Fremsat den 24. oktober 2013 af Morten Marinus (DF), Mikkel Dencker (DF), Finn Sørensen (EL), Frank Aaen (EL), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Ole Birk Olesen (LA)

Fremsat den 24. oktober 2013 af Morten Marinus (DF), Mikkel Dencker (DF), Finn Sørensen (EL), Frank Aaen (EL), Simon
Emil Ammitzbøll (LA) og Ole Birk Olesen (LA)
Forslag til folketingsbeslutning
om ændring af lov om kommunale og regionale valg
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2013
at fremsætte forslag til lov om ændring af lov om kommuna-
le og regionale valg, således at d’Hondts fordelingsmetode
erstattes af største brøks metode i forbindelse med mandat-
fordelingen ved kommunal- og regionsrådsvalg.
Beslutningsforslag nr. B 14 Folketinget 2013-14
AX015334
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse af be-
slutningsforslag nr. B 119 fra Folketingsåret 2006-07, frem-
sat af Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale
Venstre og Enhedslisten. Bemærkningerne er ændret i for-
hold til B 119. Der henvises til Folketingstidende 2006-07,
A, B 119 som fremsat, side 6782 og 6789, og F, møde 81
side 5960 ff, 1. behandling ag B 119.
Forslagsstillerne ønsker, at mandatfordelingsmetoden ved
kommunale og regionale valg ændres, således at største
brøks metode fremover erstatter d’Hondts metode. Den nu-
værende fordelingsmetode ved lokalvalg, d’Hondts metode,
har en tendens til at favorisere de største partier på bekost-
ning af de mindre partier og lister, der stiller op ved valgene.
Ved valg til Folketinget fordeles tillægsmandaterne efter
største brøks metode. Fordelingen af tillægsmandater udlig-
ner dermed resultatet på landsplan, således at partierne op-
når det antal mandater, der svarer til deres andel af stemmer.
Ved d’Hondts metode fordeles mandaterne et efter et. Ved
største brøks metode fordeles mandater efter, hvor mange
stemmer partierne har fået. De nærmere regler vedrørende
opgørelse af stemmer i forbindelse med folketingsvalg frem-
går af bekendtgørelse af lov om valg til Folketinget, LBK.
Nr. 128 af 11. februar 2013. Reglerne for mandatfordelingen
ved lokalvalg fremgår af bekendtgørelse af lov om kommu-
nale og regionale valg, LBK nr. 127 af 11. februar 2013.
Formålet med forslaget er således i videst muligt omfang
at opnå fuld forholdsmæssig repræsentation i forbindelse
med lokalvalg, således at ingen partier, lister eller valgfor-
bund opnår flere mandater end det antal, stemmetallet beret-
tiger til.
Største brøk
Her er et eksempel på fordeling af mandater efter største
brøks metode: Hvis der skal fordeles 11 mandater, og der
skal 10 stemmer til et mandat, og tre partier (A, B og C) har
fået henholdsvis 90, 12 og 8 stemmer, fordeles de første 10
mandater med 9 til A og 1 mandat til B. Tilbage er et man-
dat som tildeles C, fordi parti C med 8 stemmer har den
største brøk (se tabel 1) og dermed er tættere på det resteren-
de mandat end parti B, som kun har 2 stemmer tilovers, og
parti A, der slet ikke har nogen. Metoden kaldes største
brøks metode, fordi man fordeler mandaterne ved at divide-
re partiernes stemmetal med det antal stemmer, der skal til
for at få et mandat. Det parti, der har den største brøk, når de
hele mandater er fordelt, får det ekstra mandat. I dette ek-
sempel var det parti C.
Tabel 1
Parti Mandatfordeling uafrundet
– største brøks metode
Mandatfordeling – største
brøks metode
Mandatfordeling
– d’Hondts metode
A 90 / 10 = 9,0 9 10
B 12 / 10 = 1,2 1 1
C 8 / 10 = 0,8 1 0
d’Hondts metode
d’Hondts metode har været anvendt ved kommunalvalg
siden 1909. Den anvendes endvidere ved regionsrådsvalg,
europaparlamentsvalg og menighedsrådsvalg. Tidligere blev
den også anvendt ved amtsrådsvalg. Her er et eksempel på
fordeling af mandater efter d’Hondts metode: Ved denne
metode fordeles mandaterne et efter et. Det første mandat
går til partiet med det højeste stemmetal. I ovenstående til-
fælde er det parti A. Inden man fordeler næste mandat, deler
man A’s stemmetal med to (90 / 2 = 45). Med 45 stemmer
får A også det andet mandat. Det tredje mandat går også til
A (90 / 3 = 30). Det gør det fjerde (90 / 4 = 22,5), det femte
(90 / 5 = 18), det sjette (90 / 6 = 15) og det syvende også
(90 / 7 = 12,9). Med 12 stemmer får parti B det ottende
mandat (12 / = 12). Det niende mandat går til A (90 / 8 =
11,25). Det gør det tiende og elvte mandat også – (90 / 9 =
10) og (90 / 10 = 9). Havde der været flere mandater, havde
A også fået det tolvte mandat (90 / 11 = 8,18). Parti C ville
først have fået et eventuelt trettende mandat (8 / 1= 8).
Kommunalvalget 2009
Brugen af d’Hondts fordelingsmetode har medført, at ét
parti har sikret sig absolut flertal flere steder i landet i for-
bindelse med diverse kommunalvalg, på trods af at det på-
gældende parti har fået under halvdelen af de afgivne stem-
mer. Ved det seneste kommunalvalg i 2009 var dette eksem-
pelvis tilfældet i Gentofte Kommune og Varde Kommune.
Efter anmodning fra MF Morten Marinus har Økonomi- og
Indenrigsministeriet foretaget en beregning af hvorledes
mandatfordelingen i en række kommuner ville have set ud,
hvis største brøks metode var blevet anvendt i stedet for
d’Hondts fordelingsmetode. Nedenfor er givet et par ek-
sempler på den uretfærdige fordeling af mandater, som
d’Hondts metode medfører i forhold til største brøks meto-
de. Alle nedenstående mandattal stammer fra Økonomi- og
Indenrigsministerens besvarelse af KOU alm. del – spørgs-
mål 120 fra folketingsåret 2011-12.
Eksempel 1: Københavns Kommune
Ud fra tabel 1 »København« fremgår det, at Socialdemo-
kraterne fik tildelt 17 mandater. Største brøks metode havde
medført 16 mandater. Partiet fik således et mandat for meget
set i forhold til stemmetallet. Venstre og SF opnåede ligele-
des et ekstra mandat ved brug d’Hondts metode. De tre tabe-
re var i denne sammenhæng Demokratisk Fællesskab, Libe-
ral Alliance og Christiania Listen, som alle ville have opnået
et enkelt mandat, hvis største brøk havde været anvendt ved
mandatfordelingen. Tre af de fire største partier scorede så-
ledes et ekstra mandat i København på bekostning af tre af
2
de mindre partier, som ville have opnået repræsentation,
hvis største brøks metode havde været anvendt.
Eksempel 2: Frederiksberg Kommune
Ud fra tabel 2 »Frederiksberg« fremgår det, at De Konser-
vative ville have fået to mandater færre og Socialdemokra-
terne et mandat færre ved anvendelse af største brøks meto-
de. Disse tre mandater blev taget fra Radikale Venstre, SF
og Dansk Folkeparti.
Eksempel 3: Gentofte Kommune
Tabel 3 viser, at et parti – De Konservative – opnåede et
flertal på 10 mandater ud af 19 mulige, til trods for at de kun
fik 45,51 pct. af stemmerne. De Konservative og Socialde-
mokraterne ville hver især have fået et mandat færre ved an-
vendelse af største brøk. Taberne var Dansk Folkeparti og
Gentofte-listen.
For flere eksempler henvises til økonomi- og indenrigsmi-
nisterens besvarelse af ovenstående spørgsmål. Den kan li-
geledes henvises til B 119 fra folketingssamlingen 2006/07
for tidligere eksempler. Det fremgik heraf, at et parti opnåe-
de mandatflertal i en kommune ved kommunalvalget 2005,
selv om partiet fik mindre end halvdelen af stemmerne.
Afsluttende bemærkninger
Det fremgår meget tydeligt af valgresultatet i ovenstående
kommuner, at når d’Hondts fordelingsmetode benyttes til at
fordele mandater ved et valg, favoriseres de største partier.
Fordelingen af byrådsmandater i ovenstående eksempler il-
lustrerer dette meget tydeligt. Ovenstående eksempler og de
resterende eksempler i Økonomi- og Indenrigsministeriets
beregninger viser, at det som en altovervejende hovedregel
er de små partier, der må afgive mandater til de største parti-
er, når d’Hondts metode anvendes i stedet for største brøks
metode. Denne problematik har været velkendt længe, og
har været fremhævet af en række valgforskere herunder pro-
fessor i statskundskab ved Aarhus Universitet Jørgen Elklit,
som har redegjort for problematikken i en række artikler i
Frederiksborg Amts Avis kort efter valget i november 2005,
hvor han bl.a. udtaler: »Der er fordele og ulemper ved alle
valgsystemer, men her synes jeg klart, der er flere minusser
end plusser. Vi har behov for en åben debat om det kommu-
nale valgsystem, og jeg mener i høj grad, der bør gøres op
med d´Hondts metode, der favoriserer de store partier. Alt
for tit ser vi i dag byråd, hvor sammensætningen af mandat-
er ikke afspejler valgresultatet. Der er flere andre metoder,
der sikrer en langt bedre overensstemmelse mellem mandat-
og stemmetal« (Jørgen Elklit, Frederiksborg Amts Avis den
24. november 2005: »Brug for et nyt valgsystem«).
Det er i demokratiets interesse, at den metode, der benyt-
tes ved fordeling af mandater, er så retfærdig som overhove-
det muligt og i videst mulige omfang afspejler stemmeafgiv-
ningen. Desværre er der ulemper ved de fleste fordelingsme-
toder, herunder også den største brøks metode. Ved brug af
d’Hondts metode tæller alle stemmer ikke lige meget, idet
der oftest skal færre stemmer til at sikre et mandat til et stort
parti, end det er tilfældet for små partier. Ulempen ved stør-
ste brøks metode drejer sig hovedsageligt om problemer re-
lateret til konstituering efter valget, idet det antages, at
d’Hondts metode vil give et mere handlekraftigt byråd, net-
op fordi de store partier står stærkere og derfor ikke i samme
grad behøver at tage hensyn til små partier og lister. Der er
dog ingen tvivl om, at største brøks metode giver en langt
mere retfærdig fordeling af mandaterne end d’Hondts meto-
de. Derfor benyttes største brøks metode også ved fordelin-
gen af tillægsmandater ved folketingsvalg. Største brøks me-
tode sikrer, at intet parti får flere mandater, end deres stem-
metal berettiger til. Derfor er største brøks metode også den
stemmefordelingsmetode, der er mest demokratisk, idet den
sikrer, at alle stemmer tæller lige meget. Kommunalvalget i
november 2013 bør være sidste gang man benytter d’Hondts
metode.
3
Skriftlig fremsættelse
Morten Marinus (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved
at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om ændring af lov om
kommunale og regionale valg.
(Beslutningsforslag nr. B 14)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
4