Ændringsforslag, fra klima-, energi- og bygningsministeren

Tilhører sager:

Aktører:


Ministerbrev til KEB ændringsforslag L 121.docx

https://www.ft.dk/samling/20131/lovforslag/L121/bilag/4/1347148.pdf

Ministeren
18. marts 2014
J Nr.2013-3745
Klima-, Energi- og Bygningsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Ændringsforslag L 121
Til udvalgets orientering fremsendes vedlagt et ændringsforslag til lovforslag L 121
om ændring af lov om fremme af besparelser i energiforbruget, lov om varmeforsy-
ning, lov om kommunal fjernkøling og forskellige andre love (Implementering af EU’s
energieffektivitetsdirektiv m.v.). Lovforslaget er planlagt 2. behandlet den 25. marts
2014.
Lovforslaget lægger op til, at varme og køling kan drives sammen i ét selskab, når de
produceres på en varmepumpe til kombineret produktion af varme og køling. Æn-
dringsforslaget sikrer, at dette fortsat gælder, når der etableres en fjernkølingsledning
til at udnytte køling fra varmepumpen.
Den i lovforslaget foreslåede undtagelse fra kravet om selskabsmæssig adskillelse
gælder efter ordlyden alene varmepumpen. Det vil sige, at en fjernkølingsledning til
udnyttelse af køling fra varmepumpen alligevel skal udskilles selskabsmæssigt. Det
har ikke været hensigten. Idéen med fjernkøling er netop, at der leveres køling til fle-
re bygninger via et ledningsnet. Derfor bør varme og køling også i dette tilfælde kun-
ne udøves i ét selskab.
Med venlig hilsen
Rasmus Helveg Petersen
Klima-, Energi- og Bygningsudvalget 2013-14
L 121 Bilag 4
Offentligt


Ændringsforslag L 121 - kølingsnet til køle-varmeanlæg.doc

https://www.ft.dk/samling/20131/lovforslag/L121/bilag/4/1347149.pdf

Ændringsforslag stillet af klima-, energi- og bygningsministeren (Rasmus Helveg Petersen)
Ændringsforslag
til
Forslag til lov om ændring af lov om fremme af besparelser i energifor-
bruget, lov om varmeforsyning, lov om kommunal fjernkøling og forskel-
lige andre love
(Implementering af EU’s energieffektivitetsdirektiv m.v.)
Til § 4
1) Nr. 7 affattes således:
»I § 3 indsættes efter »fjernkølingsvirksomhed«: »efter § 2«, efter »fjernkøling« indsættes: », jf.
dog stk. 2«, og som stk. 2 indsættes:
»Stk. 2. Hvis en kommune udøver fjernkølingsvirksomhed som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 3, i lov om
varmeforsyning, skal dette ske på kommercielle vilkår. Tilsvarende gælder for en kommunes ud-
øvelse af netvirksomhed til udnyttelse af køling fra fjernkølingsvirksomhed som nævnt i § 2, stk. 1,
nr. 3, i lov om varmeforsyning.«.«
[Ved anvendelse af en varmepumpe til kombineret produktion af varme og køling skal der fortsat
ikke ske selskabsmæssig adskillelse, hvis udnyttelse af køling fra varmepumpen kræver etablering
af fjernkølingsnet]
B e m æ r k n i n g e r
Til nr. 1
Efter gældende ret skal varme og køling holdes selskabsmæssigt adskilt fra hinanden. Det følger generelt af varmefor-
syningslovens prisregulering, og for kommunale virksomheder er dette udtrykkeligt reguleret i § 3 i lov om kommunal
fjernkøling. En selskabsmæssig adskillelse er administrativt og økonomisk bebyrdende.
Der er synergigevinster ved at producere varme og køling på samme fysiske anlæg. For at fremme udnyttelse af disse
synergier, er der i lovforslaget lagt op til, at der fremover ikke skal ske en selskabsmæssig adskillelse af varme og kø-
ling, hvis de to ydelser produceres på en varmepumpe til kombineret produktion af varme og køling. Til dette formål
foreslås det i lovforslagets § 4, nr. 7, at indsætte et stk. 2 i § 3 i lov om kommunal fjernkøling, som undtager varme-
pumper til kombineret produktion af varme og køling fra kravet om selskabsmæssig adskillelse. Den foreslåede undta-
gelse gælder efter ordlyden kun varmepumpen. Hvis der etableres en fjernkølingsledning til udnyttelse af køling fra
varmepumpen, skal denne ledning således alligevel holdes selskabsmæssigt adskilt. Det har ikke været hensigten.
Klima-, Energi- og Bygningsudvalget 2013-14
L 121 Bilag 4
Offentligt
Formålet med ændringsforslaget er at sikre, at der fortsat ikke skal ske en selskabsmæssig adskillelse af virksomhedens
varme- og kølingsaktiviteter, hvis der etableres fjernkølingsnet til udnyttelse af køling fra varmepumpen. Idéen med
fjernkøling er netop, at der leveres køling til flere bygninger via et ledningsnet. Derfor skal det også i dette tilfælde være
muligt at udøve varme- og kølingsaktiviteterne i ét selskab.
Det vil i disse varme-/køleselskaber fortsat være krævet, at der sker en regnskabsmæssig adskillelse af varme og køling,
og et fjernkølingsnet betragtes som en særomkostning til kølingsdelen.