Fremsat den 11. november 2020 af justitsministeren (Nick Hækkerup)

Fremsat den 11. november 2020 af justitsministeren (Nick Hækkerup)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven
(Samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 976 af 17. sep‐
tember 2019, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 968 af 26.
juni 2020, foretages følgende ændringer:
1. § 216, stk. 1, affattes således:
»For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der har
samleje med en person, der ikke har samtykket heri.«.
2. To steder i § 228 udgår »§ 216, stk. 1, nr. 2,«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2021.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Lovforslag nr. L 85 Folketinget 2020-21
Justitsmin., j.nr. 2019-731-0062
AA012126
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Indførelse af en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Straffelovrådets overvejelser
2.1.2.1. Den gældende voldtægtsbestemmelse
2.1.2.2. Terminologien frivillighed og samtykke
2.1.2.3. Gerningsmomenter
2.1.2.4. Tilregnelse, bevisbyrde samt strafniveau
2.1.2.5. Forholdet til andre seksualforbrydelser
2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2. Ændring af straffelovens § 228 om uagtsomhed
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Straffelovrådets overvejelser
2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser
4. Ligestillingsmæssige konsekvenser
5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
8. Klima- og miljømæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer mv.
11. Sammenfattende skema
1. Indledning
Voldtægt udgør en af de mest alvorlige personfarlige for‐
brydelser og indebærer en grov krænkelse af den seksuelle
selvbestemmelsesret.
Den gældende voldtægtsbestemmelse forudsætter, at ger‐
ningsmanden har anvendt nærmere opregnede tvangsmidler,
eller at offeret har været i en tilstand eller situation, hvor
den pågældende har været ude af stand til at modsætte sig
handlingen. Det vil sige, at der i dag ikke nødvendigvis vil
være tale om voldtægt i tilfælde, hvor en person siger nej til
samleje. Det skal ændres.
Det er tid til at sikre, at retten til seksuel selvbestemmel‐
se bliver omdrejningspunktet for, hvornår der er tale om
voldtægt. Vi skal som samfund yde voldtægtsofre den rets‐
beskyttelse, de har krav på.
Det følger bl.a. af det politiske forståelsespapir af 25. juni
2019 mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og
Enhedslisten, at regeringen ønsker et samfund, hvor mænd
og kvinder har reelt lige muligheder, og at regeringen blandt
andet på baggrund af Straffelovrådets anbefalinger hvad an‐
går muligheden for at gennemføre en samtykkebaseret vold‐
tægtsbestemmelse vil tage initiativ til lovgivning.
Straffelovrådet afgav den 19. februar 2020 betænkning nr.
1574/2020 om en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmel‐
se (herefter ”betænkningen”). Straffelovrådet har bl.a. haft
til opgave at gennemgå straffelovens voldtægtsbestemmelse
med fokus på, om den i tilstrækkelig tydelig grad afspej‐
ler, at seksuelle handlinger skal være frivillige, og i den
forbindelse at komme med konkrete forslag til, hvordan
voldtægtsbestemmelsen kan udformes, så det tydeliggøres,
at enhver seksuel handling skal bygge på gensidig frivillig‐
hed. På den baggrund har Straffelovrådet anbefalet, at den
gældende voldtægtsbestemmelse ændres.
2
Regeringen, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten opnåede
den 1. september 2020 enighed om indførelsen af en ny
samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse.
At indgå i seksuelle aktiviteter med et andet menneske, som
ikke ønsker at deltage heri, krænker menneskets grundlæg‐
gende frihed og ret til at bestemme over sin egen krop.
Voldtægt handler ikke om tvang eller pligt til at sige
fra. Tværtimod handler det om, hvorvidt parterne af egen fri
vilje samtykker i en seksuel aktivitet. Begge parter skal sam‐
tykke, og samtykket skal foreligge under hele samlejet. El‐
lers er det voldtægt – og det gælder også i parforhold.
Det skal være strafbart at have samleje med en person, der
ikke samtykker. Samfundets forståelse af, hvad voldtægt er,
skal ændres, og en ny samtykkebaseret strafbestemmelse er
en milepæl i den indsats.
Indførelsen af en voldtægtsbestemmelse baseret på samtyk‐
ke vil ikke alene have betydning for, hvordan voldtægtssag‐
er vurderes og håndteres af politiet, anklagemyndigheden og
domstolene, men vil også bidrage til en generel holdnings‐
ændring i samfundet, idet den øger fokus på respekt for
andre menneskers grænser og frihed samt retten til at be‐
stemme over egen krop. En samtykkebaseret voldtægtslov‐
givning balancerer hensynet til beskyttelsen af voldtægtsof‐
re og retssikkerheden for dem, der anklages for voldtægt,
idet uskyldsformodningen stadig er gældende, og det fortsat
er anklagemyndigheden, der skal løfte bevisbyrden. Af rets‐
sikkerhedsmæssige hensyn skal samtykke i øvrigt vurderes
objektivt ud fra en samlet afvejning af sagens konkrete om‐
stændigheder.
Med lovforslaget, som udmønter enighedspapiret af 1. sep‐
tember 2020 mellem regeringen, Radikale Venstre, SF og
Enhedslisten, og som bygger på betænkningen, foreslås
navnlig en udvidelse af det strafbare område i straffelovens
§ 216, stk. 1, så samleje med en person, som ikke samtykker
heri, er voldtægt.
Som følge af den foreslåede ændring af straffelovens § 216,
stk. 1, foreslås det endvidere, at der foretages en ændring
af straffelovens § 228 om uagtsomhed med hensyn til bl.a.
forurettedes tilstand i visse sager om voldtægt, således at
henvisningen til straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, udgår.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Indførelse af en samtykkebaseret voldtægtsbestem‐
melse
2.1.1. Gældende ret
Efter straffelovens § 216, stk. 1, straffes for voldtægt den,
der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold
(nr. 1) eller skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf.
§ 260, eller med en person, der befinder sig i en tilstand
eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til
at modsætte sig handlingen (nr. 2). Overtrædelse af bestem‐
melsen straffes med fængsel indtil 8 år. Straffen kan dog
stige til fængsel indtil 12 år, hvis voldtægten har haft en
særligt farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt
skærpende omstændigheder, jf. § 216, stk. 3.
Efter straffelovens § 216, stk. 2, straffes for voldtægt end‐
videre den, der har samleje med et barn under 12 år. Her
er samlejet i sig selv strafbart, og det er således ikke en
forudsætning for strafansvaret, at der er foretaget en hand‐
ling som beskrevet i bestemmelsens stk. 1. Overtrædelse af
bestemmelsen straffes med fængsel indtil 12 år.
Efter straffelovens § 216, stk. 4, skal der ved fastsættelse af
straffen for voldtægt lægges vægt på den særlige krænkelse,
der er forbundet med lovovertrædelsen.
Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketings‐
tidende 2012-13, A, L 141 som fremsat, side 49, at samleje
efter straffelovens § 216, stk. 1, omfatter både vaginalt og
analt samleje.
Det fremgår af straffelovens § 225, at straffelovens § 216
finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt
forhold end samleje. Som eksempler på andet seksuelt for‐
hold end samleje kan nævnes oralt seksuelt forhold, kys mv.
på kønsdele, indføring af fingre eller genstande i skeden
eller anus og manipulation af kønsdele.
Som anført ovenfor er det efter straffelovens § 216, stk. 1,
nr. 1, strafbart at tiltvinge sig samleje ved vold eller trussel
om vold. Dermed skal der være en årsagssammenhæng mel‐
lem voldsudøvelsen eller truslen om vold og samlejet. Dette
krav indebærer, at samlejet er gennemført mod den foruret‐
tedes vilje.
Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstiden‐
de 2015-16, A, L 98 som fremsat, side 2-3, at vold omfatter
fysisk magtanvendelse både i form af mekanisk tvang (f.eks.
hvor gerningsmanden i kraft af større fysisk styrke gennem‐
tvinger samleje, eller hvor en eller flere holder offeret, mens
en anden leje) og i form af kompulsiv tvang (f.eks. hvor
slag eller anden magtanvendelse bevirker, at offeret opgiver
videre modstand). Den blotte fastholdelse af offeret udgør
således vold omfattet af bestemmelsen.
Det følger af praksis, at vold efter § 216, stk. 1, nr. 1, også
omfatter generelt mildere former for vold, herunder handlin‐
ger, som ikke nødvendigvis falder under straffelovens § 244
3
(simpel vold). Som eksempler på vold, som er omfattet af §
216, stk. 1, nr. 1, kan nævnes det at fastholde eller gribe fat
om forurettede, at tvinge forurettedes ben fra hinanden, og at
lægge sig på forurettede. Det er således ikke en betingelse,
at der er anvendt omfattende vold eller trusler, ligesom der
også kan være tale om mere eller mindre stiltiende trusler,
herunder en i situationen liggende trussel om vold.
Efter straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, 1. led, er det strafbart
at skaffe sig samleje ved anden ulovlig tvang. Tvangen skal
være omfattet af straffeloven § 260, uden at der er tale om
vold eller trussel om vold.
Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstiden‐
de 2012-13, A, L 141 som fremsat, side 11, at bestemmelsen
omfatter samleje opnået ved anvendelse af mindre alvorlige
tvangsmidler end vold eller trussel om vold. De tvangsmid‐
ler, der er nævnt i straffelovens § 260, er – ud over vold og
trussel om vold – bl.a. trussel om betydelig skade på gods,
om frihedsberøvelse eller om at fremsætte sigtelse for straf‐
bart eller ærerørigt forhold eller om at åbenbare privatlivet
tilhørende forhold.
Efter straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, 2. led, er det strafbart
at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en
tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude
af stand til at modsætte sig handlingen. Bestemmelsen har
kun selvstændig betydning, hvor forurettede ikke er hensat
i den hjælpeløse tilstand ved vold eller trussel om vold. Er
hensættelsen sket ved vold eller trussel om vold med forsæt
til at opnå samleje, er forholdet allerede som følge heraf i
stedet omfattet af § 216, stk. 1, nr. 1.
Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstiden‐
de 2015-16, A, L 98 som fremsat, side 3, og jf. Folketings‐
tidende 2012-13, A, L 141 som fremsat, side 14 og 50,
at ”tilstande”, der er omfattet af 2. led, er søvn, bevidstløs‐
hed, stærk beruselse, hypnotisk trance, fysisk lammelse og
lignende. ”Situationer”, der er omfattet af 2. led, kan beteg‐
nes som overrumplingstilfælde. Bestemmelsen tager sigte på
konkrete situationer, hvor gerningsmanden har mulighed for
at overrumple forurettede og begynde et samleje (eller andet
seksuelt forhold, jf. § 225), før offeret kan nå at reagere. Det
drejer sig i praksis navnlig om tilfælde, hvor forurettede er
afklædt, og hvor gerningsmanden har en legitim anledning
til forholdsvis intime berøringer, men hvor gerningsmanden
overskrider grænsen for, hvad der er fagligt begrundet i
situationen. Som eksempler på sådanne situationer kan næv‐
nes bistand til personlig hygiejne, lægeundersøgelse og mas‐
sage.
Strafansvaret efter § 216, stk. 1, nr. 2, 2. led, er ikke betinget
af, at forholdet kan karakteriseres som udnyttelse, men der
skal dog være tale om, at gerningsmanden ”skaffer sig”
samleje, hvilket er snævrere end blot at ”have” samleje.
Overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, forudsætter, at
gerningsmanden har handlet forsætligt i relation til alle led i
gerningsindholdet i bestemmelsen.
Ved lov nr. 635 af 8. juni 2016 om ændring af straffeloven
(Skærpelse af straffen for voldtægt og for samleje med et
barn under 15 år ved udnyttelse af fysisk eller psykisk over‐
legenhed) blev straffelovens § 216 ændret med henblik på at
skærpe strafniveauet for voldtægt generelt.
Med lovændringen blev der indsat en ny bestemmelse i
straffelovens § 216, stk. 4, hvorefter der ved fastsættelse
af straffen for voldtægt skal lægges vægt på den særlige
krænkelse, der er forbundet med lovovertrædelsen.
Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstiden‐
de 2015-16, A, L 98 som fremsat, side 10, at udgangspunk‐
tet for strafniveauet for tiltvingelse af samleje ved vold eller
trussel om vold (straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1) eller
ved hensættelse af forurettede i en tilstand, i hvilken den
pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen
(omfattet af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, 2. led), og for
samleje med et barn under 12 år (straffelovens § 216, stk. 2),
tilsigtedes forhøjet med gennemgående 1 år i forhold til det
hidtidige strafniveau.
Udgangspunktet for strafudmålingen for en enkeltstående
fuldbyrdet overfaldsvoldtægt eller for et enkeltstående fuld‐
byrdet samleje med et barn under 12 år er herefter fængsel i
3 år og 6 måneder, hvis der ikke foreligger andre skærpende
omstændigheder. Udgangspunktet for strafudmålingen for et
enkeltstående fuldbyrdet samleje i andre sager om voldtægt
ved vold eller trussel om vold – hvis der ikke foreligger
andre skærpende omstændigheder – er herefter fra ca. 2 år
og 6 måneders fængsel til op mod 3 års fængsel.
Det følger endvidere af bestemmelsens forarbejder, at ud‐
gangspunktet for strafniveauet for at skaffe sig samleje ved
ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260, eller med en person,
der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den på‐
gældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, jf.
straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, 1. led, tilsigtedes forhøjet
med gennemgående 6 måneder i forhold til det hidtidige
strafniveau.
Udgangspunktet for strafudmålingen for et enkeltstående
fuldbyrdet samleje med en person, der befinder sig i en
tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at
modsætte sig handlingen, er herefter fængsel i 1 år og 2
måneder.
Tilfælde, hvor tiltalte med forsæt til samleje har hensat for‐
urettede i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af
stand til at modsætte sig handlingen, er dog omfattet af
4
den gennemførte forhøjelse med gennemgående 1 år, hvilket
skyldes, at sådanne tilfælde straffes på linje med voldtægt
ved vold eller trussel om vold.
Endelig følger det af bestemmelsens forarbejder, jf. Folke‐
tingstidende 2015-16, A, L 98 som fremsat, side 10, at der
som følge af de mange forskelligartede forhold, som er om‐
fattet af straffelovens § 216, er en meget stor variation i
straffene for voldtægt, og at der efter omstændighederne vil
være grundlag for at udmåle straffe, som ligger væsentligt
over de udgangspunkter for strafudmålingen for voldtægt,
der lægges op til.
Der vil således ifølge forarbejderne til bestemmelsen i al‐
mindelighed være grundlag for at udmåle en strengere straf,
hvis der som led i voldtægten er udøvet betydelig vold,
hvis voldtægten er begået over for et barn, hvis voldtægten
har strakt sig over længere tid eller er begået af flere ger‐
ningsmænd, eller hvis gerningsmanden er trængt ind i et
privat hjem og her har begået voldtægt. Omvendt vil der i
almindelighed være grundlag for at udmåle en mildere straf
end udgangspunktet, hvis der f.eks. er tale om andet seksuelt
forhold end samleje efter straffelovens § 225 eller om forsøg
efter straffelovens § 21.
Med lovændringen blev der ikke i øvrigt tilsigtet nogen
ændring i anvendelsesområdet for § 216, ligesom der hel‐
ler ikke blev tilsigtet nogen ændring i de forhold, som i
almindelighed anses som skærpende eller formildende om‐
stændigheder.
Strafudmålingen beror i sidste ende på domstolenes konkre‐
te vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændighe‐
der i sagen, og de angivne strafniveauer vil derfor kunne
fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den kon‐
krete sag foreligger skærpende eller formildende omstæn‐
digheder, jf. de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 31-35.
2.1.2. Straffelovrådets overvejelser
2.1.2.1. Den gældende voldtægtsbestemmelse
Straffelovrådet har overvejet, om den gældende voldtægts‐
bestemmelse i tilstrækkelig grad afspejler den seksuelle
selvbestemmelsesret.
En gennemgang af alle afsagte domme vedrørende voldtægt
i perioden fra den 1. juli 2016 til den 1. juli 2019 har efter
Straffelovrådets opfattelse påvist, at den gældende lovgiv‐
ning har ført til flere frifindende domme, hvis rimelighed
vurderet ud fra den seksuelle selvbestemmelsesret kan dis‐
kuteres.
Straffelovrådet anfører, at gennemgangen af retspraksis vi‐
ser, at den gældende lovgivning kun dækker en del af de
tilfælde, hvor der foreligger ufrivillighed. Efter Straffelovrå‐
dets opfattelse afspejler den gældende bestemmelse i straf‐
felovens § 216, stk. 1, og den retspraksis, der knytter sig
hertil, derfor ikke i tilstrækkelig grad det forhold, at seksu‐
elle handlinger altid skal være frivillige for de involverede
parter, og at enhver har en ubetinget ret til seksuel selvbe‐
stemmelse og seksuel integritet.
Selv om det allerede efter ordlyden af den gældende bestem‐
melse kan siges at indgå, at handlingen er gennemført uden
et gyldigt samtykke, jf. kravet om tiltvingelse ved vold,
tvang mv., viser retspraksis, at der kan forekomme situati‐
oner, hvor et samleje har været ufrivilligt, og forurettede
har givet udtryk for ufrivilligheden, men hvor samlejet ikke
vil kunne straffes efter den gældende lovgivning, hvis der
ikke er anvendt tvangsmidler eller lignende. Efter Straffe‐
lovrådets opfattelse er sådanne situationer af en sådan art og
alvor, at handlingen bør kunne straffes som voldtægt. Straf‐
felovrådet har i den forbindelse lagt vægt på den krænkelse
af forurettedes integritet og seksuelle selvbestemmelsesret,
som også foreligger i denne type situationer.
Efter Straffelovrådets opfattelse bør det afgørende for straf
efter straffelovens § 216 således ikke være, om der i for‐
bindelse med samlejet er anvendt tvangsmidler, eller om
forurettede ikke har været i stand til at modsætte sig hand‐
lingen, men om den seksuelle handling var frivillig.
Et enigt Straffelovråd finder på den baggrund, at straffe‐
lovens § 216 bør ændres, således at bestemmelsen dækker
enhver form for ufrivillighed. Straffelovrådet anfører i den
forbindelse, at en sådan udvidelse af det strafbare område vil
gøre det klart, at seksuelle handlinger altid skal være frivilli‐
ge for de involverede parter. Det kan samtidig bidrage til en
generel forståelse af, hvor grænserne går mellem acceptabel
seksuel adfærd og strafbar seksuel adfærd, og vil medvirke
til at tydeliggøre det strafferetlige værn, som består i beskyt‐
telsen af den seksuelle selvbestemmelsesret og den seksuelle
integritet. Endvidere vil det kunne medvirke til at markere
samfundets afstandtagen fra seksuelle handlinger, som ikke
er baseret på frivillighed.
Straffelovrådet foreslår derfor en udvidelse af det strafbare
område efter den gældende bestemmelse i straffelovens §
216, stk. 1, således at det ikke længere er et krav, at ger‐
ningsmanden har anvendt bestemte tvangsmidler, eller at
forurettede har været i en nærmere bestemt tilstand eller
situation.
Straffelovrådet har overvejet, om ordet ”voldtægt” også bør
5
bruges efter en udvidelse af det strafbare område ved ind‐
førelse af en bestemmelse baseret på frivillighed eller sam‐
tykke, eller om der bør anvendes en anden betegnelse for
sådanne overgreb.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at samleje med en per‐
son, der ikke deltager frivilligt, for den forurettede udgør
en så grov integritetskrænkelse, at det bør betegnes som
”voldtægt”, uanset om gerningsmanden har anvendt vold
eller trusler, eller om den forurettede har været i en tilstand
eller situation, hvor den pågældende var ude af stand til at
modsætte sig handlingerne. Overgrebet indebærer således,
uanset midlerne, en alvorlig krænkelse af den forurettedes
selvbestemmelsesret og integritet.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 125-131 og
140-141.
2.1.2.2. Terminologien frivillighed og samtykke
Straffelovrådet har overvejet, hvilken terminologi der kon‐
kret bør anvendes i en ny voldtægtsbestemmelse. Straffelov‐
rådets overvejelser herom har særligt koncentreret sig om
begrebet ”frivillighed”, der er anvendt i kommissoriet, og
som er grundbetingelsen i den svenske voldtægtslovgivning,
samt begrebet ”samtykke”, som er anvendt i flere andre
landes lovgivning, jf. betænkningen, kapitel 4.
Straffelovrådet anfører, at da hverken frivillighed eller sam‐
tykke har en klar definition eller afgrænsning i en strafferet‐
lig kontekst, er det nødvendigt konkret at definere, hvad
der skal forstås ved den anvendte terminologi i en seksuel
kontekst.
Et flertal af Straffelovrådets medlemmer finder, at en ny
voldtægtsbestemmelse bør baseres på et kriterium om frivil‐
lighed, mens et mindretal finder, at bestemmelsen bør kon‐
stitueres omkring samtykke.
Flertallet peger bl.a. på, at det efter flertallets opfattelse
er umiddelbart forståeligt, at seksuelle forhold skal være
frivillige, mens samtykke leder tankerne hen på, at en række
formaliserede krav skal være opfyldt. Flertallet anfører i den
forbindelse, at lovens ordlyd med et krav om samtykke såle‐
des vil kunne antyde en videregående kriminalisering, end
der er grundlag for. Flertallet peger endvidere på, at der nok
er påvist et klart behov for at udvide den gældende krimina‐
lisering og for i mange situationer at pålægge den, der tager
initiativ til samleje eller andet seksuelt forhold, en forpligt‐
else til at sikre sig, at den anden person er indforstået her‐
med, men at der på den anden side må tages højde for, at der
er situationer, hvor der efter de konkrete omstændigheder
er en formodning for frivillighed, og hvor det er rimeligt at
forvente, at den anden person siger fra, hvis vedkommende
ikke er indforstået med samleje. Flertallet er således af
den opfattelse, at der med en samtykkebaseret bestemmelse
i passivitetssituationer – afhængig af, hvordan ordningen
nærmere udformes – vil kunne påhvile den initiativtagende
part en videre forpligtelse til at sikre, at den anden part
samtykker, hvis vedkommende forholder sig passiv, end ved
en frivillighedsbaseret bestemmelse. Passivitet vil således
kunne være udtryk for et manglende samtykke, mens det
er mere åbent, om passivitet er udtryk for ufrivillighed
eller frivillighed. Endelig peger flertallet på, at det med
terminologien samtykke yderligere vil skulle vurderes, om
et sådant samtykke blev afgivet frivilligt. Flertallet anfører i
den forbindelse, at der således kan forekomme tilfælde, hvor
der foreligger et samtykke, men hvor dette ikke er afgivet
frivilligt, og det vil derfor under alle omstændigheder være
nødvendigt at foretage en vurdering af frivilligheden, selv
om samtykke anvendes som terminologi.
Flertallet finder i øvrigt, at begrebet frivillighed bedre imø‐
dekommer intentionen bag en ny voldtægtsbestemmelse,
som er at understrege, at ethvert individ har ret til seksuel
selvbestemmelse, og at enhver seksuel handling skal basere
sig på gensidig frivillighed.
Mindretallet peger bl.a. på, at en samtykkebaseret vold‐
tægtsbestemmelse vil udvide det strafbare område til lige
netop de strafværdige forhold, som den gældende lovgiv‐
ning ikke giver mulighed for at straffe. Mindretallet anfører
endvidere, at samtykke henviser til en form for enighed
mellem parterne og dermed er noget gensidigt, mens frivil‐
lighed peger i retning af den enes efterkommelse af den
andens ønske. Efter mindretallets opfattelse vil manglende
frivillighed forudsætte, at offeret siger fra, mens samtykke
i højere grad forudsætter, at offeret siger til. Afklaringspligt‐
en lægges således med en samtykkebaseret bestemmelse
i højere grad på den person, der tager initiativ til et sam‐
leje. Mindretallet peger endvidere på, at det er afgørende,
at bestemmelsen bliver bygget op på en måde, der gør, at
det bliver klart, at samtykket skal angå selve samlejet, og at
det ikke er en forudsætning for domfældelse, at offeret har
gjort modstand. Endelig peger mindretallet på, at det efter
mindretallets opfattelse er nødvendigt med en mere tydelig
ændring af voldtægtsbestemmelsen, hvis det strafferetlige
værn skal styrkes, og at en samtykkebaseret voldtægtsbe‐
stemmelse med et klart gerningsindhold vil være velegnet
til at bidrage til en generel forståelse af, hvor grænserne
går mellem acceptabel seksuel adfærd og strafbar seksuel
adfærd.
Frivillighed kan efter flertallets opfattelse komme til udtryk
gennem ord eller handling eller fremgå af den konkrete
situation og sammenhæng.
Efter mindretallets opfattelse må det afhænge af en konkret
og samlet vurdering, om deltagelse i samleje kan anses for
at være sket med samtykke. Der stilles således ikke krav om,
6
at samtykke skal være udtrykt direkte eller i øvrigt på en
bestemt måde.
Om flertallets og mindretallets nærmere overvejelser om
begreberne frivillighed og samtykke henvises der til betænk‐
ningens side 135-140, 176-183 og 188-191.
2.1.2.3. Gerningsmomenter
Straffelovrådet har overvejet, om de gerningsmomenter, som
er oplistet i den nuværende bestemmelse i straffelovens §
216, stk. 1, bør indgå direkte i bestemmelsen som omstæn‐
digheder, der udelukker frivillighed eller samtykke.
Et flertal af Straffelovrådets medlemmer foreslår, at disse
situationer medtages direkte i en ny voldtægtsbestemmelse
som tilfælde, hvor der ikke foreligger frivillighed. Et min‐
dretal af Straffelovrådets medlemmer foreslår, at disse situa‐
tioner medtages direkte i en ny voldtægtsbestemmelse som
særligt skærpende omstændigheder ved strafudmålingen.
Straffelovrådet har endvidere overvejet, om straffelovens §
243 om psykisk vold, der trådte i kraft den 1. april 2019,
jf. lov nr. 329 af 30. marts 2019 om ændring af straffelov‐
en og forskellige andre love (Selvstændig bestemmelse om
psykisk vold), bør medtages i en ny voldtægtsbestemmelse.
Et flertal af Straffelovrådets medlemmer har ikke fundet
anledning til at medtage psykisk vold i det af flertallet fore‐
slåede § 216, stk. 2, 2. pkt., da det er et krav for strafan‐
svar efter straffelovens § 243, at gerningsmanden gentagne
gange over en periode har udsat den anden for groft ned‐
værdigende, forulempende eller krænkende adfærd, der er
egnet til utilbørligt at styre den anden. Dette kriterium er
– i modsætning til kriteriet om fysisk vold, som i øvrigt
skal forstås bredere end gerningsindholdet i straffelovens §
244 – vanskeligt at anvende ved en vurdering af, om der
er den fornødne forbindelse mellem den psykiske vold og
samlejet. Flertallet anfører i den forbindelse, at hvis en part
har affundet sig med samleje på baggrund af en eksplicit
eller latent trussel om vold, er samlejet ikke frivilligt, men
strafbart som voldtægt efter det af flertallet foreslåede § 216,
stk. 2, 2. pkt. Flertallet anfører i øvrigt, at samleje endvidere
efter omstændighederne vil kunne anses for ufrivilligt, hvis
en persons deltagelse er udslag af psykisk vold.
Et mindretal af Straffelovrådets medlemmer har foreslået
at lade psykisk vold indgå i den foreslåede nyaffattelse af
§ 216, stk. 1, som en af de omstændigheder, der ved straf‐
fastsættelsen skal anses som særligt skærpende omstændig‐
heder.
De foreslåede nyaffattelser af straffelovens § 216, stk. 1,
indebærer efter Straffelovrådets opfattelse dermed ikke på
noget punkt en indskrænkning af den strafferetlige beskyt‐
telse efter den gældende bestemmelse i § 216, stk. 1. Det
vil således fortsat være strafbart at tiltvinge sig samleje ved
vold eller trussel om vold, eller at skaffe sig samleje ved
ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person, som befinder
sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er
ude af stand til at modsætte sig handlingen.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 158-159, 161 og
191.
2.1.2.4. Tilregnelse, bevisbyrde samt strafniveau
Straffelovrådet har herudover overvejet spørgsmålet om til‐
regnelse, bevisbyrde og bevisvurdering samt strafniveau.
Med hensyn til tilregnelse er det Straffelovrådets opfattelse,
at der fortsat ikke er fornødent grundlag for at kriminalise‐
re uagtsom voldtægt. De betænkeligheder, der kan rejses i
forhold til en sådan kriminalisering, jf. Straffelovrådets be‐
tænkning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser, foreligger
efter Straffelovrådets opfattelse uændret.
Straffelovrådet bemærker i den forbindelse, at retten ved
uagtsomhed vil skulle vurdere, hvad gerningsmanden burde
vide under de givne omstændigheder. Uagtsomhed indebæ‐
rer således en normativ vurdering, der kan være subjektivt
præget, og hvori individuel seksualmoral kan indgå. Efter
Straffelovrådets opfattelse vil en sådan regulering svække
forudsigeligheden i forhold til, hvilken adfærdsnorm de kon‐
krete handlinger vil blive bedømt ud fra, og risikerer derfor
at svække gerningsmandens retssikkerhed. Retssikkerheds‐
hensyn taler således for at kræve forsæt som tilregnelse på
seksuallivets område.
Straffelovrådet bemærker, at der med de foreslåede ændring‐
er af straffelovens § 216 sker en udvidelse af det strafbare
område for voldtægt, så det omfatter den, der har samleje
med en person, der ikke deltager frivilligt eller ikke samtyk‐
ker. Det vil ikke længere være et krav, at gerningsmanden
har anvendt vold, trussel om vold eller anden ulovlig tvang,
eller at den forurettede befinder sig i en tilstand eller en
situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at
modsætte sig handlingen.
Udvidelsen af det strafbare område indebærer efter Straffe‐
lovrådets opfattelse, at der ikke er behov for en uagtsom‐
hedsbestemmelse.
Hertil kommer, at det efter Straffelovrådets opfattelse fortsat
ikke kan afvises, at der vil være en reel risiko for en nedsub‐
sumering i retspraksis, hvis der indføres en bestemmelse om
uagtsom voldtægt.
7
Ved en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse, som
foreslået af flertallet, og ved en samtykkebaseret voldtægts‐
bestemmelse, som foreslået af mindretallet, vil det derfor
fortsat være et krav, at der hos gerningsmanden er forsæt
til alle gerningsmomenter i bestemmelsen. Det betyder, at
gerningsmanden skal have forsæt til at have samleje med
en person, der enten ikke deltager frivilligt eller ikke sam‐
tykker. Det er således ikke tilstrækkeligt, at gerningsmanden
burde vide, at samlejet var ufrivilligt, eller at forurettede
ikke samtykkede.
Kan det objektivt konstateres, at der er tale om et ufrivilligt
samleje, eller et samleje, der er gennemført uden samtykke,
bliver spørgsmålet, om gerningsmanden havde forsæt her‐
til. I den forbindelse vil det have betydning, om gernings‐
manden havde grund til at tro, at forurettede deltog frivilligt
eller samtykkede i samlejet.
Med hensyn til bevisbyrde vil denne efter både flertallets og
mindretallets forslag til nyaffattelser af straffelovens § 216,
stk. 1, fortsat påhvile anklagemyndigheden.
Med hensyn til strafniveauet har Straffelovrådet overvejet,
hvordan en ny voldtægtsbestemmelse kan affattes, således
at der fortsat kan opretholdes den nødvendige graduering af
strafferammer og strafniveauer afhængig af overtrædelsens
karakter og grovhed.
Straffelovrådet bemærker indledningsvis, at voldtægt – uan‐
set hvilken form for voldtægt der er tale om – udgør en
alvorlig personfarlig forbrydelse, der samtidig indebærer en
grov krænkelse af offerets frihed til seksuel selvbestemmel‐
se, hvilket allerede er afspejlet med de eksisterende straffe‐
rammer. Straffelovrådet finder derfor ikke, at der er behov
for at ændre strafferammen på fængsel indtil 8 år som kon‐
sekvens af den foreslåede nyaffattelse af straffelovens § 216,
stk. 1, ligesom det fortsat vurderes hensigtsmæssigt med den
skærpede strafferamme på fængsel indtil 12 år, jf. § 216, stk.
3.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at den generelle strafskær‐
pelse for voldtægt, som blev vedtaget ved lov nr. 635 af 8.
juni 2016 om ændring af straffeloven (Skærpelse af straffen
for voldtægt og for samleje med et barn under 15 år ved
udnyttelse af fysisk eller psykisk overlegenhed), fortsat er
så ny, at der ikke er behov for at ændre på de strafniveauer,
som er forudsat med loven.
Straffelovrådet foreslår derfor, at de gældende strafniveauer
fastholdes i det omfang, der er tale om tilfælde, som også er
strafbare efter den gældende bestemmelse.
Straffelovrådet har herefter overvejet, hvordan strafniveau‐
et som udgangspunkt skal fastsættes i de situationer, som
omfattes af den foreslåede nykriminalisering. Det gælder
situationer, hvor der ikke anvendes tvangsmidler, eller hvor
forurettede ikke befinder sig i en tilstand eller situation, i
hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig
handlingen.
Straffelovrådet har i den forbindelse bemærket, at de situa‐
tioner, som forventes omfattet af den foreslåede nykrimina‐
lisering, vil være af yderst forskelligartet karakter og grov‐
hed. Derfor vil det efter Straffelovrådets opfattelse være
uhensigtsmæssigt at fastsætte et fælles udgangspunkt for
strafniveauet i de sager, som ikke er omfattet af den gælden‐
de bestemmelse.
Straffelovrådet foreslår, at strafudmålingen i stedet må bero
på en konkret vurdering af alle sagens omstændigheder med
henblik på at fastsætte en straf, som afspejler karakteren og
grovheden af forbrydelsen, herunder i forhold til de strafni‐
veauer, som er forudsat ved lov nr. 635 af 8. juni 2016.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at der i de groveste tilfæl‐
de bør straffes på linje med de tilfælde af voldtægt, der ikke
er overfaldsvoldtægt – det vil sige som udgangspunkt med
fængsel fra 2 år og 6 måneder til op mod 3 år. Et eksempel
herpå kan være, at et ufrivilligt samleje eller et samleje
gennemført uden samtykke foregår under intimiderende om‐
stændigheder.
Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at der i milde‐
re tilfælde, f.eks. i visse passivitetssituationer, vil kunne
være grundlag for at tage udgangspunkt i et strafniveau på
fængsel i 1 år og 2 måneder, da sådanne situationer efter
omstændighederne vil kunne sidestilles med de situationer,
hvor forurettede befinder sig i en tilstand, i hvilken den
pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen. I
atter andre mildere tilfælde vil der kunne være grundlag for
at udmåle en straf under dette niveau, f.eks. hvor parterne
har indledt et frivilligt samleje eller et samleje med samtyk‐
ke, og hvor den ene part undervejs fortryder og siger fra,
hvorefter gerningsmanden alligevel fortsætter samlejet.
Straffelovrådet anfører, at strafudmålingen fortsat vil bero
på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde
af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne straf‐
niveau vil derfor kunne fraviges i op- eller nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende el‐
ler formildende omstændigheder, jf. hermed de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 154-160,
166-167, 183-185 og 191-192.
2.1.2.5. Forholdet til andre seksualforbrydelser
8
Straffelovrådet har overvejet, hvordan en ny voldtægtsbe‐
stemmelse skal forholde sig til straffelovens § 216, stk. 2,
og §§ 218-223, herunder om bestemmelserne, som en kon‐
sekvens af nyaffattelsen af straffelovens § 216, stk. 1, bør
ophæves, eller om der bør opretholdes en selvstændig krimi‐
nalisering heraf med henblik på, at sådanne overtrædelser
ikke betragtes som voldtægt.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at kriminaliseringen i de
pågældende bestemmelser bør opretholdes ved siden af de
foreslåede alternative nyaffattelser af § 216, stk. 1.
Straffelovrådet bemærker, at hvis gerningsindholdet i en
eller flere af de ovennævnte bestemmelser er opfyldt, og
hvis samlejet eller det seksuelle forhold kan karakteriseres
som ufrivilligt eller gennemført uden samtykke, vil der efter
omstændighederne kunne blive tale om, at der skal straffes i
sammenstød med straffelovens § 216, stk. 1, i den affattelse,
som bestemmelsen måtte få, hvis flertallets eller mindretal‐
lets lovudkast vedtages.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 141-146.
2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord‐
ning
2.1.3.1. Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvej‐
elser om behovet for at ændre voldtægtsbestemmelsen.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil såvel en voldtægtsbe‐
stemmelse baseret på frivillighed, som foreslået af et flertal
i Straffelovrådet, som en voldtægtsbestemmelse baseret på
samtykke, som foreslået af et mindretal i Straffelovrådet,
medvirke til at tydeliggøre det strafferetlige værn mod ind‐
greb i den seksuelle selvbestemmelsesret og den seksuelle
integritet. Samtidig vil begge forslag kunne medvirke til at
markere samfundets afstandtagen fra seksuelle handlinger,
som ikke er frivillige, og dermed bidrage til en generel
holdningsændring i samfundet.
Justitsministeriet bemærker endvidere, at ved både frivillig‐
hed og samtykke vil anklagemyndigheden skulle bevise,
at der ikke forelå frivillighed, henholdsvis ikke var samtyk‐
ket. Der skal således i begge tilfælde føres bevis for fraværet
af noget, henholdsvis fraværet af frivillighed og fraværet af
samtykke. Der vil således efter ministeriets vurdering ikke
i forhold til bevisførelsen i voldtægtssager – eller i forhold
til den anklagedes retssikkerhed – være nogen forskel på,
om der vælges en frivilligheds- eller en samtykkebaseret
voldtægtsbestemmelse.
Der, hvor de to foreslåede bestemmelser imidlertid efter
Justitsministeriets opfattelse vil kunne føre til et forskelligt
resultat, er i visse passivitetssituationer. Som anført ovenfor
vil der således, med en samtykkebaseret bestemmelse, i pas‐
sivitetssituationer kunne påhvile den initiativtagende part en
videre forpligtelse til at sikre, at den anden part samtykker,
hvis vedkommende forholder sig passiv, end ved en frivillig‐
hedsbaseret bestemmelse.
En ny voldtægtsbestemmelse skal sikre et styrket fokus på
den seksuelle selvbestemmelsesret og sende et klart signal
om, at voldtægt ikke handler om tvang eller pligt til at sige
fra. Det bør derfor også være klart, at den initiativtagende
part generelt har et ansvar for at sikre, at den eller de andre
parter samtykker i samlejet.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at en samtykkeba‐
seret voldtægtsbestemmelse er bedre egnet til at sikre den
seksuelle selvbestemmelsesret end en frivillighedsbaseret
voldtægtsbestemmelse.
2.1.3.2. Det foreslås derfor, at straffelovens § 216, stk. 1,
nyaffattes, så det fremover bliver strafbart at gennemføre
samleje med en person, som ikke samtykker heri.
Et samtykke skal gives frivilligt og være udtryk for den
pågældendes frie vilje, bedømt ud fra omstændighederne
ved den konkrete situation.
Voldtægt handler ikke om tvang eller pligt til at sige
fra. Tværtimod handler det om, hvorvidt parterne af egen fri
vilje samtykker i en seksuel aktivitet. Begge parter skal sam‐
tykke, og samtykket skal foreligge under hele samlejet. El‐
lers er det voldtægt, og det gælder også i parforhold.
Samtykke kan komme til udtryk gennem ord eller hand‐
ling. Der stilles ikke krav om, at samtykke skal være udtrykt
direkte eller i øvrigt på nogen bestemt måde. Samtykke efter
voldtægtsbestemmelsen skal således vurderes uformaliseret
og ud fra en konkret og samlet vurdering.
Samtykke i seksuelle relationer kan komme til udtryk på
forskellige måder og i forskellige former.
Der må som udgangspunkt være en formodning for, at en
person, der samtykker i et samleje, ikke blot forholder sig
helt passivt, men deltager i et eller andet omfang.
Handlinger, der kan være udtryk for et samtykke til samleje,
vil f.eks. kunne være kys, berøringer, nydende lyde eller re‐
levante bevægelser, f.eks. at man vender sig mod den anden
person, selv hjælper til med at tage sit undertøj af, udfører
samlejebevægelser eller lignende.
Det forekommer, at en person, der udsættes for f.eks.
et seksuelt overgreb, agerer ud fra en ubevidst frygtbetin‐
9
get tilstand, hvor vedkommende ikke gør modstand (”fry‐
ser”). Dette kan give sig udslag i f.eks. dissociation eller
tonisk immobilitet, hvor vedkommende ikke vil kunne tale
eller bevæge sig, men der ses også eksempler på, at foruret‐
tedes krop er i en sådan frygttilstand (kører på ”autopilot”),
så vedkommende fysisk kan fungere (f.eks. vende sig om
eller foretage seksuelle handlinger, hvis forurettede bliver
bedt om det), uden at dette er udtryk for forurettedes frie
vilje. Dette vil både kunne forekomme før og under et sam‐
leje. I en sådan tilstand er passivitet fra den forurettedes
side således ikke et udtryk for samtykke eller for en bevidst
strategi eller handling fra forurettedes side, men et udtryk
for frygt. I sådanne tilfælde foreligger der aldrig samtykke.
Når der ses bort fra ovennævnte situationer, vil der ved
total passivitet forstås den situation, hvor den ene person
ikke foretager sig nogen form for handling, der kan indikere
samtykke eller manglende samtykke til samleje.
I de situationer, hvor der er udvist total passivitet fra den
ene persons side, er der en formodning for, at vedkommende
ikke samtykker, og derfor må den person, der ønsker samle‐
je gennemført, gøre noget for at sikre sig, at vedkommende
samtykker. Også ved total passivitet må det dog afhænge af
en konkret og samlet vurdering, om deltagelse i samlejet kan
anses for at være sket med samtykke.
Der vil – også ved total passivitet – efter en konkret og
samlet vurdering kunne foreligge samtykke. Her vil det na‐
turligt kunne indgå i vurderingen, om parterne tidligere har
haft samleje gennemført med samtykke, der er foregået på
samme måde, uden at der har været tale om indirekte trusler
eller psykisk vold mv., eller om parterne ikke tidligere har
haft nogen seksuel relation.
Der må som udgangspunkt være en formodning for, at en
person, der samtykker i et samleje, ikke blot forholder sig
helt passivt, men deltager i et eller andet omfang.
I de situationer, hvor samtykke på den ene eller anden måde
er kommet til udtryk, men hvor der undervejs udvises pas‐
sivitet, og der derfor er anledning til at overveje rækkevid‐
den af samtykket, f.eks. om samtykket kun gælder vaginalt
samleje, men ikke analt samleje, eller om det kun gælder
oralt seksuelt forhold, men ikke vaginalt samleje, vil der
ligeledes skulle foretages en konkret og samlet vurdering af,
om der af den konkrete situation og sammenhæng fremgår
et samtykke til de seksuelle forhold. I den forbindelse vil
hensynene, som er nævnt ovenfor, ligeledes kunne indgå i
vurderingen.
Om der er samtykket i et samleje beror på, om personen
deltager i samlejet af egen fri vilje. Det afgørende er,
at personen har haft mulighed for at tage stilling til, om
vedkommende vil deltage i samlejet.
Det skal i den forbindelse understreges, at det er personens
adfærd umiddelbart i sammenhæng med og på tidspunktet
for samlejet, som er afgørende for vurderingen af, om der
foreligger samtykke. Flirtende adfærd, kys tidligere på af‐
tenen, eller det forhold, at en person er gået med en anden
person hjem, kan ikke i sig selv anses som samtykke til et
samleje.
Samtykke skal foreligge under hele samlejet. Det forhold, at
en person har givet udtryk for, at den pågældende samtykker
i samleje, udelukker ikke, at vedkommende senere trækker
sit samtykke tilbage.
Et samtykke må – navnlig ud fra retssikkerhedsmæssige
hensyn – vurderes objektivt ud fra oplysningerne om perso‐
nens deltagelse i samlejet, herunder personens ord og hand‐
linger, og ikke ud fra personens indre overbevisning. Dette
indebærer f.eks., at en person, som efter sin indre overbevis‐
ning ikke ønsker et samleje, men som alligevel vælger at
gå med til samlejet, vil skulle anses for at have samtykket i
samlejet.
Det er retten, som efter en samlet vurdering af alle sagens
omstændigheder, vil skulle afgøre, om der foreligger et sam‐
tykke i det konkrete tilfælde.
2.1.3.3. Justitsministeriet er enig med Straffelovrådet i, at
forhold, som i dag er strafbare efter den gældende bestem‐
melse i straffelovens § 216, stk. 1, også fremover skal være
strafbare som voldtægt.
Som anført ovenfor under pkt. 2.1.3.2, foreslås det, at det
fremover skal være strafbart at gennemføre samleje med en
person, som ikke samtykker heri, og at et samtykke skal
gives frivilligt og være udtryk for den pågældendes frie
vilje, bedømt ud fra omstændighederne ved den konkrete
situation.
På den baggrund er det Justitsministeriets vurdering, at de
forhold, som i dag er strafbare efter den gældende bestem‐
melse i straffelovens § 216, stk. 1, dvs. hvor samlejet til‐
tvinges ved vold eller trussel om vold, eller hvor samlejet
skaffes ved ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260, eller med
en person, som befinder sig i en tilstand eller situation, i
hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte
sig handlingen, fremover vil være omfattet af det udvidede
strafbare område, jf. det nye stk. 1.
Der vil således efter Justitsministeriets opfattelse bl.a. ikke
kunne foreligge et gyldigt samtykke i de tilfælde, hvor sam‐
lejet tiltvinges ved vold eller trussel om vold, eller hvor
samlejet skaffes ved ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260,
eller med en person, som befinder sig i en tilstand eller
10
situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at
modsætte sig handlingen.
Der er således ikke tilsigtet nogen ændring i kriminalisering‐
en af disse forhold.
Det bemærkes, at der ikke er tale om en udtømmende opreg‐
ning af tilfælde, hvor der ikke kan foreligge samtykke.
Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 216, stk. 1, vil
finde tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt
forhold end samleje, jf. straffelovens § 225. Andet seksuelt
forhold end samleje med en person, som ikke samtykker, vil
således også være strafbart.
2.1.3.4. Justitsministeriet er med hensyn til tilregnelsekrav,
bevisbyrde og bevisvurdering enig med Straffelovrådet.
Det vil således også fremover være et krav, at gernings‐
manden har handlet forsætligt i relation til alle led i ger‐
ningsindholdet i straffelovens § 216, stk. 1. Der ændres i
den forbindelse ikke ved, at det er anklagemyndigheden som
bærer bevisbyrden for, at en tiltalt har overtrådt den påståede
straffebestemmelse med den påkrævede tilregnelse.
Justitsministeriet er af de grunde, der er anført af Straffelov‐
rådet, enig i, at der fortsat ikke er grundlag for at kriminali‐
sere uagtsom voldtægt.
2.1.3.5. Justitsministeriet er af de grunde, der er anført af
Straffelovrådet, enig i rådets forslag om at videreføre de
eksisterende strafferammer, og lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed. Justitsministeriet kan endvidere
tilslutte sig Straffelovrådets forslag om henholdsvis at vide‐
reføre de gældende udgangspunkter for strafniveauet i til‐
fælde, som i dag er strafbare efter straffelovens § 216, stk.
1, og Straffelovrådets forslag om nye udgangspunkter for
strafniveauet i de tilfælde, som omfattes af den foreslåede
nykriminalisering.
Det er Justitsministeriets vurdering, at der ikke – som ellers
foreslået af Straffelovrådets mindretal – bør indsættes en
særskilt bestemmelse i straffelovens § 216, hvorefter de om‐
stændigheder, som i dag er strafbare efter straffelovens §
216, stk. 1, samt psykisk vold efter straffelovens § 243, skal
anses som særligt skærpende omstændigheder ved straffens
fastsættelse.
Dette vil efter Justitsministeriets opfattelse indebære, at
straffen generelt vil blive fastsat lavere i de sager, som
omfattes af den foreslåede nykriminalisering. En sådan gra‐
duering af grovheden og alvoren af de enkelte sager er efter
Justitsministeriets opfattelse ikke hensigtsmæssig.
Det bemærkes i øvrigt, at straffen allerede i dag kan stige
til fængsel indtil 12 år, hvis voldtægten har haft en særlig
farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende
omstændigheder.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne
hertil.
2.1.3.6. Justitsministeriet er enig med Straffelovrådet i, at
kriminaliseringen af straffelovens § 216, stk. 2, og §§
218-223 bør opretholdes ved siden af den foreslåede nyaf‐
fattelse af § 216, stk. 1. Der vil således, hvis gerningsindhol‐
det i en eller flere af disse bestemmelser er opfyldt, og hvis
det seksuelle forhold er gennemført uden samtykke, efter
omstændighederne kunne blive tale om, at der skal straffes i
sammenstød med det foreslåede § 216, stk. 1.
2.2. Straffelovens § 228 om uagtsomhed
2.2.1. Gældende ret
Efter straffelovens § 228 straffes overtrædelser af § 216, stk.
1, nr. 2, §§ 218 eller 222-224, § 225, jf. § 216, stk. 1, nr.
2, §§ 218 eller 222-224, § 226 eller § 227, stk. 1, der som
følge af gerningsmandens ukendskab til forurettedes tilstand
eller alder ikke kan tilregnes gerningsmanden som forsætlig,
med en forholdsvis mindre straf, hvis gerningsmanden har
handlet uagtsomt.
Med hensyn til forurettedes tilstand omfatter straffelovens
§ 228 tilstande, i hvilke forurettede er ude af stand til at
modsætte sig handlingen, jf. straffelovens § 216, stk. 1, nr.
2, samt sindssygdom og mental retardering, jf. straffelovens
§ 218.
Med hensyn til alder omfatter straffelovens § 228 15-års-
grænsen i straffelovens § 222, stk. 1, og 18-års-grænsen i
straffelovens §§ 223, 224, 226 og § 227, stk. 1.
Bestemmelsen er i trykt retspraksis ikke set anvendt i ny‐
ere tid i forhold til uagtsomhed med hensyn til forurette‐
des tilstand. Der ses kun én trykt fældende afgørelse om
overtrædelse af straffelovens § 228 (daværende § 226 i
straffeloven), som angår uagtsomhed med hensyn til foruret‐
tedes tilstand, jf. UfR 1965.598 B. Derudover viser oplys‐
ninger fra Danmarks Statistik, at bestemmelsen i perioden
1985-2009 fortrinsvis er blevet anvendt i forhold til uagt‐
somhed med hensyn til forurettedes alder, jf. Straffelovrå‐
dets betænkning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser, bind
I, side 452.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 47-49.
11
2.2.2. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet har overvejet, om straffelovens § 228 bør
ændres som følge af den foreslåede udvidelse af det objekti‐
ve kriterium for voldtægt i straffelovens § 216, så der sker
afkriminalisering af en persons uagtsomhed i forhold til, om
den anden part var i en tilstand, i hvilken den pågældende
var ude af stand til at modsætte sig handlingen.
Straffelovrådet anfører, at denne del af straffelovens § 228
ikke ses at have været anvendt i praksis i en længere årræk‐
ke.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at den foreslåede udvidel‐
se af det objektive kriterium i straffelovens § 216 vil forbed‐
re mulighederne for at straffe ufrivillige seksuelle forhold,
hvor den forurettede har været ude af stand til at modsætte
sig handlingen.
Kravet om, enten at frivilligheden skal være kommet til
udtryk gennem ord eller handling eller skal fremgå af den
konkrete situation og sammenhæng (flertallets forslag), eller
at et samtykke skal gives frivilligt og være udtryk for den
pågældendes frie vilje, bedømt ud fra omstændighederne
ved den konkrete situation (mindretallets forslag), indebærer
efter Straffelovrådets opfattelse sådanne skærpede krav til,
at gerningsmanden må sikre sig, at et samleje er frivilligt,
at det vil dække de situationer, hvor der bør straffes for
den ikke-acceptable adfærd fra den pågældende, som den
nugældende bestemmelse i straffelovens § 228 om uagtsom‐
hed i relation til forurettedes tilstand må anses for at ville
ramme.
Straffelovrådet anbefaler derfor, at straffelovens § 228 æn‐
dres, således at henvisningen til § 216, stk. 1, nr. 2, udgår af
bestemmelsen.
Straffelovrådet finder i den forbindelse ikke anledning til
at foreslå en ændring af den gældende kriminalisering af
uagtsomhed med hensyn til den forurettedes alder efter §§
222-224 (og § 225, jf. §§ 222-224, § 226 og § 227, stk. 1),
der fortsat anvendes i retspraksis i et vist omfang, ligesom
Straffelovrådet ikke finder anledning til at foreslå en æn‐
dring af den gældende kriminalisering af uagtsomhed med
hensyn til forurettedes tilstand efter § 218 (og § 225, jf. §
218).
Straffelovens § 228 foreslås således alene videreført for så
vidt angår uagtsomhed om forurettedes tilstand efter § 218
og § 225, jf. § 218, samt for så vidt angår uagtsomhed om
forurettedes alder efter §§ 222-224, § 225, jf. §§ 222-224, §
226 og § 227, stk. 1).
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 154-156,
185-186 og 192-193.
2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord‐
ning
Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse her‐
med.
Det er således Justitsministeriets vurdering, at der ved en
udvidelse af det strafbare område i straffelovens § 216,
stk. 1, ikke er behov for en særskilt kriminalisering af uagt‐
somhed i disse tilfælde, fordi det må stå gerningsmanden
klart, at et offer – som befinder sig i en tilstand, hvor
vedkommende er ude af stand til at modsætte sig handlingen
– ikke samtykker i samlejet. Derfor vil de situationer, som
straffelovens § 228 tilsigter at ramme, i stedet blive omfattet
af den nye samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse.
Det foreslås derfor, at straffelovens § 228 ændres, så henvis‐
ningen til straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, udgår.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne
hertil.
3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser
Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af
vold mod kvinder og vold i hjemmet (Council of Europe
Convention on preventing and combating violence against
women and domestic violence) (Istanbulkonventionen) blev
ratificeret af Danmark i 2014. I artikel 36 forpligtes med‐
lemsstaterne til at kriminalisere seksuel vold, herunder vold‐
tægt.
Justitsministeriet har senest ved besvarelse af 3. april 2019
til Folketingets Retsudvalg anført, at det er ministeriets vur‐
dering, at straffelovens §§ 216, 218, 220 og 221, § 225,
jf. §§ 216, 218, 220 og 221, og § 232, kriminaliserer de
handlinger af seksuel karakter, som er nævnt i Istanbulkon‐
ventionens artikel 36 om seksuel vold, herunder voldtægt,
og at den danske straffelov således opfylder forpligtelserne
i Istanbulkonventionen i relation til seksuel vold, herunder
voldtægt, jf. besvarelse af spørgsmål nr. 4 vedrørende be‐
slutningsforslag nr. B 146 om en ny definition af voldtægt i
straffeloven baseret på samtykke (folketingsåret 2018-19 (1.
samling)).
Det er Justitsministeriets vurdering, at også den foreslåede
ændring af straffelovens § 216, stk. 1, vil være i overens‐
stemmelse med Istanbulkonventionen, idet der er tale om en
udvidelse af det strafbare område.
12
4. Ligestillingsmæssige konsekvenser
Lovforslaget er kønsneutralt og den foreslåede udvidelse
af kriminaliseringen af voldtægt omfatter alle køn. Der er
imidlertid langt flere mænd end kvinder, der bliver dømt for
voldtægt, samt langt flere kvinder end mænd, der udsættes
for voldtægt. Lovforslaget vurderes på den baggrund at in‐
deholde ligestillingsmæssige aspekter.
5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse‐
kvenser for det offentlige
Lovforslaget forventes at medføre økonomiske konsekven‐
ser for politiet, anklagemyndigheden, domstolene og krimi‐
nalforsorgen. Merudgifterne kan primært henføres til en til‐
gang af strafmasse til kriminalforsorgen.
Det er Justitsministeriets vurdering, at en ændring af vold‐
tægtsbestemmelsen vil medføre merudgifter på 28,7 mio. kr.
(2021-pl) fra 2021 og frem.
Lovforslaget forventes ikke at have implementeringskonse‐
kvenser for det offentlige.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for er‐
hvervslivet mv.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative kon‐
sekvenser for erhvervslivet m.v.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for bor‐
gerne.
8. Klima- og miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klima- og miljømæssige konsekven‐
ser.
9. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
10. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Straffelovrådets betænkning nr. 1574/2020 om en frivillig‐
hedsbaseret voldtægtsbestemmelse, som indeholder to lov‐
udkast, hvoraf det ene er baseret på frivillighed, mens det
andet er baseret på samtykke, har i perioden fra den 19.
februar 2020 til den 18. marts 2020 været i høring hos
følgende myndigheder og organisationer mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter, Advo‐
katrådet, AmiAmi, Amnesty International, Børnerådet, Bør‐
nesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Center for Voldtægtsof‐
re i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Herning, Kol‐
ding, Hillerød, Holbæk og Nykøbing Falster, Center mod
Menneskehandel, CEPOS, Danner, Dansk Kvindesamfund,
Dansk Røde Kors, Dansk Socialrådgiverforening, Danske
Advokater, Danske Regioner, Datatilsynet, Den Danske
Dommerforening, Den Danske Helsinki-Komité for Men‐
neskerettigheder, Det Kriminalpræventive Råd, Direktora‐
tet for Kriminalforsorgen, Dommerfuldmægtigforeningen,
Domstolsstyrelsen, Foreningen af Offentlige Anklagere,
Foreningen af Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsche‐
fer i Danmark, Hjælp Voldsofre, Institut for Menneskeret‐
tigheder, Joan-Søstrene, Justitia, KFUKs sociale arbejde,
KL, Kompetencecenter Prostitution, Kraka, Kvinderådet,
Kvinfo, Københavns Retshjælp, Landsforeningen af For‐
svarsadvokater, Landsforeningen for Voldsramte Kvinder,
Landsforeningen KRIM, Landsorganisationen af Kvindekri‐
secentre (LOKK), Landsorganisationen mod seksuelle over‐
greb, Offerrådgivningerne i Danmark, Politiforbundet, Red
Barnet, Reden i København, Aarhus, Odense og Aalborg,
Reden International, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten,
Rigspolitiet, Seksualpolitisk Forum, Sexarbejdernes Interes‐
seorganisation og Aarhus Retshjælp.
I samme periode har betænkningen været offentliggjort på
Høringsportalen.
Betænkningen har endvidere i perioden fra den 5. marts
2020 til den 18. marts 2020 været i høring hos organisati‐
onen Lev Uden Vold. Endelig har betænkningen været i
høring hos foreningen Everyday Sexism Project Danmark.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 29. september
2020 til den 27. oktober 2020 været i høring hos ovennævn‐
te myndigheder og organisationer mv.
13
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen En ændring af voldtægtsbestemmelsen vil
medføre merudgifter på 28,7 mio. kr. (2021-
pl) fra 2021 og frem.
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Klima- og miljømæssige konse‐
kvenser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter
Er i strid med de fem principper
for implementering af erhvervs‐
rettet EU-regulering/Går videre
end minimumskrav i EU-regule‐
ring (sæt X)
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter den gældende affattelse af straffelovens § 216, stk.
1, straffes for voldtægt den, der tiltvinger sig samleje ved
vold eller trussel om vold (nr. 1) eller skaffer sig samleje
ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person,
der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den
pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen
(nr. 2). Det er ikke strafbart at opnå samleje på anden måde,
når der bortses fra de situationer, der er reguleret af bestem‐
melserne i straffelovens § 210, § 216, stk. 2, og §§ 218-224.
Det foreslås at nyaffatte straffelovens § 216, stk. 1, så den,
der har samleje med en person, som ikke samtykker heri,
straffes for voldtægt.
Forståelsen af »samleje« forudsættes ikke ændret med for‐
slaget. Samleje vil således som efter gældende ret omfatte
vaginalt og analt samleje.
Et samtykke skal gives frivilligt og være udtryk for den
pågældendes frie vilje, bedømt ud fra omstændighederne
ved den konkrete situation.
Samtykke kan komme til udtryk gennem ord eller hand‐
ling. Der stilles ikke krav om, at samtykke skal være udtrykt
direkte eller i øvrigt på nogen bestemt måde. Samtykke efter
voldtægtsbestemmelsen skal således vurderes uformaliseret
og ud fra en konkret og samlet vurdering.
Samtykke i seksuelle relationer kan komme til udtryk på
forskellige måder og i forskellige former.
Der må som udgangspunkt være en formodning for, at en
person, der samtykker i et samleje, ikke blot forholder sig
helt passivt, men deltager i et eller andet omfang.
Handlinger, der kan være udtryk for et samtykke til samleje,
vil f.eks. kunne være kys, berøringer, nydende lyde eller re‐
levante bevægelser, f.eks. at man vender sig mod den anden
person, selv hjælper til med at tage sit undertøj af, udfører
samlejebevægelser eller lignende.
Selv om sådanne handlinger måtte foreligge, kan der være
14
en formodning imod, at et samtykke foreligger. Det vil f.eks.
kunne være tilfældet, hvis samlejet er gennemført under
omstændigheder, der er egnet til at virke intimiderende.
I de situationer, hvor der er udvist total passivitet fra den
ene persons side, er der en formodning for, at vedkommende
ikke samtykker, og derfor må den person, der ønsker samle‐
je gennemført, gøre noget for at sikre sig, at vedkommende
samtykker. Også ved total passivitet må det dog afhænge af
en konkret og samlet vurdering, om deltagelse i samlejet kan
anses for at være sket med samtykke.
Der vil – også ved total passivitet – efter en konkret og
samlet vurdering kunne foreligge samtykke. Her vil det na‐
turligt kunne indgå i vurderingen, om parterne tidligere har
haft samleje gennemført med samtykke, der er foregået på
samme måde, uden at der har været tale om indirekte trusler
eller psykisk vold mv., eller om parterne ikke tidligere har
haft nogen seksuel relation.
Der kan aldrig foreligge samtykke, hvis passivitet fra den
forurettedes side er et udtryk for, at den forurettede agerer
ud fra en ubevidst frygtbetinget tilstand, hvor vedkommende
ikke gør modstand (”fryser”). Dette kan give sig udslag i
f.eks. dissociation eller tonisk immobilitet, hvor forurettede
ikke kan tale eller bevæge sig, men der ses også eksempler
på, at forurettedes krop er i en sådan frygttilstand (kører
på ”autopilot”), så vedkommende fysisk kan fungere (f.eks.
vende sig om eller foretage seksuelle handlinger, hvis for‐
urettede bliver bedt om det), uden at dette er udtryk for
forurettedes frie vilje. Dette vil både kunne forekomme før
og under et samleje. I sådanne tilfælde foreligger der aldrig
samtykke.
I de situationer, hvor samtykke på den ene eller anden måde
er kommet til udtryk, men hvor der undervejs udvises pas‐
sivitet, og der derfor er anledning til at overveje rækkevid‐
den af samtykket, f.eks. om samtykket kun gælder vaginalt
samleje, men ikke analt samleje, eller om det kun gælder
oralt seksuelt forhold, men ikke vaginalt samleje, vil der
ligeledes skulle foretages en konkret og samlet vurdering af,
om der af den konkrete situation og sammenhæng fremgår
et samtykke til de seksuelle forhold. I den forbindelse vil
hensynene, som er nævnt ovenfor ligeledes kunne indgå i
vurderingen.
Om der er samtykket i et samleje beror på, om personen
deltager i samlejet af egen fri vilje. Det afgørende er,
at personen har haft mulighed for at tage stilling til, om
vedkommende vil deltage i samlejet.
Det er personernes adfærd umiddelbart i sammenhæng med
og på tidspunktet for samlejet, som er afgørende for vurde‐
ringen af, om der foreligger samtykke. Flirtende adfærd, kys
tidligere på aftenen, eller det forhold, at en person er gået
med en anden person hjem, kan ikke i sig selv anses som
samtykke til et samleje.
Et samtykke må – navnlig ud fra retssikkerhedshensyn –
vurderes objektivt ud fra oplysningerne om personens delta‐
gelse i samlejet, herunder personens ord og handlinger, og
ikke ud fra personens indre overbevisning. Dette indebærer
f.eks., at en person, som efter sin indre overbevisning ikke
ønsker et samleje, men som alligevel vælger at gå med til
samlejet, vil skulle anses for at have samtykket i samlejet.
Det indebærer endvidere, at det forhold, at en person ikke
har haft fuld viden om eller indsigt i en række forhold,
der kan have haft betydning for, at vedkommende valgte at
deltage i samlejet, ikke udelukker, at der er samtykket i sam‐
lejet. I de tilfælde, hvor en person f.eks. er blevet ”snydt”
til samleje gennem usande påstande om, at den anden per‐
son var en berømthed eller havde en særlig alder, status,
beskæftigelse eller lignende, må samlejet anses for gennem‐
ført med samtykke. Er der tale om tilsnigelse af samleje med
en person, som forveksler gerningsmanden med en anden,
vil forholdet dog kunne være strafbart efter straffelovens §
221.
Om den nærmere forståelse af begrebet ”samtykke” henvi‐
ses der i øvrigt til pkt. 2.1.3.1-2.1.3.3 i lovforslagets almin‐
delige bemærkninger.
Der er med lovforslaget ikke tilsigtet nogen ændring i krimi‐
naliseringen af de forhold, som allerede i dag er strafbare
som voldtægt efter den hidtil gældende bestemmelse i straf‐
felovens § 216, stk. 1, dvs. hvor samlejet tiltvinges ved
vold eller trussel om vold, eller hvor samlejet skaffes ved
ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260, eller med en person,
som befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den
pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.
Der vil under sådanne omstændigheder ikke kunne foreligge
et samtykke, som er givet frivilligt, og de forhold, som i dag
er strafbare efter den hidtil gældende bestemmelse i straffe‐
lovens § 216, stk. 1, vil således fremover være omfattet af
det udvidede strafbare område efter det foreslåede stk. 1.
Dette indebærer bl.a., at der ikke vil kunne foreligge et gyl‐
digt samtykke i tilfælde, hvor samlejet tiltvinges ved vold
eller trussel om vold.
Vold omfatter fysisk magtanvendelse både i form af meka‐
nisk tvang (hvor gerningsmanden i kraft af større fysisk
styrke gennemtvinger samleje, eller hvor en eller flere
holder offeret, mens en anden gennemfører samleje) og i
form af kompulsiv tvang (hvor slag eller anden magtanven‐
delse bevirker, at offeret opgiver videre modstand). Den
15
blotte fastholdelse af offeret udgør således vold omfattet af
bestemmelsen
Vold omfatter også generelt mildere former for vold, herun‐
der handlinger, som ikke nødvendigvis falder under straffe‐
lovens § 244 (simpel vold). Som eksempler på denne form
for vold kan nævnes det at fastholde eller gribe fat om
forurettede, at tvinge en adskillelse af forurettedes ben og at
lægge sig på forurettede. Det er således ikke en betingelse,
at der er anvendt omfattende vold eller trusler, ligesom der
også kan være tale om mere eller mindre stiltiende trusler.
Dette indebærer endvidere, at der ikke vil kunne foreligge et
gyldigt samtykke i tilfælde, hvor samlejet skaffes ved anden
ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260.
Endelig indebærer dette, at der ikke vil kunne foreligge et
gyldigt samtykke i tilfælde, hvor offeret befinder sig i en
tilstand eller situation, i hvilken pågældende er ude af stand
til at modsætte sig handlingen.
”Tilstande” forstås i overensstemmelse med den hidtil
gældende retstilstand som søvn, bevidstløshed, stærk beru‐
selse, hypnotisk trance, fysisk lammelse og lignende.
”Situationer” kan betegnes som overrumplingstilfælde. Be‐
stemmelsen tager sigte på konkrete situationer, hvor ger‐
ningsmanden har mulighed for at overrumple forurettede og
begynde et samleje (eller andet seksuelt forhold, jf. § 225),
før offeret kan nå at reagere. Dette drejer sig i praksis navn‐
lig om tilfælde, hvor offeret er afklædt, og hvor gernings‐
manden har en legitim anledning til forholdsvis intime berø‐
ringer, men hvor gerningsmanden overskrider grænsen for,
hvad der er fagligt begrundet i situationen. Som eksempler
på sådanne situationer kan nævnes bistand til personlig hy‐
giejne, lægeundersøgelse og massage.
Det understreges, at der ikke er tale om en udtømmende
opregning af tilfælde, hvor der ikke kan foreligge samtykke.
Det er fortsat en forudsætning for anvendelse af straffelov‐
ens § 216, stk. 1, at gerningsmanden har handlet forsæt‐
ligt. Gerningsmanden skal således have forsæt med hensyn
til, at offeret ikke samtykkede i samlejet. Det er ikke til‐
strækkeligt for domfældelse, at gerningsmanden burde vide,
at samlejet var gennemført uden samtykke.
Det er anklagemyndigheden, som har bevisbyrden for, at en
tiltalt har overtrådt en straffebestemmelse med den påkræve‐
de tilregnelse.
Anklagemyndigheden skal derfor i sager om fuldbyrdet
voldtægt føre bevis for, at tiltalte har haft samleje med offer‐
et, at offeret ikke havde samtykket, og at tiltalte havde for‐
sæt til, at offeret ikke deltog med samtykke. I tilfælde, hvor
der ikke er andre beviser end tiltaltes og offerets forklaring‐
er, og hvor tiltalte og offeret forklarer forskelligt om forlø‐
bet, må afgørelsen i første række bero på en bedømmelse
af troværdigheden af forklaringerne. Hvis de modstridende
forklaringer af retten vurderes at være lige troværdige, må
der ske frifindelse. Det kræves i den forbindelse, at beviset
skal have en sådan styrke, at der ikke er nogen rimelig tvivl
om, at tiltalte er skyldig.
Det foreslåede § 216, stk. 1, viderefører uændret den gæld‐
ende normalstrafferamme for voldtægt på fængsel indtil 8
år. Straffen kan stige til fængsel indtil 12, jf. stk. 3, hvis
voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller der i
øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder. Ved
fastsættelse af straffen skal der lægges vægt på den særlige
krænkelse, der er forbundet med lovovertrædelsen, jf. stk. 4.
I tilfælde omfattet af den hidtil gældende bestemmelse i
straffelovens § 216, stk. 1, er det forudsat, at der ved straf‐
fastsættelsen tages udgangspunkt i de strafniveauer, som er
anført ovenfor under pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
For de forhold, der omfattes af den foreslåede nykrimina‐
lisering af samleje med en person, som ikke samtykker,
foreslås det, at udgangspunktet for strafudmålingen for et
enkeltstående fuldbyrdet tilfælde af samleje med en person,
som ikke samtykker, fremover – i de groveste tilfælde – vil
være fængsel fra 2 år og 6 måneder til op mod 3 år.
Det bemærkes, at der som følge af de mange forskelligart‐
ede forhold omfattet af straffelovens § 216, stk. 1, er en me‐
get stor variation i straffene for voldtægt, og at der efter om‐
stændighederne vil være grundlag for at udmåle straffe, som
ligger væsentligt over de udgangspunkter for strafudmålin‐
gen for voldtægt, der lægges op til med lovforslaget. Der
vil f.eks. i almindelighed som hidtil være grundlag for at
udmåle en skærpet straf, hvis der som led i voldtægten er
udøvet betydelig vold, hvis voldtægten er begået over for et
barn, hvis voldtægten har strakt sig over længere tid eller
er begået af flere gerningsmænd, eller hvis gerningsmanden
er trængt ind i et privat hjem og her begår voldtægt. Der
vil omvendt i almindelighed være grundlag for at udmåle en
lavere straf end de angivne udgangspunkter, hvis der f.eks.
er tale om andet seksuelt forhold end samleje (§ 225) eller
om forsøg.
Strafudmålingen vil således fortsat bero på domstolenes
konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige om‐
stændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil derfor
kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der
i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende
16
omstændigheder, jf. hermed de almindelige regler om straf‐
fens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Der vil kunne straffes i sammenstød for overtrædelse af
straffelovens § 216, stk. 1, § 216, stk. 2, og § 222.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.5 i lovforslagets alminde‐
lige bemærkninger.
Til nr. 2
Efter straffelovens § 228 straffes overtrædelser af § 216, stk.
1, nr. 2, §§ 218 eller 222-224, § 225, jf. § 216, stk. 1, nr.
2, §§ 218 eller 222-224, § 226 eller § 227, stk. 1, der som
følge af gerningsmandens ukendskab til forurettedes tilstand
eller alder ikke kan tilregnes gerningsmanden som forsætlig,
med en forholdsvis mindre straf, hvis gerningsmanden har
handlet uagtsomt.
Med hensyn til forurettedes tilstand omfatter straffelovens
§ 228 tilstande, i hvilke forurettede er ude af stand til at
modsætte sig handlingen, jf. straffelovens § 216, stk. 1, nr.
2, samt sindssygdom og mental retardering, jf. straffelovens
§ 218.
Med hensyn til alder omfatter straffelovens § 228 15-års-
grænsen i straffelovens § 222, stk. 1, og 18-års-grænsen i
straffelovens §§ 223, 224, 226 og § 227, stk. 1.
Det foreslås, at henvisningerne i straffelovens § 228 til straf‐
felovens § 216, stk. 1, nr. 2, udgår.
Det er således vurderingen, at der fremadrettet ikke er be‐
hov for en særskilt kriminalisering af uagtsomhed i disse
tilfælde, fordi det må stå gerningsmanden klart, at et offer
– som befinder sig i en tilstand, hvor vedkommende er ude
af stand til at modsætte sig handlingen – ikke samtykker
i samlejet. Derfor vil de situationer, som straffelovens §
228 tilsigter at ramme, i stedet blive omfattet af den nye
samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse.
Straffelovens § 228 foreslås således alene videreført for så
vidt angår uagtsomhed i relation til forurettedes tilstand efter
§ 218 og § 225, jf. § 218, samt for så vidt angår uagtsomhed
i relation til forurettedes alder efter §§ 222-224 og § 225, jf.
§§ 222-224, § 226 og § 227, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindeli‐
ge bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2021.
Det følger af straffelovens § 3, stk. 1, at spørgsmål om straf‐
barhed og straf efter lovens ikrafttræden skal afgøres efter
de foreslåede nye regler, dog at afgørelsen ikke derved må
blive strengere end efter de regler, der gjaldt på gernings‐
tidspunktet.
For handlinger begået før lovens ikrafttræden og pådømt
efter lovens ikrafttræden gælder dermed generelt, at de skal
bedømmes efter de foreslåede nye regler, men at straf kun
kan pålægges, hvis handlingen også var strafbar efter de
hidtil gældende regler, og at straffen ikke må være strengere
end efter de hidtil gældende regler.
Forhold, der foreslås nykriminaliseret, straffes dermed kun,
hvis de er begået efter lovens ikrafttræden.
Til § 3
Den foreslåede bestemmelse vedrører lovens territoriale gyl‐
dighed og fastslår, at loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland.
Færøerne har således pr. 1. marts 2010 overtaget lovgiv‐
ningskompetencen på det strafferetlige område, mens der for
Grønland gælder en særlig kriminallov.
17
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 976 af 17. septem‐
ber 2019, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 968 af 26. juni
2020, foretages følgende ændringer:
§ 216. For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den,
der
1) tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold eller
2) skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260,
eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller
situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at
modsætte sig handlingen.
1. § 216, stk. 1, affattes således:
»For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der har
samleje med en person, der ikke har samtykket heri.«.
Stk. 2-5. ---
§ 228. Overtrædelse af § 216, stk. 1, nr. 2, §§ 218 el‐
ler 222-224, § 225, jf. § 216, stk. 1, nr. 2, §§ 218 eller
222-224, § 226 eller § 227, stk. 1, der som følge af gernings‐
mandens ukendskab til forurettedes tilstand eller alder ikke
kan tilregnes gerningsmanden som forsætlig, straffes med en
forholdsmæssig mindre straf, hvis gerningsmanden dog har
handlet uagtsomt.
2. To steder i § 228 udgår »§ 216, stk. 1, nr. 2,«.
18