Fremsat den 21. oktober 2020 af justitsministeren (Nick Hækkerup)

Fremsat den 21. oktober 2020 af justitsministeren (Nick Hækkerup)
Forslag
til
Lov om retsafgifter
Afsnit I
Afgifter for borgerlige retssager i første instans m.v.
Kapitel 1
Borgerlige retssager
§ 1. Ved anlæg af en borgerlig retssag betales 1.500 kr.
Stk. 2. For sager, der ikke har økonomisk værdi, eller som
har en økonomisk værdi på højst 100.000 kr., betales dog
ved sagens anlæg 750 kr. Det samme gælder for sager, der
alene angår:
1) Servitutter og partielle brugsrettigheder, for hvilke der
ikke betales vederlag.
2) Mortifikation af værdipapirer, servitutter, brugsrettig‐
heder eller grundbyrder.
3) Erhvervelse af ejendomsdom.
4) Dødsformodning.
§ 2. I borgerlige retssager, der har en økonomisk værdi på
mere end 100.000 kr., betales afgift for hovedforhandlingen
eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor. Afgifts‐
pligten påhviler den, der har anlagt sagen, jf. dog § 5.
Stk. 2. Afgift efter stk. 1 betales dog ikke i sager, der er
omfattet af § 1, stk. 2, 2. pkt.
Stk. 3. Afgiften efter stk. 1 udgør 3.000 kr. i sager, der an‐
går prøvelse af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet
af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4.
Stk. 4. I andre sager fastsættes afgiften efter stk. 1 i for‐
hold til sagens værdi efter følgende tabel:
Sagens værdi Afgift
100.001-250.000 kr. 3.000 kr.
250.001-500.000 kr. 8.000 kr.
500.001-1.000.000 kr. 14.000 kr.
1.000.001-2.000.000 kr. 35.000 kr.
2.000.001-3.000.000 kr. 60.000 kr.
3.000.001-4.000.000 kr. 85.000 kr.
4.000.001-5.000.000 kr. 110.000 kr.
5.000.001-6.000.000 kr. 135.000 kr.
Over 6.000.000 kr. 160.000 kr.
Stk. 5. Afgiften efter stk. 1 forfalder til betaling, når retten
fastsætter tidspunktet for hovedforhandlingen, dog tidligst 3
måneder før hovedforhandlingen. Afgiftspligten bortfalder,
hvis retten senest 2 uger før hovedforhandlingens begyndel‐
se modtager meddelelse om, at sagen er bortfaldet.
Stk. 6. I sager, der afgøres uden mundtlig hovedforhand‐
ling, forfalder afgiften efter stk. 1 til betaling, når retten
træffer beslutning om skriftlig behandling. Afgiftspligten
bortfalder, hvis retten inden indleveringen af det sidste pro‐
cedureindlæg modtager meddelelse om, at sagen er bortfal‐
det.
§ 3. Sagens værdi bestemmes efter påstanden i stævnin‐
gen. Ved fastsættelsen af afgiften efter § 2 bestemmes sa‐
gens værdi dog efter påstanden på det tidspunkt, hvor af‐
giften forfalder til betaling, jf. § 2, stk. 5 og 6. Omfatter
påstanden flere krav, er sagens værdi den samlede værdi
af disse krav, også hvor sagen anlægges af flere sagsøgere
eller mod flere sagsøgte. Renter og omkostninger medregnes
ikke.
Stk. 2. Angår påstanden en ydelse, der skal betales et ube‐
stemt antal gange, beregnes værdien ved at gange ydelserne
pr. år med 10, jf. dog stk. 3. Angår påstanden en ydelse,
der skal betales et bestemt antal gange, beregnes værdien
ved at gange ydelsen pr. gang med antallet af gange, ydelsen
skal betales. Værdien kan dog ikke overstige ydelserne pr. år
ganget med 10, jf. dog stk. 3. Er ydelserne ikke af samme
størrelse, lægges ydelserne for det sidste år inden sagens
anlæg til grund for beregningen.
Stk. 3. Værdien af sager i henhold til lejelovgivningen
beregnes, når sagen omfattes af stk. 2, 1. pkt., ved at gange
den årlige ydelse, påstanden angår, med 5. Omfattes sagen
af stk. 2, 2. pkt., kan værdien ikke overstige ydelserne pr.
år ganget med 5. For sager om opsigelse eller ophævelse af
lejemål fastsættes sagens værdi dog til 1 års leje.
Stk. 4. Kan sagens værdi ikke bestemmes på grundlag af
påstanden i stævningen, skal sagsøgeren anslå værdien så
nøjagtigt som muligt. Om fornødent ansætter retten værdien
ved et skøn.
Lovforslag nr. L 66 Folketinget 2020-21
Justitsmin., j.nr. 2019-4000-0141
AA012040
Stk. 5. Udvides påstanden, omberegnes afgiften på grund‐
lag af den udvidede påstand.
§ 4. Adcitationssøgsmål og interventionssøgsmål efter
retsplejelovens § 251 anses som selvstændige søgsmål. For
indtræden i sager efter retsplejelovens § 252 betales ingen
afgift.
§ 5. Nedlægger sagsøgte påstand om selvstændig dom,
betragtes denne påstand som et selvstændigt søgsmål.
Stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvor sagsøgte i en sag
om krænkelse af en immaterialrettighed kun kan anfægte
immaterialrettens gyldighed ved at nedlægge en påstand om
ugyldighed.
§ 6. Afgiften tilbagebetales, hvis retten hæver sagen i
medfør af retsplejelovens § 361.
§ 7. Der betales ikke ny afgift i en sag, der genoptages.
Stk. 2. Hjemvises en sag til ny behandling i tidligere
instans, betales ikke ny afgift for den fornyede behandling.
§ 8. Afgiftsfri er sager om:
1) Nægtelse af valgret til Folketinget, regionsrådet, kom‐
munalbestyrelsen eller Europa-Parlamentet.
2) Adoption.
3) Familieretlige spørgsmål, der behandles efter retspleje‐
lovens kapitel 42.
4) Fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og
samvær.
5) Værgemål.
6) Prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.
7) Prøvelse af administrative afgørelser efter § 112 i lov
om fuldbyrdelse af straf m.v.
8) Beslutninger om administrativ udvisning m.v. behand‐
let efter udlændingelovens kapitel 7 b.
9) Stadfæstelse af arrest, for så vidt der her i landet er
anlagt sag om den fordring, for hvilken arrest er gjort.
Stk. 2. Afgiftsfri er endvidere sager, der anlægges i hen‐
hold til lejelovens § 49, og sager, der vedrører kapitel II-V i
lov om midlertidig regulering af boligforholdene.
§ 9. Afgift betales ikke af:
1) En statstjenestemand, der anlægger sag efter ordre.
2) En part, der er fritaget for betaling af afgifter i medfør
af retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 1.
3) En part, der har en retshjælpsforsikring eller anden for‐
sikring, der dækker omkostninger ved sagen, og som
opfylder de økonomiske betingelser efter retsplejelo‐
vens § 325.
Stk. 2. Retten træffer afgørelse om betaling af sagsom‐
kostninger, som om der ikke var afgiftsfrihed efter stk. 1,
nr. 1 eller 3, herunder et skønsmæssigt fastsat beløb svaren‐
de til de afgifter, der efter sagens værdi skulle have været
betalt. Pålægges modparten at betale sagsomkostninger sva‐
rende til de afgifter, der skulle have været betalt, tilfalder
beløbet statskassen.
Kapitel 2
Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud
§ 10. For anmodning om meddelelse af forbud eller påbud
betales 750 kr.
Stk. 2. §§ 7-9 finder tilsvarende anvendelse.
Kapitel 3
Bevisoptagelse m.v.
§ 11. For anmodning om bevisoptagelse, der ikke sker
under eller til brug for en her i landet anlagt retssag eller sag
om midlertidig afgørelse om forbud eller påbud, betales 750
kr. Der betales ny afgift efter 1. pkt. for en anmodning om
besvarelse af supplerende spørgsmål til et syn og skøn, som
fremsættes mere end 3 måneder efter skønserklæringens af‐
givelse.
Stk. 2. For anmodning efter voldgiftslovens § 5 betales
750 kr.
Stk. 3. Søforklaringer er afgiftsfri.
Stk. 4. §§ 7-9 finder tilsvarende anvendelse.
Afsnit II
Afgifter for foged- og auktionsforretninger
Kapitel 4
Betalingspåkrav
§ 12. For betalingspåkrav betales 750 kr.
Stk. 2. Afgiftspligten bortfalder, hvis forkyndelse af beta‐
lingspåkravet undlades, fordi udlæg er udelukket efter rets‐
plejelovens § 490 eller konkurslovens §§ 12 c, 31 eller 207
og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse i så
fald undlades, jf. retsplejelovens § 477 d, stk. 1.
Stk. 3. §§ 7-9 finder tilsvarende anvendelse.
Kapitel 5
Fogedforretninger
§ 13. For anmodning om følgende fogedforretninger beta‐
les 750 kr.:
1) Udlæg.
2) Fuldbyrdelse af domme, retsforlig og voldgiftskendel‐
ser, der ikke lyder på penge.
3) Indsættelses- og udsættelsesforretninger uden sædvan‐
ligt eksekutionsgrundlag.
4) Arrest.
5) Bistand til opretholdelse af forbud og påbud.
6) Bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder
m.v.
Stk. 2. Når tvangsfuldbyrdelse iværksættes på grundlag af
et betalingspåkrav i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk.
2, 2. pkt., betales ikke afgift efter stk. 1, nr. 1, jf. dog stk. 6.
Stk. 3. Anmodes der straks i tilslutning til en tilbagetagel‐
sesforretning om udlæg efter kreditaftalelovens § 42, betales
ikke afgift efter stk. 1, nr. 1, jf. dog stk. 6.
Stk. 4. Angår fogedforretningen samme krav hos flere
skyldnere, betales afgift efter stk. 1 for hver skyldner. Dette
gælder dog ikke, hvis skyldnerne er samlevende ægtefæller,
2
eller hvor fogedforretningen angår fast ejendom, som tilhø‐
rer skyldnerne i forening.
Stk. 5. Afgiftspligten efter stk. 1, nr. 1 og 4, bortfalder,
hvis fogedretten efter retsplejelovens § 490, stk. 1, afviser
at foretage udlægsforretning, eller hvis forretningen afvises
efter konkurslovens §§ 12 c, 31 eller 207.
Stk. 6. Der skal betales ny afgift efter stk. 1, når rekviren‐
ten mere end 1 år efter, at afgiftspligt er indtrådt, fremsætter
ny anmodning vedrørende kravet over for samme fogedret
eller fogedretten i en anden retskreds.
§ 14. Afgiftsfri er fogedforretninger vedrørende:
1) Bøder, konfiskerede værdier og sagsomkostninger i
straffesager, der inddrives af det offentlige.
2) Afgifter og sagsomkostninger, som det påhviler dom‐
stolene at indkræve.
3) Krav, der tilkommer en part, der er fritaget for betaling
af afgifter i medfør af retsplejelovens § 331, stk. 1, nr.
1.
4) Krav, der tilkommer en part, der har en retshjælpsfor‐
sikring eller anden forsikring, der dækker omkostnin‐
ger ved fogedsagen, og som opfylder de økonomiske
betingelser efter retsplejelovens § 325.
5) Krav tillagt en statstjenestemand under en af tjeneste‐
manden efter ordre anlagt sag.
6) Borgerlige krav fastsat under en offentlig straffesag.
7) Beslaglæggelse i tilknytning til meddelelse af forbud
eller påbud, når retten har henvist spørgsmålet om be‐
slaglæggelse til særskilt behandling ved fogedretten.
8) Afgørelser efter kapitel 2 a i lov om anerkendelse og
fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v.
på det civil- og handelsretlige område om, at en uden‐
landsk retsafgørelse skal anerkendes eller er eksigibel
her i landet, eller at et udenlandsk officielt bekræftet
dokument eller retsforlig er eksigibelt her i landet.
Kapitel 6
Auktion
§ 15. Der betales afgift efter reglerne i dette kapitel for:
1) Tvangsauktioner og frivillige auktioner, der afholdes
af fogedretten over fast ejendom, registreret skib eller
luftfartøj med tilhørende løsøre.
2) Tvangsauktioner, der afholdes af fogedretten over ak‐
tier, gældsbreve og andre fordringer.
§ 16. For anmodning om auktion betales 1.500 kr. Dog
betales ikke afgift for anmodning om ny auktion i medfør af
retsplejelovens § 576, stk. 1.
Stk. 2. Er der meddelt fri proces til auktionen, finder § 9,
stk. 1, nr. 2, tilsvarende anvendelse.
§ 17. Afsluttes auktionen med hammerslag, betales yder‐
ligere 1.500 kr. Afholdes der ny auktion i medfør af retsple‐
jelovens § 576, betales kun afgift én gang.
Stk. 2. Afgiftspligten efter stk. 1 indtræder ved auktionens
slutning.
Afsnit III
Afgifter for skifte
Kapitel 7
Anmodninger til skifteretten m.v.
§ 18. For en fordringshavers begæring om konkurs eller
rekonstruktionsbehandling betales 1.500 kr.
Stk. 2. Indgiver flere fordringshavere begæring på for‐
skelligt grundlag, betales afgift af hver fordringshaver for
sig, hvad enten begæringerne er indeholdt i et eller flere
dokumenter. Indgiver en forening af erhvervsdrivende eller
lønmodtagere samtidig begæring på flere fordringshaveres
vegne, betales dog kun afgift som for én begæring.
§ 19. Der betales 750 kr. for anmodning om:
1) Bistand til skifte af et bo efter § 1 i lov om ægtefælle‐
skifte m.v.
2) Genoptagelse af et bo, jf. § 78 i lov om ægtefælleskifte
m.v.
3) Dødsfaldskendelse.
4) Udnævnelse af granskningsmænd i henhold til selska‐
bsloven.
5) Genoptagelse af boet efter et kapitalselskab i henhold
til selskabslovens § 235.
Stk. 2. Samme afgift betales for anmodning fra en eller
flere arvinger om, at en ægtefælle, der hensidder i uskiftet
bo, skal skifte.
§ 20. Afgiftsfri er anmodning om:
1) Udmeldelse af vurderingsmænd.
2) Førelse af testaments- eller arvelegitimationsvidner.
§ 21. Er der meddelt fri proces til begæringen eller an‐
modningen, finder § 9, stk. 1, nr. 2, tilsvarende anvendelse
på begæring om konkurs og på anmodninger, der er nævnt i
§ 19, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2.
§ 22. Der betales afgift efter kapitel 1 for behandling af:
1) Tvister i konkursboer angående anmeldte fordringer og
krav eller deres fortrinsret, jf. konkurslovens § 246.
2) Tvister, der indbringes for skifteretten i medfør af sel‐
skabslovens § 221, stk. 3.
3) Tvister, der indbringes for skifteretten i medfør af § 2 i
lov om ægtefælleskifte m.v.
4) Tvister, der opstår i forbindelse med skifte af et dødsbo
eller et uskiftet bo, og som forudsættes afgjort ved
dom.
Stk. 2. Der betales afgift efter kapitel 3 for anmodning
til skifteretten om bistand til sagens oplysning under et
privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere
særejeaktiver, jf. § 65 i lov om ægtefælleskifte m.v.
Stk. 3. Der betales afgift efter kapitel 5 for ind- og udsæt‐
telsesforretninger i medfør af konkurslovens § 112 eller § 73
i lov om ægtefælleskifte m.v.
Stk. 4. Begæring om pålæg af konkurskarantæne er af‐
giftsfri.
3
Kapitel 8
Konkursbehandling
§ 23. For konkursbehandling betales 9.000 kr.
Stk. 2. Der betales ikke afgift ved genoptagelse af en
bobehandling.
Stk. 3. Afgiftspligten indtræder, når skifteretten afsiger
konkursdekret.
Stk. 4. Afgiften forfalder til betaling, når udlodning kan
ske, og betales af boets midler, jf. konkurslovens § 94, nr. 4.
Kapitel 9
Ægtefælleskifte m.v.
§ 24. Af boer, der i medfør af lov om ægtefælleskifte m.v.
behandles ved bobehandler, betales 1.500 kr.
Stk. 2. Overstiger bobeholdningen 1,5 mio. kr., betales
yderligere 9.000 kr. Angår skiftet en del af boet, medregnes
alene den del, der er omfattet af skiftet.
Stk. 3. Afgiftspligten indtræder, når skifteretten henviser
boet til bobehandler.
Stk. 4. Afgiften forfalder til betaling, når boopgørelsen er
endelig. Afbrydes skiftet, jf. § 30 i lov om ægtefælleskifte
m.v., forfalder afgiften til betaling, når de afgiftspligtige
modtager meddelelse om afgiftsberegningen.
§ 25. Kan størrelsen af afgiften efter § 24 i tilfælde,
hvor skiftet afbrydes, jf. § 30 i lov om ægtefælleskifte m.v.,
ikke afgøres på grundlag af de foreliggende oplysninger,
kan skifteretten pålægge de afgiftspligtige inden en nærmere
fastsat frist at fremkomme med de oplysninger, der er nød‐
vendige for at træffe afgørelse om afgiftspligten.
Stk. 2. Fremkommer oplysningerne ikke inden den fast‐
satte frist, kan skifteretten pålægge de afgiftspligtige daglige
eller ugentlige bøder, der løber, indtil oplysningerne frem‐
kommer.
§ 26. En lodtager i boet hæfter solidarisk for afgiften efter
§ 24 med værdien af det, denne har modtaget, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Ved skifte af ægtefællers fællesbo gælder § 44 i lov
om ægtefælleskifte m.v.
Kapitel 10
Dødsbobehandling
§ 27. Af boer, der udleveres til privat skifte, herunder
forenklet privat skifte, eller som behandles ved bobestyrer,
betales 1.500 kr.
§ 28. Af boer, der behandles efter de almindelige reg‐
ler om privat skifte eller ved bobestyrer, betales yderligere
9.000 kr., hvis arvebeholdningen i henhold til boopgørelsen
overstiger 1,5 mio. kr.
Stk. 2. I boer, der har været udleveret til almindeligt pri‐
vat skifte eller til behandling ved bobestyrer og derefter
udleveres til uskiftet bo, afgøres afgiftspligten efter stk. 1
på grundlag af den formueoversigt, der skal indleveres efter
arvelovens § 22.
§ 29. Afgiftspligten efter §§ 27 og 28 indtræder ved boets
udlevering.
Stk. 2. Der betales ikke afgift på ny, hvis et bo genoptages
eller udleveres til en anden behandlingsmåde.
§ 30. I boer, der udleveres til privat skifte, herunder for‐
enklet privat skifte, forfalder afgiften efter § 27 til betaling
ved boets udlevering. Afgiften efter § 28 forfalder til beta‐
ling, når boopgørelsen er endelig.
Stk. 2. I boer, der behandles ved bobestyrer, forfalder
afgiften efter §§ 27 og 28 til betaling, når udlodning kan
ske. Overgår boet inden udlodningen til anden behandlings‐
måde, skal der i forbindelse hermed betales afgift efter § 27.
Stk. 3. I boer omfattet af § 28, stk. 2, forfalder afgiften
efter § 28 til betaling ved indlevering af formueoversigten.
§ 31. I privatskiftede boer hæfter arvingerne solidarisk for
afgiften efter §§ 27 og 28.
Stk. 2. Arvinger, der ved boets udlevering er repræsenteret
ved værge eller skifteværge, eller som var under konkurs,
hæfter dog alene med værdien af det, de eller konkursboet
har modtaget, og i det forhold, i hvilket arvingerne var be‐
rettigede til at modtage bos- og arvelod. Begrænsningerne
finder tilsvarende anvendelse på regreskrav fra medarvinger.
§ 32. I boer, der behandles ved bobestyrer, betales afgif‐
ten efter §§ 27 og 28 af boets midler. Bobestyreren hæfter
for afgiftens betaling.
Afsnit IV
Afgifter for notarialforretninger, kopier og udskrifter
Kapitel 11
Notarialforretninger
§ 33. For notarialforretninger betales 300 kr., jf. dog § 34.
Stk. 2. Vedrører en notarialforretning flere personer, beta‐
les afgift som for et tilsvarende antal forretninger, medmin‐
dre forretningen foretages under ét på samme sted.
§ 34. For notarens bekræftelse af, at en kopi er i overens‐
stemmelse med det originale dokument, betales 150 kr.
Kapitel 12
Kopier og udskrifter
§ 35. Der betales 150 kr. for:
1) Kopier, der udleveres af retten i medfør af retsplejelo‐
vens § 41 b, § 41 c, § 41 f, stk. 5, eller § 41 h.
2) Udskrifter, der udfærdiges af Tinglysningsretten.
Afsnit V
Afgifter for appel
Kapitel 13
Anke
§ 36. For anke i den borgerlige retsplejes former beta‐
les ved indlevering af ankestævning 2.000 kr. ved anke til
landsret og 4.000 kr. ved anke til Højesteret.
Stk. 2. Afgiften efter stk. 1 for anke til landsret er dog
1.000 kr., hvis ankesagen
4
1) ikke har økonomisk værdi eller har en økonomisk vær‐
di på højst 100.000 kr. eller
2) er omfattet af § 1, stk. 2, 2. pkt.
§ 37. I ankesager, der har en økonomisk værdi på mere
end 100.000 kr., betales afgift for hovedforhandlingen eller
skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, efter reglerne
i § 2. I ankesager ved Højesteret forhøjes afgiften med 50
pct.
Stk. 2. Afgiftspligten efter stk. 1 påhviler appellanten, jf.
dog § 5.
§ 38. Ankesagens værdi fastsættes på grundlag af den
ændring, som påstås i den indankede dom. I øvrigt finder §
3 tilsvarende anvendelse.
§ 39. Indbringes en sag for Højesteret efter retsplejelo‐
vens § 368, stk. 5, skal der betales afgift for anke til Højes‐
teret efter § 36. I afgiften fradrages afgift betalt for anken til
landsret.
Stk. 2. Afvises en anke af Højesteret efter retsplejelovens
§ 368, stk. 6, jf. stk. 4, betales ikke ny afgift efter § 36, hvis
den, der har indbragt sagen for Højesteret, derefter rettidigt
indbringer sagen for landsretten.
§ 40. Afgiften tilbagebetales, hvis sagen hjemvises til ny
behandling i tidligere instans.
§ 41. For anke af de sager, der er nævnt i § 8, stk. 1, nr.
1-3, 5, 6 og 8, betales ingen afgift.
Stk. 2. § 4, 2. pkt., og §§ 5, 7 og 9 finder tilsvarende
anvendelse ved anke.
Kapitel 14
Kære
§ 42. For kære til landsret betales 750 kr. og for kære til
Højesteret 1.500 kr.
§ 43. Afgiftsfri er kære iværksat af:
1) Parter i en sag, der er fritaget for afgift i medfør af § 8,
stk. 1, nr. 1-8.
2) Parter, der er fritaget for afgift i medfør af § 9, stk. 1.
3) Anklagemyndigheden og sigtede i offentlige straffesa‐
ger.
4) Beskikkede forsvarere og advokater vedrørende spørgs‐
mål om vederlag.
§ 44. Afgiften tilbagebetales, hvis vedkommende ret eller
myndighed omgør den påkærede kendelse eller beslutning
eller den kærende helt eller delvis får medhold ved kæremå‐
lets afgørelse.
Kapitel 15
Ansøgning om ekstraordinær genoptagelse eller anke
§ 45. For ansøgning om genoptagelse eller anke i medfør
af retsplejelovens § 399 betales 2.000 kr., medmindre parten
har fri proces hertil.
Stk. 2. Afgiften tilbagebetales, hvis ansøgningen imøde‐
kommes.
Afsnit VI
Almindelige bestemmelser
Kapitel 16
Afgifternes betaling m.v.
§ 46. Er andet ikke bestemt, påhviler afgiftspligten den,
der har indgivet anmodningen, og afgiften forfalder til beta‐
ling ved indgivelsen af anmodningen.
§ 47. Betales afgiften ikke til forfaldstid, giver den ret
eller myndighed, hvortil anmodningen er indgivet, eller hvor
sagen verserer, den, afgiftspligten påhviler, meddelelse om,
at afgiften skal betales inden 2 uger fra modtagelsen af
meddelelsen.
Stk. 2. Den, afgiftspligten påhviler, kan inden for den
frist, der er nævnt i stk. 1, skriftligt gøre indsigelse mod
afgiften. I så fald træffer retten ved kendelse afgørelse om
afgiften, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Fremsættes der indsigelse mod en afgift for kære,
sender den ret eller myndighed, hvis afgørelse kæres, sagen
med sine eventuelle bemærkninger til appelinstansen, der
herefter ved kendelse træffer afgørelse om afgiften.
Stk. 4. Byrettens, Tinglysningsrettens eller Sø- og Han‐
delsrettens afgørelse efter stk. 2 kan med Procesbevillings‐
nævnets tilladelse kæres til landsretten. Sådan tilladelse kan
gives, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter
eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Retsplejelovens §
389, stk. 4, § 393, stk. 1, 3 og 5, § 394, stk. 2, og §§ 396-398
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Landsrettens afgørelse efter stk. 2-4 kan kæres til
Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Retsple‐
jelovens § 392, stk. 3 og 4, § 393, stk. 1, 3 og 5, § 394, stk.
2, og §§ 396-398 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 6. Kære efter stk. 4 og 5 er afgiftsfri.
Stk. 7. Er der inden for fristen efter stk. 1 hverken sket
betaling eller fremsat indsigelse, anses en anmodning om fo‐
retagelse af en retshandling, for hvilken der skal betales af‐
gift ved indgivelsen af anmodningen, som bortfaldet. Er det
afgiften efter § 2 eller § 37, jf. § 2, der ikke er betalt, afvises
sagen, jf. dog § 5. 1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse, hvis
afgiften er betalt kort efter fristens udløb og overskridelsen
af fristen kan skyldes ekstraordinære omstændigheder uden
for den afgiftspligtiges kontrol.
Stk. 8. Stk. 7 gælder tilsvarende, hvis afgiften ikke er
betalt senest 2 uger efter, at den pågældende har modtaget
meddelelse om rettens afgørelse efter stk. 2 eller 3. Er der
inden denne frist indgivet ansøgning til Procesbevillings‐
nævnet efter stk. 4 eller 5, og har den, der har fremsat
anmodningen, underrettet retten herom, er fristen dog 2
uger efter, at den pågældende har modtaget meddelelse om
Procesbevillingsnævnets afgørelse, eller, hvis kæretilladelse
gives og kære sker inden 2 uger herefter, 2 uger efter, at den
pågældende har modtaget meddelelse om, at kæresagen er
afsluttet.
Stk. 9. Når en anmodning anses for bortfaldet eller sagen
afvises, bortfalder afgiften.
5
§ 48. Den ret eller myndighed, der har beregnet en afgift,
kan af egen drift ændre beregningen til fordel for den af‐
giftspligtige.
Stk. 2. Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 47, stk. 4 og
5, kan efterbetaling af for lidt beregnet afgift ikke kræves,
når der er forløbet 6 uger efter, at den afgiftspligtige har
fået meddelelse om beregningen, eller at retshandlingen er
iværksat.
Stk. 3. Efterbetaling kan dog kræves, hvor beregningen
hviler på urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildle‐
dende oplysninger fra den afgiftspligtige.
Kapitel 17
Internationale overenskomster
§ 49. I overenskomster med fremmede stater kan der
optages bestemmelser om fritagelse for afgift efter denne
lov. Bestemmelserne finder anvendelse her i landet efter
bekendtgørelse i Lovtidende.
Afsnit VII
Slutningsbestemmelser
Kapitel 18
Ikrafttræden m.v.
§ 50. Loven træder i kraft den 1. april 2021.
Stk. 2. Lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1252
af 27. november 2014, ophæves.
§ 51. Loven finder ikke anvendelse, når afgiftspligten
efter de hidtil gældende regler er indtrådt før lovens ikraft‐
træden. I sådanne tilfælde finder de hidtil gældende regler
anvendelse.
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse i borgerlige retssager
i 1. instans, der er anlagt før lovens ikrafttræden. I sådanne
sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse i ankesager, hvor
anke er sket før lovens ikrafttræden. I sådanne sager finder
de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 4. Loven finder ikke anvendelse på betalingspåkrav,
der er indleveret før lovens ikrafttræden eller på tvangsfuld‐
byrdelse eller retssagsbehandling på grundlag heraf i medfør
af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., eller § 477 f,
1. pkt. For sådanne betalingspåkrav, tvangsfuldbyrdelser og
retssagsbehandlinger finder de hidtil gældende regler anven‐
delse.
Stk. 5. Lovens kapitel 5 finder ikke anvendelse i fogedsa‐
ger, hvor anmodning om fogedforretning er fremsat inden
lovens ikrafttræden. I sådanne sager finder de hidtil gælden‐
de regler anvendelse.
Stk. 6. Lovens kapitel 6 finder ikke anvendelse på auk‐
tion, hvor anmodning om auktion er fremsat før lovens
ikrafttræden. Ved sådanne auktioner finder de hidtil gælden‐
de regler anvendelse.
§ 52. I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1445 af
29. september 2020, foretages følgende ændring:
1. I § 331, stk. 3, nr. 1, ændres ”§§ 34 a og 34 b” til: ”§ 24”.
§ 53. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
6
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Ny retsafgiftslov
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2. Civile retssager mv.
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Retsplejerådets overvejelser
2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3. Fogedretlige sager mv.
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Retsplejerådets overvejelser
2.3.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.4. Skifteretlige sager mv.
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Retsplejerådets overvejelser
2.4.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.5. Appel og genoptagelse
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Retsplejerådets overvejelser
2.5.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.6. Øvrige retsafgifter
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Retsplejerådets overvejelser
2.6.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Klima- og miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
9. Sammenfattende skema
7
1. Indledning
Lovforslaget har til formål at forenkle reglerne om retsafgif‐
ter, så de bliver lettere at forstå og anvende for borgerne og
myndighederne.
Der foreslås en ny lov om retsafgifter til erstatning for den
gældende retsafgiftslov, der stammer fra 1969 og er ændret
mange gange siden da.
Ligesom den gældende retsafgiftslov fastsætter lovforsla‐
get forskellige afgifter for en række anmodninger til dom‐
stolene, navnlig i civile retssager, fogedsager og skiftesa‐
ger. Bortset fra kæremål fra tredjemand (f.eks. et vidne eller
en journalist) skal der ikke betales retsafgift i straffesager.
Formålet med retsafgifter er på den ene side fiskalt, dvs.
at give staten et provenu. I 2019 var det samlede retsafgifts‐
provenu 452,2 mio. kr. Retsafgifterne er en generel indtægt
for staten. Domstolenes driftsbevilling er uafhængig af rets‐
afgiftsprovenuet.
Formålet med retsafgifter er på den anden side processu‐
elt. For at modvirke ubegrundede sagsanlæg, appeller mv. er
det således hensigtsmæssigt, at der i en række tilfælde skal
betales en afgift – som man så får tilbage i form af tilkend‐
te sagsomkostninger eller eventuelt direkte tilbagebetaling,
hvis man får medhold.
Lovforslaget indebærer væsentlige forenklinger i forhold til
den gældende retsafgiftslov. Som de væsentligste forenklin‐
ger kan fremhæves følgende:
Det foreslås at erstatte alle retsafgifter, der beregnes som en
procent af sagens værdi, med faste afgifter. Dermed bliver
der mindre behov for af hensyn til beregningen af retsafgift
at opgøre sagens værdi.
Det foreslås at afskaffe en række retsafgifter, som ikke har
nogen processuel begrundelse, dvs. hvor formålet med afgif‐
ten alene er fiskalt. Det foreslås således, at skyldnerens egen
begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling skal
være afgiftsfri (afgiften er i dag 750 kr.). Det foreslås endvi‐
dere, at udlæg af et dødsbo uden bobehandling (”udlæg for
begravelsesomkostningerne”), udlæg af et dødsbo til længst‐
levende ægtefælle og udlevering af et dødsbo til uskiftet bo
skal være afgiftsfri (afgiften er i dag 500 kr.).
De gældende minimumsafgifter for bl.a. sagsanlæg og fo‐
gedsager har ikke været reguleret siden 1989. Forbrugerpris‐
indekset er steget med ca. 70 pct. fra 1989 til 2018. Afgif‐
ternes processuelle virkning – at modvirke ubegrundende
sagsanlæg mv. – er dermed i de forløbne 30 år blevet væ‐
sentligt mindre i sager om mindre krav.
Det foreslås derfor at forhøje den laveste afgift for sagsan‐
læg fra 500 kr. (i visse sager om servitutter mv. dog 400
kr.) til 750 kr. Forhøjelsen er mindre end prisudviklingen i
den forløbne periode, og det foreslås samtidig, at afgiften
for sagsanlæg skal være 750 kr. i alle sager med en værdi
på op til 100.000 kr. I dag er afgiften 500 kr. i sager med en
værdi op til 50.000 kr. og mellem 760 kr. og 1.350 kr. i sager
med en værdi mellem 50.000 kr. og 100.000 kr. Afgiften
foreslås altså forhøjet med 250 kr. i sager op til 50.000 kr.
og samtidig nedsat med mellem 10 kr. og 600 kr. i sager
mellem 50.000 kr. og 100.000 kr.
I fogedsager foreslås der en fast afgift på 750 kr. uanset sa‐
gens værdi og behandlingsmåde. I dag er der en grundafgift
på 300 kr. med et tillæg afhængig af sagens værdi (uden
overgrænse) og en tillægsafgift på 400 kr. for udkørende
fogedforretning eller politifremstilling af skyldneren. Afgif‐
ten i en fogedsag med udkørende fogedforretning eller poli‐
tifremstilling af skyldneren er i dag 750 kr. i en sag med en
værdi på 13.000 kr.
De beskrevne forenklinger af afgiften for sagsanlæg og af
afgiften i fogedsager giver mulighed for en meget betydelig
forenkling af afgiften for betalingspåkrav (dvs. inkassosager
op til 100.000 kr.). Der foreslås en fast afgift på 750 kr.
for betalingspåkrav inkl. efterfølgende retssagsbehandling
eller udlæg, hvis betalingspåkravet overgår hertil. I dag er
afgiften for betalingspåkrav mellem 400 kr. og 2.140 kr.
afhængig af kravets størrelse og fordringshaverens valg af
behandlingsmåde i tilfælde af, at skyldneren har eller ikke
har indsigelser mod kravet.
Lovforslaget indebærer, at der for betalingspåkrav, som går
videre til udlæg, fremover altid vil være 50 pct. ”rabat” på
retsafgiften sammenlignet med først at opnå dom og derefter
at anmode om udlæg. Retsafgiften vil nemlig være 750 kr.
for betalingspåkravet inkl. udlæg, når skyldneren ikke har
indsigelser mod kravet, mod to gange 750 kr. for sagsanlæg
efterfulgt af udlæg (750 kr. for sagsanlægget og 750 kr. for
udlægget). I dag er der ingen ”rabat” på retsafgiften for
betalingspåkrav efterfulgt af udlæg, hvis kravet er mere end
50.000 kr., mens den for betalingspåkrav på højst 50.000 kr.
er mellem 100 kr. og 340 kr.
De beskrevne eksempler på forenklinger sammenfattes i ne‐
denstående skema:
8
Gældende ordning Foreslået ordning
Sagsanlæg med værdi på højst 50.000 kr. 500 kr., i visse tilfælde dog 400 kr.
750 kr.
Sagsanlæg med værdi mellem 50.001 kr.
og 100.000 kr. 760 kr.-1.350 kr.
Betalingspåkrav 400 kr.-2.140 kr. 750 kr.
Udlæg og arrest 300 kr. med tillæg af ½ pct. af den del af kravet, der
overstiger 3.000 kr. + 400 kr. i nogle tilfælde 750 kr.
Andre fogedforretninger 300 kr. + 400 kr. i nogle tilfælde 750 kr.
Skyldnerens begæring om konkurs eller
rekonstruktionsbehandling 750 kr. Afgiftsfri
Boudlæg, udlæg til længslevende ægtefæl‐
le og udlevering til uskiftet bo 500 kr. Afgiftsfri
De foreslåede forenklinger indebærer, at der vil være nogle
sager, hvor afgiften bliver højere, og andre sager, hvor afgif‐
ten bliver lavere, end den ville have været efter de gældende
regler. Det samlede provenu af retsafgifter forventes at stige
med ca. 15 mio. kr. årligt ved et uændret sagsantal, dvs. med
ca. 3 pct.
Lovforslaget bygger på Retsplejerådets betænkning nr.
1572/2019 om reform af den civile retspleje X (Retsafgifter)
(herefter ”betænkningen”).
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Ny retsafgiftslov
2.1.1. Gældende ret
Samlede regler om retsafgifter blev første gang indført i
1814, jf. Sportel-Reglement for Retsplejen af 22. marts
1814.
I arbejdet med retsplejereformen, som blev gennemført med
retsplejeloven af 1916, indgik også overvejelser om en ny
samlet retsafgiftslov. Der blev dog kun gennemført en re‐
form af retsafgifterne i domssager, jf. lov nr. 92 af 11. april
1916 om retsafgifter i domssager.
Finansministeriet nedsatte i januar 1949 et udvalg til at un‐
dersøge spørgsmålet om en forenkling af de gældende regler
om retsafgifter. Udvalget afsluttede i november 1964 arbej‐
det med betænkning nr. 377/1965 om retsafgiftslovgivnin‐
gen, som dannede baggrund for den gældende retsafgiftslov
fra 1969.
Retsafgiftsloven af 1969 indebar en betydelig forenkling
ved, at den i vidt omfang indførte enkeltafgifter for forskel‐
lige retsforretninger, således at en lang række småafgifter
blev afskaffet, idet der herefter som hovedregel kun skulle
svares afgift én gang i hver sag pr. instans.
Retsafgiftsloven af 1969 indeholdt dels en række faste afgif‐
ter, enten som den eneste afgift for et retsskridt eller som
en grundafgift. Herudover indeholdt retsafgiftsloven af 1969
afgifter, der afhænger af sagens værdi (procentafgifter).
Der blev i 1976 indført en tillægsafgift i fogedsager for
udkørende fogedforretning eller politifremstilling.
Der blev i 1981, 1984 og 1989 gennemført forhøjelser
af mange af de faste afgifter. I 1989 blev der endvidere
indført en afgift for hovedforhandlingen (dengang domsfor‐
handlingen) i civile retssager. Forhøjelserne i 1981 lå lidt
under prisudviklingen siden 1969 (målt ved forbrugerprisin‐
dekset), hvorimod forhøjelserne i 1984 og 1989 oversteg
prisudviklingen.
I 1998 blev afgiften for udskrifter mv. forhøjet fra 100 kr. til
175 kr. Forhøjelsen havde sammenhæng med en forhøjelse
af afgiften for elektroniske opslag i tinglysningsregistrene. I
2013 blev opslag i tinglysningsregistrene gjort afgiftsfri.
I 1999 blev procentafgiften i borgerlige retssager forhøjet
fra 1 pct. til 2 pct.
I forbindelse med ny skiftelovgivning blev der gennemført
ændringer i retsafgifterne for skifte i 1978 (ny konkurslov),
1984 (indførelse af betalingsstandsning), 1996 (ny dødsbo‐
skiftelov) og 2011 (ny ægtefælleskiftelov).
Der blev i 2004 (med ikrafttræden den 1. januar 2005)
gennemført en nedsættelse og omlægning af retsafgifterne
i borgerlige retssager med følgende hovedelementer:
- Retsafgiften blev i sager om krav på højst 50.000 kr. en
fast afgift på 500 kr. (mod tidligere mellem 500 kr. og 1.660
kr. afhængig af sagens værdi).
- Der blev fastsat et maksimum på 150.000 kr. for retsaf‐
giften i 1. instans, dog 4.000 kr. i sager om prøvelse af
myndighedsudøvelse.
- Forholdet mellem afgiften for sagsanlæg og afgiften for
9
hovedforhandlingen blev ændret, således at halvdelen af
den samlede afgift betales ved sagens anlæg og halvdelen
for hovedforhandlingen (mod tidligere fem sjettedele ved
sagens anlæg og én sjettedel for hovedforhandlingen).
Lovændringen byggede i vidt omfang på Retsplejerådets
forslag om nedsættelse og omlægning af retsafgifterne i ci‐
vile retssager i betænkning nr. 1436/2004 om reform af den
civile retspleje III (Adgang til domstolene).
Sammenfattende er der siden 1969 gennemført et meget
stort antal enkeltændringer af retsafgiftsloven, men kun sket
forholdsvis få mere principielle ændringer. I 1980’erne blev
der tre gange gennemført procentuelt betydelige tværgåen‐
de forhøjelser af mange af de faste afgiftssatser, og de
to seneste forhøjelser lå betydeligt over prisudviklingen. I
1999 blev der i fiskalt øjemed gennemført en fordobling
af procentafgiften i civile retssager. Af de mere principielle
ændringer kan særligt fremhæves:
- indførelse af tillægsafgift i fogedsager (1976)
- indførelse af afgift for hovedforhandlingen i civile retssa‐
ger (1989)
- nedsættelse og omlægning af afgiften i civile retssager
(2004)
Bortset fra nedsættelsen og omlægningen af afgiften i civile
retssager i 2004 har der ved ændringerne af retsafgiftsloven
siden 1969 generelt været en forventning om øgede eller
uændrede indtægter for staten.
Hovedparten af de gældende faste afgifter i retsafgiftsloven
blev fastsat i 1989, afgifterne for dødsboskifte dog i 1996 og
afgiften for udskrifter mv. i 1998.
Retsafgiftsloven er opdelt i en række afsnit og kapitler med
et forholdsvis stort antal detaljerede regler.
Afsnit I med kapitel 1 og 2 angår civile retssager og bevi‐
soptagelse mv. Afsnit II med kapitel 2 a, 3 og 4 angår
fogedretlige sager, herunder betalingspåkrav, midlertidige
afgørelser om forbud og påbud, fogedforretninger (udlæg,
arrest, ind- og udsættelsesforretninger mv.) og auktion. Af‐
snit III med kapitel 5, 5 a, 5 b og 6 angår skifteretlige
sager, herunder konkurs, ægtefælleskifte og dødsbobehand‐
ling. Afsnit IV med kapitel 7 og 8 angår notarialforretninger
og udskrifter mv. Afsnit V med kapitel 9 og 10 angår ap‐
pel. Endelig indeholder afsnit VI med kapitel 12, 13 og 14
nogle tværgående bestemmelser om afgifternes beregning,
klage over afgiftsberegningen og bemyndigelser til justits‐
ministeren. Afsnit VII med kapitel 15 indeholder navnlig
ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.
Retsafgifterne kan således navnlig opdeles afhængig af, om
retten fungerer som civilret, fogedret eller skifteret. Der gæl‐
der særskilte regler om afgift af appel i form af henholdsvis
anke eller kære.
Der betales generelt alene retsafgift inden for den borgerlige
retspleje (hvilket inkluderer skifteret og fogedret, herunder
auktion, jf. retsplejelovens § 11, stk. 2). Hertil kommer dog
afgifterne for notarialforretninger og de tværgående afgifter
for udskrifter mv. Endvidere er kæremål i offentlige straffe‐
sager, som iværksættes af tredjemand (f.eks. et vidne eller
en journalist), afgiftspligtige.
2.1.2. Retsplejerådets overvejelser
Retsplejerådet anfører, at rådet i tidligere betænkninger har
peget på, at retsafgifter tjener forskellige formål, herunder
fiskale hensyn, at beskytte mod urimelige sagsanlæg og op‐
pustning af sagsgenstanden, at begrænse antallet af retssager
og at motivere til, at tvister søges løst i mindelighed.
Retsplejerådet anfører endvidere, at de gældende afgiftssat‐
ser i retssager om prøvelse af myndighedsudøvelse ikke bør
forhøjes markant, og at retsafgifter ikke må blive en barrie‐
re, der rejser spørgsmål i forhold til retten til en retfærdig
rettergang.
I overensstemmelse med overvejelserne i Udvalget om bed‐
re og mere effektiv behandling af civile sager ved domsto‐
lene har Retsplejerådet i sine overvejelser lagt vægt på for‐
enkling og på adfærdsregulering. Retsplejerådet har tilstræbt
den bedste sammensætning af retsafgifter i forhold til at op‐
timere de adfærdsregulerende virkninger og afgiftssystemets
enkelhed med hensyntagen til det forventede provenu af de
pågældende afgifter.
Med hensyn til forenkling har Retsplejerådet tilstræbt, at
reglerne om retsafgift skal være lettere at forstå og anvende
for både parter, advokater og domstole. Rådet har lagt særlig
vægt på, at afgiften skal være let at beregne, og at tilbagebe‐
taling af afgift så vidt muligt bør undgås.
Retsplejerådet har i den forbindelse også lagt vægt på i mu‐
ligt omfang at begrænse antallet af forskellige afgiftssatser.
Den gældende retsafgiftslov opererer endvidere i en del
sagstyper med procentafgifter på ½ pct., 1 pct. eller 1,2 pct.,
som i nogle tilfælde betales af hele sagens værdi og i andre
tilfælde af værdien over en beløbsgrænse. I nogle tilfælde
er der et maksimum for procentafgiften, mens der i andre
tilfælde ikke er noget maksimum.
For alle procentafgifter er der den komplikation, at bereg‐
10
ningen af afgiften forudsætter, at sagens værdi fastlægges. I
enkle sager er dette ikke en administrativ byrde, men i mere
komplicerede sager kan det være besværligt.
Retsplejerådet foreslår på denne baggrund ud fra hensynet
til forenkling at erstatte brugen af procentafgifter med faste
afgiftssatser.
Retsplejerådet foreslår samtidig, at retsafgiften for sagsan‐
læg i civile retssager skal afhænge af sagens værdi på den
måde, at der i sager under en beløbsgrænse skal betales
én afgift og i sager over beløbsgrænsen en anden, højere
afgift. Der vil således efter Retsplejerådets forslag være 2
forskellige afgiftssatser for sagsanlæg i civile retssager, jf.
nærmere pkt. 2.2 nedenfor.
Retsplejerådet foreslår endvidere, at retsafgiften for hoved‐
forhandlingen i civile retssager skal stige med sagens værdi,
idet der fastsættes særskilte afgiftssatser for en række sags‐
værdiintervaller. Der vil efter Retsplejerådets forslag være
9 forskellige afgiftssatser for hovedforhandlingen i civile
retssager, jf. nærmere pkt. 2.2 nedenfor.
Retsplejerådet foreslår desuden for dødsboskifte og ægtefæl‐
leskifte forskellige afgiftssatser afhængig af, om sagens vær‐
di ligger over eller under en beløbsgrænse, sådan at der vil
være en standardafgift for almindelige sager og en højere
afgift for beløbsmæssigt store sager, jf. nærmere pkt. 2.4
nedenfor.
Disse forslag om fortsat at lade visse retsafgifter afhænge af
sagens værdi er navnlig motiveret af hensynet til at undgå,
at retsafgiften står i misforhold til værdien af det, sagen
angår. Hvis retsafgiften er uforholdsmæssig høj i forhold til
sagens værdi, kan retsafgiften blive en urimelig barriere for
at få sagen behandlet ved domstolene.
Samtidig har Retsplejerådet taget hensyn til, at statens ind‐
tægter fra retsafgifter ikke reduceres i sammenligning med
nu.
Der henvises til betænkningen side 51-56.
2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets overvejelser og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse her‐
med.
Justitsministeriet er således enig i de foreslåede forenklin‐
ger. Justitsministeriet er også enig i de forslag, der indebæ‐
rer, at der i nogle tilfælde fortsat vil være flere afgiftssatser
afhængig af sagens værdi i forhold til en eller flere beløbs‐
grænser. Justitsministeriet er således enig i, at der er grænser
for, hvor vidt forenklingen kan gå, når der samtidig skal tag‐
es hensyn til, at afgiften ikke må blive uforholdsmæssig høj
i små sager, og til det forventede retsafgiftsprovenu samlet
set.
Der henvises i øvrigt til den nærmere gennemgang vedrø‐
rende de enkelte delområder i pkt. 2.2-2.6 nedenfor.
2.2. Civile retssager mv.
2.2.1. Gældende ret
Retsafgiften i civile retssager er 500 kr. i sager uden økono‐
misk værdi og i sager med en økonomisk værdi på højst
50.000 kr., jf. retsafgiftslovens § 1, stk. 1. Denne afgift skal
betales ved sagens anlæg og dækker hele sagens behandling
i 1. instans.
I nærmere angivne sager er retsafgiften dog i stedet 400 kr.,
jf. retsafgiftslovens § 4. Det drejer sig om sager om 1) servi‐
tutter og partielle brugsrettigheder, for hvilke der ikke svares
vederlag, 2) mortifikation af værdipapirer, servitutter, brugs‐
rettigheder og grundbyrder, 3) erhvervelse af ejendomsdom
eller 4) dødsformodning.
I sager med en økonomisk værdi på mere end 50.000 kr.
(bortset fra de nævnte sager, hvor retsafgiften er 400 kr.)
skal der betales retsafgift to gange, dels ved sagens anlæg,
dels for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der
træder i stedet herfor, jf. retsafgiftslovens § 1, stk. 2, og § 2,
stk. 1 og 2. Afgiften udgør hver gang 750 kr. med tillæg af
1,2 pct. af den del af værdien, der overstiger 50.000 kr. Som
eksempel kan nævnes, at i en sag med en økonomisk værdi
på 150.000 kr. skal der ved sagens anlæg betales 1.950 kr.,
og samme beløb skal betales for hovedforhandlingen.
Der gælder dog nogle maksima for disse afgifter, der således
ikke stiger ubegrænset med sagens værdi, jf. retsafgiftslo‐
vens § 1, stk. 4, og § 2, stk. 3. Det generelle maksimum
er 75.000 kr. (dvs. 75.000 kr. ved sagens anlæg og 75.000
kr. for hovedforhandlingen, altså i alt 150.000 kr.). I sager,
der angår prøvelse af myndighedsudøvelse, eller som er om‐
fattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4 (sager
om opfyldelse af visse klagenævnsafgørelser mv.), er maksi‐
mummet dog 2.000 kr. (dvs. 2.000 kr. ved sagens anlæg og
2.000 kr. for hovedforhandlingen, altså i alt 4.000 kr.).
Afgiften for hovedforhandlingen skal betales ved fastsættel‐
sen af tidspunktet for hovedforhandlingen, dog tidligst 3
måneder før hovedforhandlingen, jf. retsafgiftslovens § 2,
stk. 4. Afgiften for hovedforhandlingen bortfalder og tilba‐
11
gebetales, hvis der senest 6 uger før hovedforhandlingen
gives retten meddelelse om, at sagen er bortfaldet.
Afgiften for skriftlig behandling, der træder i stedet for ho‐
vedforhandlingen, skal betales, når der træffes beslutning
om skriftlig behandling, jf. retsafgiftslovens § 2, stk. 5. Af‐
giften bortfalder og tilbagebetales, hvis der inden indleverin‐
gen af det sidste procedureindlæg gives retten meddelelse
om, at sagen er bortfaldet.
Det fremgår af retsafgiftslovens § 2, stk. 6, at i sager, der af‐
sluttes uden dom, ved udeblivelsesdom eller ved, at en part
tager bekræftende til genmæle, tilbagebetales en tredjedel,
dog mindst 500 kr., af afgiften for hovedforhandlingen eller
skriftlig behandling, der træder i stedet herfor.
Retsafgiften for en anmodning om bevisoptagelse uden for
retssag er 400 kr., jf. retsafgiftslovens § 14.
Retsafgiften for en anmodning om en midlertidig afgørelse
om forbud eller påbud er 300 kr., jf. retsafgiftslovens §
17. Der skal betales en tillægsafgift på 400 kr., hvis sagen
behandles uden for rettens kontor, eller hvis sagsøgte politi‐
fremstilles, jf. retsafgiftslovens § 17 a.
2.2.2. Retsplejerådets overvejelser
2.2.2.1. Til civile retssager mv. hører ud over de egentlige
retssager sager om bevisoptagelse uden for retssag og sager
om midlertidige afgørelser om forbud eller påbud.
Retsplejerådet foreslår at flytte reglerne om retsafgift i sager
om midlertidige afgørelser om forbud og påbud til retsaf‐
giftslovens afsnit I om civile retssager mv. Forslaget skyl‐
des, at kompetencen til at behandle sådanne sager ved lov
nr. 1387 af 23. december 2012, der trådte i kraft den 1. juli
2013, blev flyttet fra fogedretten til civilretten.
Med forslaget genetableres det princip, at reglerne i retsaf‐
giftslovens første tre afsnit angår sager behandlet ved hen‐
holdsvis civilretten, fogedretten og skifteretten.
2.2.2.2. Retsplejerådet har for det første haft fokus på at
bibeholde de principper for retsafgifterne i civile retssager,
som blev gennemført ved lov nr. 1436 af 22. december
2004, der trådte i kraft den 1. januar 2005. Det drejer sig om
en lav retsafgift i sager om mindre krav, et maksimum for
retsafgiften og et lavt maksimum for retsafgiften i sager om
prøvelse af myndighedsudøvelse.
Retsplejerådet har inden for den ramme overvejet, om rets‐
afgifterne kan gives en mere hensigtsmæssig udformning,
herunder i forhold til en enkel administration og en hensigts‐
mæssig adfærdsregulering.
Retsplejerådet foreslår at videreføre princippet om, at der
betales én retsafgift ved sagens anlæg og én retsafgift for
hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i
stedet herfor.
Retsplejerådet er enig med Udvalget om bedre og mere
effektiv behandling af civile sager ved domstolene i, at
unødvendige sagsanlæg bør søges forhindret ved afgiftsreg‐
lerne. Det bør derfor fortsat være et krav, at der ved sagens
anlæg betales en retsafgift af en vis størrelse, dog bør afgif‐
ten som nævnt fortsat være lav i sager om mindre krav.
Retsplejerådet er også enig med Udvalget om bedre og mere
effektiv behandling af civile sager ved domstolene i, at det
ville være ønskeligt gennem retsafgifterne at fremme tidlige
forlig, retsmægling og modtagelse af tilkendegivelser. Ud‐
valget pegede i den forbindelse på muligheden for hel eller
delvis tilbagebetaling af retsafgiften, hvis retsmægling eller
forligsdrøftelser mellem parterne i umiddelbar forlængelse
heraf fører til, at sagen hæves.
Efter Retsplejerådets opfattelse ville det imidlertid ikke væ‐
re hensigtsmæssigt at fastsætte særlige afgiftsregler for til‐
fælde, hvor forlig indgås under eller i umiddelbar forlængel‐
se af en retsmægling. I det omfang retsafgiften nedsættes,
hvis parterne indgår forlig, forekommer det således ikke
rimeligt at gøre nedsættelsen afhængig af, at der har været
afholdt retsmægling. Hvis parterne på egen hånd indgår for‐
lig uden retsmægling, bør det ikke stille dem ringere afgifts‐
mæssigt.
Retsplejerådet foreslår i forlængelse heraf, at den gældende
mulighed for at få tilbagebetalt en tredjedel af retsafgiften
for hovedforhandlingen, hvis sagen sluttes uden dom, ved
udeblivelsesdom eller ved, at en af sagens parter tager be‐
kræftende til genmæle, ikke videreføres. En afskaffelse af
denne regel vil også betyde en forenkling og begrænse de
tilfælde, hvor der skal tilbagebetales afgift.
Retsplejerådets fokus har dernæst været at finde en enklere
model for fastsættelse af retsafgift, som både er let at forstå
for brugerne og let at administrere for domstolene. Retsple‐
jerådet har samtidig tilstræbt, at betalingen af størstedelen
af retsafgiften bliver tidsmæssigt tættere knyttet til de led
i sagens behandling, som er mest ressourcekrævende for
domstolene, nemlig hovedforhandling og domsskrivning.
Retsplejerådet foreslår på den baggrund for det første, at
der ved sagens anlæg alene betales et fast, mindre beløb,
der som udgangspunkt er uafhængig af sagens værdi. Dette
beløb findes passende at kunne være på 1.500 kr. Dette
12
indebærer en administrativ lettelse for domstolene, som ikke
på dette tidlige stadie vil skulle forholde sig til sagens værdi
eller skulle foretage en beregning af afgiften, som tilfældet
er i dag. En retsafgift på et fast, mindre beløb ved sagens an‐
læg vil desuden afspejle det forhold, at det arbejde, som sag‐
en giver for domstolene på dette stadie, som udgangspunkt
er begrænset og oftest det samme uanset kravets størrelse.
For at undgå, at der opstår et misforhold mellem retsafgiften
og det, som sagen drejer sig om, foreslår Retsplejerådet dog,
at der ved anlæg af sager med en værdi på højst 100.000 kr.
betales en lavere afgift på 750 kr.
Retsplejerådet er opmærksom på, at den foreslåede model
indebærer, at der i sager om krav mellem 50.001 kr. og
100.000 kr. vil skulle betales et mindre beløb i afgift og i
sager om krav over 100.000 kr. et væsentligt mindre beløb
i afgift ved sagens anlæg end i dag, og at dette i princippet
kunne indebære en risiko for, at flere vælger straks at anlæg‐
ge sag ved domstolene som en form for pressionsmiddel
over for modparten fremfor først at søge sagen løst på anden
vis. Det er imidlertid Retsplejerådets vurdering, at retsafgif‐
ter i det størrelsesniveau, som gælder i dag, generelt spiller
en mindre rolle i parternes overvejelser om, hvorvidt en civil
sag bør anlægges, og at det anførte hensyn derfor ikke taler
afgørende imod den foreslåede forenkling.
Retsplejerådet foreslår for det andet, at der ved fastsættelsen
af tidspunktet for hovedforhandlingen, dog tidligst 3 måne‐
der før hovedforhandlingen, eller beslutning om skriftlig
behandling skal betales en retsafgift, som er afhængig af
sagens værdi. Retsplejerådet foreslår, at der kun skal betales
afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der
træder i stedet herfor, i sager med en værdi over 100.000 kr.
Med henblik på at opnå en vis forenkling af de gældende
regler foreslår Retsplejerådet, at afgiften for hovedforhand‐
lingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor,
fastsættes med udgangspunkt i en afgiftsskala med nogle
”grove” intervaller.
Med den foreslåede model sker der en markant ændring
i afgiftsprofilen i forhold til i dag, idet en langt større
del af den samlede retsafgift først skal betales 3 måneder
før hovedforhandlingen eller ved beslutning om skriftlig be‐
handling. Herved kommer ordningen til at afspejle, at det
væsentligste af domstolenes ressourceforbrug i forbindelse
med civile retssager er forbundet med gennemførelsen af
hovedforhandlingen og domsskrivningen.
Retsplejerådet har overvejet, om størrelsen af afgiften for
hovedforhandlingen bør gøres afhængig af antallet af rets‐
dage, som sagen strækker sig over. En sådan model vil
imidlertid ikke være hensigtsmæssig, navnlig fordi langt
de fleste hovedforhandlinger i civile sager kun varer ½-1
dag. Hertil kommer, at det ville komplicere afgiftssystemet
og rejse spørgsmål om afgiften for skriftlig behandling, der
træder i stedet for en hovedforhandling.
Retsplejerådet foreslår, at afgiftspligten for hovedforhand‐
lingen bortfalder og en allerede betalt afgift tilbagebetales,
hvis der senest 2 uger inden hovedforhandlingen gives retten
meddelelse om, at sagen er bortfaldet, f.eks. fordi sagen er
hævet af sagsøgeren eller blevet forligt. Retsplejerådet har
herved lagt vægt på, at der ofte ikke før det tidspunkt, hvor
parterne påbegynder forberedelsen af hovedforhandlingen,
på ny vil være et forligsklima mellem parterne. Forslaget
indebærer samtidig, at det er en væsentlig større del at den
samlede retsafgift, som en part vil kunne få tilbage sammen‐
lignet med i dag, hvis sagen bortfalder, hvilket alt andet
lige bør kunne medvirke til at øge parternes motivation for
at finde en forligsmæssig løsning. Endvidere styrkes mulig‐
heden for forlig på dette tidspunkt i sagen af, at parterne
med et forlig senest 2 uger inden hovedforhandlingen typisk
også vil spare væsentlige udgifter til advokatbistand under
hovedforhandlingen.
Retsplejerådet er omvendt opmærksom på, at en udskydel‐
se af skæringstidspunkt for, hvornår afgiften for hovedfor‐
handlingen skal tilbagebetales, hvis sagen bortfalder, fra 6
uger (som i dag) til 2 uger inden hovedforhandlingen kan
have den konsekvens, at det ikke altid vil være muligt for
retten (fuldt ud) at bruge den tid, der var afsat til hovedfor‐
handlingen i sagen, til andre retshandlinger. Dette problem
skønnes dog at være mindre i byretterne, hvor langt hoved‐
parten af civile sager behandles i 1. instans. Til gengæld bør
skæringstidspunktet ikke sættes til senere end 2 uger inden
hovedforhandlingen, eftersom retten ved et så sent bortfald
af en sag ofte ikke vil kunne bruge den tid, der er afsat til
hovedforhandling i sagen, til andre retshandlinger.
For så vidt angår sager, der behandles på skriftligt grundlag,
foreslår Retsplejerådet at videreføre den gældende bestem‐
melse, hvorefter afgiften for skriftlig behandling, der træder
i stedet for en hovedforhandling, bortfalder og tilbagebeta‐
les, hvis der inden indleveringen af det sidste procedureind‐
læg gives retten meddelelse om, at sagen er bortfaldet.
Det fremgår af retsplejelovens § 354, stk. 2, at tidspunktet
for hovedforhandlingen kan ændres, hvis det er påkrævet af
hensyn til en forsvarlig behandling af sagen. Det fremgår af
forarbejderne til denne bestemmelse, at det skal være klart
nødvendigt at ændre på de fastlagte tidsrammer af hensyn til
en forsvarlig behandling af sagen, før dette kan komme på
tale (jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 5380).
Efter Retsplejerådets opfattelse er det på den baggrund ikke
rimeligt at forhøje retsafgiften, når retten finder grundlag for
at ændre tidspunktet for hovedforhandlingen.
13
Retsplejerådet er enig i, at mægling med professionel bi‐
stand kan bidrage til, at en tvist ikke indbringes for domsto‐
lene, fordi den løses forligsmæssigt. Retsplejerådet er også
enig i, at det derfor for så vidt kunne være ønskeligt at
give parterne et incitament til at søge sagen forligt med
professionel bistand allerede før sagens anlæg.
Efter en samlet vurdering finder Retsplejerådet imidlertid, at
Advokatrådets og Danske Advokaters tidligere forslag om
”rabat” på retsafgiften for en efterfølgende retssag i tilfælde,
hvor mæglingen ikke fører til et forlig, ikke bør gennemfø‐
res.
Retsplejerådet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at
en sådan særregel ville være i modstrid med hensynet til
forenkling af reglerne om retsafgifter, og at det ville kunne
fremstå som et lidt modsatrettet signal, hvis anlæggelse af
retssag blev ”billigere” ved, at mæglingsbestræbelser mis‐
lykkes.
2.2.2.3. Retsplejerådet finder, at den faste retsafgift for be‐
visoptagelse mv. bør videreføres som en fast, forholdsvis
lav retsafgift. Retsplejerådet finder det således ud fra et ad‐
færdsreguleringssynspunkt velbegrundet, at bevisoptagelse
mv. er afgiftsbelagt og ikke afgiftsfri. Retsplejerådet finder
endvidere, at der ud fra et adfærdsreguleringssynspunkt ikke
er grundlag for at forhøje afgiften ud over, hvad prisudvik‐
lingen kan begrunde. En større forhøjelse ville også harmo‐
nere dårligt med afgifterne for sagsanlæg, fordi alternativet
til isoleret bevisoptagelse kan være at anlægge retssag, og
retsafgiften for bevisoptagelse derfor i hvert fald ikke bør
være højere end retsafgiften for sagsanlæg.
Retsafgiften for bevisoptagelse mv. var i perioden
1969-1989 den samme som grundafgiften for sagsan‐
læg. Ved afgiftsforhøjelsesloven i 1989, jf. lov nr. 330 af 24.
maj 1989, blev grundafgiften for sagsanlæg forhøjet mere
end retsafgiften for bevisoptagelse, hvilket må ses i lyset af,
at et særskilt formål med denne lovændring var at nedbringe
antallet af retssager, særligt småsager.
Efter Retsplejerådets opfattelse er der ikke noget, der taler
imod at fastsætte samme retsafgift for bevisoptagelse som
den laveste afgift for anlæg af en civil retssag. Når forskel‐
len i afgiftssatserne er så lille som 100 kr. (som det er
tilfældet efter gældende ret), taler hensynet til forenkling
tværtimod for, at afgiftssatserne fremover bør være ens.
Retsplejerådet foreslår på den baggrund at fastsætte retsaf‐
giften for bevisoptagelse mv. til 750 kr.
2.2.2.4. Retsplejerådet finder, at retsafgiften for en sag om
midlertidig afgørelse om forbud eller påbud fortsat bør være
en fast, forholdsvis lav afgift. Retsplejerådet finder det såle‐
des ud fra et adfærdsreguleringssynspunkt velbegrundet, at
en anmodning om midlertidig afgørelse om forbud eller på‐
bud er særskilt afgiftsbelagt og dermed ikke afgiftsmæssigt
dækket af retsafgiften for anlæg af civil retssag. Retspleje‐
rådet finder endvidere, at der ud fra et adfærdsregulerings‐
synspunkt ikke er grundlag for at forhøje afgiften ud over,
hvad prisudviklingen kan begrunde. En større forhøjelse vil‐
le også harmonere dårligt med afgifterne for sagsanlæg, for‐
di en sag om midlertidig afgørelse om forbud eller påbud er
et foreløbigt retsmiddel i forhold til at gennemføre en civil
retssag, og retsafgiften for et sådant foreløbigt retsmiddel
derfor i hvert fald ikke bør være højere end retsafgiften for
sagsanlæg.
Retsplejerådet foreslår på den baggrund at fastsætte retsaf‐
giften for en sag om midlertidig afgørelse om forbud eller
påbud til 750 kr.
Retsplejerådets forslag til afgiftssats er udtryk for en real
forhøjelse i forhold til den gældende grundafgift, også når
der tages højde for prisudviklingen, men for en real nedsæt‐
telse i forhold til summen af den gældende grundafgift og
den gældende tillægsafgift, når der tages højde for prisud‐
viklingen siden 1989.
Retsplejerådets forslag er imidlertid først og fremmest ud‐
tryk for en forenkling, hvor én fast afgift træder i stedet
for de gældende to forskellige afgifter. Som enhver forenk‐
ling indebærer forslaget nødvendigvis, at afgiften i nogle
tilfælde bliver højere eller lavere end i dag. Med den valgte
afgiftssats har Retsplejerådet ikke grundlag for at antage,
at afgiften gennemsnitligt bliver højere (eller lavere) end i
dag, ud over hvad der følger af en regulering i forhold til
prisudviklingen.
Der henvises til betænkningen side 56-69.
2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets overvejelser og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med
Retsplejerådets lovudkast.
Der henvises til lovforslagets afsnit I (§§ 1-11).
2.3. Fogedretlige sager mv.
2.3.1. Gældende ret
Grundafgiften for en fogedforretning er 300 kr., jf. retsaf‐
giftslovens §§ 16 og 17.
14
For udlæg og arrest vedrørende mere end 3.000 kr. betales
yderligere ½ pct. af den del af kravet, der overstiger 3.000
kr., jf. retsafgiftslovens § 16, stk. 1.
Der skal betales en tillægsafgift på 400 kr., hvis fogedforret‐
ningen er udkørende, eller hvis skyldneren politifremstilles,
jf. retsafgiftslovens § 17 a.
For betalingspåkrav er afgiftsreglerne i retsafgiftslovens §§
15 a og 15 b udformet med henblik på at tage højde for,
at et betalingspåkrav afhængig af fordringshaverens valg i
betalingspåkravet og skyldnerens reaktion kan føre til:
- ingenting (fordringshaveren har valgt, at sagen ikke skal
videre, hvis skyldneren gør indsigelse, og skyldneren gør
indsigelse)
- et eksekutionsgrundlag (fordringshaveren har valgt, at sag‐
en ikke skal videre, hvis skyldneren ikke gør indsigelse, og
skyldneren gør ikke indsigelse)
- udlæg (fordringshaveren har valgt, at sagen skal videre,
hvis skyldneren ikke gør indsigelse, og skyldneren gør ikke
indsigelse)
- en civil retssag (fordringshaveren har valgt, at sagen skal
videre, hvis skyldneren gør indsigelse, og skyldneren gør
indsigelse)
Afgiftsreglerne for betalingspåkrav er endvidere udformet
med henblik på, at afgiften for betalingspåkravet også skal
dække, at sagen overgår til civil retssag eller udlæg, men
således at der gives ”rabat” i forhold til den sædvanlige
afgift for udlæg, hvis betalingspåkravet ikke angår mere end
50.000 kr., og i forhold til den sædvanlige afgift for en
civil retssag, hvis skyldneren ikke gør indsigelse (”rabatten”
i forhold til afgiften for en civil retssag gælder også ved
betalingspåkrav på mere end 50.000 kr.). Oprindelig var
beløbsgrænsen for betalingspåkrav 50.000 kr., sådan at der
for alle betalingspåkrav var den samme ”afgiftsrabat”. Da
beløbsgrænsen for betalingspåkrav senere blev hævet til
100.000 kr., blev beløbsgrænsen for ”rabatten” i forhold
til afgiften for udlæg ikke hævet (hvorimod ”rabatten” i
forhold til afgiften for en civil retssag fulgte med op til den
nye beløbsgrænse).
Det samlede afgiftssystem for betalingspåkrav er for at op‐
fylde alle disse til dels modstridende krav blevet temmelig
indviklet, jf. nedenstående tabel over den afgift, der skal
betales afhængig af fordringshaverens valg i betalingspåkra‐
vet.
Fordringshaverens valg i betalingspåkravet
Retur, hvis skyldneren gør indsigelse Retssagsbehandling, hvis skyldneren gør indsigelse
Retur, hvis skyldneren ikke
gør indsigelse
Udlæg, hvis skyldneren ikke
gør indsigelse
Retur, hvis skyldneren ikke
gør indsigelse
Udlæg, hvis skyldneren ikke
gør indsigelse
Afgift for krav på højst 50.000 kr.
400 kr. 700 kr. 500 kr. 700 kr.
Afgift for krav på mere end 50.000 kr.
750 kr. med tillæg af 1,2
pct. af den del af kravet,
der overstiger 50.000 kr.
1.050 kr. med tillæg af 1,2
pct. af den del af kravet, der
overstiger 50.000 kr., og ½
pct. af den del af kravet, der
overstiger 3.000 kr.
750 kr. med tillæg af 1,2
pct. af den del af kravet, der
overstiger 50.000 kr.
1.050 kr. med tillæg af 1,2
pct. af den del af kravet, der
overstiger 50.000 kr., og ½
pct. af den del af kravet, der
overstiger 3.000 kr.
Hertil kommer, at en del af afgiften i visse tilfælde tilbage‐
betales afhængig af skyldnerens reaktion (indsigelse eller
ikke indsigelse).
For begæring om auktion over fast ejendom, registreret skib
eller luftfartøj skal der betales 800 kr., jf. retsafgiftslovens §
22, stk. 1.
For begæring om tvangsauktion over aktier, gældsbreve og
andre fordringer skal der betales 300 kr., jf. retsafgiftslovens
§ 23, stk. 1.
Herudover skal der, hvis auktionen gennemføres, betales
yderligere ½ pct. for tvangsauktion over fast ejendom, regi‐
streret skib eller luftfartøj, 1 pct. for frivillig auktion over
fast ejendom, registreret skib eller luftfartøj og 1 pct. for
tvangsauktion over aktier, gældsbreve og andre fordringer,
jf. retsafgiftslovens § 22, stk. 2, og § 23, stk. 2. Procentaf‐
giften beregnes af budsummen med tillæg af beløb, som
det påhviler køberen at betale ud over budsummen, jf. rets‐
afgiftslovens § 24.
2.3.2. Retsplejerådets overvejelser
2.3.2.1. Uanset at udformningen af retsafgifterne for beta‐
15
lingspåkrav bygger på præcise og for så vidt logiske hensyn,
finder Retsplejerådet, at kompleksiteten i reglerne og der‐
med i administrationen heraf i sig selv med styrke taler for
en forenkling af afgiftsreglerne på dette område.
Det er imidlertid vanskeligt at forenkle afgifterne for beta‐
lingspåkrav isoleret, fordi betalingspåkrav fungerer som en
hybrid mellem en civil retssag og en udlægsforretning. Ef‐
tersom betalingspåkrav er en frivillig procesform, vil for‐
dringshaveren altid som alternativ kunne anlægge en civil
retssag og dernæst – når der er afsagt dom – indgive begæ‐
ring om udlæg. Retsafgifterne for henholdsvis civile retssa‐
ger og udlægsforretninger har derfor væsentlig betydning
for, hvordan retsafgifterne for betalingspåkrav bør indrettes.
Det er således klart, at retsafgiften for et betalingspåkrav,
der ender med udlæg, ikke bør være højere end summen
af retsafgiften for en civil retssag og retsafgiften for en
udlægsforretning. Det er også nærliggende, at retsafgiften
for et betalingspåkrav, der ender med en retssag, ikke bør
være højere end retsafgiften for en civil retssag.
Retsplejerådet foreslår en forhøjelse af retsafgiften for sags‐
anlæg om mindre krav (krav på højst 50.000 kr.), samtidig
med at retsafgiften for sagsanlæg om krav mellem 50.001
kr. og 100.000 kr. nedsættes, jf. pkt. 2.2 ovenfor.
Retsplejerådet foreslår samtidig en forhøjelse af grundafgif‐
ten for bl.a. udlæg. Retsplejerådet foreslår imidlertid også
en kraftig forenkling af retsafgiften for udlæg. Efter Retsple‐
jerådets forslag er retsafgiften for udlæg altid 750 kr. uanset
kravets størrelse og behandlingsmåde, jf. pkt. 2.3.2.2 neden‐
for.
På denne baggrund foreslår Retsplejerådet, at den laveste
retsafgift for betalingspåkrav ligeledes forhøjes, men såle‐
des at afgiftssystemet for betalingspåkrav samtidig forenkles
meget kraftigt.
Retsplejerådet foreslår, at der ved indleveringen af beta‐
lingspåkravet i alle tilfælde uanset fordringshaverens valg
i betalingspåkravet skal betales en fast afgift på 750 kr.,
som kun skal tilbagebetales, hvis betalingspåkravet i over‐
ensstemmelse med fordringshaverens valg i betalingspåkra‐
vet returneres til fordringshaveren uden forkyndelse, fordi
der foreligger en udlægshindring i form af konkurs, rekon‐
struktionsbehandling, gældssanering eller fredning efter in‐
solvenserklæring. Retsplejerådet foreslår endvidere, at den‐
ne afgift også dækker en senere udlægsforretning på grund‐
lag af fordringshaverens anmodning herom i betalingspåkra‐
vet og en senere retssagsbehandling.
I disse tilfælde skal der således efter Retsplejerådets forslag
betales én fast afgift, og bortset fra tilfælde, hvor sagen så
at sige slet ikke kommer i gang, skal der ikke ske tilbagebe‐
taling og heller ikke efteropkrævning af afgift, uanset hvad
der senere sker i sagen.
2.3.2.2. Retsplejerådet foreslår, at retsafgiften for fogedfor‐
retninger fastsættes som en engangsafgift, der dækker sagen
”fra vugge til grav”. Retsafgiften vil således ikke længe‐
re blive opkrævet som en grundafgift, en procentafgift og
eventuelt en tillægsafgift. Retsafgiften vil dermed fremover
være uafhængig af kravets størrelse og de sagsskridt, som
(på begæring af fordringshaveren) iværksættes af fogedret‐
ten i den enkelte sag.
Retsplejerådet lægger herved afgørende vægt på hensynet til
forenkling.
Retsplejerådet foreslår, at engangsafgiften fastsættes til 750
kr.
Den foreslåede engangsafgift omfatter alle afgiftspligtige
fogedforretninger, dvs. både almindelige udlægs- og arrest‐
forretninger, hvor retsafgiften i dag er afhængig af sagens
værdi, og fuldbyrdelse af andet end pengekrav, indsættelses-
og udsættelsesforretninger, bevissikring mv., hvor retsafgif‐
ten også i dag er en fast afgift, bl.a. fordi det kan være
vanskeligt at opgøre sagens værdi.
Den foreslåede engangsafgift dækker alt, hvad fogedretten
foretager på fogedrettens kontor, uanset sagens kompleksi‐
tet og omfanget af bevisførelse og bistand. Engangsafgif‐
ten dækker desuden fogedforretninger, som foretages uden
for fogedrettens kontor, og en eventuel politifremstilling af
skyldneren, og der skal således ikke betales tillægsafgift for
disse sagsskridt.
Retsplejerådet foreslår, at engangsafgiften skal dække alle
fornyede foretagelser inden for et tidsrum af et 1 år i
modsætning til den 3-månedersfrist, der gælder i dag. Det
betyder, at der kun skal betales retsafgift på ny, hvis der
fremsættes anmodning om ny fogedforretning vedrørende
kravet mere end 1 år efter, at den seneste afgiftspligtige
anmodning blev indgivet og afgiftspligten dermed indtrådte.
Til gengæld foreslår Retsplejerådet, at reglen om, at opkræv‐
ning af ny afgift undlades, hvis overskridelse af fristen hver‐
ken skyldes fordringshaverens eller skyldnerens forhold, ik‐
ke videreføres.
Retsplejerådet foreslår, at retsafgiften ligesom i dag skal til‐
bagebetales i de tilfælde, hvor fogedretten afviser at foretage
tvangsfuldbyrdelse, fordi skyldneren har afgivet insolvens‐
erklæring eller er under konkurs, rekonstruktionsbehandling
eller gældssanering.
16
Fogedforretningen vil i disse tilfælde ikke blive påbegyndt,
og det synes derfor rimeligt, at der skal ske tilbagebeta‐
ling. Forenklingshensyn taler ganske vist for at undlade til‐
bagebetaling, men manglende tilbagebetaling af retsafgift i
disse tilfælde ville kunne anspore fordringshaveren til – i
et forsøg på at undgå at indbetale en retsafgift forgæves –
at kontakte fogedretten inden indlevering af en anmodning
med henblik på at få oplyst, om den pågældende skyldner
har afgivet insolvenserklæring. Dette ville give fogedretter‐
ne unødigt arbejde.
Da engangsafgiften omfatter sagen ”fra vugge til grav”,
uanset hvilke sagsskridt der iværksættes, foreslår Retspleje‐
rådet, at der ikke skal ske tilbagebetaling af engangsafgiften
i andre tilfælde.
Der vil således ikke længere skulle ske tilbagebetaling i
tilfælde, hvor der alene er indgivet begæring med henblik
på at afbryde forældelsesfristen i medfør af retsplejelovens §
490, stk. 3, hvilket også synes rimeligt, da fordringshaveren
i disse tilfælde opnår en afbrydelse af forældelsesfristen for
fordringen.
2.3.2.3. Retsplejerådet foreslår at opretholde den gældende
afgrænsning af, hvilke auktioner der er afgiftspligtige efter
retsafgiftslovens regler.
Retsplejerådet foreslår således, at der også fremover kun
skal betales retsafgift af de auktioner, der skal afholdes af
fogedretten, og ikke af de auktioner, der alene kan afholdes
af fogedretten.
De afgiftspligtige auktioner vil dermed fortsat være dels
tvangsauktioner og frivillige auktioner over fast ejendom,
registreret skib eller luftfartøj med tilhørende løsøre, dels
tvangsauktioner over aktier, gældsbreve og andre fordringer.
Retsplejerådet foreslår desuden at opretholde den gældende
ordning, hvorefter der betales en fast afgift for indgivelse
af en anmodning om afholdelse af auktion og en yderligere
afgift for selve auktionen.
Retsplejerådet foreslår imidlertid, at en større del af den
samlede afgift skal betales for anmodningen om auktion.
Retsplejerådet har bl.a. lagt vægt på, at afgiften for anmod‐
ning om afholdelse af auktion på den ene side bør være af
en sådan størrelse, at den afholder fordringshavere fra at
indgive anmodninger om tvangsauktion, som de ikke har
til hensigt at gennemføre, men som alene har til formål at
skræmme skyldneren, og på den anden side, at afgiften ikke
må gøre det umuligt for skyldneren at afværge tvangsauktio‐
nen ved at betale afgiften.
Retsplejerådet foreslår på den baggrund, at den faste afgift
for at indgive en anmodning om afholdelse af auktion fast‐
sættes til 1.500 kr. i alle tilfælde.
Med hensyn til størrelsen af afgiften for selve auktionen,
foreslår Retsplejerådet, at den gældende værdiafhængige af‐
gift, der beregnes af budsummen med tillæg af omkostnin‐
gerne, som køber skal udrede i henhold til auktionsvilkåre‐
ne, og de byrder mv., som køber skal betale eller overtage
uden for budsummen, erstattes af en fast afgift på ligeledes
1.500 kr. Retsplejerådet har herved lagt vægt på hensynet til
forenkling. Forenklingen består dels i en administrativ lettel‐
se for retten, som fremover ikke vil skulle opgøre sagens
værdi, dels i en større grad af parallelitet og ensartethed i
forhold til de øvrige regler i retsafgiftsloven, hvor Retsple‐
jerådet tilsvarende foreslår procentafgifter erstattet af faste
afgifter.
Efter de gældende regler bortfalder afgiften for en anmod‐
ning om auktion, hvis anmodningen ikke behandles på
grund af reglen i retsplejelovens § 560, stk. 2, om, at flere
auktionsanmodninger vedrørende samme ejendom behand‐
les i den rækkefølge, de er modtaget. Retsplejerådet foreslår,
at denne afgiftsfritagelse ikke videreføres, da formålet med
begæringen – at ejendommen sælges på tvangsauktion – i
givet fald vil være opnået. I forarbejderne til den gældende
regel henvises til, at retsafgiften for en udlægsanmodning
bortfalder, hvis anmodningen afvises på grund af skyldne‐
rens insolvenserklæring under en tidligere udlægsforretning
(jf. Folketingstidende 1977-78, tillæg A, spalte 2528). Det er
imidlertid efter Retsplejerådets opfattelse mere retvisende at
parallelisere til tilfælde, hvor der er indgivet flere konkurs‐
begæringer mod samme skyldner.
Retsplejerådet foreslår heller ikke at videreføre reglen om,
at retsafgiften for selve auktionen bortfalder, når auktionen
ophæves, herunder ved aftale, på grund af fejl begået af
fogedretten.
Retsplejerådet har lagt vægt på, at det så vidt ses er sjældent,
at en auktion ophæves på grund af fejl begået af fogedret‐
ten. Retsplejerådet har endvidere lagt vægt på, at den gæl‐
dende regel i tilfælde, hvor parterne aftaler at ophæve aukti‐
onen, nødvendiggør, at fogedretten for at kunne tage stilling
til retsafgiften skal vurdere, om fogedretten har begået så‐
danne fejl, at landsretten ville have ophævet auktionen, hvis
auktionen var blevet appelleret til landsretten med påstand
herom. Retsplejerådet har endvidere lagt vægt på, at rådet
foreslår en fast retsafgift på 1.500 kr. for selve auktionen i
modsætning til den gældende procentafgift.
Der henvises til betænkningen side 69-79.
2.3.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
17
Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets overvejelser og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med
Retsplejerådets lovudkast.
Der henvises til lovforslagets afsnit II (§§ 12-17).
2.4. Skifteretlige sager mv.
2.4.1. Gældende ret
Afgiften er 750 kr. for (jf. retsafgiftsloven §§ 37 og 37 a):
- konkursbegæring
- begæring om rekonstruktionsbehandling
- skifterettens bestemmelse om genoptagelse af likvidation i
medfør af selskabslovens § 235
- skifterettens afgørelse om rekonstruktionsbehandling eller
konkurs i medfør af selskabslovens § 233, stk. 3.
Afgiften er 500 kr. for (jf. retsafgiftslovens § 36 b, stk. 1 og
2, og § 36 k):
- boudlæg uden skiftebehandling
- udlæg af et dødsbo til den længstlevende ægtefælle
- udlevering af et dødsbo til uskiftet bo
- begæring fra en eller flere arvinger om, at en ægtefælle,
der hensidder i uskiftet bo, skal skifte.
Afgiften er 400 kr. for (jf. retsafgiftslovens § 34 a, § 36 j,
stk. 2, og §§ 39 a og 39 b):
- anmodning om bistand til skifte af et bo efter § 1 i lov om
ægtefælleskifte mv.
- sager om dødsfaldskendelse
- udnævnelse af granskningsmænd og likvidatorer i henhold
til selskabsloven
- anmodning om bistand til sagens oplysning under et pri‐
vat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere sær‐
ejeaktiver, jf. § 65 i lov om ægtefælleskifte mv.
Afgiftsfri er (jf. retsafgiftslovens §§ 36 m, 37 b, 38 og 40):
- gældssanering
- sager om konkurskarantæne
- udmeldelse af vurderingsmænd
- førelse af testaments- og arvelegitimationsvidner.
For selve bobehandlingen betales endvidere (jf. retsafgifts‐
lovens §§ 28 og 34 b, § 36 b, stk. 3-6, og § 36 c):
- af konkursboer: 1 pct. af formuemassen, dog mindst 2.500
kr. og højst 10.000 kr. I konkursboer, der i medfør af kon‐
kurslovens § 143 eller § 144, stk. 1, sluttes inden 4 måneder
efter konkursdekretets afsigelse, nedsættes afgiften til en
fjerdedel.
- af boer omfattet af lov om ægtefælleskifte mv., der be‐
handles ved bobehandler: ½ pct. af formuemassen, dog højst
10.000 kr.
- af dødsboer, der udleveres til forenklet privat skifte, eller
som udleveres til privat skifte efter de almindelige regler,
fordi der er arvinger repræsenteret ved værge eller skifte‐
værge, men hvor betingelserne for forenklet privat skifte i
øvrigt er opfyldt: 1.000 kr.
- af dødsboer, der i øvrigt udleveres til privat skifte efter
de almindelige regler, eller som behandles ved bobestyrer:
2.500 kr.
- af dødsboer, der behandles efter de almindelige regler om
privat skifte eller ved bobestyrer, og hvor arvebeholdningen
overstiger 1 mio. kr.: yderligere 6.500 kr.
2.4.2. Retsplejerådets overvejelser
2.4.2.1. Retsafgiften for bobehandlingen i de tre typer af
boer – konkursboer, dødsboer og ægtefælleskifte mv. – er i
dag forskellige på en række væsentlige punkter, både hvad
angår minimumsafgift, maksimumsafgift, procentafgift, la‐
vere afgift for kortvarige bobehandlinger og afgiftsfritagelse
for små boer.
Retsplejerådet har også på dette område lagt vægt på i mu‐
ligt omfang at forenkle retsafgifterne.
Retsplejerådet har bl.a. i det lys som det første overvejet, om
der fortsat bør betales en særskilt retsafgift for bobehandlin‐
gen som sådan.
Efter en samlet vurdering, hvori også indgår, at de retsafgif‐
ter, Retsplejerådet foreslår, set under ét ikke bør give et
lavere provenu end de gældende retsafgifter, finder Retsple‐
jerådet, at det vil være hensigtsmæssigt fortsat at opkræve
retsafgift for selve bobehandlingen.
Retsplejerådet lægger i den forbindelse vægt på, at selve
bobehandlingen medfører arbejde for skifteretten, som ikke
modsvares af en eventuel retsafgift for en enkelttvist eller
af en eventuel retsafgift for anmodningen om indledning
af bobehandlingen. Retsplejerådet lægger også vægt på, at
retsafgifterne for bobehandlingen kan udformes, så de har
18
en vis adfærdsregulerende virkning med hensyn til, om bo‐
behandling indledes, og i givet fald på hvilken måde. Ved
dødsbobehandling kan afgiften således differentieres mellem
forskellige bobehandlingsmåder, og ved ægtefælleskifte mv.
har parterne det afgiftsfrie alternativ privat skifte til deres rå‐
dighed. I forhold til konkursbehandling kan rekonstruktions‐
behandling tilsvarende ses som et afgiftsfrit alternativ, idet
der skal betales retsafgift for begæring om rekonstruktions‐
behandling på linje med begæring om konkurs, men ikke for
selve rekonstruktionsbehandlingen. Efter omstændighederne
kan en privat aftalt gældsordning også være et alternativ
til konkursbehandling eller rekonstruktionsbehandling ved
skifteretten.
2.4.2.2. Retsplejerådet har herefter overvejet udformningen
af retsafgifterne for bobehandlingen.
I overensstemmelse med det generelle princip, der har væ‐
ret gældende siden 1969, og som Retsplejerådet foreslår
videreført, bør der fastsættes en enhedsafgift, der dækker
bobehandlingen i sin helhed. For tvister under bobehandlin‐
gen, der skal afgøres ved dom, bør der dog ligesom i dag
betales retsafgift efter de almindelige regler om retsafgift i
civile retssager. Retsplejerådet lægger herved navnlig vægt
på, at det forhold, at sådanne tvister afgøres af skifteretten,
ikke bør have afgiftsmæssige konsekvenser, når tvisterne i
øvrigt behandles af byretten på samme måde og efter samme
processuelle regler som civile retssager.
Retsplejerådet foreslår at afskaffe procentafgifterne for kon‐
kursbehandling og ægtefælleskifte mv. Dermed bliver afgif‐
terne mere ens på tværs af de forskellige bobehandlinger,
da procentafgiften allerede er afskaffet for dødsbobehand‐
ling. Endvidere betyder det sammen med Retsplejerådets
forslag vedrørende retsafgiften i civile retssager og retsafgif‐
ten i fogedsager, at procentafgifter helt afskaffes.
Det er en betydelig forenkling, fordi det så ikke længere vil
være nødvendigt af hensyn til beregning af retsafgiften at
foretage en præcis opgørelse af boets formuemasse.
Den største forenkling ville opnås, hvis der blev fastsat en
fast afgift for en given bobehandlingsmåde, som var uaf‐
hængig af boets størrelse.
Som i andre tilfælde må der imidlertid foretages en afvej‐
ning af hensynet til forenkling over for hensynet til, at afgif‐
ten i små boer ikke bliver uforholdsmæssig høj, og hensynet
til statens samlede provenu af retsafgifterne. For at tilgodese
begge de sidstnævnte hensyn foreslår Retsplejerådet, at der
for visse bobehandlingsmåder opereres med to afgiftssatser,
som afhænger af, om boets værdi ligger over eller under en
beløbsgrænse, jf. nærmere pkt. 2.4.2.6 og 2.4.2.7 nedenfor.
2.4.2.3. Retsplejerådet har drøftet den gældende afgiftsfrita‐
gelse for boudlæg uden skiftebehandling i dødsboer, hvor
der efter betaling af rimelige begravelsesudgifter ikke er
tilstrækkelige midler til at betale afgiften. Hensynet til for‐
enkling taler for at ændre denne afgiftsfritagelse, som nød‐
vendiggør en konkret vurdering i den enkelte sag. Det er
samtidig et væsentligt hensyn, at de efterladte ikke skal
betale en afgift til staten for at få adkomst til at overtage
afdødes personlige effekter, når der ikke er midler i boet til
at betale afgiften. Endvidere taler menneskelige hensyn for,
at begravelsesudgifter afholdes forud for betaling af afgift
til staten, når der er midler i boet. Retsplejerådet finder på
denne baggrund, at der fortsat ikke bør betales afgift i disse
tilfælde. Rådet finder, at en forenkling vil kunne opnås ved
at ændre den gældende afgiftsfritagelse til en mere generel
afgiftsfritagelse, så der ikke længere skal foretages en kon‐
kret vurdering i den enkelte sag, jf. nærmere nedenfor i pkt.
2.4.2.5.
2.4.2.4. Retsplejerådet foreslår at afskaffe afgiftsfritagelsen
for små dødsboer og fællesboer. Beløbsgrænsen på 15.000
kr. er ikke blevet reguleret siden 1969, og afgiftsfritagelsen,
der ifølge forarbejderne er socialt begrundet (jf. Folketings‐
tidende 1968-69, tillæg A, spalte 410), har dermed som
følge af prisudviklingen gradvis praktisk talt mistet sin be‐
tydning. Afgiftsfritagelsen for små dødsboer har således i
dag ingen selvstændig betydning ved siden af afgiftsfrita‐
gelsen for dødsboer, hvor der efter betaling af rimelige be‐
gravelsesudgifter ikke er tilstrækkelige midler til at betale
afgiften. Denne afgiftsfritagelse foreslår Retsplejerådet som
nævnt videreført i en udvidet og forenklet form.
Reguleret med prisudviklingen siden 1969 svarer beløbs‐
grænsen på 15.000 kr. til ca. 120.000 kr. i 2018. Fremfor
nu efter 50 år at forhøje beløbsgrænsen, så afgiftsfritagel‐
sen igen får reel betydning, vil det imidlertid efter Retsple‐
jerådets opfattelse være mere hensigtsmæssigt at afskaffe
afgiftsfritagelsen i små boer.
2.4.2.5. De gældende retsafgifter for dødsbobehandling
opdeler de forskellige behandlingsmåder i tre afgiftsklas‐
ser. Der opereres således med to forskellige forenklede be‐
handlingsmåder med en lavere, men forskellig retsafgift.
Retsplejerådet finder det hensigtsmæssigt, at retsafgiften er
højere for de bobehandlingsmåder, der er mere omfattende,
herunder i forhold til skifterettens arbejde. En sådan afgifts‐
mæssig forskel vil efter Retsplejerådets vurdering kunne
have en hensigtsmæssig adfærdsregulerende virkning. Rets‐
plejerådet finder imidlertid ikke behov for at operere med
tre afgiftsklasser fremfor to.
Retsplejerådet har i tilknytning hertil overvejet, om der fort‐
sat bør opkræves retsafgift for de enkleste behandlingsmå‐
der, hvor retsafgiften i dag er 500 kr. Retsplejerådet tager
19
herved i betragtning, at det i forhold til adfærdsregulering
er vigtigt, at afgiften i disse tilfælde er lavere end ved
de andre behandlingsmåder. Derimod er der i forhold til
adfærdsregulering ikke noget, der taler for, at der i det hele
taget skal være en retsafgift for de enkleste behandlingsmå‐
der. Borgeren kan nemlig i modsætning til det, der i øvrigt
er afgiftspligtigt efter retsafgiftsloven, ikke fravælge døds‐
bobehandling. Ved ethvert dødsfald skal der ske en eller
anden dødsbobehandling. Når afdøde ikke efterlader sig æg‐
tefælle, kan de efterladte måske nok formelt set undlade at
involvere sig i nogen dødsbobehandling, hvis de slet og ret
opgiver ethvert krav på afdødes ejendele, men dette kan ef‐
ter Retsplejerådets opfattelse ikke anses som en nærliggende
valgmulighed. Og en længstlevende ægtefælle kan aldrig
fravælge dødsbobehandling, hvis der ved førstafdødes død
er helt eller delvis formuefællesskab.
Endvidere bør der som anført i pkt. 2.4.2.3 ovenfor fortsat
ikke betales afgift i de tilfælde, hvor der efter betaling af
rimelige begravelsesudgifter ikke er tilstrækkelige midler i
boet til at betale afgiften. Hvis retsafgiften for de enkleste
behandlingsmåder videreføres, vil der dermed også fortsat
være behov for en konkret vurdering i den enkelte sag af,
om der er tilstrækkelige midler i boet til at betale afgiften.
Retsplejerådet foreslår på denne baggrund at afskaffe rets‐
afgiften for boudlæg uden skiftebehandling, udlæg til den
længstlevende ægtefælle og udlevering til uskiftet bo.
Retsplejerådet foreslår endvidere at forenkle retsafgifterne
for henholdsvis forenklet privat skifte og almindeligt privat
skifte og skifte ved bobestyrer, således at der fastsættes én
afgiftssats for disse behandlingsmåder. Dermed bortfalder
også behovet for særreglen om, at den lavere afgift for for‐
enklet privat skifte også anvendes, når dødsboet udleveres
til privat skifte efter de almindelige regler herom, fordi der
er arvinger repræsenteret ved værge eller skifteværge, men
hvor betingelserne for forenklet privat skifte i øvrigt er op‐
fyldt. Samlet set er rådets forslag udtryk for en betydelig
forenkling for både arvingerne og skifteretterne.
Retsplejerådet foreslår, at den nye fælles afgiftssats for pri‐
vat skifte, herunder forenklet privat skifte, og skifte ved
bobestyrer fastsættes til 1.500 kr. Forslaget indebærer, at
afgiften for forenklet privat skifte forhøjes fra 1.000 kr. til
1.500 kr., og at afgiften for almindeligt privat skifte og
skifte ved bobestyrer nedsættes fra 2.500 kr. til 1.500 kr.
Forslaget skal ses i lyset af, at de gældende afgiftssatser ikke
har været reguleret siden 1996.
2.4.2.6. Retsplejerådet foreslår at videreføre tillægsafgiften
for store dødsboer. Retsplejerådet foreslår at forhøje tillægs‐
afgiften fra 6.500 kr. til 9.000 kr., men således at beløbs‐
grænsen for, hvornår tillægsafgiften skal betales, tilsvarende
forhøjes fra 1 mio. kr. til 1,5 mio. kr. Forslaget er navnlig
begrundet i, at hverken den gældende afgiftssats eller be‐
løbsgrænsen har været reguleret siden 1996.
2.4.2.7. Retsafgiften for den egentlige bobehandling ved æg‐
tefælleskifte mv. bør ligesom i dag være en enhedsafgift,
der indtræder ved henvisning til bobehandler. Ved ægtefæl‐
leskifte mv. ligger den forenklede bobehandlingsmåde, der
har en lavere afgift, således tidsmæssigt forud for henvisnin‐
gen til bobehandler. Når først sagen er henvist til bobehand‐
ler, bør retsafgiften fortsat ikke afhænge af, hvor omfattende
bobehandlingen bliver.
Retsplejerådet foreslår, at retsafgiften for bobehandlingen
ved ægtefælleskifte mv. fastsættes til som udgangspunkt
1.500 kr. Overstiger boets værdi 1,5 mio. kr., foreslås afgif‐
ten fastsat til 10.500 kr.
Ved forslaget om en fast afgift på som udgangspunkt 1.500
kr. har Retsplejerådet lagt vægt på, at ægtefælleskifte mv.
fungerer på den måde, at en part først skal anmode skifteret‐
ten om bistand til skifte og betale en retsafgift, der efter
Retsplejerådets forslag er 750 kr., jf. herom pkt. 2.4.2.9 ne‐
denfor. Først herefter kan en part anmode om, at boet henvi‐
ses til bobehandler. For at få boet behandlet ved bobehandler
skal parten således betale både afgiften for anmodningen
om skifterettens bistand og afgiften for henvisningen til bo‐
behandler. Retsplejerådet har endvidere taget i betragtning,
at parterne ud over retsafgiften også skal betale bobehandle‐
rens vederlag.
Ved fastsættelsen af den konkrete afgiftssats på 1.500 kr. har
Retsplejerådet også lagt vægt på i muligt omfang at opnå
parallelitet med retsafgifterne i dødsboer. Med Retsplejerå‐
dets forslag er den almindelige afgift for skifte af et dødsbo
1.500 kr., jf. herom pkt. 2.4.2.5 ovenfor.
Ved forslaget om en yderligere afgift på 9.000 kr. for boer
på mere end 1,5 mio. kr. har Retsplejerådet navnlig lagt
vægt det gældende maksimum og på Ægtefælleskifteudval‐
gets forslag om en yderligere afgift på 6.500 kr. for boer på
mere end 2 mio. kr. Ægtefælleskifteudvalget henviste i den
forbindelse til den gældende tillægsafgift i store dødsboer,
som Retsplejerådet imidlertid foreslår forhøjet til 9.000 kr.,
da den ikke har været reguleret siden 1996, jf. herom pkt.
2.4.2.6 ovenfor.
Ved forslaget om, at beløbsgrænsen for tillægsafgiften skal
være 1,5 mio. kr. og ikke f.eks. 2 mio. kr. som foreslået af
Ægtefælleskifteudvalget, har Retsplejerådet lagt vægt på pa‐
rallelitet med retsafgifterne i dødsboer, hvor Retsplejerådet
foreslår den gældende beløbsgrænse på 1 mio. kr. forhøjet til
1,5 mio. kr., da den ikke har været reguleret siden 1996, jf.
herom pkt. 2.4.2.6 ovenfor.
20
2.4.2.8. Retsplejerådet foreslår, at der skal betales en fast
retsafgift på 9.000 kr. for en konkursbehandling.
Retsplejerådet har således ikke fundet grundlag for at fast‐
sætte forskellige afgiftssatser afhængig af konkursboets om‐
fang. Retsplejerådet har i den forbindelse lagt vægt på, at
selv om der er en vis sammenhæng mellem boets størrelse
og omfanget af skifterettens arbejde, er sammenhængen ikke
entydig. Det vil desuden også for skifteretterne være en
betydelig forenkling fremover at fastsætte retsafgiften for
bobehandlingen helt uafhængigt af boets størrelse.
Retsplejerådet foreslår heller ikke at videreføre reglen om,
at retsafgiften nedsættes til en fjerdedel, hvis konkursboet
sluttes inden 4 måneder efter konkursdekretets afsigelse,
enten fordi der ikke er dækning for yderligere omkostninger
ved boets behandling, eller fordi fordringshaverne samtyk‐
ker heri eller skyldneren er blevet solvent.
Denne særregel har ingen praktisk betydning. Det er meget
sjældent, at et konkursbo sluttes, fordi skyldneren er blevet
solvent. Det forekommer derimod ofte, at et konkursbo slut‐
tes, fordi der ikke er dækning for yderligere omkostninger
ved boets behandling, men i sådanne tilfælde vil der ikke
være dækning i boet for retsafgiften for bobehandlingen. En
nedsættelse af retsafgiften, når boet sluttes inden for 4 må‐
neder, er derfor i sådanne boer betydningsløs.
Retsplejerådet foreslår, at der fremover ikke skal betales
retsafgift for bobehandlingen ved genoptagelse af et kon‐
kursbo (reassumptionsboer). Retsplejerådet har bl.a. lagt
vægt på, at ved Sø- og Handelsretten (hvor ca. 40-50 pct.
af landets konkursboer behandles) er det under 1 pct. af
konkursboerne, der er reassumptionsboer, og at det i disse
boer er sjældent, at værdierne overstiger 200.000 kr. I tilfæl‐
de, hvor der på grund af nye aktiver opstår spørgsmål om
at genoptage et konkursbo, benytter Sø- og Handelsretten
endvidere jævnligt muligheden for at lade dividendebeløb
tilfalde statskassen, fordi deres udbetaling vil medføre ufor‐
holdsmæssige omkostninger, jf. konkurslovens § 153, stk. 2.
2.4.2.9. De afgiftspligtige ”andre skifteforretninger” omfat‐
tede oprindelig kun konkursbegæringer og begæring fra en
arving om, at en ægtefælle, der hensidder i uskiftet bo,
skal skifte. I dag er der også fastsat afgifter for anmodning
om bistand til ægtefælleskifte mv., anmodning om dødsfald‐
skendelse, begæring om rekonstruktionsbehandling, anmod‐
ning om udnævnelse af granskningsmænd og anmodning
om bistand til sagens oplysning under et privat skifte af
ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver.
Retsplejerådet foreslår at videreføre retsafgifter for de på‐
gældende anmodninger.
Efter Retsplejerådets opfattelse er det således af adfærdsre‐
guleringsmæssige grunde velbegrundet, at de pågældende
anmodninger er afgiftspligtige.
Retsplejerådet foreslår, at de afgifter, der i dag udgør 400
kr. eller 500 kr., forhøjes til 750 kr. Forslaget har bl.a. til
formål at understøtte, at afgiften modvirker ubegrundede
eller løst funderede anmodninger. Forslaget om at forhøje
afgiften skal endvidere ses i lyset af Retsplejerådets forslag
i øvrigt, herunder at den laveste afgift for civile retssager
og afgiften for fogedforretninger ligeledes foreslås fastsat til
750 kr. Hertil kommer, at flere af afgifterne ikke har været
reguleret i en årrække.
Retsplejerådet foreslår, at retsafgiften for begæring om kon‐
kurs eller rekonstruktionsbehandling forhøjes fra 750 kr. til
1.500 kr. Afgiftssatsen blev senest reguleret i 1989.
Retsplejerådet har overvejet alternativt at fastholde retsafgif‐
ten for begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehand‐
ling på 750 kr., så afgiften blev den samme som for andre
anmodninger til skifteretten.
Det kan i den forbindelse anføres, at retsafgiften ud fra et
adfærdsreguleringssynspunkt ikke har stor selvstændig be‐
tydning, fordi afsigelse af konkursdekret som udgangspunkt
er betinget af, at den, der har begæret konkursen, stiller
sikkerhed for omkostningerne ved boets behandling, og sik‐
kerheden udgør normalt 40.000 kr.
Efter Retsplejerådets opfattelse giver kravet om sikkerheds‐
stillelse for afsigelse af konkursdekret dog ikke grundlag
for at lægge mindre vægt på den adfærdsregulerende virk‐
ning af retsafgiften for en begæring om konkurs eller rekon‐
struktionsbehandling. Kravet om sikkerhedsstillelse hindrer
således ikke, at der indgives begæring om konkurs eller re‐
konstruktionsbehandling, men alene at der afsiges konkurs‐
dekret eller træffes afgørelse om rekonstruktionsbehandling,
før sikkerheden er stillet. Endvidere kan lønmodtagere frita‐
ges for kravet om sikkerhedsstillelse, når de begærer deres
arbejdsgiver konkurs som følge af manglende betaling af
løn.
Retsafgiften for begæring om konkurs eller rekonstruktions‐
behandling har således en selvstændig adfærdsregulerende
værdi og bør have en størrelse, som modvirker ubegrunde‐
de eller løst funderede begæringer om konkurs eller rekon‐
struktionsbehandling.
Retsafgiften for konkursbegæring har også altid været høje‐
re end grundafgiften for sagsanlæg. Oprindelig var retsafgif‐
ten for konkursbegæring det dobbelte af grundafgiften for
sagsanlæg, men senere reguleringer af afgiftssatserne, hvor
grundafgiften for sagsanlæg procentuelt er blevet forhøjet
21
mere end retsafgiften for konkursbegæring, gør, at retsafgif‐
ten for konkursbegæring i dag er 50 pct. højere end grundaf‐
giften for sagsanlæg.
Hertil kommer, at begæring om konkurs eller rekonstruk‐
tionsbehandling er et mere vidtgående skridt end individu‐
alforfølgning ved udlæg. Det er derfor også naturligt, at
retsafgiften for en begæring om konkurs eller rekonstrukti‐
onsbehandling er højere end retsafgiften for udlæg, hvor
Retsplejerådet foreslår en enhedsafgift på 750 kr.
Retsplejerådet foreslår imidlertid, at skyldnerens egen begæ‐
ring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling fremover
skal være afgiftsfri. I betragtning af de retsvirkninger, det
har for skyldneren at være under konkurs eller rekonstrukti‐
onsbehandling, er der her ikke behov for en retsafgift for at
modvirke ubegrundede eller løst funderede begæringer. Her‐
til kommer, at skyldneren som udgangspunkt skal stille sik‐
kerhed for omkostningerne ved boets behandling. Endvidere
har skifteretten også generelt mindre arbejde med en egen‐
begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling, end
når begæringen kommer fra en fordringshaver.
Retsplejerådet foreslår endvidere, at der fremover ikke skal
betales retsafgift, når skifteretten af egen drift træffer afgø‐
relse om konkurs eller rekonstruktionsbehandling i medfør
af selskabslovens § 233, stk. 3. Der er tale om kapitalselska‐
ber under tvangsopløsning, hvor der ikke er udnævnt en
likvidator. En sådan retsafgift tjener ikke noget adfærdsregu‐
lerende formål.
Retsplejerådet foreslår desuden af tilsvarende grunde, at der
fremover ikke skal betales retsafgift, når skifteretten af egen
drift i medfør af selskabslovens § 227, stk. 3, udnævner en
likvidator i et kapitalselskab under tvangsopløsning. En så‐
dan retsafgift har ikke nogen adfærdsregulerende virkning.
Retsplejerådet finder ikke grundlag for at forhøje den gæl‐
dende retsafgift på 750 kr. for skifterettens afgørelse om
genoptagelse af boet efter et kapitalselskab, der er ophørt
ved betalingserklæring eller likvidation. Der er tale om sel‐
skaber, der er ophørt som solvente, og en genoptagelse af
boet efter et sådant selskab kan ikke sammenlignes med
skifterettens arbejde med en konkursbegæring eller et kon‐
kursbo.
Retsplejerådet foreslår på denne baggrund at videreføre af‐
giftssatsen på 750 kr. uændret, så den er på linje med
de foreslåede afgifter for en række anmodninger til skifte‐
retten. Retsplejerådet foreslår i den forbindelse at ændre
afgiftsgrundlaget fra at være skifterettens afgørelse om gen‐
optagelse til at være anmodningen om, at skifteretten gen‐
optager boet. Efter Retsplejerådets opfattelse bør afgiftsplig‐
ten således ligesom i andre tilfælde indtræde allerede ved
anmodningens fremsættelse. Kun derved kan afgiften få en
reel adfærdsregulerende værdi i forhold til at modvirke ube‐
grundede eller løst funderede anmodninger. Retsplejerådets
forslag indebærer, at afgiften opkræves, før skifteretten rea‐
litetsbehandler anmodningen, og at afgiften ikke tilbagebe‐
tales, hvis skifteretten ikke imødekommer anmodningen.
2.4.2.10. Samlet set er Retsplejerådets forslag også udtryk
for, at retsafgiften for en anmodning til retten fremover
bliver minimum 750 kr., uanset om anmodningen rettes til
civilretten, fogedretten eller skifteretten. Dette minimum vil
dog ikke gælde for notarialforretninger, kopier og udskrifter,
jf. herom nedenfor i pkt. 2.6.
Retsplejerådet understreger, at en række anmodninger fort‐
sat vil være afgiftsfri. For skifterettens vedkommende drejer
det sig om anmodning om gældssanering, om udmeldelse af
vurderingsmænd, om at føre testaments- eller arvelegitimati‐
onsvidner og om pålæg af konkurskarantæne.
Der henvises til betænkningen side 80-98.
2.4.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets overvejelser og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med
Retsplejerådets lovudkast.
Der henvises til lovforslagets afsnit III (§§ 18-32).
2.5. Appel og genoptagelse
2.5.1. Gældende ret
For anke i den borgerlige retsplejes former skal betales
samme afgift som for en borgerlig retssag i 1. instans, jf.
retsafgiftslovens § 50, stk. 1, 1. pkt.
For anke til landsret udgør afgiften for indlevering af an‐
kestævning dog mindst 750 kr., og for anke til Højesteret
forhøjes afgifterne med 50 pct., og afgiften for indlevering
af ankestævning udgør mindst 1.500 kr., jf. retsafgiftslovens
§ 50, stk. 2.
Retsafgiften i civile ankesager afhænger således af ankesa‐
gens værdi (forstået som værdien af forskellen mellem den
ankendes påstand og resultatet i den indankede dom) og af,
om sagen er omfattet af opregningen i retsafgiftslovens § 4
(visse sager om servitutter, mortifikation mv.).
Har ankesagen ikke økonomisk værdi, har ankesagen en
økonomisk værdi på højst 50.000 kr., eller er ankesagen om‐
22
fattet af opregningen i retsafgiftslovens § 4, skal der alene
betales minimumsafgiften på 750 kr. for anke til landsret
henholdsvis 1.500 kr. for anke til Højesteret. Denne afgift
skal betales ved indleveringen af ankestævningen.
I ankesager med en økonomisk værdi på over 50.000 kr.,
som ikke er omfattet af opregningen i retsafgiftslovens § 4,
skal der betales retsafgift to gange, dels ved indleveringen
af ankestævningen, dels for hovedforhandlingen eller skrift‐
lig behandling, der træder i stedet herfor. Afgiften udgør i
landsretten hver gang 750 kr. med tillæg af 1,2 pct. af den
del af værdien, der overstiger 50.000 kr. I Højesteret udgør
afgiften dette beløb forhøjet med 50 pct., og den afgift,
der skal betales ved indleveringen af ankestævningen, udgør
endvidere mindst 1.500 kr.
Ved anke til landsretten gælder de samme maksima for disse
afgifter som i 1. instans. Ved anke til Højesteret forhøjes
maksimaene med 50 pct., dvs. maksimum for hver af de
to afgifter er generelt 112.500 kr. (dvs. i alt 225.000 kr.),
dog 3.000 kr. (i alt 6.000 kr.) i sager, der angår prøvelse
af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af retsplejelo‐
vens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4 (sager om opfyldelse af visse
klagenævnsafgørelser mv.).
Betalingstidspunktet for afgiften for hovedforhandlingen el‐
ler skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, og mulig‐
heden for at få tilbagebetalt hele denne afgift, hvis sagen
falder bort, er de samme som i 1. instans.
Derimod gælder reglerne i retsafgiftslovens § 2, stk. 6, om
tilbagebetaling af en del af afgiften for hovedforhandlingen
eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, ikke i
ankesager. Dette fremgår af retsafgiftslovens § 50, stk. 1, 2.
pkt.
Kæreafgiften er 400 kr. for kære til landsret og 750 kr. for
kære til Højesteret, jf. retsafgiftslovens § 54.
Kæreafgiften skal tilbagebetales, hvis den ret, hvis afgørelse
er påkæret, omgør afgørelsen, eller hvis den kærende helt
eller delvis får medhold i kæreinstansen, jf. retsafgiftslovens
§ 57.
Der skal ikke betales retsafgift af en sag, som genoptages, jf.
retsafgiftslovens § 9, stk. 1.
Retsafgiften for en ansøgning om ekstraordinær genoptagel‐
se eller anke af en dom i medfør af retsplejelovens § 399 er
1.500 kr., jf. retsafgiftslovens § 58. Afgiften tilbagebetales,
såfremt ansøgningen imødekommes. Selve sagens fornyede
foretagelse eller påanke er afgiftsfri.
2.5.2. Retsplejerådets overvejelser
2.5.2.1. Retsplejerådet foreslår, at de gældende principper
for retsafgift for anke i civile retssager som udgangspunkt
videreføres. Retsplejerådet foreslår således, at retsafgifterne
for anke fortsat skal være magen til retsafgifterne i 1. in‐
stans, med en 50 pct. forhøjelse for anke til Højesteret og
med forhøjede minimumsafgifter for anke til henholdsvis
landsret og Højesteret.
Den omlægning af retsafgifterne for civile retssager i 1.
instans, som Retsplejerådet foreslår, vil således gælde tilsva‐
rende i ankesager.
Det betyder, at ved indleveringen af ankestævningen skal
der fremover alene betales en fast afgift, der som udgangs‐
punkt er uafhængig af sagens værdi. Ved anke til landsret
bør afgiften dog være lavere, hvis ankesagens værdi er højst
100.000 kr.
Retsplejerådet foreslår, at retsafgiften for anke til landsret
skal være 2.000 kr., hvis ankesagen har en værdi på mere
end 100.000 kr., og ellers 1.000 kr.
Retsplejerådet foreslår, at retsafgiften for anke til Højesteret
skal være 4.000 kr.
De foreslåede afgiftssatser skal navnlig ses i lyset af de fore‐
slåede afgiftssatser for civile retssager i 1. instans og i lyset
af, at retsafgiften for en ankestævning i landsretten efter
Retsplejerådets opfattelse bør være højere end retsafgiften
for en stævning i 1. instans, og at retsafgiften for en anke‐
stævning i Højesteret også bør være højere end retsafgiften
for en stævning i landsretten.
Ligesom i dag vil det være appellantens påstand i ankesa‐
gen, der bestemmer ankesagens værdi. Ankesagens værdi
skal således bestemmes ud fra den ændring, appellanten
påstår i forhold til den indankede dom.
Det betyder endvidere, at der ligesom i dag også i ankesager
skal betales en yderligere retsafgift for hovedforhandlingen
eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor. Denne
afgift skal fremover betales, hvis ankesagens værdi oversti‐
ger 100.000 kr.
Afgiftssatserne for hovedforhandlingen vil ved anke til
landsret være de samme som i 1. instans og vil ved anke
til Højesteret være 50 pct. højere.
Retsplejerådet foreslår at opretholde ordningen med, at sag‐
er, der i 1. instans er afgiftsfri, som udgangspunkt også
er fritaget for afgift i forbindelse med anke. Retsplejerådet
23
foreslår i den forbindelse også at videreføre, at anke af
en sag om stadfæstelse af arrest, hvor der også er anlagt
hovedsag, dog ikke skal være afgiftsfri, selv om sagen var
afgiftsfri i 1. instans. Når sådanne sager er afgiftsfri i 1.
instans, skyldes det således alene, at der vil være betalt
retsafgift for hovedsagen i 1. instans. Retsplejerådet foreslår
ligeledes at videreføre, at den særlige afgiftsfritagelse i visse
huslejesager ikke omfatter ankesager.
Retsplejerådet foreslår desuden at opretholde ordningen
med, at personer, der er fritaget for at betale afgift i retssager
i 1. instans, også er fritaget for at betale afgift i forbindelse
med anke. Det bemærkes, at det ligesom i dag indebærer,
at afgiftsfritagelse i kraft af fri proces eller retshjælpsforsik‐
ringsdækning forudsætter, at den fri proces eller retshjælps‐
forsikringen dækker ankesagen. En anke iværksat af en part,
der havde fri proces i den indankede sag, er således kun
afgiftsfri, hvis parten også har fri proces i ankesagen.
Retsplejerådet foreslår endvidere at videreføre reglen om, at
retsafgiften for ankesagen tilbagebetales, hvis sagen hjemvi‐
ses til ny behandling i en tidligere instans. Reglen blev ind‐
ført ved lovændringen i 2004 på grundlag af Retsplejerådets
forslag i betænkning nr. 1436/2004.
2.5.2.2. Retsplejerådet foreslår at opretholde den gældende
ordning med en fast retsafgift for kære til henholdsvis lands‐
ret og Højesteret, således at afgiften er højere for kære til
Højesteret. Det betyder, at kære til Den Særlige Klageret
fortsat vil være afgiftsfri.
Retsplejerådet foreslår ingen ændringer i anvendelsesområ‐
det for kæreafgiften, der således ligesom i dag ikke alene
skal betales for kæremål under civile retssager, men for
kæremål i alle sagstyper, herunder fogedsager, skiftesager,
tinglysningssager og offentlige straffesager. Det bemærkes i
den forbindelse, at kæremål i offentlige straffesager fortsat
vil være afgiftsfri, bl.a. når kæremålet er iværksat af sigtede
eller tiltalte eller af anklagemyndigheden.
Retsplejerådet foreslår, at retsafgiften for kære til landsret
skal være 750 kr. og for kære til Højesteret 1.500 kr. De
foreslåede afgiftssatser skal navnlig ses i lyset af, at de
gældende satser på 400 kr. og 750 kr. senest blev reguleret i
1989.
Efter Retsplejerådets opfattelse vil den foreslåede forhøjel‐
se understøtte, at kæreafgiften modvirker ubegrundede eller
løst funderede kæremål, uden at afgiften derved bliver så
høj, at berettigede kæremål afskæres alene på grund af afgif‐
tens størrelse.
Det bemærkes herved, at en række kæremål fortsat vil være
afgiftsfri, herunder som nævnt alle kæremål iværksat af sig‐
tede eller tiltalte i en offentlig straffesag.
Retsplejerådet foreslår desuden at opretholde ordningen
med, at kære iværksat af en part i en civil retssag, der er
afgiftsfri, eller hvor parten er afgiftsfritaget, som udgangs‐
punkt ligeledes er afgiftsfri. Det betyder bl.a., at en part,
der har fri proces, ikke skal betale kæreafgift, og i modsæt‐
ning til, hvad der gælder ved anke, er det i den forbindelse
tilstrækkeligt, at parten har fri proces i den instans, hvis
afgørelse påkæres. Afgiftsfritagelsen gælder således, selv
om parten ikke har søgt eller fået fri proces til behandlingen
i kæreinstansen.
Retsplejerådet foreslår i den forbindelse også at videreføre,
at kære i en sag om stadfæstelse af arrest, hvor der også er
anlagt hovedsag, dog ikke skal være afgiftsfri, selv om sag‐
en var afgiftsfri i 1. instans. Når sådanne sager er afgiftsfri
i 1. instans, skyldes det således alene, at der vil være betalt
retsafgift for hovedsagen i 1. instans. Retsplejerådet foreslår
ligeledes at videreføre, at den særlige afgiftsfritagelse i visse
huslejesager ikke omfatter kæresager.
Afgiftsfritagelsen vil endvidere i lighed med den gældende
ordning ikke omfatte kære i fogedsager og skiftesager.
Retsplejerådet foreslår endvidere at videreføre, at kæreafgif‐
ten tilbagebetales, hvis en afgørelse omgøres af den ret eller
myndighed, der har truffet den påkærede afgørelse. Omgø‐
relsen kan ske, inden sagen sendes til appelinstansen, såle‐
des at kæremålet bortfalder, og vil normalt være udtryk for,
at den kærende fra først af burde have haft medhold. Det
er derfor rimeligt, at afgiften for kære tilbagebetales i disse
tilfælde, også selv om omgørelsen i visse tilfælde f.eks. kan
være foranlediget af nye oplysninger i kæreskriftet, som
ikke var fremme under den oprindelige behandling af sagen.
Retsplejerådet foreslår endvidere at videreføre, at kæreafgif‐
ten tilbagebetales, når den kærende helt eller delvist får
medhold i sin kære. Appelinstansens ændring skyldes ikke
altid, at den ret, der afsagde den kærede afgørelse, har begå‐
et fejl, men kan derimod skyldes, at kærende er kommet
med mere fyldestgørende oplysninger i forbindelse med kæ‐
remålet. På den anden side vil kæremål ofte vedrøre proces‐
suelle spørgsmål, som modparten i sagen ikke altid har en
interesse i. Det kan derfor forekomme urimeligt, hvis mod‐
parten bliver pålagt at betale kæreafgiften efter reglerne om
sagsomkostninger, som det er tilfældet med ankeafgiften,
der ikke tilbagebetales, selv om appellanten får helt eller
delvist medhold i anken.
2.5.2.3. Retsplejerådet foreslår at videreføre reglen om, at
der ikke skal betales ny retsafgift i en sag, der genoptages.
24
Den retsafgift, der oprindelig er betalt, bør således også
dække genoptagelsen.
2.5.2.4. Retsplejerådet foreslår at videreføre retsafgiften for
en ansøgning til Højesteret om tilladelse til ekstraordinær
genoptagelse eller anke af en dom i en borgerlig sag i med‐
før af retsplejelovens § 399.
Efter Retsplejerådets opfattelse er det således af adfærdsre‐
guleringsmæssige grunde velbegrundet, at en sådan ansøg‐
ning er afgiftspligtig.
Retsplejerådet foreslår, at afgiftssatsen for en sådan ansøg‐
ning forhøjes fra 1.500 kr. til 2.000 kr. Den gældende af‐
giftssats stammer fra 1989.
Retsplejerådet foreslår også at videreføre reglen om, at af‐
giften tilbagebetales, hvis ansøgningen imødekommes.
Forenklingshensyn taler ganske vist for at afskaffe denne
særregel om tilbagebetaling, men i betragtning af, at sagsan‐
tallet er meget lavt, har Retsplejerådet dog fundet, at det
administrative besvær ved at besvare reglen er begrænset.
Det følger af den generelle regel om, at der ikke skal betales
ny retsafgift i en sag, der genoptages, jf. herom pkt. 2.5.2.3
ovenfor, at der fortsat ikke skal betales ny retsafgift i den
genoptagne sag, når Højesteret tillader ekstraordinær genop‐
tagelse. Den retsafgift, der oprindelig er betalt i sagen, vil
således også dække behandlingen af den genoptagne sag.
Efter de gældende regler skal der heller ikke betales rets‐
afgift for ankesagen, når Højesteret tillader ekstraordinær
anke. Retsplejerådet foreslår, at denne afgiftsfritagelse ikke
videreføres. I modsætning til ved ekstraordinær genoptagel‐
se, hvor der tidligere vil være betalt retsafgift for sagens be‐
handling i den pågældende instans, er der ved ekstraordinær
anke tale om behandling i en ny instans. I overensstemmelse
med det generelle princip om, at retsafgiften dækker sagens
behandling i den pågældende instans, og at der skal betales
særskilt retsafgift for appel, bør der således fremover også
betales sædvanlig afgift for en anke, der sker på grundlag
af en tilladelse fra Højesteret i medfør af retsplejelovens
§ 399. Det bemærkes herved, at retsafgiften for Højeste‐
rets behandling af ansøgningen om ekstraordinær anke som
nævnt tilbagebetales, når ansøgningen imødekommes.
2.5.2.5. Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af
civile sager ved domstolene har peget på muligheden for
at rykke en del af retsafgiften for appel frem, således at
den betales allerede ved ansøgningen til Procesbevillings‐
nævnet. Formålet med en sådan fremrykning af afgiften
ville være at modvirke ubegrundede eller løst funderede
ansøgninger om appeltilladelse.
Imod at pålægge ansøgninger om appeltilladelse retsafgift
taler først og fremmest, at det vil pålægge parterne og Pro‐
cesbevillingsnævnet yderligere administrative byrder.
Efter Retsplejerådets opfattelse er det tvivlsomt, om den
potentielle lettelse i Procesbevillingsnævnets arbejde som
følge af færre ansøgninger vil være større end de admini‐
strative byrder for Procesbevillingsnævnet og domstolene
ved, at Procesbevillingsnævnet skal beregne og opkræve
retsafgift, og at domstolene skal tage hensyn til den retsaf‐
gift, appellanten har betalt for ansøgningen til Procesbevil‐
lingsnævnet. Selv hvis der måtte antages at være en lille
nettogevinst for det offentlige, er det efter Retsplejerådets
opfattelse tvivlsomt, om en sådan flytning af ressourcer fra
sagsbehandlingen vedrørende ansøgninger til beregning og
opkrævning af afgifter ville være hensigtsmæssig, endsige
rimelig i forhold til borgerne.
Der er således nogle grundlæggende forskelle mellem en
sags behandling ved retterne og ved Procesbevillingsnæv‐
net. Sagerne om appeltilladelse ved Procesbevillingsnævnet
er karakteriseret ved, at størstedelen af ansøgningerne bliver
afslået, og at nævnets afgørelser er meget kortfattede sam‐
menlignet med afgørelser fra retterne. For borgerne vil en
afgift for ansøgninger om appeltilladelse derfor formentlig
opleves som relativt mere byrdefuld end den retsafgift, man
betaler til retten for at appellere en sag og for rettens arbejde
hermed.
Retsplejerådet kan på denne baggrund ikke anbefale, at der
indføres retsafgift for ansøgning til Procesbevillingsnævnet
om appeltilladelse.
Der henvises til betænkningen side 106-115.
2.5.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets overvejelser og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med
Retsplejerådets lovudkast.
Der henvises til lovforslagets § 7, stk. 1, og afsnit V (§§
36-45).
2.6. Øvrige retsafgifter
2.6.1. Gældende ret
For notarialforretninger betales som udgangspunkt 300 kr.,
jf. retsafgiftslovens § 42.
25
For bekræftelse af rigtigheden af en kopi betales dog 100
kr., og for notarens medvirken ved udtrækning af værdipapi‐
rer, lodtrækning og lignende betales 500 kr. pr. påbegyndt
time.
For udskrifter mv., der udfærdiges af retten, betales 175 kr.,
jf. retsafgiftslovens § 48.
I en række tilfælde udfærdiges udskrifter mv. dog uden af‐
gift, jf. retsafgiftslovens § 49, herunder i alle tilfælde, hvor
retten af egen drift udfærdiger en udskrift.
2.6.2. Retsplejerådets overvejelser
2.6.2.1. Retsplejerådet finder, at der fortsat bør betales afgift
for en notarialforretning.
Retsplejerådet er opmærksom på, at notarbekræftelse er
et lovkrav ved notartestamenter og ved fremtidsfuldmag‐
ter. Der vil også være en række tilfælde, hvor notarbekræf‐
telse ikke er et lovkrav, men dog en faktisk nødvendighed,
eksempelvis fordi et dokument skal bruges i udlandet. I så
henseende er det efter Retsplejerådets opfattelse mest nær‐
liggende at opfatte afgiften for notarialforretningen som en
brugerbetaling.
Den gældende afgift på 300 kr. svarer med prisudviklingen
siden 1999 til 414 kr. i 2018. Prisudviklingen kan således for
så vidt begrunde, at retsafgiften for en notarialforretning nu
sættes op til 400 kr. Efter Retsplejerådets opfattelse bør det
ved vurderingen af rimeligheden af en sådan forhøjelse af
afgiftssatsen dog også indgå, om det skønnede merprovenu
ville give en væsentlig overdækning i forhold til domstole‐
nes udgifter til notarialforretninger.
Domstolenes gennemsnitlige udgifter til notarialforretninger
har i de seneste år været i størrelsesorden 8,5 mio. kr. år‐
ligt. Allerede med den gældende afgiftssats på 300 kr. over‐
stiger indtægterne fra retsafgiften for notarialforretninger
væsentligt domstolenes udgifter til disse forretninger. Rets‐
plejerådet finder, at der på den baggrund ikke er grundlag
for at forhøje den gældende afgiftssats. Efter en samlet vur‐
dering har Retsplejerådet heller ikke fundet grundlag for at
foreslå, at afgiften for notarialforretninger nedsættes. Rets‐
plejerådet foreslår således, at den almindelige afgiftssats for
notarialforretninger videreføres uændret.
2.6.2.2. Oprindelig var afgiften for at bekræfte rigtigheden
af en kopi den samme som afgiften for udskrifter mv., men
i 1998 blev afgiften for udskrifter mv. forhøjet særskilt. End‐
videre skulle der oprindelig kun betales én afgift for at
få bekræftet flere kopier af samme originaldokument, men
dette blev i 1992 ændret til, at der skal betales én afgift
for hver kopi, der bekræftes. Begrundelsen for ændringen
var, at notarialforretninger, hvor notaren skal bekræfte, at en
kopi af et dokument er i overensstemmelse med originalen,
ofte omfattede et stort antal enslydende dokumenter, og at
dokumenterne i mange tilfælde også var meget omfangsrige.
I betragtning af, at borgere og virksomheder i en del tilfælde
kan have behov for samtidig at få bekræftet flere kopier
af flere og eventuelt adskillige originaldokumenter, er det,
når afgiften skal betales for hver kopi, efter Retsplejerådets
opfattelse rimeligt, at afgiften er lavere end den almindelige
afgift for en notarialforretning.
Samtidig bør det tages i betragtning, at den gældende af‐
giftssats på 100 kr. stammer fra 1992. Endvidere har Køben‐
havns Byret, der typisk behandler knap en femtedel af alle
notarialforretninger på landsplan, oplyst, at retten hvert år
modtager i størrelsesordenen 100-200 anmodninger om be‐
kræftelse af kopiens rigtighed, hvor dokumentet er så omfat‐
tende, at der er et betydeligt misforhold mellem afgiften på
100 kr. og det arbejde, som er forbundet med bekræftelsen.
Retsplejerådet har på denne baggrund overvejet, om afgiften
for notarens bekræftelse af rigtigheden af en kopi af et doku‐
ment bør forhøjes, og om der bør fastsættes to afgiftssatser,
sådan at afgiften er højere for dokumenter over en vis stør‐
relse.
Det vil dog gøre retsafgifterne og dermed deres administra‐
tion mere komplicerede, hvis der opereres med to afgifts‐
satser for bekræftelse af rigtigheden af en kopi. Endvidere
er det oplyste antal af bekræftelser, hvor misforholdet er
betydeligt, begrænset. Der er tale om i størrelsesordenen
100-200 bekræftelser årligt i Københavns Byret, hvilket be‐
tyder, at der på landsplan skønsmæssigt vil være i størrel‐
sesordenen 500-1.000 sådanne bekræftelser årligt. Der er
således tale om en meget lille del af det samlede antal nota‐
rialforretninger, og en forhøjet afgift i disse sager ville heller
ikke give noget væsentligt provenu.
Efter en samlet vurdering foreslår Retsplejerådet på denne
baggrund at videreføre en fast lavere afgift for bekræftelse
af rigtigheden af kopien af et dokument, men at forhøje
denne afgift til 150 kr., sådan at afgiften igen bliver den
samme som for udskrifter mv., jf. pkt. 2.6.2.4 nedenfor.
2.6.2.3. Retsplejerådet foreslår af forenklingshensyn at af‐
skaffe den særlige afgiftssats for lodtrækninger mv., som i
praksis stort set har mistet sin betydning.
2.6.2.4. Udskrifter mv., som domstolene udsteder, falder
groft sagt i tre kategorier.
For det første er der de udskrifter mv., som udfærdiges i
forbindelse med en konkret sag. Mange sådanne udskrifter
26
udstedes af retten af egen drift og er af den grund fritaget
for retsafgift, eftersom der kun skal betales retsafgift for
udskrifter, som en part anmoder om. I andre tilfælde fremgår
afgiftsfritagelsen af en af bestemmelserne i retsafgiftslovens
§ 49. Der vil dog kunne være tilfælde, hvor der skal opkræ‐
ves retsafgift, herunder navnlig hvis en part, der allerede har
fået en udskrift, anmoder om at få den samme udskrift en
gang til.
Efter Retsplejerådets opfattelse kan retsafgiften for udskrif‐
ter mv. til parterne i en sag uden problemer afskaffes. Ud‐
skrifter i denne kategori er således som nævnt i vidt omfang
allerede afgiftsfri. Hertil kommer, at udskrifter til parter
har sammenhæng med domstolenes behandling af den på‐
gældende sag. I overensstemmelse med det grundlæggende
princip om, at retsafgiften for en sag bør omfatte alle sags‐
skridt i sagen, bør en udskrift til en part i sagen derfor anses
for dækket af den retsafgift, der i almindelighed vil være
fastsat for den pågældende sag.
For det andet er der de udskrifter mv., som en person med
særlig interesse i en sag, anmoder om at få udstedt. Nogle
sådanne udskrifter er afgiftsfri efter en af bestemmelserne i
retsafgiftslovens § 49, mens andre er afgiftspligtige.
Retsplejerådet finder, at også udskrifter mv. i denne kategori
konsekvent bør være afgiftsfri. En tredjemand, der ikke er
part i sagen, vil, når der ikke gælder regler om, at enhver
kan få den pågældende udskrift, kun have krav på udskriften
mv., når den pågældende har en retlig interesse i udskriften
mv.
Endelig er der de udskrifter mv., som enhver har adgang til
at få. Herunder hører navnlig tingbogsattester og aktindsigt i
domme og kendelser mv. i medfør af retsplejelovens §§ 41 b
og 41 c.
Retsplejerådet finder det ud fra et adfærdsreguleringshen‐
syn velbegrundet, at udskrifter i denne kategori ikke er gra‐
tis. Der bør derfor være en afgift eller et gebyr for sådanne
udskrifter.
For en afgift taler grundlæggende, at hvis man vælger en
enhedsafgift, der er uafhængig af sideantallet og udskriftens
form (elektronisk eller på papir), er det en meget enkel
løsning både for brugerne og domstolene. Imod en sådan
enhedsafgift taler navnlig, at afgiften vil kunne forekomme
høj for korte, elektroniske udskrifter, hvor der ikke har været
behov for anonymisering (herunder fordi dokumentet allere‐
de er anonymiseret), og omvendt vil kunne forekomme lav
for lange papirudskrifter mv.
Retsplejerådet har også her lagt afgørende vægt på hensynet
til forenkling og foreslår derfor uanset de nævnte ulemper at
videreføre en fast enhedsafgift for de kopier og udskrifter,
som enhver har adgang til at få.
Retsplejerådet foreslår, at retsafgiften fastsættes til 150 kr.
Dette er et mere ”rundt” beløb end den gældende afgiftssats
på 175 kr. og svarer til den afgift, Retsplejerådet foreslår
for notarens bekræftelse af rigtigheden af en kopi, jf. pkt.
2.6.2.2 ovenfor. Der er en vis overordnet lighed mellem
disse ekspeditioner, og retsafgiften var da også den samme
forud for forhøjelsen i 1998 af afgiften for udskrifter mv.
Der henvises til betænkningen side 98-106.
2.6.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets overvejelser og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med
Retsplejerådets lovudkast.
Der henvises til lovforslagets afsnit IV (§§ 33-35).
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse‐
kvenser for det offentlige
Den foreslåede nye retsafgiftslov vurderes ved et uændret
sagsantal at ville give et afgiftsprovenu til staten på ca. 15
mio kr. mere årligt end den gældende retsafgiftslov.
De foreslåede forenklinger af retsafgifterne vil kunne have
økonomiske konsekvenser for kommuner og regioner, i det
omfang disse myndigheder er parter i civile retssager og
fogedsager mv. Da afgiftsændringerne ikke alene retter sig
mod kommuner og regioner, skønnes der ikke at skulle fore‐
tages en regulering af det generelle statstilskud til kommu‐
ner og regioner for de økonomiske konsekvenser heraf, jf.
afsnit 1.2.1. i vejledning nr. 63 af 9. oktober 2007 om Det
Udvidede Totalbalanceprincip.
Lovforslagets implementeringskonsekvenser for domstole‐
ne, herunder særligt i forhold til systemunderstøttelsen, vur‐
deres at kunne afholdes inden for de nuværende økonomiske
rammer. Det vurderes således, at en gennemførelse af den
foreslåede nye retsafgiftslov ikke vil være forbundet med
merudgifter for domstolene.
Lovforslaget vurderes ikke at have implementeringskonse‐
kvenser for kommunerne af betydning.
Lovforslaget har ingen implementeringskonsekvenser for re‐
gionerne.
27
Lovforslaget er i overensstemmelse med principperne for
digitaliseringsklar lovgivning, herunder princippet om enkle
og klare regler og princippet om muliggørelse af automatisk
sagsbehandling. De foreslåede forenklinger vil gøre retsaf‐
gifterne lettere at forstå for borgere og virksomheder og
lettere at administrere for domstolene, herunder med hensyn
til digital understøttelse.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er‐
hvervslivet mv.
Den foreslåede nye retsafgiftslov vurderes ved et uændret
sagsantal at ville give et afgiftsprovenu til staten på ca. 15
mio. kr. mere årligt end den gældende retsafgiftslov. Der
vil endvidere kunne opstå forskydninger mellem forskellige
sagstyper. Det er ikke muligt at opgøre, hvor stor en del af
beløbet der vil påhvile de forskellige grupper, som har sager
ved domstolene, herunder private borgere, erhvervsvirksom‐
heder, offentlige myndigheder mv. Det må dog antages, at
en del af beløbet vil påhvile erhvervslivet.
Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konse‐
kvenser for erhvervslivet af betydning.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konse‐
kvenser for borgerne.
6. Klima- og miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke klima- og miljømæssige konsekven‐
ser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Retsplejerådets betænkning nr. 1572/2019 om reform af den
civile retspleje X (Retsafgifter), som lovforslaget bygger på,
har i perioden fra den 6. marts 2019 til den 1. maj 2019
været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisa‐
tioner mv.:
Østre og Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige
byretter, Procesbevillingsnævnet, Domstolsstyrelsen, Den
Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,
HK Landsklubben Danmarks Domstole, Domstolenes Tje‐
nestemandsforening, ADIPA, Advokatrådet, Amnesty In‐
ternational, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri,
Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Erhverv, Dansk
InkassoBrancheforening, Dansk Journalistforbund, Danske
Advokater, Danske Medier, Danske Rederier, Danske Re‐
gioner, Danske Speditører, DI, Fagbevægelsens Hovedorga‐
nisation, Fagligt Fælles Forbund – 3F, FDM, Finans Dan‐
mark, Finans og Leasing, Forbrugerrådet Tænk, Foreningen
af Statsforvaltningsjurister, Forsikring & Pension, FSR –
danske revisorer, HK/Danmark, Institut for Menneskerettig‐
heder, Justitia, KL, Københavns Retshjælp, Landsforenin‐
gen af Forsvarsadvokater, Retspolitisk Forening, SMVdan‐
mark, TEKNIQ Installationsbranchen, Voldgiftsinstituttet,
Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed og Aar‐
hus Retshjælp.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Merprovenu på ca. 15 mio. kr. årligt Ingen af betydning
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
Ingen af betydning Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Merprovenu til staten på ca. 15 mio. kr. år‐
ligt, hvoraf en del påhviler erhvervslivet
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen af betydning Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Klima- og miljømæssige konse‐
kvenser
Ingen Ingen
28
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter
Er i strid med de fem princip‐
per for implementering af er‐
hvervsrettet EU-regulering/Over‐
implementering af EU-retlige mi‐
nimumsforpligtelser
JA NEJ
X
Lovforslaget indeholder syv afsnit opdelt i 18 kapitler. De
første tre afsnit fastsætter retsafgiften i 1. instans i sager,
der behandles i henholdsvis civilretten, fogedretten og skif‐
teretten. Det fjerde afsnit fastsætter retsafgiften for notarial‐
forretninger samt for kopier og udskrifter. Det femte afsnit
fastsætter retsafgiften for appel. Det sjette afsnit indeholder
fælles bestemmelser, og det syvende afsnit angår ikrafttræ‐
den mv.
Til afsnit I
Afsnittet indeholder regler om retsafgiften i civile retssager
mv. i 1. instans. Kapitel 1 angår civile retssager, kapitel 2
angår midlertidige afgørelser om forbud og påbud, og kapi‐
tel 3 angår bevisoptagelse mv.
Til kapitel 1
Kapitlet indeholder regler om betaling af retsafgift i civile
retssager i 1. instans. Kapitlet omfatter alle retssager, der
behandles i den borgerlige retsplejes former, herunder rets‐
sager, der behandles efter en særlig procesform, jf. retsple‐
jelovens kapitel 39 og 42-44. De indispositive sager, der
behandles efter retsplejelovens kapitel 42-43 b, er imidlertid
afgiftsfri, jf. forslaget til § 8.
Kapitlet omfatter ikke sager om midlertidige afgørelser om
forbud eller påbud, jf. retsplejelovens kapitel 40, da sådanne
sager ikke er ”retssager”. Der foreslås regler om betaling af
retsafgift i sådanne sager i kapitel 2.
Der foreslås to afgifter, én ved sagsanlæg (jf. forslaget til
§ 1) og én for hovedforhandling eller skriftlig behandling,
der træder i stedet herfor (jf. forslaget til § 2). Afgiften
ved sagsanlæg tilbagebetales ikke, uanset hvordan sagens
behandling forløber, herunder i tilfælde af, at sagen afvi‐
ses. Der foreslås dog én undtagelse hertil i § 6 om sager,
der hæves i medfør af retsplejelovens § 361 (indbringelse af
sagen for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Forbruger‐
klagenævnet eller et privat tvistløsningsorgan, der er god‐
kendt af erhvervsministeren). Afgiften for hovedforhandling
eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, tilbage‐
betales, hvis der senest 2 uger før hovedforhandlingen hen‐
holdsvis inden indleveringen af det sidste procedureindlæg
gives retten meddelelse om, at sagen er bortfaldet.
Disse retsafgifter dækker den samlede sagsbehandling i
1. instans. Der skal således ikke betales særskilte afgifter
for de enkelte sagsskridt under sagens behandling i 1. in‐
stans. Der skal dog betales særskilt afgift for en eventuel
anmodning om en midlertidig afgørelse om forbud eller på‐
bud efter retsplejelovens kapitel 40, da en sådan sag både
processuelt og afgiftsmæssigt anses som en selvstændig sag,
jf. nærmere forslaget til kapitel 2.
Kapitlet finder med visse modifikationer også anvendelse i
ankesager, jf. nærmere forslaget til kapitel 13.
De overordnede principper for retsafgiften efter kapitel 1 –
hvilke sager der er omfattet, at der skal betales én afgift for
sagsanlæg og én afgift for hovedforhandling eller skriftlig
behandling, der træder i stedet herfor, og at disse afgifter
dækker den samlede behandling i 1. instans – er uændrede
i forhold til den gældende retsafgiftslov. Der foreslås imid‐
lertid væsentlige ændringer i retsafgiftens størrelse, jf. nær‐
mere bemærkningerne til §§ 1 og 2. Endvidere videreføres
reglen om afgiftsfritagelse ved fornyet sagsanlæg, efter at en
sag er blevet afvist eller hævet på grund af rettens manglen‐
de kompetence, ikke.
Til § 1
Bestemmelsen fastsætter den retsafgift, der skal betales ved
anlæg af en civil retssag i 1. instans.
Udgangspunktet er, at afgiften for sagsanlæg udgør 1.500
kr., jf. stk. 1.
For sager, der ikke har økonomisk værdi, eller som har en
økonomisk værdi på højst 100.000 kr., udgør afgiften for
sagsanlæg dog 750 kr., jf. stk. 2, 1. pkt.
Sager med økonomisk værdi omfatter ikke alene sager om
betaling af penge, men også sager om andre ydelser med
økonomisk værdi. Sager med økonomisk værdi omfatter
endvidere både fuldbyrdelsessøgsmål, hvor dommen i givet
fald om nødvendigt kan tvangsfuldbyrdes ved fogedrettens
bistand, og anerkendelsessøgsmål, når den retsstilling, som
ønskes fastslået, har en økonomisk værdi for mindst én af
parterne. Sager om økonomisk værdi omfatter også negative
anerkendelsessøgsmål, dvs. søgsmål om, at en ret eller et
29
krav ikke består, når retten eller kravet har økonomisk vær‐
di.
De mest oplagte eksempler på sager uden økonomisk værdi
er fritaget for retsafgift, jf. forslaget til § 8, stk. 1, nr. 1-8,
der bl.a. angår sager om forældremyndighed, faderskab og
medmoderskab, adoption, værgemål og prøvelse af admini‐
strativt bestemt frihedsberøvelse.
Som eksempler på sager uden økonomisk værdi, der ikke er
fritaget for retsafgift, kan navnlig nævnes sager om freds- og
ærekrænkelser for så vidt angår påstande om, at der forelig‐
ger en krænkelse, om mortifikation og om, at nærmere an‐
givne forhold skal ophøre (f.eks. at sagsøgte skal fjerne nær‐
mere angivet materiale fra offentligt tilgængelige internets‐
teder). Påstande om betaling af erstatning eller godtgørelse
eller om, at sagsøgte skal anerkende at være erstatningsan‐
svarlig, vil derimod have økonomisk værdi. Sager om kræn‐
kelse af den pågældendes erhvervsmæssige interesser (f.eks.
en krænkelse, der skader den pågældendes muligheder for
erhvervsmæssigt at udnytte retten til eget billede) vil også
have økonomisk værdi.
Et andet eksempel kan være påstande om udlevering af gen‐
stande uden økonomisk værdi (f.eks. personlige papirer eller
billeder).
Endvidere kan en række sager om prøvelse af administrative
afgørelser og også sager om prøvelse af lovgivningen i for‐
hold til grundloven eller menneskerettighederne være uden
økonomisk værdi. Der vil imidlertid også være en række
sådanne sager, der har økonomisk værdi. Det gælder ikke
alene, når sagen direkte angår en betaling til det offentlige
(f.eks. en skat eller afgift) eller en udbetaling fra det offent‐
lige (f.eks. en forsørgelsesydelse eller et tilskud), men også
når sagen angår f.eks. en tilladelse, som har økonomisk
værdi for den private part, eller et forbud eller påbud, hvis
efterkommelse vil medføre udgifter for den private part. Et
krav om erstatning eller godtgørelse for en krænkelse, ek‐
sempelvis af menneskerettighederne, har også økonomisk
værdi.
Opgørelsen af værdien af en sag, der har økonomisk værdi,
sker efter reglerne i den foreslåede § 3.
Afgiften for sagsanlæg er også 750 kr. i sager, der alene
angår servitutter og partielle brugsrettigheder, for hvilke
der ikke betales vederlag, mortifikation af værdipapirer, ser‐
vitutter, brugsrettigheder eller grundbyrder, erhvervelse af
ejendomsdom eller dødsformodning, jf. stk. 2, 2. pkt. Dette
gælder uanset en sådan sags økonomiske værdi.
Der skal ikke betales retsafgift efter § 1 i retssager, der
indledes på grundlag af et betalingspåkrav i medfør af rets‐
plejelovens § 477 f, 1. pkt. Der er tale om tilfælde, hvor
skyldneren fremsætter indsigelser mod betalingspåkravet, og
hvor fordringshaveren i betalingspåkravet har anmodet om,
at der i så fald indledes retssagsbehandling uden indlevering
af stævning. Der vil i sådanne sager være betalt 750 kr. i
retsafgift ved indleveringen af betalingspåkravet, jf. forsla‐
get til § 12.
Betales afgiften efter § 1 ikke, anses stævningen som bort‐
faldet, jf. nærmere forslaget til § 47.
Er det afgiften for sagsøgtes påstand om selvstændig dom,
der ikke betales, anses denne påstand som bortfaldet.
Er det afgiften for en adcitationsstævning eller hovedinter‐
ventionsstævning, der ikke betales, anses denne stævning
som bortfaldet.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgen‐
de ændringer:
- Retsafgiften for sager om mindre krav (krav på højst
50.000 kr.) og for sager uden økonomisk værdi forhøjes fra
500 kr. til 750 kr.
- Retsafgiften for sager, der alene angår servitutter og parti‐
elle brugsrettigheder, for hvilke der ikke betales vederlag,
mortifikation af værdipapirer, servitutter, brugsrettigheder
eller grundbyrder, erhvervelse af ejendomsdom eller døds‐
formodning, forhøjes fra 400 kr. til 750 kr.
- Retsafgiften for sager med en værdi mellem 50.001 kr. og
100.000 kr. nedsættes til en fast afgift på 750 kr. Efter den
gældende retsafgiftslov udgør denne afgift mellem 760 kr.
og 1.350 kr.
- Retsafgiften for sager med en værdi over 100.000 kr. æn‐
dres til en fast afgift på 1.500 kr. uanset sagens økonomiske
værdi. Efter den gældende retsafgiftslov udgør denne afgift
mellem 1.360 kr. og 75.000 kr. afhængig af sagens værdi,
dog højst 2.000 kr. i sager, der angår prøvelse af myndig‐
hedsudøvelse, eller som er omfattet af retsplejelovens § 327,
stk. 1, nr. 3 eller 4 (sager om opfyldelse af visse klagenævn‐
safgørelser mv.).
Til § 2
Bestemmelsen fastsætter den retsafgift, der i en civil retssag
i 1. instans skal betales for hovedforhandlingen eller skrift‐
lig behandling, der træder i stedet herfor.
Udgangspunktet er, at der skal betales retsafgift for hoved‐
forhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet
herfor, i sager med en økonomisk værdi over 100.000 kr.,
jf. stk. 1. Med hensyn til afgrænsningen af sager med øko‐
30
nomisk værdi i forhold til sager uden økonomisk værdi hen‐
vises til bemærkningerne til § 1, stk. 2.
I de sager, hvor retsafgiften for sagsanlæg i medfør af §
1, stk. 2, 2. pkt., udgør 750 kr. uanset sagens værdi, skal
der dog ikke betales retsafgift for hovedforhandlingen eller
skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, jf. stk. 2. Det
drejer sig om sager, der alene angår servitutter og partielle
brugsrettigheder, for hvilke der ikke betales vederlag, mor‐
tifikation af værdipapirer, servitutter, brugsrettigheder eller
grundbyrder, erhvervelse af ejendomsdom eller dødsformod‐
ning. Dette gælder uanset en sådan sags økonomiske værdi.
I sager, der angår prøvelse af myndighedsudøvelse, eller
som er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller
4 (sager om opfyldelse af visse klagenævnsafgørelser mv.),
udgør afgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behand‐
ling, der træder i stedet herfor, 3.000 kr., jf. stk. 3.
I andre sager, hvor der skal betales afgift for hovedforhand‐
lingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor,
afhænger afgiften af sagens økonomiske værdi, jf. stk. 4.
Er den økonomiske værdi højst ¼ mio. kr., udgør afgiften
3.000 kr., er værdien højst ½ mio. kr., er afgiften 8.000
kr., og er værdien højst 1 mio. kr., er afgiften 14.000 kr.
Tabellen indeholder yderligere 6 afgiftssatser for sager med
en økonomisk værdi på over henholdsvis 1, 2, 3, 4, 5 og 6
mio. kr., hvor afgiften udgør henholdsvis 35.000 kr., 60.000
kr., 85.000 kr., 110.000 kr., 135.000 kr. og 160.000 kr. Den
maksimale afgift er således 160.000 kr.
Afgiften for hovedforhandlingen skal betales, når retten fast‐
sætter tidspunktet for hovedforhandlingen, dog tidligst 3
måneder før hovedforhandlingen, men bortfalder – og tilba‐
gebetales – hvis retten senest 2 uger før hovedforhandlingen
modtager meddelelse om, at sagen er bortfaldet, jf. stk. 5.
2-ugersfristen gælder i forhold til hovedforhandlingens be‐
gyndelse. Hvis hovedforhandlingen skal begynde eksempel‐
vis den 15. juni kl. 9.30, tilbagebetales afgiften for hoved‐
forhandlingen, hvis retten senest den 1. juni kl. 9.30 modta‐
ger meddelelse om, at sagen er bortfaldet.
3-månedersfristen gælder også i forhold til hovedforhandlin‐
gens begyndelse, men det vil i praksis ikke være nødvendigt
at regne med tidspunktet på dagen. Hvis hovedforhandlin‐
gen skal begynde eksempelvis den 15. juni kl. 9.30, vil der
først være grund til at iværksætte en rykkeprocedure for
betaling af retsafgiften for hovedforhandlingen, når det kan
konstateres, at afgiften ikke blev betalt senest ved udgangen
af den 15. marts.
Hvis hovedforhandlingens begyndelse ændres på et tids‐
punkt, hvor afgiften endnu ikke er forfaldet (dvs. mere
end 3 måneder før det tidligere fastsatte tidspunkt for ho‐
vedforhandlingen), gælder 3-månedersfristen i forhold til
det nye tidspunkt for hovedforhandlingen. Hvis hovedfor‐
handlingens begyndelse derimod ændres, efter at afgiften er
forfaldet (dvs. mindre end 3 måneder før det tidligere fast‐
satte tidspunkt for hovedforhandlingen), påvirker det ikke
afgiftens betaling. Afgiften skal altså i denne situation ikke
tilbagebetales, selv om der er mere end 3 måneder til det
nye tidspunkt for hovedforhandlingen. Hvis afgiften ikke er
betalt endnu, skal der endvidere iværksættes rykkerproced‐
ure og ved manglende betaling ske afvisning af sagen, selv
om der er mere end 3 måneder til det nye tidspunkt for
hovedforhandlingen.
Hvis hovedforhandlingens begyndelse ændres, gælder 2-
ugersfristen imidlertid i forhold til det nye tidspunkt for
hovedforhandlingen, uanset om ændringen sker mere eller
mindre end 2 uger før det tidligere fastsatte tidspunkt for
hovedforhandlingen.
Når hovedforhandlingen er gået i gang, kan dens begyndel‐
sestidspunkt i sagens natur ikke længere ændres. En udsæt‐
telse af sagen, efter at hovedforhandlingen er gået i gang,
har derfor ikke betydning for afgiften for hovedforhandlin‐
gen. Afgiften bortfalder således ikke i tilfælde, hvor sagen,
efter at hovedforhandlingen er gået i gang, udsættes og sene‐
re bortfalder.
Har retten i medfør af retsplejelovens § 253 begrænset ho‐
vedforhandlingen til en del af det krav, sagen angår, eller
til et af flere krav eller spørgsmål i sagen, skal retsafgiften
for hovedforhandlingen ikke desto mindre opgøres ud fra
sagens samlede værdi. Til gengæld skal retsafgiften kun
betales én gang. Fortsætter sagen efter en sådan delhoved‐
forhandling, skal der således ikke betales nogen retsafgift
for senere delhovedforhandlinger. Udvides påstanden, skal
retsafgiften dog omberegnes, jf. forslaget til § 3, stk. 5, og
medfører omberegningen, at retsafgiften for hovedforhand‐
lingen stiger (fordi sagen rykker op i et højere afgiftstrin),
skal forhøjelsen betales for en senere delhovedforhandling.
Afgiften for skriftlig behandling, der træder i stedet for ho‐
vedforhandling, skal betales, når retten træffer beslutning
om skriftlig behandling. Afgiften bortfalder – og tilbagebe‐
tales – hvis retten inden indleveringen af det sidste procedu‐
reindlæg modtager meddelelse om, at sagen er bortfaldet, jf.
stk. 6.
Afgiftspligten efter § 2 påhviler sagsøgeren, jf. stk. 1, 2. pkt.
Sagsøgtes påstand om selvstændig dom betragtes dog i af‐
giftsmæssig henseende som et selvstændigt søgsmål, jf. for‐
slaget til § 5. Afgiftspligten efter § 2 for sagsøgtes påstand
om selvstændig dom påhviler derfor sagsøgte.
31
Hvis afgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behand‐
ling, der træder i stedet herfor, ikke betales, afvises sagen, jf.
nærmere forslaget til § 47.
Er det afgiften for sagsøgtes påstand om selvstændig dom,
der ikke betales, afvises denne påstand.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgen‐
de ændringer:
- Beløbsgrænsen for, hvornår der skal betales afgift for
hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i
stedet herfor, forhøjes fra 50.000 kr. til 100.000 kr.
- Retsafgiften for sager over beløbsgrænsen, der angår prø‐
velse af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af rets‐
plejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4 (sager om opfyldelse
af visse klagenævnsafgørelser mv.), ændres til en fast afgift
på 3.000 kr. Efter den gældende retsafgiftslov udgør denne
afgift mellem 760 kr. og 2.000 kr. afhængig af sagens værdi.
- Retsafgiften for andre sager over beløbsgrænsen ændres til
9 faste afgifts¬trin fra 3.000 kr. til 160.000 kr., der afhænger
af sagens værdi. Efter den gældende retsafgiftslov udgør af‐
giften mellem 760 kr. og 75.000 kr. efter en glidende skala.
- Retsafgiften for hovedforhandlingen bortfalder, hvis retten
senest 2 uger før hovedforhandlingen modtager meddelelse
om, at sagen er bortfaldet. I den gældende retsafgiftslov er
fristen 6 uger.
- Den gældende regel om tilbagebetaling af 1/3 af retsafgif‐
ten for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der
træder i stedet herfor, i sager, der afsluttes uden dom eller
ved udeblivelses- eller erkenderdom, videreføres ikke.
Til § 3
Bestemmelsen angår opgørelsen af værdien af sager, der har
økonomisk værdi. Bestemmelsen er uden betydning, hvis
sagen ikke har økonomisk værdi, jf. herom bemærkningerne
til § 1, stk. 2.
Sagens værdi har betydning for den retsafgift, der skal beta‐
les ved sagens anlæg, jf. forslaget til § 1. Afgiften er lavere,
hvis sagen har en økonomisk værdi på højst 100.000 kr.
Sagens værdi har endvidere betydning for, om og i givet fald
hvilken afgift der skal betales for hovedforhandlingen eller
skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, jf. forslaget
til § 2. Afgiften skal betales, hvis sagen har en økonomisk
værdi over 100.000 kr. I sager, der ikke angår prøvelse af
myndighedsudøvelse og ikke er omfattet af retsplejelovens
§ 327, stk. 1, nr. 3 eller 4 (sager om opfyldelse af visse kla‐
genævnsafgørelser mv.), afhænger afgiftens størrelse endvi‐
dere af, om sagens økonomiske værdi er højst ¼ mio. kr.,
højst ½ mio. kr., højst 1, 2, 3, 4, 5 eller 6 mio. kr. eller over
6 mio. kr.
Sagens værdi bestemmes efter påstanden i stævningen, jf.
stk. 1, 1. pkt.
Ved fastsættelsen af afgiften for hovedforhandling eller
skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, bestemmes
sagens værdi dog efter påstanden på det tidspunkt, hvor
retten fastsætter tidspunktet for hovedforhandlingen eller
der er 3 måneder til hovedforhandlingen, henholdsvis på
det tidspunkt, hvor retten træffer bestemmelse om skriftlig
behandling, jf. stk. 1, 2. pkt.
En eventuel senere nedsættelse af påstanden er dermed uden
betydning for retsafgiften. Derimod kan en forhøjelse af på‐
standen medføre betaling af yderligere retsafgift, jf. neden‐
for om det foreslåede stk. 5.
Omfatter påstanden flere krav, er sagens værdi den samlede
værdi af disse krav, også hvor sagen anlægges af flere sags‐
øgere eller mod flere sagsøgte, jf. stk. 1, 3. pkt.
Hvis påstanden eksempelvis går ud på, at A og B solidarisk
eller alternativt skal betale 400.000 kr., er sagens værdi
400.000 kr. Går påstanden ud på, at A og B hver skal betale
400.000 kr., er sagens værdi derimod 800.000 kr.
Er påstanden betinget af en modydelse, fradrages værdien af
modydelsen ved opgørelsen af sagens værdi.
Renter og omkostninger medregnes ikke, jf. stk. 1, 4. pkt.
Denne regel tager sigte på renter og omkostninger, som
knytter sig til et hovedkrav, der er nedlagt påstand om, og
som er medregnet i sagens værdi. Er hovedkravet opfyldt,
således at påstanden eksempelvis alene angår et rentebeløb,
vil dette rentebeløb skulle medregnes i sagens værdi. Er der
i et sådant tilfælde herudover nedlagt påstand om procesren‐
te af et sådant rentebeløb, skal procesrenten derimod ikke
medregnes i sagens værdi.
Omkostninger omfatter både indenretlige sagsomkostninger
og udenretlige inkassoomkostninger.
Der foreslås særlige regler om opgørelsen af værdien af
påstande, der angår løbende ydelser, jf. stk. 2 og 3. Stk. 2
indeholder de almindelige regler, og stk. 3 indeholder særli‐
ge regler for sager i henhold til lejelovgivningen. Inden for
sit anvendelsesområde går stk. 3 således forud for stk. 2. Le‐
jelovgivningen omfatter både lejeloven, almenlejeloven og
erhvervslejeloven.
32
Den almindelige regel er, at hvis påstanden angår en ydelse,
der skal betales et ubestemt antal gange, beregnes værdien
ved at gange ydelserne pr. år med 10, jf. stk. 2, 1. pkt. I
sager i henhold til lejelovgivningen ganges ydelserne pr. år
dog i stedet med 5, jf. stk. 3, 1. pkt.
Angår påstanden en ydelse, der skal betales et bestemt antal
gange, beregnes værdien ved at gange ydelsen pr. gang med
antallet af gange, ydelsen skal betales, jf. stk. 2, 2. pkt.
Værdien kan dog ikke overstige ydelserne pr. år ganget med
10, i sager i henhold til lejelovgivningen dog 5, jf. stk. 2, 3.
pkt., og stk. 3, 2. pkt. Er ydelserne ikke af samme størrelse,
lægges ydelserne for det sidste år inden sagens anlæg til
grund for beregningen, jf. stk. 2, 4. pkt.
For sager om opsigelse eller ophævelse af lejemål fastsættes
sagens værdi dog til 1 års leje, jf. stk. 3, 3. pkt.
Stk. 4 angår tilfælde, hvor sagens værdi ikke kan bestemmes
på grundlag af påstanden i stævningen.
Bestemmelsen har praktisk betydning navnlig i tilfælde,
hvor påstanden angår andre ydelser end penge, er betinget af
en modydelse i andet end penge eller går ud på, at sagsøgte
skal anerkende et krav, som ikke i påstanden er opgjort til et
bestemt beløb.
Som eksempel kan nævnes en påstand om udlevering af
en genstand eller tilskødning af en ejendom, eventuelt mod
betaling af et angivet beløb, eller om betaling af et angivet
beløb mod udlevering af en genstand eller tilskødning af en
ejendom. Som et andet eksempel kan nævnes en påstand
om, at sagsøgte skal anerkende at være erstatningsansvarlig
for et angivet forhold, eller at sagsøgte skal anerkende, at
sagsøgeren ikke er erstatningsansvarlig for et angivet for‐
hold. Som et tredje eksempel kan nævnes en påstand om,
at sagsøgte skal undlade nærmere angivne handlinger (ek‐
sempelvis undlade at bruge et bestemt kendetegn i sin mar‐
kedsføring eller at markedsføre et bestemt produkt), eller
at sagsøgte skal foretage nærmere angivne handlinger (ek‐
sempelvis nedrive en bygning eller fælde nogle træer), eller
omvendt at sagsøgeren er berettiget til at foretage nærmere
angivne handlinger, eller at en nærmere angivet tilstand er
berettiget i forhold til sagsøgte (eksempelvis placeringen af
en bygning eller nogle træer).
Værdien af sådanne påstande kan opgøres som den økono‐
miske interesse for sagsøgeren eller sagsøgte i, at retsstillin‐
gen mellem parterne bliver eller ikke bliver som påstået. Af‐
hængig af sagens omstændigheder kan det f.eks. være fortje‐
nesten eller tabet ved en bestemt erhvervsmæssig aktivitet
eller ændringen i værdien af en fast ejendom. Går påstanden
ud på, at sagsøgte skal anerkende eksistensen eller ikke-ek‐
sistensen af et pengekrav, der ikke er opgjort beløbsmæssigt,
vil det være det beløb, som kravet i givet fald kan opgøres
til.
I sådanne tilfælde skal sagsøgeren anslå værdien så nøjagtigt
som muligt, jf. stk. 4, 1. pkt.
Sagsøgtes påstand om selvstændig dom betragtes dog i af‐
giftsmæssig henseende som et selvstændigt søgsmål, jf. for‐
slaget til § 5. Pligten efter stk. 4, 1. pkt., for sagsøgtes
påstand om selvstændig dom påhviler derfor sagsøgte.
Parten skal i den forbindelse ikke alene over for retten anslå
værdien som et beløb, men også forklare, hvordan beløbet er
fremkommet.
Retten ansætter om fornødent værdien ved et skøn, jf. stk. 4,
2. pkt.
Udvides påstanden, omberegnes afgiften på grundlag af den
udvidede påstand, jf. stk. 5.
Bestemmelsen har i forhold til afgiften for sagsanlæg efter
den foreslåede § 1 betydning i tilfælde, hvor der ved sagens
anlæg er betalt 750 kr. i afgift, fordi sagen efter påstanden
i stævningen ikke har økonomisk værdi, har en økonomisk
værdi på højst 100.000 kr. eller alene angår servitutter og
partielle brugsrettigheder, for hvilke der ikke betales veder‐
lag, mortifikation af værdipapirer, servitutter, brugsrettighe‐
der eller grundbyrder, erhvervelse af ejendomsdom eller
dødsformodning.
Udvides påstanden senere, så den har en økonomisk værdi
over 100.000 kr. (men ikke alene angår servitutter og parti‐
elle brugsrettigheder, for hvilke der ikke betales vederlag,
mortifikation af værdipapirer, servitutter, brugsrettigheder
eller grundbyrder, erhvervelse af ejendomsdom eller døds‐
formodning), skal der betales yderligere 750 kr., som er
forskellen mellem afgiften efter § 1, stk. 1, og § 1, stk. 2.
Bestemmelsen har i forhold til afgiften for hovedforhandlin‐
gen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor,
betydning i tilfælde, hvor påstanden, efter at denne afgift
er forfaldet til betaling, udvides så meget, at sagens værdi
kommer op i et nyt afgiftstrin. Det drejer sig altså om tilfæl‐
de, hvor sagens værdi før udvidelsen af påstanden lå under
en af grænserne 100.000 kr., ¼ mio. kr., ½ mio. kr., 1 mio.
kr., 2 mio. kr., 3 mio. kr., 4. mio. kr., 5 mio. kr. eller 6
mio. kr. og nu ligger et eller flere afgiftstrin højere. I givet
fald skal forskelsbeløbet betales i yderligere afgift. Som
eksempel kan nævnes, at hvis påstanden, da tidspunktet for
hovedforhandlingen blev fastsat eller der var 3 måneder til
hovedforhandlingen, havde en værdi på 400.000 kr., senere
udvides, så den har en værdi på 600.000 kr., skal der betales
33
yderliere 6.000 kr. i afgift (14.000 kr. minus de allerede
betalte 8.000 kr.).
I sager, der angår prøvelse af myndighedsudøvelse eller er
omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4 (sager
om opfyldelse af visse klagenævnsafgørelser mv.), er det
alene værdigrænsen på 100.000 kr., der har betydning. En
udvidelse af påstanden i sådanne sager har således kun be‐
tydning, hvis den medfører, at sagens værdi stiger fra højst
100.000 kr. til over 100.000 kr. I så fald skal der betales
3.000 kr. i afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig be‐
handling, der træder i stedet herfor (denne afgift er i sådanne
sager 3.000 kr., uanset hvilken værdi over 100.000 kr. sagen
har).
Betales den yderligere afgift ikke, afvises udvidelsen af
påstanden, jf. nærmere forslaget til § 47. Sagen fortsætter
således med påstanden, som den var før udvidelsen.
Der skal ikke ske omberegning af retsafgiften, hvis påstan‐
den indskrænkes. Hvis påstanden samtidig udvides og ind‐
skrænkes (dvs. udvides på nogle punkter og indskrænkes på
andre punkter), skal der foretages en sammenligning mellem
sagens samlede værdi før og efter ændringen.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen reali‐
tetsændringer.
Til § 4
Bestemmelsen angår adcitation, hovedintervention og biin‐
tervention.
Adcitation (jf. retsplejelovens § 250, stk. 2) og hovedinter‐
vention (jf. retsplejelovens § 251) anses som selvstændige
søgsmål, jf. 1. pkt.
Det indebærer, at den, der iværksætter adcitation, skal betale
retsafgift efter reglerne i §§ 1 og 2 for adcitationspåstanden,
og at den, der hovedintervenerer, ligeledes skal betale retsaf‐
gift efter reglerne i §§ 1 og 2 for sin påstand.
Denne retsafgift skal betales uafhængig af den retsafgift,
sagsøgeren skal betale efter §§ 1 og 2.
Betales denne afgift ikke, skal adcitationen eller hovedin‐
terventionen anses som bortfaldet henholdsvis afvises, jf.
nærmere forslaget til § 47.
Der skal ikke betales retsafgift efter § 4 for en friholdelses‐
påstand mellem parter, der allerede er parter i sagen.
Biintervention (jf. retsplejelovens § 252) er afgiftsfri, jf. 2.
pkt.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen reali‐
tetsændringer.
Til § 5
Bestemmelsen angår sagsøgtes modkrav til selvstændig
dom.
Nedlægger sagsøgte påstand om selvstændig dom, betragtes
denne påstand som et selvstændigt søgsmål, jf. stk. 1.
Det indebærer, at sagsøgte skal betale retsafgift efter regler‐
ne i §§ 1 og 2 for påstanden om selvstændig dom.
Denne retsafgift skal betales uafhængig af den retsafgift,
sagsøgeren skal betale efter §§ 1 og 2.
Betales denne afgift ikke, skal sagsøgtes modkrav til selv‐
stændig dom anses som bortfaldet henholdsvis afvises, jf.
nærmere forslaget til § 47.
Sagsøgtes modkrav til kompensation anses derimod ikke
som et selvstændigt søgsmål. Der skal således ikke betales
retsafgift for modkrav til kompensation.
Afgiftspligten for modkrav til selvstændig dom gælder ikke,
hvor sagsøgte i en sag om krænkelse af en immaterialret‐
tighed kun kan anfægte immaterialrettens gyldighed ved at
nedlægge en påstand om ugyldighed, jf. stk. 2.
Det betyder, at en person, der er sagsøgt med påstand om at
have krænket et patent, afgiftsfrit kan nedlægge påstand om
selvstændig dom for, at patentet er ugyldigt, jf. patentlovens
§ 61.
Tilsvarende kan en person, der er sagsøgt med påstand om
at have krænket et design, afgiftsfrit nedlægge påstand om
selvstændig dom for, at registreringen af designet skal ud‐
slettes, jf. designlovens § 40.
Endvidere kan en person, der er sagsøgt med påstand om
at have krænket et EU-varemærke, afgiftsfrit nedlægge på‐
stand om selvstændig dom for, at EU-varemærket er ugyl‐
digt, jf. EU-varemærkeforordningens artikel 127, stk. 1.
Desuden kan en person, der er sagsøgt med påstand om at
have krænket et EF-design, afgiftsfrit nedlægge påstand om
34
selvstændig dom for, at EF-designet er ugyldigt, jf. EF-de‐
signforordningens artikel 85, stk. 1.
Bestemmelsen angår de afgiftsmæssige konsekvenser af en
sådan påstand om ugyldighed. Det afhænger af de processu‐
elle regler, herunder i internationale sager relevante værne‐
tingsregler, om en påstand om ugyldighed i det hele taget
kan nedlægges under en sag om krænkelse af den pågælden‐
de immaterialrettighed.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås det som
noget nyt, at i enhver en sag om krænkelse af en immaterial‐
rettighed, hvor sagsøgte kun kan anfægte immaterialrettens
gyldighed ved at nedlægge en påstand om ugyldighed, skal
sagsøgtes påstand om ugyldighed være afgiftsfri. Den gæl‐
dende retsafgiftslov fastsætter alene afgiftsfrihed for sagsøg‐
tes påstand i en sag om patentindgreb om patentets ugyldig‐
hed.
Til § 6
Bestemmelsen angår sager, der hæves af retten i medfør af
retsplejelovens § 361.
Retsplejelovens § 361 fastsætter, at hvis en forbruger anmo‐
der om, at en sag, der kan indbringes for Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen, Forbrugerklagenævnet eller et privat
tvistløsningsorgan, der er godkendt af erhvervsministeren,
må blive behandlet ved Konkurrence- og Forbrugerstyrel‐
sen, Forbrugerklagenævnet eller tvistløsningsorganet, hæver
retten sagen og sender den til Konkurrence- og Forbru‐
gerstyrelsen, Forbrugerklagenævnet eller tvistløsningsorga‐
net. Dette gælder dog ikke, hvis det må anses for åbenbart,
at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen, eller
hvis sagen ikke skønnes egnet til behandling ved Konkur‐
rence- og Forbrugerstyrelsen, Forbrugerklagenævnet eller
tvistløsningsorganet. Tilsvarende gælder i en sag om veder‐
lag til en advokat eller en af de personer, der er nævnt i rets‐
plejelovens § 124 c, stk. 1, nr. 2 (ansatte i et advokatselskab,
der ikke er advokater), og som ejer aktier eller anparter i et
advokatselskab, hvis den anden part anmoder om, at sagen
behandles ved Advokatnævnet, jf. retsplejelovens § 146.
Det foreslås, at retsafgiften skal tilbagebetales, hvis retten
hæver sagen i medfør af retsplejelovens § 361.
Det er den faktisk betalte afgift efter § 1 og i givet fald
§ 2, der skal tilbagebetales. Det bemærkes, at der på det
tidspunkt i sagen, hvor der opstår spørgsmål om at hæve den
i medfør af retsplejelovens § 361, normalt endnu ikke vil
være betalt afgift efter § 2.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen reali‐
tetsændringer.
Til § 7
Bestemmelsen angår sager, der genoptages eller hjemvises
til ny behandling i tidligere instans.
Der betales ikke ny afgift i en sag, der genoptages, jf. stk. 1.
Når en sag, i hvilken der er betalt afgift efter § 1, genopta‐
ges, skal der således ikke betales ny afgift efter § 1. Er
der ikke under sagens oprindelige behandling betalt afgift
efter § 2, vil der imidlertid i den genoptagne sag i givet
fald skulle betales afgift efter § 2 for hovedforhandlingen
eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor. Er der
derimod under sagens oprindelige behandling betalt afgift
efter både § 1 og § 2, skal der i den genoptagne sag ikke
betales afgift efter § 1 eller § 2.
Udvides påstanden, skal afgiften dog omberegnes, jf. forsla‐
get til § 3, stk. 5, som også gælder, når påstanden i en
genoptaget sag udvides i forhold til den påstand, der er
betalt retsafgift af under sagens oprindelige behandling.
Når en sag hjemvises til ny behandling i tidligere instans,
betales ikke ny afgift for den fornyede behandling, jf. stk. 2.
Når en sag hjemvises til ny behandling i tidligere instans,
skal der således ikke betales ny afgift efter § 1. Er der ikke
under sagens oprindelige behandling i den tidligere instans
betalt afgift efter § 2, vil der imidlertid i den hjemviste sag i
givet fald skulle betales afgift efter § 2 for hovedforhandlin‐
gen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor. Er
der derimod under sagens oprindelige behandling i den tidli‐
gere instans betalt afgift efter både § 1 og § 2, skal der i den
hjemviste sag ikke betales afgift efter § 1 eller § 2.
Udvides påstanden, skal afgiften dog omberegnes, jf. forsla‐
get til § 3, stk. 5, som også gælder, når påstanden i en
hjemvist sag udvides i forhold til den påstand, der er betalt
retsafgift af under sagens oprindelige behandling i den tidli‐
gere instans.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås reglen om,
at der i disse tilfælde ikke skal betales afgift, ændret til, at
der ikke skal betales ny afgift.
Til § 8
Bestemmelsen fritager nærmere opregnede sager for retsaf‐
gift. I de pågældende sager skal der således ikke betales
retsafgift efter §§ 1 og 2.
35
Afgiftsfritagelsen gælder sagen som sådan og dermed alle
parter i sagen.
Afgiftsfritaget er sager om nægtelse af valgret til Folketin‐
get, regionsrådet, kommunalbestyrelsen eller Europa-Parla‐
mentet, jf. stk. 1, nr. 1.
Afgiftsfritaget er endvidere sager om adoption, værgemål,
familieretlige spørgsmål, der behandles efter retsplejelovens
kapitel 42, og fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets
bopæl og samvær, jf. stk. 1, nr. 2-5. Sager om familieretlige
spørgsmål, der behandles efter retsplejelovens kapitel 42,
omfatter bl.a. sager om forældremyndighed, barnets bopæl,
samvær, ægteskab, underholdsbidrag, faderskab og medmo‐
derskab.
Afgiftsfritaget er endvidere sager om prøvelse af administra‐
tivt bestemt frihedsberøvelse, prøvelse af endelige admini‐
strative afgørelser efter straffuldbyrdelseslovens § 112 og
beslutninger om administrativ udvisning mv. behandlet efter
udlændingelovens kapitel 7 b, jf. stk. 1, nr. 6-9.
Sager om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvel‐
se omfatter sager, der behandles efter retsplejelovens kapitel
43 a.
Straffuldbyrdelseslovens § 112 omfatter sager om prøvel‐
se af endelige administrative afgørelser om straffetidsbereg‐
ning, jf. straffuldbyrdelseslovens §§ 12 og 14, tilbagehol‐
delse af brev, såfremt afgørelsen er begrundet i hensynet
til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 5, disciplinærstraf i form
af strafcelle i mere end 7 dage, jf. straffuldbyrdelseslovens
§ 70, stk. 1, jf. § 67, konfiskation af genstande eller penge,
hvis værdi overstiger det almindelige vederlag, der udbeta‐
les indsatte for en uges beskæftigelse, jf. straffuldbyrdelses‐
lovens § 73, modregning af erstatningsbeløb, der overstiger
størrelsen af det nævnte ugentlige vederlag, jf. straffuldbyr‐
delseslovens § 74, nægtelse af prøveløsladelse i henhold til
straffelovens § 38, stk. 1, eller efter straffelovens § 41, når
14 år af straffen af fængsel på livstid er udstået, jf. straffuld‐
byrdelseslovens § 80, genindsættelse af en prøveløsladt til
udståelse af reststraf i henhold til straffelovens § 40, stk.
2 eller 3, eller til udståelse af straf af fængsel på livstid i
henhold til straffelovens § 42, stk. 2, jf. straffuldbyrdelses‐
lovens § 86, stk. 3, indsættelse af en betinget benådet til
udståelse af straf eller reststraf i henhold til straffelovens
§ 43, jf. straffuldbyrdelseslovens § 88, jf. § 86, stk. 3, og
nægtelse af erstatning i anledning af uforskyldt udståelse af
fængselsstraf i for lang tid eller anbringelse i strafcelle i
mere end 7 dage, jf. straffuldbyrdelseslovens § 106.
Udlændingelovens kapitel 7 b omfatter sager om prøvelse
af en farevurdering efter udlændingelovens § 45 b eller en
udvisning efter udlændingelovens § 25, nr. 1 (udvisning af
hensyn til statens sikkerhed), frihedsberøvelse efter udlæn‐
dingelovens § 36 af en udlænding med henblik på at sikre
muligheden for udvisning efter udlændingelovens § 25, nr.
1, ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens §
7 eller § 8, stk. 1 eller 2, fra en udlænding, som er udvist
efter udlændingelovens § 25, nr. 1, udsendelse efter udlæn‐
dingelovens § 31 af en udlænding, der tidligere har haft
opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, og som
er udvist efter udlændingelovens § 25, nr. 1, og ændring
efter udlændingelovens § 32 b af en afgørelse efter udlæn‐
dingelovens § 31 om, at udlændingen ikke kan udsendes,
når udlændingen er udvist efter udlændingelovens § 25, nr.
1.
Afgiftsfritaget er endvidere sager om stadfæstelse af arrest,
for så vidt der her i landet er anlagt sag om den fordring, for
hvilken arrest er gjort, jf. stk. 1, nr. 9. Sager om stadfæstelse
af arrest er således ikke afgiftsfritaget, hvis sagen om den
fordring, for hvilken arrest er gjort, behandles ved voldgift
her i landet eller i udlandet eller ved en udenlandsk domstol.
Afgiftsfritaget er endelig sager, der anlægges i henhold til
lejelovens § 49 og sager, der vedrører kapitel II-V i lov
om midlertidig regulering af boligforholdene, jf. stk. 2. Le‐
jelovens § 49 omfatter sager om nedsættelse af leje, der væ‐
sentligt overstiger det lejedes værdi. Boligreguleringslovens
kapitel II-V angår huslejeregulering for beboelseslejlighe‐
der, vedligeholdelse og opretning, vedligeholdelseskonto i
Grundejernes Investeringsfond, forbedringer, huslejeregule‐
ring for mindre ejendomme og huslejeregulering for enkelt‐
værelser.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås det, at også
sager om nægtelse af valgret til Europa-Parlamentet skal
være afgiftsfri, jf. forslaget til stk. 1, nr. 1. Det er endvidere
præciseret, at afgiftsfritagelsen for sager om stadfæstelse af
arrest gælder, når der her i landet er anlagt sag om den
fordring, for hvilken arrest er gjort, jf. forslaget til stk. 1, nr.
9.
Til § 9
Bestemmelsen fritager nærmere angivne parter for betaling
af retsafgift. De pågældende parter skal således ikke betale
afgift efter §§ 1 og 2.
Afgiftsfritaget er en statstjenestemand, der anlægger sag ef‐
ter ordre, jf. stk. 1, nr. 1. Det følger af tjenestemandslovens
§ 25, at når en tjenestemand beskyldes for uretskaffenhed i
tjenesten, eller der fremsættes ærerørige beskyldninger mod
tjenestemanden, kan det pålægges tjenestemanden at fralæg‐
ge sig beskyldningen ved dom.
Afgiftsfritaget er endvidere en part, der er fritaget for beta‐
36
ling af afgifter i medfør af retsplejelovens § 331, stk. 1, nr.
1, om fri proces, jf. stk. 1, nr. 2.
Afgiftsfritaget er endvidere en part, der har en retshjælpsfor‐
sikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved
sagen, og som opfylder de økonomiske betingelser for fri
proces efter retsplejelovens § 325, jf. stk. 1, nr. 3.
Afgiftsfritagelsen indebærer, at den afgiftsfritagne part ikke
skal betale afgift efter §§ 1 og 2.
Modparten skal imidlertid betale sagsomkostninger, som om
der ikke var afgiftsfrihed. Retten skal således efter stk. 2
træffe afgørelse om betaling af sagsomkostninger, som om
der ikke var afgiftsfrihed efter stk. 1, nr. 1 eller 3, herunder
et skønsmæssigt fastsat beløb svarende til de afgifter, der
efter sagens værdi skulle have været betalt. Pålægges mod‐
parten at betale sagsomkostninger svarende til de afgifter,
der skulle have været betalt, tilfalder beløbet statskassen.
Det samme gælder i medfør af retsplejelovens § 332, stk. 1,
med hensyn til afgiftsfrihed efter stk. 1, nr. 2, om fri proces.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen reali‐
tetsændringer.
Til kapitel 2
Kapitlet indeholder en bestemmelse om betaling af retsafgift
i civile sager i 1. instans om midlertidige afgørelser om
forbud eller påbud.
Til § 10
Bestemmelsen fastsætter den retsafgift, der skal betales for
en anmodning om en midlertidig afgørelse om forbud eller
påbud i en civil sag, jf. retsplejelovens kapitel 40.
For en sådan anmodning skal der betales 750 kr., jf. stk. 1.
Afgiften dækker sagens behandling i 1. instans. Om afgiften
ved appel henvises til forslaget til kapitel 14.
Der skal betales særskilt afgift efter den foreslåede § 10,
selv om der også er anlagt retssag om hovedkravet, for
hvilken der betales afgift efter de foreslåede §§ 1 og 2.
De foreslåede §§ 7-9 finder tilsvarende anvendelse, jf. stk.
2.
Det betyder, at der ikke skal betales ny afgift, hvis en sag
om en midlertidig afgørelse om forbud eller påbud genopta‐
ges eller hjemvises til ny behandling i tidligere instans (jf.
forslaget til § 7).
Det betyder endvidere, at anmodninger om midlertidige af‐
gørelser om forbud eller påbud er afgiftsfri, hvis hovedkra‐
vet er afgiftsfritaget (jf. forslaget til § 8).
Det betyder endelig, at en part ikke skal betale afgift for
en anmodning om en midlertidig afgørelse om forbud eller
påbud, hvis parten er en statstjenestemand, der anlægger sag
efter ordre, har fri proces eller har en retshjælpsforsikring
eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen,
og opfylder de økonomiske betingelser for fri proces (jf.
forslaget til § 9).
Betales afgiften efter den foreslåede § 10 ikke, anses an‐
modningen som bortfaldet, jf. nærmere forslaget til § 47.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås en fast
afgift på 750 kr. i stedet for en grundafgift på 300 kr. og en
tillægsafgift på 400 kr. for politifremstilling eller udkørende
forretning.
Til kapitel 3
Kapitlet indeholder en bestemmelse om retsafgift for an‐
modninger om bevisoptagelse mv., der ikke sker under eller
til brug for en her i landet anlagt retssag eller sag om midler‐
tidig afgørelse om forbud eller påbud.
Til § 11
Bestemmelsen fastsætter den retsafgift, der skal betales for
en anmodning om bevisoptagelse mv., der ikke sker under
eller til brug for en her i landet anlagt retssag eller sag om
midlertidig afgørelse om forbud eller påbud.
Når en anmodning om bevisoptagelse fremsættes under eller
til brug for en allerede anlagt retssag eller sag om midlerti‐
dig afgørelse om forbud eller påbud, skal der ikke betales
særskilt afgift efter den foreslåede § 11, men alene afgift
for retssagen efter de foreslåede §§ 1 og 2 eller for sagen
om midlertidig afgørelse om forbud eller påbud efter den
foreslåede § 10.
For en anmodning om bevisoptagelse, der ikke sker under
eller til brug for en her i landet anlagt retssag eller sag om
midlertidig afgørelse om forbud eller påbud, skal der betales
750 kr., jf. stk. 1, 1. pkt.
Der skal betales én afgift, uanset om anmodningen angår et
37
eller flere bevisoptagelsesskridt. Afgiften dækker også even‐
tuelle senere anmodninger om supplerende bevisoptagelses‐
skridt, der ligger inden for rammerne af den oprindelige
anmodning. Som eksempel kan nævnes supplerende spørgs‐
mål til en skønsmand (jf. dog nedenfor om en tidsfrist i så
henseende) eller til et vidne eller en anmodning om edition
i yderligere dokumenter (inden for samme tema) hos den
person, den tidligere anmodning om edition var rettet mod.
Der skal imidlertid betales ny afgift for en anmodning, der
går ud over rammerne for en tidligere anmodning, som der
er betalt afgift for. Som eksempel kan nævnes en anmodning
om nyt syn og skøn, om afhøring af et nyt vidne eller om
edition hos en anden person end den, den tidligere anmod‐
ning om edition var rettet mod, eller om et andet tema.
Der skal endvidere betales ny afgift for en anmodning om
besvarelse af supplerende spørgsmål til et syn og skøn, som
fremsættes mere end 3 måneder efter skønserklæringens af‐
givelse, jf. stk. 1, 2. pkt. Anmoder flere parter hver især om
besvarelse af forskellige supplerende spørgsmål efter 3-må‐
nedersfristen, skal der betales ny afgift for hver anmodning.
Der skal ligeledes betales 750 kr. for anmodninger efter
voldgiftslovens § 5, jf. stk. 2.
Voldgiftslovens § 5 omfatter anmodninger om udpegning
af en voldgiftsdommer (jf. voldgiftslovens § 11, stk. 3), ind‐
sigelse mod en voldgiftsdommer (jf. voldgiftslovens § 13,
stk. 3, 1. pkt.), ophør af hvervet som voldgiftsdommer (jf.
voldgiftslovens § 14, stk. 1, 2. pkt.), voldgiftsrettens kompe‐
tence (jf. voldgiftslovens § 16, stk. 3, 2. pkt.), forelæggelse
af spørgsmål for EU-Domstolen (jf. voldgiftslovens § 27,
stk. 2) og voldgiftsrettens omkostninger (jf. voldgiftslovens
§ 34, stk. 3).
Det følger af voldgiftslovens § 27, stk. 1 – der ifølge vold‐
giftslovens § 1, stk. 1 og 2, gælder både for voldgift her i
landet og i udlandet – at voldgiftsretten eller en part med
voldgiftsrettens samtykke kan anmode domstolene om bi‐
stand til optagelse af bevis efter retsplejelovens almindelige
regler. For en sådan anmodning skal der i givet fald betales
afgift efter det foreslåede stk. 1.
Afgiften efter stk. 1 og 2 dækker sagens behandling i 1. in‐
stans. Om afgiften ved appel henvises til forslaget til kapitel
14.
Søforklaringer er afgiftsfri, jf. stk. 3. Søforklaring kan afhol‐
des, når en ulykke har fundet sted til søs, eller når skibsfø‐
reren eller et medlem af besætningen uden for dansk havn
er afgået ved døden eller har lidt betydelig personskade om
bord, jf. sølovens § 473.
Afgiftsfritagelsen efter stk. 3 gælder sagens behandling i
1. instans. Om afgiften ved appel henvises til forslaget til
kapitel 14.
De foreslåede §§ 7-9 finder tilsvarende anvendelse, jf. stk.
4.
Det betyder, at der ikke skal betales ny afgift, hvis en an‐
modning om bevisoptagelse mv. hjemvises til ny behandling
i tidligere instans (jf. forslaget til § 7).
Det betyder endvidere, at en anmodning om bevisoptagelse
mv. er afgiftsfri, hvis en retssag er afgiftsfritaget (jf. forsla‐
get til § 8).
Det betyder endelig, at en part ikke skal betale afgift for en
anmodning om bevisoptagelse mv., hvis parten er en stats‐
tjenestemand, der anlægger sag efter ordre, har fri proces
eller har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der
dækker omkostninger ved bevisoptagelsen mv., og opfylder
de økonomiske betingelser for fri proces (jf. forslaget til §
9).
Betales afgiften efter den foreslåede § 11 ikke, anses anmod‐
ningen som bortfaldet, jf. nærmere forslaget til § 47.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås en afgift på
750 kr. i stedet for 400 kr.
Til afsnit II
Afsnittet indeholder regler om retsafgifter i sager, der be‐
handles ved fogedretten. Kapitel 4 angår betalingspåkrav,
kapitel 5 angår fogedforretninger, og kapitel 6 angår auk‐
tion.
Til kapitel 4
Kapitlet indeholder en bestemmelse om retsafgift for beta‐
lingspåkrav.
Til § 12
Bestemmelsen fastsætter den retsafgift, der skal betales for
betalingspåkrav.
Afgiften for betalingspåkrav er 750 kr., jf. stk. 1.
Afgiften skal betales, når betalingspåkravet indleveres til
fogedretten. Betales afgiften ikke, anses betalingspåkravet
som bortfaldet, jf. nærmere forslaget til § 47.
38
Det foreslås i stk. 2, at afgiften bortfalder – og tilbagebetales
– hvis forkyndelse af betalingspåkravet undlades, fordi ud‐
læg er udelukket efter retsplejelovens § 490 eller konkurslo‐
vens §§ 12 c, 31 eller 207 og fordringshaveren har anmodet
om, at forkyndelse i så fald undlades, jf. retsplejelovens §
477 d, stk. 1.
Den såkaldte fredningsregel i retsplejelovens § 490 angår
tilfælde, hvor der inden for de sidste 6 måneder har været
afholdt en fogedforretning mod den pågældende skyldner,
hvor det ikke har været muligt at opnå dækning.
Konkurslovens §§ 12 c, 31 og 207 angår tilfælde, hvor
skyldneren er henholdsvis under rekonstruktionsbehandling,
konkurs eller gældssanering, og udelukker bl.a. udlæg –
ud fra princippet om, at universalforfølgning går forud for
individualforfølgning.
Når fordringshaveren i medfør af retsplejelovens § 477 d,
stk. 1, har anmodet om, at betalingspåkravet i sådanne til‐
fælde, hvor udlæg er udelukket, ikke forkyndes, afslutter
fogedretten sagen uden yderligere sagsbehandling. Det fore‐
slåede stk. 2 indebærer, at den retsafgift, der er betalt for
betalingspåkravet, i så fald tilbagebetales.
Har fordringshaveren ikke anmodet om, at forkyndelse af
betalingspåkravet undlades i disse tilfælde, tilbagebetales
retsafgiften derimod ikke, heller ikke hvis udlæg på et sene‐
re tidspunkt i processen nægtes af de nævnte grunde.
Afgiften for betalingspåkravet er en enhedsafgift, der dæk‐
ker den samlede sagsbehandling, herunder en efterfølgende
udlægsforretning (hvis skyldneren ikke fremsætter indsigel‐
ser mod betalingspåkravet og fordringshaveren har anmodet
om iværksættelse af udlæg uden fornyet anmodning) eller
overgang til retssagsbehandling (hvis skyldneren fremsætter
indsigelser mod betalingspåkravet og fordringshaveren har
anmodet om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af
betalingspåkravet uden indlevering af stævning).
Afgiften efter den foreslåede § 12 dækker sagens behandling
i 1. instans. Om afgiften ved appel henvises til forslaget til
kapitel 14.
De foreslåede §§ 7-9 finder tilsvarende anvendelse, jf. stk.
3.
Det betyder, at der ikke skal betales ny afgift, hvis et beta‐
lingspåkrav hjemvises til ny behandling i tidligere instans
(jf. forslaget til § 7).
Det betyder endvidere, at betalingspåkrav er afgiftsfri, hvis
sagen er afgiftsfritaget (jf. forslaget til § 8). Dette kan i
praksis kun forventes at kunne få betydning i lejesager om‐
fattet af forslaget til § 8, stk. 2. De sager, der er omfattet af
forslaget til § 8, stk. 1, kan i praksis ikke forventes alene at
angå et forfaldent pengekrav, som er det eneste, et betalings‐
påkrav kan indeholde, jf. retsplejelovens § 477 a, stk. 1.
Det betyder endelig, at fordringshaveren ikke skal betale
afgift for et betalingspåkrav, hvis parten er en statstjeneste‐
mand, der anlægger sag efter ordre, har fri proces eller har
en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker
omkostninger ved sagen, og opfylder de økonomiske betin‐
gelser for fri proces (jf. forslaget til § 9). Dette må dog
forventes at forekomme sjældent i praksis. En statstjeneste‐
mands sagsanlæg efter ordre vil i praksis næppe alene angå
et forfaldent pengekrav, og det er ikke sædvanligt, at fri pro‐
ces eller retshjælpsdækning gives til sager, hvor skyldneren
forventes ikke at have indsigelser mod kravet, hvilket er en
forudsætning for at anvende betalingspåkrav, jf. retsplejelo‐
vens § 477 a, stk. 1.
I forhold til den gældende retsafgiftslov er den væsentligste
ændring, at afgiften for betalingspåkrav er en fast afgift
på 750 kr. uanset fordringshaverens valg med hensyn til,
hvad der skal ske, hvis skyldneren fremsætter indsigelser,
henholdsvis ikke fremsætter indsigelser. Efter den gældende
retsafgiftslov er afgiften for betalingspåkrav på højst 50.000
kr. mellem 400 kr. og 700 kr. afhængig af fordringshaverens
valg, og afgiften for betalingspåkrav på mere end 50.000
kr. er mellem 760 kr. og 2.140 kr. afhængig af fordringsha‐
verens valg, og i visse situationer tilbagebetales en del af
afgiften.
Til kapitel 5
Kapitlet indeholder regler om betaling af retsafgift i foged‐
sager. Retsafgift for auktioner, der afholdes af fogedretten,
reguleres dog af det foreslåede kapitel 6.
Til § 13
Bestemmelsen fastsætter den afgift, der skal betales i nær‐
mere opregnede fogedsager.
Afgiften udgør 750 kr., jf. stk. 1, som også opregner de seks
typer af anmodninger, der er afgiftspligtige.
Det drejer sig for det første om anmodninger om udlæg, dvs.
om tvangsfuldbyrdelse af pengekrav, jf. nr. 1.
Der skal dog ikke betales særskilt afgift for udlæg, når
udlægget sker på grundlag af et betalingspåkrav uden for‐
nyet anmodning eller på grundlag en anmodning fremsat i
39
forbindelse med en tilbagetagelsesforretning efter kreditafta‐
leloven, jf. nærmere nedenfor om de foreslåede stk. 2 og 3.
Endvidere tilbagebetales retsafgiften for udlæg, hvis udlæg
afvises på grund af en kollektiv insolvensforfølgning mod
skyldneren eller efter den såkaldte fredningsregel (retspleje‐
lovens § 490, stk. 1), jf. nærmere nedenfor om det foreslåe‐
de stk. 5.
Det drejer sig desuden om anmodninger om fuldbyrdelse af
domme, retsforlig og voldgiftskendelser, der ikke lyder på
penge (retsplejelovens kapitel 48), jf. nr. 2.
Det drejer sig endvidere om indsættelses- og udsættelsesfor‐
retninger uden sædvanligt eksekutionsgrundlag (retsplejelo‐
vens kapitel 54 og 55 og kreditaftalelovens § 36), jf. nr. 3.
Det drejer sig dernæst om anmodninger om arrest (retspleje‐
lovens kapitel 56), jf. nr. 4.
Retsafgiften for arrest tilbagebetales, hvis arrest afvises på
grund af en kollektiv insolvensforfølgning mod skyldneren,
jf. nærmere nedenfor om det foreslåede stk. 5.
Det drejer sig desuden om bistand til opretholdelse af forbud
og påbud (retsplejelovens kapitel 57), jf. nr. 5.
Det drejer sig endelig om bevissikring ved krænkelse af
immaterialrettigheder mv. (retsplejelovens kapitel 57 a), jf.
nr. 6.
Hvis en rekvirent samtidig anmoder om foretagelse af fo‐
gedforretninger, der er omfattet af forskellige numre i det
foreslåede stk. 1, skal der betales særskilt afgift efter hvert
nummer. Som eksempel kan nævnes en anmodning om fuld‐
byrdelse af en dom, der ikke lyder på penge, og om udlæg
for tilkendte sagsomkostninger. I et sådant tilfælde skal der
betales i alt 1.500 kr. i retsafgift, jf. stk. 1, nr. 1 og 2.
Hvis en rekvirent samtidig anmoder om foretagelse af en
fogedforretning mod samme skyldner for forskellige krav,
der er omfattet af samme nummer i det foreslåede stk. 1,
skal der derimod kun betales én afgift. Som eksempel kan
nævnes en anmodning om udlæg, der støttes på to forskel‐
lige domme. Med hensyn til anmodninger om foretagelse
af en fogedforretning mod flere skyldnere for samme krav,
henvises til det foreslåede stk. 4.
Det foreslås i stk. 2, at når udlæg iværksættes på grundlag af
et betalingspåkrav i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk.
2, 2. pkt., betales ikke afgift efter stk. 1, nr. 1, jf. dog det
foreslåede stk. 6.
Stk. 2 indebærer, at når fordringshaveren i et betalingspå‐
krav har anmodet om, at udlæg iværksættes uden fornyet
anmodning, hvis skyldneren ikke fremsætter indsigelser,
skal der som udgangspunkt ikke betales særskilt afgift for
en sådan udlægsforretning. Den afgift på 750 kr., der efter
forslaget til § 12 betales for betalingspåkrav, dækker således
også udlæg, der på grundlag af fordringshaverens valg i
betalingspåkravet iværksættes uden fornyet anmodning i til‐
fælde, hvor skyldneren ikke fremsætter indsigelser. Der skal
dog betales en ny afgift på 750 kr. (nu efter det foreslåede
§ 13, stk. 1, nr. 1), når rekvirenten mere end 1 år efter, at
afgiftspligt er indtrådt (her indleveringen af betalingspåkra‐
vet), fremsætter ny begæring vedrørende kravet, jf. nærmere
forslaget til stk. 6.
Det foreslås i stk. 3, at når der straks i tilslutning til en
tilbagetagelsesforretning anmodes om udlæg efter kreditaf‐
talelovens § 42, skal der ikke betales afgift efter stk. 1, nr. 1,
jf. dog det foreslåede stk. 6.
Stk. 3 indebærer, at der som udgangspunkt ikke skal beta‐
les særskilt afgift for en udlægsforretning efter kreditaftale‐
lovens § 42, som fordringshaveren straks anmoder om i
tilslutning til en tilbagetagelsesforretning. Den afgift, der
efter stk. 1, nr. 3, betales for en anmodning om en tilba‐
getagelsesforretning efter kreditaftalelovens regler om køb
med ejendomsforbehold, dækker således også udlæg, som
der anmodes om straks i tilslutning til tilbagetagelsesforret‐
ningen. Der skal dog betales en ny afgift på 750 kr. (nu
efter stk. 1, nr. 1), når rekvirenten mere end 1 år efter, at af‐
giftspligt er indtrådt (her indleveringen af anmodningen om
tilbagetagelse), fremsætter ny begæring vedrørende kravet,
jf. nærmere forslaget til stk. 6.
Det foreslås i stk. 4, at hvis fogedforretningen angår samme
krav hos flere skyldnere, betales afgift efter stk. 1 for hver
skyldner. Dette gælder dog ikke, hvis skyldnerne er samle‐
vende ægtefæller, eller hvor fogedforretningen angår fast
ejendom, som tilhører skyldnerne i forening.
Efter stk. 4 er det således udgangspunktet, at rekvirenten
skal betale afgift efter stk. 1 for hver skyldner, som foged‐
forretningen er rettet imod. Anmodes der eksempelvis om
udlæg hos tre skyldnere, skal der således som udgangspunkt
betales 2.250 kr. i retsafgift (3 gange 750 kr.).
Der skal dog kun betales én afgift på 750 kr. for en anmod‐
ning om en fogedforretning for samme krav mod skyldnere,
der er samlevende ægtefæller. Det samme gælder en anmod‐
ning om en fogedforretning angående en fast ejendom mod
skyldnere, som ejer ejendommen i forening. Muligheden for
at få behandlet en anmodning om en fogedforretning mod
samlevende ægtefæller eller, hvis forretningen angår fast
ejendom, mod ejerne af ejendommen for én afgift på 750 kr.
gælder kun, når der er tale om samme krav mod de pågæl‐
40
dende skyldnere. Hvis rekvirenten anmoder om foretagelse
af en fogedforretning mod sådanne skyldnere for forskellige
krav, skal der derimod betales én afgift for hver skyldner.
Det foreslås i stk. 5, at afgiftspligten efter stk. 1, nr. 1 og
4, bortfalder, hvis fogedretten efter retsplejelovens § 490,
stk. 1, afviser at foretage udlægsforretning, eller hvis forret‐
ningen afvises efter konkurslovens §§ 12 c, 31 eller 207.
Stk. 5 indebærer for det første, at afgiften for udlæg tilba‐
gebetales, hvis fogedretten efter retsplejelovens § 490, stk.
1, afviser at foretage udlægsforretning, fordi der inden for
de sidste 6 måneder har været afholdt en forretning, hvor
det ikke har været muligt at opnå dækning (den såkaldte
fredningsregel).
Stk. 5 indebærer for det andet, at afgiften for udlæg eller
arrest tilbagebetales, hvis fogedretten afviser at foretage
udlægs- eller arrestforretning, fordi skyldneren er under re‐
konstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering. Dette
gælder, når fogedretten afviser sagen, før fogedforretningen
er påbegyndt. Er fogedforretningen påbegyndt, skal retsaf‐
giften ikke tilbagebetales, selv om fogedretten nu afviser
sagen af en af de nævnte grunde. Det vil f.eks. kunne fo‐
rekomme, hvis skyldneren først efter indkaldelsen af skyld‐
neren til fogedforretningen er kommet under konkurs, re‐
konstruktionsbehandling eller gældssanering, og fogedretten
ikke har modtaget oplysning herom, sådan at fogedforretnin‐
gen har kunnet aflyses.
Det foreslås i stk. 6, at der skal betales ny afgift på 750
kr. efter stk. 1, når rekvirenten mere end 1 år efter, at af‐
giftspligt er indtrådt, fremsætter ny anmodning vedrørende
kravet over for samme fogedret eller fogedretten i en anden
retskreds.
Bestemmelsen indebærer, at den afgift, der betales for den
første anmodning om foretagelse af fogedforretning vedrø‐
rende et krav, også dækker senere anmodninger vedrørende
samme krav mod samme skyldner, som fremsættes indtil
1 år efter den første anmodning. Det kan eksempelvis væ‐
re en anmodning om udkørende fogedforretning eller politi‐
fremstilling eller en anmodning til fogedretten i en anden
retskreds, eksempelvis fordi skyldneren er flyttet.
1-årsfristen regnes fra afgiftspligtens indtræden, hvilket som
udgangspunkt vil være fremsættelsen af den første anmod‐
ning om foretagelse af fogedforretning.
Når udlæg foretages på grundlag af et betalingspåkrav uden
særskilt anmodning om udlæg, jf. retsplejelovens § 477 e,
stk. 2, 2. pkt., således at der ikke betales særskilt afgift
for anmodningen om udlæg, jf. forslaget til stk. 2, regnes
1-årsfristen dog fra indleveringen af betalingspåkravet. Når
der anmodes om udlæg straks i tilknytning til en tilbageta‐
gelsesforretning, således at der ikke betales særskilt afgift
for anmodningen om udlæg, jf. forslaget til stk. 3, regnes
1-årsfristen tilsvarende fra anmodningen om tilbagetagelse.
Det er tidspunktet for fremsættelsen af ny anmodning, der
er afgørende for, om der skal betales ny afgift. Hvis anmod‐
ningen er fremsat senest 1 år efter afgiftspligtens indtræden,
skal der ikke betales ny afgift, uanset om fogedrettens be‐
handling og afgørelse af anmodningen først foretages efter
udløbet af 1-årsfristen.
Når der er betalt ny afgift efter stk. 6, løber der en ny
1-årsfrist regnet fra indleveringen af den anmodning, der
udløste den ny afgift. Den nye afgift dækker således også
eventuelle yderligere anmodninger vedrørende samme krav
mod samme skyldner, herunder til fogedretten i en anden
retskreds, i 1 år. Fremsættes der atter ny anmodning efter
udløbet af den nye 1-årsfrist, skal der igen i medfør af stk. 6
betales ny afgift på 750 kr.
Afgiften efter den foreslåede § 13 dækker sagens behandling
i fogedretten. Om afgiften ved appel henvises til forslaget til
kapitel 14.
Betales afgiften efter den foreslåede § 13 ikke, anses an‐
modningen om fogedforretning som bortfaldet, jf. nærmere
forslaget til § 47.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgen‐
de ændringer:
- En fast retsafgift på 750 kr. afløser både den gældende
grundafgift på 300 kr. og tillægsafgiften på 400 kr. for ud‐
kørende forretninger og politifremstillinger såvel som den
procentuelle afgift for anmodninger om udlæg og arrest.
- Tidsgrænsen for, hvornår der skal betales ny afgift for en
ny anmodning, ændres fra 3 måneder til 1 år efter den første
anmodning. Undtagelsen for tilfælde, hvor overskridelsen af
tidsgrænsen hverken skyldes fordringshaverens eller skyld‐
nerens forhold, videreføres ikke.
- Reglen om tilbagebetaling af retsafgiften, når sagen be‐
handles efter retsplejelovens § 490, stk. 3, og skyldneren
ikke fremkommer med indsigelser, som giver anledning til,
at der afholdes udlægsforretning efter de almindelige regler,
videreføres ikke.
- Retsafgiften for udlæg, som foretages af kommunale pan‐
tefogeder, videreføres ikke i den nye retsafgiftslov.
Til § 14
Bestemmelsen opregner fogedforretninger, som er fritaget
41
for den retsafgift på 750 kr., som fremgår af forslaget til §
13.
Det drejer sig for det første om fogedforretninger vedrø‐
rende bøder, konfiskerede værdier og sagsomkostninger i
straffesager, der inddrives af det offentlige, jf. nr. 1. Af‐
giftsfritagelsen efter nr. 1 omfatter ikke fogedforretninger
vedrørende pønale afgifter (eksempelvis parkeringsafgifter
og kontrolafgifter). Afgiftsfritagelsen efter nr. 1 omfatter
heller ikke fogedforretninger vedrørende sagsomkostninger i
private straffesager.
Det drejer sig for det andet om fogedforretninger vedrørende
afgifter og sagsomkostninger, som det påhviler domstolene
at indkræve, jf. nr. 2. Som eksempel kan nævnes sagsom‐
kostninger, som en part er pålagt at betale til statskassen,
fordi den vindende part har fri proces.
Efter nr. 3 og 4 drejer det sig endvidere om fogedforretnin‐
ger vedrørende krav, der tilkommer en part, der er fritaget
for betaling af afgifter i medfør af retsplejelovens § 331, stk.
1, nr. 1, eller en part, der har en retshjælpsforsikring eller
anden forsikring, der dækker omkostninger ved fogedsagen,
og som opfylder de økonomiske betingelser for fri proces
efter retsplejelovens § 325.
Fogedforretninger vedrørende krav, hvor fordringshaveren
har fri proces eller har en retshjælpsforsikring eller anden
forsikring, der dækker omkostninger ved fogedsagen, og
opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, er således
fritaget for afgift. Afgiftsfritagelsen for sådanne fogedforret‐
ninger er en parallel til afgiftsfritagelsen i civile retssager
for parter, der har fri proces, og parter, der har retshjælpsfor‐
sikringsdækning og opfylder de økonomiske betingelser for
fri proces, jf. forslaget til § 9, stk. 1, nr. 2 og 3.
Det drejer sig desuden om fogedforretninger vedrørende
krav tillagt en statstjenestemand under en af tjenestemanden
efter ordre anlagt sag, jf. nr. 5. Afgiftsfritagelsen for sådanne
fogedforretninger er en parallel til afgiftsfritagelsen i civile
retssager for en statstjenestemand, der har anlagt retssag
efter ordre, jf. forslaget til § 9, stk. 1, nr. 1.
Det drejer sig dernæst om fogedforretninger vedrørende
borgerlige krav fastsat under en offentlig straffesag, jf. nr.
6. Afgiftsfritagelsen efter nr. 6 omfatter ikke fogedforret‐
ninger vedrørende borgerlige krav fastsat under en privat
straffesag eller under en anke i den borgerlige retsplejes
former. Afgiftsfritagelsen efter nr. 6 kan ses som en parallel
til, at fremsættelse og påkendelse af borgerlige krav under
en offentlig straffesag ikke er pålagt retsafgift.
Det drejer sig endvidere om beslaglæggelse i tilknytning
til meddelelse af forbud eller påbud, når retten har henvist
spørgsmålet om beslaglæggelse til særskilt behandling ved
fogedretten, jf. nr. 7. Afgiftsfritagelsen omfatter tilfælde,
hvor retten i medfør af retsplejelovens § 423, stk. 1, 2. pkt.,
har henvist en anmodning om beslaglæggelse til særskilt
behandling ved fogedretten. Afgiftsfritagelsen omfatter ikke
tilfælde, hvor sagsøgeren i medfør af retsplejelovens § 424
anmoder fogedretten om bistand til opretholdelse af et med‐
delt forbud eller påbud.
Det drejer sig endelig om fogedforretninger vedrørende af‐
gørelser efter kapitel 2 a i lov om anerkendelse og fuldbyr‐
delse af visse udenlandske retsafgørelser mv. på det civil-
og handelsretlige område om, at en udenlandsk retsafgørelse
skal anerkendes eller er eksigibel her i landet, eller at et
udenlandsk officielt bekræftet dokument eller retsforlig er
eksigibelt her i landet, jf. nr. 8.
Afgiftsfritagelsen efter nr. 8 omfatter alene selve afgørelsen
om anerkendelse eller eksigibilitet. Hvis der samtidig eller
efterfølgende anmodes om eksempelvis udlæg på grundlag
af den udenlandske afgørelse mv., skal der således betales
afgift for denne anmodning efter den foreslåede § 13.
Afgiftsfritagelsen efter § 14 omfatter fogedrettens behand‐
ling af sagen. I tilfælde af appel gælder det foreslåede kapi‐
tel 14 om afgift for kære.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen reali‐
tetsændringer.
Det bemærkes, at det gældende § 20, nr. 8, om afgiftsfrita‐
gelse for fogedforretninger om udstedelse af fogedudlægs‐
skøde er udeladt, fordi fogedudlægsskøde blev afskaffet ved
revisionen i 1978 af retsplejelovens regler om tvangsauk‐
tion, som trådte i kraft den 1. januar 1979. En anmodning
om udstedelse af auktionsskøde, jf. retsplejelovens § 580, er
en del af auktionssagen og er ikke omfattet af den foreslåede
§ 13 om afgift for anmodninger om visse fogedforretninger.
Det bemærkes endvidere, at det foreslåede nr. 7 om afgifts‐
fritagelse for fogedforretninger om beslaglæggelse i tilknyt‐
ning til meddelelse af forbud eller påbud, når retten har hen‐
vist spørgsmålet om beslaglæggelse til særskilt behandling
ved fogedretten, er i overensstemmelse med de gældende
afgiftsregler. I dag fremgår afgiften for meddelelse af forbud
eller påbud af retsafgiftslovens § 17 på linje med forskellige
fogedforretninger, og denne afgift vil i givet fald dække
både civilrettens afgørelse om meddelelse af forbud eller på‐
bud og fogedrettens afgørelse om beslaglæggelse, når dette
spørgsmål henvises til fogedretten til særskilt behandling.
Til kapitel 6
42
Kapitlet indeholder regler om betaling af retsafgift for aukti‐
oner, der afholdes af fogedretten.
Til § 15
Bestemmelsen fastsætter, i hvilke auktionssager der skal be‐
tales retsafgift.
Der skal for det første betales retsafgift for tvangsauktioner
og frivillige auktioner, der afholdes af fogedretten over fast
ejendom, registreret skib eller luftfartøj med tilhørende løsø‐
re, jf. nr. 1.
Der skal for det andet betales retsafgift for tvangsauktioner,
der afholdes af fogedretten over aktier, gældsbreve og andre
fordringer, jf. nr. 2. Der skal derimod ikke betales retsafgift
for frivillige auktioner over sådanne aktiver.
Der skal heller ikke betales retsafgift for tvangsauktioner
over andet løsøre end det, der er nævnt i bestemmelsen,
uanset om tvangsauktionen afholdes af fogedretten eller ved
en auktionsleder.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen reali‐
tetsændringer.
Til § 16
Bestemmelsen fastsætter retsafgiften for anmodning om
auktion.
Det følger af den foreslåede § 15, at der skal betales rets‐
afgift dels for tvangsauktioner og frivillige auktioner, der
afholdes af fogedretten over fast ejendom, registreret skib
eller luftfartøj med tilhørende løsøre, dels for tvangsauktio‐
ner, der afholdes af fogedretten over aktier, gældsbreve og
andre fordringer.
Det foreslås i stk. 1, at der for anmodning om auktion skal
betales en fast afgift på 1.500 kr., jf. 1. pkt. Der skal dog
efter 2. pkt. ikke betales for en anmodning om ny auktion i
medfør af retsplejelovens § 576, stk. 1.
Det betyder, at den afgift, der betales for den oprindelige
anmodning om auktion, også dækker fogedrettens sagsbe‐
handling i forbindelse med en anmodning om ny auktion i
medfør af retsplejelovens § 576, stk. 1.
Derimod skal der betales ny afgift for en anmodning om
misligholdelsesauktion.
Bestemmer fogedretten i medfør af retsplejelovens § 576,
stk. 2, af egen drift, at der skal afholdes ny auktion, skal der
ikke betales ny afgift, da der ikke er tale om en anmodning
om auktion.
Det foreslås i stk. 2, at hvis der er meddelt fri proces til
auktionen, finder det foreslåede § 9 stk. 1, nr. 2, om afgifts‐
fritagelse i civile retssager til en part, der har fri proces,
tilsvarende anvendelse.
Bestemmelsen i stk. 2 giver mulighed for, at en part efter
retsplejelovens regler om fri proces kan søge om fritagelse
for betaling af retsafgiften på 1.500 kr. for en anmodning om
auktion.
Retsafgiften dækker sagens behandling i fogedretten frem
til et eventuelt hammerslag. Meddeles der hammerslag, skal
der betales yderligere afgift efter den foreslåede § 16. Om
afgiften ved appel henvises til forslaget til kapitel 14.
Betales afgiften ikke, anses anmodningen om auktion som
bortfaldet, jf. nærmere forslaget til § 47.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgen‐
de ændringer:
- Afgiften for anmodning om auktion over fast ejendom,
registreret skib eller luftfartøj med tilhørende løsøre forhøjes
fra 800 kr. til 1.500 kr.
- Denne afgift bortfalder ikke, hvis anmodningen om auk‐
tion ikke behandles på grund af reglen i retsplejelovens §
560, stk. 2, hvorefter flere anmodninger om auktion vedrø‐
rende samme ejendom, behandles i den rækkefølge, de er
modtaget.
- Afgiften for anmodning om tvangsauktion over aktier,
gældsbreve og andre fordringer forhøjes fra 300 kr. til 1.500
kr.
Til § 17
Bestemmelsen fastsætter en yderligere retsafgift for auktion,
når der meddeles hammerslag.
Det følger af den foreslåede § 15, at der skal betales rets‐
afgift dels for tvangsauktioner og frivillige auktioner, der
afholdes af fogedretten over fast ejendom, registreret skib
eller luftfartøj med tilhørende løsøre, dels for tvangsauktio‐
ner, der afholdes af fogedretten over aktier, gældsbreve og
andre fordringer
Det foreslås i stk. 1, at hvis auktionen afsluttes med ham‐
43
merslag, skal der betales yderligere 1.500 kr., jf. 1. pkt. Når
der afholdes ny auktion efter retsplejelovens § 576, skal den
yderligere afgift kun betales én gang, jf. 2. pkt.
Det betyder, at selv om der måtte blive meddelt hammerslag
både på den oprindelige og den nye auktion i medfør af
retsplejelovens § 576, skal der kun betales yderligere afgift
én gang. Dette gælder, både når ny auktion afholdes efter
anmodning fra skyldneren eller en fordringshaver, jf. rets‐
plejelovens § 576, stk. 1, og når fogedretten af egen drift har
bestemt, at der skal afholdes ny auktion, jf. retsplejelovens §
576, stk. 2.
Afholdes der misligholdelsesauktion, skal der derimod igen
betales en yderligere afgift på 1.500 kr., hvis der opnås
hammerslag på misligholdelsesauktionen.
Retsafgiften dækker sagens færdigbehandling i fogedretten,
herunder udstedelse af auktionsskøde. Om afgiften ved ap‐
pel henvises til forslaget til kapitel 14.
Det foreslås i stk. 2, at afgiftspligten efter stk. 1 indtræder
ved auktionens slutning.
Afgiftspligten indtræder således, når hammerslag meddele‐
les, medmindre der skal afholdes ny auktion efter retspleje‐
lovens § 576. Afholdes der ny auktion, indtræder afgiftsplig‐
ten, når den nye auktion er slut, medmindre fogedretten
undtagelsesvis tillader, at der afholdes en yderligere auktion,
jf. retsplejelovens § 577, stk. 2.
Herved adskiller den yderligere retsafgift efter § 17 sig fra
de retsafgifter, der skal betales ved indleveringen af en an‐
modning, og hvor anmodningen anses som bortfaldet, hvis
afgiften ikke betales.
Der vil ikke i medfør af retsafgiftsloven være noget sags‐
skridt, som fogedretten kan nægte at foretage, hvis den yder‐
ligere retsafgift efter § 17 ikke betales.
Fogedretten kan imidlertid i medfør af retsplejelovens § 580
nægte at udstede auktionsskøde, indtil retsafgiften efter §
17 er betalt, fordi retsafgiften efter § 17 hører til de beløb,
auktionskøberen skal betale.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgen‐
de ændringer:
- Afgiften for hammerslag ved auktion er en fast afgift på
1.500 kr. i stedet for en procentafgift af budsummen.
- Afgiften bortfalder ikke i tilfælde, hvor auktionen ophæves
på grund af fejl begået af fogedretten.
Til afsnit III
Afsnittet indeholder regler om retsafgifter i sager, der be‐
handles ved skifteretten. Kapitel 7 angår anmodninger til
skifteretten mv., mens kapitel 8-10 angår afgifter for bobe‐
handling i form af henholdsvis konkurs, ægtefælleskifte mv.
og dødsbobehandling.
Til kapitel 7
Kapitlet indeholder regler om retsafgifter for anmodninger
til skifteretten mv.
Til § 18
Bestemmelsen fastsætter retsafgiften for en begæring om
konkurs eller rekonstruktionsbehandling.
Det foreslås i stk. 1, at der skal betales 1.500 kr. for en
fordringshavers begæring om konkurs eller rekonstruktions‐
behandling.
Betales afgiften ikke, anses anmodningen som bortfaldet, jf.
nærmere forslaget til § 47.
Skyldnerens egen begæring om konkurs eller rekonstrukti‐
onsbehandling er derimod afgiftsfri.
Det foreslås i stk. 2, at hvis flere fordringshavere indgiver
begæring på forskelligt grundlag, skal hver fordringshaver
betale 1.500 kr., hvad enten begæringerne er indeholdt i et
eller flere dokumenter, jf. 1. pkt.
Der skal derimod kun betales én afgift på 1.500 kr., hvis en
fordringshaver støtter en begæring på forskellige grundlag,
eller hvis flere fordringshavere støtter en fælles begæring på
samme grundlag.
Indgiver en forening af erhvervsdrivende eller lønmodtagere
samtidig begæring på flere fordringshaveres vegne, betales
ligeledes kun afgift som for én begæring, jf. 2. pkt. Dette
omfatter eksempelvis en fagforenings konkursbegæring mod
en arbejdsgiver på vegne af ansatte, der er medlemmer af
fagforeningen, og som ikke har modtaget løn.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgen‐
de ændringer:
- Afgiften for en fordringshavers begæring om konkurs eller
rekonstruktionsbehandling forhøjes fra 750 kr. til 1.500 kr.
44
- Skyldnerens egen begæring om konkurs eller rekonstrukti‐
onsbehandling bliver afgiftsfri.
- Der skal ikke betales afgift, når skifteretten af egen drift
træffer afgørelse om konkurs eller rekonstruktionsbehand‐
ling af et kapitalselskab under tvangsopløsning.
- Reglen om, at der ikke skal betales ny afgift, hvis en
begæring er indgivet ved urigtigt værneting og indgives på
ny inden tre uger efter, at den er afvist eller tilbagekaldt,
videreføres ikke.
Til § 19
Det foreslås, at der skal betales 750 kr. for en række anmod‐
ninger til skifteretten.
Betales afgiften ikke, anses den pågældende anmodning som
bortfaldet, jf. nærmere forslaget til § 47.
Det drejer sig for det første om anmodning om bistand til
skifte af et bo efter § 1 i lov om ægtefælleskifte mv. eller
om genoptagelse af et sådant bo, jf. § 78 i samme lov, jf. de
foreslåede stk. 1, nr. 1 og 2.
Bestemmelserne finder anvendelse ved skifte af alle boer,
der er nævnt § 1 i lov om ægtefælleskifte mv. Bestemmel‐
serne omfatter således både deling af ægtefællers fællesbo,
opløsning af ægtefællers sameje om flere særejeaktiver, op‐
løsning af ugifte samlevendes sameje om flere aktiver i
forbindelse med samlivets ophør og opløsning af andre boer,
herunder interessentskabsboer og lignende, der ikke behand‐
les efter konkursreglerne.
Retsafgiften er den samme, uanset om anmodningen angår
hele boet eller en del af boet, jf. § 1, stk. 2, i lov om
ægtefælleskifte mv. Der skal ikke betales ny afgift, hvis
der er indledt skiftebehandling vedrørende en del af boet,
og der derefter anmodes om, at skiftebehandlingen udvides
til at omfatte en større del af boet eller eventuelt hele bo‐
et. Dette gælder også, selv om anmodningen om udvidelse
af skiftebehandlingen til at omfatte en større del af boet eller
hele boet fremsættes af en anden end den, der oprindelig
anmodede om skiftebehandling og betalte retsafgiften.
Hvis bobehandlingen afbrydes uden stadfæstelse af en boop‐
gørelse, jf. § 30 i lov om ægtefælleskifte mv., skal der
betales ny retsafgift, hvis der på et senere tidspunkt på ny
anmodes om skifterettens bistand til deling af boet.
Det drejer sig dernæst om anmodning om dødsfaldskendel‐
se, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 3.
Afgiften angår skifterettens behandling af anmodningen
om dødsfaldskendelse efter dødsboskiftelovens § 5. Afsiger
skifteretten dødsfaldskendelse, skal der herefter betales af‐
gift efter det foreslåede kapitel 10 for selve dødsbobehand‐
lingen.
Det drejer sig endvidere om anmodning om udnævnelse af
granskningsmænd i henhold til selskabsloven, jf. det foreslå‐
ede stk. 1, nr. 4.
Det drejer sig endvidere om anmodning om genoptagelse
af boet efter et kapitalselskab i henhold til selskabslovens §
235, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 5.
Endelig foreslås det i stk. 2, at der ligeledes skal betales 750
kr. for en anmodning fra en eller flere arvinger om, at en
ægtefælle, der hensidder i uskiftet bo, skal skifte.
Afgiften angår skifterettens behandling af anmodningen om,
at ægtefællen skal skifte, jf. arvelovens §§ 27 og 29. Hvis
skifteretten imødekommer anmodningen, skal der herefter
betales afgift efter det foreslåede kapitel 10 for selve skiftet
af det uskiftede bo.
Det bemærkes, at den efterlevende ægtefælles egen anmod‐
ning om skifte af det uskiftede bo uændret er afgiftsfri, men
at der også for et skifte på grundlag af en sådan anmodning
ligesom i dag vil skulle betales afgift for bobehandlingen, jf.
forslaget til kapitel 10.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgen‐
de ændringer:
- Afgiften for en anmodning om bistand til skifte af et bo
efter § 1 i lov om ægtefælleskifte mv. eller om genoptagelse
af et sådant bo forhøjes fra 400 kr. til 750 kr. og skal også
betales, hvis anmodningen vedrører skifte af et fællesbo
med en samlet formuemasse på højst 15.000 kr.
- Afgiften for en anmodning om dødsfaldskendelse og for
en anmodning om udnævnelse af granskningsmænd forhøjes
fra 400 kr. til 750 kr.
- Afgiften for en anmodning om skifte af et uskiftet bo
forhøjes fra 500 kr. til 750 kr.
- Den gældende afgift for skifterettens bestemmelse om gen‐
optagelse af boet efter et kapitalselskab ændres til en afgift
for en anmodning om en sådan genoptagelse.
- Den gældende afgift for skifterettens udnævnelse af likvi‐
datorer i et kapitalselskab under tvangsopløsning videreføres
ikke.
Til § 20
45
Bestemmelsen fastslår i nr. 1, at anmodning om udmeldelse
af vurderingsmænd er afgiftsfri.
I nr. 2 fastslås, at anmodning om at føre testaments- eller
arvelegitimationsvidner ligeledes er afgiftsfri.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen reali‐
tetsændringer.
Til § 21
Bestemmelsen fastsætter, at det foreslåede § 9, stk. 1, nr. 2,
om afgiftsfritagelse i civile retssager til en part, der har fri
proces, finder tilsvarende anvendelse på nogle af afgifterne
efter det foreslåede kapitel 7.
Bestemmelsen giver mulighed for, at en part efter retsple‐
jelovens regler om fri proces kan søge om fritagelse for
betaling af de pågældende afgifter.
Det drejer sig for det første om afgiften på 1.500 kr. for
en fordringshavers konkursbegæring (forslaget til § 18, stk.
1). Der kan derimod ikke gives fri proces til en begæring om
rekonstruktionsbehandling.
Det drejer sig endvidere om afgiften på 750 kr. for anmod‐
ning om bistand til skifte af et bo efter § 1 i lov om ægte‐
fælleskifte mv. eller om genoptagelse af et bo efter § 78 i
samme lov (forslaget til § 19, stk. 1, nr. 1 og 2).
Det drejer sig desuden om afgiften på 750 kr. for en anmod‐
ning om dødsfaldskendelse (forslaget til § 19, stk. 1, nr. 3).
Det drejer dig endelig om afgiften på 750 kr. for en anmod‐
ning om, at en ægtefælle, der hensidder i uskiftet bo, skal
skifte (forslaget til § 19, stk. 2).
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås muligheden
for efter reglerne om fri proces at fritage for afgiftspligt
udvidet til også at omfatte afgiften på 750 kr. for anmodning
om bistand til skifte af et bo efter § 1 i lov om ægtefælle‐
skifte mv. eller om genoptagelse af et bo efter § 78 i samme
lov eller om dødsfaldskendelse (forslaget til § 19, stk. 1,
nr. 1-3), hvor afgiften i dag udgør 400 kr. Derimod foreslås
der ikke mulighed for efter reglerne om fri proces at fritage
for afgiften for anmodning om genoptagelse af boet efter et
kapitalselskab i henhold til selskabslovens § 235.
Til § 22
Bestemmelsens stk. 1-3 angår tilfælde, hvor skifteretten be‐
handler tvister eller anmodninger, for hvilke der skal beta‐
les retsafgift efter reglerne om henholdsvis civile retssager,
bevisoptagelse og fogedforretninger. Bestemmelsens stk. 4
fastslår afgiftsfrihed for begæringer om pålæg af konkurska‐
rantæne.
Efter stk. 1 skal der betales afgift efter kapitel 1 for skifteret‐
tens behandling af følgende tvister:
- Tvister i konkursboer angående anmeldte fordringer og
krav eller deres fortrinsret, jf. konkurslovens § 246.
- Tvister i likvidationsboer om anmeldte fordringer, jf. sel‐
skabslovens § 221, stk. 3.
- Tvister, der indbringes for skifteretten i medfør af § 2 i lov
om ægtefælleskifte mv.
- Tvister, der opstår i forbindelse med skifte af et dødsbo
eller et uskiftet bo, og som forudsættes afgjort ved dom.
Der skal således betales afgift for kravets indbringelse for
skifteretten, jf. § 1, og for hovedforhandlingen eller skriftlig
behandling, der træder i stedet herfor, jf. § 2.
Efter stk. 2 skal der betales afgift efter kapitel 3 for anmod‐
ning til skifteretten om bistand til sagens oplysning under
et privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere
særejeaktiver, jf. § 65 i lov om ægtefælleskifte mv.
Der skal således betales 750 kr. for en sådan anmodning til
skifteretten, jf. § 11.
Efter stk. 3 skal der betales afgift efter kapitel 5 for ind-
og udsættelsesforretninger i medfør af konkurslovens § 112
(kurators adgang til boets lejemål og faste ejendomme, akti‐
ver og forretningspapirer) eller lov om ægtefælleskift mv.
§ 73 (bobehandlerens adgang til at besigtige eller en sagkyn‐
digs adgang til at vurdere aktiver, der er i en parts besiddel‐
se).
Der skal således betales 750 kr. for en anmodning til skifte‐
retten om en sådan ind- eller udsættelsesforretning, jf. § 13.
Efter stk. 4 er begæring om pålæg af konkurskarantæne
afgiftsfri.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen rea‐
litetsændringer med hensyn til, for hvilke tvister og anmod‐
ninger ved skifteretten der skal betales afgift efter regler‐
ne om civile retssager, bevisoptagelse eller fogedforretnin‐
ger. De foreslåede regler om afgifter for civile retssager,
bevisoptagelse og fogedforretninger indeholder imidlertid
en række ændringer i forhold til den gældende retsafgiftslov,
jf. nærmere bemærkningerne til §§ 1, 2, 11 og 13.
46
Til kapitel 8
Kapitlet indeholder regler om retsafgift for behandlingen af
et konkursbo.
Til § 23
Bestemmelsen fastsætter retsafgiften for behandlingen af et
konkursbo.
Bestemmelsen angår bobehandlingen, efter at skyldneren er
taget under konkursbehandling. Med hensyn til retsafgift for
indgivelse af en konkursbegæring henvises til den foreslåe‐
de § 18.
Afgiften efter § 23 dækker som udgangspunkt den samlede
bobehandling ved skifteretten.
Der skal dog betales særskilt afgift efter kapitel 1 for tvister
angående anmeldte fordringer og krav eller deres fortrinsret,
jf. forslaget til § 22, stk. 1, nr. 1.
Der skal endvidere betales særskilt afgift efter kapitel 5 for
ind- og udsættelsesforretninger i medfør af konkurslovens §
112, jf. forslaget til § 22, stk. 3.
Det foreslås i stk. 1, at afgiften for konkursbehandling udgør
9.000 kr.
Der betales ikke afgift ved genoptagelse af en bobehandling,
jf. stk. 2.
Afgiftspligten indtræder, når skifteretten afsiger konkurs‐
dekret, jf. stk. 3.
Afgiften forfalder efter stk. 4 til betaling, når udlodning kan
ske, og betales af boets midler, jf. konkurslovens § 94, nr. 4.
Det betyder, at statskassens krav på retsafgift efter den fore‐
slåede § 23 modtager dækning på linje med andre krav i
boet, som er omfattet af konkurslovens § 94. Er der i boet
ingen eller kun delvis dækning til § 94-krav, vil retsafgiften
efter § 23 ikke eller kun delvis blive betalt, da der ikke
er andre, der hæfter for afgiftens betaling. Når skyldneren
er en fysisk person, hæfter skyldneren således heller ikke
personlig for retsafgiften efter § 23.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgen‐
de ændringer:
- Afgiften for bobehandlingen er en fast afgift på 9.000 kr.
i stedet for en afgift på mellem 2.500 kr. og 10.000 kr.
afhængig af formuemassen.
- Der betales ikke afgift ved en genoptagelse af en bobe‐
handling.
Til kapitel 9
Kapitlet indeholder regler om retsafgift for behandlingen af
et ægtefælleskifte mv.
Til § 24
Bestemmelsen fastsætter retsafgiften for behandlingen af et
ægtefælleskifte mv.
Bestemmelsen finder anvendelse ved skifte af alle boer, der
er nævnt § 1 i lov om ægtefælleskifte mv. Bestemmelsen
omfatter således både deling af ægtefællers fællesbo, opløs‐
ning af ægtefællers sameje om flere særejeaktiver, opløsning
af ugifte samlevendes sameje om flere aktiver i forbindelse
med samlivets ophør og opløsning af andre boer, herunder
interessentskabsboer og lignende, der ikke behandles efter
konkursreglerne.
Bestemmelsen angår bobehandlingen, efter at boet er hen‐
vist til bobehandler. Med hensyn til retsafgift for anmodning
om bistand til skifte af et bo efter lov om ægtefælleskifte
mv. henvises til den foreslåede § 19.
Afgiften efter § 24 dækker som udgangspunkt den samlede
behandling ved skifteretten, efter at boet er henvist til bobe‐
handler.
Der skal dog betales særskilt afgift efter kapitel 1 for tvister,
der indbringes for skifteretten i medfør af § 2 i lov om
ægtefælleskifte mv., jf. forslaget til § 22, stk. 1, nr. 3.
Der skal endvidere betales særskilt afgift efter kapitel 5 for
ind- og udsættelsesforretninger i medfør af § 73 i lov om
ægtefælleskifte mv., jf. forslaget til § 22, stk. 3.
Det foreslås i stk. 1, at afgiften af boer, der i medfør af
lov om ægtefælleskifte mv. behandles ved bobehandler, som
udgangspunkt udgør 1.500 kr.
Overstiger den bobeholdning, der er omfattet af skiftet, 1,5
mio. kr., skal der dog betales yderligere 9.000 kr., jf. stk. 2.
Afgiftspligten indtræder, når skifteretten henviser boet til
bobehandler, jf. stk. 3.
47
Parterne kan til enhver tid, hvis de er enige herom, udvide
eller indskrænke den del af boet, der er omfattet af skiftet,
men afgiften skal i givet fald beregnes ud fra bobeholdning
opgjort i forhold til den del af boet, som på noget tidspunkt
har været omfattet af henvisningen til bobehandler. Hvis
parterne efter henvisningen til bobehandler indgår forlig om
en del af boet, således at bobehandlingen ved bobehandler
herefter kun angår en mindre del af boet, end da boet blev
henvist til bobehandler, skal afgiften således stadig beregnes
efter bobeholdningen opgjort ud fra de aktiver og passiver,
som oprindelig var omfattet af henvisningen til bobehand‐
ler. Omvendt gælder, at hvis en oprindelig henvisning til
bobehandler af en del af boet senere udvides til at omfatte
en større del af boet, skal afgiften beregnes efter bobehold‐
ningen opgjort efter de aktiver og passiver, som efter udvi‐
delsen er omfattet af bobehandlingen.
Det foreslås i stk. 4, at afgiften forfalder til betaling, når
boopgørelsen er endelig, jf. 1. pkt. Boopgørelsen er endelig,
når den er stadfæstet af skifteretten, jf. § 34 i lov om ægte‐
fælleskifte mv., og kærefristen er udløbet, uden at kære er
iværksat.
Hvis skiftet afbrydes, jf. § 30 i lov om ægtefælleskifte mv.,
forfalder afgiften til betaling, når de afgiftspligtige modta‐
ger meddelelse om afgiftsberegningen, jf. 2. pkt. I denne
situation vil skifteretten således skulle give de afgiftspligtige
meddelelse om, hvilken afgift der skal betales (1.500 kr.
eller 10.500 kr.).
Opgørelsen af bobeholdningen har betydning for, om afgif‐
ten udgør 1.500 kr. (bobeholdning på højst 1,5 mio. kr.) eller
10.500 kr. (bobeholdning på over 1,5 mio. kr.).
Der er på den baggrund kun behov for en mere præcis op‐
gørelse af bobeholdningen, hvis der kan være rimelig tvivl
om, hvorvidt bobeholdningen udgør mere end 1,5 mio. kr.
Er det efter de foreliggende oplysninger uden videre klart,
at bobeholdningen ikke overstiger 1,5 mio. kr., eller er det
omvendt klart, at bobeholdningen overstiger 1,5 mio. kr.,
er det tilstrækkeligt, at skifteretten konstaterer dette uden
nærmere at angive, hvad bobeholdningen kan opgøres til.
Grundlaget for opgørelsen af bobeholdningen er den endeli‐
ge boopgørelse, når en sådan foreligger. Skifteretten vil som
udgangspunkt kunne lægge værdiansættelserne i boopgørel‐
sen til grund for afgiftsberegningen. Dette gælder dog ikke,
hvis parterne i deres indbyrdes forhold har anvendt vær‐
diansættelser, der væsentligt understiger handelsværdien. I
tilfælde, hvor bobehandleren i boopgørelsen med henblik
på bodelingen har lagt parternes enighed om værdiansættel‐
sen til grund, men hvor værdiansættelsen åbenbart ligger
væsentligt under værdien i handel og vandel, påhviler det
bobehandleren – uanset parternes stilling til spørgsmålet –
at oplyse herom i udkastet til boopgørelse og at oplyse om
værdien af de pågældende aktiver og passiver i handel og
vandel, jf. Folketingstidende 2010-11 (1. samling), A, L 193
som fremsat, side 68.
Hvis der under boets behandling ved bobehandler er sket
ændringer i, hvad skiftet omfatter, skal afgiften som nævnt
ovenfor beregnes ud fra bobeholdningen opgjort i forhold
til den del af boet, som på noget tidspunkt har været omfat‐
tet af henvisningen til bobehandler. Hvis ægtefællerne efter
henvisningen til bobehandler har aftalt at indskrænke den
del af boet, som bobehandleren skal behandle, skal redegø‐
relsen for bobehandlingens forløb i bobehandlerens udkast
til boopgørelse derfor indeholde oplysning herom. Redegø‐
relsen skal endvidere i givet fald indeholde oplysning om
værdien af de aktiver og passiver, som efter henvisningen
til bobehandler er udgået af bobehandlingen, jf. Folketings‐
tidende 2010-11 (1. samling), A, L 193 som fremsat, side
68-69.
Hvis skiftet afbrydes, jf. § 30 i lov om ægtefælleskifte mv.,
må afgiftsberegningen ske ud fra de foreliggende oplysnin‐
ger, herunder det udkast til boopgørelse, bobehandleren ud‐
arbejder efter § 30 i lov om ægtefælleskifte mv. Er de fore‐
liggende oplysninger ikke tilstrækkelige, kan skifteretten på‐
lægge de afgiftspligtige at fremkomme med de oplysninger,
der er nødvendige for at kunne beregne afgiften, jf. nærmere
forslaget til § 25.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgen‐
de ændringer:
- Afgiften for behandling ved bobehandler ændres til en fast
afgift på 1.500 kr. eller 10.500 kr. i stedet for en procentaf‐
gift af formuemassen.
- Denne afgift skal også betales ved skifte af et fællesbo
med en samlet formuemasse på højst 15.000 kr.
- De særlige regler om betalingsfrist og rente ved for sen
betaling videreføres ikke.
Til § 25
Bestemmelsen angår tilfælde, hvor et ægtefælleskifte mv.
afbrydes, jf. § 30 i lov om ægtefælleskifte mv., og hvor der
derfor ikke foreligger en endelig boopgørelse, som kan dan‐
ne grundlag for beregningen af afgiften efter den foreslåede
§ 24.
Det foreslås i stk. 1, at hvis størrelsen af afgiften ikke på
grundlag af de foreliggende oplysninger kan afgøres, kan
skifteretten pålægge de afgiftspligtige inden en nærmere
fastsat frist at fremkomme med de oplysninger, der er nød‐
vendige for at træffe afgørelse om afgiftspligten.
48
Efter § 42 i lov om ægtefælleskifte mv. fordeler skifteret‐
ten omkostningerne, herunder afgiften efter § 24, mellem
parterne. Det er derfor parterne i bobehandlingen, der er
afgiftspligtige og dermed efter den foreslåede bestemmelse
kan pålægges at komme med oplysninger.
Fremkommer oplysningerne ikke inden den fastsatte frist,
kan skifteretten efter stk. 2 pålægge de afgiftspligtige dag‐
lige eller ugentlige bøder, der løber, indtil oplysningerne
fremkommer.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen reali‐
tetsændringer.
Til § 26
Bestemmelsen angår solidarisk hæftelse for afgiften af ægte‐
fælleskifte mv. efter den foreslåede § 24.
Afgiften efter den foreslåede § 24 er en del af omkostnin‐
gerne ved bobehandlingen og kan kræves dækket af den
sikkerhed for omkostningerne ved boets behandling, som
måtte være stillet efter § 37 i lov om ægtefælleskifte mv.
Dette gælder, uanset hvem der har stillet sikkerheden, og
uanset om den, der har stillet sikkerheden, endeligt skal
betale afgiften eller hæfter for afgiftens betaling efter den
foreslåede § 26.
Skifteretten fordeler omkostningerne mellem parterne, jf.
§ 42 i lov om ægtefælleskifte mv. Hver part skal således
endeligt betale den del af afgiften efter § 24, som følger af
skifterettens afgørelse efter § 42 i lov om ægtefælleskifte
mv.
Er afgiften ikke dækket af en sikkerhedsstillelse efter § 37 i
lov om ægtefælleskifte mv., kan hver part på dette grundlag
afkræves den del af afgiften, som den pågældende ifølge
skifterettens afgørelse efter § 42 i lov om ægtefælleskifte
mv. skal betale.
Herudover hæfter parterne solidarisk efter den foreslåede §
26.
Det foreslåede stk. 1 angår andre boer end ægtefællers fæl‐
lesbo, dvs. opløsning af ægtefællers sameje om flere sær‐
ejeaktiver, opløsning af ugifte samlevendes sameje om flere
aktiver i forbindelse med samlivets ophør og opløsning af
andre boer, herunder interessentskabsboer og lignende, der
ikke behandles efter konkursreglerne, jf. § 1, stk. 1, nr. 2-4, i
lov om ægtefælleskifte mv.
Det foreslås, at hver lodtager i et sådant bo skal hæfte soli‐
darisk for afgiften efter den foreslåede § 24 med værdien af
det, den pågældende lodtager har modtaget.
Det foreslåede stk. 2 angår ægtefællers fællesbo og henviser
til § 44 i lov ægtefælleskifte mv., som angår en ægtefælles
subsidiære hæftelse for statskassens krav mod den anden
ægtefælle for omkostningerne i forbindelse med skifte af
ægtefællernes fællesbo.
Efter § 44 i lov om ægtefælleskifte mv. hæfter en ægtefælle
subsidiært for statskassens krav mod den anden ægtefælle
for omkostninger i forbindelse med skiftet. Der er tale om
en subsidiær, solidarisk hæftelse, svarende til hvad der gæl‐
der for en simpel kautionist, som indebærer, at det skal være
godtgjort, at den anden ægtefælle ikke kan betale. Statskas‐
sen skal således forgæves have forsøgt at inddrive beløbet
hos den ægtefælle, der i det indbyrdes forhold skal betale
beløbet, før kravet rettes mod den anden ægtefælle.
En ægtefælle, der har fri proces til skifte af fællesboet, er
dog fritaget for den subsidiære hæftelse for den anden æg‐
tefælle, jf. retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 5, litra c. Fri
proces fritager derimod ikke en ægtefælle fra at betale ægte‐
fællens egen del af afgiften efter den foreslåede § 24, jf.
retsplejelovens § 331, stk. 3, nr. 1 (som affattet ved lovfor‐
slagets § 52).
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen reali‐
tetsændringer.
Til kapitel 10
Kapitlet indeholder regler om retsafgift for dødsbobehand‐
ling, herunder skifte af et uskiftet bo, mens en længstleven‐
de ægtefælle er i live.
Kapitlet angår retsafgift i anledning af skifterettens behand‐
ling af sagen. Der vil uafhængig heraf kunne blive tale om
betaling af boafgift efter boafgiftsloven.
Der skal endvidere betales særskilt retsafgift efter det fore‐
slåede kapitel 1 for tvister, der opstår i forbindelse med
skifte af et dødsbo eller et uskiftet bo, og som forudsættes
afgjort ved dom, jf. forslaget til § 22, stk. 1, nr. 4.
Om afgiften for anmodning om dødsfaldskendelse og for an‐
modning om skifte af uskiftet bo henvises til den foreslåede
§ 19.
Til § 27
Bestemmelsen fastsætter størrelsen af den almindelige rets‐
49
afgift for dødsbobehandling, hvor der iværksættes et skif‐
te. Om betaling af yderligere retsafgift, hvis arvebeholdnin‐
gen overstiger 1,5 mio. kr., henvises til den foreslåede § 28.
Bestemmelsen angår boer, der udleveres til privat skifte,
herunder forenklet privat skifte, jf. dødsboskiftelovens §§
25, 33 og 34, eller som behandles ved bobestyrer, jf. døds‐
boskiftelovens § 36.
Der foreslås, at afgiften i sådanne boer udgør 1.500 kr.
Afgiften i boer, der udleveres til privat skifte, forfalder til
betaling, når boet udleveres, jf. forslaget til § 30, stk. 1, 1.
pkt., men arvingerne kan godt få boet udleveret, før afgiften
betales, sådan at boets midler kan anvendes til betaling af
afgiften. Om arvingernes solidariske hæftelse for afgiften
henvises til den foreslåede § 31.
Afgiften i boer, der behandles ved bobestyrer, forfalder til
betaling, når udlodning kan ske, eller hvis boet overgår til
anden behandlingsmåde, jf. forslaget til § 30, stk. 2. Om bo‐
bestyrerens hæftelse for afgiften henvises til den foreslåede
§ 32.
Der skal ikke betales ny afgift efter § 27 for en genoptagel‐
se af bobehandlingen efter dødsboskiftelovens § 103. Der
henvises til det foreslåede § 29, stk. 2, der også omhandler
tilfælde, hvor boet overgår til en anden behandlingsmåde.
Et senere skifte af et uskiftet bo efter anmodning fra æg‐
tefællen eller en arving er imidlertid en selvstændig bobe‐
handling, for hvilken der skal betales afgift efter § 27 uaf‐
hængig af, om boet før udleveringen til uskiftet bo måtte
have været udleveret til en behandlingsmåde, for hvilken der
blev betalt afgift efter § 27.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgen‐
de ændringer:
- Den gældende afgift på 500 kr. for boudlæg uden skiftebe‐
handling, udlæg til den længstlevende ægtefælle og udleve‐
ring til uskiftet bo videreføres ikke. Disse behandlingsmåder
bliver således afgiftsfri.
- De gældende afgifter på henholdsvis 1.000 kr. for forenklet
privat skifte mv. og 2.500 kr. for almindeligt privat skifte
og skifte ved bobestyrer ændres til én afgift på 1.500 kr.,
og afgiften skal også betales ved skifte af et dødsbo med en
formuemasse på højst 15.000 kr.
Til § 28
Bestemmelsen fastsætter, at der af boer, der behandles efter
de almindelige regler om privat skifte eller ved bobestyrer,
skal betales en yderligere retsafgift på 9.000 kr., hvis arve‐
beholdningen i henhold til boopgørelsen overstiger 1,5 mio.
kr., jf. stk. 1.
Det fremgår af stk. 2, at i boer, der har været udleveret til
almindeligt privat skifte eller til behandling ved bobestyrer
og derefter udleveres til uskiftet bo – og hvor der derfor
ikke udarbejdes en boopgørelse – afgøres afgiftspligten på
grundlag af den formueoversigt, der skal indleveres efter
arvelovens § 22.
Afgiften forfalder i privatskiftede boer til betaling, når
boopgørelsen er endelig, jf. forslaget til § 30, stk. 1, 2. pkt.
I boer, der behandles ved bobestyrer, forfalder afgiften, når
udlodning kan ske, jf. forslaget til § 30, stk. 2, 1. pkt. I de
tilfælde, der er omfattet af det foreslåede stk. 2, forfalder
afgiften dog ved indleveringen af formueopgørelsen efter
arvelovens § 22, jf. forslaget til § 30, stk. 3.
Om hæftelsen for afgiften henvises til de foreslåede §§ 31
og 32.
Der skal ikke betales ny afgift efter § 28 for en genoptagel‐
se af bobehandlingen efter dødsboskiftelovens § 103. Der
henvises til det foreslåede § 29, stk. 2. Behandles boet efter
de almindelige regler om privat skifte eller ved bobestyrer,
og blev der ikke under den oprindelige bobehandling betalt
afgift efter § 28, fordi arvebeholdningen dengang ikke over‐
steg 1,5 mio. kr., skal der imidlertid betales afgift efter §
28, hvis den samlede arvebeholdning ifølge den oprindelige
boopgørelse og boopgørelsen efter genoptagelsen nu over‐
stiger 1,5 mio. kr.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås afgiften på
6.500 kr. forhøjet til 9.000 kr. samtidig med, at beløbsgræn‐
sen for, hvornår afgiften skal betales, forhøjes fra 1 mio. kr.
til 1,5 mio. kr.
Til § 29
Bestemmelsen fastsætter i stk. 1, at afgiftspligten efter de
foreslåede §§ 27 og 28 indtræder ved boets udlevering.
Det indebærer bl.a., at der skal betales afgift for den be‐
handlingsmåde, boet oprindeligt blev udleveret til, selv om
boet efterfølgende overgår til en behandlingsmåde, som er
afgiftsfri.
Bestemmelsen fastsætter endvidere i stk. 2, at der ikke skal
betales afgift på ny, hvis et bo genoptages eller udleveres til
en anden behandlingsmåde.
50
Det indebærer, at der ved overgang fra en afgiftsfri behand‐
lingsmåde til en afgiftspligtig behandlingsmåde skal betales
afgift for den nye behandlingsmåde, da der ikke tidligere vil
være betalt afgift efter § 27.
Det indebærer endvidere, at der ved overgang fra én afgifts‐
pligtig behandlingsmåde til en anden afgiftspligtig behand‐
lingsmåde ikke skal betales ny afgift efter § 27.
Det bemærkes, at et senere skifte af et uskiftet bo efter
anmodning fra ægtefællen eller en arving er en selvstændig
bobehandling og ikke en genoptagelse eller en overgang til
en ny behandlingsmåde. Ved et sådant senere skifte skal
der således betales afgift efter § 27 og i givet fald § 28
uafhængig af, om boet før udleveringen til uskiftet bo måtte
have været udleveret til en behandlingsmåde, for hvilken der
blev betalt afgift efter § 27 og eventuelt § 28.
Endvidere bemærkes, at hvis et bo, der har været behandlet
efter de almindelige regler om privat skifte eller ved bobe‐
styrer og afsluttet med en boopgørelse med en arvebehold‐
ning på højst 1,5 mio. kr., senere genoptages, skal der under
den fortsatte bobehandling betales afgift efter § 28, hvis den
samlede arvebeholdning ifølge den oprindelige boopgørelse
og boopgørelsen efter genoptagelsen overstiger 1,5 mio. kr.
Der skal således højst betales afgift efter § 28 én gang i
et bo og genoptagelsen af samme bo, men afgørelsen af,
om arvebeholdningen overstiger 1,5 mio. kr. i et genoptaget
bo, hvor der ikke under den oprindelige bobehandling blev
betalt afgift efter § 28, skal ske ud fra den samlede arvebe‐
holdning i det oprindelige bo og det genoptagne bo.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen reali‐
tetsændringer ud over de ændringer af afgiftssatserne, som
følger af forslaget til §§ 27 og 28.
Til § 30
Bestemmelsen angår forfaldstiden for afgifterne for bobe‐
handling efter de foreslåede §§ 27 og 28.
Stk. 1 angår boer, der udleveres til privat skifte, herunder
forenklet privat skifte.
Det foreslås, at afgiften efter § 27, som efter forslaget udgør
1.500 kr., forfalder til betaling ved boets udlevering, jf. 1.
pkt. Det betyder, at afgiften skal betales, når boet er udleve‐
ret. Skifteretten kan imidlertid ikke betinge boets udlevering
af, at afgiften er betalt. Afgiften vil dermed i praksis kunne
afholdes af boets midler.
Det foreslås endvidere, at afgiften efter § 28, som efter
forslaget udgør 9.000 kr., og som afhænger af arvebehold‐
ningens størrelse i henhold til boopgørelsen, forfalder til
betaling, når boopgørelsen er endelig, jf. 2. pkt. Boopgørel‐
sen er endelig, når spørgsmål vedrørende boopgørelsen ikke
længere kan påklages til skifteretten eller indbringes for
højere ret, jf. dødsboskiftelovens § 80 og § 105.
Udleveres boet efterfølgende til den længstlevende ægtefæl‐
le til uskiftet bo, gælder det foreslåede stk. 3 for afgiften
efter § 28.
Stk. 2 angår boer, der behandles ved bobestyrer.
Det foreslås, at afgiften efter både §§ 27 og 28, der efter
forslaget udgør henholdsvis 1.500 kr. og 9.000 kr., som ud‐
gangspunkt forfalder til betaling, når udlodning kan ske, jf.
1. pkt.
Overgår boet inden udlodningen til anden behandlingsmåde,
skal afgiften efter § 27, der efter forslaget udgør 1.500 kr.,
dog samtidig betales, jf. 2. pkt.
Udleveres boet efterfølgende til den længstlevende ægtefæl‐
le til uskiftet bo, gælder det foreslåede stk. 3 for afgiften
efter § 28.
Stk. 3 angår boer, der har været udleveret til almindeligt
privat skifte eller til behandling ved bobestyrer og derefter
udleveres til uskiftet bo.
Det fremgår af det foreslåede § 28, stk. 2, at afgiftspligten
efter § 28 i sådanne boer afgøres på grundlag af den formue‐
oversigt, der skal indleveres efter arvelovens § 22.
Det foreslås i tilknytning hertil, at afgiften efter § 28 i så‐
danne tilfælde forfalder ved indleveringen af denne formue‐
oversigt.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen reali‐
tetsændringer ud over de ændringer af afgiftssatserne, som
følger af forslaget til §§ 27 og 28.
Til § 31
Bestemmelsen angår hæftelsen for afgiften efter §§ 27 og 28
i privatskiftede boer.
Stk. 1 fastslår, at arvingerne i privatskiftede boer som ud‐
gangspunkt hæfter solidarisk for afgiften.
Udgangspunktet er således, at den fulde afgift kan opkræves
51
hos enhver af arvingerne, som herefter i givet fald selv må
søge regres mod medarvingerne.
Som undtagelse hertil gælder dog efter stk. 2, at arvinger,
der ved boets udlevering er repræsenteret ved værge eller
skifteværge, eller som var under konkurs, alene hæfter med
værdien af det, de eller konkursboet har modtaget, og i det
forhold, i hvilket arvingerne var berettigede til at modtage
bos- og arvelod. Begrænsningerne finder tilsvarende anven‐
delse på regreskrav fra medarvinger.
Hæftelsen for arvinger, der ved boets udlevering er repræ‐
senteret ved værge eller skifteværge, eller som var under
konkurs, er således begrænset på to måder. For det første er
hæftelsen beløbsmæssigt begrænset til værdien af det, arvin‐
gen eller konkursboet har modtaget i boslod eller arv. End‐
videre hæfter en sådan arving alene pro rata, dvs. for en
brøkdel af afgiften svarende til arvingens bos- og arvelods
andel af arvingernes samlede bos- og arvelodder.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen reali‐
tetsændringer bortset fra, at de særlige regler om betalings‐
frist og rente ved for sen betaling ikke videreføres.
Til § 32
Bestemmelsen angår hæftelsen for afgiften efter §§ 27 og 28
i boer, der behandles ved bobestyrer.
Bestemmelsen fastslår, at afgiften skal betales af boets mid‐
ler, og at bobestyreren hæfter for afgiftens betaling.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen reali‐
tetsændringer bortset fra, at de særlige regler om betalings‐
frist og rente ved for sen betaling ikke videreføres.
Til afsnit IV
Afsnittet indeholder regler om retsafgiften for notarialforret‐
ninger (kapitel 11) og for kopier og udskrifter (kapitel 12).
Til kapitel 11
Kapitlet indeholder regler om retsafgiften for notarialforret‐
ninger.
Til § 33
Bestemmelsen fastsætter, at retsafgiften for en notarialfor‐
retning som udgangspunkt udgør 300 kr., jf. stk. 1.
Om undtagelsen hertil henvises til den foreslåede § 34.
Det foreslås i stk. 2, at hvis en notarialforretning vedrører
flere personer, betales afgift som for et tilsvarende antal
forretninger, medmindre forretningen foretages under ét på
samme sted.
Det betyder, at hvis flere personer på samme tid og sted
underskriver ét dokument (f.eks. et fælles testamente), skal
der betales én afgift på 300 kr. for notarens bekræftelse af
identiteten af begge eller alle personerne.
Hvis flere personers underskrift på ét dokument ønskes no‐
tarbekræftet ved forskellige lejligheder, skal der betales 300
kr. for hver lejlighed.
For notarens bekræftelse af en persons underskrift på flere
dokumenter, skal der imidlertid betales 300 kr. for hvert
dokument, og dette gælder, selv om underskriften på doku‐
menterne sker på samme tid og sted. Notarens bekræftelse
af underskriften på ét dokument er således én notarialforret‐
ning i afgiftsmæssig henseende.
Retsafgiften skal betales, før notarialforretningen udføres.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås den særlige
afgiftssats for notarens medvirken ved udtrækning af værdi‐
papirer, lodtrækninger og lignende ikke videreført. Fremo‐
ver vil den almindelige afgiftssats på 300 kr. finde anvendel‐
se ved sådanne notarialforretninger.
Til § 34
Bestemmelsen fastsætter, at retsafgiften for notarens bekræf‐
telse af, at en kopi er i overensstemmelse med det originale
dokument, udgør 150 kr.
Der skal betales 150 kr. for hver kopi, der bekræftes, også
når der samtidig bekræftes flere kopier af det samme origi‐
naldokument.
Retsafgiften skal betales, før notarialforretningen udføres.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås afgiften
forhøjet fra 100 kr. til 150 kr.
Til kapitel 12
Kapitlet indeholder regler om retsafgiften for kopier og ud‐
skrifter.
52
Til § 35
Bestemmelsen fastsætter en retsafgift på 150 for visse ko‐
pier og udskrifter, som efter anmodning udleveres af retten.
Det drejer sig efter nr. 1 for det første om kopier, der udleve‐
res af retten i medfør af retsplejelovens § 41 b, § 41 c, §
41 f, stk. 5, eller § 41 h. Der skal betales 150 kr. for hvert
dokument, som der udleveres kopi af.
Retsplejelovens § 41 b angår enhvers ret til at få udleve‐
ret kopi af domme og kendelser samt af beslutninger om
sagsomkostninger i borgerlige sager. Retsplejelovens § 41 c
angår enhvers ret til at få udleveret en eventuel skriftlig fo‐
relæggelse eller procedure og eventuelle endelige påstands‐
dokumenter eller sammenfattende processkrifter.
Retsplejelovens § 41 f, stk. 5, angår aktindsigt for redaktører
og redaktionelle medarbejdere ved et dansk massemedium
i andre indførsler i retsbøgerne end domme og kendelser
og i afskrifter af en forklaring i en straffesag, der er lydopta‐
get. Ved massemediers aktindsigt i afskrifter af lydoptagelse
af en forklaring skal der ud over den foreslåede retsafgift på
150 kr. for udleveringen af kopien betales for tilvejebringel‐
sen af afskriften, jf. retsplejelovens § 713, stk. 3.
Retsplejelovens § 41 h angår aktindsigt i videre omfang end
fastsat i retsplejelovens §§ 41 a-41 g, dvs. som meroffentlig‐
hed.
Der skal derimod ikke længere betales retsafgift for aktind‐
sigt i borgerlige sager i medfør af retsplejelovens § 41 d om
aktindsigt for den, der har en individuel, væsentlig interesse
i et konkret retsspørgsmål, eller i medfør af retsplejelovens
§ 255 a om aktindsigt for parter. Der skal heller ikke betales
retsafgift for aktindsigt i straffesager i medfør af retspleje‐
lovens § 41 d, § 41 f, stk. 2, § 729 b eller § 729 d, og
dette svarer til gældende ret, eftersom aktindsigt efter disse
bestemmelser meddeles af politiet eller anklagemyndighe‐
den, og det er kun kopier, der udleveres af retten, der efter
gældende ret er pålagt retsafgift.
Retsafgiften skal betales, før kopien udleveres. Retsafgiften
skal ikke betales, hvis anmodningen om aktindsigt afslås i
sin helhed. Retsafgiften skal imidlertid betales, selv om akt‐
indsigten eksempelvis begrænses til en del af et dokument.
Det drejer sig for det andet om udskrifter, der udfærdiges af
Tinglysningsretten, jf. nr. 2.
Sådanne udskrifter bestilles og betales på tinglysning.dk.
Ligesom i dag skal der ikke betales for opslag i og udskrif‐
ter fra det digitale tinglysningssystem, som brugeren selv
foretager på tinglysning.dk, eller for opslag i og udskrifter
af afgørelser, som brugeren selv foretager i den kommende
domsdatabase, jf. § 9 a i lov om Domstolsstyrelsen.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgen‐
de ændringer:
- Afgiftspligten indskrænkes, så den kun omfatter kopier og
udskrifter, der udleveres til enhver, efter de særlige regler
om massemediers aktindsigt eller som meroffentlighed.
- Samtidig udgår alle fritagelser for afgiftspligten som over‐
flødige med den nye afgrænsning af afgiftspligten.
- Afgiftssatsen nedsættes fra 175 kr. til 150 kr.
Til afsnit V
Afsnittet indeholder regler om retsafgift for appel i form af
anke (kapitel 13) og kære (kapitel 14) samt for ansøgning
om ekstraordinær genoptagelse eller anke (kapitel 15).
Til kapitel 13
Kapitlet angår retsafgiften for anke i den borgerlige retsple‐
jes former.
Kapitlets bestemmelser anvendes, når en dom i en civil
sag ankes til landsretten eller Højesteret. Bestemmelserne
anvendes også, når en dom i en privat straffesag ankes i den
borgerlige retsplejes former, men ikke når en sådan dom an‐
kes i strafferetsplejens former, jf. retsplejelovens § 990, stk.
1 og 2. Bestemmelserne anvendes også, når rettens afgørelse
under en offentlig straffesag af et borgerligt krav ankes sær‐
skilt i den borgerlige retsplejes former, jf. retsplejelovens §
996.
Kapitlets bestemmelser anvendes ikke ved anke i strafferets‐
plejens former. Sådan anke er ikke pålagt retsafgift.
Til § 36
Bestemmelsen angår afgiften for indlevering af ankestæv‐
ning ved anke i den borgerlige retsplejes former.
Bestemmelsen anvendes, når en dom i en civil sag ankes til
landsretten eller Højesteret. Bestemmelsen anvendes også,
når en dom i en privat straffesag ankes i den borgerlige
retsplejes former, men ikke når en sådan dom ankes i straffe‐
retsplejens former, jf. retsplejelovens § 990, stk. 1 og 2. Be‐
stemmelsen anvendes også, når rettens afgørelse under en
53
offentlig straffesag af et borgerligt krav ankes særskilt i den
borgerlige retsplejes former, jf. retsplejelovens § 996.
Det foreslås i stk. 1, at afgiften for indlevering af ankestæv‐
ning som udgangspunkt udgør 2.000 kr. ved anke til landsret
og 4.000 kr. ved anke til Højesteret.
Der foreslås i stk. 2 en undtagelse hertil for så vidt angår
anke til landsret. Undtagelsen omfatter for det første anke‐
sager, der ikke har økonomisk værdi, eller som har en øko‐
nomisk værdi på højst 100.000 kr., jf. nr. 1. Undtagelsen
omfatter efter nr. 2 endvidere ankesager, der er omfattet
af det foreslåede § 1, stk. 2, 2. pkt., dvs. ankesager, der
alene angår servitutter og partielle brugsrettigheder, for hvil‐
ke der ikke betales vederlag, mortifikation af værdipapirer,
servitutter, brugsrettigheder eller grundbyrder, erhvervelse
af ejendomsdom eller dødsformodning.
Det foreslås, at afgiften for indlevering af ankestævning ved
anke til landsret i de sager, der er omfattet af stk. 2, udgør
1.000 kr.
Undtagelsen i stk. 2 gælder ikke ved anke til Højesteret. Af‐
giften for indlevering af ankestævning ved anke til Højeste‐
ret er således altid 4.000 kr.
Betales afgiften efter § 36 ikke, anses ankestævningen som
bortfaldet, jf. nærmere forslaget til § 47.
Er det afgiften for appelindstævntes påstand om selvstændig
dom, der ikke betales, anses denne påstand som bortfaldet.
Om opgørelsen af ankesagens værdi henvises til den foreslå‐
ede § 38.
Om afgiftsfritagelse i visse tilfælde henvises til den foreslåe‐
de § 41, jf. §§ 8 og 9.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgen‐
de ændringer:
- Retsafgiften for anke til landsret i sager uden økonomisk
værdi eller med en værdi på højst 100.000 kr. ændres til
en fast afgift på 1.000 kr. Efter den gældende retsafgiftslov
udgør denne afgift mellem 750 kr. og 1.350 kr. afhængig af
sagens værdi.
- Retsafgiften for anke til landsret i sager med en værdi
over 100.000 kr., ændres til en fast afgift på 2.000 kr. uanset
sagens økonomiske værdi. Efter den gældende retsafgiftslov
udgør denne afgift mellem 1.360 kr. og 75.000 kr. afhængig
af sagens værdi, dog højst 2.000 kr. i sager, der angår prø‐
velse af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af rets‐
plejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4 (sager om opfyldelse
af visse klagenævnsafgørelser mv.).
- Retsafgiften for anke til Højesteret ændres til en fast afgift
på 4.000 kr. uanset sagens økonomiske værdi. Efter den
gældende retsafgiftslov udgør denne afgift mellem 1.500 kr.
og 112.500 kr. afhængig af sagens værdi, dog højst 3.000
kr. i sager, der angår prøvelse af myndighedsudøvelse, eller
som er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4
(sager om opfyldelse af visse klagenævnsafgørelser mv.)
Til § 37
Bestemmelsen angår retsafgift for hovedforhandlingen eller
skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, i ankesager,
der behandles i den borgerlige retsplejes former.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at der i ankesager, der har
en økonomisk værdi på mere end 100.000 kr., skal betales
afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der
træder i stedet herfor, efter reglerne i den foreslåede § 2.
I ankesager ved Højesteret forhøjes afgiften med 50 pct., jf.
2. pkt. Dette omfatter også tilfælde, hvor anke af en dom
fra Sø- og Handelsretten først skete til landsretten, og anke‐
sagen efterfølgende blev indbragt for Højesteret i medfør af
retsplejelovens § 368, stk. 5.
Udgangspunktet er således, at der skal betales retsafgift for
hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i
stedet herfor, i ankesager med en økonomisk værdi over
100.000 kr., jf. det foreslåede § 2, stk. 1. Med hensyn til
afgrænsningen af sager med økonomisk værdi i forhold til
sager uden økonomisk værdi henvises til bemærkningerne
til § 1, stk. 2.
I de sager, hvor retsafgiften for sagsanlæg i medfør af §
1, stk. 2, 2. pkt., udgør 750 kr. uanset sagens værdi – og
hvor afgiften for anke til landsret i medfør af § 36, stk. 2,
nr. 2, udgør 1.000 kr. uanset sagens værdi – skal der dog
ikke betales retsafgift for hovedforhandlingen eller skriftlig
behandling, der træder i stedet herfor, jf. det foreslåede § 2,
stk. 2. Det drejer sig om sager, der alene angår servitutter
og partielle brugsrettigheder, for hvilke der ikke betales ve‐
derlag, mortifikation af værdipapirer, servitutter, brugsrettig‐
heder eller grundbyrder, erhvervelse af ejendomsdom eller
dødsformodning.
I ankesager, der angår prøvelse af myndighedsudøvelse, el‐
ler som er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller
4 (sager om opfyldelse af visse klagenævnsafgørelser mv.),
udgør afgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behand‐
ling, der træder i stedet herfor, 3.000 kr., jf. det foreslåede
§ 2, stk. 3. Ved anke til Højesteret udgør afgiften dog 4.500
kr., jf. det foreslåede § 37, stk. 1, 2. pkt.
54
I andre ankesager, hvor der skal betales afgift for hoved‐
forhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet
herfor, afhænger afgiften af sagens økonomiske værdi, jf.
det foreslåede § 2, stk. 4.
Er den økonomiske værdi højst ¼ mio. kr., udgør afgiften
ved anke til landsret 3.000 kr., er værdien højst ½ mio. kr.,
er afgiften 8.000 kr., og er værdien højst 1 mio. kr., er afgif‐
ten 14.000 kr. Tabellen indeholder yderligere 6 afgiftssatser
for sager med en økonomisk værdi på over henholdsvis 1,
2, 3, 4, 5 og 6 mio. kr., hvor afgiften udgør henholdsvis
35.000 kr., 60.000 kr., 85.000 kr., 110.000 kr., 135.000 kr.
og 160.000 kr. Den maksimale afgift for en hovedforhand‐
ling i landsretten er således 160.000 kr.
Er den økonomiske værdi højst ¼ mio. kr., udgør afgiften
ved anke til Højesteret 4.500 kr., er værdien højst ½ mio. kr.,
er afgiften 12.000 kr., og er værdien højst 1 mio. kr., er af‐
giften 21.000 kr. Tabellen indeholder yderligere 6 afgiftssat‐
ser for sager med en økonomisk værdi på over henholdsvis
1, 2, 3, 4, 5 og 6 mio. kr., hvor afgiften udgør henholdsvis
52.500 kr., 90.000 kr., 127.500 kr., 165.000 kr., 202.500 kr.
og 240.000 kr. Den maksimale afgift for en hovedforhand‐
ling i Højesteret er således 240.000 kr.
Afgiften for hovedforhandlingen skal betales, når retten fast‐
sætter tidspunktet for hovedforhandlingen, dog tidligst 3
måneder før hovedforhandlingen, men bortfalder – og tilba‐
gebetales – hvis retten senest 2 uger før hovedforhandlingen
modtager meddelelse om, at ankesagen er bortfaldet, jf. for‐
slaget til § 2, stk. 5.
2-ugersfristen gælder i forhold til hovedforhandlingens be‐
gyndelse. Hvis hovedforhandlingen skal begynde eksempel‐
vis den 15. juni kl. 9.30, tilbagebetales afgiften for hoved‐
forhandlingen, hvis retten senest den 1. juni kl. 9.30 modta‐
ger meddelelse om, at ankesagen er bortfaldet.
3-månedersfristen gælder også i forhold til hovedforhandlin‐
gens begyndelsen, men det vil i praksis ikke være nødven‐
digt at regne med tidspunktet på dagen. Hvis hovedforhand‐
lingen skal begynde eksempelvis den 15. juni kl. 9.30, vil
der først være grund til at iværksætte en rykkeprocedure for
betaling af retsafgiften for hovedforhandlingen, når det kan
konstateres, at afgiften ikke blev betalt senest ved udgangen
af den 15. marts.
Hvis hovedforhandlingens begyndelse ændres på et tids‐
punkt, hvor afgiften endnu ikke er forfaldet (dvs. mere
end 3 måneder før det tidligere fastsatte tidspunkt for ho‐
vedforhandlingen), gælder 3-månedersfristen i forhold til
det nye tidspunkt for hovedforhandlingen. Hvis hovedfor‐
handlingens begyndelse derimod ændres, efter at afgiften er
forfaldet (dvs. mindre end 3 måneder før det tidligere fast‐
satte tidspunkt for hovedforhandlingen), påvirker det ikke
afgiftens betaling. Afgiften skal altså i denne situation ikke
tilbagebetales, selv om der er mere end 3 måneder til det
nye tidspunkt for hovedforhandlingen. Hvis afgiften ikke er
betalt endnu, skal der endvidere iværksættes rykkerproced‐
ure og ved manglende betaling ske afvisning af ankesagen,
selv om der er mere end 3 måneder til det nye tidspunkt for
hovedforhandlingen.
Hvis hovedforhandlingens begyndelse ændres, gælder 2-
ugersfristen imidlertid i forhold til det nye tidspunkt for
hovedforhandlingen, uanset om ændringen sker mere eller
mindre end 2 uger før det tidligere fastsatte tidspunkt for
hovedforhandlingen.
Når hovedforhandlingen er gået i gang, kan dens begyndel‐
sestidspunkt i sagens natur ikke længere ændres. En udsæt‐
telse af ankesagen, efter at hovedforhandlingen er gået i
gang, har derfor ikke betydning for afgiften for hovedfor‐
handlingen. Afgiften bortfalder således ikke i tilfælde, hvor
ankesagen, efter at hovedforhandlingen er gået i gang, ud‐
sættes og senere bortfalder.
Har retten i medfør af retsplejelovens § 253 begrænset ho‐
vedforhandlingen til en del af det krav, ankesagen angår,
eller til et af flere krav eller spørgsmål i ankesagen, skal
retsafgiften for hovedforhandlingen ikke desto mindre op‐
gøres ud fra ankesagens samlede værdi. Til gengæld skal
retsafgiften kun betales én gang. Fortsætter ankesagen efter
en sådan delhovedforhandling, skal der således ikke betales
nogen retsafgift for senere delhovedforhandlinger. Udvides
påstanden, skal retsafgiften dog omberegnes, jf. forslaget
til § 38, jf. § 3, stk. 5, og medfører omberegningen, at
retsafgiften for hovedforhandlingen stiger (fordi ankesagen
rykker op i et højere afgiftstrin), skal forhøjelsen betales for
en senere delhovedforhandling.
Afgiften for skriftlig behandling, der træder i stedet for ho‐
vedforhandling, skal betales, når retten træffer beslutning
om skriftlig behandling. Afgiften bortfalder – og tilbagebe‐
tales – hvis retten inden indleveringen af det sidste procedu‐
reindlæg modtager meddelelse om, at ankesagen er bortfal‐
det, jf. forslaget til § 2, stk. 6.
Det foreslås i stk. 2, at afgiftspligten for hovedforhandlingen
eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, påhviler
appellanten. Dette gælder også i tilfælde, hvor appellanten
havde anket en dom fra Sø- og Handelsretten til landsretten,
og appelindstævnte derefter indbragte ankesagen for Højes‐
teret i medfør af retsplejelovens § 368, stk. 5.
Appelindstævntes påstand om selvstændig dom betragtes
dog i afgiftsmæssig henseende som et selvstændigt søgsmål,
jf. henvisningen til den foreslåede § 5. Afgiftspligten efter §
55
37 for appelindstævntes påstand om selvstændig dom påhvi‐
ler derfor appelindstævnte.
Hvis afgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behand‐
ling, der træder i stedet herfor, ikke betales, afvises ankesa‐
gen, medmindre appelindstævnte forinden har nedlagt anden
påstand end stadfæstelse, jf. nærmere forslaget til § 47. Af‐
vises ankesagen, vil dommen i foregående instans stå ved
magt.
Er det afgiften for appelindstævntes påstand om selvstændig
dom, der ikke betales, afvises denne påstand.
Om opgørelsen af ankesagens værdi henvises til den foreslå‐
ede § 38.
Om afgiftsfritagelse i visse tilfælde henvises til det foreslåe‐
de § 41, jf. §§ 8 og 9.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgen‐
de ændringer:
- Beløbsgrænsen for, hvornår der skal betales afgift for
hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i
stedet herfor, forhøjes fra 50.000 kr. til 100.000 kr.
- Retsafgiften for sager over beløbsgrænsen, der angår prø‐
velse af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af rets‐
plejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4 (sager om opfyldelse
af visse klagenævnsafgørelser mv.), ændres til en fast afgift
på 3.000 kr. ved anke til landsret og 4.500 kr. ved anke til
Højesteret. Efter den gældende retsafgiftslov udgør denne
afgift afhængig af sagens værdi mellem 760 kr. og 2.000 kr.
ved anke til landsret og mellem 1.130 kr. og 3.000 kr. ved
anke til Højesteret.
- Retsafgiften for andre sager over beløbsgrænsen ændres til
9 faste afgifts¬trin, der afhænger af sagens værdi, og hvor
afgiften er fra 3.000 kr. til 160.000 kr. ved anke til landsret
og fra 4.500 kr. til 240.000 kr. ved anke til Højesteret. Efter
den gældende retsafgiftslov udgør afgiften mellem 760 kr.
og 75.000 kr. ved anke til landsret og mellem 1.130 kr. og
112.500 kr. ved anke til Højesteret efter en glidende skala.
- Retsafgiften for hovedforhandlingen bortfalder, hvis retten
senest 2 uger før hovedforhandlingen modtager meddelelse
om, at sagen er bortfaldet. I den gældende retsafgiftslov er
fristen 6 uger.
Til § 38
Bestemmelsen angår fastsættelsen af ankesagens værdi.
Bestemmelsen har betydning for størrelsen af retsafgiften
efter den foreslåede § 36 for indlevering af ankestæv‐
ning. Bestemmelsen har endvidere betydning for, om der
skal betales retsafgift efter den foreslåede § 37 for hoved‐
forhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet
herfor, og i givet fald for størrelsen af denne afgift.
Det foreslås, at ankesagens værdi skal fastsættes på grund‐
lag af den ændring, som påstås i den indankede dom, jf. 1.
pkt.
Ankesagens værdi er således forskellen mellem værdien af
at få medhold i påstanden i anken og den værdi, som resulta‐
tet i den indankede dom måtte have.
Som eksempel kan nævnes, at hvis appellanten ved den
indankede dom fik tilkendt 300.000 kr. og nu påstår sig
tilkendt 500.000 kr., er værdien for appellanten af ankesagen
i afgiftsmæssig henseende 200.000 kr. Dette gælder uanset
appelindstævntes påstand, herunder hvis appelindstævnte
påstår frifindelse, således at værdien af forskellen mellem
parternes påstande i eksemplet vil være 500.000 kr. Uanset
dette skal appellanten stadig kun betale retsafgift i forhold
til forskellen mellem appellantens egen påstand under anken
og resultatet i den indankede dom.
Appelindstævnte skal kun betale retsafgift for anken,
hvis appelindstævnte nedlægger påstand om selvstændig
dom. Som eksempel kan nævnes, at appelindstævnte er
blevet tilkendt 300.000 kr. ved den indankede dom, som
appellanten har anket med påstand om frifindelse. Værdien
af ankesagen for appellanten er så i afgiftsmæssig henseende
300.000 kr. Påstår indstævnte sig i et sådant tilfælde tilkendt
500.000 kr., er værdien af ankesagen for indstævnte 200.000
kr. I dette eksempel skal begge parter således betale retsaf‐
gift for anken.
Som det fremgår af eksemplerne, vil der i tilfælde, hvor
en part i foregående instans har fået delvis medhold, og
hvor parterne under en anke vil gentage deres påstande i
foregående instans, være forskel på, hvilke retsafgifter der
skal betales under ankesagen afhængig af, om domhaveren
fra første instans anker først og domfældte under denne anke
nedlægger påstand om frifindelse (kun appellanten skal be‐
tale retsafgift for anken), eller om domfældte i første instans
først anker til frifindelse og domhaveren under denne anke
gentager sin påstand fra 1. instans (begge parter skal betale
retsafgift for anken).
Det foreslås i 2. pkt., at den foreslåede § 3 i øvrigt finder
tilsvarende anvendelse.
Det betyder f.eks., at hvis påstanden omfatter flere krav,
er ankesagens værdi den samlede værdi af disse krav, også
56
hvor der er flere appellanter eller appelindstævnte, jf. forsla‐
get til § 3, stk. 1, 3. pkt.
Renter og omkostninger medregnes ikke, jf. forslaget til § 3,
stk. 1, 4. pkt.
Der foreslås særlige regler om opgørelsen af værdien af
påstande, der angår løbende ydelser, jf. nærmere forslaget til
§ 3, stk. 2 og 3, og bemærkningerne hertil.
Om tilfælde, hvor sagens værdi ikke kan bestemmes på
grundlag af påstanden i ankestævningen, henvises til forsla‐
get til § 3, stk. 4, og bemærkningerne hertil.
Udvides påstanden, omberegnes afgiften på grundlag af den
udvidede påstand, jf. forslaget til § 3, stk. 5.
Bestemmelsen i § 3, stk. 5, har i forhold til afgiften for
indlevering af ankestævning efter den foreslåede § 36 betyd‐
ning ved anke til landsret i tilfælde, hvor der ved ankestæv‐
ningens indlevering er betalt 1.000 kr. i afgift, fordi ankesa‐
gen efter påstanden i ankestævningen ikke har økonomisk
værdi, har en økonomisk værdi på højst 100.000 kr. eller
alene angår servitutter og partielle brugsrettigheder, for hvil‐
ke der ikke betales vederlag, mortifikation af værdipapirer,
servitutter, brugsrettigheder eller grundbyrder, erhvervelse
af ejendomsdom eller dødsformodning.
Udvides påstanden senere, så ankesagen har en økonomisk
værdi over 100.000 kr. (men ikke alene angår servitutter
og partielle brugsrettigheder, for hvilke der ikke betales ve‐
derlag, mortifikation af værdipapirer, servitutter, brugsrettig‐
heder eller grundbyrder, erhvervelse af ejendomsdom eller
dødsformodning), skal der betales yderligere 1.000 kr., som
er forskellen mellem afgiften efter § 36, stk. 1, og § 36, stk.
2, ved anke til landsret.
Bestemmelsen i § 3, stk. 5, har ikke betydning for afgiften
for indlevering af ankestævning ved anke til Højesteret, da
denne afgift efter § 36 udgør 4.000 kr. uanset sagens værdi.
Bestemmelsen i § 3, stk. 5, har i forhold til afgiften for
hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i
stedet herfor, betydning i tilfælde, hvor påstanden, efter at
denne afgift er forfaldet til betaling, udvides så meget, at
sagens værdi kommer op i et nyt afgiftstrin. Det drejer sig
altså om tilfælde, hvor ankesagens værdi før udvidelsen af
påstanden lå under en af grænserne 100.000 kr., ¼ mio. kr.,
½ mio. kr., 1 mio. kr., 2 mio. kr., 3 mio. kr., 4. mio. kr., 5
mio. kr. eller 6 mio. kr. og nu ligger et eller flere afgiftstrin
højere. I givet fald skal forskelsbeløbet betales i yderligere
afgift. Som eksempel kan nævnes, at hvis påstanden, da tids‐
punktet for hovedforhandlingen blev fastsat eller der var 3
måneder til hovedforhandlingen, havde en værdi på 400.000
kr., senere udvides, så den har en værdi på 600.000 kr.,
skal der ved anke til landsret betales yderligere 6.000 kr. i
afgift (14.000 kr. minus de allerede betalte 8.000 kr.) og ved
anke til Højesteret yderligere 9.000 kr. (21.000 kr. minus de
allerede betalte 12.000 kr.).
I ankesager, der angår prøvelse af myndighedsudøvelse eller
er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4
(sager om opfyldelse af visse klagenævnsafgørelser mv.),
er det alene værdigrænsen på 100.000 kr., der har betyd‐
ning. En udvidelse af påstanden i sådanne sager har således
kun betydning, hvis den medfører, at sagens værdi stiger
fra højst 100.000 kr. til over 100.000 kr. I så fald skal der
betales 3.000 kr. (anke til landsret) eller 4.500 kr. (anke til
Højesteret) i afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig be‐
handling, der træder i stedet herfor (denne afgift er i sådanne
ankesager 3.000 kr. henholdsvis 4.500 kr., uanset hvilken
værdi over 100.000 kr. sagen har).
Betales den yderligere afgift ikke, afvises udvidelsen af
påstanden, jf. nærmere forslaget til § 47. Sagen fortsætter
således med påstanden, som den var før udvidelsen.
Der skal ikke ske omberegning af retsafgiften, hvis påstan‐
den indskrænkes. Hvis påstanden samtidig udvides og ind‐
skrænkes (dvs. udvides på nogle punkter og indskrænkes på
andre punkter), skal der foretages en sammenligning mellem
sagens samlede værdi før og efter ændringen.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen reali‐
tetsændringer.
Til § 39
Bestemmelsen angår tilfælde, hvor en dom fra Sø- og Han‐
delsretten ankes til landsretten og anken derefter af appel‐
indstævnte kræves behandlet ved Højesteret, og tilfælde,
hvor Højesteret afviser en anke af en dom fra Sø- og Han‐
delsretten.
Ankes en dom fra Sø- og Handelsretten til Højesteret, og
afviser Højesteret ikke sagen, finder den foreslåede § 36 om
retsafgift for indlevering af ankestævning direkte anvendel‐
se, og den foreslåede § 39 er ikke relevant.
Det foreslåede stk. 1 angår tilfælde, hvor en dom fra Sø- og
Handelsretten ankes til landsretten, og hvor en anden part
i sagen derefter i medfør af retsplejelovens § 368, stk. 5,
forlanger, at ankesagen behandles af Højesteret.
Der skal i sådanne tilfælde betales afgift for anke til Højes‐
teret efter den foreslåede § 36, men således at den afgift, der
er betalt for anken til landsret, fradrages.
57
Den yderligere afgift efter § 36 påhviler i sådanne tilfælde
den part, der forlanger, at ankesagen behandles af Højes‐
teret. Betales den yderligere afgift efter § 36 ikke, anses
indbringelsen for Højesteret som bortfaldet, således at anke‐
sagen fortsat behandles ved landsretten.
Som eksempel kan nævnes, at hvis appellanten efter § 36
har betalt 2.000 kr. for anken til landsretten, skal den part,
der forlanger, at ankesagen behandles ved Højesteret, betale
yderligere 2.000 kr., så der i alt er betalt 4.000 kr., hvilket
efter § 36 er afgiften for anke til Højesteret.
Hvis appellanten efter forslaget til § 41, stk. 2, jf. § 9, er fri‐
taget for retsafgiften for anke, mens den part, der forlanger,
at ankesagen behandles ved Højesteret, ikke er det, vil den
part, der forlanger, at ankesagen behandles ved Højesteret,
skulle betale den fulde afgift på 4.000 kr. Dette følger af, at
der efter det foreslåede § 39, stk. 1, skal betales afgift efter
§ 36 for anke til Højesteret med fradrag af den afgift efter
§ 36 for anke til landsret, der faktisk er betalt (og ikke med
fradrag af den afgift, der skulle være betalt, hvis parten ikke
havde været fritaget for retsafgift).
Hvis appellanten har betalt retsafgift efter § 36 med 1.000
kr. eller 2.000 kr., og den part, der forlanger, at ankesagen
behandles ved Højesteret, efter forslaget til § 41, stk. 2, jf.
§ 9, er fritaget for retsafgift, skal der ikke betales yderligere
afgift efter § 36 i anledning af, at sagen indbringes for
Højesteret i medfør af § 368, stk. 5.
Den afgift, der betales efter § 39, stk. 1, jf. § 36, tilbage‐
betales ikke, hvis Højesteret i medfør af retsplejelovens §
368, stk. 6, afviser anken til Højesteret, således at ankesagen
fortsat behandles ved landsretten.
Det foreslåede stk. 2 angår tilfælde, hvor en dom fra Sø-
og Handelsretten ankes til Højesteret, og Højesteret derefter
i medfør af retsplejelovens § 368, stk. 6, jf. stk. 4, afviser
anken fra Højesteret. Bestemmelsen er således ikke relevant
i tilfælde, hvor en dom fra Sø- og Handelsretten ankes til
landsretten, en anden part i sagen derefter i medfør af rets‐
plejelovens § 368, stk. 5, forlanger, at ankesagen behandles
af Højesteret, og Højesteret derefter i medfør af retsplejelo‐
vens § 368, stk. 6, jf. stk. 4, afviser anken fra Højesteret.
Det foreslås, at når en anke afvises af Højesteret efter rets‐
plejelovens § 368, stk. 6, jf. stk. 4, betales ikke ny afgift
efter § 36, hvis den, der har indbragt sagen for Højesteret,
derefter rettidigt indbringer sagen for landsretten.
Det betyder, at den pågældende kan indbringe sagen for
landsretten i medfør af retsplejelovens § 368, stk. 6, 3. og 4.
pkt., uden betaling af ny afgift efter § 36.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen reali‐
tetsændringer.
Til § 40
Bestemmelsen fastslår, at afgiften for en ankesag tilbage‐
betales, hvis sagen hjemvises til ny behandling i tidligere
instans.
Dette gælder både afgiften for indlevering af ankestævning,
jf. forslaget til § 36, og afgiften for hovedforhandlingen eller
skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, jf. forslaget
til § 37.
Det følger af forslaget til § 7, stk. 2, at der endvidere ikke
skal betales ny afgift i den tidligere instans for den fornyede
behandling.
Ankeafgiften tilbagebetales, når ankeinstansen hjemviser
sagen til ny behandling i tidligere instans ved domstolene,
dvs. når landsretten hjemviser til ny behandling i byretten
eller Sø- og Handelsretten, og når Højesteret hjemviser til
ny behandling i byretten, landsretten, Sø- og Handelsretten
eller Den Særlige Klageret.
Ankeafgiften tilbagebetales derimod ikke, hvis sagen hjem‐
vises til ny behandling ved en administrativ myndighed,
eller hvis sagen afvises fra domstolene.
Hvis Højesteret som 3. instans hjemviser sagen til ny be‐
handling i byretten eller Sø- og Handelsretten, tilbagebetales
både ankeafgiften for landsretten og Højesteret, uanset om
Højesteret har stadfæstet en afgørelse fra landsretten om
hjemvisning eller landsrettens afgørelse gik ud på, at sagen
ikke skulle hjemvises.
Hvis Højesteret som 3. instans omgør landsrettens afgørelse
om hjemvisning af sagen til ny behandling i byretten eller
Sø- og Handelsretten, skal ankeafgiften for landsretten deri‐
mod ikke tilbagebetales.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen reali‐
tetsændringer.
Til § 41
Bestemmelsen gør relevante bestemmelser i det foreslåede
kapitel 1 anvendelig i ankesager.
Det foreslås i stk. 1, at der ikke skal betales retsafgift for
anke af de i § 8, stk. 1, nr. 1-3, 5, 6 og 8, nævnte sager, som
er fritaget for retsafgift i 1. instans.
58
Det drejer sig om sager om nægtelse af valgret til Folke‐
tinget, regionsrådet, kommunalbestyrelsen eller Europa-Par‐
lamentet, adoption, familieretlige spørgsmål, der behandles
efter retsplejelovens kapitel 42, værgemål, prøvelse af ad‐
ministrativt bestemt frihedsberøvelse og beslutninger om ad‐
ministrativ udvisning mv. behandlet efter udlændingelovens
kapitel 7 b.
Der henvises ikke til § 8, stk. 1, nr. 4, om sager om fuldbyr‐
delse af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær, idet
appel i disse sager sker ved kære.
Der henvises heller ikke til § 8, stk. 1, nr. 7, om sager om
prøvelse af administrative afgørelser efter § 112 i lov om
fuldbyrdelse af straf mv., idet appel i disse sager ligeledes
sker ved kære.
Der henvises heller ikke til § 8, stk. 1, nr. 9, om sager om
stadfæstelse af arrest, for så vidt der her i landet er anlagt
sag om den fordring, for hvilken arrest er gjort. Anke i
sådanne sager er således ikke fritaget for retsafgift.
Der henvises heller ikke til § 8, stk. 2, om visse sager i
henhold til lejeloven og lov om midlertidig regulering af bo‐
ligforholdene. Anke i sådanne sager er således ikke fritaget
for retsafgift.
Det foreslås i stk. 2, at reglerne i § 4, 2. pkt., og §§ 5, 7 og 9
finder tilsvarende anvendelse ved anke.
Henvisningen til § 4, 2. pkt., betyder, at biintervention efter
retsplejelovens § 252 er afgiftsfri også i ankesager.
Henvisningen til § 5 indebærer, at hvis appelindstævnte ned‐
lægger påstand om selvstændig dom mod appellanten, skal
appelindstævnte betale retsafgift efter §§ 36 og 37 for denne
påstand.
Ligesom i 1. instans gælder afgiftspligten for modkrav til
selvstændig dom dog ikke, når appelindstævnte i en sag
om krænkelse af en immaterialrettighed kun kan anfægte
immaterialrettens gyldighed ved at nedlægge en påstand om
ugyldighed.
Henvisningen til § 7 indebærer, at der ikke skal betales ny
afgift i en ankesag, der genoptages, jf. § 7, stk. 1.
Henvisningen til § 7 indebærer endvidere, at når Højesteret
som 3. instans hjemviser en sag til ny behandling i landsret‐
ten, skal der ikke betales ny afgift for den fornyede ankebe‐
handling i landsretten, jf. § 7, stk. 2.
Henvisningen til § 9 indebærer, at der ikke skal betales
retsafgift efter §§ 36 og 37, når anke iværksættes af en stats‐
tjenestemand, der har anlagt sag efter ordre, en part, der har
fri proces til ankesagen, eller en part, der har en retshjælps‐
forsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger
ved ankesagen, og som opfylder de økonomiske betingelser
for fri proces, jf. herved § 9, stk. 1.
Afgiftsfritagelsen for ankeafgiften for personer med fri pro‐
ces eller retshjælpsforsikring forudsætter således, at den fri
proces eller forsikringen dækker ankesagen, og det er såle‐
des ikke i sig selv tilstrækkeligt, at den pågældende havde
fri proces eller forsikringsdækning i den foregående instans.
Henvisningen til § 9 indebærer endvidere, at også ankein‐
stansen i givet fald skal træffe afgørelse om betaling af
sagsomkostninger, som om der ikke var afgiftsfrihed efter
§ 9, stk. 1, nr. 1 eller 3, herunder et skønsmæssigt fastsat
beløb svarende til de afgifter, der efter sagsgenstandens vær‐
di skulle have været betalt, jf. herved § 9, stk. 2. Pålægges
modparten at betale sagsomkostninger svarende til de afgif‐
ter, der skulle have været betalt, tilfalder beløbet statskassen.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen reali‐
tetsændringer.
Til kapitel 14
Kapitlet indeholder regler om retsafgift for kære.
Kapitlet finder anvendelse både i civile sager og straffesa‐
ger, men det skal dog bemærkes, at i offentlige straffesager
er såvel anklagemyndigheden som sigtede altid fritaget for
betaling af kæreafgift (jf. forslaget til § 43, nr. 3), og det
samme gælder beskikkede forsvarere og advokater vedrø‐
rende spørgsmål om vederlag (jf. forslaget til § 43, nr. 4).
Kapitlet har derfor i realiteten størst betydning i civile rets‐
sager, fogedsager, skiftesager, tinglysningssager og aktind‐
sigtssager.
Til § 42
Bestemmelsen fastsætter, at retsafgiften for kære til landsret
er 750 kr. og for kære til Højesteret 1.500 kr.
Kære til Den Særlige Klageret er ikke pålagt retsafgift.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås det at for‐
høje afgiften for kære til landsret fra 400 kr. til 750 kr. og
for kære til Højesteret fra 750 kr. til 1.500 kr.
59
Til § 43
Bestemmelsen angår fritagelse for kæreafgift.
Det foreslås i nr. 1, at parter i en sag, der er fritaget for
retsafgift i medfør af de foreslåede § 8, stk. 1, nr. 1-8, er
fritaget for kæreafgift.
Det drejer sig om sager om nægtelse af valgret til Folketin‐
get, regionsrådet, kommunalbestyrelsen eller Europa-Parla‐
mentet, adoption, familieretlige spørgsmål, der behandles ef‐
ter retsplejelovens kapitel 42, fuldbyrdelse af forældremyn‐
dighed, barnets bopæl og samvær, værgemål, prøvelse af
administrativt bestemt frihedsberøvelse eller administrative
afgørelser efter § 112 i lov om fuldbyrdelse af straf mv. samt
beslutninger om administrativ udvisning mv. behandlet efter
udlændingelovens kapitel 7 b.
Der henvises ikke til § 8, stk. 1, nr. 9, om sager om stad‐
fæstelse af arrest, for så vidt der her i landet er anlagt sag
om den fordring, for hvilken arrest er gjort. Kære i sådanne
sager er således ikke fritaget for retsafgift.
Der henvises heller ikke til § 8, stk. 2, om visse sager i
henhold til lejeloven og lov om midlertidig regulering af bo‐
ligforholdene. Kære i sådanne sager er således ikke fritaget
for retsafgift.
Det foreslås i nr. 2, at parter, der er fritaget for retsafgift i
medfør af § 9, stk. 1, er fritaget for kæreafgift.
Afgiftsfritagelsen omfatter en statstjenestemand, der har an‐
lagt sag efter ordre (§ 9, stk. 1, nr. 1), en part, der har fri
proces (§ 9, stk. 1, nr. 2), og en part, der har en retshjælps‐
forsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger
ved sagen, og som opfylder de økonomiske betingelser for
fri proces (§ 9, stk. 1, nr. 3).
Afgiftsfritagelsen for kæreafgiften for personer med fri pro‐
ces eller retshjælpsforsikring forudsætter ikke, at den fri
proces eller forsikringen dækker kæresagen, og det er såle‐
des tilstrækkeligt, at den pågældende har fri proces eller
forsikringsdækning i den instans, hvis afgørelse kæres. I af‐
giftsmæssig henseende anses iværksættelsen af kære – som
er det retsskridt, der er afgiftsbelagt – således som et led i
sagsbehandlingen i den instans, hvis afgørelse kæres.
Afgiftsfritagelsen efter nr. 1 og 2 omfatter ikke kære vedrø‐
rende fogedforretninger, heller ikke når fogedforretningen er
afgiftsfri efter den foreslåede § 14.
Det foreslås i nr. 3, at anklagemyndigheden og sigtede i
offentlige straffesager er fritaget for kæreafgift.
Afgiftsfritagelsen omfatter alle kæremål i offentlige straffe‐
sager iværksat af anklagemyndigheden eller sigtede, herun‐
der af forsvareren på sigtedes vegne. Afgiftsfritagelsen om‐
fatter samme personkreds som efter gældende ret, herunder
tiltalte og domfældte.
Afgiftsfritagelsen omfatter ikke kæremål i straffesager, der
behandles i den borgerlige retsplejes former.
Afgiftsfritagelsen omfatter heller ikke kæremål i offentlige
straffesager, der iværksættes af andre end anklagemyndig‐
heden eller sigtede, eksempelvis vidner eller journalister
(redaktører eller redaktionelle medarbejdere ved et masse‐
medium, jf. retsplejelovens § 968, stk. 2).
Afgiftsfritagelsen efter nr. 3 omfatter heller ikke kæremål i
en offentlig straffesag, som forsvareren iværksætter på egne
vegne (i modsætning til på sigtedes eller tiltaltes vegne),
men visse sådanne kæremål vil være afgiftsfritaget efter den
foreslåede nr. 4.
Det foreslås i nr. 4, at beskikkede forsvarere og beskikkede
advokater er fritaget for kæreafgift i kæremål vedrørende
spørgsmål om vederlag.
Afgiftsfritagelsen omfatter kæremål vedrørende alle spørgs‐
mål angående den beskikkede forsvarers eller beskikkede
advokats vederlag, herunder spørgsmål om godtgørelse for
udgifter og om pålæg af eller fritagelse for rejseforbehold.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås det, at kæ‐
re i sager om fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets
bopæl og samvær fremover fritages for retsafgift.
Til § 44
Bestemmelsen angår tilbagebetaling af afgiften for kære,
hvis den påkærede afgørelse omgøres eller ændres.
Det foreslås, at afgiften skal tilbagebetales, hvis
vedkommende ret eller myndighed omgør den påkærede
kendelse eller beslutning eller den kærende får helt eller
delvis medhold ved kæremålets afgørelse.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen reali‐
tetsændringer.
Til kapitel 15
Kapitlet angår retsafgift for ansøgning om ekstraordinær
genoptagelse eller anke.
60
Til § 45
Det foreslås i stk. 1, at der skal betales 2.000 kr. for an‐
søgning til Højesteret om genoptagelse eller anke i medfør
af retsplejelovens § 399, medmindre parten har fri proces
hertil.
Anmodning om genoptagelse i medfør af andre bestemmel‐
ser er ikke pålagt retsafgift.
Det foreslås i stk. 2, at afgiften skal tilbagebetales, hvis
ansøgningen imødekommes.
Det betyder, at de 2.000 kr., der blev betalt for ansøgningen
om ekstraordinær genoptagelse eller anke, tilbagebetales,
når Højesteret tillader genoptagelse eller anke i medfør af
retsplejelovens § 399.
Er der tale om anke, skal der imidlertid herefter betales
retsafgift for anken efter reglerne i det foreslåede kapitel
13. Der skal derimod ikke betales retsafgift for en genopta‐
gelse i samme instans, jf. de foreslåede § 7, stk. 1, og § 41,
stk. 2, jf. § 7, stk. 1.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgen‐
de ændringer:
- Retsafgiften for ansøgning om ekstraordinær genoptagelse
eller anke forhøjes fra 1.500 kr. til 2.000 kr.
- Når ekstraordinær anke tillades, er anken ikke fritaget for
retsafgift.
Til afsnit VI
Afsnittet indeholder tværgående regler om retsafgifternes
betaling mv. (kapitel 16) og om internationale overenskom‐
ster (kapitel 17).
Til kapitel 16
Kapitlet indeholder regler om retsafgifternes betaling mv.
Til § 46
Bestemmelsen angår, hvem afgiftspligten påhviler, og hvor‐
når afgiften forfalder til betaling.
Det foreslås, at når ikke andet er bestemt, påhviler afgifts‐
pligten den, der har indgivet anmodningen, og afgiften for‐
falder til betaling ved indgivelsen af anmodningen.
Udgangspunktet om, at afgiftspligten påhviler den, der har
indgivet anmodningen, gælder retsafgiften efter § 1 for sags‐
anlæg, efter § 10 for anmodning om meddelelse af forbud
eller påbud, efter § 11 for anmodning om bevisoptagelse
og anmodning efter voldgiftslovens § 5, efter § 12 for beta‐
lingspåkrav, efter § 13 for anmodning om fogedforretning,
efter § 16 for anmodning om auktion, efter § 18 for begæ‐
ring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling, efter §
19 for anmodning om bistand til ægtefælleskifte mv., om
dødsfaldskendelse eller skifte af uskiftet bo, om udmeldelse
af granskningsmænd eller om genoptagelse af boet efter et
kapitalselskab, efter §§ 33 og 34 for anmodning om notari‐
alforretning, efter § 35 for anmodning om kopier og udskrif‐
ter, efter § 36 for iværksættelse af anke, efter § 42 for kære
og efter § 45 for ansøgning om ekstraordinær genoptagelse
eller anke.
Retsafgiften efter § 2 for hovedforhandlingen eller skriftlig
behandling, der træder i stedet herfor, påhviler sagsøgeren,
dog ikke for så vidt angår sagsøgtes modkrav til selvstændig
dom. Der henvises til forslaget til § 2, stk. 1, 2. pkt.
Retsafgiften efter § 37, jf. § 2, for hovedforhandlingen el‐
ler skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, påhviler
appellanten, dog ikke for så vidt angår appelindstævntes
modkrav til selvstændig dom. Der henvises til forslaget til §
37, stk. 2.
Retsafgiften efter § 17 for auktion, der afsluttes med ham‐
merslag, påhviler den, der har fået hammerslag. Afgiften hø‐
rer til de omkostninger, der skal betales ud over budsummen
for at opfylde auktionsvilkårene.
Retsafgiften efter § 23 for konkursbehandling påhviler kon‐
kursboet, jf. forslaget til § 23, stk. 4.
Retsafgiften efter § 24 for behandling af ægtefælleskifte
mv. ved bobehandler påhviler parterne, jf. § 42 i lov om
ægtefælleskifte mv.
Retsafgiften efter §§ 27 og 28 påhviler i privatskiftede døds‐
boer arvingerne, jf. nærmere forslaget til § 31, og i dødsbo‐
er, der behandles ved bobestyrer, dødsboet, jf. forslaget til §
32.
Udgangspunktet om, at afgiften forfalder til betaling ved
indgivelsen af anmodningen, gælder ligeledes retsafgiften
efter § 1 for sagsanlæg, efter § 10 for anmodning om med‐
delelse af forbud eller påbud, efter § 11 for anmodning
om bevisoptagelse og anmodning efter voldgiftslovens § 5,
efter § 12 for betalingspåkrav, efter § 13 for anmodning om
61
fogedforretning, efter § 16 for anmodning om auktion, efter
§ 18 for begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehand‐
ling, efter § 19 for anmodning om bistand til ægtefælleskifte
mv., om dødsfaldskendelse eller skifte af uskiftet bo, om
udmeldelse af granskningsmænd eller om genoptagelse af
boet efter et kapitalselskab, efter §§ 33 og 34 for anmodning
om notarialforretning, efter § 35 for anmodning om kopier
og udskrifter, efter § 36 for iværksættelse af anke, efter §
42 for kære og efter § 45 for ansøgning om ekstraordinær
genoptagelse eller anke.
Retsafgiften efter § 2 og efter § 37, jf. § 2, for hovedfor‐
handlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet her‐
for, forfalder som fastsat i forslaget til § 2, stk. 5 og 6.
Afgiftspligten efter § 17 for auktion, der afsluttes med ham‐
merslag, indtræder ved auktionens slutning, jf. forslaget til §
17, stk. 2.
Retsafgiften efter § 23 for konkursbehandling forfalder til
betaling, når udlodning kan ske, jf. forslaget til § 23, stk. 4.
Retsafgiften efter § 24 for behandling af ægtefælleskifte mv.
ved bobehandler forfalder til betaling som fastsat i forslaget
til § 24, stk. 4.
Retsafgiften efter §§ 27 og 28 forfalder til betaling som
fastsat i forslaget til § 30.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen reali‐
tetsændringer.
Det bemærkes, at det gældende § 61, stk. 2, 2. pkt., om,
at en rettergangsfuldmægtig hæfter for afgiften for en begæ‐
ring, hvis afgiften kan beregnes ved fremsættelsen af begæ‐
ringen, ikke foreslås videreført. Bestemmelsen er reelt uden
betydning, eftersom manglende betaling af en sådan afgift
også efter gældende ret medfører, at begæringen anses som
bortfaldet, og at afgiften bortfalder.
Til § 47
Bestemmelsen angår retsvirkningerne af, at en retsafgift ik‐
ke betales.
Det foreslås i stk. 1, at hvis retsafgiften ikke betales til
forfaldstid, skal retten eller myndigheden give den afgifts‐
pligtige meddelelse om, at afgiften skal betales inden 2 uger
fra modtagelsen af meddelelsen.
Med hensyn til, hvornår de forskellige retsafgifter forfalder,
og hvem der er afgiftspligtig, henvises til den foreslåede §
46 og bemærkningerne hertil.
Langt de fleste retsafgifter skal betales samtidig med frem‐
sættelsen af en anmodning, og stk. 1 har derfor i praksis
først og fremmest betydning i tilfælde, hvor en afgiftspligtig
anmodning er blevet fremsat uden samtidig betaling af rets‐
afgiften. Stk. 1 gælder dog også for de retsafgifter, der ikke
skal betales samtidig med fremsættelsen af en anmodning.
Bestemmelsen er udtryk for, at der altid gælder en frist på 2
uger, inden for hvilken retsafgiften kan betales. I de tilfælde,
hvor afgiften skal betales samtidig med fremsættelsen af
anmodningen, har den manglende samtidige betaling imid‐
lertid den virkning, at retten ikke går i gang med at behandle
anmodningen, før afgiften er betalt.
At retten ikke går i gang med at behandle anmodningen, før
afgiften er betalt, har den konsekvens, at en part i praksis
ikke altid vil kunne vente 2 uger med at betale afgiften. Det
gælder, hvis anmodningen af processuelle grunde til den tid
ikke længere kan behandles. Som eksempel kan nævnes, at
en part under en civil retssag udvider sin påstand, sådan at
der skal betales yderligere retsafgift, jf. forslaget til § 3, stk.
5. Såfremt dette – om nødvendigt i givet fald med rettens
tilladelse efter de processuelle regler om præklusion – sker
under eller kort tid før hovedforhandlingen, vil det være en
forudsætning for, at den udvidede påstand kan tages under
påkendelse, at retsafgiften er betalt senest på det tidspunkt,
hvor sagen optages til dom. Er der mindre end 2 uger til
dette tidspunkt, vil retten ikke have anledning til at gå frem
efter det foreslåede stk. 1, men bør i stedet utvetydigt gøre
parten opmærksom på, at den udvidede påstand kun kan tag‐
es under påkendelse, hvis retsafgiften er betalt, inden sagen
optages til dom.
I de tilfælde, hvor retsvirkningen af manglende betaling el‐
ler indsigelse inden for fristen, er, at anmodningen anses
som bortfaldet, eller at sagen afvises, bør dette fremgå af
meddelelsen om afgiften. Dette er dog ikke en gyldigheds‐
betingelse, og meddelelsen om, at retsafgiften skal betales
inden 2 uger, vil således have de retsvirkninger, som frem‐
går af det foreslåede stk. 7, selv om det ikke fremgår af
meddelelsen.
Det foreslås i stk. 2, at den afgiftspligtige inden for 2-uger‐
sfristen i stk. 1 skriftligt kan gøre indsigelse mod afgiften,
og at retten i så fald skal træffe afgørelse om afgiften ved
kendelse. Det foreslås dog i stk. 3, at i tilfælde af, at den
afgiftspligtige gør indsigelse mod en kæreafgift, skal den
ret eller myndighed, hvis afgørelse er påkæret, sende sagen
til appelinstansen, der herefter ved kendelse skal træffe af‐
gørelse om afgiften.
De foreslåede bestemmelser indebærer, at når der kommer
62
en rettidig indsigelse, skal retten genbehandle spørgsmålet
om retsafgift. Angår indsigelsen afgiften for kære, er det
dog i stedet appelinstansen, der skal behandle spørgsmålet
om retsafgift, medmindre den ret eller myndighed, hvis af‐
gørelse kæres, i medfør af det foreslåede § 48, stk. 1, æn‐
drer beregningen af retsafgift til fordel for den afgiftspligti‐
ge. Bestemmelserne skal ses i lyset af, at opkrævningen af
retsafgift i mange tilfælde er og bør være en ekspeditions‐
sag, som rettens kontorpersonale kan varetage på grundlag
af generelle instrukser fra rettens ledelse. Kommer der en
indsigelse, skal retten – ved kære appelinstansen – træffe
afgørelse ved kendelse.
Ved byretten, Sø- og Handelsretten og Tinglysningsretten
skal afgørelsen således træffes af en dommer, retsassessor
eller dommerfuldmægtig, jf. retsplejelovens § 19, stk. 1. Ved
landsretten og Højesteret skal deltage mindst 3 dommere i
afgørelsen, jf. retsplejelovens § 7, stk. 1, og § 3, stk. 1, jf.
stk. 3, nr. 1.
Afgørelsen skal begrundes, jf. retsplejelovens § 218, stk. 1,
1. pkt.
Retten kan stadfæste eller ændre afgiftsberegningen til for‐
del eller til skade for den afgiftspligtige.
Det er en konsekvens af det foreslåede stk. 8, at den af‐
giftspligtige herefter har en ny 2-ugersfrist til at betale rets‐
afgiften regnet fra den dag, hvor den pågældende modtog
meddelelse om rettens afgørelse om retsafgiften. Dette bør
fremgå af rettens meddelelse om afgørelsen. Fristen følger
dog direkte af loven og gælder således, selv om retten ikke
har oplyst om betalingsfristen i meddelelsen om afgørelsen.
Det foreslås i stk. 4, at byrettens, Tinglysningsrettens eller
Sø- og Handelsrettens afgørelse efter stk. 2 med Procesbe‐
villingsnævnets tilladelse kan kæres til landsretten, jf. 1. pkt.
Kære kan således ikke ske uden tilladelse fra Procesbevil‐
lingsnævnet.
Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til kære af af‐
gørelsen om retsafgift til landsretten, hvis kæren vedrører
spørgsmål af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt
taler derfor, jf. 2. pkt. Der kan således for det første gives
kæretilladelse, eksempelvis hvis kæren rejser et spørgsmål
om fortolkningen af en afgiftsregel, som ikke er entydigt
afgjort i retspraksis fra appelinstanserne. Der kan for det
andet gives kæretilladelse, selv om kæren ikke vedrører et
principielt spørgsmål, men hvor der dog foreligger særlige
grunde i øvrigt, som taler for, at landsretten får lejlighed til
at behandle sagen. Særlige grunde til at give kæretilladelse
med henblik på toinstansprøvelse af afgiftsspørgsmålet kan
eksempelvis efter omstændighederne foreligge, hvis ansøge‐
ren må antages ikke uden betydelige afsavn at have mulig‐
hed for at betale den pålagte retsafgift.
Det foreslås i 3. pkt., at reglerne i retsplejelovens § 389,
stk. 4, § 393, stk. 1, 3 og 5, § 394, stk. 2, og §§ 396-398,
skal finde tilsvarende anvendelse på ansøgninger til Proces‐
bevillingsnævnet og kæremål i medfør af den foreslåede
bestemmelse i stk. 4.
Det betyder, at ansøgning om kæretilladelse skal indgives
til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen
om retsafgift er meddelt ansøgeren, jf. retsplejelovens § 389,
stk. 4. Nævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis
ansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder efter, at
afgørelsen er meddelt ansøgeren. Afgørelsen vil være med‐
delt ansøgeren, når den er gjort tilgængelig for ansøgeren på
domstolenes sagsportal, medmindre ansøgeren er fritaget for
anvendelse af sagsportalen.
Det betyder endvidere, at kære kan iværksættes af den eller
de afgiftspligtige, jf. retsplejelovens § 393, stk. 1. Eksem‐
pelvis modparten kan derimod ikke kære, men der er ikke
noget til hinder for, at modparten udtaler sig under kæremå‐
let.
Det betyder endvidere, at kære sker ved indlevering af et
kæreskrift til den ret, hvis afgørelse kæres, jf. retsplejelo‐
vens § 393, stk. 3. Kæreskriftet skal indeholde den kærendes
påstand og om fornødent en angivelse af de grunde, hvorpå
kæren støttes. Kære kan støttes på nye anbringender og be‐
viser, jf. retsplejelovens § 393, stk. 5.
Kære skal ske inden 2 uger efter, at Procesbevillingsnævnets
tilladelse er meddelt ansøgeren, jf. retsplejelovens § 394,
stk. 2. Iværksættes kære senere, afvises kæren af den ret,
hvortil afgørelsen kæres. Retten kan dog undtagelsesvis til‐
lade kære indtil 6 måneder efter afgørelsen. Kæreskriftet
skal i så fald indleveres inden 2 uger efter tilladelsens med‐
delelse.
Den ret, hvis afgørelse kæres, kan omgøre sin afgørelse, og
skal ellers sende sagen til landsretten, jf. retsplejelovens §
396.
Landsretten kan stadfæste eller ændre afgiftsberegningen til
fordel eller til skade for den afgiftspligtige.
Det foreslås i stk. 5, at landsrettens afgørelse efter stk. 2-4
kan kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilla‐
delse, jf. 1. pkt. Kære kan således ikke ske uden Procesbe‐
villingsnævnets tilladelse.
Bestemmelsen omfatter for det første tilfælde, hvor lands‐
retten i medfør af stk. 1 har meddelt, at en retsafgift skal
betales, hvorefter den afgiftspligtige har gjort indsigelse ef‐
63
ter stk. 2, på grundlag af hvilket landsretten har truffet en
afgørelse om retsafgift.
Bestemmelsen omfatter for det andet tilfælde af kære til
landsret, hvor den afgiftspligtige har gjort indsigelse mod
opkrævningen af kæreafgift fra den ret eller myndighed,
hvis afgørelse er påkæret, og hvor landsretten derefter har
truffet en afgørelse om retsafgift efter stk. 3.
Bestemmelsen omfatter for det tredje tilfælde, hvor landsret‐
ten har truffet en afgørelse i 2. instans om retsafgift efter stk.
4.
Det foreslås i 2. pkt., at retsplejelovens § 392, stk. 3 og 4, §
393, stk. 1, 3 og 5, § 394, stk. 2, og §§ 396-398 skal finde
tilsvarende anvendelse på ansøgninger til Procesbevillings‐
nævnet og kæremål i medfør af den foreslåede bestemmelse
i stk. 5.
Det betyder, at Procesbevillingsnævnet kan give kæretilla‐
delse, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter,
jf. retsplejelovens § 392, stk. 3. Ansøgning om kæretilladel‐
se skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger
efter, at ansøgeren har fået meddelelse om landsrettens afgø‐
relse, jf. retsplejelovens § 392, stk. 4. Procesbevillingsnæv‐
net kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning
indgives senere, men inden 6 måneder efter, at landsrettens
afgørelse er meddelt ansøgeren.
I øvrigt henvises til det, der er anført ovenfor om kære efter
stk. 4.
Det foreslås i stk. 6, at kære over afgørelser om retsafgift
efter stk. 4 og 5 er afgiftsfri. Det bemærkes, at indsigelse
efter stk. 2 også er afgiftsfri.
Det foreslåede stk. 7 fastsætter retsvirkningerne af, at en
retsafgift ikke betales inden for 2-ugersfristen efter en med‐
delelse efter stk. 1, når der heller ikke inden denne frist
skriftligt er gjort indsigelse mod afgiften.
Hvis den pågældende afgift skal betales ved indgivelsen
af den afgiftspligtige anmodning, anses anmodningen som
bortfaldet, jf. 1. pkt.
Bestemmelsen betyder, at retten ikke behandler anmodnin‐
gen.
Med hensyn til, hvilke afgifter der skal betales samtidig med
indgivelsen af en anmodning, henvises til bemærkningerne
til den foreslåede § 46.
Er det afgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig be‐
handling, der træder i stedet herfor, der ikke er betalt, afvi‐
ses sagen, jf. 2. pkt. Dette gælder både sager i 1. instans
og ankesager. Er der tale om en ankesag, er det anken, der
afvises, således at afgørelsen i den foregående instans står
ved magt.
Har sagsøgte eller appelindstævnte nedlagt påstand om selv‐
stændig dom, behandles påstanden i forhold til retsafgifter
som et selvstændigt søgsmål, jf. den foreslåede § 5.
Hvis det er sagsøgte eller appelindstævnte, der ikke har be‐
talt afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling,
der træder i stedet herfor, er det således ikke sagen eller
ankesagen, men derimod sagsøgtes eller appelindstævntes
påstand til selvstændig dom, der afvises. Sagsøgte eller
appelindstævnte vil uanset en sådan afvisning kunne gøre
modkravet gældende til kompensation.
Hvis en sagsøgt eller appelindstævnt, der har nedlagt på‐
stand om selvstændig dom, omvendt betaler afgift for ho‐
vedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i ste‐
det herfor, for denne påstand, mens sagsøgeren eller appel‐
lanten ikke betaler afgift for hovedforhandlingen eller den
skriftlige behandling, er det sagsøgerens eller appellantens
påstand, der afvises, således at hovedforhandlingen eller den
skriftlige behandling gennemføres alene om sagsøgtes eller
appelindstævntes påstand om selvstændig dom. Sagsøgeren
eller appellanten vil uanset afvisningen af den pågældendes
påstand kunne gøre et hertil svarende krav gældende til
kompensation i sagsøgtes eller appelindstævntes krav ifølge
påstanden til selvstændig dom.
Det kan også forekomme, at appelindstævnte har nedlagt en
anden påstand end stadfæstelse, uden at der er tale om en
påstand om selvstændig dom. Som et praktisk eksempel kan
nævnes, at appellanten fik delvis medhold i den foregående
instans og anker med påstand om forhøjelse af det tilkend‐
te. Appelindstævnte kan i sådanne tilfælde påstå nedsættelse
af det tilkendte uden at skulle betale retsafgift. Betaler ap‐
pellanten i en sådan situation ikke afgift for hovedforhand‐
lingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor,
er det appellantens påstand, der afvises, således at hovedfor‐
handlingen eller den skriftlige behandling gennemføres ale‐
ne om appelindstævntes ændringspåstand, mens appellanten
vil være henvist til at påstå stadfæstelse.
Det foreslåede stk. 7 er uden betydning i andre tilfælde,
dvs. når der hverken er tale om en afgift, der skal betales
samtidig med indgivelsen af en anmodning, eller om afgif‐
ten i en civil retssag for hovedforhandlingen eller skriftlig
behandling, der træder i stedet herfor.
Retsafgiften for auktion, der afsluttes med hammerslag, kan
kræves betalt, før der udstedes auktionsskøde, men i andre
64
tilfælde vil retten ikke kunne gøre andet end at rykke for
betaling og om nødvendigt tage skridt til tvangsinddrivelse.
Det bemærkes, at retsafgiften for konkursbehandlingen skal
udredes af boets midler, i det omfang der er dækning herfor,
og at kurator er forpligtet til at sørge herfor og kan pådrage
sig ansvar, hvis det ikke sker.
Det bemærkes endvidere, at parterne i et ægtefælleskifte
mv., der ikke har fri proces, skal stille sikkerhed for betaling
af retsafgiften for behandling ved bobehandler. Skifteretten
vil om nødvendigt kunne søge sig fyldestgjort for retsafgif‐
ten i sikkerhedsstillelsen.
Det bemærkes endelig, at bobestyreren i et dødsbo, der be‐
handles ved bobestyrer, hæfter personligt for retsafgiften for
bobehandlingen.
Samlet set må det på denne baggrund antages at være sjæl‐
dent forekommende, at der opstår behov for tvangsinddri‐
velse. Det er således kun ved ægtefælleskifte mv., hvor
parterne har fri proces, og i privatskiftede dødsboer, at der
ikke enten foreligger et incitament i kraft af behovet for at
få udstedt auktionsskøde, medvirker en autoriseret person
med særligt ansvar eller er stillet sikkerhed for retsafgiftens
betaling.
Herudover vil det dog kunne forekomme, at der ved en
fejl er blevet opkrævet for lidt i retsafgift. Hvis fejlen først
opdages, efter at retshandlingen er foretaget, og den afgifts‐
pligtige ikke frivilligt indbetaler den manglende retsafgift,
vil der være behov for tvangsinddrivelse. Om ændring af en
afgiftsberegning henvises i øvrigt til den foreslåede § 48.
Det foresås i 3. pkt., at reglerne i 1. og 2. pkt. om bort‐
fald af anmodningen eller afvisning af sagen ikke finder
anvendelse, hvis afgiften er betalt kort efter fristens udløb
og overskridelsen af fristen kan skyldes ekstraordinære om‐
stændigheder uden for den afgiftspligtiges kontrol.
Der er tale om en snæver undtagelsesbestemmelse, som
kun kan anvendes under ekstraordinære omstændigheder, og
kun hvis afgiften blev betalt kort efter fristens udløb. Som
eksempel kan nævnes, at fristoverskridelsen kan skyldes,
at rettens betalingsmodul har været ude af drift op imod fri‐
stens udløb, eller at der på dette tidspunkt var mere udbredte
problemer med internettet eller med betalingsløsninger.
Det foreslås i stk. 8, at stk. 7 gælder tilsvarende, hvis afgif‐
ten ikke er betalt senest 2 uger efter, at den pågældende har
modtaget meddelelse om rettens afgørelse efter stk. 2 eller
3. Er der inden denne frist indgivet ansøgning til Procesbe‐
villingsnævnet efter stk. 4 eller 5, og har den, der har frem‐
sat anmodningen, underrettet retten herom, er fristen dog 2
uger efter, at den pågældende har modtaget meddelelse om
Procesbevillingsnævnets afgørelse, eller, hvis kæretilladelse
gives og kære sker inden 2 uger herefter, 2 uger efter, at den
pågældende har modtaget meddelelse om, at kæresagen er
afsluttet.
Samlet set indebærer det, at en part ikke bliver ramt af
afvisningsvirkningen efter stk. 7, så længe den pågældende
overholder de successive 2-ugersfrister.
Er der tale om en afgift i byretten, Tinglysningsretten eller
Sø- og Handelsretten, som ikke er en kæreafgift, vil den
afgiftspligtige først efter stk. 2 have 2 uger til at gøre indsi‐
gelse efter at have fået meddelelse efter stk. 1. Fastholder
retten afgørelsen om retsafgift, vil den afgiftspligtige der‐
næst have 2 uger til enten at betale eller at ansøge Proces‐
bevillingsnævnet om tilladelse til kære til landsretten efter
stk. 4. Giver Procesbevillingsnævnet ikke tilladelse, vil den
afgiftspligtige have 2 uger til at betale. Giver Procesbevil‐
lingsnævnet tilladelse, har den pågældende dernæst 2 uger
til at indgive kæreskrift. Stadfæster landsretten afgørelsen
om retsafgift, vil den afgiftspligtige dernæst have 2 uger
til enten at betale eller at ansøge Procesbevillingsnævnet
om tilladelse til kære til Højesteret efter stk. 5. Giver Pro‐
cesbevillingsnævnet ikke tilladelse, vil den afgiftspligtige
have 2 uger til at betale. Giver Procesbevillingsnævnet til‐
ladelse, har den pågældende dernæst 2 uger til at indgive
kæreskrift. Stadfæster Højesteret afgørelsen om retsafgift,
vil den afgiftspligtige endelig have 2 uger til at betale.
Det skal understreges, at dette er et ekstremeksempel, der
passerer 3 retsinstanser og 2 gange er forbi Procesbevil‐
lingsnævnet. Mange sager vil ende med et afslag på kære‐
tilladelse, allerede første gang en ansøgning indgives til
Procesbevillingsnævnet, eller i hvert fald med landsrettens
afgørelse. Er der tale om en afgift i landsretten eller om
afgift for kære til landsret, er det landsretten, der træffer
den første kendelse efter stk. 2 eller 3, således at der er
færre led. Og er der tale om en afgift i Højesteret eller om
afgift for kære til Højesteret, er Højesterets afgørelse efter
stk. 2 eller 3 den første kendelse og samtidig den endelige
afgørelse vedrørende spørgsmålet om retsafgift.
Som modstykke til disse successive 2-ugersfrister foreslås
der ikke i de tilfælde, der er omfattet af stk. 7 og 8, no‐
gen mulighed for at give henstand med betaling af retsafgif‐
ten. Den fastsatte retsvirkning i form af bortfald af anmod‐
ningen eller afvisning af sagen indtræder automatisk, når
fristen er udløbet, uden at den afgiftspligtige har betalt eller
i givet fald gjort indsigelse, ansøgt om kæretilladelse eller
indleveret kæreskrift.
Der er ikke noget til hinder for, at den pågældende efter
afvisningen af en anmodning senere indgiver en identisk
anmodning og betaler retsafgiften herfor, men det er ikke
65
sikkert, at en eventuel fristafbrydende virkning eller priori‐
tetsvirkning af den første anmodning kan bevares. Og hvis
det er en anke, der afvises på grund af manglende betaling af
retsafgift for hovedforhandlingen eller skriftlig forhandling,
der træder i stedet herfor, er der meget begrænsede mulighe‐
der for senere enten at anke igen eller at få genoptaget den
afviste ankesag. Risikoen for materielle retstab som følge af
manglende økonomiske midler til at betale retsafgift ligger
imidlertid hos den afgiftspligtige.
Endelig bemærkes, at der kan bortses fra en kort overskri‐
delse af betalingsfristen, hvis overskridelsen kan skyldes
ekstraordinære omstændigheder uden for den afgiftspligti‐
ges kontrol, jf. nærmere ovenfor om det foreslåede stk. 7, 3.
pkt.
Det foreslås i stk. 9, at når en anmodning anses for bortfal‐
det eller sagen afvises, bortfalder afgiften.
Det indebærer, at når en anmodning i medfør af stk. 7 eller i
medfør af stk. 8, jf. stk. 7, anses for bortfaldet, således at ret‐
ten afviser at behandle anmodningen, skal afgiften for den
pågældende anmodning ikke betales. Det samme gælder,
hvis sagen afvises. Er afgiften delvis betalt, eller er afgiften
eventuelt fuldt ud betalt, men for sent, skal den betalte afgift
tilbagebetales.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås der især
følgende ændringer:
- Rettens mulighed for at fastsætte fristen for betaling af
retsafgift, der ikke er betalt, ændres til en lovbestemt frist på
2 uger.
- Adgangen til at gøre indsigelse mod beregningen af en
afgift inden 6 uger efter, at den afgiftspligtige har fået
kundskab om beregningen, ændres til en adgang til at gøre
indsigelse inden 2 uger efter, at retten eller myndigheden har
givet meddelelse om, at en afgift, der ikke er betalt, skal
betales.
- Der medtages en særlig regel om, at rettens afgørelse om
afgiftsberegningen kan kæres med Procesbevillingsnævnets
tilladelse. Den gældende retsafgiftslov indeholder ikke en
regel om tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, og det beror
i dag på retsplejelovens generelle regler, om sådan tilladelse
kræves.
- Kæremål vedrørende afgiftsberegningen fritages for retsaf‐
gift.
Det bemærkes, at det gældende § 62, stk. 2, 2. pkt., om
sikkerhedsstillelse for betaling af retsafgift, der ikke kan be‐
regnes ved begæringens fremsættelse, ikke foreslås videre‐
ført. Bestemmelsen er reelt uden betydning, idet sikkerheds‐
stillelse i praksis kun er relevant for afgiften for ægtefælle‐
skifte mv., der behandles ved bobehandler, og her fastsætter
§ 37 i lov om ægtefælleskifte mv. regler om sikkerhedsstil‐
lelse.
Til § 48
Bestemmelsen angår ændring af en afgiftsberegning. Stk. 1
angår ændring til fordel for den afgiftspligtige, mens stk. 2
og 3 angår ændring til skade for den afgiftspligtige.
Det foreslås i stk. 1, at den ret eller myndighed, der har
beregnet en afgift, af egen drift kan ændre beregningen til
fordel for den afgiftspligtige.
Det betyder, at den ret eller myndighed, der har beregnet en
retsafgift, uden tidsbegrænsning kan ændre beregningen til
fordel for den afgiftspligtige, hvis retten eller myndigheden
efterfølgende bliver opmærksom på, at retsafgiften er bereg‐
net forkert.
En ændring til fordel for den afgiftspligtige kan ske, for‐
di retten eller myndigheden selv bliver opmærksom på fej‐
len. En sådan ændring kan også ske efter anmodning fra den
afgiftspligtige.
En ændring til fordel for den afgiftspligtige kan også ske på
grund af efterfølgende omstændigheder, som har betydning
for afgiftens beregning, og hvor afgiften oprindelig ikke var
beregnet forkert. Som eksempel kan nævnes, at den afgifts‐
pligtige får meddelt fri proces til sagen, efter at der er betalt
retsafgift.
Afgiften for sagsanlæg og for hovedforhandlingen eller
skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, afhænger
bl.a. af sagens værdi som udtrykt ved sagsøgerens på‐
stand. En nedsættelse af påstanden efter afgiftspligtens ind‐
træden, dvs. henholdsvis sagens anlæg og fastsættelsen af
tidspunktet for hovedforhandlingen eller 3 måneder før ho‐
vedforhandlingen, betyder ikke, at afgiften nedsættes. I så‐
danne tilfælde kan afgiftsberegningen således ikke ændres
til fordel for den afgiftspligtige.
En ændring i medfør af det foreslåede stk. 1 kan ske, selv
om den afgiftspligtige tidligere ikke har fået medhold i
en indsigelse mod beregningen af afgiften i medfør af det
foreslåede § 47, stk. 2, 1. pkt., og selv om beregningen af
afgiften har været påkæret til højere ret.
Et afslag på at ændre beregningen af retsafgiften i medfør af
stk. 1 eller en ændring af beregningen af retsafgiften i med‐
før af stk. 1, som ikke går så langt, som den afgiftspligtige
har anmodet om, kan ikke appelleres.
66
Det er således, når retten i medfør af det foreslåede § 47,
stk. 1, har meddelt den afgiftspligtige, at en retsafgift, der
ikke er betalt, skal betales, at den afgiftspligtige kan gøre
indsigelse efter det foreslåede § 47, stk. 2, 1. pkt. Rettens
afgørelse i anledning af indsigelsen kan i givet fald påkæres
med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. nærmere forsla‐
get til § 47, stk. 4-6.
Det foreslås i stk. 2, at efterbetaling af for lidt beregnet
afgift ikke kan kræves, når der er forløbet 6 uger efter, at
den afgiftspligtige har fået meddelelse om beregningen, eller
at retshandlingen er iværksat. Efterbetaling kan dog kræves,
hvis den afgiftspligtiges kære af beregningen af afgiften
i medfør af de foreslåede § 47, stk. 4 og 5, fører til, at
appelinstansen ændrer beregningen af retsafgiften til skade
for den afgiftspligtige. Endvidere kan efterbetaling kræves i
de tilfælde, som er nævnt i det foreslåede stk. 3, jf. herom
nedenfor. Efterbetaling kan også kræves i tilfælde, hvor der
i medfør af det foreslåede § 3, stk. 5, eller § 38, jf. § 3,
stk. 5, skal ske en omberegning af afgiften, fordi en part har
udvidet sin påstand.
Stk. 2 indebærer, at udgangspunktet er, at en afgiftsbereg‐
ning ikke kan ændres til skade for den afgiftspligtige, når
der enten er gået 6 uger efter, at den afgiftspligtige fik
meddelelse om beregningen, eller er gået 6 uger efter, at
retshandlingen er iværksat.
Stk. 2 indebærer omvendt, at så længe der ikke er gået 6
uger efter et af disse tidspunkter, kan beregningen af afgiften
frit ændres til skade for den afgiftspligtige, hvis afgiften
tidligere er blevet beregnet forkert.
6-ugersfristen i forhold til, at den afgiftspligtige har fået
meddelelse om afgiftsberegningen, begynder kun at løbe,
hvis den ret eller myndighed, der beregner afgiften, har
givet den afgiftspligtige en udtrykkelig meddelelse om stør‐
relsen af den afgift, der skal betales. Fristen begynder såle‐
des ikke at løbe, hvis den afgiftspligtige har betalt afgiften
samtidig med fremsættelsen af anmodningen og retten eller
myndigheden alene internt har beregnet afgiften for at kon‐
trollere, om der er betalt rigtig afgift, men ikke har givet den
afgiftspligtige nogen meddelelse om beregningen af retsaf‐
giften.
6-ugersfristen i forhold til, at retshandlingen er iværksat,
begynder at løbe, når retten eller myndigheden foretager et
eksternt sagsskridt til iværksættelse af retshandlingen. Intern
forberedelse af retshandlingen er således ikke tilstrækkelig,
og kommunikation med den, der har anmodet om retshand‐
lingen, for at indhente yderligere oplysninger eller for at
fastsætte et tidspunkt for foretagelsen af retshandlingen er
heller tiltrækkelig.
Som eksempel kan nævnes, at i forhold til retsafgiften for
sagsanlæg vil retshandlingen ikke være iværksat ved, at ret‐
ten kommunikerer med sagsøgeren om eventuelle mangler
ved stævningen eller om oplysninger til brug for forkyndel‐
sen, jf. retsplejelovens § 349 og § 350, stk. 2. Retshandlin‐
gen vil derimod være iværksat, når stævningen er forkyndt
for sagsøgte, jf. retsplejelovens § 350, stk. 1.
Som et andet eksempel kan nævnes, at i forhold til retsafgif‐
ten for udlæg vil retshandlingen ikke være iværksat ved,
at retten giver fordringshaveren meddelelse om tid og sted
for forretningen, jf. retsplejelovens § 491, stk. 1. Retshand‐
lingen vil derimod være iværksat, når retten har underrettet
skyldneren om tid og sted for forretningen, jf. retsplejelo‐
vens § 493, stk. 1, eller i mangel heraf når forretningen er
påbegyndt.
Når retten inden for 6-ugersfristerne efter stk. 2 ændrer
beregningen af afgiften og kræver efterbetaling, vil rettens
meddelelse om, at der skal betales yderligere afgift, være
en meddelelse efter det foreslåede § 47, stk. 1. Den afgifts‐
pligtige vil således kunne gøre indsigelse mod ændringen
af beregningen af afgiften efter det foreslåede § 47, stk. 2,
1. pkt., og rettens afgørelse i anledning af indsigelsen vil
kunne kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse efter de
foreslåede § 47, stk. 4 og 5. I behandlingen af en sådan ind‐
sigelse og eventuel kære indgår også en prøvelse af, om den
tidsmæssige betingelse efter stk. 2 for at ændre beregningen
af afgiften til skade for den afgiftspligtige var opfyldt.
Det foreslås i stk. 3, at efterbetaling af for lidt beregnet af‐
gift kan kræves, hvor beregningen hviler på urigtige, ufuld‐
stændige eller på anden måde vildledende oplysninger fra
den afgiftspligtige.
Stk. 3 indebærer, at den ret eller myndighed, der har bereg‐
net en retsafgift, uden tidsbegrænsning kan ændre beregnin‐
gen til skade for den afgiftspligtige, hvis retten eller myn‐
digheden efterfølgende bliver opmærksom på, at retsafgiften
er beregnet forkert som følge af urigtige, ufuldstændige eller
på anden måde vildledende oplysninger fra den afgiftspligti‐
ge.
Stk. 3 kan navnlig have praktisk betydning i tilfælde, hvor
sagens værdi har betydning for afgiftens størrelse, og værdi‐
en ikke umiddelbart kan beregnes på grundlag af en påstand
i sagen. Det vil navnlig kunne være relevant for anerken‐
delsespåstande i forhold til afgiften for sagsanlæg, for indle‐
vering af ankestævning ved anke til landsret og for hoved‐
forhandlingen i 1.-instanssager og ankesager. Som et andet
eksempel kan nævnes tillægsafgiften for store ægtefælleskif‐
ter mv. og dødsboer, hvor afgiftsberegningen beror på, at
værdiangivelserne i boopgørelsen eller formueoversigten er
retvisende.
Stk. 3 kan også have betydning i tilfælde, hvor den afgifts‐
67
pligtiges forhold har betydning for, om en afgiftsfritagelse
finder anvendelse. Som eksempel kan nævnes afgiftsfrita‐
gelsen for en part, der har retshjælpsforsikring og opfylder
de økonomiske betingelser for fri proces, jf. forslaget til § 9,
stk. 1, nr. 3, hvor oplysninger om den afgiftspligtiges økono‐
miske forhold og andre relevante forhold (samlivsforhold og
børn) vil have betydning for afgiftens beregning.
Stk. 3 giver mulighed for at gennembryde 6-ugersfristerne
efter stk. 2, når en fejlagtig beregning af afgiften skyldes
urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildledende op‐
lysninger fra den afgiftspligtige.
Det er en forudsætning, at oplysningerne stammer fra den
afgiftspligtige eller en person, som den pågældende skal
identificeres med, herunder navnlig en rettergangsfuldmæg‐
tig. Denne forudsætning er også opfyldt, hvis konkrete op‐
lysninger, som stammer fra den afgiftspligtige, er viderefor‐
midlet til retten af en anden person, eksempelvis modparten
i sagen. Urigtige oplysninger, som retten i øvrigt har modta‐
get fra andre personer, og som måtte have haft betydning
for beregningen af afgiften, kan imidlertid ikke begrunde et
efterbetalingskrav efter stk. 3.
Det er en forudsætning, at oplysningerne var urigtige, ufuld‐
stændige eller på anden måde vildledende, og at dette førte
til en forkert beregning af retsafgiften.
Som eksempel kan nævnes retsafgiften for hovedforhandlin‐
gen af en påstand om, at sagsøgte skal anerkende at være
erstatningsansvarlig for en personskade. Hvis sagsøgeren
har oplyst et for lavt beløb for størrelsen af det mulige
erstatningsansvar for personskaden og dette har ført til en
for lav beregning af retsafgiften, kan efterbetaling af afgift
kræves efter stk. 3.
Som et andet eksempel kan nævnes et sagsanlæg med en
anerkendelsespåstand, hvor sagsøgeren ikke i stævningen
eller ved fremsendelsen af stævningen har givet oplysninger,
som muliggør et sådant skøn over værdien af anerkendelses‐
påstanden, at det kan afgøres, om afgiften for sagsanlæg
skal betales med den lave eller den høje afgiftssats. Hvis der
ved sagens anlæg alene betales afgift for en sag med en øko‐
nomisk værdi på højst 100.000 kr., og det senere viser sig, at
værdien af anerkendelsespåstanden ved sagens anlæg over‐
steg 100.000 kr., kan efterbetaling kræves efter stk. 3. Dette
gælder, både når sagsøgeren af egen drift har betalt afgiften
for en sag med en økonomisk værdi på højst 100.000 kr.,
uden at retten har krævet yderligere betaling, og når retten
selv har opkrævet denne afgift. I begge tilfælde skyldes den
for lavt beregnede afgift ufuldstændige oplysninger fra den
afgiftspligtige som anført i stk. 3.
Som et tredje eksempel kan nævnes afgiftsfritagelsen for en
part, der har retshjælpsforsikring og opfylder de økonomiske
betingelser for fri proces. Hvis parten urigtigt har oplyst at
have retshjælpsforsikring eller har givet forkerte oplysninger
om sine økonomiske eller personlige forhold og ikke ville
være afgiftsfritaget ud fra de rigtige oplysninger, kan efter‐
betaling af afgift kræves efter stk. 3.
Det bemærkes, at en tilbagekaldelse af fri proces i medfør
af retsplejelovens § 331, stk. 7, alene har virkning for frem‐
tiden. Hvis en part har fri proces på det tidspunkt, hvor af‐
giftspligten indtræder, eksempelvis stævningens indlevering,
fastsættelsen af tidspunktet for hovedforhandlingen eller 3
måneder før hovedforhandlingen, er den korrekte afgiftsbe‐
regning, at den pågældende er fritaget for retsafgift. Der
kan derfor i så fald ikke kræves efterbetaling, hvis den
fri proces efterfølgende tilbagekaldes, heller ikke selv om
det sker før hovedforhandlingen. Hvis en part, der var be‐
vilget fri proces og havde oplyst dette over for retten, for‐
ud for afgiftspligtens indtræden, eksempelvis fastsættelsen
af tidspunktet for hovedforhandlingen eller 3 måneder før
hovedforhandlingen, får tilbagekaldt den fri proces, vil en
fritagelse for afgiften for hovedforhandlingen derimod være
en forkert beregnet retsafgift, og efterbetaling kan kræves,
når oplysningen om den fri proces stammede fra den afgifts‐
pligtige. Dette gælder, selv om oplysningen var rigtig, da
den afgiftspligtige gav oplysningen, men var blevet forkert
før afgiftspligtens indtræden.
Efterbetaling kan kræves efter stk. 3, når en forkert bereg‐
ning af afgiften skyldes oplysninger fra den afgiftspligtige,
som objektivt set var urigtige, ufuldstændige eller på anden
måde vildledende. Det er uden betydning, om der subjektivt
er noget at bebrejde den afgiftspligtige i forhold til afgivel‐
sen af oplysningerne.
Med hensyn til de økonomiske betingelser for fri proces, der
som nævnt kan have betydning for afgiftens beregning, når
en part har retshjælpsforsikring, bemærkes, at vurderingen
heraf ifølge regelgrundlaget for fri proces bl.a. skal foreta‐
ges på grundlag af ansøgerens årsopgørelse fra skattevæse‐
net. Hermed menes den senest foreliggende årsopgørelse
på det tidspunkt, hvor vurderingen skal foretages, hvilket
i forhold til en eventuel fritagelse for retsafgift vil sige tids‐
punktet for afgiftspligtens indtræden.
Hvis den afgiftspligtige til brug for spørgsmålet om afgifts‐
fritagelse har fremsendt den senest foreliggende årsopgørel‐
se til retten, og retten på det grundlag har fritaget for afgift,
kan der således ikke blive tale om efterbetaling efter stk.
3, hvis skattevæsenet senere ændrer årsopgørelsen på en
sådan måde, at den pågældende ikke længere opfylder de
økonomiske betingelser for fri proces. I denne situation vil
afgiftsfritagelsen være rigtig, og der foreligger således ikke
en forkert beregning af afgift, som kan ændres.
Hvis den afgiftspligtige til brug for spørgsmålet om afgifts‐
68
fritagelse har givet rigtige og fyldestgørende oplysninger,
og retten fejlagtigt har fritaget for retsafgift, eksempelvis
på grund af en fejllæsning af årsopgørelsen, kan der heller
ikke blive tale om efterbetaling efter stk. 3. I denne situation
foreligger der ganske vist en forkert beregning af afgift, men
den skyldes ikke urigtige, ufuldstændige eller på anden må‐
de vildledende oplysninger fra den afgiftspligtige. Sådanne
tilfælde hører under 6-ugersfristerne i stk. 2.
Når retten efter stk. 3 ændrer beregningen af afgiften og
kræver efterbetaling, vil rettens meddelelse om, at der skal
betales yderligere afgift, være en meddelelse efter det fore‐
slåede § 47, stk. 1. Den afgiftspligtige vil således kunne
gøre indsigelse mod ændringen af beregningen af afgiften
efter det foreslåede § 47, stk. 2, 1. pkt., og rettens afgørelse
i anledning af indsigelsen vil kunne kæres med Procesbevil‐
lingsnævnets tilladelse efter de foreslåede § 47, stk. 4 og 5. I
behandlingen af en sådan indsigelse og eventuel kære indgår
også en prøvelse af, om betingelserne efter stk. 3 for at ænd‐
re beregningen af afgiften til skade for den afgiftspligtige
var opfyldt.
I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås begyndel‐
sestidspunktet for 6-ugersfristen for ændring af en afgiftsbe‐
regning til skade for den afgiftspligtige ændret fra det tids‐
punkt, hvor den afgiftspligtige fik kundskab om beregnin‐
gen, til det tidspunkt, hvor den afgiftspligtige fik meddelelse
om beregningen, eller det tidspunkt, hvor retshandlingen
blev iværksat.
Til kapitel 17
Kapitlet angår internationale overenskomster.
Til § 49
Det foreslås i 1. pkt., at der i overenskomster med fremmede
stater kan optages bestemmelser om fritagelse for afgift efter
denne lov.
Bestemmelsen vil formentlig i praksis især have betydning
for afgiften for bevisoptagelse, jf. forslaget til § 11.
Det foreslås i 2. pkt., at sådanne bestemmelser i overens‐
komster med fremmede stater om fritagelse for afgift finder
anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Bestemmelsen indebærer, at når overenskomsten med den
eller de fremmede stater er bekendtgjort i Lovtidende, fin‐
der overenskomstens bestemmelser om fritagelse for afgift
anvendelse her i landet, således at der i de tilfælde, som
fremgår af disse bestemmelser, ikke skal betale den afgift,
som ellers ifølge loven skulle betales.
Bestemmelsen angår fremtidige såvel som eksisterende
overenskomster med fremmede stater.
Som eksempel på en eksisterende overenskomst med frem‐
mede stater kan nævnes konvention af 18. marts 1970 om
bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommerci‐
elle spørgsmål (Haagerbevisoptagelseskonventionen), som
Danmark tiltrådte i 1972. Haagerbevisoptagelseskonventio‐
nen indeholder bl.a. regler om fritagelse for afgift for an‐
modninger om bevisoptagelse, jf. konventionens artikel 14,
stk. 1.
Haagerbevisoptagelseskonventionen er bekendtgjort i Lovti‐
dende C, jf. bekendtgørelse nr. 117 af 7. december 1973, og
konventionens artikel 14, stk. 1, om fritagelse for afgift for
anmodninger om bevisoptagelse vil dermed i medfør af det
foreslåede § 49, 2. pkt., finde anvendelse her i landet.
I forhold til den gældende retsafgiftslov er det præciseret,
at bestemmelser i overenskomster med fremmede stater om
fritagelse for afgift finder anvendelse her i landet efter be‐
kendtgørelse i Lovtidende.
Til afsnit VII
Afsnittet angår ikrafttræden, overgangsregler, ændring i an‐
den lovgivning og territorial gyldighed.
Til kapitel 18
Kapitlet indeholder regler om ikrafttræden, overgangsregler,
ændring i anden lovgivning og territorial gyldighed.
Til § 50
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. april
2021, således at Domstolsstyrelsen har tilstrækkelig tid til at
foretage de nødvendige ændringer i bl.a. Civilsystemet og
minretssag.dk’s afgiftsberegner.
Det foreslås i stk. 2, at den hidtil gældende retsafgiftslov
samtidig ophæves.
Med hensyn til overgangsbestemmelser henvises til forsla‐
get til § 51.
Til § 51
Bestemmelsen indeholder overgangsbestemmelser.
Stk. 1 fastsætter, at loven ikke finder anvendelse, når afgifts‐
69
pligten er indtrådt før lovens ikrafttræden. I sådanne tilfælde
finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Det betyder, at når der før lovens ikrafttræden er indtrådt
afgiftspligt efter de hidtil gældende regler, reguleres den på‐
gældende afgift i det hele af de hidtil gældende regler. Dette
gælder både med hensyn til afgiftens beregning, forfaldstid,
betaling mv.
Det betyder omvendt, at medmindre andet følger af de fore‐
slåede stk. 2-6, finder loven anvendelse, når afgiftspligten er
indtrådt efter lovens ikrafttræden.
Stk. 2 fastsætter, at loven ikke finder anvendelse i borgerlige
retssager i 1. instans, der er anlagt før lovens ikrafttræden. I
sådanne sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Det betyder, at retsafgiften for hovedforhandlingen eller
skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, i sager, der
er anlagt før lovens ikrafttræden, skal fastsættes efter de
hidtil gældende regler, også når afgiftspligten indtræder ef‐
ter lovens ikrafttræden. Dette gælder både med hensyn til
afgiftens størrelse, afgiftspligtens indtræden og muligheden
for, at afgiftspligten helt eller delvis bortfalder og afgiften
tilbagebetales.
Det betyder endvidere, at hvis påstanden i en sag, der er
anlagt før lovens ikrafttræden, efter lovens ikrafttræden ud‐
vides, sådan at afgiften skal omberegnes på grundlag af den
udvidede påstand, jf. såvel forslaget til § 3, stk. 5, som det
gældende § 3, stk. 5, skal omberegningen ske efter de hidtil
gældende regler. Dette gælder både retsafgiften for sagsan‐
læg og retsafgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig
behandling, der træder i stedet herfor.
Overgangsreglen i stk. 2 vedrører sagens behandling i 1. in‐
stans. I tilfælde af anke eller kære efter lovens ikrafttræden
gælder de nye regler for sådan anke eller kære.
Stk. 3 fastsætter, at loven ikke finder anvendelse i ankesa‐
ger, hvor anke er sket før lovens ikrafttræden. I sådanne
sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Det betyder tilsvarende, at retsafgiften for hovedforhandlin‐
gen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, i an‐
kesager, hvor anke er sket før lovens ikrafttræden, skal fast‐
sættes efter de hidtil gældende regler, også når afgiftspligten
indtræder efter lovens ikrafttræden. Dette gælder både med
hensyn til afgiftens størrelse, afgiftspligtens indtræden og
muligheden for, at afgiftspligten bortfalder og afgiften tilba‐
gebetales.
Det betyder endvidere, at hvis påstanden i en ankesag, hvor
anke er sket før lovens ikrafttræden, efter lovens ikrafttræ‐
den udvides, sådan at afgiften skal omberegnes på grund‐
lag af den udvidede påstand, skal omberegningen ske efter
de hidtil gældende regler. Dette gælder både retsafgiften
for indlevering af ankestævning og retsafgiften for hoved‐
forhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet
herfor.
Overgangsreglen i stk. 3 vedrører sagens behandling i den
pågældende ankeinstans. I tilfælde af yderligere anke eller
kære efter lovens ikrafttræden gælder de nye regler for så‐
dan yderligere anke eller kære.
Stk. 4 fastsætter, at loven ikke finder anvendelse på beta‐
lingspåkrav, der er indleveret før lovens ikrafttræden eller
på tvangsfuldbyrdelse eller retssagsbehandling på grundlag
heraf i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., el‐
ler § 477 f, 1. pkt. For sådanne betalingspåkrav, tvangsfuld‐
byrdelser og retssagsbehandlinger finder de hidtil gældende
regler anvendelse.
Det betyder, at når et betalingspåkrav er indleveret før lo‐
vens ikrafttræden, afgøres spørgsmål om tilbagebetaling af
afgift i de forskellige situationer, som kan opstå, efter de
hidtil gældende regler.
Det betyder endvidere, at når der iværksættes tvangsfuldbyr‐
delse på grundlag af et betalingspåkrav i medfør af retspleje‐
lovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., skal der ikke betales afgift
for anmodning om udlæg efter det foreslåede § 13, stk. 1,
nr. 1, hvorimod der i givet fald efter de hidtil gældende
regler skal betales afgift for fornyet anmodning mere end
3 måneder efter fogedrettens påtegning om, at skyldneren
ikke er fremkommet med indsigelser (gældende § 16, stk. 2,
jf. stk. 1), samt for en eventuel udkørende forretning eller
politifremstilling (gældende § 17 a).
Det betyder endvidere, at når et betalingspåkrav overgår til
retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1.
pkt., skal der efter de hidtil gældende regler i givet fald
betales retsafgift for hovedforhandlingen eller skriftlig be‐
handling, der træder i stedet herfor (gældende § 2).
Loven finder imidlertid anvendelse på appel, der sker efter
lovens ikrafttræden i en sag om et betalingspåkrav, der er
indleveret før lovens ikrafttræden, såvel som i en tvangs‐
fuldbyrdelse eller retssagsbehandling på grundlag heraf i
medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., eller § 477
f, 1. pkt. Når appel sker efter lovens ikrafttræden, skal der
således betales retsafgift for appel efter de nye regler, selv
om retsafgifterne for sagens behandling i 1. instans følger de
hidtil gældende regler.
Stk. 5 fastsætter, at lovens kapitel 5 ikke finder anvendelse i
70
fogedsager, hvor anmodning om fogedforretning er fremsat
inden lovens ikrafttræden. I sådanne sager finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
Det betyder, at når der før lovens ikrafttræden er fremsat
anmodning om fogedforretning, reguleres retsafgifterne i fo‐
gedsagen i det hele af de hidtil gældende regler. Det gælder
også med hensyn til afgift for anmodning om udkørende
forretning eller politifremstilling (gældende § 17 a) og afgift
for ny anmodning efter mere end 3 måneder (gældende §
19).
Dette gælder for sagens behandling i fogedretten. For en
eventuel kære, der sker efter lovens ikrafttræden, skal der
betales retsafgift efter de nye regler.
Stk. 6 fastsætter, at lovens kapitel 6 ikke finder anvendel‐
se på auktion, hvor anmodning om auktion er fremsat før
lovens ikrafttræden. Ved sådanne auktioner finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
Det betyder, at når anmodning om auktion er fremsat før
lovens ikrafttræden, reguleres afgiften for hammerslag af
de hidtil gældende regler. Dette gælder også, når der efter
lovens ikrafttræden anmodes om ny auktion i medfør af rets‐
plejelovens § 576, stk. 1, i tilfælde, hvor anmodningen om
den tidligere auktion blev fremsat før lovens ikrafttræden.
Hvis der efter lovens ikrafttræden anmodes om mislighol‐
delsesauktion, finder de nye regler derimod anvendelse også
i tilfælde, hvor anmodningen om den auktion, hvor der er
indtrådt misligholdelse, blev fremsat før lovens ikrafttræden.
Til § 52
Bestemmelsen indeholder en ændring af retsplejeloven.
Retsplejelovens § 331 fastsætter retsvirkningerne af fri pro‐
ces.
Det fremgår af retsplejelovens § 331, stk. 3, nr. 1, at fri
proces ikke medfører fritagelse for betaling af afgift efter
retsafgiftslovens §§ 34 a og 34 b, der angår afgiften for
anmodning til skifteretten om bistand til skifte af et bo efter
§ 1 i lov om ægtefælleskifte mv. henholdsvis afgiften for
bobehandlingen af et ægtefælleskifte mv., som er henvist til
bobehandler.
Det foreslås at videreføre en afgift for anmodning til skif‐
teretten om bistand til skifte af et bo efter § 1 i lov om
ægtefælleskifte mv., jf. forslaget til § 19. Det foreslås i den
forbindelse som noget nyt, at der kan meddeles fri proces
vedrørende denne afgift, jf. forslaget til § 21.
Der skal derfor ikke i retsplejelovens § 331, stk. 3, nr. 1,
henvises til den foreslåede § 19 i retsafgiftsloven.
Det foreslås endvidere at videreføre en afgift for bobehand‐
lingen af et ægtefælleskifte mv., som er henvist til bobe‐
handler, jf. forslaget til § 24.
Det foreslås videreført, at fri proces ikke medfører fritagelse
for betalingen af denne afgift.
På denne baggrund foreslås det at ændre retsplejelovens §
331, stk. 3, nr. 1, så der henvises til retsafgiftslovens § 24 i
stedet for §§ 34 a og 34 b.
Som det fremgår af det, der er anført ovenfor, angår den nye
§ 24 det samme som den gældende § 34 b, så ændringen
af denne paragrafhenvisning viderefører den gældende rets‐
tilstand.
Derimod er udeladelsen af en paragrafhenvisning svarende
til den gældende § 34 a en realitetsændring, som har sam‐
menhæng med det nævnte forslag om, at der fremover skal
kunne gives fri proces vedrørende afgiften efter den foreslå‐
ede § 19.
Ændringen betyder ikke, at en bevilling af fri proces til
et ægtefælleskifte mv. automatisk vil omfatte fritagelse for
retsafgiften efter den foreslåede § 19, men at der fremover
som noget nyt bliver mulighed for at bevilge fri proces
vedrørende denne afgift.
Til § 53
Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed.
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grøn‐
land.
For Færøerne gælder lov for Færøerne om retsafgifter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 217 af 13. maj 1981, som sat i kraft
for Færøerne ved lov nr. 794 af 26. november 1986 og som
ændret ved § 2 i lov nr. 92 af 23. februar 1988, § 2 i lov nr.
365 af 2. juni 1999, § 3 i lov nr. 505 af 12. juni 2009 og §
1101 i lov nr. 964 af 26. juni 2020.
For Grønland gælder afsnit X i retsplejelov for Grønland, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1581 af 13. december 2016.
71