyldes forhold omfattet af nr.
1 og 2 som beskrevet umiddelbart ovenfor.
Som nævnt ovenfor er den ansvarlige for en miljøskade,
den der er ansvarlig for driften af den erhvervsmæssige
aktivitet. Såfremt der dog er tale om sager om anvendelse
af affaldsstoffer og gødning, herunder husdyrgødning, til
jordbrugsformål, vil det ikke være den ansvarlige for driften,
der er ansvarlig for miljøskaden eller den overhængende
fare herfor, men derimod den der erhvervsmæssigt bruger de
nævnte stoffer, jf. § 73 b, stk. 3, i miljøbeskyttelsesloven,
§ 38 b, stk. 3, i jordforureningsloven og § 54 b, stk. 3, i
husdyrbrugloven.
Tilsvarende gælder for skader sket som følge af anvendelse
af genmodificerede organismer, jf. § 25 b, stk. 3, i miljø
og genteknologiloven og ved anvendelse af pesticider og
biocider, jf. § 73 b, stk. 3, i miljøbeskyttelsesloven og § 38
b, stk. 3, i jordforureningsloven.
Såfremt brugeren kan godtgøre, at brugen var i overens‐
stemmelse med forskrifterne for brug, og at den pågældende
ikke har udvist uforsvarlig adfærd i forbindelse med brugen,
vil det være den relevante producent eller importør, der er
ansvarlig, jf. § 73 b, stk. 4, i miljøbeskyttelsesloven, § 38
b, stk. 4, i jordforureningsloven, § 25 b, stk. 4, i miljø og
genteknologiloven og § 54 b, stk. 4, i husdyrbrugloven.
I sager vedrørende anvendelse af affaldsstoffer og husdyr‐
gødning vil producenten eller importøren dog heller ikke
være ansvarlig, såfremt denne kan godtgøre, at den skade‐
lige virkning ikke følger af fejl ved produktet, og at der
ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved produktionen eller ved
importen. I disse sager vil der derfor ikke være en ansvarlig
for miljøskaden, jf. § 73 b, stk. 5, i miljøbeskyttelsesloven,
§ 38 b, stk. 5, i jordforureningsloven og § 54 b, stk. 5, i
husdyrbrugloven.
3.1.2. Miljø- og Fødevareministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Miljø- og Fødevareministeriet modtog en henvendelse fra
EU-Kommissionen i oktober 2019, hvoraf det fremgår, at
EU-Kommissionen vurderer, at den danske implementering
af miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og 4, litra a),
ikke er tilstrækkelig direktivnær. Miljøansvarsdirektivets ar‐
tikel 8 indeholder regler om omkostninger forbundet med
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader. Det fremgår af
direktivets artikel 8, stk. 1, at operatøren, dvs. den ansvar‐
lige for miljøskaden eller den overhængende fare herfor,
bærer omkostningerne ved forebyggende og afhjælpende
foranstaltninger efter direktivet.
Det er EU-Kommissionens vurdering, at miljøansvarsdirek‐
tivets artikel 8, stk. 3 og 4, ikke medfører, at den ansvarlige
ikke skal foretage forebyggende eller afværgende foranstalt‐
ninger. Efter EU-Kommissionens vurdering giver artikel 8,
stk. 3 og 4, alene den ansvarlige mulighed for at få dæk‐
ket afholdte omkostninger forbundet med forebyggende og
afværgende foranstaltninger, og ikke adgang til generelt at
lempe ansvaret for den pågældende miljøskade eller over‐
hængende fare for miljøskade.
Miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og stk. 4, litra a),
og dermed den ansvarliges mulighed for friholdelse for de
økonomiske konsekvenser, er i dansk ret blevet implemente‐
ret således, at den ansvarlige ikke skal foretage afværgende
eller forebyggende foranstaltninger i forbindelse med en
miljøskade eller en overhængende fare herfor, såfremt den
ansvarlige opfylder de nævnte kriterier, jf. også afsnit 3.1.1.
ovenfor.
Den gældende implementering af miljøansvarsdirektivets ar‐
tikel 8, stk. 3 og 4, er dermed ikke forbeholdt opgørelsen
af det økonomiske ansvar, men er knyttet til den ansvarliges
handlepligt.
Denne lempelse af ansvaret vurderes på baggrund af EU-
Kommissionens henvendelse ikke at være i overensstem‐
melse med miljøansvarsdirektivet.
Det foreslås derfor, at lempelsen af ansvaret ophæves, jf.
forslagets § 2, nr. 2, § 3, nr. 2, § 4, nr. 3, § 5, nr. 2, § 6,
nr. 2, § 7, nr. 1, § 8, nr. 2, og § 9, nr. 2. Dette medfører, at
den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade skal foretage forebyggende, afværgende
eller afhjælpende foranstaltninger, også selvom miljøskaden
sker under omstændigheder, hvor den ansvarlige vil kunne
få dækket de økonomiske omkostninger.
Samtidig foreslås det, at den ansvarlige for en miljøskade
eller en overhængende fare herfor under visse omstændighe‐
der ikke skal bære omkostningerne forbundet med en miljø‐
skade eller en overhængende fare herfor, jf. lovforslagets §
1, nr. 7.
Den ansvarlige for en miljøskade, jf. § 73 b, stk. 2, i lov
om miljøbeskyttelse, § 38 b, stk. 2, i lov om forurenet jord,
§ 47 b, stk. 2, i lov om beskyttelse af havmiljøet, § 68 a,
stk. 2, i lov om vandforsyning m.v., § 54 b, stk. 2, i lov
om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., § 25 b, stk.
2, i lov om miljø og genteknologi, § 60 b, stk. 2, i lov om
vandløb og § 33 b, stk. 2, i lov om råstoffer, er således
ikke forpligtet til at bære omkostningerne til opfyldelse af
dennes forpligtelser efter de nævnte love til at begrænse en
miljøskades omfang og forhindre yderligere skade samt af‐
holdte udgifter forbundet med afhjælpende foranstaltninger
efter denne lov, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan
7
bevise, at skaden eller den overhængende fare for en skade
1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt, til trods for at
passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, eller 2), at
den skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er
fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne
følger af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarliges
egne aktiviteter, eller hvis den ansvarlige kan påvise, at 3)
den ansvarlige ikke har handlet forsætligt eller uagtsomt, og
at miljøskaden er forvoldt ved en emission eller begivenhed,
der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i over‐
ensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med
regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en
udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes den ansvarliges
uforsvarlige adfærd. Nr. 3 foreslås alene at finde anvendelse
for allerede indtrådte miljøskader.
I de nævnte tilfælde vil den ansvarlige således ikke skulle
bære omkostningerne forbundet med en miljøskade eller en
overhængende fare herfor.
Miljøansvarsdirektivet indeholder ingen regler om, at staten
bærer et subsidiært ansvar for håndtering af miljøskader,
men lader det være op til medlemsstaterne at etablere den
ordning, som medlemsstaterne finder bedst egnet i forhold
til at sikre, at den ansvarlige for driften kan få dækket af‐
holdte omkostninger. Miljø- og Fødevareministeriet vurde‐
rer, at den bedste og mindst administrativt tunge ordning
vil indebære, at staten med de foreslåede regler pålægges
det økonomiske ansvar for forebyggelse og afværgelse af
miljøskader. Dette skyldes, at det forventes, at der fremover
stadig vil være meget få sager, der vil blive omfattet af
reglerne om miljøskader, og endnu færre af disse vil være
omfattet af de foreslåede regler om økonomisk friholdel‐
se. Den foreslåede ordning vil medføre, at staten i et vist
omfang får et subsidiært økonomisk ansvar for håndtering af
miljøskader. Miljøministeren vil således få bevillingsmæssig
hjemmel til at afholde udgifterne gennem en tekstanmærk‐
ning på finansloven 2021.
Det vurderes, at uanset at miljøansvarsdirektivet ikke ud‐
trykkeligt fastlægger et statsligt subsidiært ansvar for hånd‐
tering af miljøskader, vil staten i et vist omfang allerede
have et sådan ansvar gennem den øvrige EU-regulering,
særligt habitatdirektivet og vandrammedirektivet, hvorefter
medlemsstaterne er forpligtede til at nå et vist kvalitets-
eller beskyttelsesniveau. Denne forpligtelse kan i konkrete
situationer indebære, at miljømyndighederne skal iværksæt‐
te foranstaltninger, så dette niveau nås.
Det foreslås derfor samtidigt, at der indføres en godtgørel‐
sesordning i den foreslåede § 47, stk. 5, i miljøskadeloven,
jf. lovforslagets § 1, nr. 7. Godtgørelsesordningen skal sam‐
men med den foreslåede § 47, stk. 1 og 2, i miljøskadeloven
sikre implementering af miljøansvarsdirektivets artikel 8,
stk. 3, og stk. 4, litra a). Godtgørelsesordningen vil medføre,
at den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for miljøskade vil kunne få godtgjort de rimelige om‐
kostninger, der er forbundet med de nødvendige foranstalt‐
ninger til håndtering af miljøskaden eller den overhængende
fare herfor, såfremt den ansvarlige er omfattet af de nærme‐
re angivne situationer, jf. den foreslåede § 47, stk. 1 og
2, i miljøskadeloven. Det medfører overordnet set, at den
ansvarlige for en miljøskade eller en fare herfor vil kunne få
godtgørelse, såfremt miljøskaden skyldes begivenheder, som
den ansvarlige ikke er herre over.
Bestemmelsen foreslås sat ind i miljøskadeloven, idet be‐
stemmelsen først vil være relevant i det omfang, der er
truffet afgørelse efter sektorreguleringen om, at der er tale
om en miljøskade eller overhængende fare herfor, der skal
behandles efter miljøskadeloven. Det vil derfor opretholde
den hidtidige systematik mellem miljøskadeloven og de re‐
levante sektorreguleringer.
De med lovforslaget foreslåede ændringer vedrører alene
det objektive ansvar og de omkostninger knyttet til opfyldel‐
sen af det objektive ansvar efter de love, der gennemfører
dette (miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven, husdyr‐
brugloven og miljø og genteknologiloven) eller en kombi‐
nation af det objektive og det culpabaserede ansvar (vand‐
forsyningsloven, vandløbsloven, råstofloven og havmiljølo‐
ven). Det skyldes, at artikel 8, stk. 3, litra a) (tredjemandsan‐
svar) og litra b) (ufravigelige offentlige instrukser), begge
relaterer sig til det objektive ansvar, idet de nævnte artikler
ikke indeholder krav om uforsvarlig adfærd fra den ansvarli‐
ges side.
For så vidt angår artikel 8, stk. 4, litra a) (udtrykkeligt tillad‐
te emissioner eller begivenheder), finder den alene anven‐
delse for regulering, der gennemfører det objektive ansvar,
idet den henviser til direktivets bilag III. Dette svarer også
til de love, der i dag indeholder lempelsesadgangen.
Miljøansvarsdirektivet fastsætter ikke udtrykkeligt, hvilke
udgiftsposter den ansvarlige kan få dækket under artikel 8,
stk. 3 og 4, litra a), men det fremgår dog af artikel 8, stk.
3, in fine, at den ansvarlige kan få dækket ”de afholdte
omkostninger”. Direktivet definerer i artikel 2, stk. 16, om‐
kostninger som "omkostninger, som er nødvendige for en
korrekt og effektiv gennemførelse af dette direktiv, herunder
omkostningerne til vurdering af miljøskader, en overhæn‐
gende fare for, at sådanne skader indtræder, alternative for‐
anstaltninger samt administrative og juridiske omkostninger,
håndhævelsesomkostninger, omkostninger ved dataindsam‐
ling og andre generelle omkostninger samt omkostninger
ved overvågning og tilsyn". Miljø- og Fødevareministeriet
vurderer, at henset til direktivets ordlyd og formålet med
reglen vil den ansvarlige kunne få godtgjort alle udgifter
forbundet med forebyggende eller afhjælpende foranstalt‐
ninger i relation til den overhængende fare for miljøskade
eller en indtrådt miljøskade, såfremt de er rimelige og har en
8
naturlig tilknytning til miljøskaden eller den overhængende
fare for miljøskade.
Det foreslås, at miljøministeren i den foreslåede § 47, stk.
6, i miljøskadeloven bemyndiges til at fastsætte nærmere
regler om den økonomiske godtgørelsesordning, jf. lovfor‐
slagets § 1, nr. 7. Bemyndigelsen forventes i første omgang
udmøntet således, at miljøministeren kan fastsætte regler om
fremgangsmåden ved at få de økonomiske forhold dækket,
herunder hvilke udgiftsposter der er omfattet. Der forventes
i den forbindelse fastsat regler om, at omkostningerne skal
være rimelige og at omkostningerne skal knytte sig til de
forebyggende og afhjælpende foranstaltninger, som den an‐
svarlige er forpligtet til at udføre. Det kan f.eks. være om‐
kostninger til fysiske arbejder, beregninger, ingeniørarbejde
og i et vist omfang juridisk sagsbehandling m.v.
I relation til de miljøskader, der måtte opstå som følge af
anvendelse af affaldsstoffer og gødning, herunder husdyr‐
gødning, til jordbrugsformål, foreslås det, at det sikres, at
der i alle tilfælde er en ansvarlig for en miljøskade. Det
foreslås derfor i lovforslagets § 2, nr. 1, § 3, nr. 1, og §
6, nr. 1, om ændring af miljøbeskyttelsesloven, jordforure‐
ningsloven og husdyrbrugloven, at den ansvarlige for driften
af den erhvervsmæssige virksomhed bliver ansvarlig for en
miljøskade forårsaget af anvendelse af affaldsstoffer og gød‐
ning, herunder husdyrgødning, såfremt ansvaret ikke kan
pålægges hverken brugeren, producenten eller importøren.
3.2. Definition af ” beskyttede arter og naturtyper ”
3.2.1. Gældende ret
Miljøskadelovens § 7 fastsætter, at ved en miljøskade på be‐
skyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder
forstås en skade, som medfører en betydelig negativ påvirk‐
ning af opnåelse eller opretholdelse af en gunstig bevarings‐
status for sådanne arter og områder.
Miljøskadelovens § 15, stk. 3, fastsætter, at ved beskytte‐
de arter og internationale naturbeskyttelsesområder forstås
arter, der er omfattet af bekendtgørelse om udpegning og
administration af internationale naturbeskyttelsesområder og
beskyttelse af visse arter, og internationale naturbeskyttel‐
sesområder, der er udpeget i medfør af miljømålsloven
Efter miljøskadedirektivet omfatter en miljøskade bl.a.
skade på beskyttede arter og naturtyper, jf. definitionen i
direktivets artikel 2, stk. 1, litra a). Efter artikel 2, stk. 3,
litra a) og b), forstås ved beskyttede arter og naturtyper:
a) de arter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv
79/409/EØF eller opført i bilag I dertil eller opført i
bilag II og IV til direktiv 92/43/EØF,
b) de naturtyper for arter, der er omhandlet i artikel 4,
stk. 2, i direktiv 79/409/EØF eller opført i bilag I dertil
eller opført i bilag II til direktiv 92/43/EØF, og de
naturtyper, der er opført i bilag I til direktiv 92/43/EØF,
og ynglepladser eller rastepladser for de arter, der er
opført i bilag IV til direktiv 92/43/EØF.
Definitionen på ”beskyttede arter og naturtyper” i miljøska‐
dedirektivets artikel 2, stk. 3, litra a) og b), er blevet imple‐
menteret i miljøskadeloven således, at indledningen til defi‐
nitionen, dvs. ”beskyttede arter og naturtyper”, er angivet
i selve lovteksten i § 15, stk. 3, som ”beskyttede arter og
internationale naturbeskyttelsesområder”, hvorved der efter
stk. 3 forstås ”arter, der er omfattet af bekendtgørelse om
udpegning og administration af internationale naturbeskyt‐
telsesområder og beskyttelse af visse arter, og internationale
naturbeskyttelsesområder, der er udpeget i medfør af miljø‐
målsloven”. Direktivets nærmere definition i litra a) og b) er
kun blevet gengivet i bemærkningerne, og kun delvist, idet
”naturtyper, der er opført i habitatdirektivets bilag I” er ble‐
vet gengivet som ”internationale naturbeskyttelsesområder,
der er opført i habitatdirektivets bilag I”.
På tilsvarende måde henvises der i en række øvrige be‐
stemmelser i miljøskadeloven og de sektorlove, som gen‐
nemfører miljøansvarsdirektivets bestemmelser om skade på
”beskyttede arter og naturtyper”, til ”beskyttede arter og in‐
ternationale naturbeskyttelsesområder” eller til ”beskyttede
arter eller internationale naturbeskyttelsesområder”.
Beskyttede naturtyper er efter gældende ret således begræn‐
set til naturtyper inden for Natura 2000-områder, bortset
fra levesteder for fuglearter, der kræver særlige beskyttelses‐
foranstaltninger, og yngle- og rastepladser for arter, som ef‐
ter habitatdirektivets bilag IV kræver streng beskyttelse. Be‐
skyttede dyre- og plantearter er efter gældende ret beskyttet,
uanset om de befinder sig i det område (Natura 2000-områ‐
de), som de udgør udpegningsgrundlaget for, eller uden for
disse områder.
3.2.2. Miljø- og Fødevareministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Forslaget er begrundet i henvendelsen fra EU-Kommissio‐
nen om implementeringen af miljøansvarsdirektivet, jf. af‐
snit 1. I henvendelsen vurderede EU-Kommissionen, at di‐
rektivets definition af ”beskyttede arter og naturtyper”, der
i dansk lovgivning er gennemført som ”beskyttede arter og
internationale naturbeskyttelsesområder”, skal fremgå i sin
helhed direkte af lovteksten i dansk lovgivning med samme
ordlyd som direktivets, og at det ikke er tilstrækkeligt, at
det fremgår af lovens bemærkninger, som ikke gengiver
ordlyden præcist.
Opfattelsen af status af lovbemærkninger har ændret sig,
siden direktivet blev implementeret i 2008, bl.a. på bag‐
grund af Canal Digital-dommen fra 2016 (C-611/14), idet
rettigheder og pligter for borgere og virksomheder i et di‐
9
rektiv, der skal implementeres, skal fremgå udtrykkeligt af
selve lovteksten og ikke blot fremgå af lovbemærkningerne.
Den gældende implementering er baseret på den opfattelse,
at den danske gennemførelse af miljøansvarsdirektivets reg‐
ler for så vidt angår naturtyper ikke skal være mere vidtgå‐
ende, end EU-forpligtelserne tilsiger, dvs. at den kun skal
omfatte de udpegede Natura 2000-områder. Opfattelsen var,
at en udvidelse af miljøansvarsdirektivets rækkevidde til
arealer uden for Natura 2000-områderne, for eksempel fre‐
dede områder eller § 3-områder uden for Natura 2000-områ‐
der, ville gøre det i forvejen komplicerede spørgsmål om at
afgøre, hvornår der foreligger en miljøskade på en beskyttet
naturtype eller et levested for en art, yderligere kompliceret.
Opfattelsen var, at det ikke ville være korrekt at fortolke
miljøansvarsdirektivet således, at det skulle pålægge opera‐
tører et miljøansvar for skade på naturtyper, der går videre
end medlemslandenes forpligtelser efter de to naturdirekti‐
ver. Antagelsen var desuden, at en ordlydsmæssig gennem‐
førelse af direktivet i relation til begrebet ”beskyttede natur‐
typer” ville indebære betydelige udgifter til at kortlægge ha‐
bitatnaturtyper uden for Natura 2000-områder med henblik
på at få afgrænset, hvilke naturarealer der i givet fald skal
omfattes af miljøskadeloven.
I forbindelse med en dialog med EU-Kommissionen vedrø‐
rende en henvendelse fra EU-Kommissionen om implemen‐
teringen af definitionen i artikel 2, stk. 3, litra a) og b), er
det blevet klart, at det også er EU-Kommissionens opfattel‐
se, at miljøansvarsdirektivet ikke indeholder materielle for‐
pligtelser til kortlægning og rapportering m.v. ud over det,
der følger af naturdirektiverne. Det vil sige, at en ordlyds‐
mæssig implementering ikke har konsekvenser med hensyn
til afgrænsning af naturarealer, kortlægning af habitatnatur‐
typer og rapportering, der ligger ud over forpligtelserne i
naturdirektiverne.
Samtidig er det EU-Kommissionens opfattelse, at der, uan‐
set om der er tale om en naturtype eller et levested for en art,
der er inden eller uden for Natura 2000, i alle tilfælde skal
foretages en vurdering af, om der foreligger en miljøskade.
Det er i de specielle bemærkninger til § 1, nr. 5, redegjort
for, hvilke naturtyper og levesteder for habitatdirektivets
bilag II uden for Natura 2000-områder, der omfattes ved
den ændrede definition, og hvordan man afgrænser sådanne
naturtyper.
Jo bedre oplysningerne om områderne er, desto lettere vil
det være at lave en skadesvurdering og finde frem til passen‐
de afhjælpende foranstaltninger. Der er bedre oplysninger
inden for Natura 2000-områder. Hvis der ikke er så meget
information uden for Natura 2000-områder, så kræver det
ekstra arbejde på baggrund af de tilgængelige data, f.eks. i
form af en fysisk besigtigelse, og det kan være vanskeligere
at fastlægge baseline betingelserne.
Det foreslås med en ændret formulering af miljøskadelovens
§ 15, stk. 3, at ordlyden af definitionen af ”beskyttede arter
og naturtyper” i miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3, litra
a) og b), gengives ordret i miljøskadeloven.
Det foreslås som konsekvens heraf, at øvrige bestemmelser
i miljøskadeloven og de sektorlove, som gennemfører mil‐
jøskadedirektivets bestemmelser om skade på ”beskyttede
arter og naturtyper”, ændres til "beskyttede arter og naturty‐
per" eller ”beskyttede arter eller naturtyper", jf. lovforslagets
§ 1, nr. 1-4, og en række sektorlove, jf. lovforslagets § 4, nr.
1-2, § 5, nr. 1, § 8, nr. 1, § 9, nr. 1, § 10, nr. 1, § 11, nr. 1, §
12, nr. 1, § 13, nr. 1 og § 14, nr. 1.
Ordet ”naturtyper” i direktivet (natural habitats) og de fore‐
slåede bestemmelser dækker både over naturtyper (natural
habitats) og naturtyper for arter (habitats of species), som
svarer til levesteder for arter. I den danske oversættelse af
direktivet er ”habitats of species” således oversat til ”natur‐
typer for arter”, men det svarer til ”levesteder for arter”, jf.
også habitatdirektivets definitioner i artikel 1, litra b) og f):
”b) naturtyper [natural habitats]: land- eller vandområder,
som er kendetegnet ved særlige geografiske, abiotiske eller
biotiske træk, uanset om de er helt eller delvis naturlige."
"f) levested for en art [habitat of a species]: et miljø, der
defineres af specifikke abiotiske og biotiske faktorer, og
hvor arten lever på et af stadierne i sin livscyclus. ”.
Forslaget indebærer, at miljøskadeloven for så vidt angår
skade på beskyttede arter og deres levesteder og naturtyper
vil finde anvendelse både inden for og uden for de udpegede
Natura 2000-områder uden undtagelse. Beskyttelsen er efter
gældende ret begrænset til naturtyper og levesteder for habi‐
tatdirektivets bilag II arter inden for Natura 2000-områder,
mens levesteder for fuglearter, der kræver særlige beskyt‐
telsesforanstaltninger (fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4,
stk. 2, og bilag I), og yngle- og rastepladser for arter, som
efter habitatdirektivets bilag IV kræver streng beskyttelse,
har været beskyttet både inden for og uden for Natura 2000-
områderne. Beskyttede dyre- og plantearter er efter gælden‐
de ret beskyttet, uanset om de befinder sig i det område
(Natura 2000-område), som de udgør udpegningsgrundlaget
for, eller uden for disse områder.
Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 4 fra 2008 om miljøskade‐
lovens skadebegreb vil blive opdateret med en beskrivelse
af de foreslåede regler i relevant omfang, herunder med
bidrag fra EU-Kommissionens ”retningslinjer til begrebet
"miljøskade" som defineret i miljøansvarsdirektivets artikel
2”.
10
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekven‐
ser for det offentlige
Det er på baggrund af en dialog med EU-Kommissionen
vurderingen, at en ændring ikke – som hidtil antaget – vil
have økonomiske konsekvenser i form af udgifter til at kort‐
lægge habitatnaturtyper uden for Natura 2000-områder. Det
kan dog ikke udelukkes, at det vil have administrative kon‐
sekvenser i forhold til, hvor meget arbejde, der skal udføres,
hvis en skade indtræder, afhængig af tilgængelige data. Jo
bedre oplysningerne om områderne er, desto lettere vil det
være at lave en skadesvurdering og finde frem til passende
afhjælpende foranstaltninger. Der er bedre oplysninger in‐
den for Natura 2000-områder. Hvis der ikke er så meget in‐
formation uden for Natura 2000-områder, så kræver det ek‐
stra arbejde på baggrund af de tilgængelige data, og det kan
være vanskeligere at fastlægge baseline betingelserne. Det
forudsættes, at naturtyper og levesteder for arter bestemmes
ud fra de Tekniske Anvisninger, som DCE har udarbejdet
til Miljøstyrelsen til brug for NOVANA-overvågningen. Der
skal under alle omstændigheder foretages en besigtigelse.
Der har kun været en miljøskadesag i alt siden 2008, og den
har vedrørt skade på vandmiljøet.
Ændringen af definitionen af ”beskyttede arter og naturty‐
per” vurderes ikke at have økonomiske eller administrative
konsekvenser af betydning for det offentlige.
Forslaget om ophævelsen af lempelsen af ansvaret for en
miljøskade eller en overhængende fare herfor samt indførel‐
se af en godtgørelsesordning vil medføre økonomiske kon‐
sekvenser for staten. Disse økonomiske konsekvenser består
i at kompensere den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare herfor for de omkostninger den ansvarli‐
ge har haft i forbindelse med forebyggelse og afhjælpning
af en miljøskade, hvor den ansvarlige har handlepligt, men
ikke det økonomiske ansvar. Da der kun har været én miljø‐
skade i Danmark siden direktivets implementering i dansk
ret i 2007, og hvor den ansvarlige også efter de ændrede
regler selv ville skulle dække omkostninger, er det svært
at vurdere de økonomiske konsekvenser for staten. Dels er
det svært at vurdere hyppigheden af miljøskader, hvor den
ansvarlige har økonomisk ansvarsfrihed, og dels er det svært
at vurdere omkostningerne ved en sådan miljøskade.
Da der er stor usikkerhed omkring hyppighed og omkostnin‐
gerne ved en miljøskade, hvor den ansvarlige er dækket af
økonomisk ansvarsfrihed, laves der en teknisk indbudgette‐
ring på finansloven på 0,1 mio. kr. De økonomiske konse‐
kvenser for staten vil ligge inden for Miljø- og Fødevaremi‐
nisteriets loft for drift og tilskud mv.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs‐
livet m.v.
Ændringen af definitionen af ”beskyttede arter og naturty‐
per” vurderes at have mindre administrative konsekvenser
for erhvervslivet.
Forslaget indebærer, at miljøskadeloven for så vidt angår
skade på beskyttede naturtyper og arter vil finde anvendelse
både inden for og uden for de udpegede Natura 2000-områ‐
der, hvor beskyttelsen efter gældende ret i et vist omfang
har været begrænset til inden for Natura 2000-områder. Der
findes ingen oversigter over antallet af virksomheder hen‐
holdsvis inden- og udenfor Natura 2000-områder.
I perioden fra 2007, hvor direktivet trådte i kraft, og frem
til nu, har der alene været én miljøskadesag i Danmark. Der
har siden lovens ikrafttræden i 2008 ikke været nogen miljø‐
skader på beskyttede naturtyper og arter, sådan som denne
skade hidtil har været defineret af miljøskadeloven. Det
skyldes muligvis, at skaderne bliver opdaget og håndteret
relativt hurtigt efter den øvrige natur- og miljølovgivning og
derfor ikke udvikler sig til egentlige miljøskade. Alle sager,
hvor der konstateres en skade, der skal afhjælpes, behandles
først efter den relevante natur- eller miljølov, og det er kun,
hvis det konstateres, at skaden har en mere alvorlig karakter,
at det skal vurderes nærmere, om miljøskadereglerne skal
finde anvendelse i stedet. Uanset, at miljøskade på natur
fremover vil kunne forvoldes i flere områder med de beskyt‐
tede naturtyper og levesteder for beskyttede arter, så forven‐
tes det fortsat, at der kun vil være meget få sager, hvor der
konstateres en miljøskade på beskyttede arter, levesteder og
naturtyper.
For så vidt angår ophævelsen af lempelsen af ansvaret samt
indførelse af en godtgørelsesordning vil forslaget have min‐
dre administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Med forslaget pålægges den ansvarlige for driften af en
virksomhed en handlepligt i forbindelse med forebyggelse
og afhjælpning af miljøskader i de tilfælde, hvor virksom‐
heden er omfattet af miljøansvarsdirektivets økonomiske an‐
svarsfrihedsgrunde. Dette supplerer den allerede gældende
handlepligt i forbindelse med forebyggelse og afhjælpning
af miljøskader, hvor den ansvarlige skal afholde de økono‐
miske omkostninger forbundet hermed.
Den foreslåede ordning vil indebære, at den pågældende an‐
svarlige skal anmode staten om at godtgøre de afholdte om‐
kostninger. Der vil i denne forbindelse være en vis admini‐
stration for virksomheder. Det bemærkes dog, at der forven‐
tes at være meget få sager omfattet af de foreslåede regler. I
perioden fra 2007, hvor direktivet trådte i kraft, og frem til
nu, har der alene været én miljøskadesag i Danmark. I denne
sag skulle den ansvarlige afholde omkostningerne hertil i
overensstemmelse med direktivets udgangspunkt. Det vur‐
deres derfor, at de administrative omkostninger vil være
under 4 mio. kr. årligt.
11
Principperne for agil erhvervsrettet regulering vurderes ikke
at være relevante for dette forslag, idet der ikke etableres
nye forretningsgange eller lignende for virksomheder. Lov‐
forslaget udstrækker alene den allerede gældende pligt til
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader til også at gælde
i de tilfælde, hvor den ansvarlige for miljøskaden eller den
overhængende fare herfor, ikke selv skal afholde omkost‐
ningerne hertil, ligesom der indføres en mere direktivnær
definition af ”beskyttede arter og naturtyper”.
6. Administrative konsekvenser for borgere
Forslaget har ikke administrative konsekvenser for borgere.
7. Klima- og miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
Lovforslaget er ikke omfattet af reglerne om miljøvurdering
efter lov om miljøvurdering eller en konsekvensvurdering
efter habitatdirektivets regler.
8. Forholdet til EU-retten
8.1. Miljøansvarsdirektivet
Lovforslaget skal sikre en korrekt gennemførelse af miljøan‐
svarsdirektivet. Der er tale om en opfølgning på en henven‐
delse fra EU-Kommissionen.
Lovforslaget er udtryk for en implementering af dele af mil‐
jøansvarsdirektivet med henblik på at sikre en direktivnær
implementering.
For så vidt angår ændringen vedrørende definitionen af ”be‐
skyttede arter og naturtyper” er der tale om at rette op på
hidtil utilstrækkelig EU-implementering, bl.a. som følge af
en ændret fortolkning af lovbemærkningers betydning. Dette
medfører ikke overimplementering.
For så vidt angår ændringen vedrørende den ansvarliges
handlepligt og den foreslåede godtgørelsesordning overhol‐
der den ikke de fem principper for implementering af er‐
hvervsrettet EU-regulering, idet dele af en af direktivets
lempelser ikke anvendes fuldt ud.
Lovforslaget sikrer implementering af miljøansvarsdirekti‐
vets artikel 8, stk. 3 og stk. 4, litra a). Direktivets artikel
8, stk. 4, litra a), omhandler økonomisk ansvarsfrihed, hvis
den ansvarlige for miljøskaden kan påvise, at han ikke har
handlet forsætligt eller uagtsomt, og at miljøskaden er for‐
voldt ved en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var
tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betin‐
gelserne i en tilladelse. Denne økonomiske ansvarsfriheds‐
grund er i dag generelt implementeret, men dog med den
undtagelse, at en producent eller importør ikke kan påberåbe
sig, at der foreligger en udtrykkelig tilladt emission eller
begivenhed jf. eksempelvis miljøbeskyttelseslovens § 73 d,
stk. 3. Hermed fastholdes, at der gælder et fuldt objektivt
ansvar for producenter og importører i disse situationer, og
at direktivets lempelsesmulighed dermed ikke udnyttes fuldt
ud. Dette foreslås videreført på den måde, at producenter
og importører ikke vil kunne få dækket deres omkostninger
i disse situationer. Dette er i overensstemmelse med den
nuværende regulering, hvor producenter og importører ikke
kan få lempet ansvarsgrundlaget i modsætning til andre an‐
svarlige for en miljøskade.
Direktivets artikel 8, stk. 4, litra b), der ligeledes er valgfri,
giver medlemsstaterne mulighed for at indføre økonomisk
ansvarsfrihed i tilfælde af udviklingsskader. Det vil sige,
hvor den ansvarlige ikke har handlet forsætligt eller uagt‐
somt, og at miljøskaden er forvoldt ved en emission eller
aktivitet eller enhver form for anvendelse af et produkt i
forbindelse med en aktivitet, som ikke ansås for at ville
forårsage miljøskader ifølge den videnskabelige og tekniske
viden på det tidspunkt, hvor aktiviteten fandt sted. Denne
valgfrie økonomiske ansvarsfrihedsgrund er ikke implemen‐
teret i gældende dansk ret, dvs. det er ikke i dag muligt at
få lempet sit ansvarsgrundlag. Dette fastholdes i lovforslaget
således, at det ikke vil være muligt at få dækket omkostnin‐
gerne hertil.
Derfor foreslås niveauet for implementering videreført
uændret. Da artikel 8, stk. 4, litra b), som nævnt ikke ses
generelt at være gennemført i dansk ret i den hidtidige
implementering, foreslås den derfor heller ikke fremover
generelt gennemføres i dansk ret.
8.2. Statsstøtte
Lovforslaget indeholder i § 1, nr. 7, et forslag til en ny
godtgørelsesordning, der indebærer, at den ansvarlige for en
miljøskade eller en overhængende fare for miljøskade vil
kunne få godtgjort de rimelige omkostninger, der er forbun‐
det med de nødvendige foranstaltninger i visse tilfælde, som
er opregnet i den foreslåede nye bestemmelse i miljøskade‐
lovens § 47, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.
Som det fremgår ovenfor af lovforslagets afsnit 1, så er mil‐
jøskadeloven en del af implementeringen af miljøansvars‐
direktivet. Formålet med direktivet er at opstille rammebe‐
stemmelser om miljøansvar, der bygger på princippet om, at
forurenere betaler, med henblik på at forebygge og afhjælpe
miljøskader, jf. miljøansvarsdirektivets artikel 1.
Efter miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 5, finder trakta‐
tens bestemmelser om statsstøtte i artikel 87 og 88 (nu ar‐
tikel 107 og 108 i Traktaten om Den Europæiske Unions
Funktionsmåde - TEUF) anvendelse.
Det er Miljø- og Fødevareministeriets vurdering, at den
12
foreslåede godtgørelsesordning i lovforslagets § 1, nr. 7, må
anses som statsstøtte i EU-retlig forstand, da godtgørelsen,
som forudsættes betalt af statskassen, kun udbetales til en‐
keltvirksomheder efter en konkret afgørelse. Hertil kommer,
at miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og 4, litra a), og
dermed den foreslåede godtgørelsesordning, udgør en fravi‐
gelse af princippet om forurener betaler, og de pågældende
virksomheder fritages således for omkostninger, som er for‐
bundet med deres økonomiske aktivitet.
Det er som konsekvens heraf en forudsætning for ydelse
af godtgørelse under den foreslåede ordning i lovforslagets
§ 1, nr. 7, at dette kan ske i overensstemmelse med de
EU-retlige regler om statsstøtte. Efter TEUF artikel 108, stk.
3, skal godtgørelsesordningen anmeldes til og godkendes af
EU-Kommissionen, inden den kan iværksættes.
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 2. september
2020 til den 1. oktober 2020 været sendt i høring hos følgen‐
de myndigheder og organisationer m.v.:
Alle kommuner, alle regioner, 15. juni fonden, 3F Fag‐
ligt Fælles Forbund, 92-gruppen for bæredygtig udvik‐
ling, Advokatsamfundet, AffaldPlus, Agrolab Group, AL-
North, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Amager
Ro- og Kajakklub, Amnesty International, AnalyTech Mil‐
jølaboratorium A/S, Aquacircle, Arbejderbevægelsens Er‐
hvervsråd, Arkitektskolen Aarhus, Asfaltindustrien, Batteri‐
foreningen, Bekæmpelsesmiddelrådets medlemmer, Benzin-
og Oliebranchens Arbejdsgiverforening, Benzinforhandler‐
nes Fælles Repræsentation, Bilfærgernes Rederiforening,
Bilgenbrug Danmark, BIOFOS, Biologforbundet, Branche‐
arbejdsmiljørådet Jord til Bord, Branchearbejdsmiljøudval‐
get (BAU) Jord til Bord, Brancheforeningen for Biogas,
Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme, Branchefor‐
eningen for Genanvendelse af Organiske Restprodukter til
Jordbrugsformål, Brancheforeningen for professionelle ska‐
dedyrsbekæmpere, Brancheforeningen Genanvend Biomas‐
se, Brancheforeningen SPT, Bryggeriforeningen, By og
havn, Bygge- Anlægs- og Trækartellet, Byggeriets Kvali‐
tetskontrol, Byggeskadefonden, Byggesocietet, Bygherrefor‐
eningen, Bæredygtigt landbrug, Bådklubben Valby, Cam‐
pingrådet, CARE, Centralforeningen af autoreparatører i
Danmark, Centralorganisationen af industriansatte i Dan‐
mark (CO-industri), Centralorganisationernes Fællesudvalg
(CFU), COWI A/S, DAKOFA (Dansk Komité for Af‐
fald), DANAK, DanGødning, Danish Seafood Association,
Danmarks Cykle Union, Danmarks Fiskeindustri- og Eks‐
portforening, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Fiske‐
riundersøgelser, Danmarks Fritidssejler Union, Danmarks
Idrætsforbund, Danmarks Jordbrugsforskning, Danmarks
Jægerforbund, Danmarks Landboungdom, Danmarks Mil‐
jøundersøgelser, Danmarks Motor Union, Danmarks Na‐
turfredningsforening, Danmarks Rederiforening, Danmarks
Sportsfiskerforbund, Danmarks Tekniske Universitet, Dan‐
marks Vindmølleforening, Dansk Affaldsforening, Dansk
Akvakultur, Dansk Amatørfiskerforening, Dansk Arbejds‐
giverforening, Dansk Autogenbrug, Dansk Bilbrancheråd,
Dansk Botanisk Forening, Dansk Byggeri, Dansk Byplanla‐
boratorium, Dansk Camping Union, Dansk Cyklistforbund,
Dansk El-forbund, Dansk Energi, Dansk Energi Branche‐
forening, Dansk Erhverv, Dansk ErhvervsFremme, Dansk
Falkejagt Klub, Dansk Falkoner Klub, Dansk Fjernvarme,
Dansk Fritidsfiskerforbund, Dansk Gartneri, Dansk Gaste‐
knisk Center, Dansk Industri, Dansk Journalistforbund,
Dansk Kano og Kajak Forbund, Dansk Land- og Strand‐
jagt, Dansk Landbrugsrådgivning, Dansk Metal, Dansk Mil‐
jøteknologi, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Pattedyr‐
forening, Dansk Pelsdyravlerforening, Dansk Planteværn,
Dansk Retspolitisk Forening, Dansk Sejlunion, Dansk Sel‐
skab for Miljøret, Dansk Skovforening, Dansk Skytte Uni‐
on, Dansk Solvarmeforening, Dansk Sportsdykkerforbund,
Dansk Standard, Dansk Svineproducenter, Dansk Svinepro‐
duktion, Dansk Textil og Beklædning, Dansk Transport og
Logistik, Dansk Træforening, Dansk Vandrelaug, Dansk
Vejforening, Dansk Veteranbil Klub, Dansk Vintage Mo‐
tor Club, Dansk Yacht Union, Danske Advokater, Danske
Anlægsgartnere, Danske Fjernvarmeværkers forening, Dan‐
ske Halmleverandører, Danske Havne, Danske Isoleringsfir‐
maers Brancheforening (DIB), Danske Juletræer, Danske
Kloakmestre, Danske Landskabsarkitekter, Danske Mariti‐
me, Danske Medier, Danske Mejeriers Fællesorganisation,
Danske Rederier, Danske Regioner, Danske Revisorer (For‐
eningen af Registrerede Revisorer), Danske Råstoffer, Dan‐
ske Speditører, Danske Svineproducenter, Danske Tursejle‐
re (DT), Danske Vandløb, Danske Vandværker, DANVA
(Dansk Vand- og Spildevandsforening), DASU (Dansk Au‐
tomobil Sports Union), Datatilsynet, DAZA Danish Associ‐
ation of Zoos and Aquaria, DCA – Nationalt Center for Fø‐
devarer og Jordbrug, De Danske Bilimportører, De Danske
Skytteforeninger, De Samvirkende Købmænd, DELTA, Den
Danske Dyrlægeforening, Den Danske Landinspektørfor‐
ening, Den Danske Naturfond, Det Danske Fjerkræraad, Det
Dyreetiske Råd, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet på
Århus Universitet, Det Miljøøkonomiske Råd, Det Natur- og
Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, Det
Økologiske Råd, DFDS, DHI – Institut for Vand og Miljø,
DR, DTU aqua, DTU Miljø, DTU Transport, Dyrenes Be‐
skyttelse, Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisa‐
tion (DOSO), Ekokem A/S (tidligere Kommunekemi A/S),
Elsam, Emballageindustrien, Embedslægeforeningen, Ende‐
lavegruppen - Endelave Hav- og dambrug, Energi E2, Ener‐
giakademiet, ENERGINET. DK, Energy Innovation Cluster
(tidl. Offshoreenergy), Entomologisk Forening, Eurofins
Miljø, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Farvands‐
væsenet, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Finans‐
rådet, Fishing Zealand, Fiskernes Fiskeindustri AMBA Ska‐
gen, Flex Gødning, Forbrugerrådet, Foreningen af Biotekno‐
logiske Industrier i Danmark, Foreningen af Byplanlæggere
(FAB), Foreningen af Danske Biologer, Foreningen af Dan‐
ske Brøndborere, Foreningen af Danske Buejægere, For‐
eningen af Danske Kraftvarmeværker, Foreningen af Dan‐
ske Privathavne, Foreningen af Forlystelsesparker i Dan‐
13
mark, Foreningen af Fredningsnævnsformænd i Danmark og
disses suppleanter, Foreningen af Kommunale Beredskabs‐
chefer, Foreningen af Lystbådehavne i Danmark, Foreningen
af miljø-, plan- og naturmedarbejdere i det offentlige (Envi‐
Na), Foreningen af miljømedarbejdere i kommunerne, For‐
eningen af Naturfredningsformænd i Danmark, Foreningen
af Rådgivende Ingeniører, Foreningen af Smede- og Ma‐
skinvirksomheder i Danmark (SMD), Foreningen af Stats‐
autoriserede Revisorer, Foreningen af Vandværker i Dan‐
mark, Foreningen biogasbranchen, Foreningen Bæredygtige
Byer og Bygninger, Foreningen Dansk Skaldyropdræt, For‐
eningen Danske Herregårdsjægere, Foreningen for Biodyna‐
misk Jordbrug, Foreningen for Danmarks Fiskemel og Fi‐
skeolieindustri, Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri (FSK),
Foreningen Muslingeervhvervet, Forskningscenter Risø,
Frie Bønder – Levende land, Friluftsrådet, Færch Plast,
Genvindingsindustrien, Grafisk arbejdsgiverforening, Green
Network, Greenpeace Danmark, Grøn Hverdag, GTS (God‐
kendt Teknologisk Service), Handelsflådens Velfærdsråd,
HedeDanmark, Hedeselskabet, HK-Kommunal Miljøudvalg,
HOFOR, Hold Danmark Rent, HORESTA, Håndværksrådet,
ICIS, Ingeniørforeningen i Danmark, International Trans‐
port Danmark, Jagttegnslærerforeningen, Jordbrugets Be‐
driftssundhedstjeneste, Jordbrugsakademikerne (JA), Jord‐
lab, Københavns Havn, Jysk Jæger og Landbrugslaug, Kalk-
og Teglværksforeningen, Kammeradvokaten, KL, Kommu‐
nalteknisk Chefforening, Kommunekemi, Kunstakademiets
Arkitektskole, Kyst, Land & Fjord, Københavns Universitet,
Københavns Universitet – Institut for Plante- og Miljøviden‐
skab, Landbrug & Fødevarer, Landbrugets Rådgivningscen‐
ter, Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen af Danske
Mælkeproducenter, Landsforeningen af Landsbysamfund,
Landsforeningen Dansk Fåreavl, Landsforeningen for Byg‐
nings- og Landskabskultur, Landsforeningen for Gylleram‐
te, Landsforeningen Krim, Landsforeningen Levende Hav,
Landsforeningen Naboer til kæmpevindmøller, Landsfor‐
eningen Praktisk Økologi, Lederne Søfart, Lif (Lægemiddel‐
industriforeningen), LO (Landsorganisationen i Danmark),
Marine Ingredients Denmark, Mejeriforeningen, Metal- og
Maskinindustrien, Miljø- og Fødevareklagenævnet, Miljølo‐
gistik A/S, Miljømærkenævnet, Miljøservice, Mogens Jen‐
sen(miljøservice), Motorhistorisk Samråd, Mærsk Olie &
Gas A/S, Nationalpark Kongernes Nordsjælland, National‐
park Mols Bjerge, Nationalpark Skjoldungernes Land, Na‐
tionalpark Thy, Nationalpark Vadehavet, Nationalt Center
for Miljø og Energi, Natur og Samfund, Natur og Ungdom,
NOAH, Nordea Fonden, Nordisk konservatorforbund, Nord‐
søenheden, Novo Nordisk, Nævnenes Hus, OCEANA, Oil
Gas Denmark, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Oluf
Jørgensen, Danmarks Journalisthøjskole, Orbicon, Parcelhu‐
sejernes Landsorganisation, Plastic Change, Plastindustrien i
Danmark, Praktiserende Landinspektørers Forening, Profes‐
sor, dr. jur. Helle Tegner Anker, Professor, dr. jur. Ellen
Margrethe Basse, Professor, dr. jur., Peter Pagh, Rambøll
Danmark, Realkreditforeningen, Rederiforeningen af 1895,
Rederiforeningen for mindre skibe, Region Syddanmark,
Reinhard oil, RenoSam, Retspolitisk Forening, Returbat,
Roskilde Universitetscenter (RUC), Rådet for Grøn Omstil‐
ling, Rådet for større badesikkerhed, Sammenslutningen
af Danske Småøer, SEGES, Skibs- og Bådbyggeriernes
Arbejdsgiverforening/Danboat og DI, Skov & Landskab,
Skovdyrkerforeningen , Skovdyrkerne, Skovrådet, SMOK
(Sønderjyllands Modtageordning for Olie og Kemikalieaf‐
fald), Småskovsforeningen Danmark, Spildevandsteknisk
Forening,Sportsfiskerforbundet, Statens Byggeforskningsin‐
stitut (Aalborg Universitet), Sund og Bælt, Syddansk Uni‐
versitet, Søsportens Sikkerhedsråd, Teknologirådet, Tekno‐
logisk Institut, Tjekvand, Uniscrap, Vadehavssamarbejdet,
Vattenfall, Verdens Skove, Verdensnaturfonden, VILLUM
FONDEN, Vindmølleindustrien, Økologisk Landsforening,
Øresundsakvariet, Øresundsakvaritet, Øresundsvandssamar‐
bejdet, Ørsted, Åbenhedstinget, Aage V. Jensens Fond,
Aalborg Universitet, Aarhus Kano- og Kajakklub, Aarhus
Lystbådehavn, Aarhus Universitet, Aarhus Universitet - fag‐
datacenter for ferskvand - Institut for Bioscience, Aarhus
Universitet - Fagdatacenter for stofudvaskning fra dyrkede
arealer - Institut for Bioscience, Aarhus Universitet - Institut
for Agroøkologi.
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat, kom‐
muner og regioner
Ingen Ingen
Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervsli‐
vet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervs‐
livet
Ingen Ja, under 4 mio. kr. årligt.
Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen
14
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget gennemfører dele af miljøansvarsdirektivet.
Er i strid med de principper for implemen‐
tering af erhvervsrettet EU-regulering/Går
videre end minimumskrav i EU-regulering
(sæt X)
Ja
X
Nej
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 7, stk. 1, 1. pkt.)
Den gældende § 7, stk. 1, 1. pkt., fastsætter, hvad der skal
forstås ved en miljøskade på ”beskyttede arter eller interna‐
tionale naturbeskyttelsesområder”.
Ved en miljøskade på beskyttede arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder forstås en skade, som medfører en
betydelig negativ påvirkning af opnåelse eller opretholdelse
af en gunstig bevaringsstatus for sådanne arter og områder.
En miljøskade på natur er karakteriseret ved, at skaden ne‐
gativt påvirker beskyttede arter eller internationale naturbe‐
skyttelsesområder, og at der er tale om en betydelig negativ
påvirkning af opnåelse eller opretholdelse af en gunstig be‐
varingsstatus for sådanne arter og områder.
Ifølge forarbejderne til miljøskadelovens § 7, stk. 1, jf. Fol‐
ketingstidende 2007-2008, tillæg A, side 4499-4500, er de
beskyttede arter og områder i miljøansvarsdirektivets artikel
2, stk. 3, defineret som
1) arter, der er nævnt i fuglebeskyttelsesdirektivets (direktiv
74/409/EØF) artikel 4, stk. 2, eller opført i direktivets bilag I
2) arter, der er opført i habitatdirektivets (direktiv 93/43/
EØF) bilag II og IV
3) levesteder for arter, der er nævnt i fuglebeskyttelsesdirek‐
tivets artikel 4, stk. 2, eller opført i direktivets bilag I eller i
habitatdirektivets bilag II
4) internationale naturbeskyttelsesområder, der er opført i
habitatdirektivets bilag I, og
5) yngle- og rastepladser for de arter, der er opført i habitat‐
direktivets bilag IV.
Det foreslås, at i § 7, stk. 1, 1. pkt., ændres ”beskyttede
arter eller internationale naturbeskyttelsesområder” til ”be‐
skyttede arter eller naturtyper”, og at ”områder” ændres til
”naturtyper”.
Det sker for at bringe bestemmelsen i overensstemmelse
med den ændrede definition i lovforslagets § 1, nr. 5, hvor
”beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområ‐
der” ændres til ”beskyttede arter og naturtyper”. Som følge
af ændringen, så der ikke længere står ”internationale natur‐
beskyttelsesområder”, ændres desuden referencen i § 7, stk.
1, 1. pkt., fra ”områder” til ”naturtyper”.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit
3.2. og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5.
Ved en miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper for‐
stås herefter en skade, som medfører en betydelig negativ
påvirkning af opnåelse eller opretholdelse af en gunstig be‐
varingsstatus for sådanne arter og naturtyper.
Definitionen bringes hermed i overensstemmelse med ordly‐
den i miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 1.
En miljøskade på natur er karakteriseret ved, at skaden ne‐
gativt påvirker beskyttede arter eller naturtyper, og at der
er tale om en betydelig negativ påvirkning af opnåelse eller
opretholdelse af en gunstig bevaringsstatus for sådanne arter
og naturtyper.
Til nr. 2 (§ 7, stk. 2-4, og § 23, stk. 1)
De gældende bestemmelser i § 7, stk. 2-4, (om hvad der
ikke anses for miljøskade og tilbagevirkende kraft), og § 23,
stk. 1, (om påbud om afhjælpning af miljøskade) henviser til
miljøskade på ”beskyttede arter eller internationale naturbe‐
skyttelsesområder”.
Det foreslås, at i § 7, stk. 2-4, og i § 23, stk. 1, ændres ”be‐
skyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder”
til ”beskyttede arter eller naturtyper”.
Det sker for at bringe bestemmelserne i overensstemmelse
med den ændrede definition i lovforslagets § 1, nr. 5, hvor
”beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområ‐
der” ændres til ”beskyttede arter og naturtyper”.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit
3.2. og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1 og nr. 5.
15
Til nr. 3 (§ 7, stk. 5)
Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 7, stk. 3, at
skade på en beskyttet art, der er forvoldt ved en emission
eller begivenhed, som finder sted efter den 1. juli 2008, når
den følger af en bestemt aktivitet, som har fundet sted forud
for artens optagelse på fortegnelsen over beskyttede arter, jf.
bekendtgørelse om udpegning og administration af internati‐
onale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter,
ikke anses som en miljøskade på beskyttede arter eller in‐
ternationale naturbeskyttelsesområder. Tilsvarende fremgår
af den gældende bestemmelse i § 7, stk. 4, at skade på et
internationalt naturbeskyttelsesområde, der er forvoldt ved
en emission eller begivenhed, som finder sted efter den 1.
juli 2008, når den følger af en bestemt aktivitet, som har
fundet sted forud for områdets udpegning i medfør af miljø‐
målsloven, ikke anses som en miljøskade på beskyttede arter
eller internationale naturbeskyttelsesområder.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelserne, jf. Fol‐
ketingstidende 2007-2008, tillæg A, side 4501, at bestem‐
melserne skal sikre, at internationale naturbeskyttelsesom‐
råder og beskyttede arter, der udpeges som Natura 2000-
områder efter miljømålsloven eller optages på listen over
beskyttede arter i Miljøministeriets bekendtgørelse om ud‐
pegning og administration af internationale naturbeskyttel‐
sesområder, samt beskyttelse af visse arter efter lovforsla‐
gets vedtagelse og ikrafttræden, først vil være omfattet af
loven efter deres udpegning eller optagelse, og at emissioner
eller begivenheder, der er en følge af aktiviteter, og som er
gennemført forud for denne udpegning eller optagelse, ikke
skal forårsage en miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade i lovens forstand. En fremtidig udpegning af
et Natura 2000 område eller optagelse af en art på fortegnel‐
sen over beskyttede arter vil således ikke få tilbagevirkende
kraft.
Det foreslås, at der i § 7 indsættes et stk. 5 om, at skade
uden for et internationalt naturbeskyttelsesområde, der er
forvoldt ved en emission eller begivenhed, som finder sted
efter den 1. juli 2008, når den følger af en bestemt aktivitet,
som har fundet sted forud for den 1. februar 2021, ikke
anses som en miljøskade på beskyttede arter og naturtyper.
Med bestemmelsen sikres mod tilbagevirkende kraft i for‐
hold til områder uden for Natura 2000, der først omfattes
af loven ved dette lovforslags ikrafttræden den 1. februar
2021. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforsla‐
gets § 1, nr. 5, der indebærer, at miljøskadeloven for så
vidt angår skade på beskyttede arter og naturtyper vil finde
anvendelse både inden for og uden for de udpegede Natura
2000-områder. Bestemmelsen skal sikre, at den udvidede
geografiske anvendelse ikke vil få tilbagevirkende kraft.
Bestemmelsen sikrer parallelt med bestemmelserne i § 7,
stk. 3, og § 7, stk. 4, om henholdsvis optagelse på forteg‐
nelsen over beskyttede arter og udpegning i medfør af mil‐
jømålsloven, at skade der er forvoldt ved en emission eller
begivenhed, som finder sted efter den 1. juli 2008 (miljøska‐
delovens ikrafttræden), når den følger af en bestemt aktivi‐
tet, som har fundet sted forud for den 1. februar 2021 (dette
lovforslags ikrafttræden), ikke anses som en miljøskade på
beskyttede arter og naturtyper, hvorved tilbagevirkende kraft
undgås.
Til nr. 4 (§ 14, stk. 1, § 15, stk. 1, og § 17)
De gældende bestemmelser i § 14, stk. 1, (om afhjælpende
foranstaltninger) § 15, stk. 1, (om definition af naturressour‐
cer) og § 17 (om definition af retablering) henviser til ”be‐
skyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder”.
Det foreslås at, i § 14, stk.1, § 15, stk. 1, og § 17 ændres ”be‐
skyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder”
til ”beskyttede arter og naturtyper”.
Det sker for at bringe bestemmelserne i overensstemmelse
med den ændrede definition i lovforslagets § 1, nr. 5, hvor
”beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområ‐
der” ændres til ”beskyttede arter og naturtyper”.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit
3.2. og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1 og nr. 5.
Til nr. 5 (§ 15)
Det følger af miljøskadelovens § 15, stk. 3, at der ved
beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder
forstås arter, der er omfattet af bekendtgørelse om udpeg‐
ning og administration af internationale naturbeskyttelses‐
områder og beskyttelse af visse arter, og internationale
naturbeskyttelsesområder, der er udpeget i medfør af miljø‐
målsloven.
De arter og områder, der er beskyttet, er:
1. Internationale naturbeskyttelsesområder, der er opført i
habitatdirektivets bilag I.
2. Arter omfattet af fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4,
stk. 2 (regelmæssigt tilbagevendende trækfugle i betydende
antal) eller opført i direktivets bilag 1 og disse arters leveste‐
der.
3. Arter opført i habitatdirektivets bilag II og disses leveste‐
der.
4. Arter opført på habitatdirektivets bilag IV og disses yng‐
le- og rasteområder.
Det følger af vejledningen til miljøskadelovens skadebe‐
16
greb, at skade på naturtyperne kun er omfattet af miljøska‐
deloven, hvor de forekommer inden for de udpegede Natura
2000-områder. Skade på arterne og disses levesteder (for
bilag IV-arterne kun yngle- og rasteområder) er omfattet af
miljøskadeloven, uanset hvor de forekommer.
De fuglearter, der er beskyttet, er fuglearter, der er omfattet
af fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4, stk. 2, (regelmæs‐
sigt tilbagevendende trækfugle i betydende antal), eller op‐
ført på direktivets bilag 1 og disse arters levesteder.
Miljøskadeloven omfatter de fuglearter, som efter fugle‐
beskyttelsesdirektivet kræver særlige beskyttelsesforanstalt‐
ninger med hensyn til deres levesteder, og som er opført
på fuglebeskyttelsesdirektivets bilag 1 eller omfattet af ar‐
tikel 4, stk. 2, (regelmæssigt tilbagevendende trækfugle i
betydende antal).
Miljøskadeloven omfatter også skade på disse fuglearter og
deres levesteder uden for de udpegede fuglebeskyttelsesom‐
råder, dvs. både inden for og uden for Natura 2000-områder‐
ne. Derved adskiller miljøskadeloven sig fra de regler, der i
øvrigt beskytter disse arter, og som kun gælder i forhold til
de udpegede områder.
De øvrige dyrearter, der er beskyttede, er arter opført i ha‐
bitatdirektivets bilag II og disses levesteder. Bilag II-arter
indgår som del af udpegningsgrundlaget for habitatområder,
og efter habitatreglerne er arterne og deres levesteder be‐
skyttede inden for de udpegede områder. Miljøskadeloven
omfatter dog også skade på bilag II-arter uden for de udpe‐
gede områder.
Beskyttet er desuden bilag IV-arter og deres yngle- og ra‐
steområder. Bilag IV-arter (og deres yngle- og rasteområder)
er beskyttede både inden for og uden for Natura 2000-områ‐
derne.
Det foreslås, at § 15, stk. 3, i miljøskadeloven, nyaffattes, så
der ved beskyttede arter og naturtyper forstås
1) de arter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv
79/409/EØF eller opført i bilag I dertil eller opført i bilag II
og IV til direktiv 92/43/EØF, og
2) de naturtyper for arter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2,
i direktiv 79/409/EØF eller opført i bilag I dertil eller opført
i bilag II til direktiv 92/43/EØF, og de naturtyper, der er
opført i bilag I til direktiv 92/43/EØF, og ynglepladser eller
rastepladser for de arter, der er opført i bilag IV til direktiv
92/43/EØF.
Forslaget indebærer, at miljøskadeloven for så vidt angår
skade på beskyttede arter og deres levesteder og naturtyper
vil finde anvendelse både inden for og uden for de udpege‐
de Natura 2000-områder uden undtagelse. Beskyttelsen har
efter gældende ret været begrænset til naturtyper og leve‐
steder for habitatdirektivets bilag II arter inden for Natura
2000-områder, mens levesteder for fuglearter, der kræver
særlige beskyttelsesforanstaltninger (fuglebeskyttelsesdirek‐
tivets artikel 4, stk. 2, og bilag I), og yngle- og rastepladser
for arter, som efter habitatdirektivets bilag IV kræver streng
beskyttelse, har været beskyttet både inden for og uden for
Natura 2000-områderne. Beskyttede dyre- og plantearter har
efter gældende ret været beskyttet, uanset om de befinder
sig i det område (Natura 2000-område), som de udgør ud‐
pegningsgrundlaget for, eller uden for disse områder.
Ved ændringen udvides den geografiske anvendelse til også
at omfatte skade på naturtyper og levesteder for habitatdi‐
rektivets bilag II arter uden for Natura 2000-områder.
Miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3, har følgende ordlyd:
”3. "beskyttede arter og naturtyper":
a) de arter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv
79/409/EØF eller opført i bilag I dertil eller opført i bilag II
og IV til direktiv 92/43/EØF,
b) de naturtyper for arter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2,
i direktiv 79/409/EØF eller opført i bilag I dertil eller opført
i bilag II til direktiv 92/43/EØF, og de naturtyper, der er
opført i bilag I til direktiv 92/43/EØF, og ynglepladser eller
rastepladser for de arter, der er opført i bilag IV til direktiv
92/43/EØF,
c) hvis en medlemsstat træffer afgørelse herom, enhver na‐
turtype eller art, der ikke er opført i disse bilag, og som
medlemsstaterne udpeger til tilsvarende formål som dem,
der er fastlagt i disse to direktiver."
Miljøansvarsdirektivets ordlyd er i lovforslaget gengivet
ordret efter direktivets ordlyd, selvom det indebærer en hen‐
visning til direktiverne og deres bilag og ikke til de nationa‐
le bestemmelser, der gennemfører disse.
Ved direktivets ordlyd ”beskyttede arter og naturtyper” for‐
stås i overensstemmelse med gældende national gennemfø‐
relse af naturdirektiverne ”beskyttede arter og naturtyper og
levesteder for arter”, idet naturtyper både omfatter ”natural
habitats” (naturtyper) og ”habitats of species” (levesteder).
I den danske oversættelse af direktivet er ”habitats of spe‐
cies” oversat til ”naturtyper for arter”, men det svarer til
”levesteder for arter”, jf. også habitatdirektivets definitioner
i artikel 1, litra b) og f):
”b) naturtyper [natural habitats]: land- eller vandområder,
som er kendetegnet ved særlige geografiske, abiotiske eller
biotiske træk, uanset om de er helt eller delvis naturlige.
17
f) levested for en art [habitat of a species]: et miljø, der
defineres af specifikke abiotiske og biotiske faktorer, og
hvor arten lever på et af stadierne i sin livscyclus. ”
Miljøansvarsdirektivets definition af ”beskyttede arter og
naturtyper” henviser til direktiv 79/409/EØF, som er
kodificeret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde
fugle (fuglebeskyttelsesdirektivet), og direktiv 92/43/EØF,
jf. Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring
af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet).
Ved forslagets § 15, stk. 3, nr. 1, forstås:
1) Arter omfattet af fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4,
stk. 2, og bilag 1, dvs. danske fuglearter omfattet af fugle‐
beskyttelsesdirektivet, som er relevante ved udpegning af
fuglebeskyttelsesområder i Danmark, og regelmæssigt tilba‐
gevendende trækfuglearter, som ikke er anført i bilag I, jf.
habitatbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 6, og bilag 6.
2) Arter, der er opført i habitatdirektivets bilag II og IV, dvs.
arter, der er omfattet af habitatdirektivets bilag II, som er
naturligt hjemmehørende i Danmark, og som er relevante
ved udpegning af habitatområder i Danmark, jf. habitatbe‐
kendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5, og bilag 5, og arter, der er
omfattet af habitatdirektivets bilag IV, og som er hjemmehø‐
rende i Danmark, jf. habitatbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr.
7, og bilag 7 samt naturbeskyttelseslovens § 29 a og bilag 3,
der indeholder en liste over arter på habitatdirektivets bilag
IV, som er naturligt hjemmehørende i Danmark og beskyttet
efter § 29 a.
De fuglearter, der er omfattet af miljøansvarsdirektivet, er
begrænset til arter, som kræver særlige beskyttelsesforan‐
staltninger med hensyn til deres levesteder, det vil sige, at
der udpeges fuglebeskyttelsesområder for dem, og som er
opført på fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I eller omfattet
af fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4, stk. 2. Bilag I-arter‐
ne er arter, der kræver særlige beskyttelsesforanstaltninger
med hensyn til deres levesteder for at sikre, at de kan overle‐
ve og formere sig i deres udbredelsesområde. Der er i alt 49
fuglearter omfattet af bilag I, som forekommer vildtlevende
i Danmark. Som danske bilag I-arter kan eksempelvis næv‐
nes skestork, vandrefalk og klyde. Artikel 4, stk. 2,-arter
er regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter, der ikke er
opført i bilag I, men som for så vidt angår deres yngle-,
fjerskifte-, overvintrings- og rasteområder har tilsvarende
beskyttelsesbehov. Som eksempel på sådanne arter kan næv‐
nes sortand, ederfugl og lomvie. Bilag 6 i habitatbekendt‐
gørelsen rummer både relevante hjemmehørende arter på
bilag I og regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter og
rummer 84 fuglearter i alt.
De arter, der er beskyttet efter habitatdirektivet, og som
er omfattet af miljøansvarsdirektivet, er naturligt hjemme‐
hørende arter (dyrearter og plantearter) af fællesskabsbetyd‐
ning, hvis bevaring kræver udpegning af særlige bevarings‐
områder, dvs. Natura 2000-områder, (bilag II-arter) efter ha‐
bitatdirektivets artikel 4, stk.1, eller de dyrearter, der kræver
streng beskyttelse i hele deres udbredelsesområde (bilag IV-
arter) efter habitatdirektivets artikel 12. I habitatbekendtgø‐
relsens bilag 5 fremgår de dyrearter og plantearter for hvilke
Danmark kan udpege Natura 2000-områder, og af bilag 7
fremgår de arter, som Danmark skal sikre streng beskyttelse
af. Som eksempel på bilag II-dyrearter, der forekommer i
Danmark, kan nævnes bæklampret, hedepletvinge og kilde‐
vældsvindelsnegl og på bilag IV-dyrearter brunflagermus,
spidssnudet frø og natlyssværmer. Flere af arterne er både
bilag II og IV arter, herunder bl.a. bæver, odder, bredøret
flagermus og bred vandkalv. Af beskyttede plantearter kan
nævnes vandranke, fruesko og gul stenbræk.
Forslagets § 15, stk. 3, nr. 1, medfører ingen ændring i
artsbeskyttelsen.
Ved forslagets § 15, stk. 3, nr. 2, forstås:
1) Levesteder for arter, der er omfattet af fuglebeskyttelses‐
direktivets artikel 4, stk. 2, dvs. yngle-, fjerskifte- og over‐
vintringsområder, samt rasteområder inden for deres træk‐
ruter for regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter, som
ikke er anført i bilag I, jf. habitatbekendtgørelsens § 3, stk.
1, nr. 6, og bilag 6.
2) Levesteder for arter, der er opført i fuglebeskyttelsesdi‐
rektivets bilag I og habitatdirektivets bilag II, dvs. levesteder
omfattet af habitatbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5, og
bilag 5, og habitatbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 6, og
bilag 6.
3) Naturtyper, der er opført i habitatdirektivets bilag I, dvs.
de naturtyper, som er naturligt hjemmehørende i Danmark,
og som er relevante ved udpegning af habitatområder i Dan‐
mark, jf. habitatbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5, og bilag
5.
4) Yngle- og rastepladser for de arter, der er opført på habi‐
tatdirektivets bilag IV, jf. habitatbekendtgørelsens § 3, stk. 1,
nr. 7 og bilag 7 samt naturbeskyttelseslovens § 29 a og bilag
3, der indeholder en liste over arter på habitatdirektivets
bilag IV, som er naturligt hjemmehørende i Danmark og
beskyttet efter § 29 a.
De naturtyper, der er omfattet af miljøansvarsdirektivet, er
naturtyper og levesteder for arter både inden og uden for
Natura 2000-områder.
Det er lettere at lave en skadesvurdering og finde frem
til passende afhjælpende foranstaltninger, hvis der forlods
ligger oplysninger om den skadede lokalitet. Der er bedre
oplysninger inden for Natura 2000-områderne, og afgørel‐
sen af, hvornår der foreligger en miljøskade på en beskyt‐
18
tet naturtype, en art eller et levested for arter, kan derfor
være vanskeligere uden for Natura 2000-områder. Hvis der
ikke eksisterer eller kun er begrænset information uden for
Natura 2000-områder, så kræver det en yderligere indsats
at fastlægge skaden og de afhjælpende foranstaltninger på
baggrund af de tilgængelige data. Naturtyper, forekomster af
arter og levesteder for arter er oftest kortlagte inden for de
udpegede Natura 2000-områder og findes i offentlig tilgæn‐
gelige kortværker, mens både naturtyper og artslevesteder
uden for de udpegede områder ofte er sammenfaldende med
og udgør en delmængde af de arealer, der er beskyttet efter
naturbeskyttelseslovens § 3, jf. nærmere nedenfor.
Naturtyper omfattet af habitatdirektivets bilag I (habitatna‐
turtyper) forekommer over hele landet, både inden for og
uden for Natura 2000-områderme. Det varierer fra naturtype
til naturtype, hvor stor en andel som forekommer indenfor
Natura 2000-områderne, men samlet set for habitatnaturty‐
perne på land forekommer ca. 45 % inden for Natura 2000-
områderne. Blandt naturtyper med en høj forekomstsandel
inden for Natura 2000-områderne findes højmoser (78-85%)
og strandenge (73-85%). Af naturtyper med en lavere areal‐
andel inden for Natura 2000-områderne findes klittyperne
(ca. 60%), kildevæld (30-36%) og bøgeskov på morbund
(27%). Disse arealandele samt andelene for alle de øvrige
habitatnaturtyper fremgår af den seneste rapportering for
bevaringsstatus til EU (Videnskabelig rapport fra DCE nr.
340, 2019).
Habitatnaturtyper udenfor Natura 2000-områder, som fore‐
slås omfattet ved den ændrede definition, afgrænses ved
først at vurdere, om en skade er sket på et § 3-areal (natur‐
beskyttelseslovens § 3). En række af habitatnaturtyperne
vil typisk være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3,
hvilket gælder visse forekomster af søer, vandløb, moser,
ferske enge, strandenge, heder og overdrev. § 3-naturtyper‐
ne omfatter dog ikke skove, strande og klitter, hvortil en
række habitatnaturtyper hører under. Af det § 3-natur, der
ligger udenfor Natura 2000-områderne, er det kun en del‐
mængde, der tillige er habitatnaturtyper, men § 3-registre‐
ringen kan anvendes ved vurdering af evt. forekomst af
habitatnatur. Habitatdirektivets naturtyper (bilag I) fremgår
af Miljøstyrelsens hjemmeside, hvor naturtypedefinitionerne
fremgår og på DCE´s hjemmeside fremgår de tekniske an‐
visninger til kortlægning af naturtyper i det nationale over‐
vågningsprogram NOVANA, hvilke f.eks. kan være strand‐
enge, kransnålalgesøer, vandløb med vandplanter, rigkær,
hængesæk, tør hede og kystklitter med havtorn. Et igangvæ‐
rende arbejde i Miljøstyrelsen omhandler udviklingen af et
system til automatiseret naturgenkendelse, som skal gøre det
muligt at bestemme habitatnaturtyper ud fra luftfoto. Dette
arbejde vil, hvis det iværksættes, kunne bestemme de terre‐
striske habitatnaturtyper for hele landet, så forekomster også
uden for Natura 2000-områderne kendes.
For habitatdirektivets bilag II arter (habitatarter) gælder det
på samme måde som for habitatnaturtyperne, at de både
forekommer inden for og uden for Natura 2000-områderne,
dvs. at levesteder for bilag II-arter både inden og uden for
Natura 2000 er omfattet. For enkelte habitatarter er hele de‐
res forekomst indenfor Natura 2000-områderne, hvilket gæl‐
der for nogle af plantearterne bl.a. enkelt månerude og frue‐
sko. For andre habitatarter er det en mindre andel af bestan‐
den der forekommer indenfor Natura 2000-områderne, f.eks.
stor vandsalamander (14%) og bæklampret (12-25%). Der er
således stor forskel på, hvor stor en andel af den samlede be‐
stand for disse habitatarter, som forekommer hhv. indenfor
og udenfor Natura 2000-områderne, hvilket fremgår af den
seneste rapportering for bevaringsstatus til EU (Videnskabe‐
lig rapport fra DCE nr. 340, 2019).
Levesteder for bilag II-arter (habitatarter) uden for Natura
2000-områder, som foreslås omfattet ved den ændrede defi‐
nition, afgrænses ved først at vurdere, om en skade er sket
på et egnet levested for disse, eller hvor der er kendte fore‐
komster af disse. I NOVANA-rapporterne for arter er der en
beskrivelse af forekomsten for de enkelte arter på landsplan,
som kan anvendes vejledende for, hvilke områder arterne
forekommer i samt deres krav til levested. Habitatnaturty‐
perne er også levested for arterne, og der vil således typisk
være en sammenhæng mellem naturtypeforekomster og arts‐
forekomster og levesteder for arter. NOVANA-rapporter for
arter kan findes på DCE´s hjemmeside.
De fuglearter, som Natura 2000-områderne er udpeget for,
dvs. fugle på fuglebeskyttelsesdirektivets bilag 1 samt regel‐
mæssigt tilbagevendende trækfugle, forekommer både inden
for og uden for Natura 2000-områderne. Som for habitatar‐
terne gælder det, at det er forskelligt, hvor stor en del af
bestanden, der forekommer henholdsvis inden for og uden
for Natura 2000-områderne. For nogle af fuglene forekom‐
mer næsten hele bestanden inden for Natura 2000-områder‐
ne, f.eks. skestork og rørdrum, hvor andre har en mindre
del af bestanden inden for områderne som f.eks. havørn og
trane. Der er således stor forskel på, hvor stor en andel
af den samlede bestand for de forskellige fuglearter, som
forekommer henholdsvis inden for og uden for Natura 2000-
områderne, hvilket fremgår af den seneste EU-rapportering
for størrelse og udvikling af fuglebestande i Danmark (Vi‐
denskabelig rapport fra DCE nr. 363, 2019).
Levesteder for de omfattede fuglearter (fuglebeskyttelsesdi‐
rektivets artikel 4, stk. 2, og bilag I) uden for Natura 2000-
områderne afgrænses ved først at vurdere, om en skade er
sket på et egnet levested for disse, eller hvor der er kendte
forekomster. I NOVANA-rapporterne for fugle er beskrivel‐
ser af forekomster for de enkelte fuglearter på landsplan,
som kan anvendes vejledende for, hvilke områder arterne
forekommer i samt deres krav til levested. NOVANA-rap‐
porter for fugle kan findes på DCE´s hjemmeside.
Forslagets § 15, stk. 3, nr. 2, udvider den geografiske anven‐
19
delse til også at omfatte skade på naturtyper og levesteder
for habitatdirektivets bilag II arter uden for Natura 2000-
områder.
Konsekvensen af ændringen af § 15, stk. 3, er, at der skal
foretages en vurdering af, om der foreligger en miljøskade,
uanset om der er tale om en beskyttet naturtype, en beskyttet
art eller et beskyttet levested, der er inden eller uden for
Natura 2000.
Det foreslås, at kun miljøskadedirektivets artikel 2, stk. 3,
litra a) og b), implementeres, da artikel 2, stk. 3, litra c), er
frivillig, og da dækningen i artikel 2, stk. 3, litra a) og b), er
omfattende.
Den foreslåede gennemførelse af miljøansvarsdirektivets
regler for så vidt angår arter og naturtyper er ikke mere vidt‐
gående, end EU-forpligtelserne tilsiger, og indeholder ikke
materielle forpligtelser ud over det, der følger af naturdirek‐
tiverne. Det vil sige, at den foreslåede ordlyd ”beskyttede
arter og naturtyper” ikke har konsekvenser med hensyn til
afgrænsning af naturarealer og kortlægning af habitatnatur‐
typer, der ligger ud over forpligtelserne i naturdirektiverne.
Til nr. 6 (§ 46)
Den gældende § 46, stk. 1, fastlægger, at den, der er an‐
svarlig for en miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade, skal dække omkostningerne i forbindelse
med miljøministerens administration og tilsyn efter lovens
kapitel 2-6. Dette dækker miljøministerens omkostninger
i forbindelse med udstedelse af påbud efter loven samt
udøvelse af tilsyn efter loven. Det nævnte krav om, at
den ansvarlige skal dække omkostningerne ved ministerens
sagsbehandling, følger af miljøansvarsdirektivets artikel 8,
stk. 2, 1. led, og er en udmøntning af forureneren betaler-
princippet, som ligger til grund for direktivets bestemmel‐
ser. Ved omkostningerne til udstedelse af påbud og udøvelse
af tilsyn skal, i henhold til direktivets artikel 2, stk. 16,
forstås omkostninger, som er nødvendige for en korrekt og
effektiv gennemførelse af lovens bestemmelser, herunder
omkostningerne til de vurderinger af den konstaterede mil‐
jøskade, overhængende fare for en miljøskade og alternative
foranstaltninger, der skal iværksættes overfor en skade eller
en fare for en skade samt håndhævelsesomkostninger og
omkostninger ved det konkrete tilsyn. Omkostningerne vil
således f.eks. være administrative omkostninger, herunder
såvel den miljøfaglige som den juridiske sagsbehandling og
omkostninger ved dataindsamling ved den konkrete sag, og
andre generelle omkostninger.
Det fremgår af miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 2, at
”med forbehold for [direktivets] stk. 3 og 4” sørger den
kompetente myndighed for, at de omkostninger den har
afholdt som følge af forebyggende og afhjælpende foran‐
staltninger i medfør af direktivet, dækkes af den ansvarlige
for en miljøskade eller en overhængende fare herfor. Det
medfører, at i de situationer, hvor en ansvarlig for en mil‐
jøskade eller en overhængende fare herfor ikke skal bære
omkostningerne i henhold til direktivets artikel 8, stk. 3 og
4, skal den ansvarlige heller ikke dække den kompetente
myndigheds omkostninger.
Det foreslås derfor i § 46, stk. 1, at der efter ”lovens kapitel
2-6” indsættes ”, jf. dog § 47”.
Der indsættes med andre ord en henvisning til den foreslåe‐
de § 47 i miljøskadeloven. Det følger af den foreslåede § 47,
at staten skal godtgøre den ansvarlige afholdte omkostninger
til en miljøskade eller en overhængende fare herfor, såfremt
den ansvarlige kan bevise, at skaden eller den overhængende
fare herfor er omfattet af følgende situationer: 1) skaden
eller den overhængende fare for en skade er forvoldt af tred‐
jemand, og er indtrådt til trods for at passende sikkerheds‐
foranstaltninger var truffet, 2) skaden eller den overhængen‐
de fare for en skade skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en offentlighed myndighed, med‐
mindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som
skyldes den ansvarliges egne aktiviteter, eller påvise at 3)
skaden er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der ud‐
trykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstem‐
melse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der
er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig
tilladelse, og som ikke skyldes den ansvarliges uforsvarlige
adfærd.
Såfremt der er tale om en overhængende fare for en miljø‐
skade, vil der kunne ske godtgørelse i situation 1) og 2).
Ændringen vil således medføre, at den ansvarlige for en
miljøskade eller en overhængende fare herfor i de ovenfor
nævnte situationer omfattet af den foreslåede § 47, ikke
vil skulle dække statens omkostninger til administration og
tilsyn efter lovens kapitel 2-6. Der henvises til bemærknin‐
gerne til den under § 1, nr. 7, foreslåede § 47, for beskrivelse
af den foreslåede godtgørelsesordning.
Til nr. 7 (§ 47)
Det fremgår af miljøansvarsdirektivet artikel 8, stk. 3, at
den ansvarlige ikke er forpligtet til at bære omkostninger‐
ne ved forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger, der
træffes i medfør af dette direktiv, hvis han kan bevise, at
miljøskaden eller den overhængende fare for sådan skade a)
er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at pas‐
sende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, eller b) skyldes
overholdelse af påbud eller instrukser udstedt af en offentlig
myndighed med undtagelse af påbud eller instrukser som
følge af en emission eller hændelse, der skyldes operatørens
egne aktiviteter.
20
I sådanne tilfælde træffer medlemsstaterne hensigtsmæssige
foranstaltninger, således at operatøren kan få dækket de af‐
holdte omkostninger, jf. artikel 8, stk. 3, in fine.
Tilsvarende fremgår det af miljøansvarsdirektivets artikel 8,
stk. 4, at medlemsstaterne kan tillade, at en operatør ikke
bærer omkostningerne i forbindelse med afhjælpende foran‐
staltninger, der træffes i medfør af dette direktiv, hvis ope‐
ratøren kan påvise, at han ikke har handlet forsætligt eller
uagtsomt, og at miljøskaden er forvoldt ved a) en emission
eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og
fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladel‐
se, der fremgår af eller er udstedt i henhold til gældende
nationale love og bestemmelser, som gennemfører den af
Fællesskabet vedtagne lovgivning, der er nævnt i bilag III,
således som den fandt anvendelse på tidspunktet for emissi‐
onen eller begivenheden eller b) en emission eller aktivitet
eller enhver form for anvendelse af et produkt i forbindelse
med en aktivitet, som operatøren kan påvise ikke ansås for
at ville forårsage miljøskader ifølge den videnskabelige og
tekniske viden på det tidspunkt, hvor emissionen eller akti‐
viteten fandt sted.
Miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, litra a) og b), og stk.
4, litra a), er i dag implementeret i miljøbeskyttelseslovens
§ 73 d, jordforureningslovens § 38 d, husdyrbruglovens §
54 d, miljø og genteknologilovens § 25 d, vandforsyningslo‐
vens § 68 d, råstoflovens § 33 f, vandløbslovens § 60 f og
havmiljølovens § 47 d. Det fremgår af disse bestemmelser,
at den ansvarliges pligt til at begrænse en miljøskades om‐
fang og forhindre yderligere miljøskade ikke gælder, hvis
den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, 1) at skaden
er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at
passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) at skaden
skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, fastsat af
en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af
påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarliges egne ak‐
tiviteter, eller 3) at skaden er forvoldt ved en emission eller
begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt
ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller
med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med
en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes den ansvarli‐
ges uforsvarlige adfærd.
Såfremt der er tale om en overhængende fare for en miljø‐
skade, er ansvaret lempet i situationer omfattet af nr. 1 og
2, som beskrevet ovenfor, jf. de umiddelbart ovenfor nævnte
bestemmelsers stk. 2.
Bestemmelsen er således implementeret som en lempelse af
direktivets objektive ansvar for miljøskader og overhængen‐
de fare herfor. Det medfører, at den ansvarlige for miljøska‐
den ikke har pligt til at begrænse en miljøskades omfang
og forhindre yderligere miljøskade, såfremt den ansvarlige
kan godtgøre (omvendt bevisbyrde), at miljøskaden er for‐
voldt af tredjemand, og skaden er indtrådt til trods for, at
der er truffet passende sikkerhedsforanstaltninger, eller at
miljøskaden er opstået som følge af, at man har overholdt en
ufravigelig forskrift, herunder et påbud. Undtagelsen finder
dog ikke anvendelse, hvis påbuddet eller forskriften skyldes
vedkommendes egne aktiviteter. Tilsvarende gælder, hvis
den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at en indtrådt
miljøskade er forvoldt ved en forurening eller begivenhed,
der er udtrykkeligt tilladt i medfør af og fuldt ud i over‐
ensstemmelse med betingelserne i en tilladelse, eller med
regler, der er så detaljerede, at de kan sidestilles med en
sådan tilladelse. For en uddybende beskrivelse af gældende
ret i miljøbeskyttelseslovens § 73 d, jordforureningslovens §
38 d, husdyrbruglovens § 54 d, miljø og genteknologilovens
§ 25 d, vandforsyningslovens § 68 d, råstoflovens § 33 f,
vandløbslovens § 60 f og havmiljølovens § 47 d, herunder
den ansvarliges handlepligt, henvises der til bemærkninger‐
ne til § 2, nr. 2, § 3, nr. 2, § 4, nr. 3, § 5, nr. 2, § 6, nr. 2, § 7,
nr. 1, § 8, nr. 2, § 9, nr. 2.
Det foreslås i § 47, stk. 1, at den ansvarlige for en miljøska‐
de, jf. § 73 b, stk. 2, i lov om miljøbeskyttelse, § 38 b, stk.
2, i lov om forurenet jord, § 47 b, stk. 2 i lov om beskyttelse
af havmiljøet, § 68 a, stk. 2, i lov om vandforsyning m.v., §
54 b, stk. 2, i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning
m.v., § 25 b, stk. 2, i lov om miljø og genteknologi, § 60
b, stk. 2, i lov om vandløb, og § 33 b, stk. 2, i lov om
råstoffer, er ikke forpligtet til at bære omkostningerne til
opfyldelse af dennes forpligtelser efter de nævnte love til
at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere
skade samt afholdte udgifter forbundet med afhjælpende
foranstaltninger efter denne lov, jf. dog stk. 4, hvis den
ansvarlige for miljøskaden kan 1) bevise, at den er forvoldt
af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikker‐
hedsforanstaltninger var truffet, 2) bevise, at den skyldes
overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af
en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af
påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarliges egne
aktiviteter, eller 3) påvise, at den ansvarlige ikke har handlet
forsætligt eller uagtsomt, og at miljøskaden er forvoldt ved
en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i
medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne
i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse
kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke
skyldes den ansvarliges uforsvarlige adfærd, jf. dog stk. 3.
Det er således tilfælde, hvor der opstår miljøskader, som den
ansvarlige ikke er herre over.
Bestemmelsen, der er ny og gennemfører miljøansvarsdirek‐
tivets artikel 8, stk. 3, litra a) og b), og stk. 4, litra a),
fastlægger således en undtagelse til miljøansvarsdirektivets
hovedregel om, at den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade skal betale for de for‐
anstaltninger, der er nødvendige for at begrænse, forhindre
eller afhjælpe miljøskaden.
21
Den foreslåede bestemmelse vedrører det økonomiske an‐
svar for en indtrådt miljøskade. En miljøskade defineres i
miljøskadelovens §§ 7-9, som fastsætter, hvad der forstås
ved miljøskade på beskyttede arter eller internationale natur‐
beskyttelsesområder, miljøskade på vandmiljøet eller miljø‐
skade på jord.
Det fremgår af de foreslåede nr. 1 og 2, at den ansvarlige
skal bevise, at den ansvarlige er omfattet af de beskrevne
omstændigheder. Tilsvarende fremgår det af den foreslåede
nr. 3, at den ansvarlige skal påvise, at den ansvarlige er
omfattet af de beskrevne omstændigheder. Forskellen i ord‐
lyden stammer fra miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3
henholdsvis stk. 4.
For alle situationerne gælder, at der er omvendt bevisbyr‐
de. Hvordan den omvendte bevisbyrde skal løftes må i den
enkelte sag ske ud fra en konkret vurdering af samspillet
mellem sagens oplysninger. Det påhviler dog under alle
omstændigheder den ansvarlige at oplyse sagen bedst mu‐
ligt ved at give oplysninger om hændelsesforløbet og ved
hjælp af f.eks. journaler, regnskabsoplysninger, egenkontrol
og lignende.
Det fremgår af den foreslåede nr. 3, at den ansvarlige ikke
skal bære omkostningerne forbundet med en miljøskade,
hvis miljøskaden er indtruffet som følge af overholdelse af
en tilladelse, og som ikke skyldes den ansvarliges uforsvar‐
lige adfærd. Det er ikke alle tilladelser eller godkendelser,
der kan opfylde direktivets krav om, at en emission eller
begivenhed skal være udtrykkeligt tilladt, idet bestemmel‐
sen henviser til den af Fællesskabet vedtagne lovgivning,
der er nævnt i miljøansvarsdirektivets bilag III. Det er Mil‐
jø- og Fødevareministeriets vurdering, at "en udtrykkelig
tilladelse" vil være en tilladelse efter den lovgivning, som
regulerer den pågældende virksomhed, hvor der er taget
stilling til mængden og karakteren af udledningen, herunder
(hvor relevant) i hvilket tidsrum, den udledes (f.eks. samlet
mængde af stof udledt over måned eller et år og maksimale
koncentrationer af stoffet i udledningen) og hvordan og til
hvilken ressource udledning kan ske. Det kan for eksempel
dreje sig om, fra hvilket udledningspunkt, der må udledes
spildevand i forhold til et overfladevandsområde, eller antal
hektar landbrugsjord, der skal udspredes over eller lignen‐
de. Tilsvarende vil "regler, der er så detaljerede, at disse kan
sidestilles med en udtrykkelig tilladelse" være regler, hvoraf
det fremgår, om en given aktivitet kan foretages umiddel‐
bart.
I forhold til miljøbeskyttelsesloven og jordforureningsloven
vil som altovervejende udgangspunkt f.eks. en tilladelse ef‐
ter miljøbeskyttelseslovens § 33 opfylde krav for så vidt de
aktiviteter/udledninger, godkendelsen omfatter, forudsat at
virksomheden i ansøgningen har leveret de relevante oplys‐
ninger. En spildevandstilladelse vil som altovervejende ud‐
gangspunkt opfylde kravene til en udtrykkelig tilladelse. Til‐
svarende vil en i havmiljølovgivningen tilladt udtømning
sidestilles med en udtrykkelig tilladt udledning, og vil derfor
skulle betragtes som udtrykkelig tilladt. For så vidt angår
vandforsyningsloven vil en indvindingstilladelse, hvori der
fremgår den årlige indvindingsmængde, opfylde betingelsen
om at være udtrykkeligt tilladt, såfremt der sker en miljøska‐
de som følge af den tilladte indvinding. Som et eksempel
på regler, der er så detaljerede, at de kan sidestilles med en
tilladelse, kan nævnes vandforsyningslovens § 26, stk. 2, 1.
pkt., der fastsætter, i hvilke tilfælde tilladelse til bortledning
af grundvand ikke er nødvendig. I forhold til husdyrbrug‐
loven vil en godkendelse af husdyrbrug efter husdyrbruglo‐
vens kapitel 3 opfylde kravene til en tilladelse for så vidt
angår de emissioner eller begivenheder, som godkendelsen
omfatter, forudsat at virksomheden i ansøgningen har leveret
de relevante oplysninger. Tilsvarende vil en indvindingstil‐
ladelse efter råstofloven – såvel på land som på havet –
opfylde kravene for så vidt angår de aktiviteter, tilladelsen
omfatter, forudsat at virksomheden i ansøgningen har leveret
de relevante oplysninger.
Det foreslås i § 47, stk. 2, at den ansvarlige for en overhæn‐
gende fare for en miljøskade, jf. § 73 b, stk. 2, i lov om
miljøbeskyttelse, § 38 b, stk. 2, i lov om forurenet jord, §
47 b, stk. 2, i lov om beskyttelse af havmiljøet, § 68 a, stk.
2, i lov om vandforsyning m.v., § 54 b, stk. 2, i lov om
miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, § 25 b, stk. 2, i lov
om miljø og genteknologi, § 60 b, stk. 2, i lov om vandløb,
og § 33 b, stk. 2, i lov om råstoffer, er ikke forpligtet til
at bære omkostningerne til opfyldelse af dennes forpligtel‐
ser efter de nævnte love til at afværge den overhængende
fare for en miljøskade samt afholdte udgifter forbundet med
forebyggende foranstaltninger efter denne lov, hvis den an‐
svarlige kan bevise, at den overhængende fare for miljøska‐
de er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at
passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet eller skyldes
forhold som nævnt i stk. 1, nr. 2, jf. dog stk. 4.
Det vil sige, at den ansvarlige ikke er forpligtet til at bære
omkostningerne til opfyldelse af dennes forpligtelser efter
de nævnte love samt efter miljøskadeloven, hvis den ansvar‐
lige for den overhængende fare for miljøskade kan 1) bevi‐
se, at den er forvoldt af tredjemand og er indtrådt, til trods
for at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, eller
2) bevise, at den skyldes overholdelse af ufravigelige for‐
skrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes
den ansvarliges egne aktiviteter. Det er således tilfælde,
hvor der opstår overhængende fare for miljøskader, som
den ansvarlige ikke er herre over. Bestemmelsen vedrører
alene de situationer, hvor der er en overhængende fare for
miljøskade. Bestemmelsen supplerer således den foreslåede
stk. 1, der vedrører allerede indtrufne miljøskader.
Bestemmelsen, der gennemfører miljøansvarsdirektivets ar‐
tikel 8, stk. 3, litra a) og b), fastlægger således en undtagelse
til miljøansvarsdirektivets hovedregel om, at den ansvarlige
22
for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljø‐
skade skal betale for de foranstaltninger, der er nødvendige
for at begrænse, forhindre eller afhjælpe miljøskaden.
Den foreslåede bestemmelse vedrører det økonomiske an‐
svar for en overhængende fare for en miljøskade. En mil‐
jøskade defineres i miljøskadelovens §§ 7-9 i henhold til,
om der er tale om en miljøskade på beskyttede arter eller
naturtyper, vandmiljøet eller jord. Ved en overhængende fa‐
re for en miljøskade forstås i miljøskadelovens § 11, at der
er en tilstrækkelig sandsynlighed for, at en miljøskade vil
indtræde i nær fremtid.
For en uddybende beskrivelse af i hvilke tilfælde den an‐
svarlige for en overhængende fare for en miljøskade ikke
skal bære omkostningerne, henvises til bemærkningerne til
stk. 1, nr. 1 og 2 ovenfor.
I henhold til direktivets artikel 8, stk. 4, finder undtagelses‐
muligheden beskrevet i stk. 1, nr. 3, kun anvendelse ved
indtrådte miljøskader. Såfremt der opstår en overhængen‐
de fare for en miljøskade under omstændigheder svarende
til det foreslåede stk. 1, nr. 3, vil den ansvarlige for den
overhængende fare for miljøskade i overensstemmelse med
miljøskadelovens udgangspunkt selv bære omkostningerne
hermed.
Det foreslås i § 47, stk. 3, at stk. 1, nr. 3, ikke finder anven‐
delse for producenten og importøren som nævnt i § 73 b,
stk. 4, i lov om miljøbeskyttelse, § 38 b, stk. 4, i lov om
forurenet jord, § 54 b, stk. 4, i lov om miljøgodkendelse
m.v. af husdyrbrug, og § 25 b, stk. 4, i lov om miljø og
genteknologi.
Det vil sige, at producenten og importøren i de nævnte lo‐
ve, ikke vil kunne få godtgjort omkostninger relateret til
en miljøskade forvoldt ved en emission eller begivenhed,
der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i over‐
ensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med
regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en
udtrykkelig tilladelse.
Udgangspunktet i miljøskadereguleringen er, at den ansvar‐
lige for en miljøskade er den, der er ansvarlig for driften
af den erhvervsmæssige aktivitet. Dette modificeres dog i
sager vedrørende erhvervsmæssig anvendelse af affaldsstof‐
fer og gødning, herunder husdyrgødning til jordbrugsformål,
samt anvendelse af pesticider og biocider. Reglerne om pro‐
ducenten og importørens ansvar fremgår af § 73 b, stk. 4 og
5, i lov om miljøbeskyttelse, § 38 b, stk. 4 og 5, i lov om
forurenet jord, § 54 b, stk. 4 og 5, i lov om miljøgodkendel‐
se m.v. af husdyrbrug og § 25 b, stk. 4, i lov om miljø og
genteknologi.
Det fremgår af § 73 d, stk. 3, i miljøbeskyttelsesloven, §
38 d, stk. 3, i jordforureningsloven, § 54 d, stk. 3, i husdyr‐
brugloven og § 25 d, stk. 3, i miljø og genteknologiloven,
at ansvaret for en miljøskade omfattet af § 73 b, stk. 4 og
5, i miljøbeskyttelsesloven, § 38 b, stk. 4 og 5, i jordforur‐
eningsloven, § 54 b, stk. 4 og 5, i husdyrbrugloven og §
25 b, stk. 4, i miljø og genteknologiloven, ikke kan lempes
i de tilfælde, hvor der er tale om en skade forvoldt ved
en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i
medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne
i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse
kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke
skyldes den ansvarliges uforsvarlige adfærd. Der henvises
til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 1, § 3, nr. 1 og
§ 6, nr. 1, vedrørende ansvarsgrundlaget for producenter og
importører.
Den lempelse af det objektive ansvar, der følger af de nævn‐
te bestemmelser, finder således ikke anvendelse i forhold
til producenten eller importøren af pesticider, biocider og
anden gødning end husdyrgødning.
Denne sondring videreføres i den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i § 47, stk. 4, at stk. 1 og 2 ikke finder anven‐
delse, hvis miljøskaden eller den overhængende fare for en
miljøskade skyldes enhver større miljøhændelse som define‐
ret i offshoresikkerhedsloven (lovbekendtgørelse nr. 125 af
6. februar 2018).
En større miljøhændelse defineres i offshoresikkerhedslo‐
vens § 3, nr. 27, som en hændelse, som forårsager eller
sandsynligvis forårsager en miljøskade, som er omfattet af
miljøskadeloven.
Havmiljølovens § 47 d, stk. 4 og 5, der implementerer arti‐
kel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/30/EU
af 12. juni 2013 om sikkerheden i forbindelse med off‐
shore olie- og gasaktiviteter og om ændring af direktiv
2004/35/EF (offshoredirektivet), fordeler henholdsvis ansva‐
ret for handlepligterne og det økonomiske ansvar på den
driftsansvarlige og rettighedshaveren, jf. § 47 b, stk. 4 og 5,
i havmiljøloven. Det medfører, at den ansvarlige for driften
er ansvarlig for at undersøge, forebygge og afhjælpe en
miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade,
der hidrører fra efterforskning, produktion eller transport af
kulbrinter på dansk søterritorium og dansk kontinentalsok‐
kelområde, jf. § 47 b, stk. 4. Rettighedshaveren er ansvarlig
for at afholde alle omkostninger ved undersøgelse, forebyg‐
gelse og afhjælpning af miljøskade og overhængende fare
for en miljøskade, der hidrører fra efterforskning, produk‐
tion eller transport af kulbrinter på dansk søterritorium og
dansk kontinentalsokkelområde, herunder stille sikkerhed og
dække administrationsomkostninger efter miljøskadeloven
og afholde udgifter efter §§ 47 e og 47 g.
23
Det fremgår af den gældende § 47 d, stk. 3, i havmiljøloven,
at såfremt en miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade skyldes enhver større miljøhændelse som de‐
fineret i offshoresikkerhedsloven, kan ansvaret ikke lempes
efter den gældende § 47 d, stk. 1 og 2, dvs. hvis skaden
1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt, til trods for at
passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) skyldes
overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af på‐
bud eller instrukser, som skyldes den ansvarlige for driftens
egne aktiviteter, eller 3) er forvoldt ved en tilførsel eller
begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt
ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller
med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles
med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes egen
uforsvarlig adfærd. Nr. 3 finder ikke anvendelse for en over‐
hængende fare for en miljøskade.
Det er således ikke i dag muligt at lempe ansvaret for en
miljøskade, hvis der er tale om, at skaden eller den overhæn‐
gende fare for en skade skyldes offshore olie- og gasaktivi‐
teter. Dette skyldes, at efter offshoredirektivets artikel 28,
stk. 1, litra a), og 30, stk. 2, har de driftsansvarlige altid
en forpligtelse til straks at reagere på en større miljøhændel‐
se eller en umiddelbar risiko for en større miljøhændelse
i forbindelse med en større ulykke og træffe alle egnede
foranstaltninger for at forhindre eskalering og begrænse
virkningerne. Der er ikke efter offshoresikkerhedsdirektivet
situationer, hvor denne pligt til at handle bortfalder. Den
gældende lempelse af handlepligten i § 47 d, stk. 1 og 2, i
havmiljøloven, gælder derfor ikke, når miljøskaden eller den
overhængende fare for en miljøskade forårsages af enhver
større ulykke, som defineret i offshoresikkerhedsloven.
Med den foreslåede bestemmelse videreføres den gældende
retstilstand om offshoreaktiviteter, hvorefter den ansvarlige
for driften altid er forpligtet til at reagere på en miljøskade
eller en overhængende fare herfor. Tilsvarende er rettigheds‐
haveren i alle tilfælde forpligtet til at afholde omkostninger‐
ne forbundet hermed, jf. § 47 b, stk. 5, i havmiljøloven.
Det foreslås i § 47, stk. 5, at miljøministeren kan træffe af‐
gørelse om godtgørelse af udgifter afholdt af den ansvarlige
for en miljøskade eller overhængende fare herfor til opfyl‐
delse af dennes forpligtelser efter § 73 c og § 73 e, i lov om
miljøbeskyttelse, § 38 c og e, i lov om forurenet jord, § 47 c,
§ 47 e og § 47 f, stk. 2, i lov om beskyttelse af havmiljøet,
§ 67 og § 68 b, stk. 2, i lov om vandforsyning m.v., § 54
c og § 54 e, i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning
m.v., § 25 c og § 25 e, i lov om miljø og genteknologi, §
60 c og § 60 d, i lov om vandløb, og § 33 c og § 33 d, i
lov om råstoffer samt denne lov, hvis de i stk. 1 og 2 nævnte
betingelser er opfyldt.
Det er alene i de sager, hvor der er et objektivt ansvar efter
direktivet, at afholdte omkostninger kan søges godtgjort, jf.
også de foreslåede stk. 1 og 2.
Bestemmelsen modsvarer således de foreslåede stk. 1 og
2, hvorefter den ansvarlige for en miljøskade eller en over‐
hængende fare herfor under visse omstændigheder ikke skal
bære omkostningerne forbundet med miljøskaden eller den
overhængende fare herfor. I disse tilfælde vil den ansvarlige
kunne modtage godtgørelse for de afholdte omkostninger
efter det foreslåede stk. 5. De i bestemmelsen nævnte pligter
henviser til den ansvarliges handlepligt samt pligten til at
give oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om
der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven.
Godtgørelsesordningen er ikke relevant for miljøskader el‐
ler overhængende fare herfor, der baseres på et culpaan‐
svar. Dette skyldes, at de i direktivets artikel 8, stk. 3, litra
a) og b) og artikel 8, stk. 4, litra a) nævnte situationer alle
kræver, at der ikke er udvist uagtsomhed fra den ansvarliges
side.
Godtgørelsesordningen vil omfatte de afholdte omkostnin‐
ger, jf. miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, sidste led,
som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare herfor har haft i forbindelse med den konkrete miljøska‐
de eller overhængende fare for miljøskade.
Miljø- og Fødevareministeriet vurderer, at henset til direkti‐
vets ordlyd og formål vil den ansvarlige kunne få godtgjort
afholdte omkostninger forbundet med forebyggende eller
afhjælpende foranstaltninger i relation til den overhængende
fare for miljøskade eller en indtrådt miljøskade, såfremt de
er rimelige og har en naturlig tilknytning til miljøskaden
eller den overhængende fare for miljøskade.
Ordningen vil således omfatte de rimelige udgifter, den an‐
svarlige for miljøskaden eller den overhængende fare for
miljøskaden har haft i forbindelse med opfyldelse af den
ansvarliges handlepligt efter den relevante sektorregulering
samt i forbindelse med opfyldelse af påbud meddelt efter
miljøskadelovens kapitel 3. Det vil sige, at der efter om‐
stændighederne f.eks. vil kunne godtgøres faglige og juridi‐
ske omkostninger snævert knyttet til de forebyggende eller
afværgende foranstaltninger. Der vil ikke kunne godtgøres
omkostninger til f.eks. almindelige juridiske undersøgelser
af reglerne. Herudover forventes der også efter omstændig‐
hederne at kunne blive godtgjort rimelige omkostninger
til administration, herunder til ansøgningen om godtgørel‐
se. Det er således formålet med reglen, at den ansvarlige
skal kunne søge godtgørelse for de rimelige omkostninger,
der knytter sig til den faglige håndtering af en miljøskade
efter både den relevante sektorregulering og miljøskadelo‐
ven. I de forventeligt sjældne tilfælde, hvor der ikke er
tale om udgifter, hvor størrelsen i øvrigt kan dokumenteres
24
gennem f.eks. fakturaer eller lignende, kan dette f.eks. ske
gennem en tro- og loveerklæring.
Godtgørelsesordningen forventes fastlagt således, at den an‐
svarlige for en miljøskade skal rette henvendelse til Miljø‐
styrelsen som relevant myndighed. Efter omstændighederne
vil der kunne træffes afgørelse efter den foreslåede bestem‐
melse som en integreret del af de afgørelser, miljøministeren
i øvrigt træffer efter miljøskadeloven, hvis der er klarhed
over, hvorvidt den ansvarlige vil være omfattet af den fore‐
slåede regel allerede på dette tidspunkt. Såfremt der ikke er
den fornødne klarhed, eller hvis den ansvarlige først anmo‐
der om dækning af omkostningerne senere, vil der først kun‐
ne træffes afgørelse på et senere tidspunkt. Den foreslåede
afgørelse vil kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagen‐
ævnet, jf. § 50, i miljøskadeloven.
I forbindelse med miljøministerens påbud efter miljøskade‐
lovens kapitel 3 vil miljøministeren være forpligtet til efter §
7, i forvaltningsloven, at vejlede om muligheden for godtgø‐
relsesordning, hvor det vurderes relevant.
Som det fremgår af afsnit 8.2 i de almindelige bemærknin‐
ger, så udgør udbetalinger under den foreslåede godtgørel‐
sesordning statsstøtte. Miljøministeren kan derfor kun træffe
afgørelse efter § 47, stk. 5, i det omfang, dette er overens‐
stemmelse med de statsstøtteretlige regler.
Det vil først være muligt at træffe afgørelse om godtgørelse
af omkostningerne i de tilfælde, hvor der er truffet afgørelse
om, at den pågældende skade anses for at være en miljøska‐
de eller en overhængende fare herfor.
De foreslåede regler vil ikke påvirke den ansvarliges pligt
til at stille sikkerhed efter miljøskadelovens kapitel 2. Dette
skyldes, at den ansvarlige uanset de foreslåede regler har
pligt til at foretage de nødvendige foranstaltninger. Det skal
derfor sikres, at den ansvarlige har midlerne til at foreta‐
ge de forebyggende og afhjælpende foranstaltninger, der er
fastlagt i miljøansvarsdirektivets artikel 5 og 6.
Såfremt den relevante myndighed efter sektorlovgivningen
har truffet afgørelse om, at der er tale om en miljøskade, og
at sagen derfor skal behandles efter miljøskadeloven, men
hvor den ansvarlige ikke har mulighed for at stille sikker‐
hed efter miljøskadelovens kapitel 2, træffer Miljøstyrelsen
afgørelse efter § 21, stk. 2, i miljøskadeloven, om, at sagen
skal behandles af sektormyndigheden efter den relevante
sektorlovgivning. I disse tilfælde vil de foranstaltninger, der
er truffet før afgørelsen efter § 21, stk. 2, også kunne dæk‐
kes efter den foreslåede bestemmelse, såfremt betingelserne
herfor er opfyldt.
Det foreslås i § 47, stk. 6, at miljøministeren fastsætter
regler om godtgørelsesordningen efter stk. 5, herunder om,
hvilke udgifter der kan godtgøres, og om dokumentations‐
krav.
Det vil sige, at miljøministeren bemyndiges ved det foreslå‐
ede stk. 6 til at fastsætte regler om den foreslåede godtgørel‐
sesordning, herunder om hvilke udgifter, der kan godtgøres,
og om dokumentationskrav. Bemyndigelsen forventes i førs‐
te omgang udmøntet således, at ministeren fastsætter regler
om dokumentationskrav for de afholdte udgifter, om hvilke
udgifter der kan godtgøres, samt om processuelle regler for
anmodning om godtgørelse, samt eventuelle yderligere krav
af hensyn til de statsstøtteretlige regler.
Til nr. 8 (§ 48 a)
Den gældende § 48 fastsætter regler om forældelse af det
krav på dækning af udgifter efter § 33, stk. 2, og § 35,
i miljøskadeloven, som staten måtte have. Bestemmelsens
stk. 1 og 2 gennemfører miljøansvarsdirektivets artikel 10,
og fastsætter en almindelig forældelsesfrist på 5 år, inden for
hvilken ministeren kan indlede procedurer til at få dækket
afholdte omkostninger i forbindelse med selvhjælpshandlin‐
ger. De 5 år regnes fra den dato, hvor foranstaltningerne
er afsluttet, eller hvor den ansvarlige er blevet identifice‐
ret. Forældelsesfristen løber fra den seneste af disse to dato‐
er.
Bestemmelsen er udtryk for den vægt, der lægges på forure‐
neren betaler-princippet i miljøansvarsdirektivet. Efter den
gældende § 48, stk. 2 gælder den 5-årige forældelsesfrist og‐
så for afholdte udgifter til selvhjælpshandlinger efter anden
lovgivning.
Den 5-årige forældelsesfrist er ved § 48, stk. 3 suppleret
af en absolut frist på 30 år. Det indebærer, at forældelse
af krav, som nævnt i stk. 1 og 2, altid indtræder senest
30 år efter den emission eller begivenhed, der førte til en
miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade,
medmindre lovgivningens almindelige regler om forældelse
indebærer, at forældelsen først indtræder på et senere tids‐
punkt. Det gældende stk. 3 skal ses i sammenhæng med mil‐
jøskadelovens § 3, hvorefter loven ikke finder anvendelse på
en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade,
når der er forløbet mere end 30 år, siden den emission eller
begivenhed, der førte til skaden eller faren, har fundet sted.
Miljøansvarsdirektivet indeholder ingen bestemmelser om
absolutte forældelsesfrister for fordringer.
Det foreslås i § 48 a, at krav på godtgørelse af udgifter, jf.
§ 47, forældes efter 5 år fra den dato, hvor foranstaltninger‐
ne er afsluttet, eller hvor den ansvarlige for den emission
eller begivenhed, som har forvoldt en miljøskade eller frem‐
kaldt en overhængende fare for en miljøskade, har bevist
25
henholdsvis påvist, at de i § 47 fastsatte betingelser for
godtgørelse er opfyldt. Forældelsen regnes fra den seneste af
disse datoer.
Med den foreslåede § 48 a, der er ny, fastsættes med andre
ord en forældelsesfrist på 5 år, inden for hvilken den ansvar‐
lige for en miljøskade eller en overhængende fare herfor
kan rette et krav mod staten for godtgørelse efter den fore‐
slåede § 47 i miljøskadeloven. De 5 år regnes fra den dato,
hvor foranstaltningerne er afsluttet, eller hvor den ansvarli‐
ge for den emission eller begivenhed, som har forvoldt en
miljøskade eller fremkaldt en overhængende fare for en mil‐
jøskade, har bevist henholdsvis påvist, at de i § 47 fastsatte
betingelser for godtgørelse er opfyldt. I de tilfælde, hvor
en ansvarlig for en miljøskade har afholdt omkostningerne
hertil, men hvor det efterfølgende viser sig, at skaden er
omfattet af de omstændigheder omfattet af den under § 1,
nr. 7 foreslåede § 47, vil der gælde en 5 års forældelse for
sådanne krav.
I forhold til suspension og afbrydelse af forældelsen ef‐
ter den foreslåede bestemmelse gælder forældelseslovens
almindelige regler.
Efter § 3, stk. 2, i forældelsesloven, kan forældelsen i visse
tilfælde suspenderes. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis for‐
dringshaveren er ubekendt med fordringen eller skyldneren,
og ukendskabet vedrører de faktiske forhold, som fordringen
støttes på. Suspension indebærer, at forældelsesfristens be‐
gyndelsestidspunkt udskydes, dog således at forældelse altid
indtræder ved udløbet af den absolutte forældelsesfrist.
Afbrydelse af forældelse efter forældelsesloven kan ske bå‐
de egentligt (§§ 15-18 i forældelsesloven) og foreløbigt (§§
20-22 i forældelsesloven). Virkningen af begge former for
forældelse er, at forældelsen sættes i stå for en kortere eller
længere periode. Det forældelsesafbrydende skridt skal gen‐
nemføres inden forældelsesfristens udløb for at få virkning.
Forældelse afbrydes egentligt, når skyldneren erkender sin
forpligtelse, jf. § 15 i forældelsesloven, eller ved, at for‐
dringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren med
henblik på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af fo‐
gedretten, voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse,
der fastslår fordringens eksistens og størrelse, jf. §§ 16-18 i
forældelsesloven. De retslige skridt skal forfølges inden for
rimelig tid, det vil sige uden ufornødent ophold. Hvis der er
sket egentlig afbrydelse af forældelsesfristen, løber en helt
ny forældelsesfrist af samme længde som den oprindelige
frist, jf. § 19, stk. 1, i forældelsesloven. Hvis der er sket
foreløbig afbrydelse, løber der en frist på mindst 1 år, efter
det afbrydende skridt er afsluttet.
Miljøansvarsdirektivet fastlægger ingen særlige forældelses‐
frister for det krav den ansvarlige måtte have på dækning
af omkostninger, som den ansvarlige har afholdt, men som i
henhold til direktivets artikel 8, stk. 3 og 4, skal dækkes. Det
fremgår derimod af artikel 8, stk. 3, sidste led, at medlems‐
staterne skal træffe hensigtsmæssige foranstaltninger, såle‐
des at den ansvarlige kan få dækket afholdte omkostninger.
Den foreslåede § 48 a fraviger lovbekendtgørelse nr. 1238 af
9. november 2015 om forældelse af fordringer (forældelses‐
loven). Efter forældelsesloven er den almindelige forældel‐
sesfrist 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser,
jf. § 3, stk. 1, i forældelsesloven. Den 3-årige forældelses‐
frist er suppleret af en absolut frist på 10 år, jf. § 3, stk. 3, nr.
4 i forældelsesloven. Det indebærer, at forældelse altid ind‐
træder senest 10 år efter, at fordringen kunne kræves opfyldt
(forfaldstidspunktet). Det er vurderingen, at den foreslåede
bestemmelse vil stille den ansvarlige for en miljøskade eller
en overhængende fare herfor bedre end efter de almindelige
forældelsesregler, idet forældelsesfristerne efter forældelses‐
loven som udgangspunkt vil løbe fra det tidspunkt, hvor ska‐
den indtræder. Da afhjælpende og forebyggende foranstalt‐
ninger i relation til en miljøskade eller overhængende fare
herfor kan strække sig over en længere periode, antageligvis
flere år, vil den ansvarlige efter de almindelige forældelses‐
regler kunne stå i den situation, at kravet vil være forældet,
før foranstaltningerne er afsluttet, og dermed også før der
kan søges godtgørelse for de afholdte foranstaltninger. Dette
vurderes at være i strid med direktivet, hvorefter der skal
træffes foranstaltninger, således at den ansvarlige kan få
dækket de afholdte omkostninger.
Til § 2
Til nr. 1 (§ 73 b)
Den gældende § 73 b i lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbe‐
kendtgørelse nr. 1218 af 25. november 2019, som senest
ændret ved § 1 i lov nr. 808 af 9. juni 2020 (herefter mil‐
jøbeskyttelsesloven) angiver, hvem der i forskellige situatio‐
ner er den ansvarlige for en miljøskade. Det fremgår således
af bestemmelsens stk. 2, at den ansvarlige for en miljøskade
er den, der er ansvarlig for driften, uanset hvordan skaden
er sket. Dette modificeres dog i bestemmelsens stk. 3-5. Det
fremgår således af stk. 3, at for så vidt angår skader sket
ved anvendelse af pesticider, biocider, gødning, herunder
husdyrgødning, og affaldsstoffer til jordbrugsformål, så er
det brugeren, der er ansvarlig, medmindre brugeren kan
godtgøre, at brugen var i overensstemmelse med retningslin‐
jerne, og at brugeren ikke har udvist uforsvarlig adfærd. I
disse situationer vil det være producenten eller importøren,
jf. stk. 4, der er ansvarlig for en miljøskade. For så vidt
angår husdyrgødning og affaldsstoffer til jordbrugsformål
(dvs. spildevandsslam) modificeres dette dog yderligere i
stk. 5, hvorefter producenten eller importøren ikke har et
ansvar, såfremt miljøskaden eller den overhængende fare
herfor ikke følger af en fejl ved produktet, og der ikke er
udvist uforsvarlig adfærd fra producenten eller importørens
side. I disse situationer vil der således ikke være en ansvar‐
26
lig for miljøskader eller overhængende fare herfor, hvis det‐
te skyldes anvendelse af husdyrgødning og affaldsstoffer til
jordbrugsformål.
Artikel 5 og 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt
angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (herefter
miljøansvarsdirektivet) fastlægger, at ”operatøren”, dvs. den
ansvarlige for miljøskaden, skal træffe foranstaltninger, så‐
fremt der er tale om en overhængende fare for en miljøskade
eller en indtruffet miljøskade. Det fremgår ikke af direktivet,
at der i de i § 73 b nævnte situationer kan ske en lempelse af
ansvaret, således at der ikke vil være en ansvarlig, der skal
træffe foranstaltninger.
Efter den gældende bestemmelse vil der for så vidt angår
husdyrgødning og anvendelse af affaldsstoffer til jordbrugs‐
formål kunne opstå situationer, hvor der ikke er en ansvarlig
for en miljøskade eller en overhængende fare herfor. Der
ville dermed ikke være en ansvarlig at pålægge handleplig‐
ten. Dette vurderes at være i strid med direktivets artikel 5
og 6 om den ansvarliges forpligtelser.
Det foreslås derfor, jf. lovforslagets § 2, nr. 1, at i § 73 b,
stk. 2, ændres ”jf. dog stk. 3 og 4” til ”medmindre stk. 3
eller 4 finder anvendelse”.
Det vil sige, at den ansvarlige for miljøskaden vil være den
ansvarlige for driften, jf. § 73 b, stk. 2, jf. stk. 1, medmindre
brugeren eller producenten eller importøren er ansvarlig for
en miljøskade eller en overhængende fare herfor efter § 73
b, stk. 3 eller 4.
På denne måde sikres det, at der altid er en ansvarlig for en
miljøskade, der skal træffe foranstaltninger i overensstem‐
melse med direktivets regler herom. Dette medfører, at så‐
fremt der er tale om en miljøskade forårsaget af husdyrgød‐
ning eller affaldsstoffer til jordbrugsformål, vil det fremover
være den ansvarlige for driften af den erhvervsmæssige akti‐
vitet, der er ansvarlig for miljøskaden.
Til nr. 2 (§ 73 d)
Det fremgår af den gældende § 73 d, stk. 1, i miljøbeskyt‐
telsesloven, at den ansvarlige for en miljøskade ikke har
pligt til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre
yderligere miljøskade, såfremt den ansvarlige kan godtgøre,
at miljøskaden 1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt, til
trods for at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er
fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne
følger af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarliges
egne aktiviteter, eller 3) er forvoldt ved en emission eller be‐
givenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud
i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse, eller
med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med
en sådan tilladelse, og som ikke skyldes den ansvarliges
uforsvarlige adfærd.
Det er tilsvarende bestemt i den gældende stk. 2, at den
ansvarlige for en overhængende fare for en miljøskade ik‐
ke har pligt til at afværge en overhængende fare for en
miljøskade, hvis den ansvarlige kan godtgøre, at faren 1)
er forvoldt af tredjemand og er indtrådt, til trods for at
passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet eller 2) skyl‐
des overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat
af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger
af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarliges egne
aktiviteter.
Bestemmelsen indeholder således en lempelse af det objek‐
tive ansvar og handlepligten, der følger af § 73 b, stk. 2, jf. §
73 c, i miljøbeskyttelsesloven.
Som det fremgår, er det i alle tilfælde den ansvarlige for en
miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade,
der skal godtgøre, at betingelserne for ansvarsfrihed er til
stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvorledes den
ansvarlige skal løfte den omvendte bevisbyrde må i den
enkelte sag afgøres ud fra en konkret og samlet vurdering af
sagens oplysninger.
Det er i den gældende stk. 3 endeligt bestemt, at en produ‐
cent eller importør, som nævnt i § 73 b, stk. 4 og 5, ikke
kan påberåbe sig, at der foreligger en udtrykkelig tilladt
emission eller begivenhed jf. § 73 d, stk. 1, nr. 3. Hermed
fastholdes, at der gælder et fuldt objektivt ansvar i disse
situationer.
Det fremgår af miljøansvarsdirektivet, at den ansvarlige for
en erhvervsmæssig aktivitet, som forvolder en miljøskade
eller en overhængende fare herfor, skal afhjælpe miljøska‐
den eller forebygge, at en miljøskade indtræder, og afhol‐
de alle omkostninger i den forbindelse (forureneren betaler-
princippet) jf. direktivets artikler 5, 6 og 8, stk. 1.
Det fremgår af miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 1, at
såfremt en miljøskade endnu ikke er indtrådt, men der er
overhængende fare for en sådan skade, skal den ansvarlige
omgående træffe de nødvendige forebyggende foranstaltnin‐
ger. Efter artikel 5, stk. 4, skal den kompetente myndighed
kræve, at den ansvarlige træffer forebyggende foranstaltnin‐
ger. Hvis den ansvarlige ikke opfylder forpligtelserne i hen‐
hold til artikel 5, stk. 1, eller stk. 3, litra b) eller c), ikke
kan identificeres eller ikke kan pålægges at afholde omkost‐
ningerne i henhold til dette direktiv, kan den kompetente
myndighed selv træffe disse foranstaltninger.
Det fremgår endvidere af miljøansvarsdirektivets artikel 6,
27
stk. 1, at er der indtrådt en miljøskade, skal den ansvarlige
straks underrette den kompetente myndighed om alle rele‐
vante aspekter ved situationen og træffe a) enhver praktisk
gennemførlig foranstaltning til øjeblikkeligt at kontrollere,
indeslutte, fjerne eller på anden måde håndtere de pågæl‐
dende forurenende stoffer og/eller enhver anden skadelig på‐
virkning for at begrænse og forhindre yderligere miljøskade
og negativ virkning på menneskers sundhed eller yderligere
forringelse af udnyttelsesmulighederne, og b) de nødvendige
afhjælpende foranstaltninger i overensstemmelse med arti‐
kel 7. Efter artikel 6, stk. 3, skal den kompetente myndighed
kræve, at den ansvarlige træffer afhjælpende foranstaltnin‐
ger. Hvis den ansvarlige ikke opfylder forpligtelserne i hen‐
hold til artikel 6, stk. 1 eller stk. 2, litra b), c), eller d), ikke
kan identificeres eller ikke kan pålægges at afholde omkost‐
ningerne i henhold til dette direktiv, kan den kompetente
myndighed som en sidste udvej selv træffe disse foranstalt‐
ninger.
Miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og 4, indeholder
imidlertid en række grunde, hvorefter den ansvarlige for en
miljøskade eller en overhængende fare herfor kan få dækket
afholdte omkostninger forbundet med de forebyggende og
afhjælpende foranstaltninger.
Det fremgår således af miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk.
3, litra a) og b), at den ansvarlige ikke er forpligtet til at
bære omkostningerne ved forebyggende eller afhjælpende
foranstaltninger, der træffes i medfør af direktivet, hvis den
ansvarlige kan bevise, at miljøskaden eller den overhængen‐
de fare for sådan skade a) er forvoldt af tredjemand og er
indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger
var truffet, eller b) skyldes overholdelse af påbud eller in‐
strukser udstedt af en offentlig myndighed med undtagelse
af påbud eller instrukser som følge af en emission eller
hændelse, der skyldes den ansvarliges egne aktiviteter.
I sådanne tilfælde træffer medlemsstaterne hensigtsmæssige
foranstaltninger, således at den ansvarlige kan få dækket de
afholdte omkostninger, jf. artikel 8, stk. 3, in fine.
Det fremgår endvidere af miljøansvarsdirektivets artikel 8,
stk. 4, litra a), at medlemsstaterne kan tillade, at den ansvar‐
lige ikke bærer omkostningerne i forbindelse med afhjæl‐
pende foranstaltninger, der træffes i medfør af direktivet,
hvis den ansvarlige kan påvise, at han ikke har handlet
forsætligt eller uagtsomt, og at miljøskaden er forvoldt ved
en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i
medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne
i en tilladelse, der fremgår af eller er udstedt i henhold til
gældende nationale love og bestemmelser, som gennemfører
den af Fællesskabet vedtagne lovgivning, der er nævnt i
bilag III, således som den fandt anvendelse på tidspunktet
for emissionen eller begivenheden.
Miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a),
er i dag gennemført i en række sektorlove, som lemper di‐
rektivets objektive ansvar for miljøskader og overhængende
fare herfor, jf. § 73 d, i miljøbeskyttelsesloven, § 38 d, i
jordforureningsloven, § 54 d, i husdyrbrugloven, § 25 d, i
miljø og genteknologiloven, § 68 d, i vandforsyningsloven,
§ 33 f, i råstofloven, § 60 f, i vandløbsloven og § 47 d,
i havmiljøloven. Dersom den ansvarlige for en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre,
at han er omfattet af en af de i sektorbestemmelsen opliste‐
de situationer, vil den ansvarlige ikke være forpligtet til at
begrænse en miljøskades omfang eller forhindre yderligere
miljøskade. Det er imidlertid Miljø- og Fødevareministeriets
vurdering, at denne gennemførelse ikke stemmer overens
med forpligtelserne i miljøansvarsdirektivet.
Det fremgår af miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og
4, at den ansvarlige under alle omstændigheder først skal
træffe de påkrævede forebyggende eller afhjælpende foran‐
staltninger, men at han efterfølgende kan frigøre sig fra for‐
pligtelsen til at afholde de dermed forbundne omkostninger,
hvis miljøskaden eller den overhængende fare herfor opfyld‐
te de i bestemmelsen fastsatte betingelser. Forpligtelsen til at
træffe forebyggende og afhjælpende foranstaltninger er såle‐
des fastlagt i direktivets artikel 5 og 6, hvorimod indsigel‐
sesgrundene er fastsat i direktivets artikel 8, stk. 3 og 4, hvor
de alene finder direkte anvendelse på den ansvarliges beta‐
lingsforpligtelse. I overensstemmelse med princippet om at
forureneren betaler og miljøansvarsdirektivets grundlæggen‐
de formål, der går ud på at forebygge og afhjælpe miljøska‐
der ved kilden inden for rammerne af direktivet, er det den
ansvarlige, der har det primære ansvar for at træffe sådanne
foranstaltninger. Hvis man lagde til grund, at den ansvarlige
ikke har nogen handlepligt, er der risiko for, at der slet ikke
træffes nogen foranstaltninger, dvs. at skaden ikke afhjæl‐
pes, fordi den kompetente myndighed kan gribe ind, men
ikke er forpligtet hertil. Dette vil imidlertid være et resultat,
som hverken er i overensstemmelse med princippet om, at
forureneren betaler, eller med de øvrige miljøpolitiske prin‐
cipper, der er opstillet i miljøansvarsdirektivet – navnlig
princippet om, at der skal ydes en forebyggende indsats
– eller med direktivets mål. Miljø- og Fødevareministeriet
finder derfor ikke, at fritagelsen for betalingsforpligtelsen i
direktivets artikel 8, stk. 3 og 4, litra a) også indebærer en
fritagelse for ansvaret for at træffe forebyggende og afhjæl‐
pende foranstaltninger.
Det foreslås derfor, at § 73 d ophæves.
Det vil med andre ord sige, at det foreslås, at ophæve § 73 d,
i miljøbeskyttelsesloven, om lempelse af ansvaret efter § 73
c. Ved ophævelsen af § 73 d, i miljøbeskyttelsesloven, sikres
det, at der ikke opstår risiko for, at skaden ikke afhjælpes,
fordi den ansvarliges ansvar er blevet lempet. Forslaget in‐
debærer, at forholdet vil være reguleret af § 73 c, i miljøbe‐
skyttelsesloven.
28
Det fremgår af § 73 c, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven, at
den ansvarlige for en overhængende fare for en miljøskade
straks skal iværksætte de nødvendige tiltag, der kan begræn‐
se skadens omfang og forhindre yderligere skade. Det frem‐
går videre af § 73 c, stk. 1, at den ansvarlige for en miljø‐
skade straks skal iværksætte ethvert praktisk gennemførligt
tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yder‐
ligere skade. Denne foreslåede pligt til straks at forebygge
en overhængende fare for en miljøskade samt begrænse og
hindre yderligere miljøskade skal sikre en fuldstændig gen‐
nemførelse af miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 1, og
artikel 6, stk. 1.
Med bestemmelsen i § 73 c, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven,
har den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade en pligt til straks at iværksætte de
nødvendige foranstaltninger for at afværge en overhængen‐
de fare for en miljøskade samt, hvis skaden er indtrådt,
straks at iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag
til at begrænse og hindre yderligere miljøskade. Disse for‐
pligtelser for den ansvarlige til straks og uden forudgående
påbud herom at forebygge eller begrænse og hindre yder‐
ligere miljøskade rækker videre end de forpligtelser til at
afværge overhængende fare for forurening og hindre yder‐
ligere udledning af forurenende stoffer m.v., som følger
af § 71, stk. 2, i miljøbeskyttelsesloven. Det vil således
ikke nødvendigvis være tilstrækkeligt at hindre forurening
eller yderligere forurening, men derimod tillige nødvendigt
hurtigt at begrænse konsekvenserne af en sket forurening,
f.eks. hindre en forurenings spredning. Disse handlepligter
kan således indebære, at den ansvarlige skal fjerne en sket
forurening, f.eks. ved bortgravning, hurtigst muligt.
Det bemærkes, at handlepligterne og håndhævelsen af dem
forudsætter, at det umiddelbart er muligt for den ansvarlige
at konstatere, at en sket forurening indebærer, at der er ind‐
trådt en miljøskade eller at en overhængende fare herfor er
opstået. Er dette ikke tilfældet håndteres forureningen efter
lovens øvrige regler.
Disse handlepligter håndhæves af tilsynsmyndigheden efter
miljøbeskyttelsesloven. Tilsynsmyndighedens forpligtelser
ophører, når der er truffet afgørelse efter miljøskadeloven
eller der træffes forebyggende foranstaltninger eller øvrige
tiltag efter miljøskadeloven.
Den foreslåede ophævelse af § 73 d, i miljøbeskyttelseslo‐
ven, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7,
hvorefter der sker en implementering af miljøansvarsdirek‐
tivets artikel 8, stk. 3, litra a) og b), og stk. 4, litra a), i
§ 47, i miljøskadelovens, hvorefter der foreslås oprettet en
godtgørelsesordning. Der henvises i det hele til lovforslagets
§ 1, nr. 7, vedrørende den foreslåede nye implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a).
Retsstillingen om at der gælder et fuldt objektivt ansvar for
producenter eller importører, hvorefter de ikke kan påberåbe
sig, at der foreligger en udtrykkelig tilladt emission eller be‐
givenhed jf. den gældende § 73 d, stk. 3, foreslås videreført
uændret i den nye § 47, stk. 3, i miljøskadeloven. Der henvi‐
ses i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7, om producent-/impor‐
tøransvaret.
Til nr. 3 (§ 73 f)
Det fremgår af den gældende § 73 f, stk. 1, i miljøbeskyttel‐
sesloven, at såfremt forureningen indebærer en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade, som er for‐
voldt af erhvervsmæssige aktiviteter, meddeler tilsynsmyn‐
digheden en afgørelse herom til den ansvarlige for skaden
eller den overhængende fare herfor. Af en sådan afgørelse
følger, at sagen overdrages til miljøministeren og behandles
efter bestemmelserne i miljøskadeloven.
Som undtagelse til stk. 1 gælder det efter bestemmelsens
stk. 2 og 3, at der ikke kan træffes afgørelse om, at for‐
ureningen indebærer en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, hvor den ansvarlige godtgør, at der
foreligger forhold som nævnt i § 73 d, stk. 1, nr. 1-3, hen‐
holdsvis § 73 d, stk. 1, nr. 1 og 2, i miljøbeskyttelsesloven.
Det fremgår heraf, at ansvaret for en miljøskade eller en
overhængende fare for miljøskade lempes, således at den
ansvarlige i de ovennævnte tilfælde bliver ansvarsfri, og
at der derfor ikke træffes afgørelse om, at forureningens
videre behandling skal ske efter miljøskadeloven. Hvor en
af de ovennævnte ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse,
overdrages sagen derfor ikke til miljøministeren til fortsat
behandling efter miljøskadeloven. Den pågældende forure‐
ning vil i de tilfælde blive behandlet efter lovens øvrige reg‐
ler. Såfremt der er tale om, at producenter og importører har
ansvaret for en miljøskade, vil ansvaret ikke kunne lempes
efter den gældende § 73 d. § 73 f, stk. 2, finder derfor ikke
anvendelse for producenter og importører.
Med lovforslaget foreslås, at § 73 f, stk. 2 og 3 ophæves.
Forslaget er en konsekvens af forslaget om ophævelse af det
lempede ansvar i § 73 d, i miljøbeskyttelsesloven, jf. lovfor‐
slagets § 2, nr. 2, og skal ses i sammenhæng hermed. Da
der ikke længere vil være et lempet ansvar, vil det følgelig
heller ikke være muligt at træffe afgørelse om, at i sager
med lempet ansvar, er der ikke tale om en miljøskade.
Der henvises også til bemærkninger til lovforslagets § 2, nr.
2, for en beskrivelse af den ansvarliges handlepligt.
Ophævelsen medfører, at det gældende stk. 4 herefter bliver
stk. 2.
29
Til § 3
Til nr. 1 (§ 38 b)
Den gældende § 38 b, i lov om jordforurening, jf. lovbe‐
kendtgørelse nr. 282 af 27. marts 2017, som ændret ved
§ 16 i lov nr. 278 af 17. april 2018 (herefter jordforure‐
ningsloven), angiver, hvem der i forskellige situationer er
den ansvarlige for en miljøskade. Det fremgår således af
bestemmelsens stk. 2, at den ansvarlige for en miljøskade er
den, der er ansvarlig for driften, uanset hvordan skaden er
sket. Dette modificeres dog i bestemmelsens stk. 3-5. Det
fremgår således af stk. 3, at for så vidt angår skader sket
ved anvendelse af pesticider, biocider, gødning, herunder
husdyrgødning, og affaldsstoffer til jordbrugsformål, så er
det brugeren, der er ansvarlig, medmindre brugeren kan
godtgøre, at brugen var i overensstemmelse med retningslin‐
jerne, og at brugeren ikke har udvist uforsvarlig adfærd. I
disse situationer vil det være producenten eller importøren,
jf. stk. 4, der er ansvarlig for en miljøskade. For så vidt
angår husdyrgødning og affaldsstoffer til jordbrugsformål
(dvs. spildevandsslam) modificeres dette dog yderligere i
stk. 5, hvorefter producenten eller importøren ikke har et
ansvar, såfremt miljøskaden eller den overhængende fare
herfor ikke følger af en fejl ved produktet, og der ikke er
udvist uforsvarlig adfærd fra producenten eller importørens
side. I disse situationer vil der således ikke være en ansvar‐
lig for miljøskader eller overhængende fare herfor, hvis det‐
te skyldes anvendelse af husdyrgødning og affaldsstoffer til
jordbrugsformål.
Artikel 5 og 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt
angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (herefter
miljøansvarsdirektivet) fastlægger at ”operatøren”, dvs. den
ansvarlige for miljøskaden, skal træffe foranstaltninger, så‐
fremt der er tale om en overhængende fare for en miljøskade
eller en indtruffet miljøskade. Det fremgår ikke af direktivet,
at der i de i § 38 b nævnte situationer kan ske en lempelse af
ansvaret, således at der ikke vil være en ansvarlig, der skal
træffe foranstaltninger.
Den foreslåede § 3, nr. 1, har til formål at sikre, at der altid
er en ansvarlig for miljøskader omfattet af § 38 b. Efter den
gældende bestemmelse ville der for så vidt angår husdyr‐
gødning og anvendelse af affaldsstoffer til jordbrugsformål
kunne opstå situationer, hvor der ikke var en ansvarlig for en
miljøskade eller en overhængende fare herfor. Der ville der‐
med ikke være en ansvarlig at pålægge handlepligten. Dette
vurderes at være i strid med direktivets artikel 5 og 6 om
den ansvarliges forpligtelser.
Det foreslås derfor, jf. lovforslagets § 3, nr. 1, at i § 38 b,
stk. 2, ændres ”jf. dog stk. 3 og 4” til ”medmindre stk. 3
eller 4 finder anvendelse”.
Det vil sige, at den ansvarlige for miljøskaden vil være den
ansvarlige for driften, jf. § 38 b, stk. 2, jf. stk. 1, medmindre
brugeren eller producenten eller importøren er ansvarlig for
en miljøskade eller en overhængende fare herfor efter § 38
b, stk. 3 eller 4.
På denne måde sikres det, at der altid er en ansvarlig for en
miljøskade, der skal træffe foranstaltninger i overensstem‐
melse med direktivets regler herom.
Til nr. 2 (§ 38 d)
Det fremgår af den gældende § 38 d, stk. 1, i jordforure‐
ningsloven, at den ansvarlige for miljøskaden ikke har pligt
til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderli‐
gere miljøskade, såfremt den ansvarlige godtgør (ved om‐
vendt bevisbyrde), at den 1) er forvoldt af tredjemand, og er
indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger
var truffet, 2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrif‐
ter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes
den ansvarliges egne aktiviteter, eller 3) er forvoldt ved
en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i
medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne
i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse
kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke
skyldes den ansvarliges uforsvarlige adfærd.
Det er tilsvarende bestemt i den gældende stk. 2, at den
ansvarlige for en overhængende fare for en miljøskade ik‐
ke har pligt til at afværge denne, såfremt den ansvarlige
godtgør, at faren er forvoldt af tredjemand, og skaden er
indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger
var truffet eller skyldes overholdelse af ufravigelige forskrif‐
ter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes
den ansvarliges egne aktiviteter.
Bestemmelsen indeholder således en lempelse af det objek‐
tive ansvar og handlepligten, der følger af § 38 b, stk. 2, jf. §
38 c, i jordforureningsloven.
Som det fremgår, er det i alle tilfælde den ansvarlige for en
miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade,
der skal godtgøre, at betingelserne for ansvarsfrihed er til
stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvorledes den
ansvarlige skal løfte den omvendte bevisbyrde må i den
enkelte sag afgøres ud fra en konkret og samlet vurdering af
sagens oplysninger.
Det er i den gældende stk. 3 endeligt bestemt, at en produ‐
cent eller importør ikke kan påberåbe sig, at der foreligger
en udtrykkelig tilladt emission eller begivenhed. Der gælder
dermed et fuldt objektivt ansvar i disse situationer.
30
Det fremgår af miljøansvarsdirektivet, at den ansvarlige for
en erhvervsmæssig aktivitet, som forvolder en miljøskade
eller en overhængende fare herfor, skal afhjælpe miljøska‐
den eller forebygge, at en miljøskade indtræder, og afhol‐
de alle omkostninger i den forbindelse (forureneren betaler-
princippet) jf. direktivets artikler 5, 6 og 8, stk. 1. Miljøan‐
svarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og 4, indeholder imidlertid
en række grunde, hvorefter den ansvarlige for en miljøskade
eller en overhængende fare herfor kan få dækket afholdte
omkostninger forbundet med de forebyggende og afhjælpen‐
de foranstaltninger.
For en beskrivelse af miljøansvarsdirektivets regler om den
ansvarliges handlepligt og sammenhæng til de økonomiske
ansvarsfrihedsgrunde henvises til bemærkningerne til lov‐
forslagets § 2, nr. 2.
Det foreslås derfor, at § 38 d ophæves.
Ved ophævelsen af § 38 d, i jordforureningsloven, sikres
det, at der ikke opstår risiko for, at skaden ikke afhjælpes,
fordi den ansvarliges ansvar er blevet lempet. Forslaget in‐
debærer, at forholdet vil være reguleret af § 38 c, i jordforur‐
eningsloven.
Det fremgår af § 38 c, stk. 1, i jordforureningsloven, at
den ansvarlige for en overhængende fare for en miljøskade
straks skal iværksætte de nødvendige forebyggende foran‐
staltninger, der kan afværge den overhængende fare for en
miljøskade. Det fremgår videre af § 38 c, stk. 1, at den
ansvarlige for en miljøskade straks skal iværksætte ethvert
praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens om‐
fang og forhindre yderligere skade. Denne pligt til straks at
forebygge en overhængende fare for en miljøskade samt be‐
grænse og hindre yderligere miljøskade sikrer en fuldstæn‐
dig gennemførelse af miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk.
1, og artikel 6, stk. 1.
Med bestemmelsen i § 38 c, stk. 1, i jordforureningsloven,
har den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade en pligt til straks at iværksætte de
nødvendige foranstaltninger for at afværge en overhængen‐
de fare for en miljøskade samt, hvis skaden er indtrådt,
straks at iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag til
at begrænse og hindre yderligere miljøskade. Disse forplig‐
telser for den ansvarlige til straks og uden forudgående på‐
bud herom at forebygge eller begrænse og hindre yderligere
miljøskade rækker videre end de forpligtelser til at afværge
overhængende fare for (jord)forurening og hindre yderlige‐
re udledning af forurenende stoffer m.v., som følger af §
71, stk. 2, i miljøbeskyttelsesloven, som også gælder for
jordforureninger. Det vil således ikke nødvendigvis være til‐
strækkeligt at hindre jordforurening eller yderligere jordfor‐
urening, men derimod tillige nødvendigt hurtigt at begrænse
konsekvenserne af en sket forurening, f.eks. hindre en jord‐
forurenings spredning. Disse handlepligter kan således inde‐
bære, at den ansvarlige skal fjerne en sket jordforurening,
f.eks. ved bortgravning, hurtigst muligt.
Det bemærkes, at handlepligterne og håndhævelsen af dem
forudsætter, at det umiddelbart er muligt for den ansvarlige
at konstatere, at en sket jordforurening indebærer, at der er
indtrådt en miljøskade eller at en overhængende fare herfor
er opstået. Er dette ikke tilfældet håndteres jordforureningen
efter lovens øvrige regler.
Disse handlepligter håndhæves af påbudsmyndigheden efter
denne lov. Påbudsmyndighedens forpligtelser ophører, når
der er truffet afgørelse efter miljøskadeloven eller der træf‐
fes forbyggende foranstaltninger eller øvrige tiltag efter mil‐
jøskadeloven.
Den foreslåede ophævelse af § 38 d, i jordforureningsloven,
skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7, hvor‐
efter der sker en implementering af miljøansvarsdirektivets
artikel 8, stk. 3, litra a) og b), og stk. 4, litra a), i § 47,
i miljøskadeloven, hvorefter der foreslås oprettet en godtgø‐
relsesordning. Der henvises i det hele til lovforslagets §
1, nr. 7, vedrørende den foreslåede nye implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a).
Retsstillingen om at der gælder et fuldt objektivt ansvar for
producenter eller importører, hvorefter de ikke kan påberåbe
sig, at der foreligger en udtrykkelig tilladt emission eller be‐
givenhed jf. den gældende § 38 d, stk. 3, foreslås videreført
uændret i den nye § 47, stk. 3, i miljøskadeloven. Der henvi‐
ses i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7, for producent-/impor‐
tøransvaret.
Til nr. 3 (§ 38 f)
Det fremgår af den gældende § 38 f, stk. 1, i jordforure‐
ningsloven, at såfremt forureningen indebærer en miljøska‐
de eller en overhængende fare for en miljøskade, som er for‐
voldt af erhvervsmæssige aktiviteter, meddeler tilsynsmyn‐
digheden en afgørelse herom til den ansvarlige for skaden
eller den overhængende fare herfor. Af en sådan afgørelse
følger, at sagen overdrages til miljøministeren og behandles
efter bestemmelserne i miljøskadeloven.
Som undtagelse til stk. 1 gælder det efter bestemmelsens
stk. 2 og 3, at der ikke kan træffes afgørelse om, at for‐
ureningen indebærer en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, hvor den ansvarlige godtgør, at der
foreligger forhold som nævnt i § 38 d, stk. 1, nr. 1-3, hen‐
holdsvis § 38 d, stk. 1, nr. 1 og 2, i jordforureningsloven.
Det fremgår heraf, at ansvaret for en miljøskade eller en
overhængende fare for miljøskade lempes, således at den
ansvarlige i de ovennævnte tilfælde bliver ansvarsfri, og
31
at der derfor ikke træffes afgørelse om, at forureningens
videre behandling skal ske efter miljøskadeloven. Hvor en
af de ovennævnte ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse,
overdrages sagen derfor ikke til miljøministeren til fortsat
behandling efter miljøskadeloven. Den pågældende forure‐
ning vil i de tilfælde blive behandlet efter lovens øvrige reg‐
ler. Såfremt der er tale om, at producenter og importører har
ansvaret for en miljøskade, vil ansvaret ikke kunne lempes
efter den gældende § 38 d. § 38 f, stk. 2, finder derfor ikke
anvendelse for producenter og importører.
Med lovforslaget foreslås, at § 38 f, stk. 2 og 3 ophæ‐
ves. Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
Forslaget er er en konsekvens af ophævelse af det lempede
ansvar i § 38 d, i jordforureningsloven, jf. lovforslagets §
3, nr. 2, og skal ses i sammenhæng hermed. Da der efter
forslaget ikke længere vil være et lempet ansvar, vil det
følgelig heller ikke være muligt at træffe afgørelse om, at i
sager med lempet ansvar, er der ikke tale om en miljøskade.
Der henvises også til bemærkninger til lovforslagets § 3, nr.
2, for en beskrivelse af den ansvarliges handlepligt.
Ophævelsen medfører, at det gældende stk. 4 herefter bliver
stk. 2.
Til § 4
Til nr. 1 (§ 47 b, stk. 3)
Den gældende bestemmelse i § 47 b, stk. 3, i lov om beskyt‐
telse af havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1165 af 25. no‐
vember 2019 (herefter havmiljøloven), fastsætter, hvem der
skal anses for ansvarlig for en miljøskade eller en overhæn‐
gende fare for en miljøskade og på hvilket ansvarsgrundlag
det vurderes. I overensstemmelse med miljøansvarsdirekti‐
vets artikel 3, stk. 1, litra b), fastlægges et culpaansvar for
en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade
omfattet af § 47 c, stk. 4. § 47 b, stk. 3, omhandler miljøska‐
der eller overhængende fare for en miljøskade for beskytte‐
de arter eller internationale naturområder, som udpeget af
miljøministeren i medfør af lov om miljømål m.v. for inter‐
nationale naturbeskyttelsesområder, jf. lovbekendtgørelse nr.
119 af 26. januar 2017.
Det foreslås, at i § 47 b, stk. 3, ændres ”beskyttede arter el‐
ler internationale naturbeskyttelsesområder" til "beskyttede
arter eller naturtyper".
Ændringen foreslås på baggrund af ændringen af definitio‐
nen i lovforslagets § 1, nr. 5. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger afsnit 3.2. og bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 5.
Til nr. 2 (§ 47 c, stk. 4)
Den gældende bestemmelse i § 47 c, stk. 4, i havmiljøloven,
fastsætter, at afværgeforpligtelsen for miljøskader eller over‐
hængende fare herfor, der udgår fra alle andre påvirkninger
fra erhvervsmæssige aktiviteter end omfattet af § 47 c, stk.
2 og 3, i havmiljøloven, fra skibe, fly, rørledninger eller
platforme alene skal bedømmes ud fra et culpaansvar. Der
er endvidere kun tale om et culpaansvar for miljøskade eller
overhængende fare herfor på beskyttede arter eller internati‐
onale naturbeskyttelsesområder, jf. også miljøansvarsdirekti‐
vets artikel 3, stk. 1, litra b). Omfattet er f.eks. påvirkninger
i form af støj, vibrationer, invasive arter (medmindre disse
kan kategoriseres som farligt/forurenende gods) og luftfor‐
mige emissioner (der ikke falder ned i havet) fra andre
erhvervsmæssige aktiviteter end de i § 47 c, stk. 2, nævnte.
Culpaansvaret er ikke begrænset til miljøskader på beskyt‐
tede arter og internationale naturbeskyttelsesområder inden
for søterritoriet, men kan række ud i den eksklusive økono‐
miske zone, idet beskyttede arter og internationale beskyttel‐
sesområder også forefindes uden for søterritoriet
Det foreslås, at i § 47 c, stk. 4, ændres "beskyttede arter
og internationale naturbeskyttelsesområder" til "beskyttede
arter og naturtyper".
Ændringen foreslås på baggrund af ændringen af definitio‐
nen i lovforslagets § 1, nr. 5. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger afsnit 3.2. og bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 5.
Til nr. 3 (§ 47 d)
Det fremgår af den gældende § 47 d, stk. 1, i havmiljølo‐
ven, at den ansvarlige for driften som nævnt i § 47 b, stk.
2, ikke har pligt til at begrænse en miljøskades omfang
og forhindre yderligere miljøskade, såfremt den ansvarlige
godtgør (ved omvendt bevisbyrde), at miljøskaden 1) er for‐
voldt af tredjemand, og er indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) skyldes overholdel‐
se af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig
myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller
instrukser, som skyldes den ansvarlige for driftens egne akti‐
viteter, eller 3) er forvoldt ved en tilførsel eller begivenhed,
der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i over‐
ensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med
regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en
udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig
adfærd. En i lovgivningen tilladt udtømning sidestilles med
en udtrykkeligt tilladt udledning. Som et eksempel herpå
kan nævnes, at skibe i medfør af bekendtgørelse nr. 539
af 22. maj 2017 om udtømning af olie fra skibe under op‐
fyldelse af en række nærmere bestemte betingelser gerne
må udtømme olie svarende til 15 ppm (15 liter olie per en
million liter vand) i den eksklusive økonomiske zone. En
32
sådan udtømning vil i havmiljøloven skulle betragtes som
udtrykkelig tilladt, og vil fritage den ansvarlige for at bæ‐
re omkostningerne ved afværgeforanstaltningerne, såfremt
tilførslen til havet medfører en miljøskade. Den ansvarlige
har dog fortsat et objektivt ansvar for miljøskader og over‐
hængende fare for miljøskade, der ikke kan henføres til den
anførte lempelsesgrund, f.eks. uheld.
Det er tilsvarende bestemt i den gældende stk. 2, at den
ansvarlige for driften som nævnt i § 47 b, stk. 2, ikke har
pligt til at afværge en overhængende fare for en miljøskade,
hvis den ansvarlige for driften godtgør, at faren er forvoldt
af tredjemand, og er indtrådt til trods for, at passende sikker‐
hedsforanstaltninger var truffet, eller skyldes overholdelse af
ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndig‐
hed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instruk‐
ser, som skyldes den ansvarlige for driftens egne aktiviteter.
Er der indtrådt en miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade, og den ansvarlige for driften kan godtgøre,
at han ikke er pligtig at foretage afværgeforanstaltninger i
henhold til § 47 d, består adgangen og pligten for forsvars‐
ministeren, jf. § 34, og for kommunalbestyrelsen, jf. § 35,
til at foretage beredskabs- og bekæmpelsesforanstaltninger
uændret efter bestemmelserne i bl.a. kapitel 11, ligesom
ansvaret for beredskabs- og bekæmpelsesomkostningerne
skal bedømmes ud fra § 44, i havmiljøloven. Uanset § 47
d består der også fortsat en forpligtelse for den ansvarlige
for driften til at foretage akut umiddelbar afværge i overens‐
stemmelse med almindelige regler uden at skulle afvente en
myndighedsafgørelse først. Skibes egne afværgeforanstalt‐
ninger kan f.eks. være, at eventuelle huller i skibet lukkes
ved hjælp af dykkere, tanke tømmes for olie inden bjærg‐
ning og /eller skibet bjærges.
Bestemmelsen indeholder således en lempelse af det objek‐
tive ansvar og handlepligt, der ellers følger af § 47 b, stk. 2,
og § 47 c, stk. 1-3, i havmiljøloven.
Som det fremgår, er det i alle tilfælde den ansvarlige for en
miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade,
der skal godtgøre, at betingelserne for ansvarsfrihed er til
stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvorledes den
ansvarlige skal løfte den omvendte bevisbyrde må i den
enkelte sag afgøres ud fra en konkret og samlet vurdering af
sagens oplysninger.
Det er i den gældende stk. 3 endeligt bestemt, at stk. 1
og 2 ikke finder anvendelse, hvis miljøskaden eller den
overhængende fare for en miljøskade skyldes enhver større
miljøhændelse som defineret i offshoresikkerhedsloven.
Det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt
angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (herefter
miljøansvarsdirektivet), at den ansvarlige for en erhvervs‐
mæssig aktivitet, som forvolder en miljøskade eller en over‐
hængende fare herfor, skal afhjælpe miljøskaden eller fore‐
bygge, at en miljøskade indtræder, og afholde alle omkost‐
ninger i den forbindelse (forureneren betaler-princippet) jf.
direktivets artikler 5, 6 og 8, stk. 1. Miljøansvarsdirektivets
artikel 8, stk. 3 og 4, indeholder imidlertid en række grun‐
de, hvorefter den ansvarlige for en miljøskade eller en over‐
hængende fare herfor kan få dækket afholdte omkostninger
forbundet med de forebyggende og afhjælpende foranstalt‐
ninger.
For en beskrivelse af miljøansvarsdirektivets regler om ope‐
ratørens handlepligt og sammenhæng til de økonomiske an‐
svarsfrihedsgrunde henvises til bemærkningerne til lovfor‐
slagets § 2, nr. 2.
Det foreslås derfor, at § 47 d ophæves.
Ved ophævelsen af § 47 d, i havmiljøloven, sikres det, at
der ikke opstår risiko for, at skaden ikke afhjælpes, fordi den
ansvarliges ansvar er blevet lempet. Forslaget indebærer,
at forholdet, der i dag er omfattet af reglerne om lempet
ansvar efter stk. 1 og 2 fremover vil være reguleret af § 47
c, i havmiljøloven, hvorefter den ansvarlige for driften af
et skib, luftfartøj, en platform eller rørledning har en pligt
til straks at iværksætte de nødvendige foranstaltninger for
at afværge en overhængende fare for en miljøskade samt,
hvis skaden er indtrådt, straks at iværksætte ethvert praktisk
gennemførligt tiltag, der kan begrænse og hindre yderligere
skade. Denne bestemmelse sikrer en fuldstændig gennemfø‐
relse af miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 1, og artikel 6,
stk. 1.
Det fremgår af § 47 c, stk. 1, i havmiljøloven, at hvis en
tilførsel, som stammer fra udøvelsen af erhvervsmæssige
aktiviteter nævnt i stk. 2, nr. 1-3, til havet eller luften af
stoffer, materialer og mikroorganismer eller støj og vibratio‐
ner forårsager en overhængende fare for en miljøskade, skal
den ansvarlige for driften straks iværksætte de nødvendige
forebyggende foranstaltninger. Hvis miljøskaden er indtrådt,
skal den ansvarlige for driften straks iværksætte ethvert
praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse miljøska‐
dens omfang og forhindre yderligere miljøskade. Det samme
gælder, hvis en tilførsel, som stammer fra udøvelsen af en
erhvervsmæssig aktivitet nævnt i stk. 2, nr. 4, til havet eller
luften af farligt eller forurenende gods eller en tilførsel, som
stammer fra udøvelsen af erhvervsmæssig aktivitet nævnt i
stk. 2, nr. 5, til havet eller luften af farlige stoffer og produk‐
ter, plantebeskyttelsesmidler eller biocidholdige produkter
forårsager en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Ved bekæmpelse af olie- og kemikalieforurenin‐
ger gælder § 34, for så vidt angår havet og de kystnære dele
af søterritoriet, og § 35, for så vidt angår kyststrækninger og
havne.
33
Bestemmelsen er principal i forhold til havmiljølovens øvri‐
ge relevante bestemmelser, herunder § 34 a. Dette gælder
dog ikke for bekæmpelsesforanstaltninger i forbindelse med
olie- og kemikalieforurening fra skibe i medfør af § 34 eller
bekæmpelses- og saneringsforanstaltninger efter § 35. Det er
således fortsat forsvarsministeren, der forestår enhver form
for bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet og
de kystnære dele af søterritoriet, der stammer fra udledning
af havet og de kystnære dele af søterritoriet, der stammer
fra udledning eller udtømning fra skibe. Kommunalbestyrel‐
sen forestår bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening
af havne og sanering af kyststrækninger. Skibets fører har
dog under alle omstændigheder, i overensstemmelse med de
almindelige regler og uanset § 34, ret og pligt til at beskytte
skibets sikkerhed og træffe beslutning herom, herunder at
begrænse en forureningsskade ved at iværksætte de nødven‐
dige afværgeforanstaltninger uden at skulle afvente en myn‐
dighedsafgørelse først. Skibes egne afværgeforanstaltninger
kan f.eks. være, at eventuelle huller i skibet lukkes ved
hjælp af dykkere, tanke tømmes for olie inden bjærgning
og/eller skibet bjærges.
Det fremgår af § 47 c, stk. 2, at følgende erhvervsmæssige
aktiviteter er omfattet af handlepligten i stk. 1: 1) dumpning
af optaget havbundsmateriale, 2) bortskaffelse eller nyttig‐
gørelse af affald, 3) grænseoverskridende transport af affald,
som kræver tilladelse eller er forbudt, 4) transport ad indre
vandveje, hav eller luft af farligt eller forurenende gods,
samt 5) håndtering af farlige stoffer og produkter, plantebe‐
skyttelsesmidler og biocidholdige produkter.
Det er tilsvarende bestemt i § 47 c, stk. 3, at handlepligten i
stk. 1 også gælder, hvis en hvilken som helst anden tilførsel
til havet af stoffer og materialer, som kan påvirke søterritori‐
et, forårsager en miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade.
Efter § 47 c, stk. 6, gælder pligterne efter bl.a. stk. 1 og 3,
selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 47 h.
Det følger endeligt, af § 47 c, stk. 7, at tilsynsmyndigheden
påser, at pligterne efter bl.a. stk. 1 og 3 opfyldes, selv om
der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 47 h. Tilsynsmyn‐
dighedens forpligtelser ophører imidlertid, når der er truffet
afgørelse efter miljøskadeloven eller der træffes forbyggen‐
de foranstaltninger eller øvrige tiltag efter miljøskadeloven.
Den foreslåede ophævelse af § 47 d, i havmiljøloven, skal
ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7, hvorefter
der sker en implementering af miljøansvarsdirektivets arti‐
kel 8, stk. 3, litra a) og b), og stk. 4, litra a), i § 47, i
miljøskadeloven, hvorefter der foreslås oprettet en godtgø‐
relsesordning. Der henvises i det hele til lovforslagets §
1, nr. 7, vedrørende den foreslåede nye implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a).
Til nr. 4 (§ 47 h)
Det følger af den gældende § 47 h, stk. 1, at såfremt forure‐
ningen indebærer en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, som er forvoldt af erhvervsmæssige ak‐
tiviteter, meddeler tilsynsmyndigheden en afgørelse herom
til den ansvarlige for skaden eller den overhængende fare
herfor. Af en sådan afgørelse følger, at sagen overdrages til
miljøministeren og behandles efter bestemmelserne i miljø‐
skadeloven.
Som undtagelse til stk. 1 gælder det efter bestemmelsens
stk. 2 og 3, at der ikke kan træffes afgørelse om, at forure‐
ningen indebærer en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, hvor den ansvarlige godtgør, at der fore‐
ligger forhold som nævnt i havmiljølovens § 47 d, stk. 1, nr.
1-3, henholdsvis § 47 d, stk. 1, nr. 1 og 2.
Det fremgår heraf, at ansvaret for en miljøskade eller en
overhængende fare for miljøskade lempes, således at den
ansvarlige i de ovennævnte tilfælde bliver ansvarsfri, og
at der derfor ikke træffes afgørelse om, at forureningens
videre behandling skal ske efter miljøskadeloven. Hvor en
af de ovennævnte ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse,
overdrages sagen derfor ikke til miljøministeren til fortsat
behandling efter miljøskadeloven. Den pågældende forure‐
ning vil i de tilfælde blive behandlet efter lovens øvrige
regler.
Det foreslås, at § 47 h, stk. 2 og 3 ophæves. Stk. 4 og 5
bliver herefter stk. 2 og 3.
Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ophævelse af
det lempede ansvar i § 47 d, i havmiljøloven, jf. lovforsla‐
gets § 4, nr. 3, og skal ses i sammenhæng hermed. Da der
ikke længere vil være et lempet ansvar, vil det følgelig heller
ikke være muligt at træffe afgørelse om, at i sager med
lempet ansvar, er der ikke tale om en miljøskade.
Der henvises også til bemærkninger til lovforslagets § 4, nr.
3, for en beskrivelse af den ansvarliges handlepligt.
Ophævelsen medfører, at det gældende stk. 4 og 5 herefter
bliver stk. 2 og 3.
Til § 5
Til nr. 1 (§ 68 a)
Den gældende bestemmelse i § 68 a, stk. 3, i lov om vand‐
forsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 22. februar
2018, som ændret ved § 1 i lov nr. 1419 af 17. december
2019 (herefter vandforsyningsloven), fastsætter, hvem der
skal anses for ansvarlig for en miljøskade eller en overhæn‐
34
gende fare for en miljøskade og på hvilket ansvarsgrundlag
det vurderes. I overensstemmelse med miljøansvarsdirekti‐
vets artikel 3, stk. 1, litra b), fastlægges et culpaansvar
for den ansvarlige for driften for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og
internationale naturbeskyttelsesområder, som fastlagt i §§7,
10 og 11 i miljøskadeloven, som ikke er omfattet af det ob‐
jektive ansvar i § 68 a, stk. 2, i vandforsyningsloven og som
ikke skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.
Det foreslås, at i § 68 a, stk. 3, ændres "beskyttede arter el‐
ler internationale naturbeskyttelsesområder" til "beskyttede
arter eller naturtyper".
Ændringen foreslås på baggrund af ændringen af definitio‐
nen i lovforslagets § 1, nr. 5. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger afsnit 3.2. og bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 5.
Til nr. 2 (§ 68 d)
Det fremgår af den gældende § 68 d, stk. 1, i vandforsy‐
ningsloven, at den ansvarlige for driften efter lovens § 68 a,
stk. 2, ikke har pligt til at begrænse en miljøskades omfang
og forhindre yderligere miljøskade, såfremt den ansvarlige
for driften godtgør (ved omvendt bevisbyrde), at miljøska‐
den 1) er forvoldt af tredjemand, og er indtrådt til trods
for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2)
skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat
af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger
af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarlige for
driftens egne aktiviteter, eller 3) er forvoldt ved en begiven‐
hed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud
i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller
med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles
med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes egen
uforsvarlig adfærd.
Det er tilsvarende bestemt i den gældende § 68 d, stk.
2, at den ansvarlige for driften som nævnt i § 68 a, stk.
2, ikke har pligt til at afværge en overhængende fare for
en miljøskade, hvis den ansvarlige kan godtgøre, at faren
er forvoldt af tredjemand, og er indtrådt til trods for, at
passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, eller skyldes
overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af på‐
bud eller instrukser, som skyldes den ansvarlige for driftens
egne aktiviteter.
Bestemmelsen indeholder således en lempelse af det objek‐
tive ansvar og handlepligt, der ellers følger af § 68 a, stk. 2,
og § 68 b, stk. 2, i vandforsyningsloven.
Som det fremgår, er det i alle tilfælde den ansvarlige for en
miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade,
der skal godtgøre, at betingelserne for ansvarsfrihed er til
stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvorledes den
ansvarlige skal løfte den omvendte bevisbyrde må i den
enkelte sag afgøres ud fra en konkret og samlet vurdering af
sagens oplysninger.
Det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt
angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (herefter
miljøansvarsdirektivet), at den ansvarlige for en erhvervs‐
mæssig aktivitet, som forvolder en miljøskade eller en over‐
hængende fare herfor, skal afhjælpe miljøskaden eller fore‐
bygge, at en miljøskade indtræder, og afholde alle omkost‐
ninger i den forbindelse (forureneren betaler-princippet) jf.
direktivets artikler 5, 6 og 8, stk. 1. Miljøansvarsdirektivets
artikel 8, stk. 3 og 4, indeholder imidlertid en række grun‐
de, hvorefter den ansvarlige for en miljøskade eller en over‐
hængende fare herfor kan få dækket afholdte omkostninger
forbundet med de forebyggende og afhjælpende foranstalt‐
ninger.
For en beskrivelse af miljøansvarsdirektivets regler om ope‐
ratørens handlepligt og sammenhæng til de økonomiske an‐
svarsfrihedsgrunde henvises til bemærkningerne til lovfor‐
slagets § 2, nr. 2.
Det foreslås derfor, at § 68 d ophæves.
Ved ophævelsen af § 68 d, i vandforsyningsloven, sikres
det, at der ikke opstår risiko for, at skaden ikke afhjælpes,
fordi den ansvarliges ansvar er blevet lempet. Forslaget in‐
debærer, at forholdet vil være reguleret af § 68 b, stk. 2, i
vandforsyningsloven, som gennemfører direktivets artikel 5,
stk. 1, og artikel 6, stk. 1.
Efter § 68 b, stk. 2, skal den ansvarlige for driften straks
søge følgerne af en miljøskade afværget eller begrænset
og træffe nødvendige forebyggende foranstaltninger, når
der er overhængende fare for, at en miljøskade vil indtræ‐
de. Bestemmelsen fastlægger ikke en almindelig forebyggel‐
sespligt. Almindelige ikke-lovbestemte og i øvrigt gælden‐
de forsigtigheds- og forebyggelsesprincipper gælder dog
fortsat. Men de særlige regler om miljøskade, herunder
miljøskadelovens bestemmelser med beføjelser for myndig‐
hederne til at påbyde afhjælpende, supplerende og kompen‐
serende foranstaltninger m.v., aktiveres først i tilfælde af
overhængende fare for en miljøskade.
Den foreslåede ophævelse af § 68 d, vandforsyningsloven,
skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7, hvor‐
efter der sker en implementering af miljøansvarsdirektivets
artikel 8, stk. 3, litra a) og b), og stk. 4, litra a), i § 47,
i miljøskadeloven, hvorefter der foreslås oprettet en godtgø‐
relsesordning. Der henvises i det hele til lovforslagets §
35
1, nr. 7, vedrørende den foreslåede nye implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a).
Til nr. 3 (§ 68 e)
Det følger af den gældende § 68 e, stk. 1, i vandforsynings‐
loven, at såfremt forureningen indebærer en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som er forvoldt af
erhvervsmæssige aktiviteter, meddeler tilsynsmyndigheden
en afgørelse herom til den ansvarlige for skaden eller den
overhængende fare herfor. Af en sådan afgørelse følger, at
sagen overdrages til miljøministeren og behandles efter be‐
stemmelserne i miljøskadeloven.
Som undtagelse til stk. 1 gælder det efter bestemmelsens
stk. 2 og 3, at der ikke kan træffes afgørelse om, at for‐
ureningen indebærer en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, hvor den ansvarlige godtgør, at der
foreligger forhold som nævnt i § 68 d, stk. 1, nr. 1-3, hen‐
holdsvis § 68 d, stk. 1, nr. 1 og 2, i vandforsyningsloven.
Det fremgår heraf, at ansvaret for en miljøskade eller en
overhængende fare for miljøskade lempes, således at den
ansvarlige i de ovennævnte tilfælde bliver ansvarsfri, og
at der derfor ikke træffes afgørelse om, at forureningens
videre behandling skal ske efter miljøskadeloven. Hvor en
af de ovennævnte ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse,
overdrages sagen derfor ikke til miljøministeren til fortsat
behandling efter miljøskadeloven. Den pågældende forure‐
ning vil i de tilfælde blive behandlet efter lovens øvrige
regler.
Det foreslås, at § 68 e, stk. 2 og 3, ophæves. Stk. 4 bliver
herefter stk. 2.
Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ophævelse af
det lempede ansvar i § 68 d, i vandforsyningsloven, jf. lov‐
forslagets § 5, nr. 2, og skal ses i sammenhæng hermed. Da
der ikke længere vil være et lempet ansvar, vil det følgelig
heller ikke være muligt at træffe afgørelse om, at i sager
med lempet ansvar, er der ikke tale om en miljøskade.
Der henvises også til bemærkninger til lovforslagets § 5, nr.
2, for en beskrivelse af den ansvarliges handlepligt.
Ophævelsen medfører, at det gældende stk. 4 herefter bliver
stk. 2.
Til § 6
Til nr. 1 (§ 54 b)
Den gældende § 54 b angiver, hvem der i forskellige situati‐
oner er den ansvarlige for en miljøskade. Det fremgår såle‐
des af bestemmelsens stk. 2, at den ansvarlige for en miljø‐
skade er den, der er ansvarlig for driften, uanset hvordan
skaden er sket. Dette modificeres dog i bestemmelsens stk.
3-5. Det fremgår således af stk. 3, at for så vidt angår skader
sket ved anvendelse af pesticider, biocider, gødning, herun‐
der husdyrgødning, og affaldsstoffer til jordbrugsformål, så
er det brugeren, der er ansvarlig, medmindre brugeren kan
godtgøre, at brugen var i overensstemmelse med retningslin‐
jerne, og at brugeren ikke har udvist uforsvarlig adfærd. I
disse situationer vil det være producenten eller importøren,
jf. stk. 4, der er ansvarlig for en miljøskade. For så vidt
angår husdyrgødning og affaldsstoffer til jordbrugsformål
(dvs. spildevandsslam) modificeres dette dog yderligere i
stk. 5, hvorefter producenten eller importøren ikke har et
ansvar, såfremt miljøskaden eller den overhængende fare
herfor ikke følger af en fejl ved produktet, og der ikke er
udvist uforsvarlig adfærd fra producenten eller importørens
side. I disse situationer vil der således ikke være en ansvar‐
lig for miljøskader eller overhængende fare herfor, hvis det‐
te skyldes anvendelse af husdyrgødning og affaldsstoffer til
jordbrugsformål.
Miljøansvarsdirektivets artikel 5 og 6 fastlægger, at ”opera‐
tøren”, dvs. den ansvarlige for miljøskaden, skal træffe for‐
anstaltninger, såfremt der er tale om en overhængende fare
for en miljøskade eller en indtruffet miljøskade. Det fremgår
ikke af direktivet, at der i de i § 54 b nævnte situationer kan
ske en lempelse af ansvaret, således at der ikke vil være en
ansvarlig, der skal træffe foranstaltninger.
Det foreslås i lovforslagets § 6, nr. 1, at i § 54 b, stk. 2
ændres ”jf. dog stk. 3 og 4” til ”medmindre stk. 3 eller 4
finder anvendelse”.
Den foreslåede § 6, nr. 1, har til formål at sikre, at der altid
er en ansvarlig for miljøskader omfattet af § 54 b. Efter
den gældende bestemmelse vil der for så vidt angår husdyr‐
gødning og anvendelse af affaldsstoffer til jordbrugsformål
kunne opstå situationer, hvor der ikke er en ansvarlig for en
miljøskade eller en overhængende fare herfor. Der vil der‐
med ikke være en ansvarlig at pålægge handlepligten. Dette
vurderes at være i strid med direktivets artikel 5 og 6 om
den ansvarliges forpligtelser.
Som anført foreslås det derfor, at den ansvarlige for miljø‐
skaden vil være den ansvarlige for driften, jf. § 54 b, stk.
2, jf. stk. 1, medmindre brugeren eller producenten eller
importøren er ansvarlig for en miljøskade eller en overhæn‐
gende fare herfor efter § 54 b, stk. 3 eller 4.
På denne måde sikres det, at der altid er en ansvarlig for en
miljøskade, der skal træffe foranstaltninger i overensstem‐
melse med direktivets regler herom.
Til nr. 2 (§ 54 d)
36
Det fremgår af den gældende § 54 d, stk. 1, i lov om husdyr‐
brug og anvendelse af gødning, jf. lovbekendtgørelse nr. 520
af 1. maj 2019, at den ansvarlige for miljøskaden ikke har
pligt til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre
yderligere miljøskade, såfremt den ansvarlige godtgør (ved
omvendt bevisbyrde), at den 1) er forvoldt af tredjemand, og
indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger
var truffet, 2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrif‐
ter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes
den pågældendes egne aktiviteter, eller 3) er forvoldt ved
en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i
medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne
i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at de
kan sidestilles med en tilladelse, og som ikke skyldes egen
uforsvarlig adfærd.
Det er tilsvarende bestemt i den gældende stk. 2, at den
ansvarlige for en overhængende fare for, at der indtræffer en
miljøskade ikke har pligt til at forebygge denne, såfremt den
ansvarlige godtgør, at faren er forvoldt af tredjemand, og
indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger
var truffet eller skyldes overholdelse af ufravigelige forskrif‐
ter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes
den pågældendes egne aktiviteter.
Bestemmelsen indeholder således en lempelse af det objek‐
tive ansvar og handlepligt, der ellers følger af § 54 b, stk. 2,
og § 54 c, i husdyrbrugloven.
Som det fremgår, er det i alle tilfælde den ansvarlige for en
miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade,
der skal godtgøre, at betingelserne for ansvarsfrihed er til
stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvorledes den
ansvarlige skal løfte den omvendte bevisbyrde må i den
enkelte sag afgøres ud fra en konkret og samlet vurdering af
sagens oplysninger.
Det er i den gældende stk. 3 endeligt bestemt, at en produ‐
cent eller importør ikke kan påberåbe sig, at der foreligger
en udtrykkelig tilladt emission eller begivenhed. Hermed
fastholdes, at der gælder et fuldt objektivt ansvar i disse
situationer.
Det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt
angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (herefter
miljøansvarsdirektivet), at den ansvarlige for en erhvervs‐
mæssig aktivitet, som forvolder en miljøskade eller en over‐
hængende fare herfor, skal afhjælpe miljøskaden eller fore‐
bygge, at en miljøskade indtræder, og afholde alle omkost‐
ninger i den forbindelse (forureneren betaler-princippet), jf.
direktivets artikler 5, 6 og 8, stk. 1. Miljøansvarsdirektivets
artikel 8, stk. 3 og 4, indeholder imidlertid en række grun‐
de, hvorefter den ansvarlige for en miljøskade eller en over‐
hængende fare herfor kan få dækket afholdte omkostninger
forbundet med de forebyggende og afhjælpende foranstalt‐
ninger.
For en beskrivelse af miljøansvarsdirektivets regler om ope‐
ratørens handlepligt og sammenhæng til de økonomiske an‐
svarsfrihedsgrunde henvises til bemærkningerne til lovfor‐
slagets § 2, nr. 2.
Det foreslås derfor, at § 54 d ophæves.
Ved ophævelsen af § 54 d, i husdyrbrugloven, sikres det, at
der ikke opstår risiko for, at skaden ikke afhjælpes, fordi den
ansvarliges ansvar er blevet lempet. Forslaget indebærer, at
forholdet vil være reguleret af § 54 c, i husdyrbrugloven.
Det fremgår af § 54 c, stk. 1, i husdyrbrugloven, at den an‐
svarlige for en overhængende fare for en miljøskade straks
skal iværksætte de nødvendige tiltag, der kan begrænse ska‐
dens omfang og forhindre yderligere skade. Det fremgår
videre af § 54 c, stk. 1, at den ansvarlige for en miljøskade
straks skal iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag,
der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere
skade. Denne pligt til straks at forebygge en overhængende
fare for en miljøskade samt begrænse og hindre yderligere
miljøskade sikrer en fuldstændig gennemførelse af miljøan‐
svarsdirektivets artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1. Bestem‐
melsen rækker videre end de forpligtelser, der følger af § 52,
stk. 2.
Det bemærkes, at handlepligterne og håndhævelsen af dem
forudsætter, at det umiddelbart er muligt for den ansvarlige
at konstatere, at en sket forurening indebærer, at der er ind‐
trådt en miljøskade eller at en overhængende fare herfor er
opstået. Er dette ikke tilfældet håndteres forureningen efter
lovens øvrige regler.
Efter lovens § 54 c, stk. 2, skal tilsynsmyndigheden føre
tilsyn med, at den umiddelbare handlepligt efter stk. 1 op‐
fyldes på et tidspunkt, hvor, hvor der endnu ikke er truffet
afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Tilsynsmyndighedens
forpligtelser ophører, når der er truffet afgørelse efter mil‐
jøskadeloven eller der træffes forbyggende foranstaltninger
eller øvrige tiltag efter miljøskadeloven.
Den foreslåede ophævelse af § 54 d, i husdyrbrugloven,
skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7, hvor‐
efter der sker en implementering af miljøansvarsdirektivets
artikel 8, stk. 3, litra a) og b), og stk. 4, litra a), i § 47,
i miljøskadeloven, hvorefter der foreslås oprettet en godtgø‐
relsesordning. Der henvises i det hele til lovforslagets §
37
1, nr. 7, vedrørende den foreslåede nye implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a).
Retsstillingen om, at der gælder et fuldt objektivt ansvar for
producenter eller importører, hvorefter de ikke kan påberåbe
sig, at der foreligger en udtrykkelig tilladt emission eller be‐
givenhed jf. den gældende § 54 d, stk. 3, foreslås videreført
uændret i den nye § 47, stk. 3, i miljøskadeloven. Der henvi‐
ses i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7, for producent-/impor‐
tøransvaret.
Til nr. 3 (§ 54 f)
Det følger af den gældende § 54 f, stk. 1, i husdyrbrugloven,
at såfremt forureningen indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som er forvoldt af
erhvervsmæssige aktiviteter, meddeler tilsynsmyndigheden
en afgørelse herom til den ansvarlige for skaden eller den
overhængende fare herfor. Af en sådan afgørelse følger, at
sagen overdrages til miljøministeren og behandles efter be‐
stemmelserne i miljøskadeloven.
Som undtagelse til stk. 1 gælder det efter bestemmelsens
stk. 2 og 3, at der ikke kan træffes afgørelse om, at for‐
ureningen indebærer en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, hvor den ansvarlige godtgør, at der
foreligger forhold som nævnt i § 54 d, stk. 1, nr. 1-3, hen‐
holdsvis § 54 d, stk. 1, nr. 1 og 2, i husdyrbrugloven.
Det fremgår heraf, at ansvaret for en miljøskade eller en
overhængende fare for miljøskade lempes, således at den
ansvarlige i de ovennævnte tilfælde bliver ansvarsfri, og
at der derfor ikke træffes afgørelse om, at forureningens
videre behandling skal ske efter miljøskadeloven. Hvor en
af de ovennævnte ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse,
overdrages sagen derfor ikke til miljøministeren til fortsat
behandling efter miljøskadeloven. Den pågældende forure‐
ning vil i de tilfælde blive behandlet efter lovens øvrige reg‐
ler. Såfremt der er tale om, at producenter og importører har
ansvaret for en miljøskade, vil ansvaret ikke kunne lempes
efter den gældende § 54 d. § 54 f, stk. 2, finder derfor ikke
anvendelse for producenter og importører.
Det foreslås, at § 54 f, stk. 2 og 3, ophæves. Stk. 4 bliver
herefter stk. 2.
Ophævelsen er en konsekvens af ophævelse af det lempede
ansvar i § 54 d, i husdyrbrugloven, jf. lovforslagets § 6, nr.
2, og skal ses i sammenhæng hermed. Da der ikke længere
vil være et lempet ansvar, vil det følgelig heller ikke være
muligt at træffe afgørelse om, at i sager med lempet ansvar,
er der ikke tale om en miljøskade.
Der henvises også til bemærkninger til lovforslagets § 6, nr.
2, for en beskrivelse af den ansvarliges handlepligt.
Ophævelsen medfører, at det gældende stk. 4 herefter bliver
stk. 2.
Til § 7
Til nr. 1 (§ 25 d)
Det fremgår af den gældende § 25 d, stk. 1, i lov om
miljø og genteknologi, jf. lovbekendtgørelse nr. 9 af 4.
januar 2017 (herefter miljø og genteknologiloven), at den
ansvarlige for miljøskaden ikke har pligt til at begrænse
en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade,
såfremt den ansvarlige godtgør (ved omvendt bevisbyrde),
at den 1) er forvoldt af tredjemand, og skaden er indtrådt til
trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er
fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne
følger af påbud eller instrukser, som skyldes den pågælden‐
des egne aktiviteter, eller 3) er forvoldt ved en emission eller
begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt
ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller
med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med
en tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.
Det er tilsvarende bestemt i den gældende stk. 2, at den
ansvarlige for en overhængende fare for at der indtræffer
en miljøskade ikke har pligt til at forebygge denne, såfremt
den ansvarlige godtgør, at faren er forvoldt af tredjemand,
og skaden er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsfor‐
anstaltninger var truffet eller skyldes overholdelse af ufravi‐
gelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed,
medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser,
som skyldes den pågældendes egne aktiviteter.
Bestemmelsen indeholder således en lempelse af det objek‐
tive ansvar og handlepligt, der ellers følger af § 25 b, stk. 2,
og § 25 c, i miljø og genteknologiloven.
Som det fremgår, er det i alle tilfælde den ansvarlige for en
miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade,
der skal godtgøre, at betingelserne for ansvarsfrihed er til
stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvorledes den
ansvarlige skal løfte den omvendte bevisbyrde må i den
enkelte sag afgøres ud fra en konkret og samlet vurdering af
sagens oplysninger.
Det er i den gældende stk. 3 endeligt bestemt, at en produ‐
cent eller importør ikke kan påberåbe sig, at der foreligger
en udtrykkelig tilladt emission eller begivenhed. Hermed
fastholdes, at der gælder et fuldt objektivt ansvar i disse
situationer.
Det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt
angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (herefter
38
miljøansvarsdirektivet), at den ansvarlige for en erhvervs‐
mæssig aktivitet, som forvolder en miljøskade eller en over‐
hængende fare herfor, skal afhjælpe miljøskaden eller fore‐
bygge, at en miljøskade indtræder, og afholde alle omkost‐
ninger i den forbindelse (forureneren betaler-princippet) jf.
direktivets artikler 5, 6 og 8, stk. 1. Miljøansvarsdirektivets
artikel 8, stk. 3 og 4, indeholder imidlertid en række grun‐
de, hvorefter den ansvarlige for en miljøskade eller en over‐
hængende fare herfor kan få dækket afholdte omkostninger
forbundet med de forebyggende og afhjælpende foranstalt‐
ninger.
For en beskrivelse af miljøansvarsdirektivets regler om ope‐
ratørens handlepligt og sammenhæng til de økonomiske an‐
svarsfrihedsgrunde henvises til bemærkningerne til lovfor‐
slagets § 2, nr. 2.
Det foreslås derfor, at § 25 d ophæves.
Ved ophævelsen af § 25 d, i miljø og genteknologiloven,
sikres det, at der ikke opstår risiko for, at skaden ikke af‐
hjælpes, fordi den ansvarliges ansvar er blevet lempet. For‐
slaget indebærer, at forholdet vil være reguleret af § 25 c, i
miljø og genteknologiloven.
Det fremgår af § 25 c, stk. 1, i miljø og genteknologiloven,
at den ansvarlige for en overhængende fare for en miljøska‐
de straks skal iværksætte de nødvendige tiltag, der kan be‐
grænse skadens omfang og forhindre yderligere skade. Det
fremgår videre af § 25 c, stk. 2, at den ansvarlige for en
miljøskade straks skal iværksætte ethvert praktisk gennem‐
førligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhind‐
re yderligere skade. Denne foreslåede pligt til straks at
forebygge en overhængende fare for en miljøskade samt
begrænse og hindre yderligere miljøskade skal sikre en fuld‐
stændig gennemførelse af miljøansvarsdirektivets artikel 5,
stk. 1, og artikel 6, stk. 1.
Disse handlepligter håndhæves af tilsynsmyndigheden efter
miljø og genteknologiloven. Tilsynsmyndighedens forplig‐
telser ophører, når der er truffet afgørelse efter miljøskade‐
loven eller der træffes forbyggende foranstaltninger eller
øvrige tiltag efter miljøskadeloven.
Det følger af stk. 3, at tilsynsmyndigheden påser, at pligter‐
ne efter stk. 1 og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truf‐
fet afgørelse efter § 25 f. Tilsynsmyndighedens forpligtelser
ophører, når der er truffet afgørelse efter miljøskadeloven
eller der træffes forebyggende foranstaltninger eller øvrige
tiltag efter miljøskadeloven.
Den foreslåede ophævelse af § 25 d, i miljø og genteknolo‐
giloven, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7,
hvorefter der sker en implementering af miljøansvarsdirek‐
tivets artikel 8, stk. 3, litra a) og b), og stk. 4, litra a), i
§ 47, i miljøskadeloven, hvorefter der foreslås oprettet en
godtgørelsesordning. Der henvises i det hele til lovforslagets
§ 1, nr. 7, vedrørende den foreslåede nye implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a).
Retsstillingen hvorefter der gælder et fuldt objektivt ansvar
for producenter eller importører, hvorefter de ikke kan påbe‐
råbe sig, at der foreligger en udtrykkelig tilladt emission
eller begivenhed jf. den gældende § 38 d, stk. 3, foreslås
videreført uændret i den nye § 47, stk. 3, i miljøskadelo‐
ven. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7, for
producent-/importøransvaret.
Til nr. 2 (§ 25 f)
Det følger af den gældende § 25 f, stk. 1, i miljø- og
genteknologiloven, at såfremt forureningen indebærer en
miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade,
som er forvoldt af erhvervsmæssige aktiviteter, meddeler
tilsynsmyndigheden en afgørelse herom til den ansvarlige
for skaden eller den overhængende fare herfor. Af en sådan
afgørelse følger, at sagen overdrages til miljøministeren og
behandles efter bestemmelserne i miljøskadeloven.
Som undtagelse til stk. 1 gælder det efter bestemmelsens
stk. 2 og 3, at der ikke kan træffes afgørelse om, at forure‐
ningen indebærer en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, hvor den ansvarlige godtgør, at der fore‐
ligger forhold som nævnt i § 25 d, stk. 1, nr. 1-3, henholds‐
vis § 25 d, stk. 1, nr. 1 og 2, i miljø og genteknologiloven.
Det fremgår heraf, at ansvaret for en miljøskade eller en
overhængende fare for miljøskade lempes således, at den
ansvarlige i de ovennævnte tilfælde bliver ansvarsfri, og
at der derfor ikke træffes afgørelse om, at forureningens
videre behandling skal ske efter miljøskadeloven. Hvor en
af de ovennævnte ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse,
overdrages sagen derfor ikke til miljøministeren til fortsat
behandling efter miljøskadeloven. Den pågældende forure‐
ning vil i de tilfælde blive behandlet efter lovens øvrige reg‐
ler. Såfremt der er tale om, at producenter og importører har
ansvaret for en miljøskade, vil ansvaret ikke kunne lempes
efter den gældende § 25 d. § 25 f, stk. 2, finder derfor ikke
anvendelse for producenter og importører.
Det foreslås, at § 25 f, stk. 2 og 3 ophæves. Stk. 4 og 5 bliver
herefter stk. 2 og 3.
Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ophævelse af
det lempede ansvar i § 25 d, i miljø og genteknologiloven,
jf. lovforslagets § 7, nr. 1, og skal ses i sammenhæng her‐
med. Da der ikke længere vil være et lempet ansvar, vil det
følgelig heller ikke være muligt at træffe afgørelse om, at i
sager med lempet ansvar, er der ikke tale om en miljøskade.
39
Der henvises også til bemærkninger til lovforslagets § 7, nr.
1, for en beskrivelse af den ansvarliges handlepligt.
Ophævelsen medfører, at det gældende stk. 4-5 herefter bli‐
ver stk. 2-3.
Til § 8
Til nr. 1 (§ 60 b)
Den gældende bestemmelse i § 60 b, stk. 3, i lov om vand‐
løb, jf. lovbekendtgørelse nr. 1217 af 25. november 2019
(herefter vandløbsloven), fastsætter, hvem der for så vidt
angår andre aktiviteter end drift og vedligeholdelse af op‐
stemninger skal anses som ansvarlig for en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter
og internationale naturbeskyttelsesområder og på hvilket an‐
svarsgrundlag. I overensstemmelse med direktivets artikel 3,
stk. 1, litra b), er der fastlagt et culpaansvar for denne type
af miljøskade. Det vil sige, at det påhviler myndighederne at
godtgøre, om der foreligger et ansvar.
Det foreslås, at i § 60 b, stk. 3, ændres "beskyttede arter el‐
ler internationale naturbeskyttelsesområder" til "beskyttede
arter eller naturtyper".
Ændringen foreslås på baggrund af ændringen af definitio‐
nen i lovforslagets § 1, nr. 5. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger afsnit 3.2. og bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 5.
Til nr. 2 (§ 60 f)
Det fremgår af den gældende § 60 f, stk. 1, i vandløbsloven,
at den ansvarlige for driften efter lovens § 60 b, stk. 2,
ikke har pligt til at begrænse en miljøskades omfang og
forhindre yderligere miljøskade, såfremt den ansvarlige for
driften godtgør (ved omvendt bevisbyrde), at miljøskaden
1) er forvoldt af tredjemand, og skaden er indtrådt til trods
for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2)
skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat
af en offentlig myndighed, og ikke skyldes den pågældendes
egne aktiviteter eller 3) er forvoldt ved en emission eller
begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt
ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller
med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med
en tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.
Det er tilsvarende bestemt i den gældende stk. 2, at pligten
til at afværge en overhængende fare for en miljøskade ikke
gælder, hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 60 b,
stk. 2, kan godtgøre, at faren er forvoldt af tredjemand, og
skaden er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforan‐
staltninger var truffet eller skyldes overholdelse af ufravige‐
lige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, og
ikke skyldes den pågældendes egne aktiviteter.
Bestemmelsen indeholder således en lempelse af det objek‐
tive ansvar og handlepligt, der følger af § 60 b, stk. 2, og §
60 c, stk. 1, i vandløbsloven.
Som det fremgår, er det i alle tilfælde den ansvarlige for en
miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade,
der skal godtgøre, at betingelserne for ansvarsfrihed er til
stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvorledes den
ansvarlige skal løfte den omvendte bevisbyrde må i den
enkelte sag afgøres ud fra en konkret og samlet vurdering af
sagens oplysninger.
Det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt
angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (herefter
miljøansvarsdirektivet), at den ansvarlige for en erhvervs‐
mæssig aktivitet, som forvolder en miljøskade eller en over‐
hængende fare herfor, skal afhjælpe miljøskaden eller fore‐
bygge, at en miljøskade indtræder, og afholde alle omkost‐
ninger i den forbindelse (forureneren betaler-princippet) jf.
direktivets artikler 5, 6 og 8, stk. 1. Miljøansvarsdirektivets
artikel 8, stk. 3 og 4, indeholder imidlertid en række grun‐
de, hvorefter den ansvarlige for en miljøskade eller en over‐
hængende fare herfor kan få dækket afholdte omkostninger
forbundet med de forebyggende og afhjælpende foranstalt‐
ninger.
For en beskrivelse af miljøansvarsdirektivets regler om ope‐
ratørens handlepligt og sammenhæng til de økonomiske an‐
svarsfrihedsgrunde henvises til bemærkningerne til lovfor‐
slagets § 2, nr. 2.
Det foreslås derfor, at § 60 f ophæves.
Ved ophævelsen af § 60 f, i vandløbsloven, sikres det, at der
ikke opstår risiko for, at skaden ikke afhjælpes, fordi den
ansvarliges ansvar er blevet lempet. Forslaget indebærer, at
forholdet vil være reguleret af § 60 c, i vandløbsloven.
Det fremgår af § 60 c, stk. 2, i vandløbsloven, at den ansvar‐
lige for en overhængende fare for en miljøskade straks skal
iværksætte de nødvendige tiltag, der kan begrænse skadens
omfang og forhindre yderligere skade. Det fremgår videre af
§ 60 c, stk. 2, at den ansvarlige for en miljøskade straks skal
iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan be‐
grænse skadens omfang og forhindre yderligere skade. Den‐
ne foreslåede pligt til straks at forebygge en overhængende
fare for en miljøskade samt begrænse og hindre yderligere
miljøskade skal sikre en fuldstændig gennemførelse af mil‐
jøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1.
40
Disse handlepligter håndhæves af tilsynsmyndigheden efter
vandløbsloven. Tilsynsmyndighedens forpligtelser ophører,
når der er truffet afgørelse efter miljøskadeloven eller der
træffes forbyggende foranstaltninger eller øvrige tiltag efter
miljøskadeloven.
Den foreslåede ophævelse af § 60 f, i vandløbsloven, skal
ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7, hvorefter
der sker en implementering af miljøansvarsdirektivets arti‐
kel 8, stk. 3, litra a) og b), og stk. 4, litra a), i § 47, i
miljøskadeloven, hvorefter der foreslås oprettet en godtgø‐
relsesordning. Der henvises i det hele til lovforslagets §
1, nr. 7, vedrørende den foreslåede nye implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a).
Til nr. 3 (§ 60 g)
Det følger af den gældende § 60 g, stk. 1, i vandløbsloven,
at såfremt forureningen indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som er forvoldt af
erhvervsmæssige aktiviteter, meddeler tilsynsmyndigheden
en afgørelse herom til den ansvarlige for skaden eller den
overhængende fare herfor. Af en sådan afgørelse følger, at
sagen overdrages til miljøministeren og behandles efter be‐
stemmelserne i miljøskadeloven.
Som undtagelse til stk. 1 gælder det efter bestemmelsens
stk. 2 og 3, at der ikke kan træffes afgørelse om, at forure‐
ningen indebærer en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, hvor den ansvarlige godtgør, at der fore‐
ligger forhold som nævnt i § 60 f, stk. 1, nr. 1-3, henholdsvis
§ 60 f, stk. 1, nr. 1 og 2, i vandløbsloven.
Det fremgår heraf, at ansvaret for en miljøskade eller en
overhængende fare for miljøskade lempes, således at den
ansvarlige i de ovennævnte tilfælde bliver ansvarsfri, og
at der derfor ikke træffes afgørelse om, at forureningens
videre behandling skal ske efter miljøskadeloven. Hvor en
af de ovennævnte ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse,
overdrages sagen derfor ikke til miljøministeren til fortsat
behandling efter miljøskadeloven. Den pågældende forure‐
ning vil i de tilfælde blive behandlet efter lovens øvrige
regler.
Det foreslås, at § 60 g, stk. 2 og 3, ophæves. Stk. 4 bliver
herefter stk. 2.
Ophævelsen er en konsekvens af ophævelse af det lempede
ansvar i § 60 f, i vandløbsloven, jf. lovforslagets § 8, nr.
2, og skal ses i sammenhæng hermed. Da der ikke længere
vil være et lempet ansvar, vil det følgelig heller ikke være
muligt at træffe afgørelse om, at i sager med lempet ansvar,
er der ikke tale om en miljøskade.
Der henvises også til bemærkninger til lovforslagets § 8, nr.
2, for en beskrivelse af den ansvarliges handlepligt.
Ophævelsen medfører, at det gældende stk. 4 herefter bliver
stk. 2.
Til § 9
Til nr. 1 (§ 33 b)
Den gældende bestemmelse i § 33 b, stk. 3, i lov om råstof‐
fer, jf. lovbekendtgørelse nr. 124 af 26. januar 2017, som
ændret ved § 3 i lov nr. 427 af 18. maj 2016 og § 7 i lov nr.
720 af 8. juni 2019 (herefter råstofloven), fastsætter, hvem
der for så vidt angår andre aktiviteter end håndtering af ind‐
vindingsaffald skal anses som ansvarlig for en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede
arter og internationale naturbeskyttelsesområder og på hvil‐
ket ansvarsgrundlag. I overensstemmelse med direktivets
artikel 3, stk. 1, litra b), er der fastlagt et culpaansvar for
denne type af miljøskade. Det vil sige, at det påhviler myn‐
dighederne at godtgøre, om der foreligger et ansvar.
Det foreslås, at i § 33 b, stk. 3, ændres "beskyttede arter el‐
ler internationale naturbeskyttelsesområder" til "beskyttede
arter eller naturtyper".
Ændringen foreslås på baggrund af ændringen af definitio‐
nen i lovforslagets § 1, nr. 5. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger afsnit 3.2. og bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 5.
Til nr. 2 (§ 33 f)
Det fremgår af den gældende § 33 f, stk. 1, i råstofloven,
at den ansvarlige for driften efter lovens § 33 b, stk. 2
ikke har pligt til at begrænse en miljøskades omfang og
forhindre yderligere miljøskade, såfremt den ansvarlige for
driften godtgør (ved omvendt bevisbyrde), at miljøskaden
1) er forvoldt af tredjemand, og er indtrådt, til trods for at
passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) skyldes
overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af
en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af
påbud eller instrukser, som skyldes den pågældendes egne
aktiviteter, eller 3) er forvoldt ved en emission eller begi‐
venhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud
i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller
med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med
en tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.
Det er tilsvarende bestemt i den gældende stk. 2, at den
ansvarlige for en overhængende fare for, at der indtræffer en
miljøskade ikke har pligt til at afværge denne, såfremt den
ansvarlige godtgør, at faren er forvoldt af tredjemand, og er
indtrådt, til trods for at passende sikkerhedsforanstaltninger
41
var truffet eller skyldes overholdelse af ufravigelige forskrif‐
ter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes
den pågældendes egne aktiviteter.
Bestemmelsen indeholder således en lempelse af det objek‐
tive ansvar og handlepligten, der ellers følger af § 33 b, stk.
2, og § 33 c, stk. 2, i råstofloven.
Som det fremgår, er det i alle tilfælde den ansvarlige for en
miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade,
der skal godtgøre, at betingelserne for ansvarsfrihed er til
stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvorledes den
ansvarlige skal løfte den omvendte bevisbyrde må i den
enkelte sag afgøres ud fra en konkret og samlet vurdering af
sagens oplysninger.
Det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt
angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (herefter
miljøansvarsdirektivet), at den ansvarlige for en erhvervs‐
mæssig aktivitet, som forvolder en miljøskade eller en over‐
hængende fare herfor, skal afhjælpe miljøskaden eller fore‐
bygge, at en miljøskade indtræder, og afholde alle omkost‐
ninger i den forbindelse (forureneren betaler-princippet) jf.
direktivets artikler 5, 6 og 8, stk. 1. Miljøansvarsdirektivets
artikel 8, stk. 3 og 4, indeholder imidlertid en række grun‐
de, hvorefter den ansvarlige for en miljøskade eller en over‐
hængende fare herfor kan få dækket afholdte omkostninger
forbundet med de forebyggende og afhjælpende foranstalt‐
ninger.
For en beskrivelse af miljøansvarsdirektivets regler om ope‐
ratørens handlepligt og sammenhæng til de økonomiske an‐
svarsfrihedsgrunde henvises til bemærkningerne til lovfor‐
slagets § 2, nr. 2.
Det foreslås derfor, at § 33 f ophæves.
Ved ophævelsen af § 33 f, i råstofloven, sikres det, at der
ikke opstår risiko for, at skaden ikke afhjælpes, fordi den
ansvarliges ansvar er blevet lempet. Forslaget indebærer, at
forholdet vil være reguleret af § 33 c, stk. 2, i råstofloven.
Det fremgår af § 33 c, stk. 2, i råstofloven, at den ansvarli‐
ge for driften straks skal iværksætte de nødvendige forebyg‐
gende foranstaltninger, der kan afværge en overhængende
fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften skal, hvis
en miljøskade er indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk
gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og
forhindre yderligere skade. Denne foreslåede pligt til straks
at forebygge en overhængende fare for en miljøskade samt
begrænse og hindre yderligere miljøskade skal sikre en fuld‐
stændig gennemførelse af miljøansvarsdirektivets artikel 5,
stk. 1, og artikel 6, stk. 1.
Disse handlepligter håndhæves af tilsynsmyndigheden efter
råstofloven. Tilsynsmyndighedens forpligtelser ophører, når
der er truffet afgørelse efter miljøskadeloven eller der træf‐
fes forbyggende foranstaltninger eller øvrige tiltag efter mil‐
jøskadeloven.
Den foreslåede ophævelse af § 33 f i råstofloven skal ses i
sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7, hvorefter der sker
en implementering af miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk.
3, litra a) og b), og stk. 4, litra a), i § 47, i miljøskadeloven,
hvorefter der foreslås oprettet en godtgørelsesordning. Der
henvises i det hele til lovforslagets § 1, nr. 7, vedrørende
den foreslåede nye implementering af miljøansvarsdirekti‐
vets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a).
Til nr. 3 (§ 33 g)
Det følger af den gældende § 33 g, stk. 1, i råstofloven,
at såfremt forureningen indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som er forvoldt af
erhvervsmæssige aktiviteter, meddeler tilsynsmyndigheden
en afgørelse herom til den ansvarlige for skaden eller den
overhængende fare herfor. Af en sådan afgørelse følger, at
sagen overdrages til miljøministeren og behandles efter be‐
stemmelserne i miljøskadeloven.
Som undtagelse til stk. 1 gælder det efter bestemmelsens
stk. 2 og 3, at der ikke kan træffes afgørelse om, at forure‐
ningen indebærer en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, hvor den ansvarlige godtgør, at der fore‐
ligger forhold som nævnt i § 33 f, stk. 1, nr. 1-3, henholdsvis
§ 33 f, stk. 1, nr. 1 og 2, i råstofloven.
Det fremgår heraf, at ansvaret for en miljøskade eller en
overhængende fare for miljøskade lempes, således at den
ansvarlige i de ovennævnte tilfælde bliver ansvarsfri, og
at der derfor ikke træffes afgørelse om, at forureningens
videre behandling skal ske efter miljøskadeloven. Hvor en
af de ovennævnte ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse,
overdrages sagen derfor ikke til miljøministeren til fortsat
behandling efter miljøskadeloven. Den pågældende forure‐
ning vil i de tilfælde blive behandlet efter lovens øvrige
regler.
Det foreslås, at § 33 g, stk. 2 og 3, ophæves. Stk. 4 bliver
herefter stk. 2.
Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ophævelse af
det lempede ansvar i § 33 f, i råstofloven, jf. lovforslagets
§ 9, nr. 2, og skal ses i sammenhæng hermed. Da der ikke
længere vil være et lempet ansvar, vil det følgelig heller ikke
42
være muligt at træffe afgørelse om, at i sager med lempet
ansvar, er der ikke tale om en miljøskade.
Der henvises også til bemærkninger til lovforslagets § 9, nr.
2, for en beskrivelse af den ansvarliges handlepligt.
Ophævelsen medfører, at det gældende stk. 4 herefter bliver
stk. 2.
Til § 10
Til nr. 1
Kapiteloverskriften til den gældende naturbeskyttelseslovs
kapitel 11 a hedder ”Miljøskade på beskyttede arter eller
internationale naturbeskyttelsesområder”.
Det foreslås, at overskriften til kapitel 11 a affattes således:
”Miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper”.
Dette skal ses som en konsekvens af den under § 1, nr.
5, foreslåede ændring af definitionen i § 15, stk. 3, i mil‐
jøskadeloven, vedrørende implementeringen af begrebet i
miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3,”beskyttede arter og
naturtyper” til ”beskyttede arter og naturtyper”.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit
3.2. og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5.
Til § 11
Til nr. 1
Kapiteloverskriften til skovlovens kapitel 8 a hedder ”Miljø‐
skade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttel‐
sesområder”.
Det foreslås, at overskriften til kapitel 8 a affattes således:
”Miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper ”.
Dette skal ses som en konsekvens af den under § 1, nr.
5, foreslåede ændring af definitionen i § 15, stk. 3, i mil‐
jøskadeloven, vedrørende implementeringen af begrebet i
miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3, ”beskyttede arter og
naturtyper” til ”beskyttede arter og naturtyper”.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit
3.2. og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5.
Til § 12
Til nr. 1
Kapiteloverskriften til jagt og vildtforvaltningslovens kapi‐
tel 8 a hedder ”Miljøskade på beskyttede arter eller interna‐
tionale naturbeskyttelsesområder”.
Det foreslås, at overskriften til kapitel 8 a affattes således:
”Miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper ”.
Dette skal ses som en konsekvens af den under § 1, nr.
5, foreslåede ændring af definitionen i § 15, stk. 3, i mil‐
jøskadeloven, vedrørende implementeringen af begrebet i
miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3,”beskyttede arter og
naturtyper” til ”beskyttede arter og naturtyper”.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit
3.2. og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5.
Til § 13
Til nr. 1
Kapiteloverskriften til kapitel 9 a i lov om beskyttelse af de
ydre koge i Tøndermarsken hedder ”Miljøskade på beskytte‐
de arter eller internationale naturbeskyttelsesområder”.
Det foreslås, at overskriften til kapitel 9 a affattes således:
”Miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper ”.
Dette skal ses som en konsekvens af den under § 1, nr.
5, foreslåede ændring af definitionen i § 15, stk. 3, i mil‐
jøskadeloven, vedrørende implementeringen af begrebet i
miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3,”beskyttede arter og
naturtyper” til ”beskyttede arter og naturtyper”.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit
3.2. og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5.
Til § 14
Til nr. 1
Kapiteloverskriften til lov om fiskeri og fiskeopdræt, jf. lov‐
bekendtgørelse nr. 261 af 21. marts 2019, som ændret ved §
1 i lov nr. 558 af 7. maj 2019 og § 1 i lov nr. 559 af 7. maj
2019 (herefter fiskeriloven), kapitel 3 a hedder ”Miljøskade
på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesom‐
råder”.
Det foreslås, at overskriften til kapitel 3 a affattes således:
”Miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper ”.
Dette skal ses som en konsekvens af den under § 1, nr.
5, foreslåede ændring af definitionen i § 15, stk. 3, i mil‐
jøskadeloven, vedrørende implementeringen af begrebet i
43
miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3,”beskyttede arter og
naturtyper” til ”beskyttede arter og naturtyper".
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit
3.2. og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5.
Til nr. 2
Den gældende bestemmelse i § 10 c i fiskeriloven, fastlæg‐
ger, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsæt‐
ter regler om forebyggelse og anmeldelse af en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede
arter og internationale naturbeskyttelsesområder i forbindel‐
se med udøvelse af erhvervsmæssige fiskeriaktiviteter til
gennemførelse af direktiv om miljøansvar for så vidt angår
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader.
Det foreslås, at i § 10 c ændres "beskyttede arter og inter‐
nationale naturbeskyttelsesområder" til "beskyttede arter og
naturtyper".
Ændringen foreslås på baggrund af den foreslåede ændring
af definitionen i § 15, stk. 3, i miljøskadeloven jf. lovforsla‐
gets § 1, nr. 5. Der henvises i øvrigt til de almindelige be‐
mærkninger afsnit 3.2. og bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 5.
Til § 15
Det foreslås i § 15, stk. 1, at loven træder i kraft den 1.
februar 2021.
Det foreslås i § 15, stk. 2, at loven kun kan finde anvendelse
i forhold til en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, som er forvoldt ved en emission eller begiven‐
hed, som finder sted efter den 1. februar 2021.
Til § 16
Miljøskadeloven gælder som udgangspunkt ikke for Færøer‐
ne og Grønland, men kan helt eller delvist sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige
færøske og grønlandske forhold tilsiger. De øvrige love,
der foreslås ændret med dette lovforslag, gælder ikke for
Færøerne og Grønland jf. dog nedenfor om fiskeriloven.
Fiskeriloven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
gælder dog for overtrædelse af bestemmelser fastsat i de
i fiskerilovens § 10 nævnte EU-forordninger, der skal fore‐
bygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og uregule‐
ret fiskeri (IUU-fiskeri), som er begået på Færøerne eller i
Grønland af danske statsborgere, der ikke har bopæl eller i
øvrigt er hjemmehørende på Færøerne eller i Grønland, jf. §
130, stk. 8. Disse regler berøres ikke i dette lovforslag.
Ifølge forarbejderne til miljøskadeloven, jf. Folketingstiden‐
de 2007-2008, tillæg A, side 4526-4527, er udgangspunktet,
hvorefter loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, be‐
grundet med, at hovedparten af de love på natur- og miljø‐
området, som miljøskadeloven fungerer sammen med, ikke
gælder for Færøerne og Grønland. Jordforureningsloven kan
ikke længere sættes i kraft for Færøerne og Grønland. Til‐
svarende kan havmiljøloven ikke længere sættes i kraft for
Grønland. Efter sølovens § 206, stk. 4, kan erhvervsministe‐
ren fastsætte regler om, at sølovens § 206, stk. 2, ikke finder
anvendelse på en miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade, der er omfattet af havmiljølovens § 47 c. Idet
havmiljøloven ikke længere kan sættes i kraft for Grønland
vurderes det derfor, at reglen i søloven i lyset heraf ikke
er relevant for Grønland og Færøerne. Det vurderes derfor,
at ingen af de love som miljøskadeloven fungerer sammen
med gælder for Færøerne og Grønland.
Det foreslås, at nærværende ændringslov ikke skal gælde
for Færøerne og Grønland. Dette indebærer, at ændringen af
miljøskadeloven på tilsvarende vis som ændringerne af de
øvrige love ikke vil gælde for Færøerne og Grønland.
44
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I miljøskadeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 277 af 27. marts
2017, foretages følgende ændringer:
§ 7. Ved en miljøskade på beskyttede arter eller internatio‐
nale naturbeskyttelsesområder forstås i denne lov en skade,
som medfører en betydelig negativ påvirkning af opnåelse
eller opretholdelse af en gunstig bevaringsstatus for sådanne
arter og områder. Påvirkningen vurderes i forhold til den
hidtidige tilstand, jf. § 16 og regler fastsat efter § 18.
Stk. 2. Skade, der er en følge af en tidligere identificeret
negativ påvirkning på grund af handlinger omfattet af en
plan eller et projekt, som er udtrykkelig godkendt af en
myndighed efter vurderinger som krævet i artikel 6, stk. 3,
eller artikel 16 i Rådets direktiv om bevaring af naturtyper
samt vilde dyr og planter eller artikel 9 i Rådets direktiv
om beskyttelse af vilde fugle, anses ikke som en miljøskade
på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesom‐
råder.
Stk. 3. Skade på en beskyttet art, der er forvoldt ved en emis‐
sion eller begivenhed, som finder sted efter den 1. juli 2008,
når den følger af en bestemt aktivitet, som har fundet sted
forud for artens optagelse på fortegnelsen over beskyttede
arter, jf. bekendtgørelse om udpegning og administration
af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af
visse arter, anses ikke som en miljøskade på beskyttede arter
eller internationale naturbeskyttelsesområder.
Stk. 4. Skade på et internationalt naturbeskyttelsesområde,
der er forvoldt ved en emission eller begivenhed, som finder
sted efter den 1. juli 2008, når den følger af en bestemt
aktivitet, som har fundet sted forud for områdets udpegning
i medfør af miljømålsloven, anses ikke som en miljøskade
på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesom‐
råder.
§ 23. Miljø- og fødevareministeren skal påbyde den ansvar‐
lige at afhjælpe en miljøskade på beskyttede arter eller in‐
ternationale naturbeskyttelsesområder eller på vandmiljøet i
overensstemmelse med regler fastsat efter § 14, stk. 3.
Stk. 2-3. --
1. I § 7, stk. 1, 1. pkt., ændres »beskyttede arter eller interna‐
tionale naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede arter eller
naturtyper«, og »områder« ændres til: »naturtyper«.
2. I § 7, stk. 2-4, og § 23, stk. 1, ændres »beskyttede arter el‐
ler internationale naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede
arter eller naturtyper«.
§ 7. Stk. 1-4. -- 3. I § 7 indsættes som stk. 5: ”Stk. 5. Skade uden for et
internationalt naturbeskyttelsesområde, der er forvoldt ved
en emission eller begivenhed, som finder sted efter den 1.
juli 2008, når den følger af en bestemt aktivitet, som har
45
fundet sted forud for den 1. februar 2021, anses ikke som en
miljøskade på beskyttede arter og naturtyper. ”
§ 14. Ved afhjælpende foranstaltninger over for en miljøska‐
de på vandmiljøet eller beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder forstås i denne lov enhver foran‐
staltning eller kombination af foranstaltninger, herunder af‐
bødende eller foreløbige foranstaltninger, der tjener til at
genoprette, genskabe eller erstatte skadede naturressourcer
eller udnyttelsesmuligheder eller tilvejebringe tilsvarende al‐
ternativer til disse naturressourcer eller udnyttelsesmulighe‐
der.
Stk. 2-3. --
§ 15. Ved naturressourcer forstås i denne lov beskyttede
arter og internationale naturbeskyttelsesområder, vandfore‐
komster som omfattet af lov om vandplanlægning og jord.
Stk. 2-3. --
§ 17. Ved retablering, herunder naturlig retablering af skader
på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområ‐
der og på vandmiljøet, forstås i denne lov tilbageførelse
af skadede naturressourcer eller udnyttelsesmuligheder til
deres hidtidige tilstand.
4. I § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, og § 17 ændres »beskyttede ar‐
ter og internationale naturbeskyttelsesområder« til: »beskyt‐
tede arter og naturtyper«.
§ 15. Stk. 1-2. --
Stk. 3. Ved beskyttede arter og internationale naturbeskyttel‐
sesområder forstås arter, der er omfattet af bekendtgørelse
om udpegning og administration af internationale naturbe‐
skyttelsesområder og beskyttelse af visse arter, og internati‐
onale naturbeskyttelsesområder, der er udpeget i medfør af
miljømålsloven.
5. § 15, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Ved beskyttede arter og naturtyper forstås:
1) de arter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv
79/409/EØF eller opført i bilag I dertil eller opført i bilag II
og IV til direktiv 92/43/EØF, og
2) de naturtyper for arter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2,
i direktiv 79/409/EØF eller opført i bilag I dertil eller opført
i bilag II til direktiv 92/43/EØF, og de naturtyper, der er
opført i bilag I til direktiv 92/43/EØF, og ynglepladser eller
rastepladser for de arter, der er opført i bilag IV til direktiv
92/43/EØF.«
§ 46. Den, der er ansvarlig for en miljøskade eller en over‐
hængende fare for en miljøskade, skal dække omkostninger‐
ne i forbindelse med miljø- og fødevareministerens admini‐
stration og tilsyn efter lovens kapitel 2-6.
Stk. 2-3. --
6. I § 46, stk. 1, indsættes efter »lovens kapitel 2-6«: », jf.
dog § 47«.
§ 47. (Ophævet) 7. Efter § 46 indsættes i kapitel 7:
»§ 47. Den ansvarlige for en miljøskade, jf. § 73 b, stk. 2,
i lov om miljøbeskyttelse, § 38 b, stk. 2, i lov om forurenet
jord, § 47 b, stk. 2, i lov om beskyttelse af havmiljøet, §
68 a, stk. 2, i lov om vandforsyning m.v., § 54 b, stk. 2, i
46
lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., § 25 b,
stk. 2, i lov om miljø og genteknologi, § 60 b, stk. 2, i lov
om vandløb, og § 33 b, stk. 2, i lov om råstoffer, er ikke
forpligtet til at bære omkostningerne til opfyldelse af dennes
forpligtelser efter de nævnte love til at begrænse en miljø‐
skades omfang og forhindre yderligere skade samt afholdte
udgifter forbundet med afhjælpende foranstaltninger efter
denne lov, jf. dog stk. 4, hvis den ansvarlige for miljøskaden
kan
1) bevise, at den er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til
trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) bevise, at den skyldes overholdelse af ufravigelige for‐
skrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes
den ansvarliges egne aktiviteter, eller
3) påvise, at den ansvarlige ikke har handlet forsætligt eller
uagtsomt, og at miljøskaden er forvoldt ved en emission
eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og
fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse
eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles
med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes den an‐
svarliges uforsvarlige adfærd, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Den ansvarlige for en overhængende fare for en mil‐
jøskade, jf. § 73 b, stk. 2, i lov om miljøbeskyttelse, § 38
b, stk. 2, i lov om forurenet jord, § 47 b, stk. 2, i lov om
beskyttelse af havmiljøet, § 68 a, stk. 2, i lov om vandforsy‐
ning m.v., § 54 b, stk. 2, i lov om miljøgodkendelse m.v. af
husdyrbrug, § 25 b, stk. 2, i lov om miljø og genteknologi,
§ 60 b, stk. 2, i lov om vandløb, og § 33 b, stk. 2, i lov
om råstoffer, er ikke forpligtet til at bære omkostningerne
til opfyldelse af dennes forpligtelser efter de nævnte love til
at afværge den overhængende fare for en miljøskade samt
afholdte udgifter forbundet med forebyggende foranstaltnin‐
ger efter denne lov, hvis den ansvarlige kan bevise, at den
overhængende fare for miljøskade er forvoldt af tredjemand
og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstalt‐
ninger var truffet eller skyldes forhold som nævnt i stk. 1, nr.
2, jf. dog stk. 4.
Stk. 3. Stk. 1, nr. 3, finder ikke anvendelse for producenten
og importøren som nævnt i § 73 b, stk. 4, i lov om miljøbe‐
skyttelse, § 38 b, stk. 4, i lov om forurenet jord, § 54 b, stk.
4, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, og § 25 b,
stk. 4, i lov om miljø og genteknologi.
Stk. 4. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, hvis miljøska‐
den eller den overhængende fare for en miljøskade skyldes
enhver større miljøhændelse som defineret i offshoresikker‐
hedsloven.
Stk. 5. Miljøministeren kan træffe afgørelse om godtgørelse
af udgifter afholdt af den ansvarlige for en miljøskade eller
overhængende fare herfor til opfyldelse af dennes forpligtel‐
47
ser efter § 73 c og § 73 e, i lov om miljøbeskyttelse, § 38 c
og e, i lov om forurenet jord, § 47 c, § 47 e og § 47 f, stk.
2, i lov om beskyttelse af havmiljøet, § 67 og § 68 b, stk.
2, i lov om vandforsyning m.v., § 54 c og § 54 e, i lov om
husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., § 25 c og § 25 e,
i lov om miljø og genteknologi, § 60 c og § 60 d, i lov om
vandløb, og § 33 c og § 33 d, i lov om råstoffer samt denne
lov, hvis de i stk. 1 og 2 nævnte betingelser er opfyldt.
Stk. 6. Miljøministeren fastsætter regler om godtgørelsesord‐
ningen efter stk. 5, herunder om, hvilke udgifter der kan
godtgøres, og om dokumentationskrav.«
8. Efter § 48 indsættes i kapitel 8:
»§ 48 a. Krav på godtgørelse af udgifter, jf. § 47, forældes
efter 5 år fra den dato, hvor foranstaltningerne er afsluttet,
eller hvor den ansvarlige for den emission eller begiven‐
hed, som har forvoldt en miljøskade eller fremkaldt en over‐
hængende fare for en miljøskade, har bevist henholdsvis
påvist, at de i § 47 fastsatte betingelser for godtgørelse er
opfyldt. Forældelsen regnes fra den seneste af disse datoer.«
§ 2
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1218 af
25. november 2019, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 808
af 9. juni 2020, foretages følgende ændringer:
§ 73 b. --
Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en over‐
hængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for
driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare
for en skade er sket, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3-5. --
1. I § 73 b, stk. 2, ændres »jf. dog stk. 3 og 4« til: »medmin‐
dre stk. 3 eller 4 finder anvendelse«.
§ 73 d. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og
forhindre yderligere miljøskade gælder ikke, hvis den an‐
svarlige for miljøskaden kan godtgøre, at den
1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt, til trods for at
passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er
fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne
følger af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarliges
egne aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtryk‐
keligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse
med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er
så detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig
tilladelse, og som ikke skyldes den ansvarliges uforsvarlige
adfærd.
2. § 73 d ophæves.
48
Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for den over‐
hængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at faren skyl‐
des forhold som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 3. Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for producenten og importø‐
ren som nævnt i § 73 b, stk. 4 og 5.
§ 73 f. --
Stk. 2. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, kan
ikke træffes, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godt‐
gøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 73 d, stk. 1, nr.
1, 2 eller 3. § 73 d, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare
for en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for
den overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at
der foreligger forhold som nævnt i § 73 d, stk. 1, nr. 1 eller
2.
Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommu‐
nalbestyrelsen skal forelægge et udkast til afgørelse med
henblik på at indhente en bindende udtalelse fra miljømini‐
steren om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles
efter miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden fastsæt‐
te regler om, at den bindende udtalelse først kan påklages
som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens
kapitel 2 eller 3.
3. § 73 f, stk. 2 og 3, ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
§ 3
I lov om forurenet jord, jf. lovbekendtgørelse nr. 282 af 27.
marts 2017, som ændret ved § 16 i lov nr. 278 af 17. april
2018, foretages følgende ændringer:
§ 38 b. --
Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en over‐
hængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for
driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare
for en skade er sket, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3-6. --
1. I § 38 b, stk. 2, ændres »jf. dog stk. 3 og 4« til: »medmin‐
dre stk. 3 eller 4 finder anvendelse«.
§ 38 d. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og
forhindre yderlige miljøskade gælder ikke, hvis den ansvar‐
lige for miljøskaden kan godtgøre, at den
1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt, til trods for at
passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er
fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne
følger af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarliges
egne aktiviteter, eller
2. § 38 d ophæves.
49
3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtryk‐
keligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse
med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er
så detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig
tilladelse, og som ikke skyldes den ansvarliges uforsvarlige
adfærd.
Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for den over‐
hængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at faren skyl‐
des forhold som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 3. Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for producenten og importø‐
ren som nævnt i § 38 b, stk. 4 og 5.
§ 38 f. --
Stk. 2. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, kan
ikke træffes, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godt‐
gøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 38 d, stk. 1, nr.
1-3. § 38 d, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare
for en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for
den overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at
der foreligger forhold som nævnt i § 38 d, stk. 1, nr. 1 eller
2.
Stk. 4. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om,
at kommunalbestyrelsen og regionsrådet skal forelægge et
udkast til afgørelse med henblik på at indhente en binden‐
de udtalelse fra ministeren om, hvorvidt der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade,
som skal behandles efter miljøskadeloven. Ministeren kan
desuden fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først
kan påklages som led i en klage over en afgørelse efter
miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
3. § 38 f, stk. 2 og 3, ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
§ 4
I lov om beskyttelse af havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse nr.
1165 af 25. november 2019, foretages følgende ændringer:
§ 47 b. Stk. 1-2. --
Stk. 3. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en over‐
hængende fare for en miljøskade på beskyttede arter eller
internationale naturbeskyttelsesområder som nævnt i § 47 c,
stk. 4, forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller
den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig ad‐
færd udvist af den pågældende.
Stk. 4-5. --
1. I § 47 b, stk. 3, ændres »beskyttede arter eller internati‐
onale naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede arter eller
naturtyper«.
§ 47 c. Stk. 1-3. --
50
Stk. 4. Pligten efter stk. 1 gælder også, hvis andre erhvervs‐
mæssige aktiviteter end dem, der er omfattet af stk. 1 og
3, forårsager en miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade på beskyttede arter og internationale naturbe‐
skyttelsesområder som fastlagt i §§ 7, 10 og 11 i miljøskade‐
loven og miljøskaden eller den overhængende fare for en
miljøskade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågæl‐
dende.
Stk. 5-7. --
2. I § 47 c, stk. 4, ændres »beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede arter og naturty‐
per«.
§ 47 d. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og
forhindre yderligere miljøskade gælder ikke, hvis den an‐
svarlige for driften som nævnt i § 47 b, stk. 2, kan godtgøre,
at miljøskaden
1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt, til trods for at
passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er
fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne
følger af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarlige
for driftens egne aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved en tilførsel eller begivenhed, der udtrykke‐
ligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse
med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er
så detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig
tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.
Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for driften som
nævnt i § 47 b, stk. 2, kan godtgøre, at faren skyldes forhold
som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, hvis miljøska‐
den eller den overhængende fare for en miljøskade skyldes
enhver større miljøhændelse som defineret i offshoresikker‐
hedsloven.
3. § 47 d ophæves.
§ 47 h. --
Stk. 2. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade forårsa‐
get af en aktivitet som nævnt i § 47 c, stk. 1 eller 3, kan ikke
træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at der
foreligger forhold som nævnt i § 47 d, stk. 1, nr. 1-3.
Stk. 3. Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare
for en miljøskade forårsaget af en aktivitet som nævnt i §
47 c, stk. 1 eller 3, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for
driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i §
47 d, stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 4. Miljøministeren offentliggør afgørelsen. Offentliggø‐
relse kan ske udelukkende digitalt.
4. § 47 h, stk. 2 og 3, ophæves.
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 2 og 3.
51
Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggø‐
relsen.
§ 5
I lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af
22. februar 2018, som ændret ved § 1 i lov nr. 1419 af 17.
december 2019, foretages følgende ændringer:
§ 68 a. Stk. 1-2. --
Stk. 3. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en over‐
hængende fare for en miljøskade på beskyttede arter eller
internationale naturbeskyttelsesområder som fastlagt i §§ 7,
10 og 11 i miljøskadeloven, som ikke er omfattet af stk.
2, forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den
overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd
udvist af den pågældende.
1. I § 68 a, stk. 3, ændres »beskyttede arter eller internati‐
onale naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede arter eller
naturtyper«.
§ 68 d. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og
forhindre yderligere miljøskade gælder ikke, hvis den an‐
svarlige for driften som nævnt i § 68 a, stk. 2, kan godtgøre,
at miljøskaden
1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt, til trods for at
passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er
fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne
følger af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarlige
for driftens egne aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved en begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt
i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelser‐
ne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at
disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som
ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.
Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for driften som
nævnt i § 68 a, stk. 2, kan godtgøre, at faren skyldes forhold
som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
2. § 68 d ophæves.
§ 68 e. --
Stk. 2. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade forår‐
saget af en aktivitet som nævnt i § 68 a, stk. 2, kan ikke
træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at der
foreligger forhold som nævnt i § 68 d, stk. 1, nr. 1-3.
Stk. 3. Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en over‐
hængende fare for en miljøskade forårsaget af en aktivitet
som nævnt i § 68 a, stk. 2, kan ikke træffes, hvis den ansvar‐
lige for driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som
nævnt i § 68 d, stk. 1, nr. 1 eller 2.
3. § 68 e, stk. 2 og 3, ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
52
Stk. 4. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler
om, at kommunalbestyrelsen skal forelægge et udkast til
afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente en bindende
udtalelse fra miljø- og fødevareministeren om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Mil‐
jø- og fødevareministeren kan desuden fastsætte regler om,
at den bindende udtalelse først kan påklages som led i en
klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller
3.
§ 6
I lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 520 af 1. maj 2019, foretages følgende
ændringer:
§ 54 b. --
Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en over‐
hængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for
driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare
for en skade er sket, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3-5. --
1. I § 54 b, stk. 2, ændres »jf. dog stk. 3 og 4« til: »medmin‐
dre stk. 3 eller 4 finder anvendelse«.
§ 54 d. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og
forhindre yderligere miljøskade gælder ikke, hvis den an‐
svarlige for miljøskaden kan godtgøre, at den
1) er forvoldt af tredjemand og indtrådt, til trods for at
passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er
fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne
følger af påbud eller instrukser, som skyldes den pågælden‐
des egne aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtryk‐
keligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse
med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så
detaljerede, at de kan sidestilles med en tilladelse, og som
ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.
Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for den over‐
hængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at faren skyl‐
des forhold som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 3. Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for producenten og importø‐
ren som nævnt i § 54 b, stk. 4 og 5.
2. § 54 d ophæves.
§ 54 f. --
Stk. 2. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, kan
ikke træffes, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godt‐
3. § 54 f, stk. 2 og 3, ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
53
gøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 54 d, stk. 1, nr.
1, 2 eller 3. § 54 d, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare
for en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for
den overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at
der foreligger forhold som nævnt i § 54 d, stk. 1, nr. 1 eller
2.
Stk. 4. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om,
at tilsynsmyndigheden skal forelægge et udkast til afgørelse
med henblik på at indhente en bindende udtalelse fra mini‐
steren om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles
efter miljøskadeloven. Ministeren kan desuden fastsætte reg‐
ler om, at den bindende udtalelse først kan påklages som led
i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2
eller 3.
§ 7
I lov om miljø og genteknologi, jf. lovbekendtgørelse nr. 9
af 4. januar 2017, foretages følgende ændringer:
§ 25 d. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og
forhindre yderligere miljøskade gælder ikke, hvis den an‐
svarlige for miljøskaden kan godtgøre, at den
1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt, til trods for at
passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er
fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne
følger af påbud eller instrukser, som skyldes den pågælden‐
des egne aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtryk‐
keligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse
med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så
detaljerede, at disse kan sidestilles med en tilladelse, og som
ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.
Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for den over‐
hængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at faren skyl‐
des forhold som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 3. Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for producenten og importø‐
ren som nævnt i § 25 b, stk. 4.
1. § 25 d ophæves.
§ 25 f. --
Stk. 2. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, kan
ikke træffes, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godt‐
gøre, at der foreligger forhold som nævnt i § 25 d, stk. 1, nr.
1, 2 eller 3. § 25 d, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
2. § 25 f, stk. 2 og 3, ophæves.
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 2 og 3.
54
Stk. 3. Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare
for en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for
den overhængende fare for en miljøskade kan godtgøre, at
der foreligger forhold som nævnt i § 25 d, stk. 1, nr. 1 eller
2.
Stk. 4. Tilsynsmyndigheden offentliggør afgørelsen. Offent‐
liggørelse kan ske udelukkende digitalt.
Stk. 5. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelse.
§ 8
I lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 1217 af 25. no‐
vember 2019, foretages følgende ændringer:
§ 60 b. Stk. 1-2. --
Stk. 3. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en over‐
hængende fare for en miljøskade på beskyttede arter eller
internationale naturbeskyttelsesområder som fastlagt i §§ 7,
10 og 11 i miljøskadeloven, som ikke er omfattet af stk.
2, forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den
overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd
udvist af den pågældende.
1. I § 60 b, stk. 3, ændres »beskyttede arter eller internati‐
onale naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede arter eller
naturtyper«.
§ 60 f. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og for‐
hindre yderligere miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarli‐
ge for driften som nævnt i § 60 b, stk. 2, kan godtgøre, at
miljøskaden
1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt, til trods for at
passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er
fastsat af en offentlig myndighed, og ikke skyldes den på‐
gældendes egne aktiviteter eller
3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtryk‐
keligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse
med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så
detaljerede, at disse kan sidestilles med en tilladelse, og som
ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.
Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for driften som
nævnt i § 60 b, stk. 2, kan godtgøre, at faren skyldes forhold
som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
2. § 60 f ophæves.
§ 60 g. --
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en miljø‐
skade forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 60 b, stk. 2,
kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgø‐
re, at der foreligger forhold som nævnt i § 60 f, stk. 1.
3. § 60 g, stk. 2 og 3, ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
55
Stk. 3. Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en over‐
hængende fare for en miljøskade forårsaget af en aktivitet
som nævnt i § 60 b, stk. 2, kan ikke træffes, hvis den ansvar‐
lige for driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som
nævnt i § 60 f, stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at vandløbs‐
myndigheden skal forelægge et udkast til afgørelse
§ 9
I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 124 af 26. januar
2017, som ændret ved § 3 i lov nr. 427 af 18. maj 2016 og §
7 i lov nr. 720 af 8. juni 2018, foretages følgende ændringer:
§ 33 b. Stk. 1-2. --
Stk. 3. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en over‐
hængende fare for en miljøskade på beskyttede arter eller
internationale naturbeskyttelsesområder som fastlagt i §§ 7,
10 og 11 i miljøskadeloven, som ikke er omfattet af stk.
2, forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den
overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd
udvist af den pågældende.
1. I § 33 b, stk. 3, ændres »beskyttede arter eller internati‐
onale naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede arter eller
naturtyper«.
§ 33 f. Pligten til at begrænse en miljøskades omfang og for‐
hindre yderligere miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarli‐
ge for driften som nævnt i § 33 b, stk. 2, kan godtgøre, at
miljøskaden
1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt, til trods for at
passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er
fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne
følger af påbud eller instrukser, som skyldes den pågælden‐
des egne aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtryk‐
keligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse
med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så
detaljerede, at disse kan sidestilles med en tilladelse, og som
ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.
Stk. 2. Pligten til at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for driften som
nævnt i § 33 b, stk. 2, kan godtgøre, at faren skyldes forhold
som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
2. § 33 f ophæves.
§ 33 g. --
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en miljø‐
skade forårsaget af aktiviteter som nævnt i § 33 b, stk. 2, kan
ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre, at
der foreligger forhold som nævnt i § 33 f, stk. 1.
3. § 33 g, stk. 2 og 3, ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
56
Stk. 3. Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en over‐
hængende fare for en miljøskade forårsaget af aktiviteter
som nævnt i § 33 b, stk. 2, kan ikke træffes, hvis den ansvar‐
lige for driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som
nævnt i § 33 f, stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 4. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om,
at regionsrådet skal forelægge et udkast til afgørelse efter
stk. 1 med henblik på at indhente en bindende udtalelse fra
miljø- og fødevareministeren om, hvorvidt der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade,
som skal behandles efter miljøskadeloven. Miljø- og fødeva‐
reministeren kan desuden fastsætte regler om, at den binden‐
de udtalelse først kan påklages som led i en klage over en
afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
§ 10
I lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 240 af
13. marts 2019, som ændret ved § 2 i lov nr. 135 af 25.
februar 2020 og lov nr. 1057 af 30. juni 2020, foretages
følgende ændring:
Kapitel 11 a
Miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbe‐
skyttelsesområder
1. Overskriften til kapitel 11 a affattes således:
»Kapitel 11 a
Miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper«
§ 11
I lov om skove, jf. lovbekendtgørelse nr. 315 af 28. marts
2019, foretages følgende ændring:
Kapitel 8 a
Miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbe‐
skyttelsesområder
1. Overskriften til kapitel 8 a affattes således:
»Kapitel 8 a
Miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper«
§ 12
I lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr.
265 af 21. marts 2019, foretages følgende ændring:
Kapitel 8 a
Miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbe‐
skyttelsesområder
1. Overskriften til kapitel 8 a affattes således:
»Kapitel 8 a
Miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper«
§ 13
I lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken, jf.
lovbekendtgørelse nr. 123 af 26. januar 2017, foretages føl‐
gende ændring:
57
Kapitel 9 a
Miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbe‐
skyttelsesområder
1. Overskriften til kapitel 9 a affattes således:
»Kapitel 9 a
Miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper«
§ 14
I fiskeriloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 21. marts
2019, som ændret ved lov nr. 558 af 7. maj 2019 og lov nr.
559 af 7. maj 2019, foretages følgende ændringer:
Kapitel 3 a
Miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbe‐
skyttelsesområder
1. Overskriften til kapitel 3 a affattes således:
»Kapitel 3 a
Miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper«
§ 10 c. Ministeren for fiskeri og ligestilling fastsætter regler
om forebyggelse og anmeldelse af en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og
internationale naturbeskyttelsesområder i forbindelse med
udøvelse af erhvervsmæssige fiskeriaktiviteter til gennemfø‐
relse af direktiv om miljøansvar, for så vidt angår forebyg‐
gelse og afhjælpning af miljøskader, herunder om
1) underretnings- og oplysningspligt for den ansvarlige for
driften i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade,
2) meddelelse af påbud til den ansvarlige for driften om ind‐
sendelse af oplysninger, som har betydning for vurderingen
af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, herunder påbud om at foretage un‐
dersøgelser, analyser af stoffer og lign. med henblik på at
klarlægge årsagen til og virkningerne af en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, og
3) klage over afgørelser, herunder om klageberettigede.
2. I § 10 c ændres »beskyttede arter og internationale natur‐
beskyttelsesområder« til: »beskyttede arter og naturtyper«.
58