Fremsat den 8. oktober 2020 af erhvervsminister (Simon Kollerup)

Fremsat den 8. oktober 2020 af erhvervsminister (Simon Kollerup)
Forslag
til
Forslag til Lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om
kapitalmarkeder og forskellige andre love1)
(Gennemførelse af 2. betalingstjenestedirektiv, 4. og 5. hvidvaskdirektiv, ændringer til benchmarkforordningen og
disclosureforordningen )
§ 1
I lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1024 af 3.
oktober 2019, som ændret ved § 7 i lov nr. 1374 af 13.
december 2019, § 5 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 og
§ 4 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages følgende
ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel ændres »og Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/110/EU af 16. september 2009 om
adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af
elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed, EU-
Tidende 2009, nr. L 267, side 7, (2. e-pengedirektiv)« til: »,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EU af 16.
september 2009 om adgang til at optage og udøve virksom-
hed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en så-
dan virksomhed, EU-Tidende 2009, nr. L 267, side 7, (2. e-
pengedirektiv) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2019/878/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv
2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle
holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, af-
lønning, tilsynsforanstaltninger og ‑beføjelser og kapitalbe-
varingsforanstaltninger, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side
253 (CRD V)«.
2. I § 5, nr. 18, indsættes efter »instrument med begrænset
anvendelse«: », jf. nr. 14 eller 15«.
3. § 7, nr. 22, affattes således:
»22) Pengeoverførsel: En betalingstjeneste, hvor der mod-
tages midler fra en betaler, uden at der oprettes en be-
talingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens
navn, alene med det formål at overføre et tilsvarende
beløb til en betalingsmodtager eller en anden beta-
lingstjenesteudbyder på betalingsmodtagerens vegne,
eller hvor sådanne midler modtages på betalingsmod-
tagerens vegne og stilles til rådighed for denne.«
4. I § 9, 1. pkt., ændres »bilag 1, nr. 1-7« til: »bilag 1«, og
»eller e-pengeinstitut, jf. dog § 50« ændres til: »e-pengein-
stitut, jf. dog § 50, eller udbyder af kontooplysningstjene-
ster, jf. § 60«.
5. I § 10, stk. 2, indsættes efter »jf. bilag 1, nr. 7«: », eller
kontooplysningstjenester, jf. bilag 1, nr. 8«, og », jf. §§ 99
og 104-106« udgår.
6. I § 14, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§§ 50 eller 51«: », og
deres agenter«.
7. I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende
foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF,
EU-Tidende 2015, nr. L 141, side 73, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om
forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,EU-Tidende 2018, nr. L 156,
side 43, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af
direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010, EU-Tidende 2014, nr. L 60, side 34, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og
forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF, EU-Tidende 2015, nr. L 337, side 35.
Lovforslag nr. L 12 Folketinget 2020-21
Erhvervsmin.,
Finanstilsynet, j.nr. 1911-0057
CQ001405
»3) virksomheder, der har fået tilladelse som udbyder af
kontooplysningstjenester efter § 60, og deres agen-
ter,«.«
Nr. 3-5 bliver herefter nr. 4-6.
8. I § 14, stk. 1, nr. 5, som bliver nr. 6, ændres »§ 5, nr.
14-17« til: »§ 5, nr. 14-18«.
9. I § 52 indsættes som nr. 4:
»4) Finanstilsynet vurderer, at virksomheden er i stand til
at gennemføre en forsvarlig drift.«
10. I § 60, stk. 5, ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.
11. I § 60, stk. 6, 2. pkt., ændres »Kapitel 5-7« til: »§§
21-24, § 39 og kapitel 5-7«.
12. Efter § 60 indsættes før overskriften før § 61:
»§ 60 a. Senest 3 måneder efter modtagelse af en ansøg-
ning om tilladelse, jf. § 60, eller, hvis ansøgningen er ufuld-
stændig, efter modtagelse af de oplysninger, der er nødven-
dige for at træffe afgørelse, underretter Finanstilsynet ansø-
geren om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes.«
13. Efter § 66 indsættes før overskriften før § 67:
Ȥ 66 a. En udbyder af betalingstjenester, der udbyder tje-
nester til forbrugere, skal stille den folder, som Kommissio-
nen udarbejder i medfør af artikel 106 i Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015
om betalingstjenester i det indre marked gratis til rådighed
for alle udbyderens brugere på en let tilgængelig måde. Fol-
deren skal fremgå af udbyderens hjemmeside og være til-
gængelig på papir hos udbyderens filialer, agenter og, hvor
relevant, andre virksomheder, hvortil aktiviteter er outsour-
cet. For personer med handicap skal oplysningerne efter 1.
pkt. stilles til rådighed ved hjælp af hensigtsmæssige alter-
native midler, således at oplysningerne stilles til rådighed i
et tilgængeligt format.«
14. I § 123, stk. 3, ændres »abonnementsordningen, jf. stk.
4« til: »regler fastsat af erhvervsministeren efter stk. 4«.
15. § 123, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler
om, hvilke prismodeller udbyderne af visse typer af beta-
lingsinstrumenter kan anvende til at pålægge betalingsmod-
tageren at betale til dækning af udbyderens omkostninger til
driften af betalingssystemet.«
16. I § 123, stk. 5, 1. pkt., ændres »prisen for det årlige
abonnement i stk. 4« til: »betalingen i prismodeller fastsat
efter stk. 4«.
17. I § 130, stk. 1, 2. pkt., ændres »artikel 3, artikel 3a, stk.
1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel 3-4«.
18. I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og stk. 10, der
bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11, og § 137, stk. 2, ændres
»stk. 5« til: »stk. 6«.
19. I § 136, stk. 1, 1. pkt., udgår », såfremt oplysningerne
vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90«.
20. I § 136 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse på oplysninger i
sager omfattet af kapitel 5-7.«
Stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
21. I § 136, stk. 5, nr. 4, der bliver stk. 6, nr. 4, ændres »stk.
10« til: »stk. 11«.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, der bli-
ver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, ændres »stk. 9«
til: »stk. 10«.
23. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk. 6, nr. 7, 8 og
14, ændres »og 10« til: »og 11«.
24. § 136, stk. 5, nr. 15, der bliver til stk. 6, nr. 15, affattes
således:
»15) Danmarks Nationalbank, centralbanker i lande inden
for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen
har indgået aftale med på det finansielle område, Det
Europæiske System af Centralbanker og Den Europæ-
iske Centralbank i deres egenskab af pengepolitisk
myndighed samt offentlige myndigheder, som overvå-
ger betalingssystemerne i Danmark og andre lande in-
den for Den Europæiske Union eller lande, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle område,
under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige
for dem til opfyldelse af deres lovbestemte opgaver,
herunder udførelse af pengepolitik, overvågning af
betalings- og værdipapirhåndteringssystemer samt va-
retagelse af det finansielle systems stabilitet.«
25. I § 136, stk. 5, der bliver stk. 6, indsættes som nr. 24-26:
»24) Den Internationale Valutafond og Verdensbanken
med henblik på vurderinger som led i programmet til
vurdering af den finansielle sektor.
25) Den Internationale Betalingsbank med henblik på
kvantitative konsekvensanalyser.
26) Rådet for Finansiel Stabilitet med henblik på dets til-
synsfunktion.«
26. I § 136, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 4 og 5« til:
»stk. 5 og 6«.
27. I § 136, stk. 7, der bliver stk. 8, ændres »stk. 6« til: »stk.
7«.
28. I § 138, stk. 1, 8. pkt., ændres »artikel 3, artikel 3a, stk.
1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel 3-4«.
29. I § 139, stk. 1, 2. pkt., ændres »artikel 3, artikel 3a, stk.
1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel 3-4«.
30. I § 143 ændres »artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel
3b og 4« til: »artikel 3-4«, og »Europa-Parlamentets eller
Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012«
2
ændres til: »Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 260/2012 af 14. marts 2012«.
31. Efter § 145 indsættes:
»§ 145 a. Konkurrencerådet har det overordnede ansvar
for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration ef-
ter denne lov og regler udstedt i medfør heraf. Konkurren-
cerådet træffer afgørelse i sager af principiel eller særlig stor
betydning. Konkurrencerådet og Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen er ved administrationen af denne lov og regler
udstedt i medfør heraf uafhængige af erhvervsministeren.
Stk. 2. Konkurrencerådet kan delegere sin kompetence til
at træffe afgørelser efter stk. 1, 2. pkt., til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen.
§ 145 b. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør, om
der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller træffe af-
gørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt
eller endeligt skal indstilles.«
32. I § 152, stk. 2, ændres »artikel 3a, stk. 3-4« til »artikel
3a, stk. 3-5«.
§ 2
I hvidvaskloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 380 af 2. april
2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 1, nr. 19, ændres »stk. 4« til: »stk. 6«.
2. § 1, stk. 1, nr. 20, affattes således:
»20) Udbydere af spil som defineret i lov om spil, jf. dog
stk. 7.«
3. Efter § 5 indsættes før overskriften før § 6:
Ȥ 5 a. Betalinger foretaget med anonyme forudbetalte
kort udstedt i tredjelande må ikke indløses i Danmark. Til-
svarende må restværdien i kontanter eller kontanthævning af
pengeværdien på sådanne betalingskort ikke indløses i Dan-
mark.«
4. I § 7, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§ 8, stk. 2«: », § 17,
stk. 2, nr. 5«.
5. I § 8, stk. 4, indsættes efter »og som har en intern revision
eller intern audit,«: »samt bestyrelser i andre virksomheder,
der er omfattet af § 1, stk. 1, som i henhold til anden lovgiv-
ning er underlagt krav om en intern revision eller intern au-
dit,«.
6. I § 11, stk. 1, nr. 3, 4. pkt., ændres »§ 2, litra a, nr. ii« til:
»§ 2, nr. 9, litra a, nr. ii«.
7. I § 14, stk. 6, 2. pkt., ændres »stk. 2« til: »stk. 5«.
8. § 25, stk. 1, affattes således:
»Virksomheder og personer skal undersøge baggrunden
for og formålet med:
1) Alle transaktioner, der
a) er komplekse,
b) er usædvanligt store,
c) foretages i et usædvanligt mønster, eller
d) ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål.
2) Alle usædvanlige aktiviteter, der ikke har et åbenbart
økonomisk eller lovligt formål.«
9. I § 47, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk. 1, nr. 1-13,
19, 23 og 24«: », samt filialer, distributører og agenter her i
landet af sådanne udenlandske virksomheder og personer«.
10. I § 57, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk. 1, nr.
15-18 og 22,«: » samt filialer, distributører og agenter her i
landet af sådanne udenlandske virksomheder og personer«.
11. I § 57 indsættes som stk. 4-6:
»Stk. 4. Erhvervsstyrelsen skal samarbejde med de kom-
petente myndigheder i EU- eller EØS-lande om at medvirke
ved tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner
her i landet, når virksomheder og personer, der udøver den
type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22,
der er under tilsyn i et andet EU- eller EØS-land, udøver
disse aktiviteter her i landet, eller når virksomheder og per-
soner, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, der er
underlagt dansk tilsyn, men opererer i andre EU- eller EØS-
lande.
Stk. 5. Tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller EØS-
land kan efter forudgående aftale med Erhvervsstyrelsen fo-
retage inspektion hos de her i landet beliggende virksomhe-
der og personer, der udøver den type virksomhed, som er
nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, med hjemsted i det på-
gældende land. Erhvervsstyrelsen kan deltage i inspektionen
som nævnt i 1. pkt. Modsætter en virksomhed eller person
som nævnt i 1. pkt. sig en kompetent udenlandsk myndig-
heds inspektion, kan undersøgelsen kun foretages med Er-
hvervsstyrelsens medvirken.
Stk. 6. Erhvervsstyrelsen kan anmode de kompetente
myndigheder i et EU- eller EØS-land om at medvirke til at
påse overholdelsen af loven og de regler, der er udstedt i
medfør af loven, vedrørende virksomheder og personer, der
udøver den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr.
15-18 og 22, med hjemsted i et andet EU- eller EØS-land
ved tilsynsaktioner, kontroller på stedet eller inspektioner på
et andet EU- eller EØS-lands område.«
12. I § 64. stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk. 1, nr. 14«:
», samt advokater, der er etableret i en anden EU-medlems-
stat, i et EØS-land eller i Schweiz, og som udøver advoka-
tvirksomhed her i landet«.
13. I § 64 indsættes som stk. 3-5:
»Stk. 3. Advokatrådet skal samarbejde med de kompeten-
te myndigheder i EU- eller EØS-lande om at medvirke ved
tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner her i
landet, når virksomheder og personer, der udøver den type
virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 14, der er under
tilsyn i et andet EU- eller EØS-land, udøver advokatvirk-
somhed her i landet, eller en dansk virksomhed eller person
3
omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, der er underlagt dansk tilsyn,
men opererer i andre EU- eller EØS-lande.
Stk. 4. Tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller EØS-
land kan efter forudgående aftale med Advokatrådet foreta-
ge inspektion hos de her i landet beliggende virksomheder
og personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt
i § 1, stk. 1, nr. 14, med hjemsted i det pågældende land.
Advokatrådet kan deltage i inspektionen som nævnt i 1. pkt.
Modsætter en virksomhed eller person som nævnt i 1. pkt.
sig en kompetent udenlandsk myndigheds inspektion, kan
undersøgelsen kun foretages med Advokatrådets medvirken.
Stk. 5. Advokatrådet kan anmode de kompetente myndig-
heder i et EU- eller EØS-land om at medvirke til at påse
overholdelsen af loven og de regler, der er udstedt i medfør
af loven, vedrørende virksomheder og personer, der udøver
den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 14, med
hjemsted i et andet EU- eller EØS-land ved tilsynsaktioner,
kontroller på stedet eller inspektioner på et andet EU- eller
EØS-lands område.«
14. Efter § 64 indsættes før overskriften før § 65:
»§ 64 a. Advokatrådets reaktioner i forbindelse med til-
syn efter § 64, herunder beslutninger om at overdrage en sag
til politimæssig efterforskning, skal offentliggøres af Advo-
katrådet på Advokatsamfundets hjemmeside, jf. dog stk. 5.
Offentliggørelsen skal omfatte den juridiske eller fysiske
persons navn, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Offentliggjorte reaktioner forbliver på Advokat-
samfundets hjemmeside i 5 år efter offentliggørelse. Perso-
noplysninger indeholdt i offentliggørelsen må dog kun for-
blive på Advokatrådets hjemmeside i det nødvendige tids-
rum.
Stk. 3. Offentliggørelse efter stk. 1, der omfatter en fysisk
persons navn, kan dog alene ske ved personens alvorlige,
gentagne eller systematiske overtrædelser af § 10, nr. 1, 2, 4
og 5, § 11, stk. 1 og 2 og stk. 3, 1., 3. og 4. pkt., § 14, stk. 1,
stk. 2, 2. pkt., stk. 3 og 5, § 17, stk. 1 og 2, § 18, § 21, stk. 1,
2. pkt., § 25, stk. 1, § 26, stk. 1 og 3 og stk. 4, 1. pkt., og §
30.
Stk. 4. Har Advokatrådet overgivet en sag til politimæssig
efterforskning, og er der afsagt fældende dom eller vedtaget
bøde, skal Advokatrådet offentliggøre dommen, bødevedta-
gelsen eller et resumé heraf, jf. dog stk. 5. Er dommen ikke
endelig, skal dette fremgå af offentliggørelsen. Stk. 1 og 2
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Offentliggørelse efter stk. 1-4 kan dog ikke ske,
hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virk-
somheden eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod
offentliggørelse. Oplysninger om enkeltpersoners private,
herunder økonomiske, forhold og tekniske indretninger eller
fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold
el.lign., for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning
for den person eller virksomhed, oplysningerne angår, of-
fentliggøres ikke. Offentliggørelsen må ikke indeholde for-
trolige oplysninger, der hidrører fra en myndighed fra et
EU- eller EØS-land, medmindre de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladel-
se.
Stk. 6. Er offentliggørelse undladt i henhold til stk. 5, 1.
pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1-4, når de hen-
syn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gæl-
dende. Efter 2 år fra datoen for reaktionen eller beslutningen
om at overgive sagen til politimæssig efterforskning skal der
dog ikke ske offentliggørelse uanset 1. pkt. Der skal alene
ske offentliggørelse, hvis der ikke er sket påtaleopgivelse el-
ler tiltalefrafald efter retsplejelovens regler.
Stk. 7. I sager, hvor Advokatrådet har offentliggjort en be-
slutning om at overgive en sag til politimæssig efterforsk-
ning efter stk. 1, og der træffes afgørelse om påtaleopgivel-
se, tiltalefrafald, afsiges frifindelse i Advokatnævnet eller
afsiges frifindende dom, skal Advokatrådet efter anmodning
fra den fysiske eller juridiske person, som sagen vedrører,
offentliggøre oplysninger herom. Den fysiske eller juridiske
person skal indsende en kopi af afgørelsen om påtaleopgi-
velse eller tiltalefrafald eller en kopi af frifindende afgørelse
eller dom til Advokatrådet samtidig med anmodning om of-
fentliggørelse. Er påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet, afgørelse
eller dommen ikke endelig, skal det fremgå af offentliggø-
relsen. Modtager Advokatrådet dokumentation for, at sagen
er afsluttet ved endelig påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller
afsigelse af endelig frifindende afgørelse eller dom, skal Ad-
vokatrådet fjerne alle oplysninger om beslutningen om at
overgive sagen til politimæssig efterforskning og eventuelle
efterfølgende domme i sagen fra Advokatrådets hjemmesi-
de.
Stk. 8. Advokatrådet skal efter anmodning fra en fysisk
eller juridisk person, som er frifundet, offentliggøre resulta-
tet af anken eller genoptagelsen. Den fysiske eller juridiske
person skal samtidig med anmodningen om offentliggørelse
indsende kopi af dommen i ankesagen eller den genoptagede
sag. Er resultatet af anken eller den genoptagede sag et an-
det end resultatet af dommen offentliggjort i medfør af stk.
4, 1. pkt., kan Advokatrådet beslutte at fjerne dommen fra
Advokatrådets hjemmeside.
Stk. 9. Advokatnævnets kendelser for overtrædelse af
denne lov og de regler, der er udstedt i medfør heraf, samt
Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende
regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grup-
per, juridiske enheder eller organer skal offentliggøres af
Advokatrådet på Advokatsamfundets hjemmeside, når fri-
sten for at indbringe kendelsen for retten er udløbet. Dette
gælder dog ikke overholdelse af § 36. Kendelser, som ind-
bringes for retten, offentliggøres, når der er afsagt endelig
dom. Bestemmelserne i stk. 2-8 finder tilsvarende anvendel-
se.«
15. I § 65, stk. 1,1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk. 1, nr. 20,«:
»samt filialer, distributører og agenter her i landet af sådan-
ne udenlandske virksomheder og personer«.
16. I § 78, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 5« til: »§§ 5 og 5 a«, og
efter »§ 31 b, stk. 1« indsættes: », § 32«.
17. I § 79 ændres »§ 51« til: »§§ 51-51 b«.
18. I § 80, stk. 1, indsættes efter »§ 49, stk. 1 og 5«: », eller
efter regler udstedt i medfør af § 49, stk. 7«.
4
§ 3
I lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 377 af
2. april 2020, som ændret ved § 2 i lov nr. 369 af 9. april
2019, § 5 i lov nr. 641 af 19. maj 2020 og § 5 i lov nr. 642 af
19. maj 2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 62, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»1. pkt. gælder også for en operatør af et reguleret mar-
ked, der driver en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller
en organiseret handelsfacilitet (OHF).«
2. I § 253 a indsættes efter »4-16«: », 19 a-19 c«.
§ 4
I lov om investeringsforeninger m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1046 af 14. oktober 2019, som ændret
ved § 8 i lov nr. 532 af 29. april 2015, § 10 i lov nr. 554 af
7. maj 2019, § 3 i lov nr. 1374 af 13. december 2019, § 8 i
lov nr. 1563 af 27. december 2019 og § 3 i lov nr. 641 af 19.
maj 2020, foretages følgende ændringer:
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Kom-
missionens direktiv 2007/16/EF af 19. marts 2007 om gen-
nemførelse af Rådets direktiv 85/611/EØF om samordning
af love og administrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitut-
ter) med hensyn til afklaring af bestemte definitioner, EU-
Tidende 2007, nr. L 79, side 11, Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning
af love og administrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitut-
ter) (UCITS-direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side
32, Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010 om
gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF for så vidt angår organisatoriske krav, interesse-
konflikter, god forretningsskik, risikostyring og indholdet af
aftalen mellem en depositar og et administrationsselskab,
EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 42, Kommissionens direk-
tiv 2010/44/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt an-
går visse bestemmelser om fusioner af fonde, master-feeder-
strukturer og anmeldelsesprocedure, EU-Tidende 2010, nr.
L 176, side 28, dele af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direktiv
2009/65/EF om samordning af love og administrative be-
stemmelser om visse institutter for kollektiv investering i
værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depo-
sitar-funktioner, aflønningspolitik og sanktioner, EU-Tiden-
de 2014, nr. L 257, side 186 (UCITS V-direktivet), dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20.
maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse
af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansie-
ring af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2012/648/EU og om ophævelse af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kom-
missionens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), EU-
Tidende 2015, nr. L 141, side 73, dele af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af 17. maj 2017 om
ændring af direktiv 2007/36/EF, for så vidt angår tilskyndel-
se til langsigtet aktivt ejerskab, EU-Tidende 2017, nr. L 132,
side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2018/843/EU af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU)
2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendel-
se af det finansielle system til hvidvask af penge eller finan-
siering af terrorisme og om ændring af direktiv 2009/138/EF
og 2013/36/EU, EU-Tidende 2018, nr. L 156, side 43. I lo-
ven er der endvidere medtaget visse bestemmelser fra Kom-
missionens forordning 2010/583/EU af 1. juli 2010 om gen-
nemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation og
de betingelser, der skal opfyldes, når central investorinfor-
mation eller prospektet udleveres på et andet varigt medium
end papir eller via et websted, EU-Tidende 2010, nr. L 176,
side 1, Kommissionens forordning 2010/584/EU af 1. juli
2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form og indhold af
standardmodellen til anmeldelsesskrivelse og erklæring om
investeringsinstituttet, brug af elektronisk kommunikation
mellem kompetente myndigheder i forbindelse med anmel-
delser og procedurer ved kontroller og undersøgelser på ste-
det samt udveksling af oplysninger mellem kompetente
myndigheder, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 16, Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2017/1131/EU af 14. ju-
ni 2017 om pengemarkedsforeninger, EU-Tidende 2017, nr.
L 169, side 8, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme
for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for
simpel, transparent og standardiseret securitisering og om
ændring af direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF og
2011/61/EU og forordning 1060/2009/EF og 648/2012/EU,
EU-Tidende 2017, nr. L 347, side 35. Ifølge artikel 288 i
EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver
medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i loven er
således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berø-
rer ikke forordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.
2. § 18, stk. 1, 4. pkt., ophæves.
3. § 161, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 1. Finanstilsynet påser overholdelsen af følgende:
1) Loven og de regler, der er udstedt i medfør af loven,
undtagen § 60, stk. 1 og 2, og § 63 b, jf. dog stk. 2.
2) Danske UCITS’ vedtægter eller fondsbestemmelser,
når Finanstilsynet har godkendt vedtægterne eller
fondsbestemmelserne.
3) Regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samord-
ning af love og administrative bestemmelser om visse
institutter for kollektiv investering i værdipapirer (inve-
steringsinstitutter) (UCITS-direktivet).
4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel
ramme for securitisering og om oprettelse af en speci-
5
fik ramme for simpel, transparent og standardiseret se-
curitisering og regler fastsat i medfør heraf.
5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1131/2017 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforenin-
ger og regler fastsat i medfør heraf.
6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere grænseover-
skridende distribution af kollektive investeringsinstitut-
ter og om ændring af forordning (EU) nr. 345/2013,
(EU) nr. 346/2013 og (EU) nr. 1286/2014 og regler
fastsat i medfør heraf.
7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuropæisk
personligt pensionsprodukt og regler fastsat i medfør
heraf.
8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtig-
hedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tje-
nesteydelser og regler fastsat i medfør heraf.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen påser dog overholdelsen af § 14,
stk. 1 og 3. Finanstilsynet kontrollerer, at reglerne for finan-
siel information i årsrapporter og delårsrapporter i §§ 82-92
og i regler udstedt i medfør af § 95 er overholdt for danske
UCITS, som har udstedt værdipapirer, der handles på et re-
guleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov om kapitalmar-
keder.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
4. I § 179, stk. 1, indsættes efter »i medfør af denne lov eller
regler fastsat i medfør af denne lov,«: »Europa-Parlamentets
og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017
om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af
en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret
securitisering, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsfor-
eninger eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
eller regler udstedt i medfør heraf,«.
5. I § 189 indsættes efter »i henhold til loven eller regler ud-
stedt i medfør af loven«: », Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en ge-
nerel ramme for securitisering og om oprettelse af en speci-
fik ramme for simpel, transparent og standardiseret securiti-
sering, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger el-
ler Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
eller regler udstedt i medfør heraf,«.
§ 5
I lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1047 af 14. oktober 2019, som
ændret ved § 4 i lov nr. 369 af 9. april 2019, § 9 i lov nr. 554
af 7. maj 2019, § 9 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 og §
2 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages følgende
ændringer:
1. I § 6, stk. 4, ændres »og for selvforvaltende investorfra-
dragsfonde« til: »for selvforvaltende investorfradragsfonde,
AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde«.
2. I § 18 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om kom-
petencekrav for ansatte hos en forvalter af alternative inve-
steringsfonde, der har tilladelse til at udøve aktiviteter om-
fattet af bilag 1, nr. 3, litra b, punkt i.«
3. I § 155, stk. 1, 6. pkt., indsættes efter »Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019
om lettere grænseoverskridende distribution af kollektive in-
vesteringsinstitutter og om ændring af forordning (EU) nr.
345/2013, (EU) nr. 346/2013 og (EU) nr. 1286/2014, og Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af
20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionspro-
dukt (PEPP-produkt)«: »og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle
tjenesteydelser«.
4. I § 189 indsættes efter »i henhold til loven eller regler ud-
stedt i medfør af loven«: », Europa-Parlamentets og Rådets
forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om europæ-
iske sociale iværksætterfonde, Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013 om euro-
pæiske venturekapitalfonde, Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2017/1131/EU af 14. juni 2017 om pengemar-
kedsforeninger, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme
for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for
simpel, transparent og standardiseret securitisering, Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26. no-
vember 2014 om dokumenter med central information om
sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter
til detailinvestorer (PRIIP’er) eller Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-
sielle tjenesteydelser eller regler udstedt i medfør heraf,«.
§ 6
I lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr.
378 af 2. april 2020, som ændret ved § 6 i lov nr. 641 af 19.
maj 2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 4, ændres »§ 3, stk. 6, og § 4, stk. 4,« til: »§ 3,
stk. 7, og § 4, stk. 5,«, og i stk. 5 ændres »§ 3, stk. 6,« til: »§
3, stk. 7,«.
2. I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal ind-
sendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de
nødvendige oplysninger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undta-
gelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal
6
ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes
elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsy-
nets anmeldelsesblanket.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
3. I § 4 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. En ansøgning om registrering efter stk. 1 skal ind-
sendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de
nødvendige oplysninger, jf. stk. 2. Kan en ansøgning undta-
gelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal
ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes
elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsy-
nets anmeldelsesblanket.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
4. Efter § 12 indsættes før overskriften før § 13:
Ȥ 12 a. En forsikringsformidler og en accessorisk forsik-
ringsformidler må ikke medvirke til, at forsikringer for per-
soner bosiddende i Danmark, danske skibe eller andre risici,
der består her i landet, tegnes hos andre end følgende:
1) Danske forsikringsselskaber.
2) Udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betin-
gelserne i § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, i lov om finan-
siel virksomhed.
3) Udenlandske forsikringsselskaber, der har fået tilladel-
se af Finanstilsynet.«
5. I § 22, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20. juni 2019
om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-pro-
dukt)«: » og Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-
ser «.
6. I § 36, stk. 1, indsættes efter »forskrifter fastsat i medfør
af denne lov«: » eller i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-
sielle tjenesteydelser eller regler udstedt i medfør heraf«.
7. I § 37 ændres »eller forordninger udstedt i medfør af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20.
januar 2016 om forsikringsdistribution« til: », forordninger
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution
eller i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
eller regler udstedt i medfør heraf«.
§ 7
I lov om firmapensionskasser, jf. lovbekendtgørelse nr.
355 af 2. april 2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 97, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »Finanstilsynet påser
endvidere overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning«: » 2017/2402/EU af 12. december 2017«, og ef-
ter »ramme for simpel, transparent og standardiseret securi-
tisering« indsættes: » og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle
tjenesteydelser«.
2. I § 104, stk. 1, indsættes efter »i medfør af denne lov eller
forskrifter fastsat i medfør af denne lov«: » eller i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. decem-
ber 2017 om en generel ramme for securitisering og om op-
rettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og stan-
dardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf«.
3. I § 112, stk. 1, indsættes efter »i henhold til loven eller
forskrifter udstedt i medfør af loven«: » eller i medfør af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. decem-
ber 2017 om en generel ramme for securitisering og om op-
rettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og stan-
dardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf«.
§ 8
I lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og
boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørelse nr. 379 af 2.
april 2020, foretages følgende ændringer:
1. § 2, nr. 6, affattes således:
»6) Rådgivning: Personlige anbefalinger til en forbruger,
som vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse
med boligkreditaftaler eller finansielle produkter. For
så vidt angår boligkreditaftaler skal anbefalingerne væ-
re uafhængig af ydelsen af boligkreditaftalen og de ak-
tiviteter, som ydes af en boligkreditformidler.«
2. I § 3 indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:
»Stk. 7. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal ind-
sendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de
nødvendige oplysninger, jf. stk. 6. Kan en ansøgning undta-
gelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal
ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes
elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsy-
nets anmeldelsesblanket.«
Stk. 7 bliver herefter stk. 8.
§ 9
I lov nr. 450 af 24. april 2019 om
forbrugslånsvirksomheder, som ændret ved § 11 i lov nr.
1563 af 27. december 2019 og § 1 i lov nr. 801 af 9. juni
2020, foretages følgende ændring:
1. I § 3 indsættes som stk. 4:
7
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal ind-
sendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de
nødvendige oplysninger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undta-
gelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal
ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes
elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsy-
nets anmeldelsesblanket.«
§ 10
I lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1045 af 14. oktober 2019, som ændret ved § 4 i lov nr.
1374 af 13. december 2019 og § 12 i lov nr. 1563 af 27.
december 2019, foretages følgende ændringer:
1. I § 3, stk. 1, nr. 5, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
2. I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal ind-
sendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de
nødvendige oplysninger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undta-
gelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal
ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes
elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsy-
nets anmeldelsesblanket.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
3. I § 12, stk. 7, ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3, stk. 6«.
4. I § 22, stk. 1, ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3, stk. 6«.
§ 11
I lov nr. 691 af 8. juni 2018 om Vækstfonden foretages
følgende ændringer:
1. § 16, stk. 2, affattes således.
»Stk. 2. Vækstfonden kan optage lån, herunder statsligt
genudlån, til finansiering af sine aktiviteter, i det omfang der
er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil.«
2. § 16, stk. 3 og 4, ophæves.
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 3-5.
3. § 16, stk. 6 og 7, der bliver stk. 4 og 5, ophæves.
4. § 17, stk. 1, affattes således:
»Finansministeren kan, ud over adgangen til at optage
lån, herunder statsligt genudlån, jf. § 16, stk. 2, lade Vækst-
fonden optage genudlån hos Danmarks Nationalbank inden
for en ramme på 1 mia. kr.«
§ 12
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2021, jf. dog stk.
2-4.
Stk. 2. § 1, nr. 25, træder i kraft den 29. december 2020.
Stk. 3. § 4, nr. 3-5, § 5, nr. 3 og 4, § 6, nr. 5-7, og § 7
træder i kraft den 10. marts 2021.
Stk. 4. § 1, nr. 17, 28-30 og 32, træder i kraft den 19. april
2021.
§ 13
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. §§ 1-5 og 8-10 kan ved kongelig anordning sættes
helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som
de færøske forhold tilsiger.
Stk. 3. §§ 1-10 kan ved kongelig anordning sættes helt el-
ler delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger.
8
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Finanstilsynets vurdering af forsvarlig drift for virksomheder med begrænset tilladelse efter lov om beta-
linger
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.2. Frist for Finanstilsynets sagsbehandling ved behandling af ansøgninger om tilladelse til at udbyde kontoo-
plysninger
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.3. Forpligtelse til at stille Kommissionens folder om rettigheder til rådighed
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
2.4. Gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.4.3. Den foreslåede ordning
2.5. Erhvervsministerens beføjelser til at fastsætte nærmere regler efter lov om betalinger
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.5.3. Den foreslåede ordning
2.6. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om betalinger
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.6.3. Den foreslåede ordning
2.7. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens prioriteringsadgang i tilsynet med lov om betalinger
2.7.1. Gældende ret
2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.7.3. Den foreslåede ordning
2.8. Anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande
2.8.1. Gældende ret
2.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.8.3. Den foreslåede ordning
2.9. Undersøgelsespligten efter hvidvaskloven
2.9.1. Gældende ret
2.9.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.9.3. Den foreslåede ordning
2.10. Samarbejdspligten for Erhvervsstyrelsen og Advokatrådet med udenlandske myndigheder
2.10.1. Gældende ret
2.10.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.10.3. Den foreslåede ordning
2.11. Ændringer som følger af disclosureforordningen
2.11.1. Gældende ret
2.11.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.11.3. Den foreslåede ordning
2.12. Forvaltere af AIF-SIKAV’er og AIF-Værdipapirfonde
2.12.1. Gældende ret
2.12.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.12.3. Den foreslåede ordning
9
2.13. Bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde
2.13.1. Gældende ret
2.13.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.13.3. Den foreslåede ordning
2.14. Ophævelse af krav om, at mulighed for etablering af andelsklasser skal fremgå af afdelingers navne
2.14.1. Gældende ret
2.14.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.14.3. Den foreslåede ordning
2.15. Ændringer som følge af oprettelse af CO2-benchmarks for lille CO2-effekt og bæredygtighedsrelaterede
oplysninger om benchmarks
2.15.1. Gældende ret
2.15.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.15.3. Den foreslåede ordning
2.16. Outsourcing for en operatør af et reguleret marked, der driver en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller
en organiseret handelsfacilitet (OHF)
2.16.1. Gældende ret
2.16.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.16.3. Den foreslåede ordning
2.17. Digital ansøgning i forbindelse med autorisationer
2.17.1. Gældende ret
2.17.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.17.3. Den foreslåede ordning
2.18. Vækstfondens finansieringsmuligheder
2.18.1. Gældende ret
2.18.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.18.3. Den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
3.1. Digitaliseringsklar lovgivning
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
4.1. Administrative konsekvenser
4.2. Øvrige efterlevelseskonsekvenser
4.3. Agil erhvervsrettet regulering
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Sigtet med nærværende lovforslag er at gennemføre en ræk-
ke ændringer af den finansielle lovgivning, der har til formål
at øge forbruger- og investorbeskyttelsen samt sikre et styr-
ket og målrettet tilsyn på det finansielle område.
Med lovforslaget får Finanstilsynet mulighed for at føre et
effektivt tilsyn med gebyrer for grænseoverskridende beta-
linger i EU. Ændringen skal give Finanstilsynet bedre mu-
lighed for at sikre, at der for forbrugeren er større gennem-
sigtighed om gebyrer forbundet med gennemførelse af
grænseoverskridende betalinger i EU. Ændringen sker som
følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning
(EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseover-
skridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer.
Lovforslaget har desuden til formål at skabe større fleksibili-
tet i forhold til mulighederne for at fastsætte nærmere regler
for gebyropkrævninger for visse betalingsinstrumenter. Æn-
dringen skal gøre det muligt for erhvervsministeren at fast-
sætte nærmere regler om, at udbydere af betalingsinstrumen-
ter omfattet af reguleringen også kan tilbyde andre prismo-
deller end et årligt abonnement, f.eks. i form af en procent-
vis sats per transaktion. Det kan bl.a. være attraktivt for især
mindre forretninger, som fremover vil kunne modtage Dan-
kortet billigere.
Derudover indføres der krav om, at udbydere af betalingstje-
nester, der udbyder betalingstjenester til forbrugere, skal
stille en af Kommissionen udarbejdet folder om forbruge-
rens rettigheder til rådighed digitalt såvel som fysisk i deres
filialer. Det sker på baggrund af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om
betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv
2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning
10
(EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv
2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv).
Med lovforslaget indføres et forbud mod indløsning af ano-
nyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande. Ændringen skal
styrke kontrollen med kortene for at sikre, at kortene ikke
misbruges til eksempelvis terrorfinansiering. Derudover ju-
steres rammerne for Erhvervsstyrelsens og Advokatrådets
tilsyn på hvidvaskområdet for derigennem at styrke samar-
bejdet med tilsynsmyndigheder i andre EU- og EØS-lande i
forhold til indsatsen mod hvidvask og terrorfinansiering.
Ændringerne foretages på baggrund af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018 om æn-
dring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foran-
staltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvid-
vask af penge eller finansiering af terrorisme (5. hvidvaskdi-
rektiv).
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektiv som muligt er der fundet anledning til at præci-
sere og ændre enkelte elementer i hvidvaskloven.
Med henblik på at øge investorbeskyttelsen får erhvervsmi-
nisteren med lovforslaget bemyndigelse til at fastsætte reg-
ler om kompetencekrav for ansatte hos forvaltere af alterna-
tive investeringsfonde, som yder investeringsrådgivning. De
skærpede krav skal sikre, at ansatte, som yder rådgivningen,
har de fornødne kompetencer hertil.
Lovforslaget har endvidere til formål at styrke investorers
muligheder for at sammenligne produkters bæredygtighed
og virksomheders tilgang til bæredygtighed. Finanstilsynet
får således mulighed for at føre effektivt tilsyn med, at fi-
nansielle aktører overholder oplysningsforpligtelser om mil-
jømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-fakto-
rer) i forbindelse med investerings- og rådgivningsproces-
ser. Oplysningskravene følger af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-
sielle tjenesteydelser (disclosureforordningen).
Derudover får Finanstilsynet mulighed for at føre et effek-
tivt tilsyn med to nye EU-benchmarks for CO2-aftryk (EU-
benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-
benchmarks), hvilket skal styrke investorers og forbrugeres
mulighed for at finde CO2-aftrykket for deres investeringer.
Ændringen sker som følge af Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2019/2089/EU af 27. november 2019 om
ændring af forordning 2016/1011/EU (benchmarkforordnin-
gen), for så vidt angår EU-benchmarks for klimaovergan-
gen, Paristilpassede EU-benchmarks og bæredygtighedsrela-
terede oplysninger om benchmarks.
Lovforslaget har endvidere til formål at indføre en hjemmel
til, at Vækstfonden kan finansiere sine aktiviteter, ud over
den nuværende ramme på 1 mia. kr., ved statsligt genudlån
gennem Danmarks Nationalbank, såfremt der er etableret
bevillingsmæssig hjemmel hertil. Samtidig vurderes det
hensigtsmæssigt at sikre øget fleksibilitet i forhold til at
kunne henlægge ordninger til administration i Vækstfonden
og ændre på de finansielle rammer for ordninger, der allere-
de er henlagt til administration i fonden, da der har vist sig
at være et løbende politisk ønske om sådanne ændringer.
Samtidig sikres der et strømlinet lovgrundlag, der ikke for-
ældes, i takt med at ordninger oprettes, justeres og nedlæg-
ges.
Endelig har lovforslaget til formål at skabe klarhed om Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn med overholdelsen
af lov om betalinger. Med lovforslaget foreslås det, at Kon-
kurrencerådet tillægges det overordnede ansvar for Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter loven.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Finanstilsynets vurdering af forsvarlig drift for virk-
somheder med begrænset tilladelse efter lov om betalinger
2.1.1. Gældende ret
Virksomheder, der ikke har en tilladelse som e-pengeinsti-
tut, og som ønsker at udstede elektroniske penge, skal have
en begrænset tilladelse for at kunne udstede elektroniske
penge her i landet, jf. § 50 i lov om betalinger, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1024 af 3. juni 2019.
På samme måde skal virksomheder, der ikke har en tilladel-
se som betalingsinstitut, og som ønsker at udbyde betalings-
tjenester, have en begrænset tilladelse for at kunne udbyde
betalingstjenester her i landet, jf. § 51 i lov om betalinger.
I henhold til §§ 52 og 53 i lov om betalinger skal en virk-
somhed, der ansøger om begrænset tilladelse til at udstede
elektroniske penge eller til at udbyde betalingstjenester, leve
op til en række betingelser, for at Finanstilsynet kan medde-
le begrænset tilladelse hertil. Det omfatter bl.a. godkendelse
af virksomhedens ejere af kvalificerede andele og en vurde-
ring af virksomhedens forretningsgange og politikker.
Bestemmelsen i § 54 i lov om betalinger fastsætter de oplys-
ninger, som skal følge med en ansøgning om begrænset til-
ladelse. En virksomhed, der søger om tilladelse, skal bl.a.
indsende en beskrivelse af virksomhedens forretningsmodel,
en oversigt over virksomhedens nuværende og planlagte ak-
tiviteter samt en budgetprognose og det senest reviderede
årsregnskab, såfremt et sådant er udarbejdet. Af bemærknin-
gerne til bestemmelsen fremgår det, at budgetprognosen og
det senest reviderede årsregnskab har til formål at give Fi-
nanstilsynet et overblik over den økonomiske side af virk-
somhedens planlagte aktiviteter, herunder vurdere virksom-
11
hedens økonomiske situation, jf. Folketingstidende 2016-17,
A, L 157 som fremsat, side 174.
2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Bestemmelsen i § 54 i lov om betalinger gennemfører dele
af artikel 5, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om beta-
lingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv
2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning
(EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv
2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv).
Efter artikel 32, stk. 1, i 2. betalingstjenestedirektiv kan
medlemsstaterne undtage virksomheder helt eller delvist fra
en række af direktivets bestemmelser, hvis virksomhedens
betalingsvolumen ligger under de grænser, der følger af di-
rektivets artikel 32, stk. 1, litra a. I forbindelse med vedta-
gelsen af lov om betalinger blev det besluttet at anvende
muligheden for at undtage virksomheder omfattet af artikel
32 fra en række af de tilladelseskrav, der følger af direkti-
vets artikel 5, ligesom det var tilfældet efter den hidtil gæl-
dende lov om betalingstjenester og elektroniske penge.
Artikel 5 i 2. betalingstjenestedirektiv fastsætter krav til de
oplysninger og det materiale, som en virksomhed skal indgi-
ve ved en ansøgning til de kompetente myndigheder, for at
blive meddelt tilladelse som betalingsinstitut. Artikel 5 i 2.
betalingstjenestedirektiv skal ses i sammenhæng med direk-
tivets artikel 11, stk. 2, der fastsætter, at de kompetente
myndigheder meddeler tilladelse, hvis de oplysninger og det
materiale, der er vedlagt ansøgningen, opfylder alle kravene
i artikel 5, og hvis de kompetente myndigheder når frem til
en overordnet positiv vurdering efter at have gennemgået
ansøgningen.
Den gældende bestemmelse i § 54, nr. 4, i lov om betalinger
fastsætter, at de oplysningsforpligtelser, der følger af artikel
5, stk. 1, litra b, i 2. betalingstjenestedirektiv, også gælder
for virksomheder, der søger om en begrænset tilladelse til at
udbyde betalingstjenester eller udstede elektroniske penge.
I bemærkningerne til den gældende bestemmelse i § 54, nr.
4, i lov om betalinger, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L
157 som fremsat, side 174, er det beskrevet, at bestemmel-
sen har til formål at give Finanstilsynet et overblik over den
økonomiske side af virksomhedens planlagte aktiviteter,
herunder vurdere virksomhedens økonomiske situation. Det
er dermed forudsat i bemærkningerne til bestemmelsen, at
Finanstilsynet på baggrund af en budgetprognose og det se-
nest reviderede årsregnskab, hvis et sådant er udarbejdet,
skal vurdere en ansøgende virksomheds økonomiske situa-
tion i forbindelse med en ansøgning om begrænset tilladelse
til at udbyde betalingstjenester eller en ansøgning om be-
grænset tilladelse til at udstede elektroniske penge.
I dag følger det imidlertid ikke direkte af § 52, der fastsætter
de krav, som en virksomhed skal opfylde for at blive med-
delt begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge el-
ler til at udbyde betalingstjenester, at Finanstilsynet i forbin-
delse med vurdering af en ansøgning skal lægge vægt på,
om den ansøgende virksomhed er i stand til at gennemføre
en forsvarlig drift, herunder at virksomheden har forsvarlige
organisatoriske strukturer og procedurer og virksomhedens
økonomiske situation.
Som led i udstedelsen af elektroniske penge eller udbuddet
af betalingstjenester vil virksomhederne almindeligvis opbe-
vare brugernes midler i en kortere eller længere periode, in-
den midlerne enten udbetales eller videreoverføres til beta-
lingsmodtager. Det forhold, at udbyderen som led i alminde-
lig drift typisk opbevarer midler på vegne af brugerne, med-
fører betydelige risici for brugerne, i tilfælde af at virksom-
heden eksempelvis tages under insolvensbehandling. Dette
stiller således øgede krav til, at virksomheden drives for-
svarligt. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt at indsætte et
krav om, at en virksomhed, der udbyder betalingstjenester
eller udsteder elektroniske penge med begrænset tilladelse,
skal være i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.
2.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indsætte et nyt nummer i § 52, som i tillæg til
de øvrige krav i bestemmelsen fastsætter, at en tilladelse til
at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester
udstedes, når Finanstilsynet vurderer, at virksomheden er i
stand til at gennemføre en forsvarlig drift.
Til brug for denne vurdering vil Finanstilsynet bl.a. lægge
vægt på virksomhedens forretningsplan sammenholdt med
budgetprognosen for de tre første regnskabsår og senest re-
viderede årsregnskab, hvis et sådant er udarbejdet, med hen-
blik på at få en indikation af, om virksomheden har de res-
sourcer og procedurer, der er nødvendige til at gennemføre
en forsvarlig drift.
Hvis det i den forbindelse eksempelvis vurderes, at virksom-
hedens økonomiske situation medfører risiko for, at virk-
somheden kan få likviditetsproblemer, skal der være en plan
for, hvordan likviditeten løbende genoprettes.
Forslaget vil medføre, at Finanstilsynet skal afvise en ansøg-
ning om begrænset tilladelse til at udstede elektroniske pen-
ge eller udbyde betalingstjenester, hvis det vurderes, at an-
søgeren ikke er i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.
2.2. Frist for Finanstilsynets sagsbehandling ved behandling
af ansøgninger om tilladelse til at udbyde kontooplysning-
stjenester
2.2.1. Gældende ret
12
En virksomhed, der alene ønsker at udbyde kontooplysning-
stjenester, skal indgive en ansøgning som udbyder af kon-
tooplysningstjenester til Finanstilsynet sammen med en ræk-
ke oplysninger, som er nødvendige, for at Finanstilsynet kan
vurdere, om ansøgningen lever op til de krav, der stilles til
udbydere af kontooplysningstjenester efter § 60, stk. 2, i lov
om betalinger.
Finanstilsynet meddeler tilladelse, når virksomheden har
indsendt tilstrækkelige oplysninger til, at Finanstilsynet kan
vurdere ansøgningen, og Finanstilsynet vurderer, at virk-
somheden lever op til kravene til udbydere af kontooply-
sningstjenester. Reglerne implementerer bestemmelser i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25.
november 2015 om betalingstjenester i det indre marked,
om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og
2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophæ-
velse af direktiv 2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv).
2. betalingstjenestedirektiv fastsætter en frist for myndighe-
ders behandling af ansøgninger på tre måneder.
Der gælder i dag ikke regler for sagsbehandlingstiden i for-
bindelse med Finanstilsynets behandling af ansøgninger om
tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester.
2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Det vurderes, at sagsbehandlingsfristen på tre måneder i 2.
betalingstjenestedirektiv gælder for meddelelse af alle typer
tilladelse, som er omfattet af direktivet, herunder tilladelse
som betalingsinstitut og e-pengeinstitut, begrænset tilladelse
til at udbyde betalingstjenester eller udstede elektroniske
penge samt tilladelse som udbyder af kontooplysningstjene-
ster.
Efter lov om betalinger gælder fristen på tre måneder i dag
for Finanstilsynets behandling af ansøgninger om begrænset
tilladelse til at udstede elektroniske penge og udbyde beta-
lingstjenester. Ved en fejl er der ikke fastsat en frist for Fi-
nanstilsynets behandling af ansøgninger om tilladelse som
udbyder af kontooplysningstjenester. En sagsbehandlings-
frist på tre måneder vurderes at være hensigtsmæssig med
henblik på at sikre, at virksomheders adgang til at udbyde
betalingstjenester, herunder kontooplysningstjenester, ikke
forsinkes unødigt på grund af tilladelseskravene.
For at sikre, at fristerne for meddelelse af tilladelse i lov om
betalinger er i overensstemmelse med 2. betalingstjenestedi-
rektiv foreslås det derfor at indsætte en sagsbehandlingsfrist
på tre måneder, hvilket svarer til den frist, der er fastsat for
de øvrige tilladelsestyper i lov om betalinger.
2.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at Finanstilsynet senest tre måneder efter mod-
tagelse af en ansøgning om tilladelse som udbyder af kon-
tooplysningstjenester, eller, hvis ansøgningen er ufuldstæn-
dig, efter modtagelse af de oplysninger, der er nødvendige
for at træffe afgørelse, underretter ansøgeren om, hvorvidt
ansøgningen kan imødekommes.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 12, samt be-
mærkningerne hertil.
2.3. Forpligtelse til at stille Kommissionens folder om for-
brugerrettigheder til rådighed
2.3.1. Gældende ret
Betalingstjenesteudbyderes oplysningsforpligtelser følger af
kapitel 5 i lov om betalinger. Reglerne i kapitel 5 fastsætter
krav til, hvilken information en udbyder af betalingstjenester
skal give til sine brugere i forbindelse med udførelse af en
betalingstjeneste. Oplysningsforpligtelserne vedrører bl.a.
de oplysninger, som udbyderen skal meddele eller stille til
rådighed for en bruger i forbindelse med indgåelse af ram-
meaftale eller gennemførelse af enkeltstående betalings-
transaktioner.
Kapitel 5 indeholder derudover en række nærmere oplys-
ningsforpligtelser for udbyderen.
2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Kommissionen har med hjemmel i 2. betalingstjenestedirek-
tiv i december 2019 offentliggjort en elektronisk folder om
forbrugerens rettigheder i henhold til direktivet og tilhøren-
de EU-ret. Det følger af direktivet, at betalingstjenesteudby-
dere skal stille folderen til rådighed på en let tilgængelig
måde på deres websteder, hvis sådanne findes, og på papir i
deres filialer og hos deres agenter og de enheder, som udby-
derne har outsourcet aktiviteter til. En betalingsudbyder må
ikke afkræve sine kunder gebyr for at stille folderen til rå-
dighed.
Med lov om betalinger, som gennemfører 2. betalingstjene-
stedirektiv, blev artikel 106 ikke gennemført, da der på det
tidspunkt ikke forelå en folder fra Kommissionen.
Det foreslås derfor at indsætte en ny bestemmelse, der gen-
nemfører denne forpligtelse i lov om betalinger.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i lov om betalinger indsættes en ny be-
stemmelse, hvorefter en udbyder af betalingstjenester, der
udbyder betalingstjenester til forbrugere, forpligtes til at stil-
le Kommissionens folder om forbrugerrettigheder gratis til
rådighed på en let tilgængelig måde for alle brugere på ud-
13
byderens hjemmeside. Folderen skal tillige være tilgængelig
hos udbyderens eventuelle filialer, agenter og hvor relevant
andre virksomheder, hvortil aktiviteter er outsourcet. For
personer med handicap skal oplysningerne stilles til rådig-
hed ved hjælp af hensigtsmæssige alternative midler, således
at oplysningerne stilles til rådighed i et tilgængeligt format.
Den foreslåede § 66 a skal læses i sammenhæng med de øv-
rige bestemmelser i kapitel 5, hvorfor det er Forbrugerom-
budsmanden, der fører tilsyn med, hvorvidt folderen stilles
til rådighed for forbrugeren. Herudover følger det af kapitel
5, at udbyderen har bevisbyrden for, at folderen er stillet til
rådighed for udbyderens brugere, og at dette ikke sker mod
betaling fra brugeren.
Bestemmelsen vil primært finde anvendelse over for forbru-
gere, da bestemmelser i kapitel 5 kan fraviges ved aftale
mellem udbyder og bruger, som ikke er forbruger, jf. § 6,
stk. 3, i lov om betalinger.
2.4. Gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen
og vekselgebyrer
2.4.1. Gældende ret
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af
16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i
Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001 indeholder bestemmelser om grænseoverskriden-
de betalinger. Forordningen skal sikre, at gebyrerne for
grænseoverskridende betalinger inden for Den Europæiske
Union er de samme som gebyrerne for betalinger i samme
valuta, som sker inden for en medlemsstat. Ifølge forordnin-
gen må grænseoverskridende betalinger i euro f.eks. ikke
pålægges et højere gebyr end indenlandske betalinger i euro.
En eurobetaling fra Danmark til Tyskland må således ikke
pålægges et højere gebyr end en indenlandsk eurobetaling i
Danmark.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af
16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i
Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001 blev ændret med Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af
forordning (EF) nr. 924/2009 for så vidt angår gebyrer for
grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer.
Der blev bl.a. indsat to nye artikler, 3a og 3b, i forordnin-
gen, som vedrører gennemsigtighed med gebyrer for valuta-
veksling ved kortbaserede betalinger og kreditoverførsler.
Reglerne supplerer de gældende regler i 2. betalingstjeneste-
direktiv, der er implementeret i kapitel 7 i lov om betalinger.
Tilsynet med, at forordningen overholdes er delt mellem Fi-
nanstilsynet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Det
fremgår af lov om betalinger, at Finanstilsynet fører tilsyn
med forordningens artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel
3b og 4, mens Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører til-
syn med forordningens artikel 6 og 7.
Efter den gældende lov om betalinger skal det offentliggø-
res, hvis Finanstilsynet beslutter at overgive sager efter de
bestemmelser i forordningen, som Finanstilsynet fører tilsyn
med, til politimæssig efterforskning. Desuden skal Finanstil-
synet efter § 139, stk. 1, 2. pkt., orientere offentligheden om
sager, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndighe-
den eller domstolene, og som er af almen interesse eller af
betydning for forståelsen af forordningens artikel 3, artikel
3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4.
Afgørelser truffet af Finanstilsynet efter forordningen kan
indbringes for Erhvervsankenævnet, senest fire uger efter at
afgørelsen er meddelt den pågældende.
En række af forordningens bestemmelser er allerede strafbe-
lagte, jf. § 152, stk. 2, i lov om betalinger. Det omfatter bl.a.
artikel 3, 3a, 3b og 4.
Artikel 3 i forordningen fastsætter regler om gebyrer for
grænseoverskridende betalinger, der medfører, at gebyrerne
skal være de samme som de gebyrer, der opkræves for til-
svarende indenlandske betalinger af samme værdi og i
samme valuta. Betalingstjenesteudbydere, f.eks. pengeinsti-
tutter, må derfor ikke opkræve forskellige gebyrer for tilsva-
rende indenlandske og grænseoverskridende betalinger i eu-
ro.
Artikel 3a, stk. 1-4, i forordningen bestemmer, at betalings-
tjenesteudbydere og parter, der udbyder valutaomregnings-
tjenester i en pengeautomat eller på et salgssted, når de giver
betaleren obligatoriske oplysninger om vekselgebyrer og
den gældende vekselkurs, skal give disse oplysninger som et
procentuelt avancetillæg i forhold til den senest tilgængelige
vekselkurs fra Den Europæiske Centralbank. Avancetillæg-
get skal oplyses til betaleren, før betalingen påbegyndes, og
oplysningerne skal være forståelige og tilgængelige på et
bredt anvendt og let tilgængeligt elektronisk medie. Oplys-
ningerne skal fremlægges gratis og på en neutral og forståe-
lig måde.
Artikel 3b i forordningen fastsætter regler om, at betalings-
tjenesteudbydere skal informere betaleren om de anslåede
gebyrer for valutaomregningstjenester, der gælder for en
kreditoverførsel.
Artikel 4 i forordningen vedrører foranstaltninger, der kan
lette automatiseringen af betalinger. En udbyder af en beta-
lingstjeneste skal bl.a. give brugeren af betalingstjenester
oplysninger om brugerens internationale bankkontonummer
(International Bank Account Number eller IBAN) og udby-
14
deren af betalingstjenestens identifikationsnummer (Bank
Identifier Code eller BIC).
2.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Artiklerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning
(EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseover-
skridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer, finder an-
vendelse fra forskellige tidspunkter i perioden fra den 15.
december 2019 til den 19. april 2021. De nødvendige æn-
dringer af lov om betalinger er derfor foretaget med forskel-
lige ikrafttrædelsestidspunkter og over tre lovforslag, hvoraf
dette er det sidste. De første to lovændringer var lov nr.
1374 af 13. december 2019 og lov nr. 641 af 19. maj 2020.
Det foreslås derfor at gennemføre de sidste konsekvensæn-
dringer til lov om betalinger, som følger af den nye artikel
3a, stk. 5-6, der finder anvendelse fra den 19. april 2021.
I medfør af den nye artikel 3a, stk. 5, skal en udbyder af be-
talingstjenester, uden unødig forsinkelse, sende en elektro-
nisk meddelelse til en betaler med oplysninger om vekselge-
byrer og vekselkurs, efter at udbyderen modtager en beta-
lingsordre ved en kontanthævning i en pengeautomat eller
for en betaling på et salgssted. Meddelelsen skal sendes, når
betalingsordren vedrører en anden EU-valuta end den, som
betalerens konto føres i. Meddelelsen skal dog kun sendes
én gang i hver måned, hvori betalerens betalingstjenesteud-
byder modtager en betalingsordre fra betaleren i samme va-
luta. Den nye artikel 3a, stk. 6, forpligter betalingstjeneste-
udbyderen til at aftale kommunikationskanalen med betale-
ren og tilbyde mulighed for at fravælge at modtage disse
meddelelser.
Artikel 3a, stk. 5-6, finder anvendelse fra den 19. april 2021,
jf. artikel 2, stk. 2, litra c, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af
forordning (EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for
grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer.
Indsættelsen af artikel 3a, stk. 5-6, i lov om betalinger fore-
slås derfor også at træde i kraft den 19. april 2021.
2.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at Finanstilsynet også skal føre tilsyn med for-
ordningens artikel 3a, stk. 5-6.
Det foreslås desuden, at det også skal offentliggøres, hvis
Finanstilsynet beslutter at overgive sager efter forordningens
artikel 3a, stk. 5-6, til politimæssig efterforskning.
Det foreslås endvidere, at Finanstilsynet skal orientere of-
fentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet,
anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen
interesse eller af betydning for forståelsen af forordningens
artikel 3a, stk. 5-6.
Det foreslås, at også afgørelser fra Finanstilsynet truffet i
henhold til forordningens artikel 3a, stk. 5-6, kan indbringes
for Erhvervsankenævnet af den, som afgørelsen retter sig
mod, senest fire uger efter at afgørelsen er meddelt den på-
gældende.
Endelig foreslås strafbestemmelsen ændret, så også overtræ-
delse af forordningens artikel 3a, stk. 5, vil kunne straffes
med bøde.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 17, 28-30 og
32, og § 11, stk. 2, samt bemærkningerne hertil.
2.5. Erhvervsministerens beføjelser til at fastsætte nærmere
regler efter lov om betalinger
2.5.1. Gældende ret
Udbydere af betalingstjenester har efter lov om betalinger, §
123, stk. 1, mulighed for at pålægge betalingsmodtageren at
betale omkostningerne ved driften af et betalingssystem,
hvor transaktionerne gennemføres ved brug af et betalings-
instrument. Gebyrerne fastsættes efter § 122. Erhvervsmini-
steren kan dog efter § 123, stk. 4 og 5, fastsætte undtagelser
hertil.
Erhvervsministeren kan efter § 123, stk. 4, fastsætte nærme-
re regler om, at udbydere for visse typer af betalingsinstru-
menter alene kan pålægge betalingsmodtageren at betale et
årligt abonnement til dækning af udbyders omkostninger til
driften af betalingssystemet. Erhvervsministeren kan endvi-
dere efter § 123, stk. 5, 1. pkt., fastsætte nærmere regler om,
hvorledes prisen for det årlige abonnement efter stk. 4 skal
beregnes. Ministerens nuværende beføjelser er således af-
grænset til at omfatte muligheden for at fastsætte nærmere
regler om en abonnementsmodel.
Bestemmelserne i § 123, stk. 4 og 5, kan med få sproglige
ændringer føres tilbage til lov nr. 603 af 24. juni 2005 om
ændring af lov om visse betalingsmidler. Abonnementet
skulle ifølge forarbejderne til loven, jf. Folketingstidende
2004-2005, tillæg A, side 7058: ”blive fastsat, således at der
tages særligt hensyn til de mindre forretninger med under
5.000 transaktioner om året. Disse skal kun betale et årligt
abonnement på ca. 500 kr. i 2005. For de store og mellem-
store forretninger vil abonnementet blive fastsat i intervaller
på baggrund af antallet af dankorttransaktioner. ” Det vurde-
res, at erhvervsministerens nuværende beføjelser til at fast-
sætte nærmere regler om en abonnementsmodel herefter må
være afgrænset til at omfatte et fast abonnement baseret på
et interval af transaktioner.
15
Erhvervsministeren har udstedt bekendtgørelse nr. 1440 af
7. december 2017 om beregning af det årlige abonnement i
medfør af § 123, stk. 5, i lov om betalinger (abonnementsbe-
kendtgørelsen). Abonnementsbekendtgørelsen finder kun
anvendelse på nationale betalingskortordninger i den fysiske
handel, når betalingstransaktionen afvikles med et betalings-
instrument forsynet med chip omfattet af § 7, nr. 18, i lov
om betalinger, samtidig med, at betaler anvender underskrift
eller personlig, hemmelig kode eller anden sikker identifika-
tion. Endvidere finder bekendtgørelsen kun anvendelse på
nationale betalingskortordninger, hvis anvendelse omfatter
en væsentlig del af det samlede antal transaktioner i Dan-
mark. Bekendtgørelsen omfatter bl.a. nærmere regler for,
hvorledes udbydere heraf kan kræve abonnementsbetaling
fra betalingsmodtagere. På nuværende tidspunkt er det ude-
lukkende Dankortet, der udbydes af Nets Denmark A/S, som
er omfattet af abonnementsbekendtgørelsen.
Det følger af lov om betalinger og abonnementsbekendtgø-
relsen, at betalingsmodtagernes samlede betalinger for at
modtage betalingsinstrumentet (indtægtsrammen) højest kan
udgøre omkostningerne ved driften af betalingssystemet,
som opgjort af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Udbydere omfattet af abonnementsbekendtgørelsen kan ale-
ne opkræve omkostningerne fra forretningerne gennem en
årlig abonnementsmodel, hvor abonnementernes størrelse
afhænger af forretningernes transaktioner. Udgangspunktet
for fastsættelse af abonnementssatsen for den enkelte beta-
lingsmodtager er, at betalingen er opdelt i et antal interval-
ler, afhængigt af hvor mange transaktioner betalingsmodta-
ger har i et kalenderår. Det fremgår endvidere af abonne-
mentsbekendtgørelsen, at forretningernes abonnement op-
kræves én gang per kvartal bagudrettet på baggrund af det
samlede antal transaktioner fra de sidste fire kvartaler.
2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser
For mange andre betalingskort end Dankortet betaler forret-
ningerne ikke et årligt abonnement for indløsning, men beta-
ler i stedet en procentvis sats per transaktion. Det kan bl.a.
være attraktivt for mindre forretninger, der således ikke be-
høver at afholde en udgift, før omsætningen er realiseret.
Det vurderes, at erhvervsministerens nuværende beføjelser
efter lov om betalinger § 123, stk. 4 og 5, omfatter mulighed
for at fastsætte en fast abonnementsbetaling baseret på et in-
terval af transaktioner. Det vurderes derimod ikke at omfatte
en mulighed for at fastsætte regler om f.eks. procentvis beta-
ling per transaktion. Det stiller betalingsinstrumenter omfat-
tet af den gældende abonnementsregulering og de øvrige be-
talingsinstrumenter forskelligt i konkurrencen.
Det er vurderingen, at der bør kunne fastsættes regler om
andre prismodeller end abonnementsmodeller, som i højere
grad kan imødekomme behovet for en mere fleksibel pris-
model. Formålet er at sikre tidssvarende regulering og en
øget fleksibilitet til udbydere af betalingsinstrumenter om-
fattet af reguleringen.
2.5.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at erhvervsministerens beføjelser i lov om be-
talinger udvides, så ministeren får hjemmel til at fastsætte
regler om andre prismodeller end abonnementsmodeller.
Med hjemlen er det hensigten, at erhvervsministeren ændrer
abonnementsbekendtgørelsen, så bekendtgørelsen fremover
skal omfatte en mulighed for, at betalingsmodtagere kan be-
tale enten ved en fast abonnementssats eller ved en procen-
tuel opkrævning fastsat på baggrund af værdien af den en-
kelte korttransaktion.
Med brugen af ordet ”prismodel” som erstatning for ”abon-
nementsmodel” udvides erhvervsministerens beføjelser til at
omfatte muligheden for at fastsætte, at udbydere af visse ty-
per af betalingsinstrumenter kan kræve omkostningerne til
betalingssystemet dækket gennem andre opkrævningsmeto-
der end en abonnementsopkrævning. Ændringen af ministe-
rens beføjelser medfører, at ministeren kan fastsætte alterna-
tive prismodeller baseret på eksempelvis en procentsats af
transaktionsbeløbet eller en fast pris afhængig af transaktio-
nens størrelse. De angivne eksempler er ikke udtømmende.
Ændringen medfører endvidere, at opkrævningsmetoden ik-
ke er begrænset til at være baseret på transaktionsintervaller.
Lovforslaget ændrer ikke på, at udbydere omfattet af de
nærmere regler, som erhvervsministeren kan fastsætte efter
lov om betalinger § 123, stk. 4 og 5, udelukkende kan op-
kræve dækning af omkostningerne til driften af betalingssy-
stemet fra betalingsmodtagere omfattet af prismodellen.
Som konsekvensændring foreslås det endvidere at ændre er-
hvervsministerens beføjelser efter stk. 5, så ministeren kan
fastsætte nærmere regler om betalingen efter samtlige pris-
modeller omfattet af stk. 4, og ikke blot abonnementsmodel-
len.
2.6. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov
om betalinger
2.6.1. Gældende ret
Tilsynet med lov om betalinger er delt mellem Finanstilsy-
net, Forbrugerombudsmanden og Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen varetager
en del af tilsynet med lov om betalinger, jf. § 145, stk. 1.
Som udgangspunkt fungerer Konkurrence- og Forbrugersty-
relsens tilsyn efter loven i konkrete afgørelsessager uafhæn-
gigt af ministeren, der ikke inddrages i styrelsens afgørelser.
16
Sammenfattende træffer styrelsen således allerede i dag
selvstændigt afgørelser i konkrete sager om efterlevelse af
bestemmelserne i lov om betalinger.
Ministeren fungerer endvidere ikke som administrativ rekur-
sinstans i forhold til lov om betalinger. Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens afgørelser, efter lov om betalinger, er
derimod omfattet af et særligt lovbestemt rekurssystem, idet
Konkurrenceankenævnet er rekursinstansen for styrelsens
afgørelser frem for ministeren, jf. lov om betalinger, § 145,
stk. 4.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om be-
talinger er i dag formelt underlagt erhvervsministerens an-
svar. På betalingsområdet indgår Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen således i det hierarkiske system som styrelse i
Erhvervsministeriet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
tilsyn efter loven sker således efter det forvaltningsretlige
udgangspunkt, hvorefter erhvervsministeren har de sædvan-
lige overordnelsesbeføjelser inden for sit ressort.
2.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser
I forhold til konkrete afgørelsessager er praksis, at erhvervs-
ministeren som udgangspunkt ikke inddrages i Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsens afgørelser efter lov om betalin-
ger. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsynsarbejde
fungerer således som udgangspunkt i dag uafhængigt af mi-
nisteren.
Det vurderes derfor hensigtsmæssigt, at det eksplicit frem-
går af lov om betalinger, at Konkurrence- og Forbrugersty-
relsens tilsyn efter loven er uafhængigt af erhvervsministe-
ren. Det foreslås samtidig, at Konkurrencerådet fremadrettet
har det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbruger-
styrelsens administration efter loven og regler udstedt i med-
før heraf. Dette vurderes at være hensigtsmæssigt, da Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om betalin-
ger dermed vil være omfattet af de samme overordnede ram-
mer, som allerede i dag gælder i relation til konkurrencereg-
lerne. Konkurrencerådets overordnede ansvar for Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsens administration vil understre-
ge, at afgørelser skal træffes med armslængde til erhvervs-
ministeren.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil dog fortsat være un-
derlagt instruktionsbeføjelser fra ministeren i sager vedrø-
rende f.eks. forberedelse af lovgivning, almindelig minister-
betjening og bidrag til tværgående arbejde på ministerområ-
det. Dette omfatter desuden udarbejdelse af eventuelle ana-
lyser til ministeren. Det samme gælder styrelsens deltagelse
som repræsentant for Danmark i regi af forberedelse af nye
eller ændrede EU-retsakter på området.
2.6.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at det skal fremgå af lov om betalinger, at Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter § 145, stk. 1, er
uafhængigt af erhvervsministeren. Det foreslås endvidere, at
Konkurrencerådet fremadrettet har det overordnede ansvar
for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration ef-
ter lov om betalinger og regler udstedt i medfør af loven.
Konkurrencerådet vil efter forslaget ikke være underlagt er-
hvervsministeren, og ministeren vil derfor ikke have instruk-
tionsbeføjelser over for Konkurrencerådet eller Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsen vedrørende konkrete afgørelsessa-
ger. Styrelsens deltagelse i internationale fora som uafhæn-
gig tilsynsførende myndighed efter lov om betalinger vil
heller ikke være underlagt instruktionsbeføjelser fra ministe-
ren. En virkning af forslaget vil være, at Konkurrencerådet,
som et led i det overordnede ansvar for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens administration af loven, træffer beslut-
ning om oversendelse af sager til politimæssig efterforsk-
ning. Styrelsen vil dog fortsat være underlagt instruktion fra
erhvervsministeren i sager vedrørende f.eks. forberedelse af
lovgivning, almindelig ministerbetjening og bidrag til tvær-
gående arbejde på ministerområdet. Dette omfatter tillige
udarbejdelse af eventuelle analyser til ministeren, herunder
eksempelvis betalingsrapporten. Det samme gælder styrel-
sens deltagelse som repræsentant for Danmark i internatio-
nalt arbejde vedrørende forberedelse af nye eller ændrede
EU-retsakter på området.
Med lovforslaget vil Konkurrencerådet endvidere træffe af-
gørelse i sager af principiel eller særlig stor betydning, lige-
som det i dag er tilfældet efter konkurrenceloven.
Hermed vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter
lov om betalinger formelt ske inden for samme administrati-
ve ramme, som i dag gælder i relation til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens håndhævelse af bl.a. konkurrenceloven.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er således ved den dag-
lige administration af konkurrenceloven og regler udstedt i
medfør heraf uafhængig af ministeren, jf. konkurrencelo-
vens § 15, stk. 3, samt bekendtgørelse nr. 980 af 27. august
2015 om forretningsorden for Konkurrencerådet. Konkur-
rencerådet er ved administrationen af konkurrenceloven ikke
underlagt erhvervsministeren.
2.7. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens prioriteringsad-
gang i tilsynet med lov om betalinger
2.7.1. Gældende ret
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør på nuværende
tidspunkt efter fast administrativ praksis, om der er tilstræk-
kelig anledning til at undersøge eller træffe afgørelse i en
konkret sag efter lov om betalinger, herunder om sagsbe-
handlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
17
Dette sker ud fra et konkret skøn, hvor Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen bl.a. lægger vægt på hensynet til en så
effektiv anvendelse af styrelsens ressourcer på betalingsom-
rådet som muligt. Det betyder, at styrelsen i praksis har vide
beføjelser til at behandle en sag af egen drift og til at afvise
at behandle en klage.
2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsynsopgave i for-
hold til lov om betalinger er vokset gennem de seneste par
år, bl.a. som følge af implementeringen af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 om betalingstje-
nester i det indre marked, ændringen af direktiv 2002/65/EF,
2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr.
1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (2. be-
talingstjenestedirektiv) samt Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2015/751 af 29. april 2015 om interbankge-
byrer for kortbaserede betalingstransaktioner (interbankge-
byrforordningen). Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører
dermed tilsyn med væsentligt flere områder, end hvad der
har været tilfældet tidligere.
Det vurderes hensigtsmæssigt, at styrelsen kan fastholde den
hidtidige prioriteringsadgang i forhold til, hvilke tilsynssa-
ger styrelsen vil undersøge og eventuelt træffe afgørelse i.
Prioriteringsadgangen gør det muligt for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen at prioritere de sager, der eksempelvis
har størst effekt i markedet, eller hvor håndhævelse i øvrigt
vurderes at være den mest hensigtsmæssige anvendelse af
styrelsens ressourcer. For at skabe klarhed om adgangen til
at prioritere sager foreslås det at præcisere loven, så Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsen, ligesom på konkurren-
ceområdet, får en lovhjemlet beføjelse til at behandle en sag
af egen drift og til at afvise at behandle en klage.
2.7.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at loven præciseres, så Konkurrence- og For-
brugerstyrelsen får en lovhjemlet beføjelse til at behandle en
sag af egen drift og til at afvise at behandle en klage.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 31, og de specielle be-
mærkninger hertil.
2.8. Anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande
2.8.1. Gældende ret
Der gælder på nuværende tidspunkt ikke særlige regler i
Danmark for indløsning af betalinger med anonyme forud-
betalte kort udstedt i tredjelande.
2.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser
For at sikre at anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelan-
de ikke misbruges til eksempelvis finansiering af terrorisme,
bør der fastsættes et forbud mod indløsning af betalinger
foretaget med disse kort. Det skyldes, at kortene kan være
erhvervet i lande med mindre effektive kontroller til at fore-
bygge hvidvask og terrorfinansiering, hvilket indebærer en
risiko for, at kortene nemmere kan misbruges til f.eks. ter-
rorfinansiering.
I den supranationale risikovurdering fra 2019, udarbejdet at
Kommissionen, er definitionen af kontanter udstrakt til også
at omfatte kontantlignende produkter, herunder forudbetalte
kort. Risikoen for hvidvask og finansiering af terrorisme ved
brug af forudbetalte kort er derfor umiddelbart den samme
som ved brug af kontanter. Der er fra EU᾽s side fokus på
særligt udførslen af kontanter fra tredjelande. Medlemssta-
terne skal i deres nationale risikovurdering tage højde for ri-
sikoen for hvidvask og terrorfinansiering ved brug af kon-
tanter og kontantlignende produkter.
Det foreslås at forbyde indløsning af betalinger foretaget
med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande.
Med forslaget implementeres dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2018/843 af 30. maj 2018 om æn-
dring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foran-
staltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvid-
vask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring
af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU (5. hvidvaskdirek-
tiv). Direktivet giver mulighed for, at indløsning af betalin-
ger foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tred-
jelande kan undtages visse kundekendskabsprocedurer, så-
fremt betalingskortene opfylder en række betingelser. Direk-
tivet giver ligeledes mulighed for, at en medlemsstat kan
forbyde indløsning af betalinger foretaget med anonyme for-
udbetalte kort udstedt i tredjelande.
Erhvervsministeriet finder, at muligheden for at indføre et
egentlig forbud mod disse anonyme forudbetalte kort bør
udnyttes. Baggrunden for dette er den risiko, som er omtalt i
ovennævnte supranationale risikovurdering sammenholdt
med, at det vil være vanskeligt for virksomheder omfattet af
hvidvaskloven at sikre, at de betingelser, som direktivet
foreskriver skal opfyldes, efterleves, idet indløserne ikke vil
have kendskab til, under hvilke betingelser kortet er udstedt.
Det vil derfor være vanskeligt for indløserne at vurdere, om
et sådan anonymt forudbetalt kort lever op til lovens krav.
2.8.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i hvidvaskloven indsættes en ny bestem-
melse, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, hvorefter betalinger foreta-
get med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande ik-
ke må indløses i Danmark. Tilsvarende må restværdien i
kontanter eller kontanthævning af pengeværdien på sådanne
kort ikke indløses i Danmark.
18
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3, og bemærkningerne
hertil.
2.9. Undersøgelsespligten efter hvidvaskloven
2.9.1. Gældende ret
Hvidvasklovens § 25, stk. 1, pålægger virksomheder og per-
soner omfattet af hvidvaskloven en undersøgelsespligt. Un-
dersøgelsespligten indebærer, at virksomheder og personer
skal undersøge baggrunden for og formålet med alle kom-
plekse og usædvanligt store transaktioner samt alle usæd-
vanlige transaktionsmønstre, der ikke har et åbenbart økono-
misk eller lovligt formål, med henblik på at fastslå, om der
er mistanke om eller rimelig grund til at formode, at disse
har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af
terrorisme.
2.9.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Ved implementering af 4. hvidvaskdirektiv omfattede un-
dersøgelsespligten i § 25, stk. 1, både komplekse og usæd-
vanligt store transaktioner og alle usædvanlige transaktions-
mønstre og aktiviteter uden et åbenbart økonomisk eller lov-
ligt formål.
Ved implementering af 5. hvidvaskdirektiv blev ”aktivite-
ter” imidlertid ikke direkte omfattet af ordlyden ved nyaffat-
telsen af § 25, stk. 1, idet der blev foretaget en tekstnær im-
plementering af artikel 1, nr. 10, litra b, i 5. hvidvaskdirek-
tiv. Det følger imidlertid af bemærkningerne til den nyaffat-
tede § 25, stk. 1, at ”aktiviteter” er omfattet, og at det såle-
des ikke har været hensigten at foretage en materiel ændring
af bestemmelsen i denne henseende.
For at undgå nogen tvivl eller usikkerhed om retstilstanden i
forhold til undersøgelsespligten vurderes det hensigtsmæs-
sigt, at ”aktiviteter” eksplicit nævnes i lovbestemmelsen.
Det skal ses i lyset af, at undersøgelsespligten både bør om-
fatte aktiviteter og transaktioner henholdsvis transaktions-
mønstre. Der kan således være aktiviteter, som ikke har et
åbenbart økonomisk eller lovligt formål, og som ikke kan
anses som en transaktion eller et transaktionsmønster, men
som alligevel bør undersøges nærmere i forhold til mulig
hvidvask eller terrorfinansiering. På samme måde som for
transaktioner og transaktionsmønstre bør der gælde en pligt
til at undersøge mistænkelige aktiviteter for at kunne fastslå,
om der er mistanke om eller rimelig grund til at formode, at
aktiviteterne har eller har haft tilknytning til hvidvask eller
finansiering af terrorisme.
2.9.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i § 25 indsættes et nyt stk. 1, således at
undersøgelsespligten eksplicit omfatter alle komplekse og
usædvanligt store transaktioner, alle usædvanlige transakti-
onsmønstre og aktiviteter, der ikke har et åbenbart økono-
misk eller lovligt formål, med henblik på at fastslå, om der
er mistanke om eller rimelig grund til at formode, at disse
har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af
terrorisme.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 7, og bemærkningerne
hertil.
2.10. Samarbejdspligten for Erhvervsstyrelsen og Advoka-
trådet med udenlandske myndigheder
2.10.1. Gældende ret
Finanstilsynet og Spillemyndigheden har i henhold til hvid-
vaskloven pligt til og mulighed for at samarbejde med andre
tilsynsmyndigheder i EU- og EØS-lande i forhold til at fore-
tage fælles inspektioner i Danmark samt ved udførelse af
fælles tilsyn på andre EU- og EØS-landes område.
Pligten til og muligheden for samarbejdet med andre EU- og
EØS-lande følger af artikel 48, stk. 5, i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om fore-
byggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direk-
tiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv).
2.10.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Bekæmpelsen af hvidvask og terrorfinansiering er en inter-
national opgave, som ofte vil drage nytte af samarbejde på
tværs af landegrænser. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt,
at hvidvaskloven indeholder regler om muligheden for at
samarbejde med udenlandske tilsynsmyndigheder, både i
forhold til tilsynsaktiviteter i Danmark og i udlandet.
Hvidvaskloven indeholder i dag bestemmelser om Finanstil-
synets og Spillemyndighedens mulighed for at samarbejde
med kompetente myndigheder i andre EU- og EØS-lande på
de to myndigheders respektive tilsynsområder efter hvidvas-
kloven, mens der ikke er gennemført tilsvarende regler for
Erhvervsstyrelsen, som efter hvidvasklovens § 57 er tilsyns-
myndighed for revisorer, ejendomsmæglere, kunsthandlere
m.v., eller for Advokatrådet, som efter hvidvasklovens § 64
er tilsynsmyndighed for advokater.
Det er vurderingen, at der bør indføres de samme rammer
for Erhvervsstyrelsens og Advokatrådets mulighed for at
indgå i tilsynssamarbejde med myndigheder i andre EU- og
EØS-lande, som der i dag gælder for Finanstilsynet og Spil-
lemyndigheden. Det skal sikre, at Erhvervsstyrelsen og Ad-
vokatrådet kan deltage i udenlandske myndigheders tilsyns-
aktiviteter i andre EU- og EØS-lande, og at udenlandske
19
myndigheder efter aftale med Erhvervsstyrelsen eller Advo-
katrådet vil kunne deltage i tilsynsaktiviteter her i landet.
Herved muliggøres et effektivt grænseoverskridende samar-
bejde i forhold til virksomheder og personer omfattet af
hvidvaskloven, der har aktiviteter i to eller flere EU- eller
EØS-lande.
2.10.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indsætte nye bestemmelser i § 57, stk. 4-6, og
§ 64, stk. 3-5, i hvidvaskloven, hvorefter Erhvervsstyrelsen
og Advokatrådet vil få mulighed for at samarbejde med til-
synsmyndigheder i andre lande med hensyn til tilsynet med
revisorer, ejendomsmæglere, kunsthandlere og advokater ef-
ter hvidvaskloven.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 10 og 11, og bemærk-
ningerne hertil.
2.11. Ændringer som følger af disclosureforordningen
2.11.1. Gældende ret
I dag fremgår det af årsregnskabsloven, jf. lovbekendtgørel-
se nr. 838 af 8. august 2019, at store virksomheder skal sup-
plere ledelsesberetningen i deres årsregnskab med en ikke-
finansiel redegørelse for samfundsansvar, som bl.a. indehol-
der oplysninger om miljøforhold og virksomhedens arbejde
med at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens akti-
vitet, sociale forhold, personaleforhold m.v. Årsregnskabs-
loven gælder dog ikke for virksomheder, der er omfattet af
regnskabsregler fastsat ved eller i henhold til lovgivningen
for finansielle virksomheder.
For virksomheder på det finansielle område gælder dog lig-
nende oplysningskrav om samfundsansvar fastsat efter den
finansielle lovgivning. Sådanne oplysningskrav gælder for
børsnoterede finansielle virksomheder, unoterede livsforsik-
ringsselskaber (herunder tværgående pensionskasser), inve-
steringsforeninger og andre finansielle virksomheder, der på
koncernniveau har 500 eller flere ansatte.
Derudover er firmapensionskasser underlagt en forpligtelse
til at offentliggøre en redegørelse for deres investeringsprin-
cipper, herunder om og i givet fald hvordan deres investe-
ringsprincipper tager hensyn til miljømæssige, sociale og le-
delsesmæssige spørgsmål, jf. § 58 i lov om firmapensions-
kasser, jf. lovbekendtgørelse nr. 355 af 2. april 2020.
Ud over de ovennævnte regler findes der i dag ikke regler
om oplysningsforpligtelser for virksomheder på det finan-
sielle område, hvad angår hensyn til f.eks. miljømæssige,
sociale og ledelsesmæssige forhold i investerings- og råd-
givningsprocesser.
2.11.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosurefor-
ordningen) blev vedtaget i november 2019. Forordningen
skal finde anvendelse fra den 10. marts 2021, bortset fra reg-
lerne i forordningens artikel 11, stk. 1–3, som vedrører op-
lysninger i periodiske rapporter om et produkts opfyldelse af
miljømæssige eller sociale karakteristika eller samlede bæ-
redygtighedsrelaterede indvirkning. Reglerne herom skal
finde anvendelse fra den 1. januar 2022.
Disclosureforordningen gælder umiddelbart i Danmark og
skal derfor ikke gennemføres i national lovgivning. Det er
dog nødvendigt, at der med lovforslaget indføres regler, som
sikrer, at der kan føres et effektivt tilsyn med overholdelsen
af forordningen.
Formålet med disclosureforordningen er at integrere miljø-
mæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer)
i investeringsbeslutningstagning og i rådgivningsprocesser.
Dette vil styrke investorernes muligheder for at kunne sam-
menligne produkters bæredygtighed og virksomheders til-
gang til bæredygtighed. Dermed styrkes gennemsigtigheden
på området for bæredygtig finansiering med henblik på at
skabe tillid hertil, øge investeringen i bæredygtige produkter
og fremme den grønne omstilling.
Disclosureforordningen stiller krav til finansielle markeds-
deltagere og finansielle rådgivere om at integrere miljømæs-
sige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer) i de
oplysningsforpligtelser, der gælder ved investerings- og råd-
givningsprocesser.
Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. et forsikrings-
selskab, der udbyder et forsikringsbaseret investeringspro-
dukt.
Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. forsikringsformidler
eller et forsikringsselskab, der yder forsikringsrådgivning
om forsikringsbaserede investeringsprodukter.
Ved finansielle produkter forstås bl.a. en investeringsporte-
følje eller en alternativ investeringsfond.
De virksomheder, der er omfattet af disclosureforordningen,
skal overholde reglerne om finansielle markedsdeltagere,
når de producerer finansielle produkter, herunder yder porte-
føljepleje, og de skal overholde reglerne om finansielle råd-
givere, når de yder investeringsrådgivning eller forsikrings-
rådgivning. I tilfælde af at virksomheder både udøver aktivi-
teter som finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgi-
vere, bør de derfor betragtes som finansielle markedsdelta-
gere, når de handler som producenter af finansielle produk-
20
ter, og som finansielle rådgivere, når de yder forsikrings- el-
ler investeringsrådgivning.
Forordningen fastsætter bl.a. krav om, at finansielle mar-
kedsdeltagere og finansielle rådgivere på deres hjemmeside
skal offentliggøre politikker for, hvordan de i deres investe-
ringsbeslutningsproces eller i deres investerings- eller for-
sikringsrådgivning integrerer bæredygtighedsrisici, jf. arti-
kel 3, og hvorvidt de tager hensyn til negative indvirkninger
på bæredygtighedsfaktorer.
Disclosureforordningen stiller også krav til de oplysninger,
der skal gives forud for indgåelsen af en investeringsaftale.
Virksomhederne skal bl.a. i aftaler beskrive den måde, hvor-
med bæredygtighedsrisici er integreret i virksomhedernes
investeringsbeslutninger eller i investerings- eller forsik-
ringsrådgivningen, jf. artikel 6.
Desuden indfører forordningen to former for bæredygtige fi-
nansielle produkter, et produkt, der fremmer miljømæssige
eller sociale karakteristika, jf. artikel 8, og et produkt, der
har bæredygtige investeringer eller en reduktion af CO2-
emissioner som sit mål, jf. artikel 9.
For disse to typer bæredygtige finansielle produkter gælder
der yderligere oplysningsforpligtelser, som er nærmere fast-
sat i artikel 10 og 11. Finansielle markedsdeltagere skal for
hvert af de to produkter offentliggøre oplysninger om det fi-
nansielle produkts miljømæssige eller sociale karakteristika
eller dets bæredygtige investeringsmål, jf. artikel 10. Desu-
den er finansielle markedsdeltagere, som udbyder et finan-
sielt produkt med bæredygtige karakteristika eller et bære-
dygtigt formål, forpligtet til i deres periodiske rapporter at
medtage en beskrivelse af produktets samlede bæredygtig-
hedsrelaterede indvirkning eller omfanget af de miljømæssi-
ge eller sociale karakteristika ved produktet, jf. artikel 11.
For at sikre et effektivt tilsyn med disclosureforordningen
finder Erhvervsministeriet, at Finanstilsynet bør udpeges
som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af for-
ordningen. Finanstilsynet foreslås at få alle de nødvendige
tilsynsbeføjelser til at påse overholdelsen heraf. Det er bl.a.
vigtigt, at Finanstilsynet får mulighed for at reagere over for
manglende overholdelse af de oplysningsforpligtelser, som
disclosureforordningen introducerer. Herunder er det vigtigt,
at Finanstilsynet vil kunne benytte sig af de reaktionsmulig-
heder, som allerede i medfør af nuværende sektorspecifik
lovgivning udgør et led i Finanstilsynets almindelige tilsyns-
udøvelse. Finanstilsynet har i dag bl.a. mulighed for at give
påbud og påtaler for manglende overholdelse af gældende
krav og regler.
2.11.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at Finanstilsynet udpeges som kompetent myn-
dighed til at påse overholdelsen af disclosureforordningen.
På den baggrund foreslås de eksisterende tilsynsbestemmel-
ser i § 161, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., §
155, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., § 97, stk. 1, i lov om firmapensionskasser og §
22, stk. 1, i lov om forsikringsformidling tilpasset.
Med lovforslaget vil Finanstilsynet bl.a. kunne give påbud
eller påtaler for manglende overholdelse af de krav, som dis-
closureforordningen stiller til virksomhedernes oplysnings-
forpligtelser.
Det foreslås endvidere at tilpasse § 179, stk. 1, i lov om in-
vesteringsforeninger m.v., § 104, stk. 1, i lov om firmapen-
sionskasser og § 36, stk. 1, i lov om forsikringsformidling
om, hvem der kan anses for at være parter i forhold til de af-
gørelser, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe over
for virksomheder i medfør af disclosureforordningen.
Endelig foreslås det at tilpasse § 189 i lov om investerings-
foreninger m.v., § 189 i lov om forvaltere af alternative in-
vesteringsfonde m.v., § 112, stk. 1, i lov om firmapensions-
kasser og § 37, stk. 1, i lov om forsikringsformidling, hvor-
efter afgørelser truffet i medfør af disclosureforordningen
vil kunne indbringes for Erhvervsankenævnet.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 3-5, § 5, nr.
3-4, § 6, nr. 5-7, og § 7, nr. 1-3, og bemærkningerne hertil.
2.12. Forvaltere af AIF-SIKAV’er og AIF-Værdipapirfonde
2.12.1. Gældende ret
Det følger af lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., at virksomheder, der forvalter en eller flere al-
ternative investeringsfonde, skal have tilladelse af Finanstil-
synet, såfremt en af to følgende tærskelværdier overskrides:
1) aktiverne i de alternative investeringsfonde sammenlagt
overstiger en værdi svarende til 100 mio. euro, eller 2) 500
mio. euro, såfremt virksomheden udelukkende forvalter al-
ternative investeringsfonde, der ikke har gearet sine investe-
ringer, og ingen investorer i fondene har ret til at blive ind-
løst i en periode på minimum 5 år efter datoen for den oprin-
delige investering i hver af fondene.
Tærskelværdierne gælder ikke for forvaltere af en eller flere
kapitalforeninger, forvaltere af en eller flere investorfra-
dragsfonde og selvforvaltende investorfradragsfonde. Disse
forvaltere skal derfor altid have tilladelse. Det skyldes, at Fi-
nanstilsynet skal kunne føre tilsyn med forvalterens eller
den selvforvaltende investorfradragsfonds likviditets- og ri-
sikostyring. Endvidere kan Finanstilsynet føre tilsyn med
øvrige bestemmelser i lov om forvaltere af alternative inve-
steringsfonde m.v., herunder kravet om, at alternative inve-
21
steringsfonde, der forvaltes af en forvalter med tilladelse el-
ler er selvforvaltende, skal have en depositar.
Med lov nr. 706 af 8. juni 2018 om ændring af lov om finan-
siel virksomhed, hvidvaskloven, lov om forvaltere af alter-
native investeringsfonde m.v. og forskellige andre love blev
AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde sat ind i lov om
forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. som to nye
typer alternative investeringsfonde.
En AIF-SIKAV er en alternativ investeringsfond, som er
stiftet efter reglerne i afsnit VIII i lov om forvaltere af alter-
native investeringsfonde m.v. En AIF-SIKAV er et selskab
med en eller flere investorer, hvis vedtægter angiver, at sel-
skabet er en alternativ investeringsfond med variabel kapi-
tal, og som har udpeget en forvalter, der har tilladelse til at
administrere alternative investeringsfonde, og som har an-
svaret for at forvalte AIF-SIKAV’en.
En AIF-værdipapirfond er en alternativ investeringsfond,
som er etableret af en forvalter af alternative investerings-
fonde, der har tilladelse til at administrere alternative inve-
steringsfonde, og hvis fondsbestemmelser angiver, at fonden
er en AIF-værdipapirfond. En AIF-værdipapirfond er en
selvstændig økonomisk enhed.
Det følger af lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., at AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde skal
forvaltes af en forvalter af alternative investeringsfonde med
tilladelse.
2.12.2. Erhvervsministeriets overvejelser
I lighed med forvaltere af kapitalforeninger, forvaltere af in-
vestorfradragsfonde m.v. bør forvaltere af AIF-SIKAV’er
og AIF-værdipapirfonde være omfattet af undtagelsen til
tærskelværdier i lov om forvaltere af alternative investe-
ringsfonde m.v. Det vil medføre, at disse forvaltere altid
skal have en tilladelse, uanset værdien af aktiverne i AIF-SI-
KAV’en eller AIF-værdipapirfonden. Reglen skal sikre in-
vestorbeskyttelse, idet Finanstilsynet vil kunne føre tilsyn
med forvalterens likviditets- og risikostyring. Endvidere vil
Finanstilsynet kunne føre tilsyn med overholdelse af øvrige
bestemmelser i lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., herunder kravet om, at alternative investerings-
fonde, der forvaltes af en forvalter med tilladelse skal have
en depositar.
2.12.3. Den foreslåede ordning
Med lovforslaget foreslås det, at forvaltere af AIF-SI-
KAV’er og AIF-værdipapirfonde omfattes af § 6, stk. 4, i
lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.,
hvorved tærskelværdierne i § 6, stk. 1, ikke gælder for disse
forvaltere.
Forslaget vil medføre, at forvalteren af AIF-SIKAV’er og
AIF-værdipapirfonde altid skal have tilladelse fra Finanstil-
synet til at forvalte AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde,
uanset værdien af aktiverne i AIF-SIKAV’en eller AIF-vær-
dipapirfonden. Det svarer til den gældende regel for forval-
tere af kapitalforeninger, investorfradragsfonde og selvfor-
valtende investorfradragsfonde, jf. § 6, stk. 4, i lov om for-
valtere af alternative investeringsfonde m.v.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5, nr. 1, samt be-
mærkningerne hertil.
2.13. Bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for an-
satte hos forvaltere af alternative investeringsfonde
2.13.1. Gældende ret
Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. in-
deholder ikke en bestemmelse, der giver erhvervsministeren
bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos
forvaltere af alternative investeringsfonde.
Det følger af § 8, stk. 5, 1. pkt., i lov om forvaltere af alter-
native investeringsfonde m.v., at såfremt en forvalter har til-
ladelse til at udføre de aktiviteter, som er nævnt i lovens bi-
lag 1, nr. 3, finder § 43, § 71, stk. 3, og § 72 i lov om finan-
siel virksomhed tilsvarende anvendelse på forvalterens udfø-
relse af disse tjenesteydelser.
Det fremgår af § 43, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at
erhvervsministeren kan fastsætte regler om kompetencekrav
for ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, fonds-
mæglerselskaber, filialer af udenlandske pengeinstitutter og
investeringsselskaber samt tilknyttede agenter omfattet af §
9 a, der yder rådgivning om finansielle instrumenter. Mini-
steren fastsætter endvidere regler om kompetencekrav for
ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som præ-
senterer, tilbyder, rådgiver om eller administrerer boligkre-
ditaftaler.
Denne bemyndigelse er bl.a. udnyttet ved bekendtgørelse nr.
864 af 23. juni 2017 om kompetencekrav til ansatte, der
yder investeringsrådgivning og formidler information om
visse investeringsprodukter, herefter kompetencekravsbe-
kendtgørelsen.
2.13.2. Erhvervsministeriets overvejelser
En forvalter af alternative investeringsfonde kan få tilladelse
af Finanstilsynet til at udøve investeringsrådgivning. Forval-
tere af alternative investeringsfonde er imidlertid i dag ikke
omfattet af anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendt-
gørelsen.
22
Hvis en forvalter af alternative investeringsfonde med tilla-
delse til at yde investeringsrådgivning yder investeringsråd-
givning til detailinvestorer, bør de ansatte hos forvalteren
også være omfattet af de krav til kompetencer m.v., der er
fastsat i kompetencekravsbekendtgørelsen. Det er ud fra et
hensyn til investorbeskyttelsen. Kompetencekravsbekendt-
gørelsen fastsætter bl.a. krav til, at virksomheden skal sikre,
at dens ansatte, som yder investeringsrådgivning, har den
fornødne erfaring, uddannelse og kompetencer til at yde en
forsvarlig rådgivning til detailkunder.
Forvaltere af alternative investeringsfonde er reguleret i lov
om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. og ikke i
lov om finansiel virksomhed. Forvaltere af alternative inve-
steringsfonde kan derfor ikke skrives ind i bestemmelser i
lov om finansiel virksomhed, da de ikke er omfattet af lo-
vens anvendelsesområde.
Det vurderes derfor hensigtsmæssigt at indsætte en bemyn-
digelse i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde
m.v., så erhvervsministeren kan fastsætte kompetencekrav
for ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde i
kompetencekravsbekendtgørelsen.
Med en bemyndigelse i lov om forvaltere af alternative in-
vesteringsfonde m.v. kan anvendelsesområdet i kompeten-
cekravsbekendtgørelsen udvides til også at omfatte forvalte-
re af alternative investeringsfonde med tilladelse til at yde
investeringsrådgivning. Det vil øge investorbeskyttelsen for
detailinvestorer, da de ansatte i et investeringsforvaltnings-
selskab, som yder investeringsrådgivning til detailkunder,
vil skulle have de fornødne kompetencer til at yde en for-
svarlig investeringsrådgivning til detailkunder.
Bemyndigelsesbestemmelsen svarer til den gældende be-
myndigelse i § 43, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed,
hvorefter kompetencekravsbekendtgørelsens anvendelses-
område omfatter pengeinstitutter m.v.
2.13.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om
kompetencekrav til ansatte hos forvaltere af alternative inve-
steringsfonde. Bemyndigelsen anvendes til at omfatte for-
valtere af alternative investeringsfonde med tilladelse til at
yde investeringsrådgivning i henhold til kompetencekravs-
bekendtgørelsen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5, nr. 2, samt be-
mærkningerne hertil.
2.14. Ophævelse af krav om, at mulighed for etablering af
andelsklasser skal fremgå af afdelingers navne
2.14.1. Gældende ret
Det følger af § 18, stk. 1, i lov om investeringsforeninger
m.v., at vedtægterne eller fondsbestemmelserne i en dansk
UCITS kan indeholde bestemmelser om, at den danske
UCITS’ afdelinger kan opdeles i andelsklasser, og at besty-
relsen kan etablere andelsklasser i en afdeling. I en beståen-
de afdeling i en investeringsforening eller SIKAV skal afde-
lingens investorer dog først på en generalforsamling have
truffet beslutning om, at afdelingen kan opdeles i andels-
klasser. Er der tale om en værdipapirfond, er det bestyrelsen
for værdipapirfondens investeringsforvaltningsselskab eller
administrationsselskab, der træffer beslutningen. Det skal
fremgå af afdelingens navn, hvis bestyrelsen kan etablere
andelsklasser i afdelingen.
Danske UCITS er investeringsforeninger, SIKAV’er (sel-
skaber for investering med kapital, der er variabel) og vær-
dipapirfonde.
2.14.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Reglerne om etablering af andelsklasser i afdelinger i dan-
ske UCITS er nationale regler. Formålet med at indføre an-
delsklasser var at give danske UCITS mulighed for produkt-
udvikling og sikre, at de danske investeringsforeninger var
konkurrencedygtige på det europæiske marked.
Etablering af andelsklasser giver mulighed for at underopde-
le afdelinger i investeringsforeninger, så investorerne kan
vælge at investere i forskellige andelsklasser under den
samme afdeling. Andelsklasserne har forskellige karakteri-
stika og kan dermed målrettes bestemte typer investorer.
Bestemmelsen om at det skal fremgå af afdelingens navn,
hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i afdelingen, blev
indført af hensyn til styring af administrative systemer i
SKAT.
SKAT har oplyst til Finanstilsynet, at der ikke længere er
tekniske eller administrative årsager til opretholdelse af kra-
vet om, at det af afdelingens navn fremgår, hvis bestyrelsen
kan etablere andelsklasser i afdelingen.
Erhvervsministeriet finder det på den baggrund hensigts-
mæssigt at ophæve kravet. Det vil også gøre det lettere at
ændre afdelingens navn, hvis afdelingen fremadrettet skal
kunne have andelsklasser, eller hvis der ikke længere skal
kunne være andelsklasser i afdelingen.
2.14.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at § 18, stk. 1, 4. pkt., i lov om investeringsfor-
eninger m.v. ophæves.
23
Den foreslåede ændring vil medføre, at det fremadrettet ikke
længere skal fremgå i afdelinger i danske UCITS’ navne, at
der kan etableres andelsklasser i den pågældende afdeling.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 2, samt be-
mærkningerne hertil.
2.15. Ændringer som følge af oprettelse af CO2-benchmarks
for lille CO2-effekt og bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger om benchmarks
2.15.1. Gældende ret
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1011/EU af
8. juni 2016 om indeks, der bruges som benchmarks i finan-
sielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med hen-
blik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater
(benchmarkforordningen), fastsætter en retlig ramme og
dermed harmoniserede fælleseuropæiske regler for fastsæt-
telse af benchmarks på EU-plan.
Forordningen stiller en række krav til benchmarks integritet
og pålidelighed, herunder governance- og kontrolkrav for
administratorer og stillere af benchmarks, regler for inputda-
ta, metodologi og indberetning af overtrædelser samt krav
om adfærdskodeks for stillere af benchmarks. Der stilles og-
så visse krav til gennemsigtighed og forbrugerbeskyttelse.
Kravene varierer mellem forskellige typer af benchmarks.
Der gælder eksempelvis særlige krav til benchmarks baseret
på regulerede data, rentebenchmarks og råvarebenchmarks,
ligesom der gælder forskellige krav for øvrige benchmarks,
alt efter hvor vigtigt et givent benchmark er for den finan-
sielle stabilitet, herunder om de er væsentlige eller ikke-væ-
sentlige i henhold til fastlagte kriterier. Der stilles særligt
skærpede krav for de benchmarks, som har den største be-
tydning for de europæiske finansielle markeder, såkaldte
kritiske benchmarks.
Endelig stilles der krav til godkendelse eller registrering af
samt tilsyn med administrator.
Finanstilsynet er udpeget som den kompetente myndighed,
der påser overholdelsen af benchmarkforordningen. Finans-
tilsynet fører hermed tilsyn med benchmarkadministratorer
og deres overholdelse af kravene til bl.a. metodologien, der
anvendes ved fastlæggelse af benchmarks.
Der har ikke tidligere været EU-retlige regler for at udbyde
lavemissions- eller klimabenchmarks. Der er heller ikke i
Danmark fastsat krav for benchmarkadministratorer, der ud-
byder eller ønsker at udbyde indeks, der bidrager til en ned-
bringelse af CO2-emission ved at have en benchmarkporte-
følje, der er i et dekarboniseringsforløb, eller et indeks, hvis
CO2-emissioner er tilpasset målene i Parisaftalen.
2.15.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2089/EU af
27. november 2019 om ændring af forordning
2016/1011/EU (benchmarkforordningen), for så vidt angår
EU-benchmarks for klimaovergangen, Paristilpassede EU-
benchmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om
benchmarks (ændringsforordningen), blev vedtaget i novem-
ber 2019. Ændringsforordningen er trådt i kraft den 10. de-
cember 2019. I henhold til forordningens artikel 1, nr. 3,
skal benchmarkadministratorer, der udbyder et EU-bench-
mark for klimaovergang eller et Paristilpasset EU-bench-
mark, senest den 30. april 2020 overholde benchmarkforord-
ningens krav.
Med ændringsforordningen indsættes der i benchmarkfor-
ordningen bestemmelser, der introducerer to nye typer ben-
chmarks og fastlægger minimumskrav på EU-plan for disse
to typer benchmarks, som er EU-benchmarks for klimaover-
gangen og Paristilpassede EU-benchmarks. Administratorer
af de to typer benchmarks skal opfylde benchmarkforord-
ningens krav. De to benchmarks skal gøre det nemmere og
sikrere for investorer og forbrugere bl.a. at finde CO2-af-
trykket for deres investeringer.
Ved EU-benchmarks for klimaovergangen forstås ben-
chmarks, hvis underliggende aktiver sammensættes således,
at den deraf følgende benchmarkportefølje følger et dekar-
boniseringsforløb, og hvor der offentliggøres mål og frem-
skridt vedrørende nedbringelse af CO2-emissioner på datter-
selskabsniveau. Derudover må aktiviteterne i benchmarkets
underliggende aktiver ikke væsentligt skade andre ESG-mål.
Ved Paristilpassede EU-benchmarks forstås benchmarks,
hvis underliggende aktiver skal være sammensat på en sådan
måde, at den deraf følgende benchmarkporteføljes CO2-
emissioner er tilpasset målene i Parisaftalen. Aktiviteter i
forbindelse med disse benchmarks underliggende aktiver må
ikke i væsentlig grad skade andre miljømæssige, sociale el-
ler ledelsesmæssige (ESG) mål.
Ved et dekarboniseringsforløb forstås et målbart, videnska-
beligt baseret og tidsbundet forløb i retning af tilpasning til
målene i Parisaftalen ved en nedbringelse af nærmere angiv-
ne typer CO2-emissioner.
Ved en administrator forstås en juridisk eller fysisk person,
der fører kontrol med leveringen af benchmarks, herunder
administrerer ordningerne for fastlæggelse af benchmarks,
indsamler og analyserer inputdataene, fastlægger benchmar-
ket og offentliggør det.
Det fremgår af ændringsforordningen, at et stigende antal
investorer forfølger lavemissionsinvesteringer og bruger
24
benchmarks for lille CO2-effekt til at måle resultaterne af
investeringsporteføljer.
Ændringsforordningen vil understøtte denne udvikling ved
at harmonisere tilgangen til benchmarks for lille CO2-effekt,
som ellers kan være en hindring for det indre marked.
For at sikre et effektivt tilsyn med EU-benchmarks for kli-
maovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks er det
vurderingen, at det er vigtigt, at Finanstilsynet bliver tillagt
alle de nødvendige tilsynsbeføjelser til at påse overholdelsen
af kravene til disse to typer benchmarks, og at Finanstilsynet
får mulighed for at reagere over for manglende overholdelse
heraf.
2.15.3. Den foreslåede ordning
Ændringsforordningen ændrer i benchmarkforordningen og
bestemmer, at medlemslandene skal have en beføjelse til at
sanktionere overtrædelser af artikler om EU-benchmarks for
klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks.
Det fremgår af benchmarkforordningen, at der skal anven-
des administrative sanktioner samt bødestraf ved overtræ-
delser af forordningen. Medlemslandene kan dog beslutte
ikke at fastsætte regler for administrative sanktioner for
overtrædelser, der er underlagt strafferetlige sanktioner.
Benchmarkforordningen gælder umiddelbart i Danmark og
skal derfor ikke gennemføres i national lovgivning. Det er
dog nødvendigt, at der med lovforslaget indføres regler i lov
om kapitalmarkeder, der sikrer, at Finanstilsynet kan føre et
effektivt tilsyn med overholdelsen af krav til EU-ben-
chmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-ben-
chmarks.
På den baggrund foreslås det med lovforslaget, at overtræ-
delser af benchmarkforordningens krav til EU-benchmarks
for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks vil
kunne medføre bødestraf.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 2, samt be-
mærkningerne til denne bestemmelse.
2.16. Outsourcing for en operatør af et reguleret marked,
der driver en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller en
organiseret handelsfacilitet (OHF)
2.16.1. Gældende ret
Outsourcing dækker over situationer, hvor en virksomhed
vælger at få en leverandør til at varetage opgaver på virk-
somhedens vegne, fremfor at opgaverne varetages internt i
den enkelte virksomhed. Outsourcingreglerne på kapitalmar-
kedsområdet har overordnet til formål at sikre, at en opera-
tør af et reguleret marked fortsat bærer ansvaret for de opga-
ver, der udføres hos leverandøren i tilfælde af outsourcing,
samt at sikre, at Finanstilsynet fortsat kan udøve et effektivt
tilsyn. Reglerne fastsætter således, hvordan operatøren skal
sikre, at en opgave varetages i henhold til gældende lovgiv-
ning, selvom den er henlagt til en leverandør.
Ved lov nr. 641 af den 19. marts 2020, som trådte i kraft den
1. juli 2020, er reglerne for outsourcing blevet ændret. Ved
lovændringen blev operatører af regulerede markeder omfat-
tet af de samme nationale regler om outsourcing, som
samtidig blev indført for kreditinstitutter m.fl. For at harmo-
nisere bemyndigelsesbestemmelserne blev § 62 i lov om ka-
pitalmarkeder nyaffattet, så bestemmelsen har samme ord-
lyd som den tilsvarende bemyndigelsesbestemmelse i § 72 a
i lov om finansiel virksomhed, som ligeledes blev nyaffattet
ved lov nr. 641 af den 19. marts 2020.
§ 62 i lov om kapitalmarkeder gælder for en operatør af et
reguleret marked. Bestemmelsen giver mulighed for, at en
operatør af et reguleret marked kan outsource en proces, en
tjenesteydelse eller en aktivitet, som operatøren ellers selv
ville udføre, til en leverandør. Desuden indeholder bestem-
melsen en bemyndigelse til erhvervsministeren, hvorved mi-
nisteren vil kunne fastsætte krav til virksomhedens ledelses-
ordninger, ansvar, risikostyring, overvågning, kontrol og
rapportering i tilknytning til outsourcing til en leverandør.
Erhvervsministeren vil desuden kunne fastsætte nærmere
krav til virksomhedens interne retningslinjer, outsourcing-
kontrakten, krav til håndtering af eventuelle interessekon-
flikter og krav, som en leverandør eller en underleverandør
skal opfylde. Desuden vil ministeren kunne fastsættes nær-
mere regler om outsourcingvirksomhedernes pligt til at un-
derrette Finanstilsynet om outsourcing.
Bemyndigelsen er blevet anvendt til at udstede bekendtgø-
relse nr. 877 af 12. juni 2020 om outsourcing for kreditinsti-
tutter m.v.
Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. juli 2020 og finder an-
vendelse på pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæg-
lerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, sparevirk-
somheder, fælles datacentraler, operatører af regulerede
markeder, e-pengeinstitutter, betalingsinstitutter og Dan-
marks Skibskredit A/S, når virksomheden gør brug af out-
sourcing.
Bekendtgørelsen implementerer ”Retningslinjer for outsour-
cing”, som er udstedt af Den Europæiske Banktilsynsmyn-
dighed (EBA).
Bekendtgørelsen indeholder bl.a. bestemmelser, der fastsæt-
ter krav til ledelse og styring af outsourcing, krav ved vide-
reoutsourcing, krav til outsourcing-kontrakten og dokumen-
tationskrav.
25
2.16.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Det fremgår af § 62, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at reg-
lerne om outsourcing gælder for en operatør af et reguleret
marked. En operatør af et reguleret marked kan imidlertid
også få særskilt tilladelse til at drive en multilateral handels-
facilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF),
jf. § 86 i lov om kapitalmarkeder. Derfor bør det præciseres
i loven, at reglerne om outsourcing også finder anvendelse
for en operatør af et reguleret marked, der driver en MHF el-
ler en OHF.
Alle multilaterale systemer skal drives i form af et reguleret
marked, en MHF eller en OHF. Drift af et reguleret marked
er betinget af en række organisatoriske og driftsmæssige
krav og kræver tilladelse som operatør af et reguleret mar-
ked. Drift af MHF’er og OHF’er er ligeledes betinget af en
række organisatoriske og driftsmæssige krav og kræver tilla-
delse som enten en operatør af et reguleret marked eller til-
ladelse som fondsmæglerselskab.
De driftsmæssige krav til MHF’er og OHF’er afspejler i høj
grad de tilsvarende regler for regulerede markeder. Overord-
net er de organisatoriske og driftsmæssige krav dog mere
detaljerede for regulerede markeder end reglerne for en
MHF og en OHF. Driften af en OHF adskiller sig fra en
MHF ved, at den er begrænset til handel med obligationer,
strukturerede finansielle produkter, emissionskvoter og deri-
vater. Det vil sige, at aktier ikke kan handles på en OHF, da
det alene er ikkeaktielignende instrumenter, der kan handles
her.
Desuden kan en MHF registreres som et SMV-vækstmar-
ked. SMV-vækstmarkedets regelgrundlag er tilpasset små
og mellemstore udstedere.
Det skyldes, at de aktiviteter, som en MHF eller en OHF ud-
fører, ikke væsentligt adskiller sig fra de aktiviteter, som et
reguleret marked udfører.
Fremover bør reglerne i § 62, stk. 2, og regler fastsat i med-
før af § 62, stk. 3, således også gælde, hvis en operatør af et
reguleret marked foretager outsourcing vedrørende driften af
en MHF eller en OHF.
2.16.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at § 62 i lov om kapitalmarkeder præciseres så-
ledes, at reglerne om outsourcing også finder anvendelse for
en operatør af et reguleret marked, som driver en MHF eller
OHF. Det vil betyde, at når en operatør af et reguleret mar-
ked foretager outsourcing af driften af en MHF eller OHF,
vil reglerne om outsourcing gælde på samme vis, som de al-
lerede gør i dag, når operatøren outsourcer drift af et regule-
ret marked.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 1, samt be-
mærkningerne hertil.
2.17. Digital ansøgning i forbindelse med autorisationer
2.17.1. Gældende ret
Forsikringsformidlere og genforsikringsformidlere skal efter
§ 3 i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr.
378 af 2. april 2020, ansøge Finanstilsynet om tilladelse til
at udøve forsikringsdistribution og genforsikringsdistributi-
on. Virksomheder kan få tilladelse til at udøve forsikrings-
formidling, bl.a. når virksomhedens bestyrelse og direktion
eller de ledelsesansvarlige opfylder krav til ledelse og ind-
retning af virksomheden, når virksomheden har en ansvars-
forsikring eller anden tilsvarende garanti mod erstatnings-
krav, og når virksomheden har truffet foranstaltninger for at
beskytte kunderne mod manglende betalingsevne hos for-
midleren.
Accessoriske forsikringsformidlere skal efter § 4 i lov om
forsikringsformidling registreres hos Finanstilsynet, inden
formidleren påbegynder sin virksomhed. Før virksomheden
kan registreres, skal den dokumentere at opfylde de samme
betingelser som en virksomhed, der vil udøve forsikringsfor-
midling eller genforsikringsformidling, idet der dog ikke
stilles de samme krav til ledelsen og indretningen af virk-
somheden.
Virksomheder, der rådgiver om finansielle produkter, skal
have tilladelse som finansiel rådgiver for at udøve den på-
gældende virksomhed. På samme måde skal en virksomhed,
der yder rådgivning eller formidler boligkreditaftaler til for-
brugere, have tilladelse som boligkreditformidler. Endelig
skal en virksomhed, der yder investeringsrådgivning, have
tilladelse som investeringsrådgiver. Finanstilsynet kan give
tilladelse efter § 3 i lov om finansielle rådgivere, investe-
ringsrådgivere og boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørel-
se nr. 1160 af 19. september 2018, hvis virksomhederne op-
fylder kriterierne efter § 3, stk. 3, herunder dokumenterer
forretningsgange på væsentlige aktivitetsområder. Endvide-
re skal virksomhedens ledelse opfylde de gældende krav til
egnethed og hæderlighed, ligesom virksomheden skal frem-
vise dokumentation for ansvarsforsikring eller anden tilsva-
rende garanti mod erstatningskrav.
Forbrugslånsvirksomheder skal efter § 3 i lov om forbrugs-
lånsvirksomheder, jf. lov nr. 450 af 24. april 2019, have til-
ladelse af Finanstilsynet til at drive virksomhed. Finanstilsy-
net giver tilladelse til virksomheder, der bl.a. dokumenterer
tilstrækkelige forretningsgange for efterlevelse af redelig
forretningsskik og god praksis for kreditværdighedsvurde-
ring og identifikation af målgrupper. Endvidere skal ledel-
sen opfylde lovens krav til egnethed og hæderlighed.
26
Endelig skal selskaber, der erhvervsmæssigt køber eller sæl-
ger pantebreve i fast ejendom, herunder erhvervsmæssigt
sælger pantebreve eller yder boligkreditaftaler, godkendes af
Finanstilsynet efter § 3 i lov om ejendomskreditselskaber, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1045 af 14. oktober 2019. Finanstilsy-
net giver tilladelse til selskaber, der drives som et anparts-
eller aktieselskab, hvor ledelsen opfylder lovens krav til eg-
nethed og hæderlighed, og hvor personen i selskabet, som er
ansvarlig for handel med pantebreve og kreditgivning, op-
fylder betingelserne i § 3, nr. 4 og 5, og § 5.
Ansøgning om tilladelse til at udøve virksomhed indsendes i
praksis elektronisk ved, at virksomheden ved brug af Nem-
ID via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk indsender ansøgningsskema og tilhørende bi-
lag. Finanstilsynet skal senest tre måneder fra modtagelsen
af den nødvendige dokumentation træffe afgørelse i sagen.
2.17.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Som led i den fælles offentlige digitaliseringsstrategi er der
indført digitale selvbetjeningsløsninger for personer og virk-
somheder på en lang række områder, herunder på Finanstil-
synets selvbetjeningsløsning på www.virk.dk. Det bevirker,
at virksomheder skal indsende deres ansøgninger, indberet-
ninger m.v. elektronisk via www.virk.dk ved brug af Nem-
ID. Dette gælder også virksomheder, der ønsker tilladelse til
at udøve virksomhed med forsikringsformidling, investe-
ringsrådgivning m.v.
Det vurderes, at de gældende regler ikke klart indeholder en
forpligtelse for virksomhederne til at ansøge elektronisk via
www.virk.dk, hvorfor denne forpligtelse bør tydeliggøres.
Der er derfor behov for at ændre de gældende regler for
autorisationsansøgninger til Finanstilsynet. Det bør i samme
forbindelse præciseres, at i de tilfælde hvor virksomheden
undtagelsesvist ikke kan foretage anmeldelsen elektronisk
via www.virk.dk, skal anmeldelse ske ved indsendelse af Fi-
nanstilsynets anmeldelsesblanket vedlagt de nødvendige op-
lysninger.
2.17.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at ændre en række love, hvor der skal søges om
tilladelse hos Finanstilsynet til at drive virksomhed. Det dre-
jer sig om lov om forsikringsformidlere, lov om finansielle
rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere, lov
om forbrugslånsvirksomheder og lov om ejendomskreditsel-
skaber. Med forslaget præciseres det, at ansøgning til Fi-
nanstilsynet om tilladelse til at udøve den pågældende virk-
somhed skal ske elektronisk via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning på www.virk.dk. Det foreslås endvidere, at i de
tilfælde hvor virksomheden undtagelsesvist ikke har mulig-
hed for at indsende ansøgningen via www.virk.dk, er virk-
somheden forpligtet til at anvende Finanstilsynets anmeldel-
sesblanket på www.virk.dk.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 6, nr. 2 og 3, § 8, nr.
2, § 9, nr. 1, og § 10, nr. 2, samt bemærkningerne hertil.
2.18. Vækstfondens finansieringsmuligheder
2.18.1. Gældende ret
Vækstfonden har ifølge § 17, stk. 1, i lov nr. 691 af 8. juni
2018 om Vækstfonden mulighed for at optage genudlån hos
Danmarks Nationalbank inden for en samlet ramme på mak-
simalt 1 mia. kr., der skal sikre Vækstfondens aktiviteter,
hvis Vækstfondens likviditet kommer under pres i tilfælde
af lavkonjunktur eller et frosset venturemarked. Denne ad-
gang er givet som opfølgning på den fastlagte udbyttepolitik
for Vækstfonden, der følger af den politiske aftale om ud-
vikling af Nordsøen af 22. marts 2017.
Vækstfonden har ikke hjemmel til at optage genudlån ud
over dette likviditetsberedskab. I stedet må Vækstfonden op-
tage lån på det private marked til finansiering af sine aktivi-
teter, jf. § 16, stk. 2. Vækstfonden har adgang til at optage
finansiering til administration af visse, men ikke alle, ord-
ninger, som er skrevet ind i lov om Vækstfondens § 16, her-
under syndikeringslån i stk. 3, accelerationspuljen i stk. 4,
Dansk Vækstkapital i stk. 6 og Dansk Vækstkapital II i stk.
7.
Den bevillingsmæssige hjemmel til Vækstfondens finansie-
ring af ordninger, der ikke fremgår af loven, er etableret
særskilt ved aktstykke og optagelse af tekstanmærkninger på
Finansloven. Den nærmere regulering af de i lov om Vækst-
fonden nævnte ordninger, såvel som ordninger med særskilt
bevillingsmæssig hjemmel, er fastlagt ved administrations-
aftale eller bekendtgørelse med hjemmel i § 9 i lov om
Vækstfonden.
2.18.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Vækstfonden finansierer i dag en række af sine aktiviteter
gennem en statsgaranteret låneramme, som giver Vækstfon-
den mulighed for at optage lån i det private marked med en
tilknyttet statsgaranti.
I modsætning hertil finansierer en række andre statslige sel-
skaber primært deres aktiviteter ved genudlån gennem Dan-
marks Nationalbank. Ved genudlån optager selskabet lån di-
rekte hos staten. Låneprovenuet udbetales fra statens konto,
og det afledte finansieringsbehov dækkes ved løbende ud-
stedelser i statens lånepapirer.
I de senere år er der generelt sket et skifte fra statsgarantere-
de lånerammer mod genudlån for at effektivisere statens
samlede låneoptag. I forlængelse heraf vurderes det hen-
sigtsmæssigt, at en række aktiviteter i Vækstfonden, der i
dag finansieres ved låneoptag i markedet, fremover får mu-
lighed for også at kunne finansieres via statsligt genudlån
27
gennem Danmarks Nationalbank i det omfang, der er etable-
ret bevillingsmæssig hjemmel hertil. Formålet er således at
sikre Vækstfonden en mere fleksibel adgang til likviditet og
ikke at øge Vækstfondens samlede mulighed for at optage
lån.
Vækstfonden fik med den politiske aftale om udvikling af
Nordsøen af 22. marts 2017 adgang til genudlån i form af et
likviditetsberedskab på 1 mia. kr. Med nærværende forslag
til ændring af lov om Vækstfonden lægges der op til at sup-
plere dette beredskab med en mere generel adgang til gen-
udlån, i det omfang der er eller fremover etableres særskilt
bevillingsmæssig hjemmel hertil.
Foruden adgang til genudlån foreslås det, at opremsningen
af en række enkeltordninger, der administreres af Vækstfon-
den, og hvor Vækstfonden har fået mulighed for at optage
statsgaranterede lån, skrives ud af loven. Der tilsigtes ingen
ændringer i Vækstfondens mulighed for låneoptag i den for-
bindelse. Ordningerne vil således fortsat være hjemlet bevil-
lingsmæssigt, ligesom der i en række tilfælde er udstedt be-
kendtgørelser i medfør af § 9 i lov om vækstfonden, der
nærmere fastlægger rammerne for ordningerne. Ændringen
har dels til formål at skabe øget fleksibilitet i forbindelse
med etablering eller ændring af ordninger og dels at skabe
konsistens, da en række ordninger, der i dag er lagt til admi-
nistration i Vækstfonden, ikke fremgår af loven, men i ste-
det er etableret med særskilt bevillingsmæssig hjemmel og
bekendtgørelse. Forslaget skal ses i sammenhæng med, at
nye ordninger i Vækstfonden i højere grad end tidligere bli-
ver reguleret ved bekendtgørelser frem for administrations-
aftaler. Det skaber en gennemsigtighed omkring ordninger-
ne, hvilket var et af de bærende argumenter for at lade ord-
ningerne fremgå af lov om Vækstfonden.
2.18.3. Den foreslåede ordning
Med lovforslaget foreslås det, at Vækstfonden gives adgang
til at optage lån i markedet eller genudlån i det omfang, der
etableres særskilt bevillingsmæssig hjemmel til det.
Herudover skrives opremsningen af en række enkeltordnin-
ger ud af loven. Der tilsigtes i den forbindelse ingen ændrin-
ger i Vækstfondens muligheder for at optage lån men alene
at sikre et strømlinet lovgrundlag, der ikke forældes, i takt
med at ordninger oprettes, justeres og nedlægges.
Den foreslåede ændring af § 16, stk. 2, vil medføre, at
Vækstfonden, foruden den eksisterende adgang til at optage
lån i markedet, fremover vil få adgang til at finansiere sine
aktiviteter ved statsligt genudlån.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekven-
ser for det offentlige
Lovforslaget vurderes at medføre et øget ressourcebehov for
Finanstilsynet, som følge af at Finanstilsynet skal føre tilsyn
med overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtig-
hedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser (disclosureforordningen). Det forventes, at ca.
1.200 finansielle markedsdeltagere og rådgivere vil blive
omfattet af de nye tilsynsaktiviteter, der både omfatter et
virksomheds- og et produkttilsyn.
Lovforslagets § 11 vurderes at have positive økonomiske
konsekvenser for staten. Finansiering via genudlån vurderes
generelt at være billigere for Vækstfonden end at udstede
gældsbreve med statsgaranti, da likviditeten er betydeligt
højere i statens obligationsserier. Vækstfonden, som er ejet
af staten, sparer derfor den likviditetspræmie, som købere af
gældsbreve ellers ville kræve i form af højere rente.
Lovforslagets § 11 vil have administrative konsekvenser for
det offentlige, idet Danmarks Nationalbank administrerer fi-
nansiering via genudlån.
3.1. Digitaliseringsklar lovgivning
Lovforslaget vurderes at efterleve principperne om digitali-
seringsklar lovgivning. Lovforslaget indeholder enkle og
klare regler, som bidrager til administrative byrdelettelser
for erhvervslivet.
Der er ved lovforslagets udarbejdelse lagt vægt på en sikker
og tryg datahåndtering. Derfor vil enhver videregivelse af
personoplysninger efterleve de gældende regler om databe-
skyttelse. Behandling af personoplysninger vil altid ske
under iagttagelse af gældende lovgivning, herunder Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2016/679/EU af 27. april
2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af så-
danne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) og data-
beskyttelsesloven.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet
4.1. Administrative konsekvenser
Erhvervsstyrelsens Område for Bedre Regulering (OBR),
har vurderet, at de administrative konsekvenser af lovforsla-
get ikke overstiger 4 mio. kr. årligt, hvorfor konsekvenserne
ikke er blevet kvantificeret nærmere.
Med lovforslaget foreslås det at fjerne kravet om, at det skal
fremgå af navnet på danske UCITS’ afdelinger, hvis besty-
relsen skal etablere andelsklasser i afdelingen. Denne æn-
dring vurderes at medføre mindre lettelser for erhvervslivet.
For de afdelinger, hvoraf det ikke allerede fremgår af deres
navn, at der kan oprettes andelsklasser, kræver det en ved-
28
tægtsændring af afdelingen for at kunne oprette andelsklas-
ser. En vedtægtsændring skal godkendes af Finanstilsynet.
Dertil medfører en navneændring en række omkostninger til
f.eks. udenlandske depoter. Afdelingernes navne er i forve-
jen meget lange, og yderligere tilføjelser til navnet giver ud-
fordringer i forhold til antal felter i it-systemer.
Det kan medføre økonomiske konsekvenser for erhvervsli-
vet, at forvaltere af alternative investeringsfonde omfattes af
anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgørelsen, da
der kan være ansatte, som skal efteruddannes for at opfylde
kravene i bekendtgørelsen.
4.2. Øvrige efterlevelseskonsekvenser
Lovforslaget implementerer Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om beta-
lingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv
2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning
(EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv
2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv), artikel 106, hvor-
efter det pålægges betalingstjenesteudbydere at stille Kom-
missionens folder om forbrugerens rettigheder i henhold til
2. betalingstjenestedirektiv og tilhørende EU-ret til rådighed
digitalt og fysisk i deres filialer eller hos agenter, hvortil ak-
tiviteter er outsourcet.
Lovforslagets § 11 vurderes at have positive økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet. Lavere finansieringsomkost-
ninger for Vækstfonden kan understøtte mere risikovillig fi-
nansiering til virksomheder med perspektivrige projekter,
som har vanskeligt ved at rejse fuld finansiering i markedet.
En overgang til genudlån vil dog medføre, at de finansielle
virksomheder, som i dag administrerer Vækstfondens udste-
delse af gældsbreve, mister en indtægt. Størrelsen på den
mistede indtægt vil afhænge af omfanget af Vækstfondens
brug af genudlån.
Herudover vurderes lovforslaget ikke at medføre efterlevel-
seskonsekvenser.
4.3. Agil erhvervsrettet regulering
Lovforslaget som helhed vurderes at efterleve fire ud af fem
principper for agil lovgivning. Lovforslaget muliggør an-
vendelse af nye forretningsmodeller, idet lovforslaget ikke
forventes at opstille hindringer for f.eks. brug af nye tekno-
logier m.v. Lovforslaget er enkelt og formålsbestemt, idet
lovforslaget ikke forventes at opstille deltaljerede krav, der
gør det vanskeligt for virksomhederne at anvende nye tekno-
logier og forretningsmodeller. Lovforslaget er ikke teknolo-
gineutralt, idet der stilles krav om, at ansøgninger om tilla-
delse til Finanstilsynet skal sendes digitalt. Dette foreslås for
at gøre sagsbehandlingen mere effektiv for ansøgeren såvel
som Finanstilsynet. Resten af ændringerne er teknologineu-
trale. Lovforslaget er helhedstænkende, idet virksomhederne
forventes at kunne anvende allerede eksisterende systemer.
Princippet om brugervenlig digitalisering er ikke relevant
for lovforslaget, da lovforslaget ikke retter sig mod det of-
fentliges implementering af regulering gennem erhvervsret-
tede digitale løsninger.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget indeholder klageadgang for parter til en afgø-
relse truffet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 2019/2088 af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle
tjenesteydelser (disclosureforordningen), som Finanstilsynet
efter lovforslagets § 4, nr. 5, foreslås at skulle føre tilsyn
med. Parterne vil med lovforslaget blive tillagt tilsvarende
klageadgang, som gælder for Finanstilsynets tilsyn i øvrigt.
6. Miljømæssige konsekvenser
Det vurderes, at lovforslaget ikke medfører miljømæssige
konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget fastlægger tilsynsbeføjelser i henhold til Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF om
grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophæ-
velse af forordning (EF) nr. 2560/2001. Forordningen blev
ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning
(EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseover-
skridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer, hvilket
nødvendiggør tilpasning af §§ 130, 138-139, 143 og 152 i
lov om betalinger. Det følger desuden af artikel 13 i den op-
rindelige forordning, at medlemslandene skal sikre, at over-
trædelser af forordningen sanktioneres. Lovforslaget fast-
sætter, hvilke bestemmelser i forordningen der bliver straf-
belagt med bøde. Den nye artikel 3a, stk. 5-6, finder anven-
delse fra den 19. april 2021.
Da forordningens bestemmelser har forskellige anvendelses-
datoer, er indarbejdelsen af de nye artikler i lov om betalin-
ger fordelt på lov nr. 1374 af 13. december 2019 om æn-
dring af lov om finansiel virksomhed, lov om betalinger, lov
om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og
selskabsloven og forskellige andre love, lov nr. 641 af 19.
maj 2020 om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov
om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., lov om
investeringsforeninger m.v. og forskellige andre love og det-
te lovforslag. De nye artikler, 3a og 3b, finder anvendelse
fra to forskellige tidspunkter. Artikel 3a, stk. 1-4, og den til-
hørende del af stk. 7, og artikel 3b fandt anvendelse fra den
19. april 2020. Indsættelsen af de pågældende artikler i §
130, stk. 1, 2. pkt., § 138, stk. 1, 8. pkt., § 139, stk. 1, 2. pkt.,
og § 143, i lov om betalinger var en del af lov nr. 1374 af
13. december 2019 om ændring af lov om finansiel virksom-
hed, lov om betalinger, lov om kapitalmarkeder, lov om in-
29
vesteringsforeninger m.v. og selskabsloven og forskellige
andre love, mens indsættelsen af artikel 3a, stk. 3-4, og arti-
kel 3b, i strafbestemmelsen i lovens § 152, stk. 2, var en del
af lov nr. 641 af 19. maj 2020 om ændring af lov om finan-
siel virksomhed, lov om forvaltere af alternative investe-
ringsfonde m.v., lov om investeringsforeninger m.v. og for-
skellige andre love. Artikel 3a, stk. 5 og 6, og den tilhørende
del af stk. 7, finder derimod først anvendelse fra den 19.
april 2021, og indsættelsen af artikel 3a, stk. 5 og 6, i § 130,
stk. 1, 2. pkt., § 138, stk. 1, 8. pkt., § 139, stk. 1, 2. pkt., og §
143 og indsættelsen af artikel 3a, stk. 5, i § 152, stk. 2, er en
del af nærværende lovforslag.
Med lovforslaget gennemføres de fornødne ændringer som
følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelate-
rede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
(disclosureforordningen). De foreslåede ændringer indebæ-
rer bl.a., at Finanstilsynet udpeges som kompetent myndig-
hed i forhold til at påse overholdelsen af disclosureforord-
ningen i Danmark. Med de foreslåede ændringer sikres det
bl.a., at Finanstilsynet kan give påbud eller påtaler for man-
glende overholdelse af forordningen. De foreslåede ændrin-
ger går ikke videre end det, der er nødvendigt som følge af
forordningen. Disclosureforordningen finder anvendelse fra
den 10. marts 2021, med undtagelse af forordningens artikel
11, stk. 1-3, som skal finde anvendelse fra den 1. januar
2022. Det foreslås, at de dele af lovforslaget, som er en føl-
ge af disclosureforordningen, også skal træde i kraft den 10.
marts 2021.
Med lovforslaget gennemføres tillige de fornødne ændringer
som følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 2019/2089 af 27. november 2019 om ændring af
forordning (EU) 2016/1011, for så vidt angår EU-ben-
chmarks for klimaovergangen, Paristilpassede EU-ben-
chmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om ben-
chmarks (ændringsforordningen). Finanstilsynet er udpeget
som kompetent myndighed i forhold til at påse overholdel-
sen af benchmarkforordningen i Danmark. Med de foreslåe-
de ændringer sikres det, at overtrædelser af reglerne, som
indføres med Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 2019/2089 af 27. november 2019, kan sanktioneres
i Danmark. De foreslåede ændringer går ikke videre end det,
der er nødvendigt som følge af forordningen. Forordningen
trådte i kraft den 10. december 2019. I henhold til forordnin-
gen skal benchmarkadministratorer, der udbyder et EU-
benchmark for klimaovergang eller et Paristilpasset EU-
benchmark, senest den 30. april 2020 overholde benchmark-
forordningens krav.
Lovforslaget gennemfører endvidere dele af Europa-Parla-
mentet og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj om æn-
dring af direktiv 2015/849/EU om forebyggende foranstalt-
ninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask
af penge eller finansiering af terrorisme (4. hvidvaskdirek-
tiv) og om ændring af direktiv 2009/70/EF og 2013/36/EU
(5. hvidvaskdirektiv).
Lovforslaget gennemfører endvidere dele af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015
om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af
terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommis-
sionens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv).
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden den 22. juni 2020 til
den 3. august 2020 været sendt i høring hos følgende myn-
digheder og organisationer m.v.:
Aalborg Universitet, Aarhus BSS, Advokatsamfundet, Aka-
demisk Arkitektforening, Akademikerne Andelskassen, Ar-
bejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension
(ATP), CBS, CEPOS, Computershare, DAFINA, Danish
Venture Capital and Private Equity Association (DVCA),
Danmarks Nationalbank, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk
Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi,
Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkø-
retøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Iværksætter
Forening, Dansk Investor Relations Forening – DIRF,
Dansk Kredit Råd, Dansk Management Råd, Dansk Metal,
Dansk Standard, Danske Advokater, Danske Forsikrings-
funktionærers Landsforening, Danske Maritime, Danske Re-
derier, Danske Regioner, Den Danske Aktuarforening, Den
Danske Dommerforening, Den Danske Finansanalytikerfor-
ening, Den Danske Fondsmæglerforening, Det nationale
netværk af virksomhedsledere, Det økonomiske råds sekre-
tariat (DØRS), Drivkraft Danmark, Ejendomsforeningen,
Experian, Fagbevægelsens Hovedorganisation, FDFA – For-
eningen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgen-
turer, FDIH – Foreningen for Distance- og Internethandel,
FinansDanmark, Finans og Leasing, Finansforbundet, Fi-
nanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet, Finans-
sektorens Arbejdsgiverforening, First North, Forbrugerrådet
Tænk, Forbrugsforeningen, Foreningen af Forretningsførere
for Udenlandske Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne
Revisorer v/ Kim Stormly Hansen, Foreningen Danske Re-
visorer, Foreningen for platformsøkonomi, FOREX, Forsik-
ring & Pension, Forsikringsforbundet, Forsikringsmægler-
foreningen, v/ Direktør Flemming Kosakewitsch, FSR –
danske revisorer, Garantiformuen, Garban-Intercapital Scan-
dinavia, HK, Horesta Arbejdsgiverorganisation, Håndværks-
rådet, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation
(ISOBRO), Intertrust (Denmark), ISACA Denmark Chapter,
IT-branchen, KommuneKredit, Kommunernes Landsfor-
ening, Komiteen for god selskabsledelse, Kromann Reu-
mert, Kuratorforeningen, Københavns Universitet, Land-
30
brug & Fødevarer, Landsdækkende banker, Landsforenin-
gen af forsvarsadvokater, Landsforeningen for Bæredygtigt
Landbrug, Ledernes Hovedorganisation, Liberale Erhvervs
Råd, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond
(LD), Mybanker, NASDAQ Copenhagen A/S, Nets A/S,
Nokas Kontantservice P/S, Nordic Blockchain Association,
Oxfam IBIS, Parcelhusejernes Landsforening, Postnord Ju-
ridiske afdeling, Revisornævnet, Roskilde Universitetscen-
ter, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverforening, Syd-
dansk Universitet, Telekommunikationsindustrien i Dan-
mark, Udbetaling Danmark, VP Securities A/S, Western
Union, Thomson Reuters Nordic, Transparency Internatio-
nal Danmark, Ørsted, Den Europæiske Centralbank.
Et udkast til lovforslag vedrørende Vækstfonden har i perio-
den fra den 3. juli 2020 til den 3. august 2020 været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Aalborg Universitet, Aarhus BSS, Advokatsamfundet, Aka-
demisk Arkitektforening, Akademikerne Andelskassen, Ar-
bejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension
(ATP), CBS, CEPOS, Computershare, DAFINA, Danish
Venture Capital and Private Equity Association (DVCA),
Danmarks Nationalbank, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk
Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi,
Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkø-
retøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Iværksætter
forening, Dansk Investor Relations Forening – DIRF, Dansk
Kredit Råd, Dansk Management Råd, Dansk Metal, Dansk
Standard, Danske Advokater, Danske Forsikringsfunktionæ-
rers Landsforening, Danske Maritime, Danske Rederier,
Danske Regioner, Den Danske Aktuarforening, Den Danske
Dommerforening, Den Danske Finansanalytikerforening,
Den danske Fondsmæglerforening, Det nationale netværk af
virksomhedsledere, Det økonomiske råds sekretariat
(DØRS), Drivkraft Danmark, Ejendomsforeningen, Ejerle-
derne, Experian, Fagbevægelsens Hovedorganisation, FDFA
– Foreningen af Danske Forsikringsmæglere og Forsikrings-
Agenturer, FDIH – Foreningen for Distance- og Internethan-
del, FinansDanmark, Finans og Leasing, Finansforbundet,
Finanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet, Finans-
sektorens Arbejdsgiverforening, First North, Forbrugerrådet
Tænk, Forbrugsforeningen, Foreningen af Forretningsførere
for Udenlandske Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne
Revisorer v/ Kim Stormly Hansen, Foreningen Danske Re-
visorer, Foreningen for platformsøkonomi, FOREX, Forsik-
ring & Pension, Forsikringsforbundet, Forsikringsmægler-
foreningen v/ Direktør Flemming Kosakewitsch, FSR – dan-
ske revisorer, Garantiformuen, Garban-Intercapital Scandi-
navia, HK, Horesta Arbejdsgiverorganisation, Håndværksrå-
det, IDA Ingeniørforeningen, Indsamlingsorganisationernes
Brancheorganisation (ISOBRO), Intertrust (Denmark), ISA-
CA Denmark Chapter, IT-branchen, KommuneKredit, Kom-
munernes Landsforening, Komiteen for god selskabsledelse,
Kromann Reumert, Kuratorforeningen, Københavns Univer-
sitet, Landbrug & Fødevarer, Landsdækkende banker,
Landsforeningen af forsvarsadvokater, Landsforeningen for
Bæredygtigt Landbrug, Ledernes Hovedorganisation, Libe-
rale Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes
Dyrtidsfond (LD), Mybanker, NASDAQ Copenhagen A/S,
Nets A/S, Nokas Kontantservice P/S, Nordic Blockchain
Association, Oxfam IBIS, Parcelhusejernes Landsforening,
Postnord Juridiske afdeling, Revisornævnet, Roskilde Uni-
versitetscenter, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverfor-
ening, SMVdanmark, Syddansk Universitet, Telekommuni-
kationsindustrien i Danmark, Udbetaling Danmark, VP Se-
curities A/S, Western Union, Thomson Reuters Nordic,
Transparency International Danmark, Ørsted, Den Europæ-
iske Centralbank
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Finansiering via genudlån vurderes ge-
nerelt at være billigere for Vækstfon-
den end at udstede gældsbreve med
statsgaranti, da likviditeten er betyde-
ligt højere i statens obligationsserier.
Vækstfonden, som er ejet af staten,
sparer derfor den likviditetspræmie,
som købere af gældsbreve ellers ville
kræve i form af højere rente.
Lovforslaget vurderes at medføre et
øget ressourcebehov for Finanstilsy-
net, som følge af at Finanstilsynet skal
føre tilsyn med overholdelse af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019
om bæredygtighedsrelaterede oplys-
ninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser (disclosureforordningen).
Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Danmarks Nationalbank administrerer
Vækstfondens finansiering via genud-
lån.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Lovforslaget indeholder en administra-
tiv lempelse for danske UCITS.
Lovforslaget vurderes samlet at inde-
bære økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet under 4 mio. kr.
31
Lavere finansieringsomkostninger for
Vækstfonden kan understøtte mere risi-
kovillig finansiering.
Finansielle virksomheder, som i dag
administrerer Vækstfondens udstedel-
se af gældsbreve, mister en indtægt.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Lovforslaget implementerer Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2015/2366 af 25. november 2015 om
betalingstjenester i det indre marked,
om ændring af direktiv 2002/65/EF,
2009/110/EF og 2013/36/EU og for-
ordning (EU) nr. 1093/2010 og om op-
hævelse af direktiv 2007/64/EF (2. be-
talingstjenestedirektiv), artikel 106,
hvorefter det pålægges betalingstjene-
steudbydere at stille Kommissionens
folder om forbrugerens rettigheder i
henhold til 2. betalingstjenestedirektiv
og tilhørende EU-ret til rådighed digi-
talt og fysisk i deres filialer eller hos
agenter, hvortil aktiviteter er outsour-
cet.
Administrative konsekvenser for
borgerne
Parterne vil med lovforslaget blive til-
lagt tilsvarende klageadgang for så vidt
angår afgørelser efter Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr.
2019/2088 af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i
sektoren for finansielle tjenesteydelser
(disclosureforordningen), som gælder
for Finanstilsynets tilsyn i øvrigt.
Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Finanstilsynet foreslås udpeget som relevant tilsynsmyndighed med Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
(disclosureforordningen).
Der foreslås bødestraf for overtrædelse af dele af Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr.2019/2088 af 27. november 2019 om ændring af for-
ordning (EU) 2016/1011, for så vidt angår EU-benchmarks for klimaovergan-
gen, Paristilpassede EU-benchmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger
om benchmarks (ændringsforordningen).
Der foreslås bødestraf for dele af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009,
for så vidt angår gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og
vekselgebyrer (Cross border payment-forordningen).
På baggrund af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25.
november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direk-
tiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr.
1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/E (2. betalingstjenestedirek-
tiv) foreslås bl.a. et krav om, at udbydere af betalingstjenester, der udbyder til
32
forbrugere, skal stille Kommissionens folder om forbrugerrettigheder til rådig-
hed. Endvidere foretages en række ændringer til lov om betalinger for at sikre
korrekt implementering af 2. betalingstjenestedirektiv.
På baggrund af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2014/17 af 4. fe-
bruar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til bebo-
else og ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr.
1093/2010 foreslås definitionen af rådgivning for så vidt angår boligkreditafta-
ler ændret, så den stemmer overens med direktivet.
På baggrund af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20.
maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævel-
se af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissio-
nens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv) foreslås præciseringer af en
række tilsynsbestemmelser, og ændring af reglen om intern revisons godken-
delse af politikker, forretningsgange og kontroller for overholdelse af hvidvas-
kloven samt indførelse af regler om Advokatrådets og Advokatnævnets offent-
liggørelse af reaktioner og påklagelser.
På baggrund af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30.
maj om ændring af direktiv 2015/849/EU om forebyggende foranstaltninger
mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansie-
ring af terrorisme (4. hvidvaskdirektiv) og om ændring af direktiv 2009/70/EF
og 2013/36/EU (5. hvidvaskdirektiv) foreslås bl.a. et forbud mod indløsning af
betalinger foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande.
Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-
regulering/Går videre end minimums-
krav i EU-regulering (sæt X)
Ja Nej
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (fodnoten i lov om betalinger)
Den gældende fodnote til lov om betalinger, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 1024 af 3. oktober 2019, indeholder en udtøm-
mende opregning af de direktiver, som lov om betalinger
gennemfører.
Det foreslås, at fodnoten til lovens titel ændres som konse-
kvens af, at der med lovforslaget foreslås gennemført dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EU af 16.
september 2009 om adgang til at optage og udøve virksom-
hed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en så-
dan virksomhed, EU-Tidende 2009, nr. L 267, side 7, (2. e-
pengedirektiv) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2019/878/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv
2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle
holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, af-
lønning, tilsynsforanstaltninger og ‑beføjelser og kapitalbe-
varingsforanstaltninger, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side
253 (CRD V).
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
1, nr. 25.
Til nr. 2 (§ 5, nr. 18, i lov om betalinger)
Det følger af § 5, nr. 18, i lov om betalinger, at loven ikke
finder anvendelse på elektroniske penge på op til 3.000 kr.
lagret på et instrument med begrænset anvendelse, hvor der
ikke kan ske genopfyldning, og hvor udstederens samlede
forpligtelser hidrørende fra udestående elektroniske penge
på intet tidspunkt overstiger et beløb, der modsvarer værdi-
en af 5 mio. euro, jf. dog § 96.
33
Efter § 96 i lov om betalinger er der fastsat regler vedrøren-
de pligter og rettigheder i forbindelse med udstedelse og
indløsning af elektroniske penge. I henhold til § 96 er det så-
ledes ikke tilladt at udstede elektroniske penge til overkurs.
§ 96 fastsætter endvidere regler for indløsning af restværdi-
en af elektroniske penge, herunder regler vedrørende indløs-
ningsbetingelser samt regler vedrørende gebyrer i forbindel-
se med indløsningen.
Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017
om betalinger. Det fremgår af bemærkningerne til bestem-
melsen, at den skal ses i sammenhæng med § 5, nr. 14 og
15, i lov om betalinger, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L
157 som fremsat, side 96. Det skyldes, at for at et betalings-
instrument kan være omfattet af § 5, nr. 18, skal der bl.a.
være tale om et instrument med begrænset anvendelse som
defineret i § 5, nr. 14 og 15.
Efter § 5, stk. 1, finder loven ikke anvendelse på aktiviteter
omfattet af § 5, stk. 1, nr. 1-18. Med § 5, nr. 14 og 15, und-
tages instrumenter, der kun kan anvendes inden for et be-
grænset netværk af udbydere, og instrumenter, der kun kan
anvendes til at erhverve et meget begrænset antal varer eller
tjenesteydelser fra lovens anvendelsesområde. Lovens kapi-
tel 5-7 finder dog anvendelse på instrumenter omfattet af nr.
14 og 15.
Lov om betalinger finder ikke anvendelse på betalingsin-
strumenter omfattet af § 5, nr. 18, jf. dog § 96. For at et be-
talingsinstrument er omfattet af § 5, nr. 18, i lov om betalin-
ger, er det en forudsætning, at betalingsinstrumentet udgør
et betalingsinstrument med begrænset anvendelse omfattet
af § 5, nr. 14 eller 15. Efter de gældende bestemmelser
fremgår denne sammenhæng mellem nr. 14, 15 og 18 ikke
direkte af bestemmelsens ordlyd, men kun af bemærkninger-
ne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L
157 som fremsat, side 96.
Det foreslås derfor, at der i § 5, nr. 18, indsættes en henvis-
ning til § 5, nr. 14 og 15.
Med ændringen foreslås det at præcisere, at der med be-
grænset anvendelse i nr. 18 menes de tilfælde, der er omfat-
tet af § 5, nr. 14 og 15.
Den foreslåede ændring vil medføre, at det fremadrettet
fremgår direkte af bestemmelsens ordlyd, at begrænset an-
vendelse skal forstås som betalingsinstrumenter omfattet af
§ 5, nr. 14 og 15.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet en materiel
ændring af lovens anvendelsesområde, men alene en præci-
sering af bestemmelsen.
Til nr. 3 (§ 7, nr. 22, i lov om betalinger)
Den gældende bestemmelse i § 7 i lov om betalinger fast-
lægger lovens definitioner.
Efter § 7, nr. 22, er en pengeoverførsel defineret som en be-
talingstjeneste, hvor der modtages midler fra en betaler ale-
ne med det formål at overføre et tilsvarende beløb til en be-
talingsmodtager eller en anden udbyder af betalingstjenester
på betalingsmodtagerens vegne, uden at der oprettes en be-
talingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn.
Bestemmelsen gennemfører artikel 4, stk. 1, nr. 22, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25.
november 2015 om betalingstjenester i det indre marked,
om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og
2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophæ-
velse af direktiv 2007/64/E (2. betalingstjenestedirektiv).
Artikel 4, nr. 22, i 2. betalingstjenestedirektiv indeholder et
andet led, der fastsætter, at der også er tale om en pengeo-
verførsel, når midler modtages på betalingsmodtagerens
vegne og stilles til rådighed for denne. Denne del af definiti-
onen af en pengeoverførsel er ikke indeholdt i den gældende
definition af pengeoverførsel i lov om betalinger.
Det foreslås på den baggrund at nyaffatte § 7, nr. 22, så en
pengeoverførsel defineres som en betalingstjeneste, hvor der
modtages midler fra en betaler, uden at der oprettes en beta-
lingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn, ale-
ne med det formål at overføre et tilsvarende beløb til en be-
talingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudbyder på
betalingsmodtagerens vegne, eller hvor sådanne midler
modtages på betalingsmodtagerens vegne og stilles til rådig-
hed for denne.
Den foreslåede nyaffattelse har til formål at sikre en korrekt
og direktivnær implementering af 2. betalingstjenestedirek-
tivs artikel 4, stk. 1, nr. 22, som definerer pengeoverførsel.
Med den foreslåede bestemmelse vil det afgørende for defi-
nitionen af en pengeoverførsel være, at der gennemføres en
betalingstransaktion, uden at der oprettes en konto i hverken
betalers eller betalingsmodtagers navn. Det skal forstås så-
dan, at udbyderen ikke opretter en betalingskonto i betalers
eller betalingsmodtagers navn i forbindelse med transaktio-
nen. Det faktum, at midlerne som led i gennemførelsen af
betalingstransaktionen indestår på en konto i en bank, vil så-
ledes ikke være afgørende for, om en transaktion er omfattet
af definitionen, så længe denne konto ikke er oprettet i hver-
ken betalers eller betalingsmodtagers navn.
At midlerne alene modtages med det formål at overføre et
tilsvarende beløb skal forstås således, at udbyderen ikke selv
er del i den underliggende forpligtelse mellem betaleren og
34
betalingsmodtageren. I dette tilfælde modtager udbyderen
dermed alene midlerne med det formål at videreformidle
dem til betalingsmodtager eller stille dem til rådighed for
betalingsmodtager. Det forhold, at udbyderen udfører en an-
den aktivitet ved siden af pengeoverførselsvirksomheden,
vil derimod ikke i sig selv medføre, at der ikke er tale om en
pengeoverførsel. Tilfælde, hvor en fysisk eller juridisk per-
son modtager midler med henblik på opbevaring eller for-
valtning, og som led heri eksempelvis foretager overførsler
med henblik på at investere midlerne, vil ikke anses for at
udgøre pengeoverførsler omfattet af definitionen.
Med den foreslåede bestemmelse vil der endvidere ikke væ-
re tale om en pengeoverførsel i tilfælde, hvor betaler og be-
talingsmodtager har aftalt, at betaler kan betale med frigø-
rende virkning til en tredjepart. Uden for den foreslåede de-
finition af en pengeoverførsel falder ligeledes tilfælde, hvor
en fysisk eller juridisk person fremstår som legitimeret til at
modtage betalingen. I de tilfælde hvor debitor med frigøren-
de virkning kan indfri betalingsforpligtelsen ved betaling til
tredjemand, vil der ikke være tale om, at tredjemand modta-
ger midlerne alene med det formål at videreoverføre et til-
svarende beløb til betalingsmodtager. I stedet vil tredjepar-
ten skulle betragtes som betalingsmodtageren, jf. § 7, nr. 11,
i lov om betalinger, da tredjeparten i disse tilfælde vil udgø-
re den tiltænkte modtager af midlerne. En efterfølgende
transaktion mellem tredjeparten og den oprindelige beta-
lingsmodtager vil herefter skulle betragtes som en særskilt
transaktion. Der vil således være tale om to uafhængige be-
talingstransaktioner, som i dette tilfælde gennemføres af be-
talers og betalingsmodtagers udbydere.
En pengeoverførsel vil almindeligvis involvere enten tre el-
ler fire parter. Det omfatter betaleren og betalerens udbyder,
der indgår i et aftaleforhold med betaleren om at overføre
midlerne, samt betalingsmodtager og betalingsmodtagerens
udbyder, som modtager midlerne på betalingsmodtagerens
vegne. I visse tilfælde vil betalers og betalingsmodtagers ud-
byder være den samme juridiske person, der dermed har af-
taleforholdet med begge parter. Udbydere kan være penge-
institutter eller andre udbydere af betalingstjenester. I visse
tilfælde kan en pengeoverførsel involvere mere end fire par-
ter. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvor en transak-
tion gennemføres ved hjælp af en korrespondentbank, som
ikke indgår i et aftaleforhold med hverken betaleren eller
betalingsmodtageren. I dette tilfælde er det alene de aktivite-
ter, der gennemføres af udbyderne, der indgår i aftaleforhol-
det med betaler og betalingsmodtager, som vil være omfattet
af definitionen. Den aktivitet, som korrespondentbanken ud-
øver, vil derimod ikke være omfattet af definitionen.
Ved en pengeoverførsel vil der oftest blive fratrukket et ge-
byr fra de modtagne midler. Dette gebyr modsvarer betalin-
gen for udførelsen af pengeoverførslen. Det berører derfor
ikke definitionen af pengeoverførsel, at der ikke overføres et
nøjagtigt tilsvarende beløb ved selve overførslen som det
beløb, der modtages. Der er heller intet til hinder for, at en
betaler indbetaler et samlet beløb, der udbetales til flere for-
skellige betalingsmodtagere. I et sådant tilfælde vil hver ef-
terfølgende deloverførsel blive betragtet som en selvstændig
pengeoverførsel, uanset at udbyderen modtager et samlet be-
løb.
Med den foreslåede nyaffattelse vil definitionen fremover
bestå af to led, som fastsætter, at en pengeoverførsel er en
betalingstjeneste, hvor der enten 1) modtages midler fra en
betaler, uden at der oprettes en betalingskonto i betalerens
eller betalingsmodtagerens navn, alene med det formål at
overføre et tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller
en anden betalingstjenesteudbyder på betalingsmodtagerens
vegne, eller 2) hvor sådanne midler modtages på betalings-
modtagerens vegne og stilles til rådighed for denne. En pen-
geoverførsel vil også kunne bestå af en kombination af de to
typer aktiviteter.
Den mest udbredte form for pengeoverførsler i Europa er re-
mitter. Remitter er pengeoverførsler, hvor f.eks. immigran-
ter sender midler tilbage til deres hjemland. Dette sker ty-
pisk ved, at en betalingstjenesteudbyder via et netværk af
agenter, såsom købmænd og kiosker, modtager midler fra
betaler, uden at der oprettes en konto til vedkommende, med
det formål, at betalingsmodtager kan afhente midlerne ved
en anden agent i netværket. Med den foreslåede nyaffattelse
foreslås det, at det fremover fremgår af bestemmelsen, at der
ikke blot er tale om en pengeoverførsel, hvis udbyderen
modtager midlerne fra betaler med henblik på at overføre
dem, men også såfremt midlerne modtages med henblik på
at stille dem til rådighed for betalingsmodtager. Det vil lige-
ledes være omfattet af definitionen, hvis begge aktiviteter
udføres.
Et andet eksempel er forretningsdrivende, der tilbyder en
tjeneste til forbrugerne, der gør dem i stand til at betale reg-
ninger for forsyningsforbrug og andre regelmæssige hus-
holdningsregninger. Dette kan eksempelvis ske ved, at de
forretningsdrivende modtager betaling som kontanter eller
via et betalingskort fra forbrugeren med henblik på at over-
føre midlerne til forsyningsselskabet, uden at disse indestår
på en konto i betalerens navn.
Efter § 7, nr. 17, i lov om betalinger forstås midler som sed-
ler og mønter, indestående på en konto og elektroniske pen-
ge. Der vil således være tale om en pengeoverførsel, uanset
om udbyderen modtager midlerne kontant eller elektronisk,
f.eks. ved en kontooverførsel, og derefter videresender mid-
lerne til betalingsmodtageren.
Til nr. 4 (§ 9 i lov om betalinger)
Efter § 9 i lov om betalinger skal virksomheder, der udbyder
betalingstjenester i henhold til bilag 1, nr. 1-7, jf. § 3, stk. 1,
have tilladelse som betalingsinstitut, jf. dog § 51 eller e-pen-
35
geinstitut, jf. dog § 50. En tilladelse kan begrænses til kun at
vedrøre en eller flere af de i bilag 1 nævnte betalingstjene-
ster. Betalingstjenester defineres i § 7, nr. 1, som en tjenes-
teydelse omfattet af bilag 1. Bilag 1 omfatter i alt otte for-
mer for betalingstjenester, som alle kræver en tilladelse.
Det foreslås, at henvisningen til bilag 1, nr. 1-7, i § 9, 1.
pkt., ændres, så der fremover henvises til bilag 1.
Med den foreslåede ændring vil det fremover fremgå direkte
af bestemmelsens ordlyd, at virksomheder, der udbyder be-
talingstjenester i henhold til bilag 1, skal have en tilladelse
som betalingsinstitut, e-pengeinstitut eller udbyder af kon-
tooplysningstjeneste.
Det foreslås desuden, at der i § 9, 1. pkt., indsættes en hen-
visning til kontooplysningstjeneste efter § 60 i lov om beta-
linger.
Den foreslåede ændring vil ikke indebære en materiel æn-
dring, da definitionen af betalingstjenester allerede i dag
omfatter en tjenesteydelse som omfattet af bilag 1, jf. § 7,
nr. 1. Det vil sige, at alle de otte oplistede tjenesteydelser i
bilag 1 allerede i dag er omfattet af definitionen af betalings-
tjenester og således alle kræver en tilladelse efter § 9 eller §
60.
Det fremgår af § 9, 2. pkt., at en tilladelse kan begrænses til
kun at vedrøre en eller flere af de i bilag 1 nævnte betalings-
tjenester. Det skal derfor angives specifikt i tilladelsen, hvil-
ke aktiviteter i bilag 1, der gives tilladelse til. Hvis beta-
lingsinstituttet senere vil udbyde andre betalingstjenester,
end der er nævnt i tilladelsen, skal betalingsinstituttet ind-
sende en supplerende ansøgning vedrørende de nye typer
aktiviteter, som denne ønsker at udbyde.
Bilag 1 indeholder otte former for betalingstjenester, som al-
le kræver en tilladelse. Bilag 1, nr. 8, omfatter udbud af kon-
tooplysningstjenester. Efter § 60 i lov om betalinger er der
et særskilt tilladelseskrav i de tilfælde, hvor en virksomhed
kun udbyder kontooplysningstjenester.
Den foreslåede tilføjelse af kontooplysningstjeneste i § 9, 1.
pkt., vil medføre, at det fremgår af § 9, 1. pkt., at virksom-
heder, der udbyder betalingstjenester i henhold til bilag 1, jf.
§ 3, stk. 1, skal have tilladelse som betalingsinstitut eller e-
pengeinstitut, jf. dog §§ 50 og 51 om begrænsede tilladelser,
hvis der udbydes en eller flere betalingstjenester efter bilag
1-8, eller som udbyder af kontooplysningstjenester, hvis der
kun udbydes betalingstjenester efter bilag 1, nr. 8.
En virksomhed med tilladelse efter § 9 vil således kunne ud-
byde flere betalingstjenester efter bilag 1, inklusiv udbud af
kontooplysningstjenester. En sådan virksomhed vil ikke og-
så skulle have tilladelse efter § 60. Virksomheder, der kun
udbyder kontooplysningstjenester, vil fortsat skulle have til-
ladelse efter § 60.
Til nr. 5 (§ 10, stk. 2, i lov om betalinger)
Den gældende bestemmelse i § 10 i lov om betalinger fast-
sætter, hvilke krav der skal være opfyldt for at opnå tilladel-
se som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut efter §§ 8 eller
9.
Efter § 10, stk. 2, i lov om betalinger skal en virksomhed,
der søger om tilladelse til at udbyde betalingsinitieringstje-
nester, jf. bilag 1, nr. 7, udover at opfylde kravene i stk. 1
have tegnet en ansvarsforsikring eller stillet anden tilsvaren-
de garanti til dækning af krav mod virksomheden, jf. §§ 99
og 104-106.
Efter § 60, stk. 1, i lov om betalinger skal virksomheder, der
alene udbyder kontooplysningstjenester efter bilag 1, nr. 8,
have en tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester.
Kravene for at opnå en tilladelse til at udbyde kontooply-
sningstjenester følger af § 60, stk. 2 og 4. Efter stk. 4 er det
en betingelse for, at der kan gives tilladelse efter stk. 1, at
virksomheden har tegnet en ansvarsforsikring, der dækker
de geografiske områder, hvor den tilbyder kontooplysning-
stjenester, eller anden lignende garanti mod erstatningskrav
over for de kontoførende udbydere og brugerne som følge af
uautoriseret eller svigagtig adgang til eller uautoriseret brug
af betalingsoplysninger.
Det foreslås, at der i § 10, stk. 2, indsættes ”eller kontooply-
sningstjenester, jf. bilag 1, nr. 8. ” Det foreslås desuden, at
bestemmelsens henvisning til §§ 99 og 104-106 udgår.
Den foreslåede ændring har til formål at sikre korrekt imple-
mentering af artikel 5, stk. 3, i 2. betalingstjenestedirektiv
og skal ses i sammenhæng med den gældende § 60, stk. 4.
Det fremgår således af artikel 5, stk. 3, i 2. betalingstjeneste-
direktiv, at virksomheder, der ansøger om registrering med
henblik på at udbyde kontooplysningstjenester, skal have
tegnet en ansvarsforsikring, der dækker de geografiske om-
råder, hvor de tilbyder tjenester, eller en anden lignende ga-
ranti mod erstatningskrav over for den kontoførende beta-
lingstjenesteudbyder eller betalingstjenestebrugeren som
følge af uautoriseret eller svigagtig adgang til eller uautori-
seret eller svigagtig brug af betalingskontooplysninger.
Betalings- og e-pengeinstitutter, der udbyder betalingstjene-
ster omfattet af bilag 1, nr. 1-7, har også mulighed for at ud-
byde kontooplysningstjenester efter bilag 1, nr. 8. Med den
foreslåede bestemmelse vil kravet om at have tegnet en an-
svarsforsikring, der dækker erstatningskrav overfor de kon-
toførende udbydere og brugerne som følge af uautoriseret
36
eller svigagtig adgang til eller uautoriseret brug af betalings-
oplysninger, fremover også gælde virksomheder, der søger
om tilladelse som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut efter
§§ 8 eller 9 i lov om betalinger, til at udbyde kontooply-
sningstjenester efter bilag 1, nr. 8, i kombination med andre
betalingstjenester omfattet af bilag 1 til lov om betalinger.
Ændringen af § 10, stk. 2, angår dermed alene krav for virk-
somheder, der søger om tilladelse som betalingsinstitut eller
e-pengeinstitut efter §§ 8 og 9 i lov om betalinger og medfø-
rer dermed ikke ændringer for virksomheder, der søger om
tilladelse efter § 60.
De nærmere krav til de ansvarsforsikringer, som skal tegnes
af betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysning-
stjenesteudbydere, herunder krav til dækningsområde og
dækningssum, er fastsat i bekendtgørelse nr. 1277 af 28. no-
vember 2017 om ansvarsforsikring eller garantistillelse for
udbydere af betalingsinitieringstjenester og kontooplysning-
stjenester. Bekendtgørelsens § 2 om ansvarsforsikringens
dækningsområde indeholder en henvisning til §§ 99 og
104-106, der svarer til ordlyden af § 10, stk. 2.
Ændringen af § 10, stk. 2, i lov om betalinger, hvorved hen-
visningen til §§ 99 og 104-106 udgår, er således en redaktio-
nel ændring, da kravet allerede fremgår af bekendtgørelsen.
Finanstilsynet vil ligeledes ændre bekendtgørelse nr. 1277 af
28. november 2017, så bekendtgørelsens krav også vil gælde
for virksomheder, der har tilladelse efter § 9 i lov om beta-
linger til at udbyde kontooplysningstjenester.
Til nr. 6 (§ 14, stk. 1, nr. 2, i lov om betalinger)
Det følger af § 14, stk. 1, i lov om betalinger, at Finanstilsy-
net opretter et offentligt register over virksomheder, der har
fået tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut,
virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til at udstede
elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, agenter
af betalingsinstitutter, filialer af e-pengeinstitutter og beta-
lingsinstitutter, såfremt disse udsteder elektroniske penge,
udbydere af betalingstjenester i et andet land inden for Den
Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, og virksomheder, der
er omfattet af undtagelserne i § 5, nr. 14-17, og som er an-
meldt i henhold til §§ 61 og 62.
Registeret indeholder oplysninger om de virksomheder, der
har fået tilladelse efter lov om betalinger af Finanstilsynet.
Filialer og agenter skal ikke registreres i et offentligt register
i andre medlemslande end i det land, hvor virksomheden er
registreret (virksomhedens hjemland).
Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017
om betalinger, og gennemfører artikel 14 i 2. betalingstjene-
stedirektiv.
Det foreslås, at der i § 14, stk. 1, nr. 2, indsættes, at agenter
tilknyttet virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til
at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester
efter §§ 50 eller 51, vil skulle fremgå af Finanstilsynets re-
gister.
Formålet med den foreslåede ændring er at gennemføre arti-
kel 14 i 2. betalingstjenestedirektiv, der indeholder en for-
pligtelse for medlemsstaterne til at oprette et offentligt regis-
ter over betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, de fy-
siske og juridiske personer, der er meddelt en begrænset til-
ladelse eller tilladelse som udbyder af kontooplysningstjene-
ster, og de institutter, der i medfør af § 2 har ret til at udbyde
betalingstjenester, samt agenter.
Agenter for udbydere med begrænset tilladelse efter §§ 50
eller 51 er ikke medtaget i § 14, stk. 1, som gennemfører ar-
tikel 14. Med henblik på at gennemføre denne forpligtelse
foreslås det at indsætte, at registeret tillige omfatter agenter
tilknyttet virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til
at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester
efter §§ 50 eller 51.
Finanstilsynet fører allerede i dag et offentligt tilgængeligt
register over virksomheder, der har fået begrænset tilladelse
til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjene-
ster efter §§ 50 eller 51 (Virksomhedsregisteret). Virksom-
hedsregisteret kan tilgås på Finanstilsynets hjemmeside og
indeholder oplysninger om de virksomheder, der er meddelt
begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller
udbyde betalingstjenester. Virksomhedsregisteret vil med
forslaget fremover også skulle indeholde oplysninger om
agenter tilknyttet disse virksomheder.
Til nr. 7 (§ 14, stk. 1, nr. 3, i lov om betalinger)
Det følger af § 14, stk. 1, i lov om betalinger, at Finanstilsy-
net opretter et offentligt register over virksomheder, der har
fået tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut,
virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til at udstede
elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, agenter
af betalingsinstitutter, filialer af e-pengeinstitutter og beta-
lingsinstitutter, såfremt disse udsteder elektroniske penge,
udbydere af betalingstjenester i et andet land inden for Den
Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, og virksomheder, der
er omfattet af undtagelserne i § 5, nr. 14-17, og som er an-
meldt i henhold til §§ 61 og 62.
Registeret indeholder bl.a. oplysninger om de virksomheder,
der har fået tildelt tilladelse efter lov om betalinger af Fi-
37
nanstilsynet. Filialer og agenter skal ikke registreres i et of-
fentligt register i andre medlemslande end i det land, hvor
virksomheden er registreret (virksomhedens hjemland).
Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017
om betalinger og gennemfører artikel 14 i 2. betalingstjene-
stedirektiv.
Det foreslås, at der i § 14, stk. 1, nr. 3, indsættes, at virk-
somheder, der har fået tilladelse som udbyder af kontooply-
sningstjenester efter § 60, og deres agenter, vil skulle frem-
gå af Finanstilsynets register.
Formålet med den foreslåede ændring er at gennemføre arti-
kel 14 i 2. betalingstjenestedirektiv, der indeholder en for-
pligtelse for medlemsstaterne til at oprette et offentligt regis-
ter over betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, de fy-
siske og juridiske personer, der er meddelt en begrænset til-
ladelse eller tilladelse som udbyder af kontooplysningstjene-
ster, og de institutter, der i medfør af § 2 har ret til at udbyde
betalingstjenester, samt agenter.
Udbydere af kontooplysningstjenester og deres agenter er
ikke medtaget i § 14, stk. 1, som gennemfører artikel 14.
Med henblik på at gennemføre denne forpligtelse foreslås
det at indsætte, at registeret tillige omfatter udbydere af kon-
tooplysningstjenester efter § 60 og deres agenter.
Finanstilsynet fører allerede i dag et offentligt tilgængeligt
register over virksomheder, der har tilladelse til at udbyde
betalingstjenester i henhold til lov om betalinger (Virksom-
hedsregisteret). Virksomhedsregisteret kan tilgås på Finans-
tilsynets hjemmeside og indeholder oplysninger om de virk-
somheder, der er meddelt tilladelse til at udbyde kontooply-
sningstjenester. Virksomhedsregisteret vil med forslaget
fremover også skulle indeholde oplysninger om agenter til-
knyttet udbydere af kontooplysningstjenester.
Til nr. 8 (§ 14, stk. 1, nr. 6, i lov om betalinger)
Det følger af den gældende bestemmelse i § 14, stk. 1, nr. 5,
i lov om betalinger, at Finanstilsynet opretter et offentligt re-
gister over virksomheder, der er omfattet af undtagelserne i
§ 5, nr. 14-17, og som er anmeldt i henhold til §§ 61 og 62.
Undtagelserne i § 5, nr. 14-17, omfatter betalingsinstrumen-
ter med begrænset anvendelse, herunder instrumenter, der
enten kan anvendes indenfor et begrænset netværk af udby-
dere, jf. § 5, nr. 14, instrumenter, som kan anvendes til at er-
hverve et meget begrænset antal varer eller tjenesteydelser,
jf. § 5, nr. 15, betalingsinstrumenter med et socialt eller
skattemæssigt formål, der er reguleret af en offentlig myn-
dighed og alene kan anvendes her i landet til at erhverve be-
stemte varer eller tjenesteydelser fra leverandører, der har en
forretningsaftale med udstederen, jf. § 5, nr. 16, og beta-
lingstransaktioner, der gennemføres af en udbyder af elek-
troniske kommunikationsnet eller kommunikationstjenester
på vegne af en abonnent i tillæg til kommunikationstjene-
sten under nærmere angivne betingelser, jf. § 5, nr. 17.
Efter de gældende regler fremgår sammenhængen mellem §
5, nr. 14, 15 og 18, ikke klart af bestemmelsens ordlyd, men
kun af bemærkningerne til § 5, nr. 18.
Det foreslås, at henvisningen til § 5, nr. 14-17, i § 14, stk. 1,
nr. 5, som bliver til nr. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, ændres
til en henvisning til § 5, nr. 14-18.
Formålet med den foreslåede ændring er at omfatte § 5, nr.
18, af registeret, jf. § 14, stk. 1, nr. 5, i lov om betalinger,
idet § 5, nr. 18, undtager betalingsinstrumenter med begræn-
set anvendelse, jf. nr. 14 og 15, hvor der alene kan lagres
elektroniske penge med en værdi på op til 3.000 kr., og hvor
der maksimalt kan være udestående elektroniske penge, der
modsvarer værdien af 5 mio. euro, fra loven med undtagelse
af § 96, som omhandler udstedelse og indløsning af elektro-
niske penge.
Med ændringen vil elektroniske penge på op til 3.000 kr.
lagret på et instrument med begrænset anvendelse, hvor der
ikke kan ske genopfyldning, og hvor udstederens samlede
forpligtelser hidrørende fra udestående elektroniske penge
på intet tidspunkt overstiger et beløb, der modsvarer værdi-
en af 5 mio. euro, blive omfattet af registeret, jf. § 14, stk. 1,
nr. 5, som bliver til nr. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, hvis ak-
tiviteten er anmeldt i henhold til §§ 60 eller 61.
Til nr. 9 (§ 52, nr. 4, i lov om betalinger)
§ 52 i lov om betalinger fastsætter de krav, som en virksom-
hed skal opfylde for at blive meddelt begrænset tilladelse til
at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjene-
ster, jf. §§ 50 eller 51 i lov om betalinger.
Efter § 52 i lov om betalinger meddeler Finanstilsynet be-
grænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller til at
udbyde betalingstjenester, jf. §§ 50 og 51 i lov om betalin-
ger, når virksomheden har hovedkontor og hjemsted i Dan-
mark, virksomhedens ejere af kvalificerede andele, jf. § 23 i
lov om betalinger, skønnes ikke at ville modvirke en fornuf-
tig og forsvarlig forvaltning af virksomheden, og virksom-
heden har tilstrækkelige kontrolforanstaltninger og forret-
ningsgange på alle væsentlige områder, herunder forebyg-
gelse af hvidvask og terrorfinansiering, it-sikkerhed og over-
vågning af volumengrænse i henhold til § 50 eller § 51, stk.
3.
Det foreslås, at der i § 52, som nr. 4, indsættes, at det vil
være en betingelse for, at Finanstilsynet meddeler en be-
grænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller ud-
38
byde betalingstjenester efter §§ 50 eller 51, at Finanstilsynet
vurderer, at virksomheden er i stand til at gennemføre en
forsvarlig drift.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den gældende § 54,
nr. 3 og 4, i lov om betalinger, hvorefter en ansøgning om
begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester eller ud-
stede elektroniske penge efter §§ 50 eller 51 skal indeholde
de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets vurde-
ring af, om betingelserne i § 52 er opfyldt, herunder en be-
skrivelse af virksomhedens forretningsmodel, en oversigt
over virksomhedens nuværende og planlagte forretningsak-
tiviteter samt en budgetprognose for de tre første regnskabs-
år og det senest reviderede årsregnskab, såfremt et sådant er
udarbejdet.
§ 54, nr. 4, blev indsat ved lov nr. 652 af 8. juni 2017 om
betalinger og gennemfører dele af artikel 5, stk. 1, litra b, i
2. betalingstjenestedirektiv, som fastsætter, at virksomheder
sammen med ansøgningen skal sende en forretningsplan
med en budgetprognose for de tre første regnskabsår, der vi-
ser, at ansøgeren er i stand til at anvende de systemer, res-
sourcer og procedurer, som er hensigtsmæssige til en for-
svarlig drift.
Af bemærkningerne til § 54, nr. 4, fremgår det, at bestem-
melsen har til formål at give Finanstilsynet et overblik over
den økonomiske side af virksomhedens planlagte aktiviteter,
herunder vurdere virksomhedens økonomiske situation, jf.
Folketingstidende 2016-17, A, L 157 som fremsat, side 174.
Efter de gældende regler følger det imidlertid alene af § 52,
at Finanstilsynet meddeler en begrænset tilladelse til at ud-
stede elektroniske penge eller til at udbyde betalingstjene-
ster, jf. §§ 50 eller 51 i lov om betalinger, når virksomheden
har hovedkontor og hjemsted i Danmark, virksomhedens
ejere af kvalificerede andele skønnes ikke at ville modvirke
en fornuftig og forsvarlig forvaltning af virksomheden, og
virksomheden har tilstrækkelige kontrolforanstaltninger og
forretningsgange på alle væsentlige områder, herunder fore-
byggelse af hvidvask og terrorfinansiering, it-sikkerhed og
overvågning af volumengrænse.
Det foreslås på den baggrund at ændre bestemmelsen såle-
des, at Finanstilsynet i forbindelse med en ansøgning om be-
grænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller ud-
byde betalingstjenester skal vurdere, om virksomheden er i
stand til at gennemføre en forsvarlig drift.
I den vurdering vil Finanstilsynet bl.a. lægge vægt på virk-
somhedens forretningsplan sammenholdt med budgetprog-
nosen for de tre første regnskabsår og senest reviderede års-
regnskab, hvis et sådant er udarbejdet med henblik på at få
en indikation af, om virksomheden har de ressourcer og pro-
cedurer, der er nødvendige til at gennemføre en forsvarlig
drift.
Hvis det i den forbindelse vurderes, at der er risiko for, at
virksomheden kan få likviditetsproblemer, skal der være en
plan for, hvordan likviditeten løbende genoprettes.
Forslaget skal ses i sammenhæng med § 52, nr. 3, i lov om
betalinger, som fastsætter, at virksomheden skal have til-
strækkelige procedurer og forretningsgange på alle væsentli-
ge aktivitetsområder.
Forslaget vil medføre, at Finanstilsynet skal afvise en ansøg-
ning om begrænset tilladelse til at udstede elektroniske pen-
ge eller udbyde betalingstjenester, hvis det vurderes, at an-
søgeren ikke er i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.
Til nr. 10 (§ 60, stk. 5, i lov om betalinger)
§ 60, stk. 5, i lov om betalinger fastsætter, at Finanstilsynet
kan undlade at give tilladelse til at udbyde kontooplysning-
stjenester i henhold til stk. 1, hvis Finanstilsynet vurderer, at
virksomheden ikke opfylder kravene i lov om betalinger el-
ler regler udstedt i medfør af lov om betalinger, hvis oplys-
ningerne i henhold til stk. 2 er ufuldstændige, eller hvis an-
svarsforsikringen ikke lever op til kravene i stk. 4 eller reg-
lerne udstedt i medfør af stk. 8.
Det foreslås, at henvisningen i § 60, stk. 5, til oplysningerne
i henhold til stk. 2 ændres til stk. 3, da oplistningen af, hvil-
ke oplysninger der skal medfølge en ansøgning om tilladelse
som udbyder af kontooplysningstjenester, rettelig fremgår af
stk. 3, og ikke af stk. 2, som fastsætter, hvornår Finanstilsy-
net giver en tilladelse som kontooplysningstjeneste.
Der er alene tale om en ændring af lovteknisk karakter.
Til nr. 11 (§ 60, stk. 6, 2. pkt., i lov om betalinger)
Det følger af § 60 i lov om betalinger, at virksomheder, der
kun udbyder betalingstjenester i henhold til bilag 1, nr. 8,
skal have tilladelse som udbyder af kontooplysningstjene-
ster. Det følger endvidere af § 60, stk. 6, at en virksomhed,
der har tilladelse til kun at udbyde kontooplysningstjenester,
skal behandles som et betalingsinstitut, dog med undtagelse
af bl.a. kapitel 5-7, som indeholder forbrugerbeskyttende
regler. Virksomheder, der alene udbyder kontooplysning-
stjenester, er således undtaget fra de regler, som følger af
kapitel 5-7.
§ 60 blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalin-
ger og gennemfører artikel 33 i 2. betalingstjenestedirektiv.
Det følger af § 39, at et e-pengeinstitut eller betalingsinstitut
kun må outsource væsentlige driftsmæssige funktioner, når
betingelserne i § 39, stk. 1, nr. 1-6, er opfyldt.
39
§ 39 blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalin-
ger og gennemfører 2. betalingstjenestedirektivs regler om
anvendelse af outsourcing i artikel 19, stk. 6, artikel 20, stk.
1, og artikel 28, stk. 1, 2. pkt.
Det følger endvidere af §§ 21-24 i lov om betalinger, at en
fysisk eller juridisk person, der påtænker at erhverve eller
formindske en kvalificeret andel i et betalingsinstitut, forin-
den skal ansøge Finanstilsynet om godkendelse af den på-
tænkte erhvervelse. Efter § 23 i lov om betalinger skal Fi-
nanstilsynet i forbindelse med vurderingen tage erhverve-
rens forhold i betragtning, herunder blandt andet dennes om-
dømme og økonomiske forhold.
Det foreslås, at der i § 60, stk. 6, 2. pkt., indsættes en henvis-
ning til §§ 21-24 og § 39, hvilket medfører, at en virksom-
hed, der har tilladelse til kun at udbyde kontooplysningstje-
nester, er undtaget fra §§ 21-24 og § 39.
Det fremgår af artikel 33 i 2. betalingstjenestedirektiv, at fy-
siske eller juridiske personer, der kun udbyder den i bilag 1,
nr. 8, omhandlede betalingstjeneste, undtages fra proceduren
og betingelserne i afdeling 1 og 2, med undtagelse af artikel
5, stk. 1, litra a, b, e-h, j, l, n, p og q, og stk. 3, samt artikel
14 og 15. Afdeling 3 finder anvendelse, undtagen artikel 23,
stk. 3.
Henholdsvis artikel 19, stk. 6, artikel 20, stk. 1, og artikel
28, stk. 1, 2. pkt., som er gennemført med § 39, og som om-
handler outsourcing, og artikel 6, der omhandler erhvervelse
af kvalificerede andele, fremgår af 2. afdeling af 2. beta-
lingstjenestedirektiv og finder således ikke anvendelse for
udbydere af kontooplysningstjenester, jf. artikel 33 i 2. beta-
lingstjenestedirektiv.
Den foreslåede ændring har til formål at gennemføre artikel
6, 19, stk. 6, artikel 20, stk. 1, og artikel 28, stk. 1, 2. pkt., i
2. betalingsdirektiv korrekt, således at reglerne om outsour-
cing og reglerne om erhvervelse af kvalificerede andele ikke
finder anvendelse på udbydere af kontooplysningstjenester.
Ændringen vil medføre, at virksomheder, der kun udbyder
betalingstjenester i henhold til bilag 1, nr. 8, og har tilladelse
som udbyder af kontoplysningstjenester, jf. § 60, stk. 1, i lov
om betalinger, eksplicit vil blive undtaget fra kravene i §§
21-24 og § 39 i lov om betalinger.
Til nr. 12 (§ 60 a i lov om betalinger)
Artikel 12 i 2. betalingstjenestedirektiv fastsætter et krav
om, at den kompetente myndighed underretter ansøgeren
om, hvorvidt der er givet tilladelse eller ej senest tre måne-
der efter modtagelse af en ansøgning, eller hvis ansøgningen
er ufuldstændig, efter modtagelse af alle de oplysninger, der
er nødvendige for at træffe en afgørelse. Direktivets bestem-
melser skelner ikke mellem, hvilke tilladelsestyper der er ta-
le om.
§ 15 i lov om betalinger indeholder en forpligtelse for Fi-
nanstilsynet til senest tre måneder efter modtagelse af en an-
søgning om tilladelse som betalingsinstitut og e-pengeinsti-
tut, jf. §§ 8 og 9 i lov om betalinger, eller hvis ansøgningen
er ufuldstændig, efter modtagelse af de oplysninger, der er
nødvendige for at træffe afgørelse, at underrette ansøgeren
om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes.
En tilsvarende forpligtelse følger af § 55 i lov om betalinger
i forbindelse Finanstilsynets behandling af ansøgninger om
begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge, jf. §
50, og begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester,
jf. § 51.
En tilsvarende sagsbehandlingsfrist gælder imidlertid ikke i
dag for så vidt angår tilladelse til at udbyde kontooplysning-
stjenester i henhold til § 60 i lov om betalinger.
Det foreslås at indsætte en § 60 a, hvoraf det fremgår, at se-
nest tre måneder efter modtagelse af en ansøgning om tilla-
delse til at udbyde kontooplysningstjenester, jf. § 60, eller,
hvis ansøgningen er ufuldstændig, efter modtagelse af de
oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse, un-
derretter Finanstilsynet ansøgeren om, hvorvidt ansøgningen
kan imødekommes.
Formålet med den foreslåede ændring er at gennemføre arti-
kel 12 i 2. betalingstjenestedirektiv.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter en frist på tre måne-
der for Finanstilsynet til at træffe beslutning om at meddele
eller nægte at meddele tilladelse som udbyder af kontooply-
sningstjenester.
Fristen på tre måneder vil starte på det tidspunkt, hvor Fi-
nanstilsynet har modtaget en fyldestgørende ansøgning,
hvilket er en ansøgning, der indeholder alle relevante doku-
menter til brug for Finanstilsynets behandling af ansøgnin-
gen.
Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet skal
træffe beslutning om at meddele eller nægte at meddele an-
søgeren tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester
senest tre måneder efter at Finanstilsynet har modtaget en
fyldestgørende ansøgning. En overskridelse af fristen vil ik-
ke medføre, at tilladelse meddeles.
Til nr. 13 (§ 66 a i lov om betalinger)
40
Lov om betalinger indeholder i dag ikke regler om, at beta-
lingstjenesteudbydere skal stille en oplysningsfolder til rå-
dighed for brugerne.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i kapitel 5 i lov
om betalinger, som omhandler en betalingstjenesteudbyders
oplysningskrav over for brugeren med henblik på at gen-
nemføre artikel 106 i 2. betalingstjenestedirektiv.
Det foreslås med indsættelsen af § 66 a, stk. 1, 1. pkt., at en
udbyder af betalingstjenester, der udbyder betalingstjenester
til forbrugere, skal stille den folder, som Kommissionen ud-
arbejder i medfør af artikel 106 i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om be-
talingstjenester i det indre marked, til rådighed for alle ud-
byderens brugere på en let tilgængelig måde. I 2. pkt. fore-
slås det, at folderen skal fremgå af udbyderens hjemmeside
og være tilgængelig på papir hos udbyderens filialer, agenter
og hvor relevant andre virksomheder, hvortil aktiviteter er
outsourcet. I 3. pkt. foreslås det, at for personer med handi-
cap skal oplysningerne efter 1. pkt. stilles til rådighed ved
hjælp af hensigtsmæssige alternative midler, således at op-
lysningerne stilles til rådighed i et tilgængeligt format.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 106 i 2.
betalingstjenestedirektiv, hvoraf der følger en forpligtelse til
at oplyse forbrugere om deres rettigheder. Det fremgår af ar-
tikel 106, at Kommissionen senest den 13. januar 2018 udar-
bejder en brugervenlig elektronisk folder, som klart og let
forståeligt anfører forbrugernes rettigheder i henhold til 2.
betalingstjenestedirektiv og tilhørende EU-ret. Det følger vi-
dere af artikel 106, at betalingstjenesteudbydere skal sikre,
at folderen stilles til rådighed på en let tilgængelig måde på
deres websteder, hvis sådanne findes, og på papir i deres fi-
lialer og hos deres agenter og de enheder, hvortil aktiviteter
er outsourcet. Betalingstjenesteudbydere må ikke afkræve
deres kunder gebyr for at stille oplysningerne til rådighed,
og for så vidt angår personer med handicap skal bestemmel-
serne efterleves ved hjælp af hensigtsmæssige alternative
midler, således at oplysningerne stilles til rådighed i et til-
gængeligt format.
Med lov om betalinger, som gennemfører 2. betalingstjene-
stedirektiv, blev artikel 106 ikke gennemført, da der på
fremsættelsestidspunktet ikke forelå en folder fra Kommissi-
onen. Kommissionen offentliggjorde i december 2019 den
folder, der er nævnt i artikel 106.
Forpligtelsen finder anvendelse på alle betalingstjenesteud-
bydere, der udbyder tjenester til forbrugere. Bestemmelsen
finder dermed anvendelse på udbydere af betalingstjenester,
uanset at udbyderen alene har få kunder, der er forbrugere.
At folderen skal stilles til rådighed på en let tilgængelig må-
de for udbydernes brugere betyder, at folderen skal være
nem for kunden at finde, uden at det kræver en større søg-
ning på udbyderens hjemmeside. Folderen bør således enten
fremgå af hjemmesidens forside eller have et direkte link på
forsiden. For så vidt angår udbyderens filialer, agenter og
hvor relevant andre virksomheder, hvortil aktiviteter er out-
sourcet, skal folderen være tilgængelig i fysisk papirformat.
Det skal være muligt for alle udbyderens brugere at tilgå
Kommissionens folder. Det betyder f.eks., at personer med
handicap skal kunne tilgå folderen ved hjælp af hensigts-
mæssige alternative midler, således at oplysningerne stilles
til rådighed i et tilgængeligt format, f.eks. som en lydfil, så-
fremt der er tale om en kunde med nedsat syn, eller som er
ordblind.
Endelig fremgår det af den foreslåede bestemmelse, at fol-
deren skal stilles til rådighed hos andre virksomheder, hvor-
til aktiviteter er outsourcet, hvis det er relevant. Dette vil
være relevant i de situationer, hvor en udbyder af betalings-
tjenester har outsourcet en opgave til f.eks. en udbyder af en
teknisk tjeneste, hvor der vil være kontakt mellem brugeren
og udbyderen af den tekniske tjeneste. Såfremt der er tale
om en levering af rent tekniske ydelser i relation til udbyde-
ren, uden at det er relateret til brugeren og den aftale, der er
indgået mellem brugeren og udbyderen, vil outsourcingvirk-
somheden ikke være forpligtet til at stille folderen til rådig-
hed.
Den foreslåede § 66 a skal ses i sammenhæng med de øvrige
bestemmelser i kapitel 5 i lov om betalinger. Det betyder
bl.a., at det er udbyderen af betalingstjenester, der i medfør
af § 65 har bevisbyrden for, at folderen stilles til rådighed
for alle udbyderens brugere, hvis udbyderen har kunder, der
er forbrugere.
Herudover må udbyderen ikke kræve betaling for folderen,
jf. § 66. Det gælder også ved udlevering af en fysisk folder i
papirformat. En udbyder af betalingstjenester må således ik-
ke opkræve en bruger gebyrer eller anden betaling for opfyl-
delse af de oplysningsforpligtelser, der påhviler udbyderen
af betalingstjenester, uanset om der er tale om en enkeltstå-
ende betalingstransaktion eller en betalingstransaktion om-
fattet af en rammeaftale.
Det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med de
forbrugerbeskyttende regler i kapitel 5, jf. § 144 i lov om
betalinger, og det vil derfor ligeledes være Forbrugerom-
budsmanden, der fører tilsyn med, at Kommissionens folder
stilles til rådighed i overensstemmelse med den foreslåede §
66 a.
Til nr. 14 (§ 123, stk. 3, i lov om betalinger)
Ifølge lov om betalinger § 123, stk. 3, kan udbyderne af be-
talingstjenester og betalingsmodtageren, i tilfælde hvor en
betalingstransaktion sker ved anvendelse af et betalingsin-
strument, indgå aftale om betaling for særlige ordninger til-
41
knyttet det enkelte betalingsinstrument, i det omfang disse
særlige ordninger ikke er omfattet af abonnementsordningen
i stk. 4.
Det foreslås, at bestemmelsen i stk. 3 konsekvensændres, så-
ledes at henvisningen til abonnementsordningen i stk. 4 æn-
dres til, at bestemmelsen henviser til ”regler fastsat af er-
hvervsministeren efter stk. 4”, således at bestemmelsens
ordlyd er overensstemmende med de foreslåede ændringer i
stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 15. Dette medfører ingen æn-
dringer i det materielle indhold af bestemmelsen.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 15 og
16.
Til nr. 15 (§ 123, stk. 4, i lov om betalinger)
Ifølge den gældende § 123, stk. 4, kan erhvervsministeren
fastsætte nærmere regler om, at udbyderen for visse typer af
betalingsinstrumenter alene kan pålægge betalingsmodtage-
ren at betale et årligt abonnement. Efter ordlyden i bestem-
melsen er erhvervsministerens beføjelser således afgrænset
til alene at angå fastsættelse af regler om betaling af et årligt
abonnement. Ud fra forarbejderne til lov nr. 603 af 24. juni
2005 om ændring af lov om visse betalingsmidler vurderes
et abonnement endvidere at måtte være afgrænset til at om-
fatte et fast beløb baseret på et interval af transaktioner, jf.
Folketingstidende 2004-2005, tillæg A, side 7058. Abonne-
mentet skulle ifølge forarbejderne til loven ”blive fastsat, så-
ledes at der tages særligt hensyn til de mindre forretninger
med under 5.000 tranaktioner om året. Disse skal kun betale
et årligt abonnement på ca. 500 kr. i 2005. For de store og
mellemstore forretninger vil abonnementet blive fastsat i in-
tervaller på baggrund af antallet af dankorttransaktioner. ”
Det foreslås, at § 123, stk. 4, ændres, således at erhvervsmi-
nisteren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke prismodel-
ler udbyderne af visse typer af betalingsinstrumenter vil
kunne anvende til at pålægge betalingsmodtageren at betale
til dækning af udbyderens omkostninger til driften af beta-
lingssystemet.
Det vil indebære, at erhvervsministeren med forslaget til §
123, stk. 4, får en klar hjemmel til i bekendtgørelsesform at
fastsætte nærmere regler om, hvilke prismodeller udbydere
af visse betalingsinstrumenter er begrænset til at opkræve
gennem.
Forslaget vil således medføre, at erhvervsministerens befø-
jelser efter ordlyden af bestemmelsen ændres til tillige at
omfatte andre prismodeller end en abonnementsmodel. Er-
hvervsministeren vil efter forslaget kunne fastsætte nærmere
regler for, at udbydere af visse betalingsinstrumenter skal
opkræve betaling for omkostningerne til betalingssystemet
gennem en eller flere nærmere angivne ”prismodeller”. Æn-
dringen af ministerens beføjelser vil således medføre, at mi-
nisteren kan fastsætte alternative prismodeller baseret på ek-
sempelvis en procentsats af transaktionsbeløbet eller en fast
pris afhængigt eller uafhængigt af transaktionens størrelse.
De angivne eksempler er ikke udtømmende. Ændringen vil
endvidere medføre, at opkrævningsmetoden ikke er begræn-
set til at være baseret på transaktionsintervaller.
Det foreslås endvidere, at § 123, stk. 4, ændres, således at
den prismodel, som erhvervsministeren efter forslaget kan
fastsætte nærmere regler om, ikke er begrænset til at være
årlig. Det vil indebære, at ministeren med forslaget får
hjemmel til at fastsætte mere fleksible regler for opkrævnin-
gen af betalingen og beregningsgrundlaget for prismodellen.
Ændringen vil således medføre en øget fleksibilitet i forhold
til betalinger, hvilket bl.a. kan være til gavn for især de beta-
lende forretninger, men tillige for indløseren.
Med den foreslåede hjemmel er det hensigten, at erhvervs-
ministeren ændrer abonnementsbekendtgørelsen, således at
bekendtgørelsen fremover bl.a. skal omfatte en mulighed
for, at virksomheder kan betale enten ved en fast abonne-
mentssats eller ved en procentuel opkrævning fastsat på bag-
grund af værdien af den enkelte korttransaktion. Efter den
nye bekendtgørelse vil opkrævningen efter hensigten skulle
ske kvartalvist med henblik på at skabe øget fleksibilitet.
Lovforslaget ændrer ikke på, at udbydere omfattet af de
nærmere regler, som erhvervsministeren kan fastsætte efter
lov om betalinger, § 123, stk. 4 og 5, udelukkende kan op-
kræve omkostningerne til driften af betalingssystemet fra
betalingsmodtagere omfattet af prismodellen. Således vil det
fortsat være sådan, at de samlede betalinger i prismodellen
ikke kan overstige omkostningerne forbundet med driften.
Til nr. 16 (§ 123, stk. 5, 1. pkt., i lov om betalinger)
Ifølge den gældende § 123, stk. 5, kan erhvervsministeren
fastsætte nærmere regler om, hvorledes prisen for det årlige
abonnement i stk. 4 skal beregnes. Erhvervsministeren kan
endvidere fastsætte supplerende regler for betalingsinstru-
menter omfattet af stk. 1.
Det foreslås, at ordlyden i stk. 5, 1. pkt., konsekvensændres,
således at "prisen for det årlige abonnement i stk. 4." ændres
til "betalingen i prismodeller fastsat efter stk. 4." Det fore-
slås således, at ordlyden af bestemmelsen ændres, så be-
stemmelsen fortsat vil stemme overens med erhvervsmini-
sterens beføjelser efter lovens § 123, stk. 4, jf. forslagets § 1,
nr. 2. Efter forslaget videreføres § 123, stk. 5, 2. pkt., uden
ændringer. Forslaget vedrører således udelukkende en kon-
sekvensændring af bestemmelsens første led.
Til nr. 17 (§ 130, stk. 1, 2. pkt., i lov om betalinger)
42
Efter § 130, stk. 1, i lov om betalinger påser Finanstilsynet
overholdelsen af loven og regler udstedt i medfør af loven
med undtagelse af § 27 om whistleblowerbeskyttelse. For-
brugerombudsmanden og Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sen fører dog tilsyn med dele af loven, jf. §§ 144-145. Desu-
den påser Finanstilsynet bl.a. overholdelsen af artikel 3, arti-
kel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og artikel 4 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001.
Det foreslås at ændre § 130, stk. 1, 2. pkt., så det fremgår af
bestemmelsen, at Finanstilsynet påser overholdelsen af arti-
kel 3-4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskriden-
de betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning
(EF) nr. 2560/2001.
Med forslaget udvides de bestemmelser i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, som Fi-
nanstilsynet påser overholdelsen af, så de også omfatter arti-
kel 3a, stk. 5 og 6.
I medfør af artikel 3a, stk. 5, sender betalerens betalingstje-
nesteudbyder for hvert betalingskort, som udbyderen har ud-
stedt til betaleren, og som er knyttet til den samme konto, en
elektronisk meddelelse med de nødvendige oplysninger til
betaleren uden unødig forsinkelse, efter at betalingstjeneste-
udbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthæv-
ning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i
en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den
valuta, som betalerens konto føres i. Uanset foranstående
skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned,
hvori betalernes betalingstjenesteudbyder modtager en beta-
lingsordre fra betaleren i samme valuta.
I medfør af artikel 3a, stk. 6, aftaler betalingstjenesteudby-
deren med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt og
let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er),
hvorigennem betalingstjenesteudbyderen sender den elektro-
niske meddelelse. Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde be-
talingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modta-
ge de elektroniske meddelelser. Betalingstjenesteudbyderen
og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at forordningens ar-
tikel 3a, stk. 5 og 6, helt eller delvist ikke finder anvendelse,
hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.
De omhandlede oplysninger skal ifølge artikel 3a, stk. 7,
fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.
Det bemærkes, at ved eventuel videregivelse og indhentelse
af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende da-
tabeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen
af personoplysninger altid skal ske under iagttagelse af gæl-
dende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
Til nr. 18 (§ 132, stk. 6, § 136, stk. 8, 10, 1. pkt., og 11, og §
137, stk. 2, i lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 5, i § 132,
stk. 6, § 136, stk. 7, 9 og 10, der bliver stk. 8, 10 og 11, og i
§ 137, stk. 2, ændres til henvisninger til stk. 6.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 19 (§ 136, stk. 1, 1. pkt., i lov om betalinger)
Efter § 136 i lov om betalinger har Finanstilsynet en særlig
tavshedspligt, som er mere omfattende end den, der følger af
forvaltningslovens § 27.
Bestemmelsen gennemfører artikel 24 i 2. betalingstjeneste-
direktiv og artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets
Direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til
at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske
penge og tilsyn med en sådan virksomhed (2. e-pengedirek-
tiv). Artikel 24 i 2. betalingstjenestedirektiv fastsætter, at
medlemsstaterne sikrer, at alle, der arbejder eller har arbej-
det for de kompetente myndigheder, såvel som eksperter,
der handler på de kompetente myndigheders vegne, omfattes
af tavshedspligt, og at udveksling af oplysninger er omfattet
af en streng tavshedspligt for at sikre beskyttelse af enkelt-
personers og virksomheders rettigheder. Artikel 24 i 2. beta-
lingstjenestedirektiv finder efter artikel 3, stk. 1, i 2. e-pen-
gedirektiv ligeledes anvendelse på e-pengeinstitutter.
Det følger af § 136, stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynets ansatte
under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e er forpligtet til
at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kend-
skab til gennem tilsynsvirksomheden, og fortrolige oplys-
ninger, som de får kendskab til fra Finansiel Stabilitet, så-
fremt oplysningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3
og 8 og §§ 83-90. Det samme gælder personer, der udfører
serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift samt eksper-
ter, der handler på tilsynets vegne. Dette gælder også efter
ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.
Den særlige tavshedspligt begrænser adgangen til aktindsigt
i Finanstilsynets sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§
83-90 efter § 35 i offentlighedsloven. Derimod begrænser §
136, stk. 1, 1. pkt., ikke adgangen til partsaktindsigt efter
forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 5. Afgørel-
43
se om, hvem der er part i forhold til sager hos Finanstilsy-
net, træffes efter lov om betalinger § 142.
Den særlige tavshedspligt finder i dag kun anvendelse på
bestemmelserne i kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90, og kun så-
fremt oplysningerne er modtaget i forbindelse med Finans-
tilsynets tilsynsvirksomhed.
Kapitel 2 og 3 omhandler betingelserne for at opnå tilladelse
som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut og de krav, der
gælder for at opnå en begrænset tilladelse til udstedelse af
elektroniske penge eller udbud af betalingstjenester. Be-
stemmelserne i kapitel 8 omhandler databeskyttelse, opera-
tionel sikkerhed og autentifikation, mens bestemmelserne i
§§ 83-90 omhandler udbydere af betalingstjenesters adgang
til betalerens konto.
Oplysninger i sager efter lovens øvrige bestemmelser er der-
imod i dag ikke underlagt den særlige tavshedspligt efter §
136, stk. 1, 1. pkt. For disse oplysninger gælder derfor den
almindelige tavshedspligt efter straffelovens §§ 152-152 e
og forvaltningslovens § 27.
Det foreslås i § 136, stk. 1, 1. pkt., at ”såfremt oplysningerne
vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90” ud-
går.
Den foreslåede ændring indebærer, at Finanstilsynets tavs-
hedspligt vil blive udvidet, således at den vil finde anvendel-
se på alle oplysninger, som Finanstilsynet måtte modtage
som led i sin tilsynsvirksomhed, og ikke kun oplysninger i
sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90.
Ved fortrolige oplysninger i den foreslåede bestemmelses
forstand forstås oplysninger om en virksomheds forretnings-
mæssige forhold og kunders forhold samt andre oplysninger,
som efter deres karakter er fortrolige. Oplysninger, som ef-
ter deres karakter er offentlige, f.eks. regnskaber og fonds-
børsmeddelelser, er ikke omfattet af tavshedspligten. Tilsva-
rende gælder oprindeligt fortrolige oplysninger, som uden
om tilsynet er blevet offentliggjort af andre kanaler i en
grad, så det er blevet almindeligt kendt.
Ved oplysninger, der efter deres karakter er fortrolige, for-
stås oplysninger, der ikke direkte relaterer sig til enkelte
kunders eller virksomheders forhold. Det drejer sig bl.a. om
oplysninger om økonomiske eller forretningsmæssige for-
hold for personer og selskaber, som ikke er kunder i egentlig
forstand, men som f.eks. kautionerer for kunder, har ejeran-
dele i virksomhedens kunder eller på anden vis har en per-
sonlig, økonomisk eller forretningsmæssig tilknytning til
kunder uden selv at være det.
Tavshedspligten vil også omfatte fortrolige oplysninger,
som Finanstilsynet modtager fra udenlandske myndigheder i
forbindelse med sin tilsynsvirksomhed.
Fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet modtager fra Fi-
nansiel Stabilitet, vil også blive omfattet af bestemmelsen.
Oplysninger fra Finansiel Stabilitet kan f.eks. være oplys-
ninger, som Finanstilsynet modtager i forbindelse med op-
gaver med afviklingsplanlægning samt nedskrivning og kon-
vertering af kapitalinstrumenter. Fortrolige oplysninger kan
i denne forbindelse eksempelvis være oplysninger om en
konto, som et betalingsinstitut har oprettet i et pengeinstitut
til sikring af midler, jf. kravet i § 35 i lov om betalinger.
Baggrunden for den foreslåede udvidelse er bl.a. hensynet til
at beskytte virksomhedernes forretningsmæssige forhold,
herunder af konkurrencemæssige grunde og med henblik på
at sikre gennemførelse af artikel 24 i 2. betalingstjenestedi-
rektiv, som fastsætter en streng tavshedspligt for at sikre be-
skyttelse af enkeltpersoners og virksomheders rettigheder.
Derudover vil den foreslåede ændring af § 136, stk. 1, 1.
pkt., medføre en ensretning af Finanstilsynets tavshedspligt
på tværs af Finanstilsynets tilsynsområder. Hovedreglen om
Finanstilsynets tavshedspligt fremgår af lov om finansiel
virksomhed, § 354. Det fremgår således af § 354, stk. 1, 1.
pkt., at Finanstilsynets ansatte under ansvar efter straffelo-
vens §§ 152-152 e er forpligtet til at hemmeligholde fortroli-
ge oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsyns- og
afviklingsvirksomheden, og fortrolige oplysninger, som de
får kendskab til fra Finansiel Stabilitet.
Den foreslåede nyffattelse af § 136, stk. 1, 1. pkt., vil med-
føre en begrænsning i adgangen til aktindsigt efter offentlig-
hedsloven i Finanstilsynets sager, som ikke tidligere har væ-
ret omfattet af tavshedspligten efter § 136, stk. 1, 1. pkt. Den
foreslåede ændring vil derimod ikke begrænse adgangen til
partsaktindsigt efter forvaltningsloven.
Til nr. 20 (§ 136, stk. 3, i lov om betalinger)
Efter § 136, stk. 1, i lov om betalinger er Finanstilsynets an-
satte under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet
til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får
kendskab til gennem tilsynsvirksomheden, og fortrolige op-
lysninger, som de får kendskab til fra Finansiel Stabilitet,
såfremt oplysningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3
og 8 og §§ 83-90. Det samme gælder personer, der udfører
serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, og eksperter,
der handler på tilsynets vegne. Dette gælder også efter an-
sættelses- eller kontraktforholdets ophør.
Det foreslås, at der i § 136 indsættes et nyt stk. 3, hvorefter
Finanstilsynets tavshedspligt ikke finder anvendelse på op-
lysninger i sager omfattet af kapitel 5-7. Den foreslåede æn-
44
dring følger af den foreslåede ændring til § 136, stk. 1, 1.
pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 19.
Lovens kapitel 5-7 indeholder forbrugerbeskyttende bestem-
melser og omhandler oplysningskrav, rettigheder og forplig-
telser ved brug af betalingstjenester og elektroniske penge
samt regler om gebyrer.
Det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med kapi-
tel 5 og tilsyn med, at virksomhederne over for forbrugere
overholder reglerne i kapitel 6.
Finanstilsynets tavshedspligt efter § 136, stk. 1, 1. pkt., i lov
om betalinger omfatter i dag ikke kapitel 5-7. Som følge af
den foreslåede ændring vil offentligheden lige som i dag
kunne få indsigt i Finanstilsynets arbejde omfattet af kapitel
5-7 efter de almindelige regler om aktindsigt i offentligheds-
loven og forvaltningsloven.
Derudover vil den foreslåede ændring medføre en ensret-
ning af Finanstilsynets tavshedspligt på tværs af Finanstilsy-
nets tilsynsområder. Det skal i den sammenhæng bemærkes,
at hovedreglen om Finanstilsynets tavshedspligt fremgår af
lov om finansiel virksomhed § 354. Det fremgår af § 354,
stk. 3, at Finanstilsynets tavshedspligt ikke finder anvendel-
se på oplysninger i sager om god skik, prisoplysning og
kontraktforhold. Den foreslåede ændring har således til for-
mål at sikre, at der er ensartede regler om tavshedspligt på
tværs af Finanstilsynets tilsynslovgivning.
Til nr. 21 (§ 136, stk. 6, nr. 4, i lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 10, i §
136, stk. 5, nr. 4, der bliver stk. 6, nr. 4, ændres til henvis-
ninger til stk. 11.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 22 (§ 136, stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, i
lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 9, i § 136,
stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, der bliver stk. 6, nr.
7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, ændres til henvisninger til stk.
10.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 23 (§ 136, stk. 6, nr. 7, 8 og 14, i lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 10, i §
136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk. 6, nr. 7, 8 og 14,
ændres til henvisninger til stk. 11.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 24 (§ 136, stk. 5, nr. 15, i lov om betalinger)
Efter § 136 i lov om betalinger er ansatte i Finanstilsynet
underlagt en skærpet tavshedspligt. Efter § 136, stk. 5, er
tavshedspligten ikke til hinder for at kunne videregive for-
trolige oplysninger til de i stk. 5 oplistede myndigheder, or-
ganer m.v.
Det følger af § 136, stk. 5, nr. 15, at Finanstilsynet kan vide-
regive fortrolige oplysninger til offentlige myndigheder,
som overvåger betalingssystemerne i Danmark og andre lan-
de inden for Den Europæiske Union eller lande, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle område, under
forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for dem til
opfyldelse af deres lovbestemte opgaver, herunder overvåg-
ning af betalings- og værdipapirhåndteringssystemer og va-
retagelse af det finansielle systems stabilitet.
Det foreslås at nyaffatte nr. 15, så det fremgår, at Finanstil-
synet kan videregive fortrolige oplysninger til Danmarks
Nationalbank, centralbanker i lande inden for Den Europæ-
iske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, Det Europæiske System af Cen-
tralbanker og Den Europæiske Centralbank i deres egenskab
af pengepolitisk myndighed samt offentlige myndigheder,
som overvåger betalingssystemerne i Danmark og andre lan-
de inden for Den Europæiske Union eller lande, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle område, under
forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for dem til
opfyldelse af deres lovbestemte opgaver, herunder udførelse
af pengepolitik, overvågning af betalings- og værdipapir-
håndteringssystemer samt varetagelse af det finansielle sy-
stems stabilitet.
Baggrunden for ændringen er et ønske om at præcisere,
hvem Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger
til. § 136, stk. 5, nr. 15, blev indsat med lov nr. 652 af 8. ju-
ni 2017 om betalinger. Det fremgår af bemærkningerne til
bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 157 som
fremsat, side 96, at Finanstilsynet efter nr. 15 kan videregive
45
fortrolige oplysninger til Danmarks Nationalbank, central-
banker i lande inden for EU/EØS, Det Europæiske System
af Centralbanker og ECB i deres egenskab af pengepolitisk
myndighed samt offentlige myndigheder, som overvåger be-
talingssystemerne i Danmark og andre lande inden for EU/
EØS, under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige
for dem til opfyldelse af deres lovbestemte opgaver, herun-
der udførelse af pengepolitik, overvågning af betalings- og
værdipapirhåndteringssystemer samt varetagelse af det fi-
nansielle systems stabilitet.
Den foreslåede nyaffattelse er en præcisering af lovteksten i
overensstemmelse med bestemmelsens bemærkninger.
Den foreslåede ændring indeholder ikke en materiel æn-
dring.
Den foreslåede nyaffattelse svarer til ordlyden af § 354, stk.
6, nr. 21, i lov om finansiel virksomhed, der regulerer tilsva-
rende videregivelse efter lov om finansiel virksomhed.
For at videregive oplysninger efter § 136, stk. 5, nr. 15, er
det en forudsætning, at modtagerne har behov for oplysnin-
gerne til varetagelse af deres lovbestemte opgaver. Har
modtageren ikke selv redegjort nærmere for deres behov for
oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modtage-
ren har givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Fi-
nanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhentelsen
af oplysningerne, inden Finanstilsynet beslutter at udlevere
oplysningerne.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra en anden
medlemsstat, kan alene ske, såfremt de myndigheder, som
har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilla-
delse, ligesom oplysningerne udelukkende må benyttes til
det formål, som tilladelsen vedrører.
Den, der efter stk. 5 modtager fortrolige oplysninger fra Fi-
nanstilsynet, er undergivet den samme skærpede tavsheds-
pligt med hensyn til disse oplysninger som Finanstilsynets
ansatte efter § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.
Til nr. 25 (§ 136, stk. 5, nr. 24-26, i lov om betalinger)
Efter § 136 i lov om betalinger er Finanstilsynets ansatte un-
derlagt en skærpet tavshedspligt. Efter § 136, stk. 5, er tav-
shedspligten ikke til hinder for at kunne videregive fortroli-
ge oplysninger til de i stk. 5 oplistede myndigheder, organer
m.v.
§ 136 blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om beta-
linger, der gennemfører artikel 24 i 2. betalingstjenestedi-
rektiv, hvorefter udveksling af oplysninger i henhold til arti-
kel 26 er omfattet af en streng tavshedspligt for at sikre be-
skyttelse af enkeltpersoners og virksomheders rettigheder.
Det fremgår af artikel 24, stk. 3, at medlemsstaterne kan an-
vende denne artikel under hensyntagen til artikel 53-61 i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni
2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut
og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber
(CRD IV) med de fornødne ændringer. § 136 i lov om beta-
linger svarer til den særlige tavshedsbestemmelse for Fi-
nanstilsynet, som fremgår af § 354 i lov om finansiel virk-
somhed. § 354 i lov om finansiel virksomhed gennemfører
artikel 53-60 i CRD IV.
Bestemmelsen indeholder hovedreglen for Finanstilsynets
tavshedspligt og er en særbestemmelse om tavshedspligt, jf.
offentlighedslovens § 35. Det indebærer, at der ikke vil være
mulighed for adgang til aktindsigt efter offentlighedsloven i
oplysninger hos Finanstilsynet, der er omfattet af tavsheds-
pligten. Denne skærpede tavshedspligt går desuden videre
end den tavshedspligt, der i medfør af § 27, stk. 1, i forvalt-
ningsloven påhviler alle offentligt ansatte.
Tavshedspligten er baseret på et ønske om at beskytte virk-
somhedernes kunder, både privatpersoner og erhvervskun-
der. Hertil kommer et ønske om af konkurrencemæssige
grunde at beskytte oplysninger om virksomhedernes forret-
ningsmæssige forhold. Herudover er Finanstilsynets tavs-
hedspligt en afgørende betingelse for den tilsynsmæssige ef-
fektivitet. For at tilsynet kan få alle nødvendige oplysninger
i en given sag, må virksomhederne og kunderne kunne nære
tillid til, at Finanstilsynet ikke videregiver fortrolige oplys-
ninger.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20.
maj 2019 om ændring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt
angår fritagne enheder, finansielle holdingselskaber, blande-
de finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstalt-
ninger og ‑beføjelser og kapitalbevaringsforanstaltninger
(CRD V), indeholder en ny artikel 58a i CRD IV, hvorefter
de kompetente myndigheder skal kunne videregive oplys-
ninger til Den Internationale Valutafond og Verdensbanken
med henblik på vurderinger som led i programmet til vurde-
ring af den finansielle sektor, Den Internationale Betalings-
bank med henblik på kvantitative konsekvensanalyser og
Rådet for Finansiel Stabilitet med henblik på dets tilsyns-
funktion.
Med lovforslaget foreslås det, at der i § 136 indsættes et nr.
24, hvorefter Finanstilsynet kan videregive oplysninger til
Den Internationale Valutafond og Verdensbanken med hen-
blik på vurderinger som led i programmet til vurdering af
den finansielle sektor.
Med bestemmelsen gennemføres artikel 58 a, stk. 1, litra a, i
CRD V. Med forslaget vil det være en betingelse for at vide-
regive oplysninger til Den Internationale Valutafond og
46
Verdensbanken, at der er behov for oplysningerne til vurde-
ringen af den finansielle sektor. De udvekslede oplysninger
skal således begrænses til, hvad der er relevant og forholds-
mæssigt under hensyn til formålet med udvekslingen.
Ved en sådan udveksling af oplysninger skal de nævnte op-
lysningers fortrolighed og de kommercielle interesser hos
operatører af væsentlige tjenester sikres. Har modtageren
derfor ikke redegjort nærmere for deres behov for at indhen-
te oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modta-
geren har givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Fi-
nanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhentelsen
af oplysningerne, før Finanstilsynet træffer endelig beslut-
ning om at udlevere disse.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra en anden
medlemsstat, vil alene kunne ske, såfremt de myndigheder,
som har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige
tilladelse, og oplysningerne må udelukkende benyttes til det
formål, som tilladelsen vedrører.
Alle, der efter stk. 5 modtager fortrolige oplysninger fra Fi-
nanstilsynet, er undergivet den samme skærpede tavsheds-
pligt med hensyn til disse oplysninger, som Finanstilsynets
ansatte efter § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.
Det foreslås endvidere, at der i § 136 indsættes et nr. 25,
hvorefter Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysnin-
ger til Den Internationale Betalingsbank med henblik på
kvantitative konsekvensanalyser.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 58 a,
stk. 1, litra b, i CRD V. Det vil være en betingelse for at vi-
deregive oplysninger til Den Internationale Betalingsbank,
at der er tale om oplysninger, som Den Internationale Beta-
lingsbank har brug for med henblik på kvantitative konse-
kvensanalyser. De udvekslede oplysninger skal således be-
grænses til, hvad der er relevant og forholdsmæssigt under
hensyn til formålet med udvekslingen.
Ved en sådan udveksling af oplysninger skal de nævnte op-
lysningers fortrolighed og de kommercielle interesser hos
operatører af væsentlige tjenester sikres. Har modtageren
derfor ikke redegjort nærmere for deres behov for at indhen-
te oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modta-
geren har givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Fi-
nanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhentelsen
af oplysningerne, før Finanstilsynet beslutter at udlevere dis-
se.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra et andet med-
lemsland, kan alene ske, såfremt de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladel-
se, og oplysningerne må udelukkende benyttes til det for-
mål, som tilladelsen vedrører.
Alle, der i henhold til stk. 5 modtager fortrolige oplysninger
fra Finanstilsynet, er undergivet den samme skærpede tavs-
hedspligt med hensyn til disse oplysninger, som Finanstilsy-
nets ansatte efter § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.
Det foreslås endvidere, at der i § 136 indsættes et nr. 26,
hvorefter Finanstilsynet kan videregive oplysninger til Rådet
for Finansiel Stabilitet med henblik på dets tilsynsfunktion.
Med bestemmelsen gennemføres artikel 58 a, stk. 1, litra c, i
CRD V. Det vil være en betingelse for at videregive oplys-
ninger til Rådet for Finansiel Stabilitet, at der er tale om op-
lysninger, som Rådet for Finansiel Stabilitet har brug for,
med henblik på dets tilsynsfunktion. De udvekslede oplys-
ninger skal således begrænses til, hvad der er relevant og
forholdsmæssigt under hensyn til formålet med udvekslin-
gen.
Ved en sådan udveksling af oplysninger skal de nævnte op-
lysningers fortrolighed og de kommercielle interesser hos
operatører af væsentlige tjenester sikres. Har modtageren
derfor ikke redegjort nærmere for deres behov for at indhen-
te oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modta-
geren har givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Fi-
nanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhentelsen
af oplysningerne, før Finanstilsynet beslutter at udlevere dis-
se.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra et andet med-
lemsland, kan alene ske, såfremt de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladel-
se, og oplysningerne må udelukkende benyttes til det for-
mål, som tilladelsen vedrører.
Alle, der efter stk. 5 modtager fortrolige oplysninger fra Fi-
nanstilsynet, er undergivet den samme skærpede tavsheds-
pligt med hensyn til disse oplysninger, som Finanstilsynets
ansatte efter § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.
Ved en videregivelse af personoplysninger efter en af de op-
listede numre i § 136, stk. 5, vil de gældende regler vedrø-
rende databeskyttelse tillige finde anvendelse, hvorfor be-
handling af personoplysninger altid vil ske under iagttagelse
af gældende lovgivning, herunder databeskyttelsesforord-
ningen og databeskyttelsesloven.
Til nr. 26 (§ 136, stk. 7, i lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
47
Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 4 og 5, i §
136, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres til henvisninger til stk. 5
og 6.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 27 (§ 136, stk. 8, i lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
Det foreslås derfor, at henvisningen til § 136, stk. 6, i § 136,
stk. 7, der bliver stk. 8, ændres til henvisning til stk. 7.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 28 (§ 138, stk. 1, 8. pkt., i lov om betalinger)
Efter § 138, stk. 1, 8. pkt., i lov om betalinger skal Finanstil-
synets beslutning om bl.a. at overgive sager efter artikel 3,
artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4 i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 til politi-
mæssig efterforskning offentliggøres på Finanstilsynets
hjemmeside med angivelse af virksomhedens navn.
Det foreslås, at § 138, stk. 1, 8. pkt., ændres, så henvisnin-
gen til artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b ændres til
artikel 3-4.
Med forslaget udvides de bestemmelser i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, hvorefter
Finanstilsynets politianmeldelse skal offentliggøres, til også
at omfatte beslutninger truffet i henhold til artikel 3a, stk. 5
og 6.
I medfør af artikel 3a, stk. 5, sender betalerens betalingstje-
nesteudbyder for hvert betalingskort, som udbyderen har ud-
stedt til betaleren, og som er knyttet til den samme konto, en
elektronisk meddelelse med de nødvendige oplysninger til
betaleren uden unødig forsinkelse, efter at betalingstjeneste-
udbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthæv-
ning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i
en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den
valuta, som betalerens konto føres i. Uanset foranstående
skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned,
hvori betalernes betalingstjenesteudbyder modtager en beta-
lingsordre fra betaleren i samme valuta.
I medfør af artikel 3a, stk. 6, aftaler betalingstjenesteudby-
deren med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt og
let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er),
hvorigennem betalingstjenesteudbyderen sender den elektro-
niske meddelelse. Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde be-
talingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modta-
ge de elektroniske meddelelser. Betalingstjenesteudbyderen
og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at forordningens ar-
tikel 3a, stk. 5 og 6, helt eller delvist ikke finder anvendelse,
hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.
De omhandlede oplysninger skal ifølge artikel 3a, stk. 7,
fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.
Der er med den foreslåede ændring ikke i øvrigt tilsigtet æn-
dringer af Finanstilsynets praksis for offentliggørelse efter §
138, stk. 1, 8. pkt., i lov om betalinger.
Ved eventuel offentliggørelse, videregivelse eller indhentel-
se af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende
databeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen
af personoplysninger altid skal ske under iagttagelse af gæl-
dende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
Til nr. 29 (§ 139, stk. 1, 2. pkt., i lov om betalinger)
Efter § 139, stk. 1, 2. pkt., i lov om betalinger skal Finanstil-
synet orientere offentligheden om sager, som er behandlet af
Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og
som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen
af bl.a. artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4 i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af
16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i
Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001.
Det foreslås, at § 139, stk. 1, 2. pkt., ændres, så henvisnin-
gen til artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b ændres til
artikel 3-4.
Med forslaget udvides de bestemmelser i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, som Fi-
nanstilsynet skal orientere offentligheden om, til også at om-
fatte artikel 3a, stk. 5 og 6.
I medfør af artikel 3a, stk. 5, sender betalerens betalingstje-
nesteudbyder for hvert betalingskort, som udbyderen har ud-
stedt til betaleren, og som er knyttet til den samme konto, en
elektronisk meddelelse med de nødvendige oplysninger til
betaleren uden unødig forsinkelse, efter at betalingstjeneste-
udbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthæv-
ning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i
48
en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den
valuta, som betalerens konto føres i. Uanset foranstående
skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned,
hvori betalernes betalingstjenesteudbyder modtager en beta-
lingsordre fra betaleren i samme valuta.
I medfør af artikel 3a, stk. 6, aftaler betalingstjenesteudby-
deren med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt og
let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er),
hvorigennem betalingstjenesteudbyderen sender den elektro-
niske meddelelse. Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde be-
talingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modta-
ge de elektroniske meddelelser. Betalingstjenesteudbyderen
og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at forordningens ar-
tikel 3a, stk. 5 og 6, helt eller delvist ikke finder anvendelse,
hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.
De omhandlede oplysninger skal ifølge artikel 3a, stk. 7,
fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.
Der er med den foreslåede ændring ikke i øvrigt tilsigtet æn-
dringer af Finanstilsynets praksis for orientering af offent-
ligheden efter § 139 i lov om betalinger.
Ved eventuel offentliggørelse, videregivelse eller indhentel-
se af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende
databeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen
af personoplysninger altid skal ske under iagttagelse af gæl-
dende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
Til nr. 30 (§ 143 i lov om betalinger)
Efter § 143 i lov om betalinger kan afgørelser truffet af Fi-
nanstilsynet i henhold til loven, regler udstedt i medfør af
loven, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om
betalingstjenester i det indre marked, artikel 3, artikel 3a,
stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4 i Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning nr. 2009/924 om grænseoverskridende beta-
linger i Unionen eller Europa-Parlamentets eller Rådets for-
ordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og
forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte de-
biteringer i euro indbringes for Erhvervsankenævnet af den,
som afgørelsen retter sig mod, senest fire uger efter at afgø-
relsen er meddelt den pågældende.
Det foreslås, at § 143 ændres, så henvisningen til artikel 3,
artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4, ændres til artikel
3-4 og henvisningen til Europa-Parlamentets eller Rådets
forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 ændres til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
260/2012 af 14. marts 2012.
Med den foreslåede ændring vil det fremgå af bestemmel-
sen, at Finanstilsynets afgørelser kan indbringes for Er-
hvervsankenævnet, når afgørelserne er truffet med hjemmel
i artikel 3-4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskriden-
de betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning
(EF) nr. 2560/2001 eller med hjemmel i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts
2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditover-
førsler og direkte debiteringer i euro.
Med forslaget udvides omfanget af afgørelser fra Finanstil-
synet, der vil kunne indbringes for Erhvervsankenævnet, så
det også omfatter afgørelser truffet efter artikel 3a, stk. 5-6, i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af
16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i
Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001, der er indført med Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring
af forordning (EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer
for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselge-
byrer.
I medfør af artikel 3a, stk. 5, sender betalerens betalingstje-
nesteudbyder for hvert betalingskort, som udbyderen har ud-
stedt til betaleren, og som er knyttet til den samme konto, en
elektronisk meddelelse med de nødvendige oplysninger til
betaleren uden unødig forsinkelse, efter at betalingstjeneste-
udbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthæv-
ning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i
en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den
valuta, som betalerens konto føres i. Uanset foranstående
skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned,
hvori betalernes betalingstjenesteudbyder modtager en beta-
lingsordre fra betaleren i samme valuta.
I medfør af artikel 3a, stk. 6, aftaler betalingstjenesteudby-
deren med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt og
let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er),
hvorigennem betalingstjenesteudbyderen sender den elektro-
niske meddelelse. Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde be-
talingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modta-
ge de elektroniske meddelelser. Betalingstjenesteudbyderen
og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at forordningens ar-
tikel 3a, stk. 5 og 6, helt eller delvist ikke finder anvendelse,
hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.
De omhandlede oplysninger skal ifølge artikel 3a, stk. 7,
fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.
Ved eventuel videregivelse, offentliggørelse eller indhentel-
se af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende
databeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen
af personoplysninger altid skal ske under iagttagelse af gæl-
49
dende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
Den foreslåede ændring af henvisningen til Europa-Parla-
mentets eller Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14.
marts 2012, til rettelig at være en henvisning til Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14.
marts 2012 er alene en redaktionel ændring, som skal sikre,
at henvisning til EU-retsakter sker korrekt.
Til nr. 31 (§ 145 a og 145 b i lov om betalinger)
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med en
række bestemmelser i lov om betalinger. Det fremgår såle-
des af § 145, stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
fører tilsyn med overholdelsen af kapitel 4 og §§ 120-123 og
1) artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen
og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, 2) arti-
kel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
260/2012/EU af 14. marts 2012 om tekniske og forretnings-
mæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i
euro og om ændring af forordning nr. 924/2009/EF om
grænseoverskridende betalinger i euro (SEPA-forordningen)
og 3) artikel 3-11 i Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning nr. 2015/751/EU om interbankgebyrer for kortbaserede
betalingstransaktioner.
Som udgangspunkt fungerer Konkurrence- og Forbrugersty-
relsens tilsyn efter loven i konkrete afgørelsessager uafhæn-
gigt af ministeren, der ikke inddrages i styrelsens afgørelser.
Sammenfattende træffer styrelsen således allerede i dag
selvstændigt afgørelser i konkrete sager om efterlevelse af
bestemmelserne i lov om betalinger. Lovændringen vil der-
med formalisere, hvad der er normal praksis for Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsens afgørelser på området.
Det foreslås på den baggrund for det første, at der efter §
145 i lov om betalinger indføres en ny § 145 a, som i 1. pkt.
fastslår, at Konkurrencerådet skal have det overordnede an-
svar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administra-
tion efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf.
Forslaget vil indebære, at Konkurrencerådet får det overord-
nede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens admi-
nistration af loven og kan instruere styrelsen generelt og i
forhold til konkrete afgørelser. Formelt set er Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsens tilsyn med lov om betalinger i dag
underlagt erhvervsministerens ansvar, hvorefter erhvervsmi-
nisteren har de sædvanlige overordnelsesbeføjelser inden for
sit ressort. Med forslaget vil det overordnede ansvar for
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn med lov om be-
talinger overgå fra erhvervsministeren til Konkurrencerådet.
Det vil også medføre, at ministeren ikke har instruktionsbe-
føjelser over for Konkurrencerådet eller Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen i forhold til myndighedernes tilsyn efter
lov om betalinger.
Det foreslås med 2. pkt., at Konkurrencerådet træffer afgø-
relse i sager af principiel eller særlig stor betydning.
Det vil indebære, at Konkurrencerådet træffer afgørelse i
sager af principiel eller særlig stor betydning. En sag kan
være af principiel betydning, hvor der er tale om en pro-
blemstilling, der ikke tidligere er taget stilling til efter loven,
eller hvor afgørelsen i øvrigt kan danne præcedens. En sag
kan også være principiel, hvis f.eks. en hidtidig fortolkning
skal ændres. En sag kan have særlig stor betydning, hvis den
indebærer betydelige følger for en eller flere virksomheder
eller en hel branche.
Arbejdsdelingen mellem Konkurrencerådet og Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsen betyder, at styrelsen vil kunne
træffe afgørelser i sager, der ikke er af principiel eller særlig
stor betydning. Det omfatter bl.a., at styrelsen på rådets veg-
ne kan træffe afgørelser i et større antal sager, hvor afgørel-
serne stort set er enslydende. Det vil f.eks. være tilfældet,
hvor styrelsen modtager et større antal klager over samme
forhold.
Det foreslås med 3. pkt., at det klargøres, at Konkurrencerå-
det og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ved den daglige
administration efter denne lov og regler udstedt i medfør
heraf er uafhængige af erhvervsministeren.
Forslaget vil indebære, at ministeren ikke vil have instrukti-
onsbeføjelser over for Konkurrencerådet eller Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen i relation til administrationen, herun-
der blandt andet tilsynet med lov om betalinger. Styrelsens
deltagelse i internationale fora som uafhængig tilsynsføren-
de myndighed efter lov om betalinger vil heller ikke være
underlagt instruktionsbeføjelser fra ministeren. En virkning
af forslaget vil endvidere være, at Konkurrencerådet som et
led i det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsens administration af loven træffer beslutning om
oversendelse af sager til politimæssig efterforskning.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens daglige administration
omfatter bl.a., at klager efter loven skal indgives til styrel-
sen, ligesom styrelsen står for sagsoplysningen i alle sager
og står for høring af sagens parter og eventuelle tredjemænd.
Styrelsen træffer afgørelse i sager, der ikke er af principiel
eller særlig stor betydning.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil dog fortsat være un-
derlagt instruktion fra erhvervsministeren i sager vedrørende
f.eks. forberedelse af lovgivning, almindelig ministerbetje-
ning og bidrag til tværgående arbejde på ministerområdet.
Dette omfatter tillige udarbejdelse af eventuelle analyser til
50
ministeren. Det samme gælder styrelsens deltagelse som re-
præsentant for Danmark i internationalt arbejde vedrørende
forberedelse af nye eller ændrede EU-retsakter på området.
Konkurrencerådet er en del af Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen, og udgør en samlet, uafhængig myndighed, jf. § 1
i bekendtgørelse om forretningsorden for Konkurrencerådet.
Når der i lov om betalinger henvises til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen, omfatter det såvel styrelsen som rådet.
Henvises der til Konkurrencerådet angår henvisningen mod-
sætningsvist kun Konkurrencerådet og ikke Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen. Det samme gør sig gældende i kon-
kurrenceloven.
Det foreslås endvidere i stk. 2, at Konkurrencerådet kan de-
legere sin kompetence til at træffe afgørelse efter stk. 1, 2.
pkt., til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Som udgangs-
punkt træffer styrelsen kun afgørelse i sager, der ikke er af
principiel eller særlig stor betydning. Konkurrencerådet kan
dog i medfør af den foreslåede bestemmelse delegere sin
kompetence til at træffe afgørelse efter stk. 1, 2. pkt., til sty-
relsen.
Bestemmelsen er inspireret af konkurrencelovens § 15, stk.
4, hvoraf det følger, at Konkurrencerådet kan delegere sin
kompetence til at træffe afgørelser af principiel eller særlig
stor betydning til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Det foreslås endvidere, at der indføres en ny bestemmelse i
lov om betalinger § 145 b, hvorefter Konkurrence- og For-
brugerstyrelsen afgør, om der er tilstrækkelig anledning til
at undersøge eller træffe afgørelse i en sag, herunder om
sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
Bestemmelsen foreslås ud fra hensynet til en så effektiv an-
vendelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens ressourcer
som muligt på betalingsområdet. Det betyder endvidere, at
styrelsen i praksis har vide beføjelser til at behandle en sag
af egen drift og til at afvise at behandle en klage.
I praksis afgør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen allerede
i dag, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller
træffe afgørelse i en konkret sag efter lov om betalinger,
herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt
skal indstilles. Den foreslåede bestemmelse vil dermed for-
malisere den gældende administrative praksis på området.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsynsopgave i for-
hold til lov om betalinger er vokset gennem de sidste par år,
bl.a. som følge af implementeringen af 2. betalingstjeneste-
direktiv og interbankgebyrforordningen. Det vurderes derfor
hensigtsmæssigt, at styrelsen kan foretage en prioritering af
styrelsens ressourcer i forhold til, hvilke tilsynssager styrel-
sen vil undersøge og eventuelt træffe afgørelse i. Det fore-
slås derfor, at styrelsen tillægges en prioriteringsadgang,
hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får beføjelser til at
behandle en sag af egen drift og til at afvise at behandle en
klage.
Den foreslåede bestemmelse er inspireret af konkurrencelo-
vens § 15, stk. 1, 3. pkt., hvoraf det fremgår, at styrelsen af-
gør, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller
træffe afgørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen
midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
Forslaget vil indebære, at Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sen på et hvilket som helst tidspunkt i sagsbehandlingen kan
afvise at behandle alle eller nogle af de klagepunkter, som
en klager har rejst. Styrelsen vil endvidere kunne beslutte, at
styrelsen ikke vil træffe afgørelse i en sag. Det vil f.eks.
kunne være tilfældet, hvor styrelsen modtager en klage, og
hvor det viser sig, at styrelsen først vil kunne træffe afgørel-
se efter at have iværksat betydelige og ressourcekrævende
undersøgelser, der ikke vil stå mål med enten afgørelsens
forventede resultat eller betydning. En sådan prioriterings-
adgang er vigtig af hensyn til en så effektiv anvendelse og
en så hensigtsmæssig prioritering af styrelsens ressourcer
som muligt.
Med den foreslåede bestemmelse vil det således fremgå di-
rekte af loven, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er til-
lagt en prioriteringsadgang.
Til nr. 32 (§ 152, stk. 2, i lov om betalinger)
Efter § 152, stk. 2, i lov om betalinger straffes bl.a. overtræ-
delser af artikel 3, stk. 1 og 1a, artikel 3a, stk. 3-4, artikel
3b, artikel 4, stk. 1, 3 og 4, og artikel 6 og 7 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 med bøde.
Det foreslås at ændre § 152, stk. 2, så det fremover kan
straffes med bøde at overtræde artikel 3a, stk. 3-5, i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. sep-
tember 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fælles-
skabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001.
Med lovforslaget udvides strafbestemmelsen til at omfatte
artikel 3a, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseover-
skridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af for-
ordning (EF) nr. 2560/2001.
Artikel 3a, stk. 5, indeholder en forpligtelse for udbydere af
betalingstjenester til at sende betaleren en elektronisk med-
delelse med oplysninger om vekselgebyrer og den gældende
vekselkurs, efter at udbyderen modtager en betalingsordre
ved en kontanthævning i en pengeautomat eller for en beta-
ling på et salgssted. Meddelelsen skal sendes, når betalings-
ordren vedrører en hvilken som helst EU-valuta, som er for-
51
skellig fra den valuta, som betalerens konto føres i. Medde-
lelsen skal sendes uden unødig forsinkelse. For efterfølgen-
de betalingsordrer gælder i henhold til artikel 3a, stk. 5, 2.
afsnit, at meddelelsen skal sendes igen én gang i hver må-
ned, hvori betalerens betalingstjenesteudbyder modtager en
betalingsordre fra betaleren i samme valuta.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af artikel 3a, stk. 5, er be-
talingstjenesteudbydere, der modtager en betalingsordre for
et betalingskort ved en kontanthævning i en pengeautomat
eller for en betaling på et salgssted i en hvilken som helst
EU-valuta, som er forskellig fra den valuta, som betalerens
konto føres i.
Det forudsættes, at alene gentagne eller grove overtrædelser
af artikel 3a, stk. 5, straffes efter § 152, stk. 2. Manglende
udsendelse af en elektronisk meddelelse bør som udgangs-
punkt ikke straffes, hvis undladelsen f.eks. er udtryk for et
enkeltstående tilfælde, skyldes et kortvarigt, teknisk ned-
brud, en undskyldelig fejl eller uforudsigelige omstændighe-
der, som betalingstjenesteudbyderen hverken har haft ind-
flydelse på eller kunne afværge. Det vil eksempelvis være
en strafbar overtrædelse, hvis betalingstjenesteudbyderen
gentagne gange undlader at sende en elektronisk meddelelse
til en betaler, der ikke i henhold til forordningens artikel 3a,
stk. 6, 2. afsnit, har fravalgt at modtage disse meddelelser.
Det vil desuden være en strafbar overtrædelse, hvis beta-
lingstjenesteudbyderen i den elektroniske meddelelse til be-
taleren helt undlader at oplyse om vekselgebyrer og veksel-
kurs.
Det følger af § 152, stk. 5, i lov om betalinger, at der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar ef-
ter 5. kapitel i straffeloven.
Ved udmålingen af bøder bør der, ud over de almindelige
strafudmålingsprincipper i straffelovens kapitel 10, indgå
betragtninger om, at der skal være en sammenhæng mellem
virksomhedernes finansielle styrke, grovheden af overtræ-
delsen og bødestørrelsen. Baggrunden herfor er at sikre, at
sanktionsniveauet for overtrædelser er mærkbart for alle ak-
tører, således at bøder vil have en pønal og præventiv effekt.
Vurderingen af overtrædelsens grovhed bør foregå uafhæn-
gigt af gerningsmandens økonomiske forhold.
Til § 2
Til nr. 1 (§ 1, stk. 1, nr. 19, i hvidvaskloven)
Det fremgår af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 19, at valuta-
vekslingsvirksomhed er omfattet af lovens anvendelsesom-
råde.
Det følger af hvidvasklovens § 1, stk. 6, at Finanstilsynet for
virksomheder og personer omfattet af stk. 1, nr. 8 og 19, kan
fastsætte regler om, at loven helt eller delvist ikke finder an-
vendelse på virksomheder og personer, der alene udøver fi-
nansiel aktivitet i begrænset omfang.
Ved ændring af hvidvaskloven i 2019, jf. lov nr. 553 af 7.
maj 2019, blev der indsat to yderligere stykker i § 1. Ved en
fejl blev henvisningen til stk. 4 i § 1, stk. 1, nr. 19, ikke ret-
tet, som følge af at der blev tilføjet yderligere stykker.
Det foreslås derfor at ændre § 1, stk. 1, nr. 19, således at stk.
4 ændres til stk. 6.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at § 1, stk. 1, nr. 19,
vil indeholde en korrekt henvisning til bemyndigelsesbe-
stemmelsen i § 1, stk. 6.
Ændringen er redaktionel og medfører ikke materielle æn-
dringer.
Til nr. 2 (§ 1, stk. 1, nr. 20, i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 20, fastsætter, at udbydere af
spil er omfattet af hvidvasklovens anvendelsesområde, dog
jf. stk. 5. Bestemmelsen gennemfører artikel 2, stk. 1, litra f,
i 4. hvidvaskdirektiv.
Hvidvasklovens § 1, stk. 7, giver skatteministeren kompe-
tence til at fastsætte regler om, at loven helt eller delvist ik-
ke finder anvendelse for spil, dog ikke kasinoer, hvor der
vurderes at være en begrænset risiko for hvidvask eller fi-
nansiering af terrorisme. Skatteministeren har udnyttet be-
myndigelsen, jf. bekendtgørelse nr. 727 af 9. juni 2017, og
har undtaget en række spil delvist.
Hvidvasklovens § 65 fastlægger, at Spillemyndigheden på-
ser, at udbydere af spil omfattet af § 1, stk. 1, nr. 20, over-
holder loven, de regler, der er udstedt i medfør heraf, og for-
ordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner
mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller orga-
ner. Spillemyndigheden er således kompetent myndighed til
at sikre, at de forpligtede virksomheder på spilleområdet
overholder hvidvaskloven.
Bestemmelserne i § 5 nr. 1-9, i lov om spil fastlægger føl-
gende definitioner: 1) spil: lotteri, kombinationsspil og væd-
demål, 2) lotteri: aktiviteter, hvor en deltager har en chance
for at vinde en gevinst, og hvor gevinstchancen udelukkende
beror på tilfældighed, 3) kombinationsspil: aktiviteter, hvor
en deltager har en chance for at vinde en gevinst, og hvor
gevinstchancen beror på en kombination af færdighed og til-
fældighed, 4) væddemål: aktiviteter, hvor en deltager har en
chance for at vinde en gevinst, og hvor der væddes om re-
sultatet af en fremtidig begivenhed eller indtræffelse af en
fremtidig hændelse, 5) klasselotteri: lotteri, der er opdelt i
52
flere klasser med særskilte trækninger i hver klasse, 6) pul-
jevæddemål: væddemål, hvor hele eller dele af gevinsten af-
hænger af størrelsen af den samlede pulje af indsatser eller
bliver delt mellem vinderne, 7) gevinstgivende spilleauto-
mater: mekaniske eller elektroniske maskiner, der kan an-
vendes til spil, hvor spilleren kan vinde en gevinst, 8) on-
linespil: spil, der indgås mellem en spiller og en spiludbyder
ved brug af fjernkommunikation og 9) landbaserede spil:
spil, der indgås, ved at en spiller og en spiludbyder eller spi-
ludbyderens forhandler mødes fysisk.
Det foreslås at nyaffatte hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 20,
hvorefter hvidvaskloven finder anvendelse for udbydere af
spil, som defineret i lov om spil, jf. dog bestemmelsens stk.
7.
Ved udbyder af spil forstås en juridisk eller fysisk person
etableret her i landet, der udbyder spil erhvervsmæssigt i
eget navn. Med etableret her i landet skal forstås, at udbyde-
ren enten har hjemsted i Danmark eller har tilladelse til at
udbyde spil i Danmark. Med den foreslåede bestemmelse vil
udbydere af spil, der har hjemsted uden for Danmark, men
tilladelse til at udbyde spil i Danmark, således også være un-
derlagt hvidvaskloven.
Den foreslåede bestemmelse finder alene anvendelse på er-
hvervsmæssigt udbud af spil omfattet af lov om spil. Med
den foreslåede bestemmelse vil udbud af ikke-erhvervsmæs-
sigt spil ikke være omfattet af hvidvaskloven. Det gælder
f.eks. spil omfattet af lov om offentligt hasardspil i turne-
ringsform.
Det er udbyderen af spil, der er omfattet af det foreslåede
anvendelsesområde for lov. De enkelte forhandlere af spil i
butikker, kiosker m.v., som forhandler spillet i spiludbyde-
rens navn, er ikke omfattet af lovens anvendelsesområde.
Er en udbyder af spil etableret her i landet, men udbyder spil
online til et andet EU- eller EØS-land, skal Spillemyndighe-
den i henhold til artikel 45, stk. 2 og 3, i 4. hvidvaskdirektiv,
jf. hvidvasklovens § 31, sikre, at virksomheden overholder
lovens regler om forebyggende foranstaltninger mod hvid-
vask og finansiering af terrorisme ved spiludbuddet.
I den foreslåede nyaffattelse af § 1, stk. 1, nr. 20, tilføjes en
henvisning til definitionen i lov om spil, og henvisningen til
stk. 5 ændres til en henvisning til stk. 7.
Hvidvaskloven § 1, stk. 5, blev ved ændringslov nr. 553 af
7. maj 2019 ændret til § 1, stk. 7, som følge af at der i § 1
blev indsat et nyt stk. 4 og 5, hvorefter de oprindelige stk. 4
og 5 blev til stk. 6 og 7. Ændringen er derfor alene af redak-
tionel karakter.
Den foreslåede nyaffattelse har endvidere til formål at sikre
overensstemmelse med artikel 3, nr. 14, i 4. hvidvaskdirek-
tiv, som definerer ”spiltjenester” som ”en tjeneste, som in-
debærer, at der gøres en indsats med penge i hasardspil, her-
under spil med et element af færdigheder, f.eks. lotteri, kasi-
nospil, pokerspil og væddemål, som udbydes på en fysisk
lokalitet eller ved hjælp af forskellige midler på afstand, ved
hjælp af elektroniske midler eller anden kommunikations-
fremmende teknologi og efter individuel anmodning fra en
tjenestemodtager”.
Artikel 3, nr. 14, i 4. hvidvaskdirektiv er i forbindelse med
implementeringen af 4. hvidvaskdirektiv ikke implementeret
i hvidvaskloven, fordi udbydere af spil og spiltjenester alle-
rede reguleres i lov om spil.
Nyaffattelsen, hvorved der tilføjes bestemmelsen en henvis-
ning til lov om spil, tjener derfor alene til at sikre, at det er
klart, at hvidvasklovens definition af udbydere af spil svarer
til definitionen i lov om spil, og at artikel 3, nr. 14, i 4. hvid-
vaskdirektiv således er fuldt ud implementeret. § 5 i lov om
spil indeholder den gældende definition af spil.
Til nr. 3 (§ 5 a i hvidvaskloven)
Der gælder på nuværende tidspunkt ikke særlige regler for
anvendelse af forudbetalte anonyme kort udstedt i tredjelan-
de i Danmark.
Efter hvidvasklovens § 21, stk. 2, er Finanstilsynet bemyn-
diget til at fastsætte regler om gennemførelse af lempede
kundekendskabsprocedurer for udstedere af elektronisk pen-
ge på områder, hvor der vurderes at være begrænset risiko
for hvidvask og finansiering af terrorisme. Finanstilsynet har
udmøntet bemyndigelsen i bekendtgørelse nr. 1359 af 30.
november 2017 om lempede krav til kundekendskabsproce-
durer efter lov om forebyggende foranstaltninger mod hvid-
vask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven). Herved
er artikel 12, stk. 1 og 2, i 4. hvidvaskdirektiv gennemført.
Det foreslås at indsætte § 5 a, hvorefter betalinger foretaget
med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande ikke
må indløses i Danmark. Tilsvarende må restværdien i kon-
tanter eller kontanthævning af pengeværdien på sådanne
kort ikke indløses i Danmark.
Den foreslåede § 5 a implementerer artikel 1, nr. 7, litra c, 2.
led, i 5. hvidvaskdirektiv. Det følger af artikel 1, nr. 7, litra
c, 1. led, i 5. hvidvaskdirektiv, at medlemsstaterne skal fast-
sætte regler om, at der kun kan ske indløsning af betalinger
foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelan-
de, såfremt kortene opfylder betingelser svarende til betin-
gelserne for lempede kundekendskabsprocedurer i artikel
12, stk. 1 og 2, i 4. hvidvaskdirektiv, og som ændret i artikel
1, nr. 7, litra a og b, i 5. hvidvaskdirektiv. Det følger af arti-
53
kel 1, nr. 7, litra c, 2. led, i 5. hvidvaskdirektiv, at medlems-
landene kan vælge ikke at acceptere betalinger foretaget
med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande på de-
res område.
Forbuddet vil alene gælde i Danmark. Det er således udeluk-
kende indløsning foretaget i Danmark af anonyme forudbe-
talte kort udstedt i tredjelande, som vil være omfattet af be-
stemmelsen. Bestemmelsen medfører således ikke ind-
skrænkninger i retten til at besidde et sådan kort, f.eks. til
brug for udenlandsrejser i lande, hvor indløsning af pågæl-
dende kort er tilladt.
Indløsning af betalinger svarer til definitionen af ”indløs-
ning af betalingstransaktioner” i § 7, stk. 1, nr. 25, i lov nr.
652 af 8. juni 2017 om betalinger (lov om betalinger). Her-
ved forstås, at en udbyder af betalingstjenester har indgået
aftale med en betalingsmodtager om modtagelse og bear-
bejdning af betalingstransaktioner med henblik på at overfø-
re midler til betalingsmodtageren.
Det er afgrænset i lov om betalinger, hvem der må indløse
betalingsinstrumenter i Danmark. Det er alene virksomheder
med tilladelse som pengeinstitut, e-pengeinstitut, betalings-
institut eller virksomheder, der har begrænset tilladelse til at
udstede e-penge eller udbyde betalingstjenester, der må ind-
løse betalingsinstrumenter, herunder betalingskort såsom
kreditkort og debetkort, her i landet, jf. §§ 2 og 3 i lov om
betalinger. Derudover må offentlige myndigheder og Natio-
nalbanken også indløse betalingsinstrumenter.
Forbuddet i den foreslåede § 5 a er absolut og omfatter såle-
des virksomheder og personer, der såvel lovligt som ulovligt
kan indløse betalingsinstrumenter i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse omfatter både betalinger fore-
taget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande,
foretaget fysisk i en butik og via internettet eller anden
fjernkommunikationsløsning, f.eks. ved booking og betaling
af leje for en bil online.
Ved anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande forstås
et betalingskort, som ikke er personaliseret, hvor e-penge in-
destår, og som kan erhverves ved betaling, uden at erhverve-
ren identificerer sig selv, og som er udstedt i et land uden
for EU eller EØS.
Ved indløsning af restværdien i kontanter skal forstås en
handling, hvor det indestående beløb eller en del af det inde-
stående beløb på det forudbetalte anonyme kort indløses af
udstederen af kortet, og indehaveren af kortet dermed får be-
løbet i kontanter.
Ved kontanthævning skal forstås en handling, hvor det inde-
stående beløb eller en del af det indestående beløb på det
forudbetalte anonyme kort hæves, f.eks. i en hæveautomat,
og indehaveren af kortet dermed får beløbet i kontanter.
Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 13, at overtrædelse af
den foreslåede § 5 a strafsanktioneres.
Strafsubjekterne for overtrædelse af den foreslåede bestem-
melse vil være fysiske og juridiske personer. Med forslaget
vil en fysisk eller juridisk person, der indløser et anonymt
forudbetalt kort udstedt i et tredjeland, kunne straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens
regler.
Til nr. 4 (§ 7, stk. 2, 1. pkt., i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 7, stk. 2, 1. pkt., fastsætter, at den daglige
ledelse i virksomheder omfattet af hvidvasklovens § 1, stk.
1, nr. 1-8, 10, 11, 19, 23 og 24, skal udpege en ansat, der har
fuldmagt til at træffe beslutninger på vegne af virksomheden
i henhold til § 8, stk. 2, § 18, stk. 3, og § 19, stk. 1, nr. 3.
Personens opgave er at træffe beslutninger i henhold til
hvidvasklovens § 8, stk. 2, om godkendelse af skriftlige po-
litikker, kontroller og forretningsgange, § 18, stk. 3, om eta-
blering og videreførelse af en forretningsforbindelse med en
politisk eksponeret person, en nærtstående eller nær samar-
bejdspartner til en politisk eksponeret person og § 19, stk. 1,
nr. 3, om godkendelse af etablering af en korrespondentfor-
bindelse.
Hvidvasklovens § 17, stk. 2, 1. pkt., fastsætter krav om, at
virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven skal
gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer, hvis en
kunde har hjemsted i et land, der er opført på Kommissio-
nens liste over højrisikotredjelande.
Ved § 1 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 om ændring af
hvidvaskloven blev § 17, stk. 2, ændret således, at det frem-
går, hvad skærpede kundekendskabsprocedurer skal omfat-
te.
De skærpede kundekendskabsprocedurer er fastsat i § 17,
stk. 2, nr. 1-5, og indebærer bl.a. efter § 17, stk. 2, nr. 5, at
etablering og videreførelse af en forretningsforbindelse med
en person, som har hjemsted i et land, der er opført på Kom-
missionens liste over højrisikotredjelande, skal godkendes af
den person, som er udpeget i henhold til hvidvasklovens § 7,
stk. 2, 1. pkt.
Det foreslås, at der i § 7, stk. 2, 1. pkt., indsættes en henvis-
ning til § 17, stk. 2, nr. 5.
54
Den foreslåede ændring har til formål at tydeliggøre, at det
er den person, der er udpeget efter § 7, stk. 2, 1. pkt., der er
ansvarlig for at godkende etablering og videreførelse af en
forretningsforbindelse med en person, som har hjemsted i et
land, der er opført på Kommissionens liste over højrisiko-
tredjelande i henhold til § 17, stk. 2, nr. 5. Den foreslåede
ændring er en konsekvens af bestemmelsen i § 17, stk. 2, nr.
5.
Til nr. 5 (§ 8, stk. 4, i hvidvaskloven)
Efter § 8, stk. 4, i hvidvaskloven skal bestyrelser i virksom-
heder, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-7, og som har en
intern revision eller intern audit, sikre, at den interne revi-
sion eller den interne audit vurderer, hvorvidt virksomhe-
dens politikker, forretningsgange og kontroller, jf. kravene i
denne lov og regler udstedt i medfør heraf, er tilrettelagt og
fungerer på betryggende vis.
Det følger af artikel 8, stk. 4, litra b, i 4. hvidvaskdirektiv, at
de politikker, kontroller og procedurer der er omhandlet i
stk. 3 til effektiv begrænsning og styring af de risici for
hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som identi-
ficeres på EU-niveau, i medlemsstaterne og i forpligtede en-
heder, omfatter en uafhængig revisionsfunktion til at teste
interne politikker, kontroller og procedurer for kundekend-
skab m.v., hvis det er hensigtsmæssigt i forhold til forret-
ningsaktiviteternes omfang og art.
Det følger af de specielle bemærkninger til den nuværende
bestemmelse i hvidvasklovens § 8, at bestemmelsen gen-
nemfører artikel 8 i 4. hvidvaskdirektiv, jf. Folketingstiden-
de 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 90.
Af bemærkningerne til § 8, stk. 4, følger det, at hvis en virk-
somhed har etableret en intern revision, skal den interne re-
vision også varetage revision med kravene i denne lov og
regler udstedt i medfør heraf, jf. Folketingstidende
2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 92.
I forbindelse med implementeringen blev der foretaget en
afvejning af, hvilke virksomheder, som skulle underlægges
kravet om en uafhængig revisionsfunktion ud fra et proporti-
onalitetsprincip. Der henvises til Folketingstidende
2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 31-32. Ud fra den
vurdering og i overensstemmelse med proportionalitetsprin-
cippet blev forpligtelsen alene udstrakt til at omfatte de en-
heder, der i forvejen er underlagt et krav om en intern uaf-
hængig revisionsfunktion. Det er på nuværende tidspunkt
virksomheder, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-7, i hvid-
vaskloven, dvs. finansielle virksomheder.
Erhvervsministeriet vurderede således, at der ikke var behov
for at stille et særskilt krav om etablering af en sådan intern
uafhængig revisionsfunktion i øvrige virksomheder, da der
typisk vil være tale om mindre virksomheder, hvor den dag-
lige ledelse løbende tager sig af de krav, som følger af lov-
givningen. Det indgik i denne vurdering, at alle virksomhe-
der og personer, som er omfattet af hvidvaskloven, internt
skal kontrollere deres opfyldelse af lovens krav, også selv-
om der ikke i hvidvaskloven stilles krav om, at specielle or-
ganisatoriske funktioner i en virksomhed skal udføre denne
kontrol.
Da der ikke efter dansk ret i anden sammenhæng er fundet
behov for at indføre et krav om en uafhængig revisionsfunk-
tion for ikke-finansielle virksomheder og fagfolk, er det hid-
til ikke fundet hensigtsmæssigt og proportionelt at pålægge
denne virksomhedsgruppe et krav om en uafhængig revisi-
onsfunktion i forhold til kontrol af interne politiker m.v.
vedrørende bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektivs artikel 8, stk. 4, litra b, som muligt, er der
imidlertid fundet anledning til at ændre hvidvasklovens § 8,
stk. 4.
Det foreslås således i § 8, stk. 4, at indsætte bestyrelser i an-
dre virksomheder, der er omfattet af § 1, stk. 1, som i hen-
hold til anden lovgivning er underlagt krav om en intern re-
vision eller intern audit.
Det foreslåede vil medføre, at andre virksomheder omfattet
af hvidvaskloven end de finansielle virksomheder, der er
nævnt i den gældende § 8, stk. 4, og som i anden lovgivning
bliver underlagt krav om intern revision eller intern audit,
også vil blive underlagt hvidvasklovens krav om, at besty-
relsen i virksomheden skal sikre, at den interne revision eller
den interne audit vurderer, hvorvidt virksomhedens politi-
kker, forretningsgange og kontroller, jf. kravene i denne lov
og regler udstedt i medfør heraf, er tilrettelagt og fungerer
på betryggende vis.
Dermed bliver bestemmelsen fremtidssikret, så der tages
højde for alle virksomheder, der fremadrettet kan blive om-
fattet krav om intern revision eller intern audit i henhold til
anden lovgivning.
Til nr. 6 (§ 11, stk. 1, nr. 3, 4. pkt., i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 3, fastlægger kravene til
indhentelse af identitetsoplysninger på reelle ejere, når kun-
den er en juridisk person, samt kontrol af identitetsoplysnin-
gerne. Bestemmelsens 4. pkt. fastlægger krav til kontrol,
hvor virksomhedens eller personens daglige ledelse anses
som reelle ejere og indeholder en henvisning til hvidvasklo-
vens § 2, litra a, nr. ii. Denne henvisning i lovteksten er i
dag mangelfuld. Ved en fejl er henvisningen til nr. 9 ikke
medtaget.
55
Det foreslås, at henvisningen i 4. pkt. ændres til ”§ 2, nr. 9,
litra a, nr. ii” med henblik på at rette henvisningen i lovtek-
sten.
Til nr. 7 (§ 14, stk. 6, 2. pkt., i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 14, stk. 6, er en undtagelse til § 14, stk. 5,
hvorefter en etableret forretningsforbindelse skal afbrydes
eller afvikles, såfremt der ikke kan gennemføres kundekend-
skabsprocedurer efter § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3.
Undtagelsen i stk. 6, 1. pkt., indebærer, at advokater, når de
fastslår en klients retsstilling eller forsvarer eller repræsente-
rer denne under eller i forbindelse med en retssag, herunder
rådgiver om at indlede eller undgå et sagsanlæg, ikke er for-
pligtet til at afbryde en forretningsforbindelse efter bestem-
melsens stk. 5. Undtagelsen i stk. 6, 2. pkt., gælder for per-
soner og virksomheder, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 14-17,
når de bistår en advokat i de situationer, som nævnt i 1. pkt.,
dvs. situationer hvor advokaten fastslår en klients retsstilling
eller forsvarer eller repræsenterer denne under eller i forbin-
delse med en retssag, herunder rådgiver om at indlede eller
undgå et sagsanlæg.
Hvidvasklovens § 14, stk. 6, 2. pkt., henviser ved en fejl til
bestemmelsens stk. 2. Henvisningen burde retteligt være til
bestemmelsens stk. 5.
Det foreslås, at henvisningen i stk. 6, 2. pkt., ændres til stk. 5
med henblik på at rette henvisningsfejlen.
Til nr. 8 (§ 25, stk. 1, i hvidvaskloven)
Den gældende bestemmelse i § 25, stk. 1, i hvidvaskloven
omhandler undersøgelsespligten for virksomheder og perso-
ner, der er omfattet af loven. Det følger af § 25, stk. 1, at
virksomheder og personer skal undersøge baggrunden for og
formålet med alle transaktioner, der er komplekse, usædvan-
ligt store, foretages i et usædvanligt mønster eller ikke har et
åbenbart økonomisk eller lovligt formål.
Hvidvasklovens § 25 gennemfører artikel 18, stk. 2, i 4.
hvidvaskdirektiv og artikel 1, stk. 1, nr. 10, litra b, i 5. hvid-
vaskdirektiv.
Det foreslås med § 25, stk. 1, at virksomheder og personer
omfattet af hvidvaskloven skal undersøge baggrunden for og
formålet med 1) alle transaktioner, der a) er komplekse, b)
er usædvanligt store, c) foretages i et usædvanligt mønster
eller d) ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål.
2) alle usædvanlige aktiviteter, der ikke har et åbenbart øko-
nomisk eller lovligt formål.
I forhold til den gældende bestemmelse i § 25, stk. 1, præci-
seres det således, at det fremgår af bestemmelsen, at pligten
også omfatter aktiviteter.
Formålet med bestemmelsen er at fastslå, om der er mistan-
ke eller rimelig grund til at formode, at en transaktion eller
en aktivitet har eller har haft forbindelse til hvidvask eller fi-
nansiering af terrorisme. Det betyder derfor også, at virk-
somheden og personen vil skulle have forretningsgange og
systemer, som gør det muligt at identificere sådanne trans-
aktioner og aktiviteter. Bestemmelsen skal ses i sammen-
hæng med hvidvasklovens § 26 om underretningspligt til
Hvidvasksekretariatet.
En mistanke og eventuel indgivelse af underretning til Hvid-
vasksekretariatet skal baseres på vurderinger i den konkrete
situation af handlingernes karakter og forskellighed fra nor-
male kundehandlinger, fortielser og andre særegne og atypi-
ske forhold hos kunden, der samlet leder opmærksomheden
hen på et eventuelt forsøg på tilsløring af midlernes oprin-
delse, der må formodes at have en kriminel karakter.
Formålet med undersøgelsespligten er at få fastslået, om det,
der vurderes som værende komplekst, usædvanlig stort, i et
usædvanligt mønster eller ikke har et åbenbart økonomisk
eller lovligt formål, bliver til en egentlig mistanke om hvid-
vask eller finansiering af terrorisme eller blot en formodning
herom, eller om en mulig mistanke kan afkræftes. Det kan
f.eks. være tilfældet, hvor en transaktion eller aktivitet ikke
svarer til kundens normale adfærdsmønster, eller hvor rådgi-
veren ikke har viden om, hvorfra kundens midler stammer.
Medfører undersøgelsen efter den foreslåede bestemmelse,
at virksomheden eller personen bliver vidende om, får mis-
tanke om eller rimelig grund til at formode, at en transak-
tion, midler eller en aktivitet har eller har haft tilknytning til
hvidvask eller finansiering af terrorisme, vil virksomheden
eller personen skulle underrette Hvidvasksekretariatet her-
om, jf. § 26 i hvidvaskloven.
Udgangspunktet i en undersøgelse af transaktioner eller ak-
tiviteter vil være at sammenholde de oplysninger, virksom-
heden har om kunden (f.eks. oplysninger om formålet med
forretningsforbindelsen og omfanget heraf), og det, der ser
mistænkeligt ud, herunder f.eks. en række transaktioner, der
fraviger de oplysninger om forretningsforbindelsens om-
fang, som virksomheden har om kunden. I denne proces kan
det være relevant at inddrage kunderådgiveren. Virksomhe-
den kan også kontakte kunden for at indhente oplysning om
formålet med transaktionen eller aktiviteten. Kundens for-
klaring vil dog i mange tilfælde ikke være nok til at afkræfte
en mistanke. Det kan derfor være relevant at bede kunden
om dokumentation for forklaringen. I tilfælde af et bilsalg
vil kunden eksempelvis kunne sende en salgsaftale, og i for-
bindelse med arv vil kunden kunne fremsende en skifterets-
attest. Der er alene pligt til at foretage undersøgelser, når be-
tingelserne i § 25, stk. 1, er opfyldt. Virksomheden vil der-
for ikke i alle tilfælde af kunders bilsalg, arv m.v. skulle ind-
hente dokumentation fra kunden.
56
Hvis virksomheden vurderer, at en forespørgsel vil give
kunden viden om, at virksomheden har mistanke og derfor
er i gang med at foretage en undersøgelse, vil virksomheden
skulle foretage en underretning til Hvidvasksekretariatet i
henhold til hvidvasklovens § 26, såfremt en mistanke ikke
kan afkræftes på anden måde. Hvis en mistanke ikke kan af-
kræftes helt, vil virksomheden ligeledes skulle foretage en
underretning. Der skal være tale om en egentlig afkræftelse
af en mistanke, hvorfor det ikke er tilstrækkeligt kun at
svække denne.
Den foreslåede bestemmelse affattes således, at blot én be-
tingelse skal være opfyldt, før virksomheden eller personen
skal undersøge baggrunden for og formålet med transaktio-
nen eller aktiviteten.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, litra
a, at baggrunden for og formålet med transaktionen vil skul-
le undersøges, hvis transaktionen er kompleks.
Det betyder, at virksomheder og personer i vurderingen af,
om transaktionen er kompleks, eksempelvis kan lægge vægt
på, om transaktionen involverer flere parter eller flere juris-
diktioner, eller om transaktionen giver kunden mulighed for
at modtage betalinger fra en ukendt tredjemand.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra b, at virksomheder og perso-
ner vil skulle undersøge baggrunden for og formålet med en
transaktion, hvis denne er usædvanligt stor.
Virksomheder og personer kan f.eks. vurdere, om en trans-
aktion er usædvanligt stor ud fra kendskabet til den konkrete
kunde og den pågældendes transaktionsmønstre og produkt-
portefølje. Transaktionens størrelse vil som udgangspunkt
ikke i sig selv udløse undersøgelsespligten. Vurderingen vil
således skulle foretages i relation til kundens sædvanlige
transaktionsmønster, herunder størrelsen af kundens sæd-
vanlige transaktioner.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, litra c, fore-
slås det, at undersøgelsen vil skulle foretages, hvis transakti-
oner foretages i usædvanlige mønstre.
Det betyder, at virksomheder og personer vil kunne tage ud-
gangspunkt i kundens og kundetypens sædvanlige adfærds-
mønstre i vurderingen af, om kundens transaktioner foreta-
ges i usædvanlige mønstre.
Et usædvanligt transaktionsmønster kan f.eks. være, hvis
kunden begynder at foretage en række transaktioner til mod-
tagere, som kunden ikke tidligere har foretaget transaktioner
til, eller hvis mængden af kundens transaktioner ændrer sig
på en måde, som ikke er i overensstemmelse med virksom-
heden eller personens kendskab til kunden, og som ikke
umiddelbart kan forklares.
I stk. 1, nr. 1, litra d, foreslås det, at baggrunden for og for-
målet med en transaktion vil skulle undersøges, hvis der ik-
ke er et åbenbart økonomisk eller lovligt formål med trans-
aktionen.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at fastslå, om
der er mistanke eller rimelig grund til at formode, at en
transaktion har eller har haft forbindelse til hvidvask eller fi-
nansiering af terrorisme. Det kan f.eks. være i en situation,
hvor en kunde modtager og videreoverfører midler, hvor det
ikke er klart, hvor midlerne stammer fra.
I stk. 1, nr. 2, foreslås det, at alle usædvanlige aktiviteter vil
skulle undersøges, hvis der ikke er et åbenbart økonomisk
eller lovligt formål med aktiviteten.
Virksomheder og personer vil f.eks. kunne vurdere, at det
vil være usædvanligt, at en kunde, som normalt kun modta-
ger midler fra sin arbejdsgiver, pludseligt modtager midler
fra en ukendt tredjemand, og hvor det ikke er klart, at der er
tale om løn eller lignende midler. Ligeledes vil det alminde-
ligvis være usædvanligt, at en kunde pludseligt begynder at
foretage en række investeringer, der klart afviger fra kun-
dens hidtidige investeringsmønster, f.eks. fordi investerin-
gerne er meget større i mængde eller beløb end de investe-
ringer, som kunden normalt foretager. Afvigelsen vil også
kunne bestå i, at kunden begynder at investere i en anden ty-
pe produkter, end kunden normalt investerer i, eller hvad
kunden forventes at ville investere i. En kundes manglende
villighed til at give oplysninger eller en forklaring på f.eks.
en stigende mængde investeringer eller et ændret investe-
ringsmønster vil også kunne indgå i vurderingen af, om der
er tale om usædvanlige aktiviteter.
Til nr. 9 (§ 47, stk. 1, i hvidvaskloven)
Efter § 47, stk. 1, i hvidvaskloven påser Finanstilsynet, at
virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-13,
19, 23 og 24, overholder loven, regler udstedt i medfør her-
af, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/847/EU
af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved
pengeoverførsler, og forordninger indeholdende regler om
finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridi-
ske enheder eller organer. Dette gælder dog ikke overholdel-
se af § 36.
Det følger af artikel 48, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyg-
gende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle sy-
stem til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
57
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direk-
tiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), at medlemsstaterne
sikrer, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat,
hvor den forpligtede enhed driver virksomheder, fører tilsyn
med, at disse virksomheder overholder de nationale bestem-
melser i den pågældende medlemsstat, hvorved dette direk-
tiv er gennemført. For så vidt angår de i direktivets artikel
45, stk. 9, omhandlede virksomheder kan dette tilsyn omfat-
te, at der træffes passende og rimelige foranstaltninger for at
imødegå alvorlige overtrædelser, der kræver omgående af-
hjælpning. Disse foranstaltninger skal være midlertidige og
afsluttes, når de konstaterede overtrædelser er afhjulpet, her-
under med bistand fra eller i samarbejde med de kompetente
myndigheder i den forpligtede enheds hjemland, i overens-
stemmelse med artikel 45, stk. 2.
Det følger af de specielle bemærkninger til § 47, at bestem-
melsen gennemfører artikel 48 i 4. hvidvaskdirektiv, jf. Fol-
ketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 146.
Det følger endvidere af de specielle bemærkninger til § 47,
at § 34, stk. 1, i den gældende hvidvasklov fastsætter Fi-
nanstilsynets tilsynsansvar, og § 34, stk. 8, fastsætter, at til-
synet med filialer og agenter, betalingsinstitutter og e-pen-
geinstitutter skal ske i samarbejde med tilsynsmyndigheden
i instituttets hjemland.
Det følger af § 1, stk. 1, nr. 9, i hvidvaskloven, at loven fin-
der anvendelse på udenlandske virksomheders filialer, dis-
tributører og agenter her i landet, der udøver virksomhed ef-
ter nr. 1-7, 10 og 11.
Herudover følger det af de specielle bemærkninger til § 1, jf.
Folketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 66,
at 4. hvidvaskdirektiv grundlæggende er baseret på et terri-
torialprincip, hvilket betyder, at hvert enkelt medlemsland er
ansvarligt for at regulere og føre tilsyn med de aktiviteter,
der finder sted på medlemslandets territorium, jf. artikel 48,
stk. 4, og betragtning nr. 53 i 4. hvidvaskdirektivs præam-
bel.
Finanstilsynet skal således allerede i dag påse, at filialer,
distributører og agenter af udenlandske virksomheder og
personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt i
hvidvasklovens § 47, stk. 1, som opererer her i landet, over-
holder hvidvaskloven og de nævnte forordninger.
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektiv som muligt foreslås det dog, at det i § 47, stk.
1, 1. pkt., præciseres, at Finanstilsynet tillige påser, at filia-
ler, distributører og agenter i landet af sådanne udenlandske
virksomheder og personer overholder loven, regler udstedt i
medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2015/847/EU af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal
medsendes ved pengeoverførsler, og forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer.
Det foreslåede medfører, at det eksplicit vil fremgå af § 47,
stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet fører tilsyn med, at uden-
landske virksomheders og personers filialer, distributører og
agenter, der udøver virksomhed i Danmark, som er omfattet
af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, over-
holder loven, regler udstedt i medfør heraf, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2015/847/EU af 20. maj 2015
om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler,
og forordninger indeholdende regler om finansielle sanktio-
ner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller or-
ganer.
Der er med ændringen tale om en præcisering af gældende
ret.
Til nr. 10 (§ 57, stk. 1, i hvidvaskloven)
Efter § 57, stk. 1, i hvidvaskloven påser Erhvervsstyrelsen,
at virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr.
15-18 og 22, overholder denne lov, regler udstedt i medfør
heraf og forordninger udstedt af Europa-Parlamentet og Rå-
det indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lan-
de, personer, grupper, juridiske enheder eller organer. Dette
gælder dog ikke overholdelse af § 36.
Det følger af artikel 48, stk. 4, 1. pkt., i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om fore-
byggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direk-
tiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), at medlemsstaterne
sikrer, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat,
hvor den forpligtede enhed driver virksomheder, fører tilsyn
med, at disse virksomheder overholder de nationale bestem-
melser i den pågældende medlemsstat, hvorved dette direk-
tiv er gennemført.
Det følger af de specielle bemærkninger til hvidvasklovens
§ 57, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat,
side 162, at bestemmelsen gennemfører artikel 48 i 4. hvid-
vaskdirektiv.
Det følger endvidere af de specielle bemærkninger til hvid-
vasklovens § 1, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41
som fremsat, side 66, at 4. hvidvaskdirektiv grundlæggende
er baseret på et territorialprincip, hvilket betyder, at hvert
enkelt medlemsland er ansvarligt for at regulere og føre til-
syn med de aktiviteter, der finder sted på medlemslandets
territorium, jf. artikel 48, stk. 4, og betragtning nr. 53 i 4.
hvidvaskdirektivs præambel.
58
Erhvervsstyrelsen skal således allerede i dag påse, at filialer,
distributører og agenter af udenlandske virksomheder og
personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt i
hvidvasklovens § 57, stk. 1, som opererer her i landet, over-
holder hvidvaskloven og de nævnte forordninger.
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektiv som muligt foreslås det dog, at det i § 57, stk.
1, 1. pkt., præciseres, at Erhvervsstyrelsen tillige påser, at fi-
lialer, distributører og agenter her i landet af sådanne uden-
landske virksomheder og personer overholder loven, regler
udstedt i medfør heraf og forordninger udstedt af Europa-
Parlamentet og Rådet indeholdende regler om finansielle
sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder
eller organer.
Det foreslåede medfører, at det eksplicit vil fremgå af § 57,
stk. 1, 3. pkt., at Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med, at uden-
landske virksomheders og personers filialer, distributører og
agenter, der udøver virksomhed i Danmark, som er omfattet
af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, over-
holder loven, regler udstedt i medfør heraf og forordninger
udstedt af Europa-Parlamentet og Rådet indeholdende regler
om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juri-
diske enheder eller organer.
Der er med ændringen tale om en præcisering af gældende
ret.
Til nr. 11 (§ 57, stk. 4-6, i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 47 fastlægger i stk. 1 og 2 omfanget af Fi-
nanstilsynets tilsynskompetence. Bestemmelsens stk. 3 og 4
fastlægger Finanstilsynets pligt til at samarbejde med andre
tilsynsmyndigheder i EU og EØS.
Finanstilsynets mulighed for at samarbejde med andre til-
synsmyndigheder i EU og EØS-lande i forhold til at foreta-
ge fælles inspektioner i Danmark samt ved førelse af fælles
tilsyn på andre EU- og EØS-landes område fremgår af § 50 i
hvidvaskloven.
Hvidvasklovens § 65 fastlægger i stk. 1-4, omfanget af Spil-
lemyndighedens tilsynskompetence som værende den kom-
petente myndighed på spilleområdet i forhold til håndhævel-
sen af hvidvasklovgivningen. Stk. 5 og 6 fastlægger Spille-
myndighedens pligt til at samarbejde med andre tilsynsmyn-
digheder i EU og EØS.
Hvidvasklovens § 57, stk. 1-3, fastlægger omfanget af Er-
hvervsstyrelsens tilsynskompetence efter hvidvaskloven
som værende den kompetente myndighed i forhold til ikke-
finansielle virksomheder. Pligten til og muligheden for at
samarbejde med andre tilsynsmyndigheder i EU og EØS er
imidlertid ikke gennemført for Erhvervsstyrelsen.
Det foreslås i § 57, at der indsættes et nyt stk. 4, hvorefter
Erhvervsstyrelsen skal samarbejde med de kompetente myn-
digheder i et andet EU- eller EØS-land om at medvirke ved
tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner her i
landet, når virksomheder og personer der udøver den type
virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, i
hvidvaskloven, der er under tilsyn i et andet EU- eller EØS-
land, udøver disse aktiviteter her i landet, eller en virksom-
hed eller person omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18, og nr. 22,
der er underlagt dansk tilsyn, men opererer i andre EU- eller
EØS-lande.
Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 48, stk.
5, i 4. hvidvaskdirektiv. Af betragtning nr. 53 i 4. hvidvask-
direktivs præambel fremgår det, at hvis en forpligtet enhed
etablerer virksomheder i en medlemsstat, har værtslandet
ansvaret for at håndhæve den etablerede virksomheds over-
holdelse af kravene til forebyggelse af hvidvask og finansie-
ring af terrorisme. Det fremgår yderligere, at der bør være et
tæt samarbejde mellem hjemlandets kompetente myndighe-
der og den kompetente myndighed i værtslandet. Der bør så-
ledes ske underretning af hjemlandets kompetente myndig-
hed om ethvert anliggende, der kan have påvirkning på
hjemlandsmyndighedens vurdering af, om virksomheden el-
ler personen lever op til politikker og forretningsgange ved-
rørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af
terrorisme.
Betragtning 52 i 4. hvidvaskdirektivs præambel anfører, at
hvis en forpligtet enhed driver virksomhed i en anden med-
lemsstat, herunder gennem agent eller et netværk af agenter,
bør hjemlandets kompetente myndighed være ansvarlig for
tilsynet med den forpligtede enheds anvendelse af koncer-
nens politikker og forretningsgange vedrørende bekæmpelse
af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.
Det foreslås endvidere i § 57, at der indsættes et nyt stk. 5,
1. pkt., hvorefter tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller
EØS-land efter forudgående aftale med Erhvervsstyrelsen
kan foretage inspektion i de her i landet beliggende virk-
somheder og personer, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr.
15-18 og nr. 22, med hjemsted i det pågældende land.
Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 48, stk.
5, i 4. hvidvaskdirektiv. Betragtning 52 i 4. hvidvaskdirek-
tivs præambel anfører, at hvis en forpligtet enhed driver
virksomhed i en anden medlemsstat, herunder gennem agent
eller et netværk af agenter, bør hjemlandets kompetente
myndighed være ansvarlig for tilsynet med den forpligtede
enheds anvendelse af koncernens politikker og forretnings-
gange vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og fi-
nansiering af terrorisme. Det vil omfatte tilsynsbesøg her i
59
landet i virksomheder, der har hjemsted i en anden med-
lemsstat.
Ved inspektion forstås de kontrolbesøg, som Erhvervsstyrel-
sen foretager hos de personer og virksomheder, som er un-
derlagt Erhvervsstyrelsens tilsyn i henhold til denne lov.
Rammerne for Erhvervsstyrelsens tilsyn efter hvidvaskloven
fremgår af § 57, stk. 1-3.
Ved hjemsted forstås virksomhedens hovedsæde og perso-
nens bopæl, altså den bopæl hvor personen har sin folkeregi-
steradresse, eller lignende i forhold til det pågældende lands
lovgivning.
Med den foreslåede bestemmelse vil det være et krav, at den
udenlandske tilsynsmyndighed aftaler tilsynsbesøget med
Erhvervsstyrelsen forud for tilsynsbesøget. Erhvervsstyrel-
sen vil på baggrund af en anmodning om tilsyn her i landet
skulle vurdere, hvorvidt tilsynets formål forudsætter fysisk
tilstedeværelse her i landet af den udenlandske myndighed.
Erhvervsstyrelsen vil derefter skulle meddele den udenland-
ske myndighed, hvorvidt anmodningen om tilsyn kan imø-
dekommes.
Den foreslåede bestemmelse vil kun omfatte virksomheder
og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, i
hvidvaskloven, og som er beliggende i Danmark, men som
har hjemsted i den pågældende tilsynsmyndigheds hjem-
land, forudsat at tilsynsmyndigheden er fra et andet EU- el-
ler EØS-land.
Den foreslåede bestemmelse vil alene kunne anvendes, hvor
virksomheder og personer, som udøver den type virksomhed
som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, har hjemsted i et
andet EU- eller EØS-land. Bestemmelsen vil således ikke
omfatte virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr.
15-18 og nr. 22, med hjemsted i Danmark.
Udenlandske tilsynsmyndigheder fra et EU- eller EØS-land
vil alene være kompetente for så vidt angår virksomheder
omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, som har hjemsted
i myndighedens hjemland. Hvis en udenlandsk myndighed
vil undersøge den pågældende virksomhed med henvisning
til den foreslåede bestemmelse, vil det skulle ske ved fysisk
fremmøde hos virksomheden. Tilsyn med virksomhedens
overholdelse af danske regler føres af Erhvervsstyrelsen, jf.
§ 57, stk. 1, jf. artikel 48, stk. 5, i 4. hvidvaskdirektiv. Selve
undersøgelsen vil skulle foregå efter danske regler, men den
her i landet beliggende virksomhed skal leve op til det uden-
landske hjemlands regelsæt på det område, der er genstand
for undersøgelsen.
En udenlandsk myndigheds tilsyn vil skulle foregå under
samme betingelser som Erhvervsstyrelsens tilsyn, hvilket
betyder, at tilsynet vil skulle ske i overensstemmelse med
lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af
tvangsindgreb og oplysningspligter. Den udenlandske myn-
dighed vil derfor som udgangspunkt udelukkende have ad-
gang til forretningslokaler og ikke private boliger.
Efter hvidvasklovens § 59, stk. 3, er det muligt at foretage
tilsynsbesøg uden forudgående varsling af virksomheden el-
ler personen. Muligheden for at foretage uanmeldt tilsynsbe-
søg vil alene kunne anvendes, hvis det er Erhvervsstyrelsens
vurdering, at formålet med tilsynsbesøget vil blive forspildt,
hvis det blev varslet. Erhvervsstyrelsen vil skulle meddele
den udenlandske myndighed, hvorvidt et ønske om et uan-
meldt tilsynsbesøg kan imødekommes. Den foreslåede be-
stemmelse ændrer således ikke på, at udgangspunktet fortsat
er, at et tilsynsbesøg skal varsles på forhånd i det omfang,
det er muligt.
Det foreslås i § 57, at der indsættes et nyt stk. 5, 2. pkt.,
hvorefter Erhvervsstyrelsen kan deltage i tilsynsbesøg om-
fattet af den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. Den foreslåede
bestemmelse vil indebære, at Erhvervsstyrelsen vil kunne
beslutte at deltage i en EU- eller EØS-tilsynsmyndigheds til-
syn af virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr.
15-18 og nr. 22, i Danmark, men som har hjemsted i den på-
gældende tilsynsmyndigheds hjemland.
Erhvervsstyrelsen vil med den foreslåede bestemmelse kun-
ne føre tilsyn med, at virksomheden overholder danske reg-
ler, jf. § 57, stk. 1, jf. artikel 48, stk. 5, i 4. hvidvaskdirektiv,
og at den udenlandske tilsynsmyndigheds tilsyn foregår i
overensstemmelse med danske regler herfor.
Det foreslås i § 57, at der indsættes et nyt stk. 5, 3. pkt., der
vil indebære, at i tilfælde af at en virksomhed eller person
som nævnt i 1. pkt. modsætter sig en kompetent udenlandsk
myndigheds inspektion, kan undersøgelsen kun foretages
med Erhvervsstyrelsens medvirken.
At en virksomhed eller person modsætter sig en inspektion
skal forstås som, at virksomheden gør indsigelse mod den
del af inspektionens gennemførelse, som vedrører den uden-
landske myndighed. Tages indsigelsen ikke til følge, vil in-
spektionen kun kunne foretages af Erhvervsstyrelsen. Et ek-
sempel på en indsigelse kan f.eks. være, at den udenlandske
myndighed er fra Tyskland, og at virksomheden gør indsi-
gelse mod, at inspektionen gennemføres på tysk. Det kan lø-
ses ved, at spørgsmål stilles på engelsk.
Det foreslås i § 57, at der indsættes et nyt stk. 6, hvorefter
Erhvervsstyrelsen kan anmode de kompetente myndigheder
i et EU- eller EØS-land om at medvirke til at påse overhol-
delsen af loven og de regler, der er udstedt i medfør af lo-
ven, vedrørende virksomheder og personer som omfattet af
§ 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, med hjemsted i et andet EU-
60
eller EØS-land ved tilsynsaktioner, kontroller på stedet eller
inspektioner på et andet EU- eller EØS-lands område.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5 vedrører udenlandske
myndigheders mulighed for at foretage inspektioner her i
landet, hvorimod den foreslåede bestemmelse i stk. 6 vedrø-
rer Erhvervsstyrelsens mulighed for at foretage inspektioner
i andre EU- eller EØS-lande. Erhvervsstyrelsens inspektio-
ner i andre EU- eller EØS-lande skal ske i overensstemmel-
se med reglerne i det pågældende land.
Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse i situatio-
ner, hvor Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med en virksomhed
eller person i Danmark og hvor virksomheden eller personen
tillige driver virksomhed i et andet EU- eller EØS-land.
Med den foreslåede bestemmelse vil Erhvervsstyrelsen kun-
ne foretage inspektioner i udlandet, når det pågældende EU-
eller EØS-lands lovmæssige betingelser for afholdelse af in-
spektioner er opfyldt.
Til nr. 12 (§ 64, stk. 1, i hvidvaskloven)
Det fremgår af retsplejelovens § 143, stk. 1, at det Danske
Advokatsamfund udgøres af alle danske advokater. Advoka-
trådet, der er Advokatsamfundets bestyrelse, fører efter rets-
plejelovens § 143, stk. 2, 1. pkt., tilsyn med advokaterne og
deres autoriserede fuldmægtige.
Med henblik på opfyldelsen af Rådets direktiv af 22. marts
1977 om advokaters udveksling af tjenesteydelser har ju-
stitsministeren i medfør af retsplejelovens § 130, stk. 1, ud-
stedt bekendtgørelse nr. 1429 af 11. december 2007 om EU-
advokaters tjenesteydelser her i landet.
Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, kan advokater, der er
etableret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-land eller i
Schweiz, udføre tjenesteydelser som advokater her i landet
og herunder give møde for danske domstole.
Advokatrådet fører tilsyn med advokater, der efter § 1, stk.
1, udfører tjenesteydelser her i landet, jf. bekendtgørelsens §
5.
Det fremgår af hvidvasklovens § 64, stk. 1, 1. pkt., at Advo-
katrådet som tilsynsmyndighed påser, at advokater, der er
omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 14, overholder
hvidvaskloven og de regler, der er udstedt i medfør af den-
ne, samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger inde-
holde regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer.
Det følger af artikel 48, stk. 4, 1. pkt., i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om fore-
byggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direk-
tiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), at medlemsstaterne
skal sikre, at de kompetente myndigheder i den medlems-
stat, hvor den forpligtede enhed driver virksomheder, fører
tilsyn med, at disse virksomheder overholder de nationale
bestemmelser i den pågældende medlemsstat, hvorved 4.
hvidvaskdirektiv er gennemført.
Det følger af de specielle bemærkninger til hvidvasklovens
§ 64, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41, som fremsat
side 173, at bestemmelsen gennemfører artikel 48 i 4. hvid-
vaskdirektiv.
Det følger endvidere af de specielle bemærkninger til hvid-
vasklovens § 1, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41,
som fremsat side 66, at 4. hvidvaskdirektiv grundlæggende
er baseret på et territorialprincip, hvilket betyder, at hvert
enkelt medlemsland er ansvarligt for at regulere og føre til-
syn med de aktiviteter, der finder sted på medlemslandets
territorium, jf. artikel 48, stk. 4, og betragtning nr. 53 i 4.
hvidvaskdirektivs præambel.
Advokatrådet skal således allerede i dag føre tilsyn med ad-
vokater, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, i et
EØS-land eller i Schweiz, som udøver advokatvirksomheder
her i landet, jf. § 5 i bekendtgørelse nr. 1429 af 11. decem-
ber 2007 om EU-advokaters tjenesteydelser her i landet.
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektiv som muligt foreslås det, at der § 64, stk. 1,
1.pkt., præciseres, at Advokatrådet tillige påser, at advoka-
ter, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-
land eller i Schweiz, og som udøver advokatvirksomhed her
i landet , overholder denne lov, regler udstedt i medfør heraf
samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer.
Det er ikke tilladt for advokater, der er etableret i tredjelan-
de, at udøve advokatvirksomhed her i landet, hvorfor ordly-
den i den foreslåede bestemmelse alene tager sigte på advo-
kater, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-
land eller i Schweiz.
Til nr. 13 (§ 64, stk. 3-5, i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 47 fastlægger i stk. 1 og 2 omfanget af Fi-
nanstilsynets tilsynskompetence. Bestemmelsens stk. 3 og 4
fastlægger Finanstilsynets pligt til at samarbejde med andre
tilsynsmyndigheder i EU og EØS.
61
Finanstilsynets mulighed for at samarbejde med andre til-
synsmyndigheder i EU og EØS i forhold til at foretage fæl-
les inspektioner i Danmark samt ved førelse af fælles tilsyn
på andre EU- og EØS-landes område fremgår af hvidvasklo-
vens § 50.
Hvidvasklovens § 65 fastlægger i stk. 1-4 omfanget af Spil-
lemyndighedens tilsynskompetence som værende den kom-
petente myndighed på spilleområdet i forhold til håndhævel-
sen af hvidvasklovgivningen. Bestemmelsens stk. 5 og 6
fastlægger Spillemyndighedens pligt til at samarbejde med
andre tilsynsmyndigheder i EU og EØS.
Hvidvasklovens § 64, stk. 1-2, fastlægger omfanget af Ad-
vokatrådets tilsynskompetence efter hvidvaskloven som væ-
rende den kompetente myndighed i forhold til advokater.
Pligten til og muligheden for at samarbejde med andre til-
synsmyndigheder i EU og EØS er imidlertid ikke gennem-
ført for Advokatrådet.
Det foreslås, at der i § 64 indsættes et nyt stk. 3, hvorefter
Advokatrådet skal samarbejde med de kompetente myndig-
heder i et andet EU- eller EØS-land om at medvirke ved til-
synsaktiviteter, når virksomheder og personer som omfattet
af § 1, stk. 1, nr. 14, i hvidvaskloven, der er under tilsyn i et
andet EU- eller EØS-land, udøver advokatvirksomhed her i
landet, eller en dansk virksomhed eller person omfattet af §
1, stk. 1, nr. 14, der er underlagt dansk tilsyn, men opererer i
andre EU- eller EØS-lande.
Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 48, stk.
5, i 4. hvidvaskdirektiv. Af betragtning nr. 53 i 4. hvidvask-
direktivs præambel fremgår det, at hvis en forpligtet enhed
etablerer virksomheder i en medlemsstat, har værtslandet
ansvaret for at håndhæve den etablerede virksomheds over-
holdelse af kravene til forebyggelse af hvidvask og finansie-
ring af terrorisme. Advokatrådet har således kompetence til
at føre tilsyn med advokater beskikket i et EU-/EØS-land,
som er registreret hos Advokatsamfundet (”EU-advokater”),
og advokater beskikket i et EU-/EØS-land, som driver advo-
katvirksomhed i Danmark i form af grænseoverskridende
tjenesteydelser.
Det fremgår yderligere, at der bør være et tæt samarbejde
mellem hjemlandets kompetente myndigheder og den kom-
petente myndighed i værtslandet. Der bør således ske under-
retning af hjemlandets kompetente myndighed om ethvert
anliggende, der kan have påvirkning på hjemlandsmyndig-
hedens vurdering af, om virksomheden eller personen lever
op til politikker og forretningsgange vedrørende bekæmpel-
se af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Der
vil f.eks. skulle underrettes, hvis en advokat efter påbud fra
Advokatrådet fortsat ikke lever op til hvidvasklovens krav
til politikker og forretningsgange, ligesom manglende gen-
nemførelse af kundekendskabsprocedurer, som vil medføre
disciplinær forfølgning, vil medføre pligt til at underrette
hjemlandsmyndigheden.
Betragtning 52 i 4. hvidvaskdirektivs præambel anfører, at
hvis en forpligtet enhed driver virksomhed i en anden med-
lemsstat, bør hjemlandets kompetente myndighed være an-
svarlig for tilsynet med den forpligtede enheds anvendelse
af koncernens politikker og forretningsgange vedrørende be-
kæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terroris-
me. Advokatrådet vil fortsat føre tilsyn med EU-advokater
registreret hos Advokatsamfundet og advokater fra andre
EU-/EØS-lande, som udøver tjenesteydelser i Danmark.
Hvis advokaten er en del af en koncern, som har hjemsted i
hjemlandet, vil hjemlandet føre tilsyn med koncernens for-
pligtelser efter hvidvaskloven.
Det foreslås endvidere, at der i § 64 indsættes et nyt stk. 4,
hvorefter tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller EØS-
land efter forudgående aftale med Advokatrådet kan foreta-
ge inspektion i de her i landet beliggende virksomheder og
personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, i hvidvaskloven,
med hjemsted i det pågældende land. Dette omfatter alene
advokater fra andre EU-/EØS-lande, der er registreret hos
Advokatsamfundet (”EU-advokater”) og underlagt Advoka-
trådets tilsyn. Udenlandske advokater, som alene udøver tje-
nesteydelser i Danmark, er ikke registreret hos Advokatsam-
fundet og er ikke beliggende i Danmark. Advokatrådet kan
deltage i inspektionen som nævnt i 1. pkt. Modsætter en
virksomhed eller person som nævnt i 1. pkt. sig en kompe-
tent udenlandsk myndigheds inspektion, kan undersøgelsen
kun foretages med Advokatrådets medvirken.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at tilsynsmyndigheder i et andet
EU- eller EØS-land efter forudgående aftale med Advoka-
trådet kan foretage inspektion i de her i landet beliggende
virksomheder og personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14,
med hjemsted i det pågældende land. Det er alene ”EU-ad-
vokater”, som har hjemsted i et andet EU-/EØS-land og
samtidig er beliggende i Danmark.
Det vil være et krav, at den udenlandske tilsynsmyndighed
aftaler tilsynsbesøget med Advokatrådet forud for tilsynsbe-
søget. Advokatrådet vil på baggrund af en anmodning om
tilsyn her i landet vurdere, hvorvidt tilsynets formål forud-
sætter fysisk tilstedeværelse her i landet af den udenlandske
myndighed. Advokatrådet vil meddele den udenlandske
myndighed, hvorvidt anmodningen om tilsyn kan imøde-
kommes.
Den foreslåede bestemmelse vil alene omfatte her i landet
beliggende virksomheder og personer som omfattet af § 1,
stk. 1, nr. 14, med hjemsted i det pågældende land, dvs.
”EU-advokater”. Bestemmelsen vil således ikke omfatte
danske virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, dvs.
virksomheder etableret her i landet.
62
Bestemmelsen kan tænkes anvendt, hvor virksomheder og
personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, har hjemsted i et
andet EU- eller EØS-land.
Udenlandske tilsynsmyndigheder fra et EU- eller EØS-land
vil alene være kompetente for så vidt angår virksomheder
omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, som har hjemsted i myndighe-
dens hjemland. Hvis en udenlandsk myndighed vil undersø-
ge den pågældende virksomhed, vil dette skulle ske ved an-
modning om oplysninger fra Advokatrådet eller ved fysisk
fremmøde hos virksomheden. Tilsyn med virksomhedens
overholdelse af danske regler føres derimod af Advokatrå-
det, jf. § 64, stk. 1. Selve undersøgelsen vil foregå efter dan-
ske processuelle regler, men den her i landet beliggende
virksomhed skal leve op til det udenlandske hjemlands re-
gelsæt på det område, der er genstand for undersøgelsen.
En udenlandsk myndigheds tilsyn vil skulle foregå under
samme betingelser som Advokatrådets tilsyn, hvilket bety-
der, at tilsynet skal ske i overensstemmelse med lovbekendt-
gørelse nr. 1121 af 12. november 2019 om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysnings-
pligter, i det omfang loven finder anvendelse for Advokatrå-
det. Den udenlandske myndighed vil som udgangspunkt
udelukkende have adgang til forretningslokaler og således
f.eks. ikke til private boliger.
Der er mulighed for at foretage tilsynsbesøg uden forudgå-
ende varsling. Muligheden for at foretage uanmeldt tilsyns-
besøg skal alene anvendes, hvis det er Advokatrådets vurde-
ring, at formålet med tilsynsbesøget ville blive forspildt,
hvis det blev varslet. Advokatrådet meddeler den udenland-
ske myndighed, hvorvidt et ønske om et uanmeldt tilsynsbe-
søg kan imødekommes. Udgangspunktet er således fortsat,
at et tilsynsbesøg skal varsles på forhånd, i det omfang, det
er muligt.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at Advokatrådet kan deltage i
tilsynsbesøget, som nævnt i 1. pkt. Bestemmelsen vil inde-
bære, at Advokatrådet kan beslutte at deltage i en EU- eller
EØS-tilsynsmyndigheds tilsyn af her i landet beliggende
virksomheder og personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14,
med hjemsted i det pågældende land.
Advokatrådet vil dermed kunne føre tilsyn med, at virksom-
heden overholder danske regler, jf. § 64, stk. 1, jf. artikel 48,
stk. 5, i 4. hvidvaskdirektiv, og at den udenlandske tilsyns-
myndigheds tilsyn foregår i overensstemmelse med danske
regler herfor.
Det foreslås i § 64, stk. 4, 3. pkt., at modsætter en virksom-
hed som nævnt i 1. pkt. sig en kompetent udenlandsk myn-
digheds tilsyn, kan undersøgelsen kun foretages med Advo-
katrådets medvirken og efter de for Advokatrådet gældende
regler.
At en virksomhed eller person modsætter sig en inspektion
skal forstås som, at virksomheden gør indsigelse mod in-
spektionens gennemførelse.
Det foreslås i § 64, stk. 5, at Advokatrådet kan anmode de
kompetente myndigheder i et EU- eller EØS-land om at
medvirke til at påse overholdelsen af loven og de regler, der
er udstedt i medfør af loven, vedrørende virksomheder og
personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, med hjemsted i
et andet EU- eller EØS-land ved tilsynsaktioner, kontroller
på stedet eller inspektioner på et andet EU- eller EØS-lands
område.
Hvor stk. 4 vedrører udenlandske myndigheders mulighed
for at foretage inspektioner her i landet, vedrører stk. 5 Ad-
vokatrådets mulighed for at foretage inspektioner i udlandet.
Advokatrådets inspektioner i udlandet skal ske i overens-
stemmelse med reglerne i det pågældende land.
Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse i situatio-
ner, hvor Advokatrådet fører tilsyn med virksomheder og
personer i Danmark, og hvor virksomheden eller personen
tillige driver virksomhed i et andet EU- eller EØS-land.
Med den foreslåede bestemmelse vil Advokatrådet kunne
foretage inspektioner i udlandet, når det pågældende EU- el-
ler EØS-lands lovmæssige betingelser for afholdelse af in-
spektioner er opfyldt.
Til nr. 14 (§ 64 a, i hvidvaskloven)
Det fremgår af hvidvasklovens § 64, stk. 1, 1. pkt., at Advo-
katrådet påser, at advokater omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14,
overholder loven og de regler, der er udstedt i medfør heraf,
samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer.
Advokatrådet kan efter § 64, stk. 2, påbyde advokater at fo-
retage de nødvendige foranstaltninger, inden for en frist
fastsat af Advokatrådet, i tilfælde af overtrædelse af bestem-
melser i hvidvaskloven, regler fastsat i medfør af hvidvas-
kloven eller Europa-Parlamentets og Rådets forordninger in-
deholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, per-
soner, grupper, juridiske enheder eller oranger.
Advokatrådets påbud efter § 64, stk. 2, kan ikke påklages til
andre myndigheder. Der findes ikke regler om offentliggø-
relse af påbud udstedt i medfør af § 64, stk. 2.
Medlemsstaterne er efter artikel 60 i 4. hvidvaskdirektiv for-
pligtet til at sikre, at en afgørelse, der ikke kan påklages, om
pålæggelse af en administrativ sanktion eller foranstaltning
63
for overtrædelse af nationale bestemmelser, der gennemfø-
rer dette direktiv, offentliggøres af de kompetente myndig-
heder på deres officielle websted umiddelbart efter, at den
person, der pålægges sanktionen, er underrettet om afgørel-
sen.
For at sikre en så direktivnær implementering af artikel 60 i
4. hvidvaskdirektiv som muligt er der fundet anledning til at
justere hvidvaskloven for så vidt angår Advokatrådet som
tilsynsmyndighed.
Det foreslås derfor, at der indsættes en ny § 64 a i hvidvas-
kloven.
Det foreslås i stk. 1. 1. pkt., at advokatrådets reaktioner i for-
bindelse med tilsyn efter § 64, herunder beslutninger om at
overdrage en sag til politimæssig efterforskning, skal offent-
liggøres af advokatrådet på Advokatsamfundets hjemmesi-
de, jf. dog stk. 5.
Begrebet reaktioner omfatter alle de reaktioner, som Advo-
katrådet vedtager, og som retter sig mod en part, herunder
afgørelser, påbud, påtaler og beslutninger om at overgive
sager til politimæssig efterforskning. Offentliggørelsesmed-
delelsen skal som minimum identificere den fysiske eller ju-
ridiske person og overtrædelsens art.
Advokatrådet kan undlade at offentliggøre reaktioner givet i
forbindelse med tilsyn efter § 64, herunder beslutninger om
at overdrage en sag til politimæssig efterforskning hvis of-
fentliggørelse vil medføre uforholdsmæssig stor skade for
virksomheden eller efterforskningsmæssige hensyn taler
imod offentliggørelse, jf. det foreslåede stk. 5.
Det forudsættes, at offentliggørelsen som udgangspunkt skal
ske umiddelbart efter, at der er truffet afgørelse eller beslut-
ning om at meddele tilsynsreaktionen. Advokatrådet skal
forinden offentliggørelsen orientere den pågældende fysiske
eller juridiske person, hvis navn vil fremgå af offentliggørel-
sen, om den forestående offentliggørelse, således at den på-
gældende har mulighed for at kunne forberede sig på offent-
liggørelsen.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at beslutninger om at overgive
sager til politimæssig efterforskning offentliggøres som re-
sumé, jf. dog det foreslåede stk. 5.
Efter den foreslåede bestemmelse skal Advokatrådet alene
offentliggøre et resumé af beslutningen om at overgive en
sag til politimæssig efterforskning, hvilket betyder, at be-
slutningen ikke skal offentliggøres i sin helhed.
Oversendelse af sager til politimæssig efterforskning er en
processuel beslutning, som ikke kan påklages. Det forudsæt-
tes, at offentliggørelse af en beslutning om at oversende en
sag til politimæssig efterforskning alene sker efter høring af
den relevante politimyndighed. Det kan aftales med ankla-
gemyndigheden, at visse sagskategorier kan offentliggøres
uden forudgående høring.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at offentliggørelsen skal omfatte
den juridiske eller fysiske persons navn, jf. dog stk. 3.
Det bemærkes, at oplysninger om, at fysiske personer har
overtrådt lovgivningen, udgør personoplysninger, der er om-
fattet af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelseslo-
ven. Oplysningerne er omfattet af databeskyttelsesforordnin-
gens artikel 6. Oplysningerne er desuden omfattet af artikel
10, da der er tale om personoplysninger vedrørende lovover-
trædelser.
Den behandling af personoplysninger, der forudsætningsvist
sker ved offentliggørelsen, vurderes at have hjemmel i data-
beskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, om bl.a.
udførelse af en opgave i samfundets interesse, som den data-
ansvarlige har fået pålagt. Der lægges herved navnlig vægt
på, at den omtalte behandling af personoplysninger er en
forudsætning for gennemførelse af artikel 60 i 4. hvidvask-
direktiv.
Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 10, at be-
handling af personoplysninger vedrørende bl.a. lovovertræ-
delser på grundlag af artikel 6, stk. 1, kun må foretages
under kontrol af en offentlig myndighed, eller hvis behand-
ling har hjemmel i EU-retten eller medlemsstaternes natio-
nale ret, som giver passende garantier for den registreredes
rettigheder og frihedsrettigheder.
Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse skaber
hjemmel for Advokatrådet til at behandle oplysninger om
lovovertrædelser, jf. databeskyttelsesforordningens artikel
10. Det vurderes, at hjemmelen giver passende garantier for
registreredes rettigheder og frihedsrettigheder. Der lægges i
den forbindelse vægt på, at ordningen er en forudsætning for
gennemførelse af artikel 60 i 4. hvidvaskdirektiv. Der læg-
ges desuden vægt på, at offentliggørelse som følge af den
foreslåede § 64 a, stk. 3, alene må ske ved personens alvorli-
ge, gentagne eller systematiske overtrædelser af de opregne-
de bestemmelser i hvidvaskloven. Der lægges endvidere
vægt på, at personoplysninger indeholdt i offentliggørelsen
kun må forblive på Advokatsamfundets hjemmeside i det
nødvendige tidsrum, jf. den foreslåede § 64 a, stk. 2, 2. pkt.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at offentliggjorte reaktioner skal
forblive på Advokatsamfundets hjemmeside i 5 år efter of-
fentliggørelse.
64
Offentliggjorte reaktioner vil skulle slettes fra Advokatsam-
fundets hjemmeside 5 år efter offentliggørelsen.
Det foreslås i stk. 2, 2, pkt., at personoplysninger indeholdt i
offentliggørelsen må dog kun forblive på Advokatrådets
hjemmeside i det nødvendige tidsrum.
Ved det nødvendige tidsrum forstås så længe oplysningerne
anses for nødvendige i forhold til de samfundsmæssige hen-
syn bag offentliggørelsen.
Det foreslås i stk. 3, at offentliggørelse af reaktioner efter
den foreslåede stk. 1, der omfatter en fysisk persons navn,
alene kan ske ved personens alvorlige, gentagne eller syste-
matiske overtrædelser af hvidvasklovens § 10, nr. 1, 2, 4 og
5, § 11, stk. 1 og 2 og stk. 3, 1., 3. og 4. pkt., § 14, stk. 1,
stk. 2, 2. pkt., stk. 3 og 5, § 17, stk. 1 og 2, § 18, § 21, stk. 1,
2. pkt., § 25, stk. 1, § 26, stk. 1 og 3 og stk. 4, 1. pkt., og §
30.
Alvorlige, gentagne eller systematiske overtrædelser skal
forstås i sammenhæng med hvidvasklovens § 78, stk. 2.
Der kan f.eks. være tale om særligt grove eller omfattende
forsætlige overtrædelser, hvor der ikke er udført kundekend-
skabsprocedurer, som er et grundlæggende krav for opfyl-
delse af alle lovforslagets øvrige pligter, eller hvor oplysnin-
ger om kunder eller transaktioner ikke er opbevaret, hvilket
er en forudsætning for, at hvidvask og terrorfinansiering kan
efterforskes. Endvidere vil bestemmelsen kunne være an-
vendelig, hvis der ved beløbsmæssigt særlig store transakti-
oner ikke er krævet og/eller opbevaret identitets- og kontrol-
oplysninger.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at i de tilfælde, hvor Advokatrå-
det har overgivet en sag til politimæssig efterforskning, og
der er afsagt fældende dom eller vedtaget bøde, skal Advo-
katrådet offentliggøre dommen, bødevedtagelsen eller et re-
sumé heraf, jf. dog stk. 5.
Dommen, det vedtagne bødeforelæg eller resuméet heraf,
som skal offentliggøres, vil indeholde den eller de involve-
rede virksomheder eller personers navn(e).
Offentliggørelse indebærer ikke, at selve den underliggende
sag med dertilhørende akter bliver offentlig tilgængelig.
Sagen er stadig omfattet af Advokatrådets tavshedspligt i
henhold til retsplejelovens 143 b.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at er dommen ikke endelig, skal
dette fremgå af offentliggørelsen.
Det foreslås i stk. 4, 3. pkt., stk. 1 og 2 finder tilsvarende an-
vendelse.
Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at offentliggørelse efter stk. 1-4
dog ikke kan ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor
skade for virksomheden eller efterforskningsmæssige hen-
syn taler imod offentliggørelse.
Ved uforholdsmæssig stor skade forstås, at der skal være ta-
le om oplysninger, som, hvis de offentliggøres, kan være
truende for virksomhedens eksistens. Det er dermed ikke til-
strækkeligt, at oplysningerne potentielt kan medføre større
tab for virksomheden, uden at virksomhedens eksistens der-
med er i fare.
Efter den foreslåede stk. 5, 2. pkt., må offentliggørelsen ikke
indeholde oplysninger om enkeltpersoners private, herunder
økonomiske forhold og tekniske indretninger eller frem-
gangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold el.lign.,
for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den
person eller virksomhed, oplysningerne angår.
Fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger
om potentielle købere af en nødlidende virksomhed i de til-
fælde, hvor overtagelsen ikke gennemføres, vil således ikke
skulle offentliggøres. Det vil også gælde fortrolige oplysnin-
ger om virksomhedens interne forhold af væsentlig betyd-
ning for virksomheden, f.eks. vil ikke-offentligt tilgængelige
oplysninger om virksomhedens opbygning og indretning,
økonomiske forhold og situation, kundemasse og samar-
bejdspartnere skulle fjernes inden offentliggørelsen, med-
mindre oplysningerne er nødvendige for forståelsen af dom-
men, det vedtagne bødeforelæg, eller resuméet heraf.
Bestemmelsen skal forstås i overensstemmelse med § 30 i
lov om offentlighed i forvaltningen, jf. lovbekendtgørelse
nr. 145 af 24. februar 2020, der dog ikke finder anvendelse
på Advokatrådet.
Det foreslås videre i stk. 5, 3. pkt., at offentliggørelsen ikke
må indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører fra en
myndighed fra et EU- eller EØS-land, medmindre de myn-
digheder, som har afgivet oplysningerne, har givet deres ud-
trykkelige tilladelse
Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at hvor offentliggørelse er und-
ladt i henhold til den foreslåede stk. 5, 1. pkt., skal der ske
offentliggørelse efter stk. 1-4, når de hensyn, der nødvendig-
gjorde undladelsen, ikke længere er gældende.
Det foreslås i stk. 6, 2. pkt., at der efter 2 år fra datoen for
reaktionen eller beslutningen om at overgive sagen til politi-
mæssig efterforskning ikke skal ske offentliggørelse uanset
1. pkt.
65
Baggrunden herfor er, at den offentlige interesse i sådanne
reaktioner aftager kraftigt hen over tid, og af administrative
årsager. På denne baggrund foreslås en grænse på to år.
Efter den foreslåede stk. 6, 3. pkt., skal der alene ske offent-
liggørelse, hvis der ikke er sket påtaleopgivelse eller tiltale-
frafald efter retsplejelovens regler.
Det foreslås i stk. 7, 1. pkt., at Advokatrådet efter anmod-
ning fra den fysiske eller juridiske person, som en sag ve-
drører, skal offentliggøre oplysninger om, at der er truffet
afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald, afsiges frifindel-
se i Advokatnævnet eller afsiges frifindende dom, i de til-
fælde hvor Advokatrådet har offentliggjort en beslutning om
at overgive en sag til politimæssig efterforskning efter den
foreslåede stk. 1, 2. pkt.
Da det ikke i ethvert tilfælde vil være givet, at den juridiske
eller fysiske person, som er blevet politianmeldt, ønsker of-
fentliggørelse af påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet eller den
frifindende dom, foreslås det, at offentliggørelse kun skal
ske efter anmodning.
Advokatrådet vil skulle offentliggøre, at sagen er sluttet
uden tiltale, at sagen er sluttet ved tiltalefrafald, eller at der
er afsagt frifindende dom i sagen i umiddelbar og naturlig
sammenhæng med Advokatrådets offentliggørelse efter den
forslåede stk. 1, 2. pkt., dvs. det sted på Advokatrådets
hjemmeside, hvor Advokatrådets tidligere har offentliggjort
beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efter-
forskning. De supplerende oplysninger om påtaleopgivelse,
tiltalefrafald eller frifindende dom vil tydeligt skulle fremgå
af Advokatsamfundets hjemmeside.
Offentliggørelse efter den foreslåede bestemmelse vil tillige
skulle omfatte tilfælde, hvor der er afsagt dom ved en anke-
instans.
Det foreslås i stk. 7, 2. pkt., at den fysiske eller juridiske per-
son skal indsende en kopi af afgørelsen om påtaleopgivelse
eller tiltalefrafald eller en kopi af afgørelsen eller dommen
til Advokatrådet samtidig med anmodning om offentliggø-
relse.
Det foreslåede medfører, at den fysiske eller juridiske per-
son selv vil skulle indsende en kopi af de relevante doku-
menter, som vedkommende ønsker offentliggjort, da Advo-
katrådet ikke nødvendigvis vil være i besiddelse af de på-
gældende dokumenter.
Det foreslås i stk. 7, 3. pkt., at det skal fremgå af offentlig-
gørelsen, hvis påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet, afgørelsen
eller dommen ikke er endelig.
En afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald er ikke
endelig i de tilfælde, hvor afgørelsen om påtaleopgivelse el-
ler tiltalefrafald er påklaget til den overordnende anklage-
myndighed. En dom er ikke endelig i de tilfælde, hvor dom-
men er anket til en højere retsinstans.
Det foreslås i stk. 7, 4. pkt., at modtager Advokatrådet doku-
mentation for, at sagen er afsluttet ved endelig påtaleopgi-
velse, tiltalefrafald eller afsigelse af endelig frifindende af-
gørelse eller dom, skal Advokatrådet fjerne alle oplysninger
om beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efter-
forskning og eventuelle efterfølgende domme i sagen fra
Advokatrådets hjemmeside.
I de tilfælde, hvor den, som sagen vedrører, ikke anmoder
Advokatrådet om at offentliggøre oplysninger om, at sagen
er afsluttet ved påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller afsigelse
af frifindende dom i henhold til 1. pkt., men ønsker Advoka-
trådets offentliggørelse af beslutningen om at overgive sag-
en til politimæssig efterforskning, herunder eventuelle sup-
plerende oplysninger om efterfølgende domme i sagen, slet-
tet fra Advokatsamfundets hjemmeside, kan dette således
ske ved indsendelse af dokumentation for sagens afslutning
til Advokatrådet. Advokatrådet vil herefter efter 4. pkt. slet-
te offentliggørelsen af beslutningen om at overgive sagen til
politimæssig efterforskning m.v. fra Advokatrådets hjemme-
side.
Advokatrådets forpligtelse til at fjerne oplysninger om en
beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforsk-
ning indtræder derfor først i det tilfælde, hvor Advokatrådet
modtager dokumentation herfor. Det er ikke afgørende,
hvem der indsender eller overleverer en sådan dokumenta-
tion, og Advokatrådets forpligtelse til at slette oplysninger
om overgivelse af en sag til politimæssig efterforskning ind-
træder således, uanset om den fornødne dokumentation
modtages fra anklagemyndigheden, den pågældende fysiske
eller juridiske person, som sagen vedrører, eller af tredje-
mand.
En afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald er ikke
endelig i de tilfælde, hvor afgørelsen om påtaleopgivelse el-
ler tiltalefrafald er påklaget til den overordnede anklage-
myndighed. En dom er ikke endelig i de tilfælde, hvor dom-
men er anket til højere retsinstans. Fjernelse af offentliggø-
relsen af en beslutning om at overgive en sag til politimæs-
sig efterforskning i tilfælde, hvor en sag er afsluttet ved fri-
findende dom eller afsluttet ved påtaleopgivelse eller tiltale-
frafald, vil således først ske efter udløbet af henholdsvis an-
kefristen eller fristen for at påklage påtaleopgivelsen eller
tiltalefrafaldet, da afgørelsen skal være endelig.
Advokatrådet modtager ikke nødvendigvis oplysninger om
og dokumentation for, at en sag overgivet til politimæssig
66
efterforskning er afsluttet ved endelig påtaleopgivelse eller
tiltalefrafald eller afsigelse af endelig frifindende dom.
Det foreslås i stk. 8, 1. pkt., at Advokatrådet efter anmod-
ning fra en fysisk eller juridisk person, som er frifundet, skal
offentliggøre resultatet af anken eller genoptagelsen.
Det foreslås i stk. 8, 2. pkt., at den fysiske eller juridiske per-
son samtidig med anmodningen om offentliggørelse skal
indsende kopi af dommen i ankesagen eller den genoptagede
sag.
Det foreslås i stk. 8, 3. pkt., at er resultatet af anken eller den
genoptagede sag et andet end resultatet af dommen offent-
liggjort i medfør af stk. 4, 1. pkt., kan Advokatrådet beslutte
at fjerne dommen fra Advokatrådets hjemmeside
Advokatrådet påser som tilsynsmyndighed, at advokater
omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 14, overholder lo-
ven og de regler, der er udstedt i medfør heraf, samt Europa-
Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende regler
om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juri-
diske enheder eller organer, jf. hvidvasklovens § 64, stk. 1,
1. pkt.
Advokatrådet kan påbyde advokater at foretage de nødven-
dige foranstaltninger i tilfælde af overtrædelse af bestem-
melser i denne lov, de regler, der er fastsat i medfør heraf,
eller Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer, jf. hvidvasklovens
§ 64, stk. 2.
Manglende efterlevelse af påbud udstedt i medfør af § 64,
stk. 2, er i strid med god advokatskik. Advokatnævnet påser,
at advokater efterlever god advokatskik. Overtrædelse af
god advokatskik sanktioneres med bøde, pålæg eller fraken-
delse af retten til at udøve advokatvirksomhed, jf. nærmere
retsplejelovens kapitel 15 b.
Medlemsstaterne skal efter 4. hvidvaskdirektivs artikel 60,
stk. 1, sikre, at en afgørelse, der ikke kan påklages, om på-
læggelse af en administrativ sanktion eller foranstaltning for
overtrædelse af nationale bestemmelser, der gennemfører
dette direktiv, offentliggøres af de kompetente myndigheder
på deres officielle websted umiddelbart efter, at den person,
der pålægges sanktionen, er underrettet om afgørelsen.
Da Advokatnævnet i vidt omfang også vil udstede sanktio-
ner for overtrædelse af bestemmelser i hvidvaskloven, fore-
slås det i stk. 9, 1. pkt., at Advokatnævnets kendelser for
overtrædelse af hvidvaskloven og de regler, der er udstedt i
medfør heraf, samt Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod
lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer skal
offentliggøres af Advokatrådet på Advokatsamfundets
hjemmeside, når fristen for at indbringe kendelsen for retten
er udløbet.
Det forudsættes, at kendelser, der indbringes for retten inden
for tidsfristen, ikke skal offentliggøres, før det er afsagt en-
delig dom, jf. nærmere det foreslåede stk. 9, 3. pkt.
Det foreslås i stk. 9, 2. pkt., at kendelser om overholdelse af
§ 36 ikke skal offentliggøres.
Det foreslås i stk. 9, 3. pkt., at kendelser, som indbringes for
retten, offentliggøres, når der er afsagt endelig dom.
Det foreslås i stk. 9, 4. pkt., at bestemmelserne i stk. 2-8 fin-
der tilsvarende anvendelse ved offentliggørelse af Advokat-
nævnets kendelser.
Advokatrådet vil skulle offentliggøre reaktioner for overtræ-
delse af hvidvaskloven og de regler, der er udstedt i medfør
heraf, samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger in-
deholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, per-
soner, grupper, juridiske enheder eller organer, når det træf-
fes afgørelse efter denne lovs ikrafttræden. Det vil også
skulle gælde for reaktioner på overtrædelser, der er blevet
begået før lovens ikrafttræden.
Til nr. 15 (§ 65, stk. 1, 3. pkt., i hvidvaskloven)
Efter § 65, stk. 1, påser Spillemyndigheden, at udbydere af
spil omfattet af § 1, stk. 1, nr. 20, overholder loven, de reg-
ler, der er udstedt i medfør heraf, og forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer. Spillemyndigheden
påser dog ikke overholdelse af § 36.
Det følger af artikel 48, stk. 4, 1. pkt., i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om fore-
byggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direk-
tiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), at medlemsstaterne
sikrer, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat,
hvor den forpligtede enhed driver virksomheder, fører tilsyn
med, at disse virksomheder overholder de nationale bestem-
melser i den pågældende medlemsstat, hvorved dette direk-
tiv er gennemført.
Det følger af de specielle bemærkninger til hvidvasklovens
§ 65, at bestemmelsen gennemfører artikel 48 i 4. hvidvask-
67
direktiv for Spillemyndighedens vedkommende, jf. Folke-
tingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 174.
Det følger endvidere af de specielle bemærkninger til hvid-
vasklovens § 1, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41
som fremsat, side 66, at 4. hvidvaskdirektiv grundlæggende
er baseret på et territorialprincip, hvilket betyder, at hvert
enkelt medlemsland er ansvarligt for at regulere og føre til-
syn med de aktiviteter, der finder sted på medlemslandets
territorium, jf. artikel 48, stk. 4, og betragtning nr. 53 i 4.
hvidvaskdirektivs præambel.
Det følger af lovforslagets § 2 nr. 2, at reglerne for spiludby-
dere gælder for alle udbydere af spil, der har tilladelse til at
udbyde spil i Danmark, idet disse udbydere anses for at væ-
re etableret her i landet, jf. § 1, stk. 1, nr. 20. Alle udbydere
af spil, som skal have tilladelse til at udbyde spil her i lan-
det, vil således være omfattet af den danske spillelovgivning
og hvidvasklovgivning. Dermed vil udenlandske spiludby-
dere, der skal have en tilladelse til udbyde spil i Danmark
f.eks. via af en forhandler, også være omfattet af den danske
hvidvaskregulering.
Spillemyndigheden skal således allerede i dag påse, at uden-
landske spiludbydere, som opererer her i landet, overholder
hvidvaskloven og de nævnte forordninger.
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektiv som muligt foreslås det dog, at det i § 65, stk.
1, pkt. 1., præciseres, at Spillemyndigheden endvidere påser,
at filialer, distributører og agenter her i landet af sådanne
udenlandske virksomheder og personer overholder denne
lov, regler udstedt i medfør heraf og forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer.
Det foreslåede medfører, at det eksplicit vil fremgå af § 65,
stk. 1, 1. pkt., at Spillemyndigheden fører tilsyn med, at
udenlandske virksomheders og personers filialer, distributø-
rer og agenter her i landet, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr.
20, overholder loven, regler udstedt i medfør heraf og for-
ordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner
mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller orga-
ner.
Der er med ændringen tale om en præcisering af gældende
ret.
Til nr. 16 (§ 78, stk. 1, 2. pkt., i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 78 fastsætter, hvilke overtrædelser af
hvidvaskloven, regler udstedt i medfør heraf og forordninger
der kan straffes. Bestemmelsen fastsætter endvidere strafan-
svar for juridiske personer samt omhandler forældelsesfri-
sten for overtrædelse af lovens bestemmelser og regler ud-
stedt i medfør heraf.
Tilregnelseskravet i hvidvaskloven er forsæt eller grov uagt-
somhed, hvorfor overtrædelser af hvidvaskloven skal være
forsætlige eller groft uagtsomme for at kunne straffes.
Det foreslås, at der i § 78, stk. 1, 2. pkt., indsættes en henvis-
ning til § 5 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 13.
Med lovforslagets § 5 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, foreslås
det, i henhold til artikel 1, nr. 7, litra c, 2. led, i 5. hvidvask-
direktiv, at betalinger foretaget med anonyme forudbetalte
kort udstedt i tredjelande ikke må indløses i Danmark. Til-
svarende må restværdien i kontanter eller kontanthævning af
pengeværdien på sådanne betalingskort ikke indløses i Dan-
mark.
Med forslaget vil overtrædelse af den foreslåede § 5 a kunne
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt i
straffeloven. Strafsubjekterne for overtrædelse af den fore-
slåede bestemmelse vil være fysiske og juridiske personer.
Med forslaget vil en fysisk eller juridisk person, der indløser
en betaling foretaget med et anonymt forudbetalt kort ud-
stedt i et tredjeland kunne straffes.
Indløsning af betalinger svarer til definitionen af ”indløs-
ning af betalingstransaktioner” i § 7, stk. 1, nr. 25, i lov nr.
652 af 8. juni 2017 om betalinger (lov om betalinger), hvor-
ved forstås den situation, hvor en udbyder af betalingstjene-
ster, der har indgået aftale med en betalingsmodtager om
modtagelse og bearbejdning af betalingstransaktioner med
henblik på at overføre midler til betalingsmodtageren gør
dette. Det er altså alene virksomheder med tilladelse som
pengeinstitut, e-pengeinstitut, betalingsinstitut eller virk-
somheder, der har begrænset tilladelse til at udstede e-penge
eller udbyde betalingstjenester, der lovligt kan indløse beta-
lingsinstrumenter, herunder betalingskort såsom kreditkort
og debetkort, her i landet, jf. §§ 2 og 3 i lov om betalinger.
Derudover må offentlige myndigheder og Nationalbanken
også indløse betalingsinstrumenter.
Forbuddet i den foreslåede § 5 a er absolut og omfatter såle-
des virksomheder og personer, der såvel lovligt som ulovligt
kan indløse betalingsinstrumenter i Danmark.
Det foreslås, at strafniveauet følger strafniveauet for over-
trædelse af § 78, stk. 3, i hvidvaskloven, jf. Folketingstiden-
de 2018-19, A, L 47 som fremsat, side 47.
Det foreslås desuden, at hvidvasklovens § 32 indsættes i op-
listningen i § 78, stk. 1, 2. pkt., således at overtrædelse af §
32 vil kunne strafsanktioneres.
68
Hvidvasklovens § 32 fastlægger, at virksomheder i en kon-
cern skal udveksle oplysninger med øvrige virksomheder i
koncernen, hvis midler mistænkes for at være udbytte fra en
kriminel handling eller være forbundet med terrorisme, og
hvor der er givet underretning efter § 26, stk. 1 eller 2. Virk-
somheder i en koncern må ikke udveksle personoplysninger
i medfør af 1. pkt. ud over det, som er nødvendigt for at op-
fylde kravet.
Hvidvasklovens § 32 implementerer artikel 45, stk. 8, i 4.
hvidvaskdirektiv. Det følger endvidere af artikel 58, stk. 1, i
4. hvidvaskdirektiv, at medlemsstaterne skal sikre, at de for-
pligtede enheder kan drages til ansvar for overtrædelse af de
nationale bestemmelser, som gennemfører direktivet, i over-
ensstemmelse med denne artikel og artikel 59-61. Det frem-
går endvidere af bestemmelsen, at enhver sanktion eller for-
anstaltning som følge heraf skal være effektiv, forholdsmæs-
sig og have afskrækkende virkning. Endeligt følger det af
artikel 59, stk. 1, litra d, at medlemsstaterne skal sikre, at
denne artikel som minimum finder anvendelse i forbindelse
med de forpligtede enheders overtrædelse af kravene i artik-
lerne 10, 24, 33-35, 40, 45 og 46, når overtrædelsen er al-
vorlig, gentagen, systematisk eller en kombination heraf.
Strafsubjekterne for overtrædelse af § 32 vil være virksom-
heder, som er omfattet af loven, og som indgår i en koncern.
Med forslaget vil en virksomhed, der undlader at udveksle
oplysninger med øvrige virksomheder i koncernen om, at
midler mistænkes for at være udbytte fra en kriminel hand-
ling eller være forbundet med terrorisme, og hvor der er gi-
vet underretning efter § 26, stk. 1 eller 2, kunne straffes. Ud-
veksling af oplysninger skal kun ske til relevante modtagere,
eksempelvis personer der behandler mistænkelige transakti-
oner i koncernen. Forslaget indebærer ikke, at manglende
udveksling af en kundes øvrige aktiviteter skal kunne straf-
fes.
Med forslaget vil en virksomhed omfattet af loven, der ud-
veksler personoplysninger med øvrige virksomheder i kon-
cernen ud over det, som er nødvendigt for at opfylde kravet i
1. pkt., kunne straffes. Den virksomhed, der sender oplys-
ningerne, skal således sikre, at der kun sendes nødvendige
oplysninger, dvs. der skal foretages en afvejning i det kon-
krete tilfælde. Der må i medfør af § 32, 2. pkt., aldrig sendes
yderligere oplysninger end de oplysninger, der har indgået i
underretningen til Hvidvasksekretariatet, hvorfor en over-
trædelse heraf fremover vil kunne straffes.
Der henvises i øvrigt nærmere til bemærkningerne til hvid-
vasklovens § 32, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41
som fremsat, side 136.
Til nr. 17 (§ 79 i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 79 fastlægger, at en virksomhed eller per-
son, der ikke overholder et påbud, som er givet i medfør af §
51, § 54, stk. 1, §§ 60 eller 66, kan straffes med bøde.
Af hvidvasklovens § 51 a, som blev indført ved ændring af
hvidvaskloven i 2018, jf. § 3 i lov nr. 706 af 8. juni 2018 om
ændring af hvidvaskloven, følger, at Finanstilsynet kan på-
byde en virksomhed omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-8, 10, 11 og
19, at afsætte den person, der er udpeget i henhold til § 7,
stk. 2, inden for en frist fastsat af Finanstilsynet, hvis perso-
nen ikke har tilstrækkeligt godt omdømme eller personens
adfærd giver grund til at antage, at personen ikke vil vareta-
ge stillingen på forsvarlig måde, jf. § 7, stk. 2, 4. pkt.
Af § 51 b, som blev indført ved ændring af hvidvaskloven i
2019, jf. § 1 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 om æn-
dring af hvidvaskloven følger, at Finanstilsynet kan påbyde
en virksomhed eller person omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-8,
10, 11, 19, 23 og 24, at virksomheden eller personen midler-
tidigt ikke må optage nye kundeforhold, når der er konstate-
ret en alvorlig overtrædelse af bestemmelser i denne lov el-
ler regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslås, at § 79 ændres, således at §§ 51 a og 51 b ind-
sættes i oplistningen. Det vil indebære, at manglende over-
holdelse af påbud efter disse bestemmelser vil kunne straffes
med bøde.
Dem, der vil kunne pålægges tvangsmidler for overtrædelse
af påbud efter §§ 51 a og 51 b, vil være virksomheder og
personer, som er omfattet af loven. Den handling, der vil re-
sultere i anvendelse af tvangsmidler i forhold til overtrædel-
se af påbud efter § 51 a, vil bestå i, at en virksomhed, som
får et påbud om at afsætte den hvidvaskansvarlige efter § 51
a, ikke afsætter den hvidvaskansvarlige inden for den frist,
som Finanstilsynet har fastsat.
Den handling, der vil resultere i anvendelse af tvangsmidler
i forhold til overtrædelse af påbud efter § 51 b, vil bestå i, at
en virksomhed, som får et påbud om at stoppe med at optage
nye kundeforhold, fortsætter med dette efter at have modta-
get påbuddet. Overtrædelsen vil også kunne bestå i, at virk-
somheden – efter at have modtaget påbuddet og efter at have
stoppet med at optage nye kundeforhold – på ny begynder at
optage nye kundeforhold, selv om overtrædelserne af hvid-
vaskloven endnu ikke er bragt til ophør, og dette ikke er do-
kumenteret over for Finanstilsynet.
Til nr. 18 (§ 80, stk. 1, i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 80, stk. 1-3, indeholder bemyndigelse til,
at Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen og Spillemyndigheden
som tvangsmiddel kan pålægge en person, en virksomhed
eller de for en virksomhed ansvarlige personer daglige eller
ugentlige bøder, hvis en virksomhed eller person undlader at
69
opfylde de forpligtelser, som påhviler dem i medfør af hen-
holdsvis § 49, stk. 1 og 5, § 58, stk. 5 og 7, og § 65, stk. 2.
Ved § 1 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 om ændring af
hvidvaskloven blev § 49, stk. 7, indført. Bestemmelsen inde-
bærer, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
indberetning af oplysninger, der er nødvendige til brug for
Finanstilsynets risikovurdering af virksomheder og personer
omfattet af hvidvaskloven.
Det foreslås, at der i § 80, stk. 1, indsættes en henvisning til
regler udstedt i medfør af § 49, stk. 7.
Den foreslåede ændring vil medføre, at tvangsbøder vil kun-
ne anvendes til at gennemtvinge indberetningsforpligtelser i
regler udstedt i medfør af § 49, stk. 7.
Dem, der kan pålægges tvangsmidler for overtrædelse af
regler udstedt i medfør af § 49, stk. 7, er virksomheder eller
personer, som er omfattet af de regler, der er oplistet i be-
stemmelsen. Finanstilsynet forventer med hjemmel i § 49,
stk. 7, at udstede en bekendtgørelse, der bl.a. indeholder reg-
ler om indberetning af oplysninger til brug for Finanstilsy-
nets risikovurdering. Handlingen, der resultere i anvendelse
af tvangsmidler, vil bestå i, at en virksomhed eller person ik-
ke foretager indberetning i overensstemmelse med de regler,
som er fastsat af Finanstilsynet i henhold til § 49, stk. 7.
Til § 3
Til nr. 1 (§ 62, stk. 1, 2. pkt., i lov om kapitalmarkeder)
Det følger af § 62, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at en
operatør af et reguleret marked kan outsource en proces, en
tjenesteydelse eller en aktivitet, som operatøren ellers selv
ville udføre, til en leverandør. Det kan eksempelvis være
outsourcing af overvågningen af, at det regulerede markeds
medlemmer overholder det regulerede markeds regler, jf. §
80 i lov om kapitalmarkeder, eller outsourcing af selve drif-
ten af det regulerede markeds handelssystemer.
Outsourcingreglerne har til formål at sikre, at outsourcing-
virksomheden fortsat bærer ansvaret for de opgaver, der ud-
føres hos outsourcingleverandøren, samt at sikre, at Finans-
tilsynet fortsat kan udøve et effektivt tilsyn. Ved outsour-
cing skal outsourcingvirksomheden derfor sikre, at den har
kontrol over opgaverne, og at outsourcingvirksomheden har
mulighed for at udøve nødvendig indflydelse på opgavernes
udførelse.
Ved vurderingen af om virksomheden selv ville have udført
den outsourcede proces, tjenesteydelse eller aktivitet, bør
virksomheden overveje, om den proces, den tjenesteydelse
eller den aktivitet, eller dele heraf, der outsources til en leve-
randør, udføres gentagne gange eller løbende af leverandø-
ren. Det skal forudsættes af parterne, at aftalen ikke kun er
en enkeltstående ydelse, men en aftale, der på tidspunktet
for dens indgåelse forventes at strække sig over en periode
af en vis varighed. Det kan bl.a. indgå i vurderingen, om
denne proces, tjenesteydelse eller aktivitet, eller dele heraf,
normalt ville falde inden for rammerne af processer, tjene-
steydelser eller aktiviteter, der ville eller kunne blive udført
af virksomheden, også selvom virksomheden ikke tidligere
har udført denne proces, tjenesteydelse eller aktivitet selv.
Såfremt det outsourcede kan kategoriseres som enten en
proces, en tjenesteydelse eller en aktivitet, finder reglerne
anvendelse, også selvom det outsourcede kan kategoriseres i
mere end én af de pågældende kategorier.
Det foreslås, at der i § 62, stk. 1, indsættes et 2. pkt., hvoref-
ter en operatør af et reguleret marked, som driver en multila-
teral handelsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfaci-
litet (OHF) ligeledes omfattes af bestemmelsens 1. pkt.
En operatør af et reguleret marked kan også opnå særskilt
tilladelse til at drive en MHF eller OHF. Den foreslåede æn-
dring vil derfor betyde, at reglerne om outsourcing også vil
finde anvendelse på en operatør af et reguleret marked, der
har tilladelse til at drive en MHF eller en OHF, i tilfælde af
at operatøren vælger at outsource en proces, en tjenesteydel-
se eller en aktivitet i forbindelse med driften af enten
MHF’en eller OHF’en.
Den 1. juli 2020 trådte bekendtgørelse nr. 877 af 12. juni
2020 om outsourcing for kreditinstitutter m.v. i kraft. Den
finder bl.a. anvendelse på operatører af regulerede marke-
der, når disse gør brug af outsourcing. Bekendtgørelsen in-
deholder bl.a. bestemmelser, der fastsætter krav til ledelse
og styring af outsourcing, krav ved videreoutsourcing, krav
til outsourcingkontrakten og dokumentationskrav.
Til nr. 2 (§ 253 a i lov om kapitalmarkeder)
Det følger af § 253 a i lov om kapitalmarkeder, at overtræ-
delse af en række nærmere angivne bestemmelser i Rådets
og Parlamentets forordning (EU) nr. 1011/2016 af 8. juni
2016 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle
instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på
at måle investeringsfondes økonomiske resultater (ben-
chmarkforordningen), straffes med bøde, medmindre højere
straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Som følge af de ændringer i benchmarkforordningen, der
følger af forordning 2019/2089/EU af 27. november 2019
om ændring af forordning (EU) 2016/1011, for så vidt angår
EU-benchmarks for klimaovergangen, Paristilpassede EU-
benchmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om
benchmarks (ændringsforordningen), fremgår det af artikel
70
42, stk. 1, i benchmarkforordningen, at de kompetente myn-
digheder tillige skal have beføjelse til at pålægge passende
administrative sanktioner og træffe andre administrative for-
anstaltninger i forbindelse med overtrædelse af artikel 19
a-19 c i benchmarkforordningen, samt i tilfælde af manglen-
de samarbejde eller indvilligelse i en undersøgelse, kontrol
eller anmodning om oplysninger, jf. artikel 41 i benchmark-
forordningen.
Det følger af artikel 42, stk. 3, 2. pkt., i benchmarkforord-
ningen, at medlemslandene kan beslutte ikke at fastsætte
regler for administrative sanktioner som fastsat i bestemmel-
sens stk. 1 for overtrædelser omhandlet i stk. 1, der er under-
lagt strafferetlige sanktioner i henhold til national ret.
Det foreslås, at der i § 253 a indsættes en henvisning til arti-
kel 19 a-19 c i benchmarkforordningen.
Den foreslåede ændring vil indebære, at overtrædelse af arti-
kel 19 a-19 c i benchmarkforordningen, kan straffes med bø-
de. Med forslaget indføres mulighed for at give bødestraf for
overtrædelser af en række nyindførte forpligtelser, der på-
hviler administratorer i henhold til benchmarkforordningen.
Med den foreslåede ændring vil der kunne idømmes bøder
for overtrædelse af de regler, som Kommissionen har hjem-
mel til at udstede i medfør af benchmarkforordningens arti-
kel 19 a, stk. 2, og artikel 19 c.
Bestemmelsen gennemfører artikel 1, nr. 7, i forordning
2089/2019/EU om ændring af benchmarkforordningen for
så vidt angår EU-benchmarks for klimaovergangen, Paristil-
passede EU-benchmarks og bæredygtighedsrelaterede op-
lysninger om benchmarks (ændringsforordningen).
Administratorer kan både være fysiske og juridiske perso-
ner. I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser om-
handler pligter eller forbud, er de mulige ansvarssubjekter
derfor den fysiske eller juridiske person, der som admini-
strator leverer et benchmark.
Bødeniveauet vil blive fastsat i overensstemmelse med de
generelle regler om straf i § 255, stk. 5, i lov om kapitalmar-
keder. Det fremgår heraf, at der ved udmåling af bøder læg-
ges vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens
økonomiske forhold. For overtrædelser begået af juridiske
personer lægges ved vurderingen af gerningsmandens øko-
nomiske forhold vægt på virksomhedens nettoårsomsætning
på gerningstidspunktet. For overtrædelser begået af fysiske
personer lægges vægt på den pågældendes indtægtsforhold
på gerningstidspunktet. Det er afgørende, at der ved strafud-
målingen lægges vægt på de nævnte faktorer, således at bø-
der vil have en pønal og præventiv effekt på alle aktører på
markedet, og således at det finansielle incitament til at over-
træde bestemmelserne reduceres. Vurderingen af overtræ-
delsens grovhed bør efter § 255, stk. 5, foregå uafhængigt af
gerningsmandens økonomiske forhold.
Artikel 19 a i benchmarkforordningen, som indført ved æn-
dringsforordningen, fastsætter, at administratorer af EU-
benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-
benchmarks skal inddrage og oplyse om en række forhold
knyttet til benchmarkets metodologi. Disse administratorer
skal bl.a. give oplysninger om kriterierne for fastlæggelse af
dekarboniseringsforløbet, indeksporteføljens samlede CO2-
emissioner for så vidt angår EU-benchmarks for klimaover-
gangen og angive den formel eller beregning, der anvendes
til at fastslå, om emissioner er i overensstemmelse med må-
lene i Parisaftalen, for så vidt angår Paristilpassede EU-ben-
chmarks.
Det følger ligeledes af artikel 19 a i benchmarkforordnin-
gen, at Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de-
legerede retsakter til fastsættelse af minimumsstandarder for
EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede
EU-benchmarks.
Artikel 19 b i benchmarkforordningen, som indført ved æn-
dringsforordningen, stiller nærmere kriterier for benchmar-
kadministratorers udvælgelse, vægtning og udelukkelse af
underliggende aktiver for så vidt angår EU-benchmarks for
klimaovergangen.
Det følger af artikel 19 c i benchmarkforordningen, at for så
vidt angår Paristilpassede EU-benchmarks tillægges Kom-
missionen en beføjelse til at vedtage en delegeret retsakt til
identificering af de sektorer, der skal udelukkes, fordi de ik-
ke har målbare mål for nedbringelse af CO2 med konkrete
frister, tilpasset målene i Parisaftalen.
Ved Paristilpassede EU-benchmarks forstås benchmarks,
som er mærket som Paristilpassede EU-benchmarks. Pari-
stilpassede EU-benchmarks underliggende aktiver skal være
sammensat på en sådan måde, at den deraf følgende ben-
chmarkporteføljes CO2-emissioner er tilpasset målene i Pa-
risaftalen. Hertil kommer, at Paristilpassede EU-benchmarks
skal være sammensat i overensstemmelse med nærmere an-
givne minimumsstandarder, der udarbejdes af Kommissio-
nen. Aktiviteter i forbindelse med disse benchmarks under-
liggende aktiver må ikke i væsentlig grad skade andre miljø-
mæssige, sociale eller ledelsesmæssige (ESG) mål, jf. artikel
1, nr. 1, i ændringsforordningen, som indfører artikel 3, stk.
1, nr. 23 b, i benchmarkforordningen.
Ved et dekarboniseringsforløb forstås et målbart, videnska-
beligt baseret og tidsbundet forløb i retning af tilpasning til
målene i Parisaftalen ved en nedbringelse af nærmere angiv-
ne typer CO2-emissioner, jf. artikel 1, nr. 1, i ændringsfor-
ordningen, som indfører artikel 3, stk. 1, nr. 23 c, i ben-
chmarkforordningen.
71
Ved en administrator forstås en juridisk eller fysisk person,
der fører kontrol med leveringen af benchmarks, herunder
administrerer ordningerne for fastlæggelse af benchmarks,
indsamler og analyserer inputdataene, fastlægger benchmar-
ket og offentliggør det.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.15. i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 4
Til nr. 1 (Fodnoten til lov om investeringsforeninger m.v.)
Lov om investeringsforeninger m.v. indeholder en fodnote,
der oplister de direktiver og ændringsdirektiver, som er im-
plementeret helt eller delvist i loven. Endvidere er en række
forordninger oplistet, hvori indgår bestemmelser, som er
medtaget i lov om investeringsforeninger m.v.
Det foreslås, at fodnoten til lovens titel nyaffattes, så direkti-
verne og forordningerne i noten til lov om investeringsfor-
eninger m.v. bliver sat i kronologisk rækkefølge.
Der tilføjes ikke nye direktiver eller forordninger med nyaf-
fattelsen. Der er således tale om en ændring af redaktionel
karakter.
Til nr. 2 (§ 18, stk. 1, 4. pkt., i lov om investeringsforeninger
m.v.)
Det følger af § 18, stk. 1, i lov om investeringsforeninger
m.v., at vedtægterne eller fondsbestemmelserne i en dansk
UCITS kan indeholde bestemmelser om, at den danske
UCITS’ afdelinger kan opdeles i andelsklasser, og at besty-
relsen kan etablere andelsklasser i en afdeling. I en beståen-
de afdeling i en investeringsforening eller SIKAV skal afde-
lingens investorer dog først på en generalforsamling have
truffet beslutning om, at afdelingen kan opdeles i andels-
klasser. Er der tale om en værdipapirfond, er det bestyrelsen
for værdipapirfondens investeringsforvaltningsselskab eller
administrationsselskab, der træffer beslutningen. Det skal
fremgå af afdelingens navn, hvis bestyrelsen kan etablere
andelsklasser i afdelingen.
Danske UCITS er investeringsforeninger, SIKAV’er (sel-
skaber for investering med kapital, der er variabel) og vær-
dipapirfonde.
Etablering af andelsklasser giver mulighed for at underopde-
le afdelinger i investeringsforeninger. Andelsklasserne har
forskellige karakteristika og kan dermed målrettes bestemte
typer investorer.
§ 18, stk. 1, 4. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v.
blev indført i loven af hensyn til styring af administrative
systemer i SKAT.
Der er ikke længere tekniske eller administrative årsager i
SKAT til opretholdelse af kravet om, at det af afdelingens
navn fremgår, hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i
afdelingen.
Det foreslås på den baggrund, at § 18, stk. 1, 4. pkt., i lov
om investeringsforeninger m.v. ophæves.
Ophævelsen vil medføre, at der fremadrettet ikke længere
vil være krav om, at det skal fremgå i afdelingsnavnet i dan-
ske UCITS’, at der kan etableres andelsklasser i den pågæl-
dende afdeling.
Til nr. 3 (§ 161, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v.)
Det følger af § 161, stk. 1, i lov om investeringsforeninger
m.v., at Finanstilsynet påser overholdelsen af en række di-
rektiver og forordninger, dog skal Erhvervsstyrelsen påse
overholdelsen af § 14 om anmeldelse og registrering i Er-
hvervsstyrelsen. Endvidere påser Finanstilsynet, at danske
UCITS overholder deres vedtægter eller fondsbestemmelser,
når vedtægterne eller fondsbestemmelserne er godkendt af
Finanstilsynet. Herudover kontrollerer Finanstilsynet, at reg-
lerne for finansiel information i årsrapporter og delårsrap-
porter i §§ 82-92 og i regler udstedt i medfør af § 95 er over-
holdt for danske UCITS, som har udstedt værdipapirer, der
handles på et reguleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov
om kapitalmarkeder
Det foreslås, at der foretages en række redaktionelle ændrin-
ger af bestemmelsen, samtidig med at Finanstilsynets udpe-
ges som tilsynsmyndighed af Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-
sielle tjenesteydelser (disclosureforordningen) og regler
fastsat i medfør heraf.
Det foreslås i § 161, stk. 1, nr. 1, at Finanstilsynet skal påse
overholdelsen af loven og de regler, der er udstedt i medfør
af loven, undtagen § 60, stk. 1 og 2, og § 63 b, jf. dog stk. 2.
Det foreslåede nr. 1 medfører, at Finanstilsynet ikke fører
tilsyn med spekulationsbestemmelserne i § 60, stk. 1 og 2.
Tilsynspligten vedrørende disse bestemmelser påhviler den
danske UCITS᾽ revisor.
Opgaverne vedrørende regnskabskontrol af for eksempel in-
vesteringsforeninger, hvis andele er optaget til handel på
OMX Nasdaq, varetages af Finanstilsynet. Erhvervsstyrel-
sen varetager regnskabskontrol af selskaber, der er omfattet
af årsregnskabsloven
72
Herudover medfører det foreslåede nr. 1, at Finanstilsynet
ikke skal påse overholdesen af § 63 b, da bestemmelsen ret-
ter sig til en kreds af ansatte i investeringsforeninger og SI-
KAV᾽er og ikke til selve investeringsforeningen eller SI-
KAV᾽en. Der henvises til bemærkningerne til § 63 b, jf. Fol-
ketingstidende 2013-14, A, L 133 som fremsat, side 277.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 2, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af danske UCITS’ vedtægter eller fondsbestemmelser, når
Finanstilsynet har godkendt vedtægterne eller fondsbestem-
melserne.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 3, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love
og administrative bestemmelser om visse institutter for kol-
lektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)
(UCITS-direktivet).
Det foreslåede nr. 3 medfører, at Finanstilsynet som kompe-
tent myndighed skal påse overholdelsen af de bestemmelser,
der er implementeret i dansk ret i medfør af direktiv
2009/65/EF, og overholdelsen af de retsakter og tekniske
standarder, der er udstedt i medfør af direktiv 2009/65/EF,
og som er umiddelbart gældende i medlemsstaterne. Til-
synsforpligtelsen følger af artikel 97 i direktiv 2009/65/EF.
Bestemmelsen implementerer artikel 97 af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om
samordning af love og administrative bestemmelser om vis-
se institutter for kollektiv investering i værdipapirer (inve-
steringsinstitutter).
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 4, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU
af 12. december 2017 om en generel ramme for securitise-
ring og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, trans-
parent og standardiseret securitisering og regler fastsat i
medfør heraf.
Det foreslåede nr. 4 vil medføre, at Finanstilsynet udpeges
som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af
12. december 2017 om en generel ramme for securitisering
og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transpa-
rent og standardiseret securitisering (STS-forordningen).
Efter artikel 29 i STS-forordningen skal hvert medlemsland
udpege en kompetent myndighed til at varetage de opgaver,
der følger af forordningen. Efter artikel 30 skal hvert med-
lemsland sikre, at den kompetente myndighed, som er udpe-
get i overensstemmelse med artikel 29, stk. 1-5, har de til-
syns-, undersøgelses- og sanktionsbeføjelser, der er nødven-
dige for, at den kan opfylde sine opgaver i henhold til denne
forordning.
Bestemmelsen supplerer artikel 29 og til dels artikel 30 i
STS-forordningen.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 5, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1131/2017 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger og
regler fastsat i medfør heraf.
Forordningen om pengemarkedsforeninger fastsætter en
række krav til investeringsinstitutter, der investerer i kortfri-
stede pengemarkedsinstrumenter. Der er bl.a. krav om,
hvordan de skal organisere sig, navnepligt, hvilke instru-
menter de må investere i, spredningsregler og indberetning
af oplysninger om pengemarkedsforeningernes investerin-
ger.
Det foreslåede nr. 5 vil medføre, at Finanstilsynet som en
del af sit løbende tilsyn og i forbindelse med inspektioner
tillige vil skulle føre tilsyn med, at danske UCITS overhol-
der forordningen om pengemarkedsforeningers regler.
Bestemmelsen supplerer artikel 39 i pengemarkedsforord-
ningen.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 6, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1156/EU
af 20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution
af kollektive investeringsinstitutter og om ændring af for-
ordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og regler
fastsat i medfør heraf.
Det foreslåede nr. 6 vil medføre, at Finanstilsynet udpeges
som ansvarlig myndighed for tilsynet med overholdelse af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1156/EU af
20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution af
73
kollektive investeringsinstitutter og om ændring af forord-
ning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013.
Finanstilsynet er allerede i dag tilsynsmyndighed for de
virksomheder, der omfattes af cross border-forordningen.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 7, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU
af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionspro-
dukt og regler fastsat i medfør heraf.
Det foreslåede nr. 7 vil medføre, at Finanstilsynet som kom-
petent myndighed fører tilsyn med, at PEPP-forordningen
og regler udstedt i medfør heraf overholdes. Finanstilsynet
er allerede tilsynsmyndighed for danske UCITS, der omfat-
tes af forordningen.
I henhold til artikel 61, stk. 1, i PEPP-forordningen fører de
kompetente myndigheder for PEPP-udbyderen løbende og i
overensstemmelse med den relevante sektorspecifikke til-
synsordning tilsyn med overholdelsen af PEPP-forordnin-
gen. De er tillige ansvarlige for tilsynet med dels overhol-
delsen af forpligtelserne i PEPP-udbyderens regler eller ved-
tægter, dels hensigtsmæssigheden af dennes ordninger og
organisation med hensyn til de opgaver, der skal udføres i
forbindelse med udbud af et PEPP-produkt.
De kompetente myndigheder er i artikel 2, nr. 18, i PEPP-
forordningen defineret som de nationale myndigheder, som
er udpeget af en medlemsstat til at føre tilsyn med PEPP-ud-
bydere eller PEPP-distributører, alt efter tilfældet, eller til at
udføre de opgaver, der er omhandlet i forordningen.
I medfør af artikel 62 i PEPP-forordningen skal hver med-
lemsstat sikre, at den kompetente myndighed, som er udpe-
get af de nationale myndigheder, har de tilsyns-, undersøgel-
ses- og sanktionsbeføjelser, der er nødvendige for, at den
kan opfylde sine opgaver i henhold til PEPP-forordningen.
Bestemmelsen supplerer PEPP-forordningens artikel 61 og
62.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 8, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU
af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplys-
ninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser og regler
fastsat i medfør heraf.
Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål at udpe-
ge Finanstilsynet som kompetent myndighed efter disclosu-
reforordningen og regler fastsat i medfør heraf.
Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav
for finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere.
Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. et investe-
ringsforvaltningsselskab, jf. artikel 2, nr. 1, litra i, i disclosu-
reforordningen. Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. et in-
vesteringsforvaltningsselskab, der yder investeringsrådgiv-
ning, jf. artikel 2, nr. 11, litra f, i disclosureforordningen.
Efter artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen skal hvert
medlemsland sikre, at den kompetente myndighed, der er
udpeget i overensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samord-
ning af love og administrative bestemmelser om visse insti-
tutter for kollektiv investering i værdipapirer (investerings-
institutter) (UCITS-direktivet), udpeges som kompetent
myndighed til at varetage de opgaver, der følger af disclosu-
reforordningen.
Den foreslåede indsættelse af disclosureforordningen i be-
stemmelsen vil medføre, at Finanstilsynet bliver udpeget
som kompetent myndighed i forhold til at påse overholdel-
sen af forordningen.
Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også skulle
påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har
hjemmel til at udstede i medfør af disclosureforordningen.
Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet bl.a.
vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af dis-
closureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen supplerer artikel 14, stk. 1, i disclosurefor-
ordningen.
Med forslaget til stk. 2 vil Erhvervsstyrelsen dog påse over-
holdelsen af § 14, stk. 1 og 3. Finanstilsynet kontrollerer, at
reglerne for finansiel information i årsrapporter og delårs-
rapporter i §§ 82-92 og i regler udstedt i medfør af § 95 er
overholdt for danske UCITS, som har udstedt værdipapirer,
der handles på et reguleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i
lov om kapitalmarkeder.
Opgaverne vedrørende regnskabskontrol af f.eks. investe-
ringsforeninger, hvis andele er optaget til handel på den re-
gulerede markedsplads Nasdaq Copenhagen varetages af Fi-
nanstilsynet. Erhvervsstyrelsen varetager regnskabskontrol
af selskaber, der er omfattet af årsregnskabsloven.
74
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Til nr. 4 (§ 179, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v.)
Den gældende bestemmelse i § 179, stk. 1, i lov om investe-
ringsforeninger m.v. angiver de virksomheder, der kan anses
som part i sager, hvor Finanstilsynet har truffet eller vil
træffe afgørelse i medfør af lov om investeringsforeninger
m.v. eller regler fastsat i medfør heraf.
Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, nr. 3,
foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af
en række yderligere forordninger.
Det foreslås på den baggrund, at der i § 179, stk. 1, indsæt-
tes en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel
ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik
ramme for simpel, transparent og standardiseret securitise-
ring (STS-forordningen), Europa-Parlamentets og Rådets
Forordning (EU) nr. 2017/1131 af 14. juni 2017 om penge-
markedsforeninger (pengemarkedsforordningen) og Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. no-
vember 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i
sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordnin-
gen) og regler udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at virksomheder, der
træffes afgørelse overfor i medfør af de forordninger, som
Finanstilsynet efter den foreslåede bestemmelse i lovforsla-
gets § 4, nr. 3, vil skulle påse overholdelsen af, ligeledes an-
ses som parter i forhold til Finanstilsynet.
Til nr. 5 (§ 189 i lov om investeringsforeninger m.v.)
Den gældende bestemmelse i § 189 i lov om investerings-
foreninger m.v. indeholder en klageadgang til Erhvervsan-
kenævnet for den, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet
eller Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller regler ud-
stedt i medfør heraf retter sig mod.
Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, nr. 3,
foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af
en række yderligere forordninger.
Det foreslås på den baggrund, at der i § 189 indsættes en
henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme
for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for
simpel, transparent og standardiseret securitisering (STS-
forordningen), Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsfor-
eninger (pengemarkedsforordningen) og Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november
2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren
for finansielle tjenesteydelser og regler udstedt i medfør her-
af.
Den foreslåede ændring vil indebære, at afgørelser truffet af
Finanstilsynet i medfør af de forordninger, som Finanstilsy-
net efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, nr.
3, vil skulle påse overholdelsen af, også kan indbringes for
Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er
meddelt den pågældende, som afgørelsen retter sig mod.
Til § 5
Til nr. 1 (§ 6, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative inve-
steringsfonde m.v.)
Det følger af § 6, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative in-
vesteringsfonde m.v., at virksomheder, der forvalter en eller
flere alternative investeringsfonde, skal have tilladelse af Fi-
nanstilsynet, såfremt aktiverne i de alternative investerings-
fonde sammenlagt overstiger en værdi svarende til 100 mio.
euro eller 500 mio. euro, såfremt virksomheden udelukken-
de forvalter alternative investeringsfonde, der ikke har gea-
ret sine investeringer, og ingen investorer i fondene har ret
til at blive indløst i en periode på minimum 5 år efter datoen
for den oprindelige investering i hver af fondene.
Virksomheder skal søge om tilladelse fra Finanstilsynet til at
forvalte alternative investeringsfonde i medfør af § 11 i lov
om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., såfremt
de overstiger tærsklerne i § 6, stk. 1.
Tærskelværdierne i § 6, stk. 1, i lov om forvaltere af alterna-
tive investeringsfonde m.v., gælder ikke for forvaltere af en
eller flere kapitalforeninger, forvaltere af en eller flere inve-
storfradragsfonde og selvforvaltende investorfradragsfonde,
da disse forvaltere altid skal have tilladelse, jf. i § 6, stk. 4, i
lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.
Ved § 6, nr. 2, i lov nr. 706 af 8. juni 2018 om ændring af
lov om finansiel virksomhed, hvidvaskloven, lov om forval-
tere af alternative investeringsfonde m.v. og forskellige an-
dre love blev AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde sat
ind i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.
som to nye typer alternative investeringsfonde.
En AIF-SIKAV er en alternativ investeringsfond, som er
stiftet efter reglerne i afsnit VIII i lov om forvaltere af alter-
native investeringsfonde m.v. som et selskab med en eller
flere investorer, hvis vedtægter angiver, at selskabet er en
alternativ investeringsfond med variabel kapital, og som har
udpeget en forvalter, der har tilladelse til at administrere al-
ternative investeringsfonde, og som har ansvaret for at for-
valte AIF-SIKAV’en, jf. § 3, stk. 1, nr. 12, i lov om forval-
tere af alternative investeringsfonde m.v.
75
En AIF-værdipapirfond er en alternativ investeringsfond,
som er etableret af en forvalter af alternative investerings-
fonde, der har tilladelse til at administrere alternative inve-
steringsfonde, og hvis fondsbestemmelser angiver, at fonden
er en AIF-værdipapirfond, jf. § 3, stk. 1, nr. 13, i lov om for-
valtere af alternative investeringsfonde m.v.
AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde burde rettelig være
omfattet af undtagelsen i § 6, stk. 4, i lov om forvaltere af
alternative investeringsfonde m.v.
Det foreslås, at AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde ind-
sættes i § 6, stk. 4, så forvaltere af AIF-SIKAV’er og AIF-
værdipapirfonde også er omfattet af bestemmelsen.
Det foreslås, at forvaltere af AIF-SIKAV’er og AIF-værdi-
papirfonde omfattes af § 6, stk. 4, i lov om forvaltere af al-
ternative investeringsfonde m.v., således at tærskelværdier-
ne i § 6, stk. 1, ikke gælder for disse forvaltere, da de altid
skal have en tilladelse.
Forslaget vil indebære, at det præciseres, at forvalteren af
AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde skal have tilladelse
fra Finanstilsynet til at forvalte AIF-SIKAV’er og AIF-vær-
dipapirfonde uanset værdien af aktiverne i AIF-SIKAV’en
eller AIF-værdipapirfonden. Det svarer til den gældende re-
gel for forvaltere af kapitalforeninger, investorfradragsfonde
og selvforvaltende investorfradragsfonde jf. § 6, stk. 4, i lov
om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.
Til nr. 2 (§ 18, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative inve-
steringsfonde m.v.)
Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. in-
deholder ikke en bestemmelse, der giver erhvervsministeren
bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos
forvaltere af alternative investeringsfonde.
Det følger af § 8, stk. 5, 1. pkt., i lov om forvaltere af alter-
native investeringsfonde m.v., at såfremt en forvalter har til-
ladelse til at udføre de aktiviteter, som er nævnt i lovens bi-
lag 1, nr. 3, finder § 43, § 71, stk. 3, og § 72 i lov om finan-
siel virksomhed tilsvarende anvendelse på forvalterens udfø-
relse af disse tjenesteydelser.
§ 43 i lov om finansiel virksomhed indeholder generelle reg-
ler om god skik, prisoplysning og kontraktforhold, herunder
en række bemyndigelsesbestemmelser.
I lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 4, fremgår, at er-
hvervsministeren kan fastsætte regler om kompetencekrav
for ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, fonds-
mæglerselskaber, filialer af udenlandske pengeinstitutter og
investeringsselskaber samt tilknyttede agenter omfattet af §
9 a, der yder rådgivning om finansielle instrumenter. Mini-
steren fastsætter endvidere regler om kompetencekrav for
ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som præ-
senterer, tilbyder, rådgiver om eller administrerer boligkre-
ditaftaler.
Denne bemyndigelse er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 864
af 23. juni 2017 om kompetencekrav til ansatte, der yder in-
vesteringsrådgivning og formidler information om visse in-
vesteringsprodukter, herefter kompetencekravsbekendtgø-
relsen.
Bekendtgørelsen finder anvendelse på pengeinstitutter og
fondsmæglerselskaber her i landet, som yder investerings-
rådgivning om investeringsprodukter eller porteføljer af in-
vesteringsprodukter, rådgivning om puljer, jf. § 2, stk. 1, nr.
3, i bekendtgørelse om visse skattebegunstigende opspa-
ringsformer i pengeinstitutter samt formidling af informa-
tion om investeringsprodukter til detailkunder, jf. kompeten-
cekravsbekendtgørelsen, § 1, stk. 1.
Bekendtgørelsen finder tillige anvendelse på en filial af et
udenlandsk pengeinstitut og et fondsmæglerselskab, når fi-
lialen yder aktiviteterne nævnt i stk. 1, nr. 1-3, her i landet,
jf. kompetencekravsbekendtgørelsen, § 1, stk. 2.
Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse på tilknyttede
agenter, jf. § 9 b i lov om finansiel virksomhed, investe-
ringsrådgivere, jf. § 343 a i lov om finansiel virksomhed, og
finansielle rådgivere, jf. § 1, nr. 2 og 3, i lov om finansielle
rådgivere og boligkreditformidlere, i det omfang de yder de
i stk. 1 nævnte tjenesteydelser til detailkunder, jf. kompeten-
cekravsbekendtgørelsen § 1, stk. 3.
Forvaltere af alternative investeringsfonde er i dag ikke om-
fattet af anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgø-
relsen.
Forvaltere af alternative investeringsfonde er ikke reguleret i
lov om finansiel virksomhed, men i lov om forvaltere af al-
ternative investeringsfonde m.v. Da forvaltere af alternative
investeringsfonde ikke er omfattet af anvendelsesområdet i
lov om finansiel virksomhed, kan disse institutter ikke skri-
ves direkte ind i bemyndigelsesbestemmelsen i § 43, stk. 4.
Med lovforslaget foreslås derfor en selvstændig bemyndi-
gelsesbestemmelse i lov om forvaltere af alternative investe-
ringsfonde m.v.
Det foreslås at indsætte et stk. 4 i § 18 i lov om forvaltere af
alternative investeringsfonde m.v., som bemyndiger er-
hvervsministeren til at fastsætte regler om kompetencekrav
til ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde, der
har tilladelse til at udøve aktiviteter omfattet af bilag 1, nr.
3, litra b, punkt i.
76
Forvaltere af alternative investeringsfonde kan få tilladelse
af Finanstilsynet til at yde investeringsrådgivning, jf. bilag
1, nr. 3, litra b, punkt i, i lov om forvaltere af alternative in-
vesteringsfonde m.v.
Forvaltere af alternative investeringsfonde er i dag ikke om-
fattet af anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgø-
relsen.
Den foreslåede ændring har til formål at styrke investorbe-
skyttelsen, da ansatte hos forvaltere af alternative investe-
ringsfonde vil skulle opfylde de kompetencekrav, som føl-
ger af kompetencekravsbekendtgørelsen og dennes bilag.
Den ansatte hos forvalteren af alternative investeringsfonde
vil bl.a. skulle kunne yde forsvarlig rådgivning til detailkun-
der, herunder have kompetencer inden for relevant lovgiv-
ning, investeringsprodukter og økonomisk forståelse.
Den foreslåede ændring vil medføre, at en forvalters ansatte
vil være omfattet af de krav, som fremgår af kompetence-
kravsbekendtgørelsen, hvis forvalteren har tilladelse til at
yde investeringsrådgivning og denne rådgivning ydes over
for detailinvestorer.
Lovforslaget medfører ikke, at § 8, stk. 5, 1. pkt., i lov om
forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. ændres eller
ophæves.
Til nr. 3 (§ 155, stk. 1, 6. pkt., i lov om forvaltere af alterna-
tive investeringsfonde m.v.)
Den gældende bestemmelse i § 155, stk. 1, i lov om forval-
tere af alternative investeringsfonde m.v. angiver bl.a. de
regler i øvrig lovgivning og forordninger, som Finanstilsy-
net påser overholdelsen af.
Det foreslås, at der i § 155, stk. 1, 6. pkt., indsættes en hen-
visning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-
ser.
Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet vil
skulle påse overholdelsen af disclosureforordningen og reg-
ler udstedt i medfør heraf.
Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav
for finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere.
Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. en forvalter af
alternative investeringsfonde, en forvalter af en kvalificeret
venturekapitalfond, der er registreret i medfør af artikel 14 i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 345/2013/EU
af 17. april 2013 om europæiske venturekapitalfonde, og en
forvalter af en kvalificeret social iværksætterfond, der er re-
gistreret i medfør af artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om euro-
pæiske sociale iværksætterfonde, jf. artikel 2, nr. 1, litra e, g
og h, i disclosureforordningen.
Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. en forvalter af alterna-
tive investeringsfonde, der yder investeringsrådgivning, jf.
artikel 2, nr. 11, litra e, i disclosureforordningen.
Efter artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen skal hvert
medlemsland sikre, at den kompetente myndighed, der er
udpeget i overensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere
af alternative investeringsfonde, udpeges som kompetent
myndighed til at varetage de opgaver, der følger af disclosu-
reforordningen.
Med den foreslåede indsættelse af en henvisning til disclo-
sureforordningen i bestemmelsen vil Finanstilsynet bliver
udpeget som kompetent myndighed til at påse overholdelsen
af forordningen.
Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også skulle
påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har
hjemmel til at udstede i medfør af forordningen.
Den foreslåede ændring vil også medføre, at Finanstilsynet
bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af
disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen gennemfører artikel 14, stk. 1, i disclosure-
forordningen.
Til nr. 4 (§ 189 i lov om forvaltere af alternative investe-
ringsfonde m.v.)
Den gældende bestemmelse i § 189 i lov om forvaltere af al-
ternative investeringsfonde m.v. indeholder en klageadgang
til Erhvervsankenævnet for den, som en afgørelse truffet af
Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen i henhold til loven el-
ler regler udstedt i medfør heraf retter sig mod.
Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 5, nr. 3,
foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af
en række yderligere forordninger.
Det foreslås på den baggrund, at der i § 189 indsættes en
henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske sociale
iværksætterfonde, Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske ven-
turekapitalfonde, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/1131/EU af 14. juni 2017 om pengemarkedsforenin-
77
ger, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme
for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for
simpel, transparent og standardiseret securitisering, Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26. no-
vember 2014 om dokumenter med central information om
sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter
til detailinvestorer (PRIIP’er), og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-
sielle tjenesteydelser og regler udstedt i medfør heraf.
Med forslaget vil afgørelser truffet af Finanstilsynet i med-
før af de ovennævnte forordninger eller regler udstedet i
medfør af disse kunne indbringes for Erhvervsankenævnet,
senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende,
som afgørelsen retter sig mod.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af
bestemmelsen i øvrigt.
Til § 6
Til nr. 1 (§ 1. stk. 4, i lov om forsikringsformidling)
Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 1, stk. 4, i lov
om forsikringsformidling, at lovens § 3, stk. 6, og § 4, stk. 4,
finder anvendelse på danske forsikringsselskaber, filialer i
Danmark af et forsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i
et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et
land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finan-
sielle område og filialer i Danmark af forsikringsselskaber,
der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske
Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det fi-
nansielle område. Bestemmelsen i § 3, stk. 6, finder også an-
vendelse på genforsikringsselskaber, jf. § 1, stk. 5. Bestem-
melserne indebærer, at et forsikringsselskab, et genforsik-
ringsselskab, en forsikringsformidler og en genforsikrings-
formidler alene må benytte forsikrings- og genforsikringsdi-
stributionsydelser fra en forsikrings-, genforsikringsformid-
ler eller accessorisk forsikringsformidler, der har en tilladel-
se fra Finanstilsynet i medfør af lov om forsikringsformid-
ling.
I lovforslagets § 6, nr. 2 og 3, foreslås det at indsætte en for-
pligtelse for virksomheder, der ønsker tilladelse fra Finans-
tilsynet til at drive forsikringsformidlingsvirksomhed som
forsikringsformidler eller accessorisk forsikringsformidler,
til at indsende sådanne ansøgninger digitalt ved brug af selv-
betjeningsløsningen på www.virk.dk.
Lovforslagets § 6, nr. 2 og 3, vil indebære, at der i lov om
forsikringsformidling vil blive indsat et nyt stk. 4 i § 3,
hvorefter stk. 4-6 bliver til stk. 5-7, samt et nyt stk. 3 i § 4,
hvorefter stk. 3-4 bliver stk. 4-5.
Det foreslås derfor i lovforslagets § 6, nr. 1, at ændre hen-
visningen i § 1, stk. 4, i lov om forsikringsformidling fra en
henvisning til § 3, stk. 6, og § 4, stk. 4, til en henvisning til §
3, stk. 7, og § 4, stk. 5.
Det foreslås samtidig at ændre henvisningen i § 1, stk. 5, i
lov om forsikringsformidling fra en henvisning til § 3, stk.
6, til en henvisning til § 3, stk. 7.
Til nr. 2 (§ 3, stk. 4, i lov om forsikringsformidling)
Virksomheder, der ønsker at udøve forsikringsdistribution
og genforsikringsdistribution som forsikringsformidler og
genforsikringsformidler, skal have en tilladelse fra Finanstil-
synet. Finanstilsynet giver efter § 3, stk. 2, i lov om forsik-
ringsformidling tilladelse, når betingelserne i § 3, stk. 2 og
3, er opfyldt, herunder at virksomheden er hjemmehørende i
Danmark, har fremlagt dokumentation for ansvarsforsikring
eller tilsvarende garanti mod erstatningskrav, en beskrivelse
af de aktiviteter, som virksomheden har til hensigt at udøve,
identitet på virksomhedens ejere samt den enkelte ejerandel.
Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at
virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk – ved brug af Nem-ID – indsender ansøg-
ningsskema og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest
tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumenta-
tion træffe afgørelse i sagen.
Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er
tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage an-
søgningen digitalt.
Derfor foreslås det med lovforslaget, at der i § 3 i lov om
forsikringsformidling indsættes et nyt stykke 4.
Det foreslås med indsættelsen af stk. 4, 1. pkt., i lov om for-
sikringsformidling, at en ansøgning om tilladelse efter stk. 1
skal indsendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning
vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende
bestemmelse vedrørende forsikrings- og genforsikringsfor-
midleres ansøgninger til Finanstilsynet med henblik på at
indføre en pligt for virksomheder til at indsende ansøgninger
digitalt via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.
Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet
kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den di-
78
gitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan
anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 4, 2. pkt.
Det foreslås med indsættelsen i § 3 af stk. 4, 2. pkt., at hvis
en ansøgning undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbe-
tjeningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige
oplysninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet ved an-
vendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket.
Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning,
hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede
bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet
undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket, som
herefter indsendes digitalt pr. e-mail til Finanstilsynet. Den-
ne undtagelse vil f.eks. være relevant, i tilfælde af at
www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske proble-
mer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt
at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi
omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne
håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagel-
sen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver – ad-
vokat eller revisor – som håndterer ansøgningen, ikke har el-
ler kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.
Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin an-
søgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn
til en effektiv sagsbehandling vil der blive stillet krav om, at
virksomheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldel-
sesblanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden
indledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet
sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af
sådanne ansøgninger.
Til nr. 3 (§ 4, stk. 3, i lov om forsikringsformidling)
Efter den gældende bestemmelse i § 4 i lov om forsikrings-
formidling skal en virksomhed, der udøver forsikringsdistri-
butionsvirksomhed som en accessorisk aktivitet, registreres i
Finanstilsynets register, før virksomheden påbegynder sin
virksomhed. En virksomhed kan blive registreret, når virk-
somheden dokumenterer, at den opfylder betingelserne i § 3,
stk. 2, nr. 1 og 3-6, og stk. 3. Virksomheden skal endvidere
indsende oplysninger til brug for Finanstilsynets vurdering
af, om den eller de ansatte i virksomheden med ansvar for
distribution af accessoriske forsikringer opfylder betingel-
serne i § 10, stk. 1. Efter § 10, stk. 1, må ansatte i en acces-
sorisk forsikringsformidler ikke være straffet for overtrædel-
ser af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden re-
levant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for,
at personen ikke kan varetage sin stilling på betryggende
måde. Personen må ikke være under konkurs og skal have et
godt omdømme, herunder ikke have udvist en adfærd, der
giver grund til at antage, at personen ikke vil varetage stil-
lingen på forsvarlig måde.
Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at
virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk – ved brug af Nem-ID – indsender ansøg-
ningsskema og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest
tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumenta-
tion træffe afgørelse i sagen.
Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er
tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage an-
søgningen digitalt.
Derfor foreslås det med lovforslagets § 6, nr. 3, at der i § 4 i
lov om forsikringsformidling indsættes et nyt stykke 3.
Det foreslås med indsættelsen af stk. 3, 1. pkt., at en ansøg-
ning om registrering efter stk. 1 skal indsendes via Finanstil-
synets selvbetjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplys-
ninger, jf. stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende
bestemmelse vedrørende accessoriske forsikringsformidle-
res ansøgninger til Finanstilsynet med henblik på at indføre
en pligt for virksomheder til at indsende ansøgninger digitalt
via www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.
Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet
kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den di-
gitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan
anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 3, 2. pkt.
Det foreslås med indsættelsen af stk. 3, 2. pkt., at hvis en an-
søgning undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbetje-
ningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige
oplysninger sendes elektronisk til Finanstilsynet ved anven-
delse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket
Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning,
hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede
bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet
undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket. Den-
ne undtagelse vil f.eks. alene være relevant, i tilfælde af at
www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske proble-
mer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt
at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi
omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne
håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagel-
sen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver – ad-
vokat eller revisor – som håndterer ansøgningen, ikke har el-
ler kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.
Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin an-
søgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn
til en effektiv sagsbehandling stilles der krav om, at virk-
79
somheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldelses-
blanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden ind-
ledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet
sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af
sådanne ansøgninger.
Til nr. 4 (§ 12 a i lov om forsikringsformidling)
Det følger af den gældende § 44 i lov om finansiel virksom-
hed, at det ikke er tilladt i erhvervsmæssigt øjemed her i lan-
det at medvirke til, at forsikringer for her i landet bosidden-
de personer, danske skibe eller andre risici, der består her i
landet, tegnes hos andre end danske forsikringsselskaber og
udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betingelserne
i § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, samt udenlandske forsik-
ringsselskaber, der har fået tilladelse af Finanstilsynet.
Det er blevet vurderet, at § 44 bør overføres til lov om for-
sikringsformidling, hvor den mere naturligt hører til, da be-
stemmelsen vedrører forsikringsformidling.
Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en § 12 a i
lov om forsikringsformidling, hvorefter en forsikringsfor-
midler og en accessorisk forsikringsformidler ikke må med-
virke til, at forsikringer for personer bosiddende i Danmark,
danske skibe eller andre risici, der består her i landet, tegnes
hos andre end danske forsikringsselskaber, udenlandske for-
sikringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 30, stk. 1,
og § 31, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, eller uden-
landske forsikringsselskaber, der har fået tilladelse af Fi-
nanstilsynet.
Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende § 44
i lov om finansiel virksomhed med enkelte redaktionelle æn-
dringer.
Den foreslåede bestemmelse indeholder et forbud mod er-
hvervsmæssig formidling af danske direkte risici til forsik-
ringsselskaber, der ikke lovligt kan drive virksomhed her i
landet.
Bestemmelsen opstiller således et forbud mod, at forsik-
ringsformidlere samt accessoriske forsikringsformidlere
medvirker til, at afdækning af direkte danske risici sker hos
andre end forsikringsselskaber, som enten har tilladelse fra
Finanstilsynet eller har anmeldt til Finanstilsynet, at der dri-
ves virksomhed her i landet via EU-reglerne om grænseo-
verskridende virksomhed.
Det foreslåede nr. 1 vil indebære, at godkendte forsikrings-
formidlere og accessoriske forsikringsformidlere vil kunne
formidle forsikringer hos danske forsikringsselskaber god-
kendt af Finanstilsynet.
De foreslåede nr. 2 og 3 vil indebære, at godkendte forsik-
ringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere endvi-
dere vil kunne formidle forsikringer hos visse udenlandske
forsikringsselskaber under nærmere betingelser. Forsik-
ringsformidling hos udenlandske forsikringsselskaber vil så-
ledes kunne ske hos udenlandske forsikringsselskaber, der
enten opfylder betingelserne i § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, i
lov om finansiel virksomhed, eller udenlandske forsikrings-
selskaber, der har fået tilladelse af Finanstilsynet.
I relation til udenlandske forsikringsselskaber vil forsikrin-
ger således alene kunne formidles hos de forsikringsselska-
ber, som er godkendt til at udøve forsikringsvirksomhed i et
andet EU-land eller i et land, som EU har indgået en aftale
med på det finansielle område, og som udøver forsikrings-
virksomhed gennem en filial her i Danmark, jf. § 30, stk. 1,
eller som tjenesteyder, jf. § 31, stk. 1, eller forsikringssel-
skaber fra tredjelande, dvs. lande uden for EU- og EØS-
samarbejdet, som har opnået en tilladelse fra Finanstilsynet
til at udøve forsikringsvirksomhed i Danmark.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med reglerne om til-
ladelse til at drive forsikringsvirksomhed og er en forbruger-
beskyttelsesregel, der er med til at hindre forsikringstegning
via professionelle mellemmænd, der optræder ulovligt, og
hvor kunden uden viden herom i tvister med forsikringssel-
skabet kan blive underkastet fremmed ret og værneting.
Til nr. 5 (§ 22, stk. 1, 2. pkt., i lov om forsikringsformidling)
Den gældende bestemmelse i § 22, stk. 1, 2. pkt., i lov om
forsikringsformidling anfører, hvilke regler i øvrig lovgiv-
ning Finanstilsynet påser overholdelsen af, herunder Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26.
november 2014 om dokumenter med central information om
sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter
til detailinvestorer (PRIIP’er), forordninger udstedt i medfør
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af
20. januar 2016 om forsikringsdistribution og Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20 juni 2019
om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-for-
ordningen).
Det foreslås, at der i § 22, stk. 1, 2. pkt., indsættes en henvis-
ning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-
ser.
Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet skal
påse overholdelsen af forordningen.
Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav
for bl.a. finansielle rådgivere.
80
Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. en forsikringsformid-
ler, der yder forsikringsrådgivning om forsikringsbaserede
investeringsprodukter (IBIP’er), jf. artikel 2, nr. 11, litra, i
disclosureforordningen.
Efter artikel 14, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredyg-
tighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser (disclosureforordningen) skal hvert medlemsland
sikre, at den kompetente myndighed, der er udpeget i over-
ensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2016/97/EU af 20. januar 2016 om forsikringsdistri-
bution, udpeges som kompetent myndighed til at varetage
de opgaver, der følger af disclosureforordningen.
Med den foreslåede indsættelse af forordningen i bestem-
melsen vil Finanstilsynet blive udpeget som kompetent
myndighed i relation til at påse overholdelsen af disclosure-
forordningen.
Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også skulle
påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har
hjemmel til at udstede i medfør af disclosureforordningen.
Den foreslåede ændring vil også medføre, at Finanstilsynet
bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af
disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen supplerer artikel 14, stk. 1, i disclosurefor-
ordningen.
Til nr. 6 (§ 36, stk. 1, i lov om forsikringsformidling)
Det følger af § 36, stk. 1, at de virksomheder eller personer,
som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over
for i medfør af loven eller regler fastsat i medfør heraf, skal
anses som part i forhold til Finanstilsynet.
Det foreslås, at der i § 36, stk. 1, indsættes en henvisning til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosurefor-
ordningen) eller regler udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at virksomheder, som
Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over for i
medfør af disclosureforordningen eller regler udstedt i med-
før heraf, også vil være parter i konkrete sager.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af
bestemmelsen i øvrigt.
Til nr. 7 (§ 37 i lov om forsikringsformidling)
Det fremgår af § 37, stk. 1, i lov om forsikringsformidling,
at afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til denne lov,
regler udstedt i medfør heraf eller forordninger udstedt i
medfør af forsikringsdistributionsdirektivet kan indbringes
for Erhvervsankenævnet, senest fire uger efter at afgørelsen
er meddelt den pågældende person eller virksomhed.
Det foreslås, at der i § 37, stk. 1, indsættes en henvisning til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser eller regler ud-
stedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at afgørelser truffet af
Finanstilsynet i medfør heraf kan indbringes for Erhvervsan-
kenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den,
som afgørelsen retter sig mod.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af
bestemmelsen i øvrigt.
Til § 7
Til nr. 1 (§ 97, stk. 1, 2. pkt., i lov om firmapensionskasser)
Den gældende bestemmelse i § 97, stk. 1, 2. pkt., i lov om
firmapensionskasser angiver bl.a. de regler i øvrig lovgiv-
ning, som Finanstilsynet påser overholdelsen af. Af bestem-
melsen fremgår, at Finanstilsynet påser overholdelsen af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning om en generel ram-
me for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme
for simpel, transparent og standardiseret securitisering og
regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslås, at der i § 97, stk. 1, 2. pkt., indsættes en henvis-
ning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
og regler udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet vil
skulle påse overholdelsen af disclosureforordningen og reg-
ler udstedt i medfør af denne.
Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav
for bl.a. finansielle markedsdeltagere.
Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. en arbejds-
markedsrelateret pensionskasse og en producent af et pensi-
onsprodukt, jf. artikel 2, nr. 1, litra c og d, i disclosurefor-
ordningen.
81
Efter artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen skal hvert
medlemsland sikre, at den kompetente myndighed, der er
udpeget i overensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2016/2341/EU af 14. december 2016 om
arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers (IORP᾽ers) akti-
viteter og tilsynet hermed, udpeges som kompetent myndig-
hed til at varetage de opgaver, der følger af disclosurefor-
ordningen.
Med den foreslåede indsættelse af en henvisning til disclo-
sureforordningen i bestemmelsen vil Finanstilsynet blive ud-
peget som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af
forordningen.
Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også skulle
påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har
hjemmel til at udstede i medfør af disclosureforordningen.
Den foreslåede ændring vil også medføre, at Finanstilsynet
bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af
disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen supplerer artikel 14, stk. 1, i disclosurefor-
ordningen.
Det foreslås desuden, at § 97, stk. 1, 2. pkt., ændres således,
at Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU
af 12. december 2017 om en generel ramme for securitise-
ring og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, trans-
parent og standardiseret securitisering og regler udstedt i
medfør heraf fremgår med deres fulde titel.
Den foreslåede ændring er af redaktionel karakter.
Til nr. 2 (§ 104, stk. 1, i lov om firmapensionskasser)
Den gældende bestemmelse i § 104, stk. 1, i lov om firma-
pensionskasser angiver de virksomheder, der kan anses som
part i forhold til Finanstilsynet, i sager, hvor Finanstilsynet
har truffet eller vil træffe afgørelse over for virksomheden i
medfør af lov om firmapensionskasser eller regler fastsat i
medfør heraf.
Det foreslås, at der i § 104, stk. 1, indsættes en henvisning til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. decem-
ber 2017 om en generel ramme for securitisering og om op-
rettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og stan-
dardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf.
Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 7, nr. 1,
foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosurefor-
ordningen) og regler udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at virksomheder, der
træffes afgørelse overfor i medfør af de forordninger, som
Finanstilsynet efter den foreslåede bestemmelse i lovforsla-
gets § 7, nr. 1, vil skulle påse overholdelsen af, ligeledes an-
ses som parter i forhold til Finanstilsynet.
Finanstilsynet påser efter den gældende bestemmelse i § 97,
stk. 1, 2. pkt., overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en
generel ramme for securitisering og om oprettelse af en spe-
cifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securi-
tisering. Med den foreslåede ændring vil virksomheder, der
træffes afgørelse overfor i medfør af forordningen, ligeledes
anses som parter i forhold til Finanstilsynet. Forordningen er
ved en fejl ikke indsat i bestemmelsen, i forbindelse med at
Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndighed efter
forordningen.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af
bestemmelsen i øvrigt.
Til nr. 3 (§ 112, stk. 1, i lov om firmapensionskasser)
Den gældende bestemmelse i § 112, stk. 1, i lov om firma-
pensionskasser indeholder en klageadgang til Erhvervsanke-
nævnet for den, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet el-
ler Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller regler udstedt i
medfør heraf retter sig mod.
Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 7, nr. 1,
foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosurefor-
ordningen) og regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslås, at der i § 112, stk. 1, indsættes en henvisning til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. decem-
ber 2017 om en generel ramme for securitisering og om op-
rettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og stan-
dardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at afgørelser truffet af
Finanstilsynet i medfør af forordningerne eller regler udstedt
i medfør af forordningerne vil kunne indbringes for Er-
hvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er med-
delt den pågældende, som afgørelsen retter sig mod.
82
Finanstilsynet påser efter den gældende bestemmelse i § 97,
stk. 1, 2. pkt., overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en
generel ramme for securitisering og om oprettelse af en spe-
cifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securi-
tisering. Med den foreslåede ændring vil virksomheder, der
træffes afgørelse overfor i medfør af forordningen, ligeledes
kunne påklage afgørelser til Erhvervsankenævnet. Forord-
ningen er ved en fejl ikke indsat i bestemmelsen, i forbindel-
se med at Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndig-
hed efter forordningen.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af
bestemmelsen i øvrigt.
Til § 8
Til nr. 1 (§ 2, nr. 6, i lov om finansielle rådgivere, investe-
ringsrådgivere og boligkreditformidlere)
Efter den gældende bestemmelse i § 2, nr. 6, i lov om finan-
sielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformid-
lere defineres rådgivning som personlige anbefalinger til en
forbruger om transaktioner i tilknytning til finansielle pro-
dukter eller boligkreditaftaler.
Det foreslås at nyaffatte § 2, nr. 6, således, at lovens defini-
tion af rådgivning herefter vil være: personlige anbefalinger
til en forbruger, som vedrører en eller flere transaktioner i
forbindelse med boligkreditaftaler eller finansielle produk-
ter. For så vidt angår boligkreditaftaler skal anbefalingerne
være uafhængige af ydelsen af boligkreditaftalen og de akti-
viteter, som ydes af en boligkreditformidler.
Den foreslåede ændring har – for så vidt angår boligkredit-
aftaler – til formål at bringe ordlyden af definitionen af råd-
givning i overensstemmelse med direktiv 2014/17/ЕU om
forbrugerkreditaftaler (herefter forbrugerkreditdirektivet) og
bekendtgørelse nr. 1581 af 17. december 2018 om god skik
for boligkredit i forbindelse med fast ejendom til beboelse.
I bekendtgørelse om god skik for boligkredit er rådgivning
defineret i § 2, nr. 5. Rådgivning er defineret som personlige
anbefalinger til en låntager, som vedrører en eller flere
transaktioner i forbindelse med boligkreditaftaler, og som er
uafhængig af ydelsen af boligkreditaftalen og de aktiviteter,
som ydes af en boligkreditformidler. Forbrugerkreditdirekti-
vets artikel 4, nr. 21, indeholder en definition af rådgiv-
ningstjeneste, som er personlige anbefalinger til en forbru-
ger, som vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse
med kreditaftaler, og som er en aktivitet, der er uafhængig af
ydelsen af kreditten og de kreditformidlingsaktiviteter, der
er anført i nr. 5.
Direktivets definition af rådgivningstjeneste er gennemført i
§ 2, nr. 5, i bekendtgørelse om god skik for boligkredit. Idet
en tilsvarende definition af rådgivning ikke følger af loven i
dag, vil den foreslåede ændring af definitionsbestemmelsen i
lovens § 2, nr. 6, medføre, at direktivets definition også gen-
nemføres i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgi-
vere og boligkreditformidlere.
Til nr. 2 (§ 3, stk. 7, i lov om finansielle rådgivere, investe-
ringsrådgivere og boligkreditformidlere)
Efter § 3 i lov om finansielle rådgivere skal virksomheder,
der rådgiver om finansielle produkter, have tilladelse som fi-
nansiel rådgiver for at udøve den pågældende virksomhed.
På samme måde skal en virksomhed, der yder rådgivning el-
ler formidler boligkreditaftaler til forbrugere, have tilladelse
som boligkreditformidler. Endelig skal en virksomhed, der
yder investeringsrådgivning, have tilladelse som investe-
ringsrådgiver. Finanstilsynet kan give tilladelse efter § 3 i
lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og bolig-
kreditformidlere, hvis virksomhederne opfylder kriterierne
efter § 3, stk. 3, herunder dokumenterer forretningsgange på
væsentlige aktivitetsområder. Endvidere skal virksomhedens
ledelse opfylde de gældende krav til egnethed og hæderlig-
hed, ligesom virksomheden skal fremvise dokumentation for
ansvarsforsikring eller anden tilsvarende garanti mod erstat-
ningskrav.
Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at
virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk – ved brug af Nem-ID – indsender ansøg-
ningsblanket og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest
tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumenta-
tion træffe afgørelse i sagen.
Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er
tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage an-
søgningen digitalt.
Derfor foreslås det i § 3, stk. 7, 1. pkt., at en ansøgning om
tilladelse efter stk. 1 skal indsendes via Finanstilsynets selv-
betjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf.
stk. 6.
Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende
bestemmelse vedrørende finansielle rådgiveres, investe-
ringsrådgiveres og boligkreditformidleres ansøgninger til Fi-
nanstilsynet med henblik på at indføre en pligt for virksom-
heder til at indsende ansøgninger digitalt via www.virk.dk
ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.
Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet
kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den di-
gitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan
anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 7, 2. pkt.
83
Med § 3, stk. 7, 2. pkt., foreslås det, at hvis en ansøgning
undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbetjeningsløsnin-
gen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger
sendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Fi-
nanstilsynets anmeldelsesblanket
Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning,
hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede
bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet
undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket. Den-
ne undtagelse vil f.eks. alene være relevant, i tilfælde af at
www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske proble-
mer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt
at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi
omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne
håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagel-
sen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver – ad-
vokat eller revisor – som håndterer ansøgningen, ikke har el-
ler kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.
Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin an-
søgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn
til en effektiv sagsbehandling stilles der krav om, at virk-
somheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldelses-
blanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden ind-
ledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet
sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af
sådanne ansøgninger.
Til § 9
Til nr. 1 (§ 3, stk. 4, i lov om forbrugslånsvirksomheder)
Forbrugslånsvirksomheder skal efter § 3 i lov om forbrugs-
lånsvirksomheder have tilladelse af Finanstilsynet til at udø-
ve den pågældende virksomhed. Finanstilsynet giver tilla-
delse til virksomheder, der dokumenterer tilstrækkelige for-
retningsgange for efterlevelse af redelig forretningsskik og
god praksis, for kreditværdighedsvurdering og identifikation
af målgrupper. Endvidere skal ledelsen opfylde lovens krav
til egnethed og hæderlighed.
Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at
virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk – ved brug af Nem-ID – indsender anmeldel-
sesblanket og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest tre
måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumentation
træffe afgørelse i sagen.
Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er
tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage an-
søgningen digitalt.
Derfor foreslås det i § 3, stk. 4, 1. pkt., at en ansøgning om
tilladelse efter stk. 1 skal indsendes via Finanstilsynets selv-
betjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf.
stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende
bestemmelse vedrørende forbrugslånsvirksomheders ansøg-
ninger til Finanstilsynet med henblik på at indføre en pligt
for virksomhederne til at indsende ansøgninger digitalt via
www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.
Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet
kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den di-
gitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan
anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 4, 2. pkt.
Med § 3, stk. 4, 2. pkt., foreslås det, at hvis en ansøgning
undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbetjeningsløsnin-
gen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger
sendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Fi-
nanstilsynets anmeldelsesblanket.
Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning,
hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede
bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet
undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket. Den-
ne undtagelse vil f.eks. alene være relevant, i tilfælde af at
www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske proble-
mer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt
at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi
omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne
håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagel-
sen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver – ad-
vokat eller revisor – som håndterer ansøgningen, ikke har el-
ler kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.
Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin an-
søgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn
til en effektiv sagsbehandling stilles der krav om, at virk-
somheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldelses-
blanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden ind-
ledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet
sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af
sådanne ansøgninger.
Til § 10
Til nr. 1 (§ 3, stk. 1, nr. 5, i lov om ejendomskreditselskaber)
Selskaber, der erhvervsmæssigt køber eller sælger pantebre-
ve i fast ejendom skal efter § 3, stk. 1, i lov om ejendoms-
kreditselskaber søge om tilladelse til at udøve den pågæl-
dende virksomhed. Efter § 3, stk. 1, nr. 5, skal et selskab,
der ansøger om tilladelse til at udøve virksomhed som ejen-
84
domskreditselskab dokumentere, at der er oprettet en særlig
konto, hvor det aftalte provenu skal indsættes, og at selska-
bet har etableret sikkerhed for disse midler, jf. stk. 5.
I lovforslagets § 10, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt stk.
4 i § 3. Denne ændring vil medføre, at de gældende stk. 4-6
bliver til stk. 5-7.
Med forslaget ændres henvisningen til stk. 5 i § 3, stk. 1, nr.
5, til stk. 6.
Forslaget er en konsekvens af ændringen i lovforslagets §
10, nr. 2, hvorefter der indsættes et nyt stk. 3 i § 3.
Til nr. 2 (§ 3, stk. 4, i lov om ejendomskreditselskaber)
Selskaber, der erhvervsmæssigt køber eller sælger pantebre-
ve i fast ejendom, skal efter § § 3 i lov om ejendomskredit-
selskaber søge om tilladelse til at udøve den pågældende
virksomhed. Finanstilsynet giver tilladelse til selskaber, der
drives som et anparts- eller aktieselskab, hvor ledelsen op-
fylder lovens krav til egnethed og hæderlighed. Endvidere
skal den person i selskabet, der er ansvarlig for handel med
pantebreve og kreditgivning, opfylde betingelserne i § 5
m.v. Endelig skal ejerne af de kvalificerede andele i selska-
bet opfylde principperne i §§ 61 og 62 i lov om finansiel
virksomhed, ligesom selskabet – hvis der handles med for-
brugere – skal oprette en særlig konto, hvor provenu indsæt-
tes. Virksomheden skal endvidere have etableret sikkerhed
for disse midler.
Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at
virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk – ved brug af Nem-ID – indsender ansøg-
ningsskema og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest
tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumenta-
tion træffe afgørelse i sagen.
Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er
tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage an-
søgningen digitalt.
Derfor foreslås det i § 3, stk. 4, 1. pkt., at en ansøgning om
tilladelse efter stk. 1 vil skulle indsendes via Finanstilsynets
selvbetjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf.
stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende
bestemmelse vedrørende ejendomskreditselskabers ansøg-
ninger til Finanstilsynet med henblik på at indføre en pligt
for virksomhederne til at indsende ansøgninger digitalt via
www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.
Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet
kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den di-
gitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan
anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 4, 2. pkt.
Med § 3, stk. 4, 2. pkt., foreslås det, at hvis en ansøgning
undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbetjeningsløsnin-
gen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger
indsendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af
Finanstilsynets anmeldelsesblanket.
Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning,
hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede
bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet
undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket. Den-
ne undtagelse vil f.eks. alene være relevant, i tilfælde af at
www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske proble-
mer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt
at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi
omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne
håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagel-
sen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver – ad-
vokat eller revisor – som håndterer ansøgningen, ikke har el-
ler kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.
Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin an-
søgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn
til en effektiv sagsbehandling stilles der krav om, at virk-
somheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldelses-
blanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden ind-
ledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet
sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af
sådanne ansøgninger.
Til nr. 3 (§ 12, stk. 7, i lov om ejendomskreditselskaber)
Det følger af § 12, stk. 7, i lov om ejendomskreditselskaber,
at Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold,
der er i strid med en række bestemmelser i loven. Det drejer
sig bl.a. om § 3, stk. 5, hvorefter ejendomskreditselskaber
årligt skal indsende en erklæring fra en godkendt revisor om
sikkerheden nævnt i § 3, stk. 1, nr. 5, til Finanstilsynet.
I lovforslagets § 10, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt
stykke 4 i § 3. Denne ændring medfører, at de gældende stk.
4-6 bliver til stk. 5-7.
Som følge heraf foreslås det i § 12, stk. 7, at konsekvensrette
henvisningen til § 3, stk. 5, så der rettelig henvises til § 3,
stk. 6.
Til nr. 4 (§ 22, stk. 1, i lov om ejendomskreditselskaber)
85
Det følger af § 22, at overtrædelse af en række bestemmel-
ser i lov om ejendomskreditselskaber i lov om ejendomskre-
ditselskaber kan straffes med bøde, medmindre højere straf
er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Det drejer sig bl.a.
om § 3, stk. 5, hvorefter ejendomskreditselskaber årligt skal
indsende en erklæring fra en godkendt revisor om sikkerhe-
den nævnt i § 3, stk. 1, nr. 5, til Finanstilsynet.
I lovforslagets § 10, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt
stykke 4 i § 3. Denne ændring medfører, at de gældende stk.
4-6 bliver til stk. 5-7.
Som følge heraf foreslås det i § 22, stk. 1, at konsekvensrette
henvisningen til § 3, stk. 5, så der rettelig henvises til § 3,
stk. 6.
Til § 11
Til nr. 1 (§ 16, stk. 2, i lov om Vækstfonden)
Det fremgår af § 16, stk. 2, i lov om Vækstfonden, at Vækst-
fonden kan optage lån til finansiering af sine aktiviteter, og
at det samlede lånebeløb eksklusiv renter til og med 2020
ikke uden godkendelse fra Folketingets Finansudvalg kan
overstige 6 mia. kr., mens det samlede lånebeløb eksklusiv
renter efter 2020 ikke uden godkendelse fra Folketingets Fi-
nansudvalg kan overstige 500 mio. kr.
Det følger af den foreslåede ændring af § 16, stk. 2, at
Vækstfonden kan optage lån, herunder statsligt genudlån, til
finansiering af sine aktiviteter i det omfang, der er etableret
bevillingsmæssig hjemmel hertil.
Denne foreslåede ændring af § 16, stk. 2, vil medføre, at
Vækstfonden, foruden den eksisterende adgang til at optage
lån i markedet, fremover vil få adgang til at finansiere sine
aktiviteter ved statsligt genudlån. Ændringen medfører
samtidig, at Vækstfonden kun kan optage lån i det omfang,
der er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil, mens der i
lov om Vækstfonden ikke længere fastsættes øvre beløbs-
grænser for låneoptaget.
Bestemmelsen foreslås ændret med henblik på at understøtte
finansieringen af Vækstfondens aktiviteter. Derved sikres
det, at Vækstfonden har adgang til den nødvendige likviditet
på de bedst mulige vilkår i det omfang, der foreligger poli-
tisk beslutning om at lade Vækstfonden foretage låneoptag.
Der er tale om en tidsubegrænset genudlånsadgang.
Det er finansministeren, der formelt forestår optag af genud-
lån i Nationalbanken, idet finansministeren har ressortansva-
ret for statens låntagning og gæld i henhold til § 2, stk. 1, i
bekendtgørelse nr. 849 af 22. juni 2010 af lov om bemyndi-
gelse til optagelse af statslån. Den foreslåede ændring af be-
stemmelsen vil medføre, at finansministeren giver Vækst-
fonden en adgang til statsligt genudlån i det omfang, den be-
villingsmæssigt hjemles eksplicit.
De nærmere vilkår for adgangen til genudlån fastsættes ved
aftale mellem Vækstfonden, Danmarks Nationalbank, Er-
hvervsministeriet og Finansministeriet.
Til nr. 2 (§ 16, stk. 3 og 4, i lov om Vækstfonden)
Det fremgår af § 16, stk. 3, i lov om Vækstfonden, at Vækst-
fonden kan optage statsgaranterede lån til finansiering af
syndikeringslån. Det samlede lånebeløb eksklusiv renter kan
ikke overstige 125 mio. kr.
Det fremgår af § 16, stk. 4, i lov om Vækstfonden, at Vækst-
fonden til og med 2030 kan optage lån til finansiering af en
accelerationspulje til virksomheder med særligt vækstpoten-
tiale. Det samlede lånebeløb eksklusiv renter kan ikke over-
stige 500 mio. kr.
Det foreslås, at § 16, stk. 3 og 4, ophæves, hvormed låne-
rammerne for enkeltordningernes syndikeringslån og accele-
rationspuljen ikke længere fremgår af lov om Vækstfonden.
Med ændringerne skrives opremsningen af enkeltordninger
ud af loven. Der tilsigtes i den forbindelse ingen ændringer i
Vækstfondens muligheder for at optage lån, men alene at
sikre et strømlinet lovgrundlag, der ikke forældes, i takt med
at ordninger oprettes, justeres og nedlægges.
For syndikeringslån skal dette dels ses i lyset af, at ordnin-
gen udløb ved udgangen af 2015. Accelerationspuljen udlø-
ber i 2030, og bevillingen er på nuværende tidspunkt ikke
hjemlet andetsteds. Der kan imidlertid etableres særskilt be-
villingsmæssig hjemmel for denne accelerationspulje, hvor-
med den omfattes af den foreslåede ændring af § 16, stk. 2,
hvor det fremgår, at Vækstfonden kan optage lån i det om-
fang, der er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil. Det
bemærkes, at nærværende ændringsforslag ikke har til for-
mål at annullere Vækstfondens mulighed for låneoptag
under accelerationspuljen, men i stedet at etablere denne ved
en særskilt bevillingsmæssig hjemmel ved tekstanmærkning
i stedet for i lov om Vækstfonden.
Det bemærkes, at et væsentligt antal enkeltordninger, som
administreres af Vækstfonden, ikke er skrevet ind i loven.
Til nr. 3 (§ 16, stk. 6 og 7, i lov om Vækstfonden)
Det fremgår af § 16, stk. 6, i lov om Vækstfonden, at Vækst-
fonden kan optage lån fra pensionsinstitutterne, som mod-
svares af tilsvarende tilsagn fra Vækstfonden om indskud af
egenkapital til Dansk Vækstkapital.
86
Det fremgår af § 16, stk. 7, i lov om Vækstfonden, at Vækst-
fonden kan optage lån fra private investorer, som modsvares
af tilsvarende tilsagn fra Vækstfonden om indskud af egen-
kapital til Dansk Vækstkapital II, inden for en samlet finan-
sieringsramme på maksimalt 3 mia. kr.
Det foreslås, at § 16, stk. 6 og 7, der bliver stk. 4 og 5, op-
hæves, hvormed adgangen til at optage lån fra pensionsinsti-
tutterne og andre private investorer i forbindelse med
Vækstfondens engagement i Dansk Vækstkapital og Dansk
Vækstkapital II ikke længere fremgår af lov om Vækstfon-
den.
Med ændringerne skrives opremsningen af enkeltordninger
ud af loven. Der tilsigtes i den forbindelse ingen ændringer i
Vækstfondens muligheder for at optage lån, men alene at
sikre et strømlinet lovgrundlag, der ikke forældes, i takt med
at ordninger oprettes, justeres og nedlægges.
Bevillingerne til Dansk Vækstkapital og Dansk Vækstkapi-
tal II er på nuværende tidspunkt ikke hjemlet andetsteds.
Der kan imidlertid etableres særskilt bevillingsmæssig hjem-
mel for disse ordninger, hvormed de omfattes af den foreslå-
ede ændring af § 16, stk. 2, hvor det fremgår, at Vækstfon-
den kan optage lån i det omfang, der er etableret bevillings-
mæssig hjemmel hertil. Det bemærkes, at nærværende æn-
dringsforslag ikke har til formål at annullere Vækstfondens
mulighed for låneoptag under accelerationspuljen Dansk
Vækstkapital og Dansk Vækstkapital II, men i stedet at eta-
blere denne ved en særskilt bevillingsmæssig hjemmel ved
tekstanmærkning i stedet for i lov om Vækstfonden.
Til nr. 4 (§ 17, stk. 1, i lov om Vækstfonden)
Det fremgår af § 17, stk. 1, i lov om Vækstfonden, at finans-
ministeren kan lade Vækstfonden optage genudlån hos Dan-
marks Nationalbank inden for en samlet ramme på maksi-
malt 1 mia. kr.
Det følger af den foreslåede ændring af § 17, stk. 1, at Fi-
nansministeren, ud over adgangen til at optage lån, herunder
statsligt genudlån, jf. § 16, stk. 2, kan lade Vækstfonden op-
tage genudlån hos Danmarks Nationalbank inden for en
ramme på 1 mia. kr.
Med ændringen præciseres afgrænsningen mellem Vækst-
fondens almindelige adgang til låneoptag og det særlige li-
kviditetsberedskab, der henvises til i § 17, stk. 1. Det præci-
seres således, at den i bestemmelsen hjemlede adgang for fi-
nansministeren til at lade Vækstfonden optage genudlån hos
Danmarks Nationalbank inden for en samlet ramme på mak-
simalt 1 mia. kr. ligger ud over de lånemuligheder, der hen-
vises til i § 16, stk. 2.
Til § 12
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar
2021.
Det foreslås i stk. 2, at § 1, nr. 25, træder i kraft den 29. de-
cember 2020, da bestemmelsen gennemfører Europa-Parla-
mentets og Rådets Direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019
om ændring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritag-
ne enheder, finansielle holdingselskaber, blandede finansiel-
le holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstaltninger og -
beføjelser og kapitalbevaringsforanstaltninger, som træder i
kraft den 29. december 2020.
Det foreslås i stk. 3, at § 4, nr. 3-5, § 5, nr. 3-4, § 6, nr. 5-7,
og § 7 træder i kraft den 10. marts 2021, da de nævnte be-
stemmelser er en konsekvens af disclosureforordningen.
Disclosureforordningen skal finde anvendelse fra den 10.
marts 2021.
Det foreslås i stk. 4, at § 1, nr. 17, 28-30 og 32, træder i kraft
den 19. april 2021, hvor artikel 3a, stk. 5-6, i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, jf. artikel
2, stk. 2, litra c, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning
(EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseover-
skridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer, træder i
kraft. Det er derfor først fra denne dato relevant at indarbej-
de forordningens artikel 3a, stk. 5-6, i lov om betalinger.
Til § 13
Lovforslagets § 13 angiver lovforslagets territoriale gyldig-
hedsområde.
Det foreslås i stk. 1, at loven ikke skal gælde for Færøerne
og Grønland, jf. dog de foreslåede stk. 2 og 3.
Det foreslås i stk. 2, at lovforslagets §§ 1-5 og 8-10 ved kon-
gelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færø-
erne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Love på det finansielle område indeholder som udgangs-
punkt anordningshjemmel for Færøerne. Lov om forsik-
ringsformidling og lov om firmapensionskasser indeholder
imidlertid ikke anordningshjemmel for Færøerne, da forsik-
ringsområdet på Færøerne er hjemtaget og dermed reguleres
af færøske love. Ændringerne i disse to love i lovforslagets
§§ 6 og 7 skal derfor ikke kunne sættes i kraft, da hovedlo-
vene til lov om forsikringsformidling og lov om firmapensi-
onskasser ikke indeholder anordningshjemmel.
87
Lovforslagets § 11 skal endvidere ikke kunne sættes i kraft
for Færøerne, da lov om Vækstfonden ikke gælder for Færø-
erne og ikke indeholder anordningshjemmel.
Det foreslås i stk. 3, at lovforslagets §§ 1-10 ved kongelig
anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne
med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Love på det finansielle område indeholder som udgangs-
punkt anordningshjemmel for Grønland. De love, der med
lovforslagets §§ 1-10 foreslås ændringer i, indeholder sådan-
ne anordningshjemler. På den baggrund foreslås det, at de
ændringer, der foreslås i lovforslagets §§ 1-10 skal kunne
sættes i kraft for Grønland ved kongelig anordning.
Lovforslagets § 11 skal dog ikke kunne sættes i kraft for
Grønland, da lov om Vækstfonden ikke gælder for Grønland
og ikke indeholder anordningshjemmel.
88
Bilag 1
Lovforslag sammenholdt med gældende ret
Lovforslag sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr.
1024 af 3. oktober 2019, som ændret ved § 7 i
lov nr. 1374 af 13. december 2019, § 5 i lov nr.
1563 af 27. december 2019 og § 4 i lov nr. 641
af 19. maj 2020, foretages følgende ændringer:
Lov om betalinger
Fodnoten. Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november
2015 om betalingstjenester i det indre marked,
EU-Tidende 2015, nr. 3 L 337, side 35, (2. beta-
lingstjenestedirektiv) og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/110/EU af 16. september
2009 om adgang til at optage og udøve virksom-
hed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn
med en sådan virksomhed, EU-Tidende 2009,
nr. L 267, side 7, (2. e-pengedirektiv).
I fodnoten til lovens titel ændres: »og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EU
af 16. september 2009 om adgang til at optage
og udøve virksomhed som udsteder af elektro-
niske penge og tilsyn med en sådan virksom-
hed, EU-Tidende 2009, nr. L 267, side 7, (2. e-
pengedirektiv)« til: », Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/110/EU af 16. september
2009 om adgang til at optage og udøve virk-
somhed som udsteder af elektroniske penge og
tilsyn med en sådan virksomhed, EU-Tidende
2009, nr. L 267, side 7, (2. e-pengedirektiv) og
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2019/878/EU af 20. maj 2019 om ændring af
direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritagne
enheder, finansielle holdingselskaber, blandede
finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsyns-
foranstaltninger og ‑beføjelser og kapitalbeva-
ringsforanstaltninger, EU-Tidende 2019, nr. L
150, side 253 (CRD V)«.
§ 5. Loven finder ikke anvendelse på følgende
aktiviteter m.v.:
1-17) ---
18) Elektroniske penge på op til
3.000 kr. lagret på et instrument
med begrænset anvendelse, hvor
der ikke kan ske genopfyldning,
og hvor udstederens samlede for-
I § 5, nr. 18, indsættes efter »instrument med
begrænset anvendelse«: », jf. nr. 14 eller 15«.
89
pligtelser hidrørende fra
udestående elektroniske penge på
intet tidspunkt overstiger et be-
løb, der modsvarer værdien af 5
mio. euro, jf. dog § 96.
§ 7. I denne lov forstås ved:
1-21) ---
22) Pengeoverførsel: En betalingstje-
neste, hvor der modtages midler
fra en betaler alene med det for-
mål at overføre et tilsvarende be-
løb til en betalingsmodtager eller
en anden udbyder af betalingstje-
nester på betalingsmodtagerens
vegne, uden at der oprettes en be-
talingskonto i betalerens eller be-
talingsmodtagerens navn.
§ 7, nr. 22, affattes således:
»22) Pengeoverførsel: En betalingstjeneste,
hvor der modtages midler fra en betaler, uden at
der oprettes en betalingskonto i betalerens eller
betalingsmodtagerens navn, alene med det for-
mål at overføre et tilsvarende beløb til en beta-
lingsmodtager eller en anden betalingstjeneste-
udbyder på betalingsmodtagerens vegne, eller
hvor sådanne midler modtages på betalings-
modtagerens vegne og stilles til rådighed for
denne.«
23-41) ---
§ 9. Virksomheder, der udbyder betalingstjene-
ster i henhold til bilag 1, nr. 1-7, jf. § 3, stk. 1,
skal have tilladelse som betalingsinstitut, jf. dog
§ 51, eller e-pengeinstitut, jf. dog § 50. En tilla-
delse kan begrænses til kun at vedrøre en eller
flere af de i bilag 1 nævnte betalingstjenester.
I § 9, 1. pkt., ændres »bilag 1, nr. 1-7« til: »bi-
lag 1«, og »eller e-pengeinstitut, jf. dog § 50«
ændres til: »e-pengeinstitut, jf. dog § 50, eller
udbyder af kontooplysningstjenester, jf. § 60«.
§ 10. ---
Stk. 2. En virksomhed, der søger om tilladelse til
at udbyde betalingsinitieringstjenester, jf. bilag
1, nr. 7, skal ud over at opfylde kravene i stk. 1
have tegnet en ansvarsforsikring eller stille an-
den tilsvarende garanti til dækning af krav mod
virksomheden, jf. §§ 99 og 104-106.
I § 10, stk. 2, indsættes efter »jf. bilag 1, nr. 7«:
», eller kontooplysningstjenester, jf. bilag 1, nr.
8«, og », jf. §§ 99 og 104-106« udgår.
Stk. 3-4. ---
§ 14. Finanstilsynet opretter et offentligt register
over
90
---
virksomheder, der har fået be-
grænset tilladelse til at udstede
elektroniske penge eller udbyde
betalingstjenester efter §§ 50 eller
51,
I § 14, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§§ 50 eller
51«: », og deres agenter«.
I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt num-
mer:
»3) virksomheder, der har fået tilladelse som
udbyder af kontooplysningstjenester efter § 60,
og deres agenter,«.
Nr. 3-5 bliver herefter nr. 4-6.
3 og 4 ) ---
5) virksomheder, der er omfattet af
undtagelserne i § 5, nr. 14-17, og
som er anmeldt i henhold til §§
61 og 62.
I § 14, stk. 1, nr. 5, som bliver nr. 6, ændres »§
5, nr. 14-17« til: »§ 5, nr. 14-18«.
Stk. 2. ---
§ 52. Finanstilsynet giver tilladelse efter §§ 50
eller 51, når følgende krav er opfyldt, jf. dog §
53:
1-3) ---
I § 52 indsættes som nr. 4:
»4) Finanstilsynet vurderer, at virksomheden er
i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.«
Stk. 2. ---
§ 60. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Finanstilsynet kan undlade at give en til-
ladelse i henhold til stk. 1, hvis Finanstilsynet
vurderer, at virksomheden ikke opfylder kravene
i denne lov eller regler udstedt i medfør af denne
I § 60, stk. 5, ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.
91
lov, hvis oplysningerne i henhold til stk. 2 er
ufuldstændige, eller hvis ansvarsforsikringen ik-
ke lever op til kravene i stk. 4 eller reglerne ud-
stedt i medfør af stk. 8.
Stk. 6. En virksomhed, der har en tilladelse i
henhold til stk. 1, skal behandles som et beta-
lingsinstitut. Kapitel 5-7 med undtagelse af §§
65-67, 72, 83 og 87-90 finder dog ikke anven-
delse på betalingsinstitutter, der alene udbyder
kontooplysningstjenester.
I § 60, stk. 6, 2. pkt., ændres »Kapitel 5-7« til:
»§§ 21-24, § 39 og kapitel 5-7«.
Stk. 7-8. ---
Efter § 60 indsættes før overskriften før § 61:
»§ 60 a. Senest 3 måneder efter modtagelse af
en ansøgning om tilladelse, jf. § 60, eller, hvis
ansøgningen er ufuldstændig, efter modtagelse
af de oplysninger, der er nødvendige for at træf-
fe afgørelse, underretter Finanstilsynet ansøge-
ren om, hvorvidt ansøgningen kan imødekom-
mes.«
Efter § 66 indsættes før overskriften før § 67:
Ȥ 66 a. En udbyder af betalingstjenester, der
udbyder tjenester til forbrugere, skal stille den
folder, som Kommissionen udarbejder i medfør
af artikel 106 i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015
om betalingstjenester i det indre marked, gratis
til rådighed for alle udbyderens brugere på en
let tilgængelig måde. Folderen skal fremgå af
udbyderens hjemmeside og være tilgængelig på
papir hos udbyderens filialer, agenter og, hvor
relevant, andre virksomheder, hvortil aktiviteter
er outsourcet. For personer med handicap skal
oplysningerne efter 1. pkt. stilles til rådighed
ved hjælp af hensigtsmæssige alternative mid-
ler, således at oplysningerne stilles til rådighed
i et tilgængeligt format.«
§ 123. ---
Stk. 2. ---
92
Stk. 3. I tilfælde, hvor en betalingstransaktion
sker ved anvendelse af et betalingsinstrument,
kan udbyderne af betalingstjenester og beta-
lingsmodtageren indgå aftale om betaling for
særlige ordninger tilknyttet det enkelte beta-
lingsinstrument, i det omfang disse særlige ord-
ninger ikke er omfattet af abonnementsordnin-
gen, jf. stk. 4.
I § 123, stk. 3, ændres »abonnementsordningen,
jf. stk. 4« til: »regler fastsat af erhvervsministe-
ren efter stk. 4«.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nærme-
re regler om, at udbyderen for visse typer af be-
talingsinstrumenter alene kan pålægge betalings-
modtageren at betale et årligt abonnement til
dækning af udbyderens omkostninger til driften
af betalingssystemet.
§ 123, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nær-
mere regler om, hvilke prismodeller udbyderne
af visse typer af betalingsinstrumenter kan an-
vende til at pålægge betalingsmodtageren at be-
tale til dækning af udbyderens omkostninger til
driften af betalingssystemet.«
Stk. 5. Erhvervsministeren kan fastsætte nærme-
re regler om, hvorledes prisen for det årlige
abonnement i stk. 4 skal beregnes. Erhvervsmi-
nisteren kan endvidere fastsætte supplerende
regler for betalingsinstrumenter omfattet af stk.
1.
I § 123, stk. 5, 1. pkt., ændres »prisen for det år-
lige abonnement i stk. 4« til: »betalingen i pris-
modeller fastsat efter stk. 4«.
Stk. 6. ---
§ 130. Finanstilsynet påser overholdelsen af lo-
ven med undtagelse af § 27 og påser overholdel-
sen af regler udstedt i medfør af loven, jf. dog
§§ 144 og 145. Finanstilsynet påser endvidere
overholdelsen af artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og
7, artikel 3b og 4 i Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 924/2009/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fæl-
lesskabet og om ophævelse af forordning (EF)
nr. 2560/2001 og Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts
2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til
kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro
og forordninger udstedt i medfør af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af
25. november 2015 om betalingstjenester i det
indre marked.
I § 130, stk. 1, 2. pkt., ændres »artikel 3, artikel
3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel
3-4«.
§ 132. ---
93
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. Finanstilsynet kan indhente oplysninger
efter stk. 1-5 til brug for de i § 136, stk. 5, nr.
17-22, nævnte myndigheder og organer.
I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og stk.
10, der bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11, og §
137, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
Stk. 7. ---
§ 136. Finanstilsynets ansatte er under ansvar ef-
ter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet til at
hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de
får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden,
og fortrolige oplysninger, som de får kendskab
til fra Finansiel Stabilitet, såfremt oplysningerne
vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og
§§83-90. Det samme gælder personer, der udfø-
rer serviceopgaver som led i Finanstilsynets
drift, og eksperter, der handler på tilsynets veg-
ne. Dette gælder også efter ansættelses- eller
kontraktforholdets ophør.
I § 136, stk. 1, 1. pkt., udgår », såfremt oplys-
ningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3
og 8 og §§ 83-90«.
Stk. 2. ---
I § 136 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse på oplys-
ninger i sager omfattet af kapitel 5-7.«
Stk. 3-10 bliver herefter 4-11.
Stk. 3 og 4. ---
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder
for, at fortrolige oplysninger videregives til:
1-3) ---
4) Vedkommende minister som led i
dennes overordnede tilsyn, jf. dog
stk. 10.
I § 136, stk. 5, nr. 4, der bliver stk. 6, nr. 4, æn-
dres »stk. 10« til: »stk. 11«.
5 og 6) ---
7) En parlamentarisk kommission
nedsat af Folketinget, jf. dog stk.
9 og 10.
I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23,
der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
94
I § 136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk. 6,
nr. 7, 8 og 14, ændres »og 10« til: »og 11«.
8) Undersøgelseskommissioner ned-
sat ved lov eller i henhold til lov
om undersøgelseskommissioner,
jf. dog stk. 9 og 10.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
23. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk.
6, nr. 7, 8 og 14, ændres »og 10« til: »og 11«.
9) ---
10) Skifteretten, jf. dog stk. 9, andre
myndigheder, der medvirker ved
likvidation, konkursbehandling
eller lignende procedurer for en
virksomhed omfattet af denne
lov, og kurator samt personer, der
er ansvarlige for den lovpligtige
revision af regnskaber for en
virksomhed omfattet af denne
lov, under forudsætning af at
modtagerne af oplysninger har
behov herfor til varetagelse af de-
res opgaver.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
11 og 12) ---
13) Erhvervsstyrelsen i sin egenskab
af tilsynsmyndighed for efterle-
velse af selskabslovgivningen,
når videregivelse sker med hen-
blik på at styrke det finansielle
systems stabilitet og integritet, jf.
dog stk. 9, Erhvervsstyrelsen og
Revisornævnet i deres egenskab
af tilsynsmyndighed for den lov-
pligtige revision af regnskaber for
virksomheder omfattet af denne
lov, jf. dog stk. 9. Videregivelse
efter 1. pkt. kan kun ske, under
forudsætning af at modtageren
har behov herfor til varetagelsen
af dennes opgaver.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
95
14) Sagkyndige, som bistår Finanstil-
synet, Erhvervsstyrelsen, Revi-
sornævnet og institutioner, der
forvalter indskyder-, investor- el-
ler forsikringsgarantiordninger
med udførelsen af deres tilsyns-
opgaver, under forudsætning af at
modtageren har behov for oplys-
ningerne til varetagelsen af den-
nes opgaver, jf. dog stk. 9 og 10.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
23. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk.
6, nr. 7, 8 og 14, ændres »og 10« til: »og 11«.
15) Offentlige myndigheder, som
overvåger betalingssystemerne i
Danmark og andre lande inden
for Den Europæiske Union eller
lande, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle om-
råde, under forudsætning af at op-
lysningerne er nødvendige for
dem til opfyldelse af deres lovbe-
stemte opgaver, herunder over-
vågning af betalings- og værdipa-
pirhåndteringssystemer og vareta-
gelse af det finansielle systems
stabilitet.
§ 136, stk. 5, nr. 15, der bliver til stk. 6, nr. 15,
affattes således:
»15) Danmarks Nationalbank, centralbanker i
lande inden for Den Europæiske Union eller
lande, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, Det Europæiske System
af Centralbanker og Den Europæiske Central-
bank i deres egenskab af pengepolitisk myndig-
hed samt offentlige myndigheder, som overvå-
ger betalingssystemerne i Danmark og andre
lande inden for Den Europæiske Union eller
lande, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, under forudsætning af at
oplysningerne er nødvendige for dem til opfyl-
delse af deres lovbestemte opgaver, herunder
udførelse af pengepolitik, overvågning af beta-
lings- og værdipapirhåndteringssystemer samt
varetagelse af det finansielle systems stabili-
tet.«
16 og 17) ---
18) Organer i andre lande inden for
Den Europæiske Union eller i
lande, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle om-
råde, der fører tilsyn med orga-
ner, der medvirker ved likvida-
tion, konkursbehandling eller lig-
nende procedurer for virksomhe-
der omfattet af denne lov, og
myndigheder, der fører tilsyn
med personer, som er ansvarlige
for den lovpligtige revision af
virksomheder omfattet af denne
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
96
lov, under forudsætning af at
modtageren af oplysningerne har
behov herfor til varetagelsen af
dennes opgaver, jf. dog stk. 9.
19) Organer i andre lande inden for
Den Europæiske Union eller i
lande, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle om-
råde, der er ansvarlige for at påvi-
se overtrædelser af selskabsretten,
under forudsætning af at modta-
geren af oplysningerne har behov
herfor til varetagelsen af dennes
opgaver og at videregivelse sker
med henblik på at styrke det fi-
nansielle systems stabilitet og in-
tegritet, jf. dog stk. 9.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
20-22) ---
23) Færøske tilsynsmyndigheder på
det finansielle område, under for-
udsætning af at modtagerne er
underlagt en lovbestemt tavsheds-
pligt, der mindst svarer til tav-
shedspligten i medfør af stk. 1, og
at modtagerne har behov for op-
lysningerne til varetagelse af de-
res opgaver, jf. dog stk. 9.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
I § 136, stk. 5, der bliver stk. 6, indsættes som
nr. 24-26:
»24) Den Internationale Valutafond og Ver-
densbanken med henblik på vurderinger som
led i programmet til vurdering af den finansielle
sektor.
25) Den Internationale Betalingsbank med hen-
blik på kvantitative konsekvensanalyser.
26) Rådet for Finansiel Stabilitet med henblik
på dets tilsynsfunktion.«
Stk. 6. Alle, der i henhold til stk. 4 og 5 modta-
ger fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er
I § 136, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 4
og 5« til: »stk. 5 og 6«.
97
med hensyn til disse oplysninger undergivet den
i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.
Stk. 7. Fortrolige oplysninger modtaget i medfør
af stk. 5, nr. 22, kan uanset tavshedspligten som
nævnt i stk. 6 udveksles direkte mellem på den
ene side Den Europæiske Banktilsynsmyndig-
hed, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordnin-
ger og Den Europæiske Værdipapir- og Mar-
kedstilsynsmyndighed samt organer etableret af
disse og på den anden side Det Europæiske Råd
for Systemiske Risici.
18. I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og
stk. 10, der bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11,
og § 137, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
I § 136, stk. 7, der bliver stk. 8, ændres »stk. 6«
til: »stk. 7«.
Stk. 8. ---
Stk. 9. Videregivelse efter stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13,
14, 17-20 og 23, af fortrolige oplysninger, der
hidrører fra lande inden for Den Europæiske
Union eller lande, som Unionen har indgået af-
tale med på det finansielle område, kan endvide-
re alene ske, såfremt de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykke-
lige tilladelse, og må udelukkende benyttes til
det formål, som tilladelsen vedrører. Ved videre-
givelse af oplysninger efter stk. 5, nr. 14 og 20,
meddeler Finanstilsynet de myndigheder eller
organer, som har videregivet oplysningerne,
hvilke sagkyndige oplysningerne vil blive vide-
resendt til, med angivelse af de sagkyndiges be-
føjelser.
18. I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og
stk. 10, der bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11,
og § 137, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
Stk. 10. Videregivelse af fortrolige oplysninger i
medfør af stk. 5, nr. 4, 7, 8 og 14, kan alene ske,
såfremt de myndigheder eller organer, som har
afgivet oplysningerne, eller de myndigheder i
det medlemsland, hvor kontrolbesøget eller in-
spektionen er foretaget, har givet deres udtryk-
kelige tilladelse, hvor oplysningerne er modtaget
enten fra Den Europæiske Banktilsynsmyndig-
hed, Det Europæiske Udvalg for Systemiske Ri-
sici, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordnin-
ger eller Den Europæiske Værdipapir- og Mar-
kedstilsynsmyndighed og organer etableret
under disse samt i henhold til denne lov, bestem-
melser udstedt i medfør af denne lov, artikel 15 i
18. I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og
stk. 10, der bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11,
og § 137, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
98
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makro-
tilsyn på EU-plan med det finansielle system og
om oprettelse af et europæisk udvalg for sy-
stemiske risici, artikel 31, 35 og 36 i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse
af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Euro-
pæiske Banktilsynsmyndighed) samt artikel 31
og 36 i forordning (EU) nr. 1095/2010 om opret-
telse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyn-
dighed) eller fra myndigheder, der har ansvaret
for tilsynet med virksomheder omfattet af denne
lov, myndigheder og organer, som er ansvarlige
for at opretholde det finansielle systems stabili-
tet gennem anvendelse af makroprudentielle reg-
ler, myndigheder eller organer, som har til for-
mål at sikre den finansielle stabilitet, organer,
der medvirker ved likvidation eller konkursbe-
handling af virksomheder omfattet af denne lov,
eller lignende procedurer, og personer, der er an-
svarlige for den lovpligtige revision af regnska-
ber for virksomheder omfattet af denne lov, eller
hvor oplysninger er tilvejebragt ved kontrolbe-
søg eller undersøgelse efter § 131, stk. 4.
§ 137. ---
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder
for, at personoplysninger videregives i medfør af
§ 136, stk. 5.
18. I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og
stk. 10, der bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11,
og § 137, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
Stk. 3. ---
§ 138. Reaktioner givet efter denne lovs § 130,
stk. 2, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel
virksomhed, eller af Finanstilsynet efter delega-
tion fra Finanstilsynets bestyrelse til en virksom-
hed omfattet af denne lov skal offentliggøres
med angivelse af navnet på virksomheden, jf.
dog stk. 3. Virksomheden skal offentliggøre op-
lysningerne på sin eventuelle hjemmeside på et
sted, hvor de naturligt hører hjemme, hurtigst
muligt og senest 3 hverdage efter at virksomhe-
den har modtaget underretning om reaktionen,
eller senest på tidspunktet for offentliggørelse
I § 138, stk. 1, 8. pkt., ændres »artikel 3, artikel
3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel
3-4«.
99
påkrævet efter lov om værdipapirhandel m.v.
Samtidig med offentliggørelsen skal virksomhe-
den indsætte et link, som giver direkte adgang til
reaktionen, på forsiden af virksomhedens even-
tuelle hjemmeside på en synlig måde, og det
skal af linket og en eventuel tilknyttet tekst tyde-
ligt fremgå, at der er tale om en reaktion fra Fi-
nanstilsynet. Kommenterer virksomheden på re-
aktionen, skal dette ske i forlængelse af denne,
og kommentarerne skal være klart adskilt fra re-
aktionen. Fjernelse af linket på forsiden og in-
formationerne fra virksomhedens eventuelle
hjemmeside skal finde sted efter samme princip-
per, som virksomheden anvender for øvrige
meddelelser, dog tidligst når linket og informa-
tionerne har ligget på hjemmesiden i 3 måneder,
og tidligst efter førstkommende generalforsam-
ling eller repræsentantskabsmøde. Virksomhe-
dens pligt til at offentliggøre oplysningerne på
virksomhedens hjemmeside gælder kun for juri-
diske personer. Finanstilsynet skal offentliggøre
oplysningerne på tilsynets hjemmeside. Reaktio-
ner givet i henhold til denne lovs § 130, stk. 2,
jf. § 345, stk. 12, nr. 6, i lov om finansiel virk-
somhed, og Finanstilsynets beslutninger om at
overgive sager efter denne lov eller regler ud-
stedt i medfør af loven eller efter forordninger
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2015/2366/EU af 25. november
2015 om betalingstjenester i det indre marked,
artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4
i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
924/2009/EF af 16. september 2009 om grænse-
overskridende betalinger i Fællesskabet og om
ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og
forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og
direkte debiteringer i euro til politimæssig efter-
forskning skal offentliggøres på Finanstilsynets
hjemmeside med angivelse af virksomhedens
navn, jf. dog stk. 3. Indbringes reaktionen, der
offentliggøres i henhold til 1. pkt., for Erhvervs-
ankenævnet eller domstolene, skal dette fremgå
af Finanstilsynets offentliggørelse, og det efter-
følgende resultat af Erhvervsankenævnets eller
domstolenes afgørelse skal ligeledes offentlig-
100
gøres på Finanstilsynets hjemmeside hurtigst
muligt.
Stk. 2-6. ---
§ 139. Finanstilsynet skal orientere offentlighe-
den om sager, som er behandlet af Finanstilsy-
net, anklagemyndigheden eller domstolene, og
som er af almen interesse eller af betydning for
forståelsen af bestemmelserne i denne lov bort-
set fra kapitel 2-4. 1. pkt. gælder også for sager
vedrørende artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, ar-
tikel 3b og 4 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 924/2009/EF af 16. september 2009
om grænseoverskridende betalinger i Fællesska-
bet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001 og sager vedrørende Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning nr. 260/2012/EU
af 14. marts 2012 om tekniske og forretnings-
mæssige krav til kreditoverførsler og direkte de-
biteringer i euro.
I § 139, stk. 1, 2. pkt., ændres »artikel 3, artikel
3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel
3-4«.
Stk. 2. ---
§ 143. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i hen-
hold til denne lov, regler udstedt i medfør heraf,
forordninger udstedt i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25.
november 2015 om betalingstjenester i det indre
marked, artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, arti-
kel 3b og 4 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 924/2009/EF af 16. september 2009
om grænseoverskridende betalinger i Fællesska-
bet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001 eller Europa-Parlamentets eller Rå-
dets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts
2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til
kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro
kan af den, som afgørelsen retter sig mod, ind-
bringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger
efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.
I § 143 ændres »artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og
7, artikel 3b og 4« til: »artikel 3-4«, og »Euro-
pa-Parlamentets eller Rådets forordning (EU)
nr. 260/2012 af 14. marts 2012« ændres til:
»Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012«.
Efter § 145 indsættes:
»§ 145 a. Konkurrencerådet har det overordne-
de ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sens administration efter denne lov og regler
101
udstedt i medfør heraf. Konkurrencerådet træf-
fer afgørelse i sager af principiel eller særlig
stor betydning. Konkurrencerådet og Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsen er ved administra-
tionen af denne lov og regler udstedt i medfør
heraf uafhængige af erhvervsministeren.
Stk. 2. Konkurrencerådet kan delegere sin kom-
petence til at træffe afgørelser efter stk. 1, 2.
pkt., til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
§ 145 b. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
afgør, om der er tilstrækkelig anledning til at
undersøge eller træffe afgørelse i en sag, herun-
der om sagsbehandlingen midlertidigt eller en-
deligt skal indstilles.«
§ 152. ---
Stk. 2. Overtrædelse af § 21, stk. 1, § 22, § 25,
stk. 1 og 2, § 25 a, stk. 1-3, § 26, stk. 1, § 27,
stk. 1, 27 a, stk. 1, § 28, § 29, stk. 1, nr. 1, § 36,
stk. 1, § 37, stk. 1, 3. pkt., § 38, stk. 1, 1. pkt., og
stk. 2, § 40, § 43, stk. 1 og stk. 7, 4. pkt., og stk.
10, § 44, § 45, stk. 1 og 5 og stk. 8, 4. pkt., § 60,
stk. 7, § 61, stk. 1, § 62, stk. 1 og 3, § 63, stk. 1
og 2, § 64, stk. 1, 3 og 4, § 66, stk. 1, § 67, stk.
1-6, §§ 68, 69, 70, 71 og 72, § 75, stk. 3, §§
76-78 og 80, § 81, stk. 1, § 83, stk. 2, §§ 84, 85,
86, 87, 88 og 89, § 90, stk. 2-4, § 91, stk. 1-4, §
92, stk. 2 og 3, § 94, stk. 1 og 2, § 95, § 96, stk.
1-3, § 101, stk. 1, § 110, stk. 1, § 117, § 118,
stk. 1 og 2, § 120, stk. 1, § 121, stk. 2, 1. pkt., §
122, stk. 1 og 2, § 123, stk. 1 og 2, § 124, stk. 2
og 4, § 125, stk. 2-6, § 126, stk. 1, § 127, stk.
1-3, og § 128, stk. 1 og 5, samt artikel 3, stk. 1
og 1a, artikel 3a, stk. 3 og 4, artikel 3b, artikel 4,
stk. 1, 3 og 4, og artikel 6 og 7 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 924/2009/EF af
16. september 2009 om grænseoverskridende
betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af
forordning (EF) nr. 2560/2001, artikel 3-6 og
8-9 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
nr. 260/2012/EU af 14. marts 2012 om tekniske
og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler
og direkte debiteringer i euro og om ændring af
forordning nr. 924/2009/EF om grænseoverskri-
I § 152, stk. 2, ændres »artikel 3a, stk. 3-4« til
»artikel 3a, stk. 3-5«.
102
dende betalinger i euro (SEPA-forordningen) og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
2015/751/EU om interbankgebyrer for kortbase-
rede betalingstransaktioner straffes med bøde.
Stk. 3-7. ---
§ 2
I hvidvaskloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 380
af 2. april 2020, foretages følgende ændringer:
§ 1. Denne lov finder anvendelse på følgende
virksomheder og personer:
1-18) ---
19) Valutavekslingsvirksomhed, jf.
dog stk. 4.
I § 1, stk. 1, nr. 19, ændres »stk. 4« til: »stk. 6«.
20) Udbydere af spil, jf. dog stk. 5. § 1, stk. 1, nr. 20, affattes således:
»20) Udbydere af spil, som defineret i lov om
spil, jf. dog stk. 7.«
21-24) ---
Stk. 2-7. ---
Efter § 5 indsættes før overskriften før § 6:
Ȥ 5 a. Betalinger foretaget med anonyme for-
udbetalte kort udstedt i tredjelande må ikke ind-
løses i Danmark. Tilsvarende må restværdien i
kontanter eller kontanthævning af pengeværdi-
en på sådanne betalingskort ikke indløses i
Danmark.«
§ 7. ---
Stk. 2. Den daglige ledelse i virksomheder om-
fattet af § 1, stk. 1, nr. 1-8, 10, 11, 19, 23 og 24,
skal udpege en ansat, der har fuldmagt til at
træffe beslutninger på vegne af virksomheden i
henhold til § 8, stk. 2, § 18, stk. 3, og § 19, stk.
1, nr. 3. Personen kan være medlem af virksom-
hedens daglige ledelse. Personen skal have til-
I § 7, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§ 8, stk. 2«:
», § 17, stk. 2, nr. 5«.
103
strækkeligt kendskab til virksomhedens risiko
for hvidvask og terrorfinansiering til at kunne
træffe beslutninger, der kan påvirke virksomhe-
dens risikoeksponering. Personen skal endvidere
have et tilstrækkelig godt omdømme og må ikke
have udvist en adfærd, der giver grund til at an-
tage, at personen ikke vil varetage stillingen på
forsvarlig måde.
Stk. 3. ---
§ 8. --- 5. I § 8, stk. 4, indsættes efter »og som har en
intern revision eller intern audit,«: »samt besty-
relser i andre virksomheder, der er omfattet af §
1, stk. 1, som i henhold til anden lovgivning er
underlagt krav om en intern revision eller intern
audit,«.
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Bestyrelser i virksomheder, som er om-
fattet af § 1, stk. 1, nr. 1-7, og som har en intern
revision eller intern audit, skal sikre, at den in-
terne revision eller interne audit vurderer, hvor-
vidt virksomhedens politikker, forretningsgange
og kontroller, jf. kravene i denne lov og regler
udstedt i medfør heraf, er tilrettelagt og fungerer
på betryggende vis.
§ 11. Kundekendskabsprocedurer omfatter føl-
gende:
1 og 2) ---
Virksomheden eller personen skal
indhente identitetsoplysninger på
den eller de reelle ejere og gen-
nemføre rimelige foranstaltninger
for at kontrollere den eller de reelle
ejeres identitet, således at virksom-
heden eller personen med sikker-
hed ved, hvem den eller de reelle
ejere er. Er kunden en juridisk per-
son, herunder fonde, eller en ikke-
juridisk person, herunder en trust
eller et lignende juridisk arrange-
ment, skal der herunder gennemfø-
I § 11, stk. 1, nr. 3, 4. pkt., ændres »§ 2, litra a,
nr. ii« til: »§ 2, nr. 9, litra a, nr. ii«.
104
res rimelige foranstaltninger for at
klarlægge den juridiske persons
ejer- og kontrolstruktur. Er den re-
elle ejer en begunstiget af en trusts
eller et lignende juridisk arrange-
ments formue, jf. § 2, nr. 9, litra b,
nr. iv, eller en fonds eller et lignen-
de juridisk arrangements formue,
jf. § 2, nr. 9, litra c, skal virksom-
heden eller personen træffe de for-
anstaltninger, der er nævnt i 1. pkt.,
senest på det tidspunkt, hvor udbe-
talingen finder sted, eller hvor
modtageren udøver sin ret. Identifi-
ceres den daglige ledelse som den
reelle ejer, skal virksomheden eller
personen træffe de nødvendige ri-
melige foranstaltninger for at kon-
trollere identiteten af den eller de
fysiske personer, der udgør kun-
dens daglige ledelse, jf. § 2, litra a,
nr. ii. Virksomheden eller personen
skal opbevare oplysninger om de
iværksatte foranstaltninger og om
eventuelle opståede vanskeligheder
under udførelsen af kontrollen.
4 og 5) ---
§ 14. ---
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. Stk. 5 finder ikke anvendelse for advoka-
ter, når de fastslår en klients retsstilling eller for-
svarer eller repræsenterer denne under eller i
forbindelse med en retssag, herunder rådgiver
om at indlede eller undgå et sagsanlæg. De per-
soner og virksomheder, som er nævnt i § 1, stk.
1, nr. 14-17, er, når de bistår en advokat i de si-
tuationer som nævnt i 1. pkt., undtaget fra kravet
i stk. 2 i samme omfang som den advokat, de bi-
står.
7. I § 14, stk. 6, 2. pkt., ændres »stk. 2« til: »stk.
5«.
§ 25. Virksomheder og personer omfattet af den-
ne lov skal undersøge baggrunden for og formå-
let med alle transaktioner, der
8. § 25, stk. 1, affattes således:
105
»Virksomheder og personer skal undersøge
baggrunden for og formålet med:
Alle transaktioner, der
er komplekse,
er usædvanligt store,
foretages i et usædvanligt mønster, eller
ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt for-
mål.
Alle usædvanlige aktiviteter, der ikke har et
åbenbart økonomisk eller lovligt formål.«
1) er komplekse,
2) er usædvanlig store,
3) foretages i et usædvanligt møns-
ter eller
4) ikke har et åbenbart økonomisk
eller lovligt formål.
Stk. 2-4. ---
§ 47. Finanstilsynet påser, at virksomheder og
personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23
og 24 overholder loven, regler udstedt i medfør
heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2015/847/EU af 20. maj 2015 om oplysnin-
ger, der skal medsendes ved pengeoverførsler,
og forordninger indeholdende regler om finan-
sielle sanktioner mod lande, personer, grupper,
juridiske enheder eller organer. Dette gælder
dog ikke overholdelse af § 36.
9. I § 47, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk.
1, nr. 1-13, 19, 23 og 24«: », samt filialer, dis-
tributører og agenter her i landet af sådanne
udenlandske virksomheder og personer«.
Stk. 2-4. ---
§ 57. Erhvervsstyrelsen påser, at virksomheder
og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og
22, overholder denne lov, regler udstedt i med-
før heraf og forordninger udstedt af Europa-Par-
lamentet og Rådet indeholdende regler om fi-
nansielle sanktioner mod lande, personer, grup-
10. I § 57, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1,
stk. 1, nr. 15-18 og 22,«: » samt filialer, distri-
butører og agenter her i landet af sådanne uden-
landske virksomheder og personer«.
106
per, juridiske enheder eller organer. Dette gæl-
der dog ikke overholdelse af § 36.
Stk. 2-3. ---
11. I § 57 indsættes som stk. 4-6:
»Stk. 4. Erhvervsstyrelsen skal samarbejde med
de kompetente myndigheder i EU- eller EØS-
lande om at medvirke ved tilsynsaktiviteter,
kontroller på stedet eller inspektioner her i lan-
det, når virksomheder og personer, der udøver
den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1,
nr. 15-18 og 22, der er under tilsyn i et andet
EU- eller EØS-land, udøver disse aktiviteter her
i landet, eller når virksomheder og personer,
som er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22,
der er underlagt dansk tilsyn, men opererer i an-
dre EU- eller EØS-lande.
Stk. 5. Tilsynsmyndighederne i et andet EU- el-
ler EØS-land kan efter forudgående aftale med
Erhvervsstyrelsen foretage inspektion hos de
her i landet beliggende virksomheder og perso-
ner, der udøver den type virksomhed, som er
nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, med hjem-
sted i det pågældende land. Erhvervsstyrelsen
kan deltage i inspektionen som nævnt i 1. pkt.
Modsætter en virksomhed eller person som
nævnt i 1. pkt. sig en kompetent udenlandsk
myndigheds inspektion, kan undersøgelsen kun
foretages med Erhvervsstyrelsens medvirken.
Stk. 6. Erhvervsstyrelsen kan anmode de kom-
petente myndigheder i et EU- eller EØS-land
om at medvirke til at påse overholdelsen af lo-
ven og de regler, der er udstedt i medfør af lo-
ven, vedrørende virksomheder og personer, der
udøver den type virksomhed, som er nævnt i §
1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, med hjemsted i et an-
det EU- eller EØS-land ved tilsynsaktioner,
kontroller på stedet eller inspektioner på et an-
det EU- eller EØS-lands område.«
§ 64. Advokatrådet påser, at advokater omfattet
af § 1, stk. 1, nr. 14, overholder loven og de reg-
12. I § 64. stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1,
stk. 1, nr. 14«: », samt advokater, der er etable-
107
ler, der er udstedt i medfør heraf, samt Europa-
Parlamentets og Rådets forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lan-
de, personer, grupper, juridiske enheder eller or-
ganer. Dette gælder dog ikke overholdelse af §
36
ret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-land
eller i Schweiz, og som udøver advokatvirk-
somhed her i landet«
Stk. 2. ---
13. I § 64 indsættes som stk. 3-5:
»Stk. 3. Advokatrådet skal samarbejde med
kompetente myndigheder i EU- eller EØS-lan-
de om at medvirke ved tilsynsaktiviteter, kon-
troller på stedet eller inspektioner her i landet,
når virksomheder og personer, der udøver den
type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr.
14, der er under tilsyn i et andet EU- eller EØS-
land, udøver advokatvirksomhed her i landet,
eller en dansk virksomhed eller person omfattet
af § 1, stk. 1, nr. 14, der er underlagt dansk til-
syn, men opererer i andre EU- eller EØS-lande.
Stk. 4. Tilsynsmyndighederne i et andet EU- el-
ler EØS-land kan efter forudgående aftale med
Advokatrådet foretage inspektion hos de her i
landet beliggende virksomheder og personer,
der udøver den type virksomhed, som er nævnt
i § 1, stk. 1, nr. 14, med hjemsted i det pågæl-
dende land. Advokatrådet kan deltage i inspek-
tionen som nævnt i 1. pkt. Modsætter en virk-
somhed eller person som nævnt i 1. pkt. sig en
kompetent udenlandsk myndigheds inspektion,
kan undersøgelsen kun foretages med Advoka-
trådets medvirken.
Stk. 5. Advokatrådet kan anmode de kompeten-
te myndigheder i et EU- eller EØS-land om at
medvirke til at påse overholdelsen af loven og
de regler, der er udstedt i medfør af loven, ved-
rørende virksomheder og personer, der udøver
den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1,
nr. 14, med hjemsted i et andet EU- eller EØS-
land ved tilsynsaktioner, kontroller på stedet el-
ler inspektioner på et andet EU- eller EØS-
lands område.«
108
14. Efter § 64 indsættes før overskriften før §
65:
»§ 64 a. Advokatrådets reaktioner i forbindelse
med tilsyn efter § 64, herunder beslutninger om
at overdrage en sag til politimæssig efterforsk-
ning, skal offentliggøres af advokatrådet på Ad-
vokatsamfundets hjemmeside, jf. dog stk. 5.
Offentliggørelsen skal omfatte den juridiske el-
ler fysiske persons navn, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Offentliggjorte reaktioner forbliver på
Advokatsamfundets hjemmeside i 5 år efter of-
fentliggørelse. Personoplysninger indeholdt i
offentliggørelsen må dog kun forblive på Advo-
katrådets hjemmeside i det nødvendige tidsrum.
Stk. 3. Offentliggørelse efter stk. 1, der omfatter
en fysisk persons navn, kan dog alene ske ved
personens alvorlige, gentagne eller systemati-
ske overtrædelser af § 10, nr. 1, 2, 4 og 5, § 11,
stk. 1 og 2 og stk. 3, 1., 3. og 4. pkt., § 14, stk.
1, stk. 2, 2. pkt., stk. 3 og 5, § 17, stk. 1 og 2, §
18, § 21, stk. 1, 2. pkt., § 25, stk. 1, § 26, stk. 1
og 3 og stk. 4, 1. pkt., og § 30.
Stk. 4. Har Advokatrådet overgivet en sag til
politimæssig efterforskning, og er der afsagt
fældende dom eller vedtaget bøde, skal Advo-
katrådet offentliggøre dommen, bødevedtagel-
sen eller et resumé heraf, jf. dog stk. 5. Er dom-
men ikke endelig, skal dette fremgå af offent-
liggørelsen. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende an-
vendelse.
Stk. 5. Offentliggørelse efter stk. 1-4 kan dog
ikke ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig
stor skade for virksomheden eller efterforsk-
ningsmæssige hensyn taler imod offentliggørel-
se. Oplysninger om enkeltpersoners private,
herunder økonomiske, forhold og tekniske ind-
retninger eller fremgangsmåder eller om drifts-
eller forretningsforhold el.lign., for så vidt det
er af væsentlig økonomisk betydning for den
person eller virksomhed, oplysningerne angår,
109
offentliggøres ikke. Offentliggørelsen må ikke
indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører
fra en myndighed fra et EU- eller EØS-land,
medmindre de myndigheder, som har afgivet
oplysningerne, har givet deres udtrykkelige til-
ladelse.
Stk. 6. Er offentliggørelse undladt i henhold til
stk. 5, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse efter
stk. 1-4, når de hensyn, der nødvendiggjorde
undladelsen, ikke længere er gældende. Efter 2
år fra datoen for reaktionen eller beslutningen
om at overgive sagen til politimæssig efter-
forskning skal der dog ikke ske offentliggørelse
uanset 1. pkt. Der skal alene ske offentliggørel-
se, hvis der ikke er sket påtaleopgivelse eller
tiltalefrafald efter retsplejelovens regler.
Stk. 7. I sager, hvor Advokatrådet har offentlig-
gjort en beslutning om at overgive en sag til po-
litimæssig efterforskning efter stk. 1, og der
træffes afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefra-
fald, afsiges frifindelse i Advokatnævnet eller
afsiges frifindende dom, skal Advokatrådet ef-
ter anmodning fra den fysiske eller juridiske
person, som sagen vedrører, offentliggøre op-
lysninger herom. Den fysiske eller juridiske
person skal indsende en kopi af afgørelsen om
påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller en kopi
af frifindende afgørelse eller dom til Advoka-
trådet samtidig med anmodning om offentliggø-
relse. Er påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet, afgø-
relse eller dommen ikke endelig, skal det frem-
gå af offentliggørelsen. Modtager Advokatrådet
dokumentation for, at sagen er afsluttet ved en-
delig påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller afsigel-
se af endelig frifindende afgørelse eller dom,
skal Advokatrådet fjerne alle oplysninger om
beslutningen om at overgive sagen til politi-
mæssig efterforskning og eventuelle efterføl-
gende domme i sagen fra Advokatrådets hjem-
meside.
Stk. 8. Advokatrådet skal efter anmodning fra
en fysisk eller juridisk person, som er frifundet,
offentliggøre resultatet af anken eller genopta-
110
gelsen. Den fysiske eller juridiske person skal
samtidig med anmodningen om offentliggørelse
indsende kopi af dommen i ankesagen eller den
genoptagede sag. Er resultatet af anken eller
den genoptagede sag et andet end resultatet af
dommen offentliggjort i medfør af stk. 4, 1.
pkt., kan Advokatrådet beslutte at fjerne dom-
men fra Advokatrådets hjemmeside.
Stk. 9. Advokatnævnets kendelser for overtræ-
delse af denne lov og de regler, der er udstedt i
medfør heraf, samt Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordninger indeholdende regler om fi-
nansielle sanktioner mod lande, personer, grup-
per, juridiske enheder eller organer skal offent-
liggøres af Advokatrådet på Advokatsamfun-
dets hjemmeside, når fristen for at indbringe
kendelsen for retten er udløbet. Dette gælder
dog ikke overholdelse af § 36. Kendelser, som
indbringes for retten, offentliggøres, når der er
afsagt endelig dom. Bestemmelserne i stk. 2-8
finder tilsvarende anvendelse.«
§ 65. Spillemyndigheden påser, at udbydere af
spil omfattet af § 1, stk. 1, nr. 20, overholder lo-
ven, de regler, der er udstedt i medfør heraf, og
forordninger indeholdende regler om finansielle
sanktioner mod lande, personer, grupper, juridi-
ske enheder eller organer. Dette gælder dog ikke
overholdelse af § 36.
15. I § 65, stk. 1,1. pkt., indsættes efter »§ 1,
stk. 1, nr. 20,«: »samt filialer, distributører og
agenter her i landet af sådanne udenlandske
virksomheder og personer«.
Stk. 2-6. ---
§ 78. Overtrædelse af § 55, stk. 4, 1.-4. pkt., og
stk. 5, 3.-7. pkt., straffes med bøde. Forsætlig el-
ler grov uagtsom overtrædelse af § 5, § 6, stk. 1,
2. pkt., § 6 a, § 7, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1-4 og 6,
§§ 9 og 10, § 11, stk. 1 og 2 og stk. 3, 1., 3. og
4. pkt., § 12, § 14, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., stk. 3,
stk. 4, 2. pkt., og stk. 5, §§ 15 og 16, § 17, stk.
1-4, §§ 18-20, § 21, stk. 1, 2. pkt., § 22, stk. 2 og
3, § 24, stk. 1, 2. pkt., stk. 2 og 3, § 25, stk. 1-3,
§ 26, stk. 1 og 3 og stk. 4, 1. pkt., § 29, stk. 4 og
6, §§ 30 og 31, § 31 b, stk. 1, § 35, stk. 1, §35 a,
stk. 1, § 36, stk. 1 og 2, § 36 a, § 38, stk. 1, §§
16. I § 78, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 5« til: »§§ 5
og 5 a«, og efter »§ 31 b, stk. 1« indsættes: », §
32«.
111
40, 43 og 44, § 45, stk. 2, § 48, stk. 1 og 2, § 49,
stk. 1, § 57, stk. 2, § 58, stk. 1, § 59, stk. 1, og §
65, stk. 2, og artikel 4-8, 10-12 og 16 i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2015/847/EU
af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal med-
sendes ved pengeoverførsler, samt artikel 6, stk.
1, i Rådets forordning 2001/1338/EF af 28. juni
2001 om fastlæggelse af de foranstaltninger, der
er nødvendige for at beskytte euroen mod falsk-
møntneri, som ændret ved forordning
2009/44/EF, jf. Rådets forordning 2001/1339/EF
af 28. juni 2001 om udvidelse af virkningerne af
forordning 2001/1338/EF om fastlæggelse af de
foranstaltninger, der er nødvendige for at be-
skytte euroen mod falskmøntneri, til også at om-
fatte de medlemsstater, der ikke har indført
euroen som fælles valuta, straffes med bøde,
medmindre højere straf er forskyldt efter straffe-
lovens regler.
Stk. 2-6. ---
§ 79. Med bøde straffes en virksomhed eller en
person, der ikke efterkommer et påbud, som er
givet i medfør af § 51, § 54, stk. 1, eller §§ 60
eller 66.
17. I § 79 ændres »§ 51« til: »§§ 51-51 b«.
§ 80. Undlader en virksomhed eller en person at
opfylde de pligter, som efter loven påhviler dem
i medfør af § 49, stk. 1 og 5, kan Finanstilsynet
som tvangsmiddel pålægge personen, virksom-
heden eller de for virksomheden ansvarlige per-
soner daglige eller ugentlige bøder.
18. I § 80, stk. 1, indsættes efter »§ 49, stk. 1 og
5«: », eller efter regler udstedt i medfør af § 49,
stk. 7«.
Stk. 2-6. ---
§ 3
I lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse
nr. 377 af 2. april 2020, som ændret ved § 2 i
lov nr. 369 af 9. april 2019, § 5 i lov nr. 641 af
19. maj 2020 og § 5 i lov nr. 642 af 19. maj
2020, foretages følgende ændringer:
§ 62. Operatører af et reguleret marked kan out-
source en proces, en tjenesteydelse eller en akti-
1. I § 62, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
112
vitet, som operatørerne ellers selv ville udføre,
til en leverandør.
»1. pkt. gælder også for en operatør af et regu-
leret marked, der driver en multilateral handels-
facilitet (MHF) eller en organiseret handelsfaci-
litet (OHF).«
Stk. 2 og 3. ---
§ 253 a. Medmindre højere straf er forskyldt ef-
ter den øvrige lovgivning, straffes med bøde
overtrædelse af artikel 4-16, 21, 23-29 og 34 i
Rådets og Parlamentets forordning (EU) nr.
1011/2016 af 8. juni 2016 om indeks, der bruges
som benchmarks i finansielle instrumenter og fi-
nansielle kontrakter eller med henblik på at måle
investeringsfondes økonomiske resultater.
2. I § 253 a indsættes efter »4-16«: », 19 a-19
c«.
§ 4
I lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1046 af 14. oktober 2019, som
ændret ved § 8 i lov nr. 532 af 29. april 2015, §
10 i lov nr. 554 af 7. maj 2019, § 3 i lov nr.
1374 af 13. december 2019, § 8 i lov nr. 1563
af 27. december 2019 og § 3 i lov nr. 641 af 19.
maj 2020, foretages følgende ændringer:
Fodnoten. Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samord-
ning af love og administrative bestemmelser om
visse institutter for kollektiv investering i værdi-
papirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direkti-
vet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side 32, dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af di-
rektiv 2009/65/EF om samordning af love og ad-
ministrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investe-
ringsinstitutter) for så vidt angår depositarfunkti-
oner, aflønningspolitik og sanktioner, EU-Ti-
dende 2014, nr. L 257, side 186 (UCITS V-di-
rektivet), Kommissionens direktiv 2007/16/EF
af 19. marts 2007 om gennemførelse af Rådets
direktiv 85/611/EØF om samordning af love og
administrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investe-
ringsinstitutter) med hensyn til afklaring af be-
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»Loven indeholder bestemmelser, der gennem-
fører Kommissionens direktiv 2007/16/EF af
19. marts 2007 om gennemførelse af Rådets di-
rektiv 85/611/EØF om samordning af love og
administrative bestemmelser om visse institut-
ter for kollektiv investering i værdipapirer (in-
vesteringsinstitutter) med hensyn til afklaring af
bestemte definitioner, EU-Tidende 2007, nr. L
79, side 11, Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samord-
ning af love og administrative bestemmelser
om visse institutter for kollektiv investering i
værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-
direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side
32, Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1.
juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så
vidt angår organisatoriske krav, interessekon-
flikter, god forretningsskik, risikostyring og
113
stemte definitioner, EU-Tidende 2007, nr. L 79,
side 11, Kommissionens direktiv 2010/43/EU af
1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så
vidt angår organisatoriske krav, interessekon-
flikter, god forretningsskik, risikostyring og ind-
holdet af aftalen mellem en depositar og et ad-
ministrationsselskab, EU-Tidende 2010, nr. L
176, side 42, Kommissionens direktiv
2010/44/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF for så vidt angår visse bestemmelser
om fusioner af fonde, master-feeder-strukturer
og anmeldelsesprocedure, EU-Tidende 2010, nr.
L 176, side 28, dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015
om forebyggende foranstaltninger mod anven-
delse af det finansielle system til hvidvask af
penge eller finansiering af terrorisme, om æn-
dring af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2012/648/EU og om ophævelse af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF
samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (4.
hvidvaskdirektiv), EU-Tidende 2015, nr. L 141,
side 73, og dele af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018 om
ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyg-
gende foranstaltninger mod anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge eller fi-
nansiering af terrorisme og om ændring af direk-
tiv 2009/138/EF og 2013/36/EU, EU-Tidende
2018, nr. L 156, side 43, og dele af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af
17. maj 2017 om ændring af direktiv
2007/36/EF, for så vidt angår tilskyndelse til
langsigtet aktivt ejerskab, EU-Tidende 2017, nr.
L 132, side 1. I loven er der endvidere medtaget
visse bestemmelser fra Kommissionens forord-
ning 2010/583/EU af 1. juli 2010 om gennemfø-
relse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF for så vidt angår central investorin-
formation og de betingelser, der skal opfyldes,
når central investorinformation eller prospektet
udleveres på et andet varigt medium end papir
eller via et websted, EU-Tidende 2010, nr. L
176, side 1, Kommissionens forordning
2010/584/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
indholdet af aftalen mellem en depositar og et
administrationsselskab, EU-Tidende 2010, nr. L
176, side 42, Kommissionens direktiv
2010/44/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF for så vidt angår visse bestemmel-
ser om fusioner af fonde, master-feeder-struktu-
rer og anmeldelsesprocedure, EU-Tidende
2010, nr. L 176, side 28, dele af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23.
juli 2014 om ændring af direktiv 2009/65/EF
om samordning af love og administrative be-
stemmelser om visse institutter for kollektiv in-
vestering i værdipapirer (investeringsinstitutter)
for så vidt angår depositar-funktioner, afløn-
ningspolitik og sanktioner, EU-Tidende 2014,
nr. L 257, side 186 (UCITS V-direktivet), dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende
foranstaltninger mod anvendelse af det finan-
sielle system til hvidvask af penge eller finan-
siering af terrorisme, om ændring af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2012/648/EU og om ophævelse af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt
Kommissionens direktiv 2006/70/EF (4. hvid-
vaskdirektiv), EU-Tidende 2015, nr. L 141, si-
de 73, dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2017/828 af 17. maj 2017 om æn-
dring af direktiv 2007/36/EF, for så vidt angår
tilskyndelse til langsigtet aktivt ejerskab, EU-
Tidende 2017, nr. L 132, side 1, og dele af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv
2018/843/EU af 30. maj 2018 om ændring af
direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende for-
anstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering
af terrorisme og om ændring af direktiv
2009/138/EF og 2013/36/EU, EU-Tidende
2018, nr. L 156, side 43. I loven er der endvide-
re medtaget visse bestemmelser fra Kommissio-
nens forordning 2010/583/EU af 1. juli 2010
om gennemførelse af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår
central investorinformation og de betingelser,
der skal opfyldes, når central investorinformati-
on eller prospektet udleveres på et andet varigt
medium end papir eller via et websted, EU-Ti-
114
2009/65/EF for så vidt angår form og indhold af
standardmodellen til anmeldelsesskrivelse og er-
klæring om investeringsinstituttet, brug af elek-
tronisk kommunikation mellem kompetente
myndigheder i forbindelse med anmeldelser og
procedurer ved kontroller og undersøgelser på
stedet samt udveksling af oplysninger mellem
kompetente myndigheder, EU-Tidende 2010, nr.
L 176, side 16, Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2017/1131/EU af 14. juni 2017 om
pengemarkedsforeninger, EU-Tidende 2017, nr.
L 169, side 8, og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017
om en generel ramme for securitisering og om
oprettelse af en specifik ramme for simpel,
transparent og standardiseret securitisering og
om ændring af direktiv 2009/65/EF,
2009/138/EF og 2011/61/EU og forordning
1060/2009/EF og 648/2012/EU, EU-Tidende
2017, nr. L 347, side 35. Ifølge artikel 288 i
EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart
i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse be-
stemmelser i loven er således udelukkende be-
grundet i praktiske hensyn og berører ikke for-
ordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.
dende 2010, nr. L 176, side 1, Kommissionens
forordning 2010/584/EU af 1. juli 2010 om
gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form
og indhold af standardmodellen til anmeldelses-
skrivelse og erklæring om investeringsinstitut-
tet, brug af elektronisk kommunikation mellem
kompetente myndigheder i forbindelse med an-
meldelser og procedurer ved kontroller og un-
dersøgelser på stedet samt udveksling af oplys-
ninger mellem kompetente myndigheder, EU-
Tidende 2010, nr. L 176, side 16, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/1131/EU af
14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger, EU-
Tidende 2017, nr. L 169, side 8, og Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU
af 12. december 2017 om en generel ramme for
securitisering og om oprettelse af en specifik
ramme for simpel, transparent og standardiseret
securitisering og om ændring af direktiv
2009/65/EF, 2009/138/EF og 2011/61/EU og
forordning 1060/2009/EF og 648/2012/EU,
EU-Tidende 2017, nr. L 347, side 35. Ifølge ar-
tikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning
umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af
disse bestemmelser i loven er således udeluk-
kende begrundet i praktiske hensyn og berører
ikke forordningernes umiddelbare gyldighed i
Danmark.«
§ 18. Vedtægterne eller fondsbestemmelserne i
en dansk UCITS kan indeholde bestemmelser
om, at den danske UCITS’ afdelinger kan opde-
les i andelsklasser, og at bestyrelsen kan etablere
andelsklasser i en afdeling. I en bestående afde-
ling i en investeringsforening eller SIKAV skal
afdelingens investorer dog først på en general-
forsamling have truffet beslutning om, at afde-
lingen kan opdeles i andelsklasser. Er der tale
om en værdipapirfond, er det bestyrelsen for
værdipapirfondens investeringsforvaltningssel-
skab eller administrationsselskab, der træffer be-
slutningen. Det skal fremgå af afdelingens navn,
hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i af-
delingen.
2. § 18, stk. 1, 4. pkt., ophæves.
Stk. 2-6. ---
115
§ 161. Finanstilsynet påser overholdelsen af reg-
ler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om
samordning af love og administrative bestem-
melser om visse institutter for kollektiv investe-
ring i værdipapirer (investeringsinstitutter)
(UCITS-direktivet), Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2017/2402/EU af 12. december
2017 om en generel ramme for securitisering og
om oprettelse af en specifik ramme for simpel,
transparent og standardiseret securitisering og
regler fastsat i medfør heraf, af loven og af de
regler, der er udstedt i medfør af loven, undta-
gen § 60, stk. 1 og 2, og § 63 b. Finanstilsynet
påser endvidere overholdelsen af Europa-Parla-
mentets og Rådets Forordning (EU) nr.
2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkeds-
foreninger, Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om let-
tere grænseoverskridende distribution af kollek-
tive investeringsinstitutter og om ændring af for-
ordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013
og (EU) nr. 1286/2014 og Europa-Parlamentets
og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20. juni
2019 om et paneuropæisk personligt pensions-
produkt (PEPP-produkt) og regler fastsat i med-
før heraf. Finanstilsynet påser endvidere over-
holdelsen af danske UCITS’ vedtægter eller
fondsbestemmelser, når Finanstilsynet har god-
kendt vedtægterne eller fondsbestemmelserne.
Erhvervsstyrelsen påser dog overholdelsen af §
14, stk. 1 og 3. Finanstilsynet kontrollerer, at
reglerne for finansiel information i årsrapporter
og delårsrapporter i §§ 82-92 og i regler udstedt
i medfør af § 95 er overholdt for danske UCITS,
som har udstedt værdipapirer, der handles på et
reguleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov
om kapitalmarkeder.
3. § 161, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»Finanstilsynet påser overholdelsen af følgen-
de:
Loven og de regler, der er udstedt i medfør af
loven, undtagen § 60, stk. 1 og 2, og § 63 b, jf.
dog stk. 2.
Danske UCITS’ vedtægter eller fondsbestem-
melser, når Finanstilsynet har godkendt ved-
tægterne eller fondsbestemmelserne.
Regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009
om samordning af love og administrative be-
stemmelser om visse institutter for kollektiv in-
vestering i værdipapirer (investeringsinstitutter)
(UCITS-direktivet).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en ge-
nerel ramme for securitisering og om oprettelse
af en specifik ramme for simpel, transparent og
standardiseret securitisering og regler fastsat i
medfør heraf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 1131/2017 af 14. juni 2017 om penge-
markedsforeninger og regler fastsat i medfør
heraf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere
grænseoverskridende distribution af kollektive
investeringsinstitutter og om ændring af forord-
ning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og
(EU) nr. 1286/2014 og regler fastsat i medfør
heraf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuro-
pæisk personligt pensionsprodukt og regler
fastsat i medfør heraf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for
116
finansielle tjenesteydelser og regler fastsat i
medfør heraf.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen påser dog overholdel-
sen af § 14, stk. 1 og 3. Finanstilsynet kontrol-
lerer, at reglerne for finansiel information i års-
rapporter og delårsrapporter i §§ 82-92 og i reg-
ler udstedt i medfør af § 95 er overholdt for
danske UCITS, som har udstedt værdipapirer,
der handles på et reguleret marked, jf. § 213,
stk. 1-5 og 8, i lov om kapitalmarkeder.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
Stk. 2-4. ---
§ 179. Som part i forholdet til Finanstilsynet an-
ses alene den investeringsforening, SIKAV,
værdipapirfonds investeringsforvaltningsselskab
eller administrationsselskab eller det udenland-
ske investeringsinstitut, som Finanstilsynet har
truffet eller vil træffe afgørelse over for i medfør
af denne lov eller regler fastsat i medfør af den-
ne lov, jf. dog stk. 2 og 3.
4. I § 179, stk. 1, indsættes efter »i medfør af
denne lov eller regler fastsat i medfør af denne
lov,«: »Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om
en generel ramme for securitisering og om op-
rettelse af en specifik ramme for simpel, trans-
parent og standardiseret securitisering, Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkeds-
foreninger eller Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/2088/EU af 27. november
2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger
i sektoren for finansielle tjenesteydelser eller
regler udstedt i medfør heraf,«.
Stk. 2-4. ---
§ 189. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller
Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller regler
udstedt i medfør af loven kan af den, som afgø-
relsen retter sig mod, indbringes for Erhvervsan-
kenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er
meddelt den pågældende.
5. I § 189 indsættes efter »i henhold til loven el-
ler regler udstedt i medfør af loven«: », Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en ge-
nerel ramme for securitisering og om oprettelse
af en specifik ramme for simpel, transparent og
standardiseret securitisering, Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 2017/1131
af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger
eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for
finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i
medfør heraf,«.
117
§ 5
I lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1047 af
14. oktober 2019, som ændret ved § 4 i lov nr.
369 af 9. april 2019, § 9 i lov nr. 554 af 7. maj
2019, § 9 i lov nr. 1563 af 27. december 2019
og § 2 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages
følgende ændringer:
§ 6. ---
Stk. 2 og 3. ---
Stk. 4. Tærskelværdierne i stk. 1 finder ikke an-
vendelse for virksomheder, der forvalter en eller
flere kapitalforeninger, for virksomheder, der
forvalter en eller flere investorfradragsfonde, og
for selvforvaltende investorfradragsfonde, idet
disse uanset værdien af aktiverne skal have tilla-
delse af Finanstilsynet til at forvalte alternative
investeringsfonde eller til at være en selvforval-
tende investorfradragsfond.
1. I § 6, stk. 4, ændres »og for selvforvaltende
investorfradragsfonde« til: »for selvforvaltende
investorfradragsfonde, AIF-SIKAV’er og AIF-
værdipapirfonde«.
Stk. 5 og 6. ---
§ 18. ---
Stk. 2 og 3. ---
2. I § 18 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte regler
om kompetencekrav for ansatte hos en forvalter
af alternative investeringsfonde, der har tilla-
delse til at udøve aktiviteter omfattet af bilag 1,
nr. 3, litra b, punkt i.«
§ 155. Finanstilsynet påser overholdelsen af reg-
ler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om
forvaltere af alternative investeringsfonde, og af
denne lov og de regler, der er udstedt i medfør af
loven, undtagen § 27 b. Finanstilsynet kontrolle-
rer, at reglerne for finansiel information i årsrap-
porter og delårsrapporter udstedt i medfør af §
3. I § 155, stk. 1, 6. pkt., indsættes efter »Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere
grænseoverskridende distribution af kollektive
investeringsinstitutter og om ændring af forord-
ning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og
(EU) nr. 1286/2014, og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/1238/EU af 20. juni
118
131 er overholdt for forvaltere af alternative in-
vesteringsfonde, som har udstedt værdipapirer,
der er optaget til handel på et reguleret marked,
jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov om kapitalmarke-
der. Finanstilsynet påser endvidere overholdel-
sen af regler udstedt i medfør af § 31, stk. 8, i
revisorloven. Erhvervsstyrelsen påser dog over-
holdelsen af § 136. Finanstilsynet påser desuden
overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013
om europæiske sociale iværksætterfonde, Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
345/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske
venturekapitalfonde, Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2017/1131/EU af 14. juni
2017 om pengemarkedsforeninger og Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en ge-
nerel ramme for securitisering og om oprettelse
af en specifik ramme for simpel, transparent og
standardiseret securitisering og regler fastsat i
medfør heraf og regler fastsat i medfør heraf. Fi-
nanstilsynet påser overholdelsen af Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU
af 26. november 2014 om dokumenter med cen-
tral information om sammensatte og forsikrings-
baserede investeringsprodukter til detailinvesto-
rer (PRIIP’er), Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om
lettere grænseoverskridende distribution af kol-
lektive investeringsinstitutter og om ændring af
forordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr.
346/2013 og (EU) nr. 1286/2014 og Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU
af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt
pensionsprodukt (PEPP-produkt) og regler ud-
stedt i medfør heraf.
2019 om et paneuropæisk personligt pensions-
produkt (PEPP-produkt)«: »og Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelatere-
de oplysninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser«.
Stk. 2-6. ---
§ 189. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller
Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller regler
udstedt i medfør af loven kan af den, som afgø-
relsen retter sig mod, indbringes for Erhvervsan-
kenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er
meddelt den pågældende.
4. I § 189 indsættes efter »i henhold til loven el-
ler regler udstedt i medfør af loven«: », Europa-
Parlamentets og Rådets forordning nr.
346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske
sociale iværksætterfonde, Europa-Parlamentets
og Rådets forordning nr. 345/2013/EU af 17.
april 2013 om europæiske venturekapitalfonde,
119
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/1131/EU af 14. juni 2017 om pengemar-
kedsforeninger, Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2017/2402/EU af 12. december
2017 om en generel ramme for securitisering og
om oprettelse af en specifik ramme for simpel,
transparent og standardiseret securitisering, Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning
1286/2014/EU af 26. november 2014 om doku-
menter med central information om sammensat-
te og forsikringsbaserede investeringsprodukter
til detailinvestorer (PRIIP’er) eller Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU
af 27. november 2019 om bæredygtighedsrela-
terede oplysninger i sektoren for finansielle tje-
nesteydelser eller regler udstedt i medfør her-
af,«.
§ 6
I lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 378 af 2. april 2020, som ændret ved
§ 6 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages føl-
gende ændringer:
§ 1. ---
Stk. 2 og 3. ---
Stk. 4. § 3, stk. 6, og § 4, stk. 4, finder anvendel-
se på følgende:
1. I § 1, stk. 4, ændres »§ 3, stk. 6, og § 4, stk.
4,« til: »§ 3, stk. 7, og § 4, stk. 5,«, og i stk. 5
ændres »§ 3, stk. 6,« til: »§ 3, stk. 7,«.
1) Danske forsikringsselskaber.
2) Filialer i Danmark af et forsikringssel-
skab, der er meddelt tilladelse i et an-
det land inden for Den Europæiske
Union eller i et land, som Fællesska-
bet har indgået aftale med på det fi-
nansielle område.
3) Filialer i Danmark af forsikringssel-
skaber, der er meddelt tilladelse i et
land uden for Den Europæiske Union,
som Unionen ikke har indgået aftale
med på det finansielle område.
120
Stk. 5 og 6. ---
§ 3. ---
Stk. 2 og 3. ---
2. I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1
skal indsendes via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning vedlagt de nødvendige oplysnin-
ger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undtagelsesvis
ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen,
skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplys-
ninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelses-
blanket.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
Stk. 4-6. ---
§ 4. ---
Stk. 2. ---
3. I § 4 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. En ansøgning om registrering efter stk.
1 skal indsendes via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning vedlagt de nødvendige oplysnin-
ger, jf. stk. 2. Kan en ansøgning undtagelsesvis
ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen,
skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplys-
ninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelses-
blanket.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
Stk. 3 og 4. ---
4. Efter § 12 indsættes før overskriften før § 13:
Ȥ 12 a. En forsikringsformidler og en accesso-
risk forsikringsformidler må ikke medvirke til,
121
at forsikringer for personer bosiddende i Dan-
mark, danske skibe eller andre risici, der består
her i landet, tegnes hos andre end følgende:
1) Danske forsikringsselskaber.
2) Udenlandske forsikringsselskaber, der opfyl-
der betingelserne i § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1,
i lov om finansiel virksomhed.
3) Udenlandske forsikringsselskaber, der har
fået tilladelse af Finanstilsynet.«
§ 22. Finanstilsynet påser overholdelsen af den-
ne lov bortset fra § 18 og påser overholdelsen af
regler udstedt i medfør af loven. Finanstilsynet
påser endvidere overholdelsen af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af
26. november 2014 om dokumenter med central
information om sammensatte og forsikringsba-
serede investeringsprodukter til detailinvestorer
(PRIIP’er) Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et
paneuropæisk personligt pensionsprodukt
(PEPP-produkt) og regler udstedt i medfør heraf
og forordninger udstedt i medfør af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af
20. januar 2016 om forsikringsdistribution og
regler udstedt i medfør heraf.
5. I § 22, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuro-
pæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-pro-
dukt)«: »og Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2019/2088/EU af 27. november 2019
om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sek-
toren for finansielle tjenesteydelser«.
Stk. 2 og 3. ---
§ 36. Som part i forhold til Finanstilsynet anses
virksomheder eller personer omfattet af denne
lov, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe
afgørelse over for i medfør af denne lov eller
forskrifter fastsat i medfør af denne lov, jf. dog
stk. 2.
6. I § 36, stk. 1, indsættes efter »forskrifter fast-
sat i medfør af denne lov«: »eller i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for
finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i
medfør heraf«.
Stk. 2 og 3. ---
§ 37. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i hen-
hold til denne lov, regler udstedt i medfør heraf
eller forordninger udstedt i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af
20. januar 2016 om forsikringsdistribution kan
indbringes for Erhvervsankenævnet af den, som
7. I § 37 ændres »eller forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om for-
sikringsdistribution« til: », forordninger udstedt
i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om for-
122
afgørelsen retter sig mod, senest 4 uger efter at
afgørelsen er meddelt den pågældende.
sikringsdistribution eller i henhold til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for
finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i
medfør heraf«.
§ 7
I lov om firmapensionskasser, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 355 af 2. april 2020, foretages følgende
ændringer:
§ 97. Finanstilsynet påser overholdelsen af den-
ne lov og af de bestemmelser, der er udstedt i
medfør af loven, undtagen § 36, stk. 7, og § 45,
jf. dog § 111. Finanstilsynet påser endvidere
overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning om en generel ramme for securitise-
ring og om oprettelse af en specifik ramme for
simpel, transparent og standardiseret securitise-
ring og regler udstedt i medfør heraf. Erhvervs-
styrelsen påser overholdelsen af § 21.
1. I § 97, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »Finans-
tilsynet påser endvidere overholdelsen af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning«:
»2017/2402/EU af 12. december 2017«, og ef-
ter »ramme for simpel, transparent og standar-
diseret securitisering« indsættes: »og Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for
finansielle tjenesteydelser«.
Stk. 2. ---
§ 104. Som part i forholdet til Finanstilsynet an-
ses alene den firmapensionskasse, som Finans-
tilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over
for i medfør af denne lov eller forskrifter fastsat
i medfør af denne lov, jf. dog stk. 2 og 3.
2. I § 104, stk. 1, indsættes efter »i medfør af
denne lov eller forskrifter fastsat i medfør af
denne lov«: »eller i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelatere-
de oplysninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser, Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2017/2402/EU af 12. december 2017
om en generel ramme for securitisering og om
oprettelse af en specifik ramme for simpel,
transparent og standardiseret securitisering og
regler udstedt i medfør heraf«.
Stk. 2-4. ---
§ 112. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller
Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller for-
skrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes
for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at
afgørelsen er meddelt den pågældende.
3. I § 112, stk. 1, indsættes efter »i henhold til
loven eller forskrifter udstedt i medfør af lo-
ven«: »eller i medfør af Europa-Parlamentets
og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. no-
vember 2019 om bæredygtighedsrelaterede op-
123
lysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-
ser, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en ge-
nerel ramme for securitisering og om oprettelse
af en specifik ramme for simpel, transparent og
standardiseret securitisering og regler udstedt i
medfør heraf«.
Stk. 2. ---
§ 8
I lov om finansielle rådgivere, investeringsråd-
givere og boligkreditformidlere, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 379 af 2. april 2020, foretages føl-
gende ændringer:
§ 2. I denne lov forstås ved:
1-5) ---
6) Rådgivning: Personlige anbefalin-
ger til en forbruger om transaktio-
ner i tilknytning til finansielle pro-
dukter eller boligkreditaftaler.
1. § 2, nr. 6, affattes således:
»6) Rådgivning: Personlige anbefalinger til en
forbruger, som vedrører en eller flere transakti-
oner i forbindelse med boligkreditaftaler eller
finansielle produkter. For så vidt angår bolig-
kreditaftaler skal anbefalingerne være uafhæn-
gige af ydelsen af boligkreditaftalen og de akti-
viteter, som ydes af en boligkreditformidler.«
7-9) ---
§ 3. ---
Stk. 2-6. ---
2. I § 3 indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:
»Stk. 7. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1
skal indsendes via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning vedlagt de nødvendige oplysnin-
ger, jf. stk. 6. Kan en ansøgning undtagelsesvis
ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen,
skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplys-
ninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet
124
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelses-
blanket.«
Stk. 7 bliver herefter stk. 8.
Stk. 7. ---
§ 9
I lov nr. 450 af 24. april 2019 om forbrugslån-
svirksomheder, som ændret ved § 11 i lov nr.
1563 af 27. december 2019 og § 1 i lov nr. 801
af 9. juni 2020, foretages følgende ændring:
§ 3. ---
Stk. 2-3. ---
1. I § 3 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1
skal indsendes via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning vedlagt de nødvendige oplysnin-
ger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undtagelsesvis
ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen,
skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplys-
ninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelses-
blanket.«
§ 10
I lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1045 af 14. oktober 2019, som
ændret ved § 4 i lov nr. 1374 af 13. december
2019 og § 12 i lov nr. 1563 af 27. december
2019, foretages følgende ændringer:
§ 3. Finanstilsynet giver efter ansøgning et sel-
skab tilladelse til at udøve virksomhed som ejen-
domskreditselskab, når
1-4) ---
125
5) et ejendomskreditselskab, der
handler med forbrugere, dokumen-
terer, at der er oprettet en særlig
konto, hvor det aftalte provenu skal
indsættes, og at selskabet har etab-
leret sikkerhed for disse midler, jf.
stk. 5.
1. I § 3, stk. 1, nr. 5, ændres »stk. 5« til: »stk.
6«.
Stk. 2 og 3. ---
2. I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1
skal indsendes via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning vedlagt de nødvendige oplysnin-
ger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undtagelsesvis
ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen,
skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplys-
ninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelses-
blanket.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
Stk. 4-6. ---
§ 12. ---
Stk. 2-6. ---
Stk. 7. Finanstilsynet kan give påbud om berigti-
gelse af forhold, der er i strid med denne lov, jf.
§ 3, stk. 1, nr. 5, § 3, stk. 5, § 7, stk. 2, § 8, stk.
1, § 8 a og § 11, stk. 1.
3. I § 12, stk. 7, ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3,
stk. 6«.
§ 22. Overtrædelse af § 2, stk. 1, § 3, stk. 5, § 5
a, stk. 1, § 5 b, stk. 1, § 5 c, stk. 1, og § 15, stk.
2, 1.-5. pkt., og stk. 4, 1.-7. pkt., straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
4. I § 22, stk. 1, ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3,
stk. 6«.
Stk. 2-5. ---
§ 11
126
I lov nr. 691 af 8. juni 2018 om Vækstfonden
foretages følgende ændringer:
§ 16. ---
Stk. 2. Vækstfonden kan optage lån til finansie-
ring af sine aktiviteter. Det samlede lånebeløb
eksklusive renter kan til og med 2020 ikke uden
godkendelse fra Folketingets Finansudvalg over-
stige 6 mia. kr. Det samlede lånebeløb eksklusi-
ve renter kan efter 2020 ikke uden godkendelse
fra Folketingets Finansudvalg overstige 500
mio. kr.
1. § 16, stk. 2, affattes således.
»Stk. 2. Vækstfonden kan optage lån, herunder
statsligt genudlån, til finansiering af sine aktivi-
teter i det omfang, der er etableret bevillings-
mæssig hjemmel hertil.«
Stk. 3. Vækstfonden kan optage statsgaranterede
lån til finansiering af syndikeringslån. Det sam-
lede lånebeløb eksklusive renter kan ikke over-
stige 125 mio. kr.
2. § 16, stk. 3 og 4, ophæves.
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 3-5.
Stk. 4. Vækstfonden kan til og med 2030 optage
lån til finansiering af en accelerationspulje til
virksomheder med særligt vækstpotentiale. Det
samlede lånebeløb eksklusive renter kan ikke
overstige 500 mio. kr.
2. § 16, stk. 3 og 4, ophæves.
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 3-5.
Stk. 5. ---
Stk. 6. Vækstfonden kan optage lån fra pensions-
institutterne, som modsvares af tilsvarende til-
sagn fra Vækstfonden om indskud af egenkapi-
tal til Dansk Vækstkapital.
3. § 16, stk. 6 og 7, der bliver stk. 4 og 5, ophæ-
ves.
Stk. 7. Vækstfonden kan optage lån fra private
investorer, som modsvares af tilsvarende tilsagn
fra Vækstfonden om indskud af egenkapital til
Dansk Vækstkapital II, inden for en samlet fi-
nansieringsramme på maksimalt 3 mia. kr.
3. § 16, stk. 6 og 7, der bliver stk. 4 og 5, ophæ-
ves.
§ 17. Finansministeren kan lade Vækstfonden
optage genudlån hos Danmarks Nationalbank in-
den for en samlet ramme på maksimalt 1 mia.
kr.
4. § 17, stk. 1, affattes således:
»Finansministeren kan, ud over adgangen til at
optage lån, herunder statsligt genudlån, jf. § 16,
stk. 2, lade Vækstfonden optage genudlån hos
Danmarks Nationalbank inden for en ramme på
1 mia. kr.«
127
Stk. 2-5. ---
128
Bilag 2
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2018/843
af 30. maj 2018
om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring af direktiv
2009/138/EF og 2013/36/EU
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank1),
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg2),
efter den almindelige lovgivningsprocedure3), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/8494) er den vigtigste retsakt i forebyggelsen af, at
Unionens finansielle system bruges til hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Nævnte direktiv,
hvis frist for gennemførelse var den 26. juni 2017, opstiller en effektiv og samlet retlig ramme for med-
lemsstaternes bekæmpelse af indsamling af midler eller formuegoder til terrorformål med henblik på at
identificere, forstå og mindske risiciene vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.
(2) Den senere tids terrorangreb har kastet lys over nye tendenser, navnlig hvad angår den måde terror-
grupper finansierer og udfører deres aktioner. Visse moderne teknologitjenester bliver stadigt mere popu-
lære som alternative finansielle systemer, mens de fortsat falder uden for EU-retten eller undtages fra ret-
lige krav, hvilket muligvis ikke længere kan retfærdiggøres. For at holde trit med de nye tendenser bør der
træffes yderligere foranstaltninger til at sikre øget gennemsigtighed i finansielle transaktioner, i selskaber
og i andre juridiske enheder samt i truster og juridiske arrangementer, der har strukturer eller funktioner,
der ligner truster (»lignende juridiske arrangementer«) med henblik på at forbedre den eksisterende fore-
byggende ramme og mere effektivt at bekæmpe finansiering af terrorisme. Det er vigtigt at bemærke, at
de foranstaltninger, der træffes, bør stå i et rimeligt forhold til risiciene.
(3) De Forenede Nationer (FN), Interpol og Europol har rapporteret om stigende konvergens mellem or-
ganiseret kriminalitet og terrorisme. Sammenhængen mellem organiseret kriminalitet og terrorisme og
129
forbindelserne mellem grupper af kriminelle og terroristgrupper udgør en stigende sikkerhedsrisiko for
Unionen. At bekæmpe anvendelsen af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af
terrorisme udgør en integreret del af enhver strategi for imødegåelse af denne trussel.
(4) Selv om der i de seneste år i medlemsstaterne er sket betydelige forbedringer med hensyn til vedtagel-
sen og gennemførelsen af Den Finansielle Aktionsgruppes (the Financial Action Task Force (FATF))
standarder og med hensyn til tilslutningen til Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings
(OECD) arbejde for gennemsigtighed, er det tydeligvis nødvendigt yderligere at øge den overordnede
gennemsigtighed på det økonomiske og finansielle område i Unionen. Forebyggelse af hvidvask af penge
og finansiering af terrorisme kan kun være effektiv, hvis omgivelserne er ugunstige for kriminelle, der
søger ly for deres finanser gennem uigennemsigtige strukturer. Unionens finansielle systems integritet er
afhængig af gennemsigtigheden af selskaber og andre juridiske enheder og lignende juridiske arrange-
menter. Dette direktiv har til formål ikke kun at afdække og efterforske hvidvask af penge, men også at
forhindre, at det forekommer. Øget gennemsigtighed kan være et effektivt afskrækkende middel.
(5) Samtidig med at målene i direktiv (EU) 2015/849 bør forfølges, og alle ændringer heraf bør være i
overensstemmelse med Unionens igangværende indsats inden for bekæmpelse af terrorisme og af finan-
siering af terrorisme, bør sådanne ændringer samtidig tage behørigt hensyn til den grundlæggende ret til
beskyttelse af personoplysninger og til overholdelsen og anvendelsen af proportionalitetsprincippet. I
Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Ud-
valg og Regionsudvalget med titlen »Den europæiske dagsorden for sikkerhed« anføres det, at der er be-
hov for at tackle finansiering af terrorisme på en mere effektiv og omfattende måde, og det fremhæves, at
infiltrering af de finansielle markeder muliggør finansiering af terrorisme. I Det Europæiske Råds konklu-
sioner af 17.-18. december 2015 understregedes ligeledes behovet for hurtigt at træffe yderligere foran-
staltninger mod finansiering af terrorisme inden for alle områder.
(6) Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og til Rådet med titlen »Handlingsplan med hen-
blik på at styrke bekæmpelsen af finansiering af terrorisme« understreger behovet for at tilpasse sig nye
trusler og for at ændre direktiv (EU) 2015/849 i overensstemmelse hermed.
(7) EU-foranstaltningerne bør også afspejle den udvikling, der sker på internationalt plan, og de forplig-
telser, der indgås der, på en korrekt måde. Derfor bør FN᾽s Sikkerhedsråds resolution (UNSCR) 2195
(2014) om trusler mod den internationale fred og sikkerhed og UNSCR 2199 (2015) og 2253 (2015) om
trusler mod den internationale fred og sikkerhed som følge af terrorhandlinger tages i betragtning. Disse
UNSCR᾽er vedrører henholdsvis forbindelserne mellem terrorisme og grænseoverskridende organiseret
kriminalitet, forhindring af terrorgrupper i at få adgang til internationale finansieringsinstitutter og udvi-
delse af sanktionsrammen til at omfatte Islamisk Stat i Irak og Levanten.
(8) Udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer (dvs. et lands mønter og sedler,
der har status af lovlige betalingsmidler, og elektroniske penge, accepteret som omsætningsmiddel i det
udstedende land) samt udbydere af virtuelle tegnebøger er ikke forpligtede i henhold til EU-retten til at
identificere mistænkelige aktiviteter. Derfor kan terrorgrupper være i stand til at overføre penge til Uni-
onens finansielle system eller inden for netværk for virtuelle valutaer ved at hemmeligholde overførsler
eller drage fordel af en vis anonymitet på sådanne platforme. Det er derfor afgørende at udvide anvendel-
sesområdet for direktiv (EU) 2015/849, så det også omfatter udbydere af valutaveksling mellem virtuelle
valutaer og fiatvalutaer samt udbydere af virtuelle tegnebøger. Med henblik på at bekæmpe hvidvask af
penge og finansiering af terrorisme bør de kompetente myndigheder gennem forpligtede enheder være i
130
stand til at overvåge anvendelsen af virtuelle valutaer. Sådan overvågning vil give en velafbalanceret og
forholdsmæssig tilgang, der værner om de tekniske fremskridt og den høje grad af gennemsigtighed, der
er opnået inden for alternativ finansiering og socialt iværksætteri.
(9) Den anonymitet, som er forbundet med virtuelle valutaer, gør det muligt at misbruge sådanne i krimi-
nelt øjemed. Det vil ikke fuldstændigt løse det problem med anonymitet, som knytter sig til transaktioner
i virtuelle valutaer, at inkludere udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer og
udbydere af virtuelle tegnebøger, eftersom en stor del af det virtuelle valutamiljø vil forblive anonymt,
fordi brugerne også har mulighed for at foretage transaktioner uden om sådanne udbydere. For at imødegå
de risici, der er forbundet med anonymitet, bør de nationale finansielle efterretningsenheder (FIU᾽er) være
i stand til at indhente oplysninger, som gør det muligt for dem at forbinde adresser vedrørende virtuelle
valutaer med indehaveren af den virtuelle valuta. Desuden bør muligheden for at tillade brugere på frivil-
lig basis at fremsætte en egenerklæring over for udpegede myndigheder undersøges nærmere.
(10) Virtuelle valutaer bør ikke forveksles med elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF5), med det bredere begreb »midler« som defineret i arti-
kel 4, nr. 25), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/23666), eller med pengeværdi lagret i
instrumenter, der er undtaget som anført i artikel 3, litra k) og l), i direktiv (EU) 2015/2366, eller med in-
game-valutaer, der udelukkende kan anvendes inden for et specifikt spillemiljø. Selv om virtuelle valutaer
ofte kan anvendes som et betalingsmiddel, kan de også anvendes til andre formål og finde bredere anven-
delser, f.eks. som vekslingsmidler, til investeringsformål, som værdilagringsprodukter eller til brug i on-
linekasinoer. Formålet med nærværende direktiv er at dække alle anvendelsesmuligheder for virtuelle va-
lutaer.
(11) Lokale valutaer, også kendt som supplerende valutaer, som anvendes i meget begrænsede netværk,
f.eks. en by eller region, og af et begrænset antal brugere, bør ikke betragtes som værende virtuelle valu-
taer.
(12) Forretningsforbindelser eller transaktioner, der involverer højrisikotredjelande, bør begrænses, når
der identificeres væsentlige svagheder i ordningen for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering
af terrorisme i det pågældende tredjeland, medmindre der træffes passende yderligere afhjælpende foran-
staltninger eller modforanstaltninger. I forbindelse med sådanne højrisikosager og sådanne forretningsfor-
bindelser eller transaktioner bør medlemsstaterne pålægge forpligtede enheder at gennemføre skærpede
kundekendskabsprocedurer for at styre og begrænse disse risici. Derfor beslutter den enkelte medlemsstat
på nationalt plan, hvilken type skærpede kundekendskabsprocedurer, der skal gennemføres med hensyn
til højrisikotredjelande. Medlemsstaternes forskellige tilgange skaber svage punkter i forvaltningen af for-
retningsforbindelser med højrisikotredjelande, som Kommissionen har identificeret. Det er vigtigt at for-
bedre effektiviteten af den liste over højrisikotredjelande, som Kommissionen har opstillet, ved at sørge
for en harmoniseret behandling af de pågældende lande på EU-plan. Denne harmoniserede tilgang bør
primært fokusere på skærpede kundekendskabsprocedurer, når sådanne foranstaltninger ikke allerede er
påkrævet i henhold til national ret. I overensstemmelse med internationale forpligtelser bør medlemssta-
terne have mulighed for at kræve, at forpligtede enheder i givet fald træffer yderligere afhjælpende foran-
staltninger som supplement til de skærpede kundekendskabsprocedurer i overensstemmelse med en risi-
kobaseret tilgang og under hensyntagen til de specifikke omstændigheder i forretningsforhold eller trans-
aktioner. Internationale organisationer og standardsættere med kompetence inden for forebyggelse af
hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme kan opfordre til, at der anvendes passende
modforanstaltninger for at beskytte det internationale finansielle system mod vedvarende og betydelige
131
risici vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som hidrører fra visse lande. Medlems-
staterne bør endvidere kræve, at forpligtede enheder træffer supplerende afhjælpende foranstaltninger
over for højrisikotredjelande, som Kommissionen har identificeret, ved at tage hensyn til opfordringer til
at træffe modforanstaltninger og anbefalinger fra eksempelvis FATF og forpligtelser i henhold til interna-
tionale aftaler.
(13) I lyset af at de trusler og den sårbarhed, som hvidvask af penge og finansiering af terrorisme medfø-
rer, til stadighed ændrer sig, bør Unionen anlægge en integreret tilgang i forbindelse med, om de nationale
ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme overholder kravene på EU-
plan, ved at tage hensyn til en effektivitetsvurdering af de pågældende nationale ordninger. Med henblik
på at overvåge, at EU-kravene indarbejdes korrekt i nationale ordninger for bekæmpelse af hvidvask af
penge og finansiering af terrorisme, at disse krav reelt gennemføres, og at det lykkes med disse krav at
opnå en effektivt forbyggende ramme, bør Kommissionen basere sin vurdering på de nationale ordninger
for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, uden at dette bør berøre vurderinger,
der gennemføres af internationale organisationer og standardsættere med kompetence inden for forebyg-
gelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, f.eks. FATF eller Ekspertkomité-
en for Evaluering af Foranstaltninger til Bekæmpelse af hvidvask af Penge og Finansiering af Terrorisme.
(14) Generelle forudbetalte kort har lovlige anvendelsesformål og udgør et instrument, der bidrager til so-
cial og finansiel inklusion. Anonyme forudbetalte kort er imidlertid lette at anvende til finansiering af ter-
rorangreb og terrorlogistik. Derfor er det afgørende at afskære terrorister fra denne form for finansiering
af deres aktioner ved yderligere at sænke de grænser og maksimumbeløb, under hvilke forpligtede enhe-
der har lov at undlade at gennemføre visse kundekendskabsprocedurer i medfør af direktiv (EU)
2015/849. Det er derfor afgørende at sænke de nuværende grænser for generelle anonyme forudbetalte
kort og at identificere kunden i forbindelse med fjernbetalingstransaktioner, når transaktionsbeløbet over-
stiger 50 EUR, samtidig med at der tages behørigt hensyn til forbrugernes behov for at anvende generelle
forudbetalte instrumenter og til, at brugen af sådanne instrumenter til at fremme social og finansiel inklu-
sion ikke hindres.
(15) Brugen af anonyme forudbetalte kort udstedt i Unionen er i alt væsentligt begrænset til Unionens
område, men det er ikke altid tilfældet med tilsvarende kort udstedt i tredjelande. Derfor er det vigtigt at
sikre, at anonyme forudbetalte kort udstedt uden for Unionen kun kan anvendes i Unionen, hvis de kan
anses for at opfylde krav svarende til kravene i EU-retten. Denne bestemmelse bør vedtages under fuld
overholdelse af Unionens internationale handelsforpligtelser, navnlig bestemmelserne i den almindelige
overenskomst om handel med tjenesteydelser.
(16) FIU᾽er spiller en vigtig rolle med hensyn til at identificere terrornetværks finansielle transaktioner,
navnlig de grænseoverskridende, og med hensyn til at opdage deres finansielle støtter. Finansielle efter-
retninger kan være af afgørende betydning for afdækning af aktiviteter, der letter terrorhandlinger og ter-
rororganisationers netværk og systemer. På grund af manglende forskriftsmæssige internationale standar-
der er der fortsat betydelige forskelle på, hvilke opgaver, kompetencer og beføjelser FIU᾽er er tillagt.
Medlemsstaterne bør bestræbe sig på at sikre en mere effektiv og koordineret tilgang til håndtering af fi-
nansielle efterforskninger i forbindelse med terrorisme, herunder efterforskninger der vedrører misbrug af
virtuelle valutaer. De nuværende forskelle bør dog ikke påvirke den enkelte FIU᾽s virksomhed, navnlig
dens evne til at udarbejde præventive analyser til støtte for alle myndigheder med ansvar for efterretning,
efterforskning og retlige anliggender samt internationalt samarbejde. FIU᾽er bør i forbindelse med udø-
velsen af deres opgaver have adgang til oplysninger og være i stand til at udveksle dem uhindret, herun-
132
der gennem passende samarbejde med retshåndhævende myndigheder. I alle tilfælde af mistanke om kri-
minalitet, og navnlig i tilfælde, der involverer finansiering af terrorisme, bør informationsstrømmene være
direkte, hurtige og uden unødig forsinkelse. Derfor er det afgørende at øge FIU᾽ernes effektivitet yderli-
gere ved at bringe klarhed over deres beføjelser og samarbejdet mellem dem.
(17) FIU᾽er bør fra alle forpligtede enheder kunne indhente alle nødvendige oplysninger af relevans for
deres opgaver. Uhindret adgang for dem til oplysninger er afgørende for at sikre, at pengestrømme kan
spores behørigt, og at ulovlige netværk og strømme opdages på et tidligt stadium. FIU᾽ernes behov for at
indhente yderligere oplysninger fra forpligtede enheder på grundlag af en mistanke om hvidvask af penge
eller finansiering af terrorisme, kan være udløst af en forudgående indberetning til FIU᾽en af en mistæn-
kelig transaktion, men kan også udløses af andre mekanismer, f.eks. FIU᾽ens egen undersøgelse, efterret-
ninger fra kompetente myndigheder eller oplysninger fra en anden FIU. FIU᾽er bør derfor som led i deres
opgaver kunne indhente oplysninger fra enhver forpligtet enhed, også uden en forudgående indberetning.
Dette omfatter ikke vilkårlige oplysningsanmodninger til de forpligtede enheder inden for rammerne af
FIU᾽ens analyse, men kun anmodninger om oplysninger baseret på tilstrækkeligt veldefinerede betingel-
ser. En FIU bør også kunne indhente sådanne oplysninger på anmodning af en anden FIU i Unionen og
kunne udveksle oplysningerne med den anmodende FIU.
(18) Formålet med FIU᾽en er at indsamle og analysere de oplysninger, den modtager, med henblik på at
påvise forbindelser mellem mistænkelige transaktioner og underliggende kriminelle aktiviteter for at fore-
bygge og bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og at videreformidle analyseresulta-
terne sammen med supplerende oplysninger til de kompetente myndigheder, når der er begrundet mistan-
ke om hvidvask af penge, hertil knyttede underliggende forbrydelser eller finansiering af terrorisme. En
FIU bør ikke afholde sig fra eller nægte at udveksle oplysninger med en anden FIU, hverken spontant
eller efter anmodning, på grundlag af f.eks. manglende identifikation af en tilknyttet underliggende for-
brydelse, særlige bestemmelser i national strafferet og forskelle i definitionerne af tilknyttede underlig-
gende forbrydelser eller manglende henvisning til bestemte tilknyttede underliggende forbrydelser. En
FIU bør ligeledes give sit forudgående samtykke til en anden FIU til at fremsende oplysningerne til de
kompetente myndigheder uanset typen af eventuelle tilknyttede underliggende forbrydelser med henblik
på at gøre det muligt at gennemføre formidlingsfunktionen på en effektiv måde. FIU᾽erne har rapporteret,
at de forskelle i de nationale definitioner af visse underliggende forbrydelser, såsom skatteforbrydelser,
der ikke er harmoniseret i EU-retten, har ført til vanskeligheder i forbindelse med udvekslingen af oplys-
ninger. Sådanne forskelle bør ikke hindre den gensidige udveksling, formidlingen til kompetente myndig-
heder og anvendelsen af disse oplysninger som defineret i dette direktiv. FIU᾽er bør hurtigt, konstruktivt
og effektivt sikre det bredest mulige internationale samarbejde med tredjelandes FIU᾽er i relation til hvid-
vask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og finansiering af terrorisme i overensstemmelse
med anbefalingerne fra FATF og Egmontprincipperne for udveksling af oplysninger mellem finansielle
efterretningsenheder.
(19) Oplysninger af tilsynsmæssig karakter i relation til kredit- og finansieringsinstitutter, såsom oplys-
ninger om bestyrelsesmedlemmers og aktionærers egnethed og hæderlighed, om de interne kontrolmeka-
nismer, om forvaltningen eller compliance- og risikostyringen er ofte en nødvendig forudsætning for at
kunne foretage et passende tilsyn vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terro-
risme med sådanne institutter. Tilsvarende er oplysninger vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge
og finansiering af terrorisme også vigtige for det finansielle tilsyn med sådanne institutter. Derfor bør ud-
vekslingen af fortrolige oplysninger og samarbejde mellem kompetente myndigheder for bekæmpelse af
hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der fører tilsyn med kredit- og finansieringsinstitutterne,
133
og finansielle tilsynsmyndigheder ikke hæmmes af juridisk usikkerhed, der kan opstå som følge af man-
gel på udtrykkelige bestemmelser på området. En præcisering af den retlige ramme er endnu mere vigtig,
da den finansielle tilsynsopgave i en række tilfælde er blevet pålagt myndigheder, der ikke fører tilsyn
med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, såsom Den Europæiske Centralbank
(ECB).
(20) Når FIU᾽er og andre kompetente myndigheders adgang til oplysninger om indehavere af navnlig
anonyme bankkonti, betalingskonti og deponeringsbokse forsinkes, vanskeliggør det opdagelsen af over-
førsler af midler med forbindelse til terrorisme. Nationale data, som muliggør identifikation af bankkonti
og betalingskonti og deponeringsbokse tilhørende enkeltpersoner, er fragmenterede, og FIU᾽er og andre
kompetente myndigheder har derfor ikke rettidig adgang til dem. Derfor er det afgørende at oprette cen-
trale automatiske mekanismer, f.eks. et register eller system for dataudtræk, i alle medlemsstater som et
effektivt middel til at skaffe rettidig adgang til identitetsoplysninger om bankkonto- og betalingskontoha-
vere og deponeringsbokse, deres mellemmænd, og de reelle ejere. Ved anvendelsen af bestemmelserne
om adgang er det hensigtsmæssigt at anvende allerede eksisterende mekanismer, forudsat at de nationale
FIU᾽er kan få hurtig og ufiltreret adgang til de oplysninger, de anmoder om. Medlemsstaterne bør overve-
je at tilføre sådanne mekanismer andre oplysninger, som anses for at være nødvendige og forholdsmæssi-
ge, for at sikre en mere effektiv begrænsning af risici vedrørende hvidvask af penge og finansiering af
terrorisme. Der bør sikres fuld fortrolighed med hensyn til anmodninger og de hermed forbundne oplys-
ninger af FIU᾽er og andre kompetente myndigheder, som ikke er ansvarlige for retsforfølgning.
(21) Af hensyn til privatlivets fred og beskyttelsen af personoplysninger bør det minimum af oplysninger,
der er nødvendige for at kunne gennemføre efterforskning af hvidvask af penge og finansiering af terro-
risme, lagres i centrale automatiske mekanismer for banker og betalingskonti, såsom registre eller syste-
mer for dataudtræk. Det bør være muligt for medlemsstaterne at fastsætte, hvilke data det er hensigtsmæs-
sigt og rimeligt at indsamle, under hensyntagen til de eksisterende systemer og retlige traditioner, der mu-
liggør en meningsfuld identifikation af de reelle ejere. Når medlemsstaterne gennemfører bestemmelser
vedrørende disse mekanismer, bør de fastsætte opbevaringsperioder svarende til perioden for opbevaring
af den dokumentation og de oplysninger, der er indhentet inden for rammerne af kundekendskabsproce-
durer. Det bør være muligt for medlemsstaterne at forlænge opbevaringsperioden ved lov, uden at dette
kræver, at der træffes afgørelse herom fra sag til sag. Opbevaringsperioden bør højst kunne forlænges
med yderligere fem år. Denne periode bør ikke berøre national ret, som fastsætter andre krav til datalag-
ring, og som tillader, at der træffes afgørelse herom fra sag til sag med henblik på at lette strafferetlige
eller administrative procedurer. Adgang til disse mekanismer bør kun gives, i det omfang det er nødven-
digt (»need-to-know«).
(22) Præcis identifikation og kontrol af oplysninger om fysiske og juridiske personer er afgørende for at
bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Den seneste teknologiske udvikling inden for
digitalisering af transaktioner og betalinger muliggør sikker fjernidentifikation eller elektronisk identifi-
kation. Der bør tages hensyn til disse identifikationsmidler, jf. Europa-Parlaments og Rådets forordning
(EU) nr. 910/20147), særlig med hensyn til anmeldte elektroniske identifikationsordninger og måder,
hvorpå der sikres grænseoverskridende retlig anerkendelse, og som indeholder værktøjer på højt niveau
samt fastsætter benchmarks, som identifikationsmetoderne på nationalt plan kan kontrolleres i forhold til.
Derudover kan der tages højde for andre sikre fjernidentifikationsprocesser eller elektroniske identifikati-
onsprocesser, som er reguleret, anerkendt, godkendt eller accepteret på nationalt plan af den kompetente
nationale myndighed. Hvor det er relevant, bør der ligeledes i identifikationsprocessen tages højde for an-
134
erkendelsen af elektroniske dokumenter og tillidstjenester som fastsat i forordning (EU) nr. 910/2014. Der
bør tages hensyn til princippet om teknologineutralitet ved anvendelsen af dette direktiv.
(23) Med henblik på at identificere politisk udsatte personer i Unionen bør medlemsstaterne udarbejde
lister, som angiver de specifikke funktioner, der i henhold til nationale love og administrative bestemmel-
ser udgør højerestående offentlige hverv. Medlemsstaterne bør anmode hver international organisation,
der er akkrediteret på deres område, om at udarbejde og ajourføre en liste over højerestående offentlige
hverv inden for den pågældende internationale organisation.
(24) Fremgangsmåden ved kontrol af eksisterende kunder inden for de nuværende rammer er risikobase-
ret. På grund af den højere risiko for hvidvask af penge, finansiering af terrorisme og tilknyttede underlig-
gende forbrydelser i forbindelse med visse mellemliggende strukturer gør denne fremgangsmåde det må-
ske ikke muligt at opdage og vurdere risici rettidigt. Derfor er det vigtigt at sikre, at visse klart angivne
kategorier af eksisterende kunder også overvåges regelmæssigt.
(25) Medlemsstaterne er på nuværende tidspunkt forpligtede til at sikre, at selskaber og andre juridiske
enheder, som er etableret på deres område, indhenter og opbevarer passende, nøjagtige og aktuelle oplys-
ninger om deres reelle ejerskab. Nøjagtige og opdaterede oplysninger om den reelle ejer er af afgørende
betydning for at kunne spore kriminelle, som ellers kan skjule deres identitet bag selskabsstrukturer. Det
globalt forbundne finansielle system gør det muligt at skjule midler og flytte dem rundt i verden, og den
mulighed har personer, der hvidvasker penge eller finansierer terrorisme, og andre kriminelle i stigende
grad benyttet sig af.
(26) Det bør afklares, hvilken specifik faktor der afgør, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for overvåg-
ningen og registreringen af oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer.
På grund af forskelle i medlemsstaternes retssystemer er visse truster og lignende juridiske arrangementer
ikke overvåget eller registreret nogetsteds i Unionen. Oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende
juridiske arrangementer bør registreres, hvor forvalterne af truster og personer, der varetager tilsvarende
stillinger i lignende juridiske arrangementer, har hjemsted, eller hvor de har bopæl. Med henblik på at
sikre effektiv overvågning og registrering af oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske
arrangementer er det også nødvendigt, at medlemsstaterne samarbejder med hinanden. En sammenkob-
ling af medlemsstaternes registre over reelle ejere af truster og lignende juridiske arrangementer vil gøre
disse oplysninger tilgængelige, og vil også sikre, at flere registreringer af den samme trust og det samme
lignende juridiske arrangement undgås i Unionen.
(27) De regler, der finder anvendelse på truster og lignende juridiske arrangementer for så vidt angår ad-
gang til oplysninger om deres reelle ejere, bør være sammenlignelige med de tilsvarende regler, der finder
anvendelse på selskaber og andre juridiske enheder. På grund af den brede vifte af typer af truster, som
findes i Unionen i dag, sammenholdt med en endnu større variation af lignende juridiske arrangementer,
bør afgørelsen om, hvorvidt en trust eller et lignende juridisk arrangement er sammenlignelig med selska-
ber og andre juridiske enheder eller ej, træffes af medlemsstaterne. Formålet med national ret til gennem-
førelse af disse bestemmelser bør være at forhindre anvendelsen af truster eller lignende juridiske arran-
gementer til hvidvask af penge, finansiering af terrorisme eller tilknyttede underliggende forbrydelser.
(28) Med hensyn til de forskellige karakteristika ved truster og lignende juridiske arrangementer bør med-
lemsstaterne være i stand til i henhold til national ret og i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne
at fastlægge graden af gennemsigtighed med hensyn til truster og lignende juridiske arrangementer, der
135
ikke er sammenlignelige med selskaber og andre juridiske enheder. De dermed forbundne risici for hvid-
vask af penge og finansiering af terrorisme kan variere afhængigt af de særlige karakteristika ved typen af
trusten eller det lignende juridiske arrangement, og forståelsen af disse risici kan udvikle sig over tid,
f.eks. som et resultat af de nationale og supranationale risikovurderinger. Medlemsstaterne bør derfor ha-
ve mulighed for at fastsætte bestemmelser om udvidet adgang til oplysninger om reelt ejerskab af truster
og lignende juridiske arrangementer, hvis sådan adgang udgør en nødvendig og forholdsmæssig foran-
staltning med det legitime mål at forebygge anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge
eller finansiering af terrorisme. Ved fastsættelsen af graden af gennemsigtighed for så vidt angår oplys-
ninger om det reelle ejerskab af sådanne truster eller lignende juridiske arrangementer bør medlemsstater-
ne tage behørigt hensyn til beskyttelsen af fysiske personers grundlæggende rettigheder, navnlig retten til
privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger. Adgang til oplysninger om det reelle ejerskab af tru-
ster og lignende juridiske arrangementer bør gives til enhver person, der kan godtgøre at have en legitim
interesse. Adgang bør også gives til enhver person, der indgiver en skriftlig anmodning i relation til en
trust eller et lignende juridisk arrangement, der råder over eller har bestemmende indflydelse i ethvert sel-
skab eller enhver anden juridisk enhed etableret uden for Unionen, gennem direkte eller indirekte ejer-
skab, herunder via beholdninger af ihændehaveraktier eller ved at udøve kontrol på anden vis. Kriterierne
og betingelserne for at imødekomme anmodninger om adgang til oplysninger om reelt ejerskab af truster
og lignende juridiske arrangementer bør være tilstrækkelig præcise og i overensstemmelse med målene
for dette direktiv. Det bør være muligt for medlemsstaterne at afvise en skriftlig anmodning, hvis der er
begrundet mistanke om, at den skriftlige anmodning ikke er i overensstemmelse med dette direktivs for-
mål.
(29) Med henblik på at sikre retssikkerhed og lige vilkår er det af afgørende betydning, at det klart fast-
sættes, hvilke juridiske arrangementer i hele Unionen der som følge af deres funktioner eller struktur bør
anses for at svare til truster. De enkelte medlemsstater bør derfor pålægges at identificere de truster, så-
fremt de er anerkendt efter national ret, og lignende juridiske arrangementer, der kan oprettes i henhold til
den pågældende medlemsstats nationale lovgivningsramme eller sædvane, og som har en struktur eller
funktion, der svarer til truster, såsom muligheden for at adskille eller afbryde det juridiske ejerskab fra det
reelle ejerskab af aktiver. Medlemsstaterne bør derefter underrette Kommissionen om de forskellige kate-
gorier og beskrivelser af karakteristika samt navnene på, og hvor det er relevant, retsgrundlaget for disse
truster og lignende juridiske arrangementer med henblik på offentliggørelse i Den Europæiske Unions Ti-
dende, således at det bliver muligt for andre medlemsstater at identificere disse. Der bør tages hensyn til,
at truster og lignende juridiske arrangementer kan have forskellige juridiske karakteristika i hele Unionen.
Når de særlige karakteristika ved en trust eller et lignende juridisk arrangement med hensyn til struktur
eller funktioner er sammenlignelige med de særlige karakteristika ved selskaber og andre juridiske enhe-
der, ville offentlig adgang til oplysninger om reelt ejerskab bidrage til at bekæmpe misbrug af truster og
lignende juridiske arrangementer på samme måde, som den offentlige adgang kan bidrage til at forebygge
misbrug af selskaber og andre juridiske enheder til hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.
(30) Offentlig adgang til oplysninger om reelt ejerskab giver civilsamfundet, herunder pressen eller civil-
samfundsorganisationer, bedre mulighed for at kontrollere oplysninger, og bidrager til at bevare tilliden til
integriteten i forretningstransaktioner og det finansielle system. En sådan adgang kan bidrage til at be-
kæmpe misbrug af selskaber og andre juridiske enheder og juridiske arrangementer til hvidvask af penge
eller finansiering af terrorisme, både ved at være til hjælp for efterforskningen og via indvirkningen på ry
og omdømme, idet enhver, der overvejer at indgå i transaktioner, kan få kendskab til de reelle ejere. En
sådan adgang fremmer også rettidig og effektiv tilgængelighed af oplysninger for finansieringsinstitutter
og myndigheder, herunder myndigheder i tredjelande, som er involveret i bekæmpelsen af sådanne lov-
136
overtrædelser. Adgangen til disse oplysninger ville også bidrage til efterforskninger om hvidvask af pen-
ge, tilknyttede underliggende forbrydelser og finansiering af terrorisme.
(31) Investorers og den brede offentligheds tillid til de finansielle markeder afhænger i vid udstrækning
af, om der findes præcise regler for offentliggørelse, som skaber gennemsigtighed vedrørende selskabers
reelle ejerskab og kontrolstrukturer. Det gælder i særlig grad i selskabsledelsessystemer, som er kendeteg-
nede ved koncentreret ejerskab, f.eks. det, der findes i Unionen. På den ene side kan store investorer med
betydelige stemme- og pengestrømsrettigheder virke befordrende for langsigtet vækst og virksomhedens
resultater. På den anden side kan reelle ejere, der takket være store stemmeandele har bestemmende ind-
flydelse, have et incitament til at aflede selskabsaktiver og udnytte muligheder for personlig vinding på
bekostning af minoritetsinvestorer. Den potentielle øgning af tilliden til de finansielle markeder bør be-
tragtes som en positiv bivirkning og ikke som selve formålet med at øge gennemsigtigheden, som er at
skabe et miljø, der er mindre tilbøjeligt til at blive anvendt til hvidvask af penge eller finansiering af terro-
risme.
(32) Investorers og den brede offentligheds tillid til de finansielle markeder afhænger i vid udstrækning
af, om der findes præcise regler for offentliggørelse, som skaber gennemsigtighed vedrørende selskabers
og andre juridiske enheders samt visse typer af trusters og lignende juridiske arrangementers reelle ejer-
skab og kontrolstrukturer. Medlemsstaterne bør derfor give adgang til oplysninger om reelt ejerskab på en
tilstrækkelig sammenhængende og koordineret måde gennem fastlæggelse af klare regler for offentlig ad-
gang, således at tredjeparter får mulighed for over alt i Unionen at fastslå, hvem der er de reelle ejere af
selskaber og andre juridiske enheder samt af visse typer truster og lignende juridiske arrangementer.
(33) Derfor bør medlemsstaterne sikre adgang til oplysninger om selskaber og andre juridiske enheders
reelle ejerskab på en tilstrækkelig sammenhængende og koordineret måde, gennem centrale registre over
oplysninger om reelt ejerskab, med opstilling af klare regler for offentlighedens adgang, således at tred-
jeparter over alt i Unionen er i stand til at fastslå, hvem der er de reelle ejere af selskaber og andre juridi-
ske enheder. Det er afgørende, at der også fastlægges en sammenhængende retlig ramme, der sikrer bedre
adgang til oplysninger om det reelle ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer, når de først
er blevet registreret i Unionen. De regler, der finder anvendelse på truster og lignende juridiske arrange-
menter for så vidt angår adgangen til oplysninger om deres reelle ejerskab, bør være sammenlignelige
med de tilsvarende regler, der finder anvendelse på selskaber og andre juridiske enheder.
(34) Under alle omstændigheder bør der såvel med hensyn til selskaber og andre juridiske enheder som
med hensyn til truster og lignende juridiske arrangementer tilstræbes en rimelig balance, navnlig mellem
på den ene side den generelle samfundsinteresse i forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af
terrorisme og på den anden side de registreredes grundlæggende rettigheder. De datasæt, der skal gøres
offentligt tilgængelige, bør være afgrænsede, klart og udtømmende definerede og af generel art, så den
potentielle skade for de reelle ejere minimeres. De oplysninger, der gøres offentligt tilgængelige, bør
samtidig ikke adskille sig markant fra de data, som i dag indsamles. Med henblik på at begrænse indgre-
bet i retten til respekt for privatlivet i almindelighed og til beskyttelse af personoplysninger i særdeleshed
bør de pågældende oplysninger primært vedrøre status for de reelle ejere af selskaber og andre juridiske
enheder og af truster og lignende juridiske arrangementer og bør udelukkende vedrøre det økonomiske
aktivitetsområde, hvor de reelle ejere er aktive. I tilfælde, hvor den øverste leder alene er blevet udpeget
som den reelle ejer ex officio, og ikke som følge af ejerandele eller udøvelse af kontrol ved hjælp af andre
midler, bør dette klart fremgå af registrene. Med hensyn til oplysninger om reelle ejere kan medlemssta-
terne fastsætte bestemmelser om, at oplysninger om statsborgerskab skal indgå i det centrale register,
137
navnlig for reelle ejere, der ikke har statsborgerskab i den pågældende medlemsstat. Med henblik på at
lette procedurerne, og eftersom langt størstedelen af de reelle ejere vil være statsborgere i den stat, som
fører det centrale register, kan medlemsstaterne antage, at den reelle ejer er statsborger i den pågældende
stat, medmindre andet er anført.
(35) Den øgede offentlige kontrol vil bidrage til at forebygge misbrug af juridiske enheder og juridiske
arrangementer, herunder skatteundgåelse. Derfor er det afgørende, at oplysninger om reelt ejerskab fortsat
er tilgængelige gennem de nationale registre og gennem registersammenkoblingssystemet i mindst fem år
efter, at grundene til registrering af oplysninger om det reelle ejerskab af trusten eller det lignende juridisk
arrangement er ophørt med at eksistere. Medlemsstaterne bør dog ved lov kunne fastsætte bestemmelser
om behandling af oplysninger om reelt ejerskab, herunder af personoplysninger, til andre formål, hvis en
sådan behandling opfylder et formål i samfundets interesse og udgør en i et demokratisk samfund nødven-
dig foranstaltning, der står i rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges.
(36) Desuden bør det være muligt for medlemsstaterne med henblik på en velafbalanceret og forholds-
mæssig tilgang og for at garantere retten til respekt for privatlivet og til beskyttelse af personoplysninger
under ekstraordinære omstændigheder at tillade undtagelser fra kravet om offentliggørelse gennem regi-
strene af oplysninger om reelt ejerskab og fra retten til adgang til sådanne oplysninger, hvis oplysningerne
ville udsætte den reelle ejer for en uforholdsmæssigt stor risiko for svig, bortførelse, pengeafpresning, an-
dre former for afpresning, chikane, vold eller intimidering. Medlemsstaterne bør også have mulighed for
at kræve onlineregistrering med henblik på at identificere enhver person, der anmoder om oplysninger fra
registret, samt betaling af et gebyr for at få adgang til oplysningerne i registret.
(37) Sammenkoblingen af medlemsstaternes centrale registre indeholdende oplysninger om reelt ejerskab
gennem den europæiske centrale platform, som er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2017/11328), nødvendiggør koordinering af nationale systemer med forskellige tekniske karakteri-
stika. Dette indebærer vedtagelse af tekniske foranstaltninger og specifikationer, der skal tage hensyn til
forskelle mellem registrene. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af nærværende direktiv
bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at behandle sådanne tekniske og operationelle
spørgsmål. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med undersøgelsesproceduren i artikel 5 i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/20119). Medlemsstaterne bør under alle omstændig-
heder inddrages i hele systemets funktion gennem en regelmæssig dialog mellem Kommissionen og med-
lemsstaternes repræsentanter om spørgsmålene vedrørende driften af systemet og videreudviklingen her-
af.
(38) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/67910) finder anvendelse på behandlingen af
personoplysninger i medfør af dette direktiv. Heraf følger, at fysiske personer, hvis personoplysninger op-
bevares i nationale registre som reelle ejere, bør oplyses herom. Desuden bør kun personoplysninger, som
er ajourførte og vedrører de reelle ejere, gøres tilgængelige, og de pågældende reelle ejere bør oplyses om
deres rettigheder i henhold til den gældende retlige EU-databeskyttelsesramme, jf. forordning (EU)
2016/679 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/68011), og om de procedurer, der finder
anvendelse for udøvelse af disse rettigheder. Medlemsstaterne kan med henblik på at forhindre misbrug af
oplysningerne i registrene og for at skabe ligevægt i forhold til reelle ejeres rettigheder desuden finde det
hensigtsmæssigt at overveje at stille oplysningerne vedrørende den anmodende person sammen med op-
lysninger om retsgrundlaget for vedkommendes anmodning til rådighed for den reelle ejer.
138
(39) I tilfælde af, at indberetninger vedrørende uoverensstemmelser fra FIU᾽er og kompetente myndighe-
der ville skade en igangværende efterforskning, bør FIU᾽erne eller de kompetente myndigheder udskyde
indberetningen af uoverensstemmelsen til det øjeblik, hvor årsagerne til den manglende indberetning op-
hører. FIU᾽erne og de kompetente myndigheder bør endvidere ikke indberette en eventuel uoverensstem-
melse, såfremt en sådan indberetning ville være i strid med en bestemmelse om fortrolighed i national ret
eller ville udgøre en overtrædelse af forbuddet mod »tipping off«.
(40) Dette direktiv berører ikke beskyttelsen af personoplysninger, som kompetente myndigheder behand-
ler i henhold til direktiv (EU) 2016/680.
(41) Adgang til oplysninger og definitionen af legitim interesse bør være reguleret af lovgivningen i den
medlemsstat, hvor forvalteren af en trust eller personen, der varetager en tilsvarende stilling i et lignende
juridisk arrangement, er etableret eller har bopæl. Hvis forvalteren af trusten eller personen med en tilsva-
rende stilling i et lignende juridisk arrangement ikke er etableret eller ikke har bopæl i en medlemsstat,
bør adgang til oplysninger og definitionen af legitim interesse være reguleret af lovgivningen i den med-
lemsstat, hvor oplysningerne om det reelle ejerskab af trusten eller af det lignende juridiske arrangement
er registreret i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv.
(42) Medlemsstaterne bør i national ret fastlægge en definition af legitim interesse, både som et generelt
begreb og som et kriterium for at få adgang til oplysninger om reelt ejerskab. Disse definitioner bør navn-
lig ikke begrænse begrebet legitim interesse til verserende administrative eller juridiske procedurer og
bør, hvor det er relevant, gøre det muligt at tage hensyn til det forebyggende arbejde på området for be-
kæmpelse af hvidvask af penge, finansiering af terrorisme og tilknyttede underliggende forbrydelser, der
gennemføres af NGO᾽er og undersøgende journalister. Når sammenkoblingen af medlemsstaternes regi-
stre over reelle ejere er gennemført, bør der bevilges såvel national som grænseoverskridende adgang til
hver medlemsstats register på grundlag af definitionen af legitim interesse i den medlemsstat, hvor oplys-
ningerne om det reelle ejerskab af trusten eller af det lignende juridiske arrangement er registreret i over-
ensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv, i overensstemmelse med en afgørelse truffet af de re-
levante myndigheder i den pågældende medlemsstat. I forhold til medlemsstaternes registre over reelt
ejerskab bør medlemsstaterne også have mulighed for at oprette klagemekanismer mod afgørelser, der be-
vilger eller nægter adgang til oplysninger om reelt ejerskab. Med henblik på at sikre ensartet og effektiv
registrering og udveksling af oplysninger bør medlemsstaterne sikre, at deres myndighed med ansvar for
registret over oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer samarbejder
med de tilsvarende myndigheder i de øvrige medlemsstater, herunder deler oplysninger vedrørende truster
og lignende juridiske arrangementer, der er reguleret af lovgivningen i en medlemsstat og forvaltet i en
anden medlemsstat.
(43) Grænseoverskridende korrespondentforbindelser med et respondentinstitut fra et tredjeland er karak-
teriseret ved deres igangværende, repetitive natur. Det følger heraf, at medlemsstaterne, samtidig med at
de kræver, at der vedtages skærpede kundekendskabsprocedurer i denne særlige sammenhæng, bør tage
hensyn til, at korrespondentforbindelser ikke omfatter enkeltstående transaktioner eller den blotte udveks-
ling af beskedfunktioner. I erkendelse af, at ikke alle grænseoverskridende tjenesteydelser fra korrespon-
dentbankforbindelser frembyder den samme grad af risiko for hvidvask af penge og finansiering af terro-
risme kan intensiteten af de i dette direktiv fastsatte foranstaltninger bestemmes ved at anvende princip-
perne om risikobaseret tilgang og foregriber ikke graden af risiko for hvidvask af penge og finansiering af
terrorisme, som er forbundet med det finansielle respondentinstitut.
139
(44) Det er vigtigt at sikre, at forpligtede enheder gennemfører reglerne om bekæmpelse af hvidvask af
penge og af finansiering af terrorisme korrekt. I den sammenhæng bør medlemsstaterne styrke den rolle,
som spilles af de offentlige myndigheder, der er udpeget som kompetente myndigheder med ansvar for at
bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, herunder FIU᾽erne, de myndigheder, der har til
opgave at efterforske eller retsforfølge hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og fi-
nansiering af terrorisme og at spore og beslaglægge eller indefryse og konfiskere kriminelle aktiver, myn-
digheder, der modtager rapporter om grænseoverskridende transport af valuta og ihændehaverpapirer,
samt myndigheder, der har ansvar for tilsyn eller overvågning med henblik på at sikre forpligtede enhe-
ders regeloverholdelse. Medlemsstaterne bør styrke den rolle, der spilles af andre relevante myndigheder,
herunder korruptionsbekæmpende myndigheder og skattemyndigheder.
(45) Medlemsstaterne bør sikre et effektivt og uvildigt tilsyn med alle forpligtede enheder, fortrinsvis
foretaget af offentlige myndigheder gennem en separat og uafhængig national regulerings- eller tilsyns-
myndighed.
(46) Kriminelle flytter uretmæssigt udbytte gennem talrige finansielle mellemmænd for at undgå at blive
opdaget, Det er derfor vigtigt at sætte finansierings- og kreditinstitutter i stand til ikke kun at udveksle
oplysninger mellem koncernmedlemmer, men også med andre kredit- og finansieringsinstitutter, under
behørig hensyntagen til de i national ret fastsatte databeskyttelsesregler.
(47) Kompetente myndigheder, der fører tilsyn med forpligtede enheders overholdelse af dette direktiv,
bør være i stand til at samarbejde og udveksle fortrolige oplysninger, uanset deres art eller status. Med
henblik herpå bør sådanne kompetente myndigheder have et tilstrækkeligt retsgrundlag for udveksling af
fortrolige oplysninger og samarbejde mellem de kompetente tilsynsmyndigheder for bekæmpelse af hvid-
vask af penge og finansiering af terrorisme, og de finansielle tilsynsmyndigheder bør ikke utilsigtet hæm-
mes af juridisk usikkerhed, der kan skyldes manglen på udtrykkelige bestemmelser på området. Overvåg-
ningen af den effektive gennemførelse af koncernpolitik om bekæmpelse af hvidvask af penge og finan-
siering af terrorisme bør ske i overensstemmelse med de principper og retningslinjer om konsolideret til-
syn, som er fastsat i den relevante europæiske sektorspecifikke lovgivning.
(48) Udveksling af oplysninger og levering af bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder
er af afgørende betydning med henblik på dette direktiv. Medlemsstaterne bør følgelig ikke forbyde eller
opstille urimelige eller unødigt restriktive betingelser for denne udveksling af oplysninger og levering af
bistand.
(49) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissi-
onen om forklarende dokumenter12) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget,
at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer
forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumen-
ter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.
(50) Målet for dette direktiv, nemlig at beskytte det finansielle system ved at forebygge, opdage og efter-
forske hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlems-
staterne, da individuelle foranstaltninger vedtaget af medlemsstaterne til beskyttelse af deres finansielle
systemer kan være uforenelige med det indre markeds funktion og med retsstatens og Unionens funda-
mentale retsgrundsætninger, men kan på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på EU-
plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel
140
5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte
artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
(51) Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«), navnlig retten til respekt for pri-
vatliv og familieliv (chartrets artikel 7), retten til beskyttelse af personoplysninger (chartrets artikel 8) og
friheden til at oprette og drive egen virksomhed (chartrets artikel 16).
(52) Ved udarbejdelsen af en rapport, der evaluerer gennemførelsen af dette direktiv, bør Kommissionen
tage behørigt hensyn til overholdelsen af de grundlæggende rettigheder og principper, som anerkendes i
chartret.
(53) På grund af behovet for straks at gennemføre foranstaltninger, som er vedtaget med henblik på at
styrke Unionens regler for forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og for at op-
fylde det tilsagn, som medlemsstaterne har givet, om hurtigt at gennemføre direktiv (EU) 2015/849, bør
ændringerne af direktiv (EU) 2015/849 gennemføres i national ret senest den 10. januar 2020. Medlems-
staterne bør oprette registre over det reelle ejerskab af selskaber og andre juridiske enheder senest den 10.
januar 2020 og for så vidt angår truster og lignende juridiske arrangementer senest den 10. marts 2020.
Centrale registre bør sammenkobles gennem den europæiske centrale platform senest den 10. marts 2021.
Medlemsstaterne bør oprette centrale automatiske mekanismer, som muliggør identifikation af indehavere
af bank- og betalingskonti og deponeringsbokse, senest den 10. september 2020.
(54) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel
28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/200113) og afgav en udtalelse den 2.
februar 201714).
(55) Direktiv (EU) 2015/849 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
Artikel 1
Ændringer af direktiv (EU) 2015/849
Direktiv (EU) 2015/849 ændres således:
1) Artikel 2, stk. 1, nr. 3), ændres således:
a) Litra a) affattes således:
»a) revisorer, eksterne regnskabssagkyndige og skatterådgivere, og enhver anden per-
son, der forpligter sig til at yde, enten direkte eller ved hjælp af andre personer,
som denne anden person har tilknytning til, materiel hjælp, bistand eller rådgiv-
ning om skatteanliggender som vigtigste forretnings- eller erhvervsmæssige virk-
somhed«
b) Litra d) affattes således:
141
»d) ejendomsmæglere, herunder når de optræder som mellemmænd i forbindelse med
udlejning af fast ejendom, men kun i relation til transaktioner, for hvilke den må-
nedlige leje beløber sig til 10 000 EUR eller derover«
c) Følgende litraer tilføjes:
»g) udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer
h) udbydere af virtuelle tegnebøger
i) personer, som handler med eller formidler handel med kunstværker, herunder når
dette foretages af kunstgallerier og auktionshuse, hvor værdien af transaktionen
eller af en række indbyrdes forbundne transaktioner beløber sig til 10 000 EUR
eller derover
j) personer, som opbevarer, handler med eller formidler handel med kunstværker,
herunder når dette foretages af freeports, hvor værdien af transaktionen eller af en
række indbyrdes forbundne transaktioner beløber sig til 10 000 EUR eller dero-
ver.«
2) I artikel 3 foretages følgende ændringer:
a) I nr. 4) foretages følgende ændringer:
i) Litra a) affattes således:
»a) terrorhandlinger, lovovertrædelser med forbindelse til en terrorgruppe og lov-
overtrædelser med forbindelse til terroraktiviteter som fastsat i afsnit II og III
i direktiv (EU) 2017/541 (*1)
(*1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 af 15. marts 2017 om bekæmpelse af terrorisme og om erstat-
ning af Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA og ændring af Rådets afgørelse 2005/671/RIA (EUT L 88 af 31.3.2017, s.
6).«"
ii) Litra c) affattes således:
»c) handlinger udført af kriminelle organisationer som defineret i artikel 1, nr. 1),
i Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA (*2)
(*2) Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA af 24. oktober 2008 om bekæmpelse af organiseret kriminalitet (EUT L 300 af
11.11.2008, s. 42).«"
b) Nr. 6), litra b), affattes således:
»b) For truster — alle følgende personer:
i) stifteren eller stifterne
ii) forvalteren eller forvalterne (trustee(s))
iii) protektoren eller protektorerne, hvis der findes sådanne
iv) begunstigede eller, såfremt de enkeltpersoner, der nyder godt af det juridiske
arrangement eller den juridiske enhed, endnu ikke kendes, den gruppe perso-
ner, i hvis hovedinteresse det juridiske arrangement eller den juridiske enhed
er oprettet eller fungerer
v) enhver anden fysisk person, der i sidste ende udøver kontrol over trusten gen-
nem direkte eller indirekte ejerskab eller ved hjælp af andre midler«
c) Nr. 16) affattes således:
»16) »elektroniske penge«: elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i direk-
tiv 2009/110/EF, bortset fra pengeværdi som omhandlet i nævnte direktivs artikel
1, stk. 4 og 5«
d) Følgende numre tilføjes:
142
»18) »virtuelle valutaer«: et digitalt udtryk for værdi, som ikke er udstedt eller garan-
teret af en centralbank eller en offentlig myndighed, ikke nødvendigvis er bundet
til en lovligt oprettet valuta og ikke har samme retlige status som valuta eller pen-
ge, men som accepteres af fysiske eller juridiske personer som vekslingsmiddel,
og som kan overføres, lagres og handles elektronisk
19) »udbydere af virtuelle tegnebøger«: en enhed, som leverer tjenester til at be-
skytte private kryptografiske nøgler på vegne af dens kunder med henblik på at
opbevare, lagre og overføre virtuelle valutaer.«
3) I artikel 6 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 2, litra b) og c), affattes således:
»b) de risici, der er forbundet med hver enkelt relevant sektor, herunder, hvor sådanne
er til rådighed, estimater fra Eurostat over, hvor store pengebeløb, der hvidvaskes
i hver af disse sektorer
c) de mest udbredte metoder anvendt af kriminelle til at hvidvaske uretmæssigt ud-
bytte, herunder, hvor oplysninger herom er til rådighed, de metoder, der anvendes
ved transaktioner mellem medlemsstater og tredjelande, uafhængigt af om et tred-
jeland er identificeret som værende et højrisikotredjeland i medfør af artikel 9, stk.
2.«
b) Stk. 3 affattes således:
»3. Kommissionen stiller den i stk. 1 omhandlede rapport til rådighed for medlemssta-
terne og de forpligtede enheder for at hjælpe dem med at identificere, forstå, styre og
begrænse risikoen for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og for at gøre det
muligt for andre interessenter, herunder de nationale lovgivere, Europa-Parlamentet, de
europæiske tilsynsmyndigheder (ESA᾽erne) og repræsentanter for FIU᾽er at få bedre
indsigt i risiciene. Rapporterne offentliggøres senest seks måneder efter at være blevet
gjort tilgængelige for medlemsstaterne, undtagen de dele af rapporterne, der indeholder
klassificerede oplysninger.«
4) I artikel 7 foretages følgende ændringer:
a) I stk. 4 tilføjes følgende litraer:
»f) rapportere om den institutionelle struktur og de overordnede procedurer i deres
ordning til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, herun-
der bl.a. FIU᾽en, skattemyndigheder og anklagemyndigheder, såvel som de tildelte
menneskelige og finansielle ressourcer i det omfang der foreligge oplysninger her-
om
g) rapportere om nationale indsatser og ressourcer (arbejdskraft og budget) afsat til
bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme«
b) »5. Medlemsstaterne stiller resultaterne af deres risikovurderinger sammen med opdate-
ringerne heraf til rådighed for Kommissionen, ESA᾽erne og de øvrige medlemsstater.
Andre medlemsstater kan give yderligere relevante oplysninger, hvor det er hensigts-
mæssigt, til den medlemsstat, der foretager risikovurderingen. Et resumé af vurderingen
gøres offentligt tilgængeligt. Dette resumé må ikke indeholde klassificerede oplysnin-
ger.«
5) I artikel 9 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 2 affattes således:
143
»2. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i henhold til ar-
tikel 64 med henblik på at identificere højrisikotredjelande, idet der tages hensyn til stra-
tegiske mangler, navnlig hvad angår følgende områder:
a) tredjelandets retlige og institutionelle rammer for bekæmpelse af hvidvask af pen-
ge og finansiering af terrorisme, navnlig:
i) kriminalisering af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme
ii) kundekendskabsprocedurer
iii) krav om opbevaring af registreringer
iv) krav om indberetning af mistænkelige transaktioner
v) kompetente myndigheders adgang til nøjagtige og rettidige oplysninger om
det reelle ejerskab for juridiske personer og juridiske arrangementer
b) tredjelandets kompetente myndigheders beføjelser og procedurer med henblik på
bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, herunder passende
effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner, såvel som tredjelandets
praksis med hensyn til at samarbejde og udveksle oplysninger med de kompetente
myndigheder i medlemsstaterne
c) effektiviteten af tredjelandets ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og fi-
nansiering af terrorisme med hensyn til at imødegå risiciene for hvidvask af penge
og finansiering af terrorisme.«
b) Stk. 4 affattes således:
»4. Kommissionen tager i forbindelse med udarbejdelsen af de delegerede retsakter, der
er omhandlet i stk. 2, hvor dette er hensigtsmæssigt, hensyn til relevante evalueringer,
vurderinger eller rapporter, der er udarbejdet af internationale organisationer og stan-
dardsættere med kompetencer inden for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansie-
ring af terrorisme.«
6) Artikel 10, stk. 1, affattes således:
»1. Medlemsstaterne forbyder deres kreditinstitutter og finansieringsinstitutter at have anony-
me konti, anonyme bankbøger eller anonyme deponeringsbokse. Medlemsstaterne skal i alle
tilfælde kræve, at ejerne af bestående anonyme konti, anonyme bankbøger eller anonyme de-
poneringsbokse og modtagerne underkastes kundekendskabsprocedurer senest den 10. januar
2019 og under alle omstændigheder inden nogen form for anvendelse af kontiene, bankbøger-
ne eller deponeringsboksene.«
7) I artikel 12 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 1 ændres således:
i) I første afsnit, affattes litra a) og b) således:
»a) betalingsinstrumentet er ikke genopfyldeligt eller har en maksimal månedlig
betalingstransaktionsgrænse på 150 EUR, som udelukkende kan anvendes i
den ene medlemsstat
b) det maksimale elektronisk lagrede beløb overstiger ikke 150 EUR.«
ii) Andet afsnit udgår
b) Stk. 2 affattes således:
»2. Medlemsstaterne sikrer, at undtagelsen fastsat i nærværende artikels stk. 1 ikke fin-
der anvendelse i tilfælde af kontantindløsning eller kontanthævning af pengeværdien af
elektroniske penge, hvis det indløste beløb overstiger 50 EUR, eller i tilfælde af fjernbe-
144
talingstransaktioner som defineret i artikel 4, nr. 6), i Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv (EU) 2015/2366 (*3), hvor det beløb, der betales, overstiger 50 EUR pr. transak-
tion.
(*3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og
om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv
2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).«"
c) Følgende stykke indsættes:
»3. Medlemsstaterne sikrer, at kreditinstitutter og finansieringsinstitutter, der handler
som erhververe, alene accepterer betalinger foretaget med anonyme forudbetalte kort
udstedt i tredjelande, hvis kortene opfylder betingelser svarende til betingelserne i stk. 1
og 2.
Medlemsstaterne kan beslutte ikke at acceptere betalinger foretaget ved brug af anony-
me forudbetalte kort på deres område.«
8) Artikel 13, stk. 1, ændres således:
a) Litra a) affattes således:
»a) identifikation af kunden og kontrol af kundens identitet på grundlag af dokumen-
ter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde, herunder
elektroniske identifikationsmidler, relevante tillidstjenester, jf. Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 (*4), eller enhver anden sikker form
for fjernidentifikationsproces eller elektronisk identifikationsproces, der er regule-
ret, anerkendt, godkendt eller accepteret af de relevante nationale myndigheder.
(*4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester
til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT L 257 af 28.8.2014, s.
73).«"
b) I slutningen af litra b) tilføjes følgende punktum:
»Hvis den reelle ejer identificeres som den øverste leder som omhandlet i artikel 3, stk.
6, litra a), nr. ii), skal de forpligtede enheder træffe de nødvendige rimelige foranstalt-
ninger for at kontrollere identiteten af den fysiske person, der varetager stillingen som
den øverste leder, og føre registre over de iværksatte foranstaltninger og over eventuelle
opståede vanskeligheder under udførelsen af kontrollen.«
9) I artikel 14 foretages følgende ændringer:
a) I stk. 1 tilføjes følgende punktum:
»Når der etableres en ny forretningsforbindelse med et koncernselskab eller en anden ju-
ridisk enhed, eller en trust eller et juridisk arrangement, der har strukturer eller funktio-
ner, der ligner truster, (»lignende juridisk arrangement«), som er genstand for registre-
ring af oplysninger om reelt ejerskab i henhold til artikel 30 eller 31, indhenter de for-
pligtede enheder et registreringsbevis eller et ekstrakt af oplysningerne i registret.«
b) Stk. 5 affattes således:
»5. Medlemsstaterne pålægger forpligtede enheder at gennemføre kundekendskabspro-
cedurer, ikke blot over for alle nye kunder, men også over for eksisterende kunder på
passende tidspunkter på et risikobaseret grundlag, eller når en kundes relevante omstæn-
digheder ændrer sig, eller når den forpligtede enhed i løbet af det relevante kalenderår er
145
juridisk forpligtet til at kontakte kunden med henblik på at undersøge enhver relevant
oplysning vedrørende den eller de reelle ejere, eller hvis den forpligtede enhed har haft
en sådan forpligtelse i henhold til Rådets direktiv 2011/16/EU (*5).
(*5) Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på
beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (EUT L 64 af 11.3.2011,
s. 1).«"
10) I artikel 18 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 1, første afsnit, affattes således:
»Medlemsstaterne pålægger forpligtede enheder at gennemføre skærpede kundekend-
skabsprocedurer i de situationer, der er omhandlet i artikel 18a-24, og i andre højrisiko-
tilfælde, som medlemsstaterne eller forpligtede enheder har identificeret, med det formål
at styre og begrænse de pågældende risici på en passende måde.«
b) Stk. 2 affattes således:
»2. Medlemsstaterne kræver, at forpligtede enheder, i det omfang det med rimelighed er
muligt, undersøger baggrunden for og formålet med alle transaktioner, der opfylder
mindst én af følgende betingelser:
i) de er komplekse
ii) de er usædvanligt store
iii) de foretages i et usædvanligt mønster
iv) de har intet åbenbart økonomisk eller lovligt formål.
De forpligtede enheder skal navnlig udvide overvågningen af forretningsforbindelsen,
både med hensyn til art og omfang, med det formål at afgøre, om transaktionerne eller
aktiviteterne forekommer mistænkelige.«
11) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 18a
1. Ved forretningsforbindelser eller transaktioner, der involverer højrisikotredjelande identifi-
ceret i henhold til artikel 9, stk. 2, kræver medlemsstaterne, at forpligtede enheder anvender
følgende skærpede kundekendskabsprocedurer:
a) indhente yderligere oplysninger om kunden og de(n) reelle ejer(e)
b) indhente yderligere oplysninger om forretningsforbindelsens tilsigtede karakter
c) indhente oplysninger om midlernes oprindelse og kilden til kundens og den reelle ejers
formue
d) indhente oplysninger om årsagerne til de ønskede eller udførte transaktioner
e) indhente den øverste ledelses godkendelse ved etablering eller fortsættelse af forret-
ningsforbindelser
f) gennemføre skærpet overvågning af forretningsforbindelsen ved at øge antallet og hyp-
pigheden af kontroller og ved at udvælge transaktionsmønstre, der kræver nøjere under-
søgelse.
Medlemsstaterne kan kræve, at forpligtede enheder, når det er relevant, sikrer, at første beta-
ling foretages gennem en konto i kundens navn i et kreditinstitut, der er underlagt krav om
kundekendskabsstandarder, der ikke er mindre omfangsrige end dem, der er fastsat i dette di-
rektiv.
146
2. Udover de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, og i overensstemmelse med Unionens
internationale forpligtelser pålægger medlemsstaterne, hvor det er muligt, forpligtede enheder
at gennemføre en eller flere supplerende afhjælpende foranstaltninger i forbindelse med fysi-
ske personer eller juridiske enheder, der gennemfører transaktioner, som involverer højrisiko-
tredjelande identificeret i henhold til artikel 9, stk. 2. Disse foranstaltninger skal bestå i en el-
ler flere af følgende:
a) anvendelse af supplerende elementer af skærpede kundekendskabsprocedurer
b) indførelse af relevante skærpede indberetningsmekanismer eller systematisk indberet-
ning af finansielle transaktioner
c) begrænsning af forretningsforbindelser eller transaktioner med fysiske personer eller ju-
ridiske enheder fra de tredjelande, der er identificeret som højrisikolande i henhold til
artikel 9, stk. 2.
3. Udover de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, og i overensstemmelse med Unionens
internationale forpligtelser anvender medlemsstaterne, hvor det er muligt, en eller flere af føl-
gende foranstaltninger i forhold til højrisikotredjelande identificeret i henhold til artikel 9, stk.
2:
a) afvise etablering af datterselskaber, filialer eller repræsentationskontorer af forpligtede
enheder fra det pågældende land eller på anden måde tage højde for, at den relevante
forpligtede enhed er fra et land, der ikke har tilstrækkelige ordninger til bekæmpelse af
hvidvask af penge og finansiering af terrorisme
b) forbyde forpligtede enheder at etablere filialer eller repræsentationskontorer i det pågæl-
dende land eller på anden måde tage højde for, at den pågældende filial eller det pågæl-
dende repræsentationskontor ville komme til at ligge i et land, der ikke har tilstrækkeli-
ge ordninger til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme
c) kræve øget tilsyn eller stille øgede krav om ekstern revision for forpligtede enheders fi-
lialer og datterselskaber, der er beliggende i det pågældende land
d) stille skærpede krav til ekstern revision af finansielle koncerner vedrørende alle deres
filialer og datterselskaber, der er beliggende i det pågældende land
e) påbyde kredit- og finansieringsinstitutter at undersøge og ændre eller om nødvendigt
bringe korrespondentforbindelser med respondentinstitutter i det pågældende land til op-
hør.
4. Medlemsstaterne tager i forbindelse med vedtagelsen eller anvendelsen af de foranstaltnin-
ger, der er omhandlet i stk. 2 og 3, hvor dette er hensigtsmæssigt, hensyn til relevante evalue-
ringer, vurderinger eller rapporter, der er udarbejdet af internationale organisationer og stan-
dardsættere med kompetencer inden for forebyggelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af
finansiering af terrorisme, for så vidt angår de risici, som individuelle tredjelande udgør.
5. Medlemsstaterne underretter Kommissionen, inden de gennemfører eller anvender de foran-
staltninger, der er omhandlet i stk. 2 og 3.«
12) I artikel 19, affattes indledningen således:
»Ved grænseoverskridende korrespondentforbindelser, der involverer gennemførelse af beta-
linger med et respondentinstitut fra et tredjeland, pålægger medlemsstaterne ud over de i arti-
kel 13 fastsatte kundekendskabsprocedurer deres kreditinstitutter og finansieringsinstitutter i
forbindelse med etablering af en forretningsforbindelse at:«
13) Følgende artikel indsættes:
147
»Artikel 20a
1. Hver medlemsstat udarbejder og ajourfører en liste, som angiver de nøjagtige funktioner,
der i henhold til nationale love og administrative bestemmelser udgør højerestående offentlige
hverv, jf. artikel 3, nr. 9). Medlemsstaterne anmoder en international organisation, der er ak-
krediteret på deres område, om at udarbejde og ajourføre en liste over højerestående offentlige
hverv inden for den pågældende internationale organisation, jf. artikel 3, nr. 9). Disse lister
fremsendes til Kommissionen og kan offentliggøres.
2. Kommissionen udarbejder og ajourfører listen over de nøjagtige funktioner, der udgør et
højerestående offentligt hverv inden for rammerne af Unionens institutioner og organer. Den-
ne liste skal også omfatte enhver funktion, der kan gives til repræsentanter for tredjelande, og
for internationale organisationer, der er godkendt på EU-plan.
3. Kommissionen sammensætter på grundlag af de lister, der er omhandlet i stk. 1 og 2 i denne
artikel, én enkelt liste over alle højerestående offentlige hverv, jf. artikel 3, nr. 9). Denne sam-
lede liste offentliggøres.
4. Funktioner, der er opført på den i nærværende artikels stk. 3 omhandlede liste, skal behand-
les i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i artikel 41, stk. 2.«
14) Artikel 27, stk. 2, affattes således:
»2. Medlemsstaterne sikrer, at forpligtede enheder, som kunden henvises til, træffer passende
foranstaltninger til at sikre, at tredjemand omgående efter anmodning fremsender relevante
kopier af identifikations- og kontroloplysninger, herunder, hvor det er muligt, data indhentet
ved hjælp af elektroniske identifikationsmidler, relevante tillidstjenester som fastsat i forord-
ning (EU) nr. 910/2014, eller enhver sikker form for fjernidentifikationsproces eller elektro-
nisk identifikationsproces, der er reguleret, anerkendt, godkendt eller accepteret af de relevan-
te nationale myndigheder.«
15) I artikel 30 foretages følgende ændringer:
a) I stk. 1 foretages følgende ændringer:
i) Første afsnit affattes således:
»Medlemsstaterne sikrer, at selskaber og andre juridiske enheder etableret på deres
område pålægges at indhente og opbevare passende, nøjagtige og aktuelle oplysnin-
ger om deres reelle ejerskab, herunder oplysninger om den reelle ejers rettigheder.
Medlemsstaterne sikrer, at overtrædelser af denne artikel er underlagt effektive,
forholdsmæssige og afskrækkende foranstaltninger eller sanktioner.«
ii) Følgende afsnit tilføjes:
»Medlemsstaterne kræver, at de reelle ejere af selskaber eller andre juridiske enhe-
der, herunder via aktier, stemmerettigheder, ejerandele, ihændehaveraktier eller ved
at udøve kontrol på anden vis, forsyner disse enheder med alle de oplysninger, som
er nødvendige for, at selskabet eller den anden juridiske enhed kan opfylde de i
første afsnit nævnte krav.«
b) Stk. 4 affattes således:
148
»4. Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der opbevares i det centrale register som
omhandlet i stk. 3 er passende, nøjagtige og aktuelle, og indfører mekanismer med hen-
blik herpå. Sådanne mekanismer skal omfatte krav om, at de forpligtede enheder og,
hvor det er relevant og ikke griber unødigt ind i deres funktioner, at de kompetente myn-
digheder skal indberette eventuelle uoverensstemmelser, som de finder mellem oplys-
ningerne om reelt ejerskab i de centrale registre og de oplysninger om reelt ejerskab,
som er tilgængelige for dem. I tilfælde af at der er indberettet uoverensstemmelser sikrer
medlemsstaterne, at der træffes de nødvendige foranstaltninger til at løse uoverensstem-
melserne i tide og, såfremt det er hensigtsmæssigt, at der i mellemtiden indføres en spe-
cifik henvisning herom i det centrale register.«
c) Stk. 5 affattes således:
»5. Medlemsstaterne sikrer, at oplysningerne om reelt ejerskab i alle tilfælde er tilgæn-
gelige for:
a) kompetente myndigheder og FIU᾽er uden nogen begrænsninger
b) forpligtede enheder inden for rammerne af kundekendskabsprocedurer i overens-
stemmelse med kapitel II
c) ethvert medlem af offentligheden.
De personer, der er omhandlet i litra c), skal mindst have adgang til den reelle ejers
navn, fødselsmåned og -år, bopælsland og statsborgerskab, samt art og omfang af den
reelle ejers rettigheder.
Medlemsstaterne kan under betingelser, som skal fastsættes i national ret, give adgang
til supplerende oplysninger, der tillader identifikation af den reelle ejer. Disse supple-
rende oplysninger skal som minimum omfatte fødselsdato eller kontaktoplysninger, i
overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne.«
d) Følgende stykke indsættes:
»5a. Medlemsstaterne kan vælge at stille oplysningerne i deres nationale registre, jf. stk.
3, til rådighed på betingelse af onlineregistrering og betaling af et gebyr, som ikke må
overstige de administrative omkostninger, som er forbundet med at stille oplysningerne
til rådighed, herunder omkostninger til vedligeholdelsen og videreudviklingen af regis-
tret.«
e) Stk. 6 affattes således:
»6. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder og FIU᾽erne har rettidig og
uhindret adgang til alle oplysninger, der opbevares i det centrale register, der er om-
handlet i stk. 3, uden at den berørte enhed varsles. Medlemsstaterne giver også forpligte-
de enheder rettidig adgang, når de gennemfører kundekendskabsprocedurer i overens-
stemmelse med kapitel II.
De kompetente myndigheder, som får adgang til det centrale register, der er omhandlet i
stk. 3, er de offentlige myndigheder, som er udpeget som ansvarlige for at bekæmpe
hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, samt skattemyndigheder, myndigheder,
som fører tilsyn med forpligtede enheder, og myndigheder, som har til opgave at efter-
forske eller retsforfølge hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og fi-
149
nansiering af terrorisme samt sporing og beslaglæggelse eller indefrysning og konfiska-
tion af kriminelle aktiver.«
f) Stk. 7 affattes således:
»7. Medlemsstaterne sikrer, at kompetente myndigheder og FIU᾽er rettidigt kan give de
oplysninger, der er omhandlet i stk. 1 og 3, til andre medlemsstaters kompetente myn-
digheder og FIU᾽er vederlagsfrit.«
g) Stk. 9 og 10 affattes således:
»9. I ekstraordinære situationer, som fastsættes i national ret, hvor den adgang, der er
omhandlet i stk. 5, første afsnit, litra b) og c), ville udsætte den reelle ejer for uforholds-
mæssig stor risiko, risiko for svig, bortførelse, pengeafpresning eller andre former for
afpresning, chikane, vold eller intimidering, eller hvis den reelle ejer er mindreårig eller
på anden måde juridisk umyndig, kan medlemsstaterne i det enkelte tilfælde indrømme
en undtagelse til en sådan adgang til alle eller dele af oplysningerne om det reelle ejer-
skab. Medlemsstaterne sikrer, at sådanne undtagelser indrømmes efter en grundig vurde-
ring af situationens ekstraordinære beskaffenhed. Retten til en administrativ fornyet
gennemgang af afgørelsen om undtagelse og til en effektiv domstolsprøvelse skal garan-
teres. En medlemsstat, som har indrømmet undtagelser, offentliggør årlige statistiske da-
ta over antallet af indrømmede undtagelser sammen med begrundelserne herfor og ind-
beretter dataene til Kommissionen.
Undtagelser, der indrømmes i medfør af dette stykkes første afsnit, finder ikke anven-
delse på kreditinstitutter og finansieringsinstitutter, eller på de forpligtede enheder, der
er omhandlet i artikel 2, stk. 1, nr. 3), litra b), som er offentligt ansatte.
10. Medlemsstaterne sikrer, at de centrale registre, som er omhandlet i stk. 3, sammen-
kobles via den europæiske centrale platform, der er oprettet ved artikel 22, stk. 1, i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 (*6). Sammenkoblingen af med-
lemsstaternes centrale registre via platformen foretages efter de tekniske specifikationer
og procedurer, der er fastsat ved de gennemførelsesretsakter, som Kommissionen har
vedtaget i henhold til artikel 24 i direktiv (EU) 2017/1132 og til nærværende direktivs
artikel 31a.
Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, er tilgængelige gen-
nem det registersammenkoblingssystem, der er oprettet ved artikel 22, stk. 1, i direktiv
(EU) 2017/1132, i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale lovgivning til
gennemførelse af nærværende artikels stk. 5, 5a og 6.
De i stk. 1 omhandlede oplysninger skal være tilgængelige gennem de nationale registre
og gennem registersammenkoblingssystemet i mindst fem år og højst ti år efter, at sel-
skabet eller den anden juridiske enhed er blevet slettet fra registret. Medlemsstaterne
samarbejder indbyrdes og med Kommissionen om at gennemføre de forskellige typer af
adgang i henhold til denne artikel.
150
(*6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 af 14. juni 2017 om visse
aspekter af selskabsretten (EUT L 169 af 30.6.2017, s. 46).«"
16) Artikel 31 ændres således:
a) Stk. 1 affattes således:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at denne artikel finder anvendelse på truster og andre typer
juridiske arrangementer, såsom bl.a. fiducia, visse Treuhand-typer eller fideikommis,
når sådanne arrangementer har en struktur og funktion, der svarer til truster. Medlems-
staterne fastlægger de karakteristika, som er bestemmende for, hvornår juridiske arran-
gementer har en struktur og funktion, der svarer til truster, for så vidt angår sådanne ju-
ridiske arrangementer, som er reguleret af deres lovgivning.
Hver medlemsstat stiller krav om, at forvaltere af viljesbestemte truster, der forvaltes i
den pågældende medlemsstat, indhenter og opbevarer passende, nøjagtige og ajourførte
oplysninger om reelt ejerskab vedrørende trusten. Oplysningerne skal omfatte identite-
ten af:
a) stifteren eller stifterne
b) forvalteren eller forvalterne (trustee(s))
c) protektoren eller protektorerne (hvis en sådan eller sådanne findes)
d) de begunstigede eller gruppen af begunstigede
e) enhver anden fysisk person, som udøver reel kontrol over trusten.
Medlemsstaterne sikrer, at overtrædelser af denne artikel er underlagt effektive, for-
holdsmæssige og afskrækkende foranstaltninger eller sanktioner.«
b) Stk. 2 affattes således:
»2. Medlemsstaterne sikrer, at forvaltere af truster eller personer, der varetager tilsva-
rende stillinger i lignende juridiske arrangementer som dem, der er omhandlet i nærvæ-
rende artikels stk. 1, underretter forpligtede enheder om deres status og rettidigt giver de
oplysninger, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, når de i deres egenskab af
forvaltere eller personer, der varetager tilsvarende stillinger i lignende juridiske arrange-
menter, etablerer forretningsforbindelser eller udfører lejlighedsvise transaktioner, som
overstiger de tærskler, der er fastsat i artikel 11, litra b), c) og d).«
c) Følgende stykke indsættes:
»3a. Den enkelte medlemsstat stiller krav om, at oplysninger om reelt ejerskab af viljes-
bestemte truster og lignende juridiske arrangementer som omhandlet i stk. 1 skal opbe-
vares i et centralt register over reelle ejere, som oprettes af den medlemsstat, hvor for-
valteren af trusten eller personen, der varetager en tilsvarende stilling i et lignende juri-
diske arrangement, er etableret eller har bopæl.
Hvis etableringsstedet eller bopælen for forvalteren af trusten eller personen, der vareta-
ger en tilsvarende stilling i et lignende juridiske arrangement, er uden for Unionen, skal
de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, opbevares i et centralt register, som oprettes af
den medlemsstat, hvor forvalteren af trusten eller personen, der varetager en tilsvarende
stilling i et lignende juridisk arrangement, indgår en forretningsforbindelse eller erhver-
ver fast ejendom i trustens eller det lignende juridiske arrangements navn.
151
Hvis forvalteren af en trust eller personerne, der varetager tilsvarende stillinger i et lig-
nende juridisk arrangement, er etableret eller har bopæl i forskellige medlemsstater, el-
ler hvis forvalteren af en trust eller personen, der varetager en tilsvarende stilling i et
lignende juridisk arrangement, indgår flere forretningsforbindelser i trustens eller det
lignende juridiske arrangements navn i forskellige medlemsstater, kan et registrerings-
bevis eller et ekstrakt af oplysningerne om reelt ejerskab i et register, som føres af en
medlemsstat, anses for at være tilstrækkelig til at opfylde registreringsforpligtelsen.«
d) Stk. 4 affattes således:
»4. Medlemsstaterne sikrer, at oplysningerne om reelt ejerskab af en trust eller et lignen-
de juridisk arrangement i ethvert tilfælde er tilgængelige for:
a) kompetente myndigheder og FIU᾽er uden nogen begrænsninger
b) forpligtede enheder inden for rammerne af kundekendskabsprocedurer i overens-
stemmelse med kapitel II
c) enhver fysisk eller juridisk person, der kan godtgøre at have en legitim interesse
heri
d) enhver fysisk eller juridisk person, som indgiver en skriftlig anmodning i relation
til en trust eller et lignende juridisk arrangement, der gennem bestemmende indfly-
delse i ethvert selskab eller lignende juridisk arrangement bortset fra de i artikel 30,
stk. 1, omhandlede enheder, gennem direkte eller indirekte ejerskab, herunder via
beholdninger af ihændehaveraktier eller ved at udøve kontrol på anden vis.
De oplysninger, som er tilgængelige for fysiske eller juridiske personer, der er omhand-
let i første afsnit, litra c) og d), omfatter den reelle ejers navn, fødselsmåned og -år, bo-
pælsland og statsborgerskab samt art og omfang af den reelle ejers rettigheder.
Medlemsstaterne kan under betingelser, som skal fastsættes i national ret, give adgang
til supplerende oplysninger, der tillader identifikation af den reelle ejer. Disse supple-
rende oplysninger omfatter som minimum fødselsdato eller kontaktoplysninger, i over-
ensstemmelse med databeskyttelsesreglerne. Medlemsstaterne kan give mulighed for en
bredere adgang til oplysningerne i registret i overensstemmelse med deres nationale lov-
givning.
De kompetente myndigheder, som får adgang til det centrale register, der er omhandlet i
stk. 3a, skal være offentlige myndigheder, som er udpeget som ansvarlige for at bekæm-
pe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, samt skattemyndigheder, myndighe-
der, som fører tilsyn med forpligtede enheder og myndigheder, som har til opgave at ef-
terforske eller retsforfølge hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og
finansiering af terrorisme samt sporing og beslaglæggelse eller indefrysning og konfi-
skation af kriminelle aktiver.«
e) Følgende stykke indsættes:
»4a. Medlemsstaterne kan vælge at stille oplysningerne i deres nationale registre, jf. stk.
3a, til rådighed på betingelse af onlineregistrering og betaling af et gebyr, som ikke må
overstige de administrative omkostninger, som er forbundet med at stille oplysningerne
til rådighed, herunder omkostninger til vedligeholdelsen og videreudviklingen af regis-
tret.«
152
f) Stk. 5 affattes således:
»5. Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der opbevares i det centrale register, der
er omhandlet i stk. 3a, er passende, nøjagtige og aktuelle, og indfører mekanismer med
henblik herpå. Sådanne mekanismer skal omfatte krav om, at de forpligtede enheder og,
hvor det er relevant og ikke griber unødigt ind i deres funktioner, at de kompetente myn-
digheder skal indberette eventuelle uoverensstemmelser, som de finder mellem oplys-
ningerne om reelt ejerskab i de centrale registre og de oplysninger om reelt ejerskab,
som er tilgængelige for dem. I tilfælde af, at der er indberettet uoverensstemmelser sik-
rer medlemsstaterne, at der træffes de nødvendige foranstaltninger til at løse uoverens-
stemmelserne i tide og, såfremt det er hensigtsmæssigt, at der i mellemtiden indføres en
specifik henvisning herom i det centrale register.«
g) Stk. 7 affattes således
»7. Medlemsstaterne sikrer, at kompetente myndigheder og FIU᾽er rettidigt kan give de
oplysninger, der er omhandlet i stk. 1 og 3, til andre medlemsstaters kompetente myn-
digheder og FIU᾽er vederlagsfrit.«
h) Følgende stykke indsættes:
»7a. I ekstraordinære situationer, som fastsættes i national ret, hvor den adgang, der er
omhandlet i stk. 4, første afsnit, litra b), c) og d), ville udsætte den reelle ejer for en
uforholdsmæssig stor risiko for svig, bortførelse, pengeafpresning eller andre former for
afpresning, chikane, vold eller intimidering, eller hvis den reelle ejer er mindreårig eller
på anden måde juridisk umyndig, kan medlemsstaterne i det enkelte tilfælde indrømme
en undtagelse til en sådan adgang til alle eller dele af oplysningerne om det reelle ejer-
skab. Medlemsstaterne sikrer, at sådanne undtagelser indrømmes efter en grundig vurde-
ring af situationens ekstraordinære beskaffenhed. Retten til en administrativ fornyet
gennemgang af afgørelsen om undtagelse og til en effektiv domstolsprøvelse skal garan-
teres. En medlemsstat, som har indrømmet undtagelser, offentliggør årlige statistiske da-
ta over antallet af indrømmede undtagelser sammen med begrundelserne herfor og ind-
beretter dataene til Kommissionen.
Undtagelser, der indrømmes i medfør af første afsnit, finder ikke anvendelse på kreditin-
stitutter, finansieringsinstitutter eller de forpligtede enheder, der er omhandlet i artikel 2,
stk. 1, nr. 3), litra b), som er offentligt ansatte.
Hvis en medlemsstat beslutter at indrømme undtagelse i medfør af første afsnit, må den
ikke begrænse kompetente myndigheders og FIU᾽ers adgang til oplysninger.«
i) Stk. 8 udgår
j) Stk. 9 affattes således:
»9. Medlemsstaterne sikrer, at de centrale registre, som er omhandlet i stk. 3a, sammen-
kobles via den europæiske centrale platform, der er oprettet ved artikel 22, stk. 1, i di-
rektiv (EU) 2017/1132. Sammenkoblingen af medlemsstaternes centrale registre via
platformen foretages efter de tekniske specifikationer og procedurer, der er fastsat ved
de gennemførelsesretsakter, som Kommissionen har vedtaget i henhold til artikel 24 i
direktiv (EU) 2017/1132 og til nærværende direktivs artikel 31a.
153
Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der er omhandlet i nærværende artikels stk.
1, er tilgængelige gennem det registersammenkoblingssystem, der er oprettet ved artikel
22, stk. 2, i direktiv (EU) 2017/1132/EU, i overensstemmelse med medlemsstaternes na-
tionale lovgivning til gennemførelse af nærværende artikels stk. 4 og 5.
Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at sikre, at kun de oplysninger,
som er omhandlet i stk. 1, og som er ajourførte og vedrører de reelle ejere, gøres tilgæn-
gelige gennem deres nationale registre og gennem registersammenkoblingssystemet, og
at adgangen til de pågældende oplysninger er i overensstemmelse med databeskyttelses-
reglerne.
De oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, skal være tilgængelige gennem de nationale
registre og gennem registersammenkoblingssystemet i mindst fem år og højst ti år efter,
at grundene til registrering af oplysningerne om det reelle ejerskab, jf. stk. 3a, er ophørt
med at eksistere. Medlemsstaterne samarbejder med Kommissionen om at gennemføre
de forskellige typer adgang i henhold til stk. 4 og 4a.«
k) Følgende stykke tilføjes:
»10. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de forskellige kategorier og be-
skrivelser af karakteristika samt navnene på og, hvor det er relevant, retsgrundlaget for
de i stk. 1 omhandlede truster og lignende juridiske arrangementer senest den 10. juli
2019. Kommissionen offentliggør den samlede liste over sådanne truster og lignende ju-
ridiske arrangementer i Den Europæiske Unions Tidende senest den 10. september
2019.
Kommissionen forelægger senest den 26. juni 2020 Parlamentet og Rådet en rapport
med en vurdering af, om alle truster og lignende juridiske arrangementer som omhandlet
i stk. 1 reguleret i henhold til medlemsstaternes lovgivning er blevet behørigt identifice-
ret og underlagt forpligtelserne i dette direktiv. Hvor det er relevant, træffer Kommissio-
nen de nødvendige foranstaltninger til at følge op på resultaterne i denne rapport.«
17) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 31a
Gennemførelsesretsakter
Hvor det er nødvendigt som supplement til de gennemførelsesretsakter, der vedtages af Kom-
missionen i overensstemmelse med artikel 24 i direktiv (EU) 2017/1132 og i overensstemmel-
se med anvendelsesområdet for artikel 30 og 31 i nærværende direktiv, vedtager Kommissio-
nen ved hjælp af gennemførelsesretsakter de tekniske specifikationer og procedurer, der er
nødvendige for sammenkoblingen af medlemsstaternes centrale registre som omhandlet i arti-
kel 30, stk. 10, og artikel 31, stk. 9, for så vidt angår:
154
a) den tekniske specifikation, der definerer det sæt af tekniske data, der er nødvendigt for,
at platformen kan udøve sine funktioner, og metoden for lagring, brug og beskyttelse af
sådanne data
b) fælles kriterier for, hvornår oplysninger om reelt ejerskab er tilgængelige gennem regi-
stersammenkoblingssystemet, afhængigt af omfanget af den adgang, der indrømmes af
medlemsstaterne
c) de tekniske detaljer om, hvordan oplysningerne om reelle ejere, skal stilles til rådighed
d) de tekniske betingelser for adgang til de tjenester, som registersammenkoblingssystemet
tilbyder
e) de tekniske betingelser for, hvordan de forskellige former for adgang til oplysninger om
reelt ejerskab i henhold til artikel 30, stk. 5, og artikel 31, stk. 4, skal gennemføres
f) betalingsmetoderne for så vidt angår de tilfælde, hvor adgangen til oplysninger om reelt
ejerskab er betinget af betaling af et gebyr i henhold til artikel 30, stk. 5a, og artikel 31,
stk. 4a, under hensyntagen til tilgængelige betalingsfaciliteter som fjernbetalingstransak-
tioner.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 64a, stk. 2.
Kommissionen efterstræber i sine gennemførelsesretsakter at genbruge allerede afprøvet tek-
nologi og praksis. Kommissionen sikrer, at de systemer, der skal udvikles, ikke medfører om-
kostninger ud over, hvad der er absolut nødvendigt for at gennemføre dette direktiv. Kommis-
sionens gennemførelsesretsakter skal være præget af gennemsigtighed og karakteriseret ved
en udveksling af erfaringer og oplysninger mellem Kommissionen og medlemsstaterne.«
18) I artikel 32 tilføjes følgende stykke:
»9. Med forbehold af artikel 34, stk. 2, skal hver FIU inden for rammerne af sine opgaver kun-
ne anmode om, indhente og anvende oplysningerne fra enhver forpligtet enhed med henblik
på stk. 1, selv hvis der ikke er foretaget en forudgående indberetning i henhold til artikel 33,
stk. 1, litra a), eller artikel 34, stk. 1.«
19) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 32a
1. Medlemsstaterne indfører centrale automatiske mekanismer, f.eks. centrale registre eller
centrale elektroniske systemer for dataudtræk, som muliggør rettidig identifikation af alle fysi-
ske eller juridiske personer, som har eller kontrollerer betalingskonti og bankkonti, der identi-
ficeres ved IBAN, som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
260/2012 (*7), samt deponeringsbokse, som indehaves af et kreditinstitut på deres område.
Medlemsstaterne underretter Kommissionen om kendetegnene ved disse nationale mekanis-
mer.
155
2. Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der lagres i de centrale mekanismer, som er om-
handlet i nærværende artikels stk. 1, er direkte tilgængelige på en hurtig og ufiltreret måde for
nationale FIU᾽er. Oplysningerne skal også være tilgængelige for nationale kompetente myn-
digheder med henblik på opfyldelse af deres forpligtelser i henhold til dette direktiv. Med-
lemsstaterne sikrer, at alle FIU᾽er rettidigt kan give oplysninger, der opbevares i de centrale
mekanismer, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, til andre FIU᾽er, jf. artikel 53.
3. Følgende oplysninger skal være tilgængelige og søgbare gennem de centrale mekanismer,
der er omhandlet i stk. 1:
— vedrørende kundekontohaveren og enhver person, der foregiver at handle på kun-
dens vegne: navn, suppleret med øvrige oplysninger om enten identitet i henhold til de natio-
nale bestemmelser til gennemførelse af artikel 13, stk. 1, litra a), eller individuelt identifikati-
onsnummer
— vedrørende den reelle ejer bag kundekontohaveren: navn, suppleret med øvrige oplys-
ninger om enten identitet i henhold til de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel
13, stk. 1, litra b), eller individuelt identifikationsnummer
— vedrørende bankkonto eller betalingskonto: IBAN-nummer og dato for åbning og luk-
ning af kontoen
— vedrørende deponeringsbokse: lejerens navn, suppleret enten med øvrige oplysninger om
identitet i henhold til de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 13, stk. 1, eller et
individuelt identifikationsnummer og lejeperiodens varighed.
4. Medlemsstaterne kan overveje at kræve, at andre oplysninger, der skønnes at være af afgø-
rende betydning for FIU᾽er og kompetente myndigheder med henblik på opfyldelsen af deres
forpligtelser i henhold til dette direktiv, gøres tilgængelige og søgbare gennem de centrale me-
kanismer.
5. Senest den 26. juni 2020 forelægger Kommissionen for Parlamentet og Rådet en rapport,
der vurderer betingelserne for og de tekniske specifikationer og procedurer til at garantere sik-
ker og effektiv sammenkobling af de centrale automatiske mekanismer. Rapporten ledsages,
hvor det er relevant, af et lovgivningsmæssigt forslag.
(*7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditover-
førsler og direkte debiteringer i euro og om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009 (EUT L 94 af 30.3.2012, s. 22).«"
20) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 32b
1. Medlemsstaterne giver FIU᾽er og kompetente myndigheder adgang til oplysninger, som
muliggør rettidig identifikation af alle fysiske eller juridiske personer, der ejer fast ejendom,
herunder gennem registre eller elektroniske systemer for dataudtræk, når sådanne registre eller
systemer er tilgængelige.
156
2. Senest den 31. december 2020 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en
rapport, der vurderer nødvendigheden af og proportionaliteten i forbindelse med at harmonise-
re oplysningerne i registrene og behovet for at sammenkoble disse registre. Denne rapport led-
sages, hvor det er relevant, af et lovgivningsmæssigt forslag.«
21) I artikel 33, stk. 1, affattes litra b) således:
»b) efter anmodning fra FIU᾽en direkte at give denne alle nødvendige oplysninger.«
22) I artikel 34 tilføjes følgende stykke:
»3. Selvregulerende organer, der er udpeget af medlemsstaterne, offentliggør en årlig rapport
med oplysninger om følgende:
a) foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 58, 59 og 60
b) antallet af modtagne indberetninger om overtrædelser som omhandlet i artikel 61, hvis
det er relevant
c) antallet af rapporter, der blev modtaget af det selvregulerende organ som omhandlet i
stk. 1 og antallet af rapporter, som det selvregulerende organ har fremsendt til FIU᾽en,
hvor det er relevant
d) hvor det er nødvendigt, antal og beskrivelse af foranstaltninger, der er gennemført i
medfør af artikel 47 og 48 med henblik på at overvåge, at de forpligtede enheder over-
holder deres forpligtelser i henhold til:
i) artikel 10-24 (kundekendskabskrav)
ii) artikel 33, 34 og 35 (indberetning af mistænkelige transaktioner)
iii) artikel 40 (opbevaring af registreringer) og
iv) artikel 45 og 46 (interne kontroller).«
23) Artikel 38 affattes således:
»Artikel 38
1. Medlemsstaterne sikrer, at enkeltpersoner, herunder ansatte i og repræsentanter for den for-
pligtede enhed, som indberetter en mistanke om hvidvask af penge eller finansiering af terro-
risme enten internt eller til FIU᾽en, er juridisk beskyttet mod trusler, repressalier eller fjendt-
ligsindede handlinger, og navnlig mod negative eller diskriminerende ansættelsesrelaterede
handlinger.
2. Medlemsstaterne sikrer, at enkeltpersoner, som udsættes for trusler, repressalier, fjendtligs-
indede handlinger eller negative eller diskriminerende ansættelsesrelaterede handlinger for at
have indberettet en mistanke om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme enten in-
ternt eller til FIU᾽en, har ret til at klage til de respektive kompetente myndigheder på en sikker
måde. Uden at det berører fortroligheden af oplysninger indsamlet af FIU᾽en sikrer medlems-
staterne også, at sådanne enkeltpersoner har ret til effektive retsmidler med henblik på at be-
skytte de rettigheder, der følger af dette stykke.«
24) Artikel 39, stk. 3, affattes således:
»3. Forbuddet i denne artikels stk. 1 forhindrer ikke udveksling af sådanne oplysninger mel-
lem kreditinstitutter og finansieringsinstitutter fra medlemsstaterne, forudsat at de tilhører
samme koncern, eller mellem disse enheder og deres filialer og majoritetsejede datterselskaber
157
etableret i tredjelande, forudsat at disse filialer og majoritetsejede datterselskaber fuldt ud
overholder koncernens politikker og procedurer, herunder procedurer for udveksling af oplys-
ninger inden for koncernen, i overensstemmelse med artikel 45, og at koncernens politikker og
procedurer opfylder de krav, der er fastsat i dette direktiv.«
25) I artikel 40, stk. 1, foretages følgende ændringer:
a) Litra a) affattes således:
»a) med hensyn til kundekendskab opbevares en kopi af de dokumenter og oplysninger,
der er nødvendige for at opfylde kundekendskabskravene fastsat i kapitel II, herunder
tilgængelige oplysninger indhentet ved hjælp af elektroniske identifikationsmidler, rele-
vante tillidstjenester, jf. forordning (EU) nr. 910/2014, eller enhver anden sikker form
for fjernidentifikationsproces eller elektronisk identifikationsproces, der er reguleret, an-
erkendt, godkendt eller accepteret af de relevante nationale myndighed i en periode på
fem år, efter at kundeforholdet er ophørt eller efter datoen for den lejlighedsvise transak-
tion«
b) Følgende afsnit tilføjes:
»Den opbevaringsperiode, der er omhandlet i dette stykke, herunder den yderligere op-
bevaringsperiode, der ikke må overstige yderligere fem år, finder også anvendelse på de
data, der er tilgængelige gennem de centrale mekanismer, der er omhandlet i artikel
32a.«
26) Artikel 43 affattes således:
»Artikel 43
Behandling af personoplysninger på grundlag af dette direktiv med henblik på forebyggelse af
hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, jf. artikel 1, betragtes som værende i samfun-
dets interesse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (*8).«
(*8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med be-
handling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om
databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).«"
27) Artikel 44 affattes således:
»Artikel 44
1. Med henblik på at bidrage til udarbejdelsen af risikovurderinger i henhold til artikel 7 sikrer
medlemsstaterne, at de er i stand til at føre tilsyn med effektiviteten af deres ordninger for be-
kæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, ved at føre omfattende statistik-
ker over forhold, der er relevante for disse ordningers effektivitet.
2. De i stk. 1 omhandlede statistikker omfatter:
a) data, som måler størrelsen og betydningen af de forskellige sektorer, som falder ind
under dette direktivs anvendelsesområde, herunder antallet af fysiske personer og enhe-
der i de enkelte sektorer og hver sektors økonomiske betydning
158
b) data, som måler indberetninger, efterforskninger og retslige faser i den nationale ord-
ning for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, herunder antal-
let af indberetninger til FIU᾽en af mistænkelige transaktioner, den videre behandling af
disse indberetninger og, på årsbasis, antallet af efterforskede sager, antallet af retsfor-
fulgte personer, antallet af personer, der er blevet dømt for hvidvask af penge eller fi-
nansiering af terrorisme, typerne af underliggende forbrydelser, hvor sådanne oplysnin-
ger er tilgængelige, samt værdien i euro af indefrosne, beslaglagte eller konfiskerede
formuegoder
c) eventuelle data, som identificerer antallet og procentdelen af indberetninger, der resulte-
rer i yderligere efterforskning, og årlige rapporter til forpligtede enheder med en nærme-
re beskrivelse af, hvor nyttige indberetningerne har været, og hvordan de følges op
d) data vedrørende antallet af grænseoverskridende anmodninger om oplysninger, der blev
indgivet, modtaget, afvist og helt eller delvis besvaret af FIU᾽en, opstillet efter mod-
partsland
e) menneskelige ressourcer, der er allokeret til de kompetente myndigheder med ansvar for
tilsyn med bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, samt menneskelige
ressourcer allokeret til FIU᾽en med henblik på udførelse af de i artikel 32 omhandlede
opgaver
f) antallet af on-site og off-site tilsynsforanstaltninger og antallet af overtrædelser, der
konstateres på grundlag af de af tilsynsmyndighedernes gennemførte tilsynsforanstalt-
ninger og de pålagte sanktioner/administrative foranstaltninger.
3. Medlemsstaterne sikrer, at en årlig konsolideret oversigt over deres statistikker offentliggø-
res.
4. Medlemsstaterne tilsender årligt Kommissionen de statistikker, der er omhandlet i stk. 2.
Kommissionen offentliggør en årlig rapport, der sammenfatter og forklarer de i stk. 2 omhand-
lede statistikker, som skal gøres tilgængelig via dens websted.«
28) Artikel 45, stk. 4, affattes således:
»4. Medlemsstaterne og ESA᾽erne underretter hinanden om tilfælde, hvor et tredjelands natio-
nale ret ikke tillader gennemførelse af politikkerne og procedurerne som krævet i stk. 1. I så-
danne tilfælde kan en løsning tilstræbes ved samordnede tiltag. I vurderingen af, hvilke tredje-
lande der ikke tillader gennemførelse af politikkerne og procedurerne som krævet i stk. 1, tag-
er medlemsstaterne og ESA᾽erne hensyn til eventuelle retlige begrænsninger, der eventuelt
kan hindre en korrekt gennemførelse af disse politikker og procedurer, herunder tavshedspligt,
databeskyttelse og andre begrænsninger for udveksling af oplysninger, der kan være relevante
for dette formål.«
29) Artikel 47, stk. 1, affattes således:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatva-
lutaer samt udbydere af virtuelle tegnebøger registreres, og at valutavekslings- og checkind-
løsningskontorer samt udbydere af tjenester til truster eller selskaber er godkendte eller regi-
strerede, og at udbydere af spiltjenester reguleres.«
159
30) I artikel 48 foretages følgende ændringer:
a) Følgende stykke indsættes:
»1a. Med henblik på at lette og fremme et effektivt samarbejde, herunder navnlig ud-
veksling af oplysninger, tilsender medlemsstaterne Kommissionen listen over de kom-
petente myndigheder for de forpligtede enheder, der er anført i artikel 2, stk. 1, herunder
deres kontaktoplysninger. Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, som er blevet fore-
lagt Kommissionen, løbende ajourføres.
Kommissionen offentliggør et register over disse myndigheder og deres kontaktoplys-
ninger på sit websted. Myndighederne i registret fungerer inden for rammerne af deres
beføjelser som et kontaktpunkt for de tilsvarende kompetente myndigheder i de øvrige
medlemsstater. Finansielle tilsynsmyndigheder i medlemsstaterne fungerer ligeledes
som et kontaktpunkt for ESA᾽erne.
For at sikre tilstrækkelig håndhævelse af dette direktiv kræver medlemsstaterne, at alle
forpligtede enheder er underlagt passende tilsyn, herunder beføjelser til at foretage on-
site og off-site tilsyn, og træffer passende og forholdsmæssige administrative foranstalt-
ninger til at rette op på eventuelle overtrædelser.«
b) Stk. 2 affattes således:
»2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har tilstrækkelige beføjelser,
herunder beføjelse til at kræve fremlæggelse af alle oplysninger, der er relevante for at
overvåge direktivets overholdelse, og gennemføre kontroller, samt har tilstrækkelige fi-
nansielle, menneskelige og tekniske ressourcer til at kunne udføre deres funktioner.
Medlemsstaterne sikrer, at disse myndigheders personale udviser en høj grad af integri-
tet, har tilstrækkelig kompetence samt fastholder en høj professionel standard for deres
arbejde, herunder standarter for fortrolighed og databeskyttelse samt standarter for be-
handling af interessekonflikter.«
c) Stk. 4 affattes således:
»4. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor den
forpligtede enhed driver virksomheder, fører tilsyn med, at disse virksomheder overhol-
der de nationale bestemmelser i den pågældende medlemsstat, hvorved dette direktiv er
gennemført.
For så vidt angår kredit- og finansieringsinstitutter, der er en del af en koncern, sikrer
medlemsstaterne med henblik på det i første afsnit omhandlede formål, at de kompeten-
te myndigheder i den medlemsstat, hvor moderselskabet er etableret, samarbejder med
de kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor virksomheder, der er en del af
koncernen er etableret.
For så vidt angår de i artikel 45, stk. 9, omhandlede virksomheder kan tilsyn som om-
handlet i nærværende stykkes første afsnit omfatte, at der træffes passende og rimelige
foranstaltninger for at imødegå alvorlige overtrædelser, der kræver omgående afhjælp-
ning. Disse foranstaltninger skal være midlertidige og afsluttes, når de konstaterede
overtrædelser er afhjulpet, herunder med bistand fra eller i samarbejde med de kompe-
tente myndigheder i den forpligtede enheds hjemland, i overensstemmelse med artikel
45, stk. 2.«
160
d) I stk. 5 tilføjes følgende afsnit:
»For så vidt angår kredit- og finansieringsinstitutter, der er en del af en koncern, sikrer
medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor moderselska-
bet er etableret, fører tilsyn med den effektive gennemførelse af koncernens politikker
og procedurer, som er omhandlet i artikel 45, stk. 1. Med henblik herpå sikrer medlems-
staterne, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor kredit- og finansie-
ringsinstitutter, der er en del af koncernen, er etableret, samarbejder med de kompetente
myndigheder i den medlemsstat, hvor moderselskabet er etableret.«
31) Artikel 49 affattes således:
»Artikel 49
Medlemsstaterne sikrer, at politiske beslutningstagere, FIU᾽ere, tilsynsførende og andre kom-
petente myndigheder, som deltager i bekæmpelsen af hvidvask af penge og finansiering af ter-
rorisme, samt skattemyndigheder og retshåndhævende myndigheder, når de handler inden for
rammerne af anvendelsesområdet for dette direktiv, har effektive midler, der sætter dem i
stand til at samarbejde og koordinere på nationalt plan i forbindelse med udarbejdelsen og
gennemførelsen af politikker og aktiviteter, som har til formål at bekæmpe hvidvask af penge
og finansiering af terrorisme, herunder med henblik på at opfylde deres forpligtelse i henhold
til artikel 7.«
32) I kapitel VI, afdeling 3, indsættes følgende underafdeling:
»Underafdeling IIa
Samarbejde mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder
Artikel 50a
Medlemsstaterne må ikke forbyde eller opstille urimelige eller unødigt restriktive betingelser
for udveksling af oplysninger eller bistand mellem kompetente myndigheder med henblik på
dette direktiv. Navnlig skal medlemsstaterne sikre, at kompetente myndigheder ikke afslår an-
modninger om bistand med henvisning til at:
a) anmodningen også anses for at omfatte skatteanliggender
b) forpligtede enheder i henhold til national ret er forpligtede til hemmeligholdelse eller
fortrolighed, bortset fra i de tilfælde, hvor de pågældende oplysninger er beskyttet af ret-
ten til fortrolighed eller er omfattet af tavshedspligt, jf. artikel 34, stk. 2
c) der pågår en undersøgelse, efterforskning eller retsforfølgning i den anmodede med-
lemsstat, medmindre bistanden ville vanskeliggøre undersøgelsen, efterforskningen eller
retsforfølgningen
d) den anmodende myndighed hos modparten er af en anden type eller har en anden status
end den anmodende kompetente myndighed.«
33) Artikel 53 ændres således:
a) Stk. 1, første afsnit, affattes således:
161
»1. Medlemsstaterne sikrer, at FIU᾽er uopfordret eller efter anmodning udveksler alle
oplysninger, som måtte være relevante for FIU᾽ernes behandling eller analyse af oplys-
ninger om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og de fysiske eller juridiske
personer, der er involveret, uanset typen af tilknyttet underliggende forbrydelse, også
selv om det på tidspunktet for udvekslingen ikke er identificeret, hvilken tilknyttet un-
derliggende forbrydelse der er tale om.«
b) I stk. 2, andet afsnit, affattes andet punktum således:
»Den pågældende FIU indhenter oplysninger i overensstemmelse med artikel 33, stk. 1,
og svarer hurtigt.«
34) I artikel 54 tilføjes følgende stykke:
»Medlemsstaterne sikrer, at FIU᾽erne udpeger mindst én kontaktperson som ansvarlig eller ét
kontaktpunkt som ansvarligt for at modtage forespørgsler om oplysninger fra FIU᾽er i andre
medlemsstater.«
35) Artikel 55, stk. 2, affattes således:
»2. Medlemsstaterne sikrer, at forhåndsgodkendelsen fra den anmodede FIU til at formidle
oplysningerne til kompetente myndigheder gives omgående og i videst muligt omfang, uanset
typen af tilknyttet underliggende forbrydelse. Den anmodede FIU må ikke nægte at give sin
godkendelse til en sådan formidling, medmindre dette ville falde uden for anvendelsesområdet
for dens bestemmelser om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, el-
ler ville kunne vanskeliggøre en efterforskning, eller på anden måde ville være i uoverens-
stemmelse med de grundlæggende principper i den pågældende medlemsstats nationale ret. Et
eventuelt afslag på godkendelse begrundes behørigt. Disse undtagelser skal præciseres på en
måde, der forhindrer misbrug og uretmæssige begrænsninger af formidlingen af oplysninger
til kompetente myndigheder.«
36) Artikel 57 affattes således:
»Artikel 57
Forskelle i de nationale retlige definitioner af underliggende forbrydelser, jf. artikel 3, nr. 4),
må ikke vanskeliggøre FIU᾽ers mulighed for at yde bistand til en anden FIU og må ikke be-
grænse udvekslingen, formidlingen og anvendelsen af oplysningerne i henhold til artikel 53,
54 og 55.«
37) I kapitel VI, afdeling 3, tilføjes følgende underafdeling:
»Underafdeling IIIa
Samarbejde mellem kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansin-
stitutter og andre myndigheder, der har tavshedspligt
Artikel 57a
1. Medlemsstaterne kræver, at alle personer, der arbejder for eller har arbejdet for kompetente
myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutters overholdelse af dette direktiv,
og revisorer eller eksperter, der optræder på vegne af sådanne kompetente myndigheder, er
underlagt tavshedspligt.
162
Uden at det berører tilfælde, der er omfattet af straffelovgivningen, må de fortrolige oplysnin-
ger, som de i første afsnit omhandlede personer modtager i forbindelse med deres opgaver i
henhold til dette direktiv, kun videregives i summarisk eller samlet form, på en sådan måde at
de enkelte kredit- og finansinstitutter ikke kan identificeres.
2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at der udveksles oplysninger mellem:
a) kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutter inden for en
medlemsstat i overensstemmelse med dette direktiv eller andre retsakter vedrørende til-
syn med kredit- og finansinstitutter
b) kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutter i forskellige
medlemsstater i overensstemmelse med dette direktiv eller andre retsakter vedrørende
tilsyn med kredit- og finansinstitutter, herunder Den Europæiske Centralbank (ECB),
der handler i medfør af Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 (*9). Denne udveksling af
oplysninger er underlagt den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.
Senest den 10. januar 2019 indgår de kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og
finansinstitutter i overensstemmelse med dette direktiv, og ECB, der handler i medfør af arti-
kel 27, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1024/2013 og artikel 56, stk. 1, litra g), i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (*10), med støtte fra de europæiske tilsynsmyndighe-
der en aftale om de praktiske betingelser for udveksling af oplysninger.
3. Kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutter og modtager for-
trolige oplysninger i henhold til stk. 1, må udelukkende anvende disse oplysninger:
a) i forbindelse med udførelsen af deres opgaver i henhold til dette direktiv eller andre rets-
akter vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, til-
synsmæssig regulering og tilsyn med kredit- og finansinstitutter, herunder idømmelse af
sanktioner
b) i forbindelse med en appelsag mod en beslutning truffet af den kompetente myndighed,
der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutter, herunder retssager
c) i forbindelse med indbringelse for domstolene efter særbestemmelser i den EU-ret, som
er vedtaget vedrørende dette direktivs område eller vedrørende tilsynsmæssig regulering
og tilsyn med kredit- og finansinstitutter.
4. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og fi-
nansinstitutter, samarbejder med hinanden i videst muligt omfang i forbindelse med gennem-
førelsen af dette direktiv, uanset deres respektive art eller status. Et sådant samarbejde skal og-
så omfatte muligheden for inden for rammerne af den anmodede kompetente myndigheds be-
føjelser at foretage undersøgelser på vegne af en anmodende kompetent myndighed samt ef-
terfølgende udveksling af de oplysninger, der fremkommer under en sådan undersøgelse.
5. Medlemsstaterne kan bemyndige de nationale kompetente myndigheder, der fører tilsyn
med kredit- og finansinstitutter, til at indgå samarbejdsaftaler vedrørende samarbejde og ud-
veksling af fortrolige oplysninger med de kompetente myndigheder i tredjelande, der er mod-
163
parter til disse nationale kompetente myndigheder. Sådanne samarbejdsaftaler skal være gen-
sidige og kan kun indgås, såfremt de oplysninger, der videregives, er underlagt en garanti om
krav om tavshedspligt, der mindst svarer til tavshedspligten omhandlet i stk. 1. Udvekslingen
af fortrolige oplysninger inden for rammerne af sådanne samarbejdsaftaler skal have til formål
at give de pågældende myndigheder mulighed for at udføre deres tilsynsopgaver.
Stammer de udvekslede oplysninger fra en anden medlemsstat, videregives de kun med ud-
trykkeligt samtykke fra de kompetente myndigheder, som har videregivet dem, og i givet fald
udelukkende til det formål, som disse myndigheder har givet deres samtykke til.
Artikel 57b
1. Uanset artikel 57a, stk. 1 og 3, og med forbehold af artikel 34, stk. 2, kan medlemsstaterne
give tilladelse til udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder i den samme
medlemsstat eller i andre medlemsstater, mellem de kompetente myndigheder og myndighe-
der med ansvar for tilsyn med enheder i den finansielle sektor og fysiske eller juridiske perso-
ner under udøvelsen af deres erhverv, som omhandlet i artikel 2, stk. 1, nr. 3), samt myndighe-
der, som ved lov er udpeget som ansvarlige for tilsyn med finansielle markeder i forbindelse
med udførelsen af disses respektive tilsynsopgaver.
De modtagne oplysninger er under alle omstændigheder underlagt krav om tavshedspligt, der
mindst svarer til de krav, som er omhandlet i artikel 57a, stk. 1.
2. Uanset artikel 57a, stk. 1 og 3, kan medlemsstaterne ved bestemmelser i national ret give
tilladelse til, at visse oplysninger videregives til andre nationale myndigheder, som ved lov er
udpeget som ansvarlige for tilsyn med finansielle markeder, eller som er udpeget som ansvar-
lige for at bekæmpe hvidvask af penge eller efterforske hvidvask af penge, tilknyttede under-
liggende forbrydelser eller finansiering af terrorisme.
Fortrolige oplysninger, der udveksles i henhold til nærværende stykke, må dog kun anvendes
til det formål at varetage de pågældende myndigheders lovmæssige opgaver. Personer, der har
adgang til sådanne oplysninger, er underlagt krav om tavshedspligt, der mindst svarer til de
krav, som er omhandlet i artikel 57a, stk. 1.
3. Medlemsstaterne kan give tilladelse til, at visse oplysninger i forbindelse med tilsyn med
kreditinstitutters overholdelse af dette direktiv videregives til parlamentariske undersøgelses-
udvalg, revisionsretter og andre enheder med ansvar for undersøgelser i deres medlemsstat på
følgende betingelser:
a) enhederne har et præcist ved lov defineret mandat efter national lovgivning til at under-
søge eller granske de aktiviteter, som udføres af myndigheder med ansvar for tilsynet
med disse kreditinstitutter eller for lovgivningen om dette tilsyn
b) oplysningerne er strengt nødvendige for udøvelsen af det i litra a) nævnte mandat
c) de personer, som har adgang til oplysningerne, er underlagt krav om tavshedspligt i hen-
hold til national lovgivning, der mindst svarer til dem, der er omhandlet i artikel 57a,
stk. 1
164
d) oplysninger, der stammer fra en anden medlemsstat, videregives ikke uden udtrykkeligt
samtykke fra de kompetente myndigheder, som har videregivet dem, og i givet fald ude-
lukkende til de formål, som de pågældende myndigheder har givet deres samtykke til.
(*9) Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i
forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT L 287 af 29.10.2013, s. 63)."
(*10) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om
tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og
2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338).«"
38) I artikel 58, stk. 2, tilføjes følgende afsnit:
»Medlemsstaterne sikrer endvidere, at deres kompetente myndigheder, såfremt de identificerer
overtrædelser, der er omfattet af strafferetlige sanktioner, underretter de retshåndhævende
myndigheder rettidigt.«
39) Artikel 61 ændres således:
a) Stk. 1 affattes således:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, såvel som de selvreguleren-
de organer, hvor dette er relevant, indfører effektive og pålidelige mekanismer til at
fremme indberetningen til kompetente myndigheder og i givet fald selvregulerende or-
ganer af potentielle eller faktiske overtrædelser af de nationale bestemmelser, der gen-
nemfører dette direktiv.
Med henblik herpå sørger de for én eller flere sikre kommunikationskanaler, hvorigen-
nem personer kan foretage den i første afsnit omhandlede indberetning. Sådanne kanaler
skal sikre, at det kun er de kompetente myndigheder og i givet fald de selvregulerende
organer, der er bekendt med identiteten på de personer, som afgiver oplysninger.«
b) I stk. 3 tilføjes følgende afsnit:
»Medlemsstaterne sikrer, at enkeltpersoner, herunder ansatte i og repræsentanter for den
forpligtede enhed, som indberetter en mistanke om hvidvask af penge eller finansiering
af terrorisme enten internt eller til FIU᾽en, er juridisk beskyttet mod trusler, repressalier
eller fjendtligsindede handlinger, og navnlig mod negative eller diskriminerende ansæt-
telsesrelaterede handlinger.
Medlemsstaterne sikrer, at enkeltpersoner, som udsættes for trusler, repressalier, fjendt-
ligsindede handlinger eller negative eller diskriminerende ansættelsesrelaterede handlin-
ger for at have indberettet en mistanke om hvidvask af penge eller finansiering af terro-
risme enten internt eller til FIU᾽en, har ret til at klage til de respektive kompetente myn-
digheder på en sikker måde. Uden at det berører fortroligheden af oplysninger indsamlet
af FIU᾽en sikrer medlemsstaterne også, at sådanne enkeltpersoner har ret til effektive
retsmidler med henblik på at beskytte de rettigheder, der følger af dette stykke.«
40) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 64a
1. Kommissionen bistås af Udvalget til Forebyggelse af Hvidvaskning af Penge og Finansie-
ring af Terrorisme (»udvalget«) som omhandlet i artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets
165
forordning (EU) 2015/847 (*11). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU)
nr. 182/2011 (*12).
2. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.
(*11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler,
og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1781/2006 (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 1)."
(*12) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan
medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).«"
41) Artikel 65 affattes således:
»Artikel 65
1. Senest den 11. januar 2022, og hvert tredje år derefter, udarbejder Kommissionen en rap-
port om gennemførelsen af dette direktiv og forelægger den for Europa-Parlamentet og Rådet.
Denne rapport skal navnlig omfatte:
a) en redegørelse for specifikke foranstaltninger og mekanismer på EU-plan og medlems-
statsplan til at forebygge og håndtere spirende problemer og ny udvikling, der udgør en
trussel mod Unionens finansielle system
b) opfølgende foranstaltninger, der er truffet på EU-plan og på medlemsstatsplan på grund-
lag af forhold, som deres opmærksomhed er blevet henledt på, herunder klager vedrø-
rende national lovgivning, der hæmmer de kompetente myndigheders og selvreguleren-
de organers tilsyns- og undersøgelsesmæssige beføjelser
c) en redegørelse for tilgængeligheden af relevante oplysninger for de kompetente myndig-
heder og FIU᾽er i medlemsstaterne, med henblik på at forebygge anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge og finansiering af terrorisme
d) en redegørelse for det internationale samarbejde og udvekslingen af oplysninger mellem
kompetente myndigheder og FIU᾽er
e) en redegørelse for nødvendigheden af tiltag fra Kommissionens side til at kontrollere, at
medlemsstaterne træffer foranstaltninger i overensstemmelse med dette direktiv og til at
vurdere spirende problemer og ny udvikling i medlemsstaterne
f) en analyse af gennemførligheden af specifikke foranstaltninger og mekanismer på EU-
plan og medlemsstatsplan om mulighederne for at indsamle og få adgang til oplysninger
om det reelle ejerskab af selskaber og andre juridiske enheder, der er etableret uden for
Unionen, og af proportionaliteten af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 20,
stk. 1, litra b)
g) en evaluering af, i hvilket omfang de grundlæggende rettigheder og principper, som an-
erkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, er blevet
overholdt.
Den første rapport, som offentliggøres senest den 11. januar 2022, ledsages om nødvendigt af
passende lovgivningsmæssige forslag, herunder, hvis det er relevant, om virtuelle valutaer, be-
føjelse til at oprette og føre en central database, hvor de brugeridentiteter og tegnebogsadres-
166
ser, som FIU᾽erne har adgang til, registreres, samt egenerklæringsblanketter til brugere af vir-
tuelle valutaer og om at forbedre samarbejdet mellem medlemsstaternes kontorer for inddri-
velse af aktiver og en risikobaseret model for anvendelse af foranstaltningerne omhandlet i ar-
tikel 20, litra b).
2. Senest den 1. juni 2019 vurderer Kommissionen rammerne for FIU᾽ernes samarbejde med
tredjelande og hindringer og muligheder for at styrke samarbejdet mellem FIU᾽er i Unionen,
herunder muligheden for at oprette en koordinerings- og støttemekanisme.
3. Kommissionen udarbejder, hvor det er relevant, en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet
med henblik på at vurdere behovet for og proportionaliteten af en sænkelse af procentsatsen
for identifikation af reelle ejere af juridiske enheder i lyset af eventuelle anbefalinger i denne
henseende fra internationale organisationer og standardsættere med kompetence inden for fo-
rebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme som følge af en ny vurdering og
fremsætter om fornødent et lovgivningsmæssigt forslag.«
42) Artikel 67, affattes stk. 1, således:
»1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at
efterkomme dette direktiv senest den 26. juni 2017.
Medlemsstaterne anvender artikel 12, stk. 3, fra den 10. juli 2020.
Medlemsstaterne opretter de i artikel 30 omhandlede registre senest den 10. januar 2020, de i
artikel 31 omhandlede registre senest den 10. marts 2020 og de i artikel 32a omhandlede cen-
trale automatiske mekanismer senest den 10. september 2020.
Kommissionen sikrer den i artikel 30 og 31 omhandlede sammenkobling af registre i samar-
bejde med medlemsstaterne senest den 10. marts 2021.
Medlemsstaterne meddeler straks Kommissionen teksten til de i dette stykke omhandlede love
og bestemmelser.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen i medlemsstaterne indeholde en henvisning
til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere
regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.«
43) I bilag II, punkt 3, affattes indledningen således:
»3) Geografiske risikofaktorer — registrering, etablering, bopæl i:«
44) I bilag III foretages følgende ændringer:
a) I punkt 1) tilføjes følgende litra:
»g) kunden er en tredjelandsstatsborger, der ansøger om opholdstilladelse eller statsbor-
gerskab i medlemsstaten i bytte for kapitaloverførsler, køb af ejendom eller statsob-
ligationer eller investering i selskaber i den pågældende medlemsstat.«
b) I punkt 2 foretages følgende ændringer:
i) Litra c) affattes således:
167
»c) forretningsforbindelser eller transaktioner uden direkte kontakt, uden visse sik-
kerhedsforanstaltninger såsom elektroniske identifikationsmidler eller relevante til-
lidstjenester som defineret i forordning (EU) nr. 910/2014 eller enhver anden sikker
form for fjernidentifikationsproces eller elektronisk identifikationsproces, der er re-
guleret, anerkendt, godkendt eller accepteret af de relevante nationale myndighe-
der«
ii) Følgende litra tilføjes:
»f) transaktioner vedrørende olie, våben, ædelmetaller, tobaksvarer, kulturelle vær-
digenstande og andre vigtige genstande af arkæologisk, historisk, kulturel og religi-
øs betydning eller af særlig videnskabelig værdi samt elfenben og beskyttede dyre-
arter.«
Artikel 2
Ændringer af direktiv 2009/138/EF
I artikel 68, stk. 1, litra b), i direktiv 2009/138/EF tilføjes følgende nummer:
»iv) de myndigheder, der er ansvarlige for tilsyn med de forpligtede enheder, der er anført i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (*13), artikel 2, stk. 1, nr. 1 og
2, vedrørende overholdelse af dette direktiv
(*13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af
5.6.2015, s. 73).«
Artikel 3
Ændringer af direktiv 2013/36/EU
I artikel 56, stk. 1, i direktiv 2013/36/EU tilføjes følgende litra:
»g) de myndigheder, der er ansvarlige for tilsyn med de forpligtede enheder, der er anført i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (*14), artikel 2, stk. 1, nr. 1) og
2), vedrørende overholdelse af dette direktiv.
(*14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af
5.6.2015, s. 73).«
Artikel 4
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efter-
komme dette direktiv senest den 10. januar 2020. De sender straks teksten til disse love og bestem-
melser til Kommissionen.
Disse foranstaltninger skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning.
168
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de
udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 5
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Ti-
dende.
Artikel 6
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 30. maj 2018.
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
A. TAJANI L. PAVLOVA
Formand Formand
169
1) EUT C 459 af 9.12.2016, s. 3.
2) EUT C 34 af 2.2.2017, s. 121.
3) Europa-Parlamentets holdning af 19.4.2018 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 14.5.2018.
4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til
hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73).
5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske
penge og tilsyn med en sådan virksomhed, ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF (EUT L 267 af
10.10.2009, s. 7).
6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af direktiv
2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).
7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske
transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 73).
8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 af 14. juni 2017 om visse aspekter af selskabsretten (EUT L 169 af 30.6.2017, s. 46).
9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal
kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
10) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af persono-
plysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af
4.5.2016, s. 1).
11) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders
behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige
sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 89).
12) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
13) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
14) EUT C 85 af 18.3.2017, s. 3.
170
Bilag 3
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2014/17/EU
af 4. februar 2014
om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv
2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank1),
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg2),
efter den almindelige lovgivningsprocedure3), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I marts 2003 iværksatte Kommissionen en proces med det formål at fastslå, hvilke hindringer der fin-
des for det indre marked for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse, og evaluere virknin-
gen heraf. Den 18. december 2007 vedtog den en hvidbog om integration af EU᾽s realkreditmarkeder. I
hvidbogen meddelte Kommissionen, at den havde til hensigt at foretage en konsekvensanalyse af de for-
skellige politikvalgmuligheder med hensyn til indhentning af oplysninger forud for aftaleindgåelse, kre-
ditdatabaser, kreditværdighed, de årlige omkostninger i procent og rådgivning om kreditaftaler. Kommis-
sionen nedsatte en ekspertgruppe vedrørende kredithistorie, der skal bistå Kommissionen med at forbere-
de foranstaltninger, som skal forbedre adgangen til og sammenligneligheden og fuldstændigheden af kre-
ditoplysninger. Der blev også indledt undersøgelser af den rolle, som kreditformidlere og ikkekreditinsti-
tutter, der tilbyder kreditaftaler, spiller, og de transaktioner, som de påtager sig i forbindelse med fast
ejendom til beboelse.
(2) I overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) omfatter det
indre marked et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser samt etab-
leringsfrihed. Det er af vital betydning, at der udvikles et mere gennemskueligt og effektivt kreditmarked
på dette område for at fremme udviklingen af tværnational virksomhed og skabe et indre marked for kre-
ditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Der findes væsentlige forskelle i lovgivningen i de
171
forskellige medlemsstater med hensyn til forretningspraksis vedrørende kreditaftaler i forbindelse med
fast ejendom til beboelse og reguleringen af og tilsynet med de kreditformidlere og ikkekreditinstitutter,
der tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Sådanne forskelle skaber hindringer,
som begrænser omfanget af den tværnationale aktivitet både hvad angår udbud og efterspørgsel, hvilket
begrænser konkurrencen og valgmulighederne på markedet, og dermed øges omkostningerne for kredit-
udbyderne, og de hindres endog i at udøve virksomhed.
(3) Finanskrisen har vist, at uansvarlig optræden hos markedsdeltagerne kan undergrave det finansielle
system og føre til manglende tillid hos alle parter, især hos forbrugerne, og have alvorlige sociale og øko-
nomiske konsekvenser. Mange forbrugere har mistet tilliden til finanssektoren, og låntagere har oplevet,
at deres lån bliver for dyre, hvilket fører til stadig flere misligholdelser og tvangsauktioner. Som følge
heraf har G20 anmodet Rådet for Finansiel Stabilitet om at opstille principper for forsvarlige garantistan-
darder i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Selv om nogle af den finansielle krises største proble-
mer opstod uden for Unionen, besidder forbrugere i Unionen store mængder gældspapirer, hvoraf mange
er knyttet til kreditter i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Det er derfor hensigtsmæssigt at sikre,
at Unionens reguleringsmæssige rammer på dette område er solide, overensstemmende med internationa-
le principper og tillader hensigtsmæssig anvendelse af det til rådighed stående udvalg af redskaber, som
kan omfatte forholdstal som lån-værdi (forholdet mellem lånets størrelse og ejendomsværdien), lån-ind-
komst (forholdet mellem lånstørrelse og indkomst), gæld-indkomst (forholdet mellem gæld og indkomst)
eller tilsvarende forholdstal, minimumsniveauer, under hvilke ingen kredit anses for acceptabel, eller an-
dre foranstaltninger, der kan kompensere for situationer, hvor de underliggende risici er højere for forbru-
gerne, eller som er nødvendige for at forhindre for stor gældsætning i husholdningerne. Set i lyset af de
problemer, der er kommet frem under finanskrisen, og for at sikre et effektivt og konkurrencedygtigt in-
dre marked, der bidrager til finansiel stabilitet, har Kommissionen i sin meddelelse af 4. marts 2009 med
titlen »Fremdrift i den europæiske genopretning« foreslået foranstaltninger for kreditaftaler i forbindelse
med fast ejendom til beboelse, herunder også solide rammer for kreditformidling med henblik på at skabe
ansvarlige og pålidelige markeder for fremtiden og genetablere forbrugertilliden. Kommissionen bekræf-
tede på ny sit tilsagn om et effektivt og konkurrencedygtigt indre marked i sin meddelelse af 13. april
2011 med titlen »Akten for det indre marked — Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid«.
(4) Der er blevet indkredset en række problemer på markederne for lån med pant i fast ejendom i Unionen
i forbindelse med uansvarlig långivning og låntagning og potentielt uansvarlig adfærd hos markedsdelta-
gerne, herunder kreditformidlere og ikkekreditinstitutter. Nogle af problemerne vedrørte kreditter i en
udenlandsk valuta, som forbrugerne havde optaget i den pågældende valuta for at få den fordelagtige de-
bitorrente, men uden tilstrækkelig oplysning om eller forståelse af valutakursrisikoen. Disse problemer
skyldes markeds- og lovgivningsmæssige mangler såvel som andre faktorer, f.eks. det generelle økonomi-
ske klima og det ringe kendskab til det finansielle område. Blandt andre problemer kan nævnes ineffekti-
ve, inkonsekvente eller ikkeeksisterende ordninger for kreditformidlere og ikkekreditinstitutter, der tilby-
der kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Disse problemer har potentielt betydelige
makroøkonomiske afsmittende virkninger, kan være til skade for forbrugeren, kan udgøre økonomiske el-
ler juridiske hindringer for tværnational virksomhed og kan skabe ulige betingelser for de forskellige ak-
tører.
(5) For at få etableret et velfungerende indre marked med en høj grad af forbrugerbeskyttelse på området
kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom og for at sikre, at forbrugere, der ønsker sådanne aftaler, kan
indgå disse i tillid til, at de kreditinstitutter, som de indgår aftale med, handler på en professionel og an-
svarlig måde, er det nødvendigt at indføre hensigtsmæssigt harmoniserede EU-retlige rammer på en ræk-
172
ke områder under hensyntagen til forskelle mellem kreditaftaler, der navnlig skyldes forskelle på de natio-
nale og regionale markeder for fast ejendom.
(6) Dette direktiv bør derfor udvikle et mere gennemsigtigt, effektivt og konkurrencedygtigt indre marked
gennem sammenhængende, fleksible og rimelige kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom og samtidig
fremme bæredygtig långivning og låntagning og finansiel integration og dermed skabe et høj niveau af
forbrugerbeskyttelse.
(7) For at skabe et ægte indre marked med en høj og ensartet grad af forbrugerbeskyttelse fastsætter dette
direktiv bestemmelser, der harmoniseres i størst muligt omfang med hensyn til oplysninger forud for afta-
leindgåelsen ved hjælp af det europæiske standardiserede informationsblad (ESIS) og beregningen af de
årlige omkostninger i procent. Medlemsstaterne bør dog under hensyntagen til de særlige karakteristika
ved kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom og forskellene i markedsudviklingen og markedsvilkåre-
ne i medlemsstaterne, navnlig med hensyn til markedsstrukturen og markedsdeltagerne, kategorierne af
tilgængelige produkter og de procedurer, der er forbundet med kreditydelsesprocessen, kunne bevare eller
indføre strengere bestemmelser end dem, der er fastsat i dette direktiv, på de områder, der ikke er klart
angivet som områder, hvor der skal være størst mulig harmonisering. En sådan målrettet tilgang er nød-
vendig for at undgå negativt at påvirke beskyttelsesniveauet for forbrugerne i forbindelse med kreditafta-
ler inden for dette direktivs anvendelsesområde. Medlemsstaterne bør f.eks. kunne opretholde eller indfø-
re strengere bestemmelser med hensyn til den viden og de kompetencer, som personalet skal have, og vej-
ledningen i udfyldelse af ESIS.
(8) Dette direktiv bør forbedre betingelserne for etableringen af et velfungerende indre marked gennem
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning og fastsættelse af kvalitetsstandarder for visse tjenesteydel-
ser, særlig med hensyn til distribution og formidling af kredit gennem kreditgivere og kreditformidlere og
fremme af god praksis. Etableringen af kvalitetsstandarder for kreditydelsestjenester involverer nødven-
digvis indførelsen af visse bestemmelser om optagelse, tilsyn og tilsynskrav.
(9) Det står medlemsstaterne frit for at beholde eller indføre national ret på de områder, der ikke er omfat-
tet af dette direktiv. Medlemsstaterne kan navnlig beholde eller indføre nationale bestemmelser på områ-
der som aftalelov i forbindelse med kreditaftalernes gyldighed, ejendomslovgivning, tinglysning, oplys-
ninger i forbindelse med aftaleindgåelse og, i det omfang, de ikke er reguleret af dette direktiv, anliggen-
der efter aftaleindgåelse. Medlemsstaterne kan fastsætte, at det sagkyndige eller vurderende selskab eller
notarer kan udvælges af parterne ved gensidig aftale. På grund af forskellene mellem processerne for køb
eller salg af fast ejendom til beboelse i medlemsstaterne kan kreditgivere og kreditformidlere forsøge at få
forudbetalinger fra forbrugerne med den begrundelse, at sådanne betalinger vil kunne bidrage til at sikre
indgåelsen af en kreditaftale eller købet eller salget af en fast ejendom, og der er mulighed for, at en sådan
praksis kan misbruges, navnlig når forbrugerne ikke er bekendte med kravene og den sædvanlige praksis i
den pågældende medlemsstat. Det er derfor hensigtsmæssigt at give medlemsstaterne tilladelse til at ind-
føre begrænsninger med hensyn til sådanne betalinger.
(10) Dette direktiv bør finde anvendelse, uanset om kreditgiveren eller kreditformidleren er en juridisk
eller en fysisk person. Dette direktiv bør dog ikke berøre medlemsstaternes ret til i overensstemmelse med
EU-retten at fastsætte, at kun juridiske personer eller visse former for juridiske personer må fungere som
kreditgiver eller kreditformidler efter dette direktiv.
173
(11) Da forbrugere og virksomheder ikke er i samme situation, har de ikke behov for det samme beskyt-
telsesniveau. Mens det er vigtigt at sikre forbrugernes rettigheder gennem bestemmelser, der ikke kan fra-
viges ved aftale, er det rimeligt at give virksomheder og organisationer mulighed for at indgå andre afta-
ler.
(12) Definitionen af forbruger bør dække fysiske personer, der ikke handler som led i erhvervsmæssig
virksomhed. I tilfælde af aftaler med dobbelt formål, hvor aftalen indgås delvis som led i og delvis ikke
som led i den pågældende persons erhvervsmæssige virksomhed, og det erhvervsmæssige formål er så
begrænset, at det ikke er fremherskende i forbindelse med aftalen, bør den pågældende person imidlertid
ligeledes betragtes som en forbruger.
(13) I dette direktiv fastsættes der bestemmelser om kreditaftaler, som udelukkende eller overvejende ve-
drører fast ejendom til beboelse, men det forhindrer ikke medlemsstaterne i at forlænge de foranstaltnin-
ger, der træffes i overensstemmelse med dette direktiv til beskyttelse af forbrugerne i forbindelse med
kreditaftaler vedrørende andre former for fast ejendom, eller i at fastsætte andre bestemmelser om sådan-
ne kreditaftaler.
(14) Definitionerne fastsat i dette direktiv bør bestemme rækkevidden af harmoniseringen. Medlemssta-
ternes forpligtelser til at gennemføre dette direktiv bør derfor begrænses til dets anvendelsesområde som
bestemt ved dets definitioner. Medlemsstaternes forpligtelser til at gennemføre bestemmelserne i dette di-
rektiv begrænses f.eks. til kreditaftaler, der indgås med forbrugere, dvs. med fysiske personer, der i for-
bindelse med transaktioner, som er omfattet af dette direktiv, ikke handler som led i erhvervsmæssig virk-
somhed. Ligeledes er medlemsstaterne forpligtet til at gennemføre de bestemmelser i dette direktiv, der
regulerer den aktivitet, som udføres af de personer, der optræder som kreditformidlere som defineret i di-
rektivet. Dette direktiv bør dog ikke berøre medlemsstaternes anvendelse af direktivets bestemmelser på
områder, der ikke er omfattet af dets anvendelsesområde, i overensstemmelse med EU-retten. Desuden
bør definitionerne fastsat i dette direktiv ikke berøre medlemsstaternes mulighed for i henhold til national
lovgivning at vedtage underdefinitioner til særlige formål, forudsat at de stadig er i overensstemmelse
med definitionerne i dette direktiv. F.eks. bør medlemsstaterne i henhold til national ret kunne fastsætte
underkategorier af kreditformidlere, som ikke er identificeret i dette direktiv, hvis sådanne underkategori-
er f.eks. er nødvendige på nationalt plan for at differentiere de krav til kompetencer og viden, som skal
opfyldes af de forskellige kreditformidlere.
(15) Formålet med dette direktiv er at sikre, at forbrugere, der indgår kreditaftaler i forbindelse med fast
ejendom, er genstand for et højt beskyttelsesniveau. Det bør derfor finde anvendelse på kreditter sikret
ved fast ejendom uanset formålet med kreditten, refinansieringsaftaler eller andre kreditaftaler, der kan
medvirke til, at en ejer eller medejer fortsat kan bevare rettigheder til den faste ejendom eller grunden, og
på kreditter, som anvendes til køb af en fast ejendom i nogle medlemsstater, herunder afdragsfrie kreditter
eller, medmindre medlemsstaterne har etableret en passende alternativ ramme, de kreditter, som har til
formål at skaffe midlertidig finansiering mellem salget af én fast ejendom og købet af en anden, og på
sikrede kreditter til renovering af fast ejendom til beboelse.
(16) Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på visse kreditaftaler, hvor kreditgiver bidrager med en sam-
let sum, periodisk betaling eller andre former for kreditudbetaling til gengæld for en sum, der stammer fra
salg af en fast ejendom, og hvis primære formål er at lette forbruget, f.eks. friværdibelåningsprodukter
eller andre tilsvarende specialiserede produkter. Sådanne kreditaftaler har særlige karakteristika, der lig-
ger uden for dette direktivs anvendelsesområde. En vurdering af forbrugerens kreditværdighed er f.eks.
174
irrelevant, da betalingerne sker fra kreditgiver til forbrugeren og ikke omvendt. En sådan transaktion vil
bl.a. kræve væsentligt anderledes informationer forud for aftaleindgåelsen. Endvidere indebærer andre
produkter inden for friværdibelåning (f.eks. »home reversions«), som kan sammenlignes med nedspa-
ringslån eller livslange lån med pant i fast ejendom, ikke, at der ydes kredit, og forbliver således uden for
dette direktivs anvendelsesområde.
(17) Dette direktiv bør ikke omfatte andre udtrykkeligt anførte former for nichekreditaftaler, som er for-
skellige fra standardlån med pant i fast ejendom med hensyn til deres art og forbundne risici og derfor
kræver en skræddersyet tilgang, navnlig kreditaftaler, der er resultatet af et forlig indgået for retten eller et
andet ved lov beføjet organ, og visse former for kreditaftaler, hvor kreditten ydes af en arbejdsgiver til
dennes arbejdstagere i særlige tilfælde, som allerede fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler4). Det er hensigtsmæssigt at tillade medlemsstater-
ne at udelukke visse kreditaftaler såsom dem, der bevilges til en begrænset del af offentligheden på for-
delagtige vilkår eller udbydes af en låne- og spareforening, såfremt der er etableret passende alternative
ordninger til sikring af, at de politiske målsætninger med henblik på finansiel stabilitet og det indre mar-
ked kan opfyldes, uden at dette forhindrer finansiel integration og adgang til kredit. Kreditaftaler, hvor
den faste ejendom ikke skal anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted af forbrugeren eller et
af forbrugerens familiemedlemmer, men skal anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted på
grundlag af en lejeaftale, har risici og karakteristika, der er forskellige fra standardkreditaftaler, og kan
derfor nødvendiggøre en mere tilpasset ramme. Medlemsstaterne bør derfor kunne udelukke sådanne kre-
ditaftaler fra direktivet, når der findes en passende national ramme til dem.
(18) Kreditaftaler uden sikkerhedsstillelse med henblik på istandsættelse af fast ejendom til beboelse for
et samlet kreditbeløb, der overstiger 75 000 EUR, bør være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv
2008/48/EF for at sikre en lige grad af beskyttelse af disse forbrugere og for at undgå et lovgivningsmæs-
sigt tomrum mellem nævnte direktiv og nærværende direktiv. Direktiv 2008/48/EF bør derfor ændres i
overensstemmelse hermed.
(19) Af hensyn til retssikkerheden bør de EU-retlige rammer på området kreditaftaler i forbindelse med
fast ejendom til beboelse være i overensstemmelse med og supplere andre EU-retsakter, særlig på områ-
derne forbrugerbeskyttelse og forsigtighedstilsyn. Visse væsentlige definitioner, herunder definitionen på
»forbruger« og »varigt medium«, samt nøglebegreber, der anvendes i standardoplysningerne for at beteg-
ne de finansielle karakteristika i forbindelse med kreditten, herunder »samlet beløb, der skal betales af
forbrugeren« og »debitorrenten«, bør være i overensstemmelse med definitionerne fastsat i direktiv
2008/48/EF, således at den samme terminologi henviser til samme form for forhold, uanset om kreditten
er en forbrugerkredit eller en kredit til fast ejendom til beboelse. Medlemsstaterne bør derfor ved gennem-
førelsen af dette direktiv sikre, at der er overensstemmelse med hensyn til anvendelse og fortolkning for
så vidt angår disse væsentlige definitioner og nøglebegreber.
(20) For at sikre en ensartet ramme for forbrugere på kreditområdet og mindske den administrative byrde
for kreditgivere og kreditformidlere bør selve rammen i dette direktiv følge strukturen i direktiv
2008/48/EF, hvor det er muligt, navnlig med hensyn til, at oplysninger i reklame for kreditaftaler i forbin-
delse med fast ejendom til beboelse gives til forbrugeren ved hjælp af et repræsentativt eksempel, at detal-
jerede oplysninger forud for aftaleindgåelsen gives til den pågældende ved hjælp af et standardiseret in-
formationsblad, at forbrugeren modtager fyldestgørende forklaringer inden kreditaftalens indgåelse, at der
etableres et fælles grundlag for beregning af ÅOP eksklusive notaromkostninger, og at kreditgiverne vur-
derer forbrugerens kreditværdighed, inden der ydes kredit. På samme måde bør der gives ikkediskrimine-
175
rende adgang for kreditgivere til relevante kreditdatabaser for at sikre lige vilkår i forbindelse med be-
stemmelserne som fastsat ved direktiv 2008/48/EF. På samme måde som direktiv 2008/48/EF bør dette
direktiv sikre en passende godkendelsesproces og passende tilsyn med alle kreditgivere, der tilbyder kre-
ditaftaler i forbindelse med fast ejendom, og bør fastsætte krav med hensyn til etableringen af og adgan-
gen til udenretslige tvistbilæggelsesordninger.
(21) Dette direktiv bør supplere Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september
2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne5), der dels fastlægger, at forbrugeren i for-
bindelse med fjernydelser skal informeres om, hvorvidt der findes en fortrydelsesret, dels indeholder be-
stemmelser om fortrydelsesret. Mens direktiv 2002/65/EF giver mulighed for, at udbyder meddeler oplys-
ninger fra tidspunktet før aftaleindgåelsen efter aftalens indgåelse, vil dette imidlertid ikke være hensigts-
mæssigt for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse i betragtning af forbrugerens betyde-
lige finansielle forpligtelser. Dette direktiv bør ikke berøre den nationale lovgivnings almindelige aftaleret
såsom bestemmelserne om aftalers gyldighed, indgåelse og virkning, eftersom almindelige aftaleretlige
aspekter ikke reguleres i dette direktiv.
(22) Samtidig er det vigtigt at tage de særlige karakteristika, der gør sig gældende for kreditaftaler i for-
bindelse med fast ejendom til beboelse, i betragtning, hvilket giver grundlag for en differentieret tilgang. I
betragtning af arten af kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og de eventuelle konse-
kvenser for forbrugeren bør reklamemateriale og individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen inde-
holde tilstrækkelige, specifikke risiciadvarsler, f.eks. om den potentielle indvirkning af valutakurssving-
ninger på det beløb, som forbrugeren skal tilbagebetale, og, hvis medlemsstaterne anser det for passende,
arten af og konsekvenserne ved sikkerhedsstillelse. Parallelt med det, som allerede fandtes som en frivil-
lig tilgang i sektoren for boliglån, bør også de generelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen gøres til-
gængelige til enhver tid sammen med de individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen. Desuden er
det berettiget med en differentieret tilgang for at kunne tage erfaringerne fra finanskrisen i betragtning og
sikre, at kreditoptagelse sker på et forsvarligt grundlag. I den forbindelse bør bestemmelserne om kredit-
værdighedsvurderingen strammes i forhold til forbrugerkredit, kreditformidlere skal give mere præcise
oplysninger om deres status og forhold til kreditgivere for at afsløre eventuelle interessekonflikter, og alle
de parter, der er involveret i etableringen af kreditaftalen i forbindelse med fast ejendom, bør meddeles
adgang og underkastes tilsyn på passende vis.
(23) Det er nødvendigt at regulere visse yderligere områder for at afspejle de særlige karakteristika ved
kreditter i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Det er i betragtning af transaktionens betydning
nødvendigt at sikre, at forbrugerne har en tilstrækkelig frist på mindst syv dage til at overveje konsekven-
serne heraf. Medlemsstaterne bør have fleksibilitet til at give en sådan tilstrækkelig frist enten som en
betænkningstid inden kreditaftalens indgåelse, en fortrydelsesret efter kreditaftalens indgåelse eller en
kombination af disse. Det er hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne bør have fleksibilitet til at gøre betænk-
ningstiden bindende for forbrugeren i en periode, der ikke overstiger ti dage, men at forbrugere, der i an-
dre tilfælde ønsker at indgå kreditaftalen under betænkningstiden, har mulighed for det, og at medlems-
staterne af hensyn til retssikkerheden i forbindelse med ejendomstransaktioner bør kunne fastsætte, at be-
tænkningstiden eller fortrydelsesretten bortfalder, hvis forbrugeren foretager en handling, der i henhold til
national lovgivning medfører oprettelse eller overførsel af en ejendomsret, som er knyttet til eller anven-
der midler, der er tilvejebragt ved kreditaftalen, eller, hvis det er relevant, overfører midlerne til tredje-
mand.
176
(24) I betragtning af de særlige karakteristika ved kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse
er det almindelig praksis, at kreditgivere tilbyder forbrugerne en række produkter eller tjenesteydelser,
som kan købes sammen med kreditaftalen. Derfor er det i betragtning af sådanne aftalers betydning for
forbrugerne hensigtsmæssigt at fastlægge specifikke regler for kombinationssalg. Kombination af en kre-
ditaftale med en eller flere finansielle tjenesteydelser eller produkter i pakker er en måde, hvorpå kreditgi-
vere kan variere deres tilbud og konkurrere med hinanden, forudsat at komponenterne i pakken også kan
købes særskilt. Kombination af kreditaftaler med en eller flere finansielle tjenesteydelser eller produkter i
pakker kan være til forbrugernes fordel, men det kan have en negativ indvirkning på forbrugernes mobili-
tet og deres mulighed for at træffe informerede valg, medmindre komponenterne i pakken kan købes sær-
skilt. Det er vigtigt at forebygge praksis såsom kombination af visse produkter, der kan tilskynde forbru-
gere til at indgå kreditaftaler, der ikke er i deres bedste interesse, uden dog at begrænse muligheden for at
sammensætte produkter, hvilket kan være til forbrugernes fordel. Medlemsstaterne bør imidlertid fortsat
overvåge detailmarkederne for finansielle tjenesteydelser nøje for at sikre, at pakkesalg ikke forvrider for-
brugernes valgmuligheder og konkurrencen på markedet.
(25) Som hovedregel bør kombinationssalg ikke være tilladt, medmindre den finansielle tjenesteydelse el-
ler det finansielle produkt, der tilbydes som led i kreditaftalen, ikke kunne tilbydes særskilt, fordi det ud-
gør en fuldt integreret del af kreditten, f.eks. i tilfælde af en sikret kassekredit. I andre tilfælde kan det dog
være berettiget, at kreditgiver tilbyder eller sælger en kreditaftale i en pakke med en betalingskonto, op-
sparingskonto, et investerings- eller pensionsprodukt, f.eks. hvis kapitalen på kontoen bruges til at tilba-
gebetale kreditten eller er en forudsætning for at samle ressourcer for at opnå kreditten, eller i situationer,
hvor f.eks. et investeringsprodukt eller privat pensionsprodukt fungerer som en supplerende sikkerheds-
stillelse for at sikre kreditten. Selv om det er berettiget, at kreditgiver kan pålægge forbrugeren at tegne en
relevant forsikring for at garantere tilbagebetaling af kreditten eller sikre værdien af sikkerhedsstillelsen,
bør forbrugeren have mulighed for at vælge sin egen forsikringsgiver, forudsat at dennes forsikring har et
garantiniveau svarende til niveauet i den forsikring, som kreditgiver har foreslået. Derudover kan med-
lemsstaterne helt eller delvist standardisere den dækning, der tilbydes i forsikringsaftaler, for at gøre det
lettere at sammenligne forskellige tilbud for forbrugere, som ønsker at foretage sådanne sammenlignin-
ger.
(26) Det er vigtigt at sikre, at den faste ejendom til beboelse er blevet behørigt vurderet både inden indgå-
elsen af kreditaftalen og, navnlig hvis vurderingen påvirker forbrugerens tilbageværende forpligtelser, i
tilfælde af misligholdelse. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at der findes troværdige vurderingsstandar-
der. For at de kan betragtes som troværdige, bør vurderingsstandarder tage hensyn til internationalt aner-
kendte vurderingsstandarder, navnlig de standarder, der er fastsat af Det Internationale Råd for Vurde-
ringsstandarder, Den Europæiske Gruppe for Foreninger af Vurderingssagkyndige eller Royal Institution
of Chartered Surveyors (det kongelige institut for statsautoriserede landmålere). Disse internationalt aner-
kendte vurderingsstandarder indeholder principper på højt niveau, som pålægger blandt andre kreditgive-
re at vedtage og følge passende processer til intern risikostyring og styring af sikkerhedsstillelse, hvilket
omfatter sunde vurderingsprocesser, at vedtage vurderingsstandarder og -metoder, der medfører retvisen-
de og velunderbyggede ejendomsvurderinger for at sikre, at alle vurderingsrapporter udarbejdes med til-
strækkelig professionel kyndighed og omhu, samt at vurderingsmænd opfylder visse kvalifikationskrav,
og at opretholde passende dokumentation for vurdering af sikkerhedsstillelse, som er omfattende og tro-
værdig. I denne henseende er det ønskværdigt at sikre passende overvågning af markederne for fast ejen-
dom til beboelse, og at mekanismerne i sådanne bestemmelser er i overensstemmelse med Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditin-
stitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber6). Bestemmelserne i nærværende direktiv
177
vedrørende standarder for ejendomsvurdering kan overholdes f.eks. gennem lovgivning eller selvregule-
ring.
(27) I betragtning af de betydelige konsekvenser for kreditgivere, forbrugere og potentielt for den finan-
sielle stabilitet ved tvangsauktioner er det hensigtsmæssigt, at kreditgivere på et tidligt tidspunkt opfor-
dres til at imødegå nyopståede kreditrisici proaktivt, og at der findes nødvendige foranstaltninger for at
sikre, at kreditgivere udviser rimelig tilbageholdenhed og gør rimelige forsøg på at løse situationen ved
hjælp af andre midler, inden der indledes en procedure for tvangsauktion. Hvis det er muligt, bør der fin-
des løsninger, der tager hensyn til de praktiske forhold og forbrugerens rimelige behov i forhold til leve-
omkostninger. Hvis der efter proceduren for tvangsauktion stadig består udestående gæld, bør medlems-
staterne sikre et eksistensminimum og træffe foranstaltninger til at lette tilbagebetaling og samtidig undgå
overdreven gældssætning over længere tid. I hvert fald bør medlemsstaterne, når den pris, der opnås for
den faste ejendom, påvirker det beløb, som forbrugeren skylder, opfordre kreditgivere til at træffe rimeli-
ge foranstaltninger for at opnå den bedst mulige pris for den tvangsauktionerede faste ejendom afhængigt
af markedsbetingelserne. Medlemsstaterne bør ikke forhindre parterne i en kreditaftale i at indgå en ud-
trykkelig aftale om, at overdragelse af sikkerhedsstillelsen til kreditgiveren er tilstrækkelig til at tilbage-
betale kreditten.
(28) Kreditformidlere er ofte involveret i flere aktiviteter end bare kreditformidling, især formidling af
forsikringer eller investeringstjenesteydelser. Dette direktiv bør derfor også sikre en grad af sammenhæng
med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling7)
og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle in-
strumenter8). Navnlig kreditinstitutter, der i henhold til direktiv 2013/36/EU har adgang til at udøve virk-
somhed som kreditinstitut, og andre finansielle institutter, der er underlagt en tilsvarende tilladelsesord-
ning i henhold til national lovgivning, bør ikke afkræves en særskilt godkendelse med henblik på at ope-
rere som kreditformidlere for at forenkle etableringsprocessen som kreditformidler og gøre det lettere at
arbejde tværnationalt. Det fulde og ubetingede ansvar, der pålægges kreditgivere og kreditformidlere for
de aktiviteter, der udføres af bundne kreditformidlere eller udpegede repræsentanter, bør kun udvides til
at omfatte aktiviteter inden for dette direktivs anvendelsesområde, medmindre medlemsstaterne vælger at
udvide ansvaret til andre områder.
(29) For at forbedre forbrugernes evne til selv at træffe kvalificerede beslutninger vedrørende lån og an-
svarlig forvaltning af deres gæld bør medlemsstaterne fremme foranstaltninger med henblik på at støtte
formidlingen af viden til forbrugerne vedrørende ansvarlig låntagning og gældsforvaltning, især i forbin-
delse med aftaler om lån med pant i fast ejendom. Det er særlig vigtigt at give vejledning til forbrugere,
der optager et lån med pant i fast ejendom for første gang. I den forbindelse bør Kommissionen identifice-
re eksempler på bedste praksis for at lette den videre udvikling af foranstaltninger med henblik på at øge
forbrugernes kendskab til finansielle forhold.
(30) På grund af den betydelige risiko, der er forbundet med at låne i en udenlandsk valuta, er det nødven-
digt at foreskrive foranstaltninger til sikring af, at forbrugerne er klar over den risiko, som de påtager sig,
og at forbrugerne har mulighed for at begrænse deres eksponering for valutakursrisiko i kredittens løbetid.
Risikoen kan begrænses enten ved at give forbrugeren ret til at konvertere kreditten til en anden valuta
eller gennem andre ordninger, f.eks. lofter eller, hvis dette er tilstrækkeligt til at begrænse valutakursrisi-
koen, advarsler.
178
(31) Den gældende retlige ramme bør give forbrugerne tillid til, at kreditgiverne, kreditformidlerne og de
udpegede repræsentanter tager hensyn til forbrugerens interesser på grundlag af de oplysninger, som kre-
ditgiver, kreditformidler og den udpegede repræsentant råder over på det pågældende tidspunkt, og på
grundlag af rimelige antagelser om risiciene i forbindelse med forbrugerens situation i den foreslåede kre-
ditaftales løbetid. Det kan også indebære, at kreditgivere bl.a. ikke bør markedsføre kreditten på en sådan
måde, at markedsføringen i væsentlig grad indskrænker eller kan forventes at indskrænke forbrugerens
evne til nøje at overveje at optage kreditten, eller at kreditgiver ikke bør anvende ydelse af kreditten som
den vigtigste markedsføringsmetode i forbindelse med markedsføring af varer, tjenesteydelser eller fast
ejendom over for forbrugere. Et centralt aspekt med hensyn til at sikre en sådan forbrugertillid er kravet
om at sikre en høj grad af rimelighed, redelighed og professionel holdning inden for branchen, en passen-
de håndtering af interessekonflikter, herunder dem, der opstår på grund af aflønning, og at kræve, at der
ydes rådgivning i forbrugerens interesse.
(32) Det er hensigtsmæssigt at sikre, at kreditgiveres, kreditformidleres og udpegede repræsentanters rele-
vante personale har et tilstrækkeligt viden- og kompetenceniveau, for at opnå en høj grad af professiona-
lisme. Dette direktiv bør derfor kræve, at selskaber kan godtgøre, at de har den relevante viden og kompe-
tence, på grundlag af de minimumskrav til viden og kompetencer, der er fastsat i dette direktiv. Det bør
stå medlemsstaterne frit for at indføre eller opretholde sådanne krav, der gælder for fysiske personer.
Medlemsstaterne bør kunne tillade, at kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter sondrer
mellem niveauerne for minimumskrav til viden i henhold til involveringen i udførelsen af bestemte tjene-
ster eller processer. I denne forbindelse omfatter personale eksternt personale, som arbejder for og hos
kreditgiver, kreditformidler eller den udpegede repræsentant, samt deres ansatte. I dette direktiv bør per-
sonale, der direkte er inddraget i aktiviteter i henhold til direktivet, omfatte både personale med kunde-
kontakt og administrativt personale, herunder ledelsen, som spiller en vigtig rolle i kreditaftaleprocessen.
Personer, der varetager støttefunktioner, som ikke er knyttet til kreditaftaleprocessen (f.eks. personale, der
varetager personaleadministration og informations- og kommunikationsteknologi), bør ikke betragtes som
personale i dette direktiv.
(33) Hvis en kreditgiver eller kreditformidler yder sine tjenester på en anden medlemsstats område som
led i den fri udveksling af tjenesteydelser, bør hjemlandet være ansvarligt for at fastsætte de minimums-
krav til viden og kompetencer, som gælder for personalet. De værtslande, der finder det nødvendigt, bør
dog på visse bestemte områder kunne fastsætte deres egne kompetencekrav, der gælder for kreditgivere
og kreditformidlere, som yder tjenester på den pågældende medlemsstats område som led i den fri ud-
veksling af tjenesteydelser.
(34) På grund af betydningen af at sikre, at viden- og kompetencekravene finder anvendelse og opfyldes i
praksis, bør medlemsstaterne kræve, at de kompetente myndigheder fører tilsyn med kreditgivere, kredit-
formidlere og udpegede repræsentanter, og give de kompetente myndigheder beføjelse til at indhente den
dokumentation, som de har behov for for på en sikker måde at kunne vurdere opfyldelsen af kravene.
(35) Den måde, hvorpå kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter aflønner deres persona-
le, bør være et af de centrale aspekter med hensyn til at sikre forbrugertilliden i finanssektoren. Dette di-
rektiv fastsætter regler for aflønning af personale med henblik på at begrænse salg på tvivlsomt grundlag
og for at sikre, at den måde, hvorpå personalet aflønnes, ikke er til hinder for opfyldelsen af forpligtelsen
til at tage hensyn til forbrugerens interesser. Kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter
bør navnlig ikke udforme deres aflønningspolitikker på en måde, der tilskynder deres personale til at ind-
gå et bestemt antal eller en bestemt form for kreditaftaler eller til at yde særlige accessoriske tjenester til
179
forbrugerne, uden at der udtrykkeligt er taget hensyn til forbrugernes interesser og behov. I denne forbin-
delse kan medlemsstaterne finde det nødvendigt at beslutte, at en særlig praksis, f.eks. bundne kreditfor-
midleres opkrævning af gebyrer, strider mod forbrugerens interesser. Medlemsstaterne bør også kunne
fastsætte, at den aflønning, som personalet modtager, ikke afhænger af renten i den kreditaftale eller den
form for kreditaftale, der er indgået med forbrugeren.
(36) Dette direktiv fastsætter harmoniserede regler for den viden og de kompetencer, som kreditgiveres,
kreditformidleres og udpegede repræsentanters personale bør være i besiddelse af, når de skal udforme,
tilbyde, bevilge og formidle en kreditaftale. Dette direktiv indfører ikke særlige ordninger, der er direkte
forbundet med anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer, som en person har opnået i en med-
lemsstat med henblik på at opfylde kravene til viden og kompetencer i en anden medlemsstat. Europa-
Parlamentet og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige
kvalifikationer9) bør derfor fortsat finde anvendelse for så vidt angår de betingelser for anerkendelse og de
udligningsforanstaltninger, som et værtsland kan kræve, hvis en persons uddannelsesbevis ikke er udstedt
på dets område.
(37) Kreditgivere og kreditformidlere anvender ofte reklame, hvor der hyppigt er anført særlige vilkår for
at tiltrække forbrugerne til et bestemt produkt. Forbrugerne bør derfor beskyttes mod illoyal og vildleden-
de reklamepraksis og skal kunne sammenligne reklamer. Det er nødvendigt at fastsætte særlige bestem-
melser om reklamer for kreditaftaler og med en liste over de elementer, der skal inkluderes i reklamer og
markedsføringsmateriale til forbrugerne, når sådan reklame angiver rentesatser eller talstørrelser vedrø-
rende kreditomkostninger, således at forbrugerne kan sammenligne forskellige tilbud. Det bør fortsat stå
medlemsstaterne frit for at kunne fastsætte eller opretholde oplysningskrav i deres nationale lovgivning
med hensyn til reklame, der ikke angiver en rentesats eller indeholder talstørrelser vedrørende kreditom-
kostningerne. Sådanne krav bør tage hensyn til de særlige karakteristika ved kreditaftaler i forbindelse
med fast ejendom til beboelse. Under alle omstændigheder bør det i overensstemmelse med Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over
for forbrugerne på det indre marked10) sikres, at reklame for kreditaftaler ikke giver et vildledende indtryk
af produktet.
(38) Reklame har tendens til at fokusere på især et eller flere produkter, men forbrugerne bør være i stand
til at træffe deres beslutninger på grundlag af viden om alle de tilbudte kreditprodukter. I denne henseen-
de spiller generelle oplysninger en vigtig rolle, da de medvirker til at forklare forbrugeren om det brede
udvalg af produkter og tjenesteydelser og de særlige kendetegn i den forbindelse. Forbrugerne bør derfor
til enhver tid kunne få adgang til generelle oplysninger om eksisterende kreditprodukter. Selv om dette
krav ikke gælder for ikkebundne kreditformidlere, ændrer dette ikke ved, at ikkebundne kreditformidlere
er forpligtet til at give forbrugerne individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen.
(39) For at sikre lige betingelser, og for at forbrugernes beslutning kan bygge på detaljerede oplysninger
om de tilbudte kreditprodukter frem for på den distributionskanal, gennem hvilken der er adgang til så-
danne kreditprodukter, bør forbrugerne modtage oplysninger om kreditten, uanset om de handler direkte
med en kreditgiver eller med en kreditformidler.
(40) Forbrugerne bør desuden modtage individuelle oplysninger i god tid inden indgåelsen af kreditafta-
len for at kunne sammenligne dem og overveje kreditprodukternes særlige karakteristika. Kommissionen
gav i henhold til sin henstilling 2001/193/EF af 1. marts 2001 om oplysninger forud for indgåelse af kon-
trakt, der skal gives til forbrugerne af långivere, der tilbyder boliglån11), tilsagn om at ville overvåge efter-
180
levelsen af den frivillige adfærdskodeks for information om boliglån forud for kontraktindgåelse, som in-
deholder ESIS, der giver individuelle oplysninger til forbrugeren om den kreditaftale, der tilbydes. Den
dokumentation, som Kommissionen har indsamlet, viser, at der er behov for at revidere indholdet og præ-
sentationen af ESIS for at sikre, at det er klart og forståeligt og indeholder alle de oplysninger, der anses
for relevante for forbrugerne. Indholdet og præsentationen af ESIS bør omfatte de nødvendige forbedrin-
ger, der er blevet peget på i forbrugerundersøgelser i alle medlemsstaterne. ESIS᾽ struktur, især oplysnin-
gernes række»fleksible elementer«, bør tilføjes. Forbrugeren bør modtage en illustrativ amortiseringstabel
som del af ESIS, hvis kreditten er en kredit med udskudt rente, hvor tilbagebetalingen af hovedstolen ud-
skydes i en indledende periode, eller hvor debitorrenten er fastsat for kreditaftalens løbetid. Medlemssta-
terne bør kunne fastsætte, at en sådan illustrativ amortiseringstabel i ESIS ikke er obligatorisk for andre
kreditaftaler.
følge, bør revideres, affattelsen bør være mere brugervenlig, afsnit som »nominel rente« og »årlige om-
kostninger i procent« bør slås sammen, og nye afsnit, f.eks.
(41) Forbrugerforskning har understreget betydningen af at anvende et enkelt og forståeligt sprog i forbin-
delse med oplysninger til forbrugerne. Som følge heraf er de begreber, der anvendes i ESIS, ikke nødven-
digvis de samme som de juridiske begreber, der er defineret i dette direktiv, men har den samme betyd-
ning.
(42) Oplysningskravene i ESIS om kreditaftaler bør ikke berøre Unionens eller nationale oplysningskrav
om andre produkter eller tjenesteydelser, der eventuelt tilbydes sammen med kreditaftalen som betingelse
for at indgå kreditaftalen i forbindelse med fast ejendom eller tilbydes for at indgå denne aftale til en lave-
re debitorrente, såsom brand- eller livsforsikring eller investeringsprodukter. Det bør stå medlemsstaterne
frit for at kunne beholde eller indføre national ret, hvis der ikke findes harmoniserede bestemmelser,
f.eks. oplysningskrav om niveauet for ågerrenter i fasen forud for aftaleindgåelse eller oplysninger, der
kan være nyttige i forbindelse med formidling af finansiel viden eller med udenretslige bilæggelser af tvi-
ster. Eventuelle supplerende oplysninger bør dog gives i et særskilt dokument, der kan knyttes som bilag
til ESIS. Medlemsstaterne bør på deres nationale sprog kunne anvende en anderledes terminologi i ESIS
uden at ændre dets indhold og den rækkefølge, hvori oplysningerne gives, hvis det er nødvendigt for at
anvende et sprog, som forbrugerne muligvis lettere kan forstå.
(43) For at sikre, at ESIS giver forbrugeren alle de relevante oplysninger, der er nødvendige for at træffe
en informeret beslutning, bør kreditgiveren ved udfyldelsen af ESIS følge vejledningen i dette direktiv.
Medlemsstaterne bør kunne uddybe eller yderligere præcisere vejledningen i udfyldelse af ESIS på grund-
lag af vejledningen i dette direktiv. Medlemsstaterne bør f.eks. have mulighed for yderligere at præcisere
de oplysninger, der skal gives for at beskrive »typen af debitorrente«, for at tage hensyn til de særlige
karakteristika ved de nationale produkter og det nationale marked. Sådanne yderligere specifikationer bør
imidlertid hverken være i modstrid med vejledningen i dette direktiv eller medføre ændringer i teksten til
ESIS-modellen, der bør gengives i sin helhed af kreditgiveren. Medlemsstaterne bør også kunne angive
yderligere advarsler om kreditaftaler, der er tilpasset deres nationale marked og praksis, hvis sådanne ad-
varsler ikke allerede specifikt findes i ESIS. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte, at kreditgiver er bun-
det af de oplysninger, der gives i ESIS, forudsat at kreditgiver beslutter at yde kreditten.
(44) Forbrugeren bør modtage oplysninger ved hjælp af ESIS uden unødig forsinkelse, efter at forbruge-
ren har givet de nødvendige oplysninger om sine behov, sin finansielle situation og sine præferencer, og i
god tid, inden forbrugeren bindes af en kreditaftale eller et kredittilbud, så han har mulighed for at sam-
181
menligne og overveje kreditprodukternes karakteristika og om nødvendigt indhente råd fra tredjemand.
ESIS bør navnlig vedlægges et bindende tilbud til forbrugeren, medmindre forbrugeren allerede har mod-
taget et ESIS, og tilbuddets karakteristika stemmer overens med de oplysninger, der tidligere er givet.
Medlemsstaterne bør dog kunne fastsætte, at ESIS er obligatorisk både inden afgivelsen af et bindende
tilbud og sammen med det bindende tilbud, hvis der ikke tidligere er givet et ESIS, der indeholder de
samme oplysninger. Selv om ESIS bør persontilpasses og afspejle de præferencer, som forbrugeren har
givet udtryk for, bør levering af sådanne individuelle oplysninger ikke indebære en forpligtelse til at yde
rådgivning. Kreditaftaler bør kun indgås, hvis forbrugeren har haft tilstrækkelig tid til at sammenligne til-
buddene, vurdere, hvad de indebærer, om nødvendigt indhente råd fra tredjemand og træffe en informeret
beslutning om, hvorvidt han vil acceptere et tilbud.
(45) Hvis forbrugeren har en sikret kreditaftale i forbindelse med køb af fast ejendom eller grund, og sik-
kerhedsstillelsens varighed er længere end kreditaftalens varighed, og hvis forbrugeren kan beslutte at få
udbetalt den tilbagebetalte kapital, forudsat at han underskriver en ny kreditaftale, bør forbrugeren inden
underskrivelsen af den nye kreditaftale modtage et nyt ESIS med de nye årlige omkostninger i procent,
der er baseret på den nye kreditaftales specifikke karakteristika.
(46) Kreditgiveren eller, hvor det er relevant, en kreditformidler eller udpeget repræsentant bør i det
mindste når der ikke er fortrydelsesret, på tidspunktet for afgivelse af et tilbud, der er bindende for kredit-
giver, give forbrugeren en kopi af udkastet til kreditaftalen. I andre tilfælde bør forbrugeren i det mindste
modtage en kopi af udkastet til kreditaftalen på det tidspunkt, hvor der afgives et bindende tilbud.
(47) For at sikre størst mulig transparens og forhindre misbrug som følge af interessekonflikter, når for-
brugerne anvender kreditformidleres tjenesteydelser, bør kreditformidlere være underlagt visse oplys-
ningsforpligtelser, inden de leverer deres tjenesteydelser. Sådanne oplysninger bør bl.a. omfatte deres
identitet og forbindelse til kreditgivere, f.eks. om de overvejer at anvende produkter fra mange forskellige
kreditgivere eller kun fra et mere begrænset antal kreditgivere. Hvis kreditgiver eller tredjemænd skal be-
tale provision eller andre incitamenter til kreditformidleren i forbindelse med en kreditaftale, bør dette op-
lyses til forbrugerne inden udøvelsen af kreditformidlingsaktiviteterne, og i denne fase bør forbrugerne
oplyses enten om sådanne betalingers størrelse, hvis dette vides, eller om det forhold, at beløbet vil blive
oplyst i ESIS i en senere fase forud for aftaleindgåelsen, og om, at forbrugerne i denne fase har ret til at
modtage oplysninger om sådanne betalingers størrelse. Forbrugerne bør også underrettes om eventuelle
gebyrer, som de skal betale til kreditformidlere for deres tjenesteydelser. Uden at dette berører konkurren-
ceretten, bør medlemsstaterne frit kunne indføre eller beholde bestemmelser, der forbyder, at forbrugerne
betaler gebyrer til nogle eller alle kategorier af kreditformidlere.
(48) En forbruger har muligvis behov for yderligere bistand for at kunne afgøre, hvilken kreditaftale
blandt de foreslåede produkter der er mest hensigtsmæssig i forhold til den pågældendes behov og finan-
sielle situation. Kreditgivere og, hvor det er relevant, kreditformidlere bør yde denne bistand i forbindelse
med de kreditprodukter, som de tilbyder forbrugeren, ved at redegøre for de relevante oplysninger, herun-
der navnlig de vigtigste karakteristika ved de foreslåede produkter, for forbrugeren med udgangspunkt i
den pågældendes personlige forhold, så forbrugeren kan forstå de virkninger, som produkterne kan få for
hans økonomiske situation. Kreditgivere og i givet fald kreditformidlere bør tilpasse den måde, som så-
danne redegørelser gives på, til de omstændigheder, hvorunder kreditten tilbydes, og forbrugerens behov
for bistand under hensyntagen til forbrugerens viden om og erfaring med kredit og arten af de enkelte
kreditprodukter. Sådanne redegørelser bør ikke i sig selv udgøre en personlig anbefaling.
182
(49) For at fremme et velfungerende indre marked med et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i hele Uni-
onen er det nødvendigt på ensartet vis at sikre, at oplysningerne om de årlige omkostninger i procent er
sammenlignelige i hele Unionen.
(50) De samlede omkostninger ved forbrugerkreditten bør omfatte alle de omkostninger, som forbrugeren
skal betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiver har kendskab til. Omkostningerne bør der-
for omfatte renter, provisioner, afgifter, gebyrer til kreditformidlere, omkostningerne ved ejendomsvurde-
ring med henblik på et lån med pant i fast ejendom og andre gebyrer, bortset fra notarialgebyrer, der er
nødvendige for at kunne opnå kreditten, f.eks. livsforsikring, eller for at kunne få den på de oplyste betin-
gelser, f.eks. brandforsikring. Bestemmelserne i dette direktiv vedrørende accessoriske produkter og tje-
nesteydelser (f.eks. bestemmelserne vedrørende omkostningerne i forbindelse med oprettelse og forvalt-
ning af en bankkonto) bør ikke berøre direktiv 2005/29/EF og Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993
om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler12). De samlede omkostninger ved forbrugerkreditten bør ik-
ke omfatte de omkostninger, som forbrugeren betaler ved køb af fast ejendom eller grund, såsom tilknyt-
tede afgifter og notaromkostninger eller tinglysningsomkostninger. Kreditgivers faktiske kendskab til om-
kostningerne bør vurderes objektivt under hensyntagen til kravene til erhvervsmæssig diligenspligt. I den-
ne forbindelse bør kreditgiver antages at have kendskab til omkostningerne i forbindelse med accessori-
ske tjenesteydelser, som han selv tilbyder forbrugeren, eller som han tilbyder forbrugeren på vegne af
tredjemand, medmindre prisen afhænger af forbrugerens specifikke karakteristika eller situation.
(51) Hvis der anvendes skønsmæssige oplysninger, bør forbrugeren underrettes herom, og om at oplys-
ningerne forventes at være repræsentative for den påtænkte type aftale eller praksis. Formålet med de sup-
plerende antagelser med henblik på beregning af de årlige omkostninger i procent er at sikre, at de årlige
omkostninger i procent beregnes på en ensartet måde og er sammenlignelige. Supplerende antagelser er
nødvendige i forbindelse med specifikke typer kreditaftaler, f.eks. hvis kredittens beløb, varighed eller
omkostninger er usikre eller varierer, afhængigt af hvordan aftalen gennemføres. Hvis bestemmelserne ik-
ke i sig selv er tilstrækkelige til at beregne de årlige omkostninger i procent, bør kreditgiveren anvende de
supplerende antagelser, der er fastsat i bilag I. Da beregningen af de årlige omkostninger i procent imid-
lertid afhænger af den enkelte kreditaftales vilkår, bør kun de antagelser, der er nødvendige og relevante
for en given kredit, anvendes.
(52) For at sikre en høj grad af sammenlignelighed mellem tilbud fra forskellige kreditgivere med hensyn
til de årlige omkostninger i procent bør tidsintervallet mellem de tidspunkter, der anvendes ved beregnin-
gen, ikke udtrykkes i dage, hvis de kan udtrykkes som et helt antal år, måneder eller uger. Det er i den
forbindelse underforstået, at disse intervaller, hvis der anvendes bestemte tidsintervaller i formlen til be-
regning af de årlige omkostninger i procent, også bør anvendes ved fastlæggelse af rentesatser og andre
omkostninger, der anvendes i formlen. Som følge heraf bør kreditgiver anvende den metode til måling af
tidsintervaller, der er beskrevet i bilag I, for at få de korrekte tal med henblik på betaling af omkostninger.
Dette gælder imidlertid kun med henblik på beregning af de årlige omkostninger i procent og har ingen
indvirkning på de beløb, som kreditgiver faktisk opkræver i henhold til kreditaftalen. Hvis disse tal er for-
skellige, kan det være nødvendigt at forklare forbrugeren dem for at undgå at vildlede forbrugeren. Dette
indebærer også, at de årlige omkostninger i procent i mangel af ikkerentebærende omkostninger og under
forudsætning af en identisk beregningsmetode vil være lig med kredittens effektive debitorrente.
(53) Da de årlige omkostninger i procent i markedsføringsfasen kun kan angives ved et eksempel, bør
eksemplet være repræsentativt. Det bør derfor f.eks. afspejle den gennemsnitlige løbetid og det samlede
kreditbeløb, der bevilges i forbindelse med den påtænkte type kreditaftale. Når det repræsentative eksem-
183
pel opstilles, bør der tages hensyn til, hvor udbredte visse typer kreditaftaler er på et specifikt marked. Det
kan være hensigtsmæssigt for hver kreditgiver at basere det repræsentative eksempel på et kreditbeløb,
der er repræsentativt for den pågældende kreditgivers produktudvalg og forventede kundegrundlag, da
disse kan variere betydeligt kreditgivere imellem. For så vidt angår de årlige omkostninger i procent, der
anføres i ESIS, bør der så vidt muligt tages hensyn til de præferencer og oplysninger, som forbrugeren
angiver, og kreditgiver eller kreditformidler bør præcisere, om oplysningerne er illustrative eller afspejler
de angivne præferencer og oplysninger. De repræsentative eksempler bør under alle omstændigheder ikke
være i modstrid med kravene i direktiv 2005/29/EF. Det er vigtigt, at det i ESIS gøres klart for forbruge-
ren, hvis det er relevant, at de årlige omkostninger i procent bygger på antagelser og kan ændre sig, såle-
des at forbrugerne kan tage hensyn til dette, når de sammenligner produkter. Det er vigtigt, at de årlige
omkostninger i procent tager hensyn til alle de udnyttede kreditmuligheder i kreditaftalen, hvad enten de
er udbetalt direkte til forbrugeren eller til en tredjemand på forbrugerens vegne.
(54) For at sikre overensstemmelse i beregningen af de årlige omkostninger i procent for forskellige typer
kredit bør de antagelser, der anvendes til beregning af samme typer kreditaftaler, generelt være ensartede.
I denne forbindelse bør antagelserne i Kommissionens direktiv 2011/90/EU af 14. november 2011 om
ændring af del II i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF for så vidt angår supple-
rende antagelser til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent13), som ændrer antagelserne
til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent, medtages. Selv om alle antagelserne ikke
nødvendigvis finder anvendelse på de kreditaftaler, der findes i dag, er der stor produktinnovation i denne
sektor, så det er nødvendigt at have fastlagt antagelserne. Med henblik på beregningen af de årlige om-
kostninger i procent bør fastlæggelsen af den mulighed for at udnytte kreditmuligheden, der oftest benyt-
tes, baseres på berettigede forventninger til den mulighed for at udnytte kreditmuligheden, der oftest be-
nyttes af forbrugerne i forbindelse med den type produkt, der tilbydes af den pågældende kreditgiver. For
så vidt angår eksisterende produkter bør forventningen baseres på de seneste 12 måneder.
(55) Det er af afgørende betydning, at forbrugerens evne og tilbøjelighed til at tilbagebetale kreditten vur-
deres og kontrolleres, inden der indgås en kreditaftale. Denne vurdering af kreditværdigheden bør tage
hensyn til alle nødvendige og relevante faktorer, som kan påvirke forbrugerens evne til at tilbagebetale
kreditten i dens løbetid. Forbrugerens evne til at betale renter og afdrag på og helt at tilbagebetale kredit-
ten bør navnlig omfatte en vurdering af de fremtidige betalinger eller betalingsforøgelser, der er nødven-
dige på grund af negativ amortisering eller udskudte betalinger på hovedstolen eller af renter, og bør vur-
deres på baggrund af andre faste udgifter, gæld og andre finansielle forpligtelser samt indtægt, opsparing
og aktiver. Der bør tages rimeligt hensyn til fremtidige begivenheder i den foreslåede kreditaftales løbe-
tid, såsom en mindskelse af indtægten, hvis kreditperioden varer indtil efter pensioneringen, eller, hvis det
er relevant, en forøgelse af debitorrenten eller en negativ ændring af valutakursen. Selv om værdien af
den faste ejendom er et vigtigt element ved fastlæggelsen af det kreditbeløb, der kan bevilges til en for-
bruger i henhold til en sikret kreditaftale, bør vurderingen af kreditværdigheden fokusere på forbrugerens
evne til at opfylde sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen. Som følge heraf bør den mulighed, at vær-
dien af den faste ejendom overstiger kreditbeløbet eller kan stige i fremtiden, generelt ikke være en til-
strækkelig betingelse for at yde den pågældende kredit. Hvis formålet med en kreditaftale er at opføre fast
ejendom eller renovere en eksisterende fast ejendom, bør kreditgiver dog kunne tage hensyn til denne mu-
lighed. Medlemsstaterne bør kunne give yderligere vejledning om disse eller yderligere kriterier og om
metoder til at vurdere en forbrugers kreditværdighed, f.eks. ved at fastsætte grænser for belåningsprocen-
ten eller for forholdet mellem lån og indkomst, og bør opfordres til at gennemføre Rådet for Finansiel
Stabilitets principper for god praksis vedrørende optagelse af lån med pant i fast ejendom.
184
(56) Det kan være nødvendigt at fastsætte særlige bestemmelser om de forskellige elementer, der kan tag-
es i betragtning i vurderingen af kreditværdigheden i forbindelse med visse former for kreditaftaler. I for-
bindelse med kreditaftaler der vedrører en fast ejendom, hvori det udtrykkeligt angives, at den faste ejen-
dom ikke må anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted af forbrugeren eller et af forbrugerens
familiemedlemmer (aftaler om køb med henblik på udlejning), bør medlemsstaterne f.eks. kunne beslutte
at præcisere, at der ved vurderingen af forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten tages hensyn til
fremtidige lejeindtægter. I de medlemsstater, hvor de nationale bestemmelser ikke indeholder en sådan
præcisering, kan kreditgivere beslutte at medtage en forsigtig vurdering af de fremtidige lejeindtægter.
Vurderingen af kreditværdighed bør ikke indebære overførsel af ansvar til kreditgiveren for forbrugerens
eventuelle senere manglende opfyldelse af sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen.
(57) Kreditgivers beslutning om at yde kreditten eller ej bør være i overensstemmelse med resultatet af
kreditværdighedsvurderingen. Kreditgivers mulighed for at overføre en del af kreditrisikoen til tredje-
mand bør f.eks. ikke føre til, at han ignorerer kreditværdighedsvurderingens konklusioner og tilbyder en
kreditaftale til en forbruger, som sandsynligvis ikke vil være i stand til at tilbagebetale kreditten. Med-
lemsstaterne bør kunne gennemføre dette princip ved at kræve, at de kompetente myndigheder træffer re-
levante foranstaltninger som led i tilsynsaktiviteterne og overvåger overholdelsen af kreditgivernes proce-
durer for vurdering af kreditværdighed. En positiv kreditværdighedsvurdering bør dog ikke udgøre en for-
pligtelse for kreditgiveren til at yde kredit.
(58) I overensstemmelse med anbefalingerne fra Rådet for Finansiel Stabilitet bør kreditværdighedsvurde-
ringen bygge på oplysninger om forbrugerens finansielle og økonomiske situation, herunder indtægt og
udgifter. Disse oplysninger kan indhentes fra forskellige kilder, herunder forbrugeren, og kreditgiveren
bør på passende vis kontrollere oplysningerne, inden kreditten ydes. Forbrugeren bør i denne forbindelse
give oplysningerne for at lette kreditværdighedsvurderingen, eftersom undladelse af at gøre dette sand-
synligvis vil medføre afslag på den kredit, som forbrugeren ønsker, medmindre oplysningerne kan ind-
hentes fra en anden kilde. Med forbehold af den private aftaleret bør medlemsstaterne sikre, at kreditgive-
re ikke kan bringe en kreditaftale til ophør, fordi de efter underskrivelsen af den blev klar over, at kredit-
værdighedsvurderingen blev foretaget på et ukorrekt grundlag som følge af ufuldstændige oplysninger på
vurderingstidspunktet. Dette bør imidlertid ikke berøre medlemsstaternes mulighed for at give kreditgive-
re tilladelse til at bringe en kreditaftale til ophør, hvis det kan påvises, at forbrugeren bevidst gav unøjag-
tige eller forkerte oplysninger på tidspunktet for kreditværdighedsvurderingen eller forsætligt ikke gav
oplysninger, som ville have ført til en negativ kreditværdighedsvurdering, eller hvis der findes andre gyl-
dige grunde, der er forenelige med EU-retten. Selv om det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge for-
brugerne sanktioner for ikke at være i stand til at give visse oplysninger eller vurderinger eller for at be-
slutte at afbryde en ansøgningsproces med henblik på at få en kredit, bør medlemsstaterne kunne fastsætte
sanktioner, hvis en forbruger bevidst giver ufuldstændige eller ukorrekte oplysninger for at opnå en posi-
tiv kreditværdighedsvurdering, navnlig hvis fuldstændige og korrekte oplysninger ville have ført til en ne-
gativ kreditværdighedsvurdering, og forbrugeren efterfølgende ikke kan opfylde aftalevilkårene.
(59) Anvendelse af en kreditdatabase er et nyttigt element i forbindelse med vurdering af kreditværdig-
hed. Nogle medlemsstater kræver, at kreditgivere vurderer forbrugerens kreditværdighed på grundlag af
en søgning i den relevante database. Kreditgivere bør kunne søge i kreditdatabasen i kredittens løbetid for
udelukkende at kunne påvise og vurdere sandsynligheden for misligholdelse. En sådan anvendelse af kre-
ditdatabasen bør være omfattet af passende sikkerhedsforanstaltninger for at sikre, at den anvendes til tid-
lig påvisning og styring af kreditrisikoen i forbrugerens interesse og ikke med henblik på oplysninger til
forretningsmæssige forhandlinger. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24.
185
oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og
om fri udveksling af sådanne oplysninger14) bør forbrugere underrettes af kreditgivere om søgning i kre-
ditdatabasen, inden den foretages, og bør have ret til at få adgang til oplysninger om dem i en sådan kre-
ditdatabase for i givet fald at foretage berigtigelse af, slette eller blokere personoplysninger om dem, så-
fremt disse er unøjagtige eller er blevet behandlet ulovligt.
(60) For at hindre konkurrenceforvridning blandt kreditgivere bør det sikres, at alle kreditgivere, herunder
kreditinstitutter eller ikkekreditinstitutter, som tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til be-
boelse, har adgang til alle offentlige og private kreditdatabaser om forbrugere på ikkediskriminerende vil-
kår. Sådanne vilkår bør derfor ikke omfatte et krav til kreditgivere om etablering som kreditinstitut. Ad-
gangsbetingelser, f.eks. gebyr for at få adgang til databasen eller krav om, at oplysninger til databasen
skal tilvejebringes på grundlag af gensidighed, bør fortsat finde anvendelse. Det bør stå medlemsstaterne
frit for at fastsætte, om kreditformidlere inden for deres område kan få adgang til sådanne databaser.
(61) Hvis et afslag på en kreditanmodning bygger på oplysninger fundet ved en søgning i en database
eller på mangel på data heri, bør kreditgiver underrette forbrugeren herom, give oplysninger om navnet på
den pågældende database og enhver anden oplysning, som kræves i direktiv 95/46/EF, således at forbru-
geren kan udøve sin ret til adgang og, når det er berettiget, foretage berigtigelse af, slette eller blokere de
deri behandlede personoplysninger om sig selv. Hvis et afslag på en kreditanmodning skyldes en negativ
vurdering af kreditværdigheden, bør kreditgiver uden unødig forsinkelse underrette forbrugeren om afsla-
get. Medlemsstaterne bør frit kunne beslutte, om de vil kræve, at kreditgivere skal give yderligere forkla-
ringer på årsagerne til afslaget. Kreditgiver bør imidlertid ikke være forpligtet til at give sådanne oplys-
ninger, hvis det er forbudt i henhold til anden EU-ret, f.eks. bestemmelser om hvidvaskning af penge eller
finansiering af terrorisme. Sådanne oplysninger bør ikke gives, hvis det strider mod den offentlige orden
eller den offentlige sikkerhed, f.eks. forebyggelse, efterforskning, afsløring eller retsforfølgelse af straffe-
lovsovertrædelser.
(62) Dette direktiv vedrører anvendelse af personoplysninger i forbindelse med vurdering af en forbrugers
kreditværdighed. For at sikre beskyttelse af personoplysninger bør direktiv 95/46/EF finde anvendelse på
databehandling, der foretages i forbindelse med sådanne vurderinger.
(63) Ydelse af rådgivning i form af en individuel anbefaling er en særskilt aktivitet, der kan, men ikke
skal, kombineres med andre aspekter af ydelse eller formidling af kredit. For at forbrugerne kan forstå
arten af de tjenester, som ydes, bør de derfor underrettes om, hvorvidt der ydes eller kan ydes rådgiv-
ningstjenester, og hvornår der ikke ydes rådgivningstjenester, og hvad disse omfatter. På grund af den be-
tydning, som forbrugerne tillægger anvendelsen af betegnelserne »rådgivning« og »rådgiver«, bør med-
lemsstaterne kunne forbyde anvendelse af disse eller lignende betegnelser, når der ydes rådgivningstjene-
ster til forbrugerne. Det bør sikres, at medlemsstaterne træffer sikkerhedsforanstaltninger, når rådgivning
beskrives som uafhængig, til sikring af, at de pågældende produkter og aflønningsordninger svarer til for-
brugernes forventninger til en sådan rådgivning.
(64) Leverandører af rådgivningstjenester bør overholde visse standarder for at sikre, at forbrugeren præ-
senteres for produkter, der passer til hans behov og forhold. Rådgivningstjenester bør baseres på en rime-
lig og tilstrækkeligt vidtgående analyse af de tilbudte produkter, hvis rådgivningstjenesterne ydes af kre-
ditgivere og bundne kreditformidlere, eller af de produkter, der findes på markedet, hvis rådgivningstjene-
sterne ydes af kreditformidlere, der ikke er bundet. De, der yder rådgivningstjenester, bør kunne speciali-
sere sig i visse nicheprodukter, såsom mellemfinansiering, forudsat at de overvejer en række produkter
186
inden for denne bestemte niche, og at det gøres klart for forbrugeren, at de er specialiseret i disse niche-
produkter. Under alle omstændigheder bør kreditgivere og kreditformidlere oplyse forbrugeren om, hvor-
vidt de kun rådgiver om deres egne produkter eller om et bredt udvalg af produkter på markedet, for at
sikre, at forbrugeren forstår grundlaget for en anbefaling.
(65) Rådgivningstjenester bør bygge på en passende forståelse af forbrugerens finansielle situation, præ-
ferencer og målsætninger på grundlag af de fornødne ajourførte oplysninger og rimelige antagelser om
risici i forbindelse med forbrugerens forhold i kreditaftalens løbetid. Medlemsstaterne bør kunne præcise-
re, hvordan et givet produkts egnethed skal vurderes i forbindelse med ydelse af rådgivningstjenester.
(66) En forbrugers evne til at tilbagebetale en kredit, inden kreditaftalen udløber, kan spille en vigtig rolle
for at fremme konkurrencen på det indre marked og EU-borgernes frie bevægelighed samt for at bidrage
til at tilvejebringe den fleksibilitet i kreditaftalers løbetid, der er nødvendig for at fremme finansiel stabili-
tet i overensstemmelse med anbefalingerne fra Rådet for Finansiel Stabilitet. Der findes imidlertid væ-
sentlige forskelle mellem de nationale principper og betingelser, i henhold til hvilke forbrugerne har evne
til at tilbagebetale deres kredit, og de betingelser, på hvilke en sådan indfrielse før tiden kan finde sted. På
trods af forskelligartetheden i mekanismerne bag realkreditfinansiering og det eksisterende produktudvalg
er det væsentligt på EU-plan at have visse standarder for førtidig indfrielse af kredit for at sikre, at forbru-
gerne har mulighed for at frigøre sig for deres forpligtelser inden den aftalte dato i kreditaftalen og mulig-
hed for at sammenligne tilbud med henblik på at finde de bedste produkter i forhold til deres behov. Med-
lemsstaterne bør derfor enten gennem lovgivning eller på anden måde, såsom aftalebestemmelser, sikre,
at forbrugerne har ret til førtidig indfrielse. Medlemsstaterne bør imidlertid kunne definere betingelserne
for udøvelse af en sådan ret. Disse betingelser kan omfatte tidsbegrænsninger på udøvelsen af rettigheden,
forskellig behandling, afhængigt af hvilken type debitorrente der er tale om, eller restriktioner med hen-
syn til de forhold, under hvilke denne rettighed kan udøves. Hvis førtidig indfrielse sker i en periode, for
hvilken der er aftalt fast forrentning, kan udøvelsen af denne ret gøres betinget af, at der foreligger en
legitim interesse hos forbrugeren som fastsat af medlemsstaten. En sådan legitim interesse kan f.eks. op-
stå i tilfælde af skilsmisse eller arbejdsløshed. De betingelser, som medlemsstaterne fastsætter, bør kunne
omfatte, at kreditgiver har ret til en rimelig og objektivt begrundet kompensation for eventuelle omkost-
ninger, som er direkte forbundet med førtidig indfrielse af kreditten. I tilfælde, hvor medlemsstaterne fast-
sætter, at kreditgiver har ret til kompensation, bør en sådan kompensation være en rimelig og objektivt
begrundet kompensation for eventuelle omkostninger, som er direkte forbundet med førtidig indfrielse af
kreditten, i overensstemmelse med de nationale regler om kompensation. Kompensationen bør ikke over-
stige kreditgivers økonomiske tab.
(67) Det er vigtigt at sikre, at der er tilstrækkelig gennemsigtighed til at gøre det klart for forbrugerne,
hvilken form for forpligtelser der indgås med henblik på at opretholde den finansielle stabilitet, og hvor
der i kreditaftalens løbetid er fleksibilitet. Forbrugerne bør modtage oplysninger om debitorrenten i aftale-
forholdets løbetid og forud for aftaleindgåelsen. Medlemsstaterne bør kunne opretholde eller indføre be-
grænsninger med hensyn til eller forbud mod kreditgivers ensidige ændringer af debitorrenten. Medlems-
staterne bør kunne fastsætte, at forbrugeren har ret til at modtage en ajourført amortiseringstabel, hvis de-
bitorrenten ændres.
(68) Selv om kreditformidlere spiller en central rolle med hensyn til distribution af kreditaftaler i forbin-
delse med fast ejendom til beboelse i Unionen, er der fortsat væsentlige forskelle mellem de nationale
bestemmelser om udøvelse af virksomhed som kreditformidler og om tilsyn med kreditformidlere, som
skaber hindringer for etablering og udøvelse af virksomhed som kreditformidler på det indre marked.
187
Kreditformidlernes manglende mulighed for frit at udøve virksomhed i Unionen hindrer det indre marked
for kreditaftaler vedrørende fast ejendom til beboelse i at fungere ordentligt. Under hensyntagen til de for-
skellige aktører, der er involveret i kreditformidling, er det væsentligt med visse standarder på EU-plan
for at sikre en høj grad af professionalisme og service.
(69) Før kreditformidlere kan udøve deres aktiviteter, bør de være underlagt en adgangsproces ved den
kompetente myndighed i deres hjemland, og underlægges løbende tilsyn for at sikre, at de opfylder stren-
ge faglige krav i det mindste til kompetence, godt omdømme og erhvervsansvarsforsikring. Sådanne krav
bør som minimum finde anvendelse på kreditinstitutplan. Medlemsstaterne kan imidlertid præcisere, om
sådanne krav om adgang gælder for kreditformidlerens enkelte arbejdstagere. Hjemlandet kan fastsætte
yderligere krav, f.eks. at kreditformidlerens aktionærer har et godt omdømme, eller at en bunden kredit-
formidler kun kan være bundet til én kreditgiver, hvis disse krav er forholdsmæssige og forenelige med
den øvrige EU-ret. Der bør optages relevante oplysninger om kreditformidlere, der er givet adgang, i et
offentligt register. Bundne kreditformidlere, som udelukkende samarbejder med én kreditgiver under den-
nes fulde og ubetingede ansvar, bør have mulighed for at gives adgang af den kompetente myndighed
under ledelse af den kreditgiver, på hvis vegne de handler. Medlemsstaterne bør have ret til at bevare eller
indføre begrænsninger med hensyn til visse kreditformidleres retlige form, således at de udelukkende må
handle som juridiske personer eller som fysiske personer. Medlemsstaterne bør frit kunne beslutte, om
alle kreditformidlere optages i ét register, eller om der kræves forskellige registre, afhængigt af om kredit-
formidleren er bundet eller fungerer som uafhængig kreditformidler. Desuden bør medlemsstaterne frit
kunne bevare eller indføre begrænsninger med hensyn til muligheden for, at kreditformidlere, der er bun-
det til en eller flere kreditgivere, kan opkræve gebyrer af forbrugerne.
(70) I nogle medlemsstater kan kreditformidlere beslutte at anvende udpegede repræsentanter til at udøve
aktiviteter på deres vegne. Medlemsstaterne bør have mulighed for at anvende den specifikke ordning for
udpegede repræsentanter i dette direktiv. Medlemsstaterne bør dog frit kunne beslutte ikke at indføre en
sådan ordning eller at tillade, at andre enheder spiller en rolle, der er sammenlignelig med udpegede re-
præsentanters rolle, forudsat at disse enheder er omfattet af den samme ordning som kreditformidlerne.
Reglerne for udpegede repræsentanter i dette direktiv forpligter ikke medlemsstaterne til at tillade, at ud-
pegede repræsentanter udøver virksomhed på deres område, medmindre sådanne udpegede repræsentanter
anses for kreditformidlere i henhold til dette direktiv.
(71) For at sikre, at de kompetente myndigheder fører effektivt tilsyn med kreditformidlere, bør en kredit-
formidler, der er en juridisk person, gives adgang i den medlemsstat, hvor den har sit vedtægtsmæssige
hjemsted. En kreditformidler, der ikke er en juridisk person, bør gives adgang i den medlemsstat, hvor
dens hovedkontor ligger. Desuden bør medlemsstaterne kræve, at en kreditformidlers hovedkontor altid
ligger i den medlemsstat, som er kreditformidlerens hjemland, og hvor den faktisk udøver virksomhed.
(72) Kravene for at give adgang bør give kreditformidlere ret til at udøve virksomhed i andre medlemssta-
ter i overensstemmelse med principperne om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser, forud-
sat at der har fundet behørig underretning sted mellem de kompetente myndigheder. Selv i tilfælde, hvor
medlemsstaterne beslutter at give alle ansatte hos kreditformidleren adgang, bør meddelelsen om hensig-
ten om at levere tjenesteydelser tage udgangspunkt i kreditformidleren frem for den enkelte arbejdstager.
Selv om dette direktiv udstikker de rammer, inden for hvilke alle kreditformidlere, der er givet adgang,
herunder de kreditformidlere, der er bundet til kun én kreditgiver, kan udøve virksomhed i hele Unionen,
udstikker dette direktiv ikke sådanne rammer for udpegede repræsentanter. I sådanne tilfælde skal de ud-
188
pegede repræsentanter, der ønsker at udøve virksomhed i en anden medlemsstat, opfylde kravene for at
give kreditformidlere adgang i dette direktiv.
(73) I nogle medlemsstater kan kreditformidlere udøve deres aktiviteter i forbindelse med kreditaftaler,
der tilbydes af ikkekreditinstitutter og kreditinstitutter. Kreditformidlere, der er givet adgang, bør i prin-
cippet kunne udøve virksomhed i hele Unionen. Adgang, der er givet af de kompetente myndigheder i
hjemlandet, bør dog ikke tillade, at kreditformidlere yder deres tjenester i forbindelse med kreditaftaler,
der tilbydes af ikkekreditinstitutter til en forbruger i en medlemsstat, hvor sådanne ikkekreditinstitutter
ikke må udøve virksomhed.
(74) Medlemsstaterne bør have mulighed for at fastsætte, at personer, der som led i deres erhvervsmæssi-
ge virksomhed kun lejlighedsvis udøver kreditformidlingsaktiviteter, f.eks. advokater eller notarer, ikke er
omfattet af adgangsproceduren i dette direktiv, forudsat at en sådan erhvervsmæssig virksomhed er om-
fattet af lovbestemmelser, der ikke udelukker, at der lejlighedsvis udøves kreditformidlingsaktiviteter. En
sådan undtagelse fra adgangsproceduren i dette direktiv bør dog føre til, at sådanne personer ikke kan dra-
ge fordel af pasordningen i dette direktiv. Personer, der som led i deres erhvervsmæssige virksomhed blot
lejlighedsvis præsenterer en forbruger for en kreditgiver eller en kreditformidler eller henviser forbruge-
ren til en sådan, f.eks. ved at meddele forbrugeren, at der findes en bestemt kreditgiver eller kreditformid-
ler eller en type produkt hos den pågældende kreditgiver eller kreditformidler, men ikke reklamerer yder-
ligere for eller deltager i forelæggelsen af afgivelsen af tilbud om det forberedende arbejde i forbindelse
med eller indgåelsen af kreditaftalen, bør ikke anses for kreditformidlere i henhold til dette direktiv. Lån-
tagere, der blot overfører en kreditaftale til en forbruger ved subrogation uden at udøve andre kreditfor-
midlingsaktiviteter, bør heller ikke anses for kreditformidlere i henhold til dette direktiv.
(75) For at sikre lige betingelser for kreditgivere og fremme finansiel stabilitet og i forventning om yderli-
gere harmonisering bør medlemsstaterne sikre, at der findes hensigtsmæssige foranstaltninger til at give
adgang for og føre tilsyn med ikkekreditinstitutter, som tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejen-
dom til beboelse. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet bør dette direktiv ikke fastlægge
detaljerede betingelser for at give adgang for og føre tilsyn med kreditgivere, som tilbyder kreditaftaler,
og som ikke er kreditinstitutter, jf. definitionen i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber15). Antallet
af sådanne institutter, som er aktive i Unionen i øjeblikket, er begrænset, især siden finanskrisen, og det
samme gælder deres markedsandel og antallet af medlemsstater, hvor de er aktive. Af samme grund bør
der ikke fastsættes bestemmelser om indførelse af en pasordning for sådanne institutter.
(76) Medlemsstaterne bør fastsætte regler om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser,
der vedtages i medfør af dette direktiv, og sikre, at de gennemføres. Valget af sanktioner er fortsat op til
medlemsstaterne, men de fastsatte sanktioner bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen
og have afskrækkende virkning.
(77) Forbrugerne bør have adgang til udenretslige klage- og tvistbilæggelsesprocedurer i forbindelse med
tvister, der måtte opstå på grundlag af de rettigheder og forpligtelser, som er fastlagt i dette direktiv, mel-
lem kreditgivere og forbrugere såvel som mellem kreditformidlere og forbrugere. Medlemsstaterne bør
sørge for, at deltagelse i sådanne alternative tvistbilæggelsesprocedurer ikke er frivillig for kreditgivere
og kreditformidlere. For at sikre, at alternative tvistbilæggelsesprocedurer fungerer tilfredsstillende i til-
fælde af tværnational aktivitet, bør medlemsstaterne kræve og tilskynde til, at organer med ansvar for
udenretslig klage- og tvistbilæggelse samarbejder. I denne forbindelse bør medlemsstaternes udenretslige
189
klage- og tvistbilæggelsesorganer tilskyndes til at deltage i Fin-Net, der er et finansielt tvistbilæggelses-
netværk af nationale udenretslige ordninger, som er ansvarlige for at bilægge tvister mellem forbrugere og
udbydere af finansielle tjenester.
(78) For at sikre konsekvent harmonisering og for at tage højde for udviklingen på markederne for kredit-
aftaler eller udviklingen inden for kreditprodukter eller i de økonomiske forhold og for yderligere at præ-
cisere visse krav i dette direktiv bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i over-
ensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår ændring af standardformuleringen eller instruktio-
nerne vedrørende udfyldning af ESIS og ændring af bemærkningerne eller ajourføring af antagelserne,
der anvendes i forbindelse med beregningen af de årlige omkostninger i procent. Det er navnlig vigtigt, at
Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertni-
veau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge
for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og
Rådet.
(79) For at lette kreditformidleres mulighed for at levere deres tjenesteydelser på tværs af grænserne og af
hensyn til samarbejde, informationsudveksling og tvistbilæggelse mellem de kompetente myndigheder
bør de kompetente myndigheder med ansvar for at give kreditformidlere adgang være de myndigheder,
der handler under den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA)), jf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en
europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed)16), eller andre nationale myndig-
heder, forudsat at de samarbejder med de myndigheder, der handler under EBA med henblik på at vareta-
ge deres opgaver i henhold til dette direktiv.
(80) Medlemsstaterne bør udpege de kompetente myndigheder, som har til opgave at sikre håndhævelsen
af dette direktiv, og sørge for, at de har de nødvendige undersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser samt
tilstrækkelige ressourcer til at kunne varetage deres opgaver. De kompetente myndigheder kan for så vidt
angår visse aspekter af dette direktiv indbringe en sag for en domstol, der er kompetent til at træffe en
retsafgørelse, herunder i givet fald ved appel. Dette kan gøre det muligt for medlemsstaterne at overlade
håndhævelsen af disse bestemmelser til ovennævnte organer og domstolene, navnlig hvis bestemmelserne
i dette direktiv er gennemført i civilretten. Medlemsstaterne bør kunne udpege forskellige kompetente
myndigheder til at håndhæve direktivets vidtrækkende forpligtelser. I forbindelse med nogle bestemmel-
ser kan medlemsstaterne f.eks. udpege de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for håndhævelse af
forbrugerbeskyttelse, hvorimod de i forbindelse med andre bestemmelser kan beslutte at udpege tilsynsfø-
rende. Muligheden for at udpege forskellige kompetente myndigheder bør ikke berøre forpligtelsen til lø-
bende tilsyn og samarbejde mellem de kompetente myndigheder som fastsat i dette direktiv.
(81) Det er nødvendigt at undersøge, om dette direktiv fungerer efter hensigten, og om det lykkes at eta-
blere et indre marked med en høj grad af forbrugerbeskyttelse på området for kreditaftaler i forbindelse
med fast ejendom til beboelse. Revisionen bør bl.a. omfatte en vurdering af overholdelsen og virkningen
af dette direktiv, en vurdering af, om direktivets anvendelsesområde fortsat er hensigtsmæssigt, en analy-
se af ikkekreditinstitutters levering af kreditaftaler, en vurdering af behovet for yderligere foranstaltnin-
ger, herunder en pasordning for ikkekreditinstitutter og en undersøgelse af nødvendigheden af at indføre
yderligere rettigheder og forpligtelser i fasen efter indgåelse af en kreditaftale.
(82) En indsats fra medlemsstaternes side alene vil sandsynligvis medføre forskellige sæt regler, hvilket
kan underminere eller skabe nye hindringer for det indre markeds funktion. Målet for dette direktiv, nem-
190
lig oprettelsen af et effektivt og konkurrencedygtigt indre marked for kreditaftaler i forbindelse med fast
ejendom til beboelse med en høj grad af forbrugerbeskyttelse kan ikke i tilstrækkelig grad kan nås af
medlemsstaterne og kan derfor mere effektivt nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltnin-
ger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU).
I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end
hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.
(83) Medlemsstaterne kan beslutte at gennemføre visse aspekter, der er omfattet af dette direktiv, i den
nationale lovgivning ved forsigtighedsbestemmelser, f.eks. vurderingen af forbrugerens kreditværdighed,
hvorimod andre gennemføres i lovgivningen om svig samt i civil- og strafferetten, f.eks. forpligtelserne
for den ansvarlige låntager.
(84) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissi-
onen om forklarende dokumenter17) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor der er berettiget,
at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer
forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumen-
ter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.
(85) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse afgav den 25. juli 2011 udtalelse18) på grundlag
af artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000
om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinsti-
tutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger19) —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
KAPITEL 1
FORMÅL, ANVENDELSESOMRÅDE, DEFINITIONER OG KOMPETENTE MYNDIG-
HEDER
Artikel 1
Formål
Dette direktiv fastlægger en fælles ramme for visse aspekter af medlemsstaternes love og admini-
strative bestemmelser om aftaler om forbrugerkredit sikret ved pant eller på anden vis i forbindelse
med fast ejendom til beboelse, herunder en forpligtelse til at foretage en vurdering af kreditværdig-
heden inden ydelsen af kreditten som grundlag for udviklingen af effektive standarder for kreditgiv-
ning i forbindelse med fast ejendom til beboelse i medlemsstaterne, og for visse forsigtigheds- og
tilsynskrav, herunder vedrørende etablering som og tilsyn med kreditformidlere, udpegede repræ-
sentanter og ikkekreditinstitutter.
Artikel 2
Harmoniseringsniveau
191
1. Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller indfører strengere be-
stemmelser for at beskytte forbrugerne, forudsat at sådanne bestemmelser er i overensstemmelse
med deres forpligtelser i henhold til EU-retten.
2. Uanset stk. 1 opretholder eller indfører medlemsstaterne ikke i national ret bestemmelser, der fra-
viger dem, der er fastsat i artikel 14, stk. 2, og bilag II, del A, med hensyn til standardoplysninger
forud for aftaleindgåelsen via et europæisk standardiseret informationsblad (»ESIS«), og artikel 17,
stk. 1-5, 7 og 8, samt bilag I med hensyn til en fælles og konsekvent EU-standard for beregning af
de årlige omkostninger i procent.
Artikel 3
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på:
a) kreditaftaler, som er sikret enten ved pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstil-
lelse, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat i forbindelse med fast ejendom til
beboelse, eller som er sikret i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejendom til
beboelse, og
b) kreditaftaler, som har til formål at erhverve eller bevare ejendomsretten til grundarealer
eller til eksisterende eller projekterede bygninger.
2. Dette direktiv gælder ikke for:
a) kreditaftaler med friværdibelåning, hvor kreditgiver:
i) udbetaler et engangsbeløb, periodiske betalinger eller andre former for kreditud-
betaling til gengæld for et beløb, der stammer fra fremtidigt salg af en fast ejen-
dom til beboelse eller en rettighed i forbindelse med fast ejendom til beboelse,
og
ii) ikke kræver tilbagebetaling af kreditten, før en eller flere anførte livsbegivenhe-
der indtræffer for forbrugeren som defineret af medlemsstaterne, medmindre for-
brugeren overtræder sine kontraktmæssige forpligtelser, hvilket giver kreditgiver
ret til at ophæve kreditaftalen
b) kreditaftaler, hvor kreditten ydes af en arbejdsgiver til hans ansatte som led i en bibe-
skæftigelse, og hvor en sådan kreditaftale er rentefri eller med årlige omkostninger i
procent, der er lavere end dem på markedet, og som ikke tilbydes offentligheden i al-
mindelighed
c) kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger end dem, der er
direkte forbundet med sikringen af kreditten
d) kreditaftaler i form af kassekredit, ifølge hvilke kreditten skal betales tilbage inden en
måned
e) kreditaftaler, som er resultatet af et forlig indgået for retten eller et andet ved lov befø-
jet organ
192
f) kreditaftaler, der vedrører omkostningsfri udskudt betaling af en eksisterende gæld, og
som ikke falder ind under anvendelsesområdet for stk. 1, litra a).
3. Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om ikke at anvende:
a) artikel 11, artikel 14 og bilag II i forbindelse med de forbrugerkreditaftaler, der er sikret
ved pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i
en medlemsstat i forbindelse med fast ejendom til beboelse, eller som er sikret i form af
en rettighed, der er knyttet til fast ejendom til beboelse, og hvis formål ikke er at er-
hverve eller bevare rettigheden til fast ejendom til beboelse, forudsat at medlemsstater-
ne i forbindelse med sådanne kreditaftaler anvender artikel 4 og 5 i og bilag II og III til
direktiv 2008/48/EF.
b) dette direktiv på kreditaftaler i forbindelse med en fast ejendom, hvis kreditaftalen fast-
sætter, at den faste ejendom ikke på noget tidspunkt kan anvendes som hus, lejlighed
eller et andet bopælssted af forbrugeren eller et af forbrugerens familiemedlemmer,
men skal anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted på grundlag af en leje-
aftale
c) dette direktiv på kreditaftaler, som vedrører kreditter til en begrænset offentlighed i
henhold til en lovbestemmelse med et almennyttigt sigte og rentefrit eller til en lavere
debitorrente end den gældende markedsrente eller på andre vilkår, som er mere fordel-
agtige for forbrugeren end de gældende markedsvilkår, og til en debitorrente, der ikke
er højere end den gældende markedsrente
d) dette direktiv på foreløbige lån
e) dette direktiv på kreditaftaler, hvor kreditgiver er en organisation, der hører ind under
anvendelsesområdet for artikel 2, stk. 5, i direktiv 2008/48/EF.
4. De medlemsstater, som benytter sig af den mulighed, der er omhandlet i stk. 3, litra b), sikrer,
at der anvendes en hensigtsmæssig ramme på nationalt plan for denne type kredit.
5. De medlemsstater, som benytter sig af den mulighed, der er omhandlet i stk. 3, litra c) eller
e), sikrer, at der anvendes hensigtsmæssige alternative ordninger, som sikrer, at forbrugerne
rettidigt får oplysninger om hovedtræk, risici og omkostninger ved sådanne kreditaftaler i fa-
sen forud for aftaleindgåelse, og at markedsføringen af sådanne kreditaftaler er rimelig, enty-
dig og ikke vildledende.
Artikel 4
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) »forbruger«: enhver forbruger som defineret i artikel 3, litra a), i direktiv 2008/48/EF
2) »kreditgiver«: en fysisk eller juridisk person, der yder eller giver tilsagn om at yde kredit, der
falder ind under anvendelsesområdet for artikel 3, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssi-
ge virksomhed
193
3) »kreditaftale«: en aftale, i henhold til hvilken en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde
en forbruger kredit, der falder ind under anvendelsesområdet for artikel 3 i form af udskudt
betaling, lån eller anden tilsvarende form for finansiel facilitet
4) »accessorisk tjenesteydelse«: en tjenesteydelse, som tilbydes forbrugeren i forbindelse med
kreditaftalen
5) »kreditformidler«: en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som kreditgiver eller no-
tar og ikke enten direkte eller indirekte blot præsenterer en forbruger for en kreditgiver eller
kreditformidler, og som mod et vederlag, der kan antage form af penge eller en anden aftalt
form for finansiel modydelse, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed:
6) »gruppe«: en gruppe af kreditgivere, som skal konsolideres med henblik på udarbejdelse af konsolide-
rede regnskaber som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om
årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer20)
7) »bunden kreditformidler«: enhver kreditformidler, der handler på vegne af følgende og på de-
res fulde og ubetingede ansvar:
8) »udpeget repræsentant«: en fysisk eller juridisk person, som udfører de i nr. 5) omhandlede
aktiviteter, og som handler på vegne af kun én kreditformidler og på dennes fulde og ubetin-
gede ansvar
9) »kreditinstitut«: et kreditinstitut, som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr.
575/2013
10) »ikkekreditinstitut«: en kreditgiver, som ikke er et kreditinstitut
11) »personale«:
a) enhver fysisk person, der arbejder for kreditgiver eller kreditformidler, og som er direk-
te involveret i de af dette direktiv omfattede aktiviteter eller har kontakt til forbrugerne
i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aktiviteter
b) enhver fysisk person, der arbejder for en udpeget repræsentant og har kontakt til forbru-
gerne i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aktiviteter
c) enhver fysisk person, der direkte leder eller fører tilsyn med de fysiske personer, der er
omhandlet i litra a) og b)
12) »samlet kreditbeløb«: det samlede kreditbeløb som defineret i artikel 3, litra l), i direktiv
2008/48/EF
13) »samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten«: alle omkostninger i forbindel-
se med kreditten, som forbrugeren skal betale, som defineret i artikel 3, litra g), i direktiv
2008/48/EF, herunder omkostninger i forbindelse med ejendomsvurdering, hvis en sådan vur-
dering er nødvendig for at opnå kreditten, men ikke tinglysningsomkostninger i forbindelse
med overdragelse af ejendomsretten til fast ejendom. De omfatter ikke de omkostninger, som
forbrugeren skal betale i forbindelse med misligholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i
kreditaftalen
14) »samlet beløb, der skal betales af forbrugeren«: hele det beløb, som forbrugeren skal betale,
som defineret i artikel 3, litra h), i direktiv 2008/48/EF
15) »årlige omkostninger i procent«: de samlede omkostninger for forbrugeren i forbindelse med
kreditten udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb, herunder i givet fald de omkost-
ninger, der er nævnt i artikel 17, stk. 2, som på årsbasis svarer til nutidsværdien af alle fremti-
dige eller eksisterende forpligtelser (udnyttede kreditmuligheder, tilbagebetalinger og om-
kostninger), der er aftalt mellem kreditgiver og forbruger
16) »debitorrente«: den rente, som debitor skal betale, som defineret i artikel 3, litra j), i direktiv
2008/48/EF
194
17) »vurdering af kreditværdigheden«: en evaluering af udsigten til, at gældsforpligtelsen som
følge af kreditaftalen kan opfyldes
18) »varigt medium«: det varige medium som defineret i artikel 3, litra m), i direktiv 2008/48/EF
19) »hjemland«:
a) hvis kreditgiver eller kreditformidler er en fysisk person, den medlemsstat, hvor hans
hovedkontor er beliggende
b) hvis kreditgiver eller kreditformidler er en juridisk person, den medlemsstat, hvor den
pågældende har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den pågældende i henhold til
sin nationale ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, den medlemsstat, hvor den
pågældendes hovedkontor er beliggende
20) »værtsland«: en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor kreditgiver eller kreditformidler har
en filial, eller hvorfra der leveres tjenesteydelser
21) »rådgivningstjenester«: personlige anbefalinger til en forbruger, som vedrører en eller flere
transaktioner i forbindelse med kreditaftaler, og som er en aktivitet, der er uafhængig af ydel-
sen af kreditten og de kreditformidlingsaktiviteter, der er anført i nr. 5)
22) »kompetent myndighed«: en myndighed, der i overensstemmelse med artikel 5 udpeges som
kompetent af en medlemsstat
23) »foreløbigt lån«: en kreditaftale, som enten er uden fast løbetid, eller hvor kreditten skal tilba-
gebetales inden 12 måneder, og som anvendes af forbrugeren som en midlertidig finansie-
ringsløsning i forbindelse med overgangen til en anden finansiel ordning for den faste ejen-
dom
24) »eventual- eller garantiforpligtelse«: en kreditaftale, der fungerer som en garanti for en anden
særskilt, men accessorisk transaktion, og hvor den kapital, der er stillet sikkerhed for i form af
fast ejendom, kun udnyttes, hvis en begivenhed eller begivenheder, der er anført i aftalen,
indtræffer
25) »værdibaseret kreditaftale«: en kreditaftale, hvor den kapital, der skal tilbagebetales, er base-
ret på en kontraktligt fastsat procentdel af værdien af den faste ejendom på tidspunktet for
tilbagebetalingen eller tilbagebetalingerne af kapitalen
26) »kombinationssalg«: tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte fi-
nansielle produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen ikke stilles individuelt til rådighed
for forbrugeren
27) »pakkesalg«: tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle
produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen også stilles individuelt til rådighed for for-
brugeren, men ikke nødvendigvis på samme betingelser eller vilkår, som når den indgår i pak-
ken med accessoriske tjenesteydelser
28) »lån i udenlandsk valuta«: en kreditaftale, hvor kreditten er:
a) udstedt i en anden valuta end den, som forbrugeren modtager indtægten i eller den, som de
aktiver, som forbrugeren besidder og hvoraf kreditten skal tilbagebetales, er lydende på, eller
b) udstedt i en anden valuta end valutaen i den medlemsstat, hvor forbrugeren er bosiddende.
Artikel 5
Kompetente myndigheder
1. Medlemsstaterne udpeger de nationale kompetente myndigheder, som har til opgave at sikre gen-
nemførelsen og håndhævelsen af dette direktiv, og sørger for, at de har de nødvendige undersøgel-
195
ses- og håndhævelsesbeføjelser samt tilstrækkelige ressourcer til at kunne varetage deres opgaver
effektivt.
De myndigheder, der er omhandlet i første afsnit, er enten offentlige myndigheder eller organer, der
er anerkendt i den nationale ret eller af offentlige myndigheder, som udtrykkeligt har beføjelse her-
til efter national ret. De må ikke være kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder og alle personer, der arbejder eller har
arbejdet for de kompetente myndigheder, samt revisorer og eksperter, der handler på de kompetente
myndigheders vegne, har tavshedspligt. De fortrolige oplysninger, de modtager i forbindelse med
deres hverv, må ikke videregives til andre personer eller myndigheder, undtagen i summarisk eller
sammenfattet form, medmindre der er tale om tilfælde, der er omfattet af strafferetten eller dette
direktiv. Dette er imidlertid ikke til hinder for, at de kompetente myndigheder i overensstemmelse
med den nationale ret samt EU-retten udveksler eller videregiver fortrolige oplysninger.
3. Medlemsstaterne sørger for, at de myndigheder, der er udpeget som kompetente med hensyn til at
sikre gennemførelsen og håndhævelsen af artikel 9, 29, 32, 33, 34 og 35 i dette direktiv, er en af
eller begge følgende
a) kompetente myndigheder som defineret i artikel 4, stk. 2, i forordning (EU) nr.
1093/2010
b) andre myndigheder end de kompetente myndigheder, der er omhandlet i litra a), forud-
sat at den nationale lovgivning eller administrative bestemmelser kræver, at disse myn-
digheder samarbejder med de kompetente myndigheder, der er omhandlet i litra a), når
det er nødvendigt med henblik på at varetage deres opgaver efter dette direktiv, herun-
der med det formål at samarbejde med Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Euro-
pæiske Banktilsynsmyndighed) (EBA), som krævet efter dette direktiv.
4. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og EBA om udpegelsen af kompetente myndigheder
og eventuelle ændringer heraf og anfører enhver fordeling af de respektive opgaver mellem forskel-
lige kompetente myndigheder. Den første underretning foretages snarest muligt og senest den 21.
marts 2016.
5. De kompetente myndigheder udøver deres beføjelser i henhold til national ret enten:
a) direkte under deres egen myndighed eller under de retlige myndigheders tilsyn eller
b) ved at indbringe sagen for en domstol, der er kompetent til at træffe den nødvendige
afgørelse, herunder i givet fald ved appel, hvis anmodningen om at træffe den nødven-
dige afgørelse ikke giver resultat, undtagen i forbindelse med artikel 9, 29, 32, 33, 34
og 35.
6. Hvis der er to eller flere kompetente myndigheder på en medlemsstats område, sørger medlems-
staten for, at deres respektive opgaver er klart definerede, og at der er et tæt samarbejde mellem
disse myndigheder, således at de er i stand til at varetage deres respektive opgaver effektivt.
7. Kommissionen offentliggør mindst en gang om året i Den Europæiske Unions Tidende en liste
over de kompetente myndigheder og ajourfører løbende listen på sin hjemmeside.
196
KAPITEL 2
FORMIDLING AF FINANSIEL VIDEN
Artikel 6
Formidling af finansiel viden til forbrugerne
1. Medlemsstaterne fremmer foranstaltninger, der støtter formidlingen af viden til forbrugerne ved-
rørende ansvarlig låntagning og gældsforvaltning, særlig i forbindelse med aftaler om lån med pant
i fast ejendom. Det er nødvendigt at give klare og generelle oplysninger om kreditydelsesprocessen
for at vejlede forbrugerne, navnlig dem, der optager et lån med pant i fast ejendom for første gang.
Det er også nødvendigt at give oplysninger om den vejledning, som forbrugerorganisationer og nati-
onale myndigheder kan give forbrugere.
2. Kommissionen offentliggør en vurdering af den formidling af finansiel viden, som forbrugerne
har adgang til i medlemsstaterne, og identificerer eksempler på bedste praksis, som kan udvikles
yderligere med henblik på at øge forbrugernes kendskab til finansielle forhold.
KAPITEL 3
BETINGELSER FOR KREDITGIVERE, KREDITFORMIDLERE OG UDPEGEDE RE-
PRÆSENTANTER
Artikel 7
Forpligtelser med hensyn til god skik ved ydelsen af forbrugerkredit
1. Medlemsstaterne kræver, at kreditgiver, kreditformidler eller den udpegede repræsentant over for
forbrugerne handler redeligt, rimeligt, gennemsigtigt og professionelt, når denne udformer kredit-
produkter, eller bevilger, formidler eller yder rådgivningstjenester om kredit og i givet fald accesso-
riske tjenesteydelser, eller når der indgås en kreditaftale, under hensyntagen til forbrugerens rettig-
heder og interesser. For så vidt angår bevilling, formidling eller ydelse af rådgivningstjenester ved-
rørende kredit baseres aktiviteterne på oplysninger om forbrugerens forhold og eventuelle specifik-
ke krav, som forbrugeren har fremsat, og på rimelige antagelser med hensyn til risici for forbruge-
rens situation i kreditaftalens løbetid. For så vidt angår ydelse af rådgivningstjenester baseres aktivi-
teten desuden på de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 22, stk. 3, litra a).
2. Medlemsstaterne sikrer, at den måde, hvorpå kreditgiverne aflønner deres personale og kreditfor-
midlere, og den måde, hvorpå kreditformidlerne aflønner deres personale og udpegede repræsentan-
ter, ikke er til hinder for opfyldelse af forpligtelsen i stk. 1.
197
3. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere, når de udformer og anvender aflønningspolitikker for
personale, der varetager vurderingen af kreditværdighed, overholder følgende principper på en må-
de og i et omfang, der svarer til deres størrelse og interne organisation samt arten, omfanget og
kompleksiteten af deres aktiviteter:
a) aflønningspolitikken er i overensstemmelse med og fremmer en forsvarlig og effektiv
risikostyring og tilskynder ikke til risikotagning, som overskrider kreditgivers risikoto-
leranceniveau
b) aflønningspolitikken er i overensstemmelse med kreditgivers forretningsstrategi, mål-
sætninger, værdier og langsigtede interesser og omfatter foranstaltninger til undgåelse
af interessekonflikter, navnlig ved at sikre, at aflønning ikke er betinget af antallet eller
andelen af imødekomne ansøgninger.
4. Medlemsstaterne sikrer, at aflønningsstrukturen for det involverede personale, når kreditgivere,
kreditformidlere eller udpegede repræsentanter yder rådgivningstjenester, ikke påvirker personalets
evne til at handle i forbrugerens bedste interesse og navnlig ikke er betinget af salgsmål. For at nå
dette mål kan medlemsstaterne desuden forbyde kreditgiver at betale provision til kreditformidler.
5. Medlemsstaterne kan forbyde eller indføre begrænsninger med hensyn til betalinger fra en for-
bruger til en kreditgiver eller kreditformidler inden indgåelsen af kreditaftalen.
Artikel 8
Forpligtelse til at give forbrugerne oplysninger omkostningsfrit
Medlemsstaterne sikrer, at der, når oplysninger gives til forbrugerne i overensstemmelse med krave-
ne i dette direktiv, meddeles sådanne oplysninger uden omkostninger for forbrugeren.
Artikel 9
Krav til personalets viden og kompetencer
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter kræver, at
deres personale besidder og ajourfører et hensigtsmæssigt videns- og kompetenceniveau med hen-
syn til at udforme, tilbyde og bevilge kreditaftaler, udøvelse af kreditformidlingsaktiviteter som an-
ført i artikel 4, nr. 5), eller ydelse af rådgivningstjenester. Hvis indgåelsen af en kreditaftale omfat-
ter en accessorisk tjenesteydelse, skal der også kræves et passende viden- og kompetenceniveau i
forbindelse med den accessoriske tjenesteydelse.
2. Med undtagelse af de i stk. 3 omhandlede tilfælde fastsætter hjemlandene minimumskrav til den
viden og de kompetencer, som kreditgivers, kreditformidlers og udpegede repræsentanters persona-
le skal have i overensstemmelse med principperne i bilag III.
3. Hvis en kreditgiver eller kreditformidler yder sine tjenester på én eller flere andre medlemsstaters
område:
198
i) gennem en filial, er værtslandet ansvarligt for at fastsætte minimumskravene til den vi-
den og de kompetencer, som filialens personale skal have
ii) som led i den fri udveksling af tjenesteydelser, er hjemlandet ansvarligt for at fastsætte
minimumskravene til den viden og de kompetencer, som personalet skal have i over-
ensstemmelse med bilag III. Værtslandene kan dog fastsætte minimumskrav til viden
og kompetencer i forbindelse med de krav, der er omhandlet i bilag III, stk. 1, litra b),
c), e) og f).
4. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder fører tilsyn med overholdelsen af kravene
i stk. 1, og at de kompetente myndigheder har beføjelse til at kræve, at kreditgivere, kreditformidle-
re og udpegede repræsentanter fremlægger den dokumentation, som den kompetente myndighed
finder nødvendig for at muliggøre dette tilsyn.
5. Med henblik på et effektivt tilsyn med de kreditgivere og kreditformidlere, der som led i den fri
udveksling af tjenesteydelser yder deres tjenester på en anden medlemsstats område, arbejder de
kompetente myndigheder i værts- og hjemlandene tæt sammen for at sikre et effektivt tilsyn med og
en effektiv håndhævelse af værtslandets minimumskrav til viden og kompetencer. Med henblik her-
på kan de uddelegere opgaver og ansvarsområder til hinanden.
KAPITEL 4
INFORMATION OG PRAKSIS FORUD FOR INDGÅELSE AF KREDITAFTALEN
Artikel 10
Generelle bestemmelser om reklame og markedsføring
Medlemsstaterne kræver, at reklame- og markedsføringsmeddelelser om kreditaftaler er rimelige,
entydige og ikke vildledende, jf. dog direktiv 2005/29/EF. Det forbydes især at anvende en ordlyd,
der kan skabe forkerte forventninger hos forbrugeren til en kredits tilgængelighed eller omkostnin-
ger.
Artikel 11
Standardoplysninger, der skal indgå i reklame
1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver reklame for kreditaftaler, der angiver en rentesats eller talstør-
relser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbrugerkreditten, indeholder standardoplys-
ninger i overensstemmelse med denne artikel.
Medlemsstaterne kan imidlertid fastsætte, at første afsnit ikke finder anvendelse, hvis den nationale
ret kræver angivelse af de årlige omkostninger i procent ved reklame for kreditaftaler, der ikke angi-
ver en rentesats eller nogen talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbruger-
kreditten, jf. første afsnit.
199
2. Standardoplysningerne skal klart, præcist og på en fremtrædende plads angive:
a) kreditgivers eller i påkommende tilfælde kreditformidlers eller en udpeget repræsen-
tants identitet
b) at kreditaftalen, hvor det er relevant, vil være sikret ved pant eller ved en anden tilsva-
rende sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat i forbindelse
med fast ejendom til beboelse, eller i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejen-
dom til beboelse
c) debitorrenten, og hvorvidt den er fast eller variabel eller en kombination af begge dele,
tillige med oplysninger om de gebyrer, der indgår i omkostningerne i forbindelse med
forbrugerkreditten
d) det samlede kreditbeløb
e) de årlige omkostninger i procent, som i en reklame bør have en mindst lige så fremtræ-
dende placering som enhver rente
f) kreditaftalens løbetid, hvor det er relevant
g) afdragenes størrelse, hvor det er relevant
h) det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, hvis det er relevant
i) antallet af afdrag, hvis det er relevant.
j) hvor det er relevant, en advarsel om, at eventuelle udsving i valutakursen kan påvirke
det beløb, der skal betales af forbrugeren.
3. Oplysningerne angivet i stk. 2, bortset fra de i litra a), b) eller j) anførte, skal angives ved hjælp af
et repræsentativt eksempel og under hele forløbet følge det pågældende repræsentative eksempel.
Medlemsstaterne vedtager kriterier for fastsættelse af et repræsentativt eksempel.
4. Såfremt indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse, navnlig en forsikring, er obliga-
torisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de oplyste vilkår og betingelser, og en så-
dan aftales omkostninger ikke kan beregnes på forhånd, skal forpligtelsen til at indgå denne aftale
være angivet klart, præcist og på en fremtrædende plads sammen med de årlige omkostninger i pro-
cent.
5. Oplysningerne omhandlet i stk. 2 og 4 skal være let læselige eller kunne høres tydeligt afhængigt
af det medie, der anvendes til reklame.
6. Medlemsstaterne kan kræve, at der er en præcis og forholdsmæssigt afpasset advarsel om de spe-
cifikke risici, der er forbundet med kreditaftaler. De meddeler straks Kommissionen sådanne krav.
7. Denne artikel berører ikke direktiv 2005/29/EF.
Artikel 12
Kombinations- og pakkesalg
1. Medlemsstaterne tillader pakkesalg, men forbyder kombinationssalg.
200
2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne beslutte, at kreditgivere kan anmode forbrugeren, et familie-
medlem eller en nær pårørende til forbrugeren om at:
a) oprette eller opretholde en betalings- eller opsparingskonto, hvis det eneste formål med
en sådan konto er at akkumulere kapital til at tilbagebetale lånet eller afdrage på lånet,
samle ressourcer for at opnå lånet eller give kreditgiver yderligere sikkerhedsstillelse i
tilfælde af misligholdelse
b) købe eller beholde et investeringsprodukt eller privat pensionsprodukt, hvis et sådant
produkt, som primært giver investor pensionsindtægter, også tjener til at give kreditgi-
ver yderligere sikkerhedsstillelse i tilfælde af misligholdelse eller at akkumulere kapital
til at tilbagebetale lånet eller afdrage på lånet, samle ressourcer for at opnå lånet
c) indgå en separat kreditaftale i kombination med en kreditaftale med delt friværdi for at
opnå lånet.
3. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne tillade kombinationssalg, når kreditgiver kan godtgøre over
for den kompetente myndighed, at de bundne produkter eller produktkategorier, der tilbydes på ind-
byrdes tilsvarende vilkår og betingelser, og som ikke stilles individuelt til rådighed, indebærer en
klar fordel for forbrugerne under hensyntagen til tilgængeligheden af og priserne på de relevante
produkter, der tilbydes på markedet. Nærværende stykke gælder udelukkende produkter, der bringes
i omsætning efter den 20. marts 2014.
4. Medlemsstaterne kan give kreditgivere tilladelse til at pålægge forbrugeren at tegne en relevant
forsikring i forbindelse med kreditaftalen. I sådanne tilfælde sikrer medlemsstaterne, at kreditgiver
accepterer forsikringspolicen fra en anden udbyder end kreditgivers foretrukne udbyder, hvis forsik-
ringspolicen indeholder samme garanti som den, kreditgiver har foreslået.
Artikel 13
Generelle oplysninger
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiverne eller i påkommende tilfælde de bundne kreditformidlere
eller deres udpegede repræsentanter til enhver tid stiller klare og forståelige generelle oplysninger
om kreditaftalerne til rådighed på papir, ved hjælp af et andet varigt medium eller i elektronisk
form. Medlemsstaterne kan desuden fastsætte, at de ikkebundne kreditformidlere gør de generelle
oplysninger tilgængelige.
Sådanne generelle oplysninger skal som minimum omfatte følgende:
a) navn og fysisk adresse på oplysningernes afsender
b) de formål, hvortil kreditten kan anvendes
c) former for sikkerhedsstillelse, herunder, hvor det er relevant, muligheden for, at sikker-
heden kan være beliggende i en anden medlemsstat
d) kreditaftalernes eventuelle løbetid
e) de forskellige debitorrenter, der findes, og hvorvidt de er faste eller variable eller begge
dele, med en kort beskrivelse af karakteristika ved fast og variabel rente, herunder de
dermed forbundne konsekvenser for forbrugeren
201
f) angivelse af den udenlandske valuta eller de udenlandske valutaer, hvis der kan anven-
des lån i udenlandsk valuta, herunder en forklaring på konsekvenserne for forbrugeren,
hvis kreditten er angivet i udenlandsk valuta
g) et repræsentativt eksempel på det samlede kreditbeløb, de samlede omkostninger for
forbrugeren i forbindelse med kreditten, det samlede beløb, der skal betales af forbru-
geren, og de årlige omkostninger i procent
h) angivelse af eventuelle yderligere omkostninger for forbrugeren i forbindelse med kre-
ditten, der ikke indgår i det samlede kreditbeløb, og som skal betales i forbindelse med
en kreditaftale
i) en række forskellige muligheder for tilbagebetaling af kreditten til kreditgiver, herun-
der de periodiske afdrags antal, hyppighed og størrelse
j) hvor det er relevant, en klar og tydelig angivelse af, at overholdelse af kreditaftalens
vilkår og betingelser ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede kreditbeløb i hen-
hold til kreditaftalen
k) en beskrivelse af de vilkår, der direkte vedrører førtidig indfrielse
l) hvorvidt det er nødvendigt med en vurdering af ejendommen og i givet fald, hvem der
har ansvaret for at sikre, at vurderingen foretages, og hvorvidt det medfører eventuelle
omkostninger for forbrugeren
m) angivelse af de accessoriske tjenesteydelser, som forbrugeren skal erhverve for at opnå
kreditten eller få den på de oplyste vilkår og betingelser, og i givet fald en præcisering
af, at de accessoriske tjenesteydelser kan købes hos en tjenesteudbyder, der ikke er kre-
ditgiveren, og
n) en generel advarsel om de eventuelle konsekvenser af manglende overholdelse af for-
pligtelserne i forbindelse med kreditaftalen
2. Medlemsstaterne kan forpligte kreditgiverne til at medtage andre former for advarsler, som er re-
levante i en medlemsstat. De meddeler straks Kommissionen sådanne krav.
Artikel 14
Oplysninger forud for aftaleindgåelsen
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver og i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræsen-
tant giver forbrugeren de individuelle oplysninger, som er nødvendige for at kunne sammenligne de
kreditter, der findes på markedet, vurdere, hvad de indebærer, og træffe en informeret beslutning
om, hvorvidt han skal indgå en kreditaftale:
a) uden unødig forsinkelse, efter at forbrugeren i overensstemmelse med artikel 20 har af-
givet de nødvendige oplysninger om sine behov, sin finansielle situation og sine præfe-
rencer og
b) i god tid inden forbrugeren bindes af en kreditaftale eller et kredittilbud.
2. De i stk. 1 omhandlede individuelle oplysninger gives via ESIS, jf. bilag II, på papir eller ved
hjælp af et andet varigt medium.
3. Medlemsstaterne sikrer, at et tilbud, der er bindende for kreditgiver, afgives til forbrugeren på
papir eller ved hjælp af et andet varigt medium og ledsages af et ESIS, hvis:
a) forbrugeren ikke tidligere har fået forelagt en ESIS-formular eller
202
b) tilbuddets karakteristika ikke stemmer overens med oplysningerne i den ESIS-formular,
der tidligere er blevet forelagt.
4. Medlemsstaterne kan dog fastsætte, at forelæggelsen af ESIS er obligatorisk inden afgivelsen af
et tilbud, der er bindende for kreditgiver. I så fald kræver de, at ESIS kun skal forelægges igen, hvis
betingelsen i stk. 3, litra b), er opfyldt.
5. Medlemsstater, som inden den 20. marts 2014 har indført et informationsblad, der opfylder oplys-
ningskrav, som svarer til dem, der er fastsat i bilag II, kan fortsat anvende bladet til formålene i
nærværende artikel indtil den 21. marts 2019.
6. Medlemsstaterne fastsætter en frist på mindst syv dage, inden for hvilken forbrugeren har til-
strækkelig tid til at sammenligne tilbuddene, vurdere, hvad de indebærer, og træffe en informeret
beslutning.
Medlemsstaterne præciserer, at den i første afsnit omhandlede frist enten skal betragtes som en be-
tænkningstid forud for indgåelsen af kreditaftalen eller som en periode med fortrydelsesret efter
indgåelsen af kreditaftalen eller som en kombination af begge.
Hvis en medlemsstat angiver en betænkningstid forud for indgåelsen af kreditaftalen:
a) er tilbuddet bindende for kreditgiver under betænkningstidens varighed, og
b) forbrugeren skal kunne acceptere tilbuddet på et hvilket som helst tidspunkt under be-
tænkningstiden
Medlemsstaterne kan fastsætte, at forbrugere ikke kan acceptere tilbuddet i en periode, der ikke
overstiger de første ti dage af betænkningstiden.
Hvis debitorrenten eller de øvrige omkostninger fastsættes på grundlag af salget af underliggende
obligationer eller andre langsigtede finansieringsinstrumenter, kan medlemsstaterne fastsætte, at de-
bitorrenten eller de andre omkostninger kan variere fra det i tilbuddet angivne i overensstemmelse
med værdien af de underliggende obligationer eller andre langsigtede finansieringsinstrumenter.
Hvis forbrugeren har en fortrydelsesret i overensstemmelse med nærværende stykkes andet afsnit,
finder artikel 6 i direktiv 2002/65/EF ikke anvendelse.
7. Kreditgiver og i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræsentant, som har forelagt ESIS
for forbrugeren, anses for at have opfyldt kravene vedrørende oplysninger til forbrugeren inden ind-
gåelse af en fjernsalgsaftale, jf. artikel 3, stk. 1, i direktiv 2002/65/EF, og anses kun for at opfylde
kravene i artikel 5, stk. 1, i samme direktiv, såfremt de mindst har forelagt ESIS inden indgåelse af
den pågældende aftale.
8. Medlemsstaterne ændrer ikke ESIS-modellen, bortset fra hvad der er fastsat i bilag II. Eventuelle
supplerende oplysninger, som kreditgiver eller i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræ-
203
sentant kan meddele forbrugeren eller i henhold til national ret skal meddele forbrugeren gives i et
særskilt dokument, der kan knyttes som bilag til ESIS.
9. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med
artikel 40 med henblik på at ændre standardformuleringen i bilag II, del A, eller instruktionerne i
bilag II, del B, for at opfylde behovet for oplysninger eller advarsler om nye produkter, der ikke
blev markedsført inden den 20. marts 2014. Sådanne delegerede retsakter ændrer dog ikke ESIS᾽
struktur eller format.
10. Hvis der anvendes taletelefoni som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i direktiv 2002/65/EF, skal be-
skrivelsen af den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika, jf. artikel 3, stk. 3, litra b), an-
det led, i samme direktiv, som minimum indeholde de elementer, der er nævnt i del A, afsnit 3)-6), i
bilag II til nærværende direktiv.
11. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver eller i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræ-
sentant, i det mindste når der ikke findes en fortrydelsesret, fremlægger en kopi af udkastet til kre-
ditaftalen for forbrugeren på tidspunktet for afgivelsen af et tilbud, der er bindende for kreditgiver.
Hvis der findes en fortrydelsesret, sikrer medlemsstaterne, at kreditgiver eller i givet fald kreditfor-
midler eller en udpeget repræsentant, tilbyder at fremlægge en kopi af udkastet til kreditaftalen for
forbrugeren på tidspunktet for afgivelsen af et tilbud, der er bindende for kreditgiver.
Artikel 15
Oplysningskrav vedrørende kreditformidlere og udpegede repræsentanter
1. Medlemsstaterne sikrer, at en kreditformidler eller udpeget repræsentant i god tid inden udøvel-
sen af enhver af de kreditformidlingsaktiviteter, der er opført i artikel 4, nr. 5), som minimum giver
forbrugeren følgende oplysninger på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium:
a) navn og fysisk adresse på kreditformidler
b) det register, som kreditformidler er optaget i, registreringsnummeret, hvor det er rele-
vant, og med angivelse af, hvordan en sådan registrering kan kontrolleres
c) hvorvidt kreditformidler udelukkende er bundet til eller samarbejder med en kreditgiver
eller flere kreditgivere. Hvis kreditformidler udelukkende er bundet til eller samarbej-
der med en eller flere kreditgivere, skal denne meddele navnene på den eller de kredit-
givere, på hvis vegne der handles. Kreditformidlere kan meddele, at de er uafhængige,
når de opfylder betingelserne fastsat i overensstemmelse med artikel 22, stk. 4
d) hvorvidt kreditformidler yder rådgivningstjenester
e) det eventuelle gebyr, forbrugeren skal betale til kreditformidler for dennes tjenesteydel-
ser, eller, hvis dette ikke er muligt, metoden til beregning af gebyret
f) de procedurer, hvorefter forbrugere eller andre berørte parter internt kan indbringe kla-
ger over kreditformidlere, samt i påkommende tilfælde de udenretslige klage- og tvist-
bilæggelsesprocedurer, der kan anvendes
g) eksistensen, hvis det er relevant, og, hvis det er kendt, størrelsen af de provisioner eller
andre incitamenter, som kreditgiver eller tredjemand skal betale til kreditformidler for
dennes tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen. Hvis beløbet ikke kendes på
204
meddelelsestidspunktet, skal kreditformidler underrette forbrugeren om, at det reelle
beløb vil blive meddelt på et senere tidspunkt i ESIS.
2. Kreditformidlere, der ikke er bundet, men som modtager provision fra en eller flere kreditgivere,
fremlægger på forbrugerens anmodning oplysninger om, hvor meget den provision varierer, som de
forskellige kreditgivere, der tilbyder kreditaftaler til forbrugeren, skal betale. Forbrugeren underret-
tes om sin ret til at anmode om sådanne oplysninger.
3. Hvis kreditformidler opkræver et gebyr fra forbrugeren og herudover modtager provision fra kre-
ditgiver eller tredjemand, skal kreditformidler meddele forbrugeren, om provisionen enten helt eller
delvis modregnes i gebyret.
4. Medlemsstaterne sikrer, at det gebyr, som forbrugeren eventuelt skal betale til kreditformidler for
dennes tjenesteydelser, meddeles af kreditformidler til kreditgiver med henblik på beregning af de
årlige omkostninger i procent.
5. Ud over de oplysninger, der kræves i henhold til denne artikel, kræver medlemsstaterne, at kre-
ditformidlerne sørger for, at deres udpegede repræsentant meddeler, i hvilken egenskab han optræ-
der, og hvilken kreditformidler han repræsenterer, når han kontakter, eller før han handler med en
forbruger.
Artikel 16
Fyldestgørende forklaringer
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere og i påkommende tilfælde kreditformidlere eller udpege-
de repræsentanter giver forbrugeren fyldestgørende forklaringer om den eller de foreslåede kreditaf-
taler såvel som om enhver accessorisk tjenesteydelse, således at forbrugeren er i stand til at vurdere,
om de foreslåede kreditaftaler og accessoriske tjenesteydelser passer til hans behov og finansielle
situation.
Disse forklaringer skal i givet fald navnlig omfatte:
a) oplysningerne forud for aftaleindgåelsen i overensstemmelse med:
i) artikel 14 for så vidt angår kreditgivere
ii) artikel 14 og 15 for så vidt angår kreditformidlere eller udpegede repræsentanter
b) de væsentlige karakteristika ved de foreslåede produkter
c) de specifikke konsekvenser, som de foreslåede produkter kan have for forbrugeren,
herunder konsekvenserne af misligholdelse i forbindelse med forbrugerens betaling og
d) hvis accessoriske tjenesteydelser indgår i en pakke med kreditaftalen, hvorvidt hver
komponent kan afvikles separat og konsekvenserne herved for forbrugeren.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, hvilken form og hvilket omfang de i stk. 1 omhandlede forklarin-
ger skal have, samt hvem der skal yde den, ud fra de omstændigheder, hvorunder kreditaftalen tilby-
des, hvem den tilbydes og arten af den kredit, der tilbydes.
205
KAPITEL 5
ÅRLIGE OMKOSTNINGER I PROCENT
Artikel 17
Beregning af de årlige omkostninger i procent
1. De årlige omkostninger i procent beregnes ud fra den matematiske formel i bilag I.
2. Omkostningerne ved at åbne og forvalte en bestemt konto, ved at anvende et betalingsmiddel i
forbindelse med både transaktioner og udnyttelse af kreditmuligheden for denne konto og andre
omkostninger i forbindelse med betalingstransaktioner skal indgå i de samlede omkostninger i for-
bindelse med forbrugerkreditten, hvis det er obligatorisk at åbne og opretholde en konto for at kun-
ne opnå kreditten eller for at kunne få den på de oplyste betingelser.
3. Beregningen af de årlige omkostninger i procent baseres på den antagelse, at kreditaftalen forbli-
ver gyldig i det aftalte tidsrum, og at kreditgiver og forbrugeren opfylder deres forpligtelser på de
vilkår og datoer, der er angivet i kreditaftalen.
4. I forbindelse med kreditaftaler, der indeholder vilkår, som tillader variationer i debitorrenten, og i
påkommende tilfælde i de omkostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent, men som
ikke kan opgøres på beregningstidspunktet, beregnes de årlige omkostninger i procent ud fra den
antagelse, at debitorrenten og andre omkostninger er konstante i forhold til niveauet på tidspunktet
for indgåelsen af aftalen.
5. For kreditaftaler, hvori der er aftalt en fast debitorrente for en indledende periode på mindst fem
år, ved hvis udløb der forhandles om debitorrenten for at aftale en ny fast rente for en yderligere
relevant periode, omfatter beregningen af den yderligere illustrative årlige omkostningsprocent, der
anføres i ESIS, kun den indledende periode med fast rente, og den baseres på den antagelse, at rest-
gælden tilbagebetales ved udløbet af perioden med den faste debitorrente.
6. Hvis kreditaftaler tillader variationer i debitorrenten, sikrer medlemsstaterne, at forbrugeren un-
derrettes om de mulige konsekvenser af variationerne på de beløb, der skal betales, og på de årlige
omkostninger i procent, som minimum ved hjælp af ESIS. Det sker ved at give forbrugeren en yder-
ligere årlig omkostningsprocent, der illustrerer de mulige risici forbundet med en væsentlig stigning
i debitorrenten. Hvis der ikke er et loft over debitorrenten, ledsages disse oplysninger af en advarsel,
der fremhæver, at de samlede kreditomkostninger for forbrugeren, der fremgår af de årlige omkost-
ninger i procent, kan ændre sig. Denne bestemmelse gælder ikke kreditaftaler, hvor debitorrenten er
fastsat for en indledende periode på mindst fem år, ved hvis udløb der forhandles om debitorrenten
for at aftale en ny fast rente for en yderligere relevant periode, for hvilken der er fastsat en yderlige-
re illustrativ årlig omkostningsprocent i ESIS.
206
7. De supplerende antagelser i bilag I anvendes, hvor det er relevant, til beregningen af de årlige
omkostninger i procent.
8. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med
artikel 40 med henblik på at ændre de bemærkninger eller ajourføre de antagelser, der anvendes i
forbindelse med beregningen af de årlige omkostninger i procent som fastlagt i bilag I, navnlig hvis
bemærkningerne og antagelserne i denne artikel og i bilag I ikke er tilstrækkelige til at beregne de
årlige omkostninger i procent på en ensartet måde eller ikke længere er tilpasset til den økonomiske
situation på markedet.
KAPITEL 6
VURDERING AF KREDITVÆRDIGHEDEN
Artikel 18
Forpligtelse til at vurdere forbrugerens kreditværdighed
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver inden indgåelsen af kreditaftalen foretager en grundig vur-
dering af forbrugerens kreditværdighed. Ved denne vurdering tages der behørigt hensyn til de fakto-
rer, der er relevante for at anslå udsigten til, at forbrugeren opfylder sine forpligtelser i henhold til
kreditaftalen.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de procedurer og oplysninger, som vurderingen baseres på, er fastlagt,
og at de dokumenteres og opretholdes.
3. Vurderingen af kreditværdigheden skal ikke baseres udelukkende på det faktum, at værdien af
den faste ejendom til beboelse overstiger kreditbeløbet, eller den antagelse, at den faste ejendom til
beboelse vil stige i værdi, medmindre formålet med kreditaftalen er at opføre eller renovere fast
ejendom til beboelse.
4. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver, når denne indgår en kreditaftale med en forbruger, ikke
efterfølgende ophæver eller ændrer kreditaftalen til skade for forbrugeren, hvis vurderingen af kre-
ditværdigheden ikke er gennemført korrekt. Nærværende stykke finder ikke anvendelse, når det kan
påvises, at forbrugeren bevidst har tilbageholdt eller forfalsket oplysningerne som omhandlet i arti-
kel 20.
5. Medlemsstaterne sikrer, at:
a) kreditgiver kun yder forbrugeren kredit, hvis resultatet af vurderingen af kreditværdig-
heden viser, at forpligtelserne som følge af kreditaftalen sandsynligvis kan opfyldes på
den måde, der kræves i henhold til denne aftale
b) kreditgiver i overensstemmelse med artikel 10 i direktiv 95/46/EF på forhånd underret-
ter forbrugeren om, at der vil blive foretaget søgning i en database
207
c) kreditgiver, hvis kreditanmodningen afslås, omgående underretter forbrugeren om af-
slaget og i givet fald om, at afgørelsen er truffet på grundlag af en automatisk behand-
ling af oplysninger. Hvis afslaget er baseret på resultatet af databasesøgninger, under-
retter kreditgiver forbrugeren om resultatet af sådanne søgninger og giver nærmere op-
lysninger om den pågældende database.
6. Medlemsstaterne sikrer, at forbrugerens kreditværdighed tages op til ny vurdering på grundlag af
ajourførte oplysninger, inden der bevilges en betydelig stigning i det samlede kreditbeløb efter ind-
gåelsen af kreditaftalen, medmindre sådan yderligere kredit var forudset og medtaget i den oprinde-
lige vurdering af kreditværdigheden.
7. Denne artikel berører ikke direktiv 95/46/EF.
Artikel 19
Ejendomsvurdering
1. Medlemsstaterne sikrer, at der på deres område udvikles pålidelige standarder for vurdering af
fast ejendom til beboelse med henblik på lån med pant i fast ejendom. Medlemsstaterne kræver, at
disse standarder anvendes, når kreditgiver foretager en ejendomsvurdering, eller at kreditgiver træf-
fer passende foranstaltninger til at sikre, at disse standarder anvendes, når en vurdering foretages af
tredjemand. Hvis de nationale myndigheder er ansvarlige for reguleringen af uafhængige vurde-
ringsmænd, der foretager ejendomsvurderinger, sikrer de, at disse overholder gældende nationale
regler.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de interne og eksterne vurderingsmænd, der foretager ejendomsvurde-
ringer, er fagligt kompetente og tilstrækkeligt uafhængige af kreditgarantiprocessen til at kunne yde
en uvildig og objektiv vurdering, der dokumenteres ved hjælp af et varigt medium, og som kreditgi-
ver opbevarer en kopi af.
Artikel 20
Fremlæggelse og kontrol af forbrugerens oplysninger
1. Vurderingen af kreditværdigheden omhandlet i artikel 18 foretages på grundlag af de oplysninger
om forbrugerens indtægter og udgifter og andre finansielle og økonomiske forhold, der er nødvendi-
ge, tilstrækkelige og forholdsmæssigt afpassede. Kreditgiver indhenter oplysningerne fra relevante
interne eller eksterne kilder, herunder fra forbrugeren, og oplysninger, som kreditformidler eller den
udpegede repræsentant har fået under kreditanmodningsprocessen. Oplysningerne kontrolleres på
passende vis, herunder om nødvendigt gennem henvisning til uafhængig og kontrollerbar dokumen-
tation.
2. Medlemsstaterne sikrer, at kreditformidlere eller udpegede repræsentanter på korrekt vis forelæg-
ger de nødvendige oplysninger fra forbrugeren for den relevante kreditgiver, således at der kan fore-
tages en vurdering af kreditværdigheden.
208
3. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiverne forud for aftalens indgåelse klart og entydigt præciserer
de nødvendige oplysninger og den uafhængige og kontrollerbare dokumentation, som forbrugeren
skal fremlægge, samt tidsrammen, inden for hvilken forbrugeren skal fremlægge oplysningerne. En
sådan anmodning om oplysninger skal være rimelig og begrænses til, hvad der er nødvendigt for at
kunne foretage en korrekt vurdering af kreditværdigheden. Medlemsstaterne tillader kreditgivere at
anmode om en præcisering af de oplysninger, de har modtaget som svar på denne anmodning, hvis
det er nødvendigt for at muliggøre en vurdering af kreditværdigheden.
Medlemsstaterne tillader ikke en kreditgiver at opsige kreditaftalen med den begrundelse, at de af
forbrugeren fremlagte oplysninger inden indgåelsen af kreditaftalen var ufuldstændige.
Andet afsnit forhindrer ikke medlemsstaterne i at tillade, at kreditgiver opsiger kreditaftalen, hvis
det påvises, at forbrugeren bevidst har tilbageholdt eller forfalsket oplysninger.
4. Medlemsstaterne indfører foranstaltninger for at sikre, at forbrugerne er gjort bekendt med beho-
vet for at give korrekte oplysninger som svar på anmodningen i stk. 3, første afsnit, og at sådanne
oplysninger så vidt muligt er fuldstændige, så der kan foretages en korrekt vurdering af kreditvær-
digheden. Kreditgiver, kreditformidler eller den udpegede repræsentant advarer forbrugeren om, at
kreditten ikke kan bevilges, hvis kreditgiver ikke kan foretage en vurdering af kreditværdigheden,
fordi forbrugeren vælger ikke at fremlægge de oplysninger eller den kontrol, der er nødvendige for
en vurdering af kreditværdigheden. Denne advarsel kan gives i et standardiseret format.
5. Denne artikel berører ikke direktiv 95/46/EF, særlig artikel 6.
KAPITEL 7
ADGANG TIL DATABASER
Artikel 21
Adgang til databaser
1. Hver medlemsstat sikrer adgang for alle kreditgivere fra alle medlemsstater til de databaser, som
anvendes i den pågældende medlemsstat i forbindelse med vurderingen af forbrugernes kreditvær-
dighed og med det ene formål at føre tilsyn med forbrugernes overholdelse af kreditforpligtelserne i
kreditaftalens løbetid. Vilkårene for adgang skal være ikkediskriminerende.
2. Stk. 1 finder anvendelse på både databaser, der drives af private kreditbureauer eller kreditoplys-
ningsbureauer, og på offentlige registre.
3. Denne artikel berører ikke direktiv 95/46/EF.
209
KAPITEL 8
RÅDGIVNINGSTJENESTER
Artikel 22
Standarder for rådgivningstjenester
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver, kreditformidler eller en udpeget repræsentant i forbindelse
med en given transaktion udtrykkeligt underretter forbrugeren om, hvorvidt der ydes eller kan ydes
rådgivningstjenester til forbrugeren.
2. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver, kreditformidler eller en udpeget repræsentant inden ydel-
sen af rådgivningstjenester eller i givet fald inden indgåelsen af en aftale om ydelse af rådgivnings-
tjenester giver forbrugeren følgende oplysninger på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium:
a) hvorvidt anbefalingen udelukkende fremsættes på grundlag af en vurdering af deres
eget produktudvalg i overensstemmelse med stk. 3, litra b), eller på grundlag af en lang
række produkter på markedet i overensstemmelse med stk. 3, litra c), så forbrugeren
kan forstå grundlaget for anbefalingen
b) det gebyr, forbrugeren eventuelt skal betale for rådgivningstjenesterne eller, hvis belø-
bet ikke kan fastlægges på meddelelsestidspunktet, den anvendte metode til beregnin-
gen heraf.
Oplysningerne i første afsnit, litra a) og b), kan gives til forbrugeren i form af yderligere oplysnin-
ger forud for aftaleindgåelsen.
3. Hvis der ydes rådgivningstjenester til forbrugerne, sikrer medlemsstaterne, ud over de krav, der
er fastsat i artikel 7 og 9, at:
a) kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter indhenter de nødvendige op-
lysninger om forbrugerens personlige og finansielle situation, hans præferencer og mål-
sætninger for således at kunne anbefale egnede kreditaftaler. Sådanne overvejelser ba-
seres på oplysninger, der er aktuelle på det pågældende tidspunkt, og tager højde for
rimelige antagelser med hensyn til risici for forbrugerens situation i den foreslåede kre-
ditaftales løbetid
b) kreditgivere, bundne kreditformidlere og udpegede repræsentanter for bundne kredit-
formidlere, tager et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler i deres produktudvalg i be-
tragtning og anbefaler den eller de bedst egnede kreditaftaler blandt deres produktud-
valg i forhold til forbrugernes behov, finansielle situation og personlige forhold
c) ikkebundne kreditformidlere eller udpegede repræsentanter for ikkebundne kreditfor-
midlere tager et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler på markedet i betragtning og an-
befaler den eller de egnede kreditaftaler på markedet i forhold til forbrugernes behov,
finansielle situation og personlige forhold
d) kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter handler i forbrugerens bed-
ste interesse ved at:
i) holde sig underrettet om forbrugerens behov og forhold
210
ii) anbefale egnede kreditaftaler i overensstemmelse med litra a), b) og c), og
e) kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter forsyner forbrugeren med
en kopi af den fremsatte anbefaling på papir eller ved hjælp af et varigt medium.
4. Medlemsstaterne kan forbyde anvendelsen af betegnelsen »rådgivning« og »rådgiver« eller lig-
nende betegnelser, når der ydes rådgivningstjenester til forbrugerne af kreditgivere, bundne kredit-
formidlere eller udpegede repræsentanter for bundne kreditformidlere.
Medlemsstater, der ikke forbyder anvendelsen af betegnelsen »rådgivning« og »rådgiver«, indfører
følgende betingelser for anvendelse af betegnelsen »uafhængig rådgivning« eller »uafhængig rådgi-
ver« for så vidt angår kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter, der yder rådgiv-
ningstjenester:
a) kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter skal tage et tilstrækkeligt
stort antal kreditaftaler på markedet i betragtning, og
b) kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter aflønnes ikke for de råd-
givningstjenester, der ydes af en eller flere kreditgivere.
Andet afsnit, litra b), finder kun anvendelse, hvis antallet af de kreditgivere, der vurderes, ikke re-
præsenterer et flertal på markedet.
Medlemsstaterne kan indføre strengere krav for kreditgiveres, kreditformidleres eller udpegede re-
præsentanters anvendelse af betegnelserne »uafhængig rådgivning« eller »uafhængig rådgiver«,
herunder et forbud mod modtagelse af vederlag fra en kreditgiver.
5. Medlemsstaterne kan indføre en forpligtelse for kreditgivere, kreditformidlere og udpegede re-
præsentanter til at advare forbrugeren, hvis en kreditaftale under hensyntagen til forbrugerens finan-
sielle situation kan indebære en særlig risiko for forbrugeren.
6. Medlemsstaterne sikrer, at det kun er kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentan-
ter, der yder rådgivningstjenester.
Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om ikke at anvende første afsnit på personer:
a) som udøver kreditformidlingsaktiviteter anført i artikel 4, nr. 5), eller yder rådgivnings-
tjenester, hvis disse aktiviteter udøves, eller tjenester ydes lejlighedsvis som led i deres
erhvervsmæssige virksomhed, og disse aktiviteter er reguleret ved lov eller administra-
tive bestemmelser eller en fagetisk kodeks for det pågældende erhverv, som ikke ude-
lukker udøvelsen af disse aktiviteter eller ydelsen af disse tjenester
b) der som kuratorer yder rådgivningstjenester i forbindelse med forvaltning af eksisteren-
de gæld, hvis disse aktiviteter er reguleret ved lov eller af offentlige eller frivillige tje-
nester for gældsrådgivning, der ikke opererer på et kommercielt grundlag, eller
c) der i en anden egenskab end kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentan-
ter yder rådgivningstjenester, hvis de kompetente myndigheder har godkendt og fører
tilsyn med disse personer i overensstemmelse med kravene til kreditformidlere i hen-
hold til dette direktiv.
211
De personer, der er omfattet af fritagelsen i andet afsnit, gør ikke brug af retten omhandlet i artikel
32, stk. 1, til at yde tjenester på hele Unionens geografiske område.
7. Nærværende artikel berører ikke artikel 16 og medlemsstaternes beføjelse til at sikre, at der stilles
tjenester til rådighed for forbrugere for at bistå dem med at forstå deres finansielle behov og hvilken
type produkter, der sandsynligvis kan imødekomme disse behov.
KAPITEL 9
LÅN I UDENLANDSK VALUTA OG LÅN MED VARIABEL RENTE
Artikel 23
Lån i udenlandsk valuta
1. Medlemsstaterne sikrer, at der ved kreditaftaler i forbindelse med lån i udenlandsk valuta er etab-
leret en passende ramme på tidspunktet for indgåelse af kreditaftalen for som minimum at sikre, at:
a) forbrugeren på nærmere angivne betingelser har ret til at konvertere kreditaftalen til en
anden valuta, eller
b) der er etableret andre ordninger for at begrænse forbrugerens eksponering for valuta-
kursrisiko i forbindelse med kreditaftalen.
2. Den i stk. 1, litra a), omhandlede anden valuta skal enten være:
a) den valuta, hvori forbrugeren primært modtager sine indtægter eller besidder de akti-
ver, kreditten skal tilbagebetales med, som anført på tidspunktet for den seneste vurde-
ring af kreditværdigheden i forbindelse med kreditaftalen, eller
b) valutaen i den medlemsstat, hvor forbrugeren enten var bosiddende på tidspunktet for
indgåelsen af kreditaftalen eller er bosiddende på nuværende tidspunkt.
Medlemsstaterne kan præcisere, hvorvidt forbrugeren har adgang til begge eller kun én af valgmu-
lighederne omhandlet i første afsnits litra a) og b) eller kan give kreditgivere mulighed for at præci-
sere, hvorvidt forbrugeren har adgang til begge eller kun én af valgmulighederne omhandlet i første
afsnits litra a) og b).
3. Hvis en forbruger har ret til at konvertere kreditaftalen til en anden valuta i overensstemmelse
med stk. 1, litra a), sikrer medlemsstaterne, at den valutakurs, der anvendes til konverteringen, er
den markedskurs, der er gældende på dagen for ansøgningen om konvertering, medmindre andet er
angivet i kreditaftalen.
4. Medlemsstaterne sikrer, at en forbruger, der har lån i udenlandsk valuta, advares regelmæssigt af
kreditgiver på papir eller ved hjælp af et varigt medium, som minimum når værdien af det samlede
beløb, forbrugeren skal betale, og som er udestående, eller af de periodiske afdrag varierer med me-
re end 20 % i forhold til, hvad det ville have været, hvis valutakursen mellem kreditaftalens valuta
og medlemsstatens valuta på tidspunktet for indgåelsen af kreditaftalen blev anvendt. Advarslen
skal oplyse forbrugeren om en stigning i det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, og i
212
givet fald oplyse om retten til at konvertere til en anden valuta og betingelserne herfor samt redegø-
re for enhver anden ordning, der kan begrænse forbrugerens eksponering for valutakursrisikoen.
5. Medlemsstaterne kan regulere lån i udenlandsk valuta yderligere, forudsat at sådanne bestemmel-
ser ikke indføres med tilbagevirkende kraft.
6. De ordninger, der gælder i henhold til denne artikel, meddeles forbrugeren i ESIS og i kreditafta-
len. Hvis kreditaftalen ikke indeholder en bestemmelse om, at forbrugerens eksponering for valuta-
kursrisici skal begrænses til valutakurssvingninger på mindre end 20 %, skal ESIS indeholde et illu-
strativt eksempel på indvirkningen af valutakurssvingninger på 20 %.
Artikel 24
Kreditter med variabel rente
Hvis kreditaftalen er en kredit med variabel rente, sikrer medlemsstaterne, at:
a) indeks eller referencerenter, der anvendes til at beregne debitorrenten, er tydelige, til-
gængelige, objektive og verificerbare for kreditaftalens parter og de kompetente myn-
digheder og
b) kreditgiverne eller de ansvarlige for udarbejdelsen af indekser opbevarer arkiver over
de indekser, der anvendes til beregning af debitorrenter.
KAPITEL 10
FORSVARLIG GENNEMFØRELSE AF KREDITAFTALER OG HERMED FORBUNDNE
RETTIGHEDER
Artikel 25
Førtidig indfrielse
1. Medlemsstaterne sikrer, at forbrugeren har ret til helt eller delvis at frigøre sig fra sine forpligtel-
ser i medfør af en kreditaftale, før aftalen udløber. I sådanne tilfælde har forbrugeren ret til en re-
duktion af forbrugerens samlede kreditomkostninger, der består af renter og omkostninger i den re-
sterende del af aftalens løbetid.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at udøvelsen af den i stk. 1 nævnte ret underlægges visse betin-
gelser. Disse betingelser kan omfatte tidsbegrænsninger på udøvelsen af rettigheden, en forskellig
behandling, afhængigt af hvilken type debitorrente der er tale om, eller hvornår forbrugeren udøver
sin rettighed, eller restriktioner med hensyn til de forhold, under hvilke denne rettighed kan udøves.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at kreditgiver har ret til en rimelig og objektiv kompensation, når
det er berettiget, for mulige omkostninger, som er direkte forbundet med den førtidige indfrielse,
213
men pålægger ikke forbrugeren en sanktion. I den henseende overstiger kompensationen ikke kre-
ditgivers økonomiske tab. Medlemsstaterne kan efter disse betingelser fastsætte, at kompensationen
ikke må overstige et vist niveau eller kun tillades i et vist tidsrum.
4. Hvis en forbruger ønsker at frigøre sig fra sine forpligtelser i medfør af en kreditaftale, før aftalen
udløber, skal kreditgiver uden forsinkelse efter modtagelse af anmodningen på papir eller ved hjælp
af et andet varigt medium give forbrugeren de oplysninger, der er nødvendige for at overveje denne
mulighed. Disse oplysninger skal mindst indeholde en angivelse af, hvor store konsekvenser det vil
have for forbrugeren at frigøre sig fra sine forpligtelser, før kreditaftalen udløber, og en klar redegø-
relse for, hvilke antagelser der er anvendt. De eventuelle antagelser, der er anvendt, skal være rime-
lige og berettigede.
5. Medlemsstaterne kan fastsætte, at udøvelsen af retten i stk. 1 er betinget af, at der foreligger en
legitim interesse hos forbrugeren, hvis den førtidige indfrielse sker i en periode, for hvilken der er
aftalt fast forrentning.
Artikel 26
Fleksible og pålidelige markeder
1. Medlemsstaterne indfører hensigtsmæssige ordninger for at sikre, at krav mod sikkerhedsstillel-
sen kan gøres gældende af kreditgiver eller på vegne af kreditgiver. Medlemsstaterne sikrer også, at
kreditgiver opbevarer relevant dokumentation om de typer af fast ejendom, der accepteres som sik-
kerhedsstillelse, samt de dermed forbundne bestemmelser om optagelse af lån med pant i fast ejen-
dom.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre en passende statistisk over-
vågning af boligejendomsmarkedet, bl.a. med henblik på markedsovervågning, ved at tilskynde til
udvikling og anvendelse af specifikke prisindekser, der kan være offentlige eller private eller begge
dele.
Artikel 27
Oplysninger om ændringer i debitorrenten
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium under-
retter forbrugeren om enhver ændring i debitorrenten, inden ændringen får virkning. Oplysningerne
skal mindst indeholde en angivelse af betalingernes størrelse, efter at den nye debitorrente har fået
virkning, og, såfremt betalingernes antal eller hyppighed ændres, nærmere oplysninger herom.
2. Medlemsstaterne kan dog tillade, at parterne i kreditaftalen bliver enige om, at de i stk. 1 om-
handlede oplysninger gives til forbrugeren med jævne mellemrum, såfremt ændringen i debitorren-
ten hænger sammen med en ændring i en referencesats, at den nye referencesats offentliggøres på
en hensigtsmæssig måde, og at oplysninger om den nye referencesats også er tilgængelige i kredit-
214
givers lokaler og meddeles personligt til forbrugeren sammen med størrelsen på de nye periodiske
afdrag.
3. Kreditgivere kan fortsætte med regelmæssigt at oplyse forbrugeren i tilfælde, hvor ændringen i
debitorrenten ikke hænger direkte sammen med en ændring i referencesatsen, hvis det var muligt i
henhold til national lovgivning før den 20. marts 2014.
4. Hvis ændringer i debitorrenten afgøres ved auktioner på kapitalmarkederne, og det derfor er umu-
ligt for kreditgiver at underrette forbrugeren om ændringer, før de får virkning, skal kreditgiver i
god tid før auktionen skriftligt underrette forbrugeren på papir eller ved hjælp af et andet varigt me-
dium om den forestående procedure og angive, hvordan det kan påvirke debitorrenten.
Artikel 28
Restancer og tvangsauktion
1. Medlemsstaterne træffer foranstaltninger, der skal tilskynde kreditgiver til at udvise rimelig tilba-
geholdenhed, inden der indledes en tvangsauktion.
2. Medlemsstaterne kan kræve, at de omkostninger, som kreditgiver har tilladelse til at fastsætte og
pålægge forbrugeren ved misligholdelse, ikke må være større end højst nødvendigt for at kompense-
re kreditgiver for de udgifter, denne har afholdt som følge af misligholdelsen.
3. Medlemsstaterne kan tillade kreditgiver at pålægge forbrugeren yderligere omkostninger i tilfæl-
de af misligholdelse. I så fald fastsætter medlemsstaterne et loft for disse omkostninger.
4. Medlemsstaterne forhindrer ikke parterne i en kreditaftale i at indgå udtrykkelig aftale om, at re-
turnering eller overdragelse af sikkerhedsstillelsen til kreditgiver eller provenuet ved salg af sikker-
hedsstillelsen er tilstrækkelig til at tilbagebetale kreditten.
5. Hvis den pris, der opnås for den faste ejendom, påvirker det beløb, som forbrugeren skylder, ind-
fører medlemsstaterne procedurer eller foranstaltninger, der gør det muligt at opnå den bedst mulige
pris for den tvangsauktionerede faste ejendom.
Hvis der efter tvangsauktionen stadig er udestående gæld, sikrer medlemsstaterne, at der er truffet
foranstaltninger til at lette tilbagebetaling med henblik på at beskytte forbrugeren.
KAPITEL 11
KRAV VEDRØRENDE ETABLERING SOM OG TILSYN MED KREDITFORMIDLERE
OG UDPEGEDE REPRÆSENTANTER
215
Artikel 29
Adgang for kreditformidlere
1. For at kunne udøve alle eller dele af de kreditformidlingsaktiviteter, der er fastsat i artikel 4, nr.
5), eller yde rådgivningstjenester skal kreditformidlere meddeles behørig adgang hertil af en kom-
petent myndighed i deres hjemland. Hvis en medlemsstat giver udpegede repræsentanter tilladelse i
henhold til artikel 31, behøver sådanne udpegede repræsentanter ikke at få adgang som kreditfor-
midler i henhold til nærværende artikel.
2. Medlemsstaterne sikrer, at adgangen for kreditformidlere gøres betinget af, at de ud over kravene
i artikel 9 mindst opfylder følgende faglige krav:
a) Kreditformidlere skal have en erhvervsansvarsforsikring, som dækker de geografiske
områder, hvor de tilbyder deres tjenesteydelser, eller en anden tilsvarende garanti mod
erstatningskrav som følge af faglig forsømmelighed. Hjemlandet kan dog fastsætte, at
den kreditgiver, for hvilken kreditformidler er bemyndiget til at handle, stiller en sådan
forsikring eller tilsvarende garanti til rådighed for bundne kreditformidlere.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage og, om nødvendigt, ændre regule-
ringsmæssige tekniske standarder for at fastsætte minimumsbeløbet for erhvervsan-
svarsforsikringen eller den i nærværende litras første afsnit nævnte tilsvarende garanti.
Disse reguleringsmæssige tekniske standarder vedtages i overensstemmelse med artikel
10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
EBA udarbejder et udkast til de reguleringsmæssige tekniske standarder for at fastsætte
minimumsbeløbet for erhvervsansvarsforsikringen eller den i nærværende litras første
afsnit nævnte tilsvarende garanti og forelægger dette for Kommissionen den 21. sep-
tember 2014. EBA gennemgår og udarbejder, om nødvendigt, et udkast til ændring af
de reguleringsmæssige tekniske standarder hvad angår minimumsbeløbet for erhvervs-
ansvarsforsikringen eller den i nærværende litras første afsnit nævnte tilsvarende garan-
ti og forelægger dette for Kommissionen første gang inden den 21. marts 2018 og der-
efter hvert andet år.
b) En fysisk person, der er etableret som kreditformidler, bestyrelsesmedlemmerne hos en
kreditformidler, der er etableret som juridisk person, og fysiske personer, som udfører
lignende opgaver hos en kreditformidler, der er en juridisk person, men som ikke har en
bestyrelse, skal have et godt omdømme. De skal som et minimum have en ren straffeat-
test eller en anden tilsvarende national attest for så vidt angår alvorlige strafbare hand-
linger i forbindelse med formueforbrydelser eller anden kriminalitet vedrørende finan-
sielle aktiviteter, og de må ikke tidligere have været erklæret konkurs, medmindre de er
blevet rehabiliteret efter national lovgivning.
c) En fysisk person, der er etableret som kreditformidler, bestyrelsesmedlemmerne hos en
kreditformidler, der er etableret som juridisk person, og fysiske personer, som udfører
lignende opgaver hos en kreditformidler, der er en juridisk person, men som ikke har en
bestyrelse, skal råde over et hensigtsmæssigt viden- og kompetenceniveau i forbindelse
216
med kreditaftaler. Hjemlandet fastsætter det hensigtsmæssige viden- og kompetenceni-
veau i overensstemmelse med principperne i bilag III.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de kriterier, der er fastsat, for at personale hos kreditformidlere eller
kreditgivere kan opfylde deres faglige krav, offentliggøres.
4. Medlemsstaterne sikrer, at alle kreditformidlere, der har fået adgang, uanset om de er etableret
som fysiske eller juridiske personer, optages i et register hos en kompetent myndighed i deres hjem-
land. Medlemsstaterne sikrer, at registret over kreditformidlere ajourføres og er offentligt tilgænge-
ligt online.
Registret over kreditformidlere skal som minimum indeholde følgende oplysninger:
a) navnene på de personer i ledelsen, som er ansvarlige for formidlingsforretningerne.
Medlemsstaterne kan kræve, at fysiske personer, som har en kundevendt funktion i en
virksomhed inden for kreditformidling, registreres
b) de medlemsstater, hvor kreditformidler driver forretning i henhold til bestemmelserne
om etableringsfrihed eller om fri udveksling af tjenesteydelser, og som kreditformidler
har underrettet den kompetente myndighed i hjemlandet om i overensstemmelse med
artikel 32, stk. 3
c) hvorvidt kreditformidler er bundet eller ej.
De medlemsstater, der beslutter at benytte sig af den mulighed, der er omhandlet i artikel 30, sikrer,
at registret angiver den kreditgiver, på hvis vegne den bundne kreditformidler handler.
De medlemsstater, der beslutter at benytte sig af den mulighed, der er omhandlet i artikel 31, sikrer,
at registret angiver den kreditformidler eller i tilfælde af en bunden kreditformidlers udpegede re-
præsentant den kreditgiver, på hvis vegne de udpegede repræsentanter handler.
5. Medlemsstaterne sikrer, at:
a) en kreditformidler, som er en juridisk person, har sit hovedkontor i samme medlemsstat
som sit vedtægtsmæssige hjemsted, hvis denne har et vedtægtsmæssigt hjemsted i hen-
hold til national ret
b) en kreditformidler, som ikke er en juridisk person, eller en kreditformidler, som er en
juridisk person, men som i henhold til national lovgivning ikke har noget vedtægts-
mæssigt hjemsted, har sit hovedkontor i den medlemsstat, hvor det faktisk udøver sin
hovedvirksomhed.
6. Hver medlemsstat opretter ét kontaktsted, der giver nem og hurtig offentlig adgang til oplysnin-
ger fra det nationale register, som samles elektronisk og ajourføres løbende. Disse kontaktsteder
skal desuden levere oplysningerne om hver medlemsstats kompetente myndigheder.
EBA offentliggør på sit websted henvisninger eller hyperlinks til dette kontaktsted.
217
7. Hjemlandene sikrer, at alle de kreditformidlere og udpegede repræsentanter, der har fået adgang,
til stadighed opfylder kravene i stk. 2. Dette stykke berører ikke artikel 30 og 31.
8. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende denne artikel over for de personer, som udøver
kreditformidlingsaktiviteterne i artikel 4, nr. 5), hvis aktiviteterne udøves lejlighedsvis som led i de-
res erhvervsmæssige virksomhed, og disse aktiviteter er reguleret ved lov eller administrative be-
stemmelser eller en fagetisk kodeks for det pågældende erhverv, som ikke udelukker, at disse akti-
viteter kan udøves.
9. Nærværende artikel finder ikke anvendelse på kreditinstitutter, som har tilladelse i overensstem-
melse med direktiv 2013/36/EU eller på andre finansielle institutioner, der i henhold til national
lovgivning er omfattet af en tilsvarende tilladelses- og tilsynsordning.
Artikel 30
Kreditformidlere, der kun er bundet til én kreditgiver
1. Med forbehold af artikel 31, stk. 1, kan medlemsstaterne tillade, at bundne kreditformidlere, der
er omhandlet i artikel 4, nr. 7), litra a), får adgang af de kompetente myndigheder gennem den kre-
ditgiver, på hvis vegne den bundne kreditformidler udelukkende handler.
I sådanne tilfælde bevarer kreditgiver det fulde og ubetingede ansvar for enhver handling eller und-
ladelse fra den bundne kreditformidlers side, når denne handler på kreditgivers vegne på områder,
der er omfattet af dette direktiv. Medlemsstaterne kræver, at kreditgiver sikrer, at disse bundne kre-
ditformidlere mindst opfylder de faglige krav i artikel 29, stk. 2.
2. Med forbehold af artikel 34 skal kreditgivere overvåge aktiviteterne hos de bundne kreditformid-
lere, der er omhandlet i artikel 4, nr. 7), litra a), for at sikre, at de fortsat overholder bestemmelserne
i dette direktiv. Kreditgiver er navnlig ansvarlig for at kontrollere, at den bundne kreditformidler og
dennes personale opfylder kravene til viden og kompetencer.
Artikel 31
Udpegede repræsentanter
218
1. Medlemsstaterne kan beslutte at tillade, at en kreditformidler udpeger udpegede repræsentanter.
Er den udpegede repræsentant udpeget af en bunden kreditformidler som omhandlet i artikel 4, nr.
7), litra a), bevarer kreditgiver det fulde og ubetingede ansvar for enhver handling eller undladelse
fra den udpegede repræsentants side, når denne handler på den pågældende kreditformidlers vegne,
på områder, der er omfattet af dette direktiv. I andre tilfælde bevarer kreditgiver det fulde og ubetin-
gede ansvar for enhver handling eller undladelse fra den udpegede repræsentants side, når denne
handler på kreditformidlers vegne på områder, der er omfattet af dette direktiv.
2. Kreditformidlere sikrer, at deres udpegede repræsentanter mindst opfylder de faglige krav i arti-
kel 29, stk. 2. Hjemlandet kan dog fastsætte, at den kreditformidler, for hvilken den udpegede re-
præsentant er bemyndiget til at handle, kan stille en erhvervsansvarsforsikring eller tilsvarende ga-
ranti til rådighed.
3. Med forbehold af artikel 34 overvåger kreditformidlere deres udpegede repræsentanters aktivite-
ter for at sikre, at de fuldt ud overholder bestemmelserne i dette direktiv. Kreditformidlerne er navn-
lig ansvarlige for at kontrollere, at de udpegede repræsentanter og deres personale opfylder kravene
til viden og kompetencer.
4. Medlemsstater, der tillader, at en kreditformidler udpeger udpegede repræsentanter, opretter et
offentligt register, der som minimum indeholder de i artikel 29, stk. 4, nævnte oplysninger. Udpege-
de repræsentanter registreres i det offentlige register i den medlemsstat, hvor de er etableret. Regis-
tret ajourføres regelmæssigt. Det gøres offentligt tilgængeligt.
Artikel 32
Etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser for kreditformidlere
1. Den kompetente myndighed i hjemlandets beslutning om at give en kreditformidler adgang, jf.
artikel 29, stk. 1, gælder for hele Unionens geografiske område, uden at der kræves yderligere ad-
gang fra de kompetente myndigheder i værtslandet eller værtslandene for at kunne udføre de aktivi-
teter og yde de tjenester, der er dækket af adgangen, forudsat at de aktiviteter, som en kreditformid-
ler agter at udføre i værtslandene, er omfattet af adgangen. Kreditformidlere må imidlertid ikke yde
deres tjenester i forbindelse med kreditaftaler, der tilbydes af ikkekreditinstitutter til forbrugere i en
medlemsstat, hvor sådanne ikkekreditinstitutter ikke må udøve virksomhed.
2. Udpegede repræsentanter, der udpeges i de medlemsstater, som benytter sig af muligheden i arti-
kel 31, må ikke udøve en del af eller alle de kreditformidlingsaktiviteter, der er anført i artikel 4, nr.
5), eller yde rådgivningstjenester i de medlemsstater, hvor sådanne udpegede repræsentanter ikke
må udøve virksomhed.
219
3. En kreditformidler, der har fået adgang, og som agter at udøve virksomhed for første gang i én
eller flere medlemsstater som led i den fri udveksling af tjenesteydelser eller i forbindelse med eta-
blering af en filial, underretter hjemlandets kompetente myndigheder herom.
Senest en måned efter denne underretning meddeler disse kompetente myndigheder de kompetente
myndigheder i de pågældende værtslande, at kreditformidler agter at udøve virksomhed, og under-
retter samtidig den pågældende kreditformidler om denne meddelelse. De underretter også de kom-
petente myndigheder i det eller de pågældende værtslande om de kreditgivere, hvortil kreditformid-
ler er bundet, og om, hvorvidt kreditgiverne tager det fulde og ubetingede ansvar for kreditformid-
lers aktiviteter. Værtslandet anvender oplysningerne fra hjemlandet til at optage de nødvendige op-
lysninger i sit register.
Kreditformidler kan påbegynde sin virksomhed en måned efter den dato, hvor han af hjemlandets
kompetente myndigheder blev underrettet om den i andet afsnit nævnte meddelelse.
4. Inden en filial af en kreditformidler påbegynder sin virksomhed eller inden to måneder efter mod-
tagelsen af den meddelelse, der er omhandlet i stk. 3, andet afsnit, forbereder de kompetente myn-
digheder i værtslandet tilsynet med kreditformidler i overensstemmelse med artikel 34 og underret-
ter om nødvendigt kreditformidler om de betingelser, hvorunder disse aktiviteter skal udføres i
værtslandet på de områder, der ikke er harmoniseret i EU-retten.
Artikel 33
Inddragelse af adgangen for kreditformidlere
1. Den kompetente myndighed i hjemlandet kan inddrage den adgang, der er givet en kreditformid-
ler i overensstemmelse med artikel 29, hvis en sådan kreditformidler:
a) udtrykkeligt giver afkald på adgangen eller ikke har udøvet de kreditformidlingsaktivi-
teter, der er omhandlet i artikel 4, nr. 5), eller ydet rådgivningstjenester i de foregående
seks måneder, medmindre der i den pågældende medlemsstat findes bestemmelser om,
at adgangen bortfalder i sådanne tilfælde
b) har fået adgang ved hjælp af urigtige eller vildledende erklæringer eller på anden uret-
mæssig vis
c) ikke længere opfylder de krav, i henhold til hvilke adgangen blev givet
d) er omfattet af forhold, hvor national ret i spørgsmål, som ikke er omfattet af dette di-
rektiv, medfører, at godkendelsen inddrages
e) har gjort sig skyldig i alvorlig eller systematisk overtrædelse af de bestemmelser om
kreditformidleres driftsbetingelser, som vedtages i medfør af dette direktiv.
2. Hvis adgangen for en kreditformidler inddrages af den kompetente myndighed i hjemlandet, un-
derretter sidstnævnte på enhver hensigtsmæssig måde de kompetente myndigheder i værtslandet el-
ler værtslandene om en sådan inddragelse så hurtigt som muligt og senest inden 14 dage.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de kreditformidlere, som har fået deres adgang inddraget, fjernes fra
registret uden unødig forsinkelse.
220
Artikel 34
Tilsyn med kreditformidlere og udpegede repræsentanter
1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i hjemlandet fører tilsyn med kreditfor-
midlernes igangværende aktiviteter.
Hjemlandene fastsætter, at der føres tilsyn med bundne kreditformidlere direkte eller som en del af
tilsynet med den kreditgiver, på hvis vegne de handler, hvis kreditgiver er et kreditinstitut, som har
tilladelse i overensstemmelse med direktiv 2013/36/EU, eller en anden finansiel institution, der i
henhold til national lovgivning er omfattet af en tilsvarende tilladelses- og tilsynsordning. Hvis den
bundne kreditformidler yder tjenester i en anden medlemsstat end hjemlandet, føres der dog direkte
tilsyn med den bundne kreditformidler.
Hjemlande, der tillader, at kreditformidlere udpeger repræsentanter i overensstemmelse med artikel
31, sikrer, at der føres tilsyn med sådanne udpegede repræsentanter enten direkte eller som en del af
tilsynet med den kreditformidler, på hvis vegne repræsentanten handler.
2. De kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor en kreditformidler har en filial, er ansvarli-
ge for at sikre, at de tjenester, der ydes af kreditformidler på det pågældende område, er i overens-
stemmelse med de forpligtelser, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, og artikel 8, 9, 10, 11, 13, 14, 15,
16, 17, 20, 22 og 39 samt i foranstaltninger vedtaget i medfør heraf.
Hvis de kompetente myndigheder i et værtsland konstaterer, at en kreditformidler, som har en filial
på dets område, overtræder de foranstaltninger, der er vedtaget i den pågældende medlemsstat i
medfør af artikel 7, stk. 1, og artikel 8, 9, 10, 11, 13, 14, 15, 16, 17, 20, 22 og 39, kræver disse
myndigheder, at den pågældende kreditformidler bringer det ulovlige forhold til ophør.
Hvis den pågældende kreditformidler ikke tager de nødvendige skridt, iværksætter de kompetente
myndigheder i værtslandet alle nødvendige tiltag med henblik på at sikre, at kreditformidler bringer
det ulovlige forhold til ophør. Arten af disse tiltag meddeles de kompetente myndigheder i hjemlan-
det.
Hvis kreditformidler til trods for de tiltag, der er iværksat af værtslandet, fortsat overtræder de i
første afsnit omhandlede foranstaltninger, som finder anvendelse i værtslandet, kan værtslandet, ef-
ter at have givet de kompetente myndigheder i hjemlandet underretning herom, iværksætte de tiltag,
der er nødvendige for at forebygge eller sanktionere nye ulovligheder og om nødvendigt forhindre,
at kreditformidler udfører nye forretninger på dets område. Kommissionen skal uden unødig forsin-
kelse have meddelelse om sådanne tiltag.
Hvis den kompetente myndighed i hjemlandet er uenig i de tiltag, der iværksættes af værtslandet,
kan den indbringe sagen for EBA og anmode denne om bistand, jf. artikel 19 i forordning (EU) nr.
221
1093/2010. I så fald kan EBA handle i overensstemmelse med de beføjelser, der er tillagt den i hen-
hold til nævnte artikel.
3. De kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor filialen er beliggende, har ret til at gen-
nemgå de ordninger, filialen har etableret, og til at kræve de ændringer, der er strengt nødvendige
for at opfylde sine forpligtelser i henhold til stk. 2 og for at gøre det muligt for de kompetente myn-
digheder i hjemlandet at håndhæve forpligtelserne i henhold til artikel 7, stk. 2, 3 og 4, samt de for-
anstaltninger, der er vedtaget i medfør heraf for så vidt angår de tjenester, som filialen yder.
4. Hvis den kompetente myndighed i værtslandet har klare og påviselige grunde til at tro, at en kre-
ditformidler, der handler på dets område som led i den fri udveksling af tjenesteydelser, har tilside-
sat forpligtelserne i de foranstaltninger, der vedtages i medfør af dette direktiv, eller at en kreditfor-
midler, der har en filial på dets område, har tilsidesat forpligtelserne i de foranstaltninger, der vedta-
ges i medfør af dette direktiv, ud over dem, der er anført i stk. 2, forelægger den disse grunde for
den kompetente myndighed i hjemlandet, som iværksætter de nødvendige tiltag.
I de tilfælde, hvor den kompetente myndighed i hjemlandet ikke iværksætter nogen tiltag inden en
måned efter at have fået forelagt disse grunde, eller hvor en kreditformidler på trods af de tiltag,
som den kompetente myndighed i hjemlandet har iværksat, fortsætter med at handle på en måde,
der klart er til skade for forbrugerinteresserne i værtslandet, eller som hindrer markederne i at fun-
gere korrekt, gælder følgende:
a) Den kompetente myndighed i værtslandet iværksætter, efter at have underrettet den
kompetente myndighed i hjemlandet herom, alle nødvendige tiltag for at beskytte for-
brugerne og sikre, at markederne fungerer korrekt, herunder ved at forhindre, at den
overtrædende kreditformidler udfører nye forretninger på dens område. Kommissionen
og EBA skal uden unødig forsinkelse have meddelelse om sådanne tiltag.
b) Den kompetente myndighed i værtslandet kan indbringe sagen for EBA og anmode
denne om bistand, jf. artikel 19 i forordning (EU) nr. 1093/2010. I så fald kan EBA
handle i overensstemmelse med de beføjelser, der er tillagt den i henhold til nævnte ar-
tikel.
5. Medlemsstaterne fastsætter, at når en kreditformidler, der er meddelt adgang i en anden med-
lemsstat, har oprettet en filial på dens område, kan de kompetente myndigheder i hjemlandet under
udøvelsen af deres hverv og efter at have underrettet de kompetente myndigheder i værtslandet her-
om udføre inspektion på stedet hos den pågældende filial.
6. Den fordeling af opgaver mellem medlemsstaterne, som er fastlagt i denne artikel, berører i over-
ensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til EU-retten ikke medlemsstaternes kompetence på
de områder, der ikke er omfattet af dette direktiv.
KAPITEL 12
GODKENDELSE AF OG TILSYN MED IKKEKREDITINSTITUTTER
222
Artikel 35
Godkendelse af og tilsyn med ikkekreditinstitutter
Medlemsstaterne sikrer, at ikkekreditinstitutter gennemgår en passende godkendelsesproces, herun-
der optagelse af ikkekreditinstituttet i et register samt en kompetent myndigheds tilsynsordninger.
KAPITEL 13
SAMARBEJDE MELLEM KOMPETENTE MYNDIGHEDER I FORSKELLIGE MED-
LEMSSTATER
Artikel 36
Pligt til at samarbejde
1. De kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater samarbejder med hinanden på grund-
lag af deres beføjelser enten i henhold til dette direktiv eller til national ret, når det er nødvendigt
for, at de kan varetage de opgaver, der er fastsat i dette direktiv.
De kompetente myndigheder bistår de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater. De ud-
veksler især oplysninger og samarbejder om undersøgelser eller tilsyn.
Med henblik på at lette og fremskynde samarbejdet og navnlig udvekslingen af oplysninger udpeger
medlemsstaterne én kompetent myndighed som kontaktpunkt i henhold til dette direktiv. Medlems-
staterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater navnene på de myndigheder, der er
udpeget til at kunne modtage anmodninger om udveksling af oplysninger eller samarbejde i henhold
til dette stykke.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige administrative og organisatoriske foranstaltninger til at
lette ydelsen af bistand som omhandlet i stk. 1.
3. De kompetente myndigheder i medlemsstaterne, som er blevet udpeget som kontaktpunkter i
overensstemmelse med stk. 1 i dette direktiv, giver uden unødig forsinkelse hinanden de oplysnin-
ger, som er nødvendige for, at de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 5,
kan varetage deres opgaver i overensstemmelse med de foranstaltninger, der vedtages i medfør af
dette direktiv.
De kompetente myndigheder, der udveksler oplysninger med andre kompetente myndigheder efter
dette direktiv, kan på tidspunktet for meddelelsen af sådanne oplysninger angive, at disse ikke må
videregives uden deres udtrykkelige tilladelse, og oplysningerne må i så fald kun udveksles med
henblik på anvendelse til de formål, som disse myndigheder har givet deres tilladelse til.
223
Den kompetente myndighed, der er udpeget som kontaktpunkt, kan videregive de oplysninger, den
har modtaget, til de andre kompetente myndigheder, men må ikke videregive oplysningerne til an-
dre organer eller fysiske eller juridiske personer uden udtrykkelig tilladelse fra de kompetente myn-
digheder, som meddelte oplysningerne, og de må alene anvendes til de formål, som disse myndig-
heder har givet deres tilladelse til, undtagen i behørigt begrundede tilfælde, i hvilke tilfælde det
straks underretter det kontaktpunkt, som leverede oplysningerne.
4. En kompetent myndighed må kun nægte at efterkomme en anmodning om samarbejde i forbin-
delse med undersøgelser eller tilsyn eller at udveksle oplysninger i henhold til stk. 3, hvis:
a) undersøgelsen, kontrollen på stedet, tilsynet eller udvekslingen af oplysninger kan brin-
ge den pågældende medlemsstats suverænitet, sikkerhed eller grundlæggende retsprin-
cipper i fare
b) der allerede er indledt retsforfølgning med hensyn til de samme forhold og mod de
samme personer ved myndighederne i den pågældende medlemsstat
c) der allerede er afsagt endelig dom mod de samme personer og med hensyn til de
samme forhold i den pågældende medlemsstat.
Artikel 37
Bilæggelse af tvister mellem kompetente myndigheder
Såfremt en anmodning om samarbejde, navnlig udveksling af oplysninger, er blevet afvist eller ikke
er blevet behandlet inden for en rimelig frist, kan de kompetente myndigheder indbringe sagen for
EBA og anmode denne om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr.
1093/2010. I så fald kan EBA handle i overensstemmelse med de beføjelser, der er tillagt den i hen-
hold til nævnte artikel, og enhver bindende afgørelse truffet af EBA i medfør af nævnte artikel er
bindende for de pågældende kompetente myndigheder, uanset om disse kompetente myndigheder er
medlemmer af EBA eller ej.
KAPITEL 14
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 38
Sanktioner
1. Medlemsstaterne fastsætter regler for sanktioner for overtrædelser af de nationale bestemmelser,
der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gen-
nemførelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have
afskrækkende virkning.
2. Medlemsstaterne fastsætter, at den kompetente myndighed kan offentliggøre, hvilke administrati-
ve sanktioner der vil blive pålagt for overtrædelse af foranstaltninger vedtaget i forbindelse med
224
gennemførelsen af dette direktiv, medmindre en sådan meddelelse er til alvorlig fare for finansmar-
kederne eller vil forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.
Artikel 39
Tvistbilæggelsesordninger
1. Medlemsstaterne sikrer, at der findes egnede og effektive procedurer for udenretslig klage- og
tvistbilæggelse vedrørende forbrugertvister med kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræ-
sentanter i forbindelse med kreditaftaler, og anvender i påkommende tilfælde de eksisterende orga-
ner. Medlemsstaterne sikrer, at sådanne procedurer finder anvendelse på kreditgivere og kreditfor-
midlere og omfatter de udpegede repræsentanters aktiviteter.
2. Medlemsstaterne kræver, at organer, der er ansvarlige for udenretslig klage- og tvistbilæggelse,
samarbejder for at løse grænseoverskridende tvister vedrørende kreditaftaler.
Artikel 40
Udøvelse af de delegerede beføjelser
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fast-
satte betingelser.
2. Beføjelserne til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 14, stk. 9, og artikel 17, stk. 8, tillægges
Kommissionen for en ubestemt periode fra den 20. marts 2014.
3. Den i artikel 14, stk. 9, og artikel 17, stk. 8, omhandlede delegation af beføjelser kan når som
helst tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer dele-
gationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dag-
en efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tids-
punkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede
er i kraft.
4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og
Rådet meddelelse herom.
5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 14, stk. 9, og artikel 17, stk. 8, træder kun i
kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en periode på tre
måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Eu-
ropa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har meddelt Kommissionen, at de ik-
ke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets
initiativ.
Artikel 41
225
Direktivets ufravigelige karakter
Medlemsstaterne sikrer, at:
a) forbrugerne ikke kan give afkald på de rettigheder, der tilkommer dem i medfør af na-
tional ret, der gennemfører dette direktiv eller svarer til dette direktivs bestemmelser
b) de foranstaltninger, som de vedtager til gennemførelse af dette direktiv, ikke kan omgås
på en måde, som kan medføre, at forbrugerne mister den beskyttelse, som dette direktiv
giver, som følge af den måde, aftalerne udformes på, navnlig ved at lade de kreditafta-
ler, der falder ind under dette direktivs anvendelsesområde, indgå i kreditaftaler, hvis
art eller formål kunne gøre det muligt at undgå anvendelsen af disse foranstaltninger.
Artikel 42
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 21. marts 2016 de love og administrative
bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissio-
nen teksten til disse bestemmelser.
2. Medlemsstaterne anvender de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger fra den 21. marts 2016.
Disse foranstaltninger skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af
medlemsstaterne.
3. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de vedtager
på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 43
Overgangsbestemmelser
1. Dette direktiv finder ikke anvendelse på de kreditaftaler, der eksisterer inden den 21. marts 2016.
2. Kreditformidlere, som allerede udøvede de kreditformidlingsaktiviteter, der er omhandlet i artikel
4, nr. 5), inden den 21. marts 2016, og som endnu ikke er meddelt adgang i overensstemmelse med
betingelserne i den nationale lovgivning i det hjemland, der gennemfører dette direktiv, kan fortsæt-
te disse aktiviteter i overensstemmelse med den nationale lovgivning indtil den 21. marts 2017. En
kreditformidler, der udnytter denne undtagelse, kan kun udføre aktiviteterne i sit eget hjemland,
medmindre de nødvendige lovmæssige krav i værtslandene også opfyldes.
226
3. Kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter, der udøvede aktiviteter, der er re-
guleret af dette direktiv inden den 20. marts 2014, skal overholde den nationale lovgivning til gen-
nemførelse af artikel 9 senest den 21. marts 2017.
Artikel 44
Revisionsklausul
Kommissionen foretager en gennemgang af dette direktiv senest den 21. marts 2019. Ved gennem-
gangen tages effektiviteten og hensigtsmæssigheden af bestemmelserne for forbrugeren og det indre
marked op til overvejelse.
Gennemgangen omfatter følgende:
a) en vurdering af brugen og forbrugerens forståelse af og tilfredshed med ESIS-formula-
ren
b) en analyse af andre oplysninger forud for aftaleindgåelse
c) en analyse af tværnationale forretninger udført af kreditformidlere og kreditgivere
d) en analyse af udviklingen på markedet for ikkekreditinstitutter, som tilbyder kreditafta-
ler i forbindelse med fast ejendom til beboelse
e) en vurdering af behovet for yderligere foranstaltninger, herunder en pasordning for ik-
kekreditinstitutter, som tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom
f) en undersøgelse af behovet for at indføre supplerende rettigheder og forpligtelser i fa-
sen efter kreditaftalernes indgåelse
g) en vurdering af, hvorvidt direktivets anvendelsesområde fortsat er hensigtsmæssigt
under hensyn til dets indvirkning på andre, substituerbare kreditformer
h) en vurdering af, hvorvidt yderligere foranstaltninger er nødvendige for at sikre sporbar-
heden af kreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom til beboelse
i) en vurdering af, hvorvidt der er data til rådighed om prisudviklingen for fast ejendom
til beboelse, og i hvilket omfang disse data er sammenlignelige
j) en vurdering af, hvorvidt det fortsat er hensigtsmæssigt at anvende direktiv 2008/48/EF
på kreditter uden sikkerhedsstillelse med henblik på istandsættelse af fast ejendom til
beboelse for et samlet kreditbeløb, der overstiger det maksimale beløb, der er angivet i
nævnte direktivs artikel 2, stk. 2, litra c)
k) en vurdering af, hvorvidt ordningerne for offentliggørelse af sanktioner i henhold til ar-
tikel 38, stk. 2, sikrer tilstrækkelig gennemsigtighed
l) en vurdering af, hvorvidt de advarsler, der er omhandlet i artikel 11, stk. 6, og artikel
13, stk. 2, er proportionale, og af mulighederne for yderligere harmonisering af risiko-
advarsler.
Artikel 45
Yderligere initiativer vedrørende ansvarlig långivning og låntagning
Senest den 21. marts 2019 forelægger Kommissionen en omfattende rapport indeholdende en evalu-
ering af de overordnede udfordringer i forbindelse med privat overdrevet gældsætning med direkte
forbindelse til kreditaktivitet. Den undersøger også behovet for tilsyn med kreditregistre og mulig-
227
heden for at udvikle mere fleksible og pålidelige markeder. Rapporten ledsages om fornødent af
lovgivningsforslag.
Artikel 46
Ændring af direktiv 2008/48/EF
I artikel 2 i direktiv 2008/48/EF indsættes følgende stykke:
»2a. Uanset stk. 2, litra c), finder dette direktiv også anvendelse på kreditaftaler uden sikkerhedsstil-
lelse med henblik på istandsættelse af fast ejendom til beboelse for et samlet kreditbeløb, der over-
stiger 75 000 EUR.«
Artikel 47
Ændring af direktiv 2013/36/EU
I direktiv 2013/36/EU indsættes følgende artikel:
»Artikel 54a
Artikel 53 og 54 berører ikke de undersøgelsesbeføjelser, der er tillagt Europa-Parlamentet i hen-
hold til artikel 226 i TEUF.«
Artikel 48
Ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010
I forordning (EU) nr. 1093/2010 foretages følgende ændringer:
1) Artikel 13, stk. 1, andet afsnit, affattes således:
»Hvis Kommissionen vedtager en reguleringsmæssig teknisk standard, som er identisk
med det af myndigheden forelagte udkast til reguleringsmæssig teknisk standard, er fri-
sten for indsigelse fra Europa-Parlamentets og Rådets side på en måned fra datoen for
Kommissionens underretning. På Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ forlænges
denne periode med en indledende periode på en måned og kan forlænges med en yder-
ligere periode på en måned.«
2) Artikel 17, stk. 2, andet afsnit, affattes således:
»Den kompetente myndighed giver hurtigst muligt myndigheden alle de oplysninger,
myndigheden anser for nødvendige med henblik på undersøgelsen, herunder om hvor-
dan de i artikel 1, stk. 2, omhandlede retsakter anvendes i overensstemmelse med EU-
retten, uden at dette berører de i artikel 35 fastsatte beføjelser.«
Artikel 49
228
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Ti-
dende.
Artikel 50
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 4. februar 2014.
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
M. SCHULZ E. VENIZELOS
Formand Formand
BILAG I
BEREGNING AF DE ÅRLIGE OMKOSTNINGER I PROCENT
Grundligningen, som bestemmer de årlige omkostninger i procent (ÅOP), sætter på årsbasis lig-
hedstegn mellem den samlede nutidsværdi af udnyttede kreditmuligheder og den samlede nutids-
værdi af tilbagebetalinger og betalinger af omkostninger:
X er ÅOP
m er nummeret for sidste udnyttelse af kreditmuligheden
k er nummeret på en udnyttelse af kreditmuligheden, hvor 1 ≤ k ≤ m
Ck er størrelsen af den udnyttede kreditmulighed k
tk er tidsintervallet, udtrykt i år eller brøkdele af et år, mellem tidspunktet for første ud-
nyttelse af kreditmuligheden og tidspunkterne for hver efterfølgende udnyttelse af kre-
ditmuligheden, hvor t1 = 0
229
m᾽ er nummeret på sidste tilbagebetaling eller betaling af omkostninger
1 er nummeret på en tilbagebetaling eller betaling af omkostninger
D1 er størrelsen af en tilbagebetaling eller betaling af omkostninger
s1 er tidsintervallet, udtrykt i år eller brøkdele af et år, mellem tidspunktet for første ud-
nyttelse af kreditmuligheden og tidspunkterne for hver tilbagebetaling eller betaling af
omkostninger.
Yderligere bemærkninger:
a) De beløb, der betales af parterne på forskellige tidspunkter, er ikke nødvendigvis lige store og
betales ikke nødvendigvis med lige store tidsintervaller.
b) Begyndelsestidspunktet er tidspunktet for første udnyttelse af kreditmuligheden.
c) Tidsintervallet mellem de ved beregningen anvendte tidspunkter udtrykkes i år eller brøkdele af
et år. Et år antages at have 365 dage (skudår 366 dage), 52 uger eller 12 lige lange måneder.
Hver måned antages at have 30,41666 dage (= 365/12), uanset om der er tale om et skudår.
Hvis tidsintervallet mellem de tidspunkter, der anvendes ved beregningen, ikke kan udtrykkes
som et helt antal uger, måneder eller år, udtrykkes tidsintervallet som et helt antal af en af de
pågældende perioder kombineret med et antal dage. Hvis der anvendes dage:
i) medregnes hver dag, herunder weekender og ferier
ii) medregnes lige lange perioder og derefter dage tilbage til datoen for den første udnyttelse
af kreditmuligheden
iii) findes længden af perioden i dage ved at se bort fra den første dag og medtage den sidste
dag og udtrykkes i år ved at dividere denne periode med antallet af dage (365 eller 366
dage) i hele året ved at regne tilbage fra den sidste dag til den samme dag det foregående
år.
d) Beregningens resultat angives med mindst én decimals nøjagtighed. Hvis næste decimal er 5
eller derover, forhøjes den foregående decimal med én.
e) Ligningen kan skrives om, så der blot bruges en enkelt sum og begrebet bevægelser (Ak ), som
vil være positive eller negative, dvs. henholdsvis betalt eller modtaget i perioderne 1 til n, ud-
trykt i år, dvs.:
hvor S er den aktuelle bevægelsessaldo. Hvis målet er at bibeholde ækvivalensen mellem be-
vægelserne, vil værdien være nul.
II. Supplerende antagelser til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent
230
a) Hvis en kreditaftale stiller forbrugeren frit med hensyn til at udnytte kreditmuligheden, anses
det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin helhed med det samme.
b) Hvis en kreditaftale giver forskellige muligheder for at udnytte kreditmuligheden med forskel-
lige omkostninger eller debitorrenter, anses det samlede kreditbeløb for udnyttet ved den høje-
ste omkostning og debitorrente anvendt på den mulighed for at udnytte kreditmuligheden, der
oftest benyttes under den pågældende type kreditaftale.
c) Hvis en kreditaftale generelt stiller forbrugeren frit med hensyn til at udnytte kreditmuligheden,
men også blandt de forskellige muligheder for udnyttelse af kreditmuligheden fastsætter en be-
grænsning med hensyn til kreditbeløb og tidsrum, anses kreditbeløbet for at være udnyttet på
den tidligste af de i kreditaftalen fastsatte datoer og i overensstemmelse med disse begrænsnin-
ger for udnyttelse af kreditmuligheden.
d) Hvis der i en begrænset periode eller for et begrænset beløb tilbydes forskellige debitorrenter
og omkostninger, anses den højeste debitorrente og de højeste omkostninger for at være debi-
torrenten og omkostningerne i hele kreditaftalens løbetid.
e) I forbindelse med kreditaftaler, for hvilke der er aftalt en fast debitorrente i den første periode,
ved hvis udløb der fastsættes en ny debitorrente, som derefter med jævne mellemrum tilpasses i
forhold til en aftalt indikator eller intern referencesats, beregnes de årlige omkostninger i pro-
cent ud fra den antagelse, at fra og med udløbet af perioden med den faste debitorrente er debi-
torrenten den samme som debitorrenten på tidspunktet for beregningen af de årlige omkostnin-
ger i procent baseret på værdien af den aftalte indikator eller interne referencesats på det på-
gældende tidspunkt, uden dog at være mindre end den faste debitorrente.
f) Hvis der endnu ikke er aftalt et loft for kreditten, anses loftet for at være på 170 000 EUR. I
tilfælde af andre kreditaftaler end eventual- eller garantiforpligtelser, hvor formålet ikke er at
erhverve eller bevare en rettighed til fast ejendom eller grund, kassekreditter, købekort med
henstand med betalingen eller kreditkort, anses loftet for at være på 1 500 EUR.
g) I tilfælde af andre kreditaftaler end kassekreditter, foreløbige lån, værdibaserede kreditaftaler,
eventual- eller garantiforpligtelser og tidsubegrænsede kreditaftaler som omhandlet i antagel-
serne i litra i), j), k), l) og m):
i) antages det, hvis datoen eller beløbet for en tilbagebetaling af kapital, der skal foretages af
forbrugeren, ikke kan fastslås, at tilbagebetalingen finder sted på den tidligste dato, der er
angivet i kreditaftalen, og vedrører det laveste beløb, som den giver mulighed for
ii) antages det, hvis tidsintervallet mellem tidspunktet for første udnyttelse af kreditmulighe-
den og datoen for den første betaling, der skal foretages af forbrugeren, ikke kan fastslås,
at dette er det korteste tidsinterval.
h) Hvis datoen eller beløbet for en betaling, der skal foretages af forbrugeren, ikke kan fastslås på
grundlag af kreditaftalen eller antagelserne i litra g), i), j), k), l) og m), antages det, at betalin-
gen finder sted i overensstemmelse med de datoer og betingelser, der kræves af kreditgiver, og
hvis disse er ukendte:
i) betales der renter sammen med tilbagebetalingerne af kapitalen
ii) betales der ikkerentebærende omkostninger udtrykt som et enkelt beløb på tidspunktet for
indgåelse af kreditaftalen
iii) betales der ikkerentebærende omkostninger udtrykt som flere betalinger med regelmæssi-
ge mellemrum, begyndende med datoen for den første tilbagebetaling af kapital, og hvis
beløbet for sådanne betalinger ikke er kendt, antages de at være lige store beløb
iv) indfrier den endelige betaling tilgodehavendet i form af kapital, renter og andre eventuelle
omkostninger.
231
i) I tilfælde af en kassekredit anses det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin helhed og for kredit-
aftalens fulde løbetid. Hvis kassekredittens løbetid ikke kendes, beregnes de årlige omkostnin-
ger i procent ud fra den antagelse, at kredittens løbetid er tre måneder.
j) I tilfælde af et foreløbigt lån anses det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin helhed og for kre-
ditaftalens fulde løbetid. Hvis kreditaftalens løbetid ikke kendes, beregnes de årlige omkostnin-
ger i procent ud fra den antagelse, at kredittens løbetid er 12 måneder.
k) I tilfælde af en anden tidsubegrænset kreditaftale end en kassekredit og et foreløbigt lån anta-
ges det, at:
i) kreditten i forbindelse med kreditaftaler, hvis formål er at erhverve eller bevare rettigheder
til fast ejendom, ydes for en periode på 20 år regnet fra datoen for den første udnyttelse af
kreditmuligheden, og at den endelige betaling foretaget af forbrugeren indfrier tilgodeha-
vendet i form af kapital, renter og andre eventuelle omkostninger; i tilfælde af kreditafta-
ler, hvis formål ikke er at erhverve eller bevare rettigheder til fast ejendom, eller hvor kre-
ditmuligheden udnyttes ved hjælp af købekort med henstand med betalingen eller kredit-
kort, er denne periode et år
ii) kapitalen tilbagebetales af forbrugeren i lige store månedlige betalinger, første gang en
måned efter datoen for den første udnyttelse af kreditmuligheden. I tilfælde, hvor kapitalen
imidlertid skal tilbagebetales i sin helhed i form af en enkelt betaling i hver betalingsperio-
de, antages forbrugerens efterfølgende udnyttelser af kreditmuligheden og tilbagebetalin-
ger af hele kapitalen at foregå i en periode på et år. Renter og andre omkostninger pålæg-
ges i overensstemmelse med disse udnyttelser af kreditmuligheden og tilbagebetalinger af
kapitalen og som fastsat i kreditaftalen.
I dette litra forstås ved en tidsubegrænset kreditaftale en kreditaftale uden fast løbetid, som om-
fatter kreditter, som skal tilbagebetales i deres helhed inden for eller efter en periode, men som
efter tilbagebetaling står til rådighed til fornyet udnyttelse.
l) I tilfælde af eventual- eller garantiforpligtelser anses det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin
helhed som et enkelt beløb på det tidspunkt, der ligger først, af:
a) datoen for den seneste udnyttelse af kreditmuligheden, som er tilladt i henhold til den kre-
ditaftale, der er den potentielle kilde til eventual- eller garantiforpligtelsen eller
b) udløbet af den første periode forud for forlængelsen af aftalen i tilfælde af en aftale, der
forlænges.
m) I tilfælde af værdibaserede kreditaftaler:
i) anses forbrugernes betalinger for at finde sted på den eller de seneste datoer, som er tilladt
i henhold til kreditaftalen
ii) anses de procentvise stigninger i værdien af den faste ejendom, som sikrer den værdibase-
rede kreditaftale, og raten for inflationsindekset, som er omhandlet i aftalen, for at være en
procentsats svarende til den højeste af centralbankens nuværende mål for inflationsraten
eller inflationsniveauet i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende på tids-
punktet for indgåelsen af kreditaftalen, eller 0 %, hvis disse procentsatser er negative.
BILAG II
EUROPÆISK STANDARDISERET INFORMATIONSARK (ESIS)
DEL A
232
Teksten i denne model gengives som sådan i ESIS-formularen. Teksten i skarp parentes erstattes af de
relevante oplysninger. Del B indeholder en vejledning for kreditgiver eller i givet fald kreditformidler i,
hvordan man udfylder ESIS-formularen.
Når betegnelsen »hvis relevant« er angivet, skal kreditgiver give de ønskede oplysninger, hvis de er rele-
vante for kreditaftalen. Hvis oplysningerne ikke er relevante, sletter kreditgiver de pågældende oplysnin-
ger eller hele afsnittet (f.eks. i de tilfælde, hvor afsnittet ikke er relevant). Hvis hele afsnittet slettes, til-
passes nummereringen af ESIS-afsnittene tilsvarende.
Nedennævnte oplysninger gives i ét dokument. Den anvendte skrifttype skal være klart læsbar. Der an-
vendes fede typer, skygger eller større skrifttype, hvis nogle oplysninger skal fremhæves. Alle relevante
risikoadvarsler skal fremhæves.
ESIS-model
(Indledende tekst)
Dette dokument blev udarbejdet for [navn på forbrugeren] den [dags dato].
Dette dokument blev udarbejdet ud fra de oplysninger, som De hidtil har givet, og ud fra de i øjeblikket
gældende betingelser på finansmarkedet.
Nedennævnte oplysninger er gyldige indtil den [gyldighedsdato] (hvis relevant) med undtagelse af renten
og andre omkostninger. Efter denne dato kan de ændre sig afhængigt af markedsbetingelserne.
(Hvis relevant) Dette dokumentet forpligter ikke [kreditgivers navn] til at yde Dem lån.
1. Långiver
[Navn]
[Telefonnummer]
[Fysisk adresse]
(Valgfrit)[E-mail-adresse]
(Valgfrit)[Faxnummer]
(Valgfrit)[Websted]
(Valgfrit) [kontaktperson/kontaktpunkt]
233
(Hvis relevant, oplysninger om, hvorvidt der ydes rådgivningstjenester:) [(Efter at have vurderet Deres
behov anbefaler vi Dem at optage dette lån/Vi anbefaler Dem ikke noget bestemt lån. Baseret på Deres
svar på en række spørgsmål giver vi Dem imidlertid information om dette lån, så De kan træffe Deres
eget valg. ]
2. (Hvis relevant) Kreditformidler:
[Navn]
[Telefonnummer]
[Fysisk adresse]
(Valgfrit) [e-mail adresse]
(Valgfrit)[Faxnummer]
(Valgfrit)[Websted]
(Valgfrit) [kontaktperson/kontaktpunkt]
(Hvis relevant, oplysninger om, hvorvidt der ydes rådgivningstjenester:) [(Efter at have vurderet Deres
behov anbefaler vi Dem at optage dette lån/Vi anbefaler Dem ikke noget bestemt lån. Baseret på Deres
svar på en række spørgsmål giver vi Dem imidlertid information om dette lån, så De kan træffe Deres
eget valg.)]
[Vederlag]
3. Hovedtrækkene ved lånet
Lånebeløb og -valuta: [værdi][valuta]
(Hvis relevant) Dette lån er ikke i [låntagers nationale valuta].
(Hvis relevant) Værdien af Deres lån i [låntagers nationale valuta] kan ændre sig.
(Hvis relevant) Såfremt værdien af [låntagers nationale valuta] f.eks. falder med 20 % i forhold til [lånets
valuta], vil værdien af Deres lån blive forøget til [indsæt beløb i låntagers nationale valuta]. Der kan imid-
lertid blive tale om mere, hvis værdien af [låntagers nationale valuta] falder med mere end 20 %.
(Hvis relevant) Den maksimale værdi af Deres lån er [indsæt beløb i låntagers nationale valuta]. (Hvis
relevant) De modtager en advarsel, hvis kreditbeløbet når op på [indsæt beløb i låntagers nationale valu-
ta]. (Hvis relevant) De får mulighed for at [indsæt ret til at genforhandle lånet i udenlandsk valuta eller ret
til at konvertere lånet til [relevant valuta] og betingelser]
234
Lånets løbetid: [løbetid]
[Låntype]
[Gældende rentetype]
Samlet beløb, der skal tilbagebetales:
Det betyder, at De skal tilbagebetale [beløb] for hver lånt [valutaenhed].
(Hvis relevant) Denne del af dette er et afdragsfrit lån. De vil stadig skylde [indsæt det afdragsfrie lånebe-
løb] ved lånets udløb.
(Hvis relevant) Anslået værdi af ejendommen med henblik på udarbejdelsen af dette informationsblad:
[indsæt beløb]
(Hvis relevant) Maksimalt lånebeløb i forhold til ejendommens værdi [indsæt belåningsprocent] eller mi-
nimumsværdi af ejendommen påkrævet til låntagning af det illustrerede beløb [indsæt beløb]
(Hvis relevant) [Sikkerhedsstillelse]
4. Rentesats og andre omkostninger
De årlige omkostninger i procent (ÅOP) er de samlede omkostninger ved lånet udtrykt som en årlig pro-
centsats. ÅOP anføres for at hjælpe Dem med at sammenligne forskellige tilbud.
Den gældende ÅOP for Deres lån er på [ÅOP].
Den omfatter:
Rentesats [i procent eller, hvis relevant, angivelse af en referencesats og kreditgiverens rentespænd i pro-
cent]
[Andre elementer af ÅOP]
Engangsomkostninger
(Hvis relevant) De skal betale et gebyr for registrering af lånet. [Indsæt gebyrets størrelse, hvis det er
kendt, eller grundlaget for beregningen. ]
Periodiske omkostninger
(Hvis relevant) ÅOP beregnes på grundlag af antagelser vedrørende rentesatsen.
235
(Hvis relevant) Eftersom [en del af] Deres lån er med variabel rente, kan den reelle ÅOP være forskellig
fra denne ÅOP, hvis rentesatsen på Deres lån ændrer sig. Hvis rentesatsen f.eks. stiger til [tilfælde som
beskrevet i del B], kan ÅOP stige til [indsæt ÅOP for at illustrere dette tilfælde].
(Hvis relevant) Bemærk venligst, at denne ÅOP er beregnet ud fra den forudsætning, at rentesatsen i hele
aftalens løbetid forbliver på det niveau, der blev fastsat for den første periode.
(Hvis relevant) Følgende omkostninger kendes ikke af långiver og medregnes derfor ikke i ÅOP: [Om-
kostninger]
(Hvis relevant) De skal betale et gebyr for registrering af lånet.
Vær venligst opmærksom på alle andre afgifter og omkostninger i forbindelse med lånet.
5. Betalingernes hyppighed og antal
Betalingernes hyppighed [hyppighed]
Antal betalinger: [antal]
6. Ydelsens størrelse
[Beløb] [valuta]
Deres indtægt kan ændre sig. Overvej venligst, om De stadig har råd til at betale Deres [hyppighed] af-
drag, hvis Deres indtægt falder.
(Hvis relevant) Da [dette/en del af dette] er et afdragsfrit lån, skal De træffe særskilte foranstaltninger til
tilbagebetaling af [indsæt det afdragsfrie lånebeløb], som De skylder ved lånets udløb. Husk at tilføje
eventuelle yderligere afdrag, der skal betales ud over den ydelse, der er vist her.
(Hvis relevant) Rentesatsen på [en del af] dette lån kan ændre sig. Dette betyder, at afdragenes størrelse
kan øges eller mindskes. Hvis rentesatsen f.eks. stiger til [tilfælde som beskrevet i del B], kan Deres af-
drag stige til [indsæt den ydelse, der svarer til dette tilfælde]
(Hvis relevant) Værdien af det beløb, De skal betale i [låntagers nationale valuta] hver [hyppigheden af
ydelsen], kan ændre sig. (Hvis relevant) Deres betalinger kan forøges til [indsæt det maksimale beløb i
låntagers nationale valuta] hver [indsæt periode] (Hvis relevant) Hvis f.eks. værdien af [låntagers nationa-
le valuta] falder med 20 % i forhold til [lånevalutaen], vil De skulle betale yderligere [indsæt beløbet i
låntagers nationale valuta] hver [indsæt periode]. Deres betalinger vil kunne stige med mere end dette.
(Hvis relevant) Den valutakurs, der anvendes til at konvertere Deres tilbagebetaling i [lånevaluta] til [lån-
tagers nationale valuta], er den kurs, som offentliggøres af [navnet på det institut, der offentliggør valuta-
236
kursen] den [dato], eller som beregnes den [dato] under anvendelse af [indsæt navn på referencetal eller
beregningsmetode].
(Hvis relevant) [Detaljer om bundne opsparingsprodukter, lån til udskudt rente]
7. (Hvis relevant) Illustrativ amortiseringstabel
Denne tabel viser det beløb, der skal betales hver [hyppighed].
Ydelserne (kolonne [relevant nr.]) er summen af den rente, der skal betales (kolonne [relevant nr.]), hvis
relevant, den kapital, der skal betales (kolonne [relevant nr.]), og i givet fald andre omkostninger (kolonne
[relevant nr.]). (Hvis relevant) Omkostningerne i den anden kolonne med omkostninger vedrører [liste
over omkostninger]. Restgæld (kolonne [relevant nr.]) er det resterende lånebeløb efter hver ydelse.
[Tabel]
8. Yderligere forpligtelser
Låntager skal opfylde følgende forpligtelser for at kunne drage fordel af de lånebetingelser, der er anført i
dette dokument.
[Forpligtelser]
(Hvis relevant) Bemærk venligst, at lånebetingelserne som beskrevet i dette dokument (inklusive rentesat-
sen) kan ændre sig, hvis disse forpligtelser ikke er opfyldt.
(Hvis relevant) Vær venligst opmærksom på de eventuelle konsekvenser ved på et sent tidspunkt at opsi-
ge accessoriske tjenesteydelser i forbindelse med lånet:
[Konsekvenser]
9. Førtidig indfrielse
De har mulighed for at indfri lånet helt eller delvis før tiden.
(Hvis relevant) [Betingelser]
(Hvis relevant) Gebyr ved førtidig indfrielse: [indsæt beløb eller, hvis dette ikke er muligt, beregningsme-
tode]
(Hvis relevant) Hvis De beslutter Dem for at indfri dette lån før tiden, bedes De kontakte os for at få op-
lysning om det nøjagtige kompensationsgebyr for førtidig indfrielse.
10. Fleksible funktioner
237
(Hvis relevant) [Oplysninger om overførsel/subrogation] De har mulighed for at overføre dette lån til en
anden [långiver] [eller] [ejendom]. [Indsæt betingelser]
(Hvis relevant) De har ikke mulighed for at overføre dette lån til en anden [långiver] [eller] [ejendom].
(Hvis relevant) Yderligere funktioner: [indsæt forklaring på de yderligere funktioner opstillet i del B og,
valgfrit, eventuelle andre funktioner, som långiveren tilbyder som del af kreditaftalen, og som ikke er om-
handlet i de foregående afsnit].
11. Låntagers øvrige rettigheder
(Hvis relevant) De har [betænkningstidens varighed] efter [tidspunktet for betænkningsperiodens begyn-
delse] til at overveje, før De forpligter Dem til at optage dette lån. (Hvis relevant) Når De har modtaget
kreditaftalen fra långiver, kan De ikke acceptere den inden udløbet af [betænkningstidens varighed].
(Hvis relevant) I en periode på [fortrydelsesrettens varighed] efter [det tidspunkt, hvorfra fortrydelsesfri-
sten løber] kan låntager benytte sig af sin ret til at annullere aftalen. [Betingelser] [Indsæt procedure]
(Hvis relevant) De kan miste Deres ret til at annullere aftalen, hvis De i den pågældende periode køber
eller sælger en ejendom, der er knyttet til denne kreditaftale.
(Hvis relevant) Hvis De beslutter Dem for at udøve Deres fortrydelsesret [i forbindelse med kreditafta-
len], bedes De venligst kontrollere, om De fortsat vil være bundet af Deres øvrige forpligtelser vedrøren-
de lånet [herunder de accessoriske tjenester i forbindelse med lånet] [som omhandlet i afsnit 8].
12. Klager
Hvis De ønsker at klage bedes De kontakte [indsæt internt kontaktpunkt og sted for information om pro-
ceduren].
(Hvis relevant) Maksimalt tidsrum til at behandle klagen [periode]
(Hvis relevant) [Hvis De ikke er tilfreds med vores interne afgørelse på Deres klagesag,] kan De også
kontakte: [indsæt navn på eksternt organ til udenretslig klage- og tvistbilæggelse] (Hvis relevant), eller
De kan kontakte Fin-Net for nærmere oplysninger om det tilsvarende organ i Deres eget land.
13. Manglende overholdelse af forpligtelserne i forbindelse med lånet: konsekvenser for låntager
[Kategori af manglende overholdelse]
[Økonomiske og/eller retlige konsekvenser]
Hvis De får problemer med at betale de [hyppighed] ydelser, opfordrer vi Dem til at kontakte os så hurtigt
som muligt med henblik på at finde mulige løsninger.
238
(Hvis relevant) I sidste instans kan De miste Deres hjem, hvis De ikke kan overholde betalingerne.
(Hvis relevant) 14. Yderligere oplysninger
(Hvis relevant) [Angivelse af den lovgivning, der finder anvendelse på kreditaftalen].
(Hvis långiver har til hensigt at anvende et andet sprog end ESIS) Oplysninger og aftalevilkår gives på
[sprog]. Hvis De er indforstået hermed, vil vi kommunikere på [sprog] i kreditaftalens løbetid.
[Indsæt erklæring om retten til afhængigt af situationen at modtage eller få tilbudt et udkast til kreditafta-
le]
15. Tilsynsførende
Tilsynet med långiver foretages af [tilsynsmyndighedens(-myndighedernes) navn(e) og websted(er)].
(Hvis relevant) Tilsynet med denne kreditformidler foretages af [tilsynsmyndighedens navn og websted].
DEL B
Vejledning i udfyldelse af ESIS
Når ESIS udfyldes, skal som minimum følgende vejledning følges. Medlemsstaterne kan dog uddybe el-
ler yderligere præcisere vejledningen i udfyldelse af ESIS.
Afsnittet »Indledende tekst«
1) Gyldighedsdatoen skal fremhæves tydeligt. I dette afsnit forstås ved »gyldighedsdato« det tids-
rum, oplysningerne, f.eks. om debitorrenten, i ESIS forbliver uændret og finder anvendelse,
hvis kreditgiver beslutter at yde lånet inden for denne periode. Hvis fastsættelsen af den gæl-
dende debitorrente og andre omkostninger afhænger af resultatet af salget af underliggende ob-
ligationer, kan den endelige debitorrente og andre omkostninger være forskellige fra de angiv-
ne. Under disse omstændigheder bør det angives, at gyldighedsdatoen ikke finder anvendelse
for debitorrenten og andre omkostninger, ved tilføjelse af ordene: »med undtagelse af renten og
andre omkostninger«.
Afsnit 1. Långiver
1) Kreditgivers navn, telefonnummer og fysiske adresse skal omfatte de kontaktoplysninger, som
forbrugeren kan anvende i forbindelse med fremtidig korrespondance.
2) Det er frivilligt at angive oplysninger om e-mail-adresse, faxnummer, websted og kontaktper-
son/kontaktpunkt.
3) I henhold til artikel 3 i direktiv 2002/65/EF skal der i givet fald angives navn og fysisk adresse
på kreditgivers repræsentant i den medlemsstat, hvor forbrugeren har bopæl, hvis transaktionen
239
tilbydes som en fjernsalgsaftale. Det er frivilligt at angive telefonnummer, e-mail-adresse og
websted for så vidt angår kreditgivers repræsentant.
4) Når afsnit 2 ikke finder anvendelse, meddeler kreditgiver forbrugeren, om der ydes rådgiv-
ningstjenester og på hvilket grundlag; formuleringen i del A anvendes.
(Hvis relevant) Afsnit 2. Kreditformidler
Når det er en kreditformidler, der giver forbrugeren produktoplysningerne, skal der gives følgende oplys-
ninger:
1) Kreditformidlers navn, telefonnummer og fysiske adresse skal omfatte de kontaktoplysninger,
som forbrugeren kan anvende i forbindelse med fremtidig korrespondance.
2) Det er frivilligt at angive oplysninger om e-mail-adresse, faxnummer, websted og kontaktper-
son/kontaktpunkt.
3) Kreditformidler meddeler forbrugeren, om der ydes rådgivningstjenester og på hvilket grund-
lag; formuleringen i del A anvendes.
4) Der gøres rede for, hvordan kreditformidler aflønnes. Når denne modtager provision fra en kre-
ditgiver, oplyses beløbet og kreditgivers navn, hvis der er tale om en anden end i afsnit 1.
Afsnit 3. Hovedtrækkene ved lånet
1) I dette afsnit forklares tydeligt kredittens hovedtræk, herunder værdi og valuta og de potentiel-
le risici, der er forbundet med debitorrenten, bl.a. dem, der er nævnt i punkt 8, samt amortise-
ringsstrukturen.
2) Når lånevalutaen er en anden end forbrugerens nationale valuta, oplyser kreditgiver, at forbru-
geren vil modtage en advarsel med jævne mellemrum, som et minimum når vekselkursen
svinger med mere end 20 %, i givet fald om retten til at konvertere kreditaftalens valuta eller
muligheden for at genforhandle betingelserne samt om andre ordninger, der er tilgængelige for
forbrugeren til begrænsning af valutakursrisikoen. Hvis kreditaftalen indeholder en bestem-
melse om begrænsning af valutakursrisici, skal kreditgiver oplyse det maksimumsbeløb, som
forbrugeren kan skulle tilbagebetale. Hvis kreditaftalen ikke indeholder en bestemmelse om
begrænsning af forbrugerens eksponering for valutakursrisici til valutakurssvingninger på
mindre end 20 %, skal kreditgiver fremlægge en illustration af virkningen på lånets værdi af et
fald på 20 % i værdien af forbrugerens nationale valuta i forhold til kreditvalutaen.
3) Lånets varighed udtrykkes i år eller måneder, alt efter hvad der er mest relevant. Hvis lånets
varighed ikke ligger fast i lånets løbetid, redegør kreditgiver for, hvornår og på hvilke betin-
gelser dette kan være tilfældet. Hvis lånet er tidsubegrænset, f.eks. i forbindelse med et sikret
kreditkort, skal kreditgiver tydeligt angive dette.
4) Kredittypen bør fremgå tydeligt (f.eks. lån med pant i fast ejendom, boliglån, sikret kreditkort
osv.). Beskrivelsen af låntype skal indeholde klare angivelser af, hvordan kapital og rente til-
bagebetales i lånets løbetid (dvs. amortiseringsstrukturen), og hvorvidt kreditaftalen omhand-
ler tilbagebetaling af kapital eller er afdragsfri, eller en kombination af de to.
5) Når hele kreditten eller en del af den er afdragsfri, skal der på en fremtrædende plads i slutnin-
gen af dette afsnit indsættes en erklæring herom; formuleringen i del A anvendes.
6) I dette afsnit forklares det, om debitorrenten er fast eller variabel, og i givet fald angives de
perioder, hvor renten er fast; hyppigheden af de efterfølgende ændringer og eksistensen af be-
grænsninger på debitorrentens udsving, såsom renteloft og fastsættelse af minimumsrentesats.
240
Den formel, der anvendes til at ændre debitorrenten og dens forskellige elementer (f.eks. refe-
rencesats og rentespænd), forklares. Kreditgiver anfører, f.eks. med angivelse af websted, hvor
yderligere oplysninger om de indeks eller satser, som anvendes i formlen, kan findes, f.eks.
Euribor eller centralbankens referencesats.
7) Hvis der anvendes forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, bør der gives
oplysninger om alle de relevante renter.
8) Det »samlede beløb, der skal tilbagebetales«, svarer til det samlede beløb, der skal betales af
forbrugeren. Det angives som summen af kreditbeløbet og de samlede omkostninger for for-
brugeren i forbindelse med lånet. Hvis der ikke er en fast debitorrente i aftalens løbetid, skal
det fremhæves, at dette beløb er illustrativt og især kan variere i forbindelse med variationer i
debitorrenten.
9) Hvis der stilles sikkerhed for lånet i form af pant i den faste ejendom eller en anden tilsvaren-
de sikkerhedsstillelse eller i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejendom, henleder kre-
ditgiver forbrugerens opmærksomhed herpå. Kreditgiver angiver i givet fald den anslåede
værdi af den faste ejendom eller anden sikkerhedsstillelse, der er anvendt til udarbejdelsen af
dette informationsblad.
10) Kreditgiver oplyser i givet fald enten
a) »det maksimale lånebeløb i forhold til ejendommens værdi« med angivelse af belånings-
procenten. Belåningsprocenten ledsages af et eksempel i absolutte tal på det maksimale
beløb, der kan lånes til en given ejendomsværdi eller
b) »den minimumsværdi af ejendommen, som kreditgiver kræver for at udlåne det illustrere-
de beløb«.
11) Når kreditter består af flere dele (f.eks. delvis fast rente, delvis variabel rente), skal dette af-
spejles i angivelsen af kredittypen, og oplysningerne skal gives for hver del af kreditten.
Afsnit 4. Rentesats og andre omkostninger
1) Henvisningen til »rente« svarer til debitorrenten eller -renterne.
2) Debitorrenten angives i procent. Hvis debitorrenten er variabel og baseret på en referencesats,
kan kreditgiver angive debitorrenten i form af en referencerente og kreditgivers rentespænd i
procent. Kreditgiver bør imidlertid angive værdien af den gældende referencesats på den dag,
hvor ESIS udsendes.
Når debitorrenten er variabel, skal oplysningerne omfatte: a) de antagelser, der er anvendt til
beregning af de årlige omkostninger i procent, b) i givet fald de gældende rentelofter og mini-
mumsrentesatser og c) en advarsel om, at udsvinget vil kunne påvirke de faktiske årlige om-
kostninger i procent. For at tiltrække forbrugerens opmærksomhed skal advarslen være skrevet
med en større skrifttype og stå på en fremtrædende plads i ESIS᾽ hovedtekst. Advarslen ledsa-
ges af et illustrativt eksempel på de årlige omkostninger i procent. Når der er et loft over debi-
torrenten, skal eksemplet bygge på, at debitorrenten stiger ved førstkommende lejlighed til det
højeste niveau, der er fastsat i kreditaftalen. Når der ikke er noget loft, skal eksemplet illustrere
de årlige omkostninger i procent med den højeste debitorrente i mindst de sidste 20 år, eller
hvis de data, der ligger til grund for beregningen af debitorrenten, er til rådighed for mindre end
20 år, den længste periode, for hvilken disse data er til rådighed, baseret på den højeste værdi af
en ekstern referencesats, der anvendes til beregning af debitorrenten, når den er til rådighed,
eller den højeste værdi af en referencerente, der er fastsat af en kompetent myndighed eller
EBA, når kreditgiver ikke anvender en ekstern referencerente. Disse krav gælder ikke for kre-
ditaftaler, hvori debitorrenten er fastsat for en materiel indledende periode på flere år og deref-
241
ter kan fastsættes for endnu en periode efter forhandling mellem kreditgiver og forbruger. For
kreditaftaler, hvori debitorrenten er fastsat for en materiel indledende periode på flere år og der-
efter kan fastsættes for endnu en periode efter forhandling mellem kreditgiver og forbruger,
skal oplysningerne omfatte en advarsel om, at de årlige omkostninger i procent er beregnet på
grundlag af debitorrenten for den indledende periode. Advarslen ledsages af en yderligere illu-
stration af de årlige omkostninger i procent, der er beregnet i henhold til artikel 17, stk. 4. Hvis
en kredit består af flere dele (f.eks. en del med fast rente og en del med variabel rente), angives
disse oplysninger for hver del af kreditten.
3) I afsnittet om »andre elementer af de årlige omkostninger i procent« anføres alle de andre om-
kostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent, herunder engangsomkostninger såsom
administrationsgebyrer og periodiske omkostninger såsom årlige administrationsgebyrer. Kre-
ditgiver anfører hver enkelt omkostning pr. kategori (engangsomkostninger, periodiske omkost-
ninger, der indgår i ydelserne, og periodiske omkostninger, der ikke indgår i ydelserne) med
angivelse af beløb, modtager af betaling og tidspunkt for betaling. Dette behøver ikke omfatte
omkostninger i forbindelse med brud på kontraktlige forpligtelser. Hvis beløbet ikke kendes,
tilvejebringer kreditgiver om muligt en omtrentlig angivelse af beløbet eller, hvis dette ikke er
muligt, en angivelse af, hvordan beløbet beregnes, og anfører, at beløbet kun er vejledende.
Hvis visse omkostninger ikke indgår i de årlige omkostninger i procent, fordi de ikke kendes af
kreditgiver, bør dette fremhæves.
Hvis forbrugeren har underrettet kreditgiver om et eller flere elementer i den kredit, han fore-
trækker, såsom kreditaftalens løbetid og det samlede kreditbeløb, anvender kreditgiver så vidt
muligt disse elementer; hvis en kreditaftale giver forskellige muligheder for at udnytte kredit-
muligheden med forskellige omkostninger eller debitorrenter, og kreditgiver anvender antagel-
serne i bilag I, del II, skal det i kreditaftalen anføres, at andre muligheder for at udnytte kredit-
muligheden for denne type kreditaftale kan medføre højere årlige omkostninger i procent. Hvis
betingelserne for udnyttelse af kreditmuligheden anvendes til beregning af de årlige omkostnin-
ger i procent, bør kreditgiver fremhæve omkostningerne i forbindelse med andre muligheder for
at udnytte kreditmuligheden, som ikke nødvendigvis er dem, der anvendes til beregning af de
årlige omkostninger i procent.
4) Når der skal betales et gebyr for registrering af pantet eller en tilsvarende sikkerhedsstillelse,
anføres det i dette afsnit med angivelse af beløbet, hvis det er kendt, eller, hvis dette ikke er
muligt, grundlaget for beregning af beløbet. Når gebyrerne er kendt og indregnet i de årlige om-
kostninger i procent, skal gebyrets eksistens og beløbet anføres under »Engangsudgifter«. Når
kreditgiver ikke kender gebyrerne, og de derfor ikke er indregnet i de årlige udgifter i procent,
skal eksistensen af gebyret klart nævnes på listen over omkostninger, som kreditgiver ikke ken-
der. I begge tilfælde skal den standardiserede formulering i del A anvendes under en passende
benævnelse.
Afsnit 5. Betalingernes hyppighed og antal
1) Hvis der skal foretages regelmæssige betalinger, angives betalingernes hyppighed (f.eks. må-
nedligt). Hvis betalingerne skal foretages uregelmæssigt, forklares dette udtrykkeligt for forbru-
geren.
2) Det anførte antal betalinger skal omfatte hele lånets løbetid.
Afsnit 6. Ydelsernes størrelse
242
1) Kredittens og ydelsernes valuta skal fremgå tydeligt.
2) Hvis ydelserne kan variere i lånets løbetid, præciserer kreditgiver den periode, i hvilken den
oprindelige ydelse forbliver uændret, og hvornår og hvor hyppigt den derefter ændrer sig.
3) Når hele kreditten eller en del af den er afdragsfrit, indsættes der på en fremtrædende plads i
slutningen af dette afsnit en erklæring herom; formuleringen i del A anvendes.
Hvis der er et krav om, at forbrugeren skal optage en bunden opsparing som en betingelse for,
at der ydes en afdragsfri kredit med sikkerhed i pant eller tilsvarende sikkerhed, skal angives
beløbene og hyppigheden af indbetalinger for dette produkt.
4) Når debitorrenten er variabel, skal oplysningerne også omfatte en erklæring herom i formule-
ringen i del A og en illustration af en maksimumsydelse. Når der er et loft, skal illustrationen
vise ydelserne, hvis debitorrenten stiger til loftet. Når der ikke er et loft, skal det værst tænkeli-
ge scenarie illustrere ydelserne med den højeste debitorrente i de sidste 20 år, eller hvis de data,
der ligger til grund for beregningen af debitorrenten, er til rådighed for mindre end 20 år, den
længste periode, for hvilken disse data er til rådighed, baseret på den højeste værdi af en eks-
tern referencerente, der er anvendt til beregningen af debitorrenten, hvis det er relevant, eller
den højeste værdi af en referencerente, der er fastsat af en kompetent myndighed eller EBA, når
kreditgiver ikke anvender en ekstern referencerente. Kravet om, at der skal gives et illustrativt
eksempel, gælder ikke for kreditaftaler, hvori debitorrenten er fastsat for en materiel indledende
periode på flere år og derefter kan fastsættes for endnu en periode efter forhandling mellem kre-
ditgiver og forbruger. Hvis en kredit består af flere dele (f.eks. en del med fast rente og en del
med variabel rente), angives disse oplysninger for hver del af kreditten og i alt.
5) (Hvis relevant) Hvis lånevalutaen er forskellig fra forbrugerens nationale valuta, eller hvis lånet
er indekseret i en valuta, som er forskellig fra forbrugerens nationale valuta, angiver kreditgiver
et taleksempel, hvoraf det klart fremgår, hvordan ændringer i den relevante valutakurs kan på-
virke ydelserne; formuleringen i del A anvendes. Dette eksempel baseres på en 20 % reduktion
af værdien af forbrugerens nationale valuta og en erklæring på en fremtrædende plads om, at
ydelserne vil kunne stige med mere end beløbet i dette eksempel. Når der er et loft, som be-
grænser den stigning til mindre end 20 %, angives maksimumsværdien af betalingerne i forbru-
gerens valuta i stedet, og erklæringen om mulige yderligere stigninger udelades.
6) Når kreditten helt eller delvis er en kredit med variabel rente, og punkt 3 finder anvendelse,
skal illustrationen i punkt 5 gives på grundlag af den ydelse, der er omhandlet i punkt 1.
7) Hvis den valuta, der anvendes til betaling af ydelserne, er forskellig fra lånevalutaen, eller hvis
hver ydelses størrelse udtrykt i forbrugerens nationale valuta afhænger af det tilsvarende beløb i
en anden valuta, angives i dette afsnit datoen for beregningen af den gældende kurs og enten
kursen eller grundlaget for beregningen heraf og justeringshyppigheden. Disse oplysninger skal
i givet fald indeholde navnet på det institut, der offentliggør valutakursen.
8) Når kreditten er en kredit med udskudt rentebetaling, hvor renten ikke betales fuldt ud i ydel-
serne og lægges til den samlede restgæld, skal der gøres rede for, hvordan og hvornår de ud-
skudte renter lægges til kreditten som et pengebeløb, og hvad virkningen heraf er for forbruge-
ren i forhold til den resterende gæld.
Afsnit 7. Illustrativ amortiseringstabel
1) Dette afsnit medtages, når kreditten er en kredit med udskudt rentebetaling, hvor renten ikke
betales fuldt ud i ydelserne og lægges til den samlede restgæld, eller hvor der er en fast debitor-
rente i kreditaftalens løbetid. Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om, at den illustrative
amortiseringstabel er obligatorisk i andre tilfælde.
243
Når forbrugeren har ret til at modtage en revideret amortiseringstabel, angives dette sammen
med betingelserne for denne ret.
2) Medlemsstaterne kan kræve, at kreditgiver, hvis debitorrenten kan variere i kredittens løbetid,
anfører den periode, i løbet af hvilken den oprindelige debitorrente forbliver uændret.
3) Den tabel, der skal medtages i dette afsnit, skal indeholde følgende kolonner: »tidsplan for til-
bagebetaling« (f.eks. måned 1, måned 2, måned 3), »ydelse«, »rente, der betales pr. ydelse«,
»andre omkostninger, der indgår i ydelsen« (hvis relevant), »kapital, der tilbagebetales pr. ydel-
se« og »restgæld efter hver ydelse«.
4) I det første tilbagebetalingsår anføres der oplysninger for hver ydelse, og der anføres en subto-
tal for hver kolonne ved udgangen af det første år. For de følgende år kan oplysningerne gives
på årsbasis. I slutningen af tabellen anføres der en række med en samlet total, der indeholder de
samlede beløb for hver kolonne. Den samlede kreditomkostning, som forbrugeren skal betale,
(dvs. det samlede beløb fra kolonnen »ydelse«) fremhæves tydeligt og angives som sådan.
5) Hvis debitorrenten ikke er fast, og ydelsen efter hver ændring er ukendt, kan kreditgiver i amor-
tiseringstabellen angive den samme ydelse i hele lånets løbetid. I et sådant tilfælde skal kredit-
giver henlede forbrugerens opmærksomhed på dette forhold ved visuelt at gøre forskel på de
kendte beløb og de hypotetiske beløb (f.eks. ved at anvende en anden skrifttype, rammer eller
skygge). Derudover skal en tydelig og læsbar tekst forklare, for hvilke perioder beløbene i ta-
bellen kan variere og hvorfor.
Afsnit 8. Yderligere forpligtelser
1) Kreditgiver skal i dette afsnit henvise til forpligtelser såsom forpligtelsen til at forsikre den fas-
te ejendom, tegne livsforsikring, indbetale løn til en konto hos kreditgiver eller købe enhver an-
den vare eller tjenesteydelse. Kreditgiver skal for den enkelte forpligtelse præcisere, over for
hvem og hvornår forpligtelsen skal opfyldes.
2) Kreditgiver angiver forpligtelsens varighed, f.eks. indtil kreditaftalen udløber. Kreditgiver skal
opføre hver enkelt omkostning, som forbrugeren skal betale, og som ikke er indregnet i de årli-
ge omkostninger i procent.
3) Kreditgiver angiver, om det er obligatorisk for forbrugeren at have accessoriske tjenesteydelser
for at opnå lånet på de opstillede betingelser, og i givet fald om forbrugeren er forpligtet til at
købe disse fra kreditgivers foretrukne udbyder, eller om de kan købes af en udbyder efter for-
brugerens eget valg. Hvis en sådan mulighed er betinget af, at de accessoriske tjenesteydelser
opfylder visse minimumskrav, bør sådanne krav beskrives i dette afsnit.
Når kreditaftalen indgår i en pakke med andre produkter, angiver kreditgiver disse produkters
særlige kendetegn og anfører tydeligt, om forbrugeren har ret til at opsige kreditaftalen eller
produkterne i pakken særskilt, betingelserne for og følgerne heraf og i givet fald de mulige kon-
sekvenser ved at opsige de accessoriske tjenesteydelser, der kræves i forbindelse med kreditaf-
talen.
Afsnit 9. Førtidig indfrielse
1) Kreditgiver anfører, på hvilke betingelser forbrugeren kan indfri kreditten før tid, enten helt el-
ler delvis.
2) I afsnittet om gebyrer for førtidig indfrielse henleder kreditgiver forbrugerens opmærksomhed
på et eventuelt gebyr for førtidig indfrielse eller andre omkostninger i forbindelse hermed for at
244
kompensere kreditgiver og angiver om muligt beløbet. Hvis kompensationen for førtidig indfri-
else afhænger af forskellige faktorer, f.eks. det tilbagebetalte beløb eller den gældende rente på
tidspunktet for den førtidige indfrielse, oplyser kreditgiver, hvordan kompensationen vil blive
beregnet, og angiver maksimumsgebyret, eller, hvis dette ikke er muligt, et illustrativt eksempel
for at vise forbrugeren, hvor stor kompensationen for førtidig indfrielse kan være i forskellige
situationer.
Afsnit 10. Fleksible funktioner
1) Kreditgiver forklarer i givet fald muligheden og betingelserne for overførsel af kreditten til en
anden kreditgiver eller fast ejendom.
2) (Hvis relevant) Yderligere funktioner: Hvis dette produkt indeholder en eller flere af de funkti-
oner, der er anført i punkt 5 nedenfor, skal dette afsnit indeholde en oversigt over disse funktio-
ner og give en kort forklaring af følgende: under hvilke omstændigheder forbrugeren kan gøre
brug af funktionen; eventuelle betingelser knyttet til funktionen; hvorvidt det, at funktionen
indgår i en kredit med sikkerhed i pant eller tilsvarende sikkerhed, indebærer, at forbrugeren
mister nogen lovgivningsmæssig eller anden form for beskyttelse, der normalt er forbundet med
funktionen; og hvilken virksomhed, der leverer funktionen (hvis ikke kreditgiver).
3) Hvis funktionen indeholder yderligere kredit, skal dette afsnit indeholde en forklaring til for-
brugeren af følgende: det samlede kreditbeløb (herunder den kredit, der er sikret ved pant eller
tilsvarende sikkerhed); hvorvidt den yderligere kredit er sikret eller ej; de relevante debitorren-
ter; og hvorvidt disse er reguleret eller ej. Et sådant yderligere kreditbeløb skal enten medtages
i den oprindelige vurdering af kreditværdigheden eller, hvis den ikke medtages, skal det fremgå
klart af dette afsnit, at adgangen til det yderligere beløb afhænger af en ny vurdering af forbru-
gerens evne til at tilbagebetale lånet.
4) Hvis funktionen omfatter en opsparingsordning, skal den relevante rentesats forklares.
5) Mulige yderlige funktioner omfatter: overbetalinger/underbetalinger [betaling af mere eller
mindre end den ydelse, der normalt skal betales ifølge amortiseringsstrukturen]; afdragsfrie pe-
rioder [perioder, hvor forbrugeren ikke skal foretage betalinger]; tilbagelån [muligheden for, at
forbrugeren atter kan låne midler, der allerede er udnyttet og tilbagebetalt]; yderligere optagelse
af lån uden yderligere godkendelse; yderligere sikret eller ikkesikret lånoptagelse [i henhold til
punkt 3 ovenfor]; kreditkort; tilknyttet løbende konto og tilknyttet opsparingskonto.
6) Kreditgiver kan inkludere andre funktioner, som vedkommende udbyder som dele af kreditafta-
len, der ikke er omhandlet i de foregående afsnit.
Afsnit 11. Låntagers øvrige rettigheder
1) Kreditgiver gør rede for rettigheden (rettighederne), f.eks. fortrydelsesret eller ret til betænk-
ningstid og i givet fald andre rettigheder såsom ret til overførsel (herunder subrogation) præci-
serer, hvilke rettigheder der findes, og anfører betingelserne for denne eller disse rettigheder,
den procedure, som forbrugeren skal følge for at udøve denne eller disse rettigheder, bl.a. den
adresse, hvortil meddelelsen om fortrydelse skal sendes, og i givet fald de tilsvarende gebyrer.
2) Når der gælder betænkningstid eller fortrydelsesret for forbrugeren, skal dette klart angives.
3) I henhold til artikel 3 i direktiv 2002/65/EF underrettes forbrugeren om, hvorvidt der findes en
fortrydelsesret, hvis transaktionen tilbydes som en fjernsalgsaftale.
Afsnit 12. Klager
245
1) I dette afsnit angives det interne kontaktpunkt [navnet på den relevante afdeling] og kontaktop-
lysninger med henblik på klage [fysisk adresse] eller [telefonnummer] eller [kontaktperson:]
[kontaktoplysninger] og et link til klageproceduren eller den relevante side på et websted eller
en lignende informationskilde.
2) Der angives navnet på det relevante eksterne organ for udenretslige klager og tvistbilæggelse,
og når anvendelse af den internationale klageprocedure er en betingelse for adgang til dette or-
gan, angives dette i formuleringen i del A.
3) For kreditaftaler med en forbruger, der har bopæl i en anden medlemsstat, henviser kreditgiver
til Fin-Net (http://ec.europa.eu/internal_market/fin-net/).
Afsnit 13. Manglende overholdelse af forpligtelserne i forbindelse med lånet: konsekvenser for lån-
tager
1) Hvis manglende overholdelse af forbrugerens forpligtelser i forbindelse med lånet kan have fi-
nansielle eller juridiske konsekvenser for forbrugeren, skal kreditgiver i dette afsnit beskrive de
vigtigste tilfælde (f.eks. for sen betaling/misligholdelse, manglende overholdelse af forpligtel-
serne i afsnit 8 Yderligere forpligtelser) og angive, hvor der kan fås yderligere oplysninger.
2) For hvert enkelt af disse tilfælde beskriver kreditgiver på en klar og forståelig måde de sanktio-
ner eller konsekvenser, det kan medføre. Henvisning til alvorlige konsekvenser fremhæves.
3) Når den faste ejendom, der anvendes til sikkerhedsstillelse for kreditten, kan tilbagegives eller
overdrages til kreditgiver, hvis forbrugeren ikke opfylder betingelserne, skal dette afsnit inde-
holde en angivelse heraf i formuleringen i del A.
Afsnit 14. Yderligere information
1) I tilfælde af fjernsalg vil dette afsnit omfatte en bestemmelse om, hvilken lovgivning der skal
anvendes på kreditaftalen, eller hvilken domstol der er kompetent.
2) Hvis kreditgiver har til hensigt at kommunikere med forbrugeren i løbet af aftaleperioden på et
andet sprog end det, ESIS er affattet på, skal denne hensigt og kommunikationssproget fremgå.
Denne artikel berører ikke artikel 3, stk. 1, nr. 3), litra g), i direktiv 2002/65/EF.
3) Kreditgiver eller kreditformidler angiver, at forbrugeren har ret til at få eller blive tilbudt en
kopi af udkastet til kreditaftale, senest når der er givet et tilbud, der er bindende for kreditgiver.
Afsnit 15. Tilsynsførende
1) Den eller de relevante myndigheder, der er ansvarlige for tilsynet med fasen forud for aftaleind-
gåelse i forbindelse med lån, anføres.
BILAG III
MINIMUMSKRAV TIL VIDEN OG KOMPETENCER
1. Minimumskravene til den viden og de kompetencer, som kreditgiveres, kreditformidleres og
udpegede repræsentanters personale (artikel 9) og de personer, der deltager i ledelsen hos kre-
ditformidlere og udpegede repræsentanter (artikel 29, stk. 2, litra c), og artikel 31, stk. 2), skal
have, skal mindst omfatte:
a) passende kendskab til kreditprodukter i henhold til artikel 3 og de accessoriske tjeneste-
ydelser, som typisk tilbydes sammen med dem
246
b) hensigtsmæssig viden om lovgivningen vedrørende kreditaftaler for forbrugere, navnlig om
forbrugerbeskyttelse
c) passende kendskab til og forståelse af processen i forbindelse med køb af fast ejendom
d) passende kendskab til vurdering af sikkerhed
e) passende kendskab til ejendomsregistrenes organisering og funktion
f) passende kendskab til markedet i den relevante medlemsstat
g) passende kendskab til standarder for forretningsmoral
h) passende kendskab til processen i forbindelse med vurdering af forbrugernes kreditværdig-
hed eller i givet fald kompetence til denne vurdering
i) passende niveau for finansielle og økonomiske kompetencer.
2. Når medlemsstaterne fastsætter minimumskravene til viden og kompetencer, kan de sondre
mellem niveauerne for og typerne af de krav, som kreditgiveres, kreditformidleres eller udpege-
de repræsentanters personale og ledelsen hos kreditformidlere eller udpegede repræsentanter
skal have.
3. Medlemsstaterne fastsætter et passende niveau for viden og kompetencer på grundlag af:
a) erhvervsmæssige kvalifikationer, f.eks. eksamensbeviser, titler, erhvervsuddannelse, kom-
petencetest eller
b) erhvervserfaring, der kan defineres som mindst et vist antal års beskæftigelse på områder
med tilknytning til etablering, distribution eller formidling af kreditprodukter.
Efter den 21. marts 2019 må fastsættelsen af det passende niveau for viden og kompetencer ik-
ke baseres alene på de i første afsnit, litra b), anførte metoder.
247
1) EUT C 240 af 18.8.2011, s. 3.
2) EUT C 318 af 29.10.2011, s. 133.
3) Europa-Parlamentets holdning af 10.12.2013 (endnu ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende) og Rådets afgørelse af 28.1.2014.
4) EUT L 133 af 22.5.2008, s. 66.
5) EFT L 271 af 9.10.2002, s. 16.
6) EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338.
7) EFT L 9 af 15.1.2003, s. 3.
8) EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1.
9) EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22.
10) EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22.
11) EFT L 69 af 10.3.2001, s. 25.
12) EFT L 95 af 21.4.1993, s. 29.
13) EUT L 296 af 15.11.2011, s. 35.
14) EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.
15) EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1.
16) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12.
17) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
18) EUT C 377 af 23.12.2011, s. 5.
19) EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.
20) EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19.
248
Bilag 4
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2015/2366
af 25. november 2015
om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og
2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank1),
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg2),
efter den almindelige lovgivningsprocedure3), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I de senere år er der gjort store fremskridt med integration af detailbetalinger i Unionen, navnlig i for-
bindelse med EU-retsakterne om betalinger, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/
EF4), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/20095), Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/110/EF6) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/20127). Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2011/83/EU8) har yderligere udbygget de retlige rammer for betalingstjenester
ved at fastsætte en specifik grænse for forretningsdrivendes mulighed for at overvælte brugergebyrer på
deres kunder for anvendelse af et bestemt betalingsmiddel.
(2) Unionens reviderede retlige rammer for betalingstjenester suppleres af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2015/7519). Denne forordning indfører navnlig regler om opkrævning af interbankgeby-
rer for kortbaserede transaktioner og søger at fremskynde opnåelse af et effektivt integreret marked for
kortbaserede betalinger.
(3) Direktiv 2007/64/EF blev vedtaget i december 2007 på grundlag af et forslag fra Kommissionen fra
december 2005. Siden da har der på detailbetalingsmarkedet været betydelig teknisk innovation med en
hurtig stigning i antallet af elektroniske betalinger og mobilbetalinger og fremkomst af nye typer beta-
lingstjenester på markedet, hvilket udfordrer de nuværende rammer.
249
(4) Revisionen af Unionens retlige rammer for betalingstjenester og navnlig konsekvensanalysen af direk-
tiv 2007/64/EF og høringen om Kommissionens grønbog af 11. januar 2012 med titlen: »På vej mod et
integreret europæisk marked for kort-, internet- og mobilbetalinger« har vist, at udviklingen har medført
væsentlige udfordringer for lovgivningen. Store dele af betalingsmarkedet — kort-, internet- og mobilbe-
talinger — er stadig fragmenteret langs landegrænserne. Mange innovative betalingstjenesteprodukter el-
ler -tjenester falder slet ikke eller kun i mindre grad ind under anvendelsesområdet for direktiv
2007/64/EF. Endvidere har det vist sig, at anvendelsesområdet for direktiv 2007/64/EF og navnlig de her-
fra undtagne elementer, som f.eks. visse betalingsrelaterede aktiviteter, i nogle tilfælde er for tvetydigt,
for generelt eller blot forældet i lyset af markedsudviklingen. Dette har medført retsusikkerhed, potentiel-
le sikkerhedsrisici i betalingskæden og manglende forbrugerbeskyttelse på nogle områder. Det har også
vist sig at være vanskeligt for betalingstjenesteydere at introducere innovative, sikre og brugervenlige di-
gitale betalingstjenester og at give forbrugere og forretningsdrivende effektive, praktiske og sikre beta-
lingsmetoder i Unionen. I den forbindelse er der et stort positivt potentiale, som bør undersøges mere
konsekvent.
(5) Videreudvikling af et integreret indre marked for sikre elektroniske betalinger er af afgørende betyd-
ning for at støtte væksten i Unionens økonomi og for at sikre, at forbrugerne, de forretningsdrivende og
virksomhederne kan nyde godt af valgmuligheder og gennemsigtighed i forbindelse med betalingstjene-
ster og dermed få fuldt udbytte af det indre marked.
(6) Der bør fastsættes nye regler for at lukke hullerne i lovgivningen og samtidig give større retssikkerhed
og sikre ensartet anvendelse af de retlige rammer i hele Unionen. Der bør garanteres lige forretningsvilkår
for eksisterende og nye markedsaktører, så det bliver nemmere for nye betalingsmidler at nå ud til et stør-
re marked, og så der sikres en høj grad af forbrugerbeskyttelse i forbindelse med betalingstjenester i hele
Unionen. Dette bør skabe effektivitet i betalingssystemet som helhed og føre til større udvalg af og mere
gennemsigtighed i betalingstjenester og samtidig styrke forbrugernes tillid til et harmoniseret betalings-
marked.
(7) I de senere år er de sikkerhedsrisici, der er forbundet med elektroniske betalinger, blevet større. Dette
skyldes deres voksende tekniske kompleksitet, de stadigt stigende mængder af elektroniske betalinger i
verden og nye typer betalingstjenester. Sikre betalingstjenester er en forudsætning for et velfungerende
betalingstjenestemarked. Betalingstjenestebrugere bør derfor være tilstrækkeligt beskyttede mod sådanne
risici. Betalingstjenester er nødvendige for funktionaliteten af centrale økonomiske og sociale aktiviteter.
(8) Bestemmelserne i dette direktiv om gennemsigtigheds- og oplysningskrav for betalingstjenesteudby-
dere og om rettigheder og forpligtelser i forbindelse med udbud og brug af betalingstjenester bør også,
hvor det er relevant, gælde for transaktioner, hvor en af betalingstjenesteudbyderne befinder sig uden for
Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (»EØS«), for at undgå forskellige praksis i medlemssta-
terne til skade for forbrugerne. Nævnte bestemmelser bør, hvor det er relevant, udvides til at gælde for
transaktioner i alle officielle valutaer mellem betalingstjenesteudbydere, der befinder sig inden for EØS.
(9) Pengeoverførsel er en enkel betalingstjeneste, der sædvanligvis er baseret på kontant indbetaling fra
en betaler til en betalingstjenesteudbyder, der viderebetaler det tilsvarende beløb, for eksempel via et
kommunikationsnet, til en betalingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudbyder, der handler på veg-
ne af betalingsmodtageren. I nogle medlemsstater udbyder supermarkeder og andre forretningsdrivende
en tilsvarende tjeneste til forbrugerne, der gør dem i stand til at betale regninger for forsyningsforbrug og
andre regelmæssige husholdningsregninger. Disse regningsbetalingstjenester bør behandles som en pen-
250
geoverførsel, medmindre de kompetente myndigheder anser denne aktivitet for at henhøre under en anden
betalingstjeneste.
(10) Dette direktiv indfører en neutral definition af indløsning af betalingstransaktioner for at afspejle bå-
de de traditionelle modeller for indløsning, der er opbygget omkring anvendelse af betalingskort, og for-
skellige forretningsmodeller, herunder dem, der involverer mere end én indløser. Dette bør sikre, at for-
retningsdrivende får samme beskyttelse uanset det betalingsinstrument, der anvendes, når aktiviteten er
den samme som ved indløsning af korttransaktioner. De tekniske tjenester, der stilles til rådighed for beta-
lingstjenesteudbydere, som f.eks. behandling og lagring af data eller drift af terminaler, bør ikke anses for
at udgøre indløsning. Nogle modeller for indløsning medfører desuden ikke, at indløseren faktisk overfø-
rer midler til betalingsmodtageren, eftersom parterne kan have aftalt, at afregningen skal ske på anden
måde.
(11) Undtagelsen fra anvendelsesområdet af direktiv 2007/64/EF for betalingstransaktioner via en han-
delsagent på betalerens eller betalingsmodtagerens vegne anvendes på vidt forskellige måder i medlems-
staterne. Nogle medlemsstater tillader, at undtagelsen anvendes af e-handelsplatforme, der optræder som
mellemled på vegne af både individuelle købere og sælgere uden reel mulighed for at forhandle eller ind-
gå aftale om salg eller køb af varer eller tjenesteydelser. En sådan anvendelse af undtagelsen rækker ud
over det i nævnte direktiv tiltænkte anvendelsesområde og kan øge risiciene for forbrugerne, da disse ud-
bydere står uden for den lovgivningsmæssige beskyttelse. Forskellig praksis forvrider også konkurrencen
på betalingsmarkedet. For at løse disse problemer bør undtagelsen derfor gælde, når agenter udelukkende
handler på vegne af betaleren eller udelukkende handler på vegne af betalingsmodtageren, uanset om de
er i besiddelse af kundens midler eller ej. Når agenter handler på vegne af både betaleren og betalings-
modtageren (som f.eks. visse e-handelsplatforme), bør de udelukkende undtages, hvis de ikke på noget
tidspunkt kommer i besiddelse af eller får kontrol med kundens midler.
(12) Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på aktiviteter i pengetransportfirmaer og kontanthåndte-
ringsselskaber, hvor de berørte aktiviteter er begrænset til fysisk transport af sedler og mønter.
(13) Tilbagemeldinger fra markedet viser, at betalingsaktiviteter, der er omfattet af undtagelsen vedrøren-
de begrænsede net, ofte omfatter betydelige betalingsmængder og -værdier og tilbyder forbrugerne hund-
reder eller tusinder af forskellige produkter og tjenester. Dette var ikke hensigten med den undtagelse for
begrænsede net, der er fastsat i direktiv 2007/64/EF, og det medfører større risici og ingen retlig beskyt-
telse for betalingstjenestebrugere, navnlig forbrugere, og klare ulemper for regulerede markedsaktører.
For at bidrage til at begrænse disse risici bør det ikke være muligt at anvende samme instrument til at
foretage betalingstransaktioner for at erhverve varer eller tjenester inden for mere end ét begrænset net-
værk eller til at erhverve et ubegrænset udvalg af varer og tjenester. Et betalingsinstrument bør betragtes
som et instrument, der skal benyttes inden for et sådant begrænset net, hvis det kun kan benyttes i følgen-
de tilfælde: for det første til erhvervelse af varer og tjenester hos en bestemt forretningsdrivende eller for-
retningskæde, såfremt de involverede enheder er direkte forbundet ved en forretningsaftale, som f.eks.
foreskriver anvendelse af et enkelt betalingsvaremærke, og dette betalingsvaremærke anvendes på salgs-
stederne og så vidt muligt er angivet på det betalingsinstrument, som kan bruges der; for det andet til er-
hvervelse af et meget begrænset udvalg af varer og tjenester, som f.eks. når anvendelsesområdet i praksis
er begrænset til et bestemt antal funktionelt forbundne varer eller tjenester uanset salgsstedets geografiske
placering, eller for det tredje hvor betalingsinstrumentet reguleres af en national eller regional offentlig
myndighed med specifikke sociale eller skattemæssige formål med henblik på erhvervelse af bestemte va-
rer eller tjenester.
251
(14) Betalingsinstrumenter omfattet af undtagelsen vedrørende begrænsede netværk kan omfatte butiks-
kort, brændstofkort, medlemskort, kort til offentlig transport, parkeringsbilletter, spisebilletter eller billet-
ter til specifikke tjenester, der nogle gange er omfattet af bestemte skatte- eller arbejdsmarkedsregler, som
er udformet med henblik på at fremme anvendelsen af sådanne instrumenter for at opfylde målsætninger-
ne i social- og arbejdsmarkedslovgivningen. Hvis et sådant specifikt instrument udvikler sig til et generelt
instrument, bør undtagelsen fra dette direktivs anvendelsesområde ikke længere finde anvendelse. Instru-
menter, der kan benyttes i en række forskellige forretninger, som optræder på en fælles liste, bør ikke
undtages fra dette direktivs anvendelsesområde, da sådanne instrumenter typisk er beregnet til et net af
tjenesteudbydere, der er i stadig vækst. Undtagelsen vedrørende begrænsede netværk bør anvendes sam-
men med forpligtelsen for potentielle betalingstjenesteudbydere til at underrette om aktiviteter inden for
deres anvendelsesområde.
(15) I anvendelsesområdet for direktiv 2007/64/EF er der en undtagelse for visse betalingstransaktioner,
der gennemføres ved hjælp af telekommunikations- eller IT-udstyr, hvor netværksoperatøren ikke udeluk-
kende agerer som formidler ved leveringen af digitale varer og tjenesteydelser gennem den pågældende
anordning, men også tilføjer værdi til disse varer eller tjenesteydelser. Denne undtagelse giver navnlig
mulighed for såkaldt operatørfakturering eller køb, der opkræves direkte på telefonregningen, hvilket bi-
drager til udvikling af nye forretningsmodeller, der er baseret på salg af digitalt indhold og stemmebasere-
de tjenester af mindre værdi, hvilket allerede er tilfældet med ringetoner og SMS-særtjenester. Disse tje-
nester omfatter underholdning såsom chat, download af f.eks. videoer, musik og spil, oplysninger såsom
om vejr, nyheder, sportsopdateringer, aktier, og nummeroplysning, deltagelse i TV- og radioudsendelser
såsom afstemning, deltagelse i konkurrencer og levering af direkte feedback. Tilbagemeldinger fra mar-
kedet tyder ikke på, at sådanne betalingstransaktioner, som forbrugerne anser for praktisk til betaling af
små beløb, har udviklet sig til en generel betalingsformidlingstjeneste. Imidlertid anvendes denne regel
forskelligt i medlemsstaterne på grund af den tvetydige ordlyd af den relevante undtagelse, hvilket har
ført til manglende retssikkerhed for operatørerne og forbrugerne og undertiden har gjort det muligt for
betalingsformidlingstjenester at påberåbe sig en ubegrænset undtagelse fra anvendelsesområdet for direk-
tiv 2007/64/EF. Det er derfor hensigtsmæssigt at præcisere og begrænse omfanget af berettigelse til denne
undtagelse for sådanne tjenesteudbydere ved at opregne de betalingstransaktionstyper, som undtagelsen
gælder for.
(16) Undtagelsen for visse betalingstransaktioner ved hjælp af telekommunikations- eller IT-udstyr bør
specifikt fokusere på mikrobetalinger for digitalt indhold og stemmebaserede tjenester. En klar omtale af
betalingstransaktioner til køb af elektroniske billetter bør indføres for at tage hensyn til udviklingen inden
for betalinger, hvor navnlig kunder på ethvert sted og tidspunkt ved hjælp af mobiltelefoner eller andre
anordninger kan bestille, betale for, modtage og validere elektroniske billetter. Elektroniske billetter gør
det muligt og lettere at levere tjenester, som forbrugerne ellers kan købe i form af en papirbillet, og om-
fatter transport, underholdning, bilparkering og adgang til arrangementer, men ikke fysiske varer. De
mindsker udgifterne til fremstilling og distribution i forbindelse med traditionelle papirbaserede billetka-
naler, og forbrugervenligheden øges ved at stille nye og enkle former for billetkøb til rådighed. For at
lette byrden for enheder, der indsamler bidrag til velgørende formål, bør betalingstransaktioner i forbin-
delse med sådanne bidrag også undtages. Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med national ret frit
kunne begrænse undtagelsen til bidrag til registrerede velgørende organisationer. Undtagelsen bør gene-
relt kun gælde, når betalingstransaktionernes værdi er mindre end en bestemt tærskel, for klart at begræn-
se undtagelsen til betalinger med lav risikoprofil.
252
(17) Det fælles eurobetalingsområde (SEPA) har lettet oprettelse af fælleseuropæiske »betalingsfabrik-
ker« og »opkrævningsfabrikker«, som muliggør centralisering af betalingstransaktioner inden for samme
koncern. I denne henseende bør betalingstransaktioner mellem en modervirksomhed og dens dattervirk-
somheder eller mellem dattervirksomheder af samme modervirksomhed, der leveres af en betalingstjene-
steudbyder, som tilhører samme koncern, undtages fra dette direktivs anvendelsesområde. En modervirk-
somheds eller dens dattervirksomheds samling af betalingsordrer på vegne af koncernen med henblik på
videresendelse til en betalingstjenesteudbyder bør ikke betragtes som en betalingstjeneste med henblik på
dette direktiv.
(18) I anvendelsesområdet for direktiv 2007/64/EF er der en undtagelse for betalingstjenester, der udby-
des gennem pengeautomater, som er uafhængige af kontoførende betalingstjenesteudbydere. Denne und-
tagelse fremmede væksten af uafhængige pengeautomattjenester i mange medlemsstater, navnlig i mindre
befolkede egne. Undtagelse af denne hurtigt voksende del af pengeautomatmarkedet fuldt ud fra direkti-
vets anvendelsesområde ville imidlertid føre til forvirring om hævegebyrer. Dette kan i grænseoverskri-
dende situationer føre til opkrævning af dobbeltgebyrer for den samme hævning af både den kontoførende
betalingstjenesteudbyder og af pengeautomattjenesteudbyderen. For at bibeholde ydelse af pengeautomat-
tjenester og samtidig sikre klarhed med hensyn til hævegebyrer er det derfor hensigtsmæssigt at fastholde
undtagelsen, men at kræve, at pengeautomatoperatører overholder specifikke bestemmelser om gennem-
sigtighed i dette direktiv. Gebyrer, som pålægges af pengeautomatoperatører, bør være med forbehold af
forordning (EF) nr. 924/2009.
(19) Tjenesteudbydere, der søgte at udnytte en undtagelse fra anvendelsesområdet for direktiv
2007/64/EF, henvendte sig ofte ikke til myndighederne for at høre, om deres aktiviteter var omfattet af
eller undtaget fra direktivet, men forlod sig på deres egne vurderinger. Dette har medført forskellig anven-
delse af visse undtagelser i medlemsstaterne. Det ser også ud til, at nogle undtagelser kan være blevet
anvendt af betalingstjenesteudbydere til at ændre deres forretningsmodeller, således at de udbudte beta-
lingstjenester ville falde uden for direktivets anvendelsesområde. Dette kan medføre øget risiko for beta-
lingstjenestebrugere og uensartede betingelser for betalingstjenesteudbydere på det indre marked. Derfor
bør tjenesteudbydere forpligtes til at meddele relevante aktiviteter til de kompetente myndigheder, så de
kompetente myndigheder kan vurdere, om kravene i de relevante bestemmelser er opfyldt, og for at sikre
ensartet fortolkning af reglerne på hele det indre marked. Navnlig bør der fastlægges en underretningspro-
cedure for alle undtagelser, der bygger på overholdelse af en tærskel, for at sikre, at de specifikke krav
opfyldes.
(20) Det er desuden vigtigt at medtage et krav om, at potentielle betalingstjenesteudbydere skal meddele
de kompetente myndigheder de aktiviteter, som de udbyder inden for rammerne af et begrænset net ud fra
kriterierne i dette direktiv, hvis værdien af betalingstransaktioner overstiger en bestemt tærskel. De kom-
petente myndigheder bør vurdere, om de meddelte aktiviteter kan anses for at være aktiviteter, der udby-
des inden for rammerne af et begrænset net.
(21) Definitionen af betalingstjenester bør være teknologisk neutral og bør give mulighed for udvikling af
nye typer betalingstjenester, samtidig med at der sikres lige forretningsvilkår for både eksisterende og nye
betalingstjenesteudbydere.
(22) Nærværende direktiv bør følge samme fremgangsmåde som i direktiv 2007/64/EF, der omfatter alle
typer elektroniske betalingstjenester. Det vil derfor stadig ikke være hensigtsmæssigt, at de nye regler fin-
der anvendelse på tjenester, hvor overførslen af penge fra betaler til betalingsmodtager eller transporten af
253
penge udelukkende foretages i sedler og mønter, eller hvor overførslen er baseret på papircheck, papir-
veksler, solaveksler eller andre instrumenter, papirvouchers eller kort trukket på en betalingstjenesteudby-
der eller en anden part med henblik på at stille midlerne til betalingsmodtagerens disposition.
(23) Nærværende direktiv bør ikke finde anvendelse på kontante betalingstransaktioner, da der allerede
findes et indre marked for kontantbetalinger. Direktivet bør heller ikke finde anvendelse på betalings-
transaktioner baseret på papirchecks, da disse i sagens natur ikke kan behandles så effektivt som andre
betalingsmidler. God praksis inden for dette område bør dog baseres på principperne i nærværende direk-
tiv.
(24) Det er nødvendigt at præcisere de kategorier af betalingstjenesteudbydere, der lovligt kan udbyde be-
talingstjenester i hele Unionen, nemlig kreditinstitutter, der modtager indskud fra brugere, som kan an-
vendes til finansiering af betalingstransaktioner, og som fortsat bør være omfattet af tilsynskravene i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU10), e-pengeinstitutter, der udsteder elektroniske penge,
som kan anvendes til finansiering af betalingstransaktioner, og som fortsat bør være omfattet af tilsyns-
kravene i direktiv 2009/110/EF, samt betalingsinstitutter og postgirokontorer, der har tilladelse hertil efter
nationale regler. Anvendelsen af denne retlige ramme bør begrænses til tjenesteudbydere, der udbyder be-
talingstjenester som fast erhverv eller forretningsaktivitet i overensstemmelse med nærværende direktiv.
(25) Ved nærværende direktiv fastsættes der regler for gennemførelse af betalingstransaktioner, hvor mid-
lerne er elektroniske penge som defineret i direktiv 2009/110/EF. Ved nærværende direktiv fastsættes der
imidlertid ikke regler for udstedelse af elektroniske penge som fastlagt i direktiv 2009/110/EF. Betalings-
institutter bør derfor ikke have tilladelse til at udstede elektroniske penge.
(26) I direktiv 2007/64/EF er der fastsat en tilsynsordning, der indfører en enkelt tilladelse for alle beta-
lingstjenesteudbydere, som ikke modtager indskud eller udsteder elektroniske penge. Med henblik herpå
indførte direktiv 2007/64/EF en ny kategori af betalingstjenesteudbydere, nemlig »betalingsinstitutter«,
ved at give mulighed for at meddele tilladelse til juridiske personer uden for de eksisterende kategorier til
at udbyde betalingstjenester i Unionen, forudsat at en række strenge og omfattende betingelser er opfyldt.
De samme betingelser bør gælde for disse tjenester i hele Unionen.
(27) Siden vedtagelsen af direktiv 2007/64/EF er der opstået nye typer betalingstjenester, navnlig inden
for internetbetalinger. Navnlig har betalingsinitieringstjenester inden for e-handel udviklet sig. Disse beta-
lingstjenester spiller en rolle i betalinger ved e-handel ved at etablere en softwarebro mellem den forret-
ningsdrivendes websted og betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyders netbankplatform med hen-
blik på at initiere internetbetalinger på grundlag af en kreditoverførsel.
(28) I takt med den teknologiske udvikling er der desuden fremkommet et udvalg af supplerende tjenester
i de senere år, såsom kontooplysningstjenester. Disse tjenester giver betalingstjenestebrugeren samlede
oplysninger på internettet om en eller flere betalingskonti, der føres hos en eller flere betalingstjenesteud-
bydere, og som er tilgængelige via onlinegrænseflader hos den kontoførende betalingstjenesteudbyder.
Betalingstjenestebrugeren har således mulighed for hurtigt at få et overblik over sin finansielle situation
på et hvilket som helst tidspunkt. Disse tjenester bør også være omfattet af dette direktiv for at give for-
brugerne tilstrækkelig beskyttelse af deres betalings- og kontodata samt retssikkerhed om kontooply-
sningstjenesteyderes status.
254
(29) Betalingsinitieringstjenester gør det muligt for en betalingsinitieringstjenesteudbyder at give beta-
lingsmodtageren tillid til, at betalingen er initieret, med henblik på at tilskynde betalingsmodtageren til at
frigive varen eller levere tjenesten uden unødig forsinkelse. Sådanne tjenester udgør en billig løsning for
både forretningsdrivende og forbrugere og giver forbrugerne mulighed for at foretage onlinekøb, selv hvis
de ikke ejer et betalingskort. Eftersom betalingsinitieringstjenester ikke er omfattet af direktiv
2007/64/EF, er de ikke nødvendigvis underlagt tilsyn af en kompetent myndighed og skal ikke opfylde-
kravene i direktiv 2007/64/EF. Dette rejser en række juridiske spørgsmål, såsom forbrugerbeskyttelse,
sikkerhed og ansvar samt konkurrence og databeskyttelse, navnlig med hensyn til beskyttelse af beta-
lingstjenestebrugerens data i overensstemmelse med Unionens databeskyttelsesregler. De nye regler bør
derfor tage hensyn til disse spørgsmål.
(30) De personaliserede sikkerhedsoplysninger, der anvendes til sikker kundeautentifikation af betalings-
tjenestebrugeren eller af betalingsinitieringstjenesteudbyderen, er sædvanligvis dem, som kontoførende
betalingstjenesteudbydere udsteder. Betalingsinitieringstjenesteudbydere indgår ikke nødvendigvis i et
kontraktforhold med kontoførende betalingstjenesteudbydere, og uanset hvilken forretningsmodel der an-
vendes af betalingsinitieringstjenesteudbydere, bør kontoførende betalingstjenesteudbydere gøre det mu-
ligt for betalingsinitieringstjenesteudbydere at anvende de autentifikationsprocedurer, som kontoførende
betalingstjenesteudbydere stiller til rådighed, til at initiere en bestemt betaling på vegne af betaleren.
(31) Når betalingsinitieringstjenesteudbyderen udelukkende yder betalingsinitieringstjenester, er denne
ikke i besiddelse af brugerens midler i noget led af betalingskæden. Når en betalingsinitieringstjenesteud-
byder ønsker at yde betalingstjenester, i forbindelse med hvilke den besidder brugerens midler, bør den
opnå fuld tilladelse til disse tjenester.
(32) Betalingsinitieringstjenester er baseret på betalingsinitieringstjenesteudbyderes direkte eller indirekte
adgang til betalernes konti. En kontoførende betalingstjenesteudbyder, der leverer en mekanisme med
henblik på indirekte adgang, bør også give betalingsinitieringstjenesteudbyderne direkte adgang.
(33) Dette direktiv bør sigte mod at sikre kontinuiteten på markedet og dermed gøre det muligt for eksi-
sterende og nye tjenesteudbydere at tilbyde deres tjenester inden for klare og harmoniserede retlige ram-
mer, uanset hvilken forretningsmodel de anvender. Indtil disse regler bliver anvendt, og uden at det berø-
rer behovet for at garantere sikre betalingstransaktioner og beskytte forbrugerne mod en påviselig risiko
for svig, bør medlemsstaterne, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den europæiske
tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 1093/201011) (EBA) garantere fair konkurrence på dette marked og undgå uberettiget
forskelsbehandling af eksisterende markedsaktører. Enhver betalingstjenesteudbyder, herunder betalings-
tjenestebrugerens kontoførende betalingstjenesteudbyder, bør kunne tilbyde betalingsinitieringstjenester.
(34) Dette direktiv indfører ikke væsentlige ændringer af betingelserne for at få og bevare en tilladelse
som betalingsinstitut. Som i direktiv 2007/64/EF omfatter betingelserne tilsynskrav, der står i et rimeligt
forhold til de operationelle og finansielle risici, som disse institutter løber i forbindelse med deres virk-
somhed. Her er det nødvendigt med en forsvarlig startkapitalordning i kombination med løbende kapital,
der senere vil kunne videreudvikles på mere sofistikeret vis i takt med markedsbehovene. På grund af de
store forskelligheder, der gør sig gældende inden for betalingstjenester, bør direktivet åbne mulighed for
forskellige metoder i kombination med en vis skønsmargen i forbindelse med tilsyn for at sikre, at de
samme risici behandles ens for alle betalingstjenesteudbydere. Kravene til betalingsinstitutter bør tage
hensyn til, at betalingsinstitutters virkefelt er mere specialiseret og aktiviteterne mere begrænsede, hvilket
255
medfører et snævrere risikoområde, der er nemmere at overvåge og kontrollere end de risici, der opstår i
forbindelse med kreditinstitutters bredere virksomhed. Det bør for eksempel navnlig være forbudt for be-
talingsinstitutter at modtage indskud fra brugere, og de bør kun kunne anvende de midler, som brugerne
indbetaler, til at yde betalingstjenester. De påkrævede tilsynsbestemmelser, herunder med hensyn til start-
kapital, bør stå i forhold til den betalingstjeneste, der ydes af betalingsinstituttet. Betalingstjenesteudbyde-
re, som udelukkende udbyder betalingsinitieringstjenester, bør anses for at være af en mellemstor risiko
med hensyn til startkapital.
(35) Betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjenesteudbydere, når de udelukkende leve-
rer disse tjenester, er ikke i besiddelse af kunders midler. Derfor ville det være uforholdsmæssigt at på-
lægge disse nye markedsaktører kapitalgrundlagskrav. Ikke desto mindre er det vigtigt, at de kan leve op
til deres ansvar med hensyn til deres aktiviteter. Det bør derfor kræves, at de enten har en erhvervsan-
svarsforsikring eller en tilsvarende garanti. EBA bør i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU)
nr. 1093/2010 udarbejde retningslinjer for kriterierne for medlemsstaternes fastsættelse af minimumsbe-
løb for erhvervsansvarsforsikring eller en tilsvarende garanti. EBA bør ikke skelne mellem en erhvervsan-
svarsforsikring og en tilsvarende garanti, da de bør være substituerbare.
(36) For at undgå misbrug af etableringsretten er det nødvendigt at kræve, at et betalingsinstitut, der an-
moder om tilladelse i en medlemsstat, udbyder i det mindste en del af sin betalingstjenesteforretning i den
pågældende medlemsstat.
(37) Det bør foreskrives, at betalingstjenestekunders midler skal holdes adskilt fra betalingsinstitutters
midler. Beskyttelseskrav er nødvendige, når et betalingsinstitut er i besiddelse af betalingstjenestekunders
midler. Hvor det samme betalingsinstitut gennemfører en betalingstransaktion for både betaleren og beta-
lingsmodtageren, og der stilles en kreditlinje til rådighed for betaleren, kan det være hensigtsmæssigt at
beskytte midlerne til fordel for betalingsmodtageren, når de svarer til betalingsmodtagerens fordring over
for betalingsinstituttet. Betalingsinstitutter bør ligeledes opfylde krav om effektiv bekæmpelse af hvid-
vask af penge og finansiering af terrorisme.
(38) Nærværende direktiv ændrer ikke betalingsinstitutters regnskabsaflæggelsesforpligtelser eller deres
forpligtelser til at foretage revision af deres årsregnskaber og konsoliderede regnskaber. Betalingsinstitut-
ter skal udarbejde deres årsregnskaber og konsoliderede regnskaber i overensstemmelse med Rådets di-
rektiv 86/635/EØF12) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU13). Årsregnskaber og kon-
soliderede regnskaber skal revideres, medmindre et betalingsinstitut er undtaget fra denne forpligtelse i
henhold til nævnte direktiver.
(39) Når betalingstjenesteudbydere yder en eller flere af de betalingstjenester, som er omfattet af dette
direktiv, bør de altid have betalingskonti, der udelukkende anvendes til betalingstransaktioner. For at be-
talingstjenesteudbydere skal kunne udbyde betalingstjenester, er det nødvendigt at de har mulighed for at
åbne og føre konti i kreditinstitutter. Medlemsstaterne bør sikre, at adgang til sådanne konti stilles til rå-
dighed på en ikkediskriminerende måde, der står i rimeligt forhold til det legitime formål, der søges op-
fyldt. Adgangen kan være basal, men den bør altid have et så stort omfang, at betalingsinstituttet kan yde
sine tjenester uden forhindringer og effektivt.
(40) Dette direktiv bør kun regulere betalingsinstitutters ydelse af kredit, nemlig ydelse af kreditlinjer og
udstedelse af kreditkort, hvis de er kædet tæt sammen med betalingstjenester. Det er hensigtsmæssigt at
tillade betalingsinstitutter at yde kredit med hensyn til deres grænseoverskridende aktiviteter, forudsat at
256
den ydes for at lette betalingstjenester, at den er af kortfristet art, og at den ydes for en periode, der ikke
overstiger 12 måneder, herunder med indbygget automatisk forlængelse, samt at den fortrinsvis refinan-
sieres med betalingsinstituttets egne midler samt midler fra kapitalmarkederne, og ikke med midler, som
betalingsinstituttet ligger inde med for kunder med henblik på betalingstjenester. Sådanne regler bør ikke
berøre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF14) eller anden relevant EU-ret eller nationale
foranstaltninger vedrørende betingelser for kreditydelse til forbrugere, der ikke er harmoniseret ved nær-
værende direktiv.
(41) Generelt har samarbejdet mellem de nationale kompetente myndigheder, der har ansvaret for at med-
dele tilladelse til betalingsinstitutter, foretage kontrol og træffe beslutning om inddragelse af tilladelser,
vist sig at fungere tilfredsstillende. Samarbejdet mellem kompetente myndigheder bør dog forbedres, bå-
de med hensyn til de oplysninger, der udveksles, og med hensyn til ensartet anvendelse og fortolkning af
dette direktiv, hvor et betalingsinstitut, der er meddelt tilladelse, ønsker at yde betalingstjenester i en an-
den medlemsstat end sit hjemland ved at gøre brug af etableringsretten eller retten til fri udveksling af
tjenesteydelser (»passporting«), herunder via internettet. EBA bør bistå med at bilægge tvister mellem
kompetente myndigheder i forbindelse med grænseoverskridende samarbejde i overensstemmelse med
forordning (EU) nr. 1093/2010. EBA bør også udarbejde et udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder for samarbejdet og dataudvekslingen.
(42) For at øge gennemsigtigheden vedrørende drift af betalingsinstitutter, der har fået meddelt tilladelse
af eller er registreret hos hjemlandets kompetente myndigheder, herunder deres agenter, og for at sikre en
høj grad af forbrugerbeskyttelse i Unionen er det nødvendigt at sikre let offentlig adgang til listen over
enheder, der udbyder betalingstjenester. Derfor bør EBA udarbejde og føre et centralt register, hvor den
offentliggør en liste over navnene på enheder, der udbyder betalingstjenester. Medlemsstaterne bør sikre,
at de oplysninger, som de meddeler, ajourføres. Disse foranstaltninger bør også bidrage til at styrke sam-
arbejdet mellem de kompetente myndigheder.
(43) Tilgængeligheden af nøjagtige, ajourførte oplysninger bør forbedres ved at pålægge betalingsinstitut-
ter uden unødig forsinkelse at oplyse den kompetente myndighed i deres hjemland om ændringer, der på-
virker nøjagtigheden af de oplysninger og den dokumentation, der er forelagt med henblik på tilladelsen,
herunder yderligere agenter eller enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet. Kompetente myndigheder bør
også i tvivlstilfælde verificere, at de modtagne oplysninger er korrekte.
(44) Medlemsstaterne bør have mulighed for at kræve, at betalingsinstitutter, der driver virksomhed på
deres område, og hvis hovedkontor er beliggende i en anden medlemsstat, regelmæssigt indberetter til
dem om deres aktiviteter på medlemsstaternes område til oplysningsmæssige eller statistiske formål. Dri-
ver disse betalingsinstitutter virksomhed i henhold til etableringsretten, bør det også være muligt at an-
vende disse oplysninger til at føre kontrol med overholdelsen af afsnit III og IV i dette direktiv, og med-
lemsstaterne bør kunne kræve, at disse betalingsinstitutter udpeger et centralt kontaktpunkt på deres om-
råde for at lette de kompetente myndigheders tilsyn med netværk af agenter. EBA bør udarbejde udkast til
reguleringsmæssige standarder, der fastsætter kriterier for, hvornår der bør udpeges et centralt kontakt-
punkt, og hvilke funktioner det bør have. Kravet om at udpege et centralt kontaktpunkt bør stå i et rime-
ligt forhold til opnåelse af målet om tilstrækkelig kommunikation og indberetning af oplysninger om
overholdelse af afsnit III og IV i værtslandet.
(45) I kritiske situationer, hvor det er nødvendigt at gribe ind omgående for at imødegå en alvorlig trussel
mod betalingstjenestebrugernes kollektive interesse i værtslandet, såsom svig i stor målestok, bør det væ-
257
re muligt for de kompetente myndigheder i værtslandet at træffe forebyggende foranstaltninger sideløben-
de med det grænseoverskridende samarbejde mellem de kompetente myndigheder i værts- og hjemlandet
og i afventning af foranstaltninger fra den kompetente myndighed i hjemlandet. Disse foranstaltninger bør
være passende, stå i et rimeligt forhold til målet, ikkediskriminerende og af midlertidig karakter. Alle for-
anstaltninger bør begrundes behørigt. De kompetente myndigheder i det relevante betalingsinstituts hjem-
land og andre berørte myndigheder, f.eks. Kommissionen og EBA, bør underrettes på forhånd eller, hvis
dette ikke er muligt på grund af den kritiske situation, uden unødig forsinkelse.
(46) I dette direktiv fastsættes de minimumsbeføjelser, som de kompetente myndigheder bør have, når de
fører tilsyn med betalingsinstitutters overholdelse af gældende regler, men disse beføjelser skal udøves
under hensyntagen til de grundlæggende rettigheder, herunder retten til privatlivets fred. Uden at det be-
rører en uafhængig myndigheds (den nationale databeskyttelsesmyndighed) kontrol, og i overensstemmel-
se med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder bør medlemsstaterne have til-
strækkelige og effektive beskyttelsesforanstaltninger, hvis der er mulighed for, at udøvelsen af disse befø-
jelser kan føre til misbrug eller vilkårlighed, der udgør en alvorlig indgriben i disse rettigheder, for ek-
sempel, hvis det er hensigtsmæssigt, gennem forudgående tilladelse fra den pågældende medlemsstats
retsmyndighed.
(47) Det er vigtigt at sikre, at alle personer, der udbyder betalingstjenester, bringes inden for rammerne af
et vist minimum af lov- og reguleringskrav. Det er derfor ønskeligt at registrere identitet og opholdssted
for alle personer, der udbyder betalingstjenester, også personer, der ikke kan opfylde alle betingelserne
for meddelelse af tilladelse som betalingsinstitut. En sådan tilgang er i overensstemmelse med begrundel-
sen for den særlige anbefaling VI fra Den Finansielle Aktionsgruppe vedrørende hvidvask af penge, der
anbefaler at indføre en mekanisme, ifølge hvilken betalingstjenesteudbydere, der ikke kan opfylde alle be-
tingelserne i anbefalingen, ikke desto mindre kan behandles som betalingsinstitutter. I denne henseende
bør medlemsstaterne, selv hvis sådanne personer er undtaget fra alle eller dele af betingelserne for tilla-
delse, kunne opføre dem i registret over betalingsinstitutter. Det er imidlertid vigtigt at lade muligheden
for undtagelse være betinget af strenge krav til værdien af betalingstransaktioner. Undtagne betalingsinsti-
tutter bør ikke have ret til etablering eller fri udveksling af tjenesteydelser og bør ikke indirekte udøve
disse rettigheder som medlem af et betalingssystem.
(48) I lyset af aktivitetens særlige art og de risici, der er forbundet med ydelse af kontooplysningstjene-
ster, bør der indføres særlige tilsynsregler for kontooplysningstjenesteudbydere. Kontooplysningstjene-
steudbydere bør kunne få tilladelse til at udbyde tjenester på tværs af grænserne gennem »passporting«.
(49) Det er nødvendigt for betalingstjenesteudbydere at have adgang til betalingssystemers tekniske infra-
strukturtjenester. En sådan adgang bør imidlertid være underlagt passende krav for at sikre systemernes
integritet og stabilitet. Betalingstjenesteudbydere, der søger om at deltage i et betalingssystem, bør selv
bære risikoen for deres eget valg af system og over for betalingssystemet dokumentere, at deres interne
ordninger er tilstrækkelig modstandsdygtige over for alle former for risici. Disse betalingssystemer omfat-
ter typisk kortordninger med fire parter og store systemer, der behandler kreditoverførsler og direkte debi-
tering. For at sikre ens behandling i hele Unionen af de forskellige kategorier af betalingstjenesteudbydere
med tilladelse i overensstemmelse med betingelserne i deres tilladelse er det nødvendigt at afklare regler-
ne om adgang til betalingssystemer.
(50) Det bør foreskrives, at der ikke må ske forskelsbehandling af betalingsinstitutter og kreditinstitutter
med tilladelse, så enhver betalingstjenesteudbyder, der konkurrerer på det indre marked, kan anvende dis-
258
se betalingssystemers tekniske infrastrukturtjenester på samme vilkår. Der bør fastsættes regler om for-
skellig behandling af betalingstjenesteudbydere med tilladelse og dem, der er omfattet af undtagelsen i
dette direktiv samt af undtagelsen i artikel 3 i direktiv 2009/110/EF, på grund af forskellene i deres til-
synsmæssige rammer. Under alle omstændigheder bør forskelle i prisvilkår kun tillades, hvis det er be-
grundet i forskelle i de omkostninger, som betalingstjenesteudbyderne pådrager sig. Dette bør ikke berøre
medlemsstaternes ret til at begrænse adgangen til systemisk betydningsfulde systemer i overensstemmelse
med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF15) og heller ikke ECB᾽s og Det Europæiske Sy-
stem af Centralbankers kompetencer med hensyn til adgang til betalingssystemer.
(51) Nærværende direktiv berører ikke anvendelsesrådet for direktiv 98/26/EF. For at sikre fair konkur-
rence mellem betalingstjenesteudbydere bør en deltager i et betalingssystem, der er betegnet som et sy-
stem i henhold til betingelserne i direktiv 98/26/EF, som yder tjenester i tilknytning til et sådant system til
en betalingstjenesteudbyder, der er meddelt tilladelse, eller en registreret betalingstjenesteudbyder, også
efter anmodning herom give adgang til sådanne tjenester på en objektiv, forholdsmæssig og ikkediskrimi-
nerende måde til enhver anden betalingstjenesteudbyder, der er meddelt tilladelse, og enhver anden regi-
streret betalingstjenesteudbyder. Betalingstjenesteudbydere, der er givet en sådan adgang, bør imidlertid
ikke anses for deltagere som defineret i direktiv 98/26/EF og bør dermed ikke drage fordel af beskyttelsen
i henhold til nævnte direktiv.
(52) Bestemmelserne vedrørende adgang til betalingssystemer bør ikke finde anvendelse på systemer, der
er oprettet og drives af en enkelt udbyder af betalingstjenester. Sådanne betalingssystemer kan drives en-
ten i direkte konkurrence med betalingssystemer eller mere typisk i en markedsniche, der ikke i tilstræk-
kelig grad er dækket af betalingssystemer. Sådanne systemer omfatter ordninger med tre parter, f.eks.
kortordninger med tre parter, således at de i realiteten aldrig fungerer som kortordninger med fire parter,
f.eks. ved at benytte licenstagere, agenter eller partnere med samme varemærke. Sådanne systemer omfat-
ter typisk også betalingstjenester, der tilbydes af telekommunikationstjenesteudbydere, hvor ordningens
operatør er udbyder af betalingstjenester for både betaleren og betalingsmodtageren, og bankkoncerners
interne systemer. For at stimulere den konkurrence, som sådanne lukkede betalingssystemer kan give
etablerede almindelige betalingssystemer, ville det ikke være hensigtsmæssigt at give tredjemand adgang
til disse lukkede specifikke betalingssystemer. Sådanne lukkede systemer bør dog altid være omfattet af
Unionens og nationale konkurrenceregler, der kan kræve, at der gives adgang til ordningerne for at opret-
holde effektiv konkurrence på betalingsmarkederne.
(53) Da forbrugere og virksomheder ikke er i samme situation, har de ikke behov for det samme beskyt-
telsesniveau. Mens det er vigtigt at sikre forbrugerrettigheder ved bestemmelser, der ikke kan fraviges
ved aftale, er det rimeligt at give virksomheder og organisationer mulighed for at indgå andre aftaler, når
de ikke har at gøre med forbrugere. Imidlertid bør medlemsstaterne kunne fastsætte, at mikrovirksomhe-
der som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF16) skal behandles på samme måde som for-
brugere. Under alle omstændigheder bør visse centrale bestemmelser i dette direktiv altid finde anvendel-
se, uanset hvilken status brugeren har.
(54) Ved dette direktiv bør det præciseres, hvilke forpligtelser der gælder for betalingstjenesteudbydere
hvad angår oplysninger til betalingstjenestebrugere, der bør modtage samme høje niveau af klare oplys-
ninger om betalingstjenester for at kunne foretage velinformerede valg og kunne vælge frit i hele Uni-
onen. Af hensyn til gennemsigtigheden fastsætter direktivet de harmoniserede krav, der er nødvendige for
at sikre, at betalingstjenestebrugere får nødvendige, tilstrækkelige og forståelige oplysninger hvad angår
betalingstjenesteaftaler og betalingstransaktioner. For at fremme et velfungerende indre marked for beta-
259
lingstjenester bør medlemsstaterne kun vedtage de bestemmelser om oplysningskrav, der er fastsat i dette
direktiv.
(55) Forbrugerne bør beskyttes mod urimelig eller vildledende praksis i overensstemmelse med Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF17) samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/
EF18), 2002/65/EF19), 2008/48/EF, 2011/83/EU20) og 2014/92/EU21). Bestemmelserne i disse direktiver
finder fortsat anvendelse. Navnlig forbindelsen mellem oplysningskravene forud for en aftale i nærværen-
de direktiv og direktiv 2002/65/EF bør dog præciseres.
(56) For at øge effektiviteten bør de krævede oplysninger stå i et rimeligt forhold til brugernes behov og
bør gives i et standardiseret format. Oplysningskravene for en enkelt betalingstransaktion bør imidlertid
være forskellige fra kravene i en rammeaftale om flere betalingstransaktioner.
(57) I praksis er rammeaftaler og betalingstransaktioner omfattet heraf langt mere almindelige og økono-
misk vigtige end enkeltstående betalingstransaktioner. Hvis der findes en betalingskonto eller et specifikt
betalingsinstrument, kræves der en rammeaftale. Kravene om forudgående oplysninger om rammeaftaler
bør derfor være omfattende, og oplysningerne bør altid gives på papir eller et andet varigt medium, for
eksempel kontoudskrifter, CD-rom᾽er, DVD᾽er, harddiskdrev på personlige computere, hvorpå der kan
lagres e-mail, og websteder, forudsat at sådanne websteder er tilgængelige for senere konsultation i en
periode, der er tilstrækkelig lang i forhold til adgangen til oplysningerne, og forudsat at disse websteder
tillader at reproducere de lagrede oplysninger i et uændret format. Den måde, hvorpå efterfølgende oplys-
ninger om gennemførte betalingstransaktioner skal gives, bør imidlertid kunne aftales i rammeaftalen
mellem betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren, for eksempel at alle oplysninger om en
betalingskonto stilles til rådighed online, når det drejer sig om netbankydelser.
(58) I forbindelse med enkeltstående betalingstransaktioner bør kun de væsentlige oplysninger altid gives
på betalingstjenesteudbyderens eget initiativ. Da betaleren sædvanligvis er til stede, når betalingsordren
gives, bør ikke være nødvendigt at kræve, at oplysningerne i alle tilfælde skal gives på papir eller et andet
varigt medium. Betalingstjenesteudbyderen bør kunne give oplysningerne mundtligt ved disken eller på
anden måde gøre dem lettilgængelige, for eksempel ved at slå betingelserne op på en opslagstavle på ste-
det. Der bør også gives oplysninger om, hvor andre mere detaljerede oplysninger kan findes, for eksempel
på webstedet. Hvis forbrugeren anmoder derom, bør de vigtigste oplysninger imidlertid også gives på pa-
pir eller på et andet varigt medium.
(59) Ved dette direktiv bør forbrugere gives ret til at modtage relevante oplysninger vederlagsfrit, før den
pågældende bindes af en betalingstjenesteaftale. Forbrugere bør også til enhver tid under aftaleforholdet
kunne anmode om forudgående oplysninger og om at få rammeaftalen på papir vederlagsfrit for både at
have mulighed for at sammenligne de tjenester og betingelser, som betalingstjenesteudbydere tilbyder, og
i tilfælde af tvister at kunne kontrollere sine aftalemæssige rettigheder og forpligtelser, således at der op-
retholdes et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. Disse bestemmelser bør være forenelige med direktiv
2002/65/EF. De særlige bestemmelser om vederlagsfri oplysninger i nærværende direktiv bør ikke bevir-
ke, at der gives tilladelse til at opkræve gebyr for levering af oplysninger til forbrugerne i henhold til an-
dre gældende direktiver.
(60) Den måde, som betalingstjenesteudbyderen giver betalingstjenestebrugeren de krævede oplysninger
på, bør tage hensyn til brugerens behov samt til praktiske tekniske aspekter og til omkostningseffektivitet,
260
afhængigt af hvad der er fastlagt i den pågældende betalingstjenesteaftale. Dette direktiv bør derfor skelne
mellem to måder, hvorpå betalingstjenesteudbyderen skal give oplysninger: enten skal oplysningerne
meddeles aktivt af betalingstjenesteudbyderen på det relevante tidspunkt, som krævet i dette direktiv, og
uden at betalingstjenestebrugeren anmoder herom, eller også skal oplysningerne stilles til rådighed for be-
talingstjenestebrugeren på grundlag af en anmodning om yderligere oplysninger. I den anden situation bør
betalingstjenestebrugeren aktivt tage skridt til at skaffe oplysningerne for eksempel ved udtrykkeligt at
anmode betalingstjenesteudbyderen herom, logge på en netbanks postkasse eller indsætte et bankkort i en
printer til kontoudtog. Betalingstjenesteudbyderen bør med henblik herpå sørge for, at det er muligt at få
adgang til oplysningerne, og at oplysningerne er til rådighed for betalingstjenestebrugeren.
(61) Forbrugerne bør modtage basale oplysninger om gennemførte betalingstransaktioner uden yderligere
gebyrer. I tilfælde af en enkeltstående betalingstransaktion bør betalingstjenesteudbyderen ikke opkræve
særskilt gebyr for sådanne oplysninger. De efterfølgende oplysninger om betalingstransaktioner i henhold
til en rammeaftale bør også gives månedligt og vederlagsfrit. Under hensyntagen til betydningen af gen-
nemsigtighed i prisfastsættelsen og forskellige forbrugerbehov bør parterne dog kunne indgå aftale om, at
der opkræves gebyr for hyppigere eller supplerende oplysninger. For at tage højde for forskelle i national
praksis bør medlemsstaterne kunne fastsætte bestemmelser om, at månedlige betalingskontoudtog på pa-
pir eller på et andet varigt medium altid skal gives vederlagsfrit.
(62) For at fremme kundemobiliteten bør forbrugerne kunne opsige en rammeaftale, uden at det medfører
gebyrer. For aftaler, der opsiges af forbrugeren mindre end seks måneder efter deres ikrafttræden, bør ud-
bydere af betalingstjenester dog have lov til at opkræve gebyr i overensstemmelse med omkostningerne
ved forbrugerens opsigelse af rammeaftalen. For forbrugerne bør opsigelsesperioden ikke være mere end
en måned, og for betalingstjenesteudbydere bør opsigelsesperioden være på mindst to måneder. Dette di-
rektiv bør ikke berøre den forpligtelse, som betalingstjenesteudbyderen har til under ekstraordinære om-
stændigheder at opsige betalingstjenesteaftalen i henhold til anden relevant EU-ret eller national ret, sås-
om sådan om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, foranstaltninger vedrørende indefrysning
af pengemidler og særlige foranstaltninger, der knytter sig til forebyggelse og efterforskning af kriminali-
tet.
(63) For at sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse bør medlemsstaterne i forbrugernes interesse kunne
opretholde eller indføre begrænsninger af eller forbud mod ensidigt at foretage ændringer i betingelserne i
en rammeaftale, f.eks. hvis der ikke er en berettiget årsag til ændringer.
(64) Kontraktbestemmelser bør ikke have til formål eller føre til, at der sker forskelsbehandling af forbru-
gere, der har lovligt ophold i Unionen, på grund af deres nationalitet eller bopæl. Hvis en rammeaftale for
eksempel giver ret til at spærre et betalingsinstrument af objektivt begrundede årsager, bør betalingstjene-
steudbyderen ikke kunne påberåbe sig denne ret, blot fordi betalingstjenestebrugeren har skiftet sin bopæl
i Unionen.
(65) Hvad angår gebyrer har erfaringen vist, at deling af gebyrer mellem betaler og betalingsmodtager er
det mest effektive system, da det letter »straight-through-processing« af betalinger. Det bør derfor fore-
skrives, at gebyrer under normale forhold kan opkræves direkte hos betaler og betalingsmodtager af deres
respektive betalingstjenesteudbydere. Gebyrerne kan også være nul, da bestemmelserne i dette direktiv
ikke bør berøre praksis, hvor betalingstjenesteudbyderen undlader at opkræve gebyrer hos forbrugerne,
når deres konti krediteres. Afhængigt af kontraktvilkårene kan en betalingstjenesteudbyder vælge alene at
opkræve gebyrer hos betalingsmodtageren (den forretningsdrivende) for brug af betalingstjenester, hvor-
261
efter der ikke opkræves gebyr hos betaleren. Der er mulighed for, at betalingssystemerne kan pålægge
gebyrer gennem et abonnementsgebyr. Bestemmelserne om det overførte beløb eller opkrævede gebyrer
har ingen direkte virkning på prissætningen mellem betalingstjenesteudbydere eller andre mellemmænd.
(66) Forskelle i national praksis vedrørende gebyropkrævning for anvendelse af et givet betalingsinstru-
ment (»overvæltning af brugergebyrer«) har ført til vidt forskellige forhold på EU᾽s betalingsmarkeder og
er blevet en kilde til forvirring for forbrugerne, navnlig med hensyn til e-handel og grænseoverskridende
handel. Forretningsdrivende i medlemsstater, hvor det er tilladt at overvælte brugergebyrer, udbyder pro-
dukter og tjenesteydelser i medlemsstater, hvor overvæltning af brugergebyrer er forbudt, og opkræver
brugergebyr fra forbrugeren. Der er også mange eksempler på forretningsdrivende, som overvæltet bru-
gergebyrer, der er meget højere end den forretningsdrivendes omkostninger ved anvendelse af et specifikt
betalingsinstrument. En anden god grund til at revidere praksis for overvæltning af brugergebyrer er, at
forordning (EU) 2015/751 fastsætter regler for interbankgebyrer eller kortbaserede betalinger. Interbank-
gebyrer udgør den vigtigste del af forretningsdrivendes gebyrer for kort og kortbaserede betalinger. Over-
væltning af brugergebyrer er den styringspraksis, der til tider anvendes af forretningsdrivende for at kom-
pensere for de ekstra omkostninger ved kortbaserede betalinger. Forordning (EU) 2015/751 fastsætter
grænser for interbankgebyrers niveau. Disse grænser vil finde anvendelse inden indførelsen af det forbud,
der er fastsat i dette direktiv. Medlemsstaterne bør således overveje at hindre betalingsmodtagere i at op-
kræve gebyrer for anvendelse af betalingsinstrumenter, for hvilke interbankgebyrerne er reguleret i kapi-
tel II i forordning (EU) 2015/751.
(67) Dette direktiv anerkender relevansen af betalingsinstitutter, men kreditinstitutter er fortsat er forbru-
gernes vigtigste adgangsvej til betalingsinstrumenter. Udstedelse af kortbaserede betalingsinstrumenter af
en anden betalingstjenesteudbyder end den, der fører kundens konto, uanset om det er et kreditinstitut el-
ler et betalingsinstitut, vil medføre øget konkurrence på markedet og dermed give forbrugerne flere og
bedre valgmuligheder. Selv om de fleste betalinger på salgssteder i dag er kortbaserede, kan den nuværen-
de grad af innovation inden for betalinger føre til en hurtig fremkomst af nye betalingskanaler i de kom-
mende år. Det er derfor hensigtsmæssigt, at Kommissionen i forbindelse sin revision af dette direktiv
navnlig lægger vægt på denne udvikling, og hvorvidt der er behov for at revidere anvendelsesområdet for
bestemmelsen om bekræftelse af midlers tilgængelighed. For den betalingstjenesteudbyder, der udsteder
det kortbaserede betalingsinstrument, navnlig debetkort, vil en bekræftelse fra den kontoførende beta-
lingstjenesteudbyder af, at midler er tilgængelige på kundens konto, gøre det muligt for udstederen bedre
at styre og reducere sin kreditrisiko. Samtidig bør denne bekræftelse ikke gøre det muligt for den kontofø-
rende betalingstjenesteudbyder at blokere midler på betalerens betalingskonto.
(68) Anvendelse af et kort eller et kortbaseret betalingsinstrument til at foretage en betaling vil ofte udlø-
se en besked, der bekræfter, at midler er tilgængelige, samt to betalingstransaktioner som følge heraf. Den
første transaktion finder sted mellem udstederen og den forretningsdrivendes kontoførende betalingstjene-
steudbyder, mens den anden, normalt en direkte debitering, finder sted mellem betalerens kontoførende
betalingstjenesteudbyder og udstederen. Begge transaktioner bør behandles på samme måde som andre
tilsvarende transaktioner. Betalingstjenesteudbydere, der udsteder kortbaserede betalingsinstrumenter, bør
have samme rettigheder og bør underlægges samme forpligtelser i henhold til dette direktiv, uanset om de
er betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder eller ej, navnlig for så vidt angår forpligtelser (f.eks.
autentifikation) og ansvar over for de forskellige aktører i betalingskæden. Eftersom betalingstjenesteud-
byderens anmodning og bekræftelsen af, at midlerne er til rådighed, kan ske gennem eksisterende sikre
kommunikationskanaler, tekniske procedurer og infrastrukturer for kommunikation mellem betalingsini-
tieringstjenesteudbydere eller kontooplysningstjenesteudbydere og kontoførende betalingstjenesteudbyde-
262
re, samtidig med at de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger respekteres, bør der ikke være yderligere
omkostninger for betalingstjenesteudbydere eller kortholdere. Endvidere bør den kontoførende betalings-
tjenesteudbyder, hvad enten transaktionen finder sted på internettet, dvs. på en forretningsdrivendes web-
sted, eller i en fysisk forretning, kun være forpligtet til at give den bekræftelse, som udstederen anmoder
om, hvis konti hos kontoførende betalingstjenesteudbydere er elektronisk tilgængelige til denne bekræf-
telse, i det mindste online. I betragtning af elektroniske penges særlige karakter bør det ikke være muligt
at anvende denne mekanisme på betalingstransaktioner, der initieres via kortbaserede betalingsinstrumen-
ter, hvorpå der er lagret elektroniske penge som defineret i direktiv 2009/110/EF.
(69) Forpligtelsen til at beskytte personaliserede sikkerhedsoplysninger er af afgørende betydning for at
beskytte betalingstjenestebrugerens midler og for at begrænse risici vedrørende svig og uautoriseret ad-
gang til betalingskonti. Imidlertid bør vilkår og betingelser eller andre forpligtelser, som betalingstjene-
steudbydere pålægger betalingstjenestebrugere med henblik på at beskytte personaliserede sikkerhedsop-
lysninger, ikke udformes på en sådan måde, at betalingstjenestebrugere forhindres i at drage fordel af tje-
nesteydelser, som tilbydes af andre betalingstjenesteudbydere, herunder betalingsinitieringstjenester og
kontooplysningstjenester. Endvidere bør sådanne vilkår og betingelser ikke indeholde bestemmelser, der
på nogen måde vil gøre det vanskeligere at anvende betalingstjenester hos andre betalingstjenesteudbyde-
re, der er meddelt tilladelse eller registreret i henhold til dette direktiv.
(70) Med henblik på at begrænse risiciene for og konsekvenserne af uautoriserede eller fejlbehæftede be-
talingstransaktioner bør betalingstjenestebrugeren så hurtigt som muligt orientere betalingstjenesteudby-
deren om eventuelle indsigelser, der gøres mod betalingstransaktioner, som angiveligt er uautoriserede el-
ler fejlbehæftede, forudsat at betalingstjenesteudbyderen har opfyldt sine oplysningsforpligtelser efter det-
te direktiv. Hvis betalingstjenestebrugeren overholder underretningsfristen, bør betalingstjenestebrugeren
kunne påberåbe sig de pågældende krav med forbehold af nationale forældelsesfrister. Dette direktiv bør
ikke berøre andre krav mellem betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteudbydere.
(71) I tilfælde af en uautoriseret betalingstransaktion bør betalingstjenesteudbyderen straks tilbagebetale
transaktionsbeløbet til betaleren. Hvis der er stor mistanke om en uautoriseret transaktion som følge af
svigagtig adfærd fra betalingstjenestebrugerens side, og mistanken er baseret på objektive grunde, som er
meddelt den relevante nationale myndighed, bør betalingstjenesteudbyderen have mulighed for inden for
en rimelig frist at foretage en undersøgelse før tilbagebetaling til betaleren. For at forhindre, at betaleren
stilles ugunstigt, bør valørdatoen for kreditering ikke være senere end den dato, hvor beløbet blev debite-
ret. For at tilskynde betalingstjenestebrugeren til snarest muligt at underrette betalingstjenesteudbyderen
om et eventuelt tyveri eller tab af et betalingsinstrument og således mindske risikoen for uautoriserede
betalingstransaktioner bør brugeren kun hæfte for et begrænset beløb, medmindre betalingstjenestebruge-
ren har handlet svigagtigt eller groft forsømmeligt. I denne sammenhæng synes et beløb på 50 EUR at
være tilstrækkeligt for at sikre en harmoniseret og omfattende brugerbeskyttelse i Unionen. Der bør ikke
pålægges ansvar, hvis betaleren ikke er i stand til at opdage tabet, tyveriet eller den uberettigede tilegnelse
af betalingsinstrumentet. Når brugeren har meddelt betalingstjenesteudbyderen, at vedkommendes beta-
lingsinstrument kan være misbrugt, bør betalingstjenestebrugeren desuden ikke skulle dække yderligere
tab som følge af uautoriseret brug af instrumentet. Dette direktiv bør ikke berøre betalingstjenesteudbyde-
res ansvar for den tekniske sikkerhed af deres egne produkter.
(72) For at vurdere eventuel forsømmelse eller grov forsømmelse fra betalingstjenestebrugerens side bør
der tages hensyn til alle omstændigheder. Beviset for og graden af den påståede forsømmelse bør generelt
vurderes i henhold til national ret. Selv om begrebet forsømmelse indebærer tilsidesættelse af diligens-
263
pligten, bør grov forsømmelse imidlertid indebære mere end blot forsømmelse og vedrøre adfærd, der in-
volverer en betydelig grad af skødesløshed, f.eks. opbevaring af de sikkerhedsoplysninger, der anvendes
til at give tilladelse til en betalingstransaktion, ved siden af betalingsinstrumentet i et format, der på en
åben og let måde kan opdages af tredjeparter. Aftalevilkår og betingelser vedrørende levering og brug af
et betalingsinstrument, som pålægger forbrugeren en større bevisbyrde, eller som reducerer udstederens
bevisbyrde, bør betragtes som ugyldige. Ydermere er det i specifikke situationer, navnlig hvis betalingsin-
strumentet ikke er til stede ved salgsstedet, som ved onlinebetalinger, hensigtsmæssigt, at betalingstjene-
steudbyderen er forpligtet til at forelægge beviser for angivelig forsømmelighed, da betalerens mulighed
for at gøre dette er meget begrænset i sådanne tilfælde.
(73) Der bør indføres bestemmelser om fordeling af tab i tilfælde af uautoriserede betalingstransaktioner.
Der kan gælde andre bestemmelser for betalingstjenestebrugere, der ikke er forbrugere, idet sådanne bru-
gere normalt har større mulighed for at vurdere risikoen for svig og træffe modforanstaltninger. For at
sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse bør betalere altid være berettiget til at rette deres krav om tilba-
gebetaling til deres kontoførende betalingstjenesteudbyder, også selv om en betalingsinitieringstjene-
steudbyder er involveret i betalingstransaktionen. Dette berører ikke fordelingen af ansvar mellem beta-
lingstjenesteudbyderne.
(74) For så vidt angår betalingsinitieringstjenester, bør betalingstjenestebrugeres og de involverede beta-
lingstjenesteudbyderes rettigheder og forpligtelser stå i et passende forhold til den tjeneste, der ydes.
Navnlig bør fordelingen af ansvar mellem den kontoførende betalingstjenesteudbyder og den betalingsini-
tieringstjenesteudbyder, der indgår i transaktionen, forpligte disse til at tage ansvar for de respektive dele
af transaktionen, der er under deres kontrol.
(75) Dette direktiv sigter mod at øge forbrugerbeskyttelsen i forbindelse med kortbaserede betalingstrans-
aktioner, hvor det præcise transaktionsbeløb ikke kendes, når betaleren giver samtykke til at gennemføre
betalingstransaktionen, f.eks. på automatiske tankstationer, i biludlejningskontrakter og ved udførelse af
hotelreservationer. Betalerens betalingstjenesteudbyder bør udelukkende kunne blokere midler på betale-
rens betalingskonto, hvis betaleren har givet samtykke til det præcise beløb, der skal blokeres, og disse
midler bør frigives uden unødig forsinkelse efter modtagelse af oplysningerne om det præcise betalings-
transaktionsbeløb og senest umiddelbart efter modtagelse af betalingsordren.
(76) SEPA sigter mod at videreudvikle fælles EU-dækkende betalingstjenester til erstatning af de nuvæ-
rende nationale betalingstjenester, for så vidt angår betalinger, som foretages i euro. Med henblik på at
sikre en fuldstændig overgang til EU-dækkende kreditoverførsler og direkte debiteringer fastsætter for-
ordning (EU) nr. 260/2012 tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiterin-
ger i euro. Med hensyn til direkte debiteringer fastsætter nævnte forordning, at betaleren giver sit samtyk-
ke til både betalingsmodtageren og til betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder (enten direkte eller
indirekte via betalingsmodtageren), og at mandater, såvel som senere ændringer eller annullering, opbeva-
res af betalingsmodtageren eller en tredjepart på vegne af betalingsmodtageren. Den nuværende og indtil
videre eneste paneuropæiske ordning med direkte debitering for forbrugerbetalinger i euro, som er udvik-
let af Det Europæiske Betalingsråd, er baseret på princippet om, at mandatet til at gennemføre en direkte
debitering gives af betaleren til betalingsmodtageren og opbevares sammen med senere ændringer eller
annullering af betalingsmodtageren. Mandatet kan også opbevares af en tredjepart på betalingsmodtage-
rens vegne. For at sikre bred offentlig opbakning til SEPA og for at sikre en høj grad af forbrugerbeskyt-
telse inden for SEPA giver den eksisterende paneuropæiske ordning med direkte debitering ubetinget ret
til tilbagebetaling for autoriserede betalinger. For at afspejle dette tager dette direktiv sigte på at fastsætte
264
en ubetinget ret til tilbagebetaling som et generelt krav til alle direkte debiteringstransaktioner, der foreta-
ges i euro i Unionen.
Sideløbende med SEPA fortsætter traditionelle ordninger med direkte debitering i andre valutaer end euro
dog med at eksistere i medlemsstater, hvis valuta ikke er euro. Disse ordninger har vist sig at være effekti-
ve og sikrer samme høje beskyttelsesniveau for betaleren gennem andre beskyttelsesforanstaltninger, der
ikke altid er baseret på en ubetinget ret til tilbagebetaling. I dette tilfælde bør betaleren være beskyttet af
den generelle regel om tilbagebetaling, når den gennemførte betalingstransaktion overstiger et beløb, der
med rimelighed kunne forventes. Desuden bør medlemsstaterne kunne fastsætte regler om ret til tilbage-
betaling, der er mere fordelagtige for betaleren. Der er en reel efterspørgsel efter særlige direkte debite-
ringsprodukter i euro inden for SEPA, hvilket fremgår af den fortsatte tilstedeværelse af visse traditionelle
betalingstjenester i euro i nogle medlemsstater. Det vil være rimeligt at tillade, at betaleren og betalerens
betalingstjenesteudbyder i en rammeaftale fastsætter, at betaleren ikke har ret til tilbagebetaling, i tilfæl-
de, hvor betaleren er beskyttet, enten fordi vedkommende har givet samtykke til at gennemføre en trans-
aktion direkte til vedkommendes betalingstjenesteudbyder, herunder når denne handler på vegne af beta-
lingsmodtageren, eller, hvor det er relevant, fordi oplysninger om den fremtidige betalingstransaktion
mindst fire uger inden forfaldsdagen blev givet eller stillet til rådighed for betaleren på en aftalt måde af
betalingstjenesteudbyderen eller betalingsmodtageren. Under alle omstændigheder bør betaleren altid væ-
re beskyttet af den generelle regel om tilbagebetaling i tilfælde af uautoriserede eller fejlbehæftede beta-
lingstransaktioner.
(77) Med henblik på likviditetsstyring og rettidig opfyldelse af betalingsforpligtelser skal forbrugere og
virksomheder vide præcis, hvor længe det tager at gennemføre en betalingsordre. Ved dette direktiv bør
der derfor fastsættes et tidspunkt, fra hvilket rettigheder og forpligtelser får virkning, nemlig når beta-
lingstjenesteudbyderen modtager betalingsordren, herunder når betalingstjenesteudbyderen har haft lejlig-
hed til at modtage den via de kommunikationsmidler, der er fastlagt i betalingstjenesteaftalen, uanset en
eventuel forudgående andel i den proces, der førte til oprettelse og overførsel af betalingsordren, for ek-
sempel kontrol af sikkerhed og midlers tilgængelighed, oplysninger om brug af PIN-kode eller udstedelse
af et betalingstilsagn. Desuden bør modtagelsen af en betalingsordre finde sted, når betalerens betalings-
tjenesteudbyder modtager den betalingsordre, der skal debiteres betalerens konto. Datoen eller tidspunktet
for, hvornår en betalingsmodtager sender betalingstjenesteudbyderen betalingsordrer vedrørende opkræv-
ning af for eksempel kortbetalinger og direkte debiteringer, eller hvornår en betalingstjenesteudbyder ind-
rømmer en betalingsmodtager forfinansiering af de pågældende beløb via en betinget kreditering af ved-
kommendes konto, bør i denne forbindelse være uden betydning. Brugerne bør kunne stole på, at en fuld-
stændig og gyldig betalingsordre gennemføres korrekt, hvis betalingstjenesteudbyderen ikke har en aftale-
mæssig eller retmæssig afvisningsgrund. Hvis betalingstjenesteudbyderen afviser en betalingsordre, bør
betalingstjenestebrugeren snarest have meddelelse herom samt en begrundelse herfor i henhold til krave-
ne i EU-retten og national ret. Hvis rammeaftalen fastsætter betingelser om, at betalingstjenesteudbyderen
kan opkræve et afvisningsgebyr, bør et sådant gebyr være objektivt begrundet, og det bør holdes så lavt
som muligt.
(78) Da moderne fuldautomatiske betalingssystemer behandler betalingstransaktioner hurtigt, således at
betalingsordrer på et givet tidspunkt ikke længere kan tilbagekaldes uden store omkostninger til manuel
intervention, er det nødvendigt at fastsætte en klar frist for tilbagekaldelse af betalinger. Afhængigt af be-
talingstjenestens og betalingsordrens art bør fristen for tilbagekaldelse af betalinger dog kunne ændres ef-
ter aftale mellem parterne. Tilbagekaldelse i denne forstand bør kun gælde i forholdet mellem betalings-
265
tjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen, og dette anfægter således ikke, at betalingstransaktioner i
betalingssystemer er uigenkaldelige og endelige.
(79) En sådan uigenkaldelighed bør ikke berøre de rettigheder eller forpligtelser efter nogle medlemssta-
ters ret, som en betalingstjenesteudbyder i henhold til betalerens rammeaftale eller nationale love, admini-
strative bestemmelser eller retningslinjer har til at tilbagebetale betaleren beløbet for den gennemførte be-
talingstransaktion i tilfælde af en tvist mellem betaleren og betalingsmodtageren. En sådan tilbagebetaling
bør betragtes som en ny betalingsordre. Bortset fra sådanne tilfælde bør retstvister, der opstår inden for
det forhold, der ligger til grund for betalingsordren, udelukkende afgøres mellem betaleren og betalings-
modtageren.
(80) Det er af afgørende betydning for en fuldt integreret straight-through-processing af betalinger og for
retssikkerheden hvad angår opfyldelse af eventuelle underliggende forpligtelser mellem betalingstjeneste-
brugere, at hele det beløb, som betaleren overfører, krediteres betalingsmodtagerens konto. Det bør derfor
ikke være muligt for nogen af de parter, der indgår i gennemførelsen af betalingstransaktioner, at foretage
fradrag i det overførte beløb. Det bør imidlertid være muligt for betalingsmodtageren at indgå en aftale
med sin betalingstjenesteudbyder, hvorved denne får ret til at fratrække sine egne gebyrer. For at beta-
lingsmodtageren kan kontrollere, at det skyldige beløb er indbetalt korrekt, bør efterfølgende oplysninger
om betalingstransaktionen ikke blot angive det fulde overførte beløb, men også eventuelle gebyrer, der er
blevet fratrukket.
(81) Betalingsinstrumenter med lav værdi bør være et billigt og brugervenligt alternativ i forbindelse med
billige varer og tjenester og bør ikke behæftes med en række urimelige krav. De relevante oplysningskrav
og reglerne om gennemførelse bør derfor begrænses til væsentlige oplysninger, idet der også tages hensyn
til de tekniske muligheder, der er grund til at forvente af instrumenter, der udelukkende anvendes til små
betalinger. Trods den lempede ordning bør betalingstjenestebrugerne have tilstrækkelig beskyttelse under
henvisning til de begrænsede risici, der er forbundet med disse betalingsinstrumenter, navnlig for så vidt
angår forudbetalte betalingsinstrumenter.
(82) For at gøre betalinger i Unionen mere effektive bør der for alle betalingsordrer, der initieres af beta-
leren, og som foretages i euro eller i en valuta i en medlemsstat, hvis valuta ikke er euro, herunder kredit-
transaktioner og pengeoverførsler, gælde en maksimal gennemførelsestid på én dag. For alle andre beta-
linger, eksempelvis betalinger initieret af eller via betalingsmodtageren, herunder direkte debiteringer og
kortbetalinger, bør samme gennemførelsestid på én dag gælde, hvis der ikke foreligger en udtrykkelig af-
tale mellem betalingstjenesteudbyderen og betaleren, der fastsætter en længere gennemførelsestid. Disse
tidsfrister bør kunne forlænges med en yderligere arbejdsdag, hvis betalingsordren gives på papir, for at
give mulighed for fortsat udbud af betalingstjenester til forbrugere, der kun er vant til papirbaserede do-
kumenter. Når der anvendes en ordning med direkte debitering, bør betalingsmodtagerens betalingstjene-
steudbyder sende opkrævningsordren inden for den tidsfrist, der er aftalt mellem betalingsmodtageren og
dennes betalingstjenesteudbyder, således at afregningen kan gennemføres på den aftalte forfaldsdato. Da
betalingsinfrastrukturer imidlertid ofte er særdeles effektive, bør medlemsstaterne om nødvendigt kunne
beholde eller fastsætte bestemmelser om en kortere gennemførelsestid end én arbejdsdag for at undgå en
forringelse af det nuværende serviceniveau.
(83) Bestemmelserne om gennemførelse af det fulde beløb og om gennemførelsestider bør betragtes som
god praksis, når en af betalingstjenesteudbyderne ikke er etableret i Unionen.
266
(84) For at styrke forbrugernes tillid til et harmoniseret betalingsmarked er det vigtigt, at betalingstjene-
stebrugerne kender de faktiske omkostninger ved og gebyrer for betalingstjenester, for at de kan træffe
deres valg. Derfor bør det være forbudt at bruge ugennemsigtige prissætningsmetoder, da det er den al-
mindelige opfattelse, at sådanne metoder gør det særdeles vanskeligt for brugerne at fastslå den faktiske
pris for en betalingstjeneste. Navnlig bør brug af valørdatoer til skade for brugerne ikke være tilladt.
(85) For at betalingssystemet kan fungere smidigt og effektivt, må brugeren have tillid til, at betalingstje-
nesteudbyderen vil gennemføre betalingstransaktionen korrekt og inden for den aftalte tid. Sædvanligvis
har betalingstjenesteudbyderen forudsætningerne for at vurdere de risici, der følger med en betalingstrans-
aktion. Det er betalingstjenesteudbyderen, der stiller betalingssystemet til rådighed, indgår aftaler om til-
bagekaldelse af fejlagtigt placerede midler og i de fleste tilfælde beslutter, hvilke mellemmænd der indgår
i gennemførelsen af betalingstransaktionen. I lyset af alle disse overvejelser er det hensigtsmæssigt, und-
tagen under usædvanlige eller uforudsigelige omstændigheder, at tillægge betalingstjenesteudbyderen an-
svaret for gennemførelsen af en betalingstransaktion, som vedkommende har accepteret fra brugeren,
undtagen med hensyn til betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders handlinger og undladelser, for
hvilke alene betalingsmodtageren er ansvarlig. For at betaleren ikke skal være ubeskyttet i den usandsyn-
lige situation, at det ikke er klart, at betalingen blev behørigt modtaget af betalingsmodtagerens betalings-
tjenesteudbyder, bør den tilsvarende bevisbyrde dog påhvile betalerens betalingstjenesteudbyder. Som ho-
vedregel kan det forventes, at den formidlende institution, sædvanligvis et neutralt organ såsom en cen-
tralbank eller et fælles clearinghus, der overfører betalingsbeløbet fra den afsendende betalingstjenesteud-
byder til den modtagende betalingstjenesteudbyder, vil lagre posteringsoplysninger og vil være i stand til
at stille disse til rådighed, når det er nødvendigt. Uanset hvornår betalingsbeløbet er blevet krediteret den
modtagende betalingstjenesteudbyders konto, bør betalingsmodtageren øjeblikkeligt have et krav på sin
betalingstjenesteudbyder for så vidt angår kreditering på kontoen.
(86) Betalerens betalingstjenesteudbyder, nemlig den kontoførende betalingstjenesteudbyder eller, hvor
det er relevant, betalingsinitieringstjenesteudbyderen, bør påtage sig ansvaret for, at betalinger gennemfø-
res korrekt, herunder navnlig det fulde transaktionsbeløb og gennemførelsestiden, og det fulde ansvar for
forsømmelser begået af andre parter i betalingskæden indtil betalingsmodtagerens konto. På grund af det-
te ansvar bør betalerens betalingstjenesteudbyder, når det fulde beløb ikke krediteres eller først sent kredi-
teres betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder, rette betalingstransaktionen eller snarest muligt til-
bagebetale betaleren det relevante transaktionsbeløb, uden at dette berører andre krav, der kan påberåbes i
henhold til national ret. På grund af betalingstjenesteudbyderens ansvar bør betaleren eller betalingsmod-
tageren ikke pålægges nogen omkostninger i forbindelse med den fejlbehæftede betaling. Ved en man-
glende, fejlbehæftet eller for sent gennemført betalingstransaktion bør medlemsstaterne sikre, at valørda-
toen for betalingstjenesteudbyderens efterbetalinger altid er den samme som valørdatoen ved en korrekt
gennemførelse.
(87) Dette direktiv bør kun vedrøre aftalemæssige forpligtelser og ansvar mellem betalingstjenestebruge-
ren og betalingstjenesteudbyderen. Hvis pengeoverførsler og andre betalingstjenester skal fungere kor-
rekt, skal betalingstjenesteudbydere og deres mellemmænd, såsom udbydere af databehandling, imidlertid
have indgået aftaler, som fastsætter deres indbyrdes rettigheder og forpligtelser. Spørgsmål vedrørende
erstatningsansvar udgør en væsentlig del af disse ensartede aftaler. For at sikre troværdigheden mellem
betalingstjenesteudbydere og mellemmænd, der indgår i en betalingstransaktion, er det nødvendigt, at der
er retssikkerhed for, at en ikkeansvarlig betalingstjenesteudbyder holdes skadesløs for tab eller beløb be-
talt i henhold til dette direktivs bestemmelser om ansvar. Yderligere rettigheder og detaljer om indholdet
267
af denne regres og proceduren for behandling af klager mod den betalingstjenesteudbyder eller den mel-
lemmand, der har ansvaret for en mangelfuld betalingstransaktion, bør afhænge af, hvad der er aftalt.
(88) Det bør være muligt for betalingstjenesteudbyderen utvetydigt at præcisere, hvilke oplysninger der er
nødvendige for at gennemføre en betalingsordre korrekt. For at undgå opsplitning og for ikke at sætte ind-
førelsen af integrerede betalingssystemer i Unionen på spil, bør medlemsstaterne på den anden side ikke
have mulighed for at kræve en særlig identifikationskode for betalingstransaktioner. Dette bør dog ikke
afholde medlemsstaterne fra at kræve, at betalerens betalingstjenesteudbyder handler med den nødvendi-
ge omhu og, når det er teknisk muligt og ikke kræver manuel intervention, kontrollerer sammenhængen i
den entydige identifikationskode og, når der ikke er sammenhæng i den entydige identifikationskode, af-
viser en betalingsordre og underretter betaleren herom. Betalingstjenesteudbyderens ansvar bør være be-
grænset til en pligt til at gennemføre betalingstransaktionen korrekt i overensstemmelse med betalings-
ordren fra betalingstjenestebrugeren. Hvis midlerne i forbindelse med en betalingstransaktion når frem til
den forkerte modtager som følge af en ukorrekt entydig identifikationskode, som betaleren har angivet,
bør betalerens eller betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbydere ikke være ansvarlige, men de bør
være forpligtet til at samarbejde om at gøre en rimelig indsats for at inddrive midlerne, herunder ved at
kommunikere relevante oplysninger.
(89) Betalingstjenesteudbyderes ydelse af betalingstjenester kan indebære behandling af personoplysnin-
ger. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF22), de nationale regler, der gennemfører direktiv
95/46/EF, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/200123) finder anvendelse på behand-
ling af personoplysninger i forbindelse med dette direktiv. Navnlig når personoplysninger behandles med
henblik på dette direktiv, bør det præcise formål angives, det relevante retsgrundlag nævnes, og de rele-
vante sikkerhedskrav, der er fastsat i direktiv 95/46/EF, opfyldes, og principperne om nødvendighed, pro-
portionalitet, formålsbegrænsning og en rimelig dataopbevaringsperiode bør respekteres. Endvidere bør
indbygget databeskyttelse og databeskyttelse gennem indstillinger indgå i alle databehandlingssystemer,
der udvikles og anvendes inden for rammerne af dette direktiv.
(90) I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder respekten for privatliv og familieliv,
retten til beskyttelse af personoplysninger, friheden til at oprette og drive egen virksomhed, retten til ef-
fektive retsmidler og retten til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange for samme lovovertrædelse.
Direktivet skal gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder og principper.
(91) Betalingstjenesteudbydere er ansvarlige for sikkerhedsforanstaltninger. Disse foranstaltninger bør
være forholdsmæssigt afpassede efter de pågældende sikkerhedsrisici. Betalingstjenesteudbydere bør fast-
lægge rammer for at begrænse risici og opretholde effektive procedurer til håndtering af hændelser. Der
bør indføres en mekanisme til regelmæssig rapportering, så det sikres, at betalingstjenesteudbydere regel-
mæssigt giver de kompetente myndigheder en ajourført vurdering af deres sikkerhedsrisici og de foran-
staltninger, som de har truffet for at imødegå disse risici. Endvidere er det for at sikre, at skadevirkninger
for brugere, andre betalingstjenesteudbydere eller betalingssystemer, såsom væsentlige forstyrrelser af et
betalingssystem, holdes på et minimum, nødvendigt at forpligte betalingstjenesteudbydere til uden unødig
forsinkelse at underrette de kompetente myndigheder om større sikkerhedshændelser. EBA bør have en
koordinerende rolle.
268
(92) Pligten til at indberette sikkerhedshændelser bør ikke berøre andre forpligtelser til at indberette hæn-
delser i henhold til andre EU-retsakter, og kravene fastsat i dette direktiv bør tilpasses til og stå i et rime-
ligt forhold til indberetningsforpligtelserne i henhold til anden EU-ret.
(93) Det er nødvendigt at fastlægge en klar retlig ramme, som fastsætter de betingelser, efter hvilke beta-
lingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjenesteudbydere kan yde deres tjenester med samtyk-
ke fra kontoindehaveren uden at være forpligtet af den kontoførende betalingstjenesteudbyder til at benyt-
te en bestemt forretningsmodel, hvad enten den er baseret på direkte eller indirekte adgang, til levering af
disse typer tjenesteydelser. Betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjenesteudbydere på
den ene side og den kontoførende betalingstjenesteudbyder på den anden side bør opfylde de nødvendige
databeskyttelses- og sikkerhedskrav, der er fastsat eller henvist til i dette direktiv, eller som er medtaget i
udkastene til reguleringsmæssige tekniske standarder. Disse reguleringsmæssige tekniske standarder bør
være forenelige med de forskellige teknologiske løsninger, der står til rådighed. For at garantere sikker
kommunikation mellem de relevante aktører i forbindelse med disse tjenesteydelser bør EBA også præci-
sere kravene til fælles og åbne kommunikationsstandarder, som skal gennemføres af alle kontoførende
betalingstjenesteudbydere, der giver mulighed for onlinebetalingstjenester. Dette betyder, at disse åbne
standarder bør sikre interoperabilitet mellem forskellige teknologiske kommunikationsløsninger. Disse
fælles og åbne standarder bør også sikre, at den kontoførende betalingstjenesteudbyder er klar over, at
vedkommende kontaktes af en betalingsinitieringstjenesteudbyder eller en kontooplysningstjenesteudby-
der og ikke af kunden selv. Standarderne bør også sikre, at betalingsinitieringstjenesteudbydere og kon-
tooplysningstjenesteudbydere kommunikerer med den kontoførende betalingstjenesteudbyder og med de
involverede kunder på sikker vis. Ved udarbejdelsen af disse krav bør EBA navnlig være opmærksom på,
at de standarder, der skal anvendes, skal give mulighed for anvendelse af alle almindelige typer anordnin-
ger (såsom computere, tablets og mobiltelefoner) i forbindelse med forskellige betalingstjenester.
(94) Ved udarbejdelsen af reguleringsmæssige tekniske standarder for autentifikation og kommunikation
bør EBA systematisk vurdere og tage hensyn til privatlivsdimensionen med henblik på at fastlægge de
risici, der er forbundet med hver af de tilgængelige tekniske muligheder, og de foranstaltninger, der kan
træffes for at minimere truslerne mod databeskyttelsen.
(95) Sikkerhed i forbindelse med elektroniske betalinger er afgørende for at sikre forbrugerbeskyttelse og
udvikling af et gunstigt miljø for e-handel. Alle betalingstjenester, der udbydes elektronisk, bør gennem-
føres på sikker vis ved hjælp af teknologier, der garanterer sikker autentifikation af brugeren og begræn-
ser risikoen for svig mest muligt. Der synes ikke at være behov for at sikre det samme beskyttelsesniveau
for betalingstransaktioner, der initieres og gennemføres på andre måder end ved hjælp af elektroniske
platforme eller anordninger, som f.eks. papirbaserede betalingstransaktioner, postordresalg eller telefon-
salg. En solid vækst i internetbetalinger og mobilbetalinger bør ledsages af en generel forbedring af sik-
kerhedsforanstaltningerne. Betalingstjenester, der udbydes på internettet eller via andre fjernkanaler, og
hvis funktion ikke afhænger af, hvor den anordning, der anvendes til at initiere betalingstransaktionen,
eller det anvendte betalingsinstrument er fysisk placeret, bør derfor omfatte autentifikation af transaktio-
ner med dynamiske koder, med henblik på, at brugeren hele tiden er klar over beløbet og betalingsmodta-
geren for den transaktion, som brugeren giver tilladelse til.
(96) Sikkerhedsforanstaltningerne bør være forenelige med det risikoniveau, der er forbundet med beta-
lingstjenesten. For at gøre det muligt at udvikle brugervenlige og tilgængelige betalingsmidler for betalin-
ger med lav risiko, såsom kontaktløse betalinger med lav værdi på salgsstedet, uanset om de er baseret på
en mobiltelefon eller ej, bør undtagelserne for anvendelse af sikkerhedskrav derfor præciseres i de regule-
269
ringsmæssige tekniske standarder. Der er behov for sikker anvendelse af personaliserede sikkerhedsoplys-
ninger for at begrænse risici i forbindelse med phishing og andre svigagtige aktiviteter. Brugeren bør i
denne henseende kunne have tillid til, at der træffes foranstaltninger til beskyttelse af integriteten og for-
troligheden af dennes personaliserede sikkerhedsoplysninger. Disse foranstaltninger omfatter typisk kryp-
teringssystemer, der tager udgangspunkt i betalerens personlige anordninger, herunder kortlæsere eller
mobiltelefoner, eller som betaleren modtager fra sin kontoførende betalingstjenesteudbyder via forskelli-
ge kanaler, såsom via SMS eller e-mail. Foranstaltningerne, herunder typisk krypteringssystemer, der kan
frembringe autentifikationskoder som f.eks. engangsadgangskoder, kan gøre betalingstransaktioner mere
sikre. Betalingstjenestebrugeres brug af sådanne autentifikationskoder bør anses for at være forenelig med
deres forpligtelser vedrørende betalingsinstrumenter og personaliserede sikkerhedsoplysninger, også når
betalingsinitieringstjenesteudbydere eller kontooplysningstjenesteudbydere er involveret.
(97) Medlemsstaterne bør fastsætte, om de kompetente myndigheder, der er udpeget til at meddele tilla-
delse til betalingsinstitutter, også kan være de kompetente myndigheder i forbindelse med alternative
tvistbilæggelsesprocedurer.
(98) Uden at det berører brugernes ret til at anlægge sag ved en domstol, bør medlemsstaterne sikre, at
tvister mellem betalingstjenesteudbydere og betalingstjenestebrugere vedrørende de rettigheder og for-
pligtelser, der er fastsat i dette direktiv, kan løses efter en lettilgængelig, tilstrækkelig, uafhængig, upar-
tisk, gennemsigtig og effektiv alternativ tvistbilæggelsesprocedure. I Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EF) nr. 593/200824) fastsættes det, at den forbrugerbeskyttelse, som de obligatoriske lovregler i
det land, hvor de pågældende har deres sædvanlige opholdssted, giver, ikke må tilsidesættes af eventuelle
aftalemæssige bestemmelser om lovvalg for aftalen. Med hensyn til etablering af en effektiv procedure
for tvistbilæggelse bør medlemsstaterne sikre, at betalingstjenesteudbydere iværksætter en effektiv klage-
procedure, der kan følges af deres betalingstjenestebrugere, før tvister indbringes til bilæggelse ved en
alternativ tvistbilæggelsesprocedure eller for en domstol. Klageproceduren bør indeholde korte og klart
definerede frister, inden for hvilke betalingstjenesteudbydere bør besvare en klage. Medlemsstaterne bør
sikre, at alternative tvistbilæggelsesinstanser har tilstrækkelig kapacitet til på en hensigtsmæssig og effek-
tiv måde at kunne deltage i grænseoverskridende samarbejde om tvister vedrørende rettigheder og forplig-
telser i henhold til dette direktiv.
(99) Det er nødvendigt at sikre effektiv håndhævelse af de nationale bestemmelser, der vedtages i medfør
af dette direktiv. Der bør derfor indføres egnede procedurer, der giver mulighed for at klage over beta-
lingstjenesteudbydere, der ikke overholder disse bestemmelser, og for at sikre, at der i givet fald pålægges
sanktioner, der er effektive, forholdsmæssige og har afskrækkende virkning. Med henblik på at sikre ef-
fektiv overholdelse af dette direktiv bør medlemsstaterne udpege kompetente myndigheder, der opfylder
betingelserne fastsat i forordning (EU) nr. 1093/2010, og som handler uafhængigt af betalingstjenesteud-
byderne. Af hensyn til gennemsigtigheden bør medlemsstaterne meddele Kommissionen, hvilke autorite-
ter der er udpeget, med en klar beskrivelse af deres pligter i henhold til dette direktiv.
(100) Uden at det berører retten til at anlægge sag ved en domstol for at sikre overholdelse af dette direk-
tiv, bør medlemsstaterne også sikre, at de kompetente myndigheder får de nødvendige beføjelser, herun-
der til at pålægge sanktioner, når en betalingstjenesteudbyder ikke opfylder de rettigheder og forpligtelser,
der er fastsat i dette direktiv, navnlig hvis der er risiko for gentagelser eller andre betænkeligheder for så
vidt angår forbrugernes kollektive interesser.
270
(101) Det er vigtigt, at forbrugerne på en klar og forståelig måde bliver oplyst om deres rettigheder og
forpligtelser i henhold til dette direktiv. Kommissionen bør derfor udarbejde en folder om disse rettighe-
der og forpligtelser.
(102) Dette direktiv berører ikke bestemmelser i national ret om følgerne for så vidt angår ansvar for
unøjagtige angivelser i eller fejl ved fremsendelse af opgørelser.
(103) Dette direktiv bør ikke berøre bestemmelserne vedrørende momsbehandlingen af betalingstjenester
i Rådets direktiv 2006/112/EF25).
(104) Når dette direktiv angiver beløb i euro, skal disse beløb forstås som værende de tilsvarende beløb i
den nationale valuta som fastlagt af hver medlemsstat, hvis valuta ikke er euro.
(105) Af hensyn til retssikkerheden bør der indføres overgangsbestemmelser, der giver personer, som har
påbegyndt virksomhed som betalingsinstitut i overensstemmelse med gældende national lovgivning til
gennemførelse af direktiv 2007/64/EF før dette direktivs ikrafttræden, ret til at fortsætte denne virksom-
hed i den pågældende medlemsstat i en fastsat periode.
(106) Beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæ-
iske Unions funktionsmåde bør delegeres til Kommissionen for så vidt angår ændring af henvisningerne
til henstilling 2003/361/EF, hvis den pågældende henstilling ændres, at opdatere det gennemsnitsbeløb for
af betalingstjenesteudbyderne gennemførte betalingstransaktioner, der bruges som grænseværdi af de
medlemsstater, der anvender muligheden for at undtage mindre betalingsinstitutter fra (dele af) tilladel-
seskravene, for at tage højde for inflation. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante
høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med
forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig
fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og til Rådet.
(107) Med henblik på ensartet anvendelse af dette direktiv bør Kommissionen kunne benytte sig af ek-
spertise og støtte fra EBA, der bør have til opgave at udarbejde retningslinjer og udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder om sikkerhedsaspekter ved betalingstjenester, navnlig for så vidt angår stærk
kundeautentifikation, og om samarbejdet mellem medlemsstaterne vedrørende udbud af tjenesteydelser
og etablering af betalingsinstitutter med tilladelse i andre medlemsstater. Kommissionen bør bemyndiges
til at vedtage udkast til disse lovgivningsmæssige tekniske standarder. Disse specifikke opgaver er i fuld
overensstemmelse med EBA᾽s rolle og ansvarsområder som fastsat i forordning (EU) nr. 1093/2010.
(108) EBA bør i forbindelse med udarbejdelsen af retningslinjer, udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder og udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder i henhold til dette direktiv og i over-
ensstemmelse med forordning (EU) nr. 1093/2010 sikre, at den hører alle relevante interessenter, herun-
der interessenter på betalingstjenestemarkedet, og tager hensyn til alle involverede interesser. Hvis det er
nødvendigt for at opnå en passende balance af synspunkter, bør EBA gøre en særlig indsats for at indhen-
te synspunkter fra relevante aktører uden for banksektoren.
(109) Målet for dette direktiv, nemlig yderligere integration af et indre marked for betalingstjenester, kan
ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, da det kræver harmonisering af en lang række for-
skellige regler, der på nuværende tidspunkt findes i de forskellige medlemsstaters retssystemer, men kan
271
på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i
overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overens-
stemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke videre, end hvad der er
nødvendigt for at nå dette mål.
(110) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommis-
sionen om forklarende dokumenter26) har medlemsstaterne forpligtet sig til, i tilfælde hvor det er beretti-
get, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der for-
klarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesin-
strumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er
berettiget.
(111) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel
28, stk. 2, i forordning (EF) nr. 45/2001 og afgav en udtalelse den 5. december 201327).
(112) Direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF, 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 bør derfor æn-
dres i overensstemmelse hermed.
(113) I betragtning af antallet af nødvendige ændringer i direktiv 2007/64/EF bør direktivet ophæves og
erstattes —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
AFSNIT I
GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER
Artikel 1
Genstand
1. Ved dette direktiv fastsættes regler, i henhold til hvilke medlemsstaterne sondrer mellem føl-
gende kategorier betalingstjenesteudbydere:
a) kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/201328), herunder filialer heraf som defineret i den i nævnte for-
ordnings artikel 4, stk. 1, nr. 17), når sådanne filialer er beliggende i Unionen, hvad enten
disse filialers hovedkontorer er beliggende i Unionen eller, i overensstemmelse med arti-
kel 47 i direktiv 2013/36/EU og national ret, uden for Unionen
b) e-pengeinstitutter som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2009/110/EF, herunder, i
overensstemmelse med artikel 8 i nævnte direktiv og med national ret, filialer heraf, hvis
sådanne filialer er beliggende i Unionen, og deres hovedkontor er beliggende uden for
Unionen, i det omfang de betalingstjenester, som udbydes af disse filialer, har forbindel-
se til udstedelse af elektroniske penge
c) postgirokontorer, der ifølge national ret har ret til at udbyde betalingstjenester
d) betalingsinstitutter
272
e) ECB og nationale centralbanker, når de ikke handler i deres egenskab af pengepolitiske
myndigheder eller andre offentlige myndigheder
f) medlemsstater eller deres regionale eller lokale myndigheder, når de ikke handler i deres
egenskab af offentlige myndigheder.
2. Dette direktiv fastsætter endvidere regler for:
a) gennemsigtighed i betingelser for og oplysningskrav til betalingstjenester, og
b) betalingstjenestebrugeres og betalingstjenesteudbyderes respektive rettigheder og for-
pligtelser, hvad angår udbud af betalingstjenester som fast beskæftigelse eller forret-
ningsaktivitet.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på betalingstjenester, der udbydes i Unionen.
2. Afsnit III og IV finder anvendelse på betalingstransaktioner i en medlemsstats valuta, hvis bå-
de betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder eller den eneste betalingstje-
nesteudbyder, der er involveret i betalingstransaktionen, er beliggende i Unionen.
3. Afsnit III, med undtagelse af artikel 45, stk. 1, litra b), artikel 52, stk. 2, litra e), og artikel 56,
litra a), samt afsnit IV, med undtagelse af artikel 81-86, finder anvendelse på betalingstransak-
tioner i en valuta, der ikke er en medlemsstats valuta, hvis både betalerens og betalingsmodta-
gerens betalingstjenesteudbyder eller den eneste betalingstjenesteudbyder, der er involveret i
betalingstransaktionen, er beliggende i Unionen, for så vidt angår de dele af betalingstransak-
tionen, der gennemføres i Unionen.
4. Afsnit III, med undtagelse af artikel 45, stk. 1, litra b), artikel 52, stk. 2, litra e), artikel 52, stk.
5, litra g), og artikel 56, litra a), samt afsnit IV, med undtagelse af artikel 62, stk. 2 og 4, arti-
kel 76, 77 og 81, artikel 83, stk. 1, samt artikel 89 og 92, finder anvendelse på betalingstrans-
aktioner i alle valutaer, hvor kun en af betalingstjenesteudbyderne er beliggende i Unionen,
for så vidt angår de dele af betalingstransaktionen, der gennemføres i Unionen.
5. Medlemsstaterne kan undtage de institutter, der er omhandlet i artikel 2, stk. 5, nr. 4)-23), i
direktiv 2013/36/EU, fra anvendelsen af alle eller en del af bestemmelserne i nærværende di-
rektiv.
Artikel 3
Undtagelser
Dette direktiv finder ikke anvendelse på følgende:
a) betalingstransaktioner, der udelukkende foretages kontant direkte fra betaleren til betalings-
modtageren uden noget mellemled
b) betalingstransaktioner fra betaleren til betalingsmodtageren gennem en handelsagent, som ved
aftale har tilladelse til at forhandle eller afslutte salg eller køb af varer eller tjenesteydelser på
vegne af enten kun betaleren eller kun betalingsmodtageren
273
c) erhvervsmæssig fysisk transport af sedler og mønter, herunder afhentning, håndtering og leve-
ring heraf
d) betalingstransaktioner, der indebærer ikkeerhvervsmæssig indsamling og levering af kontanter
inden for rammerne af almennyttig virksomhed
e) tjenester, hvor kontant betaling fra betalingsmodtager til betaler foretages som en del af en be-
talingstransaktion efter udtrykkelig anmodning fra betalingstjenestebrugeren umiddelbart før
gennemførelsen af betalingstransaktionen ved en betaling for køb af varer eller tjenesteydelser
f) kontante valutavekslingstransaktioner, hvor midlerne ikke indestår på en betalingskonto
g) betalingstransaktioner baseret på et af følgende dokumenter, der er trukket på betalingstjene-
steudbyderen med henblik på at give betalingsmodtageren rådighed over midler:
i) papirchecks som defineret i Genèvekonventionen af 19. marts 1931 om indførelse af en
ensartet checklov
ii) papirchecks lignende de i nr. i) omhandlede og reguleret af lovgivningen i medlemssta-
ter, som ikke er parter i Genèvekonventionen af 19. marts 1931 om indførelse af en ens-
artet checklov
iii) papirbaserede veksler i overensstemmelse med Genèvekonventionen af 7. juni 1930 om
indførelse af en ensartet veksellovgivning
iv) papirbaserede veksler lignende de i nr. iii) omhandlede og reguleret af lovgivningen i
medlemsstater, som ikke er parter i Genèvekonventionen af 7. juni 1930 om indførelse af
en ensartet veksellovgivning
v) papirbaserede vouchers
vi) papirbaserede rejsechecks
vii) papirbaserede postanvisninger som defineret af Verdenspostforeningen
h) betalingstransaktioner, der er gennemført inden for rammerne af et system til afvikling af be-
talinger eller værdipapirer, mellem afviklingsagenter, centrale modparter, clearinginstitutter
og/eller centralbanker og andre deltagere i systemet og betalingstjenesteudbydere, jf. dog arti-
kel 35
i) betalingstransaktioner vedrørende formueforvaltning i forbindelse med værdipapirer, herunder
udbytter, indkomster eller andre udlodninger, eller indfrielse eller salg, der foretages af de i
litra h) omhandlede personer eller af investeringsselskaber, kreditinstitutter, institutter for kol-
lektiv investering i værdipapirer eller administrationsselskaber, som udfører investeringsser-
vice, samt alle andre enheder, der har tilladelse til at have finansielle instrumenter i depot
j) tjenester leveret af udbydere af tekniske tjenester, der understøtter udbuddet af betalingstjene-
ster, uden at udbyderne på noget tidspunkt kommer i besiddelse af de midler, som skal overfø-
res, herunder behandling og lagring af data, tillidsskabende tjenester og tjenester til beskyttel-
se af privatlivets fred, autentifikation af data og enheder, levering af IT- og kommunikations-
netværk, levering og vedligeholdelse af terminaler og anordninger til brug for betalingstjene-
ster, med undtagelse af betalingsinitieringstjenester og kontooplysningstjenester
k) tjenester baseret på specifikke betalingsinstrumenter, som kun kan anvendes i begrænset om-
fang, og som opfylder en af følgende betingelser:
i) instrumenter, der giver indehaveren mulighed for at erhverve varer eller tjenester alene i
udstederens forretningslokaler eller inden for et begrænset net af tjenesteudbydere i hen-
hold til en forretningsaftale indgået direkte med en professionel udsteder
ii) instrumenter, der kun kan benyttes til erhvervelse af et meget begrænset udvalg af varer
eller tjenester
iii) instrumenter, der kun er gyldige i en enkelt medlemsstat, og som stilles til rådighed på
anmodning af en virksomhed eller en offentlig enhed og reguleres af en national eller re-
gional offentlig myndighed med specifikke sociale eller skattemæssige formål til at er-
274
hverve bestemte varer eller tjenester fra leverandører, der har en forretningsaftale med
udstederen
l) betalingstransaktioner med af en udbyder af elektroniske kommunikationsnetværk eller -tjene-
ster som supplement til elektroniske kommunikationstjenester for en abonnent på netværket
eller tjenesten:
i) til køb af digitalt indhold og stemmebaserede tjenester, uanset hvilken anordning der an-
vendes til køb eller forbrug af det digitale indhold, og som opkræves på den tilhørende
regning, eller
ii) gennemført fra eller via en elektronisk anordning, og som opkræves på den tilhørende
regning inden for rammerne af almennyttig virksomhed eller til køb af billetter,
forudsat at værdien af en enkelt betalingstransaktion omhandlet i nr. i) og ii) ikke overstiger
50 EUR, og:
- den samlede værdi af betalingstransaktionerne for en enkelt abonnent ikke overstiger 300
EUR pr. måned, eller
- den samlede værdi af betalingstransaktionerne ikke overstiger 300 EUR pr. måned, hvis en
abonnent forud indbetaler penge på sin konto hos udbyderen af elektroniske kommunikations-
netværk eller -tjenester
m) betalingstransaktioner, der foretages mellem betalingstjenesteudbydere eller deres agenter el-
ler filialer for egen regning
n) betalingstransaktioner og dertil knyttede tjenester mellem en modervirksomhed og dens dat-
tervirksomheder eller mellem dattervirksomheder af samme modervirksomhed uden mellem-
komst af en anden betalingstjenesteudbyder end en virksomhed, som tilhører samme koncern
o) kontanthævningstjenester tilbudt via pengeautomater af udbydere på vegne af en eller flere
kortudstedere, som ikke deltager i den rammeaftale, der er indgået med kunden om udbetaling
af penge fra en betalingskonto, forudsat at disse udbydere ikke tilbyder andre af de i bilag I
omhandlede betalingstjenester. Kunden skal dog oplyses om eventuelle hævegebyrer, jf. arti-
kel 45, 48, 49 og 59, inden hævningen foretages såvel som ved modtagelsen af kontanterne
ved transaktionens afslutning efter hævningen.
Artikel 4
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) »hjemland«:
a) den medlemsstat, hvor betalingstjenesteudbyderens vedtægtsmæssige hjemsted er belig-
gende, eller
b) hvis betalingstjenesteudbyderen ifølge national ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjem-
sted, den medlemsstat, hvor dens hovedkontor er beliggende
2) »værtsland«: en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor betalingstjenesteudbyderen har en
agent eller en filial eller udbyder betalingstjenester
3) »betalingstjeneste«: en eller flere af de forretningsaktiviteter, som er anført i bilag I
4) »betalingsinstitut«: en juridisk person, der i overensstemmelse med artikel 11 er meddelt tilla-
delse til at udbyde og gennemføre betalingstjenester i hele Unionen
275
5) »betalingstransaktion«: en handling, der initieres af en betaler eller på dennes vegne eller af en
betalingsmodtager med henblik på at indbetale, overføre eller hæve midler uden hensyn til
eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren
6) »fjernbetalingstransaktion«: en betalingstransaktion, der initieres via internettet eller gennem
en anordning, der kan anvendes til fjernkommunikation
7) »betalingssystem«: et system til overførsel af midler med formelle og standardiserede ordnin-
ger og fælles regler for behandling, clearing og/eller afvikling af betalingstransaktioner
8) »betaler«: en fysisk eller juridisk person, der er indehaver af en betalingskonto og tillader en
betalingsordre fra denne betalingskonto, eller, hvis der ikke er nogen betalingskonto, en fysisk
eller juridisk person, der udsteder en betalingsordre
9) »betalingsmodtager«: en fysisk eller juridisk person, som er den tiltænkte modtager af de mid-
ler, der indgår i en betalingstransaktion
10) »betalingstjenestebruger«: en fysisk eller juridisk person, som bruger en betalingstjeneste som
betaler eller betalingsmodtager eller begge dele
11) »betalingstjenesteudbyder«: et organ som omhandlet i artikel 1, stk. 1, eller en fysisk eller ju-
ridisk person, der er omfattet af en undtagelse i medfør af artikel 32 og 33
12) »betalingskonto«: en konto oprettet i en eller flere betalingstjenestebrugeres navn med henblik
på at gennemføre betalingstransaktioner
13) »betalingsordre«: en instruks fra en betaler eller betalingsmodtager til deres betalingstjeneste-
udbyder om at gennemføre en betalingstransaktion
14) »betalingsinstrument«: en personaliseret anordning eller personaliserede anordninger og/eller
sæt af procedurer, der er aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyde-
ren, og som bruges for at initiere en betalingsordre
15) »betalingsinitieringstjeneste«: en tjeneste til initiering af en betalingsordre på anmodning af
betalingstjenestebrugeren med hensyn til en betalingskonto hos en anden betalingstjenesteud-
byder
16) »kontooplysningstjeneste«: en onlinetjeneste, der leverer konsoliderede oplysninger om en el-
ler flere betalingskonti, som betalingstjenestebrugeren har hos enten en anden betalingstjene-
steudbyder eller hos flere end én betalingstjenesteudbyder
17) »kontoførende betalingstjenesteudbyder«: en betalingstjenesteudbyder, der stiller en betalings-
konto til rådighed for en betaler, og fører denne
18) »betalingsinitieringstjenesteudbyder«: en betalingstjenesteudbyder, der udøver forretnings-
virksomhed som omhandlet i bilag I, punkt 7
19) »kontooplysningstjenesteudbyder«: en betalingstjenesteudbyder, der udøver forretningsvirk-
somhed som omhandlet i bilag I, punkt 8
20) »forbruger«: en fysisk person, der i forbindelse med betalingstjenesteaftaler, som er omfattet
af dette direktiv, optræder med et formål, der ligger uden for den pågældendes erhvervsmæssi-
ge virksomhed
21) »rammeaftale«: en aftale om betalingstjenester, der regulerer den fremtidige gennemførelse af
særskilte og successive betalingstransaktioner, og som kan indeholde forpligtelser og betingel-
ser for oprettelse af en betalingskonto
22) »pengeoverførsel«: en betalingstjeneste, hvor der modtages midler fra en betaler, uden at der
oprettes en betalingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn, alene med det formål
at overføre et tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudby-
der på betalingsmodtagerens vegne, og/eller hvor sådanne midler modtages på betalingsmod-
tagerens vegne og stilles til rådighed for denne
23) »direkte debitering«: en betalingstjeneste til at debitere en betalers betalingskonto, hvor en be-
talingstransaktion initieres af betalingsmodtageren på grundlag af betalerens samtykke til be-
276
talingsmodtageren, til betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder eller til betalerens egen
betalingstjenesteudbyder
24) »kreditoverførsel«: en betalingstjeneste til at kreditere en betalingsmodtagers betalingskonto
med en betalingstransaktion eller en række betalingstransaktioner fra en betalers betalingskon-
to foretaget af den betalingstjenesteudbyder, der forvalter betalerens betalingskonto, på grund-
lag af en instruks fra betaleren
25) »midler«: sedler og mønter, kontopenge eller elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr.
2), i direktiv 2009/110/EF
26) »valørdato«: et referencetidspunkt, der anvendes af en betalingstjenesteudbyder ved beregnin-
gen af renter af de midler, der debiteres eller krediteres en betalingskonto
27) »referencekurs«: den vekselkurs, der ligger til grund for beregningen af en eventuel valutaom-
regning, og som stilles til rådighed af betalingstjenesteudbyderen eller stammer fra en offent-
ligt tilgængelig kilde
28) »referencerentesats«: den rentesats, der ligger til grund for beregningen af en eventuel rente,
og som stammer fra en offentligt tilgængelig kilde, som begge parter i en betalingstjenesteaf-
tale kan verificere
29) »autentifikation«: en procedure, der giver betalingstjenesteudbyderen mulighed for at verifice-
re identiteten af en betalingstjenestebruger eller validiteten af brugen af et specifikt betalings-
instrument, herunder brugen af brugerens personaliserede sikkerhedsoplysninger
30) »stærk kundeautentifikation«: en autentifikation baseret på anvendelse af to eller flere elemen-
ter, der kategoriseres som viden (noget, som kun brugeren ved), besiddelse (noget, som kun
brugeren besidder) og iboende egenskab (noget, som brugeren er), og som er uafhængige, idet
brud på et af dem ikke svækker de andres pålidelighed, og som desuden er udformet på en
måde, der beskytter fortroligheden af autentifikationsdataene
31) »personaliserede sikkerhedsoplysninger«: personaliserede elementer, som betalingstjenesteud-
byderen stiller til rådighed for en betalingstjenestebruger med henblik på autentifikation
32) »følsomme betalingsdata«: data, herunder personaliserede sikkerhedsoplysninger, som kan an-
vendes til at begå svig. I forbindelse med betalingsinitieringstjenesteudbyderes og kontooply-
sningstjenesteudbyderes virksomhed udgør kontohaverens navn og kontonummer ikke føl-
somme betalingsdata
33) »entydig identifikationskode«: en kombination af bogstaver, tal eller symboler, som betalings-
tjenesteudbyderen oplyser til betalingstjenestebrugeren, og som betalingstjenestebrugeren skal
angive for utvetydigt at identificere en anden betalingstjenestebruger og/eller dennes beta-
lingskonto med henblik på en betalingstransaktion
34) »fjernkommunikationsmiddel«: et middel, som uden samtidig fysisk tilstedeværelse af beta-
lingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren kan anvendes til indgåelse af en beta-
lingstjenesteaftale
35) »varigt medium«: ethvert middel, som sætter betalingstjenestebrugeren i stand til at lagre op-
lysninger rettet personligt til denne betalingstjenestebruger med mulighed for fremtidig anven-
delse i en periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret
gengivelse af de lagrede oplysninger
36) »mikrovirksomhed«: en virksomhed, der på det tidspunkt, hvor betalingstjenesteaftalen ind-
gås, er en virksomhed som defineret i artikel 1 og artikel 2, stk. 1 og 3, i bilaget til henstilling
2003/361/EF
37) »arbejdsdag«: en dag, hvor betalerens eller betalingsmodtagerens relevante betalingstjeneste-
udbyder, der er involveret i gennemførelsen af en betalingstransaktion, holder åbent som på-
krævet for gennemførelsen af en betalingstransaktion
277
38) »agent«: en fysisk eller juridisk person, som handler på vegne af et betalingsinstitut ved udbud
af betalingstjenester
39) »filial«: et andet forretningssted end hovedkontoret, som er en del af et betalingsinstitut, som
ikke er en juridisk person, og som direkte gennemfører nogle af eller alle de transaktioner, der
indgår i et betalingsinstituts virksomhed; alle forretningssteder, som er oprettet i den samme
medlemsstat af et betalingsinstitut med hovedkontor i en anden medlemsstat, betragtes som én
filial
40) »koncern«: en gruppe virksomheder, der har en indbyrdes forbindelse som omhandlet i artikel
22, stk. 1, 2 eller 7, i direktiv 2013/34/EU, eller virksomheder som defineret i artikel 4, 5, 6 og
7 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 241/201429), der har en indbyrdes forbin-
delse som omhandlet i artikel 10, stk. 1, eller i artikel 113, stk. 6 eller 7, i forordning (EU) nr.
575/2013
41) »elektronisk kommunikationsnet«: et net som defineret i artikel 2, litra a), i Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2002/21/EF30)
42) »elektronisk kommunikationstjeneste«: en tjeneste som defineret i artikel 2, litra c), i direktiv
2002/21/EF
43) »digitalt indhold«: varer eller tjenester, der produceres og leveres i digital form, og hvis an-
vendelse eller forbrug er begrænset til en teknisk anordning, og som på ingen måde omfatter
anvendelse eller forbrug af fysiske varer eller tjenester
44) »indløsning af betalingstransaktioner«: en betalingstjeneste, der udbydes af en betalingstjene-
steudbyder, som indgår en aftale med en betalingsmodtager om at modtage og behandle beta-
lingstransaktioner, og som fører til overførsel af penge til betalingsmodtageren
45) »udstedelse af betalingsinstrumenter«: en betalingstjeneste udbudt af en betalingstjenesteud-
byder, som har indgået en aftale om at stille et betalingsinstrument til rådighed for en betaler
med henblik på at initiere og behandle betalerens betalingstransaktioner
46) »kapitalgrundlag«: kapitalgrundlag som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 118), i forordning (EU)
nr. 575/2013, hvor mindst 75 % af kernekapitalen består af egentlig kernekapital som om-
handlet i artikel 50 i nævnte forordning, og den supplerende kapital er lig med eller mindre
end en tredjedel af kernekapitalen
47) »betalingsvaremærke«: alle fysiske eller digitale navne, ord, tegn, symboler eller en kombina-
tion heraf, som kan angive den betalingskortordning, der anvendes til at gennemføre kortbase-
rede betalingstransaktioner
48) »co-badging«: indbefatning af to eller flere betalingsvaremærker eller betalingsapplikationer
af samme betalingsvaremærke på det samme betalingsinstrument.
AFSNIT II
BETALINGSTJENESTEUDBYDERE
KAPITEL 1
Betalingsinstitutter
Afdeling 1
278
Almindelige bestemmelser
Artikel 5
Ansøgning om tilladelse
1) For at få meddelt tilladelse som betalingsinstitut indgives en ansøgning til de kompetente
myndigheder i hjemlandet sammen med følgende:
a) en oversigt over aktiviteter, der navnlig angiver de planlagte typer betalingstjenester
b) en forretningsplan med en budgetprognose for de tre første regnskabsår, der viser, at an-
søgeren er i stand til at anvende de systemer, ressourcer og procedurer, som er hensigts-
mæssige til en forsvarlig drift
c) dokumentation for, at betalingsinstituttet råder over den i artikel 7 foreskrevne startkapi-
tal
d) for så vidt angår de betalingsinstitutter, der er omhandlet i artikel 10, stk. 1, en beskrivel-
se af de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte de midler, der tilhører betalingstje-
nestebrugerne, jf. artikel 10
e) en beskrivelse af ansøgerens forretningsgange og interne kontrolmekanismer, herunder
administrative, risikostyringsmæssige og regnskabsmæssige procedurer, der dokumente-
rer, at disse forvaltningsordninger og kontrolmekanismer og -procedurer er proportiona-
le, passende, forsvarlige og tilstrækkelige
f) en beskrivelse af den procedure, der er indført for at håndtere og følge op på sikkerheds-
hændelser og sikkerhedsrelaterede kundeklager, herunder en ordning for indberetning af
hændelser, hvori der er taget højde for betalingsinstituttets indberetningsforpligtelser, jf.
artikel 96
g) en beskrivelse af den procedure, der er indført til at gemme, overvåge, spore og begrænse
adgang til følsomme betalingsdata
h) en beskrivelse af ordningerne for forretningskontinuitet, herunder en klar fastlæggelse af
de kritiske funktioner, effektive beredskabsplaner og en procedure til regelmæssigt at tes-
te og evaluere, om sådanne planer er tilstrækkelige og effektive
i) en beskrivelse af de principper og definitioner, der anvendes ved indsamling af statistiske
data om drift, transaktioner og svig
j) et dokument om sikkerhedspolitikken, herunder en detaljeret risikovurdering i tilknyt-
ning til de pågældende betalingstjenester og en beskrivelse af de sikkerhedskontrolforan-
staltninger, og begrænsende foranstaltninger, der er truffet for på forsvarlig vis at beskyt-
te betalingstjenestebrugerne mod de identificerede risici, herunder svig og ulovlig brug af
følsomme oplysninger og personoplysninger
k) for betalingsinstitutter, der er omfattet af forpligtelserne vedrørende hvidvask af penge
og finansiering af terrorisme i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2015/84931) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/84732), en beskri-
velse af de interne kontrolforanstaltninger, som ansøgeren har indført for at opfylde disse
forpligtelser
l) en beskrivelse af ansøgerens organisationsstruktur, herunder i relevante tilfælde en be-
skrivelse af den tilsigtede brug af agenter og filialer og af den kontrol af dem på og uden
for stedet, som ansøgeren foretager mindst en gang årligt, samt en beskrivelse af ordnin-
279
ger om outsourcing og af ansøgerens deltagelse i et nationalt eller internationalt beta-
lingssystem
m) identiteten af personer, der direkte eller indirekte har en kvalificeret andel i ansøgeren, jf.
artikel 4, stk. 1, nr. 36), i forordning (EU) nr. 575/2013, størrelsen af deres andele og do-
kumentation for deres egnethed under hensyn til nødvendigheden af at sikre en sund og
forsigtig ledelse af betalingsinstituttet
n) identiteten af direktører og ledelsesansvarlige for betalingsinstituttet og, når det er rele-
vant, ledelsesansvarlige for forvaltningen af betalingsinstituttets betalingstjenesteaktivi-
teter, samt bevis for, at de har et godt omdømme og tilstrækkelig viden og erfaring til at
gennemføre betalingstjenester som fastsat af betalingsinstituttets hjemland
o) hvis det er relevant, oplysninger om revisorer og revisionsfirmaer, jf. Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2006/43/EF33)
p) ansøgerens retlige status og vedtægter
q) ansøgerens hovedkontors adresse.
Med henblik på første afsnits litra d), e), f) og l) skal ansøgeren fremlægge en beskrivelse af de
regler, der gælder for revision af instituttets regnskaber og den organisation, ansøgeren har oprettet
for at træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre brugernes interesser og sikre
kontinuitet og pålidelighed i forbindelse med udbud af betalingstjenester.
Det skal i tilknytning til de i første afsnits litra j) omhandlede sikkerhedskontrolforanstaltninger og
begrænsende foranstaltninger angives, hvordan de sikrer et højt niveau af teknisk sikkerhed og da-
tabeskyttelse, herunder vedrørende de software- og IT-systemer, der anvendes af ansøgeren eller de
virksomheder, som ansøgeren outsourcer hele eller dele af sine aktiviteter til. Disse foranstaltninger
skal også omfatte de sikkerhedsforanstaltninger, der er fastsat i artikel 95, stk. 1. Foranstaltningerne
skal tage højde EBA᾽s retningslinjer om sikkerhedsforanstaltninger som omhandlet i artikel 95, stk.
3, når de foreligger.
2. Medlemsstaterne kræver, at virksomheder, der ansøger om tilladelse til at udbyde betalingstjene-
ster som omhandlet i punkt 7 i bilag I, som en betingelse for tilladelse har tegnet en erhvervsan-
svarsforsikring, der dækker de geografiske områder, hvor de tilbyder tjenester, eller en anden lig-
nende garanti mod erstatningskrav for at sikre, at de kan dække deres ansvar, jf. artikel 73, 89, 90
og 92.
3. Medlemsstaterne kræver, at virksomheder, der ansøger om registrering med henblik på at udbyde
betalingstjenester som omhandlet i punkt 8 i bilag I, som en betingelse for registrering har tegnet en
erhvervsansvarsforsikring, der dækker de geografiske områder, hvor de tilbyder tjenester, eller en
anden lignende garanti mod erstatningskrav over for den kontoførende betalingstjenesteudbyder el-
ler betalingstjenestebrugeren som følge af uautoriseret eller svigagtig adgang til eller uautoriseret
eller svigagtig brug af betalingskontooplysninger.
4. EBA udarbejder senest den 13. januar 2017 efter høring af alle relevante interessenter, herunder
interessenter på betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle involverede interesser ret-
ningslinjer for de kompetente myndigheder i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU)
280
nr. 1093/2010 om de kriterier, der skal anvendes til at fastsætte minimumsbeløbet for den i stk. 2 og
3 omhandlede erhvervsansvarsforsikring eller anden lignede garanti.
EBA tager under udarbejdelsen af de i første afsnit omhandlede retningslinjer hensyn til følgende:
a) virksomhedernes risikoprofil
b) hvorvidt virksomhederne udbyder andre betalingstjenester som omhandlet i bilag I eller udø-
ver anden virksomhed
c) aktiviteternes omfang:
i) for virksomheder, der ansøger om tilladelse til at udbyde betalingstjenester som omhand-
let i punkt 7 i bilag I, værdien af de initierede transaktioner
ii) for virksomheder, der ansøger om registrering med henblik på at udbyde betalingstjene-
ster som omhandlet i punkt 8 i bilag I, antal kunder, der anvender kontooplysningstjene-
sterne
d) de særlige karakteristika ved tilsvarende garantier og kriterierne for gennemførelse heraf.
EBA reviderer regelmæssigt disse retningslinjer.
5. EBA udarbejder senest den 13. juli 2017 efter høring af alle relevante interessenter, herunder på
betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle involverede interesser retningslinjer i over-
ensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 om de oplysninger, der skal gives til
de kompetente myndigheder i forbindelse med ansøgningen om tilladelse som betalingsinstitut, her-
under kravene i nærværende artikels stk. 1, første afsnit, litra a), b), c), e), og g-j).
EBA reviderer regelmæssigt og under alle omstændigheder mindst hvert tredje år disse retningslin-
jer.
6. Under hensyntagen til erfaringerne med anvendelsen af retningslinjerne omhandlet i stk. 5, hvis
det er relevant, kan EBA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som præcise-
rer de oplysninger, der skal gives til de kompetente myndigheder i forbindelse med ansøgningen om
tilladelse som betalingsinstitut, herunder kravene i stk. 1, litra a), b), c), e), og g-j).
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
7. De i stk. 4 omhandlede oplysninger meddeles de kompetente myndigheder i overensstemmelse
med stk. 1.
Artikel 6
Kontrol af kapitalandele
1. Fysiske og juridiske personer, der påtænker direkte eller indirekte at erhverve eller forøge en
kvalificeret andel som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 36), i forordning (EU) nr. 575/2013 i et beta-
lingsinstitut med det resultat, at vedkommendes kapitalandele eller andel af stemmerettigheder der-
281
ved når op på eller overstiger 20 %, 30 % eller 50 %, eller at betalingsinstituttet derved bliver ved-
kommendes dattervirksomhed, underretter på forhånd betalingsinstituttets kompetente myndigheder
skriftligt om deres hensigt. Det samme gælder for fysiske eller juridiske personer, der påtænker di-
rekte eller indirekte at afhænde en kvalificeret andel eller at formindske deres kvalificerede andel,
således at vedkommendes kapitalandele eller andel af stemmerettigheder derved falder til under 20,
30 eller 50 %, eller at betalingsinstituttet derved ophører med at være vedkommendes dattervirk-
somhed.
2. Den påtænkte erhverver af en kvalificeret andel oplyser den kompetente myndighed om størrel-
sen af den påtænkte deltagelse og relevante oplysninger i overensstemmelse med artikel 23, stk. 4, i
direktiv 2013/36/EU.
3. Medlemsstaterne kræver, at de kompetente myndigheder, i tilfælde af at en i stk. 2 omhandlet
påtænkt erhverver gør sin indflydelse gældende på en måde, der vil kunne skade en forsigtig og
sund ledelse af betalingsinstituttet, gør indsigelse eller træffer de fornødne foranstaltninger til at
bringe denne situation til ophør. Sådanne foranstaltninger kan omfatte påbud, sanktioner over for
direktører eller de ledelsesansvarlige eller suspension af den stemmeret, der er knyttet til de aktier
eller andele, der besiddes af det pågældende betalingsinstituts aktionærer eller virksomhedsdeltage-
re.
Lignende foranstaltninger skal anvendes over for fysiske eller juridiske personer, som ikke overhol-
der forpligtelsen til forudgående underretning som fastsat i denne artikel.
4. Hvis en kapitalandel erhverves til trods for indsigelse fra de kompetente myndigheders side, skal
medlemsstaterne uafhængigt af andre sanktioner suspendere de tilsvarende stemmerettigheder, er-
klære de afgivne stemmer ugyldige eller annullere de afgivne stemmer.
Artikel 7
Startkapital
Medlemsstaterne kræver, at betalingsinstitutter på tidspunktet for meddelelse af tilladelse skal have
en startkapital, der omfatter en eller flere af de i artikel 26, stk. 1, litra a)-e), i forordning (EU) nr.
575/2013 omhandlede elementer, som følger:
a) hvis betalingsinstituttet kun udbyder de betalingstjenester, der er anført i punkt 6 i bilag I, må
kapitalen på intet tidspunkt være mindre end 20 000 EUR
b) hvis betalingsinstituttet udbyder de betalingstjenester, der er anført i punkt 7 i bilag I, må kapita-
len på intet tidspunkt være mindre end 50 000 EUR
c) hvis betalingsinstituttet udbyder en eller flere af de betalingstjenester, der er anført i punkt 1-5 i
bilag I, må kapitalen på intet tidspunkt være mindre end 125 000 EUR.
Artikel 8
Kapitalgrundlag
282
1. Et betalingsinstituts kapitalgrundlag må ikke falde til under den i artikel 7 omhandlede startkapi-
tals beløb eller det i overensstemmelse med artikel 9 beregnede kapitalgrundlags beløb, hvis dette
er højere.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at hindre gentagen anvendelse af ele-
menter, som kan indgå i kapitalgrundlaget, når betalingsinstituttet tilhører samme koncern som et
andet betalingsinstitut, kreditinstitut, investeringsselskab, porteføljeforvaltningsselskab eller forsik-
ringsselskab. Dette stykke finder ligeledes anvendelse, hvis et betalingsinstitut udøver forskellige
typer virksomhed og udbyder andet end betalingstjenester.
3. Hvis betingelserne i artikel 7 i forordning (EU) nr. 575/2013 er opfyldt, kan medlemsstaterne el-
ler deres kompetente myndigheder vælge ikke at anvende artikel 9 i nærværende direktiv på beta-
lingsinstitutter, der er omfattet af tilsyn på et konsolideret grundlag med moderkreditinstituttet i
henhold til direktiv 2013/36/EU.
Artikel 9
Beregning af kapitalgrundlag
1. Uanset de startkapitalkrav, der er fastsat i artikel 7, kræver medlemsstaterne, at betalingsinstitut-
ter, undtagen dem, der kun udbyder tjenesteydelser omhandlet i punkt 7 eller 8, eller begge, i bilag
I, til enhver tid har et kapitalgrundlag, der beregnes i henhold til en af følgende tre metoder som
fastlagt af de kompetente myndigheder i overensstemmelse med national lovgivning:
Metode A
Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal udgøre et beløb, der mindst er lig med 10 % af de faste
omkostninger for det foregående år. De kompetente myndigheder kan tilpasse dette krav i tilfælde
af en væsentlig ændring i betalingsinstituttets virksomhed siden det foregående år. Har betalingsin-
stituttet endnu ikke gennemført et helt års drift på datoen for beregningen, kræves det, at instituttets
kapitalgrundlag svarer til mindst 10 % af de tilsvarende faste omkostninger, der indgår i forret-
ningsplanen, medmindre denne plan af de kompetente myndigheder kræves tilpasset.
Metode B
Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal udgøre et beløb, der mindst er lig med summen af følgen-
de elementer multipliceret med den omregningsfaktor k, der er defineret i stk. 2, hvor betalingsvo-
lumenet (BV) repræsenterer en tolvtedel af det samlede beløb af de betalingstransaktioner, som be-
talingsinstituttet har gennemført i det foregående år:
a) 4,0 % af den pågældende del af BV indtil 5 mio. EUR
plus
b) 2,5 % af den pågældende del af BV over 5 mio. EUR indtil 10 mio. EUR
283
plus
c) 1 % af den pågældende del af BV over 10 mio. EUR indtil 100 mio. EUR
plus
d) 0,5 % af den pågældende del af BV over 100 mio. EUR indtil 250 mio. EUR
plus
e) 0,25 % af den pågældende del af BV over 250 mio. EUR.
Metode C
Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal mindst udgøre det samme beløb som den relevante indika-
tor, der er defineret i litra a), multipliceret med den multiplikationsfaktor, der er defineret i litra b),
og med omregningsfaktoren k defineret i stk. 2.
a) Den relevante indikator udgøres af summen af:
i) renteindtægter
ii) renteudgifter
iii) modtagne provisioner og gebyrer, og
iv) andre driftsindtægter.
Hvert element medtages i summen med positivt eller negativt fortegn. Engangsindtægter
og andre ekstraordinære indtægter må ikke anvendes til beregning af den relevante indi-
kator. Udgifter til outsourcing af tjenester, der leveres af tredjeparter, kan føre til en ned-
sættelse af den relevante indikator, såfremt disse udgifter påføres af en virksomhed, der
er underlagt tilsyn i henhold til dette direktiv. Den relevante indikator beregnes på grund-
lag af de seneste observationer for 12 måneder ved udgangen af det seneste regnskabsår.
Den relevante indikator beregnes over det seneste regnskabsår. Dog må kapitalgrundla-
get beregnet efter metode C ikke falde til under 80 % af gennemsnittet af de seneste tre
regnskabsår for den relevante indikator. Foreligger der ikke reviderede tal, kan betalings-
instituttets egne estimater anvendes.
b) Multiplikationsfaktoren udgøres af:
i) 10 % af den pågældende del af den relevante indikator indtil 2,5 mio. EUR
ii) 8 % af den pågældende del af den relevante indikator fra 2,5 mio. EUR indtil 5 mio.
EUR
iii) 6 % af den pågældende del af den relevante indikator fra 5 mio. EUR indtil 25 mio.
EUR
iv) 3 % af den pågældende del af den relevante indikator fra 25 mio. EUR indtil 50
mio. EUR
v) 1,5 % over 50 mio. EUR.
2. Den omregningsfaktor k, der anvendes ved metode B og C, fastsættes til:
a) 0,5, hvis betalingsinstituttet kun udbyder den betalingstjeneste, der er omhandlet i punkt 6 i
bilag I
b) 1, hvis betalingsinstituttet udbyder en eller flere af de betalingstjenester, der er omhandlet i et
af punkterne 1-5 i bilag I.
284
3. De kompetente myndigheder kan på grundlag af en vurdering af betalingsinstituttets risikosty-
ringsprocedurer, information om tabsrisiko og interne kontrolmekanismer kræve, at betalingsinsti-
tuttets kapitalgrundlag er indtil 20 % større end det beløb, der ville følge af anvendelsen af den me-
tode, der er valgt i henhold til stk. 1, eller tillade, at betalingsinstituttets kapitalgrundlag er indtil 20
% mindre end det beløb, der ville følge af anvendelsen af den metode, der er valgt i henhold til stk.
1.
Artikel 10
Beskyttelseskrav
1. Medlemsstaterne eller de kompetente myndigheder kræver af betalingsinstitutter, der udbyder be-
talingstjenester som omhandlet i punkt 1-6 i bilag I, at de skal beskytte alle midler, der er modtaget
fra betalingstjenestebrugerne eller gennem en anden betalingstjenesteudbyder til gennemførelse af
betalingstransaktioner, på en af følgende måder:
a) De må ikke på noget tidspunkt blandes sammen med midler fra andre fysiske eller juridi-
ske personer end de betalingstjenestebrugere, som midlerne stammer fra, og skal, hvis
betalingsinstituttet stadig er i besiddelse af dem, og de endnu ikke er udbetalt til beta-
lingsmodtageren eller overført til en anden betalingstjenesteudbyder ved afslutningen af
den arbejdsdag, der følger efter den dag, hvor midlerne er modtaget, indsættes på en sær-
skilt konto i et kreditinstitut eller investeres i sikre, likvide aktiver med lav risiko som
fastlagt af hjemlandets kompetente myndigheder; og de skal i overensstemmelse med na-
tional ret i betalingstjenestebrugernes interesse være beskyttet mod krav fra betalingsin-
stituttets øvrige kreditorer, navnlig i tilfælde af insolvens.
b) Midlerne skal være dækket af en forsikring eller en anden tilsvarende garanti fra et for-
sikringsselskab eller et kreditinstitut, der ikke tilhører samme koncern som betalingsinsti-
tuttet, for et beløb, der svarer til det beløb, der skulle holdes adskilt, hvis der ikke er en
forsikring eller en anden tilsvarende garanti, der kan udbetales, hvis betalingsinstituttet
ikke er i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser.
2. Når et betalingsinstitut skal beskytte midler i henhold til stk. 1, og en del af disse midler skal
anvendes til fremtidige betalingstransaktioner, idet det resterende beløb skal anvendes til andre for-
mål end betalingstjenester, er den del af midlerne, som modtages med henblik på fremtidige beta-
lingstransaktioner, også omfattet af kravene i stk. 1. Når denne del varierer eller er ukendt på for-
hånd, tillader medlemsstaterne betalingsinstitutterne at anvende dette stykke på grundlag af en re-
præsentativ del, som skønnes at skulle anvendes til betalingstjenester, forudsat at de kompetente
myndigheder finder det godtgjort, at en sådan repræsentativ del med rimelighed kan anslås ud fra
historiske oplysninger.
Artikel 11
Meddelelse af tilladelse
1. Medlemsstaterne kræver, at andre virksomheder end de i artikel 1, stk. 1, litra a), b), c), e) og f),
omhandlede samt andre end fysiske eller juridiske personer omfattet af en undtagelse i henhold til
artikel 32 eller 33, som agter at udbyde betalingstjenester, skal opnå tilladelse som betalingsinstitut,
285
inden de begynder at udbyde betalingstjenester. Der meddeles kun tilladelse til juridiske personer,
som er etableret i en medlemsstat.
2. Kompetente myndigheder meddeler tilladelse, hvis de oplysninger og det materiale, der er ved-
lagt ansøgningen, opfylder alle kravene fastsat i artikel 5, og hvis de kompetente myndigheder, der
nøje har gennemgået ansøgningen, når frem til en overordnet positiv vurdering. Før en tilladelse
meddeles, kan de kompetente myndigheder eventuelt rådføre sig med den nationale centralbank el-
ler andre relevante offentlige myndigheder.
3. Betalingsinstitutter, der i henhold til hjemlandets nationale ret skal have et vedtægtsmæssigt
hjemsted, skal have hovedkontor i den medlemsstat, hvor det vedtægtsmæssige hjemsted er belig-
gende, og skal udøve i det mindste en del af deres betalingstjenestevirksomhed dér.
4. De kompetente myndigheder meddeler kun tilladelse, hvis der i betalingsinstituttet under hensyn
til behovet for at sikre en sund og forsigtig ledelse af et betalingsinstitut findes effektive forvalt-
ningsordninger for dets betalingstjenestevirksomhed, hvilket omfatter en klar organisatorisk struk-
tur med en veldefineret, gennemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling og effektive procedurer til
at identificere, forvalte, overvåge og rapportere om de risici, som betalingsinstituttet er eller kan bli-
ve udsat for, samt hensigtsmæssige interne kontrolmekanismer, herunder en god administrativ og
regnskabsmæssig praksis; disse ordninger, procedurer og mekanismer skal omfatte hele virksomhe-
den og stå i forhold til arten, omfanget og kompleksitetsgraden af de betalingstjenester, der udbydes
af betalingsinstituttet.
5. Når et betalingsinstitut udbyder en af de betalingstjenester, der er omhandlet i punkt 1-7 i bilag I,
og samtidig udøver andre forretningsaktiviteter, kan de kompetente myndigheder kræve, at der op-
rettes en særskilt enhed for betalingstjenestevirksomheden, hvis de af betalingsinstituttets, der ikke
er betalingstjenester, forringer eller vil kunne forringe enten betalingsinstituttets soliditet eller de
kompetente myndigheders mulighed for at føre tilsyn med, om betalingsinstituttet opfylder alle for-
pligtelser i dette direktiv.
6. De kompetente myndigheder afslår at meddele tilladelse, hvis de under hensyn til behovet for at
sikre en sund og forsigtig ledelse af et betalingsinstitut ikke er overbeviste om, at indehavere af ka-
pitalandele og virksomhedsdeltagere, der besidder en kvalificeret andel, er egnede.
7. Foreligger der snævre forbindelser som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 38), i forordning (EU) nr.
575/2013 mellem betalingsinstituttet og andre fysiske eller juridiske personer, meddeler de kompe-
tente myndigheder kun tilladelse, hvis disse forbindelser ikke hæmmer dem i varetagelsen af deres
tilsynsopgaver.
8. De kompetente myndigheder meddeler kun tilladelse, hvis de love eller administrative bestem-
melser i et tredjeland, der gælder for en eller flere fysiske eller juridiske personer, som betalingsin-
stituttet har snævre forbindelser med, eller de vanskeligheder, som er forbundet med anvendelse af
286
disse love eller administrative bestemmelser, ikke hæmmer dem i varetagelsen af deres tilsynsopga-
ver.
9. Tilladelsen gælder i alle medlemsstaterne og giver det pågældende betalingsinstitut mulighed for
at udbyde de betalingstjenester, der er omfattet af tilladelsen, i hele Unionen i henhold til den fri
udveksling af tjenesteydelser eller den frie etableringsret.
Artikel 12
Meddelelse af afgørelsen
Senest tre måneder efter modtagelse af en ansøgning, eller hvis ansøgningen er ufuldstændig, efter
modtagelse af alle de oplysninger, der er nødvendige for at træffe en afgørelse, underretter de kom-
petente myndigheder ansøgeren, om der er givet tilladelse eller ej. Den kompetente myndighed be-
grunder, hvis den nægter at give en tilladelse.
Artikel 13
Inddragelse af tilladelse
1. De kompetente myndigheder kan kun inddrage en meddelt tilladelse til et betalingsinstitut, så-
fremt instituttet:
a) ikke gør brug af tilladelsen inden for en frist af 12 måneder, giver udtrykkeligt afkald
herpå eller har ikke udøvet sin virksomhed i en periode på over seks måneder, medmin-
dre den pågældende medlemsstat har fastsat bestemmelser om, at tilladelsen i sådanne
tilfælde bortfalder
b) har opnået tilladelsen gennem falske erklæringer eller andre uretmæssige midler
c) ikke længere opfylder betingelserne for meddelelse af tilladelse eller undlader at oplyse
den kompetente myndighed om vigtige ændringer i sine forhold i den henseende
d) ville udgøre en trussel mod betalingssystemets stabilitet eller tilliden til det, hvis det fort-
satte sin betalingstjenestevirksomhed, eller
e) befinder sig i enhver anden situation, som medfører, at tilladelsen inddrages i henhold til
national ret.
2. Den kompetente myndighed begrunder en inddragelse af en tilladelse og meddeler den til de på-
gældende.
3. Den kompetente myndighed offentliggør inddragelsen af en tilladelse, herunder i de registre, der
er omhandlet i artikel 14 og 15.
Artikel 14
Registrering i hjemlandet
1. Medlemsstaterne opretter et offentligt register, hvori følgende opføres:
a) betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, og deres agenter
287
b) fysiske og juridiske personer, der er omfattet af en undtagelse i henhold til artikel 32 eller
33, og, deres agenter, og
c) de i artikel 2, stk. 5, omhandlede institutter, der i henhold til national ret har ret til at ud-
byde betalingstjenester.
Filialer af betalingsinstitutter opføres i hjemlandets register, hvis disse filialer udbyder tjenester i en
anden medlemsstat end deres hjemland.
2. Det offentlige register skal indeholde oplysninger om de betalingstjenester, som betalingsinstitut-
tet har tilladelse til at udbyde, eller som den fysiske eller juridiske person er blevet registreret til at
udbyde. Betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, opføres i registret adskilt fra fysiske og juri-
diske personer, der er omfattet af en undtagelse i henhold til artikel 32 eller 33. Registret skal være
offentligt tilgængeligt, være tilgængeligt online og ajourføres hurtigst muligt.
3. De kompetente myndigheder opfører enhver inddragelse af tilladelse og enhver inddragelse af
undtagelse i henhold til artikel 32 eller 33 i det offentlige register.
4. De kompetente myndigheder underretter EBA om begrundelsen for inddragelsen af enhver tilla-
delse og enhver undtagelse i henhold til artikel 32 eller 33.
Artikel 15
EBA-register
1. EBA udvikler, driver og vedligeholder et elektronisk centralt register indeholdende de oplysnin-
ger, som er meddelt af de kompetente myndigheder i overensstemmelse med stk. 2. EBA er ansvar-
lig for oplysningernes nøjagtighed.
EBA gør registeret offentligt tilgængeligt på sit websted og sikrer let adgang til og let søgning efter
de opførte oplysninger vederlagsfrit.
2. De kompetente myndigheder underretter straks EBA om de oplysninger, der opføres i deres of-
fentlige registre som omhandlet i artikel 14 på et sprog, der sædvanligvis anvendes på det finansiel-
le område.
3. De kompetente myndigheder er ansvarlige for nøjagtigheden af de oplysninger, der er omhandlet
i stk. 2, og for at holde disse oplysninger ajourførte.
4. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der fastsætter tekniske krav
til udvikling, drift og vedligeholdelse af det elektroniske centrale register og til adgang til oplysnin-
gerne heri. De tekniske krav skal sikre, at kun den kompetente myndighed og EBA kan ændre op-
lysningerne.
288
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest
den 13. januar 2018.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
5. EBA udarbejder udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med nærmere enkeltheder
og strukturen for de oplysninger, der skal meddeles i henhold til stk. 1, herunder et fælles format og
en model for, hvordan oplysningerne skal indgives.
EBA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 13. juli 2017.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
Artikel 16
Bevarelse af tilladelse
Hvis der sker ændringer, som har indflydelse på de oplysninger eller det materiale, der er fremlagt i
overensstemmelse med artikel 5, underretter betalingsinstituttet snarest muligt de kompetente myn-
digheder i hjemlandet herom.
Artikel 17
Regnskaber og lovpligtig revision
1. Direktiv 86/635/EØF og 2013/34/EU samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1606/200234) finder tilsvarende anvendelse på betalingsinstitutter.
2. Medmindre de er undtaget i henhold til direktiv 2013/34/EU og, hvor det er relevant, direktiv
86/635/EØF, revideres betalingsinstitutternes årsregnskaber og konsoliderede regnskaber af en revi-
sor eller et revisionsfirma som omhandlet i direktiv 2006/43/EF.
3. Medlemsstaterne kræver med henblik på tilsyn, at betalingsinstitutterne fremlægger særskilte
regnskabsoplysninger om de betalingstjenester og de aktiviteter, der er omhandlet i artikel 18, stk.
1; oplysningerne skal forsynes med en revisionserklæring. Erklæringen udarbejdes, hvor det er rele-
vant, af revisorerne eller et revisionsfirma.
4. Forpligtelserne i artikel 63 i direktiv 2013/36/EU finder tilsvarende anvendelse på betalingsinsti-
tutternes revisorer eller revisionsfirmaer for så vidt angår aktiviteter vedrørende betalingstjenester.
289
Artikel 18
Aktiviteter
1. Ud over at udbyde betalingstjenester har betalingsinstitutter ret til at udøve følgende aktiviteter:
a) at udbyde driftsmæssige og nært tilknyttede accessoriske tjenester som f.eks. sikkerhed
for gennemførelse af betalingstransaktioner, valutaveksling, depottjenester samt lagring
og behandling af data
b) at drive betalingssystemer, jf. dog artikel 35
c) andre forretningsaktiviteter end betalingstjenester, under hensyn til gældende EU-ret og
national ret.
2. Hvis betalingsinstitutter beskæftiger sig med udbud af en eller flere betalingstjenester, må de kun
føre betalingskonti, der udelukkende anvendes til betalingstransaktioner.
3. Midler, som betalingsinstitutter modtager fra betalingstjenestebrugere med henblik på udbud af
betalingstjenester, må ikke betragtes som indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler, jf. arti-
kel 9 i direktiv 2013/36/EU, eller elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i direktiv
2009/110/EF.
4. Betalingsinstitutter må kun yde kredit i forbindelse med betalingstjenester som omhandlet i punkt
4 eller 5 i bilag I, hvis alle følgende betingelser er opfyldt:
a) kreditten er accessorisk og ydes udelukkende i forbindelse med gennemførelse af en be-
talingstransaktion
b) kredit, der ydes i forbindelse med en betaling og gennemføres i overensstemmelse med
artikel 11, stk. 9, og artikel 28, tilbagebetales uanset nationale regler om kredit med kre-
ditkort inden for et kort tidsrum, der i intet tilfælde må overstige 12 måneder
c) en sådan kredit ydes ikke med brug af midler, som er modtaget eller besiddes for at gen-
nemføre en betalingstransaktion
d) betalingsinstituttets kapitalgrundlag er til enhver tid og efter tilsynsmyndighedernes op-
fattelse passende i forhold til den samlede kredit, der ydes.
5. Betalingsinstitutter må ikke erhvervsmæssigt tage imod indlån eller andre tilbagebetalingspligti-
ge midler som omhandlet i artikel 9 i direktiv 2013/36/EU.
6. Nærværende direktiv berører ikke direktiv 2008/48/EF, anden relevant EU-ret eller nationale for-
anstaltninger vedrørende betingelser for ydelse af kredit til forbrugere, der ikke er harmoniseret ved
nærværende direktiv, og som overholder EU-retten.
Afdeling 2
Andre krav
Artikel 19
290
Anvendelse af agenter, filialer eller enheder, hvortil aktiviteter outsources
1. Når et betalingsinstitut har til hensigt at udbyde betalingstjenester gennem en agent, meddeler det
de kompetente myndigheder i hjemlandet følgende:
a) navn og adresse på agenten
b) en beskrivelse af de interne kontrolmekanismer, som agenten vil anvende for at opfylde
forpligtelserne vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme i henhold til
direktiv (EU) 2015/849; kontrolmekanismerne skal straks ajourføres i tilfælde af væsent-
lige ændringer af de elementer, der blev oplyst i den oprindelige meddelelse
c) identiteten af direktører og ledelsesansvarlige for den agent, der skal formidle udbud af
betalingstjenester, og for andre agenter end betalingstjenesteudbydere dokumentation for,
at de besidder den nødvendige egnethed og hæderlighed
d) de af betalingsinstituttets betalingstjenester, som agenten er bemyndiget til at udbyde, og
e) i givet fald agentens identifikationskode eller -nummer.
2. Senest to måneder efter modtagelsen af de i stk. 1 omhandlede oplysninger meddeler hjemlandets
kompetente myndighed betalingsinstituttet, om agenten er blevet opført i det register, der er om-
handlet i artikel 14. Ved opførelse i registeret må agenten begynde at udbyde betalingstjenester.
3. Før de kompetente myndigheder opfører agenten i registret, træffer de, hvis de skønner, at de
oplysninger, de har modtaget, ikke er korrekte, yderligere foranstaltninger til at kontrollere oplys-
ningerne.
4. Hvis de kompetente myndigheder efter at have kontrolleret oplysningerne ikke finder det godt-
gjort, at de oplysninger, som de har modtaget i henhold til stk. 1, er korrekte, afviser de at opføre
agenten i det register, der er omhandlet i artikel 14, og underretter uden unødig forsinkelse beta-
lingsinstituttet herom.
5. Hvis betalingsinstituttet ønsker at udbyde betalingstjenester i en anden medlemsstat ved at an-
vende en agent eller oprette en filial, skal det følge procedurerne i artikel 28.
6. Hvis et betalingsinstitut har til hensigt at outsource betalingstjenesters driftsmæssige funktioner,
underretter det de kompetente myndigheder i hjemlandet herom.
Vigtige driftsmæssige funktioner, herunder IT-systemer, må ikke outsources på en måde, der i væ-
sentlig grad forringer kvaliteten af betalingsinstituttets interne kontrol og de kompetente myndighe-
ders mulighed for at kunne overvåge og spore, om betalingsinstituttet opfylder alle forpligtelserne i
dette direktiv.
I den i andet afsnit omhandlede betydning betragtes en driftsmæssig funktion som vigtig, hvis en
fejl eller et svigt i gennemførelsen i væsentlig grad vil forringe betalingsinstituttets vedvarende
overholdelse af de krav i forbindelse med dets tilladelse i henhold til dette afsnit, eller dets øvrige
forpligtelser efter dette direktiv, dets driftsmæssige resultat eller dets betalingstjenesters soliditet el-
291
ler fortsatte beståen. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter, når de outsourcer vigtige drifts-
mæssige funktioner, opfylder følgende betingelser:
a) outsourcing må ikke føre til, at den daglige ledelse delegerer sit ansvar
b) betalingsinstituttets forhold til og forpligtelser over for sine betalingstjenestebrugere i
henhold til dette direktiv må ikke ændres
c) de betingelser, som betalingsinstituttet skal opfylde for at blive meddelt tilladelse og be-
vare denne i overensstemmelse med dette afsnit, skal fortsat opfyldes
d) ingen af de øvrige betingelser, som lå til grund for meddelelsen af tilladelse, må ophæves
eller ændres.
7. Betalingsinstitutter sikrer, at agenter eller filialer, der handler på deres vegne, underretter beta-
lingstjenestebrugerne herom.
8. Betalingsinstitutter meddeler straks de kompetente myndigheder i deres hjemland ændringer ved-
rørende anvendelse af enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet, og, i overensstemmelse med proce-
duren i stk. 2, 3 og 4, agenter, herunder yderligere agenter.
Artikel 20
Ansvar
1. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter, der lader tredjemand udføre driftsmæssige funkti-
oner, træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at bestemmelserne i dette direktiv overhol-
des.
2. Medlemsstaterne kræver, at betalingsinstitutterne har det fulde erstatningsansvar for enhver
handling, der foretages af deres ansatte eller agenter, filialer eller enheder, hvortil der er outsourcet
aktiviteter.
Artikel 21
Opbevaring af dokumentation
Medlemsstaterne pålægger betalingsinstitutter at registrere og opbevare alle de oplysninger, der er
relevante for dette afsnit, i mindst fem år, jf. dog direktiv (EU) 2015/849 eller anden relevant EU-
ret.
Afdeling 3
Kompetente myndigheder og tilsyn
Artikel 22
Udpegning af kompetente myndigheder
292
1. Som kompetente myndigheder med ansvar for meddelelse af tilladelse til og tilsyn med beta-
lingsinstitutter, der skal udføre de i dette afsnit omhandlede opgaver, udpeger medlemsstaterne en-
ten offentlige myndigheder eller organer, der er anerkendt i national ret eller af de offentlige myn-
digheder, som udtrykkeligt har beføjelse hertil efter national ret, herunder nationale centralbanker.
De kompetente myndigheder skal være uafhængige af økonomiske organer, og interessekonflikter
skal undgås. Uden at dette berører første afsnit, må betalingsinstitutter, kreditinstitutter, udstedere
af elektroniske penge eller postgirokontorer ikke udpeges som kompetente myndigheder.
Medlemsstaterne underretter Kommissionen herom.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der udpeges efter stk. 1, har alle de befø-
jelser, der er nødvendige for at varetage deres opgaver.
3. Medlemsstater, på hvis område der er mere end én kompetent myndighed for de spørgsmål, der
er omfattet af dette afsnit, sikrer, at disse myndigheder samarbejder tæt, således at de kan varetage
deres respektive opgaver effektivt. Det samme gælder i de tilfælde, hvor de myndigheder, der er
kompetente i forbindelse med spørgsmål, der er omfattet af dette afsnit, ikke er de kompetente myn-
digheder, der er ansvarlige for tilsyn med kreditinstitutter.
4. De kompetente myndigheder i hjemlandet er ansvarlige for de opgaver, som varetages af de kom-
petente myndigheder, der udpeges efter stk. 1.
5. Stk. 1 indebærer ikke, at de kompetente myndigheder skal føre tilsyn med andre af betalingsinsti-
tutternes forretningsaktiviteter end udbud af betalingstjenester og de aktiviteter, der er omhandlet i
artikel 18, stk. 1, litra a).
Artikel 23
Tilsyn
1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheders kontrol af overholdelsen af bestemmel-
serne i dette afsnit er proportional, hensigtsmæssig og afpasset efter de risici, som betalingsinstitut-
ter er udsat for.
For at kontrollere overholdelsen af bestemmelserne i dette afsnit er de kompetente myndigheder be-
rettiget til navnlig at tage følgende skridt:
a) at kræve, at betalingsinstituttet giver alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne
kontrollere overholdelse, med angivelse af formålet med kravet, hvis det er relevant, og
fristen for indgivelse af disse oplysninger
b) at udføre inspektioner på stedet hos betalingsinstituttet, enhver agent eller filial, der ud-
byder betalingstjenester under betalingsinstituttets ansvar, eller hos enhver enhed, som
aktiviteterne er outsourcet til
293
c) at udstede henstillinger, retningslinjer og i givet fald bindende administrative forskrifter
d) at suspendere eller inddrage en tilladelse i henhold til artikel 13.
2. Med forbehold af procedurerne for inddragelse af tilladelser og strafferetlige bestemmelser sør-
ger medlemsstaterne for, at deres respektive kompetente myndigheder, i tilfælde af at et betalingsin-
stitut eller dets ansvarlige ledelse har overtrådt love eller administrative bestemmelser om tilsyn
med betalingsinstitutter eller om disses betalingstjenestevirksomhed, kan pålægge disse sanktioner
eller påbyde foranstaltninger med det klare formål at bringe de konstaterede overtrædelser eller år-
sagerne hertil til ophør.
3. Uanset kravene i artikel 7, artikel 8, stk. 1 og 2, og artikel 9 sikrer medlemsstaterne, at de kompe-
tente myndigheder har tilladelse til at tage de i stk. 1 omhandlede skridt med henblik på at sikre
tilstrækkelig kapital til betalingstjenester, navnlig hvis de af betalingsinstituttets aktiviteter, der ikke
er betalingstjenester, forringer eller vil kunne forringe betalingsinstituttets finansielle soliditet.
Artikel 24
Tavshedspligt
1. Medlemsstaterne sikrer, at alle, der arbejder eller har arbejdet for de kompetente myndigheder,
såvel som eksperter, der handler på de kompetente myndigheders vegne, omfattes af tavshedspligt,
uden at det berører tilfælde, der falder ind under strafferetten.
2. Udveksling af oplysninger i henhold til artikel 26 er omfattet af streng tavshedspligt for at sikre
beskyttelse af enkeltpersoners og virksomheders rettigheder.
3. Medlemsstaterne kan anvende denne artikel under hensyntagen til artikel 53-61 i direktiv
2013/36/EU med de fornødne ændringer.
Artikel 25
Ret til domstolsprøvelse
1. Medlemsstaterne sikrer, at afgørelser truffet af de kompetente myndigheder vedrørende et beta-
lingsinstitut i medfør af love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i overensstemmelse
med dette direktiv, kan indbringes for domstolene.
2. Stk. 1 finder også anvendelse i tilfælde af passivitet.
Artikel 26
Udveksling af oplysninger
294
1. Medlemsstaternes kompetente myndigheder samarbejder med hinanden og, hvor det er relevant,
med ECB og medlemsstaternes nationale centralbanker, EBA og andre relevante kompetente myn-
digheder, som er udpeget i henhold til EU-ret eller national ret om betalingstjenesteudbydere.
2. Medlemsstaterne tillader desuden udveksling af oplysninger mellem deres kompetente myndig-
heder og følgende:
a) de kompetente myndigheder i andre medlemsstater, der har ansvar for at meddele tilla-
delse til og føre tilsyn med betalingsinstitutter
b) ECB og medlemsstaternes nationale centralbanker i deres egenskab af pengepolitiske
myndigheder og tilsynsmyndigheder og, hvor det er relevant, andre offentlige myndighe-
der med ansvar for tilsyn med betalings- og afviklingssystemer
c) andre relevante myndigheder, der er udpeget i henhold til nærværende direktiv, direktiv
(EU) 2015/849 og anden EU-ret vedrørende betalingstjenesteudbydere, herunder lovgiv-
ning vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme
d) EBA, når denne bidrager til, at tilsynsordningerne fungerer effektivt og konsekvent, jf.
artikel 1, stk. 5, litra a), i forordning (EU) nr. 1093/2010.
Artikel 27
Bilæggelse af tvister mellem kompetente myndigheder i forskellige medlemsstater
1. Når en kompetent myndighed i en medlemsstat finder, at det grænseoverskridende samarbejde
med de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat i forbindelse med en bestemt sag, jf. arti-
kel 26, 28, 29, 30 eller 31 i dette direktiv, ikke overholder de relevante betingelser i disse bestem-
melser, kan den forelægge sagen for EBA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel
19 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
2. Når EBA er blevet anmodet om bistand, jf. nærværende artikels stk. 1, træffer den en afgørelse i
henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1093/2010 uden unødig forsinkelse. EBA kan
også på eget initiativ i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i nævnte forordning
bistå de kompetente myndigheder med at nå til enighed. De involverede kompetente myndigheder
udsætter i begge tilfælde deres afgørelse, indtil der er fundet en løsning i henhold til artikel 19 i
nævnte forordning.
Artikel 28
Anmodning om udøvelse af etableringsretten og retten til fri udveksling af tjenesteydelser
1. Betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, og som ønsker for første gang at udbyde betalings-
tjenester i en anden medlemsstat end hjemlandet i henhold til etableringsretten eller retten til fri ud-
veksling af tjenesteydelser, meddeler de kompetente myndigheder i hjemlandet følgende oplysnin-
ger:
a) navn, adresse og, hvis relevant, nummeret på betalingsinstituttets tilladelse
b) den eller de medlemsstater, hvori det har til hensigt at drive virksomhed
c) den eller de betalingstjenester, der skal udbydes
d) hvis betalingsinstituttet ønsker at anvende en agent, oplysningerne i artikel 19, stk. 1
295
e) hvis betalingsinstituttet ønsker at anvende en filial, oplysningerne i artikel 5, stk. 1, litra
b) og e), for så vidt angår betalingstjenestevirksomheden på værtslandets område, en be-
skrivelse af filialens organisatoriske struktur og identiteten af de ansvarlige for filialens
ledelse.
Hvis betalingsinstituttet har til hensigt at outsource betalingstjenesters driftsmæssige funktioner til
andre enheder på værtslandets område, underretter det de kompetente myndigheder i hjemlandet
herom.
2. Senest en måned efter modtagelsen af alle de i stk. 1 omhandlede oplysninger fremsender de
kompetente myndigheder i hjemlandet disse til de kompetente myndigheder i værtslandet.
Senest en måned efter modtagelsen af oplysningerne fra de kompetente myndigheder i hjemlandet
giver de kompetente myndigheder i værtslandet efter en vurdering af disse oplysninger de kompe-
tente myndigheder i hjemlandet relevante oplysninger vedrørende det pågældende betalingsinstituts
påtænkte udbud af betalingstjenester som led i udøvelsen af etableringsfriheden eller den frie ud-
veksling af tjenesteydelser. De kompetente myndigheder i værtslandet underretter de kompetente
myndigheder i hjemlandet om navnlig rimelige grunde til betænkeligheder i forbindelse med den
påtænkte anvendelse af en agent eller den påtænkte oprettelse af en filial, for så vidt angår hvidvask
af penge eller finansiering af terrorisme som omhandlet i direktiv (EU) 2015/849.
Hvis de kompetente myndigheder i hjemlandet ikke er enige i vurderingen foretaget af de kompe-
tente myndigheder i værtslandet, meddeler disse de kompetente myndigheder i værtslandet begrun-
delsen for deres beslutning.
Hvis den af de kompetente myndigheder i hjemlandet foretagne vurdering, navnlig i lyset af oplys-
ningerne fra de kompetente myndigheder i værtslandet, ikke er positiv, afviser de kompetente myn-
digheder i hjemlandet at registrere agenten eller filialen eller trækker registreringen tilbage, hvis
den allerede er blevet gennemført.
3. Senest tre måneder efter modtagelsen af de i stk. 1 omhandlede oplysninger meddeler de kompe-
tente myndigheder i hjemlandet deres beslutning til de kompetente myndigheder i værtslandet og til
betalingsinstituttet.
Ved opførelse i det i artikel 14 omhandlede register, må agenten eller filialen påbegynde sine akti-
viteter i det relevante værtsland.
Betalingsinstituttet underretter de kompetente myndigheder i hjemlandet om den dato, fra hvilken
det påbegynder sine aktiviteter via agenten eller filialen i det relevante værtsland. De kompetente
myndigheder i hjemlandet underretter de kompetente myndigheder i værtslandet herom.
4. Betalingsinstituttet underretter uden unødig forsinkelse de kompetente myndigheder i hjemlandet
om relevante ændringer vedrørende de oplysninger, der er meddelt i overensstemmelse med stk. 1,
296
herunder yderligere agenter, filialer eller enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet i de medlemssta-
ter, hvori det driver virksomhed. Proceduren i stk. 2 og 3 finder anvendelse.
5. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende rammerne for
samarbejde og for udvekslingen af oplysninger mellem de kompetente myndigheder i hjemlandet
og værtslandet i overensstemmelse med denne artikel. I dette udkast til reguleringsmæssige tekni-
ske standarder fastsættes metoden, midlerne og de nærmere bestemmelser for samarbejdet i forbin-
delse med anmeldelser om betalingsinstitutter med grænseoverskridende aktiviteter, navnlig omfan-
get og behandlingen af de oplysninger, der skal indgives, herunder en fælles terminologi og stan-
dardanmeldelsesmodeller med henblik på at sikre en konsekvent og effektiv anmeldelsesprocedure.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest
den 13. januar 2018.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige
tekniske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
Artikel 29
Tilsyn med betalingsinstitutters udøvelse af etableringsretten og retten til fri udveksling af
tjenesteydelser
1. For at kunne foretage kontrol og træffe de nødvendige foranstaltninger fastsat i dette afsnit og de
bestemmelser i national ret, der gennemfører afsnit III og IV, samarbejder de kompetente myndig-
heder i hjemlandet med de kompetente myndigheder i værtslandet i overensstemmelse med artikel
100, stk. 4, for så vidt angår agenten eller filialen af et betalingsinstitut, der er etableret på en anden
medlemsstats område.
Inden for rammerne af samarbejdet i henhold til første afsnit underretter de kompetente myndighe-
der i hjemlandet de kompetente myndigheder i værtslandet, når de har til hensigt at foretage kontrol
på stedet på sidstnævntes område.
De kompetente myndigheder i hjemlandet kan dog delegere kontrollen på stedet med det pågælden-
de institut til de kompetente myndigheder i værtslandet.
2. De kompetente myndigheder i værtslandene kan kræve, at betalingsinstitutter, der har agenter el-
ler filialer på deres område, regelmæssigt aflægger rapport om de aktiviteter, som udøves på deres
område.
Sådanne rapporter er påkrævet til oplysningsmæssige eller statistiske formål og, i det omfang agen-
terne og filialerne udøver betalingstjenestevirksomheden i henhold til etableringsretten, med hen-
blik på at overvåge overholdelsen af de bestemmelser i national ret, der gennemfører afsnit III og
297
IV. Sådanne agenter og filialer er omfattet af krav om tavshedspligt, som mindst svarer til dem, der
er omhandlet i artikel 24.
3. De kompetente myndigheder udveksler alle væsentlige og/eller relevante oplysninger, navnlig
om overtrædelser begået af en agent eller en filial, eller mistanke om sådanne overtrædelser, og hvis
sådanne overtrædelser er opstået i forbindelse med udøvelsen af retten til fri udveksling af tjeneste-
ydelser. I denne forbindelse fremlægger de kompetente myndigheder på anmodning alle relevante
oplysninger og giver på eget initiativ alle væsentlige oplysninger, herunder oplysninger om, hvor-
vidt betalingsinstituttet opfylder betingelserne i artikel 11, stk. 3.
4. Medlemsstaterne kan kræve, at betalingsinstitutter, der i henhold til etableringsretten driver virk-
somhed på deres område via agenter, og hvis hovedkontor er beliggende i en anden medlemsstat,
udpeger et centralt kontaktpunkt på deres område for at sikre hensigtsmæssig kommunikation og
indberetning af oplysninger om overholdelsen af afsnit III og IV, uden at dette berører eventuelle
bestemmelser om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og for at gøre det
lettere for de kompetente myndigheder i hjemlandet og værtslandet at føre tilsyn, herunder ved efter
anmodning at give de kompetente myndigheder dokumenter og oplysninger.
5. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der præciserer de kriterier,
der finder anvendelse ved fastlæggelsen i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet af,
under hvilke omstændigheder det er hensigtsmæssigt at udpege et centralt kontaktpunkt, og hvilke
funktioner centrale kontaktpunkter skal have, jf. stk. 4.
Dette udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder skal navnlig tage hensyn til:
a) det samlede antal og værdien af transaktioner, der gennemføres af betalingsinstituttet i
værtslandet
b) de udbudte betalingstjenesters art, og
c) det samlede antal agenter etableret i værtslandet.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest
den 13. januar 2017.
6. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende rammerne for
samarbejde og for udvekslingen af oplysninger mellem på den ene side de kompetente myndigheder
i hjemlandet og på den anden side værtslandet i overensstemmelse med dette afsnit og med henblik
på at føre tilsyn med overholdelsen af de bestemmelser i national ret, der gennemfører afsnit III og
IV. I udkastene til reguleringsmæssige tekniske standarder fastsættes metoden, midlerne og de nær-
mere bestemmelser for samarbejdet i forbindelse med tilsyn med betalingsinstitutter med grænseo-
verskridende aktiviteter, og navnlig omfanget og behandlingen af de oplysninger, der skal udveks-
les, med henblik på at sikre et konsekvent og effektivt tilsyn med betalingsinstitutter, der udbyder
betalingstjenester på tværs af grænserne.
Disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder fastsætter ligeledes midlerne og de nærme-
re bestemmelser for de indberetninger fra betalingsinstitutter, som værtslandene anmoder om, ved-
298
rørende den betalingstjenestevirksomhed, der udføres på deres område, i overensstemmelse med
stk. 2, herunder hyppigheden af sådanne indberetninger.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest
den 13. januar 2018.
7. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i stk. 5 og 6 omhandlede reguleringsmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
Artikel 30
Foranstaltninger i tilfælde af manglende overholdelse, herunder forebyggende foranstaltnin-
ger
1. Hvis den kompetente myndighed i værtslandet konstaterer, at et betalingsinstitut, der har agenter
eller filialer på dets område, ikke overholder bestemmelserne i dette afsnit og de bestemmelser i
national ret, der gennemfører afsnit III eller IV, oplyser den kompetente myndighed i værtslandet
straks den kompetente myndighed i hjemlandet herom, uden at dette berører hjemlandets kompeten-
te myndigheders ansvar.
Den kompetente myndighed i hjemlandet træffer uden unødig forsinkelse og efter at have evalueret
de oplysninger, den har modtaget i henhold til første afsnit, alle passende foranstaltninger for at sik-
re, at det pågældende betalingsinstitut bringer det ulovlige forhold til ophør. Den kompetente myn-
dighed i hjemlandet underretter straks den kompetente myndighed i værtslandet og de kompetente
myndigheder i andre berørte medlemsstater om disse foranstaltninger.
2. I kritiske situationer, hvor det er nødvendigt at gribe ind omgående for at imødegå en alvorlig
trussel mod betalingstjenestebrugernes kollektive interesse i værtslandet, kan de kompetente myn-
digheder i værtslandet træffe forebyggende foranstaltninger sideløbende med det grænseoverskri-
dende samarbejde mellem de kompetente myndigheder i afventning af foranstaltninger, der træffes
af de kompetente myndigheder i hjemlandet, jf. artikel 29.
3. Alle forebyggende foranstaltninger i henhold til stk. 2 skal være hensigtsmæssige og stå i rime-
ligt forhold til deres formål om at yde beskyttelse mod en alvorlig trussel mod betalingstjenestebru-
gernes kollektive interesse i værtslandet. De må ikke medføre, at betalingstjenestebrugere hos beta-
lingsinstituttet i værtslandet får fortrin frem for betalingstjenestebrugere hos betalingsinstituttet i
andre medlemsstater.
Forebyggende foranstaltninger er midlertidige og afsluttes, når de alvorlige trusler er afhjulpet, her-
under med bistand fra eller i samarbejde med hjemlandets kompetente myndigheder eller med
EBA, jf. artikel 27, stk. 1.
299
4. Hvis det er muligt i den kritiske situation, underrettes de kompetente myndigheder i værtslandet
de kompetente myndigheder i hjemlandet og i andre berørte medlemsstater, Kommissionen og EBA
på forhånd og under alle omstændigheder uden unødig forsinkelse om de forebyggende foranstalt-
ninger, der er truffet i henhold til stk. 2, og om begrundelsen herfor.
Artikel 31
Begrundelser og meddelelse
1. Enhver foranstaltning, der træffes af kompetente myndigheder i henhold til artikel 23, 28, 29 el-
ler 30, og som medfører sanktioner eller restriktioner for udøvelsen af den fri udveksling af tjene-
steydelser eller udøvelsen af etableringsfriheden, skal være behørigt begrundet og meddeles det på-
gældende betalingsinstitut.
2. Artikel 28-30 berører ikke de kompetente myndigheders pligt i henhold til direktiv (EU)
2015/849 og forordning (EU) 2015/847, navnlig artikel 48, stk. 1, i direktiv (EU) 2015/849 og arti-
kel 22, stk. 1, i forordning (EU) 2015/847, til at føre tilsyn med eller overvåge opfyldelsen af krave-
ne i nævnte retsakter.
Afdeling 4
Undtagelser
Artikel 32
Betingelser
1. Medlemsstaterne kan undtage eller tillade deres kompetente myndigheder helt eller delvis at und-
tage fysiske eller juridiske personer, der udbyder betalingstjenester opført i punkt 1-6 i bilag I, fra
anvendelsen af proceduren og betingelserne i afdeling 1, 2 og 3, med undtagelse af artikel 14, 15,
22, 24, 25 og 26, hvis:
a) det månedlige gennemsnit af værdien af de samlede betalingstransaktioner for de foregå-
ende 12 måneder, der er gennemført af den pågældende person, herunder også agenter,
for hvilke personen har det fulde ansvar, ikke overstiger en grænse, som fastsættes af
medlemsstaten, men som under ingen omstændigheder overstiger 3 mio. EUR. Dette
krav vurderes på grundlag af det forventede samlede beløb for betalingstransaktioner i
forretningsplanen, medmindre de kompetente myndigheder kræver en tilpasning af denne
plan, og
b) ingen af de fysiske personer, der har ansvaret for forvaltningen eller driften af virksom-
heden, har været dømt for overtrædelser vedrørende hvidvask af penge eller finansiering
af terrorisme eller anden økonomisk kriminalitet.
2. Fysiske og juridiske personer, der er registreret i overensstemmelse med stk. 1, skal have hoved-
kontor eller bopælssted i den medlemsstat, hvor de faktisk driver virksomhed.
300
3. De personer, der er omhandlet i stk. 1, behandles som betalingsinstitutter; artikel 11, stk. 9, og
artikel 28, 29 og 30 finder dog ikke anvendelse på dem.
4. Medlemsstaterne kan også foreskrive, at alle fysiske og juridiske personer, der er registreret i
overensstemmelse med stk. 1, kun må udøve nogle af de aktiviteter, der er anført i artikel 18.
5. De personer, der er omhandlet i stk. 1, skal underrette de kompetente myndigheder om enhver
ændring i deres situation, der har betydning for betingelserne i nævnte stykke. Medlemsstaterne tag-
er de nødvendige skridt til at sikre, at de pågældende personer, når betingelserne i nærværende arti-
kels stk. 1, 2 eller 4 ikke længere er opfyldt, søger tilladelse efter proceduren i artikel 11 inden 30
kalenderdage.
6. Stk. 1-5 finder ikke anvendelse for så vidt angår direktiv (EU) 2015/849 eller nationale bestem-
melser om bekæmpelse af hvidvask af penge.
Artikel 33
Kontooplysningstjenesteudbydere
1. Fysiske eller juridiske personer, der kun udbyder den i punkt 8 i bilag I omhandlede betalingstje-
neste, undtages fra proceduren og betingelserne i afdeling 1 og 2, med undtagelse af artikel 5, stk.
1, litra a), b), e)-h), j), l), n), p) og q), og stk. 3, samt artikel 14 og 15. Afdeling 3 finder anvendelse,
undtagen artikel 23, stk. 3.
2. De personer, der er omhandlet i stk. 1, behandles som betalingsinstitutter, idet afsnit III og IV
dog ikke finder anvendelse på dem, med undtagelse af artikel 41, 45 og 52 og, hvor det er relevant,
artikel 67, 69 og 95-98.
Artikel 34
Underretnings- og oplysningspligt
Hvis en medlemsstat anvender en undtagelse i henhold til artikel 32, underretter den senest den 13.
januar 2018 Kommissionen om sin afgørelse herom, og den underretter straks Kommissionen om
enhver senere ændring. Endvidere oplyser medlemsstaten Kommissionen om det antal fysiske og
juridiske personer, der er berørt, og hvert år om den samlede værdi af betalingstransaktioner, der er
gennemført pr. 31. december hvert kalenderår, jf. artikel 32, stk. 1, litra a).
KAPITEL 2
Fælles bestemmelser
Artikel 35
301
Adgang til betalingssystemer
1. Medlemsstaterne sikrer, at reglerne for adgang til betalingssystemer for betalingstjenesteudbyde-
re, der er meddelt tilladelse, eller registrerede betalingstjenesteudbydere, som er juridiske personer,
er objektive, ikkediskriminerende og proportionale, og at de ikke forhindrer adgang i større ud-
strækning, end det er nødvendigt for at beskytte mod specifikke risici som f.eks. afviklingsrisiko,
operationel risiko og forretningsrisiko og for at beskytte betalingssystemets finansielle og drifts-
mæssige stabilitet.
Betalingssystemer må ikke pålægge betalingstjenesteudbydere eller -brugere eller andre betalings-
systemer nogen af følgende krav:
a) restriktive bestemmelser om effektiv deltagelse i andre betalingssystemer
b) en regel, der forskelsbehandler betalingstjenesteudbydere, der er meddelt tilladelse, eller
registrerede betalingstjenesteudbydere hvad angår deltagernes rettigheder, forpligtelser
og beføjelser
c) begrænsninger baseret på selskabsretlig status.
2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på:
a) betalingssystemer, der er betegnet som systemer i henhold til direktiv 98/26/EF
b) betalingssystemer, der udelukkende består af betalingstjenesteudbydere, der tilhører en
koncern.
Med henblik på første afsnit, litra a), sikrer medlemsstaterne, hvis en deltager i et betegnet system
giver en betalingstjenesteudbyder, der er meddelt tilladelse, eller en registreret betalingstjenesteud-
byder, som ikke er deltager i systemet, mulighed for sende overførselsordrer gennem systemet, at
denne deltager efter anmodning giver samme mulighed på en objektiv, forholdsmæssig og ikkedi-
skriminerende måde til andre betalingstjenesteudbydere, der er meddelt tilladelse, eller registrerede
betalingstjenesteudbydere, jf. stk. 1.
Deltageren skal give den betalingstjenesteudbyder, som fremsætter anmodningen, en fyldestgøren-
de begrundelse for et eventuelt afslag.
Artikel 36
Adgang til konti, der føres i kreditinstitutter
Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter har adgang til kreditinstitutters betalingskontotjene-
ster på et objektivt, ikkediskriminerende og forholdsmæssigt grundlag. En sådan adgang skal have
et så stort omfang, at betalingsinstitutter kan udbyde betalingstjenester uhindret og effektivt.
Kreditinstitutter giver den kompetente myndighed behørigt begrundede årsager til eventuelle afslag.
Artikel 37
302
Forbud mod, at andre personer end betalingstjenesteudbydere udbyder betalingstjenester,
samt underretningspligt
1. Medlemsstaterne forbyder fysiske og juridiske personer, der hverken er betalingstjenesteudbyde-
re eller udtrykkeligt er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde, at udbyde betalingstjene-
ster.
2. Medlemsstaterne pålægger tjenesteudbydere, som udøver en hvilken som helst af de i artikel 3,
litra k), nr. i) eller ii) omhandlede aktiviteter, eller som udøver begge aktiviteter, for hvilken den
samlede værdi af betalingstransaktioner gennemført i de foregående 12 måneder overstiger 1 mio.
EUR, at fremsende en underretning til de kompetente myndigheder med en beskrivelse af de tjene-
ster, der udbydes, samt angivelse af, i henhold til hvilken undtagelse i artikel 3, litra k), nr. i) og ii),
aktiviteten anses for at blive udøvet.
På grundlag af denne underretning træffer den kompetente myndighed en behørigt begrundet afgø-
relse på grundlag af de kriterier, der er omhandlet i artikel 3, litra k), såfremt aktiviteten ikke kan
kvalificeres som et begrænset net, og underretter tjenesteudbyderen herom.
3. Medlemsstaterne pålægger tjenesteudbydere, der udøver en aktivitet som omhandlet i artikel 3,
litra l), at fremsende en underretning til de kompetente myndigheder, og at forelægge de kompeten-
te myndigheder en årlig revisionserklæring, hvori det attesteres, at aktiviteten overholder grænserne
i artikel 3, litra l).
4. Uanset stk. 1 underretter de kompetente myndigheder EBA om de indberettede tjenester i hen-
hold til stk. 2 og 3 med angivelse af, i henhold til hvilken undtagelse aktiviteten udføres.
5. Beskrivelsen af den aktivitet, der er indberettet i henhold til nærværende artikels stk. 2. og 3, of-
fentliggøres i de i artikel 14 og 15 omhandlede registre.
AFSNIT III
ÅBENHED OM BETINGELSERNE FOR OG OPLYSNINGSKRAVENE VEDRØRENDE
BETALINGSTJENESTER
KAPITEL 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 38
Anvendelsesområde
303
1. Dette afsnit finder anvendelse på enkeltstående betalingstransaktioner, rammeaftaler og beta-
lingstransaktioner, som er omfattet af disse. Parterne kan aftale, at dette afsnit ikke finder anvendel-
se helt eller delvis, når betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.
2. Medlemsstaterne kan anvende bestemmelserne i dette afsnit på mikrovirksomheder på samme
måde som på forbrugere.
3. Dette direktiv berører ikke direktiv 2008/48/EF, anden relevant EU-ret eller nationale foranstalt-
ninger vedrørende betingelser for ydelse af kredit til forbrugere, der ikke er harmoniseret ved nær-
værende direktiv og overholder EU-retten.
Artikel 39
Andre bestemmelser i EU-retten
Bestemmelserne i dette afsnit berører ikke anden EU-ret, som indeholder supplerende krav om for-
udgående oplysninger.
Hvor direktiv 2002/65/EF også finder anvendelse, erstattes bestemmelserne om oplysninger i nævn-
te direktivs artikel 3, stk. 1 — undtagen nævnte stykkes nr. 2), litra c)-g), nr. 3), litra a), d) og e),
samt nr. 4), litra b) — dog af artikel 44, 45, 51 og 52 i nærværende direktiv.
Artikel 40
Gebyrer for oplysninger
1. Betalingstjenesteudbyderen må ikke afkræve betalingstjenestebrugeren gebyr for oplysninger i
henhold til dette afsnit.
2. Betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren kan aftale gebyrer for supplerende eller
hyppigere oplysninger, som stilles til rådighed for betalingstjenestebrugeren efter anmodning, eller
for overførsel heraf ved hjælp af andre kommunikationsmidler end dem, der er anført i rammeafta-
len.
3. Når betalingstjenesteudbyderen kan afkræve gebyrer for oplysninger i henhold til stk. 2, skal de
være rimelige og i overensstemmelse med betalingstjenesteudbyderens faktiske omkostninger.
Artikel 41
Bevisbyrden vedrørende oplysningskrav
Medlemsstaterne fastsætter, at betalingstjenesteudbyderen har bevisbyrden med hensyn til at bevi-
se, at oplysningskravene i dette afsnit er opfyldt.
304
Artikel 42
Undtagelse fra oplysningskravene i forbindelse med betalingsinstrumenter for små betalinger
og elektroniske penge
1. Når der er tale om betalingsinstrumenter, der i henhold til den relevante rammeaftale udelukken-
de vedrører særskilte betalingstransaktioner på højst 30 EUR, eller som enten har en beløbsgrænse
på 150 EUR eller på intet tidspunkt lagrer midler på mere end 150 EUR:
a) skal betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 51, 52 og 56 kun give betaleren oplysning
om de vigtigste karakteristika ved betalingstjenesten, herunder den måde, hvorpå beta-
lingsinstrumentet kan anvendes, ansvar, de opkrævede gebyrer samt andre væsentlige op-
lysninger, der er nødvendige for at træffe en informeret beslutning, og en angivelse af,
hvor andre oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 52, stilles til rådighed på en
let tilgængelig måde
b) kan det aftales, at betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 54 ikke har pligt til at foreslå
ændringer af betingelserne i rammeaftalen på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1
c) kan det aftales, at betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 57 og 58 efter gennemførel-
sen af en betalingstransaktion:
i) kun meddeler en reference eller stiller en reference til rådighed, der gør det muligt for
betalingstjenestebrugeren at identificere betalingstransaktionen, transaktionsbeløbet
og gebyrerne for den og/eller, når der er tale om flere betalingstransaktioner af samme
art foretaget til samme betalingsmodtager, kun oplyser det samlede beløb og de sam-
lede gebyrer for disse betalingstransaktioner
ii) ikke har pligt til at meddele de oplysninger, der er omhandlet i nr. i), eller stille dem
til rådighed, hvis betalingsinstrumentet anvendes anonymt, eller hvis betalingstjene-
steudbyderen på anden vis teknisk ikke er i stand til at meddele dem. Betalingstjene-
steudbyderen skal dog give betaleren mulighed for at kontrollere størrelsen af de mid-
ler, der er lagret.
2. For så vidt angår nationale betalingstransaktioner, kan medlemsstaterne eller deres kompetente
myndigheder mindske eller fordoble de beløb, der er omhandlet i stk. 1. For forudbetalte betalings-
instrumenter kan medlemsstaterne forhøje disse beløb indtil 500 EUR.
KAPITEL 2
Enkeltstående betalingstransaktioner
Artikel 43
Anvendelsesområde
1. Dette kapitel finder anvendelse på enkeltstående betalingstransaktioner, der ikke er omfattet af en
rammeaftale.
305
2. Når en betalingsordre vedrørende en enkeltstående betalingstransaktion sendes via et betalingsin-
strument, som er omfattet af en rammeaftale, er betalingstjenesteudbyderen ikke forpligtet til at
meddele oplysninger eller stille oplysninger til rådighed, som betalingstjenestebrugeren allerede
modtager på grundlag af en rammeaftale med en anden betalingstjenesteudbyder, eller som
vedkommende vil modtage i henhold til denne rammeaftale.
Artikel 44
Generelle forudgående oplysninger
1. Medlemsstaterne kræver, at betalingstjenesteudbyderen, inden betalingstjenestebrugeren bliver
bundet af en enkeltstående betalingstjenesteaftale eller et enkeltstående betalingstjenestetilbud, for
så vidt angår dennes egne tjenester, stiller de oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 45,
til rådighed for betalingstjenestebrugeren på en let tilgængelig måde. Efter anmodning fra betalings-
tjenestebrugeren meddeler betalingstjenesteudbyderen oplysningerne og betingelserne på papir eller
et andet varigt medium. Oplysningerne og betingelserne affattes i et letforståeligt sprog og på en
tydelig og forståelig måde på et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor betalingstjenesten
udbydes, eller på et andet sprog, som parterne fastsætter indbyrdes.
2. Hvis den enkeltstående betalingstjenesteaftale er indgået på betalingstjenestebrugerens anmod-
ning ved hjælp af et fjernkommunikationsmiddel, og dette ikke giver betalingstjenesteudbyderen
mulighed for at overholde bestemmelserne i stk. 1, skal betalingstjenesteudbyderen opfylde sine
forpligtelser efter det nævnte stykke straks efter gennemførelsen af betalingstransaktionen.
3. Forpligtelserne efter stk. 1 kan også opfyldes ved levering af en kopi af udkastet til den enkeltstå-
ende betalingstjenesteaftale eller udkastet til betalingsordren med de oplysninger og betingelser, der
er anført i artikel 45.
Artikel 45
Oplysninger og betingelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at følgende oplysninger og betingelser meddeles eller stilles til rådighed
for betalingstjenestebrugeren af betalingstjenesteudbyderen:
a) en specifikation af de oplysninger eller den entydige identifikationskode, som betalings-
tjenestebrugeren skal anvende, for at en betalingsordre kan initieres eller gennemføres
korrekt
b) den maksimale gennemførelsestid for den ønskede betalingstjeneste
c) alle gebyrer, som betalingstjenestebrugeren skal betale til betalingstjenesteudbyderen,
og, hvor det er relevant, en udspecificering af disse gebyrer
d) hvor det er relevant, den faktiske vekselkurs eller referencekursen, der skal gælde for be-
talingstransaktionen.
2. Medlemsstaterne sikrer endvidere, at betalingsinitierings tjenesteudbydere, inden transaktionen
initieres, meddeler betaleren eller giver betaleren adgang til følgende tydelige og udførlige oplys-
ninger:
306
a) navnet på betalingsinitieringstjenesteudbyderen, den fysiske adresse på dens hovedkontor
og, hvor det er relevant, den fysiske adresse på dens agent eller filial, som er etableret i
den medlemsstat, hvor betalingstjenesten udbydes, og alle andre kontaktoplysninger, her-
under e-mailadresse, som er relevante for kommunikationen med betalingsinitieringstjene-
steudbyderen, og
b) kontaktoplysningerne for den kompetente myndighed.
3. Hvor det er relevant, stilles andre relevante oplysninger og betingelser, som er anført i artikel 52,
til rådighed for betalingstjenestebrugeren på en let tilgængelig måde.
Artikel 46
Oplysninger til betaleren og betalingsmodtageren efter initiering af en betalingsordre
Ud over de i artikel 45 anførte oplysninger og betingelser meddeler en betalingsinitieringstjene-
steudbyder, hvis en betalingsordre initieres gennem en sådan, umiddelbart efter initieringen betale-
ren og, hvor det er relevant, betalingsmodtageren samtlige følgende oplysninger eller stiller oplys-
ningerne til rådighed for dem:
a) en bekræftelse på, at betalingsordren er initieret korrekt hos betalerens kontoførende be-
talingstjenesteudbyder
b) en reference, der gør det muligt for betaleren og betalingsmodtageren at identificere beta-
lingstransaktionen og, hvor det er relevant, for betalingsmodtageren at identificere beta-
leren, samt eventuelle oplysninger, der fulgte betalingstransaktionen
c) betalingstransaktionsbeløbet
d) hvis det er relevant, beløbsstørrelsen af eventuelle gebyrer, der skal betales til betalings-
initieringstjenesteudbyderen for transaktionen og, hvis det er relevant, en udspecificering
af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer.
Artikel 47
Oplysninger til betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder i tilfælde af en betalingsini-
tieringstjeneste
Hvis en betalingsordre initieres gennem en betalingsinitieringstjenesteudbyder, skal denne stille be-
talingstransaktionsreferencen til rådighed for betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder.
Artikel 48
Oplysninger til betaleren efter modtagelse af en betalingsordre
Umiddelbart efter modtagelse af en betalingsordre meddeler betalerens betalingstjenesteudbyder
betaleren følgende oplysninger, for så vidt angår betalingstjenesteudbyderens egne tjenester, eller
stiller oplysningerne til rådighed for betaleren på samme måde som fastsat i artikel 44, stk. 1:
a) en reference, der gør det muligt for betaleren at identificere betalingstransaktionen, og,
hvor det er relevant, oplysninger om betalingsmodtageren
b) betalingstransaktionsbeløbet udtrykt i den valuta, der anvendes i betalingsordren
307
c) beløbsstørrelsen af eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen, som betaleren skal beta-
le, og, hvor det er relevant, en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer
d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalerens betalingstjenesteudbyder har anvendt
ved betalingstransaktionen eller en henvisning hertil, hvis den er forskellig fra den kurs,
der anvendes i overensstemmelse med artikel 45, stk. 1, litra d), og betalingstransaktions-
beløbet efter valutaomregningen
e) datoen for modtagelsen af betalingsordren.
Artikel 49
Oplysninger til betalingsmodtageren efter gennemførelse
Straks efter gennemførelse af en betalingsordre meddeler betalingsmodtagerens betalingstjeneste-
udbyder betalingsmodtageren følgende oplysninger, for så vidt angår betalingstjenesteudbyderens
egne tjenester, eller stiller oplysningerne til rådighed for betalingsmodtageren på samme måde som
fastsat i artikel 44, stk. 1:
a) en reference, der gør det muligt for betalingsmodtageren at identificere betalingstransak-
tionen og, hvor det er relevant, betaleren, samt eventuelle oplysninger, der fulgte beta-
lingstransaktionen
b) betalingstransaktionsbeløbet udtrykt i valutaen for de midler, der er til betalingsmodtage-
rens rådighed
c) størrelsen af eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen, som betalingsmodtageren
skal betale, og, hvor det er relevant, en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne
gebyrer
d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder
har anvendt ved betalingstransaktionen, og betalingstransaktionsbeløbet inden denne va-
lutaomregning
e) valørdatoen for kreditering.
KAPITEL 3
Rammeaftaler
Artikel 50
Anvendelsesområde
Dette kapitel finder anvendelse på betalingstransaktioner, der er omfattet af en rammeaftale.
Artikel 51
Generelle forudgående oplysninger
1. Medlemsstaterne kræver, at betalingstjenesteudbyderen, i god tid inden betalingstjenestebrugeren
bliver bundet af en rammeaftale eller et tilbud, på papir eller et andet varigt medium meddeler den-
308
ne de oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 52. Oplysningerne og betingelserne affattes i
et letforståeligt sprog og på en tydelig og forståelig måde på et af de officielle sprog i den medlems-
stat, hvor betalingstjenesten udbydes, eller på et andet sprog, som parterne fastsætter indbyrdes.
2. Hvis rammeaftalen er indgået på betalingstjenestebrugerens anmodning ved hjælp af et fjernkom-
munikationsmiddel, og dette ikke giver betalingstjenesteudbyderen mulighed for at overholde be-
stemmelserne i stk. 1, skal betalingstjenesteudbyderen opfylde sine forpligtelser efter det pågælden-
de stykke straks efter indgåelse af rammeaftalen.
3. Forpligtelserne efter stk. 1 kan også opfyldes ved udlevering af en kopi af udkastet til rammeaf-
tale med de oplysninger og betingelser, som er anført i artikel 52.
Artikel 52
Oplysninger og betingelser
Medlemsstaterne sikrer, at følgende oplysninger og betingelser meddeles betalingstjenestebrugeren:
1) vedrørende betalingstjenesteudbyderen:
a) navnet på betalingstjenesteudbyderen, den fysiske adresse på hovedkontoret og, hvor det
er relevant, den fysiske adresse på en filial eller agent, som er etableret i den medlems-
stat, hvor betalingstjenesten udbydes, og enhver anden adresse, herunder e-mailadresser,
som har betydning for kommunikationen med betalingstjenesteudbyderen
b) oplysninger om den relevante tilsynsmyndighed og om det register, der er omhandlet i
artikel 14, eller om et andet relevant offentligt register, hvor betalingstjenesteudbyderens
tilladelse er registreret, og registreringsnummeret eller tilsvarende identifikationsoplys-
ninger i det pågældende register
2) vedrørende brug af betalingstjenesten:
a) en beskrivelse af de vigtigste karakteristika ved den pågældende betalingstjeneste
b) en præcisering af de oplysninger eller den entydige identifikationskode, som betalingstje-
nestebrugeren skal anvende, for at en betalingsordre kan initieres eller gennemføres kor-
rekt
c) formen og proceduren for meddelelse af samtykke til at initiere en betalingsordre eller
gennemføre en betalingstransaktion og tilbagekaldelse af et sådant samtykke i overens-
stemmelse med artikel 64 og 80
d) en henvisning til det tidspunkt, hvor en betalingsordre anses for at være modtaget i over-
ensstemmelse med artikel 78, og det eventuelle seneste tidspunkt (cut-off-tidspunktet),
der er fastsat af betalingstjenesteudbyderen
e) den maksimale gennemførelsestid for de ønskede betalingstjenester
f) oplysning om, hvorvidt der er mulighed for at aftale beløbsgrænser for anvendelse af be-
talingsinstrumentet i overensstemmelse med artikel 68, stk. 1
g) i tilfælde af co-badgede kortbaserede betalingsinstrumenter, betalingstjenestebrugerens
rettigheder i henhold til artikel 8 i forordning (EU) 2015/751
3) vedrørende gebyrer, renter og vekselkurser:
309
a) alle gebyrer, som betalingstjenestebrugeren skal betale til betalingstjenesteudbyderen,
herunder dem, der har tilknytning til den måde, hvorpå og den hyppighed, hvormed op-
lysninger ifølge dette direktiv skal meddeles eller stilles til rådighed, og, hvor det er rele-
vant, en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer
b) hvor det er relevant, de rentesatser og vekselkurser, der skal gælde, eller hvis reference-
rentesatsen og referencekursen skal anvendes, beregningsmetoden for den faktiske rente
og den relevante dato og indeks eller grundlag for fastsættelse af en sådan referenceren-
tesats eller referencekurs
c) hvis det er aftalt, øjeblikkelig anvendelse af ændringer i referencerentesatsen eller refe-
rencekursen og oplysningskrav vedrørende ændringerne i overensstemmelse med artikel
54, stk. 2
4) vedrørende kommunikation:
a) hvor det er relevant, kommunikationsmidler, herunder de tekniske krav til betalingstjene-
stebrugerens udstyr og software, som parterne aftaler at bruge ved overførsel af oplysnin-
ger eller meddelelser i henhold til dette direktiv
b) den måde hvorpå og den hyppighed, hvormed oplysninger ifølge dette direktiv skal med-
deles eller stilles til rådighed
c) det eller de sprog, hvorpå rammeaftalen skal indgås og kommunikationen finde sted i lø-
bet af dette kontraktforhold
d) betalingstjenestebrugerens ret til at modtage aftalebetingelserne i rammeaftalen og oplys-
ninger og betingelser i overensstemmelse med artikel 53
5) vedrørende beskyttelsesforanstaltninger og korrigerende foranstaltninger:
a) hvor det er relevant, en beskrivelse af de foranstaltninger, som betalingstjenestebrugeren
skal træffe for at opfylde sikkerhedskravene for betalingsinstrumentet, samt oplysninger
om, hvordan betalingstjenesteudbyderen skal underrettes, jf. artikel 69, stk. 1, litra b)
b) en sikker procedure for betalingstjenesteudbyderens underretning af betalingstjenestebru-
geren i tilfælde af mistanke om eller faktiske tilfælde af svig eller sikkerhedstrusler
c) hvis det er aftalt, de betingelser, hvorpå betalingstjenesteudbyderen forbeholder sig ret til
at spærre et betalingsinstrument i overensstemmelse med artikel 68
d) betalerens ansvar i overensstemmelse med artikel 74, herunder oplysninger om det rele-
vante beløb
e) hvordan og inden for hvilket tidsrum betalingstjenestebrugeren skal give betalingstjene-
steudbyderen meddelelse om en uautoriseret eller ukorrekt initieret eller gennemført be-
talingstransaktion i overensstemmelse med artikel 71 samt betalingstjenesteudbyderens
ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner i overensstemmelse med artikel 73
f) betalingstjenesteudbyderens ansvar for initieringen eller gennemførelsen af betalings-
transaktioner i overensstemmelse med artikel 89
g) betingelserne for tilbagebetaling i henhold til artikel 76 og 77
6) vedrørende ændringer i og opsigelse af rammeaftalen:
a) hvis det er aftalt, oplysninger om, at betalingstjenestebrugeren anses for at have godkendt
de ændrede betingelser i overensstemmelse med artikel 54, medmindre betalingstjeneste-
brugeren inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato meddeler betalingstjenesteudbyderen,
at de ikke kan godkendes
b) rammeaftalens løbetid
310
c) betalingstjenestebrugerens ret til at opsige rammeaftalen og eventuelle aftaler om opsi-
gelse, jf. artikel 54, stk. 1, og artikel 55
7) vedrørende klage og erstatning:
a) eventuelle kontraktbestemmelser om den lovgivning, der finder anvendelse på rammeaf-
talen, og/eller om værneting
b) de alternative tvistbilæggelsesprocedurer, som er tilgængelige for betalingstjenestebruge-
ren i overensstemmelse med artikel 99-102.
Artikel 53
Adgang til oplysninger og betingelser i rammeaftaler
Betalingstjenestebrugeren har til enhver tid i løbet af kontraktforholdet ret til efter anmodning at
modtage aftalebetingelserne i rammeaftalen samt de oplysninger og betingelser, der er omhandlet i
artikel 52, på papir eller et andet varigt medium.
Artikel 54
Ændringer i betingelser i rammeaftaler
1. Betalingstjenesteudbyderen skal foreslå eventuelle ændringer i rammeaftalen eller i de oplysnin-
ger og betingelser, der er anført i artikel 52, på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1, og se-
nest to måneder inden den foreslåede anvendelsesdato. Betalingstjenestebrugeren kan enten accep-
tere eller afvise ændringerne inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato.
Hvis det er relevant i overensstemmelse med artikel 52, stk. 6, litra a), skal betalingstjenesteudby-
deren meddele betalingstjenestebrugeren, at betalingstjenestebrugeren anses for at have godkendt
disse ændringer, hvis denne ikke inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato meddeler betalingstjene-
steudbyderen, at de ikke kan godkendes. Betalingstjenesteudbyderen skal også meddele betalings-
tjenestebrugeren, at betalingstjenestebrugeren, såfremt denne afviser disse ændringer, har ret til at
opsige rammeaftalen vederlagsfrit og med virkning på et hvilket som helst tidspunkt indtil den dato,
hvor ændringen ville have fundet anvendelse.
2. Ændringer i rentesatsen eller vekselkursen kan anvendes øjeblikkelig og uden varsel, forudsat at
en sådan ret er fastsat i rammeaftalen, og at ændringerne i rentesatsen eller vekselkursen bygger på
den referencerentesats eller den referencekurs, der er aftalt i overensstemmelse med artikel 52, stk.
3, litra b) og c). Betalingstjenestebrugeren skal underrettes om eventuelle ændringer i renten så hur-
tigt som muligt på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1, medmindre parterne har aftalt, at
oplysningerne skal gives eller stilles til rådighed med en bestemt hyppighed eller på en bestemt må-
de. Ændringer i rentesatsen eller vekselkursen, der er mere gunstige for betalingstjenestebrugerne,
kan dog anvendes uden varsel.
3. Ændringer i den rentesats eller vekselkurs, der anvendes i betalingstransaktioner, foretages og
beregnes efter en neutral metode uden at forskelsbehandle betalingstjenestebrugerne.
311
Artikel 55
Opsigelse
1. Betalingstjenestebrugeren kan opsige rammeaftalen på et hvilket som helst tidspunkt, medmindre
parterne har aftalt en opsigelsesfrist. En sådan frist må ikke overstige en måned.
2. Rammeaftalen skal vederlagsfrit kunne opsiges af betalingstjenestebrugeren, medmindre aftalen
har været i kraft i mindre end seks måneder. Eventuelle gebyrer for opsigelse af rammeaftalen skal
være passende og i overensstemmelse med omkostningerne.
3. Hvis det er aftalt i rammeaftalen, kan betalingstjenesteudbyderen opsige en rammeaftale, når af-
talen er indgået på ubestemt tid, med mindst to måneders varsel på samme måde som fastsat i arti-
kel 51, stk. 1.
4. Gebyrer for betalingstjenester, der opkræves regelmæssigt, skal kun betales forholdsmæssigt af
betalingstjenestebrugeren for tiden frem til opsigelsen af aftalen. Hvis sådanne gebyrer er forudbe-
talt, skal de tilbagebetales forholdsmæssigt.
5. Bestemmelserne i denne artikel berører ikke medlemsstaternes love og administrative bestem-
melser vedrørende parternes ret til at annullere rammeaftalen eller erklære den for ugyldig.
6. Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser, der er gunstigere for betalingstjenestebrugere.
Artikel 56
Oplysninger før gennemførelse af særskilte betalingstransaktioner
Hvis en særskilt betalingstransaktion, der er omfattet af en rammeaftale, er initieret af betaleren,
skal betalingstjenesteudbyderen, hvis betaleren ønsker det for denne specifikke betalingstransakti-
on, udtrykkeligt meddele alle af de følgende oplysninger:
a) den maksimale gennemførelsestid
b) de gebyrer, som betaleren skal betale
c) hvor det er relevant, udspecificering af beløbsstørrelserne for eventuelle gebyrer.
Artikel 57
Oplysninger til betaleren om særskilte betalingstransaktioner
312
1. Efter at beløbet for en særskilt betalingstransaktion er blevet debiteret betalerens konto eller, hvis
betaleren ikke anvender en betalingskonto, efter modtagelse af betalingsordren, skal betalerens be-
talingstjenesteudbyder snarest muligt og på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1, meddele
betaleren alle af de følgende oplysninger:
a) en reference, der gør det muligt for betaleren at identificere hver enkelt betalingstransak-
tion og, hvor det er relevant, oplysninger om betalingsmodtageren
b) betalingstransaktionsbeløbet udtrykt i den valuta, som betalerens betalingskonto debite-
res i, eller i den valuta, der anvendes i betalingsordren
c) beløbsstørrelsen af eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen og, hvor det er relevant,
en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer, eller den rente, som betale-
ren skal betale
d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalerens betalingstjenesteudbyder har an-
vendt ved betalingstransaktionen, og betalingstransaktionsbeløbet efter valutaomregnin-
gen
e) valørdatoen for debitering eller datoen for modtagelsen af betalingsordren.
2. En rammeaftale skal indeholde en bestemmelse om, at betaleren kan kræve, at de i stk. 1 om-
handlede oplysninger vederlagsfrit meddeles eller stilles til rådighed mindst én gang om måneden
og på en aftalt måde, som gør det muligt for betaleren at lagre og gengive oplysninger uændret.
3. Medlemsstaterne kan dog kræve, at betalingstjenesteudbydere vederlagsfrit meddeler oplysninger
på papir eller på et andet varigt medium mindst én gang om måneden.
Artikel 58
Oplysninger til betalingsmodtageren om særskilte betalingstransaktioner
1. Efter at en særskilt betalingstransaktion er gennemført, skal betalingsmodtagerens betalingstjene-
steudbyder snarest muligt på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1, meddele betalingsmodta-
geren alle af de følgende oplysninger:
a) en reference, der gør det muligt for betalingsmodtageren at identificere betalingstransak-
tionen og betaleren, samt eventuelle oplysninger, der fulgte betalingstransaktionen
b) beløbet for betalingstransaktionen i den valuta, som betalingsmodtagerens betalingskonto
krediteres i
c) beløbsstørrelsen af eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen og, hvor det er relevant,
en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer, eller den rente, som beta-
lingsmodtageren skal betale
d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder
har anvendt ved betalingstransaktionen, og betalingstransaktionsbeløbet inden denne va-
lutaomregning
e) valørdatoen for kreditering.
2. En rammeaftale kan indeholde en bestemmelse om, at de i stk. 1 omhandlede oplysninger skal
meddeles eller stilles til rådighed mindst én gang om måneden og på en aftalt måde, som gør det
muligt for betalingsmodtageren at lagre og gengive oplysninger uændret.
313
3. Medlemsstaterne kan dog kræve, at betalingstjenesteudbydere vederlagsfrit meddeler oplysninger
på papir eller på et andet varigt medium mindst én gang om måneden.
KAPITEL 4
Fælles bestemmelser
Artikel 59
Valuta og valutaomregning
1. Betalinger foretages i den valuta, som parterne har aftalt.
2. Hvis der tilbydes en valutaomregningstjeneste, før betalingstransaktionen initieres, og hvis denne
valutaomregningstjeneste tilbydes på en pengeautomat, på salgsstedet eller af betalingsmodtageren,
skal den part, der tilbyder valutaomregningstjenesten til betaleren, give denne alle oplysninger om
gebyrer samt om den vekselkurs, der anvendes ved valutaomregningen.
Betaleren skal godkende, at valutaomregningstjenesten ydes på dette grundlag.
Artikel 60
Oplysninger om tillægsgebyrer eller rabatter
1. Hvis betalingsmodtageren opkræver gebyr eller tilbyder rabat for brug af et givet betalingsinstru-
ment, underretter betalingsmodtageren betaleren herom, før betalingstransaktionen initieres.
2. Hvis betalingstjenesteudbyderen eller en anden part, der indgår i transaktionen, opkræver gebyr
for brug af et givet betalingsinstrument, underretter betalingstjenesteudbyderen betalingstjeneste-
brugeren herom, før betalingstransaktionen initieres.
3. Betaleren er kun forpligtet til at betale de i stk. 1 og 2 omhandlede gebyrer, hvis deres fulde be-
løb er oplyst, før betalingstransaktionen initieres.
AFSNIT IV
RETTIGHEDER OG FORPLIGTELSER I FORBINDELSE MED UDBUD OG BRUG AF
BETALINGSTJENESTER
KAPITEL 1
314
Fælles bestemmelser
Artikel 61
Anvendelsesområde
1. Når betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger, kan betalingstjenestebrugeren og betalingstje-
nesteudbyderen aftale, at artikel 62, stk. 1, artikel 64, stk. 3, samt artikel 72, 74, 76, 77, 80 og 89
ikke eller kun delvis finder anvendelse. Betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen
kan også aftale andre frister end dem, der er fastsat i artikel 71.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at artikel 102 ikke finder anvendelse, når betalingstjenestebruge-
ren ikke er en forbruger.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at bestemmelserne i dette afsnit finder anvendelse på mikrovirk-
somheder på samme måde som på forbrugere.
4. Dette direktiv berører ikke direktiv 2008/48/EF, anden relevant EU-ret eller nationale foranstalt-
ninger vedrørende betingelser for ydelse af kredit til forbrugere, der ikke er harmoniseret ved nær-
værende direktiv og overholder EU-retten.
Artikel 62
Gældende gebyrer
1. Betalingstjenesteudbyderen må ikke afkræve betalingstjenestebrugeren gebyr for opfyldelse af si-
ne oplysningspligter eller korrigerende og forebyggende foranstaltninger i henhold til dette afsnit,
medmindre andet fremgår af artikel 79, stk. 1, artikel 80, stk. 5, og artikel 88, stk. 2. Disse gebyrer
aftales mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen og skal være passende og i
overensstemmelse med betalingstjenesteudbyderens faktiske omkostninger.
2. Medlemsstaterne kræver, for så vidt angår betalingstransaktioner, der gennemføres i Unionen,
hvor både betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbydere eller den eneste betalings-
tjenesteudbyder, der er involveret i betalingstransaktionen, er beliggende i Unionen, at betalings-
modtageren betaler de gebyrer, som dennes betalingstjenesteudbyder opkræver, og at betaleren be-
taler de gebyrer, som dennes betalingstjenesteudbyder opkræver.
3. Betalingstjenesteudbyderen må ikke hindre betalingsmodtageren i at opkræve et gebyr af betale-
ren, tilbyde den pågældende rabat eller på anden måde styre vedkommende i retning af at anvende
et bestemt betalingsinstrument. De eventuelle gebyrer, der pålægges, må ikke overstige de direkte
omkostninger, som betalingsmodtageren afholder for at anvende det pågældende betalingsinstru-
ment.
315
4. Medlemsstaterne sikrer under alle omstændigheder, at betalingsmodtageren ikke opkræver geby-
rer for anvendelse af betalingsinstrumenter, for hvilke interbankgebyrerne er reguleret i kapitel II i
forordning (EU) 2015/751, og for de betalingstjenester, på hvilke forordning (EU) nr. 260/2012 fin-
der anvendelse.
5. Medlemsstaterne kan forbyde eller begrænse betalingsmodtagerens ret til at opkræve gebyrer
under hensyntagen til behovet for at øge konkurrencen og fremme brugen af effektive betalingsin-
strumenter.
Artikel 63
Undtagelse for betalingsinstrumenter med lav værdi og elektroniske penge
1. Hvis der er tale om betalingsinstrumenter, der i henhold til rammeaftalen udelukkende vedrører
særskilte betalingstransaktioner på højst 30 EUR, eller som enten har en beløbsgrænse på 150 EUR
eller på intet tidspunkt lagrer midler på mere end 150 EUR, kan betalingstjenesteudbyderne aftale
med deres betalingstjenestebrugere at:
a) artikel 69, stk. 1, litra b), artikel 70, stk. 1, litra c) og d), samt artikel 74, stk. 3, ikke fin-
der anvendelse, hvis betalingsinstrumentet ikke kan spærres eller yderligere anvendelse
af betalingsinstrumentet ikke kan forhindres
b) artikel 72 og 73 og artikel 74, stk. 1 og 3, ikke finder anvendelse, hvis betalingsinstru-
mentet anvendes anonymt, eller betalingstjenesteudbyderen af andre grunde, som er sær-
lige for det givne betalingsinstrument, ikke er i stand til at bevise, at betalingstransaktio-
nen var autoriseret
c) betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 79, stk. 1, ikke skal give betalingstjenestebru-
geren meddelelse om afvisning af en betalingsordre, hvis den manglende gennemførelse
fremgår tydeligt af den givne sammenhæng
d) betaleren uanset artikel 80 ikke kan tilbagekalde betalingsordren efter at have afgivet sin
betalingsordre eller meddelt sit samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen til be-
talingsmodtageren
e) der uanset artikel 83 og 84 anvendes andre gennemførelsesperioder.
2. For så vidt angår nationale betalingstransaktioner, kan medlemsstaterne eller deres kompetente
myndigheder mindske eller fordoble de beløb, der er omhandlet i stk. 1. De kan forhøje dem for
forudbetalte betalingsinstrumenter indtil 500 EUR.
3. Artikel 73 og 74 i finder også anvendelse på elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i
direktiv 2009/110/EF, medmindre betalerens betalingstjenesteudbyder ikke har mulighed for at fast-
fryse den betalingskonto, på hvilke de elektroniske penge lagres, eller spærre betalingsinstrumentet.
Medlemsstaterne kan begrænse denne undtagelse til betalingskonti, på hvilke de elektroniske penge
lagres, eller til betalingsinstrumenter af en nærmere angivet værdi.
KAPITEL 2
Autorisation af betalingstransaktioner
316
Artikel 64
Samtykke og tilbagekaldelse af samtykke
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstransaktion kun anses for at være autoriseret, hvis betale-
ren har meddelt sit samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen. Betaleren kan autorisere en
betalingstransaktion før eller, hvis det er aftalt mellem betaleren og dennes betalingstjenesteudby-
der, efter gennemførelsen af betalingstransaktionen.
2. Samtykke til at gennemføre en betalingstransaktion eller en række betalingstransaktioner medde-
les i den form, der er aftalt mellem betaleren og dennes betalingstjenesteudbyder. Samtykke til at
gennemføre en betalingstransaktion kan også gives via betalingsmodtageren eller betalingsinitierin-
gstjenesteudbyderen.
Hvis der ikke er meddelt samtykke, anses betalingstransaktionen for uautoriseret.
3. Betaleren kan til enhver tid tilbagekalde et samtykke, men ikke senere end på tidspunktet for
uigenkaldelighed, jf. artikel 80. Et samtykke til at gennemføre en række betalingstransaktioner kan
også tilbagekaldes, hvorefter eventuelle fremtidige betalingstransaktioner skal anses for at være
uautoriserede.
4. Betaleren og betalingstjenesteudbyderne træffer aftale om proceduren for meddelelse af samtyk-
ke.
Artikel 65
Bekræftelse af midlers tilgængelighed
1. Medlemsstaterne sikrer, at en kontoførende betalingstjenesteudbyder efter anmodning fra en be-
talingstjenesteudbyder, som udsteder kortbaserede betalingsinstrumenter, straks bekræfter, om et
beløb, der er nødvendigt til at gennemføre en kortbaseret betalingstransaktion, er tilgængeligt på be-
talerens betalingskonto, forudsat at samtlige følgende betingelser er opfyldt:
a) betalerens betalingskonto er tilgængelig online på tidspunktet for forespørgslen
b) betaleren har givet sit udtrykkelige samtykke til, at den kontoførende betalingstjeneste-
udbyder kan besvare anmodninger fra en bestemt betalingstjenesteudbyder om at bekræf-
te, at et beløb, der svarer til en bestemt kortbaseret betalingstransaktion, er tilgængeligt
på betalerens betalingskonto
c) det i litra b) omhandlede samtykke er blevet givet, inden den første anmodning om be-
kræftelse fremsættes.
2. Betalingstjenesteudbyderen kan anmode om det i stk. 1 omhandlede samtykke, såfremt samtlige
følgende betingelser er opfyldt:
a) betaleren har givet sit udtrykkelige samtykke til, at betalingstjenesteudbyderen kan an-
mode om den i stk. 1 omhandlede bekræftelse
317
b) betaleren har initieret den kortbaserede betalingstransaktion på det pågældende beløb ved
hjælp af et kortbaseret betalingsinstrument udstedt af betalingstjenesteudbyderen
c) betalingstjenesteudbyderen autentificerer sig over for den kontoførende betalingstjene-
steudbyder før hver anmodning om bekræftelse og kommunikerer med den kontoførende
betalingstjenesteudbyder på sikker vis i overensstemmelse med artikel 98, stk. 1, litra d).
3. I overensstemmelse med direktiv 95/46/EF består den i stk. 1 omhandlede bekræftelse kun af et
simpelt ja eller nej som svar og ikke i en angivelse af kontoens saldo. Svaret må ikke lagres eller
anvendes til andre formål end gennemførelse af den kortbaserede betalingstransaktion.
4. Den i stk. 1 omhandlede bekræftelse må ikke gøre det muligt for den kontoførende betalingstje-
nesteudbyder at blokere midler på betalerens betalingskonto.
5. Betaleren kan anmode den kontoførende betalingstjenesteudbyder om at få oplyst betalingstjene-
steudbyderens identifikation og det svar, der er givet.
6. Denne artikel finder ikke anvendelse på betalingstransaktioner initieret via kortbaserede beta-
lingsinstrumenter, hvorpå der er lagret elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i direktiv
2009/110/EF.
Artikel 66
Regler for adgang til en betalingskonto i forbindelse med betalingsinitieringstjenester
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betaler har ret til at gøre brug af en betalingsinitieringstjenesteud-
byder for at opnå betalingstjenester som omhandlet i bilag I, punkt 7. Retten til at anvende en beta-
lingsinitieringstjenesteudbyder finder ikke anvendelse, hvis betalingskontoen ikke er tilgængelig
online.
2. Såfremt betaleren giver sit udtrykkelige samtykke til, at en betaling gennemføres i overensstem-
melse med artikel 64, udfører den kontoførende betalingstjenesteudbyder de i nærværende artikels
stk. 4 anførte handlinger med henblik på at sikre betalerens ret til at anvende betalingsinitieringstje-
nesten.
3. Betalingsinitieringstjenesteudbyderen:
a) må på intet tidspunkt at være i besiddelse af betalerens midler i forbindelse med leverin-
gen af betalingsinitieringstjenesten
b) sikrer, at betalingstjenestebrugerens personaliserede sikkerhedsoplysninger ikke er til-
gængelige for andre parter, med undtagelse af brugeren og udstederen af de personalise-
rede sikkerhedsoplysninger, og at de overføres af betalingsinitieringstjenesteudbyderen
gennem sikre og effektive kanaler
c) sikrer, at eventuelle andre oplysninger om betalingstjenestebrugeren, som er opnået i for-
bindelse med leveringen af betalingsinitieringstjenesterne, kun meddeles til betalings-
modtageren og kun med betalingstjenestebrugerens udtrykkelige samtykke
318
d) identificerer sig over for betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder, hver gang en
betaling initieres, og kommunikerer med den kontoførende betalingstjenesteudbyder, be-
taleren og betalingsmodtageren på sikker vis i overensstemmelse med artikel 98, stk. 1,
litra d)
e) må ikke lagre betalingstjenestebrugerens følsomme betalingsdata
f) må ikke anmode betalingstjenestebrugeren om andre oplysninger end dem, der nødvendi-
ge for at levere betalingsinitieringstjenesten
g) må ikke anvende, tilgå eller lagre oplysninger med andre formål end levering af den be-
talingsinitieringstjeneste, som betaleren udtrykkeligt har anmodet om
h) må ikke ændre beløbet, betalingsmodtageren eller andre af transaktionens elementer.
4. Den kontoførende betalingstjenesteudbyder:
a) kommunikerer sikkert med betalingsinitieringstjenesteudbydere i overensstemmelse med
artikel 98, stk. 1, litra d)
b) giver umiddelbart efter modtagelse af en betalingsordre fra en betalingsinitieringstjene-
steudbyder betalingsinitieringstjenesteudbyderen alle oplysninger om initieringen af be-
talingstransaktionen og alle oplysninger vedrørende gennemførelsen af betalingstransak-
tionen, som er tilgængelige for den kontoførende betalingstjenesteudbyder, eller stille
disse oplysninger til rådighed for betalingsinitieringstjenesteudbyderen
c) undgår enhver forskelsbehandling af betalingsordrer, der overføres gennem en betalings-
initieringstjenesteudbyder, medmindre der foreligger objektive grunde, navnlig hvad an-
går tidspunkter, prioriteter eller gebyrer, i forhold til betalingsordrer, der overføres direk-
te af betaleren.
5. Levering af betalingsinitieringstjenester må ikke afhænge af, at der foreligger et kontraktforhold
mellem betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontoførende betalingstjenesteudbydere til dette
formål.
Artikel 67
Regler om adgang til og brug af betalingskontooplysninger i forbindelse med kontooplysning-
stjenester
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstjenestebruger har ret til at gøre brug af tjenester, der giver
adgang til kontooplysninger som omhandlet i punkt 8 i bilag I. Rettigheden finder ikke anvendelse,
hvis betalingskontoen ikke er tilgængelig online.
2. Kontooplysningstjenesteudbyderen:
a) udbyder tjenester udelukkende efter betalingstjenestebrugerens udtrykkelige samtykke
b) sikrer, at betalingstjenestebrugerens personaliserede sikkerhedsoplysninger ikke er til-
gængelige for andre parter, med undtagelse af brugeren og udstederen af de personalise-
rede sikkerhedsoplysninger, og at det foregår gennem sikre og effektive kanaler, når de
overføres af kontooplysningstjenesteudbyderen
c) identificerer sig i hver kommunikationssession over for betalingstjenestebrugerens kon-
toførende betalingstjenesteudbyder(e) og kommunikerer med de(n) kontoførende beta-
lingstjenesteudbyder(e) og betalingstjenestebrugeren på sikker vis i overensstemmelse
med artikel 98, stk. 1, litra d)
319
d) må kun tilgå oplysninger fra nærmere angivne betalingskonti og tilhørende betalings-
transaktioner
e) må ikke anmode om følsomme betalingsoplysninger i tilknytning til betalingskonti
f) må ikke anvende, tilgå eller lagre oplysninger med andre formål end levering af den kon-
tooplysningstjeneste, som betalingstjenestebrugeren udtrykkeligt har anmodet om, i over-
ensstemmelse med databeskyttelsesreglerne.
3. Den kontoførende betalingstjenesteudbyder skal med hensyn til betalingskonti:
a) kommunikere sikkert med kontooplysningstjenesteudbydere i overensstemmelse med ar-
tikel 98, stk. 1, litra d), og
b) undgå enhver forskelsbehandling af anmodninger om oplysninger, der overføres gennem
en kontooplysningstjenesteudbyder, medmindre der foreligger objektive grunde.
4. Levering af kontooplysningstjenester må ikke afhænge af, at der findes et kontraktforhold mel-
lem kontooplysningstjenesteudbydere og kontoførende betalingstjenesteudbydere til dette formål.
Artikel 68
Grænser for brug af betalingsinstrumenter og for betalingstjenesteudbyderes adgang til beta-
lingskonti
1. Når der med henblik på meddelelse af samtykke anvendes et specifikt betalingsinstrument, kan
betaleren og dennes betalingstjenesteudbyder aftale beløbsgrænser for betalingstransaktioner, der
gennemføres ved hjælp af dette betalingsinstrument.
2. Hvis det er aftalt i rammeaftalen, kan betalingstjenesteudbyderen forbeholde sig ret til at spærre
betalingsinstrumentet ud fra objektivt begrundede hensyn vedrørende betalingsinstrumentets sikker-
hed, mistanke om uautoriseret eller svigagtig brug af betalingsinstrumentet eller, i forbindelse med
et betalingsinstrument med en kreditlinje, en væsentligt forhøjet risiko for, at betaleren ikke kan op-
fylde sin betalingsforpligtelse.
3. I så fald underretter betalingstjenesteudbyderen efter en aftalt procedure betaleren om spærringen
af betalingsinstrumentet og årsagerne hertil, om muligt inden betalingsinstrumentet spærres og se-
nest umiddelbart derefter, medmindre dette vil være til skade for objektivt begrundede sikkerheds-
hensyn eller er forbudt i henhold til anden relevant EU-ret eller national ret.
4. Betalingstjenesteudbyderen ophæver spærringen af betalingsinstrumentet eller erstatter det med
et nyt, så snart årsagerne til spærringen ikke længere er til stede.
5. En kontoførende betalingstjenesteudbyder kan nægte en kontooplysningstjenesteudbyder eller en
betalingsinitieringstjenesteudbyder adgang til en betalingskonto af objektivt begrundede og behø-
rigt dokumenterede årsager vedrørende kontooplysningstjenesteudbyderens eller betalingsinitierin-
gstjenesteudbyderens uautoriserede eller svigagtige adgang til en betalingskonto, herunder uautori-
seret eller svigagtig initiering af en betalingstransaktion. I så fald underretter den kontoførende be-
talingstjenesteudbyder på den aftale måde betaleren om, at adgang til betalingskontoen nægtes, og
320
årsagerne hertil. Disse oplysninger gives om muligt til betaleren inden adgangen nægtes og senest
umiddelbart derefter, medmindre dette vil være til skade for objektivt begrundede sikkerhedshensyn
eller er forbudt i henhold til anden relevant EU-ret eller national ret.
Den kontoførende betalingstjenesteudbyder giver adgang til betalingskontoen, så snart årsagerne til
at nægte adgang ikke længere er til stede.
6. I de i stk. 5 omhandlede tilfælde skal den kontoførende betalingstjenesteudbyder straks indberette
hændelsen vedrørende kontooplysningstjenesteudbyderen eller betalingsinitieringstjenesteudbyde-
ren til den kompetente myndighed. Oplysningerne skal omfatte sagens relevante detaljer og årsager-
ne til indberetningen. Den kompetente myndighed vurderer sagen og træffer om nødvendigt de for-
nødne foranstaltninger.
Artikel 69
Betalingstjenestebrugerens forpligtelser i tilknytning til betalingsinstrumenter og personalise-
rede sikkerhedsoplysninger
1. En betalingstjenestebruger, der har ret til at anvende et betalingsinstrument:
a) anvender betalingsinstrumentet i henhold til betingelserne for udstedelse og brug af beta-
lingsinstrumentet, som skal være objektive, ikkediskriminerende og forholdsmæssige
b) underretter snarest muligt betalingstjenesteudbyderen eller den enhed, som denne har ud-
peget, når vedkommende bliver opmærksom på tab, tyveri eller uberettiget tilegnelse el-
ler anden uautoriseret brug af betalingsinstrumentet.
2. Med henblik på stk. 1, litra a), skal betalingstjenestebrugeren, så snart denne modtager et beta-
lingsinstrument, navnlig træffe alle rimelige foranstaltninger til at beskytte dets personaliserede sik-
kerhedsoplysninger.
Artikel 70
Betalingstjenesteudbyderens forpligtelser i tilknytning til betalingsinstrumenter
1. En betalingstjenesteudbyder, der udsteder et betalingsinstrument:
a) sikrer sig, at de personaliserede sikkerhedsoplysninger ikke er tilgængelige for andre end
den betalingstjenestebruger, som er berettiget til at bruge betalingsinstrumentet, jf. dog
betalingstjenestebrugerens forpligtelser i artikel 69
b) afholder sig fra uopfordret at fremsende et betalingsinstrument, bortset fra de tilfælde,
hvor et betalingsinstrument, der allerede er givet til betalingstjenestebrugeren, skal ud-
skiftes
c) sikrer, at betalingstjenestebrugeren til enhver tid har mulighed for at foretage den under-
retning, der er omhandlet i artikel 69, stk. 1, litra b), eller anmode om ophævelse af spær-
ringen af betalingsinstrumentet i henhold til artikel 68, stk. 4; betalingstjenesteudbyderen
skal på anmodning sætte betalingstjenestebrugeren i stand til i en periode på 18 måneder,
fra underretningen foretages, at bevise, at betalingstjenestebrugeren har foretaget en så-
dan underretning
321
d) giver betalingstjenestebrugeren mulighed for at foretage en underretning i henhold til ar-
tikel 69, stk. 1, litra b), uden beregning og, hvis der beregnes gebyr, så kun til dækning af
udskiftningsomkostninger i direkte tilknytning til betalingsinstrumentet
e) hindrer enhver brug af betalingsinstrumentet, så snart der er foretaget underretning i hen-
hold til artikel 69, stk. 1, litra b).
2. Risikoen ved at sende et betalingsinstrument og dets personaliserede sikkerhedsoplysninger til
betalingstjenestebrugeren påhviler betalingstjenesteudbyderen.
Artikel 71
Underretning om og berigtigelse af uautoriserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner
1. For at kunne kræve berigtigelse af en uautoriseret eller fejlbehæftede betalingstransaktion fra be-
talingstjenesteudbyderens side skal betalingstjenestebrugeren underrette betalingstjenesteudbyderen
snarest muligt efter at have konstateret en sådan transaktion, der giver anledning til krav, herunder
krav som omhandlet i artikel 89, og ikke senere end 13 måneder efter debiteringsdatoen.
Fristerne for underretning fastsat i første afsnit finder ikke anvendelse, hvis betalingstjenesteudby-
deren ikke har meddelt oplysningerne om den pågældende betalingstransaktion eller stillet dem til
rådighed i overensstemmelse med afsnit III.
2. Hvis en betalingsinitieringstjenesteudbyder er involveret, skal den kontoførende betalingstjene-
steudbyder foretage berigtigelse over for betalingstjenestebrugeren i henhold til stk. 1, jf. dog arti-
kel 73, stk. 2, og artikel 89, stk. 1.
Artikel 72
Bevis for autentifikation og gennemførelse af betalingstransaktioner
1. Hvis en betalingstjenestebruger afviser at have autoriseret en gennemført betalingstransaktion el-
ler hævder, at betalingstransaktionen ikke blev gennemført korrekt, kræver medlemsstaterne, at det
er betalingstjenesteudbyderen, der skal bevise, at betalingstransaktionen var autentificeret, korrekt
registreret og bogført og ikke var ramt af tekniske svigt eller andre fejl ved den tjeneste, som blev
leveret af betalingstjenesteudbyderen.
Hvis betalingstransaktionen er initieret gennem en betalingsinitieringstjenesteudbyder, bærer beta-
lingsinitieringstjenesteudbyderen bevisbyrden for, at betalingstransaktionen inden for dennes kom-
petenceområde var autentificeret, korrekt registreret og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl i
tilknytning til den betalingstjeneste, som denne udbyder har ansvaret for.
2. Hvis en betalingstjenestebruger nægter at have autoriseret en gennemført betalingstransaktion, er
brug af et betalingsinstrument, der er registreret af betalingstjenesteudbyderen, herunder i givet fald
betalingsinitieringstjenesteudbyderen, i sig selv ikke nødvendigvis tilstrækkeligt til at bevise, hver-
ken at betalingstransaktionen var autoriseret af betaleren, eller at betaleren handlede svigagtigt eller
322
med forsæt eller ved grov forsømmelse undlod at opfylde en eller flere af sine forpligtelser i hen-
hold til artikel 69. Betalingstjenesteudbyderen, herunder i givet fald betalingsinitieringstjenesteud-
byderen, skal fremlægge bevismateriale for at påvise svig eller grov forsømmelse fra betalingstjene-
stebrugerens side.
Artikel 73
Betalingstjenesteudbyderes ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner
1. Medlemsstaterne sikrer med forbehold af artikel 71, at en betalers betalingstjenesteudbyder i til-
fælde af en uautoriseret betalingstransaktion tilbagebetaler betaleren beløbet for den uautoriserede
betalingstransaktion straks og under alle omstændigheder inden afslutningen af den følgende ar-
bejdsdag efter at have konstateret eller være blevet underrettet om transaktionen, medmindre betale-
rens betalingstjenesteudbyder har rimelige grunde til at have mistanke om svig og skriftligt under-
retter den relevante nationale myndighed om disse grunde. Betalerens betalingstjenesteudbyder skal
i givet fald føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gælden-
de, hvis den uautoriserede betalingstransaktion ikke var blevet gennemført. Herved skal det også
sikres, at valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto ikke ligger senere end den dato,
hvor beløbet blev debiteret.
2. Hvis betalingstransaktionen initieres via en betalingsinitieringstjenesteudbyder, skal den kontofø-
rende betalingstjenesteudbyder straks og under alle omstændigheder inden afslutningen af den føl-
gende arbejdsdag tilbagebetale beløbet for den uautoriserede betalingstransaktion og, hvor det er re-
levant, føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende,
hvis den uautoriserede betalingstransaktion ikke var blevet gennemført.
Hvis betalingsinitieringstjenesteudbyderen er ansvarlig for den uautoriserede betalingstransaktion,
skal denne efter den kontoførende betalingstjenesteudbyders anmodning herom straks holde denne
skadesløs for tab eller betalte beløb som følge af tilbagebetalingen til betaleren, herunder beløbet
for den uautoriserede betalingstransaktion. I overensstemmelse med artikel 72, stk. 1, er det beta-
lingsinitieringstjenesteudbyderen, der inden for sit kompetenceområde bærer bevisbyrden for, at be-
talingstransaktionen var autentificeret, korrekt registreret og ikke ramt af tekniske svigt eller andre
fejl i tilknytning til den betalingstjeneste, som betalingsinitieringstjenesteudbyderen har ansvaret
for.
3. Yderligere finansiel kompensation kan fastsættes i overensstemmelse med den lovgivning, der
finder anvendelse på den aftale, der er indgået mellem betaleren og betalingstjenesteudbyderen, el-
ler den aftale, der er indgået mellem betaleren og betalingsinitieringstjenesteudbyderen, hvor det er
relevant.
Artikel 74
Betalerens ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner
323
1. Uanset artikel 73 kan en betaler forpligtes til at dække tab i forbindelse med enhver uautoriseret
betalingstransaktion på op til 50 EUR, der skyldes brug af et tabt eller stjålet betalingsinstrument
eller uberettiget tilegnelse af et betalingsinstrument.
Første afsnit finder ikke anvendelse, hvis:
a) tabet, tyveriet eller den uberettigede tilegnelse af betalingsinstrumentet ikke kunne opda-
ges af betaleren forud for betalingen, medmindre betaleren selv har handlet svigagtigt,
eller
b) tabet er forårsaget af handlinger, der er foretaget af en betalingstjenesteudbyders ansat,
agent eller filial eller en enhed, hvortil dens aktiviteter er outsourcet, eller disses passivi-
tet.
Betaleren skal dække alle tab som følge af uautoriserede betalingstransaktioner, hvis de skyldes be-
talerens svigagtige handling eller manglende opfyldelse af en eller flere af de forpligtelser, der er
fastsat i artikel 69, begået med forsæt eller ved grov forsømmelse. I sådanne tilfælde finder maksi-
mumsbeløbet i første afsnit ikke anvendelse.
Hvis betaleren hverken har optrådt svigagtigt eller med forsæt har undladt at opfylde sine forpligtel-
ser i henhold til artikel 69, kan medlemsstaterne begrænse det i dette stykke omhandlede ansvar
under hensyntagen til navnlig arten af de personaliserede sikkerhedsoplysninger og de særlige om-
stændigheder, under hvilke betalingsinstrumentet blev tabt, stjålet eller uberettiget tilegnet.
2. Såfremt betalerens betalingstjenesteudbyder ikke kræver stærk kundeautentifikation, bærer beta-
leren ikke eventuelle økonomiske tab, medmindre betaleren har handlet svigagtigt. Hvis betalings-
modtageren eller betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder ikke accepterer stærk kundeauten-
tifikation, godtgør den det økonomiske tab, der er påført betalerens betalingstjenesteudbyder.
3. Betaleren skal ikke dække økonomiske følger af brug af et tabt, stjålet eller uberettiget tilegnet
betalingsinstrument, efter at der er sket underretning i overensstemmelse med artikel 69, stk. 1, litra
b), undtagen hvis betaleren har handlet svigagtigt.
Hvis betalingstjenesteudbyderen ikke træffer egnede foranstaltninger til på alle tidspunkter at kunne
modtage underretning om tabte, stjålne eller uberettiget tilegnede betalingsinstrumenter som anført
i artikel 70, stk. 1, litra c), hæfter betaleren ikke for de økonomiske følger af brug af betalingsinstru-
mentet, undtagen hvis betaleren har handlet svigagtigt.
Artikel 75
Betalingstransaktioner, hvor transaktionsbeløbet ikke er kendt på forhånd
1. Hvis en betalingstransaktion initieres af eller via betalingsmodtageren i forbindelse med en kort-
baseret betalingstransaktion, og det præcise beløb ikke er kendt på det tidspunkt, hvor betaleren gi-
ver samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen, kan betalerens betalingstjenesteudbyder kun
324
blokere midlerne på betalerens betalingskonto, hvis betaleren har givet samtykke til det præcise be-
løb, der skal blokeres.
2. Betalerens betalingstjenesteudbyder frigiver de midler på betalerens betalingskonto, der er bloke-
ret i medfør af stk. 1, uden unødig forsinkelse efter modtagelse af oplysningerne om det præcise
betalingstransaktionsbeløb og senest umiddelbart efter modtagelsen af betalingsordren.
Artikel 76
Tilbagebetaling af betalingstransaktioner initieret af eller via en betalingsmodtager
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betaler har ret til tilbagebetaling fra sin betalingstjenesteudbyder af
en autoriseret betalingstransaktion, der er initieret af eller via en betalingsmodtager, og som allerede
er gennemført, hvis begge følgende betingelser er opfyldt:
a) autorisationen angav ikke det præcise betalingstransaktionsbeløb, da autorisationen blev
givet
b) betalingstransaktionsbeløbet var større end det beløb, betaleren med rimelighed kunne
have forventet under hensyn til vedkommendes tidligere udgiftsmønster, betingelserne i
rammeaftalen og andre relevante omstændigheder.
På betalingstjenesteudbyderens anmodning bærer betaleren bevisbyrden for, at sådanne betingelser
er opfyldt.
Tilbagebetalingen skal udgøre det fulde beløb for den gennemførte betalingstransaktion. Valørda-
toen for kreditering af betalerens betalingskonto skal ikke ligge senere end den dato, hvor beløbet
blev debiteret.
Medlemsstaterne sikrer med forbehold af stk. 3, at betaleren, foruden den i dette stykke omhandlede
rettighed, ved direkte debiteringer som omhandlet i artikel 1 i forordning (EU) nr. 260/2012 har
ubetinget ret til tilbagebetaling inden for de frister, der er fastsat i artikel 77 i dette direktiv.
2. Med henblik på stk. 1, første afsnit, litra b), kan betaleren imidlertid ikke henholde sig til valu-
takurshensyn, hvis den referencekurs, der er aftalt med dennes betalingstjenesteudbyder, jf. artikel
45, stk. 1, litra d), og artikel 52, stk. 3), litra b), er blevet anvendt.
3. Det kan i en rammeaftale mellem betaleren og betalingstjenesteudbyderen aftales, at betaleren
ikke har ret til tilbagebetaling, hvis:
a) betaleren har meddelt sit samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen direkte til
betalingstjenesteudbyderen, og
b) hvor det er relevant, hvis oplysninger om den fremtidige betalingstransaktion mindst fire
uger inden forfaldsdagen blev givet betaleren eller stillet til rådighed for denne på en af-
talt måde af betalingstjenesteudbyderen eller af betalingsmodtageren.
325
4. Ved direkte debiteringer i andre valutaer end euro kan medlemsstaterne kræve, at deres beta-
lingstjenesteydere tilbyder gunstigere tilbagebetalingsrettigheder i overensstemmelse med deres
ordninger for direkte debitering, forudsat at de er mere fordelagtige for betaleren.
Artikel 77
Anmodninger om tilbagebetaling af betalingstransaktioner initieret af eller via en betalings-
modtager
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betaler inden for en periode på otte uger efter den dato, hvor mid-
lerne blev debiteret, kan anmode om tilbagebetaling i henhold til artikel 76 af en autoriseret beta-
lingstransaktion initieret af eller via en betalingsmodtager.
2. Senest ti arbejdsdage efter modtagelse af en anmodning om tilbagebetaling skal betalingstjene-
steudbyderen enten tilbagebetale hele transaktionsbeløbet eller meddele betaleren en begrundelse
for afslag på tilbagebetaling med angivelse af, hvilket organ betaleren kan henvende sig til, jf. arti-
kel 99–102, hvis betaleren ikke accepterer den meddelte begrundelse.
Betalingstjenesteudbyderens ret til at afslå tilbagebetaling i henhold til nærværende stykkes første
afsnit gælder ikke i det tilfælde, der er omhandlet i artikel 76, stk. 1, fjerde afsnit.
KAPITEL 3
Gennemførelse af betalingstransaktioner
Afdeling 1
Betalingsordrer og overførte beløb
Artikel 78
Modtagelse af betalingsordrer
1. Medlemsstaterne sikrer, at modtagelsestidspunktet er det tidspunkt, hvor en betalingsordre mod-
tages af betalerens betalingstjenesteudbyder.
Betalerens konto må ikke debiteres før modtagelsen af betalingsordren. Hvis modtagelsestidspunk-
tet ikke er en arbejdsdag for betalerens betalingstjenesteudbyder, anses betalingsordren for at være
modtaget den følgende arbejdsdag. Betalingstjenesteudbyderen kan fastsætte et seneste tidspunkt
(cut-off-tidspunkt), der ligger tæt på slutningen af en arbejdsdag, efter hvilket alle modtagne beta-
lingsordrer anses for at være modtaget den følgende arbejdsdag.
326
2. Hvis den betalingstjenestebruger, der har initieret en betalingsordre, og betalingstjenesteudbyde-
ren aftaler, at gennemførelsen af betalingsordren skal initieres på en bestemt dato eller efter et be-
stemt tidsrum eller på den dag, hvor betaleren har stillet midler til rådighed for betalingstjenesteud-
byderen, anses modtagelsestidspunktet med henblik på artikel 83 for at være den aftalte dato. Hvis
den aftalte dag ikke er en arbejdsdag for betalingstjenesteudbyderen, anses betalingsordren for at
være modtaget den følgende arbejdsdag.
Artikel 79
Afvisning af betalingsordrer
1. Hvis en betalingstjenesteudbyder afviser at gennemføre en betalingsordre eller at initiere en beta-
lingstransaktion, skal betalingstjenestebrugeren underrettes om afvisningen og om muligt om be-
grundelsen herfor samt proceduren for rettelse af eventuelle faktuelle fejl, der har ført til afvisnin-
gen, medmindre det er forbudt i henhold til anden relevant EU-ret eller national ret.
Betalingstjenesteudbyderen skal foretage underretningen eller stille den til rådighed på en aftalt må-
de snarest muligt og under alle omstændigheder inden for de frister, der er anført i artikel 83.
Rammeaftalen kan indeholde en bestemmelse om, at betalingstjenesteudbyderen kan opkræve et ri-
meligt gebyr for denne afvisning, hvis afvisningen er objektivt begrundet.
2. Hvis alle betingelserne i betalerens rammeaftale er opfyldt, må betalerens kontoførende beta-
lingstjenesteudbyder ikke afvise at gennemføre en autoriseret betalingsordre, uanset om betalings-
ordren er initieret af en betaler, herunder via en betalingsinitieringstjenesteudbyder eller af eller via
en betalingsmodtager, medmindre det er forbudt i henhold til anden relevant EU-ret eller national
ret.
3. Med henblik på artikel 83 og 89 anses en betalingsordre, hvis gennemførelse er blevet afvist, for
ikke at være modtaget.
Artikel 80
Betalingsordrers uigenkaldelighed
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstjenestebruger ikke må tilbagekalde en betalingsordre, når
den er modtaget af betalerens betalingstjenesteudbyder, medmindre andet er fastsat i denne artikel.
2. Hvis en betalingstransaktion er initieret af en betalingsinitieringstjenesteudbyder eller af eller via
betalingsmodtageren, må betaleren ikke tilbagekalde betalingsordren efter at have givet samtykke
til betalingsinitieringstjenesteudbyderen om at initiere betalingstransaktionen eller efter at have gi-
vet samtykke til betalingsmodtageren til gennemførelse af betalingstransaktionen.
327
3. I tilfælde af direkte debitering, og uden at dette berører retten til tilbagebetaling, kan betaleren
dog tilbagekalde en betalingsordre senest ved slutningen af arbejdsdagen før den aftalte dato for de-
bitering af midlerne.
4. I det i artikel 78, stk. 2, omhandlede tilfælde kan betalingstjenestebrugeren tilbagekalde en beta-
lingsordre senest ved slutningen af arbejdsdagen før den aftalte dato.
5. Efter udløbet af de i stk. 1-4 fastsatte tidsfrister kan betalingsordren kun tilbagekaldes, hvis det er
aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og de relevante betalingstjenesteudbydere. I det i stk. 2 og 3
omhandlede tilfælde kræves også betalingsmodtagerens samtykke. Hvis det er aftalt i rammeafta-
len, kan den relevante betalingstjenesteudbyder kræve betaling for tilbagekaldelsen.
Artikel 81
Overførte og modtagne beløb
1. Medlemsstaterne stiller krav om, at betalerens betalingstjenesteudbyder(e), betalingsmodtagerens
betalingstjenesteudbyder(e) og betalingstjenesteudbydernes eventuelle mellemmænd overfører det
fulde betalingstransaktionsbeløb og afholder sig fra at fratrække gebyrer fra det overførte beløb.
2. Betalingsmodtageren og betalingstjenesteudbyderen kan dog aftale, at den relevante betalingstje-
nesteudbyder fratrækker sine gebyrer fra det overførte beløb, før det krediteres betalingsmodtage-
ren. I så fald holdes det fulde betalingstransaktionsbeløb og gebyrerne adskilt i de oplysninger, der
gives til betalingsmodtageren.
3. Hvis der fratrækkes andre gebyrer end dem, der er omhandlet i stk. 2, fra det overførte beløb,
skal betalerens betalingstjenesteudbyder sikre, at betalingsmodtageren modtager det fulde beta-
lingstransaktionsbeløb, som betaleren har initieret. Hvis betalingstransaktionen er initieret af eller
via betalingsmodtageren, skal betalerens betalingstjenesteudbyder sikre, at det fulde betalingstrans-
aktionsbeløb modtages af betalingsmodtageren.
Afdeling 2
Gennemførelsestidspunkt og valørdato
Artikel 82
Anvendelsesområde
1. Denne afdeling finder anvendelse på:
a) betalingstransaktioner i euro
b) nationale betalingstransaktioner i valutaen i medlemsstaten, hvis valuta ikke er euro
328
c) betalingstransaktioner, der kun omfatter én valutaomregning mellem euro og valutaen i
en medlemsstat, hvis valuta ikke er euro, såfremt den nødvendige valutaomregning fore-
tages i den pågældende medlemsstat, hvis valuta ikke er euro, og i tilfælde af en grænse-
overskridende betalingstransaktion, hvor den grænseoverskridende overførsel foretages i
euro.
2. Denne afdeling finder anvendelse på betalingstransaktioner, der ikke er omhandlet i stk. 1, med-
mindre andet er aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen, jf. dog arti-
kel 87, som ikke kan fraviges af parterne ved aftale. Når betalingstjenestebrugeren og betalingstje-
nesteudbyderen aftaler en længere frist end den, der er fastsat i artikel 83, for betalingstransaktioner
i Unionen, må denne længere frist dog højst være fire arbejdsdage efter modtagelsestidspunktet, jf.
artikel 78.
Artikel 83
Betalingstransaktioner til en betalingskonto
1. Medlemsstaterne kræver, at en betalers betalingstjenesteudbyder sikrer, at betalingstransaktions-
beløbet efter modtagelsestidspunktet, jf. artikel 78, senest ved afslutningen af den følgende arbejds-
dag bliver krediteret betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders konto. Denne tidsfrist kan for-
længes med endnu en arbejdsdag for papirbaserede betalingstransaktioner.
2. Medlemsstaterne kræver, at betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder påfører valørdato og
stiller det pågældende betalingstransaktionsbeløb til rådighed på betalingsmodtagerens betalings-
konto, efter at betalingstjenesteudbyderen har modtaget midlerne i overensstemmelse med artikel
87.
3. Medlemsstaterne kræver, at betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder overfører en beta-
lingsordre initieret af eller via betalingsmodtageren til betalerens betalingstjenesteudbyder inden for
den tidsfrist, der er aftalt mellem betalingsmodtageren og betalingstjenesteudbyderen, således at af-
regningen for så vidt angår direkte debiteringer kan gennemføres på den aftalte forfaldsdato.
Artikel 84
Situationer, hvor betalingsmodtageren ikke har en betalingskonto hos betalingstjenesteudby-
deren
Hvis en betalingsmodtager ikke har en betalingskonto hos betalingstjenesteudbyderen, skal midler-
ne stilles til rådighed for betalingsmodtageren af den betalingstjenesteudbyder, der modtager mid-
lerne for betalingsmodtageren, inden for den tidsfrist, der er fastsat i artikel 83.
Artikel 85
Kontantbeløb indbetalt på en betalingskonto
329
Hvis en forbruger indbetaler kontantbeløb på en betalingskonto hos den pågældende betalingstjene-
steudbyder i den pågældende betalingskontos valuta, sikrer betalingstjenesteudbyderen, at beløbet
stilles til rådighed med valørdato umiddelbart efter modtagelse af midlerne. Hvis betalingstjeneste-
brugeren ikke er en forbruger, stilles beløbet til rådighed med valørdato senest den efter modtagelse
af midlerne følgende arbejdsdag.
Artikel 86
Nationale betalingstransaktioner
For så vidt angår nationale betalingstransaktioner kan medlemsstaterne foreskrive kortere maksima-
le gennemførelsestider end de i denne afdeling fastsatte.
Artikel 87
Valørdato og adgang til midler
1. Medlemsstaterne sikrer, at valørdatoen for kreditering af en betalingsmodtagers betalingskonto
ikke ligger senere end den arbejdsdag, hvor betalingstransaktionsbeløbet krediteres betalingsmodta-
gerens betalingstjenesteudbyders konto.
2. Betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder sikrer, at betalingsmodtageren har adgang til be-
talingstransaktionsbeløbet, umiddelbart efter at beløbet er krediteret betalingsmodtagerens beta-
lingstjenesteudbyders konto, hvis der for betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder:
a) ikke er nogen valutaomregning, eller
b) er en valutaomregning mellem euroen og en medlemsstats valuta eller mellem to med-
lemsstaters valutaer.
Den i dette stykke fastsatte forpligtelse gælder også for betalinger inden for én betalingstjenesteud-
byder.
3. Medlemsstaterne sikrer, at valørdatoen for debitering af betalerens betalingskonto ikke ligger tid-
ligere end det tidspunkt, hvor betalingstransaktionsbeløbet debiteres denne betalingskonto.
Afdeling 3
Ansvar
Artikel 88
Ukorrekte entydige identifikationskoder
330
1. Hvis en betalingsordre gennemføres i overensstemmelse med den entydige identifikationskode,
betragtes betalingsordren som gennemført korrekt med hensyn til den betalingsmodtager, der er op-
lyst i den entydige identifikationskode.
2. Hvis den entydige identifikationskode, som betalingstjenestebrugeren har angivet, er ukorrekt, er
betalingstjenesteudbyderen ikke ansvarlig i henhold til artikel 89 for manglende gennemførelse el-
ler mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen.
3. Betalerens betalingstjenesteudbyder skal imidlertid gøre en rimelig indsats for at inddrive de
midler, der var involveret i betalingstransaktionen. Betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder
skal i denne forbindelse samarbejde, herunder ved at meddele betalerens betalingstjenesteudbyder
alle relevante oplysninger med henblik på inddrivelse af midlerne.
Såfremt det ikke er muligt at inddrive midlerne i første afsnit, giver betalerens betalingstjenesteud-
byder efter skriftlig anmodning betaleren alle oplysninger, som betalerens betalingstjenesteudbyder
har adgang til, og som er relevante for betaleren, således at denne kan fremsætte et retskrav med
henblik på inddrivelse af midlerne.
4. Hvis det er aftalt i rammeaftalen, kan betalingstjenesteudbyderen kræve betaling af betalingstje-
nestebrugeren for inddrivelsen.
5. Hvis betalingstjenestebrugeren giver flere oplysninger end dem, der er anført i artikel 45, stk. 1,
litra a), eller artikel 52, nr. 2), litra b), er betalingstjenesteudbyderen kun ansvarlig for gennemførel-
sen af betalingstransaktioner i overensstemmelse med den entydige identifikationskode, som beta-
lingstjenestebrugeren har angivet.
Artikel 89
Betalingstjenesteudbyderes ansvar ved manglende, mangelfuld eller forsinket gennemførelse
af betalingstransaktioner
1. Hvis en betalingsordre initieres direkte af betaleren, har betalerens betalingstjenesteudbyder med
forbehold af artikel 71, artikel 88, stk. 2 og 3, og artikel 93 ansvaret over for betaleren for korrekt
gennemførelse af betalingstransaktionen, medmindre den kan bevise over for betaleren og, hvor det
er relevant, betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder, at betalingsmodtagerens betalingstjene-
steudbyder modtog betalingstransaktionsbeløbet i overensstemmelse med artikel 83, stk. 1. I så fald
har betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder ansvaret over for betalingsmodtageren for kor-
rekt gennemførelse af betalingstransaktionen.
Hvis betalerens betalingstjenesteudbyder har ansvaret i henhold til første afsnit, skal vedkommende
uden unødig forsinkelse godtgøre betaleren det manglende eller mangelfuldt betalte betalingstrans-
aktionsbeløb og, hvor det er relevant, føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation,
331
der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennem-
ført.
Valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto må ikke ligge senere end den dato, hvor
beløbet blev debiteret.
Hvis betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder har ansvaret i henhold til første afsnit, skal
vedkommende øjeblikkeligt stille betalingstransaktionsbeløbet til rådighed for betalingsmodtageren
og, hvor det er relevant, kreditere betalingsmodtagerens betalingskonto det tilsvarende beløb.
Valørdatoen for kreditering af betalingsmodtagerens betalingskonto må ikke ligge senere end den
dato, som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt, jf. ar-
tikel 87.
Hvis en betalingstransaktion gennemføres for sent, sikrer betalingsmodtagerens betalingstjenesteud-
byder efter anmodning fra betalerens betalingstjenesteudbyder, som handler på betalerens vegne, at
valørdatoen for kreditering af betalingsmodtagerens betalingskonto ikke ligger senere end den dato,
som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt.
I tilfælde af en manglende eller mangelfuldt gennemført betalingstransaktion, hvor betalingsordren
initieres af betaleren, skal betalerens betalingstjenesteudbyder, uanset hvem der har ansvaret ifølge
dette stykke, efter anmodning øjeblikkelig bestræbe sig på at spore betalingstransaktionen og orien-
tere betaleren om resultatet. Dette skal være vederlagsfrit for betaleren.
2. Hvis en betalingsordre initieres af eller via betalingsmodtageren, har betalingsmodtagerens beta-
lingstjenesteudbyder med forbehold af artikel 71, artikel 88, stk. 2 og 3, og artikel 93 ansvaret over
for betalingsmodtageren for korrekt fremsendelse af betalingsordren til betalerens betalingstjeneste-
udbyder i overensstemmelse med artikel 83, stk. 3. Hvis betalingsmodtagerens betalingstjenesteud-
byder har ansvaret i henhold til dette afsnit, skal denne øjeblikkelig videresende den pågældende
betalingsordre til betalerens betalingstjenesteudbyder.
Ved forsinket fremsendelse af betalingsordren skal beløbet have valørdato på betalingsmodtagerens
betalingskonto senest den dato, som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis transaktionen var
gennemført korrekt.
Derudover har betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder med forbehold af artikel 71, artikel
88, stk. 2 og 3, og artikel 93 ansvaret over for betalingsmodtageren for at behandle betalingstrans-
aktionen i overensstemmelse med sine forpligtelser i henhold til artikel 87. Hvis betalingsmodtage-
rens betalingstjenesteudbyder har ansvaret i henhold til dette afsnit, skal vedkommende sikre, at be-
talingstransaktionsbeløbet er til rådighed for betalingsmodtageren, straks efter at beløbet er kredite-
ret betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders konto. Beløbet må ikke have valørdato på beta-
332
lingsmodtagerens betalingskonto senere end den dato, som beløbet skulle have haft som valørdato,
hvis transaktionen var gennemført korrekt.
I tilfælde af en manglende eller mangelfuldt gennemført betalingstransaktion, som betalingsmodta-
gerens betalingstjenesteudbyder ikke har ansvaret for i henhold til første og andet afsnit, har betale-
rens betalingstjenesteudbyder ansvaret over for betaleren. Hvis betalerens betalingstjenesteudbyder
således har ansvaret, skal denne om nødvendigt og uden unødig forsinkelse godtgøre betaleren det
manglende eller mangelfuldt betalte betalingstransaktionsbeløb og føre den debiterede betalings-
konto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstrans-
aktion ikke var blevet gennemført. Valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto må ikke
ligge senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret.
Den i fjerde afsnit omhandlede forpligtelse finder ikke anvendelse på betalerens betalingstjeneste-
udbyder, hvis betalerens betalingstjenesteudbyder beviser, at betalingsmodtagerens betalingstjene-
steudbyder har modtaget betalingstransaktionsbeløbet, selv hvis gennemførelse af betalingstransak-
tionen blot er forsinket. I så fald skal betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder give beløbet
valørdato på betalingsmodtagerens betalingskonto senest den dato, som beløbet skulle have haft
som valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt.
I tilfælde af en manglende eller mangelfuldt gennemført betalingstransaktion, hvor en betalingsor-
dre er initieret af eller via betalingsmodtageren, skal betalingsmodtagerens betalingstjenesteudby-
der, uanset hvem der har ansvaret ifølge dette stykke, efter anmodning øjeblikkelig bestræbe sig på
at spore betalingstransaktionen og orientere betalingsmodtageren om resultatet. Dette skal være ve-
derlagsfrit for betalingsmodtageren.
3. Endvidere har betalingstjenesteudbydere ansvaret over for deres respektive betalingstjenestebru-
gere for eventuelle gebyrer, som de har ansvaret for, og for renter, der opkræves af betalingstjene-
stebrugeren som følge af en manglende eller mangelfuld, herunder forsinket, gennemførelse af en
betalingstransaktion.
Artikel 90
Betalingsinitieringstjenesters ansvar ved manglende, mangelfuld eller forsinket gennemførel-
se af betalingstransaktioner
1. Hvis en betalingsordre initieres af betaleren via en betalingsinitieringstjenesteudbyder, tilbagebe-
taler den kontoførende betalingstjenesteudbyder med forbehold af artikel 71 og artikel 88, stk. 2 og
3, beløbet for den manglende eller mangelfulde betalingstransaktion til betaleren og fører, hvor det
er relevant, den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, som ville have været gældende,
hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennemført.
Betalingsinitieringstjenesteudbyderen skal bevise, at betalerens kontoførende betalingstjenesteud-
byder modtog betalingsordren i overensstemmelse med artikel 78, og at betalingstransaktionen in-
den for betalingsinitieringstjenesteudbyderens kompetenceområde var autentificeret, korrekt regi-
333
streret og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl i tilknytning til den manglende, mangelfulde
eller forsinkede gennemførelse af transaktionen.
2. Hvis betalingsinitieringstjenesteudbyderen er ansvarlig for den manglende, mangelfulde eller for-
sinkede gennemførelse af betalingstransaktionen, skal vedkommende efter den kontoførende beta-
lingstjenesteudbyders anmodning øjeblikkelig holde denne skadesløs for tab eller betalte beløb som
følge af tilbagebetalingen til betaleren.
Artikel 91
Yderligere økonomisk godtgørelse
Al økonomisk godtgørelse ud over den, der er foreskrevet i denne afdeling, kan fastsættes i over-
ensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen mellem betalingstjenestebruge-
ren og betalingstjenesteudbyderen.
Artikel 92
Regresret
1. Hvis en betalingstjenesteudbyders ansvar i henhold til artikel 73 og 89 kan tilskrives en anden
betalingstjenesteudbyder eller en mellemmand, skal denne betalingstjenesteudbyder eller mellem-
mand holde den første betalingstjenesteudbyder skadesløs for ethvert tab eller beløb betalt i henhold
til artikel 73 og 89. Dette omfatter godtgørelse, hvis en betalingstjenesteudbyder undlader at anven-
de stærk kundeautentifikation.
2. Yderligere økonomisk godtgørelse fastsættes i henhold til aftaler mellem betalingstjenesteudby-
dere og/eller mellemmænd og den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen mellem dem.
Artikel 93
Usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder
Intet ansvar pådrages efter kapitel 2 og 3 i tilfælde af usædvanlige og uforudsigelige omstændighe-
der, som den, der påberåber sig dem, ikke har nogen indflydelse på, og som vedkommende ikke har
mulighed for at afværge, også selv om vedkommende udviser den størst mulige påpasselighed, eller
når en betalingstjenesteudbyder er bundet af andre retlige forpligtelser, der er omfattet af EU-retten
eller national ret.
KAPITEL 4
Beskyttelse af personoplysninger
Artikel 94
334
Beskyttelse af personoplysninger
1. Medlemsstaterne tillader, at betalingssystemer og betalingstjenesteudbydere behandler persono-
plysninger, når det er nødvendigt af hensyn til forebyggelse, efterforskning og opdagelse af beta-
lingssvig. Oplysning til fysiske personer om behandling af personoplysninger og behandlingen af
sådanne personoplysninger og enhver anden behandling af personoplysninger som følge af dette di-
rektiv skal foretages i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF, de nationale bestemmelser til gen-
nemførelse af direktiv 95/46/EF og med forordning (EF) nr. 45/2001.
2. Betalingstjenesteudbydere må kun tilgå, behandle og opbevare personoplysninger, som er nød-
vendige for ydelse af betalingstjenester, med betalingstjenestebrugerens udtrykkelige samtykke.
KAPITEL 5
Drifts- og sikkerhedsrisici og autentifikation
Artikel 95
Styring af drifts- og sikkerhedsrisici
1. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere fastlægger en ramme med passende be-
grænsende foranstaltninger og kontrolmekanismer til styring af drifts- og sikkerhedsrisici, der er
forbundet med de betalingstjenester, som de udbyder. Som en del af denne ramme fastlægger og
opretholder betalingstjenesteudbydere effektive procedurer for håndtering af hændelser, herunder
for opdagelse og klassificering af større drifts- og sikkerhedshændelser.
2. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere årligt eller oftere som fastsat af den kompe-
tente myndighed giver den kompetente myndighed en ajourført samlet vurdering af de drifts- og
sikkerhedsrisici, der er forbundet med de betalingstjenester, som de udbyder, og om, hvorvidt de
iværksatte begrænsende foranstaltninger og kontrolmekanismer som følge af disse risici er tilstræk-
kelige.
3. Senest den 13. juli 2017 udarbejder EBA i tæt samarbejde med ECB efter høring af alle relevante
interessenter, herunder interessenter på betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle in-
volverede interesser retningslinjer i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr.
1093/2010 for fastlæggelse, iværksættelse og overvågning af sikkerhedsforanstaltninger, herunder
certificeringsprocesser, hvor det er relevant.
EBA gennemgår i tæt samarbejde med ECB de i første afsnit omhandlede retningslinjer regelmæs-
sigt og under alle omstændigheder mindst hvert andet år.
335
4. Under hensyntagen til den indhøstede erfaring fra anvendelsen af de i stk. 3 omhandlede ret-
ningslinjer udarbejder EBA på Kommissionens foranledning, hvis det er relevant, udkast til regule-
ringsmæssige tekniske standarder om kriterier og betingelser for fastlæggelse og overvågning af
sikkerhedsforanstaltninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
5. EBA fremmer samarbejde, herunder udveksling af oplysninger, inden for drifts- og sikkerhedsri-
sici i forbindelse med betalingstjenester mellem de kompetente myndigheder samt mellem de kom-
petente myndigheder og ECB og, hvor det er relevant, Den Europæiske Unions Agentur for Net- og
Informationssikkerhed.
Artikel 96
Indberetning af hændelser
1. I tilfælde af en større drifts- eller sikkerhedshændelse underretter betalingstjenesteudbydere uden
unødig forsinkelse den kompetente myndighed i betalingstjenesteudbyderens hjemland.
Hvis hændelsen har eller kan have indvirkning på betalingstjenesteudbyderens betalingstjenestebru-
geres økonomiske interesser, orienterer betalingstjenesteudbyderen uden unødig forsinkelse sine
betalingstjenestebrugere om hændelsen og om alle tilgængelige foranstaltninger, som de kan træffe
for at begrænse hændelsens negative følger.
2. Ved modtagelsen af underretningen omhandlet i stk. 1 fremsender den kompetente myndighed i
hjemlandet uden unødig forsinkelse relevante oplysninger om hændelsen til EBA og ECB. Denne
kompetente myndighed underretter, efter at have vurderet hændelsens relevans for de relevante
myndigheder i den på gældende medlemsstat, disse herom.
EBA og ECB vurderer i samarbejde med den kompetente myndighed i hjemlandet hændelsens rele-
vans for andre relevante EU-myndigheder og nationale myndigheder og underretter dem i overens-
stemmelse hermed. ECB underretter medlemmerne af Det Europæiske System af Centralbanker om
spørgsmål, der er relevante for betalingssystemet.
De kompetente myndigheder træffer på grundlag af underretningen, hvis det er hensigtsmæssigt, al-
le nødvendige foranstaltninger for at beskytte det finansielle systems umiddelbare sikkerhed.
3. Senest den 13. januar 2018 udsteder EBA i tæt samarbejde med ECB efter høring af alle relevan-
te interessenter, herunder interessenter på betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle
involverede interesser retningslinjer i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr.
1093/2010 adresseret til hver af følgende:
336
a) til betalingstjenesteudbydere om klassificering af større hændelser som omhandlet i stk. 1
og om indholdet og formatet af, herunder standardunderretningsmodeller, og procedurer-
ne for underretning om sådanne hændelser
b) til de kompetente myndigheder om kriterierne for, hvordan det skal vurderes, hvor rele-
vant en hændelse er, og hvilke elementer i hændelsesindberetningerne der skal deles med
andre nationale myndigheder.
4. EBA gennemgår i tæt samarbejde med ECB de i stk. 3 omhandlede retningslinjer regelmæssigt
og under alle omstændigheder mindst hvert andet år.
5. EBA tager i forbindelse med udstedelsen og gennemgangen af de i stk. 3 omhandlede retnings-
linjer hensyn til standarder og/eller specifikationer, som er udarbejdet og offentliggjort af Den
Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed for de sektorer, der udøver andre
aktiviteter end udbud af betalingstjenester.
6. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere mindst en gang om året stiller statistiske
data om svig i tilknytning til forskellige betalingsmidler til rådighed for deres kompetente myndig-
heder. Disse kompetente myndigheder stiller sådanne data til rådighed for EBA og ECB i sammen-
fattet form.
Artikel 97
Autentifikation
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstjenesteudbyder anvender stærk kundeautentifikation, når
betaleren:
a) tilgår sin betalingskonto online
b) initierer en elektronisk betalingstransaktion
c) udfører handlinger gennem en fjernkanal, der kan indebære en risiko for betalingssvig el-
ler andre former for misbrug.
2. Men henblik på initiering af elektroniske betalingstransaktioner, jf. stk. 1, litra b), sikrer med-
lemsstaterne, at betalingstjenesteudbydere, for så vidt angår elektroniske fjernbetalingstransaktio-
ner, anvender stærk kundeautentifikation, som omfatter elementer, der dynamisk knytter transaktio-
nen til et specifikt beløb og en specifik betalingsmodtager.
3. Med henblik på stk. 1 sikrer medlemsstaterne, at betalingstjenesteudbydere har iværksat passende
sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte fortroligheden og integriteten af betalingstjenestebrugeres
personaliserede sikkerhedsoplysninger.
4. Stk. 2 og 3 finder også anvendelse, når betalinger initieres via en betalingsinitieringstjenesteud-
byder. Stk. 1 og 3 finder også anvendelse, når der anmodes om oplysningerne via en kontooply-
sningstjenesteudbyder.
337
5. Medlemsstaterne sikrer, at den kontoførende betalingstjenesteudbyder giver betalingsinitierin-
gstjenesteudbyderen og kontooplysningstjenesteudbyderen tilladelse til at anvende de autentifikati-
onsprocedurer, som den kontoførende betalingstjenesteudbyder stiller til rådighed for betalingstje-
nestebrugeren i overensstemmelse med stk. 1 og 3, og, såfremt betalingsinitieringstjenesteudbyde-
ren er involveret, i overensstemmelse med stk. 1, 2 og 3.
Artikel 98
Reguleringsmæssige tekniske standarder for autentifikation og kommunikation
1. EBA udarbejder i tæt samarbejde med ECB efter høring af alle relevante interessenter, herunder
interessenter på betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle involverede interesser ud-
kast til reguleringsmæssige tekniske standarder til betalingstjenesteudbydere som fastsat i dette di-
rektivs artikel 1, stk. 1, i overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EU) nr. 1093/2010 vedrø-
rende:
a) krav til stærk kundeautentifikation, jf. artikel 97, stk. 1 og 2
b) undtagelser fra anvendelsen af artikel 97, stk. 1, 2 og 3, på grundlag af de i nærværende
artikels stk. 3 fastsatte kriterier
c) krav, som sikkerhedsforanstaltninger skal opfylde, i overensstemmelse med artikel 97,
stk. 3, for at beskytte fortroligheden og integriteten af betalingstjenestebrugeres persona-
liserede sikkerhedsoplysninger, og
d) krav til fælles og sikre åbne standarder for kommunikation mellem kontoførende beta-
lingstjenesteudbydere, betalingsinitieringstjenesteudbydere, kontooplysningstjenesteud-
bydere, betalere, betalingsmodtagere og andre betalingstjenesteudbydere med henblik på
identifikation, autentifikation, underretning og udveksling af oplysninger samt iværksæt-
telse af sikkerhedsforanstaltninger.
2. De i stk. 1 omhandlede udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder udarbejdes af EBA
med henblik på at:
a) sikre en passende grad af sikkerhed for betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteud-
bydere ved at indføre effektive og risikobaserede krav
b) sikre betalingstjenestebrugeres midler og personoplysninger
c) sikre og opretholde fair konkurrence mellem alle betalingstjenesteudbydere
d) sikre teknologi- og forretningsmodelneutralitet
e) gøre det muligt at udvikle brugervenlige, tilgængelige og innovative betalingsmidler.
3. De i stk. 1, litra b), omhandlede undtagelser skal bygge på følgende kriterier:
a) risikoniveauet for den tjeneste, der udbydes
b) transaktionens beløb, tilbagevendende karakter eller begge dele
c) den betalingskanal, der anvendes til at gennemføre transaktionen.
4. EBA forelægger de i stk. 1 omhandlede udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for
Kommissionen senest den 13. januar 2017.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder i over-
ensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
338
5. EBA gennemgår og ajourfører om nødvendigt regelmæssigt de reguleringsmæssige tekniske
standarder i overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EU) nr. 1093/2010 for bl.a. at tage høj-
de for innovation og den teknologiske udvikling.
KAPITEL 6
Alternative tvistbilæggelsesprocedurer
Afdeling 1
Klageprocedurer
Artikel 99
Klager
1. Medlemsstaterne sikrer, at der indføres procedurer, som giver betalingstjenestebrugere og andre
interesserede parter, herunder forbrugerorganisationer, mulighed for at indgive klager til de kompe-
tente myndigheder i forbindelse med betalingstjenesteudbyderes påståede overtrædelser af dette di-
rektiv.
2. Svaret fra den kompetente myndighed skal, hvor det er relevant, og uden at dette berører retten til
at indbringe en klage for en domstol i overensstemmelse med nationale retsplejeregler, underrette
klageren om eksistensen af de alternative tvistbilæggelsesprocedurer, der er indført ved artikel 102.
Artikel 100
Kompetente myndigheder
1. Medlemsstaterne udpeger kompetente myndigheder, der skal sikre og overvåge, at dette direktiv
reelt efterleves. Disse kompetente myndigheder træffer alle passende foranstaltninger for at sikre
efterlevelsen.
De skal enten være:
a) kompetente myndigheder som omhandlet i artikel 4, nr. 2), i forordning (EU) nr.
1093/2010, eller
b) organer, der er anerkendt i national ret eller af offentlige myndigheder, og som udtrykke-
ligt har beføjelse hertil i henhold til national ret.
De må ikke være betalingstjenesteudbydere, med undtagelse af nationale centralbanker.
2. De i stk. 1 omhandlede kompetente myndigheder skal have alle beføjelser og tilstrækkelige res-
sourcer, der er nødvendige for, at de kan varetage deres opgaver. Er mere end én kompetent myn-
339
dighed beføjet til at sikre og overvåge den reelle efterlevelse af dette direktiv, sikrer medlemsstater-
ne, at disse myndigheder indgår i et tæt samarbejde, så de kan udføre deres respektive opgaver ef-
fektivt.
3. De kompetente myndigheder udøver deres beføjelser i overensstemmelse med national ret enten:
a) direkte under deres egen myndighed eller under de retlige myndigheders tilsyn, eller
b) ved indbringelse for domstole, der er kompetente til at træffe de nødvendige afgørelser,
herunder i givet fald ved appel, såfremt der ikke gives medhold i en begæring om at træf-
fe den nødvendige afgørelse.
4. I tilfælde af overtrædelse eller mistanke om overtrædelse af de nationale retsregler, som gennem-
fører afsnit III og IV, er de kompetente myndigheder, der er omhandlet i stk. 1, de kompetente myn-
digheder i betalingstjenesteudbyderens hjemland, bortset fra agenter og filialer, hvis virksomhed
udøves i henhold til etableringsretten, hvor de kompetente myndigheder er værtslandets kompetente
myndigheder.
5. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen, hvilke kompetente myndigheder der er udpeget, jf.
stk. 1, hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest den 13. januar 2018. De underretter
Kommissionen om en eventuel kompetencefordeling mellem de pågældende myndigheder. De un-
derretter straks Kommissionen om senere ændringer med hensyn til udpegningen af disse myndig-
heder og deres respektive kompetencer.
6. EBA udsteder efter at have hørt ECB retningslinjer rettet til de kompetente myndigheder i over-
ensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 om de klageprocedurer, som skal tag-
es i betragtning for at sikre, at de relevante bestemmelser i dette direktiv overholdes, jf. nærværende
artikels stk. 1. Disse retningslinjer udstedes senest den 13. januar 2018 og ajourføres regelmæssigt
efter behov.
Afdeling 2
Alternative tvistbilæggelsesprocedurer og sanktioner
Artikel 101
Tvistbilæggelse
1. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere indfører og anvender passende og effektive
procedurer for bilæggelse af klager fra betalingstjenestebrugere vedrørende rettigheder og forplig-
telser i medfør af afsnit III og IV, og overvåger deres resultater i denne henseende.
Disse procedurer skal anvendes i alle medlemsstater, hvor en betalingstjenesteudbyder udbyder be-
talingstjenester, og skal være tilgængelige på et af de officielle sprog i de pågældende medlemssta-
ter eller på et andet sprog, hvis det er aftalt mellem betalingstjenesteudbyderen og betalingstjeneste-
brugeren.
340
2. Medlemsstaterne skal kræve, at betalingstjenesteudbydere gør deres yderste for at besvare beta-
lingstjenestebrugeres klager, enten på papir, eller, hvis det er aftalt mellem betalingstjenesteudbyde-
ren og betalingstjenestebrugeren, på et andet varigt medium. Svar skal omfatte alle spørgsmål og
afgives inden for en passende frist og senest 15 arbejdsdage efter modtagelsen af en klage. Hvis der
foreligger usædvanlige forhold, hvor et svar ikke kan afgives inden for 15 arbejdsdage på grund af
omstændigheder, som betalingstjenesteudbyderen ikke har indflydelse på, skal denne sende et fore-
løbigt svar, der tydeligt angiver årsagerne til den forsinkede besvarelse af klagen og angiver en frist
for, hvornår betalingstjenestebrugeren vil modtage det endelige svar. Fristen for at modtage det en-
delige svar må under ingen omstændigheder overstige 35 arbejdsdage.
Medlemsstaterne kan indføre eller opretholde regler om tvistbilæggelsesprocedurer, der er mere
fordelagtige for betalingstjenestebrugeren end den procedure, der er omhandlet i første afsnit. I så
fald finder disse regler anvendelse.
3. Betalingstjenesteudbyderen skal oplyse betalingstjenestebrugeren om mindst én instans for alter-
nativ tvistbilæggelse, der har kompetence til at behandle tvister vedrørende rettigheder og forplig-
telser i medfør af afsnit III og IV.
4. Oplysningerne omhandlet i stk. 3 skal være tilgængelige på en tydelig, udførlig og let tilgængelig
måde på betalingstjenesteudbyderens websted, hvis et sådant findes, i filialen samt i de generelle
vilkår og betingelser for aftalen mellem betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren.
Det skal angives, hvor yderligere oplysninger om den pågældende instans for alternativ tvistbilæg-
gelse og om betingelserne for brug af den er tilgængelige.
Artikel 102
Alternative tvistbilæggelsesprocedurer
1. Medlemsstaterne sikrer, at der i henhold til den relevante nationale ret og EU-retten i overens-
stemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU35) fastlægges passende, uaf-
hængige, upartiske, gennemsigtige og effektive alternative tvistbilæggelsesprocedurer for bilæggel-
se af tvister mellem betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteudbydere vedrørende rettigheder
og forpligtelser i medfør af afsnit III og IV, og kan med henblik herpå eventuelt gøre brug af eksi-
sterende kompetente organer. Medlemsstaterne sikrer, at alternative tvistbilæggelsesprocedurer fin-
der anvendelse på betalingstjenesteudbydere, og at de også dækker udpegede repræsentanter.
2. Medlemsstaterne pålægger de i denne artikels stk. 1 omhandlede organer at samarbejde effektivt
med henblik på bilæggelse af grænseoverskridende tvister vedrørende rettigheder og forpligtelser i
medfør af afsnit III og IV.
Artikel 103
Sanktioner
341
1. Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af
de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige
foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt
forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
2. Medlemsstaterne tillader deres kompetente myndigheder at offentliggøre alle administrative
sanktioner, der bliver pålagt for overtrædelse af de foranstaltninger, som vedtages til gennemførelse
af dette direktiv, medmindre sådan offentliggørelse vil være meget skadelig for finansmarkederne
eller forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.
AFSNIT V
DELEGEREDE RETSAKTER OG REGULERINGSMÆSSIGE TEKNISKE STANDAR-
DER
Artikel 104
Delegerede retsakter
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med arti-
kel 105 vedrørende:
a) tilpasning af henvisningen til henstilling 2003/361/EF i artikel 4, nr. 36), hvis henstillin-
gen ændres
b) ajourføring af de beløb, der er anført i artikel 32, stk. 1, og artikel 74, stk. 1, for at tage
højde for inflation.
Artikel 105
Udøvelse af de delegerede beføjelser
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fast-
lagte betingelser.
2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 104, tillægges Kommissionen for en ube-
grænset periode fra den 12. januar 2016.
3. Den i artikel 104 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-
Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der
er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af
afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen.
Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.
342
4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og
Rådet meddelelse herom.
5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 104 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-
Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af den
pågældende retsakt til Europa-Parlamentet eller Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet in-
den udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigel-
se. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.
Artikel 106
Forpligtelse til at oplyse forbrugere om deres rettigheder
1. Kommissionen udarbejder senest den 13. januar 2018 en brugervenlig elektronisk folder, som
klart og let forståeligt anfører forbrugernes rettigheder i henhold til dette direktiv og tilhørende EU-
ret.
2. Kommissionen underretter medlemsstaterne, europæiske sammenslutninger af betalingstjeneste-
udbydere og europæiske forbrugerorganisationer om offentliggørelsen af den i stk. 1 omhandlede
folder.
Kommissionen, EBA og de kompetente myndigheder sikrer hver især, at folderen stilles til rådig-
hed på en let tilgængelig måde på deres respektive websteder.
3. Betalingstjenesteudbydere skal sikre, at folderen stilles til rådighed på en let tilgængelig måde på
deres websteder, hvis sådanne findes, og på papir i deres filialer og hos deres agenter og de enhe-
der, hvortil aktiviteter er outsourcet.
4. Betalingstjenesteudbydere må ikke afkræve deres kunder gebyr for at stille oplysninger i henhold
til denne artikel til rådighed.
5. For så vidt angår personer med handicap skal bestemmelserne i denne artikel anvendes ved hjælp
af hensigtsmæssige alternative midler, således at oplysningerne stilles til rådighed i et tilgængeligt
format.
AFSNIT VI
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 107
Fuld harmonisering
343
1. For så vidt som dette direktiv indeholder harmoniserede bestemmelser, må medlemsstaterne ikke
bevare eller indføre andre bestemmelser end dem, der er fastsat i direktivet, jf. dog artikel 2, artikel
8, stk. 3, artikel 32, artikel 38, stk. 2, artikel 42, stk. 2, artikel 55, stk. 6, artikel 57, stk. 3, artikel 58,
stk. 3, artikel 61, stk. 2 og 3, artikel 62, stk. 5, artikel 63, stk. 2 og 3, artikel 74, stk. 1, andet afsnit,
og artikel 86.
2. Hvis en medlemsstat anvender en af mulighederne i stk. 1, underretter den Kommissionen herom
og om eventuelle efterfølgende ændringer. Kommissionen offentliggør oplysningerne på et websted
eller på en anden let tilgængelig måde.
3. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere ikke til skade for betalingstjenestebrugerne
fraviger de bestemmelser i national ret, der gennemfører dette direktiv, medmindre det udtrykkeligt
er foreskrevet i disse.
Betalingstjenesteudbydere kan imidlertid tilbyde betalingstjenestebrugere gunstigere vilkår.
Artikel 108
Revisionsklausul
Kommissionen forelægger senest den 13. januar 2021 en rapport for Europa-Parlamentet, Rådet,
Det Europæiske og Økonomiske Sociale Udvalg og ECB om anvendelsen og indvirkningen af di-
rektivet, navnlig om:
a) hensigtsmæssigheden og indvirkningen af reglerne om gebyrer som fastsat i artikel 62,
stk. 3, 4 og 5
b) anvendelsen af artikel 2, stk. 3 og 4, herunder en vurdering af, hvorvidt afsnit III og IV,
såfremt det er teknisk muligt, kan anvendes fuldt ud på de i nævnte stykker omhandlede
betalingstransaktioner
c) adgang til betalingssystemer under hensyntagen til navnlig graden af konkurrence
d) hensigtsmæssigheden og indvirkningen af tærskelværdierne for de i artikel 3, litra l), om-
handlede betalingstransaktioner
e) hensigtsmæssigheden og indvirkningen af tærskelværdien for den i artikel 32, stk. 1, litra
a), omhandlede undtagelse
f) hvorvidt det i betragtning af udviklingen ville være ønskeligt, som et supplement til be-
stemmelserne i artikel 75 om betalingstransaktioner, hvor beløbet ikke er kendt på for-
hånd, og midler er blokerede, at indføre maksimumsgrænser for de beløb, der må bloke-
res på betalerens betalingskonto i sådanne situationer.
Kommissionen forelægger, hvis det er relevant, et lovgivningsforslag sammen med sin rapport.
Artikel 109
Overgangsbestemmelse
344
1. Medlemsstaterne tillader, at betalingsinstitutter, der senest den 13. januar 2018 har påbegyndt
virksomhed i overensstemmelse med national ret til gennemførelse af direktiv 2007/64/EF, kan
fortsætte denne virksomhed i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i direktiv 2007/64/EF,
uden at de skal søge om tilladelse efter artikel 5 i nærværende direktiv eller overholde de andre be-
stemmelser, der er fastsat eller henvist til i afsnit II i nærværende direktiv, indtil den 13. juli 2018.
Medlemsstaterne kræver, at disse betalingsinstitutter fremsender alle relevante oplysninger til de
kompetente myndigheder, således at disse senest den 13. juli 2018 kan vurdere, om de pågældende
betalingsinstitutter opfylder kravene i afsnit II, og hvis det ikke er tilfældet, hvilke foranstaltninger
der skal træffes for at sikre, at kravene opfyldes, eller om tilladelsen bør inddrages.
Betalingsinstitutter, der ved kontrol foretaget af de kompetente myndigheder viser sig at opfylde
kravene i afsnit II, meddeles tilladelse og opføres i hjemlandets register og i EBA᾽s register som
fastsat i artikel 14 og 15. Hvis disse betalingsinstitutter ikke opfylder kravene i afsnit II senest den
13. juli 2018, skal de i overensstemmelse med artikel 37 forbydes at udbyde betalingstjenester.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i nærværende artikels stk. 1 omhandlede betalingsinstitutter
automatisk meddeles tilladelse og opføres i de i artikel 14 og 15 omhandlede registre, hvis de kom-
petente myndigheder allerede har dokumentation for, at kravene i artikel 5 og 11 er opfyldt. De
kompetente myndigheder underretter betalingsinstitutterne, inden der meddeles tilladelse.
3. Dette stykke finder anvendelse på fysiske og juridiske personer, der inden den 13. januar 2018
var undtaget i medfør af artikel 26 i direktiv 2007/64/EF, og har udøvet betalingstjenestevirksom-
hed som defineret i direktiv 2007/64/EF.
Medlemsstaterne tillader, at sådanne personer kan fortsætte denne virksomhed i den pågældende
medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2007/64/EF indtil den 13. januar 2019, uden at de
skal søge om tilladelse efter nærværende direktivs artikel 5 eller en undtagelse i henhold til nærvæ-
rende direktivs artikel 32 eller overholde de andre bestemmelser, der er fastsat eller henvist til i
nærværende direktivs afsnit II.
Alle de i første afsnit omhandlede personer, der ikke senest den 13. januar 2019 har fået tilladelse
eller er blevet undtaget i henhold til nærværende direktiv, forbydes at udbyde betalingstjenester i
overensstemmelse med nærværende direktivs artikel 37.
4. Medlemsstaterne kan tillade, at fysiske og juridiske personer, der er omfattet af en undtagelse
som omhandlet i nærværende artikels stk. 3, betragtes som omfattet af en undtagelse og automatisk
opføres i de i artikel 14 og 15 omhandlede registre, hvis de kompetente myndigheder har dokumen-
tation for, at kravene i artikel 32 er opfyldt. De kompetente myndigheder underretter de berørte be-
talingsinstitutter.
345
5. Uanset denne artikels stk. 1 bevarer betalingsinstitutter, som er meddelt tilladelse til at udbyde
betalingstjenester som omhandlet i punkt 7 i bilaget til direktiv 2007/64/EF, den pågældende tilla-
delse til at udbyde disse betalingstjenester, der anses som betalingstjenester som omhandlet i punkt
3 i bilag I til nærværende direktiv, såfremt de kompetente myndigheder senest den 13. januar 2020
har dokumentation for, at kravene i nærværende direktivs artikel 7, litra c), og artikel 9 er opfyldt.
Artikel 110
Ændring af direktiv 2002/65/EF
Artikel 4, stk. 5, i direktiv 2002/65/EF affattes således:
»5. Når Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (36) også finder anvendelse, er-
stattes bestemmelserne om oplysninger i artikel 3, stk. 1, i nærværende direktiv, med undtagelse af
nr. 2), litra c)-g), nr. 3), litra a), d), og e), og nr. 4), litra b), med artikel 44, 45, 51 og 52 i direktiv
(EU) 2015/2366.
(36) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af
direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af
23.12.2015, s. 35).«
Artikel 111
Ændringer af direktiv 2009/110/EF
1) Artikel 3 ændres således:
a) Stk. 1 affattes således:
»1. Uden at det berører nærværende direktiv, finder artikel 5 og 11-17, artikel 19, stk. 5
og 6, og artikel 20–31 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (37),
herunder de delegerede retsakter vedtaget efter artikel 15, stk. 4, artikel 28, stk. 5, og ar-
tikel 29, stk. 7, tilsvarende anvendelse på e-pengeinstitutter.
(37) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om
betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af direktiv 2002/65/EF,
2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af di-
rektiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).«"
b) Stk. 4 og 5 affattes således:
»4. Medlemsstaterne tillader, at e-pengeinstitutter distribuerer og indløser elektroniske
penge via fysiske eller juridiske personer, der handler på deres vegne. Distribuerer e-pen-
geinstituttet elektroniske penge i en anden medlemsstat via en sådan fysisk eller juridisk
person, finder artikel 27-31, med undtagelse af artikel 29, stk. 4 og 5, i direktiv (EU)
2015/2366, herunder de delegerede retsakter vedtaget efter artikel 28, stk. 5, og artikel
29, stk. 7, tilsvarende anvendelse på sådanne e-pengeinstitutter.
5. Uanset nærværende artikels stk. 4 må e-pengeinstitutter ikke udstede elektroniske pen-
ge via agenter. E-pengeinstitutter kan udbyde betalingstjenester omhandlet i nærværende
direktivs artikel 6, stk. 1, litra a), via agenter med forbehold af betingelserne i artikel 19 i
direktiv (EU) 2015/2366.«
346
2) I artikel 18 tilføjes følgende stykke:
»4. Medlemsstaterne tillader, at e-pengeinstitutter, der før den 13. januar 2018 har optaget
virksomhed i henhold til nærværende direktiv og direktiv 2007/64/EF i den medlemsstat, hvor
de har hjemsted, kan fortsætte denne virksomhed i denne medlemsstat eller i en anden med-
lemsstat, uden at de skal søge om tilladelse efter nærværende direktivs artikel 3 eller opfylde
øvrige krav, der er fastsat eller henvist til i afsnit II i nærværende direktiv, indtil den 13. juli
2018.
Medlemsstaterne kræver, at de i første afsnit omhandlede e-pengeinstitutter fremsender alle
relevante oplysninger til de kompetente myndigheder, således at disse senest den 13. juli 2018
kan vurdere, om de pågældende e-pengeinstitutter opfylder kravene i afsnit II i nærværende
direktiv, og hvis det ikke er tilfældet, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at sikre, at
kravene opfyldes, eller om tilladelsen bør inddrages.
De i første afsnit omhandlede e-pengeinstitutter, der ved kontrol foretaget af de kompetente
myndigheder viser sig at opfylde kravene i afsnit II, meddeles tilladelse og opføres i registret.
E-pengeinstitutter, der ikke opfylder kravene i afsnit II senest den 13. juli 2018, forbydes at
udstede elektroniske penge.«
Artikel 112
Ændringer af forordning (EU) nr. 1093/2010
Forordning (EU) nr. 1093/2010 ændres således:
1) Artikel 1, stk. 2, affattes således:
»2. Myndigheden handler inden for de beføjelser, som den tildeles ved denne forordning, og
inden for rammerne af direktiv 2002/87/EF, direktiv 2009/110/EF, Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (38), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU (39), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU (40), Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 (41), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2015/2366 (42), og i det omfang disse retsakter finder anvendelse på kredit- og finansie-
ringsinstitutter og de kompetente myndigheder, der fører tilsyn med dem, de relevante dele af
direktiv 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (43), herunder
alle direktiver, forordninger og afgørelser, der er baseret på disse retsakter, samt eventuelle
yderligere retligt bindende EU-retsakter, hvorved myndigheden pålægges opgaver. Myndighe-
den handler også i overensstemmelse med Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 (44)
(38) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1)."
(39) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn
med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF
(EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338)."
(40) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 om indskudsgarantiordninger (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 149)."
(41) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler,
og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1781/2006 (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 1)."
(42) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring
af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L
337 af 23.12.2015, s. 35)."
347
(43) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finan-
sielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af
5.6.2015, s. 73)."
(44) Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i
forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT L 287 af 29.10.2013, s. 63).«"
2) Artikel 4, nr. 1), affattes således:
»1) »finansielle institutioner«: kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forord-
ning (EU) nr. 575/2013, investeringsselskaber som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 2), i forord-
ning (EU) nr. 575/2013, finansielle konglomerater som defineret i artikel 2, nr. 14), i direktiv
2002/87/EF, betalingstjenesteudbydere som defineret i artikel 4, nr. 11), i direktiv (EU)
2015/2366 og e-pengeinstitutter som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2009/110/EF, idet
»kreditinstitutter« dog med henblik på direktiv (EU) 2015/849 forstås som kreditinstitutter og
finansieringsinstitutter som defineret i artikel 3, nr. 1) og 2), i direktiv (EU) 2015/849«.
Artikel 113
Ændring af direktiv 2013/36/EU
I bilag I til direktiv 2013/36/EU affattes punkt 4 således:
»4. Betalingstjenester som defineret i artikel 4, nr. 3), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2015/2366 (45)
(45) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af
direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af
23.12.2015, s. 35).«DA L 337/114 Den Europæiske Unions Tidende 23.12.2015
Artikel 114
Ophævelse
Direktiv 2007/64/EF ophæves med virkning fra den 13. januar 2018.
Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses
efter sammenligningstabellen i bilag II til nærværende direktiv.
Artikel 115
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 13. januar 2018 de bestemmelser, der er
nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.
2. Medlemsstaterne anvender disse bestemmelser fra den 13. januar 2018.
348
Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af
medlemsstaterne.
3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale bestemmelser, som
de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
4. Uanset stk. 2 sikrer medlemsstaterne, at de i artikel 65, 66, 67 og 97 omhandlede sikkerhedsfor-
anstaltninger anvendes fra 18 måneder efter ikrafttrædelsesdatoen for de reguleringsmæssige tekni-
ske standarder omhandlet i artikel 98.
5. Medlemsstaterne må ikke forbyde juridiske personer, der på deres område inden den 12. januar
2016 har udøvet virksomhed som betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjene-
steudbydere som defineret i dette direktiv, at fortsætte med at udøve denne virksomhed på med-
lemsstaternes område i den i stk. 2 og 4 omhandlede overgangsperiode i overensstemmelse med den
gældende retlige ramme.
6. Medlemsstaterne sikrer, at de enkelte kontoførende betalingstjenesteudbydere, indtil de kontofø-
rende betalingstjenesteudbydere overholder de i stk. 4 omhandlede reguleringsmæssige tekniske
standarder, ikke misbruger deres manglende overholdelse til at spærre eller hindre brugen af beta-
lingsinitierings- og kontooplysningstjenester for de konti, som de fører.
Artikel 116
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Ti-
dende.
Artikel 117
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 25. november 2015.
På Europa-Parlamentets vegne
M. SCHULZ
Formand
På Rådets vegne
N. SCHMIT
Formand
349
28) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om
ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1).
29) Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 241/2014 af 7. januar 2014 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013, for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for kapitalgrundlagskrav for institutter (EUT L 74 af 14.3.2014, s. 8).
30) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester
(rammedirektivet) (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33).
31) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til
hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73).
32) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler, og om ophævelse
af forordning (EF) nr. 1781/2006 (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 1).
33) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, om ændring af
Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 84/253/EØF (EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87).
34) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (EFT L 243 af
11.9.2002, s. 1).
35) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af 21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om
ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (direktiv om ATB på forbrugerområdet) (EUT L 165 af 18.6.2013, s. 63).
BILAG I
BETALINGSTJENESTER
(jf. artikel 4, nr. 3))
1. Tjenester, der muliggør, at kontantbeløb indsættes på en betalingskonto, samt alle aktiviteter,
der er nødvendige i forbindelse med en betalingskonto.
2. Tjenester, der muliggør kontanthævninger fra en betalingskonto, samt alle aktiviteter, der er
nødvendige i forbindelse med en betalingskonto.
3. Gennemførelse af betalingstransaktioner, herunder overførsler af midler til en betalingskonto
hos brugerens betalingstjenesteudbyder eller hos en anden betalingstjenesteudbyder:
a) gennemførelse af direkte debiteringer, herunder direkte engangsdebiteringer
b) gennemførelse af betalingstransaktioner via et betalingskort eller en lignende anordning
c) gennemførelse af kreditoverførsler, herunder stående ordrer.
4. Gennemførelse af betalingstransaktioner, når midlerne er dækket af en betalingstjenestebrugers
kreditlinje:
a) gennemførelse af direkte debiteringer, herunder direkte engangsdebiteringer
b) gennemførelse af betalingstransaktioner via et betalingskort eller en lignende anordning
c) gennemførelse af kreditoverførsler, herunder stående ordrer.
5. Udstedelse af betalingsinstrumenter og/eller indløsning af betalingstransaktioner.
6. Pengeoverførselsvirksomhed.
7. Betalingsinitieringstjenester.
8. Kontooplysningstjenester.
BILAG II
SAMMENLIGNINGSTABEL
Nærværende direktiv Direktiv 2007/64/EF
350
Artikel 1, stk. 1 Artikel 1, stk. 1
Artikel 1, stk. 2 Artikel 1, stk. 2
Artikel 2, stk. 1 Artikel 2, stk. 1
Artikel 2, stk. 2 —
Artikel 2, stk. 3 —
Artikel 2, stk. 4 —
Artikel 2, stk. 5 Artikel 2, stk. 3
Artikel 3 Artikel 3
Artikel 4 Artikel 4
nr. 1), 2), 3), 4), 5) og 10) nr. 1), 2), 3), 4), 5) og 10)
nr. 7) nr. 6)
nr. 8) nr. 7)
nr. 9) nr. 8)
nr. 11) nr. 9)
nr. 12) nr. 14)
nr. 13) nr. 16)
nr. 14) nr. 23)
nr. 20), 21) og 22) nr. 11), 12) og 13)
nr. 23) nr. 28)
nr. 25) nr. 15)
nr. 26) og 27) nr. 17) og 18)
nr. 28) nr. 20)
nr. 29) nr. 19)
nr. 33) nr. 21)
nr. 34), 35), 36) og 37) nr. 24), 25), 26) og 27)
nr. 38) nr. 22)
nr. 39) og 40) nr. 29) og 30)
nr. 6), 15)-19), 24), 30)-32) og 41)-48) —
Artikel 5, stk. 1 Artikel 5
Artikel 5, stk. 2 —
Artikel 5, stk. 3 —
Artikel 5, stk. 4 —
Artikel 5, stk. 5 —
Artikel 5, stk. 6 —
Artikel 5, stk. 7 —
Artikel 6, stk. 1 —
Artikel 6, stk. 2 —
Artikel 6, stk. 3 —
Artikel 6, stk. 4 —
Artikel 7 Artikel 6
Artikel 8, stk. 1 Artikel 7, stk. 1
Artikel 8, stk. 2 Artikel 7, stk. 2
Artikel 8, stk. 3 Artikel 7, stk. 3
Artikel 9, stk. 1 Artikel 8, stk. 1
Artikel 9, stk. 2 Artikel 8, stk. 2
351
Artikel 9, stk. 3 Artikel 8, stk. 3
Artikel 10, stk. 1 Artikel 9, stk. 1
Artikel 10, stk. 2 Artikel 9, stk. 2
— Artikel 9, stk. 3 og 4
Artikel 11, stk. 1 Artikel 10, stk. 1
Artikel 11, stk. 2 Artikel 10, stk. 2
Artikel 11, stk. 3 Artikel 10, stk. 3
Artikel 11, stk. 4 Artikel 10, stk. 4
Artikel 11, stk. 5 Artikel 10, stk. 5
Artikel 11, stk. 6 Artikel 10, stk. 6
Artikel 11, stk. 7 Artikel 10, stk. 7
Artikel 11, stk. 8 Artikel 10, stk. 8
Artikel 11, stk. 9 Artikel 10, stk. 9
Artikel 12 Artikel 11
Artikel 13, stk. 1 Artikel 12, stk. 1
Artikel 13, stk. 2 Artikel 12, stk. 2
Artikel 13, stk. 3 Artikel 12, stk. 3
Artikel 14, stk. 1 Artikel 13
Artikel 14, stk. 2 Artikel 13
Artikel 14, stk. 3 —
Artikel 14, stk. 4 —
Artikel 15, stk. 1 —
Artikel 15, stk. 2 —
Artikel 15, stk. 3 —
Artikel 15, stk. 4 —
Artikel 15, stk. 5 —
Artikel 16 Artikel 14
Artikel 17, stk. 1 Artikel 15, stk. 1
Artikel 17, stk. 2 Artikel 15, stk. 2
Artikel 17, stk. 3 Artikel 15, stk. 3
Artikel 17, stk. 4 Artikel 15, stk. 4
Artikel 18, stk. 1 Artikel 16, stk. 1
Artikel 18, stk. 2 Artikel 16, stk. 2
Artikel 18, stk. 3 Artikel 16, stk. 2
Artikel 18, stk. 4 Artikel 16, stk. 3
Artikel 18, stk. 5 Artikel 16, stk. 4
Artikel 18, stk. 6 Artikel 16, stk. 5
Artikel 19, stk. 1 Artikel 17, stk. 1
Artikel 19, stk. 2 Artikel 17, stk. 2
Artikel 19, stk. 3 Artikel 17, stk. 3
Artikel 19, stk. 4 Artikel 17, stk. 4
Artikel 19, stk. 5 Artikel 17, stk. 5
Artikel 19, stk. 6 Artikel 17, stk. 7
Artikel 19, stk. 7 Artikel 17, stk. 8
Artikel 19, stk. 8 —
352
Artikel 20, stk. 1 Artikel 18, stk. 1
Artikel 20, stk. 2 Artikel 18, stk. 2
Artikel 21 Artikel 19
Artikel 22, stk. 1 Artikel 20, stk. 1
Artikel 22, stk. 2 Artikel 20, stk. 2
Artikel 22, stk. 3 Artikel 20, stk. 3
Artikel 22, stk. 4 Artikel 20, stk. 4
Artikel 22, stk. 5 Artikel 20, stk. 5
Artikel 23, stk. 1 Artikel 21, stk. 1
Artikel 23, stk. 2 Artikel 21, stk. 2
Artikel 23, stk. 3 Artikel 21, stk. 3
Artikel 24, stk. 1 Artikel 22, stk. 1
Artikel 24, stk. 2 Artikel 22, stk. 2
Artikel 24, stk. 3 Artikel 22, stk. 3
Artikel 25, stk. 1 Artikel 23, stk. 1
Artikel 25, stk. 2 Artikel 23, stk. 2
Artikel 26, stk. 1 Artikel 24, stk. 1
Artikel 26, stk. 2 Artikel 24, stk. 2
Artikel 27, stk. 1 —
Artikel 27, stk. 2 —
Artikel 28, stk. 1 Artikel 25, stk. 1
Artikel 28, stk. 2 —
Artikel 28, stk. 3 —
Artikel 28, stk. 4 —
Artikel 28, stk. 5 —
Artikel 29, stk. 1 Artikel 25, stk. 2 og 3
Artikel 29, stk. 2 —
Artikel 29, stk. 3 Artikel 25, stk. 4
Artikel 29, stk. 4 —
Artikel 29, stk. 5 —
Artikel 29, stk. 6 —
Artikel 30, stk. 1 —
Artikel 30, stk. 2 —
Artikel 30, stk. 3 —
Artikel 30, stk. 4 —
Artikel 31, stk. 1 —
Artikel 31, stk. 2 Artikel 25, stk. 4
Artikel 32, stk. 1 Artikel 26, stk. 1
Artikel 32, stk. 2 Artikel 26, stk. 2
Artikel 32, stk. 3 Artikel 26, stk. 3
Artikel 32, stk. 4 Artikel 26, stk. 4
Artikel 32, stk. 5 Artikel 26, stk. 5
Artikel 32, stk. 6 Artikel 26, stk. 6
Artikel 33, stk. 1 —
Artikel 33, stk. 2 —
353
Artikel 34 Artikel 27
Artikel 35, stk. 1 Artikel 28, stk. 1
Artikel 35, stk. 2 Artikel 28, stk. 2
Artikel 36 —
Artikel 37, stk. 1 Artikel 29
Artikel 37, stk. 2 —
Artikel 37, stk. 3 —
Artikel 37, stk. 4 —
Artikel 37, stk. 5 —
Artikel 38, stk. 1 Artikel 30, stk. 1
Artikel 38, stk. 2 Artikel 30, stk. 2
Artikel 38, stk. 3 Artikel 30, stk. 3
Artikel 39 Artikel 31
Artikel 40, stk. 1 Artikel 32, stk. 1
Artikel 40, stk. 2 Artikel 32, stk. 2
Artikel 40, stk. 3 Artikel 32, stk. 3
Artikel 41 Artikel 33
Artikel 42, stk. 1 Artikel 34, stk. 1
Artikel 42, stk. 2 Artikel 34, stk. 2
Artikel 43, stk. 1 Artikel 35, stk. 1
Artikel 43, stk. 2 Artikel 35, stk. 2
Artikel 44, stk. 1 Artikel 36, stk. 1
Artikel 44, stk. 2 Artikel 36, stk. 2
Artikel 44, stk. 3 Artikel 36, stk. 3
Artikel 45, stk. 1 Artikel 37, stk. 1
Artikel 45, stk. 2 —
Artikel 45, stk. 3 Artikel 37, stk. 2
Artikel 46 —
Artikel 47 —
Artikel 48 Artikel 38
Artikel 49 Artikel 39
Artikel 50 Artikel 40
Artikel 51, stk. 1 Artikel 41, stk. 1
Artikel 51, stk. 2 Artikel 41, stk. 2
Artikel 51, stk. 3 Artikel 41, stk. 3
Artikel 52, stk. 1 Artikel 42, stk. 1
Artikel 52, stk. 2 Artikel 42, stk. 2
Artikel 52, stk. 3 Artikel 42, stk. 3
Artikel 52, stk. 4 Artikel 42, stk. 4
Artikel 52, stk. 5 Artikel 42, stk. 5
Artikel 52, stk. 6 Artikel 42, stk. 6
Artikel 52, stk. 7 Artikel 42, stk. 7
Artikel 53 Artikel 43
Artikel 54, stk. 1 Artikel 44, stk. 1
Artikel 54, stk. 2 Artikel 44, stk. 2
354
Artikel 54, stk. 3 Artikel 44, stk. 3
Artikel 55, stk. 1 Artikel 45, stk. 1
Artikel 55, stk. 2 Artikel 45, stk. 2
Artikel 55, stk. 3 Artikel 45, stk. 3
Artikel 55, stk. 4 Artikel 45, stk. 4
Artikel 55, stk. 5 Artikel 45, stk. 5
Artikel 55, stk. 6 Artikel 45, stk. 6
Artikel 56 Artikel 46
Artikel 57, stk. 1 Artikel 47, stk. 1
Artikel 57, stk. 2 Artikel 47, stk. 2
Artikel 57, stk. 3 Artikel 47, stk. 3
Artikel 58, stk. 1 Artikel 48, stk. 1
Artikel 58, stk. 2 Artikel 48, stk. 2
Artikel 58, stk. 3 Artikel 48, stk. 3
Artikel 59, stk. 1 Artikel 49, stk. 1
Artikel 59, stk. 2 Artikel 49, stk. 2
Artikel 60, stk. 1 Artikel 50, stk. 1
Artikel 60, stk. 2 Artikel 50, stk. 2
Artikel 60, stk. 3 —
Artikel 61, stk. 1 Artikel 51, stk. 1
Artikel 61, stk. 2 Artikel 51, stk. 2
Artikel 61, stk. 3 Artikel 51, stk. 3
Artikel 61, stk. 4 Artikel 51, stk. 4
Artikel 62, stk. 1 Artikel 52, stk. 1
Artikel 62, stk. 2 Artikel 52, stk. 2
Artikel 62, stk. 3 Artikel 52, stk. 3
Artikel 62, stk. 4 —
Artikel 62, stk. 5 —
Artikel 63, stk. 1 Artikel 53, stk. 1
Artikel 63, stk. 2 Artikel 53, stk. 2
Artikel 63, stk. 3 Artikel 53, stk. 3
Artikel 64, stk. 1 Artikel 54, stk. 1
Artikel 64, stk. 2 Artikel 54, stk. 2
Artikel 64, stk. 3 Artikel 54, stk. 3
Artikel 64, stk. 4 Artikel 54, stk. 4
Artikel 65, stk. 1 —
Artikel 65, stk. 2 —
Artikel 65, stk. 3 —
Artikel 65, stk. 4 —
Artikel 65, stk. 5 —
Artikel 65, stk. 6 —
Artikel 66, stk. 1 —
Artikel 66, stk. 2 —
Artikel 66, stk. 3 —
Artikel 66, stk. 4 —
355
Artikel 66, stk. 5 —
Artikel 67, stk. 1 —
Artikel 67, stk. 2 —
Artikel 67, stk. 3 —
Artikel 67, stk. 4 —
Artikel 68, stk. 1 Artikel 55, stk. 1
Artikel 68, stk. 2 Artikel 55, stk. 2
Artikel 68, stk. 3 Artikel 55, stk. 3
Artikel 68, stk. 4 Artikel 55, stk. 4
Artikel 69, stk. 1 Artikel 56, stk. 1
Artikel 69, stk. 2 Artikel 56, stk. 2
Artikel 70, stk. 1 Artikel 57, stk. 1
Artikel 70, stk. 2 Artikel 57, stk. 2
Artikel 71, stk. 1 Artikel 58
Artikel 71, stk. 2 —
Artikel 72, stk. 1 Artikel 59, stk. 1
Artikel 72, stk. 2 Artikel 59, stk. 2
Artikel 73, stk. 1 Artikel 60, stk. 1
Artikel 73, stk. 2 —
Artikel 73, stk. 3 Artikel 60, stk. 2
Artikel 74, stk. 1 Artikel 61, stk. 1, 2 og 3
Artikel 74, stk. 2 —
Artikel 74, stk. 3 Artikel 61, stk. 4 og 5
Artikel 75, stk. 1 —
Artikel 75, stk. 2 —
Artikel 76, stk. 1 Artikel 62, stk. 1
Artikel 76, stk. 2 Artikel 62, stk. 2
Artikel 76, stk. 3 Artikel 62, stk. 3
Artikel 76, stk. 4 —
Artikel 77, stk. 1 Artikel 63, stk. 1
Artikel 77, stk. 2 Artikel 63, stk. 2
Artikel 78, stk. 1 Artikel 64, stk. 1
Artikel 78, stk. 2 Artikel 64, stk. 2
Artikel 79, stk. 1 Artikel 65, stk. 1
Artikel 79, stk. 2 Artikel 65, stk. 2
Artikel 79, stk. 3 Artikel 65, stk. 3
Artikel 80, stk. 1 Artikel 66, stk. 1
Artikel 80, stk. 2 Artikel 66, stk. 2
Artikel 80, stk. 3 Artikel 66, stk. 3
Artikel 80, stk. 4 Artikel 66, stk. 4
Artikel 80, stk. 5 Artikel 66, stk. 5
Artikel 81, stk. 1 Artikel 67, stk. 1
Artikel 81, stk. 2 Artikel 67, stk. 2
Artikel 81, stk. 3 Artikel 67, stk. 3
Artikel 82, stk. 1 Artikel 68, stk. 1
356
Artikel 82, stk. 2 Artikel 68, stk. 2
Artikel 83, stk. 1 Artikel 69, stk. 1
Artikel 83, stk. 2 Artikel 69, stk. 2
Artikel 83, stk. 3 Artikel 69, stk. 3
Artikel 84 Artikel 70
Artikel 85 Artikel 71
Artikel 86 Artikel 72
Artikel 87, stk. 1 Artikel 73, stk. 1
Artikel 87, stk. 2 Artikel 73, stk. 1
Artikel 87, stk. 3 Artikel 73, stk. 2
Artikel 88, stk. 1 Artikel 74, stk. 1
Artikel 88, stk. 2 Artikel 74, stk. 2
Artikel 88, stk. 3 Artikel 74, stk. 2
Artikel 88, stk. 4 Artikel 74, stk. 2
Artikel 88, stk. 5 Artikel 74, stk. 3
Artikel 89, stk. 1 Artikel 75, stk. 1
Artikel 89, stk. 2 Artikel 75, stk. 2
Artikel 89, stk. 3 Artikel 75, stk. 3
Artikel 90, stk. 1 —
Artikel 90, stk. 2 —
Artikel 91 Artikel 76
Artikel 92, stk. 1 Artikel 77, stk. 1
Artikel 92, stk. 2 Artikel 77, stk. 2
Artikel 93 Artikel 78
Artikel 94, stk. 1 Artikel 79, stk. 1
Artikel 94, stk. 2 —
Artikel 95, stk. 1 —
Artikel 95, stk. 2 —
Artikel 95, stk. 3 —
Artikel 95, stk. 4 —
Artikel 95, stk. 5 —
Artikel 96, stk. 1 —
Artikel 96, stk. 2 —
Artikel 96, stk. 3 —
Artikel 96, stk. 4 —
Artikel 96, stk. 5 —
Artikel 96, stk. 6 —
Artikel 97, stk. 1 —
Artikel 97, stk. 2 —
Artikel 97, stk. 3 —
Artikel 97, stk. 4 —
Artikel 97, stk. 5 —
Artikel 98, stk. 1 —
Artikel 98, stk. 2 —
Artikel 98, stk. 3 —
357
Artikel 98, stk. 4 —
Artikel 98, stk. 5 —
Artikel 99, stk. 1 Artikel 80, stk. 1
Artikel 99, stk. 2 Artikel 80, stk. 2
Artikel 100, stk. 1 —
Artikel 100, stk. 2 —
Artikel 100, stk. 3 —
Artikel 100, stk. 4 Artikel 82, stk. 2
Artikel 100, stk. 5 —
Artikel 100, stk. 6 —
Artikel 101, stk. 1 —
Artikel 101, stk. 2 —
Artikel 101, stk. 3 —
Artikel 101, stk. 4 -—
Artikel 102, stk. 1 Artikel 83, stk. 1
Artikel 102, stk. 2 Artikel 83, stk. 2
Artikel 103, stk. 1 Artikel 81, stk. 1
Artikel 103, stk. 2 —
Artikel 104 —
Artikel 105, stk. 1 —
Artikel 105, stk. 2 —
Artikel 105, stk. 3 —
Artikel 105, stk. 4 —
Artikel 105, stk. 5 —
Artikel 106, stk. 1 —
Artikel 106, stk. 2 -
Artikel 106, stk. 3 -
Artikel 106, stk. 4 —
Artikel 106, stk. 5 —
Artikel 107, stk. 1 Artikel 86, stk. 1
Artikel 107, stk. 2 Artikel 86, stk. 2
Artikel 107, stk. 3 Artikel 86, stk. 3
Artikel 108 Artikel 87
Artikel 109, stk. 1 Artikel 88, stk. 1
Artikel 109, stk. 2 Artikel 88, stk. 3
Artikel 109, stk. 3 Artikel 88, stk. 2 og 4
Artikel 109, stk. 4 —
Artikel 109, stk. 5 —
Artikel 110 Artikel 90
Artikel 111, stk. 1 —
Artikel 111, stk. 2 —
Artikel 112, stk. 1 —
Artikel 112, stk. 2 —
Artikel 113 Artikel 92
Artikel 114 Artikel 93
358
Artikel 115, stk. 1 Artikel 94, stk. 1
Artikel 115, stk. 2 Artikel 94, stk. 2
Artikel 115, stk. 3 —
Artikel 115, stk. 4 —
Artikel 115, stk. 5 —
Artikel 116 Artikel 95
Artikel 117 Artikel 96
Bilag I Bilaget
359
1) EUT C 224 af 15.7.2014, s. 1.
2) EUT C 170 af 5.6.2014, s. 78.
3) Europa-Parlamentets holdning af 8.10.2015 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 16.11.2015.
4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF,
2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (EUT L 319 af 5.12.2007, s. 1).
5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/2009 af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse
af forordning (EF) nr. 2560/2001 (EUT L 266 af 9.10.2009, s. 11).
6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske
penge og tilsyn med en sådan virksomhed, ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF (EUT L 267 af
10.10.2009, s. 7).
7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte
debiteringer i euro og om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009 (EUT L 94 af 30.3.2012, s. 22).
8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (EUT
L 304 af 22.11.2011, s. 64).
9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/751 af 29. april 2015 om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner (EUT L 123 af
19.5.2015, s. 1).
10) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s.
338).
11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010,
s. 12).
12) Rådets direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 om bankers og andre penge- og finansieringsinstitutters årsregnskaber og konsoliderede regnskaber
(EFT L 372 af 31.12.1986, s. 1).
13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse
virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF
(EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19).
14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT L
133 af 22.5.2008, s. 66).
15) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer (EFT L 166
af 11.6.1998, s. 45).
16) Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (EUT L 124 af
20.5.2003, s. 36).
17) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre mar-
ked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22).
18) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk han-
del, i det indre marked (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1).
19) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af
Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF (EFT L 271 af 9.10.2002, s. 16).
20) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (EUT
L 304 af 22.11.2011, s. 64).
21) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af beta-
lingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 214).
22) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysnin-
ger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31).
23) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
24) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom I) (EUT L 177
af 4.7.2008, s. 6).
25) Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1).
26) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
27) EUT C 38 af 8.2.2014, s. 14.
360


Fremsat den 8. oktober 2020 af erhvervsminister (Simon Kollerup)
Forslag
til
Forslag til Lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om
kapitalmarkeder og forskellige andre love1)
(Gennemførelse af 2. betalingstjenestedirektiv, 4. og 5. hvidvaskdirektiv, ændringer til benchmarkforordningen og
disclosureforordningen )
§ 1
I lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1024 af 3.
oktober 2019, som ændret ved § 7 i lov nr. 1374 af 13.
december 2019, § 5 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 og
§ 4 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages følgende
ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel ændres »og Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/110/EU af 16. september 2009 om
adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af
elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed, EU-
Tidende 2009, nr. L 267, side 7, (2. e-pengedirektiv)« til: »,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EU af 16.
september 2009 om adgang til at optage og udøve virksom-
hed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en så-
dan virksomhed, EU-Tidende 2009, nr. L 267, side 7, (2. e-
pengedirektiv) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2019/878/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv
2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle
holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, af-
lønning, tilsynsforanstaltninger og ‑beføjelser og kapitalbe-
varingsforanstaltninger, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side
253 (CRD V)«.
2. I § 5, nr. 18, indsættes efter »instrument med begrænset
anvendelse«: », jf. nr. 14 eller 15«.
3. § 7, nr. 22, affattes således:
»22) Pengeoverførsel: En betalingstjeneste, hvor der mod-
tages midler fra en betaler, uden at der oprettes en be-
talingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens
navn, alene med det formål at overføre et tilsvarende
beløb til en betalingsmodtager eller en anden beta-
lingstjenesteudbyder på betalingsmodtagerens vegne,
eller hvor sådanne midler modtages på betalingsmod-
tagerens vegne og stilles til rådighed for denne.«
4. I § 9, 1. pkt., ændres »bilag 1, nr. 1-7« til: »bilag 1«, og
»eller e-pengeinstitut, jf. dog § 50« ændres til: »e-pengein-
stitut, jf. dog § 50, eller udbyder af kontooplysningstjene-
ster, jf. § 60«.
5. I § 10, stk. 2, indsættes efter »jf. bilag 1, nr. 7«: », eller
kontooplysningstjenester, jf. bilag 1, nr. 8«, og », jf. §§ 99
og 104-106« udgår.
6. I § 14, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§§ 50 eller 51«: », og
deres agenter«.
7. I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende
foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF,
EU-Tidende 2015, nr. L 141, side 73, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om
forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,EU-Tidende 2018, nr. L 156,
side 43, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af
direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010, EU-Tidende 2014, nr. L 60, side 34, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og
forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF, EU-Tidende 2015, nr. L 337, side 35.
Lovforslag nr. L 12 Folketinget 2020-21
Erhvervsmin.,
Finanstilsynet, j.nr. 1911-0057
CQ001405
»3) virksomheder, der har fået tilladelse som udbyder af
kontooplysningstjenester efter § 60, og deres agen-
ter,«.«
Nr. 3-5 bliver herefter nr. 4-6.
8. I § 14, stk. 1, nr. 5, som bliver nr. 6, ændres »§ 5, nr.
14-17« til: »§ 5, nr. 14-18«.
9. I § 52 indsættes som nr. 4:
»4) Finanstilsynet vurderer, at virksomheden er i stand til
at gennemføre en forsvarlig drift.«
10. I § 60, stk. 5, ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.
11. I § 60, stk. 6, 2. pkt., ændres »Kapitel 5-7« til: »§§
21-24, § 39 og kapitel 5-7«.
12. Efter § 60 indsættes før overskriften før § 61:
»§ 60 a. Senest 3 måneder efter modtagelse af en ansøg-
ning om tilladelse, jf. § 60, eller, hvis ansøgningen er ufuld-
stændig, efter modtagelse af de oplysninger, der er nødven-
dige for at træffe afgørelse, underretter Finanstilsynet ansø-
geren om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes.«
13. Efter § 66 indsættes før overskriften før § 67:
Ȥ 66 a. En udbyder af betalingstjenester, der udbyder tje-
nester til forbrugere, skal stille den folder, som Kommissio-
nen udarbejder i medfør af artikel 106 i Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015
om betalingstjenester i det indre marked gratis til rådighed
for alle udbyderens brugere på en let tilgængelig måde. Fol-
deren skal fremgå af udbyderens hjemmeside og være til-
gængelig på papir hos udbyderens filialer, agenter og, hvor
relevant, andre virksomheder, hvortil aktiviteter er outsour-
cet. For personer med handicap skal oplysningerne efter 1.
pkt. stilles til rådighed ved hjælp af hensigtsmæssige alter-
native midler, således at oplysningerne stilles til rådighed i
et tilgængeligt format.«
14. I § 123, stk. 3, ændres »abonnementsordningen, jf. stk.
4« til: »regler fastsat af erhvervsministeren efter stk. 4«.
15. § 123, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler
om, hvilke prismodeller udbyderne af visse typer af beta-
lingsinstrumenter kan anvende til at pålægge betalingsmod-
tageren at betale til dækning af udbyderens omkostninger til
driften af betalingssystemet.«
16. I § 123, stk. 5, 1. pkt., ændres »prisen for det årlige
abonnement i stk. 4« til: »betalingen i prismodeller fastsat
efter stk. 4«.
17. I § 130, stk. 1, 2. pkt., ændres »artikel 3, artikel 3a, stk.
1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel 3-4«.
18. I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og stk. 10, der
bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11, og § 137, stk. 2, ændres
»stk. 5« til: »stk. 6«.
19. I § 136, stk. 1, 1. pkt., udgår », såfremt oplysningerne
vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90«.
20. I § 136 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse på oplysninger i
sager omfattet af kapitel 5-7.«
Stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
21. I § 136, stk. 5, nr. 4, der bliver stk. 6, nr. 4, ændres »stk.
10« til: »stk. 11«.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, der bli-
ver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, ændres »stk. 9«
til: »stk. 10«.
23. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk. 6, nr. 7, 8 og
14, ændres »og 10« til: »og 11«.
24. § 136, stk. 5, nr. 15, der bliver til stk. 6, nr. 15, affattes
således:
»15) Danmarks Nationalbank, centralbanker i lande inden
for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen
har indgået aftale med på det finansielle område, Det
Europæiske System af Centralbanker og Den Europæ-
iske Centralbank i deres egenskab af pengepolitisk
myndighed samt offentlige myndigheder, som overvå-
ger betalingssystemerne i Danmark og andre lande in-
den for Den Europæiske Union eller lande, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle område,
under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige
for dem til opfyldelse af deres lovbestemte opgaver,
herunder udførelse af pengepolitik, overvågning af
betalings- og værdipapirhåndteringssystemer samt va-
retagelse af det finansielle systems stabilitet.«
25. I § 136, stk. 5, der bliver stk. 6, indsættes som nr. 24-26:
»24) Den Internationale Valutafond og Verdensbanken
med henblik på vurderinger som led i programmet til
vurdering af den finansielle sektor.
25) Den Internationale Betalingsbank med henblik på
kvantitative konsekvensanalyser.
26) Rådet for Finansiel Stabilitet med henblik på dets til-
synsfunktion.«
26. I § 136, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 4 og 5« til:
»stk. 5 og 6«.
27. I § 136, stk. 7, der bliver stk. 8, ændres »stk. 6« til: »stk.
7«.
28. I § 138, stk. 1, 8. pkt., ændres »artikel 3, artikel 3a, stk.
1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel 3-4«.
29. I § 139, stk. 1, 2. pkt., ændres »artikel 3, artikel 3a, stk.
1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel 3-4«.
30. I § 143 ændres »artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel
3b og 4« til: »artikel 3-4«, og »Europa-Parlamentets eller
Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012«
2
ændres til: »Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 260/2012 af 14. marts 2012«.
31. Efter § 145 indsættes:
»§ 145 a. Konkurrencerådet har det overordnede ansvar
for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration ef-
ter denne lov og regler udstedt i medfør heraf. Konkurren-
cerådet træffer afgørelse i sager af principiel eller særlig stor
betydning. Konkurrencerådet og Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen er ved administrationen af denne lov og regler
udstedt i medfør heraf uafhængige af erhvervsministeren.
Stk. 2. Konkurrencerådet kan delegere sin kompetence til
at træffe afgørelser efter stk. 1, 2. pkt., til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen.
§ 145 b. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør, om
der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller træffe af-
gørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt
eller endeligt skal indstilles.«
32. I § 152, stk. 2, ændres »artikel 3a, stk. 3-4« til »artikel
3a, stk. 3-5«.
§ 2
I hvidvaskloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 380 af 2. april
2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 1, nr. 19, ændres »stk. 4« til: »stk. 6«.
2. § 1, stk. 1, nr. 20, affattes således:
»20) Udbydere af spil som defineret i lov om spil, jf. dog
stk. 7.«
3. Efter § 5 indsættes før overskriften før § 6:
Ȥ 5 a. Betalinger foretaget med anonyme forudbetalte
kort udstedt i tredjelande må ikke indløses i Danmark. Til-
svarende må restværdien i kontanter eller kontanthævning af
pengeværdien på sådanne betalingskort ikke indløses i Dan-
mark.«
4. I § 7, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§ 8, stk. 2«: », § 17,
stk. 2, nr. 5«.
5. I § 8, stk. 4, indsættes efter »og som har en intern revision
eller intern audit,«: »samt bestyrelser i andre virksomheder,
der er omfattet af § 1, stk. 1, som i henhold til anden lovgiv-
ning er underlagt krav om en intern revision eller intern au-
dit,«.
6. I § 11, stk. 1, nr. 3, 4. pkt., ændres »§ 2, litra a, nr. ii« til:
»§ 2, nr. 9, litra a, nr. ii«.
7. I § 14, stk. 6, 2. pkt., ændres »stk. 2« til: »stk. 5«.
8. § 25, stk. 1, affattes således:
»Virksomheder og personer skal undersøge baggrunden
for og formålet med:
1) Alle transaktioner, der
a) er komplekse,
b) er usædvanligt store,
c) foretages i et usædvanligt mønster, eller
d) ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål.
2) Alle usædvanlige aktiviteter, der ikke har et åbenbart
økonomisk eller lovligt formål.«
9. I § 47, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk. 1, nr. 1-13,
19, 23 og 24«: », samt filialer, distributører og agenter her i
landet af sådanne udenlandske virksomheder og personer«.
10. I § 57, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk. 1, nr.
15-18 og 22,«: » samt filialer, distributører og agenter her i
landet af sådanne udenlandske virksomheder og personer«.
11. I § 57 indsættes som stk. 4-6:
»Stk. 4. Erhvervsstyrelsen skal samarbejde med de kom-
petente myndigheder i EU- eller EØS-lande om at medvirke
ved tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner
her i landet, når virksomheder og personer, der udøver den
type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22,
der er under tilsyn i et andet EU- eller EØS-land, udøver
disse aktiviteter her i landet, eller når virksomheder og per-
soner, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, der er
underlagt dansk tilsyn, men opererer i andre EU- eller EØS-
lande.
Stk. 5. Tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller EØS-
land kan efter forudgående aftale med Erhvervsstyrelsen fo-
retage inspektion hos de her i landet beliggende virksomhe-
der og personer, der udøver den type virksomhed, som er
nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, med hjemsted i det på-
gældende land. Erhvervsstyrelsen kan deltage i inspektionen
som nævnt i 1. pkt. Modsætter en virksomhed eller person
som nævnt i 1. pkt. sig en kompetent udenlandsk myndig-
heds inspektion, kan undersøgelsen kun foretages med Er-
hvervsstyrelsens medvirken.
Stk. 6. Erhvervsstyrelsen kan anmode de kompetente
myndigheder i et EU- eller EØS-land om at medvirke til at
påse overholdelsen af loven og de regler, der er udstedt i
medfør af loven, vedrørende virksomheder og personer, der
udøver den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr.
15-18 og 22, med hjemsted i et andet EU- eller EØS-land
ved tilsynsaktioner, kontroller på stedet eller inspektioner på
et andet EU- eller EØS-lands område.«
12. I § 64. stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk. 1, nr. 14«:
», samt advokater, der er etableret i en anden EU-medlems-
stat, i et EØS-land eller i Schweiz, og som udøver advoka-
tvirksomhed her i landet«.
13. I § 64 indsættes som stk. 3-5:
»Stk. 3. Advokatrådet skal samarbejde med de kompeten-
te myndigheder i EU- eller EØS-lande om at medvirke ved
tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner her i
landet, når virksomheder og personer, der udøver den type
virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 14, der er under
tilsyn i et andet EU- eller EØS-land, udøver advokatvirk-
somhed her i landet, eller en dansk virksomhed eller person
3
omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, der er underlagt dansk tilsyn,
men opererer i andre EU- eller EØS-lande.
Stk. 4. Tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller EØS-
land kan efter forudgående aftale med Advokatrådet foreta-
ge inspektion hos de her i landet beliggende virksomheder
og personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt
i § 1, stk. 1, nr. 14, med hjemsted i det pågældende land.
Advokatrådet kan deltage i inspektionen som nævnt i 1. pkt.
Modsætter en virksomhed eller person som nævnt i 1. pkt.
sig en kompetent udenlandsk myndigheds inspektion, kan
undersøgelsen kun foretages med Advokatrådets medvirken.
Stk. 5. Advokatrådet kan anmode de kompetente myndig-
heder i et EU- eller EØS-land om at medvirke til at påse
overholdelsen af loven og de regler, der er udstedt i medfør
af loven, vedrørende virksomheder og personer, der udøver
den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 14, med
hjemsted i et andet EU- eller EØS-land ved tilsynsaktioner,
kontroller på stedet eller inspektioner på et andet EU- eller
EØS-lands område.«
14. Efter § 64 indsættes før overskriften før § 65:
»§ 64 a. Advokatrådets reaktioner i forbindelse med til-
syn efter § 64, herunder beslutninger om at overdrage en sag
til politimæssig efterforskning, skal offentliggøres af Advo-
katrådet på Advokatsamfundets hjemmeside, jf. dog stk. 5.
Offentliggørelsen skal omfatte den juridiske eller fysiske
persons navn, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Offentliggjorte reaktioner forbliver på Advokat-
samfundets hjemmeside i 5 år efter offentliggørelse. Perso-
noplysninger indeholdt i offentliggørelsen må dog kun for-
blive på Advokatrådets hjemmeside i det nødvendige tids-
rum.
Stk. 3. Offentliggørelse efter stk. 1, der omfatter en fysisk
persons navn, kan dog alene ske ved personens alvorlige,
gentagne eller systematiske overtrædelser af § 10, nr. 1, 2, 4
og 5, § 11, stk. 1 og 2 og stk. 3, 1., 3. og 4. pkt., § 14, stk. 1,
stk. 2, 2. pkt., stk. 3 og 5, § 17, stk. 1 og 2, § 18, § 21, stk. 1,
2. pkt., § 25, stk. 1, § 26, stk. 1 og 3 og stk. 4, 1. pkt., og §
30.
Stk. 4. Har Advokatrådet overgivet en sag til politimæssig
efterforskning, og er der afsagt fældende dom eller vedtaget
bøde, skal Advokatrådet offentliggøre dommen, bødevedta-
gelsen eller et resumé heraf, jf. dog stk. 5. Er dommen ikke
endelig, skal dette fremgå af offentliggørelsen. Stk. 1 og 2
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Offentliggørelse efter stk. 1-4 kan dog ikke ske,
hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virk-
somheden eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod
offentliggørelse. Oplysninger om enkeltpersoners private,
herunder økonomiske, forhold og tekniske indretninger eller
fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold
el.lign., for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning
for den person eller virksomhed, oplysningerne angår, of-
fentliggøres ikke. Offentliggørelsen må ikke indeholde for-
trolige oplysninger, der hidrører fra en myndighed fra et
EU- eller EØS-land, medmindre de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladel-
se.
Stk. 6. Er offentliggørelse undladt i henhold til stk. 5, 1.
pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1-4, når de hen-
syn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gæl-
dende. Efter 2 år fra datoen for reaktionen eller beslutningen
om at overgive sagen til politimæssig efterforskning skal der
dog ikke ske offentliggørelse uanset 1. pkt. Der skal alene
ske offentliggørelse, hvis der ikke er sket påtaleopgivelse el-
ler tiltalefrafald efter retsplejelovens regler.
Stk. 7. I sager, hvor Advokatrådet har offentliggjort en be-
slutning om at overgive en sag til politimæssig efterforsk-
ning efter stk. 1, og der træffes afgørelse om påtaleopgivel-
se, tiltalefrafald, afsiges frifindelse i Advokatnævnet eller
afsiges frifindende dom, skal Advokatrådet efter anmodning
fra den fysiske eller juridiske person, som sagen vedrører,
offentliggøre oplysninger herom. Den fysiske eller juridiske
person skal indsende en kopi af afgørelsen om påtaleopgi-
velse eller tiltalefrafald eller en kopi af frifindende afgørelse
eller dom til Advokatrådet samtidig med anmodning om of-
fentliggørelse. Er påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet, afgørelse
eller dommen ikke endelig, skal det fremgå af offentliggø-
relsen. Modtager Advokatrådet dokumentation for, at sagen
er afsluttet ved endelig påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller
afsigelse af endelig frifindende afgørelse eller dom, skal Ad-
vokatrådet fjerne alle oplysninger om beslutningen om at
overgive sagen til politimæssig efterforskning og eventuelle
efterfølgende domme i sagen fra Advokatrådets hjemmesi-
de.
Stk. 8. Advokatrådet skal efter anmodning fra en fysisk
eller juridisk person, som er frifundet, offentliggøre resulta-
tet af anken eller genoptagelsen. Den fysiske eller juridiske
person skal samtidig med anmodningen om offentliggørelse
indsende kopi af dommen i ankesagen eller den genoptagede
sag. Er resultatet af anken eller den genoptagede sag et an-
det end resultatet af dommen offentliggjort i medfør af stk.
4, 1. pkt., kan Advokatrådet beslutte at fjerne dommen fra
Advokatrådets hjemmeside.
Stk. 9. Advokatnævnets kendelser for overtrædelse af
denne lov og de regler, der er udstedt i medfør heraf, samt
Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende
regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grup-
per, juridiske enheder eller organer skal offentliggøres af
Advokatrådet på Advokatsamfundets hjemmeside, når fri-
sten for at indbringe kendelsen for retten er udløbet. Dette
gælder dog ikke overholdelse af § 36. Kendelser, som ind-
bringes for retten, offentliggøres, når der er afsagt endelig
dom. Bestemmelserne i stk. 2-8 finder tilsvarende anvendel-
se.«
15. I § 65, stk. 1,1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk. 1, nr. 20,«:
»samt filialer, distributører og agenter her i landet af sådan-
ne udenlandske virksomheder og personer«.
16. I § 78, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 5« til: »§§ 5 og 5 a«, og
efter »§ 31 b, stk. 1« indsættes: », § 32«.
17. I § 79 ændres »§ 51« til: »§§ 51-51 b«.
18. I § 80, stk. 1, indsættes efter »§ 49, stk. 1 og 5«: », eller
efter regler udstedt i medfør af § 49, stk. 7«.
4
§ 3
I lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 377 af
2. april 2020, som ændret ved § 2 i lov nr. 369 af 9. april
2019, § 5 i lov nr. 641 af 19. maj 2020 og § 5 i lov nr. 642 af
19. maj 2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 62, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»1. pkt. gælder også for en operatør af et reguleret mar-
ked, der driver en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller
en organiseret handelsfacilitet (OHF).«
2. I § 253 a indsættes efter »4-16«: », 19 a-19 c«.
§ 4
I lov om investeringsforeninger m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1046 af 14. oktober 2019, som ændret
ved § 8 i lov nr. 532 af 29. april 2015, § 10 i lov nr. 554 af
7. maj 2019, § 3 i lov nr. 1374 af 13. december 2019, § 8 i
lov nr. 1563 af 27. december 2019 og § 3 i lov nr. 641 af 19.
maj 2020, foretages følgende ændringer:
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Kom-
missionens direktiv 2007/16/EF af 19. marts 2007 om gen-
nemførelse af Rådets direktiv 85/611/EØF om samordning
af love og administrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitut-
ter) med hensyn til afklaring af bestemte definitioner, EU-
Tidende 2007, nr. L 79, side 11, Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning
af love og administrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitut-
ter) (UCITS-direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side
32, Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010 om
gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF for så vidt angår organisatoriske krav, interesse-
konflikter, god forretningsskik, risikostyring og indholdet af
aftalen mellem en depositar og et administrationsselskab,
EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 42, Kommissionens direk-
tiv 2010/44/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt an-
går visse bestemmelser om fusioner af fonde, master-feeder-
strukturer og anmeldelsesprocedure, EU-Tidende 2010, nr.
L 176, side 28, dele af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direktiv
2009/65/EF om samordning af love og administrative be-
stemmelser om visse institutter for kollektiv investering i
værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depo-
sitar-funktioner, aflønningspolitik og sanktioner, EU-Tiden-
de 2014, nr. L 257, side 186 (UCITS V-direktivet), dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20.
maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse
af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansie-
ring af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2012/648/EU og om ophævelse af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kom-
missionens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), EU-
Tidende 2015, nr. L 141, side 73, dele af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af 17. maj 2017 om
ændring af direktiv 2007/36/EF, for så vidt angår tilskyndel-
se til langsigtet aktivt ejerskab, EU-Tidende 2017, nr. L 132,
side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2018/843/EU af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU)
2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendel-
se af det finansielle system til hvidvask af penge eller finan-
siering af terrorisme og om ændring af direktiv 2009/138/EF
og 2013/36/EU, EU-Tidende 2018, nr. L 156, side 43. I lo-
ven er der endvidere medtaget visse bestemmelser fra Kom-
missionens forordning 2010/583/EU af 1. juli 2010 om gen-
nemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation og
de betingelser, der skal opfyldes, når central investorinfor-
mation eller prospektet udleveres på et andet varigt medium
end papir eller via et websted, EU-Tidende 2010, nr. L 176,
side 1, Kommissionens forordning 2010/584/EU af 1. juli
2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form og indhold af
standardmodellen til anmeldelsesskrivelse og erklæring om
investeringsinstituttet, brug af elektronisk kommunikation
mellem kompetente myndigheder i forbindelse med anmel-
delser og procedurer ved kontroller og undersøgelser på ste-
det samt udveksling af oplysninger mellem kompetente
myndigheder, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 16, Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2017/1131/EU af 14. ju-
ni 2017 om pengemarkedsforeninger, EU-Tidende 2017, nr.
L 169, side 8, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme
for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for
simpel, transparent og standardiseret securitisering og om
ændring af direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF og
2011/61/EU og forordning 1060/2009/EF og 648/2012/EU,
EU-Tidende 2017, nr. L 347, side 35. Ifølge artikel 288 i
EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver
medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i loven er
således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berø-
rer ikke forordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.
2. § 18, stk. 1, 4. pkt., ophæves.
3. § 161, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 1. Finanstilsynet påser overholdelsen af følgende:
1) Loven og de regler, der er udstedt i medfør af loven,
undtagen § 60, stk. 1 og 2, og § 63 b, jf. dog stk. 2.
2) Danske UCITS’ vedtægter eller fondsbestemmelser,
når Finanstilsynet har godkendt vedtægterne eller
fondsbestemmelserne.
3) Regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samord-
ning af love og administrative bestemmelser om visse
institutter for kollektiv investering i værdipapirer (inve-
steringsinstitutter) (UCITS-direktivet).
4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel
ramme for securitisering og om oprettelse af en speci-
5
fik ramme for simpel, transparent og standardiseret se-
curitisering og regler fastsat i medfør heraf.
5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1131/2017 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforenin-
ger og regler fastsat i medfør heraf.
6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere grænseover-
skridende distribution af kollektive investeringsinstitut-
ter og om ændring af forordning (EU) nr. 345/2013,
(EU) nr. 346/2013 og (EU) nr. 1286/2014 og regler
fastsat i medfør heraf.
7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuropæisk
personligt pensionsprodukt og regler fastsat i medfør
heraf.
8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtig-
hedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tje-
nesteydelser og regler fastsat i medfør heraf.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen påser dog overholdelsen af § 14,
stk. 1 og 3. Finanstilsynet kontrollerer, at reglerne for finan-
siel information i årsrapporter og delårsrapporter i §§ 82-92
og i regler udstedt i medfør af § 95 er overholdt for danske
UCITS, som har udstedt værdipapirer, der handles på et re-
guleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov om kapitalmar-
keder.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
4. I § 179, stk. 1, indsættes efter »i medfør af denne lov eller
regler fastsat i medfør af denne lov,«: »Europa-Parlamentets
og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017
om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af
en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret
securitisering, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsfor-
eninger eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
eller regler udstedt i medfør heraf,«.
5. I § 189 indsættes efter »i henhold til loven eller regler ud-
stedt i medfør af loven«: », Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en ge-
nerel ramme for securitisering og om oprettelse af en speci-
fik ramme for simpel, transparent og standardiseret securiti-
sering, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger el-
ler Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
eller regler udstedt i medfør heraf,«.
§ 5
I lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1047 af 14. oktober 2019, som
ændret ved § 4 i lov nr. 369 af 9. april 2019, § 9 i lov nr. 554
af 7. maj 2019, § 9 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 og §
2 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages følgende
ændringer:
1. I § 6, stk. 4, ændres »og for selvforvaltende investorfra-
dragsfonde« til: »for selvforvaltende investorfradragsfonde,
AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde«.
2. I § 18 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om kom-
petencekrav for ansatte hos en forvalter af alternative inve-
steringsfonde, der har tilladelse til at udøve aktiviteter om-
fattet af bilag 1, nr. 3, litra b, punkt i.«
3. I § 155, stk. 1, 6. pkt., indsættes efter »Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019
om lettere grænseoverskridende distribution af kollektive in-
vesteringsinstitutter og om ændring af forordning (EU) nr.
345/2013, (EU) nr. 346/2013 og (EU) nr. 1286/2014, og Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af
20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionspro-
dukt (PEPP-produkt)«: »og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle
tjenesteydelser«.
4. I § 189 indsættes efter »i henhold til loven eller regler ud-
stedt i medfør af loven«: », Europa-Parlamentets og Rådets
forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om europæ-
iske sociale iværksætterfonde, Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013 om euro-
pæiske venturekapitalfonde, Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2017/1131/EU af 14. juni 2017 om pengemar-
kedsforeninger, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme
for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for
simpel, transparent og standardiseret securitisering, Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26. no-
vember 2014 om dokumenter med central information om
sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter
til detailinvestorer (PRIIP’er) eller Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-
sielle tjenesteydelser eller regler udstedt i medfør heraf,«.
§ 6
I lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr.
378 af 2. april 2020, som ændret ved § 6 i lov nr. 641 af 19.
maj 2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 4, ændres »§ 3, stk. 6, og § 4, stk. 4,« til: »§ 3,
stk. 7, og § 4, stk. 5,«, og i stk. 5 ændres »§ 3, stk. 6,« til: »§
3, stk. 7,«.
2. I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal ind-
sendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de
nødvendige oplysninger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undta-
gelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal
6
ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes
elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsy-
nets anmeldelsesblanket.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
3. I § 4 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. En ansøgning om registrering efter stk. 1 skal ind-
sendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de
nødvendige oplysninger, jf. stk. 2. Kan en ansøgning undta-
gelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal
ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes
elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsy-
nets anmeldelsesblanket.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
4. Efter § 12 indsættes før overskriften før § 13:
Ȥ 12 a. En forsikringsformidler og en accessorisk forsik-
ringsformidler må ikke medvirke til, at forsikringer for per-
soner bosiddende i Danmark, danske skibe eller andre risici,
der består her i landet, tegnes hos andre end følgende:
1) Danske forsikringsselskaber.
2) Udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betin-
gelserne i § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, i lov om finan-
siel virksomhed.
3) Udenlandske forsikringsselskaber, der har fået tilladel-
se af Finanstilsynet.«
5. I § 22, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20. juni 2019
om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-pro-
dukt)«: » og Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-
ser «.
6. I § 36, stk. 1, indsættes efter »forskrifter fastsat i medfør
af denne lov«: » eller i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-
sielle tjenesteydelser eller regler udstedt i medfør heraf«.
7. I § 37 ændres »eller forordninger udstedt i medfør af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20.
januar 2016 om forsikringsdistribution« til: », forordninger
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution
eller i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
eller regler udstedt i medfør heraf«.
§ 7
I lov om firmapensionskasser, jf. lovbekendtgørelse nr.
355 af 2. april 2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 97, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »Finanstilsynet påser
endvidere overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning«: » 2017/2402/EU af 12. december 2017«, og ef-
ter »ramme for simpel, transparent og standardiseret securi-
tisering« indsættes: » og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle
tjenesteydelser«.
2. I § 104, stk. 1, indsættes efter »i medfør af denne lov eller
forskrifter fastsat i medfør af denne lov«: » eller i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. decem-
ber 2017 om en generel ramme for securitisering og om op-
rettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og stan-
dardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf«.
3. I § 112, stk. 1, indsættes efter »i henhold til loven eller
forskrifter udstedt i medfør af loven«: » eller i medfør af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. decem-
ber 2017 om en generel ramme for securitisering og om op-
rettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og stan-
dardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf«.
§ 8
I lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og
boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørelse nr. 379 af 2.
april 2020, foretages følgende ændringer:
1. § 2, nr. 6, affattes således:
»6) Rådgivning: Personlige anbefalinger til en forbruger,
som vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse
med boligkreditaftaler eller finansielle produkter. For
så vidt angår boligkreditaftaler skal anbefalingerne væ-
re uafhængig af ydelsen af boligkreditaftalen og de ak-
tiviteter, som ydes af en boligkreditformidler.«
2. I § 3 indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:
»Stk. 7. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal ind-
sendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de
nødvendige oplysninger, jf. stk. 6. Kan en ansøgning undta-
gelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal
ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes
elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsy-
nets anmeldelsesblanket.«
Stk. 7 bliver herefter stk. 8.
§ 9
I lov nr. 450 af 24. april 2019 om
forbrugslånsvirksomheder, som ændret ved § 11 i lov nr.
1563 af 27. december 2019 og § 1 i lov nr. 801 af 9. juni
2020, foretages følgende ændring:
1. I § 3 indsættes som stk. 4:
7
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal ind-
sendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de
nødvendige oplysninger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undta-
gelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal
ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes
elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsy-
nets anmeldelsesblanket.«
§ 10
I lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1045 af 14. oktober 2019, som ændret ved § 4 i lov nr.
1374 af 13. december 2019 og § 12 i lov nr. 1563 af 27.
december 2019, foretages følgende ændringer:
1. I § 3, stk. 1, nr. 5, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
2. I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal ind-
sendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de
nødvendige oplysninger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undta-
gelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal
ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes
elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsy-
nets anmeldelsesblanket.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
3. I § 12, stk. 7, ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3, stk. 6«.
4. I § 22, stk. 1, ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3, stk. 6«.
§ 11
I lov nr. 691 af 8. juni 2018 om Vækstfonden foretages
følgende ændringer:
1. § 16, stk. 2, affattes således.
»Stk. 2. Vækstfonden kan optage lån, herunder statsligt
genudlån, til finansiering af sine aktiviteter, i det omfang der
er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil.«
2. § 16, stk. 3 og 4, ophæves.
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 3-5.
3. § 16, stk. 6 og 7, der bliver stk. 4 og 5, ophæves.
4. § 17, stk. 1, affattes således:
»Finansministeren kan, ud over adgangen til at optage
lån, herunder statsligt genudlån, jf. § 16, stk. 2, lade Vækst-
fonden optage genudlån hos Danmarks Nationalbank inden
for en ramme på 1 mia. kr.«
§ 12
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2021, jf. dog stk.
2-4.
Stk. 2. § 1, nr. 25, træder i kraft den 29. december 2020.
Stk. 3. § 4, nr. 3-5, § 5, nr. 3 og 4, § 6, nr. 5-7, og § 7
træder i kraft den 10. marts 2021.
Stk. 4. § 1, nr. 17, 28-30 og 32, træder i kraft den 19. april
2021.
§ 13
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. §§ 1-5 og 8-10 kan ved kongelig anordning sættes
helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som
de færøske forhold tilsiger.
Stk. 3. §§ 1-10 kan ved kongelig anordning sættes helt el-
ler delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger.
8
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Finanstilsynets vurdering af forsvarlig drift for virksomheder med begrænset tilladelse efter lov om beta-
linger
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.2. Frist for Finanstilsynets sagsbehandling ved behandling af ansøgninger om tilladelse til at udbyde kontoo-
plysninger
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.3. Forpligtelse til at stille Kommissionens folder om rettigheder til rådighed
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
2.4. Gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.4.3. Den foreslåede ordning
2.5. Erhvervsministerens beføjelser til at fastsætte nærmere regler efter lov om betalinger
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.5.3. Den foreslåede ordning
2.6. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om betalinger
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.6.3. Den foreslåede ordning
2.7. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens prioriteringsadgang i tilsynet med lov om betalinger
2.7.1. Gældende ret
2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.7.3. Den foreslåede ordning
2.8. Anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande
2.8.1. Gældende ret
2.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.8.3. Den foreslåede ordning
2.9. Undersøgelsespligten efter hvidvaskloven
2.9.1. Gældende ret
2.9.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.9.3. Den foreslåede ordning
2.10. Samarbejdspligten for Erhvervsstyrelsen og Advokatrådet med udenlandske myndigheder
2.10.1. Gældende ret
2.10.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.10.3. Den foreslåede ordning
2.11. Ændringer som følger af disclosureforordningen
2.11.1. Gældende ret
2.11.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.11.3. Den foreslåede ordning
2.12. Forvaltere af AIF-SIKAV’er og AIF-Værdipapirfonde
2.12.1. Gældende ret
2.12.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.12.3. Den foreslåede ordning
9
2.13. Bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde
2.13.1. Gældende ret
2.13.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.13.3. Den foreslåede ordning
2.14. Ophævelse af krav om, at mulighed for etablering af andelsklasser skal fremgå af afdelingers navne
2.14.1. Gældende ret
2.14.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.14.3. Den foreslåede ordning
2.15. Ændringer som følge af oprettelse af CO2-benchmarks for lille CO2-effekt og bæredygtighedsrelaterede
oplysninger om benchmarks
2.15.1. Gældende ret
2.15.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.15.3. Den foreslåede ordning
2.16. Outsourcing for en operatør af et reguleret marked, der driver en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller
en organiseret handelsfacilitet (OHF)
2.16.1. Gældende ret
2.16.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.16.3. Den foreslåede ordning
2.17. Digital ansøgning i forbindelse med autorisationer
2.17.1. Gældende ret
2.17.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.17.3. Den foreslåede ordning
2.18. Vækstfondens finansieringsmuligheder
2.18.1. Gældende ret
2.18.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.18.3. Den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
3.1. Digitaliseringsklar lovgivning
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
4.1. Administrative konsekvenser
4.2. Øvrige efterlevelseskonsekvenser
4.3. Agil erhvervsrettet regulering
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Sigtet med nærværende lovforslag er at gennemføre en ræk-
ke ændringer af den finansielle lovgivning, der har til formål
at øge forbruger- og investorbeskyttelsen samt sikre et styr-
ket og målrettet tilsyn på det finansielle område.
Med lovforslaget får Finanstilsynet mulighed for at føre et
effektivt tilsyn med gebyrer for grænseoverskridende beta-
linger i EU. Ændringen skal give Finanstilsynet bedre mu-
lighed for at sikre, at der for forbrugeren er større gennem-
sigtighed om gebyrer forbundet med gennemførelse af
grænseoverskridende betalinger i EU. Ændringen sker som
følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning
(EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseover-
skridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer.
Lovforslaget har desuden til formål at skabe større fleksibili-
tet i forhold til mulighederne for at fastsætte nærmere regler
for gebyropkrævninger for visse betalingsinstrumenter. Æn-
dringen skal gøre det muligt for erhvervsministeren at fast-
sætte nærmere regler om, at udbydere af betalingsinstrumen-
ter omfattet af reguleringen også kan tilbyde andre prismo-
deller end et årligt abonnement, f.eks. i form af en procent-
vis sats per transaktion. Det kan bl.a. være attraktivt for især
mindre forretninger, som fremover vil kunne modtage Dan-
kortet billigere.
Derudover indføres der krav om, at udbydere af betalingstje-
nester, der udbyder betalingstjenester til forbrugere, skal
stille en af Kommissionen udarbejdet folder om forbruge-
rens rettigheder til rådighed digitalt såvel som fysisk i deres
filialer. Det sker på baggrund af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om
betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv
2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning
10
(EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv
2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv).
Med lovforslaget indføres et forbud mod indløsning af ano-
nyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande. Ændringen skal
styrke kontrollen med kortene for at sikre, at kortene ikke
misbruges til eksempelvis terrorfinansiering. Derudover ju-
steres rammerne for Erhvervsstyrelsens og Advokatrådets
tilsyn på hvidvaskområdet for derigennem at styrke samar-
bejdet med tilsynsmyndigheder i andre EU- og EØS-lande i
forhold til indsatsen mod hvidvask og terrorfinansiering.
Ændringerne foretages på baggrund af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018 om æn-
dring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foran-
staltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvid-
vask af penge eller finansiering af terrorisme (5. hvidvaskdi-
rektiv).
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektiv som muligt er der fundet anledning til at præci-
sere og ændre enkelte elementer i hvidvaskloven.
Med henblik på at øge investorbeskyttelsen får erhvervsmi-
nisteren med lovforslaget bemyndigelse til at fastsætte reg-
ler om kompetencekrav for ansatte hos forvaltere af alterna-
tive investeringsfonde, som yder investeringsrådgivning. De
skærpede krav skal sikre, at ansatte, som yder rådgivningen,
har de fornødne kompetencer hertil.
Lovforslaget har endvidere til formål at styrke investorers
muligheder for at sammenligne produkters bæredygtighed
og virksomheders tilgang til bæredygtighed. Finanstilsynet
får således mulighed for at føre effektivt tilsyn med, at fi-
nansielle aktører overholder oplysningsforpligtelser om mil-
jømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-fakto-
rer) i forbindelse med investerings- og rådgivningsproces-
ser. Oplysningskravene følger af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-
sielle tjenesteydelser (disclosureforordningen).
Derudover får Finanstilsynet mulighed for at føre et effek-
tivt tilsyn med to nye EU-benchmarks for CO2-aftryk (EU-
benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-
benchmarks), hvilket skal styrke investorers og forbrugeres
mulighed for at finde CO2-aftrykket for deres investeringer.
Ændringen sker som følge af Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2019/2089/EU af 27. november 2019 om
ændring af forordning 2016/1011/EU (benchmarkforordnin-
gen), for så vidt angår EU-benchmarks for klimaovergan-
gen, Paristilpassede EU-benchmarks og bæredygtighedsrela-
terede oplysninger om benchmarks.
Lovforslaget har endvidere til formål at indføre en hjemmel
til, at Vækstfonden kan finansiere sine aktiviteter, ud over
den nuværende ramme på 1 mia. kr., ved statsligt genudlån
gennem Danmarks Nationalbank, såfremt der er etableret
bevillingsmæssig hjemmel hertil. Samtidig vurderes det
hensigtsmæssigt at sikre øget fleksibilitet i forhold til at
kunne henlægge ordninger til administration i Vækstfonden
og ændre på de finansielle rammer for ordninger, der allere-
de er henlagt til administration i fonden, da der har vist sig
at være et løbende politisk ønske om sådanne ændringer.
Samtidig sikres der et strømlinet lovgrundlag, der ikke for-
ældes, i takt med at ordninger oprettes, justeres og nedlæg-
ges.
Endelig har lovforslaget til formål at skabe klarhed om Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn med overholdelsen
af lov om betalinger. Med lovforslaget foreslås det, at Kon-
kurrencerådet tillægges det overordnede ansvar for Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter loven.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Finanstilsynets vurdering af forsvarlig drift for virk-
somheder med begrænset tilladelse efter lov om betalinger
2.1.1. Gældende ret
Virksomheder, der ikke har en tilladelse som e-pengeinsti-
tut, og som ønsker at udstede elektroniske penge, skal have
en begrænset tilladelse for at kunne udstede elektroniske
penge her i landet, jf. § 50 i lov om betalinger, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1024 af 3. juni 2019.
På samme måde skal virksomheder, der ikke har en tilladel-
se som betalingsinstitut, og som ønsker at udbyde betalings-
tjenester, have en begrænset tilladelse for at kunne udbyde
betalingstjenester her i landet, jf. § 51 i lov om betalinger.
I henhold til §§ 52 og 53 i lov om betalinger skal en virk-
somhed, der ansøger om begrænset tilladelse til at udstede
elektroniske penge eller til at udbyde betalingstjenester, leve
op til en række betingelser, for at Finanstilsynet kan medde-
le begrænset tilladelse hertil. Det omfatter bl.a. godkendelse
af virksomhedens ejere af kvalificerede andele og en vurde-
ring af virksomhedens forretningsgange og politikker.
Bestemmelsen i § 54 i lov om betalinger fastsætter de oplys-
ninger, som skal følge med en ansøgning om begrænset til-
ladelse. En virksomhed, der søger om tilladelse, skal bl.a.
indsende en beskrivelse af virksomhedens forretningsmodel,
en oversigt over virksomhedens nuværende og planlagte ak-
tiviteter samt en budgetprognose og det senest reviderede
årsregnskab, såfremt et sådant er udarbejdet. Af bemærknin-
gerne til bestemmelsen fremgår det, at budgetprognosen og
det senest reviderede årsregnskab har til formål at give Fi-
nanstilsynet et overblik over den økonomiske side af virk-
somhedens planlagte aktiviteter, herunder vurdere virksom-
11
hedens økonomiske situation, jf. Folketingstidende 2016-17,
A, L 157 som fremsat, side 174.
2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Bestemmelsen i § 54 i lov om betalinger gennemfører dele
af artikel 5, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om beta-
lingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv
2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning
(EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv
2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv).
Efter artikel 32, stk. 1, i 2. betalingstjenestedirektiv kan
medlemsstaterne undtage virksomheder helt eller delvist fra
en række af direktivets bestemmelser, hvis virksomhedens
betalingsvolumen ligger under de grænser, der følger af di-
rektivets artikel 32, stk. 1, litra a. I forbindelse med vedta-
gelsen af lov om betalinger blev det besluttet at anvende
muligheden for at undtage virksomheder omfattet af artikel
32 fra en række af de tilladelseskrav, der følger af direkti-
vets artikel 5, ligesom det var tilfældet efter den hidtil gæl-
dende lov om betalingstjenester og elektroniske penge.
Artikel 5 i 2. betalingstjenestedirektiv fastsætter krav til de
oplysninger og det materiale, som en virksomhed skal indgi-
ve ved en ansøgning til de kompetente myndigheder, for at
blive meddelt tilladelse som betalingsinstitut. Artikel 5 i 2.
betalingstjenestedirektiv skal ses i sammenhæng med direk-
tivets artikel 11, stk. 2, der fastsætter, at de kompetente
myndigheder meddeler tilladelse, hvis de oplysninger og det
materiale, der er vedlagt ansøgningen, opfylder alle kravene
i artikel 5, og hvis de kompetente myndigheder når frem til
en overordnet positiv vurdering efter at have gennemgået
ansøgningen.
Den gældende bestemmelse i § 54, nr. 4, i lov om betalinger
fastsætter, at de oplysningsforpligtelser, der følger af artikel
5, stk. 1, litra b, i 2. betalingstjenestedirektiv, også gælder
for virksomheder, der søger om en begrænset tilladelse til at
udbyde betalingstjenester eller udstede elektroniske penge.
I bemærkningerne til den gældende bestemmelse i § 54, nr.
4, i lov om betalinger, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L
157 som fremsat, side 174, er det beskrevet, at bestemmel-
sen har til formål at give Finanstilsynet et overblik over den
økonomiske side af virksomhedens planlagte aktiviteter,
herunder vurdere virksomhedens økonomiske situation. Det
er dermed forudsat i bemærkningerne til bestemmelsen, at
Finanstilsynet på baggrund af en budgetprognose og det se-
nest reviderede årsregnskab, hvis et sådant er udarbejdet,
skal vurdere en ansøgende virksomheds økonomiske situa-
tion i forbindelse med en ansøgning om begrænset tilladelse
til at udbyde betalingstjenester eller en ansøgning om be-
grænset tilladelse til at udstede elektroniske penge.
I dag følger det imidlertid ikke direkte af § 52, der fastsætter
de krav, som en virksomhed skal opfylde for at blive med-
delt begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge el-
ler til at udbyde betalingstjenester, at Finanstilsynet i forbin-
delse med vurdering af en ansøgning skal lægge vægt på,
om den ansøgende virksomhed er i stand til at gennemføre
en forsvarlig drift, herunder at virksomheden har forsvarlige
organisatoriske strukturer og procedurer og virksomhedens
økonomiske situation.
Som led i udstedelsen af elektroniske penge eller udbuddet
af betalingstjenester vil virksomhederne almindeligvis opbe-
vare brugernes midler i en kortere eller længere periode, in-
den midlerne enten udbetales eller videreoverføres til beta-
lingsmodtager. Det forhold, at udbyderen som led i alminde-
lig drift typisk opbevarer midler på vegne af brugerne, med-
fører betydelige risici for brugerne, i tilfælde af at virksom-
heden eksempelvis tages under insolvensbehandling. Dette
stiller således øgede krav til, at virksomheden drives for-
svarligt. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt at indsætte et
krav om, at en virksomhed, der udbyder betalingstjenester
eller udsteder elektroniske penge med begrænset tilladelse,
skal være i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.
2.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indsætte et nyt nummer i § 52, som i tillæg til
de øvrige krav i bestemmelsen fastsætter, at en tilladelse til
at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester
udstedes, når Finanstilsynet vurderer, at virksomheden er i
stand til at gennemføre en forsvarlig drift.
Til brug for denne vurdering vil Finanstilsynet bl.a. lægge
vægt på virksomhedens forretningsplan sammenholdt med
budgetprognosen for de tre første regnskabsår og senest re-
viderede årsregnskab, hvis et sådant er udarbejdet, med hen-
blik på at få en indikation af, om virksomheden har de res-
sourcer og procedurer, der er nødvendige til at gennemføre
en forsvarlig drift.
Hvis det i den forbindelse eksempelvis vurderes, at virksom-
hedens økonomiske situation medfører risiko for, at virk-
somheden kan få likviditetsproblemer, skal der være en plan
for, hvordan likviditeten løbende genoprettes.
Forslaget vil medføre, at Finanstilsynet skal afvise en ansøg-
ning om begrænset tilladelse til at udstede elektroniske pen-
ge eller udbyde betalingstjenester, hvis det vurderes, at an-
søgeren ikke er i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.
2.2. Frist for Finanstilsynets sagsbehandling ved behandling
af ansøgninger om tilladelse til at udbyde kontooplysning-
stjenester
2.2.1. Gældende ret
12
En virksomhed, der alene ønsker at udbyde kontooplysning-
stjenester, skal indgive en ansøgning som udbyder af kon-
tooplysningstjenester til Finanstilsynet sammen med en ræk-
ke oplysninger, som er nødvendige, for at Finanstilsynet kan
vurdere, om ansøgningen lever op til de krav, der stilles til
udbydere af kontooplysningstjenester efter § 60, stk. 2, i lov
om betalinger.
Finanstilsynet meddeler tilladelse, når virksomheden har
indsendt tilstrækkelige oplysninger til, at Finanstilsynet kan
vurdere ansøgningen, og Finanstilsynet vurderer, at virk-
somheden lever op til kravene til udbydere af kontooply-
sningstjenester. Reglerne implementerer bestemmelser i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25.
november 2015 om betalingstjenester i det indre marked,
om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og
2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophæ-
velse af direktiv 2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv).
2. betalingstjenestedirektiv fastsætter en frist for myndighe-
ders behandling af ansøgninger på tre måneder.
Der gælder i dag ikke regler for sagsbehandlingstiden i for-
bindelse med Finanstilsynets behandling af ansøgninger om
tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester.
2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Det vurderes, at sagsbehandlingsfristen på tre måneder i 2.
betalingstjenestedirektiv gælder for meddelelse af alle typer
tilladelse, som er omfattet af direktivet, herunder tilladelse
som betalingsinstitut og e-pengeinstitut, begrænset tilladelse
til at udbyde betalingstjenester eller udstede elektroniske
penge samt tilladelse som udbyder af kontooplysningstjene-
ster.
Efter lov om betalinger gælder fristen på tre måneder i dag
for Finanstilsynets behandling af ansøgninger om begrænset
tilladelse til at udstede elektroniske penge og udbyde beta-
lingstjenester. Ved en fejl er der ikke fastsat en frist for Fi-
nanstilsynets behandling af ansøgninger om tilladelse som
udbyder af kontooplysningstjenester. En sagsbehandlings-
frist på tre måneder vurderes at være hensigtsmæssig med
henblik på at sikre, at virksomheders adgang til at udbyde
betalingstjenester, herunder kontooplysningstjenester, ikke
forsinkes unødigt på grund af tilladelseskravene.
For at sikre, at fristerne for meddelelse af tilladelse i lov om
betalinger er i overensstemmelse med 2. betalingstjenestedi-
rektiv foreslås det derfor at indsætte en sagsbehandlingsfrist
på tre måneder, hvilket svarer til den frist, der er fastsat for
de øvrige tilladelsestyper i lov om betalinger.
2.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at Finanstilsynet senest tre måneder efter mod-
tagelse af en ansøgning om tilladelse som udbyder af kon-
tooplysningstjenester, eller, hvis ansøgningen er ufuldstæn-
dig, efter modtagelse af de oplysninger, der er nødvendige
for at træffe afgørelse, underretter ansøgeren om, hvorvidt
ansøgningen kan imødekommes.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 12, samt be-
mærkningerne hertil.
2.3. Forpligtelse til at stille Kommissionens folder om for-
brugerrettigheder til rådighed
2.3.1. Gældende ret
Betalingstjenesteudbyderes oplysningsforpligtelser følger af
kapitel 5 i lov om betalinger. Reglerne i kapitel 5 fastsætter
krav til, hvilken information en udbyder af betalingstjenester
skal give til sine brugere i forbindelse med udførelse af en
betalingstjeneste. Oplysningsforpligtelserne vedrører bl.a.
de oplysninger, som udbyderen skal meddele eller stille til
rådighed for en bruger i forbindelse med indgåelse af ram-
meaftale eller gennemførelse af enkeltstående betalings-
transaktioner.
Kapitel 5 indeholder derudover en række nærmere oplys-
ningsforpligtelser for udbyderen.
2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Kommissionen har med hjemmel i 2. betalingstjenestedirek-
tiv i december 2019 offentliggjort en elektronisk folder om
forbrugerens rettigheder i henhold til direktivet og tilhøren-
de EU-ret. Det følger af direktivet, at betalingstjenesteudby-
dere skal stille folderen til rådighed på en let tilgængelig
måde på deres websteder, hvis sådanne findes, og på papir i
deres filialer og hos deres agenter og de enheder, som udby-
derne har outsourcet aktiviteter til. En betalingsudbyder må
ikke afkræve sine kunder gebyr for at stille folderen til rå-
dighed.
Med lov om betalinger, som gennemfører 2. betalingstjene-
stedirektiv, blev artikel 106 ikke gennemført, da der på det
tidspunkt ikke forelå en folder fra Kommissionen.
Det foreslås derfor at indsætte en ny bestemmelse, der gen-
nemfører denne forpligtelse i lov om betalinger.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i lov om betalinger indsættes en ny be-
stemmelse, hvorefter en udbyder af betalingstjenester, der
udbyder betalingstjenester til forbrugere, forpligtes til at stil-
le Kommissionens folder om forbrugerrettigheder gratis til
rådighed på en let tilgængelig måde for alle brugere på ud-
13
byderens hjemmeside. Folderen skal tillige være tilgængelig
hos udbyderens eventuelle filialer, agenter og hvor relevant
andre virksomheder, hvortil aktiviteter er outsourcet. For
personer med handicap skal oplysningerne stilles til rådig-
hed ved hjælp af hensigtsmæssige alternative midler, således
at oplysningerne stilles til rådighed i et tilgængeligt format.
Den foreslåede § 66 a skal læses i sammenhæng med de øv-
rige bestemmelser i kapitel 5, hvorfor det er Forbrugerom-
budsmanden, der fører tilsyn med, hvorvidt folderen stilles
til rådighed for forbrugeren. Herudover følger det af kapitel
5, at udbyderen har bevisbyrden for, at folderen er stillet til
rådighed for udbyderens brugere, og at dette ikke sker mod
betaling fra brugeren.
Bestemmelsen vil primært finde anvendelse over for forbru-
gere, da bestemmelser i kapitel 5 kan fraviges ved aftale
mellem udbyder og bruger, som ikke er forbruger, jf. § 6,
stk. 3, i lov om betalinger.
2.4. Gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen
og vekselgebyrer
2.4.1. Gældende ret
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af
16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i
Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001 indeholder bestemmelser om grænseoverskriden-
de betalinger. Forordningen skal sikre, at gebyrerne for
grænseoverskridende betalinger inden for Den Europæiske
Union er de samme som gebyrerne for betalinger i samme
valuta, som sker inden for en medlemsstat. Ifølge forordnin-
gen må grænseoverskridende betalinger i euro f.eks. ikke
pålægges et højere gebyr end indenlandske betalinger i euro.
En eurobetaling fra Danmark til Tyskland må således ikke
pålægges et højere gebyr end en indenlandsk eurobetaling i
Danmark.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af
16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i
Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001 blev ændret med Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af
forordning (EF) nr. 924/2009 for så vidt angår gebyrer for
grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer.
Der blev bl.a. indsat to nye artikler, 3a og 3b, i forordnin-
gen, som vedrører gennemsigtighed med gebyrer for valuta-
veksling ved kortbaserede betalinger og kreditoverførsler.
Reglerne supplerer de gældende regler i 2. betalingstjeneste-
direktiv, der er implementeret i kapitel 7 i lov om betalinger.
Tilsynet med, at forordningen overholdes er delt mellem Fi-
nanstilsynet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Det
fremgår af lov om betalinger, at Finanstilsynet fører tilsyn
med forordningens artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel
3b og 4, mens Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører til-
syn med forordningens artikel 6 og 7.
Efter den gældende lov om betalinger skal det offentliggø-
res, hvis Finanstilsynet beslutter at overgive sager efter de
bestemmelser i forordningen, som Finanstilsynet fører tilsyn
med, til politimæssig efterforskning. Desuden skal Finanstil-
synet efter § 139, stk. 1, 2. pkt., orientere offentligheden om
sager, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndighe-
den eller domstolene, og som er af almen interesse eller af
betydning for forståelsen af forordningens artikel 3, artikel
3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4.
Afgørelser truffet af Finanstilsynet efter forordningen kan
indbringes for Erhvervsankenævnet, senest fire uger efter at
afgørelsen er meddelt den pågældende.
En række af forordningens bestemmelser er allerede strafbe-
lagte, jf. § 152, stk. 2, i lov om betalinger. Det omfatter bl.a.
artikel 3, 3a, 3b og 4.
Artikel 3 i forordningen fastsætter regler om gebyrer for
grænseoverskridende betalinger, der medfører, at gebyrerne
skal være de samme som de gebyrer, der opkræves for til-
svarende indenlandske betalinger af samme værdi og i
samme valuta. Betalingstjenesteudbydere, f.eks. pengeinsti-
tutter, må derfor ikke opkræve forskellige gebyrer for tilsva-
rende indenlandske og grænseoverskridende betalinger i eu-
ro.
Artikel 3a, stk. 1-4, i forordningen bestemmer, at betalings-
tjenesteudbydere og parter, der udbyder valutaomregnings-
tjenester i en pengeautomat eller på et salgssted, når de giver
betaleren obligatoriske oplysninger om vekselgebyrer og
den gældende vekselkurs, skal give disse oplysninger som et
procentuelt avancetillæg i forhold til den senest tilgængelige
vekselkurs fra Den Europæiske Centralbank. Avancetillæg-
get skal oplyses til betaleren, før betalingen påbegyndes, og
oplysningerne skal være forståelige og tilgængelige på et
bredt anvendt og let tilgængeligt elektronisk medie. Oplys-
ningerne skal fremlægges gratis og på en neutral og forståe-
lig måde.
Artikel 3b i forordningen fastsætter regler om, at betalings-
tjenesteudbydere skal informere betaleren om de anslåede
gebyrer for valutaomregningstjenester, der gælder for en
kreditoverførsel.
Artikel 4 i forordningen vedrører foranstaltninger, der kan
lette automatiseringen af betalinger. En udbyder af en beta-
lingstjeneste skal bl.a. give brugeren af betalingstjenester
oplysninger om brugerens internationale bankkontonummer
(International Bank Account Number eller IBAN) og udby-
14
deren af betalingstjenestens identifikationsnummer (Bank
Identifier Code eller BIC).
2.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Artiklerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning
(EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseover-
skridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer, finder an-
vendelse fra forskellige tidspunkter i perioden fra den 15.
december 2019 til den 19. april 2021. De nødvendige æn-
dringer af lov om betalinger er derfor foretaget med forskel-
lige ikrafttrædelsestidspunkter og over tre lovforslag, hvoraf
dette er det sidste. De første to lovændringer var lov nr.
1374 af 13. december 2019 og lov nr. 641 af 19. maj 2020.
Det foreslås derfor at gennemføre de sidste konsekvensæn-
dringer til lov om betalinger, som følger af den nye artikel
3a, stk. 5-6, der finder anvendelse fra den 19. april 2021.
I medfør af den nye artikel 3a, stk. 5, skal en udbyder af be-
talingstjenester, uden unødig forsinkelse, sende en elektro-
nisk meddelelse til en betaler med oplysninger om vekselge-
byrer og vekselkurs, efter at udbyderen modtager en beta-
lingsordre ved en kontanthævning i en pengeautomat eller
for en betaling på et salgssted. Meddelelsen skal sendes, når
betalingsordren vedrører en anden EU-valuta end den, som
betalerens konto føres i. Meddelelsen skal dog kun sendes
én gang i hver måned, hvori betalerens betalingstjenesteud-
byder modtager en betalingsordre fra betaleren i samme va-
luta. Den nye artikel 3a, stk. 6, forpligter betalingstjeneste-
udbyderen til at aftale kommunikationskanalen med betale-
ren og tilbyde mulighed for at fravælge at modtage disse
meddelelser.
Artikel 3a, stk. 5-6, finder anvendelse fra den 19. april 2021,
jf. artikel 2, stk. 2, litra c, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af
forordning (EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for
grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer.
Indsættelsen af artikel 3a, stk. 5-6, i lov om betalinger fore-
slås derfor også at træde i kraft den 19. april 2021.
2.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at Finanstilsynet også skal føre tilsyn med for-
ordningens artikel 3a, stk. 5-6.
Det foreslås desuden, at det også skal offentliggøres, hvis
Finanstilsynet beslutter at overgive sager efter forordningens
artikel 3a, stk. 5-6, til politimæssig efterforskning.
Det foreslås endvidere, at Finanstilsynet skal orientere of-
fentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet,
anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen
interesse eller af betydning for forståelsen af forordningens
artikel 3a, stk. 5-6.
Det foreslås, at også afgørelser fra Finanstilsynet truffet i
henhold til forordningens artikel 3a, stk. 5-6, kan indbringes
for Erhvervsankenævnet af den, som afgørelsen retter sig
mod, senest fire uger efter at afgørelsen er meddelt den på-
gældende.
Endelig foreslås strafbestemmelsen ændret, så også overtræ-
delse af forordningens artikel 3a, stk. 5, vil kunne straffes
med bøde.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 17, 28-30 og
32, og § 11, stk. 2, samt bemærkningerne hertil.
2.5. Erhvervsministerens beføjelser til at fastsætte nærmere
regler efter lov om betalinger
2.5.1. Gældende ret
Udbydere af betalingstjenester har efter lov om betalinger, §
123, stk. 1, mulighed for at pålægge betalingsmodtageren at
betale omkostningerne ved driften af et betalingssystem,
hvor transaktionerne gennemføres ved brug af et betalings-
instrument. Gebyrerne fastsættes efter § 122. Erhvervsmini-
steren kan dog efter § 123, stk. 4 og 5, fastsætte undtagelser
hertil.
Erhvervsministeren kan efter § 123, stk. 4, fastsætte nærme-
re regler om, at udbydere for visse typer af betalingsinstru-
menter alene kan pålægge betalingsmodtageren at betale et
årligt abonnement til dækning af udbyders omkostninger til
driften af betalingssystemet. Erhvervsministeren kan endvi-
dere efter § 123, stk. 5, 1. pkt., fastsætte nærmere regler om,
hvorledes prisen for det årlige abonnement efter stk. 4 skal
beregnes. Ministerens nuværende beføjelser er således af-
grænset til at omfatte muligheden for at fastsætte nærmere
regler om en abonnementsmodel.
Bestemmelserne i § 123, stk. 4 og 5, kan med få sproglige
ændringer føres tilbage til lov nr. 603 af 24. juni 2005 om
ændring af lov om visse betalingsmidler. Abonnementet
skulle ifølge forarbejderne til loven, jf. Folketingstidende
2004-2005, tillæg A, side 7058: ”blive fastsat, således at der
tages særligt hensyn til de mindre forretninger med under
5.000 transaktioner om året. Disse skal kun betale et årligt
abonnement på ca. 500 kr. i 2005. For de store og mellem-
store forretninger vil abonnementet blive fastsat i intervaller
på baggrund af antallet af dankorttransaktioner. ” Det vurde-
res, at erhvervsministerens nuværende beføjelser til at fast-
sætte nærmere regler om en abonnementsmodel herefter må
være afgrænset til at omfatte et fast abonnement baseret på
et interval af transaktioner.
15
Erhvervsministeren har udstedt bekendtgørelse nr. 1440 af
7. december 2017 om beregning af det årlige abonnement i
medfør af § 123, stk. 5, i lov om betalinger (abonnementsbe-
kendtgørelsen). Abonnementsbekendtgørelsen finder kun
anvendelse på nationale betalingskortordninger i den fysiske
handel, når betalingstransaktionen afvikles med et betalings-
instrument forsynet med chip omfattet af § 7, nr. 18, i lov
om betalinger, samtidig med, at betaler anvender underskrift
eller personlig, hemmelig kode eller anden sikker identifika-
tion. Endvidere finder bekendtgørelsen kun anvendelse på
nationale betalingskortordninger, hvis anvendelse omfatter
en væsentlig del af det samlede antal transaktioner i Dan-
mark. Bekendtgørelsen omfatter bl.a. nærmere regler for,
hvorledes udbydere heraf kan kræve abonnementsbetaling
fra betalingsmodtagere. På nuværende tidspunkt er det ude-
lukkende Dankortet, der udbydes af Nets Denmark A/S, som
er omfattet af abonnementsbekendtgørelsen.
Det følger af lov om betalinger og abonnementsbekendtgø-
relsen, at betalingsmodtagernes samlede betalinger for at
modtage betalingsinstrumentet (indtægtsrammen) højest kan
udgøre omkostningerne ved driften af betalingssystemet,
som opgjort af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Udbydere omfattet af abonnementsbekendtgørelsen kan ale-
ne opkræve omkostningerne fra forretningerne gennem en
årlig abonnementsmodel, hvor abonnementernes størrelse
afhænger af forretningernes transaktioner. Udgangspunktet
for fastsættelse af abonnementssatsen for den enkelte beta-
lingsmodtager er, at betalingen er opdelt i et antal interval-
ler, afhængigt af hvor mange transaktioner betalingsmodta-
ger har i et kalenderår. Det fremgår endvidere af abonne-
mentsbekendtgørelsen, at forretningernes abonnement op-
kræves én gang per kvartal bagudrettet på baggrund af det
samlede antal transaktioner fra de sidste fire kvartaler.
2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser
For mange andre betalingskort end Dankortet betaler forret-
ningerne ikke et årligt abonnement for indløsning, men beta-
ler i stedet en procentvis sats per transaktion. Det kan bl.a.
være attraktivt for mindre forretninger, der således ikke be-
høver at afholde en udgift, før omsætningen er realiseret.
Det vurderes, at erhvervsministerens nuværende beføjelser
efter lov om betalinger § 123, stk. 4 og 5, omfatter mulighed
for at fastsætte en fast abonnementsbetaling baseret på et in-
terval af transaktioner. Det vurderes derimod ikke at omfatte
en mulighed for at fastsætte regler om f.eks. procentvis beta-
ling per transaktion. Det stiller betalingsinstrumenter omfat-
tet af den gældende abonnementsregulering og de øvrige be-
talingsinstrumenter forskelligt i konkurrencen.
Det er vurderingen, at der bør kunne fastsættes regler om
andre prismodeller end abonnementsmodeller, som i højere
grad kan imødekomme behovet for en mere fleksibel pris-
model. Formålet er at sikre tidssvarende regulering og en
øget fleksibilitet til udbydere af betalingsinstrumenter om-
fattet af reguleringen.
2.5.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at erhvervsministerens beføjelser i lov om be-
talinger udvides, så ministeren får hjemmel til at fastsætte
regler om andre prismodeller end abonnementsmodeller.
Med hjemlen er det hensigten, at erhvervsministeren ændrer
abonnementsbekendtgørelsen, så bekendtgørelsen fremover
skal omfatte en mulighed for, at betalingsmodtagere kan be-
tale enten ved en fast abonnementssats eller ved en procen-
tuel opkrævning fastsat på baggrund af værdien af den en-
kelte korttransaktion.
Med brugen af ordet ”prismodel” som erstatning for ”abon-
nementsmodel” udvides erhvervsministerens beføjelser til at
omfatte muligheden for at fastsætte, at udbydere af visse ty-
per af betalingsinstrumenter kan kræve omkostningerne til
betalingssystemet dækket gennem andre opkrævningsmeto-
der end en abonnementsopkrævning. Ændringen af ministe-
rens beføjelser medfører, at ministeren kan fastsætte alterna-
tive prismodeller baseret på eksempelvis en procentsats af
transaktionsbeløbet eller en fast pris afhængig af transaktio-
nens størrelse. De angivne eksempler er ikke udtømmende.
Ændringen medfører endvidere, at opkrævningsmetoden ik-
ke er begrænset til at være baseret på transaktionsintervaller.
Lovforslaget ændrer ikke på, at udbydere omfattet af de
nærmere regler, som erhvervsministeren kan fastsætte efter
lov om betalinger § 123, stk. 4 og 5, udelukkende kan op-
kræve dækning af omkostningerne til driften af betalingssy-
stemet fra betalingsmodtagere omfattet af prismodellen.
Som konsekvensændring foreslås det endvidere at ændre er-
hvervsministerens beføjelser efter stk. 5, så ministeren kan
fastsætte nærmere regler om betalingen efter samtlige pris-
modeller omfattet af stk. 4, og ikke blot abonnementsmodel-
len.
2.6. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov
om betalinger
2.6.1. Gældende ret
Tilsynet med lov om betalinger er delt mellem Finanstilsy-
net, Forbrugerombudsmanden og Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen varetager
en del af tilsynet med lov om betalinger, jf. § 145, stk. 1.
Som udgangspunkt fungerer Konkurrence- og Forbrugersty-
relsens tilsyn efter loven i konkrete afgørelsessager uafhæn-
gigt af ministeren, der ikke inddrages i styrelsens afgørelser.
16
Sammenfattende træffer styrelsen således allerede i dag
selvstændigt afgørelser i konkrete sager om efterlevelse af
bestemmelserne i lov om betalinger.
Ministeren fungerer endvidere ikke som administrativ rekur-
sinstans i forhold til lov om betalinger. Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens afgørelser, efter lov om betalinger, er
derimod omfattet af et særligt lovbestemt rekurssystem, idet
Konkurrenceankenævnet er rekursinstansen for styrelsens
afgørelser frem for ministeren, jf. lov om betalinger, § 145,
stk. 4.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om be-
talinger er i dag formelt underlagt erhvervsministerens an-
svar. På betalingsområdet indgår Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen således i det hierarkiske system som styrelse i
Erhvervsministeriet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
tilsyn efter loven sker således efter det forvaltningsretlige
udgangspunkt, hvorefter erhvervsministeren har de sædvan-
lige overordnelsesbeføjelser inden for sit ressort.
2.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser
I forhold til konkrete afgørelsessager er praksis, at erhvervs-
ministeren som udgangspunkt ikke inddrages i Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsens afgørelser efter lov om betalin-
ger. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsynsarbejde
fungerer således som udgangspunkt i dag uafhængigt af mi-
nisteren.
Det vurderes derfor hensigtsmæssigt, at det eksplicit frem-
går af lov om betalinger, at Konkurrence- og Forbrugersty-
relsens tilsyn efter loven er uafhængigt af erhvervsministe-
ren. Det foreslås samtidig, at Konkurrencerådet fremadrettet
har det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbruger-
styrelsens administration efter loven og regler udstedt i med-
før heraf. Dette vurderes at være hensigtsmæssigt, da Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om betalin-
ger dermed vil være omfattet af de samme overordnede ram-
mer, som allerede i dag gælder i relation til konkurrencereg-
lerne. Konkurrencerådets overordnede ansvar for Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsens administration vil understre-
ge, at afgørelser skal træffes med armslængde til erhvervs-
ministeren.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil dog fortsat være un-
derlagt instruktionsbeføjelser fra ministeren i sager vedrø-
rende f.eks. forberedelse af lovgivning, almindelig minister-
betjening og bidrag til tværgående arbejde på ministerområ-
det. Dette omfatter desuden udarbejdelse af eventuelle ana-
lyser til ministeren. Det samme gælder styrelsens deltagelse
som repræsentant for Danmark i regi af forberedelse af nye
eller ændrede EU-retsakter på området.
2.6.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at det skal fremgå af lov om betalinger, at Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter § 145, stk. 1, er
uafhængigt af erhvervsministeren. Det foreslås endvidere, at
Konkurrencerådet fremadrettet har det overordnede ansvar
for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration ef-
ter lov om betalinger og regler udstedt i medfør af loven.
Konkurrencerådet vil efter forslaget ikke være underlagt er-
hvervsministeren, og ministeren vil derfor ikke have instruk-
tionsbeføjelser over for Konkurrencerådet eller Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsen vedrørende konkrete afgørelsessa-
ger. Styrelsens deltagelse i internationale fora som uafhæn-
gig tilsynsførende myndighed efter lov om betalinger vil
heller ikke være underlagt instruktionsbeføjelser fra ministe-
ren. En virkning af forslaget vil være, at Konkurrencerådet,
som et led i det overordnede ansvar for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens administration af loven, træffer beslut-
ning om oversendelse af sager til politimæssig efterforsk-
ning. Styrelsen vil dog fortsat være underlagt instruktion fra
erhvervsministeren i sager vedrørende f.eks. forberedelse af
lovgivning, almindelig ministerbetjening og bidrag til tvær-
gående arbejde på ministerområdet. Dette omfatter tillige
udarbejdelse af eventuelle analyser til ministeren, herunder
eksempelvis betalingsrapporten. Det samme gælder styrel-
sens deltagelse som repræsentant for Danmark i internatio-
nalt arbejde vedrørende forberedelse af nye eller ændrede
EU-retsakter på området.
Med lovforslaget vil Konkurrencerådet endvidere træffe af-
gørelse i sager af principiel eller særlig stor betydning, lige-
som det i dag er tilfældet efter konkurrenceloven.
Hermed vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter
lov om betalinger formelt ske inden for samme administrati-
ve ramme, som i dag gælder i relation til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens håndhævelse af bl.a. konkurrenceloven.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er således ved den dag-
lige administration af konkurrenceloven og regler udstedt i
medfør heraf uafhængig af ministeren, jf. konkurrencelo-
vens § 15, stk. 3, samt bekendtgørelse nr. 980 af 27. august
2015 om forretningsorden for Konkurrencerådet. Konkur-
rencerådet er ved administrationen af konkurrenceloven ikke
underlagt erhvervsministeren.
2.7. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens prioriteringsad-
gang i tilsynet med lov om betalinger
2.7.1. Gældende ret
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør på nuværende
tidspunkt efter fast administrativ praksis, om der er tilstræk-
kelig anledning til at undersøge eller træffe afgørelse i en
konkret sag efter lov om betalinger, herunder om sagsbe-
handlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
17
Dette sker ud fra et konkret skøn, hvor Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen bl.a. lægger vægt på hensynet til en så
effektiv anvendelse af styrelsens ressourcer på betalingsom-
rådet som muligt. Det betyder, at styrelsen i praksis har vide
beføjelser til at behandle en sag af egen drift og til at afvise
at behandle en klage.
2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsynsopgave i for-
hold til lov om betalinger er vokset gennem de seneste par
år, bl.a. som følge af implementeringen af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 om betalingstje-
nester i det indre marked, ændringen af direktiv 2002/65/EF,
2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr.
1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (2. be-
talingstjenestedirektiv) samt Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2015/751 af 29. april 2015 om interbankge-
byrer for kortbaserede betalingstransaktioner (interbankge-
byrforordningen). Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører
dermed tilsyn med væsentligt flere områder, end hvad der
har været tilfældet tidligere.
Det vurderes hensigtsmæssigt, at styrelsen kan fastholde den
hidtidige prioriteringsadgang i forhold til, hvilke tilsynssa-
ger styrelsen vil undersøge og eventuelt træffe afgørelse i.
Prioriteringsadgangen gør det muligt for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen at prioritere de sager, der eksempelvis
har størst effekt i markedet, eller hvor håndhævelse i øvrigt
vurderes at være den mest hensigtsmæssige anvendelse af
styrelsens ressourcer. For at skabe klarhed om adgangen til
at prioritere sager foreslås det at præcisere loven, så Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsen, ligesom på konkurren-
ceområdet, får en lovhjemlet beføjelse til at behandle en sag
af egen drift og til at afvise at behandle en klage.
2.7.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at loven præciseres, så Konkurrence- og For-
brugerstyrelsen får en lovhjemlet beføjelse til at behandle en
sag af egen drift og til at afvise at behandle en klage.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 31, og de specielle be-
mærkninger hertil.
2.8. Anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande
2.8.1. Gældende ret
Der gælder på nuværende tidspunkt ikke særlige regler i
Danmark for indløsning af betalinger med anonyme forud-
betalte kort udstedt i tredjelande.
2.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser
For at sikre at anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelan-
de ikke misbruges til eksempelvis finansiering af terrorisme,
bør der fastsættes et forbud mod indløsning af betalinger
foretaget med disse kort. Det skyldes, at kortene kan være
erhvervet i lande med mindre effektive kontroller til at fore-
bygge hvidvask og terrorfinansiering, hvilket indebærer en
risiko for, at kortene nemmere kan misbruges til f.eks. ter-
rorfinansiering.
I den supranationale risikovurdering fra 2019, udarbejdet at
Kommissionen, er definitionen af kontanter udstrakt til også
at omfatte kontantlignende produkter, herunder forudbetalte
kort. Risikoen for hvidvask og finansiering af terrorisme ved
brug af forudbetalte kort er derfor umiddelbart den samme
som ved brug af kontanter. Der er fra EU᾽s side fokus på
særligt udførslen af kontanter fra tredjelande. Medlemssta-
terne skal i deres nationale risikovurdering tage højde for ri-
sikoen for hvidvask og terrorfinansiering ved brug af kon-
tanter og kontantlignende produkter.
Det foreslås at forbyde indløsning af betalinger foretaget
med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande.
Med forslaget implementeres dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2018/843 af 30. maj 2018 om æn-
dring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foran-
staltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvid-
vask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring
af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU (5. hvidvaskdirek-
tiv). Direktivet giver mulighed for, at indløsning af betalin-
ger foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tred-
jelande kan undtages visse kundekendskabsprocedurer, så-
fremt betalingskortene opfylder en række betingelser. Direk-
tivet giver ligeledes mulighed for, at en medlemsstat kan
forbyde indløsning af betalinger foretaget med anonyme for-
udbetalte kort udstedt i tredjelande.
Erhvervsministeriet finder, at muligheden for at indføre et
egentlig forbud mod disse anonyme forudbetalte kort bør
udnyttes. Baggrunden for dette er den risiko, som er omtalt i
ovennævnte supranationale risikovurdering sammenholdt
med, at det vil være vanskeligt for virksomheder omfattet af
hvidvaskloven at sikre, at de betingelser, som direktivet
foreskriver skal opfyldes, efterleves, idet indløserne ikke vil
have kendskab til, under hvilke betingelser kortet er udstedt.
Det vil derfor være vanskeligt for indløserne at vurdere, om
et sådan anonymt forudbetalt kort lever op til lovens krav.
2.8.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i hvidvaskloven indsættes en ny bestem-
melse, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, hvorefter betalinger foreta-
get med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande ik-
ke må indløses i Danmark. Tilsvarende må restværdien i
kontanter eller kontanthævning af pengeværdien på sådanne
kort ikke indløses i Danmark.
18
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3, og bemærkningerne
hertil.
2.9. Undersøgelsespligten efter hvidvaskloven
2.9.1. Gældende ret
Hvidvasklovens § 25, stk. 1, pålægger virksomheder og per-
soner omfattet af hvidvaskloven en undersøgelsespligt. Un-
dersøgelsespligten indebærer, at virksomheder og personer
skal undersøge baggrunden for og formålet med alle kom-
plekse og usædvanligt store transaktioner samt alle usæd-
vanlige transaktionsmønstre, der ikke har et åbenbart økono-
misk eller lovligt formål, med henblik på at fastslå, om der
er mistanke om eller rimelig grund til at formode, at disse
har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af
terrorisme.
2.9.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Ved implementering af 4. hvidvaskdirektiv omfattede un-
dersøgelsespligten i § 25, stk. 1, både komplekse og usæd-
vanligt store transaktioner og alle usædvanlige transaktions-
mønstre og aktiviteter uden et åbenbart økonomisk eller lov-
ligt formål.
Ved implementering af 5. hvidvaskdirektiv blev ”aktivite-
ter” imidlertid ikke direkte omfattet af ordlyden ved nyaffat-
telsen af § 25, stk. 1, idet der blev foretaget en tekstnær im-
plementering af artikel 1, nr. 10, litra b, i 5. hvidvaskdirek-
tiv. Det følger imidlertid af bemærkningerne til den nyaffat-
tede § 25, stk. 1, at ”aktiviteter” er omfattet, og at det såle-
des ikke har været hensigten at foretage en materiel ændring
af bestemmelsen i denne henseende.
For at undgå nogen tvivl eller usikkerhed om retstilstanden i
forhold til undersøgelsespligten vurderes det hensigtsmæs-
sigt, at ”aktiviteter” eksplicit nævnes i lovbestemmelsen.
Det skal ses i lyset af, at undersøgelsespligten både bør om-
fatte aktiviteter og transaktioner henholdsvis transaktions-
mønstre. Der kan således være aktiviteter, som ikke har et
åbenbart økonomisk eller lovligt formål, og som ikke kan
anses som en transaktion eller et transaktionsmønster, men
som alligevel bør undersøges nærmere i forhold til mulig
hvidvask eller terrorfinansiering. På samme måde som for
transaktioner og transaktionsmønstre bør der gælde en pligt
til at undersøge mistænkelige aktiviteter for at kunne fastslå,
om der er mistanke om eller rimelig grund til at formode, at
aktiviteterne har eller har haft tilknytning til hvidvask eller
finansiering af terrorisme.
2.9.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i § 25 indsættes et nyt stk. 1, således at
undersøgelsespligten eksplicit omfatter alle komplekse og
usædvanligt store transaktioner, alle usædvanlige transakti-
onsmønstre og aktiviteter, der ikke har et åbenbart økono-
misk eller lovligt formål, med henblik på at fastslå, om der
er mistanke om eller rimelig grund til at formode, at disse
har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af
terrorisme.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 7, og bemærkningerne
hertil.
2.10. Samarbejdspligten for Erhvervsstyrelsen og Advoka-
trådet med udenlandske myndigheder
2.10.1. Gældende ret
Finanstilsynet og Spillemyndigheden har i henhold til hvid-
vaskloven pligt til og mulighed for at samarbejde med andre
tilsynsmyndigheder i EU- og EØS-lande i forhold til at fore-
tage fælles inspektioner i Danmark samt ved udførelse af
fælles tilsyn på andre EU- og EØS-landes område.
Pligten til og muligheden for samarbejdet med andre EU- og
EØS-lande følger af artikel 48, stk. 5, i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om fore-
byggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direk-
tiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv).
2.10.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Bekæmpelsen af hvidvask og terrorfinansiering er en inter-
national opgave, som ofte vil drage nytte af samarbejde på
tværs af landegrænser. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt,
at hvidvaskloven indeholder regler om muligheden for at
samarbejde med udenlandske tilsynsmyndigheder, både i
forhold til tilsynsaktiviteter i Danmark og i udlandet.
Hvidvaskloven indeholder i dag bestemmelser om Finanstil-
synets og Spillemyndighedens mulighed for at samarbejde
med kompetente myndigheder i andre EU- og EØS-lande på
de to myndigheders respektive tilsynsområder efter hvidvas-
kloven, mens der ikke er gennemført tilsvarende regler for
Erhvervsstyrelsen, som efter hvidvasklovens § 57 er tilsyns-
myndighed for revisorer, ejendomsmæglere, kunsthandlere
m.v., eller for Advokatrådet, som efter hvidvasklovens § 64
er tilsynsmyndighed for advokater.
Det er vurderingen, at der bør indføres de samme rammer
for Erhvervsstyrelsens og Advokatrådets mulighed for at
indgå i tilsynssamarbejde med myndigheder i andre EU- og
EØS-lande, som der i dag gælder for Finanstilsynet og Spil-
lemyndigheden. Det skal sikre, at Erhvervsstyrelsen og Ad-
vokatrådet kan deltage i udenlandske myndigheders tilsyns-
aktiviteter i andre EU- og EØS-lande, og at udenlandske
19
myndigheder efter aftale med Erhvervsstyrelsen eller Advo-
katrådet vil kunne deltage i tilsynsaktiviteter her i landet.
Herved muliggøres et effektivt grænseoverskridende samar-
bejde i forhold til virksomheder og personer omfattet af
hvidvaskloven, der har aktiviteter i to eller flere EU- eller
EØS-lande.
2.10.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indsætte nye bestemmelser i § 57, stk. 4-6, og
§ 64, stk. 3-5, i hvidvaskloven, hvorefter Erhvervsstyrelsen
og Advokatrådet vil få mulighed for at samarbejde med til-
synsmyndigheder i andre lande med hensyn til tilsynet med
revisorer, ejendomsmæglere, kunsthandlere og advokater ef-
ter hvidvaskloven.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 10 og 11, og bemærk-
ningerne hertil.
2.11. Ændringer som følger af disclosureforordningen
2.11.1. Gældende ret
I dag fremgår det af årsregnskabsloven, jf. lovbekendtgørel-
se nr. 838 af 8. august 2019, at store virksomheder skal sup-
plere ledelsesberetningen i deres årsregnskab med en ikke-
finansiel redegørelse for samfundsansvar, som bl.a. indehol-
der oplysninger om miljøforhold og virksomhedens arbejde
med at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens akti-
vitet, sociale forhold, personaleforhold m.v. Årsregnskabs-
loven gælder dog ikke for virksomheder, der er omfattet af
regnskabsregler fastsat ved eller i henhold til lovgivningen
for finansielle virksomheder.
For virksomheder på det finansielle område gælder dog lig-
nende oplysningskrav om samfundsansvar fastsat efter den
finansielle lovgivning. Sådanne oplysningskrav gælder for
børsnoterede finansielle virksomheder, unoterede livsforsik-
ringsselskaber (herunder tværgående pensionskasser), inve-
steringsforeninger og andre finansielle virksomheder, der på
koncernniveau har 500 eller flere ansatte.
Derudover er firmapensionskasser underlagt en forpligtelse
til at offentliggøre en redegørelse for deres investeringsprin-
cipper, herunder om og i givet fald hvordan deres investe-
ringsprincipper tager hensyn til miljømæssige, sociale og le-
delsesmæssige spørgsmål, jf. § 58 i lov om firmapensions-
kasser, jf. lovbekendtgørelse nr. 355 af 2. april 2020.
Ud over de ovennævnte regler findes der i dag ikke regler
om oplysningsforpligtelser for virksomheder på det finan-
sielle område, hvad angår hensyn til f.eks. miljømæssige,
sociale og ledelsesmæssige forhold i investerings- og råd-
givningsprocesser.
2.11.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosurefor-
ordningen) blev vedtaget i november 2019. Forordningen
skal finde anvendelse fra den 10. marts 2021, bortset fra reg-
lerne i forordningens artikel 11, stk. 1–3, som vedrører op-
lysninger i periodiske rapporter om et produkts opfyldelse af
miljømæssige eller sociale karakteristika eller samlede bæ-
redygtighedsrelaterede indvirkning. Reglerne herom skal
finde anvendelse fra den 1. januar 2022.
Disclosureforordningen gælder umiddelbart i Danmark og
skal derfor ikke gennemføres i national lovgivning. Det er
dog nødvendigt, at der med lovforslaget indføres regler, som
sikrer, at der kan føres et effektivt tilsyn med overholdelsen
af forordningen.
Formålet med disclosureforordningen er at integrere miljø-
mæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer)
i investeringsbeslutningstagning og i rådgivningsprocesser.
Dette vil styrke investorernes muligheder for at kunne sam-
menligne produkters bæredygtighed og virksomheders til-
gang til bæredygtighed. Dermed styrkes gennemsigtigheden
på området for bæredygtig finansiering med henblik på at
skabe tillid hertil, øge investeringen i bæredygtige produkter
og fremme den grønne omstilling.
Disclosureforordningen stiller krav til finansielle markeds-
deltagere og finansielle rådgivere om at integrere miljømæs-
sige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer) i de
oplysningsforpligtelser, der gælder ved investerings- og råd-
givningsprocesser.
Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. et forsikrings-
selskab, der udbyder et forsikringsbaseret investeringspro-
dukt.
Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. forsikringsformidler
eller et forsikringsselskab, der yder forsikringsrådgivning
om forsikringsbaserede investeringsprodukter.
Ved finansielle produkter forstås bl.a. en investeringsporte-
følje eller en alternativ investeringsfond.
De virksomheder, der er omfattet af disclosureforordningen,
skal overholde reglerne om finansielle markedsdeltagere,
når de producerer finansielle produkter, herunder yder porte-
føljepleje, og de skal overholde reglerne om finansielle råd-
givere, når de yder investeringsrådgivning eller forsikrings-
rådgivning. I tilfælde af at virksomheder både udøver aktivi-
teter som finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgi-
vere, bør de derfor betragtes som finansielle markedsdelta-
gere, når de handler som producenter af finansielle produk-
20
ter, og som finansielle rådgivere, når de yder forsikrings- el-
ler investeringsrådgivning.
Forordningen fastsætter bl.a. krav om, at finansielle mar-
kedsdeltagere og finansielle rådgivere på deres hjemmeside
skal offentliggøre politikker for, hvordan de i deres investe-
ringsbeslutningsproces eller i deres investerings- eller for-
sikringsrådgivning integrerer bæredygtighedsrisici, jf. arti-
kel 3, og hvorvidt de tager hensyn til negative indvirkninger
på bæredygtighedsfaktorer.
Disclosureforordningen stiller også krav til de oplysninger,
der skal gives forud for indgåelsen af en investeringsaftale.
Virksomhederne skal bl.a. i aftaler beskrive den måde, hvor-
med bæredygtighedsrisici er integreret i virksomhedernes
investeringsbeslutninger eller i investerings- eller forsik-
ringsrådgivningen, jf. artikel 6.
Desuden indfører forordningen to former for bæredygtige fi-
nansielle produkter, et produkt, der fremmer miljømæssige
eller sociale karakteristika, jf. artikel 8, og et produkt, der
har bæredygtige investeringer eller en reduktion af CO2-
emissioner som sit mål, jf. artikel 9.
For disse to typer bæredygtige finansielle produkter gælder
der yderligere oplysningsforpligtelser, som er nærmere fast-
sat i artikel 10 og 11. Finansielle markedsdeltagere skal for
hvert af de to produkter offentliggøre oplysninger om det fi-
nansielle produkts miljømæssige eller sociale karakteristika
eller dets bæredygtige investeringsmål, jf. artikel 10. Desu-
den er finansielle markedsdeltagere, som udbyder et finan-
sielt produkt med bæredygtige karakteristika eller et bære-
dygtigt formål, forpligtet til i deres periodiske rapporter at
medtage en beskrivelse af produktets samlede bæredygtig-
hedsrelaterede indvirkning eller omfanget af de miljømæssi-
ge eller sociale karakteristika ved produktet, jf. artikel 11.
For at sikre et effektivt tilsyn med disclosureforordningen
finder Erhvervsministeriet, at Finanstilsynet bør udpeges
som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af for-
ordningen. Finanstilsynet foreslås at få alle de nødvendige
tilsynsbeføjelser til at påse overholdelsen heraf. Det er bl.a.
vigtigt, at Finanstilsynet får mulighed for at reagere over for
manglende overholdelse af de oplysningsforpligtelser, som
disclosureforordningen introducerer. Herunder er det vigtigt,
at Finanstilsynet vil kunne benytte sig af de reaktionsmulig-
heder, som allerede i medfør af nuværende sektorspecifik
lovgivning udgør et led i Finanstilsynets almindelige tilsyns-
udøvelse. Finanstilsynet har i dag bl.a. mulighed for at give
påbud og påtaler for manglende overholdelse af gældende
krav og regler.
2.11.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at Finanstilsynet udpeges som kompetent myn-
dighed til at påse overholdelsen af disclosureforordningen.
På den baggrund foreslås de eksisterende tilsynsbestemmel-
ser i § 161, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., §
155, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., § 97, stk. 1, i lov om firmapensionskasser og §
22, stk. 1, i lov om forsikringsformidling tilpasset.
Med lovforslaget vil Finanstilsynet bl.a. kunne give påbud
eller påtaler for manglende overholdelse af de krav, som dis-
closureforordningen stiller til virksomhedernes oplysnings-
forpligtelser.
Det foreslås endvidere at tilpasse § 179, stk. 1, i lov om in-
vesteringsforeninger m.v., § 104, stk. 1, i lov om firmapen-
sionskasser og § 36, stk. 1, i lov om forsikringsformidling
om, hvem der kan anses for at være parter i forhold til de af-
gørelser, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe over
for virksomheder i medfør af disclosureforordningen.
Endelig foreslås det at tilpasse § 189 i lov om investerings-
foreninger m.v., § 189 i lov om forvaltere af alternative in-
vesteringsfonde m.v., § 112, stk. 1, i lov om firmapensions-
kasser og § 37, stk. 1, i lov om forsikringsformidling, hvor-
efter afgørelser truffet i medfør af disclosureforordningen
vil kunne indbringes for Erhvervsankenævnet.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 3-5, § 5, nr.
3-4, § 6, nr. 5-7, og § 7, nr. 1-3, og bemærkningerne hertil.
2.12. Forvaltere af AIF-SIKAV’er og AIF-Værdipapirfonde
2.12.1. Gældende ret
Det følger af lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., at virksomheder, der forvalter en eller flere al-
ternative investeringsfonde, skal have tilladelse af Finanstil-
synet, såfremt en af to følgende tærskelværdier overskrides:
1) aktiverne i de alternative investeringsfonde sammenlagt
overstiger en værdi svarende til 100 mio. euro, eller 2) 500
mio. euro, såfremt virksomheden udelukkende forvalter al-
ternative investeringsfonde, der ikke har gearet sine investe-
ringer, og ingen investorer i fondene har ret til at blive ind-
løst i en periode på minimum 5 år efter datoen for den oprin-
delige investering i hver af fondene.
Tærskelværdierne gælder ikke for forvaltere af en eller flere
kapitalforeninger, forvaltere af en eller flere investorfra-
dragsfonde og selvforvaltende investorfradragsfonde. Disse
forvaltere skal derfor altid have tilladelse. Det skyldes, at Fi-
nanstilsynet skal kunne føre tilsyn med forvalterens eller
den selvforvaltende investorfradragsfonds likviditets- og ri-
sikostyring. Endvidere kan Finanstilsynet føre tilsyn med
øvrige bestemmelser i lov om forvaltere af alternative inve-
steringsfonde m.v., herunder kravet om, at alternative inve-
21
steringsfonde, der forvaltes af en forvalter med tilladelse el-
ler er selvforvaltende, skal have en depositar.
Med lov nr. 706 af 8. juni 2018 om ændring af lov om finan-
siel virksomhed, hvidvaskloven, lov om forvaltere af alter-
native investeringsfonde m.v. og forskellige andre love blev
AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde sat ind i lov om
forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. som to nye
typer alternative investeringsfonde.
En AIF-SIKAV er en alternativ investeringsfond, som er
stiftet efter reglerne i afsnit VIII i lov om forvaltere af alter-
native investeringsfonde m.v. En AIF-SIKAV er et selskab
med en eller flere investorer, hvis vedtægter angiver, at sel-
skabet er en alternativ investeringsfond med variabel kapi-
tal, og som har udpeget en forvalter, der har tilladelse til at
administrere alternative investeringsfonde, og som har an-
svaret for at forvalte AIF-SIKAV’en.
En AIF-værdipapirfond er en alternativ investeringsfond,
som er etableret af en forvalter af alternative investerings-
fonde, der har tilladelse til at administrere alternative inve-
steringsfonde, og hvis fondsbestemmelser angiver, at fonden
er en AIF-værdipapirfond. En AIF-værdipapirfond er en
selvstændig økonomisk enhed.
Det følger af lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., at AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde skal
forvaltes af en forvalter af alternative investeringsfonde med
tilladelse.
2.12.2. Erhvervsministeriets overvejelser
I lighed med forvaltere af kapitalforeninger, forvaltere af in-
vestorfradragsfonde m.v. bør forvaltere af AIF-SIKAV’er
og AIF-værdipapirfonde være omfattet af undtagelsen til
tærskelværdier i lov om forvaltere af alternative investe-
ringsfonde m.v. Det vil medføre, at disse forvaltere altid
skal have en tilladelse, uanset værdien af aktiverne i AIF-SI-
KAV’en eller AIF-værdipapirfonden. Reglen skal sikre in-
vestorbeskyttelse, idet Finanstilsynet vil kunne føre tilsyn
med forvalterens likviditets- og risikostyring. Endvidere vil
Finanstilsynet kunne føre tilsyn med overholdelse af øvrige
bestemmelser i lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., herunder kravet om, at alternative investerings-
fonde, der forvaltes af en forvalter med tilladelse skal have
en depositar.
2.12.3. Den foreslåede ordning
Med lovforslaget foreslås det, at forvaltere af AIF-SI-
KAV’er og AIF-værdipapirfonde omfattes af § 6, stk. 4, i
lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.,
hvorved tærskelværdierne i § 6, stk. 1, ikke gælder for disse
forvaltere.
Forslaget vil medføre, at forvalteren af AIF-SIKAV’er og
AIF-værdipapirfonde altid skal have tilladelse fra Finanstil-
synet til at forvalte AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde,
uanset værdien af aktiverne i AIF-SIKAV’en eller AIF-vær-
dipapirfonden. Det svarer til den gældende regel for forval-
tere af kapitalforeninger, investorfradragsfonde og selvfor-
valtende investorfradragsfonde, jf. § 6, stk. 4, i lov om for-
valtere af alternative investeringsfonde m.v.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5, nr. 1, samt be-
mærkningerne hertil.
2.13. Bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for an-
satte hos forvaltere af alternative investeringsfonde
2.13.1. Gældende ret
Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. in-
deholder ikke en bestemmelse, der giver erhvervsministeren
bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos
forvaltere af alternative investeringsfonde.
Det følger af § 8, stk. 5, 1. pkt., i lov om forvaltere af alter-
native investeringsfonde m.v., at såfremt en forvalter har til-
ladelse til at udføre de aktiviteter, som er nævnt i lovens bi-
lag 1, nr. 3, finder § 43, § 71, stk. 3, og § 72 i lov om finan-
siel virksomhed tilsvarende anvendelse på forvalterens udfø-
relse af disse tjenesteydelser.
Det fremgår af § 43, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at
erhvervsministeren kan fastsætte regler om kompetencekrav
for ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, fonds-
mæglerselskaber, filialer af udenlandske pengeinstitutter og
investeringsselskaber samt tilknyttede agenter omfattet af §
9 a, der yder rådgivning om finansielle instrumenter. Mini-
steren fastsætter endvidere regler om kompetencekrav for
ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som præ-
senterer, tilbyder, rådgiver om eller administrerer boligkre-
ditaftaler.
Denne bemyndigelse er bl.a. udnyttet ved bekendtgørelse nr.
864 af 23. juni 2017 om kompetencekrav til ansatte, der
yder investeringsrådgivning og formidler information om
visse investeringsprodukter, herefter kompetencekravsbe-
kendtgørelsen.
2.13.2. Erhvervsministeriets overvejelser
En forvalter af alternative investeringsfonde kan få tilladelse
af Finanstilsynet til at udøve investeringsrådgivning. Forval-
tere af alternative investeringsfonde er imidlertid i dag ikke
omfattet af anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendt-
gørelsen.
22
Hvis en forvalter af alternative investeringsfonde med tilla-
delse til at yde investeringsrådgivning yder investeringsråd-
givning til detailinvestorer, bør de ansatte hos forvalteren
også være omfattet af de krav til kompetencer m.v., der er
fastsat i kompetencekravsbekendtgørelsen. Det er ud fra et
hensyn til investorbeskyttelsen. Kompetencekravsbekendt-
gørelsen fastsætter bl.a. krav til, at virksomheden skal sikre,
at dens ansatte, som yder investeringsrådgivning, har den
fornødne erfaring, uddannelse og kompetencer til at yde en
forsvarlig rådgivning til detailkunder.
Forvaltere af alternative investeringsfonde er reguleret i lov
om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. og ikke i
lov om finansiel virksomhed. Forvaltere af alternative inve-
steringsfonde kan derfor ikke skrives ind i bestemmelser i
lov om finansiel virksomhed, da de ikke er omfattet af lo-
vens anvendelsesområde.
Det vurderes derfor hensigtsmæssigt at indsætte en bemyn-
digelse i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde
m.v., så erhvervsministeren kan fastsætte kompetencekrav
for ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde i
kompetencekravsbekendtgørelsen.
Med en bemyndigelse i lov om forvaltere af alternative in-
vesteringsfonde m.v. kan anvendelsesområdet i kompeten-
cekravsbekendtgørelsen udvides til også at omfatte forvalte-
re af alternative investeringsfonde med tilladelse til at yde
investeringsrådgivning. Det vil øge investorbeskyttelsen for
detailinvestorer, da de ansatte i et investeringsforvaltnings-
selskab, som yder investeringsrådgivning til detailkunder,
vil skulle have de fornødne kompetencer til at yde en for-
svarlig investeringsrådgivning til detailkunder.
Bemyndigelsesbestemmelsen svarer til den gældende be-
myndigelse i § 43, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed,
hvorefter kompetencekravsbekendtgørelsens anvendelses-
område omfatter pengeinstitutter m.v.
2.13.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om
kompetencekrav til ansatte hos forvaltere af alternative inve-
steringsfonde. Bemyndigelsen anvendes til at omfatte for-
valtere af alternative investeringsfonde med tilladelse til at
yde investeringsrådgivning i henhold til kompetencekravs-
bekendtgørelsen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5, nr. 2, samt be-
mærkningerne hertil.
2.14. Ophævelse af krav om, at mulighed for etablering af
andelsklasser skal fremgå af afdelingers navne
2.14.1. Gældende ret
Det følger af § 18, stk. 1, i lov om investeringsforeninger
m.v., at vedtægterne eller fondsbestemmelserne i en dansk
UCITS kan indeholde bestemmelser om, at den danske
UCITS’ afdelinger kan opdeles i andelsklasser, og at besty-
relsen kan etablere andelsklasser i en afdeling. I en beståen-
de afdeling i en investeringsforening eller SIKAV skal afde-
lingens investorer dog først på en generalforsamling have
truffet beslutning om, at afdelingen kan opdeles i andels-
klasser. Er der tale om en værdipapirfond, er det bestyrelsen
for værdipapirfondens investeringsforvaltningsselskab eller
administrationsselskab, der træffer beslutningen. Det skal
fremgå af afdelingens navn, hvis bestyrelsen kan etablere
andelsklasser i afdelingen.
Danske UCITS er investeringsforeninger, SIKAV’er (sel-
skaber for investering med kapital, der er variabel) og vær-
dipapirfonde.
2.14.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Reglerne om etablering af andelsklasser i afdelinger i dan-
ske UCITS er nationale regler. Formålet med at indføre an-
delsklasser var at give danske UCITS mulighed for produkt-
udvikling og sikre, at de danske investeringsforeninger var
konkurrencedygtige på det europæiske marked.
Etablering af andelsklasser giver mulighed for at underopde-
le afdelinger i investeringsforeninger, så investorerne kan
vælge at investere i forskellige andelsklasser under den
samme afdeling. Andelsklasserne har forskellige karakteri-
stika og kan dermed målrettes bestemte typer investorer.
Bestemmelsen om at det skal fremgå af afdelingens navn,
hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i afdelingen, blev
indført af hensyn til styring af administrative systemer i
SKAT.
SKAT har oplyst til Finanstilsynet, at der ikke længere er
tekniske eller administrative årsager til opretholdelse af kra-
vet om, at det af afdelingens navn fremgår, hvis bestyrelsen
kan etablere andelsklasser i afdelingen.
Erhvervsministeriet finder det på den baggrund hensigts-
mæssigt at ophæve kravet. Det vil også gøre det lettere at
ændre afdelingens navn, hvis afdelingen fremadrettet skal
kunne have andelsklasser, eller hvis der ikke længere skal
kunne være andelsklasser i afdelingen.
2.14.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at § 18, stk. 1, 4. pkt., i lov om investeringsfor-
eninger m.v. ophæves.
23
Den foreslåede ændring vil medføre, at det fremadrettet ikke
længere skal fremgå i afdelinger i danske UCITS’ navne, at
der kan etableres andelsklasser i den pågældende afdeling.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 2, samt be-
mærkningerne hertil.
2.15. Ændringer som følge af oprettelse af CO2-benchmarks
for lille CO2-effekt og bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger om benchmarks
2.15.1. Gældende ret
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1011/EU af
8. juni 2016 om indeks, der bruges som benchmarks i finan-
sielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med hen-
blik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater
(benchmarkforordningen), fastsætter en retlig ramme og
dermed harmoniserede fælleseuropæiske regler for fastsæt-
telse af benchmarks på EU-plan.
Forordningen stiller en række krav til benchmarks integritet
og pålidelighed, herunder governance- og kontrolkrav for
administratorer og stillere af benchmarks, regler for inputda-
ta, metodologi og indberetning af overtrædelser samt krav
om adfærdskodeks for stillere af benchmarks. Der stilles og-
så visse krav til gennemsigtighed og forbrugerbeskyttelse.
Kravene varierer mellem forskellige typer af benchmarks.
Der gælder eksempelvis særlige krav til benchmarks baseret
på regulerede data, rentebenchmarks og råvarebenchmarks,
ligesom der gælder forskellige krav for øvrige benchmarks,
alt efter hvor vigtigt et givent benchmark er for den finan-
sielle stabilitet, herunder om de er væsentlige eller ikke-væ-
sentlige i henhold til fastlagte kriterier. Der stilles særligt
skærpede krav for de benchmarks, som har den største be-
tydning for de europæiske finansielle markeder, såkaldte
kritiske benchmarks.
Endelig stilles der krav til godkendelse eller registrering af
samt tilsyn med administrator.
Finanstilsynet er udpeget som den kompetente myndighed,
der påser overholdelsen af benchmarkforordningen. Finans-
tilsynet fører hermed tilsyn med benchmarkadministratorer
og deres overholdelse af kravene til bl.a. metodologien, der
anvendes ved fastlæggelse af benchmarks.
Der har ikke tidligere været EU-retlige regler for at udbyde
lavemissions- eller klimabenchmarks. Der er heller ikke i
Danmark fastsat krav for benchmarkadministratorer, der ud-
byder eller ønsker at udbyde indeks, der bidrager til en ned-
bringelse af CO2-emission ved at have en benchmarkporte-
følje, der er i et dekarboniseringsforløb, eller et indeks, hvis
CO2-emissioner er tilpasset målene i Parisaftalen.
2.15.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2089/EU af
27. november 2019 om ændring af forordning
2016/1011/EU (benchmarkforordningen), for så vidt angår
EU-benchmarks for klimaovergangen, Paristilpassede EU-
benchmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om
benchmarks (ændringsforordningen), blev vedtaget i novem-
ber 2019. Ændringsforordningen er trådt i kraft den 10. de-
cember 2019. I henhold til forordningens artikel 1, nr. 3,
skal benchmarkadministratorer, der udbyder et EU-bench-
mark for klimaovergang eller et Paristilpasset EU-bench-
mark, senest den 30. april 2020 overholde benchmarkforord-
ningens krav.
Med ændringsforordningen indsættes der i benchmarkfor-
ordningen bestemmelser, der introducerer to nye typer ben-
chmarks og fastlægger minimumskrav på EU-plan for disse
to typer benchmarks, som er EU-benchmarks for klimaover-
gangen og Paristilpassede EU-benchmarks. Administratorer
af de to typer benchmarks skal opfylde benchmarkforord-
ningens krav. De to benchmarks skal gøre det nemmere og
sikrere for investorer og forbrugere bl.a. at finde CO2-af-
trykket for deres investeringer.
Ved EU-benchmarks for klimaovergangen forstås ben-
chmarks, hvis underliggende aktiver sammensættes således,
at den deraf følgende benchmarkportefølje følger et dekar-
boniseringsforløb, og hvor der offentliggøres mål og frem-
skridt vedrørende nedbringelse af CO2-emissioner på datter-
selskabsniveau. Derudover må aktiviteterne i benchmarkets
underliggende aktiver ikke væsentligt skade andre ESG-mål.
Ved Paristilpassede EU-benchmarks forstås benchmarks,
hvis underliggende aktiver skal være sammensat på en sådan
måde, at den deraf følgende benchmarkporteføljes CO2-
emissioner er tilpasset målene i Parisaftalen. Aktiviteter i
forbindelse med disse benchmarks underliggende aktiver må
ikke i væsentlig grad skade andre miljømæssige, sociale el-
ler ledelsesmæssige (ESG) mål.
Ved et dekarboniseringsforløb forstås et målbart, videnska-
beligt baseret og tidsbundet forløb i retning af tilpasning til
målene i Parisaftalen ved en nedbringelse af nærmere angiv-
ne typer CO2-emissioner.
Ved en administrator forstås en juridisk eller fysisk person,
der fører kontrol med leveringen af benchmarks, herunder
administrerer ordningerne for fastlæggelse af benchmarks,
indsamler og analyserer inputdataene, fastlægger benchmar-
ket og offentliggør det.
Det fremgår af ændringsforordningen, at et stigende antal
investorer forfølger lavemissionsinvesteringer og bruger
24
benchmarks for lille CO2-effekt til at måle resultaterne af
investeringsporteføljer.
Ændringsforordningen vil understøtte denne udvikling ved
at harmonisere tilgangen til benchmarks for lille CO2-effekt,
som ellers kan være en hindring for det indre marked.
For at sikre et effektivt tilsyn med EU-benchmarks for kli-
maovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks er det
vurderingen, at det er vigtigt, at Finanstilsynet bliver tillagt
alle de nødvendige tilsynsbeføjelser til at påse overholdelsen
af kravene til disse to typer benchmarks, og at Finanstilsynet
får mulighed for at reagere over for manglende overholdelse
heraf.
2.15.3. Den foreslåede ordning
Ændringsforordningen ændrer i benchmarkforordningen og
bestemmer, at medlemslandene skal have en beføjelse til at
sanktionere overtrædelser af artikler om EU-benchmarks for
klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks.
Det fremgår af benchmarkforordningen, at der skal anven-
des administrative sanktioner samt bødestraf ved overtræ-
delser af forordningen. Medlemslandene kan dog beslutte
ikke at fastsætte regler for administrative sanktioner for
overtrædelser, der er underlagt strafferetlige sanktioner.
Benchmarkforordningen gælder umiddelbart i Danmark og
skal derfor ikke gennemføres i national lovgivning. Det er
dog nødvendigt, at der med lovforslaget indføres regler i lov
om kapitalmarkeder, der sikrer, at Finanstilsynet kan føre et
effektivt tilsyn med overholdelsen af krav til EU-ben-
chmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-ben-
chmarks.
På den baggrund foreslås det med lovforslaget, at overtræ-
delser af benchmarkforordningens krav til EU-benchmarks
for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks vil
kunne medføre bødestraf.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 2, samt be-
mærkningerne til denne bestemmelse.
2.16. Outsourcing for en operatør af et reguleret marked,
der driver en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller en
organiseret handelsfacilitet (OHF)
2.16.1. Gældende ret
Outsourcing dækker over situationer, hvor en virksomhed
vælger at få en leverandør til at varetage opgaver på virk-
somhedens vegne, fremfor at opgaverne varetages internt i
den enkelte virksomhed. Outsourcingreglerne på kapitalmar-
kedsområdet har overordnet til formål at sikre, at en opera-
tør af et reguleret marked fortsat bærer ansvaret for de opga-
ver, der udføres hos leverandøren i tilfælde af outsourcing,
samt at sikre, at Finanstilsynet fortsat kan udøve et effektivt
tilsyn. Reglerne fastsætter således, hvordan operatøren skal
sikre, at en opgave varetages i henhold til gældende lovgiv-
ning, selvom den er henlagt til en leverandør.
Ved lov nr. 641 af den 19. marts 2020, som trådte i kraft den
1. juli 2020, er reglerne for outsourcing blevet ændret. Ved
lovændringen blev operatører af regulerede markeder omfat-
tet af de samme nationale regler om outsourcing, som
samtidig blev indført for kreditinstitutter m.fl. For at harmo-
nisere bemyndigelsesbestemmelserne blev § 62 i lov om ka-
pitalmarkeder nyaffattet, så bestemmelsen har samme ord-
lyd som den tilsvarende bemyndigelsesbestemmelse i § 72 a
i lov om finansiel virksomhed, som ligeledes blev nyaffattet
ved lov nr. 641 af den 19. marts 2020.
§ 62 i lov om kapitalmarkeder gælder for en operatør af et
reguleret marked. Bestemmelsen giver mulighed for, at en
operatør af et reguleret marked kan outsource en proces, en
tjenesteydelse eller en aktivitet, som operatøren ellers selv
ville udføre, til en leverandør. Desuden indeholder bestem-
melsen en bemyndigelse til erhvervsministeren, hvorved mi-
nisteren vil kunne fastsætte krav til virksomhedens ledelses-
ordninger, ansvar, risikostyring, overvågning, kontrol og
rapportering i tilknytning til outsourcing til en leverandør.
Erhvervsministeren vil desuden kunne fastsætte nærmere
krav til virksomhedens interne retningslinjer, outsourcing-
kontrakten, krav til håndtering af eventuelle interessekon-
flikter og krav, som en leverandør eller en underleverandør
skal opfylde. Desuden vil ministeren kunne fastsættes nær-
mere regler om outsourcingvirksomhedernes pligt til at un-
derrette Finanstilsynet om outsourcing.
Bemyndigelsen er blevet anvendt til at udstede bekendtgø-
relse nr. 877 af 12. juni 2020 om outsourcing for kreditinsti-
tutter m.v.
Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. juli 2020 og finder an-
vendelse på pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæg-
lerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, sparevirk-
somheder, fælles datacentraler, operatører af regulerede
markeder, e-pengeinstitutter, betalingsinstitutter og Dan-
marks Skibskredit A/S, når virksomheden gør brug af out-
sourcing.
Bekendtgørelsen implementerer ”Retningslinjer for outsour-
cing”, som er udstedt af Den Europæiske Banktilsynsmyn-
dighed (EBA).
Bekendtgørelsen indeholder bl.a. bestemmelser, der fastsæt-
ter krav til ledelse og styring af outsourcing, krav ved vide-
reoutsourcing, krav til outsourcing-kontrakten og dokumen-
tationskrav.
25
2.16.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Det fremgår af § 62, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at reg-
lerne om outsourcing gælder for en operatør af et reguleret
marked. En operatør af et reguleret marked kan imidlertid
også få særskilt tilladelse til at drive en multilateral handels-
facilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF),
jf. § 86 i lov om kapitalmarkeder. Derfor bør det præciseres
i loven, at reglerne om outsourcing også finder anvendelse
for en operatør af et reguleret marked, der driver en MHF el-
ler en OHF.
Alle multilaterale systemer skal drives i form af et reguleret
marked, en MHF eller en OHF. Drift af et reguleret marked
er betinget af en række organisatoriske og driftsmæssige
krav og kræver tilladelse som operatør af et reguleret mar-
ked. Drift af MHF’er og OHF’er er ligeledes betinget af en
række organisatoriske og driftsmæssige krav og kræver tilla-
delse som enten en operatør af et reguleret marked eller til-
ladelse som fondsmæglerselskab.
De driftsmæssige krav til MHF’er og OHF’er afspejler i høj
grad de tilsvarende regler for regulerede markeder. Overord-
net er de organisatoriske og driftsmæssige krav dog mere
detaljerede for regulerede markeder end reglerne for en
MHF og en OHF. Driften af en OHF adskiller sig fra en
MHF ved, at den er begrænset til handel med obligationer,
strukturerede finansielle produkter, emissionskvoter og deri-
vater. Det vil sige, at aktier ikke kan handles på en OHF, da
det alene er ikkeaktielignende instrumenter, der kan handles
her.
Desuden kan en MHF registreres som et SMV-vækstmar-
ked. SMV-vækstmarkedets regelgrundlag er tilpasset små
og mellemstore udstedere.
Det skyldes, at de aktiviteter, som en MHF eller en OHF ud-
fører, ikke væsentligt adskiller sig fra de aktiviteter, som et
reguleret marked udfører.
Fremover bør reglerne i § 62, stk. 2, og regler fastsat i med-
før af § 62, stk. 3, således også gælde, hvis en operatør af et
reguleret marked foretager outsourcing vedrørende driften af
en MHF eller en OHF.
2.16.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at § 62 i lov om kapitalmarkeder præciseres så-
ledes, at reglerne om outsourcing også finder anvendelse for
en operatør af et reguleret marked, som driver en MHF eller
OHF. Det vil betyde, at når en operatør af et reguleret mar-
ked foretager outsourcing af driften af en MHF eller OHF,
vil reglerne om outsourcing gælde på samme vis, som de al-
lerede gør i dag, når operatøren outsourcer drift af et regule-
ret marked.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 1, samt be-
mærkningerne hertil.
2.17. Digital ansøgning i forbindelse med autorisationer
2.17.1. Gældende ret
Forsikringsformidlere og genforsikringsformidlere skal efter
§ 3 i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr.
378 af 2. april 2020, ansøge Finanstilsynet om tilladelse til
at udøve forsikringsdistribution og genforsikringsdistributi-
on. Virksomheder kan få tilladelse til at udøve forsikrings-
formidling, bl.a. når virksomhedens bestyrelse og direktion
eller de ledelsesansvarlige opfylder krav til ledelse og ind-
retning af virksomheden, når virksomheden har en ansvars-
forsikring eller anden tilsvarende garanti mod erstatnings-
krav, og når virksomheden har truffet foranstaltninger for at
beskytte kunderne mod manglende betalingsevne hos for-
midleren.
Accessoriske forsikringsformidlere skal efter § 4 i lov om
forsikringsformidling registreres hos Finanstilsynet, inden
formidleren påbegynder sin virksomhed. Før virksomheden
kan registreres, skal den dokumentere at opfylde de samme
betingelser som en virksomhed, der vil udøve forsikringsfor-
midling eller genforsikringsformidling, idet der dog ikke
stilles de samme krav til ledelsen og indretningen af virk-
somheden.
Virksomheder, der rådgiver om finansielle produkter, skal
have tilladelse som finansiel rådgiver for at udøve den på-
gældende virksomhed. På samme måde skal en virksomhed,
der yder rådgivning eller formidler boligkreditaftaler til for-
brugere, have tilladelse som boligkreditformidler. Endelig
skal en virksomhed, der yder investeringsrådgivning, have
tilladelse som investeringsrådgiver. Finanstilsynet kan give
tilladelse efter § 3 i lov om finansielle rådgivere, investe-
ringsrådgivere og boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørel-
se nr. 1160 af 19. september 2018, hvis virksomhederne op-
fylder kriterierne efter § 3, stk. 3, herunder dokumenterer
forretningsgange på væsentlige aktivitetsområder. Endvide-
re skal virksomhedens ledelse opfylde de gældende krav til
egnethed og hæderlighed, ligesom virksomheden skal frem-
vise dokumentation for ansvarsforsikring eller anden tilsva-
rende garanti mod erstatningskrav.
Forbrugslånsvirksomheder skal efter § 3 i lov om forbrugs-
lånsvirksomheder, jf. lov nr. 450 af 24. april 2019, have til-
ladelse af Finanstilsynet til at drive virksomhed. Finanstilsy-
net giver tilladelse til virksomheder, der bl.a. dokumenterer
tilstrækkelige forretningsgange for efterlevelse af redelig
forretningsskik og god praksis for kreditværdighedsvurde-
ring og identifikation af målgrupper. Endvidere skal ledel-
sen opfylde lovens krav til egnethed og hæderlighed.
26
Endelig skal selskaber, der erhvervsmæssigt køber eller sæl-
ger pantebreve i fast ejendom, herunder erhvervsmæssigt
sælger pantebreve eller yder boligkreditaftaler, godkendes af
Finanstilsynet efter § 3 i lov om ejendomskreditselskaber, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1045 af 14. oktober 2019. Finanstilsy-
net giver tilladelse til selskaber, der drives som et anparts-
eller aktieselskab, hvor ledelsen opfylder lovens krav til eg-
nethed og hæderlighed, og hvor personen i selskabet, som er
ansvarlig for handel med pantebreve og kreditgivning, op-
fylder betingelserne i § 3, nr. 4 og 5, og § 5.
Ansøgning om tilladelse til at udøve virksomhed indsendes i
praksis elektronisk ved, at virksomheden ved brug af Nem-
ID via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk indsender ansøgningsskema og tilhørende bi-
lag. Finanstilsynet skal senest tre måneder fra modtagelsen
af den nødvendige dokumentation træffe afgørelse i sagen.
2.17.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Som led i den fælles offentlige digitaliseringsstrategi er der
indført digitale selvbetjeningsløsninger for personer og virk-
somheder på en lang række områder, herunder på Finanstil-
synets selvbetjeningsløsning på www.virk.dk. Det bevirker,
at virksomheder skal indsende deres ansøgninger, indberet-
ninger m.v. elektronisk via www.virk.dk ved brug af Nem-
ID. Dette gælder også virksomheder, der ønsker tilladelse til
at udøve virksomhed med forsikringsformidling, investe-
ringsrådgivning m.v.
Det vurderes, at de gældende regler ikke klart indeholder en
forpligtelse for virksomhederne til at ansøge elektronisk via
www.virk.dk, hvorfor denne forpligtelse bør tydeliggøres.
Der er derfor behov for at ændre de gældende regler for
autorisationsansøgninger til Finanstilsynet. Det bør i samme
forbindelse præciseres, at i de tilfælde hvor virksomheden
undtagelsesvist ikke kan foretage anmeldelsen elektronisk
via www.virk.dk, skal anmeldelse ske ved indsendelse af Fi-
nanstilsynets anmeldelsesblanket vedlagt de nødvendige op-
lysninger.
2.17.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at ændre en række love, hvor der skal søges om
tilladelse hos Finanstilsynet til at drive virksomhed. Det dre-
jer sig om lov om forsikringsformidlere, lov om finansielle
rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere, lov
om forbrugslånsvirksomheder og lov om ejendomskreditsel-
skaber. Med forslaget præciseres det, at ansøgning til Fi-
nanstilsynet om tilladelse til at udøve den pågældende virk-
somhed skal ske elektronisk via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning på www.virk.dk. Det foreslås endvidere, at i de
tilfælde hvor virksomheden undtagelsesvist ikke har mulig-
hed for at indsende ansøgningen via www.virk.dk, er virk-
somheden forpligtet til at anvende Finanstilsynets anmeldel-
sesblanket på www.virk.dk.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 6, nr. 2 og 3, § 8, nr.
2, § 9, nr. 1, og § 10, nr. 2, samt bemærkningerne hertil.
2.18. Vækstfondens finansieringsmuligheder
2.18.1. Gældende ret
Vækstfonden har ifølge § 17, stk. 1, i lov nr. 691 af 8. juni
2018 om Vækstfonden mulighed for at optage genudlån hos
Danmarks Nationalbank inden for en samlet ramme på mak-
simalt 1 mia. kr., der skal sikre Vækstfondens aktiviteter,
hvis Vækstfondens likviditet kommer under pres i tilfælde
af lavkonjunktur eller et frosset venturemarked. Denne ad-
gang er givet som opfølgning på den fastlagte udbyttepolitik
for Vækstfonden, der følger af den politiske aftale om ud-
vikling af Nordsøen af 22. marts 2017.
Vækstfonden har ikke hjemmel til at optage genudlån ud
over dette likviditetsberedskab. I stedet må Vækstfonden op-
tage lån på det private marked til finansiering af sine aktivi-
teter, jf. § 16, stk. 2. Vækstfonden har adgang til at optage
finansiering til administration af visse, men ikke alle, ord-
ninger, som er skrevet ind i lov om Vækstfondens § 16, her-
under syndikeringslån i stk. 3, accelerationspuljen i stk. 4,
Dansk Vækstkapital i stk. 6 og Dansk Vækstkapital II i stk.
7.
Den bevillingsmæssige hjemmel til Vækstfondens finansie-
ring af ordninger, der ikke fremgår af loven, er etableret
særskilt ved aktstykke og optagelse af tekstanmærkninger på
Finansloven. Den nærmere regulering af de i lov om Vækst-
fonden nævnte ordninger, såvel som ordninger med særskilt
bevillingsmæssig hjemmel, er fastlagt ved administrations-
aftale eller bekendtgørelse med hjemmel i § 9 i lov om
Vækstfonden.
2.18.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Vækstfonden finansierer i dag en række af sine aktiviteter
gennem en statsgaranteret låneramme, som giver Vækstfon-
den mulighed for at optage lån i det private marked med en
tilknyttet statsgaranti.
I modsætning hertil finansierer en række andre statslige sel-
skaber primært deres aktiviteter ved genudlån gennem Dan-
marks Nationalbank. Ved genudlån optager selskabet lån di-
rekte hos staten. Låneprovenuet udbetales fra statens konto,
og det afledte finansieringsbehov dækkes ved løbende ud-
stedelser i statens lånepapirer.
I de senere år er der generelt sket et skifte fra statsgarantere-
de lånerammer mod genudlån for at effektivisere statens
samlede låneoptag. I forlængelse heraf vurderes det hen-
sigtsmæssigt, at en række aktiviteter i Vækstfonden, der i
dag finansieres ved låneoptag i markedet, fremover får mu-
lighed for også at kunne finansieres via statsligt genudlån
27
gennem Danmarks Nationalbank i det omfang, der er etable-
ret bevillingsmæssig hjemmel hertil. Formålet er således at
sikre Vækstfonden en mere fleksibel adgang til likviditet og
ikke at øge Vækstfondens samlede mulighed for at optage
lån.
Vækstfonden fik med den politiske aftale om udvikling af
Nordsøen af 22. marts 2017 adgang til genudlån i form af et
likviditetsberedskab på 1 mia. kr. Med nærværende forslag
til ændring af lov om Vækstfonden lægges der op til at sup-
plere dette beredskab med en mere generel adgang til gen-
udlån, i det omfang der er eller fremover etableres særskilt
bevillingsmæssig hjemmel hertil.
Foruden adgang til genudlån foreslås det, at opremsningen
af en række enkeltordninger, der administreres af Vækstfon-
den, og hvor Vækstfonden har fået mulighed for at optage
statsgaranterede lån, skrives ud af loven. Der tilsigtes ingen
ændringer i Vækstfondens mulighed for låneoptag i den for-
bindelse. Ordningerne vil således fortsat være hjemlet bevil-
lingsmæssigt, ligesom der i en række tilfælde er udstedt be-
kendtgørelser i medfør af § 9 i lov om vækstfonden, der
nærmere fastlægger rammerne for ordningerne. Ændringen
har dels til formål at skabe øget fleksibilitet i forbindelse
med etablering eller ændring af ordninger og dels at skabe
konsistens, da en række ordninger, der i dag er lagt til admi-
nistration i Vækstfonden, ikke fremgår af loven, men i ste-
det er etableret med særskilt bevillingsmæssig hjemmel og
bekendtgørelse. Forslaget skal ses i sammenhæng med, at
nye ordninger i Vækstfonden i højere grad end tidligere bli-
ver reguleret ved bekendtgørelser frem for administrations-
aftaler. Det skaber en gennemsigtighed omkring ordninger-
ne, hvilket var et af de bærende argumenter for at lade ord-
ningerne fremgå af lov om Vækstfonden.
2.18.3. Den foreslåede ordning
Med lovforslaget foreslås det, at Vækstfonden gives adgang
til at optage lån i markedet eller genudlån i det omfang, der
etableres særskilt bevillingsmæssig hjemmel til det.
Herudover skrives opremsningen af en række enkeltordnin-
ger ud af loven. Der tilsigtes i den forbindelse ingen ændrin-
ger i Vækstfondens muligheder for at optage lån men alene
at sikre et strømlinet lovgrundlag, der ikke forældes, i takt
med at ordninger oprettes, justeres og nedlægges.
Den foreslåede ændring af § 16, stk. 2, vil medføre, at
Vækstfonden, foruden den eksisterende adgang til at optage
lån i markedet, fremover vil få adgang til at finansiere sine
aktiviteter ved statsligt genudlån.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekven-
ser for det offentlige
Lovforslaget vurderes at medføre et øget ressourcebehov for
Finanstilsynet, som følge af at Finanstilsynet skal føre tilsyn
med overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtig-
hedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser (disclosureforordningen). Det forventes, at ca.
1.200 finansielle markedsdeltagere og rådgivere vil blive
omfattet af de nye tilsynsaktiviteter, der både omfatter et
virksomheds- og et produkttilsyn.
Lovforslagets § 11 vurderes at have positive økonomiske
konsekvenser for staten. Finansiering via genudlån vurderes
generelt at være billigere for Vækstfonden end at udstede
gældsbreve med statsgaranti, da likviditeten er betydeligt
højere i statens obligationsserier. Vækstfonden, som er ejet
af staten, sparer derfor den likviditetspræmie, som købere af
gældsbreve ellers ville kræve i form af højere rente.
Lovforslagets § 11 vil have administrative konsekvenser for
det offentlige, idet Danmarks Nationalbank administrerer fi-
nansiering via genudlån.
3.1. Digitaliseringsklar lovgivning
Lovforslaget vurderes at efterleve principperne om digitali-
seringsklar lovgivning. Lovforslaget indeholder enkle og
klare regler, som bidrager til administrative byrdelettelser
for erhvervslivet.
Der er ved lovforslagets udarbejdelse lagt vægt på en sikker
og tryg datahåndtering. Derfor vil enhver videregivelse af
personoplysninger efterleve de gældende regler om databe-
skyttelse. Behandling af personoplysninger vil altid ske
under iagttagelse af gældende lovgivning, herunder Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2016/679/EU af 27. april
2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af så-
danne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) og data-
beskyttelsesloven.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet
4.1. Administrative konsekvenser
Erhvervsstyrelsens Område for Bedre Regulering (OBR),
har vurderet, at de administrative konsekvenser af lovforsla-
get ikke overstiger 4 mio. kr. årligt, hvorfor konsekvenserne
ikke er blevet kvantificeret nærmere.
Med lovforslaget foreslås det at fjerne kravet om, at det skal
fremgå af navnet på danske UCITS’ afdelinger, hvis besty-
relsen skal etablere andelsklasser i afdelingen. Denne æn-
dring vurderes at medføre mindre lettelser for erhvervslivet.
For de afdelinger, hvoraf det ikke allerede fremgår af deres
navn, at der kan oprettes andelsklasser, kræver det en ved-
28
tægtsændring af afdelingen for at kunne oprette andelsklas-
ser. En vedtægtsændring skal godkendes af Finanstilsynet.
Dertil medfører en navneændring en række omkostninger til
f.eks. udenlandske depoter. Afdelingernes navne er i forve-
jen meget lange, og yderligere tilføjelser til navnet giver ud-
fordringer i forhold til antal felter i it-systemer.
Det kan medføre økonomiske konsekvenser for erhvervsli-
vet, at forvaltere af alternative investeringsfonde omfattes af
anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgørelsen, da
der kan være ansatte, som skal efteruddannes for at opfylde
kravene i bekendtgørelsen.
4.2. Øvrige efterlevelseskonsekvenser
Lovforslaget implementerer Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om beta-
lingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv
2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning
(EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv
2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv), artikel 106, hvor-
efter det pålægges betalingstjenesteudbydere at stille Kom-
missionens folder om forbrugerens rettigheder i henhold til
2. betalingstjenestedirektiv og tilhørende EU-ret til rådighed
digitalt og fysisk i deres filialer eller hos agenter, hvortil ak-
tiviteter er outsourcet.
Lovforslagets § 11 vurderes at have positive økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet. Lavere finansieringsomkost-
ninger for Vækstfonden kan understøtte mere risikovillig fi-
nansiering til virksomheder med perspektivrige projekter,
som har vanskeligt ved at rejse fuld finansiering i markedet.
En overgang til genudlån vil dog medføre, at de finansielle
virksomheder, som i dag administrerer Vækstfondens udste-
delse af gældsbreve, mister en indtægt. Størrelsen på den
mistede indtægt vil afhænge af omfanget af Vækstfondens
brug af genudlån.
Herudover vurderes lovforslaget ikke at medføre efterlevel-
seskonsekvenser.
4.3. Agil erhvervsrettet regulering
Lovforslaget som helhed vurderes at efterleve fire ud af fem
principper for agil lovgivning. Lovforslaget muliggør an-
vendelse af nye forretningsmodeller, idet lovforslaget ikke
forventes at opstille hindringer for f.eks. brug af nye tekno-
logier m.v. Lovforslaget er enkelt og formålsbestemt, idet
lovforslaget ikke forventes at opstille deltaljerede krav, der
gør det vanskeligt for virksomhederne at anvende nye tekno-
logier og forretningsmodeller. Lovforslaget er ikke teknolo-
gineutralt, idet der stilles krav om, at ansøgninger om tilla-
delse til Finanstilsynet skal sendes digitalt. Dette foreslås for
at gøre sagsbehandlingen mere effektiv for ansøgeren såvel
som Finanstilsynet. Resten af ændringerne er teknologineu-
trale. Lovforslaget er helhedstænkende, idet virksomhederne
forventes at kunne anvende allerede eksisterende systemer.
Princippet om brugervenlig digitalisering er ikke relevant
for lovforslaget, da lovforslaget ikke retter sig mod det of-
fentliges implementering af regulering gennem erhvervsret-
tede digitale løsninger.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget indeholder klageadgang for parter til en afgø-
relse truffet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 2019/2088 af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle
tjenesteydelser (disclosureforordningen), som Finanstilsynet
efter lovforslagets § 4, nr. 5, foreslås at skulle føre tilsyn
med. Parterne vil med lovforslaget blive tillagt tilsvarende
klageadgang, som gælder for Finanstilsynets tilsyn i øvrigt.
6. Miljømæssige konsekvenser
Det vurderes, at lovforslaget ikke medfører miljømæssige
konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget fastlægger tilsynsbeføjelser i henhold til Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF om
grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophæ-
velse af forordning (EF) nr. 2560/2001. Forordningen blev
ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning
(EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseover-
skridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer, hvilket
nødvendiggør tilpasning af §§ 130, 138-139, 143 og 152 i
lov om betalinger. Det følger desuden af artikel 13 i den op-
rindelige forordning, at medlemslandene skal sikre, at over-
trædelser af forordningen sanktioneres. Lovforslaget fast-
sætter, hvilke bestemmelser i forordningen der bliver straf-
belagt med bøde. Den nye artikel 3a, stk. 5-6, finder anven-
delse fra den 19. april 2021.
Da forordningens bestemmelser har forskellige anvendelses-
datoer, er indarbejdelsen af de nye artikler i lov om betalin-
ger fordelt på lov nr. 1374 af 13. december 2019 om æn-
dring af lov om finansiel virksomhed, lov om betalinger, lov
om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og
selskabsloven og forskellige andre love, lov nr. 641 af 19.
maj 2020 om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov
om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., lov om
investeringsforeninger m.v. og forskellige andre love og det-
te lovforslag. De nye artikler, 3a og 3b, finder anvendelse
fra to forskellige tidspunkter. Artikel 3a, stk. 1-4, og den til-
hørende del af stk. 7, og artikel 3b fandt anvendelse fra den
19. april 2020. Indsættelsen af de pågældende artikler i §
130, stk. 1, 2. pkt., § 138, stk. 1, 8. pkt., § 139, stk. 1, 2. pkt.,
og § 143, i lov om betalinger var en del af lov nr. 1374 af
13. december 2019 om ændring af lov om finansiel virksom-
hed, lov om betalinger, lov om kapitalmarkeder, lov om in-
29
vesteringsforeninger m.v. og selskabsloven og forskellige
andre love, mens indsættelsen af artikel 3a, stk. 3-4, og arti-
kel 3b, i strafbestemmelsen i lovens § 152, stk. 2, var en del
af lov nr. 641 af 19. maj 2020 om ændring af lov om finan-
siel virksomhed, lov om forvaltere af alternative investe-
ringsfonde m.v., lov om investeringsforeninger m.v. og for-
skellige andre love. Artikel 3a, stk. 5 og 6, og den tilhørende
del af stk. 7, finder derimod først anvendelse fra den 19.
april 2021, og indsættelsen af artikel 3a, stk. 5 og 6, i § 130,
stk. 1, 2. pkt., § 138, stk. 1, 8. pkt., § 139, stk. 1, 2. pkt., og §
143 og indsættelsen af artikel 3a, stk. 5, i § 152, stk. 2, er en
del af nærværende lovforslag.
Med lovforslaget gennemføres de fornødne ændringer som
følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelate-
rede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
(disclosureforordningen). De foreslåede ændringer indebæ-
rer bl.a., at Finanstilsynet udpeges som kompetent myndig-
hed i forhold til at påse overholdelsen af disclosureforord-
ningen i Danmark. Med de foreslåede ændringer sikres det
bl.a., at Finanstilsynet kan give påbud eller påtaler for man-
glende overholdelse af forordningen. De foreslåede ændrin-
ger går ikke videre end det, der er nødvendigt som følge af
forordningen. Disclosureforordningen finder anvendelse fra
den 10. marts 2021, med undtagelse af forordningens artikel
11, stk. 1-3, som skal finde anvendelse fra den 1. januar
2022. Det foreslås, at de dele af lovforslaget, som er en føl-
ge af disclosureforordningen, også skal træde i kraft den 10.
marts 2021.
Med lovforslaget gennemføres tillige de fornødne ændringer
som følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 2019/2089 af 27. november 2019 om ændring af
forordning (EU) 2016/1011, for så vidt angår EU-ben-
chmarks for klimaovergangen, Paristilpassede EU-ben-
chmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om ben-
chmarks (ændringsforordningen). Finanstilsynet er udpeget
som kompetent myndighed i forhold til at påse overholdel-
sen af benchmarkforordningen i Danmark. Med de foreslåe-
de ændringer sikres det, at overtrædelser af reglerne, som
indføres med Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 2019/2089 af 27. november 2019, kan sanktioneres
i Danmark. De foreslåede ændringer går ikke videre end det,
der er nødvendigt som følge af forordningen. Forordningen
trådte i kraft den 10. december 2019. I henhold til forordnin-
gen skal benchmarkadministratorer, der udbyder et EU-
benchmark for klimaovergang eller et Paristilpasset EU-
benchmark, senest den 30. april 2020 overholde benchmark-
forordningens krav.
Lovforslaget gennemfører endvidere dele af Europa-Parla-
mentet og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj om æn-
dring af direktiv 2015/849/EU om forebyggende foranstalt-
ninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask
af penge eller finansiering af terrorisme (4. hvidvaskdirek-
tiv) og om ændring af direktiv 2009/70/EF og 2013/36/EU
(5. hvidvaskdirektiv).
Lovforslaget gennemfører endvidere dele af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015
om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af
terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommis-
sionens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv).
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden den 22. juni 2020 til
den 3. august 2020 været sendt i høring hos følgende myn-
digheder og organisationer m.v.:
Aalborg Universitet, Aarhus BSS, Advokatsamfundet, Aka-
demisk Arkitektforening, Akademikerne Andelskassen, Ar-
bejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension
(ATP), CBS, CEPOS, Computershare, DAFINA, Danish
Venture Capital and Private Equity Association (DVCA),
Danmarks Nationalbank, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk
Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi,
Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkø-
retøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Iværksætter
Forening, Dansk Investor Relations Forening – DIRF,
Dansk Kredit Råd, Dansk Management Råd, Dansk Metal,
Dansk Standard, Danske Advokater, Danske Forsikrings-
funktionærers Landsforening, Danske Maritime, Danske Re-
derier, Danske Regioner, Den Danske Aktuarforening, Den
Danske Dommerforening, Den Danske Finansanalytikerfor-
ening, Den Danske Fondsmæglerforening, Det nationale
netværk af virksomhedsledere, Det økonomiske råds sekre-
tariat (DØRS), Drivkraft Danmark, Ejendomsforeningen,
Experian, Fagbevægelsens Hovedorganisation, FDFA – For-
eningen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgen-
turer, FDIH – Foreningen for Distance- og Internethandel,
FinansDanmark, Finans og Leasing, Finansforbundet, Fi-
nanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet, Finans-
sektorens Arbejdsgiverforening, First North, Forbrugerrådet
Tænk, Forbrugsforeningen, Foreningen af Forretningsførere
for Udenlandske Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne
Revisorer v/ Kim Stormly Hansen, Foreningen Danske Re-
visorer, Foreningen for platformsøkonomi, FOREX, Forsik-
ring & Pension, Forsikringsforbundet, Forsikringsmægler-
foreningen, v/ Direktør Flemming Kosakewitsch, FSR –
danske revisorer, Garantiformuen, Garban-Intercapital Scan-
dinavia, HK, Horesta Arbejdsgiverorganisation, Håndværks-
rådet, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation
(ISOBRO), Intertrust (Denmark), ISACA Denmark Chapter,
IT-branchen, KommuneKredit, Kommunernes Landsfor-
ening, Komiteen for god selskabsledelse, Kromann Reu-
mert, Kuratorforeningen, Københavns Universitet, Land-
30
brug & Fødevarer, Landsdækkende banker, Landsforenin-
gen af forsvarsadvokater, Landsforeningen for Bæredygtigt
Landbrug, Ledernes Hovedorganisation, Liberale Erhvervs
Råd, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond
(LD), Mybanker, NASDAQ Copenhagen A/S, Nets A/S,
Nokas Kontantservice P/S, Nordic Blockchain Association,
Oxfam IBIS, Parcelhusejernes Landsforening, Postnord Ju-
ridiske afdeling, Revisornævnet, Roskilde Universitetscen-
ter, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverforening, Syd-
dansk Universitet, Telekommunikationsindustrien i Dan-
mark, Udbetaling Danmark, VP Securities A/S, Western
Union, Thomson Reuters Nordic, Transparency Internatio-
nal Danmark, Ørsted, Den Europæiske Centralbank.
Et udkast til lovforslag vedrørende Vækstfonden har i perio-
den fra den 3. juli 2020 til den 3. august 2020 været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Aalborg Universitet, Aarhus BSS, Advokatsamfundet, Aka-
demisk Arkitektforening, Akademikerne Andelskassen, Ar-
bejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension
(ATP), CBS, CEPOS, Computershare, DAFINA, Danish
Venture Capital and Private Equity Association (DVCA),
Danmarks Nationalbank, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk
Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi,
Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkø-
retøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Iværksætter
forening, Dansk Investor Relations Forening – DIRF, Dansk
Kredit Råd, Dansk Management Råd, Dansk Metal, Dansk
Standard, Danske Advokater, Danske Forsikringsfunktionæ-
rers Landsforening, Danske Maritime, Danske Rederier,
Danske Regioner, Den Danske Aktuarforening, Den Danske
Dommerforening, Den Danske Finansanalytikerforening,
Den danske Fondsmæglerforening, Det nationale netværk af
virksomhedsledere, Det økonomiske råds sekretariat
(DØRS), Drivkraft Danmark, Ejendomsforeningen, Ejerle-
derne, Experian, Fagbevægelsens Hovedorganisation, FDFA
– Foreningen af Danske Forsikringsmæglere og Forsikrings-
Agenturer, FDIH – Foreningen for Distance- og Internethan-
del, FinansDanmark, Finans og Leasing, Finansforbundet,
Finanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet, Finans-
sektorens Arbejdsgiverforening, First North, Forbrugerrådet
Tænk, Forbrugsforeningen, Foreningen af Forretningsførere
for Udenlandske Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne
Revisorer v/ Kim Stormly Hansen, Foreningen Danske Re-
visorer, Foreningen for platformsøkonomi, FOREX, Forsik-
ring & Pension, Forsikringsforbundet, Forsikringsmægler-
foreningen v/ Direktør Flemming Kosakewitsch, FSR – dan-
ske revisorer, Garantiformuen, Garban-Intercapital Scandi-
navia, HK, Horesta Arbejdsgiverorganisation, Håndværksrå-
det, IDA Ingeniørforeningen, Indsamlingsorganisationernes
Brancheorganisation (ISOBRO), Intertrust (Denmark), ISA-
CA Denmark Chapter, IT-branchen, KommuneKredit, Kom-
munernes Landsforening, Komiteen for god selskabsledelse,
Kromann Reumert, Kuratorforeningen, Københavns Univer-
sitet, Landbrug & Fødevarer, Landsdækkende banker,
Landsforeningen af forsvarsadvokater, Landsforeningen for
Bæredygtigt Landbrug, Ledernes Hovedorganisation, Libe-
rale Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes
Dyrtidsfond (LD), Mybanker, NASDAQ Copenhagen A/S,
Nets A/S, Nokas Kontantservice P/S, Nordic Blockchain
Association, Oxfam IBIS, Parcelhusejernes Landsforening,
Postnord Juridiske afdeling, Revisornævnet, Roskilde Uni-
versitetscenter, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverfor-
ening, SMVdanmark, Syddansk Universitet, Telekommuni-
kationsindustrien i Danmark, Udbetaling Danmark, VP Se-
curities A/S, Western Union, Thomson Reuters Nordic,
Transparency International Danmark, Ørsted, Den Europæ-
iske Centralbank
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Finansiering via genudlån vurderes ge-
nerelt at være billigere for Vækstfon-
den end at udstede gældsbreve med
statsgaranti, da likviditeten er betyde-
ligt højere i statens obligationsserier.
Vækstfonden, som er ejet af staten,
sparer derfor den likviditetspræmie,
som købere af gældsbreve ellers ville
kræve i form af højere rente.
Lovforslaget vurderes at medføre et
øget ressourcebehov for Finanstilsy-
net, som følge af at Finanstilsynet skal
føre tilsyn med overholdelse af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019
om bæredygtighedsrelaterede oplys-
ninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser (disclosureforordningen).
Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Danmarks Nationalbank administrerer
Vækstfondens finansiering via genud-
lån.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Lovforslaget indeholder en administra-
tiv lempelse for danske UCITS.
Lovforslaget vurderes samlet at inde-
bære økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet under 4 mio. kr.
31
Lavere finansieringsomkostninger for
Vækstfonden kan understøtte mere risi-
kovillig finansiering.
Finansielle virksomheder, som i dag
administrerer Vækstfondens udstedel-
se af gældsbreve, mister en indtægt.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Lovforslaget implementerer Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2015/2366 af 25. november 2015 om
betalingstjenester i det indre marked,
om ændring af direktiv 2002/65/EF,
2009/110/EF og 2013/36/EU og for-
ordning (EU) nr. 1093/2010 og om op-
hævelse af direktiv 2007/64/EF (2. be-
talingstjenestedirektiv), artikel 106,
hvorefter det pålægges betalingstjene-
steudbydere at stille Kommissionens
folder om forbrugerens rettigheder i
henhold til 2. betalingstjenestedirektiv
og tilhørende EU-ret til rådighed digi-
talt og fysisk i deres filialer eller hos
agenter, hvortil aktiviteter er outsour-
cet.
Administrative konsekvenser for
borgerne
Parterne vil med lovforslaget blive til-
lagt tilsvarende klageadgang for så vidt
angår afgørelser efter Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr.
2019/2088 af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i
sektoren for finansielle tjenesteydelser
(disclosureforordningen), som gælder
for Finanstilsynets tilsyn i øvrigt.
Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Finanstilsynet foreslås udpeget som relevant tilsynsmyndighed med Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
(disclosureforordningen).
Der foreslås bødestraf for overtrædelse af dele af Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr.2019/2088 af 27. november 2019 om ændring af for-
ordning (EU) 2016/1011, for så vidt angår EU-benchmarks for klimaovergan-
gen, Paristilpassede EU-benchmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger
om benchmarks (ændringsforordningen).
Der foreslås bødestraf for dele af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009,
for så vidt angår gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og
vekselgebyrer (Cross border payment-forordningen).
På baggrund af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25.
november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direk-
tiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr.
1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/E (2. betalingstjenestedirek-
tiv) foreslås bl.a. et krav om, at udbydere af betalingstjenester, der udbyder til
32
forbrugere, skal stille Kommissionens folder om forbrugerrettigheder til rådig-
hed. Endvidere foretages en række ændringer til lov om betalinger for at sikre
korrekt implementering af 2. betalingstjenestedirektiv.
På baggrund af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2014/17 af 4. fe-
bruar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til bebo-
else og ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr.
1093/2010 foreslås definitionen af rådgivning for så vidt angår boligkreditafta-
ler ændret, så den stemmer overens med direktivet.
På baggrund af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20.
maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævel-
se af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissio-
nens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv) foreslås præciseringer af en
række tilsynsbestemmelser, og ændring af reglen om intern revisons godken-
delse af politikker, forretningsgange og kontroller for overholdelse af hvidvas-
kloven samt indførelse af regler om Advokatrådets og Advokatnævnets offent-
liggørelse af reaktioner og påklagelser.
På baggrund af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30.
maj om ændring af direktiv 2015/849/EU om forebyggende foranstaltninger
mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansie-
ring af terrorisme (4. hvidvaskdirektiv) og om ændring af direktiv 2009/70/EF
og 2013/36/EU (5. hvidvaskdirektiv) foreslås bl.a. et forbud mod indløsning af
betalinger foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande.
Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-
regulering/Går videre end minimums-
krav i EU-regulering (sæt X)
Ja Nej
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (fodnoten i lov om betalinger)
Den gældende fodnote til lov om betalinger, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 1024 af 3. oktober 2019, indeholder en udtøm-
mende opregning af de direktiver, som lov om betalinger
gennemfører.
Det foreslås, at fodnoten til lovens titel ændres som konse-
kvens af, at der med lovforslaget foreslås gennemført dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EU af 16.
september 2009 om adgang til at optage og udøve virksom-
hed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en så-
dan virksomhed, EU-Tidende 2009, nr. L 267, side 7, (2. e-
pengedirektiv) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2019/878/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv
2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle
holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, af-
lønning, tilsynsforanstaltninger og ‑beføjelser og kapitalbe-
varingsforanstaltninger, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side
253 (CRD V).
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
1, nr. 25.
Til nr. 2 (§ 5, nr. 18, i lov om betalinger)
Det følger af § 5, nr. 18, i lov om betalinger, at loven ikke
finder anvendelse på elektroniske penge på op til 3.000 kr.
lagret på et instrument med begrænset anvendelse, hvor der
ikke kan ske genopfyldning, og hvor udstederens samlede
forpligtelser hidrørende fra udestående elektroniske penge
på intet tidspunkt overstiger et beløb, der modsvarer værdi-
en af 5 mio. euro, jf. dog § 96.
33
Efter § 96 i lov om betalinger er der fastsat regler vedrøren-
de pligter og rettigheder i forbindelse med udstedelse og
indløsning af elektroniske penge. I henhold til § 96 er det så-
ledes ikke tilladt at udstede elektroniske penge til overkurs.
§ 96 fastsætter endvidere regler for indløsning af restværdi-
en af elektroniske penge, herunder regler vedrørende indløs-
ningsbetingelser samt regler vedrørende gebyrer i forbindel-
se med indløsningen.
Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017
om betalinger. Det fremgår af bemærkningerne til bestem-
melsen, at den skal ses i sammenhæng med § 5, nr. 14 og
15, i lov om betalinger, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L
157 som fremsat, side 96. Det skyldes, at for at et betalings-
instrument kan være omfattet af § 5, nr. 18, skal der bl.a.
være tale om et instrument med begrænset anvendelse som
defineret i § 5, nr. 14 og 15.
Efter § 5, stk. 1, finder loven ikke anvendelse på aktiviteter
omfattet af § 5, stk. 1, nr. 1-18. Med § 5, nr. 14 og 15, und-
tages instrumenter, der kun kan anvendes inden for et be-
grænset netværk af udbydere, og instrumenter, der kun kan
anvendes til at erhverve et meget begrænset antal varer eller
tjenesteydelser fra lovens anvendelsesområde. Lovens kapi-
tel 5-7 finder dog anvendelse på instrumenter omfattet af nr.
14 og 15.
Lov om betalinger finder ikke anvendelse på betalingsin-
strumenter omfattet af § 5, nr. 18, jf. dog § 96. For at et be-
talingsinstrument er omfattet af § 5, nr. 18, i lov om betalin-
ger, er det en forudsætning, at betalingsinstrumentet udgør
et betalingsinstrument med begrænset anvendelse omfattet
af § 5, nr. 14 eller 15. Efter de gældende bestemmelser
fremgår denne sammenhæng mellem nr. 14, 15 og 18 ikke
direkte af bestemmelsens ordlyd, men kun af bemærkninger-
ne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L
157 som fremsat, side 96.
Det foreslås derfor, at der i § 5, nr. 18, indsættes en henvis-
ning til § 5, nr. 14 og 15.
Med ændringen foreslås det at præcisere, at der med be-
grænset anvendelse i nr. 18 menes de tilfælde, der er omfat-
tet af § 5, nr. 14 og 15.
Den foreslåede ændring vil medføre, at det fremadrettet
fremgår direkte af bestemmelsens ordlyd, at begrænset an-
vendelse skal forstås som betalingsinstrumenter omfattet af
§ 5, nr. 14 og 15.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet en materiel
ændring af lovens anvendelsesområde, men alene en præci-
sering af bestemmelsen.
Til nr. 3 (§ 7, nr. 22, i lov om betalinger)
Den gældende bestemmelse i § 7 i lov om betalinger fast-
lægger lovens definitioner.
Efter § 7, nr. 22, er en pengeoverførsel defineret som en be-
talingstjeneste, hvor der modtages midler fra en betaler ale-
ne med det formål at overføre et tilsvarende beløb til en be-
talingsmodtager eller en anden udbyder af betalingstjenester
på betalingsmodtagerens vegne, uden at der oprettes en be-
talingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn.
Bestemmelsen gennemfører artikel 4, stk. 1, nr. 22, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25.
november 2015 om betalingstjenester i det indre marked,
om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og
2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophæ-
velse af direktiv 2007/64/E (2. betalingstjenestedirektiv).
Artikel 4, nr. 22, i 2. betalingstjenestedirektiv indeholder et
andet led, der fastsætter, at der også er tale om en pengeo-
verførsel, når midler modtages på betalingsmodtagerens
vegne og stilles til rådighed for denne. Denne del af definiti-
onen af en pengeoverførsel er ikke indeholdt i den gældende
definition af pengeoverførsel i lov om betalinger.
Det foreslås på den baggrund at nyaffatte § 7, nr. 22, så en
pengeoverførsel defineres som en betalingstjeneste, hvor der
modtages midler fra en betaler, uden at der oprettes en beta-
lingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn, ale-
ne med det formål at overføre et tilsvarende beløb til en be-
talingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudbyder på
betalingsmodtagerens vegne, eller hvor sådanne midler
modtages på betalingsmodtagerens vegne og stilles til rådig-
hed for denne.
Den foreslåede nyaffattelse har til formål at sikre en korrekt
og direktivnær implementering af 2. betalingstjenestedirek-
tivs artikel 4, stk. 1, nr. 22, som definerer pengeoverførsel.
Med den foreslåede bestemmelse vil det afgørende for defi-
nitionen af en pengeoverførsel være, at der gennemføres en
betalingstransaktion, uden at der oprettes en konto i hverken
betalers eller betalingsmodtagers navn. Det skal forstås så-
dan, at udbyderen ikke opretter en betalingskonto i betalers
eller betalingsmodtagers navn i forbindelse med transaktio-
nen. Det faktum, at midlerne som led i gennemførelsen af
betalingstransaktionen indestår på en konto i en bank, vil så-
ledes ikke være afgørende for, om en transaktion er omfattet
af definitionen, så længe denne konto ikke er oprettet i hver-
ken betalers eller betalingsmodtagers navn.
At midlerne alene modtages med det formål at overføre et
tilsvarende beløb skal forstås således, at udbyderen ikke selv
er del i den underliggende forpligtelse mellem betaleren og
34
betalingsmodtageren. I dette tilfælde modtager udbyderen
dermed alene midlerne med det formål at videreformidle
dem til betalingsmodtager eller stille dem til rådighed for
betalingsmodtager. Det forhold, at udbyderen udfører en an-
den aktivitet ved siden af pengeoverførselsvirksomheden,
vil derimod ikke i sig selv medføre, at der ikke er tale om en
pengeoverførsel. Tilfælde, hvor en fysisk eller juridisk per-
son modtager midler med henblik på opbevaring eller for-
valtning, og som led heri eksempelvis foretager overførsler
med henblik på at investere midlerne, vil ikke anses for at
udgøre pengeoverførsler omfattet af definitionen.
Med den foreslåede bestemmelse vil der endvidere ikke væ-
re tale om en pengeoverførsel i tilfælde, hvor betaler og be-
talingsmodtager har aftalt, at betaler kan betale med frigø-
rende virkning til en tredjepart. Uden for den foreslåede de-
finition af en pengeoverførsel falder ligeledes tilfælde, hvor
en fysisk eller juridisk person fremstår som legitimeret til at
modtage betalingen. I de tilfælde hvor debitor med frigøren-
de virkning kan indfri betalingsforpligtelsen ved betaling til
tredjemand, vil der ikke være tale om, at tredjemand modta-
ger midlerne alene med det formål at videreoverføre et til-
svarende beløb til betalingsmodtager. I stedet vil tredjepar-
ten skulle betragtes som betalingsmodtageren, jf. § 7, nr. 11,
i lov om betalinger, da tredjeparten i disse tilfælde vil udgø-
re den tiltænkte modtager af midlerne. En efterfølgende
transaktion mellem tredjeparten og den oprindelige beta-
lingsmodtager vil herefter skulle betragtes som en særskilt
transaktion. Der vil således være tale om to uafhængige be-
talingstransaktioner, som i dette tilfælde gennemføres af be-
talers og betalingsmodtagers udbydere.
En pengeoverførsel vil almindeligvis involvere enten tre el-
ler fire parter. Det omfatter betaleren og betalerens udbyder,
der indgår i et aftaleforhold med betaleren om at overføre
midlerne, samt betalingsmodtager og betalingsmodtagerens
udbyder, som modtager midlerne på betalingsmodtagerens
vegne. I visse tilfælde vil betalers og betalingsmodtagers ud-
byder være den samme juridiske person, der dermed har af-
taleforholdet med begge parter. Udbydere kan være penge-
institutter eller andre udbydere af betalingstjenester. I visse
tilfælde kan en pengeoverførsel involvere mere end fire par-
ter. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvor en transak-
tion gennemføres ved hjælp af en korrespondentbank, som
ikke indgår i et aftaleforhold med hverken betaleren eller
betalingsmodtageren. I dette tilfælde er det alene de aktivite-
ter, der gennemføres af udbyderne, der indgår i aftaleforhol-
det med betaler og betalingsmodtager, som vil være omfattet
af definitionen. Den aktivitet, som korrespondentbanken ud-
øver, vil derimod ikke være omfattet af definitionen.
Ved en pengeoverførsel vil der oftest blive fratrukket et ge-
byr fra de modtagne midler. Dette gebyr modsvarer betalin-
gen for udførelsen af pengeoverførslen. Det berører derfor
ikke definitionen af pengeoverførsel, at der ikke overføres et
nøjagtigt tilsvarende beløb ved selve overførslen som det
beløb, der modtages. Der er heller intet til hinder for, at en
betaler indbetaler et samlet beløb, der udbetales til flere for-
skellige betalingsmodtagere. I et sådant tilfælde vil hver ef-
terfølgende deloverførsel blive betragtet som en selvstændig
pengeoverførsel, uanset at udbyderen modtager et samlet be-
løb.
Med den foreslåede nyaffattelse vil definitionen fremover
bestå af to led, som fastsætter, at en pengeoverførsel er en
betalingstjeneste, hvor der enten 1) modtages midler fra en
betaler, uden at der oprettes en betalingskonto i betalerens
eller betalingsmodtagerens navn, alene med det formål at
overføre et tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller
en anden betalingstjenesteudbyder på betalingsmodtagerens
vegne, eller 2) hvor sådanne midler modtages på betalings-
modtagerens vegne og stilles til rådighed for denne. En pen-
geoverførsel vil også kunne bestå af en kombination af de to
typer aktiviteter.
Den mest udbredte form for pengeoverførsler i Europa er re-
mitter. Remitter er pengeoverførsler, hvor f.eks. immigran-
ter sender midler tilbage til deres hjemland. Dette sker ty-
pisk ved, at en betalingstjenesteudbyder via et netværk af
agenter, såsom købmænd og kiosker, modtager midler fra
betaler, uden at der oprettes en konto til vedkommende, med
det formål, at betalingsmodtager kan afhente midlerne ved
en anden agent i netværket. Med den foreslåede nyaffattelse
foreslås det, at det fremover fremgår af bestemmelsen, at der
ikke blot er tale om en pengeoverførsel, hvis udbyderen
modtager midlerne fra betaler med henblik på at overføre
dem, men også såfremt midlerne modtages med henblik på
at stille dem til rådighed for betalingsmodtager. Det vil lige-
ledes være omfattet af definitionen, hvis begge aktiviteter
udføres.
Et andet eksempel er forretningsdrivende, der tilbyder en
tjeneste til forbrugerne, der gør dem i stand til at betale reg-
ninger for forsyningsforbrug og andre regelmæssige hus-
holdningsregninger. Dette kan eksempelvis ske ved, at de
forretningsdrivende modtager betaling som kontanter eller
via et betalingskort fra forbrugeren med henblik på at over-
føre midlerne til forsyningsselskabet, uden at disse indestår
på en konto i betalerens navn.
Efter § 7, nr. 17, i lov om betalinger forstås midler som sed-
ler og mønter, indestående på en konto og elektroniske pen-
ge. Der vil således være tale om en pengeoverførsel, uanset
om udbyderen modtager midlerne kontant eller elektronisk,
f.eks. ved en kontooverførsel, og derefter videresender mid-
lerne til betalingsmodtageren.
Til nr. 4 (§ 9 i lov om betalinger)
Efter § 9 i lov om betalinger skal virksomheder, der udbyder
betalingstjenester i henhold til bilag 1, nr. 1-7, jf. § 3, stk. 1,
have tilladelse som betalingsinstitut, jf. dog § 51 eller e-pen-
35
geinstitut, jf. dog § 50. En tilladelse kan begrænses til kun at
vedrøre en eller flere af de i bilag 1 nævnte betalingstjene-
ster. Betalingstjenester defineres i § 7, nr. 1, som en tjenes-
teydelse omfattet af bilag 1. Bilag 1 omfatter i alt otte for-
mer for betalingstjenester, som alle kræver en tilladelse.
Det foreslås, at henvisningen til bilag 1, nr. 1-7, i § 9, 1.
pkt., ændres, så der fremover henvises til bilag 1.
Med den foreslåede ændring vil det fremover fremgå direkte
af bestemmelsens ordlyd, at virksomheder, der udbyder be-
talingstjenester i henhold til bilag 1, skal have en tilladelse
som betalingsinstitut, e-pengeinstitut eller udbyder af kon-
tooplysningstjeneste.
Det foreslås desuden, at der i § 9, 1. pkt., indsættes en hen-
visning til kontooplysningstjeneste efter § 60 i lov om beta-
linger.
Den foreslåede ændring vil ikke indebære en materiel æn-
dring, da definitionen af betalingstjenester allerede i dag
omfatter en tjenesteydelse som omfattet af bilag 1, jf. § 7,
nr. 1. Det vil sige, at alle de otte oplistede tjenesteydelser i
bilag 1 allerede i dag er omfattet af definitionen af betalings-
tjenester og således alle kræver en tilladelse efter § 9 eller §
60.
Det fremgår af § 9, 2. pkt., at en tilladelse kan begrænses til
kun at vedrøre en eller flere af de i bilag 1 nævnte betalings-
tjenester. Det skal derfor angives specifikt i tilladelsen, hvil-
ke aktiviteter i bilag 1, der gives tilladelse til. Hvis beta-
lingsinstituttet senere vil udbyde andre betalingstjenester,
end der er nævnt i tilladelsen, skal betalingsinstituttet ind-
sende en supplerende ansøgning vedrørende de nye typer
aktiviteter, som denne ønsker at udbyde.
Bilag 1 indeholder otte former for betalingstjenester, som al-
le kræver en tilladelse. Bilag 1, nr. 8, omfatter udbud af kon-
tooplysningstjenester. Efter § 60 i lov om betalinger er der
et særskilt tilladelseskrav i de tilfælde, hvor en virksomhed
kun udbyder kontooplysningstjenester.
Den foreslåede tilføjelse af kontooplysningstjeneste i § 9, 1.
pkt., vil medføre, at det fremgår af § 9, 1. pkt., at virksom-
heder, der udbyder betalingstjenester i henhold til bilag 1, jf.
§ 3, stk. 1, skal have tilladelse som betalingsinstitut eller e-
pengeinstitut, jf. dog §§ 50 og 51 om begrænsede tilladelser,
hvis der udbydes en eller flere betalingstjenester efter bilag
1-8, eller som udbyder af kontooplysningstjenester, hvis der
kun udbydes betalingstjenester efter bilag 1, nr. 8.
En virksomhed med tilladelse efter § 9 vil således kunne ud-
byde flere betalingstjenester efter bilag 1, inklusiv udbud af
kontooplysningstjenester. En sådan virksomhed vil ikke og-
så skulle have tilladelse efter § 60. Virksomheder, der kun
udbyder kontooplysningstjenester, vil fortsat skulle have til-
ladelse efter § 60.
Til nr. 5 (§ 10, stk. 2, i lov om betalinger)
Den gældende bestemmelse i § 10 i lov om betalinger fast-
sætter, hvilke krav der skal være opfyldt for at opnå tilladel-
se som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut efter §§ 8 eller
9.
Efter § 10, stk. 2, i lov om betalinger skal en virksomhed,
der søger om tilladelse til at udbyde betalingsinitieringstje-
nester, jf. bilag 1, nr. 7, udover at opfylde kravene i stk. 1
have tegnet en ansvarsforsikring eller stillet anden tilsvaren-
de garanti til dækning af krav mod virksomheden, jf. §§ 99
og 104-106.
Efter § 60, stk. 1, i lov om betalinger skal virksomheder, der
alene udbyder kontooplysningstjenester efter bilag 1, nr. 8,
have en tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester.
Kravene for at opnå en tilladelse til at udbyde kontooply-
sningstjenester følger af § 60, stk. 2 og 4. Efter stk. 4 er det
en betingelse for, at der kan gives tilladelse efter stk. 1, at
virksomheden har tegnet en ansvarsforsikring, der dækker
de geografiske områder, hvor den tilbyder kontooplysning-
stjenester, eller anden lignende garanti mod erstatningskrav
over for de kontoførende udbydere og brugerne som følge af
uautoriseret eller svigagtig adgang til eller uautoriseret brug
af betalingsoplysninger.
Det foreslås, at der i § 10, stk. 2, indsættes ”eller kontooply-
sningstjenester, jf. bilag 1, nr. 8. ” Det foreslås desuden, at
bestemmelsens henvisning til §§ 99 og 104-106 udgår.
Den foreslåede ændring har til formål at sikre korrekt imple-
mentering af artikel 5, stk. 3, i 2. betalingstjenestedirektiv
og skal ses i sammenhæng med den gældende § 60, stk. 4.
Det fremgår således af artikel 5, stk. 3, i 2. betalingstjeneste-
direktiv, at virksomheder, der ansøger om registrering med
henblik på at udbyde kontooplysningstjenester, skal have
tegnet en ansvarsforsikring, der dækker de geografiske om-
råder, hvor de tilbyder tjenester, eller en anden lignende ga-
ranti mod erstatningskrav over for den kontoførende beta-
lingstjenesteudbyder eller betalingstjenestebrugeren som
følge af uautoriseret eller svigagtig adgang til eller uautori-
seret eller svigagtig brug af betalingskontooplysninger.
Betalings- og e-pengeinstitutter, der udbyder betalingstjene-
ster omfattet af bilag 1, nr. 1-7, har også mulighed for at ud-
byde kontooplysningstjenester efter bilag 1, nr. 8. Med den
foreslåede bestemmelse vil kravet om at have tegnet en an-
svarsforsikring, der dækker erstatningskrav overfor de kon-
toførende udbydere og brugerne som følge af uautoriseret
36
eller svigagtig adgang til eller uautoriseret brug af betalings-
oplysninger, fremover også gælde virksomheder, der søger
om tilladelse som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut efter
§§ 8 eller 9 i lov om betalinger, til at udbyde kontooply-
sningstjenester efter bilag 1, nr. 8, i kombination med andre
betalingstjenester omfattet af bilag 1 til lov om betalinger.
Ændringen af § 10, stk. 2, angår dermed alene krav for virk-
somheder, der søger om tilladelse som betalingsinstitut eller
e-pengeinstitut efter §§ 8 og 9 i lov om betalinger og medfø-
rer dermed ikke ændringer for virksomheder, der søger om
tilladelse efter § 60.
De nærmere krav til de ansvarsforsikringer, som skal tegnes
af betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysning-
stjenesteudbydere, herunder krav til dækningsområde og
dækningssum, er fastsat i bekendtgørelse nr. 1277 af 28. no-
vember 2017 om ansvarsforsikring eller garantistillelse for
udbydere af betalingsinitieringstjenester og kontooplysning-
stjenester. Bekendtgørelsens § 2 om ansvarsforsikringens
dækningsområde indeholder en henvisning til §§ 99 og
104-106, der svarer til ordlyden af § 10, stk. 2.
Ændringen af § 10, stk. 2, i lov om betalinger, hvorved hen-
visningen til §§ 99 og 104-106 udgår, er således en redaktio-
nel ændring, da kravet allerede fremgår af bekendtgørelsen.
Finanstilsynet vil ligeledes ændre bekendtgørelse nr. 1277 af
28. november 2017, så bekendtgørelsens krav også vil gælde
for virksomheder, der har tilladelse efter § 9 i lov om beta-
linger til at udbyde kontooplysningstjenester.
Til nr. 6 (§ 14, stk. 1, nr. 2, i lov om betalinger)
Det følger af § 14, stk. 1, i lov om betalinger, at Finanstilsy-
net opretter et offentligt register over virksomheder, der har
fået tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut,
virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til at udstede
elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, agenter
af betalingsinstitutter, filialer af e-pengeinstitutter og beta-
lingsinstitutter, såfremt disse udsteder elektroniske penge,
udbydere af betalingstjenester i et andet land inden for Den
Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, og virksomheder, der
er omfattet af undtagelserne i § 5, nr. 14-17, og som er an-
meldt i henhold til §§ 61 og 62.
Registeret indeholder oplysninger om de virksomheder, der
har fået tilladelse efter lov om betalinger af Finanstilsynet.
Filialer og agenter skal ikke registreres i et offentligt register
i andre medlemslande end i det land, hvor virksomheden er
registreret (virksomhedens hjemland).
Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017
om betalinger, og gennemfører artikel 14 i 2. betalingstjene-
stedirektiv.
Det foreslås, at der i § 14, stk. 1, nr. 2, indsættes, at agenter
tilknyttet virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til
at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester
efter §§ 50 eller 51, vil skulle fremgå af Finanstilsynets re-
gister.
Formålet med den foreslåede ændring er at gennemføre arti-
kel 14 i 2. betalingstjenestedirektiv, der indeholder en for-
pligtelse for medlemsstaterne til at oprette et offentligt regis-
ter over betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, de fy-
siske og juridiske personer, der er meddelt en begrænset til-
ladelse eller tilladelse som udbyder af kontooplysningstjene-
ster, og de institutter, der i medfør af § 2 har ret til at udbyde
betalingstjenester, samt agenter.
Agenter for udbydere med begrænset tilladelse efter §§ 50
eller 51 er ikke medtaget i § 14, stk. 1, som gennemfører ar-
tikel 14. Med henblik på at gennemføre denne forpligtelse
foreslås det at indsætte, at registeret tillige omfatter agenter
tilknyttet virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til
at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester
efter §§ 50 eller 51.
Finanstilsynet fører allerede i dag et offentligt tilgængeligt
register over virksomheder, der har fået begrænset tilladelse
til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjene-
ster efter §§ 50 eller 51 (Virksomhedsregisteret). Virksom-
hedsregisteret kan tilgås på Finanstilsynets hjemmeside og
indeholder oplysninger om de virksomheder, der er meddelt
begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller
udbyde betalingstjenester. Virksomhedsregisteret vil med
forslaget fremover også skulle indeholde oplysninger om
agenter tilknyttet disse virksomheder.
Til nr. 7 (§ 14, stk. 1, nr. 3, i lov om betalinger)
Det følger af § 14, stk. 1, i lov om betalinger, at Finanstilsy-
net opretter et offentligt register over virksomheder, der har
fået tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut,
virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til at udstede
elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, agenter
af betalingsinstitutter, filialer af e-pengeinstitutter og beta-
lingsinstitutter, såfremt disse udsteder elektroniske penge,
udbydere af betalingstjenester i et andet land inden for Den
Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, og virksomheder, der
er omfattet af undtagelserne i § 5, nr. 14-17, og som er an-
meldt i henhold til §§ 61 og 62.
Registeret indeholder bl.a. oplysninger om de virksomheder,
der har fået tildelt tilladelse efter lov om betalinger af Fi-
37
nanstilsynet. Filialer og agenter skal ikke registreres i et of-
fentligt register i andre medlemslande end i det land, hvor
virksomheden er registreret (virksomhedens hjemland).
Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017
om betalinger og gennemfører artikel 14 i 2. betalingstjene-
stedirektiv.
Det foreslås, at der i § 14, stk. 1, nr. 3, indsættes, at virk-
somheder, der har fået tilladelse som udbyder af kontooply-
sningstjenester efter § 60, og deres agenter, vil skulle frem-
gå af Finanstilsynets register.
Formålet med den foreslåede ændring er at gennemføre arti-
kel 14 i 2. betalingstjenestedirektiv, der indeholder en for-
pligtelse for medlemsstaterne til at oprette et offentligt regis-
ter over betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, de fy-
siske og juridiske personer, der er meddelt en begrænset til-
ladelse eller tilladelse som udbyder af kontooplysningstjene-
ster, og de institutter, der i medfør af § 2 har ret til at udbyde
betalingstjenester, samt agenter.
Udbydere af kontooplysningstjenester og deres agenter er
ikke medtaget i § 14, stk. 1, som gennemfører artikel 14.
Med henblik på at gennemføre denne forpligtelse foreslås
det at indsætte, at registeret tillige omfatter udbydere af kon-
tooplysningstjenester efter § 60 og deres agenter.
Finanstilsynet fører allerede i dag et offentligt tilgængeligt
register over virksomheder, der har tilladelse til at udbyde
betalingstjenester i henhold til lov om betalinger (Virksom-
hedsregisteret). Virksomhedsregisteret kan tilgås på Finans-
tilsynets hjemmeside og indeholder oplysninger om de virk-
somheder, der er meddelt tilladelse til at udbyde kontooply-
sningstjenester. Virksomhedsregisteret vil med forslaget
fremover også skulle indeholde oplysninger om agenter til-
knyttet udbydere af kontooplysningstjenester.
Til nr. 8 (§ 14, stk. 1, nr. 6, i lov om betalinger)
Det følger af den gældende bestemmelse i § 14, stk. 1, nr. 5,
i lov om betalinger, at Finanstilsynet opretter et offentligt re-
gister over virksomheder, der er omfattet af undtagelserne i
§ 5, nr. 14-17, og som er anmeldt i henhold til §§ 61 og 62.
Undtagelserne i § 5, nr. 14-17, omfatter betalingsinstrumen-
ter med begrænset anvendelse, herunder instrumenter, der
enten kan anvendes indenfor et begrænset netværk af udby-
dere, jf. § 5, nr. 14, instrumenter, som kan anvendes til at er-
hverve et meget begrænset antal varer eller tjenesteydelser,
jf. § 5, nr. 15, betalingsinstrumenter med et socialt eller
skattemæssigt formål, der er reguleret af en offentlig myn-
dighed og alene kan anvendes her i landet til at erhverve be-
stemte varer eller tjenesteydelser fra leverandører, der har en
forretningsaftale med udstederen, jf. § 5, nr. 16, og beta-
lingstransaktioner, der gennemføres af en udbyder af elek-
troniske kommunikationsnet eller kommunikationstjenester
på vegne af en abonnent i tillæg til kommunikationstjene-
sten under nærmere angivne betingelser, jf. § 5, nr. 17.
Efter de gældende regler fremgår sammenhængen mellem §
5, nr. 14, 15 og 18, ikke klart af bestemmelsens ordlyd, men
kun af bemærkningerne til § 5, nr. 18.
Det foreslås, at henvisningen til § 5, nr. 14-17, i § 14, stk. 1,
nr. 5, som bliver til nr. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, ændres
til en henvisning til § 5, nr. 14-18.
Formålet med den foreslåede ændring er at omfatte § 5, nr.
18, af registeret, jf. § 14, stk. 1, nr. 5, i lov om betalinger,
idet § 5, nr. 18, undtager betalingsinstrumenter med begræn-
set anvendelse, jf. nr. 14 og 15, hvor der alene kan lagres
elektroniske penge med en værdi på op til 3.000 kr., og hvor
der maksimalt kan være udestående elektroniske penge, der
modsvarer værdien af 5 mio. euro, fra loven med undtagelse
af § 96, som omhandler udstedelse og indløsning af elektro-
niske penge.
Med ændringen vil elektroniske penge på op til 3.000 kr.
lagret på et instrument med begrænset anvendelse, hvor der
ikke kan ske genopfyldning, og hvor udstederens samlede
forpligtelser hidrørende fra udestående elektroniske penge
på intet tidspunkt overstiger et beløb, der modsvarer værdi-
en af 5 mio. euro, blive omfattet af registeret, jf. § 14, stk. 1,
nr. 5, som bliver til nr. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, hvis ak-
tiviteten er anmeldt i henhold til §§ 60 eller 61.
Til nr. 9 (§ 52, nr. 4, i lov om betalinger)
§ 52 i lov om betalinger fastsætter de krav, som en virksom-
hed skal opfylde for at blive meddelt begrænset tilladelse til
at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjene-
ster, jf. §§ 50 eller 51 i lov om betalinger.
Efter § 52 i lov om betalinger meddeler Finanstilsynet be-
grænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller til at
udbyde betalingstjenester, jf. §§ 50 og 51 i lov om betalin-
ger, når virksomheden har hovedkontor og hjemsted i Dan-
mark, virksomhedens ejere af kvalificerede andele, jf. § 23 i
lov om betalinger, skønnes ikke at ville modvirke en fornuf-
tig og forsvarlig forvaltning af virksomheden, og virksom-
heden har tilstrækkelige kontrolforanstaltninger og forret-
ningsgange på alle væsentlige områder, herunder forebyg-
gelse af hvidvask og terrorfinansiering, it-sikkerhed og over-
vågning af volumengrænse i henhold til § 50 eller § 51, stk.
3.
Det foreslås, at der i § 52, som nr. 4, indsættes, at det vil
være en betingelse for, at Finanstilsynet meddeler en be-
grænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller ud-
38
byde betalingstjenester efter §§ 50 eller 51, at Finanstilsynet
vurderer, at virksomheden er i stand til at gennemføre en
forsvarlig drift.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den gældende § 54,
nr. 3 og 4, i lov om betalinger, hvorefter en ansøgning om
begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester eller ud-
stede elektroniske penge efter §§ 50 eller 51 skal indeholde
de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets vurde-
ring af, om betingelserne i § 52 er opfyldt, herunder en be-
skrivelse af virksomhedens forretningsmodel, en oversigt
over virksomhedens nuværende og planlagte forretningsak-
tiviteter samt en budgetprognose for de tre første regnskabs-
år og det senest reviderede årsregnskab, såfremt et sådant er
udarbejdet.
§ 54, nr. 4, blev indsat ved lov nr. 652 af 8. juni 2017 om
betalinger og gennemfører dele af artikel 5, stk. 1, litra b, i
2. betalingstjenestedirektiv, som fastsætter, at virksomheder
sammen med ansøgningen skal sende en forretningsplan
med en budgetprognose for de tre første regnskabsår, der vi-
ser, at ansøgeren er i stand til at anvende de systemer, res-
sourcer og procedurer, som er hensigtsmæssige til en for-
svarlig drift.
Af bemærkningerne til § 54, nr. 4, fremgår det, at bestem-
melsen har til formål at give Finanstilsynet et overblik over
den økonomiske side af virksomhedens planlagte aktiviteter,
herunder vurdere virksomhedens økonomiske situation, jf.
Folketingstidende 2016-17, A, L 157 som fremsat, side 174.
Efter de gældende regler følger det imidlertid alene af § 52,
at Finanstilsynet meddeler en begrænset tilladelse til at ud-
stede elektroniske penge eller til at udbyde betalingstjene-
ster, jf. §§ 50 eller 51 i lov om betalinger, når virksomheden
har hovedkontor og hjemsted i Danmark, virksomhedens
ejere af kvalificerede andele skønnes ikke at ville modvirke
en fornuftig og forsvarlig forvaltning af virksomheden, og
virksomheden har tilstrækkelige kontrolforanstaltninger og
forretningsgange på alle væsentlige områder, herunder fore-
byggelse af hvidvask og terrorfinansiering, it-sikkerhed og
overvågning af volumengrænse.
Det foreslås på den baggrund at ændre bestemmelsen såle-
des, at Finanstilsynet i forbindelse med en ansøgning om be-
grænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller ud-
byde betalingstjenester skal vurdere, om virksomheden er i
stand til at gennemføre en forsvarlig drift.
I den vurdering vil Finanstilsynet bl.a. lægge vægt på virk-
somhedens forretningsplan sammenholdt med budgetprog-
nosen for de tre første regnskabsår og senest reviderede års-
regnskab, hvis et sådant er udarbejdet med henblik på at få
en indikation af, om virksomheden har de ressourcer og pro-
cedurer, der er nødvendige til at gennemføre en forsvarlig
drift.
Hvis det i den forbindelse vurderes, at der er risiko for, at
virksomheden kan få likviditetsproblemer, skal der være en
plan for, hvordan likviditeten løbende genoprettes.
Forslaget skal ses i sammenhæng med § 52, nr. 3, i lov om
betalinger, som fastsætter, at virksomheden skal have til-
strækkelige procedurer og forretningsgange på alle væsentli-
ge aktivitetsområder.
Forslaget vil medføre, at Finanstilsynet skal afvise en ansøg-
ning om begrænset tilladelse til at udstede elektroniske pen-
ge eller udbyde betalingstjenester, hvis det vurderes, at an-
søgeren ikke er i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.
Til nr. 10 (§ 60, stk. 5, i lov om betalinger)
§ 60, stk. 5, i lov om betalinger fastsætter, at Finanstilsynet
kan undlade at give tilladelse til at udbyde kontooplysning-
stjenester i henhold til stk. 1, hvis Finanstilsynet vurderer, at
virksomheden ikke opfylder kravene i lov om betalinger el-
ler regler udstedt i medfør af lov om betalinger, hvis oplys-
ningerne i henhold til stk. 2 er ufuldstændige, eller hvis an-
svarsforsikringen ikke lever op til kravene i stk. 4 eller reg-
lerne udstedt i medfør af stk. 8.
Det foreslås, at henvisningen i § 60, stk. 5, til oplysningerne
i henhold til stk. 2 ændres til stk. 3, da oplistningen af, hvil-
ke oplysninger der skal medfølge en ansøgning om tilladelse
som udbyder af kontooplysningstjenester, rettelig fremgår af
stk. 3, og ikke af stk. 2, som fastsætter, hvornår Finanstilsy-
net giver en tilladelse som kontooplysningstjeneste.
Der er alene tale om en ændring af lovteknisk karakter.
Til nr. 11 (§ 60, stk. 6, 2. pkt., i lov om betalinger)
Det følger af § 60 i lov om betalinger, at virksomheder, der
kun udbyder betalingstjenester i henhold til bilag 1, nr. 8,
skal have tilladelse som udbyder af kontooplysningstjene-
ster. Det følger endvidere af § 60, stk. 6, at en virksomhed,
der har tilladelse til kun at udbyde kontooplysningstjenester,
skal behandles som et betalingsinstitut, dog med undtagelse
af bl.a. kapitel 5-7, som indeholder forbrugerbeskyttende
regler. Virksomheder, der alene udbyder kontooplysning-
stjenester, er således undtaget fra de regler, som følger af
kapitel 5-7.
§ 60 blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalin-
ger og gennemfører artikel 33 i 2. betalingstjenestedirektiv.
Det følger af § 39, at et e-pengeinstitut eller betalingsinstitut
kun må outsource væsentlige driftsmæssige funktioner, når
betingelserne i § 39, stk. 1, nr. 1-6, er opfyldt.
39
§ 39 blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalin-
ger og gennemfører 2. betalingstjenestedirektivs regler om
anvendelse af outsourcing i artikel 19, stk. 6, artikel 20, stk.
1, og artikel 28, stk. 1, 2. pkt.
Det følger endvidere af §§ 21-24 i lov om betalinger, at en
fysisk eller juridisk person, der påtænker at erhverve eller
formindske en kvalificeret andel i et betalingsinstitut, forin-
den skal ansøge Finanstilsynet om godkendelse af den på-
tænkte erhvervelse. Efter § 23 i lov om betalinger skal Fi-
nanstilsynet i forbindelse med vurderingen tage erhverve-
rens forhold i betragtning, herunder blandt andet dennes om-
dømme og økonomiske forhold.
Det foreslås, at der i § 60, stk. 6, 2. pkt., indsættes en henvis-
ning til §§ 21-24 og § 39, hvilket medfører, at en virksom-
hed, der har tilladelse til kun at udbyde kontooplysningstje-
nester, er undtaget fra §§ 21-24 og § 39.
Det fremgår af artikel 33 i 2. betalingstjenestedirektiv, at fy-
siske eller juridiske personer, der kun udbyder den i bilag 1,
nr. 8, omhandlede betalingstjeneste, undtages fra proceduren
og betingelserne i afdeling 1 og 2, med undtagelse af artikel
5, stk. 1, litra a, b, e-h, j, l, n, p og q, og stk. 3, samt artikel
14 og 15. Afdeling 3 finder anvendelse, undtagen artikel 23,
stk. 3.
Henholdsvis artikel 19, stk. 6, artikel 20, stk. 1, og artikel
28, stk. 1, 2. pkt., som er gennemført med § 39, og som om-
handler outsourcing, og artikel 6, der omhandler erhvervelse
af kvalificerede andele, fremgår af 2. afdeling af 2. beta-
lingstjenestedirektiv og finder således ikke anvendelse for
udbydere af kontooplysningstjenester, jf. artikel 33 i 2. beta-
lingstjenestedirektiv.
Den foreslåede ændring har til formål at gennemføre artikel
6, 19, stk. 6, artikel 20, stk. 1, og artikel 28, stk. 1, 2. pkt., i
2. betalingsdirektiv korrekt, således at reglerne om outsour-
cing og reglerne om erhvervelse af kvalificerede andele ikke
finder anvendelse på udbydere af kontooplysningstjenester.
Ændringen vil medføre, at virksomheder, der kun udbyder
betalingstjenester i henhold til bilag 1, nr. 8, og har tilladelse
som udbyder af kontoplysningstjenester, jf. § 60, stk. 1, i lov
om betalinger, eksplicit vil blive undtaget fra kravene i §§
21-24 og § 39 i lov om betalinger.
Til nr. 12 (§ 60 a i lov om betalinger)
Artikel 12 i 2. betalingstjenestedirektiv fastsætter et krav
om, at den kompetente myndighed underretter ansøgeren
om, hvorvidt der er givet tilladelse eller ej senest tre måne-
der efter modtagelse af en ansøgning, eller hvis ansøgningen
er ufuldstændig, efter modtagelse af alle de oplysninger, der
er nødvendige for at træffe en afgørelse. Direktivets bestem-
melser skelner ikke mellem, hvilke tilladelsestyper der er ta-
le om.
§ 15 i lov om betalinger indeholder en forpligtelse for Fi-
nanstilsynet til senest tre måneder efter modtagelse af en an-
søgning om tilladelse som betalingsinstitut og e-pengeinsti-
tut, jf. §§ 8 og 9 i lov om betalinger, eller hvis ansøgningen
er ufuldstændig, efter modtagelse af de oplysninger, der er
nødvendige for at træffe afgørelse, at underrette ansøgeren
om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes.
En tilsvarende forpligtelse følger af § 55 i lov om betalinger
i forbindelse Finanstilsynets behandling af ansøgninger om
begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge, jf. §
50, og begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester,
jf. § 51.
En tilsvarende sagsbehandlingsfrist gælder imidlertid ikke i
dag for så vidt angår tilladelse til at udbyde kontooplysning-
stjenester i henhold til § 60 i lov om betalinger.
Det foreslås at indsætte en § 60 a, hvoraf det fremgår, at se-
nest tre måneder efter modtagelse af en ansøgning om tilla-
delse til at udbyde kontooplysningstjenester, jf. § 60, eller,
hvis ansøgningen er ufuldstændig, efter modtagelse af de
oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse, un-
derretter Finanstilsynet ansøgeren om, hvorvidt ansøgningen
kan imødekommes.
Formålet med den foreslåede ændring er at gennemføre arti-
kel 12 i 2. betalingstjenestedirektiv.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter en frist på tre måne-
der for Finanstilsynet til at træffe beslutning om at meddele
eller nægte at meddele tilladelse som udbyder af kontooply-
sningstjenester.
Fristen på tre måneder vil starte på det tidspunkt, hvor Fi-
nanstilsynet har modtaget en fyldestgørende ansøgning,
hvilket er en ansøgning, der indeholder alle relevante doku-
menter til brug for Finanstilsynets behandling af ansøgnin-
gen.
Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet skal
træffe beslutning om at meddele eller nægte at meddele an-
søgeren tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester
senest tre måneder efter at Finanstilsynet har modtaget en
fyldestgørende ansøgning. En overskridelse af fristen vil ik-
ke medføre, at tilladelse meddeles.
Til nr. 13 (§ 66 a i lov om betalinger)
40
Lov om betalinger indeholder i dag ikke regler om, at beta-
lingstjenesteudbydere skal stille en oplysningsfolder til rå-
dighed for brugerne.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i kapitel 5 i lov
om betalinger, som omhandler en betalingstjenesteudbyders
oplysningskrav over for brugeren med henblik på at gen-
nemføre artikel 106 i 2. betalingstjenestedirektiv.
Det foreslås med indsættelsen af § 66 a, stk. 1, 1. pkt., at en
udbyder af betalingstjenester, der udbyder betalingstjenester
til forbrugere, skal stille den folder, som Kommissionen ud-
arbejder i medfør af artikel 106 i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om be-
talingstjenester i det indre marked, til rådighed for alle ud-
byderens brugere på en let tilgængelig måde. I 2. pkt. fore-
slås det, at folderen skal fremgå af udbyderens hjemmeside
og være tilgængelig på papir hos udbyderens filialer, agenter
og hvor relevant andre virksomheder, hvortil aktiviteter er
outsourcet. I 3. pkt. foreslås det, at for personer med handi-
cap skal oplysningerne efter 1. pkt. stilles til rådighed ved
hjælp af hensigtsmæssige alternative midler, således at op-
lysningerne stilles til rådighed i et tilgængeligt format.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 106 i 2.
betalingstjenestedirektiv, hvoraf der følger en forpligtelse til
at oplyse forbrugere om deres rettigheder. Det fremgår af ar-
tikel 106, at Kommissionen senest den 13. januar 2018 udar-
bejder en brugervenlig elektronisk folder, som klart og let
forståeligt anfører forbrugernes rettigheder i henhold til 2.
betalingstjenestedirektiv og tilhørende EU-ret. Det følger vi-
dere af artikel 106, at betalingstjenesteudbydere skal sikre,
at folderen stilles til rådighed på en let tilgængelig måde på
deres websteder, hvis sådanne findes, og på papir i deres fi-
lialer og hos deres agenter og de enheder, hvortil aktiviteter
er outsourcet. Betalingstjenesteudbydere må ikke afkræve
deres kunder gebyr for at stille oplysningerne til rådighed,
og for så vidt angår personer med handicap skal bestemmel-
serne efterleves ved hjælp af hensigtsmæssige alternative
midler, således at oplysningerne stilles til rådighed i et til-
gængeligt format.
Med lov om betalinger, som gennemfører 2. betalingstjene-
stedirektiv, blev artikel 106 ikke gennemført, da der på
fremsættelsestidspunktet ikke forelå en folder fra Kommissi-
onen. Kommissionen offentliggjorde i december 2019 den
folder, der er nævnt i artikel 106.
Forpligtelsen finder anvendelse på alle betalingstjenesteud-
bydere, der udbyder tjenester til forbrugere. Bestemmelsen
finder dermed anvendelse på udbydere af betalingstjenester,
uanset at udbyderen alene har få kunder, der er forbrugere.
At folderen skal stilles til rådighed på en let tilgængelig må-
de for udbydernes brugere betyder, at folderen skal være
nem for kunden at finde, uden at det kræver en større søg-
ning på udbyderens hjemmeside. Folderen bør således enten
fremgå af hjemmesidens forside eller have et direkte link på
forsiden. For så vidt angår udbyderens filialer, agenter og
hvor relevant andre virksomheder, hvortil aktiviteter er out-
sourcet, skal folderen være tilgængelig i fysisk papirformat.
Det skal være muligt for alle udbyderens brugere at tilgå
Kommissionens folder. Det betyder f.eks., at personer med
handicap skal kunne tilgå folderen ved hjælp af hensigts-
mæssige alternative midler, således at oplysningerne stilles
til rådighed i et tilgængeligt format, f.eks. som en lydfil, så-
fremt der er tale om en kunde med nedsat syn, eller som er
ordblind.
Endelig fremgår det af den foreslåede bestemmelse, at fol-
deren skal stilles til rådighed hos andre virksomheder, hvor-
til aktiviteter er outsourcet, hvis det er relevant. Dette vil
være relevant i de situationer, hvor en udbyder af betalings-
tjenester har outsourcet en opgave til f.eks. en udbyder af en
teknisk tjeneste, hvor der vil være kontakt mellem brugeren
og udbyderen af den tekniske tjeneste. Såfremt der er tale
om en levering af rent tekniske ydelser i relation til udbyde-
ren, uden at det er relateret til brugeren og den aftale, der er
indgået mellem brugeren og udbyderen, vil outsourcingvirk-
somheden ikke være forpligtet til at stille folderen til rådig-
hed.
Den foreslåede § 66 a skal ses i sammenhæng med de øvrige
bestemmelser i kapitel 5 i lov om betalinger. Det betyder
bl.a., at det er udbyderen af betalingstjenester, der i medfør
af § 65 har bevisbyrden for, at folderen stilles til rådighed
for alle udbyderens brugere, hvis udbyderen har kunder, der
er forbrugere.
Herudover må udbyderen ikke kræve betaling for folderen,
jf. § 66. Det gælder også ved udlevering af en fysisk folder i
papirformat. En udbyder af betalingstjenester må således ik-
ke opkræve en bruger gebyrer eller anden betaling for opfyl-
delse af de oplysningsforpligtelser, der påhviler udbyderen
af betalingstjenester, uanset om der er tale om en enkeltstå-
ende betalingstransaktion eller en betalingstransaktion om-
fattet af en rammeaftale.
Det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med de
forbrugerbeskyttende regler i kapitel 5, jf. § 144 i lov om
betalinger, og det vil derfor ligeledes være Forbrugerom-
budsmanden, der fører tilsyn med, at Kommissionens folder
stilles til rådighed i overensstemmelse med den foreslåede §
66 a.
Til nr. 14 (§ 123, stk. 3, i lov om betalinger)
Ifølge lov om betalinger § 123, stk. 3, kan udbyderne af be-
talingstjenester og betalingsmodtageren, i tilfælde hvor en
betalingstransaktion sker ved anvendelse af et betalingsin-
strument, indgå aftale om betaling for særlige ordninger til-
41
knyttet det enkelte betalingsinstrument, i det omfang disse
særlige ordninger ikke er omfattet af abonnementsordningen
i stk. 4.
Det foreslås, at bestemmelsen i stk. 3 konsekvensændres, så-
ledes at henvisningen til abonnementsordningen i stk. 4 æn-
dres til, at bestemmelsen henviser til ”regler fastsat af er-
hvervsministeren efter stk. 4”, således at bestemmelsens
ordlyd er overensstemmende med de foreslåede ændringer i
stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 15. Dette medfører ingen æn-
dringer i det materielle indhold af bestemmelsen.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 15 og
16.
Til nr. 15 (§ 123, stk. 4, i lov om betalinger)
Ifølge den gældende § 123, stk. 4, kan erhvervsministeren
fastsætte nærmere regler om, at udbyderen for visse typer af
betalingsinstrumenter alene kan pålægge betalingsmodtage-
ren at betale et årligt abonnement. Efter ordlyden i bestem-
melsen er erhvervsministerens beføjelser således afgrænset
til alene at angå fastsættelse af regler om betaling af et årligt
abonnement. Ud fra forarbejderne til lov nr. 603 af 24. juni
2005 om ændring af lov om visse betalingsmidler vurderes
et abonnement endvidere at måtte være afgrænset til at om-
fatte et fast beløb baseret på et interval af transaktioner, jf.
Folketingstidende 2004-2005, tillæg A, side 7058. Abonne-
mentet skulle ifølge forarbejderne til loven ”blive fastsat, så-
ledes at der tages særligt hensyn til de mindre forretninger
med under 5.000 tranaktioner om året. Disse skal kun betale
et årligt abonnement på ca. 500 kr. i 2005. For de store og
mellemstore forretninger vil abonnementet blive fastsat i in-
tervaller på baggrund af antallet af dankorttransaktioner. ”
Det foreslås, at § 123, stk. 4, ændres, således at erhvervsmi-
nisteren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke prismodel-
ler udbyderne af visse typer af betalingsinstrumenter vil
kunne anvende til at pålægge betalingsmodtageren at betale
til dækning af udbyderens omkostninger til driften af beta-
lingssystemet.
Det vil indebære, at erhvervsministeren med forslaget til §
123, stk. 4, får en klar hjemmel til i bekendtgørelsesform at
fastsætte nærmere regler om, hvilke prismodeller udbydere
af visse betalingsinstrumenter er begrænset til at opkræve
gennem.
Forslaget vil således medføre, at erhvervsministerens befø-
jelser efter ordlyden af bestemmelsen ændres til tillige at
omfatte andre prismodeller end en abonnementsmodel. Er-
hvervsministeren vil efter forslaget kunne fastsætte nærmere
regler for, at udbydere af visse betalingsinstrumenter skal
opkræve betaling for omkostningerne til betalingssystemet
gennem en eller flere nærmere angivne ”prismodeller”. Æn-
dringen af ministerens beføjelser vil således medføre, at mi-
nisteren kan fastsætte alternative prismodeller baseret på ek-
sempelvis en procentsats af transaktionsbeløbet eller en fast
pris afhængigt eller uafhængigt af transaktionens størrelse.
De angivne eksempler er ikke udtømmende. Ændringen vil
endvidere medføre, at opkrævningsmetoden ikke er begræn-
set til at være baseret på transaktionsintervaller.
Det foreslås endvidere, at § 123, stk. 4, ændres, således at
den prismodel, som erhvervsministeren efter forslaget kan
fastsætte nærmere regler om, ikke er begrænset til at være
årlig. Det vil indebære, at ministeren med forslaget får
hjemmel til at fastsætte mere fleksible regler for opkrævnin-
gen af betalingen og beregningsgrundlaget for prismodellen.
Ændringen vil således medføre en øget fleksibilitet i forhold
til betalinger, hvilket bl.a. kan være til gavn for især de beta-
lende forretninger, men tillige for indløseren.
Med den foreslåede hjemmel er det hensigten, at erhvervs-
ministeren ændrer abonnementsbekendtgørelsen, således at
bekendtgørelsen fremover bl.a. skal omfatte en mulighed
for, at virksomheder kan betale enten ved en fast abonne-
mentssats eller ved en procentuel opkrævning fastsat på bag-
grund af værdien af den enkelte korttransaktion. Efter den
nye bekendtgørelse vil opkrævningen efter hensigten skulle
ske kvartalvist med henblik på at skabe øget fleksibilitet.
Lovforslaget ændrer ikke på, at udbydere omfattet af de
nærmere regler, som erhvervsministeren kan fastsætte efter
lov om betalinger, § 123, stk. 4 og 5, udelukkende kan op-
kræve omkostningerne til driften af betalingssystemet fra
betalingsmodtagere omfattet af prismodellen. Således vil det
fortsat være sådan, at de samlede betalinger i prismodellen
ikke kan overstige omkostningerne forbundet med driften.
Til nr. 16 (§ 123, stk. 5, 1. pkt., i lov om betalinger)
Ifølge den gældende § 123, stk. 5, kan erhvervsministeren
fastsætte nærmere regler om, hvorledes prisen for det årlige
abonnement i stk. 4 skal beregnes. Erhvervsministeren kan
endvidere fastsætte supplerende regler for betalingsinstru-
menter omfattet af stk. 1.
Det foreslås, at ordlyden i stk. 5, 1. pkt., konsekvensændres,
således at "prisen for det årlige abonnement i stk. 4." ændres
til "betalingen i prismodeller fastsat efter stk. 4." Det fore-
slås således, at ordlyden af bestemmelsen ændres, så be-
stemmelsen fortsat vil stemme overens med erhvervsmini-
sterens beføjelser efter lovens § 123, stk. 4, jf. forslagets § 1,
nr. 2. Efter forslaget videreføres § 123, stk. 5, 2. pkt., uden
ændringer. Forslaget vedrører således udelukkende en kon-
sekvensændring af bestemmelsens første led.
Til nr. 17 (§ 130, stk. 1, 2. pkt., i lov om betalinger)
42
Efter § 130, stk. 1, i lov om betalinger påser Finanstilsynet
overholdelsen af loven og regler udstedt i medfør af loven
med undtagelse af § 27 om whistleblowerbeskyttelse. For-
brugerombudsmanden og Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sen fører dog tilsyn med dele af loven, jf. §§ 144-145. Desu-
den påser Finanstilsynet bl.a. overholdelsen af artikel 3, arti-
kel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og artikel 4 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001.
Det foreslås at ændre § 130, stk. 1, 2. pkt., så det fremgår af
bestemmelsen, at Finanstilsynet påser overholdelsen af arti-
kel 3-4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskriden-
de betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning
(EF) nr. 2560/2001.
Med forslaget udvides de bestemmelser i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, som Fi-
nanstilsynet påser overholdelsen af, så de også omfatter arti-
kel 3a, stk. 5 og 6.
I medfør af artikel 3a, stk. 5, sender betalerens betalingstje-
nesteudbyder for hvert betalingskort, som udbyderen har ud-
stedt til betaleren, og som er knyttet til den samme konto, en
elektronisk meddelelse med de nødvendige oplysninger til
betaleren uden unødig forsinkelse, efter at betalingstjeneste-
udbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthæv-
ning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i
en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den
valuta, som betalerens konto føres i. Uanset foranstående
skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned,
hvori betalernes betalingstjenesteudbyder modtager en beta-
lingsordre fra betaleren i samme valuta.
I medfør af artikel 3a, stk. 6, aftaler betalingstjenesteudby-
deren med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt og
let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er),
hvorigennem betalingstjenesteudbyderen sender den elektro-
niske meddelelse. Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde be-
talingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modta-
ge de elektroniske meddelelser. Betalingstjenesteudbyderen
og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at forordningens ar-
tikel 3a, stk. 5 og 6, helt eller delvist ikke finder anvendelse,
hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.
De omhandlede oplysninger skal ifølge artikel 3a, stk. 7,
fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.
Det bemærkes, at ved eventuel videregivelse og indhentelse
af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende da-
tabeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen
af personoplysninger altid skal ske under iagttagelse af gæl-
dende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
Til nr. 18 (§ 132, stk. 6, § 136, stk. 8, 10, 1. pkt., og 11, og §
137, stk. 2, i lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 5, i § 132,
stk. 6, § 136, stk. 7, 9 og 10, der bliver stk. 8, 10 og 11, og i
§ 137, stk. 2, ændres til henvisninger til stk. 6.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 19 (§ 136, stk. 1, 1. pkt., i lov om betalinger)
Efter § 136 i lov om betalinger har Finanstilsynet en særlig
tavshedspligt, som er mere omfattende end den, der følger af
forvaltningslovens § 27.
Bestemmelsen gennemfører artikel 24 i 2. betalingstjeneste-
direktiv og artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets
Direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til
at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske
penge og tilsyn med en sådan virksomhed (2. e-pengedirek-
tiv). Artikel 24 i 2. betalingstjenestedirektiv fastsætter, at
medlemsstaterne sikrer, at alle, der arbejder eller har arbej-
det for de kompetente myndigheder, såvel som eksperter,
der handler på de kompetente myndigheders vegne, omfattes
af tavshedspligt, og at udveksling af oplysninger er omfattet
af en streng tavshedspligt for at sikre beskyttelse af enkelt-
personers og virksomheders rettigheder. Artikel 24 i 2. beta-
lingstjenestedirektiv finder efter artikel 3, stk. 1, i 2. e-pen-
gedirektiv ligeledes anvendelse på e-pengeinstitutter.
Det følger af § 136, stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynets ansatte
under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e er forpligtet til
at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kend-
skab til gennem tilsynsvirksomheden, og fortrolige oplys-
ninger, som de får kendskab til fra Finansiel Stabilitet, så-
fremt oplysningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3
og 8 og §§ 83-90. Det samme gælder personer, der udfører
serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift samt eksper-
ter, der handler på tilsynets vegne. Dette gælder også efter
ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.
Den særlige tavshedspligt begrænser adgangen til aktindsigt
i Finanstilsynets sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§
83-90 efter § 35 i offentlighedsloven. Derimod begrænser §
136, stk. 1, 1. pkt., ikke adgangen til partsaktindsigt efter
forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 5. Afgørel-
43
se om, hvem der er part i forhold til sager hos Finanstilsy-
net, træffes efter lov om betalinger § 142.
Den særlige tavshedspligt finder i dag kun anvendelse på
bestemmelserne i kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90, og kun så-
fremt oplysningerne er modtaget i forbindelse med Finans-
tilsynets tilsynsvirksomhed.
Kapitel 2 og 3 omhandler betingelserne for at opnå tilladelse
som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut og de krav, der
gælder for at opnå en begrænset tilladelse til udstedelse af
elektroniske penge eller udbud af betalingstjenester. Be-
stemmelserne i kapitel 8 omhandler databeskyttelse, opera-
tionel sikkerhed og autentifikation, mens bestemmelserne i
§§ 83-90 omhandler udbydere af betalingstjenesters adgang
til betalerens konto.
Oplysninger i sager efter lovens øvrige bestemmelser er der-
imod i dag ikke underlagt den særlige tavshedspligt efter §
136, stk. 1, 1. pkt. For disse oplysninger gælder derfor den
almindelige tavshedspligt efter straffelovens §§ 152-152 e
og forvaltningslovens § 27.
Det foreslås i § 136, stk. 1, 1. pkt., at ”såfremt oplysningerne
vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90” ud-
går.
Den foreslåede ændring indebærer, at Finanstilsynets tavs-
hedspligt vil blive udvidet, således at den vil finde anvendel-
se på alle oplysninger, som Finanstilsynet måtte modtage
som led i sin tilsynsvirksomhed, og ikke kun oplysninger i
sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90.
Ved fortrolige oplysninger i den foreslåede bestemmelses
forstand forstås oplysninger om en virksomheds forretnings-
mæssige forhold og kunders forhold samt andre oplysninger,
som efter deres karakter er fortrolige. Oplysninger, som ef-
ter deres karakter er offentlige, f.eks. regnskaber og fonds-
børsmeddelelser, er ikke omfattet af tavshedspligten. Tilsva-
rende gælder oprindeligt fortrolige oplysninger, som uden
om tilsynet er blevet offentliggjort af andre kanaler i en
grad, så det er blevet almindeligt kendt.
Ved oplysninger, der efter deres karakter er fortrolige, for-
stås oplysninger, der ikke direkte relaterer sig til enkelte
kunders eller virksomheders forhold. Det drejer sig bl.a. om
oplysninger om økonomiske eller forretningsmæssige for-
hold for personer og selskaber, som ikke er kunder i egentlig
forstand, men som f.eks. kautionerer for kunder, har ejeran-
dele i virksomhedens kunder eller på anden vis har en per-
sonlig, økonomisk eller forretningsmæssig tilknytning til
kunder uden selv at være det.
Tavshedspligten vil også omfatte fortrolige oplysninger,
som Finanstilsynet modtager fra udenlandske myndigheder i
forbindelse med sin tilsynsvirksomhed.
Fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet modtager fra Fi-
nansiel Stabilitet, vil også blive omfattet af bestemmelsen.
Oplysninger fra Finansiel Stabilitet kan f.eks. være oplys-
ninger, som Finanstilsynet modtager i forbindelse med op-
gaver med afviklingsplanlægning samt nedskrivning og kon-
vertering af kapitalinstrumenter. Fortrolige oplysninger kan
i denne forbindelse eksempelvis være oplysninger om en
konto, som et betalingsinstitut har oprettet i et pengeinstitut
til sikring af midler, jf. kravet i § 35 i lov om betalinger.
Baggrunden for den foreslåede udvidelse er bl.a. hensynet til
at beskytte virksomhedernes forretningsmæssige forhold,
herunder af konkurrencemæssige grunde og med henblik på
at sikre gennemførelse af artikel 24 i 2. betalingstjenestedi-
rektiv, som fastsætter en streng tavshedspligt for at sikre be-
skyttelse af enkeltpersoners og virksomheders rettigheder.
Derudover vil den foreslåede ændring af § 136, stk. 1, 1.
pkt., medføre en ensretning af Finanstilsynets tavshedspligt
på tværs af Finanstilsynets tilsynsområder. Hovedreglen om
Finanstilsynets tavshedspligt fremgår af lov om finansiel
virksomhed, § 354. Det fremgår således af § 354, stk. 1, 1.
pkt., at Finanstilsynets ansatte under ansvar efter straffelo-
vens §§ 152-152 e er forpligtet til at hemmeligholde fortroli-
ge oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsyns- og
afviklingsvirksomheden, og fortrolige oplysninger, som de
får kendskab til fra Finansiel Stabilitet.
Den foreslåede nyffattelse af § 136, stk. 1, 1. pkt., vil med-
føre en begrænsning i adgangen til aktindsigt efter offentlig-
hedsloven i Finanstilsynets sager, som ikke tidligere har væ-
ret omfattet af tavshedspligten efter § 136, stk. 1, 1. pkt. Den
foreslåede ændring vil derimod ikke begrænse adgangen til
partsaktindsigt efter forvaltningsloven.
Til nr. 20 (§ 136, stk. 3, i lov om betalinger)
Efter § 136, stk. 1, i lov om betalinger er Finanstilsynets an-
satte under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet
til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får
kendskab til gennem tilsynsvirksomheden, og fortrolige op-
lysninger, som de får kendskab til fra Finansiel Stabilitet,
såfremt oplysningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3
og 8 og §§ 83-90. Det samme gælder personer, der udfører
serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, og eksperter,
der handler på tilsynets vegne. Dette gælder også efter an-
sættelses- eller kontraktforholdets ophør.
Det foreslås, at der i § 136 indsættes et nyt stk. 3, hvorefter
Finanstilsynets tavshedspligt ikke finder anvendelse på op-
lysninger i sager omfattet af kapitel 5-7. Den foreslåede æn-
44
dring følger af den foreslåede ændring til § 136, stk. 1, 1.
pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 19.
Lovens kapitel 5-7 indeholder forbrugerbeskyttende bestem-
melser og omhandler oplysningskrav, rettigheder og forplig-
telser ved brug af betalingstjenester og elektroniske penge
samt regler om gebyrer.
Det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med kapi-
tel 5 og tilsyn med, at virksomhederne over for forbrugere
overholder reglerne i kapitel 6.
Finanstilsynets tavshedspligt efter § 136, stk. 1, 1. pkt., i lov
om betalinger omfatter i dag ikke kapitel 5-7. Som følge af
den foreslåede ændring vil offentligheden lige som i dag
kunne få indsigt i Finanstilsynets arbejde omfattet af kapitel
5-7 efter de almindelige regler om aktindsigt i offentligheds-
loven og forvaltningsloven.
Derudover vil den foreslåede ændring medføre en ensret-
ning af Finanstilsynets tavshedspligt på tværs af Finanstilsy-
nets tilsynsområder. Det skal i den sammenhæng bemærkes,
at hovedreglen om Finanstilsynets tavshedspligt fremgår af
lov om finansiel virksomhed § 354. Det fremgår af § 354,
stk. 3, at Finanstilsynets tavshedspligt ikke finder anvendel-
se på oplysninger i sager om god skik, prisoplysning og
kontraktforhold. Den foreslåede ændring har således til for-
mål at sikre, at der er ensartede regler om tavshedspligt på
tværs af Finanstilsynets tilsynslovgivning.
Til nr. 21 (§ 136, stk. 6, nr. 4, i lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 10, i §
136, stk. 5, nr. 4, der bliver stk. 6, nr. 4, ændres til henvis-
ninger til stk. 11.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 22 (§ 136, stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, i
lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 9, i § 136,
stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, der bliver stk. 6, nr.
7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, ændres til henvisninger til stk.
10.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 23 (§ 136, stk. 6, nr. 7, 8 og 14, i lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 10, i §
136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk. 6, nr. 7, 8 og 14,
ændres til henvisninger til stk. 11.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 24 (§ 136, stk. 5, nr. 15, i lov om betalinger)
Efter § 136 i lov om betalinger er ansatte i Finanstilsynet
underlagt en skærpet tavshedspligt. Efter § 136, stk. 5, er
tavshedspligten ikke til hinder for at kunne videregive for-
trolige oplysninger til de i stk. 5 oplistede myndigheder, or-
ganer m.v.
Det følger af § 136, stk. 5, nr. 15, at Finanstilsynet kan vide-
regive fortrolige oplysninger til offentlige myndigheder,
som overvåger betalingssystemerne i Danmark og andre lan-
de inden for Den Europæiske Union eller lande, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle område, under
forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for dem til
opfyldelse af deres lovbestemte opgaver, herunder overvåg-
ning af betalings- og værdipapirhåndteringssystemer og va-
retagelse af det finansielle systems stabilitet.
Det foreslås at nyaffatte nr. 15, så det fremgår, at Finanstil-
synet kan videregive fortrolige oplysninger til Danmarks
Nationalbank, centralbanker i lande inden for Den Europæ-
iske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, Det Europæiske System af Cen-
tralbanker og Den Europæiske Centralbank i deres egenskab
af pengepolitisk myndighed samt offentlige myndigheder,
som overvåger betalingssystemerne i Danmark og andre lan-
de inden for Den Europæiske Union eller lande, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle område, under
forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for dem til
opfyldelse af deres lovbestemte opgaver, herunder udførelse
af pengepolitik, overvågning af betalings- og værdipapir-
håndteringssystemer samt varetagelse af det finansielle sy-
stems stabilitet.
Baggrunden for ændringen er et ønske om at præcisere,
hvem Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger
til. § 136, stk. 5, nr. 15, blev indsat med lov nr. 652 af 8. ju-
ni 2017 om betalinger. Det fremgår af bemærkningerne til
bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 157 som
fremsat, side 96, at Finanstilsynet efter nr. 15 kan videregive
45
fortrolige oplysninger til Danmarks Nationalbank, central-
banker i lande inden for EU/EØS, Det Europæiske System
af Centralbanker og ECB i deres egenskab af pengepolitisk
myndighed samt offentlige myndigheder, som overvåger be-
talingssystemerne i Danmark og andre lande inden for EU/
EØS, under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige
for dem til opfyldelse af deres lovbestemte opgaver, herun-
der udførelse af pengepolitik, overvågning af betalings- og
værdipapirhåndteringssystemer samt varetagelse af det fi-
nansielle systems stabilitet.
Den foreslåede nyaffattelse er en præcisering af lovteksten i
overensstemmelse med bestemmelsens bemærkninger.
Den foreslåede ændring indeholder ikke en materiel æn-
dring.
Den foreslåede nyaffattelse svarer til ordlyden af § 354, stk.
6, nr. 21, i lov om finansiel virksomhed, der regulerer tilsva-
rende videregivelse efter lov om finansiel virksomhed.
For at videregive oplysninger efter § 136, stk. 5, nr. 15, er
det en forudsætning, at modtagerne har behov for oplysnin-
gerne til varetagelse af deres lovbestemte opgaver. Har
modtageren ikke selv redegjort nærmere for deres behov for
oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modtage-
ren har givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Fi-
nanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhentelsen
af oplysningerne, inden Finanstilsynet beslutter at udlevere
oplysningerne.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra en anden
medlemsstat, kan alene ske, såfremt de myndigheder, som
har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilla-
delse, ligesom oplysningerne udelukkende må benyttes til
det formål, som tilladelsen vedrører.
Den, der efter stk. 5 modtager fortrolige oplysninger fra Fi-
nanstilsynet, er undergivet den samme skærpede tavsheds-
pligt med hensyn til disse oplysninger som Finanstilsynets
ansatte efter § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.
Til nr. 25 (§ 136, stk. 5, nr. 24-26, i lov om betalinger)
Efter § 136 i lov om betalinger er Finanstilsynets ansatte un-
derlagt en skærpet tavshedspligt. Efter § 136, stk. 5, er tav-
shedspligten ikke til hinder for at kunne videregive fortroli-
ge oplysninger til de i stk. 5 oplistede myndigheder, organer
m.v.
§ 136 blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om beta-
linger, der gennemfører artikel 24 i 2. betalingstjenestedi-
rektiv, hvorefter udveksling af oplysninger i henhold til arti-
kel 26 er omfattet af en streng tavshedspligt for at sikre be-
skyttelse af enkeltpersoners og virksomheders rettigheder.
Det fremgår af artikel 24, stk. 3, at medlemsstaterne kan an-
vende denne artikel under hensyntagen til artikel 53-61 i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni
2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut
og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber
(CRD IV) med de fornødne ændringer. § 136 i lov om beta-
linger svarer til den særlige tavshedsbestemmelse for Fi-
nanstilsynet, som fremgår af § 354 i lov om finansiel virk-
somhed. § 354 i lov om finansiel virksomhed gennemfører
artikel 53-60 i CRD IV.
Bestemmelsen indeholder hovedreglen for Finanstilsynets
tavshedspligt og er en særbestemmelse om tavshedspligt, jf.
offentlighedslovens § 35. Det indebærer, at der ikke vil være
mulighed for adgang til aktindsigt efter offentlighedsloven i
oplysninger hos Finanstilsynet, der er omfattet af tavsheds-
pligten. Denne skærpede tavshedspligt går desuden videre
end den tavshedspligt, der i medfør af § 27, stk. 1, i forvalt-
ningsloven påhviler alle offentligt ansatte.
Tavshedspligten er baseret på et ønske om at beskytte virk-
somhedernes kunder, både privatpersoner og erhvervskun-
der. Hertil kommer et ønske om af konkurrencemæssige
grunde at beskytte oplysninger om virksomhedernes forret-
ningsmæssige forhold. Herudover er Finanstilsynets tavs-
hedspligt en afgørende betingelse for den tilsynsmæssige ef-
fektivitet. For at tilsynet kan få alle nødvendige oplysninger
i en given sag, må virksomhederne og kunderne kunne nære
tillid til, at Finanstilsynet ikke videregiver fortrolige oplys-
ninger.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20.
maj 2019 om ændring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt
angår fritagne enheder, finansielle holdingselskaber, blande-
de finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstalt-
ninger og ‑beføjelser og kapitalbevaringsforanstaltninger
(CRD V), indeholder en ny artikel 58a i CRD IV, hvorefter
de kompetente myndigheder skal kunne videregive oplys-
ninger til Den Internationale Valutafond og Verdensbanken
med henblik på vurderinger som led i programmet til vurde-
ring af den finansielle sektor, Den Internationale Betalings-
bank med henblik på kvantitative konsekvensanalyser og
Rådet for Finansiel Stabilitet med henblik på dets tilsyns-
funktion.
Med lovforslaget foreslås det, at der i § 136 indsættes et nr.
24, hvorefter Finanstilsynet kan videregive oplysninger til
Den Internationale Valutafond og Verdensbanken med hen-
blik på vurderinger som led i programmet til vurdering af
den finansielle sektor.
Med bestemmelsen gennemføres artikel 58 a, stk. 1, litra a, i
CRD V. Med forslaget vil det være en betingelse for at vide-
regive oplysninger til Den Internationale Valutafond og
46
Verdensbanken, at der er behov for oplysningerne til vurde-
ringen af den finansielle sektor. De udvekslede oplysninger
skal således begrænses til, hvad der er relevant og forholds-
mæssigt under hensyn til formålet med udvekslingen.
Ved en sådan udveksling af oplysninger skal de nævnte op-
lysningers fortrolighed og de kommercielle interesser hos
operatører af væsentlige tjenester sikres. Har modtageren
derfor ikke redegjort nærmere for deres behov for at indhen-
te oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modta-
geren har givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Fi-
nanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhentelsen
af oplysningerne, før Finanstilsynet træffer endelig beslut-
ning om at udlevere disse.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra en anden
medlemsstat, vil alene kunne ske, såfremt de myndigheder,
som har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige
tilladelse, og oplysningerne må udelukkende benyttes til det
formål, som tilladelsen vedrører.
Alle, der efter stk. 5 modtager fortrolige oplysninger fra Fi-
nanstilsynet, er undergivet den samme skærpede tavsheds-
pligt med hensyn til disse oplysninger, som Finanstilsynets
ansatte efter § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.
Det foreslås endvidere, at der i § 136 indsættes et nr. 25,
hvorefter Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysnin-
ger til Den Internationale Betalingsbank med henblik på
kvantitative konsekvensanalyser.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 58 a,
stk. 1, litra b, i CRD V. Det vil være en betingelse for at vi-
deregive oplysninger til Den Internationale Betalingsbank,
at der er tale om oplysninger, som Den Internationale Beta-
lingsbank har brug for med henblik på kvantitative konse-
kvensanalyser. De udvekslede oplysninger skal således be-
grænses til, hvad der er relevant og forholdsmæssigt under
hensyn til formålet med udvekslingen.
Ved en sådan udveksling af oplysninger skal de nævnte op-
lysningers fortrolighed og de kommercielle interesser hos
operatører af væsentlige tjenester sikres. Har modtageren
derfor ikke redegjort nærmere for deres behov for at indhen-
te oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modta-
geren har givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Fi-
nanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhentelsen
af oplysningerne, før Finanstilsynet beslutter at udlevere dis-
se.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra et andet med-
lemsland, kan alene ske, såfremt de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladel-
se, og oplysningerne må udelukkende benyttes til det for-
mål, som tilladelsen vedrører.
Alle, der i henhold til stk. 5 modtager fortrolige oplysninger
fra Finanstilsynet, er undergivet den samme skærpede tavs-
hedspligt med hensyn til disse oplysninger, som Finanstilsy-
nets ansatte efter § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.
Det foreslås endvidere, at der i § 136 indsættes et nr. 26,
hvorefter Finanstilsynet kan videregive oplysninger til Rådet
for Finansiel Stabilitet med henblik på dets tilsynsfunktion.
Med bestemmelsen gennemføres artikel 58 a, stk. 1, litra c, i
CRD V. Det vil være en betingelse for at videregive oplys-
ninger til Rådet for Finansiel Stabilitet, at der er tale om op-
lysninger, som Rådet for Finansiel Stabilitet har brug for,
med henblik på dets tilsynsfunktion. De udvekslede oplys-
ninger skal således begrænses til, hvad der er relevant og
forholdsmæssigt under hensyn til formålet med udvekslin-
gen.
Ved en sådan udveksling af oplysninger skal de nævnte op-
lysningers fortrolighed og de kommercielle interesser hos
operatører af væsentlige tjenester sikres. Har modtageren
derfor ikke redegjort nærmere for deres behov for at indhen-
te oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modta-
geren har givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Fi-
nanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhentelsen
af oplysningerne, før Finanstilsynet beslutter at udlevere dis-
se.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra et andet med-
lemsland, kan alene ske, såfremt de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladel-
se, og oplysningerne må udelukkende benyttes til det for-
mål, som tilladelsen vedrører.
Alle, der efter stk. 5 modtager fortrolige oplysninger fra Fi-
nanstilsynet, er undergivet den samme skærpede tavsheds-
pligt med hensyn til disse oplysninger, som Finanstilsynets
ansatte efter § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.
Ved en videregivelse af personoplysninger efter en af de op-
listede numre i § 136, stk. 5, vil de gældende regler vedrø-
rende databeskyttelse tillige finde anvendelse, hvorfor be-
handling af personoplysninger altid vil ske under iagttagelse
af gældende lovgivning, herunder databeskyttelsesforord-
ningen og databeskyttelsesloven.
Til nr. 26 (§ 136, stk. 7, i lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
47
Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 4 og 5, i §
136, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres til henvisninger til stk. 5
og 6.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 27 (§ 136, stk. 8, i lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
Det foreslås derfor, at henvisningen til § 136, stk. 6, i § 136,
stk. 7, der bliver stk. 8, ændres til henvisning til stk. 7.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 28 (§ 138, stk. 1, 8. pkt., i lov om betalinger)
Efter § 138, stk. 1, 8. pkt., i lov om betalinger skal Finanstil-
synets beslutning om bl.a. at overgive sager efter artikel 3,
artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4 i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 til politi-
mæssig efterforskning offentliggøres på Finanstilsynets
hjemmeside med angivelse af virksomhedens navn.
Det foreslås, at § 138, stk. 1, 8. pkt., ændres, så henvisnin-
gen til artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b ændres til
artikel 3-4.
Med forslaget udvides de bestemmelser i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, hvorefter
Finanstilsynets politianmeldelse skal offentliggøres, til også
at omfatte beslutninger truffet i henhold til artikel 3a, stk. 5
og 6.
I medfør af artikel 3a, stk. 5, sender betalerens betalingstje-
nesteudbyder for hvert betalingskort, som udbyderen har ud-
stedt til betaleren, og som er knyttet til den samme konto, en
elektronisk meddelelse med de nødvendige oplysninger til
betaleren uden unødig forsinkelse, efter at betalingstjeneste-
udbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthæv-
ning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i
en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den
valuta, som betalerens konto føres i. Uanset foranstående
skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned,
hvori betalernes betalingstjenesteudbyder modtager en beta-
lingsordre fra betaleren i samme valuta.
I medfør af artikel 3a, stk. 6, aftaler betalingstjenesteudby-
deren med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt og
let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er),
hvorigennem betalingstjenesteudbyderen sender den elektro-
niske meddelelse. Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde be-
talingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modta-
ge de elektroniske meddelelser. Betalingstjenesteudbyderen
og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at forordningens ar-
tikel 3a, stk. 5 og 6, helt eller delvist ikke finder anvendelse,
hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.
De omhandlede oplysninger skal ifølge artikel 3a, stk. 7,
fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.
Der er med den foreslåede ændring ikke i øvrigt tilsigtet æn-
dringer af Finanstilsynets praksis for offentliggørelse efter §
138, stk. 1, 8. pkt., i lov om betalinger.
Ved eventuel offentliggørelse, videregivelse eller indhentel-
se af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende
databeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen
af personoplysninger altid skal ske under iagttagelse af gæl-
dende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
Til nr. 29 (§ 139, stk. 1, 2. pkt., i lov om betalinger)
Efter § 139, stk. 1, 2. pkt., i lov om betalinger skal Finanstil-
synet orientere offentligheden om sager, som er behandlet af
Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og
som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen
af bl.a. artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4 i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af
16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i
Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001.
Det foreslås, at § 139, stk. 1, 2. pkt., ændres, så henvisnin-
gen til artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b ændres til
artikel 3-4.
Med forslaget udvides de bestemmelser i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, som Fi-
nanstilsynet skal orientere offentligheden om, til også at om-
fatte artikel 3a, stk. 5 og 6.
I medfør af artikel 3a, stk. 5, sender betalerens betalingstje-
nesteudbyder for hvert betalingskort, som udbyderen har ud-
stedt til betaleren, og som er knyttet til den samme konto, en
elektronisk meddelelse med de nødvendige oplysninger til
betaleren uden unødig forsinkelse, efter at betalingstjeneste-
udbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthæv-
ning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i
48
en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den
valuta, som betalerens konto føres i. Uanset foranstående
skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned,
hvori betalernes betalingstjenesteudbyder modtager en beta-
lingsordre fra betaleren i samme valuta.
I medfør af artikel 3a, stk. 6, aftaler betalingstjenesteudby-
deren med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt og
let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er),
hvorigennem betalingstjenesteudbyderen sender den elektro-
niske meddelelse. Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde be-
talingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modta-
ge de elektroniske meddelelser. Betalingstjenesteudbyderen
og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at forordningens ar-
tikel 3a, stk. 5 og 6, helt eller delvist ikke finder anvendelse,
hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.
De omhandlede oplysninger skal ifølge artikel 3a, stk. 7,
fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.
Der er med den foreslåede ændring ikke i øvrigt tilsigtet æn-
dringer af Finanstilsynets praksis for orientering af offent-
ligheden efter § 139 i lov om betalinger.
Ved eventuel offentliggørelse, videregivelse eller indhentel-
se af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende
databeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen
af personoplysninger altid skal ske under iagttagelse af gæl-
dende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
Til nr. 30 (§ 143 i lov om betalinger)
Efter § 143 i lov om betalinger kan afgørelser truffet af Fi-
nanstilsynet i henhold til loven, regler udstedt i medfør af
loven, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om
betalingstjenester i det indre marked, artikel 3, artikel 3a,
stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4 i Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning nr. 2009/924 om grænseoverskridende beta-
linger i Unionen eller Europa-Parlamentets eller Rådets for-
ordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og
forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte de-
biteringer i euro indbringes for Erhvervsankenævnet af den,
som afgørelsen retter sig mod, senest fire uger efter at afgø-
relsen er meddelt den pågældende.
Det foreslås, at § 143 ændres, så henvisningen til artikel 3,
artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4, ændres til artikel
3-4 og henvisningen til Europa-Parlamentets eller Rådets
forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 ændres til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
260/2012 af 14. marts 2012.
Med den foreslåede ændring vil det fremgå af bestemmel-
sen, at Finanstilsynets afgørelser kan indbringes for Er-
hvervsankenævnet, når afgørelserne er truffet med hjemmel
i artikel 3-4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskriden-
de betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning
(EF) nr. 2560/2001 eller med hjemmel i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts
2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditover-
førsler og direkte debiteringer i euro.
Med forslaget udvides omfanget af afgørelser fra Finanstil-
synet, der vil kunne indbringes for Erhvervsankenævnet, så
det også omfatter afgørelser truffet efter artikel 3a, stk. 5-6, i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af
16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i
Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001, der er indført med Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring
af forordning (EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer
for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselge-
byrer.
I medfør af artikel 3a, stk. 5, sender betalerens betalingstje-
nesteudbyder for hvert betalingskort, som udbyderen har ud-
stedt til betaleren, og som er knyttet til den samme konto, en
elektronisk meddelelse med de nødvendige oplysninger til
betaleren uden unødig forsinkelse, efter at betalingstjeneste-
udbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthæv-
ning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i
en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den
valuta, som betalerens konto føres i. Uanset foranstående
skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned,
hvori betalernes betalingstjenesteudbyder modtager en beta-
lingsordre fra betaleren i samme valuta.
I medfør af artikel 3a, stk. 6, aftaler betalingstjenesteudby-
deren med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt og
let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er),
hvorigennem betalingstjenesteudbyderen sender den elektro-
niske meddelelse. Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde be-
talingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modta-
ge de elektroniske meddelelser. Betalingstjenesteudbyderen
og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at forordningens ar-
tikel 3a, stk. 5 og 6, helt eller delvist ikke finder anvendelse,
hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.
De omhandlede oplysninger skal ifølge artikel 3a, stk. 7,
fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.
Ved eventuel videregivelse, offentliggørelse eller indhentel-
se af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende
databeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen
af personoplysninger altid skal ske under iagttagelse af gæl-
49
dende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
Den foreslåede ændring af henvisningen til Europa-Parla-
mentets eller Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14.
marts 2012, til rettelig at være en henvisning til Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14.
marts 2012 er alene en redaktionel ændring, som skal sikre,
at henvisning til EU-retsakter sker korrekt.
Til nr. 31 (§ 145 a og 145 b i lov om betalinger)
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med en
række bestemmelser i lov om betalinger. Det fremgår såle-
des af § 145, stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
fører tilsyn med overholdelsen af kapitel 4 og §§ 120-123 og
1) artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen
og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, 2) arti-
kel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
260/2012/EU af 14. marts 2012 om tekniske og forretnings-
mæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i
euro og om ændring af forordning nr. 924/2009/EF om
grænseoverskridende betalinger i euro (SEPA-forordningen)
og 3) artikel 3-11 i Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning nr. 2015/751/EU om interbankgebyrer for kortbaserede
betalingstransaktioner.
Som udgangspunkt fungerer Konkurrence- og Forbrugersty-
relsens tilsyn efter loven i konkrete afgørelsessager uafhæn-
gigt af ministeren, der ikke inddrages i styrelsens afgørelser.
Sammenfattende træffer styrelsen således allerede i dag
selvstændigt afgørelser i konkrete sager om efterlevelse af
bestemmelserne i lov om betalinger. Lovændringen vil der-
med formalisere, hvad der er normal praksis for Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsens afgørelser på området.
Det foreslås på den baggrund for det første, at der efter §
145 i lov om betalinger indføres en ny § 145 a, som i 1. pkt.
fastslår, at Konkurrencerådet skal have det overordnede an-
svar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administra-
tion efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf.
Forslaget vil indebære, at Konkurrencerådet får det overord-
nede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens admi-
nistration af loven og kan instruere styrelsen generelt og i
forhold til konkrete afgørelser. Formelt set er Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsens tilsyn med lov om betalinger i dag
underlagt erhvervsministerens ansvar, hvorefter erhvervsmi-
nisteren har de sædvanlige overordnelsesbeføjelser inden for
sit ressort. Med forslaget vil det overordnede ansvar for
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn med lov om be-
talinger overgå fra erhvervsministeren til Konkurrencerådet.
Det vil også medføre, at ministeren ikke har instruktionsbe-
føjelser over for Konkurrencerådet eller Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen i forhold til myndighedernes tilsyn efter
lov om betalinger.
Det foreslås med 2. pkt., at Konkurrencerådet træffer afgø-
relse i sager af principiel eller særlig stor betydning.
Det vil indebære, at Konkurrencerådet træffer afgørelse i
sager af principiel eller særlig stor betydning. En sag kan
være af principiel betydning, hvor der er tale om en pro-
blemstilling, der ikke tidligere er taget stilling til efter loven,
eller hvor afgørelsen i øvrigt kan danne præcedens. En sag
kan også være principiel, hvis f.eks. en hidtidig fortolkning
skal ændres. En sag kan have særlig stor betydning, hvis den
indebærer betydelige følger for en eller flere virksomheder
eller en hel branche.
Arbejdsdelingen mellem Konkurrencerådet og Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsen betyder, at styrelsen vil kunne
træffe afgørelser i sager, der ikke er af principiel eller særlig
stor betydning. Det omfatter bl.a., at styrelsen på rådets veg-
ne kan træffe afgørelser i et større antal sager, hvor afgørel-
serne stort set er enslydende. Det vil f.eks. være tilfældet,
hvor styrelsen modtager et større antal klager over samme
forhold.
Det foreslås med 3. pkt., at det klargøres, at Konkurrencerå-
det og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ved den daglige
administration efter denne lov og regler udstedt i medfør
heraf er uafhængige af erhvervsministeren.
Forslaget vil indebære, at ministeren ikke vil have instrukti-
onsbeføjelser over for Konkurrencerådet eller Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen i relation til administrationen, herun-
der blandt andet tilsynet med lov om betalinger. Styrelsens
deltagelse i internationale fora som uafhængig tilsynsføren-
de myndighed efter lov om betalinger vil heller ikke være
underlagt instruktionsbeføjelser fra ministeren. En virkning
af forslaget vil endvidere være, at Konkurrencerådet som et
led i det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsens administration af loven træffer beslutning om
oversendelse af sager til politimæssig efterforskning.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens daglige administration
omfatter bl.a., at klager efter loven skal indgives til styrel-
sen, ligesom styrelsen står for sagsoplysningen i alle sager
og står for høring af sagens parter og eventuelle tredjemænd.
Styrelsen træffer afgørelse i sager, der ikke er af principiel
eller særlig stor betydning.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil dog fortsat være un-
derlagt instruktion fra erhvervsministeren i sager vedrørende
f.eks. forberedelse af lovgivning, almindelig ministerbetje-
ning og bidrag til tværgående arbejde på ministerområdet.
Dette omfatter tillige udarbejdelse af eventuelle analyser til
50
ministeren. Det samme gælder styrelsens deltagelse som re-
præsentant for Danmark i internationalt arbejde vedrørende
forberedelse af nye eller ændrede EU-retsakter på området.
Konkurrencerådet er en del af Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen, og udgør en samlet, uafhængig myndighed, jf. § 1
i bekendtgørelse om forretningsorden for Konkurrencerådet.
Når der i lov om betalinger henvises til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen, omfatter det såvel styrelsen som rådet.
Henvises der til Konkurrencerådet angår henvisningen mod-
sætningsvist kun Konkurrencerådet og ikke Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen. Det samme gør sig gældende i kon-
kurrenceloven.
Det foreslås endvidere i stk. 2, at Konkurrencerådet kan de-
legere sin kompetence til at træffe afgørelse efter stk. 1, 2.
pkt., til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Som udgangs-
punkt træffer styrelsen kun afgørelse i sager, der ikke er af
principiel eller særlig stor betydning. Konkurrencerådet kan
dog i medfør af den foreslåede bestemmelse delegere sin
kompetence til at træffe afgørelse efter stk. 1, 2. pkt., til sty-
relsen.
Bestemmelsen er inspireret af konkurrencelovens § 15, stk.
4, hvoraf det følger, at Konkurrencerådet kan delegere sin
kompetence til at træffe afgørelser af principiel eller særlig
stor betydning til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Det foreslås endvidere, at der indføres en ny bestemmelse i
lov om betalinger § 145 b, hvorefter Konkurrence- og For-
brugerstyrelsen afgør, om der er tilstrækkelig anledning til
at undersøge eller træffe afgørelse i en sag, herunder om
sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
Bestemmelsen foreslås ud fra hensynet til en så effektiv an-
vendelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens ressourcer
som muligt på betalingsområdet. Det betyder endvidere, at
styrelsen i praksis har vide beføjelser til at behandle en sag
af egen drift og til at afvise at behandle en klage.
I praksis afgør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen allerede
i dag, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller
træffe afgørelse i en konkret sag efter lov om betalinger,
herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt
skal indstilles. Den foreslåede bestemmelse vil dermed for-
malisere den gældende administrative praksis på området.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsynsopgave i for-
hold til lov om betalinger er vokset gennem de sidste par år,
bl.a. som følge af implementeringen af 2. betalingstjeneste-
direktiv og interbankgebyrforordningen. Det vurderes derfor
hensigtsmæssigt, at styrelsen kan foretage en prioritering af
styrelsens ressourcer i forhold til, hvilke tilsynssager styrel-
sen vil undersøge og eventuelt træffe afgørelse i. Det fore-
slås derfor, at styrelsen tillægges en prioriteringsadgang,
hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får beføjelser til at
behandle en sag af egen drift og til at afvise at behandle en
klage.
Den foreslåede bestemmelse er inspireret af konkurrencelo-
vens § 15, stk. 1, 3. pkt., hvoraf det fremgår, at styrelsen af-
gør, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller
træffe afgørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen
midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
Forslaget vil indebære, at Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sen på et hvilket som helst tidspunkt i sagsbehandlingen kan
afvise at behandle alle eller nogle af de klagepunkter, som
en klager har rejst. Styrelsen vil endvidere kunne beslutte, at
styrelsen ikke vil træffe afgørelse i en sag. Det vil f.eks.
kunne være tilfældet, hvor styrelsen modtager en klage, og
hvor det viser sig, at styrelsen først vil kunne træffe afgørel-
se efter at have iværksat betydelige og ressourcekrævende
undersøgelser, der ikke vil stå mål med enten afgørelsens
forventede resultat eller betydning. En sådan prioriterings-
adgang er vigtig af hensyn til en så effektiv anvendelse og
en så hensigtsmæssig prioritering af styrelsens ressourcer
som muligt.
Med den foreslåede bestemmelse vil det således fremgå di-
rekte af loven, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er til-
lagt en prioriteringsadgang.
Til nr. 32 (§ 152, stk. 2, i lov om betalinger)
Efter § 152, stk. 2, i lov om betalinger straffes bl.a. overtræ-
delser af artikel 3, stk. 1 og 1a, artikel 3a, stk. 3-4, artikel
3b, artikel 4, stk. 1, 3 og 4, og artikel 6 og 7 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 med bøde.
Det foreslås at ændre § 152, stk. 2, så det fremover kan
straffes med bøde at overtræde artikel 3a, stk. 3-5, i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. sep-
tember 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fælles-
skabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001.
Med lovforslaget udvides strafbestemmelsen til at omfatte
artikel 3a, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseover-
skridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af for-
ordning (EF) nr. 2560/2001.
Artikel 3a, stk. 5, indeholder en forpligtelse for udbydere af
betalingstjenester til at sende betaleren en elektronisk med-
delelse med oplysninger om vekselgebyrer og den gældende
vekselkurs, efter at udbyderen modtager en betalingsordre
ved en kontanthævning i en pengeautomat eller for en beta-
ling på et salgssted. Meddelelsen skal sendes, når betalings-
ordren vedrører en hvilken som helst EU-valuta, som er for-
51
skellig fra den valuta, som betalerens konto føres i. Medde-
lelsen skal sendes uden unødig forsinkelse. For efterfølgen-
de betalingsordrer gælder i henhold til artikel 3a, stk. 5, 2.
afsnit, at meddelelsen skal sendes igen én gang i hver må-
ned, hvori betalerens betalingstjenesteudbyder modtager en
betalingsordre fra betaleren i samme valuta.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af artikel 3a, stk. 5, er be-
talingstjenesteudbydere, der modtager en betalingsordre for
et betalingskort ved en kontanthævning i en pengeautomat
eller for en betaling på et salgssted i en hvilken som helst
EU-valuta, som er forskellig fra den valuta, som betalerens
konto føres i.
Det forudsættes, at alene gentagne eller grove overtrædelser
af artikel 3a, stk. 5, straffes efter § 152, stk. 2. Manglende
udsendelse af en elektronisk meddelelse bør som udgangs-
punkt ikke straffes, hvis undladelsen f.eks. er udtryk for et
enkeltstående tilfælde, skyldes et kortvarigt, teknisk ned-
brud, en undskyldelig fejl eller uforudsigelige omstændighe-
der, som betalingstjenesteudbyderen hverken har haft ind-
flydelse på eller kunne afværge. Det vil eksempelvis være
en strafbar overtrædelse, hvis betalingstjenesteudbyderen
gentagne gange undlader at sende en elektronisk meddelelse
til en betaler, der ikke i henhold til forordningens artikel 3a,
stk. 6, 2. afsnit, har fravalgt at modtage disse meddelelser.
Det vil desuden være en strafbar overtrædelse, hvis beta-
lingstjenesteudbyderen i den elektroniske meddelelse til be-
taleren helt undlader at oplyse om vekselgebyrer og veksel-
kurs.
Det følger af § 152, stk. 5, i lov om betalinger, at der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar ef-
ter 5. kapitel i straffeloven.
Ved udmålingen af bøder bør der, ud over de almindelige
strafudmålingsprincipper i straffelovens kapitel 10, indgå
betragtninger om, at der skal være en sammenhæng mellem
virksomhedernes finansielle styrke, grovheden af overtræ-
delsen og bødestørrelsen. Baggrunden herfor er at sikre, at
sanktionsniveauet for overtrædelser er mærkbart for alle ak-
tører, således at bøder vil have en pønal og præventiv effekt.
Vurderingen af overtrædelsens grovhed bør foregå uafhæn-
gigt af gerningsmandens økonomiske forhold.
Til § 2
Til nr. 1 (§ 1, stk. 1, nr. 19, i hvidvaskloven)
Det fremgår af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 19, at valuta-
vekslingsvirksomhed er omfattet af lovens anvendelsesom-
råde.
Det følger af hvidvasklovens § 1, stk. 6, at Finanstilsynet for
virksomheder og personer omfattet af stk. 1, nr. 8 og 19, kan
fastsætte regler om, at loven helt eller delvist ikke finder an-
vendelse på virksomheder og personer, der alene udøver fi-
nansiel aktivitet i begrænset omfang.
Ved ændring af hvidvaskloven i 2019, jf. lov nr. 553 af 7.
maj 2019, blev der indsat to yderligere stykker i § 1. Ved en
fejl blev henvisningen til stk. 4 i § 1, stk. 1, nr. 19, ikke ret-
tet, som følge af at der blev tilføjet yderligere stykker.
Det foreslås derfor at ændre § 1, stk. 1, nr. 19, således at stk.
4 ændres til stk. 6.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at § 1, stk. 1, nr. 19,
vil indeholde en korrekt henvisning til bemyndigelsesbe-
stemmelsen i § 1, stk. 6.
Ændringen er redaktionel og medfører ikke materielle æn-
dringer.
Til nr. 2 (§ 1, stk. 1, nr. 20, i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 20, fastsætter, at udbydere af
spil er omfattet af hvidvasklovens anvendelsesområde, dog
jf. stk. 5. Bestemmelsen gennemfører artikel 2, stk. 1, litra f,
i 4. hvidvaskdirektiv.
Hvidvasklovens § 1, stk. 7, giver skatteministeren kompe-
tence til at fastsætte regler om, at loven helt eller delvist ik-
ke finder anvendelse for spil, dog ikke kasinoer, hvor der
vurderes at være en begrænset risiko for hvidvask eller fi-
nansiering af terrorisme. Skatteministeren har udnyttet be-
myndigelsen, jf. bekendtgørelse nr. 727 af 9. juni 2017, og
har undtaget en række spil delvist.
Hvidvasklovens § 65 fastlægger, at Spillemyndigheden på-
ser, at udbydere af spil omfattet af § 1, stk. 1, nr. 20, over-
holder loven, de regler, der er udstedt i medfør heraf, og for-
ordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner
mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller orga-
ner. Spillemyndigheden er således kompetent myndighed til
at sikre, at de forpligtede virksomheder på spilleområdet
overholder hvidvaskloven.
Bestemmelserne i § 5 nr. 1-9, i lov om spil fastlægger føl-
gende definitioner: 1) spil: lotteri, kombinationsspil og væd-
demål, 2) lotteri: aktiviteter, hvor en deltager har en chance
for at vinde en gevinst, og hvor gevinstchancen udelukkende
beror på tilfældighed, 3) kombinationsspil: aktiviteter, hvor
en deltager har en chance for at vinde en gevinst, og hvor
gevinstchancen beror på en kombination af færdighed og til-
fældighed, 4) væddemål: aktiviteter, hvor en deltager har en
chance for at vinde en gevinst, og hvor der væddes om re-
sultatet af en fremtidig begivenhed eller indtræffelse af en
fremtidig hændelse, 5) klasselotteri: lotteri, der er opdelt i
52
flere klasser med særskilte trækninger i hver klasse, 6) pul-
jevæddemål: væddemål, hvor hele eller dele af gevinsten af-
hænger af størrelsen af den samlede pulje af indsatser eller
bliver delt mellem vinderne, 7) gevinstgivende spilleauto-
mater: mekaniske eller elektroniske maskiner, der kan an-
vendes til spil, hvor spilleren kan vinde en gevinst, 8) on-
linespil: spil, der indgås mellem en spiller og en spiludbyder
ved brug af fjernkommunikation og 9) landbaserede spil:
spil, der indgås, ved at en spiller og en spiludbyder eller spi-
ludbyderens forhandler mødes fysisk.
Det foreslås at nyaffatte hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 20,
hvorefter hvidvaskloven finder anvendelse for udbydere af
spil, som defineret i lov om spil, jf. dog bestemmelsens stk.
7.
Ved udbyder af spil forstås en juridisk eller fysisk person
etableret her i landet, der udbyder spil erhvervsmæssigt i
eget navn. Med etableret her i landet skal forstås, at udbyde-
ren enten har hjemsted i Danmark eller har tilladelse til at
udbyde spil i Danmark. Med den foreslåede bestemmelse vil
udbydere af spil, der har hjemsted uden for Danmark, men
tilladelse til at udbyde spil i Danmark, således også være un-
derlagt hvidvaskloven.
Den foreslåede bestemmelse finder alene anvendelse på er-
hvervsmæssigt udbud af spil omfattet af lov om spil. Med
den foreslåede bestemmelse vil udbud af ikke-erhvervsmæs-
sigt spil ikke være omfattet af hvidvaskloven. Det gælder
f.eks. spil omfattet af lov om offentligt hasardspil i turne-
ringsform.
Det er udbyderen af spil, der er omfattet af det foreslåede
anvendelsesområde for lov. De enkelte forhandlere af spil i
butikker, kiosker m.v., som forhandler spillet i spiludbyde-
rens navn, er ikke omfattet af lovens anvendelsesområde.
Er en udbyder af spil etableret her i landet, men udbyder spil
online til et andet EU- eller EØS-land, skal Spillemyndighe-
den i henhold til artikel 45, stk. 2 og 3, i 4. hvidvaskdirektiv,
jf. hvidvasklovens § 31, sikre, at virksomheden overholder
lovens regler om forebyggende foranstaltninger mod hvid-
vask og finansiering af terrorisme ved spiludbuddet.
I den foreslåede nyaffattelse af § 1, stk. 1, nr. 20, tilføjes en
henvisning til definitionen i lov om spil, og henvisningen til
stk. 5 ændres til en henvisning til stk. 7.
Hvidvaskloven § 1, stk. 5, blev ved ændringslov nr. 553 af
7. maj 2019 ændret til § 1, stk. 7, som følge af at der i § 1
blev indsat et nyt stk. 4 og 5, hvorefter de oprindelige stk. 4
og 5 blev til stk. 6 og 7. Ændringen er derfor alene af redak-
tionel karakter.
Den foreslåede nyaffattelse har endvidere til formål at sikre
overensstemmelse med artikel 3, nr. 14, i 4. hvidvaskdirek-
tiv, som definerer ”spiltjenester” som ”en tjeneste, som in-
debærer, at der gøres en indsats med penge i hasardspil, her-
under spil med et element af færdigheder, f.eks. lotteri, kasi-
nospil, pokerspil og væddemål, som udbydes på en fysisk
lokalitet eller ved hjælp af forskellige midler på afstand, ved
hjælp af elektroniske midler eller anden kommunikations-
fremmende teknologi og efter individuel anmodning fra en
tjenestemodtager”.
Artikel 3, nr. 14, i 4. hvidvaskdirektiv er i forbindelse med
implementeringen af 4. hvidvaskdirektiv ikke implementeret
i hvidvaskloven, fordi udbydere af spil og spiltjenester alle-
rede reguleres i lov om spil.
Nyaffattelsen, hvorved der tilføjes bestemmelsen en henvis-
ning til lov om spil, tjener derfor alene til at sikre, at det er
klart, at hvidvasklovens definition af udbydere af spil svarer
til definitionen i lov om spil, og at artikel 3, nr. 14, i 4. hvid-
vaskdirektiv således er fuldt ud implementeret. § 5 i lov om
spil indeholder den gældende definition af spil.
Til nr. 3 (§ 5 a i hvidvaskloven)
Der gælder på nuværende tidspunkt ikke særlige regler for
anvendelse af forudbetalte anonyme kort udstedt i tredjelan-
de i Danmark.
Efter hvidvasklovens § 21, stk. 2, er Finanstilsynet bemyn-
diget til at fastsætte regler om gennemførelse af lempede
kundekendskabsprocedurer for udstedere af elektronisk pen-
ge på områder, hvor der vurderes at være begrænset risiko
for hvidvask og finansiering af terrorisme. Finanstilsynet har
udmøntet bemyndigelsen i bekendtgørelse nr. 1359 af 30.
november 2017 om lempede krav til kundekendskabsproce-
durer efter lov om forebyggende foranstaltninger mod hvid-
vask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven). Herved
er artikel 12, stk. 1 og 2, i 4. hvidvaskdirektiv gennemført.
Det foreslås at indsætte § 5 a, hvorefter betalinger foretaget
med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande ikke
må indløses i Danmark. Tilsvarende må restværdien i kon-
tanter eller kontanthævning af pengeværdien på sådanne
kort ikke indløses i Danmark.
Den foreslåede § 5 a implementerer artikel 1, nr. 7, litra c, 2.
led, i 5. hvidvaskdirektiv. Det følger af artikel 1, nr. 7, litra
c, 1. led, i 5. hvidvaskdirektiv, at medlemsstaterne skal fast-
sætte regler om, at der kun kan ske indløsning af betalinger
foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelan-
de, såfremt kortene opfylder betingelser svarende til betin-
gelserne for lempede kundekendskabsprocedurer i artikel
12, stk. 1 og 2, i 4. hvidvaskdirektiv, og som ændret i artikel
1, nr. 7, litra a og b, i 5. hvidvaskdirektiv. Det følger af arti-
53
kel 1, nr. 7, litra c, 2. led, i 5. hvidvaskdirektiv, at medlems-
landene kan vælge ikke at acceptere betalinger foretaget
med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande på de-
res område.
Forbuddet vil alene gælde i Danmark. Det er således udeluk-
kende indløsning foretaget i Danmark af anonyme forudbe-
talte kort udstedt i tredjelande, som vil være omfattet af be-
stemmelsen. Bestemmelsen medfører således ikke ind-
skrænkninger i retten til at besidde et sådan kort, f.eks. til
brug for udenlandsrejser i lande, hvor indløsning af pågæl-
dende kort er tilladt.
Indløsning af betalinger svarer til definitionen af ”indløs-
ning af betalingstransaktioner” i § 7, stk. 1, nr. 25, i lov nr.
652 af 8. juni 2017 om betalinger (lov om betalinger). Her-
ved forstås, at en udbyder af betalingstjenester har indgået
aftale med en betalingsmodtager om modtagelse og bear-
bejdning af betalingstransaktioner med henblik på at overfø-
re midler til betalingsmodtageren.
Det er afgrænset i lov om betalinger, hvem der må indløse
betalingsinstrumenter i Danmark. Det er alene virksomheder
med tilladelse som pengeinstitut, e-pengeinstitut, betalings-
institut eller virksomheder, der har begrænset tilladelse til at
udstede e-penge eller udbyde betalingstjenester, der må ind-
løse betalingsinstrumenter, herunder betalingskort såsom
kreditkort og debetkort, her i landet, jf. §§ 2 og 3 i lov om
betalinger. Derudover må offentlige myndigheder og Natio-
nalbanken også indløse betalingsinstrumenter.
Forbuddet i den foreslåede § 5 a er absolut og omfatter såle-
des virksomheder og personer, der såvel lovligt som ulovligt
kan indløse betalingsinstrumenter i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse omfatter både betalinger fore-
taget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande,
foretaget fysisk i en butik og via internettet eller anden
fjernkommunikationsløsning, f.eks. ved booking og betaling
af leje for en bil online.
Ved anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande forstås
et betalingskort, som ikke er personaliseret, hvor e-penge in-
destår, og som kan erhverves ved betaling, uden at erhverve-
ren identificerer sig selv, og som er udstedt i et land uden
for EU eller EØS.
Ved indløsning af restværdien i kontanter skal forstås en
handling, hvor det indestående beløb eller en del af det inde-
stående beløb på det forudbetalte anonyme kort indløses af
udstederen af kortet, og indehaveren af kortet dermed får be-
løbet i kontanter.
Ved kontanthævning skal forstås en handling, hvor det inde-
stående beløb eller en del af det indestående beløb på det
forudbetalte anonyme kort hæves, f.eks. i en hæveautomat,
og indehaveren af kortet dermed får beløbet i kontanter.
Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 13, at overtrædelse af
den foreslåede § 5 a strafsanktioneres.
Strafsubjekterne for overtrædelse af den foreslåede bestem-
melse vil være fysiske og juridiske personer. Med forslaget
vil en fysisk eller juridisk person, der indløser et anonymt
forudbetalt kort udstedt i et tredjeland, kunne straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens
regler.
Til nr. 4 (§ 7, stk. 2, 1. pkt., i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 7, stk. 2, 1. pkt., fastsætter, at den daglige
ledelse i virksomheder omfattet af hvidvasklovens § 1, stk.
1, nr. 1-8, 10, 11, 19, 23 og 24, skal udpege en ansat, der har
fuldmagt til at træffe beslutninger på vegne af virksomheden
i henhold til § 8, stk. 2, § 18, stk. 3, og § 19, stk. 1, nr. 3.
Personens opgave er at træffe beslutninger i henhold til
hvidvasklovens § 8, stk. 2, om godkendelse af skriftlige po-
litikker, kontroller og forretningsgange, § 18, stk. 3, om eta-
blering og videreførelse af en forretningsforbindelse med en
politisk eksponeret person, en nærtstående eller nær samar-
bejdspartner til en politisk eksponeret person og § 19, stk. 1,
nr. 3, om godkendelse af etablering af en korrespondentfor-
bindelse.
Hvidvasklovens § 17, stk. 2, 1. pkt., fastsætter krav om, at
virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven skal
gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer, hvis en
kunde har hjemsted i et land, der er opført på Kommissio-
nens liste over højrisikotredjelande.
Ved § 1 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 om ændring af
hvidvaskloven blev § 17, stk. 2, ændret således, at det frem-
går, hvad skærpede kundekendskabsprocedurer skal omfat-
te.
De skærpede kundekendskabsprocedurer er fastsat i § 17,
stk. 2, nr. 1-5, og indebærer bl.a. efter § 17, stk. 2, nr. 5, at
etablering og videreførelse af en forretningsforbindelse med
en person, som har hjemsted i et land, der er opført på Kom-
missionens liste over højrisikotredjelande, skal godkendes af
den person, som er udpeget i henhold til hvidvasklovens § 7,
stk. 2, 1. pkt.
Det foreslås, at der i § 7, stk. 2, 1. pkt., indsættes en henvis-
ning til § 17, stk. 2, nr. 5.
54
Den foreslåede ændring har til formål at tydeliggøre, at det
er den person, der er udpeget efter § 7, stk. 2, 1. pkt., der er
ansvarlig for at godkende etablering og videreførelse af en
forretningsforbindelse med en person, som har hjemsted i et
land, der er opført på Kommissionens liste over højrisiko-
tredjelande i henhold til § 17, stk. 2, nr. 5. Den foreslåede
ændring er en konsekvens af bestemmelsen i § 17, stk. 2, nr.
5.
Til nr. 5 (§ 8, stk. 4, i hvidvaskloven)
Efter § 8, stk. 4, i hvidvaskloven skal bestyrelser i virksom-
heder, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-7, og som har en
intern revision eller intern audit, sikre, at den interne revi-
sion eller den interne audit vurderer, hvorvidt virksomhe-
dens politikker, forretningsgange og kontroller, jf. kravene i
denne lov og regler udstedt i medfør heraf, er tilrettelagt og
fungerer på betryggende vis.
Det følger af artikel 8, stk. 4, litra b, i 4. hvidvaskdirektiv, at
de politikker, kontroller og procedurer der er omhandlet i
stk. 3 til effektiv begrænsning og styring af de risici for
hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som identi-
ficeres på EU-niveau, i medlemsstaterne og i forpligtede en-
heder, omfatter en uafhængig revisionsfunktion til at teste
interne politikker, kontroller og procedurer for kundekend-
skab m.v., hvis det er hensigtsmæssigt i forhold til forret-
ningsaktiviteternes omfang og art.
Det følger af de specielle bemærkninger til den nuværende
bestemmelse i hvidvasklovens § 8, at bestemmelsen gen-
nemfører artikel 8 i 4. hvidvaskdirektiv, jf. Folketingstiden-
de 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 90.
Af bemærkningerne til § 8, stk. 4, følger det, at hvis en virk-
somhed har etableret en intern revision, skal den interne re-
vision også varetage revision med kravene i denne lov og
regler udstedt i medfør heraf, jf. Folketingstidende
2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 92.
I forbindelse med implementeringen blev der foretaget en
afvejning af, hvilke virksomheder, som skulle underlægges
kravet om en uafhængig revisionsfunktion ud fra et proporti-
onalitetsprincip. Der henvises til Folketingstidende
2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 31-32. Ud fra den
vurdering og i overensstemmelse med proportionalitetsprin-
cippet blev forpligtelsen alene udstrakt til at omfatte de en-
heder, der i forvejen er underlagt et krav om en intern uaf-
hængig revisionsfunktion. Det er på nuværende tidspunkt
virksomheder, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-7, i hvid-
vaskloven, dvs. finansielle virksomheder.
Erhvervsministeriet vurderede således, at der ikke var behov
for at stille et særskilt krav om etablering af en sådan intern
uafhængig revisionsfunktion i øvrige virksomheder, da der
typisk vil være tale om mindre virksomheder, hvor den dag-
lige ledelse løbende tager sig af de krav, som følger af lov-
givningen. Det indgik i denne vurdering, at alle virksomhe-
der og personer, som er omfattet af hvidvaskloven, internt
skal kontrollere deres opfyldelse af lovens krav, også selv-
om der ikke i hvidvaskloven stilles krav om, at specielle or-
ganisatoriske funktioner i en virksomhed skal udføre denne
kontrol.
Da der ikke efter dansk ret i anden sammenhæng er fundet
behov for at indføre et krav om en uafhængig revisionsfunk-
tion for ikke-finansielle virksomheder og fagfolk, er det hid-
til ikke fundet hensigtsmæssigt og proportionelt at pålægge
denne virksomhedsgruppe et krav om en uafhængig revisi-
onsfunktion i forhold til kontrol af interne politiker m.v.
vedrørende bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektivs artikel 8, stk. 4, litra b, som muligt, er der
imidlertid fundet anledning til at ændre hvidvasklovens § 8,
stk. 4.
Det foreslås således i § 8, stk. 4, at indsætte bestyrelser i an-
dre virksomheder, der er omfattet af § 1, stk. 1, som i hen-
hold til anden lovgivning er underlagt krav om en intern re-
vision eller intern audit.
Det foreslåede vil medføre, at andre virksomheder omfattet
af hvidvaskloven end de finansielle virksomheder, der er
nævnt i den gældende § 8, stk. 4, og som i anden lovgivning
bliver underlagt krav om intern revision eller intern audit,
også vil blive underlagt hvidvasklovens krav om, at besty-
relsen i virksomheden skal sikre, at den interne revision eller
den interne audit vurderer, hvorvidt virksomhedens politi-
kker, forretningsgange og kontroller, jf. kravene i denne lov
og regler udstedt i medfør heraf, er tilrettelagt og fungerer
på betryggende vis.
Dermed bliver bestemmelsen fremtidssikret, så der tages
højde for alle virksomheder, der fremadrettet kan blive om-
fattet krav om intern revision eller intern audit i henhold til
anden lovgivning.
Til nr. 6 (§ 11, stk. 1, nr. 3, 4. pkt., i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 3, fastlægger kravene til
indhentelse af identitetsoplysninger på reelle ejere, når kun-
den er en juridisk person, samt kontrol af identitetsoplysnin-
gerne. Bestemmelsens 4. pkt. fastlægger krav til kontrol,
hvor virksomhedens eller personens daglige ledelse anses
som reelle ejere og indeholder en henvisning til hvidvasklo-
vens § 2, litra a, nr. ii. Denne henvisning i lovteksten er i
dag mangelfuld. Ved en fejl er henvisningen til nr. 9 ikke
medtaget.
55
Det foreslås, at henvisningen i 4. pkt. ændres til ”§ 2, nr. 9,
litra a, nr. ii” med henblik på at rette henvisningen i lovtek-
sten.
Til nr. 7 (§ 14, stk. 6, 2. pkt., i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 14, stk. 6, er en undtagelse til § 14, stk. 5,
hvorefter en etableret forretningsforbindelse skal afbrydes
eller afvikles, såfremt der ikke kan gennemføres kundekend-
skabsprocedurer efter § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3.
Undtagelsen i stk. 6, 1. pkt., indebærer, at advokater, når de
fastslår en klients retsstilling eller forsvarer eller repræsente-
rer denne under eller i forbindelse med en retssag, herunder
rådgiver om at indlede eller undgå et sagsanlæg, ikke er for-
pligtet til at afbryde en forretningsforbindelse efter bestem-
melsens stk. 5. Undtagelsen i stk. 6, 2. pkt., gælder for per-
soner og virksomheder, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 14-17,
når de bistår en advokat i de situationer, som nævnt i 1. pkt.,
dvs. situationer hvor advokaten fastslår en klients retsstilling
eller forsvarer eller repræsenterer denne under eller i forbin-
delse med en retssag, herunder rådgiver om at indlede eller
undgå et sagsanlæg.
Hvidvasklovens § 14, stk. 6, 2. pkt., henviser ved en fejl til
bestemmelsens stk. 2. Henvisningen burde retteligt være til
bestemmelsens stk. 5.
Det foreslås, at henvisningen i stk. 6, 2. pkt., ændres til stk. 5
med henblik på at rette henvisningsfejlen.
Til nr. 8 (§ 25, stk. 1, i hvidvaskloven)
Den gældende bestemmelse i § 25, stk. 1, i hvidvaskloven
omhandler undersøgelsespligten for virksomheder og perso-
ner, der er omfattet af loven. Det følger af § 25, stk. 1, at
virksomheder og personer skal undersøge baggrunden for og
formålet med alle transaktioner, der er komplekse, usædvan-
ligt store, foretages i et usædvanligt mønster eller ikke har et
åbenbart økonomisk eller lovligt formål.
Hvidvasklovens § 25 gennemfører artikel 18, stk. 2, i 4.
hvidvaskdirektiv og artikel 1, stk. 1, nr. 10, litra b, i 5. hvid-
vaskdirektiv.
Det foreslås med § 25, stk. 1, at virksomheder og personer
omfattet af hvidvaskloven skal undersøge baggrunden for og
formålet med 1) alle transaktioner, der a) er komplekse, b)
er usædvanligt store, c) foretages i et usædvanligt mønster
eller d) ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål.
2) alle usædvanlige aktiviteter, der ikke har et åbenbart øko-
nomisk eller lovligt formål.
I forhold til den gældende bestemmelse i § 25, stk. 1, præci-
seres det således, at det fremgår af bestemmelsen, at pligten
også omfatter aktiviteter.
Formålet med bestemmelsen er at fastslå, om der er mistan-
ke eller rimelig grund til at formode, at en transaktion eller
en aktivitet har eller har haft forbindelse til hvidvask eller fi-
nansiering af terrorisme. Det betyder derfor også, at virk-
somheden og personen vil skulle have forretningsgange og
systemer, som gør det muligt at identificere sådanne trans-
aktioner og aktiviteter. Bestemmelsen skal ses i sammen-
hæng med hvidvasklovens § 26 om underretningspligt til
Hvidvasksekretariatet.
En mistanke og eventuel indgivelse af underretning til Hvid-
vasksekretariatet skal baseres på vurderinger i den konkrete
situation af handlingernes karakter og forskellighed fra nor-
male kundehandlinger, fortielser og andre særegne og atypi-
ske forhold hos kunden, der samlet leder opmærksomheden
hen på et eventuelt forsøg på tilsløring af midlernes oprin-
delse, der må formodes at have en kriminel karakter.
Formålet med undersøgelsespligten er at få fastslået, om det,
der vurderes som værende komplekst, usædvanlig stort, i et
usædvanligt mønster eller ikke har et åbenbart økonomisk
eller lovligt formål, bliver til en egentlig mistanke om hvid-
vask eller finansiering af terrorisme eller blot en formodning
herom, eller om en mulig mistanke kan afkræftes. Det kan
f.eks. være tilfældet, hvor en transaktion eller aktivitet ikke
svarer til kundens normale adfærdsmønster, eller hvor rådgi-
veren ikke har viden om, hvorfra kundens midler stammer.
Medfører undersøgelsen efter den foreslåede bestemmelse,
at virksomheden eller personen bliver vidende om, får mis-
tanke om eller rimelig grund til at formode, at en transak-
tion, midler eller en aktivitet har eller har haft tilknytning til
hvidvask eller finansiering af terrorisme, vil virksomheden
eller personen skulle underrette Hvidvasksekretariatet her-
om, jf. § 26 i hvidvaskloven.
Udgangspunktet i en undersøgelse af transaktioner eller ak-
tiviteter vil være at sammenholde de oplysninger, virksom-
heden har om kunden (f.eks. oplysninger om formålet med
forretningsforbindelsen og omfanget heraf), og det, der ser
mistænkeligt ud, herunder f.eks. en række transaktioner, der
fraviger de oplysninger om forretningsforbindelsens om-
fang, som virksomheden har om kunden. I denne proces kan
det være relevant at inddrage kunderådgiveren. Virksomhe-
den kan også kontakte kunden for at indhente oplysning om
formålet med transaktionen eller aktiviteten. Kundens for-
klaring vil dog i mange tilfælde ikke være nok til at afkræfte
en mistanke. Det kan derfor være relevant at bede kunden
om dokumentation for forklaringen. I tilfælde af et bilsalg
vil kunden eksempelvis kunne sende en salgsaftale, og i for-
bindelse med arv vil kunden kunne fremsende en skifterets-
attest. Der er alene pligt til at foretage undersøgelser, når be-
tingelserne i § 25, stk. 1, er opfyldt. Virksomheden vil der-
for ikke i alle tilfælde af kunders bilsalg, arv m.v. skulle ind-
hente dokumentation fra kunden.
56
Hvis virksomheden vurderer, at en forespørgsel vil give
kunden viden om, at virksomheden har mistanke og derfor
er i gang med at foretage en undersøgelse, vil virksomheden
skulle foretage en underretning til Hvidvasksekretariatet i
henhold til hvidvasklovens § 26, såfremt en mistanke ikke
kan afkræftes på anden måde. Hvis en mistanke ikke kan af-
kræftes helt, vil virksomheden ligeledes skulle foretage en
underretning. Der skal være tale om en egentlig afkræftelse
af en mistanke, hvorfor det ikke er tilstrækkeligt kun at
svække denne.
Den foreslåede bestemmelse affattes således, at blot én be-
tingelse skal være opfyldt, før virksomheden eller personen
skal undersøge baggrunden for og formålet med transaktio-
nen eller aktiviteten.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, litra
a, at baggrunden for og formålet med transaktionen vil skul-
le undersøges, hvis transaktionen er kompleks.
Det betyder, at virksomheder og personer i vurderingen af,
om transaktionen er kompleks, eksempelvis kan lægge vægt
på, om transaktionen involverer flere parter eller flere juris-
diktioner, eller om transaktionen giver kunden mulighed for
at modtage betalinger fra en ukendt tredjemand.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra b, at virksomheder og perso-
ner vil skulle undersøge baggrunden for og formålet med en
transaktion, hvis denne er usædvanligt stor.
Virksomheder og personer kan f.eks. vurdere, om en trans-
aktion er usædvanligt stor ud fra kendskabet til den konkrete
kunde og den pågældendes transaktionsmønstre og produkt-
portefølje. Transaktionens størrelse vil som udgangspunkt
ikke i sig selv udløse undersøgelsespligten. Vurderingen vil
således skulle foretages i relation til kundens sædvanlige
transaktionsmønster, herunder størrelsen af kundens sæd-
vanlige transaktioner.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, litra c, fore-
slås det, at undersøgelsen vil skulle foretages, hvis transakti-
oner foretages i usædvanlige mønstre.
Det betyder, at virksomheder og personer vil kunne tage ud-
gangspunkt i kundens og kundetypens sædvanlige adfærds-
mønstre i vurderingen af, om kundens transaktioner foreta-
ges i usædvanlige mønstre.
Et usædvanligt transaktionsmønster kan f.eks. være, hvis
kunden begynder at foretage en række transaktioner til mod-
tagere, som kunden ikke tidligere har foretaget transaktioner
til, eller hvis mængden af kundens transaktioner ændrer sig
på en måde, som ikke er i overensstemmelse med virksom-
heden eller personens kendskab til kunden, og som ikke
umiddelbart kan forklares.
I stk. 1, nr. 1, litra d, foreslås det, at baggrunden for og for-
målet med en transaktion vil skulle undersøges, hvis der ik-
ke er et åbenbart økonomisk eller lovligt formål med trans-
aktionen.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at fastslå, om
der er mistanke eller rimelig grund til at formode, at en
transaktion har eller har haft forbindelse til hvidvask eller fi-
nansiering af terrorisme. Det kan f.eks. være i en situation,
hvor en kunde modtager og videreoverfører midler, hvor det
ikke er klart, hvor midlerne stammer fra.
I stk. 1, nr. 2, foreslås det, at alle usædvanlige aktiviteter vil
skulle undersøges, hvis der ikke er et åbenbart økonomisk
eller lovligt formål med aktiviteten.
Virksomheder og personer vil f.eks. kunne vurdere, at det
vil være usædvanligt, at en kunde, som normalt kun modta-
ger midler fra sin arbejdsgiver, pludseligt modtager midler
fra en ukendt tredjemand, og hvor det ikke er klart, at der er
tale om løn eller lignende midler. Ligeledes vil det alminde-
ligvis være usædvanligt, at en kunde pludseligt begynder at
foretage en række investeringer, der klart afviger fra kun-
dens hidtidige investeringsmønster, f.eks. fordi investerin-
gerne er meget større i mængde eller beløb end de investe-
ringer, som kunden normalt foretager. Afvigelsen vil også
kunne bestå i, at kunden begynder at investere i en anden ty-
pe produkter, end kunden normalt investerer i, eller hvad
kunden forventes at ville investere i. En kundes manglende
villighed til at give oplysninger eller en forklaring på f.eks.
en stigende mængde investeringer eller et ændret investe-
ringsmønster vil også kunne indgå i vurderingen af, om der
er tale om usædvanlige aktiviteter.
Til nr. 9 (§ 47, stk. 1, i hvidvaskloven)
Efter § 47, stk. 1, i hvidvaskloven påser Finanstilsynet, at
virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-13,
19, 23 og 24, overholder loven, regler udstedt i medfør her-
af, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/847/EU
af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved
pengeoverførsler, og forordninger indeholdende regler om
finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridi-
ske enheder eller organer. Dette gælder dog ikke overholdel-
se af § 36.
Det følger af artikel 48, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyg-
gende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle sy-
stem til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
57
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direk-
tiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), at medlemsstaterne
sikrer, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat,
hvor den forpligtede enhed driver virksomheder, fører tilsyn
med, at disse virksomheder overholder de nationale bestem-
melser i den pågældende medlemsstat, hvorved dette direk-
tiv er gennemført. For så vidt angår de i direktivets artikel
45, stk. 9, omhandlede virksomheder kan dette tilsyn omfat-
te, at der træffes passende og rimelige foranstaltninger for at
imødegå alvorlige overtrædelser, der kræver omgående af-
hjælpning. Disse foranstaltninger skal være midlertidige og
afsluttes, når de konstaterede overtrædelser er afhjulpet, her-
under med bistand fra eller i samarbejde med de kompetente
myndigheder i den forpligtede enheds hjemland, i overens-
stemmelse med artikel 45, stk. 2.
Det følger af de specielle bemærkninger til § 47, at bestem-
melsen gennemfører artikel 48 i 4. hvidvaskdirektiv, jf. Fol-
ketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 146.
Det følger endvidere af de specielle bemærkninger til § 47,
at § 34, stk. 1, i den gældende hvidvasklov fastsætter Fi-
nanstilsynets tilsynsansvar, og § 34, stk. 8, fastsætter, at til-
synet med filialer og agenter, betalingsinstitutter og e-pen-
geinstitutter skal ske i samarbejde med tilsynsmyndigheden
i instituttets hjemland.
Det følger af § 1, stk. 1, nr. 9, i hvidvaskloven, at loven fin-
der anvendelse på udenlandske virksomheders filialer, dis-
tributører og agenter her i landet, der udøver virksomhed ef-
ter nr. 1-7, 10 og 11.
Herudover følger det af de specielle bemærkninger til § 1, jf.
Folketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 66,
at 4. hvidvaskdirektiv grundlæggende er baseret på et terri-
torialprincip, hvilket betyder, at hvert enkelt medlemsland er
ansvarligt for at regulere og føre tilsyn med de aktiviteter,
der finder sted på medlemslandets territorium, jf. artikel 48,
stk. 4, og betragtning nr. 53 i 4. hvidvaskdirektivs præam-
bel.
Finanstilsynet skal således allerede i dag påse, at filialer,
distributører og agenter af udenlandske virksomheder og
personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt i
hvidvasklovens § 47, stk. 1, som opererer her i landet, over-
holder hvidvaskloven og de nævnte forordninger.
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektiv som muligt foreslås det dog, at det i § 47, stk.
1, 1. pkt., præciseres, at Finanstilsynet tillige påser, at filia-
ler, distributører og agenter i landet af sådanne udenlandske
virksomheder og personer overholder loven, regler udstedt i
medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2015/847/EU af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal
medsendes ved pengeoverførsler, og forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer.
Det foreslåede medfører, at det eksplicit vil fremgå af § 47,
stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet fører tilsyn med, at uden-
landske virksomheders og personers filialer, distributører og
agenter, der udøver virksomhed i Danmark, som er omfattet
af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, over-
holder loven, regler udstedt i medfør heraf, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2015/847/EU af 20. maj 2015
om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler,
og forordninger indeholdende regler om finansielle sanktio-
ner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller or-
ganer.
Der er med ændringen tale om en præcisering af gældende
ret.
Til nr. 10 (§ 57, stk. 1, i hvidvaskloven)
Efter § 57, stk. 1, i hvidvaskloven påser Erhvervsstyrelsen,
at virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr.
15-18 og 22, overholder denne lov, regler udstedt i medfør
heraf og forordninger udstedt af Europa-Parlamentet og Rå-
det indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lan-
de, personer, grupper, juridiske enheder eller organer. Dette
gælder dog ikke overholdelse af § 36.
Det følger af artikel 48, stk. 4, 1. pkt., i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om fore-
byggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direk-
tiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), at medlemsstaterne
sikrer, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat,
hvor den forpligtede enhed driver virksomheder, fører tilsyn
med, at disse virksomheder overholder de nationale bestem-
melser i den pågældende medlemsstat, hvorved dette direk-
tiv er gennemført.
Det følger af de specielle bemærkninger til hvidvasklovens
§ 57, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat,
side 162, at bestemmelsen gennemfører artikel 48 i 4. hvid-
vaskdirektiv.
Det følger endvidere af de specielle bemærkninger til hvid-
vasklovens § 1, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41
som fremsat, side 66, at 4. hvidvaskdirektiv grundlæggende
er baseret på et territorialprincip, hvilket betyder, at hvert
enkelt medlemsland er ansvarligt for at regulere og føre til-
syn med de aktiviteter, der finder sted på medlemslandets
territorium, jf. artikel 48, stk. 4, og betragtning nr. 53 i 4.
hvidvaskdirektivs præambel.
58
Erhvervsstyrelsen skal således allerede i dag påse, at filialer,
distributører og agenter af udenlandske virksomheder og
personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt i
hvidvasklovens § 57, stk. 1, som opererer her i landet, over-
holder hvidvaskloven og de nævnte forordninger.
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektiv som muligt foreslås det dog, at det i § 57, stk.
1, 1. pkt., præciseres, at Erhvervsstyrelsen tillige påser, at fi-
lialer, distributører og agenter her i landet af sådanne uden-
landske virksomheder og personer overholder loven, regler
udstedt i medfør heraf og forordninger udstedt af Europa-
Parlamentet og Rådet indeholdende regler om finansielle
sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder
eller organer.
Det foreslåede medfører, at det eksplicit vil fremgå af § 57,
stk. 1, 3. pkt., at Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med, at uden-
landske virksomheders og personers filialer, distributører og
agenter, der udøver virksomhed i Danmark, som er omfattet
af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, over-
holder loven, regler udstedt i medfør heraf og forordninger
udstedt af Europa-Parlamentet og Rådet indeholdende regler
om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juri-
diske enheder eller organer.
Der er med ændringen tale om en præcisering af gældende
ret.
Til nr. 11 (§ 57, stk. 4-6, i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 47 fastlægger i stk. 1 og 2 omfanget af Fi-
nanstilsynets tilsynskompetence. Bestemmelsens stk. 3 og 4
fastlægger Finanstilsynets pligt til at samarbejde med andre
tilsynsmyndigheder i EU og EØS.
Finanstilsynets mulighed for at samarbejde med andre til-
synsmyndigheder i EU og EØS-lande i forhold til at foreta-
ge fælles inspektioner i Danmark samt ved førelse af fælles
tilsyn på andre EU- og EØS-landes område fremgår af § 50 i
hvidvaskloven.
Hvidvasklovens § 65 fastlægger i stk. 1-4, omfanget af Spil-
lemyndighedens tilsynskompetence som værende den kom-
petente myndighed på spilleområdet i forhold til håndhævel-
sen af hvidvasklovgivningen. Stk. 5 og 6 fastlægger Spille-
myndighedens pligt til at samarbejde med andre tilsynsmyn-
digheder i EU og EØS.
Hvidvasklovens § 57, stk. 1-3, fastlægger omfanget af Er-
hvervsstyrelsens tilsynskompetence efter hvidvaskloven
som værende den kompetente myndighed i forhold til ikke-
finansielle virksomheder. Pligten til og muligheden for at
samarbejde med andre tilsynsmyndigheder i EU og EØS er
imidlertid ikke gennemført for Erhvervsstyrelsen.
Det foreslås i § 57, at der indsættes et nyt stk. 4, hvorefter
Erhvervsstyrelsen skal samarbejde med de kompetente myn-
digheder i et andet EU- eller EØS-land om at medvirke ved
tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner her i
landet, når virksomheder og personer der udøver den type
virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, i
hvidvaskloven, der er under tilsyn i et andet EU- eller EØS-
land, udøver disse aktiviteter her i landet, eller en virksom-
hed eller person omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18, og nr. 22,
der er underlagt dansk tilsyn, men opererer i andre EU- eller
EØS-lande.
Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 48, stk.
5, i 4. hvidvaskdirektiv. Af betragtning nr. 53 i 4. hvidvask-
direktivs præambel fremgår det, at hvis en forpligtet enhed
etablerer virksomheder i en medlemsstat, har værtslandet
ansvaret for at håndhæve den etablerede virksomheds over-
holdelse af kravene til forebyggelse af hvidvask og finansie-
ring af terrorisme. Det fremgår yderligere, at der bør være et
tæt samarbejde mellem hjemlandets kompetente myndighe-
der og den kompetente myndighed i værtslandet. Der bør så-
ledes ske underretning af hjemlandets kompetente myndig-
hed om ethvert anliggende, der kan have påvirkning på
hjemlandsmyndighedens vurdering af, om virksomheden el-
ler personen lever op til politikker og forretningsgange ved-
rørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af
terrorisme.
Betragtning 52 i 4. hvidvaskdirektivs præambel anfører, at
hvis en forpligtet enhed driver virksomhed i en anden med-
lemsstat, herunder gennem agent eller et netværk af agenter,
bør hjemlandets kompetente myndighed være ansvarlig for
tilsynet med den forpligtede enheds anvendelse af koncer-
nens politikker og forretningsgange vedrørende bekæmpelse
af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.
Det foreslås endvidere i § 57, at der indsættes et nyt stk. 5,
1. pkt., hvorefter tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller
EØS-land efter forudgående aftale med Erhvervsstyrelsen
kan foretage inspektion i de her i landet beliggende virk-
somheder og personer, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr.
15-18 og nr. 22, med hjemsted i det pågældende land.
Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 48, stk.
5, i 4. hvidvaskdirektiv. Betragtning 52 i 4. hvidvaskdirek-
tivs præambel anfører, at hvis en forpligtet enhed driver
virksomhed i en anden medlemsstat, herunder gennem agent
eller et netværk af agenter, bør hjemlandets kompetente
myndighed være ansvarlig for tilsynet med den forpligtede
enheds anvendelse af koncernens politikker og forretnings-
gange vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og fi-
nansiering af terrorisme. Det vil omfatte tilsynsbesøg her i
59
landet i virksomheder, der har hjemsted i en anden med-
lemsstat.
Ved inspektion forstås de kontrolbesøg, som Erhvervsstyrel-
sen foretager hos de personer og virksomheder, som er un-
derlagt Erhvervsstyrelsens tilsyn i henhold til denne lov.
Rammerne for Erhvervsstyrelsens tilsyn efter hvidvaskloven
fremgår af § 57, stk. 1-3.
Ved hjemsted forstås virksomhedens hovedsæde og perso-
nens bopæl, altså den bopæl hvor personen har sin folkeregi-
steradresse, eller lignende i forhold til det pågældende lands
lovgivning.
Med den foreslåede bestemmelse vil det være et krav, at den
udenlandske tilsynsmyndighed aftaler tilsynsbesøget med
Erhvervsstyrelsen forud for tilsynsbesøget. Erhvervsstyrel-
sen vil på baggrund af en anmodning om tilsyn her i landet
skulle vurdere, hvorvidt tilsynets formål forudsætter fysisk
tilstedeværelse her i landet af den udenlandske myndighed.
Erhvervsstyrelsen vil derefter skulle meddele den udenland-
ske myndighed, hvorvidt anmodningen om tilsyn kan imø-
dekommes.
Den foreslåede bestemmelse vil kun omfatte virksomheder
og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, i
hvidvaskloven, og som er beliggende i Danmark, men som
har hjemsted i den pågældende tilsynsmyndigheds hjem-
land, forudsat at tilsynsmyndigheden er fra et andet EU- el-
ler EØS-land.
Den foreslåede bestemmelse vil alene kunne anvendes, hvor
virksomheder og personer, som udøver den type virksomhed
som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, har hjemsted i et
andet EU- eller EØS-land. Bestemmelsen vil således ikke
omfatte virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr.
15-18 og nr. 22, med hjemsted i Danmark.
Udenlandske tilsynsmyndigheder fra et EU- eller EØS-land
vil alene være kompetente for så vidt angår virksomheder
omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, som har hjemsted
i myndighedens hjemland. Hvis en udenlandsk myndighed
vil undersøge den pågældende virksomhed med henvisning
til den foreslåede bestemmelse, vil det skulle ske ved fysisk
fremmøde hos virksomheden. Tilsyn med virksomhedens
overholdelse af danske regler føres af Erhvervsstyrelsen, jf.
§ 57, stk. 1, jf. artikel 48, stk. 5, i 4. hvidvaskdirektiv. Selve
undersøgelsen vil skulle foregå efter danske regler, men den
her i landet beliggende virksomhed skal leve op til det uden-
landske hjemlands regelsæt på det område, der er genstand
for undersøgelsen.
En udenlandsk myndigheds tilsyn vil skulle foregå under
samme betingelser som Erhvervsstyrelsens tilsyn, hvilket
betyder, at tilsynet vil skulle ske i overensstemmelse med
lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af
tvangsindgreb og oplysningspligter. Den udenlandske myn-
dighed vil derfor som udgangspunkt udelukkende have ad-
gang til forretningslokaler og ikke private boliger.
Efter hvidvasklovens § 59, stk. 3, er det muligt at foretage
tilsynsbesøg uden forudgående varsling af virksomheden el-
ler personen. Muligheden for at foretage uanmeldt tilsynsbe-
søg vil alene kunne anvendes, hvis det er Erhvervsstyrelsens
vurdering, at formålet med tilsynsbesøget vil blive forspildt,
hvis det blev varslet. Erhvervsstyrelsen vil skulle meddele
den udenlandske myndighed, hvorvidt et ønske om et uan-
meldt tilsynsbesøg kan imødekommes. Den foreslåede be-
stemmelse ændrer således ikke på, at udgangspunktet fortsat
er, at et tilsynsbesøg skal varsles på forhånd i det omfang,
det er muligt.
Det foreslås i § 57, at der indsættes et nyt stk. 5, 2. pkt.,
hvorefter Erhvervsstyrelsen kan deltage i tilsynsbesøg om-
fattet af den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. Den foreslåede
bestemmelse vil indebære, at Erhvervsstyrelsen vil kunne
beslutte at deltage i en EU- eller EØS-tilsynsmyndigheds til-
syn af virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr.
15-18 og nr. 22, i Danmark, men som har hjemsted i den på-
gældende tilsynsmyndigheds hjemland.
Erhvervsstyrelsen vil med den foreslåede bestemmelse kun-
ne føre tilsyn med, at virksomheden overholder danske reg-
ler, jf. § 57, stk. 1, jf. artikel 48, stk. 5, i 4. hvidvaskdirektiv,
og at den udenlandske tilsynsmyndigheds tilsyn foregår i
overensstemmelse med danske regler herfor.
Det foreslås i § 57, at der indsættes et nyt stk. 5, 3. pkt., der
vil indebære, at i tilfælde af at en virksomhed eller person
som nævnt i 1. pkt. modsætter sig en kompetent udenlandsk
myndigheds inspektion, kan undersøgelsen kun foretages
med Erhvervsstyrelsens medvirken.
At en virksomhed eller person modsætter sig en inspektion
skal forstås som, at virksomheden gør indsigelse mod den
del af inspektionens gennemførelse, som vedrører den uden-
landske myndighed. Tages indsigelsen ikke til følge, vil in-
spektionen kun kunne foretages af Erhvervsstyrelsen. Et ek-
sempel på en indsigelse kan f.eks. være, at den udenlandske
myndighed er fra Tyskland, og at virksomheden gør indsi-
gelse mod, at inspektionen gennemføres på tysk. Det kan lø-
ses ved, at spørgsmål stilles på engelsk.
Det foreslås i § 57, at der indsættes et nyt stk. 6, hvorefter
Erhvervsstyrelsen kan anmode de kompetente myndigheder
i et EU- eller EØS-land om at medvirke til at påse overhol-
delsen af loven og de regler, der er udstedt i medfør af lo-
ven, vedrørende virksomheder og personer som omfattet af
§ 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, med hjemsted i et andet EU-
60
eller EØS-land ved tilsynsaktioner, kontroller på stedet eller
inspektioner på et andet EU- eller EØS-lands område.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5 vedrører udenlandske
myndigheders mulighed for at foretage inspektioner her i
landet, hvorimod den foreslåede bestemmelse i stk. 6 vedrø-
rer Erhvervsstyrelsens mulighed for at foretage inspektioner
i andre EU- eller EØS-lande. Erhvervsstyrelsens inspektio-
ner i andre EU- eller EØS-lande skal ske i overensstemmel-
se med reglerne i det pågældende land.
Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse i situatio-
ner, hvor Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med en virksomhed
eller person i Danmark og hvor virksomheden eller personen
tillige driver virksomhed i et andet EU- eller EØS-land.
Med den foreslåede bestemmelse vil Erhvervsstyrelsen kun-
ne foretage inspektioner i udlandet, når det pågældende EU-
eller EØS-lands lovmæssige betingelser for afholdelse af in-
spektioner er opfyldt.
Til nr. 12 (§ 64, stk. 1, i hvidvaskloven)
Det fremgår af retsplejelovens § 143, stk. 1, at det Danske
Advokatsamfund udgøres af alle danske advokater. Advoka-
trådet, der er Advokatsamfundets bestyrelse, fører efter rets-
plejelovens § 143, stk. 2, 1. pkt., tilsyn med advokaterne og
deres autoriserede fuldmægtige.
Med henblik på opfyldelsen af Rådets direktiv af 22. marts
1977 om advokaters udveksling af tjenesteydelser har ju-
stitsministeren i medfør af retsplejelovens § 130, stk. 1, ud-
stedt bekendtgørelse nr. 1429 af 11. december 2007 om EU-
advokaters tjenesteydelser her i landet.
Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, kan advokater, der er
etableret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-land eller i
Schweiz, udføre tjenesteydelser som advokater her i landet
og herunder give møde for danske domstole.
Advokatrådet fører tilsyn med advokater, der efter § 1, stk.
1, udfører tjenesteydelser her i landet, jf. bekendtgørelsens §
5.
Det fremgår af hvidvasklovens § 64, stk. 1, 1. pkt., at Advo-
katrådet som tilsynsmyndighed påser, at advokater, der er
omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 14, overholder
hvidvaskloven og de regler, der er udstedt i medfør af den-
ne, samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger inde-
holde regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer.
Det følger af artikel 48, stk. 4, 1. pkt., i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om fore-
byggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direk-
tiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), at medlemsstaterne
skal sikre, at de kompetente myndigheder i den medlems-
stat, hvor den forpligtede enhed driver virksomheder, fører
tilsyn med, at disse virksomheder overholder de nationale
bestemmelser i den pågældende medlemsstat, hvorved 4.
hvidvaskdirektiv er gennemført.
Det følger af de specielle bemærkninger til hvidvasklovens
§ 64, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41, som fremsat
side 173, at bestemmelsen gennemfører artikel 48 i 4. hvid-
vaskdirektiv.
Det følger endvidere af de specielle bemærkninger til hvid-
vasklovens § 1, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41,
som fremsat side 66, at 4. hvidvaskdirektiv grundlæggende
er baseret på et territorialprincip, hvilket betyder, at hvert
enkelt medlemsland er ansvarligt for at regulere og føre til-
syn med de aktiviteter, der finder sted på medlemslandets
territorium, jf. artikel 48, stk. 4, og betragtning nr. 53 i 4.
hvidvaskdirektivs præambel.
Advokatrådet skal således allerede i dag føre tilsyn med ad-
vokater, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, i et
EØS-land eller i Schweiz, som udøver advokatvirksomheder
her i landet, jf. § 5 i bekendtgørelse nr. 1429 af 11. decem-
ber 2007 om EU-advokaters tjenesteydelser her i landet.
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektiv som muligt foreslås det, at der § 64, stk. 1,
1.pkt., præciseres, at Advokatrådet tillige påser, at advoka-
ter, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-
land eller i Schweiz, og som udøver advokatvirksomhed her
i landet , overholder denne lov, regler udstedt i medfør heraf
samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer.
Det er ikke tilladt for advokater, der er etableret i tredjelan-
de, at udøve advokatvirksomhed her i landet, hvorfor ordly-
den i den foreslåede bestemmelse alene tager sigte på advo-
kater, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-
land eller i Schweiz.
Til nr. 13 (§ 64, stk. 3-5, i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 47 fastlægger i stk. 1 og 2 omfanget af Fi-
nanstilsynets tilsynskompetence. Bestemmelsens stk. 3 og 4
fastlægger Finanstilsynets pligt til at samarbejde med andre
tilsynsmyndigheder i EU og EØS.
61
Finanstilsynets mulighed for at samarbejde med andre til-
synsmyndigheder i EU og EØS i forhold til at foretage fæl-
les inspektioner i Danmark samt ved førelse af fælles tilsyn
på andre EU- og EØS-landes område fremgår af hvidvasklo-
vens § 50.
Hvidvasklovens § 65 fastlægger i stk. 1-4 omfanget af Spil-
lemyndighedens tilsynskompetence som værende den kom-
petente myndighed på spilleområdet i forhold til håndhævel-
sen af hvidvasklovgivningen. Bestemmelsens stk. 5 og 6
fastlægger Spillemyndighedens pligt til at samarbejde med
andre tilsynsmyndigheder i EU og EØS.
Hvidvasklovens § 64, stk. 1-2, fastlægger omfanget af Ad-
vokatrådets tilsynskompetence efter hvidvaskloven som væ-
rende den kompetente myndighed i forhold til advokater.
Pligten til og muligheden for at samarbejde med andre til-
synsmyndigheder i EU og EØS er imidlertid ikke gennem-
ført for Advokatrådet.
Det foreslås, at der i § 64 indsættes et nyt stk. 3, hvorefter
Advokatrådet skal samarbejde med de kompetente myndig-
heder i et andet EU- eller EØS-land om at medvirke ved til-
synsaktiviteter, når virksomheder og personer som omfattet
af § 1, stk. 1, nr. 14, i hvidvaskloven, der er under tilsyn i et
andet EU- eller EØS-land, udøver advokatvirksomhed her i
landet, eller en dansk virksomhed eller person omfattet af §
1, stk. 1, nr. 14, der er underlagt dansk tilsyn, men opererer i
andre EU- eller EØS-lande.
Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 48, stk.
5, i 4. hvidvaskdirektiv. Af betragtning nr. 53 i 4. hvidvask-
direktivs præambel fremgår det, at hvis en forpligtet enhed
etablerer virksomheder i en medlemsstat, har værtslandet
ansvaret for at håndhæve den etablerede virksomheds over-
holdelse af kravene til forebyggelse af hvidvask og finansie-
ring af terrorisme. Advokatrådet har således kompetence til
at føre tilsyn med advokater beskikket i et EU-/EØS-land,
som er registreret hos Advokatsamfundet (”EU-advokater”),
og advokater beskikket i et EU-/EØS-land, som driver advo-
katvirksomhed i Danmark i form af grænseoverskridende
tjenesteydelser.
Det fremgår yderligere, at der bør være et tæt samarbejde
mellem hjemlandets kompetente myndigheder og den kom-
petente myndighed i værtslandet. Der bør således ske under-
retning af hjemlandets kompetente myndighed om ethvert
anliggende, der kan have påvirkning på hjemlandsmyndig-
hedens vurdering af, om virksomheden eller personen lever
op til politikker og forretningsgange vedrørende bekæmpel-
se af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Der
vil f.eks. skulle underrettes, hvis en advokat efter påbud fra
Advokatrådet fortsat ikke lever op til hvidvasklovens krav
til politikker og forretningsgange, ligesom manglende gen-
nemførelse af kundekendskabsprocedurer, som vil medføre
disciplinær forfølgning, vil medføre pligt til at underrette
hjemlandsmyndigheden.
Betragtning 52 i 4. hvidvaskdirektivs præambel anfører, at
hvis en forpligtet enhed driver virksomhed i en anden med-
lemsstat, bør hjemlandets kompetente myndighed være an-
svarlig for tilsynet med den forpligtede enheds anvendelse
af koncernens politikker og forretningsgange vedrørende be-
kæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terroris-
me. Advokatrådet vil fortsat føre tilsyn med EU-advokater
registreret hos Advokatsamfundet og advokater fra andre
EU-/EØS-lande, som udøver tjenesteydelser i Danmark.
Hvis advokaten er en del af en koncern, som har hjemsted i
hjemlandet, vil hjemlandet føre tilsyn med koncernens for-
pligtelser efter hvidvaskloven.
Det foreslås endvidere, at der i § 64 indsættes et nyt stk. 4,
hvorefter tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller EØS-
land efter forudgående aftale med Advokatrådet kan foreta-
ge inspektion i de her i landet beliggende virksomheder og
personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, i hvidvaskloven,
med hjemsted i det pågældende land. Dette omfatter alene
advokater fra andre EU-/EØS-lande, der er registreret hos
Advokatsamfundet (”EU-advokater”) og underlagt Advoka-
trådets tilsyn. Udenlandske advokater, som alene udøver tje-
nesteydelser i Danmark, er ikke registreret hos Advokatsam-
fundet og er ikke beliggende i Danmark. Advokatrådet kan
deltage i inspektionen som nævnt i 1. pkt. Modsætter en
virksomhed eller person som nævnt i 1. pkt. sig en kompe-
tent udenlandsk myndigheds inspektion, kan undersøgelsen
kun foretages med Advokatrådets medvirken.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at tilsynsmyndigheder i et andet
EU- eller EØS-land efter forudgående aftale med Advoka-
trådet kan foretage inspektion i de her i landet beliggende
virksomheder og personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14,
med hjemsted i det pågældende land. Det er alene ”EU-ad-
vokater”, som har hjemsted i et andet EU-/EØS-land og
samtidig er beliggende i Danmark.
Det vil være et krav, at den udenlandske tilsynsmyndighed
aftaler tilsynsbesøget med Advokatrådet forud for tilsynsbe-
søget. Advokatrådet vil på baggrund af en anmodning om
tilsyn her i landet vurdere, hvorvidt tilsynets formål forud-
sætter fysisk tilstedeværelse her i landet af den udenlandske
myndighed. Advokatrådet vil meddele den udenlandske
myndighed, hvorvidt anmodningen om tilsyn kan imøde-
kommes.
Den foreslåede bestemmelse vil alene omfatte her i landet
beliggende virksomheder og personer som omfattet af § 1,
stk. 1, nr. 14, med hjemsted i det pågældende land, dvs.
”EU-advokater”. Bestemmelsen vil således ikke omfatte
danske virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, dvs.
virksomheder etableret her i landet.
62
Bestemmelsen kan tænkes anvendt, hvor virksomheder og
personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, har hjemsted i et
andet EU- eller EØS-land.
Udenlandske tilsynsmyndigheder fra et EU- eller EØS-land
vil alene være kompetente for så vidt angår virksomheder
omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, som har hjemsted i myndighe-
dens hjemland. Hvis en udenlandsk myndighed vil undersø-
ge den pågældende virksomhed, vil dette skulle ske ved an-
modning om oplysninger fra Advokatrådet eller ved fysisk
fremmøde hos virksomheden. Tilsyn med virksomhedens
overholdelse af danske regler føres derimod af Advokatrå-
det, jf. § 64, stk. 1. Selve undersøgelsen vil foregå efter dan-
ske processuelle regler, men den her i landet beliggende
virksomhed skal leve op til det udenlandske hjemlands re-
gelsæt på det område, der er genstand for undersøgelsen.
En udenlandsk myndigheds tilsyn vil skulle foregå under
samme betingelser som Advokatrådets tilsyn, hvilket bety-
der, at tilsynet skal ske i overensstemmelse med lovbekendt-
gørelse nr. 1121 af 12. november 2019 om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysnings-
pligter, i det omfang loven finder anvendelse for Advokatrå-
det. Den udenlandske myndighed vil som udgangspunkt
udelukkende have adgang til forretningslokaler og således
f.eks. ikke til private boliger.
Der er mulighed for at foretage tilsynsbesøg uden forudgå-
ende varsling. Muligheden for at foretage uanmeldt tilsyns-
besøg skal alene anvendes, hvis det er Advokatrådets vurde-
ring, at formålet med tilsynsbesøget ville blive forspildt,
hvis det blev varslet. Advokatrådet meddeler den udenland-
ske myndighed, hvorvidt et ønske om et uanmeldt tilsynsbe-
søg kan imødekommes. Udgangspunktet er således fortsat,
at et tilsynsbesøg skal varsles på forhånd, i det omfang, det
er muligt.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at Advokatrådet kan deltage i
tilsynsbesøget, som nævnt i 1. pkt. Bestemmelsen vil inde-
bære, at Advokatrådet kan beslutte at deltage i en EU- eller
EØS-tilsynsmyndigheds tilsyn af her i landet beliggende
virksomheder og personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14,
med hjemsted i det pågældende land.
Advokatrådet vil dermed kunne føre tilsyn med, at virksom-
heden overholder danske regler, jf. § 64, stk. 1, jf. artikel 48,
stk. 5, i 4. hvidvaskdirektiv, og at den udenlandske tilsyns-
myndigheds tilsyn foregår i overensstemmelse med danske
regler herfor.
Det foreslås i § 64, stk. 4, 3. pkt., at modsætter en virksom-
hed som nævnt i 1. pkt. sig en kompetent udenlandsk myn-
digheds tilsyn, kan undersøgelsen kun foretages med Advo-
katrådets medvirken og efter de for Advokatrådet gældende
regler.
At en virksomhed eller person modsætter sig en inspektion
skal forstås som, at virksomheden gør indsigelse mod in-
spektionens gennemførelse.
Det foreslås i § 64, stk. 5, at Advokatrådet kan anmode de
kompetente myndigheder i et EU- eller EØS-land om at
medvirke til at påse overholdelsen af loven og de regler, der
er udstedt i medfør af loven, vedrørende virksomheder og
personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, med hjemsted i
et andet EU- eller EØS-land ved tilsynsaktioner, kontroller
på stedet eller inspektioner på et andet EU- eller EØS-lands
område.
Hvor stk. 4 vedrører udenlandske myndigheders mulighed
for at foretage inspektioner her i landet, vedrører stk. 5 Ad-
vokatrådets mulighed for at foretage inspektioner i udlandet.
Advokatrådets inspektioner i udlandet skal ske i overens-
stemmelse med reglerne i det pågældende land.
Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse i situatio-
ner, hvor Advokatrådet fører tilsyn med virksomheder og
personer i Danmark, og hvor virksomheden eller personen
tillige driver virksomhed i et andet EU- eller EØS-land.
Med den foreslåede bestemmelse vil Advokatrådet kunne
foretage inspektioner i udlandet, når det pågældende EU- el-
ler EØS-lands lovmæssige betingelser for afholdelse af in-
spektioner er opfyldt.
Til nr. 14 (§ 64 a, i hvidvaskloven)
Det fremgår af hvidvasklovens § 64, stk. 1, 1. pkt., at Advo-
katrådet påser, at advokater omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14,
overholder loven og de regler, der er udstedt i medfør heraf,
samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer.
Advokatrådet kan efter § 64, stk. 2, påbyde advokater at fo-
retage de nødvendige foranstaltninger, inden for en frist
fastsat af Advokatrådet, i tilfælde af overtrædelse af bestem-
melser i hvidvaskloven, regler fastsat i medfør af hvidvas-
kloven eller Europa-Parlamentets og Rådets forordninger in-
deholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, per-
soner, grupper, juridiske enheder eller oranger.
Advokatrådets påbud efter § 64, stk. 2, kan ikke påklages til
andre myndigheder. Der findes ikke regler om offentliggø-
relse af påbud udstedt i medfør af § 64, stk. 2.
Medlemsstaterne er efter artikel 60 i 4. hvidvaskdirektiv for-
pligtet til at sikre, at en afgørelse, der ikke kan påklages, om
pålæggelse af en administrativ sanktion eller foranstaltning
63
for overtrædelse af nationale bestemmelser, der gennemfø-
rer dette direktiv, offentliggøres af de kompetente myndig-
heder på deres officielle websted umiddelbart efter, at den
person, der pålægges sanktionen, er underrettet om afgørel-
sen.
For at sikre en så direktivnær implementering af artikel 60 i
4. hvidvaskdirektiv som muligt er der fundet anledning til at
justere hvidvaskloven for så vidt angår Advokatrådet som
tilsynsmyndighed.
Det foreslås derfor, at der indsættes en ny § 64 a i hvidvas-
kloven.
Det foreslås i stk. 1. 1. pkt., at advokatrådets reaktioner i for-
bindelse med tilsyn efter § 64, herunder beslutninger om at
overdrage en sag til politimæssig efterforskning, skal offent-
liggøres af advokatrådet på Advokatsamfundets hjemmesi-
de, jf. dog stk. 5.
Begrebet reaktioner omfatter alle de reaktioner, som Advo-
katrådet vedtager, og som retter sig mod en part, herunder
afgørelser, påbud, påtaler og beslutninger om at overgive
sager til politimæssig efterforskning. Offentliggørelsesmed-
delelsen skal som minimum identificere den fysiske eller ju-
ridiske person og overtrædelsens art.
Advokatrådet kan undlade at offentliggøre reaktioner givet i
forbindelse med tilsyn efter § 64, herunder beslutninger om
at overdrage en sag til politimæssig efterforskning hvis of-
fentliggørelse vil medføre uforholdsmæssig stor skade for
virksomheden eller efterforskningsmæssige hensyn taler
imod offentliggørelse, jf. det foreslåede stk. 5.
Det forudsættes, at offentliggørelsen som udgangspunkt skal
ske umiddelbart efter, at der er truffet afgørelse eller beslut-
ning om at meddele tilsynsreaktionen. Advokatrådet skal
forinden offentliggørelsen orientere den pågældende fysiske
eller juridiske person, hvis navn vil fremgå af offentliggørel-
sen, om den forestående offentliggørelse, således at den på-
gældende har mulighed for at kunne forberede sig på offent-
liggørelsen.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at beslutninger om at overgive
sager til politimæssig efterforskning offentliggøres som re-
sumé, jf. dog det foreslåede stk. 5.
Efter den foreslåede bestemmelse skal Advokatrådet alene
offentliggøre et resumé af beslutningen om at overgive en
sag til politimæssig efterforskning, hvilket betyder, at be-
slutningen ikke skal offentliggøres i sin helhed.
Oversendelse af sager til politimæssig efterforskning er en
processuel beslutning, som ikke kan påklages. Det forudsæt-
tes, at offentliggørelse af en beslutning om at oversende en
sag til politimæssig efterforskning alene sker efter høring af
den relevante politimyndighed. Det kan aftales med ankla-
gemyndigheden, at visse sagskategorier kan offentliggøres
uden forudgående høring.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at offentliggørelsen skal omfatte
den juridiske eller fysiske persons navn, jf. dog stk. 3.
Det bemærkes, at oplysninger om, at fysiske personer har
overtrådt lovgivningen, udgør personoplysninger, der er om-
fattet af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelseslo-
ven. Oplysningerne er omfattet af databeskyttelsesforordnin-
gens artikel 6. Oplysningerne er desuden omfattet af artikel
10, da der er tale om personoplysninger vedrørende lovover-
trædelser.
Den behandling af personoplysninger, der forudsætningsvist
sker ved offentliggørelsen, vurderes at have hjemmel i data-
beskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, om bl.a.
udførelse af en opgave i samfundets interesse, som den data-
ansvarlige har fået pålagt. Der lægges herved navnlig vægt
på, at den omtalte behandling af personoplysninger er en
forudsætning for gennemførelse af artikel 60 i 4. hvidvask-
direktiv.
Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 10, at be-
handling af personoplysninger vedrørende bl.a. lovovertræ-
delser på grundlag af artikel 6, stk. 1, kun må foretages
under kontrol af en offentlig myndighed, eller hvis behand-
ling har hjemmel i EU-retten eller medlemsstaternes natio-
nale ret, som giver passende garantier for den registreredes
rettigheder og frihedsrettigheder.
Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse skaber
hjemmel for Advokatrådet til at behandle oplysninger om
lovovertrædelser, jf. databeskyttelsesforordningens artikel
10. Det vurderes, at hjemmelen giver passende garantier for
registreredes rettigheder og frihedsrettigheder. Der lægges i
den forbindelse vægt på, at ordningen er en forudsætning for
gennemførelse af artikel 60 i 4. hvidvaskdirektiv. Der læg-
ges desuden vægt på, at offentliggørelse som følge af den
foreslåede § 64 a, stk. 3, alene må ske ved personens alvorli-
ge, gentagne eller systematiske overtrædelser af de opregne-
de bestemmelser i hvidvaskloven. Der lægges endvidere
vægt på, at personoplysninger indeholdt i offentliggørelsen
kun må forblive på Advokatsamfundets hjemmeside i det
nødvendige tidsrum, jf. den foreslåede § 64 a, stk. 2, 2. pkt.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at offentliggjorte reaktioner skal
forblive på Advokatsamfundets hjemmeside i 5 år efter of-
fentliggørelse.
64
Offentliggjorte reaktioner vil skulle slettes fra Advokatsam-
fundets hjemmeside 5 år efter offentliggørelsen.
Det foreslås i stk. 2, 2, pkt., at personoplysninger indeholdt i
offentliggørelsen må dog kun forblive på Advokatrådets
hjemmeside i det nødvendige tidsrum.
Ved det nødvendige tidsrum forstås så længe oplysningerne
anses for nødvendige i forhold til de samfundsmæssige hen-
syn bag offentliggørelsen.
Det foreslås i stk. 3, at offentliggørelse af reaktioner efter
den foreslåede stk. 1, der omfatter en fysisk persons navn,
alene kan ske ved personens alvorlige, gentagne eller syste-
matiske overtrædelser af hvidvasklovens § 10, nr. 1, 2, 4 og
5, § 11, stk. 1 og 2 og stk. 3, 1., 3. og 4. pkt., § 14, stk. 1,
stk. 2, 2. pkt., stk. 3 og 5, § 17, stk. 1 og 2, § 18, § 21, stk. 1,
2. pkt., § 25, stk. 1, § 26, stk. 1 og 3 og stk. 4, 1. pkt., og §
30.
Alvorlige, gentagne eller systematiske overtrædelser skal
forstås i sammenhæng med hvidvasklovens § 78, stk. 2.
Der kan f.eks. være tale om særligt grove eller omfattende
forsætlige overtrædelser, hvor der ikke er udført kundekend-
skabsprocedurer, som er et grundlæggende krav for opfyl-
delse af alle lovforslagets øvrige pligter, eller hvor oplysnin-
ger om kunder eller transaktioner ikke er opbevaret, hvilket
er en forudsætning for, at hvidvask og terrorfinansiering kan
efterforskes. Endvidere vil bestemmelsen kunne være an-
vendelig, hvis der ved beløbsmæssigt særlig store transakti-
oner ikke er krævet og/eller opbevaret identitets- og kontrol-
oplysninger.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at i de tilfælde, hvor Advokatrå-
det har overgivet en sag til politimæssig efterforskning, og
der er afsagt fældende dom eller vedtaget bøde, skal Advo-
katrådet offentliggøre dommen, bødevedtagelsen eller et re-
sumé heraf, jf. dog stk. 5.
Dommen, det vedtagne bødeforelæg eller resuméet heraf,
som skal offentliggøres, vil indeholde den eller de involve-
rede virksomheder eller personers navn(e).
Offentliggørelse indebærer ikke, at selve den underliggende
sag med dertilhørende akter bliver offentlig tilgængelig.
Sagen er stadig omfattet af Advokatrådets tavshedspligt i
henhold til retsplejelovens 143 b.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at er dommen ikke endelig, skal
dette fremgå af offentliggørelsen.
Det foreslås i stk. 4, 3. pkt., stk. 1 og 2 finder tilsvarende an-
vendelse.
Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at offentliggørelse efter stk. 1-4
dog ikke kan ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor
skade for virksomheden eller efterforskningsmæssige hen-
syn taler imod offentliggørelse.
Ved uforholdsmæssig stor skade forstås, at der skal være ta-
le om oplysninger, som, hvis de offentliggøres, kan være
truende for virksomhedens eksistens. Det er dermed ikke til-
strækkeligt, at oplysningerne potentielt kan medføre større
tab for virksomheden, uden at virksomhedens eksistens der-
med er i fare.
Efter den foreslåede stk. 5, 2. pkt., må offentliggørelsen ikke
indeholde oplysninger om enkeltpersoners private, herunder
økonomiske forhold og tekniske indretninger eller frem-
gangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold el.lign.,
for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den
person eller virksomhed, oplysningerne angår.
Fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger
om potentielle købere af en nødlidende virksomhed i de til-
fælde, hvor overtagelsen ikke gennemføres, vil således ikke
skulle offentliggøres. Det vil også gælde fortrolige oplysnin-
ger om virksomhedens interne forhold af væsentlig betyd-
ning for virksomheden, f.eks. vil ikke-offentligt tilgængelige
oplysninger om virksomhedens opbygning og indretning,
økonomiske forhold og situation, kundemasse og samar-
bejdspartnere skulle fjernes inden offentliggørelsen, med-
mindre oplysningerne er nødvendige for forståelsen af dom-
men, det vedtagne bødeforelæg, eller resuméet heraf.
Bestemmelsen skal forstås i overensstemmelse med § 30 i
lov om offentlighed i forvaltningen, jf. lovbekendtgørelse
nr. 145 af 24. februar 2020, der dog ikke finder anvendelse
på Advokatrådet.
Det foreslås videre i stk. 5, 3. pkt., at offentliggørelsen ikke
må indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører fra en
myndighed fra et EU- eller EØS-land, medmindre de myn-
digheder, som har afgivet oplysningerne, har givet deres ud-
trykkelige tilladelse
Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at hvor offentliggørelse er und-
ladt i henhold til den foreslåede stk. 5, 1. pkt., skal der ske
offentliggørelse efter stk. 1-4, når de hensyn, der nødvendig-
gjorde undladelsen, ikke længere er gældende.
Det foreslås i stk. 6, 2. pkt., at der efter 2 år fra datoen for
reaktionen eller beslutningen om at overgive sagen til politi-
mæssig efterforskning ikke skal ske offentliggørelse uanset
1. pkt.
65
Baggrunden herfor er, at den offentlige interesse i sådanne
reaktioner aftager kraftigt hen over tid, og af administrative
årsager. På denne baggrund foreslås en grænse på to år.
Efter den foreslåede stk. 6, 3. pkt., skal der alene ske offent-
liggørelse, hvis der ikke er sket påtaleopgivelse eller tiltale-
frafald efter retsplejelovens regler.
Det foreslås i stk. 7, 1. pkt., at Advokatrådet efter anmod-
ning fra den fysiske eller juridiske person, som en sag ve-
drører, skal offentliggøre oplysninger om, at der er truffet
afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald, afsiges frifindel-
se i Advokatnævnet eller afsiges frifindende dom, i de til-
fælde hvor Advokatrådet har offentliggjort en beslutning om
at overgive en sag til politimæssig efterforskning efter den
foreslåede stk. 1, 2. pkt.
Da det ikke i ethvert tilfælde vil være givet, at den juridiske
eller fysiske person, som er blevet politianmeldt, ønsker of-
fentliggørelse af påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet eller den
frifindende dom, foreslås det, at offentliggørelse kun skal
ske efter anmodning.
Advokatrådet vil skulle offentliggøre, at sagen er sluttet
uden tiltale, at sagen er sluttet ved tiltalefrafald, eller at der
er afsagt frifindende dom i sagen i umiddelbar og naturlig
sammenhæng med Advokatrådets offentliggørelse efter den
forslåede stk. 1, 2. pkt., dvs. det sted på Advokatrådets
hjemmeside, hvor Advokatrådets tidligere har offentliggjort
beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efter-
forskning. De supplerende oplysninger om påtaleopgivelse,
tiltalefrafald eller frifindende dom vil tydeligt skulle fremgå
af Advokatsamfundets hjemmeside.
Offentliggørelse efter den foreslåede bestemmelse vil tillige
skulle omfatte tilfælde, hvor der er afsagt dom ved en anke-
instans.
Det foreslås i stk. 7, 2. pkt., at den fysiske eller juridiske per-
son skal indsende en kopi af afgørelsen om påtaleopgivelse
eller tiltalefrafald eller en kopi af afgørelsen eller dommen
til Advokatrådet samtidig med anmodning om offentliggø-
relse.
Det foreslåede medfører, at den fysiske eller juridiske per-
son selv vil skulle indsende en kopi af de relevante doku-
menter, som vedkommende ønsker offentliggjort, da Advo-
katrådet ikke nødvendigvis vil være i besiddelse af de på-
gældende dokumenter.
Det foreslås i stk. 7, 3. pkt., at det skal fremgå af offentlig-
gørelsen, hvis påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet, afgørelsen
eller dommen ikke er endelig.
En afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald er ikke
endelig i de tilfælde, hvor afgørelsen om påtaleopgivelse el-
ler tiltalefrafald er påklaget til den overordnende anklage-
myndighed. En dom er ikke endelig i de tilfælde, hvor dom-
men er anket til en højere retsinstans.
Det foreslås i stk. 7, 4. pkt., at modtager Advokatrådet doku-
mentation for, at sagen er afsluttet ved endelig påtaleopgi-
velse, tiltalefrafald eller afsigelse af endelig frifindende af-
gørelse eller dom, skal Advokatrådet fjerne alle oplysninger
om beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efter-
forskning og eventuelle efterfølgende domme i sagen fra
Advokatrådets hjemmeside.
I de tilfælde, hvor den, som sagen vedrører, ikke anmoder
Advokatrådet om at offentliggøre oplysninger om, at sagen
er afsluttet ved påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller afsigelse
af frifindende dom i henhold til 1. pkt., men ønsker Advoka-
trådets offentliggørelse af beslutningen om at overgive sag-
en til politimæssig efterforskning, herunder eventuelle sup-
plerende oplysninger om efterfølgende domme i sagen, slet-
tet fra Advokatsamfundets hjemmeside, kan dette således
ske ved indsendelse af dokumentation for sagens afslutning
til Advokatrådet. Advokatrådet vil herefter efter 4. pkt. slet-
te offentliggørelsen af beslutningen om at overgive sagen til
politimæssig efterforskning m.v. fra Advokatrådets hjemme-
side.
Advokatrådets forpligtelse til at fjerne oplysninger om en
beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforsk-
ning indtræder derfor først i det tilfælde, hvor Advokatrådet
modtager dokumentation herfor. Det er ikke afgørende,
hvem der indsender eller overleverer en sådan dokumenta-
tion, og Advokatrådets forpligtelse til at slette oplysninger
om overgivelse af en sag til politimæssig efterforskning ind-
træder således, uanset om den fornødne dokumentation
modtages fra anklagemyndigheden, den pågældende fysiske
eller juridiske person, som sagen vedrører, eller af tredje-
mand.
En afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald er ikke
endelig i de tilfælde, hvor afgørelsen om påtaleopgivelse el-
ler tiltalefrafald er påklaget til den overordnede anklage-
myndighed. En dom er ikke endelig i de tilfælde, hvor dom-
men er anket til højere retsinstans. Fjernelse af offentliggø-
relsen af en beslutning om at overgive en sag til politimæs-
sig efterforskning i tilfælde, hvor en sag er afsluttet ved fri-
findende dom eller afsluttet ved påtaleopgivelse eller tiltale-
frafald, vil således først ske efter udløbet af henholdsvis an-
kefristen eller fristen for at påklage påtaleopgivelsen eller
tiltalefrafaldet, da afgørelsen skal være endelig.
Advokatrådet modtager ikke nødvendigvis oplysninger om
og dokumentation for, at en sag overgivet til politimæssig
66
efterforskning er afsluttet ved endelig påtaleopgivelse eller
tiltalefrafald eller afsigelse af endelig frifindende dom.
Det foreslås i stk. 8, 1. pkt., at Advokatrådet efter anmod-
ning fra en fysisk eller juridisk person, som er frifundet, skal
offentliggøre resultatet af anken eller genoptagelsen.
Det foreslås i stk. 8, 2. pkt., at den fysiske eller juridiske per-
son samtidig med anmodningen om offentliggørelse skal
indsende kopi af dommen i ankesagen eller den genoptagede
sag.
Det foreslås i stk. 8, 3. pkt., at er resultatet af anken eller den
genoptagede sag et andet end resultatet af dommen offent-
liggjort i medfør af stk. 4, 1. pkt., kan Advokatrådet beslutte
at fjerne dommen fra Advokatrådets hjemmeside
Advokatrådet påser som tilsynsmyndighed, at advokater
omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 14, overholder lo-
ven og de regler, der er udstedt i medfør heraf, samt Europa-
Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende regler
om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juri-
diske enheder eller organer, jf. hvidvasklovens § 64, stk. 1,
1. pkt.
Advokatrådet kan påbyde advokater at foretage de nødven-
dige foranstaltninger i tilfælde af overtrædelse af bestem-
melser i denne lov, de regler, der er fastsat i medfør heraf,
eller Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer, jf. hvidvasklovens
§ 64, stk. 2.
Manglende efterlevelse af påbud udstedt i medfør af § 64,
stk. 2, er i strid med god advokatskik. Advokatnævnet påser,
at advokater efterlever god advokatskik. Overtrædelse af
god advokatskik sanktioneres med bøde, pålæg eller fraken-
delse af retten til at udøve advokatvirksomhed, jf. nærmere
retsplejelovens kapitel 15 b.
Medlemsstaterne skal efter 4. hvidvaskdirektivs artikel 60,
stk. 1, sikre, at en afgørelse, der ikke kan påklages, om på-
læggelse af en administrativ sanktion eller foranstaltning for
overtrædelse af nationale bestemmelser, der gennemfører
dette direktiv, offentliggøres af de kompetente myndigheder
på deres officielle websted umiddelbart efter, at den person,
der pålægges sanktionen, er underrettet om afgørelsen.
Da Advokatnævnet i vidt omfang også vil udstede sanktio-
ner for overtrædelse af bestemmelser i hvidvaskloven, fore-
slås det i stk. 9, 1. pkt., at Advokatnævnets kendelser for
overtrædelse af hvidvaskloven og de regler, der er udstedt i
medfør heraf, samt Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod
lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer skal
offentliggøres af Advokatrådet på Advokatsamfundets
hjemmeside, når fristen for at indbringe kendelsen for retten
er udløbet.
Det forudsættes, at kendelser, der indbringes for retten inden
for tidsfristen, ikke skal offentliggøres, før det er afsagt en-
delig dom, jf. nærmere det foreslåede stk. 9, 3. pkt.
Det foreslås i stk. 9, 2. pkt., at kendelser om overholdelse af
§ 36 ikke skal offentliggøres.
Det foreslås i stk. 9, 3. pkt., at kendelser, som indbringes for
retten, offentliggøres, når der er afsagt endelig dom.
Det foreslås i stk. 9, 4. pkt., at bestemmelserne i stk. 2-8 fin-
der tilsvarende anvendelse ved offentliggørelse af Advokat-
nævnets kendelser.
Advokatrådet vil skulle offentliggøre reaktioner for overtræ-
delse af hvidvaskloven og de regler, der er udstedt i medfør
heraf, samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger in-
deholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, per-
soner, grupper, juridiske enheder eller organer, når det træf-
fes afgørelse efter denne lovs ikrafttræden. Det vil også
skulle gælde for reaktioner på overtrædelser, der er blevet
begået før lovens ikrafttræden.
Til nr. 15 (§ 65, stk. 1, 3. pkt., i hvidvaskloven)
Efter § 65, stk. 1, påser Spillemyndigheden, at udbydere af
spil omfattet af § 1, stk. 1, nr. 20, overholder loven, de reg-
ler, der er udstedt i medfør heraf, og forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer. Spillemyndigheden
påser dog ikke overholdelse af § 36.
Det følger af artikel 48, stk. 4, 1. pkt., i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om fore-
byggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direk-
tiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), at medlemsstaterne
sikrer, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat,
hvor den forpligtede enhed driver virksomheder, fører tilsyn
med, at disse virksomheder overholder de nationale bestem-
melser i den pågældende medlemsstat, hvorved dette direk-
tiv er gennemført.
Det følger af de specielle bemærkninger til hvidvasklovens
§ 65, at bestemmelsen gennemfører artikel 48 i 4. hvidvask-
67
direktiv for Spillemyndighedens vedkommende, jf. Folke-
tingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 174.
Det følger endvidere af de specielle bemærkninger til hvid-
vasklovens § 1, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41
som fremsat, side 66, at 4. hvidvaskdirektiv grundlæggende
er baseret på et territorialprincip, hvilket betyder, at hvert
enkelt medlemsland er ansvarligt for at regulere og føre til-
syn med de aktiviteter, der finder sted på medlemslandets
territorium, jf. artikel 48, stk. 4, og betragtning nr. 53 i 4.
hvidvaskdirektivs præambel.
Det følger af lovforslagets § 2 nr. 2, at reglerne for spiludby-
dere gælder for alle udbydere af spil, der har tilladelse til at
udbyde spil i Danmark, idet disse udbydere anses for at væ-
re etableret her i landet, jf. § 1, stk. 1, nr. 20. Alle udbydere
af spil, som skal have tilladelse til at udbyde spil her i lan-
det, vil således være omfattet af den danske spillelovgivning
og hvidvasklovgivning. Dermed vil udenlandske spiludby-
dere, der skal have en tilladelse til udbyde spil i Danmark
f.eks. via af en forhandler, også være omfattet af den danske
hvidvaskregulering.
Spillemyndigheden skal således allerede i dag påse, at uden-
landske spiludbydere, som opererer her i landet, overholder
hvidvaskloven og de nævnte forordninger.
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektiv som muligt foreslås det dog, at det i § 65, stk.
1, pkt. 1., præciseres, at Spillemyndigheden endvidere påser,
at filialer, distributører og agenter her i landet af sådanne
udenlandske virksomheder og personer overholder denne
lov, regler udstedt i medfør heraf og forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer.
Det foreslåede medfører, at det eksplicit vil fremgå af § 65,
stk. 1, 1. pkt., at Spillemyndigheden fører tilsyn med, at
udenlandske virksomheders og personers filialer, distributø-
rer og agenter her i landet, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr.
20, overholder loven, regler udstedt i medfør heraf og for-
ordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner
mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller orga-
ner.
Der er med ændringen tale om en præcisering af gældende
ret.
Til nr. 16 (§ 78, stk. 1, 2. pkt., i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 78 fastsætter, hvilke overtrædelser af
hvidvaskloven, regler udstedt i medfør heraf og forordninger
der kan straffes. Bestemmelsen fastsætter endvidere strafan-
svar for juridiske personer samt omhandler forældelsesfri-
sten for overtrædelse af lovens bestemmelser og regler ud-
stedt i medfør heraf.
Tilregnelseskravet i hvidvaskloven er forsæt eller grov uagt-
somhed, hvorfor overtrædelser af hvidvaskloven skal være
forsætlige eller groft uagtsomme for at kunne straffes.
Det foreslås, at der i § 78, stk. 1, 2. pkt., indsættes en henvis-
ning til § 5 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 13.
Med lovforslagets § 5 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, foreslås
det, i henhold til artikel 1, nr. 7, litra c, 2. led, i 5. hvidvask-
direktiv, at betalinger foretaget med anonyme forudbetalte
kort udstedt i tredjelande ikke må indløses i Danmark. Til-
svarende må restværdien i kontanter eller kontanthævning af
pengeværdien på sådanne betalingskort ikke indløses i Dan-
mark.
Med forslaget vil overtrædelse af den foreslåede § 5 a kunne
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt i
straffeloven. Strafsubjekterne for overtrædelse af den fore-
slåede bestemmelse vil være fysiske og juridiske personer.
Med forslaget vil en fysisk eller juridisk person, der indløser
en betaling foretaget med et anonymt forudbetalt kort ud-
stedt i et tredjeland kunne straffes.
Indløsning af betalinger svarer til definitionen af ”indløs-
ning af betalingstransaktioner” i § 7, stk. 1, nr. 25, i lov nr.
652 af 8. juni 2017 om betalinger (lov om betalinger), hvor-
ved forstås den situation, hvor en udbyder af betalingstjene-
ster, der har indgået aftale med en betalingsmodtager om
modtagelse og bearbejdning af betalingstransaktioner med
henblik på at overføre midler til betalingsmodtageren gør
dette. Det er altså alene virksomheder med tilladelse som
pengeinstitut, e-pengeinstitut, betalingsinstitut eller virk-
somheder, der har begrænset tilladelse til at udstede e-penge
eller udbyde betalingstjenester, der lovligt kan indløse beta-
lingsinstrumenter, herunder betalingskort såsom kreditkort
og debetkort, her i landet, jf. §§ 2 og 3 i lov om betalinger.
Derudover må offentlige myndigheder og Nationalbanken
også indløse betalingsinstrumenter.
Forbuddet i den foreslåede § 5 a er absolut og omfatter såle-
des virksomheder og personer, der såvel lovligt som ulovligt
kan indløse betalingsinstrumenter i Danmark.
Det foreslås, at strafniveauet følger strafniveauet for over-
trædelse af § 78, stk. 3, i hvidvaskloven, jf. Folketingstiden-
de 2018-19, A, L 47 som fremsat, side 47.
Det foreslås desuden, at hvidvasklovens § 32 indsættes i op-
listningen i § 78, stk. 1, 2. pkt., således at overtrædelse af §
32 vil kunne strafsanktioneres.
68
Hvidvasklovens § 32 fastlægger, at virksomheder i en kon-
cern skal udveksle oplysninger med øvrige virksomheder i
koncernen, hvis midler mistænkes for at være udbytte fra en
kriminel handling eller være forbundet med terrorisme, og
hvor der er givet underretning efter § 26, stk. 1 eller 2. Virk-
somheder i en koncern må ikke udveksle personoplysninger
i medfør af 1. pkt. ud over det, som er nødvendigt for at op-
fylde kravet.
Hvidvasklovens § 32 implementerer artikel 45, stk. 8, i 4.
hvidvaskdirektiv. Det følger endvidere af artikel 58, stk. 1, i
4. hvidvaskdirektiv, at medlemsstaterne skal sikre, at de for-
pligtede enheder kan drages til ansvar for overtrædelse af de
nationale bestemmelser, som gennemfører direktivet, i over-
ensstemmelse med denne artikel og artikel 59-61. Det frem-
går endvidere af bestemmelsen, at enhver sanktion eller for-
anstaltning som følge heraf skal være effektiv, forholdsmæs-
sig og have afskrækkende virkning. Endeligt følger det af
artikel 59, stk. 1, litra d, at medlemsstaterne skal sikre, at
denne artikel som minimum finder anvendelse i forbindelse
med de forpligtede enheders overtrædelse af kravene i artik-
lerne 10, 24, 33-35, 40, 45 og 46, når overtrædelsen er al-
vorlig, gentagen, systematisk eller en kombination heraf.
Strafsubjekterne for overtrædelse af § 32 vil være virksom-
heder, som er omfattet af loven, og som indgår i en koncern.
Med forslaget vil en virksomhed, der undlader at udveksle
oplysninger med øvrige virksomheder i koncernen om, at
midler mistænkes for at være udbytte fra en kriminel hand-
ling eller være forbundet med terrorisme, og hvor der er gi-
vet underretning efter § 26, stk. 1 eller 2, kunne straffes. Ud-
veksling af oplysninger skal kun ske til relevante modtagere,
eksempelvis personer der behandler mistænkelige transakti-
oner i koncernen. Forslaget indebærer ikke, at manglende
udveksling af en kundes øvrige aktiviteter skal kunne straf-
fes.
Med forslaget vil en virksomhed omfattet af loven, der ud-
veksler personoplysninger med øvrige virksomheder i kon-
cernen ud over det, som er nødvendigt for at opfylde kravet i
1. pkt., kunne straffes. Den virksomhed, der sender oplys-
ningerne, skal således sikre, at der kun sendes nødvendige
oplysninger, dvs. der skal foretages en afvejning i det kon-
krete tilfælde. Der må i medfør af § 32, 2. pkt., aldrig sendes
yderligere oplysninger end de oplysninger, der har indgået i
underretningen til Hvidvasksekretariatet, hvorfor en over-
trædelse heraf fremover vil kunne straffes.
Der henvises i øvrigt nærmere til bemærkningerne til hvid-
vasklovens § 32, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41
som fremsat, side 136.
Til nr. 17 (§ 79 i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 79 fastlægger, at en virksomhed eller per-
son, der ikke overholder et påbud, som er givet i medfør af §
51, § 54, stk. 1, §§ 60 eller 66, kan straffes med bøde.
Af hvidvasklovens § 51 a, som blev indført ved ændring af
hvidvaskloven i 2018, jf. § 3 i lov nr. 706 af 8. juni 2018 om
ændring af hvidvaskloven, følger, at Finanstilsynet kan på-
byde en virksomhed omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-8, 10, 11 og
19, at afsætte den person, der er udpeget i henhold til § 7,
stk. 2, inden for en frist fastsat af Finanstilsynet, hvis perso-
nen ikke har tilstrækkeligt godt omdømme eller personens
adfærd giver grund til at antage, at personen ikke vil vareta-
ge stillingen på forsvarlig måde, jf. § 7, stk. 2, 4. pkt.
Af § 51 b, som blev indført ved ændring af hvidvaskloven i
2019, jf. § 1 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 om æn-
dring af hvidvaskloven følger, at Finanstilsynet kan påbyde
en virksomhed eller person omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-8,
10, 11, 19, 23 og 24, at virksomheden eller personen midler-
tidigt ikke må optage nye kundeforhold, når der er konstate-
ret en alvorlig overtrædelse af bestemmelser i denne lov el-
ler regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslås, at § 79 ændres, således at §§ 51 a og 51 b ind-
sættes i oplistningen. Det vil indebære, at manglende over-
holdelse af påbud efter disse bestemmelser vil kunne straffes
med bøde.
Dem, der vil kunne pålægges tvangsmidler for overtrædelse
af påbud efter §§ 51 a og 51 b, vil være virksomheder og
personer, som er omfattet af loven. Den handling, der vil re-
sultere i anvendelse af tvangsmidler i forhold til overtrædel-
se af påbud efter § 51 a, vil bestå i, at en virksomhed, som
får et påbud om at afsætte den hvidvaskansvarlige efter § 51
a, ikke afsætter den hvidvaskansvarlige inden for den frist,
som Finanstilsynet har fastsat.
Den handling, der vil resultere i anvendelse af tvangsmidler
i forhold til overtrædelse af påbud efter § 51 b, vil bestå i, at
en virksomhed, som får et påbud om at stoppe med at optage
nye kundeforhold, fortsætter med dette efter at have modta-
get påbuddet. Overtrædelsen vil også kunne bestå i, at virk-
somheden – efter at have modtaget påbuddet og efter at have
stoppet med at optage nye kundeforhold – på ny begynder at
optage nye kundeforhold, selv om overtrædelserne af hvid-
vaskloven endnu ikke er bragt til ophør, og dette ikke er do-
kumenteret over for Finanstilsynet.
Til nr. 18 (§ 80, stk. 1, i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 80, stk. 1-3, indeholder bemyndigelse til,
at Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen og Spillemyndigheden
som tvangsmiddel kan pålægge en person, en virksomhed
eller de for en virksomhed ansvarlige personer daglige eller
ugentlige bøder, hvis en virksomhed eller person undlader at
69
opfylde de forpligtelser, som påhviler dem i medfør af hen-
holdsvis § 49, stk. 1 og 5, § 58, stk. 5 og 7, og § 65, stk. 2.
Ved § 1 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 om ændring af
hvidvaskloven blev § 49, stk. 7, indført. Bestemmelsen inde-
bærer, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
indberetning af oplysninger, der er nødvendige til brug for
Finanstilsynets risikovurdering af virksomheder og personer
omfattet af hvidvaskloven.
Det foreslås, at der i § 80, stk. 1, indsættes en henvisning til
regler udstedt i medfør af § 49, stk. 7.
Den foreslåede ændring vil medføre, at tvangsbøder vil kun-
ne anvendes til at gennemtvinge indberetningsforpligtelser i
regler udstedt i medfør af § 49, stk. 7.
Dem, der kan pålægges tvangsmidler for overtrædelse af
regler udstedt i medfør af § 49, stk. 7, er virksomheder eller
personer, som er omfattet af de regler, der er oplistet i be-
stemmelsen. Finanstilsynet forventer med hjemmel i § 49,
stk. 7, at udstede en bekendtgørelse, der bl.a. indeholder reg-
ler om indberetning af oplysninger til brug for Finanstilsy-
nets risikovurdering. Handlingen, der resultere i anvendelse
af tvangsmidler, vil bestå i, at en virksomhed eller person ik-
ke foretager indberetning i overensstemmelse med de regler,
som er fastsat af Finanstilsynet i henhold til § 49, stk. 7.
Til § 3
Til nr. 1 (§ 62, stk. 1, 2. pkt., i lov om kapitalmarkeder)
Det følger af § 62, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at en
operatør af et reguleret marked kan outsource en proces, en
tjenesteydelse eller en aktivitet, som operatøren ellers selv
ville udføre, til en leverandør. Det kan eksempelvis være
outsourcing af overvågningen af, at det regulerede markeds
medlemmer overholder det regulerede markeds regler, jf. §
80 i lov om kapitalmarkeder, eller outsourcing af selve drif-
ten af det regulerede markeds handelssystemer.
Outsourcingreglerne har til formål at sikre, at outsourcing-
virksomheden fortsat bærer ansvaret for de opgaver, der ud-
føres hos outsourcingleverandøren, samt at sikre, at Finans-
tilsynet fortsat kan udøve et effektivt tilsyn. Ved outsour-
cing skal outsourcingvirksomheden derfor sikre, at den har
kontrol over opgaverne, og at outsourcingvirksomheden har
mulighed for at udøve nødvendig indflydelse på opgavernes
udførelse.
Ved vurderingen af om virksomheden selv ville have udført
den outsourcede proces, tjenesteydelse eller aktivitet, bør
virksomheden overveje, om den proces, den tjenesteydelse
eller den aktivitet, eller dele heraf, der outsources til en leve-
randør, udføres gentagne gange eller løbende af leverandø-
ren. Det skal forudsættes af parterne, at aftalen ikke kun er
en enkeltstående ydelse, men en aftale, der på tidspunktet
for dens indgåelse forventes at strække sig over en periode
af en vis varighed. Det kan bl.a. indgå i vurderingen, om
denne proces, tjenesteydelse eller aktivitet, eller dele heraf,
normalt ville falde inden for rammerne af processer, tjene-
steydelser eller aktiviteter, der ville eller kunne blive udført
af virksomheden, også selvom virksomheden ikke tidligere
har udført denne proces, tjenesteydelse eller aktivitet selv.
Såfremt det outsourcede kan kategoriseres som enten en
proces, en tjenesteydelse eller en aktivitet, finder reglerne
anvendelse, også selvom det outsourcede kan kategoriseres i
mere end én af de pågældende kategorier.
Det foreslås, at der i § 62, stk. 1, indsættes et 2. pkt., hvoref-
ter en operatør af et reguleret marked, som driver en multila-
teral handelsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfaci-
litet (OHF) ligeledes omfattes af bestemmelsens 1. pkt.
En operatør af et reguleret marked kan også opnå særskilt
tilladelse til at drive en MHF eller OHF. Den foreslåede æn-
dring vil derfor betyde, at reglerne om outsourcing også vil
finde anvendelse på en operatør af et reguleret marked, der
har tilladelse til at drive en MHF eller en OHF, i tilfælde af
at operatøren vælger at outsource en proces, en tjenesteydel-
se eller en aktivitet i forbindelse med driften af enten
MHF’en eller OHF’en.
Den 1. juli 2020 trådte bekendtgørelse nr. 877 af 12. juni
2020 om outsourcing for kreditinstitutter m.v. i kraft. Den
finder bl.a. anvendelse på operatører af regulerede marke-
der, når disse gør brug af outsourcing. Bekendtgørelsen in-
deholder bl.a. bestemmelser, der fastsætter krav til ledelse
og styring af outsourcing, krav ved videreoutsourcing, krav
til outsourcingkontrakten og dokumentationskrav.
Til nr. 2 (§ 253 a i lov om kapitalmarkeder)
Det følger af § 253 a i lov om kapitalmarkeder, at overtræ-
delse af en række nærmere angivne bestemmelser i Rådets
og Parlamentets forordning (EU) nr. 1011/2016 af 8. juni
2016 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle
instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på
at måle investeringsfondes økonomiske resultater (ben-
chmarkforordningen), straffes med bøde, medmindre højere
straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Som følge af de ændringer i benchmarkforordningen, der
følger af forordning 2019/2089/EU af 27. november 2019
om ændring af forordning (EU) 2016/1011, for så vidt angår
EU-benchmarks for klimaovergangen, Paristilpassede EU-
benchmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om
benchmarks (ændringsforordningen), fremgår det af artikel
70
42, stk. 1, i benchmarkforordningen, at de kompetente myn-
digheder tillige skal have beføjelse til at pålægge passende
administrative sanktioner og træffe andre administrative for-
anstaltninger i forbindelse med overtrædelse af artikel 19
a-19 c i benchmarkforordningen, samt i tilfælde af manglen-
de samarbejde eller indvilligelse i en undersøgelse, kontrol
eller anmodning om oplysninger, jf. artikel 41 i benchmark-
forordningen.
Det følger af artikel 42, stk. 3, 2. pkt., i benchmarkforord-
ningen, at medlemslandene kan beslutte ikke at fastsætte
regler for administrative sanktioner som fastsat i bestemmel-
sens stk. 1 for overtrædelser omhandlet i stk. 1, der er under-
lagt strafferetlige sanktioner i henhold til national ret.
Det foreslås, at der i § 253 a indsættes en henvisning til arti-
kel 19 a-19 c i benchmarkforordningen.
Den foreslåede ændring vil indebære, at overtrædelse af arti-
kel 19 a-19 c i benchmarkforordningen, kan straffes med bø-
de. Med forslaget indføres mulighed for at give bødestraf for
overtrædelser af en række nyindførte forpligtelser, der på-
hviler administratorer i henhold til benchmarkforordningen.
Med den foreslåede ændring vil der kunne idømmes bøder
for overtrædelse af de regler, som Kommissionen har hjem-
mel til at udstede i medfør af benchmarkforordningens arti-
kel 19 a, stk. 2, og artikel 19 c.
Bestemmelsen gennemfører artikel 1, nr. 7, i forordning
2089/2019/EU om ændring af benchmarkforordningen for
så vidt angår EU-benchmarks for klimaovergangen, Paristil-
passede EU-benchmarks og bæredygtighedsrelaterede op-
lysninger om benchmarks (ændringsforordningen).
Administratorer kan både være fysiske og juridiske perso-
ner. I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser om-
handler pligter eller forbud, er de mulige ansvarssubjekter
derfor den fysiske eller juridiske person, der som admini-
strator leverer et benchmark.
Bødeniveauet vil blive fastsat i overensstemmelse med de
generelle regler om straf i § 255, stk. 5, i lov om kapitalmar-
keder. Det fremgår heraf, at der ved udmåling af bøder læg-
ges vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens
økonomiske forhold. For overtrædelser begået af juridiske
personer lægges ved vurderingen af gerningsmandens øko-
nomiske forhold vægt på virksomhedens nettoårsomsætning
på gerningstidspunktet. For overtrædelser begået af fysiske
personer lægges vægt på den pågældendes indtægtsforhold
på gerningstidspunktet. Det er afgørende, at der ved strafud-
målingen lægges vægt på de nævnte faktorer, således at bø-
der vil have en pønal og præventiv effekt på alle aktører på
markedet, og således at det finansielle incitament til at over-
træde bestemmelserne reduceres. Vurderingen af overtræ-
delsens grovhed bør efter § 255, stk. 5, foregå uafhængigt af
gerningsmandens økonomiske forhold.
Artikel 19 a i benchmarkforordningen, som indført ved æn-
dringsforordningen, fastsætter, at administratorer af EU-
benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-
benchmarks skal inddrage og oplyse om en række forhold
knyttet til benchmarkets metodologi. Disse administratorer
skal bl.a. give oplysninger om kriterierne for fastlæggelse af
dekarboniseringsforløbet, indeksporteføljens samlede CO2-
emissioner for så vidt angår EU-benchmarks for klimaover-
gangen og angive den formel eller beregning, der anvendes
til at fastslå, om emissioner er i overensstemmelse med må-
lene i Parisaftalen, for så vidt angår Paristilpassede EU-ben-
chmarks.
Det følger ligeledes af artikel 19 a i benchmarkforordnin-
gen, at Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de-
legerede retsakter til fastsættelse af minimumsstandarder for
EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede
EU-benchmarks.
Artikel 19 b i benchmarkforordningen, som indført ved æn-
dringsforordningen, stiller nærmere kriterier for benchmar-
kadministratorers udvælgelse, vægtning og udelukkelse af
underliggende aktiver for så vidt angår EU-benchmarks for
klimaovergangen.
Det følger af artikel 19 c i benchmarkforordningen, at for så
vidt angår Paristilpassede EU-benchmarks tillægges Kom-
missionen en beføjelse til at vedtage en delegeret retsakt til
identificering af de sektorer, der skal udelukkes, fordi de ik-
ke har målbare mål for nedbringelse af CO2 med konkrete
frister, tilpasset målene i Parisaftalen.
Ved Paristilpassede EU-benchmarks forstås benchmarks,
som er mærket som Paristilpassede EU-benchmarks. Pari-
stilpassede EU-benchmarks underliggende aktiver skal være
sammensat på en sådan måde, at den deraf følgende ben-
chmarkporteføljes CO2-emissioner er tilpasset målene i Pa-
risaftalen. Hertil kommer, at Paristilpassede EU-benchmarks
skal være sammensat i overensstemmelse med nærmere an-
givne minimumsstandarder, der udarbejdes af Kommissio-
nen. Aktiviteter i forbindelse med disse benchmarks under-
liggende aktiver må ikke i væsentlig grad skade andre miljø-
mæssige, sociale eller ledelsesmæssige (ESG) mål, jf. artikel
1, nr. 1, i ændringsforordningen, som indfører artikel 3, stk.
1, nr. 23 b, i benchmarkforordningen.
Ved et dekarboniseringsforløb forstås et målbart, videnska-
beligt baseret og tidsbundet forløb i retning af tilpasning til
målene i Parisaftalen ved en nedbringelse af nærmere angiv-
ne typer CO2-emissioner, jf. artikel 1, nr. 1, i ændringsfor-
ordningen, som indfører artikel 3, stk. 1, nr. 23 c, i ben-
chmarkforordningen.
71
Ved en administrator forstås en juridisk eller fysisk person,
der fører kontrol med leveringen af benchmarks, herunder
administrerer ordningerne for fastlæggelse af benchmarks,
indsamler og analyserer inputdataene, fastlægger benchmar-
ket og offentliggør det.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.15. i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 4
Til nr. 1 (Fodnoten til lov om investeringsforeninger m.v.)
Lov om investeringsforeninger m.v. indeholder en fodnote,
der oplister de direktiver og ændringsdirektiver, som er im-
plementeret helt eller delvist i loven. Endvidere er en række
forordninger oplistet, hvori indgår bestemmelser, som er
medtaget i lov om investeringsforeninger m.v.
Det foreslås, at fodnoten til lovens titel nyaffattes, så direkti-
verne og forordningerne i noten til lov om investeringsfor-
eninger m.v. bliver sat i kronologisk rækkefølge.
Der tilføjes ikke nye direktiver eller forordninger med nyaf-
fattelsen. Der er således tale om en ændring af redaktionel
karakter.
Til nr. 2 (§ 18, stk. 1, 4. pkt., i lov om investeringsforeninger
m.v.)
Det følger af § 18, stk. 1, i lov om investeringsforeninger
m.v., at vedtægterne eller fondsbestemmelserne i en dansk
UCITS kan indeholde bestemmelser om, at den danske
UCITS’ afdelinger kan opdeles i andelsklasser, og at besty-
relsen kan etablere andelsklasser i en afdeling. I en beståen-
de afdeling i en investeringsforening eller SIKAV skal afde-
lingens investorer dog først på en generalforsamling have
truffet beslutning om, at afdelingen kan opdeles i andels-
klasser. Er der tale om en værdipapirfond, er det bestyrelsen
for værdipapirfondens investeringsforvaltningsselskab eller
administrationsselskab, der træffer beslutningen. Det skal
fremgå af afdelingens navn, hvis bestyrelsen kan etablere
andelsklasser i afdelingen.
Danske UCITS er investeringsforeninger, SIKAV’er (sel-
skaber for investering med kapital, der er variabel) og vær-
dipapirfonde.
Etablering af andelsklasser giver mulighed for at underopde-
le afdelinger i investeringsforeninger. Andelsklasserne har
forskellige karakteristika og kan dermed målrettes bestemte
typer investorer.
§ 18, stk. 1, 4. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v.
blev indført i loven af hensyn til styring af administrative
systemer i SKAT.
Der er ikke længere tekniske eller administrative årsager i
SKAT til opretholdelse af kravet om, at det af afdelingens
navn fremgår, hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i
afdelingen.
Det foreslås på den baggrund, at § 18, stk. 1, 4. pkt., i lov
om investeringsforeninger m.v. ophæves.
Ophævelsen vil medføre, at der fremadrettet ikke længere
vil være krav om, at det skal fremgå i afdelingsnavnet i dan-
ske UCITS’, at der kan etableres andelsklasser i den pågæl-
dende afdeling.
Til nr. 3 (§ 161, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v.)
Det følger af § 161, stk. 1, i lov om investeringsforeninger
m.v., at Finanstilsynet påser overholdelsen af en række di-
rektiver og forordninger, dog skal Erhvervsstyrelsen påse
overholdelsen af § 14 om anmeldelse og registrering i Er-
hvervsstyrelsen. Endvidere påser Finanstilsynet, at danske
UCITS overholder deres vedtægter eller fondsbestemmelser,
når vedtægterne eller fondsbestemmelserne er godkendt af
Finanstilsynet. Herudover kontrollerer Finanstilsynet, at reg-
lerne for finansiel information i årsrapporter og delårsrap-
porter i §§ 82-92 og i regler udstedt i medfør af § 95 er over-
holdt for danske UCITS, som har udstedt værdipapirer, der
handles på et reguleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov
om kapitalmarkeder
Det foreslås, at der foretages en række redaktionelle ændrin-
ger af bestemmelsen, samtidig med at Finanstilsynets udpe-
ges som tilsynsmyndighed af Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-
sielle tjenesteydelser (disclosureforordningen) og regler
fastsat i medfør heraf.
Det foreslås i § 161, stk. 1, nr. 1, at Finanstilsynet skal påse
overholdelsen af loven og de regler, der er udstedt i medfør
af loven, undtagen § 60, stk. 1 og 2, og § 63 b, jf. dog stk. 2.
Det foreslåede nr. 1 medfører, at Finanstilsynet ikke fører
tilsyn med spekulationsbestemmelserne i § 60, stk. 1 og 2.
Tilsynspligten vedrørende disse bestemmelser påhviler den
danske UCITS᾽ revisor.
Opgaverne vedrørende regnskabskontrol af for eksempel in-
vesteringsforeninger, hvis andele er optaget til handel på
OMX Nasdaq, varetages af Finanstilsynet. Erhvervsstyrel-
sen varetager regnskabskontrol af selskaber, der er omfattet
af årsregnskabsloven
72
Herudover medfører det foreslåede nr. 1, at Finanstilsynet
ikke skal påse overholdesen af § 63 b, da bestemmelsen ret-
ter sig til en kreds af ansatte i investeringsforeninger og SI-
KAV᾽er og ikke til selve investeringsforeningen eller SI-
KAV᾽en. Der henvises til bemærkningerne til § 63 b, jf. Fol-
ketingstidende 2013-14, A, L 133 som fremsat, side 277.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 2, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af danske UCITS’ vedtægter eller fondsbestemmelser, når
Finanstilsynet har godkendt vedtægterne eller fondsbestem-
melserne.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 3, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love
og administrative bestemmelser om visse institutter for kol-
lektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)
(UCITS-direktivet).
Det foreslåede nr. 3 medfører, at Finanstilsynet som kompe-
tent myndighed skal påse overholdelsen af de bestemmelser,
der er implementeret i dansk ret i medfør af direktiv
2009/65/EF, og overholdelsen af de retsakter og tekniske
standarder, der er udstedt i medfør af direktiv 2009/65/EF,
og som er umiddelbart gældende i medlemsstaterne. Til-
synsforpligtelsen følger af artikel 97 i direktiv 2009/65/EF.
Bestemmelsen implementerer artikel 97 af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om
samordning af love og administrative bestemmelser om vis-
se institutter for kollektiv investering i værdipapirer (inve-
steringsinstitutter).
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 4, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU
af 12. december 2017 om en generel ramme for securitise-
ring og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, trans-
parent og standardiseret securitisering og regler fastsat i
medfør heraf.
Det foreslåede nr. 4 vil medføre, at Finanstilsynet udpeges
som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af
12. december 2017 om en generel ramme for securitisering
og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transpa-
rent og standardiseret securitisering (STS-forordningen).
Efter artikel 29 i STS-forordningen skal hvert medlemsland
udpege en kompetent myndighed til at varetage de opgaver,
der følger af forordningen. Efter artikel 30 skal hvert med-
lemsland sikre, at den kompetente myndighed, som er udpe-
get i overensstemmelse med artikel 29, stk. 1-5, har de til-
syns-, undersøgelses- og sanktionsbeføjelser, der er nødven-
dige for, at den kan opfylde sine opgaver i henhold til denne
forordning.
Bestemmelsen supplerer artikel 29 og til dels artikel 30 i
STS-forordningen.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 5, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1131/2017 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger og
regler fastsat i medfør heraf.
Forordningen om pengemarkedsforeninger fastsætter en
række krav til investeringsinstitutter, der investerer i kortfri-
stede pengemarkedsinstrumenter. Der er bl.a. krav om,
hvordan de skal organisere sig, navnepligt, hvilke instru-
menter de må investere i, spredningsregler og indberetning
af oplysninger om pengemarkedsforeningernes investerin-
ger.
Det foreslåede nr. 5 vil medføre, at Finanstilsynet som en
del af sit løbende tilsyn og i forbindelse med inspektioner
tillige vil skulle føre tilsyn med, at danske UCITS overhol-
der forordningen om pengemarkedsforeningers regler.
Bestemmelsen supplerer artikel 39 i pengemarkedsforord-
ningen.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 6, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1156/EU
af 20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution
af kollektive investeringsinstitutter og om ændring af for-
ordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og regler
fastsat i medfør heraf.
Det foreslåede nr. 6 vil medføre, at Finanstilsynet udpeges
som ansvarlig myndighed for tilsynet med overholdelse af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1156/EU af
20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution af
73
kollektive investeringsinstitutter og om ændring af forord-
ning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013.
Finanstilsynet er allerede i dag tilsynsmyndighed for de
virksomheder, der omfattes af cross border-forordningen.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 7, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU
af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionspro-
dukt og regler fastsat i medfør heraf.
Det foreslåede nr. 7 vil medføre, at Finanstilsynet som kom-
petent myndighed fører tilsyn med, at PEPP-forordningen
og regler udstedt i medfør heraf overholdes. Finanstilsynet
er allerede tilsynsmyndighed for danske UCITS, der omfat-
tes af forordningen.
I henhold til artikel 61, stk. 1, i PEPP-forordningen fører de
kompetente myndigheder for PEPP-udbyderen løbende og i
overensstemmelse med den relevante sektorspecifikke til-
synsordning tilsyn med overholdelsen af PEPP-forordnin-
gen. De er tillige ansvarlige for tilsynet med dels overhol-
delsen af forpligtelserne i PEPP-udbyderens regler eller ved-
tægter, dels hensigtsmæssigheden af dennes ordninger og
organisation med hensyn til de opgaver, der skal udføres i
forbindelse med udbud af et PEPP-produkt.
De kompetente myndigheder er i artikel 2, nr. 18, i PEPP-
forordningen defineret som de nationale myndigheder, som
er udpeget af en medlemsstat til at føre tilsyn med PEPP-ud-
bydere eller PEPP-distributører, alt efter tilfældet, eller til at
udføre de opgaver, der er omhandlet i forordningen.
I medfør af artikel 62 i PEPP-forordningen skal hver med-
lemsstat sikre, at den kompetente myndighed, som er udpe-
get af de nationale myndigheder, har de tilsyns-, undersøgel-
ses- og sanktionsbeføjelser, der er nødvendige for, at den
kan opfylde sine opgaver i henhold til PEPP-forordningen.
Bestemmelsen supplerer PEPP-forordningens artikel 61 og
62.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 8, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU
af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplys-
ninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser og regler
fastsat i medfør heraf.
Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål at udpe-
ge Finanstilsynet som kompetent myndighed efter disclosu-
reforordningen og regler fastsat i medfør heraf.
Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav
for finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere.
Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. et investe-
ringsforvaltningsselskab, jf. artikel 2, nr. 1, litra i, i disclosu-
reforordningen. Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. et in-
vesteringsforvaltningsselskab, der yder investeringsrådgiv-
ning, jf. artikel 2, nr. 11, litra f, i disclosureforordningen.
Efter artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen skal hvert
medlemsland sikre, at den kompetente myndighed, der er
udpeget i overensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samord-
ning af love og administrative bestemmelser om visse insti-
tutter for kollektiv investering i værdipapirer (investerings-
institutter) (UCITS-direktivet), udpeges som kompetent
myndighed til at varetage de opgaver, der følger af disclosu-
reforordningen.
Den foreslåede indsættelse af disclosureforordningen i be-
stemmelsen vil medføre, at Finanstilsynet bliver udpeget
som kompetent myndighed i forhold til at påse overholdel-
sen af forordningen.
Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også skulle
påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har
hjemmel til at udstede i medfør af disclosureforordningen.
Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet bl.a.
vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af dis-
closureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen supplerer artikel 14, stk. 1, i disclosurefor-
ordningen.
Med forslaget til stk. 2 vil Erhvervsstyrelsen dog påse over-
holdelsen af § 14, stk. 1 og 3. Finanstilsynet kontrollerer, at
reglerne for finansiel information i årsrapporter og delårs-
rapporter i §§ 82-92 og i regler udstedt i medfør af § 95 er
overholdt for danske UCITS, som har udstedt værdipapirer,
der handles på et reguleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i
lov om kapitalmarkeder.
Opgaverne vedrørende regnskabskontrol af f.eks. investe-
ringsforeninger, hvis andele er optaget til handel på den re-
gulerede markedsplads Nasdaq Copenhagen varetages af Fi-
nanstilsynet. Erhvervsstyrelsen varetager regnskabskontrol
af selskaber, der er omfattet af årsregnskabsloven.
74
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Til nr. 4 (§ 179, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v.)
Den gældende bestemmelse i § 179, stk. 1, i lov om investe-
ringsforeninger m.v. angiver de virksomheder, der kan anses
som part i sager, hvor Finanstilsynet har truffet eller vil
træffe afgørelse i medfør af lov om investeringsforeninger
m.v. eller regler fastsat i medfør heraf.
Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, nr. 3,
foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af
en række yderligere forordninger.
Det foreslås på den baggrund, at der i § 179, stk. 1, indsæt-
tes en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel
ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik
ramme for simpel, transparent og standardiseret securitise-
ring (STS-forordningen), Europa-Parlamentets og Rådets
Forordning (EU) nr. 2017/1131 af 14. juni 2017 om penge-
markedsforeninger (pengemarkedsforordningen) og Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. no-
vember 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i
sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordnin-
gen) og regler udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at virksomheder, der
træffes afgørelse overfor i medfør af de forordninger, som
Finanstilsynet efter den foreslåede bestemmelse i lovforsla-
gets § 4, nr. 3, vil skulle påse overholdelsen af, ligeledes an-
ses som parter i forhold til Finanstilsynet.
Til nr. 5 (§ 189 i lov om investeringsforeninger m.v.)
Den gældende bestemmelse i § 189 i lov om investerings-
foreninger m.v. indeholder en klageadgang til Erhvervsan-
kenævnet for den, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet
eller Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller regler ud-
stedt i medfør heraf retter sig mod.
Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, nr. 3,
foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af
en række yderligere forordninger.
Det foreslås på den baggrund, at der i § 189 indsættes en
henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme
for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for
simpel, transparent og standardiseret securitisering (STS-
forordningen), Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsfor-
eninger (pengemarkedsforordningen) og Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november
2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren
for finansielle tjenesteydelser og regler udstedt i medfør her-
af.
Den foreslåede ændring vil indebære, at afgørelser truffet af
Finanstilsynet i medfør af de forordninger, som Finanstilsy-
net efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, nr.
3, vil skulle påse overholdelsen af, også kan indbringes for
Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er
meddelt den pågældende, som afgørelsen retter sig mod.
Til § 5
Til nr. 1 (§ 6, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative inve-
steringsfonde m.v.)
Det følger af § 6, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative in-
vesteringsfonde m.v., at virksomheder, der forvalter en eller
flere alternative investeringsfonde, skal have tilladelse af Fi-
nanstilsynet, såfremt aktiverne i de alternative investerings-
fonde sammenlagt overstiger en værdi svarende til 100 mio.
euro eller 500 mio. euro, såfremt virksomheden udelukken-
de forvalter alternative investeringsfonde, der ikke har gea-
ret sine investeringer, og ingen investorer i fondene har ret
til at blive indløst i en periode på minimum 5 år efter datoen
for den oprindelige investering i hver af fondene.
Virksomheder skal søge om tilladelse fra Finanstilsynet til at
forvalte alternative investeringsfonde i medfør af § 11 i lov
om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., såfremt
de overstiger tærsklerne i § 6, stk. 1.
Tærskelværdierne i § 6, stk. 1, i lov om forvaltere af alterna-
tive investeringsfonde m.v., gælder ikke for forvaltere af en
eller flere kapitalforeninger, forvaltere af en eller flere inve-
storfradragsfonde og selvforvaltende investorfradragsfonde,
da disse forvaltere altid skal have tilladelse, jf. i § 6, stk. 4, i
lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.
Ved § 6, nr. 2, i lov nr. 706 af 8. juni 2018 om ændring af
lov om finansiel virksomhed, hvidvaskloven, lov om forval-
tere af alternative investeringsfonde m.v. og forskellige an-
dre love blev AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde sat
ind i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.
som to nye typer alternative investeringsfonde.
En AIF-SIKAV er en alternativ investeringsfond, som er
stiftet efter reglerne i afsnit VIII i lov om forvaltere af alter-
native investeringsfonde m.v. som et selskab med en eller
flere investorer, hvis vedtægter angiver, at selskabet er en
alternativ investeringsfond med variabel kapital, og som har
udpeget en forvalter, der har tilladelse til at administrere al-
ternative investeringsfonde, og som har ansvaret for at for-
valte AIF-SIKAV’en, jf. § 3, stk. 1, nr. 12, i lov om forval-
tere af alternative investeringsfonde m.v.
75
En AIF-værdipapirfond er en alternativ investeringsfond,
som er etableret af en forvalter af alternative investerings-
fonde, der har tilladelse til at administrere alternative inve-
steringsfonde, og hvis fondsbestemmelser angiver, at fonden
er en AIF-værdipapirfond, jf. § 3, stk. 1, nr. 13, i lov om for-
valtere af alternative investeringsfonde m.v.
AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde burde rettelig være
omfattet af undtagelsen i § 6, stk. 4, i lov om forvaltere af
alternative investeringsfonde m.v.
Det foreslås, at AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde ind-
sættes i § 6, stk. 4, så forvaltere af AIF-SIKAV’er og AIF-
værdipapirfonde også er omfattet af bestemmelsen.
Det foreslås, at forvaltere af AIF-SIKAV’er og AIF-værdi-
papirfonde omfattes af § 6, stk. 4, i lov om forvaltere af al-
ternative investeringsfonde m.v., således at tærskelværdier-
ne i § 6, stk. 1, ikke gælder for disse forvaltere, da de altid
skal have en tilladelse.
Forslaget vil indebære, at det præciseres, at forvalteren af
AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde skal have tilladelse
fra Finanstilsynet til at forvalte AIF-SIKAV’er og AIF-vær-
dipapirfonde uanset værdien af aktiverne i AIF-SIKAV’en
eller AIF-værdipapirfonden. Det svarer til den gældende re-
gel for forvaltere af kapitalforeninger, investorfradragsfonde
og selvforvaltende investorfradragsfonde jf. § 6, stk. 4, i lov
om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.
Til nr. 2 (§ 18, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative inve-
steringsfonde m.v.)
Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. in-
deholder ikke en bestemmelse, der giver erhvervsministeren
bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos
forvaltere af alternative investeringsfonde.
Det følger af § 8, stk. 5, 1. pkt., i lov om forvaltere af alter-
native investeringsfonde m.v., at såfremt en forvalter har til-
ladelse til at udføre de aktiviteter, som er nævnt i lovens bi-
lag 1, nr. 3, finder § 43, § 71, stk. 3, og § 72 i lov om finan-
siel virksomhed tilsvarende anvendelse på forvalterens udfø-
relse af disse tjenesteydelser.
§ 43 i lov om finansiel virksomhed indeholder generelle reg-
ler om god skik, prisoplysning og kontraktforhold, herunder
en række bemyndigelsesbestemmelser.
I lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 4, fremgår, at er-
hvervsministeren kan fastsætte regler om kompetencekrav
for ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, fonds-
mæglerselskaber, filialer af udenlandske pengeinstitutter og
investeringsselskaber samt tilknyttede agenter omfattet af §
9 a, der yder rådgivning om finansielle instrumenter. Mini-
steren fastsætter endvidere regler om kompetencekrav for
ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som præ-
senterer, tilbyder, rådgiver om eller administrerer boligkre-
ditaftaler.
Denne bemyndigelse er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 864
af 23. juni 2017 om kompetencekrav til ansatte, der yder in-
vesteringsrådgivning og formidler information om visse in-
vesteringsprodukter, herefter kompetencekravsbekendtgø-
relsen.
Bekendtgørelsen finder anvendelse på pengeinstitutter og
fondsmæglerselskaber her i landet, som yder investerings-
rådgivning om investeringsprodukter eller porteføljer af in-
vesteringsprodukter, rådgivning om puljer, jf. § 2, stk. 1, nr.
3, i bekendtgørelse om visse skattebegunstigende opspa-
ringsformer i pengeinstitutter samt formidling af informa-
tion om investeringsprodukter til detailkunder, jf. kompeten-
cekravsbekendtgørelsen, § 1, stk. 1.
Bekendtgørelsen finder tillige anvendelse på en filial af et
udenlandsk pengeinstitut og et fondsmæglerselskab, når fi-
lialen yder aktiviteterne nævnt i stk. 1, nr. 1-3, her i landet,
jf. kompetencekravsbekendtgørelsen, § 1, stk. 2.
Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse på tilknyttede
agenter, jf. § 9 b i lov om finansiel virksomhed, investe-
ringsrådgivere, jf. § 343 a i lov om finansiel virksomhed, og
finansielle rådgivere, jf. § 1, nr. 2 og 3, i lov om finansielle
rådgivere og boligkreditformidlere, i det omfang de yder de
i stk. 1 nævnte tjenesteydelser til detailkunder, jf. kompeten-
cekravsbekendtgørelsen § 1, stk. 3.
Forvaltere af alternative investeringsfonde er i dag ikke om-
fattet af anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgø-
relsen.
Forvaltere af alternative investeringsfonde er ikke reguleret i
lov om finansiel virksomhed, men i lov om forvaltere af al-
ternative investeringsfonde m.v. Da forvaltere af alternative
investeringsfonde ikke er omfattet af anvendelsesområdet i
lov om finansiel virksomhed, kan disse institutter ikke skri-
ves direkte ind i bemyndigelsesbestemmelsen i § 43, stk. 4.
Med lovforslaget foreslås derfor en selvstændig bemyndi-
gelsesbestemmelse i lov om forvaltere af alternative investe-
ringsfonde m.v.
Det foreslås at indsætte et stk. 4 i § 18 i lov om forvaltere af
alternative investeringsfonde m.v., som bemyndiger er-
hvervsministeren til at fastsætte regler om kompetencekrav
til ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde, der
har tilladelse til at udøve aktiviteter omfattet af bilag 1, nr.
3, litra b, punkt i.
76
Forvaltere af alternative investeringsfonde kan få tilladelse
af Finanstilsynet til at yde investeringsrådgivning, jf. bilag
1, nr. 3, litra b, punkt i, i lov om forvaltere af alternative in-
vesteringsfonde m.v.
Forvaltere af alternative investeringsfonde er i dag ikke om-
fattet af anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgø-
relsen.
Den foreslåede ændring har til formål at styrke investorbe-
skyttelsen, da ansatte hos forvaltere af alternative investe-
ringsfonde vil skulle opfylde de kompetencekrav, som føl-
ger af kompetencekravsbekendtgørelsen og dennes bilag.
Den ansatte hos forvalteren af alternative investeringsfonde
vil bl.a. skulle kunne yde forsvarlig rådgivning til detailkun-
der, herunder have kompetencer inden for relevant lovgiv-
ning, investeringsprodukter og økonomisk forståelse.
Den foreslåede ændring vil medføre, at en forvalters ansatte
vil være omfattet af de krav, som fremgår af kompetence-
kravsbekendtgørelsen, hvis forvalteren har tilladelse til at
yde investeringsrådgivning og denne rådgivning ydes over
for detailinvestorer.
Lovforslaget medfører ikke, at § 8, stk. 5, 1. pkt., i lov om
forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. ændres eller
ophæves.
Til nr. 3 (§ 155, stk. 1, 6. pkt., i lov om forvaltere af alterna-
tive investeringsfonde m.v.)
Den gældende bestemmelse i § 155, stk. 1, i lov om forval-
tere af alternative investeringsfonde m.v. angiver bl.a. de
regler i øvrig lovgivning og forordninger, som Finanstilsy-
net påser overholdelsen af.
Det foreslås, at der i § 155, stk. 1, 6. pkt., indsættes en hen-
visning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-
ser.
Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet vil
skulle påse overholdelsen af disclosureforordningen og reg-
ler udstedt i medfør heraf.
Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav
for finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere.
Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. en forvalter af
alternative investeringsfonde, en forvalter af en kvalificeret
venturekapitalfond, der er registreret i medfør af artikel 14 i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 345/2013/EU
af 17. april 2013 om europæiske venturekapitalfonde, og en
forvalter af en kvalificeret social iværksætterfond, der er re-
gistreret i medfør af artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om euro-
pæiske sociale iværksætterfonde, jf. artikel 2, nr. 1, litra e, g
og h, i disclosureforordningen.
Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. en forvalter af alterna-
tive investeringsfonde, der yder investeringsrådgivning, jf.
artikel 2, nr. 11, litra e, i disclosureforordningen.
Efter artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen skal hvert
medlemsland sikre, at den kompetente myndighed, der er
udpeget i overensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere
af alternative investeringsfonde, udpeges som kompetent
myndighed til at varetage de opgaver, der følger af disclosu-
reforordningen.
Med den foreslåede indsættelse af en henvisning til disclo-
sureforordningen i bestemmelsen vil Finanstilsynet bliver
udpeget som kompetent myndighed til at påse overholdelsen
af forordningen.
Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også skulle
påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har
hjemmel til at udstede i medfør af forordningen.
Den foreslåede ændring vil også medføre, at Finanstilsynet
bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af
disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen gennemfører artikel 14, stk. 1, i disclosure-
forordningen.
Til nr. 4 (§ 189 i lov om forvaltere af alternative investe-
ringsfonde m.v.)
Den gældende bestemmelse i § 189 i lov om forvaltere af al-
ternative investeringsfonde m.v. indeholder en klageadgang
til Erhvervsankenævnet for den, som en afgørelse truffet af
Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen i henhold til loven el-
ler regler udstedt i medfør heraf retter sig mod.
Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 5, nr. 3,
foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af
en række yderligere forordninger.
Det foreslås på den baggrund, at der i § 189 indsættes en
henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske sociale
iværksætterfonde, Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske ven-
turekapitalfonde, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/1131/EU af 14. juni 2017 om pengemarkedsforenin-
77
ger, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme
for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for
simpel, transparent og standardiseret securitisering, Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26. no-
vember 2014 om dokumenter med central information om
sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter
til detailinvestorer (PRIIP’er), og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-
sielle tjenesteydelser og regler udstedt i medfør heraf.
Med forslaget vil afgørelser truffet af Finanstilsynet i med-
før af de ovennævnte forordninger eller regler udstedet i
medfør af disse kunne indbringes for Erhvervsankenævnet,
senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende,
som afgørelsen retter sig mod.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af
bestemmelsen i øvrigt.
Til § 6
Til nr. 1 (§ 1. stk. 4, i lov om forsikringsformidling)
Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 1, stk. 4, i lov
om forsikringsformidling, at lovens § 3, stk. 6, og § 4, stk. 4,
finder anvendelse på danske forsikringsselskaber, filialer i
Danmark af et forsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i
et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et
land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finan-
sielle område og filialer i Danmark af forsikringsselskaber,
der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske
Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det fi-
nansielle område. Bestemmelsen i § 3, stk. 6, finder også an-
vendelse på genforsikringsselskaber, jf. § 1, stk. 5. Bestem-
melserne indebærer, at et forsikringsselskab, et genforsik-
ringsselskab, en forsikringsformidler og en genforsikrings-
formidler alene må benytte forsikrings- og genforsikringsdi-
stributionsydelser fra en forsikrings-, genforsikringsformid-
ler eller accessorisk forsikringsformidler, der har en tilladel-
se fra Finanstilsynet i medfør af lov om forsikringsformid-
ling.
I lovforslagets § 6, nr. 2 og 3, foreslås det at indsætte en for-
pligtelse for virksomheder, der ønsker tilladelse fra Finans-
tilsynet til at drive forsikringsformidlingsvirksomhed som
forsikringsformidler eller accessorisk forsikringsformidler,
til at indsende sådanne ansøgninger digitalt ved brug af selv-
betjeningsløsningen på www.virk.dk.
Lovforslagets § 6, nr. 2 og 3, vil indebære, at der i lov om
forsikringsformidling vil blive indsat et nyt stk. 4 i § 3,
hvorefter stk. 4-6 bliver til stk. 5-7, samt et nyt stk. 3 i § 4,
hvorefter stk. 3-4 bliver stk. 4-5.
Det foreslås derfor i lovforslagets § 6, nr. 1, at ændre hen-
visningen i § 1, stk. 4, i lov om forsikringsformidling fra en
henvisning til § 3, stk. 6, og § 4, stk. 4, til en henvisning til §
3, stk. 7, og § 4, stk. 5.
Det foreslås samtidig at ændre henvisningen i § 1, stk. 5, i
lov om forsikringsformidling fra en henvisning til § 3, stk.
6, til en henvisning til § 3, stk. 7.
Til nr. 2 (§ 3, stk. 4, i lov om forsikringsformidling)
Virksomheder, der ønsker at udøve forsikringsdistribution
og genforsikringsdistribution som forsikringsformidler og
genforsikringsformidler, skal have en tilladelse fra Finanstil-
synet. Finanstilsynet giver efter § 3, stk. 2, i lov om forsik-
ringsformidling tilladelse, når betingelserne i § 3, stk. 2 og
3, er opfyldt, herunder at virksomheden er hjemmehørende i
Danmark, har fremlagt dokumentation for ansvarsforsikring
eller tilsvarende garanti mod erstatningskrav, en beskrivelse
af de aktiviteter, som virksomheden har til hensigt at udøve,
identitet på virksomhedens ejere samt den enkelte ejerandel.
Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at
virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk – ved brug af Nem-ID – indsender ansøg-
ningsskema og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest
tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumenta-
tion træffe afgørelse i sagen.
Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er
tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage an-
søgningen digitalt.
Derfor foreslås det med lovforslaget, at der i § 3 i lov om
forsikringsformidling indsættes et nyt stykke 4.
Det foreslås med indsættelsen af stk. 4, 1. pkt., i lov om for-
sikringsformidling, at en ansøgning om tilladelse efter stk. 1
skal indsendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning
vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende
bestemmelse vedrørende forsikrings- og genforsikringsfor-
midleres ansøgninger til Finanstilsynet med henblik på at
indføre en pligt for virksomheder til at indsende ansøgninger
digitalt via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.
Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet
kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den di-
78
gitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan
anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 4, 2. pkt.
Det foreslås med indsættelsen i § 3 af stk. 4, 2. pkt., at hvis
en ansøgning undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbe-
tjeningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige
oplysninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet ved an-
vendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket.
Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning,
hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede
bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet
undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket, som
herefter indsendes digitalt pr. e-mail til Finanstilsynet. Den-
ne undtagelse vil f.eks. være relevant, i tilfælde af at
www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske proble-
mer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt
at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi
omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne
håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagel-
sen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver – ad-
vokat eller revisor – som håndterer ansøgningen, ikke har el-
ler kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.
Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin an-
søgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn
til en effektiv sagsbehandling vil der blive stillet krav om, at
virksomheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldel-
sesblanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden
indledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet
sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af
sådanne ansøgninger.
Til nr. 3 (§ 4, stk. 3, i lov om forsikringsformidling)
Efter den gældende bestemmelse i § 4 i lov om forsikrings-
formidling skal en virksomhed, der udøver forsikringsdistri-
butionsvirksomhed som en accessorisk aktivitet, registreres i
Finanstilsynets register, før virksomheden påbegynder sin
virksomhed. En virksomhed kan blive registreret, når virk-
somheden dokumenterer, at den opfylder betingelserne i § 3,
stk. 2, nr. 1 og 3-6, og stk. 3. Virksomheden skal endvidere
indsende oplysninger til brug for Finanstilsynets vurdering
af, om den eller de ansatte i virksomheden med ansvar for
distribution af accessoriske forsikringer opfylder betingel-
serne i § 10, stk. 1. Efter § 10, stk. 1, må ansatte i en acces-
sorisk forsikringsformidler ikke være straffet for overtrædel-
ser af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden re-
levant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for,
at personen ikke kan varetage sin stilling på betryggende
måde. Personen må ikke være under konkurs og skal have et
godt omdømme, herunder ikke have udvist en adfærd, der
giver grund til at antage, at personen ikke vil varetage stil-
lingen på forsvarlig måde.
Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at
virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk – ved brug af Nem-ID – indsender ansøg-
ningsskema og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest
tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumenta-
tion træffe afgørelse i sagen.
Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er
tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage an-
søgningen digitalt.
Derfor foreslås det med lovforslagets § 6, nr. 3, at der i § 4 i
lov om forsikringsformidling indsættes et nyt stykke 3.
Det foreslås med indsættelsen af stk. 3, 1. pkt., at en ansøg-
ning om registrering efter stk. 1 skal indsendes via Finanstil-
synets selvbetjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplys-
ninger, jf. stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende
bestemmelse vedrørende accessoriske forsikringsformidle-
res ansøgninger til Finanstilsynet med henblik på at indføre
en pligt for virksomheder til at indsende ansøgninger digitalt
via www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.
Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet
kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den di-
gitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan
anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 3, 2. pkt.
Det foreslås med indsættelsen af stk. 3, 2. pkt., at hvis en an-
søgning undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbetje-
ningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige
oplysninger sendes elektronisk til Finanstilsynet ved anven-
delse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket
Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning,
hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede
bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet
undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket. Den-
ne undtagelse vil f.eks. alene være relevant, i tilfælde af at
www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske proble-
mer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt
at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi
omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne
håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagel-
sen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver – ad-
vokat eller revisor – som håndterer ansøgningen, ikke har el-
ler kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.
Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin an-
søgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn
til en effektiv sagsbehandling stilles der krav om, at virk-
79
somheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldelses-
blanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden ind-
ledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet
sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af
sådanne ansøgninger.
Til nr. 4 (§ 12 a i lov om forsikringsformidling)
Det følger af den gældende § 44 i lov om finansiel virksom-
hed, at det ikke er tilladt i erhvervsmæssigt øjemed her i lan-
det at medvirke til, at forsikringer for her i landet bosidden-
de personer, danske skibe eller andre risici, der består her i
landet, tegnes hos andre end danske forsikringsselskaber og
udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betingelserne
i § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, samt udenlandske forsik-
ringsselskaber, der har fået tilladelse af Finanstilsynet.
Det er blevet vurderet, at § 44 bør overføres til lov om for-
sikringsformidling, hvor den mere naturligt hører til, da be-
stemmelsen vedrører forsikringsformidling.
Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en § 12 a i
lov om forsikringsformidling, hvorefter en forsikringsfor-
midler og en accessorisk forsikringsformidler ikke må med-
virke til, at forsikringer for personer bosiddende i Danmark,
danske skibe eller andre risici, der består her i landet, tegnes
hos andre end danske forsikringsselskaber, udenlandske for-
sikringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 30, stk. 1,
og § 31, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, eller uden-
landske forsikringsselskaber, der har fået tilladelse af Fi-
nanstilsynet.
Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende § 44
i lov om finansiel virksomhed med enkelte redaktionelle æn-
dringer.
Den foreslåede bestemmelse indeholder et forbud mod er-
hvervsmæssig formidling af danske direkte risici til forsik-
ringsselskaber, der ikke lovligt kan drive virksomhed her i
landet.
Bestemmelsen opstiller således et forbud mod, at forsik-
ringsformidlere samt accessoriske forsikringsformidlere
medvirker til, at afdækning af direkte danske risici sker hos
andre end forsikringsselskaber, som enten har tilladelse fra
Finanstilsynet eller har anmeldt til Finanstilsynet, at der dri-
ves virksomhed her i landet via EU-reglerne om grænseo-
verskridende virksomhed.
Det foreslåede nr. 1 vil indebære, at godkendte forsikrings-
formidlere og accessoriske forsikringsformidlere vil kunne
formidle forsikringer hos danske forsikringsselskaber god-
kendt af Finanstilsynet.
De foreslåede nr. 2 og 3 vil indebære, at godkendte forsik-
ringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere endvi-
dere vil kunne formidle forsikringer hos visse udenlandske
forsikringsselskaber under nærmere betingelser. Forsik-
ringsformidling hos udenlandske forsikringsselskaber vil så-
ledes kunne ske hos udenlandske forsikringsselskaber, der
enten opfylder betingelserne i § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, i
lov om finansiel virksomhed, eller udenlandske forsikrings-
selskaber, der har fået tilladelse af Finanstilsynet.
I relation til udenlandske forsikringsselskaber vil forsikrin-
ger således alene kunne formidles hos de forsikringsselska-
ber, som er godkendt til at udøve forsikringsvirksomhed i et
andet EU-land eller i et land, som EU har indgået en aftale
med på det finansielle område, og som udøver forsikrings-
virksomhed gennem en filial her i Danmark, jf. § 30, stk. 1,
eller som tjenesteyder, jf. § 31, stk. 1, eller forsikringssel-
skaber fra tredjelande, dvs. lande uden for EU- og EØS-
samarbejdet, som har opnået en tilladelse fra Finanstilsynet
til at udøve forsikringsvirksomhed i Danmark.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med reglerne om til-
ladelse til at drive forsikringsvirksomhed og er en forbruger-
beskyttelsesregel, der er med til at hindre forsikringstegning
via professionelle mellemmænd, der optræder ulovligt, og
hvor kunden uden viden herom i tvister med forsikringssel-
skabet kan blive underkastet fremmed ret og værneting.
Til nr. 5 (§ 22, stk. 1, 2. pkt., i lov om forsikringsformidling)
Den gældende bestemmelse i § 22, stk. 1, 2. pkt., i lov om
forsikringsformidling anfører, hvilke regler i øvrig lovgiv-
ning Finanstilsynet påser overholdelsen af, herunder Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26.
november 2014 om dokumenter med central information om
sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter
til detailinvestorer (PRIIP’er), forordninger udstedt i medfør
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af
20. januar 2016 om forsikringsdistribution og Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20 juni 2019
om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-for-
ordningen).
Det foreslås, at der i § 22, stk. 1, 2. pkt., indsættes en henvis-
ning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-
ser.
Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet skal
påse overholdelsen af forordningen.
Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav
for bl.a. finansielle rådgivere.
80
Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. en forsikringsformid-
ler, der yder forsikringsrådgivning om forsikringsbaserede
investeringsprodukter (IBIP’er), jf. artikel 2, nr. 11, litra, i
disclosureforordningen.
Efter artikel 14, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredyg-
tighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser (disclosureforordningen) skal hvert medlemsland
sikre, at den kompetente myndighed, der er udpeget i over-
ensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2016/97/EU af 20. januar 2016 om forsikringsdistri-
bution, udpeges som kompetent myndighed til at varetage
de opgaver, der følger af disclosureforordningen.
Med den foreslåede indsættelse af forordningen i bestem-
melsen vil Finanstilsynet blive udpeget som kompetent
myndighed i relation til at påse overholdelsen af disclosure-
forordningen.
Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også skulle
påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har
hjemmel til at udstede i medfør af disclosureforordningen.
Den foreslåede ændring vil også medføre, at Finanstilsynet
bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af
disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen supplerer artikel 14, stk. 1, i disclosurefor-
ordningen.
Til nr. 6 (§ 36, stk. 1, i lov om forsikringsformidling)
Det følger af § 36, stk. 1, at de virksomheder eller personer,
som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over
for i medfør af loven eller regler fastsat i medfør heraf, skal
anses som part i forhold til Finanstilsynet.
Det foreslås, at der i § 36, stk. 1, indsættes en henvisning til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosurefor-
ordningen) eller regler udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at virksomheder, som
Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over for i
medfør af disclosureforordningen eller regler udstedt i med-
før heraf, også vil være parter i konkrete sager.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af
bestemmelsen i øvrigt.
Til nr. 7 (§ 37 i lov om forsikringsformidling)
Det fremgår af § 37, stk. 1, i lov om forsikringsformidling,
at afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til denne lov,
regler udstedt i medfør heraf eller forordninger udstedt i
medfør af forsikringsdistributionsdirektivet kan indbringes
for Erhvervsankenævnet, senest fire uger efter at afgørelsen
er meddelt den pågældende person eller virksomhed.
Det foreslås, at der i § 37, stk. 1, indsættes en henvisning til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser eller regler ud-
stedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at afgørelser truffet af
Finanstilsynet i medfør heraf kan indbringes for Erhvervsan-
kenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den,
som afgørelsen retter sig mod.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af
bestemmelsen i øvrigt.
Til § 7
Til nr. 1 (§ 97, stk. 1, 2. pkt., i lov om firmapensionskasser)
Den gældende bestemmelse i § 97, stk. 1, 2. pkt., i lov om
firmapensionskasser angiver bl.a. de regler i øvrig lovgiv-
ning, som Finanstilsynet påser overholdelsen af. Af bestem-
melsen fremgår, at Finanstilsynet påser overholdelsen af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning om en generel ram-
me for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme
for simpel, transparent og standardiseret securitisering og
regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslås, at der i § 97, stk. 1, 2. pkt., indsættes en henvis-
ning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
og regler udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet vil
skulle påse overholdelsen af disclosureforordningen og reg-
ler udstedt i medfør af denne.
Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav
for bl.a. finansielle markedsdeltagere.
Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. en arbejds-
markedsrelateret pensionskasse og en producent af et pensi-
onsprodukt, jf. artikel 2, nr. 1, litra c og d, i disclosurefor-
ordningen.
81
Efter artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen skal hvert
medlemsland sikre, at den kompetente myndighed, der er
udpeget i overensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2016/2341/EU af 14. december 2016 om
arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers (IORP᾽ers) akti-
viteter og tilsynet hermed, udpeges som kompetent myndig-
hed til at varetage de opgaver, der følger af disclosurefor-
ordningen.
Med den foreslåede indsættelse af en henvisning til disclo-
sureforordningen i bestemmelsen vil Finanstilsynet blive ud-
peget som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af
forordningen.
Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også skulle
påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har
hjemmel til at udstede i medfør af disclosureforordningen.
Den foreslåede ændring vil også medføre, at Finanstilsynet
bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af
disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen supplerer artikel 14, stk. 1, i disclosurefor-
ordningen.
Det foreslås desuden, at § 97, stk. 1, 2. pkt., ændres således,
at Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU
af 12. december 2017 om en generel ramme for securitise-
ring og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, trans-
parent og standardiseret securitisering og regler udstedt i
medfør heraf fremgår med deres fulde titel.
Den foreslåede ændring er af redaktionel karakter.
Til nr. 2 (§ 104, stk. 1, i lov om firmapensionskasser)
Den gældende bestemmelse i § 104, stk. 1, i lov om firma-
pensionskasser angiver de virksomheder, der kan anses som
part i forhold til Finanstilsynet, i sager, hvor Finanstilsynet
har truffet eller vil træffe afgørelse over for virksomheden i
medfør af lov om firmapensionskasser eller regler fastsat i
medfør heraf.
Det foreslås, at der i § 104, stk. 1, indsættes en henvisning til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. decem-
ber 2017 om en generel ramme for securitisering og om op-
rettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og stan-
dardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf.
Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 7, nr. 1,
foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosurefor-
ordningen) og regler udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at virksomheder, der
træffes afgørelse overfor i medfør af de forordninger, som
Finanstilsynet efter den foreslåede bestemmelse i lovforsla-
gets § 7, nr. 1, vil skulle påse overholdelsen af, ligeledes an-
ses som parter i forhold til Finanstilsynet.
Finanstilsynet påser efter den gældende bestemmelse i § 97,
stk. 1, 2. pkt., overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en
generel ramme for securitisering og om oprettelse af en spe-
cifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securi-
tisering. Med den foreslåede ændring vil virksomheder, der
træffes afgørelse overfor i medfør af forordningen, ligeledes
anses som parter i forhold til Finanstilsynet. Forordningen er
ved en fejl ikke indsat i bestemmelsen, i forbindelse med at
Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndighed efter
forordningen.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af
bestemmelsen i øvrigt.
Til nr. 3 (§ 112, stk. 1, i lov om firmapensionskasser)
Den gældende bestemmelse i § 112, stk. 1, i lov om firma-
pensionskasser indeholder en klageadgang til Erhvervsanke-
nævnet for den, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet el-
ler Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller regler udstedt i
medfør heraf retter sig mod.
Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 7, nr. 1,
foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosurefor-
ordningen) og regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslås, at der i § 112, stk. 1, indsættes en henvisning til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. decem-
ber 2017 om en generel ramme for securitisering og om op-
rettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og stan-
dardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at afgørelser truffet af
Finanstilsynet i medfør af forordningerne eller regler udstedt
i medfør af forordningerne vil kunne indbringes for Er-
hvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er med-
delt den pågældende, som afgørelsen retter sig mod.
82
Finanstilsynet påser efter den gældende bestemmelse i § 97,
stk. 1, 2. pkt., overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en
generel ramme for securitisering og om oprettelse af en spe-
cifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securi-
tisering. Med den foreslåede ændring vil virksomheder, der
træffes afgørelse overfor i medfør af forordningen, ligeledes
kunne påklage afgørelser til Erhvervsankenævnet. Forord-
ningen er ved en fejl ikke indsat i bestemmelsen, i forbindel-
se med at Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndig-
hed efter forordningen.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af
bestemmelsen i øvrigt.
Til § 8
Til nr. 1 (§ 2, nr. 6, i lov om finansielle rådgivere, investe-
ringsrådgivere og boligkreditformidlere)
Efter den gældende bestemmelse i § 2, nr. 6, i lov om finan-
sielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformid-
lere defineres rådgivning som personlige anbefalinger til en
forbruger om transaktioner i tilknytning til finansielle pro-
dukter eller boligkreditaftaler.
Det foreslås at nyaffatte § 2, nr. 6, således, at lovens defini-
tion af rådgivning herefter vil være: personlige anbefalinger
til en forbruger, som vedrører en eller flere transaktioner i
forbindelse med boligkreditaftaler eller finansielle produk-
ter. For så vidt angår boligkreditaftaler skal anbefalingerne
være uafhængige af ydelsen af boligkreditaftalen og de akti-
viteter, som ydes af en boligkreditformidler.
Den foreslåede ændring har – for så vidt angår boligkredit-
aftaler – til formål at bringe ordlyden af definitionen af råd-
givning i overensstemmelse med direktiv 2014/17/ЕU om
forbrugerkreditaftaler (herefter forbrugerkreditdirektivet) og
bekendtgørelse nr. 1581 af 17. december 2018 om god skik
for boligkredit i forbindelse med fast ejendom til beboelse.
I bekendtgørelse om god skik for boligkredit er rådgivning
defineret i § 2, nr. 5. Rådgivning er defineret som personlige
anbefalinger til en låntager, som vedrører en eller flere
transaktioner i forbindelse med boligkreditaftaler, og som er
uafhængig af ydelsen af boligkreditaftalen og de aktiviteter,
som ydes af en boligkreditformidler. Forbrugerkreditdirekti-
vets artikel 4, nr. 21, indeholder en definition af rådgiv-
ningstjeneste, som er personlige anbefalinger til en forbru-
ger, som vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse
med kreditaftaler, og som er en aktivitet, der er uafhængig af
ydelsen af kreditten og de kreditformidlingsaktiviteter, der
er anført i nr. 5.
Direktivets definition af rådgivningstjeneste er gennemført i
§ 2, nr. 5, i bekendtgørelse om god skik for boligkredit. Idet
en tilsvarende definition af rådgivning ikke følger af loven i
dag, vil den foreslåede ændring af definitionsbestemmelsen i
lovens § 2, nr. 6, medføre, at direktivets definition også gen-
nemføres i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgi-
vere og boligkreditformidlere.
Til nr. 2 (§ 3, stk. 7, i lov om finansielle rådgivere, investe-
ringsrådgivere og boligkreditformidlere)
Efter § 3 i lov om finansielle rådgivere skal virksomheder,
der rådgiver om finansielle produkter, have tilladelse som fi-
nansiel rådgiver for at udøve den pågældende virksomhed.
På samme måde skal en virksomhed, der yder rådgivning el-
ler formidler boligkreditaftaler til forbrugere, have tilladelse
som boligkreditformidler. Endelig skal en virksomhed, der
yder investeringsrådgivning, have tilladelse som investe-
ringsrådgiver. Finanstilsynet kan give tilladelse efter § 3 i
lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og bolig-
kreditformidlere, hvis virksomhederne opfylder kriterierne
efter § 3, stk. 3, herunder dokumenterer forretningsgange på
væsentlige aktivitetsområder. Endvidere skal virksomhedens
ledelse opfylde de gældende krav til egnethed og hæderlig-
hed, ligesom virksomheden skal fremvise dokumentation for
ansvarsforsikring eller anden tilsvarende garanti mod erstat-
ningskrav.
Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at
virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk – ved brug af Nem-ID – indsender ansøg-
ningsblanket og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest
tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumenta-
tion træffe afgørelse i sagen.
Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er
tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage an-
søgningen digitalt.
Derfor foreslås det i § 3, stk. 7, 1. pkt., at en ansøgning om
tilladelse efter stk. 1 skal indsendes via Finanstilsynets selv-
betjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf.
stk. 6.
Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende
bestemmelse vedrørende finansielle rådgiveres, investe-
ringsrådgiveres og boligkreditformidleres ansøgninger til Fi-
nanstilsynet med henblik på at indføre en pligt for virksom-
heder til at indsende ansøgninger digitalt via www.virk.dk
ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.
Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet
kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den di-
gitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan
anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 7, 2. pkt.
83
Med § 3, stk. 7, 2. pkt., foreslås det, at hvis en ansøgning
undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbetjeningsløsnin-
gen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger
sendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Fi-
nanstilsynets anmeldelsesblanket
Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning,
hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede
bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet
undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket. Den-
ne undtagelse vil f.eks. alene være relevant, i tilfælde af at
www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske proble-
mer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt
at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi
omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne
håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagel-
sen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver – ad-
vokat eller revisor – som håndterer ansøgningen, ikke har el-
ler kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.
Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin an-
søgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn
til en effektiv sagsbehandling stilles der krav om, at virk-
somheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldelses-
blanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden ind-
ledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet
sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af
sådanne ansøgninger.
Til § 9
Til nr. 1 (§ 3, stk. 4, i lov om forbrugslånsvirksomheder)
Forbrugslånsvirksomheder skal efter § 3 i lov om forbrugs-
lånsvirksomheder have tilladelse af Finanstilsynet til at udø-
ve den pågældende virksomhed. Finanstilsynet giver tilla-
delse til virksomheder, der dokumenterer tilstrækkelige for-
retningsgange for efterlevelse af redelig forretningsskik og
god praksis, for kreditværdighedsvurdering og identifikation
af målgrupper. Endvidere skal ledelsen opfylde lovens krav
til egnethed og hæderlighed.
Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at
virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk – ved brug af Nem-ID – indsender anmeldel-
sesblanket og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest tre
måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumentation
træffe afgørelse i sagen.
Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er
tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage an-
søgningen digitalt.
Derfor foreslås det i § 3, stk. 4, 1. pkt., at en ansøgning om
tilladelse efter stk. 1 skal indsendes via Finanstilsynets selv-
betjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf.
stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende
bestemmelse vedrørende forbrugslånsvirksomheders ansøg-
ninger til Finanstilsynet med henblik på at indføre en pligt
for virksomhederne til at indsende ansøgninger digitalt via
www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.
Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet
kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den di-
gitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan
anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 4, 2. pkt.
Med § 3, stk. 4, 2. pkt., foreslås det, at hvis en ansøgning
undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbetjeningsløsnin-
gen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger
sendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Fi-
nanstilsynets anmeldelsesblanket.
Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning,
hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede
bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet
undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket. Den-
ne undtagelse vil f.eks. alene være relevant, i tilfælde af at
www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske proble-
mer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt
at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi
omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne
håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagel-
sen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver – ad-
vokat eller revisor – som håndterer ansøgningen, ikke har el-
ler kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.
Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin an-
søgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn
til en effektiv sagsbehandling stilles der krav om, at virk-
somheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldelses-
blanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden ind-
ledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet
sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af
sådanne ansøgninger.
Til § 10
Til nr. 1 (§ 3, stk. 1, nr. 5, i lov om ejendomskreditselskaber)
Selskaber, der erhvervsmæssigt køber eller sælger pantebre-
ve i fast ejendom skal efter § 3, stk. 1, i lov om ejendoms-
kreditselskaber søge om tilladelse til at udøve den pågæl-
dende virksomhed. Efter § 3, stk. 1, nr. 5, skal et selskab,
der ansøger om tilladelse til at udøve virksomhed som ejen-
84
domskreditselskab dokumentere, at der er oprettet en særlig
konto, hvor det aftalte provenu skal indsættes, og at selska-
bet har etableret sikkerhed for disse midler, jf. stk. 5.
I lovforslagets § 10, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt stk.
4 i § 3. Denne ændring vil medføre, at de gældende stk. 4-6
bliver til stk. 5-7.
Med forslaget ændres henvisningen til stk. 5 i § 3, stk. 1, nr.
5, til stk. 6.
Forslaget er en konsekvens af ændringen i lovforslagets §
10, nr. 2, hvorefter der indsættes et nyt stk. 3 i § 3.
Til nr. 2 (§ 3, stk. 4, i lov om ejendomskreditselskaber)
Selskaber, der erhvervsmæssigt køber eller sælger pantebre-
ve i fast ejendom, skal efter § § 3 i lov om ejendomskredit-
selskaber søge om tilladelse til at udøve den pågældende
virksomhed. Finanstilsynet giver tilladelse til selskaber, der
drives som et anparts- eller aktieselskab, hvor ledelsen op-
fylder lovens krav til egnethed og hæderlighed. Endvidere
skal den person i selskabet, der er ansvarlig for handel med
pantebreve og kreditgivning, opfylde betingelserne i § 5
m.v. Endelig skal ejerne af de kvalificerede andele i selska-
bet opfylde principperne i §§ 61 og 62 i lov om finansiel
virksomhed, ligesom selskabet – hvis der handles med for-
brugere – skal oprette en særlig konto, hvor provenu indsæt-
tes. Virksomheden skal endvidere have etableret sikkerhed
for disse midler.
Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at
virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk – ved brug af Nem-ID – indsender ansøg-
ningsskema og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest
tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumenta-
tion træffe afgørelse i sagen.
Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er
tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage an-
søgningen digitalt.
Derfor foreslås det i § 3, stk. 4, 1. pkt., at en ansøgning om
tilladelse efter stk. 1 vil skulle indsendes via Finanstilsynets
selvbetjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf.
stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende
bestemmelse vedrørende ejendomskreditselskabers ansøg-
ninger til Finanstilsynet med henblik på at indføre en pligt
for virksomhederne til at indsende ansøgninger digitalt via
www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.
Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet
kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den di-
gitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan
anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 4, 2. pkt.
Med § 3, stk. 4, 2. pkt., foreslås det, at hvis en ansøgning
undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbetjeningsløsnin-
gen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger
indsendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af
Finanstilsynets anmeldelsesblanket.
Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning,
hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede
bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet
undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket. Den-
ne undtagelse vil f.eks. alene være relevant, i tilfælde af at
www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske proble-
mer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt
at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi
omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne
håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagel-
sen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver – ad-
vokat eller revisor – som håndterer ansøgningen, ikke har el-
ler kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.
Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin an-
søgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn
til en effektiv sagsbehandling stilles der krav om, at virk-
somheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldelses-
blanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden ind-
ledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet
sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af
sådanne ansøgninger.
Til nr. 3 (§ 12, stk. 7, i lov om ejendomskreditselskaber)
Det følger af § 12, stk. 7, i lov om ejendomskreditselskaber,
at Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold,
der er i strid med en række bestemmelser i loven. Det drejer
sig bl.a. om § 3, stk. 5, hvorefter ejendomskreditselskaber
årligt skal indsende en erklæring fra en godkendt revisor om
sikkerheden nævnt i § 3, stk. 1, nr. 5, til Finanstilsynet.
I lovforslagets § 10, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt
stykke 4 i § 3. Denne ændring medfører, at de gældende stk.
4-6 bliver til stk. 5-7.
Som følge heraf foreslås det i § 12, stk. 7, at konsekvensrette
henvisningen til § 3, stk. 5, så der rettelig henvises til § 3,
stk. 6.
Til nr. 4 (§ 22, stk. 1, i lov om ejendomskreditselskaber)
85
Det følger af § 22, at overtrædelse af en række bestemmel-
ser i lov om ejendomskreditselskaber i lov om ejendomskre-
ditselskaber kan straffes med bøde, medmindre højere straf
er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Det drejer sig bl.a.
om § 3, stk. 5, hvorefter ejendomskreditselskaber årligt skal
indsende en erklæring fra en godkendt revisor om sikkerhe-
den nævnt i § 3, stk. 1, nr. 5, til Finanstilsynet.
I lovforslagets § 10, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt
stykke 4 i § 3. Denne ændring medfører, at de gældende stk.
4-6 bliver til stk. 5-7.
Som følge heraf foreslås det i § 22, stk. 1, at konsekvensrette
henvisningen til § 3, stk. 5, så der rettelig henvises til § 3,
stk. 6.
Til § 11
Til nr. 1 (§ 16, stk. 2, i lov om Vækstfonden)
Det fremgår af § 16, stk. 2, i lov om Vækstfonden, at Vækst-
fonden kan optage lån til finansiering af sine aktiviteter, og
at det samlede lånebeløb eksklusiv renter til og med 2020
ikke uden godkendelse fra Folketingets Finansudvalg kan
overstige 6 mia. kr., mens det samlede lånebeløb eksklusiv
renter efter 2020 ikke uden godkendelse fra Folketingets Fi-
nansudvalg kan overstige 500 mio. kr.
Det følger af den foreslåede ændring af § 16, stk. 2, at
Vækstfonden kan optage lån, herunder statsligt genudlån, til
finansiering af sine aktiviteter i det omfang, der er etableret
bevillingsmæssig hjemmel hertil.
Denne foreslåede ændring af § 16, stk. 2, vil medføre, at
Vækstfonden, foruden den eksisterende adgang til at optage
lån i markedet, fremover vil få adgang til at finansiere sine
aktiviteter ved statsligt genudlån. Ændringen medfører
samtidig, at Vækstfonden kun kan optage lån i det omfang,
der er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil, mens der i
lov om Vækstfonden ikke længere fastsættes øvre beløbs-
grænser for låneoptaget.
Bestemmelsen foreslås ændret med henblik på at understøtte
finansieringen af Vækstfondens aktiviteter. Derved sikres
det, at Vækstfonden har adgang til den nødvendige likviditet
på de bedst mulige vilkår i det omfang, der foreligger poli-
tisk beslutning om at lade Vækstfonden foretage låneoptag.
Der er tale om en tidsubegrænset genudlånsadgang.
Det er finansministeren, der formelt forestår optag af genud-
lån i Nationalbanken, idet finansministeren har ressortansva-
ret for statens låntagning og gæld i henhold til § 2, stk. 1, i
bekendtgørelse nr. 849 af 22. juni 2010 af lov om bemyndi-
gelse til optagelse af statslån. Den foreslåede ændring af be-
stemmelsen vil medføre, at finansministeren giver Vækst-
fonden en adgang til statsligt genudlån i det omfang, den be-
villingsmæssigt hjemles eksplicit.
De nærmere vilkår for adgangen til genudlån fastsættes ved
aftale mellem Vækstfonden, Danmarks Nationalbank, Er-
hvervsministeriet og Finansministeriet.
Til nr. 2 (§ 16, stk. 3 og 4, i lov om Vækstfonden)
Det fremgår af § 16, stk. 3, i lov om Vækstfonden, at Vækst-
fonden kan optage statsgaranterede lån til finansiering af
syndikeringslån. Det samlede lånebeløb eksklusiv renter kan
ikke overstige 125 mio. kr.
Det fremgår af § 16, stk. 4, i lov om Vækstfonden, at Vækst-
fonden til og med 2030 kan optage lån til finansiering af en
accelerationspulje til virksomheder med særligt vækstpoten-
tiale. Det samlede lånebeløb eksklusiv renter kan ikke over-
stige 500 mio. kr.
Det foreslås, at § 16, stk. 3 og 4, ophæves, hvormed låne-
rammerne for enkeltordningernes syndikeringslån og accele-
rationspuljen ikke længere fremgår af lov om Vækstfonden.
Med ændringerne skrives opremsningen af enkeltordninger
ud af loven. Der tilsigtes i den forbindelse ingen ændringer i
Vækstfondens muligheder for at optage lån, men alene at
sikre et strømlinet lovgrundlag, der ikke forældes, i takt med
at ordninger oprettes, justeres og nedlægges.
For syndikeringslån skal dette dels ses i lyset af, at ordnin-
gen udløb ved udgangen af 2015. Accelerationspuljen udlø-
ber i 2030, og bevillingen er på nuværende tidspunkt ikke
hjemlet andetsteds. Der kan imidlertid etableres særskilt be-
villingsmæssig hjemmel for denne accelerationspulje, hvor-
med den omfattes af den foreslåede ændring af § 16, stk. 2,
hvor det fremgår, at Vækstfonden kan optage lån i det om-
fang, der er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil. Det
bemærkes, at nærværende ændringsforslag ikke har til for-
mål at annullere Vækstfondens mulighed for låneoptag
under accelerationspuljen, men i stedet at etablere denne ved
en særskilt bevillingsmæssig hjemmel ved tekstanmærkning
i stedet for i lov om Vækstfonden.
Det bemærkes, at et væsentligt antal enkeltordninger, som
administreres af Vækstfonden, ikke er skrevet ind i loven.
Til nr. 3 (§ 16, stk. 6 og 7, i lov om Vækstfonden)
Det fremgår af § 16, stk. 6, i lov om Vækstfonden, at Vækst-
fonden kan optage lån fra pensionsinstitutterne, som mod-
svares af tilsvarende tilsagn fra Vækstfonden om indskud af
egenkapital til Dansk Vækstkapital.
86
Det fremgår af § 16, stk. 7, i lov om Vækstfonden, at Vækst-
fonden kan optage lån fra private investorer, som modsvares
af tilsvarende tilsagn fra Vækstfonden om indskud af egen-
kapital til Dansk Vækstkapital II, inden for en samlet finan-
sieringsramme på maksimalt 3 mia. kr.
Det foreslås, at § 16, stk. 6 og 7, der bliver stk. 4 og 5, op-
hæves, hvormed adgangen til at optage lån fra pensionsinsti-
tutterne og andre private investorer i forbindelse med
Vækstfondens engagement i Dansk Vækstkapital og Dansk
Vækstkapital II ikke længere fremgår af lov om Vækstfon-
den.
Med ændringerne skrives opremsningen af enkeltordninger
ud af loven. Der tilsigtes i den forbindelse ingen ændringer i
Vækstfondens muligheder for at optage lån, men alene at
sikre et strømlinet lovgrundlag, der ikke forældes, i takt med
at ordninger oprettes, justeres og nedlægges.
Bevillingerne til Dansk Vækstkapital og Dansk Vækstkapi-
tal II er på nuværende tidspunkt ikke hjemlet andetsteds.
Der kan imidlertid etableres særskilt bevillingsmæssig hjem-
mel for disse ordninger, hvormed de omfattes af den foreslå-
ede ændring af § 16, stk. 2, hvor det fremgår, at Vækstfon-
den kan optage lån i det omfang, der er etableret bevillings-
mæssig hjemmel hertil. Det bemærkes, at nærværende æn-
dringsforslag ikke har til formål at annullere Vækstfondens
mulighed for låneoptag under accelerationspuljen Dansk
Vækstkapital og Dansk Vækstkapital II, men i stedet at eta-
blere denne ved en særskilt bevillingsmæssig hjemmel ved
tekstanmærkning i stedet for i lov om Vækstfonden.
Til nr. 4 (§ 17, stk. 1, i lov om Vækstfonden)
Det fremgår af § 17, stk. 1, i lov om Vækstfonden, at finans-
ministeren kan lade Vækstfonden optage genudlån hos Dan-
marks Nationalbank inden for en samlet ramme på maksi-
malt 1 mia. kr.
Det følger af den foreslåede ændring af § 17, stk. 1, at Fi-
nansministeren, ud over adgangen til at optage lån, herunder
statsligt genudlån, jf. § 16, stk. 2, kan lade Vækstfonden op-
tage genudlån hos Danmarks Nationalbank inden for en
ramme på 1 mia. kr.
Med ændringen præciseres afgrænsningen mellem Vækst-
fondens almindelige adgang til låneoptag og det særlige li-
kviditetsberedskab, der henvises til i § 17, stk. 1. Det præci-
seres således, at den i bestemmelsen hjemlede adgang for fi-
nansministeren til at lade Vækstfonden optage genudlån hos
Danmarks Nationalbank inden for en samlet ramme på mak-
simalt 1 mia. kr. ligger ud over de lånemuligheder, der hen-
vises til i § 16, stk. 2.
Til § 12
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar
2021.
Det foreslås i stk. 2, at § 1, nr. 25, træder i kraft den 29. de-
cember 2020, da bestemmelsen gennemfører Europa-Parla-
mentets og Rådets Direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019
om ændring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritag-
ne enheder, finansielle holdingselskaber, blandede finansiel-
le holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstaltninger og -
beføjelser og kapitalbevaringsforanstaltninger, som træder i
kraft den 29. december 2020.
Det foreslås i stk. 3, at § 4, nr. 3-5, § 5, nr. 3-4, § 6, nr. 5-7,
og § 7 træder i kraft den 10. marts 2021, da de nævnte be-
stemmelser er en konsekvens af disclosureforordningen.
Disclosureforordningen skal finde anvendelse fra den 10.
marts 2021.
Det foreslås i stk. 4, at § 1, nr. 17, 28-30 og 32, træder i kraft
den 19. april 2021, hvor artikel 3a, stk. 5-6, i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, jf. artikel
2, stk. 2, litra c, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning
(EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseover-
skridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer, træder i
kraft. Det er derfor først fra denne dato relevant at indarbej-
de forordningens artikel 3a, stk. 5-6, i lov om betalinger.
Til § 13
Lovforslagets § 13 angiver lovforslagets territoriale gyldig-
hedsområde.
Det foreslås i stk. 1, at loven ikke skal gælde for Færøerne
og Grønland, jf. dog de foreslåede stk. 2 og 3.
Det foreslås i stk. 2, at lovforslagets §§ 1-5 og 8-10 ved kon-
gelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færø-
erne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Love på det finansielle område indeholder som udgangs-
punkt anordningshjemmel for Færøerne. Lov om forsik-
ringsformidling og lov om firmapensionskasser indeholder
imidlertid ikke anordningshjemmel for Færøerne, da forsik-
ringsområdet på Færøerne er hjemtaget og dermed reguleres
af færøske love. Ændringerne i disse to love i lovforslagets
§§ 6 og 7 skal derfor ikke kunne sættes i kraft, da hovedlo-
vene til lov om forsikringsformidling og lov om firmapensi-
onskasser ikke indeholder anordningshjemmel.
87
Lovforslagets § 11 skal endvidere ikke kunne sættes i kraft
for Færøerne, da lov om Vækstfonden ikke gælder for Færø-
erne og ikke indeholder anordningshjemmel.
Det foreslås i stk. 3, at lovforslagets §§ 1-10 ved kongelig
anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne
med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Love på det finansielle område indeholder som udgangs-
punkt anordningshjemmel for Grønland. De love, der med
lovforslagets §§ 1-10 foreslås ændringer i, indeholder sådan-
ne anordningshjemler. På den baggrund foreslås det, at de
ændringer, der foreslås i lovforslagets §§ 1-10 skal kunne
sættes i kraft for Grønland ved kongelig anordning.
Lovforslagets § 11 skal dog ikke kunne sættes i kraft for
Grønland, da lov om Vækstfonden ikke gælder for Grønland
og ikke indeholder anordningshjemmel.
88
Bilag 1
Lovforslag sammenholdt med gældende ret
Lovforslag sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr.
1024 af 3. oktober 2019, som ændret ved § 7 i
lov nr. 1374 af 13. december 2019, § 5 i lov nr.
1563 af 27. december 2019 og § 4 i lov nr. 641
af 19. maj 2020, foretages følgende ændringer:
Lov om betalinger
Fodnoten. Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november
2015 om betalingstjenester i det indre marked,
EU-Tidende 2015, nr. 3 L 337, side 35, (2. beta-
lingstjenestedirektiv) og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/110/EU af 16. september
2009 om adgang til at optage og udøve virksom-
hed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn
med en sådan virksomhed, EU-Tidende 2009,
nr. L 267, side 7, (2. e-pengedirektiv).
I fodnoten til lovens titel ændres: »og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EU
af 16. september 2009 om adgang til at optage
og udøve virksomhed som udsteder af elektro-
niske penge og tilsyn med en sådan virksom-
hed, EU-Tidende 2009, nr. L 267, side 7, (2. e-
pengedirektiv)« til: », Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/110/EU af 16. september
2009 om adgang til at optage og udøve virk-
somhed som udsteder af elektroniske penge og
tilsyn med en sådan virksomhed, EU-Tidende
2009, nr. L 267, side 7, (2. e-pengedirektiv) og
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2019/878/EU af 20. maj 2019 om ændring af
direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritagne
enheder, finansielle holdingselskaber, blandede
finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsyns-
foranstaltninger og ‑beføjelser og kapitalbeva-
ringsforanstaltninger, EU-Tidende 2019, nr. L
150, side 253 (CRD V)«.
§ 5. Loven finder ikke anvendelse på følgende
aktiviteter m.v.:
1-17) ---
18) Elektroniske penge på op til
3.000 kr. lagret på et instrument
med begrænset anvendelse, hvor
der ikke kan ske genopfyldning,
og hvor udstederens samlede for-
I § 5, nr. 18, indsættes efter »instrument med
begrænset anvendelse«: », jf. nr. 14 eller 15«.
89
pligtelser hidrørende fra
udestående elektroniske penge på
intet tidspunkt overstiger et be-
løb, der modsvarer værdien af 5
mio. euro, jf. dog § 96.
§ 7. I denne lov forstås ved:
1-21) ---
22) Pengeoverførsel: En betalingstje-
neste, hvor der modtages midler
fra en betaler alene med det for-
mål at overføre et tilsvarende be-
løb til en betalingsmodtager eller
en anden udbyder af betalingstje-
nester på betalingsmodtagerens
vegne, uden at der oprettes en be-
talingskonto i betalerens eller be-
talingsmodtagerens navn.
§ 7, nr. 22, affattes således:
»22) Pengeoverførsel: En betalingstjeneste,
hvor der modtages midler fra en betaler, uden at
der oprettes en betalingskonto i betalerens eller
betalingsmodtagerens navn, alene med det for-
mål at overføre et tilsvarende beløb til en beta-
lingsmodtager eller en anden betalingstjeneste-
udbyder på betalingsmodtagerens vegne, eller
hvor sådanne midler modtages på betalings-
modtagerens vegne og stilles til rådighed for
denne.«
23-41) ---
§ 9. Virksomheder, der udbyder betalingstjene-
ster i henhold til bilag 1, nr. 1-7, jf. § 3, stk. 1,
skal have tilladelse som betalingsinstitut, jf. dog
§ 51, eller e-pengeinstitut, jf. dog § 50. En tilla-
delse kan begrænses til kun at vedrøre en eller
flere af de i bilag 1 nævnte betalingstjenester.
I § 9, 1. pkt., ændres »bilag 1, nr. 1-7« til: »bi-
lag 1«, og »eller e-pengeinstitut, jf. dog § 50«
ændres til: »e-pengeinstitut, jf. dog § 50, eller
udbyder af kontooplysningstjenester, jf. § 60«.
§ 10. ---
Stk. 2. En virksomhed, der søger om tilladelse til
at udbyde betalingsinitieringstjenester, jf. bilag
1, nr. 7, skal ud over at opfylde kravene i stk. 1
have tegnet en ansvarsforsikring eller stille an-
den tilsvarende garanti til dækning af krav mod
virksomheden, jf. §§ 99 og 104-106.
I § 10, stk. 2, indsættes efter »jf. bilag 1, nr. 7«:
», eller kontooplysningstjenester, jf. bilag 1, nr.
8«, og », jf. §§ 99 og 104-106« udgår.
Stk. 3-4. ---
§ 14. Finanstilsynet opretter et offentligt register
over
90
---
virksomheder, der har fået be-
grænset tilladelse til at udstede
elektroniske penge eller udbyde
betalingstjenester efter §§ 50 eller
51,
I § 14, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§§ 50 eller
51«: », og deres agenter«.
I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt num-
mer:
»3) virksomheder, der har fået tilladelse som
udbyder af kontooplysningstjenester efter § 60,
og deres agenter,«.
Nr. 3-5 bliver herefter nr. 4-6.
3 og 4 ) ---
5) virksomheder, der er omfattet af
undtagelserne i § 5, nr. 14-17, og
som er anmeldt i henhold til §§
61 og 62.
I § 14, stk. 1, nr. 5, som bliver nr. 6, ændres »§
5, nr. 14-17« til: »§ 5, nr. 14-18«.
Stk. 2. ---
§ 52. Finanstilsynet giver tilladelse efter §§ 50
eller 51, når følgende krav er opfyldt, jf. dog §
53:
1-3) ---
I § 52 indsættes som nr. 4:
»4) Finanstilsynet vurderer, at virksomheden er
i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.«
Stk. 2. ---
§ 60. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Finanstilsynet kan undlade at give en til-
ladelse i henhold til stk. 1, hvis Finanstilsynet
vurderer, at virksomheden ikke opfylder kravene
i denne lov eller regler udstedt i medfør af denne
I § 60, stk. 5, ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.
91
lov, hvis oplysningerne i henhold til stk. 2 er
ufuldstændige, eller hvis ansvarsforsikringen ik-
ke lever op til kravene i stk. 4 eller reglerne ud-
stedt i medfør af stk. 8.
Stk. 6. En virksomhed, der har en tilladelse i
henhold til stk. 1, skal behandles som et beta-
lingsinstitut. Kapitel 5-7 med undtagelse af §§
65-67, 72, 83 og 87-90 finder dog ikke anven-
delse på betalingsinstitutter, der alene udbyder
kontooplysningstjenester.
I § 60, stk. 6, 2. pkt., ændres »Kapitel 5-7« til:
»§§ 21-24, § 39 og kapitel 5-7«.
Stk. 7-8. ---
Efter § 60 indsættes før overskriften før § 61:
»§ 60 a. Senest 3 måneder efter modtagelse af
en ansøgning om tilladelse, jf. § 60, eller, hvis
ansøgningen er ufuldstændig, efter modtagelse
af de oplysninger, der er nødvendige for at træf-
fe afgørelse, underretter Finanstilsynet ansøge-
ren om, hvorvidt ansøgningen kan imødekom-
mes.«
Efter § 66 indsættes før overskriften før § 67:
Ȥ 66 a. En udbyder af betalingstjenester, der
udbyder tjenester til forbrugere, skal stille den
folder, som Kommissionen udarbejder i medfør
af artikel 106 i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015
om betalingstjenester i det indre marked, gratis
til rådighed for alle udbyderens brugere på en
let tilgængelig måde. Folderen skal fremgå af
udbyderens hjemmeside og være tilgængelig på
papir hos udbyderens filialer, agenter og, hvor
relevant, andre virksomheder, hvortil aktiviteter
er outsourcet. For personer med handicap skal
oplysningerne efter 1. pkt. stilles til rådighed
ved hjælp af hensigtsmæssige alternative mid-
ler, således at oplysningerne stilles til rådighed
i et tilgængeligt format.«
§ 123. ---
Stk. 2. ---
92
Stk. 3. I tilfælde, hvor en betalingstransaktion
sker ved anvendelse af et betalingsinstrument,
kan udbyderne af betalingstjenester og beta-
lingsmodtageren indgå aftale om betaling for
særlige ordninger tilknyttet det enkelte beta-
lingsinstrument, i det omfang disse særlige ord-
ninger ikke er omfattet af abonnementsordnin-
gen, jf. stk. 4.
I § 123, stk. 3, ændres »abonnementsordningen,
jf. stk. 4« til: »regler fastsat af erhvervsministe-
ren efter stk. 4«.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nærme-
re regler om, at udbyderen for visse typer af be-
talingsinstrumenter alene kan pålægge betalings-
modtageren at betale et årligt abonnement til
dækning af udbyderens omkostninger til driften
af betalingssystemet.
§ 123, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nær-
mere regler om, hvilke prismodeller udbyderne
af visse typer af betalingsinstrumenter kan an-
vende til at pålægge betalingsmodtageren at be-
tale til dækning af udbyderens omkostninger til
driften af betalingssystemet.«
Stk. 5. Erhvervsministeren kan fastsætte nærme-
re regler om, hvorledes prisen for det årlige
abonnement i stk. 4 skal beregnes. Erhvervsmi-
nisteren kan endvidere fastsætte supplerende
regler for betalingsinstrumenter omfattet af stk.
1.
I § 123, stk. 5, 1. pkt., ændres »prisen for det år-
lige abonnement i stk. 4« til: »betalingen i pris-
modeller fastsat efter stk. 4«.
Stk. 6. ---
§ 130. Finanstilsynet påser overholdelsen af lo-
ven med undtagelse af § 27 og påser overholdel-
sen af regler udstedt i medfør af loven, jf. dog
§§ 144 og 145. Finanstilsynet påser endvidere
overholdelsen af artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og
7, artikel 3b og 4 i Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 924/2009/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fæl-
lesskabet og om ophævelse af forordning (EF)
nr. 2560/2001 og Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts
2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til
kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro
og forordninger udstedt i medfør af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af
25. november 2015 om betalingstjenester i det
indre marked.
I § 130, stk. 1, 2. pkt., ændres »artikel 3, artikel
3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel
3-4«.
§ 132. ---
93
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. Finanstilsynet kan indhente oplysninger
efter stk. 1-5 til brug for de i § 136, stk. 5, nr.
17-22, nævnte myndigheder og organer.
I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og stk.
10, der bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11, og §
137, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
Stk. 7. ---
§ 136. Finanstilsynets ansatte er under ansvar ef-
ter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet til at
hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de
får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden,
og fortrolige oplysninger, som de får kendskab
til fra Finansiel Stabilitet, såfremt oplysningerne
vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og
§§83-90. Det samme gælder personer, der udfø-
rer serviceopgaver som led i Finanstilsynets
drift, og eksperter, der handler på tilsynets veg-
ne. Dette gælder også efter ansættelses- eller
kontraktforholdets ophør.
I § 136, stk. 1, 1. pkt., udgår », såfremt oplys-
ningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3
og 8 og §§ 83-90«.
Stk. 2. ---
I § 136 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse på oplys-
ninger i sager omfattet af kapitel 5-7.«
Stk. 3-10 bliver herefter 4-11.
Stk. 3 og 4. ---
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder
for, at fortrolige oplysninger videregives til:
1-3) ---
4) Vedkommende minister som led i
dennes overordnede tilsyn, jf. dog
stk. 10.
I § 136, stk. 5, nr. 4, der bliver stk. 6, nr. 4, æn-
dres »stk. 10« til: »stk. 11«.
5 og 6) ---
7) En parlamentarisk kommission
nedsat af Folketinget, jf. dog stk.
9 og 10.
I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23,
der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
94
I § 136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk. 6,
nr. 7, 8 og 14, ændres »og 10« til: »og 11«.
8) Undersøgelseskommissioner ned-
sat ved lov eller i henhold til lov
om undersøgelseskommissioner,
jf. dog stk. 9 og 10.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
23. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk.
6, nr. 7, 8 og 14, ændres »og 10« til: »og 11«.
9) ---
10) Skifteretten, jf. dog stk. 9, andre
myndigheder, der medvirker ved
likvidation, konkursbehandling
eller lignende procedurer for en
virksomhed omfattet af denne
lov, og kurator samt personer, der
er ansvarlige for den lovpligtige
revision af regnskaber for en
virksomhed omfattet af denne
lov, under forudsætning af at
modtagerne af oplysninger har
behov herfor til varetagelse af de-
res opgaver.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
11 og 12) ---
13) Erhvervsstyrelsen i sin egenskab
af tilsynsmyndighed for efterle-
velse af selskabslovgivningen,
når videregivelse sker med hen-
blik på at styrke det finansielle
systems stabilitet og integritet, jf.
dog stk. 9, Erhvervsstyrelsen og
Revisornævnet i deres egenskab
af tilsynsmyndighed for den lov-
pligtige revision af regnskaber for
virksomheder omfattet af denne
lov, jf. dog stk. 9. Videregivelse
efter 1. pkt. kan kun ske, under
forudsætning af at modtageren
har behov herfor til varetagelsen
af dennes opgaver.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
95
14) Sagkyndige, som bistår Finanstil-
synet, Erhvervsstyrelsen, Revi-
sornævnet og institutioner, der
forvalter indskyder-, investor- el-
ler forsikringsgarantiordninger
med udførelsen af deres tilsyns-
opgaver, under forudsætning af at
modtageren har behov for oplys-
ningerne til varetagelsen af den-
nes opgaver, jf. dog stk. 9 og 10.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
23. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk.
6, nr. 7, 8 og 14, ændres »og 10« til: »og 11«.
15) Offentlige myndigheder, som
overvåger betalingssystemerne i
Danmark og andre lande inden
for Den Europæiske Union eller
lande, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle om-
råde, under forudsætning af at op-
lysningerne er nødvendige for
dem til opfyldelse af deres lovbe-
stemte opgaver, herunder over-
vågning af betalings- og værdipa-
pirhåndteringssystemer og vareta-
gelse af det finansielle systems
stabilitet.
§ 136, stk. 5, nr. 15, der bliver til stk. 6, nr. 15,
affattes således:
»15) Danmarks Nationalbank, centralbanker i
lande inden for Den Europæiske Union eller
lande, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, Det Europæiske System
af Centralbanker og Den Europæiske Central-
bank i deres egenskab af pengepolitisk myndig-
hed samt offentlige myndigheder, som overvå-
ger betalingssystemerne i Danmark og andre
lande inden for Den Europæiske Union eller
lande, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, under forudsætning af at
oplysningerne er nødvendige for dem til opfyl-
delse af deres lovbestemte opgaver, herunder
udførelse af pengepolitik, overvågning af beta-
lings- og værdipapirhåndteringssystemer samt
varetagelse af det finansielle systems stabili-
tet.«
16 og 17) ---
18) Organer i andre lande inden for
Den Europæiske Union eller i
lande, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle om-
råde, der fører tilsyn med orga-
ner, der medvirker ved likvida-
tion, konkursbehandling eller lig-
nende procedurer for virksomhe-
der omfattet af denne lov, og
myndigheder, der fører tilsyn
med personer, som er ansvarlige
for den lovpligtige revision af
virksomheder omfattet af denne
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
96
lov, under forudsætning af at
modtageren af oplysningerne har
behov herfor til varetagelsen af
dennes opgaver, jf. dog stk. 9.
19) Organer i andre lande inden for
Den Europæiske Union eller i
lande, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle om-
råde, der er ansvarlige for at påvi-
se overtrædelser af selskabsretten,
under forudsætning af at modta-
geren af oplysningerne har behov
herfor til varetagelsen af dennes
opgaver og at videregivelse sker
med henblik på at styrke det fi-
nansielle systems stabilitet og in-
tegritet, jf. dog stk. 9.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
20-22) ---
23) Færøske tilsynsmyndigheder på
det finansielle område, under for-
udsætning af at modtagerne er
underlagt en lovbestemt tavsheds-
pligt, der mindst svarer til tav-
shedspligten i medfør af stk. 1, og
at modtagerne har behov for op-
lysningerne til varetagelse af de-
res opgaver, jf. dog stk. 9.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
I § 136, stk. 5, der bliver stk. 6, indsættes som
nr. 24-26:
»24) Den Internationale Valutafond og Ver-
densbanken med henblik på vurderinger som
led i programmet til vurdering af den finansielle
sektor.
25) Den Internationale Betalingsbank med hen-
blik på kvantitative konsekvensanalyser.
26) Rådet for Finansiel Stabilitet med henblik
på dets tilsynsfunktion.«
Stk. 6. Alle, der i henhold til stk. 4 og 5 modta-
ger fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er
I § 136, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 4
og 5« til: »stk. 5 og 6«.
97
med hensyn til disse oplysninger undergivet den
i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.
Stk. 7. Fortrolige oplysninger modtaget i medfør
af stk. 5, nr. 22, kan uanset tavshedspligten som
nævnt i stk. 6 udveksles direkte mellem på den
ene side Den Europæiske Banktilsynsmyndig-
hed, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordnin-
ger og Den Europæiske Værdipapir- og Mar-
kedstilsynsmyndighed samt organer etableret af
disse og på den anden side Det Europæiske Råd
for Systemiske Risici.
18. I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og
stk. 10, der bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11,
og § 137, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
I § 136, stk. 7, der bliver stk. 8, ændres »stk. 6«
til: »stk. 7«.
Stk. 8. ---
Stk. 9. Videregivelse efter stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13,
14, 17-20 og 23, af fortrolige oplysninger, der
hidrører fra lande inden for Den Europæiske
Union eller lande, som Unionen har indgået af-
tale med på det finansielle område, kan endvide-
re alene ske, såfremt de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykke-
lige tilladelse, og må udelukkende benyttes til
det formål, som tilladelsen vedrører. Ved videre-
givelse af oplysninger efter stk. 5, nr. 14 og 20,
meddeler Finanstilsynet de myndigheder eller
organer, som har videregivet oplysningerne,
hvilke sagkyndige oplysningerne vil blive vide-
resendt til, med angivelse af de sagkyndiges be-
føjelser.
18. I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og
stk. 10, der bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11,
og § 137, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
Stk. 10. Videregivelse af fortrolige oplysninger i
medfør af stk. 5, nr. 4, 7, 8 og 14, kan alene ske,
såfremt de myndigheder eller organer, som har
afgivet oplysningerne, eller de myndigheder i
det medlemsland, hvor kontrolbesøget eller in-
spektionen er foretaget, har givet deres udtryk-
kelige tilladelse, hvor oplysningerne er modtaget
enten fra Den Europæiske Banktilsynsmyndig-
hed, Det Europæiske Udvalg for Systemiske Ri-
sici, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordnin-
ger eller Den Europæiske Værdipapir- og Mar-
kedstilsynsmyndighed og organer etableret
under disse samt i henhold til denne lov, bestem-
melser udstedt i medfør af denne lov, artikel 15 i
18. I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og
stk. 10, der bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11,
og § 137, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
98
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makro-
tilsyn på EU-plan med det finansielle system og
om oprettelse af et europæisk udvalg for sy-
stemiske risici, artikel 31, 35 og 36 i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse
af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Euro-
pæiske Banktilsynsmyndighed) samt artikel 31
og 36 i forordning (EU) nr. 1095/2010 om opret-
telse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyn-
dighed) eller fra myndigheder, der har ansvaret
for tilsynet med virksomheder omfattet af denne
lov, myndigheder og organer, som er ansvarlige
for at opretholde det finansielle systems stabili-
tet gennem anvendelse af makroprudentielle reg-
ler, myndigheder eller organer, som har til for-
mål at sikre den finansielle stabilitet, organer,
der medvirker ved likvidation eller konkursbe-
handling af virksomheder omfattet af denne lov,
eller lignende procedurer, og personer, der er an-
svarlige for den lovpligtige revision af regnska-
ber for virksomheder omfattet af denne lov, eller
hvor oplysninger er tilvejebragt ved kontrolbe-
søg eller undersøgelse efter § 131, stk. 4.
§ 137. ---
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder
for, at personoplysninger videregives i medfør af
§ 136, stk. 5.
18. I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og
stk. 10, der bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11,
og § 137, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
Stk. 3. ---
§ 138. Reaktioner givet efter denne lovs § 130,
stk. 2, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel
virksomhed, eller af Finanstilsynet efter delega-
tion fra Finanstilsynets bestyrelse til en virksom-
hed omfattet af denne lov skal offentliggøres
med angivelse af navnet på virksomheden, jf.
dog stk. 3. Virksomheden skal offentliggøre op-
lysningerne på sin eventuelle hjemmeside på et
sted, hvor de naturligt hører hjemme, hurtigst
muligt og senest 3 hverdage efter at virksomhe-
den har modtaget underretning om reaktionen,
eller senest på tidspunktet for offentliggørelse
I § 138, stk. 1, 8. pkt., ændres »artikel 3, artikel
3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel
3-4«.
99
påkrævet efter lov om værdipapirhandel m.v.
Samtidig med offentliggørelsen skal virksomhe-
den indsætte et link, som giver direkte adgang til
reaktionen, på forsiden af virksomhedens even-
tuelle hjemmeside på en synlig måde, og det
skal af linket og en eventuel tilknyttet tekst tyde-
ligt fremgå, at der er tale om en reaktion fra Fi-
nanstilsynet. Kommenterer virksomheden på re-
aktionen, skal dette ske i forlængelse af denne,
og kommentarerne skal være klart adskilt fra re-
aktionen. Fjernelse af linket på forsiden og in-
formationerne fra virksomhedens eventuelle
hjemmeside skal finde sted efter samme princip-
per, som virksomheden anvender for øvrige
meddelelser, dog tidligst når linket og informa-
tionerne har ligget på hjemmesiden i 3 måneder,
og tidligst efter førstkommende generalforsam-
ling eller repræsentantskabsmøde. Virksomhe-
dens pligt til at offentliggøre oplysningerne på
virksomhedens hjemmeside gælder kun for juri-
diske personer. Finanstilsynet skal offentliggøre
oplysningerne på tilsynets hjemmeside. Reaktio-
ner givet i henhold til denne lovs § 130, stk. 2,
jf. § 345, stk. 12, nr. 6, i lov om finansiel virk-
somhed, og Finanstilsynets beslutninger om at
overgive sager efter denne lov eller regler ud-
stedt i medfør af loven eller efter forordninger
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2015/2366/EU af 25. november
2015 om betalingstjenester i det indre marked,
artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4
i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
924/2009/EF af 16. september 2009 om grænse-
overskridende betalinger i Fællesskabet og om
ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og
forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og
direkte debiteringer i euro til politimæssig efter-
forskning skal offentliggøres på Finanstilsynets
hjemmeside med angivelse af virksomhedens
navn, jf. dog stk. 3. Indbringes reaktionen, der
offentliggøres i henhold til 1. pkt., for Erhvervs-
ankenævnet eller domstolene, skal dette fremgå
af Finanstilsynets offentliggørelse, og det efter-
følgende resultat af Erhvervsankenævnets eller
domstolenes afgørelse skal ligeledes offentlig-
100
gøres på Finanstilsynets hjemmeside hurtigst
muligt.
Stk. 2-6. ---
§ 139. Finanstilsynet skal orientere offentlighe-
den om sager, som er behandlet af Finanstilsy-
net, anklagemyndigheden eller domstolene, og
som er af almen interesse eller af betydning for
forståelsen af bestemmelserne i denne lov bort-
set fra kapitel 2-4. 1. pkt. gælder også for sager
vedrørende artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, ar-
tikel 3b og 4 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 924/2009/EF af 16. september 2009
om grænseoverskridende betalinger i Fællesska-
bet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001 og sager vedrørende Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning nr. 260/2012/EU
af 14. marts 2012 om tekniske og forretnings-
mæssige krav til kreditoverførsler og direkte de-
biteringer i euro.
I § 139, stk. 1, 2. pkt., ændres »artikel 3, artikel
3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel
3-4«.
Stk. 2. ---
§ 143. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i hen-
hold til denne lov, regler udstedt i medfør heraf,
forordninger udstedt i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25.
november 2015 om betalingstjenester i det indre
marked, artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, arti-
kel 3b og 4 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 924/2009/EF af 16. september 2009
om grænseoverskridende betalinger i Fællesska-
bet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001 eller Europa-Parlamentets eller Rå-
dets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts
2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til
kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro
kan af den, som afgørelsen retter sig mod, ind-
bringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger
efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.
I § 143 ændres »artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og
7, artikel 3b og 4« til: »artikel 3-4«, og »Euro-
pa-Parlamentets eller Rådets forordning (EU)
nr. 260/2012 af 14. marts 2012« ændres til:
»Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012«.
Efter § 145 indsættes:
»§ 145 a. Konkurrencerådet har det overordne-
de ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sens administration efter denne lov og regler
101
udstedt i medfør heraf. Konkurrencerådet træf-
fer afgørelse i sager af principiel eller særlig
stor betydning. Konkurrencerådet og Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsen er ved administra-
tionen af denne lov og regler udstedt i medfør
heraf uafhængige af erhvervsministeren.
Stk. 2. Konkurrencerådet kan delegere sin kom-
petence til at træffe afgørelser efter stk. 1, 2.
pkt., til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
§ 145 b. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
afgør, om der er tilstrækkelig anledning til at
undersøge eller træffe afgørelse i en sag, herun-
der om sagsbehandlingen midlertidigt eller en-
deligt skal indstilles.«
§ 152. ---
Stk. 2. Overtrædelse af § 21, stk. 1, § 22, § 25,
stk. 1 og 2, § 25 a, stk. 1-3, § 26, stk. 1, § 27,
stk. 1, 27 a, stk. 1, § 28, § 29, stk. 1, nr. 1, § 36,
stk. 1, § 37, stk. 1, 3. pkt., § 38, stk. 1, 1. pkt., og
stk. 2, § 40, § 43, stk. 1 og stk. 7, 4. pkt., og stk.
10, § 44, § 45, stk. 1 og 5 og stk. 8, 4. pkt., § 60,
stk. 7, § 61, stk. 1, § 62, stk. 1 og 3, § 63, stk. 1
og 2, § 64, stk. 1, 3 og 4, § 66, stk. 1, § 67, stk.
1-6, §§ 68, 69, 70, 71 og 72, § 75, stk. 3, §§
76-78 og 80, § 81, stk. 1, § 83, stk. 2, §§ 84, 85,
86, 87, 88 og 89, § 90, stk. 2-4, § 91, stk. 1-4, §
92, stk. 2 og 3, § 94, stk. 1 og 2, § 95, § 96, stk.
1-3, § 101, stk. 1, § 110, stk. 1, § 117, § 118,
stk. 1 og 2, § 120, stk. 1, § 121, stk. 2, 1. pkt., §
122, stk. 1 og 2, § 123, stk. 1 og 2, § 124, stk. 2
og 4, § 125, stk. 2-6, § 126, stk. 1, § 127, stk.
1-3, og § 128, stk. 1 og 5, samt artikel 3, stk. 1
og 1a, artikel 3a, stk. 3 og 4, artikel 3b, artikel 4,
stk. 1, 3 og 4, og artikel 6 og 7 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 924/2009/EF af
16. september 2009 om grænseoverskridende
betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af
forordning (EF) nr. 2560/2001, artikel 3-6 og
8-9 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
nr. 260/2012/EU af 14. marts 2012 om tekniske
og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler
og direkte debiteringer i euro og om ændring af
forordning nr. 924/2009/EF om grænseoverskri-
I § 152, stk. 2, ændres »artikel 3a, stk. 3-4« til
»artikel 3a, stk. 3-5«.
102
dende betalinger i euro (SEPA-forordningen) og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
2015/751/EU om interbankgebyrer for kortbase-
rede betalingstransaktioner straffes med bøde.
Stk. 3-7. ---
§ 2
I hvidvaskloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 380
af 2. april 2020, foretages følgende ændringer:
§ 1. Denne lov finder anvendelse på følgende
virksomheder og personer:
1-18) ---
19) Valutavekslingsvirksomhed, jf.
dog stk. 4.
I § 1, stk. 1, nr. 19, ændres »stk. 4« til: »stk. 6«.
20) Udbydere af spil, jf. dog stk. 5. § 1, stk. 1, nr. 20, affattes således:
»20) Udbydere af spil, som defineret i lov om
spil, jf. dog stk. 7.«
21-24) ---
Stk. 2-7. ---
Efter § 5 indsættes før overskriften før § 6:
Ȥ 5 a. Betalinger foretaget med anonyme for-
udbetalte kort udstedt i tredjelande må ikke ind-
løses i Danmark. Tilsvarende må restværdien i
kontanter eller kontanthævning af pengeværdi-
en på sådanne betalingskort ikke indløses i
Danmark.«
§ 7. ---
Stk. 2. Den daglige ledelse i virksomheder om-
fattet af § 1, stk. 1, nr. 1-8, 10, 11, 19, 23 og 24,
skal udpege en ansat, der har fuldmagt til at
træffe beslutninger på vegne af virksomheden i
henhold til § 8, stk. 2, § 18, stk. 3, og § 19, stk.
1, nr. 3. Personen kan være medlem af virksom-
hedens daglige ledelse. Personen skal have til-
I § 7, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§ 8, stk. 2«:
», § 17, stk. 2, nr. 5«.
103
strækkeligt kendskab til virksomhedens risiko
for hvidvask og terrorfinansiering til at kunne
træffe beslutninger, der kan påvirke virksomhe-
dens risikoeksponering. Personen skal endvidere
have et tilstrækkelig godt omdømme og må ikke
have udvist en adfærd, der giver grund til at an-
tage, at personen ikke vil varetage stillingen på
forsvarlig måde.
Stk. 3. ---
§ 8. --- 5. I § 8, stk. 4, indsættes efter »og som har en
intern revision eller intern audit,«: »samt besty-
relser i andre virksomheder, der er omfattet af §
1, stk. 1, som i henhold til anden lovgivning er
underlagt krav om en intern revision eller intern
audit,«.
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Bestyrelser i virksomheder, som er om-
fattet af § 1, stk. 1, nr. 1-7, og som har en intern
revision eller intern audit, skal sikre, at den in-
terne revision eller interne audit vurderer, hvor-
vidt virksomhedens politikker, forretningsgange
og kontroller, jf. kravene i denne lov og regler
udstedt i medfør heraf, er tilrettelagt og fungerer
på betryggende vis.
§ 11. Kundekendskabsprocedurer omfatter føl-
gende:
1 og 2) ---
Virksomheden eller personen skal
indhente identitetsoplysninger på
den eller de reelle ejere og gen-
nemføre rimelige foranstaltninger
for at kontrollere den eller de reelle
ejeres identitet, således at virksom-
heden eller personen med sikker-
hed ved, hvem den eller de reelle
ejere er. Er kunden en juridisk per-
son, herunder fonde, eller en ikke-
juridisk person, herunder en trust
eller et lignende juridisk arrange-
ment, skal der herunder gennemfø-
I § 11, stk. 1, nr. 3, 4. pkt., ændres »§ 2, litra a,
nr. ii« til: »§ 2, nr. 9, litra a, nr. ii«.
104
res rimelige foranstaltninger for at
klarlægge den juridiske persons
ejer- og kontrolstruktur. Er den re-
elle ejer en begunstiget af en trusts
eller et lignende juridisk arrange-
ments formue, jf. § 2, nr. 9, litra b,
nr. iv, eller en fonds eller et lignen-
de juridisk arrangements formue,
jf. § 2, nr. 9, litra c, skal virksom-
heden eller personen træffe de for-
anstaltninger, der er nævnt i 1. pkt.,
senest på det tidspunkt, hvor udbe-
talingen finder sted, eller hvor
modtageren udøver sin ret. Identifi-
ceres den daglige ledelse som den
reelle ejer, skal virksomheden eller
personen træffe de nødvendige ri-
melige foranstaltninger for at kon-
trollere identiteten af den eller de
fysiske personer, der udgør kun-
dens daglige ledelse, jf. § 2, litra a,
nr. ii. Virksomheden eller personen
skal opbevare oplysninger om de
iværksatte foranstaltninger og om
eventuelle opståede vanskeligheder
under udførelsen af kontrollen.
4 og 5) ---
§ 14. ---
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. Stk. 5 finder ikke anvendelse for advoka-
ter, når de fastslår en klients retsstilling eller for-
svarer eller repræsenterer denne under eller i
forbindelse med en retssag, herunder rådgiver
om at indlede eller undgå et sagsanlæg. De per-
soner og virksomheder, som er nævnt i § 1, stk.
1, nr. 14-17, er, når de bistår en advokat i de si-
tuationer som nævnt i 1. pkt., undtaget fra kravet
i stk. 2 i samme omfang som den advokat, de bi-
står.
7. I § 14, stk. 6, 2. pkt., ændres »stk. 2« til: »stk.
5«.
§ 25. Virksomheder og personer omfattet af den-
ne lov skal undersøge baggrunden for og formå-
let med alle transaktioner, der
8. § 25, stk. 1, affattes således:
105
»Virksomheder og personer skal undersøge
baggrunden for og formålet med:
Alle transaktioner, der
er komplekse,
er usædvanligt store,
foretages i et usædvanligt mønster, eller
ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt for-
mål.
Alle usædvanlige aktiviteter, der ikke har et
åbenbart økonomisk eller lovligt formål.«
1) er komplekse,
2) er usædvanlig store,
3) foretages i et usædvanligt møns-
ter eller
4) ikke har et åbenbart økonomisk
eller lovligt formål.
Stk. 2-4. ---
§ 47. Finanstilsynet påser, at virksomheder og
personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23
og 24 overholder loven, regler udstedt i medfør
heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2015/847/EU af 20. maj 2015 om oplysnin-
ger, der skal medsendes ved pengeoverførsler,
og forordninger indeholdende regler om finan-
sielle sanktioner mod lande, personer, grupper,
juridiske enheder eller organer. Dette gælder
dog ikke overholdelse af § 36.
9. I § 47, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk.
1, nr. 1-13, 19, 23 og 24«: », samt filialer, dis-
tributører og agenter her i landet af sådanne
udenlandske virksomheder og personer«.
Stk. 2-4. ---
§ 57. Erhvervsstyrelsen påser, at virksomheder
og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og
22, overholder denne lov, regler udstedt i med-
før heraf og forordninger udstedt af Europa-Par-
lamentet og Rådet indeholdende regler om fi-
nansielle sanktioner mod lande, personer, grup-
10. I § 57, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1,
stk. 1, nr. 15-18 og 22,«: » samt filialer, distri-
butører og agenter her i landet af sådanne uden-
landske virksomheder og personer«.
106
per, juridiske enheder eller organer. Dette gæl-
der dog ikke overholdelse af § 36.
Stk. 2-3. ---
11. I § 57 indsættes som stk. 4-6:
»Stk. 4. Erhvervsstyrelsen skal samarbejde med
de kompetente myndigheder i EU- eller EØS-
lande om at medvirke ved tilsynsaktiviteter,
kontroller på stedet eller inspektioner her i lan-
det, når virksomheder og personer, der udøver
den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1,
nr. 15-18 og 22, der er under tilsyn i et andet
EU- eller EØS-land, udøver disse aktiviteter her
i landet, eller når virksomheder og personer,
som er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22,
der er underlagt dansk tilsyn, men opererer i an-
dre EU- eller EØS-lande.
Stk. 5. Tilsynsmyndighederne i et andet EU- el-
ler EØS-land kan efter forudgående aftale med
Erhvervsstyrelsen foretage inspektion hos de
her i landet beliggende virksomheder og perso-
ner, der udøver den type virksomhed, som er
nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, med hjem-
sted i det pågældende land. Erhvervsstyrelsen
kan deltage i inspektionen som nævnt i 1. pkt.
Modsætter en virksomhed eller person som
nævnt i 1. pkt. sig en kompetent udenlandsk
myndigheds inspektion, kan undersøgelsen kun
foretages med Erhvervsstyrelsens medvirken.
Stk. 6. Erhvervsstyrelsen kan anmode de kom-
petente myndigheder i et EU- eller EØS-land
om at medvirke til at påse overholdelsen af lo-
ven og de regler, der er udstedt i medfør af lo-
ven, vedrørende virksomheder og personer, der
udøver den type virksomhed, som er nævnt i §
1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, med hjemsted i et an-
det EU- eller EØS-land ved tilsynsaktioner,
kontroller på stedet eller inspektioner på et an-
det EU- eller EØS-lands område.«
§ 64. Advokatrådet påser, at advokater omfattet
af § 1, stk. 1, nr. 14, overholder loven og de reg-
12. I § 64. stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1,
stk. 1, nr. 14«: », samt advokater, der er etable-
107
ler, der er udstedt i medfør heraf, samt Europa-
Parlamentets og Rådets forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lan-
de, personer, grupper, juridiske enheder eller or-
ganer. Dette gælder dog ikke overholdelse af §
36
ret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-land
eller i Schweiz, og som udøver advokatvirk-
somhed her i landet«
Stk. 2. ---
13. I § 64 indsættes som stk. 3-5:
»Stk. 3. Advokatrådet skal samarbejde med
kompetente myndigheder i EU- eller EØS-lan-
de om at medvirke ved tilsynsaktiviteter, kon-
troller på stedet eller inspektioner her i landet,
når virksomheder og personer, der udøver den
type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr.
14, der er under tilsyn i et andet EU- eller EØS-
land, udøver advokatvirksomhed her i landet,
eller en dansk virksomhed eller person omfattet
af § 1, stk. 1, nr. 14, der er underlagt dansk til-
syn, men opererer i andre EU- eller EØS-lande.
Stk. 4. Tilsynsmyndighederne i et andet EU- el-
ler EØS-land kan efter forudgående aftale med
Advokatrådet foretage inspektion hos de her i
landet beliggende virksomheder og personer,
der udøver den type virksomhed, som er nævnt
i § 1, stk. 1, nr. 14, med hjemsted i det pågæl-
dende land. Advokatrådet kan deltage i inspek-
tionen som nævnt i 1. pkt. Modsætter en virk-
somhed eller person som nævnt i 1. pkt. sig en
kompetent udenlandsk myndigheds inspektion,
kan undersøgelsen kun foretages med Advoka-
trådets medvirken.
Stk. 5. Advokatrådet kan anmode de kompeten-
te myndigheder i et EU- eller EØS-land om at
medvirke til at påse overholdelsen af loven og
de regler, der er udstedt i medfør af loven, ved-
rørende virksomheder og personer, der udøver
den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1,
nr. 14, med hjemsted i et andet EU- eller EØS-
land ved tilsynsaktioner, kontroller på stedet el-
ler inspektioner på et andet EU- eller EØS-
lands område.«
108
14. Efter § 64 indsættes før overskriften før §
65:
»§ 64 a. Advokatrådets reaktioner i forbindelse
med tilsyn efter § 64, herunder beslutninger om
at overdrage en sag til politimæssig efterforsk-
ning, skal offentliggøres af advokatrådet på Ad-
vokatsamfundets hjemmeside, jf. dog stk. 5.
Offentliggørelsen skal omfatte den juridiske el-
ler fysiske persons navn, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Offentliggjorte reaktioner forbliver på
Advokatsamfundets hjemmeside i 5 år efter of-
fentliggørelse. Personoplysninger indeholdt i
offentliggørelsen må dog kun forblive på Advo-
katrådets hjemmeside i det nødvendige tidsrum.
Stk. 3. Offentliggørelse efter stk. 1, der omfatter
en fysisk persons navn, kan dog alene ske ved
personens alvorlige, gentagne eller systemati-
ske overtrædelser af § 10, nr. 1, 2, 4 og 5, § 11,
stk. 1 og 2 og stk. 3, 1., 3. og 4. pkt., § 14, stk.
1, stk. 2, 2. pkt., stk. 3 og 5, § 17, stk. 1 og 2, §
18, § 21, stk. 1, 2. pkt., § 25, stk. 1, § 26, stk. 1
og 3 og stk. 4, 1. pkt., og § 30.
Stk. 4. Har Advokatrådet overgivet en sag til
politimæssig efterforskning, og er der afsagt
fældende dom eller vedtaget bøde, skal Advo-
katrådet offentliggøre dommen, bødevedtagel-
sen eller et resumé heraf, jf. dog stk. 5. Er dom-
men ikke endelig, skal dette fremgå af offent-
liggørelsen. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende an-
vendelse.
Stk. 5. Offentliggørelse efter stk. 1-4 kan dog
ikke ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig
stor skade for virksomheden eller efterforsk-
ningsmæssige hensyn taler imod offentliggørel-
se. Oplysninger om enkeltpersoners private,
herunder økonomiske, forhold og tekniske ind-
retninger eller fremgangsmåder eller om drifts-
eller forretningsforhold el.lign., for så vidt det
er af væsentlig økonomisk betydning for den
person eller virksomhed, oplysningerne angår,
109
offentliggøres ikke. Offentliggørelsen må ikke
indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører
fra en myndighed fra et EU- eller EØS-land,
medmindre de myndigheder, som har afgivet
oplysningerne, har givet deres udtrykkelige til-
ladelse.
Stk. 6. Er offentliggørelse undladt i henhold til
stk. 5, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse efter
stk. 1-4, når de hensyn, der nødvendiggjorde
undladelsen, ikke længere er gældende. Efter 2
år fra datoen for reaktionen eller beslutningen
om at overgive sagen til politimæssig efter-
forskning skal der dog ikke ske offentliggørelse
uanset 1. pkt. Der skal alene ske offentliggørel-
se, hvis der ikke er sket påtaleopgivelse eller
tiltalefrafald efter retsplejelovens regler.
Stk. 7. I sager, hvor Advokatrådet har offentlig-
gjort en beslutning om at overgive en sag til po-
litimæssig efterforskning efter stk. 1, og der
træffes afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefra-
fald, afsiges frifindelse i Advokatnævnet eller
afsiges frifindende dom, skal Advokatrådet ef-
ter anmodning fra den fysiske eller juridiske
person, som sagen vedrører, offentliggøre op-
lysninger herom. Den fysiske eller juridiske
person skal indsende en kopi af afgørelsen om
påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller en kopi
af frifindende afgørelse eller dom til Advoka-
trådet samtidig med anmodning om offentliggø-
relse. Er påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet, afgø-
relse eller dommen ikke endelig, skal det frem-
gå af offentliggørelsen. Modtager Advokatrådet
dokumentation for, at sagen er afsluttet ved en-
delig påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller afsigel-
se af endelig frifindende afgørelse eller dom,
skal Advokatrådet fjerne alle oplysninger om
beslutningen om at overgive sagen til politi-
mæssig efterforskning og eventuelle efterføl-
gende domme i sagen fra Advokatrådets hjem-
meside.
Stk. 8. Advokatrådet skal efter anmodning fra
en fysisk eller juridisk person, som er frifundet,
offentliggøre resultatet af anken eller genopta-
110
gelsen. Den fysiske eller juridiske person skal
samtidig med anmodningen om offentliggørelse
indsende kopi af dommen i ankesagen eller den
genoptagede sag. Er resultatet af anken eller
den genoptagede sag et andet end resultatet af
dommen offentliggjort i medfør af stk. 4, 1.
pkt., kan Advokatrådet beslutte at fjerne dom-
men fra Advokatrådets hjemmeside.
Stk. 9. Advokatnævnets kendelser for overtræ-
delse af denne lov og de regler, der er udstedt i
medfør heraf, samt Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordninger indeholdende regler om fi-
nansielle sanktioner mod lande, personer, grup-
per, juridiske enheder eller organer skal offent-
liggøres af Advokatrådet på Advokatsamfun-
dets hjemmeside, når fristen for at indbringe
kendelsen for retten er udløbet. Dette gælder
dog ikke overholdelse af § 36. Kendelser, som
indbringes for retten, offentliggøres, når der er
afsagt endelig dom. Bestemmelserne i stk. 2-8
finder tilsvarende anvendelse.«
§ 65. Spillemyndigheden påser, at udbydere af
spil omfattet af § 1, stk. 1, nr. 20, overholder lo-
ven, de regler, der er udstedt i medfør heraf, og
forordninger indeholdende regler om finansielle
sanktioner mod lande, personer, grupper, juridi-
ske enheder eller organer. Dette gælder dog ikke
overholdelse af § 36.
15. I § 65, stk. 1,1. pkt., indsættes efter »§ 1,
stk. 1, nr. 20,«: »samt filialer, distributører og
agenter her i landet af sådanne udenlandske
virksomheder og personer«.
Stk. 2-6. ---
§ 78. Overtrædelse af § 55, stk. 4, 1.-4. pkt., og
stk. 5, 3.-7. pkt., straffes med bøde. Forsætlig el-
ler grov uagtsom overtrædelse af § 5, § 6, stk. 1,
2. pkt., § 6 a, § 7, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1-4 og 6,
§§ 9 og 10, § 11, stk. 1 og 2 og stk. 3, 1., 3. og
4. pkt., § 12, § 14, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., stk. 3,
stk. 4, 2. pkt., og stk. 5, §§ 15 og 16, § 17, stk.
1-4, §§ 18-20, § 21, stk. 1, 2. pkt., § 22, stk. 2 og
3, § 24, stk. 1, 2. pkt., stk. 2 og 3, § 25, stk. 1-3,
§ 26, stk. 1 og 3 og stk. 4, 1. pkt., § 29, stk. 4 og
6, §§ 30 og 31, § 31 b, stk. 1, § 35, stk. 1, §35 a,
stk. 1, § 36, stk. 1 og 2, § 36 a, § 38, stk. 1, §§
16. I § 78, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 5« til: »§§ 5
og 5 a«, og efter »§ 31 b, stk. 1« indsættes: », §
32«.
111
40, 43 og 44, § 45, stk. 2, § 48, stk. 1 og 2, § 49,
stk. 1, § 57, stk. 2, § 58, stk. 1, § 59, stk. 1, og §
65, stk. 2, og artikel 4-8, 10-12 og 16 i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2015/847/EU
af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal med-
sendes ved pengeoverførsler, samt artikel 6, stk.
1, i Rådets forordning 2001/1338/EF af 28. juni
2001 om fastlæggelse af de foranstaltninger, der
er nødvendige for at beskytte euroen mod falsk-
møntneri, som ændret ved forordning
2009/44/EF, jf. Rådets forordning 2001/1339/EF
af 28. juni 2001 om udvidelse af virkningerne af
forordning 2001/1338/EF om fastlæggelse af de
foranstaltninger, der er nødvendige for at be-
skytte euroen mod falskmøntneri, til også at om-
fatte de medlemsstater, der ikke har indført
euroen som fælles valuta, straffes med bøde,
medmindre højere straf er forskyldt efter straffe-
lovens regler.
Stk. 2-6. ---
§ 79. Med bøde straffes en virksomhed eller en
person, der ikke efterkommer et påbud, som er
givet i medfør af § 51, § 54, stk. 1, eller §§ 60
eller 66.
17. I § 79 ændres »§ 51« til: »§§ 51-51 b«.
§ 80. Undlader en virksomhed eller en person at
opfylde de pligter, som efter loven påhviler dem
i medfør af § 49, stk. 1 og 5, kan Finanstilsynet
som tvangsmiddel pålægge personen, virksom-
heden eller de for virksomheden ansvarlige per-
soner daglige eller ugentlige bøder.
18. I § 80, stk. 1, indsættes efter »§ 49, stk. 1 og
5«: », eller efter regler udstedt i medfør af § 49,
stk. 7«.
Stk. 2-6. ---
§ 3
I lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse
nr. 377 af 2. april 2020, som ændret ved § 2 i
lov nr. 369 af 9. april 2019, § 5 i lov nr. 641 af
19. maj 2020 og § 5 i lov nr. 642 af 19. maj
2020, foretages følgende ændringer:
§ 62. Operatører af et reguleret marked kan out-
source en proces, en tjenesteydelse eller en akti-
1. I § 62, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
112
vitet, som operatørerne ellers selv ville udføre,
til en leverandør.
»1. pkt. gælder også for en operatør af et regu-
leret marked, der driver en multilateral handels-
facilitet (MHF) eller en organiseret handelsfaci-
litet (OHF).«
Stk. 2 og 3. ---
§ 253 a. Medmindre højere straf er forskyldt ef-
ter den øvrige lovgivning, straffes med bøde
overtrædelse af artikel 4-16, 21, 23-29 og 34 i
Rådets og Parlamentets forordning (EU) nr.
1011/2016 af 8. juni 2016 om indeks, der bruges
som benchmarks i finansielle instrumenter og fi-
nansielle kontrakter eller med henblik på at måle
investeringsfondes økonomiske resultater.
2. I § 253 a indsættes efter »4-16«: », 19 a-19
c«.
§ 4
I lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1046 af 14. oktober 2019, som
ændret ved § 8 i lov nr. 532 af 29. april 2015, §
10 i lov nr. 554 af 7. maj 2019, § 3 i lov nr.
1374 af 13. december 2019, § 8 i lov nr. 1563
af 27. december 2019 og § 3 i lov nr. 641 af 19.
maj 2020, foretages følgende ændringer:
Fodnoten. Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samord-
ning af love og administrative bestemmelser om
visse institutter for kollektiv investering i værdi-
papirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direkti-
vet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side 32, dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af di-
rektiv 2009/65/EF om samordning af love og ad-
ministrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investe-
ringsinstitutter) for så vidt angår depositarfunkti-
oner, aflønningspolitik og sanktioner, EU-Ti-
dende 2014, nr. L 257, side 186 (UCITS V-di-
rektivet), Kommissionens direktiv 2007/16/EF
af 19. marts 2007 om gennemførelse af Rådets
direktiv 85/611/EØF om samordning af love og
administrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investe-
ringsinstitutter) med hensyn til afklaring af be-
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»Loven indeholder bestemmelser, der gennem-
fører Kommissionens direktiv 2007/16/EF af
19. marts 2007 om gennemførelse af Rådets di-
rektiv 85/611/EØF om samordning af love og
administrative bestemmelser om visse institut-
ter for kollektiv investering i værdipapirer (in-
vesteringsinstitutter) med hensyn til afklaring af
bestemte definitioner, EU-Tidende 2007, nr. L
79, side 11, Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samord-
ning af love og administrative bestemmelser
om visse institutter for kollektiv investering i
værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-
direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side
32, Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1.
juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så
vidt angår organisatoriske krav, interessekon-
flikter, god forretningsskik, risikostyring og
113
stemte definitioner, EU-Tidende 2007, nr. L 79,
side 11, Kommissionens direktiv 2010/43/EU af
1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så
vidt angår organisatoriske krav, interessekon-
flikter, god forretningsskik, risikostyring og ind-
holdet af aftalen mellem en depositar og et ad-
ministrationsselskab, EU-Tidende 2010, nr. L
176, side 42, Kommissionens direktiv
2010/44/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF for så vidt angår visse bestemmelser
om fusioner af fonde, master-feeder-strukturer
og anmeldelsesprocedure, EU-Tidende 2010, nr.
L 176, side 28, dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015
om forebyggende foranstaltninger mod anven-
delse af det finansielle system til hvidvask af
penge eller finansiering af terrorisme, om æn-
dring af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2012/648/EU og om ophævelse af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF
samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (4.
hvidvaskdirektiv), EU-Tidende 2015, nr. L 141,
side 73, og dele af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018 om
ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyg-
gende foranstaltninger mod anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge eller fi-
nansiering af terrorisme og om ændring af direk-
tiv 2009/138/EF og 2013/36/EU, EU-Tidende
2018, nr. L 156, side 43, og dele af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af
17. maj 2017 om ændring af direktiv
2007/36/EF, for så vidt angår tilskyndelse til
langsigtet aktivt ejerskab, EU-Tidende 2017, nr.
L 132, side 1. I loven er der endvidere medtaget
visse bestemmelser fra Kommissionens forord-
ning 2010/583/EU af 1. juli 2010 om gennemfø-
relse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF for så vidt angår central investorin-
formation og de betingelser, der skal opfyldes,
når central investorinformation eller prospektet
udleveres på et andet varigt medium end papir
eller via et websted, EU-Tidende 2010, nr. L
176, side 1, Kommissionens forordning
2010/584/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
indholdet af aftalen mellem en depositar og et
administrationsselskab, EU-Tidende 2010, nr. L
176, side 42, Kommissionens direktiv
2010/44/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF for så vidt angår visse bestemmel-
ser om fusioner af fonde, master-feeder-struktu-
rer og anmeldelsesprocedure, EU-Tidende
2010, nr. L 176, side 28, dele af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23.
juli 2014 om ændring af direktiv 2009/65/EF
om samordning af love og administrative be-
stemmelser om visse institutter for kollektiv in-
vestering i værdipapirer (investeringsinstitutter)
for så vidt angår depositar-funktioner, afløn-
ningspolitik og sanktioner, EU-Tidende 2014,
nr. L 257, side 186 (UCITS V-direktivet), dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende
foranstaltninger mod anvendelse af det finan-
sielle system til hvidvask af penge eller finan-
siering af terrorisme, om ændring af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2012/648/EU og om ophævelse af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt
Kommissionens direktiv 2006/70/EF (4. hvid-
vaskdirektiv), EU-Tidende 2015, nr. L 141, si-
de 73, dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2017/828 af 17. maj 2017 om æn-
dring af direktiv 2007/36/EF, for så vidt angår
tilskyndelse til langsigtet aktivt ejerskab, EU-
Tidende 2017, nr. L 132, side 1, og dele af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv
2018/843/EU af 30. maj 2018 om ændring af
direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende for-
anstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering
af terrorisme og om ændring af direktiv
2009/138/EF og 2013/36/EU, EU-Tidende
2018, nr. L 156, side 43. I loven er der endvide-
re medtaget visse bestemmelser fra Kommissio-
nens forordning 2010/583/EU af 1. juli 2010
om gennemførelse af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår
central investorinformation og de betingelser,
der skal opfyldes, når central investorinformati-
on eller prospektet udleveres på et andet varigt
medium end papir eller via et websted, EU-Ti-
114
2009/65/EF for så vidt angår form og indhold af
standardmodellen til anmeldelsesskrivelse og er-
klæring om investeringsinstituttet, brug af elek-
tronisk kommunikation mellem kompetente
myndigheder i forbindelse med anmeldelser og
procedurer ved kontroller og undersøgelser på
stedet samt udveksling af oplysninger mellem
kompetente myndigheder, EU-Tidende 2010, nr.
L 176, side 16, Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2017/1131/EU af 14. juni 2017 om
pengemarkedsforeninger, EU-Tidende 2017, nr.
L 169, side 8, og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017
om en generel ramme for securitisering og om
oprettelse af en specifik ramme for simpel,
transparent og standardiseret securitisering og
om ændring af direktiv 2009/65/EF,
2009/138/EF og 2011/61/EU og forordning
1060/2009/EF og 648/2012/EU, EU-Tidende
2017, nr. L 347, side 35. Ifølge artikel 288 i
EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart
i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse be-
stemmelser i loven er således udelukkende be-
grundet i praktiske hensyn og berører ikke for-
ordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.
dende 2010, nr. L 176, side 1, Kommissionens
forordning 2010/584/EU af 1. juli 2010 om
gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form
og indhold af standardmodellen til anmeldelses-
skrivelse og erklæring om investeringsinstitut-
tet, brug af elektronisk kommunikation mellem
kompetente myndigheder i forbindelse med an-
meldelser og procedurer ved kontroller og un-
dersøgelser på stedet samt udveksling af oplys-
ninger mellem kompetente myndigheder, EU-
Tidende 2010, nr. L 176, side 16, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/1131/EU af
14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger, EU-
Tidende 2017, nr. L 169, side 8, og Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU
af 12. december 2017 om en generel ramme for
securitisering og om oprettelse af en specifik
ramme for simpel, transparent og standardiseret
securitisering og om ændring af direktiv
2009/65/EF, 2009/138/EF og 2011/61/EU og
forordning 1060/2009/EF og 648/2012/EU,
EU-Tidende 2017, nr. L 347, side 35. Ifølge ar-
tikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning
umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af
disse bestemmelser i loven er således udeluk-
kende begrundet i praktiske hensyn og berører
ikke forordningernes umiddelbare gyldighed i
Danmark.«
§ 18. Vedtægterne eller fondsbestemmelserne i
en dansk UCITS kan indeholde bestemmelser
om, at den danske UCITS’ afdelinger kan opde-
les i andelsklasser, og at bestyrelsen kan etablere
andelsklasser i en afdeling. I en bestående afde-
ling i en investeringsforening eller SIKAV skal
afdelingens investorer dog først på en general-
forsamling have truffet beslutning om, at afde-
lingen kan opdeles i andelsklasser. Er der tale
om en værdipapirfond, er det bestyrelsen for
værdipapirfondens investeringsforvaltningssel-
skab eller administrationsselskab, der træffer be-
slutningen. Det skal fremgå af afdelingens navn,
hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i af-
delingen.
2. § 18, stk. 1, 4. pkt., ophæves.
Stk. 2-6. ---
115
§ 161. Finanstilsynet påser overholdelsen af reg-
ler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om
samordning af love og administrative bestem-
melser om visse institutter for kollektiv investe-
ring i værdipapirer (investeringsinstitutter)
(UCITS-direktivet), Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2017/2402/EU af 12. december
2017 om en generel ramme for securitisering og
om oprettelse af en specifik ramme for simpel,
transparent og standardiseret securitisering og
regler fastsat i medfør heraf, af loven og af de
regler, der er udstedt i medfør af loven, undta-
gen § 60, stk. 1 og 2, og § 63 b. Finanstilsynet
påser endvidere overholdelsen af Europa-Parla-
mentets og Rådets Forordning (EU) nr.
2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkeds-
foreninger, Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om let-
tere grænseoverskridende distribution af kollek-
tive investeringsinstitutter og om ændring af for-
ordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013
og (EU) nr. 1286/2014 og Europa-Parlamentets
og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20. juni
2019 om et paneuropæisk personligt pensions-
produkt (PEPP-produkt) og regler fastsat i med-
før heraf. Finanstilsynet påser endvidere over-
holdelsen af danske UCITS’ vedtægter eller
fondsbestemmelser, når Finanstilsynet har god-
kendt vedtægterne eller fondsbestemmelserne.
Erhvervsstyrelsen påser dog overholdelsen af §
14, stk. 1 og 3. Finanstilsynet kontrollerer, at
reglerne for finansiel information i årsrapporter
og delårsrapporter i §§ 82-92 og i regler udstedt
i medfør af § 95 er overholdt for danske UCITS,
som har udstedt værdipapirer, der handles på et
reguleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov
om kapitalmarkeder.
3. § 161, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»Finanstilsynet påser overholdelsen af følgen-
de:
Loven og de regler, der er udstedt i medfør af
loven, undtagen § 60, stk. 1 og 2, og § 63 b, jf.
dog stk. 2.
Danske UCITS’ vedtægter eller fondsbestem-
melser, når Finanstilsynet har godkendt ved-
tægterne eller fondsbestemmelserne.
Regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009
om samordning af love og administrative be-
stemmelser om visse institutter for kollektiv in-
vestering i værdipapirer (investeringsinstitutter)
(UCITS-direktivet).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en ge-
nerel ramme for securitisering og om oprettelse
af en specifik ramme for simpel, transparent og
standardiseret securitisering og regler fastsat i
medfør heraf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 1131/2017 af 14. juni 2017 om penge-
markedsforeninger og regler fastsat i medfør
heraf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere
grænseoverskridende distribution af kollektive
investeringsinstitutter og om ændring af forord-
ning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og
(EU) nr. 1286/2014 og regler fastsat i medfør
heraf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuro-
pæisk personligt pensionsprodukt og regler
fastsat i medfør heraf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for
116
finansielle tjenesteydelser og regler fastsat i
medfør heraf.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen påser dog overholdel-
sen af § 14, stk. 1 og 3. Finanstilsynet kontrol-
lerer, at reglerne for finansiel information i års-
rapporter og delårsrapporter i §§ 82-92 og i reg-
ler udstedt i medfør af § 95 er overholdt for
danske UCITS, som har udstedt værdipapirer,
der handles på et reguleret marked, jf. § 213,
stk. 1-5 og 8, i lov om kapitalmarkeder.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
Stk. 2-4. ---
§ 179. Som part i forholdet til Finanstilsynet an-
ses alene den investeringsforening, SIKAV,
værdipapirfonds investeringsforvaltningsselskab
eller administrationsselskab eller det udenland-
ske investeringsinstitut, som Finanstilsynet har
truffet eller vil træffe afgørelse over for i medfør
af denne lov eller regler fastsat i medfør af den-
ne lov, jf. dog stk. 2 og 3.
4. I § 179, stk. 1, indsættes efter »i medfør af
denne lov eller regler fastsat i medfør af denne
lov,«: »Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om
en generel ramme for securitisering og om op-
rettelse af en specifik ramme for simpel, trans-
parent og standardiseret securitisering, Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkeds-
foreninger eller Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/2088/EU af 27. november
2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger
i sektoren for finansielle tjenesteydelser eller
regler udstedt i medfør heraf,«.
Stk. 2-4. ---
§ 189. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller
Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller regler
udstedt i medfør af loven kan af den, som afgø-
relsen retter sig mod, indbringes for Erhvervsan-
kenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er
meddelt den pågældende.
5. I § 189 indsættes efter »i henhold til loven el-
ler regler udstedt i medfør af loven«: », Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en ge-
nerel ramme for securitisering og om oprettelse
af en specifik ramme for simpel, transparent og
standardiseret securitisering, Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 2017/1131
af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger
eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for
finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i
medfør heraf,«.
117
§ 5
I lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1047 af
14. oktober 2019, som ændret ved § 4 i lov nr.
369 af 9. april 2019, § 9 i lov nr. 554 af 7. maj
2019, § 9 i lov nr. 1563 af 27. december 2019
og § 2 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages
følgende ændringer:
§ 6. ---
Stk. 2 og 3. ---
Stk. 4. Tærskelværdierne i stk. 1 finder ikke an-
vendelse for virksomheder, der forvalter en eller
flere kapitalforeninger, for virksomheder, der
forvalter en eller flere investorfradragsfonde, og
for selvforvaltende investorfradragsfonde, idet
disse uanset værdien af aktiverne skal have tilla-
delse af Finanstilsynet til at forvalte alternative
investeringsfonde eller til at være en selvforval-
tende investorfradragsfond.
1. I § 6, stk. 4, ændres »og for selvforvaltende
investorfradragsfonde« til: »for selvforvaltende
investorfradragsfonde, AIF-SIKAV’er og AIF-
værdipapirfonde«.
Stk. 5 og 6. ---
§ 18. ---
Stk. 2 og 3. ---
2. I § 18 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte regler
om kompetencekrav for ansatte hos en forvalter
af alternative investeringsfonde, der har tilla-
delse til at udøve aktiviteter omfattet af bilag 1,
nr. 3, litra b, punkt i.«
§ 155. Finanstilsynet påser overholdelsen af reg-
ler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om
forvaltere af alternative investeringsfonde, og af
denne lov og de regler, der er udstedt i medfør af
loven, undtagen § 27 b. Finanstilsynet kontrolle-
rer, at reglerne for finansiel information i årsrap-
porter og delårsrapporter udstedt i medfør af §
3. I § 155, stk. 1, 6. pkt., indsættes efter »Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere
grænseoverskridende distribution af kollektive
investeringsinstitutter og om ændring af forord-
ning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og
(EU) nr. 1286/2014, og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/1238/EU af 20. juni
118
131 er overholdt for forvaltere af alternative in-
vesteringsfonde, som har udstedt værdipapirer,
der er optaget til handel på et reguleret marked,
jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov om kapitalmarke-
der. Finanstilsynet påser endvidere overholdel-
sen af regler udstedt i medfør af § 31, stk. 8, i
revisorloven. Erhvervsstyrelsen påser dog over-
holdelsen af § 136. Finanstilsynet påser desuden
overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013
om europæiske sociale iværksætterfonde, Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
345/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske
venturekapitalfonde, Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2017/1131/EU af 14. juni
2017 om pengemarkedsforeninger og Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en ge-
nerel ramme for securitisering og om oprettelse
af en specifik ramme for simpel, transparent og
standardiseret securitisering og regler fastsat i
medfør heraf og regler fastsat i medfør heraf. Fi-
nanstilsynet påser overholdelsen af Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU
af 26. november 2014 om dokumenter med cen-
tral information om sammensatte og forsikrings-
baserede investeringsprodukter til detailinvesto-
rer (PRIIP’er), Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om
lettere grænseoverskridende distribution af kol-
lektive investeringsinstitutter og om ændring af
forordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr.
346/2013 og (EU) nr. 1286/2014 og Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU
af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt
pensionsprodukt (PEPP-produkt) og regler ud-
stedt i medfør heraf.
2019 om et paneuropæisk personligt pensions-
produkt (PEPP-produkt)«: »og Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelatere-
de oplysninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser«.
Stk. 2-6. ---
§ 189. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller
Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller regler
udstedt i medfør af loven kan af den, som afgø-
relsen retter sig mod, indbringes for Erhvervsan-
kenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er
meddelt den pågældende.
4. I § 189 indsættes efter »i henhold til loven el-
ler regler udstedt i medfør af loven«: », Europa-
Parlamentets og Rådets forordning nr.
346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske
sociale iværksætterfonde, Europa-Parlamentets
og Rådets forordning nr. 345/2013/EU af 17.
april 2013 om europæiske venturekapitalfonde,
119
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/1131/EU af 14. juni 2017 om pengemar-
kedsforeninger, Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2017/2402/EU af 12. december
2017 om en generel ramme for securitisering og
om oprettelse af en specifik ramme for simpel,
transparent og standardiseret securitisering, Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning
1286/2014/EU af 26. november 2014 om doku-
menter med central information om sammensat-
te og forsikringsbaserede investeringsprodukter
til detailinvestorer (PRIIP’er) eller Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU
af 27. november 2019 om bæredygtighedsrela-
terede oplysninger i sektoren for finansielle tje-
nesteydelser eller regler udstedt i medfør her-
af,«.
§ 6
I lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 378 af 2. april 2020, som ændret ved
§ 6 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages føl-
gende ændringer:
§ 1. ---
Stk. 2 og 3. ---
Stk. 4. § 3, stk. 6, og § 4, stk. 4, finder anvendel-
se på følgende:
1. I § 1, stk. 4, ændres »§ 3, stk. 6, og § 4, stk.
4,« til: »§ 3, stk. 7, og § 4, stk. 5,«, og i stk. 5
ændres »§ 3, stk. 6,« til: »§ 3, stk. 7,«.
1) Danske forsikringsselskaber.
2) Filialer i Danmark af et forsikringssel-
skab, der er meddelt tilladelse i et an-
det land inden for Den Europæiske
Union eller i et land, som Fællesska-
bet har indgået aftale med på det fi-
nansielle område.
3) Filialer i Danmark af forsikringssel-
skaber, der er meddelt tilladelse i et
land uden for Den Europæiske Union,
som Unionen ikke har indgået aftale
med på det finansielle område.
120
Stk. 5 og 6. ---
§ 3. ---
Stk. 2 og 3. ---
2. I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1
skal indsendes via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning vedlagt de nødvendige oplysnin-
ger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undtagelsesvis
ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen,
skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplys-
ninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelses-
blanket.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
Stk. 4-6. ---
§ 4. ---
Stk. 2. ---
3. I § 4 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. En ansøgning om registrering efter stk.
1 skal indsendes via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning vedlagt de nødvendige oplysnin-
ger, jf. stk. 2. Kan en ansøgning undtagelsesvis
ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen,
skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplys-
ninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelses-
blanket.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
Stk. 3 og 4. ---
4. Efter § 12 indsættes før overskriften før § 13:
Ȥ 12 a. En forsikringsformidler og en accesso-
risk forsikringsformidler må ikke medvirke til,
121
at forsikringer for personer bosiddende i Dan-
mark, danske skibe eller andre risici, der består
her i landet, tegnes hos andre end følgende:
1) Danske forsikringsselskaber.
2) Udenlandske forsikringsselskaber, der opfyl-
der betingelserne i § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1,
i lov om finansiel virksomhed.
3) Udenlandske forsikringsselskaber, der har
fået tilladelse af Finanstilsynet.«
§ 22. Finanstilsynet påser overholdelsen af den-
ne lov bortset fra § 18 og påser overholdelsen af
regler udstedt i medfør af loven. Finanstilsynet
påser endvidere overholdelsen af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af
26. november 2014 om dokumenter med central
information om sammensatte og forsikringsba-
serede investeringsprodukter til detailinvestorer
(PRIIP’er) Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et
paneuropæisk personligt pensionsprodukt
(PEPP-produkt) og regler udstedt i medfør heraf
og forordninger udstedt i medfør af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af
20. januar 2016 om forsikringsdistribution og
regler udstedt i medfør heraf.
5. I § 22, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuro-
pæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-pro-
dukt)«: »og Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2019/2088/EU af 27. november 2019
om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sek-
toren for finansielle tjenesteydelser«.
Stk. 2 og 3. ---
§ 36. Som part i forhold til Finanstilsynet anses
virksomheder eller personer omfattet af denne
lov, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe
afgørelse over for i medfør af denne lov eller
forskrifter fastsat i medfør af denne lov, jf. dog
stk. 2.
6. I § 36, stk. 1, indsættes efter »forskrifter fast-
sat i medfør af denne lov«: »eller i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for
finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i
medfør heraf«.
Stk. 2 og 3. ---
§ 37. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i hen-
hold til denne lov, regler udstedt i medfør heraf
eller forordninger udstedt i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af
20. januar 2016 om forsikringsdistribution kan
indbringes for Erhvervsankenævnet af den, som
7. I § 37 ændres »eller forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om for-
sikringsdistribution« til: », forordninger udstedt
i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om for-
122
afgørelsen retter sig mod, senest 4 uger efter at
afgørelsen er meddelt den pågældende.
sikringsdistribution eller i henhold til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for
finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i
medfør heraf«.
§ 7
I lov om firmapensionskasser, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 355 af 2. april 2020, foretages følgende
ændringer:
§ 97. Finanstilsynet påser overholdelsen af den-
ne lov og af de bestemmelser, der er udstedt i
medfør af loven, undtagen § 36, stk. 7, og § 45,
jf. dog § 111. Finanstilsynet påser endvidere
overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning om en generel ramme for securitise-
ring og om oprettelse af en specifik ramme for
simpel, transparent og standardiseret securitise-
ring og regler udstedt i medfør heraf. Erhvervs-
styrelsen påser overholdelsen af § 21.
1. I § 97, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »Finans-
tilsynet påser endvidere overholdelsen af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning«:
»2017/2402/EU af 12. december 2017«, og ef-
ter »ramme for simpel, transparent og standar-
diseret securitisering« indsættes: »og Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for
finansielle tjenesteydelser«.
Stk. 2. ---
§ 104. Som part i forholdet til Finanstilsynet an-
ses alene den firmapensionskasse, som Finans-
tilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over
for i medfør af denne lov eller forskrifter fastsat
i medfør af denne lov, jf. dog stk. 2 og 3.
2. I § 104, stk. 1, indsættes efter »i medfør af
denne lov eller forskrifter fastsat i medfør af
denne lov«: »eller i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelatere-
de oplysninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser, Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2017/2402/EU af 12. december 2017
om en generel ramme for securitisering og om
oprettelse af en specifik ramme for simpel,
transparent og standardiseret securitisering og
regler udstedt i medfør heraf«.
Stk. 2-4. ---
§ 112. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller
Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller for-
skrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes
for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at
afgørelsen er meddelt den pågældende.
3. I § 112, stk. 1, indsættes efter »i henhold til
loven eller forskrifter udstedt i medfør af lo-
ven«: »eller i medfør af Europa-Parlamentets
og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. no-
vember 2019 om bæredygtighedsrelaterede op-
123
lysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-
ser, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en ge-
nerel ramme for securitisering og om oprettelse
af en specifik ramme for simpel, transparent og
standardiseret securitisering og regler udstedt i
medfør heraf«.
Stk. 2. ---
§ 8
I lov om finansielle rådgivere, investeringsråd-
givere og boligkreditformidlere, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 379 af 2. april 2020, foretages føl-
gende ændringer:
§ 2. I denne lov forstås ved:
1-5) ---
6) Rådgivning: Personlige anbefalin-
ger til en forbruger om transaktio-
ner i tilknytning til finansielle pro-
dukter eller boligkreditaftaler.
1. § 2, nr. 6, affattes således:
»6) Rådgivning: Personlige anbefalinger til en
forbruger, som vedrører en eller flere transakti-
oner i forbindelse med boligkreditaftaler eller
finansielle produkter. For så vidt angår bolig-
kreditaftaler skal anbefalingerne være uafhæn-
gige af ydelsen af boligkreditaftalen og de akti-
viteter, som ydes af en boligkreditformidler.«
7-9) ---
§ 3. ---
Stk. 2-6. ---
2. I § 3 indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:
»Stk. 7. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1
skal indsendes via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning vedlagt de nødvendige oplysnin-
ger, jf. stk. 6. Kan en ansøgning undtagelsesvis
ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen,
skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplys-
ninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet
124
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelses-
blanket.«
Stk. 7 bliver herefter stk. 8.
Stk. 7. ---
§ 9
I lov nr. 450 af 24. april 2019 om forbrugslån-
svirksomheder, som ændret ved § 11 i lov nr.
1563 af 27. december 2019 og § 1 i lov nr. 801
af 9. juni 2020, foretages følgende ændring:
§ 3. ---
Stk. 2-3. ---
1. I § 3 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1
skal indsendes via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning vedlagt de nødvendige oplysnin-
ger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undtagelsesvis
ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen,
skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplys-
ninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelses-
blanket.«
§ 10
I lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1045 af 14. oktober 2019, som
ændret ved § 4 i lov nr. 1374 af 13. december
2019 og § 12 i lov nr. 1563 af 27. december
2019, foretages følgende ændringer:
§ 3. Finanstilsynet giver efter ansøgning et sel-
skab tilladelse til at udøve virksomhed som ejen-
domskreditselskab, når
1-4) ---
125
5) et ejendomskreditselskab, der
handler med forbrugere, dokumen-
terer, at der er oprettet en særlig
konto, hvor det aftalte provenu skal
indsættes, og at selskabet har etab-
leret sikkerhed for disse midler, jf.
stk. 5.
1. I § 3, stk. 1, nr. 5, ændres »stk. 5« til: »stk.
6«.
Stk. 2 og 3. ---
2. I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1
skal indsendes via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning vedlagt de nødvendige oplysnin-
ger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undtagelsesvis
ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen,
skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplys-
ninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelses-
blanket.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
Stk. 4-6. ---
§ 12. ---
Stk. 2-6. ---
Stk. 7. Finanstilsynet kan give påbud om berigti-
gelse af forhold, der er i strid med denne lov, jf.
§ 3, stk. 1, nr. 5, § 3, stk. 5, § 7, stk. 2, § 8, stk.
1, § 8 a og § 11, stk. 1.
3. I § 12, stk. 7, ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3,
stk. 6«.
§ 22. Overtrædelse af § 2, stk. 1, § 3, stk. 5, § 5
a, stk. 1, § 5 b, stk. 1, § 5 c, stk. 1, og § 15, stk.
2, 1.-5. pkt., og stk. 4, 1.-7. pkt., straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
4. I § 22, stk. 1, ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3,
stk. 6«.
Stk. 2-5. ---
§ 11
126
I lov nr. 691 af 8. juni 2018 om Vækstfonden
foretages følgende ændringer:
§ 16. ---
Stk. 2. Vækstfonden kan optage lån til finansie-
ring af sine aktiviteter. Det samlede lånebeløb
eksklusive renter kan til og med 2020 ikke uden
godkendelse fra Folketingets Finansudvalg over-
stige 6 mia. kr. Det samlede lånebeløb eksklusi-
ve renter kan efter 2020 ikke uden godkendelse
fra Folketingets Finansudvalg overstige 500
mio. kr.
1. § 16, stk. 2, affattes således.
»Stk. 2. Vækstfonden kan optage lån, herunder
statsligt genudlån, til finansiering af sine aktivi-
teter i det omfang, der er etableret bevillings-
mæssig hjemmel hertil.«
Stk. 3. Vækstfonden kan optage statsgaranterede
lån til finansiering af syndikeringslån. Det sam-
lede lånebeløb eksklusive renter kan ikke over-
stige 125 mio. kr.
2. § 16, stk. 3 og 4, ophæves.
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 3-5.
Stk. 4. Vækstfonden kan til og med 2030 optage
lån til finansiering af en accelerationspulje til
virksomheder med særligt vækstpotentiale. Det
samlede lånebeløb eksklusive renter kan ikke
overstige 500 mio. kr.
2. § 16, stk. 3 og 4, ophæves.
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 3-5.
Stk. 5. ---
Stk. 6. Vækstfonden kan optage lån fra pensions-
institutterne, som modsvares af tilsvarende til-
sagn fra Vækstfonden om indskud af egenkapi-
tal til Dansk Vækstkapital.
3. § 16, stk. 6 og 7, der bliver stk. 4 og 5, ophæ-
ves.
Stk. 7. Vækstfonden kan optage lån fra private
investorer, som modsvares af tilsvarende tilsagn
fra Vækstfonden om indskud af egenkapital til
Dansk Vækstkapital II, inden for en samlet fi-
nansieringsramme på maksimalt 3 mia. kr.
3. § 16, stk. 6 og 7, der bliver stk. 4 og 5, ophæ-
ves.
§ 17. Finansministeren kan lade Vækstfonden
optage genudlån hos Danmarks Nationalbank in-
den for en samlet ramme på maksimalt 1 mia.
kr.
4. § 17, stk. 1, affattes således:
»Finansministeren kan, ud over adgangen til at
optage lån, herunder statsligt genudlån, jf. § 16,
stk. 2, lade Vækstfonden optage genudlån hos
Danmarks Nationalbank inden for en ramme på
1 mia. kr.«
127
Stk. 2-5. ---
128
Bilag 2
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2018/843
af 30. maj 2018
om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring af direktiv
2009/138/EF og 2013/36/EU
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank1),
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg2),
efter den almindelige lovgivningsprocedure3), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/8494) er den vigtigste retsakt i forebyggelsen af, at
Unionens finansielle system bruges til hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Nævnte direktiv,
hvis frist for gennemførelse var den 26. juni 2017, opstiller en effektiv og samlet retlig ramme for med-
lemsstaternes bekæmpelse af indsamling af midler eller formuegoder til terrorformål med henblik på at
identificere, forstå og mindske risiciene vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.
(2) Den senere tids terrorangreb har kastet lys over nye tendenser, navnlig hvad angår den måde terror-
grupper finansierer og udfører deres aktioner. Visse moderne teknologitjenester bliver stadigt mere popu-
lære som alternative finansielle systemer, mens de fortsat falder uden for EU-retten eller undtages fra ret-
lige krav, hvilket muligvis ikke længere kan retfærdiggøres. For at holde trit med de nye tendenser bør der
træffes yderligere foranstaltninger til at sikre øget gennemsigtighed i finansielle transaktioner, i selskaber
og i andre juridiske enheder samt i truster og juridiske arrangementer, der har strukturer eller funktioner,
der ligner truster (»lignende juridiske arrangementer«) med henblik på at forbedre den eksisterende fore-
byggende ramme og mere effektivt at bekæmpe finansiering af terrorisme. Det er vigtigt at bemærke, at
de foranstaltninger, der træffes, bør stå i et rimeligt forhold til risiciene.
(3) De Forenede Nationer (FN), Interpol og Europol har rapporteret om stigende konvergens mellem or-
ganiseret kriminalitet og terrorisme. Sammenhængen mellem organiseret kriminalitet og terrorisme og
129
forbindelserne mellem grupper af kriminelle og terroristgrupper udgør en stigende sikkerhedsrisiko for
Unionen. At bekæmpe anvendelsen af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af
terrorisme udgør en integreret del af enhver strategi for imødegåelse af denne trussel.
(4) Selv om der i de seneste år i medlemsstaterne er sket betydelige forbedringer med hensyn til vedtagel-
sen og gennemførelsen af Den Finansielle Aktionsgruppes (the Financial Action Task Force (FATF))
standarder og med hensyn til tilslutningen til Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings
(OECD) arbejde for gennemsigtighed, er det tydeligvis nødvendigt yderligere at øge den overordnede
gennemsigtighed på det økonomiske og finansielle område i Unionen. Forebyggelse af hvidvask af penge
og finansiering af terrorisme kan kun være effektiv, hvis omgivelserne er ugunstige for kriminelle, der
søger ly for deres finanser gennem uigennemsigtige strukturer. Unionens finansielle systems integritet er
afhængig af gennemsigtigheden af selskaber og andre juridiske enheder og lignende juridiske arrange-
menter. Dette direktiv har til formål ikke kun at afdække og efterforske hvidvask af penge, men også at
forhindre, at det forekommer. Øget gennemsigtighed kan være et effektivt afskrækkende middel.
(5) Samtidig med at målene i direktiv (EU) 2015/849 bør forfølges, og alle ændringer heraf bør være i
overensstemmelse med Unionens igangværende indsats inden for bekæmpelse af terrorisme og af finan-
siering af terrorisme, bør sådanne ændringer samtidig tage behørigt hensyn til den grundlæggende ret til
beskyttelse af personoplysninger og til overholdelsen og anvendelsen af proportionalitetsprincippet. I
Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Ud-
valg og Regionsudvalget med titlen »Den europæiske dagsorden for sikkerhed« anføres det, at der er be-
hov for at tackle finansiering af terrorisme på en mere effektiv og omfattende måde, og det fremhæves, at
infiltrering af de finansielle markeder muliggør finansiering af terrorisme. I Det Europæiske Råds konklu-
sioner af 17.-18. december 2015 understregedes ligeledes behovet for hurtigt at træffe yderligere foran-
staltninger mod finansiering af terrorisme inden for alle områder.
(6) Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og til Rådet med titlen »Handlingsplan med hen-
blik på at styrke bekæmpelsen af finansiering af terrorisme« understreger behovet for at tilpasse sig nye
trusler og for at ændre direktiv (EU) 2015/849 i overensstemmelse hermed.
(7) EU-foranstaltningerne bør også afspejle den udvikling, der sker på internationalt plan, og de forplig-
telser, der indgås der, på en korrekt måde. Derfor bør FN᾽s Sikkerhedsråds resolution (UNSCR) 2195
(2014) om trusler mod den internationale fred og sikkerhed og UNSCR 2199 (2015) og 2253 (2015) om
trusler mod den internationale fred og sikkerhed som følge af terrorhandlinger tages i betragtning. Disse
UNSCR᾽er vedrører henholdsvis forbindelserne mellem terrorisme og grænseoverskridende organiseret
kriminalitet, forhindring af terrorgrupper i at få adgang til internationale finansieringsinstitutter og udvi-
delse af sanktionsrammen til at omfatte Islamisk Stat i Irak og Levanten.
(8) Udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer (dvs. et lands mønter og sedler,
der har status af lovlige betalingsmidler, og elektroniske penge, accepteret som omsætningsmiddel i det
udstedende land) samt udbydere af virtuelle tegnebøger er ikke forpligtede i henhold til EU-retten til at
identificere mistænkelige aktiviteter. Derfor kan terrorgrupper være i stand til at overføre penge til Uni-
onens finansielle system eller inden for netværk for virtuelle valutaer ved at hemmeligholde overførsler
eller drage fordel af en vis anonymitet på sådanne platforme. Det er derfor afgørende at udvide anvendel-
sesområdet for direktiv (EU) 2015/849, så det også omfatter udbydere af valutaveksling mellem virtuelle
valutaer og fiatvalutaer samt udbydere af virtuelle tegnebøger. Med henblik på at bekæmpe hvidvask af
penge og finansiering af terrorisme bør de kompetente myndigheder gennem forpligtede enheder være i
130
stand til at overvåge anvendelsen af virtuelle valutaer. Sådan overvågning vil give en velafbalanceret og
forholdsmæssig tilgang, der værner om de tekniske fremskridt og den høje grad af gennemsigtighed, der
er opnået inden for alternativ finansiering og socialt iværksætteri.
(9) Den anonymitet, som er forbundet med virtuelle valutaer, gør det muligt at misbruge sådanne i krimi-
nelt øjemed. Det vil ikke fuldstændigt løse det problem med anonymitet, som knytter sig til transaktioner
i virtuelle valutaer, at inkludere udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer og
udbydere af virtuelle tegnebøger, eftersom en stor del af det virtuelle valutamiljø vil forblive anonymt,
fordi brugerne også har mulighed for at foretage transaktioner uden om sådanne udbydere. For at imødegå
de risici, der er forbundet med anonymitet, bør de nationale finansielle efterretningsenheder (FIU᾽er) være
i stand til at indhente oplysninger, som gør det muligt for dem at forbinde adresser vedrørende virtuelle
valutaer med indehaveren af den virtuelle valuta. Desuden bør muligheden for at tillade brugere på frivil-
lig basis at fremsætte en egenerklæring over for udpegede myndigheder undersøges nærmere.
(10) Virtuelle valutaer bør ikke forveksles med elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF5), med det bredere begreb »midler« som defineret i arti-
kel 4, nr. 25), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/23666), eller med pengeværdi lagret i
instrumenter, der er undtaget som anført i artikel 3, litra k) og l), i direktiv (EU) 2015/2366, eller med in-
game-valutaer, der udelukkende kan anvendes inden for et specifikt spillemiljø. Selv om virtuelle valutaer
ofte kan anvendes som et betalingsmiddel, kan de også anvendes til andre formål og finde bredere anven-
delser, f.eks. som vekslingsmidler, til investeringsformål, som værdilagringsprodukter eller til brug i on-
linekasinoer. Formålet med nærværende direktiv er at dække alle anvendelsesmuligheder for virtuelle va-
lutaer.
(11) Lokale valutaer, også kendt som supplerende valutaer, som anvendes i meget begrænsede netværk,
f.eks. en by eller region, og af et begrænset antal brugere, bør ikke betragtes som værende virtuelle valu-
taer.
(12) Forretningsforbindelser eller transaktioner, der involverer højrisikotredjelande, bør begrænses, når
der identificeres væsentlige svagheder i ordningen for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering
af terrorisme i det pågældende tredjeland, medmindre der træffes passende yderligere afhjælpende foran-
staltninger eller modforanstaltninger. I forbindelse med sådanne højrisikosager og sådanne forretningsfor-
bindelser eller transaktioner bør medlemsstaterne pålægge forpligtede enheder at gennemføre skærpede
kundekendskabsprocedurer for at styre og begrænse disse risici. Derfor beslutter den enkelte medlemsstat
på nationalt plan, hvilken type skærpede kundekendskabsprocedurer, der skal gennemføres med hensyn
til højrisikotredjelande. Medlemsstaternes forskellige tilgange skaber svage punkter i forvaltningen af for-
retningsforbindelser med højrisikotredjelande, som Kommissionen har identificeret. Det er vigtigt at for-
bedre effektiviteten af den liste over højrisikotredjelande, som Kommissionen har opstillet, ved at sørge
for en harmoniseret behandling af de pågældende lande på EU-plan. Denne harmoniserede tilgang bør
primært fokusere på skærpede kundekendskabsprocedurer, når sådanne foranstaltninger ikke allerede er
påkrævet i henhold til national ret. I overensstemmelse med internationale forpligtelser bør medlemssta-
terne have mulighed for at kræve, at forpligtede enheder i givet fald træffer yderligere afhjælpende foran-
staltninger som supplement til de skærpede kundekendskabsprocedurer i overensstemmelse med en risi-
kobaseret tilgang og under hensyntagen til de specifikke omstændigheder i forretningsforhold eller trans-
aktioner. Internationale organisationer og standardsættere med kompetence inden for forebyggelse af
hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme kan opfordre til, at der anvendes passende
modforanstaltninger for at beskytte det internationale finansielle system mod vedvarende og betydelige
131
risici vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som hidrører fra visse lande. Medlems-
staterne bør endvidere kræve, at forpligtede enheder træffer supplerende afhjælpende foranstaltninger
over for højrisikotredjelande, som Kommissionen har identificeret, ved at tage hensyn til opfordringer til
at træffe modforanstaltninger og anbefalinger fra eksempelvis FATF og forpligtelser i henhold til interna-
tionale aftaler.
(13) I lyset af at de trusler og den sårbarhed, som hvidvask af penge og finansiering af terrorisme medfø-
rer, til stadighed ændrer sig, bør Unionen anlægge en integreret tilgang i forbindelse med, om de nationale
ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme overholder kravene på EU-
plan, ved at tage hensyn til en effektivitetsvurdering af de pågældende nationale ordninger. Med henblik
på at overvåge, at EU-kravene indarbejdes korrekt i nationale ordninger for bekæmpelse af hvidvask af
penge og finansiering af terrorisme, at disse krav reelt gennemføres, og at det lykkes med disse krav at
opnå en effektivt forbyggende ramme, bør Kommissionen basere sin vurdering på de nationale ordninger
for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, uden at dette bør berøre vurderinger,
der gennemføres af internationale organisationer og standardsættere med kompetence inden for forebyg-
gelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, f.eks. FATF eller Ekspertkomité-
en for Evaluering af Foranstaltninger til Bekæmpelse af hvidvask af Penge og Finansiering af Terrorisme.
(14) Generelle forudbetalte kort har lovlige anvendelsesformål og udgør et instrument, der bidrager til so-
cial og finansiel inklusion. Anonyme forudbetalte kort er imidlertid lette at anvende til finansiering af ter-
rorangreb og terrorlogistik. Derfor er det afgørende at afskære terrorister fra denne form for finansiering
af deres aktioner ved yderligere at sænke de grænser og maksimumbeløb, under hvilke forpligtede enhe-
der har lov at undlade at gennemføre visse kundekendskabsprocedurer i medfør af direktiv (EU)
2015/849. Det er derfor afgørende at sænke de nuværende grænser for generelle anonyme forudbetalte
kort og at identificere kunden i forbindelse med fjernbetalingstransaktioner, når transaktionsbeløbet over-
stiger 50 EUR, samtidig med at der tages behørigt hensyn til forbrugernes behov for at anvende generelle
forudbetalte instrumenter og til, at brugen af sådanne instrumenter til at fremme social og finansiel inklu-
sion ikke hindres.
(15) Brugen af anonyme forudbetalte kort udstedt i Unionen er i alt væsentligt begrænset til Unionens
område, men det er ikke altid tilfældet med tilsvarende kort udstedt i tredjelande. Derfor er det vigtigt at
sikre, at anonyme forudbetalte kort udstedt uden for Unionen kun kan anvendes i Unionen, hvis de kan
anses for at opfylde krav svarende til kravene i EU-retten. Denne bestemmelse bør vedtages under fuld
overholdelse af Unionens internationale handelsforpligtelser, navnlig bestemmelserne i den almindelige
overenskomst om handel med tjenesteydelser.
(16) FIU᾽er spiller en vigtig rolle med hensyn til at identificere terrornetværks finansielle transaktioner,
navnlig de grænseoverskridende, og med hensyn til at opdage deres finansielle støtter. Finansielle efter-
retninger kan være af afgørende betydning for afdækning af aktiviteter, der letter terrorhandlinger og ter-
rororganisationers netværk og systemer. På grund af manglende forskriftsmæssige internationale standar-
der er der fortsat betydelige forskelle på, hvilke opgaver, kompetencer og beføjelser FIU᾽er er tillagt.
Medlemsstaterne bør bestræbe sig på at sikre en mere effektiv og koordineret tilgang til håndtering af fi-
nansielle efterforskninger i forbindelse med terrorisme, herunder efterforskninger der vedrører misbrug af
virtuelle valutaer. De nuværende forskelle bør dog ikke påvirke den enkelte FIU᾽s virksomhed, navnlig
dens evne til at udarbejde præventive analyser til støtte for alle myndigheder med ansvar for efterretning,
efterforskning og retlige anliggender samt internationalt samarbejde. FIU᾽er bør i forbindelse med udø-
velsen af deres opgaver have adgang til oplysninger og være i stand til at udveksle dem uhindret, herun-
132
der gennem passende samarbejde med retshåndhævende myndigheder. I alle tilfælde af mistanke om kri-
minalitet, og navnlig i tilfælde, der involverer finansiering af terrorisme, bør informationsstrømmene være
direkte, hurtige og uden unødig forsinkelse. Derfor er det afgørende at øge FIU᾽ernes effektivitet yderli-
gere ved at bringe klarhed over deres beføjelser og samarbejdet mellem dem.
(17) FIU᾽er bør fra alle forpligtede enheder kunne indhente alle nødvendige oplysninger af relevans for
deres opgaver. Uhindret adgang for dem til oplysninger er afgørende for at sikre, at pengestrømme kan
spores behørigt, og at ulovlige netværk og strømme opdages på et tidligt stadium. FIU᾽ernes behov for at
indhente yderligere oplysninger fra forpligtede enheder på grundlag af en mistanke om hvidvask af penge
eller finansiering af terrorisme, kan være udløst af en forudgående indberetning til FIU᾽en af en mistæn-
kelig transaktion, men kan også udløses af andre mekanismer, f.eks. FIU᾽ens egen undersøgelse, efterret-
ninger fra kompetente myndigheder eller oplysninger fra en anden FIU. FIU᾽er bør derfor som led i deres
opgaver kunne indhente oplysninger fra enhver forpligtet enhed, også uden en forudgående indberetning.
Dette omfatter ikke vilkårlige oplysningsanmodninger til de forpligtede enheder inden for rammerne af
FIU᾽ens analyse, men kun anmodninger om oplysninger baseret på tilstrækkeligt veldefinerede betingel-
ser. En FIU bør også kunne indhente sådanne oplysninger på anmodning af en anden FIU i Unionen og
kunne udveksle oplysningerne med den anmodende FIU.
(18) Formålet med FIU᾽en er at indsamle og analysere de oplysninger, den modtager, med henblik på at
påvise forbindelser mellem mistænkelige transaktioner og underliggende kriminelle aktiviteter for at fore-
bygge og bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og at videreformidle analyseresulta-
terne sammen med supplerende oplysninger til de kompetente myndigheder, når der er begrundet mistan-
ke om hvidvask af penge, hertil knyttede underliggende forbrydelser eller finansiering af terrorisme. En
FIU bør ikke afholde sig fra eller nægte at udveksle oplysninger med en anden FIU, hverken spontant
eller efter anmodning, på grundlag af f.eks. manglende identifikation af en tilknyttet underliggende for-
brydelse, særlige bestemmelser i national strafferet og forskelle i definitionerne af tilknyttede underlig-
gende forbrydelser eller manglende henvisning til bestemte tilknyttede underliggende forbrydelser. En
FIU bør ligeledes give sit forudgående samtykke til en anden FIU til at fremsende oplysningerne til de
kompetente myndigheder uanset typen af eventuelle tilknyttede underliggende forbrydelser med henblik
på at gøre det muligt at gennemføre formidlingsfunktionen på en effektiv måde. FIU᾽erne har rapporteret,
at de forskelle i de nationale definitioner af visse underliggende forbrydelser, såsom skatteforbrydelser,
der ikke er harmoniseret i EU-retten, har ført til vanskeligheder i forbindelse med udvekslingen af oplys-
ninger. Sådanne forskelle bør ikke hindre den gensidige udveksling, formidlingen til kompetente myndig-
heder og anvendelsen af disse oplysninger som defineret i dette direktiv. FIU᾽er bør hurtigt, konstruktivt
og effektivt sikre det bredest mulige internationale samarbejde med tredjelandes FIU᾽er i relation til hvid-
vask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og finansiering af terrorisme i overensstemmelse
med anbefalingerne fra FATF og Egmontprincipperne for udveksling af oplysninger mellem finansielle
efterretningsenheder.
(19) Oplysninger af tilsynsmæssig karakter i relation til kredit- og finansieringsinstitutter, såsom oplys-
ninger om bestyrelsesmedlemmers og aktionærers egnethed og hæderlighed, om de interne kontrolmeka-
nismer, om forvaltningen eller compliance- og risikostyringen er ofte en nødvendig forudsætning for at
kunne foretage et passende tilsyn vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terro-
risme med sådanne institutter. Tilsvarende er oplysninger vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge
og finansiering af terrorisme også vigtige for det finansielle tilsyn med sådanne institutter. Derfor bør ud-
vekslingen af fortrolige oplysninger og samarbejde mellem kompetente myndigheder for bekæmpelse af
hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der fører tilsyn med kredit- og finansieringsinstitutterne,
133
og finansielle tilsynsmyndigheder ikke hæmmes af juridisk usikkerhed, der kan opstå som følge af man-
gel på udtrykkelige bestemmelser på området. En præcisering af den retlige ramme er endnu mere vigtig,
da den finansielle tilsynsopgave i en række tilfælde er blevet pålagt myndigheder, der ikke fører tilsyn
med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, såsom Den Europæiske Centralbank
(ECB).
(20) Når FIU᾽er og andre kompetente myndigheders adgang til oplysninger om indehavere af navnlig
anonyme bankkonti, betalingskonti og deponeringsbokse forsinkes, vanskeliggør det opdagelsen af over-
førsler af midler med forbindelse til terrorisme. Nationale data, som muliggør identifikation af bankkonti
og betalingskonti og deponeringsbokse tilhørende enkeltpersoner, er fragmenterede, og FIU᾽er og andre
kompetente myndigheder har derfor ikke rettidig adgang til dem. Derfor er det afgørende at oprette cen-
trale automatiske mekanismer, f.eks. et register eller system for dataudtræk, i alle medlemsstater som et
effektivt middel til at skaffe rettidig adgang til identitetsoplysninger om bankkonto- og betalingskontoha-
vere og deponeringsbokse, deres mellemmænd, og de reelle ejere. Ved anvendelsen af bestemmelserne
om adgang er det hensigtsmæssigt at anvende allerede eksisterende mekanismer, forudsat at de nationale
FIU᾽er kan få hurtig og ufiltreret adgang til de oplysninger, de anmoder om. Medlemsstaterne bør overve-
je at tilføre sådanne mekanismer andre oplysninger, som anses for at være nødvendige og forholdsmæssi-
ge, for at sikre en mere effektiv begrænsning af risici vedrørende hvidvask af penge og finansiering af
terrorisme. Der bør sikres fuld fortrolighed med hensyn til anmodninger og de hermed forbundne oplys-
ninger af FIU᾽er og andre kompetente myndigheder, som ikke er ansvarlige for retsforfølgning.
(21) Af hensyn til privatlivets fred og beskyttelsen af personoplysninger bør det minimum af oplysninger,
der er nødvendige for at kunne gennemføre efterforskning af hvidvask af penge og finansiering af terro-
risme, lagres i centrale automatiske mekanismer for banker og betalingskonti, såsom registre eller syste-
mer for dataudtræk. Det bør være muligt for medlemsstaterne at fastsætte, hvilke data det er hensigtsmæs-
sigt og rimeligt at indsamle, under hensyntagen til de eksisterende systemer og retlige traditioner, der mu-
liggør en meningsfuld identifikation af de reelle ejere. Når medlemsstaterne gennemfører bestemmelser
vedrørende disse mekanismer, bør de fastsætte opbevaringsperioder svarende til perioden for opbevaring
af den dokumentation og de oplysninger, der er indhentet inden for rammerne af kundekendskabsproce-
durer. Det bør være muligt for medlemsstaterne at forlænge opbevaringsperioden ved lov, uden at dette
kræver, at der træffes afgørelse herom fra sag til sag. Opbevaringsperioden bør højst kunne forlænges
med yderligere fem år. Denne periode bør ikke berøre national ret, som fastsætter andre krav til datalag-
ring, og som tillader, at der træffes afgørelse herom fra sag til sag med henblik på at lette strafferetlige
eller administrative procedurer. Adgang til disse mekanismer bør kun gives, i det omfang det er nødven-
digt (»need-to-know«).
(22) Præcis identifikation og kontrol af oplysninger om fysiske og juridiske personer er afgørende for at
bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Den seneste teknologiske udvikling inden for
digitalisering af transaktioner og betalinger muliggør sikker fjernidentifikation eller elektronisk identifi-
kation. Der bør tages hensyn til disse identifikationsmidler, jf. Europa-Parlaments og Rådets forordning
(EU) nr. 910/20147), særlig med hensyn til anmeldte elektroniske identifikationsordninger og måder,
hvorpå der sikres grænseoverskridende retlig anerkendelse, og som indeholder værktøjer på højt niveau
samt fastsætter benchmarks, som identifikationsmetoderne på nationalt plan kan kontrolleres i forhold til.
Derudover kan der tages højde for andre sikre fjernidentifikationsprocesser eller elektroniske identifikati-
onsprocesser, som er reguleret, anerkendt, godkendt eller accepteret på nationalt plan af den kompetente
nationale myndighed. Hvor det er relevant, bør der ligeledes i identifikationsprocessen tages højde for an-
134
erkendelsen af elektroniske dokumenter og tillidstjenester som fastsat i forordning (EU) nr. 910/2014. Der
bør tages hensyn til princippet om teknologineutralitet ved anvendelsen af dette direktiv.
(23) Med henblik på at identificere politisk udsatte personer i Unionen bør medlemsstaterne udarbejde
lister, som angiver de specifikke funktioner, der i henhold til nationale love og administrative bestemmel-
ser udgør højerestående offentlige hverv. Medlemsstaterne bør anmode hver international organisation,
der er akkrediteret på deres område, om at udarbejde og ajourføre en liste over højerestående offentlige
hverv inden for den pågældende internationale organisation.
(24) Fremgangsmåden ved kontrol af eksisterende kunder inden for de nuværende rammer er risikobase-
ret. På grund af den højere risiko for hvidvask af penge, finansiering af terrorisme og tilknyttede underlig-
gende forbrydelser i forbindelse med visse mellemliggende strukturer gør denne fremgangsmåde det må-
ske ikke muligt at opdage og vurdere risici rettidigt. Derfor er det vigtigt at sikre, at visse klart angivne
kategorier af eksisterende kunder også overvåges regelmæssigt.
(25) Medlemsstaterne er på nuværende tidspunkt forpligtede til at sikre, at selskaber og andre juridiske
enheder, som er etableret på deres område, indhenter og opbevarer passende, nøjagtige og aktuelle oplys-
ninger om deres reelle ejerskab. Nøjagtige og opdaterede oplysninger om den reelle ejer er af afgørende
betydning for at kunne spore kriminelle, som ellers kan skjule deres identitet bag selskabsstrukturer. Det
globalt forbundne finansielle system gør det muligt at skjule midler og flytte dem rundt i verden, og den
mulighed har personer, der hvidvasker penge eller finansierer terrorisme, og andre kriminelle i stigende
grad benyttet sig af.
(26) Det bør afklares, hvilken specifik faktor der afgør, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for overvåg-
ningen og registreringen af oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer.
På grund af forskelle i medlemsstaternes retssystemer er visse truster og lignende juridiske arrangementer
ikke overvåget eller registreret nogetsteds i Unionen. Oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende
juridiske arrangementer bør registreres, hvor forvalterne af truster og personer, der varetager tilsvarende
stillinger i lignende juridiske arrangementer, har hjemsted, eller hvor de har bopæl. Med henblik på at
sikre effektiv overvågning og registrering af oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske
arrangementer er det også nødvendigt, at medlemsstaterne samarbejder med hinanden. En sammenkob-
ling af medlemsstaternes registre over reelle ejere af truster og lignende juridiske arrangementer vil gøre
disse oplysninger tilgængelige, og vil også sikre, at flere registreringer af den samme trust og det samme
lignende juridiske arrangement undgås i Unionen.
(27) De regler, der finder anvendelse på truster og lignende juridiske arrangementer for så vidt angår ad-
gang til oplysninger om deres reelle ejere, bør være sammenlignelige med de tilsvarende regler, der finder
anvendelse på selskaber og andre juridiske enheder. På grund af den brede vifte af typer af truster, som
findes i Unionen i dag, sammenholdt med en endnu større variation af lignende juridiske arrangementer,
bør afgørelsen om, hvorvidt en trust eller et lignende juridisk arrangement er sammenlignelig med selska-
ber og andre juridiske enheder eller ej, træffes af medlemsstaterne. Formålet med national ret til gennem-
førelse af disse bestemmelser bør være at forhindre anvendelsen af truster eller lignende juridiske arran-
gementer til hvidvask af penge, finansiering af terrorisme eller tilknyttede underliggende forbrydelser.
(28) Med hensyn til de forskellige karakteristika ved truster og lignende juridiske arrangementer bør med-
lemsstaterne være i stand til i henhold til national ret og i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne
at fastlægge graden af gennemsigtighed med hensyn til truster og lignende juridiske arrangementer, der
135
ikke er sammenlignelige med selskaber og andre juridiske enheder. De dermed forbundne risici for hvid-
vask af penge og finansiering af terrorisme kan variere afhængigt af de særlige karakteristika ved typen af
trusten eller det lignende juridiske arrangement, og forståelsen af disse risici kan udvikle sig over tid,
f.eks. som et resultat af de nationale og supranationale risikovurderinger. Medlemsstaterne bør derfor ha-
ve mulighed for at fastsætte bestemmelser om udvidet adgang til oplysninger om reelt ejerskab af truster
og lignende juridiske arrangementer, hvis sådan adgang udgør en nødvendig og forholdsmæssig foran-
staltning med det legitime mål at forebygge anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge
eller finansiering af terrorisme. Ved fastsættelsen af graden af gennemsigtighed for så vidt angår oplys-
ninger om det reelle ejerskab af sådanne truster eller lignende juridiske arrangementer bør medlemsstater-
ne tage behørigt hensyn til beskyttelsen af fysiske personers grundlæggende rettigheder, navnlig retten til
privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger. Adgang til oplysninger om det reelle ejerskab af tru-
ster og lignende juridiske arrangementer bør gives til enhver person, der kan godtgøre at have en legitim
interesse. Adgang bør også gives til enhver person, der indgiver en skriftlig anmodning i relation til en
trust eller et lignende juridisk arrangement, der råder over eller har bestemmende indflydelse i ethvert sel-
skab eller enhver anden juridisk enhed etableret uden for Unionen, gennem direkte eller indirekte ejer-
skab, herunder via beholdninger af ihændehaveraktier eller ved at udøve kontrol på anden vis. Kriterierne
og betingelserne for at imødekomme anmodninger om adgang til oplysninger om reelt ejerskab af truster
og lignende juridiske arrangementer bør være tilstrækkelig præcise og i overensstemmelse med målene
for dette direktiv. Det bør være muligt for medlemsstaterne at afvise en skriftlig anmodning, hvis der er
begrundet mistanke om, at den skriftlige anmodning ikke er i overensstemmelse med dette direktivs for-
mål.
(29) Med henblik på at sikre retssikkerhed og lige vilkår er det af afgørende betydning, at det klart fast-
sættes, hvilke juridiske arrangementer i hele Unionen der som følge af deres funktioner eller struktur bør
anses for at svare til truster. De enkelte medlemsstater bør derfor pålægges at identificere de truster, så-
fremt de er anerkendt efter national ret, og lignende juridiske arrangementer, der kan oprettes i henhold til
den pågældende medlemsstats nationale lovgivningsramme eller sædvane, og som har en struktur eller
funktion, der svarer til truster, såsom muligheden for at adskille eller afbryde det juridiske ejerskab fra det
reelle ejerskab af aktiver. Medlemsstaterne bør derefter underrette Kommissionen om de forskellige kate-
gorier og beskrivelser af karakteristika samt navnene på, og hvor det er relevant, retsgrundlaget for disse
truster og lignende juridiske arrangementer med henblik på offentliggørelse i Den Europæiske Unions Ti-
dende, således at det bliver muligt for andre medlemsstater at identificere disse. Der bør tages hensyn til,
at truster og lignende juridiske arrangementer kan have forskellige juridiske karakteristika i hele Unionen.
Når de særlige karakteristika ved en trust eller et lignende juridisk arrangement med hensyn til struktur
eller funktioner er sammenlignelige med de særlige karakteristika ved selskaber og andre juridiske enhe-
der, ville offentlig adgang til oplysninger om reelt ejerskab bidrage til at bekæmpe misbrug af truster og
lignende juridiske arrangementer på samme måde, som den offentlige adgang kan bidrage til at forebygge
misbrug af selskaber og andre juridiske enheder til hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.
(30) Offentlig adgang til oplysninger om reelt ejerskab giver civilsamfundet, herunder pressen eller civil-
samfundsorganisationer, bedre mulighed for at kontrollere oplysninger, og bidrager til at bevare tilliden til
integriteten i forretningstransaktioner og det finansielle system. En sådan adgang kan bidrage til at be-
kæmpe misbrug af selskaber og andre juridiske enheder og juridiske arrangementer til hvidvask af penge
eller finansiering af terrorisme, både ved at være til hjælp for efterforskningen og via indvirkningen på ry
og omdømme, idet enhver, der overvejer at indgå i transaktioner, kan få kendskab til de reelle ejere. En
sådan adgang fremmer også rettidig og effektiv tilgængelighed af oplysninger for finansieringsinstitutter
og myndigheder, herunder myndigheder i tredjelande, som er involveret i bekæmpelsen af sådanne lov-
136
overtrædelser. Adgangen til disse oplysninger ville også bidrage til efterforskninger om hvidvask af pen-
ge, tilknyttede underliggende forbrydelser og finansiering af terrorisme.
(31) Investorers og den brede offentligheds tillid til de finansielle markeder afhænger i vid udstrækning
af, om der findes præcise regler for offentliggørelse, som skaber gennemsigtighed vedrørende selskabers
reelle ejerskab og kontrolstrukturer. Det gælder i særlig grad i selskabsledelsessystemer, som er kendeteg-
nede ved koncentreret ejerskab, f.eks. det, der findes i Unionen. På den ene side kan store investorer med
betydelige stemme- og pengestrømsrettigheder virke befordrende for langsigtet vækst og virksomhedens
resultater. På den anden side kan reelle ejere, der takket være store stemmeandele har bestemmende ind-
flydelse, have et incitament til at aflede selskabsaktiver og udnytte muligheder for personlig vinding på
bekostning af minoritetsinvestorer. Den potentielle øgning af tilliden til de finansielle markeder bør be-
tragtes som en positiv bivirkning og ikke som selve formålet med at øge gennemsigtigheden, som er at
skabe et miljø, der er mindre tilbøjeligt til at blive anvendt til hvidvask af penge eller finansiering af terro-
risme.
(32) Investorers og den brede offentligheds tillid til de finansielle markeder afhænger i vid udstrækning
af, om der findes præcise regler for offentliggørelse, som skaber gennemsigtighed vedrørende selskabers
og andre juridiske enheders samt visse typer af trusters og lignende juridiske arrangementers reelle ejer-
skab og kontrolstrukturer. Medlemsstaterne bør derfor give adgang til oplysninger om reelt ejerskab på en
tilstrækkelig sammenhængende og koordineret måde gennem fastlæggelse af klare regler for offentlig ad-
gang, således at tredjeparter får mulighed for over alt i Unionen at fastslå, hvem der er de reelle ejere af
selskaber og andre juridiske enheder samt af visse typer truster og lignende juridiske arrangementer.
(33) Derfor bør medlemsstaterne sikre adgang til oplysninger om selskaber og andre juridiske enheders
reelle ejerskab på en tilstrækkelig sammenhængende og koordineret måde, gennem centrale registre over
oplysninger om reelt ejerskab, med opstilling af klare regler for offentlighedens adgang, således at tred-
jeparter over alt i Unionen er i stand til at fastslå, hvem der er de reelle ejere af selskaber og andre juridi-
ske enheder. Det er afgørende, at der også fastlægges en sammenhængende retlig ramme, der sikrer bedre
adgang til oplysninger om det reelle ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer, når de først
er blevet registreret i Unionen. De regler, der finder anvendelse på truster og lignende juridiske arrange-
menter for så vidt angår adgangen til oplysninger om deres reelle ejerskab, bør være sammenlignelige
med de tilsvarende regler, der finder anvendelse på selskaber og andre juridiske enheder.
(34) Under alle omstændigheder bør der såvel med hensyn til selskaber og andre juridiske enheder som
med hensyn til truster og lignende juridiske arrangementer tilstræbes en rimelig balance, navnlig mellem
på den ene side den generelle samfundsinteresse i forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af
terrorisme og på den anden side de registreredes grundlæggende rettigheder. De datasæt, der skal gøres
offentligt tilgængelige, bør være afgrænsede, klart og udtømmende definerede og af generel art, så den
potentielle skade for de reelle ejere minimeres. De oplysninger, der gøres offentligt tilgængelige, bør
samtidig ikke adskille sig markant fra de data, som i dag indsamles. Med henblik på at begrænse indgre-
bet i retten til respekt for privatlivet i almindelighed og til beskyttelse af personoplysninger i særdeleshed
bør de pågældende oplysninger primært vedrøre status for de reelle ejere af selskaber og andre juridiske
enheder og af truster og lignende juridiske arrangementer og bør udelukkende vedrøre det økonomiske
aktivitetsområde, hvor de reelle ejere er aktive. I tilfælde, hvor den øverste leder alene er blevet udpeget
som den reelle ejer ex officio, og ikke som følge af ejerandele eller udøvelse af kontrol ved hjælp af andre
midler, bør dette klart fremgå af registrene. Med hensyn til oplysninger om reelle ejere kan medlemssta-
terne fastsætte bestemmelser om, at oplysninger om statsborgerskab skal indgå i det centrale register,
137
navnlig for reelle ejere, der ikke har statsborgerskab i den pågældende medlemsstat. Med henblik på at
lette procedurerne, og eftersom langt størstedelen af de reelle ejere vil være statsborgere i den stat, som
fører det centrale register, kan medlemsstaterne antage, at den reelle ejer er statsborger i den pågældende
stat, medmindre andet er anført.
(35) Den øgede offentlige kontrol vil bidrage til at forebygge misbrug af juridiske enheder og juridiske
arrangementer, herunder skatteundgåelse. Derfor er det afgørende, at oplysninger om reelt ejerskab fortsat
er tilgængelige gennem de nationale registre og gennem registersammenkoblingssystemet i mindst fem år
efter, at grundene til registrering af oplysninger om det reelle ejerskab af trusten eller det lignende juridisk
arrangement er ophørt med at eksistere. Medlemsstaterne bør dog ved lov kunne fastsætte bestemmelser
om behandling af oplysninger om reelt ejerskab, herunder af personoplysninger, til andre formål, hvis en
sådan behandling opfylder et formål i samfundets interesse og udgør en i et demokratisk samfund nødven-
dig foranstaltning, der står i rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges.
(36) Desuden bør det være muligt for medlemsstaterne med henblik på en velafbalanceret og forholds-
mæssig tilgang og for at garantere retten til respekt for privatlivet og til beskyttelse af personoplysninger
under ekstraordinære omstændigheder at tillade undtagelser fra kravet om offentliggørelse gennem regi-
strene af oplysninger om reelt ejerskab og fra retten til adgang til sådanne oplysninger, hvis oplysningerne
ville udsætte den reelle ejer for en uforholdsmæssigt stor risiko for svig, bortførelse, pengeafpresning, an-
dre former for afpresning, chikane, vold eller intimidering. Medlemsstaterne bør også have mulighed for
at kræve onlineregistrering med henblik på at identificere enhver person, der anmoder om oplysninger fra
registret, samt betaling af et gebyr for at få adgang til oplysningerne i registret.
(37) Sammenkoblingen af medlemsstaternes centrale registre indeholdende oplysninger om reelt ejerskab
gennem den europæiske centrale platform, som er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2017/11328), nødvendiggør koordinering af nationale systemer med forskellige tekniske karakteri-
stika. Dette indebærer vedtagelse af tekniske foranstaltninger og specifikationer, der skal tage hensyn til
forskelle mellem registrene. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af nærværende direktiv
bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at behandle sådanne tekniske og operationelle
spørgsmål. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med undersøgelsesproceduren i artikel 5 i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/20119). Medlemsstaterne bør under alle omstændig-
heder inddrages i hele systemets funktion gennem en regelmæssig dialog mellem Kommissionen og med-
lemsstaternes repræsentanter om spørgsmålene vedrørende driften af systemet og videreudviklingen her-
af.
(38) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/67910) finder anvendelse på behandlingen af
personoplysninger i medfør af dette direktiv. Heraf følger, at fysiske personer, hvis personoplysninger op-
bevares i nationale registre som reelle ejere, bør oplyses herom. Desuden bør kun personoplysninger, som
er ajourførte og vedrører de reelle ejere, gøres tilgængelige, og de pågældende reelle ejere bør oplyses om
deres rettigheder i henhold til den gældende retlige EU-databeskyttelsesramme, jf. forordning (EU)
2016/679 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/68011), og om de procedurer, der finder
anvendelse for udøvelse af disse rettigheder. Medlemsstaterne kan med henblik på at forhindre misbrug af
oplysningerne i registrene og for at skabe ligevægt i forhold til reelle ejeres rettigheder desuden finde det
hensigtsmæssigt at overveje at stille oplysningerne vedrørende den anmodende person sammen med op-
lysninger om retsgrundlaget for vedkommendes anmodning til rådighed for den reelle ejer.
138
(39) I tilfælde af, at indberetninger vedrørende uoverensstemmelser fra FIU᾽er og kompetente myndighe-
der ville skade en igangværende efterforskning, bør FIU᾽erne eller de kompetente myndigheder udskyde
indberetningen af uoverensstemmelsen til det øjeblik, hvor årsagerne til den manglende indberetning op-
hører. FIU᾽erne og de kompetente myndigheder bør endvidere ikke indberette en eventuel uoverensstem-
melse, såfremt en sådan indberetning ville være i strid med en bestemmelse om fortrolighed i national ret
eller ville udgøre en overtrædelse af forbuddet mod »tipping off«.
(40) Dette direktiv berører ikke beskyttelsen af personoplysninger, som kompetente myndigheder behand-
ler i henhold til direktiv (EU) 2016/680.
(41) Adgang til oplysninger og definitionen af legitim interesse bør være reguleret af lovgivningen i den
medlemsstat, hvor forvalteren af en trust eller personen, der varetager en tilsvarende stilling i et lignende
juridisk arrangement, er etableret eller har bopæl. Hvis forvalteren af trusten eller personen med en tilsva-
rende stilling i et lignende juridisk arrangement ikke er etableret eller ikke har bopæl i en medlemsstat,
bør adgang til oplysninger og definitionen af legitim interesse være reguleret af lovgivningen i den med-
lemsstat, hvor oplysningerne om det reelle ejerskab af trusten eller af det lignende juridiske arrangement
er registreret i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv.
(42) Medlemsstaterne bør i national ret fastlægge en definition af legitim interesse, både som et generelt
begreb og som et kriterium for at få adgang til oplysninger om reelt ejerskab. Disse definitioner bør navn-
lig ikke begrænse begrebet legitim interesse til verserende administrative eller juridiske procedurer og
bør, hvor det er relevant, gøre det muligt at tage hensyn til det forebyggende arbejde på området for be-
kæmpelse af hvidvask af penge, finansiering af terrorisme og tilknyttede underliggende forbrydelser, der
gennemføres af NGO᾽er og undersøgende journalister. Når sammenkoblingen af medlemsstaternes regi-
stre over reelle ejere er gennemført, bør der bevilges såvel national som grænseoverskridende adgang til
hver medlemsstats register på grundlag af definitionen af legitim interesse i den medlemsstat, hvor oplys-
ningerne om det reelle ejerskab af trusten eller af det lignende juridiske arrangement er registreret i over-
ensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv, i overensstemmelse med en afgørelse truffet af de re-
levante myndigheder i den pågældende medlemsstat. I forhold til medlemsstaternes registre over reelt
ejerskab bør medlemsstaterne også have mulighed for at oprette klagemekanismer mod afgørelser, der be-
vilger eller nægter adgang til oplysninger om reelt ejerskab. Med henblik på at sikre ensartet og effektiv
registrering og udveksling af oplysninger bør medlemsstaterne sikre, at deres myndighed med ansvar for
registret over oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer samarbejder
med de tilsvarende myndigheder i de øvrige medlemsstater, herunder deler oplysninger vedrørende truster
og lignende juridiske arrangementer, der er reguleret af lovgivningen i en medlemsstat og forvaltet i en
anden medlemsstat.
(43) Grænseoverskridende korrespondentforbindelser med et respondentinstitut fra et tredjeland er karak-
teriseret ved deres igangværende, repetitive natur. Det følger heraf, at medlemsstaterne, samtidig med at
de kræver, at der vedtages skærpede kundekendskabsprocedurer i denne særlige sammenhæng, bør tage
hensyn til, at korrespondentforbindelser ikke omfatter enkeltstående transaktioner eller den blotte udveks-
ling af beskedfunktioner. I erkendelse af, at ikke alle grænseoverskridende tjenesteydelser fra korrespon-
dentbankforbindelser frembyder den samme grad af risiko for hvidvask af penge og finansiering af terro-
risme kan intensiteten af de i dette direktiv fastsatte foranstaltninger bestemmes ved at anvende princip-
perne om risikobaseret tilgang og foregriber ikke graden af risiko for hvidvask af penge og finansiering af
terrorisme, som er forbundet med det finansielle respondentinstitut.
139
(44) Det er vigtigt at sikre, at forpligtede enheder gennemfører reglerne om bekæmpelse af hvidvask af
penge og af finansiering af terrorisme korrekt. I den sammenhæng bør medlemsstaterne styrke den rolle,
som spilles af de offentlige myndigheder, der er udpeget som kompetente myndigheder med ansvar for at
bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, herunder FIU᾽erne, de myndigheder, der har til
opgave at efterforske eller retsforfølge hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og fi-
nansiering af terrorisme og at spore og beslaglægge eller indefryse og konfiskere kriminelle aktiver, myn-
digheder, der modtager rapporter om grænseoverskridende transport af valuta og ihændehaverpapirer,
samt myndigheder, der har ansvar for tilsyn eller overvågning med henblik på at sikre forpligtede enhe-
ders regeloverholdelse. Medlemsstaterne bør styrke den rolle, der spilles af andre relevante myndigheder,
herunder korruptionsbekæmpende myndigheder og skattemyndigheder.
(45) Medlemsstaterne bør sikre et effektivt og uvildigt tilsyn med alle forpligtede enheder, fortrinsvis
foretaget af offentlige myndigheder gennem en separat og uafhængig national regulerings- eller tilsyns-
myndighed.
(46) Kriminelle flytter uretmæssigt udbytte gennem talrige finansielle mellemmænd for at undgå at blive
opdaget, Det er derfor vigtigt at sætte finansierings- og kreditinstitutter i stand til ikke kun at udveksle
oplysninger mellem koncernmedlemmer, men også med andre kredit- og finansieringsinstitutter, under
behørig hensyntagen til de i national ret fastsatte databeskyttelsesregler.
(47) Kompetente myndigheder, der fører tilsyn med forpligtede enheders overholdelse af dette direktiv,
bør være i stand til at samarbejde og udveksle fortrolige oplysninger, uanset deres art eller status. Med
henblik herpå bør sådanne kompetente myndigheder have et tilstrækkeligt retsgrundlag for udveksling af
fortrolige oplysninger og samarbejde mellem de kompetente tilsynsmyndigheder for bekæmpelse af hvid-
vask af penge og finansiering af terrorisme, og de finansielle tilsynsmyndigheder bør ikke utilsigtet hæm-
mes af juridisk usikkerhed, der kan skyldes manglen på udtrykkelige bestemmelser på området. Overvåg-
ningen af den effektive gennemførelse af koncernpolitik om bekæmpelse af hvidvask af penge og finan-
siering af terrorisme bør ske i overensstemmelse med de principper og retningslinjer om konsolideret til-
syn, som er fastsat i den relevante europæiske sektorspecifikke lovgivning.
(48) Udveksling af oplysninger og levering af bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder
er af afgørende betydning med henblik på dette direktiv. Medlemsstaterne bør følgelig ikke forbyde eller
opstille urimelige eller unødigt restriktive betingelser for denne udveksling af oplysninger og levering af
bistand.
(49) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissi-
onen om forklarende dokumenter12) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget,
at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer
forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumen-
ter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.
(50) Målet for dette direktiv, nemlig at beskytte det finansielle system ved at forebygge, opdage og efter-
forske hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlems-
staterne, da individuelle foranstaltninger vedtaget af medlemsstaterne til beskyttelse af deres finansielle
systemer kan være uforenelige med det indre markeds funktion og med retsstatens og Unionens funda-
mentale retsgrundsætninger, men kan på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på EU-
plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel
140
5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte
artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
(51) Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«), navnlig retten til respekt for pri-
vatliv og familieliv (chartrets artikel 7), retten til beskyttelse af personoplysninger (chartrets artikel 8) og
friheden til at oprette og drive egen virksomhed (chartrets artikel 16).
(52) Ved udarbejdelsen af en rapport, der evaluerer gennemførelsen af dette direktiv, bør Kommissionen
tage behørigt hensyn til overholdelsen af de grundlæggende rettigheder og principper, som anerkendes i
chartret.
(53) På grund af behovet for straks at gennemføre foranstaltninger, som er vedtaget med henblik på at
styrke Unionens regler for forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og for at op-
fylde det tilsagn, som medlemsstaterne har givet, om hurtigt at gennemføre direktiv (EU) 2015/849, bør
ændringerne af direktiv (EU) 2015/849 gennemføres i national ret senest den 10. januar 2020. Medlems-
staterne bør oprette registre over det reelle ejerskab af selskaber og andre juridiske enheder senest den 10.
januar 2020 og for så vidt angår truster og lignende juridiske arrangementer senest den 10. marts 2020.
Centrale registre bør sammenkobles gennem den europæiske centrale platform senest den 10. marts 2021.
Medlemsstaterne bør oprette centrale automatiske mekanismer, som muliggør identifikation af indehavere
af bank- og betalingskonti og deponeringsbokse, senest den 10. september 2020.
(54) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel
28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/200113) og afgav en udtalelse den 2.
februar 201714).
(55) Direktiv (EU) 2015/849 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
Artikel 1
Ændringer af direktiv (EU) 2015/849
Direktiv (EU) 2015/849 ændres således:
1) Artikel 2, stk. 1, nr. 3), ændres således:
a) Litra a) affattes således:
»a) revisorer, eksterne regnskabssagkyndige og skatterådgivere, og enhver anden per-
son, der forpligter sig til at yde, enten direkte eller ved hjælp af andre personer,
som denne anden person har tilknytning til, materiel hjælp, bistand eller rådgiv-
ning om skatteanliggender som vigtigste forretnings- eller erhvervsmæssige virk-
somhed«
b) Litra d) affattes således:
141
»d) ejendomsmæglere, herunder når de optræder som mellemmænd i forbindelse med
udlejning af fast ejendom, men kun i relation til transaktioner, for hvilke den må-
nedlige leje beløber sig til 10 000 EUR eller derover«
c) Følgende litraer tilføjes:
»g) udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer
h) udbydere af virtuelle tegnebøger
i) personer, som handler med eller formidler handel med kunstværker, herunder når
dette foretages af kunstgallerier og auktionshuse, hvor værdien af transaktionen
eller af en række indbyrdes forbundne transaktioner beløber sig til 10 000 EUR
eller derover
j) personer, som opbevarer, handler med eller formidler handel med kunstværker,
herunder når dette foretages af freeports, hvor værdien af transaktionen eller af en
række indbyrdes forbundne transaktioner beløber sig til 10 000 EUR eller dero-
ver.«
2) I artikel 3 foretages følgende ændringer:
a) I nr. 4) foretages følgende ændringer:
i) Litra a) affattes således:
»a) terrorhandlinger, lovovertrædelser med forbindelse til en terrorgruppe og lov-
overtrædelser med forbindelse til terroraktiviteter som fastsat i afsnit II og III
i direktiv (EU) 2017/541 (*1)
(*1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 af 15. marts 2017 om bekæmpelse af terrorisme og om erstat-
ning af Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA og ændring af Rådets afgørelse 2005/671/RIA (EUT L 88 af 31.3.2017, s.
6).«"
ii) Litra c) affattes således:
»c) handlinger udført af kriminelle organisationer som defineret i artikel 1, nr. 1),
i Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA (*2)
(*2) Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA af 24. oktober 2008 om bekæmpelse af organiseret kriminalitet (EUT L 300 af
11.11.2008, s. 42).«"
b) Nr. 6), litra b), affattes således:
»b) For truster — alle følgende personer:
i) stifteren eller stifterne
ii) forvalteren eller forvalterne (trustee(s))
iii) protektoren eller protektorerne, hvis der findes sådanne
iv) begunstigede eller, såfremt de enkeltpersoner, der nyder godt af det juridiske
arrangement eller den juridiske enhed, endnu ikke kendes, den gruppe perso-
ner, i hvis hovedinteresse det juridiske arrangement eller den juridiske enhed
er oprettet eller fungerer
v) enhver anden fysisk person, der i sidste ende udøver kontrol over trusten gen-
nem direkte eller indirekte ejerskab eller ved hjælp af andre midler«
c) Nr. 16) affattes således:
»16) »elektroniske penge«: elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i direk-
tiv 2009/110/EF, bortset fra pengeværdi som omhandlet i nævnte direktivs artikel
1, stk. 4 og 5«
d) Følgende numre tilføjes:
142
»18) »virtuelle valutaer«: et digitalt udtryk for værdi, som ikke er udstedt eller garan-
teret af en centralbank eller en offentlig myndighed, ikke nødvendigvis er bundet
til en lovligt oprettet valuta og ikke har samme retlige status som valuta eller pen-
ge, men som accepteres af fysiske eller juridiske personer som vekslingsmiddel,
og som kan overføres, lagres og handles elektronisk
19) »udbydere af virtuelle tegnebøger«: en enhed, som leverer tjenester til at be-
skytte private kryptografiske nøgler på vegne af dens kunder med henblik på at
opbevare, lagre og overføre virtuelle valutaer.«
3) I artikel 6 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 2, litra b) og c), affattes således:
»b) de risici, der er forbundet med hver enkelt relevant sektor, herunder, hvor sådanne
er til rådighed, estimater fra Eurostat over, hvor store pengebeløb, der hvidvaskes
i hver af disse sektorer
c) de mest udbredte metoder anvendt af kriminelle til at hvidvaske uretmæssigt ud-
bytte, herunder, hvor oplysninger herom er til rådighed, de metoder, der anvendes
ved transaktioner mellem medlemsstater og tredjelande, uafhængigt af om et tred-
jeland er identificeret som værende et højrisikotredjeland i medfør af artikel 9, stk.
2.«
b) Stk. 3 affattes således:
»3. Kommissionen stiller den i stk. 1 omhandlede rapport til rådighed for medlemssta-
terne og de forpligtede enheder for at hjælpe dem med at identificere, forstå, styre og
begrænse risikoen for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og for at gøre det
muligt for andre interessenter, herunder de nationale lovgivere, Europa-Parlamentet, de
europæiske tilsynsmyndigheder (ESA᾽erne) og repræsentanter for FIU᾽er at få bedre
indsigt i risiciene. Rapporterne offentliggøres senest seks måneder efter at være blevet
gjort tilgængelige for medlemsstaterne, undtagen de dele af rapporterne, der indeholder
klassificerede oplysninger.«
4) I artikel 7 foretages følgende ændringer:
a) I stk. 4 tilføjes følgende litraer:
»f) rapportere om den institutionelle struktur og de overordnede procedurer i deres
ordning til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, herun-
der bl.a. FIU᾽en, skattemyndigheder og anklagemyndigheder, såvel som de tildelte
menneskelige og finansielle ressourcer i det omfang der foreligge oplysninger her-
om
g) rapportere om nationale indsatser og ressourcer (arbejdskraft og budget) afsat til
bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme«
b) »5. Medlemsstaterne stiller resultaterne af deres risikovurderinger sammen med opdate-
ringerne heraf til rådighed for Kommissionen, ESA᾽erne og de øvrige medlemsstater.
Andre medlemsstater kan give yderligere relevante oplysninger, hvor det er hensigts-
mæssigt, til den medlemsstat, der foretager risikovurderingen. Et resumé af vurderingen
gøres offentligt tilgængeligt. Dette resumé må ikke indeholde klassificerede oplysnin-
ger.«
5) I artikel 9 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 2 affattes således:
143
»2. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i henhold til ar-
tikel 64 med henblik på at identificere højrisikotredjelande, idet der tages hensyn til stra-
tegiske mangler, navnlig hvad angår følgende områder:
a) tredjelandets retlige og institutionelle rammer for bekæmpelse af hvidvask af pen-
ge og finansiering af terrorisme, navnlig:
i) kriminalisering af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme
ii) kundekendskabsprocedurer
iii) krav om opbevaring af registreringer
iv) krav om indberetning af mistænkelige transaktioner
v) kompetente myndigheders adgang til nøjagtige og rettidige oplysninger om
det reelle ejerskab for juridiske personer og juridiske arrangementer
b) tredjelandets kompetente myndigheders beføjelser og procedurer med henblik på
bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, herunder passende
effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner, såvel som tredjelandets
praksis med hensyn til at samarbejde og udveksle oplysninger med de kompetente
myndigheder i medlemsstaterne
c) effektiviteten af tredjelandets ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og fi-
nansiering af terrorisme med hensyn til at imødegå risiciene for hvidvask af penge
og finansiering af terrorisme.«
b) Stk. 4 affattes således:
»4. Kommissionen tager i forbindelse med udarbejdelsen af de delegerede retsakter, der
er omhandlet i stk. 2, hvor dette er hensigtsmæssigt, hensyn til relevante evalueringer,
vurderinger eller rapporter, der er udarbejdet af internationale organisationer og stan-
dardsættere med kompetencer inden for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansie-
ring af terrorisme.«
6) Artikel 10, stk. 1, affattes således:
»1. Medlemsstaterne forbyder deres kreditinstitutter og finansieringsinstitutter at have anony-
me konti, anonyme bankbøger eller anonyme deponeringsbokse. Medlemsstaterne skal i alle
tilfælde kræve, at ejerne af bestående anonyme konti, anonyme bankbøger eller anonyme de-
poneringsbokse og modtagerne underkastes kundekendskabsprocedurer senest den 10. januar
2019 og under alle omstændigheder inden nogen form for anvendelse af kontiene, bankbøger-
ne eller deponeringsboksene.«
7) I artikel 12 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 1 ændres således:
i) I første afsnit, affattes litra a) og b) således:
»a) betalingsinstrumentet er ikke genopfyldeligt eller har en maksimal månedlig
betalingstransaktionsgrænse på 150 EUR, som udelukkende kan anvendes i
den ene medlemsstat
b) det maksimale elektronisk lagrede beløb overstiger ikke 150 EUR.«
ii) Andet afsnit udgår
b) Stk. 2 affattes således:
»2. Medlemsstaterne sikrer, at undtagelsen fastsat i nærværende artikels stk. 1 ikke fin-
der anvendelse i tilfælde af kontantindløsning eller kontanthævning af pengeværdien af
elektroniske penge, hvis det indløste beløb overstiger 50 EUR, eller i tilfælde af fjernbe-
144
talingstransaktioner som defineret i artikel 4, nr. 6), i Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv (EU) 2015/2366 (*3), hvor det beløb, der betales, overstiger 50 EUR pr. transak-
tion.
(*3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og
om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv
2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).«"
c) Følgende stykke indsættes:
»3. Medlemsstaterne sikrer, at kreditinstitutter og finansieringsinstitutter, der handler
som erhververe, alene accepterer betalinger foretaget med anonyme forudbetalte kort
udstedt i tredjelande, hvis kortene opfylder betingelser svarende til betingelserne i stk. 1
og 2.
Medlemsstaterne kan beslutte ikke at acceptere betalinger foretaget ved brug af anony-
me forudbetalte kort på deres område.«
8) Artikel 13, stk. 1, ændres således:
a) Litra a) affattes således:
»a) identifikation af kunden og kontrol af kundens identitet på grundlag af dokumen-
ter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde, herunder
elektroniske identifikationsmidler, relevante tillidstjenester, jf. Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 (*4), eller enhver anden sikker form
for fjernidentifikationsproces eller elektronisk identifikationsproces, der er regule-
ret, anerkendt, godkendt eller accepteret af de relevante nationale myndigheder.
(*4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester
til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT L 257 af 28.8.2014, s.
73).«"
b) I slutningen af litra b) tilføjes følgende punktum:
»Hvis den reelle ejer identificeres som den øverste leder som omhandlet i artikel 3, stk.
6, litra a), nr. ii), skal de forpligtede enheder træffe de nødvendige rimelige foranstalt-
ninger for at kontrollere identiteten af den fysiske person, der varetager stillingen som
den øverste leder, og føre registre over de iværksatte foranstaltninger og over eventuelle
opståede vanskeligheder under udførelsen af kontrollen.«
9) I artikel 14 foretages følgende ændringer:
a) I stk. 1 tilføjes følgende punktum:
»Når der etableres en ny forretningsforbindelse med et koncernselskab eller en anden ju-
ridisk enhed, eller en trust eller et juridisk arrangement, der har strukturer eller funktio-
ner, der ligner truster, (»lignende juridisk arrangement«), som er genstand for registre-
ring af oplysninger om reelt ejerskab i henhold til artikel 30 eller 31, indhenter de for-
pligtede enheder et registreringsbevis eller et ekstrakt af oplysningerne i registret.«
b) Stk. 5 affattes således:
»5. Medlemsstaterne pålægger forpligtede enheder at gennemføre kundekendskabspro-
cedurer, ikke blot over for alle nye kunder, men også over for eksisterende kunder på
passende tidspunkter på et risikobaseret grundlag, eller når en kundes relevante omstæn-
digheder ændrer sig, eller når den forpligtede enhed i løbet af det relevante kalenderår er
145
juridisk forpligtet til at kontakte kunden med henblik på at undersøge enhver relevant
oplysning vedrørende den eller de reelle ejere, eller hvis den forpligtede enhed har haft
en sådan forpligtelse i henhold til Rådets direktiv 2011/16/EU (*5).
(*5) Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på
beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (EUT L 64 af 11.3.2011,
s. 1).«"
10) I artikel 18 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 1, første afsnit, affattes således:
»Medlemsstaterne pålægger forpligtede enheder at gennemføre skærpede kundekend-
skabsprocedurer i de situationer, der er omhandlet i artikel 18a-24, og i andre højrisiko-
tilfælde, som medlemsstaterne eller forpligtede enheder har identificeret, med det formål
at styre og begrænse de pågældende risici på en passende måde.«
b) Stk. 2 affattes således:
»2. Medlemsstaterne kræver, at forpligtede enheder, i det omfang det med rimelighed er
muligt, undersøger baggrunden for og formålet med alle transaktioner, der opfylder
mindst én af følgende betingelser:
i) de er komplekse
ii) de er usædvanligt store
iii) de foretages i et usædvanligt mønster
iv) de har intet åbenbart økonomisk eller lovligt formål.
De forpligtede enheder skal navnlig udvide overvågningen af forretningsforbindelsen,
både med hensyn til art og omfang, med det formål at afgøre, om transaktionerne eller
aktiviteterne forekommer mistænkelige.«
11) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 18a
1. Ved forretningsforbindelser eller transaktioner, der involverer højrisikotredjelande identifi-
ceret i henhold til artikel 9, stk. 2, kræver medlemsstaterne, at forpligtede enheder anvender
følgende skærpede kundekendskabsprocedurer:
a) indhente yderligere oplysninger om kunden og de(n) reelle ejer(e)
b) indhente yderligere oplysninger om forretningsforbindelsens tilsigtede karakter
c) indhente oplysninger om midlernes oprindelse og kilden til kundens og den reelle ejers
formue
d) indhente oplysninger om årsagerne til de ønskede eller udførte transaktioner
e) indhente den øverste ledelses godkendelse ved etablering eller fortsættelse af forret-
ningsforbindelser
f) gennemføre skærpet overvågning af forretningsforbindelsen ved at øge antallet og hyp-
pigheden af kontroller og ved at udvælge transaktionsmønstre, der kræver nøjere under-
søgelse.
Medlemsstaterne kan kræve, at forpligtede enheder, når det er relevant, sikrer, at første beta-
ling foretages gennem en konto i kundens navn i et kreditinstitut, der er underlagt krav om
kundekendskabsstandarder, der ikke er mindre omfangsrige end dem, der er fastsat i dette di-
rektiv.
146
2. Udover de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, og i overensstemmelse med Unionens
internationale forpligtelser pålægger medlemsstaterne, hvor det er muligt, forpligtede enheder
at gennemføre en eller flere supplerende afhjælpende foranstaltninger i forbindelse med fysi-
ske personer eller juridiske enheder, der gennemfører transaktioner, som involverer højrisiko-
tredjelande identificeret i henhold til artikel 9, stk. 2. Disse foranstaltninger skal bestå i en el-
ler flere af følgende:
a) anvendelse af supplerende elementer af skærpede kundekendskabsprocedurer
b) indførelse af relevante skærpede indberetningsmekanismer eller systematisk indberet-
ning af finansielle transaktioner
c) begrænsning af forretningsforbindelser eller transaktioner med fysiske personer eller ju-
ridiske enheder fra de tredjelande, der er identificeret som højrisikolande i henhold til
artikel 9, stk. 2.
3. Udover de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, og i overensstemmelse med Unionens
internationale forpligtelser anvender medlemsstaterne, hvor det er muligt, en eller flere af føl-
gende foranstaltninger i forhold til højrisikotredjelande identificeret i henhold til artikel 9, stk.
2:
a) afvise etablering af datterselskaber, filialer eller repræsentationskontorer af forpligtede
enheder fra det pågældende land eller på anden måde tage højde for, at den relevante
forpligtede enhed er fra et land, der ikke har tilstrækkelige ordninger til bekæmpelse af
hvidvask af penge og finansiering af terrorisme
b) forbyde forpligtede enheder at etablere filialer eller repræsentationskontorer i det pågæl-
dende land eller på anden måde tage højde for, at den pågældende filial eller det pågæl-
dende repræsentationskontor ville komme til at ligge i et land, der ikke har tilstrækkeli-
ge ordninger til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme
c) kræve øget tilsyn eller stille øgede krav om ekstern revision for forpligtede enheders fi-
lialer og datterselskaber, der er beliggende i det pågældende land
d) stille skærpede krav til ekstern revision af finansielle koncerner vedrørende alle deres
filialer og datterselskaber, der er beliggende i det pågældende land
e) påbyde kredit- og finansieringsinstitutter at undersøge og ændre eller om nødvendigt
bringe korrespondentforbindelser med respondentinstitutter i det pågældende land til op-
hør.
4. Medlemsstaterne tager i forbindelse med vedtagelsen eller anvendelsen af de foranstaltnin-
ger, der er omhandlet i stk. 2 og 3, hvor dette er hensigtsmæssigt, hensyn til relevante evalue-
ringer, vurderinger eller rapporter, der er udarbejdet af internationale organisationer og stan-
dardsættere med kompetencer inden for forebyggelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af
finansiering af terrorisme, for så vidt angår de risici, som individuelle tredjelande udgør.
5. Medlemsstaterne underretter Kommissionen, inden de gennemfører eller anvender de foran-
staltninger, der er omhandlet i stk. 2 og 3.«
12) I artikel 19, affattes indledningen således:
»Ved grænseoverskridende korrespondentforbindelser, der involverer gennemførelse af beta-
linger med et respondentinstitut fra et tredjeland, pålægger medlemsstaterne ud over de i arti-
kel 13 fastsatte kundekendskabsprocedurer deres kreditinstitutter og finansieringsinstitutter i
forbindelse med etablering af en forretningsforbindelse at:«
13) Følgende artikel indsættes:
147
»Artikel 20a
1. Hver medlemsstat udarbejder og ajourfører en liste, som angiver de nøjagtige funktioner,
der i henhold til nationale love og administrative bestemmelser udgør højerestående offentlige
hverv, jf. artikel 3, nr. 9). Medlemsstaterne anmoder en international organisation, der er ak-
krediteret på deres område, om at udarbejde og ajourføre en liste over højerestående offentlige
hverv inden for den pågældende internationale organisation, jf. artikel 3, nr. 9). Disse lister
fremsendes til Kommissionen og kan offentliggøres.
2. Kommissionen udarbejder og ajourfører listen over de nøjagtige funktioner, der udgør et
højerestående offentligt hverv inden for rammerne af Unionens institutioner og organer. Den-
ne liste skal også omfatte enhver funktion, der kan gives til repræsentanter for tredjelande, og
for internationale organisationer, der er godkendt på EU-plan.
3. Kommissionen sammensætter på grundlag af de lister, der er omhandlet i stk. 1 og 2 i denne
artikel, én enkelt liste over alle højerestående offentlige hverv, jf. artikel 3, nr. 9). Denne sam-
lede liste offentliggøres.
4. Funktioner, der er opført på den i nærværende artikels stk. 3 omhandlede liste, skal behand-
les i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i artikel 41, stk. 2.«
14) Artikel 27, stk. 2, affattes således:
»2. Medlemsstaterne sikrer, at forpligtede enheder, som kunden henvises til, træffer passende
foranstaltninger til at sikre, at tredjemand omgående efter anmodning fremsender relevante
kopier af identifikations- og kontroloplysninger, herunder, hvor det er muligt, data indhentet
ved hjælp af elektroniske identifikationsmidler, relevante tillidstjenester som fastsat i forord-
ning (EU) nr. 910/2014, eller enhver sikker form for fjernidentifikationsproces eller elektro-
nisk identifikationsproces, der er reguleret, anerkendt, godkendt eller accepteret af de relevan-
te nationale myndigheder.«
15) I artikel 30 foretages følgende ændringer:
a) I stk. 1 foretages følgende ændringer:
i) Første afsnit affattes således:
»Medlemsstaterne sikrer, at selskaber og andre juridiske enheder etableret på deres
område pålægges at indhente og opbevare passende, nøjagtige og aktuelle oplysnin-
ger om deres reelle ejerskab, herunder oplysninger om den reelle ejers rettigheder.
Medlemsstaterne sikrer, at overtrædelser af denne artikel er underlagt effektive,
forholdsmæssige og afskrækkende foranstaltninger eller sanktioner.«
ii) Følgende afsnit tilføjes:
»Medlemsstaterne kræver, at de reelle ejere af selskaber eller andre juridiske enhe-
der, herunder via aktier, stemmerettigheder, ejerandele, ihændehaveraktier eller ved
at udøve kontrol på anden vis, forsyner disse enheder med alle de oplysninger, som
er nødvendige for, at selskabet eller den anden juridiske enhed kan opfylde de i
første afsnit nævnte krav.«
b) Stk. 4 affattes således:
148
»4. Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der opbevares i det centrale register som
omhandlet i stk. 3 er passende, nøjagtige og aktuelle, og indfører mekanismer med hen-
blik herpå. Sådanne mekanismer skal omfatte krav om, at de forpligtede enheder og,
hvor det er relevant og ikke griber unødigt ind i deres funktioner, at de kompetente myn-
digheder skal indberette eventuelle uoverensstemmelser, som de finder mellem oplys-
ningerne om reelt ejerskab i de centrale registre og de oplysninger om reelt ejerskab,
som er tilgængelige for dem. I tilfælde af at der er indberettet uoverensstemmelser sikrer
medlemsstaterne, at der træffes de nødvendige foranstaltninger til at løse uoverensstem-
melserne i tide og, såfremt det er hensigtsmæssigt, at der i mellemtiden indføres en spe-
cifik henvisning herom i det centrale register.«
c) Stk. 5 affattes således:
»5. Medlemsstaterne sikrer, at oplysningerne om reelt ejerskab i alle tilfælde er tilgæn-
gelige for:
a) kompetente myndigheder og FIU᾽er uden nogen begrænsninger
b) forpligtede enheder inden for rammerne af kundekendskabsprocedurer i overens-
stemmelse med kapitel II
c) ethvert medlem af offentligheden.
De personer, der er omhandlet i litra c), skal mindst have adgang til den reelle ejers
navn, fødselsmåned og -år, bopælsland og statsborgerskab, samt art og omfang af den
reelle ejers rettigheder.
Medlemsstaterne kan under betingelser, som skal fastsættes i national ret, give adgang
til supplerende oplysninger, der tillader identifikation af den reelle ejer. Disse supple-
rende oplysninger skal som minimum omfatte fødselsdato eller kontaktoplysninger, i
overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne.«
d) Følgende stykke indsættes:
»5a. Medlemsstaterne kan vælge at stille oplysningerne i deres nationale registre, jf. stk.
3, til rådighed på betingelse af onlineregistrering og betaling af et gebyr, som ikke må
overstige de administrative omkostninger, som er forbundet med at stille oplysningerne
til rådighed, herunder omkostninger til vedligeholdelsen og videreudviklingen af regis-
tret.«
e) Stk. 6 affattes således:
»6. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder og FIU᾽erne har rettidig og
uhindret adgang til alle oplysninger, der opbevares i det centrale register, der er om-
handlet i stk. 3, uden at den berørte enhed varsles. Medlemsstaterne giver også forpligte-
de enheder rettidig adgang, når de gennemfører kundekendskabsprocedurer i overens-
stemmelse med kapitel II.
De kompetente myndigheder, som får adgang til det centrale register, der er omhandlet i
stk. 3, er de offentlige myndigheder, som er udpeget som ansvarlige for at bekæmpe
hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, samt skattemyndigheder, myndigheder,
som fører tilsyn med forpligtede enheder, og myndigheder, som har til opgave at efter-
forske eller retsforfølge hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og fi-
149
nansiering af terrorisme samt sporing og beslaglæggelse eller indefrysning og konfiska-
tion af kriminelle aktiver.«
f) Stk. 7 affattes således:
»7. Medlemsstaterne sikrer, at kompetente myndigheder og FIU᾽er rettidigt kan give de
oplysninger, der er omhandlet i stk. 1 og 3, til andre medlemsstaters kompetente myn-
digheder og FIU᾽er vederlagsfrit.«
g) Stk. 9 og 10 affattes således:
»9. I ekstraordinære situationer, som fastsættes i national ret, hvor den adgang, der er
omhandlet i stk. 5, første afsnit, litra b) og c), ville udsætte den reelle ejer for uforholds-
mæssig stor risiko, risiko for svig, bortførelse, pengeafpresning eller andre former for
afpresning, chikane, vold eller intimidering, eller hvis den reelle ejer er mindreårig eller
på anden måde juridisk umyndig, kan medlemsstaterne i det enkelte tilfælde indrømme
en undtagelse til en sådan adgang til alle eller dele af oplysningerne om det reelle ejer-
skab. Medlemsstaterne sikrer, at sådanne undtagelser indrømmes efter en grundig vurde-
ring af situationens ekstraordinære beskaffenhed. Retten til en administrativ fornyet
gennemgang af afgørelsen om undtagelse og til en effektiv domstolsprøvelse skal garan-
teres. En medlemsstat, som har indrømmet undtagelser, offentliggør årlige statistiske da-
ta over antallet af indrømmede undtagelser sammen med begrundelserne herfor og ind-
beretter dataene til Kommissionen.
Undtagelser, der indrømmes i medfør af dette stykkes første afsnit, finder ikke anven-
delse på kreditinstitutter og finansieringsinstitutter, eller på de forpligtede enheder, der
er omhandlet i artikel 2, stk. 1, nr. 3), litra b), som er offentligt ansatte.
10. Medlemsstaterne sikrer, at de centrale registre, som er omhandlet i stk. 3, sammen-
kobles via den europæiske centrale platform, der er oprettet ved artikel 22, stk. 1, i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 (*6). Sammenkoblingen af med-
lemsstaternes centrale registre via platformen foretages efter de tekniske specifikationer
og procedurer, der er fastsat ved de gennemførelsesretsakter, som Kommissionen har
vedtaget i henhold til artikel 24 i direktiv (EU) 2017/1132 og til nærværende direktivs
artikel 31a.
Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, er tilgængelige gen-
nem det registersammenkoblingssystem, der er oprettet ved artikel 22, stk. 1, i direktiv
(EU) 2017/1132, i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale lovgivning til
gennemførelse af nærværende artikels stk. 5, 5a og 6.
De i stk. 1 omhandlede oplysninger skal være tilgængelige gennem de nationale registre
og gennem registersammenkoblingssystemet i mindst fem år og højst ti år efter, at sel-
skabet eller den anden juridiske enhed er blevet slettet fra registret. Medlemsstaterne
samarbejder indbyrdes og med Kommissionen om at gennemføre de forskellige typer af
adgang i henhold til denne artikel.
150
(*6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 af 14. juni 2017 om visse
aspekter af selskabsretten (EUT L 169 af 30.6.2017, s. 46).«"
16) Artikel 31 ændres således:
a) Stk. 1 affattes således:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at denne artikel finder anvendelse på truster og andre typer
juridiske arrangementer, såsom bl.a. fiducia, visse Treuhand-typer eller fideikommis,
når sådanne arrangementer har en struktur og funktion, der svarer til truster. Medlems-
staterne fastlægger de karakteristika, som er bestemmende for, hvornår juridiske arran-
gementer har en struktur og funktion, der svarer til truster, for så vidt angår sådanne ju-
ridiske arrangementer, som er reguleret af deres lovgivning.
Hver medlemsstat stiller krav om, at forvaltere af viljesbestemte truster, der forvaltes i
den pågældende medlemsstat, indhenter og opbevarer passende, nøjagtige og ajourførte
oplysninger om reelt ejerskab vedrørende trusten. Oplysningerne skal omfatte identite-
ten af:
a) stifteren eller stifterne
b) forvalteren eller forvalterne (trustee(s))
c) protektoren eller protektorerne (hvis en sådan eller sådanne findes)
d) de begunstigede eller gruppen af begunstigede
e) enhver anden fysisk person, som udøver reel kontrol over trusten.
Medlemsstaterne sikrer, at overtrædelser af denne artikel er underlagt effektive, for-
holdsmæssige og afskrækkende foranstaltninger eller sanktioner.«
b) Stk. 2 affattes således:
»2. Medlemsstaterne sikrer, at forvaltere af truster eller personer, der varetager tilsva-
rende stillinger i lignende juridiske arrangementer som dem, der er omhandlet i nærvæ-
rende artikels stk. 1, underretter forpligtede enheder om deres status og rettidigt giver de
oplysninger, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, når de i deres egenskab af
forvaltere eller personer, der varetager tilsvarende stillinger i lignende juridiske arrange-
menter, etablerer forretningsforbindelser eller udfører lejlighedsvise transaktioner, som
overstiger de tærskler, der er fastsat i artikel 11, litra b), c) og d).«
c) Følgende stykke indsættes:
»3a. Den enkelte medlemsstat stiller krav om, at oplysninger om reelt ejerskab af viljes-
bestemte truster og lignende juridiske arrangementer som omhandlet i stk. 1 skal opbe-
vares i et centralt register over reelle ejere, som oprettes af den medlemsstat, hvor for-
valteren af trusten eller personen, der varetager en tilsvarende stilling i et lignende juri-
diske arrangement, er etableret eller har bopæl.
Hvis etableringsstedet eller bopælen for forvalteren af trusten eller personen, der vareta-
ger en tilsvarende stilling i et lignende juridiske arrangement, er uden for Unionen, skal
de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, opbevares i et centralt register, som oprettes af
den medlemsstat, hvor forvalteren af trusten eller personen, der varetager en tilsvarende
stilling i et lignende juridisk arrangement, indgår en forretningsforbindelse eller erhver-
ver fast ejendom i trustens eller det lignende juridiske arrangements navn.
151
Hvis forvalteren af en trust eller personerne, der varetager tilsvarende stillinger i et lig-
nende juridisk arrangement, er etableret eller har bopæl i forskellige medlemsstater, el-
ler hvis forvalteren af en trust eller personen, der varetager en tilsvarende stilling i et
lignende juridisk arrangement, indgår flere forretningsforbindelser i trustens eller det
lignende juridiske arrangements navn i forskellige medlemsstater, kan et registrerings-
bevis eller et ekstrakt af oplysningerne om reelt ejerskab i et register, som føres af en
medlemsstat, anses for at være tilstrækkelig til at opfylde registreringsforpligtelsen.«
d) Stk. 4 affattes således:
»4. Medlemsstaterne sikrer, at oplysningerne om reelt ejerskab af en trust eller et lignen-
de juridisk arrangement i ethvert tilfælde er tilgængelige for:
a) kompetente myndigheder og FIU᾽er uden nogen begrænsninger
b) forpligtede enheder inden for rammerne af kundekendskabsprocedurer i overens-
stemmelse med kapitel II
c) enhver fysisk eller juridisk person, der kan godtgøre at have en legitim interesse
heri
d) enhver fysisk eller juridisk person, som indgiver en skriftlig anmodning i relation
til en trust eller et lignende juridisk arrangement, der gennem bestemmende indfly-
delse i ethvert selskab eller lignende juridisk arrangement bortset fra de i artikel 30,
stk. 1, omhandlede enheder, gennem direkte eller indirekte ejerskab, herunder via
beholdninger af ihændehaveraktier eller ved at udøve kontrol på anden vis.
De oplysninger, som er tilgængelige for fysiske eller juridiske personer, der er omhand-
let i første afsnit, litra c) og d), omfatter den reelle ejers navn, fødselsmåned og -år, bo-
pælsland og statsborgerskab samt art og omfang af den reelle ejers rettigheder.
Medlemsstaterne kan under betingelser, som skal fastsættes i national ret, give adgang
til supplerende oplysninger, der tillader identifikation af den reelle ejer. Disse supple-
rende oplysninger omfatter som minimum fødselsdato eller kontaktoplysninger, i over-
ensstemmelse med databeskyttelsesreglerne. Medlemsstaterne kan give mulighed for en
bredere adgang til oplysningerne i registret i overensstemmelse med deres nationale lov-
givning.
De kompetente myndigheder, som får adgang til det centrale register, der er omhandlet i
stk. 3a, skal være offentlige myndigheder, som er udpeget som ansvarlige for at bekæm-
pe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, samt skattemyndigheder, myndighe-
der, som fører tilsyn med forpligtede enheder og myndigheder, som har til opgave at ef-
terforske eller retsforfølge hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og
finansiering af terrorisme samt sporing og beslaglæggelse eller indefrysning og konfi-
skation af kriminelle aktiver.«
e) Følgende stykke indsættes:
»4a. Medlemsstaterne kan vælge at stille oplysningerne i deres nationale registre, jf. stk.
3a, til rådighed på betingelse af onlineregistrering og betaling af et gebyr, som ikke må
overstige de administrative omkostninger, som er forbundet med at stille oplysningerne
til rådighed, herunder omkostninger til vedligeholdelsen og videreudviklingen af regis-
tret.«
152
f) Stk. 5 affattes således:
»5. Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der opbevares i det centrale register, der
er omhandlet i stk. 3a, er passende, nøjagtige og aktuelle, og indfører mekanismer med
henblik herpå. Sådanne mekanismer skal omfatte krav om, at de forpligtede enheder og,
hvor det er relevant og ikke griber unødigt ind i deres funktioner, at de kompetente myn-
digheder skal indberette eventuelle uoverensstemmelser, som de finder mellem oplys-
ningerne om reelt ejerskab i de centrale registre og de oplysninger om reelt ejerskab,
som er tilgængelige for dem. I tilfælde af, at der er indberettet uoverensstemmelser sik-
rer medlemsstaterne, at der træffes de nødvendige foranstaltninger til at løse uoverens-
stemmelserne i tide og, såfremt det er hensigtsmæssigt, at der i mellemtiden indføres en
specifik henvisning herom i det centrale register.«
g) Stk. 7 affattes således
»7. Medlemsstaterne sikrer, at kompetente myndigheder og FIU᾽er rettidigt kan give de
oplysninger, der er omhandlet i stk. 1 og 3, til andre medlemsstaters kompetente myn-
digheder og FIU᾽er vederlagsfrit.«
h) Følgende stykke indsættes:
»7a. I ekstraordinære situationer, som fastsættes i national ret, hvor den adgang, der er
omhandlet i stk. 4, første afsnit, litra b), c) og d), ville udsætte den reelle ejer for en
uforholdsmæssig stor risiko for svig, bortførelse, pengeafpresning eller andre former for
afpresning, chikane, vold eller intimidering, eller hvis den reelle ejer er mindreårig eller
på anden måde juridisk umyndig, kan medlemsstaterne i det enkelte tilfælde indrømme
en undtagelse til en sådan adgang til alle eller dele af oplysningerne om det reelle ejer-
skab. Medlemsstaterne sikrer, at sådanne undtagelser indrømmes efter en grundig vurde-
ring af situationens ekstraordinære beskaffenhed. Retten til en administrativ fornyet
gennemgang af afgørelsen om undtagelse og til en effektiv domstolsprøvelse skal garan-
teres. En medlemsstat, som har indrømmet undtagelser, offentliggør årlige statistiske da-
ta over antallet af indrømmede undtagelser sammen med begrundelserne herfor og ind-
beretter dataene til Kommissionen.
Undtagelser, der indrømmes i medfør af første afsnit, finder ikke anvendelse på kreditin-
stitutter, finansieringsinstitutter eller de forpligtede enheder, der er omhandlet i artikel 2,
stk. 1, nr. 3), litra b), som er offentligt ansatte.
Hvis en medlemsstat beslutter at indrømme undtagelse i medfør af første afsnit, må den
ikke begrænse kompetente myndigheders og FIU᾽ers adgang til oplysninger.«
i) Stk. 8 udgår
j) Stk. 9 affattes således:
»9. Medlemsstaterne sikrer, at de centrale registre, som er omhandlet i stk. 3a, sammen-
kobles via den europæiske centrale platform, der er oprettet ved artikel 22, stk. 1, i di-
rektiv (EU) 2017/1132. Sammenkoblingen af medlemsstaternes centrale registre via
platformen foretages efter de tekniske specifikationer og procedurer, der er fastsat ved
de gennemførelsesretsakter, som Kommissionen har vedtaget i henhold til artikel 24 i
direktiv (EU) 2017/1132 og til nærværende direktivs artikel 31a.
153
Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der er omhandlet i nærværende artikels stk.
1, er tilgængelige gennem det registersammenkoblingssystem, der er oprettet ved artikel
22, stk. 2, i direktiv (EU) 2017/1132/EU, i overensstemmelse med medlemsstaternes na-
tionale lovgivning til gennemførelse af nærværende artikels stk. 4 og 5.
Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at sikre, at kun de oplysninger,
som er omhandlet i stk. 1, og som er ajourførte og vedrører de reelle ejere, gøres tilgæn-
gelige gennem deres nationale registre og gennem registersammenkoblingssystemet, og
at adgangen til de pågældende oplysninger er i overensstemmelse med databeskyttelses-
reglerne.
De oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, skal være tilgængelige gennem de nationale
registre og gennem registersammenkoblingssystemet i mindst fem år og højst ti år efter,
at grundene til registrering af oplysningerne om det reelle ejerskab, jf. stk. 3a, er ophørt
med at eksistere. Medlemsstaterne samarbejder med Kommissionen om at gennemføre
de forskellige typer adgang i henhold til stk. 4 og 4a.«
k) Følgende stykke tilføjes:
»10. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de forskellige kategorier og be-
skrivelser af karakteristika samt navnene på og, hvor det er relevant, retsgrundlaget for
de i stk. 1 omhandlede truster og lignende juridiske arrangementer senest den 10. juli
2019. Kommissionen offentliggør den samlede liste over sådanne truster og lignende ju-
ridiske arrangementer i Den Europæiske Unions Tidende senest den 10. september
2019.
Kommissionen forelægger senest den 26. juni 2020 Parlamentet og Rådet en rapport
med en vurdering af, om alle truster og lignende juridiske arrangementer som omhandlet
i stk. 1 reguleret i henhold til medlemsstaternes lovgivning er blevet behørigt identifice-
ret og underlagt forpligtelserne i dette direktiv. Hvor det er relevant, træffer Kommissio-
nen de nødvendige foranstaltninger til at følge op på resultaterne i denne rapport.«
17) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 31a
Gennemførelsesretsakter
Hvor det er nødvendigt som supplement til de gennemførelsesretsakter, der vedtages af Kom-
missionen i overensstemmelse med artikel 24 i direktiv (EU) 2017/1132 og i overensstemmel-
se med anvendelsesområdet for artikel 30 og 31 i nærværende direktiv, vedtager Kommissio-
nen ved hjælp af gennemførelsesretsakter de tekniske specifikationer og procedurer, der er
nødvendige for sammenkoblingen af medlemsstaternes centrale registre som omhandlet i arti-
kel 30, stk. 10, og artikel 31, stk. 9, for så vidt angår:
154
a) den tekniske specifikation, der definerer det sæt af tekniske data, der er nødvendigt for,
at platformen kan udøve sine funktioner, og metoden for lagring, brug og beskyttelse af
sådanne data
b) fælles kriterier for, hvornår oplysninger om reelt ejerskab er tilgængelige gennem regi-
stersammenkoblingssystemet, afhængigt af omfanget af den adgang, der indrømmes af
medlemsstaterne
c) de tekniske detaljer om, hvordan oplysningerne om reelle ejere, skal stilles til rådighed
d) de tekniske betingelser for adgang til de tjenester, som registersammenkoblingssystemet
tilbyder
e) de tekniske betingelser for, hvordan de forskellige former for adgang til oplysninger om
reelt ejerskab i henhold til artikel 30, stk. 5, og artikel 31, stk. 4, skal gennemføres
f) betalingsmetoderne for så vidt angår de tilfælde, hvor adgangen til oplysninger om reelt
ejerskab er betinget af betaling af et gebyr i henhold til artikel 30, stk. 5a, og artikel 31,
stk. 4a, under hensyntagen til tilgængelige betalingsfaciliteter som fjernbetalingstransak-
tioner.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 64a, stk. 2.
Kommissionen efterstræber i sine gennemførelsesretsakter at genbruge allerede afprøvet tek-
nologi og praksis. Kommissionen sikrer, at de systemer, der skal udvikles, ikke medfører om-
kostninger ud over, hvad der er absolut nødvendigt for at gennemføre dette direktiv. Kommis-
sionens gennemførelsesretsakter skal være præget af gennemsigtighed og karakteriseret ved
en udveksling af erfaringer og oplysninger mellem Kommissionen og medlemsstaterne.«
18) I artikel 32 tilføjes følgende stykke:
»9. Med forbehold af artikel 34, stk. 2, skal hver FIU inden for rammerne af sine opgaver kun-
ne anmode om, indhente og anvende oplysningerne fra enhver forpligtet enhed med henblik
på stk. 1, selv hvis der ikke er foretaget en forudgående indberetning i henhold til artikel 33,
stk. 1, litra a), eller artikel 34, stk. 1.«
19) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 32a
1. Medlemsstaterne indfører centrale automatiske mekanismer, f.eks. centrale registre eller
centrale elektroniske systemer for dataudtræk, som muliggør rettidig identifikation af alle fysi-
ske eller juridiske personer, som har eller kontrollerer betalingskonti og bankkonti, der identi-
ficeres ved IBAN, som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
260/2012 (*7), samt deponeringsbokse, som indehaves af et kreditinstitut på deres område.
Medlemsstaterne underretter Kommissionen om kendetegnene ved disse nationale mekanis-
mer.
155
2. Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der lagres i de centrale mekanismer, som er om-
handlet i nærværende artikels stk. 1, er direkte tilgængelige på en hurtig og ufiltreret måde for
nationale FIU᾽er. Oplysningerne skal også være tilgængelige for nationale kompetente myn-
digheder med henblik på opfyldelse af deres forpligtelser i henhold til dette direktiv. Med-
lemsstaterne sikrer, at alle FIU᾽er rettidigt kan give oplysninger, der opbevares i de centrale
mekanismer, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, til andre FIU᾽er, jf. artikel 53.
3. Følgende oplysninger skal være tilgængelige og søgbare gennem de centrale mekanismer,
der er omhandlet i stk. 1:
— vedrørende kundekontohaveren og enhver person, der foregiver at handle på kun-
dens vegne: navn, suppleret med øvrige oplysninger om enten identitet i henhold til de natio-
nale bestemmelser til gennemførelse af artikel 13, stk. 1, litra a), eller individuelt identifikati-
onsnummer
— vedrørende den reelle ejer bag kundekontohaveren: navn, suppleret med øvrige oplys-
ninger om enten identitet i henhold til de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel
13, stk. 1, litra b), eller individuelt identifikationsnummer
— vedrørende bankkonto eller betalingskonto: IBAN-nummer og dato for åbning og luk-
ning af kontoen
— vedrørende deponeringsbokse: lejerens navn, suppleret enten med øvrige oplysninger om
identitet i henhold til de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 13, stk. 1, eller et
individuelt identifikationsnummer og lejeperiodens varighed.
4. Medlemsstaterne kan overveje at kræve, at andre oplysninger, der skønnes at være af afgø-
rende betydning for FIU᾽er og kompetente myndigheder med henblik på opfyldelsen af deres
forpligtelser i henhold til dette direktiv, gøres tilgængelige og søgbare gennem de centrale me-
kanismer.
5. Senest den 26. juni 2020 forelægger Kommissionen for Parlamentet og Rådet en rapport,
der vurderer betingelserne for og de tekniske specifikationer og procedurer til at garantere sik-
ker og effektiv sammenkobling af de centrale automatiske mekanismer. Rapporten ledsages,
hvor det er relevant, af et lovgivningsmæssigt forslag.
(*7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditover-
førsler og direkte debiteringer i euro og om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009 (EUT L 94 af 30.3.2012, s. 22).«"
20) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 32b
1. Medlemsstaterne giver FIU᾽er og kompetente myndigheder adgang til oplysninger, som
muliggør rettidig identifikation af alle fysiske eller juridiske personer, der ejer fast ejendom,
herunder gennem registre eller elektroniske systemer for dataudtræk, når sådanne registre eller
systemer er tilgængelige.
156
2. Senest den 31. december 2020 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en
rapport, der vurderer nødvendigheden af og proportionaliteten i forbindelse med at harmonise-
re oplysningerne i registrene og behovet for at sammenkoble disse registre. Denne rapport led-
sages, hvor det er relevant, af et lovgivningsmæssigt forslag.«
21) I artikel 33, stk. 1, affattes litra b) således:
»b) efter anmodning fra FIU᾽en direkte at give denne alle nødvendige oplysninger.«
22) I artikel 34 tilføjes følgende stykke:
»3. Selvregulerende organer, der er udpeget af medlemsstaterne, offentliggør en årlig rapport
med oplysninger om følgende:
a) foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 58, 59 og 60
b) antallet af modtagne indberetninger om overtrædelser som omhandlet i artikel 61, hvis
det er relevant
c) antallet af rapporter, der blev modtaget af det selvregulerende organ som omhandlet i
stk. 1 og antallet af rapporter, som det selvregulerende organ har fremsendt til FIU᾽en,
hvor det er relevant
d) hvor det er nødvendigt, antal og beskrivelse af foranstaltninger, der er gennemført i
medfør af artikel 47 og 48 med henblik på at overvåge, at de forpligtede enheder over-
holder deres forpligtelser i henhold til:
i) artikel 10-24 (kundekendskabskrav)
ii) artikel 33, 34 og 35 (indberetning af mistænkelige transaktioner)
iii) artikel 40 (opbevaring af registreringer) og
iv) artikel 45 og 46 (interne kontroller).«
23) Artikel 38 affattes således:
»Artikel 38
1. Medlemsstaterne sikrer, at enkeltpersoner, herunder ansatte i og repræsentanter for den for-
pligtede enhed, som indberetter en mistanke om hvidvask af penge eller finansiering af terro-
risme enten internt eller til FIU᾽en, er juridisk beskyttet mod trusler, repressalier eller fjendt-
ligsindede handlinger, og navnlig mod negative eller diskriminerende ansættelsesrelaterede
handlinger.
2. Medlemsstaterne sikrer, at enkeltpersoner, som udsættes for trusler, repressalier, fjendtligs-
indede handlinger eller negative eller diskriminerende ansættelsesrelaterede handlinger for at
have indberettet en mistanke om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme enten in-
ternt eller til FIU᾽en, har ret til at klage til de respektive kompetente myndigheder på en sikker
måde. Uden at det berører fortroligheden af oplysninger indsamlet af FIU᾽en sikrer medlems-
staterne også, at sådanne enkeltpersoner har ret til effektive retsmidler med henblik på at be-
skytte de rettigheder, der følger af dette stykke.«
24) Artikel 39, stk. 3, affattes således:
»3. Forbuddet i denne artikels stk. 1 forhindrer ikke udveksling af sådanne oplysninger mel-
lem kreditinstitutter og finansieringsinstitutter fra medlemsstaterne, forudsat at de tilhører
samme koncern, eller mellem disse enheder og deres filialer og majoritetsejede datterselskaber
157
etableret i tredjelande, forudsat at disse filialer og majoritetsejede datterselskaber fuldt ud
overholder koncernens politikker og procedurer, herunder procedurer for udveksling af oplys-
ninger inden for koncernen, i overensstemmelse med artikel 45, og at koncernens politikker og
procedurer opfylder de krav, der er fastsat i dette direktiv.«
25) I artikel 40, stk. 1, foretages følgende ændringer:
a) Litra a) affattes således:
»a) med hensyn til kundekendskab opbevares en kopi af de dokumenter og oplysninger,
der er nødvendige for at opfylde kundekendskabskravene fastsat i kapitel II, herunder
tilgængelige oplysninger indhentet ved hjælp af elektroniske identifikationsmidler, rele-
vante tillidstjenester, jf. forordning (EU) nr. 910/2014, eller enhver anden sikker form
for fjernidentifikationsproces eller elektronisk identifikationsproces, der er reguleret, an-
erkendt, godkendt eller accepteret af de relevante nationale myndighed i en periode på
fem år, efter at kundeforholdet er ophørt eller efter datoen for den lejlighedsvise transak-
tion«
b) Følgende afsnit tilføjes:
»Den opbevaringsperiode, der er omhandlet i dette stykke, herunder den yderligere op-
bevaringsperiode, der ikke må overstige yderligere fem år, finder også anvendelse på de
data, der er tilgængelige gennem de centrale mekanismer, der er omhandlet i artikel
32a.«
26) Artikel 43 affattes således:
»Artikel 43
Behandling af personoplysninger på grundlag af dette direktiv med henblik på forebyggelse af
hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, jf. artikel 1, betragtes som værende i samfun-
dets interesse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (*8).«
(*8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med be-
handling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om
databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).«"
27) Artikel 44 affattes således:
»Artikel 44
1. Med henblik på at bidrage til udarbejdelsen af risikovurderinger i henhold til artikel 7 sikrer
medlemsstaterne, at de er i stand til at føre tilsyn med effektiviteten af deres ordninger for be-
kæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, ved at føre omfattende statistik-
ker over forhold, der er relevante for disse ordningers effektivitet.
2. De i stk. 1 omhandlede statistikker omfatter:
a) data, som måler størrelsen og betydningen af de forskellige sektorer, som falder ind
under dette direktivs anvendelsesområde, herunder antallet af fysiske personer og enhe-
der i de enkelte sektorer og hver sektors økonomiske betydning
158
b) data, som måler indberetninger, efterforskninger og retslige faser i den nationale ord-
ning for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, herunder antal-
let af indberetninger til FIU᾽en af mistænkelige transaktioner, den videre behandling af
disse indberetninger og, på årsbasis, antallet af efterforskede sager, antallet af retsfor-
fulgte personer, antallet af personer, der er blevet dømt for hvidvask af penge eller fi-
nansiering af terrorisme, typerne af underliggende forbrydelser, hvor sådanne oplysnin-
ger er tilgængelige, samt værdien i euro af indefrosne, beslaglagte eller konfiskerede
formuegoder
c) eventuelle data, som identificerer antallet og procentdelen af indberetninger, der resulte-
rer i yderligere efterforskning, og årlige rapporter til forpligtede enheder med en nærme-
re beskrivelse af, hvor nyttige indberetningerne har været, og hvordan de følges op
d) data vedrørende antallet af grænseoverskridende anmodninger om oplysninger, der blev
indgivet, modtaget, afvist og helt eller delvis besvaret af FIU᾽en, opstillet efter mod-
partsland
e) menneskelige ressourcer, der er allokeret til de kompetente myndigheder med ansvar for
tilsyn med bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, samt menneskelige
ressourcer allokeret til FIU᾽en med henblik på udførelse af de i artikel 32 omhandlede
opgaver
f) antallet af on-site og off-site tilsynsforanstaltninger og antallet af overtrædelser, der
konstateres på grundlag af de af tilsynsmyndighedernes gennemførte tilsynsforanstalt-
ninger og de pålagte sanktioner/administrative foranstaltninger.
3. Medlemsstaterne sikrer, at en årlig konsolideret oversigt over deres statistikker offentliggø-
res.
4. Medlemsstaterne tilsender årligt Kommissionen de statistikker, der er omhandlet i stk. 2.
Kommissionen offentliggør en årlig rapport, der sammenfatter og forklarer de i stk. 2 omhand-
lede statistikker, som skal gøres tilgængelig via dens websted.«
28) Artikel 45, stk. 4, affattes således:
»4. Medlemsstaterne og ESA᾽erne underretter hinanden om tilfælde, hvor et tredjelands natio-
nale ret ikke tillader gennemførelse af politikkerne og procedurerne som krævet i stk. 1. I så-
danne tilfælde kan en løsning tilstræbes ved samordnede tiltag. I vurderingen af, hvilke tredje-
lande der ikke tillader gennemførelse af politikkerne og procedurerne som krævet i stk. 1, tag-
er medlemsstaterne og ESA᾽erne hensyn til eventuelle retlige begrænsninger, der eventuelt
kan hindre en korrekt gennemførelse af disse politikker og procedurer, herunder tavshedspligt,
databeskyttelse og andre begrænsninger for udveksling af oplysninger, der kan være relevante
for dette formål.«
29) Artikel 47, stk. 1, affattes således:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatva-
lutaer samt udbydere af virtuelle tegnebøger registreres, og at valutavekslings- og checkind-
løsningskontorer samt udbydere af tjenester til truster eller selskaber er godkendte eller regi-
strerede, og at udbydere af spiltjenester reguleres.«
159
30) I artikel 48 foretages følgende ændringer:
a) Følgende stykke indsættes:
»1a. Med henblik på at lette og fremme et effektivt samarbejde, herunder navnlig ud-
veksling af oplysninger, tilsender medlemsstaterne Kommissionen listen over de kom-
petente myndigheder for de forpligtede enheder, der er anført i artikel 2, stk. 1, herunder
deres kontaktoplysninger. Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, som er blevet fore-
lagt Kommissionen, løbende ajourføres.
Kommissionen offentliggør et register over disse myndigheder og deres kontaktoplys-
ninger på sit websted. Myndighederne i registret fungerer inden for rammerne af deres
beføjelser som et kontaktpunkt for de tilsvarende kompetente myndigheder i de øvrige
medlemsstater. Finansielle tilsynsmyndigheder i medlemsstaterne fungerer ligeledes
som et kontaktpunkt for ESA᾽erne.
For at sikre tilstrækkelig håndhævelse af dette direktiv kræver medlemsstaterne, at alle
forpligtede enheder er underlagt passende tilsyn, herunder beføjelser til at foretage on-
site og off-site tilsyn, og træffer passende og forholdsmæssige administrative foranstalt-
ninger til at rette op på eventuelle overtrædelser.«
b) Stk. 2 affattes således:
»2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har tilstrækkelige beføjelser,
herunder beføjelse til at kræve fremlæggelse af alle oplysninger, der er relevante for at
overvåge direktivets overholdelse, og gennemføre kontroller, samt har tilstrækkelige fi-
nansielle, menneskelige og tekniske ressourcer til at kunne udføre deres funktioner.
Medlemsstaterne sikrer, at disse myndigheders personale udviser en høj grad af integri-
tet, har tilstrækkelig kompetence samt fastholder en høj professionel standard for deres
arbejde, herunder standarter for fortrolighed og databeskyttelse samt standarter for be-
handling af interessekonflikter.«
c) Stk. 4 affattes således:
»4. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor den
forpligtede enhed driver virksomheder, fører tilsyn med, at disse virksomheder overhol-
der de nationale bestemmelser i den pågældende medlemsstat, hvorved dette direktiv er
gennemført.
For så vidt angår kredit- og finansieringsinstitutter, der er en del af en koncern, sikrer
medlemsstaterne med henblik på det i første afsnit omhandlede formål, at de kompeten-
te myndigheder i den medlemsstat, hvor moderselskabet er etableret, samarbejder med
de kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor virksomheder, der er en del af
koncernen er etableret.
For så vidt angår de i artikel 45, stk. 9, omhandlede virksomheder kan tilsyn som om-
handlet i nærværende stykkes første afsnit omfatte, at der træffes passende og rimelige
foranstaltninger for at imødegå alvorlige overtrædelser, der kræver omgående afhjælp-
ning. Disse foranstaltninger skal være midlertidige og afsluttes, når de konstaterede
overtrædelser er afhjulpet, herunder med bistand fra eller i samarbejde med de kompe-
tente myndigheder i den forpligtede enheds hjemland, i overensstemmelse med artikel
45, stk. 2.«
160
d) I stk. 5 tilføjes følgende afsnit:
»For så vidt angår kredit- og finansieringsinstitutter, der er en del af en koncern, sikrer
medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor moderselska-
bet er etableret, fører tilsyn med den effektive gennemførelse af koncernens politikker
og procedurer, som er omhandlet i artikel 45, stk. 1. Med henblik herpå sikrer medlems-
staterne, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor kredit- og finansie-
ringsinstitutter, der er en del af koncernen, er etableret, samarbejder med de kompetente
myndigheder i den medlemsstat, hvor moderselskabet er etableret.«
31) Artikel 49 affattes således:
»Artikel 49
Medlemsstaterne sikrer, at politiske beslutningstagere, FIU᾽ere, tilsynsførende og andre kom-
petente myndigheder, som deltager i bekæmpelsen af hvidvask af penge og finansiering af ter-
rorisme, samt skattemyndigheder og retshåndhævende myndigheder, når de handler inden for
rammerne af anvendelsesområdet for dette direktiv, har effektive midler, der sætter dem i
stand til at samarbejde og koordinere på nationalt plan i forbindelse med udarbejdelsen og
gennemførelsen af politikker og aktiviteter, som har til formål at bekæmpe hvidvask af penge
og finansiering af terrorisme, herunder med henblik på at opfylde deres forpligtelse i henhold
til artikel 7.«
32) I kapitel VI, afdeling 3, indsættes følgende underafdeling:
»Underafdeling IIa
Samarbejde mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder
Artikel 50a
Medlemsstaterne må ikke forbyde eller opstille urimelige eller unødigt restriktive betingelser
for udveksling af oplysninger eller bistand mellem kompetente myndigheder med henblik på
dette direktiv. Navnlig skal medlemsstaterne sikre, at kompetente myndigheder ikke afslår an-
modninger om bistand med henvisning til at:
a) anmodningen også anses for at omfatte skatteanliggender
b) forpligtede enheder i henhold til national ret er forpligtede til hemmeligholdelse eller
fortrolighed, bortset fra i de tilfælde, hvor de pågældende oplysninger er beskyttet af ret-
ten til fortrolighed eller er omfattet af tavshedspligt, jf. artikel 34, stk. 2
c) der pågår en undersøgelse, efterforskning eller retsforfølgning i den anmodede med-
lemsstat, medmindre bistanden ville vanskeliggøre undersøgelsen, efterforskningen eller
retsforfølgningen
d) den anmodende myndighed hos modparten er af en anden type eller har en anden status
end den anmodende kompetente myndighed.«
33) Artikel 53 ændres således:
a) Stk. 1, første afsnit, affattes således:
161
»1. Medlemsstaterne sikrer, at FIU᾽er uopfordret eller efter anmodning udveksler alle
oplysninger, som måtte være relevante for FIU᾽ernes behandling eller analyse af oplys-
ninger om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og de fysiske eller juridiske
personer, der er involveret, uanset typen af tilknyttet underliggende forbrydelse, også
selv om det på tidspunktet for udvekslingen ikke er identificeret, hvilken tilknyttet un-
derliggende forbrydelse der er tale om.«
b) I stk. 2, andet afsnit, affattes andet punktum således:
»Den pågældende FIU indhenter oplysninger i overensstemmelse med artikel 33, stk. 1,
og svarer hurtigt.«
34) I artikel 54 tilføjes følgende stykke:
»Medlemsstaterne sikrer, at FIU᾽erne udpeger mindst én kontaktperson som ansvarlig eller ét
kontaktpunkt som ansvarligt for at modtage forespørgsler om oplysninger fra FIU᾽er i andre
medlemsstater.«
35) Artikel 55, stk. 2, affattes således:
»2. Medlemsstaterne sikrer, at forhåndsgodkendelsen fra den anmodede FIU til at formidle
oplysningerne til kompetente myndigheder gives omgående og i videst muligt omfang, uanset
typen af tilknyttet underliggende forbrydelse. Den anmodede FIU må ikke nægte at give sin
godkendelse til en sådan formidling, medmindre dette ville falde uden for anvendelsesområdet
for dens bestemmelser om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, el-
ler ville kunne vanskeliggøre en efterforskning, eller på anden måde ville være i uoverens-
stemmelse med de grundlæggende principper i den pågældende medlemsstats nationale ret. Et
eventuelt afslag på godkendelse begrundes behørigt. Disse undtagelser skal præciseres på en
måde, der forhindrer misbrug og uretmæssige begrænsninger af formidlingen af oplysninger
til kompetente myndigheder.«
36) Artikel 57 affattes således:
»Artikel 57
Forskelle i de nationale retlige definitioner af underliggende forbrydelser, jf. artikel 3, nr. 4),
må ikke vanskeliggøre FIU᾽ers mulighed for at yde bistand til en anden FIU og må ikke be-
grænse udvekslingen, formidlingen og anvendelsen af oplysningerne i henhold til artikel 53,
54 og 55.«
37) I kapitel VI, afdeling 3, tilføjes følgende underafdeling:
»Underafdeling IIIa
Samarbejde mellem kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansin-
stitutter og andre myndigheder, der har tavshedspligt
Artikel 57a
1. Medlemsstaterne kræver, at alle personer, der arbejder for eller har arbejdet for kompetente
myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutters overholdelse af dette direktiv,
og revisorer eller eksperter, der optræder på vegne af sådanne kompetente myndigheder, er
underlagt tavshedspligt.
162
Uden at det berører tilfælde, der er omfattet af straffelovgivningen, må de fortrolige oplysnin-
ger, som de i første afsnit omhandlede personer modtager i forbindelse med deres opgaver i
henhold til dette direktiv, kun videregives i summarisk eller samlet form, på en sådan måde at
de enkelte kredit- og finansinstitutter ikke kan identificeres.
2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at der udveksles oplysninger mellem:
a) kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutter inden for en
medlemsstat i overensstemmelse med dette direktiv eller andre retsakter vedrørende til-
syn med kredit- og finansinstitutter
b) kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutter i forskellige
medlemsstater i overensstemmelse med dette direktiv eller andre retsakter vedrørende
tilsyn med kredit- og finansinstitutter, herunder Den Europæiske Centralbank (ECB),
der handler i medfør af Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 (*9). Denne udveksling af
oplysninger er underlagt den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.
Senest den 10. januar 2019 indgår de kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og
finansinstitutter i overensstemmelse med dette direktiv, og ECB, der handler i medfør af arti-
kel 27, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1024/2013 og artikel 56, stk. 1, litra g), i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (*10), med støtte fra de europæiske tilsynsmyndighe-
der en aftale om de praktiske betingelser for udveksling af oplysninger.
3. Kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutter og modtager for-
trolige oplysninger i henhold til stk. 1, må udelukkende anvende disse oplysninger:
a) i forbindelse med udførelsen af deres opgaver i henhold til dette direktiv eller andre rets-
akter vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, til-
synsmæssig regulering og tilsyn med kredit- og finansinstitutter, herunder idømmelse af
sanktioner
b) i forbindelse med en appelsag mod en beslutning truffet af den kompetente myndighed,
der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutter, herunder retssager
c) i forbindelse med indbringelse for domstolene efter særbestemmelser i den EU-ret, som
er vedtaget vedrørende dette direktivs område eller vedrørende tilsynsmæssig regulering
og tilsyn med kredit- og finansinstitutter.
4. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og fi-
nansinstitutter, samarbejder med hinanden i videst muligt omfang i forbindelse med gennem-
førelsen af dette direktiv, uanset deres respektive art eller status. Et sådant samarbejde skal og-
så omfatte muligheden for inden for rammerne af den anmodede kompetente myndigheds be-
føjelser at foretage undersøgelser på vegne af en anmodende kompetent myndighed samt ef-
terfølgende udveksling af de oplysninger, der fremkommer under en sådan undersøgelse.
5. Medlemsstaterne kan bemyndige de nationale kompetente myndigheder, der fører tilsyn
med kredit- og finansinstitutter, til at indgå samarbejdsaftaler vedrørende samarbejde og ud-
veksling af fortrolige oplysninger med de kompetente myndigheder i tredjelande, der er mod-
163
parter til disse nationale kompetente myndigheder. Sådanne samarbejdsaftaler skal være gen-
sidige og kan kun indgås, såfremt de oplysninger, der videregives, er underlagt en garanti om
krav om tavshedspligt, der mindst svarer til tavshedspligten omhandlet i stk. 1. Udvekslingen
af fortrolige oplysninger inden for rammerne af sådanne samarbejdsaftaler skal have til formål
at give de pågældende myndigheder mulighed for at udføre deres tilsynsopgaver.
Stammer de udvekslede oplysninger fra en anden medlemsstat, videregives de kun med ud-
trykkeligt samtykke fra de kompetente myndigheder, som har videregivet dem, og i givet fald
udelukkende til det formål, som disse myndigheder har givet deres samtykke til.
Artikel 57b
1. Uanset artikel 57a, stk. 1 og 3, og med forbehold af artikel 34, stk. 2, kan medlemsstaterne
give tilladelse til udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder i den samme
medlemsstat eller i andre medlemsstater, mellem de kompetente myndigheder og myndighe-
der med ansvar for tilsyn med enheder i den finansielle sektor og fysiske eller juridiske perso-
ner under udøvelsen af deres erhverv, som omhandlet i artikel 2, stk. 1, nr. 3), samt myndighe-
der, som ved lov er udpeget som ansvarlige for tilsyn med finansielle markeder i forbindelse
med udførelsen af disses respektive tilsynsopgaver.
De modtagne oplysninger er under alle omstændigheder underlagt krav om tavshedspligt, der
mindst svarer til de krav, som er omhandlet i artikel 57a, stk. 1.
2. Uanset artikel 57a, stk. 1 og 3, kan medlemsstaterne ved bestemmelser i national ret give
tilladelse til, at visse oplysninger videregives til andre nationale myndigheder, som ved lov er
udpeget som ansvarlige for tilsyn med finansielle markeder, eller som er udpeget som ansvar-
lige for at bekæmpe hvidvask af penge eller efterforske hvidvask af penge, tilknyttede under-
liggende forbrydelser eller finansiering af terrorisme.
Fortrolige oplysninger, der udveksles i henhold til nærværende stykke, må dog kun anvendes
til det formål at varetage de pågældende myndigheders lovmæssige opgaver. Personer, der har
adgang til sådanne oplysninger, er underlagt krav om tavshedspligt, der mindst svarer til de
krav, som er omhandlet i artikel 57a, stk. 1.
3. Medlemsstaterne kan give tilladelse til, at visse oplysninger i forbindelse med tilsyn med
kreditinstitutters overholdelse af dette direktiv videregives til parlamentariske undersøgelses-
udvalg, revisionsretter og andre enheder med ansvar for undersøgelser i deres medlemsstat på
følgende betingelser:
a) enhederne har et præcist ved lov defineret mandat efter national lovgivning til at under-
søge eller granske de aktiviteter, som udføres af myndigheder med ansvar for tilsynet
med disse kreditinstitutter eller for lovgivningen om dette tilsyn
b) oplysningerne er strengt nødvendige for udøvelsen af det i litra a) nævnte mandat
c) de personer, som har adgang til oplysningerne, er underlagt krav om tavshedspligt i hen-
hold til national lovgivning, der mindst svarer til dem, der er omhandlet i artikel 57a,
stk. 1
164
d) oplysninger, der stammer fra en anden medlemsstat, videregives ikke uden udtrykkeligt
samtykke fra de kompetente myndigheder, som har videregivet dem, og i givet fald ude-
lukkende til de formål, som de pågældende myndigheder har givet deres samtykke til.
(*9) Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i
forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT L 287 af 29.10.2013, s. 63)."
(*10) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om
tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og
2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338).«"
38) I artikel 58, stk. 2, tilføjes følgende afsnit:
»Medlemsstaterne sikrer endvidere, at deres kompetente myndigheder, såfremt de identificerer
overtrædelser, der er omfattet af strafferetlige sanktioner, underretter de retshåndhævende
myndigheder rettidigt.«
39) Artikel 61 ændres således:
a) Stk. 1 affattes således:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, såvel som de selvreguleren-
de organer, hvor dette er relevant, indfører effektive og pålidelige mekanismer til at
fremme indberetningen til kompetente myndigheder og i givet fald selvregulerende or-
ganer af potentielle eller faktiske overtrædelser af de nationale bestemmelser, der gen-
nemfører dette direktiv.
Med henblik herpå sørger de for én eller flere sikre kommunikationskanaler, hvorigen-
nem personer kan foretage den i første afsnit omhandlede indberetning. Sådanne kanaler
skal sikre, at det kun er de kompetente myndigheder og i givet fald de selvregulerende
organer, der er bekendt med identiteten på de personer, som afgiver oplysninger.«
b) I stk. 3 tilføjes følgende afsnit:
»Medlemsstaterne sikrer, at enkeltpersoner, herunder ansatte i og repræsentanter for den
forpligtede enhed, som indberetter en mistanke om hvidvask af penge eller finansiering
af terrorisme enten internt eller til FIU᾽en, er juridisk beskyttet mod trusler, repressalier
eller fjendtligsindede handlinger, og navnlig mod negative eller diskriminerende ansæt-
telsesrelaterede handlinger.
Medlemsstaterne sikrer, at enkeltpersoner, som udsættes for trusler, repressalier, fjendt-
ligsindede handlinger eller negative eller diskriminerende ansættelsesrelaterede handlin-
ger for at have indberettet en mistanke om hvidvask af penge eller finansiering af terro-
risme enten internt eller til FIU᾽en, har ret til at klage til de respektive kompetente myn-
digheder på en sikker måde. Uden at det berører fortroligheden af oplysninger indsamlet
af FIU᾽en sikrer medlemsstaterne også, at sådanne enkeltpersoner har ret til effektive
retsmidler med henblik på at beskytte de rettigheder, der følger af dette stykke.«
40) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 64a
1. Kommissionen bistås af Udvalget til Forebyggelse af Hvidvaskning af Penge og Finansie-
ring af Terrorisme (»udvalget«) som omhandlet i artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets
165
forordning (EU) 2015/847 (*11). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU)
nr. 182/2011 (*12).
2. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.
(*11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler,
og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1781/2006 (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 1)."
(*12) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan
medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).«"
41) Artikel 65 affattes således:
»Artikel 65
1. Senest den 11. januar 2022, og hvert tredje år derefter, udarbejder Kommissionen en rap-
port om gennemførelsen af dette direktiv og forelægger den for Europa-Parlamentet og Rådet.
Denne rapport skal navnlig omfatte:
a) en redegørelse for specifikke foranstaltninger og mekanismer på EU-plan og medlems-
statsplan til at forebygge og håndtere spirende problemer og ny udvikling, der udgør en
trussel mod Unionens finansielle system
b) opfølgende foranstaltninger, der er truffet på EU-plan og på medlemsstatsplan på grund-
lag af forhold, som deres opmærksomhed er blevet henledt på, herunder klager vedrø-
rende national lovgivning, der hæmmer de kompetente myndigheders og selvreguleren-
de organers tilsyns- og undersøgelsesmæssige beføjelser
c) en redegørelse for tilgængeligheden af relevante oplysninger for de kompetente myndig-
heder og FIU᾽er i medlemsstaterne, med henblik på at forebygge anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge og finansiering af terrorisme
d) en redegørelse for det internationale samarbejde og udvekslingen af oplysninger mellem
kompetente myndigheder og FIU᾽er
e) en redegørelse for nødvendigheden af tiltag fra Kommissionens side til at kontrollere, at
medlemsstaterne træffer foranstaltninger i overensstemmelse med dette direktiv og til at
vurdere spirende problemer og ny udvikling i medlemsstaterne
f) en analyse af gennemførligheden af specifikke foranstaltninger og mekanismer på EU-
plan og medlemsstatsplan om mulighederne for at indsamle og få adgang til oplysninger
om det reelle ejerskab af selskaber og andre juridiske enheder, der er etableret uden for
Unionen, og af proportionaliteten af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 20,
stk. 1, litra b)
g) en evaluering af, i hvilket omfang de grundlæggende rettigheder og principper, som an-
erkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, er blevet
overholdt.
Den første rapport, som offentliggøres senest den 11. januar 2022, ledsages om nødvendigt af
passende lovgivningsmæssige forslag, herunder, hvis det er relevant, om virtuelle valutaer, be-
føjelse til at oprette og føre en central database, hvor de brugeridentiteter og tegnebogsadres-
166
ser, som FIU᾽erne har adgang til, registreres, samt egenerklæringsblanketter til brugere af vir-
tuelle valutaer og om at forbedre samarbejdet mellem medlemsstaternes kontorer for inddri-
velse af aktiver og en risikobaseret model for anvendelse af foranstaltningerne omhandlet i ar-
tikel 20, litra b).
2. Senest den 1. juni 2019 vurderer Kommissionen rammerne for FIU᾽ernes samarbejde med
tredjelande og hindringer og muligheder for at styrke samarbejdet mellem FIU᾽er i Unionen,
herunder muligheden for at oprette en koordinerings- og støttemekanisme.
3. Kommissionen udarbejder, hvor det er relevant, en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet
med henblik på at vurdere behovet for og proportionaliteten af en sænkelse af procentsatsen
for identifikation af reelle ejere af juridiske enheder i lyset af eventuelle anbefalinger i denne
henseende fra internationale organisationer og standardsættere med kompetence inden for fo-
rebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme som følge af en ny vurdering og
fremsætter om fornødent et lovgivningsmæssigt forslag.«
42) Artikel 67, affattes stk. 1, således:
»1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at
efterkomme dette direktiv senest den 26. juni 2017.
Medlemsstaterne anvender artikel 12, stk. 3, fra den 10. juli 2020.
Medlemsstaterne opretter de i artikel 30 omhandlede registre senest den 10. januar 2020, de i
artikel 31 omhandlede registre senest den 10. marts 2020 og de i artikel 32a omhandlede cen-
trale automatiske mekanismer senest den 10. september 2020.
Kommissionen sikrer den i artikel 30 og 31 omhandlede sammenkobling af registre i samar-
bejde med medlemsstaterne senest den 10. marts 2021.
Medlemsstaterne meddeler straks Kommissionen teksten til de i dette stykke omhandlede love
og bestemmelser.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen i medlemsstaterne indeholde en henvisning
til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere
regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.«
43) I bilag II, punkt 3, affattes indledningen således:
»3) Geografiske risikofaktorer — registrering, etablering, bopæl i:«
44) I bilag III foretages følgende ændringer:
a) I punkt 1) tilføjes følgende litra:
»g) kunden er en tredjelandsstatsborger, der ansøger om opholdstilladelse eller statsbor-
gerskab i medlemsstaten i bytte for kapitaloverførsler, køb af ejendom eller statsob-
ligationer eller investering i selskaber i den pågældende medlemsstat.«
b) I punkt 2 foretages følgende ændringer:
i) Litra c) affattes således:
167
»c) forretningsforbindelser eller transaktioner uden direkte kontakt, uden visse sik-
kerhedsforanstaltninger såsom elektroniske identifikationsmidler eller relevante til-
lidstjenester som defineret i forordning (EU) nr. 910/2014 eller enhver anden sikker
form for fjernidentifikationsproces eller elektronisk identifikationsproces, der er re-
guleret, anerkendt, godkendt eller accepteret af de relevante nationale myndighe-
der«
ii) Følgende litra tilføjes:
»f) transaktioner vedrørende olie, våben, ædelmetaller, tobaksvarer, kulturelle vær-
digenstande og andre vigtige genstande af arkæologisk, historisk, kulturel og religi-
øs betydning eller af særlig videnskabelig værdi samt elfenben og beskyttede dyre-
arter.«
Artikel 2
Ændringer af direktiv 2009/138/EF
I artikel 68, stk. 1, litra b), i direktiv 2009/138/EF tilføjes følgende nummer:
»iv) de myndigheder, der er ansvarlige for tilsyn med de forpligtede enheder, der er anført i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (*13), artikel 2, stk. 1, nr. 1 og
2, vedrørende overholdelse af dette direktiv
(*13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af
5.6.2015, s. 73).«
Artikel 3
Ændringer af direktiv 2013/36/EU
I artikel 56, stk. 1, i direktiv 2013/36/EU tilføjes følgende litra:
»g) de myndigheder, der er ansvarlige for tilsyn med de forpligtede enheder, der er anført i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (*14), artikel 2, stk. 1, nr. 1) og
2), vedrørende overholdelse af dette direktiv.
(*14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af
5.6.2015, s. 73).«
Artikel 4
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efter-
komme dette direktiv senest den 10. januar 2020. De sender straks teksten til disse love og bestem-
melser til Kommissionen.
Disse foranstaltninger skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning.
168
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de
udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 5
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Ti-
dende.
Artikel 6
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 30. maj 2018.
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
A. TAJANI L. PAVLOVA
Formand Formand
169
1) EUT C 459 af 9.12.2016, s. 3.
2) EUT C 34 af 2.2.2017, s. 121.
3) Europa-Parlamentets holdning af 19.4.2018 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 14.5.2018.
4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til
hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73).
5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske
penge og tilsyn med en sådan virksomhed, ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF (EUT L 267 af
10.10.2009, s. 7).
6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af direktiv
2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).
7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske
transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 73).
8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 af 14. juni 2017 om visse aspekter af selskabsretten (EUT L 169 af 30.6.2017, s. 46).
9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal
kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
10) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af persono-
plysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af
4.5.2016, s. 1).
11) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders
behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige
sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 89).
12) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
13) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
14) EUT C 85 af 18.3.2017, s. 3.
170
Bilag 3
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2014/17/EU
af 4. februar 2014
om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv
2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank1),
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg2),
efter den almindelige lovgivningsprocedure3), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I marts 2003 iværksatte Kommissionen en proces med det formål at fastslå, hvilke hindringer der fin-
des for det indre marked for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse, og evaluere virknin-
gen heraf. Den 18. december 2007 vedtog den en hvidbog om integration af EU᾽s realkreditmarkeder. I
hvidbogen meddelte Kommissionen, at den havde til hensigt at foretage en konsekvensanalyse af de for-
skellige politikvalgmuligheder med hensyn til indhentning af oplysninger forud for aftaleindgåelse, kre-
ditdatabaser, kreditværdighed, de årlige omkostninger i procent og rådgivning om kreditaftaler. Kommis-
sionen nedsatte en ekspertgruppe vedrørende kredithistorie, der skal bistå Kommissionen med at forbere-
de foranstaltninger, som skal forbedre adgangen til og sammenligneligheden og fuldstændigheden af kre-
ditoplysninger. Der blev også indledt undersøgelser af den rolle, som kreditformidlere og ikkekreditinsti-
tutter, der tilbyder kreditaftaler, spiller, og de transaktioner, som de påtager sig i forbindelse med fast
ejendom til beboelse.
(2) I overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) omfatter det
indre marked et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser samt etab-
leringsfrihed. Det er af vital betydning, at der udvikles et mere gennemskueligt og effektivt kreditmarked
på dette område for at fremme udviklingen af tværnational virksomhed og skabe et indre marked for kre-
ditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Der findes væsentlige forskelle i lovgivningen i de
171
forskellige medlemsstater med hensyn til forretningspraksis vedrørende kreditaftaler i forbindelse med
fast ejendom til beboelse og reguleringen af og tilsynet med de kreditformidlere og ikkekreditinstitutter,
der tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Sådanne forskelle skaber hindringer,
som begrænser omfanget af den tværnationale aktivitet både hvad angår udbud og efterspørgsel, hvilket
begrænser konkurrencen og valgmulighederne på markedet, og dermed øges omkostningerne for kredit-
udbyderne, og de hindres endog i at udøve virksomhed.
(3) Finanskrisen har vist, at uansvarlig optræden hos markedsdeltagerne kan undergrave det finansielle
system og føre til manglende tillid hos alle parter, især hos forbrugerne, og have alvorlige sociale og øko-
nomiske konsekvenser. Mange forbrugere har mistet tilliden til finanssektoren, og låntagere har oplevet,
at deres lån bliver for dyre, hvilket fører til stadig flere misligholdelser og tvangsauktioner. Som følge
heraf har G20 anmodet Rådet for Finansiel Stabilitet om at opstille principper for forsvarlige garantistan-
darder i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Selv om nogle af den finansielle krises største proble-
mer opstod uden for Unionen, besidder forbrugere i Unionen store mængder gældspapirer, hvoraf mange
er knyttet til kreditter i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Det er derfor hensigtsmæssigt at sikre,
at Unionens reguleringsmæssige rammer på dette område er solide, overensstemmende med internationa-
le principper og tillader hensigtsmæssig anvendelse af det til rådighed stående udvalg af redskaber, som
kan omfatte forholdstal som lån-værdi (forholdet mellem lånets størrelse og ejendomsværdien), lån-ind-
komst (forholdet mellem lånstørrelse og indkomst), gæld-indkomst (forholdet mellem gæld og indkomst)
eller tilsvarende forholdstal, minimumsniveauer, under hvilke ingen kredit anses for acceptabel, eller an-
dre foranstaltninger, der kan kompensere for situationer, hvor de underliggende risici er højere for forbru-
gerne, eller som er nødvendige for at forhindre for stor gældsætning i husholdningerne. Set i lyset af de
problemer, der er kommet frem under finanskrisen, og for at sikre et effektivt og konkurrencedygtigt in-
dre marked, der bidrager til finansiel stabilitet, har Kommissionen i sin meddelelse af 4. marts 2009 med
titlen »Fremdrift i den europæiske genopretning« foreslået foranstaltninger for kreditaftaler i forbindelse
med fast ejendom til beboelse, herunder også solide rammer for kreditformidling med henblik på at skabe
ansvarlige og pålidelige markeder for fremtiden og genetablere forbrugertilliden. Kommissionen bekræf-
tede på ny sit tilsagn om et effektivt og konkurrencedygtigt indre marked i sin meddelelse af 13. april
2011 med titlen »Akten for det indre marked — Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid«.
(4) Der er blevet indkredset en række problemer på markederne for lån med pant i fast ejendom i Unionen
i forbindelse med uansvarlig långivning og låntagning og potentielt uansvarlig adfærd hos markedsdelta-
gerne, herunder kreditformidlere og ikkekreditinstitutter. Nogle af problemerne vedrørte kreditter i en
udenlandsk valuta, som forbrugerne havde optaget i den pågældende valuta for at få den fordelagtige de-
bitorrente, men uden tilstrækkelig oplysning om eller forståelse af valutakursrisikoen. Disse problemer
skyldes markeds- og lovgivningsmæssige mangler såvel som andre faktorer, f.eks. det generelle økonomi-
ske klima og det ringe kendskab til det finansielle område. Blandt andre problemer kan nævnes ineffekti-
ve, inkonsekvente eller ikkeeksisterende ordninger for kreditformidlere og ikkekreditinstitutter, der tilby-
der kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Disse problemer har potentielt betydelige
makroøkonomiske afsmittende virkninger, kan være til skade for forbrugeren, kan udgøre økonomiske el-
ler juridiske hindringer for tværnational virksomhed og kan skabe ulige betingelser for de forskellige ak-
tører.
(5) For at få etableret et velfungerende indre marked med en høj grad af forbrugerbeskyttelse på området
kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom og for at sikre, at forbrugere, der ønsker sådanne aftaler, kan
indgå disse i tillid til, at de kreditinstitutter, som de indgår aftale med, handler på en professionel og an-
svarlig måde, er det nødvendigt at indføre hensigtsmæssigt harmoniserede EU-retlige rammer på en ræk-
172
ke områder under hensyntagen til forskelle mellem kreditaftaler, der navnlig skyldes forskelle på de natio-
nale og regionale markeder for fast ejendom.
(6) Dette direktiv bør derfor udvikle et mere gennemsigtigt, effektivt og konkurrencedygtigt indre marked
gennem sammenhængende, fleksible og rimelige kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom og samtidig
fremme bæredygtig långivning og låntagning og finansiel integration og dermed skabe et høj niveau af
forbrugerbeskyttelse.
(7) For at skabe et ægte indre marked med en høj og ensartet grad af forbrugerbeskyttelse fastsætter dette
direktiv bestemmelser, der harmoniseres i størst muligt omfang med hensyn til oplysninger forud for afta-
leindgåelsen ved hjælp af det europæiske standardiserede informationsblad (ESIS) og beregningen af de
årlige omkostninger i procent. Medlemsstaterne bør dog under hensyntagen til de særlige karakteristika
ved kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom og forskellene i markedsudviklingen og markedsvilkåre-
ne i medlemsstaterne, navnlig med hensyn til markedsstrukturen og markedsdeltagerne, kategorierne af
tilgængelige produkter og de procedurer, der er forbundet med kreditydelsesprocessen, kunne bevare eller
indføre strengere bestemmelser end dem, der er fastsat i dette direktiv, på de områder, der ikke er klart
angivet som områder, hvor der skal være størst mulig harmonisering. En sådan målrettet tilgang er nød-
vendig for at undgå negativt at påvirke beskyttelsesniveauet for forbrugerne i forbindelse med kreditafta-
ler inden for dette direktivs anvendelsesområde. Medlemsstaterne bør f.eks. kunne opretholde eller indfø-
re strengere bestemmelser med hensyn til den viden og de kompetencer, som personalet skal have, og vej-
ledningen i udfyldelse af ESIS.
(8) Dette direktiv bør forbedre betingelserne for etableringen af et velfungerende indre marked gennem
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning og fastsættelse af kvalitetsstandarder for visse tjenesteydel-
ser, særlig med hensyn til distribution og formidling af kredit gennem kreditgivere og kreditformidlere og
fremme af god praksis. Etableringen af kvalitetsstandarder for kreditydelsestjenester involverer nødven-
digvis indførelsen af visse bestemmelser om optagelse, tilsyn og tilsynskrav.
(9) Det står medlemsstaterne frit for at beholde eller indføre national ret på de områder, der ikke er omfat-
tet af dette direktiv. Medlemsstaterne kan navnlig beholde eller indføre nationale bestemmelser på områ-
der som aftalelov i forbindelse med kreditaftalernes gyldighed, ejendomslovgivning, tinglysning, oplys-
ninger i forbindelse med aftaleindgåelse og, i det omfang, de ikke er reguleret af dette direktiv, anliggen-
der efter aftaleindgåelse. Medlemsstaterne kan fastsætte, at det sagkyndige eller vurderende selskab eller
notarer kan udvælges af parterne ved gensidig aftale. På grund af forskellene mellem processerne for køb
eller salg af fast ejendom til beboelse i medlemsstaterne kan kreditgivere og kreditformidlere forsøge at få
forudbetalinger fra forbrugerne med den begrundelse, at sådanne betalinger vil kunne bidrage til at sikre
indgåelsen af en kreditaftale eller købet eller salget af en fast ejendom, og der er mulighed for, at en sådan
praksis kan misbruges, navnlig når forbrugerne ikke er bekendte med kravene og den sædvanlige praksis i
den pågældende medlemsstat. Det er derfor hensigtsmæssigt at give medlemsstaterne tilladelse til at ind-
føre begrænsninger med hensyn til sådanne betalinger.
(10) Dette direktiv bør finde anvendelse, uanset om kreditgiveren eller kreditformidleren er en juridisk
eller en fysisk person. Dette direktiv bør dog ikke berøre medlemsstaternes ret til i overensstemmelse med
EU-retten at fastsætte, at kun juridiske personer eller visse former for juridiske personer må fungere som
kreditgiver eller kreditformidler efter dette direktiv.
173
(11) Da forbrugere og virksomheder ikke er i samme situation, har de ikke behov for det samme beskyt-
telsesniveau. Mens det er vigtigt at sikre forbrugernes rettigheder gennem bestemmelser, der ikke kan fra-
viges ved aftale, er det rimeligt at give virksomheder og organisationer mulighed for at indgå andre afta-
ler.
(12) Definitionen af forbruger bør dække fysiske personer, der ikke handler som led i erhvervsmæssig
virksomhed. I tilfælde af aftaler med dobbelt formål, hvor aftalen indgås delvis som led i og delvis ikke
som led i den pågældende persons erhvervsmæssige virksomhed, og det erhvervsmæssige formål er så
begrænset, at det ikke er fremherskende i forbindelse med aftalen, bør den pågældende person imidlertid
ligeledes betragtes som en forbruger.
(13) I dette direktiv fastsættes der bestemmelser om kreditaftaler, som udelukkende eller overvejende ve-
drører fast ejendom til beboelse, men det forhindrer ikke medlemsstaterne i at forlænge de foranstaltnin-
ger, der træffes i overensstemmelse med dette direktiv til beskyttelse af forbrugerne i forbindelse med
kreditaftaler vedrørende andre former for fast ejendom, eller i at fastsætte andre bestemmelser om sådan-
ne kreditaftaler.
(14) Definitionerne fastsat i dette direktiv bør bestemme rækkevidden af harmoniseringen. Medlemssta-
ternes forpligtelser til at gennemføre dette direktiv bør derfor begrænses til dets anvendelsesområde som
bestemt ved dets definitioner. Medlemsstaternes forpligtelser til at gennemføre bestemmelserne i dette di-
rektiv begrænses f.eks. til kreditaftaler, der indgås med forbrugere, dvs. med fysiske personer, der i for-
bindelse med transaktioner, som er omfattet af dette direktiv, ikke handler som led i erhvervsmæssig virk-
somhed. Ligeledes er medlemsstaterne forpligtet til at gennemføre de bestemmelser i dette direktiv, der
regulerer den aktivitet, som udføres af de personer, der optræder som kreditformidlere som defineret i di-
rektivet. Dette direktiv bør dog ikke berøre medlemsstaternes anvendelse af direktivets bestemmelser på
områder, der ikke er omfattet af dets anvendelsesområde, i overensstemmelse med EU-retten. Desuden
bør definitionerne fastsat i dette direktiv ikke berøre medlemsstaternes mulighed for i henhold til national
lovgivning at vedtage underdefinitioner til særlige formål, forudsat at de stadig er i overensstemmelse
med definitionerne i dette direktiv. F.eks. bør medlemsstaterne i henhold til national ret kunne fastsætte
underkategorier af kreditformidlere, som ikke er identificeret i dette direktiv, hvis sådanne underkategori-
er f.eks. er nødvendige på nationalt plan for at differentiere de krav til kompetencer og viden, som skal
opfyldes af de forskellige kreditformidlere.
(15) Formålet med dette direktiv er at sikre, at forbrugere, der indgår kreditaftaler i forbindelse med fast
ejendom, er genstand for et højt beskyttelsesniveau. Det bør derfor finde anvendelse på kreditter sikret
ved fast ejendom uanset formålet med kreditten, refinansieringsaftaler eller andre kreditaftaler, der kan
medvirke til, at en ejer eller medejer fortsat kan bevare rettigheder til den faste ejendom eller grunden, og
på kreditter, som anvendes til køb af en fast ejendom i nogle medlemsstater, herunder afdragsfrie kreditter
eller, medmindre medlemsstaterne har etableret en passende alternativ ramme, de kreditter, som har til
formål at skaffe midlertidig finansiering mellem salget af én fast ejendom og købet af en anden, og på
sikrede kreditter til renovering af fast ejendom til beboelse.
(16) Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på visse kreditaftaler, hvor kreditgiver bidrager med en sam-
let sum, periodisk betaling eller andre former for kreditudbetaling til gengæld for en sum, der stammer fra
salg af en fast ejendom, og hvis primære formål er at lette forbruget, f.eks. friværdibelåningsprodukter
eller andre tilsvarende specialiserede produkter. Sådanne kreditaftaler har særlige karakteristika, der lig-
ger uden for dette direktivs anvendelsesområde. En vurdering af forbrugerens kreditværdighed er f.eks.
174
irrelevant, da betalingerne sker fra kreditgiver til forbrugeren og ikke omvendt. En sådan transaktion vil
bl.a. kræve væsentligt anderledes informationer forud for aftaleindgåelsen. Endvidere indebærer andre
produkter inden for friværdibelåning (f.eks. »home reversions«), som kan sammenlignes med nedspa-
ringslån eller livslange lån med pant i fast ejendom, ikke, at der ydes kredit, og forbliver således uden for
dette direktivs anvendelsesområde.
(17) Dette direktiv bør ikke omfatte andre udtrykkeligt anførte former for nichekreditaftaler, som er for-
skellige fra standardlån med pant i fast ejendom med hensyn til deres art og forbundne risici og derfor
kræver en skræddersyet tilgang, navnlig kreditaftaler, der er resultatet af et forlig indgået for retten eller et
andet ved lov beføjet organ, og visse former for kreditaftaler, hvor kreditten ydes af en arbejdsgiver til
dennes arbejdstagere i særlige tilfælde, som allerede fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler4). Det er hensigtsmæssigt at tillade medlemsstater-
ne at udelukke visse kreditaftaler såsom dem, der bevilges til en begrænset del af offentligheden på for-
delagtige vilkår eller udbydes af en låne- og spareforening, såfremt der er etableret passende alternative
ordninger til sikring af, at de politiske målsætninger med henblik på finansiel stabilitet og det indre mar-
ked kan opfyldes, uden at dette forhindrer finansiel integration og adgang til kredit. Kreditaftaler, hvor
den faste ejendom ikke skal anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted af forbrugeren eller et
af forbrugerens familiemedlemmer, men skal anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted på
grundlag af en lejeaftale, har risici og karakteristika, der er forskellige fra standardkreditaftaler, og kan
derfor nødvendiggøre en mere tilpasset ramme. Medlemsstaterne bør derfor kunne udelukke sådanne kre-
ditaftaler fra direktivet, når der findes en passende national ramme til dem.
(18) Kreditaftaler uden sikkerhedsstillelse med henblik på istandsættelse af fast ejendom til beboelse for
et samlet kreditbeløb, der overstiger 75 000 EUR, bør være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv
2008/48/EF for at sikre en lige grad af beskyttelse af disse forbrugere og for at undgå et lovgivningsmæs-
sigt tomrum mellem nævnte direktiv og nærværende direktiv. Direktiv 2008/48/EF bør derfor ændres i
overensstemmelse hermed.
(19) Af hensyn til retssikkerheden bør de EU-retlige rammer på området kreditaftaler i forbindelse med
fast ejendom til beboelse være i overensstemmelse med og supplere andre EU-retsakter, særlig på områ-
derne forbrugerbeskyttelse og forsigtighedstilsyn. Visse væsentlige definitioner, herunder definitionen på
»forbruger« og »varigt medium«, samt nøglebegreber, der anvendes i standardoplysningerne for at beteg-
ne de finansielle karakteristika i forbindelse med kreditten, herunder »samlet beløb, der skal betales af
forbrugeren« og »debitorrenten«, bør være i overensstemmelse med definitionerne fastsat i direktiv
2008/48/EF, således at den samme terminologi henviser til samme form for forhold, uanset om kreditten
er en forbrugerkredit eller en kredit til fast ejendom til beboelse. Medlemsstaterne bør derfor ved gennem-
førelsen af dette direktiv sikre, at der er overensstemmelse med hensyn til anvendelse og fortolkning for
så vidt angår disse væsentlige definitioner og nøglebegreber.
(20) For at sikre en ensartet ramme for forbrugere på kreditområdet og mindske den administrative byrde
for kreditgivere og kreditformidlere bør selve rammen i dette direktiv følge strukturen i direktiv
2008/48/EF, hvor det er muligt, navnlig med hensyn til, at oplysninger i reklame for kreditaftaler i forbin-
delse med fast ejendom til beboelse gives til forbrugeren ved hjælp af et repræsentativt eksempel, at detal-
jerede oplysninger forud for aftaleindgåelsen gives til den pågældende ved hjælp af et standardiseret in-
formationsblad, at forbrugeren modtager fyldestgørende forklaringer inden kreditaftalens indgåelse, at der
etableres et fælles grundlag for beregning af ÅOP eksklusive notaromkostninger, og at kreditgiverne vur-
derer forbrugerens kreditværdighed, inden der ydes kredit. På samme måde bør der gives ikkediskrimine-
175
rende adgang for kreditgivere til relevante kreditdatabaser for at sikre lige vilkår i forbindelse med be-
stemmelserne som fastsat ved direktiv 2008/48/EF. På samme måde som direktiv 2008/48/EF bør dette
direktiv sikre en passende godkendelsesproces og passende tilsyn med alle kreditgivere, der tilbyder kre-
ditaftaler i forbindelse med fast ejendom, og bør fastsætte krav med hensyn til etableringen af og adgan-
gen til udenretslige tvistbilæggelsesordninger.
(21) Dette direktiv bør supplere Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september
2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne5), der dels fastlægger, at forbrugeren i for-
bindelse med fjernydelser skal informeres om, hvorvidt der findes en fortrydelsesret, dels indeholder be-
stemmelser om fortrydelsesret. Mens direktiv 2002/65/EF giver mulighed for, at udbyder meddeler oplys-
ninger fra tidspunktet før aftaleindgåelsen efter aftalens indgåelse, vil dette imidlertid ikke være hensigts-
mæssigt for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse i betragtning af forbrugerens betyde-
lige finansielle forpligtelser. Dette direktiv bør ikke berøre den nationale lovgivnings almindelige aftaleret
såsom bestemmelserne om aftalers gyldighed, indgåelse og virkning, eftersom almindelige aftaleretlige
aspekter ikke reguleres i dette direktiv.
(22) Samtidig er det vigtigt at tage de særlige karakteristika, der gør sig gældende for kreditaftaler i for-
bindelse med fast ejendom til beboelse, i betragtning, hvilket giver grundlag for en differentieret tilgang. I
betragtning af arten af kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og de eventuelle konse-
kvenser for forbrugeren bør reklamemateriale og individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen inde-
holde tilstrækkelige, specifikke risiciadvarsler, f.eks. om den potentielle indvirkning af valutakurssving-
ninger på det beløb, som forbrugeren skal tilbagebetale, og, hvis medlemsstaterne anser det for passende,
arten af og konsekvenserne ved sikkerhedsstillelse. Parallelt med det, som allerede fandtes som en frivil-
lig tilgang i sektoren for boliglån, bør også de generelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen gøres til-
gængelige til enhver tid sammen med de individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen. Desuden er
det berettiget med en differentieret tilgang for at kunne tage erfaringerne fra finanskrisen i betragtning og
sikre, at kreditoptagelse sker på et forsvarligt grundlag. I den forbindelse bør bestemmelserne om kredit-
værdighedsvurderingen strammes i forhold til forbrugerkredit, kreditformidlere skal give mere præcise
oplysninger om deres status og forhold til kreditgivere for at afsløre eventuelle interessekonflikter, og alle
de parter, der er involveret i etableringen af kreditaftalen i forbindelse med fast ejendom, bør meddeles
adgang og underkastes tilsyn på passende vis.
(23) Det er nødvendigt at regulere visse yderligere områder for at afspejle de særlige karakteristika ved
kreditter i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Det er i betragtning af transaktionens betydning
nødvendigt at sikre, at forbrugerne har en tilstrækkelig frist på mindst syv dage til at overveje konsekven-
serne heraf. Medlemsstaterne bør have fleksibilitet til at give en sådan tilstrækkelig frist enten som en
betænkningstid inden kreditaftalens indgåelse, en fortrydelsesret efter kreditaftalens indgåelse eller en
kombination af disse. Det er hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne bør have fleksibilitet til at gøre betænk-
ningstiden bindende for forbrugeren i en periode, der ikke overstiger ti dage, men at forbrugere, der i an-
dre tilfælde ønsker at indgå kreditaftalen under betænkningstiden, har mulighed for det, og at medlems-
staterne af hensyn til retssikkerheden i forbindelse med ejendomstransaktioner bør kunne fastsætte, at be-
tænkningstiden eller fortrydelsesretten bortfalder, hvis forbrugeren foretager en handling, der i henhold til
national lovgivning medfører oprettelse eller overførsel af en ejendomsret, som er knyttet til eller anven-
der midler, der er tilvejebragt ved kreditaftalen, eller, hvis det er relevant, overfører midlerne til tredje-
mand.
176
(24) I betragtning af de særlige karakteristika ved kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse
er det almindelig praksis, at kreditgivere tilbyder forbrugerne en række produkter eller tjenesteydelser,
som kan købes sammen med kreditaftalen. Derfor er det i betragtning af sådanne aftalers betydning for
forbrugerne hensigtsmæssigt at fastlægge specifikke regler for kombinationssalg. Kombination af en kre-
ditaftale med en eller flere finansielle tjenesteydelser eller produkter i pakker er en måde, hvorpå kreditgi-
vere kan variere deres tilbud og konkurrere med hinanden, forudsat at komponenterne i pakken også kan
købes særskilt. Kombination af kreditaftaler med en eller flere finansielle tjenesteydelser eller produkter i
pakker kan være til forbrugernes fordel, men det kan have en negativ indvirkning på forbrugernes mobili-
tet og deres mulighed for at træffe informerede valg, medmindre komponenterne i pakken kan købes sær-
skilt. Det er vigtigt at forebygge praksis såsom kombination af visse produkter, der kan tilskynde forbru-
gere til at indgå kreditaftaler, der ikke er i deres bedste interesse, uden dog at begrænse muligheden for at
sammensætte produkter, hvilket kan være til forbrugernes fordel. Medlemsstaterne bør imidlertid fortsat
overvåge detailmarkederne for finansielle tjenesteydelser nøje for at sikre, at pakkesalg ikke forvrider for-
brugernes valgmuligheder og konkurrencen på markedet.
(25) Som hovedregel bør kombinationssalg ikke være tilladt, medmindre den finansielle tjenesteydelse el-
ler det finansielle produkt, der tilbydes som led i kreditaftalen, ikke kunne tilbydes særskilt, fordi det ud-
gør en fuldt integreret del af kreditten, f.eks. i tilfælde af en sikret kassekredit. I andre tilfælde kan det dog
være berettiget, at kreditgiver tilbyder eller sælger en kreditaftale i en pakke med en betalingskonto, op-
sparingskonto, et investerings- eller pensionsprodukt, f.eks. hvis kapitalen på kontoen bruges til at tilba-
gebetale kreditten eller er en forudsætning for at samle ressourcer for at opnå kreditten, eller i situationer,
hvor f.eks. et investeringsprodukt eller privat pensionsprodukt fungerer som en supplerende sikkerheds-
stillelse for at sikre kreditten. Selv om det er berettiget, at kreditgiver kan pålægge forbrugeren at tegne en
relevant forsikring for at garantere tilbagebetaling af kreditten eller sikre værdien af sikkerhedsstillelsen,
bør forbrugeren have mulighed for at vælge sin egen forsikringsgiver, forudsat at dennes forsikring har et
garantiniveau svarende til niveauet i den forsikring, som kreditgiver har foreslået. Derudover kan med-
lemsstaterne helt eller delvist standardisere den dækning, der tilbydes i forsikringsaftaler, for at gøre det
lettere at sammenligne forskellige tilbud for forbrugere, som ønsker at foretage sådanne sammenlignin-
ger.
(26) Det er vigtigt at sikre, at den faste ejendom til beboelse er blevet behørigt vurderet både inden indgå-
elsen af kreditaftalen og, navnlig hvis vurderingen påvirker forbrugerens tilbageværende forpligtelser, i
tilfælde af misligholdelse. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at der findes troværdige vurderingsstandar-
der. For at de kan betragtes som troværdige, bør vurderingsstandarder tage hensyn til internationalt aner-
kendte vurderingsstandarder, navnlig de standarder, der er fastsat af Det Internationale Råd for Vurde-
ringsstandarder, Den Europæiske Gruppe for Foreninger af Vurderingssagkyndige eller Royal Institution
of Chartered Surveyors (det kongelige institut for statsautoriserede landmålere). Disse internationalt aner-
kendte vurderingsstandarder indeholder principper på højt niveau, som pålægger blandt andre kreditgive-
re at vedtage og følge passende processer til intern risikostyring og styring af sikkerhedsstillelse, hvilket
omfatter sunde vurderingsprocesser, at vedtage vurderingsstandarder og -metoder, der medfører retvisen-
de og velunderbyggede ejendomsvurderinger for at sikre, at alle vurderingsrapporter udarbejdes med til-
strækkelig professionel kyndighed og omhu, samt at vurderingsmænd opfylder visse kvalifikationskrav,
og at opretholde passende dokumentation for vurdering af sikkerhedsstillelse, som er omfattende og tro-
værdig. I denne henseende er det ønskværdigt at sikre passende overvågning af markederne for fast ejen-
dom til beboelse, og at mekanismerne i sådanne bestemmelser er i overensstemmelse med Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditin-
stitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber6). Bestemmelserne i nærværende direktiv
177
vedrørende standarder for ejendomsvurdering kan overholdes f.eks. gennem lovgivning eller selvregule-
ring.
(27) I betragtning af de betydelige konsekvenser for kreditgivere, forbrugere og potentielt for den finan-
sielle stabilitet ved tvangsauktioner er det hensigtsmæssigt, at kreditgivere på et tidligt tidspunkt opfor-
dres til at imødegå nyopståede kreditrisici proaktivt, og at der findes nødvendige foranstaltninger for at
sikre, at kreditgivere udviser rimelig tilbageholdenhed og gør rimelige forsøg på at løse situationen ved
hjælp af andre midler, inden der indledes en procedure for tvangsauktion. Hvis det er muligt, bør der fin-
des løsninger, der tager hensyn til de praktiske forhold og forbrugerens rimelige behov i forhold til leve-
omkostninger. Hvis der efter proceduren for tvangsauktion stadig består udestående gæld, bør medlems-
staterne sikre et eksistensminimum og træffe foranstaltninger til at lette tilbagebetaling og samtidig undgå
overdreven gældssætning over længere tid. I hvert fald bør medlemsstaterne, når den pris, der opnås for
den faste ejendom, påvirker det beløb, som forbrugeren skylder, opfordre kreditgivere til at træffe rimeli-
ge foranstaltninger for at opnå den bedst mulige pris for den tvangsauktionerede faste ejendom afhængigt
af markedsbetingelserne. Medlemsstaterne bør ikke forhindre parterne i en kreditaftale i at indgå en ud-
trykkelig aftale om, at overdragelse af sikkerhedsstillelsen til kreditgiveren er tilstrækkelig til at tilbage-
betale kreditten.
(28) Kreditformidlere er ofte involveret i flere aktiviteter end bare kreditformidling, især formidling af
forsikringer eller investeringstjenesteydelser. Dette direktiv bør derfor også sikre en grad af sammenhæng
med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling7)
og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle in-
strumenter8). Navnlig kreditinstitutter, der i henhold til direktiv 2013/36/EU har adgang til at udøve virk-
somhed som kreditinstitut, og andre finansielle institutter, der er underlagt en tilsvarende tilladelsesord-
ning i henhold til national lovgivning, bør ikke afkræves en særskilt godkendelse med henblik på at ope-
rere som kreditformidlere for at forenkle etableringsprocessen som kreditformidler og gøre det lettere at
arbejde tværnationalt. Det fulde og ubetingede ansvar, der pålægges kreditgivere og kreditformidlere for
de aktiviteter, der udføres af bundne kreditformidlere eller udpegede repræsentanter, bør kun udvides til
at omfatte aktiviteter inden for dette direktivs anvendelsesområde, medmindre medlemsstaterne vælger at
udvide ansvaret til andre områder.
(29) For at forbedre forbrugernes evne til selv at træffe kvalificerede beslutninger vedrørende lån og an-
svarlig forvaltning af deres gæld bør medlemsstaterne fremme foranstaltninger med henblik på at støtte
formidlingen af viden til forbrugerne vedrørende ansvarlig låntagning og gældsforvaltning, især i forbin-
delse med aftaler om lån med pant i fast ejendom. Det er særlig vigtigt at give vejledning til forbrugere,
der optager et lån med pant i fast ejendom for første gang. I den forbindelse bør Kommissionen identifice-
re eksempler på bedste praksis for at lette den videre udvikling af foranstaltninger med henblik på at øge
forbrugernes kendskab til finansielle forhold.
(30) På grund af den betydelige risiko, der er forbundet med at låne i en udenlandsk valuta, er det nødven-
digt at foreskrive foranstaltninger til sikring af, at forbrugerne er klar over den risiko, som de påtager sig,
og at forbrugerne har mulighed for at begrænse deres eksponering for valutakursrisiko i kredittens løbetid.
Risikoen kan begrænses enten ved at give forbrugeren ret til at konvertere kreditten til en anden valuta
eller gennem andre ordninger, f.eks. lofter eller, hvis dette er tilstrækkeligt til at begrænse valutakursrisi-
koen, advarsler.
178
(31) Den gældende retlige ramme bør give forbrugerne tillid til, at kreditgiverne, kreditformidlerne og de
udpegede repræsentanter tager hensyn til forbrugerens interesser på grundlag af de oplysninger, som kre-
ditgiver, kreditformidler og den udpegede repræsentant råder over på det pågældende tidspunkt, og på
grundlag af rimelige antagelser om risiciene i forbindelse med forbrugerens situation i den foreslåede kre-
ditaftales løbetid. Det kan også indebære, at kreditgivere bl.a. ikke bør markedsføre kreditten på en sådan
måde, at markedsføringen i væsentlig grad indskrænker eller kan forventes at indskrænke forbrugerens
evne til nøje at overveje at optage kreditten, eller at kreditgiver ikke bør anvende ydelse af kreditten som
den vigtigste markedsføringsmetode i forbindelse med markedsføring af varer, tjenesteydelser eller fast
ejendom over for forbrugere. Et centralt aspekt med hensyn til at sikre en sådan forbrugertillid er kravet
om at sikre en høj grad af rimelighed, redelighed og professionel holdning inden for branchen, en passen-
de håndtering af interessekonflikter, herunder dem, der opstår på grund af aflønning, og at kræve, at der
ydes rådgivning i forbrugerens interesse.
(32) Det er hensigtsmæssigt at sikre, at kreditgiveres, kreditformidleres og udpegede repræsentanters rele-
vante personale har et tilstrækkeligt viden- og kompetenceniveau, for at opnå en høj grad af professiona-
lisme. Dette direktiv bør derfor kræve, at selskaber kan godtgøre, at de har den relevante viden og kompe-
tence, på grundlag af de minimumskrav til viden og kompetencer, der er fastsat i dette direktiv. Det bør
stå medlemsstaterne frit for at indføre eller opretholde sådanne krav, der gælder for fysiske personer.
Medlemsstaterne bør kunne tillade, at kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter sondrer
mellem niveauerne for minimumskrav til viden i henhold til involveringen i udførelsen af bestemte tjene-
ster eller processer. I denne forbindelse omfatter personale eksternt personale, som arbejder for og hos
kreditgiver, kreditformidler eller den udpegede repræsentant, samt deres ansatte. I dette direktiv bør per-
sonale, der direkte er inddraget i aktiviteter i henhold til direktivet, omfatte både personale med kunde-
kontakt og administrativt personale, herunder ledelsen, som spiller en vigtig rolle i kreditaftaleprocessen.
Personer, der varetager støttefunktioner, som ikke er knyttet til kreditaftaleprocessen (f.eks. personale, der
varetager personaleadministration og informations- og kommunikationsteknologi), bør ikke betragtes som
personale i dette direktiv.
(33) Hvis en kreditgiver eller kreditformidler yder sine tjenester på en anden medlemsstats område som
led i den fri udveksling af tjenesteydelser, bør hjemlandet være ansvarligt for at fastsætte de minimums-
krav til viden og kompetencer, som gælder for personalet. De værtslande, der finder det nødvendigt, bør
dog på visse bestemte områder kunne fastsætte deres egne kompetencekrav, der gælder for kreditgivere
og kreditformidlere, som yder tjenester på den pågældende medlemsstats område som led i den fri ud-
veksling af tjenesteydelser.
(34) På grund af betydningen af at sikre, at viden- og kompetencekravene finder anvendelse og opfyldes i
praksis, bør medlemsstaterne kræve, at de kompetente myndigheder fører tilsyn med kreditgivere, kredit-
formidlere og udpegede repræsentanter, og give de kompetente myndigheder beføjelse til at indhente den
dokumentation, som de har behov for for på en sikker måde at kunne vurdere opfyldelsen af kravene.
(35) Den måde, hvorpå kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter aflønner deres persona-
le, bør være et af de centrale aspekter med hensyn til at sikre forbrugertilliden i finanssektoren. Dette di-
rektiv fastsætter regler for aflønning af personale med henblik på at begrænse salg på tvivlsomt grundlag
og for at sikre, at den måde, hvorpå personalet aflønnes, ikke er til hinder for opfyldelsen af forpligtelsen
til at tage hensyn til forbrugerens interesser. Kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter
bør navnlig ikke udforme deres aflønningspolitikker på en måde, der tilskynder deres personale til at ind-
gå et bestemt antal eller en bestemt form for kreditaftaler eller til at yde særlige accessoriske tjenester til
179
forbrugerne, uden at der udtrykkeligt er taget hensyn til forbrugernes interesser og behov. I denne forbin-
delse kan medlemsstaterne finde det nødvendigt at beslutte, at en særlig praksis, f.eks. bundne kreditfor-
midleres opkrævning af gebyrer, strider mod forbrugerens interesser. Medlemsstaterne bør også kunne
fastsætte, at den aflønning, som personalet modtager, ikke afhænger af renten i den kreditaftale eller den
form for kreditaftale, der er indgået med forbrugeren.
(36) Dette direktiv fastsætter harmoniserede regler for den viden og de kompetencer, som kreditgiveres,
kreditformidleres og udpegede repræsentanters personale bør være i besiddelse af, når de skal udforme,
tilbyde, bevilge og formidle en kreditaftale. Dette direktiv indfører ikke særlige ordninger, der er direkte
forbundet med anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer, som en person har opnået i en med-
lemsstat med henblik på at opfylde kravene til viden og kompetencer i en anden medlemsstat. Europa-
Parlamentet og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige
kvalifikationer9) bør derfor fortsat finde anvendelse for så vidt angår de betingelser for anerkendelse og de
udligningsforanstaltninger, som et værtsland kan kræve, hvis en persons uddannelsesbevis ikke er udstedt
på dets område.
(37) Kreditgivere og kreditformidlere anvender ofte reklame, hvor der hyppigt er anført særlige vilkår for
at tiltrække forbrugerne til et bestemt produkt. Forbrugerne bør derfor beskyttes mod illoyal og vildleden-
de reklamepraksis og skal kunne sammenligne reklamer. Det er nødvendigt at fastsætte særlige bestem-
melser om reklamer for kreditaftaler og med en liste over de elementer, der skal inkluderes i reklamer og
markedsføringsmateriale til forbrugerne, når sådan reklame angiver rentesatser eller talstørrelser vedrø-
rende kreditomkostninger, således at forbrugerne kan sammenligne forskellige tilbud. Det bør fortsat stå
medlemsstaterne frit for at kunne fastsætte eller opretholde oplysningskrav i deres nationale lovgivning
med hensyn til reklame, der ikke angiver en rentesats eller indeholder talstørrelser vedrørende kreditom-
kostningerne. Sådanne krav bør tage hensyn til de særlige karakteristika ved kreditaftaler i forbindelse
med fast ejendom til beboelse. Under alle omstændigheder bør det i overensstemmelse med Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over
for forbrugerne på det indre marked10) sikres, at reklame for kreditaftaler ikke giver et vildledende indtryk
af produktet.
(38) Reklame har tendens til at fokusere på især et eller flere produkter, men forbrugerne bør være i stand
til at træffe deres beslutninger på grundlag af viden om alle de tilbudte kreditprodukter. I denne henseen-
de spiller generelle oplysninger en vigtig rolle, da de medvirker til at forklare forbrugeren om det brede
udvalg af produkter og tjenesteydelser og de særlige kendetegn i den forbindelse. Forbrugerne bør derfor
til enhver tid kunne få adgang til generelle oplysninger om eksisterende kreditprodukter. Selv om dette
krav ikke gælder for ikkebundne kreditformidlere, ændrer dette ikke ved, at ikkebundne kreditformidlere
er forpligtet til at give forbrugerne individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen.
(39) For at sikre lige betingelser, og for at forbrugernes beslutning kan bygge på detaljerede oplysninger
om de tilbudte kreditprodukter frem for på den distributionskanal, gennem hvilken der er adgang til så-
danne kreditprodukter, bør forbrugerne modtage oplysninger om kreditten, uanset om de handler direkte
med en kreditgiver eller med en kreditformidler.
(40) Forbrugerne bør desuden modtage individuelle oplysninger i god tid inden indgåelsen af kreditafta-
len for at kunne sammenligne dem og overveje kreditprodukternes særlige karakteristika. Kommissionen
gav i henhold til sin henstilling 2001/193/EF af 1. marts 2001 om oplysninger forud for indgåelse af kon-
trakt, der skal gives til forbrugerne af långivere, der tilbyder boliglån11), tilsagn om at ville overvåge efter-
180
levelsen af den frivillige adfærdskodeks for information om boliglån forud for kontraktindgåelse, som in-
deholder ESIS, der giver individuelle oplysninger til forbrugeren om den kreditaftale, der tilbydes. Den
dokumentation, som Kommissionen har indsamlet, viser, at der er behov for at revidere indholdet og præ-
sentationen af ESIS for at sikre, at det er klart og forståeligt og indeholder alle de oplysninger, der anses
for relevante for forbrugerne. Indholdet og præsentationen af ESIS bør omfatte de nødvendige forbedrin-
ger, der er blevet peget på i forbrugerundersøgelser i alle medlemsstaterne. ESIS᾽ struktur, især oplysnin-
gernes række»fleksible elementer«, bør tilføjes. Forbrugeren bør modtage en illustrativ amortiseringstabel
som del af ESIS, hvis kreditten er en kredit med udskudt rente, hvor tilbagebetalingen af hovedstolen ud-
skydes i en indledende periode, eller hvor debitorrenten er fastsat for kreditaftalens løbetid. Medlemssta-
terne bør kunne fastsætte, at en sådan illustrativ amortiseringstabel i ESIS ikke er obligatorisk for andre
kreditaftaler.
følge, bør revideres, affattelsen bør være mere brugervenlig, afsnit som »nominel rente« og »årlige om-
kostninger i procent« bør slås sammen, og nye afsnit, f.eks.
(41) Forbrugerforskning har understreget betydningen af at anvende et enkelt og forståeligt sprog i forbin-
delse med oplysninger til forbrugerne. Som følge heraf er de begreber, der anvendes i ESIS, ikke nødven-
digvis de samme som de juridiske begreber, der er defineret i dette direktiv, men har den samme betyd-
ning.
(42) Oplysningskravene i ESIS om kreditaftaler bør ikke berøre Unionens eller nationale oplysningskrav
om andre produkter eller tjenesteydelser, der eventuelt tilbydes sammen med kreditaftalen som betingelse
for at indgå kreditaftalen i forbindelse med fast ejendom eller tilbydes for at indgå denne aftale til en lave-
re debitorrente, såsom brand- eller livsforsikring eller investeringsprodukter. Det bør stå medlemsstaterne
frit for at kunne beholde eller indføre national ret, hvis der ikke findes harmoniserede bestemmelser,
f.eks. oplysningskrav om niveauet for ågerrenter i fasen forud for aftaleindgåelse eller oplysninger, der
kan være nyttige i forbindelse med formidling af finansiel viden eller med udenretslige bilæggelser af tvi-
ster. Eventuelle supplerende oplysninger bør dog gives i et særskilt dokument, der kan knyttes som bilag
til ESIS. Medlemsstaterne bør på deres nationale sprog kunne anvende en anderledes terminologi i ESIS
uden at ændre dets indhold og den rækkefølge, hvori oplysningerne gives, hvis det er nødvendigt for at
anvende et sprog, som forbrugerne muligvis lettere kan forstå.
(43) For at sikre, at ESIS giver forbrugeren alle de relevante oplysninger, der er nødvendige for at træffe
en informeret beslutning, bør kreditgiveren ved udfyldelsen af ESIS følge vejledningen i dette direktiv.
Medlemsstaterne bør kunne uddybe eller yderligere præcisere vejledningen i udfyldelse af ESIS på grund-
lag af vejledningen i dette direktiv. Medlemsstaterne bør f.eks. have mulighed for yderligere at præcisere
de oplysninger, der skal gives for at beskrive »typen af debitorrente«, for at tage hensyn til de særlige
karakteristika ved de nationale produkter og det nationale marked. Sådanne yderligere specifikationer bør
imidlertid hverken være i modstrid med vejledningen i dette direktiv eller medføre ændringer i teksten til
ESIS-modellen, der bør gengives i sin helhed af kreditgiveren. Medlemsstaterne bør også kunne angive
yderligere advarsler om kreditaftaler, der er tilpasset deres nationale marked og praksis, hvis sådanne ad-
varsler ikke allerede specifikt findes i ESIS. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte, at kreditgiver er bun-
det af de oplysninger, der gives i ESIS, forudsat at kreditgiver beslutter at yde kreditten.
(44) Forbrugeren bør modtage oplysninger ved hjælp af ESIS uden unødig forsinkelse, efter at forbruge-
ren har givet de nødvendige oplysninger om sine behov, sin finansielle situation og sine præferencer, og i
god tid, inden forbrugeren bindes af en kreditaftale eller et kredittilbud, så han har mulighed for at sam-
181
menligne og overveje kreditprodukternes karakteristika og om nødvendigt indhente råd fra tredjemand.
ESIS bør navnlig vedlægges et bindende tilbud til forbrugeren, medmindre forbrugeren allerede har mod-
taget et ESIS, og tilbuddets karakteristika stemmer overens med de oplysninger, der tidligere er givet.
Medlemsstaterne bør dog kunne fastsætte, at ESIS er obligatorisk både inden afgivelsen af et bindende
tilbud og sammen med det bindende tilbud, hvis der ikke tidligere er givet et ESIS, der indeholder de
samme oplysninger. Selv om ESIS bør persontilpasses og afspejle de præferencer, som forbrugeren har
givet udtryk for, bør levering af sådanne individuelle oplysninger ikke indebære en forpligtelse til at yde
rådgivning. Kreditaftaler bør kun indgås, hvis forbrugeren har haft tilstrækkelig tid til at sammenligne til-
buddene, vurdere, hvad de indebærer, om nødvendigt indhente råd fra tredjemand og træffe en informeret
beslutning om, hvorvidt han vil acceptere et tilbud.
(45) Hvis forbrugeren har en sikret kreditaftale i forbindelse med køb af fast ejendom eller grund, og sik-
kerhedsstillelsens varighed er længere end kreditaftalens varighed, og hvis forbrugeren kan beslutte at få
udbetalt den tilbagebetalte kapital, forudsat at han underskriver en ny kreditaftale, bør forbrugeren inden
underskrivelsen af den nye kreditaftale modtage et nyt ESIS med de nye årlige omkostninger i procent,
der er baseret på den nye kreditaftales specifikke karakteristika.
(46) Kreditgiveren eller, hvor det er relevant, en kreditformidler eller udpeget repræsentant bør i det
mindste når der ikke er fortrydelsesret, på tidspunktet for afgivelse af et tilbud, der er bindende for kredit-
giver, give forbrugeren en kopi af udkastet til kreditaftalen. I andre tilfælde bør forbrugeren i det mindste
modtage en kopi af udkastet til kreditaftalen på det tidspunkt, hvor der afgives et bindende tilbud.
(47) For at sikre størst mulig transparens og forhindre misbrug som følge af interessekonflikter, når for-
brugerne anvender kreditformidleres tjenesteydelser, bør kreditformidlere være underlagt visse oplys-
ningsforpligtelser, inden de leverer deres tjenesteydelser. Sådanne oplysninger bør bl.a. omfatte deres
identitet og forbindelse til kreditgivere, f.eks. om de overvejer at anvende produkter fra mange forskellige
kreditgivere eller kun fra et mere begrænset antal kreditgivere. Hvis kreditgiver eller tredjemænd skal be-
tale provision eller andre incitamenter til kreditformidleren i forbindelse med en kreditaftale, bør dette op-
lyses til forbrugerne inden udøvelsen af kreditformidlingsaktiviteterne, og i denne fase bør forbrugerne
oplyses enten om sådanne betalingers størrelse, hvis dette vides, eller om det forhold, at beløbet vil blive
oplyst i ESIS i en senere fase forud for aftaleindgåelsen, og om, at forbrugerne i denne fase har ret til at
modtage oplysninger om sådanne betalingers størrelse. Forbrugerne bør også underrettes om eventuelle
gebyrer, som de skal betale til kreditformidlere for deres tjenesteydelser. Uden at dette berører konkurren-
ceretten, bør medlemsstaterne frit kunne indføre eller beholde bestemmelser, der forbyder, at forbrugerne
betaler gebyrer til nogle eller alle kategorier af kreditformidlere.
(48) En forbruger har muligvis behov for yderligere bistand for at kunne afgøre, hvilken kreditaftale
blandt de foreslåede produkter der er mest hensigtsmæssig i forhold til den pågældendes behov og finan-
sielle situation. Kreditgivere og, hvor det er relevant, kreditformidlere bør yde denne bistand i forbindelse
med de kreditprodukter, som de tilbyder forbrugeren, ved at redegøre for de relevante oplysninger, herun-
der navnlig de vigtigste karakteristika ved de foreslåede produkter, for forbrugeren med udgangspunkt i
den pågældendes personlige forhold, så forbrugeren kan forstå de virkninger, som produkterne kan få for
hans økonomiske situation. Kreditgivere og i givet fald kreditformidlere bør tilpasse den måde, som så-
danne redegørelser gives på, til de omstændigheder, hvorunder kreditten tilbydes, og forbrugerens behov
for bistand under hensyntagen til forbrugerens viden om og erfaring med kredit og arten af de enkelte
kreditprodukter. Sådanne redegørelser bør ikke i sig selv udgøre en personlig anbefaling.
182
(49) For at fremme et velfungerende indre marked med et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i hele Uni-
onen er det nødvendigt på ensartet vis at sikre, at oplysningerne om de årlige omkostninger i procent er
sammenlignelige i hele Unionen.
(50) De samlede omkostninger ved forbrugerkreditten bør omfatte alle de omkostninger, som forbrugeren
skal betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiver har kendskab til. Omkostningerne bør der-
for omfatte renter, provisioner, afgifter, gebyrer til kreditformidlere, omkostningerne ved ejendomsvurde-
ring med henblik på et lån med pant i fast ejendom og andre gebyrer, bortset fra notarialgebyrer, der er
nødvendige for at kunne opnå kreditten, f.eks. livsforsikring, eller for at kunne få den på de oplyste betin-
gelser, f.eks. brandforsikring. Bestemmelserne i dette direktiv vedrørende accessoriske produkter og tje-
nesteydelser (f.eks. bestemmelserne vedrørende omkostningerne i forbindelse med oprettelse og forvalt-
ning af en bankkonto) bør ikke berøre direktiv 2005/29/EF og Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993
om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler12). De samlede omkostninger ved forbrugerkreditten bør ik-
ke omfatte de omkostninger, som forbrugeren betaler ved køb af fast ejendom eller grund, såsom tilknyt-
tede afgifter og notaromkostninger eller tinglysningsomkostninger. Kreditgivers faktiske kendskab til om-
kostningerne bør vurderes objektivt under hensyntagen til kravene til erhvervsmæssig diligenspligt. I den-
ne forbindelse bør kreditgiver antages at have kendskab til omkostningerne i forbindelse med accessori-
ske tjenesteydelser, som han selv tilbyder forbrugeren, eller som han tilbyder forbrugeren på vegne af
tredjemand, medmindre prisen afhænger af forbrugerens specifikke karakteristika eller situation.
(51) Hvis der anvendes skønsmæssige oplysninger, bør forbrugeren underrettes herom, og om at oplys-
ningerne forventes at være repræsentative for den påtænkte type aftale eller praksis. Formålet med de sup-
plerende antagelser med henblik på beregning af de årlige omkostninger i procent er at sikre, at de årlige
omkostninger i procent beregnes på en ensartet måde og er sammenlignelige. Supplerende antagelser er
nødvendige i forbindelse med specifikke typer kreditaftaler, f.eks. hvis kredittens beløb, varighed eller
omkostninger er usikre eller varierer, afhængigt af hvordan aftalen gennemføres. Hvis bestemmelserne ik-
ke i sig selv er tilstrækkelige til at beregne de årlige omkostninger i procent, bør kreditgiveren anvende de
supplerende antagelser, der er fastsat i bilag I. Da beregningen af de årlige omkostninger i procent imid-
lertid afhænger af den enkelte kreditaftales vilkår, bør kun de antagelser, der er nødvendige og relevante
for en given kredit, anvendes.
(52) For at sikre en høj grad af sammenlignelighed mellem tilbud fra forskellige kreditgivere med hensyn
til de årlige omkostninger i procent bør tidsintervallet mellem de tidspunkter, der anvendes ved beregnin-
gen, ikke udtrykkes i dage, hvis de kan udtrykkes som et helt antal år, måneder eller uger. Det er i den
forbindelse underforstået, at disse intervaller, hvis der anvendes bestemte tidsintervaller i formlen til be-
regning af de årlige omkostninger i procent, også bør anvendes ved fastlæggelse af rentesatser og andre
omkostninger, der anvendes i formlen. Som følge heraf bør kreditgiver anvende den metode til måling af
tidsintervaller, der er beskrevet i bilag I, for at få de korrekte tal med henblik på betaling af omkostninger.
Dette gælder imidlertid kun med henblik på beregning af de årlige omkostninger i procent og har ingen
indvirkning på de beløb, som kreditgiver faktisk opkræver i henhold til kreditaftalen. Hvis disse tal er for-
skellige, kan det være nødvendigt at forklare forbrugeren dem for at undgå at vildlede forbrugeren. Dette
indebærer også, at de årlige omkostninger i procent i mangel af ikkerentebærende omkostninger og under
forudsætning af en identisk beregningsmetode vil være lig med kredittens effektive debitorrente.
(53) Da de årlige omkostninger i procent i markedsføringsfasen kun kan angives ved et eksempel, bør
eksemplet være repræsentativt. Det bør derfor f.eks. afspejle den gennemsnitlige løbetid og det samlede
kreditbeløb, der bevilges i forbindelse med den påtænkte type kreditaftale. Når det repræsentative eksem-
183
pel opstilles, bør der tages hensyn til, hvor udbredte visse typer kreditaftaler er på et specifikt marked. Det
kan være hensigtsmæssigt for hver kreditgiver at basere det repræsentative eksempel på et kreditbeløb,
der er repræsentativt for den pågældende kreditgivers produktudvalg og forventede kundegrundlag, da
disse kan variere betydeligt kreditgivere imellem. For så vidt angår de årlige omkostninger i procent, der
anføres i ESIS, bør der så vidt muligt tages hensyn til de præferencer og oplysninger, som forbrugeren
angiver, og kreditgiver eller kreditformidler bør præcisere, om oplysningerne er illustrative eller afspejler
de angivne præferencer og oplysninger. De repræsentative eksempler bør under alle omstændigheder ikke
være i modstrid med kravene i direktiv 2005/29/EF. Det er vigtigt, at det i ESIS gøres klart for forbruge-
ren, hvis det er relevant, at de årlige omkostninger i procent bygger på antagelser og kan ændre sig, såle-
des at forbrugerne kan tage hensyn til dette, når de sammenligner produkter. Det er vigtigt, at de årlige
omkostninger i procent tager hensyn til alle de udnyttede kreditmuligheder i kreditaftalen, hvad enten de
er udbetalt direkte til forbrugeren eller til en tredjemand på forbrugerens vegne.
(54) For at sikre overensstemmelse i beregningen af de årlige omkostninger i procent for forskellige typer
kredit bør de antagelser, der anvendes til beregning af samme typer kreditaftaler, generelt være ensartede.
I denne forbindelse bør antagelserne i Kommissionens direktiv 2011/90/EU af 14. november 2011 om
ændring af del II i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF for så vidt angår supple-
rende antagelser til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent13), som ændrer antagelserne
til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent, medtages. Selv om alle antagelserne ikke
nødvendigvis finder anvendelse på de kreditaftaler, der findes i dag, er der stor produktinnovation i denne
sektor, så det er nødvendigt at have fastlagt antagelserne. Med henblik på beregningen af de årlige om-
kostninger i procent bør fastlæggelsen af den mulighed for at udnytte kreditmuligheden, der oftest benyt-
tes, baseres på berettigede forventninger til den mulighed for at udnytte kreditmuligheden, der oftest be-
nyttes af forbrugerne i forbindelse med den type produkt, der tilbydes af den pågældende kreditgiver. For
så vidt angår eksisterende produkter bør forventningen baseres på de seneste 12 måneder.
(55) Det er af afgørende betydning, at forbrugerens evne og tilbøjelighed til at tilbagebetale kreditten vur-
deres og kontrolleres, inden der indgås en kreditaftale. Denne vurdering af kreditværdigheden bør tage
hensyn til alle nødvendige og relevante faktorer, som kan påvirke forbrugerens evne til at tilbagebetale
kreditten i dens løbetid. Forbrugerens evne til at betale renter og afdrag på og helt at tilbagebetale kredit-
ten bør navnlig omfatte en vurdering af de fremtidige betalinger eller betalingsforøgelser, der er nødven-
dige på grund af negativ amortisering eller udskudte betalinger på hovedstolen eller af renter, og bør vur-
deres på baggrund af andre faste udgifter, gæld og andre finansielle forpligtelser samt indtægt, opsparing
og aktiver. Der bør tages rimeligt hensyn til fremtidige begivenheder i den foreslåede kreditaftales løbe-
tid, såsom en mindskelse af indtægten, hvis kreditperioden varer indtil efter pensioneringen, eller, hvis det
er relevant, en forøgelse af debitorrenten eller en negativ ændring af valutakursen. Selv om værdien af
den faste ejendom er et vigtigt element ved fastlæggelsen af det kreditbeløb, der kan bevilges til en for-
bruger i henhold til en sikret kreditaftale, bør vurderingen af kreditværdigheden fokusere på forbrugerens
evne til at opfylde sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen. Som følge heraf bør den mulighed, at vær-
dien af den faste ejendom overstiger kreditbeløbet eller kan stige i fremtiden, generelt ikke være en til-
strækkelig betingelse for at yde den pågældende kredit. Hvis formålet med en kreditaftale er at opføre fast
ejendom eller renovere en eksisterende fast ejendom, bør kreditgiver dog kunne tage hensyn til denne mu-
lighed. Medlemsstaterne bør kunne give yderligere vejledning om disse eller yderligere kriterier og om
metoder til at vurdere en forbrugers kreditværdighed, f.eks. ved at fastsætte grænser for belåningsprocen-
ten eller for forholdet mellem lån og indkomst, og bør opfordres til at gennemføre Rådet for Finansiel
Stabilitets principper for god praksis vedrørende optagelse af lån med pant i fast ejendom.
184
(56) Det kan være nødvendigt at fastsætte særlige bestemmelser om de forskellige elementer, der kan tag-
es i betragtning i vurderingen af kreditværdigheden i forbindelse med visse former for kreditaftaler. I for-
bindelse med kreditaftaler der vedrører en fast ejendom, hvori det udtrykkeligt angives, at den faste ejen-
dom ikke må anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted af forbrugeren eller et af forbrugerens
familiemedlemmer (aftaler om køb med henblik på udlejning), bør medlemsstaterne f.eks. kunne beslutte
at præcisere, at der ved vurderingen af forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten tages hensyn til
fremtidige lejeindtægter. I de medlemsstater, hvor de nationale bestemmelser ikke indeholder en sådan
præcisering, kan kreditgivere beslutte at medtage en forsigtig vurdering af de fremtidige lejeindtægter.
Vurderingen af kreditværdighed bør ikke indebære overførsel af ansvar til kreditgiveren for forbrugerens
eventuelle senere manglende opfyldelse af sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen.
(57) Kreditgivers beslutning om at yde kreditten eller ej bør være i overensstemmelse med resultatet af
kreditværdighedsvurderingen. Kreditgivers mulighed for at overføre en del af kreditrisikoen til tredje-
mand bør f.eks. ikke føre til, at han ignorerer kreditværdighedsvurderingens konklusioner og tilbyder en
kreditaftale til en forbruger, som sandsynligvis ikke vil være i stand til at tilbagebetale kreditten. Med-
lemsstaterne bør kunne gennemføre dette princip ved at kræve, at de kompetente myndigheder træffer re-
levante foranstaltninger som led i tilsynsaktiviteterne og overvåger overholdelsen af kreditgivernes proce-
durer for vurdering af kreditværdighed. En positiv kreditværdighedsvurdering bør dog ikke udgøre en for-
pligtelse for kreditgiveren til at yde kredit.
(58) I overensstemmelse med anbefalingerne fra Rådet for Finansiel Stabilitet bør kreditværdighedsvurde-
ringen bygge på oplysninger om forbrugerens finansielle og økonomiske situation, herunder indtægt og
udgifter. Disse oplysninger kan indhentes fra forskellige kilder, herunder forbrugeren, og kreditgiveren
bør på passende vis kontrollere oplysningerne, inden kreditten ydes. Forbrugeren bør i denne forbindelse
give oplysningerne for at lette kreditværdighedsvurderingen, eftersom undladelse af at gøre dette sand-
synligvis vil medføre afslag på den kredit, som forbrugeren ønsker, medmindre oplysningerne kan ind-
hentes fra en anden kilde. Med forbehold af den private aftaleret bør medlemsstaterne sikre, at kreditgive-
re ikke kan bringe en kreditaftale til ophør, fordi de efter underskrivelsen af den blev klar over, at kredit-
værdighedsvurderingen blev foretaget på et ukorrekt grundlag som følge af ufuldstændige oplysninger på
vurderingstidspunktet. Dette bør imidlertid ikke berøre medlemsstaternes mulighed for at give kreditgive-
re tilladelse til at bringe en kreditaftale til ophør, hvis det kan påvises, at forbrugeren bevidst gav unøjag-
tige eller forkerte oplysninger på tidspunktet for kreditværdighedsvurderingen eller forsætligt ikke gav
oplysninger, som ville have ført til en negativ kreditværdighedsvurdering, eller hvis der findes andre gyl-
dige grunde, der er forenelige med EU-retten. Selv om det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge for-
brugerne sanktioner for ikke at være i stand til at give visse oplysninger eller vurderinger eller for at be-
slutte at afbryde en ansøgningsproces med henblik på at få en kredit, bør medlemsstaterne kunne fastsætte
sanktioner, hvis en forbruger bevidst giver ufuldstændige eller ukorrekte oplysninger for at opnå en posi-
tiv kreditværdighedsvurdering, navnlig hvis fuldstændige og korrekte oplysninger ville have ført til en ne-
gativ kreditværdighedsvurdering, og forbrugeren efterfølgende ikke kan opfylde aftalevilkårene.
(59) Anvendelse af en kreditdatabase er et nyttigt element i forbindelse med vurdering af kreditværdig-
hed. Nogle medlemsstater kræver, at kreditgivere vurderer forbrugerens kreditværdighed på grundlag af
en søgning i den relevante database. Kreditgivere bør kunne søge i kreditdatabasen i kredittens løbetid for
udelukkende at kunne påvise og vurdere sandsynligheden for misligholdelse. En sådan anvendelse af kre-
ditdatabasen bør være omfattet af passende sikkerhedsforanstaltninger for at sikre, at den anvendes til tid-
lig påvisning og styring af kreditrisikoen i forbrugerens interesse og ikke med henblik på oplysninger til
forretningsmæssige forhandlinger. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24.
185
oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og
om fri udveksling af sådanne oplysninger14) bør forbrugere underrettes af kreditgivere om søgning i kre-
ditdatabasen, inden den foretages, og bør have ret til at få adgang til oplysninger om dem i en sådan kre-
ditdatabase for i givet fald at foretage berigtigelse af, slette eller blokere personoplysninger om dem, så-
fremt disse er unøjagtige eller er blevet behandlet ulovligt.
(60) For at hindre konkurrenceforvridning blandt kreditgivere bør det sikres, at alle kreditgivere, herunder
kreditinstitutter eller ikkekreditinstitutter, som tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til be-
boelse, har adgang til alle offentlige og private kreditdatabaser om forbrugere på ikkediskriminerende vil-
kår. Sådanne vilkår bør derfor ikke omfatte et krav til kreditgivere om etablering som kreditinstitut. Ad-
gangsbetingelser, f.eks. gebyr for at få adgang til databasen eller krav om, at oplysninger til databasen
skal tilvejebringes på grundlag af gensidighed, bør fortsat finde anvendelse. Det bør stå medlemsstaterne
frit for at fastsætte, om kreditformidlere inden for deres område kan få adgang til sådanne databaser.
(61) Hvis et afslag på en kreditanmodning bygger på oplysninger fundet ved en søgning i en database
eller på mangel på data heri, bør kreditgiver underrette forbrugeren herom, give oplysninger om navnet på
den pågældende database og enhver anden oplysning, som kræves i direktiv 95/46/EF, således at forbru-
geren kan udøve sin ret til adgang og, når det er berettiget, foretage berigtigelse af, slette eller blokere de
deri behandlede personoplysninger om sig selv. Hvis et afslag på en kreditanmodning skyldes en negativ
vurdering af kreditværdigheden, bør kreditgiver uden unødig forsinkelse underrette forbrugeren om afsla-
get. Medlemsstaterne bør frit kunne beslutte, om de vil kræve, at kreditgivere skal give yderligere forkla-
ringer på årsagerne til afslaget. Kreditgiver bør imidlertid ikke være forpligtet til at give sådanne oplys-
ninger, hvis det er forbudt i henhold til anden EU-ret, f.eks. bestemmelser om hvidvaskning af penge eller
finansiering af terrorisme. Sådanne oplysninger bør ikke gives, hvis det strider mod den offentlige orden
eller den offentlige sikkerhed, f.eks. forebyggelse, efterforskning, afsløring eller retsforfølgelse af straffe-
lovsovertrædelser.
(62) Dette direktiv vedrører anvendelse af personoplysninger i forbindelse med vurdering af en forbrugers
kreditværdighed. For at sikre beskyttelse af personoplysninger bør direktiv 95/46/EF finde anvendelse på
databehandling, der foretages i forbindelse med sådanne vurderinger.
(63) Ydelse af rådgivning i form af en individuel anbefaling er en særskilt aktivitet, der kan, men ikke
skal, kombineres med andre aspekter af ydelse eller formidling af kredit. For at forbrugerne kan forstå
arten af de tjenester, som ydes, bør de derfor underrettes om, hvorvidt der ydes eller kan ydes rådgiv-
ningstjenester, og hvornår der ikke ydes rådgivningstjenester, og hvad disse omfatter. På grund af den be-
tydning, som forbrugerne tillægger anvendelsen af betegnelserne »rådgivning« og »rådgiver«, bør med-
lemsstaterne kunne forbyde anvendelse af disse eller lignende betegnelser, når der ydes rådgivningstjene-
ster til forbrugerne. Det bør sikres, at medlemsstaterne træffer sikkerhedsforanstaltninger, når rådgivning
beskrives som uafhængig, til sikring af, at de pågældende produkter og aflønningsordninger svarer til for-
brugernes forventninger til en sådan rådgivning.
(64) Leverandører af rådgivningstjenester bør overholde visse standarder for at sikre, at forbrugeren præ-
senteres for produkter, der passer til hans behov og forhold. Rådgivningstjenester bør baseres på en rime-
lig og tilstrækkeligt vidtgående analyse af de tilbudte produkter, hvis rådgivningstjenesterne ydes af kre-
ditgivere og bundne kreditformidlere, eller af de produkter, der findes på markedet, hvis rådgivningstjene-
sterne ydes af kreditformidlere, der ikke er bundet. De, der yder rådgivningstjenester, bør kunne speciali-
sere sig i visse nicheprodukter, såsom mellemfinansiering, forudsat at de overvejer en række produkter
186
inden for denne bestemte niche, og at det gøres klart for forbrugeren, at de er specialiseret i disse niche-
produkter. Under alle omstændigheder bør kreditgivere og kreditformidlere oplyse forbrugeren om, hvor-
vidt de kun rådgiver om deres egne produkter eller om et bredt udvalg af produkter på markedet, for at
sikre, at forbrugeren forstår grundlaget for en anbefaling.
(65) Rådgivningstjenester bør bygge på en passende forståelse af forbrugerens finansielle situation, præ-
ferencer og målsætninger på grundlag af de fornødne ajourførte oplysninger og rimelige antagelser om
risici i forbindelse med forbrugerens forhold i kreditaftalens løbetid. Medlemsstaterne bør kunne præcise-
re, hvordan et givet produkts egnethed skal vurderes i forbindelse med ydelse af rådgivningstjenester.
(66) En forbrugers evne til at tilbagebetale en kredit, inden kreditaftalen udløber, kan spille en vigtig rolle
for at fremme konkurrencen på det indre marked og EU-borgernes frie bevægelighed samt for at bidrage
til at tilvejebringe den fleksibilitet i kreditaftalers løbetid, der er nødvendig for at fremme finansiel stabili-
tet i overensstemmelse med anbefalingerne fra Rådet for Finansiel Stabilitet. Der findes imidlertid væ-
sentlige forskelle mellem de nationale principper og betingelser, i henhold til hvilke forbrugerne har evne
til at tilbagebetale deres kredit, og de betingelser, på hvilke en sådan indfrielse før tiden kan finde sted. På
trods af forskelligartetheden i mekanismerne bag realkreditfinansiering og det eksisterende produktudvalg
er det væsentligt på EU-plan at have visse standarder for førtidig indfrielse af kredit for at sikre, at forbru-
gerne har mulighed for at frigøre sig for deres forpligtelser inden den aftalte dato i kreditaftalen og mulig-
hed for at sammenligne tilbud med henblik på at finde de bedste produkter i forhold til deres behov. Med-
lemsstaterne bør derfor enten gennem lovgivning eller på anden måde, såsom aftalebestemmelser, sikre,
at forbrugerne har ret til førtidig indfrielse. Medlemsstaterne bør imidlertid kunne definere betingelserne
for udøvelse af en sådan ret. Disse betingelser kan omfatte tidsbegrænsninger på udøvelsen af rettigheden,
forskellig behandling, afhængigt af hvilken type debitorrente der er tale om, eller restriktioner med hen-
syn til de forhold, under hvilke denne rettighed kan udøves. Hvis førtidig indfrielse sker i en periode, for
hvilken der er aftalt fast forrentning, kan udøvelsen af denne ret gøres betinget af, at der foreligger en
legitim interesse hos forbrugeren som fastsat af medlemsstaten. En sådan legitim interesse kan f.eks. op-
stå i tilfælde af skilsmisse eller arbejdsløshed. De betingelser, som medlemsstaterne fastsætter, bør kunne
omfatte, at kreditgiver har ret til en rimelig og objektivt begrundet kompensation for eventuelle omkost-
ninger, som er direkte forbundet med førtidig indfrielse af kreditten. I tilfælde, hvor medlemsstaterne fast-
sætter, at kreditgiver har ret til kompensation, bør en sådan kompensation være en rimelig og objektivt
begrundet kompensation for eventuelle omkostninger, som er direkte forbundet med førtidig indfrielse af
kreditten, i overensstemmelse med de nationale regler om kompensation. Kompensationen bør ikke over-
stige kreditgivers økonomiske tab.
(67) Det er vigtigt at sikre, at der er tilstrækkelig gennemsigtighed til at gøre det klart for forbrugerne,
hvilken form for forpligtelser der indgås med henblik på at opretholde den finansielle stabilitet, og hvor
der i kreditaftalens løbetid er fleksibilitet. Forbrugerne bør modtage oplysninger om debitorrenten i aftale-
forholdets løbetid og forud for aftaleindgåelsen. Medlemsstaterne bør kunne opretholde eller indføre be-
grænsninger med hensyn til eller forbud mod kreditgivers ensidige ændringer af debitorrenten. Medlems-
staterne bør kunne fastsætte, at forbrugeren har ret til at modtage en ajourført amortiseringstabel, hvis de-
bitorrenten ændres.
(68) Selv om kreditformidlere spiller en central rolle med hensyn til distribution af kreditaftaler i forbin-
delse med fast ejendom til beboelse i Unionen, er der fortsat væsentlige forskelle mellem de nationale
bestemmelser om udøvelse af virksomhed som kreditformidler og om tilsyn med kreditformidlere, som
skaber hindringer for etablering og udøvelse af virksomhed som kreditformidler på det indre marked.
187
Kreditformidlernes manglende mulighed for frit at udøve virksomhed i Unionen hindrer det indre marked
for kreditaftaler vedrørende fast ejendom til beboelse i at fungere ordentligt. Under hensyntagen til de for-
skellige aktører, der er involveret i kreditformidling, er det væsentligt med visse standarder på EU-plan
for at sikre en høj grad af professionalisme og service.
(69) Før kreditformidlere kan udøve deres aktiviteter, bør de være underlagt en adgangsproces ved den
kompetente myndighed i deres hjemland, og underlægges løbende tilsyn for at sikre, at de opfylder stren-
ge faglige krav i det mindste til kompetence, godt omdømme og erhvervsansvarsforsikring. Sådanne krav
bør som minimum finde anvendelse på kreditinstitutplan. Medlemsstaterne kan imidlertid præcisere, om
sådanne krav om adgang gælder for kreditformidlerens enkelte arbejdstagere. Hjemlandet kan fastsætte
yderligere krav, f.eks. at kreditformidlerens aktionærer har et godt omdømme, eller at en bunden kredit-
formidler kun kan være bundet til én kreditgiver, hvis disse krav er forholdsmæssige og forenelige med
den øvrige EU-ret. Der bør optages relevante oplysninger om kreditformidlere, der er givet adgang, i et
offentligt register. Bundne kreditformidlere, som udelukkende samarbejder med én kreditgiver under den-
nes fulde og ubetingede ansvar, bør have mulighed for at gives adgang af den kompetente myndighed
under ledelse af den kreditgiver, på hvis vegne de handler. Medlemsstaterne bør have ret til at bevare eller
indføre begrænsninger med hensyn til visse kreditformidleres retlige form, således at de udelukkende må
handle som juridiske personer eller som fysiske personer. Medlemsstaterne bør frit kunne beslutte, om
alle kreditformidlere optages i ét register, eller om der kræves forskellige registre, afhængigt af om kredit-
formidleren er bundet eller fungerer som uafhængig kreditformidler. Desuden bør medlemsstaterne frit
kunne bevare eller indføre begrænsninger med hensyn til muligheden for, at kreditformidlere, der er bun-
det til en eller flere kreditgivere, kan opkræve gebyrer af forbrugerne.
(70) I nogle medlemsstater kan kreditformidlere beslutte at anvende udpegede repræsentanter til at udøve
aktiviteter på deres vegne. Medlemsstaterne bør have mulighed for at anvende den specifikke ordning for
udpegede repræsentanter i dette direktiv. Medlemsstaterne bør dog frit kunne beslutte ikke at indføre en
sådan ordning eller at tillade, at andre enheder spiller en rolle, der er sammenlignelig med udpegede re-
præsentanters rolle, forudsat at disse enheder er omfattet af den samme ordning som kreditformidlerne.
Reglerne for udpegede repræsentanter i dette direktiv forpligter ikke medlemsstaterne til at tillade, at ud-
pegede repræsentanter udøver virksomhed på deres område, medmindre sådanne udpegede repræsentanter
anses for kreditformidlere i henhold til dette direktiv.
(71) For at sikre, at de kompetente myndigheder fører effektivt tilsyn med kreditformidlere, bør en kredit-
formidler, der er en juridisk person, gives adgang i den medlemsstat, hvor den har sit vedtægtsmæssige
hjemsted. En kreditformidler, der ikke er en juridisk person, bør gives adgang i den medlemsstat, hvor
dens hovedkontor ligger. Desuden bør medlemsstaterne kræve, at en kreditformidlers hovedkontor altid
ligger i den medlemsstat, som er kreditformidlerens hjemland, og hvor den faktisk udøver virksomhed.
(72) Kravene for at give adgang bør give kreditformidlere ret til at udøve virksomhed i andre medlemssta-
ter i overensstemmelse med principperne om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser, forud-
sat at der har fundet behørig underretning sted mellem de kompetente myndigheder. Selv i tilfælde, hvor
medlemsstaterne beslutter at give alle ansatte hos kreditformidleren adgang, bør meddelelsen om hensig-
ten om at levere tjenesteydelser tage udgangspunkt i kreditformidleren frem for den enkelte arbejdstager.
Selv om dette direktiv udstikker de rammer, inden for hvilke alle kreditformidlere, der er givet adgang,
herunder de kreditformidlere, der er bundet til kun én kreditgiver, kan udøve virksomhed i hele Unionen,
udstikker dette direktiv ikke sådanne rammer for udpegede repræsentanter. I sådanne tilfælde skal de ud-
188
pegede repræsentanter, der ønsker at udøve virksomhed i en anden medlemsstat, opfylde kravene for at
give kreditformidlere adgang i dette direktiv.
(73) I nogle medlemsstater kan kreditformidlere udøve deres aktiviteter i forbindelse med kreditaftaler,
der tilbydes af ikkekreditinstitutter og kreditinstitutter. Kreditformidlere, der er givet adgang, bør i prin-
cippet kunne udøve virksomhed i hele Unionen. Adgang, der er givet af de kompetente myndigheder i
hjemlandet, bør dog ikke tillade, at kreditformidlere yder deres tjenester i forbindelse med kreditaftaler,
der tilbydes af ikkekreditinstitutter til en forbruger i en medlemsstat, hvor sådanne ikkekreditinstitutter
ikke må udøve virksomhed.
(74) Medlemsstaterne bør have mulighed for at fastsætte, at personer, der som led i deres erhvervsmæssi-
ge virksomhed kun lejlighedsvis udøver kreditformidlingsaktiviteter, f.eks. advokater eller notarer, ikke er
omfattet af adgangsproceduren i dette direktiv, forudsat at en sådan erhvervsmæssig virksomhed er om-
fattet af lovbestemmelser, der ikke udelukker, at der lejlighedsvis udøves kreditformidlingsaktiviteter. En
sådan undtagelse fra adgangsproceduren i dette direktiv bør dog føre til, at sådanne personer ikke kan dra-
ge fordel af pasordningen i dette direktiv. Personer, der som led i deres erhvervsmæssige virksomhed blot
lejlighedsvis præsenterer en forbruger for en kreditgiver eller en kreditformidler eller henviser forbruge-
ren til en sådan, f.eks. ved at meddele forbrugeren, at der findes en bestemt kreditgiver eller kreditformid-
ler eller en type produkt hos den pågældende kreditgiver eller kreditformidler, men ikke reklamerer yder-
ligere for eller deltager i forelæggelsen af afgivelsen af tilbud om det forberedende arbejde i forbindelse
med eller indgåelsen af kreditaftalen, bør ikke anses for kreditformidlere i henhold til dette direktiv. Lån-
tagere, der blot overfører en kreditaftale til en forbruger ved subrogation uden at udøve andre kreditfor-
midlingsaktiviteter, bør heller ikke anses for kreditformidlere i henhold til dette direktiv.
(75) For at sikre lige betingelser for kreditgivere og fremme finansiel stabilitet og i forventning om yderli-
gere harmonisering bør medlemsstaterne sikre, at der findes hensigtsmæssige foranstaltninger til at give
adgang for og føre tilsyn med ikkekreditinstitutter, som tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejen-
dom til beboelse. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet bør dette direktiv ikke fastlægge
detaljerede betingelser for at give adgang for og føre tilsyn med kreditgivere, som tilbyder kreditaftaler,
og som ikke er kreditinstitutter, jf. definitionen i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber15). Antallet
af sådanne institutter, som er aktive i Unionen i øjeblikket, er begrænset, især siden finanskrisen, og det
samme gælder deres markedsandel og antallet af medlemsstater, hvor de er aktive. Af samme grund bør
der ikke fastsættes bestemmelser om indførelse af en pasordning for sådanne institutter.
(76) Medlemsstaterne bør fastsætte regler om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser,
der vedtages i medfør af dette direktiv, og sikre, at de gennemføres. Valget af sanktioner er fortsat op til
medlemsstaterne, men de fastsatte sanktioner bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen
og have afskrækkende virkning.
(77) Forbrugerne bør have adgang til udenretslige klage- og tvistbilæggelsesprocedurer i forbindelse med
tvister, der måtte opstå på grundlag af de rettigheder og forpligtelser, som er fastlagt i dette direktiv, mel-
lem kreditgivere og forbrugere såvel som mellem kreditformidlere og forbrugere. Medlemsstaterne bør
sørge for, at deltagelse i sådanne alternative tvistbilæggelsesprocedurer ikke er frivillig for kreditgivere
og kreditformidlere. For at sikre, at alternative tvistbilæggelsesprocedurer fungerer tilfredsstillende i til-
fælde af tværnational aktivitet, bør medlemsstaterne kræve og tilskynde til, at organer med ansvar for
udenretslig klage- og tvistbilæggelse samarbejder. I denne forbindelse bør medlemsstaternes udenretslige
189
klage- og tvistbilæggelsesorganer tilskyndes til at deltage i Fin-Net, der er et finansielt tvistbilæggelses-
netværk af nationale udenretslige ordninger, som er ansvarlige for at bilægge tvister mellem forbrugere og
udbydere af finansielle tjenester.
(78) For at sikre konsekvent harmonisering og for at tage højde for udviklingen på markederne for kredit-
aftaler eller udviklingen inden for kreditprodukter eller i de økonomiske forhold og for yderligere at præ-
cisere visse krav i dette direktiv bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i over-
ensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår ændring af standardformuleringen eller instruktio-
nerne vedrørende udfyldning af ESIS og ændring af bemærkningerne eller ajourføring af antagelserne,
der anvendes i forbindelse med beregningen af de årlige omkostninger i procent. Det er navnlig vigtigt, at
Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertni-
veau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge
for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og
Rådet.
(79) For at lette kreditformidleres mulighed for at levere deres tjenesteydelser på tværs af grænserne og af
hensyn til samarbejde, informationsudveksling og tvistbilæggelse mellem de kompetente myndigheder
bør de kompetente myndigheder med ansvar for at give kreditformidlere adgang være de myndigheder,
der handler under den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA)), jf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en
europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed)16), eller andre nationale myndig-
heder, forudsat at de samarbejder med de myndigheder, der handler under EBA med henblik på at vareta-
ge deres opgaver i henhold til dette direktiv.
(80) Medlemsstaterne bør udpege de kompetente myndigheder, som har til opgave at sikre håndhævelsen
af dette direktiv, og sørge for, at de har de nødvendige undersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser samt
tilstrækkelige ressourcer til at kunne varetage deres opgaver. De kompetente myndigheder kan for så vidt
angår visse aspekter af dette direktiv indbringe en sag for en domstol, der er kompetent til at træffe en
retsafgørelse, herunder i givet fald ved appel. Dette kan gøre det muligt for medlemsstaterne at overlade
håndhævelsen af disse bestemmelser til ovennævnte organer og domstolene, navnlig hvis bestemmelserne
i dette direktiv er gennemført i civilretten. Medlemsstaterne bør kunne udpege forskellige kompetente
myndigheder til at håndhæve direktivets vidtrækkende forpligtelser. I forbindelse med nogle bestemmel-
ser kan medlemsstaterne f.eks. udpege de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for håndhævelse af
forbrugerbeskyttelse, hvorimod de i forbindelse med andre bestemmelser kan beslutte at udpege tilsynsfø-
rende. Muligheden for at udpege forskellige kompetente myndigheder bør ikke berøre forpligtelsen til lø-
bende tilsyn og samarbejde mellem de kompetente myndigheder som fastsat i dette direktiv.
(81) Det er nødvendigt at undersøge, om dette direktiv fungerer efter hensigten, og om det lykkes at eta-
blere et indre marked med en høj grad af forbrugerbeskyttelse på området for kreditaftaler i forbindelse
med fast ejendom til beboelse. Revisionen bør bl.a. omfatte en vurdering af overholdelsen og virkningen
af dette direktiv, en vurdering af, om direktivets anvendelsesområde fortsat er hensigtsmæssigt, en analy-
se af ikkekreditinstitutters levering af kreditaftaler, en vurdering af behovet for yderligere foranstaltnin-
ger, herunder en pasordning for ikkekreditinstitutter og en undersøgelse af nødvendigheden af at indføre
yderligere rettigheder og forpligtelser i fasen efter indgåelse af en kreditaftale.
(82) En indsats fra medlemsstaternes side alene vil sandsynligvis medføre forskellige sæt regler, hvilket
kan underminere eller skabe nye hindringer for det indre markeds funktion. Målet for dette direktiv, nem-
190
lig oprettelsen af et effektivt og konkurrencedygtigt indre marked for kreditaftaler i forbindelse med fast
ejendom til beboelse med en høj grad af forbrugerbeskyttelse kan ikke i tilstrækkelig grad kan nås af
medlemsstaterne og kan derfor mere effektivt nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltnin-
ger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU).
I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end
hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.
(83) Medlemsstaterne kan beslutte at gennemføre visse aspekter, der er omfattet af dette direktiv, i den
nationale lovgivning ved forsigtighedsbestemmelser, f.eks. vurderingen af forbrugerens kreditværdighed,
hvorimod andre gennemføres i lovgivningen om svig samt i civil- og strafferetten, f.eks. forpligtelserne
for den ansvarlige låntager.
(84) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissi-
onen om forklarende dokumenter17) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor der er berettiget,
at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer
forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumen-
ter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.
(85) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse afgav den 25. juli 2011 udtalelse18) på grundlag
af artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000
om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinsti-
tutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger19) —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
KAPITEL 1
FORMÅL, ANVENDELSESOMRÅDE, DEFINITIONER OG KOMPETENTE MYNDIG-
HEDER
Artikel 1
Formål
Dette direktiv fastlægger en fælles ramme for visse aspekter af medlemsstaternes love og admini-
strative bestemmelser om aftaler om forbrugerkredit sikret ved pant eller på anden vis i forbindelse
med fast ejendom til beboelse, herunder en forpligtelse til at foretage en vurdering af kreditværdig-
heden inden ydelsen af kreditten som grundlag for udviklingen af effektive standarder for kreditgiv-
ning i forbindelse med fast ejendom til beboelse i medlemsstaterne, og for visse forsigtigheds- og
tilsynskrav, herunder vedrørende etablering som og tilsyn med kreditformidlere, udpegede repræ-
sentanter og ikkekreditinstitutter.
Artikel 2
Harmoniseringsniveau
191
1. Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller indfører strengere be-
stemmelser for at beskytte forbrugerne, forudsat at sådanne bestemmelser er i overensstemmelse
med deres forpligtelser i henhold til EU-retten.
2. Uanset stk. 1 opretholder eller indfører medlemsstaterne ikke i national ret bestemmelser, der fra-
viger dem, der er fastsat i artikel 14, stk. 2, og bilag II, del A, med hensyn til standardoplysninger
forud for aftaleindgåelsen via et europæisk standardiseret informationsblad (»ESIS«), og artikel 17,
stk. 1-5, 7 og 8, samt bilag I med hensyn til en fælles og konsekvent EU-standard for beregning af
de årlige omkostninger i procent.
Artikel 3
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på:
a) kreditaftaler, som er sikret enten ved pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstil-
lelse, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat i forbindelse med fast ejendom til
beboelse, eller som er sikret i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejendom til
beboelse, og
b) kreditaftaler, som har til formål at erhverve eller bevare ejendomsretten til grundarealer
eller til eksisterende eller projekterede bygninger.
2. Dette direktiv gælder ikke for:
a) kreditaftaler med friværdibelåning, hvor kreditgiver:
i) udbetaler et engangsbeløb, periodiske betalinger eller andre former for kreditud-
betaling til gengæld for et beløb, der stammer fra fremtidigt salg af en fast ejen-
dom til beboelse eller en rettighed i forbindelse med fast ejendom til beboelse,
og
ii) ikke kræver tilbagebetaling af kreditten, før en eller flere anførte livsbegivenhe-
der indtræffer for forbrugeren som defineret af medlemsstaterne, medmindre for-
brugeren overtræder sine kontraktmæssige forpligtelser, hvilket giver kreditgiver
ret til at ophæve kreditaftalen
b) kreditaftaler, hvor kreditten ydes af en arbejdsgiver til hans ansatte som led i en bibe-
skæftigelse, og hvor en sådan kreditaftale er rentefri eller med årlige omkostninger i
procent, der er lavere end dem på markedet, og som ikke tilbydes offentligheden i al-
mindelighed
c) kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger end dem, der er
direkte forbundet med sikringen af kreditten
d) kreditaftaler i form af kassekredit, ifølge hvilke kreditten skal betales tilbage inden en
måned
e) kreditaftaler, som er resultatet af et forlig indgået for retten eller et andet ved lov befø-
jet organ
192
f) kreditaftaler, der vedrører omkostningsfri udskudt betaling af en eksisterende gæld, og
som ikke falder ind under anvendelsesområdet for stk. 1, litra a).
3. Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om ikke at anvende:
a) artikel 11, artikel 14 og bilag II i forbindelse med de forbrugerkreditaftaler, der er sikret
ved pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i
en medlemsstat i forbindelse med fast ejendom til beboelse, eller som er sikret i form af
en rettighed, der er knyttet til fast ejendom til beboelse, og hvis formål ikke er at er-
hverve eller bevare rettigheden til fast ejendom til beboelse, forudsat at medlemsstater-
ne i forbindelse med sådanne kreditaftaler anvender artikel 4 og 5 i og bilag II og III til
direktiv 2008/48/EF.
b) dette direktiv på kreditaftaler i forbindelse med en fast ejendom, hvis kreditaftalen fast-
sætter, at den faste ejendom ikke på noget tidspunkt kan anvendes som hus, lejlighed
eller et andet bopælssted af forbrugeren eller et af forbrugerens familiemedlemmer,
men skal anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted på grundlag af en leje-
aftale
c) dette direktiv på kreditaftaler, som vedrører kreditter til en begrænset offentlighed i
henhold til en lovbestemmelse med et almennyttigt sigte og rentefrit eller til en lavere
debitorrente end den gældende markedsrente eller på andre vilkår, som er mere fordel-
agtige for forbrugeren end de gældende markedsvilkår, og til en debitorrente, der ikke
er højere end den gældende markedsrente
d) dette direktiv på foreløbige lån
e) dette direktiv på kreditaftaler, hvor kreditgiver er en organisation, der hører ind under
anvendelsesområdet for artikel 2, stk. 5, i direktiv 2008/48/EF.
4. De medlemsstater, som benytter sig af den mulighed, der er omhandlet i stk. 3, litra b), sikrer,
at der anvendes en hensigtsmæssig ramme på nationalt plan for denne type kredit.
5. De medlemsstater, som benytter sig af den mulighed, der er omhandlet i stk. 3, litra c) eller
e), sikrer, at der anvendes hensigtsmæssige alternative ordninger, som sikrer, at forbrugerne
rettidigt får oplysninger om hovedtræk, risici og omkostninger ved sådanne kreditaftaler i fa-
sen forud for aftaleindgåelse, og at markedsføringen af sådanne kreditaftaler er rimelig, enty-
dig og ikke vildledende.
Artikel 4
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) »forbruger«: enhver forbruger som defineret i artikel 3, litra a), i direktiv 2008/48/EF
2) »kreditgiver«: en fysisk eller juridisk person, der yder eller giver tilsagn om at yde kredit, der
falder ind under anvendelsesområdet for artikel 3, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssi-
ge virksomhed
193
3) »kreditaftale«: en aftale, i henhold til hvilken en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde
en forbruger kredit, der falder ind under anvendelsesområdet for artikel 3 i form af udskudt
betaling, lån eller anden tilsvarende form for finansiel facilitet
4) »accessorisk tjenesteydelse«: en tjenesteydelse, som tilbydes forbrugeren i forbindelse med
kreditaftalen
5) »kreditformidler«: en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som kreditgiver eller no-
tar og ikke enten direkte eller indirekte blot præsenterer en forbruger for en kreditgiver eller
kreditformidler, og som mod et vederlag, der kan antage form af penge eller en anden aftalt
form for finansiel modydelse, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed:
6) »gruppe«: en gruppe af kreditgivere, som skal konsolideres med henblik på udarbejdelse af konsolide-
rede regnskaber som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om
årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer20)
7) »bunden kreditformidler«: enhver kreditformidler, der handler på vegne af følgende og på de-
res fulde og ubetingede ansvar:
8) »udpeget repræsentant«: en fysisk eller juridisk person, som udfører de i nr. 5) omhandlede
aktiviteter, og som handler på vegne af kun én kreditformidler og på dennes fulde og ubetin-
gede ansvar
9) »kreditinstitut«: et kreditinstitut, som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr.
575/2013
10) »ikkekreditinstitut«: en kreditgiver, som ikke er et kreditinstitut
11) »personale«:
a) enhver fysisk person, der arbejder for kreditgiver eller kreditformidler, og som er direk-
te involveret i de af dette direktiv omfattede aktiviteter eller har kontakt til forbrugerne
i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aktiviteter
b) enhver fysisk person, der arbejder for en udpeget repræsentant og har kontakt til forbru-
gerne i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aktiviteter
c) enhver fysisk person, der direkte leder eller fører tilsyn med de fysiske personer, der er
omhandlet i litra a) og b)
12) »samlet kreditbeløb«: det samlede kreditbeløb som defineret i artikel 3, litra l), i direktiv
2008/48/EF
13) »samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten«: alle omkostninger i forbindel-
se med kreditten, som forbrugeren skal betale, som defineret i artikel 3, litra g), i direktiv
2008/48/EF, herunder omkostninger i forbindelse med ejendomsvurdering, hvis en sådan vur-
dering er nødvendig for at opnå kreditten, men ikke tinglysningsomkostninger i forbindelse
med overdragelse af ejendomsretten til fast ejendom. De omfatter ikke de omkostninger, som
forbrugeren skal betale i forbindelse med misligholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i
kreditaftalen
14) »samlet beløb, der skal betales af forbrugeren«: hele det beløb, som forbrugeren skal betale,
som defineret i artikel 3, litra h), i direktiv 2008/48/EF
15) »årlige omkostninger i procent«: de samlede omkostninger for forbrugeren i forbindelse med
kreditten udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb, herunder i givet fald de omkost-
ninger, der er nævnt i artikel 17, stk. 2, som på årsbasis svarer til nutidsværdien af alle fremti-
dige eller eksisterende forpligtelser (udnyttede kreditmuligheder, tilbagebetalinger og om-
kostninger), der er aftalt mellem kreditgiver og forbruger
16) »debitorrente«: den rente, som debitor skal betale, som defineret i artikel 3, litra j), i direktiv
2008/48/EF
194
17) »vurdering af kreditværdigheden«: en evaluering af udsigten til, at gældsforpligtelsen som
følge af kreditaftalen kan opfyldes
18) »varigt medium«: det varige medium som defineret i artikel 3, litra m), i direktiv 2008/48/EF
19) »hjemland«:
a) hvis kreditgiver eller kreditformidler er en fysisk person, den medlemsstat, hvor hans
hovedkontor er beliggende
b) hvis kreditgiver eller kreditformidler er en juridisk person, den medlemsstat, hvor den
pågældende har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den pågældende i henhold til
sin nationale ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, den medlemsstat, hvor den
pågældendes hovedkontor er beliggende
20) »værtsland«: en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor kreditgiver eller kreditformidler har
en filial, eller hvorfra der leveres tjenesteydelser
21) »rådgivningstjenester«: personlige anbefalinger til en forbruger, som vedrører en eller flere
transaktioner i forbindelse med kreditaftaler, og som er en aktivitet, der er uafhængig af ydel-
sen af kreditten og de kreditformidlingsaktiviteter, der er anført i nr. 5)
22) »kompetent myndighed«: en myndighed, der i overensstemmelse med artikel 5 udpeges som
kompetent af en medlemsstat
23) »foreløbigt lån«: en kreditaftale, som enten er uden fast løbetid, eller hvor kreditten skal tilba-
gebetales inden 12 måneder, og som anvendes af forbrugeren som en midlertidig finansie-
ringsløsning i forbindelse med overgangen til en anden finansiel ordning for den faste ejen-
dom
24) »eventual- eller garantiforpligtelse«: en kreditaftale, der fungerer som en garanti for en anden
særskilt, men accessorisk transaktion, og hvor den kapital, der er stillet sikkerhed for i form af
fast ejendom, kun udnyttes, hvis en begivenhed eller begivenheder, der er anført i aftalen,
indtræffer
25) »værdibaseret kreditaftale«: en kreditaftale, hvor den kapital, der skal tilbagebetales, er base-
ret på en kontraktligt fastsat procentdel af værdien af den faste ejendom på tidspunktet for
tilbagebetalingen eller tilbagebetalingerne af kapitalen
26) »kombinationssalg«: tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte fi-
nansielle produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen ikke stilles individuelt til rådighed
for forbrugeren
27) »pakkesalg«: tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle
produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen også stilles individuelt til rådighed for for-
brugeren, men ikke nødvendigvis på samme betingelser eller vilkår, som når den indgår i pak-
ken med accessoriske tjenesteydelser
28) »lån i udenlandsk valuta«: en kreditaftale, hvor kreditten er:
a) udstedt i en anden valuta end den, som forbrugeren modtager indtægten i eller den, som de
aktiver, som forbrugeren besidder og hvoraf kreditten skal tilbagebetales, er lydende på, eller
b) udstedt i en anden valuta end valutaen i den medlemsstat, hvor forbrugeren er bosiddende.
Artikel 5
Kompetente myndigheder
1. Medlemsstaterne udpeger de nationale kompetente myndigheder, som har til opgave at sikre gen-
nemførelsen og håndhævelsen af dette direktiv, og sørger for, at de har de nødvendige undersøgel-
195
ses- og håndhævelsesbeføjelser samt tilstrækkelige ressourcer til at kunne varetage deres opgaver
effektivt.
De myndigheder, der er omhandlet i første afsnit, er enten offentlige myndigheder eller organer, der
er anerkendt i den nationale ret eller af offentlige myndigheder, som udtrykkeligt har beføjelse her-
til efter national ret. De må ikke være kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder og alle personer, der arbejder eller har
arbejdet for de kompetente myndigheder, samt revisorer og eksperter, der handler på de kompetente
myndigheders vegne, har tavshedspligt. De fortrolige oplysninger, de modtager i forbindelse med
deres hverv, må ikke videregives til andre personer eller myndigheder, undtagen i summarisk eller
sammenfattet form, medmindre der er tale om tilfælde, der er omfattet af strafferetten eller dette
direktiv. Dette er imidlertid ikke til hinder for, at de kompetente myndigheder i overensstemmelse
med den nationale ret samt EU-retten udveksler eller videregiver fortrolige oplysninger.
3. Medlemsstaterne sørger for, at de myndigheder, der er udpeget som kompetente med hensyn til at
sikre gennemførelsen og håndhævelsen af artikel 9, 29, 32, 33, 34 og 35 i dette direktiv, er en af
eller begge følgende
a) kompetente myndigheder som defineret i artikel 4, stk. 2, i forordning (EU) nr.
1093/2010
b) andre myndigheder end de kompetente myndigheder, der er omhandlet i litra a), forud-
sat at den nationale lovgivning eller administrative bestemmelser kræver, at disse myn-
digheder samarbejder med de kompetente myndigheder, der er omhandlet i litra a), når
det er nødvendigt med henblik på at varetage deres opgaver efter dette direktiv, herun-
der med det formål at samarbejde med Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Euro-
pæiske Banktilsynsmyndighed) (EBA), som krævet efter dette direktiv.
4. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og EBA om udpegelsen af kompetente myndigheder
og eventuelle ændringer heraf og anfører enhver fordeling af de respektive opgaver mellem forskel-
lige kompetente myndigheder. Den første underretning foretages snarest muligt og senest den 21.
marts 2016.
5. De kompetente myndigheder udøver deres beføjelser i henhold til national ret enten:
a) direkte under deres egen myndighed eller under de retlige myndigheders tilsyn eller
b) ved at indbringe sagen for en domstol, der er kompetent til at træffe den nødvendige
afgørelse, herunder i givet fald ved appel, hvis anmodningen om at træffe den nødven-
dige afgørelse ikke giver resultat, undtagen i forbindelse med artikel 9, 29, 32, 33, 34
og 35.
6. Hvis der er to eller flere kompetente myndigheder på en medlemsstats område, sørger medlems-
staten for, at deres respektive opgaver er klart definerede, og at der er et tæt samarbejde mellem
disse myndigheder, således at de er i stand til at varetage deres respektive opgaver effektivt.
7. Kommissionen offentliggør mindst en gang om året i Den Europæiske Unions Tidende en liste
over de kompetente myndigheder og ajourfører løbende listen på sin hjemmeside.
196
KAPITEL 2
FORMIDLING AF FINANSIEL VIDEN
Artikel 6
Formidling af finansiel viden til forbrugerne
1. Medlemsstaterne fremmer foranstaltninger, der støtter formidlingen af viden til forbrugerne ved-
rørende ansvarlig låntagning og gældsforvaltning, særlig i forbindelse med aftaler om lån med pant
i fast ejendom. Det er nødvendigt at give klare og generelle oplysninger om kreditydelsesprocessen
for at vejlede forbrugerne, navnlig dem, der optager et lån med pant i fast ejendom for første gang.
Det er også nødvendigt at give oplysninger om den vejledning, som forbrugerorganisationer og nati-
onale myndigheder kan give forbrugere.
2. Kommissionen offentliggør en vurdering af den formidling af finansiel viden, som forbrugerne
har adgang til i medlemsstaterne, og identificerer eksempler på bedste praksis, som kan udvikles
yderligere med henblik på at øge forbrugernes kendskab til finansielle forhold.
KAPITEL 3
BETINGELSER FOR KREDITGIVERE, KREDITFORMIDLERE OG UDPEGEDE RE-
PRÆSENTANTER
Artikel 7
Forpligtelser med hensyn til god skik ved ydelsen af forbrugerkredit
1. Medlemsstaterne kræver, at kreditgiver, kreditformidler eller den udpegede repræsentant over for
forbrugerne handler redeligt, rimeligt, gennemsigtigt og professionelt, når denne udformer kredit-
produkter, eller bevilger, formidler eller yder rådgivningstjenester om kredit og i givet fald accesso-
riske tjenesteydelser, eller når der indgås en kreditaftale, under hensyntagen til forbrugerens rettig-
heder og interesser. For så vidt angår bevilling, formidling eller ydelse af rådgivningstjenester ved-
rørende kredit baseres aktiviteterne på oplysninger om forbrugerens forhold og eventuelle specifik-
ke krav, som forbrugeren har fremsat, og på rimelige antagelser med hensyn til risici for forbruge-
rens situation i kreditaftalens løbetid. For så vidt angår ydelse af rådgivningstjenester baseres aktivi-
teten desuden på de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 22, stk. 3, litra a).
2. Medlemsstaterne sikrer, at den måde, hvorpå kreditgiverne aflønner deres personale og kreditfor-
midlere, og den måde, hvorpå kreditformidlerne aflønner deres personale og udpegede repræsentan-
ter, ikke er til hinder for opfyldelse af forpligtelsen i stk. 1.
197
3. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere, når de udformer og anvender aflønningspolitikker for
personale, der varetager vurderingen af kreditværdighed, overholder følgende principper på en må-
de og i et omfang, der svarer til deres størrelse og interne organisation samt arten, omfanget og
kompleksiteten af deres aktiviteter:
a) aflønningspolitikken er i overensstemmelse med og fremmer en forsvarlig og effektiv
risikostyring og tilskynder ikke til risikotagning, som overskrider kreditgivers risikoto-
leranceniveau
b) aflønningspolitikken er i overensstemmelse med kreditgivers forretningsstrategi, mål-
sætninger, værdier og langsigtede interesser og omfatter foranstaltninger til undgåelse
af interessekonflikter, navnlig ved at sikre, at aflønning ikke er betinget af antallet eller
andelen af imødekomne ansøgninger.
4. Medlemsstaterne sikrer, at aflønningsstrukturen for det involverede personale, når kreditgivere,
kreditformidlere eller udpegede repræsentanter yder rådgivningstjenester, ikke påvirker personalets
evne til at handle i forbrugerens bedste interesse og navnlig ikke er betinget af salgsmål. For at nå
dette mål kan medlemsstaterne desuden forbyde kreditgiver at betale provision til kreditformidler.
5. Medlemsstaterne kan forbyde eller indføre begrænsninger med hensyn til betalinger fra en for-
bruger til en kreditgiver eller kreditformidler inden indgåelsen af kreditaftalen.
Artikel 8
Forpligtelse til at give forbrugerne oplysninger omkostningsfrit
Medlemsstaterne sikrer, at der, når oplysninger gives til forbrugerne i overensstemmelse med krave-
ne i dette direktiv, meddeles sådanne oplysninger uden omkostninger for forbrugeren.
Artikel 9
Krav til personalets viden og kompetencer
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter kræver, at
deres personale besidder og ajourfører et hensigtsmæssigt videns- og kompetenceniveau med hen-
syn til at udforme, tilbyde og bevilge kreditaftaler, udøvelse af kreditformidlingsaktiviteter som an-
ført i artikel 4, nr. 5), eller ydelse af rådgivningstjenester. Hvis indgåelsen af en kreditaftale omfat-
ter en accessorisk tjenesteydelse, skal der også kræves et passende viden- og kompetenceniveau i
forbindelse med den accessoriske tjenesteydelse.
2. Med undtagelse af de i stk. 3 omhandlede tilfælde fastsætter hjemlandene minimumskrav til den
viden og de kompetencer, som kreditgivers, kreditformidlers og udpegede repræsentanters persona-
le skal have i overensstemmelse med principperne i bilag III.
3. Hvis en kreditgiver eller kreditformidler yder sine tjenester på én eller flere andre medlemsstaters
område:
198
i) gennem en filial, er værtslandet ansvarligt for at fastsætte minimumskravene til den vi-
den og de kompetencer, som filialens personale skal have
ii) som led i den fri udveksling af tjenesteydelser, er hjemlandet ansvarligt for at fastsætte
minimumskravene til den viden og de kompetencer, som personalet skal have i over-
ensstemmelse med bilag III. Værtslandene kan dog fastsætte minimumskrav til viden
og kompetencer i forbindelse med de krav, der er omhandlet i bilag III, stk. 1, litra b),
c), e) og f).
4. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder fører tilsyn med overholdelsen af kravene
i stk. 1, og at de kompetente myndigheder har beføjelse til at kræve, at kreditgivere, kreditformidle-
re og udpegede repræsentanter fremlægger den dokumentation, som den kompetente myndighed
finder nødvendig for at muliggøre dette tilsyn.
5. Med henblik på et effektivt tilsyn med de kreditgivere og kreditformidlere, der som led i den fri
udveksling af tjenesteydelser yder deres tjenester på en anden medlemsstats område, arbejder de
kompetente myndigheder i værts- og hjemlandene tæt sammen for at sikre et effektivt tilsyn med og
en effektiv håndhævelse af værtslandets minimumskrav til viden og kompetencer. Med henblik her-
på kan de uddelegere opgaver og ansvarsområder til hinanden.
KAPITEL 4
INFORMATION OG PRAKSIS FORUD FOR INDGÅELSE AF KREDITAFTALEN
Artikel 10
Generelle bestemmelser om reklame og markedsføring
Medlemsstaterne kræver, at reklame- og markedsføringsmeddelelser om kreditaftaler er rimelige,
entydige og ikke vildledende, jf. dog direktiv 2005/29/EF. Det forbydes især at anvende en ordlyd,
der kan skabe forkerte forventninger hos forbrugeren til en kredits tilgængelighed eller omkostnin-
ger.
Artikel 11
Standardoplysninger, der skal indgå i reklame
1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver reklame for kreditaftaler, der angiver en rentesats eller talstør-
relser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbrugerkreditten, indeholder standardoplys-
ninger i overensstemmelse med denne artikel.
Medlemsstaterne kan imidlertid fastsætte, at første afsnit ikke finder anvendelse, hvis den nationale
ret kræver angivelse af de årlige omkostninger i procent ved reklame for kreditaftaler, der ikke angi-
ver en rentesats eller nogen talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbruger-
kreditten, jf. første afsnit.
199
2. Standardoplysningerne skal klart, præcist og på en fremtrædende plads angive:
a) kreditgivers eller i påkommende tilfælde kreditformidlers eller en udpeget repræsen-
tants identitet
b) at kreditaftalen, hvor det er relevant, vil være sikret ved pant eller ved en anden tilsva-
rende sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat i forbindelse
med fast ejendom til beboelse, eller i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejen-
dom til beboelse
c) debitorrenten, og hvorvidt den er fast eller variabel eller en kombination af begge dele,
tillige med oplysninger om de gebyrer, der indgår i omkostningerne i forbindelse med
forbrugerkreditten
d) det samlede kreditbeløb
e) de årlige omkostninger i procent, som i en reklame bør have en mindst lige så fremtræ-
dende placering som enhver rente
f) kreditaftalens løbetid, hvor det er relevant
g) afdragenes størrelse, hvor det er relevant
h) det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, hvis det er relevant
i) antallet af afdrag, hvis det er relevant.
j) hvor det er relevant, en advarsel om, at eventuelle udsving i valutakursen kan påvirke
det beløb, der skal betales af forbrugeren.
3. Oplysningerne angivet i stk. 2, bortset fra de i litra a), b) eller j) anførte, skal angives ved hjælp af
et repræsentativt eksempel og under hele forløbet følge det pågældende repræsentative eksempel.
Medlemsstaterne vedtager kriterier for fastsættelse af et repræsentativt eksempel.
4. Såfremt indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse, navnlig en forsikring, er obliga-
torisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de oplyste vilkår og betingelser, og en så-
dan aftales omkostninger ikke kan beregnes på forhånd, skal forpligtelsen til at indgå denne aftale
være angivet klart, præcist og på en fremtrædende plads sammen med de årlige omkostninger i pro-
cent.
5. Oplysningerne omhandlet i stk. 2 og 4 skal være let læselige eller kunne høres tydeligt afhængigt
af det medie, der anvendes til reklame.
6. Medlemsstaterne kan kræve, at der er en præcis og forholdsmæssigt afpasset advarsel om de spe-
cifikke risici, der er forbundet med kreditaftaler. De meddeler straks Kommissionen sådanne krav.
7. Denne artikel berører ikke direktiv 2005/29/EF.
Artikel 12
Kombinations- og pakkesalg
1. Medlemsstaterne tillader pakkesalg, men forbyder kombinationssalg.
200
2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne beslutte, at kreditgivere kan anmode forbrugeren, et familie-
medlem eller en nær pårørende til forbrugeren om at:
a) oprette eller opretholde en betalings- eller opsparingskonto, hvis det eneste formål med
en sådan konto er at akkumulere kapital til at tilbagebetale lånet eller afdrage på lånet,
samle ressourcer for at opnå lånet eller give kreditgiver yderligere sikkerhedsstillelse i
tilfælde af misligholdelse
b) købe eller beholde et investeringsprodukt eller privat pensionsprodukt, hvis et sådant
produkt, som primært giver investor pensionsindtægter, også tjener til at give kreditgi-
ver yderligere sikkerhedsstillelse i tilfælde af misligholdelse eller at akkumulere kapital
til at tilbagebetale lånet eller afdrage på lånet, samle ressourcer for at opnå lånet
c) indgå en separat kreditaftale i kombination med en kreditaftale med delt friværdi for at
opnå lånet.
3. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne tillade kombinationssalg, når kreditgiver kan godtgøre over
for den kompetente myndighed, at de bundne produkter eller produktkategorier, der tilbydes på ind-
byrdes tilsvarende vilkår og betingelser, og som ikke stilles individuelt til rådighed, indebærer en
klar fordel for forbrugerne under hensyntagen til tilgængeligheden af og priserne på de relevante
produkter, der tilbydes på markedet. Nærværende stykke gælder udelukkende produkter, der bringes
i omsætning efter den 20. marts 2014.
4. Medlemsstaterne kan give kreditgivere tilladelse til at pålægge forbrugeren at tegne en relevant
forsikring i forbindelse med kreditaftalen. I sådanne tilfælde sikrer medlemsstaterne, at kreditgiver
accepterer forsikringspolicen fra en anden udbyder end kreditgivers foretrukne udbyder, hvis forsik-
ringspolicen indeholder samme garanti som den, kreditgiver har foreslået.
Artikel 13
Generelle oplysninger
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiverne eller i påkommende tilfælde de bundne kreditformidlere
eller deres udpegede repræsentanter til enhver tid stiller klare og forståelige generelle oplysninger
om kreditaftalerne til rådighed på papir, ved hjælp af et andet varigt medium eller i elektronisk
form. Medlemsstaterne kan desuden fastsætte, at de ikkebundne kreditformidlere gør de generelle
oplysninger tilgængelige.
Sådanne generelle oplysninger skal som minimum omfatte følgende:
a) navn og fysisk adresse på oplysningernes afsender
b) de formål, hvortil kreditten kan anvendes
c) former for sikkerhedsstillelse, herunder, hvor det er relevant, muligheden for, at sikker-
heden kan være beliggende i en anden medlemsstat
d) kreditaftalernes eventuelle løbetid
e) de forskellige debitorrenter, der findes, og hvorvidt de er faste eller variable eller begge
dele, med en kort beskrivelse af karakteristika ved fast og variabel rente, herunder de
dermed forbundne konsekvenser for forbrugeren
201
f) angivelse af den udenlandske valuta eller de udenlandske valutaer, hvis der kan anven-
des lån i udenlandsk valuta, herunder en forklaring på konsekvenserne for forbrugeren,
hvis kreditten er angivet i udenlandsk valuta
g) et repræsentativt eksempel på det samlede kreditbeløb, de samlede omkostninger for
forbrugeren i forbindelse med kreditten, det samlede beløb, der skal betales af forbru-
geren, og de årlige omkostninger i procent
h) angivelse af eventuelle yderligere omkostninger for forbrugeren i forbindelse med kre-
ditten, der ikke indgår i det samlede kreditbeløb, og som skal betales i forbindelse med
en kreditaftale
i) en række forskellige muligheder for tilbagebetaling af kreditten til kreditgiver, herun-
der de periodiske afdrags antal, hyppighed og størrelse
j) hvor det er relevant, en klar og tydelig angivelse af, at overholdelse af kreditaftalens
vilkår og betingelser ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede kreditbeløb i hen-
hold til kreditaftalen
k) en beskrivelse af de vilkår, der direkte vedrører førtidig indfrielse
l) hvorvidt det er nødvendigt med en vurdering af ejendommen og i givet fald, hvem der
har ansvaret for at sikre, at vurderingen foretages, og hvorvidt det medfører eventuelle
omkostninger for forbrugeren
m) angivelse af de accessoriske tjenesteydelser, som forbrugeren skal erhverve for at opnå
kreditten eller få den på de oplyste vilkår og betingelser, og i givet fald en præcisering
af, at de accessoriske tjenesteydelser kan købes hos en tjenesteudbyder, der ikke er kre-
ditgiveren, og
n) en generel advarsel om de eventuelle konsekvenser af manglende overholdelse af for-
pligtelserne i forbindelse med kreditaftalen
2. Medlemsstaterne kan forpligte kreditgiverne til at medtage andre former for advarsler, som er re-
levante i en medlemsstat. De meddeler straks Kommissionen sådanne krav.
Artikel 14
Oplysninger forud for aftaleindgåelsen
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver og i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræsen-
tant giver forbrugeren de individuelle oplysninger, som er nødvendige for at kunne sammenligne de
kreditter, der findes på markedet, vurdere, hvad de indebærer, og træffe en informeret beslutning
om, hvorvidt han skal indgå en kreditaftale:
a) uden unødig forsinkelse, efter at forbrugeren i overensstemmelse med artikel 20 har af-
givet de nødvendige oplysninger om sine behov, sin finansielle situation og sine præfe-
rencer og
b) i god tid inden forbrugeren bindes af en kreditaftale eller et kredittilbud.
2. De i stk. 1 omhandlede individuelle oplysninger gives via ESIS, jf. bilag II, på papir eller ved
hjælp af et andet varigt medium.
3. Medlemsstaterne sikrer, at et tilbud, der er bindende for kreditgiver, afgives til forbrugeren på
papir eller ved hjælp af et andet varigt medium og ledsages af et ESIS, hvis:
a) forbrugeren ikke tidligere har fået forelagt en ESIS-formular eller
202
b) tilbuddets karakteristika ikke stemmer overens med oplysningerne i den ESIS-formular,
der tidligere er blevet forelagt.
4. Medlemsstaterne kan dog fastsætte, at forelæggelsen af ESIS er obligatorisk inden afgivelsen af
et tilbud, der er bindende for kreditgiver. I så fald kræver de, at ESIS kun skal forelægges igen, hvis
betingelsen i stk. 3, litra b), er opfyldt.
5. Medlemsstater, som inden den 20. marts 2014 har indført et informationsblad, der opfylder oplys-
ningskrav, som svarer til dem, der er fastsat i bilag II, kan fortsat anvende bladet til formålene i
nærværende artikel indtil den 21. marts 2019.
6. Medlemsstaterne fastsætter en frist på mindst syv dage, inden for hvilken forbrugeren har til-
strækkelig tid til at sammenligne tilbuddene, vurdere, hvad de indebærer, og træffe en informeret
beslutning.
Medlemsstaterne præciserer, at den i første afsnit omhandlede frist enten skal betragtes som en be-
tænkningstid forud for indgåelsen af kreditaftalen eller som en periode med fortrydelsesret efter
indgåelsen af kreditaftalen eller som en kombination af begge.
Hvis en medlemsstat angiver en betænkningstid forud for indgåelsen af kreditaftalen:
a) er tilbuddet bindende for kreditgiver under betænkningstidens varighed, og
b) forbrugeren skal kunne acceptere tilbuddet på et hvilket som helst tidspunkt under be-
tænkningstiden
Medlemsstaterne kan fastsætte, at forbrugere ikke kan acceptere tilbuddet i en periode, der ikke
overstiger de første ti dage af betænkningstiden.
Hvis debitorrenten eller de øvrige omkostninger fastsættes på grundlag af salget af underliggende
obligationer eller andre langsigtede finansieringsinstrumenter, kan medlemsstaterne fastsætte, at de-
bitorrenten eller de andre omkostninger kan variere fra det i tilbuddet angivne i overensstemmelse
med værdien af de underliggende obligationer eller andre langsigtede finansieringsinstrumenter.
Hvis forbrugeren har en fortrydelsesret i overensstemmelse med nærværende stykkes andet afsnit,
finder artikel 6 i direktiv 2002/65/EF ikke anvendelse.
7. Kreditgiver og i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræsentant, som har forelagt ESIS
for forbrugeren, anses for at have opfyldt kravene vedrørende oplysninger til forbrugeren inden ind-
gåelse af en fjernsalgsaftale, jf. artikel 3, stk. 1, i direktiv 2002/65/EF, og anses kun for at opfylde
kravene i artikel 5, stk. 1, i samme direktiv, såfremt de mindst har forelagt ESIS inden indgåelse af
den pågældende aftale.
8. Medlemsstaterne ændrer ikke ESIS-modellen, bortset fra hvad der er fastsat i bilag II. Eventuelle
supplerende oplysninger, som kreditgiver eller i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræ-
203
sentant kan meddele forbrugeren eller i henhold til national ret skal meddele forbrugeren gives i et
særskilt dokument, der kan knyttes som bilag til ESIS.
9. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med
artikel 40 med henblik på at ændre standardformuleringen i bilag II, del A, eller instruktionerne i
bilag II, del B, for at opfylde behovet for oplysninger eller advarsler om nye produkter, der ikke
blev markedsført inden den 20. marts 2014. Sådanne delegerede retsakter ændrer dog ikke ESIS᾽
struktur eller format.
10. Hvis der anvendes taletelefoni som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i direktiv 2002/65/EF, skal be-
skrivelsen af den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika, jf. artikel 3, stk. 3, litra b), an-
det led, i samme direktiv, som minimum indeholde de elementer, der er nævnt i del A, afsnit 3)-6), i
bilag II til nærværende direktiv.
11. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver eller i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræ-
sentant, i det mindste når der ikke findes en fortrydelsesret, fremlægger en kopi af udkastet til kre-
ditaftalen for forbrugeren på tidspunktet for afgivelsen af et tilbud, der er bindende for kreditgiver.
Hvis der findes en fortrydelsesret, sikrer medlemsstaterne, at kreditgiver eller i givet fald kreditfor-
midler eller en udpeget repræsentant, tilbyder at fremlægge en kopi af udkastet til kreditaftalen for
forbrugeren på tidspunktet for afgivelsen af et tilbud, der er bindende for kreditgiver.
Artikel 15
Oplysningskrav vedrørende kreditformidlere og udpegede repræsentanter
1. Medlemsstaterne sikrer, at en kreditformidler eller udpeget repræsentant i god tid inden udøvel-
sen af enhver af de kreditformidlingsaktiviteter, der er opført i artikel 4, nr. 5), som minimum giver
forbrugeren følgende oplysninger på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium:
a) navn og fysisk adresse på kreditformidler
b) det register, som kreditformidler er optaget i, registreringsnummeret, hvor det er rele-
vant, og med angivelse af, hvordan en sådan registrering kan kontrolleres
c) hvorvidt kreditformidler udelukkende er bundet til eller samarbejder med en kreditgiver
eller flere kreditgivere. Hvis kreditformidler udelukkende er bundet til eller samarbej-
der med en eller flere kreditgivere, skal denne meddele navnene på den eller de kredit-
givere, på hvis vegne der handles. Kreditformidlere kan meddele, at de er uafhængige,
når de opfylder betingelserne fastsat i overensstemmelse med artikel 22, stk. 4
d) hvorvidt kreditformidler yder rådgivningstjenester
e) det eventuelle gebyr, forbrugeren skal betale til kreditformidler for dennes tjenesteydel-
ser, eller, hvis dette ikke er muligt, metoden til beregning af gebyret
f) de procedurer, hvorefter forbrugere eller andre berørte parter internt kan indbringe kla-
ger over kreditformidlere, samt i påkommende tilfælde de udenretslige klage- og tvist-
bilæggelsesprocedurer, der kan anvendes
g) eksistensen, hvis det er relevant, og, hvis det er kendt, størrelsen af de provisioner eller
andre incitamenter, som kreditgiver eller tredjemand skal betale til kreditformidler for
dennes tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen. Hvis beløbet ikke kendes på
204
meddelelsestidspunktet, skal kreditformidler underrette forbrugeren om, at det reelle
beløb vil blive meddelt på et senere tidspunkt i ESIS.
2. Kreditformidlere, der ikke er bundet, men som modtager provision fra en eller flere kreditgivere,
fremlægger på forbrugerens anmodning oplysninger om, hvor meget den provision varierer, som de
forskellige kreditgivere, der tilbyder kreditaftaler til forbrugeren, skal betale. Forbrugeren underret-
tes om sin ret til at anmode om sådanne oplysninger.
3. Hvis kreditformidler opkræver et gebyr fra forbrugeren og herudover modtager provision fra kre-
ditgiver eller tredjemand, skal kreditformidler meddele forbrugeren, om provisionen enten helt eller
delvis modregnes i gebyret.
4. Medlemsstaterne sikrer, at det gebyr, som forbrugeren eventuelt skal betale til kreditformidler for
dennes tjenesteydelser, meddeles af kreditformidler til kreditgiver med henblik på beregning af de
årlige omkostninger i procent.
5. Ud over de oplysninger, der kræves i henhold til denne artikel, kræver medlemsstaterne, at kre-
ditformidlerne sørger for, at deres udpegede repræsentant meddeler, i hvilken egenskab han optræ-
der, og hvilken kreditformidler han repræsenterer, når han kontakter, eller før han handler med en
forbruger.
Artikel 16
Fyldestgørende forklaringer
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere og i påkommende tilfælde kreditformidlere eller udpege-
de repræsentanter giver forbrugeren fyldestgørende forklaringer om den eller de foreslåede kreditaf-
taler såvel som om enhver accessorisk tjenesteydelse, således at forbrugeren er i stand til at vurdere,
om de foreslåede kreditaftaler og accessoriske tjenesteydelser passer til hans behov og finansielle
situation.
Disse forklaringer skal i givet fald navnlig omfatte:
a) oplysningerne forud for aftaleindgåelsen i overensstemmelse med:
i) artikel 14 for så vidt angår kreditgivere
ii) artikel 14 og 15 for så vidt angår kreditformidlere eller udpegede repræsentanter
b) de væsentlige karakteristika ved de foreslåede produkter
c) de specifikke konsekvenser, som de foreslåede produkter kan have for forbrugeren,
herunder konsekvenserne af misligholdelse i forbindelse med forbrugerens betaling og
d) hvis accessoriske tjenesteydelser indgår i en pakke med kreditaftalen, hvorvidt hver
komponent kan afvikles separat og konsekvenserne herved for forbrugeren.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, hvilken form og hvilket omfang de i stk. 1 omhandlede forklarin-
ger skal have, samt hvem der skal yde den, ud fra de omstændigheder, hvorunder kreditaftalen tilby-
des, hvem den tilbydes og arten af den kredit, der tilbydes.
205
KAPITEL 5
ÅRLIGE OMKOSTNINGER I PROCENT
Artikel 17
Beregning af de årlige omkostninger i procent
1. De årlige omkostninger i procent beregnes ud fra den matematiske formel i bilag I.
2. Omkostningerne ved at åbne og forvalte en bestemt konto, ved at anvende et betalingsmiddel i
forbindelse med både transaktioner og udnyttelse af kreditmuligheden for denne konto og andre
omkostninger i forbindelse med betalingstransaktioner skal indgå i de samlede omkostninger i for-
bindelse med forbrugerkreditten, hvis det er obligatorisk at åbne og opretholde en konto for at kun-
ne opnå kreditten eller for at kunne få den på de oplyste betingelser.
3. Beregningen af de årlige omkostninger i procent baseres på den antagelse, at kreditaftalen forbli-
ver gyldig i det aftalte tidsrum, og at kreditgiver og forbrugeren opfylder deres forpligtelser på de
vilkår og datoer, der er angivet i kreditaftalen.
4. I forbindelse med kreditaftaler, der indeholder vilkår, som tillader variationer i debitorrenten, og i
påkommende tilfælde i de omkostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent, men som
ikke kan opgøres på beregningstidspunktet, beregnes de årlige omkostninger i procent ud fra den
antagelse, at debitorrenten og andre omkostninger er konstante i forhold til niveauet på tidspunktet
for indgåelsen af aftalen.
5. For kreditaftaler, hvori der er aftalt en fast debitorrente for en indledende periode på mindst fem
år, ved hvis udløb der forhandles om debitorrenten for at aftale en ny fast rente for en yderligere
relevant periode, omfatter beregningen af den yderligere illustrative årlige omkostningsprocent, der
anføres i ESIS, kun den indledende periode med fast rente, og den baseres på den antagelse, at rest-
gælden tilbagebetales ved udløbet af perioden med den faste debitorrente.
6. Hvis kreditaftaler tillader variationer i debitorrenten, sikrer medlemsstaterne, at forbrugeren un-
derrettes om de mulige konsekvenser af variationerne på de beløb, der skal betales, og på de årlige
omkostninger i procent, som minimum ved hjælp af ESIS. Det sker ved at give forbrugeren en yder-
ligere årlig omkostningsprocent, der illustrerer de mulige risici forbundet med en væsentlig stigning
i debitorrenten. Hvis der ikke er et loft over debitorrenten, ledsages disse oplysninger af en advarsel,
der fremhæver, at de samlede kreditomkostninger for forbrugeren, der fremgår af de årlige omkost-
ninger i procent, kan ændre sig. Denne bestemmelse gælder ikke kreditaftaler, hvor debitorrenten er
fastsat for en indledende periode på mindst fem år, ved hvis udløb der forhandles om debitorrenten
for at aftale en ny fast rente for en yderligere relevant periode, for hvilken der er fastsat en yderlige-
re illustrativ årlig omkostningsprocent i ESIS.
206
7. De supplerende antagelser i bilag I anvendes, hvor det er relevant, til beregningen af de årlige
omkostninger i procent.
8. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med
artikel 40 med henblik på at ændre de bemærkninger eller ajourføre de antagelser, der anvendes i
forbindelse med beregningen af de årlige omkostninger i procent som fastlagt i bilag I, navnlig hvis
bemærkningerne og antagelserne i denne artikel og i bilag I ikke er tilstrækkelige til at beregne de
årlige omkostninger i procent på en ensartet måde eller ikke længere er tilpasset til den økonomiske
situation på markedet.
KAPITEL 6
VURDERING AF KREDITVÆRDIGHEDEN
Artikel 18
Forpligtelse til at vurdere forbrugerens kreditværdighed
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver inden indgåelsen af kreditaftalen foretager en grundig vur-
dering af forbrugerens kreditværdighed. Ved denne vurdering tages der behørigt hensyn til de fakto-
rer, der er relevante for at anslå udsigten til, at forbrugeren opfylder sine forpligtelser i henhold til
kreditaftalen.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de procedurer og oplysninger, som vurderingen baseres på, er fastlagt,
og at de dokumenteres og opretholdes.
3. Vurderingen af kreditværdigheden skal ikke baseres udelukkende på det faktum, at værdien af
den faste ejendom til beboelse overstiger kreditbeløbet, eller den antagelse, at den faste ejendom til
beboelse vil stige i værdi, medmindre formålet med kreditaftalen er at opføre eller renovere fast
ejendom til beboelse.
4. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver, når denne indgår en kreditaftale med en forbruger, ikke
efterfølgende ophæver eller ændrer kreditaftalen til skade for forbrugeren, hvis vurderingen af kre-
ditværdigheden ikke er gennemført korrekt. Nærværende stykke finder ikke anvendelse, når det kan
påvises, at forbrugeren bevidst har tilbageholdt eller forfalsket oplysningerne som omhandlet i arti-
kel 20.
5. Medlemsstaterne sikrer, at:
a) kreditgiver kun yder forbrugeren kredit, hvis resultatet af vurderingen af kreditværdig-
heden viser, at forpligtelserne som følge af kreditaftalen sandsynligvis kan opfyldes på
den måde, der kræves i henhold til denne aftale
b) kreditgiver i overensstemmelse med artikel 10 i direktiv 95/46/EF på forhånd underret-
ter forbrugeren om, at der vil blive foretaget søgning i en database
207
c) kreditgiver, hvis kreditanmodningen afslås, omgående underretter forbrugeren om af-
slaget og i givet fald om, at afgørelsen er truffet på grundlag af en automatisk behand-
ling af oplysninger. Hvis afslaget er baseret på resultatet af databasesøgninger, under-
retter kreditgiver forbrugeren om resultatet af sådanne søgninger og giver nærmere op-
lysninger om den pågældende database.
6. Medlemsstaterne sikrer, at forbrugerens kreditværdighed tages op til ny vurdering på grundlag af
ajourførte oplysninger, inden der bevilges en betydelig stigning i det samlede kreditbeløb efter ind-
gåelsen af kreditaftalen, medmindre sådan yderligere kredit var forudset og medtaget i den oprinde-
lige vurdering af kreditværdigheden.
7. Denne artikel berører ikke direktiv 95/46/EF.
Artikel 19
Ejendomsvurdering
1. Medlemsstaterne sikrer, at der på deres område udvikles pålidelige standarder for vurdering af
fast ejendom til beboelse med henblik på lån med pant i fast ejendom. Medlemsstaterne kræver, at
disse standarder anvendes, når kreditgiver foretager en ejendomsvurdering, eller at kreditgiver træf-
fer passende foranstaltninger til at sikre, at disse standarder anvendes, når en vurdering foretages af
tredjemand. Hvis de nationale myndigheder er ansvarlige for reguleringen af uafhængige vurde-
ringsmænd, der foretager ejendomsvurderinger, sikrer de, at disse overholder gældende nationale
regler.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de interne og eksterne vurderingsmænd, der foretager ejendomsvurde-
ringer, er fagligt kompetente og tilstrækkeligt uafhængige af kreditgarantiprocessen til at kunne yde
en uvildig og objektiv vurdering, der dokumenteres ved hjælp af et varigt medium, og som kreditgi-
ver opbevarer en kopi af.
Artikel 20
Fremlæggelse og kontrol af forbrugerens oplysninger
1. Vurderingen af kreditværdigheden omhandlet i artikel 18 foretages på grundlag af de oplysninger
om forbrugerens indtægter og udgifter og andre finansielle og økonomiske forhold, der er nødvendi-
ge, tilstrækkelige og forholdsmæssigt afpassede. Kreditgiver indhenter oplysningerne fra relevante
interne eller eksterne kilder, herunder fra forbrugeren, og oplysninger, som kreditformidler eller den
udpegede repræsentant har fået under kreditanmodningsprocessen. Oplysningerne kontrolleres på
passende vis, herunder om nødvendigt gennem henvisning til uafhængig og kontrollerbar dokumen-
tation.
2. Medlemsstaterne sikrer, at kreditformidlere eller udpegede repræsentanter på korrekt vis forelæg-
ger de nødvendige oplysninger fra forbrugeren for den relevante kreditgiver, således at der kan fore-
tages en vurdering af kreditværdigheden.
208
3. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiverne forud for aftalens indgåelse klart og entydigt præciserer
de nødvendige oplysninger og den uafhængige og kontrollerbare dokumentation, som forbrugeren
skal fremlægge, samt tidsrammen, inden for hvilken forbrugeren skal fremlægge oplysningerne. En
sådan anmodning om oplysninger skal være rimelig og begrænses til, hvad der er nødvendigt for at
kunne foretage en korrekt vurdering af kreditværdigheden. Medlemsstaterne tillader kreditgivere at
anmode om en præcisering af de oplysninger, de har modtaget som svar på denne anmodning, hvis
det er nødvendigt for at muliggøre en vurdering af kreditværdigheden.
Medlemsstaterne tillader ikke en kreditgiver at opsige kreditaftalen med den begrundelse, at de af
forbrugeren fremlagte oplysninger inden indgåelsen af kreditaftalen var ufuldstændige.
Andet afsnit forhindrer ikke medlemsstaterne i at tillade, at kreditgiver opsiger kreditaftalen, hvis
det påvises, at forbrugeren bevidst har tilbageholdt eller forfalsket oplysninger.
4. Medlemsstaterne indfører foranstaltninger for at sikre, at forbrugerne er gjort bekendt med beho-
vet for at give korrekte oplysninger som svar på anmodningen i stk. 3, første afsnit, og at sådanne
oplysninger så vidt muligt er fuldstændige, så der kan foretages en korrekt vurdering af kreditvær-
digheden. Kreditgiver, kreditformidler eller den udpegede repræsentant advarer forbrugeren om, at
kreditten ikke kan bevilges, hvis kreditgiver ikke kan foretage en vurdering af kreditværdigheden,
fordi forbrugeren vælger ikke at fremlægge de oplysninger eller den kontrol, der er nødvendige for
en vurdering af kreditværdigheden. Denne advarsel kan gives i et standardiseret format.
5. Denne artikel berører ikke direktiv 95/46/EF, særlig artikel 6.
KAPITEL 7
ADGANG TIL DATABASER
Artikel 21
Adgang til databaser
1. Hver medlemsstat sikrer adgang for alle kreditgivere fra alle medlemsstater til de databaser, som
anvendes i den pågældende medlemsstat i forbindelse med vurderingen af forbrugernes kreditvær-
dighed og med det ene formål at føre tilsyn med forbrugernes overholdelse af kreditforpligtelserne i
kreditaftalens løbetid. Vilkårene for adgang skal være ikkediskriminerende.
2. Stk. 1 finder anvendelse på både databaser, der drives af private kreditbureauer eller kreditoplys-
ningsbureauer, og på offentlige registre.
3. Denne artikel berører ikke direktiv 95/46/EF.
209
KAPITEL 8
RÅDGIVNINGSTJENESTER
Artikel 22
Standarder for rådgivningstjenester
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver, kreditformidler eller en udpeget repræsentant i forbindelse
med en given transaktion udtrykkeligt underretter forbrugeren om, hvorvidt der ydes eller kan ydes
rådgivningstjenester til forbrugeren.
2. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver, kreditformidler eller en udpeget repræsentant inden ydel-
sen af rådgivningstjenester eller i givet fald inden indgåelsen af en aftale om ydelse af rådgivnings-
tjenester giver forbrugeren følgende oplysninger på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium:
a) hvorvidt anbefalingen udelukkende fremsættes på grundlag af en vurdering af deres
eget produktudvalg i overensstemmelse med stk. 3, litra b), eller på grundlag af en lang
række produkter på markedet i overensstemmelse med stk. 3, litra c), så forbrugeren
kan forstå grundlaget for anbefalingen
b) det gebyr, forbrugeren eventuelt skal betale for rådgivningstjenesterne eller, hvis belø-
bet ikke kan fastlægges på meddelelsestidspunktet, den anvendte metode til beregnin-
gen heraf.
Oplysningerne i første afsnit, litra a) og b), kan gives til forbrugeren i form af yderligere oplysnin-
ger forud for aftaleindgåelsen.
3. Hvis der ydes rådgivningstjenester til forbrugerne, sikrer medlemsstaterne, ud over de krav, der
er fastsat i artikel 7 og 9, at:
a) kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter indhenter de nødvendige op-
lysninger om forbrugerens personlige og finansielle situation, hans præferencer og mål-
sætninger for således at kunne anbefale egnede kreditaftaler. Sådanne overvejelser ba-
seres på oplysninger, der er aktuelle på det pågældende tidspunkt, og tager højde for
rimelige antagelser med hensyn til risici for forbrugerens situation i den foreslåede kre-
ditaftales løbetid
b) kreditgivere, bundne kreditformidlere og udpegede repræsentanter for bundne kredit-
formidlere, tager et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler i deres produktudvalg i be-
tragtning og anbefaler den eller de bedst egnede kreditaftaler blandt deres produktud-
valg i forhold til forbrugernes behov, finansielle situation og personlige forhold
c) ikkebundne kreditformidlere eller udpegede repræsentanter for ikkebundne kreditfor-
midlere tager et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler på markedet i betragtning og an-
befaler den eller de egnede kreditaftaler på markedet i forhold til forbrugernes behov,
finansielle situation og personlige forhold
d) kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter handler i forbrugerens bed-
ste interesse ved at:
i) holde sig underrettet om forbrugerens behov og forhold
210
ii) anbefale egnede kreditaftaler i overensstemmelse med litra a), b) og c), og
e) kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter forsyner forbrugeren med
en kopi af den fremsatte anbefaling på papir eller ved hjælp af et varigt medium.
4. Medlemsstaterne kan forbyde anvendelsen af betegnelsen »rådgivning« og »rådgiver« eller lig-
nende betegnelser, når der ydes rådgivningstjenester til forbrugerne af kreditgivere, bundne kredit-
formidlere eller udpegede repræsentanter for bundne kreditformidlere.
Medlemsstater, der ikke forbyder anvendelsen af betegnelsen »rådgivning« og »rådgiver«, indfører
følgende betingelser for anvendelse af betegnelsen »uafhængig rådgivning« eller »uafhængig rådgi-
ver« for så vidt angår kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter, der yder rådgiv-
ningstjenester:
a) kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter skal tage et tilstrækkeligt
stort antal kreditaftaler på markedet i betragtning, og
b) kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter aflønnes ikke for de råd-
givningstjenester, der ydes af en eller flere kreditgivere.
Andet afsnit, litra b), finder kun anvendelse, hvis antallet af de kreditgivere, der vurderes, ikke re-
præsenterer et flertal på markedet.
Medlemsstaterne kan indføre strengere krav for kreditgiveres, kreditformidleres eller udpegede re-
præsentanters anvendelse af betegnelserne »uafhængig rådgivning« eller »uafhængig rådgiver«,
herunder et forbud mod modtagelse af vederlag fra en kreditgiver.
5. Medlemsstaterne kan indføre en forpligtelse for kreditgivere, kreditformidlere og udpegede re-
præsentanter til at advare forbrugeren, hvis en kreditaftale under hensyntagen til forbrugerens finan-
sielle situation kan indebære en særlig risiko for forbrugeren.
6. Medlemsstaterne sikrer, at det kun er kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentan-
ter, der yder rådgivningstjenester.
Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om ikke at anvende første afsnit på personer:
a) som udøver kreditformidlingsaktiviteter anført i artikel 4, nr. 5), eller yder rådgivnings-
tjenester, hvis disse aktiviteter udøves, eller tjenester ydes lejlighedsvis som led i deres
erhvervsmæssige virksomhed, og disse aktiviteter er reguleret ved lov eller administra-
tive bestemmelser eller en fagetisk kodeks for det pågældende erhverv, som ikke ude-
lukker udøvelsen af disse aktiviteter eller ydelsen af disse tjenester
b) der som kuratorer yder rådgivningstjenester i forbindelse med forvaltning af eksisteren-
de gæld, hvis disse aktiviteter er reguleret ved lov eller af offentlige eller frivillige tje-
nester for gældsrådgivning, der ikke opererer på et kommercielt grundlag, eller
c) der i en anden egenskab end kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentan-
ter yder rådgivningstjenester, hvis de kompetente myndigheder har godkendt og fører
tilsyn med disse personer i overensstemmelse med kravene til kreditformidlere i hen-
hold til dette direktiv.
211
De personer, der er omfattet af fritagelsen i andet afsnit, gør ikke brug af retten omhandlet i artikel
32, stk. 1, til at yde tjenester på hele Unionens geografiske område.
7. Nærværende artikel berører ikke artikel 16 og medlemsstaternes beføjelse til at sikre, at der stilles
tjenester til rådighed for forbrugere for at bistå dem med at forstå deres finansielle behov og hvilken
type produkter, der sandsynligvis kan imødekomme disse behov.
KAPITEL 9
LÅN I UDENLANDSK VALUTA OG LÅN MED VARIABEL RENTE
Artikel 23
Lån i udenlandsk valuta
1. Medlemsstaterne sikrer, at der ved kreditaftaler i forbindelse med lån i udenlandsk valuta er etab-
leret en passende ramme på tidspunktet for indgåelse af kreditaftalen for som minimum at sikre, at:
a) forbrugeren på nærmere angivne betingelser har ret til at konvertere kreditaftalen til en
anden valuta, eller
b) der er etableret andre ordninger for at begrænse forbrugerens eksponering for valuta-
kursrisiko i forbindelse med kreditaftalen.
2. Den i stk. 1, litra a), omhandlede anden valuta skal enten være:
a) den valuta, hvori forbrugeren primært modtager sine indtægter eller besidder de akti-
ver, kreditten skal tilbagebetales med, som anført på tidspunktet for den seneste vurde-
ring af kreditværdigheden i forbindelse med kreditaftalen, eller
b) valutaen i den medlemsstat, hvor forbrugeren enten var bosiddende på tidspunktet for
indgåelsen af kreditaftalen eller er bosiddende på nuværende tidspunkt.
Medlemsstaterne kan præcisere, hvorvidt forbrugeren har adgang til begge eller kun én af valgmu-
lighederne omhandlet i første afsnits litra a) og b) eller kan give kreditgivere mulighed for at præci-
sere, hvorvidt forbrugeren har adgang til begge eller kun én af valgmulighederne omhandlet i første
afsnits litra a) og b).
3. Hvis en forbruger har ret til at konvertere kreditaftalen til en anden valuta i overensstemmelse
med stk. 1, litra a), sikrer medlemsstaterne, at den valutakurs, der anvendes til konverteringen, er
den markedskurs, der er gældende på dagen for ansøgningen om konvertering, medmindre andet er
angivet i kreditaftalen.
4. Medlemsstaterne sikrer, at en forbruger, der har lån i udenlandsk valuta, advares regelmæssigt af
kreditgiver på papir eller ved hjælp af et varigt medium, som minimum når værdien af det samlede
beløb, forbrugeren skal betale, og som er udestående, eller af de periodiske afdrag varierer med me-
re end 20 % i forhold til, hvad det ville have været, hvis valutakursen mellem kreditaftalens valuta
og medlemsstatens valuta på tidspunktet for indgåelsen af kreditaftalen blev anvendt. Advarslen
skal oplyse forbrugeren om en stigning i det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, og i
212
givet fald oplyse om retten til at konvertere til en anden valuta og betingelserne herfor samt redegø-
re for enhver anden ordning, der kan begrænse forbrugerens eksponering for valutakursrisikoen.
5. Medlemsstaterne kan regulere lån i udenlandsk valuta yderligere, forudsat at sådanne bestemmel-
ser ikke indføres med tilbagevirkende kraft.
6. De ordninger, der gælder i henhold til denne artikel, meddeles forbrugeren i ESIS og i kreditafta-
len. Hvis kreditaftalen ikke indeholder en bestemmelse om, at forbrugerens eksponering for valuta-
kursrisici skal begrænses til valutakurssvingninger på mindre end 20 %, skal ESIS indeholde et illu-
strativt eksempel på indvirkningen af valutakurssvingninger på 20 %.
Artikel 24
Kreditter med variabel rente
Hvis kreditaftalen er en kredit med variabel rente, sikrer medlemsstaterne, at:
a) indeks eller referencerenter, der anvendes til at beregne debitorrenten, er tydelige, til-
gængelige, objektive og verificerbare for kreditaftalens parter og de kompetente myn-
digheder og
b) kreditgiverne eller de ansvarlige for udarbejdelsen af indekser opbevarer arkiver over
de indekser, der anvendes til beregning af debitorrenter.
KAPITEL 10
FORSVARLIG GENNEMFØRELSE AF KREDITAFTALER OG HERMED FORBUNDNE
RETTIGHEDER
Artikel 25
Førtidig indfrielse
1. Medlemsstaterne sikrer, at forbrugeren har ret til helt eller delvis at frigøre sig fra sine forpligtel-
ser i medfør af en kreditaftale, før aftalen udløber. I sådanne tilfælde har forbrugeren ret til en re-
duktion af forbrugerens samlede kreditomkostninger, der består af renter og omkostninger i den re-
sterende del af aftalens løbetid.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at udøvelsen af den i stk. 1 nævnte ret underlægges visse betin-
gelser. Disse betingelser kan omfatte tidsbegrænsninger på udøvelsen af rettigheden, en forskellig
behandling, afhængigt af hvilken type debitorrente der er tale om, eller hvornår forbrugeren udøver
sin rettighed, eller restriktioner med hensyn til de forhold, under hvilke denne rettighed kan udøves.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at kreditgiver har ret til en rimelig og objektiv kompensation, når
det er berettiget, for mulige omkostninger, som er direkte forbundet med den førtidige indfrielse,
213
men pålægger ikke forbrugeren en sanktion. I den henseende overstiger kompensationen ikke kre-
ditgivers økonomiske tab. Medlemsstaterne kan efter disse betingelser fastsætte, at kompensationen
ikke må overstige et vist niveau eller kun tillades i et vist tidsrum.
4. Hvis en forbruger ønsker at frigøre sig fra sine forpligtelser i medfør af en kreditaftale, før aftalen
udløber, skal kreditgiver uden forsinkelse efter modtagelse af anmodningen på papir eller ved hjælp
af et andet varigt medium give forbrugeren de oplysninger, der er nødvendige for at overveje denne
mulighed. Disse oplysninger skal mindst indeholde en angivelse af, hvor store konsekvenser det vil
have for forbrugeren at frigøre sig fra sine forpligtelser, før kreditaftalen udløber, og en klar redegø-
relse for, hvilke antagelser der er anvendt. De eventuelle antagelser, der er anvendt, skal være rime-
lige og berettigede.
5. Medlemsstaterne kan fastsætte, at udøvelsen af retten i stk. 1 er betinget af, at der foreligger en
legitim interesse hos forbrugeren, hvis den førtidige indfrielse sker i en periode, for hvilken der er
aftalt fast forrentning.
Artikel 26
Fleksible og pålidelige markeder
1. Medlemsstaterne indfører hensigtsmæssige ordninger for at sikre, at krav mod sikkerhedsstillel-
sen kan gøres gældende af kreditgiver eller på vegne af kreditgiver. Medlemsstaterne sikrer også, at
kreditgiver opbevarer relevant dokumentation om de typer af fast ejendom, der accepteres som sik-
kerhedsstillelse, samt de dermed forbundne bestemmelser om optagelse af lån med pant i fast ejen-
dom.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre en passende statistisk over-
vågning af boligejendomsmarkedet, bl.a. med henblik på markedsovervågning, ved at tilskynde til
udvikling og anvendelse af specifikke prisindekser, der kan være offentlige eller private eller begge
dele.
Artikel 27
Oplysninger om ændringer i debitorrenten
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium under-
retter forbrugeren om enhver ændring i debitorrenten, inden ændringen får virkning. Oplysningerne
skal mindst indeholde en angivelse af betalingernes størrelse, efter at den nye debitorrente har fået
virkning, og, såfremt betalingernes antal eller hyppighed ændres, nærmere oplysninger herom.
2. Medlemsstaterne kan dog tillade, at parterne i kreditaftalen bliver enige om, at de i stk. 1 om-
handlede oplysninger gives til forbrugeren med jævne mellemrum, såfremt ændringen i debitorren-
ten hænger sammen med en ændring i en referencesats, at den nye referencesats offentliggøres på
en hensigtsmæssig måde, og at oplysninger om den nye referencesats også er tilgængelige i kredit-
214
givers lokaler og meddeles personligt til forbrugeren sammen med størrelsen på de nye periodiske
afdrag.
3. Kreditgivere kan fortsætte med regelmæssigt at oplyse forbrugeren i tilfælde, hvor ændringen i
debitorrenten ikke hænger direkte sammen med en ændring i referencesatsen, hvis det var muligt i
henhold til national lovgivning før den 20. marts 2014.
4. Hvis ændringer i debitorrenten afgøres ved auktioner på kapitalmarkederne, og det derfor er umu-
ligt for kreditgiver at underrette forbrugeren om ændringer, før de får virkning, skal kreditgiver i
god tid før auktionen skriftligt underrette forbrugeren på papir eller ved hjælp af et andet varigt me-
dium om den forestående procedure og angive, hvordan det kan påvirke debitorrenten.
Artikel 28
Restancer og tvangsauktion
1. Medlemsstaterne træffer foranstaltninger, der skal tilskynde kreditgiver til at udvise rimelig tilba-
geholdenhed, inden der indledes en tvangsauktion.
2. Medlemsstaterne kan kræve, at de omkostninger, som kreditgiver har tilladelse til at fastsætte og
pålægge forbrugeren ved misligholdelse, ikke må være større end højst nødvendigt for at kompense-
re kreditgiver for de udgifter, denne har afholdt som følge af misligholdelsen.
3. Medlemsstaterne kan tillade kreditgiver at pålægge forbrugeren yderligere omkostninger i tilfæl-
de af misligholdelse. I så fald fastsætter medlemsstaterne et loft for disse omkostninger.
4. Medlemsstaterne forhindrer ikke parterne i en kreditaftale i at indgå udtrykkelig aftale om, at re-
turnering eller overdragelse af sikkerhedsstillelsen til kreditgiver eller provenuet ved salg af sikker-
hedsstillelsen er tilstrækkelig til at tilbagebetale kreditten.
5. Hvis den pris, der opnås for den faste ejendom, påvirker det beløb, som forbrugeren skylder, ind-
fører medlemsstaterne procedurer eller foranstaltninger, der gør det muligt at opnå den bedst mulige
pris for den tvangsauktionerede faste ejendom.
Hvis der efter tvangsauktionen stadig er udestående gæld, sikrer medlemsstaterne, at der er truffet
foranstaltninger til at lette tilbagebetaling med henblik på at beskytte forbrugeren.
KAPITEL 11
KRAV VEDRØRENDE ETABLERING SOM OG TILSYN MED KREDITFORMIDLERE
OG UDPEGEDE REPRÆSENTANTER
215
Artikel 29
Adgang for kreditformidlere
1. For at kunne udøve alle eller dele af de kreditformidlingsaktiviteter, der er fastsat i artikel 4, nr.
5), eller yde rådgivningstjenester skal kreditformidlere meddeles behørig adgang hertil af en kom-
petent myndighed i deres hjemland. Hvis en medlemsstat giver udpegede repræsentanter tilladelse i
henhold til artikel 31, behøver sådanne udpegede repræsentanter ikke at få adgang som kreditfor-
midler i henhold til nærværende artikel.
2. Medlemsstaterne sikrer, at adgangen for kreditformidlere gøres betinget af, at de ud over kravene
i artikel 9 mindst opfylder følgende faglige krav:
a) Kreditformidlere skal have en erhvervsansvarsforsikring, som dækker de geografiske
områder, hvor de tilbyder deres tjenesteydelser, eller en anden tilsvarende garanti mod
erstatningskrav som følge af faglig forsømmelighed. Hjemlandet kan dog fastsætte, at
den kreditgiver, for hvilken kreditformidler er bemyndiget til at handle, stiller en sådan
forsikring eller tilsvarende garanti til rådighed for bundne kreditformidlere.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage og, om nødvendigt, ændre regule-
ringsmæssige tekniske standarder for at fastsætte minimumsbeløbet for erhvervsan-
svarsforsikringen eller den i nærværende litras første afsnit nævnte tilsvarende garanti.
Disse reguleringsmæssige tekniske standarder vedtages i overensstemmelse med artikel
10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
EBA udarbejder et udkast til de reguleringsmæssige tekniske standarder for at fastsætte
minimumsbeløbet for erhvervsansvarsforsikringen eller den i nærværende litras første
afsnit nævnte tilsvarende garanti og forelægger dette for Kommissionen den 21. sep-
tember 2014. EBA gennemgår og udarbejder, om nødvendigt, et udkast til ændring af
de reguleringsmæssige tekniske standarder hvad angår minimumsbeløbet for erhvervs-
ansvarsforsikringen eller den i nærværende litras første afsnit nævnte tilsvarende garan-
ti og forelægger dette for Kommissionen første gang inden den 21. marts 2018 og der-
efter hvert andet år.
b) En fysisk person, der er etableret som kreditformidler, bestyrelsesmedlemmerne hos en
kreditformidler, der er etableret som juridisk person, og fysiske personer, som udfører
lignende opgaver hos en kreditformidler, der er en juridisk person, men som ikke har en
bestyrelse, skal have et godt omdømme. De skal som et minimum have en ren straffeat-
test eller en anden tilsvarende national attest for så vidt angår alvorlige strafbare hand-
linger i forbindelse med formueforbrydelser eller anden kriminalitet vedrørende finan-
sielle aktiviteter, og de må ikke tidligere have været erklæret konkurs, medmindre de er
blevet rehabiliteret efter national lovgivning.
c) En fysisk person, der er etableret som kreditformidler, bestyrelsesmedlemmerne hos en
kreditformidler, der er etableret som juridisk person, og fysiske personer, som udfører
lignende opgaver hos en kreditformidler, der er en juridisk person, men som ikke har en
bestyrelse, skal råde over et hensigtsmæssigt viden- og kompetenceniveau i forbindelse
216
med kreditaftaler. Hjemlandet fastsætter det hensigtsmæssige viden- og kompetenceni-
veau i overensstemmelse med principperne i bilag III.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de kriterier, der er fastsat, for at personale hos kreditformidlere eller
kreditgivere kan opfylde deres faglige krav, offentliggøres.
4. Medlemsstaterne sikrer, at alle kreditformidlere, der har fået adgang, uanset om de er etableret
som fysiske eller juridiske personer, optages i et register hos en kompetent myndighed i deres hjem-
land. Medlemsstaterne sikrer, at registret over kreditformidlere ajourføres og er offentligt tilgænge-
ligt online.
Registret over kreditformidlere skal som minimum indeholde følgende oplysninger:
a) navnene på de personer i ledelsen, som er ansvarlige for formidlingsforretningerne.
Medlemsstaterne kan kræve, at fysiske personer, som har en kundevendt funktion i en
virksomhed inden for kreditformidling, registreres
b) de medlemsstater, hvor kreditformidler driver forretning i henhold til bestemmelserne
om etableringsfrihed eller om fri udveksling af tjenesteydelser, og som kreditformidler
har underrettet den kompetente myndighed i hjemlandet om i overensstemmelse med
artikel 32, stk. 3
c) hvorvidt kreditformidler er bundet eller ej.
De medlemsstater, der beslutter at benytte sig af den mulighed, der er omhandlet i artikel 30, sikrer,
at registret angiver den kreditgiver, på hvis vegne den bundne kreditformidler handler.
De medlemsstater, der beslutter at benytte sig af den mulighed, der er omhandlet i artikel 31, sikrer,
at registret angiver den kreditformidler eller i tilfælde af en bunden kreditformidlers udpegede re-
præsentant den kreditgiver, på hvis vegne de udpegede repræsentanter handler.
5. Medlemsstaterne sikrer, at:
a) en kreditformidler, som er en juridisk person, har sit hovedkontor i samme medlemsstat
som sit vedtægtsmæssige hjemsted, hvis denne har et vedtægtsmæssigt hjemsted i hen-
hold til national ret
b) en kreditformidler, som ikke er en juridisk person, eller en kreditformidler, som er en
juridisk person, men som i henhold til national lovgivning ikke har noget vedtægts-
mæssigt hjemsted, har sit hovedkontor i den medlemsstat, hvor det faktisk udøver sin
hovedvirksomhed.
6. Hver medlemsstat opretter ét kontaktsted, der giver nem og hurtig offentlig adgang til oplysnin-
ger fra det nationale register, som samles elektronisk og ajourføres løbende. Disse kontaktsteder
skal desuden levere oplysningerne om hver medlemsstats kompetente myndigheder.
EBA offentliggør på sit websted henvisninger eller hyperlinks til dette kontaktsted.
217
7. Hjemlandene sikrer, at alle de kreditformidlere og udpegede repræsentanter, der har fået adgang,
til stadighed opfylder kravene i stk. 2. Dette stykke berører ikke artikel 30 og 31.
8. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende denne artikel over for de personer, som udøver
kreditformidlingsaktiviteterne i artikel 4, nr. 5), hvis aktiviteterne udøves lejlighedsvis som led i de-
res erhvervsmæssige virksomhed, og disse aktiviteter er reguleret ved lov eller administrative be-
stemmelser eller en fagetisk kodeks for det pågældende erhverv, som ikke udelukker, at disse akti-
viteter kan udøves.
9. Nærværende artikel finder ikke anvendelse på kreditinstitutter, som har tilladelse i overensstem-
melse med direktiv 2013/36/EU eller på andre finansielle institutioner, der i henhold til national
lovgivning er omfattet af en tilsvarende tilladelses- og tilsynsordning.
Artikel 30
Kreditformidlere, der kun er bundet til én kreditgiver
1. Med forbehold af artikel 31, stk. 1, kan medlemsstaterne tillade, at bundne kreditformidlere, der
er omhandlet i artikel 4, nr. 7), litra a), får adgang af de kompetente myndigheder gennem den kre-
ditgiver, på hvis vegne den bundne kreditformidler udelukkende handler.
I sådanne tilfælde bevarer kreditgiver det fulde og ubetingede ansvar for enhver handling eller und-
ladelse fra den bundne kreditformidlers side, når denne handler på kreditgivers vegne på områder,
der er omfattet af dette direktiv. Medlemsstaterne kræver, at kreditgiver sikrer, at disse bundne kre-
ditformidlere mindst opfylder de faglige krav i artikel 29, stk. 2.
2. Med forbehold af artikel 34 skal kreditgivere overvåge aktiviteterne hos de bundne kreditformid-
lere, der er omhandlet i artikel 4, nr. 7), litra a), for at sikre, at de fortsat overholder bestemmelserne
i dette direktiv. Kreditgiver er navnlig ansvarlig for at kontrollere, at den bundne kreditformidler og
dennes personale opfylder kravene til viden og kompetencer.
Artikel 31
Udpegede repræsentanter
218
1. Medlemsstaterne kan beslutte at tillade, at en kreditformidler udpeger udpegede repræsentanter.
Er den udpegede repræsentant udpeget af en bunden kreditformidler som omhandlet i artikel 4, nr.
7), litra a), bevarer kreditgiver det fulde og ubetingede ansvar for enhver handling eller undladelse
fra den udpegede repræsentants side, når denne handler på den pågældende kreditformidlers vegne,
på områder, der er omfattet af dette direktiv. I andre tilfælde bevarer kreditgiver det fulde og ubetin-
gede ansvar for enhver handling eller undladelse fra den udpegede repræsentants side, når denne
handler på kreditformidlers vegne på områder, der er omfattet af dette direktiv.
2. Kreditformidlere sikrer, at deres udpegede repræsentanter mindst opfylder de faglige krav i arti-
kel 29, stk. 2. Hjemlandet kan dog fastsætte, at den kreditformidler, for hvilken den udpegede re-
præsentant er bemyndiget til at handle, kan stille en erhvervsansvarsforsikring eller tilsvarende ga-
ranti til rådighed.
3. Med forbehold af artikel 34 overvåger kreditformidlere deres udpegede repræsentanters aktivite-
ter for at sikre, at de fuldt ud overholder bestemmelserne i dette direktiv. Kreditformidlerne er navn-
lig ansvarlige for at kontrollere, at de udpegede repræsentanter og deres personale opfylder kravene
til viden og kompetencer.
4. Medlemsstater, der tillader, at en kreditformidler udpeger udpegede repræsentanter, opretter et
offentligt register, der som minimum indeholder de i artikel 29, stk. 4, nævnte oplysninger. Udpege-
de repræsentanter registreres i det offentlige register i den medlemsstat, hvor de er etableret. Regis-
tret ajourføres regelmæssigt. Det gøres offentligt tilgængeligt.
Artikel 32
Etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser for kreditformidlere
1. Den kompetente myndighed i hjemlandets beslutning om at give en kreditformidler adgang, jf.
artikel 29, stk. 1, gælder for hele Unionens geografiske område, uden at der kræves yderligere ad-
gang fra de kompetente myndigheder i værtslandet eller værtslandene for at kunne udføre de aktivi-
teter og yde de tjenester, der er dækket af adgangen, forudsat at de aktiviteter, som en kreditformid-
ler agter at udføre i værtslandene, er omfattet af adgangen. Kreditformidlere må imidlertid ikke yde
deres tjenester i forbindelse med kreditaftaler, der tilbydes af ikkekreditinstitutter til forbrugere i en
medlemsstat, hvor sådanne ikkekreditinstitutter ikke må udøve virksomhed.
2. Udpegede repræsentanter, der udpeges i de medlemsstater, som benytter sig af muligheden i arti-
kel 31, må ikke udøve en del af eller alle de kreditformidlingsaktiviteter, der er anført i artikel 4, nr.
5), eller yde rådgivningstjenester i de medlemsstater, hvor sådanne udpegede repræsentanter ikke
må udøve virksomhed.
219
3. En kreditformidler, der har fået adgang, og som agter at udøve virksomhed for første gang i én
eller flere medlemsstater som led i den fri udveksling af tjenesteydelser eller i forbindelse med eta-
blering af en filial, underretter hjemlandets kompetente myndigheder herom.
Senest en måned efter denne underretning meddeler disse kompetente myndigheder de kompetente
myndigheder i de pågældende værtslande, at kreditformidler agter at udøve virksomhed, og under-
retter samtidig den pågældende kreditformidler om denne meddelelse. De underretter også de kom-
petente myndigheder i det eller de pågældende værtslande om de kreditgivere, hvortil kreditformid-
ler er bundet, og om, hvorvidt kreditgiverne tager det fulde og ubetingede ansvar for kreditformid-
lers aktiviteter. Værtslandet anvender oplysningerne fra hjemlandet til at optage de nødvendige op-
lysninger i sit register.
Kreditformidler kan påbegynde sin virksomhed en måned efter den dato, hvor han af hjemlandets
kompetente myndigheder blev underrettet om den i andet afsnit nævnte meddelelse.
4. Inden en filial af en kreditformidler påbegynder sin virksomhed eller inden to måneder efter mod-
tagelsen af den meddelelse, der er omhandlet i stk. 3, andet afsnit, forbereder de kompetente myn-
digheder i værtslandet tilsynet med kreditformidler i overensstemmelse med artikel 34 og underret-
ter om nødvendigt kreditformidler om de betingelser, hvorunder disse aktiviteter skal udføres i
værtslandet på de områder, der ikke er harmoniseret i EU-retten.
Artikel 33
Inddragelse af adgangen for kreditformidlere
1. Den kompetente myndighed i hjemlandet kan inddrage den adgang, der er givet en kreditformid-
ler i overensstemmelse med artikel 29, hvis en sådan kreditformidler:
a) udtrykkeligt giver afkald på adgangen eller ikke har udøvet de kreditformidlingsaktivi-
teter, der er omhandlet i artikel 4, nr. 5), eller ydet rådgivningstjenester i de foregående
seks måneder, medmindre der i den pågældende medlemsstat findes bestemmelser om,
at adgangen bortfalder i sådanne tilfælde
b) har fået adgang ved hjælp af urigtige eller vildledende erklæringer eller på anden uret-
mæssig vis
c) ikke længere opfylder de krav, i henhold til hvilke adgangen blev givet
d) er omfattet af forhold, hvor national ret i spørgsmål, som ikke er omfattet af dette di-
rektiv, medfører, at godkendelsen inddrages
e) har gjort sig skyldig i alvorlig eller systematisk overtrædelse af de bestemmelser om
kreditformidleres driftsbetingelser, som vedtages i medfør af dette direktiv.
2. Hvis adgangen for en kreditformidler inddrages af den kompetente myndighed i hjemlandet, un-
derretter sidstnævnte på enhver hensigtsmæssig måde de kompetente myndigheder i værtslandet el-
ler værtslandene om en sådan inddragelse så hurtigt som muligt og senest inden 14 dage.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de kreditformidlere, som har fået deres adgang inddraget, fjernes fra
registret uden unødig forsinkelse.
220
Artikel 34
Tilsyn med kreditformidlere og udpegede repræsentanter
1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i hjemlandet fører tilsyn med kreditfor-
midlernes igangværende aktiviteter.
Hjemlandene fastsætter, at der føres tilsyn med bundne kreditformidlere direkte eller som en del af
tilsynet med den kreditgiver, på hvis vegne de handler, hvis kreditgiver er et kreditinstitut, som har
tilladelse i overensstemmelse med direktiv 2013/36/EU, eller en anden finansiel institution, der i
henhold til national lovgivning er omfattet af en tilsvarende tilladelses- og tilsynsordning. Hvis den
bundne kreditformidler yder tjenester i en anden medlemsstat end hjemlandet, føres der dog direkte
tilsyn med den bundne kreditformidler.
Hjemlande, der tillader, at kreditformidlere udpeger repræsentanter i overensstemmelse med artikel
31, sikrer, at der føres tilsyn med sådanne udpegede repræsentanter enten direkte eller som en del af
tilsynet med den kreditformidler, på hvis vegne repræsentanten handler.
2. De kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor en kreditformidler har en filial, er ansvarli-
ge for at sikre, at de tjenester, der ydes af kreditformidler på det pågældende område, er i overens-
stemmelse med de forpligtelser, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, og artikel 8, 9, 10, 11, 13, 14, 15,
16, 17, 20, 22 og 39 samt i foranstaltninger vedtaget i medfør heraf.
Hvis de kompetente myndigheder i et værtsland konstaterer, at en kreditformidler, som har en filial
på dets område, overtræder de foranstaltninger, der er vedtaget i den pågældende medlemsstat i
medfør af artikel 7, stk. 1, og artikel 8, 9, 10, 11, 13, 14, 15, 16, 17, 20, 22 og 39, kræver disse
myndigheder, at den pågældende kreditformidler bringer det ulovlige forhold til ophør.
Hvis den pågældende kreditformidler ikke tager de nødvendige skridt, iværksætter de kompetente
myndigheder i værtslandet alle nødvendige tiltag med henblik på at sikre, at kreditformidler bringer
det ulovlige forhold til ophør. Arten af disse tiltag meddeles de kompetente myndigheder i hjemlan-
det.
Hvis kreditformidler til trods for de tiltag, der er iværksat af værtslandet, fortsat overtræder de i
første afsnit omhandlede foranstaltninger, som finder anvendelse i værtslandet, kan værtslandet, ef-
ter at have givet de kompetente myndigheder i hjemlandet underretning herom, iværksætte de tiltag,
der er nødvendige for at forebygge eller sanktionere nye ulovligheder og om nødvendigt forhindre,
at kreditformidler udfører nye forretninger på dets område. Kommissionen skal uden unødig forsin-
kelse have meddelelse om sådanne tiltag.
Hvis den kompetente myndighed i hjemlandet er uenig i de tiltag, der iværksættes af værtslandet,
kan den indbringe sagen for EBA og anmode denne om bistand, jf. artikel 19 i forordning (EU) nr.
221
1093/2010. I så fald kan EBA handle i overensstemmelse med de beføjelser, der er tillagt den i hen-
hold til nævnte artikel.
3. De kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor filialen er beliggende, har ret til at gen-
nemgå de ordninger, filialen har etableret, og til at kræve de ændringer, der er strengt nødvendige
for at opfylde sine forpligtelser i henhold til stk. 2 og for at gøre det muligt for de kompetente myn-
digheder i hjemlandet at håndhæve forpligtelserne i henhold til artikel 7, stk. 2, 3 og 4, samt de for-
anstaltninger, der er vedtaget i medfør heraf for så vidt angår de tjenester, som filialen yder.
4. Hvis den kompetente myndighed i værtslandet har klare og påviselige grunde til at tro, at en kre-
ditformidler, der handler på dets område som led i den fri udveksling af tjenesteydelser, har tilside-
sat forpligtelserne i de foranstaltninger, der vedtages i medfør af dette direktiv, eller at en kreditfor-
midler, der har en filial på dets område, har tilsidesat forpligtelserne i de foranstaltninger, der vedta-
ges i medfør af dette direktiv, ud over dem, der er anført i stk. 2, forelægger den disse grunde for
den kompetente myndighed i hjemlandet, som iværksætter de nødvendige tiltag.
I de tilfælde, hvor den kompetente myndighed i hjemlandet ikke iværksætter nogen tiltag inden en
måned efter at have fået forelagt disse grunde, eller hvor en kreditformidler på trods af de tiltag,
som den kompetente myndighed i hjemlandet har iværksat, fortsætter med at handle på en måde,
der klart er til skade for forbrugerinteresserne i værtslandet, eller som hindrer markederne i at fun-
gere korrekt, gælder følgende:
a) Den kompetente myndighed i værtslandet iværksætter, efter at have underrettet den
kompetente myndighed i hjemlandet herom, alle nødvendige tiltag for at beskytte for-
brugerne og sikre, at markederne fungerer korrekt, herunder ved at forhindre, at den
overtrædende kreditformidler udfører nye forretninger på dens område. Kommissionen
og EBA skal uden unødig forsinkelse have meddelelse om sådanne tiltag.
b) Den kompetente myndighed i værtslandet kan indbringe sagen for EBA og anmode
denne om bistand, jf. artikel 19 i forordning (EU) nr. 1093/2010. I så fald kan EBA
handle i overensstemmelse med de beføjelser, der er tillagt den i henhold til nævnte ar-
tikel.
5. Medlemsstaterne fastsætter, at når en kreditformidler, der er meddelt adgang i en anden med-
lemsstat, har oprettet en filial på dens område, kan de kompetente myndigheder i hjemlandet under
udøvelsen af deres hverv og efter at have underrettet de kompetente myndigheder i værtslandet her-
om udføre inspektion på stedet hos den pågældende filial.
6. Den fordeling af opgaver mellem medlemsstaterne, som er fastlagt i denne artikel, berører i over-
ensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til EU-retten ikke medlemsstaternes kompetence på
de områder, der ikke er omfattet af dette direktiv.
KAPITEL 12
GODKENDELSE AF OG TILSYN MED IKKEKREDITINSTITUTTER
222
Artikel 35
Godkendelse af og tilsyn med ikkekreditinstitutter
Medlemsstaterne sikrer, at ikkekreditinstitutter gennemgår en passende godkendelsesproces, herun-
der optagelse af ikkekreditinstituttet i et register samt en kompetent myndigheds tilsynsordninger.
KAPITEL 13
SAMARBEJDE MELLEM KOMPETENTE MYNDIGHEDER I FORSKELLIGE MED-
LEMSSTATER
Artikel 36
Pligt til at samarbejde
1. De kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater samarbejder med hinanden på grund-
lag af deres beføjelser enten i henhold til dette direktiv eller til national ret, når det er nødvendigt
for, at de kan varetage de opgaver, der er fastsat i dette direktiv.
De kompetente myndigheder bistår de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater. De ud-
veksler især oplysninger og samarbejder om undersøgelser eller tilsyn.
Med henblik på at lette og fremskynde samarbejdet og navnlig udvekslingen af oplysninger udpeger
medlemsstaterne én kompetent myndighed som kontaktpunkt i henhold til dette direktiv. Medlems-
staterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater navnene på de myndigheder, der er
udpeget til at kunne modtage anmodninger om udveksling af oplysninger eller samarbejde i henhold
til dette stykke.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige administrative og organisatoriske foranstaltninger til at
lette ydelsen af bistand som omhandlet i stk. 1.
3. De kompetente myndigheder i medlemsstaterne, som er blevet udpeget som kontaktpunkter i
overensstemmelse med stk. 1 i dette direktiv, giver uden unødig forsinkelse hinanden de oplysnin-
ger, som er nødvendige for, at de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 5,
kan varetage deres opgaver i overensstemmelse med de foranstaltninger, der vedtages i medfør af
dette direktiv.
De kompetente myndigheder, der udveksler oplysninger med andre kompetente myndigheder efter
dette direktiv, kan på tidspunktet for meddelelsen af sådanne oplysninger angive, at disse ikke må
videregives uden deres udtrykkelige tilladelse, og oplysningerne må i så fald kun udveksles med
henblik på anvendelse til de formål, som disse myndigheder har givet deres tilladelse til.
223
Den kompetente myndighed, der er udpeget som kontaktpunkt, kan videregive de oplysninger, den
har modtaget, til de andre kompetente myndigheder, men må ikke videregive oplysningerne til an-
dre organer eller fysiske eller juridiske personer uden udtrykkelig tilladelse fra de kompetente myn-
digheder, som meddelte oplysningerne, og de må alene anvendes til de formål, som disse myndig-
heder har givet deres tilladelse til, undtagen i behørigt begrundede tilfælde, i hvilke tilfælde det
straks underretter det kontaktpunkt, som leverede oplysningerne.
4. En kompetent myndighed må kun nægte at efterkomme en anmodning om samarbejde i forbin-
delse med undersøgelser eller tilsyn eller at udveksle oplysninger i henhold til stk. 3, hvis:
a) undersøgelsen, kontrollen på stedet, tilsynet eller udvekslingen af oplysninger kan brin-
ge den pågældende medlemsstats suverænitet, sikkerhed eller grundlæggende retsprin-
cipper i fare
b) der allerede er indledt retsforfølgning med hensyn til de samme forhold og mod de
samme personer ved myndighederne i den pågældende medlemsstat
c) der allerede er afsagt endelig dom mod de samme personer og med hensyn til de
samme forhold i den pågældende medlemsstat.
Artikel 37
Bilæggelse af tvister mellem kompetente myndigheder
Såfremt en anmodning om samarbejde, navnlig udveksling af oplysninger, er blevet afvist eller ikke
er blevet behandlet inden for en rimelig frist, kan de kompetente myndigheder indbringe sagen for
EBA og anmode denne om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr.
1093/2010. I så fald kan EBA handle i overensstemmelse med de beføjelser, der er tillagt den i hen-
hold til nævnte artikel, og enhver bindende afgørelse truffet af EBA i medfør af nævnte artikel er
bindende for de pågældende kompetente myndigheder, uanset om disse kompetente myndigheder er
medlemmer af EBA eller ej.
KAPITEL 14
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 38
Sanktioner
1. Medlemsstaterne fastsætter regler for sanktioner for overtrædelser af de nationale bestemmelser,
der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gen-
nemførelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have
afskrækkende virkning.
2. Medlemsstaterne fastsætter, at den kompetente myndighed kan offentliggøre, hvilke administrati-
ve sanktioner der vil blive pålagt for overtrædelse af foranstaltninger vedtaget i forbindelse med
224
gennemførelsen af dette direktiv, medmindre en sådan meddelelse er til alvorlig fare for finansmar-
kederne eller vil forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.
Artikel 39
Tvistbilæggelsesordninger
1. Medlemsstaterne sikrer, at der findes egnede og effektive procedurer for udenretslig klage- og
tvistbilæggelse vedrørende forbrugertvister med kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræ-
sentanter i forbindelse med kreditaftaler, og anvender i påkommende tilfælde de eksisterende orga-
ner. Medlemsstaterne sikrer, at sådanne procedurer finder anvendelse på kreditgivere og kreditfor-
midlere og omfatter de udpegede repræsentanters aktiviteter.
2. Medlemsstaterne kræver, at organer, der er ansvarlige for udenretslig klage- og tvistbilæggelse,
samarbejder for at løse grænseoverskridende tvister vedrørende kreditaftaler.
Artikel 40
Udøvelse af de delegerede beføjelser
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fast-
satte betingelser.
2. Beføjelserne til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 14, stk. 9, og artikel 17, stk. 8, tillægges
Kommissionen for en ubestemt periode fra den 20. marts 2014.
3. Den i artikel 14, stk. 9, og artikel 17, stk. 8, omhandlede delegation af beføjelser kan når som
helst tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer dele-
gationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dag-
en efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tids-
punkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede
er i kraft.
4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og
Rådet meddelelse herom.
5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 14, stk. 9, og artikel 17, stk. 8, træder kun i
kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en periode på tre
måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Eu-
ropa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har meddelt Kommissionen, at de ik-
ke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets
initiativ.
Artikel 41
225
Direktivets ufravigelige karakter
Medlemsstaterne sikrer, at:
a) forbrugerne ikke kan give afkald på de rettigheder, der tilkommer dem i medfør af na-
tional ret, der gennemfører dette direktiv eller svarer til dette direktivs bestemmelser
b) de foranstaltninger, som de vedtager til gennemførelse af dette direktiv, ikke kan omgås
på en måde, som kan medføre, at forbrugerne mister den beskyttelse, som dette direktiv
giver, som følge af den måde, aftalerne udformes på, navnlig ved at lade de kreditafta-
ler, der falder ind under dette direktivs anvendelsesområde, indgå i kreditaftaler, hvis
art eller formål kunne gøre det muligt at undgå anvendelsen af disse foranstaltninger.
Artikel 42
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 21. marts 2016 de love og administrative
bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissio-
nen teksten til disse bestemmelser.
2. Medlemsstaterne anvender de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger fra den 21. marts 2016.
Disse foranstaltninger skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af
medlemsstaterne.
3. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de vedtager
på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 43
Overgangsbestemmelser
1. Dette direktiv finder ikke anvendelse på de kreditaftaler, der eksisterer inden den 21. marts 2016.
2. Kreditformidlere, som allerede udøvede de kreditformidlingsaktiviteter, der er omhandlet i artikel
4, nr. 5), inden den 21. marts 2016, og som endnu ikke er meddelt adgang i overensstemmelse med
betingelserne i den nationale lovgivning i det hjemland, der gennemfører dette direktiv, kan fortsæt-
te disse aktiviteter i overensstemmelse med den nationale lovgivning indtil den 21. marts 2017. En
kreditformidler, der udnytter denne undtagelse, kan kun udføre aktiviteterne i sit eget hjemland,
medmindre de nødvendige lovmæssige krav i værtslandene også opfyldes.
226
3. Kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter, der udøvede aktiviteter, der er re-
guleret af dette direktiv inden den 20. marts 2014, skal overholde den nationale lovgivning til gen-
nemførelse af artikel 9 senest den 21. marts 2017.
Artikel 44
Revisionsklausul
Kommissionen foretager en gennemgang af dette direktiv senest den 21. marts 2019. Ved gennem-
gangen tages effektiviteten og hensigtsmæssigheden af bestemmelserne for forbrugeren og det indre
marked op til overvejelse.
Gennemgangen omfatter følgende:
a) en vurdering af brugen og forbrugerens forståelse af og tilfredshed med ESIS-formula-
ren
b) en analyse af andre oplysninger forud for aftaleindgåelse
c) en analyse af tværnationale forretninger udført af kreditformidlere og kreditgivere
d) en analyse af udviklingen på markedet for ikkekreditinstitutter, som tilbyder kreditafta-
ler i forbindelse med fast ejendom til beboelse
e) en vurdering af behovet for yderligere foranstaltninger, herunder en pasordning for ik-
kekreditinstitutter, som tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom
f) en undersøgelse af behovet for at indføre supplerende rettigheder og forpligtelser i fa-
sen efter kreditaftalernes indgåelse
g) en vurdering af, hvorvidt direktivets anvendelsesområde fortsat er hensigtsmæssigt
under hensyn til dets indvirkning på andre, substituerbare kreditformer
h) en vurdering af, hvorvidt yderligere foranstaltninger er nødvendige for at sikre sporbar-
heden af kreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom til beboelse
i) en vurdering af, hvorvidt der er data til rådighed om prisudviklingen for fast ejendom
til beboelse, og i hvilket omfang disse data er sammenlignelige
j) en vurdering af, hvorvidt det fortsat er hensigtsmæssigt at anvende direktiv 2008/48/EF
på kreditter uden sikkerhedsstillelse med henblik på istandsættelse af fast ejendom til
beboelse for et samlet kreditbeløb, der overstiger det maksimale beløb, der er angivet i
nævnte direktivs artikel 2, stk. 2, litra c)
k) en vurdering af, hvorvidt ordningerne for offentliggørelse af sanktioner i henhold til ar-
tikel 38, stk. 2, sikrer tilstrækkelig gennemsigtighed
l) en vurdering af, hvorvidt de advarsler, der er omhandlet i artikel 11, stk. 6, og artikel
13, stk. 2, er proportionale, og af mulighederne for yderligere harmonisering af risiko-
advarsler.
Artikel 45
Yderligere initiativer vedrørende ansvarlig långivning og låntagning
Senest den 21. marts 2019 forelægger Kommissionen en omfattende rapport indeholdende en evalu-
ering af de overordnede udfordringer i forbindelse med privat overdrevet gældsætning med direkte
forbindelse til kreditaktivitet. Den undersøger også behovet for tilsyn med kreditregistre og mulig-
227
heden for at udvikle mere fleksible og pålidelige markeder. Rapporten ledsages om fornødent af
lovgivningsforslag.
Artikel 46
Ændring af direktiv 2008/48/EF
I artikel 2 i direktiv 2008/48/EF indsættes følgende stykke:
»2a. Uanset stk. 2, litra c), finder dette direktiv også anvendelse på kreditaftaler uden sikkerhedsstil-
lelse med henblik på istandsættelse af fast ejendom til beboelse for et samlet kreditbeløb, der over-
stiger 75 000 EUR.«
Artikel 47
Ændring af direktiv 2013/36/EU
I direktiv 2013/36/EU indsættes følgende artikel:
»Artikel 54a
Artikel 53 og 54 berører ikke de undersøgelsesbeføjelser, der er tillagt Europa-Parlamentet i hen-
hold til artikel 226 i TEUF.«
Artikel 48
Ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010
I forordning (EU) nr. 1093/2010 foretages følgende ændringer:
1) Artikel 13, stk. 1, andet afsnit, affattes således:
»Hvis Kommissionen vedtager en reguleringsmæssig teknisk standard, som er identisk
med det af myndigheden forelagte udkast til reguleringsmæssig teknisk standard, er fri-
sten for indsigelse fra Europa-Parlamentets og Rådets side på en måned fra datoen for
Kommissionens underretning. På Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ forlænges
denne periode med en indledende periode på en måned og kan forlænges med en yder-
ligere periode på en måned.«
2) Artikel 17, stk. 2, andet afsnit, affattes således:
»Den kompetente myndighed giver hurtigst muligt myndigheden alle de oplysninger,
myndigheden anser for nødvendige med henblik på undersøgelsen, herunder om hvor-
dan de i artikel 1, stk. 2, omhandlede retsakter anvendes i overensstemmelse med EU-
retten, uden at dette berører de i artikel 35 fastsatte beføjelser.«
Artikel 49
228
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Ti-
dende.
Artikel 50
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 4. februar 2014.
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
M. SCHULZ E. VENIZELOS
Formand Formand
BILAG I
BEREGNING AF DE ÅRLIGE OMKOSTNINGER I PROCENT
Grundligningen, som bestemmer de årlige omkostninger i procent (ÅOP), sætter på årsbasis lig-
hedstegn mellem den samlede nutidsværdi af udnyttede kreditmuligheder og den samlede nutids-
værdi af tilbagebetalinger og betalinger af omkostninger:
X er ÅOP
m er nummeret for sidste udnyttelse af kreditmuligheden
k er nummeret på en udnyttelse af kreditmuligheden, hvor 1 ≤ k ≤ m
Ck er størrelsen af den udnyttede kreditmulighed k
tk er tidsintervallet, udtrykt i år eller brøkdele af et år, mellem tidspunktet for første ud-
nyttelse af kreditmuligheden og tidspunkterne for hver efterfølgende udnyttelse af kre-
ditmuligheden, hvor t1 = 0
229
m᾽ er nummeret på sidste tilbagebetaling eller betaling af omkostninger
1 er nummeret på en tilbagebetaling eller betaling af omkostninger
D1 er størrelsen af en tilbagebetaling eller betaling af omkostninger
s1 er tidsintervallet, udtrykt i år eller brøkdele af et år, mellem tidspunktet for første ud-
nyttelse af kreditmuligheden og tidspunkterne for hver tilbagebetaling eller betaling af
omkostninger.
Yderligere bemærkninger:
a) De beløb, der betales af parterne på forskellige tidspunkter, er ikke nødvendigvis lige store og
betales ikke nødvendigvis med lige store tidsintervaller.
b) Begyndelsestidspunktet er tidspunktet for første udnyttelse af kreditmuligheden.
c) Tidsintervallet mellem de ved beregningen anvendte tidspunkter udtrykkes i år eller brøkdele af
et år. Et år antages at have 365 dage (skudår 366 dage), 52 uger eller 12 lige lange måneder.
Hver måned antages at have 30,41666 dage (= 365/12), uanset om der er tale om et skudår.
Hvis tidsintervallet mellem de tidspunkter, der anvendes ved beregningen, ikke kan udtrykkes
som et helt antal uger, måneder eller år, udtrykkes tidsintervallet som et helt antal af en af de
pågældende perioder kombineret med et antal dage. Hvis der anvendes dage:
i) medregnes hver dag, herunder weekender og ferier
ii) medregnes lige lange perioder og derefter dage tilbage til datoen for den første udnyttelse
af kreditmuligheden
iii) findes længden af perioden i dage ved at se bort fra den første dag og medtage den sidste
dag og udtrykkes i år ved at dividere denne periode med antallet af dage (365 eller 366
dage) i hele året ved at regne tilbage fra den sidste dag til den samme dag det foregående
år.
d) Beregningens resultat angives med mindst én decimals nøjagtighed. Hvis næste decimal er 5
eller derover, forhøjes den foregående decimal med én.
e) Ligningen kan skrives om, så der blot bruges en enkelt sum og begrebet bevægelser (Ak ), som
vil være positive eller negative, dvs. henholdsvis betalt eller modtaget i perioderne 1 til n, ud-
trykt i år, dvs.:
hvor S er den aktuelle bevægelsessaldo. Hvis målet er at bibeholde ækvivalensen mellem be-
vægelserne, vil værdien være nul.
II. Supplerende antagelser til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent
230
a) Hvis en kreditaftale stiller forbrugeren frit med hensyn til at udnytte kreditmuligheden, anses
det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin helhed med det samme.
b) Hvis en kreditaftale giver forskellige muligheder for at udnytte kreditmuligheden med forskel-
lige omkostninger eller debitorrenter, anses det samlede kreditbeløb for udnyttet ved den høje-
ste omkostning og debitorrente anvendt på den mulighed for at udnytte kreditmuligheden, der
oftest benyttes under den pågældende type kreditaftale.
c) Hvis en kreditaftale generelt stiller forbrugeren frit med hensyn til at udnytte kreditmuligheden,
men også blandt de forskellige muligheder for udnyttelse af kreditmuligheden fastsætter en be-
grænsning med hensyn til kreditbeløb og tidsrum, anses kreditbeløbet for at være udnyttet på
den tidligste af de i kreditaftalen fastsatte datoer og i overensstemmelse med disse begrænsnin-
ger for udnyttelse af kreditmuligheden.
d) Hvis der i en begrænset periode eller for et begrænset beløb tilbydes forskellige debitorrenter
og omkostninger, anses den højeste debitorrente og de højeste omkostninger for at være debi-
torrenten og omkostningerne i hele kreditaftalens løbetid.
e) I forbindelse med kreditaftaler, for hvilke der er aftalt en fast debitorrente i den første periode,
ved hvis udløb der fastsættes en ny debitorrente, som derefter med jævne mellemrum tilpasses i
forhold til en aftalt indikator eller intern referencesats, beregnes de årlige omkostninger i pro-
cent ud fra den antagelse, at fra og med udløbet af perioden med den faste debitorrente er debi-
torrenten den samme som debitorrenten på tidspunktet for beregningen af de årlige omkostnin-
ger i procent baseret på værdien af den aftalte indikator eller interne referencesats på det på-
gældende tidspunkt, uden dog at være mindre end den faste debitorrente.
f) Hvis der endnu ikke er aftalt et loft for kreditten, anses loftet for at være på 170 000 EUR. I
tilfælde af andre kreditaftaler end eventual- eller garantiforpligtelser, hvor formålet ikke er at
erhverve eller bevare en rettighed til fast ejendom eller grund, kassekreditter, købekort med
henstand med betalingen eller kreditkort, anses loftet for at være på 1 500 EUR.
g) I tilfælde af andre kreditaftaler end kassekreditter, foreløbige lån, værdibaserede kreditaftaler,
eventual- eller garantiforpligtelser og tidsubegrænsede kreditaftaler som omhandlet i antagel-
serne i litra i), j), k), l) og m):
i) antages det, hvis datoen eller beløbet for en tilbagebetaling af kapital, der skal foretages af
forbrugeren, ikke kan fastslås, at tilbagebetalingen finder sted på den tidligste dato, der er
angivet i kreditaftalen, og vedrører det laveste beløb, som den giver mulighed for
ii) antages det, hvis tidsintervallet mellem tidspunktet for første udnyttelse af kreditmulighe-
den og datoen for den første betaling, der skal foretages af forbrugeren, ikke kan fastslås,
at dette er det korteste tidsinterval.
h) Hvis datoen eller beløbet for en betaling, der skal foretages af forbrugeren, ikke kan fastslås på
grundlag af kreditaftalen eller antagelserne i litra g), i), j), k), l) og m), antages det, at betalin-
gen finder sted i overensstemmelse med de datoer og betingelser, der kræves af kreditgiver, og
hvis disse er ukendte:
i) betales der renter sammen med tilbagebetalingerne af kapitalen
ii) betales der ikkerentebærende omkostninger udtrykt som et enkelt beløb på tidspunktet for
indgåelse af kreditaftalen
iii) betales der ikkerentebærende omkostninger udtrykt som flere betalinger med regelmæssi-
ge mellemrum, begyndende med datoen for den første tilbagebetaling af kapital, og hvis
beløbet for sådanne betalinger ikke er kendt, antages de at være lige store beløb
iv) indfrier den endelige betaling tilgodehavendet i form af kapital, renter og andre eventuelle
omkostninger.
231
i) I tilfælde af en kassekredit anses det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin helhed og for kredit-
aftalens fulde løbetid. Hvis kassekredittens løbetid ikke kendes, beregnes de årlige omkostnin-
ger i procent ud fra den antagelse, at kredittens løbetid er tre måneder.
j) I tilfælde af et foreløbigt lån anses det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin helhed og for kre-
ditaftalens fulde løbetid. Hvis kreditaftalens løbetid ikke kendes, beregnes de årlige omkostnin-
ger i procent ud fra den antagelse, at kredittens løbetid er 12 måneder.
k) I tilfælde af en anden tidsubegrænset kreditaftale end en kassekredit og et foreløbigt lån anta-
ges det, at:
i) kreditten i forbindelse med kreditaftaler, hvis formål er at erhverve eller bevare rettigheder
til fast ejendom, ydes for en periode på 20 år regnet fra datoen for den første udnyttelse af
kreditmuligheden, og at den endelige betaling foretaget af forbrugeren indfrier tilgodeha-
vendet i form af kapital, renter og andre eventuelle omkostninger; i tilfælde af kreditafta-
ler, hvis formål ikke er at erhverve eller bevare rettigheder til fast ejendom, eller hvor kre-
ditmuligheden udnyttes ved hjælp af købekort med henstand med betalingen eller kredit-
kort, er denne periode et år
ii) kapitalen tilbagebetales af forbrugeren i lige store månedlige betalinger, første gang en
måned efter datoen for den første udnyttelse af kreditmuligheden. I tilfælde, hvor kapitalen
imidlertid skal tilbagebetales i sin helhed i form af en enkelt betaling i hver betalingsperio-
de, antages forbrugerens efterfølgende udnyttelser af kreditmuligheden og tilbagebetalin-
ger af hele kapitalen at foregå i en periode på et år. Renter og andre omkostninger pålæg-
ges i overensstemmelse med disse udnyttelser af kreditmuligheden og tilbagebetalinger af
kapitalen og som fastsat i kreditaftalen.
I dette litra forstås ved en tidsubegrænset kreditaftale en kreditaftale uden fast løbetid, som om-
fatter kreditter, som skal tilbagebetales i deres helhed inden for eller efter en periode, men som
efter tilbagebetaling står til rådighed til fornyet udnyttelse.
l) I tilfælde af eventual- eller garantiforpligtelser anses det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin
helhed som et enkelt beløb på det tidspunkt, der ligger først, af:
a) datoen for den seneste udnyttelse af kreditmuligheden, som er tilladt i henhold til den kre-
ditaftale, der er den potentielle kilde til eventual- eller garantiforpligtelsen eller
b) udløbet af den første periode forud for forlængelsen af aftalen i tilfælde af en aftale, der
forlænges.
m) I tilfælde af værdibaserede kreditaftaler:
i) anses forbrugernes betalinger for at finde sted på den eller de seneste datoer, som er tilladt
i henhold til kreditaftalen
ii) anses de procentvise stigninger i værdien af den faste ejendom, som sikrer den værdibase-
rede kreditaftale, og raten for inflationsindekset, som er omhandlet i aftalen, for at være en
procentsats svarende til den højeste af centralbankens nuværende mål for inflationsraten
eller inflationsniveauet i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende på tids-
punktet for indgåelsen af kreditaftalen, eller 0 %, hvis disse procentsatser er negative.
BILAG II
EUROPÆISK STANDARDISERET INFORMATIONSARK (ESIS)
DEL A
232
Teksten i denne model gengives som sådan i ESIS-formularen. Teksten i skarp parentes erstattes af de
relevante oplysninger. Del B indeholder en vejledning for kreditgiver eller i givet fald kreditformidler i,
hvordan man udfylder ESIS-formularen.
Når betegnelsen »hvis relevant« er angivet, skal kreditgiver give de ønskede oplysninger, hvis de er rele-
vante for kreditaftalen. Hvis oplysningerne ikke er relevante, sletter kreditgiver de pågældende oplysnin-
ger eller hele afsnittet (f.eks. i de tilfælde, hvor afsnittet ikke er relevant). Hvis hele afsnittet slettes, til-
passes nummereringen af ESIS-afsnittene tilsvarende.
Nedennævnte oplysninger gives i ét dokument. Den anvendte skrifttype skal være klart læsbar. Der an-
vendes fede typer, skygger eller større skrifttype, hvis nogle oplysninger skal fremhæves. Alle relevante
risikoadvarsler skal fremhæves.
ESIS-model
(Indledende tekst)
Dette dokument blev udarbejdet for [navn på forbrugeren] den [dags dato].
Dette dokument blev udarbejdet ud fra de oplysninger, som De hidtil har givet, og ud fra de i øjeblikket
gældende betingelser på finansmarkedet.
Nedennævnte oplysninger er gyldige indtil den [gyldighedsdato] (hvis relevant) med undtagelse af renten
og andre omkostninger. Efter denne dato kan de ændre sig afhængigt af markedsbetingelserne.
(Hvis relevant) Dette dokumentet forpligter ikke [kreditgivers navn] til at yde Dem lån.
1. Långiver
[Navn]
[Telefonnummer]
[Fysisk adresse]
(Valgfrit)[E-mail-adresse]
(Valgfrit)[Faxnummer]
(Valgfrit)[Websted]
(Valgfrit) [kontaktperson/kontaktpunkt]
233
(Hvis relevant, oplysninger om, hvorvidt der ydes rådgivningstjenester:) [(Efter at have vurderet Deres
behov anbefaler vi Dem at optage dette lån/Vi anbefaler Dem ikke noget bestemt lån. Baseret på Deres
svar på en række spørgsmål giver vi Dem imidlertid information om dette lån, så De kan træffe Deres
eget valg. ]
2. (Hvis relevant) Kreditformidler:
[Navn]
[Telefonnummer]
[Fysisk adresse]
(Valgfrit) [e-mail adresse]
(Valgfrit)[Faxnummer]
(Valgfrit)[Websted]
(Valgfrit) [kontaktperson/kontaktpunkt]
(Hvis relevant, oplysninger om, hvorvidt der ydes rådgivningstjenester:) [(Efter at have vurderet Deres
behov anbefaler vi Dem at optage dette lån/Vi anbefaler Dem ikke noget bestemt lån. Baseret på Deres
svar på en række spørgsmål giver vi Dem imidlertid information om dette lån, så De kan træffe Deres
eget valg.)]
[Vederlag]
3. Hovedtrækkene ved lånet
Lånebeløb og -valuta: [værdi][valuta]
(Hvis relevant) Dette lån er ikke i [låntagers nationale valuta].
(Hvis relevant) Værdien af Deres lån i [låntagers nationale valuta] kan ændre sig.
(Hvis relevant) Såfremt værdien af [låntagers nationale valuta] f.eks. falder med 20 % i forhold til [lånets
valuta], vil værdien af Deres lån blive forøget til [indsæt beløb i låntagers nationale valuta]. Der kan imid-
lertid blive tale om mere, hvis værdien af [låntagers nationale valuta] falder med mere end 20 %.
(Hvis relevant) Den maksimale værdi af Deres lån er [indsæt beløb i låntagers nationale valuta]. (Hvis
relevant) De modtager en advarsel, hvis kreditbeløbet når op på [indsæt beløb i låntagers nationale valu-
ta]. (Hvis relevant) De får mulighed for at [indsæt ret til at genforhandle lånet i udenlandsk valuta eller ret
til at konvertere lånet til [relevant valuta] og betingelser]
234
Lånets løbetid: [løbetid]
[Låntype]
[Gældende rentetype]
Samlet beløb, der skal tilbagebetales:
Det betyder, at De skal tilbagebetale [beløb] for hver lånt [valutaenhed].
(Hvis relevant) Denne del af dette er et afdragsfrit lån. De vil stadig skylde [indsæt det afdragsfrie lånebe-
løb] ved lånets udløb.
(Hvis relevant) Anslået værdi af ejendommen med henblik på udarbejdelsen af dette informationsblad:
[indsæt beløb]
(Hvis relevant) Maksimalt lånebeløb i forhold til ejendommens værdi [indsæt belåningsprocent] eller mi-
nimumsværdi af ejendommen påkrævet til låntagning af det illustrerede beløb [indsæt beløb]
(Hvis relevant) [Sikkerhedsstillelse]
4. Rentesats og andre omkostninger
De årlige omkostninger i procent (ÅOP) er de samlede omkostninger ved lånet udtrykt som en årlig pro-
centsats. ÅOP anføres for at hjælpe Dem med at sammenligne forskellige tilbud.
Den gældende ÅOP for Deres lån er på [ÅOP].
Den omfatter:
Rentesats [i procent eller, hvis relevant, angivelse af en referencesats og kreditgiverens rentespænd i pro-
cent]
[Andre elementer af ÅOP]
Engangsomkostninger
(Hvis relevant) De skal betale et gebyr for registrering af lånet. [Indsæt gebyrets størrelse, hvis det er
kendt, eller grundlaget for beregningen. ]
Periodiske omkostninger
(Hvis relevant) ÅOP beregnes på grundlag af antagelser vedrørende rentesatsen.
235
(Hvis relevant) Eftersom [en del af] Deres lån er med variabel rente, kan den reelle ÅOP være forskellig
fra denne ÅOP, hvis rentesatsen på Deres lån ændrer sig. Hvis rentesatsen f.eks. stiger til [tilfælde som
beskrevet i del B], kan ÅOP stige til [indsæt ÅOP for at illustrere dette tilfælde].
(Hvis relevant) Bemærk venligst, at denne ÅOP er beregnet ud fra den forudsætning, at rentesatsen i hele
aftalens løbetid forbliver på det niveau, der blev fastsat for den første periode.
(Hvis relevant) Følgende omkostninger kendes ikke af långiver og medregnes derfor ikke i ÅOP: [Om-
kostninger]
(Hvis relevant) De skal betale et gebyr for registrering af lånet.
Vær venligst opmærksom på alle andre afgifter og omkostninger i forbindelse med lånet.
5. Betalingernes hyppighed og antal
Betalingernes hyppighed [hyppighed]
Antal betalinger: [antal]
6. Ydelsens størrelse
[Beløb] [valuta]
Deres indtægt kan ændre sig. Overvej venligst, om De stadig har råd til at betale Deres [hyppighed] af-
drag, hvis Deres indtægt falder.
(Hvis relevant) Da [dette/en del af dette] er et afdragsfrit lån, skal De træffe særskilte foranstaltninger til
tilbagebetaling af [indsæt det afdragsfrie lånebeløb], som De skylder ved lånets udløb. Husk at tilføje
eventuelle yderligere afdrag, der skal betales ud over den ydelse, der er vist her.
(Hvis relevant) Rentesatsen på [en del af] dette lån kan ændre sig. Dette betyder, at afdragenes størrelse
kan øges eller mindskes. Hvis rentesatsen f.eks. stiger til [tilfælde som beskrevet i del B], kan Deres af-
drag stige til [indsæt den ydelse, der svarer til dette tilfælde]
(Hvis relevant) Værdien af det beløb, De skal betale i [låntagers nationale valuta] hver [hyppigheden af
ydelsen], kan ændre sig. (Hvis relevant) Deres betalinger kan forøges til [indsæt det maksimale beløb i
låntagers nationale valuta] hver [indsæt periode] (Hvis relevant) Hvis f.eks. værdien af [låntagers nationa-
le valuta] falder med 20 % i forhold til [lånevalutaen], vil De skulle betale yderligere [indsæt beløbet i
låntagers nationale valuta] hver [indsæt periode]. Deres betalinger vil kunne stige med mere end dette.
(Hvis relevant) Den valutakurs, der anvendes til at konvertere Deres tilbagebetaling i [lånevaluta] til [lån-
tagers nationale valuta], er den kurs, som offentliggøres af [navnet på det institut, der offentliggør valuta-
236
kursen] den [dato], eller som beregnes den [dato] under anvendelse af [indsæt navn på referencetal eller
beregningsmetode].
(Hvis relevant) [Detaljer om bundne opsparingsprodukter, lån til udskudt rente]
7. (Hvis relevant) Illustrativ amortiseringstabel
Denne tabel viser det beløb, der skal betales hver [hyppighed].
Ydelserne (kolonne [relevant nr.]) er summen af den rente, der skal betales (kolonne [relevant nr.]), hvis
relevant, den kapital, der skal betales (kolonne [relevant nr.]), og i givet fald andre omkostninger (kolonne
[relevant nr.]). (Hvis relevant) Omkostningerne i den anden kolonne med omkostninger vedrører [liste
over omkostninger]. Restgæld (kolonne [relevant nr.]) er det resterende lånebeløb efter hver ydelse.
[Tabel]
8. Yderligere forpligtelser
Låntager skal opfylde følgende forpligtelser for at kunne drage fordel af de lånebetingelser, der er anført i
dette dokument.
[Forpligtelser]
(Hvis relevant) Bemærk venligst, at lånebetingelserne som beskrevet i dette dokument (inklusive rentesat-
sen) kan ændre sig, hvis disse forpligtelser ikke er opfyldt.
(Hvis relevant) Vær venligst opmærksom på de eventuelle konsekvenser ved på et sent tidspunkt at opsi-
ge accessoriske tjenesteydelser i forbindelse med lånet:
[Konsekvenser]
9. Førtidig indfrielse
De har mulighed for at indfri lånet helt eller delvis før tiden.
(Hvis relevant) [Betingelser]
(Hvis relevant) Gebyr ved førtidig indfrielse: [indsæt beløb eller, hvis dette ikke er muligt, beregningsme-
tode]
(Hvis relevant) Hvis De beslutter Dem for at indfri dette lån før tiden, bedes De kontakte os for at få op-
lysning om det nøjagtige kompensationsgebyr for førtidig indfrielse.
10. Fleksible funktioner
237
(Hvis relevant) [Oplysninger om overførsel/subrogation] De har mulighed for at overføre dette lån til en
anden [långiver] [eller] [ejendom]. [Indsæt betingelser]
(Hvis relevant) De har ikke mulighed for at overføre dette lån til en anden [långiver] [eller] [ejendom].
(Hvis relevant) Yderligere funktioner: [indsæt forklaring på de yderligere funktioner opstillet i del B og,
valgfrit, eventuelle andre funktioner, som långiveren tilbyder som del af kreditaftalen, og som ikke er om-
handlet i de foregående afsnit].
11. Låntagers øvrige rettigheder
(Hvis relevant) De har [betænkningstidens varighed] efter [tidspunktet for betænkningsperiodens begyn-
delse] til at overveje, før De forpligter Dem til at optage dette lån. (Hvis relevant) Når De har modtaget
kreditaftalen fra långiver, kan De ikke acceptere den inden udløbet af [betænkningstidens varighed].
(Hvis relevant) I en periode på [fortrydelsesrettens varighed] efter [det tidspunkt, hvorfra fortrydelsesfri-
sten løber] kan låntager benytte sig af sin ret til at annullere aftalen. [Betingelser] [Indsæt procedure]
(Hvis relevant) De kan miste Deres ret til at annullere aftalen, hvis De i den pågældende periode køber
eller sælger en ejendom, der er knyttet til denne kreditaftale.
(Hvis relevant) Hvis De beslutter Dem for at udøve Deres fortrydelsesret [i forbindelse med kreditafta-
len], bedes De venligst kontrollere, om De fortsat vil være bundet af Deres øvrige forpligtelser vedrøren-
de lånet [herunder de accessoriske tjenester i forbindelse med lånet] [som omhandlet i afsnit 8].
12. Klager
Hvis De ønsker at klage bedes De kontakte [indsæt internt kontaktpunkt og sted for information om pro-
ceduren].
(Hvis relevant) Maksimalt tidsrum til at behandle klagen [periode]
(Hvis relevant) [Hvis De ikke er tilfreds med vores interne afgørelse på Deres klagesag,] kan De også
kontakte: [indsæt navn på eksternt organ til udenretslig klage- og tvistbilæggelse] (Hvis relevant), eller
De kan kontakte Fin-Net for nærmere oplysninger om det tilsvarende organ i Deres eget land.
13. Manglende overholdelse af forpligtelserne i forbindelse med lånet: konsekvenser for låntager
[Kategori af manglende overholdelse]
[Økonomiske og/eller retlige konsekvenser]
Hvis De får problemer med at betale de [hyppighed] ydelser, opfordrer vi Dem til at kontakte os så hurtigt
som muligt med henblik på at finde mulige løsninger.
238
(Hvis relevant) I sidste instans kan De miste Deres hjem, hvis De ikke kan overholde betalingerne.
(Hvis relevant) 14. Yderligere oplysninger
(Hvis relevant) [Angivelse af den lovgivning, der finder anvendelse på kreditaftalen].
(Hvis långiver har til hensigt at anvende et andet sprog end ESIS) Oplysninger og aftalevilkår gives på
[sprog]. Hvis De er indforstået hermed, vil vi kommunikere på [sprog] i kreditaftalens løbetid.
[Indsæt erklæring om retten til afhængigt af situationen at modtage eller få tilbudt et udkast til kreditafta-
le]
15. Tilsynsførende
Tilsynet med långiver foretages af [tilsynsmyndighedens(-myndighedernes) navn(e) og websted(er)].
(Hvis relevant) Tilsynet med denne kreditformidler foretages af [tilsynsmyndighedens navn og websted].
DEL B
Vejledning i udfyldelse af ESIS
Når ESIS udfyldes, skal som minimum følgende vejledning følges. Medlemsstaterne kan dog uddybe el-
ler yderligere præcisere vejledningen i udfyldelse af ESIS.
Afsnittet »Indledende tekst«
1) Gyldighedsdatoen skal fremhæves tydeligt. I dette afsnit forstås ved »gyldighedsdato« det tids-
rum, oplysningerne, f.eks. om debitorrenten, i ESIS forbliver uændret og finder anvendelse,
hvis kreditgiver beslutter at yde lånet inden for denne periode. Hvis fastsættelsen af den gæl-
dende debitorrente og andre omkostninger afhænger af resultatet af salget af underliggende ob-
ligationer, kan den endelige debitorrente og andre omkostninger være forskellige fra de angiv-
ne. Under disse omstændigheder bør det angives, at gyldighedsdatoen ikke finder anvendelse
for debitorrenten og andre omkostninger, ved tilføjelse af ordene: »med undtagelse af renten og
andre omkostninger«.
Afsnit 1. Långiver
1) Kreditgivers navn, telefonnummer og fysiske adresse skal omfatte de kontaktoplysninger, som
forbrugeren kan anvende i forbindelse med fremtidig korrespondance.
2) Det er frivilligt at angive oplysninger om e-mail-adresse, faxnummer, websted og kontaktper-
son/kontaktpunkt.
3) I henhold til artikel 3 i direktiv 2002/65/EF skal der i givet fald angives navn og fysisk adresse
på kreditgivers repræsentant i den medlemsstat, hvor forbrugeren har bopæl, hvis transaktionen
239
tilbydes som en fjernsalgsaftale. Det er frivilligt at angive telefonnummer, e-mail-adresse og
websted for så vidt angår kreditgivers repræsentant.
4) Når afsnit 2 ikke finder anvendelse, meddeler kreditgiver forbrugeren, om der ydes rådgiv-
ningstjenester og på hvilket grundlag; formuleringen i del A anvendes.
(Hvis relevant) Afsnit 2. Kreditformidler
Når det er en kreditformidler, der giver forbrugeren produktoplysningerne, skal der gives følgende oplys-
ninger:
1) Kreditformidlers navn, telefonnummer og fysiske adresse skal omfatte de kontaktoplysninger,
som forbrugeren kan anvende i forbindelse med fremtidig korrespondance.
2) Det er frivilligt at angive oplysninger om e-mail-adresse, faxnummer, websted og kontaktper-
son/kontaktpunkt.
3) Kreditformidler meddeler forbrugeren, om der ydes rådgivningstjenester og på hvilket grund-
lag; formuleringen i del A anvendes.
4) Der gøres rede for, hvordan kreditformidler aflønnes. Når denne modtager provision fra en kre-
ditgiver, oplyses beløbet og kreditgivers navn, hvis der er tale om en anden end i afsnit 1.
Afsnit 3. Hovedtrækkene ved lånet
1) I dette afsnit forklares tydeligt kredittens hovedtræk, herunder værdi og valuta og de potentiel-
le risici, der er forbundet med debitorrenten, bl.a. dem, der er nævnt i punkt 8, samt amortise-
ringsstrukturen.
2) Når lånevalutaen er en anden end forbrugerens nationale valuta, oplyser kreditgiver, at forbru-
geren vil modtage en advarsel med jævne mellemrum, som et minimum når vekselkursen
svinger med mere end 20 %, i givet fald om retten til at konvertere kreditaftalens valuta eller
muligheden for at genforhandle betingelserne samt om andre ordninger, der er tilgængelige for
forbrugeren til begrænsning af valutakursrisikoen. Hvis kreditaftalen indeholder en bestem-
melse om begrænsning af valutakursrisici, skal kreditgiver oplyse det maksimumsbeløb, som
forbrugeren kan skulle tilbagebetale. Hvis kreditaftalen ikke indeholder en bestemmelse om
begrænsning af forbrugerens eksponering for valutakursrisici til valutakurssvingninger på
mindre end 20 %, skal kreditgiver fremlægge en illustration af virkningen på lånets værdi af et
fald på 20 % i værdien af forbrugerens nationale valuta i forhold til kreditvalutaen.
3) Lånets varighed udtrykkes i år eller måneder, alt efter hvad der er mest relevant. Hvis lånets
varighed ikke ligger fast i lånets løbetid, redegør kreditgiver for, hvornår og på hvilke betin-
gelser dette kan være tilfældet. Hvis lånet er tidsubegrænset, f.eks. i forbindelse med et sikret
kreditkort, skal kreditgiver tydeligt angive dette.
4) Kredittypen bør fremgå tydeligt (f.eks. lån med pant i fast ejendom, boliglån, sikret kreditkort
osv.). Beskrivelsen af låntype skal indeholde klare angivelser af, hvordan kapital og rente til-
bagebetales i lånets løbetid (dvs. amortiseringsstrukturen), og hvorvidt kreditaftalen omhand-
ler tilbagebetaling af kapital eller er afdragsfri, eller en kombination af de to.
5) Når hele kreditten eller en del af den er afdragsfri, skal der på en fremtrædende plads i slutnin-
gen af dette afsnit indsættes en erklæring herom; formuleringen i del A anvendes.
6) I dette afsnit forklares det, om debitorrenten er fast eller variabel, og i givet fald angives de
perioder, hvor renten er fast; hyppigheden af de efterfølgende ændringer og eksistensen af be-
grænsninger på debitorrentens udsving, såsom renteloft og fastsættelse af minimumsrentesats.
240
Den formel, der anvendes til at ændre debitorrenten og dens forskellige elementer (f.eks. refe-
rencesats og rentespænd), forklares. Kreditgiver anfører, f.eks. med angivelse af websted, hvor
yderligere oplysninger om de indeks eller satser, som anvendes i formlen, kan findes, f.eks.
Euribor eller centralbankens referencesats.
7) Hvis der anvendes forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, bør der gives
oplysninger om alle de relevante renter.
8) Det »samlede beløb, der skal tilbagebetales«, svarer til det samlede beløb, der skal betales af
forbrugeren. Det angives som summen af kreditbeløbet og de samlede omkostninger for for-
brugeren i forbindelse med lånet. Hvis der ikke er en fast debitorrente i aftalens løbetid, skal
det fremhæves, at dette beløb er illustrativt og især kan variere i forbindelse med variationer i
debitorrenten.
9) Hvis der stilles sikkerhed for lånet i form af pant i den faste ejendom eller en anden tilsvaren-
de sikkerhedsstillelse eller i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejendom, henleder kre-
ditgiver forbrugerens opmærksomhed herpå. Kreditgiver angiver i givet fald den anslåede
værdi af den faste ejendom eller anden sikkerhedsstillelse, der er anvendt til udarbejdelsen af
dette informationsblad.
10) Kreditgiver oplyser i givet fald enten
a) »det maksimale lånebeløb i forhold til ejendommens værdi« med angivelse af belånings-
procenten. Belåningsprocenten ledsages af et eksempel i absolutte tal på det maksimale
beløb, der kan lånes til en given ejendomsværdi eller
b) »den minimumsværdi af ejendommen, som kreditgiver kræver for at udlåne det illustrere-
de beløb«.
11) Når kreditter består af flere dele (f.eks. delvis fast rente, delvis variabel rente), skal dette af-
spejles i angivelsen af kredittypen, og oplysningerne skal gives for hver del af kreditten.
Afsnit 4. Rentesats og andre omkostninger
1) Henvisningen til »rente« svarer til debitorrenten eller -renterne.
2) Debitorrenten angives i procent. Hvis debitorrenten er variabel og baseret på en referencesats,
kan kreditgiver angive debitorrenten i form af en referencerente og kreditgivers rentespænd i
procent. Kreditgiver bør imidlertid angive værdien af den gældende referencesats på den dag,
hvor ESIS udsendes.
Når debitorrenten er variabel, skal oplysningerne omfatte: a) de antagelser, der er anvendt til
beregning af de årlige omkostninger i procent, b) i givet fald de gældende rentelofter og mini-
mumsrentesatser og c) en advarsel om, at udsvinget vil kunne påvirke de faktiske årlige om-
kostninger i procent. For at tiltrække forbrugerens opmærksomhed skal advarslen være skrevet
med en større skrifttype og stå på en fremtrædende plads i ESIS᾽ hovedtekst. Advarslen ledsa-
ges af et illustrativt eksempel på de årlige omkostninger i procent. Når der er et loft over debi-
torrenten, skal eksemplet bygge på, at debitorrenten stiger ved førstkommende lejlighed til det
højeste niveau, der er fastsat i kreditaftalen. Når der ikke er noget loft, skal eksemplet illustrere
de årlige omkostninger i procent med den højeste debitorrente i mindst de sidste 20 år, eller
hvis de data, der ligger til grund for beregningen af debitorrenten, er til rådighed for mindre end
20 år, den længste periode, for hvilken disse data er til rådighed, baseret på den højeste værdi af
en ekstern referencesats, der anvendes til beregning af debitorrenten, når den er til rådighed,
eller den højeste værdi af en referencerente, der er fastsat af en kompetent myndighed eller
EBA, når kreditgiver ikke anvender en ekstern referencerente. Disse krav gælder ikke for kre-
ditaftaler, hvori debitorrenten er fastsat for en materiel indledende periode på flere år og deref-
241
ter kan fastsættes for endnu en periode efter forhandling mellem kreditgiver og forbruger. For
kreditaftaler, hvori debitorrenten er fastsat for en materiel indledende periode på flere år og der-
efter kan fastsættes for endnu en periode efter forhandling mellem kreditgiver og forbruger,
skal oplysningerne omfatte en advarsel om, at de årlige omkostninger i procent er beregnet på
grundlag af debitorrenten for den indledende periode. Advarslen ledsages af en yderligere illu-
stration af de årlige omkostninger i procent, der er beregnet i henhold til artikel 17, stk. 4. Hvis
en kredit består af flere dele (f.eks. en del med fast rente og en del med variabel rente), angives
disse oplysninger for hver del af kreditten.
3) I afsnittet om »andre elementer af de årlige omkostninger i procent« anføres alle de andre om-
kostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent, herunder engangsomkostninger såsom
administrationsgebyrer og periodiske omkostninger såsom årlige administrationsgebyrer. Kre-
ditgiver anfører hver enkelt omkostning pr. kategori (engangsomkostninger, periodiske omkost-
ninger, der indgår i ydelserne, og periodiske omkostninger, der ikke indgår i ydelserne) med
angivelse af beløb, modtager af betaling og tidspunkt for betaling. Dette behøver ikke omfatte
omkostninger i forbindelse med brud på kontraktlige forpligtelser. Hvis beløbet ikke kendes,
tilvejebringer kreditgiver om muligt en omtrentlig angivelse af beløbet eller, hvis dette ikke er
muligt, en angivelse af, hvordan beløbet beregnes, og anfører, at beløbet kun er vejledende.
Hvis visse omkostninger ikke indgår i de årlige omkostninger i procent, fordi de ikke kendes af
kreditgiver, bør dette fremhæves.
Hvis forbrugeren har underrettet kreditgiver om et eller flere elementer i den kredit, han fore-
trækker, såsom kreditaftalens løbetid og det samlede kreditbeløb, anvender kreditgiver så vidt
muligt disse elementer; hvis en kreditaftale giver forskellige muligheder for at udnytte kredit-
muligheden med forskellige omkostninger eller debitorrenter, og kreditgiver anvender antagel-
serne i bilag I, del II, skal det i kreditaftalen anføres, at andre muligheder for at udnytte kredit-
muligheden for denne type kreditaftale kan medføre højere årlige omkostninger i procent. Hvis
betingelserne for udnyttelse af kreditmuligheden anvendes til beregning af de årlige omkostnin-
ger i procent, bør kreditgiver fremhæve omkostningerne i forbindelse med andre muligheder for
at udnytte kreditmuligheden, som ikke nødvendigvis er dem, der anvendes til beregning af de
årlige omkostninger i procent.
4) Når der skal betales et gebyr for registrering af pantet eller en tilsvarende sikkerhedsstillelse,
anføres det i dette afsnit med angivelse af beløbet, hvis det er kendt, eller, hvis dette ikke er
muligt, grundlaget for beregning af beløbet. Når gebyrerne er kendt og indregnet i de årlige om-
kostninger i procent, skal gebyrets eksistens og beløbet anføres under »Engangsudgifter«. Når
kreditgiver ikke kender gebyrerne, og de derfor ikke er indregnet i de årlige udgifter i procent,
skal eksistensen af gebyret klart nævnes på listen over omkostninger, som kreditgiver ikke ken-
der. I begge tilfælde skal den standardiserede formulering i del A anvendes under en passende
benævnelse.
Afsnit 5. Betalingernes hyppighed og antal
1) Hvis der skal foretages regelmæssige betalinger, angives betalingernes hyppighed (f.eks. må-
nedligt). Hvis betalingerne skal foretages uregelmæssigt, forklares dette udtrykkeligt for forbru-
geren.
2) Det anførte antal betalinger skal omfatte hele lånets løbetid.
Afsnit 6. Ydelsernes størrelse
242
1) Kredittens og ydelsernes valuta skal fremgå tydeligt.
2) Hvis ydelserne kan variere i lånets løbetid, præciserer kreditgiver den periode, i hvilken den
oprindelige ydelse forbliver uændret, og hvornår og hvor hyppigt den derefter ændrer sig.
3) Når hele kreditten eller en del af den er afdragsfrit, indsættes der på en fremtrædende plads i
slutningen af dette afsnit en erklæring herom; formuleringen i del A anvendes.
Hvis der er et krav om, at forbrugeren skal optage en bunden opsparing som en betingelse for,
at der ydes en afdragsfri kredit med sikkerhed i pant eller tilsvarende sikkerhed, skal angives
beløbene og hyppigheden af indbetalinger for dette produkt.
4) Når debitorrenten er variabel, skal oplysningerne også omfatte en erklæring herom i formule-
ringen i del A og en illustration af en maksimumsydelse. Når der er et loft, skal illustrationen
vise ydelserne, hvis debitorrenten stiger til loftet. Når der ikke er et loft, skal det værst tænkeli-
ge scenarie illustrere ydelserne med den højeste debitorrente i de sidste 20 år, eller hvis de data,
der ligger til grund for beregningen af debitorrenten, er til rådighed for mindre end 20 år, den
længste periode, for hvilken disse data er til rådighed, baseret på den højeste værdi af en eks-
tern referencerente, der er anvendt til beregningen af debitorrenten, hvis det er relevant, eller
den højeste værdi af en referencerente, der er fastsat af en kompetent myndighed eller EBA, når
kreditgiver ikke anvender en ekstern referencerente. Kravet om, at der skal gives et illustrativt
eksempel, gælder ikke for kreditaftaler, hvori debitorrenten er fastsat for en materiel indledende
periode på flere år og derefter kan fastsættes for endnu en periode efter forhandling mellem kre-
ditgiver og forbruger. Hvis en kredit består af flere dele (f.eks. en del med fast rente og en del
med variabel rente), angives disse oplysninger for hver del af kreditten og i alt.
5) (Hvis relevant) Hvis lånevalutaen er forskellig fra forbrugerens nationale valuta, eller hvis lånet
er indekseret i en valuta, som er forskellig fra forbrugerens nationale valuta, angiver kreditgiver
et taleksempel, hvoraf det klart fremgår, hvordan ændringer i den relevante valutakurs kan på-
virke ydelserne; formuleringen i del A anvendes. Dette eksempel baseres på en 20 % reduktion
af værdien af forbrugerens nationale valuta og en erklæring på en fremtrædende plads om, at
ydelserne vil kunne stige med mere end beløbet i dette eksempel. Når der er et loft, som be-
grænser den stigning til mindre end 20 %, angives maksimumsværdien af betalingerne i forbru-
gerens valuta i stedet, og erklæringen om mulige yderligere stigninger udelades.
6) Når kreditten helt eller delvis er en kredit med variabel rente, og punkt 3 finder anvendelse,
skal illustrationen i punkt 5 gives på grundlag af den ydelse, der er omhandlet i punkt 1.
7) Hvis den valuta, der anvendes til betaling af ydelserne, er forskellig fra lånevalutaen, eller hvis
hver ydelses størrelse udtrykt i forbrugerens nationale valuta afhænger af det tilsvarende beløb i
en anden valuta, angives i dette afsnit datoen for beregningen af den gældende kurs og enten
kursen eller grundlaget for beregningen heraf og justeringshyppigheden. Disse oplysninger skal
i givet fald indeholde navnet på det institut, der offentliggør valutakursen.
8) Når kreditten er en kredit med udskudt rentebetaling, hvor renten ikke betales fuldt ud i ydel-
serne og lægges til den samlede restgæld, skal der gøres rede for, hvordan og hvornår de ud-
skudte renter lægges til kreditten som et pengebeløb, og hvad virkningen heraf er for forbruge-
ren i forhold til den resterende gæld.
Afsnit 7. Illustrativ amortiseringstabel
1) Dette afsnit medtages, når kreditten er en kredit med udskudt rentebetaling, hvor renten ikke
betales fuldt ud i ydelserne og lægges til den samlede restgæld, eller hvor der er en fast debitor-
rente i kreditaftalens løbetid. Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om, at den illustrative
amortiseringstabel er obligatorisk i andre tilfælde.
243
Når forbrugeren har ret til at modtage en revideret amortiseringstabel, angives dette sammen
med betingelserne for denne ret.
2) Medlemsstaterne kan kræve, at kreditgiver, hvis debitorrenten kan variere i kredittens løbetid,
anfører den periode, i løbet af hvilken den oprindelige debitorrente forbliver uændret.
3) Den tabel, der skal medtages i dette afsnit, skal indeholde følgende kolonner: »tidsplan for til-
bagebetaling« (f.eks. måned 1, måned 2, måned 3), »ydelse«, »rente, der betales pr. ydelse«,
»andre omkostninger, der indgår i ydelsen« (hvis relevant), »kapital, der tilbagebetales pr. ydel-
se« og »restgæld efter hver ydelse«.
4) I det første tilbagebetalingsår anføres der oplysninger for hver ydelse, og der anføres en subto-
tal for hver kolonne ved udgangen af det første år. For de følgende år kan oplysningerne gives
på årsbasis. I slutningen af tabellen anføres der en række med en samlet total, der indeholder de
samlede beløb for hver kolonne. Den samlede kreditomkostning, som forbrugeren skal betale,
(dvs. det samlede beløb fra kolonnen »ydelse«) fremhæves tydeligt og angives som sådan.
5) Hvis debitorrenten ikke er fast, og ydelsen efter hver ændring er ukendt, kan kreditgiver i amor-
tiseringstabellen angive den samme ydelse i hele lånets løbetid. I et sådant tilfælde skal kredit-
giver henlede forbrugerens opmærksomhed på dette forhold ved visuelt at gøre forskel på de
kendte beløb og de hypotetiske beløb (f.eks. ved at anvende en anden skrifttype, rammer eller
skygge). Derudover skal en tydelig og læsbar tekst forklare, for hvilke perioder beløbene i ta-
bellen kan variere og hvorfor.
Afsnit 8. Yderligere forpligtelser
1) Kreditgiver skal i dette afsnit henvise til forpligtelser såsom forpligtelsen til at forsikre den fas-
te ejendom, tegne livsforsikring, indbetale løn til en konto hos kreditgiver eller købe enhver an-
den vare eller tjenesteydelse. Kreditgiver skal for den enkelte forpligtelse præcisere, over for
hvem og hvornår forpligtelsen skal opfyldes.
2) Kreditgiver angiver forpligtelsens varighed, f.eks. indtil kreditaftalen udløber. Kreditgiver skal
opføre hver enkelt omkostning, som forbrugeren skal betale, og som ikke er indregnet i de årli-
ge omkostninger i procent.
3) Kreditgiver angiver, om det er obligatorisk for forbrugeren at have accessoriske tjenesteydelser
for at opnå lånet på de opstillede betingelser, og i givet fald om forbrugeren er forpligtet til at
købe disse fra kreditgivers foretrukne udbyder, eller om de kan købes af en udbyder efter for-
brugerens eget valg. Hvis en sådan mulighed er betinget af, at de accessoriske tjenesteydelser
opfylder visse minimumskrav, bør sådanne krav beskrives i dette afsnit.
Når kreditaftalen indgår i en pakke med andre produkter, angiver kreditgiver disse produkters
særlige kendetegn og anfører tydeligt, om forbrugeren har ret til at opsige kreditaftalen eller
produkterne i pakken særskilt, betingelserne for og følgerne heraf og i givet fald de mulige kon-
sekvenser ved at opsige de accessoriske tjenesteydelser, der kræves i forbindelse med kreditaf-
talen.
Afsnit 9. Førtidig indfrielse
1) Kreditgiver anfører, på hvilke betingelser forbrugeren kan indfri kreditten før tid, enten helt el-
ler delvis.
2) I afsnittet om gebyrer for førtidig indfrielse henleder kreditgiver forbrugerens opmærksomhed
på et eventuelt gebyr for førtidig indfrielse eller andre omkostninger i forbindelse hermed for at
244
kompensere kreditgiver og angiver om muligt beløbet. Hvis kompensationen for førtidig indfri-
else afhænger af forskellige faktorer, f.eks. det tilbagebetalte beløb eller den gældende rente på
tidspunktet for den førtidige indfrielse, oplyser kreditgiver, hvordan kompensationen vil blive
beregnet, og angiver maksimumsgebyret, eller, hvis dette ikke er muligt, et illustrativt eksempel
for at vise forbrugeren, hvor stor kompensationen for førtidig indfrielse kan være i forskellige
situationer.
Afsnit 10. Fleksible funktioner
1) Kreditgiver forklarer i givet fald muligheden og betingelserne for overførsel af kreditten til en
anden kreditgiver eller fast ejendom.
2) (Hvis relevant) Yderligere funktioner: Hvis dette produkt indeholder en eller flere af de funkti-
oner, der er anført i punkt 5 nedenfor, skal dette afsnit indeholde en oversigt over disse funktio-
ner og give en kort forklaring af følgende: under hvilke omstændigheder forbrugeren kan gøre
brug af funktionen; eventuelle betingelser knyttet til funktionen; hvorvidt det, at funktionen
indgår i en kredit med sikkerhed i pant eller tilsvarende sikkerhed, indebærer, at forbrugeren
mister nogen lovgivningsmæssig eller anden form for beskyttelse, der normalt er forbundet med
funktionen; og hvilken virksomhed, der leverer funktionen (hvis ikke kreditgiver).
3) Hvis funktionen indeholder yderligere kredit, skal dette afsnit indeholde en forklaring til for-
brugeren af følgende: det samlede kreditbeløb (herunder den kredit, der er sikret ved pant eller
tilsvarende sikkerhed); hvorvidt den yderligere kredit er sikret eller ej; de relevante debitorren-
ter; og hvorvidt disse er reguleret eller ej. Et sådant yderligere kreditbeløb skal enten medtages
i den oprindelige vurdering af kreditværdigheden eller, hvis den ikke medtages, skal det fremgå
klart af dette afsnit, at adgangen til det yderligere beløb afhænger af en ny vurdering af forbru-
gerens evne til at tilbagebetale lånet.
4) Hvis funktionen omfatter en opsparingsordning, skal den relevante rentesats forklares.
5) Mulige yderlige funktioner omfatter: overbetalinger/underbetalinger [betaling af mere eller
mindre end den ydelse, der normalt skal betales ifølge amortiseringsstrukturen]; afdragsfrie pe-
rioder [perioder, hvor forbrugeren ikke skal foretage betalinger]; tilbagelån [muligheden for, at
forbrugeren atter kan låne midler, der allerede er udnyttet og tilbagebetalt]; yderligere optagelse
af lån uden yderligere godkendelse; yderligere sikret eller ikkesikret lånoptagelse [i henhold til
punkt 3 ovenfor]; kreditkort; tilknyttet løbende konto og tilknyttet opsparingskonto.
6) Kreditgiver kan inkludere andre funktioner, som vedkommende udbyder som dele af kreditafta-
len, der ikke er omhandlet i de foregående afsnit.
Afsnit 11. Låntagers øvrige rettigheder
1) Kreditgiver gør rede for rettigheden (rettighederne), f.eks. fortrydelsesret eller ret til betænk-
ningstid og i givet fald andre rettigheder såsom ret til overførsel (herunder subrogation) præci-
serer, hvilke rettigheder der findes, og anfører betingelserne for denne eller disse rettigheder,
den procedure, som forbrugeren skal følge for at udøve denne eller disse rettigheder, bl.a. den
adresse, hvortil meddelelsen om fortrydelse skal sendes, og i givet fald de tilsvarende gebyrer.
2) Når der gælder betænkningstid eller fortrydelsesret for forbrugeren, skal dette klart angives.
3) I henhold til artikel 3 i direktiv 2002/65/EF underrettes forbrugeren om, hvorvidt der findes en
fortrydelsesret, hvis transaktionen tilbydes som en fjernsalgsaftale.
Afsnit 12. Klager
245
1) I dette afsnit angives det interne kontaktpunkt [navnet på den relevante afdeling] og kontaktop-
lysninger med henblik på klage [fysisk adresse] eller [telefonnummer] eller [kontaktperson:]
[kontaktoplysninger] og et link til klageproceduren eller den relevante side på et websted eller
en lignende informationskilde.
2) Der angives navnet på det relevante eksterne organ for udenretslige klager og tvistbilæggelse,
og når anvendelse af den internationale klageprocedure er en betingelse for adgang til dette or-
gan, angives dette i formuleringen i del A.
3) For kreditaftaler med en forbruger, der har bopæl i en anden medlemsstat, henviser kreditgiver
til Fin-Net (http://ec.europa.eu/internal_market/fin-net/).
Afsnit 13. Manglende overholdelse af forpligtelserne i forbindelse med lånet: konsekvenser for lån-
tager
1) Hvis manglende overholdelse af forbrugerens forpligtelser i forbindelse med lånet kan have fi-
nansielle eller juridiske konsekvenser for forbrugeren, skal kreditgiver i dette afsnit beskrive de
vigtigste tilfælde (f.eks. for sen betaling/misligholdelse, manglende overholdelse af forpligtel-
serne i afsnit 8 Yderligere forpligtelser) og angive, hvor der kan fås yderligere oplysninger.
2) For hvert enkelt af disse tilfælde beskriver kreditgiver på en klar og forståelig måde de sanktio-
ner eller konsekvenser, det kan medføre. Henvisning til alvorlige konsekvenser fremhæves.
3) Når den faste ejendom, der anvendes til sikkerhedsstillelse for kreditten, kan tilbagegives eller
overdrages til kreditgiver, hvis forbrugeren ikke opfylder betingelserne, skal dette afsnit inde-
holde en angivelse heraf i formuleringen i del A.
Afsnit 14. Yderligere information
1) I tilfælde af fjernsalg vil dette afsnit omfatte en bestemmelse om, hvilken lovgivning der skal
anvendes på kreditaftalen, eller hvilken domstol der er kompetent.
2) Hvis kreditgiver har til hensigt at kommunikere med forbrugeren i løbet af aftaleperioden på et
andet sprog end det, ESIS er affattet på, skal denne hensigt og kommunikationssproget fremgå.
Denne artikel berører ikke artikel 3, stk. 1, nr. 3), litra g), i direktiv 2002/65/EF.
3) Kreditgiver eller kreditformidler angiver, at forbrugeren har ret til at få eller blive tilbudt en
kopi af udkastet til kreditaftale, senest når der er givet et tilbud, der er bindende for kreditgiver.
Afsnit 15. Tilsynsførende
1) Den eller de relevante myndigheder, der er ansvarlige for tilsynet med fasen forud for aftaleind-
gåelse i forbindelse med lån, anføres.
BILAG III
MINIMUMSKRAV TIL VIDEN OG KOMPETENCER
1. Minimumskravene til den viden og de kompetencer, som kreditgiveres, kreditformidleres og
udpegede repræsentanters personale (artikel 9) og de personer, der deltager i ledelsen hos kre-
ditformidlere og udpegede repræsentanter (artikel 29, stk. 2, litra c), og artikel 31, stk. 2), skal
have, skal mindst omfatte:
a) passende kendskab til kreditprodukter i henhold til artikel 3 og de accessoriske tjeneste-
ydelser, som typisk tilbydes sammen med dem
246
b) hensigtsmæssig viden om lovgivningen vedrørende kreditaftaler for forbrugere, navnlig om
forbrugerbeskyttelse
c) passende kendskab til og forståelse af processen i forbindelse med køb af fast ejendom
d) passende kendskab til vurdering af sikkerhed
e) passende kendskab til ejendomsregistrenes organisering og funktion
f) passende kendskab til markedet i den relevante medlemsstat
g) passende kendskab til standarder for forretningsmoral
h) passende kendskab til processen i forbindelse med vurdering af forbrugernes kreditværdig-
hed eller i givet fald kompetence til denne vurdering
i) passende niveau for finansielle og økonomiske kompetencer.
2. Når medlemsstaterne fastsætter minimumskravene til viden og kompetencer, kan de sondre
mellem niveauerne for og typerne af de krav, som kreditgiveres, kreditformidleres eller udpege-
de repræsentanters personale og ledelsen hos kreditformidlere eller udpegede repræsentanter
skal have.
3. Medlemsstaterne fastsætter et passende niveau for viden og kompetencer på grundlag af:
a) erhvervsmæssige kvalifikationer, f.eks. eksamensbeviser, titler, erhvervsuddannelse, kom-
petencetest eller
b) erhvervserfaring, der kan defineres som mindst et vist antal års beskæftigelse på områder
med tilknytning til etablering, distribution eller formidling af kreditprodukter.
Efter den 21. marts 2019 må fastsættelsen af det passende niveau for viden og kompetencer ik-
ke baseres alene på de i første afsnit, litra b), anførte metoder.
247
1) EUT C 240 af 18.8.2011, s. 3.
2) EUT C 318 af 29.10.2011, s. 133.
3) Europa-Parlamentets holdning af 10.12.2013 (endnu ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende) og Rådets afgørelse af 28.1.2014.
4) EUT L 133 af 22.5.2008, s. 66.
5) EFT L 271 af 9.10.2002, s. 16.
6) EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338.
7) EFT L 9 af 15.1.2003, s. 3.
8) EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1.
9) EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22.
10) EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22.
11) EFT L 69 af 10.3.2001, s. 25.
12) EFT L 95 af 21.4.1993, s. 29.
13) EUT L 296 af 15.11.2011, s. 35.
14) EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.
15) EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1.
16) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12.
17) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
18) EUT C 377 af 23.12.2011, s. 5.
19) EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.
20) EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19.
248
Bilag 4
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2015/2366
af 25. november 2015
om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og
2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank1),
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg2),
efter den almindelige lovgivningsprocedure3), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I de senere år er der gjort store fremskridt med integration af detailbetalinger i Unionen, navnlig i for-
bindelse med EU-retsakterne om betalinger, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/
EF4), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/20095), Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/110/EF6) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/20127). Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2011/83/EU8) har yderligere udbygget de retlige rammer for betalingstjenester
ved at fastsætte en specifik grænse for forretningsdrivendes mulighed for at overvælte brugergebyrer på
deres kunder for anvendelse af et bestemt betalingsmiddel.
(2) Unionens reviderede retlige rammer for betalingstjenester suppleres af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2015/7519). Denne forordning indfører navnlig regler om opkrævning af interbankgeby-
rer for kortbaserede transaktioner og søger at fremskynde opnåelse af et effektivt integreret marked for
kortbaserede betalinger.
(3) Direktiv 2007/64/EF blev vedtaget i december 2007 på grundlag af et forslag fra Kommissionen fra
december 2005. Siden da har der på detailbetalingsmarkedet været betydelig teknisk innovation med en
hurtig stigning i antallet af elektroniske betalinger og mobilbetalinger og fremkomst af nye typer beta-
lingstjenester på markedet, hvilket udfordrer de nuværende rammer.
249
(4) Revisionen af Unionens retlige rammer for betalingstjenester og navnlig konsekvensanalysen af direk-
tiv 2007/64/EF og høringen om Kommissionens grønbog af 11. januar 2012 med titlen: »På vej mod et
integreret europæisk marked for kort-, internet- og mobilbetalinger« har vist, at udviklingen har medført
væsentlige udfordringer for lovgivningen. Store dele af betalingsmarkedet — kort-, internet- og mobilbe-
talinger — er stadig fragmenteret langs landegrænserne. Mange innovative betalingstjenesteprodukter el-
ler -tjenester falder slet ikke eller kun i mindre grad ind under anvendelsesområdet for direktiv
2007/64/EF. Endvidere har det vist sig, at anvendelsesområdet for direktiv 2007/64/EF og navnlig de her-
fra undtagne elementer, som f.eks. visse betalingsrelaterede aktiviteter, i nogle tilfælde er for tvetydigt,
for generelt eller blot forældet i lyset af markedsudviklingen. Dette har medført retsusikkerhed, potentiel-
le sikkerhedsrisici i betalingskæden og manglende forbrugerbeskyttelse på nogle områder. Det har også
vist sig at være vanskeligt for betalingstjenesteydere at introducere innovative, sikre og brugervenlige di-
gitale betalingstjenester og at give forbrugere og forretningsdrivende effektive, praktiske og sikre beta-
lingsmetoder i Unionen. I den forbindelse er der et stort positivt potentiale, som bør undersøges mere
konsekvent.
(5) Videreudvikling af et integreret indre marked for sikre elektroniske betalinger er af afgørende betyd-
ning for at støtte væksten i Unionens økonomi og for at sikre, at forbrugerne, de forretningsdrivende og
virksomhederne kan nyde godt af valgmuligheder og gennemsigtighed i forbindelse med betalingstjene-
ster og dermed få fuldt udbytte af det indre marked.
(6) Der bør fastsættes nye regler for at lukke hullerne i lovgivningen og samtidig give større retssikkerhed
og sikre ensartet anvendelse af de retlige rammer i hele Unionen. Der bør garanteres lige forretningsvilkår
for eksisterende og nye markedsaktører, så det bliver nemmere for nye betalingsmidler at nå ud til et stør-
re marked, og så der sikres en høj grad af forbrugerbeskyttelse i forbindelse med betalingstjenester i hele
Unionen. Dette bør skabe effektivitet i betalingssystemet som helhed og føre til større udvalg af og mere
gennemsigtighed i betalingstjenester og samtidig styrke forbrugernes tillid til et harmoniseret betalings-
marked.
(7) I de senere år er de sikkerhedsrisici, der er forbundet med elektroniske betalinger, blevet større. Dette
skyldes deres voksende tekniske kompleksitet, de stadigt stigende mængder af elektroniske betalinger i
verden og nye typer betalingstjenester. Sikre betalingstjenester er en forudsætning for et velfungerende
betalingstjenestemarked. Betalingstjenestebrugere bør derfor være tilstrækkeligt beskyttede mod sådanne
risici. Betalingstjenester er nødvendige for funktionaliteten af centrale økonomiske og sociale aktiviteter.
(8) Bestemmelserne i dette direktiv om gennemsigtigheds- og oplysningskrav for betalingstjenesteudby-
dere og om rettigheder og forpligtelser i forbindelse med udbud og brug af betalingstjenester bør også,
hvor det er relevant, gælde for transaktioner, hvor en af betalingstjenesteudbyderne befinder sig uden for
Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (»EØS«), for at undgå forskellige praksis i medlemssta-
terne til skade for forbrugerne. Nævnte bestemmelser bør, hvor det er relevant, udvides til at gælde for
transaktioner i alle officielle valutaer mellem betalingstjenesteudbydere, der befinder sig inden for EØS.
(9) Pengeoverførsel er en enkel betalingstjeneste, der sædvanligvis er baseret på kontant indbetaling fra
en betaler til en betalingstjenesteudbyder, der viderebetaler det tilsvarende beløb, for eksempel via et
kommunikationsnet, til en betalingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudbyder, der handler på veg-
ne af betalingsmodtageren. I nogle medlemsstater udbyder supermarkeder og andre forretningsdrivende
en tilsvarende tjeneste til forbrugerne, der gør dem i stand til at betale regninger for forsyningsforbrug og
andre regelmæssige husholdningsregninger. Disse regningsbetalingstjenester bør behandles som en pen-
250
geoverførsel, medmindre de kompetente myndigheder anser denne aktivitet for at henhøre under en anden
betalingstjeneste.
(10) Dette direktiv indfører en neutral definition af indløsning af betalingstransaktioner for at afspejle bå-
de de traditionelle modeller for indløsning, der er opbygget omkring anvendelse af betalingskort, og for-
skellige forretningsmodeller, herunder dem, der involverer mere end én indløser. Dette bør sikre, at for-
retningsdrivende får samme beskyttelse uanset det betalingsinstrument, der anvendes, når aktiviteten er
den samme som ved indløsning af korttransaktioner. De tekniske tjenester, der stilles til rådighed for beta-
lingstjenesteudbydere, som f.eks. behandling og lagring af data eller drift af terminaler, bør ikke anses for
at udgøre indløsning. Nogle modeller for indløsning medfører desuden ikke, at indløseren faktisk overfø-
rer midler til betalingsmodtageren, eftersom parterne kan have aftalt, at afregningen skal ske på anden
måde.
(11) Undtagelsen fra anvendelsesområdet af direktiv 2007/64/EF for betalingstransaktioner via en han-
delsagent på betalerens eller betalingsmodtagerens vegne anvendes på vidt forskellige måder i medlems-
staterne. Nogle medlemsstater tillader, at undtagelsen anvendes af e-handelsplatforme, der optræder som
mellemled på vegne af både individuelle købere og sælgere uden reel mulighed for at forhandle eller ind-
gå aftale om salg eller køb af varer eller tjenesteydelser. En sådan anvendelse af undtagelsen rækker ud
over det i nævnte direktiv tiltænkte anvendelsesområde og kan øge risiciene for forbrugerne, da disse ud-
bydere står uden for den lovgivningsmæssige beskyttelse. Forskellig praksis forvrider også konkurrencen
på betalingsmarkedet. For at løse disse problemer bør undtagelsen derfor gælde, når agenter udelukkende
handler på vegne af betaleren eller udelukkende handler på vegne af betalingsmodtageren, uanset om de
er i besiddelse af kundens midler eller ej. Når agenter handler på vegne af både betaleren og betalings-
modtageren (som f.eks. visse e-handelsplatforme), bør de udelukkende undtages, hvis de ikke på noget
tidspunkt kommer i besiddelse af eller får kontrol med kundens midler.
(12) Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på aktiviteter i pengetransportfirmaer og kontanthåndte-
ringsselskaber, hvor de berørte aktiviteter er begrænset til fysisk transport af sedler og mønter.
(13) Tilbagemeldinger fra markedet viser, at betalingsaktiviteter, der er omfattet af undtagelsen vedrøren-
de begrænsede net, ofte omfatter betydelige betalingsmængder og -værdier og tilbyder forbrugerne hund-
reder eller tusinder af forskellige produkter og tjenester. Dette var ikke hensigten med den undtagelse for
begrænsede net, der er fastsat i direktiv 2007/64/EF, og det medfører større risici og ingen retlig beskyt-
telse for betalingstjenestebrugere, navnlig forbrugere, og klare ulemper for regulerede markedsaktører.
For at bidrage til at begrænse disse risici bør det ikke være muligt at anvende samme instrument til at
foretage betalingstransaktioner for at erhverve varer eller tjenester inden for mere end ét begrænset net-
værk eller til at erhverve et ubegrænset udvalg af varer og tjenester. Et betalingsinstrument bør betragtes
som et instrument, der skal benyttes inden for et sådant begrænset net, hvis det kun kan benyttes i følgen-
de tilfælde: for det første til erhvervelse af varer og tjenester hos en bestemt forretningsdrivende eller for-
retningskæde, såfremt de involverede enheder er direkte forbundet ved en forretningsaftale, som f.eks.
foreskriver anvendelse af et enkelt betalingsvaremærke, og dette betalingsvaremærke anvendes på salgs-
stederne og så vidt muligt er angivet på det betalingsinstrument, som kan bruges der; for det andet til er-
hvervelse af et meget begrænset udvalg af varer og tjenester, som f.eks. når anvendelsesområdet i praksis
er begrænset til et bestemt antal funktionelt forbundne varer eller tjenester uanset salgsstedets geografiske
placering, eller for det tredje hvor betalingsinstrumentet reguleres af en national eller regional offentlig
myndighed med specifikke sociale eller skattemæssige formål med henblik på erhvervelse af bestemte va-
rer eller tjenester.
251
(14) Betalingsinstrumenter omfattet af undtagelsen vedrørende begrænsede netværk kan omfatte butiks-
kort, brændstofkort, medlemskort, kort til offentlig transport, parkeringsbilletter, spisebilletter eller billet-
ter til specifikke tjenester, der nogle gange er omfattet af bestemte skatte- eller arbejdsmarkedsregler, som
er udformet med henblik på at fremme anvendelsen af sådanne instrumenter for at opfylde målsætninger-
ne i social- og arbejdsmarkedslovgivningen. Hvis et sådant specifikt instrument udvikler sig til et generelt
instrument, bør undtagelsen fra dette direktivs anvendelsesområde ikke længere finde anvendelse. Instru-
menter, der kan benyttes i en række forskellige forretninger, som optræder på en fælles liste, bør ikke
undtages fra dette direktivs anvendelsesområde, da sådanne instrumenter typisk er beregnet til et net af
tjenesteudbydere, der er i stadig vækst. Undtagelsen vedrørende begrænsede netværk bør anvendes sam-
men med forpligtelsen for potentielle betalingstjenesteudbydere til at underrette om aktiviteter inden for
deres anvendelsesområde.
(15) I anvendelsesområdet for direktiv 2007/64/EF er der en undtagelse for visse betalingstransaktioner,
der gennemføres ved hjælp af telekommunikations- eller IT-udstyr, hvor netværksoperatøren ikke udeluk-
kende agerer som formidler ved leveringen af digitale varer og tjenesteydelser gennem den pågældende
anordning, men også tilføjer værdi til disse varer eller tjenesteydelser. Denne undtagelse giver navnlig
mulighed for såkaldt operatørfakturering eller køb, der opkræves direkte på telefonregningen, hvilket bi-
drager til udvikling af nye forretningsmodeller, der er baseret på salg af digitalt indhold og stemmebasere-
de tjenester af mindre værdi, hvilket allerede er tilfældet med ringetoner og SMS-særtjenester. Disse tje-
nester omfatter underholdning såsom chat, download af f.eks. videoer, musik og spil, oplysninger såsom
om vejr, nyheder, sportsopdateringer, aktier, og nummeroplysning, deltagelse i TV- og radioudsendelser
såsom afstemning, deltagelse i konkurrencer og levering af direkte feedback. Tilbagemeldinger fra mar-
kedet tyder ikke på, at sådanne betalingstransaktioner, som forbrugerne anser for praktisk til betaling af
små beløb, har udviklet sig til en generel betalingsformidlingstjeneste. Imidlertid anvendes denne regel
forskelligt i medlemsstaterne på grund af den tvetydige ordlyd af den relevante undtagelse, hvilket har
ført til manglende retssikkerhed for operatørerne og forbrugerne og undertiden har gjort det muligt for
betalingsformidlingstjenester at påberåbe sig en ubegrænset undtagelse fra anvendelsesområdet for direk-
tiv 2007/64/EF. Det er derfor hensigtsmæssigt at præcisere og begrænse omfanget af berettigelse til denne
undtagelse for sådanne tjenesteudbydere ved at opregne de betalingstransaktionstyper, som undtagelsen
gælder for.
(16) Undtagelsen for visse betalingstransaktioner ved hjælp af telekommunikations- eller IT-udstyr bør
specifikt fokusere på mikrobetalinger for digitalt indhold og stemmebaserede tjenester. En klar omtale af
betalingstransaktioner til køb af elektroniske billetter bør indføres for at tage hensyn til udviklingen inden
for betalinger, hvor navnlig kunder på ethvert sted og tidspunkt ved hjælp af mobiltelefoner eller andre
anordninger kan bestille, betale for, modtage og validere elektroniske billetter. Elektroniske billetter gør
det muligt og lettere at levere tjenester, som forbrugerne ellers kan købe i form af en papirbillet, og om-
fatter transport, underholdning, bilparkering og adgang til arrangementer, men ikke fysiske varer. De
mindsker udgifterne til fremstilling og distribution i forbindelse med traditionelle papirbaserede billetka-
naler, og forbrugervenligheden øges ved at stille nye og enkle former for billetkøb til rådighed. For at
lette byrden for enheder, der indsamler bidrag til velgørende formål, bør betalingstransaktioner i forbin-
delse med sådanne bidrag også undtages. Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med national ret frit
kunne begrænse undtagelsen til bidrag til registrerede velgørende organisationer. Undtagelsen bør gene-
relt kun gælde, når betalingstransaktionernes værdi er mindre end en bestemt tærskel, for klart at begræn-
se undtagelsen til betalinger med lav risikoprofil.
252
(17) Det fælles eurobetalingsområde (SEPA) har lettet oprettelse af fælleseuropæiske »betalingsfabrik-
ker« og »opkrævningsfabrikker«, som muliggør centralisering af betalingstransaktioner inden for samme
koncern. I denne henseende bør betalingstransaktioner mellem en modervirksomhed og dens dattervirk-
somheder eller mellem dattervirksomheder af samme modervirksomhed, der leveres af en betalingstjene-
steudbyder, som tilhører samme koncern, undtages fra dette direktivs anvendelsesområde. En modervirk-
somheds eller dens dattervirksomheds samling af betalingsordrer på vegne af koncernen med henblik på
videresendelse til en betalingstjenesteudbyder bør ikke betragtes som en betalingstjeneste med henblik på
dette direktiv.
(18) I anvendelsesområdet for direktiv 2007/64/EF er der en undtagelse for betalingstjenester, der udby-
des gennem pengeautomater, som er uafhængige af kontoførende betalingstjenesteudbydere. Denne und-
tagelse fremmede væksten af uafhængige pengeautomattjenester i mange medlemsstater, navnlig i mindre
befolkede egne. Undtagelse af denne hurtigt voksende del af pengeautomatmarkedet fuldt ud fra direkti-
vets anvendelsesområde ville imidlertid føre til forvirring om hævegebyrer. Dette kan i grænseoverskri-
dende situationer føre til opkrævning af dobbeltgebyrer for den samme hævning af både den kontoførende
betalingstjenesteudbyder og af pengeautomattjenesteudbyderen. For at bibeholde ydelse af pengeautomat-
tjenester og samtidig sikre klarhed med hensyn til hævegebyrer er det derfor hensigtsmæssigt at fastholde
undtagelsen, men at kræve, at pengeautomatoperatører overholder specifikke bestemmelser om gennem-
sigtighed i dette direktiv. Gebyrer, som pålægges af pengeautomatoperatører, bør være med forbehold af
forordning (EF) nr. 924/2009.
(19) Tjenesteudbydere, der søgte at udnytte en undtagelse fra anvendelsesområdet for direktiv
2007/64/EF, henvendte sig ofte ikke til myndighederne for at høre, om deres aktiviteter var omfattet af
eller undtaget fra direktivet, men forlod sig på deres egne vurderinger. Dette har medført forskellig anven-
delse af visse undtagelser i medlemsstaterne. Det ser også ud til, at nogle undtagelser kan være blevet
anvendt af betalingstjenesteudbydere til at ændre deres forretningsmodeller, således at de udbudte beta-
lingstjenester ville falde uden for direktivets anvendelsesområde. Dette kan medføre øget risiko for beta-
lingstjenestebrugere og uensartede betingelser for betalingstjenesteudbydere på det indre marked. Derfor
bør tjenesteudbydere forpligtes til at meddele relevante aktiviteter til de kompetente myndigheder, så de
kompetente myndigheder kan vurdere, om kravene i de relevante bestemmelser er opfyldt, og for at sikre
ensartet fortolkning af reglerne på hele det indre marked. Navnlig bør der fastlægges en underretningspro-
cedure for alle undtagelser, der bygger på overholdelse af en tærskel, for at sikre, at de specifikke krav
opfyldes.
(20) Det er desuden vigtigt at medtage et krav om, at potentielle betalingstjenesteudbydere skal meddele
de kompetente myndigheder de aktiviteter, som de udbyder inden for rammerne af et begrænset net ud fra
kriterierne i dette direktiv, hvis værdien af betalingstransaktioner overstiger en bestemt tærskel. De kom-
petente myndigheder bør vurdere, om de meddelte aktiviteter kan anses for at være aktiviteter, der udby-
des inden for rammerne af et begrænset net.
(21) Definitionen af betalingstjenester bør være teknologisk neutral og bør give mulighed for udvikling af
nye typer betalingstjenester, samtidig med at der sikres lige forretningsvilkår for både eksisterende og nye
betalingstjenesteudbydere.
(22) Nærværende direktiv bør følge samme fremgangsmåde som i direktiv 2007/64/EF, der omfatter alle
typer elektroniske betalingstjenester. Det vil derfor stadig ikke være hensigtsmæssigt, at de nye regler fin-
der anvendelse på tjenester, hvor overførslen af penge fra betaler til betalingsmodtager eller transporten af
253
penge udelukkende foretages i sedler og mønter, eller hvor overførslen er baseret på papircheck, papir-
veksler, solaveksler eller andre instrumenter, papirvouchers eller kort trukket på en betalingstjenesteudby-
der eller en anden part med henblik på at stille midlerne til betalingsmodtagerens disposition.
(23) Nærværende direktiv bør ikke finde anvendelse på kontante betalingstransaktioner, da der allerede
findes et indre marked for kontantbetalinger. Direktivet bør heller ikke finde anvendelse på betalings-
transaktioner baseret på papirchecks, da disse i sagens natur ikke kan behandles så effektivt som andre
betalingsmidler. God praksis inden for dette område bør dog baseres på principperne i nærværende direk-
tiv.
(24) Det er nødvendigt at præcisere de kategorier af betalingstjenesteudbydere, der lovligt kan udbyde be-
talingstjenester i hele Unionen, nemlig kreditinstitutter, der modtager indskud fra brugere, som kan an-
vendes til finansiering af betalingstransaktioner, og som fortsat bør være omfattet af tilsynskravene i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU10), e-pengeinstitutter, der udsteder elektroniske penge,
som kan anvendes til finansiering af betalingstransaktioner, og som fortsat bør være omfattet af tilsyns-
kravene i direktiv 2009/110/EF, samt betalingsinstitutter og postgirokontorer, der har tilladelse hertil efter
nationale regler. Anvendelsen af denne retlige ramme bør begrænses til tjenesteudbydere, der udbyder be-
talingstjenester som fast erhverv eller forretningsaktivitet i overensstemmelse med nærværende direktiv.
(25) Ved nærværende direktiv fastsættes der regler for gennemførelse af betalingstransaktioner, hvor mid-
lerne er elektroniske penge som defineret i direktiv 2009/110/EF. Ved nærværende direktiv fastsættes der
imidlertid ikke regler for udstedelse af elektroniske penge som fastlagt i direktiv 2009/110/EF. Betalings-
institutter bør derfor ikke have tilladelse til at udstede elektroniske penge.
(26) I direktiv 2007/64/EF er der fastsat en tilsynsordning, der indfører en enkelt tilladelse for alle beta-
lingstjenesteudbydere, som ikke modtager indskud eller udsteder elektroniske penge. Med henblik herpå
indførte direktiv 2007/64/EF en ny kategori af betalingstjenesteudbydere, nemlig »betalingsinstitutter«,
ved at give mulighed for at meddele tilladelse til juridiske personer uden for de eksisterende kategorier til
at udbyde betalingstjenester i Unionen, forudsat at en række strenge og omfattende betingelser er opfyldt.
De samme betingelser bør gælde for disse tjenester i hele Unionen.
(27) Siden vedtagelsen af direktiv 2007/64/EF er der opstået nye typer betalingstjenester, navnlig inden
for internetbetalinger. Navnlig har betalingsinitieringstjenester inden for e-handel udviklet sig. Disse beta-
lingstjenester spiller en rolle i betalinger ved e-handel ved at etablere en softwarebro mellem den forret-
ningsdrivendes websted og betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyders netbankplatform med hen-
blik på at initiere internetbetalinger på grundlag af en kreditoverførsel.
(28) I takt med den teknologiske udvikling er der desuden fremkommet et udvalg af supplerende tjenester
i de senere år, såsom kontooplysningstjenester. Disse tjenester giver betalingstjenestebrugeren samlede
oplysninger på internettet om en eller flere betalingskonti, der føres hos en eller flere betalingstjenesteud-
bydere, og som er tilgængelige via onlinegrænseflader hos den kontoførende betalingstjenesteudbyder.
Betalingstjenestebrugeren har således mulighed for hurtigt at få et overblik over sin finansielle situation
på et hvilket som helst tidspunkt. Disse tjenester bør også være omfattet af dette direktiv for at give for-
brugerne tilstrækkelig beskyttelse af deres betalings- og kontodata samt retssikkerhed om kontooply-
sningstjenesteyderes status.
254
(29) Betalingsinitieringstjenester gør det muligt for en betalingsinitieringstjenesteudbyder at give beta-
lingsmodtageren tillid til, at betalingen er initieret, med henblik på at tilskynde betalingsmodtageren til at
frigive varen eller levere tjenesten uden unødig forsinkelse. Sådanne tjenester udgør en billig løsning for
både forretningsdrivende og forbrugere og giver forbrugerne mulighed for at foretage onlinekøb, selv hvis
de ikke ejer et betalingskort. Eftersom betalingsinitieringstjenester ikke er omfattet af direktiv
2007/64/EF, er de ikke nødvendigvis underlagt tilsyn af en kompetent myndighed og skal ikke opfylde-
kravene i direktiv 2007/64/EF. Dette rejser en række juridiske spørgsmål, såsom forbrugerbeskyttelse,
sikkerhed og ansvar samt konkurrence og databeskyttelse, navnlig med hensyn til beskyttelse af beta-
lingstjenestebrugerens data i overensstemmelse med Unionens databeskyttelsesregler. De nye regler bør
derfor tage hensyn til disse spørgsmål.
(30) De personaliserede sikkerhedsoplysninger, der anvendes til sikker kundeautentifikation af betalings-
tjenestebrugeren eller af betalingsinitieringstjenesteudbyderen, er sædvanligvis dem, som kontoførende
betalingstjenesteudbydere udsteder. Betalingsinitieringstjenesteudbydere indgår ikke nødvendigvis i et
kontraktforhold med kontoførende betalingstjenesteudbydere, og uanset hvilken forretningsmodel der an-
vendes af betalingsinitieringstjenesteudbydere, bør kontoførende betalingstjenesteudbydere gøre det mu-
ligt for betalingsinitieringstjenesteudbydere at anvende de autentifikationsprocedurer, som kontoførende
betalingstjenesteudbydere stiller til rådighed, til at initiere en bestemt betaling på vegne af betaleren.
(31) Når betalingsinitieringstjenesteudbyderen udelukkende yder betalingsinitieringstjenester, er denne
ikke i besiddelse af brugerens midler i noget led af betalingskæden. Når en betalingsinitieringstjenesteud-
byder ønsker at yde betalingstjenester, i forbindelse med hvilke den besidder brugerens midler, bør den
opnå fuld tilladelse til disse tjenester.
(32) Betalingsinitieringstjenester er baseret på betalingsinitieringstjenesteudbyderes direkte eller indirekte
adgang til betalernes konti. En kontoførende betalingstjenesteudbyder, der leverer en mekanisme med
henblik på indirekte adgang, bør også give betalingsinitieringstjenesteudbyderne direkte adgang.
(33) Dette direktiv bør sigte mod at sikre kontinuiteten på markedet og dermed gøre det muligt for eksi-
sterende og nye tjenesteudbydere at tilbyde deres tjenester inden for klare og harmoniserede retlige ram-
mer, uanset hvilken forretningsmodel de anvender. Indtil disse regler bliver anvendt, og uden at det berø-
rer behovet for at garantere sikre betalingstransaktioner og beskytte forbrugerne mod en påviselig risiko
for svig, bør medlemsstaterne, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den europæiske
tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 1093/201011) (EBA) garantere fair konkurrence på dette marked og undgå uberettiget
forskelsbehandling af eksisterende markedsaktører. Enhver betalingstjenesteudbyder, herunder betalings-
tjenestebrugerens kontoførende betalingstjenesteudbyder, bør kunne tilbyde betalingsinitieringstjenester.
(34) Dette direktiv indfører ikke væsentlige ændringer af betingelserne for at få og bevare en tilladelse
som betalingsinstitut. Som i direktiv 2007/64/EF omfatter betingelserne tilsynskrav, der står i et rimeligt
forhold til de operationelle og finansielle risici, som disse institutter løber i forbindelse med deres virk-
somhed. Her er det nødvendigt med en forsvarlig startkapitalordning i kombination med løbende kapital,
der senere vil kunne videreudvikles på mere sofistikeret vis i takt med markedsbehovene. På grund af de
store forskelligheder, der gør sig gældende inden for betalingstjenester, bør direktivet åbne mulighed for
forskellige metoder i kombination med en vis skønsmargen i forbindelse med tilsyn for at sikre, at de
samme risici behandles ens for alle betalingstjenesteudbydere. Kravene til betalingsinstitutter bør tage
hensyn til, at betalingsinstitutters virkefelt er mere specialiseret og aktiviteterne mere begrænsede, hvilket
255
medfører et snævrere risikoområde, der er nemmere at overvåge og kontrollere end de risici, der opstår i
forbindelse med kreditinstitutters bredere virksomhed. Det bør for eksempel navnlig være forbudt for be-
talingsinstitutter at modtage indskud fra brugere, og de bør kun kunne anvende de midler, som brugerne
indbetaler, til at yde betalingstjenester. De påkrævede tilsynsbestemmelser, herunder med hensyn til start-
kapital, bør stå i forhold til den betalingstjeneste, der ydes af betalingsinstituttet. Betalingstjenesteudbyde-
re, som udelukkende udbyder betalingsinitieringstjenester, bør anses for at være af en mellemstor risiko
med hensyn til startkapital.
(35) Betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjenesteudbydere, når de udelukkende leve-
rer disse tjenester, er ikke i besiddelse af kunders midler. Derfor ville det være uforholdsmæssigt at på-
lægge disse nye markedsaktører kapitalgrundlagskrav. Ikke desto mindre er det vigtigt, at de kan leve op
til deres ansvar med hensyn til deres aktiviteter. Det bør derfor kræves, at de enten har en erhvervsan-
svarsforsikring eller en tilsvarende garanti. EBA bør i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU)
nr. 1093/2010 udarbejde retningslinjer for kriterierne for medlemsstaternes fastsættelse af minimumsbe-
løb for erhvervsansvarsforsikring eller en tilsvarende garanti. EBA bør ikke skelne mellem en erhvervsan-
svarsforsikring og en tilsvarende garanti, da de bør være substituerbare.
(36) For at undgå misbrug af etableringsretten er det nødvendigt at kræve, at et betalingsinstitut, der an-
moder om tilladelse i en medlemsstat, udbyder i det mindste en del af sin betalingstjenesteforretning i den
pågældende medlemsstat.
(37) Det bør foreskrives, at betalingstjenestekunders midler skal holdes adskilt fra betalingsinstitutters
midler. Beskyttelseskrav er nødvendige, når et betalingsinstitut er i besiddelse af betalingstjenestekunders
midler. Hvor det samme betalingsinstitut gennemfører en betalingstransaktion for både betaleren og beta-
lingsmodtageren, og der stilles en kreditlinje til rådighed for betaleren, kan det være hensigtsmæssigt at
beskytte midlerne til fordel for betalingsmodtageren, når de svarer til betalingsmodtagerens fordring over
for betalingsinstituttet. Betalingsinstitutter bør ligeledes opfylde krav om effektiv bekæmpelse af hvid-
vask af penge og finansiering af terrorisme.
(38) Nærværende direktiv ændrer ikke betalingsinstitutters regnskabsaflæggelsesforpligtelser eller deres
forpligtelser til at foretage revision af deres årsregnskaber og konsoliderede regnskaber. Betalingsinstitut-
ter skal udarbejde deres årsregnskaber og konsoliderede regnskaber i overensstemmelse med Rådets di-
rektiv 86/635/EØF12) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU13). Årsregnskaber og kon-
soliderede regnskaber skal revideres, medmindre et betalingsinstitut er undtaget fra denne forpligtelse i
henhold til nævnte direktiver.
(39) Når betalingstjenesteudbydere yder en eller flere af de betalingstjenester, som er omfattet af dette
direktiv, bør de altid have betalingskonti, der udelukkende anvendes til betalingstransaktioner. For at be-
talingstjenesteudbydere skal kunne udbyde betalingstjenester, er det nødvendigt at de har mulighed for at
åbne og føre konti i kreditinstitutter. Medlemsstaterne bør sikre, at adgang til sådanne konti stilles til rå-
dighed på en ikkediskriminerende måde, der står i rimeligt forhold til det legitime formål, der søges op-
fyldt. Adgangen kan være basal, men den bør altid have et så stort omfang, at betalingsinstituttet kan yde
sine tjenester uden forhindringer og effektivt.
(40) Dette direktiv bør kun regulere betalingsinstitutters ydelse af kredit, nemlig ydelse af kreditlinjer og
udstedelse af kreditkort, hvis de er kædet tæt sammen med betalingstjenester. Det er hensigtsmæssigt at
tillade betalingsinstitutter at yde kredit med hensyn til deres grænseoverskridende aktiviteter, forudsat at
256
den ydes for at lette betalingstjenester, at den er af kortfristet art, og at den ydes for en periode, der ikke
overstiger 12 måneder, herunder med indbygget automatisk forlængelse, samt at den fortrinsvis refinan-
sieres med betalingsinstituttets egne midler samt midler fra kapitalmarkederne, og ikke med midler, som
betalingsinstituttet ligger inde med for kunder med henblik på betalingstjenester. Sådanne regler bør ikke
berøre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF14) eller anden relevant EU-ret eller nationale
foranstaltninger vedrørende betingelser for kreditydelse til forbrugere, der ikke er harmoniseret ved nær-
værende direktiv.
(41) Generelt har samarbejdet mellem de nationale kompetente myndigheder, der har ansvaret for at med-
dele tilladelse til betalingsinstitutter, foretage kontrol og træffe beslutning om inddragelse af tilladelser,
vist sig at fungere tilfredsstillende. Samarbejdet mellem kompetente myndigheder bør dog forbedres, bå-
de med hensyn til de oplysninger, der udveksles, og med hensyn til ensartet anvendelse og fortolkning af
dette direktiv, hvor et betalingsinstitut, der er meddelt tilladelse, ønsker at yde betalingstjenester i en an-
den medlemsstat end sit hjemland ved at gøre brug af etableringsretten eller retten til fri udveksling af
tjenesteydelser (»passporting«), herunder via internettet. EBA bør bistå med at bilægge tvister mellem
kompetente myndigheder i forbindelse med grænseoverskridende samarbejde i overensstemmelse med
forordning (EU) nr. 1093/2010. EBA bør også udarbejde et udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder for samarbejdet og dataudvekslingen.
(42) For at øge gennemsigtigheden vedrørende drift af betalingsinstitutter, der har fået meddelt tilladelse
af eller er registreret hos hjemlandets kompetente myndigheder, herunder deres agenter, og for at sikre en
høj grad af forbrugerbeskyttelse i Unionen er det nødvendigt at sikre let offentlig adgang til listen over
enheder, der udbyder betalingstjenester. Derfor bør EBA udarbejde og føre et centralt register, hvor den
offentliggør en liste over navnene på enheder, der udbyder betalingstjenester. Medlemsstaterne bør sikre,
at de oplysninger, som de meddeler, ajourføres. Disse foranstaltninger bør også bidrage til at styrke sam-
arbejdet mellem de kompetente myndigheder.
(43) Tilgængeligheden af nøjagtige, ajourførte oplysninger bør forbedres ved at pålægge betalingsinstitut-
ter uden unødig forsinkelse at oplyse den kompetente myndighed i deres hjemland om ændringer, der på-
virker nøjagtigheden af de oplysninger og den dokumentation, der er forelagt med henblik på tilladelsen,
herunder yderligere agenter eller enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet. Kompetente myndigheder bør
også i tvivlstilfælde verificere, at de modtagne oplysninger er korrekte.
(44) Medlemsstaterne bør have mulighed for at kræve, at betalingsinstitutter, der driver virksomhed på
deres område, og hvis hovedkontor er beliggende i en anden medlemsstat, regelmæssigt indberetter til
dem om deres aktiviteter på medlemsstaternes område til oplysningsmæssige eller statistiske formål. Dri-
ver disse betalingsinstitutter virksomhed i henhold til etableringsretten, bør det også være muligt at an-
vende disse oplysninger til at føre kontrol med overholdelsen af afsnit III og IV i dette direktiv, og med-
lemsstaterne bør kunne kræve, at disse betalingsinstitutter udpeger et centralt kontaktpunkt på deres om-
råde for at lette de kompetente myndigheders tilsyn med netværk af agenter. EBA bør udarbejde udkast til
reguleringsmæssige standarder, der fastsætter kriterier for, hvornår der bør udpeges et centralt kontakt-
punkt, og hvilke funktioner det bør have. Kravet om at udpege et centralt kontaktpunkt bør stå i et rime-
ligt forhold til opnåelse af målet om tilstrækkelig kommunikation og indberetning af oplysninger om
overholdelse af afsnit III og IV i værtslandet.
(45) I kritiske situationer, hvor det er nødvendigt at gribe ind omgående for at imødegå en alvorlig trussel
mod betalingstjenestebrugernes kollektive interesse i værtslandet, såsom svig i stor målestok, bør det væ-
257
re muligt for de kompetente myndigheder i værtslandet at træffe forebyggende foranstaltninger sideløben-
de med det grænseoverskridende samarbejde mellem de kompetente myndigheder i værts- og hjemlandet
og i afventning af foranstaltninger fra den kompetente myndighed i hjemlandet. Disse foranstaltninger bør
være passende, stå i et rimeligt forhold til målet, ikkediskriminerende og af midlertidig karakter. Alle for-
anstaltninger bør begrundes behørigt. De kompetente myndigheder i det relevante betalingsinstituts hjem-
land og andre berørte myndigheder, f.eks. Kommissionen og EBA, bør underrettes på forhånd eller, hvis
dette ikke er muligt på grund af den kritiske situation, uden unødig forsinkelse.
(46) I dette direktiv fastsættes de minimumsbeføjelser, som de kompetente myndigheder bør have, når de
fører tilsyn med betalingsinstitutters overholdelse af gældende regler, men disse beføjelser skal udøves
under hensyntagen til de grundlæggende rettigheder, herunder retten til privatlivets fred. Uden at det be-
rører en uafhængig myndigheds (den nationale databeskyttelsesmyndighed) kontrol, og i overensstemmel-
se med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder bør medlemsstaterne have til-
strækkelige og effektive beskyttelsesforanstaltninger, hvis der er mulighed for, at udøvelsen af disse befø-
jelser kan føre til misbrug eller vilkårlighed, der udgør en alvorlig indgriben i disse rettigheder, for ek-
sempel, hvis det er hensigtsmæssigt, gennem forudgående tilladelse fra den pågældende medlemsstats
retsmyndighed.
(47) Det er vigtigt at sikre, at alle personer, der udbyder betalingstjenester, bringes inden for rammerne af
et vist minimum af lov- og reguleringskrav. Det er derfor ønskeligt at registrere identitet og opholdssted
for alle personer, der udbyder betalingstjenester, også personer, der ikke kan opfylde alle betingelserne
for meddelelse af tilladelse som betalingsinstitut. En sådan tilgang er i overensstemmelse med begrundel-
sen for den særlige anbefaling VI fra Den Finansielle Aktionsgruppe vedrørende hvidvask af penge, der
anbefaler at indføre en mekanisme, ifølge hvilken betalingstjenesteudbydere, der ikke kan opfylde alle be-
tingelserne i anbefalingen, ikke desto mindre kan behandles som betalingsinstitutter. I denne henseende
bør medlemsstaterne, selv hvis sådanne personer er undtaget fra alle eller dele af betingelserne for tilla-
delse, kunne opføre dem i registret over betalingsinstitutter. Det er imidlertid vigtigt at lade muligheden
for undtagelse være betinget af strenge krav til værdien af betalingstransaktioner. Undtagne betalingsinsti-
tutter bør ikke have ret til etablering eller fri udveksling af tjenesteydelser og bør ikke indirekte udøve
disse rettigheder som medlem af et betalingssystem.
(48) I lyset af aktivitetens særlige art og de risici, der er forbundet med ydelse af kontooplysningstjene-
ster, bør der indføres særlige tilsynsregler for kontooplysningstjenesteudbydere. Kontooplysningstjene-
steudbydere bør kunne få tilladelse til at udbyde tjenester på tværs af grænserne gennem »passporting«.
(49) Det er nødvendigt for betalingstjenesteudbydere at have adgang til betalingssystemers tekniske infra-
strukturtjenester. En sådan adgang bør imidlertid være underlagt passende krav for at sikre systemernes
integritet og stabilitet. Betalingstjenesteudbydere, der søger om at deltage i et betalingssystem, bør selv
bære risikoen for deres eget valg af system og over for betalingssystemet dokumentere, at deres interne
ordninger er tilstrækkelig modstandsdygtige over for alle former for risici. Disse betalingssystemer omfat-
ter typisk kortordninger med fire parter og store systemer, der behandler kreditoverførsler og direkte debi-
tering. For at sikre ens behandling i hele Unionen af de forskellige kategorier af betalingstjenesteudbydere
med tilladelse i overensstemmelse med betingelserne i deres tilladelse er det nødvendigt at afklare regler-
ne om adgang til betalingssystemer.
(50) Det bør foreskrives, at der ikke må ske forskelsbehandling af betalingsinstitutter og kreditinstitutter
med tilladelse, så enhver betalingstjenesteudbyder, der konkurrerer på det indre marked, kan anvende dis-
258
se betalingssystemers tekniske infrastrukturtjenester på samme vilkår. Der bør fastsættes regler om for-
skellig behandling af betalingstjenesteudbydere med tilladelse og dem, der er omfattet af undtagelsen i
dette direktiv samt af undtagelsen i artikel 3 i direktiv 2009/110/EF, på grund af forskellene i deres til-
synsmæssige rammer. Under alle omstændigheder bør forskelle i prisvilkår kun tillades, hvis det er be-
grundet i forskelle i de omkostninger, som betalingstjenesteudbyderne pådrager sig. Dette bør ikke berøre
medlemsstaternes ret til at begrænse adgangen til systemisk betydningsfulde systemer i overensstemmelse
med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF15) og heller ikke ECB᾽s og Det Europæiske Sy-
stem af Centralbankers kompetencer med hensyn til adgang til betalingssystemer.
(51) Nærværende direktiv berører ikke anvendelsesrådet for direktiv 98/26/EF. For at sikre fair konkur-
rence mellem betalingstjenesteudbydere bør en deltager i et betalingssystem, der er betegnet som et sy-
stem i henhold til betingelserne i direktiv 98/26/EF, som yder tjenester i tilknytning til et sådant system til
en betalingstjenesteudbyder, der er meddelt tilladelse, eller en registreret betalingstjenesteudbyder, også
efter anmodning herom give adgang til sådanne tjenester på en objektiv, forholdsmæssig og ikkediskrimi-
nerende måde til enhver anden betalingstjenesteudbyder, der er meddelt tilladelse, og enhver anden regi-
streret betalingstjenesteudbyder. Betalingstjenesteudbydere, der er givet en sådan adgang, bør imidlertid
ikke anses for deltagere som defineret i direktiv 98/26/EF og bør dermed ikke drage fordel af beskyttelsen
i henhold til nævnte direktiv.
(52) Bestemmelserne vedrørende adgang til betalingssystemer bør ikke finde anvendelse på systemer, der
er oprettet og drives af en enkelt udbyder af betalingstjenester. Sådanne betalingssystemer kan drives en-
ten i direkte konkurrence med betalingssystemer eller mere typisk i en markedsniche, der ikke i tilstræk-
kelig grad er dækket af betalingssystemer. Sådanne systemer omfatter ordninger med tre parter, f.eks.
kortordninger med tre parter, således at de i realiteten aldrig fungerer som kortordninger med fire parter,
f.eks. ved at benytte licenstagere, agenter eller partnere med samme varemærke. Sådanne systemer omfat-
ter typisk også betalingstjenester, der tilbydes af telekommunikationstjenesteudbydere, hvor ordningens
operatør er udbyder af betalingstjenester for både betaleren og betalingsmodtageren, og bankkoncerners
interne systemer. For at stimulere den konkurrence, som sådanne lukkede betalingssystemer kan give
etablerede almindelige betalingssystemer, ville det ikke være hensigtsmæssigt at give tredjemand adgang
til disse lukkede specifikke betalingssystemer. Sådanne lukkede systemer bør dog altid være omfattet af
Unionens og nationale konkurrenceregler, der kan kræve, at der gives adgang til ordningerne for at opret-
holde effektiv konkurrence på betalingsmarkederne.
(53) Da forbrugere og virksomheder ikke er i samme situation, har de ikke behov for det samme beskyt-
telsesniveau. Mens det er vigtigt at sikre forbrugerrettigheder ved bestemmelser, der ikke kan fraviges
ved aftale, er det rimeligt at give virksomheder og organisationer mulighed for at indgå andre aftaler, når
de ikke har at gøre med forbrugere. Imidlertid bør medlemsstaterne kunne fastsætte, at mikrovirksomhe-
der som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF16) skal behandles på samme måde som for-
brugere. Under alle omstændigheder bør visse centrale bestemmelser i dette direktiv altid finde anvendel-
se, uanset hvilken status brugeren har.
(54) Ved dette direktiv bør det præciseres, hvilke forpligtelser der gælder for betalingstjenesteudbydere
hvad angår oplysninger til betalingstjenestebrugere, der bør modtage samme høje niveau af klare oplys-
ninger om betalingstjenester for at kunne foretage velinformerede valg og kunne vælge frit i hele Uni-
onen. Af hensyn til gennemsigtigheden fastsætter direktivet de harmoniserede krav, der er nødvendige for
at sikre, at betalingstjenestebrugere får nødvendige, tilstrækkelige og forståelige oplysninger hvad angår
betalingstjenesteaftaler og betalingstransaktioner. For at fremme et velfungerende indre marked for beta-
259
lingstjenester bør medlemsstaterne kun vedtage de bestemmelser om oplysningskrav, der er fastsat i dette
direktiv.
(55) Forbrugerne bør beskyttes mod urimelig eller vildledende praksis i overensstemmelse med Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF17) samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/
EF18), 2002/65/EF19), 2008/48/EF, 2011/83/EU20) og 2014/92/EU21). Bestemmelserne i disse direktiver
finder fortsat anvendelse. Navnlig forbindelsen mellem oplysningskravene forud for en aftale i nærværen-
de direktiv og direktiv 2002/65/EF bør dog præciseres.
(56) For at øge effektiviteten bør de krævede oplysninger stå i et rimeligt forhold til brugernes behov og
bør gives i et standardiseret format. Oplysningskravene for en enkelt betalingstransaktion bør imidlertid
være forskellige fra kravene i en rammeaftale om flere betalingstransaktioner.
(57) I praksis er rammeaftaler og betalingstransaktioner omfattet heraf langt mere almindelige og økono-
misk vigtige end enkeltstående betalingstransaktioner. Hvis der findes en betalingskonto eller et specifikt
betalingsinstrument, kræves der en rammeaftale. Kravene om forudgående oplysninger om rammeaftaler
bør derfor være omfattende, og oplysningerne bør altid gives på papir eller et andet varigt medium, for
eksempel kontoudskrifter, CD-rom᾽er, DVD᾽er, harddiskdrev på personlige computere, hvorpå der kan
lagres e-mail, og websteder, forudsat at sådanne websteder er tilgængelige for senere konsultation i en
periode, der er tilstrækkelig lang i forhold til adgangen til oplysningerne, og forudsat at disse websteder
tillader at reproducere de lagrede oplysninger i et uændret format. Den måde, hvorpå efterfølgende oplys-
ninger om gennemførte betalingstransaktioner skal gives, bør imidlertid kunne aftales i rammeaftalen
mellem betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren, for eksempel at alle oplysninger om en
betalingskonto stilles til rådighed online, når det drejer sig om netbankydelser.
(58) I forbindelse med enkeltstående betalingstransaktioner bør kun de væsentlige oplysninger altid gives
på betalingstjenesteudbyderens eget initiativ. Da betaleren sædvanligvis er til stede, når betalingsordren
gives, bør ikke være nødvendigt at kræve, at oplysningerne i alle tilfælde skal gives på papir eller et andet
varigt medium. Betalingstjenesteudbyderen bør kunne give oplysningerne mundtligt ved disken eller på
anden måde gøre dem lettilgængelige, for eksempel ved at slå betingelserne op på en opslagstavle på ste-
det. Der bør også gives oplysninger om, hvor andre mere detaljerede oplysninger kan findes, for eksempel
på webstedet. Hvis forbrugeren anmoder derom, bør de vigtigste oplysninger imidlertid også gives på pa-
pir eller på et andet varigt medium.
(59) Ved dette direktiv bør forbrugere gives ret til at modtage relevante oplysninger vederlagsfrit, før den
pågældende bindes af en betalingstjenesteaftale. Forbrugere bør også til enhver tid under aftaleforholdet
kunne anmode om forudgående oplysninger og om at få rammeaftalen på papir vederlagsfrit for både at
have mulighed for at sammenligne de tjenester og betingelser, som betalingstjenesteudbydere tilbyder, og
i tilfælde af tvister at kunne kontrollere sine aftalemæssige rettigheder og forpligtelser, således at der op-
retholdes et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. Disse bestemmelser bør være forenelige med direktiv
2002/65/EF. De særlige bestemmelser om vederlagsfri oplysninger i nærværende direktiv bør ikke bevir-
ke, at der gives tilladelse til at opkræve gebyr for levering af oplysninger til forbrugerne i henhold til an-
dre gældende direktiver.
(60) Den måde, som betalingstjenesteudbyderen giver betalingstjenestebrugeren de krævede oplysninger
på, bør tage hensyn til brugerens behov samt til praktiske tekniske aspekter og til omkostningseffektivitet,
260
afhængigt af hvad der er fastlagt i den pågældende betalingstjenesteaftale. Dette direktiv bør derfor skelne
mellem to måder, hvorpå betalingstjenesteudbyderen skal give oplysninger: enten skal oplysningerne
meddeles aktivt af betalingstjenesteudbyderen på det relevante tidspunkt, som krævet i dette direktiv, og
uden at betalingstjenestebrugeren anmoder herom, eller også skal oplysningerne stilles til rådighed for be-
talingstjenestebrugeren på grundlag af en anmodning om yderligere oplysninger. I den anden situation bør
betalingstjenestebrugeren aktivt tage skridt til at skaffe oplysningerne for eksempel ved udtrykkeligt at
anmode betalingstjenesteudbyderen herom, logge på en netbanks postkasse eller indsætte et bankkort i en
printer til kontoudtog. Betalingstjenesteudbyderen bør med henblik herpå sørge for, at det er muligt at få
adgang til oplysningerne, og at oplysningerne er til rådighed for betalingstjenestebrugeren.
(61) Forbrugerne bør modtage basale oplysninger om gennemførte betalingstransaktioner uden yderligere
gebyrer. I tilfælde af en enkeltstående betalingstransaktion bør betalingstjenesteudbyderen ikke opkræve
særskilt gebyr for sådanne oplysninger. De efterfølgende oplysninger om betalingstransaktioner i henhold
til en rammeaftale bør også gives månedligt og vederlagsfrit. Under hensyntagen til betydningen af gen-
nemsigtighed i prisfastsættelsen og forskellige forbrugerbehov bør parterne dog kunne indgå aftale om, at
der opkræves gebyr for hyppigere eller supplerende oplysninger. For at tage højde for forskelle i national
praksis bør medlemsstaterne kunne fastsætte bestemmelser om, at månedlige betalingskontoudtog på pa-
pir eller på et andet varigt medium altid skal gives vederlagsfrit.
(62) For at fremme kundemobiliteten bør forbrugerne kunne opsige en rammeaftale, uden at det medfører
gebyrer. For aftaler, der opsiges af forbrugeren mindre end seks måneder efter deres ikrafttræden, bør ud-
bydere af betalingstjenester dog have lov til at opkræve gebyr i overensstemmelse med omkostningerne
ved forbrugerens opsigelse af rammeaftalen. For forbrugerne bør opsigelsesperioden ikke være mere end
en måned, og for betalingstjenesteudbydere bør opsigelsesperioden være på mindst to måneder. Dette di-
rektiv bør ikke berøre den forpligtelse, som betalingstjenesteudbyderen har til under ekstraordinære om-
stændigheder at opsige betalingstjenesteaftalen i henhold til anden relevant EU-ret eller national ret, sås-
om sådan om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, foranstaltninger vedrørende indefrysning
af pengemidler og særlige foranstaltninger, der knytter sig til forebyggelse og efterforskning af kriminali-
tet.
(63) For at sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse bør medlemsstaterne i forbrugernes interesse kunne
opretholde eller indføre begrænsninger af eller forbud mod ensidigt at foretage ændringer i betingelserne i
en rammeaftale, f.eks. hvis der ikke er en berettiget årsag til ændringer.
(64) Kontraktbestemmelser bør ikke have til formål eller føre til, at der sker forskelsbehandling af forbru-
gere, der har lovligt ophold i Unionen, på grund af deres nationalitet eller bopæl. Hvis en rammeaftale for
eksempel giver ret til at spærre et betalingsinstrument af objektivt begrundede årsager, bør betalingstjene-
steudbyderen ikke kunne påberåbe sig denne ret, blot fordi betalingstjenestebrugeren har skiftet sin bopæl
i Unionen.
(65) Hvad angår gebyrer har erfaringen vist, at deling af gebyrer mellem betaler og betalingsmodtager er
det mest effektive system, da det letter »straight-through-processing« af betalinger. Det bør derfor fore-
skrives, at gebyrer under normale forhold kan opkræves direkte hos betaler og betalingsmodtager af deres
respektive betalingstjenesteudbydere. Gebyrerne kan også være nul, da bestemmelserne i dette direktiv
ikke bør berøre praksis, hvor betalingstjenesteudbyderen undlader at opkræve gebyrer hos forbrugerne,
når deres konti krediteres. Afhængigt af kontraktvilkårene kan en betalingstjenesteudbyder vælge alene at
opkræve gebyrer hos betalingsmodtageren (den forretningsdrivende) for brug af betalingstjenester, hvor-
261
efter der ikke opkræves gebyr hos betaleren. Der er mulighed for, at betalingssystemerne kan pålægge
gebyrer gennem et abonnementsgebyr. Bestemmelserne om det overførte beløb eller opkrævede gebyrer
har ingen direkte virkning på prissætningen mellem betalingstjenesteudbydere eller andre mellemmænd.
(66) Forskelle i national praksis vedrørende gebyropkrævning for anvendelse af et givet betalingsinstru-
ment (»overvæltning af brugergebyrer«) har ført til vidt forskellige forhold på EU᾽s betalingsmarkeder og
er blevet en kilde til forvirring for forbrugerne, navnlig med hensyn til e-handel og grænseoverskridende
handel. Forretningsdrivende i medlemsstater, hvor det er tilladt at overvælte brugergebyrer, udbyder pro-
dukter og tjenesteydelser i medlemsstater, hvor overvæltning af brugergebyrer er forbudt, og opkræver
brugergebyr fra forbrugeren. Der er også mange eksempler på forretningsdrivende, som overvæltet bru-
gergebyrer, der er meget højere end den forretningsdrivendes omkostninger ved anvendelse af et specifikt
betalingsinstrument. En anden god grund til at revidere praksis for overvæltning af brugergebyrer er, at
forordning (EU) 2015/751 fastsætter regler for interbankgebyrer eller kortbaserede betalinger. Interbank-
gebyrer udgør den vigtigste del af forretningsdrivendes gebyrer for kort og kortbaserede betalinger. Over-
væltning af brugergebyrer er den styringspraksis, der til tider anvendes af forretningsdrivende for at kom-
pensere for de ekstra omkostninger ved kortbaserede betalinger. Forordning (EU) 2015/751 fastsætter
grænser for interbankgebyrers niveau. Disse grænser vil finde anvendelse inden indførelsen af det forbud,
der er fastsat i dette direktiv. Medlemsstaterne bør således overveje at hindre betalingsmodtagere i at op-
kræve gebyrer for anvendelse af betalingsinstrumenter, for hvilke interbankgebyrerne er reguleret i kapi-
tel II i forordning (EU) 2015/751.
(67) Dette direktiv anerkender relevansen af betalingsinstitutter, men kreditinstitutter er fortsat er forbru-
gernes vigtigste adgangsvej til betalingsinstrumenter. Udstedelse af kortbaserede betalingsinstrumenter af
en anden betalingstjenesteudbyder end den, der fører kundens konto, uanset om det er et kreditinstitut el-
ler et betalingsinstitut, vil medføre øget konkurrence på markedet og dermed give forbrugerne flere og
bedre valgmuligheder. Selv om de fleste betalinger på salgssteder i dag er kortbaserede, kan den nuværen-
de grad af innovation inden for betalinger føre til en hurtig fremkomst af nye betalingskanaler i de kom-
mende år. Det er derfor hensigtsmæssigt, at Kommissionen i forbindelse sin revision af dette direktiv
navnlig lægger vægt på denne udvikling, og hvorvidt der er behov for at revidere anvendelsesområdet for
bestemmelsen om bekræftelse af midlers tilgængelighed. For den betalingstjenesteudbyder, der udsteder
det kortbaserede betalingsinstrument, navnlig debetkort, vil en bekræftelse fra den kontoførende beta-
lingstjenesteudbyder af, at midler er tilgængelige på kundens konto, gøre det muligt for udstederen bedre
at styre og reducere sin kreditrisiko. Samtidig bør denne bekræftelse ikke gøre det muligt for den kontofø-
rende betalingstjenesteudbyder at blokere midler på betalerens betalingskonto.
(68) Anvendelse af et kort eller et kortbaseret betalingsinstrument til at foretage en betaling vil ofte udlø-
se en besked, der bekræfter, at midler er tilgængelige, samt to betalingstransaktioner som følge heraf. Den
første transaktion finder sted mellem udstederen og den forretningsdrivendes kontoførende betalingstjene-
steudbyder, mens den anden, normalt en direkte debitering, finder sted mellem betalerens kontoførende
betalingstjenesteudbyder og udstederen. Begge transaktioner bør behandles på samme måde som andre
tilsvarende transaktioner. Betalingstjenesteudbydere, der udsteder kortbaserede betalingsinstrumenter, bør
have samme rettigheder og bør underlægges samme forpligtelser i henhold til dette direktiv, uanset om de
er betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder eller ej, navnlig for så vidt angår forpligtelser (f.eks.
autentifikation) og ansvar over for de forskellige aktører i betalingskæden. Eftersom betalingstjenesteud-
byderens anmodning og bekræftelsen af, at midlerne er til rådighed, kan ske gennem eksisterende sikre
kommunikationskanaler, tekniske procedurer og infrastrukturer for kommunikation mellem betalingsini-
tieringstjenesteudbydere eller kontooplysningstjenesteudbydere og kontoførende betalingstjenesteudbyde-
262
re, samtidig med at de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger respekteres, bør der ikke være yderligere
omkostninger for betalingstjenesteudbydere eller kortholdere. Endvidere bør den kontoførende betalings-
tjenesteudbyder, hvad enten transaktionen finder sted på internettet, dvs. på en forretningsdrivendes web-
sted, eller i en fysisk forretning, kun være forpligtet til at give den bekræftelse, som udstederen anmoder
om, hvis konti hos kontoførende betalingstjenesteudbydere er elektronisk tilgængelige til denne bekræf-
telse, i det mindste online. I betragtning af elektroniske penges særlige karakter bør det ikke være muligt
at anvende denne mekanisme på betalingstransaktioner, der initieres via kortbaserede betalingsinstrumen-
ter, hvorpå der er lagret elektroniske penge som defineret i direktiv 2009/110/EF.
(69) Forpligtelsen til at beskytte personaliserede sikkerhedsoplysninger er af afgørende betydning for at
beskytte betalingstjenestebrugerens midler og for at begrænse risici vedrørende svig og uautoriseret ad-
gang til betalingskonti. Imidlertid bør vilkår og betingelser eller andre forpligtelser, som betalingstjene-
steudbydere pålægger betalingstjenestebrugere med henblik på at beskytte personaliserede sikkerhedsop-
lysninger, ikke udformes på en sådan måde, at betalingstjenestebrugere forhindres i at drage fordel af tje-
nesteydelser, som tilbydes af andre betalingstjenesteudbydere, herunder betalingsinitieringstjenester og
kontooplysningstjenester. Endvidere bør sådanne vilkår og betingelser ikke indeholde bestemmelser, der
på nogen måde vil gøre det vanskeligere at anvende betalingstjenester hos andre betalingstjenesteudbyde-
re, der er meddelt tilladelse eller registreret i henhold til dette direktiv.
(70) Med henblik på at begrænse risiciene for og konsekvenserne af uautoriserede eller fejlbehæftede be-
talingstransaktioner bør betalingstjenestebrugeren så hurtigt som muligt orientere betalingstjenesteudby-
deren om eventuelle indsigelser, der gøres mod betalingstransaktioner, som angiveligt er uautoriserede el-
ler fejlbehæftede, forudsat at betalingstjenesteudbyderen har opfyldt sine oplysningsforpligtelser efter det-
te direktiv. Hvis betalingstjenestebrugeren overholder underretningsfristen, bør betalingstjenestebrugeren
kunne påberåbe sig de pågældende krav med forbehold af nationale forældelsesfrister. Dette direktiv bør
ikke berøre andre krav mellem betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteudbydere.
(71) I tilfælde af en uautoriseret betalingstransaktion bør betalingstjenesteudbyderen straks tilbagebetale
transaktionsbeløbet til betaleren. Hvis der er stor mistanke om en uautoriseret transaktion som følge af
svigagtig adfærd fra betalingstjenestebrugerens side, og mistanken er baseret på objektive grunde, som er
meddelt den relevante nationale myndighed, bør betalingstjenesteudbyderen have mulighed for inden for
en rimelig frist at foretage en undersøgelse før tilbagebetaling til betaleren. For at forhindre, at betaleren
stilles ugunstigt, bør valørdatoen for kreditering ikke være senere end den dato, hvor beløbet blev debite-
ret. For at tilskynde betalingstjenestebrugeren til snarest muligt at underrette betalingstjenesteudbyderen
om et eventuelt tyveri eller tab af et betalingsinstrument og således mindske risikoen for uautoriserede
betalingstransaktioner bør brugeren kun hæfte for et begrænset beløb, medmindre betalingstjenestebruge-
ren har handlet svigagtigt eller groft forsømmeligt. I denne sammenhæng synes et beløb på 50 EUR at
være tilstrækkeligt for at sikre en harmoniseret og omfattende brugerbeskyttelse i Unionen. Der bør ikke
pålægges ansvar, hvis betaleren ikke er i stand til at opdage tabet, tyveriet eller den uberettigede tilegnelse
af betalingsinstrumentet. Når brugeren har meddelt betalingstjenesteudbyderen, at vedkommendes beta-
lingsinstrument kan være misbrugt, bør betalingstjenestebrugeren desuden ikke skulle dække yderligere
tab som følge af uautoriseret brug af instrumentet. Dette direktiv bør ikke berøre betalingstjenesteudbyde-
res ansvar for den tekniske sikkerhed af deres egne produkter.
(72) For at vurdere eventuel forsømmelse eller grov forsømmelse fra betalingstjenestebrugerens side bør
der tages hensyn til alle omstændigheder. Beviset for og graden af den påståede forsømmelse bør generelt
vurderes i henhold til national ret. Selv om begrebet forsømmelse indebærer tilsidesættelse af diligens-
263
pligten, bør grov forsømmelse imidlertid indebære mere end blot forsømmelse og vedrøre adfærd, der in-
volverer en betydelig grad af skødesløshed, f.eks. opbevaring af de sikkerhedsoplysninger, der anvendes
til at give tilladelse til en betalingstransaktion, ved siden af betalingsinstrumentet i et format, der på en
åben og let måde kan opdages af tredjeparter. Aftalevilkår og betingelser vedrørende levering og brug af
et betalingsinstrument, som pålægger forbrugeren en større bevisbyrde, eller som reducerer udstederens
bevisbyrde, bør betragtes som ugyldige. Ydermere er det i specifikke situationer, navnlig hvis betalingsin-
strumentet ikke er til stede ved salgsstedet, som ved onlinebetalinger, hensigtsmæssigt, at betalingstjene-
steudbyderen er forpligtet til at forelægge beviser for angivelig forsømmelighed, da betalerens mulighed
for at gøre dette er meget begrænset i sådanne tilfælde.
(73) Der bør indføres bestemmelser om fordeling af tab i tilfælde af uautoriserede betalingstransaktioner.
Der kan gælde andre bestemmelser for betalingstjenestebrugere, der ikke er forbrugere, idet sådanne bru-
gere normalt har større mulighed for at vurdere risikoen for svig og træffe modforanstaltninger. For at
sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse bør betalere altid være berettiget til at rette deres krav om tilba-
gebetaling til deres kontoførende betalingstjenesteudbyder, også selv om en betalingsinitieringstjene-
steudbyder er involveret i betalingstransaktionen. Dette berører ikke fordelingen af ansvar mellem beta-
lingstjenesteudbyderne.
(74) For så vidt angår betalingsinitieringstjenester, bør betalingstjenestebrugeres og de involverede beta-
lingstjenesteudbyderes rettigheder og forpligtelser stå i et passende forhold til den tjeneste, der ydes.
Navnlig bør fordelingen af ansvar mellem den kontoførende betalingstjenesteudbyder og den betalingsini-
tieringstjenesteudbyder, der indgår i transaktionen, forpligte disse til at tage ansvar for de respektive dele
af transaktionen, der er under deres kontrol.
(75) Dette direktiv sigter mod at øge forbrugerbeskyttelsen i forbindelse med kortbaserede betalingstrans-
aktioner, hvor det præcise transaktionsbeløb ikke kendes, når betaleren giver samtykke til at gennemføre
betalingstransaktionen, f.eks. på automatiske tankstationer, i biludlejningskontrakter og ved udførelse af
hotelreservationer. Betalerens betalingstjenesteudbyder bør udelukkende kunne blokere midler på betale-
rens betalingskonto, hvis betaleren har givet samtykke til det præcise beløb, der skal blokeres, og disse
midler bør frigives uden unødig forsinkelse efter modtagelse af oplysningerne om det præcise betalings-
transaktionsbeløb og senest umiddelbart efter modtagelse af betalingsordren.
(76) SEPA sigter mod at videreudvikle fælles EU-dækkende betalingstjenester til erstatning af de nuvæ-
rende nationale betalingstjenester, for så vidt angår betalinger, som foretages i euro. Med henblik på at
sikre en fuldstændig overgang til EU-dækkende kreditoverførsler og direkte debiteringer fastsætter for-
ordning (EU) nr. 260/2012 tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiterin-
ger i euro. Med hensyn til direkte debiteringer fastsætter nævnte forordning, at betaleren giver sit samtyk-
ke til både betalingsmodtageren og til betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder (enten direkte eller
indirekte via betalingsmodtageren), og at mandater, såvel som senere ændringer eller annullering, opbeva-
res af betalingsmodtageren eller en tredjepart på vegne af betalingsmodtageren. Den nuværende og indtil
videre eneste paneuropæiske ordning med direkte debitering for forbrugerbetalinger i euro, som er udvik-
let af Det Europæiske Betalingsråd, er baseret på princippet om, at mandatet til at gennemføre en direkte
debitering gives af betaleren til betalingsmodtageren og opbevares sammen med senere ændringer eller
annullering af betalingsmodtageren. Mandatet kan også opbevares af en tredjepart på betalingsmodtage-
rens vegne. For at sikre bred offentlig opbakning til SEPA og for at sikre en høj grad af forbrugerbeskyt-
telse inden for SEPA giver den eksisterende paneuropæiske ordning med direkte debitering ubetinget ret
til tilbagebetaling for autoriserede betalinger. For at afspejle dette tager dette direktiv sigte på at fastsætte
264
en ubetinget ret til tilbagebetaling som et generelt krav til alle direkte debiteringstransaktioner, der foreta-
ges i euro i Unionen.
Sideløbende med SEPA fortsætter traditionelle ordninger med direkte debitering i andre valutaer end euro
dog med at eksistere i medlemsstater, hvis valuta ikke er euro. Disse ordninger har vist sig at være effekti-
ve og sikrer samme høje beskyttelsesniveau for betaleren gennem andre beskyttelsesforanstaltninger, der
ikke altid er baseret på en ubetinget ret til tilbagebetaling. I dette tilfælde bør betaleren være beskyttet af
den generelle regel om tilbagebetaling, når den gennemførte betalingstransaktion overstiger et beløb, der
med rimelighed kunne forventes. Desuden bør medlemsstaterne kunne fastsætte regler om ret til tilbage-
betaling, der er mere fordelagtige for betaleren. Der er en reel efterspørgsel efter særlige direkte debite-
ringsprodukter i euro inden for SEPA, hvilket fremgår af den fortsatte tilstedeværelse af visse traditionelle
betalingstjenester i euro i nogle medlemsstater. Det vil være rimeligt at tillade, at betaleren og betalerens
betalingstjenesteudbyder i en rammeaftale fastsætter, at betaleren ikke har ret til tilbagebetaling, i tilfæl-
de, hvor betaleren er beskyttet, enten fordi vedkommende har givet samtykke til at gennemføre en trans-
aktion direkte til vedkommendes betalingstjenesteudbyder, herunder når denne handler på vegne af beta-
lingsmodtageren, eller, hvor det er relevant, fordi oplysninger om den fremtidige betalingstransaktion
mindst fire uger inden forfaldsdagen blev givet eller stillet til rådighed for betaleren på en aftalt måde af
betalingstjenesteudbyderen eller betalingsmodtageren. Under alle omstændigheder bør betaleren altid væ-
re beskyttet af den generelle regel om tilbagebetaling i tilfælde af uautoriserede eller fejlbehæftede beta-
lingstransaktioner.
(77) Med henblik på likviditetsstyring og rettidig opfyldelse af betalingsforpligtelser skal forbrugere og
virksomheder vide præcis, hvor længe det tager at gennemføre en betalingsordre. Ved dette direktiv bør
der derfor fastsættes et tidspunkt, fra hvilket rettigheder og forpligtelser får virkning, nemlig når beta-
lingstjenesteudbyderen modtager betalingsordren, herunder når betalingstjenesteudbyderen har haft lejlig-
hed til at modtage den via de kommunikationsmidler, der er fastlagt i betalingstjenesteaftalen, uanset en
eventuel forudgående andel i den proces, der førte til oprettelse og overførsel af betalingsordren, for ek-
sempel kontrol af sikkerhed og midlers tilgængelighed, oplysninger om brug af PIN-kode eller udstedelse
af et betalingstilsagn. Desuden bør modtagelsen af en betalingsordre finde sted, når betalerens betalings-
tjenesteudbyder modtager den betalingsordre, der skal debiteres betalerens konto. Datoen eller tidspunktet
for, hvornår en betalingsmodtager sender betalingstjenesteudbyderen betalingsordrer vedrørende opkræv-
ning af for eksempel kortbetalinger og direkte debiteringer, eller hvornår en betalingstjenesteudbyder ind-
rømmer en betalingsmodtager forfinansiering af de pågældende beløb via en betinget kreditering af ved-
kommendes konto, bør i denne forbindelse være uden betydning. Brugerne bør kunne stole på, at en fuld-
stændig og gyldig betalingsordre gennemføres korrekt, hvis betalingstjenesteudbyderen ikke har en aftale-
mæssig eller retmæssig afvisningsgrund. Hvis betalingstjenesteudbyderen afviser en betalingsordre, bør
betalingstjenestebrugeren snarest have meddelelse herom samt en begrundelse herfor i henhold til krave-
ne i EU-retten og national ret. Hvis rammeaftalen fastsætter betingelser om, at betalingstjenesteudbyderen
kan opkræve et afvisningsgebyr, bør et sådant gebyr være objektivt begrundet, og det bør holdes så lavt
som muligt.
(78) Da moderne fuldautomatiske betalingssystemer behandler betalingstransaktioner hurtigt, således at
betalingsordrer på et givet tidspunkt ikke længere kan tilbagekaldes uden store omkostninger til manuel
intervention, er det nødvendigt at fastsætte en klar frist for tilbagekaldelse af betalinger. Afhængigt af be-
talingstjenestens og betalingsordrens art bør fristen for tilbagekaldelse af betalinger dog kunne ændres ef-
ter aftale mellem parterne. Tilbagekaldelse i denne forstand bør kun gælde i forholdet mellem betalings-
265
tjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen, og dette anfægter således ikke, at betalingstransaktioner i
betalingssystemer er uigenkaldelige og endelige.
(79) En sådan uigenkaldelighed bør ikke berøre de rettigheder eller forpligtelser efter nogle medlemssta-
ters ret, som en betalingstjenesteudbyder i henhold til betalerens rammeaftale eller nationale love, admini-
strative bestemmelser eller retningslinjer har til at tilbagebetale betaleren beløbet for den gennemførte be-
talingstransaktion i tilfælde af en tvist mellem betaleren og betalingsmodtageren. En sådan tilbagebetaling
bør betragtes som en ny betalingsordre. Bortset fra sådanne tilfælde bør retstvister, der opstår inden for
det forhold, der ligger til grund for betalingsordren, udelukkende afgøres mellem betaleren og betalings-
modtageren.
(80) Det er af afgørende betydning for en fuldt integreret straight-through-processing af betalinger og for
retssikkerheden hvad angår opfyldelse af eventuelle underliggende forpligtelser mellem betalingstjeneste-
brugere, at hele det beløb, som betaleren overfører, krediteres betalingsmodtagerens konto. Det bør derfor
ikke være muligt for nogen af de parter, der indgår i gennemførelsen af betalingstransaktioner, at foretage
fradrag i det overførte beløb. Det bør imidlertid være muligt for betalingsmodtageren at indgå en aftale
med sin betalingstjenesteudbyder, hvorved denne får ret til at fratrække sine egne gebyrer. For at beta-
lingsmodtageren kan kontrollere, at det skyldige beløb er indbetalt korrekt, bør efterfølgende oplysninger
om betalingstransaktionen ikke blot angive det fulde overførte beløb, men også eventuelle gebyrer, der er
blevet fratrukket.
(81) Betalingsinstrumenter med lav værdi bør være et billigt og brugervenligt alternativ i forbindelse med
billige varer og tjenester og bør ikke behæftes med en række urimelige krav. De relevante oplysningskrav
og reglerne om gennemførelse bør derfor begrænses til væsentlige oplysninger, idet der også tages hensyn
til de tekniske muligheder, der er grund til at forvente af instrumenter, der udelukkende anvendes til små
betalinger. Trods den lempede ordning bør betalingstjenestebrugerne have tilstrækkelig beskyttelse under
henvisning til de begrænsede risici, der er forbundet med disse betalingsinstrumenter, navnlig for så vidt
angår forudbetalte betalingsinstrumenter.
(82) For at gøre betalinger i Unionen mere effektive bør der for alle betalingsordrer, der initieres af beta-
leren, og som foretages i euro eller i en valuta i en medlemsstat, hvis valuta ikke er euro, herunder kredit-
transaktioner og pengeoverførsler, gælde en maksimal gennemførelsestid på én dag. For alle andre beta-
linger, eksempelvis betalinger initieret af eller via betalingsmodtageren, herunder direkte debiteringer og
kortbetalinger, bør samme gennemførelsestid på én dag gælde, hvis der ikke foreligger en udtrykkelig af-
tale mellem betalingstjenesteudbyderen og betaleren, der fastsætter en længere gennemførelsestid. Disse
tidsfrister bør kunne forlænges med en yderligere arbejdsdag, hvis betalingsordren gives på papir, for at
give mulighed for fortsat udbud af betalingstjenester til forbrugere, der kun er vant til papirbaserede do-
kumenter. Når der anvendes en ordning med direkte debitering, bør betalingsmodtagerens betalingstjene-
steudbyder sende opkrævningsordren inden for den tidsfrist, der er aftalt mellem betalingsmodtageren og
dennes betalingstjenesteudbyder, således at afregningen kan gennemføres på den aftalte forfaldsdato. Da
betalingsinfrastrukturer imidlertid ofte er særdeles effektive, bør medlemsstaterne om nødvendigt kunne
beholde eller fastsætte bestemmelser om en kortere gennemførelsestid end én arbejdsdag for at undgå en
forringelse af det nuværende serviceniveau.
(83) Bestemmelserne om gennemførelse af det fulde beløb og om gennemførelsestider bør betragtes som
god praksis, når en af betalingstjenesteudbyderne ikke er etableret i Unionen.
266
(84) For at styrke forbrugernes tillid til et harmoniseret betalingsmarked er det vigtigt, at betalingstjene-
stebrugerne kender de faktiske omkostninger ved og gebyrer for betalingstjenester, for at de kan træffe
deres valg. Derfor bør det være forbudt at bruge ugennemsigtige prissætningsmetoder, da det er den al-
mindelige opfattelse, at sådanne metoder gør det særdeles vanskeligt for brugerne at fastslå den faktiske
pris for en betalingstjeneste. Navnlig bør brug af valørdatoer til skade for brugerne ikke være tilladt.
(85) For at betalingssystemet kan fungere smidigt og effektivt, må brugeren have tillid til, at betalingstje-
nesteudbyderen vil gennemføre betalingstransaktionen korrekt og inden for den aftalte tid. Sædvanligvis
har betalingstjenesteudbyderen forudsætningerne for at vurdere de risici, der følger med en betalingstrans-
aktion. Det er betalingstjenesteudbyderen, der stiller betalingssystemet til rådighed, indgår aftaler om til-
bagekaldelse af fejlagtigt placerede midler og i de fleste tilfælde beslutter, hvilke mellemmænd der indgår
i gennemførelsen af betalingstransaktionen. I lyset af alle disse overvejelser er det hensigtsmæssigt, und-
tagen under usædvanlige eller uforudsigelige omstændigheder, at tillægge betalingstjenesteudbyderen an-
svaret for gennemførelsen af en betalingstransaktion, som vedkommende har accepteret fra brugeren,
undtagen med hensyn til betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders handlinger og undladelser, for
hvilke alene betalingsmodtageren er ansvarlig. For at betaleren ikke skal være ubeskyttet i den usandsyn-
lige situation, at det ikke er klart, at betalingen blev behørigt modtaget af betalingsmodtagerens betalings-
tjenesteudbyder, bør den tilsvarende bevisbyrde dog påhvile betalerens betalingstjenesteudbyder. Som ho-
vedregel kan det forventes, at den formidlende institution, sædvanligvis et neutralt organ såsom en cen-
tralbank eller et fælles clearinghus, der overfører betalingsbeløbet fra den afsendende betalingstjenesteud-
byder til den modtagende betalingstjenesteudbyder, vil lagre posteringsoplysninger og vil være i stand til
at stille disse til rådighed, når det er nødvendigt. Uanset hvornår betalingsbeløbet er blevet krediteret den
modtagende betalingstjenesteudbyders konto, bør betalingsmodtageren øjeblikkeligt have et krav på sin
betalingstjenesteudbyder for så vidt angår kreditering på kontoen.
(86) Betalerens betalingstjenesteudbyder, nemlig den kontoførende betalingstjenesteudbyder eller, hvor
det er relevant, betalingsinitieringstjenesteudbyderen, bør påtage sig ansvaret for, at betalinger gennemfø-
res korrekt, herunder navnlig det fulde transaktionsbeløb og gennemførelsestiden, og det fulde ansvar for
forsømmelser begået af andre parter i betalingskæden indtil betalingsmodtagerens konto. På grund af det-
te ansvar bør betalerens betalingstjenesteudbyder, når det fulde beløb ikke krediteres eller først sent kredi-
teres betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder, rette betalingstransaktionen eller snarest muligt til-
bagebetale betaleren det relevante transaktionsbeløb, uden at dette berører andre krav, der kan påberåbes i
henhold til national ret. På grund af betalingstjenesteudbyderens ansvar bør betaleren eller betalingsmod-
tageren ikke pålægges nogen omkostninger i forbindelse med den fejlbehæftede betaling. Ved en man-
glende, fejlbehæftet eller for sent gennemført betalingstransaktion bør medlemsstaterne sikre, at valørda-
toen for betalingstjenesteudbyderens efterbetalinger altid er den samme som valørdatoen ved en korrekt
gennemførelse.
(87) Dette direktiv bør kun vedrøre aftalemæssige forpligtelser og ansvar mellem betalingstjenestebruge-
ren og betalingstjenesteudbyderen. Hvis pengeoverførsler og andre betalingstjenester skal fungere kor-
rekt, skal betalingstjenesteudbydere og deres mellemmænd, såsom udbydere af databehandling, imidlertid
have indgået aftaler, som fastsætter deres indbyrdes rettigheder og forpligtelser. Spørgsmål vedrørende
erstatningsansvar udgør en væsentlig del af disse ensartede aftaler. For at sikre troværdigheden mellem
betalingstjenesteudbydere og mellemmænd, der indgår i en betalingstransaktion, er det nødvendigt, at der
er retssikkerhed for, at en ikkeansvarlig betalingstjenesteudbyder holdes skadesløs for tab eller beløb be-
talt i henhold til dette direktivs bestemmelser om ansvar. Yderligere rettigheder og detaljer om indholdet
267
af denne regres og proceduren for behandling af klager mod den betalingstjenesteudbyder eller den mel-
lemmand, der har ansvaret for en mangelfuld betalingstransaktion, bør afhænge af, hvad der er aftalt.
(88) Det bør være muligt for betalingstjenesteudbyderen utvetydigt at præcisere, hvilke oplysninger der er
nødvendige for at gennemføre en betalingsordre korrekt. For at undgå opsplitning og for ikke at sætte ind-
førelsen af integrerede betalingssystemer i Unionen på spil, bør medlemsstaterne på den anden side ikke
have mulighed for at kræve en særlig identifikationskode for betalingstransaktioner. Dette bør dog ikke
afholde medlemsstaterne fra at kræve, at betalerens betalingstjenesteudbyder handler med den nødvendi-
ge omhu og, når det er teknisk muligt og ikke kræver manuel intervention, kontrollerer sammenhængen i
den entydige identifikationskode og, når der ikke er sammenhæng i den entydige identifikationskode, af-
viser en betalingsordre og underretter betaleren herom. Betalingstjenesteudbyderens ansvar bør være be-
grænset til en pligt til at gennemføre betalingstransaktionen korrekt i overensstemmelse med betalings-
ordren fra betalingstjenestebrugeren. Hvis midlerne i forbindelse med en betalingstransaktion når frem til
den forkerte modtager som følge af en ukorrekt entydig identifikationskode, som betaleren har angivet,
bør betalerens eller betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbydere ikke være ansvarlige, men de bør
være forpligtet til at samarbejde om at gøre en rimelig indsats for at inddrive midlerne, herunder ved at
kommunikere relevante oplysninger.
(89) Betalingstjenesteudbyderes ydelse af betalingstjenester kan indebære behandling af personoplysnin-
ger. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF22), de nationale regler, der gennemfører direktiv
95/46/EF, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/200123) finder anvendelse på behand-
ling af personoplysninger i forbindelse med dette direktiv. Navnlig når personoplysninger behandles med
henblik på dette direktiv, bør det præcise formål angives, det relevante retsgrundlag nævnes, og de rele-
vante sikkerhedskrav, der er fastsat i direktiv 95/46/EF, opfyldes, og principperne om nødvendighed, pro-
portionalitet, formålsbegrænsning og en rimelig dataopbevaringsperiode bør respekteres. Endvidere bør
indbygget databeskyttelse og databeskyttelse gennem indstillinger indgå i alle databehandlingssystemer,
der udvikles og anvendes inden for rammerne af dette direktiv.
(90) I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder respekten for privatliv og familieliv,
retten til beskyttelse af personoplysninger, friheden til at oprette og drive egen virksomhed, retten til ef-
fektive retsmidler og retten til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange for samme lovovertrædelse.
Direktivet skal gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder og principper.
(91) Betalingstjenesteudbydere er ansvarlige for sikkerhedsforanstaltninger. Disse foranstaltninger bør
være forholdsmæssigt afpassede efter de pågældende sikkerhedsrisici. Betalingstjenesteudbydere bør fast-
lægge rammer for at begrænse risici og opretholde effektive procedurer til håndtering af hændelser. Der
bør indføres en mekanisme til regelmæssig rapportering, så det sikres, at betalingstjenesteudbydere regel-
mæssigt giver de kompetente myndigheder en ajourført vurdering af deres sikkerhedsrisici og de foran-
staltninger, som de har truffet for at imødegå disse risici. Endvidere er det for at sikre, at skadevirkninger
for brugere, andre betalingstjenesteudbydere eller betalingssystemer, såsom væsentlige forstyrrelser af et
betalingssystem, holdes på et minimum, nødvendigt at forpligte betalingstjenesteudbydere til uden unødig
forsinkelse at underrette de kompetente myndigheder om større sikkerhedshændelser. EBA bør have en
koordinerende rolle.
268
(92) Pligten til at indberette sikkerhedshændelser bør ikke berøre andre forpligtelser til at indberette hæn-
delser i henhold til andre EU-retsakter, og kravene fastsat i dette direktiv bør tilpasses til og stå i et rime-
ligt forhold til indberetningsforpligtelserne i henhold til anden EU-ret.
(93) Det er nødvendigt at fastlægge en klar retlig ramme, som fastsætter de betingelser, efter hvilke beta-
lingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjenesteudbydere kan yde deres tjenester med samtyk-
ke fra kontoindehaveren uden at være forpligtet af den kontoførende betalingstjenesteudbyder til at benyt-
te en bestemt forretningsmodel, hvad enten den er baseret på direkte eller indirekte adgang, til levering af
disse typer tjenesteydelser. Betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjenesteudbydere på
den ene side og den kontoførende betalingstjenesteudbyder på den anden side bør opfylde de nødvendige
databeskyttelses- og sikkerhedskrav, der er fastsat eller henvist til i dette direktiv, eller som er medtaget i
udkastene til reguleringsmæssige tekniske standarder. Disse reguleringsmæssige tekniske standarder bør
være forenelige med de forskellige teknologiske løsninger, der står til rådighed. For at garantere sikker
kommunikation mellem de relevante aktører i forbindelse med disse tjenesteydelser bør EBA også præci-
sere kravene til fælles og åbne kommunikationsstandarder, som skal gennemføres af alle kontoførende
betalingstjenesteudbydere, der giver mulighed for onlinebetalingstjenester. Dette betyder, at disse åbne
standarder bør sikre interoperabilitet mellem forskellige teknologiske kommunikationsløsninger. Disse
fælles og åbne standarder bør også sikre, at den kontoførende betalingstjenesteudbyder er klar over, at
vedkommende kontaktes af en betalingsinitieringstjenesteudbyder eller en kontooplysningstjenesteudby-
der og ikke af kunden selv. Standarderne bør også sikre, at betalingsinitieringstjenesteudbydere og kon-
tooplysningstjenesteudbydere kommunikerer med den kontoførende betalingstjenesteudbyder og med de
involverede kunder på sikker vis. Ved udarbejdelsen af disse krav bør EBA navnlig være opmærksom på,
at de standarder, der skal anvendes, skal give mulighed for anvendelse af alle almindelige typer anordnin-
ger (såsom computere, tablets og mobiltelefoner) i forbindelse med forskellige betalingstjenester.
(94) Ved udarbejdelsen af reguleringsmæssige tekniske standarder for autentifikation og kommunikation
bør EBA systematisk vurdere og tage hensyn til privatlivsdimensionen med henblik på at fastlægge de
risici, der er forbundet med hver af de tilgængelige tekniske muligheder, og de foranstaltninger, der kan
træffes for at minimere truslerne mod databeskyttelsen.
(95) Sikkerhed i forbindelse med elektroniske betalinger er afgørende for at sikre forbrugerbeskyttelse og
udvikling af et gunstigt miljø for e-handel. Alle betalingstjenester, der udbydes elektronisk, bør gennem-
føres på sikker vis ved hjælp af teknologier, der garanterer sikker autentifikation af brugeren og begræn-
ser risikoen for svig mest muligt. Der synes ikke at være behov for at sikre det samme beskyttelsesniveau
for betalingstransaktioner, der initieres og gennemføres på andre måder end ved hjælp af elektroniske
platforme eller anordninger, som f.eks. papirbaserede betalingstransaktioner, postordresalg eller telefon-
salg. En solid vækst i internetbetalinger og mobilbetalinger bør ledsages af en generel forbedring af sik-
kerhedsforanstaltningerne. Betalingstjenester, der udbydes på internettet eller via andre fjernkanaler, og
hvis funktion ikke afhænger af, hvor den anordning, der anvendes til at initiere betalingstransaktionen,
eller det anvendte betalingsinstrument er fysisk placeret, bør derfor omfatte autentifikation af transaktio-
ner med dynamiske koder, med henblik på, at brugeren hele tiden er klar over beløbet og betalingsmodta-
geren for den transaktion, som brugeren giver tilladelse til.
(96) Sikkerhedsforanstaltningerne bør være forenelige med det risikoniveau, der er forbundet med beta-
lingstjenesten. For at gøre det muligt at udvikle brugervenlige og tilgængelige betalingsmidler for betalin-
ger med lav risiko, såsom kontaktløse betalinger med lav værdi på salgsstedet, uanset om de er baseret på
en mobiltelefon eller ej, bør undtagelserne for anvendelse af sikkerhedskrav derfor præciseres i de regule-
269
ringsmæssige tekniske standarder. Der er behov for sikker anvendelse af personaliserede sikkerhedsoplys-
ninger for at begrænse risici i forbindelse med phishing og andre svigagtige aktiviteter. Brugeren bør i
denne henseende kunne have tillid til, at der træffes foranstaltninger til beskyttelse af integriteten og for-
troligheden af dennes personaliserede sikkerhedsoplysninger. Disse foranstaltninger omfatter typisk kryp-
teringssystemer, der tager udgangspunkt i betalerens personlige anordninger, herunder kortlæsere eller
mobiltelefoner, eller som betaleren modtager fra sin kontoførende betalingstjenesteudbyder via forskelli-
ge kanaler, såsom via SMS eller e-mail. Foranstaltningerne, herunder typisk krypteringssystemer, der kan
frembringe autentifikationskoder som f.eks. engangsadgangskoder, kan gøre betalingstransaktioner mere
sikre. Betalingstjenestebrugeres brug af sådanne autentifikationskoder bør anses for at være forenelig med
deres forpligtelser vedrørende betalingsinstrumenter og personaliserede sikkerhedsoplysninger, også når
betalingsinitieringstjenesteudbydere eller kontooplysningstjenesteudbydere er involveret.
(97) Medlemsstaterne bør fastsætte, om de kompetente myndigheder, der er udpeget til at meddele tilla-
delse til betalingsinstitutter, også kan være de kompetente myndigheder i forbindelse med alternative
tvistbilæggelsesprocedurer.
(98) Uden at det berører brugernes ret til at anlægge sag ved en domstol, bør medlemsstaterne sikre, at
tvister mellem betalingstjenesteudbydere og betalingstjenestebrugere vedrørende de rettigheder og for-
pligtelser, der er fastsat i dette direktiv, kan løses efter en lettilgængelig, tilstrækkelig, uafhængig, upar-
tisk, gennemsigtig og effektiv alternativ tvistbilæggelsesprocedure. I Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EF) nr. 593/200824) fastsættes det, at den forbrugerbeskyttelse, som de obligatoriske lovregler i
det land, hvor de pågældende har deres sædvanlige opholdssted, giver, ikke må tilsidesættes af eventuelle
aftalemæssige bestemmelser om lovvalg for aftalen. Med hensyn til etablering af en effektiv procedure
for tvistbilæggelse bør medlemsstaterne sikre, at betalingstjenesteudbydere iværksætter en effektiv klage-
procedure, der kan følges af deres betalingstjenestebrugere, før tvister indbringes til bilæggelse ved en
alternativ tvistbilæggelsesprocedure eller for en domstol. Klageproceduren bør indeholde korte og klart
definerede frister, inden for hvilke betalingstjenesteudbydere bør besvare en klage. Medlemsstaterne bør
sikre, at alternative tvistbilæggelsesinstanser har tilstrækkelig kapacitet til på en hensigtsmæssig og effek-
tiv måde at kunne deltage i grænseoverskridende samarbejde om tvister vedrørende rettigheder og forplig-
telser i henhold til dette direktiv.
(99) Det er nødvendigt at sikre effektiv håndhævelse af de nationale bestemmelser, der vedtages i medfør
af dette direktiv. Der bør derfor indføres egnede procedurer, der giver mulighed for at klage over beta-
lingstjenesteudbydere, der ikke overholder disse bestemmelser, og for at sikre, at der i givet fald pålægges
sanktioner, der er effektive, forholdsmæssige og har afskrækkende virkning. Med henblik på at sikre ef-
fektiv overholdelse af dette direktiv bør medlemsstaterne udpege kompetente myndigheder, der opfylder
betingelserne fastsat i forordning (EU) nr. 1093/2010, og som handler uafhængigt af betalingstjenesteud-
byderne. Af hensyn til gennemsigtigheden bør medlemsstaterne meddele Kommissionen, hvilke autorite-
ter der er udpeget, med en klar beskrivelse af deres pligter i henhold til dette direktiv.
(100) Uden at det berører retten til at anlægge sag ved en domstol for at sikre overholdelse af dette direk-
tiv, bør medlemsstaterne også sikre, at de kompetente myndigheder får de nødvendige beføjelser, herun-
der til at pålægge sanktioner, når en betalingstjenesteudbyder ikke opfylder de rettigheder og forpligtelser,
der er fastsat i dette direktiv, navnlig hvis der er risiko for gentagelser eller andre betænkeligheder for så
vidt angår forbrugernes kollektive interesser.
270
(101) Det er vigtigt, at forbrugerne på en klar og forståelig måde bliver oplyst om deres rettigheder og
forpligtelser i henhold til dette direktiv. Kommissionen bør derfor udarbejde en folder om disse rettighe-
der og forpligtelser.
(102) Dette direktiv berører ikke bestemmelser i national ret om følgerne for så vidt angår ansvar for
unøjagtige angivelser i eller fejl ved fremsendelse af opgørelser.
(103) Dette direktiv bør ikke berøre bestemmelserne vedrørende momsbehandlingen af betalingstjenester
i Rådets direktiv 2006/112/EF25).
(104) Når dette direktiv angiver beløb i euro, skal disse beløb forstås som værende de tilsvarende beløb i
den nationale valuta som fastlagt af hver medlemsstat, hvis valuta ikke er euro.
(105) Af hensyn til retssikkerheden bør der indføres overgangsbestemmelser, der giver personer, som har
påbegyndt virksomhed som betalingsinstitut i overensstemmelse med gældende national lovgivning til
gennemførelse af direktiv 2007/64/EF før dette direktivs ikrafttræden, ret til at fortsætte denne virksom-
hed i den pågældende medlemsstat i en fastsat periode.
(106) Beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæ-
iske Unions funktionsmåde bør delegeres til Kommissionen for så vidt angår ændring af henvisningerne
til henstilling 2003/361/EF, hvis den pågældende henstilling ændres, at opdatere det gennemsnitsbeløb for
af betalingstjenesteudbyderne gennemførte betalingstransaktioner, der bruges som grænseværdi af de
medlemsstater, der anvender muligheden for at undtage mindre betalingsinstitutter fra (dele af) tilladel-
seskravene, for at tage højde for inflation. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante
høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med
forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig
fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og til Rådet.
(107) Med henblik på ensartet anvendelse af dette direktiv bør Kommissionen kunne benytte sig af ek-
spertise og støtte fra EBA, der bør have til opgave at udarbejde retningslinjer og udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder om sikkerhedsaspekter ved betalingstjenester, navnlig for så vidt angår stærk
kundeautentifikation, og om samarbejdet mellem medlemsstaterne vedrørende udbud af tjenesteydelser
og etablering af betalingsinstitutter med tilladelse i andre medlemsstater. Kommissionen bør bemyndiges
til at vedtage udkast til disse lovgivningsmæssige tekniske standarder. Disse specifikke opgaver er i fuld
overensstemmelse med EBA᾽s rolle og ansvarsområder som fastsat i forordning (EU) nr. 1093/2010.
(108) EBA bør i forbindelse med udarbejdelsen af retningslinjer, udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder og udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder i henhold til dette direktiv og i over-
ensstemmelse med forordning (EU) nr. 1093/2010 sikre, at den hører alle relevante interessenter, herun-
der interessenter på betalingstjenestemarkedet, og tager hensyn til alle involverede interesser. Hvis det er
nødvendigt for at opnå en passende balance af synspunkter, bør EBA gøre en særlig indsats for at indhen-
te synspunkter fra relevante aktører uden for banksektoren.
(109) Målet for dette direktiv, nemlig yderligere integration af et indre marked for betalingstjenester, kan
ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, da det kræver harmonisering af en lang række for-
skellige regler, der på nuværende tidspunkt findes i de forskellige medlemsstaters retssystemer, men kan
271
på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i
overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overens-
stemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke videre, end hvad der er
nødvendigt for at nå dette mål.
(110) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommis-
sionen om forklarende dokumenter26) har medlemsstaterne forpligtet sig til, i tilfælde hvor det er beretti-
get, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der for-
klarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesin-
strumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er
berettiget.
(111) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel
28, stk. 2, i forordning (EF) nr. 45/2001 og afgav en udtalelse den 5. december 201327).
(112) Direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF, 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 bør derfor æn-
dres i overensstemmelse hermed.
(113) I betragtning af antallet af nødvendige ændringer i direktiv 2007/64/EF bør direktivet ophæves og
erstattes —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
AFSNIT I
GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER
Artikel 1
Genstand
1. Ved dette direktiv fastsættes regler, i henhold til hvilke medlemsstaterne sondrer mellem føl-
gende kategorier betalingstjenesteudbydere:
a) kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/201328), herunder filialer heraf som defineret i den i nævnte for-
ordnings artikel 4, stk. 1, nr. 17), når sådanne filialer er beliggende i Unionen, hvad enten
disse filialers hovedkontorer er beliggende i Unionen eller, i overensstemmelse med arti-
kel 47 i direktiv 2013/36/EU og national ret, uden for Unionen
b) e-pengeinstitutter som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2009/110/EF, herunder, i
overensstemmelse med artikel 8 i nævnte direktiv og med national ret, filialer heraf, hvis
sådanne filialer er beliggende i Unionen, og deres hovedkontor er beliggende uden for
Unionen, i det omfang de betalingstjenester, som udbydes af disse filialer, har forbindel-
se til udstedelse af elektroniske penge
c) postgirokontorer, der ifølge national ret har ret til at udbyde betalingstjenester
d) betalingsinstitutter
272
e) ECB og nationale centralbanker, når de ikke handler i deres egenskab af pengepolitiske
myndigheder eller andre offentlige myndigheder
f) medlemsstater eller deres regionale eller lokale myndigheder, når de ikke handler i deres
egenskab af offentlige myndigheder.
2. Dette direktiv fastsætter endvidere regler for:
a) gennemsigtighed i betingelser for og oplysningskrav til betalingstjenester, og
b) betalingstjenestebrugeres og betalingstjenesteudbyderes respektive rettigheder og for-
pligtelser, hvad angår udbud af betalingstjenester som fast beskæftigelse eller forret-
ningsaktivitet.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på betalingstjenester, der udbydes i Unionen.
2. Afsnit III og IV finder anvendelse på betalingstransaktioner i en medlemsstats valuta, hvis bå-
de betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder eller den eneste betalingstje-
nesteudbyder, der er involveret i betalingstransaktionen, er beliggende i Unionen.
3. Afsnit III, med undtagelse af artikel 45, stk. 1, litra b), artikel 52, stk. 2, litra e), og artikel 56,
litra a), samt afsnit IV, med undtagelse af artikel 81-86, finder anvendelse på betalingstransak-
tioner i en valuta, der ikke er en medlemsstats valuta, hvis både betalerens og betalingsmodta-
gerens betalingstjenesteudbyder eller den eneste betalingstjenesteudbyder, der er involveret i
betalingstransaktionen, er beliggende i Unionen, for så vidt angår de dele af betalingstransak-
tionen, der gennemføres i Unionen.
4. Afsnit III, med undtagelse af artikel 45, stk. 1, litra b), artikel 52, stk. 2, litra e), artikel 52, stk.
5, litra g), og artikel 56, litra a), samt afsnit IV, med undtagelse af artikel 62, stk. 2 og 4, arti-
kel 76, 77 og 81, artikel 83, stk. 1, samt artikel 89 og 92, finder anvendelse på betalingstrans-
aktioner i alle valutaer, hvor kun en af betalingstjenesteudbyderne er beliggende i Unionen,
for så vidt angår de dele af betalingstransaktionen, der gennemføres i Unionen.
5. Medlemsstaterne kan undtage de institutter, der er omhandlet i artikel 2, stk. 5, nr. 4)-23), i
direktiv 2013/36/EU, fra anvendelsen af alle eller en del af bestemmelserne i nærværende di-
rektiv.
Artikel 3
Undtagelser
Dette direktiv finder ikke anvendelse på følgende:
a) betalingstransaktioner, der udelukkende foretages kontant direkte fra betaleren til betalings-
modtageren uden noget mellemled
b) betalingstransaktioner fra betaleren til betalingsmodtageren gennem en handelsagent, som ved
aftale har tilladelse til at forhandle eller afslutte salg eller køb af varer eller tjenesteydelser på
vegne af enten kun betaleren eller kun betalingsmodtageren
273
c) erhvervsmæssig fysisk transport af sedler og mønter, herunder afhentning, håndtering og leve-
ring heraf
d) betalingstransaktioner, der indebærer ikkeerhvervsmæssig indsamling og levering af kontanter
inden for rammerne af almennyttig virksomhed
e) tjenester, hvor kontant betaling fra betalingsmodtager til betaler foretages som en del af en be-
talingstransaktion efter udtrykkelig anmodning fra betalingstjenestebrugeren umiddelbart før
gennemførelsen af betalingstransaktionen ved en betaling for køb af varer eller tjenesteydelser
f) kontante valutavekslingstransaktioner, hvor midlerne ikke indestår på en betalingskonto
g) betalingstransaktioner baseret på et af følgende dokumenter, der er trukket på betalingstjene-
steudbyderen med henblik på at give betalingsmodtageren rådighed over midler:
i) papirchecks som defineret i Genèvekonventionen af 19. marts 1931 om indførelse af en
ensartet checklov
ii) papirchecks lignende de i nr. i) omhandlede og reguleret af lovgivningen i medlemssta-
ter, som ikke er parter i Genèvekonventionen af 19. marts 1931 om indførelse af en ens-
artet checklov
iii) papirbaserede veksler i overensstemmelse med Genèvekonventionen af 7. juni 1930 om
indførelse af en ensartet veksellovgivning
iv) papirbaserede veksler lignende de i nr. iii) omhandlede og reguleret af lovgivningen i
medlemsstater, som ikke er parter i Genèvekonventionen af 7. juni 1930 om indførelse af
en ensartet veksellovgivning
v) papirbaserede vouchers
vi) papirbaserede rejsechecks
vii) papirbaserede postanvisninger som defineret af Verdenspostforeningen
h) betalingstransaktioner, der er gennemført inden for rammerne af et system til afvikling af be-
talinger eller værdipapirer, mellem afviklingsagenter, centrale modparter, clearinginstitutter
og/eller centralbanker og andre deltagere i systemet og betalingstjenesteudbydere, jf. dog arti-
kel 35
i) betalingstransaktioner vedrørende formueforvaltning i forbindelse med værdipapirer, herunder
udbytter, indkomster eller andre udlodninger, eller indfrielse eller salg, der foretages af de i
litra h) omhandlede personer eller af investeringsselskaber, kreditinstitutter, institutter for kol-
lektiv investering i værdipapirer eller administrationsselskaber, som udfører investeringsser-
vice, samt alle andre enheder, der har tilladelse til at have finansielle instrumenter i depot
j) tjenester leveret af udbydere af tekniske tjenester, der understøtter udbuddet af betalingstjene-
ster, uden at udbyderne på noget tidspunkt kommer i besiddelse af de midler, som skal overfø-
res, herunder behandling og lagring af data, tillidsskabende tjenester og tjenester til beskyttel-
se af privatlivets fred, autentifikation af data og enheder, levering af IT- og kommunikations-
netværk, levering og vedligeholdelse af terminaler og anordninger til brug for betalingstjene-
ster, med undtagelse af betalingsinitieringstjenester og kontooplysningstjenester
k) tjenester baseret på specifikke betalingsinstrumenter, som kun kan anvendes i begrænset om-
fang, og som opfylder en af følgende betingelser:
i) instrumenter, der giver indehaveren mulighed for at erhverve varer eller tjenester alene i
udstederens forretningslokaler eller inden for et begrænset net af tjenesteudbydere i hen-
hold til en forretningsaftale indgået direkte med en professionel udsteder
ii) instrumenter, der kun kan benyttes til erhvervelse af et meget begrænset udvalg af varer
eller tjenester
iii) instrumenter, der kun er gyldige i en enkelt medlemsstat, og som stilles til rådighed på
anmodning af en virksomhed eller en offentlig enhed og reguleres af en national eller re-
gional offentlig myndighed med specifikke sociale eller skattemæssige formål til at er-
274
hverve bestemte varer eller tjenester fra leverandører, der har en forretningsaftale med
udstederen
l) betalingstransaktioner med af en udbyder af elektroniske kommunikationsnetværk eller -tjene-
ster som supplement til elektroniske kommunikationstjenester for en abonnent på netværket
eller tjenesten:
i) til køb af digitalt indhold og stemmebaserede tjenester, uanset hvilken anordning der an-
vendes til køb eller forbrug af det digitale indhold, og som opkræves på den tilhørende
regning, eller
ii) gennemført fra eller via en elektronisk anordning, og som opkræves på den tilhørende
regning inden for rammerne af almennyttig virksomhed eller til køb af billetter,
forudsat at værdien af en enkelt betalingstransaktion omhandlet i nr. i) og ii) ikke overstiger
50 EUR, og:
- den samlede værdi af betalingstransaktionerne for en enkelt abonnent ikke overstiger 300
EUR pr. måned, eller
- den samlede værdi af betalingstransaktionerne ikke overstiger 300 EUR pr. måned, hvis en
abonnent forud indbetaler penge på sin konto hos udbyderen af elektroniske kommunikations-
netværk eller -tjenester
m) betalingstransaktioner, der foretages mellem betalingstjenesteudbydere eller deres agenter el-
ler filialer for egen regning
n) betalingstransaktioner og dertil knyttede tjenester mellem en modervirksomhed og dens dat-
tervirksomheder eller mellem dattervirksomheder af samme modervirksomhed uden mellem-
komst af en anden betalingstjenesteudbyder end en virksomhed, som tilhører samme koncern
o) kontanthævningstjenester tilbudt via pengeautomater af udbydere på vegne af en eller flere
kortudstedere, som ikke deltager i den rammeaftale, der er indgået med kunden om udbetaling
af penge fra en betalingskonto, forudsat at disse udbydere ikke tilbyder andre af de i bilag I
omhandlede betalingstjenester. Kunden skal dog oplyses om eventuelle hævegebyrer, jf. arti-
kel 45, 48, 49 og 59, inden hævningen foretages såvel som ved modtagelsen af kontanterne
ved transaktionens afslutning efter hævningen.
Artikel 4
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) »hjemland«:
a) den medlemsstat, hvor betalingstjenesteudbyderens vedtægtsmæssige hjemsted er belig-
gende, eller
b) hvis betalingstjenesteudbyderen ifølge national ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjem-
sted, den medlemsstat, hvor dens hovedkontor er beliggende
2) »værtsland«: en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor betalingstjenesteudbyderen har en
agent eller en filial eller udbyder betalingstjenester
3) »betalingstjeneste«: en eller flere af de forretningsaktiviteter, som er anført i bilag I
4) »betalingsinstitut«: en juridisk person, der i overensstemmelse med artikel 11 er meddelt tilla-
delse til at udbyde og gennemføre betalingstjenester i hele Unionen
275
5) »betalingstransaktion«: en handling, der initieres af en betaler eller på dennes vegne eller af en
betalingsmodtager med henblik på at indbetale, overføre eller hæve midler uden hensyn til
eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren
6) »fjernbetalingstransaktion«: en betalingstransaktion, der initieres via internettet eller gennem
en anordning, der kan anvendes til fjernkommunikation
7) »betalingssystem«: et system til overførsel af midler med formelle og standardiserede ordnin-
ger og fælles regler for behandling, clearing og/eller afvikling af betalingstransaktioner
8) »betaler«: en fysisk eller juridisk person, der er indehaver af en betalingskonto og tillader en
betalingsordre fra denne betalingskonto, eller, hvis der ikke er nogen betalingskonto, en fysisk
eller juridisk person, der udsteder en betalingsordre
9) »betalingsmodtager«: en fysisk eller juridisk person, som er den tiltænkte modtager af de mid-
ler, der indgår i en betalingstransaktion
10) »betalingstjenestebruger«: en fysisk eller juridisk person, som bruger en betalingstjeneste som
betaler eller betalingsmodtager eller begge dele
11) »betalingstjenesteudbyder«: et organ som omhandlet i artikel 1, stk. 1, eller en fysisk eller ju-
ridisk person, der er omfattet af en undtagelse i medfør af artikel 32 og 33
12) »betalingskonto«: en konto oprettet i en eller flere betalingstjenestebrugeres navn med henblik
på at gennemføre betalingstransaktioner
13) »betalingsordre«: en instruks fra en betaler eller betalingsmodtager til deres betalingstjeneste-
udbyder om at gennemføre en betalingstransaktion
14) »betalingsinstrument«: en personaliseret anordning eller personaliserede anordninger og/eller
sæt af procedurer, der er aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyde-
ren, og som bruges for at initiere en betalingsordre
15) »betalingsinitieringstjeneste«: en tjeneste til initiering af en betalingsordre på anmodning af
betalingstjenestebrugeren med hensyn til en betalingskonto hos en anden betalingstjenesteud-
byder
16) »kontooplysningstjeneste«: en onlinetjeneste, der leverer konsoliderede oplysninger om en el-
ler flere betalingskonti, som betalingstjenestebrugeren har hos enten en anden betalingstjene-
steudbyder eller hos flere end én betalingstjenesteudbyder
17) »kontoførende betalingstjenesteudbyder«: en betalingstjenesteudbyder, der stiller en betalings-
konto til rådighed for en betaler, og fører denne
18) »betalingsinitieringstjenesteudbyder«: en betalingstjenesteudbyder, der udøver forretnings-
virksomhed som omhandlet i bilag I, punkt 7
19) »kontooplysningstjenesteudbyder«: en betalingstjenesteudbyder, der udøver forretningsvirk-
somhed som omhandlet i bilag I, punkt 8
20) »forbruger«: en fysisk person, der i forbindelse med betalingstjenesteaftaler, som er omfattet
af dette direktiv, optræder med et formål, der ligger uden for den pågældendes erhvervsmæssi-
ge virksomhed
21) »rammeaftale«: en aftale om betalingstjenester, der regulerer den fremtidige gennemførelse af
særskilte og successive betalingstransaktioner, og som kan indeholde forpligtelser og betingel-
ser for oprettelse af en betalingskonto
22) »pengeoverførsel«: en betalingstjeneste, hvor der modtages midler fra en betaler, uden at der
oprettes en betalingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn, alene med det formål
at overføre et tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudby-
der på betalingsmodtagerens vegne, og/eller hvor sådanne midler modtages på betalingsmod-
tagerens vegne og stilles til rådighed for denne
23) »direkte debitering«: en betalingstjeneste til at debitere en betalers betalingskonto, hvor en be-
talingstransaktion initieres af betalingsmodtageren på grundlag af betalerens samtykke til be-
276
talingsmodtageren, til betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder eller til betalerens egen
betalingstjenesteudbyder
24) »kreditoverførsel«: en betalingstjeneste til at kreditere en betalingsmodtagers betalingskonto
med en betalingstransaktion eller en række betalingstransaktioner fra en betalers betalingskon-
to foretaget af den betalingstjenesteudbyder, der forvalter betalerens betalingskonto, på grund-
lag af en instruks fra betaleren
25) »midler«: sedler og mønter, kontopenge eller elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr.
2), i direktiv 2009/110/EF
26) »valørdato«: et referencetidspunkt, der anvendes af en betalingstjenesteudbyder ved beregnin-
gen af renter af de midler, der debiteres eller krediteres en betalingskonto
27) »referencekurs«: den vekselkurs, der ligger til grund for beregningen af en eventuel valutaom-
regning, og som stilles til rådighed af betalingstjenesteudbyderen eller stammer fra en offent-
ligt tilgængelig kilde
28) »referencerentesats«: den rentesats, der ligger til grund for beregningen af en eventuel rente,
og som stammer fra en offentligt tilgængelig kilde, som begge parter i en betalingstjenesteaf-
tale kan verificere
29) »autentifikation«: en procedure, der giver betalingstjenesteudbyderen mulighed for at verifice-
re identiteten af en betalingstjenestebruger eller validiteten af brugen af et specifikt betalings-
instrument, herunder brugen af brugerens personaliserede sikkerhedsoplysninger
30) »stærk kundeautentifikation«: en autentifikation baseret på anvendelse af to eller flere elemen-
ter, der kategoriseres som viden (noget, som kun brugeren ved), besiddelse (noget, som kun
brugeren besidder) og iboende egenskab (noget, som brugeren er), og som er uafhængige, idet
brud på et af dem ikke svækker de andres pålidelighed, og som desuden er udformet på en
måde, der beskytter fortroligheden af autentifikationsdataene
31) »personaliserede sikkerhedsoplysninger«: personaliserede elementer, som betalingstjenesteud-
byderen stiller til rådighed for en betalingstjenestebruger med henblik på autentifikation
32) »følsomme betalingsdata«: data, herunder personaliserede sikkerhedsoplysninger, som kan an-
vendes til at begå svig. I forbindelse med betalingsinitieringstjenesteudbyderes og kontooply-
sningstjenesteudbyderes virksomhed udgør kontohaverens navn og kontonummer ikke føl-
somme betalingsdata
33) »entydig identifikationskode«: en kombination af bogstaver, tal eller symboler, som betalings-
tjenesteudbyderen oplyser til betalingstjenestebrugeren, og som betalingstjenestebrugeren skal
angive for utvetydigt at identificere en anden betalingstjenestebruger og/eller dennes beta-
lingskonto med henblik på en betalingstransaktion
34) »fjernkommunikationsmiddel«: et middel, som uden samtidig fysisk tilstedeværelse af beta-
lingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren kan anvendes til indgåelse af en beta-
lingstjenesteaftale
35) »varigt medium«: ethvert middel, som sætter betalingstjenestebrugeren i stand til at lagre op-
lysninger rettet personligt til denne betalingstjenestebruger med mulighed for fremtidig anven-
delse i en periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret
gengivelse af de lagrede oplysninger
36) »mikrovirksomhed«: en virksomhed, der på det tidspunkt, hvor betalingstjenesteaftalen ind-
gås, er en virksomhed som defineret i artikel 1 og artikel 2, stk. 1 og 3, i bilaget til henstilling
2003/361/EF
37) »arbejdsdag«: en dag, hvor betalerens eller betalingsmodtagerens relevante betalingstjeneste-
udbyder, der er involveret i gennemførelsen af en betalingstransaktion, holder åbent som på-
krævet for gennemførelsen af en betalingstransaktion
277
38) »agent«: en fysisk eller juridisk person, som handler på vegne af et betalingsinstitut ved udbud
af betalingstjenester
39) »filial«: et andet forretningssted end hovedkontoret, som er en del af et betalingsinstitut, som
ikke er en juridisk person, og som direkte gennemfører nogle af eller alle de transaktioner, der
indgår i et betalingsinstituts virksomhed; alle forretningssteder, som er oprettet i den samme
medlemsstat af et betalingsinstitut med hovedkontor i en anden medlemsstat, betragtes som én
filial
40) »koncern«: en gruppe virksomheder, der har en indbyrdes forbindelse som omhandlet i artikel
22, stk. 1, 2 eller 7, i direktiv 2013/34/EU, eller virksomheder som defineret i artikel 4, 5, 6 og
7 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 241/201429), der har en indbyrdes forbin-
delse som omhandlet i artikel 10, stk. 1, eller i artikel 113, stk. 6 eller 7, i forordning (EU) nr.
575/2013
41) »elektronisk kommunikationsnet«: et net som defineret i artikel 2, litra a), i Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2002/21/EF30)
42) »elektronisk kommunikationstjeneste«: en tjeneste som defineret i artikel 2, litra c), i direktiv
2002/21/EF
43) »digitalt indhold«: varer eller tjenester, der produceres og leveres i digital form, og hvis an-
vendelse eller forbrug er begrænset til en teknisk anordning, og som på ingen måde omfatter
anvendelse eller forbrug af fysiske varer eller tjenester
44) »indløsning af betalingstransaktioner«: en betalingstjeneste, der udbydes af en betalingstjene-
steudbyder, som indgår en aftale med en betalingsmodtager om at modtage og behandle beta-
lingstransaktioner, og som fører til overførsel af penge til betalingsmodtageren
45) »udstedelse af betalingsinstrumenter«: en betalingstjeneste udbudt af en betalingstjenesteud-
byder, som har indgået en aftale om at stille et betalingsinstrument til rådighed for en betaler
med henblik på at initiere og behandle betalerens betalingstransaktioner
46) »kapitalgrundlag«: kapitalgrundlag som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 118), i forordning (EU)
nr. 575/2013, hvor mindst 75 % af kernekapitalen består af egentlig kernekapital som om-
handlet i artikel 50 i nævnte forordning, og den supplerende kapital er lig med eller mindre
end en tredjedel af kernekapitalen
47) »betalingsvaremærke«: alle fysiske eller digitale navne, ord, tegn, symboler eller en kombina-
tion heraf, som kan angive den betalingskortordning, der anvendes til at gennemføre kortbase-
rede betalingstransaktioner
48) »co-badging«: indbefatning af to eller flere betalingsvaremærker eller betalingsapplikationer
af samme betalingsvaremærke på det samme betalingsinstrument.
AFSNIT II
BETALINGSTJENESTEUDBYDERE
KAPITEL 1
Betalingsinstitutter
Afdeling 1
278
Almindelige bestemmelser
Artikel 5
Ansøgning om tilladelse
1) For at få meddelt tilladelse som betalingsinstitut indgives en ansøgning til de kompetente
myndigheder i hjemlandet sammen med følgende:
a) en oversigt over aktiviteter, der navnlig angiver de planlagte typer betalingstjenester
b) en forretningsplan med en budgetprognose for de tre første regnskabsår, der viser, at an-
søgeren er i stand til at anvende de systemer, ressourcer og procedurer, som er hensigts-
mæssige til en forsvarlig drift
c) dokumentation for, at betalingsinstituttet råder over den i artikel 7 foreskrevne startkapi-
tal
d) for så vidt angår de betalingsinstitutter, der er omhandlet i artikel 10, stk. 1, en beskrivel-
se af de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte de midler, der tilhører betalingstje-
nestebrugerne, jf. artikel 10
e) en beskrivelse af ansøgerens forretningsgange og interne kontrolmekanismer, herunder
administrative, risikostyringsmæssige og regnskabsmæssige procedurer, der dokumente-
rer, at disse forvaltningsordninger og kontrolmekanismer og -procedurer er proportiona-
le, passende, forsvarlige og tilstrækkelige
f) en beskrivelse af den procedure, der er indført for at håndtere og følge op på sikkerheds-
hændelser og sikkerhedsrelaterede kundeklager, herunder en ordning for indberetning af
hændelser, hvori der er taget højde for betalingsinstituttets indberetningsforpligtelser, jf.
artikel 96
g) en beskrivelse af den procedure, der er indført til at gemme, overvåge, spore og begrænse
adgang til følsomme betalingsdata
h) en beskrivelse af ordningerne for forretningskontinuitet, herunder en klar fastlæggelse af
de kritiske funktioner, effektive beredskabsplaner og en procedure til regelmæssigt at tes-
te og evaluere, om sådanne planer er tilstrækkelige og effektive
i) en beskrivelse af de principper og definitioner, der anvendes ved indsamling af statistiske
data om drift, transaktioner og svig
j) et dokument om sikkerhedspolitikken, herunder en detaljeret risikovurdering i tilknyt-
ning til de pågældende betalingstjenester og en beskrivelse af de sikkerhedskontrolforan-
staltninger, og begrænsende foranstaltninger, der er truffet for på forsvarlig vis at beskyt-
te betalingstjenestebrugerne mod de identificerede risici, herunder svig og ulovlig brug af
følsomme oplysninger og personoplysninger
k) for betalingsinstitutter, der er omfattet af forpligtelserne vedrørende hvidvask af penge
og finansiering af terrorisme i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2015/84931) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/84732), en beskri-
velse af de interne kontrolforanstaltninger, som ansøgeren har indført for at opfylde disse
forpligtelser
l) en beskrivelse af ansøgerens organisationsstruktur, herunder i relevante tilfælde en be-
skrivelse af den tilsigtede brug af agenter og filialer og af den kontrol af dem på og uden
for stedet, som ansøgeren foretager mindst en gang årligt, samt en beskrivelse af ordnin-
279
ger om outsourcing og af ansøgerens deltagelse i et nationalt eller internationalt beta-
lingssystem
m) identiteten af personer, der direkte eller indirekte har en kvalificeret andel i ansøgeren, jf.
artikel 4, stk. 1, nr. 36), i forordning (EU) nr. 575/2013, størrelsen af deres andele og do-
kumentation for deres egnethed under hensyn til nødvendigheden af at sikre en sund og
forsigtig ledelse af betalingsinstituttet
n) identiteten af direktører og ledelsesansvarlige for betalingsinstituttet og, når det er rele-
vant, ledelsesansvarlige for forvaltningen af betalingsinstituttets betalingstjenesteaktivi-
teter, samt bevis for, at de har et godt omdømme og tilstrækkelig viden og erfaring til at
gennemføre betalingstjenester som fastsat af betalingsinstituttets hjemland
o) hvis det er relevant, oplysninger om revisorer og revisionsfirmaer, jf. Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2006/43/EF33)
p) ansøgerens retlige status og vedtægter
q) ansøgerens hovedkontors adresse.
Med henblik på første afsnits litra d), e), f) og l) skal ansøgeren fremlægge en beskrivelse af de
regler, der gælder for revision af instituttets regnskaber og den organisation, ansøgeren har oprettet
for at træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre brugernes interesser og sikre
kontinuitet og pålidelighed i forbindelse med udbud af betalingstjenester.
Det skal i tilknytning til de i første afsnits litra j) omhandlede sikkerhedskontrolforanstaltninger og
begrænsende foranstaltninger angives, hvordan de sikrer et højt niveau af teknisk sikkerhed og da-
tabeskyttelse, herunder vedrørende de software- og IT-systemer, der anvendes af ansøgeren eller de
virksomheder, som ansøgeren outsourcer hele eller dele af sine aktiviteter til. Disse foranstaltninger
skal også omfatte de sikkerhedsforanstaltninger, der er fastsat i artikel 95, stk. 1. Foranstaltningerne
skal tage højde EBA᾽s retningslinjer om sikkerhedsforanstaltninger som omhandlet i artikel 95, stk.
3, når de foreligger.
2. Medlemsstaterne kræver, at virksomheder, der ansøger om tilladelse til at udbyde betalingstjene-
ster som omhandlet i punkt 7 i bilag I, som en betingelse for tilladelse har tegnet en erhvervsan-
svarsforsikring, der dækker de geografiske områder, hvor de tilbyder tjenester, eller en anden lig-
nende garanti mod erstatningskrav for at sikre, at de kan dække deres ansvar, jf. artikel 73, 89, 90
og 92.
3. Medlemsstaterne kræver, at virksomheder, der ansøger om registrering med henblik på at udbyde
betalingstjenester som omhandlet i punkt 8 i bilag I, som en betingelse for registrering har tegnet en
erhvervsansvarsforsikring, der dækker de geografiske områder, hvor de tilbyder tjenester, eller en
anden lignende garanti mod erstatningskrav over for den kontoførende betalingstjenesteudbyder el-
ler betalingstjenestebrugeren som følge af uautoriseret eller svigagtig adgang til eller uautoriseret
eller svigagtig brug af betalingskontooplysninger.
4. EBA udarbejder senest den 13. januar 2017 efter høring af alle relevante interessenter, herunder
interessenter på betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle involverede interesser ret-
ningslinjer for de kompetente myndigheder i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU)
280
nr. 1093/2010 om de kriterier, der skal anvendes til at fastsætte minimumsbeløbet for den i stk. 2 og
3 omhandlede erhvervsansvarsforsikring eller anden lignede garanti.
EBA tager under udarbejdelsen af de i første afsnit omhandlede retningslinjer hensyn til følgende:
a) virksomhedernes risikoprofil
b) hvorvidt virksomhederne udbyder andre betalingstjenester som omhandlet i bilag I eller udø-
ver anden virksomhed
c) aktiviteternes omfang:
i) for virksomheder, der ansøger om tilladelse til at udbyde betalingstjenester som omhand-
let i punkt 7 i bilag I, værdien af de initierede transaktioner
ii) for virksomheder, der ansøger om registrering med henblik på at udbyde betalingstjene-
ster som omhandlet i punkt 8 i bilag I, antal kunder, der anvender kontooplysningstjene-
sterne
d) de særlige karakteristika ved tilsvarende garantier og kriterierne for gennemførelse heraf.
EBA reviderer regelmæssigt disse retningslinjer.
5. EBA udarbejder senest den 13. juli 2017 efter høring af alle relevante interessenter, herunder på
betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle involverede interesser retningslinjer i over-
ensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 om de oplysninger, der skal gives til
de kompetente myndigheder i forbindelse med ansøgningen om tilladelse som betalingsinstitut, her-
under kravene i nærværende artikels stk. 1, første afsnit, litra a), b), c), e), og g-j).
EBA reviderer regelmæssigt og under alle omstændigheder mindst hvert tredje år disse retningslin-
jer.
6. Under hensyntagen til erfaringerne med anvendelsen af retningslinjerne omhandlet i stk. 5, hvis
det er relevant, kan EBA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som præcise-
rer de oplysninger, der skal gives til de kompetente myndigheder i forbindelse med ansøgningen om
tilladelse som betalingsinstitut, herunder kravene i stk. 1, litra a), b), c), e), og g-j).
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
7. De i stk. 4 omhandlede oplysninger meddeles de kompetente myndigheder i overensstemmelse
med stk. 1.
Artikel 6
Kontrol af kapitalandele
1. Fysiske og juridiske personer, der påtænker direkte eller indirekte at erhverve eller forøge en
kvalificeret andel som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 36), i forordning (EU) nr. 575/2013 i et beta-
lingsinstitut med det resultat, at vedkommendes kapitalandele eller andel af stemmerettigheder der-
281
ved når op på eller overstiger 20 %, 30 % eller 50 %, eller at betalingsinstituttet derved bliver ved-
kommendes dattervirksomhed, underretter på forhånd betalingsinstituttets kompetente myndigheder
skriftligt om deres hensigt. Det samme gælder for fysiske eller juridiske personer, der påtænker di-
rekte eller indirekte at afhænde en kvalificeret andel eller at formindske deres kvalificerede andel,
således at vedkommendes kapitalandele eller andel af stemmerettigheder derved falder til under 20,
30 eller 50 %, eller at betalingsinstituttet derved ophører med at være vedkommendes dattervirk-
somhed.
2. Den påtænkte erhverver af en kvalificeret andel oplyser den kompetente myndighed om størrel-
sen af den påtænkte deltagelse og relevante oplysninger i overensstemmelse med artikel 23, stk. 4, i
direktiv 2013/36/EU.
3. Medlemsstaterne kræver, at de kompetente myndigheder, i tilfælde af at en i stk. 2 omhandlet
påtænkt erhverver gør sin indflydelse gældende på en måde, der vil kunne skade en forsigtig og
sund ledelse af betalingsinstituttet, gør indsigelse eller træffer de fornødne foranstaltninger til at
bringe denne situation til ophør. Sådanne foranstaltninger kan omfatte påbud, sanktioner over for
direktører eller de ledelsesansvarlige eller suspension af den stemmeret, der er knyttet til de aktier
eller andele, der besiddes af det pågældende betalingsinstituts aktionærer eller virksomhedsdeltage-
re.
Lignende foranstaltninger skal anvendes over for fysiske eller juridiske personer, som ikke overhol-
der forpligtelsen til forudgående underretning som fastsat i denne artikel.
4. Hvis en kapitalandel erhverves til trods for indsigelse fra de kompetente myndigheders side, skal
medlemsstaterne uafhængigt af andre sanktioner suspendere de tilsvarende stemmerettigheder, er-
klære de afgivne stemmer ugyldige eller annullere de afgivne stemmer.
Artikel 7
Startkapital
Medlemsstaterne kræver, at betalingsinstitutter på tidspunktet for meddelelse af tilladelse skal have
en startkapital, der omfatter en eller flere af de i artikel 26, stk. 1, litra a)-e), i forordning (EU) nr.
575/2013 omhandlede elementer, som følger:
a) hvis betalingsinstituttet kun udbyder de betalingstjenester, der er anført i punkt 6 i bilag I, må
kapitalen på intet tidspunkt være mindre end 20 000 EUR
b) hvis betalingsinstituttet udbyder de betalingstjenester, der er anført i punkt 7 i bilag I, må kapita-
len på intet tidspunkt være mindre end 50 000 EUR
c) hvis betalingsinstituttet udbyder en eller flere af de betalingstjenester, der er anført i punkt 1-5 i
bilag I, må kapitalen på intet tidspunkt være mindre end 125 000 EUR.
Artikel 8
Kapitalgrundlag
282
1. Et betalingsinstituts kapitalgrundlag må ikke falde til under den i artikel 7 omhandlede startkapi-
tals beløb eller det i overensstemmelse med artikel 9 beregnede kapitalgrundlags beløb, hvis dette
er højere.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at hindre gentagen anvendelse af ele-
menter, som kan indgå i kapitalgrundlaget, når betalingsinstituttet tilhører samme koncern som et
andet betalingsinstitut, kreditinstitut, investeringsselskab, porteføljeforvaltningsselskab eller forsik-
ringsselskab. Dette stykke finder ligeledes anvendelse, hvis et betalingsinstitut udøver forskellige
typer virksomhed og udbyder andet end betalingstjenester.
3. Hvis betingelserne i artikel 7 i forordning (EU) nr. 575/2013 er opfyldt, kan medlemsstaterne el-
ler deres kompetente myndigheder vælge ikke at anvende artikel 9 i nærværende direktiv på beta-
lingsinstitutter, der er omfattet af tilsyn på et konsolideret grundlag med moderkreditinstituttet i
henhold til direktiv 2013/36/EU.
Artikel 9
Beregning af kapitalgrundlag
1. Uanset de startkapitalkrav, der er fastsat i artikel 7, kræver medlemsstaterne, at betalingsinstitut-
ter, undtagen dem, der kun udbyder tjenesteydelser omhandlet i punkt 7 eller 8, eller begge, i bilag
I, til enhver tid har et kapitalgrundlag, der beregnes i henhold til en af følgende tre metoder som
fastlagt af de kompetente myndigheder i overensstemmelse med national lovgivning:
Metode A
Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal udgøre et beløb, der mindst er lig med 10 % af de faste
omkostninger for det foregående år. De kompetente myndigheder kan tilpasse dette krav i tilfælde
af en væsentlig ændring i betalingsinstituttets virksomhed siden det foregående år. Har betalingsin-
stituttet endnu ikke gennemført et helt års drift på datoen for beregningen, kræves det, at instituttets
kapitalgrundlag svarer til mindst 10 % af de tilsvarende faste omkostninger, der indgår i forret-
ningsplanen, medmindre denne plan af de kompetente myndigheder kræves tilpasset.
Metode B
Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal udgøre et beløb, der mindst er lig med summen af følgen-
de elementer multipliceret med den omregningsfaktor k, der er defineret i stk. 2, hvor betalingsvo-
lumenet (BV) repræsenterer en tolvtedel af det samlede beløb af de betalingstransaktioner, som be-
talingsinstituttet har gennemført i det foregående år:
a) 4,0 % af den pågældende del af BV indtil 5 mio. EUR
plus
b) 2,5 % af den pågældende del af BV over 5 mio. EUR indtil 10 mio. EUR
283
plus
c) 1 % af den pågældende del af BV over 10 mio. EUR indtil 100 mio. EUR
plus
d) 0,5 % af den pågældende del af BV over 100 mio. EUR indtil 250 mio. EUR
plus
e) 0,25 % af den pågældende del af BV over 250 mio. EUR.
Metode C
Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal mindst udgøre det samme beløb som den relevante indika-
tor, der er defineret i litra a), multipliceret med den multiplikationsfaktor, der er defineret i litra b),
og med omregningsfaktoren k defineret i stk. 2.
a) Den relevante indikator udgøres af summen af:
i) renteindtægter
ii) renteudgifter
iii) modtagne provisioner og gebyrer, og
iv) andre driftsindtægter.
Hvert element medtages i summen med positivt eller negativt fortegn. Engangsindtægter
og andre ekstraordinære indtægter må ikke anvendes til beregning af den relevante indi-
kator. Udgifter til outsourcing af tjenester, der leveres af tredjeparter, kan føre til en ned-
sættelse af den relevante indikator, såfremt disse udgifter påføres af en virksomhed, der
er underlagt tilsyn i henhold til dette direktiv. Den relevante indikator beregnes på grund-
lag af de seneste observationer for 12 måneder ved udgangen af det seneste regnskabsår.
Den relevante indikator beregnes over det seneste regnskabsår. Dog må kapitalgrundla-
get beregnet efter metode C ikke falde til under 80 % af gennemsnittet af de seneste tre
regnskabsår for den relevante indikator. Foreligger der ikke reviderede tal, kan betalings-
instituttets egne estimater anvendes.
b) Multiplikationsfaktoren udgøres af:
i) 10 % af den pågældende del af den relevante indikator indtil 2,5 mio. EUR
ii) 8 % af den pågældende del af den relevante indikator fra 2,5 mio. EUR indtil 5 mio.
EUR
iii) 6 % af den pågældende del af den relevante indikator fra 5 mio. EUR indtil 25 mio.
EUR
iv) 3 % af den pågældende del af den relevante indikator fra 25 mio. EUR indtil 50
mio. EUR
v) 1,5 % over 50 mio. EUR.
2. Den omregningsfaktor k, der anvendes ved metode B og C, fastsættes til:
a) 0,5, hvis betalingsinstituttet kun udbyder den betalingstjeneste, der er omhandlet i punkt 6 i
bilag I
b) 1, hvis betalingsinstituttet udbyder en eller flere af de betalingstjenester, der er omhandlet i et
af punkterne 1-5 i bilag I.
284
3. De kompetente myndigheder kan på grundlag af en vurdering af betalingsinstituttets risikosty-
ringsprocedurer, information om tabsrisiko og interne kontrolmekanismer kræve, at betalingsinsti-
tuttets kapitalgrundlag er indtil 20 % større end det beløb, der ville følge af anvendelsen af den me-
tode, der er valgt i henhold til stk. 1, eller tillade, at betalingsinstituttets kapitalgrundlag er indtil 20
% mindre end det beløb, der ville følge af anvendelsen af den metode, der er valgt i henhold til stk.
1.
Artikel 10
Beskyttelseskrav
1. Medlemsstaterne eller de kompetente myndigheder kræver af betalingsinstitutter, der udbyder be-
talingstjenester som omhandlet i punkt 1-6 i bilag I, at de skal beskytte alle midler, der er modtaget
fra betalingstjenestebrugerne eller gennem en anden betalingstjenesteudbyder til gennemførelse af
betalingstransaktioner, på en af følgende måder:
a) De må ikke på noget tidspunkt blandes sammen med midler fra andre fysiske eller juridi-
ske personer end de betalingstjenestebrugere, som midlerne stammer fra, og skal, hvis
betalingsinstituttet stadig er i besiddelse af dem, og de endnu ikke er udbetalt til beta-
lingsmodtageren eller overført til en anden betalingstjenesteudbyder ved afslutningen af
den arbejdsdag, der følger efter den dag, hvor midlerne er modtaget, indsættes på en sær-
skilt konto i et kreditinstitut eller investeres i sikre, likvide aktiver med lav risiko som
fastlagt af hjemlandets kompetente myndigheder; og de skal i overensstemmelse med na-
tional ret i betalingstjenestebrugernes interesse være beskyttet mod krav fra betalingsin-
stituttets øvrige kreditorer, navnlig i tilfælde af insolvens.
b) Midlerne skal være dækket af en forsikring eller en anden tilsvarende garanti fra et for-
sikringsselskab eller et kreditinstitut, der ikke tilhører samme koncern som betalingsinsti-
tuttet, for et beløb, der svarer til det beløb, der skulle holdes adskilt, hvis der ikke er en
forsikring eller en anden tilsvarende garanti, der kan udbetales, hvis betalingsinstituttet
ikke er i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser.
2. Når et betalingsinstitut skal beskytte midler i henhold til stk. 1, og en del af disse midler skal
anvendes til fremtidige betalingstransaktioner, idet det resterende beløb skal anvendes til andre for-
mål end betalingstjenester, er den del af midlerne, som modtages med henblik på fremtidige beta-
lingstransaktioner, også omfattet af kravene i stk. 1. Når denne del varierer eller er ukendt på for-
hånd, tillader medlemsstaterne betalingsinstitutterne at anvende dette stykke på grundlag af en re-
præsentativ del, som skønnes at skulle anvendes til betalingstjenester, forudsat at de kompetente
myndigheder finder det godtgjort, at en sådan repræsentativ del med rimelighed kan anslås ud fra
historiske oplysninger.
Artikel 11
Meddelelse af tilladelse
1. Medlemsstaterne kræver, at andre virksomheder end de i artikel 1, stk. 1, litra a), b), c), e) og f),
omhandlede samt andre end fysiske eller juridiske personer omfattet af en undtagelse i henhold til
artikel 32 eller 33, som agter at udbyde betalingstjenester, skal opnå tilladelse som betalingsinstitut,
285
inden de begynder at udbyde betalingstjenester. Der meddeles kun tilladelse til juridiske personer,
som er etableret i en medlemsstat.
2. Kompetente myndigheder meddeler tilladelse, hvis de oplysninger og det materiale, der er ved-
lagt ansøgningen, opfylder alle kravene fastsat i artikel 5, og hvis de kompetente myndigheder, der
nøje har gennemgået ansøgningen, når frem til en overordnet positiv vurdering. Før en tilladelse
meddeles, kan de kompetente myndigheder eventuelt rådføre sig med den nationale centralbank el-
ler andre relevante offentlige myndigheder.
3. Betalingsinstitutter, der i henhold til hjemlandets nationale ret skal have et vedtægtsmæssigt
hjemsted, skal have hovedkontor i den medlemsstat, hvor det vedtægtsmæssige hjemsted er belig-
gende, og skal udøve i det mindste en del af deres betalingstjenestevirksomhed dér.
4. De kompetente myndigheder meddeler kun tilladelse, hvis der i betalingsinstituttet under hensyn
til behovet for at sikre en sund og forsigtig ledelse af et betalingsinstitut findes effektive forvalt-
ningsordninger for dets betalingstjenestevirksomhed, hvilket omfatter en klar organisatorisk struk-
tur med en veldefineret, gennemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling og effektive procedurer til
at identificere, forvalte, overvåge og rapportere om de risici, som betalingsinstituttet er eller kan bli-
ve udsat for, samt hensigtsmæssige interne kontrolmekanismer, herunder en god administrativ og
regnskabsmæssig praksis; disse ordninger, procedurer og mekanismer skal omfatte hele virksomhe-
den og stå i forhold til arten, omfanget og kompleksitetsgraden af de betalingstjenester, der udbydes
af betalingsinstituttet.
5. Når et betalingsinstitut udbyder en af de betalingstjenester, der er omhandlet i punkt 1-7 i bilag I,
og samtidig udøver andre forretningsaktiviteter, kan de kompetente myndigheder kræve, at der op-
rettes en særskilt enhed for betalingstjenestevirksomheden, hvis de af betalingsinstituttets, der ikke
er betalingstjenester, forringer eller vil kunne forringe enten betalingsinstituttets soliditet eller de
kompetente myndigheders mulighed for at føre tilsyn med, om betalingsinstituttet opfylder alle for-
pligtelser i dette direktiv.
6. De kompetente myndigheder afslår at meddele tilladelse, hvis de under hensyn til behovet for at
sikre en sund og forsigtig ledelse af et betalingsinstitut ikke er overbeviste om, at indehavere af ka-
pitalandele og virksomhedsdeltagere, der besidder en kvalificeret andel, er egnede.
7. Foreligger der snævre forbindelser som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 38), i forordning (EU) nr.
575/2013 mellem betalingsinstituttet og andre fysiske eller juridiske personer, meddeler de kompe-
tente myndigheder kun tilladelse, hvis disse forbindelser ikke hæmmer dem i varetagelsen af deres
tilsynsopgaver.
8. De kompetente myndigheder meddeler kun tilladelse, hvis de love eller administrative bestem-
melser i et tredjeland, der gælder for en eller flere fysiske eller juridiske personer, som betalingsin-
stituttet har snævre forbindelser med, eller de vanskeligheder, som er forbundet med anvendelse af
286
disse love eller administrative bestemmelser, ikke hæmmer dem i varetagelsen af deres tilsynsopga-
ver.
9. Tilladelsen gælder i alle medlemsstaterne og giver det pågældende betalingsinstitut mulighed for
at udbyde de betalingstjenester, der er omfattet af tilladelsen, i hele Unionen i henhold til den fri
udveksling af tjenesteydelser eller den frie etableringsret.
Artikel 12
Meddelelse af afgørelsen
Senest tre måneder efter modtagelse af en ansøgning, eller hvis ansøgningen er ufuldstændig, efter
modtagelse af alle de oplysninger, der er nødvendige for at træffe en afgørelse, underretter de kom-
petente myndigheder ansøgeren, om der er givet tilladelse eller ej. Den kompetente myndighed be-
grunder, hvis den nægter at give en tilladelse.
Artikel 13
Inddragelse af tilladelse
1. De kompetente myndigheder kan kun inddrage en meddelt tilladelse til et betalingsinstitut, så-
fremt instituttet:
a) ikke gør brug af tilladelsen inden for en frist af 12 måneder, giver udtrykkeligt afkald
herpå eller har ikke udøvet sin virksomhed i en periode på over seks måneder, medmin-
dre den pågældende medlemsstat har fastsat bestemmelser om, at tilladelsen i sådanne
tilfælde bortfalder
b) har opnået tilladelsen gennem falske erklæringer eller andre uretmæssige midler
c) ikke længere opfylder betingelserne for meddelelse af tilladelse eller undlader at oplyse
den kompetente myndighed om vigtige ændringer i sine forhold i den henseende
d) ville udgøre en trussel mod betalingssystemets stabilitet eller tilliden til det, hvis det fort-
satte sin betalingstjenestevirksomhed, eller
e) befinder sig i enhver anden situation, som medfører, at tilladelsen inddrages i henhold til
national ret.
2. Den kompetente myndighed begrunder en inddragelse af en tilladelse og meddeler den til de på-
gældende.
3. Den kompetente myndighed offentliggør inddragelsen af en tilladelse, herunder i de registre, der
er omhandlet i artikel 14 og 15.
Artikel 14
Registrering i hjemlandet
1. Medlemsstaterne opretter et offentligt register, hvori følgende opføres:
a) betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, og deres agenter
287
b) fysiske og juridiske personer, der er omfattet af en undtagelse i henhold til artikel 32 eller
33, og, deres agenter, og
c) de i artikel 2, stk. 5, omhandlede institutter, der i henhold til national ret har ret til at ud-
byde betalingstjenester.
Filialer af betalingsinstitutter opføres i hjemlandets register, hvis disse filialer udbyder tjenester i en
anden medlemsstat end deres hjemland.
2. Det offentlige register skal indeholde oplysninger om de betalingstjenester, som betalingsinstitut-
tet har tilladelse til at udbyde, eller som den fysiske eller juridiske person er blevet registreret til at
udbyde. Betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, opføres i registret adskilt fra fysiske og juri-
diske personer, der er omfattet af en undtagelse i henhold til artikel 32 eller 33. Registret skal være
offentligt tilgængeligt, være tilgængeligt online og ajourføres hurtigst muligt.
3. De kompetente myndigheder opfører enhver inddragelse af tilladelse og enhver inddragelse af
undtagelse i henhold til artikel 32 eller 33 i det offentlige register.
4. De kompetente myndigheder underretter EBA om begrundelsen for inddragelsen af enhver tilla-
delse og enhver undtagelse i henhold til artikel 32 eller 33.
Artikel 15
EBA-register
1. EBA udvikler, driver og vedligeholder et elektronisk centralt register indeholdende de oplysnin-
ger, som er meddelt af de kompetente myndigheder i overensstemmelse med stk. 2. EBA er ansvar-
lig for oplysningernes nøjagtighed.
EBA gør registeret offentligt tilgængeligt på sit websted og sikrer let adgang til og let søgning efter
de opførte oplysninger vederlagsfrit.
2. De kompetente myndigheder underretter straks EBA om de oplysninger, der opføres i deres of-
fentlige registre som omhandlet i artikel 14 på et sprog, der sædvanligvis anvendes på det finansiel-
le område.
3. De kompetente myndigheder er ansvarlige for nøjagtigheden af de oplysninger, der er omhandlet
i stk. 2, og for at holde disse oplysninger ajourførte.
4. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der fastsætter tekniske krav
til udvikling, drift og vedligeholdelse af det elektroniske centrale register og til adgang til oplysnin-
gerne heri. De tekniske krav skal sikre, at kun den kompetente myndighed og EBA kan ændre op-
lysningerne.
288
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest
den 13. januar 2018.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
5. EBA udarbejder udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med nærmere enkeltheder
og strukturen for de oplysninger, der skal meddeles i henhold til stk. 1, herunder et fælles format og
en model for, hvordan oplysningerne skal indgives.
EBA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 13. juli 2017.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
Artikel 16
Bevarelse af tilladelse
Hvis der sker ændringer, som har indflydelse på de oplysninger eller det materiale, der er fremlagt i
overensstemmelse med artikel 5, underretter betalingsinstituttet snarest muligt de kompetente myn-
digheder i hjemlandet herom.
Artikel 17
Regnskaber og lovpligtig revision
1. Direktiv 86/635/EØF og 2013/34/EU samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1606/200234) finder tilsvarende anvendelse på betalingsinstitutter.
2. Medmindre de er undtaget i henhold til direktiv 2013/34/EU og, hvor det er relevant, direktiv
86/635/EØF, revideres betalingsinstitutternes årsregnskaber og konsoliderede regnskaber af en revi-
sor eller et revisionsfirma som omhandlet i direktiv 2006/43/EF.
3. Medlemsstaterne kræver med henblik på tilsyn, at betalingsinstitutterne fremlægger særskilte
regnskabsoplysninger om de betalingstjenester og de aktiviteter, der er omhandlet i artikel 18, stk.
1; oplysningerne skal forsynes med en revisionserklæring. Erklæringen udarbejdes, hvor det er rele-
vant, af revisorerne eller et revisionsfirma.
4. Forpligtelserne i artikel 63 i direktiv 2013/36/EU finder tilsvarende anvendelse på betalingsinsti-
tutternes revisorer eller revisionsfirmaer for så vidt angår aktiviteter vedrørende betalingstjenester.
289
Artikel 18
Aktiviteter
1. Ud over at udbyde betalingstjenester har betalingsinstitutter ret til at udøve følgende aktiviteter:
a) at udbyde driftsmæssige og nært tilknyttede accessoriske tjenester som f.eks. sikkerhed
for gennemførelse af betalingstransaktioner, valutaveksling, depottjenester samt lagring
og behandling af data
b) at drive betalingssystemer, jf. dog artikel 35
c) andre forretningsaktiviteter end betalingstjenester, under hensyn til gældende EU-ret og
national ret.
2. Hvis betalingsinstitutter beskæftiger sig med udbud af en eller flere betalingstjenester, må de kun
føre betalingskonti, der udelukkende anvendes til betalingstransaktioner.
3. Midler, som betalingsinstitutter modtager fra betalingstjenestebrugere med henblik på udbud af
betalingstjenester, må ikke betragtes som indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler, jf. arti-
kel 9 i direktiv 2013/36/EU, eller elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i direktiv
2009/110/EF.
4. Betalingsinstitutter må kun yde kredit i forbindelse med betalingstjenester som omhandlet i punkt
4 eller 5 i bilag I, hvis alle følgende betingelser er opfyldt:
a) kreditten er accessorisk og ydes udelukkende i forbindelse med gennemførelse af en be-
talingstransaktion
b) kredit, der ydes i forbindelse med en betaling og gennemføres i overensstemmelse med
artikel 11, stk. 9, og artikel 28, tilbagebetales uanset nationale regler om kredit med kre-
ditkort inden for et kort tidsrum, der i intet tilfælde må overstige 12 måneder
c) en sådan kredit ydes ikke med brug af midler, som er modtaget eller besiddes for at gen-
nemføre en betalingstransaktion
d) betalingsinstituttets kapitalgrundlag er til enhver tid og efter tilsynsmyndighedernes op-
fattelse passende i forhold til den samlede kredit, der ydes.
5. Betalingsinstitutter må ikke erhvervsmæssigt tage imod indlån eller andre tilbagebetalingspligti-
ge midler som omhandlet i artikel 9 i direktiv 2013/36/EU.
6. Nærværende direktiv berører ikke direktiv 2008/48/EF, anden relevant EU-ret eller nationale for-
anstaltninger vedrørende betingelser for ydelse af kredit til forbrugere, der ikke er harmoniseret ved
nærværende direktiv, og som overholder EU-retten.
Afdeling 2
Andre krav
Artikel 19
290
Anvendelse af agenter, filialer eller enheder, hvortil aktiviteter outsources
1. Når et betalingsinstitut har til hensigt at udbyde betalingstjenester gennem en agent, meddeler det
de kompetente myndigheder i hjemlandet følgende:
a) navn og adresse på agenten
b) en beskrivelse af de interne kontrolmekanismer, som agenten vil anvende for at opfylde
forpligtelserne vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme i henhold til
direktiv (EU) 2015/849; kontrolmekanismerne skal straks ajourføres i tilfælde af væsent-
lige ændringer af de elementer, der blev oplyst i den oprindelige meddelelse
c) identiteten af direktører og ledelsesansvarlige for den agent, der skal formidle udbud af
betalingstjenester, og for andre agenter end betalingstjenesteudbydere dokumentation for,
at de besidder den nødvendige egnethed og hæderlighed
d) de af betalingsinstituttets betalingstjenester, som agenten er bemyndiget til at udbyde, og
e) i givet fald agentens identifikationskode eller -nummer.
2. Senest to måneder efter modtagelsen af de i stk. 1 omhandlede oplysninger meddeler hjemlandets
kompetente myndighed betalingsinstituttet, om agenten er blevet opført i det register, der er om-
handlet i artikel 14. Ved opførelse i registeret må agenten begynde at udbyde betalingstjenester.
3. Før de kompetente myndigheder opfører agenten i registret, træffer de, hvis de skønner, at de
oplysninger, de har modtaget, ikke er korrekte, yderligere foranstaltninger til at kontrollere oplys-
ningerne.
4. Hvis de kompetente myndigheder efter at have kontrolleret oplysningerne ikke finder det godt-
gjort, at de oplysninger, som de har modtaget i henhold til stk. 1, er korrekte, afviser de at opføre
agenten i det register, der er omhandlet i artikel 14, og underretter uden unødig forsinkelse beta-
lingsinstituttet herom.
5. Hvis betalingsinstituttet ønsker at udbyde betalingstjenester i en anden medlemsstat ved at an-
vende en agent eller oprette en filial, skal det følge procedurerne i artikel 28.
6. Hvis et betalingsinstitut har til hensigt at outsource betalingstjenesters driftsmæssige funktioner,
underretter det de kompetente myndigheder i hjemlandet herom.
Vigtige driftsmæssige funktioner, herunder IT-systemer, må ikke outsources på en måde, der i væ-
sentlig grad forringer kvaliteten af betalingsinstituttets interne kontrol og de kompetente myndighe-
ders mulighed for at kunne overvåge og spore, om betalingsinstituttet opfylder alle forpligtelserne i
dette direktiv.
I den i andet afsnit omhandlede betydning betragtes en driftsmæssig funktion som vigtig, hvis en
fejl eller et svigt i gennemførelsen i væsentlig grad vil forringe betalingsinstituttets vedvarende
overholdelse af de krav i forbindelse med dets tilladelse i henhold til dette afsnit, eller dets øvrige
forpligtelser efter dette direktiv, dets driftsmæssige resultat eller dets betalingstjenesters soliditet el-
291
ler fortsatte beståen. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter, når de outsourcer vigtige drifts-
mæssige funktioner, opfylder følgende betingelser:
a) outsourcing må ikke føre til, at den daglige ledelse delegerer sit ansvar
b) betalingsinstituttets forhold til og forpligtelser over for sine betalingstjenestebrugere i
henhold til dette direktiv må ikke ændres
c) de betingelser, som betalingsinstituttet skal opfylde for at blive meddelt tilladelse og be-
vare denne i overensstemmelse med dette afsnit, skal fortsat opfyldes
d) ingen af de øvrige betingelser, som lå til grund for meddelelsen af tilladelse, må ophæves
eller ændres.
7. Betalingsinstitutter sikrer, at agenter eller filialer, der handler på deres vegne, underretter beta-
lingstjenestebrugerne herom.
8. Betalingsinstitutter meddeler straks de kompetente myndigheder i deres hjemland ændringer ved-
rørende anvendelse af enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet, og, i overensstemmelse med proce-
duren i stk. 2, 3 og 4, agenter, herunder yderligere agenter.
Artikel 20
Ansvar
1. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter, der lader tredjemand udføre driftsmæssige funkti-
oner, træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at bestemmelserne i dette direktiv overhol-
des.
2. Medlemsstaterne kræver, at betalingsinstitutterne har det fulde erstatningsansvar for enhver
handling, der foretages af deres ansatte eller agenter, filialer eller enheder, hvortil der er outsourcet
aktiviteter.
Artikel 21
Opbevaring af dokumentation
Medlemsstaterne pålægger betalingsinstitutter at registrere og opbevare alle de oplysninger, der er
relevante for dette afsnit, i mindst fem år, jf. dog direktiv (EU) 2015/849 eller anden relevant EU-
ret.
Afdeling 3
Kompetente myndigheder og tilsyn
Artikel 22
Udpegning af kompetente myndigheder
292
1. Som kompetente myndigheder med ansvar for meddelelse af tilladelse til og tilsyn med beta-
lingsinstitutter, der skal udføre de i dette afsnit omhandlede opgaver, udpeger medlemsstaterne en-
ten offentlige myndigheder eller organer, der er anerkendt i national ret eller af de offentlige myn-
digheder, som udtrykkeligt har beføjelse hertil efter national ret, herunder nationale centralbanker.
De kompetente myndigheder skal være uafhængige af økonomiske organer, og interessekonflikter
skal undgås. Uden at dette berører første afsnit, må betalingsinstitutter, kreditinstitutter, udstedere
af elektroniske penge eller postgirokontorer ikke udpeges som kompetente myndigheder.
Medlemsstaterne underretter Kommissionen herom.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der udpeges efter stk. 1, har alle de befø-
jelser, der er nødvendige for at varetage deres opgaver.
3. Medlemsstater, på hvis område der er mere end én kompetent myndighed for de spørgsmål, der
er omfattet af dette afsnit, sikrer, at disse myndigheder samarbejder tæt, således at de kan varetage
deres respektive opgaver effektivt. Det samme gælder i de tilfælde, hvor de myndigheder, der er
kompetente i forbindelse med spørgsmål, der er omfattet af dette afsnit, ikke er de kompetente myn-
digheder, der er ansvarlige for tilsyn med kreditinstitutter.
4. De kompetente myndigheder i hjemlandet er ansvarlige for de opgaver, som varetages af de kom-
petente myndigheder, der udpeges efter stk. 1.
5. Stk. 1 indebærer ikke, at de kompetente myndigheder skal føre tilsyn med andre af betalingsinsti-
tutternes forretningsaktiviteter end udbud af betalingstjenester og de aktiviteter, der er omhandlet i
artikel 18, stk. 1, litra a).
Artikel 23
Tilsyn
1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheders kontrol af overholdelsen af bestemmel-
serne i dette afsnit er proportional, hensigtsmæssig og afpasset efter de risici, som betalingsinstitut-
ter er udsat for.
For at kontrollere overholdelsen af bestemmelserne i dette afsnit er de kompetente myndigheder be-
rettiget til navnlig at tage følgende skridt:
a) at kræve, at betalingsinstituttet giver alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne
kontrollere overholdelse, med angivelse af formålet med kravet, hvis det er relevant, og
fristen for indgivelse af disse oplysninger
b) at udføre inspektioner på stedet hos betalingsinstituttet, enhver agent eller filial, der ud-
byder betalingstjenester under betalingsinstituttets ansvar, eller hos enhver enhed, som
aktiviteterne er outsourcet til
293
c) at udstede henstillinger, retningslinjer og i givet fald bindende administrative forskrifter
d) at suspendere eller inddrage en tilladelse i henhold til artikel 13.
2. Med forbehold af procedurerne for inddragelse af tilladelser og strafferetlige bestemmelser sør-
ger medlemsstaterne for, at deres respektive kompetente myndigheder, i tilfælde af at et betalingsin-
stitut eller dets ansvarlige ledelse har overtrådt love eller administrative bestemmelser om tilsyn
med betalingsinstitutter eller om disses betalingstjenestevirksomhed, kan pålægge disse sanktioner
eller påbyde foranstaltninger med det klare formål at bringe de konstaterede overtrædelser eller år-
sagerne hertil til ophør.
3. Uanset kravene i artikel 7, artikel 8, stk. 1 og 2, og artikel 9 sikrer medlemsstaterne, at de kompe-
tente myndigheder har tilladelse til at tage de i stk. 1 omhandlede skridt med henblik på at sikre
tilstrækkelig kapital til betalingstjenester, navnlig hvis de af betalingsinstituttets aktiviteter, der ikke
er betalingstjenester, forringer eller vil kunne forringe betalingsinstituttets finansielle soliditet.
Artikel 24
Tavshedspligt
1. Medlemsstaterne sikrer, at alle, der arbejder eller har arbejdet for de kompetente myndigheder,
såvel som eksperter, der handler på de kompetente myndigheders vegne, omfattes af tavshedspligt,
uden at det berører tilfælde, der falder ind under strafferetten.
2. Udveksling af oplysninger i henhold til artikel 26 er omfattet af streng tavshedspligt for at sikre
beskyttelse af enkeltpersoners og virksomheders rettigheder.
3. Medlemsstaterne kan anvende denne artikel under hensyntagen til artikel 53-61 i direktiv
2013/36/EU med de fornødne ændringer.
Artikel 25
Ret til domstolsprøvelse
1. Medlemsstaterne sikrer, at afgørelser truffet af de kompetente myndigheder vedrørende et beta-
lingsinstitut i medfør af love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i overensstemmelse
med dette direktiv, kan indbringes for domstolene.
2. Stk. 1 finder også anvendelse i tilfælde af passivitet.
Artikel 26
Udveksling af oplysninger
294
1. Medlemsstaternes kompetente myndigheder samarbejder med hinanden og, hvor det er relevant,
med ECB og medlemsstaternes nationale centralbanker, EBA og andre relevante kompetente myn-
digheder, som er udpeget i henhold til EU-ret eller national ret om betalingstjenesteudbydere.
2. Medlemsstaterne tillader desuden udveksling af oplysninger mellem deres kompetente myndig-
heder og følgende:
a) de kompetente myndigheder i andre medlemsstater, der har ansvar for at meddele tilla-
delse til og føre tilsyn med betalingsinstitutter
b) ECB og medlemsstaternes nationale centralbanker i deres egenskab af pengepolitiske
myndigheder og tilsynsmyndigheder og, hvor det er relevant, andre offentlige myndighe-
der med ansvar for tilsyn med betalings- og afviklingssystemer
c) andre relevante myndigheder, der er udpeget i henhold til nærværende direktiv, direktiv
(EU) 2015/849 og anden EU-ret vedrørende betalingstjenesteudbydere, herunder lovgiv-
ning vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme
d) EBA, når denne bidrager til, at tilsynsordningerne fungerer effektivt og konsekvent, jf.
artikel 1, stk. 5, litra a), i forordning (EU) nr. 1093/2010.
Artikel 27
Bilæggelse af tvister mellem kompetente myndigheder i forskellige medlemsstater
1. Når en kompetent myndighed i en medlemsstat finder, at det grænseoverskridende samarbejde
med de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat i forbindelse med en bestemt sag, jf. arti-
kel 26, 28, 29, 30 eller 31 i dette direktiv, ikke overholder de relevante betingelser i disse bestem-
melser, kan den forelægge sagen for EBA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel
19 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
2. Når EBA er blevet anmodet om bistand, jf. nærværende artikels stk. 1, træffer den en afgørelse i
henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1093/2010 uden unødig forsinkelse. EBA kan
også på eget initiativ i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i nævnte forordning
bistå de kompetente myndigheder med at nå til enighed. De involverede kompetente myndigheder
udsætter i begge tilfælde deres afgørelse, indtil der er fundet en løsning i henhold til artikel 19 i
nævnte forordning.
Artikel 28
Anmodning om udøvelse af etableringsretten og retten til fri udveksling af tjenesteydelser
1. Betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, og som ønsker for første gang at udbyde betalings-
tjenester i en anden medlemsstat end hjemlandet i henhold til etableringsretten eller retten til fri ud-
veksling af tjenesteydelser, meddeler de kompetente myndigheder i hjemlandet følgende oplysnin-
ger:
a) navn, adresse og, hvis relevant, nummeret på betalingsinstituttets tilladelse
b) den eller de medlemsstater, hvori det har til hensigt at drive virksomhed
c) den eller de betalingstjenester, der skal udbydes
d) hvis betalingsinstituttet ønsker at anvende en agent, oplysningerne i artikel 19, stk. 1
295
e) hvis betalingsinstituttet ønsker at anvende en filial, oplysningerne i artikel 5, stk. 1, litra
b) og e), for så vidt angår betalingstjenestevirksomheden på værtslandets område, en be-
skrivelse af filialens organisatoriske struktur og identiteten af de ansvarlige for filialens
ledelse.
Hvis betalingsinstituttet har til hensigt at outsource betalingstjenesters driftsmæssige funktioner til
andre enheder på værtslandets område, underretter det de kompetente myndigheder i hjemlandet
herom.
2. Senest en måned efter modtagelsen af alle de i stk. 1 omhandlede oplysninger fremsender de
kompetente myndigheder i hjemlandet disse til de kompetente myndigheder i værtslandet.
Senest en måned efter modtagelsen af oplysningerne fra de kompetente myndigheder i hjemlandet
giver de kompetente myndigheder i værtslandet efter en vurdering af disse oplysninger de kompe-
tente myndigheder i hjemlandet relevante oplysninger vedrørende det pågældende betalingsinstituts
påtænkte udbud af betalingstjenester som led i udøvelsen af etableringsfriheden eller den frie ud-
veksling af tjenesteydelser. De kompetente myndigheder i værtslandet underretter de kompetente
myndigheder i hjemlandet om navnlig rimelige grunde til betænkeligheder i forbindelse med den
påtænkte anvendelse af en agent eller den påtænkte oprettelse af en filial, for så vidt angår hvidvask
af penge eller finansiering af terrorisme som omhandlet i direktiv (EU) 2015/849.
Hvis de kompetente myndigheder i hjemlandet ikke er enige i vurderingen foretaget af de kompe-
tente myndigheder i værtslandet, meddeler disse de kompetente myndigheder i værtslandet begrun-
delsen for deres beslutning.
Hvis den af de kompetente myndigheder i hjemlandet foretagne vurdering, navnlig i lyset af oplys-
ningerne fra de kompetente myndigheder i værtslandet, ikke er positiv, afviser de kompetente myn-
digheder i hjemlandet at registrere agenten eller filialen eller trækker registreringen tilbage, hvis
den allerede er blevet gennemført.
3. Senest tre måneder efter modtagelsen af de i stk. 1 omhandlede oplysninger meddeler de kompe-
tente myndigheder i hjemlandet deres beslutning til de kompetente myndigheder i værtslandet og til
betalingsinstituttet.
Ved opførelse i det i artikel 14 omhandlede register, må agenten eller filialen påbegynde sine akti-
viteter i det relevante værtsland.
Betalingsinstituttet underretter de kompetente myndigheder i hjemlandet om den dato, fra hvilken
det påbegynder sine aktiviteter via agenten eller filialen i det relevante værtsland. De kompetente
myndigheder i hjemlandet underretter de kompetente myndigheder i værtslandet herom.
4. Betalingsinstituttet underretter uden unødig forsinkelse de kompetente myndigheder i hjemlandet
om relevante ændringer vedrørende de oplysninger, der er meddelt i overensstemmelse med stk. 1,
296
herunder yderligere agenter, filialer eller enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet i de medlemssta-
ter, hvori det driver virksomhed. Proceduren i stk. 2 og 3 finder anvendelse.
5. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende rammerne for
samarbejde og for udvekslingen af oplysninger mellem de kompetente myndigheder i hjemlandet
og værtslandet i overensstemmelse med denne artikel. I dette udkast til reguleringsmæssige tekni-
ske standarder fastsættes metoden, midlerne og de nærmere bestemmelser for samarbejdet i forbin-
delse med anmeldelser om betalingsinstitutter med grænseoverskridende aktiviteter, navnlig omfan-
get og behandlingen af de oplysninger, der skal indgives, herunder en fælles terminologi og stan-
dardanmeldelsesmodeller med henblik på at sikre en konsekvent og effektiv anmeldelsesprocedure.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest
den 13. januar 2018.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige
tekniske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
Artikel 29
Tilsyn med betalingsinstitutters udøvelse af etableringsretten og retten til fri udveksling af
tjenesteydelser
1. For at kunne foretage kontrol og træffe de nødvendige foranstaltninger fastsat i dette afsnit og de
bestemmelser i national ret, der gennemfører afsnit III og IV, samarbejder de kompetente myndig-
heder i hjemlandet med de kompetente myndigheder i værtslandet i overensstemmelse med artikel
100, stk. 4, for så vidt angår agenten eller filialen af et betalingsinstitut, der er etableret på en anden
medlemsstats område.
Inden for rammerne af samarbejdet i henhold til første afsnit underretter de kompetente myndighe-
der i hjemlandet de kompetente myndigheder i værtslandet, når de har til hensigt at foretage kontrol
på stedet på sidstnævntes område.
De kompetente myndigheder i hjemlandet kan dog delegere kontrollen på stedet med det pågælden-
de institut til de kompetente myndigheder i værtslandet.
2. De kompetente myndigheder i værtslandene kan kræve, at betalingsinstitutter, der har agenter el-
ler filialer på deres område, regelmæssigt aflægger rapport om de aktiviteter, som udøves på deres
område.
Sådanne rapporter er påkrævet til oplysningsmæssige eller statistiske formål og, i det omfang agen-
terne og filialerne udøver betalingstjenestevirksomheden i henhold til etableringsretten, med hen-
blik på at overvåge overholdelsen af de bestemmelser i national ret, der gennemfører afsnit III og
297
IV. Sådanne agenter og filialer er omfattet af krav om tavshedspligt, som mindst svarer til dem, der
er omhandlet i artikel 24.
3. De kompetente myndigheder udveksler alle væsentlige og/eller relevante oplysninger, navnlig
om overtrædelser begået af en agent eller en filial, eller mistanke om sådanne overtrædelser, og hvis
sådanne overtrædelser er opstået i forbindelse med udøvelsen af retten til fri udveksling af tjeneste-
ydelser. I denne forbindelse fremlægger de kompetente myndigheder på anmodning alle relevante
oplysninger og giver på eget initiativ alle væsentlige oplysninger, herunder oplysninger om, hvor-
vidt betalingsinstituttet opfylder betingelserne i artikel 11, stk. 3.
4. Medlemsstaterne kan kræve, at betalingsinstitutter, der i henhold til etableringsretten driver virk-
somhed på deres område via agenter, og hvis hovedkontor er beliggende i en anden medlemsstat,
udpeger et centralt kontaktpunkt på deres område for at sikre hensigtsmæssig kommunikation og
indberetning af oplysninger om overholdelsen af afsnit III og IV, uden at dette berører eventuelle
bestemmelser om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og for at gøre det
lettere for de kompetente myndigheder i hjemlandet og værtslandet at føre tilsyn, herunder ved efter
anmodning at give de kompetente myndigheder dokumenter og oplysninger.
5. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der præciserer de kriterier,
der finder anvendelse ved fastlæggelsen i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet af,
under hvilke omstændigheder det er hensigtsmæssigt at udpege et centralt kontaktpunkt, og hvilke
funktioner centrale kontaktpunkter skal have, jf. stk. 4.
Dette udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder skal navnlig tage hensyn til:
a) det samlede antal og værdien af transaktioner, der gennemføres af betalingsinstituttet i
værtslandet
b) de udbudte betalingstjenesters art, og
c) det samlede antal agenter etableret i værtslandet.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest
den 13. januar 2017.
6. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende rammerne for
samarbejde og for udvekslingen af oplysninger mellem på den ene side de kompetente myndigheder
i hjemlandet og på den anden side værtslandet i overensstemmelse med dette afsnit og med henblik
på at føre tilsyn med overholdelsen af de bestemmelser i national ret, der gennemfører afsnit III og
IV. I udkastene til reguleringsmæssige tekniske standarder fastsættes metoden, midlerne og de nær-
mere bestemmelser for samarbejdet i forbindelse med tilsyn med betalingsinstitutter med grænseo-
verskridende aktiviteter, og navnlig omfanget og behandlingen af de oplysninger, der skal udveks-
les, med henblik på at sikre et konsekvent og effektivt tilsyn med betalingsinstitutter, der udbyder
betalingstjenester på tværs af grænserne.
Disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder fastsætter ligeledes midlerne og de nærme-
re bestemmelser for de indberetninger fra betalingsinstitutter, som værtslandene anmoder om, ved-
298
rørende den betalingstjenestevirksomhed, der udføres på deres område, i overensstemmelse med
stk. 2, herunder hyppigheden af sådanne indberetninger.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest
den 13. januar 2018.
7. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i stk. 5 og 6 omhandlede reguleringsmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
Artikel 30
Foranstaltninger i tilfælde af manglende overholdelse, herunder forebyggende foranstaltnin-
ger
1. Hvis den kompetente myndighed i værtslandet konstaterer, at et betalingsinstitut, der har agenter
eller filialer på dets område, ikke overholder bestemmelserne i dette afsnit og de bestemmelser i
national ret, der gennemfører afsnit III eller IV, oplyser den kompetente myndighed i værtslandet
straks den kompetente myndighed i hjemlandet herom, uden at dette berører hjemlandets kompeten-
te myndigheders ansvar.
Den kompetente myndighed i hjemlandet træffer uden unødig forsinkelse og efter at have evalueret
de oplysninger, den har modtaget i henhold til første afsnit, alle passende foranstaltninger for at sik-
re, at det pågældende betalingsinstitut bringer det ulovlige forhold til ophør. Den kompetente myn-
dighed i hjemlandet underretter straks den kompetente myndighed i værtslandet og de kompetente
myndigheder i andre berørte medlemsstater om disse foranstaltninger.
2. I kritiske situationer, hvor det er nødvendigt at gribe ind omgående for at imødegå en alvorlig
trussel mod betalingstjenestebrugernes kollektive interesse i værtslandet, kan de kompetente myn-
digheder i værtslandet træffe forebyggende foranstaltninger sideløbende med det grænseoverskri-
dende samarbejde mellem de kompetente myndigheder i afventning af foranstaltninger, der træffes
af de kompetente myndigheder i hjemlandet, jf. artikel 29.
3. Alle forebyggende foranstaltninger i henhold til stk. 2 skal være hensigtsmæssige og stå i rime-
ligt forhold til deres formål om at yde beskyttelse mod en alvorlig trussel mod betalingstjenestebru-
gernes kollektive interesse i værtslandet. De må ikke medføre, at betalingstjenestebrugere hos beta-
lingsinstituttet i værtslandet får fortrin frem for betalingstjenestebrugere hos betalingsinstituttet i
andre medlemsstater.
Forebyggende foranstaltninger er midlertidige og afsluttes, når de alvorlige trusler er afhjulpet, her-
under med bistand fra eller i samarbejde med hjemlandets kompetente myndigheder eller med
EBA, jf. artikel 27, stk. 1.
299
4. Hvis det er muligt i den kritiske situation, underrettes de kompetente myndigheder i værtslandet
de kompetente myndigheder i hjemlandet og i andre berørte medlemsstater, Kommissionen og EBA
på forhånd og under alle omstændigheder uden unødig forsinkelse om de forebyggende foranstalt-
ninger, der er truffet i henhold til stk. 2, og om begrundelsen herfor.
Artikel 31
Begrundelser og meddelelse
1. Enhver foranstaltning, der træffes af kompetente myndigheder i henhold til artikel 23, 28, 29 el-
ler 30, og som medfører sanktioner eller restriktioner for udøvelsen af den fri udveksling af tjene-
steydelser eller udøvelsen af etableringsfriheden, skal være behørigt begrundet og meddeles det på-
gældende betalingsinstitut.
2. Artikel 28-30 berører ikke de kompetente myndigheders pligt i henhold til direktiv (EU)
2015/849 og forordning (EU) 2015/847, navnlig artikel 48, stk. 1, i direktiv (EU) 2015/849 og arti-
kel 22, stk. 1, i forordning (EU) 2015/847, til at føre tilsyn med eller overvåge opfyldelsen af krave-
ne i nævnte retsakter.
Afdeling 4
Undtagelser
Artikel 32
Betingelser
1. Medlemsstaterne kan undtage eller tillade deres kompetente myndigheder helt eller delvis at und-
tage fysiske eller juridiske personer, der udbyder betalingstjenester opført i punkt 1-6 i bilag I, fra
anvendelsen af proceduren og betingelserne i afdeling 1, 2 og 3, med undtagelse af artikel 14, 15,
22, 24, 25 og 26, hvis:
a) det månedlige gennemsnit af værdien af de samlede betalingstransaktioner for de foregå-
ende 12 måneder, der er gennemført af den pågældende person, herunder også agenter,
for hvilke personen har det fulde ansvar, ikke overstiger en grænse, som fastsættes af
medlemsstaten, men som under ingen omstændigheder overstiger 3 mio. EUR. Dette
krav vurderes på grundlag af det forventede samlede beløb for betalingstransaktioner i
forretningsplanen, medmindre de kompetente myndigheder kræver en tilpasning af denne
plan, og
b) ingen af de fysiske personer, der har ansvaret for forvaltningen eller driften af virksom-
heden, har været dømt for overtrædelser vedrørende hvidvask af penge eller finansiering
af terrorisme eller anden økonomisk kriminalitet.
2. Fysiske og juridiske personer, der er registreret i overensstemmelse med stk. 1, skal have hoved-
kontor eller bopælssted i den medlemsstat, hvor de faktisk driver virksomhed.
300
3. De personer, der er omhandlet i stk. 1, behandles som betalingsinstitutter; artikel 11, stk. 9, og
artikel 28, 29 og 30 finder dog ikke anvendelse på dem.
4. Medlemsstaterne kan også foreskrive, at alle fysiske og juridiske personer, der er registreret i
overensstemmelse med stk. 1, kun må udøve nogle af de aktiviteter, der er anført i artikel 18.
5. De personer, der er omhandlet i stk. 1, skal underrette de kompetente myndigheder om enhver
ændring i deres situation, der har betydning for betingelserne i nævnte stykke. Medlemsstaterne tag-
er de nødvendige skridt til at sikre, at de pågældende personer, når betingelserne i nærværende arti-
kels stk. 1, 2 eller 4 ikke længere er opfyldt, søger tilladelse efter proceduren i artikel 11 inden 30
kalenderdage.
6. Stk. 1-5 finder ikke anvendelse for så vidt angår direktiv (EU) 2015/849 eller nationale bestem-
melser om bekæmpelse af hvidvask af penge.
Artikel 33
Kontooplysningstjenesteudbydere
1. Fysiske eller juridiske personer, der kun udbyder den i punkt 8 i bilag I omhandlede betalingstje-
neste, undtages fra proceduren og betingelserne i afdeling 1 og 2, med undtagelse af artikel 5, stk.
1, litra a), b), e)-h), j), l), n), p) og q), og stk. 3, samt artikel 14 og 15. Afdeling 3 finder anvendelse,
undtagen artikel 23, stk. 3.
2. De personer, der er omhandlet i stk. 1, behandles som betalingsinstitutter, idet afsnit III og IV
dog ikke finder anvendelse på dem, med undtagelse af artikel 41, 45 og 52 og, hvor det er relevant,
artikel 67, 69 og 95-98.
Artikel 34
Underretnings- og oplysningspligt
Hvis en medlemsstat anvender en undtagelse i henhold til artikel 32, underretter den senest den 13.
januar 2018 Kommissionen om sin afgørelse herom, og den underretter straks Kommissionen om
enhver senere ændring. Endvidere oplyser medlemsstaten Kommissionen om det antal fysiske og
juridiske personer, der er berørt, og hvert år om den samlede værdi af betalingstransaktioner, der er
gennemført pr. 31. december hvert kalenderår, jf. artikel 32, stk. 1, litra a).
KAPITEL 2
Fælles bestemmelser
Artikel 35
301
Adgang til betalingssystemer
1. Medlemsstaterne sikrer, at reglerne for adgang til betalingssystemer for betalingstjenesteudbyde-
re, der er meddelt tilladelse, eller registrerede betalingstjenesteudbydere, som er juridiske personer,
er objektive, ikkediskriminerende og proportionale, og at de ikke forhindrer adgang i større ud-
strækning, end det er nødvendigt for at beskytte mod specifikke risici som f.eks. afviklingsrisiko,
operationel risiko og forretningsrisiko og for at beskytte betalingssystemets finansielle og drifts-
mæssige stabilitet.
Betalingssystemer må ikke pålægge betalingstjenesteudbydere eller -brugere eller andre betalings-
systemer nogen af følgende krav:
a) restriktive bestemmelser om effektiv deltagelse i andre betalingssystemer
b) en regel, der forskelsbehandler betalingstjenesteudbydere, der er meddelt tilladelse, eller
registrerede betalingstjenesteudbydere hvad angår deltagernes rettigheder, forpligtelser
og beføjelser
c) begrænsninger baseret på selskabsretlig status.
2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på:
a) betalingssystemer, der er betegnet som systemer i henhold til direktiv 98/26/EF
b) betalingssystemer, der udelukkende består af betalingstjenesteudbydere, der tilhører en
koncern.
Med henblik på første afsnit, litra a), sikrer medlemsstaterne, hvis en deltager i et betegnet system
giver en betalingstjenesteudbyder, der er meddelt tilladelse, eller en registreret betalingstjenesteud-
byder, som ikke er deltager i systemet, mulighed for sende overførselsordrer gennem systemet, at
denne deltager efter anmodning giver samme mulighed på en objektiv, forholdsmæssig og ikkedi-
skriminerende måde til andre betalingstjenesteudbydere, der er meddelt tilladelse, eller registrerede
betalingstjenesteudbydere, jf. stk. 1.
Deltageren skal give den betalingstjenesteudbyder, som fremsætter anmodningen, en fyldestgøren-
de begrundelse for et eventuelt afslag.
Artikel 36
Adgang til konti, der føres i kreditinstitutter
Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter har adgang til kreditinstitutters betalingskontotjene-
ster på et objektivt, ikkediskriminerende og forholdsmæssigt grundlag. En sådan adgang skal have
et så stort omfang, at betalingsinstitutter kan udbyde betalingstjenester uhindret og effektivt.
Kreditinstitutter giver den kompetente myndighed behørigt begrundede årsager til eventuelle afslag.
Artikel 37
302
Forbud mod, at andre personer end betalingstjenesteudbydere udbyder betalingstjenester,
samt underretningspligt
1. Medlemsstaterne forbyder fysiske og juridiske personer, der hverken er betalingstjenesteudbyde-
re eller udtrykkeligt er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde, at udbyde betalingstjene-
ster.
2. Medlemsstaterne pålægger tjenesteudbydere, som udøver en hvilken som helst af de i artikel 3,
litra k), nr. i) eller ii) omhandlede aktiviteter, eller som udøver begge aktiviteter, for hvilken den
samlede værdi af betalingstransaktioner gennemført i de foregående 12 måneder overstiger 1 mio.
EUR, at fremsende en underretning til de kompetente myndigheder med en beskrivelse af de tjene-
ster, der udbydes, samt angivelse af, i henhold til hvilken undtagelse i artikel 3, litra k), nr. i) og ii),
aktiviteten anses for at blive udøvet.
På grundlag af denne underretning træffer den kompetente myndighed en behørigt begrundet afgø-
relse på grundlag af de kriterier, der er omhandlet i artikel 3, litra k), såfremt aktiviteten ikke kan
kvalificeres som et begrænset net, og underretter tjenesteudbyderen herom.
3. Medlemsstaterne pålægger tjenesteudbydere, der udøver en aktivitet som omhandlet i artikel 3,
litra l), at fremsende en underretning til de kompetente myndigheder, og at forelægge de kompeten-
te myndigheder en årlig revisionserklæring, hvori det attesteres, at aktiviteten overholder grænserne
i artikel 3, litra l).
4. Uanset stk. 1 underretter de kompetente myndigheder EBA om de indberettede tjenester i hen-
hold til stk. 2 og 3 med angivelse af, i henhold til hvilken undtagelse aktiviteten udføres.
5. Beskrivelsen af den aktivitet, der er indberettet i henhold til nærværende artikels stk. 2. og 3, of-
fentliggøres i de i artikel 14 og 15 omhandlede registre.
AFSNIT III
ÅBENHED OM BETINGELSERNE FOR OG OPLYSNINGSKRAVENE VEDRØRENDE
BETALINGSTJENESTER
KAPITEL 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 38
Anvendelsesområde
303
1. Dette afsnit finder anvendelse på enkeltstående betalingstransaktioner, rammeaftaler og beta-
lingstransaktioner, som er omfattet af disse. Parterne kan aftale, at dette afsnit ikke finder anvendel-
se helt eller delvis, når betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.
2. Medlemsstaterne kan anvende bestemmelserne i dette afsnit på mikrovirksomheder på samme
måde som på forbrugere.
3. Dette direktiv berører ikke direktiv 2008/48/EF, anden relevant EU-ret eller nationale foranstalt-
ninger vedrørende betingelser for ydelse af kredit til forbrugere, der ikke er harmoniseret ved nær-
værende direktiv og overholder EU-retten.
Artikel 39
Andre bestemmelser i EU-retten
Bestemmelserne i dette afsnit berører ikke anden EU-ret, som indeholder supplerende krav om for-
udgående oplysninger.
Hvor direktiv 2002/65/EF også finder anvendelse, erstattes bestemmelserne om oplysninger i nævn-
te direktivs artikel 3, stk. 1 — undtagen nævnte stykkes nr. 2), litra c)-g), nr. 3), litra a), d) og e),
samt nr. 4), litra b) — dog af artikel 44, 45, 51 og 52 i nærværende direktiv.
Artikel 40
Gebyrer for oplysninger
1. Betalingstjenesteudbyderen må ikke afkræve betalingstjenestebrugeren gebyr for oplysninger i
henhold til dette afsnit.
2. Betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren kan aftale gebyrer for supplerende eller
hyppigere oplysninger, som stilles til rådighed for betalingstjenestebrugeren efter anmodning, eller
for overførsel heraf ved hjælp af andre kommunikationsmidler end dem, der er anført i rammeafta-
len.
3. Når betalingstjenesteudbyderen kan afkræve gebyrer for oplysninger i henhold til stk. 2, skal de
være rimelige og i overensstemmelse med betalingstjenesteudbyderens faktiske omkostninger.
Artikel 41
Bevisbyrden vedrørende oplysningskrav
Medlemsstaterne fastsætter, at betalingstjenesteudbyderen har bevisbyrden med hensyn til at bevi-
se, at oplysningskravene i dette afsnit er opfyldt.
304
Artikel 42
Undtagelse fra oplysningskravene i forbindelse med betalingsinstrumenter for små betalinger
og elektroniske penge
1. Når der er tale om betalingsinstrumenter, der i henhold til den relevante rammeaftale udelukken-
de vedrører særskilte betalingstransaktioner på højst 30 EUR, eller som enten har en beløbsgrænse
på 150 EUR eller på intet tidspunkt lagrer midler på mere end 150 EUR:
a) skal betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 51, 52 og 56 kun give betaleren oplysning
om de vigtigste karakteristika ved betalingstjenesten, herunder den måde, hvorpå beta-
lingsinstrumentet kan anvendes, ansvar, de opkrævede gebyrer samt andre væsentlige op-
lysninger, der er nødvendige for at træffe en informeret beslutning, og en angivelse af,
hvor andre oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 52, stilles til rådighed på en
let tilgængelig måde
b) kan det aftales, at betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 54 ikke har pligt til at foreslå
ændringer af betingelserne i rammeaftalen på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1
c) kan det aftales, at betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 57 og 58 efter gennemførel-
sen af en betalingstransaktion:
i) kun meddeler en reference eller stiller en reference til rådighed, der gør det muligt for
betalingstjenestebrugeren at identificere betalingstransaktionen, transaktionsbeløbet
og gebyrerne for den og/eller, når der er tale om flere betalingstransaktioner af samme
art foretaget til samme betalingsmodtager, kun oplyser det samlede beløb og de sam-
lede gebyrer for disse betalingstransaktioner
ii) ikke har pligt til at meddele de oplysninger, der er omhandlet i nr. i), eller stille dem
til rådighed, hvis betalingsinstrumentet anvendes anonymt, eller hvis betalingstjene-
steudbyderen på anden vis teknisk ikke er i stand til at meddele dem. Betalingstjene-
steudbyderen skal dog give betaleren mulighed for at kontrollere størrelsen af de mid-
ler, der er lagret.
2. For så vidt angår nationale betalingstransaktioner, kan medlemsstaterne eller deres kompetente
myndigheder mindske eller fordoble de beløb, der er omhandlet i stk. 1. For forudbetalte betalings-
instrumenter kan medlemsstaterne forhøje disse beløb indtil 500 EUR.
KAPITEL 2
Enkeltstående betalingstransaktioner
Artikel 43
Anvendelsesområde
1. Dette kapitel finder anvendelse på enkeltstående betalingstransaktioner, der ikke er omfattet af en
rammeaftale.
305
2. Når en betalingsordre vedrørende en enkeltstående betalingstransaktion sendes via et betalingsin-
strument, som er omfattet af en rammeaftale, er betalingstjenesteudbyderen ikke forpligtet til at
meddele oplysninger eller stille oplysninger til rådighed, som betalingstjenestebrugeren allerede
modtager på grundlag af en rammeaftale med en anden betalingstjenesteudbyder, eller som
vedkommende vil modtage i henhold til denne rammeaftale.
Artikel 44
Generelle forudgående oplysninger
1. Medlemsstaterne kræver, at betalingstjenesteudbyderen, inden betalingstjenestebrugeren bliver
bundet af en enkeltstående betalingstjenesteaftale eller et enkeltstående betalingstjenestetilbud, for
så vidt angår dennes egne tjenester, stiller de oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 45,
til rådighed for betalingstjenestebrugeren på en let tilgængelig måde. Efter anmodning fra betalings-
tjenestebrugeren meddeler betalingstjenesteudbyderen oplysningerne og betingelserne på papir eller
et andet varigt medium. Oplysningerne og betingelserne affattes i et letforståeligt sprog og på en
tydelig og forståelig måde på et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor betalingstjenesten
udbydes, eller på et andet sprog, som parterne fastsætter indbyrdes.
2. Hvis den enkeltstående betalingstjenesteaftale er indgået på betalingstjenestebrugerens anmod-
ning ved hjælp af et fjernkommunikationsmiddel, og dette ikke giver betalingstjenesteudbyderen
mulighed for at overholde bestemmelserne i stk. 1, skal betalingstjenesteudbyderen opfylde sine
forpligtelser efter det nævnte stykke straks efter gennemførelsen af betalingstransaktionen.
3. Forpligtelserne efter stk. 1 kan også opfyldes ved levering af en kopi af udkastet til den enkeltstå-
ende betalingstjenesteaftale eller udkastet til betalingsordren med de oplysninger og betingelser, der
er anført i artikel 45.
Artikel 45
Oplysninger og betingelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at følgende oplysninger og betingelser meddeles eller stilles til rådighed
for betalingstjenestebrugeren af betalingstjenesteudbyderen:
a) en specifikation af de oplysninger eller den entydige identifikationskode, som betalings-
tjenestebrugeren skal anvende, for at en betalingsordre kan initieres eller gennemføres
korrekt
b) den maksimale gennemførelsestid for den ønskede betalingstjeneste
c) alle gebyrer, som betalingstjenestebrugeren skal betale til betalingstjenesteudbyderen,
og, hvor det er relevant, en udspecificering af disse gebyrer
d) hvor det er relevant, den faktiske vekselkurs eller referencekursen, der skal gælde for be-
talingstransaktionen.
2. Medlemsstaterne sikrer endvidere, at betalingsinitierings tjenesteudbydere, inden transaktionen
initieres, meddeler betaleren eller giver betaleren adgang til følgende tydelige og udførlige oplys-
ninger:
306
a) navnet på betalingsinitieringstjenesteudbyderen, den fysiske adresse på dens hovedkontor
og, hvor det er relevant, den fysiske adresse på dens agent eller filial, som er etableret i
den medlemsstat, hvor betalingstjenesten udbydes, og alle andre kontaktoplysninger, her-
under e-mailadresse, som er relevante for kommunikationen med betalingsinitieringstjene-
steudbyderen, og
b) kontaktoplysningerne for den kompetente myndighed.
3. Hvor det er relevant, stilles andre relevante oplysninger og betingelser, som er anført i artikel 52,
til rådighed for betalingstjenestebrugeren på en let tilgængelig måde.
Artikel 46
Oplysninger til betaleren og betalingsmodtageren efter initiering af en betalingsordre
Ud over de i artikel 45 anførte oplysninger og betingelser meddeler en betalingsinitieringstjene-
steudbyder, hvis en betalingsordre initieres gennem en sådan, umiddelbart efter initieringen betale-
ren og, hvor det er relevant, betalingsmodtageren samtlige følgende oplysninger eller stiller oplys-
ningerne til rådighed for dem:
a) en bekræftelse på, at betalingsordren er initieret korrekt hos betalerens kontoførende be-
talingstjenesteudbyder
b) en reference, der gør det muligt for betaleren og betalingsmodtageren at identificere beta-
lingstransaktionen og, hvor det er relevant, for betalingsmodtageren at identificere beta-
leren, samt eventuelle oplysninger, der fulgte betalingstransaktionen
c) betalingstransaktionsbeløbet
d) hvis det er relevant, beløbsstørrelsen af eventuelle gebyrer, der skal betales til betalings-
initieringstjenesteudbyderen for transaktionen og, hvis det er relevant, en udspecificering
af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer.
Artikel 47
Oplysninger til betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder i tilfælde af en betalingsini-
tieringstjeneste
Hvis en betalingsordre initieres gennem en betalingsinitieringstjenesteudbyder, skal denne stille be-
talingstransaktionsreferencen til rådighed for betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder.
Artikel 48
Oplysninger til betaleren efter modtagelse af en betalingsordre
Umiddelbart efter modtagelse af en betalingsordre meddeler betalerens betalingstjenesteudbyder
betaleren følgende oplysninger, for så vidt angår betalingstjenesteudbyderens egne tjenester, eller
stiller oplysningerne til rådighed for betaleren på samme måde som fastsat i artikel 44, stk. 1:
a) en reference, der gør det muligt for betaleren at identificere betalingstransaktionen, og,
hvor det er relevant, oplysninger om betalingsmodtageren
b) betalingstransaktionsbeløbet udtrykt i den valuta, der anvendes i betalingsordren
307
c) beløbsstørrelsen af eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen, som betaleren skal beta-
le, og, hvor det er relevant, en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer
d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalerens betalingstjenesteudbyder har anvendt
ved betalingstransaktionen eller en henvisning hertil, hvis den er forskellig fra den kurs,
der anvendes i overensstemmelse med artikel 45, stk. 1, litra d), og betalingstransaktions-
beløbet efter valutaomregningen
e) datoen for modtagelsen af betalingsordren.
Artikel 49
Oplysninger til betalingsmodtageren efter gennemførelse
Straks efter gennemførelse af en betalingsordre meddeler betalingsmodtagerens betalingstjeneste-
udbyder betalingsmodtageren følgende oplysninger, for så vidt angår betalingstjenesteudbyderens
egne tjenester, eller stiller oplysningerne til rådighed for betalingsmodtageren på samme måde som
fastsat i artikel 44, stk. 1:
a) en reference, der gør det muligt for betalingsmodtageren at identificere betalingstransak-
tionen og, hvor det er relevant, betaleren, samt eventuelle oplysninger, der fulgte beta-
lingstransaktionen
b) betalingstransaktionsbeløbet udtrykt i valutaen for de midler, der er til betalingsmodtage-
rens rådighed
c) størrelsen af eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen, som betalingsmodtageren
skal betale, og, hvor det er relevant, en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne
gebyrer
d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder
har anvendt ved betalingstransaktionen, og betalingstransaktionsbeløbet inden denne va-
lutaomregning
e) valørdatoen for kreditering.
KAPITEL 3
Rammeaftaler
Artikel 50
Anvendelsesområde
Dette kapitel finder anvendelse på betalingstransaktioner, der er omfattet af en rammeaftale.
Artikel 51
Generelle forudgående oplysninger
1. Medlemsstaterne kræver, at betalingstjenesteudbyderen, i god tid inden betalingstjenestebrugeren
bliver bundet af en rammeaftale eller et tilbud, på papir eller et andet varigt medium meddeler den-
308
ne de oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 52. Oplysningerne og betingelserne affattes i
et letforståeligt sprog og på en tydelig og forståelig måde på et af de officielle sprog i den medlems-
stat, hvor betalingstjenesten udbydes, eller på et andet sprog, som parterne fastsætter indbyrdes.
2. Hvis rammeaftalen er indgået på betalingstjenestebrugerens anmodning ved hjælp af et fjernkom-
munikationsmiddel, og dette ikke giver betalingstjenesteudbyderen mulighed for at overholde be-
stemmelserne i stk. 1, skal betalingstjenesteudbyderen opfylde sine forpligtelser efter det pågælden-
de stykke straks efter indgåelse af rammeaftalen.
3. Forpligtelserne efter stk. 1 kan også opfyldes ved udlevering af en kopi af udkastet til rammeaf-
tale med de oplysninger og betingelser, som er anført i artikel 52.
Artikel 52
Oplysninger og betingelser
Medlemsstaterne sikrer, at følgende oplysninger og betingelser meddeles betalingstjenestebrugeren:
1) vedrørende betalingstjenesteudbyderen:
a) navnet på betalingstjenesteudbyderen, den fysiske adresse på hovedkontoret og, hvor det
er relevant, den fysiske adresse på en filial eller agent, som er etableret i den medlems-
stat, hvor betalingstjenesten udbydes, og enhver anden adresse, herunder e-mailadresser,
som har betydning for kommunikationen med betalingstjenesteudbyderen
b) oplysninger om den relevante tilsynsmyndighed og om det register, der er omhandlet i
artikel 14, eller om et andet relevant offentligt register, hvor betalingstjenesteudbyderens
tilladelse er registreret, og registreringsnummeret eller tilsvarende identifikationsoplys-
ninger i det pågældende register
2) vedrørende brug af betalingstjenesten:
a) en beskrivelse af de vigtigste karakteristika ved den pågældende betalingstjeneste
b) en præcisering af de oplysninger eller den entydige identifikationskode, som betalingstje-
nestebrugeren skal anvende, for at en betalingsordre kan initieres eller gennemføres kor-
rekt
c) formen og proceduren for meddelelse af samtykke til at initiere en betalingsordre eller
gennemføre en betalingstransaktion og tilbagekaldelse af et sådant samtykke i overens-
stemmelse med artikel 64 og 80
d) en henvisning til det tidspunkt, hvor en betalingsordre anses for at være modtaget i over-
ensstemmelse med artikel 78, og det eventuelle seneste tidspunkt (cut-off-tidspunktet),
der er fastsat af betalingstjenesteudbyderen
e) den maksimale gennemførelsestid for de ønskede betalingstjenester
f) oplysning om, hvorvidt der er mulighed for at aftale beløbsgrænser for anvendelse af be-
talingsinstrumentet i overensstemmelse med artikel 68, stk. 1
g) i tilfælde af co-badgede kortbaserede betalingsinstrumenter, betalingstjenestebrugerens
rettigheder i henhold til artikel 8 i forordning (EU) 2015/751
3) vedrørende gebyrer, renter og vekselkurser:
309
a) alle gebyrer, som betalingstjenestebrugeren skal betale til betalingstjenesteudbyderen,
herunder dem, der har tilknytning til den måde, hvorpå og den hyppighed, hvormed op-
lysninger ifølge dette direktiv skal meddeles eller stilles til rådighed, og, hvor det er rele-
vant, en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer
b) hvor det er relevant, de rentesatser og vekselkurser, der skal gælde, eller hvis reference-
rentesatsen og referencekursen skal anvendes, beregningsmetoden for den faktiske rente
og den relevante dato og indeks eller grundlag for fastsættelse af en sådan referenceren-
tesats eller referencekurs
c) hvis det er aftalt, øjeblikkelig anvendelse af ændringer i referencerentesatsen eller refe-
rencekursen og oplysningskrav vedrørende ændringerne i overensstemmelse med artikel
54, stk. 2
4) vedrørende kommunikation:
a) hvor det er relevant, kommunikationsmidler, herunder de tekniske krav til betalingstjene-
stebrugerens udstyr og software, som parterne aftaler at bruge ved overførsel af oplysnin-
ger eller meddelelser i henhold til dette direktiv
b) den måde hvorpå og den hyppighed, hvormed oplysninger ifølge dette direktiv skal med-
deles eller stilles til rådighed
c) det eller de sprog, hvorpå rammeaftalen skal indgås og kommunikationen finde sted i lø-
bet af dette kontraktforhold
d) betalingstjenestebrugerens ret til at modtage aftalebetingelserne i rammeaftalen og oplys-
ninger og betingelser i overensstemmelse med artikel 53
5) vedrørende beskyttelsesforanstaltninger og korrigerende foranstaltninger:
a) hvor det er relevant, en beskrivelse af de foranstaltninger, som betalingstjenestebrugeren
skal træffe for at opfylde sikkerhedskravene for betalingsinstrumentet, samt oplysninger
om, hvordan betalingstjenesteudbyderen skal underrettes, jf. artikel 69, stk. 1, litra b)
b) en sikker procedure for betalingstjenesteudbyderens underretning af betalingstjenestebru-
geren i tilfælde af mistanke om eller faktiske tilfælde af svig eller sikkerhedstrusler
c) hvis det er aftalt, de betingelser, hvorpå betalingstjenesteudbyderen forbeholder sig ret til
at spærre et betalingsinstrument i overensstemmelse med artikel 68
d) betalerens ansvar i overensstemmelse med artikel 74, herunder oplysninger om det rele-
vante beløb
e) hvordan og inden for hvilket tidsrum betalingstjenestebrugeren skal give betalingstjene-
steudbyderen meddelelse om en uautoriseret eller ukorrekt initieret eller gennemført be-
talingstransaktion i overensstemmelse med artikel 71 samt betalingstjenesteudbyderens
ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner i overensstemmelse med artikel 73
f) betalingstjenesteudbyderens ansvar for initieringen eller gennemførelsen af betalings-
transaktioner i overensstemmelse med artikel 89
g) betingelserne for tilbagebetaling i henhold til artikel 76 og 77
6) vedrørende ændringer i og opsigelse af rammeaftalen:
a) hvis det er aftalt, oplysninger om, at betalingstjenestebrugeren anses for at have godkendt
de ændrede betingelser i overensstemmelse med artikel 54, medmindre betalingstjeneste-
brugeren inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato meddeler betalingstjenesteudbyderen,
at de ikke kan godkendes
b) rammeaftalens løbetid
310
c) betalingstjenestebrugerens ret til at opsige rammeaftalen og eventuelle aftaler om opsi-
gelse, jf. artikel 54, stk. 1, og artikel 55
7) vedrørende klage og erstatning:
a) eventuelle kontraktbestemmelser om den lovgivning, der finder anvendelse på rammeaf-
talen, og/eller om værneting
b) de alternative tvistbilæggelsesprocedurer, som er tilgængelige for betalingstjenestebruge-
ren i overensstemmelse med artikel 99-102.
Artikel 53
Adgang til oplysninger og betingelser i rammeaftaler
Betalingstjenestebrugeren har til enhver tid i løbet af kontraktforholdet ret til efter anmodning at
modtage aftalebetingelserne i rammeaftalen samt de oplysninger og betingelser, der er omhandlet i
artikel 52, på papir eller et andet varigt medium.
Artikel 54
Ændringer i betingelser i rammeaftaler
1. Betalingstjenesteudbyderen skal foreslå eventuelle ændringer i rammeaftalen eller i de oplysnin-
ger og betingelser, der er anført i artikel 52, på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1, og se-
nest to måneder inden den foreslåede anvendelsesdato. Betalingstjenestebrugeren kan enten accep-
tere eller afvise ændringerne inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato.
Hvis det er relevant i overensstemmelse med artikel 52, stk. 6, litra a), skal betalingstjenesteudby-
deren meddele betalingstjenestebrugeren, at betalingstjenestebrugeren anses for at have godkendt
disse ændringer, hvis denne ikke inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato meddeler betalingstjene-
steudbyderen, at de ikke kan godkendes. Betalingstjenesteudbyderen skal også meddele betalings-
tjenestebrugeren, at betalingstjenestebrugeren, såfremt denne afviser disse ændringer, har ret til at
opsige rammeaftalen vederlagsfrit og med virkning på et hvilket som helst tidspunkt indtil den dato,
hvor ændringen ville have fundet anvendelse.
2. Ændringer i rentesatsen eller vekselkursen kan anvendes øjeblikkelig og uden varsel, forudsat at
en sådan ret er fastsat i rammeaftalen, og at ændringerne i rentesatsen eller vekselkursen bygger på
den referencerentesats eller den referencekurs, der er aftalt i overensstemmelse med artikel 52, stk.
3, litra b) og c). Betalingstjenestebrugeren skal underrettes om eventuelle ændringer i renten så hur-
tigt som muligt på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1, medmindre parterne har aftalt, at
oplysningerne skal gives eller stilles til rådighed med en bestemt hyppighed eller på en bestemt må-
de. Ændringer i rentesatsen eller vekselkursen, der er mere gunstige for betalingstjenestebrugerne,
kan dog anvendes uden varsel.
3. Ændringer i den rentesats eller vekselkurs, der anvendes i betalingstransaktioner, foretages og
beregnes efter en neutral metode uden at forskelsbehandle betalingstjenestebrugerne.
311
Artikel 55
Opsigelse
1. Betalingstjenestebrugeren kan opsige rammeaftalen på et hvilket som helst tidspunkt, medmindre
parterne har aftalt en opsigelsesfrist. En sådan frist må ikke overstige en måned.
2. Rammeaftalen skal vederlagsfrit kunne opsiges af betalingstjenestebrugeren, medmindre aftalen
har været i kraft i mindre end seks måneder. Eventuelle gebyrer for opsigelse af rammeaftalen skal
være passende og i overensstemmelse med omkostningerne.
3. Hvis det er aftalt i rammeaftalen, kan betalingstjenesteudbyderen opsige en rammeaftale, når af-
talen er indgået på ubestemt tid, med mindst to måneders varsel på samme måde som fastsat i arti-
kel 51, stk. 1.
4. Gebyrer for betalingstjenester, der opkræves regelmæssigt, skal kun betales forholdsmæssigt af
betalingstjenestebrugeren for tiden frem til opsigelsen af aftalen. Hvis sådanne gebyrer er forudbe-
talt, skal de tilbagebetales forholdsmæssigt.
5. Bestemmelserne i denne artikel berører ikke medlemsstaternes love og administrative bestem-
melser vedrørende parternes ret til at annullere rammeaftalen eller erklære den for ugyldig.
6. Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser, der er gunstigere for betalingstjenestebrugere.
Artikel 56
Oplysninger før gennemførelse af særskilte betalingstransaktioner
Hvis en særskilt betalingstransaktion, der er omfattet af en rammeaftale, er initieret af betaleren,
skal betalingstjenesteudbyderen, hvis betaleren ønsker det for denne specifikke betalingstransakti-
on, udtrykkeligt meddele alle af de følgende oplysninger:
a) den maksimale gennemførelsestid
b) de gebyrer, som betaleren skal betale
c) hvor det er relevant, udspecificering af beløbsstørrelserne for eventuelle gebyrer.
Artikel 57
Oplysninger til betaleren om særskilte betalingstransaktioner
312
1. Efter at beløbet for en særskilt betalingstransaktion er blevet debiteret betalerens konto eller, hvis
betaleren ikke anvender en betalingskonto, efter modtagelse af betalingsordren, skal betalerens be-
talingstjenesteudbyder snarest muligt og på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1, meddele
betaleren alle af de følgende oplysninger:
a) en reference, der gør det muligt for betaleren at identificere hver enkelt betalingstransak-
tion og, hvor det er relevant, oplysninger om betalingsmodtageren
b) betalingstransaktionsbeløbet udtrykt i den valuta, som betalerens betalingskonto debite-
res i, eller i den valuta, der anvendes i betalingsordren
c) beløbsstørrelsen af eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen og, hvor det er relevant,
en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer, eller den rente, som betale-
ren skal betale
d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalerens betalingstjenesteudbyder har an-
vendt ved betalingstransaktionen, og betalingstransaktionsbeløbet efter valutaomregnin-
gen
e) valørdatoen for debitering eller datoen for modtagelsen af betalingsordren.
2. En rammeaftale skal indeholde en bestemmelse om, at betaleren kan kræve, at de i stk. 1 om-
handlede oplysninger vederlagsfrit meddeles eller stilles til rådighed mindst én gang om måneden
og på en aftalt måde, som gør det muligt for betaleren at lagre og gengive oplysninger uændret.
3. Medlemsstaterne kan dog kræve, at betalingstjenesteudbydere vederlagsfrit meddeler oplysninger
på papir eller på et andet varigt medium mindst én gang om måneden.
Artikel 58
Oplysninger til betalingsmodtageren om særskilte betalingstransaktioner
1. Efter at en særskilt betalingstransaktion er gennemført, skal betalingsmodtagerens betalingstjene-
steudbyder snarest muligt på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1, meddele betalingsmodta-
geren alle af de følgende oplysninger:
a) en reference, der gør det muligt for betalingsmodtageren at identificere betalingstransak-
tionen og betaleren, samt eventuelle oplysninger, der fulgte betalingstransaktionen
b) beløbet for betalingstransaktionen i den valuta, som betalingsmodtagerens betalingskonto
krediteres i
c) beløbsstørrelsen af eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen og, hvor det er relevant,
en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer, eller den rente, som beta-
lingsmodtageren skal betale
d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder
har anvendt ved betalingstransaktionen, og betalingstransaktionsbeløbet inden denne va-
lutaomregning
e) valørdatoen for kreditering.
2. En rammeaftale kan indeholde en bestemmelse om, at de i stk. 1 omhandlede oplysninger skal
meddeles eller stilles til rådighed mindst én gang om måneden og på en aftalt måde, som gør det
muligt for betalingsmodtageren at lagre og gengive oplysninger uændret.
313
3. Medlemsstaterne kan dog kræve, at betalingstjenesteudbydere vederlagsfrit meddeler oplysninger
på papir eller på et andet varigt medium mindst én gang om måneden.
KAPITEL 4
Fælles bestemmelser
Artikel 59
Valuta og valutaomregning
1. Betalinger foretages i den valuta, som parterne har aftalt.
2. Hvis der tilbydes en valutaomregningstjeneste, før betalingstransaktionen initieres, og hvis denne
valutaomregningstjeneste tilbydes på en pengeautomat, på salgsstedet eller af betalingsmodtageren,
skal den part, der tilbyder valutaomregningstjenesten til betaleren, give denne alle oplysninger om
gebyrer samt om den vekselkurs, der anvendes ved valutaomregningen.
Betaleren skal godkende, at valutaomregningstjenesten ydes på dette grundlag.
Artikel 60
Oplysninger om tillægsgebyrer eller rabatter
1. Hvis betalingsmodtageren opkræver gebyr eller tilbyder rabat for brug af et givet betalingsinstru-
ment, underretter betalingsmodtageren betaleren herom, før betalingstransaktionen initieres.
2. Hvis betalingstjenesteudbyderen eller en anden part, der indgår i transaktionen, opkræver gebyr
for brug af et givet betalingsinstrument, underretter betalingstjenesteudbyderen betalingstjeneste-
brugeren herom, før betalingstransaktionen initieres.
3. Betaleren er kun forpligtet til at betale de i stk. 1 og 2 omhandlede gebyrer, hvis deres fulde be-
løb er oplyst, før betalingstransaktionen initieres.
AFSNIT IV
RETTIGHEDER OG FORPLIGTELSER I FORBINDELSE MED UDBUD OG BRUG AF
BETALINGSTJENESTER
KAPITEL 1
314
Fælles bestemmelser
Artikel 61
Anvendelsesområde
1. Når betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger, kan betalingstjenestebrugeren og betalingstje-
nesteudbyderen aftale, at artikel 62, stk. 1, artikel 64, stk. 3, samt artikel 72, 74, 76, 77, 80 og 89
ikke eller kun delvis finder anvendelse. Betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen
kan også aftale andre frister end dem, der er fastsat i artikel 71.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at artikel 102 ikke finder anvendelse, når betalingstjenestebruge-
ren ikke er en forbruger.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at bestemmelserne i dette afsnit finder anvendelse på mikrovirk-
somheder på samme måde som på forbrugere.
4. Dette direktiv berører ikke direktiv 2008/48/EF, anden relevant EU-ret eller nationale foranstalt-
ninger vedrørende betingelser for ydelse af kredit til forbrugere, der ikke er harmoniseret ved nær-
værende direktiv og overholder EU-retten.
Artikel 62
Gældende gebyrer
1. Betalingstjenesteudbyderen må ikke afkræve betalingstjenestebrugeren gebyr for opfyldelse af si-
ne oplysningspligter eller korrigerende og forebyggende foranstaltninger i henhold til dette afsnit,
medmindre andet fremgår af artikel 79, stk. 1, artikel 80, stk. 5, og artikel 88, stk. 2. Disse gebyrer
aftales mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen og skal være passende og i
overensstemmelse med betalingstjenesteudbyderens faktiske omkostninger.
2. Medlemsstaterne kræver, for så vidt angår betalingstransaktioner, der gennemføres i Unionen,
hvor både betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbydere eller den eneste betalings-
tjenesteudbyder, der er involveret i betalingstransaktionen, er beliggende i Unionen, at betalings-
modtageren betaler de gebyrer, som dennes betalingstjenesteudbyder opkræver, og at betaleren be-
taler de gebyrer, som dennes betalingstjenesteudbyder opkræver.
3. Betalingstjenesteudbyderen må ikke hindre betalingsmodtageren i at opkræve et gebyr af betale-
ren, tilbyde den pågældende rabat eller på anden måde styre vedkommende i retning af at anvende
et bestemt betalingsinstrument. De eventuelle gebyrer, der pålægges, må ikke overstige de direkte
omkostninger, som betalingsmodtageren afholder for at anvende det pågældende betalingsinstru-
ment.
315
4. Medlemsstaterne sikrer under alle omstændigheder, at betalingsmodtageren ikke opkræver geby-
rer for anvendelse af betalingsinstrumenter, for hvilke interbankgebyrerne er reguleret i kapitel II i
forordning (EU) 2015/751, og for de betalingstjenester, på hvilke forordning (EU) nr. 260/2012 fin-
der anvendelse.
5. Medlemsstaterne kan forbyde eller begrænse betalingsmodtagerens ret til at opkræve gebyrer
under hensyntagen til behovet for at øge konkurrencen og fremme brugen af effektive betalingsin-
strumenter.
Artikel 63
Undtagelse for betalingsinstrumenter med lav værdi og elektroniske penge
1. Hvis der er tale om betalingsinstrumenter, der i henhold til rammeaftalen udelukkende vedrører
særskilte betalingstransaktioner på højst 30 EUR, eller som enten har en beløbsgrænse på 150 EUR
eller på intet tidspunkt lagrer midler på mere end 150 EUR, kan betalingstjenesteudbyderne aftale
med deres betalingstjenestebrugere at:
a) artikel 69, stk. 1, litra b), artikel 70, stk. 1, litra c) og d), samt artikel 74, stk. 3, ikke fin-
der anvendelse, hvis betalingsinstrumentet ikke kan spærres eller yderligere anvendelse
af betalingsinstrumentet ikke kan forhindres
b) artikel 72 og 73 og artikel 74, stk. 1 og 3, ikke finder anvendelse, hvis betalingsinstru-
mentet anvendes anonymt, eller betalingstjenesteudbyderen af andre grunde, som er sær-
lige for det givne betalingsinstrument, ikke er i stand til at bevise, at betalingstransaktio-
nen var autoriseret
c) betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 79, stk. 1, ikke skal give betalingstjenestebru-
geren meddelelse om afvisning af en betalingsordre, hvis den manglende gennemførelse
fremgår tydeligt af den givne sammenhæng
d) betaleren uanset artikel 80 ikke kan tilbagekalde betalingsordren efter at have afgivet sin
betalingsordre eller meddelt sit samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen til be-
talingsmodtageren
e) der uanset artikel 83 og 84 anvendes andre gennemførelsesperioder.
2. For så vidt angår nationale betalingstransaktioner, kan medlemsstaterne eller deres kompetente
myndigheder mindske eller fordoble de beløb, der er omhandlet i stk. 1. De kan forhøje dem for
forudbetalte betalingsinstrumenter indtil 500 EUR.
3. Artikel 73 og 74 i finder også anvendelse på elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i
direktiv 2009/110/EF, medmindre betalerens betalingstjenesteudbyder ikke har mulighed for at fast-
fryse den betalingskonto, på hvilke de elektroniske penge lagres, eller spærre betalingsinstrumentet.
Medlemsstaterne kan begrænse denne undtagelse til betalingskonti, på hvilke de elektroniske penge
lagres, eller til betalingsinstrumenter af en nærmere angivet værdi.
KAPITEL 2
Autorisation af betalingstransaktioner
316
Artikel 64
Samtykke og tilbagekaldelse af samtykke
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstransaktion kun anses for at være autoriseret, hvis betale-
ren har meddelt sit samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen. Betaleren kan autorisere en
betalingstransaktion før eller, hvis det er aftalt mellem betaleren og dennes betalingstjenesteudby-
der, efter gennemførelsen af betalingstransaktionen.
2. Samtykke til at gennemføre en betalingstransaktion eller en række betalingstransaktioner medde-
les i den form, der er aftalt mellem betaleren og dennes betalingstjenesteudbyder. Samtykke til at
gennemføre en betalingstransaktion kan også gives via betalingsmodtageren eller betalingsinitierin-
gstjenesteudbyderen.
Hvis der ikke er meddelt samtykke, anses betalingstransaktionen for uautoriseret.
3. Betaleren kan til enhver tid tilbagekalde et samtykke, men ikke senere end på tidspunktet for
uigenkaldelighed, jf. artikel 80. Et samtykke til at gennemføre en række betalingstransaktioner kan
også tilbagekaldes, hvorefter eventuelle fremtidige betalingstransaktioner skal anses for at være
uautoriserede.
4. Betaleren og betalingstjenesteudbyderne træffer aftale om proceduren for meddelelse af samtyk-
ke.
Artikel 65
Bekræftelse af midlers tilgængelighed
1. Medlemsstaterne sikrer, at en kontoførende betalingstjenesteudbyder efter anmodning fra en be-
talingstjenesteudbyder, som udsteder kortbaserede betalingsinstrumenter, straks bekræfter, om et
beløb, der er nødvendigt til at gennemføre en kortbaseret betalingstransaktion, er tilgængeligt på be-
talerens betalingskonto, forudsat at samtlige følgende betingelser er opfyldt:
a) betalerens betalingskonto er tilgængelig online på tidspunktet for forespørgslen
b) betaleren har givet sit udtrykkelige samtykke til, at den kontoførende betalingstjeneste-
udbyder kan besvare anmodninger fra en bestemt betalingstjenesteudbyder om at bekræf-
te, at et beløb, der svarer til en bestemt kortbaseret betalingstransaktion, er tilgængeligt
på betalerens betalingskonto
c) det i litra b) omhandlede samtykke er blevet givet, inden den første anmodning om be-
kræftelse fremsættes.
2. Betalingstjenesteudbyderen kan anmode om det i stk. 1 omhandlede samtykke, såfremt samtlige
følgende betingelser er opfyldt:
a) betaleren har givet sit udtrykkelige samtykke til, at betalingstjenesteudbyderen kan an-
mode om den i stk. 1 omhandlede bekræftelse
317
b) betaleren har initieret den kortbaserede betalingstransaktion på det pågældende beløb ved
hjælp af et kortbaseret betalingsinstrument udstedt af betalingstjenesteudbyderen
c) betalingstjenesteudbyderen autentificerer sig over for den kontoførende betalingstjene-
steudbyder før hver anmodning om bekræftelse og kommunikerer med den kontoførende
betalingstjenesteudbyder på sikker vis i overensstemmelse med artikel 98, stk. 1, litra d).
3. I overensstemmelse med direktiv 95/46/EF består den i stk. 1 omhandlede bekræftelse kun af et
simpelt ja eller nej som svar og ikke i en angivelse af kontoens saldo. Svaret må ikke lagres eller
anvendes til andre formål end gennemførelse af den kortbaserede betalingstransaktion.
4. Den i stk. 1 omhandlede bekræftelse må ikke gøre det muligt for den kontoførende betalingstje-
nesteudbyder at blokere midler på betalerens betalingskonto.
5. Betaleren kan anmode den kontoførende betalingstjenesteudbyder om at få oplyst betalingstjene-
steudbyderens identifikation og det svar, der er givet.
6. Denne artikel finder ikke anvendelse på betalingstransaktioner initieret via kortbaserede beta-
lingsinstrumenter, hvorpå der er lagret elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i direktiv
2009/110/EF.
Artikel 66
Regler for adgang til en betalingskonto i forbindelse med betalingsinitieringstjenester
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betaler har ret til at gøre brug af en betalingsinitieringstjenesteud-
byder for at opnå betalingstjenester som omhandlet i bilag I, punkt 7. Retten til at anvende en beta-
lingsinitieringstjenesteudbyder finder ikke anvendelse, hvis betalingskontoen ikke er tilgængelig
online.
2. Såfremt betaleren giver sit udtrykkelige samtykke til, at en betaling gennemføres i overensstem-
melse med artikel 64, udfører den kontoførende betalingstjenesteudbyder de i nærværende artikels
stk. 4 anførte handlinger med henblik på at sikre betalerens ret til at anvende betalingsinitieringstje-
nesten.
3. Betalingsinitieringstjenesteudbyderen:
a) må på intet tidspunkt at være i besiddelse af betalerens midler i forbindelse med leverin-
gen af betalingsinitieringstjenesten
b) sikrer, at betalingstjenestebrugerens personaliserede sikkerhedsoplysninger ikke er til-
gængelige for andre parter, med undtagelse af brugeren og udstederen af de personalise-
rede sikkerhedsoplysninger, og at de overføres af betalingsinitieringstjenesteudbyderen
gennem sikre og effektive kanaler
c) sikrer, at eventuelle andre oplysninger om betalingstjenestebrugeren, som er opnået i for-
bindelse med leveringen af betalingsinitieringstjenesterne, kun meddeles til betalings-
modtageren og kun med betalingstjenestebrugerens udtrykkelige samtykke
318
d) identificerer sig over for betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder, hver gang en
betaling initieres, og kommunikerer med den kontoførende betalingstjenesteudbyder, be-
taleren og betalingsmodtageren på sikker vis i overensstemmelse med artikel 98, stk. 1,
litra d)
e) må ikke lagre betalingstjenestebrugerens følsomme betalingsdata
f) må ikke anmode betalingstjenestebrugeren om andre oplysninger end dem, der nødvendi-
ge for at levere betalingsinitieringstjenesten
g) må ikke anvende, tilgå eller lagre oplysninger med andre formål end levering af den be-
talingsinitieringstjeneste, som betaleren udtrykkeligt har anmodet om
h) må ikke ændre beløbet, betalingsmodtageren eller andre af transaktionens elementer.
4. Den kontoførende betalingstjenesteudbyder:
a) kommunikerer sikkert med betalingsinitieringstjenesteudbydere i overensstemmelse med
artikel 98, stk. 1, litra d)
b) giver umiddelbart efter modtagelse af en betalingsordre fra en betalingsinitieringstjene-
steudbyder betalingsinitieringstjenesteudbyderen alle oplysninger om initieringen af be-
talingstransaktionen og alle oplysninger vedrørende gennemførelsen af betalingstransak-
tionen, som er tilgængelige for den kontoførende betalingstjenesteudbyder, eller stille
disse oplysninger til rådighed for betalingsinitieringstjenesteudbyderen
c) undgår enhver forskelsbehandling af betalingsordrer, der overføres gennem en betalings-
initieringstjenesteudbyder, medmindre der foreligger objektive grunde, navnlig hvad an-
går tidspunkter, prioriteter eller gebyrer, i forhold til betalingsordrer, der overføres direk-
te af betaleren.
5. Levering af betalingsinitieringstjenester må ikke afhænge af, at der foreligger et kontraktforhold
mellem betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontoførende betalingstjenesteudbydere til dette
formål.
Artikel 67
Regler om adgang til og brug af betalingskontooplysninger i forbindelse med kontooplysning-
stjenester
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstjenestebruger har ret til at gøre brug af tjenester, der giver
adgang til kontooplysninger som omhandlet i punkt 8 i bilag I. Rettigheden finder ikke anvendelse,
hvis betalingskontoen ikke er tilgængelig online.
2. Kontooplysningstjenesteudbyderen:
a) udbyder tjenester udelukkende efter betalingstjenestebrugerens udtrykkelige samtykke
b) sikrer, at betalingstjenestebrugerens personaliserede sikkerhedsoplysninger ikke er til-
gængelige for andre parter, med undtagelse af brugeren og udstederen af de personalise-
rede sikkerhedsoplysninger, og at det foregår gennem sikre og effektive kanaler, når de
overføres af kontooplysningstjenesteudbyderen
c) identificerer sig i hver kommunikationssession over for betalingstjenestebrugerens kon-
toførende betalingstjenesteudbyder(e) og kommunikerer med de(n) kontoførende beta-
lingstjenesteudbyder(e) og betalingstjenestebrugeren på sikker vis i overensstemmelse
med artikel 98, stk. 1, litra d)
319
d) må kun tilgå oplysninger fra nærmere angivne betalingskonti og tilhørende betalings-
transaktioner
e) må ikke anmode om følsomme betalingsoplysninger i tilknytning til betalingskonti
f) må ikke anvende, tilgå eller lagre oplysninger med andre formål end levering af den kon-
tooplysningstjeneste, som betalingstjenestebrugeren udtrykkeligt har anmodet om, i over-
ensstemmelse med databeskyttelsesreglerne.
3. Den kontoførende betalingstjenesteudbyder skal med hensyn til betalingskonti:
a) kommunikere sikkert med kontooplysningstjenesteudbydere i overensstemmelse med ar-
tikel 98, stk. 1, litra d), og
b) undgå enhver forskelsbehandling af anmodninger om oplysninger, der overføres gennem
en kontooplysningstjenesteudbyder, medmindre der foreligger objektive grunde.
4. Levering af kontooplysningstjenester må ikke afhænge af, at der findes et kontraktforhold mel-
lem kontooplysningstjenesteudbydere og kontoførende betalingstjenesteudbydere til dette formål.
Artikel 68
Grænser for brug af betalingsinstrumenter og for betalingstjenesteudbyderes adgang til beta-
lingskonti
1. Når der med henblik på meddelelse af samtykke anvendes et specifikt betalingsinstrument, kan
betaleren og dennes betalingstjenesteudbyder aftale beløbsgrænser for betalingstransaktioner, der
gennemføres ved hjælp af dette betalingsinstrument.
2. Hvis det er aftalt i rammeaftalen, kan betalingstjenesteudbyderen forbeholde sig ret til at spærre
betalingsinstrumentet ud fra objektivt begrundede hensyn vedrørende betalingsinstrumentets sikker-
hed, mistanke om uautoriseret eller svigagtig brug af betalingsinstrumentet eller, i forbindelse med
et betalingsinstrument med en kreditlinje, en væsentligt forhøjet risiko for, at betaleren ikke kan op-
fylde sin betalingsforpligtelse.
3. I så fald underretter betalingstjenesteudbyderen efter en aftalt procedure betaleren om spærringen
af betalingsinstrumentet og årsagerne hertil, om muligt inden betalingsinstrumentet spærres og se-
nest umiddelbart derefter, medmindre dette vil være til skade for objektivt begrundede sikkerheds-
hensyn eller er forbudt i henhold til anden relevant EU-ret eller national ret.
4. Betalingstjenesteudbyderen ophæver spærringen af betalingsinstrumentet eller erstatter det med
et nyt, så snart årsagerne til spærringen ikke længere er til stede.
5. En kontoførende betalingstjenesteudbyder kan nægte en kontooplysningstjenesteudbyder eller en
betalingsinitieringstjenesteudbyder adgang til en betalingskonto af objektivt begrundede og behø-
rigt dokumenterede årsager vedrørende kontooplysningstjenesteudbyderens eller betalingsinitierin-
gstjenesteudbyderens uautoriserede eller svigagtige adgang til en betalingskonto, herunder uautori-
seret eller svigagtig initiering af en betalingstransaktion. I så fald underretter den kontoførende be-
talingstjenesteudbyder på den aftale måde betaleren om, at adgang til betalingskontoen nægtes, og
320
årsagerne hertil. Disse oplysninger gives om muligt til betaleren inden adgangen nægtes og senest
umiddelbart derefter, medmindre dette vil være til skade for objektivt begrundede sikkerhedshensyn
eller er forbudt i henhold til anden relevant EU-ret eller national ret.
Den kontoførende betalingstjenesteudbyder giver adgang til betalingskontoen, så snart årsagerne til
at nægte adgang ikke længere er til stede.
6. I de i stk. 5 omhandlede tilfælde skal den kontoførende betalingstjenesteudbyder straks indberette
hændelsen vedrørende kontooplysningstjenesteudbyderen eller betalingsinitieringstjenesteudbyde-
ren til den kompetente myndighed. Oplysningerne skal omfatte sagens relevante detaljer og årsager-
ne til indberetningen. Den kompetente myndighed vurderer sagen og træffer om nødvendigt de for-
nødne foranstaltninger.
Artikel 69
Betalingstjenestebrugerens forpligtelser i tilknytning til betalingsinstrumenter og personalise-
rede sikkerhedsoplysninger
1. En betalingstjenestebruger, der har ret til at anvende et betalingsinstrument:
a) anvender betalingsinstrumentet i henhold til betingelserne for udstedelse og brug af beta-
lingsinstrumentet, som skal være objektive, ikkediskriminerende og forholdsmæssige
b) underretter snarest muligt betalingstjenesteudbyderen eller den enhed, som denne har ud-
peget, når vedkommende bliver opmærksom på tab, tyveri eller uberettiget tilegnelse el-
ler anden uautoriseret brug af betalingsinstrumentet.
2. Med henblik på stk. 1, litra a), skal betalingstjenestebrugeren, så snart denne modtager et beta-
lingsinstrument, navnlig træffe alle rimelige foranstaltninger til at beskytte dets personaliserede sik-
kerhedsoplysninger.
Artikel 70
Betalingstjenesteudbyderens forpligtelser i tilknytning til betalingsinstrumenter
1. En betalingstjenesteudbyder, der udsteder et betalingsinstrument:
a) sikrer sig, at de personaliserede sikkerhedsoplysninger ikke er tilgængelige for andre end
den betalingstjenestebruger, som er berettiget til at bruge betalingsinstrumentet, jf. dog
betalingstjenestebrugerens forpligtelser i artikel 69
b) afholder sig fra uopfordret at fremsende et betalingsinstrument, bortset fra de tilfælde,
hvor et betalingsinstrument, der allerede er givet til betalingstjenestebrugeren, skal ud-
skiftes
c) sikrer, at betalingstjenestebrugeren til enhver tid har mulighed for at foretage den under-
retning, der er omhandlet i artikel 69, stk. 1, litra b), eller anmode om ophævelse af spær-
ringen af betalingsinstrumentet i henhold til artikel 68, stk. 4; betalingstjenesteudbyderen
skal på anmodning sætte betalingstjenestebrugeren i stand til i en periode på 18 måneder,
fra underretningen foretages, at bevise, at betalingstjenestebrugeren har foretaget en så-
dan underretning
321
d) giver betalingstjenestebrugeren mulighed for at foretage en underretning i henhold til ar-
tikel 69, stk. 1, litra b), uden beregning og, hvis der beregnes gebyr, så kun til dækning af
udskiftningsomkostninger i direkte tilknytning til betalingsinstrumentet
e) hindrer enhver brug af betalingsinstrumentet, så snart der er foretaget underretning i hen-
hold til artikel 69, stk. 1, litra b).
2. Risikoen ved at sende et betalingsinstrument og dets personaliserede sikkerhedsoplysninger til
betalingstjenestebrugeren påhviler betalingstjenesteudbyderen.
Artikel 71
Underretning om og berigtigelse af uautoriserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner
1. For at kunne kræve berigtigelse af en uautoriseret eller fejlbehæftede betalingstransaktion fra be-
talingstjenesteudbyderens side skal betalingstjenestebrugeren underrette betalingstjenesteudbyderen
snarest muligt efter at have konstateret en sådan transaktion, der giver anledning til krav, herunder
krav som omhandlet i artikel 89, og ikke senere end 13 måneder efter debiteringsdatoen.
Fristerne for underretning fastsat i første afsnit finder ikke anvendelse, hvis betalingstjenesteudby-
deren ikke har meddelt oplysningerne om den pågældende betalingstransaktion eller stillet dem til
rådighed i overensstemmelse med afsnit III.
2. Hvis en betalingsinitieringstjenesteudbyder er involveret, skal den kontoførende betalingstjene-
steudbyder foretage berigtigelse over for betalingstjenestebrugeren i henhold til stk. 1, jf. dog arti-
kel 73, stk. 2, og artikel 89, stk. 1.
Artikel 72
Bevis for autentifikation og gennemførelse af betalingstransaktioner
1. Hvis en betalingstjenestebruger afviser at have autoriseret en gennemført betalingstransaktion el-
ler hævder, at betalingstransaktionen ikke blev gennemført korrekt, kræver medlemsstaterne, at det
er betalingstjenesteudbyderen, der skal bevise, at betalingstransaktionen var autentificeret, korrekt
registreret og bogført og ikke var ramt af tekniske svigt eller andre fejl ved den tjeneste, som blev
leveret af betalingstjenesteudbyderen.
Hvis betalingstransaktionen er initieret gennem en betalingsinitieringstjenesteudbyder, bærer beta-
lingsinitieringstjenesteudbyderen bevisbyrden for, at betalingstransaktionen inden for dennes kom-
petenceområde var autentificeret, korrekt registreret og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl i
tilknytning til den betalingstjeneste, som denne udbyder har ansvaret for.
2. Hvis en betalingstjenestebruger nægter at have autoriseret en gennemført betalingstransaktion, er
brug af et betalingsinstrument, der er registreret af betalingstjenesteudbyderen, herunder i givet fald
betalingsinitieringstjenesteudbyderen, i sig selv ikke nødvendigvis tilstrækkeligt til at bevise, hver-
ken at betalingstransaktionen var autoriseret af betaleren, eller at betaleren handlede svigagtigt eller
322
med forsæt eller ved grov forsømmelse undlod at opfylde en eller flere af sine forpligtelser i hen-
hold til artikel 69. Betalingstjenesteudbyderen, herunder i givet fald betalingsinitieringstjenesteud-
byderen, skal fremlægge bevismateriale for at påvise svig eller grov forsømmelse fra betalingstjene-
stebrugerens side.
Artikel 73
Betalingstjenesteudbyderes ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner
1. Medlemsstaterne sikrer med forbehold af artikel 71, at en betalers betalingstjenesteudbyder i til-
fælde af en uautoriseret betalingstransaktion tilbagebetaler betaleren beløbet for den uautoriserede
betalingstransaktion straks og under alle omstændigheder inden afslutningen af den følgende ar-
bejdsdag efter at have konstateret eller være blevet underrettet om transaktionen, medmindre betale-
rens betalingstjenesteudbyder har rimelige grunde til at have mistanke om svig og skriftligt under-
retter den relevante nationale myndighed om disse grunde. Betalerens betalingstjenesteudbyder skal
i givet fald føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gælden-
de, hvis den uautoriserede betalingstransaktion ikke var blevet gennemført. Herved skal det også
sikres, at valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto ikke ligger senere end den dato,
hvor beløbet blev debiteret.
2. Hvis betalingstransaktionen initieres via en betalingsinitieringstjenesteudbyder, skal den kontofø-
rende betalingstjenesteudbyder straks og under alle omstændigheder inden afslutningen af den føl-
gende arbejdsdag tilbagebetale beløbet for den uautoriserede betalingstransaktion og, hvor det er re-
levant, føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende,
hvis den uautoriserede betalingstransaktion ikke var blevet gennemført.
Hvis betalingsinitieringstjenesteudbyderen er ansvarlig for den uautoriserede betalingstransaktion,
skal denne efter den kontoførende betalingstjenesteudbyders anmodning herom straks holde denne
skadesløs for tab eller betalte beløb som følge af tilbagebetalingen til betaleren, herunder beløbet
for den uautoriserede betalingstransaktion. I overensstemmelse med artikel 72, stk. 1, er det beta-
lingsinitieringstjenesteudbyderen, der inden for sit kompetenceområde bærer bevisbyrden for, at be-
talingstransaktionen var autentificeret, korrekt registreret og ikke ramt af tekniske svigt eller andre
fejl i tilknytning til den betalingstjeneste, som betalingsinitieringstjenesteudbyderen har ansvaret
for.
3. Yderligere finansiel kompensation kan fastsættes i overensstemmelse med den lovgivning, der
finder anvendelse på den aftale, der er indgået mellem betaleren og betalingstjenesteudbyderen, el-
ler den aftale, der er indgået mellem betaleren og betalingsinitieringstjenesteudbyderen, hvor det er
relevant.
Artikel 74
Betalerens ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner
323
1. Uanset artikel 73 kan en betaler forpligtes til at dække tab i forbindelse med enhver uautoriseret
betalingstransaktion på op til 50 EUR, der skyldes brug af et tabt eller stjålet betalingsinstrument
eller uberettiget tilegnelse af et betalingsinstrument.
Første afsnit finder ikke anvendelse, hvis:
a) tabet, tyveriet eller den uberettigede tilegnelse af betalingsinstrumentet ikke kunne opda-
ges af betaleren forud for betalingen, medmindre betaleren selv har handlet svigagtigt,
eller
b) tabet er forårsaget af handlinger, der er foretaget af en betalingstjenesteudbyders ansat,
agent eller filial eller en enhed, hvortil dens aktiviteter er outsourcet, eller disses passivi-
tet.
Betaleren skal dække alle tab som følge af uautoriserede betalingstransaktioner, hvis de skyldes be-
talerens svigagtige handling eller manglende opfyldelse af en eller flere af de forpligtelser, der er
fastsat i artikel 69, begået med forsæt eller ved grov forsømmelse. I sådanne tilfælde finder maksi-
mumsbeløbet i første afsnit ikke anvendelse.
Hvis betaleren hverken har optrådt svigagtigt eller med forsæt har undladt at opfylde sine forpligtel-
ser i henhold til artikel 69, kan medlemsstaterne begrænse det i dette stykke omhandlede ansvar
under hensyntagen til navnlig arten af de personaliserede sikkerhedsoplysninger og de særlige om-
stændigheder, under hvilke betalingsinstrumentet blev tabt, stjålet eller uberettiget tilegnet.
2. Såfremt betalerens betalingstjenesteudbyder ikke kræver stærk kundeautentifikation, bærer beta-
leren ikke eventuelle økonomiske tab, medmindre betaleren har handlet svigagtigt. Hvis betalings-
modtageren eller betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder ikke accepterer stærk kundeauten-
tifikation, godtgør den det økonomiske tab, der er påført betalerens betalingstjenesteudbyder.
3. Betaleren skal ikke dække økonomiske følger af brug af et tabt, stjålet eller uberettiget tilegnet
betalingsinstrument, efter at der er sket underretning i overensstemmelse med artikel 69, stk. 1, litra
b), undtagen hvis betaleren har handlet svigagtigt.
Hvis betalingstjenesteudbyderen ikke træffer egnede foranstaltninger til på alle tidspunkter at kunne
modtage underretning om tabte, stjålne eller uberettiget tilegnede betalingsinstrumenter som anført
i artikel 70, stk. 1, litra c), hæfter betaleren ikke for de økonomiske følger af brug af betalingsinstru-
mentet, undtagen hvis betaleren har handlet svigagtigt.
Artikel 75
Betalingstransaktioner, hvor transaktionsbeløbet ikke er kendt på forhånd
1. Hvis en betalingstransaktion initieres af eller via betalingsmodtageren i forbindelse med en kort-
baseret betalingstransaktion, og det præcise beløb ikke er kendt på det tidspunkt, hvor betaleren gi-
ver samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen, kan betalerens betalingstjenesteudbyder kun
324
blokere midlerne på betalerens betalingskonto, hvis betaleren har givet samtykke til det præcise be-
løb, der skal blokeres.
2. Betalerens betalingstjenesteudbyder frigiver de midler på betalerens betalingskonto, der er bloke-
ret i medfør af stk. 1, uden unødig forsinkelse efter modtagelse af oplysningerne om det præcise
betalingstransaktionsbeløb og senest umiddelbart efter modtagelsen af betalingsordren.
Artikel 76
Tilbagebetaling af betalingstransaktioner initieret af eller via en betalingsmodtager
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betaler har ret til tilbagebetaling fra sin betalingstjenesteudbyder af
en autoriseret betalingstransaktion, der er initieret af eller via en betalingsmodtager, og som allerede
er gennemført, hvis begge følgende betingelser er opfyldt:
a) autorisationen angav ikke det præcise betalingstransaktionsbeløb, da autorisationen blev
givet
b) betalingstransaktionsbeløbet var større end det beløb, betaleren med rimelighed kunne
have forventet under hensyn til vedkommendes tidligere udgiftsmønster, betingelserne i
rammeaftalen og andre relevante omstændigheder.
På betalingstjenesteudbyderens anmodning bærer betaleren bevisbyrden for, at sådanne betingelser
er opfyldt.
Tilbagebetalingen skal udgøre det fulde beløb for den gennemførte betalingstransaktion. Valørda-
toen for kreditering af betalerens betalingskonto skal ikke ligge senere end den dato, hvor beløbet
blev debiteret.
Medlemsstaterne sikrer med forbehold af stk. 3, at betaleren, foruden den i dette stykke omhandlede
rettighed, ved direkte debiteringer som omhandlet i artikel 1 i forordning (EU) nr. 260/2012 har
ubetinget ret til tilbagebetaling inden for de frister, der er fastsat i artikel 77 i dette direktiv.
2. Med henblik på stk. 1, første afsnit, litra b), kan betaleren imidlertid ikke henholde sig til valu-
takurshensyn, hvis den referencekurs, der er aftalt med dennes betalingstjenesteudbyder, jf. artikel
45, stk. 1, litra d), og artikel 52, stk. 3), litra b), er blevet anvendt.
3. Det kan i en rammeaftale mellem betaleren og betalingstjenesteudbyderen aftales, at betaleren
ikke har ret til tilbagebetaling, hvis:
a) betaleren har meddelt sit samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen direkte til
betalingstjenesteudbyderen, og
b) hvor det er relevant, hvis oplysninger om den fremtidige betalingstransaktion mindst fire
uger inden forfaldsdagen blev givet betaleren eller stillet til rådighed for denne på en af-
talt måde af betalingstjenesteudbyderen eller af betalingsmodtageren.
325
4. Ved direkte debiteringer i andre valutaer end euro kan medlemsstaterne kræve, at deres beta-
lingstjenesteydere tilbyder gunstigere tilbagebetalingsrettigheder i overensstemmelse med deres
ordninger for direkte debitering, forudsat at de er mere fordelagtige for betaleren.
Artikel 77
Anmodninger om tilbagebetaling af betalingstransaktioner initieret af eller via en betalings-
modtager
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betaler inden for en periode på otte uger efter den dato, hvor mid-
lerne blev debiteret, kan anmode om tilbagebetaling i henhold til artikel 76 af en autoriseret beta-
lingstransaktion initieret af eller via en betalingsmodtager.
2. Senest ti arbejdsdage efter modtagelse af en anmodning om tilbagebetaling skal betalingstjene-
steudbyderen enten tilbagebetale hele transaktionsbeløbet eller meddele betaleren en begrundelse
for afslag på tilbagebetaling med angivelse af, hvilket organ betaleren kan henvende sig til, jf. arti-
kel 99–102, hvis betaleren ikke accepterer den meddelte begrundelse.
Betalingstjenesteudbyderens ret til at afslå tilbagebetaling i henhold til nærværende stykkes første
afsnit gælder ikke i det tilfælde, der er omhandlet i artikel 76, stk. 1, fjerde afsnit.
KAPITEL 3
Gennemførelse af betalingstransaktioner
Afdeling 1
Betalingsordrer og overførte beløb
Artikel 78
Modtagelse af betalingsordrer
1. Medlemsstaterne sikrer, at modtagelsestidspunktet er det tidspunkt, hvor en betalingsordre mod-
tages af betalerens betalingstjenesteudbyder.
Betalerens konto må ikke debiteres før modtagelsen af betalingsordren. Hvis modtagelsestidspunk-
tet ikke er en arbejdsdag for betalerens betalingstjenesteudbyder, anses betalingsordren for at være
modtaget den følgende arbejdsdag. Betalingstjenesteudbyderen kan fastsætte et seneste tidspunkt
(cut-off-tidspunkt), der ligger tæt på slutningen af en arbejdsdag, efter hvilket alle modtagne beta-
lingsordrer anses for at være modtaget den følgende arbejdsdag.
326
2. Hvis den betalingstjenestebruger, der har initieret en betalingsordre, og betalingstjenesteudbyde-
ren aftaler, at gennemførelsen af betalingsordren skal initieres på en bestemt dato eller efter et be-
stemt tidsrum eller på den dag, hvor betaleren har stillet midler til rådighed for betalingstjenesteud-
byderen, anses modtagelsestidspunktet med henblik på artikel 83 for at være den aftalte dato. Hvis
den aftalte dag ikke er en arbejdsdag for betalingstjenesteudbyderen, anses betalingsordren for at
være modtaget den følgende arbejdsdag.
Artikel 79
Afvisning af betalingsordrer
1. Hvis en betalingstjenesteudbyder afviser at gennemføre en betalingsordre eller at initiere en beta-
lingstransaktion, skal betalingstjenestebrugeren underrettes om afvisningen og om muligt om be-
grundelsen herfor samt proceduren for rettelse af eventuelle faktuelle fejl, der har ført til afvisnin-
gen, medmindre det er forbudt i henhold til anden relevant EU-ret eller national ret.
Betalingstjenesteudbyderen skal foretage underretningen eller stille den til rådighed på en aftalt må-
de snarest muligt og under alle omstændigheder inden for de frister, der er anført i artikel 83.
Rammeaftalen kan indeholde en bestemmelse om, at betalingstjenesteudbyderen kan opkræve et ri-
meligt gebyr for denne afvisning, hvis afvisningen er objektivt begrundet.
2. Hvis alle betingelserne i betalerens rammeaftale er opfyldt, må betalerens kontoførende beta-
lingstjenesteudbyder ikke afvise at gennemføre en autoriseret betalingsordre, uanset om betalings-
ordren er initieret af en betaler, herunder via en betalingsinitieringstjenesteudbyder eller af eller via
en betalingsmodtager, medmindre det er forbudt i henhold til anden relevant EU-ret eller national
ret.
3. Med henblik på artikel 83 og 89 anses en betalingsordre, hvis gennemførelse er blevet afvist, for
ikke at være modtaget.
Artikel 80
Betalingsordrers uigenkaldelighed
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstjenestebruger ikke må tilbagekalde en betalingsordre, når
den er modtaget af betalerens betalingstjenesteudbyder, medmindre andet er fastsat i denne artikel.
2. Hvis en betalingstransaktion er initieret af en betalingsinitieringstjenesteudbyder eller af eller via
betalingsmodtageren, må betaleren ikke tilbagekalde betalingsordren efter at have givet samtykke
til betalingsinitieringstjenesteudbyderen om at initiere betalingstransaktionen eller efter at have gi-
vet samtykke til betalingsmodtageren til gennemførelse af betalingstransaktionen.
327
3. I tilfælde af direkte debitering, og uden at dette berører retten til tilbagebetaling, kan betaleren
dog tilbagekalde en betalingsordre senest ved slutningen af arbejdsdagen før den aftalte dato for de-
bitering af midlerne.
4. I det i artikel 78, stk. 2, omhandlede tilfælde kan betalingstjenestebrugeren tilbagekalde en beta-
lingsordre senest ved slutningen af arbejdsdagen før den aftalte dato.
5. Efter udløbet af de i stk. 1-4 fastsatte tidsfrister kan betalingsordren kun tilbagekaldes, hvis det er
aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og de relevante betalingstjenesteudbydere. I det i stk. 2 og 3
omhandlede tilfælde kræves også betalingsmodtagerens samtykke. Hvis det er aftalt i rammeafta-
len, kan den relevante betalingstjenesteudbyder kræve betaling for tilbagekaldelsen.
Artikel 81
Overførte og modtagne beløb
1. Medlemsstaterne stiller krav om, at betalerens betalingstjenesteudbyder(e), betalingsmodtagerens
betalingstjenesteudbyder(e) og betalingstjenesteudbydernes eventuelle mellemmænd overfører det
fulde betalingstransaktionsbeløb og afholder sig fra at fratrække gebyrer fra det overførte beløb.
2. Betalingsmodtageren og betalingstjenesteudbyderen kan dog aftale, at den relevante betalingstje-
nesteudbyder fratrækker sine gebyrer fra det overførte beløb, før det krediteres betalingsmodtage-
ren. I så fald holdes det fulde betalingstransaktionsbeløb og gebyrerne adskilt i de oplysninger, der
gives til betalingsmodtageren.
3. Hvis der fratrækkes andre gebyrer end dem, der er omhandlet i stk. 2, fra det overførte beløb,
skal betalerens betalingstjenesteudbyder sikre, at betalingsmodtageren modtager det fulde beta-
lingstransaktionsbeløb, som betaleren har initieret. Hvis betalingstransaktionen er initieret af eller
via betalingsmodtageren, skal betalerens betalingstjenesteudbyder sikre, at det fulde betalingstrans-
aktionsbeløb modtages af betalingsmodtageren.
Afdeling 2
Gennemførelsestidspunkt og valørdato
Artikel 82
Anvendelsesområde
1. Denne afdeling finder anvendelse på:
a) betalingstransaktioner i euro
b) nationale betalingstransaktioner i valutaen i medlemsstaten, hvis valuta ikke er euro
328
c) betalingstransaktioner, der kun omfatter én valutaomregning mellem euro og valutaen i
en medlemsstat, hvis valuta ikke er euro, såfremt den nødvendige valutaomregning fore-
tages i den pågældende medlemsstat, hvis valuta ikke er euro, og i tilfælde af en grænse-
overskridende betalingstransaktion, hvor den grænseoverskridende overførsel foretages i
euro.
2. Denne afdeling finder anvendelse på betalingstransaktioner, der ikke er omhandlet i stk. 1, med-
mindre andet er aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen, jf. dog arti-
kel 87, som ikke kan fraviges af parterne ved aftale. Når betalingstjenestebrugeren og betalingstje-
nesteudbyderen aftaler en længere frist end den, der er fastsat i artikel 83, for betalingstransaktioner
i Unionen, må denne længere frist dog højst være fire arbejdsdage efter modtagelsestidspunktet, jf.
artikel 78.
Artikel 83
Betalingstransaktioner til en betalingskonto
1. Medlemsstaterne kræver, at en betalers betalingstjenesteudbyder sikrer, at betalingstransaktions-
beløbet efter modtagelsestidspunktet, jf. artikel 78, senest ved afslutningen af den følgende arbejds-
dag bliver krediteret betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders konto. Denne tidsfrist kan for-
længes med endnu en arbejdsdag for papirbaserede betalingstransaktioner.
2. Medlemsstaterne kræver, at betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder påfører valørdato og
stiller det pågældende betalingstransaktionsbeløb til rådighed på betalingsmodtagerens betalings-
konto, efter at betalingstjenesteudbyderen har modtaget midlerne i overensstemmelse med artikel
87.
3. Medlemsstaterne kræver, at betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder overfører en beta-
lingsordre initieret af eller via betalingsmodtageren til betalerens betalingstjenesteudbyder inden for
den tidsfrist, der er aftalt mellem betalingsmodtageren og betalingstjenesteudbyderen, således at af-
regningen for så vidt angår direkte debiteringer kan gennemføres på den aftalte forfaldsdato.
Artikel 84
Situationer, hvor betalingsmodtageren ikke har en betalingskonto hos betalingstjenesteudby-
deren
Hvis en betalingsmodtager ikke har en betalingskonto hos betalingstjenesteudbyderen, skal midler-
ne stilles til rådighed for betalingsmodtageren af den betalingstjenesteudbyder, der modtager mid-
lerne for betalingsmodtageren, inden for den tidsfrist, der er fastsat i artikel 83.
Artikel 85
Kontantbeløb indbetalt på en betalingskonto
329
Hvis en forbruger indbetaler kontantbeløb på en betalingskonto hos den pågældende betalingstjene-
steudbyder i den pågældende betalingskontos valuta, sikrer betalingstjenesteudbyderen, at beløbet
stilles til rådighed med valørdato umiddelbart efter modtagelse af midlerne. Hvis betalingstjeneste-
brugeren ikke er en forbruger, stilles beløbet til rådighed med valørdato senest den efter modtagelse
af midlerne følgende arbejdsdag.
Artikel 86
Nationale betalingstransaktioner
For så vidt angår nationale betalingstransaktioner kan medlemsstaterne foreskrive kortere maksima-
le gennemførelsestider end de i denne afdeling fastsatte.
Artikel 87
Valørdato og adgang til midler
1. Medlemsstaterne sikrer, at valørdatoen for kreditering af en betalingsmodtagers betalingskonto
ikke ligger senere end den arbejdsdag, hvor betalingstransaktionsbeløbet krediteres betalingsmodta-
gerens betalingstjenesteudbyders konto.
2. Betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder sikrer, at betalingsmodtageren har adgang til be-
talingstransaktionsbeløbet, umiddelbart efter at beløbet er krediteret betalingsmodtagerens beta-
lingstjenesteudbyders konto, hvis der for betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder:
a) ikke er nogen valutaomregning, eller
b) er en valutaomregning mellem euroen og en medlemsstats valuta eller mellem to med-
lemsstaters valutaer.
Den i dette stykke fastsatte forpligtelse gælder også for betalinger inden for én betalingstjenesteud-
byder.
3. Medlemsstaterne sikrer, at valørdatoen for debitering af betalerens betalingskonto ikke ligger tid-
ligere end det tidspunkt, hvor betalingstransaktionsbeløbet debiteres denne betalingskonto.
Afdeling 3
Ansvar
Artikel 88
Ukorrekte entydige identifikationskoder
330
1. Hvis en betalingsordre gennemføres i overensstemmelse med den entydige identifikationskode,
betragtes betalingsordren som gennemført korrekt med hensyn til den betalingsmodtager, der er op-
lyst i den entydige identifikationskode.
2. Hvis den entydige identifikationskode, som betalingstjenestebrugeren har angivet, er ukorrekt, er
betalingstjenesteudbyderen ikke ansvarlig i henhold til artikel 89 for manglende gennemførelse el-
ler mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen.
3. Betalerens betalingstjenesteudbyder skal imidlertid gøre en rimelig indsats for at inddrive de
midler, der var involveret i betalingstransaktionen. Betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder
skal i denne forbindelse samarbejde, herunder ved at meddele betalerens betalingstjenesteudbyder
alle relevante oplysninger med henblik på inddrivelse af midlerne.
Såfremt det ikke er muligt at inddrive midlerne i første afsnit, giver betalerens betalingstjenesteud-
byder efter skriftlig anmodning betaleren alle oplysninger, som betalerens betalingstjenesteudbyder
har adgang til, og som er relevante for betaleren, således at denne kan fremsætte et retskrav med
henblik på inddrivelse af midlerne.
4. Hvis det er aftalt i rammeaftalen, kan betalingstjenesteudbyderen kræve betaling af betalingstje-
nestebrugeren for inddrivelsen.
5. Hvis betalingstjenestebrugeren giver flere oplysninger end dem, der er anført i artikel 45, stk. 1,
litra a), eller artikel 52, nr. 2), litra b), er betalingstjenesteudbyderen kun ansvarlig for gennemførel-
sen af betalingstransaktioner i overensstemmelse med den entydige identifikationskode, som beta-
lingstjenestebrugeren har angivet.
Artikel 89
Betalingstjenesteudbyderes ansvar ved manglende, mangelfuld eller forsinket gennemførelse
af betalingstransaktioner
1. Hvis en betalingsordre initieres direkte af betaleren, har betalerens betalingstjenesteudbyder med
forbehold af artikel 71, artikel 88, stk. 2 og 3, og artikel 93 ansvaret over for betaleren for korrekt
gennemførelse af betalingstransaktionen, medmindre den kan bevise over for betaleren og, hvor det
er relevant, betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder, at betalingsmodtagerens betalingstjene-
steudbyder modtog betalingstransaktionsbeløbet i overensstemmelse med artikel 83, stk. 1. I så fald
har betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder ansvaret over for betalingsmodtageren for kor-
rekt gennemførelse af betalingstransaktionen.
Hvis betalerens betalingstjenesteudbyder har ansvaret i henhold til første afsnit, skal vedkommende
uden unødig forsinkelse godtgøre betaleren det manglende eller mangelfuldt betalte betalingstrans-
aktionsbeløb og, hvor det er relevant, føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation,
331
der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennem-
ført.
Valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto må ikke ligge senere end den dato, hvor
beløbet blev debiteret.
Hvis betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder har ansvaret i henhold til første afsnit, skal
vedkommende øjeblikkeligt stille betalingstransaktionsbeløbet til rådighed for betalingsmodtageren
og, hvor det er relevant, kreditere betalingsmodtagerens betalingskonto det tilsvarende beløb.
Valørdatoen for kreditering af betalingsmodtagerens betalingskonto må ikke ligge senere end den
dato, som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt, jf. ar-
tikel 87.
Hvis en betalingstransaktion gennemføres for sent, sikrer betalingsmodtagerens betalingstjenesteud-
byder efter anmodning fra betalerens betalingstjenesteudbyder, som handler på betalerens vegne, at
valørdatoen for kreditering af betalingsmodtagerens betalingskonto ikke ligger senere end den dato,
som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt.
I tilfælde af en manglende eller mangelfuldt gennemført betalingstransaktion, hvor betalingsordren
initieres af betaleren, skal betalerens betalingstjenesteudbyder, uanset hvem der har ansvaret ifølge
dette stykke, efter anmodning øjeblikkelig bestræbe sig på at spore betalingstransaktionen og orien-
tere betaleren om resultatet. Dette skal være vederlagsfrit for betaleren.
2. Hvis en betalingsordre initieres af eller via betalingsmodtageren, har betalingsmodtagerens beta-
lingstjenesteudbyder med forbehold af artikel 71, artikel 88, stk. 2 og 3, og artikel 93 ansvaret over
for betalingsmodtageren for korrekt fremsendelse af betalingsordren til betalerens betalingstjeneste-
udbyder i overensstemmelse med artikel 83, stk. 3. Hvis betalingsmodtagerens betalingstjenesteud-
byder har ansvaret i henhold til dette afsnit, skal denne øjeblikkelig videresende den pågældende
betalingsordre til betalerens betalingstjenesteudbyder.
Ved forsinket fremsendelse af betalingsordren skal beløbet have valørdato på betalingsmodtagerens
betalingskonto senest den dato, som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis transaktionen var
gennemført korrekt.
Derudover har betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder med forbehold af artikel 71, artikel
88, stk. 2 og 3, og artikel 93 ansvaret over for betalingsmodtageren for at behandle betalingstrans-
aktionen i overensstemmelse med sine forpligtelser i henhold til artikel 87. Hvis betalingsmodtage-
rens betalingstjenesteudbyder har ansvaret i henhold til dette afsnit, skal vedkommende sikre, at be-
talingstransaktionsbeløbet er til rådighed for betalingsmodtageren, straks efter at beløbet er kredite-
ret betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders konto. Beløbet må ikke have valørdato på beta-
332
lingsmodtagerens betalingskonto senere end den dato, som beløbet skulle have haft som valørdato,
hvis transaktionen var gennemført korrekt.
I tilfælde af en manglende eller mangelfuldt gennemført betalingstransaktion, som betalingsmodta-
gerens betalingstjenesteudbyder ikke har ansvaret for i henhold til første og andet afsnit, har betale-
rens betalingstjenesteudbyder ansvaret over for betaleren. Hvis betalerens betalingstjenesteudbyder
således har ansvaret, skal denne om nødvendigt og uden unødig forsinkelse godtgøre betaleren det
manglende eller mangelfuldt betalte betalingstransaktionsbeløb og føre den debiterede betalings-
konto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstrans-
aktion ikke var blevet gennemført. Valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto må ikke
ligge senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret.
Den i fjerde afsnit omhandlede forpligtelse finder ikke anvendelse på betalerens betalingstjeneste-
udbyder, hvis betalerens betalingstjenesteudbyder beviser, at betalingsmodtagerens betalingstjene-
steudbyder har modtaget betalingstransaktionsbeløbet, selv hvis gennemførelse af betalingstransak-
tionen blot er forsinket. I så fald skal betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder give beløbet
valørdato på betalingsmodtagerens betalingskonto senest den dato, som beløbet skulle have haft
som valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt.
I tilfælde af en manglende eller mangelfuldt gennemført betalingstransaktion, hvor en betalingsor-
dre er initieret af eller via betalingsmodtageren, skal betalingsmodtagerens betalingstjenesteudby-
der, uanset hvem der har ansvaret ifølge dette stykke, efter anmodning øjeblikkelig bestræbe sig på
at spore betalingstransaktionen og orientere betalingsmodtageren om resultatet. Dette skal være ve-
derlagsfrit for betalingsmodtageren.
3. Endvidere har betalingstjenesteudbydere ansvaret over for deres respektive betalingstjenestebru-
gere for eventuelle gebyrer, som de har ansvaret for, og for renter, der opkræves af betalingstjene-
stebrugeren som følge af en manglende eller mangelfuld, herunder forsinket, gennemførelse af en
betalingstransaktion.
Artikel 90
Betalingsinitieringstjenesters ansvar ved manglende, mangelfuld eller forsinket gennemførel-
se af betalingstransaktioner
1. Hvis en betalingsordre initieres af betaleren via en betalingsinitieringstjenesteudbyder, tilbagebe-
taler den kontoførende betalingstjenesteudbyder med forbehold af artikel 71 og artikel 88, stk. 2 og
3, beløbet for den manglende eller mangelfulde betalingstransaktion til betaleren og fører, hvor det
er relevant, den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, som ville have været gældende,
hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennemført.
Betalingsinitieringstjenesteudbyderen skal bevise, at betalerens kontoførende betalingstjenesteud-
byder modtog betalingsordren i overensstemmelse med artikel 78, og at betalingstransaktionen in-
den for betalingsinitieringstjenesteudbyderens kompetenceområde var autentificeret, korrekt regi-
333
streret og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl i tilknytning til den manglende, mangelfulde
eller forsinkede gennemførelse af transaktionen.
2. Hvis betalingsinitieringstjenesteudbyderen er ansvarlig for den manglende, mangelfulde eller for-
sinkede gennemførelse af betalingstransaktionen, skal vedkommende efter den kontoførende beta-
lingstjenesteudbyders anmodning øjeblikkelig holde denne skadesløs for tab eller betalte beløb som
følge af tilbagebetalingen til betaleren.
Artikel 91
Yderligere økonomisk godtgørelse
Al økonomisk godtgørelse ud over den, der er foreskrevet i denne afdeling, kan fastsættes i over-
ensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen mellem betalingstjenestebruge-
ren og betalingstjenesteudbyderen.
Artikel 92
Regresret
1. Hvis en betalingstjenesteudbyders ansvar i henhold til artikel 73 og 89 kan tilskrives en anden
betalingstjenesteudbyder eller en mellemmand, skal denne betalingstjenesteudbyder eller mellem-
mand holde den første betalingstjenesteudbyder skadesløs for ethvert tab eller beløb betalt i henhold
til artikel 73 og 89. Dette omfatter godtgørelse, hvis en betalingstjenesteudbyder undlader at anven-
de stærk kundeautentifikation.
2. Yderligere økonomisk godtgørelse fastsættes i henhold til aftaler mellem betalingstjenesteudby-
dere og/eller mellemmænd og den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen mellem dem.
Artikel 93
Usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder
Intet ansvar pådrages efter kapitel 2 og 3 i tilfælde af usædvanlige og uforudsigelige omstændighe-
der, som den, der påberåber sig dem, ikke har nogen indflydelse på, og som vedkommende ikke har
mulighed for at afværge, også selv om vedkommende udviser den størst mulige påpasselighed, eller
når en betalingstjenesteudbyder er bundet af andre retlige forpligtelser, der er omfattet af EU-retten
eller national ret.
KAPITEL 4
Beskyttelse af personoplysninger
Artikel 94
334
Beskyttelse af personoplysninger
1. Medlemsstaterne tillader, at betalingssystemer og betalingstjenesteudbydere behandler persono-
plysninger, når det er nødvendigt af hensyn til forebyggelse, efterforskning og opdagelse af beta-
lingssvig. Oplysning til fysiske personer om behandling af personoplysninger og behandlingen af
sådanne personoplysninger og enhver anden behandling af personoplysninger som følge af dette di-
rektiv skal foretages i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF, de nationale bestemmelser til gen-
nemførelse af direktiv 95/46/EF og med forordning (EF) nr. 45/2001.
2. Betalingstjenesteudbydere må kun tilgå, behandle og opbevare personoplysninger, som er nød-
vendige for ydelse af betalingstjenester, med betalingstjenestebrugerens udtrykkelige samtykke.
KAPITEL 5
Drifts- og sikkerhedsrisici og autentifikation
Artikel 95
Styring af drifts- og sikkerhedsrisici
1. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere fastlægger en ramme med passende be-
grænsende foranstaltninger og kontrolmekanismer til styring af drifts- og sikkerhedsrisici, der er
forbundet med de betalingstjenester, som de udbyder. Som en del af denne ramme fastlægger og
opretholder betalingstjenesteudbydere effektive procedurer for håndtering af hændelser, herunder
for opdagelse og klassificering af større drifts- og sikkerhedshændelser.
2. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere årligt eller oftere som fastsat af den kompe-
tente myndighed giver den kompetente myndighed en ajourført samlet vurdering af de drifts- og
sikkerhedsrisici, der er forbundet med de betalingstjenester, som de udbyder, og om, hvorvidt de
iværksatte begrænsende foranstaltninger og kontrolmekanismer som følge af disse risici er tilstræk-
kelige.
3. Senest den 13. juli 2017 udarbejder EBA i tæt samarbejde med ECB efter høring af alle relevante
interessenter, herunder interessenter på betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle in-
volverede interesser retningslinjer i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr.
1093/2010 for fastlæggelse, iværksættelse og overvågning af sikkerhedsforanstaltninger, herunder
certificeringsprocesser, hvor det er relevant.
EBA gennemgår i tæt samarbejde med ECB de i første afsnit omhandlede retningslinjer regelmæs-
sigt og under alle omstændigheder mindst hvert andet år.
335
4. Under hensyntagen til den indhøstede erfaring fra anvendelsen af de i stk. 3 omhandlede ret-
ningslinjer udarbejder EBA på Kommissionens foranledning, hvis det er relevant, udkast til regule-
ringsmæssige tekniske standarder om kriterier og betingelser for fastlæggelse og overvågning af
sikkerhedsforanstaltninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
5. EBA fremmer samarbejde, herunder udveksling af oplysninger, inden for drifts- og sikkerhedsri-
sici i forbindelse med betalingstjenester mellem de kompetente myndigheder samt mellem de kom-
petente myndigheder og ECB og, hvor det er relevant, Den Europæiske Unions Agentur for Net- og
Informationssikkerhed.
Artikel 96
Indberetning af hændelser
1. I tilfælde af en større drifts- eller sikkerhedshændelse underretter betalingstjenesteudbydere uden
unødig forsinkelse den kompetente myndighed i betalingstjenesteudbyderens hjemland.
Hvis hændelsen har eller kan have indvirkning på betalingstjenesteudbyderens betalingstjenestebru-
geres økonomiske interesser, orienterer betalingstjenesteudbyderen uden unødig forsinkelse sine
betalingstjenestebrugere om hændelsen og om alle tilgængelige foranstaltninger, som de kan træffe
for at begrænse hændelsens negative følger.
2. Ved modtagelsen af underretningen omhandlet i stk. 1 fremsender den kompetente myndighed i
hjemlandet uden unødig forsinkelse relevante oplysninger om hændelsen til EBA og ECB. Denne
kompetente myndighed underretter, efter at have vurderet hændelsens relevans for de relevante
myndigheder i den på gældende medlemsstat, disse herom.
EBA og ECB vurderer i samarbejde med den kompetente myndighed i hjemlandet hændelsens rele-
vans for andre relevante EU-myndigheder og nationale myndigheder og underretter dem i overens-
stemmelse hermed. ECB underretter medlemmerne af Det Europæiske System af Centralbanker om
spørgsmål, der er relevante for betalingssystemet.
De kompetente myndigheder træffer på grundlag af underretningen, hvis det er hensigtsmæssigt, al-
le nødvendige foranstaltninger for at beskytte det finansielle systems umiddelbare sikkerhed.
3. Senest den 13. januar 2018 udsteder EBA i tæt samarbejde med ECB efter høring af alle relevan-
te interessenter, herunder interessenter på betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle
involverede interesser retningslinjer i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr.
1093/2010 adresseret til hver af følgende:
336
a) til betalingstjenesteudbydere om klassificering af større hændelser som omhandlet i stk. 1
og om indholdet og formatet af, herunder standardunderretningsmodeller, og procedurer-
ne for underretning om sådanne hændelser
b) til de kompetente myndigheder om kriterierne for, hvordan det skal vurderes, hvor rele-
vant en hændelse er, og hvilke elementer i hændelsesindberetningerne der skal deles med
andre nationale myndigheder.
4. EBA gennemgår i tæt samarbejde med ECB de i stk. 3 omhandlede retningslinjer regelmæssigt
og under alle omstændigheder mindst hvert andet år.
5. EBA tager i forbindelse med udstedelsen og gennemgangen af de i stk. 3 omhandlede retnings-
linjer hensyn til standarder og/eller specifikationer, som er udarbejdet og offentliggjort af Den
Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed for de sektorer, der udøver andre
aktiviteter end udbud af betalingstjenester.
6. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere mindst en gang om året stiller statistiske
data om svig i tilknytning til forskellige betalingsmidler til rådighed for deres kompetente myndig-
heder. Disse kompetente myndigheder stiller sådanne data til rådighed for EBA og ECB i sammen-
fattet form.
Artikel 97
Autentifikation
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstjenesteudbyder anvender stærk kundeautentifikation, når
betaleren:
a) tilgår sin betalingskonto online
b) initierer en elektronisk betalingstransaktion
c) udfører handlinger gennem en fjernkanal, der kan indebære en risiko for betalingssvig el-
ler andre former for misbrug.
2. Men henblik på initiering af elektroniske betalingstransaktioner, jf. stk. 1, litra b), sikrer med-
lemsstaterne, at betalingstjenesteudbydere, for så vidt angår elektroniske fjernbetalingstransaktio-
ner, anvender stærk kundeautentifikation, som omfatter elementer, der dynamisk knytter transaktio-
nen til et specifikt beløb og en specifik betalingsmodtager.
3. Med henblik på stk. 1 sikrer medlemsstaterne, at betalingstjenesteudbydere har iværksat passende
sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte fortroligheden og integriteten af betalingstjenestebrugeres
personaliserede sikkerhedsoplysninger.
4. Stk. 2 og 3 finder også anvendelse, når betalinger initieres via en betalingsinitieringstjenesteud-
byder. Stk. 1 og 3 finder også anvendelse, når der anmodes om oplysningerne via en kontooply-
sningstjenesteudbyder.
337
5. Medlemsstaterne sikrer, at den kontoførende betalingstjenesteudbyder giver betalingsinitierin-
gstjenesteudbyderen og kontooplysningstjenesteudbyderen tilladelse til at anvende de autentifikati-
onsprocedurer, som den kontoførende betalingstjenesteudbyder stiller til rådighed for betalingstje-
nestebrugeren i overensstemmelse med stk. 1 og 3, og, såfremt betalingsinitieringstjenesteudbyde-
ren er involveret, i overensstemmelse med stk. 1, 2 og 3.
Artikel 98
Reguleringsmæssige tekniske standarder for autentifikation og kommunikation
1. EBA udarbejder i tæt samarbejde med ECB efter høring af alle relevante interessenter, herunder
interessenter på betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle involverede interesser ud-
kast til reguleringsmæssige tekniske standarder til betalingstjenesteudbydere som fastsat i dette di-
rektivs artikel 1, stk. 1, i overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EU) nr. 1093/2010 vedrø-
rende:
a) krav til stærk kundeautentifikation, jf. artikel 97, stk. 1 og 2
b) undtagelser fra anvendelsen af artikel 97, stk. 1, 2 og 3, på grundlag af de i nærværende
artikels stk. 3 fastsatte kriterier
c) krav, som sikkerhedsforanstaltninger skal opfylde, i overensstemmelse med artikel 97,
stk. 3, for at beskytte fortroligheden og integriteten af betalingstjenestebrugeres persona-
liserede sikkerhedsoplysninger, og
d) krav til fælles og sikre åbne standarder for kommunikation mellem kontoførende beta-
lingstjenesteudbydere, betalingsinitieringstjenesteudbydere, kontooplysningstjenesteud-
bydere, betalere, betalingsmodtagere og andre betalingstjenesteudbydere med henblik på
identifikation, autentifikation, underretning og udveksling af oplysninger samt iværksæt-
telse af sikkerhedsforanstaltninger.
2. De i stk. 1 omhandlede udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder udarbejdes af EBA
med henblik på at:
a) sikre en passende grad af sikkerhed for betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteud-
bydere ved at indføre effektive og risikobaserede krav
b) sikre betalingstjenestebrugeres midler og personoplysninger
c) sikre og opretholde fair konkurrence mellem alle betalingstjenesteudbydere
d) sikre teknologi- og forretningsmodelneutralitet
e) gøre det muligt at udvikle brugervenlige, tilgængelige og innovative betalingsmidler.
3. De i stk. 1, litra b), omhandlede undtagelser skal bygge på følgende kriterier:
a) risikoniveauet for den tjeneste, der udbydes
b) transaktionens beløb, tilbagevendende karakter eller begge dele
c) den betalingskanal, der anvendes til at gennemføre transaktionen.
4. EBA forelægger de i stk. 1 omhandlede udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for
Kommissionen senest den 13. januar 2017.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder i over-
ensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
338
5. EBA gennemgår og ajourfører om nødvendigt regelmæssigt de reguleringsmæssige tekniske
standarder i overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EU) nr. 1093/2010 for bl.a. at tage høj-
de for innovation og den teknologiske udvikling.
KAPITEL 6
Alternative tvistbilæggelsesprocedurer
Afdeling 1
Klageprocedurer
Artikel 99
Klager
1. Medlemsstaterne sikrer, at der indføres procedurer, som giver betalingstjenestebrugere og andre
interesserede parter, herunder forbrugerorganisationer, mulighed for at indgive klager til de kompe-
tente myndigheder i forbindelse med betalingstjenesteudbyderes påståede overtrædelser af dette di-
rektiv.
2. Svaret fra den kompetente myndighed skal, hvor det er relevant, og uden at dette berører retten til
at indbringe en klage for en domstol i overensstemmelse med nationale retsplejeregler, underrette
klageren om eksistensen af de alternative tvistbilæggelsesprocedurer, der er indført ved artikel 102.
Artikel 100
Kompetente myndigheder
1. Medlemsstaterne udpeger kompetente myndigheder, der skal sikre og overvåge, at dette direktiv
reelt efterleves. Disse kompetente myndigheder træffer alle passende foranstaltninger for at sikre
efterlevelsen.
De skal enten være:
a) kompetente myndigheder som omhandlet i artikel 4, nr. 2), i forordning (EU) nr.
1093/2010, eller
b) organer, der er anerkendt i national ret eller af offentlige myndigheder, og som udtrykke-
ligt har beføjelse hertil i henhold til national ret.
De må ikke være betalingstjenesteudbydere, med undtagelse af nationale centralbanker.
2. De i stk. 1 omhandlede kompetente myndigheder skal have alle beføjelser og tilstrækkelige res-
sourcer, der er nødvendige for, at de kan varetage deres opgaver. Er mere end én kompetent myn-
339
dighed beføjet til at sikre og overvåge den reelle efterlevelse af dette direktiv, sikrer medlemsstater-
ne, at disse myndigheder indgår i et tæt samarbejde, så de kan udføre deres respektive opgaver ef-
fektivt.
3. De kompetente myndigheder udøver deres beføjelser i overensstemmelse med national ret enten:
a) direkte under deres egen myndighed eller under de retlige myndigheders tilsyn, eller
b) ved indbringelse for domstole, der er kompetente til at træffe de nødvendige afgørelser,
herunder i givet fald ved appel, såfremt der ikke gives medhold i en begæring om at træf-
fe den nødvendige afgørelse.
4. I tilfælde af overtrædelse eller mistanke om overtrædelse af de nationale retsregler, som gennem-
fører afsnit III og IV, er de kompetente myndigheder, der er omhandlet i stk. 1, de kompetente myn-
digheder i betalingstjenesteudbyderens hjemland, bortset fra agenter og filialer, hvis virksomhed
udøves i henhold til etableringsretten, hvor de kompetente myndigheder er værtslandets kompetente
myndigheder.
5. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen, hvilke kompetente myndigheder der er udpeget, jf.
stk. 1, hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest den 13. januar 2018. De underretter
Kommissionen om en eventuel kompetencefordeling mellem de pågældende myndigheder. De un-
derretter straks Kommissionen om senere ændringer med hensyn til udpegningen af disse myndig-
heder og deres respektive kompetencer.
6. EBA udsteder efter at have hørt ECB retningslinjer rettet til de kompetente myndigheder i over-
ensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 om de klageprocedurer, som skal tag-
es i betragtning for at sikre, at de relevante bestemmelser i dette direktiv overholdes, jf. nærværende
artikels stk. 1. Disse retningslinjer udstedes senest den 13. januar 2018 og ajourføres regelmæssigt
efter behov.
Afdeling 2
Alternative tvistbilæggelsesprocedurer og sanktioner
Artikel 101
Tvistbilæggelse
1. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere indfører og anvender passende og effektive
procedurer for bilæggelse af klager fra betalingstjenestebrugere vedrørende rettigheder og forplig-
telser i medfør af afsnit III og IV, og overvåger deres resultater i denne henseende.
Disse procedurer skal anvendes i alle medlemsstater, hvor en betalingstjenesteudbyder udbyder be-
talingstjenester, og skal være tilgængelige på et af de officielle sprog i de pågældende medlemssta-
ter eller på et andet sprog, hvis det er aftalt mellem betalingstjenesteudbyderen og betalingstjeneste-
brugeren.
340
2. Medlemsstaterne skal kræve, at betalingstjenesteudbydere gør deres yderste for at besvare beta-
lingstjenestebrugeres klager, enten på papir, eller, hvis det er aftalt mellem betalingstjenesteudbyde-
ren og betalingstjenestebrugeren, på et andet varigt medium. Svar skal omfatte alle spørgsmål og
afgives inden for en passende frist og senest 15 arbejdsdage efter modtagelsen af en klage. Hvis der
foreligger usædvanlige forhold, hvor et svar ikke kan afgives inden for 15 arbejdsdage på grund af
omstændigheder, som betalingstjenesteudbyderen ikke har indflydelse på, skal denne sende et fore-
løbigt svar, der tydeligt angiver årsagerne til den forsinkede besvarelse af klagen og angiver en frist
for, hvornår betalingstjenestebrugeren vil modtage det endelige svar. Fristen for at modtage det en-
delige svar må under ingen omstændigheder overstige 35 arbejdsdage.
Medlemsstaterne kan indføre eller opretholde regler om tvistbilæggelsesprocedurer, der er mere
fordelagtige for betalingstjenestebrugeren end den procedure, der er omhandlet i første afsnit. I så
fald finder disse regler anvendelse.
3. Betalingstjenesteudbyderen skal oplyse betalingstjenestebrugeren om mindst én instans for alter-
nativ tvistbilæggelse, der har kompetence til at behandle tvister vedrørende rettigheder og forplig-
telser i medfør af afsnit III og IV.
4. Oplysningerne omhandlet i stk. 3 skal være tilgængelige på en tydelig, udførlig og let tilgængelig
måde på betalingstjenesteudbyderens websted, hvis et sådant findes, i filialen samt i de generelle
vilkår og betingelser for aftalen mellem betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren.
Det skal angives, hvor yderligere oplysninger om den pågældende instans for alternativ tvistbilæg-
gelse og om betingelserne for brug af den er tilgængelige.
Artikel 102
Alternative tvistbilæggelsesprocedurer
1. Medlemsstaterne sikrer, at der i henhold til den relevante nationale ret og EU-retten i overens-
stemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU35) fastlægges passende, uaf-
hængige, upartiske, gennemsigtige og effektive alternative tvistbilæggelsesprocedurer for bilæggel-
se af tvister mellem betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteudbydere vedrørende rettigheder
og forpligtelser i medfør af afsnit III og IV, og kan med henblik herpå eventuelt gøre brug af eksi-
sterende kompetente organer. Medlemsstaterne sikrer, at alternative tvistbilæggelsesprocedurer fin-
der anvendelse på betalingstjenesteudbydere, og at de også dækker udpegede repræsentanter.
2. Medlemsstaterne pålægger de i denne artikels stk. 1 omhandlede organer at samarbejde effektivt
med henblik på bilæggelse af grænseoverskridende tvister vedrørende rettigheder og forpligtelser i
medfør af afsnit III og IV.
Artikel 103
Sanktioner
341
1. Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af
de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige
foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt
forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
2. Medlemsstaterne tillader deres kompetente myndigheder at offentliggøre alle administrative
sanktioner, der bliver pålagt for overtrædelse af de foranstaltninger, som vedtages til gennemførelse
af dette direktiv, medmindre sådan offentliggørelse vil være meget skadelig for finansmarkederne
eller forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.
AFSNIT V
DELEGEREDE RETSAKTER OG REGULERINGSMÆSSIGE TEKNISKE STANDAR-
DER
Artikel 104
Delegerede retsakter
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med arti-
kel 105 vedrørende:
a) tilpasning af henvisningen til henstilling 2003/361/EF i artikel 4, nr. 36), hvis henstillin-
gen ændres
b) ajourføring af de beløb, der er anført i artikel 32, stk. 1, og artikel 74, stk. 1, for at tage
højde for inflation.
Artikel 105
Udøvelse af de delegerede beføjelser
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fast-
lagte betingelser.
2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 104, tillægges Kommissionen for en ube-
grænset periode fra den 12. januar 2016.
3. Den i artikel 104 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-
Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der
er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af
afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen.
Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.
342
4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og
Rådet meddelelse herom.
5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 104 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-
Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af den
pågældende retsakt til Europa-Parlamentet eller Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet in-
den udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigel-
se. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.
Artikel 106
Forpligtelse til at oplyse forbrugere om deres rettigheder
1. Kommissionen udarbejder senest den 13. januar 2018 en brugervenlig elektronisk folder, som
klart og let forståeligt anfører forbrugernes rettigheder i henhold til dette direktiv og tilhørende EU-
ret.
2. Kommissionen underretter medlemsstaterne, europæiske sammenslutninger af betalingstjeneste-
udbydere og europæiske forbrugerorganisationer om offentliggørelsen af den i stk. 1 omhandlede
folder.
Kommissionen, EBA og de kompetente myndigheder sikrer hver især, at folderen stilles til rådig-
hed på en let tilgængelig måde på deres respektive websteder.
3. Betalingstjenesteudbydere skal sikre, at folderen stilles til rådighed på en let tilgængelig måde på
deres websteder, hvis sådanne findes, og på papir i deres filialer og hos deres agenter og de enhe-
der, hvortil aktiviteter er outsourcet.
4. Betalingstjenesteudbydere må ikke afkræve deres kunder gebyr for at stille oplysninger i henhold
til denne artikel til rådighed.
5. For så vidt angår personer med handicap skal bestemmelserne i denne artikel anvendes ved hjælp
af hensigtsmæssige alternative midler, således at oplysningerne stilles til rådighed i et tilgængeligt
format.
AFSNIT VI
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 107
Fuld harmonisering
343
1. For så vidt som dette direktiv indeholder harmoniserede bestemmelser, må medlemsstaterne ikke
bevare eller indføre andre bestemmelser end dem, der er fastsat i direktivet, jf. dog artikel 2, artikel
8, stk. 3, artikel 32, artikel 38, stk. 2, artikel 42, stk. 2, artikel 55, stk. 6, artikel 57, stk. 3, artikel 58,
stk. 3, artikel 61, stk. 2 og 3, artikel 62, stk. 5, artikel 63, stk. 2 og 3, artikel 74, stk. 1, andet afsnit,
og artikel 86.
2. Hvis en medlemsstat anvender en af mulighederne i stk. 1, underretter den Kommissionen herom
og om eventuelle efterfølgende ændringer. Kommissionen offentliggør oplysningerne på et websted
eller på en anden let tilgængelig måde.
3. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere ikke til skade for betalingstjenestebrugerne
fraviger de bestemmelser i national ret, der gennemfører dette direktiv, medmindre det udtrykkeligt
er foreskrevet i disse.
Betalingstjenesteudbydere kan imidlertid tilbyde betalingstjenestebrugere gunstigere vilkår.
Artikel 108
Revisionsklausul
Kommissionen forelægger senest den 13. januar 2021 en rapport for Europa-Parlamentet, Rådet,
Det Europæiske og Økonomiske Sociale Udvalg og ECB om anvendelsen og indvirkningen af di-
rektivet, navnlig om:
a) hensigtsmæssigheden og indvirkningen af reglerne om gebyrer som fastsat i artikel 62,
stk. 3, 4 og 5
b) anvendelsen af artikel 2, stk. 3 og 4, herunder en vurdering af, hvorvidt afsnit III og IV,
såfremt det er teknisk muligt, kan anvendes fuldt ud på de i nævnte stykker omhandlede
betalingstransaktioner
c) adgang til betalingssystemer under hensyntagen til navnlig graden af konkurrence
d) hensigtsmæssigheden og indvirkningen af tærskelværdierne for de i artikel 3, litra l), om-
handlede betalingstransaktioner
e) hensigtsmæssigheden og indvirkningen af tærskelværdien for den i artikel 32, stk. 1, litra
a), omhandlede undtagelse
f) hvorvidt det i betragtning af udviklingen ville være ønskeligt, som et supplement til be-
stemmelserne i artikel 75 om betalingstransaktioner, hvor beløbet ikke er kendt på for-
hånd, og midler er blokerede, at indføre maksimumsgrænser for de beløb, der må bloke-
res på betalerens betalingskonto i sådanne situationer.
Kommissionen forelægger, hvis det er relevant, et lovgivningsforslag sammen med sin rapport.
Artikel 109
Overgangsbestemmelse
344
1. Medlemsstaterne tillader, at betalingsinstitutter, der senest den 13. januar 2018 har påbegyndt
virksomhed i overensstemmelse med national ret til gennemførelse af direktiv 2007/64/EF, kan
fortsætte denne virksomhed i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i direktiv 2007/64/EF,
uden at de skal søge om tilladelse efter artikel 5 i nærværende direktiv eller overholde de andre be-
stemmelser, der er fastsat eller henvist til i afsnit II i nærværende direktiv, indtil den 13. juli 2018.
Medlemsstaterne kræver, at disse betalingsinstitutter fremsender alle relevante oplysninger til de
kompetente myndigheder, således at disse senest den 13. juli 2018 kan vurdere, om de pågældende
betalingsinstitutter opfylder kravene i afsnit II, og hvis det ikke er tilfældet, hvilke foranstaltninger
der skal træffes for at sikre, at kravene opfyldes, eller om tilladelsen bør inddrages.
Betalingsinstitutter, der ved kontrol foretaget af de kompetente myndigheder viser sig at opfylde
kravene i afsnit II, meddeles tilladelse og opføres i hjemlandets register og i EBA᾽s register som
fastsat i artikel 14 og 15. Hvis disse betalingsinstitutter ikke opfylder kravene i afsnit II senest den
13. juli 2018, skal de i overensstemmelse med artikel 37 forbydes at udbyde betalingstjenester.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i nærværende artikels stk. 1 omhandlede betalingsinstitutter
automatisk meddeles tilladelse og opføres i de i artikel 14 og 15 omhandlede registre, hvis de kom-
petente myndigheder allerede har dokumentation for, at kravene i artikel 5 og 11 er opfyldt. De
kompetente myndigheder underretter betalingsinstitutterne, inden der meddeles tilladelse.
3. Dette stykke finder anvendelse på fysiske og juridiske personer, der inden den 13. januar 2018
var undtaget i medfør af artikel 26 i direktiv 2007/64/EF, og har udøvet betalingstjenestevirksom-
hed som defineret i direktiv 2007/64/EF.
Medlemsstaterne tillader, at sådanne personer kan fortsætte denne virksomhed i den pågældende
medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2007/64/EF indtil den 13. januar 2019, uden at de
skal søge om tilladelse efter nærværende direktivs artikel 5 eller en undtagelse i henhold til nærvæ-
rende direktivs artikel 32 eller overholde de andre bestemmelser, der er fastsat eller henvist til i
nærværende direktivs afsnit II.
Alle de i første afsnit omhandlede personer, der ikke senest den 13. januar 2019 har fået tilladelse
eller er blevet undtaget i henhold til nærværende direktiv, forbydes at udbyde betalingstjenester i
overensstemmelse med nærværende direktivs artikel 37.
4. Medlemsstaterne kan tillade, at fysiske og juridiske personer, der er omfattet af en undtagelse
som omhandlet i nærværende artikels stk. 3, betragtes som omfattet af en undtagelse og automatisk
opføres i de i artikel 14 og 15 omhandlede registre, hvis de kompetente myndigheder har dokumen-
tation for, at kravene i artikel 32 er opfyldt. De kompetente myndigheder underretter de berørte be-
talingsinstitutter.
345
5. Uanset denne artikels stk. 1 bevarer betalingsinstitutter, som er meddelt tilladelse til at udbyde
betalingstjenester som omhandlet i punkt 7 i bilaget til direktiv 2007/64/EF, den pågældende tilla-
delse til at udbyde disse betalingstjenester, der anses som betalingstjenester som omhandlet i punkt
3 i bilag I til nærværende direktiv, såfremt de kompetente myndigheder senest den 13. januar 2020
har dokumentation for, at kravene i nærværende direktivs artikel 7, litra c), og artikel 9 er opfyldt.
Artikel 110
Ændring af direktiv 2002/65/EF
Artikel 4, stk. 5, i direktiv 2002/65/EF affattes således:
»5. Når Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (36) også finder anvendelse, er-
stattes bestemmelserne om oplysninger i artikel 3, stk. 1, i nærværende direktiv, med undtagelse af
nr. 2), litra c)-g), nr. 3), litra a), d), og e), og nr. 4), litra b), med artikel 44, 45, 51 og 52 i direktiv
(EU) 2015/2366.
(36) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af
direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af
23.12.2015, s. 35).«
Artikel 111
Ændringer af direktiv 2009/110/EF
1) Artikel 3 ændres således:
a) Stk. 1 affattes således:
»1. Uden at det berører nærværende direktiv, finder artikel 5 og 11-17, artikel 19, stk. 5
og 6, og artikel 20–31 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (37),
herunder de delegerede retsakter vedtaget efter artikel 15, stk. 4, artikel 28, stk. 5, og ar-
tikel 29, stk. 7, tilsvarende anvendelse på e-pengeinstitutter.
(37) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om
betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af direktiv 2002/65/EF,
2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af di-
rektiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).«"
b) Stk. 4 og 5 affattes således:
»4. Medlemsstaterne tillader, at e-pengeinstitutter distribuerer og indløser elektroniske
penge via fysiske eller juridiske personer, der handler på deres vegne. Distribuerer e-pen-
geinstituttet elektroniske penge i en anden medlemsstat via en sådan fysisk eller juridisk
person, finder artikel 27-31, med undtagelse af artikel 29, stk. 4 og 5, i direktiv (EU)
2015/2366, herunder de delegerede retsakter vedtaget efter artikel 28, stk. 5, og artikel
29, stk. 7, tilsvarende anvendelse på sådanne e-pengeinstitutter.
5. Uanset nærværende artikels stk. 4 må e-pengeinstitutter ikke udstede elektroniske pen-
ge via agenter. E-pengeinstitutter kan udbyde betalingstjenester omhandlet i nærværende
direktivs artikel 6, stk. 1, litra a), via agenter med forbehold af betingelserne i artikel 19 i
direktiv (EU) 2015/2366.«
346
2) I artikel 18 tilføjes følgende stykke:
»4. Medlemsstaterne tillader, at e-pengeinstitutter, der før den 13. januar 2018 har optaget
virksomhed i henhold til nærværende direktiv og direktiv 2007/64/EF i den medlemsstat, hvor
de har hjemsted, kan fortsætte denne virksomhed i denne medlemsstat eller i en anden med-
lemsstat, uden at de skal søge om tilladelse efter nærværende direktivs artikel 3 eller opfylde
øvrige krav, der er fastsat eller henvist til i afsnit II i nærværende direktiv, indtil den 13. juli
2018.
Medlemsstaterne kræver, at de i første afsnit omhandlede e-pengeinstitutter fremsender alle
relevante oplysninger til de kompetente myndigheder, således at disse senest den 13. juli 2018
kan vurdere, om de pågældende e-pengeinstitutter opfylder kravene i afsnit II i nærværende
direktiv, og hvis det ikke er tilfældet, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at sikre, at
kravene opfyldes, eller om tilladelsen bør inddrages.
De i første afsnit omhandlede e-pengeinstitutter, der ved kontrol foretaget af de kompetente
myndigheder viser sig at opfylde kravene i afsnit II, meddeles tilladelse og opføres i registret.
E-pengeinstitutter, der ikke opfylder kravene i afsnit II senest den 13. juli 2018, forbydes at
udstede elektroniske penge.«
Artikel 112
Ændringer af forordning (EU) nr. 1093/2010
Forordning (EU) nr. 1093/2010 ændres således:
1) Artikel 1, stk. 2, affattes således:
»2. Myndigheden handler inden for de beføjelser, som den tildeles ved denne forordning, og
inden for rammerne af direktiv 2002/87/EF, direktiv 2009/110/EF, Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (38), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU (39), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU (40), Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 (41), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2015/2366 (42), og i det omfang disse retsakter finder anvendelse på kredit- og finansie-
ringsinstitutter og de kompetente myndigheder, der fører tilsyn med dem, de relevante dele af
direktiv 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (43), herunder
alle direktiver, forordninger og afgørelser, der er baseret på disse retsakter, samt eventuelle
yderligere retligt bindende EU-retsakter, hvorved myndigheden pålægges opgaver. Myndighe-
den handler også i overensstemmelse med Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 (44)
(38) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1)."
(39) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn
med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF
(EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338)."
(40) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 om indskudsgarantiordninger (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 149)."
(41) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler,
og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1781/2006 (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 1)."
(42) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring
af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L
337 af 23.12.2015, s. 35)."
347
(43) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finan-
sielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af
5.6.2015, s. 73)."
(44) Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i
forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT L 287 af 29.10.2013, s. 63).«"
2) Artikel 4, nr. 1), affattes således:
»1) »finansielle institutioner«: kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forord-
ning (EU) nr. 575/2013, investeringsselskaber som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 2), i forord-
ning (EU) nr. 575/2013, finansielle konglomerater som defineret i artikel 2, nr. 14), i direktiv
2002/87/EF, betalingstjenesteudbydere som defineret i artikel 4, nr. 11), i direktiv (EU)
2015/2366 og e-pengeinstitutter som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2009/110/EF, idet
»kreditinstitutter« dog med henblik på direktiv (EU) 2015/849 forstås som kreditinstitutter og
finansieringsinstitutter som defineret i artikel 3, nr. 1) og 2), i direktiv (EU) 2015/849«.
Artikel 113
Ændring af direktiv 2013/36/EU
I bilag I til direktiv 2013/36/EU affattes punkt 4 således:
»4. Betalingstjenester som defineret i artikel 4, nr. 3), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2015/2366 (45)
(45) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af
direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af
23.12.2015, s. 35).«DA L 337/114 Den Europæiske Unions Tidende 23.12.2015
Artikel 114
Ophævelse
Direktiv 2007/64/EF ophæves med virkning fra den 13. januar 2018.
Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses
efter sammenligningstabellen i bilag II til nærværende direktiv.
Artikel 115
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 13. januar 2018 de bestemmelser, der er
nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.
2. Medlemsstaterne anvender disse bestemmelser fra den 13. januar 2018.
348
Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af
medlemsstaterne.
3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale bestemmelser, som
de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
4. Uanset stk. 2 sikrer medlemsstaterne, at de i artikel 65, 66, 67 og 97 omhandlede sikkerhedsfor-
anstaltninger anvendes fra 18 måneder efter ikrafttrædelsesdatoen for de reguleringsmæssige tekni-
ske standarder omhandlet i artikel 98.
5. Medlemsstaterne må ikke forbyde juridiske personer, der på deres område inden den 12. januar
2016 har udøvet virksomhed som betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjene-
steudbydere som defineret i dette direktiv, at fortsætte med at udøve denne virksomhed på med-
lemsstaternes område i den i stk. 2 og 4 omhandlede overgangsperiode i overensstemmelse med den
gældende retlige ramme.
6. Medlemsstaterne sikrer, at de enkelte kontoførende betalingstjenesteudbydere, indtil de kontofø-
rende betalingstjenesteudbydere overholder de i stk. 4 omhandlede reguleringsmæssige tekniske
standarder, ikke misbruger deres manglende overholdelse til at spærre eller hindre brugen af beta-
lingsinitierings- og kontooplysningstjenester for de konti, som de fører.
Artikel 116
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Ti-
dende.
Artikel 117
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 25. november 2015.
På Europa-Parlamentets vegne
M. SCHULZ
Formand
På Rådets vegne
N. SCHMIT
Formand
349
28) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om
ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1).
29) Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 241/2014 af 7. januar 2014 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013, for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for kapitalgrundlagskrav for institutter (EUT L 74 af 14.3.2014, s. 8).
30) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester
(rammedirektivet) (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33).
31) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til
hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73).
32) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler, og om ophævelse
af forordning (EF) nr. 1781/2006 (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 1).
33) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, om ændring af
Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 84/253/EØF (EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87).
34) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (EFT L 243 af
11.9.2002, s. 1).
35) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af 21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om
ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (direktiv om ATB på forbrugerområdet) (EUT L 165 af 18.6.2013, s. 63).
BILAG I
BETALINGSTJENESTER
(jf. artikel 4, nr. 3))
1. Tjenester, der muliggør, at kontantbeløb indsættes på en betalingskonto, samt alle aktiviteter,
der er nødvendige i forbindelse med en betalingskonto.
2. Tjenester, der muliggør kontanthævninger fra en betalingskonto, samt alle aktiviteter, der er
nødvendige i forbindelse med en betalingskonto.
3. Gennemførelse af betalingstransaktioner, herunder overførsler af midler til en betalingskonto
hos brugerens betalingstjenesteudbyder eller hos en anden betalingstjenesteudbyder:
a) gennemførelse af direkte debiteringer, herunder direkte engangsdebiteringer
b) gennemførelse af betalingstransaktioner via et betalingskort eller en lignende anordning
c) gennemførelse af kreditoverførsler, herunder stående ordrer.
4. Gennemførelse af betalingstransaktioner, når midlerne er dækket af en betalingstjenestebrugers
kreditlinje:
a) gennemførelse af direkte debiteringer, herunder direkte engangsdebiteringer
b) gennemførelse af betalingstransaktioner via et betalingskort eller en lignende anordning
c) gennemførelse af kreditoverførsler, herunder stående ordrer.
5. Udstedelse af betalingsinstrumenter og/eller indløsning af betalingstransaktioner.
6. Pengeoverførselsvirksomhed.
7. Betalingsinitieringstjenester.
8. Kontooplysningstjenester.
BILAG II
SAMMENLIGNINGSTABEL
Nærværende direktiv Direktiv 2007/64/EF
350
Artikel 1, stk. 1 Artikel 1, stk. 1
Artikel 1, stk. 2 Artikel 1, stk. 2
Artikel 2, stk. 1 Artikel 2, stk. 1
Artikel 2, stk. 2 —
Artikel 2, stk. 3 —
Artikel 2, stk. 4 —
Artikel 2, stk. 5 Artikel 2, stk. 3
Artikel 3 Artikel 3
Artikel 4 Artikel 4
nr. 1), 2), 3), 4), 5) og 10) nr. 1), 2), 3), 4), 5) og 10)
nr. 7) nr. 6)
nr. 8) nr. 7)
nr. 9) nr. 8)
nr. 11) nr. 9)
nr. 12) nr. 14)
nr. 13) nr. 16)
nr. 14) nr. 23)
nr. 20), 21) og 22) nr. 11), 12) og 13)
nr. 23) nr. 28)
nr. 25) nr. 15)
nr. 26) og 27) nr. 17) og 18)
nr. 28) nr. 20)
nr. 29) nr. 19)
nr. 33) nr. 21)
nr. 34), 35), 36) og 37) nr. 24), 25), 26) og 27)
nr. 38) nr. 22)
nr. 39) og 40) nr. 29) og 30)
nr. 6), 15)-19), 24), 30)-32) og 41)-48) —
Artikel 5, stk. 1 Artikel 5
Artikel 5, stk. 2 —
Artikel 5, stk. 3 —
Artikel 5, stk. 4 —
Artikel 5, stk. 5 —
Artikel 5, stk. 6 —
Artikel 5, stk. 7 —
Artikel 6, stk. 1 —
Artikel 6, stk. 2 —
Artikel 6, stk. 3 —
Artikel 6, stk. 4 —
Artikel 7 Artikel 6
Artikel 8, stk. 1 Artikel 7, stk. 1
Artikel 8, stk. 2 Artikel 7, stk. 2
Artikel 8, stk. 3 Artikel 7, stk. 3
Artikel 9, stk. 1 Artikel 8, stk. 1
Artikel 9, stk. 2 Artikel 8, stk. 2
351
Artikel 9, stk. 3 Artikel 8, stk. 3
Artikel 10, stk. 1 Artikel 9, stk. 1
Artikel 10, stk. 2 Artikel 9, stk. 2
— Artikel 9, stk. 3 og 4
Artikel 11, stk. 1 Artikel 10, stk. 1
Artikel 11, stk. 2 Artikel 10, stk. 2
Artikel 11, stk. 3 Artikel 10, stk. 3
Artikel 11, stk. 4 Artikel 10, stk. 4
Artikel 11, stk. 5 Artikel 10, stk. 5
Artikel 11, stk. 6 Artikel 10, stk. 6
Artikel 11, stk. 7 Artikel 10, stk. 7
Artikel 11, stk. 8 Artikel 10, stk. 8
Artikel 11, stk. 9 Artikel 10, stk. 9
Artikel 12 Artikel 11
Artikel 13, stk. 1 Artikel 12, stk. 1
Artikel 13, stk. 2 Artikel 12, stk. 2
Artikel 13, stk. 3 Artikel 12, stk. 3
Artikel 14, stk. 1 Artikel 13
Artikel 14, stk. 2 Artikel 13
Artikel 14, stk. 3 —
Artikel 14, stk. 4 —
Artikel 15, stk. 1 —
Artikel 15, stk. 2 —
Artikel 15, stk. 3 —
Artikel 15, stk. 4 —
Artikel 15, stk. 5 —
Artikel 16 Artikel 14
Artikel 17, stk. 1 Artikel 15, stk. 1
Artikel 17, stk. 2 Artikel 15, stk. 2
Artikel 17, stk. 3 Artikel 15, stk. 3
Artikel 17, stk. 4 Artikel 15, stk. 4
Artikel 18, stk. 1 Artikel 16, stk. 1
Artikel 18, stk. 2 Artikel 16, stk. 2
Artikel 18, stk. 3 Artikel 16, stk. 2
Artikel 18, stk. 4 Artikel 16, stk. 3
Artikel 18, stk. 5 Artikel 16, stk. 4
Artikel 18, stk. 6 Artikel 16, stk. 5
Artikel 19, stk. 1 Artikel 17, stk. 1
Artikel 19, stk. 2 Artikel 17, stk. 2
Artikel 19, stk. 3 Artikel 17, stk. 3
Artikel 19, stk. 4 Artikel 17, stk. 4
Artikel 19, stk. 5 Artikel 17, stk. 5
Artikel 19, stk. 6 Artikel 17, stk. 7
Artikel 19, stk. 7 Artikel 17, stk. 8
Artikel 19, stk. 8 —
352
Artikel 20, stk. 1 Artikel 18, stk. 1
Artikel 20, stk. 2 Artikel 18, stk. 2
Artikel 21 Artikel 19
Artikel 22, stk. 1 Artikel 20, stk. 1
Artikel 22, stk. 2 Artikel 20, stk. 2
Artikel 22, stk. 3 Artikel 20, stk. 3
Artikel 22, stk. 4 Artikel 20, stk. 4
Artikel 22, stk. 5 Artikel 20, stk. 5
Artikel 23, stk. 1 Artikel 21, stk. 1
Artikel 23, stk. 2 Artikel 21, stk. 2
Artikel 23, stk. 3 Artikel 21, stk. 3
Artikel 24, stk. 1 Artikel 22, stk. 1
Artikel 24, stk. 2 Artikel 22, stk. 2
Artikel 24, stk. 3 Artikel 22, stk. 3
Artikel 25, stk. 1 Artikel 23, stk. 1
Artikel 25, stk. 2 Artikel 23, stk. 2
Artikel 26, stk. 1 Artikel 24, stk. 1
Artikel 26, stk. 2 Artikel 24, stk. 2
Artikel 27, stk. 1 —
Artikel 27, stk. 2 —
Artikel 28, stk. 1 Artikel 25, stk. 1
Artikel 28, stk. 2 —
Artikel 28, stk. 3 —
Artikel 28, stk. 4 —
Artikel 28, stk. 5 —
Artikel 29, stk. 1 Artikel 25, stk. 2 og 3
Artikel 29, stk. 2 —
Artikel 29, stk. 3 Artikel 25, stk. 4
Artikel 29, stk. 4 —
Artikel 29, stk. 5 —
Artikel 29, stk. 6 —
Artikel 30, stk. 1 —
Artikel 30, stk. 2 —
Artikel 30, stk. 3 —
Artikel 30, stk. 4 —
Artikel 31, stk. 1 —
Artikel 31, stk. 2 Artikel 25, stk. 4
Artikel 32, stk. 1 Artikel 26, stk. 1
Artikel 32, stk. 2 Artikel 26, stk. 2
Artikel 32, stk. 3 Artikel 26, stk. 3
Artikel 32, stk. 4 Artikel 26, stk. 4
Artikel 32, stk. 5 Artikel 26, stk. 5
Artikel 32, stk. 6 Artikel 26, stk. 6
Artikel 33, stk. 1 —
Artikel 33, stk. 2 —
353
Artikel 34 Artikel 27
Artikel 35, stk. 1 Artikel 28, stk. 1
Artikel 35, stk. 2 Artikel 28, stk. 2
Artikel 36 —
Artikel 37, stk. 1 Artikel 29
Artikel 37, stk. 2 —
Artikel 37, stk. 3 —
Artikel 37, stk. 4 —
Artikel 37, stk. 5 —
Artikel 38, stk. 1 Artikel 30, stk. 1
Artikel 38, stk. 2 Artikel 30, stk. 2
Artikel 38, stk. 3 Artikel 30, stk. 3
Artikel 39 Artikel 31
Artikel 40, stk. 1 Artikel 32, stk. 1
Artikel 40, stk. 2 Artikel 32, stk. 2
Artikel 40, stk. 3 Artikel 32, stk. 3
Artikel 41 Artikel 33
Artikel 42, stk. 1 Artikel 34, stk. 1
Artikel 42, stk. 2 Artikel 34, stk. 2
Artikel 43, stk. 1 Artikel 35, stk. 1
Artikel 43, stk. 2 Artikel 35, stk. 2
Artikel 44, stk. 1 Artikel 36, stk. 1
Artikel 44, stk. 2 Artikel 36, stk. 2
Artikel 44, stk. 3 Artikel 36, stk. 3
Artikel 45, stk. 1 Artikel 37, stk. 1
Artikel 45, stk. 2 —
Artikel 45, stk. 3 Artikel 37, stk. 2
Artikel 46 —
Artikel 47 —
Artikel 48 Artikel 38
Artikel 49 Artikel 39
Artikel 50 Artikel 40
Artikel 51, stk. 1 Artikel 41, stk. 1
Artikel 51, stk. 2 Artikel 41, stk. 2
Artikel 51, stk. 3 Artikel 41, stk. 3
Artikel 52, stk. 1 Artikel 42, stk. 1
Artikel 52, stk. 2 Artikel 42, stk. 2
Artikel 52, stk. 3 Artikel 42, stk. 3
Artikel 52, stk. 4 Artikel 42, stk. 4
Artikel 52, stk. 5 Artikel 42, stk. 5
Artikel 52, stk. 6 Artikel 42, stk. 6
Artikel 52, stk. 7 Artikel 42, stk. 7
Artikel 53 Artikel 43
Artikel 54, stk. 1 Artikel 44, stk. 1
Artikel 54, stk. 2 Artikel 44, stk. 2
354
Artikel 54, stk. 3 Artikel 44, stk. 3
Artikel 55, stk. 1 Artikel 45, stk. 1
Artikel 55, stk. 2 Artikel 45, stk. 2
Artikel 55, stk. 3 Artikel 45, stk. 3
Artikel 55, stk. 4 Artikel 45, stk. 4
Artikel 55, stk. 5 Artikel 45, stk. 5
Artikel 55, stk. 6 Artikel 45, stk. 6
Artikel 56 Artikel 46
Artikel 57, stk. 1 Artikel 47, stk. 1
Artikel 57, stk. 2 Artikel 47, stk. 2
Artikel 57, stk. 3 Artikel 47, stk. 3
Artikel 58, stk. 1 Artikel 48, stk. 1
Artikel 58, stk. 2 Artikel 48, stk. 2
Artikel 58, stk. 3 Artikel 48, stk. 3
Artikel 59, stk. 1 Artikel 49, stk. 1
Artikel 59, stk. 2 Artikel 49, stk. 2
Artikel 60, stk. 1 Artikel 50, stk. 1
Artikel 60, stk. 2 Artikel 50, stk. 2
Artikel 60, stk. 3 —
Artikel 61, stk. 1 Artikel 51, stk. 1
Artikel 61, stk. 2 Artikel 51, stk. 2
Artikel 61, stk. 3 Artikel 51, stk. 3
Artikel 61, stk. 4 Artikel 51, stk. 4
Artikel 62, stk. 1 Artikel 52, stk. 1
Artikel 62, stk. 2 Artikel 52, stk. 2
Artikel 62, stk. 3 Artikel 52, stk. 3
Artikel 62, stk. 4 —
Artikel 62, stk. 5 —
Artikel 63, stk. 1 Artikel 53, stk. 1
Artikel 63, stk. 2 Artikel 53, stk. 2
Artikel 63, stk. 3 Artikel 53, stk. 3
Artikel 64, stk. 1 Artikel 54, stk. 1
Artikel 64, stk. 2 Artikel 54, stk. 2
Artikel 64, stk. 3 Artikel 54, stk. 3
Artikel 64, stk. 4 Artikel 54, stk. 4
Artikel 65, stk. 1 —
Artikel 65, stk. 2 —
Artikel 65, stk. 3 —
Artikel 65, stk. 4 —
Artikel 65, stk. 5 —
Artikel 65, stk. 6 —
Artikel 66, stk. 1 —
Artikel 66, stk. 2 —
Artikel 66, stk. 3 —
Artikel 66, stk. 4 —
355
Artikel 66, stk. 5 —
Artikel 67, stk. 1 —
Artikel 67, stk. 2 —
Artikel 67, stk. 3 —
Artikel 67, stk. 4 —
Artikel 68, stk. 1 Artikel 55, stk. 1
Artikel 68, stk. 2 Artikel 55, stk. 2
Artikel 68, stk. 3 Artikel 55, stk. 3
Artikel 68, stk. 4 Artikel 55, stk. 4
Artikel 69, stk. 1 Artikel 56, stk. 1
Artikel 69, stk. 2 Artikel 56, stk. 2
Artikel 70, stk. 1 Artikel 57, stk. 1
Artikel 70, stk. 2 Artikel 57, stk. 2
Artikel 71, stk. 1 Artikel 58
Artikel 71, stk. 2 —
Artikel 72, stk. 1 Artikel 59, stk. 1
Artikel 72, stk. 2 Artikel 59, stk. 2
Artikel 73, stk. 1 Artikel 60, stk. 1
Artikel 73, stk. 2 —
Artikel 73, stk. 3 Artikel 60, stk. 2
Artikel 74, stk. 1 Artikel 61, stk. 1, 2 og 3
Artikel 74, stk. 2 —
Artikel 74, stk. 3 Artikel 61, stk. 4 og 5
Artikel 75, stk. 1 —
Artikel 75, stk. 2 —
Artikel 76, stk. 1 Artikel 62, stk. 1
Artikel 76, stk. 2 Artikel 62, stk. 2
Artikel 76, stk. 3 Artikel 62, stk. 3
Artikel 76, stk. 4 —
Artikel 77, stk. 1 Artikel 63, stk. 1
Artikel 77, stk. 2 Artikel 63, stk. 2
Artikel 78, stk. 1 Artikel 64, stk. 1
Artikel 78, stk. 2 Artikel 64, stk. 2
Artikel 79, stk. 1 Artikel 65, stk. 1
Artikel 79, stk. 2 Artikel 65, stk. 2
Artikel 79, stk. 3 Artikel 65, stk. 3
Artikel 80, stk. 1 Artikel 66, stk. 1
Artikel 80, stk. 2 Artikel 66, stk. 2
Artikel 80, stk. 3 Artikel 66, stk. 3
Artikel 80, stk. 4 Artikel 66, stk. 4
Artikel 80, stk. 5 Artikel 66, stk. 5
Artikel 81, stk. 1 Artikel 67, stk. 1
Artikel 81, stk. 2 Artikel 67, stk. 2
Artikel 81, stk. 3 Artikel 67, stk. 3
Artikel 82, stk. 1 Artikel 68, stk. 1
356
Artikel 82, stk. 2 Artikel 68, stk. 2
Artikel 83, stk. 1 Artikel 69, stk. 1
Artikel 83, stk. 2 Artikel 69, stk. 2
Artikel 83, stk. 3 Artikel 69, stk. 3
Artikel 84 Artikel 70
Artikel 85 Artikel 71
Artikel 86 Artikel 72
Artikel 87, stk. 1 Artikel 73, stk. 1
Artikel 87, stk. 2 Artikel 73, stk. 1
Artikel 87, stk. 3 Artikel 73, stk. 2
Artikel 88, stk. 1 Artikel 74, stk. 1
Artikel 88, stk. 2 Artikel 74, stk. 2
Artikel 88, stk. 3 Artikel 74, stk. 2
Artikel 88, stk. 4 Artikel 74, stk. 2
Artikel 88, stk. 5 Artikel 74, stk. 3
Artikel 89, stk. 1 Artikel 75, stk. 1
Artikel 89, stk. 2 Artikel 75, stk. 2
Artikel 89, stk. 3 Artikel 75, stk. 3
Artikel 90, stk. 1 —
Artikel 90, stk. 2 —
Artikel 91 Artikel 76
Artikel 92, stk. 1 Artikel 77, stk. 1
Artikel 92, stk. 2 Artikel 77, stk. 2
Artikel 93 Artikel 78
Artikel 94, stk. 1 Artikel 79, stk. 1
Artikel 94, stk. 2 —
Artikel 95, stk. 1 —
Artikel 95, stk. 2 —
Artikel 95, stk. 3 —
Artikel 95, stk. 4 —
Artikel 95, stk. 5 —
Artikel 96, stk. 1 —
Artikel 96, stk. 2 —
Artikel 96, stk. 3 —
Artikel 96, stk. 4 —
Artikel 96, stk. 5 —
Artikel 96, stk. 6 —
Artikel 97, stk. 1 —
Artikel 97, stk. 2 —
Artikel 97, stk. 3 —
Artikel 97, stk. 4 —
Artikel 97, stk. 5 —
Artikel 98, stk. 1 —
Artikel 98, stk. 2 —
Artikel 98, stk. 3 —
357
Artikel 98, stk. 4 —
Artikel 98, stk. 5 —
Artikel 99, stk. 1 Artikel 80, stk. 1
Artikel 99, stk. 2 Artikel 80, stk. 2
Artikel 100, stk. 1 —
Artikel 100, stk. 2 —
Artikel 100, stk. 3 —
Artikel 100, stk. 4 Artikel 82, stk. 2
Artikel 100, stk. 5 —
Artikel 100, stk. 6 —
Artikel 101, stk. 1 —
Artikel 101, stk. 2 —
Artikel 101, stk. 3 —
Artikel 101, stk. 4 -—
Artikel 102, stk. 1 Artikel 83, stk. 1
Artikel 102, stk. 2 Artikel 83, stk. 2
Artikel 103, stk. 1 Artikel 81, stk. 1
Artikel 103, stk. 2 —
Artikel 104 —
Artikel 105, stk. 1 —
Artikel 105, stk. 2 —
Artikel 105, stk. 3 —
Artikel 105, stk. 4 —
Artikel 105, stk. 5 —
Artikel 106, stk. 1 —
Artikel 106, stk. 2 -
Artikel 106, stk. 3 -
Artikel 106, stk. 4 —
Artikel 106, stk. 5 —
Artikel 107, stk. 1 Artikel 86, stk. 1
Artikel 107, stk. 2 Artikel 86, stk. 2
Artikel 107, stk. 3 Artikel 86, stk. 3
Artikel 108 Artikel 87
Artikel 109, stk. 1 Artikel 88, stk. 1
Artikel 109, stk. 2 Artikel 88, stk. 3
Artikel 109, stk. 3 Artikel 88, stk. 2 og 4
Artikel 109, stk. 4 —
Artikel 109, stk. 5 —
Artikel 110 Artikel 90
Artikel 111, stk. 1 —
Artikel 111, stk. 2 —
Artikel 112, stk. 1 —
Artikel 112, stk. 2 —
Artikel 113 Artikel 92
Artikel 114 Artikel 93
358
Artikel 115, stk. 1 Artikel 94, stk. 1
Artikel 115, stk. 2 Artikel 94, stk. 2
Artikel 115, stk. 3 —
Artikel 115, stk. 4 —
Artikel 115, stk. 5 —
Artikel 116 Artikel 95
Artikel 117 Artikel 96
Bilag I Bilaget
359
1) EUT C 224 af 15.7.2014, s. 1.
2) EUT C 170 af 5.6.2014, s. 78.
3) Europa-Parlamentets holdning af 8.10.2015 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 16.11.2015.
4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF,
2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (EUT L 319 af 5.12.2007, s. 1).
5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/2009 af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse
af forordning (EF) nr. 2560/2001 (EUT L 266 af 9.10.2009, s. 11).
6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske
penge og tilsyn med en sådan virksomhed, ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF (EUT L 267 af
10.10.2009, s. 7).
7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte
debiteringer i euro og om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009 (EUT L 94 af 30.3.2012, s. 22).
8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (EUT
L 304 af 22.11.2011, s. 64).
9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/751 af 29. april 2015 om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner (EUT L 123 af
19.5.2015, s. 1).
10) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s.
338).
11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010,
s. 12).
12) Rådets direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 om bankers og andre penge- og finansieringsinstitutters årsregnskaber og konsoliderede regnskaber
(EFT L 372 af 31.12.1986, s. 1).
13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse
virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF
(EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19).
14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT L
133 af 22.5.2008, s. 66).
15) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer (EFT L 166
af 11.6.1998, s. 45).
16) Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (EUT L 124 af
20.5.2003, s. 36).
17) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre mar-
ked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22).
18) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk han-
del, i det indre marked (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1).
19) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af
Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF (EFT L 271 af 9.10.2002, s. 16).
20) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (EUT
L 304 af 22.11.2011, s. 64).
21) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af beta-
lingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 214).
22) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysnin-
ger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31).
23) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
24) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom I) (EUT L 177
af 4.7.2008, s. 6).
25) Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1).
26) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
27) EUT C 38 af 8.2.2014, s. 14.
360


Fremsat den 8. oktober 2020 af erhvervsminister (Simon Kollerup)
Forslag
til
Forslag til Lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om
kapitalmarkeder og forskellige andre love1)
(Gennemførelse af 2. betalingstjenestedirektiv, 4. og 5. hvidvaskdirektiv, ændringer til benchmarkforordningen og
disclosureforordningen )
§ 1
I lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1024 af 3.
oktober 2019, som ændret ved § 7 i lov nr. 1374 af 13.
december 2019, § 5 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 og
§ 4 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages følgende
ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel ændres »og Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/110/EU af 16. september 2009 om
adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af
elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed, EU-
Tidende 2009, nr. L 267, side 7, (2. e-pengedirektiv)« til: »,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EU af 16.
september 2009 om adgang til at optage og udøve virksom-
hed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en så-
dan virksomhed, EU-Tidende 2009, nr. L 267, side 7, (2. e-
pengedirektiv) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2019/878/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv
2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle
holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, af-
lønning, tilsynsforanstaltninger og ‑beføjelser og kapitalbe-
varingsforanstaltninger, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side
253 (CRD V)«.
2. I § 5, nr. 18, indsættes efter »instrument med begrænset
anvendelse«: », jf. nr. 14 eller 15«.
3. § 7, nr. 22, affattes således:
»22) Pengeoverførsel: En betalingstjeneste, hvor der mod-
tages midler fra en betaler, uden at der oprettes en be-
talingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens
navn, alene med det formål at overføre et tilsvarende
beløb til en betalingsmodtager eller en anden beta-
lingstjenesteudbyder på betalingsmodtagerens vegne,
eller hvor sådanne midler modtages på betalingsmod-
tagerens vegne og stilles til rådighed for denne.«
4. I § 9, 1. pkt., ændres »bilag 1, nr. 1-7« til: »bilag 1«, og
»eller e-pengeinstitut, jf. dog § 50« ændres til: »e-pengein-
stitut, jf. dog § 50, eller udbyder af kontooplysningstjene-
ster, jf. § 60«.
5. I § 10, stk. 2, indsættes efter »jf. bilag 1, nr. 7«: », eller
kontooplysningstjenester, jf. bilag 1, nr. 8«, og », jf. §§ 99
og 104-106« udgår.
6. I § 14, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§§ 50 eller 51«: », og
deres agenter«.
7. I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende
foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF,
EU-Tidende 2015, nr. L 141, side 73, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om
forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,EU-Tidende 2018, nr. L 156,
side 43, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af
direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010, EU-Tidende 2014, nr. L 60, side 34, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og
forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF, EU-Tidende 2015, nr. L 337, side 35.
Lovforslag nr. L 12 Folketinget 2020-21
Erhvervsmin.,
Finanstilsynet, j.nr. 1911-0057
CQ001405
»3) virksomheder, der har fået tilladelse som udbyder af
kontooplysningstjenester efter § 60, og deres agen-
ter,«.«
Nr. 3-5 bliver herefter nr. 4-6.
8. I § 14, stk. 1, nr. 5, som bliver nr. 6, ændres »§ 5, nr.
14-17« til: »§ 5, nr. 14-18«.
9. I § 52 indsættes som nr. 4:
»4) Finanstilsynet vurderer, at virksomheden er i stand til
at gennemføre en forsvarlig drift.«
10. I § 60, stk. 5, ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.
11. I § 60, stk. 6, 2. pkt., ændres »Kapitel 5-7« til: »§§
21-24, § 39 og kapitel 5-7«.
12. Efter § 60 indsættes før overskriften før § 61:
»§ 60 a. Senest 3 måneder efter modtagelse af en ansøg-
ning om tilladelse, jf. § 60, eller, hvis ansøgningen er ufuld-
stændig, efter modtagelse af de oplysninger, der er nødven-
dige for at træffe afgørelse, underretter Finanstilsynet ansø-
geren om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes.«
13. Efter § 66 indsættes før overskriften før § 67:
Ȥ 66 a. En udbyder af betalingstjenester, der udbyder tje-
nester til forbrugere, skal stille den folder, som Kommissio-
nen udarbejder i medfør af artikel 106 i Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015
om betalingstjenester i det indre marked gratis til rådighed
for alle udbyderens brugere på en let tilgængelig måde. Fol-
deren skal fremgå af udbyderens hjemmeside og være til-
gængelig på papir hos udbyderens filialer, agenter og, hvor
relevant, andre virksomheder, hvortil aktiviteter er outsour-
cet. For personer med handicap skal oplysningerne efter 1.
pkt. stilles til rådighed ved hjælp af hensigtsmæssige alter-
native midler, således at oplysningerne stilles til rådighed i
et tilgængeligt format.«
14. I § 123, stk. 3, ændres »abonnementsordningen, jf. stk.
4« til: »regler fastsat af erhvervsministeren efter stk. 4«.
15. § 123, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler
om, hvilke prismodeller udbyderne af visse typer af beta-
lingsinstrumenter kan anvende til at pålægge betalingsmod-
tageren at betale til dækning af udbyderens omkostninger til
driften af betalingssystemet.«
16. I § 123, stk. 5, 1. pkt., ændres »prisen for det årlige
abonnement i stk. 4« til: »betalingen i prismodeller fastsat
efter stk. 4«.
17. I § 130, stk. 1, 2. pkt., ændres »artikel 3, artikel 3a, stk.
1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel 3-4«.
18. I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og stk. 10, der
bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11, og § 137, stk. 2, ændres
»stk. 5« til: »stk. 6«.
19. I § 136, stk. 1, 1. pkt., udgår », såfremt oplysningerne
vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90«.
20. I § 136 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse på oplysninger i
sager omfattet af kapitel 5-7.«
Stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
21. I § 136, stk. 5, nr. 4, der bliver stk. 6, nr. 4, ændres »stk.
10« til: »stk. 11«.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, der bli-
ver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, ændres »stk. 9«
til: »stk. 10«.
23. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk. 6, nr. 7, 8 og
14, ændres »og 10« til: »og 11«.
24. § 136, stk. 5, nr. 15, der bliver til stk. 6, nr. 15, affattes
således:
»15) Danmarks Nationalbank, centralbanker i lande inden
for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen
har indgået aftale med på det finansielle område, Det
Europæiske System af Centralbanker og Den Europæ-
iske Centralbank i deres egenskab af pengepolitisk
myndighed samt offentlige myndigheder, som overvå-
ger betalingssystemerne i Danmark og andre lande in-
den for Den Europæiske Union eller lande, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle område,
under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige
for dem til opfyldelse af deres lovbestemte opgaver,
herunder udførelse af pengepolitik, overvågning af
betalings- og værdipapirhåndteringssystemer samt va-
retagelse af det finansielle systems stabilitet.«
25. I § 136, stk. 5, der bliver stk. 6, indsættes som nr. 24-26:
»24) Den Internationale Valutafond og Verdensbanken
med henblik på vurderinger som led i programmet til
vurdering af den finansielle sektor.
25) Den Internationale Betalingsbank med henblik på
kvantitative konsekvensanalyser.
26) Rådet for Finansiel Stabilitet med henblik på dets til-
synsfunktion.«
26. I § 136, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 4 og 5« til:
»stk. 5 og 6«.
27. I § 136, stk. 7, der bliver stk. 8, ændres »stk. 6« til: »stk.
7«.
28. I § 138, stk. 1, 8. pkt., ændres »artikel 3, artikel 3a, stk.
1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel 3-4«.
29. I § 139, stk. 1, 2. pkt., ændres »artikel 3, artikel 3a, stk.
1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel 3-4«.
30. I § 143 ændres »artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel
3b og 4« til: »artikel 3-4«, og »Europa-Parlamentets eller
Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012«
2
ændres til: »Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 260/2012 af 14. marts 2012«.
31. Efter § 145 indsættes:
»§ 145 a. Konkurrencerådet har det overordnede ansvar
for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration ef-
ter denne lov og regler udstedt i medfør heraf. Konkurren-
cerådet træffer afgørelse i sager af principiel eller særlig stor
betydning. Konkurrencerådet og Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen er ved administrationen af denne lov og regler
udstedt i medfør heraf uafhængige af erhvervsministeren.
Stk. 2. Konkurrencerådet kan delegere sin kompetence til
at træffe afgørelser efter stk. 1, 2. pkt., til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen.
§ 145 b. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør, om
der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller træffe af-
gørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt
eller endeligt skal indstilles.«
32. I § 152, stk. 2, ændres »artikel 3a, stk. 3-4« til »artikel
3a, stk. 3-5«.
§ 2
I hvidvaskloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 380 af 2. april
2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 1, nr. 19, ændres »stk. 4« til: »stk. 6«.
2. § 1, stk. 1, nr. 20, affattes således:
»20) Udbydere af spil som defineret i lov om spil, jf. dog
stk. 7.«
3. Efter § 5 indsættes før overskriften før § 6:
Ȥ 5 a. Betalinger foretaget med anonyme forudbetalte
kort udstedt i tredjelande må ikke indløses i Danmark. Til-
svarende må restværdien i kontanter eller kontanthævning af
pengeværdien på sådanne betalingskort ikke indløses i Dan-
mark.«
4. I § 7, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§ 8, stk. 2«: », § 17,
stk. 2, nr. 5«.
5. I § 8, stk. 4, indsættes efter »og som har en intern revision
eller intern audit,«: »samt bestyrelser i andre virksomheder,
der er omfattet af § 1, stk. 1, som i henhold til anden lovgiv-
ning er underlagt krav om en intern revision eller intern au-
dit,«.
6. I § 11, stk. 1, nr. 3, 4. pkt., ændres »§ 2, litra a, nr. ii« til:
»§ 2, nr. 9, litra a, nr. ii«.
7. I § 14, stk. 6, 2. pkt., ændres »stk. 2« til: »stk. 5«.
8. § 25, stk. 1, affattes således:
»Virksomheder og personer skal undersøge baggrunden
for og formålet med:
1) Alle transaktioner, der
a) er komplekse,
b) er usædvanligt store,
c) foretages i et usædvanligt mønster, eller
d) ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål.
2) Alle usædvanlige aktiviteter, der ikke har et åbenbart
økonomisk eller lovligt formål.«
9. I § 47, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk. 1, nr. 1-13,
19, 23 og 24«: », samt filialer, distributører og agenter her i
landet af sådanne udenlandske virksomheder og personer«.
10. I § 57, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk. 1, nr.
15-18 og 22,«: » samt filialer, distributører og agenter her i
landet af sådanne udenlandske virksomheder og personer«.
11. I § 57 indsættes som stk. 4-6:
»Stk. 4. Erhvervsstyrelsen skal samarbejde med de kom-
petente myndigheder i EU- eller EØS-lande om at medvirke
ved tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner
her i landet, når virksomheder og personer, der udøver den
type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22,
der er under tilsyn i et andet EU- eller EØS-land, udøver
disse aktiviteter her i landet, eller når virksomheder og per-
soner, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, der er
underlagt dansk tilsyn, men opererer i andre EU- eller EØS-
lande.
Stk. 5. Tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller EØS-
land kan efter forudgående aftale med Erhvervsstyrelsen fo-
retage inspektion hos de her i landet beliggende virksomhe-
der og personer, der udøver den type virksomhed, som er
nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, med hjemsted i det på-
gældende land. Erhvervsstyrelsen kan deltage i inspektionen
som nævnt i 1. pkt. Modsætter en virksomhed eller person
som nævnt i 1. pkt. sig en kompetent udenlandsk myndig-
heds inspektion, kan undersøgelsen kun foretages med Er-
hvervsstyrelsens medvirken.
Stk. 6. Erhvervsstyrelsen kan anmode de kompetente
myndigheder i et EU- eller EØS-land om at medvirke til at
påse overholdelsen af loven og de regler, der er udstedt i
medfør af loven, vedrørende virksomheder og personer, der
udøver den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr.
15-18 og 22, med hjemsted i et andet EU- eller EØS-land
ved tilsynsaktioner, kontroller på stedet eller inspektioner på
et andet EU- eller EØS-lands område.«
12. I § 64. stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk. 1, nr. 14«:
», samt advokater, der er etableret i en anden EU-medlems-
stat, i et EØS-land eller i Schweiz, og som udøver advoka-
tvirksomhed her i landet«.
13. I § 64 indsættes som stk. 3-5:
»Stk. 3. Advokatrådet skal samarbejde med de kompeten-
te myndigheder i EU- eller EØS-lande om at medvirke ved
tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner her i
landet, når virksomheder og personer, der udøver den type
virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 14, der er under
tilsyn i et andet EU- eller EØS-land, udøver advokatvirk-
somhed her i landet, eller en dansk virksomhed eller person
3
omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, der er underlagt dansk tilsyn,
men opererer i andre EU- eller EØS-lande.
Stk. 4. Tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller EØS-
land kan efter forudgående aftale med Advokatrådet foreta-
ge inspektion hos de her i landet beliggende virksomheder
og personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt
i § 1, stk. 1, nr. 14, med hjemsted i det pågældende land.
Advokatrådet kan deltage i inspektionen som nævnt i 1. pkt.
Modsætter en virksomhed eller person som nævnt i 1. pkt.
sig en kompetent udenlandsk myndigheds inspektion, kan
undersøgelsen kun foretages med Advokatrådets medvirken.
Stk. 5. Advokatrådet kan anmode de kompetente myndig-
heder i et EU- eller EØS-land om at medvirke til at påse
overholdelsen af loven og de regler, der er udstedt i medfør
af loven, vedrørende virksomheder og personer, der udøver
den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 14, med
hjemsted i et andet EU- eller EØS-land ved tilsynsaktioner,
kontroller på stedet eller inspektioner på et andet EU- eller
EØS-lands område.«
14. Efter § 64 indsættes før overskriften før § 65:
»§ 64 a. Advokatrådets reaktioner i forbindelse med til-
syn efter § 64, herunder beslutninger om at overdrage en sag
til politimæssig efterforskning, skal offentliggøres af Advo-
katrådet på Advokatsamfundets hjemmeside, jf. dog stk. 5.
Offentliggørelsen skal omfatte den juridiske eller fysiske
persons navn, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Offentliggjorte reaktioner forbliver på Advokat-
samfundets hjemmeside i 5 år efter offentliggørelse. Perso-
noplysninger indeholdt i offentliggørelsen må dog kun for-
blive på Advokatrådets hjemmeside i det nødvendige tids-
rum.
Stk. 3. Offentliggørelse efter stk. 1, der omfatter en fysisk
persons navn, kan dog alene ske ved personens alvorlige,
gentagne eller systematiske overtrædelser af § 10, nr. 1, 2, 4
og 5, § 11, stk. 1 og 2 og stk. 3, 1., 3. og 4. pkt., § 14, stk. 1,
stk. 2, 2. pkt., stk. 3 og 5, § 17, stk. 1 og 2, § 18, § 21, stk. 1,
2. pkt., § 25, stk. 1, § 26, stk. 1 og 3 og stk. 4, 1. pkt., og §
30.
Stk. 4. Har Advokatrådet overgivet en sag til politimæssig
efterforskning, og er der afsagt fældende dom eller vedtaget
bøde, skal Advokatrådet offentliggøre dommen, bødevedta-
gelsen eller et resumé heraf, jf. dog stk. 5. Er dommen ikke
endelig, skal dette fremgå af offentliggørelsen. Stk. 1 og 2
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Offentliggørelse efter stk. 1-4 kan dog ikke ske,
hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virk-
somheden eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod
offentliggørelse. Oplysninger om enkeltpersoners private,
herunder økonomiske, forhold og tekniske indretninger eller
fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold
el.lign., for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning
for den person eller virksomhed, oplysningerne angår, of-
fentliggøres ikke. Offentliggørelsen må ikke indeholde for-
trolige oplysninger, der hidrører fra en myndighed fra et
EU- eller EØS-land, medmindre de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladel-
se.
Stk. 6. Er offentliggørelse undladt i henhold til stk. 5, 1.
pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1-4, når de hen-
syn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gæl-
dende. Efter 2 år fra datoen for reaktionen eller beslutningen
om at overgive sagen til politimæssig efterforskning skal der
dog ikke ske offentliggørelse uanset 1. pkt. Der skal alene
ske offentliggørelse, hvis der ikke er sket påtaleopgivelse el-
ler tiltalefrafald efter retsplejelovens regler.
Stk. 7. I sager, hvor Advokatrådet har offentliggjort en be-
slutning om at overgive en sag til politimæssig efterforsk-
ning efter stk. 1, og der træffes afgørelse om påtaleopgivel-
se, tiltalefrafald, afsiges frifindelse i Advokatnævnet eller
afsiges frifindende dom, skal Advokatrådet efter anmodning
fra den fysiske eller juridiske person, som sagen vedrører,
offentliggøre oplysninger herom. Den fysiske eller juridiske
person skal indsende en kopi af afgørelsen om påtaleopgi-
velse eller tiltalefrafald eller en kopi af frifindende afgørelse
eller dom til Advokatrådet samtidig med anmodning om of-
fentliggørelse. Er påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet, afgørelse
eller dommen ikke endelig, skal det fremgå af offentliggø-
relsen. Modtager Advokatrådet dokumentation for, at sagen
er afsluttet ved endelig påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller
afsigelse af endelig frifindende afgørelse eller dom, skal Ad-
vokatrådet fjerne alle oplysninger om beslutningen om at
overgive sagen til politimæssig efterforskning og eventuelle
efterfølgende domme i sagen fra Advokatrådets hjemmesi-
de.
Stk. 8. Advokatrådet skal efter anmodning fra en fysisk
eller juridisk person, som er frifundet, offentliggøre resulta-
tet af anken eller genoptagelsen. Den fysiske eller juridiske
person skal samtidig med anmodningen om offentliggørelse
indsende kopi af dommen i ankesagen eller den genoptagede
sag. Er resultatet af anken eller den genoptagede sag et an-
det end resultatet af dommen offentliggjort i medfør af stk.
4, 1. pkt., kan Advokatrådet beslutte at fjerne dommen fra
Advokatrådets hjemmeside.
Stk. 9. Advokatnævnets kendelser for overtrædelse af
denne lov og de regler, der er udstedt i medfør heraf, samt
Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende
regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grup-
per, juridiske enheder eller organer skal offentliggøres af
Advokatrådet på Advokatsamfundets hjemmeside, når fri-
sten for at indbringe kendelsen for retten er udløbet. Dette
gælder dog ikke overholdelse af § 36. Kendelser, som ind-
bringes for retten, offentliggøres, når der er afsagt endelig
dom. Bestemmelserne i stk. 2-8 finder tilsvarende anvendel-
se.«
15. I § 65, stk. 1,1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk. 1, nr. 20,«:
»samt filialer, distributører og agenter her i landet af sådan-
ne udenlandske virksomheder og personer«.
16. I § 78, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 5« til: »§§ 5 og 5 a«, og
efter »§ 31 b, stk. 1« indsættes: », § 32«.
17. I § 79 ændres »§ 51« til: »§§ 51-51 b«.
18. I § 80, stk. 1, indsættes efter »§ 49, stk. 1 og 5«: », eller
efter regler udstedt i medfør af § 49, stk. 7«.
4
§ 3
I lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 377 af
2. april 2020, som ændret ved § 2 i lov nr. 369 af 9. april
2019, § 5 i lov nr. 641 af 19. maj 2020 og § 5 i lov nr. 642 af
19. maj 2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 62, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»1. pkt. gælder også for en operatør af et reguleret mar-
ked, der driver en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller
en organiseret handelsfacilitet (OHF).«
2. I § 253 a indsættes efter »4-16«: », 19 a-19 c«.
§ 4
I lov om investeringsforeninger m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1046 af 14. oktober 2019, som ændret
ved § 8 i lov nr. 532 af 29. april 2015, § 10 i lov nr. 554 af
7. maj 2019, § 3 i lov nr. 1374 af 13. december 2019, § 8 i
lov nr. 1563 af 27. december 2019 og § 3 i lov nr. 641 af 19.
maj 2020, foretages følgende ændringer:
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Kom-
missionens direktiv 2007/16/EF af 19. marts 2007 om gen-
nemførelse af Rådets direktiv 85/611/EØF om samordning
af love og administrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitut-
ter) med hensyn til afklaring af bestemte definitioner, EU-
Tidende 2007, nr. L 79, side 11, Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning
af love og administrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitut-
ter) (UCITS-direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side
32, Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010 om
gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF for så vidt angår organisatoriske krav, interesse-
konflikter, god forretningsskik, risikostyring og indholdet af
aftalen mellem en depositar og et administrationsselskab,
EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 42, Kommissionens direk-
tiv 2010/44/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt an-
går visse bestemmelser om fusioner af fonde, master-feeder-
strukturer og anmeldelsesprocedure, EU-Tidende 2010, nr.
L 176, side 28, dele af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direktiv
2009/65/EF om samordning af love og administrative be-
stemmelser om visse institutter for kollektiv investering i
værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depo-
sitar-funktioner, aflønningspolitik og sanktioner, EU-Tiden-
de 2014, nr. L 257, side 186 (UCITS V-direktivet), dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20.
maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse
af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansie-
ring af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2012/648/EU og om ophævelse af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kom-
missionens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), EU-
Tidende 2015, nr. L 141, side 73, dele af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af 17. maj 2017 om
ændring af direktiv 2007/36/EF, for så vidt angår tilskyndel-
se til langsigtet aktivt ejerskab, EU-Tidende 2017, nr. L 132,
side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2018/843/EU af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU)
2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendel-
se af det finansielle system til hvidvask af penge eller finan-
siering af terrorisme og om ændring af direktiv 2009/138/EF
og 2013/36/EU, EU-Tidende 2018, nr. L 156, side 43. I lo-
ven er der endvidere medtaget visse bestemmelser fra Kom-
missionens forordning 2010/583/EU af 1. juli 2010 om gen-
nemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation og
de betingelser, der skal opfyldes, når central investorinfor-
mation eller prospektet udleveres på et andet varigt medium
end papir eller via et websted, EU-Tidende 2010, nr. L 176,
side 1, Kommissionens forordning 2010/584/EU af 1. juli
2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form og indhold af
standardmodellen til anmeldelsesskrivelse og erklæring om
investeringsinstituttet, brug af elektronisk kommunikation
mellem kompetente myndigheder i forbindelse med anmel-
delser og procedurer ved kontroller og undersøgelser på ste-
det samt udveksling af oplysninger mellem kompetente
myndigheder, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 16, Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2017/1131/EU af 14. ju-
ni 2017 om pengemarkedsforeninger, EU-Tidende 2017, nr.
L 169, side 8, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme
for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for
simpel, transparent og standardiseret securitisering og om
ændring af direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF og
2011/61/EU og forordning 1060/2009/EF og 648/2012/EU,
EU-Tidende 2017, nr. L 347, side 35. Ifølge artikel 288 i
EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver
medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i loven er
således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berø-
rer ikke forordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.
2. § 18, stk. 1, 4. pkt., ophæves.
3. § 161, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 1. Finanstilsynet påser overholdelsen af følgende:
1) Loven og de regler, der er udstedt i medfør af loven,
undtagen § 60, stk. 1 og 2, og § 63 b, jf. dog stk. 2.
2) Danske UCITS’ vedtægter eller fondsbestemmelser,
når Finanstilsynet har godkendt vedtægterne eller
fondsbestemmelserne.
3) Regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samord-
ning af love og administrative bestemmelser om visse
institutter for kollektiv investering i værdipapirer (inve-
steringsinstitutter) (UCITS-direktivet).
4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel
ramme for securitisering og om oprettelse af en speci-
5
fik ramme for simpel, transparent og standardiseret se-
curitisering og regler fastsat i medfør heraf.
5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1131/2017 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforenin-
ger og regler fastsat i medfør heraf.
6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere grænseover-
skridende distribution af kollektive investeringsinstitut-
ter og om ændring af forordning (EU) nr. 345/2013,
(EU) nr. 346/2013 og (EU) nr. 1286/2014 og regler
fastsat i medfør heraf.
7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuropæisk
personligt pensionsprodukt og regler fastsat i medfør
heraf.
8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtig-
hedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tje-
nesteydelser og regler fastsat i medfør heraf.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen påser dog overholdelsen af § 14,
stk. 1 og 3. Finanstilsynet kontrollerer, at reglerne for finan-
siel information i årsrapporter og delårsrapporter i §§ 82-92
og i regler udstedt i medfør af § 95 er overholdt for danske
UCITS, som har udstedt værdipapirer, der handles på et re-
guleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov om kapitalmar-
keder.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
4. I § 179, stk. 1, indsættes efter »i medfør af denne lov eller
regler fastsat i medfør af denne lov,«: »Europa-Parlamentets
og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017
om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af
en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret
securitisering, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsfor-
eninger eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
eller regler udstedt i medfør heraf,«.
5. I § 189 indsættes efter »i henhold til loven eller regler ud-
stedt i medfør af loven«: », Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en ge-
nerel ramme for securitisering og om oprettelse af en speci-
fik ramme for simpel, transparent og standardiseret securiti-
sering, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger el-
ler Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
eller regler udstedt i medfør heraf,«.
§ 5
I lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1047 af 14. oktober 2019, som
ændret ved § 4 i lov nr. 369 af 9. april 2019, § 9 i lov nr. 554
af 7. maj 2019, § 9 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 og §
2 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages følgende
ændringer:
1. I § 6, stk. 4, ændres »og for selvforvaltende investorfra-
dragsfonde« til: »for selvforvaltende investorfradragsfonde,
AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde«.
2. I § 18 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om kom-
petencekrav for ansatte hos en forvalter af alternative inve-
steringsfonde, der har tilladelse til at udøve aktiviteter om-
fattet af bilag 1, nr. 3, litra b, punkt i.«
3. I § 155, stk. 1, 6. pkt., indsættes efter »Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019
om lettere grænseoverskridende distribution af kollektive in-
vesteringsinstitutter og om ændring af forordning (EU) nr.
345/2013, (EU) nr. 346/2013 og (EU) nr. 1286/2014, og Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af
20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionspro-
dukt (PEPP-produkt)«: »og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle
tjenesteydelser«.
4. I § 189 indsættes efter »i henhold til loven eller regler ud-
stedt i medfør af loven«: », Europa-Parlamentets og Rådets
forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om europæ-
iske sociale iværksætterfonde, Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013 om euro-
pæiske venturekapitalfonde, Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2017/1131/EU af 14. juni 2017 om pengemar-
kedsforeninger, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme
for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for
simpel, transparent og standardiseret securitisering, Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26. no-
vember 2014 om dokumenter med central information om
sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter
til detailinvestorer (PRIIP’er) eller Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-
sielle tjenesteydelser eller regler udstedt i medfør heraf,«.
§ 6
I lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr.
378 af 2. april 2020, som ændret ved § 6 i lov nr. 641 af 19.
maj 2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 4, ændres »§ 3, stk. 6, og § 4, stk. 4,« til: »§ 3,
stk. 7, og § 4, stk. 5,«, og i stk. 5 ændres »§ 3, stk. 6,« til: »§
3, stk. 7,«.
2. I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal ind-
sendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de
nødvendige oplysninger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undta-
gelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal
6
ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes
elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsy-
nets anmeldelsesblanket.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
3. I § 4 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. En ansøgning om registrering efter stk. 1 skal ind-
sendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de
nødvendige oplysninger, jf. stk. 2. Kan en ansøgning undta-
gelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal
ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes
elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsy-
nets anmeldelsesblanket.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
4. Efter § 12 indsættes før overskriften før § 13:
Ȥ 12 a. En forsikringsformidler og en accessorisk forsik-
ringsformidler må ikke medvirke til, at forsikringer for per-
soner bosiddende i Danmark, danske skibe eller andre risici,
der består her i landet, tegnes hos andre end følgende:
1) Danske forsikringsselskaber.
2) Udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betin-
gelserne i § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, i lov om finan-
siel virksomhed.
3) Udenlandske forsikringsselskaber, der har fået tilladel-
se af Finanstilsynet.«
5. I § 22, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20. juni 2019
om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-pro-
dukt)«: » og Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-
ser «.
6. I § 36, stk. 1, indsættes efter »forskrifter fastsat i medfør
af denne lov«: » eller i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-
sielle tjenesteydelser eller regler udstedt i medfør heraf«.
7. I § 37 ændres »eller forordninger udstedt i medfør af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20.
januar 2016 om forsikringsdistribution« til: », forordninger
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution
eller i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
eller regler udstedt i medfør heraf«.
§ 7
I lov om firmapensionskasser, jf. lovbekendtgørelse nr.
355 af 2. april 2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 97, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »Finanstilsynet påser
endvidere overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning«: » 2017/2402/EU af 12. december 2017«, og ef-
ter »ramme for simpel, transparent og standardiseret securi-
tisering« indsættes: » og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle
tjenesteydelser«.
2. I § 104, stk. 1, indsættes efter »i medfør af denne lov eller
forskrifter fastsat i medfør af denne lov«: » eller i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. decem-
ber 2017 om en generel ramme for securitisering og om op-
rettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og stan-
dardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf«.
3. I § 112, stk. 1, indsættes efter »i henhold til loven eller
forskrifter udstedt i medfør af loven«: » eller i medfør af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. decem-
ber 2017 om en generel ramme for securitisering og om op-
rettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og stan-
dardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf«.
§ 8
I lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og
boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørelse nr. 379 af 2.
april 2020, foretages følgende ændringer:
1. § 2, nr. 6, affattes således:
»6) Rådgivning: Personlige anbefalinger til en forbruger,
som vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse
med boligkreditaftaler eller finansielle produkter. For
så vidt angår boligkreditaftaler skal anbefalingerne væ-
re uafhængig af ydelsen af boligkreditaftalen og de ak-
tiviteter, som ydes af en boligkreditformidler.«
2. I § 3 indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:
»Stk. 7. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal ind-
sendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de
nødvendige oplysninger, jf. stk. 6. Kan en ansøgning undta-
gelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal
ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes
elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsy-
nets anmeldelsesblanket.«
Stk. 7 bliver herefter stk. 8.
§ 9
I lov nr. 450 af 24. april 2019 om
forbrugslånsvirksomheder, som ændret ved § 11 i lov nr.
1563 af 27. december 2019 og § 1 i lov nr. 801 af 9. juni
2020, foretages følgende ændring:
1. I § 3 indsættes som stk. 4:
7
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal ind-
sendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de
nødvendige oplysninger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undta-
gelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal
ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes
elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsy-
nets anmeldelsesblanket.«
§ 10
I lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1045 af 14. oktober 2019, som ændret ved § 4 i lov nr.
1374 af 13. december 2019 og § 12 i lov nr. 1563 af 27.
december 2019, foretages følgende ændringer:
1. I § 3, stk. 1, nr. 5, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
2. I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal ind-
sendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de
nødvendige oplysninger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undta-
gelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal
ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes
elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsy-
nets anmeldelsesblanket.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
3. I § 12, stk. 7, ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3, stk. 6«.
4. I § 22, stk. 1, ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3, stk. 6«.
§ 11
I lov nr. 691 af 8. juni 2018 om Vækstfonden foretages
følgende ændringer:
1. § 16, stk. 2, affattes således.
»Stk. 2. Vækstfonden kan optage lån, herunder statsligt
genudlån, til finansiering af sine aktiviteter, i det omfang der
er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil.«
2. § 16, stk. 3 og 4, ophæves.
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 3-5.
3. § 16, stk. 6 og 7, der bliver stk. 4 og 5, ophæves.
4. § 17, stk. 1, affattes således:
»Finansministeren kan, ud over adgangen til at optage
lån, herunder statsligt genudlån, jf. § 16, stk. 2, lade Vækst-
fonden optage genudlån hos Danmarks Nationalbank inden
for en ramme på 1 mia. kr.«
§ 12
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2021, jf. dog stk.
2-4.
Stk. 2. § 1, nr. 25, træder i kraft den 29. december 2020.
Stk. 3. § 4, nr. 3-5, § 5, nr. 3 og 4, § 6, nr. 5-7, og § 7
træder i kraft den 10. marts 2021.
Stk. 4. § 1, nr. 17, 28-30 og 32, træder i kraft den 19. april
2021.
§ 13
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. §§ 1-5 og 8-10 kan ved kongelig anordning sættes
helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som
de færøske forhold tilsiger.
Stk. 3. §§ 1-10 kan ved kongelig anordning sættes helt el-
ler delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger.
8
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Finanstilsynets vurdering af forsvarlig drift for virksomheder med begrænset tilladelse efter lov om beta-
linger
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.2. Frist for Finanstilsynets sagsbehandling ved behandling af ansøgninger om tilladelse til at udbyde kontoo-
plysninger
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.3. Forpligtelse til at stille Kommissionens folder om rettigheder til rådighed
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
2.4. Gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.4.3. Den foreslåede ordning
2.5. Erhvervsministerens beføjelser til at fastsætte nærmere regler efter lov om betalinger
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.5.3. Den foreslåede ordning
2.6. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om betalinger
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.6.3. Den foreslåede ordning
2.7. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens prioriteringsadgang i tilsynet med lov om betalinger
2.7.1. Gældende ret
2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.7.3. Den foreslåede ordning
2.8. Anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande
2.8.1. Gældende ret
2.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.8.3. Den foreslåede ordning
2.9. Undersøgelsespligten efter hvidvaskloven
2.9.1. Gældende ret
2.9.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.9.3. Den foreslåede ordning
2.10. Samarbejdspligten for Erhvervsstyrelsen og Advokatrådet med udenlandske myndigheder
2.10.1. Gældende ret
2.10.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.10.3. Den foreslåede ordning
2.11. Ændringer som følger af disclosureforordningen
2.11.1. Gældende ret
2.11.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.11.3. Den foreslåede ordning
2.12. Forvaltere af AIF-SIKAV’er og AIF-Værdipapirfonde
2.12.1. Gældende ret
2.12.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.12.3. Den foreslåede ordning
9
2.13. Bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde
2.13.1. Gældende ret
2.13.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.13.3. Den foreslåede ordning
2.14. Ophævelse af krav om, at mulighed for etablering af andelsklasser skal fremgå af afdelingers navne
2.14.1. Gældende ret
2.14.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.14.3. Den foreslåede ordning
2.15. Ændringer som følge af oprettelse af CO2-benchmarks for lille CO2-effekt og bæredygtighedsrelaterede
oplysninger om benchmarks
2.15.1. Gældende ret
2.15.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.15.3. Den foreslåede ordning
2.16. Outsourcing for en operatør af et reguleret marked, der driver en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller
en organiseret handelsfacilitet (OHF)
2.16.1. Gældende ret
2.16.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.16.3. Den foreslåede ordning
2.17. Digital ansøgning i forbindelse med autorisationer
2.17.1. Gældende ret
2.17.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.17.3. Den foreslåede ordning
2.18. Vækstfondens finansieringsmuligheder
2.18.1. Gældende ret
2.18.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.18.3. Den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
3.1. Digitaliseringsklar lovgivning
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
4.1. Administrative konsekvenser
4.2. Øvrige efterlevelseskonsekvenser
4.3. Agil erhvervsrettet regulering
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Sigtet med nærværende lovforslag er at gennemføre en ræk-
ke ændringer af den finansielle lovgivning, der har til formål
at øge forbruger- og investorbeskyttelsen samt sikre et styr-
ket og målrettet tilsyn på det finansielle område.
Med lovforslaget får Finanstilsynet mulighed for at føre et
effektivt tilsyn med gebyrer for grænseoverskridende beta-
linger i EU. Ændringen skal give Finanstilsynet bedre mu-
lighed for at sikre, at der for forbrugeren er større gennem-
sigtighed om gebyrer forbundet med gennemførelse af
grænseoverskridende betalinger i EU. Ændringen sker som
følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning
(EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseover-
skridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer.
Lovforslaget har desuden til formål at skabe større fleksibili-
tet i forhold til mulighederne for at fastsætte nærmere regler
for gebyropkrævninger for visse betalingsinstrumenter. Æn-
dringen skal gøre det muligt for erhvervsministeren at fast-
sætte nærmere regler om, at udbydere af betalingsinstrumen-
ter omfattet af reguleringen også kan tilbyde andre prismo-
deller end et årligt abonnement, f.eks. i form af en procent-
vis sats per transaktion. Det kan bl.a. være attraktivt for især
mindre forretninger, som fremover vil kunne modtage Dan-
kortet billigere.
Derudover indføres der krav om, at udbydere af betalingstje-
nester, der udbyder betalingstjenester til forbrugere, skal
stille en af Kommissionen udarbejdet folder om forbruge-
rens rettigheder til rådighed digitalt såvel som fysisk i deres
filialer. Det sker på baggrund af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om
betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv
2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning
10
(EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv
2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv).
Med lovforslaget indføres et forbud mod indløsning af ano-
nyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande. Ændringen skal
styrke kontrollen med kortene for at sikre, at kortene ikke
misbruges til eksempelvis terrorfinansiering. Derudover ju-
steres rammerne for Erhvervsstyrelsens og Advokatrådets
tilsyn på hvidvaskområdet for derigennem at styrke samar-
bejdet med tilsynsmyndigheder i andre EU- og EØS-lande i
forhold til indsatsen mod hvidvask og terrorfinansiering.
Ændringerne foretages på baggrund af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018 om æn-
dring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foran-
staltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvid-
vask af penge eller finansiering af terrorisme (5. hvidvaskdi-
rektiv).
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektiv som muligt er der fundet anledning til at præci-
sere og ændre enkelte elementer i hvidvaskloven.
Med henblik på at øge investorbeskyttelsen får erhvervsmi-
nisteren med lovforslaget bemyndigelse til at fastsætte reg-
ler om kompetencekrav for ansatte hos forvaltere af alterna-
tive investeringsfonde, som yder investeringsrådgivning. De
skærpede krav skal sikre, at ansatte, som yder rådgivningen,
har de fornødne kompetencer hertil.
Lovforslaget har endvidere til formål at styrke investorers
muligheder for at sammenligne produkters bæredygtighed
og virksomheders tilgang til bæredygtighed. Finanstilsynet
får således mulighed for at føre effektivt tilsyn med, at fi-
nansielle aktører overholder oplysningsforpligtelser om mil-
jømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-fakto-
rer) i forbindelse med investerings- og rådgivningsproces-
ser. Oplysningskravene følger af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-
sielle tjenesteydelser (disclosureforordningen).
Derudover får Finanstilsynet mulighed for at føre et effek-
tivt tilsyn med to nye EU-benchmarks for CO2-aftryk (EU-
benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-
benchmarks), hvilket skal styrke investorers og forbrugeres
mulighed for at finde CO2-aftrykket for deres investeringer.
Ændringen sker som følge af Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2019/2089/EU af 27. november 2019 om
ændring af forordning 2016/1011/EU (benchmarkforordnin-
gen), for så vidt angår EU-benchmarks for klimaovergan-
gen, Paristilpassede EU-benchmarks og bæredygtighedsrela-
terede oplysninger om benchmarks.
Lovforslaget har endvidere til formål at indføre en hjemmel
til, at Vækstfonden kan finansiere sine aktiviteter, ud over
den nuværende ramme på 1 mia. kr., ved statsligt genudlån
gennem Danmarks Nationalbank, såfremt der er etableret
bevillingsmæssig hjemmel hertil. Samtidig vurderes det
hensigtsmæssigt at sikre øget fleksibilitet i forhold til at
kunne henlægge ordninger til administration i Vækstfonden
og ændre på de finansielle rammer for ordninger, der allere-
de er henlagt til administration i fonden, da der har vist sig
at være et løbende politisk ønske om sådanne ændringer.
Samtidig sikres der et strømlinet lovgrundlag, der ikke for-
ældes, i takt med at ordninger oprettes, justeres og nedlæg-
ges.
Endelig har lovforslaget til formål at skabe klarhed om Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn med overholdelsen
af lov om betalinger. Med lovforslaget foreslås det, at Kon-
kurrencerådet tillægges det overordnede ansvar for Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter loven.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Finanstilsynets vurdering af forsvarlig drift for virk-
somheder med begrænset tilladelse efter lov om betalinger
2.1.1. Gældende ret
Virksomheder, der ikke har en tilladelse som e-pengeinsti-
tut, og som ønsker at udstede elektroniske penge, skal have
en begrænset tilladelse for at kunne udstede elektroniske
penge her i landet, jf. § 50 i lov om betalinger, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1024 af 3. juni 2019.
På samme måde skal virksomheder, der ikke har en tilladel-
se som betalingsinstitut, og som ønsker at udbyde betalings-
tjenester, have en begrænset tilladelse for at kunne udbyde
betalingstjenester her i landet, jf. § 51 i lov om betalinger.
I henhold til §§ 52 og 53 i lov om betalinger skal en virk-
somhed, der ansøger om begrænset tilladelse til at udstede
elektroniske penge eller til at udbyde betalingstjenester, leve
op til en række betingelser, for at Finanstilsynet kan medde-
le begrænset tilladelse hertil. Det omfatter bl.a. godkendelse
af virksomhedens ejere af kvalificerede andele og en vurde-
ring af virksomhedens forretningsgange og politikker.
Bestemmelsen i § 54 i lov om betalinger fastsætter de oplys-
ninger, som skal følge med en ansøgning om begrænset til-
ladelse. En virksomhed, der søger om tilladelse, skal bl.a.
indsende en beskrivelse af virksomhedens forretningsmodel,
en oversigt over virksomhedens nuværende og planlagte ak-
tiviteter samt en budgetprognose og det senest reviderede
årsregnskab, såfremt et sådant er udarbejdet. Af bemærknin-
gerne til bestemmelsen fremgår det, at budgetprognosen og
det senest reviderede årsregnskab har til formål at give Fi-
nanstilsynet et overblik over den økonomiske side af virk-
somhedens planlagte aktiviteter, herunder vurdere virksom-
11
hedens økonomiske situation, jf. Folketingstidende 2016-17,
A, L 157 som fremsat, side 174.
2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Bestemmelsen i § 54 i lov om betalinger gennemfører dele
af artikel 5, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om beta-
lingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv
2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning
(EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv
2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv).
Efter artikel 32, stk. 1, i 2. betalingstjenestedirektiv kan
medlemsstaterne undtage virksomheder helt eller delvist fra
en række af direktivets bestemmelser, hvis virksomhedens
betalingsvolumen ligger under de grænser, der følger af di-
rektivets artikel 32, stk. 1, litra a. I forbindelse med vedta-
gelsen af lov om betalinger blev det besluttet at anvende
muligheden for at undtage virksomheder omfattet af artikel
32 fra en række af de tilladelseskrav, der følger af direkti-
vets artikel 5, ligesom det var tilfældet efter den hidtil gæl-
dende lov om betalingstjenester og elektroniske penge.
Artikel 5 i 2. betalingstjenestedirektiv fastsætter krav til de
oplysninger og det materiale, som en virksomhed skal indgi-
ve ved en ansøgning til de kompetente myndigheder, for at
blive meddelt tilladelse som betalingsinstitut. Artikel 5 i 2.
betalingstjenestedirektiv skal ses i sammenhæng med direk-
tivets artikel 11, stk. 2, der fastsætter, at de kompetente
myndigheder meddeler tilladelse, hvis de oplysninger og det
materiale, der er vedlagt ansøgningen, opfylder alle kravene
i artikel 5, og hvis de kompetente myndigheder når frem til
en overordnet positiv vurdering efter at have gennemgået
ansøgningen.
Den gældende bestemmelse i § 54, nr. 4, i lov om betalinger
fastsætter, at de oplysningsforpligtelser, der følger af artikel
5, stk. 1, litra b, i 2. betalingstjenestedirektiv, også gælder
for virksomheder, der søger om en begrænset tilladelse til at
udbyde betalingstjenester eller udstede elektroniske penge.
I bemærkningerne til den gældende bestemmelse i § 54, nr.
4, i lov om betalinger, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L
157 som fremsat, side 174, er det beskrevet, at bestemmel-
sen har til formål at give Finanstilsynet et overblik over den
økonomiske side af virksomhedens planlagte aktiviteter,
herunder vurdere virksomhedens økonomiske situation. Det
er dermed forudsat i bemærkningerne til bestemmelsen, at
Finanstilsynet på baggrund af en budgetprognose og det se-
nest reviderede årsregnskab, hvis et sådant er udarbejdet,
skal vurdere en ansøgende virksomheds økonomiske situa-
tion i forbindelse med en ansøgning om begrænset tilladelse
til at udbyde betalingstjenester eller en ansøgning om be-
grænset tilladelse til at udstede elektroniske penge.
I dag følger det imidlertid ikke direkte af § 52, der fastsætter
de krav, som en virksomhed skal opfylde for at blive med-
delt begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge el-
ler til at udbyde betalingstjenester, at Finanstilsynet i forbin-
delse med vurdering af en ansøgning skal lægge vægt på,
om den ansøgende virksomhed er i stand til at gennemføre
en forsvarlig drift, herunder at virksomheden har forsvarlige
organisatoriske strukturer og procedurer og virksomhedens
økonomiske situation.
Som led i udstedelsen af elektroniske penge eller udbuddet
af betalingstjenester vil virksomhederne almindeligvis opbe-
vare brugernes midler i en kortere eller længere periode, in-
den midlerne enten udbetales eller videreoverføres til beta-
lingsmodtager. Det forhold, at udbyderen som led i alminde-
lig drift typisk opbevarer midler på vegne af brugerne, med-
fører betydelige risici for brugerne, i tilfælde af at virksom-
heden eksempelvis tages under insolvensbehandling. Dette
stiller således øgede krav til, at virksomheden drives for-
svarligt. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt at indsætte et
krav om, at en virksomhed, der udbyder betalingstjenester
eller udsteder elektroniske penge med begrænset tilladelse,
skal være i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.
2.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indsætte et nyt nummer i § 52, som i tillæg til
de øvrige krav i bestemmelsen fastsætter, at en tilladelse til
at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester
udstedes, når Finanstilsynet vurderer, at virksomheden er i
stand til at gennemføre en forsvarlig drift.
Til brug for denne vurdering vil Finanstilsynet bl.a. lægge
vægt på virksomhedens forretningsplan sammenholdt med
budgetprognosen for de tre første regnskabsår og senest re-
viderede årsregnskab, hvis et sådant er udarbejdet, med hen-
blik på at få en indikation af, om virksomheden har de res-
sourcer og procedurer, der er nødvendige til at gennemføre
en forsvarlig drift.
Hvis det i den forbindelse eksempelvis vurderes, at virksom-
hedens økonomiske situation medfører risiko for, at virk-
somheden kan få likviditetsproblemer, skal der være en plan
for, hvordan likviditeten løbende genoprettes.
Forslaget vil medføre, at Finanstilsynet skal afvise en ansøg-
ning om begrænset tilladelse til at udstede elektroniske pen-
ge eller udbyde betalingstjenester, hvis det vurderes, at an-
søgeren ikke er i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.
2.2. Frist for Finanstilsynets sagsbehandling ved behandling
af ansøgninger om tilladelse til at udbyde kontooplysning-
stjenester
2.2.1. Gældende ret
12
En virksomhed, der alene ønsker at udbyde kontooplysning-
stjenester, skal indgive en ansøgning som udbyder af kon-
tooplysningstjenester til Finanstilsynet sammen med en ræk-
ke oplysninger, som er nødvendige, for at Finanstilsynet kan
vurdere, om ansøgningen lever op til de krav, der stilles til
udbydere af kontooplysningstjenester efter § 60, stk. 2, i lov
om betalinger.
Finanstilsynet meddeler tilladelse, når virksomheden har
indsendt tilstrækkelige oplysninger til, at Finanstilsynet kan
vurdere ansøgningen, og Finanstilsynet vurderer, at virk-
somheden lever op til kravene til udbydere af kontooply-
sningstjenester. Reglerne implementerer bestemmelser i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25.
november 2015 om betalingstjenester i det indre marked,
om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og
2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophæ-
velse af direktiv 2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv).
2. betalingstjenestedirektiv fastsætter en frist for myndighe-
ders behandling af ansøgninger på tre måneder.
Der gælder i dag ikke regler for sagsbehandlingstiden i for-
bindelse med Finanstilsynets behandling af ansøgninger om
tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester.
2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Det vurderes, at sagsbehandlingsfristen på tre måneder i 2.
betalingstjenestedirektiv gælder for meddelelse af alle typer
tilladelse, som er omfattet af direktivet, herunder tilladelse
som betalingsinstitut og e-pengeinstitut, begrænset tilladelse
til at udbyde betalingstjenester eller udstede elektroniske
penge samt tilladelse som udbyder af kontooplysningstjene-
ster.
Efter lov om betalinger gælder fristen på tre måneder i dag
for Finanstilsynets behandling af ansøgninger om begrænset
tilladelse til at udstede elektroniske penge og udbyde beta-
lingstjenester. Ved en fejl er der ikke fastsat en frist for Fi-
nanstilsynets behandling af ansøgninger om tilladelse som
udbyder af kontooplysningstjenester. En sagsbehandlings-
frist på tre måneder vurderes at være hensigtsmæssig med
henblik på at sikre, at virksomheders adgang til at udbyde
betalingstjenester, herunder kontooplysningstjenester, ikke
forsinkes unødigt på grund af tilladelseskravene.
For at sikre, at fristerne for meddelelse af tilladelse i lov om
betalinger er i overensstemmelse med 2. betalingstjenestedi-
rektiv foreslås det derfor at indsætte en sagsbehandlingsfrist
på tre måneder, hvilket svarer til den frist, der er fastsat for
de øvrige tilladelsestyper i lov om betalinger.
2.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at Finanstilsynet senest tre måneder efter mod-
tagelse af en ansøgning om tilladelse som udbyder af kon-
tooplysningstjenester, eller, hvis ansøgningen er ufuldstæn-
dig, efter modtagelse af de oplysninger, der er nødvendige
for at træffe afgørelse, underretter ansøgeren om, hvorvidt
ansøgningen kan imødekommes.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 12, samt be-
mærkningerne hertil.
2.3. Forpligtelse til at stille Kommissionens folder om for-
brugerrettigheder til rådighed
2.3.1. Gældende ret
Betalingstjenesteudbyderes oplysningsforpligtelser følger af
kapitel 5 i lov om betalinger. Reglerne i kapitel 5 fastsætter
krav til, hvilken information en udbyder af betalingstjenester
skal give til sine brugere i forbindelse med udførelse af en
betalingstjeneste. Oplysningsforpligtelserne vedrører bl.a.
de oplysninger, som udbyderen skal meddele eller stille til
rådighed for en bruger i forbindelse med indgåelse af ram-
meaftale eller gennemførelse af enkeltstående betalings-
transaktioner.
Kapitel 5 indeholder derudover en række nærmere oplys-
ningsforpligtelser for udbyderen.
2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Kommissionen har med hjemmel i 2. betalingstjenestedirek-
tiv i december 2019 offentliggjort en elektronisk folder om
forbrugerens rettigheder i henhold til direktivet og tilhøren-
de EU-ret. Det følger af direktivet, at betalingstjenesteudby-
dere skal stille folderen til rådighed på en let tilgængelig
måde på deres websteder, hvis sådanne findes, og på papir i
deres filialer og hos deres agenter og de enheder, som udby-
derne har outsourcet aktiviteter til. En betalingsudbyder må
ikke afkræve sine kunder gebyr for at stille folderen til rå-
dighed.
Med lov om betalinger, som gennemfører 2. betalingstjene-
stedirektiv, blev artikel 106 ikke gennemført, da der på det
tidspunkt ikke forelå en folder fra Kommissionen.
Det foreslås derfor at indsætte en ny bestemmelse, der gen-
nemfører denne forpligtelse i lov om betalinger.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i lov om betalinger indsættes en ny be-
stemmelse, hvorefter en udbyder af betalingstjenester, der
udbyder betalingstjenester til forbrugere, forpligtes til at stil-
le Kommissionens folder om forbrugerrettigheder gratis til
rådighed på en let tilgængelig måde for alle brugere på ud-
13
byderens hjemmeside. Folderen skal tillige være tilgængelig
hos udbyderens eventuelle filialer, agenter og hvor relevant
andre virksomheder, hvortil aktiviteter er outsourcet. For
personer med handicap skal oplysningerne stilles til rådig-
hed ved hjælp af hensigtsmæssige alternative midler, således
at oplysningerne stilles til rådighed i et tilgængeligt format.
Den foreslåede § 66 a skal læses i sammenhæng med de øv-
rige bestemmelser i kapitel 5, hvorfor det er Forbrugerom-
budsmanden, der fører tilsyn med, hvorvidt folderen stilles
til rådighed for forbrugeren. Herudover følger det af kapitel
5, at udbyderen har bevisbyrden for, at folderen er stillet til
rådighed for udbyderens brugere, og at dette ikke sker mod
betaling fra brugeren.
Bestemmelsen vil primært finde anvendelse over for forbru-
gere, da bestemmelser i kapitel 5 kan fraviges ved aftale
mellem udbyder og bruger, som ikke er forbruger, jf. § 6,
stk. 3, i lov om betalinger.
2.4. Gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen
og vekselgebyrer
2.4.1. Gældende ret
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af
16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i
Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001 indeholder bestemmelser om grænseoverskriden-
de betalinger. Forordningen skal sikre, at gebyrerne for
grænseoverskridende betalinger inden for Den Europæiske
Union er de samme som gebyrerne for betalinger i samme
valuta, som sker inden for en medlemsstat. Ifølge forordnin-
gen må grænseoverskridende betalinger i euro f.eks. ikke
pålægges et højere gebyr end indenlandske betalinger i euro.
En eurobetaling fra Danmark til Tyskland må således ikke
pålægges et højere gebyr end en indenlandsk eurobetaling i
Danmark.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af
16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i
Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001 blev ændret med Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af
forordning (EF) nr. 924/2009 for så vidt angår gebyrer for
grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer.
Der blev bl.a. indsat to nye artikler, 3a og 3b, i forordnin-
gen, som vedrører gennemsigtighed med gebyrer for valuta-
veksling ved kortbaserede betalinger og kreditoverførsler.
Reglerne supplerer de gældende regler i 2. betalingstjeneste-
direktiv, der er implementeret i kapitel 7 i lov om betalinger.
Tilsynet med, at forordningen overholdes er delt mellem Fi-
nanstilsynet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Det
fremgår af lov om betalinger, at Finanstilsynet fører tilsyn
med forordningens artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel
3b og 4, mens Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører til-
syn med forordningens artikel 6 og 7.
Efter den gældende lov om betalinger skal det offentliggø-
res, hvis Finanstilsynet beslutter at overgive sager efter de
bestemmelser i forordningen, som Finanstilsynet fører tilsyn
med, til politimæssig efterforskning. Desuden skal Finanstil-
synet efter § 139, stk. 1, 2. pkt., orientere offentligheden om
sager, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndighe-
den eller domstolene, og som er af almen interesse eller af
betydning for forståelsen af forordningens artikel 3, artikel
3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4.
Afgørelser truffet af Finanstilsynet efter forordningen kan
indbringes for Erhvervsankenævnet, senest fire uger efter at
afgørelsen er meddelt den pågældende.
En række af forordningens bestemmelser er allerede strafbe-
lagte, jf. § 152, stk. 2, i lov om betalinger. Det omfatter bl.a.
artikel 3, 3a, 3b og 4.
Artikel 3 i forordningen fastsætter regler om gebyrer for
grænseoverskridende betalinger, der medfører, at gebyrerne
skal være de samme som de gebyrer, der opkræves for til-
svarende indenlandske betalinger af samme værdi og i
samme valuta. Betalingstjenesteudbydere, f.eks. pengeinsti-
tutter, må derfor ikke opkræve forskellige gebyrer for tilsva-
rende indenlandske og grænseoverskridende betalinger i eu-
ro.
Artikel 3a, stk. 1-4, i forordningen bestemmer, at betalings-
tjenesteudbydere og parter, der udbyder valutaomregnings-
tjenester i en pengeautomat eller på et salgssted, når de giver
betaleren obligatoriske oplysninger om vekselgebyrer og
den gældende vekselkurs, skal give disse oplysninger som et
procentuelt avancetillæg i forhold til den senest tilgængelige
vekselkurs fra Den Europæiske Centralbank. Avancetillæg-
get skal oplyses til betaleren, før betalingen påbegyndes, og
oplysningerne skal være forståelige og tilgængelige på et
bredt anvendt og let tilgængeligt elektronisk medie. Oplys-
ningerne skal fremlægges gratis og på en neutral og forståe-
lig måde.
Artikel 3b i forordningen fastsætter regler om, at betalings-
tjenesteudbydere skal informere betaleren om de anslåede
gebyrer for valutaomregningstjenester, der gælder for en
kreditoverførsel.
Artikel 4 i forordningen vedrører foranstaltninger, der kan
lette automatiseringen af betalinger. En udbyder af en beta-
lingstjeneste skal bl.a. give brugeren af betalingstjenester
oplysninger om brugerens internationale bankkontonummer
(International Bank Account Number eller IBAN) og udby-
14
deren af betalingstjenestens identifikationsnummer (Bank
Identifier Code eller BIC).
2.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Artiklerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning
(EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseover-
skridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer, finder an-
vendelse fra forskellige tidspunkter i perioden fra den 15.
december 2019 til den 19. april 2021. De nødvendige æn-
dringer af lov om betalinger er derfor foretaget med forskel-
lige ikrafttrædelsestidspunkter og over tre lovforslag, hvoraf
dette er det sidste. De første to lovændringer var lov nr.
1374 af 13. december 2019 og lov nr. 641 af 19. maj 2020.
Det foreslås derfor at gennemføre de sidste konsekvensæn-
dringer til lov om betalinger, som følger af den nye artikel
3a, stk. 5-6, der finder anvendelse fra den 19. april 2021.
I medfør af den nye artikel 3a, stk. 5, skal en udbyder af be-
talingstjenester, uden unødig forsinkelse, sende en elektro-
nisk meddelelse til en betaler med oplysninger om vekselge-
byrer og vekselkurs, efter at udbyderen modtager en beta-
lingsordre ved en kontanthævning i en pengeautomat eller
for en betaling på et salgssted. Meddelelsen skal sendes, når
betalingsordren vedrører en anden EU-valuta end den, som
betalerens konto føres i. Meddelelsen skal dog kun sendes
én gang i hver måned, hvori betalerens betalingstjenesteud-
byder modtager en betalingsordre fra betaleren i samme va-
luta. Den nye artikel 3a, stk. 6, forpligter betalingstjeneste-
udbyderen til at aftale kommunikationskanalen med betale-
ren og tilbyde mulighed for at fravælge at modtage disse
meddelelser.
Artikel 3a, stk. 5-6, finder anvendelse fra den 19. april 2021,
jf. artikel 2, stk. 2, litra c, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af
forordning (EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for
grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer.
Indsættelsen af artikel 3a, stk. 5-6, i lov om betalinger fore-
slås derfor også at træde i kraft den 19. april 2021.
2.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at Finanstilsynet også skal føre tilsyn med for-
ordningens artikel 3a, stk. 5-6.
Det foreslås desuden, at det også skal offentliggøres, hvis
Finanstilsynet beslutter at overgive sager efter forordningens
artikel 3a, stk. 5-6, til politimæssig efterforskning.
Det foreslås endvidere, at Finanstilsynet skal orientere of-
fentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet,
anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen
interesse eller af betydning for forståelsen af forordningens
artikel 3a, stk. 5-6.
Det foreslås, at også afgørelser fra Finanstilsynet truffet i
henhold til forordningens artikel 3a, stk. 5-6, kan indbringes
for Erhvervsankenævnet af den, som afgørelsen retter sig
mod, senest fire uger efter at afgørelsen er meddelt den på-
gældende.
Endelig foreslås strafbestemmelsen ændret, så også overtræ-
delse af forordningens artikel 3a, stk. 5, vil kunne straffes
med bøde.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 17, 28-30 og
32, og § 11, stk. 2, samt bemærkningerne hertil.
2.5. Erhvervsministerens beføjelser til at fastsætte nærmere
regler efter lov om betalinger
2.5.1. Gældende ret
Udbydere af betalingstjenester har efter lov om betalinger, §
123, stk. 1, mulighed for at pålægge betalingsmodtageren at
betale omkostningerne ved driften af et betalingssystem,
hvor transaktionerne gennemføres ved brug af et betalings-
instrument. Gebyrerne fastsættes efter § 122. Erhvervsmini-
steren kan dog efter § 123, stk. 4 og 5, fastsætte undtagelser
hertil.
Erhvervsministeren kan efter § 123, stk. 4, fastsætte nærme-
re regler om, at udbydere for visse typer af betalingsinstru-
menter alene kan pålægge betalingsmodtageren at betale et
årligt abonnement til dækning af udbyders omkostninger til
driften af betalingssystemet. Erhvervsministeren kan endvi-
dere efter § 123, stk. 5, 1. pkt., fastsætte nærmere regler om,
hvorledes prisen for det årlige abonnement efter stk. 4 skal
beregnes. Ministerens nuværende beføjelser er således af-
grænset til at omfatte muligheden for at fastsætte nærmere
regler om en abonnementsmodel.
Bestemmelserne i § 123, stk. 4 og 5, kan med få sproglige
ændringer føres tilbage til lov nr. 603 af 24. juni 2005 om
ændring af lov om visse betalingsmidler. Abonnementet
skulle ifølge forarbejderne til loven, jf. Folketingstidende
2004-2005, tillæg A, side 7058: ”blive fastsat, således at der
tages særligt hensyn til de mindre forretninger med under
5.000 transaktioner om året. Disse skal kun betale et årligt
abonnement på ca. 500 kr. i 2005. For de store og mellem-
store forretninger vil abonnementet blive fastsat i intervaller
på baggrund af antallet af dankorttransaktioner. ” Det vurde-
res, at erhvervsministerens nuværende beføjelser til at fast-
sætte nærmere regler om en abonnementsmodel herefter må
være afgrænset til at omfatte et fast abonnement baseret på
et interval af transaktioner.
15
Erhvervsministeren har udstedt bekendtgørelse nr. 1440 af
7. december 2017 om beregning af det årlige abonnement i
medfør af § 123, stk. 5, i lov om betalinger (abonnementsbe-
kendtgørelsen). Abonnementsbekendtgørelsen finder kun
anvendelse på nationale betalingskortordninger i den fysiske
handel, når betalingstransaktionen afvikles med et betalings-
instrument forsynet med chip omfattet af § 7, nr. 18, i lov
om betalinger, samtidig med, at betaler anvender underskrift
eller personlig, hemmelig kode eller anden sikker identifika-
tion. Endvidere finder bekendtgørelsen kun anvendelse på
nationale betalingskortordninger, hvis anvendelse omfatter
en væsentlig del af det samlede antal transaktioner i Dan-
mark. Bekendtgørelsen omfatter bl.a. nærmere regler for,
hvorledes udbydere heraf kan kræve abonnementsbetaling
fra betalingsmodtagere. På nuværende tidspunkt er det ude-
lukkende Dankortet, der udbydes af Nets Denmark A/S, som
er omfattet af abonnementsbekendtgørelsen.
Det følger af lov om betalinger og abonnementsbekendtgø-
relsen, at betalingsmodtagernes samlede betalinger for at
modtage betalingsinstrumentet (indtægtsrammen) højest kan
udgøre omkostningerne ved driften af betalingssystemet,
som opgjort af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Udbydere omfattet af abonnementsbekendtgørelsen kan ale-
ne opkræve omkostningerne fra forretningerne gennem en
årlig abonnementsmodel, hvor abonnementernes størrelse
afhænger af forretningernes transaktioner. Udgangspunktet
for fastsættelse af abonnementssatsen for den enkelte beta-
lingsmodtager er, at betalingen er opdelt i et antal interval-
ler, afhængigt af hvor mange transaktioner betalingsmodta-
ger har i et kalenderår. Det fremgår endvidere af abonne-
mentsbekendtgørelsen, at forretningernes abonnement op-
kræves én gang per kvartal bagudrettet på baggrund af det
samlede antal transaktioner fra de sidste fire kvartaler.
2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser
For mange andre betalingskort end Dankortet betaler forret-
ningerne ikke et årligt abonnement for indløsning, men beta-
ler i stedet en procentvis sats per transaktion. Det kan bl.a.
være attraktivt for mindre forretninger, der således ikke be-
høver at afholde en udgift, før omsætningen er realiseret.
Det vurderes, at erhvervsministerens nuværende beføjelser
efter lov om betalinger § 123, stk. 4 og 5, omfatter mulighed
for at fastsætte en fast abonnementsbetaling baseret på et in-
terval af transaktioner. Det vurderes derimod ikke at omfatte
en mulighed for at fastsætte regler om f.eks. procentvis beta-
ling per transaktion. Det stiller betalingsinstrumenter omfat-
tet af den gældende abonnementsregulering og de øvrige be-
talingsinstrumenter forskelligt i konkurrencen.
Det er vurderingen, at der bør kunne fastsættes regler om
andre prismodeller end abonnementsmodeller, som i højere
grad kan imødekomme behovet for en mere fleksibel pris-
model. Formålet er at sikre tidssvarende regulering og en
øget fleksibilitet til udbydere af betalingsinstrumenter om-
fattet af reguleringen.
2.5.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at erhvervsministerens beføjelser i lov om be-
talinger udvides, så ministeren får hjemmel til at fastsætte
regler om andre prismodeller end abonnementsmodeller.
Med hjemlen er det hensigten, at erhvervsministeren ændrer
abonnementsbekendtgørelsen, så bekendtgørelsen fremover
skal omfatte en mulighed for, at betalingsmodtagere kan be-
tale enten ved en fast abonnementssats eller ved en procen-
tuel opkrævning fastsat på baggrund af værdien af den en-
kelte korttransaktion.
Med brugen af ordet ”prismodel” som erstatning for ”abon-
nementsmodel” udvides erhvervsministerens beføjelser til at
omfatte muligheden for at fastsætte, at udbydere af visse ty-
per af betalingsinstrumenter kan kræve omkostningerne til
betalingssystemet dækket gennem andre opkrævningsmeto-
der end en abonnementsopkrævning. Ændringen af ministe-
rens beføjelser medfører, at ministeren kan fastsætte alterna-
tive prismodeller baseret på eksempelvis en procentsats af
transaktionsbeløbet eller en fast pris afhængig af transaktio-
nens størrelse. De angivne eksempler er ikke udtømmende.
Ændringen medfører endvidere, at opkrævningsmetoden ik-
ke er begrænset til at være baseret på transaktionsintervaller.
Lovforslaget ændrer ikke på, at udbydere omfattet af de
nærmere regler, som erhvervsministeren kan fastsætte efter
lov om betalinger § 123, stk. 4 og 5, udelukkende kan op-
kræve dækning af omkostningerne til driften af betalingssy-
stemet fra betalingsmodtagere omfattet af prismodellen.
Som konsekvensændring foreslås det endvidere at ændre er-
hvervsministerens beføjelser efter stk. 5, så ministeren kan
fastsætte nærmere regler om betalingen efter samtlige pris-
modeller omfattet af stk. 4, og ikke blot abonnementsmodel-
len.
2.6. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov
om betalinger
2.6.1. Gældende ret
Tilsynet med lov om betalinger er delt mellem Finanstilsy-
net, Forbrugerombudsmanden og Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen varetager
en del af tilsynet med lov om betalinger, jf. § 145, stk. 1.
Som udgangspunkt fungerer Konkurrence- og Forbrugersty-
relsens tilsyn efter loven i konkrete afgørelsessager uafhæn-
gigt af ministeren, der ikke inddrages i styrelsens afgørelser.
16
Sammenfattende træffer styrelsen således allerede i dag
selvstændigt afgørelser i konkrete sager om efterlevelse af
bestemmelserne i lov om betalinger.
Ministeren fungerer endvidere ikke som administrativ rekur-
sinstans i forhold til lov om betalinger. Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens afgørelser, efter lov om betalinger, er
derimod omfattet af et særligt lovbestemt rekurssystem, idet
Konkurrenceankenævnet er rekursinstansen for styrelsens
afgørelser frem for ministeren, jf. lov om betalinger, § 145,
stk. 4.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om be-
talinger er i dag formelt underlagt erhvervsministerens an-
svar. På betalingsområdet indgår Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen således i det hierarkiske system som styrelse i
Erhvervsministeriet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
tilsyn efter loven sker således efter det forvaltningsretlige
udgangspunkt, hvorefter erhvervsministeren har de sædvan-
lige overordnelsesbeføjelser inden for sit ressort.
2.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser
I forhold til konkrete afgørelsessager er praksis, at erhvervs-
ministeren som udgangspunkt ikke inddrages i Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsens afgørelser efter lov om betalin-
ger. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsynsarbejde
fungerer således som udgangspunkt i dag uafhængigt af mi-
nisteren.
Det vurderes derfor hensigtsmæssigt, at det eksplicit frem-
går af lov om betalinger, at Konkurrence- og Forbrugersty-
relsens tilsyn efter loven er uafhængigt af erhvervsministe-
ren. Det foreslås samtidig, at Konkurrencerådet fremadrettet
har det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbruger-
styrelsens administration efter loven og regler udstedt i med-
før heraf. Dette vurderes at være hensigtsmæssigt, da Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om betalin-
ger dermed vil være omfattet af de samme overordnede ram-
mer, som allerede i dag gælder i relation til konkurrencereg-
lerne. Konkurrencerådets overordnede ansvar for Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsens administration vil understre-
ge, at afgørelser skal træffes med armslængde til erhvervs-
ministeren.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil dog fortsat være un-
derlagt instruktionsbeføjelser fra ministeren i sager vedrø-
rende f.eks. forberedelse af lovgivning, almindelig minister-
betjening og bidrag til tværgående arbejde på ministerområ-
det. Dette omfatter desuden udarbejdelse af eventuelle ana-
lyser til ministeren. Det samme gælder styrelsens deltagelse
som repræsentant for Danmark i regi af forberedelse af nye
eller ændrede EU-retsakter på området.
2.6.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at det skal fremgå af lov om betalinger, at Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter § 145, stk. 1, er
uafhængigt af erhvervsministeren. Det foreslås endvidere, at
Konkurrencerådet fremadrettet har det overordnede ansvar
for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration ef-
ter lov om betalinger og regler udstedt i medfør af loven.
Konkurrencerådet vil efter forslaget ikke være underlagt er-
hvervsministeren, og ministeren vil derfor ikke have instruk-
tionsbeføjelser over for Konkurrencerådet eller Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsen vedrørende konkrete afgørelsessa-
ger. Styrelsens deltagelse i internationale fora som uafhæn-
gig tilsynsførende myndighed efter lov om betalinger vil
heller ikke være underlagt instruktionsbeføjelser fra ministe-
ren. En virkning af forslaget vil være, at Konkurrencerådet,
som et led i det overordnede ansvar for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens administration af loven, træffer beslut-
ning om oversendelse af sager til politimæssig efterforsk-
ning. Styrelsen vil dog fortsat være underlagt instruktion fra
erhvervsministeren i sager vedrørende f.eks. forberedelse af
lovgivning, almindelig ministerbetjening og bidrag til tvær-
gående arbejde på ministerområdet. Dette omfatter tillige
udarbejdelse af eventuelle analyser til ministeren, herunder
eksempelvis betalingsrapporten. Det samme gælder styrel-
sens deltagelse som repræsentant for Danmark i internatio-
nalt arbejde vedrørende forberedelse af nye eller ændrede
EU-retsakter på området.
Med lovforslaget vil Konkurrencerådet endvidere træffe af-
gørelse i sager af principiel eller særlig stor betydning, lige-
som det i dag er tilfældet efter konkurrenceloven.
Hermed vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter
lov om betalinger formelt ske inden for samme administrati-
ve ramme, som i dag gælder i relation til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens håndhævelse af bl.a. konkurrenceloven.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er således ved den dag-
lige administration af konkurrenceloven og regler udstedt i
medfør heraf uafhængig af ministeren, jf. konkurrencelo-
vens § 15, stk. 3, samt bekendtgørelse nr. 980 af 27. august
2015 om forretningsorden for Konkurrencerådet. Konkur-
rencerådet er ved administrationen af konkurrenceloven ikke
underlagt erhvervsministeren.
2.7. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens prioriteringsad-
gang i tilsynet med lov om betalinger
2.7.1. Gældende ret
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør på nuværende
tidspunkt efter fast administrativ praksis, om der er tilstræk-
kelig anledning til at undersøge eller træffe afgørelse i en
konkret sag efter lov om betalinger, herunder om sagsbe-
handlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
17
Dette sker ud fra et konkret skøn, hvor Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen bl.a. lægger vægt på hensynet til en så
effektiv anvendelse af styrelsens ressourcer på betalingsom-
rådet som muligt. Det betyder, at styrelsen i praksis har vide
beføjelser til at behandle en sag af egen drift og til at afvise
at behandle en klage.
2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsynsopgave i for-
hold til lov om betalinger er vokset gennem de seneste par
år, bl.a. som følge af implementeringen af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 om betalingstje-
nester i det indre marked, ændringen af direktiv 2002/65/EF,
2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr.
1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (2. be-
talingstjenestedirektiv) samt Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2015/751 af 29. april 2015 om interbankge-
byrer for kortbaserede betalingstransaktioner (interbankge-
byrforordningen). Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører
dermed tilsyn med væsentligt flere områder, end hvad der
har været tilfældet tidligere.
Det vurderes hensigtsmæssigt, at styrelsen kan fastholde den
hidtidige prioriteringsadgang i forhold til, hvilke tilsynssa-
ger styrelsen vil undersøge og eventuelt træffe afgørelse i.
Prioriteringsadgangen gør det muligt for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen at prioritere de sager, der eksempelvis
har størst effekt i markedet, eller hvor håndhævelse i øvrigt
vurderes at være den mest hensigtsmæssige anvendelse af
styrelsens ressourcer. For at skabe klarhed om adgangen til
at prioritere sager foreslås det at præcisere loven, så Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsen, ligesom på konkurren-
ceområdet, får en lovhjemlet beføjelse til at behandle en sag
af egen drift og til at afvise at behandle en klage.
2.7.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at loven præciseres, så Konkurrence- og For-
brugerstyrelsen får en lovhjemlet beføjelse til at behandle en
sag af egen drift og til at afvise at behandle en klage.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 31, og de specielle be-
mærkninger hertil.
2.8. Anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande
2.8.1. Gældende ret
Der gælder på nuværende tidspunkt ikke særlige regler i
Danmark for indløsning af betalinger med anonyme forud-
betalte kort udstedt i tredjelande.
2.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser
For at sikre at anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelan-
de ikke misbruges til eksempelvis finansiering af terrorisme,
bør der fastsættes et forbud mod indløsning af betalinger
foretaget med disse kort. Det skyldes, at kortene kan være
erhvervet i lande med mindre effektive kontroller til at fore-
bygge hvidvask og terrorfinansiering, hvilket indebærer en
risiko for, at kortene nemmere kan misbruges til f.eks. ter-
rorfinansiering.
I den supranationale risikovurdering fra 2019, udarbejdet at
Kommissionen, er definitionen af kontanter udstrakt til også
at omfatte kontantlignende produkter, herunder forudbetalte
kort. Risikoen for hvidvask og finansiering af terrorisme ved
brug af forudbetalte kort er derfor umiddelbart den samme
som ved brug af kontanter. Der er fra EU᾽s side fokus på
særligt udførslen af kontanter fra tredjelande. Medlemssta-
terne skal i deres nationale risikovurdering tage højde for ri-
sikoen for hvidvask og terrorfinansiering ved brug af kon-
tanter og kontantlignende produkter.
Det foreslås at forbyde indløsning af betalinger foretaget
med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande.
Med forslaget implementeres dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2018/843 af 30. maj 2018 om æn-
dring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foran-
staltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvid-
vask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring
af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU (5. hvidvaskdirek-
tiv). Direktivet giver mulighed for, at indløsning af betalin-
ger foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tred-
jelande kan undtages visse kundekendskabsprocedurer, så-
fremt betalingskortene opfylder en række betingelser. Direk-
tivet giver ligeledes mulighed for, at en medlemsstat kan
forbyde indløsning af betalinger foretaget med anonyme for-
udbetalte kort udstedt i tredjelande.
Erhvervsministeriet finder, at muligheden for at indføre et
egentlig forbud mod disse anonyme forudbetalte kort bør
udnyttes. Baggrunden for dette er den risiko, som er omtalt i
ovennævnte supranationale risikovurdering sammenholdt
med, at det vil være vanskeligt for virksomheder omfattet af
hvidvaskloven at sikre, at de betingelser, som direktivet
foreskriver skal opfyldes, efterleves, idet indløserne ikke vil
have kendskab til, under hvilke betingelser kortet er udstedt.
Det vil derfor være vanskeligt for indløserne at vurdere, om
et sådan anonymt forudbetalt kort lever op til lovens krav.
2.8.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i hvidvaskloven indsættes en ny bestem-
melse, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, hvorefter betalinger foreta-
get med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande ik-
ke må indløses i Danmark. Tilsvarende må restværdien i
kontanter eller kontanthævning af pengeværdien på sådanne
kort ikke indløses i Danmark.
18
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3, og bemærkningerne
hertil.
2.9. Undersøgelsespligten efter hvidvaskloven
2.9.1. Gældende ret
Hvidvasklovens § 25, stk. 1, pålægger virksomheder og per-
soner omfattet af hvidvaskloven en undersøgelsespligt. Un-
dersøgelsespligten indebærer, at virksomheder og personer
skal undersøge baggrunden for og formålet med alle kom-
plekse og usædvanligt store transaktioner samt alle usæd-
vanlige transaktionsmønstre, der ikke har et åbenbart økono-
misk eller lovligt formål, med henblik på at fastslå, om der
er mistanke om eller rimelig grund til at formode, at disse
har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af
terrorisme.
2.9.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Ved implementering af 4. hvidvaskdirektiv omfattede un-
dersøgelsespligten i § 25, stk. 1, både komplekse og usæd-
vanligt store transaktioner og alle usædvanlige transaktions-
mønstre og aktiviteter uden et åbenbart økonomisk eller lov-
ligt formål.
Ved implementering af 5. hvidvaskdirektiv blev ”aktivite-
ter” imidlertid ikke direkte omfattet af ordlyden ved nyaffat-
telsen af § 25, stk. 1, idet der blev foretaget en tekstnær im-
plementering af artikel 1, nr. 10, litra b, i 5. hvidvaskdirek-
tiv. Det følger imidlertid af bemærkningerne til den nyaffat-
tede § 25, stk. 1, at ”aktiviteter” er omfattet, og at det såle-
des ikke har været hensigten at foretage en materiel ændring
af bestemmelsen i denne henseende.
For at undgå nogen tvivl eller usikkerhed om retstilstanden i
forhold til undersøgelsespligten vurderes det hensigtsmæs-
sigt, at ”aktiviteter” eksplicit nævnes i lovbestemmelsen.
Det skal ses i lyset af, at undersøgelsespligten både bør om-
fatte aktiviteter og transaktioner henholdsvis transaktions-
mønstre. Der kan således være aktiviteter, som ikke har et
åbenbart økonomisk eller lovligt formål, og som ikke kan
anses som en transaktion eller et transaktionsmønster, men
som alligevel bør undersøges nærmere i forhold til mulig
hvidvask eller terrorfinansiering. På samme måde som for
transaktioner og transaktionsmønstre bør der gælde en pligt
til at undersøge mistænkelige aktiviteter for at kunne fastslå,
om der er mistanke om eller rimelig grund til at formode, at
aktiviteterne har eller har haft tilknytning til hvidvask eller
finansiering af terrorisme.
2.9.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i § 25 indsættes et nyt stk. 1, således at
undersøgelsespligten eksplicit omfatter alle komplekse og
usædvanligt store transaktioner, alle usædvanlige transakti-
onsmønstre og aktiviteter, der ikke har et åbenbart økono-
misk eller lovligt formål, med henblik på at fastslå, om der
er mistanke om eller rimelig grund til at formode, at disse
har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af
terrorisme.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 7, og bemærkningerne
hertil.
2.10. Samarbejdspligten for Erhvervsstyrelsen og Advoka-
trådet med udenlandske myndigheder
2.10.1. Gældende ret
Finanstilsynet og Spillemyndigheden har i henhold til hvid-
vaskloven pligt til og mulighed for at samarbejde med andre
tilsynsmyndigheder i EU- og EØS-lande i forhold til at fore-
tage fælles inspektioner i Danmark samt ved udførelse af
fælles tilsyn på andre EU- og EØS-landes område.
Pligten til og muligheden for samarbejdet med andre EU- og
EØS-lande følger af artikel 48, stk. 5, i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om fore-
byggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direk-
tiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv).
2.10.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Bekæmpelsen af hvidvask og terrorfinansiering er en inter-
national opgave, som ofte vil drage nytte af samarbejde på
tværs af landegrænser. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt,
at hvidvaskloven indeholder regler om muligheden for at
samarbejde med udenlandske tilsynsmyndigheder, både i
forhold til tilsynsaktiviteter i Danmark og i udlandet.
Hvidvaskloven indeholder i dag bestemmelser om Finanstil-
synets og Spillemyndighedens mulighed for at samarbejde
med kompetente myndigheder i andre EU- og EØS-lande på
de to myndigheders respektive tilsynsområder efter hvidvas-
kloven, mens der ikke er gennemført tilsvarende regler for
Erhvervsstyrelsen, som efter hvidvasklovens § 57 er tilsyns-
myndighed for revisorer, ejendomsmæglere, kunsthandlere
m.v., eller for Advokatrådet, som efter hvidvasklovens § 64
er tilsynsmyndighed for advokater.
Det er vurderingen, at der bør indføres de samme rammer
for Erhvervsstyrelsens og Advokatrådets mulighed for at
indgå i tilsynssamarbejde med myndigheder i andre EU- og
EØS-lande, som der i dag gælder for Finanstilsynet og Spil-
lemyndigheden. Det skal sikre, at Erhvervsstyrelsen og Ad-
vokatrådet kan deltage i udenlandske myndigheders tilsyns-
aktiviteter i andre EU- og EØS-lande, og at udenlandske
19
myndigheder efter aftale med Erhvervsstyrelsen eller Advo-
katrådet vil kunne deltage i tilsynsaktiviteter her i landet.
Herved muliggøres et effektivt grænseoverskridende samar-
bejde i forhold til virksomheder og personer omfattet af
hvidvaskloven, der har aktiviteter i to eller flere EU- eller
EØS-lande.
2.10.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indsætte nye bestemmelser i § 57, stk. 4-6, og
§ 64, stk. 3-5, i hvidvaskloven, hvorefter Erhvervsstyrelsen
og Advokatrådet vil få mulighed for at samarbejde med til-
synsmyndigheder i andre lande med hensyn til tilsynet med
revisorer, ejendomsmæglere, kunsthandlere og advokater ef-
ter hvidvaskloven.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 10 og 11, og bemærk-
ningerne hertil.
2.11. Ændringer som følger af disclosureforordningen
2.11.1. Gældende ret
I dag fremgår det af årsregnskabsloven, jf. lovbekendtgørel-
se nr. 838 af 8. august 2019, at store virksomheder skal sup-
plere ledelsesberetningen i deres årsregnskab med en ikke-
finansiel redegørelse for samfundsansvar, som bl.a. indehol-
der oplysninger om miljøforhold og virksomhedens arbejde
med at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens akti-
vitet, sociale forhold, personaleforhold m.v. Årsregnskabs-
loven gælder dog ikke for virksomheder, der er omfattet af
regnskabsregler fastsat ved eller i henhold til lovgivningen
for finansielle virksomheder.
For virksomheder på det finansielle område gælder dog lig-
nende oplysningskrav om samfundsansvar fastsat efter den
finansielle lovgivning. Sådanne oplysningskrav gælder for
børsnoterede finansielle virksomheder, unoterede livsforsik-
ringsselskaber (herunder tværgående pensionskasser), inve-
steringsforeninger og andre finansielle virksomheder, der på
koncernniveau har 500 eller flere ansatte.
Derudover er firmapensionskasser underlagt en forpligtelse
til at offentliggøre en redegørelse for deres investeringsprin-
cipper, herunder om og i givet fald hvordan deres investe-
ringsprincipper tager hensyn til miljømæssige, sociale og le-
delsesmæssige spørgsmål, jf. § 58 i lov om firmapensions-
kasser, jf. lovbekendtgørelse nr. 355 af 2. april 2020.
Ud over de ovennævnte regler findes der i dag ikke regler
om oplysningsforpligtelser for virksomheder på det finan-
sielle område, hvad angår hensyn til f.eks. miljømæssige,
sociale og ledelsesmæssige forhold i investerings- og råd-
givningsprocesser.
2.11.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosurefor-
ordningen) blev vedtaget i november 2019. Forordningen
skal finde anvendelse fra den 10. marts 2021, bortset fra reg-
lerne i forordningens artikel 11, stk. 1–3, som vedrører op-
lysninger i periodiske rapporter om et produkts opfyldelse af
miljømæssige eller sociale karakteristika eller samlede bæ-
redygtighedsrelaterede indvirkning. Reglerne herom skal
finde anvendelse fra den 1. januar 2022.
Disclosureforordningen gælder umiddelbart i Danmark og
skal derfor ikke gennemføres i national lovgivning. Det er
dog nødvendigt, at der med lovforslaget indføres regler, som
sikrer, at der kan føres et effektivt tilsyn med overholdelsen
af forordningen.
Formålet med disclosureforordningen er at integrere miljø-
mæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer)
i investeringsbeslutningstagning og i rådgivningsprocesser.
Dette vil styrke investorernes muligheder for at kunne sam-
menligne produkters bæredygtighed og virksomheders til-
gang til bæredygtighed. Dermed styrkes gennemsigtigheden
på området for bæredygtig finansiering med henblik på at
skabe tillid hertil, øge investeringen i bæredygtige produkter
og fremme den grønne omstilling.
Disclosureforordningen stiller krav til finansielle markeds-
deltagere og finansielle rådgivere om at integrere miljømæs-
sige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer) i de
oplysningsforpligtelser, der gælder ved investerings- og råd-
givningsprocesser.
Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. et forsikrings-
selskab, der udbyder et forsikringsbaseret investeringspro-
dukt.
Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. forsikringsformidler
eller et forsikringsselskab, der yder forsikringsrådgivning
om forsikringsbaserede investeringsprodukter.
Ved finansielle produkter forstås bl.a. en investeringsporte-
følje eller en alternativ investeringsfond.
De virksomheder, der er omfattet af disclosureforordningen,
skal overholde reglerne om finansielle markedsdeltagere,
når de producerer finansielle produkter, herunder yder porte-
føljepleje, og de skal overholde reglerne om finansielle råd-
givere, når de yder investeringsrådgivning eller forsikrings-
rådgivning. I tilfælde af at virksomheder både udøver aktivi-
teter som finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgi-
vere, bør de derfor betragtes som finansielle markedsdelta-
gere, når de handler som producenter af finansielle produk-
20
ter, og som finansielle rådgivere, når de yder forsikrings- el-
ler investeringsrådgivning.
Forordningen fastsætter bl.a. krav om, at finansielle mar-
kedsdeltagere og finansielle rådgivere på deres hjemmeside
skal offentliggøre politikker for, hvordan de i deres investe-
ringsbeslutningsproces eller i deres investerings- eller for-
sikringsrådgivning integrerer bæredygtighedsrisici, jf. arti-
kel 3, og hvorvidt de tager hensyn til negative indvirkninger
på bæredygtighedsfaktorer.
Disclosureforordningen stiller også krav til de oplysninger,
der skal gives forud for indgåelsen af en investeringsaftale.
Virksomhederne skal bl.a. i aftaler beskrive den måde, hvor-
med bæredygtighedsrisici er integreret i virksomhedernes
investeringsbeslutninger eller i investerings- eller forsik-
ringsrådgivningen, jf. artikel 6.
Desuden indfører forordningen to former for bæredygtige fi-
nansielle produkter, et produkt, der fremmer miljømæssige
eller sociale karakteristika, jf. artikel 8, og et produkt, der
har bæredygtige investeringer eller en reduktion af CO2-
emissioner som sit mål, jf. artikel 9.
For disse to typer bæredygtige finansielle produkter gælder
der yderligere oplysningsforpligtelser, som er nærmere fast-
sat i artikel 10 og 11. Finansielle markedsdeltagere skal for
hvert af de to produkter offentliggøre oplysninger om det fi-
nansielle produkts miljømæssige eller sociale karakteristika
eller dets bæredygtige investeringsmål, jf. artikel 10. Desu-
den er finansielle markedsdeltagere, som udbyder et finan-
sielt produkt med bæredygtige karakteristika eller et bære-
dygtigt formål, forpligtet til i deres periodiske rapporter at
medtage en beskrivelse af produktets samlede bæredygtig-
hedsrelaterede indvirkning eller omfanget af de miljømæssi-
ge eller sociale karakteristika ved produktet, jf. artikel 11.
For at sikre et effektivt tilsyn med disclosureforordningen
finder Erhvervsministeriet, at Finanstilsynet bør udpeges
som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af for-
ordningen. Finanstilsynet foreslås at få alle de nødvendige
tilsynsbeføjelser til at påse overholdelsen heraf. Det er bl.a.
vigtigt, at Finanstilsynet får mulighed for at reagere over for
manglende overholdelse af de oplysningsforpligtelser, som
disclosureforordningen introducerer. Herunder er det vigtigt,
at Finanstilsynet vil kunne benytte sig af de reaktionsmulig-
heder, som allerede i medfør af nuværende sektorspecifik
lovgivning udgør et led i Finanstilsynets almindelige tilsyns-
udøvelse. Finanstilsynet har i dag bl.a. mulighed for at give
påbud og påtaler for manglende overholdelse af gældende
krav og regler.
2.11.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at Finanstilsynet udpeges som kompetent myn-
dighed til at påse overholdelsen af disclosureforordningen.
På den baggrund foreslås de eksisterende tilsynsbestemmel-
ser i § 161, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., §
155, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., § 97, stk. 1, i lov om firmapensionskasser og §
22, stk. 1, i lov om forsikringsformidling tilpasset.
Med lovforslaget vil Finanstilsynet bl.a. kunne give påbud
eller påtaler for manglende overholdelse af de krav, som dis-
closureforordningen stiller til virksomhedernes oplysnings-
forpligtelser.
Det foreslås endvidere at tilpasse § 179, stk. 1, i lov om in-
vesteringsforeninger m.v., § 104, stk. 1, i lov om firmapen-
sionskasser og § 36, stk. 1, i lov om forsikringsformidling
om, hvem der kan anses for at være parter i forhold til de af-
gørelser, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe over
for virksomheder i medfør af disclosureforordningen.
Endelig foreslås det at tilpasse § 189 i lov om investerings-
foreninger m.v., § 189 i lov om forvaltere af alternative in-
vesteringsfonde m.v., § 112, stk. 1, i lov om firmapensions-
kasser og § 37, stk. 1, i lov om forsikringsformidling, hvor-
efter afgørelser truffet i medfør af disclosureforordningen
vil kunne indbringes for Erhvervsankenævnet.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 3-5, § 5, nr.
3-4, § 6, nr. 5-7, og § 7, nr. 1-3, og bemærkningerne hertil.
2.12. Forvaltere af AIF-SIKAV’er og AIF-Værdipapirfonde
2.12.1. Gældende ret
Det følger af lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., at virksomheder, der forvalter en eller flere al-
ternative investeringsfonde, skal have tilladelse af Finanstil-
synet, såfremt en af to følgende tærskelværdier overskrides:
1) aktiverne i de alternative investeringsfonde sammenlagt
overstiger en værdi svarende til 100 mio. euro, eller 2) 500
mio. euro, såfremt virksomheden udelukkende forvalter al-
ternative investeringsfonde, der ikke har gearet sine investe-
ringer, og ingen investorer i fondene har ret til at blive ind-
løst i en periode på minimum 5 år efter datoen for den oprin-
delige investering i hver af fondene.
Tærskelværdierne gælder ikke for forvaltere af en eller flere
kapitalforeninger, forvaltere af en eller flere investorfra-
dragsfonde og selvforvaltende investorfradragsfonde. Disse
forvaltere skal derfor altid have tilladelse. Det skyldes, at Fi-
nanstilsynet skal kunne føre tilsyn med forvalterens eller
den selvforvaltende investorfradragsfonds likviditets- og ri-
sikostyring. Endvidere kan Finanstilsynet føre tilsyn med
øvrige bestemmelser i lov om forvaltere af alternative inve-
steringsfonde m.v., herunder kravet om, at alternative inve-
21
steringsfonde, der forvaltes af en forvalter med tilladelse el-
ler er selvforvaltende, skal have en depositar.
Med lov nr. 706 af 8. juni 2018 om ændring af lov om finan-
siel virksomhed, hvidvaskloven, lov om forvaltere af alter-
native investeringsfonde m.v. og forskellige andre love blev
AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde sat ind i lov om
forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. som to nye
typer alternative investeringsfonde.
En AIF-SIKAV er en alternativ investeringsfond, som er
stiftet efter reglerne i afsnit VIII i lov om forvaltere af alter-
native investeringsfonde m.v. En AIF-SIKAV er et selskab
med en eller flere investorer, hvis vedtægter angiver, at sel-
skabet er en alternativ investeringsfond med variabel kapi-
tal, og som har udpeget en forvalter, der har tilladelse til at
administrere alternative investeringsfonde, og som har an-
svaret for at forvalte AIF-SIKAV’en.
En AIF-værdipapirfond er en alternativ investeringsfond,
som er etableret af en forvalter af alternative investerings-
fonde, der har tilladelse til at administrere alternative inve-
steringsfonde, og hvis fondsbestemmelser angiver, at fonden
er en AIF-værdipapirfond. En AIF-værdipapirfond er en
selvstændig økonomisk enhed.
Det følger af lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., at AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde skal
forvaltes af en forvalter af alternative investeringsfonde med
tilladelse.
2.12.2. Erhvervsministeriets overvejelser
I lighed med forvaltere af kapitalforeninger, forvaltere af in-
vestorfradragsfonde m.v. bør forvaltere af AIF-SIKAV’er
og AIF-værdipapirfonde være omfattet af undtagelsen til
tærskelværdier i lov om forvaltere af alternative investe-
ringsfonde m.v. Det vil medføre, at disse forvaltere altid
skal have en tilladelse, uanset værdien af aktiverne i AIF-SI-
KAV’en eller AIF-værdipapirfonden. Reglen skal sikre in-
vestorbeskyttelse, idet Finanstilsynet vil kunne føre tilsyn
med forvalterens likviditets- og risikostyring. Endvidere vil
Finanstilsynet kunne føre tilsyn med overholdelse af øvrige
bestemmelser i lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., herunder kravet om, at alternative investerings-
fonde, der forvaltes af en forvalter med tilladelse skal have
en depositar.
2.12.3. Den foreslåede ordning
Med lovforslaget foreslås det, at forvaltere af AIF-SI-
KAV’er og AIF-værdipapirfonde omfattes af § 6, stk. 4, i
lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.,
hvorved tærskelværdierne i § 6, stk. 1, ikke gælder for disse
forvaltere.
Forslaget vil medføre, at forvalteren af AIF-SIKAV’er og
AIF-værdipapirfonde altid skal have tilladelse fra Finanstil-
synet til at forvalte AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde,
uanset værdien af aktiverne i AIF-SIKAV’en eller AIF-vær-
dipapirfonden. Det svarer til den gældende regel for forval-
tere af kapitalforeninger, investorfradragsfonde og selvfor-
valtende investorfradragsfonde, jf. § 6, stk. 4, i lov om for-
valtere af alternative investeringsfonde m.v.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5, nr. 1, samt be-
mærkningerne hertil.
2.13. Bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for an-
satte hos forvaltere af alternative investeringsfonde
2.13.1. Gældende ret
Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. in-
deholder ikke en bestemmelse, der giver erhvervsministeren
bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos
forvaltere af alternative investeringsfonde.
Det følger af § 8, stk. 5, 1. pkt., i lov om forvaltere af alter-
native investeringsfonde m.v., at såfremt en forvalter har til-
ladelse til at udføre de aktiviteter, som er nævnt i lovens bi-
lag 1, nr. 3, finder § 43, § 71, stk. 3, og § 72 i lov om finan-
siel virksomhed tilsvarende anvendelse på forvalterens udfø-
relse af disse tjenesteydelser.
Det fremgår af § 43, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at
erhvervsministeren kan fastsætte regler om kompetencekrav
for ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, fonds-
mæglerselskaber, filialer af udenlandske pengeinstitutter og
investeringsselskaber samt tilknyttede agenter omfattet af §
9 a, der yder rådgivning om finansielle instrumenter. Mini-
steren fastsætter endvidere regler om kompetencekrav for
ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som præ-
senterer, tilbyder, rådgiver om eller administrerer boligkre-
ditaftaler.
Denne bemyndigelse er bl.a. udnyttet ved bekendtgørelse nr.
864 af 23. juni 2017 om kompetencekrav til ansatte, der
yder investeringsrådgivning og formidler information om
visse investeringsprodukter, herefter kompetencekravsbe-
kendtgørelsen.
2.13.2. Erhvervsministeriets overvejelser
En forvalter af alternative investeringsfonde kan få tilladelse
af Finanstilsynet til at udøve investeringsrådgivning. Forval-
tere af alternative investeringsfonde er imidlertid i dag ikke
omfattet af anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendt-
gørelsen.
22
Hvis en forvalter af alternative investeringsfonde med tilla-
delse til at yde investeringsrådgivning yder investeringsråd-
givning til detailinvestorer, bør de ansatte hos forvalteren
også være omfattet af de krav til kompetencer m.v., der er
fastsat i kompetencekravsbekendtgørelsen. Det er ud fra et
hensyn til investorbeskyttelsen. Kompetencekravsbekendt-
gørelsen fastsætter bl.a. krav til, at virksomheden skal sikre,
at dens ansatte, som yder investeringsrådgivning, har den
fornødne erfaring, uddannelse og kompetencer til at yde en
forsvarlig rådgivning til detailkunder.
Forvaltere af alternative investeringsfonde er reguleret i lov
om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. og ikke i
lov om finansiel virksomhed. Forvaltere af alternative inve-
steringsfonde kan derfor ikke skrives ind i bestemmelser i
lov om finansiel virksomhed, da de ikke er omfattet af lo-
vens anvendelsesområde.
Det vurderes derfor hensigtsmæssigt at indsætte en bemyn-
digelse i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde
m.v., så erhvervsministeren kan fastsætte kompetencekrav
for ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde i
kompetencekravsbekendtgørelsen.
Med en bemyndigelse i lov om forvaltere af alternative in-
vesteringsfonde m.v. kan anvendelsesområdet i kompeten-
cekravsbekendtgørelsen udvides til også at omfatte forvalte-
re af alternative investeringsfonde med tilladelse til at yde
investeringsrådgivning. Det vil øge investorbeskyttelsen for
detailinvestorer, da de ansatte i et investeringsforvaltnings-
selskab, som yder investeringsrådgivning til detailkunder,
vil skulle have de fornødne kompetencer til at yde en for-
svarlig investeringsrådgivning til detailkunder.
Bemyndigelsesbestemmelsen svarer til den gældende be-
myndigelse i § 43, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed,
hvorefter kompetencekravsbekendtgørelsens anvendelses-
område omfatter pengeinstitutter m.v.
2.13.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om
kompetencekrav til ansatte hos forvaltere af alternative inve-
steringsfonde. Bemyndigelsen anvendes til at omfatte for-
valtere af alternative investeringsfonde med tilladelse til at
yde investeringsrådgivning i henhold til kompetencekravs-
bekendtgørelsen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5, nr. 2, samt be-
mærkningerne hertil.
2.14. Ophævelse af krav om, at mulighed for etablering af
andelsklasser skal fremgå af afdelingers navne
2.14.1. Gældende ret
Det følger af § 18, stk. 1, i lov om investeringsforeninger
m.v., at vedtægterne eller fondsbestemmelserne i en dansk
UCITS kan indeholde bestemmelser om, at den danske
UCITS’ afdelinger kan opdeles i andelsklasser, og at besty-
relsen kan etablere andelsklasser i en afdeling. I en beståen-
de afdeling i en investeringsforening eller SIKAV skal afde-
lingens investorer dog først på en generalforsamling have
truffet beslutning om, at afdelingen kan opdeles i andels-
klasser. Er der tale om en værdipapirfond, er det bestyrelsen
for værdipapirfondens investeringsforvaltningsselskab eller
administrationsselskab, der træffer beslutningen. Det skal
fremgå af afdelingens navn, hvis bestyrelsen kan etablere
andelsklasser i afdelingen.
Danske UCITS er investeringsforeninger, SIKAV’er (sel-
skaber for investering med kapital, der er variabel) og vær-
dipapirfonde.
2.14.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Reglerne om etablering af andelsklasser i afdelinger i dan-
ske UCITS er nationale regler. Formålet med at indføre an-
delsklasser var at give danske UCITS mulighed for produkt-
udvikling og sikre, at de danske investeringsforeninger var
konkurrencedygtige på det europæiske marked.
Etablering af andelsklasser giver mulighed for at underopde-
le afdelinger i investeringsforeninger, så investorerne kan
vælge at investere i forskellige andelsklasser under den
samme afdeling. Andelsklasserne har forskellige karakteri-
stika og kan dermed målrettes bestemte typer investorer.
Bestemmelsen om at det skal fremgå af afdelingens navn,
hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i afdelingen, blev
indført af hensyn til styring af administrative systemer i
SKAT.
SKAT har oplyst til Finanstilsynet, at der ikke længere er
tekniske eller administrative årsager til opretholdelse af kra-
vet om, at det af afdelingens navn fremgår, hvis bestyrelsen
kan etablere andelsklasser i afdelingen.
Erhvervsministeriet finder det på den baggrund hensigts-
mæssigt at ophæve kravet. Det vil også gøre det lettere at
ændre afdelingens navn, hvis afdelingen fremadrettet skal
kunne have andelsklasser, eller hvis der ikke længere skal
kunne være andelsklasser i afdelingen.
2.14.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at § 18, stk. 1, 4. pkt., i lov om investeringsfor-
eninger m.v. ophæves.
23
Den foreslåede ændring vil medføre, at det fremadrettet ikke
længere skal fremgå i afdelinger i danske UCITS’ navne, at
der kan etableres andelsklasser i den pågældende afdeling.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 2, samt be-
mærkningerne hertil.
2.15. Ændringer som følge af oprettelse af CO2-benchmarks
for lille CO2-effekt og bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger om benchmarks
2.15.1. Gældende ret
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1011/EU af
8. juni 2016 om indeks, der bruges som benchmarks i finan-
sielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med hen-
blik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater
(benchmarkforordningen), fastsætter en retlig ramme og
dermed harmoniserede fælleseuropæiske regler for fastsæt-
telse af benchmarks på EU-plan.
Forordningen stiller en række krav til benchmarks integritet
og pålidelighed, herunder governance- og kontrolkrav for
administratorer og stillere af benchmarks, regler for inputda-
ta, metodologi og indberetning af overtrædelser samt krav
om adfærdskodeks for stillere af benchmarks. Der stilles og-
så visse krav til gennemsigtighed og forbrugerbeskyttelse.
Kravene varierer mellem forskellige typer af benchmarks.
Der gælder eksempelvis særlige krav til benchmarks baseret
på regulerede data, rentebenchmarks og råvarebenchmarks,
ligesom der gælder forskellige krav for øvrige benchmarks,
alt efter hvor vigtigt et givent benchmark er for den finan-
sielle stabilitet, herunder om de er væsentlige eller ikke-væ-
sentlige i henhold til fastlagte kriterier. Der stilles særligt
skærpede krav for de benchmarks, som har den største be-
tydning for de europæiske finansielle markeder, såkaldte
kritiske benchmarks.
Endelig stilles der krav til godkendelse eller registrering af
samt tilsyn med administrator.
Finanstilsynet er udpeget som den kompetente myndighed,
der påser overholdelsen af benchmarkforordningen. Finans-
tilsynet fører hermed tilsyn med benchmarkadministratorer
og deres overholdelse af kravene til bl.a. metodologien, der
anvendes ved fastlæggelse af benchmarks.
Der har ikke tidligere været EU-retlige regler for at udbyde
lavemissions- eller klimabenchmarks. Der er heller ikke i
Danmark fastsat krav for benchmarkadministratorer, der ud-
byder eller ønsker at udbyde indeks, der bidrager til en ned-
bringelse af CO2-emission ved at have en benchmarkporte-
følje, der er i et dekarboniseringsforløb, eller et indeks, hvis
CO2-emissioner er tilpasset målene i Parisaftalen.
2.15.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2089/EU af
27. november 2019 om ændring af forordning
2016/1011/EU (benchmarkforordningen), for så vidt angår
EU-benchmarks for klimaovergangen, Paristilpassede EU-
benchmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om
benchmarks (ændringsforordningen), blev vedtaget i novem-
ber 2019. Ændringsforordningen er trådt i kraft den 10. de-
cember 2019. I henhold til forordningens artikel 1, nr. 3,
skal benchmarkadministratorer, der udbyder et EU-bench-
mark for klimaovergang eller et Paristilpasset EU-bench-
mark, senest den 30. april 2020 overholde benchmarkforord-
ningens krav.
Med ændringsforordningen indsættes der i benchmarkfor-
ordningen bestemmelser, der introducerer to nye typer ben-
chmarks og fastlægger minimumskrav på EU-plan for disse
to typer benchmarks, som er EU-benchmarks for klimaover-
gangen og Paristilpassede EU-benchmarks. Administratorer
af de to typer benchmarks skal opfylde benchmarkforord-
ningens krav. De to benchmarks skal gøre det nemmere og
sikrere for investorer og forbrugere bl.a. at finde CO2-af-
trykket for deres investeringer.
Ved EU-benchmarks for klimaovergangen forstås ben-
chmarks, hvis underliggende aktiver sammensættes således,
at den deraf følgende benchmarkportefølje følger et dekar-
boniseringsforløb, og hvor der offentliggøres mål og frem-
skridt vedrørende nedbringelse af CO2-emissioner på datter-
selskabsniveau. Derudover må aktiviteterne i benchmarkets
underliggende aktiver ikke væsentligt skade andre ESG-mål.
Ved Paristilpassede EU-benchmarks forstås benchmarks,
hvis underliggende aktiver skal være sammensat på en sådan
måde, at den deraf følgende benchmarkporteføljes CO2-
emissioner er tilpasset målene i Parisaftalen. Aktiviteter i
forbindelse med disse benchmarks underliggende aktiver må
ikke i væsentlig grad skade andre miljømæssige, sociale el-
ler ledelsesmæssige (ESG) mål.
Ved et dekarboniseringsforløb forstås et målbart, videnska-
beligt baseret og tidsbundet forløb i retning af tilpasning til
målene i Parisaftalen ved en nedbringelse af nærmere angiv-
ne typer CO2-emissioner.
Ved en administrator forstås en juridisk eller fysisk person,
der fører kontrol med leveringen af benchmarks, herunder
administrerer ordningerne for fastlæggelse af benchmarks,
indsamler og analyserer inputdataene, fastlægger benchmar-
ket og offentliggør det.
Det fremgår af ændringsforordningen, at et stigende antal
investorer forfølger lavemissionsinvesteringer og bruger
24
benchmarks for lille CO2-effekt til at måle resultaterne af
investeringsporteføljer.
Ændringsforordningen vil understøtte denne udvikling ved
at harmonisere tilgangen til benchmarks for lille CO2-effekt,
som ellers kan være en hindring for det indre marked.
For at sikre et effektivt tilsyn med EU-benchmarks for kli-
maovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks er det
vurderingen, at det er vigtigt, at Finanstilsynet bliver tillagt
alle de nødvendige tilsynsbeføjelser til at påse overholdelsen
af kravene til disse to typer benchmarks, og at Finanstilsynet
får mulighed for at reagere over for manglende overholdelse
heraf.
2.15.3. Den foreslåede ordning
Ændringsforordningen ændrer i benchmarkforordningen og
bestemmer, at medlemslandene skal have en beføjelse til at
sanktionere overtrædelser af artikler om EU-benchmarks for
klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks.
Det fremgår af benchmarkforordningen, at der skal anven-
des administrative sanktioner samt bødestraf ved overtræ-
delser af forordningen. Medlemslandene kan dog beslutte
ikke at fastsætte regler for administrative sanktioner for
overtrædelser, der er underlagt strafferetlige sanktioner.
Benchmarkforordningen gælder umiddelbart i Danmark og
skal derfor ikke gennemføres i national lovgivning. Det er
dog nødvendigt, at der med lovforslaget indføres regler i lov
om kapitalmarkeder, der sikrer, at Finanstilsynet kan føre et
effektivt tilsyn med overholdelsen af krav til EU-ben-
chmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-ben-
chmarks.
På den baggrund foreslås det med lovforslaget, at overtræ-
delser af benchmarkforordningens krav til EU-benchmarks
for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks vil
kunne medføre bødestraf.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 2, samt be-
mærkningerne til denne bestemmelse.
2.16. Outsourcing for en operatør af et reguleret marked,
der driver en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller en
organiseret handelsfacilitet (OHF)
2.16.1. Gældende ret
Outsourcing dækker over situationer, hvor en virksomhed
vælger at få en leverandør til at varetage opgaver på virk-
somhedens vegne, fremfor at opgaverne varetages internt i
den enkelte virksomhed. Outsourcingreglerne på kapitalmar-
kedsområdet har overordnet til formål at sikre, at en opera-
tør af et reguleret marked fortsat bærer ansvaret for de opga-
ver, der udføres hos leverandøren i tilfælde af outsourcing,
samt at sikre, at Finanstilsynet fortsat kan udøve et effektivt
tilsyn. Reglerne fastsætter således, hvordan operatøren skal
sikre, at en opgave varetages i henhold til gældende lovgiv-
ning, selvom den er henlagt til en leverandør.
Ved lov nr. 641 af den 19. marts 2020, som trådte i kraft den
1. juli 2020, er reglerne for outsourcing blevet ændret. Ved
lovændringen blev operatører af regulerede markeder omfat-
tet af de samme nationale regler om outsourcing, som
samtidig blev indført for kreditinstitutter m.fl. For at harmo-
nisere bemyndigelsesbestemmelserne blev § 62 i lov om ka-
pitalmarkeder nyaffattet, så bestemmelsen har samme ord-
lyd som den tilsvarende bemyndigelsesbestemmelse i § 72 a
i lov om finansiel virksomhed, som ligeledes blev nyaffattet
ved lov nr. 641 af den 19. marts 2020.
§ 62 i lov om kapitalmarkeder gælder for en operatør af et
reguleret marked. Bestemmelsen giver mulighed for, at en
operatør af et reguleret marked kan outsource en proces, en
tjenesteydelse eller en aktivitet, som operatøren ellers selv
ville udføre, til en leverandør. Desuden indeholder bestem-
melsen en bemyndigelse til erhvervsministeren, hvorved mi-
nisteren vil kunne fastsætte krav til virksomhedens ledelses-
ordninger, ansvar, risikostyring, overvågning, kontrol og
rapportering i tilknytning til outsourcing til en leverandør.
Erhvervsministeren vil desuden kunne fastsætte nærmere
krav til virksomhedens interne retningslinjer, outsourcing-
kontrakten, krav til håndtering af eventuelle interessekon-
flikter og krav, som en leverandør eller en underleverandør
skal opfylde. Desuden vil ministeren kunne fastsættes nær-
mere regler om outsourcingvirksomhedernes pligt til at un-
derrette Finanstilsynet om outsourcing.
Bemyndigelsen er blevet anvendt til at udstede bekendtgø-
relse nr. 877 af 12. juni 2020 om outsourcing for kreditinsti-
tutter m.v.
Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. juli 2020 og finder an-
vendelse på pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæg-
lerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, sparevirk-
somheder, fælles datacentraler, operatører af regulerede
markeder, e-pengeinstitutter, betalingsinstitutter og Dan-
marks Skibskredit A/S, når virksomheden gør brug af out-
sourcing.
Bekendtgørelsen implementerer ”Retningslinjer for outsour-
cing”, som er udstedt af Den Europæiske Banktilsynsmyn-
dighed (EBA).
Bekendtgørelsen indeholder bl.a. bestemmelser, der fastsæt-
ter krav til ledelse og styring af outsourcing, krav ved vide-
reoutsourcing, krav til outsourcing-kontrakten og dokumen-
tationskrav.
25
2.16.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Det fremgår af § 62, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at reg-
lerne om outsourcing gælder for en operatør af et reguleret
marked. En operatør af et reguleret marked kan imidlertid
også få særskilt tilladelse til at drive en multilateral handels-
facilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF),
jf. § 86 i lov om kapitalmarkeder. Derfor bør det præciseres
i loven, at reglerne om outsourcing også finder anvendelse
for en operatør af et reguleret marked, der driver en MHF el-
ler en OHF.
Alle multilaterale systemer skal drives i form af et reguleret
marked, en MHF eller en OHF. Drift af et reguleret marked
er betinget af en række organisatoriske og driftsmæssige
krav og kræver tilladelse som operatør af et reguleret mar-
ked. Drift af MHF’er og OHF’er er ligeledes betinget af en
række organisatoriske og driftsmæssige krav og kræver tilla-
delse som enten en operatør af et reguleret marked eller til-
ladelse som fondsmæglerselskab.
De driftsmæssige krav til MHF’er og OHF’er afspejler i høj
grad de tilsvarende regler for regulerede markeder. Overord-
net er de organisatoriske og driftsmæssige krav dog mere
detaljerede for regulerede markeder end reglerne for en
MHF og en OHF. Driften af en OHF adskiller sig fra en
MHF ved, at den er begrænset til handel med obligationer,
strukturerede finansielle produkter, emissionskvoter og deri-
vater. Det vil sige, at aktier ikke kan handles på en OHF, da
det alene er ikkeaktielignende instrumenter, der kan handles
her.
Desuden kan en MHF registreres som et SMV-vækstmar-
ked. SMV-vækstmarkedets regelgrundlag er tilpasset små
og mellemstore udstedere.
Det skyldes, at de aktiviteter, som en MHF eller en OHF ud-
fører, ikke væsentligt adskiller sig fra de aktiviteter, som et
reguleret marked udfører.
Fremover bør reglerne i § 62, stk. 2, og regler fastsat i med-
før af § 62, stk. 3, således også gælde, hvis en operatør af et
reguleret marked foretager outsourcing vedrørende driften af
en MHF eller en OHF.
2.16.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at § 62 i lov om kapitalmarkeder præciseres så-
ledes, at reglerne om outsourcing også finder anvendelse for
en operatør af et reguleret marked, som driver en MHF eller
OHF. Det vil betyde, at når en operatør af et reguleret mar-
ked foretager outsourcing af driften af en MHF eller OHF,
vil reglerne om outsourcing gælde på samme vis, som de al-
lerede gør i dag, når operatøren outsourcer drift af et regule-
ret marked.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 1, samt be-
mærkningerne hertil.
2.17. Digital ansøgning i forbindelse med autorisationer
2.17.1. Gældende ret
Forsikringsformidlere og genforsikringsformidlere skal efter
§ 3 i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr.
378 af 2. april 2020, ansøge Finanstilsynet om tilladelse til
at udøve forsikringsdistribution og genforsikringsdistributi-
on. Virksomheder kan få tilladelse til at udøve forsikrings-
formidling, bl.a. når virksomhedens bestyrelse og direktion
eller de ledelsesansvarlige opfylder krav til ledelse og ind-
retning af virksomheden, når virksomheden har en ansvars-
forsikring eller anden tilsvarende garanti mod erstatnings-
krav, og når virksomheden har truffet foranstaltninger for at
beskytte kunderne mod manglende betalingsevne hos for-
midleren.
Accessoriske forsikringsformidlere skal efter § 4 i lov om
forsikringsformidling registreres hos Finanstilsynet, inden
formidleren påbegynder sin virksomhed. Før virksomheden
kan registreres, skal den dokumentere at opfylde de samme
betingelser som en virksomhed, der vil udøve forsikringsfor-
midling eller genforsikringsformidling, idet der dog ikke
stilles de samme krav til ledelsen og indretningen af virk-
somheden.
Virksomheder, der rådgiver om finansielle produkter, skal
have tilladelse som finansiel rådgiver for at udøve den på-
gældende virksomhed. På samme måde skal en virksomhed,
der yder rådgivning eller formidler boligkreditaftaler til for-
brugere, have tilladelse som boligkreditformidler. Endelig
skal en virksomhed, der yder investeringsrådgivning, have
tilladelse som investeringsrådgiver. Finanstilsynet kan give
tilladelse efter § 3 i lov om finansielle rådgivere, investe-
ringsrådgivere og boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørel-
se nr. 1160 af 19. september 2018, hvis virksomhederne op-
fylder kriterierne efter § 3, stk. 3, herunder dokumenterer
forretningsgange på væsentlige aktivitetsområder. Endvide-
re skal virksomhedens ledelse opfylde de gældende krav til
egnethed og hæderlighed, ligesom virksomheden skal frem-
vise dokumentation for ansvarsforsikring eller anden tilsva-
rende garanti mod erstatningskrav.
Forbrugslånsvirksomheder skal efter § 3 i lov om forbrugs-
lånsvirksomheder, jf. lov nr. 450 af 24. april 2019, have til-
ladelse af Finanstilsynet til at drive virksomhed. Finanstilsy-
net giver tilladelse til virksomheder, der bl.a. dokumenterer
tilstrækkelige forretningsgange for efterlevelse af redelig
forretningsskik og god praksis for kreditværdighedsvurde-
ring og identifikation af målgrupper. Endvidere skal ledel-
sen opfylde lovens krav til egnethed og hæderlighed.
26
Endelig skal selskaber, der erhvervsmæssigt køber eller sæl-
ger pantebreve i fast ejendom, herunder erhvervsmæssigt
sælger pantebreve eller yder boligkreditaftaler, godkendes af
Finanstilsynet efter § 3 i lov om ejendomskreditselskaber, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1045 af 14. oktober 2019. Finanstilsy-
net giver tilladelse til selskaber, der drives som et anparts-
eller aktieselskab, hvor ledelsen opfylder lovens krav til eg-
nethed og hæderlighed, og hvor personen i selskabet, som er
ansvarlig for handel med pantebreve og kreditgivning, op-
fylder betingelserne i § 3, nr. 4 og 5, og § 5.
Ansøgning om tilladelse til at udøve virksomhed indsendes i
praksis elektronisk ved, at virksomheden ved brug af Nem-
ID via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk indsender ansøgningsskema og tilhørende bi-
lag. Finanstilsynet skal senest tre måneder fra modtagelsen
af den nødvendige dokumentation træffe afgørelse i sagen.
2.17.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Som led i den fælles offentlige digitaliseringsstrategi er der
indført digitale selvbetjeningsløsninger for personer og virk-
somheder på en lang række områder, herunder på Finanstil-
synets selvbetjeningsløsning på www.virk.dk. Det bevirker,
at virksomheder skal indsende deres ansøgninger, indberet-
ninger m.v. elektronisk via www.virk.dk ved brug af Nem-
ID. Dette gælder også virksomheder, der ønsker tilladelse til
at udøve virksomhed med forsikringsformidling, investe-
ringsrådgivning m.v.
Det vurderes, at de gældende regler ikke klart indeholder en
forpligtelse for virksomhederne til at ansøge elektronisk via
www.virk.dk, hvorfor denne forpligtelse bør tydeliggøres.
Der er derfor behov for at ændre de gældende regler for
autorisationsansøgninger til Finanstilsynet. Det bør i samme
forbindelse præciseres, at i de tilfælde hvor virksomheden
undtagelsesvist ikke kan foretage anmeldelsen elektronisk
via www.virk.dk, skal anmeldelse ske ved indsendelse af Fi-
nanstilsynets anmeldelsesblanket vedlagt de nødvendige op-
lysninger.
2.17.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at ændre en række love, hvor der skal søges om
tilladelse hos Finanstilsynet til at drive virksomhed. Det dre-
jer sig om lov om forsikringsformidlere, lov om finansielle
rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere, lov
om forbrugslånsvirksomheder og lov om ejendomskreditsel-
skaber. Med forslaget præciseres det, at ansøgning til Fi-
nanstilsynet om tilladelse til at udøve den pågældende virk-
somhed skal ske elektronisk via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning på www.virk.dk. Det foreslås endvidere, at i de
tilfælde hvor virksomheden undtagelsesvist ikke har mulig-
hed for at indsende ansøgningen via www.virk.dk, er virk-
somheden forpligtet til at anvende Finanstilsynets anmeldel-
sesblanket på www.virk.dk.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 6, nr. 2 og 3, § 8, nr.
2, § 9, nr. 1, og § 10, nr. 2, samt bemærkningerne hertil.
2.18. Vækstfondens finansieringsmuligheder
2.18.1. Gældende ret
Vækstfonden har ifølge § 17, stk. 1, i lov nr. 691 af 8. juni
2018 om Vækstfonden mulighed for at optage genudlån hos
Danmarks Nationalbank inden for en samlet ramme på mak-
simalt 1 mia. kr., der skal sikre Vækstfondens aktiviteter,
hvis Vækstfondens likviditet kommer under pres i tilfælde
af lavkonjunktur eller et frosset venturemarked. Denne ad-
gang er givet som opfølgning på den fastlagte udbyttepolitik
for Vækstfonden, der følger af den politiske aftale om ud-
vikling af Nordsøen af 22. marts 2017.
Vækstfonden har ikke hjemmel til at optage genudlån ud
over dette likviditetsberedskab. I stedet må Vækstfonden op-
tage lån på det private marked til finansiering af sine aktivi-
teter, jf. § 16, stk. 2. Vækstfonden har adgang til at optage
finansiering til administration af visse, men ikke alle, ord-
ninger, som er skrevet ind i lov om Vækstfondens § 16, her-
under syndikeringslån i stk. 3, accelerationspuljen i stk. 4,
Dansk Vækstkapital i stk. 6 og Dansk Vækstkapital II i stk.
7.
Den bevillingsmæssige hjemmel til Vækstfondens finansie-
ring af ordninger, der ikke fremgår af loven, er etableret
særskilt ved aktstykke og optagelse af tekstanmærkninger på
Finansloven. Den nærmere regulering af de i lov om Vækst-
fonden nævnte ordninger, såvel som ordninger med særskilt
bevillingsmæssig hjemmel, er fastlagt ved administrations-
aftale eller bekendtgørelse med hjemmel i § 9 i lov om
Vækstfonden.
2.18.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Vækstfonden finansierer i dag en række af sine aktiviteter
gennem en statsgaranteret låneramme, som giver Vækstfon-
den mulighed for at optage lån i det private marked med en
tilknyttet statsgaranti.
I modsætning hertil finansierer en række andre statslige sel-
skaber primært deres aktiviteter ved genudlån gennem Dan-
marks Nationalbank. Ved genudlån optager selskabet lån di-
rekte hos staten. Låneprovenuet udbetales fra statens konto,
og det afledte finansieringsbehov dækkes ved løbende ud-
stedelser i statens lånepapirer.
I de senere år er der generelt sket et skifte fra statsgarantere-
de lånerammer mod genudlån for at effektivisere statens
samlede låneoptag. I forlængelse heraf vurderes det hen-
sigtsmæssigt, at en række aktiviteter i Vækstfonden, der i
dag finansieres ved låneoptag i markedet, fremover får mu-
lighed for også at kunne finansieres via statsligt genudlån
27
gennem Danmarks Nationalbank i det omfang, der er etable-
ret bevillingsmæssig hjemmel hertil. Formålet er således at
sikre Vækstfonden en mere fleksibel adgang til likviditet og
ikke at øge Vækstfondens samlede mulighed for at optage
lån.
Vækstfonden fik med den politiske aftale om udvikling af
Nordsøen af 22. marts 2017 adgang til genudlån i form af et
likviditetsberedskab på 1 mia. kr. Med nærværende forslag
til ændring af lov om Vækstfonden lægges der op til at sup-
plere dette beredskab med en mere generel adgang til gen-
udlån, i det omfang der er eller fremover etableres særskilt
bevillingsmæssig hjemmel hertil.
Foruden adgang til genudlån foreslås det, at opremsningen
af en række enkeltordninger, der administreres af Vækstfon-
den, og hvor Vækstfonden har fået mulighed for at optage
statsgaranterede lån, skrives ud af loven. Der tilsigtes ingen
ændringer i Vækstfondens mulighed for låneoptag i den for-
bindelse. Ordningerne vil således fortsat være hjemlet bevil-
lingsmæssigt, ligesom der i en række tilfælde er udstedt be-
kendtgørelser i medfør af § 9 i lov om vækstfonden, der
nærmere fastlægger rammerne for ordningerne. Ændringen
har dels til formål at skabe øget fleksibilitet i forbindelse
med etablering eller ændring af ordninger og dels at skabe
konsistens, da en række ordninger, der i dag er lagt til admi-
nistration i Vækstfonden, ikke fremgår af loven, men i ste-
det er etableret med særskilt bevillingsmæssig hjemmel og
bekendtgørelse. Forslaget skal ses i sammenhæng med, at
nye ordninger i Vækstfonden i højere grad end tidligere bli-
ver reguleret ved bekendtgørelser frem for administrations-
aftaler. Det skaber en gennemsigtighed omkring ordninger-
ne, hvilket var et af de bærende argumenter for at lade ord-
ningerne fremgå af lov om Vækstfonden.
2.18.3. Den foreslåede ordning
Med lovforslaget foreslås det, at Vækstfonden gives adgang
til at optage lån i markedet eller genudlån i det omfang, der
etableres særskilt bevillingsmæssig hjemmel til det.
Herudover skrives opremsningen af en række enkeltordnin-
ger ud af loven. Der tilsigtes i den forbindelse ingen ændrin-
ger i Vækstfondens muligheder for at optage lån men alene
at sikre et strømlinet lovgrundlag, der ikke forældes, i takt
med at ordninger oprettes, justeres og nedlægges.
Den foreslåede ændring af § 16, stk. 2, vil medføre, at
Vækstfonden, foruden den eksisterende adgang til at optage
lån i markedet, fremover vil få adgang til at finansiere sine
aktiviteter ved statsligt genudlån.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekven-
ser for det offentlige
Lovforslaget vurderes at medføre et øget ressourcebehov for
Finanstilsynet, som følge af at Finanstilsynet skal føre tilsyn
med overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtig-
hedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser (disclosureforordningen). Det forventes, at ca.
1.200 finansielle markedsdeltagere og rådgivere vil blive
omfattet af de nye tilsynsaktiviteter, der både omfatter et
virksomheds- og et produkttilsyn.
Lovforslagets § 11 vurderes at have positive økonomiske
konsekvenser for staten. Finansiering via genudlån vurderes
generelt at være billigere for Vækstfonden end at udstede
gældsbreve med statsgaranti, da likviditeten er betydeligt
højere i statens obligationsserier. Vækstfonden, som er ejet
af staten, sparer derfor den likviditetspræmie, som købere af
gældsbreve ellers ville kræve i form af højere rente.
Lovforslagets § 11 vil have administrative konsekvenser for
det offentlige, idet Danmarks Nationalbank administrerer fi-
nansiering via genudlån.
3.1. Digitaliseringsklar lovgivning
Lovforslaget vurderes at efterleve principperne om digitali-
seringsklar lovgivning. Lovforslaget indeholder enkle og
klare regler, som bidrager til administrative byrdelettelser
for erhvervslivet.
Der er ved lovforslagets udarbejdelse lagt vægt på en sikker
og tryg datahåndtering. Derfor vil enhver videregivelse af
personoplysninger efterleve de gældende regler om databe-
skyttelse. Behandling af personoplysninger vil altid ske
under iagttagelse af gældende lovgivning, herunder Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2016/679/EU af 27. april
2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af så-
danne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) og data-
beskyttelsesloven.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet
4.1. Administrative konsekvenser
Erhvervsstyrelsens Område for Bedre Regulering (OBR),
har vurderet, at de administrative konsekvenser af lovforsla-
get ikke overstiger 4 mio. kr. årligt, hvorfor konsekvenserne
ikke er blevet kvantificeret nærmere.
Med lovforslaget foreslås det at fjerne kravet om, at det skal
fremgå af navnet på danske UCITS’ afdelinger, hvis besty-
relsen skal etablere andelsklasser i afdelingen. Denne æn-
dring vurderes at medføre mindre lettelser for erhvervslivet.
For de afdelinger, hvoraf det ikke allerede fremgår af deres
navn, at der kan oprettes andelsklasser, kræver det en ved-
28
tægtsændring af afdelingen for at kunne oprette andelsklas-
ser. En vedtægtsændring skal godkendes af Finanstilsynet.
Dertil medfører en navneændring en række omkostninger til
f.eks. udenlandske depoter. Afdelingernes navne er i forve-
jen meget lange, og yderligere tilføjelser til navnet giver ud-
fordringer i forhold til antal felter i it-systemer.
Det kan medføre økonomiske konsekvenser for erhvervsli-
vet, at forvaltere af alternative investeringsfonde omfattes af
anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgørelsen, da
der kan være ansatte, som skal efteruddannes for at opfylde
kravene i bekendtgørelsen.
4.2. Øvrige efterlevelseskonsekvenser
Lovforslaget implementerer Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om beta-
lingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv
2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning
(EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv
2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv), artikel 106, hvor-
efter det pålægges betalingstjenesteudbydere at stille Kom-
missionens folder om forbrugerens rettigheder i henhold til
2. betalingstjenestedirektiv og tilhørende EU-ret til rådighed
digitalt og fysisk i deres filialer eller hos agenter, hvortil ak-
tiviteter er outsourcet.
Lovforslagets § 11 vurderes at have positive økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet. Lavere finansieringsomkost-
ninger for Vækstfonden kan understøtte mere risikovillig fi-
nansiering til virksomheder med perspektivrige projekter,
som har vanskeligt ved at rejse fuld finansiering i markedet.
En overgang til genudlån vil dog medføre, at de finansielle
virksomheder, som i dag administrerer Vækstfondens udste-
delse af gældsbreve, mister en indtægt. Størrelsen på den
mistede indtægt vil afhænge af omfanget af Vækstfondens
brug af genudlån.
Herudover vurderes lovforslaget ikke at medføre efterlevel-
seskonsekvenser.
4.3. Agil erhvervsrettet regulering
Lovforslaget som helhed vurderes at efterleve fire ud af fem
principper for agil lovgivning. Lovforslaget muliggør an-
vendelse af nye forretningsmodeller, idet lovforslaget ikke
forventes at opstille hindringer for f.eks. brug af nye tekno-
logier m.v. Lovforslaget er enkelt og formålsbestemt, idet
lovforslaget ikke forventes at opstille deltaljerede krav, der
gør det vanskeligt for virksomhederne at anvende nye tekno-
logier og forretningsmodeller. Lovforslaget er ikke teknolo-
gineutralt, idet der stilles krav om, at ansøgninger om tilla-
delse til Finanstilsynet skal sendes digitalt. Dette foreslås for
at gøre sagsbehandlingen mere effektiv for ansøgeren såvel
som Finanstilsynet. Resten af ændringerne er teknologineu-
trale. Lovforslaget er helhedstænkende, idet virksomhederne
forventes at kunne anvende allerede eksisterende systemer.
Princippet om brugervenlig digitalisering er ikke relevant
for lovforslaget, da lovforslaget ikke retter sig mod det of-
fentliges implementering af regulering gennem erhvervsret-
tede digitale løsninger.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget indeholder klageadgang for parter til en afgø-
relse truffet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 2019/2088 af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle
tjenesteydelser (disclosureforordningen), som Finanstilsynet
efter lovforslagets § 4, nr. 5, foreslås at skulle føre tilsyn
med. Parterne vil med lovforslaget blive tillagt tilsvarende
klageadgang, som gælder for Finanstilsynets tilsyn i øvrigt.
6. Miljømæssige konsekvenser
Det vurderes, at lovforslaget ikke medfører miljømæssige
konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget fastlægger tilsynsbeføjelser i henhold til Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF om
grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophæ-
velse af forordning (EF) nr. 2560/2001. Forordningen blev
ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning
(EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseover-
skridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer, hvilket
nødvendiggør tilpasning af §§ 130, 138-139, 143 og 152 i
lov om betalinger. Det følger desuden af artikel 13 i den op-
rindelige forordning, at medlemslandene skal sikre, at over-
trædelser af forordningen sanktioneres. Lovforslaget fast-
sætter, hvilke bestemmelser i forordningen der bliver straf-
belagt med bøde. Den nye artikel 3a, stk. 5-6, finder anven-
delse fra den 19. april 2021.
Da forordningens bestemmelser har forskellige anvendelses-
datoer, er indarbejdelsen af de nye artikler i lov om betalin-
ger fordelt på lov nr. 1374 af 13. december 2019 om æn-
dring af lov om finansiel virksomhed, lov om betalinger, lov
om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og
selskabsloven og forskellige andre love, lov nr. 641 af 19.
maj 2020 om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov
om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., lov om
investeringsforeninger m.v. og forskellige andre love og det-
te lovforslag. De nye artikler, 3a og 3b, finder anvendelse
fra to forskellige tidspunkter. Artikel 3a, stk. 1-4, og den til-
hørende del af stk. 7, og artikel 3b fandt anvendelse fra den
19. april 2020. Indsættelsen af de pågældende artikler i §
130, stk. 1, 2. pkt., § 138, stk. 1, 8. pkt., § 139, stk. 1, 2. pkt.,
og § 143, i lov om betalinger var en del af lov nr. 1374 af
13. december 2019 om ændring af lov om finansiel virksom-
hed, lov om betalinger, lov om kapitalmarkeder, lov om in-
29
vesteringsforeninger m.v. og selskabsloven og forskellige
andre love, mens indsættelsen af artikel 3a, stk. 3-4, og arti-
kel 3b, i strafbestemmelsen i lovens § 152, stk. 2, var en del
af lov nr. 641 af 19. maj 2020 om ændring af lov om finan-
siel virksomhed, lov om forvaltere af alternative investe-
ringsfonde m.v., lov om investeringsforeninger m.v. og for-
skellige andre love. Artikel 3a, stk. 5 og 6, og den tilhørende
del af stk. 7, finder derimod først anvendelse fra den 19.
april 2021, og indsættelsen af artikel 3a, stk. 5 og 6, i § 130,
stk. 1, 2. pkt., § 138, stk. 1, 8. pkt., § 139, stk. 1, 2. pkt., og §
143 og indsættelsen af artikel 3a, stk. 5, i § 152, stk. 2, er en
del af nærværende lovforslag.
Med lovforslaget gennemføres de fornødne ændringer som
følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelate-
rede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
(disclosureforordningen). De foreslåede ændringer indebæ-
rer bl.a., at Finanstilsynet udpeges som kompetent myndig-
hed i forhold til at påse overholdelsen af disclosureforord-
ningen i Danmark. Med de foreslåede ændringer sikres det
bl.a., at Finanstilsynet kan give påbud eller påtaler for man-
glende overholdelse af forordningen. De foreslåede ændrin-
ger går ikke videre end det, der er nødvendigt som følge af
forordningen. Disclosureforordningen finder anvendelse fra
den 10. marts 2021, med undtagelse af forordningens artikel
11, stk. 1-3, som skal finde anvendelse fra den 1. januar
2022. Det foreslås, at de dele af lovforslaget, som er en føl-
ge af disclosureforordningen, også skal træde i kraft den 10.
marts 2021.
Med lovforslaget gennemføres tillige de fornødne ændringer
som følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 2019/2089 af 27. november 2019 om ændring af
forordning (EU) 2016/1011, for så vidt angår EU-ben-
chmarks for klimaovergangen, Paristilpassede EU-ben-
chmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om ben-
chmarks (ændringsforordningen). Finanstilsynet er udpeget
som kompetent myndighed i forhold til at påse overholdel-
sen af benchmarkforordningen i Danmark. Med de foreslåe-
de ændringer sikres det, at overtrædelser af reglerne, som
indføres med Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 2019/2089 af 27. november 2019, kan sanktioneres
i Danmark. De foreslåede ændringer går ikke videre end det,
der er nødvendigt som følge af forordningen. Forordningen
trådte i kraft den 10. december 2019. I henhold til forordnin-
gen skal benchmarkadministratorer, der udbyder et EU-
benchmark for klimaovergang eller et Paristilpasset EU-
benchmark, senest den 30. april 2020 overholde benchmark-
forordningens krav.
Lovforslaget gennemfører endvidere dele af Europa-Parla-
mentet og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj om æn-
dring af direktiv 2015/849/EU om forebyggende foranstalt-
ninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask
af penge eller finansiering af terrorisme (4. hvidvaskdirek-
tiv) og om ændring af direktiv 2009/70/EF og 2013/36/EU
(5. hvidvaskdirektiv).
Lovforslaget gennemfører endvidere dele af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015
om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af
terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommis-
sionens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv).
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden den 22. juni 2020 til
den 3. august 2020 været sendt i høring hos følgende myn-
digheder og organisationer m.v.:
Aalborg Universitet, Aarhus BSS, Advokatsamfundet, Aka-
demisk Arkitektforening, Akademikerne Andelskassen, Ar-
bejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension
(ATP), CBS, CEPOS, Computershare, DAFINA, Danish
Venture Capital and Private Equity Association (DVCA),
Danmarks Nationalbank, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk
Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi,
Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkø-
retøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Iværksætter
Forening, Dansk Investor Relations Forening – DIRF,
Dansk Kredit Råd, Dansk Management Råd, Dansk Metal,
Dansk Standard, Danske Advokater, Danske Forsikrings-
funktionærers Landsforening, Danske Maritime, Danske Re-
derier, Danske Regioner, Den Danske Aktuarforening, Den
Danske Dommerforening, Den Danske Finansanalytikerfor-
ening, Den Danske Fondsmæglerforening, Det nationale
netværk af virksomhedsledere, Det økonomiske råds sekre-
tariat (DØRS), Drivkraft Danmark, Ejendomsforeningen,
Experian, Fagbevægelsens Hovedorganisation, FDFA – For-
eningen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgen-
turer, FDIH – Foreningen for Distance- og Internethandel,
FinansDanmark, Finans og Leasing, Finansforbundet, Fi-
nanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet, Finans-
sektorens Arbejdsgiverforening, First North, Forbrugerrådet
Tænk, Forbrugsforeningen, Foreningen af Forretningsførere
for Udenlandske Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne
Revisorer v/ Kim Stormly Hansen, Foreningen Danske Re-
visorer, Foreningen for platformsøkonomi, FOREX, Forsik-
ring & Pension, Forsikringsforbundet, Forsikringsmægler-
foreningen, v/ Direktør Flemming Kosakewitsch, FSR –
danske revisorer, Garantiformuen, Garban-Intercapital Scan-
dinavia, HK, Horesta Arbejdsgiverorganisation, Håndværks-
rådet, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation
(ISOBRO), Intertrust (Denmark), ISACA Denmark Chapter,
IT-branchen, KommuneKredit, Kommunernes Landsfor-
ening, Komiteen for god selskabsledelse, Kromann Reu-
mert, Kuratorforeningen, Københavns Universitet, Land-
30
brug & Fødevarer, Landsdækkende banker, Landsforenin-
gen af forsvarsadvokater, Landsforeningen for Bæredygtigt
Landbrug, Ledernes Hovedorganisation, Liberale Erhvervs
Råd, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond
(LD), Mybanker, NASDAQ Copenhagen A/S, Nets A/S,
Nokas Kontantservice P/S, Nordic Blockchain Association,
Oxfam IBIS, Parcelhusejernes Landsforening, Postnord Ju-
ridiske afdeling, Revisornævnet, Roskilde Universitetscen-
ter, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverforening, Syd-
dansk Universitet, Telekommunikationsindustrien i Dan-
mark, Udbetaling Danmark, VP Securities A/S, Western
Union, Thomson Reuters Nordic, Transparency Internatio-
nal Danmark, Ørsted, Den Europæiske Centralbank.
Et udkast til lovforslag vedrørende Vækstfonden har i perio-
den fra den 3. juli 2020 til den 3. august 2020 været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Aalborg Universitet, Aarhus BSS, Advokatsamfundet, Aka-
demisk Arkitektforening, Akademikerne Andelskassen, Ar-
bejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension
(ATP), CBS, CEPOS, Computershare, DAFINA, Danish
Venture Capital and Private Equity Association (DVCA),
Danmarks Nationalbank, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk
Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi,
Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkø-
retøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Iværksætter
forening, Dansk Investor Relations Forening – DIRF, Dansk
Kredit Råd, Dansk Management Råd, Dansk Metal, Dansk
Standard, Danske Advokater, Danske Forsikringsfunktionæ-
rers Landsforening, Danske Maritime, Danske Rederier,
Danske Regioner, Den Danske Aktuarforening, Den Danske
Dommerforening, Den Danske Finansanalytikerforening,
Den danske Fondsmæglerforening, Det nationale netværk af
virksomhedsledere, Det økonomiske råds sekretariat
(DØRS), Drivkraft Danmark, Ejendomsforeningen, Ejerle-
derne, Experian, Fagbevægelsens Hovedorganisation, FDFA
– Foreningen af Danske Forsikringsmæglere og Forsikrings-
Agenturer, FDIH – Foreningen for Distance- og Internethan-
del, FinansDanmark, Finans og Leasing, Finansforbundet,
Finanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet, Finans-
sektorens Arbejdsgiverforening, First North, Forbrugerrådet
Tænk, Forbrugsforeningen, Foreningen af Forretningsførere
for Udenlandske Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne
Revisorer v/ Kim Stormly Hansen, Foreningen Danske Re-
visorer, Foreningen for platformsøkonomi, FOREX, Forsik-
ring & Pension, Forsikringsforbundet, Forsikringsmægler-
foreningen v/ Direktør Flemming Kosakewitsch, FSR – dan-
ske revisorer, Garantiformuen, Garban-Intercapital Scandi-
navia, HK, Horesta Arbejdsgiverorganisation, Håndværksrå-
det, IDA Ingeniørforeningen, Indsamlingsorganisationernes
Brancheorganisation (ISOBRO), Intertrust (Denmark), ISA-
CA Denmark Chapter, IT-branchen, KommuneKredit, Kom-
munernes Landsforening, Komiteen for god selskabsledelse,
Kromann Reumert, Kuratorforeningen, Københavns Univer-
sitet, Landbrug & Fødevarer, Landsdækkende banker,
Landsforeningen af forsvarsadvokater, Landsforeningen for
Bæredygtigt Landbrug, Ledernes Hovedorganisation, Libe-
rale Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes
Dyrtidsfond (LD), Mybanker, NASDAQ Copenhagen A/S,
Nets A/S, Nokas Kontantservice P/S, Nordic Blockchain
Association, Oxfam IBIS, Parcelhusejernes Landsforening,
Postnord Juridiske afdeling, Revisornævnet, Roskilde Uni-
versitetscenter, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverfor-
ening, SMVdanmark, Syddansk Universitet, Telekommuni-
kationsindustrien i Danmark, Udbetaling Danmark, VP Se-
curities A/S, Western Union, Thomson Reuters Nordic,
Transparency International Danmark, Ørsted, Den Europæ-
iske Centralbank
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Finansiering via genudlån vurderes ge-
nerelt at være billigere for Vækstfon-
den end at udstede gældsbreve med
statsgaranti, da likviditeten er betyde-
ligt højere i statens obligationsserier.
Vækstfonden, som er ejet af staten,
sparer derfor den likviditetspræmie,
som købere af gældsbreve ellers ville
kræve i form af højere rente.
Lovforslaget vurderes at medføre et
øget ressourcebehov for Finanstilsy-
net, som følge af at Finanstilsynet skal
føre tilsyn med overholdelse af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019
om bæredygtighedsrelaterede oplys-
ninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser (disclosureforordningen).
Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Danmarks Nationalbank administrerer
Vækstfondens finansiering via genud-
lån.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Lovforslaget indeholder en administra-
tiv lempelse for danske UCITS.
Lovforslaget vurderes samlet at inde-
bære økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet under 4 mio. kr.
31
Lavere finansieringsomkostninger for
Vækstfonden kan understøtte mere risi-
kovillig finansiering.
Finansielle virksomheder, som i dag
administrerer Vækstfondens udstedel-
se af gældsbreve, mister en indtægt.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Lovforslaget implementerer Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2015/2366 af 25. november 2015 om
betalingstjenester i det indre marked,
om ændring af direktiv 2002/65/EF,
2009/110/EF og 2013/36/EU og for-
ordning (EU) nr. 1093/2010 og om op-
hævelse af direktiv 2007/64/EF (2. be-
talingstjenestedirektiv), artikel 106,
hvorefter det pålægges betalingstjene-
steudbydere at stille Kommissionens
folder om forbrugerens rettigheder i
henhold til 2. betalingstjenestedirektiv
og tilhørende EU-ret til rådighed digi-
talt og fysisk i deres filialer eller hos
agenter, hvortil aktiviteter er outsour-
cet.
Administrative konsekvenser for
borgerne
Parterne vil med lovforslaget blive til-
lagt tilsvarende klageadgang for så vidt
angår afgørelser efter Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr.
2019/2088 af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i
sektoren for finansielle tjenesteydelser
(disclosureforordningen), som gælder
for Finanstilsynets tilsyn i øvrigt.
Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Finanstilsynet foreslås udpeget som relevant tilsynsmyndighed med Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
(disclosureforordningen).
Der foreslås bødestraf for overtrædelse af dele af Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr.2019/2088 af 27. november 2019 om ændring af for-
ordning (EU) 2016/1011, for så vidt angår EU-benchmarks for klimaovergan-
gen, Paristilpassede EU-benchmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger
om benchmarks (ændringsforordningen).
Der foreslås bødestraf for dele af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009,
for så vidt angår gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og
vekselgebyrer (Cross border payment-forordningen).
På baggrund af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25.
november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direk-
tiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr.
1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/E (2. betalingstjenestedirek-
tiv) foreslås bl.a. et krav om, at udbydere af betalingstjenester, der udbyder til
32
forbrugere, skal stille Kommissionens folder om forbrugerrettigheder til rådig-
hed. Endvidere foretages en række ændringer til lov om betalinger for at sikre
korrekt implementering af 2. betalingstjenestedirektiv.
På baggrund af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2014/17 af 4. fe-
bruar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til bebo-
else og ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr.
1093/2010 foreslås definitionen af rådgivning for så vidt angår boligkreditafta-
ler ændret, så den stemmer overens med direktivet.
På baggrund af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20.
maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævel-
se af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissio-
nens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv) foreslås præciseringer af en
række tilsynsbestemmelser, og ændring af reglen om intern revisons godken-
delse af politikker, forretningsgange og kontroller for overholdelse af hvidvas-
kloven samt indførelse af regler om Advokatrådets og Advokatnævnets offent-
liggørelse af reaktioner og påklagelser.
På baggrund af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30.
maj om ændring af direktiv 2015/849/EU om forebyggende foranstaltninger
mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansie-
ring af terrorisme (4. hvidvaskdirektiv) og om ændring af direktiv 2009/70/EF
og 2013/36/EU (5. hvidvaskdirektiv) foreslås bl.a. et forbud mod indløsning af
betalinger foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande.
Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-
regulering/Går videre end minimums-
krav i EU-regulering (sæt X)
Ja Nej
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (fodnoten i lov om betalinger)
Den gældende fodnote til lov om betalinger, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 1024 af 3. oktober 2019, indeholder en udtøm-
mende opregning af de direktiver, som lov om betalinger
gennemfører.
Det foreslås, at fodnoten til lovens titel ændres som konse-
kvens af, at der med lovforslaget foreslås gennemført dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EU af 16.
september 2009 om adgang til at optage og udøve virksom-
hed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en så-
dan virksomhed, EU-Tidende 2009, nr. L 267, side 7, (2. e-
pengedirektiv) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2019/878/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv
2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle
holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, af-
lønning, tilsynsforanstaltninger og ‑beføjelser og kapitalbe-
varingsforanstaltninger, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side
253 (CRD V).
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
1, nr. 25.
Til nr. 2 (§ 5, nr. 18, i lov om betalinger)
Det følger af § 5, nr. 18, i lov om betalinger, at loven ikke
finder anvendelse på elektroniske penge på op til 3.000 kr.
lagret på et instrument med begrænset anvendelse, hvor der
ikke kan ske genopfyldning, og hvor udstederens samlede
forpligtelser hidrørende fra udestående elektroniske penge
på intet tidspunkt overstiger et beløb, der modsvarer værdi-
en af 5 mio. euro, jf. dog § 96.
33
Efter § 96 i lov om betalinger er der fastsat regler vedrøren-
de pligter og rettigheder i forbindelse med udstedelse og
indløsning af elektroniske penge. I henhold til § 96 er det så-
ledes ikke tilladt at udstede elektroniske penge til overkurs.
§ 96 fastsætter endvidere regler for indløsning af restværdi-
en af elektroniske penge, herunder regler vedrørende indløs-
ningsbetingelser samt regler vedrørende gebyrer i forbindel-
se med indløsningen.
Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017
om betalinger. Det fremgår af bemærkningerne til bestem-
melsen, at den skal ses i sammenhæng med § 5, nr. 14 og
15, i lov om betalinger, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L
157 som fremsat, side 96. Det skyldes, at for at et betalings-
instrument kan være omfattet af § 5, nr. 18, skal der bl.a.
være tale om et instrument med begrænset anvendelse som
defineret i § 5, nr. 14 og 15.
Efter § 5, stk. 1, finder loven ikke anvendelse på aktiviteter
omfattet af § 5, stk. 1, nr. 1-18. Med § 5, nr. 14 og 15, und-
tages instrumenter, der kun kan anvendes inden for et be-
grænset netværk af udbydere, og instrumenter, der kun kan
anvendes til at erhverve et meget begrænset antal varer eller
tjenesteydelser fra lovens anvendelsesområde. Lovens kapi-
tel 5-7 finder dog anvendelse på instrumenter omfattet af nr.
14 og 15.
Lov om betalinger finder ikke anvendelse på betalingsin-
strumenter omfattet af § 5, nr. 18, jf. dog § 96. For at et be-
talingsinstrument er omfattet af § 5, nr. 18, i lov om betalin-
ger, er det en forudsætning, at betalingsinstrumentet udgør
et betalingsinstrument med begrænset anvendelse omfattet
af § 5, nr. 14 eller 15. Efter de gældende bestemmelser
fremgår denne sammenhæng mellem nr. 14, 15 og 18 ikke
direkte af bestemmelsens ordlyd, men kun af bemærkninger-
ne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L
157 som fremsat, side 96.
Det foreslås derfor, at der i § 5, nr. 18, indsættes en henvis-
ning til § 5, nr. 14 og 15.
Med ændringen foreslås det at præcisere, at der med be-
grænset anvendelse i nr. 18 menes de tilfælde, der er omfat-
tet af § 5, nr. 14 og 15.
Den foreslåede ændring vil medføre, at det fremadrettet
fremgår direkte af bestemmelsens ordlyd, at begrænset an-
vendelse skal forstås som betalingsinstrumenter omfattet af
§ 5, nr. 14 og 15.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet en materiel
ændring af lovens anvendelsesområde, men alene en præci-
sering af bestemmelsen.
Til nr. 3 (§ 7, nr. 22, i lov om betalinger)
Den gældende bestemmelse i § 7 i lov om betalinger fast-
lægger lovens definitioner.
Efter § 7, nr. 22, er en pengeoverførsel defineret som en be-
talingstjeneste, hvor der modtages midler fra en betaler ale-
ne med det formål at overføre et tilsvarende beløb til en be-
talingsmodtager eller en anden udbyder af betalingstjenester
på betalingsmodtagerens vegne, uden at der oprettes en be-
talingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn.
Bestemmelsen gennemfører artikel 4, stk. 1, nr. 22, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25.
november 2015 om betalingstjenester i det indre marked,
om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og
2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophæ-
velse af direktiv 2007/64/E (2. betalingstjenestedirektiv).
Artikel 4, nr. 22, i 2. betalingstjenestedirektiv indeholder et
andet led, der fastsætter, at der også er tale om en pengeo-
verførsel, når midler modtages på betalingsmodtagerens
vegne og stilles til rådighed for denne. Denne del af definiti-
onen af en pengeoverførsel er ikke indeholdt i den gældende
definition af pengeoverførsel i lov om betalinger.
Det foreslås på den baggrund at nyaffatte § 7, nr. 22, så en
pengeoverførsel defineres som en betalingstjeneste, hvor der
modtages midler fra en betaler, uden at der oprettes en beta-
lingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn, ale-
ne med det formål at overføre et tilsvarende beløb til en be-
talingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudbyder på
betalingsmodtagerens vegne, eller hvor sådanne midler
modtages på betalingsmodtagerens vegne og stilles til rådig-
hed for denne.
Den foreslåede nyaffattelse har til formål at sikre en korrekt
og direktivnær implementering af 2. betalingstjenestedirek-
tivs artikel 4, stk. 1, nr. 22, som definerer pengeoverførsel.
Med den foreslåede bestemmelse vil det afgørende for defi-
nitionen af en pengeoverførsel være, at der gennemføres en
betalingstransaktion, uden at der oprettes en konto i hverken
betalers eller betalingsmodtagers navn. Det skal forstås så-
dan, at udbyderen ikke opretter en betalingskonto i betalers
eller betalingsmodtagers navn i forbindelse med transaktio-
nen. Det faktum, at midlerne som led i gennemførelsen af
betalingstransaktionen indestår på en konto i en bank, vil så-
ledes ikke være afgørende for, om en transaktion er omfattet
af definitionen, så længe denne konto ikke er oprettet i hver-
ken betalers eller betalingsmodtagers navn.
At midlerne alene modtages med det formål at overføre et
tilsvarende beløb skal forstås således, at udbyderen ikke selv
er del i den underliggende forpligtelse mellem betaleren og
34
betalingsmodtageren. I dette tilfælde modtager udbyderen
dermed alene midlerne med det formål at videreformidle
dem til betalingsmodtager eller stille dem til rådighed for
betalingsmodtager. Det forhold, at udbyderen udfører en an-
den aktivitet ved siden af pengeoverførselsvirksomheden,
vil derimod ikke i sig selv medføre, at der ikke er tale om en
pengeoverførsel. Tilfælde, hvor en fysisk eller juridisk per-
son modtager midler med henblik på opbevaring eller for-
valtning, og som led heri eksempelvis foretager overførsler
med henblik på at investere midlerne, vil ikke anses for at
udgøre pengeoverførsler omfattet af definitionen.
Med den foreslåede bestemmelse vil der endvidere ikke væ-
re tale om en pengeoverførsel i tilfælde, hvor betaler og be-
talingsmodtager har aftalt, at betaler kan betale med frigø-
rende virkning til en tredjepart. Uden for den foreslåede de-
finition af en pengeoverførsel falder ligeledes tilfælde, hvor
en fysisk eller juridisk person fremstår som legitimeret til at
modtage betalingen. I de tilfælde hvor debitor med frigøren-
de virkning kan indfri betalingsforpligtelsen ved betaling til
tredjemand, vil der ikke være tale om, at tredjemand modta-
ger midlerne alene med det formål at videreoverføre et til-
svarende beløb til betalingsmodtager. I stedet vil tredjepar-
ten skulle betragtes som betalingsmodtageren, jf. § 7, nr. 11,
i lov om betalinger, da tredjeparten i disse tilfælde vil udgø-
re den tiltænkte modtager af midlerne. En efterfølgende
transaktion mellem tredjeparten og den oprindelige beta-
lingsmodtager vil herefter skulle betragtes som en særskilt
transaktion. Der vil således være tale om to uafhængige be-
talingstransaktioner, som i dette tilfælde gennemføres af be-
talers og betalingsmodtagers udbydere.
En pengeoverførsel vil almindeligvis involvere enten tre el-
ler fire parter. Det omfatter betaleren og betalerens udbyder,
der indgår i et aftaleforhold med betaleren om at overføre
midlerne, samt betalingsmodtager og betalingsmodtagerens
udbyder, som modtager midlerne på betalingsmodtagerens
vegne. I visse tilfælde vil betalers og betalingsmodtagers ud-
byder være den samme juridiske person, der dermed har af-
taleforholdet med begge parter. Udbydere kan være penge-
institutter eller andre udbydere af betalingstjenester. I visse
tilfælde kan en pengeoverførsel involvere mere end fire par-
ter. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvor en transak-
tion gennemføres ved hjælp af en korrespondentbank, som
ikke indgår i et aftaleforhold med hverken betaleren eller
betalingsmodtageren. I dette tilfælde er det alene de aktivite-
ter, der gennemføres af udbyderne, der indgår i aftaleforhol-
det med betaler og betalingsmodtager, som vil være omfattet
af definitionen. Den aktivitet, som korrespondentbanken ud-
øver, vil derimod ikke være omfattet af definitionen.
Ved en pengeoverførsel vil der oftest blive fratrukket et ge-
byr fra de modtagne midler. Dette gebyr modsvarer betalin-
gen for udførelsen af pengeoverførslen. Det berører derfor
ikke definitionen af pengeoverførsel, at der ikke overføres et
nøjagtigt tilsvarende beløb ved selve overførslen som det
beløb, der modtages. Der er heller intet til hinder for, at en
betaler indbetaler et samlet beløb, der udbetales til flere for-
skellige betalingsmodtagere. I et sådant tilfælde vil hver ef-
terfølgende deloverførsel blive betragtet som en selvstændig
pengeoverførsel, uanset at udbyderen modtager et samlet be-
løb.
Med den foreslåede nyaffattelse vil definitionen fremover
bestå af to led, som fastsætter, at en pengeoverførsel er en
betalingstjeneste, hvor der enten 1) modtages midler fra en
betaler, uden at der oprettes en betalingskonto i betalerens
eller betalingsmodtagerens navn, alene med det formål at
overføre et tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller
en anden betalingstjenesteudbyder på betalingsmodtagerens
vegne, eller 2) hvor sådanne midler modtages på betalings-
modtagerens vegne og stilles til rådighed for denne. En pen-
geoverførsel vil også kunne bestå af en kombination af de to
typer aktiviteter.
Den mest udbredte form for pengeoverførsler i Europa er re-
mitter. Remitter er pengeoverførsler, hvor f.eks. immigran-
ter sender midler tilbage til deres hjemland. Dette sker ty-
pisk ved, at en betalingstjenesteudbyder via et netværk af
agenter, såsom købmænd og kiosker, modtager midler fra
betaler, uden at der oprettes en konto til vedkommende, med
det formål, at betalingsmodtager kan afhente midlerne ved
en anden agent i netværket. Med den foreslåede nyaffattelse
foreslås det, at det fremover fremgår af bestemmelsen, at der
ikke blot er tale om en pengeoverførsel, hvis udbyderen
modtager midlerne fra betaler med henblik på at overføre
dem, men også såfremt midlerne modtages med henblik på
at stille dem til rådighed for betalingsmodtager. Det vil lige-
ledes være omfattet af definitionen, hvis begge aktiviteter
udføres.
Et andet eksempel er forretningsdrivende, der tilbyder en
tjeneste til forbrugerne, der gør dem i stand til at betale reg-
ninger for forsyningsforbrug og andre regelmæssige hus-
holdningsregninger. Dette kan eksempelvis ske ved, at de
forretningsdrivende modtager betaling som kontanter eller
via et betalingskort fra forbrugeren med henblik på at over-
føre midlerne til forsyningsselskabet, uden at disse indestår
på en konto i betalerens navn.
Efter § 7, nr. 17, i lov om betalinger forstås midler som sed-
ler og mønter, indestående på en konto og elektroniske pen-
ge. Der vil således være tale om en pengeoverførsel, uanset
om udbyderen modtager midlerne kontant eller elektronisk,
f.eks. ved en kontooverførsel, og derefter videresender mid-
lerne til betalingsmodtageren.
Til nr. 4 (§ 9 i lov om betalinger)
Efter § 9 i lov om betalinger skal virksomheder, der udbyder
betalingstjenester i henhold til bilag 1, nr. 1-7, jf. § 3, stk. 1,
have tilladelse som betalingsinstitut, jf. dog § 51 eller e-pen-
35
geinstitut, jf. dog § 50. En tilladelse kan begrænses til kun at
vedrøre en eller flere af de i bilag 1 nævnte betalingstjene-
ster. Betalingstjenester defineres i § 7, nr. 1, som en tjenes-
teydelse omfattet af bilag 1. Bilag 1 omfatter i alt otte for-
mer for betalingstjenester, som alle kræver en tilladelse.
Det foreslås, at henvisningen til bilag 1, nr. 1-7, i § 9, 1.
pkt., ændres, så der fremover henvises til bilag 1.
Med den foreslåede ændring vil det fremover fremgå direkte
af bestemmelsens ordlyd, at virksomheder, der udbyder be-
talingstjenester i henhold til bilag 1, skal have en tilladelse
som betalingsinstitut, e-pengeinstitut eller udbyder af kon-
tooplysningstjeneste.
Det foreslås desuden, at der i § 9, 1. pkt., indsættes en hen-
visning til kontooplysningstjeneste efter § 60 i lov om beta-
linger.
Den foreslåede ændring vil ikke indebære en materiel æn-
dring, da definitionen af betalingstjenester allerede i dag
omfatter en tjenesteydelse som omfattet af bilag 1, jf. § 7,
nr. 1. Det vil sige, at alle de otte oplistede tjenesteydelser i
bilag 1 allerede i dag er omfattet af definitionen af betalings-
tjenester og således alle kræver en tilladelse efter § 9 eller §
60.
Det fremgår af § 9, 2. pkt., at en tilladelse kan begrænses til
kun at vedrøre en eller flere af de i bilag 1 nævnte betalings-
tjenester. Det skal derfor angives specifikt i tilladelsen, hvil-
ke aktiviteter i bilag 1, der gives tilladelse til. Hvis beta-
lingsinstituttet senere vil udbyde andre betalingstjenester,
end der er nævnt i tilladelsen, skal betalingsinstituttet ind-
sende en supplerende ansøgning vedrørende de nye typer
aktiviteter, som denne ønsker at udbyde.
Bilag 1 indeholder otte former for betalingstjenester, som al-
le kræver en tilladelse. Bilag 1, nr. 8, omfatter udbud af kon-
tooplysningstjenester. Efter § 60 i lov om betalinger er der
et særskilt tilladelseskrav i de tilfælde, hvor en virksomhed
kun udbyder kontooplysningstjenester.
Den foreslåede tilføjelse af kontooplysningstjeneste i § 9, 1.
pkt., vil medføre, at det fremgår af § 9, 1. pkt., at virksom-
heder, der udbyder betalingstjenester i henhold til bilag 1, jf.
§ 3, stk. 1, skal have tilladelse som betalingsinstitut eller e-
pengeinstitut, jf. dog §§ 50 og 51 om begrænsede tilladelser,
hvis der udbydes en eller flere betalingstjenester efter bilag
1-8, eller som udbyder af kontooplysningstjenester, hvis der
kun udbydes betalingstjenester efter bilag 1, nr. 8.
En virksomhed med tilladelse efter § 9 vil således kunne ud-
byde flere betalingstjenester efter bilag 1, inklusiv udbud af
kontooplysningstjenester. En sådan virksomhed vil ikke og-
så skulle have tilladelse efter § 60. Virksomheder, der kun
udbyder kontooplysningstjenester, vil fortsat skulle have til-
ladelse efter § 60.
Til nr. 5 (§ 10, stk. 2, i lov om betalinger)
Den gældende bestemmelse i § 10 i lov om betalinger fast-
sætter, hvilke krav der skal være opfyldt for at opnå tilladel-
se som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut efter §§ 8 eller
9.
Efter § 10, stk. 2, i lov om betalinger skal en virksomhed,
der søger om tilladelse til at udbyde betalingsinitieringstje-
nester, jf. bilag 1, nr. 7, udover at opfylde kravene i stk. 1
have tegnet en ansvarsforsikring eller stillet anden tilsvaren-
de garanti til dækning af krav mod virksomheden, jf. §§ 99
og 104-106.
Efter § 60, stk. 1, i lov om betalinger skal virksomheder, der
alene udbyder kontooplysningstjenester efter bilag 1, nr. 8,
have en tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester.
Kravene for at opnå en tilladelse til at udbyde kontooply-
sningstjenester følger af § 60, stk. 2 og 4. Efter stk. 4 er det
en betingelse for, at der kan gives tilladelse efter stk. 1, at
virksomheden har tegnet en ansvarsforsikring, der dækker
de geografiske områder, hvor den tilbyder kontooplysning-
stjenester, eller anden lignende garanti mod erstatningskrav
over for de kontoførende udbydere og brugerne som følge af
uautoriseret eller svigagtig adgang til eller uautoriseret brug
af betalingsoplysninger.
Det foreslås, at der i § 10, stk. 2, indsættes ”eller kontooply-
sningstjenester, jf. bilag 1, nr. 8. ” Det foreslås desuden, at
bestemmelsens henvisning til §§ 99 og 104-106 udgår.
Den foreslåede ændring har til formål at sikre korrekt imple-
mentering af artikel 5, stk. 3, i 2. betalingstjenestedirektiv
og skal ses i sammenhæng med den gældende § 60, stk. 4.
Det fremgår således af artikel 5, stk. 3, i 2. betalingstjeneste-
direktiv, at virksomheder, der ansøger om registrering med
henblik på at udbyde kontooplysningstjenester, skal have
tegnet en ansvarsforsikring, der dækker de geografiske om-
råder, hvor de tilbyder tjenester, eller en anden lignende ga-
ranti mod erstatningskrav over for den kontoførende beta-
lingstjenesteudbyder eller betalingstjenestebrugeren som
følge af uautoriseret eller svigagtig adgang til eller uautori-
seret eller svigagtig brug af betalingskontooplysninger.
Betalings- og e-pengeinstitutter, der udbyder betalingstjene-
ster omfattet af bilag 1, nr. 1-7, har også mulighed for at ud-
byde kontooplysningstjenester efter bilag 1, nr. 8. Med den
foreslåede bestemmelse vil kravet om at have tegnet en an-
svarsforsikring, der dækker erstatningskrav overfor de kon-
toførende udbydere og brugerne som følge af uautoriseret
36
eller svigagtig adgang til eller uautoriseret brug af betalings-
oplysninger, fremover også gælde virksomheder, der søger
om tilladelse som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut efter
§§ 8 eller 9 i lov om betalinger, til at udbyde kontooply-
sningstjenester efter bilag 1, nr. 8, i kombination med andre
betalingstjenester omfattet af bilag 1 til lov om betalinger.
Ændringen af § 10, stk. 2, angår dermed alene krav for virk-
somheder, der søger om tilladelse som betalingsinstitut eller
e-pengeinstitut efter §§ 8 og 9 i lov om betalinger og medfø-
rer dermed ikke ændringer for virksomheder, der søger om
tilladelse efter § 60.
De nærmere krav til de ansvarsforsikringer, som skal tegnes
af betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysning-
stjenesteudbydere, herunder krav til dækningsområde og
dækningssum, er fastsat i bekendtgørelse nr. 1277 af 28. no-
vember 2017 om ansvarsforsikring eller garantistillelse for
udbydere af betalingsinitieringstjenester og kontooplysning-
stjenester. Bekendtgørelsens § 2 om ansvarsforsikringens
dækningsområde indeholder en henvisning til §§ 99 og
104-106, der svarer til ordlyden af § 10, stk. 2.
Ændringen af § 10, stk. 2, i lov om betalinger, hvorved hen-
visningen til §§ 99 og 104-106 udgår, er således en redaktio-
nel ændring, da kravet allerede fremgår af bekendtgørelsen.
Finanstilsynet vil ligeledes ændre bekendtgørelse nr. 1277 af
28. november 2017, så bekendtgørelsens krav også vil gælde
for virksomheder, der har tilladelse efter § 9 i lov om beta-
linger til at udbyde kontooplysningstjenester.
Til nr. 6 (§ 14, stk. 1, nr. 2, i lov om betalinger)
Det følger af § 14, stk. 1, i lov om betalinger, at Finanstilsy-
net opretter et offentligt register over virksomheder, der har
fået tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut,
virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til at udstede
elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, agenter
af betalingsinstitutter, filialer af e-pengeinstitutter og beta-
lingsinstitutter, såfremt disse udsteder elektroniske penge,
udbydere af betalingstjenester i et andet land inden for Den
Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, og virksomheder, der
er omfattet af undtagelserne i § 5, nr. 14-17, og som er an-
meldt i henhold til §§ 61 og 62.
Registeret indeholder oplysninger om de virksomheder, der
har fået tilladelse efter lov om betalinger af Finanstilsynet.
Filialer og agenter skal ikke registreres i et offentligt register
i andre medlemslande end i det land, hvor virksomheden er
registreret (virksomhedens hjemland).
Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017
om betalinger, og gennemfører artikel 14 i 2. betalingstjene-
stedirektiv.
Det foreslås, at der i § 14, stk. 1, nr. 2, indsættes, at agenter
tilknyttet virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til
at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester
efter §§ 50 eller 51, vil skulle fremgå af Finanstilsynets re-
gister.
Formålet med den foreslåede ændring er at gennemføre arti-
kel 14 i 2. betalingstjenestedirektiv, der indeholder en for-
pligtelse for medlemsstaterne til at oprette et offentligt regis-
ter over betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, de fy-
siske og juridiske personer, der er meddelt en begrænset til-
ladelse eller tilladelse som udbyder af kontooplysningstjene-
ster, og de institutter, der i medfør af § 2 har ret til at udbyde
betalingstjenester, samt agenter.
Agenter for udbydere med begrænset tilladelse efter §§ 50
eller 51 er ikke medtaget i § 14, stk. 1, som gennemfører ar-
tikel 14. Med henblik på at gennemføre denne forpligtelse
foreslås det at indsætte, at registeret tillige omfatter agenter
tilknyttet virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til
at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester
efter §§ 50 eller 51.
Finanstilsynet fører allerede i dag et offentligt tilgængeligt
register over virksomheder, der har fået begrænset tilladelse
til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjene-
ster efter §§ 50 eller 51 (Virksomhedsregisteret). Virksom-
hedsregisteret kan tilgås på Finanstilsynets hjemmeside og
indeholder oplysninger om de virksomheder, der er meddelt
begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller
udbyde betalingstjenester. Virksomhedsregisteret vil med
forslaget fremover også skulle indeholde oplysninger om
agenter tilknyttet disse virksomheder.
Til nr. 7 (§ 14, stk. 1, nr. 3, i lov om betalinger)
Det følger af § 14, stk. 1, i lov om betalinger, at Finanstilsy-
net opretter et offentligt register over virksomheder, der har
fået tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut,
virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til at udstede
elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, agenter
af betalingsinstitutter, filialer af e-pengeinstitutter og beta-
lingsinstitutter, såfremt disse udsteder elektroniske penge,
udbydere af betalingstjenester i et andet land inden for Den
Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, og virksomheder, der
er omfattet af undtagelserne i § 5, nr. 14-17, og som er an-
meldt i henhold til §§ 61 og 62.
Registeret indeholder bl.a. oplysninger om de virksomheder,
der har fået tildelt tilladelse efter lov om betalinger af Fi-
37
nanstilsynet. Filialer og agenter skal ikke registreres i et of-
fentligt register i andre medlemslande end i det land, hvor
virksomheden er registreret (virksomhedens hjemland).
Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017
om betalinger og gennemfører artikel 14 i 2. betalingstjene-
stedirektiv.
Det foreslås, at der i § 14, stk. 1, nr. 3, indsættes, at virk-
somheder, der har fået tilladelse som udbyder af kontooply-
sningstjenester efter § 60, og deres agenter, vil skulle frem-
gå af Finanstilsynets register.
Formålet med den foreslåede ændring er at gennemføre arti-
kel 14 i 2. betalingstjenestedirektiv, der indeholder en for-
pligtelse for medlemsstaterne til at oprette et offentligt regis-
ter over betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, de fy-
siske og juridiske personer, der er meddelt en begrænset til-
ladelse eller tilladelse som udbyder af kontooplysningstjene-
ster, og de institutter, der i medfør af § 2 har ret til at udbyde
betalingstjenester, samt agenter.
Udbydere af kontooplysningstjenester og deres agenter er
ikke medtaget i § 14, stk. 1, som gennemfører artikel 14.
Med henblik på at gennemføre denne forpligtelse foreslås
det at indsætte, at registeret tillige omfatter udbydere af kon-
tooplysningstjenester efter § 60 og deres agenter.
Finanstilsynet fører allerede i dag et offentligt tilgængeligt
register over virksomheder, der har tilladelse til at udbyde
betalingstjenester i henhold til lov om betalinger (Virksom-
hedsregisteret). Virksomhedsregisteret kan tilgås på Finans-
tilsynets hjemmeside og indeholder oplysninger om de virk-
somheder, der er meddelt tilladelse til at udbyde kontooply-
sningstjenester. Virksomhedsregisteret vil med forslaget
fremover også skulle indeholde oplysninger om agenter til-
knyttet udbydere af kontooplysningstjenester.
Til nr. 8 (§ 14, stk. 1, nr. 6, i lov om betalinger)
Det følger af den gældende bestemmelse i § 14, stk. 1, nr. 5,
i lov om betalinger, at Finanstilsynet opretter et offentligt re-
gister over virksomheder, der er omfattet af undtagelserne i
§ 5, nr. 14-17, og som er anmeldt i henhold til §§ 61 og 62.
Undtagelserne i § 5, nr. 14-17, omfatter betalingsinstrumen-
ter med begrænset anvendelse, herunder instrumenter, der
enten kan anvendes indenfor et begrænset netværk af udby-
dere, jf. § 5, nr. 14, instrumenter, som kan anvendes til at er-
hverve et meget begrænset antal varer eller tjenesteydelser,
jf. § 5, nr. 15, betalingsinstrumenter med et socialt eller
skattemæssigt formål, der er reguleret af en offentlig myn-
dighed og alene kan anvendes her i landet til at erhverve be-
stemte varer eller tjenesteydelser fra leverandører, der har en
forretningsaftale med udstederen, jf. § 5, nr. 16, og beta-
lingstransaktioner, der gennemføres af en udbyder af elek-
troniske kommunikationsnet eller kommunikationstjenester
på vegne af en abonnent i tillæg til kommunikationstjene-
sten under nærmere angivne betingelser, jf. § 5, nr. 17.
Efter de gældende regler fremgår sammenhængen mellem §
5, nr. 14, 15 og 18, ikke klart af bestemmelsens ordlyd, men
kun af bemærkningerne til § 5, nr. 18.
Det foreslås, at henvisningen til § 5, nr. 14-17, i § 14, stk. 1,
nr. 5, som bliver til nr. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, ændres
til en henvisning til § 5, nr. 14-18.
Formålet med den foreslåede ændring er at omfatte § 5, nr.
18, af registeret, jf. § 14, stk. 1, nr. 5, i lov om betalinger,
idet § 5, nr. 18, undtager betalingsinstrumenter med begræn-
set anvendelse, jf. nr. 14 og 15, hvor der alene kan lagres
elektroniske penge med en værdi på op til 3.000 kr., og hvor
der maksimalt kan være udestående elektroniske penge, der
modsvarer værdien af 5 mio. euro, fra loven med undtagelse
af § 96, som omhandler udstedelse og indløsning af elektro-
niske penge.
Med ændringen vil elektroniske penge på op til 3.000 kr.
lagret på et instrument med begrænset anvendelse, hvor der
ikke kan ske genopfyldning, og hvor udstederens samlede
forpligtelser hidrørende fra udestående elektroniske penge
på intet tidspunkt overstiger et beløb, der modsvarer værdi-
en af 5 mio. euro, blive omfattet af registeret, jf. § 14, stk. 1,
nr. 5, som bliver til nr. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, hvis ak-
tiviteten er anmeldt i henhold til §§ 60 eller 61.
Til nr. 9 (§ 52, nr. 4, i lov om betalinger)
§ 52 i lov om betalinger fastsætter de krav, som en virksom-
hed skal opfylde for at blive meddelt begrænset tilladelse til
at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjene-
ster, jf. §§ 50 eller 51 i lov om betalinger.
Efter § 52 i lov om betalinger meddeler Finanstilsynet be-
grænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller til at
udbyde betalingstjenester, jf. §§ 50 og 51 i lov om betalin-
ger, når virksomheden har hovedkontor og hjemsted i Dan-
mark, virksomhedens ejere af kvalificerede andele, jf. § 23 i
lov om betalinger, skønnes ikke at ville modvirke en fornuf-
tig og forsvarlig forvaltning af virksomheden, og virksom-
heden har tilstrækkelige kontrolforanstaltninger og forret-
ningsgange på alle væsentlige områder, herunder forebyg-
gelse af hvidvask og terrorfinansiering, it-sikkerhed og over-
vågning af volumengrænse i henhold til § 50 eller § 51, stk.
3.
Det foreslås, at der i § 52, som nr. 4, indsættes, at det vil
være en betingelse for, at Finanstilsynet meddeler en be-
grænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller ud-
38
byde betalingstjenester efter §§ 50 eller 51, at Finanstilsynet
vurderer, at virksomheden er i stand til at gennemføre en
forsvarlig drift.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den gældende § 54,
nr. 3 og 4, i lov om betalinger, hvorefter en ansøgning om
begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester eller ud-
stede elektroniske penge efter §§ 50 eller 51 skal indeholde
de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets vurde-
ring af, om betingelserne i § 52 er opfyldt, herunder en be-
skrivelse af virksomhedens forretningsmodel, en oversigt
over virksomhedens nuværende og planlagte forretningsak-
tiviteter samt en budgetprognose for de tre første regnskabs-
år og det senest reviderede årsregnskab, såfremt et sådant er
udarbejdet.
§ 54, nr. 4, blev indsat ved lov nr. 652 af 8. juni 2017 om
betalinger og gennemfører dele af artikel 5, stk. 1, litra b, i
2. betalingstjenestedirektiv, som fastsætter, at virksomheder
sammen med ansøgningen skal sende en forretningsplan
med en budgetprognose for de tre første regnskabsår, der vi-
ser, at ansøgeren er i stand til at anvende de systemer, res-
sourcer og procedurer, som er hensigtsmæssige til en for-
svarlig drift.
Af bemærkningerne til § 54, nr. 4, fremgår det, at bestem-
melsen har til formål at give Finanstilsynet et overblik over
den økonomiske side af virksomhedens planlagte aktiviteter,
herunder vurdere virksomhedens økonomiske situation, jf.
Folketingstidende 2016-17, A, L 157 som fremsat, side 174.
Efter de gældende regler følger det imidlertid alene af § 52,
at Finanstilsynet meddeler en begrænset tilladelse til at ud-
stede elektroniske penge eller til at udbyde betalingstjene-
ster, jf. §§ 50 eller 51 i lov om betalinger, når virksomheden
har hovedkontor og hjemsted i Danmark, virksomhedens
ejere af kvalificerede andele skønnes ikke at ville modvirke
en fornuftig og forsvarlig forvaltning af virksomheden, og
virksomheden har tilstrækkelige kontrolforanstaltninger og
forretningsgange på alle væsentlige områder, herunder fore-
byggelse af hvidvask og terrorfinansiering, it-sikkerhed og
overvågning af volumengrænse.
Det foreslås på den baggrund at ændre bestemmelsen såle-
des, at Finanstilsynet i forbindelse med en ansøgning om be-
grænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller ud-
byde betalingstjenester skal vurdere, om virksomheden er i
stand til at gennemføre en forsvarlig drift.
I den vurdering vil Finanstilsynet bl.a. lægge vægt på virk-
somhedens forretningsplan sammenholdt med budgetprog-
nosen for de tre første regnskabsår og senest reviderede års-
regnskab, hvis et sådant er udarbejdet med henblik på at få
en indikation af, om virksomheden har de ressourcer og pro-
cedurer, der er nødvendige til at gennemføre en forsvarlig
drift.
Hvis det i den forbindelse vurderes, at der er risiko for, at
virksomheden kan få likviditetsproblemer, skal der være en
plan for, hvordan likviditeten løbende genoprettes.
Forslaget skal ses i sammenhæng med § 52, nr. 3, i lov om
betalinger, som fastsætter, at virksomheden skal have til-
strækkelige procedurer og forretningsgange på alle væsentli-
ge aktivitetsområder.
Forslaget vil medføre, at Finanstilsynet skal afvise en ansøg-
ning om begrænset tilladelse til at udstede elektroniske pen-
ge eller udbyde betalingstjenester, hvis det vurderes, at an-
søgeren ikke er i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.
Til nr. 10 (§ 60, stk. 5, i lov om betalinger)
§ 60, stk. 5, i lov om betalinger fastsætter, at Finanstilsynet
kan undlade at give tilladelse til at udbyde kontooplysning-
stjenester i henhold til stk. 1, hvis Finanstilsynet vurderer, at
virksomheden ikke opfylder kravene i lov om betalinger el-
ler regler udstedt i medfør af lov om betalinger, hvis oplys-
ningerne i henhold til stk. 2 er ufuldstændige, eller hvis an-
svarsforsikringen ikke lever op til kravene i stk. 4 eller reg-
lerne udstedt i medfør af stk. 8.
Det foreslås, at henvisningen i § 60, stk. 5, til oplysningerne
i henhold til stk. 2 ændres til stk. 3, da oplistningen af, hvil-
ke oplysninger der skal medfølge en ansøgning om tilladelse
som udbyder af kontooplysningstjenester, rettelig fremgår af
stk. 3, og ikke af stk. 2, som fastsætter, hvornår Finanstilsy-
net giver en tilladelse som kontooplysningstjeneste.
Der er alene tale om en ændring af lovteknisk karakter.
Til nr. 11 (§ 60, stk. 6, 2. pkt., i lov om betalinger)
Det følger af § 60 i lov om betalinger, at virksomheder, der
kun udbyder betalingstjenester i henhold til bilag 1, nr. 8,
skal have tilladelse som udbyder af kontooplysningstjene-
ster. Det følger endvidere af § 60, stk. 6, at en virksomhed,
der har tilladelse til kun at udbyde kontooplysningstjenester,
skal behandles som et betalingsinstitut, dog med undtagelse
af bl.a. kapitel 5-7, som indeholder forbrugerbeskyttende
regler. Virksomheder, der alene udbyder kontooplysning-
stjenester, er således undtaget fra de regler, som følger af
kapitel 5-7.
§ 60 blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalin-
ger og gennemfører artikel 33 i 2. betalingstjenestedirektiv.
Det følger af § 39, at et e-pengeinstitut eller betalingsinstitut
kun må outsource væsentlige driftsmæssige funktioner, når
betingelserne i § 39, stk. 1, nr. 1-6, er opfyldt.
39
§ 39 blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalin-
ger og gennemfører 2. betalingstjenestedirektivs regler om
anvendelse af outsourcing i artikel 19, stk. 6, artikel 20, stk.
1, og artikel 28, stk. 1, 2. pkt.
Det følger endvidere af §§ 21-24 i lov om betalinger, at en
fysisk eller juridisk person, der påtænker at erhverve eller
formindske en kvalificeret andel i et betalingsinstitut, forin-
den skal ansøge Finanstilsynet om godkendelse af den på-
tænkte erhvervelse. Efter § 23 i lov om betalinger skal Fi-
nanstilsynet i forbindelse med vurderingen tage erhverve-
rens forhold i betragtning, herunder blandt andet dennes om-
dømme og økonomiske forhold.
Det foreslås, at der i § 60, stk. 6, 2. pkt., indsættes en henvis-
ning til §§ 21-24 og § 39, hvilket medfører, at en virksom-
hed, der har tilladelse til kun at udbyde kontooplysningstje-
nester, er undtaget fra §§ 21-24 og § 39.
Det fremgår af artikel 33 i 2. betalingstjenestedirektiv, at fy-
siske eller juridiske personer, der kun udbyder den i bilag 1,
nr. 8, omhandlede betalingstjeneste, undtages fra proceduren
og betingelserne i afdeling 1 og 2, med undtagelse af artikel
5, stk. 1, litra a, b, e-h, j, l, n, p og q, og stk. 3, samt artikel
14 og 15. Afdeling 3 finder anvendelse, undtagen artikel 23,
stk. 3.
Henholdsvis artikel 19, stk. 6, artikel 20, stk. 1, og artikel
28, stk. 1, 2. pkt., som er gennemført med § 39, og som om-
handler outsourcing, og artikel 6, der omhandler erhvervelse
af kvalificerede andele, fremgår af 2. afdeling af 2. beta-
lingstjenestedirektiv og finder således ikke anvendelse for
udbydere af kontooplysningstjenester, jf. artikel 33 i 2. beta-
lingstjenestedirektiv.
Den foreslåede ændring har til formål at gennemføre artikel
6, 19, stk. 6, artikel 20, stk. 1, og artikel 28, stk. 1, 2. pkt., i
2. betalingsdirektiv korrekt, således at reglerne om outsour-
cing og reglerne om erhvervelse af kvalificerede andele ikke
finder anvendelse på udbydere af kontooplysningstjenester.
Ændringen vil medføre, at virksomheder, der kun udbyder
betalingstjenester i henhold til bilag 1, nr. 8, og har tilladelse
som udbyder af kontoplysningstjenester, jf. § 60, stk. 1, i lov
om betalinger, eksplicit vil blive undtaget fra kravene i §§
21-24 og § 39 i lov om betalinger.
Til nr. 12 (§ 60 a i lov om betalinger)
Artikel 12 i 2. betalingstjenestedirektiv fastsætter et krav
om, at den kompetente myndighed underretter ansøgeren
om, hvorvidt der er givet tilladelse eller ej senest tre måne-
der efter modtagelse af en ansøgning, eller hvis ansøgningen
er ufuldstændig, efter modtagelse af alle de oplysninger, der
er nødvendige for at træffe en afgørelse. Direktivets bestem-
melser skelner ikke mellem, hvilke tilladelsestyper der er ta-
le om.
§ 15 i lov om betalinger indeholder en forpligtelse for Fi-
nanstilsynet til senest tre måneder efter modtagelse af en an-
søgning om tilladelse som betalingsinstitut og e-pengeinsti-
tut, jf. §§ 8 og 9 i lov om betalinger, eller hvis ansøgningen
er ufuldstændig, efter modtagelse af de oplysninger, der er
nødvendige for at træffe afgørelse, at underrette ansøgeren
om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes.
En tilsvarende forpligtelse følger af § 55 i lov om betalinger
i forbindelse Finanstilsynets behandling af ansøgninger om
begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge, jf. §
50, og begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester,
jf. § 51.
En tilsvarende sagsbehandlingsfrist gælder imidlertid ikke i
dag for så vidt angår tilladelse til at udbyde kontooplysning-
stjenester i henhold til § 60 i lov om betalinger.
Det foreslås at indsætte en § 60 a, hvoraf det fremgår, at se-
nest tre måneder efter modtagelse af en ansøgning om tilla-
delse til at udbyde kontooplysningstjenester, jf. § 60, eller,
hvis ansøgningen er ufuldstændig, efter modtagelse af de
oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse, un-
derretter Finanstilsynet ansøgeren om, hvorvidt ansøgningen
kan imødekommes.
Formålet med den foreslåede ændring er at gennemføre arti-
kel 12 i 2. betalingstjenestedirektiv.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter en frist på tre måne-
der for Finanstilsynet til at træffe beslutning om at meddele
eller nægte at meddele tilladelse som udbyder af kontooply-
sningstjenester.
Fristen på tre måneder vil starte på det tidspunkt, hvor Fi-
nanstilsynet har modtaget en fyldestgørende ansøgning,
hvilket er en ansøgning, der indeholder alle relevante doku-
menter til brug for Finanstilsynets behandling af ansøgnin-
gen.
Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet skal
træffe beslutning om at meddele eller nægte at meddele an-
søgeren tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester
senest tre måneder efter at Finanstilsynet har modtaget en
fyldestgørende ansøgning. En overskridelse af fristen vil ik-
ke medføre, at tilladelse meddeles.
Til nr. 13 (§ 66 a i lov om betalinger)
40
Lov om betalinger indeholder i dag ikke regler om, at beta-
lingstjenesteudbydere skal stille en oplysningsfolder til rå-
dighed for brugerne.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i kapitel 5 i lov
om betalinger, som omhandler en betalingstjenesteudbyders
oplysningskrav over for brugeren med henblik på at gen-
nemføre artikel 106 i 2. betalingstjenestedirektiv.
Det foreslås med indsættelsen af § 66 a, stk. 1, 1. pkt., at en
udbyder af betalingstjenester, der udbyder betalingstjenester
til forbrugere, skal stille den folder, som Kommissionen ud-
arbejder i medfør af artikel 106 i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om be-
talingstjenester i det indre marked, til rådighed for alle ud-
byderens brugere på en let tilgængelig måde. I 2. pkt. fore-
slås det, at folderen skal fremgå af udbyderens hjemmeside
og være tilgængelig på papir hos udbyderens filialer, agenter
og hvor relevant andre virksomheder, hvortil aktiviteter er
outsourcet. I 3. pkt. foreslås det, at for personer med handi-
cap skal oplysningerne efter 1. pkt. stilles til rådighed ved
hjælp af hensigtsmæssige alternative midler, således at op-
lysningerne stilles til rådighed i et tilgængeligt format.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 106 i 2.
betalingstjenestedirektiv, hvoraf der følger en forpligtelse til
at oplyse forbrugere om deres rettigheder. Det fremgår af ar-
tikel 106, at Kommissionen senest den 13. januar 2018 udar-
bejder en brugervenlig elektronisk folder, som klart og let
forståeligt anfører forbrugernes rettigheder i henhold til 2.
betalingstjenestedirektiv og tilhørende EU-ret. Det følger vi-
dere af artikel 106, at betalingstjenesteudbydere skal sikre,
at folderen stilles til rådighed på en let tilgængelig måde på
deres websteder, hvis sådanne findes, og på papir i deres fi-
lialer og hos deres agenter og de enheder, hvortil aktiviteter
er outsourcet. Betalingstjenesteudbydere må ikke afkræve
deres kunder gebyr for at stille oplysningerne til rådighed,
og for så vidt angår personer med handicap skal bestemmel-
serne efterleves ved hjælp af hensigtsmæssige alternative
midler, således at oplysningerne stilles til rådighed i et til-
gængeligt format.
Med lov om betalinger, som gennemfører 2. betalingstjene-
stedirektiv, blev artikel 106 ikke gennemført, da der på
fremsættelsestidspunktet ikke forelå en folder fra Kommissi-
onen. Kommissionen offentliggjorde i december 2019 den
folder, der er nævnt i artikel 106.
Forpligtelsen finder anvendelse på alle betalingstjenesteud-
bydere, der udbyder tjenester til forbrugere. Bestemmelsen
finder dermed anvendelse på udbydere af betalingstjenester,
uanset at udbyderen alene har få kunder, der er forbrugere.
At folderen skal stilles til rådighed på en let tilgængelig må-
de for udbydernes brugere betyder, at folderen skal være
nem for kunden at finde, uden at det kræver en større søg-
ning på udbyderens hjemmeside. Folderen bør således enten
fremgå af hjemmesidens forside eller have et direkte link på
forsiden. For så vidt angår udbyderens filialer, agenter og
hvor relevant andre virksomheder, hvortil aktiviteter er out-
sourcet, skal folderen være tilgængelig i fysisk papirformat.
Det skal være muligt for alle udbyderens brugere at tilgå
Kommissionens folder. Det betyder f.eks., at personer med
handicap skal kunne tilgå folderen ved hjælp af hensigts-
mæssige alternative midler, således at oplysningerne stilles
til rådighed i et tilgængeligt format, f.eks. som en lydfil, så-
fremt der er tale om en kunde med nedsat syn, eller som er
ordblind.
Endelig fremgår det af den foreslåede bestemmelse, at fol-
deren skal stilles til rådighed hos andre virksomheder, hvor-
til aktiviteter er outsourcet, hvis det er relevant. Dette vil
være relevant i de situationer, hvor en udbyder af betalings-
tjenester har outsourcet en opgave til f.eks. en udbyder af en
teknisk tjeneste, hvor der vil være kontakt mellem brugeren
og udbyderen af den tekniske tjeneste. Såfremt der er tale
om en levering af rent tekniske ydelser i relation til udbyde-
ren, uden at det er relateret til brugeren og den aftale, der er
indgået mellem brugeren og udbyderen, vil outsourcingvirk-
somheden ikke være forpligtet til at stille folderen til rådig-
hed.
Den foreslåede § 66 a skal ses i sammenhæng med de øvrige
bestemmelser i kapitel 5 i lov om betalinger. Det betyder
bl.a., at det er udbyderen af betalingstjenester, der i medfør
af § 65 har bevisbyrden for, at folderen stilles til rådighed
for alle udbyderens brugere, hvis udbyderen har kunder, der
er forbrugere.
Herudover må udbyderen ikke kræve betaling for folderen,
jf. § 66. Det gælder også ved udlevering af en fysisk folder i
papirformat. En udbyder af betalingstjenester må således ik-
ke opkræve en bruger gebyrer eller anden betaling for opfyl-
delse af de oplysningsforpligtelser, der påhviler udbyderen
af betalingstjenester, uanset om der er tale om en enkeltstå-
ende betalingstransaktion eller en betalingstransaktion om-
fattet af en rammeaftale.
Det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med de
forbrugerbeskyttende regler i kapitel 5, jf. § 144 i lov om
betalinger, og det vil derfor ligeledes være Forbrugerom-
budsmanden, der fører tilsyn med, at Kommissionens folder
stilles til rådighed i overensstemmelse med den foreslåede §
66 a.
Til nr. 14 (§ 123, stk. 3, i lov om betalinger)
Ifølge lov om betalinger § 123, stk. 3, kan udbyderne af be-
talingstjenester og betalingsmodtageren, i tilfælde hvor en
betalingstransaktion sker ved anvendelse af et betalingsin-
strument, indgå aftale om betaling for særlige ordninger til-
41
knyttet det enkelte betalingsinstrument, i det omfang disse
særlige ordninger ikke er omfattet af abonnementsordningen
i stk. 4.
Det foreslås, at bestemmelsen i stk. 3 konsekvensændres, så-
ledes at henvisningen til abonnementsordningen i stk. 4 æn-
dres til, at bestemmelsen henviser til ”regler fastsat af er-
hvervsministeren efter stk. 4”, således at bestemmelsens
ordlyd er overensstemmende med de foreslåede ændringer i
stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 15. Dette medfører ingen æn-
dringer i det materielle indhold af bestemmelsen.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 15 og
16.
Til nr. 15 (§ 123, stk. 4, i lov om betalinger)
Ifølge den gældende § 123, stk. 4, kan erhvervsministeren
fastsætte nærmere regler om, at udbyderen for visse typer af
betalingsinstrumenter alene kan pålægge betalingsmodtage-
ren at betale et årligt abonnement. Efter ordlyden i bestem-
melsen er erhvervsministerens beføjelser således afgrænset
til alene at angå fastsættelse af regler om betaling af et årligt
abonnement. Ud fra forarbejderne til lov nr. 603 af 24. juni
2005 om ændring af lov om visse betalingsmidler vurderes
et abonnement endvidere at måtte være afgrænset til at om-
fatte et fast beløb baseret på et interval af transaktioner, jf.
Folketingstidende 2004-2005, tillæg A, side 7058. Abonne-
mentet skulle ifølge forarbejderne til loven ”blive fastsat, så-
ledes at der tages særligt hensyn til de mindre forretninger
med under 5.000 tranaktioner om året. Disse skal kun betale
et årligt abonnement på ca. 500 kr. i 2005. For de store og
mellemstore forretninger vil abonnementet blive fastsat i in-
tervaller på baggrund af antallet af dankorttransaktioner. ”
Det foreslås, at § 123, stk. 4, ændres, således at erhvervsmi-
nisteren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke prismodel-
ler udbyderne af visse typer af betalingsinstrumenter vil
kunne anvende til at pålægge betalingsmodtageren at betale
til dækning af udbyderens omkostninger til driften af beta-
lingssystemet.
Det vil indebære, at erhvervsministeren med forslaget til §
123, stk. 4, får en klar hjemmel til i bekendtgørelsesform at
fastsætte nærmere regler om, hvilke prismodeller udbydere
af visse betalingsinstrumenter er begrænset til at opkræve
gennem.
Forslaget vil således medføre, at erhvervsministerens befø-
jelser efter ordlyden af bestemmelsen ændres til tillige at
omfatte andre prismodeller end en abonnementsmodel. Er-
hvervsministeren vil efter forslaget kunne fastsætte nærmere
regler for, at udbydere af visse betalingsinstrumenter skal
opkræve betaling for omkostningerne til betalingssystemet
gennem en eller flere nærmere angivne ”prismodeller”. Æn-
dringen af ministerens beføjelser vil således medføre, at mi-
nisteren kan fastsætte alternative prismodeller baseret på ek-
sempelvis en procentsats af transaktionsbeløbet eller en fast
pris afhængigt eller uafhængigt af transaktionens størrelse.
De angivne eksempler er ikke udtømmende. Ændringen vil
endvidere medføre, at opkrævningsmetoden ikke er begræn-
set til at være baseret på transaktionsintervaller.
Det foreslås endvidere, at § 123, stk. 4, ændres, således at
den prismodel, som erhvervsministeren efter forslaget kan
fastsætte nærmere regler om, ikke er begrænset til at være
årlig. Det vil indebære, at ministeren med forslaget får
hjemmel til at fastsætte mere fleksible regler for opkrævnin-
gen af betalingen og beregningsgrundlaget for prismodellen.
Ændringen vil således medføre en øget fleksibilitet i forhold
til betalinger, hvilket bl.a. kan være til gavn for især de beta-
lende forretninger, men tillige for indløseren.
Med den foreslåede hjemmel er det hensigten, at erhvervs-
ministeren ændrer abonnementsbekendtgørelsen, således at
bekendtgørelsen fremover bl.a. skal omfatte en mulighed
for, at virksomheder kan betale enten ved en fast abonne-
mentssats eller ved en procentuel opkrævning fastsat på bag-
grund af værdien af den enkelte korttransaktion. Efter den
nye bekendtgørelse vil opkrævningen efter hensigten skulle
ske kvartalvist med henblik på at skabe øget fleksibilitet.
Lovforslaget ændrer ikke på, at udbydere omfattet af de
nærmere regler, som erhvervsministeren kan fastsætte efter
lov om betalinger, § 123, stk. 4 og 5, udelukkende kan op-
kræve omkostningerne til driften af betalingssystemet fra
betalingsmodtagere omfattet af prismodellen. Således vil det
fortsat være sådan, at de samlede betalinger i prismodellen
ikke kan overstige omkostningerne forbundet med driften.
Til nr. 16 (§ 123, stk. 5, 1. pkt., i lov om betalinger)
Ifølge den gældende § 123, stk. 5, kan erhvervsministeren
fastsætte nærmere regler om, hvorledes prisen for det årlige
abonnement i stk. 4 skal beregnes. Erhvervsministeren kan
endvidere fastsætte supplerende regler for betalingsinstru-
menter omfattet af stk. 1.
Det foreslås, at ordlyden i stk. 5, 1. pkt., konsekvensændres,
således at "prisen for det årlige abonnement i stk. 4." ændres
til "betalingen i prismodeller fastsat efter stk. 4." Det fore-
slås således, at ordlyden af bestemmelsen ændres, så be-
stemmelsen fortsat vil stemme overens med erhvervsmini-
sterens beføjelser efter lovens § 123, stk. 4, jf. forslagets § 1,
nr. 2. Efter forslaget videreføres § 123, stk. 5, 2. pkt., uden
ændringer. Forslaget vedrører således udelukkende en kon-
sekvensændring af bestemmelsens første led.
Til nr. 17 (§ 130, stk. 1, 2. pkt., i lov om betalinger)
42
Efter § 130, stk. 1, i lov om betalinger påser Finanstilsynet
overholdelsen af loven og regler udstedt i medfør af loven
med undtagelse af § 27 om whistleblowerbeskyttelse. For-
brugerombudsmanden og Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sen fører dog tilsyn med dele af loven, jf. §§ 144-145. Desu-
den påser Finanstilsynet bl.a. overholdelsen af artikel 3, arti-
kel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og artikel 4 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001.
Det foreslås at ændre § 130, stk. 1, 2. pkt., så det fremgår af
bestemmelsen, at Finanstilsynet påser overholdelsen af arti-
kel 3-4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskriden-
de betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning
(EF) nr. 2560/2001.
Med forslaget udvides de bestemmelser i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, som Fi-
nanstilsynet påser overholdelsen af, så de også omfatter arti-
kel 3a, stk. 5 og 6.
I medfør af artikel 3a, stk. 5, sender betalerens betalingstje-
nesteudbyder for hvert betalingskort, som udbyderen har ud-
stedt til betaleren, og som er knyttet til den samme konto, en
elektronisk meddelelse med de nødvendige oplysninger til
betaleren uden unødig forsinkelse, efter at betalingstjeneste-
udbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthæv-
ning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i
en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den
valuta, som betalerens konto føres i. Uanset foranstående
skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned,
hvori betalernes betalingstjenesteudbyder modtager en beta-
lingsordre fra betaleren i samme valuta.
I medfør af artikel 3a, stk. 6, aftaler betalingstjenesteudby-
deren med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt og
let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er),
hvorigennem betalingstjenesteudbyderen sender den elektro-
niske meddelelse. Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde be-
talingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modta-
ge de elektroniske meddelelser. Betalingstjenesteudbyderen
og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at forordningens ar-
tikel 3a, stk. 5 og 6, helt eller delvist ikke finder anvendelse,
hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.
De omhandlede oplysninger skal ifølge artikel 3a, stk. 7,
fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.
Det bemærkes, at ved eventuel videregivelse og indhentelse
af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende da-
tabeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen
af personoplysninger altid skal ske under iagttagelse af gæl-
dende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
Til nr. 18 (§ 132, stk. 6, § 136, stk. 8, 10, 1. pkt., og 11, og §
137, stk. 2, i lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 5, i § 132,
stk. 6, § 136, stk. 7, 9 og 10, der bliver stk. 8, 10 og 11, og i
§ 137, stk. 2, ændres til henvisninger til stk. 6.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 19 (§ 136, stk. 1, 1. pkt., i lov om betalinger)
Efter § 136 i lov om betalinger har Finanstilsynet en særlig
tavshedspligt, som er mere omfattende end den, der følger af
forvaltningslovens § 27.
Bestemmelsen gennemfører artikel 24 i 2. betalingstjeneste-
direktiv og artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets
Direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til
at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske
penge og tilsyn med en sådan virksomhed (2. e-pengedirek-
tiv). Artikel 24 i 2. betalingstjenestedirektiv fastsætter, at
medlemsstaterne sikrer, at alle, der arbejder eller har arbej-
det for de kompetente myndigheder, såvel som eksperter,
der handler på de kompetente myndigheders vegne, omfattes
af tavshedspligt, og at udveksling af oplysninger er omfattet
af en streng tavshedspligt for at sikre beskyttelse af enkelt-
personers og virksomheders rettigheder. Artikel 24 i 2. beta-
lingstjenestedirektiv finder efter artikel 3, stk. 1, i 2. e-pen-
gedirektiv ligeledes anvendelse på e-pengeinstitutter.
Det følger af § 136, stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynets ansatte
under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e er forpligtet til
at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kend-
skab til gennem tilsynsvirksomheden, og fortrolige oplys-
ninger, som de får kendskab til fra Finansiel Stabilitet, så-
fremt oplysningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3
og 8 og §§ 83-90. Det samme gælder personer, der udfører
serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift samt eksper-
ter, der handler på tilsynets vegne. Dette gælder også efter
ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.
Den særlige tavshedspligt begrænser adgangen til aktindsigt
i Finanstilsynets sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§
83-90 efter § 35 i offentlighedsloven. Derimod begrænser §
136, stk. 1, 1. pkt., ikke adgangen til partsaktindsigt efter
forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 5. Afgørel-
43
se om, hvem der er part i forhold til sager hos Finanstilsy-
net, træffes efter lov om betalinger § 142.
Den særlige tavshedspligt finder i dag kun anvendelse på
bestemmelserne i kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90, og kun så-
fremt oplysningerne er modtaget i forbindelse med Finans-
tilsynets tilsynsvirksomhed.
Kapitel 2 og 3 omhandler betingelserne for at opnå tilladelse
som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut og de krav, der
gælder for at opnå en begrænset tilladelse til udstedelse af
elektroniske penge eller udbud af betalingstjenester. Be-
stemmelserne i kapitel 8 omhandler databeskyttelse, opera-
tionel sikkerhed og autentifikation, mens bestemmelserne i
§§ 83-90 omhandler udbydere af betalingstjenesters adgang
til betalerens konto.
Oplysninger i sager efter lovens øvrige bestemmelser er der-
imod i dag ikke underlagt den særlige tavshedspligt efter §
136, stk. 1, 1. pkt. For disse oplysninger gælder derfor den
almindelige tavshedspligt efter straffelovens §§ 152-152 e
og forvaltningslovens § 27.
Det foreslås i § 136, stk. 1, 1. pkt., at ”såfremt oplysningerne
vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90” ud-
går.
Den foreslåede ændring indebærer, at Finanstilsynets tavs-
hedspligt vil blive udvidet, således at den vil finde anvendel-
se på alle oplysninger, som Finanstilsynet måtte modtage
som led i sin tilsynsvirksomhed, og ikke kun oplysninger i
sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90.
Ved fortrolige oplysninger i den foreslåede bestemmelses
forstand forstås oplysninger om en virksomheds forretnings-
mæssige forhold og kunders forhold samt andre oplysninger,
som efter deres karakter er fortrolige. Oplysninger, som ef-
ter deres karakter er offentlige, f.eks. regnskaber og fonds-
børsmeddelelser, er ikke omfattet af tavshedspligten. Tilsva-
rende gælder oprindeligt fortrolige oplysninger, som uden
om tilsynet er blevet offentliggjort af andre kanaler i en
grad, så det er blevet almindeligt kendt.
Ved oplysninger, der efter deres karakter er fortrolige, for-
stås oplysninger, der ikke direkte relaterer sig til enkelte
kunders eller virksomheders forhold. Det drejer sig bl.a. om
oplysninger om økonomiske eller forretningsmæssige for-
hold for personer og selskaber, som ikke er kunder i egentlig
forstand, men som f.eks. kautionerer for kunder, har ejeran-
dele i virksomhedens kunder eller på anden vis har en per-
sonlig, økonomisk eller forretningsmæssig tilknytning til
kunder uden selv at være det.
Tavshedspligten vil også omfatte fortrolige oplysninger,
som Finanstilsynet modtager fra udenlandske myndigheder i
forbindelse med sin tilsynsvirksomhed.
Fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet modtager fra Fi-
nansiel Stabilitet, vil også blive omfattet af bestemmelsen.
Oplysninger fra Finansiel Stabilitet kan f.eks. være oplys-
ninger, som Finanstilsynet modtager i forbindelse med op-
gaver med afviklingsplanlægning samt nedskrivning og kon-
vertering af kapitalinstrumenter. Fortrolige oplysninger kan
i denne forbindelse eksempelvis være oplysninger om en
konto, som et betalingsinstitut har oprettet i et pengeinstitut
til sikring af midler, jf. kravet i § 35 i lov om betalinger.
Baggrunden for den foreslåede udvidelse er bl.a. hensynet til
at beskytte virksomhedernes forretningsmæssige forhold,
herunder af konkurrencemæssige grunde og med henblik på
at sikre gennemførelse af artikel 24 i 2. betalingstjenestedi-
rektiv, som fastsætter en streng tavshedspligt for at sikre be-
skyttelse af enkeltpersoners og virksomheders rettigheder.
Derudover vil den foreslåede ændring af § 136, stk. 1, 1.
pkt., medføre en ensretning af Finanstilsynets tavshedspligt
på tværs af Finanstilsynets tilsynsområder. Hovedreglen om
Finanstilsynets tavshedspligt fremgår af lov om finansiel
virksomhed, § 354. Det fremgår således af § 354, stk. 1, 1.
pkt., at Finanstilsynets ansatte under ansvar efter straffelo-
vens §§ 152-152 e er forpligtet til at hemmeligholde fortroli-
ge oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsyns- og
afviklingsvirksomheden, og fortrolige oplysninger, som de
får kendskab til fra Finansiel Stabilitet.
Den foreslåede nyffattelse af § 136, stk. 1, 1. pkt., vil med-
føre en begrænsning i adgangen til aktindsigt efter offentlig-
hedsloven i Finanstilsynets sager, som ikke tidligere har væ-
ret omfattet af tavshedspligten efter § 136, stk. 1, 1. pkt. Den
foreslåede ændring vil derimod ikke begrænse adgangen til
partsaktindsigt efter forvaltningsloven.
Til nr. 20 (§ 136, stk. 3, i lov om betalinger)
Efter § 136, stk. 1, i lov om betalinger er Finanstilsynets an-
satte under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet
til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får
kendskab til gennem tilsynsvirksomheden, og fortrolige op-
lysninger, som de får kendskab til fra Finansiel Stabilitet,
såfremt oplysningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3
og 8 og §§ 83-90. Det samme gælder personer, der udfører
serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, og eksperter,
der handler på tilsynets vegne. Dette gælder også efter an-
sættelses- eller kontraktforholdets ophør.
Det foreslås, at der i § 136 indsættes et nyt stk. 3, hvorefter
Finanstilsynets tavshedspligt ikke finder anvendelse på op-
lysninger i sager omfattet af kapitel 5-7. Den foreslåede æn-
44
dring følger af den foreslåede ændring til § 136, stk. 1, 1.
pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 19.
Lovens kapitel 5-7 indeholder forbrugerbeskyttende bestem-
melser og omhandler oplysningskrav, rettigheder og forplig-
telser ved brug af betalingstjenester og elektroniske penge
samt regler om gebyrer.
Det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med kapi-
tel 5 og tilsyn med, at virksomhederne over for forbrugere
overholder reglerne i kapitel 6.
Finanstilsynets tavshedspligt efter § 136, stk. 1, 1. pkt., i lov
om betalinger omfatter i dag ikke kapitel 5-7. Som følge af
den foreslåede ændring vil offentligheden lige som i dag
kunne få indsigt i Finanstilsynets arbejde omfattet af kapitel
5-7 efter de almindelige regler om aktindsigt i offentligheds-
loven og forvaltningsloven.
Derudover vil den foreslåede ændring medføre en ensret-
ning af Finanstilsynets tavshedspligt på tværs af Finanstilsy-
nets tilsynsområder. Det skal i den sammenhæng bemærkes,
at hovedreglen om Finanstilsynets tavshedspligt fremgår af
lov om finansiel virksomhed § 354. Det fremgår af § 354,
stk. 3, at Finanstilsynets tavshedspligt ikke finder anvendel-
se på oplysninger i sager om god skik, prisoplysning og
kontraktforhold. Den foreslåede ændring har således til for-
mål at sikre, at der er ensartede regler om tavshedspligt på
tværs af Finanstilsynets tilsynslovgivning.
Til nr. 21 (§ 136, stk. 6, nr. 4, i lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 10, i §
136, stk. 5, nr. 4, der bliver stk. 6, nr. 4, ændres til henvis-
ninger til stk. 11.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 22 (§ 136, stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, i
lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 9, i § 136,
stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, der bliver stk. 6, nr.
7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, ændres til henvisninger til stk.
10.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 23 (§ 136, stk. 6, nr. 7, 8 og 14, i lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 10, i §
136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk. 6, nr. 7, 8 og 14,
ændres til henvisninger til stk. 11.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 24 (§ 136, stk. 5, nr. 15, i lov om betalinger)
Efter § 136 i lov om betalinger er ansatte i Finanstilsynet
underlagt en skærpet tavshedspligt. Efter § 136, stk. 5, er
tavshedspligten ikke til hinder for at kunne videregive for-
trolige oplysninger til de i stk. 5 oplistede myndigheder, or-
ganer m.v.
Det følger af § 136, stk. 5, nr. 15, at Finanstilsynet kan vide-
regive fortrolige oplysninger til offentlige myndigheder,
som overvåger betalingssystemerne i Danmark og andre lan-
de inden for Den Europæiske Union eller lande, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle område, under
forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for dem til
opfyldelse af deres lovbestemte opgaver, herunder overvåg-
ning af betalings- og værdipapirhåndteringssystemer og va-
retagelse af det finansielle systems stabilitet.
Det foreslås at nyaffatte nr. 15, så det fremgår, at Finanstil-
synet kan videregive fortrolige oplysninger til Danmarks
Nationalbank, centralbanker i lande inden for Den Europæ-
iske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, Det Europæiske System af Cen-
tralbanker og Den Europæiske Centralbank i deres egenskab
af pengepolitisk myndighed samt offentlige myndigheder,
som overvåger betalingssystemerne i Danmark og andre lan-
de inden for Den Europæiske Union eller lande, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle område, under
forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for dem til
opfyldelse af deres lovbestemte opgaver, herunder udførelse
af pengepolitik, overvågning af betalings- og værdipapir-
håndteringssystemer samt varetagelse af det finansielle sy-
stems stabilitet.
Baggrunden for ændringen er et ønske om at præcisere,
hvem Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger
til. § 136, stk. 5, nr. 15, blev indsat med lov nr. 652 af 8. ju-
ni 2017 om betalinger. Det fremgår af bemærkningerne til
bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 157 som
fremsat, side 96, at Finanstilsynet efter nr. 15 kan videregive
45
fortrolige oplysninger til Danmarks Nationalbank, central-
banker i lande inden for EU/EØS, Det Europæiske System
af Centralbanker og ECB i deres egenskab af pengepolitisk
myndighed samt offentlige myndigheder, som overvåger be-
talingssystemerne i Danmark og andre lande inden for EU/
EØS, under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige
for dem til opfyldelse af deres lovbestemte opgaver, herun-
der udførelse af pengepolitik, overvågning af betalings- og
værdipapirhåndteringssystemer samt varetagelse af det fi-
nansielle systems stabilitet.
Den foreslåede nyaffattelse er en præcisering af lovteksten i
overensstemmelse med bestemmelsens bemærkninger.
Den foreslåede ændring indeholder ikke en materiel æn-
dring.
Den foreslåede nyaffattelse svarer til ordlyden af § 354, stk.
6, nr. 21, i lov om finansiel virksomhed, der regulerer tilsva-
rende videregivelse efter lov om finansiel virksomhed.
For at videregive oplysninger efter § 136, stk. 5, nr. 15, er
det en forudsætning, at modtagerne har behov for oplysnin-
gerne til varetagelse af deres lovbestemte opgaver. Har
modtageren ikke selv redegjort nærmere for deres behov for
oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modtage-
ren har givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Fi-
nanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhentelsen
af oplysningerne, inden Finanstilsynet beslutter at udlevere
oplysningerne.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra en anden
medlemsstat, kan alene ske, såfremt de myndigheder, som
har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilla-
delse, ligesom oplysningerne udelukkende må benyttes til
det formål, som tilladelsen vedrører.
Den, der efter stk. 5 modtager fortrolige oplysninger fra Fi-
nanstilsynet, er undergivet den samme skærpede tavsheds-
pligt med hensyn til disse oplysninger som Finanstilsynets
ansatte efter § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.
Til nr. 25 (§ 136, stk. 5, nr. 24-26, i lov om betalinger)
Efter § 136 i lov om betalinger er Finanstilsynets ansatte un-
derlagt en skærpet tavshedspligt. Efter § 136, stk. 5, er tav-
shedspligten ikke til hinder for at kunne videregive fortroli-
ge oplysninger til de i stk. 5 oplistede myndigheder, organer
m.v.
§ 136 blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om beta-
linger, der gennemfører artikel 24 i 2. betalingstjenestedi-
rektiv, hvorefter udveksling af oplysninger i henhold til arti-
kel 26 er omfattet af en streng tavshedspligt for at sikre be-
skyttelse af enkeltpersoners og virksomheders rettigheder.
Det fremgår af artikel 24, stk. 3, at medlemsstaterne kan an-
vende denne artikel under hensyntagen til artikel 53-61 i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni
2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut
og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber
(CRD IV) med de fornødne ændringer. § 136 i lov om beta-
linger svarer til den særlige tavshedsbestemmelse for Fi-
nanstilsynet, som fremgår af § 354 i lov om finansiel virk-
somhed. § 354 i lov om finansiel virksomhed gennemfører
artikel 53-60 i CRD IV.
Bestemmelsen indeholder hovedreglen for Finanstilsynets
tavshedspligt og er en særbestemmelse om tavshedspligt, jf.
offentlighedslovens § 35. Det indebærer, at der ikke vil være
mulighed for adgang til aktindsigt efter offentlighedsloven i
oplysninger hos Finanstilsynet, der er omfattet af tavsheds-
pligten. Denne skærpede tavshedspligt går desuden videre
end den tavshedspligt, der i medfør af § 27, stk. 1, i forvalt-
ningsloven påhviler alle offentligt ansatte.
Tavshedspligten er baseret på et ønske om at beskytte virk-
somhedernes kunder, både privatpersoner og erhvervskun-
der. Hertil kommer et ønske om af konkurrencemæssige
grunde at beskytte oplysninger om virksomhedernes forret-
ningsmæssige forhold. Herudover er Finanstilsynets tavs-
hedspligt en afgørende betingelse for den tilsynsmæssige ef-
fektivitet. For at tilsynet kan få alle nødvendige oplysninger
i en given sag, må virksomhederne og kunderne kunne nære
tillid til, at Finanstilsynet ikke videregiver fortrolige oplys-
ninger.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20.
maj 2019 om ændring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt
angår fritagne enheder, finansielle holdingselskaber, blande-
de finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstalt-
ninger og ‑beføjelser og kapitalbevaringsforanstaltninger
(CRD V), indeholder en ny artikel 58a i CRD IV, hvorefter
de kompetente myndigheder skal kunne videregive oplys-
ninger til Den Internationale Valutafond og Verdensbanken
med henblik på vurderinger som led i programmet til vurde-
ring af den finansielle sektor, Den Internationale Betalings-
bank med henblik på kvantitative konsekvensanalyser og
Rådet for Finansiel Stabilitet med henblik på dets tilsyns-
funktion.
Med lovforslaget foreslås det, at der i § 136 indsættes et nr.
24, hvorefter Finanstilsynet kan videregive oplysninger til
Den Internationale Valutafond og Verdensbanken med hen-
blik på vurderinger som led i programmet til vurdering af
den finansielle sektor.
Med bestemmelsen gennemføres artikel 58 a, stk. 1, litra a, i
CRD V. Med forslaget vil det være en betingelse for at vide-
regive oplysninger til Den Internationale Valutafond og
46
Verdensbanken, at der er behov for oplysningerne til vurde-
ringen af den finansielle sektor. De udvekslede oplysninger
skal således begrænses til, hvad der er relevant og forholds-
mæssigt under hensyn til formålet med udvekslingen.
Ved en sådan udveksling af oplysninger skal de nævnte op-
lysningers fortrolighed og de kommercielle interesser hos
operatører af væsentlige tjenester sikres. Har modtageren
derfor ikke redegjort nærmere for deres behov for at indhen-
te oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modta-
geren har givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Fi-
nanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhentelsen
af oplysningerne, før Finanstilsynet træffer endelig beslut-
ning om at udlevere disse.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra en anden
medlemsstat, vil alene kunne ske, såfremt de myndigheder,
som har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige
tilladelse, og oplysningerne må udelukkende benyttes til det
formål, som tilladelsen vedrører.
Alle, der efter stk. 5 modtager fortrolige oplysninger fra Fi-
nanstilsynet, er undergivet den samme skærpede tavsheds-
pligt med hensyn til disse oplysninger, som Finanstilsynets
ansatte efter § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.
Det foreslås endvidere, at der i § 136 indsættes et nr. 25,
hvorefter Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysnin-
ger til Den Internationale Betalingsbank med henblik på
kvantitative konsekvensanalyser.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 58 a,
stk. 1, litra b, i CRD V. Det vil være en betingelse for at vi-
deregive oplysninger til Den Internationale Betalingsbank,
at der er tale om oplysninger, som Den Internationale Beta-
lingsbank har brug for med henblik på kvantitative konse-
kvensanalyser. De udvekslede oplysninger skal således be-
grænses til, hvad der er relevant og forholdsmæssigt under
hensyn til formålet med udvekslingen.
Ved en sådan udveksling af oplysninger skal de nævnte op-
lysningers fortrolighed og de kommercielle interesser hos
operatører af væsentlige tjenester sikres. Har modtageren
derfor ikke redegjort nærmere for deres behov for at indhen-
te oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modta-
geren har givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Fi-
nanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhentelsen
af oplysningerne, før Finanstilsynet beslutter at udlevere dis-
se.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra et andet med-
lemsland, kan alene ske, såfremt de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladel-
se, og oplysningerne må udelukkende benyttes til det for-
mål, som tilladelsen vedrører.
Alle, der i henhold til stk. 5 modtager fortrolige oplysninger
fra Finanstilsynet, er undergivet den samme skærpede tavs-
hedspligt med hensyn til disse oplysninger, som Finanstilsy-
nets ansatte efter § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.
Det foreslås endvidere, at der i § 136 indsættes et nr. 26,
hvorefter Finanstilsynet kan videregive oplysninger til Rådet
for Finansiel Stabilitet med henblik på dets tilsynsfunktion.
Med bestemmelsen gennemføres artikel 58 a, stk. 1, litra c, i
CRD V. Det vil være en betingelse for at videregive oplys-
ninger til Rådet for Finansiel Stabilitet, at der er tale om op-
lysninger, som Rådet for Finansiel Stabilitet har brug for,
med henblik på dets tilsynsfunktion. De udvekslede oplys-
ninger skal således begrænses til, hvad der er relevant og
forholdsmæssigt under hensyn til formålet med udvekslin-
gen.
Ved en sådan udveksling af oplysninger skal de nævnte op-
lysningers fortrolighed og de kommercielle interesser hos
operatører af væsentlige tjenester sikres. Har modtageren
derfor ikke redegjort nærmere for deres behov for at indhen-
te oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modta-
geren har givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Fi-
nanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhentelsen
af oplysningerne, før Finanstilsynet beslutter at udlevere dis-
se.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra et andet med-
lemsland, kan alene ske, såfremt de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladel-
se, og oplysningerne må udelukkende benyttes til det for-
mål, som tilladelsen vedrører.
Alle, der efter stk. 5 modtager fortrolige oplysninger fra Fi-
nanstilsynet, er undergivet den samme skærpede tavsheds-
pligt med hensyn til disse oplysninger, som Finanstilsynets
ansatte efter § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.
Ved en videregivelse af personoplysninger efter en af de op-
listede numre i § 136, stk. 5, vil de gældende regler vedrø-
rende databeskyttelse tillige finde anvendelse, hvorfor be-
handling af personoplysninger altid vil ske under iagttagelse
af gældende lovgivning, herunder databeskyttelsesforord-
ningen og databeskyttelsesloven.
Til nr. 26 (§ 136, stk. 7, i lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
47
Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 4 og 5, i §
136, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres til henvisninger til stk. 5
og 6.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 27 (§ 136, stk. 8, i lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
Det foreslås derfor, at henvisningen til § 136, stk. 6, i § 136,
stk. 7, der bliver stk. 8, ændres til henvisning til stk. 7.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 28 (§ 138, stk. 1, 8. pkt., i lov om betalinger)
Efter § 138, stk. 1, 8. pkt., i lov om betalinger skal Finanstil-
synets beslutning om bl.a. at overgive sager efter artikel 3,
artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4 i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 til politi-
mæssig efterforskning offentliggøres på Finanstilsynets
hjemmeside med angivelse af virksomhedens navn.
Det foreslås, at § 138, stk. 1, 8. pkt., ændres, så henvisnin-
gen til artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b ændres til
artikel 3-4.
Med forslaget udvides de bestemmelser i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, hvorefter
Finanstilsynets politianmeldelse skal offentliggøres, til også
at omfatte beslutninger truffet i henhold til artikel 3a, stk. 5
og 6.
I medfør af artikel 3a, stk. 5, sender betalerens betalingstje-
nesteudbyder for hvert betalingskort, som udbyderen har ud-
stedt til betaleren, og som er knyttet til den samme konto, en
elektronisk meddelelse med de nødvendige oplysninger til
betaleren uden unødig forsinkelse, efter at betalingstjeneste-
udbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthæv-
ning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i
en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den
valuta, som betalerens konto føres i. Uanset foranstående
skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned,
hvori betalernes betalingstjenesteudbyder modtager en beta-
lingsordre fra betaleren i samme valuta.
I medfør af artikel 3a, stk. 6, aftaler betalingstjenesteudby-
deren med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt og
let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er),
hvorigennem betalingstjenesteudbyderen sender den elektro-
niske meddelelse. Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde be-
talingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modta-
ge de elektroniske meddelelser. Betalingstjenesteudbyderen
og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at forordningens ar-
tikel 3a, stk. 5 og 6, helt eller delvist ikke finder anvendelse,
hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.
De omhandlede oplysninger skal ifølge artikel 3a, stk. 7,
fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.
Der er med den foreslåede ændring ikke i øvrigt tilsigtet æn-
dringer af Finanstilsynets praksis for offentliggørelse efter §
138, stk. 1, 8. pkt., i lov om betalinger.
Ved eventuel offentliggørelse, videregivelse eller indhentel-
se af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende
databeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen
af personoplysninger altid skal ske under iagttagelse af gæl-
dende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
Til nr. 29 (§ 139, stk. 1, 2. pkt., i lov om betalinger)
Efter § 139, stk. 1, 2. pkt., i lov om betalinger skal Finanstil-
synet orientere offentligheden om sager, som er behandlet af
Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og
som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen
af bl.a. artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4 i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af
16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i
Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001.
Det foreslås, at § 139, stk. 1, 2. pkt., ændres, så henvisnin-
gen til artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b ændres til
artikel 3-4.
Med forslaget udvides de bestemmelser i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, som Fi-
nanstilsynet skal orientere offentligheden om, til også at om-
fatte artikel 3a, stk. 5 og 6.
I medfør af artikel 3a, stk. 5, sender betalerens betalingstje-
nesteudbyder for hvert betalingskort, som udbyderen har ud-
stedt til betaleren, og som er knyttet til den samme konto, en
elektronisk meddelelse med de nødvendige oplysninger til
betaleren uden unødig forsinkelse, efter at betalingstjeneste-
udbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthæv-
ning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i
48
en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den
valuta, som betalerens konto føres i. Uanset foranstående
skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned,
hvori betalernes betalingstjenesteudbyder modtager en beta-
lingsordre fra betaleren i samme valuta.
I medfør af artikel 3a, stk. 6, aftaler betalingstjenesteudby-
deren med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt og
let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er),
hvorigennem betalingstjenesteudbyderen sender den elektro-
niske meddelelse. Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde be-
talingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modta-
ge de elektroniske meddelelser. Betalingstjenesteudbyderen
og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at forordningens ar-
tikel 3a, stk. 5 og 6, helt eller delvist ikke finder anvendelse,
hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.
De omhandlede oplysninger skal ifølge artikel 3a, stk. 7,
fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.
Der er med den foreslåede ændring ikke i øvrigt tilsigtet æn-
dringer af Finanstilsynets praksis for orientering af offent-
ligheden efter § 139 i lov om betalinger.
Ved eventuel offentliggørelse, videregivelse eller indhentel-
se af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende
databeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen
af personoplysninger altid skal ske under iagttagelse af gæl-
dende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
Til nr. 30 (§ 143 i lov om betalinger)
Efter § 143 i lov om betalinger kan afgørelser truffet af Fi-
nanstilsynet i henhold til loven, regler udstedt i medfør af
loven, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om
betalingstjenester i det indre marked, artikel 3, artikel 3a,
stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4 i Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning nr. 2009/924 om grænseoverskridende beta-
linger i Unionen eller Europa-Parlamentets eller Rådets for-
ordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og
forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte de-
biteringer i euro indbringes for Erhvervsankenævnet af den,
som afgørelsen retter sig mod, senest fire uger efter at afgø-
relsen er meddelt den pågældende.
Det foreslås, at § 143 ændres, så henvisningen til artikel 3,
artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4, ændres til artikel
3-4 og henvisningen til Europa-Parlamentets eller Rådets
forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 ændres til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
260/2012 af 14. marts 2012.
Med den foreslåede ændring vil det fremgå af bestemmel-
sen, at Finanstilsynets afgørelser kan indbringes for Er-
hvervsankenævnet, når afgørelserne er truffet med hjemmel
i artikel 3-4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskriden-
de betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning
(EF) nr. 2560/2001 eller med hjemmel i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts
2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditover-
førsler og direkte debiteringer i euro.
Med forslaget udvides omfanget af afgørelser fra Finanstil-
synet, der vil kunne indbringes for Erhvervsankenævnet, så
det også omfatter afgørelser truffet efter artikel 3a, stk. 5-6, i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af
16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i
Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001, der er indført med Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring
af forordning (EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer
for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselge-
byrer.
I medfør af artikel 3a, stk. 5, sender betalerens betalingstje-
nesteudbyder for hvert betalingskort, som udbyderen har ud-
stedt til betaleren, og som er knyttet til den samme konto, en
elektronisk meddelelse med de nødvendige oplysninger til
betaleren uden unødig forsinkelse, efter at betalingstjeneste-
udbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthæv-
ning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i
en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den
valuta, som betalerens konto føres i. Uanset foranstående
skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned,
hvori betalernes betalingstjenesteudbyder modtager en beta-
lingsordre fra betaleren i samme valuta.
I medfør af artikel 3a, stk. 6, aftaler betalingstjenesteudby-
deren med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt og
let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er),
hvorigennem betalingstjenesteudbyderen sender den elektro-
niske meddelelse. Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde be-
talingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modta-
ge de elektroniske meddelelser. Betalingstjenesteudbyderen
og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at forordningens ar-
tikel 3a, stk. 5 og 6, helt eller delvist ikke finder anvendelse,
hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.
De omhandlede oplysninger skal ifølge artikel 3a, stk. 7,
fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.
Ved eventuel videregivelse, offentliggørelse eller indhentel-
se af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende
databeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen
af personoplysninger altid skal ske under iagttagelse af gæl-
49
dende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
Den foreslåede ændring af henvisningen til Europa-Parla-
mentets eller Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14.
marts 2012, til rettelig at være en henvisning til Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14.
marts 2012 er alene en redaktionel ændring, som skal sikre,
at henvisning til EU-retsakter sker korrekt.
Til nr. 31 (§ 145 a og 145 b i lov om betalinger)
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med en
række bestemmelser i lov om betalinger. Det fremgår såle-
des af § 145, stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
fører tilsyn med overholdelsen af kapitel 4 og §§ 120-123 og
1) artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen
og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, 2) arti-
kel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
260/2012/EU af 14. marts 2012 om tekniske og forretnings-
mæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i
euro og om ændring af forordning nr. 924/2009/EF om
grænseoverskridende betalinger i euro (SEPA-forordningen)
og 3) artikel 3-11 i Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning nr. 2015/751/EU om interbankgebyrer for kortbaserede
betalingstransaktioner.
Som udgangspunkt fungerer Konkurrence- og Forbrugersty-
relsens tilsyn efter loven i konkrete afgørelsessager uafhæn-
gigt af ministeren, der ikke inddrages i styrelsens afgørelser.
Sammenfattende træffer styrelsen således allerede i dag
selvstændigt afgørelser i konkrete sager om efterlevelse af
bestemmelserne i lov om betalinger. Lovændringen vil der-
med formalisere, hvad der er normal praksis for Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsens afgørelser på området.
Det foreslås på den baggrund for det første, at der efter §
145 i lov om betalinger indføres en ny § 145 a, som i 1. pkt.
fastslår, at Konkurrencerådet skal have det overordnede an-
svar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administra-
tion efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf.
Forslaget vil indebære, at Konkurrencerådet får det overord-
nede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens admi-
nistration af loven og kan instruere styrelsen generelt og i
forhold til konkrete afgørelser. Formelt set er Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsens tilsyn med lov om betalinger i dag
underlagt erhvervsministerens ansvar, hvorefter erhvervsmi-
nisteren har de sædvanlige overordnelsesbeføjelser inden for
sit ressort. Med forslaget vil det overordnede ansvar for
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn med lov om be-
talinger overgå fra erhvervsministeren til Konkurrencerådet.
Det vil også medføre, at ministeren ikke har instruktionsbe-
føjelser over for Konkurrencerådet eller Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen i forhold til myndighedernes tilsyn efter
lov om betalinger.
Det foreslås med 2. pkt., at Konkurrencerådet træffer afgø-
relse i sager af principiel eller særlig stor betydning.
Det vil indebære, at Konkurrencerådet træffer afgørelse i
sager af principiel eller særlig stor betydning. En sag kan
være af principiel betydning, hvor der er tale om en pro-
blemstilling, der ikke tidligere er taget stilling til efter loven,
eller hvor afgørelsen i øvrigt kan danne præcedens. En sag
kan også være principiel, hvis f.eks. en hidtidig fortolkning
skal ændres. En sag kan have særlig stor betydning, hvis den
indebærer betydelige følger for en eller flere virksomheder
eller en hel branche.
Arbejdsdelingen mellem Konkurrencerådet og Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsen betyder, at styrelsen vil kunne
træffe afgørelser i sager, der ikke er af principiel eller særlig
stor betydning. Det omfatter bl.a., at styrelsen på rådets veg-
ne kan træffe afgørelser i et større antal sager, hvor afgørel-
serne stort set er enslydende. Det vil f.eks. være tilfældet,
hvor styrelsen modtager et større antal klager over samme
forhold.
Det foreslås med 3. pkt., at det klargøres, at Konkurrencerå-
det og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ved den daglige
administration efter denne lov og regler udstedt i medfør
heraf er uafhængige af erhvervsministeren.
Forslaget vil indebære, at ministeren ikke vil have instrukti-
onsbeføjelser over for Konkurrencerådet eller Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen i relation til administrationen, herun-
der blandt andet tilsynet med lov om betalinger. Styrelsens
deltagelse i internationale fora som uafhængig tilsynsføren-
de myndighed efter lov om betalinger vil heller ikke være
underlagt instruktionsbeføjelser fra ministeren. En virkning
af forslaget vil endvidere være, at Konkurrencerådet som et
led i det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsens administration af loven træffer beslutning om
oversendelse af sager til politimæssig efterforskning.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens daglige administration
omfatter bl.a., at klager efter loven skal indgives til styrel-
sen, ligesom styrelsen står for sagsoplysningen i alle sager
og står for høring af sagens parter og eventuelle tredjemænd.
Styrelsen træffer afgørelse i sager, der ikke er af principiel
eller særlig stor betydning.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil dog fortsat være un-
derlagt instruktion fra erhvervsministeren i sager vedrørende
f.eks. forberedelse af lovgivning, almindelig ministerbetje-
ning og bidrag til tværgående arbejde på ministerområdet.
Dette omfatter tillige udarbejdelse af eventuelle analyser til
50
ministeren. Det samme gælder styrelsens deltagelse som re-
præsentant for Danmark i internationalt arbejde vedrørende
forberedelse af nye eller ændrede EU-retsakter på området.
Konkurrencerådet er en del af Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen, og udgør en samlet, uafhængig myndighed, jf. § 1
i bekendtgørelse om forretningsorden for Konkurrencerådet.
Når der i lov om betalinger henvises til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen, omfatter det såvel styrelsen som rådet.
Henvises der til Konkurrencerådet angår henvisningen mod-
sætningsvist kun Konkurrencerådet og ikke Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen. Det samme gør sig gældende i kon-
kurrenceloven.
Det foreslås endvidere i stk. 2, at Konkurrencerådet kan de-
legere sin kompetence til at træffe afgørelse efter stk. 1, 2.
pkt., til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Som udgangs-
punkt træffer styrelsen kun afgørelse i sager, der ikke er af
principiel eller særlig stor betydning. Konkurrencerådet kan
dog i medfør af den foreslåede bestemmelse delegere sin
kompetence til at træffe afgørelse efter stk. 1, 2. pkt., til sty-
relsen.
Bestemmelsen er inspireret af konkurrencelovens § 15, stk.
4, hvoraf det følger, at Konkurrencerådet kan delegere sin
kompetence til at træffe afgørelser af principiel eller særlig
stor betydning til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Det foreslås endvidere, at der indføres en ny bestemmelse i
lov om betalinger § 145 b, hvorefter Konkurrence- og For-
brugerstyrelsen afgør, om der er tilstrækkelig anledning til
at undersøge eller træffe afgørelse i en sag, herunder om
sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
Bestemmelsen foreslås ud fra hensynet til en så effektiv an-
vendelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens ressourcer
som muligt på betalingsområdet. Det betyder endvidere, at
styrelsen i praksis har vide beføjelser til at behandle en sag
af egen drift og til at afvise at behandle en klage.
I praksis afgør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen allerede
i dag, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller
træffe afgørelse i en konkret sag efter lov om betalinger,
herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt
skal indstilles. Den foreslåede bestemmelse vil dermed for-
malisere den gældende administrative praksis på området.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsynsopgave i for-
hold til lov om betalinger er vokset gennem de sidste par år,
bl.a. som følge af implementeringen af 2. betalingstjeneste-
direktiv og interbankgebyrforordningen. Det vurderes derfor
hensigtsmæssigt, at styrelsen kan foretage en prioritering af
styrelsens ressourcer i forhold til, hvilke tilsynssager styrel-
sen vil undersøge og eventuelt træffe afgørelse i. Det fore-
slås derfor, at styrelsen tillægges en prioriteringsadgang,
hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får beføjelser til at
behandle en sag af egen drift og til at afvise at behandle en
klage.
Den foreslåede bestemmelse er inspireret af konkurrencelo-
vens § 15, stk. 1, 3. pkt., hvoraf det fremgår, at styrelsen af-
gør, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller
træffe afgørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen
midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
Forslaget vil indebære, at Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sen på et hvilket som helst tidspunkt i sagsbehandlingen kan
afvise at behandle alle eller nogle af de klagepunkter, som
en klager har rejst. Styrelsen vil endvidere kunne beslutte, at
styrelsen ikke vil træffe afgørelse i en sag. Det vil f.eks.
kunne være tilfældet, hvor styrelsen modtager en klage, og
hvor det viser sig, at styrelsen først vil kunne træffe afgørel-
se efter at have iværksat betydelige og ressourcekrævende
undersøgelser, der ikke vil stå mål med enten afgørelsens
forventede resultat eller betydning. En sådan prioriterings-
adgang er vigtig af hensyn til en så effektiv anvendelse og
en så hensigtsmæssig prioritering af styrelsens ressourcer
som muligt.
Med den foreslåede bestemmelse vil det således fremgå di-
rekte af loven, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er til-
lagt en prioriteringsadgang.
Til nr. 32 (§ 152, stk. 2, i lov om betalinger)
Efter § 152, stk. 2, i lov om betalinger straffes bl.a. overtræ-
delser af artikel 3, stk. 1 og 1a, artikel 3a, stk. 3-4, artikel
3b, artikel 4, stk. 1, 3 og 4, og artikel 6 og 7 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 med bøde.
Det foreslås at ændre § 152, stk. 2, så det fremover kan
straffes med bøde at overtræde artikel 3a, stk. 3-5, i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. sep-
tember 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fælles-
skabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001.
Med lovforslaget udvides strafbestemmelsen til at omfatte
artikel 3a, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseover-
skridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af for-
ordning (EF) nr. 2560/2001.
Artikel 3a, stk. 5, indeholder en forpligtelse for udbydere af
betalingstjenester til at sende betaleren en elektronisk med-
delelse med oplysninger om vekselgebyrer og den gældende
vekselkurs, efter at udbyderen modtager en betalingsordre
ved en kontanthævning i en pengeautomat eller for en beta-
ling på et salgssted. Meddelelsen skal sendes, når betalings-
ordren vedrører en hvilken som helst EU-valuta, som er for-
51
skellig fra den valuta, som betalerens konto føres i. Medde-
lelsen skal sendes uden unødig forsinkelse. For efterfølgen-
de betalingsordrer gælder i henhold til artikel 3a, stk. 5, 2.
afsnit, at meddelelsen skal sendes igen én gang i hver må-
ned, hvori betalerens betalingstjenesteudbyder modtager en
betalingsordre fra betaleren i samme valuta.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af artikel 3a, stk. 5, er be-
talingstjenesteudbydere, der modtager en betalingsordre for
et betalingskort ved en kontanthævning i en pengeautomat
eller for en betaling på et salgssted i en hvilken som helst
EU-valuta, som er forskellig fra den valuta, som betalerens
konto føres i.
Det forudsættes, at alene gentagne eller grove overtrædelser
af artikel 3a, stk. 5, straffes efter § 152, stk. 2. Manglende
udsendelse af en elektronisk meddelelse bør som udgangs-
punkt ikke straffes, hvis undladelsen f.eks. er udtryk for et
enkeltstående tilfælde, skyldes et kortvarigt, teknisk ned-
brud, en undskyldelig fejl eller uforudsigelige omstændighe-
der, som betalingstjenesteudbyderen hverken har haft ind-
flydelse på eller kunne afværge. Det vil eksempelvis være
en strafbar overtrædelse, hvis betalingstjenesteudbyderen
gentagne gange undlader at sende en elektronisk meddelelse
til en betaler, der ikke i henhold til forordningens artikel 3a,
stk. 6, 2. afsnit, har fravalgt at modtage disse meddelelser.
Det vil desuden være en strafbar overtrædelse, hvis beta-
lingstjenesteudbyderen i den elektroniske meddelelse til be-
taleren helt undlader at oplyse om vekselgebyrer og veksel-
kurs.
Det følger af § 152, stk. 5, i lov om betalinger, at der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar ef-
ter 5. kapitel i straffeloven.
Ved udmålingen af bøder bør der, ud over de almindelige
strafudmålingsprincipper i straffelovens kapitel 10, indgå
betragtninger om, at der skal være en sammenhæng mellem
virksomhedernes finansielle styrke, grovheden af overtræ-
delsen og bødestørrelsen. Baggrunden herfor er at sikre, at
sanktionsniveauet for overtrædelser er mærkbart for alle ak-
tører, således at bøder vil have en pønal og præventiv effekt.
Vurderingen af overtrædelsens grovhed bør foregå uafhæn-
gigt af gerningsmandens økonomiske forhold.
Til § 2
Til nr. 1 (§ 1, stk. 1, nr. 19, i hvidvaskloven)
Det fremgår af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 19, at valuta-
vekslingsvirksomhed er omfattet af lovens anvendelsesom-
råde.
Det følger af hvidvasklovens § 1, stk. 6, at Finanstilsynet for
virksomheder og personer omfattet af stk. 1, nr. 8 og 19, kan
fastsætte regler om, at loven helt eller delvist ikke finder an-
vendelse på virksomheder og personer, der alene udøver fi-
nansiel aktivitet i begrænset omfang.
Ved ændring af hvidvaskloven i 2019, jf. lov nr. 553 af 7.
maj 2019, blev der indsat to yderligere stykker i § 1. Ved en
fejl blev henvisningen til stk. 4 i § 1, stk. 1, nr. 19, ikke ret-
tet, som følge af at der blev tilføjet yderligere stykker.
Det foreslås derfor at ændre § 1, stk. 1, nr. 19, således at stk.
4 ændres til stk. 6.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at § 1, stk. 1, nr. 19,
vil indeholde en korrekt henvisning til bemyndigelsesbe-
stemmelsen i § 1, stk. 6.
Ændringen er redaktionel og medfører ikke materielle æn-
dringer.
Til nr. 2 (§ 1, stk. 1, nr. 20, i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 20, fastsætter, at udbydere af
spil er omfattet af hvidvasklovens anvendelsesområde, dog
jf. stk. 5. Bestemmelsen gennemfører artikel 2, stk. 1, litra f,
i 4. hvidvaskdirektiv.
Hvidvasklovens § 1, stk. 7, giver skatteministeren kompe-
tence til at fastsætte regler om, at loven helt eller delvist ik-
ke finder anvendelse for spil, dog ikke kasinoer, hvor der
vurderes at være en begrænset risiko for hvidvask eller fi-
nansiering af terrorisme. Skatteministeren har udnyttet be-
myndigelsen, jf. bekendtgørelse nr. 727 af 9. juni 2017, og
har undtaget en række spil delvist.
Hvidvasklovens § 65 fastlægger, at Spillemyndigheden på-
ser, at udbydere af spil omfattet af § 1, stk. 1, nr. 20, over-
holder loven, de regler, der er udstedt i medfør heraf, og for-
ordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner
mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller orga-
ner. Spillemyndigheden er således kompetent myndighed til
at sikre, at de forpligtede virksomheder på spilleområdet
overholder hvidvaskloven.
Bestemmelserne i § 5 nr. 1-9, i lov om spil fastlægger føl-
gende definitioner: 1) spil: lotteri, kombinationsspil og væd-
demål, 2) lotteri: aktiviteter, hvor en deltager har en chance
for at vinde en gevinst, og hvor gevinstchancen udelukkende
beror på tilfældighed, 3) kombinationsspil: aktiviteter, hvor
en deltager har en chance for at vinde en gevinst, og hvor
gevinstchancen beror på en kombination af færdighed og til-
fældighed, 4) væddemål: aktiviteter, hvor en deltager har en
chance for at vinde en gevinst, og hvor der væddes om re-
sultatet af en fremtidig begivenhed eller indtræffelse af en
fremtidig hændelse, 5) klasselotteri: lotteri, der er opdelt i
52
flere klasser med særskilte trækninger i hver klasse, 6) pul-
jevæddemål: væddemål, hvor hele eller dele af gevinsten af-
hænger af størrelsen af den samlede pulje af indsatser eller
bliver delt mellem vinderne, 7) gevinstgivende spilleauto-
mater: mekaniske eller elektroniske maskiner, der kan an-
vendes til spil, hvor spilleren kan vinde en gevinst, 8) on-
linespil: spil, der indgås mellem en spiller og en spiludbyder
ved brug af fjernkommunikation og 9) landbaserede spil:
spil, der indgås, ved at en spiller og en spiludbyder eller spi-
ludbyderens forhandler mødes fysisk.
Det foreslås at nyaffatte hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 20,
hvorefter hvidvaskloven finder anvendelse for udbydere af
spil, som defineret i lov om spil, jf. dog bestemmelsens stk.
7.
Ved udbyder af spil forstås en juridisk eller fysisk person
etableret her i landet, der udbyder spil erhvervsmæssigt i
eget navn. Med etableret her i landet skal forstås, at udbyde-
ren enten har hjemsted i Danmark eller har tilladelse til at
udbyde spil i Danmark. Med den foreslåede bestemmelse vil
udbydere af spil, der har hjemsted uden for Danmark, men
tilladelse til at udbyde spil i Danmark, således også være un-
derlagt hvidvaskloven.
Den foreslåede bestemmelse finder alene anvendelse på er-
hvervsmæssigt udbud af spil omfattet af lov om spil. Med
den foreslåede bestemmelse vil udbud af ikke-erhvervsmæs-
sigt spil ikke være omfattet af hvidvaskloven. Det gælder
f.eks. spil omfattet af lov om offentligt hasardspil i turne-
ringsform.
Det er udbyderen af spil, der er omfattet af det foreslåede
anvendelsesområde for lov. De enkelte forhandlere af spil i
butikker, kiosker m.v., som forhandler spillet i spiludbyde-
rens navn, er ikke omfattet af lovens anvendelsesområde.
Er en udbyder af spil etableret her i landet, men udbyder spil
online til et andet EU- eller EØS-land, skal Spillemyndighe-
den i henhold til artikel 45, stk. 2 og 3, i 4. hvidvaskdirektiv,
jf. hvidvasklovens § 31, sikre, at virksomheden overholder
lovens regler om forebyggende foranstaltninger mod hvid-
vask og finansiering af terrorisme ved spiludbuddet.
I den foreslåede nyaffattelse af § 1, stk. 1, nr. 20, tilføjes en
henvisning til definitionen i lov om spil, og henvisningen til
stk. 5 ændres til en henvisning til stk. 7.
Hvidvaskloven § 1, stk. 5, blev ved ændringslov nr. 553 af
7. maj 2019 ændret til § 1, stk. 7, som følge af at der i § 1
blev indsat et nyt stk. 4 og 5, hvorefter de oprindelige stk. 4
og 5 blev til stk. 6 og 7. Ændringen er derfor alene af redak-
tionel karakter.
Den foreslåede nyaffattelse har endvidere til formål at sikre
overensstemmelse med artikel 3, nr. 14, i 4. hvidvaskdirek-
tiv, som definerer ”spiltjenester” som ”en tjeneste, som in-
debærer, at der gøres en indsats med penge i hasardspil, her-
under spil med et element af færdigheder, f.eks. lotteri, kasi-
nospil, pokerspil og væddemål, som udbydes på en fysisk
lokalitet eller ved hjælp af forskellige midler på afstand, ved
hjælp af elektroniske midler eller anden kommunikations-
fremmende teknologi og efter individuel anmodning fra en
tjenestemodtager”.
Artikel 3, nr. 14, i 4. hvidvaskdirektiv er i forbindelse med
implementeringen af 4. hvidvaskdirektiv ikke implementeret
i hvidvaskloven, fordi udbydere af spil og spiltjenester alle-
rede reguleres i lov om spil.
Nyaffattelsen, hvorved der tilføjes bestemmelsen en henvis-
ning til lov om spil, tjener derfor alene til at sikre, at det er
klart, at hvidvasklovens definition af udbydere af spil svarer
til definitionen i lov om spil, og at artikel 3, nr. 14, i 4. hvid-
vaskdirektiv således er fuldt ud implementeret. § 5 i lov om
spil indeholder den gældende definition af spil.
Til nr. 3 (§ 5 a i hvidvaskloven)
Der gælder på nuværende tidspunkt ikke særlige regler for
anvendelse af forudbetalte anonyme kort udstedt i tredjelan-
de i Danmark.
Efter hvidvasklovens § 21, stk. 2, er Finanstilsynet bemyn-
diget til at fastsætte regler om gennemførelse af lempede
kundekendskabsprocedurer for udstedere af elektronisk pen-
ge på områder, hvor der vurderes at være begrænset risiko
for hvidvask og finansiering af terrorisme. Finanstilsynet har
udmøntet bemyndigelsen i bekendtgørelse nr. 1359 af 30.
november 2017 om lempede krav til kundekendskabsproce-
durer efter lov om forebyggende foranstaltninger mod hvid-
vask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven). Herved
er artikel 12, stk. 1 og 2, i 4. hvidvaskdirektiv gennemført.
Det foreslås at indsætte § 5 a, hvorefter betalinger foretaget
med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande ikke
må indløses i Danmark. Tilsvarende må restværdien i kon-
tanter eller kontanthævning af pengeværdien på sådanne
kort ikke indløses i Danmark.
Den foreslåede § 5 a implementerer artikel 1, nr. 7, litra c, 2.
led, i 5. hvidvaskdirektiv. Det følger af artikel 1, nr. 7, litra
c, 1. led, i 5. hvidvaskdirektiv, at medlemsstaterne skal fast-
sætte regler om, at der kun kan ske indløsning af betalinger
foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelan-
de, såfremt kortene opfylder betingelser svarende til betin-
gelserne for lempede kundekendskabsprocedurer i artikel
12, stk. 1 og 2, i 4. hvidvaskdirektiv, og som ændret i artikel
1, nr. 7, litra a og b, i 5. hvidvaskdirektiv. Det følger af arti-
53
kel 1, nr. 7, litra c, 2. led, i 5. hvidvaskdirektiv, at medlems-
landene kan vælge ikke at acceptere betalinger foretaget
med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande på de-
res område.
Forbuddet vil alene gælde i Danmark. Det er således udeluk-
kende indløsning foretaget i Danmark af anonyme forudbe-
talte kort udstedt i tredjelande, som vil være omfattet af be-
stemmelsen. Bestemmelsen medfører således ikke ind-
skrænkninger i retten til at besidde et sådan kort, f.eks. til
brug for udenlandsrejser i lande, hvor indløsning af pågæl-
dende kort er tilladt.
Indløsning af betalinger svarer til definitionen af ”indløs-
ning af betalingstransaktioner” i § 7, stk. 1, nr. 25, i lov nr.
652 af 8. juni 2017 om betalinger (lov om betalinger). Her-
ved forstås, at en udbyder af betalingstjenester har indgået
aftale med en betalingsmodtager om modtagelse og bear-
bejdning af betalingstransaktioner med henblik på at overfø-
re midler til betalingsmodtageren.
Det er afgrænset i lov om betalinger, hvem der må indløse
betalingsinstrumenter i Danmark. Det er alene virksomheder
med tilladelse som pengeinstitut, e-pengeinstitut, betalings-
institut eller virksomheder, der har begrænset tilladelse til at
udstede e-penge eller udbyde betalingstjenester, der må ind-
løse betalingsinstrumenter, herunder betalingskort såsom
kreditkort og debetkort, her i landet, jf. §§ 2 og 3 i lov om
betalinger. Derudover må offentlige myndigheder og Natio-
nalbanken også indløse betalingsinstrumenter.
Forbuddet i den foreslåede § 5 a er absolut og omfatter såle-
des virksomheder og personer, der såvel lovligt som ulovligt
kan indløse betalingsinstrumenter i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse omfatter både betalinger fore-
taget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande,
foretaget fysisk i en butik og via internettet eller anden
fjernkommunikationsløsning, f.eks. ved booking og betaling
af leje for en bil online.
Ved anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande forstås
et betalingskort, som ikke er personaliseret, hvor e-penge in-
destår, og som kan erhverves ved betaling, uden at erhverve-
ren identificerer sig selv, og som er udstedt i et land uden
for EU eller EØS.
Ved indløsning af restværdien i kontanter skal forstås en
handling, hvor det indestående beløb eller en del af det inde-
stående beløb på det forudbetalte anonyme kort indløses af
udstederen af kortet, og indehaveren af kortet dermed får be-
løbet i kontanter.
Ved kontanthævning skal forstås en handling, hvor det inde-
stående beløb eller en del af det indestående beløb på det
forudbetalte anonyme kort hæves, f.eks. i en hæveautomat,
og indehaveren af kortet dermed får beløbet i kontanter.
Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 13, at overtrædelse af
den foreslåede § 5 a strafsanktioneres.
Strafsubjekterne for overtrædelse af den foreslåede bestem-
melse vil være fysiske og juridiske personer. Med forslaget
vil en fysisk eller juridisk person, der indløser et anonymt
forudbetalt kort udstedt i et tredjeland, kunne straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens
regler.
Til nr. 4 (§ 7, stk. 2, 1. pkt., i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 7, stk. 2, 1. pkt., fastsætter, at den daglige
ledelse i virksomheder omfattet af hvidvasklovens § 1, stk.
1, nr. 1-8, 10, 11, 19, 23 og 24, skal udpege en ansat, der har
fuldmagt til at træffe beslutninger på vegne af virksomheden
i henhold til § 8, stk. 2, § 18, stk. 3, og § 19, stk. 1, nr. 3.
Personens opgave er at træffe beslutninger i henhold til
hvidvasklovens § 8, stk. 2, om godkendelse af skriftlige po-
litikker, kontroller og forretningsgange, § 18, stk. 3, om eta-
blering og videreførelse af en forretningsforbindelse med en
politisk eksponeret person, en nærtstående eller nær samar-
bejdspartner til en politisk eksponeret person og § 19, stk. 1,
nr. 3, om godkendelse af etablering af en korrespondentfor-
bindelse.
Hvidvasklovens § 17, stk. 2, 1. pkt., fastsætter krav om, at
virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven skal
gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer, hvis en
kunde har hjemsted i et land, der er opført på Kommissio-
nens liste over højrisikotredjelande.
Ved § 1 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 om ændring af
hvidvaskloven blev § 17, stk. 2, ændret således, at det frem-
går, hvad skærpede kundekendskabsprocedurer skal omfat-
te.
De skærpede kundekendskabsprocedurer er fastsat i § 17,
stk. 2, nr. 1-5, og indebærer bl.a. efter § 17, stk. 2, nr. 5, at
etablering og videreførelse af en forretningsforbindelse med
en person, som har hjemsted i et land, der er opført på Kom-
missionens liste over højrisikotredjelande, skal godkendes af
den person, som er udpeget i henhold til hvidvasklovens § 7,
stk. 2, 1. pkt.
Det foreslås, at der i § 7, stk. 2, 1. pkt., indsættes en henvis-
ning til § 17, stk. 2, nr. 5.
54
Den foreslåede ændring har til formål at tydeliggøre, at det
er den person, der er udpeget efter § 7, stk. 2, 1. pkt., der er
ansvarlig for at godkende etablering og videreførelse af en
forretningsforbindelse med en person, som har hjemsted i et
land, der er opført på Kommissionens liste over højrisiko-
tredjelande i henhold til § 17, stk. 2, nr. 5. Den foreslåede
ændring er en konsekvens af bestemmelsen i § 17, stk. 2, nr.
5.
Til nr. 5 (§ 8, stk. 4, i hvidvaskloven)
Efter § 8, stk. 4, i hvidvaskloven skal bestyrelser i virksom-
heder, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-7, og som har en
intern revision eller intern audit, sikre, at den interne revi-
sion eller den interne audit vurderer, hvorvidt virksomhe-
dens politikker, forretningsgange og kontroller, jf. kravene i
denne lov og regler udstedt i medfør heraf, er tilrettelagt og
fungerer på betryggende vis.
Det følger af artikel 8, stk. 4, litra b, i 4. hvidvaskdirektiv, at
de politikker, kontroller og procedurer der er omhandlet i
stk. 3 til effektiv begrænsning og styring af de risici for
hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som identi-
ficeres på EU-niveau, i medlemsstaterne og i forpligtede en-
heder, omfatter en uafhængig revisionsfunktion til at teste
interne politikker, kontroller og procedurer for kundekend-
skab m.v., hvis det er hensigtsmæssigt i forhold til forret-
ningsaktiviteternes omfang og art.
Det følger af de specielle bemærkninger til den nuværende
bestemmelse i hvidvasklovens § 8, at bestemmelsen gen-
nemfører artikel 8 i 4. hvidvaskdirektiv, jf. Folketingstiden-
de 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 90.
Af bemærkningerne til § 8, stk. 4, følger det, at hvis en virk-
somhed har etableret en intern revision, skal den interne re-
vision også varetage revision med kravene i denne lov og
regler udstedt i medfør heraf, jf. Folketingstidende
2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 92.
I forbindelse med implementeringen blev der foretaget en
afvejning af, hvilke virksomheder, som skulle underlægges
kravet om en uafhængig revisionsfunktion ud fra et proporti-
onalitetsprincip. Der henvises til Folketingstidende
2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 31-32. Ud fra den
vurdering og i overensstemmelse med proportionalitetsprin-
cippet blev forpligtelsen alene udstrakt til at omfatte de en-
heder, der i forvejen er underlagt et krav om en intern uaf-
hængig revisionsfunktion. Det er på nuværende tidspunkt
virksomheder, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-7, i hvid-
vaskloven, dvs. finansielle virksomheder.
Erhvervsministeriet vurderede således, at der ikke var behov
for at stille et særskilt krav om etablering af en sådan intern
uafhængig revisionsfunktion i øvrige virksomheder, da der
typisk vil være tale om mindre virksomheder, hvor den dag-
lige ledelse løbende tager sig af de krav, som følger af lov-
givningen. Det indgik i denne vurdering, at alle virksomhe-
der og personer, som er omfattet af hvidvaskloven, internt
skal kontrollere deres opfyldelse af lovens krav, også selv-
om der ikke i hvidvaskloven stilles krav om, at specielle or-
ganisatoriske funktioner i en virksomhed skal udføre denne
kontrol.
Da der ikke efter dansk ret i anden sammenhæng er fundet
behov for at indføre et krav om en uafhængig revisionsfunk-
tion for ikke-finansielle virksomheder og fagfolk, er det hid-
til ikke fundet hensigtsmæssigt og proportionelt at pålægge
denne virksomhedsgruppe et krav om en uafhængig revisi-
onsfunktion i forhold til kontrol af interne politiker m.v.
vedrørende bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektivs artikel 8, stk. 4, litra b, som muligt, er der
imidlertid fundet anledning til at ændre hvidvasklovens § 8,
stk. 4.
Det foreslås således i § 8, stk. 4, at indsætte bestyrelser i an-
dre virksomheder, der er omfattet af § 1, stk. 1, som i hen-
hold til anden lovgivning er underlagt krav om en intern re-
vision eller intern audit.
Det foreslåede vil medføre, at andre virksomheder omfattet
af hvidvaskloven end de finansielle virksomheder, der er
nævnt i den gældende § 8, stk. 4, og som i anden lovgivning
bliver underlagt krav om intern revision eller intern audit,
også vil blive underlagt hvidvasklovens krav om, at besty-
relsen i virksomheden skal sikre, at den interne revision eller
den interne audit vurderer, hvorvidt virksomhedens politi-
kker, forretningsgange og kontroller, jf. kravene i denne lov
og regler udstedt i medfør heraf, er tilrettelagt og fungerer
på betryggende vis.
Dermed bliver bestemmelsen fremtidssikret, så der tages
højde for alle virksomheder, der fremadrettet kan blive om-
fattet krav om intern revision eller intern audit i henhold til
anden lovgivning.
Til nr. 6 (§ 11, stk. 1, nr. 3, 4. pkt., i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 3, fastlægger kravene til
indhentelse af identitetsoplysninger på reelle ejere, når kun-
den er en juridisk person, samt kontrol af identitetsoplysnin-
gerne. Bestemmelsens 4. pkt. fastlægger krav til kontrol,
hvor virksomhedens eller personens daglige ledelse anses
som reelle ejere og indeholder en henvisning til hvidvasklo-
vens § 2, litra a, nr. ii. Denne henvisning i lovteksten er i
dag mangelfuld. Ved en fejl er henvisningen til nr. 9 ikke
medtaget.
55
Det foreslås, at henvisningen i 4. pkt. ændres til ”§ 2, nr. 9,
litra a, nr. ii” med henblik på at rette henvisningen i lovtek-
sten.
Til nr. 7 (§ 14, stk. 6, 2. pkt., i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 14, stk. 6, er en undtagelse til § 14, stk. 5,
hvorefter en etableret forretningsforbindelse skal afbrydes
eller afvikles, såfremt der ikke kan gennemføres kundekend-
skabsprocedurer efter § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3.
Undtagelsen i stk. 6, 1. pkt., indebærer, at advokater, når de
fastslår en klients retsstilling eller forsvarer eller repræsente-
rer denne under eller i forbindelse med en retssag, herunder
rådgiver om at indlede eller undgå et sagsanlæg, ikke er for-
pligtet til at afbryde en forretningsforbindelse efter bestem-
melsens stk. 5. Undtagelsen i stk. 6, 2. pkt., gælder for per-
soner og virksomheder, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 14-17,
når de bistår en advokat i de situationer, som nævnt i 1. pkt.,
dvs. situationer hvor advokaten fastslår en klients retsstilling
eller forsvarer eller repræsenterer denne under eller i forbin-
delse med en retssag, herunder rådgiver om at indlede eller
undgå et sagsanlæg.
Hvidvasklovens § 14, stk. 6, 2. pkt., henviser ved en fejl til
bestemmelsens stk. 2. Henvisningen burde retteligt være til
bestemmelsens stk. 5.
Det foreslås, at henvisningen i stk. 6, 2. pkt., ændres til stk. 5
med henblik på at rette henvisningsfejlen.
Til nr. 8 (§ 25, stk. 1, i hvidvaskloven)
Den gældende bestemmelse i § 25, stk. 1, i hvidvaskloven
omhandler undersøgelsespligten for virksomheder og perso-
ner, der er omfattet af loven. Det følger af § 25, stk. 1, at
virksomheder og personer skal undersøge baggrunden for og
formålet med alle transaktioner, der er komplekse, usædvan-
ligt store, foretages i et usædvanligt mønster eller ikke har et
åbenbart økonomisk eller lovligt formål.
Hvidvasklovens § 25 gennemfører artikel 18, stk. 2, i 4.
hvidvaskdirektiv og artikel 1, stk. 1, nr. 10, litra b, i 5. hvid-
vaskdirektiv.
Det foreslås med § 25, stk. 1, at virksomheder og personer
omfattet af hvidvaskloven skal undersøge baggrunden for og
formålet med 1) alle transaktioner, der a) er komplekse, b)
er usædvanligt store, c) foretages i et usædvanligt mønster
eller d) ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål.
2) alle usædvanlige aktiviteter, der ikke har et åbenbart øko-
nomisk eller lovligt formål.
I forhold til den gældende bestemmelse i § 25, stk. 1, præci-
seres det således, at det fremgår af bestemmelsen, at pligten
også omfatter aktiviteter.
Formålet med bestemmelsen er at fastslå, om der er mistan-
ke eller rimelig grund til at formode, at en transaktion eller
en aktivitet har eller har haft forbindelse til hvidvask eller fi-
nansiering af terrorisme. Det betyder derfor også, at virk-
somheden og personen vil skulle have forretningsgange og
systemer, som gør det muligt at identificere sådanne trans-
aktioner og aktiviteter. Bestemmelsen skal ses i sammen-
hæng med hvidvasklovens § 26 om underretningspligt til
Hvidvasksekretariatet.
En mistanke og eventuel indgivelse af underretning til Hvid-
vasksekretariatet skal baseres på vurderinger i den konkrete
situation af handlingernes karakter og forskellighed fra nor-
male kundehandlinger, fortielser og andre særegne og atypi-
ske forhold hos kunden, der samlet leder opmærksomheden
hen på et eventuelt forsøg på tilsløring af midlernes oprin-
delse, der må formodes at have en kriminel karakter.
Formålet med undersøgelsespligten er at få fastslået, om det,
der vurderes som værende komplekst, usædvanlig stort, i et
usædvanligt mønster eller ikke har et åbenbart økonomisk
eller lovligt formål, bliver til en egentlig mistanke om hvid-
vask eller finansiering af terrorisme eller blot en formodning
herom, eller om en mulig mistanke kan afkræftes. Det kan
f.eks. være tilfældet, hvor en transaktion eller aktivitet ikke
svarer til kundens normale adfærdsmønster, eller hvor rådgi-
veren ikke har viden om, hvorfra kundens midler stammer.
Medfører undersøgelsen efter den foreslåede bestemmelse,
at virksomheden eller personen bliver vidende om, får mis-
tanke om eller rimelig grund til at formode, at en transak-
tion, midler eller en aktivitet har eller har haft tilknytning til
hvidvask eller finansiering af terrorisme, vil virksomheden
eller personen skulle underrette Hvidvasksekretariatet her-
om, jf. § 26 i hvidvaskloven.
Udgangspunktet i en undersøgelse af transaktioner eller ak-
tiviteter vil være at sammenholde de oplysninger, virksom-
heden har om kunden (f.eks. oplysninger om formålet med
forretningsforbindelsen og omfanget heraf), og det, der ser
mistænkeligt ud, herunder f.eks. en række transaktioner, der
fraviger de oplysninger om forretningsforbindelsens om-
fang, som virksomheden har om kunden. I denne proces kan
det være relevant at inddrage kunderådgiveren. Virksomhe-
den kan også kontakte kunden for at indhente oplysning om
formålet med transaktionen eller aktiviteten. Kundens for-
klaring vil dog i mange tilfælde ikke være nok til at afkræfte
en mistanke. Det kan derfor være relevant at bede kunden
om dokumentation for forklaringen. I tilfælde af et bilsalg
vil kunden eksempelvis kunne sende en salgsaftale, og i for-
bindelse med arv vil kunden kunne fremsende en skifterets-
attest. Der er alene pligt til at foretage undersøgelser, når be-
tingelserne i § 25, stk. 1, er opfyldt. Virksomheden vil der-
for ikke i alle tilfælde af kunders bilsalg, arv m.v. skulle ind-
hente dokumentation fra kunden.
56
Hvis virksomheden vurderer, at en forespørgsel vil give
kunden viden om, at virksomheden har mistanke og derfor
er i gang med at foretage en undersøgelse, vil virksomheden
skulle foretage en underretning til Hvidvasksekretariatet i
henhold til hvidvasklovens § 26, såfremt en mistanke ikke
kan afkræftes på anden måde. Hvis en mistanke ikke kan af-
kræftes helt, vil virksomheden ligeledes skulle foretage en
underretning. Der skal være tale om en egentlig afkræftelse
af en mistanke, hvorfor det ikke er tilstrækkeligt kun at
svække denne.
Den foreslåede bestemmelse affattes således, at blot én be-
tingelse skal være opfyldt, før virksomheden eller personen
skal undersøge baggrunden for og formålet med transaktio-
nen eller aktiviteten.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, litra
a, at baggrunden for og formålet med transaktionen vil skul-
le undersøges, hvis transaktionen er kompleks.
Det betyder, at virksomheder og personer i vurderingen af,
om transaktionen er kompleks, eksempelvis kan lægge vægt
på, om transaktionen involverer flere parter eller flere juris-
diktioner, eller om transaktionen giver kunden mulighed for
at modtage betalinger fra en ukendt tredjemand.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra b, at virksomheder og perso-
ner vil skulle undersøge baggrunden for og formålet med en
transaktion, hvis denne er usædvanligt stor.
Virksomheder og personer kan f.eks. vurdere, om en trans-
aktion er usædvanligt stor ud fra kendskabet til den konkrete
kunde og den pågældendes transaktionsmønstre og produkt-
portefølje. Transaktionens størrelse vil som udgangspunkt
ikke i sig selv udløse undersøgelsespligten. Vurderingen vil
således skulle foretages i relation til kundens sædvanlige
transaktionsmønster, herunder størrelsen af kundens sæd-
vanlige transaktioner.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, litra c, fore-
slås det, at undersøgelsen vil skulle foretages, hvis transakti-
oner foretages i usædvanlige mønstre.
Det betyder, at virksomheder og personer vil kunne tage ud-
gangspunkt i kundens og kundetypens sædvanlige adfærds-
mønstre i vurderingen af, om kundens transaktioner foreta-
ges i usædvanlige mønstre.
Et usædvanligt transaktionsmønster kan f.eks. være, hvis
kunden begynder at foretage en række transaktioner til mod-
tagere, som kunden ikke tidligere har foretaget transaktioner
til, eller hvis mængden af kundens transaktioner ændrer sig
på en måde, som ikke er i overensstemmelse med virksom-
heden eller personens kendskab til kunden, og som ikke
umiddelbart kan forklares.
I stk. 1, nr. 1, litra d, foreslås det, at baggrunden for og for-
målet med en transaktion vil skulle undersøges, hvis der ik-
ke er et åbenbart økonomisk eller lovligt formål med trans-
aktionen.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at fastslå, om
der er mistanke eller rimelig grund til at formode, at en
transaktion har eller har haft forbindelse til hvidvask eller fi-
nansiering af terrorisme. Det kan f.eks. være i en situation,
hvor en kunde modtager og videreoverfører midler, hvor det
ikke er klart, hvor midlerne stammer fra.
I stk. 1, nr. 2, foreslås det, at alle usædvanlige aktiviteter vil
skulle undersøges, hvis der ikke er et åbenbart økonomisk
eller lovligt formål med aktiviteten.
Virksomheder og personer vil f.eks. kunne vurdere, at det
vil være usædvanligt, at en kunde, som normalt kun modta-
ger midler fra sin arbejdsgiver, pludseligt modtager midler
fra en ukendt tredjemand, og hvor det ikke er klart, at der er
tale om løn eller lignende midler. Ligeledes vil det alminde-
ligvis være usædvanligt, at en kunde pludseligt begynder at
foretage en række investeringer, der klart afviger fra kun-
dens hidtidige investeringsmønster, f.eks. fordi investerin-
gerne er meget større i mængde eller beløb end de investe-
ringer, som kunden normalt foretager. Afvigelsen vil også
kunne bestå i, at kunden begynder at investere i en anden ty-
pe produkter, end kunden normalt investerer i, eller hvad
kunden forventes at ville investere i. En kundes manglende
villighed til at give oplysninger eller en forklaring på f.eks.
en stigende mængde investeringer eller et ændret investe-
ringsmønster vil også kunne indgå i vurderingen af, om der
er tale om usædvanlige aktiviteter.
Til nr. 9 (§ 47, stk. 1, i hvidvaskloven)
Efter § 47, stk. 1, i hvidvaskloven påser Finanstilsynet, at
virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-13,
19, 23 og 24, overholder loven, regler udstedt i medfør her-
af, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/847/EU
af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved
pengeoverførsler, og forordninger indeholdende regler om
finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridi-
ske enheder eller organer. Dette gælder dog ikke overholdel-
se af § 36.
Det følger af artikel 48, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyg-
gende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle sy-
stem til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
57
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direk-
tiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), at medlemsstaterne
sikrer, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat,
hvor den forpligtede enhed driver virksomheder, fører tilsyn
med, at disse virksomheder overholder de nationale bestem-
melser i den pågældende medlemsstat, hvorved dette direk-
tiv er gennemført. For så vidt angår de i direktivets artikel
45, stk. 9, omhandlede virksomheder kan dette tilsyn omfat-
te, at der træffes passende og rimelige foranstaltninger for at
imødegå alvorlige overtrædelser, der kræver omgående af-
hjælpning. Disse foranstaltninger skal være midlertidige og
afsluttes, når de konstaterede overtrædelser er afhjulpet, her-
under med bistand fra eller i samarbejde med de kompetente
myndigheder i den forpligtede enheds hjemland, i overens-
stemmelse med artikel 45, stk. 2.
Det følger af de specielle bemærkninger til § 47, at bestem-
melsen gennemfører artikel 48 i 4. hvidvaskdirektiv, jf. Fol-
ketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 146.
Det følger endvidere af de specielle bemærkninger til § 47,
at § 34, stk. 1, i den gældende hvidvasklov fastsætter Fi-
nanstilsynets tilsynsansvar, og § 34, stk. 8, fastsætter, at til-
synet med filialer og agenter, betalingsinstitutter og e-pen-
geinstitutter skal ske i samarbejde med tilsynsmyndigheden
i instituttets hjemland.
Det følger af § 1, stk. 1, nr. 9, i hvidvaskloven, at loven fin-
der anvendelse på udenlandske virksomheders filialer, dis-
tributører og agenter her i landet, der udøver virksomhed ef-
ter nr. 1-7, 10 og 11.
Herudover følger det af de specielle bemærkninger til § 1, jf.
Folketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 66,
at 4. hvidvaskdirektiv grundlæggende er baseret på et terri-
torialprincip, hvilket betyder, at hvert enkelt medlemsland er
ansvarligt for at regulere og føre tilsyn med de aktiviteter,
der finder sted på medlemslandets territorium, jf. artikel 48,
stk. 4, og betragtning nr. 53 i 4. hvidvaskdirektivs præam-
bel.
Finanstilsynet skal således allerede i dag påse, at filialer,
distributører og agenter af udenlandske virksomheder og
personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt i
hvidvasklovens § 47, stk. 1, som opererer her i landet, over-
holder hvidvaskloven og de nævnte forordninger.
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektiv som muligt foreslås det dog, at det i § 47, stk.
1, 1. pkt., præciseres, at Finanstilsynet tillige påser, at filia-
ler, distributører og agenter i landet af sådanne udenlandske
virksomheder og personer overholder loven, regler udstedt i
medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2015/847/EU af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal
medsendes ved pengeoverførsler, og forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer.
Det foreslåede medfører, at det eksplicit vil fremgå af § 47,
stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet fører tilsyn med, at uden-
landske virksomheders og personers filialer, distributører og
agenter, der udøver virksomhed i Danmark, som er omfattet
af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, over-
holder loven, regler udstedt i medfør heraf, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2015/847/EU af 20. maj 2015
om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler,
og forordninger indeholdende regler om finansielle sanktio-
ner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller or-
ganer.
Der er med ændringen tale om en præcisering af gældende
ret.
Til nr. 10 (§ 57, stk. 1, i hvidvaskloven)
Efter § 57, stk. 1, i hvidvaskloven påser Erhvervsstyrelsen,
at virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr.
15-18 og 22, overholder denne lov, regler udstedt i medfør
heraf og forordninger udstedt af Europa-Parlamentet og Rå-
det indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lan-
de, personer, grupper, juridiske enheder eller organer. Dette
gælder dog ikke overholdelse af § 36.
Det følger af artikel 48, stk. 4, 1. pkt., i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om fore-
byggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direk-
tiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), at medlemsstaterne
sikrer, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat,
hvor den forpligtede enhed driver virksomheder, fører tilsyn
med, at disse virksomheder overholder de nationale bestem-
melser i den pågældende medlemsstat, hvorved dette direk-
tiv er gennemført.
Det følger af de specielle bemærkninger til hvidvasklovens
§ 57, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat,
side 162, at bestemmelsen gennemfører artikel 48 i 4. hvid-
vaskdirektiv.
Det følger endvidere af de specielle bemærkninger til hvid-
vasklovens § 1, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41
som fremsat, side 66, at 4. hvidvaskdirektiv grundlæggende
er baseret på et territorialprincip, hvilket betyder, at hvert
enkelt medlemsland er ansvarligt for at regulere og føre til-
syn med de aktiviteter, der finder sted på medlemslandets
territorium, jf. artikel 48, stk. 4, og betragtning nr. 53 i 4.
hvidvaskdirektivs præambel.
58
Erhvervsstyrelsen skal således allerede i dag påse, at filialer,
distributører og agenter af udenlandske virksomheder og
personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt i
hvidvasklovens § 57, stk. 1, som opererer her i landet, over-
holder hvidvaskloven og de nævnte forordninger.
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektiv som muligt foreslås det dog, at det i § 57, stk.
1, 1. pkt., præciseres, at Erhvervsstyrelsen tillige påser, at fi-
lialer, distributører og agenter her i landet af sådanne uden-
landske virksomheder og personer overholder loven, regler
udstedt i medfør heraf og forordninger udstedt af Europa-
Parlamentet og Rådet indeholdende regler om finansielle
sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder
eller organer.
Det foreslåede medfører, at det eksplicit vil fremgå af § 57,
stk. 1, 3. pkt., at Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med, at uden-
landske virksomheders og personers filialer, distributører og
agenter, der udøver virksomhed i Danmark, som er omfattet
af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, over-
holder loven, regler udstedt i medfør heraf og forordninger
udstedt af Europa-Parlamentet og Rådet indeholdende regler
om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juri-
diske enheder eller organer.
Der er med ændringen tale om en præcisering af gældende
ret.
Til nr. 11 (§ 57, stk. 4-6, i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 47 fastlægger i stk. 1 og 2 omfanget af Fi-
nanstilsynets tilsynskompetence. Bestemmelsens stk. 3 og 4
fastlægger Finanstilsynets pligt til at samarbejde med andre
tilsynsmyndigheder i EU og EØS.
Finanstilsynets mulighed for at samarbejde med andre til-
synsmyndigheder i EU og EØS-lande i forhold til at foreta-
ge fælles inspektioner i Danmark samt ved førelse af fælles
tilsyn på andre EU- og EØS-landes område fremgår af § 50 i
hvidvaskloven.
Hvidvasklovens § 65 fastlægger i stk. 1-4, omfanget af Spil-
lemyndighedens tilsynskompetence som værende den kom-
petente myndighed på spilleområdet i forhold til håndhævel-
sen af hvidvasklovgivningen. Stk. 5 og 6 fastlægger Spille-
myndighedens pligt til at samarbejde med andre tilsynsmyn-
digheder i EU og EØS.
Hvidvasklovens § 57, stk. 1-3, fastlægger omfanget af Er-
hvervsstyrelsens tilsynskompetence efter hvidvaskloven
som værende den kompetente myndighed i forhold til ikke-
finansielle virksomheder. Pligten til og muligheden for at
samarbejde med andre tilsynsmyndigheder i EU og EØS er
imidlertid ikke gennemført for Erhvervsstyrelsen.
Det foreslås i § 57, at der indsættes et nyt stk. 4, hvorefter
Erhvervsstyrelsen skal samarbejde med de kompetente myn-
digheder i et andet EU- eller EØS-land om at medvirke ved
tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner her i
landet, når virksomheder og personer der udøver den type
virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, i
hvidvaskloven, der er under tilsyn i et andet EU- eller EØS-
land, udøver disse aktiviteter her i landet, eller en virksom-
hed eller person omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18, og nr. 22,
der er underlagt dansk tilsyn, men opererer i andre EU- eller
EØS-lande.
Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 48, stk.
5, i 4. hvidvaskdirektiv. Af betragtning nr. 53 i 4. hvidvask-
direktivs præambel fremgår det, at hvis en forpligtet enhed
etablerer virksomheder i en medlemsstat, har værtslandet
ansvaret for at håndhæve den etablerede virksomheds over-
holdelse af kravene til forebyggelse af hvidvask og finansie-
ring af terrorisme. Det fremgår yderligere, at der bør være et
tæt samarbejde mellem hjemlandets kompetente myndighe-
der og den kompetente myndighed i værtslandet. Der bør så-
ledes ske underretning af hjemlandets kompetente myndig-
hed om ethvert anliggende, der kan have påvirkning på
hjemlandsmyndighedens vurdering af, om virksomheden el-
ler personen lever op til politikker og forretningsgange ved-
rørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af
terrorisme.
Betragtning 52 i 4. hvidvaskdirektivs præambel anfører, at
hvis en forpligtet enhed driver virksomhed i en anden med-
lemsstat, herunder gennem agent eller et netværk af agenter,
bør hjemlandets kompetente myndighed være ansvarlig for
tilsynet med den forpligtede enheds anvendelse af koncer-
nens politikker og forretningsgange vedrørende bekæmpelse
af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.
Det foreslås endvidere i § 57, at der indsættes et nyt stk. 5,
1. pkt., hvorefter tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller
EØS-land efter forudgående aftale med Erhvervsstyrelsen
kan foretage inspektion i de her i landet beliggende virk-
somheder og personer, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr.
15-18 og nr. 22, med hjemsted i det pågældende land.
Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 48, stk.
5, i 4. hvidvaskdirektiv. Betragtning 52 i 4. hvidvaskdirek-
tivs præambel anfører, at hvis en forpligtet enhed driver
virksomhed i en anden medlemsstat, herunder gennem agent
eller et netværk af agenter, bør hjemlandets kompetente
myndighed være ansvarlig for tilsynet med den forpligtede
enheds anvendelse af koncernens politikker og forretnings-
gange vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og fi-
nansiering af terrorisme. Det vil omfatte tilsynsbesøg her i
59
landet i virksomheder, der har hjemsted i en anden med-
lemsstat.
Ved inspektion forstås de kontrolbesøg, som Erhvervsstyrel-
sen foretager hos de personer og virksomheder, som er un-
derlagt Erhvervsstyrelsens tilsyn i henhold til denne lov.
Rammerne for Erhvervsstyrelsens tilsyn efter hvidvaskloven
fremgår af § 57, stk. 1-3.
Ved hjemsted forstås virksomhedens hovedsæde og perso-
nens bopæl, altså den bopæl hvor personen har sin folkeregi-
steradresse, eller lignende i forhold til det pågældende lands
lovgivning.
Med den foreslåede bestemmelse vil det være et krav, at den
udenlandske tilsynsmyndighed aftaler tilsynsbesøget med
Erhvervsstyrelsen forud for tilsynsbesøget. Erhvervsstyrel-
sen vil på baggrund af en anmodning om tilsyn her i landet
skulle vurdere, hvorvidt tilsynets formål forudsætter fysisk
tilstedeværelse her i landet af den udenlandske myndighed.
Erhvervsstyrelsen vil derefter skulle meddele den udenland-
ske myndighed, hvorvidt anmodningen om tilsyn kan imø-
dekommes.
Den foreslåede bestemmelse vil kun omfatte virksomheder
og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, i
hvidvaskloven, og som er beliggende i Danmark, men som
har hjemsted i den pågældende tilsynsmyndigheds hjem-
land, forudsat at tilsynsmyndigheden er fra et andet EU- el-
ler EØS-land.
Den foreslåede bestemmelse vil alene kunne anvendes, hvor
virksomheder og personer, som udøver den type virksomhed
som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, har hjemsted i et
andet EU- eller EØS-land. Bestemmelsen vil således ikke
omfatte virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr.
15-18 og nr. 22, med hjemsted i Danmark.
Udenlandske tilsynsmyndigheder fra et EU- eller EØS-land
vil alene være kompetente for så vidt angår virksomheder
omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, som har hjemsted
i myndighedens hjemland. Hvis en udenlandsk myndighed
vil undersøge den pågældende virksomhed med henvisning
til den foreslåede bestemmelse, vil det skulle ske ved fysisk
fremmøde hos virksomheden. Tilsyn med virksomhedens
overholdelse af danske regler føres af Erhvervsstyrelsen, jf.
§ 57, stk. 1, jf. artikel 48, stk. 5, i 4. hvidvaskdirektiv. Selve
undersøgelsen vil skulle foregå efter danske regler, men den
her i landet beliggende virksomhed skal leve op til det uden-
landske hjemlands regelsæt på det område, der er genstand
for undersøgelsen.
En udenlandsk myndigheds tilsyn vil skulle foregå under
samme betingelser som Erhvervsstyrelsens tilsyn, hvilket
betyder, at tilsynet vil skulle ske i overensstemmelse med
lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af
tvangsindgreb og oplysningspligter. Den udenlandske myn-
dighed vil derfor som udgangspunkt udelukkende have ad-
gang til forretningslokaler og ikke private boliger.
Efter hvidvasklovens § 59, stk. 3, er det muligt at foretage
tilsynsbesøg uden forudgående varsling af virksomheden el-
ler personen. Muligheden for at foretage uanmeldt tilsynsbe-
søg vil alene kunne anvendes, hvis det er Erhvervsstyrelsens
vurdering, at formålet med tilsynsbesøget vil blive forspildt,
hvis det blev varslet. Erhvervsstyrelsen vil skulle meddele
den udenlandske myndighed, hvorvidt et ønske om et uan-
meldt tilsynsbesøg kan imødekommes. Den foreslåede be-
stemmelse ændrer således ikke på, at udgangspunktet fortsat
er, at et tilsynsbesøg skal varsles på forhånd i det omfang,
det er muligt.
Det foreslås i § 57, at der indsættes et nyt stk. 5, 2. pkt.,
hvorefter Erhvervsstyrelsen kan deltage i tilsynsbesøg om-
fattet af den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. Den foreslåede
bestemmelse vil indebære, at Erhvervsstyrelsen vil kunne
beslutte at deltage i en EU- eller EØS-tilsynsmyndigheds til-
syn af virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr.
15-18 og nr. 22, i Danmark, men som har hjemsted i den på-
gældende tilsynsmyndigheds hjemland.
Erhvervsstyrelsen vil med den foreslåede bestemmelse kun-
ne føre tilsyn med, at virksomheden overholder danske reg-
ler, jf. § 57, stk. 1, jf. artikel 48, stk. 5, i 4. hvidvaskdirektiv,
og at den udenlandske tilsynsmyndigheds tilsyn foregår i
overensstemmelse med danske regler herfor.
Det foreslås i § 57, at der indsættes et nyt stk. 5, 3. pkt., der
vil indebære, at i tilfælde af at en virksomhed eller person
som nævnt i 1. pkt. modsætter sig en kompetent udenlandsk
myndigheds inspektion, kan undersøgelsen kun foretages
med Erhvervsstyrelsens medvirken.
At en virksomhed eller person modsætter sig en inspektion
skal forstås som, at virksomheden gør indsigelse mod den
del af inspektionens gennemførelse, som vedrører den uden-
landske myndighed. Tages indsigelsen ikke til følge, vil in-
spektionen kun kunne foretages af Erhvervsstyrelsen. Et ek-
sempel på en indsigelse kan f.eks. være, at den udenlandske
myndighed er fra Tyskland, og at virksomheden gør indsi-
gelse mod, at inspektionen gennemføres på tysk. Det kan lø-
ses ved, at spørgsmål stilles på engelsk.
Det foreslås i § 57, at der indsættes et nyt stk. 6, hvorefter
Erhvervsstyrelsen kan anmode de kompetente myndigheder
i et EU- eller EØS-land om at medvirke til at påse overhol-
delsen af loven og de regler, der er udstedt i medfør af lo-
ven, vedrørende virksomheder og personer som omfattet af
§ 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, med hjemsted i et andet EU-
60
eller EØS-land ved tilsynsaktioner, kontroller på stedet eller
inspektioner på et andet EU- eller EØS-lands område.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5 vedrører udenlandske
myndigheders mulighed for at foretage inspektioner her i
landet, hvorimod den foreslåede bestemmelse i stk. 6 vedrø-
rer Erhvervsstyrelsens mulighed for at foretage inspektioner
i andre EU- eller EØS-lande. Erhvervsstyrelsens inspektio-
ner i andre EU- eller EØS-lande skal ske i overensstemmel-
se med reglerne i det pågældende land.
Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse i situatio-
ner, hvor Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med en virksomhed
eller person i Danmark og hvor virksomheden eller personen
tillige driver virksomhed i et andet EU- eller EØS-land.
Med den foreslåede bestemmelse vil Erhvervsstyrelsen kun-
ne foretage inspektioner i udlandet, når det pågældende EU-
eller EØS-lands lovmæssige betingelser for afholdelse af in-
spektioner er opfyldt.
Til nr. 12 (§ 64, stk. 1, i hvidvaskloven)
Det fremgår af retsplejelovens § 143, stk. 1, at det Danske
Advokatsamfund udgøres af alle danske advokater. Advoka-
trådet, der er Advokatsamfundets bestyrelse, fører efter rets-
plejelovens § 143, stk. 2, 1. pkt., tilsyn med advokaterne og
deres autoriserede fuldmægtige.
Med henblik på opfyldelsen af Rådets direktiv af 22. marts
1977 om advokaters udveksling af tjenesteydelser har ju-
stitsministeren i medfør af retsplejelovens § 130, stk. 1, ud-
stedt bekendtgørelse nr. 1429 af 11. december 2007 om EU-
advokaters tjenesteydelser her i landet.
Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, kan advokater, der er
etableret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-land eller i
Schweiz, udføre tjenesteydelser som advokater her i landet
og herunder give møde for danske domstole.
Advokatrådet fører tilsyn med advokater, der efter § 1, stk.
1, udfører tjenesteydelser her i landet, jf. bekendtgørelsens §
5.
Det fremgår af hvidvasklovens § 64, stk. 1, 1. pkt., at Advo-
katrådet som tilsynsmyndighed påser, at advokater, der er
omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 14, overholder
hvidvaskloven og de regler, der er udstedt i medfør af den-
ne, samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger inde-
holde regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer.
Det følger af artikel 48, stk. 4, 1. pkt., i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om fore-
byggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direk-
tiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), at medlemsstaterne
skal sikre, at de kompetente myndigheder i den medlems-
stat, hvor den forpligtede enhed driver virksomheder, fører
tilsyn med, at disse virksomheder overholder de nationale
bestemmelser i den pågældende medlemsstat, hvorved 4.
hvidvaskdirektiv er gennemført.
Det følger af de specielle bemærkninger til hvidvasklovens
§ 64, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41, som fremsat
side 173, at bestemmelsen gennemfører artikel 48 i 4. hvid-
vaskdirektiv.
Det følger endvidere af de specielle bemærkninger til hvid-
vasklovens § 1, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41,
som fremsat side 66, at 4. hvidvaskdirektiv grundlæggende
er baseret på et territorialprincip, hvilket betyder, at hvert
enkelt medlemsland er ansvarligt for at regulere og føre til-
syn med de aktiviteter, der finder sted på medlemslandets
territorium, jf. artikel 48, stk. 4, og betragtning nr. 53 i 4.
hvidvaskdirektivs præambel.
Advokatrådet skal således allerede i dag føre tilsyn med ad-
vokater, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, i et
EØS-land eller i Schweiz, som udøver advokatvirksomheder
her i landet, jf. § 5 i bekendtgørelse nr. 1429 af 11. decem-
ber 2007 om EU-advokaters tjenesteydelser her i landet.
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektiv som muligt foreslås det, at der § 64, stk. 1,
1.pkt., præciseres, at Advokatrådet tillige påser, at advoka-
ter, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-
land eller i Schweiz, og som udøver advokatvirksomhed her
i landet , overholder denne lov, regler udstedt i medfør heraf
samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer.
Det er ikke tilladt for advokater, der er etableret i tredjelan-
de, at udøve advokatvirksomhed her i landet, hvorfor ordly-
den i den foreslåede bestemmelse alene tager sigte på advo-
kater, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-
land eller i Schweiz.
Til nr. 13 (§ 64, stk. 3-5, i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 47 fastlægger i stk. 1 og 2 omfanget af Fi-
nanstilsynets tilsynskompetence. Bestemmelsens stk. 3 og 4
fastlægger Finanstilsynets pligt til at samarbejde med andre
tilsynsmyndigheder i EU og EØS.
61
Finanstilsynets mulighed for at samarbejde med andre til-
synsmyndigheder i EU og EØS i forhold til at foretage fæl-
les inspektioner i Danmark samt ved førelse af fælles tilsyn
på andre EU- og EØS-landes område fremgår af hvidvasklo-
vens § 50.
Hvidvasklovens § 65 fastlægger i stk. 1-4 omfanget af Spil-
lemyndighedens tilsynskompetence som værende den kom-
petente myndighed på spilleområdet i forhold til håndhævel-
sen af hvidvasklovgivningen. Bestemmelsens stk. 5 og 6
fastlægger Spillemyndighedens pligt til at samarbejde med
andre tilsynsmyndigheder i EU og EØS.
Hvidvasklovens § 64, stk. 1-2, fastlægger omfanget af Ad-
vokatrådets tilsynskompetence efter hvidvaskloven som væ-
rende den kompetente myndighed i forhold til advokater.
Pligten til og muligheden for at samarbejde med andre til-
synsmyndigheder i EU og EØS er imidlertid ikke gennem-
ført for Advokatrådet.
Det foreslås, at der i § 64 indsættes et nyt stk. 3, hvorefter
Advokatrådet skal samarbejde med de kompetente myndig-
heder i et andet EU- eller EØS-land om at medvirke ved til-
synsaktiviteter, når virksomheder og personer som omfattet
af § 1, stk. 1, nr. 14, i hvidvaskloven, der er under tilsyn i et
andet EU- eller EØS-land, udøver advokatvirksomhed her i
landet, eller en dansk virksomhed eller person omfattet af §
1, stk. 1, nr. 14, der er underlagt dansk tilsyn, men opererer i
andre EU- eller EØS-lande.
Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 48, stk.
5, i 4. hvidvaskdirektiv. Af betragtning nr. 53 i 4. hvidvask-
direktivs præambel fremgår det, at hvis en forpligtet enhed
etablerer virksomheder i en medlemsstat, har værtslandet
ansvaret for at håndhæve den etablerede virksomheds over-
holdelse af kravene til forebyggelse af hvidvask og finansie-
ring af terrorisme. Advokatrådet har således kompetence til
at føre tilsyn med advokater beskikket i et EU-/EØS-land,
som er registreret hos Advokatsamfundet (”EU-advokater”),
og advokater beskikket i et EU-/EØS-land, som driver advo-
katvirksomhed i Danmark i form af grænseoverskridende
tjenesteydelser.
Det fremgår yderligere, at der bør være et tæt samarbejde
mellem hjemlandets kompetente myndigheder og den kom-
petente myndighed i værtslandet. Der bør således ske under-
retning af hjemlandets kompetente myndighed om ethvert
anliggende, der kan have påvirkning på hjemlandsmyndig-
hedens vurdering af, om virksomheden eller personen lever
op til politikker og forretningsgange vedrørende bekæmpel-
se af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Der
vil f.eks. skulle underrettes, hvis en advokat efter påbud fra
Advokatrådet fortsat ikke lever op til hvidvasklovens krav
til politikker og forretningsgange, ligesom manglende gen-
nemførelse af kundekendskabsprocedurer, som vil medføre
disciplinær forfølgning, vil medføre pligt til at underrette
hjemlandsmyndigheden.
Betragtning 52 i 4. hvidvaskdirektivs præambel anfører, at
hvis en forpligtet enhed driver virksomhed i en anden med-
lemsstat, bør hjemlandets kompetente myndighed være an-
svarlig for tilsynet med den forpligtede enheds anvendelse
af koncernens politikker og forretningsgange vedrørende be-
kæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terroris-
me. Advokatrådet vil fortsat føre tilsyn med EU-advokater
registreret hos Advokatsamfundet og advokater fra andre
EU-/EØS-lande, som udøver tjenesteydelser i Danmark.
Hvis advokaten er en del af en koncern, som har hjemsted i
hjemlandet, vil hjemlandet føre tilsyn med koncernens for-
pligtelser efter hvidvaskloven.
Det foreslås endvidere, at der i § 64 indsættes et nyt stk. 4,
hvorefter tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller EØS-
land efter forudgående aftale med Advokatrådet kan foreta-
ge inspektion i de her i landet beliggende virksomheder og
personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, i hvidvaskloven,
med hjemsted i det pågældende land. Dette omfatter alene
advokater fra andre EU-/EØS-lande, der er registreret hos
Advokatsamfundet (”EU-advokater”) og underlagt Advoka-
trådets tilsyn. Udenlandske advokater, som alene udøver tje-
nesteydelser i Danmark, er ikke registreret hos Advokatsam-
fundet og er ikke beliggende i Danmark. Advokatrådet kan
deltage i inspektionen som nævnt i 1. pkt. Modsætter en
virksomhed eller person som nævnt i 1. pkt. sig en kompe-
tent udenlandsk myndigheds inspektion, kan undersøgelsen
kun foretages med Advokatrådets medvirken.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at tilsynsmyndigheder i et andet
EU- eller EØS-land efter forudgående aftale med Advoka-
trådet kan foretage inspektion i de her i landet beliggende
virksomheder og personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14,
med hjemsted i det pågældende land. Det er alene ”EU-ad-
vokater”, som har hjemsted i et andet EU-/EØS-land og
samtidig er beliggende i Danmark.
Det vil være et krav, at den udenlandske tilsynsmyndighed
aftaler tilsynsbesøget med Advokatrådet forud for tilsynsbe-
søget. Advokatrådet vil på baggrund af en anmodning om
tilsyn her i landet vurdere, hvorvidt tilsynets formål forud-
sætter fysisk tilstedeværelse her i landet af den udenlandske
myndighed. Advokatrådet vil meddele den udenlandske
myndighed, hvorvidt anmodningen om tilsyn kan imøde-
kommes.
Den foreslåede bestemmelse vil alene omfatte her i landet
beliggende virksomheder og personer som omfattet af § 1,
stk. 1, nr. 14, med hjemsted i det pågældende land, dvs.
”EU-advokater”. Bestemmelsen vil således ikke omfatte
danske virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, dvs.
virksomheder etableret her i landet.
62
Bestemmelsen kan tænkes anvendt, hvor virksomheder og
personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, har hjemsted i et
andet EU- eller EØS-land.
Udenlandske tilsynsmyndigheder fra et EU- eller EØS-land
vil alene være kompetente for så vidt angår virksomheder
omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, som har hjemsted i myndighe-
dens hjemland. Hvis en udenlandsk myndighed vil undersø-
ge den pågældende virksomhed, vil dette skulle ske ved an-
modning om oplysninger fra Advokatrådet eller ved fysisk
fremmøde hos virksomheden. Tilsyn med virksomhedens
overholdelse af danske regler føres derimod af Advokatrå-
det, jf. § 64, stk. 1. Selve undersøgelsen vil foregå efter dan-
ske processuelle regler, men den her i landet beliggende
virksomhed skal leve op til det udenlandske hjemlands re-
gelsæt på det område, der er genstand for undersøgelsen.
En udenlandsk myndigheds tilsyn vil skulle foregå under
samme betingelser som Advokatrådets tilsyn, hvilket bety-
der, at tilsynet skal ske i overensstemmelse med lovbekendt-
gørelse nr. 1121 af 12. november 2019 om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysnings-
pligter, i det omfang loven finder anvendelse for Advokatrå-
det. Den udenlandske myndighed vil som udgangspunkt
udelukkende have adgang til forretningslokaler og således
f.eks. ikke til private boliger.
Der er mulighed for at foretage tilsynsbesøg uden forudgå-
ende varsling. Muligheden for at foretage uanmeldt tilsyns-
besøg skal alene anvendes, hvis det er Advokatrådets vurde-
ring, at formålet med tilsynsbesøget ville blive forspildt,
hvis det blev varslet. Advokatrådet meddeler den udenland-
ske myndighed, hvorvidt et ønske om et uanmeldt tilsynsbe-
søg kan imødekommes. Udgangspunktet er således fortsat,
at et tilsynsbesøg skal varsles på forhånd, i det omfang, det
er muligt.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at Advokatrådet kan deltage i
tilsynsbesøget, som nævnt i 1. pkt. Bestemmelsen vil inde-
bære, at Advokatrådet kan beslutte at deltage i en EU- eller
EØS-tilsynsmyndigheds tilsyn af her i landet beliggende
virksomheder og personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14,
med hjemsted i det pågældende land.
Advokatrådet vil dermed kunne føre tilsyn med, at virksom-
heden overholder danske regler, jf. § 64, stk. 1, jf. artikel 48,
stk. 5, i 4. hvidvaskdirektiv, og at den udenlandske tilsyns-
myndigheds tilsyn foregår i overensstemmelse med danske
regler herfor.
Det foreslås i § 64, stk. 4, 3. pkt., at modsætter en virksom-
hed som nævnt i 1. pkt. sig en kompetent udenlandsk myn-
digheds tilsyn, kan undersøgelsen kun foretages med Advo-
katrådets medvirken og efter de for Advokatrådet gældende
regler.
At en virksomhed eller person modsætter sig en inspektion
skal forstås som, at virksomheden gør indsigelse mod in-
spektionens gennemførelse.
Det foreslås i § 64, stk. 5, at Advokatrådet kan anmode de
kompetente myndigheder i et EU- eller EØS-land om at
medvirke til at påse overholdelsen af loven og de regler, der
er udstedt i medfør af loven, vedrørende virksomheder og
personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, med hjemsted i
et andet EU- eller EØS-land ved tilsynsaktioner, kontroller
på stedet eller inspektioner på et andet EU- eller EØS-lands
område.
Hvor stk. 4 vedrører udenlandske myndigheders mulighed
for at foretage inspektioner her i landet, vedrører stk. 5 Ad-
vokatrådets mulighed for at foretage inspektioner i udlandet.
Advokatrådets inspektioner i udlandet skal ske i overens-
stemmelse med reglerne i det pågældende land.
Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse i situatio-
ner, hvor Advokatrådet fører tilsyn med virksomheder og
personer i Danmark, og hvor virksomheden eller personen
tillige driver virksomhed i et andet EU- eller EØS-land.
Med den foreslåede bestemmelse vil Advokatrådet kunne
foretage inspektioner i udlandet, når det pågældende EU- el-
ler EØS-lands lovmæssige betingelser for afholdelse af in-
spektioner er opfyldt.
Til nr. 14 (§ 64 a, i hvidvaskloven)
Det fremgår af hvidvasklovens § 64, stk. 1, 1. pkt., at Advo-
katrådet påser, at advokater omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14,
overholder loven og de regler, der er udstedt i medfør heraf,
samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer.
Advokatrådet kan efter § 64, stk. 2, påbyde advokater at fo-
retage de nødvendige foranstaltninger, inden for en frist
fastsat af Advokatrådet, i tilfælde af overtrædelse af bestem-
melser i hvidvaskloven, regler fastsat i medfør af hvidvas-
kloven eller Europa-Parlamentets og Rådets forordninger in-
deholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, per-
soner, grupper, juridiske enheder eller oranger.
Advokatrådets påbud efter § 64, stk. 2, kan ikke påklages til
andre myndigheder. Der findes ikke regler om offentliggø-
relse af påbud udstedt i medfør af § 64, stk. 2.
Medlemsstaterne er efter artikel 60 i 4. hvidvaskdirektiv for-
pligtet til at sikre, at en afgørelse, der ikke kan påklages, om
pålæggelse af en administrativ sanktion eller foranstaltning
63
for overtrædelse af nationale bestemmelser, der gennemfø-
rer dette direktiv, offentliggøres af de kompetente myndig-
heder på deres officielle websted umiddelbart efter, at den
person, der pålægges sanktionen, er underrettet om afgørel-
sen.
For at sikre en så direktivnær implementering af artikel 60 i
4. hvidvaskdirektiv som muligt er der fundet anledning til at
justere hvidvaskloven for så vidt angår Advokatrådet som
tilsynsmyndighed.
Det foreslås derfor, at der indsættes en ny § 64 a i hvidvas-
kloven.
Det foreslås i stk. 1. 1. pkt., at advokatrådets reaktioner i for-
bindelse med tilsyn efter § 64, herunder beslutninger om at
overdrage en sag til politimæssig efterforskning, skal offent-
liggøres af advokatrådet på Advokatsamfundets hjemmesi-
de, jf. dog stk. 5.
Begrebet reaktioner omfatter alle de reaktioner, som Advo-
katrådet vedtager, og som retter sig mod en part, herunder
afgørelser, påbud, påtaler og beslutninger om at overgive
sager til politimæssig efterforskning. Offentliggørelsesmed-
delelsen skal som minimum identificere den fysiske eller ju-
ridiske person og overtrædelsens art.
Advokatrådet kan undlade at offentliggøre reaktioner givet i
forbindelse med tilsyn efter § 64, herunder beslutninger om
at overdrage en sag til politimæssig efterforskning hvis of-
fentliggørelse vil medføre uforholdsmæssig stor skade for
virksomheden eller efterforskningsmæssige hensyn taler
imod offentliggørelse, jf. det foreslåede stk. 5.
Det forudsættes, at offentliggørelsen som udgangspunkt skal
ske umiddelbart efter, at der er truffet afgørelse eller beslut-
ning om at meddele tilsynsreaktionen. Advokatrådet skal
forinden offentliggørelsen orientere den pågældende fysiske
eller juridiske person, hvis navn vil fremgå af offentliggørel-
sen, om den forestående offentliggørelse, således at den på-
gældende har mulighed for at kunne forberede sig på offent-
liggørelsen.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at beslutninger om at overgive
sager til politimæssig efterforskning offentliggøres som re-
sumé, jf. dog det foreslåede stk. 5.
Efter den foreslåede bestemmelse skal Advokatrådet alene
offentliggøre et resumé af beslutningen om at overgive en
sag til politimæssig efterforskning, hvilket betyder, at be-
slutningen ikke skal offentliggøres i sin helhed.
Oversendelse af sager til politimæssig efterforskning er en
processuel beslutning, som ikke kan påklages. Det forudsæt-
tes, at offentliggørelse af en beslutning om at oversende en
sag til politimæssig efterforskning alene sker efter høring af
den relevante politimyndighed. Det kan aftales med ankla-
gemyndigheden, at visse sagskategorier kan offentliggøres
uden forudgående høring.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at offentliggørelsen skal omfatte
den juridiske eller fysiske persons navn, jf. dog stk. 3.
Det bemærkes, at oplysninger om, at fysiske personer har
overtrådt lovgivningen, udgør personoplysninger, der er om-
fattet af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelseslo-
ven. Oplysningerne er omfattet af databeskyttelsesforordnin-
gens artikel 6. Oplysningerne er desuden omfattet af artikel
10, da der er tale om personoplysninger vedrørende lovover-
trædelser.
Den behandling af personoplysninger, der forudsætningsvist
sker ved offentliggørelsen, vurderes at have hjemmel i data-
beskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, om bl.a.
udførelse af en opgave i samfundets interesse, som den data-
ansvarlige har fået pålagt. Der lægges herved navnlig vægt
på, at den omtalte behandling af personoplysninger er en
forudsætning for gennemførelse af artikel 60 i 4. hvidvask-
direktiv.
Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 10, at be-
handling af personoplysninger vedrørende bl.a. lovovertræ-
delser på grundlag af artikel 6, stk. 1, kun må foretages
under kontrol af en offentlig myndighed, eller hvis behand-
ling har hjemmel i EU-retten eller medlemsstaternes natio-
nale ret, som giver passende garantier for den registreredes
rettigheder og frihedsrettigheder.
Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse skaber
hjemmel for Advokatrådet til at behandle oplysninger om
lovovertrædelser, jf. databeskyttelsesforordningens artikel
10. Det vurderes, at hjemmelen giver passende garantier for
registreredes rettigheder og frihedsrettigheder. Der lægges i
den forbindelse vægt på, at ordningen er en forudsætning for
gennemførelse af artikel 60 i 4. hvidvaskdirektiv. Der læg-
ges desuden vægt på, at offentliggørelse som følge af den
foreslåede § 64 a, stk. 3, alene må ske ved personens alvorli-
ge, gentagne eller systematiske overtrædelser af de opregne-
de bestemmelser i hvidvaskloven. Der lægges endvidere
vægt på, at personoplysninger indeholdt i offentliggørelsen
kun må forblive på Advokatsamfundets hjemmeside i det
nødvendige tidsrum, jf. den foreslåede § 64 a, stk. 2, 2. pkt.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at offentliggjorte reaktioner skal
forblive på Advokatsamfundets hjemmeside i 5 år efter of-
fentliggørelse.
64
Offentliggjorte reaktioner vil skulle slettes fra Advokatsam-
fundets hjemmeside 5 år efter offentliggørelsen.
Det foreslås i stk. 2, 2, pkt., at personoplysninger indeholdt i
offentliggørelsen må dog kun forblive på Advokatrådets
hjemmeside i det nødvendige tidsrum.
Ved det nødvendige tidsrum forstås så længe oplysningerne
anses for nødvendige i forhold til de samfundsmæssige hen-
syn bag offentliggørelsen.
Det foreslås i stk. 3, at offentliggørelse af reaktioner efter
den foreslåede stk. 1, der omfatter en fysisk persons navn,
alene kan ske ved personens alvorlige, gentagne eller syste-
matiske overtrædelser af hvidvasklovens § 10, nr. 1, 2, 4 og
5, § 11, stk. 1 og 2 og stk. 3, 1., 3. og 4. pkt., § 14, stk. 1,
stk. 2, 2. pkt., stk. 3 og 5, § 17, stk. 1 og 2, § 18, § 21, stk. 1,
2. pkt., § 25, stk. 1, § 26, stk. 1 og 3 og stk. 4, 1. pkt., og §
30.
Alvorlige, gentagne eller systematiske overtrædelser skal
forstås i sammenhæng med hvidvasklovens § 78, stk. 2.
Der kan f.eks. være tale om særligt grove eller omfattende
forsætlige overtrædelser, hvor der ikke er udført kundekend-
skabsprocedurer, som er et grundlæggende krav for opfyl-
delse af alle lovforslagets øvrige pligter, eller hvor oplysnin-
ger om kunder eller transaktioner ikke er opbevaret, hvilket
er en forudsætning for, at hvidvask og terrorfinansiering kan
efterforskes. Endvidere vil bestemmelsen kunne være an-
vendelig, hvis der ved beløbsmæssigt særlig store transakti-
oner ikke er krævet og/eller opbevaret identitets- og kontrol-
oplysninger.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at i de tilfælde, hvor Advokatrå-
det har overgivet en sag til politimæssig efterforskning, og
der er afsagt fældende dom eller vedtaget bøde, skal Advo-
katrådet offentliggøre dommen, bødevedtagelsen eller et re-
sumé heraf, jf. dog stk. 5.
Dommen, det vedtagne bødeforelæg eller resuméet heraf,
som skal offentliggøres, vil indeholde den eller de involve-
rede virksomheder eller personers navn(e).
Offentliggørelse indebærer ikke, at selve den underliggende
sag med dertilhørende akter bliver offentlig tilgængelig.
Sagen er stadig omfattet af Advokatrådets tavshedspligt i
henhold til retsplejelovens 143 b.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at er dommen ikke endelig, skal
dette fremgå af offentliggørelsen.
Det foreslås i stk. 4, 3. pkt., stk. 1 og 2 finder tilsvarende an-
vendelse.
Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at offentliggørelse efter stk. 1-4
dog ikke kan ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor
skade for virksomheden eller efterforskningsmæssige hen-
syn taler imod offentliggørelse.
Ved uforholdsmæssig stor skade forstås, at der skal være ta-
le om oplysninger, som, hvis de offentliggøres, kan være
truende for virksomhedens eksistens. Det er dermed ikke til-
strækkeligt, at oplysningerne potentielt kan medføre større
tab for virksomheden, uden at virksomhedens eksistens der-
med er i fare.
Efter den foreslåede stk. 5, 2. pkt., må offentliggørelsen ikke
indeholde oplysninger om enkeltpersoners private, herunder
økonomiske forhold og tekniske indretninger eller frem-
gangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold el.lign.,
for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den
person eller virksomhed, oplysningerne angår.
Fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger
om potentielle købere af en nødlidende virksomhed i de til-
fælde, hvor overtagelsen ikke gennemføres, vil således ikke
skulle offentliggøres. Det vil også gælde fortrolige oplysnin-
ger om virksomhedens interne forhold af væsentlig betyd-
ning for virksomheden, f.eks. vil ikke-offentligt tilgængelige
oplysninger om virksomhedens opbygning og indretning,
økonomiske forhold og situation, kundemasse og samar-
bejdspartnere skulle fjernes inden offentliggørelsen, med-
mindre oplysningerne er nødvendige for forståelsen af dom-
men, det vedtagne bødeforelæg, eller resuméet heraf.
Bestemmelsen skal forstås i overensstemmelse med § 30 i
lov om offentlighed i forvaltningen, jf. lovbekendtgørelse
nr. 145 af 24. februar 2020, der dog ikke finder anvendelse
på Advokatrådet.
Det foreslås videre i stk. 5, 3. pkt., at offentliggørelsen ikke
må indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører fra en
myndighed fra et EU- eller EØS-land, medmindre de myn-
digheder, som har afgivet oplysningerne, har givet deres ud-
trykkelige tilladelse
Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at hvor offentliggørelse er und-
ladt i henhold til den foreslåede stk. 5, 1. pkt., skal der ske
offentliggørelse efter stk. 1-4, når de hensyn, der nødvendig-
gjorde undladelsen, ikke længere er gældende.
Det foreslås i stk. 6, 2. pkt., at der efter 2 år fra datoen for
reaktionen eller beslutningen om at overgive sagen til politi-
mæssig efterforskning ikke skal ske offentliggørelse uanset
1. pkt.
65
Baggrunden herfor er, at den offentlige interesse i sådanne
reaktioner aftager kraftigt hen over tid, og af administrative
årsager. På denne baggrund foreslås en grænse på to år.
Efter den foreslåede stk. 6, 3. pkt., skal der alene ske offent-
liggørelse, hvis der ikke er sket påtaleopgivelse eller tiltale-
frafald efter retsplejelovens regler.
Det foreslås i stk. 7, 1. pkt., at Advokatrådet efter anmod-
ning fra den fysiske eller juridiske person, som en sag ve-
drører, skal offentliggøre oplysninger om, at der er truffet
afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald, afsiges frifindel-
se i Advokatnævnet eller afsiges frifindende dom, i de til-
fælde hvor Advokatrådet har offentliggjort en beslutning om
at overgive en sag til politimæssig efterforskning efter den
foreslåede stk. 1, 2. pkt.
Da det ikke i ethvert tilfælde vil være givet, at den juridiske
eller fysiske person, som er blevet politianmeldt, ønsker of-
fentliggørelse af påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet eller den
frifindende dom, foreslås det, at offentliggørelse kun skal
ske efter anmodning.
Advokatrådet vil skulle offentliggøre, at sagen er sluttet
uden tiltale, at sagen er sluttet ved tiltalefrafald, eller at der
er afsagt frifindende dom i sagen i umiddelbar og naturlig
sammenhæng med Advokatrådets offentliggørelse efter den
forslåede stk. 1, 2. pkt., dvs. det sted på Advokatrådets
hjemmeside, hvor Advokatrådets tidligere har offentliggjort
beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efter-
forskning. De supplerende oplysninger om påtaleopgivelse,
tiltalefrafald eller frifindende dom vil tydeligt skulle fremgå
af Advokatsamfundets hjemmeside.
Offentliggørelse efter den foreslåede bestemmelse vil tillige
skulle omfatte tilfælde, hvor der er afsagt dom ved en anke-
instans.
Det foreslås i stk. 7, 2. pkt., at den fysiske eller juridiske per-
son skal indsende en kopi af afgørelsen om påtaleopgivelse
eller tiltalefrafald eller en kopi af afgørelsen eller dommen
til Advokatrådet samtidig med anmodning om offentliggø-
relse.
Det foreslåede medfører, at den fysiske eller juridiske per-
son selv vil skulle indsende en kopi af de relevante doku-
menter, som vedkommende ønsker offentliggjort, da Advo-
katrådet ikke nødvendigvis vil være i besiddelse af de på-
gældende dokumenter.
Det foreslås i stk. 7, 3. pkt., at det skal fremgå af offentlig-
gørelsen, hvis påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet, afgørelsen
eller dommen ikke er endelig.
En afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald er ikke
endelig i de tilfælde, hvor afgørelsen om påtaleopgivelse el-
ler tiltalefrafald er påklaget til den overordnende anklage-
myndighed. En dom er ikke endelig i de tilfælde, hvor dom-
men er anket til en højere retsinstans.
Det foreslås i stk. 7, 4. pkt., at modtager Advokatrådet doku-
mentation for, at sagen er afsluttet ved endelig påtaleopgi-
velse, tiltalefrafald eller afsigelse af endelig frifindende af-
gørelse eller dom, skal Advokatrådet fjerne alle oplysninger
om beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efter-
forskning og eventuelle efterfølgende domme i sagen fra
Advokatrådets hjemmeside.
I de tilfælde, hvor den, som sagen vedrører, ikke anmoder
Advokatrådet om at offentliggøre oplysninger om, at sagen
er afsluttet ved påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller afsigelse
af frifindende dom i henhold til 1. pkt., men ønsker Advoka-
trådets offentliggørelse af beslutningen om at overgive sag-
en til politimæssig efterforskning, herunder eventuelle sup-
plerende oplysninger om efterfølgende domme i sagen, slet-
tet fra Advokatsamfundets hjemmeside, kan dette således
ske ved indsendelse af dokumentation for sagens afslutning
til Advokatrådet. Advokatrådet vil herefter efter 4. pkt. slet-
te offentliggørelsen af beslutningen om at overgive sagen til
politimæssig efterforskning m.v. fra Advokatrådets hjemme-
side.
Advokatrådets forpligtelse til at fjerne oplysninger om en
beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforsk-
ning indtræder derfor først i det tilfælde, hvor Advokatrådet
modtager dokumentation herfor. Det er ikke afgørende,
hvem der indsender eller overleverer en sådan dokumenta-
tion, og Advokatrådets forpligtelse til at slette oplysninger
om overgivelse af en sag til politimæssig efterforskning ind-
træder således, uanset om den fornødne dokumentation
modtages fra anklagemyndigheden, den pågældende fysiske
eller juridiske person, som sagen vedrører, eller af tredje-
mand.
En afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald er ikke
endelig i de tilfælde, hvor afgørelsen om påtaleopgivelse el-
ler tiltalefrafald er påklaget til den overordnede anklage-
myndighed. En dom er ikke endelig i de tilfælde, hvor dom-
men er anket til højere retsinstans. Fjernelse af offentliggø-
relsen af en beslutning om at overgive en sag til politimæs-
sig efterforskning i tilfælde, hvor en sag er afsluttet ved fri-
findende dom eller afsluttet ved påtaleopgivelse eller tiltale-
frafald, vil således først ske efter udløbet af henholdsvis an-
kefristen eller fristen for at påklage påtaleopgivelsen eller
tiltalefrafaldet, da afgørelsen skal være endelig.
Advokatrådet modtager ikke nødvendigvis oplysninger om
og dokumentation for, at en sag overgivet til politimæssig
66
efterforskning er afsluttet ved endelig påtaleopgivelse eller
tiltalefrafald eller afsigelse af endelig frifindende dom.
Det foreslås i stk. 8, 1. pkt., at Advokatrådet efter anmod-
ning fra en fysisk eller juridisk person, som er frifundet, skal
offentliggøre resultatet af anken eller genoptagelsen.
Det foreslås i stk. 8, 2. pkt., at den fysiske eller juridiske per-
son samtidig med anmodningen om offentliggørelse skal
indsende kopi af dommen i ankesagen eller den genoptagede
sag.
Det foreslås i stk. 8, 3. pkt., at er resultatet af anken eller den
genoptagede sag et andet end resultatet af dommen offent-
liggjort i medfør af stk. 4, 1. pkt., kan Advokatrådet beslutte
at fjerne dommen fra Advokatrådets hjemmeside
Advokatrådet påser som tilsynsmyndighed, at advokater
omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 14, overholder lo-
ven og de regler, der er udstedt i medfør heraf, samt Europa-
Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende regler
om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juri-
diske enheder eller organer, jf. hvidvasklovens § 64, stk. 1,
1. pkt.
Advokatrådet kan påbyde advokater at foretage de nødven-
dige foranstaltninger i tilfælde af overtrædelse af bestem-
melser i denne lov, de regler, der er fastsat i medfør heraf,
eller Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer, jf. hvidvasklovens
§ 64, stk. 2.
Manglende efterlevelse af påbud udstedt i medfør af § 64,
stk. 2, er i strid med god advokatskik. Advokatnævnet påser,
at advokater efterlever god advokatskik. Overtrædelse af
god advokatskik sanktioneres med bøde, pålæg eller fraken-
delse af retten til at udøve advokatvirksomhed, jf. nærmere
retsplejelovens kapitel 15 b.
Medlemsstaterne skal efter 4. hvidvaskdirektivs artikel 60,
stk. 1, sikre, at en afgørelse, der ikke kan påklages, om på-
læggelse af en administrativ sanktion eller foranstaltning for
overtrædelse af nationale bestemmelser, der gennemfører
dette direktiv, offentliggøres af de kompetente myndigheder
på deres officielle websted umiddelbart efter, at den person,
der pålægges sanktionen, er underrettet om afgørelsen.
Da Advokatnævnet i vidt omfang også vil udstede sanktio-
ner for overtrædelse af bestemmelser i hvidvaskloven, fore-
slås det i stk. 9, 1. pkt., at Advokatnævnets kendelser for
overtrædelse af hvidvaskloven og de regler, der er udstedt i
medfør heraf, samt Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod
lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer skal
offentliggøres af Advokatrådet på Advokatsamfundets
hjemmeside, når fristen for at indbringe kendelsen for retten
er udløbet.
Det forudsættes, at kendelser, der indbringes for retten inden
for tidsfristen, ikke skal offentliggøres, før det er afsagt en-
delig dom, jf. nærmere det foreslåede stk. 9, 3. pkt.
Det foreslås i stk. 9, 2. pkt., at kendelser om overholdelse af
§ 36 ikke skal offentliggøres.
Det foreslås i stk. 9, 3. pkt., at kendelser, som indbringes for
retten, offentliggøres, når der er afsagt endelig dom.
Det foreslås i stk. 9, 4. pkt., at bestemmelserne i stk. 2-8 fin-
der tilsvarende anvendelse ved offentliggørelse af Advokat-
nævnets kendelser.
Advokatrådet vil skulle offentliggøre reaktioner for overtræ-
delse af hvidvaskloven og de regler, der er udstedt i medfør
heraf, samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger in-
deholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, per-
soner, grupper, juridiske enheder eller organer, når det træf-
fes afgørelse efter denne lovs ikrafttræden. Det vil også
skulle gælde for reaktioner på overtrædelser, der er blevet
begået før lovens ikrafttræden.
Til nr. 15 (§ 65, stk. 1, 3. pkt., i hvidvaskloven)
Efter § 65, stk. 1, påser Spillemyndigheden, at udbydere af
spil omfattet af § 1, stk. 1, nr. 20, overholder loven, de reg-
ler, der er udstedt i medfør heraf, og forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer. Spillemyndigheden
påser dog ikke overholdelse af § 36.
Det følger af artikel 48, stk. 4, 1. pkt., i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om fore-
byggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direk-
tiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), at medlemsstaterne
sikrer, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat,
hvor den forpligtede enhed driver virksomheder, fører tilsyn
med, at disse virksomheder overholder de nationale bestem-
melser i den pågældende medlemsstat, hvorved dette direk-
tiv er gennemført.
Det følger af de specielle bemærkninger til hvidvasklovens
§ 65, at bestemmelsen gennemfører artikel 48 i 4. hvidvask-
67
direktiv for Spillemyndighedens vedkommende, jf. Folke-
tingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 174.
Det følger endvidere af de specielle bemærkninger til hvid-
vasklovens § 1, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41
som fremsat, side 66, at 4. hvidvaskdirektiv grundlæggende
er baseret på et territorialprincip, hvilket betyder, at hvert
enkelt medlemsland er ansvarligt for at regulere og føre til-
syn med de aktiviteter, der finder sted på medlemslandets
territorium, jf. artikel 48, stk. 4, og betragtning nr. 53 i 4.
hvidvaskdirektivs præambel.
Det følger af lovforslagets § 2 nr. 2, at reglerne for spiludby-
dere gælder for alle udbydere af spil, der har tilladelse til at
udbyde spil i Danmark, idet disse udbydere anses for at væ-
re etableret her i landet, jf. § 1, stk. 1, nr. 20. Alle udbydere
af spil, som skal have tilladelse til at udbyde spil her i lan-
det, vil således være omfattet af den danske spillelovgivning
og hvidvasklovgivning. Dermed vil udenlandske spiludby-
dere, der skal have en tilladelse til udbyde spil i Danmark
f.eks. via af en forhandler, også være omfattet af den danske
hvidvaskregulering.
Spillemyndigheden skal således allerede i dag påse, at uden-
landske spiludbydere, som opererer her i landet, overholder
hvidvaskloven og de nævnte forordninger.
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektiv som muligt foreslås det dog, at det i § 65, stk.
1, pkt. 1., præciseres, at Spillemyndigheden endvidere påser,
at filialer, distributører og agenter her i landet af sådanne
udenlandske virksomheder og personer overholder denne
lov, regler udstedt i medfør heraf og forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer.
Det foreslåede medfører, at det eksplicit vil fremgå af § 65,
stk. 1, 1. pkt., at Spillemyndigheden fører tilsyn med, at
udenlandske virksomheders og personers filialer, distributø-
rer og agenter her i landet, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr.
20, overholder loven, regler udstedt i medfør heraf og for-
ordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner
mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller orga-
ner.
Der er med ændringen tale om en præcisering af gældende
ret.
Til nr. 16 (§ 78, stk. 1, 2. pkt., i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 78 fastsætter, hvilke overtrædelser af
hvidvaskloven, regler udstedt i medfør heraf og forordninger
der kan straffes. Bestemmelsen fastsætter endvidere strafan-
svar for juridiske personer samt omhandler forældelsesfri-
sten for overtrædelse af lovens bestemmelser og regler ud-
stedt i medfør heraf.
Tilregnelseskravet i hvidvaskloven er forsæt eller grov uagt-
somhed, hvorfor overtrædelser af hvidvaskloven skal være
forsætlige eller groft uagtsomme for at kunne straffes.
Det foreslås, at der i § 78, stk. 1, 2. pkt., indsættes en henvis-
ning til § 5 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 13.
Med lovforslagets § 5 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, foreslås
det, i henhold til artikel 1, nr. 7, litra c, 2. led, i 5. hvidvask-
direktiv, at betalinger foretaget med anonyme forudbetalte
kort udstedt i tredjelande ikke må indløses i Danmark. Til-
svarende må restværdien i kontanter eller kontanthævning af
pengeværdien på sådanne betalingskort ikke indløses i Dan-
mark.
Med forslaget vil overtrædelse af den foreslåede § 5 a kunne
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt i
straffeloven. Strafsubjekterne for overtrædelse af den fore-
slåede bestemmelse vil være fysiske og juridiske personer.
Med forslaget vil en fysisk eller juridisk person, der indløser
en betaling foretaget med et anonymt forudbetalt kort ud-
stedt i et tredjeland kunne straffes.
Indløsning af betalinger svarer til definitionen af ”indløs-
ning af betalingstransaktioner” i § 7, stk. 1, nr. 25, i lov nr.
652 af 8. juni 2017 om betalinger (lov om betalinger), hvor-
ved forstås den situation, hvor en udbyder af betalingstjene-
ster, der har indgået aftale med en betalingsmodtager om
modtagelse og bearbejdning af betalingstransaktioner med
henblik på at overføre midler til betalingsmodtageren gør
dette. Det er altså alene virksomheder med tilladelse som
pengeinstitut, e-pengeinstitut, betalingsinstitut eller virk-
somheder, der har begrænset tilladelse til at udstede e-penge
eller udbyde betalingstjenester, der lovligt kan indløse beta-
lingsinstrumenter, herunder betalingskort såsom kreditkort
og debetkort, her i landet, jf. §§ 2 og 3 i lov om betalinger.
Derudover må offentlige myndigheder og Nationalbanken
også indløse betalingsinstrumenter.
Forbuddet i den foreslåede § 5 a er absolut og omfatter såle-
des virksomheder og personer, der såvel lovligt som ulovligt
kan indløse betalingsinstrumenter i Danmark.
Det foreslås, at strafniveauet følger strafniveauet for over-
trædelse af § 78, stk. 3, i hvidvaskloven, jf. Folketingstiden-
de 2018-19, A, L 47 som fremsat, side 47.
Det foreslås desuden, at hvidvasklovens § 32 indsættes i op-
listningen i § 78, stk. 1, 2. pkt., således at overtrædelse af §
32 vil kunne strafsanktioneres.
68
Hvidvasklovens § 32 fastlægger, at virksomheder i en kon-
cern skal udveksle oplysninger med øvrige virksomheder i
koncernen, hvis midler mistænkes for at være udbytte fra en
kriminel handling eller være forbundet med terrorisme, og
hvor der er givet underretning efter § 26, stk. 1 eller 2. Virk-
somheder i en koncern må ikke udveksle personoplysninger
i medfør af 1. pkt. ud over det, som er nødvendigt for at op-
fylde kravet.
Hvidvasklovens § 32 implementerer artikel 45, stk. 8, i 4.
hvidvaskdirektiv. Det følger endvidere af artikel 58, stk. 1, i
4. hvidvaskdirektiv, at medlemsstaterne skal sikre, at de for-
pligtede enheder kan drages til ansvar for overtrædelse af de
nationale bestemmelser, som gennemfører direktivet, i over-
ensstemmelse med denne artikel og artikel 59-61. Det frem-
går endvidere af bestemmelsen, at enhver sanktion eller for-
anstaltning som følge heraf skal være effektiv, forholdsmæs-
sig og have afskrækkende virkning. Endeligt følger det af
artikel 59, stk. 1, litra d, at medlemsstaterne skal sikre, at
denne artikel som minimum finder anvendelse i forbindelse
med de forpligtede enheders overtrædelse af kravene i artik-
lerne 10, 24, 33-35, 40, 45 og 46, når overtrædelsen er al-
vorlig, gentagen, systematisk eller en kombination heraf.
Strafsubjekterne for overtrædelse af § 32 vil være virksom-
heder, som er omfattet af loven, og som indgår i en koncern.
Med forslaget vil en virksomhed, der undlader at udveksle
oplysninger med øvrige virksomheder i koncernen om, at
midler mistænkes for at være udbytte fra en kriminel hand-
ling eller være forbundet med terrorisme, og hvor der er gi-
vet underretning efter § 26, stk. 1 eller 2, kunne straffes. Ud-
veksling af oplysninger skal kun ske til relevante modtagere,
eksempelvis personer der behandler mistænkelige transakti-
oner i koncernen. Forslaget indebærer ikke, at manglende
udveksling af en kundes øvrige aktiviteter skal kunne straf-
fes.
Med forslaget vil en virksomhed omfattet af loven, der ud-
veksler personoplysninger med øvrige virksomheder i kon-
cernen ud over det, som er nødvendigt for at opfylde kravet i
1. pkt., kunne straffes. Den virksomhed, der sender oplys-
ningerne, skal således sikre, at der kun sendes nødvendige
oplysninger, dvs. der skal foretages en afvejning i det kon-
krete tilfælde. Der må i medfør af § 32, 2. pkt., aldrig sendes
yderligere oplysninger end de oplysninger, der har indgået i
underretningen til Hvidvasksekretariatet, hvorfor en over-
trædelse heraf fremover vil kunne straffes.
Der henvises i øvrigt nærmere til bemærkningerne til hvid-
vasklovens § 32, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41
som fremsat, side 136.
Til nr. 17 (§ 79 i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 79 fastlægger, at en virksomhed eller per-
son, der ikke overholder et påbud, som er givet i medfør af §
51, § 54, stk. 1, §§ 60 eller 66, kan straffes med bøde.
Af hvidvasklovens § 51 a, som blev indført ved ændring af
hvidvaskloven i 2018, jf. § 3 i lov nr. 706 af 8. juni 2018 om
ændring af hvidvaskloven, følger, at Finanstilsynet kan på-
byde en virksomhed omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-8, 10, 11 og
19, at afsætte den person, der er udpeget i henhold til § 7,
stk. 2, inden for en frist fastsat af Finanstilsynet, hvis perso-
nen ikke har tilstrækkeligt godt omdømme eller personens
adfærd giver grund til at antage, at personen ikke vil vareta-
ge stillingen på forsvarlig måde, jf. § 7, stk. 2, 4. pkt.
Af § 51 b, som blev indført ved ændring af hvidvaskloven i
2019, jf. § 1 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 om æn-
dring af hvidvaskloven følger, at Finanstilsynet kan påbyde
en virksomhed eller person omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-8,
10, 11, 19, 23 og 24, at virksomheden eller personen midler-
tidigt ikke må optage nye kundeforhold, når der er konstate-
ret en alvorlig overtrædelse af bestemmelser i denne lov el-
ler regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslås, at § 79 ændres, således at §§ 51 a og 51 b ind-
sættes i oplistningen. Det vil indebære, at manglende over-
holdelse af påbud efter disse bestemmelser vil kunne straffes
med bøde.
Dem, der vil kunne pålægges tvangsmidler for overtrædelse
af påbud efter §§ 51 a og 51 b, vil være virksomheder og
personer, som er omfattet af loven. Den handling, der vil re-
sultere i anvendelse af tvangsmidler i forhold til overtrædel-
se af påbud efter § 51 a, vil bestå i, at en virksomhed, som
får et påbud om at afsætte den hvidvaskansvarlige efter § 51
a, ikke afsætter den hvidvaskansvarlige inden for den frist,
som Finanstilsynet har fastsat.
Den handling, der vil resultere i anvendelse af tvangsmidler
i forhold til overtrædelse af påbud efter § 51 b, vil bestå i, at
en virksomhed, som får et påbud om at stoppe med at optage
nye kundeforhold, fortsætter med dette efter at have modta-
get påbuddet. Overtrædelsen vil også kunne bestå i, at virk-
somheden – efter at have modtaget påbuddet og efter at have
stoppet med at optage nye kundeforhold – på ny begynder at
optage nye kundeforhold, selv om overtrædelserne af hvid-
vaskloven endnu ikke er bragt til ophør, og dette ikke er do-
kumenteret over for Finanstilsynet.
Til nr. 18 (§ 80, stk. 1, i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 80, stk. 1-3, indeholder bemyndigelse til,
at Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen og Spillemyndigheden
som tvangsmiddel kan pålægge en person, en virksomhed
eller de for en virksomhed ansvarlige personer daglige eller
ugentlige bøder, hvis en virksomhed eller person undlader at
69
opfylde de forpligtelser, som påhviler dem i medfør af hen-
holdsvis § 49, stk. 1 og 5, § 58, stk. 5 og 7, og § 65, stk. 2.
Ved § 1 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 om ændring af
hvidvaskloven blev § 49, stk. 7, indført. Bestemmelsen inde-
bærer, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
indberetning af oplysninger, der er nødvendige til brug for
Finanstilsynets risikovurdering af virksomheder og personer
omfattet af hvidvaskloven.
Det foreslås, at der i § 80, stk. 1, indsættes en henvisning til
regler udstedt i medfør af § 49, stk. 7.
Den foreslåede ændring vil medføre, at tvangsbøder vil kun-
ne anvendes til at gennemtvinge indberetningsforpligtelser i
regler udstedt i medfør af § 49, stk. 7.
Dem, der kan pålægges tvangsmidler for overtrædelse af
regler udstedt i medfør af § 49, stk. 7, er virksomheder eller
personer, som er omfattet af de regler, der er oplistet i be-
stemmelsen. Finanstilsynet forventer med hjemmel i § 49,
stk. 7, at udstede en bekendtgørelse, der bl.a. indeholder reg-
ler om indberetning af oplysninger til brug for Finanstilsy-
nets risikovurdering. Handlingen, der resultere i anvendelse
af tvangsmidler, vil bestå i, at en virksomhed eller person ik-
ke foretager indberetning i overensstemmelse med de regler,
som er fastsat af Finanstilsynet i henhold til § 49, stk. 7.
Til § 3
Til nr. 1 (§ 62, stk. 1, 2. pkt., i lov om kapitalmarkeder)
Det følger af § 62, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at en
operatør af et reguleret marked kan outsource en proces, en
tjenesteydelse eller en aktivitet, som operatøren ellers selv
ville udføre, til en leverandør. Det kan eksempelvis være
outsourcing af overvågningen af, at det regulerede markeds
medlemmer overholder det regulerede markeds regler, jf. §
80 i lov om kapitalmarkeder, eller outsourcing af selve drif-
ten af det regulerede markeds handelssystemer.
Outsourcingreglerne har til formål at sikre, at outsourcing-
virksomheden fortsat bærer ansvaret for de opgaver, der ud-
føres hos outsourcingleverandøren, samt at sikre, at Finans-
tilsynet fortsat kan udøve et effektivt tilsyn. Ved outsour-
cing skal outsourcingvirksomheden derfor sikre, at den har
kontrol over opgaverne, og at outsourcingvirksomheden har
mulighed for at udøve nødvendig indflydelse på opgavernes
udførelse.
Ved vurderingen af om virksomheden selv ville have udført
den outsourcede proces, tjenesteydelse eller aktivitet, bør
virksomheden overveje, om den proces, den tjenesteydelse
eller den aktivitet, eller dele heraf, der outsources til en leve-
randør, udføres gentagne gange eller løbende af leverandø-
ren. Det skal forudsættes af parterne, at aftalen ikke kun er
en enkeltstående ydelse, men en aftale, der på tidspunktet
for dens indgåelse forventes at strække sig over en periode
af en vis varighed. Det kan bl.a. indgå i vurderingen, om
denne proces, tjenesteydelse eller aktivitet, eller dele heraf,
normalt ville falde inden for rammerne af processer, tjene-
steydelser eller aktiviteter, der ville eller kunne blive udført
af virksomheden, også selvom virksomheden ikke tidligere
har udført denne proces, tjenesteydelse eller aktivitet selv.
Såfremt det outsourcede kan kategoriseres som enten en
proces, en tjenesteydelse eller en aktivitet, finder reglerne
anvendelse, også selvom det outsourcede kan kategoriseres i
mere end én af de pågældende kategorier.
Det foreslås, at der i § 62, stk. 1, indsættes et 2. pkt., hvoref-
ter en operatør af et reguleret marked, som driver en multila-
teral handelsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfaci-
litet (OHF) ligeledes omfattes af bestemmelsens 1. pkt.
En operatør af et reguleret marked kan også opnå særskilt
tilladelse til at drive en MHF eller OHF. Den foreslåede æn-
dring vil derfor betyde, at reglerne om outsourcing også vil
finde anvendelse på en operatør af et reguleret marked, der
har tilladelse til at drive en MHF eller en OHF, i tilfælde af
at operatøren vælger at outsource en proces, en tjenesteydel-
se eller en aktivitet i forbindelse med driften af enten
MHF’en eller OHF’en.
Den 1. juli 2020 trådte bekendtgørelse nr. 877 af 12. juni
2020 om outsourcing for kreditinstitutter m.v. i kraft. Den
finder bl.a. anvendelse på operatører af regulerede marke-
der, når disse gør brug af outsourcing. Bekendtgørelsen in-
deholder bl.a. bestemmelser, der fastsætter krav til ledelse
og styring af outsourcing, krav ved videreoutsourcing, krav
til outsourcingkontrakten og dokumentationskrav.
Til nr. 2 (§ 253 a i lov om kapitalmarkeder)
Det følger af § 253 a i lov om kapitalmarkeder, at overtræ-
delse af en række nærmere angivne bestemmelser i Rådets
og Parlamentets forordning (EU) nr. 1011/2016 af 8. juni
2016 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle
instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på
at måle investeringsfondes økonomiske resultater (ben-
chmarkforordningen), straffes med bøde, medmindre højere
straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Som følge af de ændringer i benchmarkforordningen, der
følger af forordning 2019/2089/EU af 27. november 2019
om ændring af forordning (EU) 2016/1011, for så vidt angår
EU-benchmarks for klimaovergangen, Paristilpassede EU-
benchmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om
benchmarks (ændringsforordningen), fremgår det af artikel
70
42, stk. 1, i benchmarkforordningen, at de kompetente myn-
digheder tillige skal have beføjelse til at pålægge passende
administrative sanktioner og træffe andre administrative for-
anstaltninger i forbindelse med overtrædelse af artikel 19
a-19 c i benchmarkforordningen, samt i tilfælde af manglen-
de samarbejde eller indvilligelse i en undersøgelse, kontrol
eller anmodning om oplysninger, jf. artikel 41 i benchmark-
forordningen.
Det følger af artikel 42, stk. 3, 2. pkt., i benchmarkforord-
ningen, at medlemslandene kan beslutte ikke at fastsætte
regler for administrative sanktioner som fastsat i bestemmel-
sens stk. 1 for overtrædelser omhandlet i stk. 1, der er under-
lagt strafferetlige sanktioner i henhold til national ret.
Det foreslås, at der i § 253 a indsættes en henvisning til arti-
kel 19 a-19 c i benchmarkforordningen.
Den foreslåede ændring vil indebære, at overtrædelse af arti-
kel 19 a-19 c i benchmarkforordningen, kan straffes med bø-
de. Med forslaget indføres mulighed for at give bødestraf for
overtrædelser af en række nyindførte forpligtelser, der på-
hviler administratorer i henhold til benchmarkforordningen.
Med den foreslåede ændring vil der kunne idømmes bøder
for overtrædelse af de regler, som Kommissionen har hjem-
mel til at udstede i medfør af benchmarkforordningens arti-
kel 19 a, stk. 2, og artikel 19 c.
Bestemmelsen gennemfører artikel 1, nr. 7, i forordning
2089/2019/EU om ændring af benchmarkforordningen for
så vidt angår EU-benchmarks for klimaovergangen, Paristil-
passede EU-benchmarks og bæredygtighedsrelaterede op-
lysninger om benchmarks (ændringsforordningen).
Administratorer kan både være fysiske og juridiske perso-
ner. I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser om-
handler pligter eller forbud, er de mulige ansvarssubjekter
derfor den fysiske eller juridiske person, der som admini-
strator leverer et benchmark.
Bødeniveauet vil blive fastsat i overensstemmelse med de
generelle regler om straf i § 255, stk. 5, i lov om kapitalmar-
keder. Det fremgår heraf, at der ved udmåling af bøder læg-
ges vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens
økonomiske forhold. For overtrædelser begået af juridiske
personer lægges ved vurderingen af gerningsmandens øko-
nomiske forhold vægt på virksomhedens nettoårsomsætning
på gerningstidspunktet. For overtrædelser begået af fysiske
personer lægges vægt på den pågældendes indtægtsforhold
på gerningstidspunktet. Det er afgørende, at der ved strafud-
målingen lægges vægt på de nævnte faktorer, således at bø-
der vil have en pønal og præventiv effekt på alle aktører på
markedet, og således at det finansielle incitament til at over-
træde bestemmelserne reduceres. Vurderingen af overtræ-
delsens grovhed bør efter § 255, stk. 5, foregå uafhængigt af
gerningsmandens økonomiske forhold.
Artikel 19 a i benchmarkforordningen, som indført ved æn-
dringsforordningen, fastsætter, at administratorer af EU-
benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-
benchmarks skal inddrage og oplyse om en række forhold
knyttet til benchmarkets metodologi. Disse administratorer
skal bl.a. give oplysninger om kriterierne for fastlæggelse af
dekarboniseringsforløbet, indeksporteføljens samlede CO2-
emissioner for så vidt angår EU-benchmarks for klimaover-
gangen og angive den formel eller beregning, der anvendes
til at fastslå, om emissioner er i overensstemmelse med må-
lene i Parisaftalen, for så vidt angår Paristilpassede EU-ben-
chmarks.
Det følger ligeledes af artikel 19 a i benchmarkforordnin-
gen, at Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de-
legerede retsakter til fastsættelse af minimumsstandarder for
EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede
EU-benchmarks.
Artikel 19 b i benchmarkforordningen, som indført ved æn-
dringsforordningen, stiller nærmere kriterier for benchmar-
kadministratorers udvælgelse, vægtning og udelukkelse af
underliggende aktiver for så vidt angår EU-benchmarks for
klimaovergangen.
Det følger af artikel 19 c i benchmarkforordningen, at for så
vidt angår Paristilpassede EU-benchmarks tillægges Kom-
missionen en beføjelse til at vedtage en delegeret retsakt til
identificering af de sektorer, der skal udelukkes, fordi de ik-
ke har målbare mål for nedbringelse af CO2 med konkrete
frister, tilpasset målene i Parisaftalen.
Ved Paristilpassede EU-benchmarks forstås benchmarks,
som er mærket som Paristilpassede EU-benchmarks. Pari-
stilpassede EU-benchmarks underliggende aktiver skal være
sammensat på en sådan måde, at den deraf følgende ben-
chmarkporteføljes CO2-emissioner er tilpasset målene i Pa-
risaftalen. Hertil kommer, at Paristilpassede EU-benchmarks
skal være sammensat i overensstemmelse med nærmere an-
givne minimumsstandarder, der udarbejdes af Kommissio-
nen. Aktiviteter i forbindelse med disse benchmarks under-
liggende aktiver må ikke i væsentlig grad skade andre miljø-
mæssige, sociale eller ledelsesmæssige (ESG) mål, jf. artikel
1, nr. 1, i ændringsforordningen, som indfører artikel 3, stk.
1, nr. 23 b, i benchmarkforordningen.
Ved et dekarboniseringsforløb forstås et målbart, videnska-
beligt baseret og tidsbundet forløb i retning af tilpasning til
målene i Parisaftalen ved en nedbringelse af nærmere angiv-
ne typer CO2-emissioner, jf. artikel 1, nr. 1, i ændringsfor-
ordningen, som indfører artikel 3, stk. 1, nr. 23 c, i ben-
chmarkforordningen.
71
Ved en administrator forstås en juridisk eller fysisk person,
der fører kontrol med leveringen af benchmarks, herunder
administrerer ordningerne for fastlæggelse af benchmarks,
indsamler og analyserer inputdataene, fastlægger benchmar-
ket og offentliggør det.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.15. i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 4
Til nr. 1 (Fodnoten til lov om investeringsforeninger m.v.)
Lov om investeringsforeninger m.v. indeholder en fodnote,
der oplister de direktiver og ændringsdirektiver, som er im-
plementeret helt eller delvist i loven. Endvidere er en række
forordninger oplistet, hvori indgår bestemmelser, som er
medtaget i lov om investeringsforeninger m.v.
Det foreslås, at fodnoten til lovens titel nyaffattes, så direkti-
verne og forordningerne i noten til lov om investeringsfor-
eninger m.v. bliver sat i kronologisk rækkefølge.
Der tilføjes ikke nye direktiver eller forordninger med nyaf-
fattelsen. Der er således tale om en ændring af redaktionel
karakter.
Til nr. 2 (§ 18, stk. 1, 4. pkt., i lov om investeringsforeninger
m.v.)
Det følger af § 18, stk. 1, i lov om investeringsforeninger
m.v., at vedtægterne eller fondsbestemmelserne i en dansk
UCITS kan indeholde bestemmelser om, at den danske
UCITS’ afdelinger kan opdeles i andelsklasser, og at besty-
relsen kan etablere andelsklasser i en afdeling. I en beståen-
de afdeling i en investeringsforening eller SIKAV skal afde-
lingens investorer dog først på en generalforsamling have
truffet beslutning om, at afdelingen kan opdeles i andels-
klasser. Er der tale om en værdipapirfond, er det bestyrelsen
for værdipapirfondens investeringsforvaltningsselskab eller
administrationsselskab, der træffer beslutningen. Det skal
fremgå af afdelingens navn, hvis bestyrelsen kan etablere
andelsklasser i afdelingen.
Danske UCITS er investeringsforeninger, SIKAV’er (sel-
skaber for investering med kapital, der er variabel) og vær-
dipapirfonde.
Etablering af andelsklasser giver mulighed for at underopde-
le afdelinger i investeringsforeninger. Andelsklasserne har
forskellige karakteristika og kan dermed målrettes bestemte
typer investorer.
§ 18, stk. 1, 4. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v.
blev indført i loven af hensyn til styring af administrative
systemer i SKAT.
Der er ikke længere tekniske eller administrative årsager i
SKAT til opretholdelse af kravet om, at det af afdelingens
navn fremgår, hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i
afdelingen.
Det foreslås på den baggrund, at § 18, stk. 1, 4. pkt., i lov
om investeringsforeninger m.v. ophæves.
Ophævelsen vil medføre, at der fremadrettet ikke længere
vil være krav om, at det skal fremgå i afdelingsnavnet i dan-
ske UCITS’, at der kan etableres andelsklasser i den pågæl-
dende afdeling.
Til nr. 3 (§ 161, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v.)
Det følger af § 161, stk. 1, i lov om investeringsforeninger
m.v., at Finanstilsynet påser overholdelsen af en række di-
rektiver og forordninger, dog skal Erhvervsstyrelsen påse
overholdelsen af § 14 om anmeldelse og registrering i Er-
hvervsstyrelsen. Endvidere påser Finanstilsynet, at danske
UCITS overholder deres vedtægter eller fondsbestemmelser,
når vedtægterne eller fondsbestemmelserne er godkendt af
Finanstilsynet. Herudover kontrollerer Finanstilsynet, at reg-
lerne for finansiel information i årsrapporter og delårsrap-
porter i §§ 82-92 og i regler udstedt i medfør af § 95 er over-
holdt for danske UCITS, som har udstedt værdipapirer, der
handles på et reguleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov
om kapitalmarkeder
Det foreslås, at der foretages en række redaktionelle ændrin-
ger af bestemmelsen, samtidig med at Finanstilsynets udpe-
ges som tilsynsmyndighed af Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-
sielle tjenesteydelser (disclosureforordningen) og regler
fastsat i medfør heraf.
Det foreslås i § 161, stk. 1, nr. 1, at Finanstilsynet skal påse
overholdelsen af loven og de regler, der er udstedt i medfør
af loven, undtagen § 60, stk. 1 og 2, og § 63 b, jf. dog stk. 2.
Det foreslåede nr. 1 medfører, at Finanstilsynet ikke fører
tilsyn med spekulationsbestemmelserne i § 60, stk. 1 og 2.
Tilsynspligten vedrørende disse bestemmelser påhviler den
danske UCITS᾽ revisor.
Opgaverne vedrørende regnskabskontrol af for eksempel in-
vesteringsforeninger, hvis andele er optaget til handel på
OMX Nasdaq, varetages af Finanstilsynet. Erhvervsstyrel-
sen varetager regnskabskontrol af selskaber, der er omfattet
af årsregnskabsloven
72
Herudover medfører det foreslåede nr. 1, at Finanstilsynet
ikke skal påse overholdesen af § 63 b, da bestemmelsen ret-
ter sig til en kreds af ansatte i investeringsforeninger og SI-
KAV᾽er og ikke til selve investeringsforeningen eller SI-
KAV᾽en. Der henvises til bemærkningerne til § 63 b, jf. Fol-
ketingstidende 2013-14, A, L 133 som fremsat, side 277.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 2, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af danske UCITS’ vedtægter eller fondsbestemmelser, når
Finanstilsynet har godkendt vedtægterne eller fondsbestem-
melserne.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 3, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love
og administrative bestemmelser om visse institutter for kol-
lektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)
(UCITS-direktivet).
Det foreslåede nr. 3 medfører, at Finanstilsynet som kompe-
tent myndighed skal påse overholdelsen af de bestemmelser,
der er implementeret i dansk ret i medfør af direktiv
2009/65/EF, og overholdelsen af de retsakter og tekniske
standarder, der er udstedt i medfør af direktiv 2009/65/EF,
og som er umiddelbart gældende i medlemsstaterne. Til-
synsforpligtelsen følger af artikel 97 i direktiv 2009/65/EF.
Bestemmelsen implementerer artikel 97 af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om
samordning af love og administrative bestemmelser om vis-
se institutter for kollektiv investering i værdipapirer (inve-
steringsinstitutter).
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 4, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU
af 12. december 2017 om en generel ramme for securitise-
ring og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, trans-
parent og standardiseret securitisering og regler fastsat i
medfør heraf.
Det foreslåede nr. 4 vil medføre, at Finanstilsynet udpeges
som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af
12. december 2017 om en generel ramme for securitisering
og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transpa-
rent og standardiseret securitisering (STS-forordningen).
Efter artikel 29 i STS-forordningen skal hvert medlemsland
udpege en kompetent myndighed til at varetage de opgaver,
der følger af forordningen. Efter artikel 30 skal hvert med-
lemsland sikre, at den kompetente myndighed, som er udpe-
get i overensstemmelse med artikel 29, stk. 1-5, har de til-
syns-, undersøgelses- og sanktionsbeføjelser, der er nødven-
dige for, at den kan opfylde sine opgaver i henhold til denne
forordning.
Bestemmelsen supplerer artikel 29 og til dels artikel 30 i
STS-forordningen.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 5, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1131/2017 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger og
regler fastsat i medfør heraf.
Forordningen om pengemarkedsforeninger fastsætter en
række krav til investeringsinstitutter, der investerer i kortfri-
stede pengemarkedsinstrumenter. Der er bl.a. krav om,
hvordan de skal organisere sig, navnepligt, hvilke instru-
menter de må investere i, spredningsregler og indberetning
af oplysninger om pengemarkedsforeningernes investerin-
ger.
Det foreslåede nr. 5 vil medføre, at Finanstilsynet som en
del af sit løbende tilsyn og i forbindelse med inspektioner
tillige vil skulle føre tilsyn med, at danske UCITS overhol-
der forordningen om pengemarkedsforeningers regler.
Bestemmelsen supplerer artikel 39 i pengemarkedsforord-
ningen.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 6, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1156/EU
af 20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution
af kollektive investeringsinstitutter og om ændring af for-
ordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og regler
fastsat i medfør heraf.
Det foreslåede nr. 6 vil medføre, at Finanstilsynet udpeges
som ansvarlig myndighed for tilsynet med overholdelse af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1156/EU af
20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution af
73
kollektive investeringsinstitutter og om ændring af forord-
ning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013.
Finanstilsynet er allerede i dag tilsynsmyndighed for de
virksomheder, der omfattes af cross border-forordningen.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 7, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU
af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionspro-
dukt og regler fastsat i medfør heraf.
Det foreslåede nr. 7 vil medføre, at Finanstilsynet som kom-
petent myndighed fører tilsyn med, at PEPP-forordningen
og regler udstedt i medfør heraf overholdes. Finanstilsynet
er allerede tilsynsmyndighed for danske UCITS, der omfat-
tes af forordningen.
I henhold til artikel 61, stk. 1, i PEPP-forordningen fører de
kompetente myndigheder for PEPP-udbyderen løbende og i
overensstemmelse med den relevante sektorspecifikke til-
synsordning tilsyn med overholdelsen af PEPP-forordnin-
gen. De er tillige ansvarlige for tilsynet med dels overhol-
delsen af forpligtelserne i PEPP-udbyderens regler eller ved-
tægter, dels hensigtsmæssigheden af dennes ordninger og
organisation med hensyn til de opgaver, der skal udføres i
forbindelse med udbud af et PEPP-produkt.
De kompetente myndigheder er i artikel 2, nr. 18, i PEPP-
forordningen defineret som de nationale myndigheder, som
er udpeget af en medlemsstat til at føre tilsyn med PEPP-ud-
bydere eller PEPP-distributører, alt efter tilfældet, eller til at
udføre de opgaver, der er omhandlet i forordningen.
I medfør af artikel 62 i PEPP-forordningen skal hver med-
lemsstat sikre, at den kompetente myndighed, som er udpe-
get af de nationale myndigheder, har de tilsyns-, undersøgel-
ses- og sanktionsbeføjelser, der er nødvendige for, at den
kan opfylde sine opgaver i henhold til PEPP-forordningen.
Bestemmelsen supplerer PEPP-forordningens artikel 61 og
62.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 8, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU
af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplys-
ninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser og regler
fastsat i medfør heraf.
Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål at udpe-
ge Finanstilsynet som kompetent myndighed efter disclosu-
reforordningen og regler fastsat i medfør heraf.
Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav
for finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere.
Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. et investe-
ringsforvaltningsselskab, jf. artikel 2, nr. 1, litra i, i disclosu-
reforordningen. Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. et in-
vesteringsforvaltningsselskab, der yder investeringsrådgiv-
ning, jf. artikel 2, nr. 11, litra f, i disclosureforordningen.
Efter artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen skal hvert
medlemsland sikre, at den kompetente myndighed, der er
udpeget i overensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samord-
ning af love og administrative bestemmelser om visse insti-
tutter for kollektiv investering i værdipapirer (investerings-
institutter) (UCITS-direktivet), udpeges som kompetent
myndighed til at varetage de opgaver, der følger af disclosu-
reforordningen.
Den foreslåede indsættelse af disclosureforordningen i be-
stemmelsen vil medføre, at Finanstilsynet bliver udpeget
som kompetent myndighed i forhold til at påse overholdel-
sen af forordningen.
Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også skulle
påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har
hjemmel til at udstede i medfør af disclosureforordningen.
Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet bl.a.
vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af dis-
closureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen supplerer artikel 14, stk. 1, i disclosurefor-
ordningen.
Med forslaget til stk. 2 vil Erhvervsstyrelsen dog påse over-
holdelsen af § 14, stk. 1 og 3. Finanstilsynet kontrollerer, at
reglerne for finansiel information i årsrapporter og delårs-
rapporter i §§ 82-92 og i regler udstedt i medfør af § 95 er
overholdt for danske UCITS, som har udstedt værdipapirer,
der handles på et reguleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i
lov om kapitalmarkeder.
Opgaverne vedrørende regnskabskontrol af f.eks. investe-
ringsforeninger, hvis andele er optaget til handel på den re-
gulerede markedsplads Nasdaq Copenhagen varetages af Fi-
nanstilsynet. Erhvervsstyrelsen varetager regnskabskontrol
af selskaber, der er omfattet af årsregnskabsloven.
74
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Til nr. 4 (§ 179, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v.)
Den gældende bestemmelse i § 179, stk. 1, i lov om investe-
ringsforeninger m.v. angiver de virksomheder, der kan anses
som part i sager, hvor Finanstilsynet har truffet eller vil
træffe afgørelse i medfør af lov om investeringsforeninger
m.v. eller regler fastsat i medfør heraf.
Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, nr. 3,
foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af
en række yderligere forordninger.
Det foreslås på den baggrund, at der i § 179, stk. 1, indsæt-
tes en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel
ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik
ramme for simpel, transparent og standardiseret securitise-
ring (STS-forordningen), Europa-Parlamentets og Rådets
Forordning (EU) nr. 2017/1131 af 14. juni 2017 om penge-
markedsforeninger (pengemarkedsforordningen) og Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. no-
vember 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i
sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordnin-
gen) og regler udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at virksomheder, der
træffes afgørelse overfor i medfør af de forordninger, som
Finanstilsynet efter den foreslåede bestemmelse i lovforsla-
gets § 4, nr. 3, vil skulle påse overholdelsen af, ligeledes an-
ses som parter i forhold til Finanstilsynet.
Til nr. 5 (§ 189 i lov om investeringsforeninger m.v.)
Den gældende bestemmelse i § 189 i lov om investerings-
foreninger m.v. indeholder en klageadgang til Erhvervsan-
kenævnet for den, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet
eller Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller regler ud-
stedt i medfør heraf retter sig mod.
Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, nr. 3,
foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af
en række yderligere forordninger.
Det foreslås på den baggrund, at der i § 189 indsættes en
henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme
for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for
simpel, transparent og standardiseret securitisering (STS-
forordningen), Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsfor-
eninger (pengemarkedsforordningen) og Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november
2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren
for finansielle tjenesteydelser og regler udstedt i medfør her-
af.
Den foreslåede ændring vil indebære, at afgørelser truffet af
Finanstilsynet i medfør af de forordninger, som Finanstilsy-
net efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, nr.
3, vil skulle påse overholdelsen af, også kan indbringes for
Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er
meddelt den pågældende, som afgørelsen retter sig mod.
Til § 5
Til nr. 1 (§ 6, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative inve-
steringsfonde m.v.)
Det følger af § 6, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative in-
vesteringsfonde m.v., at virksomheder, der forvalter en eller
flere alternative investeringsfonde, skal have tilladelse af Fi-
nanstilsynet, såfremt aktiverne i de alternative investerings-
fonde sammenlagt overstiger en værdi svarende til 100 mio.
euro eller 500 mio. euro, såfremt virksomheden udelukken-
de forvalter alternative investeringsfonde, der ikke har gea-
ret sine investeringer, og ingen investorer i fondene har ret
til at blive indløst i en periode på minimum 5 år efter datoen
for den oprindelige investering i hver af fondene.
Virksomheder skal søge om tilladelse fra Finanstilsynet til at
forvalte alternative investeringsfonde i medfør af § 11 i lov
om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., såfremt
de overstiger tærsklerne i § 6, stk. 1.
Tærskelværdierne i § 6, stk. 1, i lov om forvaltere af alterna-
tive investeringsfonde m.v., gælder ikke for forvaltere af en
eller flere kapitalforeninger, forvaltere af en eller flere inve-
storfradragsfonde og selvforvaltende investorfradragsfonde,
da disse forvaltere altid skal have tilladelse, jf. i § 6, stk. 4, i
lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.
Ved § 6, nr. 2, i lov nr. 706 af 8. juni 2018 om ændring af
lov om finansiel virksomhed, hvidvaskloven, lov om forval-
tere af alternative investeringsfonde m.v. og forskellige an-
dre love blev AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde sat
ind i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.
som to nye typer alternative investeringsfonde.
En AIF-SIKAV er en alternativ investeringsfond, som er
stiftet efter reglerne i afsnit VIII i lov om forvaltere af alter-
native investeringsfonde m.v. som et selskab med en eller
flere investorer, hvis vedtægter angiver, at selskabet er en
alternativ investeringsfond med variabel kapital, og som har
udpeget en forvalter, der har tilladelse til at administrere al-
ternative investeringsfonde, og som har ansvaret for at for-
valte AIF-SIKAV’en, jf. § 3, stk. 1, nr. 12, i lov om forval-
tere af alternative investeringsfonde m.v.
75
En AIF-værdipapirfond er en alternativ investeringsfond,
som er etableret af en forvalter af alternative investerings-
fonde, der har tilladelse til at administrere alternative inve-
steringsfonde, og hvis fondsbestemmelser angiver, at fonden
er en AIF-værdipapirfond, jf. § 3, stk. 1, nr. 13, i lov om for-
valtere af alternative investeringsfonde m.v.
AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde burde rettelig være
omfattet af undtagelsen i § 6, stk. 4, i lov om forvaltere af
alternative investeringsfonde m.v.
Det foreslås, at AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde ind-
sættes i § 6, stk. 4, så forvaltere af AIF-SIKAV’er og AIF-
værdipapirfonde også er omfattet af bestemmelsen.
Det foreslås, at forvaltere af AIF-SIKAV’er og AIF-værdi-
papirfonde omfattes af § 6, stk. 4, i lov om forvaltere af al-
ternative investeringsfonde m.v., således at tærskelværdier-
ne i § 6, stk. 1, ikke gælder for disse forvaltere, da de altid
skal have en tilladelse.
Forslaget vil indebære, at det præciseres, at forvalteren af
AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde skal have tilladelse
fra Finanstilsynet til at forvalte AIF-SIKAV’er og AIF-vær-
dipapirfonde uanset værdien af aktiverne i AIF-SIKAV’en
eller AIF-værdipapirfonden. Det svarer til den gældende re-
gel for forvaltere af kapitalforeninger, investorfradragsfonde
og selvforvaltende investorfradragsfonde jf. § 6, stk. 4, i lov
om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.
Til nr. 2 (§ 18, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative inve-
steringsfonde m.v.)
Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. in-
deholder ikke en bestemmelse, der giver erhvervsministeren
bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos
forvaltere af alternative investeringsfonde.
Det følger af § 8, stk. 5, 1. pkt., i lov om forvaltere af alter-
native investeringsfonde m.v., at såfremt en forvalter har til-
ladelse til at udføre de aktiviteter, som er nævnt i lovens bi-
lag 1, nr. 3, finder § 43, § 71, stk. 3, og § 72 i lov om finan-
siel virksomhed tilsvarende anvendelse på forvalterens udfø-
relse af disse tjenesteydelser.
§ 43 i lov om finansiel virksomhed indeholder generelle reg-
ler om god skik, prisoplysning og kontraktforhold, herunder
en række bemyndigelsesbestemmelser.
I lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 4, fremgår, at er-
hvervsministeren kan fastsætte regler om kompetencekrav
for ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, fonds-
mæglerselskaber, filialer af udenlandske pengeinstitutter og
investeringsselskaber samt tilknyttede agenter omfattet af §
9 a, der yder rådgivning om finansielle instrumenter. Mini-
steren fastsætter endvidere regler om kompetencekrav for
ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som præ-
senterer, tilbyder, rådgiver om eller administrerer boligkre-
ditaftaler.
Denne bemyndigelse er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 864
af 23. juni 2017 om kompetencekrav til ansatte, der yder in-
vesteringsrådgivning og formidler information om visse in-
vesteringsprodukter, herefter kompetencekravsbekendtgø-
relsen.
Bekendtgørelsen finder anvendelse på pengeinstitutter og
fondsmæglerselskaber her i landet, som yder investerings-
rådgivning om investeringsprodukter eller porteføljer af in-
vesteringsprodukter, rådgivning om puljer, jf. § 2, stk. 1, nr.
3, i bekendtgørelse om visse skattebegunstigende opspa-
ringsformer i pengeinstitutter samt formidling af informa-
tion om investeringsprodukter til detailkunder, jf. kompeten-
cekravsbekendtgørelsen, § 1, stk. 1.
Bekendtgørelsen finder tillige anvendelse på en filial af et
udenlandsk pengeinstitut og et fondsmæglerselskab, når fi-
lialen yder aktiviteterne nævnt i stk. 1, nr. 1-3, her i landet,
jf. kompetencekravsbekendtgørelsen, § 1, stk. 2.
Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse på tilknyttede
agenter, jf. § 9 b i lov om finansiel virksomhed, investe-
ringsrådgivere, jf. § 343 a i lov om finansiel virksomhed, og
finansielle rådgivere, jf. § 1, nr. 2 og 3, i lov om finansielle
rådgivere og boligkreditformidlere, i det omfang de yder de
i stk. 1 nævnte tjenesteydelser til detailkunder, jf. kompeten-
cekravsbekendtgørelsen § 1, stk. 3.
Forvaltere af alternative investeringsfonde er i dag ikke om-
fattet af anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgø-
relsen.
Forvaltere af alternative investeringsfonde er ikke reguleret i
lov om finansiel virksomhed, men i lov om forvaltere af al-
ternative investeringsfonde m.v. Da forvaltere af alternative
investeringsfonde ikke er omfattet af anvendelsesområdet i
lov om finansiel virksomhed, kan disse institutter ikke skri-
ves direkte ind i bemyndigelsesbestemmelsen i § 43, stk. 4.
Med lovforslaget foreslås derfor en selvstændig bemyndi-
gelsesbestemmelse i lov om forvaltere af alternative investe-
ringsfonde m.v.
Det foreslås at indsætte et stk. 4 i § 18 i lov om forvaltere af
alternative investeringsfonde m.v., som bemyndiger er-
hvervsministeren til at fastsætte regler om kompetencekrav
til ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde, der
har tilladelse til at udøve aktiviteter omfattet af bilag 1, nr.
3, litra b, punkt i.
76
Forvaltere af alternative investeringsfonde kan få tilladelse
af Finanstilsynet til at yde investeringsrådgivning, jf. bilag
1, nr. 3, litra b, punkt i, i lov om forvaltere af alternative in-
vesteringsfonde m.v.
Forvaltere af alternative investeringsfonde er i dag ikke om-
fattet af anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgø-
relsen.
Den foreslåede ændring har til formål at styrke investorbe-
skyttelsen, da ansatte hos forvaltere af alternative investe-
ringsfonde vil skulle opfylde de kompetencekrav, som føl-
ger af kompetencekravsbekendtgørelsen og dennes bilag.
Den ansatte hos forvalteren af alternative investeringsfonde
vil bl.a. skulle kunne yde forsvarlig rådgivning til detailkun-
der, herunder have kompetencer inden for relevant lovgiv-
ning, investeringsprodukter og økonomisk forståelse.
Den foreslåede ændring vil medføre, at en forvalters ansatte
vil være omfattet af de krav, som fremgår af kompetence-
kravsbekendtgørelsen, hvis forvalteren har tilladelse til at
yde investeringsrådgivning og denne rådgivning ydes over
for detailinvestorer.
Lovforslaget medfører ikke, at § 8, stk. 5, 1. pkt., i lov om
forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. ændres eller
ophæves.
Til nr. 3 (§ 155, stk. 1, 6. pkt., i lov om forvaltere af alterna-
tive investeringsfonde m.v.)
Den gældende bestemmelse i § 155, stk. 1, i lov om forval-
tere af alternative investeringsfonde m.v. angiver bl.a. de
regler i øvrig lovgivning og forordninger, som Finanstilsy-
net påser overholdelsen af.
Det foreslås, at der i § 155, stk. 1, 6. pkt., indsættes en hen-
visning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-
ser.
Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet vil
skulle påse overholdelsen af disclosureforordningen og reg-
ler udstedt i medfør heraf.
Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav
for finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere.
Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. en forvalter af
alternative investeringsfonde, en forvalter af en kvalificeret
venturekapitalfond, der er registreret i medfør af artikel 14 i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 345/2013/EU
af 17. april 2013 om europæiske venturekapitalfonde, og en
forvalter af en kvalificeret social iværksætterfond, der er re-
gistreret i medfør af artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om euro-
pæiske sociale iværksætterfonde, jf. artikel 2, nr. 1, litra e, g
og h, i disclosureforordningen.
Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. en forvalter af alterna-
tive investeringsfonde, der yder investeringsrådgivning, jf.
artikel 2, nr. 11, litra e, i disclosureforordningen.
Efter artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen skal hvert
medlemsland sikre, at den kompetente myndighed, der er
udpeget i overensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere
af alternative investeringsfonde, udpeges som kompetent
myndighed til at varetage de opgaver, der følger af disclosu-
reforordningen.
Med den foreslåede indsættelse af en henvisning til disclo-
sureforordningen i bestemmelsen vil Finanstilsynet bliver
udpeget som kompetent myndighed til at påse overholdelsen
af forordningen.
Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også skulle
påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har
hjemmel til at udstede i medfør af forordningen.
Den foreslåede ændring vil også medføre, at Finanstilsynet
bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af
disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen gennemfører artikel 14, stk. 1, i disclosure-
forordningen.
Til nr. 4 (§ 189 i lov om forvaltere af alternative investe-
ringsfonde m.v.)
Den gældende bestemmelse i § 189 i lov om forvaltere af al-
ternative investeringsfonde m.v. indeholder en klageadgang
til Erhvervsankenævnet for den, som en afgørelse truffet af
Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen i henhold til loven el-
ler regler udstedt i medfør heraf retter sig mod.
Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 5, nr. 3,
foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af
en række yderligere forordninger.
Det foreslås på den baggrund, at der i § 189 indsættes en
henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske sociale
iværksætterfonde, Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske ven-
turekapitalfonde, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/1131/EU af 14. juni 2017 om pengemarkedsforenin-
77
ger, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme
for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for
simpel, transparent og standardiseret securitisering, Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26. no-
vember 2014 om dokumenter med central information om
sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter
til detailinvestorer (PRIIP’er), og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-
sielle tjenesteydelser og regler udstedt i medfør heraf.
Med forslaget vil afgørelser truffet af Finanstilsynet i med-
før af de ovennævnte forordninger eller regler udstedet i
medfør af disse kunne indbringes for Erhvervsankenævnet,
senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende,
som afgørelsen retter sig mod.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af
bestemmelsen i øvrigt.
Til § 6
Til nr. 1 (§ 1. stk. 4, i lov om forsikringsformidling)
Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 1, stk. 4, i lov
om forsikringsformidling, at lovens § 3, stk. 6, og § 4, stk. 4,
finder anvendelse på danske forsikringsselskaber, filialer i
Danmark af et forsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i
et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et
land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finan-
sielle område og filialer i Danmark af forsikringsselskaber,
der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske
Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det fi-
nansielle område. Bestemmelsen i § 3, stk. 6, finder også an-
vendelse på genforsikringsselskaber, jf. § 1, stk. 5. Bestem-
melserne indebærer, at et forsikringsselskab, et genforsik-
ringsselskab, en forsikringsformidler og en genforsikrings-
formidler alene må benytte forsikrings- og genforsikringsdi-
stributionsydelser fra en forsikrings-, genforsikringsformid-
ler eller accessorisk forsikringsformidler, der har en tilladel-
se fra Finanstilsynet i medfør af lov om forsikringsformid-
ling.
I lovforslagets § 6, nr. 2 og 3, foreslås det at indsætte en for-
pligtelse for virksomheder, der ønsker tilladelse fra Finans-
tilsynet til at drive forsikringsformidlingsvirksomhed som
forsikringsformidler eller accessorisk forsikringsformidler,
til at indsende sådanne ansøgninger digitalt ved brug af selv-
betjeningsløsningen på www.virk.dk.
Lovforslagets § 6, nr. 2 og 3, vil indebære, at der i lov om
forsikringsformidling vil blive indsat et nyt stk. 4 i § 3,
hvorefter stk. 4-6 bliver til stk. 5-7, samt et nyt stk. 3 i § 4,
hvorefter stk. 3-4 bliver stk. 4-5.
Det foreslås derfor i lovforslagets § 6, nr. 1, at ændre hen-
visningen i § 1, stk. 4, i lov om forsikringsformidling fra en
henvisning til § 3, stk. 6, og § 4, stk. 4, til en henvisning til §
3, stk. 7, og § 4, stk. 5.
Det foreslås samtidig at ændre henvisningen i § 1, stk. 5, i
lov om forsikringsformidling fra en henvisning til § 3, stk.
6, til en henvisning til § 3, stk. 7.
Til nr. 2 (§ 3, stk. 4, i lov om forsikringsformidling)
Virksomheder, der ønsker at udøve forsikringsdistribution
og genforsikringsdistribution som forsikringsformidler og
genforsikringsformidler, skal have en tilladelse fra Finanstil-
synet. Finanstilsynet giver efter § 3, stk. 2, i lov om forsik-
ringsformidling tilladelse, når betingelserne i § 3, stk. 2 og
3, er opfyldt, herunder at virksomheden er hjemmehørende i
Danmark, har fremlagt dokumentation for ansvarsforsikring
eller tilsvarende garanti mod erstatningskrav, en beskrivelse
af de aktiviteter, som virksomheden har til hensigt at udøve,
identitet på virksomhedens ejere samt den enkelte ejerandel.
Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at
virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk – ved brug af Nem-ID – indsender ansøg-
ningsskema og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest
tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumenta-
tion træffe afgørelse i sagen.
Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er
tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage an-
søgningen digitalt.
Derfor foreslås det med lovforslaget, at der i § 3 i lov om
forsikringsformidling indsættes et nyt stykke 4.
Det foreslås med indsættelsen af stk. 4, 1. pkt., i lov om for-
sikringsformidling, at en ansøgning om tilladelse efter stk. 1
skal indsendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning
vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende
bestemmelse vedrørende forsikrings- og genforsikringsfor-
midleres ansøgninger til Finanstilsynet med henblik på at
indføre en pligt for virksomheder til at indsende ansøgninger
digitalt via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.
Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet
kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den di-
78
gitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan
anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 4, 2. pkt.
Det foreslås med indsættelsen i § 3 af stk. 4, 2. pkt., at hvis
en ansøgning undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbe-
tjeningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige
oplysninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet ved an-
vendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket.
Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning,
hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede
bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet
undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket, som
herefter indsendes digitalt pr. e-mail til Finanstilsynet. Den-
ne undtagelse vil f.eks. være relevant, i tilfælde af at
www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske proble-
mer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt
at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi
omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne
håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagel-
sen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver – ad-
vokat eller revisor – som håndterer ansøgningen, ikke har el-
ler kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.
Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin an-
søgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn
til en effektiv sagsbehandling vil der blive stillet krav om, at
virksomheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldel-
sesblanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden
indledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet
sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af
sådanne ansøgninger.
Til nr. 3 (§ 4, stk. 3, i lov om forsikringsformidling)
Efter den gældende bestemmelse i § 4 i lov om forsikrings-
formidling skal en virksomhed, der udøver forsikringsdistri-
butionsvirksomhed som en accessorisk aktivitet, registreres i
Finanstilsynets register, før virksomheden påbegynder sin
virksomhed. En virksomhed kan blive registreret, når virk-
somheden dokumenterer, at den opfylder betingelserne i § 3,
stk. 2, nr. 1 og 3-6, og stk. 3. Virksomheden skal endvidere
indsende oplysninger til brug for Finanstilsynets vurdering
af, om den eller de ansatte i virksomheden med ansvar for
distribution af accessoriske forsikringer opfylder betingel-
serne i § 10, stk. 1. Efter § 10, stk. 1, må ansatte i en acces-
sorisk forsikringsformidler ikke være straffet for overtrædel-
ser af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden re-
levant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for,
at personen ikke kan varetage sin stilling på betryggende
måde. Personen må ikke være under konkurs og skal have et
godt omdømme, herunder ikke have udvist en adfærd, der
giver grund til at antage, at personen ikke vil varetage stil-
lingen på forsvarlig måde.
Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at
virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk – ved brug af Nem-ID – indsender ansøg-
ningsskema og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest
tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumenta-
tion træffe afgørelse i sagen.
Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er
tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage an-
søgningen digitalt.
Derfor foreslås det med lovforslagets § 6, nr. 3, at der i § 4 i
lov om forsikringsformidling indsættes et nyt stykke 3.
Det foreslås med indsættelsen af stk. 3, 1. pkt., at en ansøg-
ning om registrering efter stk. 1 skal indsendes via Finanstil-
synets selvbetjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplys-
ninger, jf. stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende
bestemmelse vedrørende accessoriske forsikringsformidle-
res ansøgninger til Finanstilsynet med henblik på at indføre
en pligt for virksomheder til at indsende ansøgninger digitalt
via www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.
Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet
kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den di-
gitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan
anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 3, 2. pkt.
Det foreslås med indsættelsen af stk. 3, 2. pkt., at hvis en an-
søgning undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbetje-
ningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige
oplysninger sendes elektronisk til Finanstilsynet ved anven-
delse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket
Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning,
hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede
bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet
undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket. Den-
ne undtagelse vil f.eks. alene være relevant, i tilfælde af at
www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske proble-
mer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt
at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi
omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne
håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagel-
sen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver – ad-
vokat eller revisor – som håndterer ansøgningen, ikke har el-
ler kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.
Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin an-
søgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn
til en effektiv sagsbehandling stilles der krav om, at virk-
79
somheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldelses-
blanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden ind-
ledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet
sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af
sådanne ansøgninger.
Til nr. 4 (§ 12 a i lov om forsikringsformidling)
Det følger af den gældende § 44 i lov om finansiel virksom-
hed, at det ikke er tilladt i erhvervsmæssigt øjemed her i lan-
det at medvirke til, at forsikringer for her i landet bosidden-
de personer, danske skibe eller andre risici, der består her i
landet, tegnes hos andre end danske forsikringsselskaber og
udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betingelserne
i § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, samt udenlandske forsik-
ringsselskaber, der har fået tilladelse af Finanstilsynet.
Det er blevet vurderet, at § 44 bør overføres til lov om for-
sikringsformidling, hvor den mere naturligt hører til, da be-
stemmelsen vedrører forsikringsformidling.
Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en § 12 a i
lov om forsikringsformidling, hvorefter en forsikringsfor-
midler og en accessorisk forsikringsformidler ikke må med-
virke til, at forsikringer for personer bosiddende i Danmark,
danske skibe eller andre risici, der består her i landet, tegnes
hos andre end danske forsikringsselskaber, udenlandske for-
sikringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 30, stk. 1,
og § 31, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, eller uden-
landske forsikringsselskaber, der har fået tilladelse af Fi-
nanstilsynet.
Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende § 44
i lov om finansiel virksomhed med enkelte redaktionelle æn-
dringer.
Den foreslåede bestemmelse indeholder et forbud mod er-
hvervsmæssig formidling af danske direkte risici til forsik-
ringsselskaber, der ikke lovligt kan drive virksomhed her i
landet.
Bestemmelsen opstiller således et forbud mod, at forsik-
ringsformidlere samt accessoriske forsikringsformidlere
medvirker til, at afdækning af direkte danske risici sker hos
andre end forsikringsselskaber, som enten har tilladelse fra
Finanstilsynet eller har anmeldt til Finanstilsynet, at der dri-
ves virksomhed her i landet via EU-reglerne om grænseo-
verskridende virksomhed.
Det foreslåede nr. 1 vil indebære, at godkendte forsikrings-
formidlere og accessoriske forsikringsformidlere vil kunne
formidle forsikringer hos danske forsikringsselskaber god-
kendt af Finanstilsynet.
De foreslåede nr. 2 og 3 vil indebære, at godkendte forsik-
ringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere endvi-
dere vil kunne formidle forsikringer hos visse udenlandske
forsikringsselskaber under nærmere betingelser. Forsik-
ringsformidling hos udenlandske forsikringsselskaber vil så-
ledes kunne ske hos udenlandske forsikringsselskaber, der
enten opfylder betingelserne i § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, i
lov om finansiel virksomhed, eller udenlandske forsikrings-
selskaber, der har fået tilladelse af Finanstilsynet.
I relation til udenlandske forsikringsselskaber vil forsikrin-
ger således alene kunne formidles hos de forsikringsselska-
ber, som er godkendt til at udøve forsikringsvirksomhed i et
andet EU-land eller i et land, som EU har indgået en aftale
med på det finansielle område, og som udøver forsikrings-
virksomhed gennem en filial her i Danmark, jf. § 30, stk. 1,
eller som tjenesteyder, jf. § 31, stk. 1, eller forsikringssel-
skaber fra tredjelande, dvs. lande uden for EU- og EØS-
samarbejdet, som har opnået en tilladelse fra Finanstilsynet
til at udøve forsikringsvirksomhed i Danmark.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med reglerne om til-
ladelse til at drive forsikringsvirksomhed og er en forbruger-
beskyttelsesregel, der er med til at hindre forsikringstegning
via professionelle mellemmænd, der optræder ulovligt, og
hvor kunden uden viden herom i tvister med forsikringssel-
skabet kan blive underkastet fremmed ret og værneting.
Til nr. 5 (§ 22, stk. 1, 2. pkt., i lov om forsikringsformidling)
Den gældende bestemmelse i § 22, stk. 1, 2. pkt., i lov om
forsikringsformidling anfører, hvilke regler i øvrig lovgiv-
ning Finanstilsynet påser overholdelsen af, herunder Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26.
november 2014 om dokumenter med central information om
sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter
til detailinvestorer (PRIIP’er), forordninger udstedt i medfør
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af
20. januar 2016 om forsikringsdistribution og Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20 juni 2019
om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-for-
ordningen).
Det foreslås, at der i § 22, stk. 1, 2. pkt., indsættes en henvis-
ning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-
ser.
Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet skal
påse overholdelsen af forordningen.
Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav
for bl.a. finansielle rådgivere.
80
Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. en forsikringsformid-
ler, der yder forsikringsrådgivning om forsikringsbaserede
investeringsprodukter (IBIP’er), jf. artikel 2, nr. 11, litra, i
disclosureforordningen.
Efter artikel 14, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredyg-
tighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser (disclosureforordningen) skal hvert medlemsland
sikre, at den kompetente myndighed, der er udpeget i over-
ensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2016/97/EU af 20. januar 2016 om forsikringsdistri-
bution, udpeges som kompetent myndighed til at varetage
de opgaver, der følger af disclosureforordningen.
Med den foreslåede indsættelse af forordningen i bestem-
melsen vil Finanstilsynet blive udpeget som kompetent
myndighed i relation til at påse overholdelsen af disclosure-
forordningen.
Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også skulle
påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har
hjemmel til at udstede i medfør af disclosureforordningen.
Den foreslåede ændring vil også medføre, at Finanstilsynet
bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af
disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen supplerer artikel 14, stk. 1, i disclosurefor-
ordningen.
Til nr. 6 (§ 36, stk. 1, i lov om forsikringsformidling)
Det følger af § 36, stk. 1, at de virksomheder eller personer,
som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over
for i medfør af loven eller regler fastsat i medfør heraf, skal
anses som part i forhold til Finanstilsynet.
Det foreslås, at der i § 36, stk. 1, indsættes en henvisning til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosurefor-
ordningen) eller regler udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at virksomheder, som
Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over for i
medfør af disclosureforordningen eller regler udstedt i med-
før heraf, også vil være parter i konkrete sager.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af
bestemmelsen i øvrigt.
Til nr. 7 (§ 37 i lov om forsikringsformidling)
Det fremgår af § 37, stk. 1, i lov om forsikringsformidling,
at afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til denne lov,
regler udstedt i medfør heraf eller forordninger udstedt i
medfør af forsikringsdistributionsdirektivet kan indbringes
for Erhvervsankenævnet, senest fire uger efter at afgørelsen
er meddelt den pågældende person eller virksomhed.
Det foreslås, at der i § 37, stk. 1, indsættes en henvisning til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser eller regler ud-
stedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at afgørelser truffet af
Finanstilsynet i medfør heraf kan indbringes for Erhvervsan-
kenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den,
som afgørelsen retter sig mod.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af
bestemmelsen i øvrigt.
Til § 7
Til nr. 1 (§ 97, stk. 1, 2. pkt., i lov om firmapensionskasser)
Den gældende bestemmelse i § 97, stk. 1, 2. pkt., i lov om
firmapensionskasser angiver bl.a. de regler i øvrig lovgiv-
ning, som Finanstilsynet påser overholdelsen af. Af bestem-
melsen fremgår, at Finanstilsynet påser overholdelsen af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning om en generel ram-
me for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme
for simpel, transparent og standardiseret securitisering og
regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslås, at der i § 97, stk. 1, 2. pkt., indsættes en henvis-
ning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
og regler udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet vil
skulle påse overholdelsen af disclosureforordningen og reg-
ler udstedt i medfør af denne.
Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav
for bl.a. finansielle markedsdeltagere.
Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. en arbejds-
markedsrelateret pensionskasse og en producent af et pensi-
onsprodukt, jf. artikel 2, nr. 1, litra c og d, i disclosurefor-
ordningen.
81
Efter artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen skal hvert
medlemsland sikre, at den kompetente myndighed, der er
udpeget i overensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2016/2341/EU af 14. december 2016 om
arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers (IORP᾽ers) akti-
viteter og tilsynet hermed, udpeges som kompetent myndig-
hed til at varetage de opgaver, der følger af disclosurefor-
ordningen.
Med den foreslåede indsættelse af en henvisning til disclo-
sureforordningen i bestemmelsen vil Finanstilsynet blive ud-
peget som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af
forordningen.
Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også skulle
påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har
hjemmel til at udstede i medfør af disclosureforordningen.
Den foreslåede ændring vil også medføre, at Finanstilsynet
bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af
disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen supplerer artikel 14, stk. 1, i disclosurefor-
ordningen.
Det foreslås desuden, at § 97, stk. 1, 2. pkt., ændres således,
at Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU
af 12. december 2017 om en generel ramme for securitise-
ring og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, trans-
parent og standardiseret securitisering og regler udstedt i
medfør heraf fremgår med deres fulde titel.
Den foreslåede ændring er af redaktionel karakter.
Til nr. 2 (§ 104, stk. 1, i lov om firmapensionskasser)
Den gældende bestemmelse i § 104, stk. 1, i lov om firma-
pensionskasser angiver de virksomheder, der kan anses som
part i forhold til Finanstilsynet, i sager, hvor Finanstilsynet
har truffet eller vil træffe afgørelse over for virksomheden i
medfør af lov om firmapensionskasser eller regler fastsat i
medfør heraf.
Det foreslås, at der i § 104, stk. 1, indsættes en henvisning til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. decem-
ber 2017 om en generel ramme for securitisering og om op-
rettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og stan-
dardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf.
Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 7, nr. 1,
foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosurefor-
ordningen) og regler udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at virksomheder, der
træffes afgørelse overfor i medfør af de forordninger, som
Finanstilsynet efter den foreslåede bestemmelse i lovforsla-
gets § 7, nr. 1, vil skulle påse overholdelsen af, ligeledes an-
ses som parter i forhold til Finanstilsynet.
Finanstilsynet påser efter den gældende bestemmelse i § 97,
stk. 1, 2. pkt., overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en
generel ramme for securitisering og om oprettelse af en spe-
cifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securi-
tisering. Med den foreslåede ændring vil virksomheder, der
træffes afgørelse overfor i medfør af forordningen, ligeledes
anses som parter i forhold til Finanstilsynet. Forordningen er
ved en fejl ikke indsat i bestemmelsen, i forbindelse med at
Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndighed efter
forordningen.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af
bestemmelsen i øvrigt.
Til nr. 3 (§ 112, stk. 1, i lov om firmapensionskasser)
Den gældende bestemmelse i § 112, stk. 1, i lov om firma-
pensionskasser indeholder en klageadgang til Erhvervsanke-
nævnet for den, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet el-
ler Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller regler udstedt i
medfør heraf retter sig mod.
Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 7, nr. 1,
foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosurefor-
ordningen) og regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslås, at der i § 112, stk. 1, indsættes en henvisning til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. decem-
ber 2017 om en generel ramme for securitisering og om op-
rettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og stan-
dardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at afgørelser truffet af
Finanstilsynet i medfør af forordningerne eller regler udstedt
i medfør af forordningerne vil kunne indbringes for Er-
hvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er med-
delt den pågældende, som afgørelsen retter sig mod.
82
Finanstilsynet påser efter den gældende bestemmelse i § 97,
stk. 1, 2. pkt., overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en
generel ramme for securitisering og om oprettelse af en spe-
cifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securi-
tisering. Med den foreslåede ændring vil virksomheder, der
træffes afgørelse overfor i medfør af forordningen, ligeledes
kunne påklage afgørelser til Erhvervsankenævnet. Forord-
ningen er ved en fejl ikke indsat i bestemmelsen, i forbindel-
se med at Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndig-
hed efter forordningen.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af
bestemmelsen i øvrigt.
Til § 8
Til nr. 1 (§ 2, nr. 6, i lov om finansielle rådgivere, investe-
ringsrådgivere og boligkreditformidlere)
Efter den gældende bestemmelse i § 2, nr. 6, i lov om finan-
sielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformid-
lere defineres rådgivning som personlige anbefalinger til en
forbruger om transaktioner i tilknytning til finansielle pro-
dukter eller boligkreditaftaler.
Det foreslås at nyaffatte § 2, nr. 6, således, at lovens defini-
tion af rådgivning herefter vil være: personlige anbefalinger
til en forbruger, som vedrører en eller flere transaktioner i
forbindelse med boligkreditaftaler eller finansielle produk-
ter. For så vidt angår boligkreditaftaler skal anbefalingerne
være uafhængige af ydelsen af boligkreditaftalen og de akti-
viteter, som ydes af en boligkreditformidler.
Den foreslåede ændring har – for så vidt angår boligkredit-
aftaler – til formål at bringe ordlyden af definitionen af råd-
givning i overensstemmelse med direktiv 2014/17/ЕU om
forbrugerkreditaftaler (herefter forbrugerkreditdirektivet) og
bekendtgørelse nr. 1581 af 17. december 2018 om god skik
for boligkredit i forbindelse med fast ejendom til beboelse.
I bekendtgørelse om god skik for boligkredit er rådgivning
defineret i § 2, nr. 5. Rådgivning er defineret som personlige
anbefalinger til en låntager, som vedrører en eller flere
transaktioner i forbindelse med boligkreditaftaler, og som er
uafhængig af ydelsen af boligkreditaftalen og de aktiviteter,
som ydes af en boligkreditformidler. Forbrugerkreditdirekti-
vets artikel 4, nr. 21, indeholder en definition af rådgiv-
ningstjeneste, som er personlige anbefalinger til en forbru-
ger, som vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse
med kreditaftaler, og som er en aktivitet, der er uafhængig af
ydelsen af kreditten og de kreditformidlingsaktiviteter, der
er anført i nr. 5.
Direktivets definition af rådgivningstjeneste er gennemført i
§ 2, nr. 5, i bekendtgørelse om god skik for boligkredit. Idet
en tilsvarende definition af rådgivning ikke følger af loven i
dag, vil den foreslåede ændring af definitionsbestemmelsen i
lovens § 2, nr. 6, medføre, at direktivets definition også gen-
nemføres i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgi-
vere og boligkreditformidlere.
Til nr. 2 (§ 3, stk. 7, i lov om finansielle rådgivere, investe-
ringsrådgivere og boligkreditformidlere)
Efter § 3 i lov om finansielle rådgivere skal virksomheder,
der rådgiver om finansielle produkter, have tilladelse som fi-
nansiel rådgiver for at udøve den pågældende virksomhed.
På samme måde skal en virksomhed, der yder rådgivning el-
ler formidler boligkreditaftaler til forbrugere, have tilladelse
som boligkreditformidler. Endelig skal en virksomhed, der
yder investeringsrådgivning, have tilladelse som investe-
ringsrådgiver. Finanstilsynet kan give tilladelse efter § 3 i
lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og bolig-
kreditformidlere, hvis virksomhederne opfylder kriterierne
efter § 3, stk. 3, herunder dokumenterer forretningsgange på
væsentlige aktivitetsområder. Endvidere skal virksomhedens
ledelse opfylde de gældende krav til egnethed og hæderlig-
hed, ligesom virksomheden skal fremvise dokumentation for
ansvarsforsikring eller anden tilsvarende garanti mod erstat-
ningskrav.
Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at
virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk – ved brug af Nem-ID – indsender ansøg-
ningsblanket og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest
tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumenta-
tion træffe afgørelse i sagen.
Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er
tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage an-
søgningen digitalt.
Derfor foreslås det i § 3, stk. 7, 1. pkt., at en ansøgning om
tilladelse efter stk. 1 skal indsendes via Finanstilsynets selv-
betjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf.
stk. 6.
Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende
bestemmelse vedrørende finansielle rådgiveres, investe-
ringsrådgiveres og boligkreditformidleres ansøgninger til Fi-
nanstilsynet med henblik på at indføre en pligt for virksom-
heder til at indsende ansøgninger digitalt via www.virk.dk
ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.
Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet
kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den di-
gitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan
anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 7, 2. pkt.
83
Med § 3, stk. 7, 2. pkt., foreslås det, at hvis en ansøgning
undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbetjeningsløsnin-
gen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger
sendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Fi-
nanstilsynets anmeldelsesblanket
Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning,
hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede
bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet
undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket. Den-
ne undtagelse vil f.eks. alene være relevant, i tilfælde af at
www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske proble-
mer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt
at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi
omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne
håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagel-
sen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver – ad-
vokat eller revisor – som håndterer ansøgningen, ikke har el-
ler kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.
Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin an-
søgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn
til en effektiv sagsbehandling stilles der krav om, at virk-
somheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldelses-
blanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden ind-
ledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet
sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af
sådanne ansøgninger.
Til § 9
Til nr. 1 (§ 3, stk. 4, i lov om forbrugslånsvirksomheder)
Forbrugslånsvirksomheder skal efter § 3 i lov om forbrugs-
lånsvirksomheder have tilladelse af Finanstilsynet til at udø-
ve den pågældende virksomhed. Finanstilsynet giver tilla-
delse til virksomheder, der dokumenterer tilstrækkelige for-
retningsgange for efterlevelse af redelig forretningsskik og
god praksis, for kreditværdighedsvurdering og identifikation
af målgrupper. Endvidere skal ledelsen opfylde lovens krav
til egnethed og hæderlighed.
Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at
virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk – ved brug af Nem-ID – indsender anmeldel-
sesblanket og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest tre
måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumentation
træffe afgørelse i sagen.
Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er
tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage an-
søgningen digitalt.
Derfor foreslås det i § 3, stk. 4, 1. pkt., at en ansøgning om
tilladelse efter stk. 1 skal indsendes via Finanstilsynets selv-
betjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf.
stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende
bestemmelse vedrørende forbrugslånsvirksomheders ansøg-
ninger til Finanstilsynet med henblik på at indføre en pligt
for virksomhederne til at indsende ansøgninger digitalt via
www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.
Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet
kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den di-
gitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan
anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 4, 2. pkt.
Med § 3, stk. 4, 2. pkt., foreslås det, at hvis en ansøgning
undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbetjeningsløsnin-
gen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger
sendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Fi-
nanstilsynets anmeldelsesblanket.
Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning,
hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede
bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet
undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket. Den-
ne undtagelse vil f.eks. alene være relevant, i tilfælde af at
www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske proble-
mer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt
at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi
omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne
håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagel-
sen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver – ad-
vokat eller revisor – som håndterer ansøgningen, ikke har el-
ler kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.
Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin an-
søgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn
til en effektiv sagsbehandling stilles der krav om, at virk-
somheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldelses-
blanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden ind-
ledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet
sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af
sådanne ansøgninger.
Til § 10
Til nr. 1 (§ 3, stk. 1, nr. 5, i lov om ejendomskreditselskaber)
Selskaber, der erhvervsmæssigt køber eller sælger pantebre-
ve i fast ejendom skal efter § 3, stk. 1, i lov om ejendoms-
kreditselskaber søge om tilladelse til at udøve den pågæl-
dende virksomhed. Efter § 3, stk. 1, nr. 5, skal et selskab,
der ansøger om tilladelse til at udøve virksomhed som ejen-
84
domskreditselskab dokumentere, at der er oprettet en særlig
konto, hvor det aftalte provenu skal indsættes, og at selska-
bet har etableret sikkerhed for disse midler, jf. stk. 5.
I lovforslagets § 10, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt stk.
4 i § 3. Denne ændring vil medføre, at de gældende stk. 4-6
bliver til stk. 5-7.
Med forslaget ændres henvisningen til stk. 5 i § 3, stk. 1, nr.
5, til stk. 6.
Forslaget er en konsekvens af ændringen i lovforslagets §
10, nr. 2, hvorefter der indsættes et nyt stk. 3 i § 3.
Til nr. 2 (§ 3, stk. 4, i lov om ejendomskreditselskaber)
Selskaber, der erhvervsmæssigt køber eller sælger pantebre-
ve i fast ejendom, skal efter § § 3 i lov om ejendomskredit-
selskaber søge om tilladelse til at udøve den pågældende
virksomhed. Finanstilsynet giver tilladelse til selskaber, der
drives som et anparts- eller aktieselskab, hvor ledelsen op-
fylder lovens krav til egnethed og hæderlighed. Endvidere
skal den person i selskabet, der er ansvarlig for handel med
pantebreve og kreditgivning, opfylde betingelserne i § 5
m.v. Endelig skal ejerne af de kvalificerede andele i selska-
bet opfylde principperne i §§ 61 og 62 i lov om finansiel
virksomhed, ligesom selskabet – hvis der handles med for-
brugere – skal oprette en særlig konto, hvor provenu indsæt-
tes. Virksomheden skal endvidere have etableret sikkerhed
for disse midler.
Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at
virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk – ved brug af Nem-ID – indsender ansøg-
ningsskema og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest
tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumenta-
tion træffe afgørelse i sagen.
Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er
tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage an-
søgningen digitalt.
Derfor foreslås det i § 3, stk. 4, 1. pkt., at en ansøgning om
tilladelse efter stk. 1 vil skulle indsendes via Finanstilsynets
selvbetjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf.
stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende
bestemmelse vedrørende ejendomskreditselskabers ansøg-
ninger til Finanstilsynet med henblik på at indføre en pligt
for virksomhederne til at indsende ansøgninger digitalt via
www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.
Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet
kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den di-
gitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan
anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 4, 2. pkt.
Med § 3, stk. 4, 2. pkt., foreslås det, at hvis en ansøgning
undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbetjeningsløsnin-
gen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger
indsendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af
Finanstilsynets anmeldelsesblanket.
Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning,
hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede
bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet
undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket. Den-
ne undtagelse vil f.eks. alene være relevant, i tilfælde af at
www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske proble-
mer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt
at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi
omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne
håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagel-
sen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver – ad-
vokat eller revisor – som håndterer ansøgningen, ikke har el-
ler kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.
Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin an-
søgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn
til en effektiv sagsbehandling stilles der krav om, at virk-
somheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldelses-
blanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden ind-
ledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet
sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af
sådanne ansøgninger.
Til nr. 3 (§ 12, stk. 7, i lov om ejendomskreditselskaber)
Det følger af § 12, stk. 7, i lov om ejendomskreditselskaber,
at Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold,
der er i strid med en række bestemmelser i loven. Det drejer
sig bl.a. om § 3, stk. 5, hvorefter ejendomskreditselskaber
årligt skal indsende en erklæring fra en godkendt revisor om
sikkerheden nævnt i § 3, stk. 1, nr. 5, til Finanstilsynet.
I lovforslagets § 10, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt
stykke 4 i § 3. Denne ændring medfører, at de gældende stk.
4-6 bliver til stk. 5-7.
Som følge heraf foreslås det i § 12, stk. 7, at konsekvensrette
henvisningen til § 3, stk. 5, så der rettelig henvises til § 3,
stk. 6.
Til nr. 4 (§ 22, stk. 1, i lov om ejendomskreditselskaber)
85
Det følger af § 22, at overtrædelse af en række bestemmel-
ser i lov om ejendomskreditselskaber i lov om ejendomskre-
ditselskaber kan straffes med bøde, medmindre højere straf
er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Det drejer sig bl.a.
om § 3, stk. 5, hvorefter ejendomskreditselskaber årligt skal
indsende en erklæring fra en godkendt revisor om sikkerhe-
den nævnt i § 3, stk. 1, nr. 5, til Finanstilsynet.
I lovforslagets § 10, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt
stykke 4 i § 3. Denne ændring medfører, at de gældende stk.
4-6 bliver til stk. 5-7.
Som følge heraf foreslås det i § 22, stk. 1, at konsekvensrette
henvisningen til § 3, stk. 5, så der rettelig henvises til § 3,
stk. 6.
Til § 11
Til nr. 1 (§ 16, stk. 2, i lov om Vækstfonden)
Det fremgår af § 16, stk. 2, i lov om Vækstfonden, at Vækst-
fonden kan optage lån til finansiering af sine aktiviteter, og
at det samlede lånebeløb eksklusiv renter til og med 2020
ikke uden godkendelse fra Folketingets Finansudvalg kan
overstige 6 mia. kr., mens det samlede lånebeløb eksklusiv
renter efter 2020 ikke uden godkendelse fra Folketingets Fi-
nansudvalg kan overstige 500 mio. kr.
Det følger af den foreslåede ændring af § 16, stk. 2, at
Vækstfonden kan optage lån, herunder statsligt genudlån, til
finansiering af sine aktiviteter i det omfang, der er etableret
bevillingsmæssig hjemmel hertil.
Denne foreslåede ændring af § 16, stk. 2, vil medføre, at
Vækstfonden, foruden den eksisterende adgang til at optage
lån i markedet, fremover vil få adgang til at finansiere sine
aktiviteter ved statsligt genudlån. Ændringen medfører
samtidig, at Vækstfonden kun kan optage lån i det omfang,
der er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil, mens der i
lov om Vækstfonden ikke længere fastsættes øvre beløbs-
grænser for låneoptaget.
Bestemmelsen foreslås ændret med henblik på at understøtte
finansieringen af Vækstfondens aktiviteter. Derved sikres
det, at Vækstfonden har adgang til den nødvendige likviditet
på de bedst mulige vilkår i det omfang, der foreligger poli-
tisk beslutning om at lade Vækstfonden foretage låneoptag.
Der er tale om en tidsubegrænset genudlånsadgang.
Det er finansministeren, der formelt forestår optag af genud-
lån i Nationalbanken, idet finansministeren har ressortansva-
ret for statens låntagning og gæld i henhold til § 2, stk. 1, i
bekendtgørelse nr. 849 af 22. juni 2010 af lov om bemyndi-
gelse til optagelse af statslån. Den foreslåede ændring af be-
stemmelsen vil medføre, at finansministeren giver Vækst-
fonden en adgang til statsligt genudlån i det omfang, den be-
villingsmæssigt hjemles eksplicit.
De nærmere vilkår for adgangen til genudlån fastsættes ved
aftale mellem Vækstfonden, Danmarks Nationalbank, Er-
hvervsministeriet og Finansministeriet.
Til nr. 2 (§ 16, stk. 3 og 4, i lov om Vækstfonden)
Det fremgår af § 16, stk. 3, i lov om Vækstfonden, at Vækst-
fonden kan optage statsgaranterede lån til finansiering af
syndikeringslån. Det samlede lånebeløb eksklusiv renter kan
ikke overstige 125 mio. kr.
Det fremgår af § 16, stk. 4, i lov om Vækstfonden, at Vækst-
fonden til og med 2030 kan optage lån til finansiering af en
accelerationspulje til virksomheder med særligt vækstpoten-
tiale. Det samlede lånebeløb eksklusiv renter kan ikke over-
stige 500 mio. kr.
Det foreslås, at § 16, stk. 3 og 4, ophæves, hvormed låne-
rammerne for enkeltordningernes syndikeringslån og accele-
rationspuljen ikke længere fremgår af lov om Vækstfonden.
Med ændringerne skrives opremsningen af enkeltordninger
ud af loven. Der tilsigtes i den forbindelse ingen ændringer i
Vækstfondens muligheder for at optage lån, men alene at
sikre et strømlinet lovgrundlag, der ikke forældes, i takt med
at ordninger oprettes, justeres og nedlægges.
For syndikeringslån skal dette dels ses i lyset af, at ordnin-
gen udløb ved udgangen af 2015. Accelerationspuljen udlø-
ber i 2030, og bevillingen er på nuværende tidspunkt ikke
hjemlet andetsteds. Der kan imidlertid etableres særskilt be-
villingsmæssig hjemmel for denne accelerationspulje, hvor-
med den omfattes af den foreslåede ændring af § 16, stk. 2,
hvor det fremgår, at Vækstfonden kan optage lån i det om-
fang, der er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil. Det
bemærkes, at nærværende ændringsforslag ikke har til for-
mål at annullere Vækstfondens mulighed for låneoptag
under accelerationspuljen, men i stedet at etablere denne ved
en særskilt bevillingsmæssig hjemmel ved tekstanmærkning
i stedet for i lov om Vækstfonden.
Det bemærkes, at et væsentligt antal enkeltordninger, som
administreres af Vækstfonden, ikke er skrevet ind i loven.
Til nr. 3 (§ 16, stk. 6 og 7, i lov om Vækstfonden)
Det fremgår af § 16, stk. 6, i lov om Vækstfonden, at Vækst-
fonden kan optage lån fra pensionsinstitutterne, som mod-
svares af tilsvarende tilsagn fra Vækstfonden om indskud af
egenkapital til Dansk Vækstkapital.
86
Det fremgår af § 16, stk. 7, i lov om Vækstfonden, at Vækst-
fonden kan optage lån fra private investorer, som modsvares
af tilsvarende tilsagn fra Vækstfonden om indskud af egen-
kapital til Dansk Vækstkapital II, inden for en samlet finan-
sieringsramme på maksimalt 3 mia. kr.
Det foreslås, at § 16, stk. 6 og 7, der bliver stk. 4 og 5, op-
hæves, hvormed adgangen til at optage lån fra pensionsinsti-
tutterne og andre private investorer i forbindelse med
Vækstfondens engagement i Dansk Vækstkapital og Dansk
Vækstkapital II ikke længere fremgår af lov om Vækstfon-
den.
Med ændringerne skrives opremsningen af enkeltordninger
ud af loven. Der tilsigtes i den forbindelse ingen ændringer i
Vækstfondens muligheder for at optage lån, men alene at
sikre et strømlinet lovgrundlag, der ikke forældes, i takt med
at ordninger oprettes, justeres og nedlægges.
Bevillingerne til Dansk Vækstkapital og Dansk Vækstkapi-
tal II er på nuværende tidspunkt ikke hjemlet andetsteds.
Der kan imidlertid etableres særskilt bevillingsmæssig hjem-
mel for disse ordninger, hvormed de omfattes af den foreslå-
ede ændring af § 16, stk. 2, hvor det fremgår, at Vækstfon-
den kan optage lån i det omfang, der er etableret bevillings-
mæssig hjemmel hertil. Det bemærkes, at nærværende æn-
dringsforslag ikke har til formål at annullere Vækstfondens
mulighed for låneoptag under accelerationspuljen Dansk
Vækstkapital og Dansk Vækstkapital II, men i stedet at eta-
blere denne ved en særskilt bevillingsmæssig hjemmel ved
tekstanmærkning i stedet for i lov om Vækstfonden.
Til nr. 4 (§ 17, stk. 1, i lov om Vækstfonden)
Det fremgår af § 17, stk. 1, i lov om Vækstfonden, at finans-
ministeren kan lade Vækstfonden optage genudlån hos Dan-
marks Nationalbank inden for en samlet ramme på maksi-
malt 1 mia. kr.
Det følger af den foreslåede ændring af § 17, stk. 1, at Fi-
nansministeren, ud over adgangen til at optage lån, herunder
statsligt genudlån, jf. § 16, stk. 2, kan lade Vækstfonden op-
tage genudlån hos Danmarks Nationalbank inden for en
ramme på 1 mia. kr.
Med ændringen præciseres afgrænsningen mellem Vækst-
fondens almindelige adgang til låneoptag og det særlige li-
kviditetsberedskab, der henvises til i § 17, stk. 1. Det præci-
seres således, at den i bestemmelsen hjemlede adgang for fi-
nansministeren til at lade Vækstfonden optage genudlån hos
Danmarks Nationalbank inden for en samlet ramme på mak-
simalt 1 mia. kr. ligger ud over de lånemuligheder, der hen-
vises til i § 16, stk. 2.
Til § 12
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar
2021.
Det foreslås i stk. 2, at § 1, nr. 25, træder i kraft den 29. de-
cember 2020, da bestemmelsen gennemfører Europa-Parla-
mentets og Rådets Direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019
om ændring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritag-
ne enheder, finansielle holdingselskaber, blandede finansiel-
le holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstaltninger og -
beføjelser og kapitalbevaringsforanstaltninger, som træder i
kraft den 29. december 2020.
Det foreslås i stk. 3, at § 4, nr. 3-5, § 5, nr. 3-4, § 6, nr. 5-7,
og § 7 træder i kraft den 10. marts 2021, da de nævnte be-
stemmelser er en konsekvens af disclosureforordningen.
Disclosureforordningen skal finde anvendelse fra den 10.
marts 2021.
Det foreslås i stk. 4, at § 1, nr. 17, 28-30 og 32, træder i kraft
den 19. april 2021, hvor artikel 3a, stk. 5-6, i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, jf. artikel
2, stk. 2, litra c, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning
(EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseover-
skridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer, træder i
kraft. Det er derfor først fra denne dato relevant at indarbej-
de forordningens artikel 3a, stk. 5-6, i lov om betalinger.
Til § 13
Lovforslagets § 13 angiver lovforslagets territoriale gyldig-
hedsområde.
Det foreslås i stk. 1, at loven ikke skal gælde for Færøerne
og Grønland, jf. dog de foreslåede stk. 2 og 3.
Det foreslås i stk. 2, at lovforslagets §§ 1-5 og 8-10 ved kon-
gelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færø-
erne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Love på det finansielle område indeholder som udgangs-
punkt anordningshjemmel for Færøerne. Lov om forsik-
ringsformidling og lov om firmapensionskasser indeholder
imidlertid ikke anordningshjemmel for Færøerne, da forsik-
ringsområdet på Færøerne er hjemtaget og dermed reguleres
af færøske love. Ændringerne i disse to love i lovforslagets
§§ 6 og 7 skal derfor ikke kunne sættes i kraft, da hovedlo-
vene til lov om forsikringsformidling og lov om firmapensi-
onskasser ikke indeholder anordningshjemmel.
87
Lovforslagets § 11 skal endvidere ikke kunne sættes i kraft
for Færøerne, da lov om Vækstfonden ikke gælder for Færø-
erne og ikke indeholder anordningshjemmel.
Det foreslås i stk. 3, at lovforslagets §§ 1-10 ved kongelig
anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne
med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Love på det finansielle område indeholder som udgangs-
punkt anordningshjemmel for Grønland. De love, der med
lovforslagets §§ 1-10 foreslås ændringer i, indeholder sådan-
ne anordningshjemler. På den baggrund foreslås det, at de
ændringer, der foreslås i lovforslagets §§ 1-10 skal kunne
sættes i kraft for Grønland ved kongelig anordning.
Lovforslagets § 11 skal dog ikke kunne sættes i kraft for
Grønland, da lov om Vækstfonden ikke gælder for Grønland
og ikke indeholder anordningshjemmel.
88
Bilag 1
Lovforslag sammenholdt med gældende ret
Lovforslag sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr.
1024 af 3. oktober 2019, som ændret ved § 7 i
lov nr. 1374 af 13. december 2019, § 5 i lov nr.
1563 af 27. december 2019 og § 4 i lov nr. 641
af 19. maj 2020, foretages følgende ændringer:
Lov om betalinger
Fodnoten. Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november
2015 om betalingstjenester i det indre marked,
EU-Tidende 2015, nr. 3 L 337, side 35, (2. beta-
lingstjenestedirektiv) og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/110/EU af 16. september
2009 om adgang til at optage og udøve virksom-
hed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn
med en sådan virksomhed, EU-Tidende 2009,
nr. L 267, side 7, (2. e-pengedirektiv).
I fodnoten til lovens titel ændres: »og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EU
af 16. september 2009 om adgang til at optage
og udøve virksomhed som udsteder af elektro-
niske penge og tilsyn med en sådan virksom-
hed, EU-Tidende 2009, nr. L 267, side 7, (2. e-
pengedirektiv)« til: », Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/110/EU af 16. september
2009 om adgang til at optage og udøve virk-
somhed som udsteder af elektroniske penge og
tilsyn med en sådan virksomhed, EU-Tidende
2009, nr. L 267, side 7, (2. e-pengedirektiv) og
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2019/878/EU af 20. maj 2019 om ændring af
direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritagne
enheder, finansielle holdingselskaber, blandede
finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsyns-
foranstaltninger og ‑beføjelser og kapitalbeva-
ringsforanstaltninger, EU-Tidende 2019, nr. L
150, side 253 (CRD V)«.
§ 5. Loven finder ikke anvendelse på følgende
aktiviteter m.v.:
1-17) ---
18) Elektroniske penge på op til
3.000 kr. lagret på et instrument
med begrænset anvendelse, hvor
der ikke kan ske genopfyldning,
og hvor udstederens samlede for-
I § 5, nr. 18, indsættes efter »instrument med
begrænset anvendelse«: », jf. nr. 14 eller 15«.
89
pligtelser hidrørende fra
udestående elektroniske penge på
intet tidspunkt overstiger et be-
løb, der modsvarer værdien af 5
mio. euro, jf. dog § 96.
§ 7. I denne lov forstås ved:
1-21) ---
22) Pengeoverførsel: En betalingstje-
neste, hvor der modtages midler
fra en betaler alene med det for-
mål at overføre et tilsvarende be-
løb til en betalingsmodtager eller
en anden udbyder af betalingstje-
nester på betalingsmodtagerens
vegne, uden at der oprettes en be-
talingskonto i betalerens eller be-
talingsmodtagerens navn.
§ 7, nr. 22, affattes således:
»22) Pengeoverførsel: En betalingstjeneste,
hvor der modtages midler fra en betaler, uden at
der oprettes en betalingskonto i betalerens eller
betalingsmodtagerens navn, alene med det for-
mål at overføre et tilsvarende beløb til en beta-
lingsmodtager eller en anden betalingstjeneste-
udbyder på betalingsmodtagerens vegne, eller
hvor sådanne midler modtages på betalings-
modtagerens vegne og stilles til rådighed for
denne.«
23-41) ---
§ 9. Virksomheder, der udbyder betalingstjene-
ster i henhold til bilag 1, nr. 1-7, jf. § 3, stk. 1,
skal have tilladelse som betalingsinstitut, jf. dog
§ 51, eller e-pengeinstitut, jf. dog § 50. En tilla-
delse kan begrænses til kun at vedrøre en eller
flere af de i bilag 1 nævnte betalingstjenester.
I § 9, 1. pkt., ændres »bilag 1, nr. 1-7« til: »bi-
lag 1«, og »eller e-pengeinstitut, jf. dog § 50«
ændres til: »e-pengeinstitut, jf. dog § 50, eller
udbyder af kontooplysningstjenester, jf. § 60«.
§ 10. ---
Stk. 2. En virksomhed, der søger om tilladelse til
at udbyde betalingsinitieringstjenester, jf. bilag
1, nr. 7, skal ud over at opfylde kravene i stk. 1
have tegnet en ansvarsforsikring eller stille an-
den tilsvarende garanti til dækning af krav mod
virksomheden, jf. §§ 99 og 104-106.
I § 10, stk. 2, indsættes efter »jf. bilag 1, nr. 7«:
», eller kontooplysningstjenester, jf. bilag 1, nr.
8«, og », jf. §§ 99 og 104-106« udgår.
Stk. 3-4. ---
§ 14. Finanstilsynet opretter et offentligt register
over
90
---
virksomheder, der har fået be-
grænset tilladelse til at udstede
elektroniske penge eller udbyde
betalingstjenester efter §§ 50 eller
51,
I § 14, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§§ 50 eller
51«: », og deres agenter«.
I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt num-
mer:
»3) virksomheder, der har fået tilladelse som
udbyder af kontooplysningstjenester efter § 60,
og deres agenter,«.
Nr. 3-5 bliver herefter nr. 4-6.
3 og 4 ) ---
5) virksomheder, der er omfattet af
undtagelserne i § 5, nr. 14-17, og
som er anmeldt i henhold til §§
61 og 62.
I § 14, stk. 1, nr. 5, som bliver nr. 6, ændres »§
5, nr. 14-17« til: »§ 5, nr. 14-18«.
Stk. 2. ---
§ 52. Finanstilsynet giver tilladelse efter §§ 50
eller 51, når følgende krav er opfyldt, jf. dog §
53:
1-3) ---
I § 52 indsættes som nr. 4:
»4) Finanstilsynet vurderer, at virksomheden er
i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.«
Stk. 2. ---
§ 60. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Finanstilsynet kan undlade at give en til-
ladelse i henhold til stk. 1, hvis Finanstilsynet
vurderer, at virksomheden ikke opfylder kravene
i denne lov eller regler udstedt i medfør af denne
I § 60, stk. 5, ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.
91
lov, hvis oplysningerne i henhold til stk. 2 er
ufuldstændige, eller hvis ansvarsforsikringen ik-
ke lever op til kravene i stk. 4 eller reglerne ud-
stedt i medfør af stk. 8.
Stk. 6. En virksomhed, der har en tilladelse i
henhold til stk. 1, skal behandles som et beta-
lingsinstitut. Kapitel 5-7 med undtagelse af §§
65-67, 72, 83 og 87-90 finder dog ikke anven-
delse på betalingsinstitutter, der alene udbyder
kontooplysningstjenester.
I § 60, stk. 6, 2. pkt., ændres »Kapitel 5-7« til:
»§§ 21-24, § 39 og kapitel 5-7«.
Stk. 7-8. ---
Efter § 60 indsættes før overskriften før § 61:
»§ 60 a. Senest 3 måneder efter modtagelse af
en ansøgning om tilladelse, jf. § 60, eller, hvis
ansøgningen er ufuldstændig, efter modtagelse
af de oplysninger, der er nødvendige for at træf-
fe afgørelse, underretter Finanstilsynet ansøge-
ren om, hvorvidt ansøgningen kan imødekom-
mes.«
Efter § 66 indsættes før overskriften før § 67:
Ȥ 66 a. En udbyder af betalingstjenester, der
udbyder tjenester til forbrugere, skal stille den
folder, som Kommissionen udarbejder i medfør
af artikel 106 i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015
om betalingstjenester i det indre marked, gratis
til rådighed for alle udbyderens brugere på en
let tilgængelig måde. Folderen skal fremgå af
udbyderens hjemmeside og være tilgængelig på
papir hos udbyderens filialer, agenter og, hvor
relevant, andre virksomheder, hvortil aktiviteter
er outsourcet. For personer med handicap skal
oplysningerne efter 1. pkt. stilles til rådighed
ved hjælp af hensigtsmæssige alternative mid-
ler, således at oplysningerne stilles til rådighed
i et tilgængeligt format.«
§ 123. ---
Stk. 2. ---
92
Stk. 3. I tilfælde, hvor en betalingstransaktion
sker ved anvendelse af et betalingsinstrument,
kan udbyderne af betalingstjenester og beta-
lingsmodtageren indgå aftale om betaling for
særlige ordninger tilknyttet det enkelte beta-
lingsinstrument, i det omfang disse særlige ord-
ninger ikke er omfattet af abonnementsordnin-
gen, jf. stk. 4.
I § 123, stk. 3, ændres »abonnementsordningen,
jf. stk. 4« til: »regler fastsat af erhvervsministe-
ren efter stk. 4«.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nærme-
re regler om, at udbyderen for visse typer af be-
talingsinstrumenter alene kan pålægge betalings-
modtageren at betale et årligt abonnement til
dækning af udbyderens omkostninger til driften
af betalingssystemet.
§ 123, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nær-
mere regler om, hvilke prismodeller udbyderne
af visse typer af betalingsinstrumenter kan an-
vende til at pålægge betalingsmodtageren at be-
tale til dækning af udbyderens omkostninger til
driften af betalingssystemet.«
Stk. 5. Erhvervsministeren kan fastsætte nærme-
re regler om, hvorledes prisen for det årlige
abonnement i stk. 4 skal beregnes. Erhvervsmi-
nisteren kan endvidere fastsætte supplerende
regler for betalingsinstrumenter omfattet af stk.
1.
I § 123, stk. 5, 1. pkt., ændres »prisen for det år-
lige abonnement i stk. 4« til: »betalingen i pris-
modeller fastsat efter stk. 4«.
Stk. 6. ---
§ 130. Finanstilsynet påser overholdelsen af lo-
ven med undtagelse af § 27 og påser overholdel-
sen af regler udstedt i medfør af loven, jf. dog
§§ 144 og 145. Finanstilsynet påser endvidere
overholdelsen af artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og
7, artikel 3b og 4 i Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 924/2009/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fæl-
lesskabet og om ophævelse af forordning (EF)
nr. 2560/2001 og Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts
2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til
kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro
og forordninger udstedt i medfør af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af
25. november 2015 om betalingstjenester i det
indre marked.
I § 130, stk. 1, 2. pkt., ændres »artikel 3, artikel
3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel
3-4«.
§ 132. ---
93
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. Finanstilsynet kan indhente oplysninger
efter stk. 1-5 til brug for de i § 136, stk. 5, nr.
17-22, nævnte myndigheder og organer.
I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og stk.
10, der bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11, og §
137, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
Stk. 7. ---
§ 136. Finanstilsynets ansatte er under ansvar ef-
ter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet til at
hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de
får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden,
og fortrolige oplysninger, som de får kendskab
til fra Finansiel Stabilitet, såfremt oplysningerne
vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og
§§83-90. Det samme gælder personer, der udfø-
rer serviceopgaver som led i Finanstilsynets
drift, og eksperter, der handler på tilsynets veg-
ne. Dette gælder også efter ansættelses- eller
kontraktforholdets ophør.
I § 136, stk. 1, 1. pkt., udgår », såfremt oplys-
ningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3
og 8 og §§ 83-90«.
Stk. 2. ---
I § 136 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse på oplys-
ninger i sager omfattet af kapitel 5-7.«
Stk. 3-10 bliver herefter 4-11.
Stk. 3 og 4. ---
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder
for, at fortrolige oplysninger videregives til:
1-3) ---
4) Vedkommende minister som led i
dennes overordnede tilsyn, jf. dog
stk. 10.
I § 136, stk. 5, nr. 4, der bliver stk. 6, nr. 4, æn-
dres »stk. 10« til: »stk. 11«.
5 og 6) ---
7) En parlamentarisk kommission
nedsat af Folketinget, jf. dog stk.
9 og 10.
I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23,
der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
94
I § 136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk. 6,
nr. 7, 8 og 14, ændres »og 10« til: »og 11«.
8) Undersøgelseskommissioner ned-
sat ved lov eller i henhold til lov
om undersøgelseskommissioner,
jf. dog stk. 9 og 10.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
23. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk.
6, nr. 7, 8 og 14, ændres »og 10« til: »og 11«.
9) ---
10) Skifteretten, jf. dog stk. 9, andre
myndigheder, der medvirker ved
likvidation, konkursbehandling
eller lignende procedurer for en
virksomhed omfattet af denne
lov, og kurator samt personer, der
er ansvarlige for den lovpligtige
revision af regnskaber for en
virksomhed omfattet af denne
lov, under forudsætning af at
modtagerne af oplysninger har
behov herfor til varetagelse af de-
res opgaver.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
11 og 12) ---
13) Erhvervsstyrelsen i sin egenskab
af tilsynsmyndighed for efterle-
velse af selskabslovgivningen,
når videregivelse sker med hen-
blik på at styrke det finansielle
systems stabilitet og integritet, jf.
dog stk. 9, Erhvervsstyrelsen og
Revisornævnet i deres egenskab
af tilsynsmyndighed for den lov-
pligtige revision af regnskaber for
virksomheder omfattet af denne
lov, jf. dog stk. 9. Videregivelse
efter 1. pkt. kan kun ske, under
forudsætning af at modtageren
har behov herfor til varetagelsen
af dennes opgaver.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
95
14) Sagkyndige, som bistår Finanstil-
synet, Erhvervsstyrelsen, Revi-
sornævnet og institutioner, der
forvalter indskyder-, investor- el-
ler forsikringsgarantiordninger
med udførelsen af deres tilsyns-
opgaver, under forudsætning af at
modtageren har behov for oplys-
ningerne til varetagelsen af den-
nes opgaver, jf. dog stk. 9 og 10.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
23. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk.
6, nr. 7, 8 og 14, ændres »og 10« til: »og 11«.
15) Offentlige myndigheder, som
overvåger betalingssystemerne i
Danmark og andre lande inden
for Den Europæiske Union eller
lande, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle om-
råde, under forudsætning af at op-
lysningerne er nødvendige for
dem til opfyldelse af deres lovbe-
stemte opgaver, herunder over-
vågning af betalings- og værdipa-
pirhåndteringssystemer og vareta-
gelse af det finansielle systems
stabilitet.
§ 136, stk. 5, nr. 15, der bliver til stk. 6, nr. 15,
affattes således:
»15) Danmarks Nationalbank, centralbanker i
lande inden for Den Europæiske Union eller
lande, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, Det Europæiske System
af Centralbanker og Den Europæiske Central-
bank i deres egenskab af pengepolitisk myndig-
hed samt offentlige myndigheder, som overvå-
ger betalingssystemerne i Danmark og andre
lande inden for Den Europæiske Union eller
lande, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, under forudsætning af at
oplysningerne er nødvendige for dem til opfyl-
delse af deres lovbestemte opgaver, herunder
udførelse af pengepolitik, overvågning af beta-
lings- og værdipapirhåndteringssystemer samt
varetagelse af det finansielle systems stabili-
tet.«
16 og 17) ---
18) Organer i andre lande inden for
Den Europæiske Union eller i
lande, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle om-
råde, der fører tilsyn med orga-
ner, der medvirker ved likvida-
tion, konkursbehandling eller lig-
nende procedurer for virksomhe-
der omfattet af denne lov, og
myndigheder, der fører tilsyn
med personer, som er ansvarlige
for den lovpligtige revision af
virksomheder omfattet af denne
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
96
lov, under forudsætning af at
modtageren af oplysningerne har
behov herfor til varetagelsen af
dennes opgaver, jf. dog stk. 9.
19) Organer i andre lande inden for
Den Europæiske Union eller i
lande, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle om-
råde, der er ansvarlige for at påvi-
se overtrædelser af selskabsretten,
under forudsætning af at modta-
geren af oplysningerne har behov
herfor til varetagelsen af dennes
opgaver og at videregivelse sker
med henblik på at styrke det fi-
nansielle systems stabilitet og in-
tegritet, jf. dog stk. 9.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
20-22) ---
23) Færøske tilsynsmyndigheder på
det finansielle område, under for-
udsætning af at modtagerne er
underlagt en lovbestemt tavsheds-
pligt, der mindst svarer til tav-
shedspligten i medfør af stk. 1, og
at modtagerne har behov for op-
lysningerne til varetagelse af de-
res opgaver, jf. dog stk. 9.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
I § 136, stk. 5, der bliver stk. 6, indsættes som
nr. 24-26:
»24) Den Internationale Valutafond og Ver-
densbanken med henblik på vurderinger som
led i programmet til vurdering af den finansielle
sektor.
25) Den Internationale Betalingsbank med hen-
blik på kvantitative konsekvensanalyser.
26) Rådet for Finansiel Stabilitet med henblik
på dets tilsynsfunktion.«
Stk. 6. Alle, der i henhold til stk. 4 og 5 modta-
ger fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er
I § 136, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 4
og 5« til: »stk. 5 og 6«.
97
med hensyn til disse oplysninger undergivet den
i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.
Stk. 7. Fortrolige oplysninger modtaget i medfør
af stk. 5, nr. 22, kan uanset tavshedspligten som
nævnt i stk. 6 udveksles direkte mellem på den
ene side Den Europæiske Banktilsynsmyndig-
hed, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordnin-
ger og Den Europæiske Værdipapir- og Mar-
kedstilsynsmyndighed samt organer etableret af
disse og på den anden side Det Europæiske Råd
for Systemiske Risici.
18. I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og
stk. 10, der bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11,
og § 137, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
I § 136, stk. 7, der bliver stk. 8, ændres »stk. 6«
til: »stk. 7«.
Stk. 8. ---
Stk. 9. Videregivelse efter stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13,
14, 17-20 og 23, af fortrolige oplysninger, der
hidrører fra lande inden for Den Europæiske
Union eller lande, som Unionen har indgået af-
tale med på det finansielle område, kan endvide-
re alene ske, såfremt de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykke-
lige tilladelse, og må udelukkende benyttes til
det formål, som tilladelsen vedrører. Ved videre-
givelse af oplysninger efter stk. 5, nr. 14 og 20,
meddeler Finanstilsynet de myndigheder eller
organer, som har videregivet oplysningerne,
hvilke sagkyndige oplysningerne vil blive vide-
resendt til, med angivelse af de sagkyndiges be-
føjelser.
18. I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og
stk. 10, der bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11,
og § 137, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
Stk. 10. Videregivelse af fortrolige oplysninger i
medfør af stk. 5, nr. 4, 7, 8 og 14, kan alene ske,
såfremt de myndigheder eller organer, som har
afgivet oplysningerne, eller de myndigheder i
det medlemsland, hvor kontrolbesøget eller in-
spektionen er foretaget, har givet deres udtryk-
kelige tilladelse, hvor oplysningerne er modtaget
enten fra Den Europæiske Banktilsynsmyndig-
hed, Det Europæiske Udvalg for Systemiske Ri-
sici, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordnin-
ger eller Den Europæiske Værdipapir- og Mar-
kedstilsynsmyndighed og organer etableret
under disse samt i henhold til denne lov, bestem-
melser udstedt i medfør af denne lov, artikel 15 i
18. I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og
stk. 10, der bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11,
og § 137, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
98
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makro-
tilsyn på EU-plan med det finansielle system og
om oprettelse af et europæisk udvalg for sy-
stemiske risici, artikel 31, 35 og 36 i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse
af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Euro-
pæiske Banktilsynsmyndighed) samt artikel 31
og 36 i forordning (EU) nr. 1095/2010 om opret-
telse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyn-
dighed) eller fra myndigheder, der har ansvaret
for tilsynet med virksomheder omfattet af denne
lov, myndigheder og organer, som er ansvarlige
for at opretholde det finansielle systems stabili-
tet gennem anvendelse af makroprudentielle reg-
ler, myndigheder eller organer, som har til for-
mål at sikre den finansielle stabilitet, organer,
der medvirker ved likvidation eller konkursbe-
handling af virksomheder omfattet af denne lov,
eller lignende procedurer, og personer, der er an-
svarlige for den lovpligtige revision af regnska-
ber for virksomheder omfattet af denne lov, eller
hvor oplysninger er tilvejebragt ved kontrolbe-
søg eller undersøgelse efter § 131, stk. 4.
§ 137. ---
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder
for, at personoplysninger videregives i medfør af
§ 136, stk. 5.
18. I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og
stk. 10, der bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11,
og § 137, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
Stk. 3. ---
§ 138. Reaktioner givet efter denne lovs § 130,
stk. 2, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel
virksomhed, eller af Finanstilsynet efter delega-
tion fra Finanstilsynets bestyrelse til en virksom-
hed omfattet af denne lov skal offentliggøres
med angivelse af navnet på virksomheden, jf.
dog stk. 3. Virksomheden skal offentliggøre op-
lysningerne på sin eventuelle hjemmeside på et
sted, hvor de naturligt hører hjemme, hurtigst
muligt og senest 3 hverdage efter at virksomhe-
den har modtaget underretning om reaktionen,
eller senest på tidspunktet for offentliggørelse
I § 138, stk. 1, 8. pkt., ændres »artikel 3, artikel
3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel
3-4«.
99
påkrævet efter lov om værdipapirhandel m.v.
Samtidig med offentliggørelsen skal virksomhe-
den indsætte et link, som giver direkte adgang til
reaktionen, på forsiden af virksomhedens even-
tuelle hjemmeside på en synlig måde, og det
skal af linket og en eventuel tilknyttet tekst tyde-
ligt fremgå, at der er tale om en reaktion fra Fi-
nanstilsynet. Kommenterer virksomheden på re-
aktionen, skal dette ske i forlængelse af denne,
og kommentarerne skal være klart adskilt fra re-
aktionen. Fjernelse af linket på forsiden og in-
formationerne fra virksomhedens eventuelle
hjemmeside skal finde sted efter samme princip-
per, som virksomheden anvender for øvrige
meddelelser, dog tidligst når linket og informa-
tionerne har ligget på hjemmesiden i 3 måneder,
og tidligst efter førstkommende generalforsam-
ling eller repræsentantskabsmøde. Virksomhe-
dens pligt til at offentliggøre oplysningerne på
virksomhedens hjemmeside gælder kun for juri-
diske personer. Finanstilsynet skal offentliggøre
oplysningerne på tilsynets hjemmeside. Reaktio-
ner givet i henhold til denne lovs § 130, stk. 2,
jf. § 345, stk. 12, nr. 6, i lov om finansiel virk-
somhed, og Finanstilsynets beslutninger om at
overgive sager efter denne lov eller regler ud-
stedt i medfør af loven eller efter forordninger
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2015/2366/EU af 25. november
2015 om betalingstjenester i det indre marked,
artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4
i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
924/2009/EF af 16. september 2009 om grænse-
overskridende betalinger i Fællesskabet og om
ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og
forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og
direkte debiteringer i euro til politimæssig efter-
forskning skal offentliggøres på Finanstilsynets
hjemmeside med angivelse af virksomhedens
navn, jf. dog stk. 3. Indbringes reaktionen, der
offentliggøres i henhold til 1. pkt., for Erhvervs-
ankenævnet eller domstolene, skal dette fremgå
af Finanstilsynets offentliggørelse, og det efter-
følgende resultat af Erhvervsankenævnets eller
domstolenes afgørelse skal ligeledes offentlig-
100
gøres på Finanstilsynets hjemmeside hurtigst
muligt.
Stk. 2-6. ---
§ 139. Finanstilsynet skal orientere offentlighe-
den om sager, som er behandlet af Finanstilsy-
net, anklagemyndigheden eller domstolene, og
som er af almen interesse eller af betydning for
forståelsen af bestemmelserne i denne lov bort-
set fra kapitel 2-4. 1. pkt. gælder også for sager
vedrørende artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, ar-
tikel 3b og 4 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 924/2009/EF af 16. september 2009
om grænseoverskridende betalinger i Fællesska-
bet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001 og sager vedrørende Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning nr. 260/2012/EU
af 14. marts 2012 om tekniske og forretnings-
mæssige krav til kreditoverførsler og direkte de-
biteringer i euro.
I § 139, stk. 1, 2. pkt., ændres »artikel 3, artikel
3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel
3-4«.
Stk. 2. ---
§ 143. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i hen-
hold til denne lov, regler udstedt i medfør heraf,
forordninger udstedt i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25.
november 2015 om betalingstjenester i det indre
marked, artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, arti-
kel 3b og 4 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 924/2009/EF af 16. september 2009
om grænseoverskridende betalinger i Fællesska-
bet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001 eller Europa-Parlamentets eller Rå-
dets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts
2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til
kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro
kan af den, som afgørelsen retter sig mod, ind-
bringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger
efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.
I § 143 ændres »artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og
7, artikel 3b og 4« til: »artikel 3-4«, og »Euro-
pa-Parlamentets eller Rådets forordning (EU)
nr. 260/2012 af 14. marts 2012« ændres til:
»Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012«.
Efter § 145 indsættes:
»§ 145 a. Konkurrencerådet har det overordne-
de ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sens administration efter denne lov og regler
101
udstedt i medfør heraf. Konkurrencerådet træf-
fer afgørelse i sager af principiel eller særlig
stor betydning. Konkurrencerådet og Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsen er ved administra-
tionen af denne lov og regler udstedt i medfør
heraf uafhængige af erhvervsministeren.
Stk. 2. Konkurrencerådet kan delegere sin kom-
petence til at træffe afgørelser efter stk. 1, 2.
pkt., til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
§ 145 b. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
afgør, om der er tilstrækkelig anledning til at
undersøge eller træffe afgørelse i en sag, herun-
der om sagsbehandlingen midlertidigt eller en-
deligt skal indstilles.«
§ 152. ---
Stk. 2. Overtrædelse af § 21, stk. 1, § 22, § 25,
stk. 1 og 2, § 25 a, stk. 1-3, § 26, stk. 1, § 27,
stk. 1, 27 a, stk. 1, § 28, § 29, stk. 1, nr. 1, § 36,
stk. 1, § 37, stk. 1, 3. pkt., § 38, stk. 1, 1. pkt., og
stk. 2, § 40, § 43, stk. 1 og stk. 7, 4. pkt., og stk.
10, § 44, § 45, stk. 1 og 5 og stk. 8, 4. pkt., § 60,
stk. 7, § 61, stk. 1, § 62, stk. 1 og 3, § 63, stk. 1
og 2, § 64, stk. 1, 3 og 4, § 66, stk. 1, § 67, stk.
1-6, §§ 68, 69, 70, 71 og 72, § 75, stk. 3, §§
76-78 og 80, § 81, stk. 1, § 83, stk. 2, §§ 84, 85,
86, 87, 88 og 89, § 90, stk. 2-4, § 91, stk. 1-4, §
92, stk. 2 og 3, § 94, stk. 1 og 2, § 95, § 96, stk.
1-3, § 101, stk. 1, § 110, stk. 1, § 117, § 118,
stk. 1 og 2, § 120, stk. 1, § 121, stk. 2, 1. pkt., §
122, stk. 1 og 2, § 123, stk. 1 og 2, § 124, stk. 2
og 4, § 125, stk. 2-6, § 126, stk. 1, § 127, stk.
1-3, og § 128, stk. 1 og 5, samt artikel 3, stk. 1
og 1a, artikel 3a, stk. 3 og 4, artikel 3b, artikel 4,
stk. 1, 3 og 4, og artikel 6 og 7 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 924/2009/EF af
16. september 2009 om grænseoverskridende
betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af
forordning (EF) nr. 2560/2001, artikel 3-6 og
8-9 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
nr. 260/2012/EU af 14. marts 2012 om tekniske
og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler
og direkte debiteringer i euro og om ændring af
forordning nr. 924/2009/EF om grænseoverskri-
I § 152, stk. 2, ændres »artikel 3a, stk. 3-4« til
»artikel 3a, stk. 3-5«.
102
dende betalinger i euro (SEPA-forordningen) og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
2015/751/EU om interbankgebyrer for kortbase-
rede betalingstransaktioner straffes med bøde.
Stk. 3-7. ---
§ 2
I hvidvaskloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 380
af 2. april 2020, foretages følgende ændringer:
§ 1. Denne lov finder anvendelse på følgende
virksomheder og personer:
1-18) ---
19) Valutavekslingsvirksomhed, jf.
dog stk. 4.
I § 1, stk. 1, nr. 19, ændres »stk. 4« til: »stk. 6«.
20) Udbydere af spil, jf. dog stk. 5. § 1, stk. 1, nr. 20, affattes således:
»20) Udbydere af spil, som defineret i lov om
spil, jf. dog stk. 7.«
21-24) ---
Stk. 2-7. ---
Efter § 5 indsættes før overskriften før § 6:
Ȥ 5 a. Betalinger foretaget med anonyme for-
udbetalte kort udstedt i tredjelande må ikke ind-
løses i Danmark. Tilsvarende må restværdien i
kontanter eller kontanthævning af pengeværdi-
en på sådanne betalingskort ikke indløses i
Danmark.«
§ 7. ---
Stk. 2. Den daglige ledelse i virksomheder om-
fattet af § 1, stk. 1, nr. 1-8, 10, 11, 19, 23 og 24,
skal udpege en ansat, der har fuldmagt til at
træffe beslutninger på vegne af virksomheden i
henhold til § 8, stk. 2, § 18, stk. 3, og § 19, stk.
1, nr. 3. Personen kan være medlem af virksom-
hedens daglige ledelse. Personen skal have til-
I § 7, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§ 8, stk. 2«:
», § 17, stk. 2, nr. 5«.
103
strækkeligt kendskab til virksomhedens risiko
for hvidvask og terrorfinansiering til at kunne
træffe beslutninger, der kan påvirke virksomhe-
dens risikoeksponering. Personen skal endvidere
have et tilstrækkelig godt omdømme og må ikke
have udvist en adfærd, der giver grund til at an-
tage, at personen ikke vil varetage stillingen på
forsvarlig måde.
Stk. 3. ---
§ 8. --- 5. I § 8, stk. 4, indsættes efter »og som har en
intern revision eller intern audit,«: »samt besty-
relser i andre virksomheder, der er omfattet af §
1, stk. 1, som i henhold til anden lovgivning er
underlagt krav om en intern revision eller intern
audit,«.
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Bestyrelser i virksomheder, som er om-
fattet af § 1, stk. 1, nr. 1-7, og som har en intern
revision eller intern audit, skal sikre, at den in-
terne revision eller interne audit vurderer, hvor-
vidt virksomhedens politikker, forretningsgange
og kontroller, jf. kravene i denne lov og regler
udstedt i medfør heraf, er tilrettelagt og fungerer
på betryggende vis.
§ 11. Kundekendskabsprocedurer omfatter føl-
gende:
1 og 2) ---
Virksomheden eller personen skal
indhente identitetsoplysninger på
den eller de reelle ejere og gen-
nemføre rimelige foranstaltninger
for at kontrollere den eller de reelle
ejeres identitet, således at virksom-
heden eller personen med sikker-
hed ved, hvem den eller de reelle
ejere er. Er kunden en juridisk per-
son, herunder fonde, eller en ikke-
juridisk person, herunder en trust
eller et lignende juridisk arrange-
ment, skal der herunder gennemfø-
I § 11, stk. 1, nr. 3, 4. pkt., ændres »§ 2, litra a,
nr. ii« til: »§ 2, nr. 9, litra a, nr. ii«.
104
res rimelige foranstaltninger for at
klarlægge den juridiske persons
ejer- og kontrolstruktur. Er den re-
elle ejer en begunstiget af en trusts
eller et lignende juridisk arrange-
ments formue, jf. § 2, nr. 9, litra b,
nr. iv, eller en fonds eller et lignen-
de juridisk arrangements formue,
jf. § 2, nr. 9, litra c, skal virksom-
heden eller personen træffe de for-
anstaltninger, der er nævnt i 1. pkt.,
senest på det tidspunkt, hvor udbe-
talingen finder sted, eller hvor
modtageren udøver sin ret. Identifi-
ceres den daglige ledelse som den
reelle ejer, skal virksomheden eller
personen træffe de nødvendige ri-
melige foranstaltninger for at kon-
trollere identiteten af den eller de
fysiske personer, der udgør kun-
dens daglige ledelse, jf. § 2, litra a,
nr. ii. Virksomheden eller personen
skal opbevare oplysninger om de
iværksatte foranstaltninger og om
eventuelle opståede vanskeligheder
under udførelsen af kontrollen.
4 og 5) ---
§ 14. ---
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. Stk. 5 finder ikke anvendelse for advoka-
ter, når de fastslår en klients retsstilling eller for-
svarer eller repræsenterer denne under eller i
forbindelse med en retssag, herunder rådgiver
om at indlede eller undgå et sagsanlæg. De per-
soner og virksomheder, som er nævnt i § 1, stk.
1, nr. 14-17, er, når de bistår en advokat i de si-
tuationer som nævnt i 1. pkt., undtaget fra kravet
i stk. 2 i samme omfang som den advokat, de bi-
står.
7. I § 14, stk. 6, 2. pkt., ændres »stk. 2« til: »stk.
5«.
§ 25. Virksomheder og personer omfattet af den-
ne lov skal undersøge baggrunden for og formå-
let med alle transaktioner, der
8. § 25, stk. 1, affattes således:
105
»Virksomheder og personer skal undersøge
baggrunden for og formålet med:
Alle transaktioner, der
er komplekse,
er usædvanligt store,
foretages i et usædvanligt mønster, eller
ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt for-
mål.
Alle usædvanlige aktiviteter, der ikke har et
åbenbart økonomisk eller lovligt formål.«
1) er komplekse,
2) er usædvanlig store,
3) foretages i et usædvanligt møns-
ter eller
4) ikke har et åbenbart økonomisk
eller lovligt formål.
Stk. 2-4. ---
§ 47. Finanstilsynet påser, at virksomheder og
personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23
og 24 overholder loven, regler udstedt i medfør
heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2015/847/EU af 20. maj 2015 om oplysnin-
ger, der skal medsendes ved pengeoverførsler,
og forordninger indeholdende regler om finan-
sielle sanktioner mod lande, personer, grupper,
juridiske enheder eller organer. Dette gælder
dog ikke overholdelse af § 36.
9. I § 47, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk.
1, nr. 1-13, 19, 23 og 24«: », samt filialer, dis-
tributører og agenter her i landet af sådanne
udenlandske virksomheder og personer«.
Stk. 2-4. ---
§ 57. Erhvervsstyrelsen påser, at virksomheder
og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og
22, overholder denne lov, regler udstedt i med-
før heraf og forordninger udstedt af Europa-Par-
lamentet og Rådet indeholdende regler om fi-
nansielle sanktioner mod lande, personer, grup-
10. I § 57, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1,
stk. 1, nr. 15-18 og 22,«: » samt filialer, distri-
butører og agenter her i landet af sådanne uden-
landske virksomheder og personer«.
106
per, juridiske enheder eller organer. Dette gæl-
der dog ikke overholdelse af § 36.
Stk. 2-3. ---
11. I § 57 indsættes som stk. 4-6:
»Stk. 4. Erhvervsstyrelsen skal samarbejde med
de kompetente myndigheder i EU- eller EØS-
lande om at medvirke ved tilsynsaktiviteter,
kontroller på stedet eller inspektioner her i lan-
det, når virksomheder og personer, der udøver
den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1,
nr. 15-18 og 22, der er under tilsyn i et andet
EU- eller EØS-land, udøver disse aktiviteter her
i landet, eller når virksomheder og personer,
som er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22,
der er underlagt dansk tilsyn, men opererer i an-
dre EU- eller EØS-lande.
Stk. 5. Tilsynsmyndighederne i et andet EU- el-
ler EØS-land kan efter forudgående aftale med
Erhvervsstyrelsen foretage inspektion hos de
her i landet beliggende virksomheder og perso-
ner, der udøver den type virksomhed, som er
nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, med hjem-
sted i det pågældende land. Erhvervsstyrelsen
kan deltage i inspektionen som nævnt i 1. pkt.
Modsætter en virksomhed eller person som
nævnt i 1. pkt. sig en kompetent udenlandsk
myndigheds inspektion, kan undersøgelsen kun
foretages med Erhvervsstyrelsens medvirken.
Stk. 6. Erhvervsstyrelsen kan anmode de kom-
petente myndigheder i et EU- eller EØS-land
om at medvirke til at påse overholdelsen af lo-
ven og de regler, der er udstedt i medfør af lo-
ven, vedrørende virksomheder og personer, der
udøver den type virksomhed, som er nævnt i §
1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, med hjemsted i et an-
det EU- eller EØS-land ved tilsynsaktioner,
kontroller på stedet eller inspektioner på et an-
det EU- eller EØS-lands område.«
§ 64. Advokatrådet påser, at advokater omfattet
af § 1, stk. 1, nr. 14, overholder loven og de reg-
12. I § 64. stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1,
stk. 1, nr. 14«: », samt advokater, der er etable-
107
ler, der er udstedt i medfør heraf, samt Europa-
Parlamentets og Rådets forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lan-
de, personer, grupper, juridiske enheder eller or-
ganer. Dette gælder dog ikke overholdelse af §
36
ret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-land
eller i Schweiz, og som udøver advokatvirk-
somhed her i landet«
Stk. 2. ---
13. I § 64 indsættes som stk. 3-5:
»Stk. 3. Advokatrådet skal samarbejde med
kompetente myndigheder i EU- eller EØS-lan-
de om at medvirke ved tilsynsaktiviteter, kon-
troller på stedet eller inspektioner her i landet,
når virksomheder og personer, der udøver den
type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr.
14, der er under tilsyn i et andet EU- eller EØS-
land, udøver advokatvirksomhed her i landet,
eller en dansk virksomhed eller person omfattet
af § 1, stk. 1, nr. 14, der er underlagt dansk til-
syn, men opererer i andre EU- eller EØS-lande.
Stk. 4. Tilsynsmyndighederne i et andet EU- el-
ler EØS-land kan efter forudgående aftale med
Advokatrådet foretage inspektion hos de her i
landet beliggende virksomheder og personer,
der udøver den type virksomhed, som er nævnt
i § 1, stk. 1, nr. 14, med hjemsted i det pågæl-
dende land. Advokatrådet kan deltage i inspek-
tionen som nævnt i 1. pkt. Modsætter en virk-
somhed eller person som nævnt i 1. pkt. sig en
kompetent udenlandsk myndigheds inspektion,
kan undersøgelsen kun foretages med Advoka-
trådets medvirken.
Stk. 5. Advokatrådet kan anmode de kompeten-
te myndigheder i et EU- eller EØS-land om at
medvirke til at påse overholdelsen af loven og
de regler, der er udstedt i medfør af loven, ved-
rørende virksomheder og personer, der udøver
den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1,
nr. 14, med hjemsted i et andet EU- eller EØS-
land ved tilsynsaktioner, kontroller på stedet el-
ler inspektioner på et andet EU- eller EØS-
lands område.«
108
14. Efter § 64 indsættes før overskriften før §
65:
»§ 64 a. Advokatrådets reaktioner i forbindelse
med tilsyn efter § 64, herunder beslutninger om
at overdrage en sag til politimæssig efterforsk-
ning, skal offentliggøres af advokatrådet på Ad-
vokatsamfundets hjemmeside, jf. dog stk. 5.
Offentliggørelsen skal omfatte den juridiske el-
ler fysiske persons navn, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Offentliggjorte reaktioner forbliver på
Advokatsamfundets hjemmeside i 5 år efter of-
fentliggørelse. Personoplysninger indeholdt i
offentliggørelsen må dog kun forblive på Advo-
katrådets hjemmeside i det nødvendige tidsrum.
Stk. 3. Offentliggørelse efter stk. 1, der omfatter
en fysisk persons navn, kan dog alene ske ved
personens alvorlige, gentagne eller systemati-
ske overtrædelser af § 10, nr. 1, 2, 4 og 5, § 11,
stk. 1 og 2 og stk. 3, 1., 3. og 4. pkt., § 14, stk.
1, stk. 2, 2. pkt., stk. 3 og 5, § 17, stk. 1 og 2, §
18, § 21, stk. 1, 2. pkt., § 25, stk. 1, § 26, stk. 1
og 3 og stk. 4, 1. pkt., og § 30.
Stk. 4. Har Advokatrådet overgivet en sag til
politimæssig efterforskning, og er der afsagt
fældende dom eller vedtaget bøde, skal Advo-
katrådet offentliggøre dommen, bødevedtagel-
sen eller et resumé heraf, jf. dog stk. 5. Er dom-
men ikke endelig, skal dette fremgå af offent-
liggørelsen. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende an-
vendelse.
Stk. 5. Offentliggørelse efter stk. 1-4 kan dog
ikke ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig
stor skade for virksomheden eller efterforsk-
ningsmæssige hensyn taler imod offentliggørel-
se. Oplysninger om enkeltpersoners private,
herunder økonomiske, forhold og tekniske ind-
retninger eller fremgangsmåder eller om drifts-
eller forretningsforhold el.lign., for så vidt det
er af væsentlig økonomisk betydning for den
person eller virksomhed, oplysningerne angår,
109
offentliggøres ikke. Offentliggørelsen må ikke
indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører
fra en myndighed fra et EU- eller EØS-land,
medmindre de myndigheder, som har afgivet
oplysningerne, har givet deres udtrykkelige til-
ladelse.
Stk. 6. Er offentliggørelse undladt i henhold til
stk. 5, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse efter
stk. 1-4, når de hensyn, der nødvendiggjorde
undladelsen, ikke længere er gældende. Efter 2
år fra datoen for reaktionen eller beslutningen
om at overgive sagen til politimæssig efter-
forskning skal der dog ikke ske offentliggørelse
uanset 1. pkt. Der skal alene ske offentliggørel-
se, hvis der ikke er sket påtaleopgivelse eller
tiltalefrafald efter retsplejelovens regler.
Stk. 7. I sager, hvor Advokatrådet har offentlig-
gjort en beslutning om at overgive en sag til po-
litimæssig efterforskning efter stk. 1, og der
træffes afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefra-
fald, afsiges frifindelse i Advokatnævnet eller
afsiges frifindende dom, skal Advokatrådet ef-
ter anmodning fra den fysiske eller juridiske
person, som sagen vedrører, offentliggøre op-
lysninger herom. Den fysiske eller juridiske
person skal indsende en kopi af afgørelsen om
påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller en kopi
af frifindende afgørelse eller dom til Advoka-
trådet samtidig med anmodning om offentliggø-
relse. Er påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet, afgø-
relse eller dommen ikke endelig, skal det frem-
gå af offentliggørelsen. Modtager Advokatrådet
dokumentation for, at sagen er afsluttet ved en-
delig påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller afsigel-
se af endelig frifindende afgørelse eller dom,
skal Advokatrådet fjerne alle oplysninger om
beslutningen om at overgive sagen til politi-
mæssig efterforskning og eventuelle efterføl-
gende domme i sagen fra Advokatrådets hjem-
meside.
Stk. 8. Advokatrådet skal efter anmodning fra
en fysisk eller juridisk person, som er frifundet,
offentliggøre resultatet af anken eller genopta-
110
gelsen. Den fysiske eller juridiske person skal
samtidig med anmodningen om offentliggørelse
indsende kopi af dommen i ankesagen eller den
genoptagede sag. Er resultatet af anken eller
den genoptagede sag et andet end resultatet af
dommen offentliggjort i medfør af stk. 4, 1.
pkt., kan Advokatrådet beslutte at fjerne dom-
men fra Advokatrådets hjemmeside.
Stk. 9. Advokatnævnets kendelser for overtræ-
delse af denne lov og de regler, der er udstedt i
medfør heraf, samt Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordninger indeholdende regler om fi-
nansielle sanktioner mod lande, personer, grup-
per, juridiske enheder eller organer skal offent-
liggøres af Advokatrådet på Advokatsamfun-
dets hjemmeside, når fristen for at indbringe
kendelsen for retten er udløbet. Dette gælder
dog ikke overholdelse af § 36. Kendelser, som
indbringes for retten, offentliggøres, når der er
afsagt endelig dom. Bestemmelserne i stk. 2-8
finder tilsvarende anvendelse.«
§ 65. Spillemyndigheden påser, at udbydere af
spil omfattet af § 1, stk. 1, nr. 20, overholder lo-
ven, de regler, der er udstedt i medfør heraf, og
forordninger indeholdende regler om finansielle
sanktioner mod lande, personer, grupper, juridi-
ske enheder eller organer. Dette gælder dog ikke
overholdelse af § 36.
15. I § 65, stk. 1,1. pkt., indsættes efter »§ 1,
stk. 1, nr. 20,«: »samt filialer, distributører og
agenter her i landet af sådanne udenlandske
virksomheder og personer«.
Stk. 2-6. ---
§ 78. Overtrædelse af § 55, stk. 4, 1.-4. pkt., og
stk. 5, 3.-7. pkt., straffes med bøde. Forsætlig el-
ler grov uagtsom overtrædelse af § 5, § 6, stk. 1,
2. pkt., § 6 a, § 7, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1-4 og 6,
§§ 9 og 10, § 11, stk. 1 og 2 og stk. 3, 1., 3. og
4. pkt., § 12, § 14, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., stk. 3,
stk. 4, 2. pkt., og stk. 5, §§ 15 og 16, § 17, stk.
1-4, §§ 18-20, § 21, stk. 1, 2. pkt., § 22, stk. 2 og
3, § 24, stk. 1, 2. pkt., stk. 2 og 3, § 25, stk. 1-3,
§ 26, stk. 1 og 3 og stk. 4, 1. pkt., § 29, stk. 4 og
6, §§ 30 og 31, § 31 b, stk. 1, § 35, stk. 1, §35 a,
stk. 1, § 36, stk. 1 og 2, § 36 a, § 38, stk. 1, §§
16. I § 78, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 5« til: »§§ 5
og 5 a«, og efter »§ 31 b, stk. 1« indsættes: », §
32«.
111
40, 43 og 44, § 45, stk. 2, § 48, stk. 1 og 2, § 49,
stk. 1, § 57, stk. 2, § 58, stk. 1, § 59, stk. 1, og §
65, stk. 2, og artikel 4-8, 10-12 og 16 i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2015/847/EU
af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal med-
sendes ved pengeoverførsler, samt artikel 6, stk.
1, i Rådets forordning 2001/1338/EF af 28. juni
2001 om fastlæggelse af de foranstaltninger, der
er nødvendige for at beskytte euroen mod falsk-
møntneri, som ændret ved forordning
2009/44/EF, jf. Rådets forordning 2001/1339/EF
af 28. juni 2001 om udvidelse af virkningerne af
forordning 2001/1338/EF om fastlæggelse af de
foranstaltninger, der er nødvendige for at be-
skytte euroen mod falskmøntneri, til også at om-
fatte de medlemsstater, der ikke har indført
euroen som fælles valuta, straffes med bøde,
medmindre højere straf er forskyldt efter straffe-
lovens regler.
Stk. 2-6. ---
§ 79. Med bøde straffes en virksomhed eller en
person, der ikke efterkommer et påbud, som er
givet i medfør af § 51, § 54, stk. 1, eller §§ 60
eller 66.
17. I § 79 ændres »§ 51« til: »§§ 51-51 b«.
§ 80. Undlader en virksomhed eller en person at
opfylde de pligter, som efter loven påhviler dem
i medfør af § 49, stk. 1 og 5, kan Finanstilsynet
som tvangsmiddel pålægge personen, virksom-
heden eller de for virksomheden ansvarlige per-
soner daglige eller ugentlige bøder.
18. I § 80, stk. 1, indsættes efter »§ 49, stk. 1 og
5«: », eller efter regler udstedt i medfør af § 49,
stk. 7«.
Stk. 2-6. ---
§ 3
I lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse
nr. 377 af 2. april 2020, som ændret ved § 2 i
lov nr. 369 af 9. april 2019, § 5 i lov nr. 641 af
19. maj 2020 og § 5 i lov nr. 642 af 19. maj
2020, foretages følgende ændringer:
§ 62. Operatører af et reguleret marked kan out-
source en proces, en tjenesteydelse eller en akti-
1. I § 62, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
112
vitet, som operatørerne ellers selv ville udføre,
til en leverandør.
»1. pkt. gælder også for en operatør af et regu-
leret marked, der driver en multilateral handels-
facilitet (MHF) eller en organiseret handelsfaci-
litet (OHF).«
Stk. 2 og 3. ---
§ 253 a. Medmindre højere straf er forskyldt ef-
ter den øvrige lovgivning, straffes med bøde
overtrædelse af artikel 4-16, 21, 23-29 og 34 i
Rådets og Parlamentets forordning (EU) nr.
1011/2016 af 8. juni 2016 om indeks, der bruges
som benchmarks i finansielle instrumenter og fi-
nansielle kontrakter eller med henblik på at måle
investeringsfondes økonomiske resultater.
2. I § 253 a indsættes efter »4-16«: », 19 a-19
c«.
§ 4
I lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1046 af 14. oktober 2019, som
ændret ved § 8 i lov nr. 532 af 29. april 2015, §
10 i lov nr. 554 af 7. maj 2019, § 3 i lov nr.
1374 af 13. december 2019, § 8 i lov nr. 1563
af 27. december 2019 og § 3 i lov nr. 641 af 19.
maj 2020, foretages følgende ændringer:
Fodnoten. Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samord-
ning af love og administrative bestemmelser om
visse institutter for kollektiv investering i værdi-
papirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direkti-
vet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side 32, dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af di-
rektiv 2009/65/EF om samordning af love og ad-
ministrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investe-
ringsinstitutter) for så vidt angår depositarfunkti-
oner, aflønningspolitik og sanktioner, EU-Ti-
dende 2014, nr. L 257, side 186 (UCITS V-di-
rektivet), Kommissionens direktiv 2007/16/EF
af 19. marts 2007 om gennemførelse af Rådets
direktiv 85/611/EØF om samordning af love og
administrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investe-
ringsinstitutter) med hensyn til afklaring af be-
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»Loven indeholder bestemmelser, der gennem-
fører Kommissionens direktiv 2007/16/EF af
19. marts 2007 om gennemførelse af Rådets di-
rektiv 85/611/EØF om samordning af love og
administrative bestemmelser om visse institut-
ter for kollektiv investering i værdipapirer (in-
vesteringsinstitutter) med hensyn til afklaring af
bestemte definitioner, EU-Tidende 2007, nr. L
79, side 11, Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samord-
ning af love og administrative bestemmelser
om visse institutter for kollektiv investering i
værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-
direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side
32, Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1.
juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så
vidt angår organisatoriske krav, interessekon-
flikter, god forretningsskik, risikostyring og
113
stemte definitioner, EU-Tidende 2007, nr. L 79,
side 11, Kommissionens direktiv 2010/43/EU af
1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så
vidt angår organisatoriske krav, interessekon-
flikter, god forretningsskik, risikostyring og ind-
holdet af aftalen mellem en depositar og et ad-
ministrationsselskab, EU-Tidende 2010, nr. L
176, side 42, Kommissionens direktiv
2010/44/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF for så vidt angår visse bestemmelser
om fusioner af fonde, master-feeder-strukturer
og anmeldelsesprocedure, EU-Tidende 2010, nr.
L 176, side 28, dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015
om forebyggende foranstaltninger mod anven-
delse af det finansielle system til hvidvask af
penge eller finansiering af terrorisme, om æn-
dring af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2012/648/EU og om ophævelse af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF
samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (4.
hvidvaskdirektiv), EU-Tidende 2015, nr. L 141,
side 73, og dele af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018 om
ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyg-
gende foranstaltninger mod anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge eller fi-
nansiering af terrorisme og om ændring af direk-
tiv 2009/138/EF og 2013/36/EU, EU-Tidende
2018, nr. L 156, side 43, og dele af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af
17. maj 2017 om ændring af direktiv
2007/36/EF, for så vidt angår tilskyndelse til
langsigtet aktivt ejerskab, EU-Tidende 2017, nr.
L 132, side 1. I loven er der endvidere medtaget
visse bestemmelser fra Kommissionens forord-
ning 2010/583/EU af 1. juli 2010 om gennemfø-
relse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF for så vidt angår central investorin-
formation og de betingelser, der skal opfyldes,
når central investorinformation eller prospektet
udleveres på et andet varigt medium end papir
eller via et websted, EU-Tidende 2010, nr. L
176, side 1, Kommissionens forordning
2010/584/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
indholdet af aftalen mellem en depositar og et
administrationsselskab, EU-Tidende 2010, nr. L
176, side 42, Kommissionens direktiv
2010/44/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF for så vidt angår visse bestemmel-
ser om fusioner af fonde, master-feeder-struktu-
rer og anmeldelsesprocedure, EU-Tidende
2010, nr. L 176, side 28, dele af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23.
juli 2014 om ændring af direktiv 2009/65/EF
om samordning af love og administrative be-
stemmelser om visse institutter for kollektiv in-
vestering i værdipapirer (investeringsinstitutter)
for så vidt angår depositar-funktioner, afløn-
ningspolitik og sanktioner, EU-Tidende 2014,
nr. L 257, side 186 (UCITS V-direktivet), dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende
foranstaltninger mod anvendelse af det finan-
sielle system til hvidvask af penge eller finan-
siering af terrorisme, om ændring af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2012/648/EU og om ophævelse af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt
Kommissionens direktiv 2006/70/EF (4. hvid-
vaskdirektiv), EU-Tidende 2015, nr. L 141, si-
de 73, dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2017/828 af 17. maj 2017 om æn-
dring af direktiv 2007/36/EF, for så vidt angår
tilskyndelse til langsigtet aktivt ejerskab, EU-
Tidende 2017, nr. L 132, side 1, og dele af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv
2018/843/EU af 30. maj 2018 om ændring af
direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende for-
anstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering
af terrorisme og om ændring af direktiv
2009/138/EF og 2013/36/EU, EU-Tidende
2018, nr. L 156, side 43. I loven er der endvide-
re medtaget visse bestemmelser fra Kommissio-
nens forordning 2010/583/EU af 1. juli 2010
om gennemførelse af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår
central investorinformation og de betingelser,
der skal opfyldes, når central investorinformati-
on eller prospektet udleveres på et andet varigt
medium end papir eller via et websted, EU-Ti-
114
2009/65/EF for så vidt angår form og indhold af
standardmodellen til anmeldelsesskrivelse og er-
klæring om investeringsinstituttet, brug af elek-
tronisk kommunikation mellem kompetente
myndigheder i forbindelse med anmeldelser og
procedurer ved kontroller og undersøgelser på
stedet samt udveksling af oplysninger mellem
kompetente myndigheder, EU-Tidende 2010, nr.
L 176, side 16, Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2017/1131/EU af 14. juni 2017 om
pengemarkedsforeninger, EU-Tidende 2017, nr.
L 169, side 8, og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017
om en generel ramme for securitisering og om
oprettelse af en specifik ramme for simpel,
transparent og standardiseret securitisering og
om ændring af direktiv 2009/65/EF,
2009/138/EF og 2011/61/EU og forordning
1060/2009/EF og 648/2012/EU, EU-Tidende
2017, nr. L 347, side 35. Ifølge artikel 288 i
EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart
i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse be-
stemmelser i loven er således udelukkende be-
grundet i praktiske hensyn og berører ikke for-
ordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.
dende 2010, nr. L 176, side 1, Kommissionens
forordning 2010/584/EU af 1. juli 2010 om
gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form
og indhold af standardmodellen til anmeldelses-
skrivelse og erklæring om investeringsinstitut-
tet, brug af elektronisk kommunikation mellem
kompetente myndigheder i forbindelse med an-
meldelser og procedurer ved kontroller og un-
dersøgelser på stedet samt udveksling af oplys-
ninger mellem kompetente myndigheder, EU-
Tidende 2010, nr. L 176, side 16, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/1131/EU af
14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger, EU-
Tidende 2017, nr. L 169, side 8, og Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU
af 12. december 2017 om en generel ramme for
securitisering og om oprettelse af en specifik
ramme for simpel, transparent og standardiseret
securitisering og om ændring af direktiv
2009/65/EF, 2009/138/EF og 2011/61/EU og
forordning 1060/2009/EF og 648/2012/EU,
EU-Tidende 2017, nr. L 347, side 35. Ifølge ar-
tikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning
umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af
disse bestemmelser i loven er således udeluk-
kende begrundet i praktiske hensyn og berører
ikke forordningernes umiddelbare gyldighed i
Danmark.«
§ 18. Vedtægterne eller fondsbestemmelserne i
en dansk UCITS kan indeholde bestemmelser
om, at den danske UCITS’ afdelinger kan opde-
les i andelsklasser, og at bestyrelsen kan etablere
andelsklasser i en afdeling. I en bestående afde-
ling i en investeringsforening eller SIKAV skal
afdelingens investorer dog først på en general-
forsamling have truffet beslutning om, at afde-
lingen kan opdeles i andelsklasser. Er der tale
om en værdipapirfond, er det bestyrelsen for
værdipapirfondens investeringsforvaltningssel-
skab eller administrationsselskab, der træffer be-
slutningen. Det skal fremgå af afdelingens navn,
hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i af-
delingen.
2. § 18, stk. 1, 4. pkt., ophæves.
Stk. 2-6. ---
115
§ 161. Finanstilsynet påser overholdelsen af reg-
ler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om
samordning af love og administrative bestem-
melser om visse institutter for kollektiv investe-
ring i værdipapirer (investeringsinstitutter)
(UCITS-direktivet), Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2017/2402/EU af 12. december
2017 om en generel ramme for securitisering og
om oprettelse af en specifik ramme for simpel,
transparent og standardiseret securitisering og
regler fastsat i medfør heraf, af loven og af de
regler, der er udstedt i medfør af loven, undta-
gen § 60, stk. 1 og 2, og § 63 b. Finanstilsynet
påser endvidere overholdelsen af Europa-Parla-
mentets og Rådets Forordning (EU) nr.
2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkeds-
foreninger, Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om let-
tere grænseoverskridende distribution af kollek-
tive investeringsinstitutter og om ændring af for-
ordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013
og (EU) nr. 1286/2014 og Europa-Parlamentets
og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20. juni
2019 om et paneuropæisk personligt pensions-
produkt (PEPP-produkt) og regler fastsat i med-
før heraf. Finanstilsynet påser endvidere over-
holdelsen af danske UCITS’ vedtægter eller
fondsbestemmelser, når Finanstilsynet har god-
kendt vedtægterne eller fondsbestemmelserne.
Erhvervsstyrelsen påser dog overholdelsen af §
14, stk. 1 og 3. Finanstilsynet kontrollerer, at
reglerne for finansiel information i årsrapporter
og delårsrapporter i §§ 82-92 og i regler udstedt
i medfør af § 95 er overholdt for danske UCITS,
som har udstedt værdipapirer, der handles på et
reguleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov
om kapitalmarkeder.
3. § 161, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»Finanstilsynet påser overholdelsen af følgen-
de:
Loven og de regler, der er udstedt i medfør af
loven, undtagen § 60, stk. 1 og 2, og § 63 b, jf.
dog stk. 2.
Danske UCITS’ vedtægter eller fondsbestem-
melser, når Finanstilsynet har godkendt ved-
tægterne eller fondsbestemmelserne.
Regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009
om samordning af love og administrative be-
stemmelser om visse institutter for kollektiv in-
vestering i værdipapirer (investeringsinstitutter)
(UCITS-direktivet).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en ge-
nerel ramme for securitisering og om oprettelse
af en specifik ramme for simpel, transparent og
standardiseret securitisering og regler fastsat i
medfør heraf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 1131/2017 af 14. juni 2017 om penge-
markedsforeninger og regler fastsat i medfør
heraf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere
grænseoverskridende distribution af kollektive
investeringsinstitutter og om ændring af forord-
ning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og
(EU) nr. 1286/2014 og regler fastsat i medfør
heraf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuro-
pæisk personligt pensionsprodukt og regler
fastsat i medfør heraf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for
116
finansielle tjenesteydelser og regler fastsat i
medfør heraf.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen påser dog overholdel-
sen af § 14, stk. 1 og 3. Finanstilsynet kontrol-
lerer, at reglerne for finansiel information i års-
rapporter og delårsrapporter i §§ 82-92 og i reg-
ler udstedt i medfør af § 95 er overholdt for
danske UCITS, som har udstedt værdipapirer,
der handles på et reguleret marked, jf. § 213,
stk. 1-5 og 8, i lov om kapitalmarkeder.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
Stk. 2-4. ---
§ 179. Som part i forholdet til Finanstilsynet an-
ses alene den investeringsforening, SIKAV,
værdipapirfonds investeringsforvaltningsselskab
eller administrationsselskab eller det udenland-
ske investeringsinstitut, som Finanstilsynet har
truffet eller vil træffe afgørelse over for i medfør
af denne lov eller regler fastsat i medfør af den-
ne lov, jf. dog stk. 2 og 3.
4. I § 179, stk. 1, indsættes efter »i medfør af
denne lov eller regler fastsat i medfør af denne
lov,«: »Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om
en generel ramme for securitisering og om op-
rettelse af en specifik ramme for simpel, trans-
parent og standardiseret securitisering, Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkeds-
foreninger eller Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/2088/EU af 27. november
2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger
i sektoren for finansielle tjenesteydelser eller
regler udstedt i medfør heraf,«.
Stk. 2-4. ---
§ 189. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller
Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller regler
udstedt i medfør af loven kan af den, som afgø-
relsen retter sig mod, indbringes for Erhvervsan-
kenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er
meddelt den pågældende.
5. I § 189 indsættes efter »i henhold til loven el-
ler regler udstedt i medfør af loven«: », Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en ge-
nerel ramme for securitisering og om oprettelse
af en specifik ramme for simpel, transparent og
standardiseret securitisering, Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 2017/1131
af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger
eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for
finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i
medfør heraf,«.
117
§ 5
I lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1047 af
14. oktober 2019, som ændret ved § 4 i lov nr.
369 af 9. april 2019, § 9 i lov nr. 554 af 7. maj
2019, § 9 i lov nr. 1563 af 27. december 2019
og § 2 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages
følgende ændringer:
§ 6. ---
Stk. 2 og 3. ---
Stk. 4. Tærskelværdierne i stk. 1 finder ikke an-
vendelse for virksomheder, der forvalter en eller
flere kapitalforeninger, for virksomheder, der
forvalter en eller flere investorfradragsfonde, og
for selvforvaltende investorfradragsfonde, idet
disse uanset værdien af aktiverne skal have tilla-
delse af Finanstilsynet til at forvalte alternative
investeringsfonde eller til at være en selvforval-
tende investorfradragsfond.
1. I § 6, stk. 4, ændres »og for selvforvaltende
investorfradragsfonde« til: »for selvforvaltende
investorfradragsfonde, AIF-SIKAV’er og AIF-
værdipapirfonde«.
Stk. 5 og 6. ---
§ 18. ---
Stk. 2 og 3. ---
2. I § 18 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte regler
om kompetencekrav for ansatte hos en forvalter
af alternative investeringsfonde, der har tilla-
delse til at udøve aktiviteter omfattet af bilag 1,
nr. 3, litra b, punkt i.«
§ 155. Finanstilsynet påser overholdelsen af reg-
ler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om
forvaltere af alternative investeringsfonde, og af
denne lov og de regler, der er udstedt i medfør af
loven, undtagen § 27 b. Finanstilsynet kontrolle-
rer, at reglerne for finansiel information i årsrap-
porter og delårsrapporter udstedt i medfør af §
3. I § 155, stk. 1, 6. pkt., indsættes efter »Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere
grænseoverskridende distribution af kollektive
investeringsinstitutter og om ændring af forord-
ning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og
(EU) nr. 1286/2014, og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/1238/EU af 20. juni
118
131 er overholdt for forvaltere af alternative in-
vesteringsfonde, som har udstedt værdipapirer,
der er optaget til handel på et reguleret marked,
jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov om kapitalmarke-
der. Finanstilsynet påser endvidere overholdel-
sen af regler udstedt i medfør af § 31, stk. 8, i
revisorloven. Erhvervsstyrelsen påser dog over-
holdelsen af § 136. Finanstilsynet påser desuden
overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013
om europæiske sociale iværksætterfonde, Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
345/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske
venturekapitalfonde, Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2017/1131/EU af 14. juni
2017 om pengemarkedsforeninger og Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en ge-
nerel ramme for securitisering og om oprettelse
af en specifik ramme for simpel, transparent og
standardiseret securitisering og regler fastsat i
medfør heraf og regler fastsat i medfør heraf. Fi-
nanstilsynet påser overholdelsen af Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU
af 26. november 2014 om dokumenter med cen-
tral information om sammensatte og forsikrings-
baserede investeringsprodukter til detailinvesto-
rer (PRIIP’er), Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om
lettere grænseoverskridende distribution af kol-
lektive investeringsinstitutter og om ændring af
forordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr.
346/2013 og (EU) nr. 1286/2014 og Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU
af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt
pensionsprodukt (PEPP-produkt) og regler ud-
stedt i medfør heraf.
2019 om et paneuropæisk personligt pensions-
produkt (PEPP-produkt)«: »og Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelatere-
de oplysninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser«.
Stk. 2-6. ---
§ 189. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller
Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller regler
udstedt i medfør af loven kan af den, som afgø-
relsen retter sig mod, indbringes for Erhvervsan-
kenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er
meddelt den pågældende.
4. I § 189 indsættes efter »i henhold til loven el-
ler regler udstedt i medfør af loven«: », Europa-
Parlamentets og Rådets forordning nr.
346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske
sociale iværksætterfonde, Europa-Parlamentets
og Rådets forordning nr. 345/2013/EU af 17.
april 2013 om europæiske venturekapitalfonde,
119
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/1131/EU af 14. juni 2017 om pengemar-
kedsforeninger, Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2017/2402/EU af 12. december
2017 om en generel ramme for securitisering og
om oprettelse af en specifik ramme for simpel,
transparent og standardiseret securitisering, Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning
1286/2014/EU af 26. november 2014 om doku-
menter med central information om sammensat-
te og forsikringsbaserede investeringsprodukter
til detailinvestorer (PRIIP’er) eller Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU
af 27. november 2019 om bæredygtighedsrela-
terede oplysninger i sektoren for finansielle tje-
nesteydelser eller regler udstedt i medfør her-
af,«.
§ 6
I lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 378 af 2. april 2020, som ændret ved
§ 6 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages føl-
gende ændringer:
§ 1. ---
Stk. 2 og 3. ---
Stk. 4. § 3, stk. 6, og § 4, stk. 4, finder anvendel-
se på følgende:
1. I § 1, stk. 4, ændres »§ 3, stk. 6, og § 4, stk.
4,« til: »§ 3, stk. 7, og § 4, stk. 5,«, og i stk. 5
ændres »§ 3, stk. 6,« til: »§ 3, stk. 7,«.
1) Danske forsikringsselskaber.
2) Filialer i Danmark af et forsikringssel-
skab, der er meddelt tilladelse i et an-
det land inden for Den Europæiske
Union eller i et land, som Fællesska-
bet har indgået aftale med på det fi-
nansielle område.
3) Filialer i Danmark af forsikringssel-
skaber, der er meddelt tilladelse i et
land uden for Den Europæiske Union,
som Unionen ikke har indgået aftale
med på det finansielle område.
120
Stk. 5 og 6. ---
§ 3. ---
Stk. 2 og 3. ---
2. I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1
skal indsendes via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning vedlagt de nødvendige oplysnin-
ger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undtagelsesvis
ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen,
skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplys-
ninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelses-
blanket.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
Stk. 4-6. ---
§ 4. ---
Stk. 2. ---
3. I § 4 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. En ansøgning om registrering efter stk.
1 skal indsendes via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning vedlagt de nødvendige oplysnin-
ger, jf. stk. 2. Kan en ansøgning undtagelsesvis
ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen,
skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplys-
ninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelses-
blanket.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
Stk. 3 og 4. ---
4. Efter § 12 indsættes før overskriften før § 13:
Ȥ 12 a. En forsikringsformidler og en accesso-
risk forsikringsformidler må ikke medvirke til,
121
at forsikringer for personer bosiddende i Dan-
mark, danske skibe eller andre risici, der består
her i landet, tegnes hos andre end følgende:
1) Danske forsikringsselskaber.
2) Udenlandske forsikringsselskaber, der opfyl-
der betingelserne i § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1,
i lov om finansiel virksomhed.
3) Udenlandske forsikringsselskaber, der har
fået tilladelse af Finanstilsynet.«
§ 22. Finanstilsynet påser overholdelsen af den-
ne lov bortset fra § 18 og påser overholdelsen af
regler udstedt i medfør af loven. Finanstilsynet
påser endvidere overholdelsen af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af
26. november 2014 om dokumenter med central
information om sammensatte og forsikringsba-
serede investeringsprodukter til detailinvestorer
(PRIIP’er) Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et
paneuropæisk personligt pensionsprodukt
(PEPP-produkt) og regler udstedt i medfør heraf
og forordninger udstedt i medfør af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af
20. januar 2016 om forsikringsdistribution og
regler udstedt i medfør heraf.
5. I § 22, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuro-
pæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-pro-
dukt)«: »og Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2019/2088/EU af 27. november 2019
om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sek-
toren for finansielle tjenesteydelser«.
Stk. 2 og 3. ---
§ 36. Som part i forhold til Finanstilsynet anses
virksomheder eller personer omfattet af denne
lov, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe
afgørelse over for i medfør af denne lov eller
forskrifter fastsat i medfør af denne lov, jf. dog
stk. 2.
6. I § 36, stk. 1, indsættes efter »forskrifter fast-
sat i medfør af denne lov«: »eller i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for
finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i
medfør heraf«.
Stk. 2 og 3. ---
§ 37. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i hen-
hold til denne lov, regler udstedt i medfør heraf
eller forordninger udstedt i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af
20. januar 2016 om forsikringsdistribution kan
indbringes for Erhvervsankenævnet af den, som
7. I § 37 ændres »eller forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om for-
sikringsdistribution« til: », forordninger udstedt
i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om for-
122
afgørelsen retter sig mod, senest 4 uger efter at
afgørelsen er meddelt den pågældende.
sikringsdistribution eller i henhold til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for
finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i
medfør heraf«.
§ 7
I lov om firmapensionskasser, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 355 af 2. april 2020, foretages følgende
ændringer:
§ 97. Finanstilsynet påser overholdelsen af den-
ne lov og af de bestemmelser, der er udstedt i
medfør af loven, undtagen § 36, stk. 7, og § 45,
jf. dog § 111. Finanstilsynet påser endvidere
overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning om en generel ramme for securitise-
ring og om oprettelse af en specifik ramme for
simpel, transparent og standardiseret securitise-
ring og regler udstedt i medfør heraf. Erhvervs-
styrelsen påser overholdelsen af § 21.
1. I § 97, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »Finans-
tilsynet påser endvidere overholdelsen af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning«:
»2017/2402/EU af 12. december 2017«, og ef-
ter »ramme for simpel, transparent og standar-
diseret securitisering« indsættes: »og Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for
finansielle tjenesteydelser«.
Stk. 2. ---
§ 104. Som part i forholdet til Finanstilsynet an-
ses alene den firmapensionskasse, som Finans-
tilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over
for i medfør af denne lov eller forskrifter fastsat
i medfør af denne lov, jf. dog stk. 2 og 3.
2. I § 104, stk. 1, indsættes efter »i medfør af
denne lov eller forskrifter fastsat i medfør af
denne lov«: »eller i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelatere-
de oplysninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser, Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2017/2402/EU af 12. december 2017
om en generel ramme for securitisering og om
oprettelse af en specifik ramme for simpel,
transparent og standardiseret securitisering og
regler udstedt i medfør heraf«.
Stk. 2-4. ---
§ 112. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller
Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller for-
skrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes
for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at
afgørelsen er meddelt den pågældende.
3. I § 112, stk. 1, indsættes efter »i henhold til
loven eller forskrifter udstedt i medfør af lo-
ven«: »eller i medfør af Europa-Parlamentets
og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. no-
vember 2019 om bæredygtighedsrelaterede op-
123
lysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-
ser, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en ge-
nerel ramme for securitisering og om oprettelse
af en specifik ramme for simpel, transparent og
standardiseret securitisering og regler udstedt i
medfør heraf«.
Stk. 2. ---
§ 8
I lov om finansielle rådgivere, investeringsråd-
givere og boligkreditformidlere, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 379 af 2. april 2020, foretages føl-
gende ændringer:
§ 2. I denne lov forstås ved:
1-5) ---
6) Rådgivning: Personlige anbefalin-
ger til en forbruger om transaktio-
ner i tilknytning til finansielle pro-
dukter eller boligkreditaftaler.
1. § 2, nr. 6, affattes således:
»6) Rådgivning: Personlige anbefalinger til en
forbruger, som vedrører en eller flere transakti-
oner i forbindelse med boligkreditaftaler eller
finansielle produkter. For så vidt angår bolig-
kreditaftaler skal anbefalingerne være uafhæn-
gige af ydelsen af boligkreditaftalen og de akti-
viteter, som ydes af en boligkreditformidler.«
7-9) ---
§ 3. ---
Stk. 2-6. ---
2. I § 3 indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:
»Stk. 7. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1
skal indsendes via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning vedlagt de nødvendige oplysnin-
ger, jf. stk. 6. Kan en ansøgning undtagelsesvis
ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen,
skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplys-
ninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet
124
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelses-
blanket.«
Stk. 7 bliver herefter stk. 8.
Stk. 7. ---
§ 9
I lov nr. 450 af 24. april 2019 om forbrugslån-
svirksomheder, som ændret ved § 11 i lov nr.
1563 af 27. december 2019 og § 1 i lov nr. 801
af 9. juni 2020, foretages følgende ændring:
§ 3. ---
Stk. 2-3. ---
1. I § 3 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1
skal indsendes via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning vedlagt de nødvendige oplysnin-
ger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undtagelsesvis
ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen,
skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplys-
ninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelses-
blanket.«
§ 10
I lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1045 af 14. oktober 2019, som
ændret ved § 4 i lov nr. 1374 af 13. december
2019 og § 12 i lov nr. 1563 af 27. december
2019, foretages følgende ændringer:
§ 3. Finanstilsynet giver efter ansøgning et sel-
skab tilladelse til at udøve virksomhed som ejen-
domskreditselskab, når
1-4) ---
125
5) et ejendomskreditselskab, der
handler med forbrugere, dokumen-
terer, at der er oprettet en særlig
konto, hvor det aftalte provenu skal
indsættes, og at selskabet har etab-
leret sikkerhed for disse midler, jf.
stk. 5.
1. I § 3, stk. 1, nr. 5, ændres »stk. 5« til: »stk.
6«.
Stk. 2 og 3. ---
2. I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1
skal indsendes via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning vedlagt de nødvendige oplysnin-
ger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undtagelsesvis
ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen,
skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplys-
ninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelses-
blanket.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
Stk. 4-6. ---
§ 12. ---
Stk. 2-6. ---
Stk. 7. Finanstilsynet kan give påbud om berigti-
gelse af forhold, der er i strid med denne lov, jf.
§ 3, stk. 1, nr. 5, § 3, stk. 5, § 7, stk. 2, § 8, stk.
1, § 8 a og § 11, stk. 1.
3. I § 12, stk. 7, ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3,
stk. 6«.
§ 22. Overtrædelse af § 2, stk. 1, § 3, stk. 5, § 5
a, stk. 1, § 5 b, stk. 1, § 5 c, stk. 1, og § 15, stk.
2, 1.-5. pkt., og stk. 4, 1.-7. pkt., straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
4. I § 22, stk. 1, ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3,
stk. 6«.
Stk. 2-5. ---
§ 11
126
I lov nr. 691 af 8. juni 2018 om Vækstfonden
foretages følgende ændringer:
§ 16. ---
Stk. 2. Vækstfonden kan optage lån til finansie-
ring af sine aktiviteter. Det samlede lånebeløb
eksklusive renter kan til og med 2020 ikke uden
godkendelse fra Folketingets Finansudvalg over-
stige 6 mia. kr. Det samlede lånebeløb eksklusi-
ve renter kan efter 2020 ikke uden godkendelse
fra Folketingets Finansudvalg overstige 500
mio. kr.
1. § 16, stk. 2, affattes således.
»Stk. 2. Vækstfonden kan optage lån, herunder
statsligt genudlån, til finansiering af sine aktivi-
teter i det omfang, der er etableret bevillings-
mæssig hjemmel hertil.«
Stk. 3. Vækstfonden kan optage statsgaranterede
lån til finansiering af syndikeringslån. Det sam-
lede lånebeløb eksklusive renter kan ikke over-
stige 125 mio. kr.
2. § 16, stk. 3 og 4, ophæves.
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 3-5.
Stk. 4. Vækstfonden kan til og med 2030 optage
lån til finansiering af en accelerationspulje til
virksomheder med særligt vækstpotentiale. Det
samlede lånebeløb eksklusive renter kan ikke
overstige 500 mio. kr.
2. § 16, stk. 3 og 4, ophæves.
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 3-5.
Stk. 5. ---
Stk. 6. Vækstfonden kan optage lån fra pensions-
institutterne, som modsvares af tilsvarende til-
sagn fra Vækstfonden om indskud af egenkapi-
tal til Dansk Vækstkapital.
3. § 16, stk. 6 og 7, der bliver stk. 4 og 5, ophæ-
ves.
Stk. 7. Vækstfonden kan optage lån fra private
investorer, som modsvares af tilsvarende tilsagn
fra Vækstfonden om indskud af egenkapital til
Dansk Vækstkapital II, inden for en samlet fi-
nansieringsramme på maksimalt 3 mia. kr.
3. § 16, stk. 6 og 7, der bliver stk. 4 og 5, ophæ-
ves.
§ 17. Finansministeren kan lade Vækstfonden
optage genudlån hos Danmarks Nationalbank in-
den for en samlet ramme på maksimalt 1 mia.
kr.
4. § 17, stk. 1, affattes således:
»Finansministeren kan, ud over adgangen til at
optage lån, herunder statsligt genudlån, jf. § 16,
stk. 2, lade Vækstfonden optage genudlån hos
Danmarks Nationalbank inden for en ramme på
1 mia. kr.«
127
Stk. 2-5. ---
128
Bilag 2
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2018/843
af 30. maj 2018
om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring af direktiv
2009/138/EF og 2013/36/EU
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank1),
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg2),
efter den almindelige lovgivningsprocedure3), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/8494) er den vigtigste retsakt i forebyggelsen af, at
Unionens finansielle system bruges til hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Nævnte direktiv,
hvis frist for gennemførelse var den 26. juni 2017, opstiller en effektiv og samlet retlig ramme for med-
lemsstaternes bekæmpelse af indsamling af midler eller formuegoder til terrorformål med henblik på at
identificere, forstå og mindske risiciene vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.
(2) Den senere tids terrorangreb har kastet lys over nye tendenser, navnlig hvad angår den måde terror-
grupper finansierer og udfører deres aktioner. Visse moderne teknologitjenester bliver stadigt mere popu-
lære som alternative finansielle systemer, mens de fortsat falder uden for EU-retten eller undtages fra ret-
lige krav, hvilket muligvis ikke længere kan retfærdiggøres. For at holde trit med de nye tendenser bør der
træffes yderligere foranstaltninger til at sikre øget gennemsigtighed i finansielle transaktioner, i selskaber
og i andre juridiske enheder samt i truster og juridiske arrangementer, der har strukturer eller funktioner,
der ligner truster (»lignende juridiske arrangementer«) med henblik på at forbedre den eksisterende fore-
byggende ramme og mere effektivt at bekæmpe finansiering af terrorisme. Det er vigtigt at bemærke, at
de foranstaltninger, der træffes, bør stå i et rimeligt forhold til risiciene.
(3) De Forenede Nationer (FN), Interpol og Europol har rapporteret om stigende konvergens mellem or-
ganiseret kriminalitet og terrorisme. Sammenhængen mellem organiseret kriminalitet og terrorisme og
129
forbindelserne mellem grupper af kriminelle og terroristgrupper udgør en stigende sikkerhedsrisiko for
Unionen. At bekæmpe anvendelsen af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af
terrorisme udgør en integreret del af enhver strategi for imødegåelse af denne trussel.
(4) Selv om der i de seneste år i medlemsstaterne er sket betydelige forbedringer med hensyn til vedtagel-
sen og gennemførelsen af Den Finansielle Aktionsgruppes (the Financial Action Task Force (FATF))
standarder og med hensyn til tilslutningen til Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings
(OECD) arbejde for gennemsigtighed, er det tydeligvis nødvendigt yderligere at øge den overordnede
gennemsigtighed på det økonomiske og finansielle område i Unionen. Forebyggelse af hvidvask af penge
og finansiering af terrorisme kan kun være effektiv, hvis omgivelserne er ugunstige for kriminelle, der
søger ly for deres finanser gennem uigennemsigtige strukturer. Unionens finansielle systems integritet er
afhængig af gennemsigtigheden af selskaber og andre juridiske enheder og lignende juridiske arrange-
menter. Dette direktiv har til formål ikke kun at afdække og efterforske hvidvask af penge, men også at
forhindre, at det forekommer. Øget gennemsigtighed kan være et effektivt afskrækkende middel.
(5) Samtidig med at målene i direktiv (EU) 2015/849 bør forfølges, og alle ændringer heraf bør være i
overensstemmelse med Unionens igangværende indsats inden for bekæmpelse af terrorisme og af finan-
siering af terrorisme, bør sådanne ændringer samtidig tage behørigt hensyn til den grundlæggende ret til
beskyttelse af personoplysninger og til overholdelsen og anvendelsen af proportionalitetsprincippet. I
Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Ud-
valg og Regionsudvalget med titlen »Den europæiske dagsorden for sikkerhed« anføres det, at der er be-
hov for at tackle finansiering af terrorisme på en mere effektiv og omfattende måde, og det fremhæves, at
infiltrering af de finansielle markeder muliggør finansiering af terrorisme. I Det Europæiske Råds konklu-
sioner af 17.-18. december 2015 understregedes ligeledes behovet for hurtigt at træffe yderligere foran-
staltninger mod finansiering af terrorisme inden for alle områder.
(6) Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og til Rådet med titlen »Handlingsplan med hen-
blik på at styrke bekæmpelsen af finansiering af terrorisme« understreger behovet for at tilpasse sig nye
trusler og for at ændre direktiv (EU) 2015/849 i overensstemmelse hermed.
(7) EU-foranstaltningerne bør også afspejle den udvikling, der sker på internationalt plan, og de forplig-
telser, der indgås der, på en korrekt måde. Derfor bør FN᾽s Sikkerhedsråds resolution (UNSCR) 2195
(2014) om trusler mod den internationale fred og sikkerhed og UNSCR 2199 (2015) og 2253 (2015) om
trusler mod den internationale fred og sikkerhed som følge af terrorhandlinger tages i betragtning. Disse
UNSCR᾽er vedrører henholdsvis forbindelserne mellem terrorisme og grænseoverskridende organiseret
kriminalitet, forhindring af terrorgrupper i at få adgang til internationale finansieringsinstitutter og udvi-
delse af sanktionsrammen til at omfatte Islamisk Stat i Irak og Levanten.
(8) Udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer (dvs. et lands mønter og sedler,
der har status af lovlige betalingsmidler, og elektroniske penge, accepteret som omsætningsmiddel i det
udstedende land) samt udbydere af virtuelle tegnebøger er ikke forpligtede i henhold til EU-retten til at
identificere mistænkelige aktiviteter. Derfor kan terrorgrupper være i stand til at overføre penge til Uni-
onens finansielle system eller inden for netværk for virtuelle valutaer ved at hemmeligholde overførsler
eller drage fordel af en vis anonymitet på sådanne platforme. Det er derfor afgørende at udvide anvendel-
sesområdet for direktiv (EU) 2015/849, så det også omfatter udbydere af valutaveksling mellem virtuelle
valutaer og fiatvalutaer samt udbydere af virtuelle tegnebøger. Med henblik på at bekæmpe hvidvask af
penge og finansiering af terrorisme bør de kompetente myndigheder gennem forpligtede enheder være i
130
stand til at overvåge anvendelsen af virtuelle valutaer. Sådan overvågning vil give en velafbalanceret og
forholdsmæssig tilgang, der værner om de tekniske fremskridt og den høje grad af gennemsigtighed, der
er opnået inden for alternativ finansiering og socialt iværksætteri.
(9) Den anonymitet, som er forbundet med virtuelle valutaer, gør det muligt at misbruge sådanne i krimi-
nelt øjemed. Det vil ikke fuldstændigt løse det problem med anonymitet, som knytter sig til transaktioner
i virtuelle valutaer, at inkludere udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer og
udbydere af virtuelle tegnebøger, eftersom en stor del af det virtuelle valutamiljø vil forblive anonymt,
fordi brugerne også har mulighed for at foretage transaktioner uden om sådanne udbydere. For at imødegå
de risici, der er forbundet med anonymitet, bør de nationale finansielle efterretningsenheder (FIU᾽er) være
i stand til at indhente oplysninger, som gør det muligt for dem at forbinde adresser vedrørende virtuelle
valutaer med indehaveren af den virtuelle valuta. Desuden bør muligheden for at tillade brugere på frivil-
lig basis at fremsætte en egenerklæring over for udpegede myndigheder undersøges nærmere.
(10) Virtuelle valutaer bør ikke forveksles med elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF5), med det bredere begreb »midler« som defineret i arti-
kel 4, nr. 25), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/23666), eller med pengeværdi lagret i
instrumenter, der er undtaget som anført i artikel 3, litra k) og l), i direktiv (EU) 2015/2366, eller med in-
game-valutaer, der udelukkende kan anvendes inden for et specifikt spillemiljø. Selv om virtuelle valutaer
ofte kan anvendes som et betalingsmiddel, kan de også anvendes til andre formål og finde bredere anven-
delser, f.eks. som vekslingsmidler, til investeringsformål, som værdilagringsprodukter eller til brug i on-
linekasinoer. Formålet med nærværende direktiv er at dække alle anvendelsesmuligheder for virtuelle va-
lutaer.
(11) Lokale valutaer, også kendt som supplerende valutaer, som anvendes i meget begrænsede netværk,
f.eks. en by eller region, og af et begrænset antal brugere, bør ikke betragtes som værende virtuelle valu-
taer.
(12) Forretningsforbindelser eller transaktioner, der involverer højrisikotredjelande, bør begrænses, når
der identificeres væsentlige svagheder i ordningen for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering
af terrorisme i det pågældende tredjeland, medmindre der træffes passende yderligere afhjælpende foran-
staltninger eller modforanstaltninger. I forbindelse med sådanne højrisikosager og sådanne forretningsfor-
bindelser eller transaktioner bør medlemsstaterne pålægge forpligtede enheder at gennemføre skærpede
kundekendskabsprocedurer for at styre og begrænse disse risici. Derfor beslutter den enkelte medlemsstat
på nationalt plan, hvilken type skærpede kundekendskabsprocedurer, der skal gennemføres med hensyn
til højrisikotredjelande. Medlemsstaternes forskellige tilgange skaber svage punkter i forvaltningen af for-
retningsforbindelser med højrisikotredjelande, som Kommissionen har identificeret. Det er vigtigt at for-
bedre effektiviteten af den liste over højrisikotredjelande, som Kommissionen har opstillet, ved at sørge
for en harmoniseret behandling af de pågældende lande på EU-plan. Denne harmoniserede tilgang bør
primært fokusere på skærpede kundekendskabsprocedurer, når sådanne foranstaltninger ikke allerede er
påkrævet i henhold til national ret. I overensstemmelse med internationale forpligtelser bør medlemssta-
terne have mulighed for at kræve, at forpligtede enheder i givet fald træffer yderligere afhjælpende foran-
staltninger som supplement til de skærpede kundekendskabsprocedurer i overensstemmelse med en risi-
kobaseret tilgang og under hensyntagen til de specifikke omstændigheder i forretningsforhold eller trans-
aktioner. Internationale organisationer og standardsættere med kompetence inden for forebyggelse af
hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme kan opfordre til, at der anvendes passende
modforanstaltninger for at beskytte det internationale finansielle system mod vedvarende og betydelige
131
risici vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som hidrører fra visse lande. Medlems-
staterne bør endvidere kræve, at forpligtede enheder træffer supplerende afhjælpende foranstaltninger
over for højrisikotredjelande, som Kommissionen har identificeret, ved at tage hensyn til opfordringer til
at træffe modforanstaltninger og anbefalinger fra eksempelvis FATF og forpligtelser i henhold til interna-
tionale aftaler.
(13) I lyset af at de trusler og den sårbarhed, som hvidvask af penge og finansiering af terrorisme medfø-
rer, til stadighed ændrer sig, bør Unionen anlægge en integreret tilgang i forbindelse med, om de nationale
ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme overholder kravene på EU-
plan, ved at tage hensyn til en effektivitetsvurdering af de pågældende nationale ordninger. Med henblik
på at overvåge, at EU-kravene indarbejdes korrekt i nationale ordninger for bekæmpelse af hvidvask af
penge og finansiering af terrorisme, at disse krav reelt gennemføres, og at det lykkes med disse krav at
opnå en effektivt forbyggende ramme, bør Kommissionen basere sin vurdering på de nationale ordninger
for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, uden at dette bør berøre vurderinger,
der gennemføres af internationale organisationer og standardsættere med kompetence inden for forebyg-
gelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, f.eks. FATF eller Ekspertkomité-
en for Evaluering af Foranstaltninger til Bekæmpelse af hvidvask af Penge og Finansiering af Terrorisme.
(14) Generelle forudbetalte kort har lovlige anvendelsesformål og udgør et instrument, der bidrager til so-
cial og finansiel inklusion. Anonyme forudbetalte kort er imidlertid lette at anvende til finansiering af ter-
rorangreb og terrorlogistik. Derfor er det afgørende at afskære terrorister fra denne form for finansiering
af deres aktioner ved yderligere at sænke de grænser og maksimumbeløb, under hvilke forpligtede enhe-
der har lov at undlade at gennemføre visse kundekendskabsprocedurer i medfør af direktiv (EU)
2015/849. Det er derfor afgørende at sænke de nuværende grænser for generelle anonyme forudbetalte
kort og at identificere kunden i forbindelse med fjernbetalingstransaktioner, når transaktionsbeløbet over-
stiger 50 EUR, samtidig med at der tages behørigt hensyn til forbrugernes behov for at anvende generelle
forudbetalte instrumenter og til, at brugen af sådanne instrumenter til at fremme social og finansiel inklu-
sion ikke hindres.
(15) Brugen af anonyme forudbetalte kort udstedt i Unionen er i alt væsentligt begrænset til Unionens
område, men det er ikke altid tilfældet med tilsvarende kort udstedt i tredjelande. Derfor er det vigtigt at
sikre, at anonyme forudbetalte kort udstedt uden for Unionen kun kan anvendes i Unionen, hvis de kan
anses for at opfylde krav svarende til kravene i EU-retten. Denne bestemmelse bør vedtages under fuld
overholdelse af Unionens internationale handelsforpligtelser, navnlig bestemmelserne i den almindelige
overenskomst om handel med tjenesteydelser.
(16) FIU᾽er spiller en vigtig rolle med hensyn til at identificere terrornetværks finansielle transaktioner,
navnlig de grænseoverskridende, og med hensyn til at opdage deres finansielle støtter. Finansielle efter-
retninger kan være af afgørende betydning for afdækning af aktiviteter, der letter terrorhandlinger og ter-
rororganisationers netværk og systemer. På grund af manglende forskriftsmæssige internationale standar-
der er der fortsat betydelige forskelle på, hvilke opgaver, kompetencer og beføjelser FIU᾽er er tillagt.
Medlemsstaterne bør bestræbe sig på at sikre en mere effektiv og koordineret tilgang til håndtering af fi-
nansielle efterforskninger i forbindelse med terrorisme, herunder efterforskninger der vedrører misbrug af
virtuelle valutaer. De nuværende forskelle bør dog ikke påvirke den enkelte FIU᾽s virksomhed, navnlig
dens evne til at udarbejde præventive analyser til støtte for alle myndigheder med ansvar for efterretning,
efterforskning og retlige anliggender samt internationalt samarbejde. FIU᾽er bør i forbindelse med udø-
velsen af deres opgaver have adgang til oplysninger og være i stand til at udveksle dem uhindret, herun-
132
der gennem passende samarbejde med retshåndhævende myndigheder. I alle tilfælde af mistanke om kri-
minalitet, og navnlig i tilfælde, der involverer finansiering af terrorisme, bør informationsstrømmene være
direkte, hurtige og uden unødig forsinkelse. Derfor er det afgørende at øge FIU᾽ernes effektivitet yderli-
gere ved at bringe klarhed over deres beføjelser og samarbejdet mellem dem.
(17) FIU᾽er bør fra alle forpligtede enheder kunne indhente alle nødvendige oplysninger af relevans for
deres opgaver. Uhindret adgang for dem til oplysninger er afgørende for at sikre, at pengestrømme kan
spores behørigt, og at ulovlige netværk og strømme opdages på et tidligt stadium. FIU᾽ernes behov for at
indhente yderligere oplysninger fra forpligtede enheder på grundlag af en mistanke om hvidvask af penge
eller finansiering af terrorisme, kan være udløst af en forudgående indberetning til FIU᾽en af en mistæn-
kelig transaktion, men kan også udløses af andre mekanismer, f.eks. FIU᾽ens egen undersøgelse, efterret-
ninger fra kompetente myndigheder eller oplysninger fra en anden FIU. FIU᾽er bør derfor som led i deres
opgaver kunne indhente oplysninger fra enhver forpligtet enhed, også uden en forudgående indberetning.
Dette omfatter ikke vilkårlige oplysningsanmodninger til de forpligtede enheder inden for rammerne af
FIU᾽ens analyse, men kun anmodninger om oplysninger baseret på tilstrækkeligt veldefinerede betingel-
ser. En FIU bør også kunne indhente sådanne oplysninger på anmodning af en anden FIU i Unionen og
kunne udveksle oplysningerne med den anmodende FIU.
(18) Formålet med FIU᾽en er at indsamle og analysere de oplysninger, den modtager, med henblik på at
påvise forbindelser mellem mistænkelige transaktioner og underliggende kriminelle aktiviteter for at fore-
bygge og bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og at videreformidle analyseresulta-
terne sammen med supplerende oplysninger til de kompetente myndigheder, når der er begrundet mistan-
ke om hvidvask af penge, hertil knyttede underliggende forbrydelser eller finansiering af terrorisme. En
FIU bør ikke afholde sig fra eller nægte at udveksle oplysninger med en anden FIU, hverken spontant
eller efter anmodning, på grundlag af f.eks. manglende identifikation af en tilknyttet underliggende for-
brydelse, særlige bestemmelser i national strafferet og forskelle i definitionerne af tilknyttede underlig-
gende forbrydelser eller manglende henvisning til bestemte tilknyttede underliggende forbrydelser. En
FIU bør ligeledes give sit forudgående samtykke til en anden FIU til at fremsende oplysningerne til de
kompetente myndigheder uanset typen af eventuelle tilknyttede underliggende forbrydelser med henblik
på at gøre det muligt at gennemføre formidlingsfunktionen på en effektiv måde. FIU᾽erne har rapporteret,
at de forskelle i de nationale definitioner af visse underliggende forbrydelser, såsom skatteforbrydelser,
der ikke er harmoniseret i EU-retten, har ført til vanskeligheder i forbindelse med udvekslingen af oplys-
ninger. Sådanne forskelle bør ikke hindre den gensidige udveksling, formidlingen til kompetente myndig-
heder og anvendelsen af disse oplysninger som defineret i dette direktiv. FIU᾽er bør hurtigt, konstruktivt
og effektivt sikre det bredest mulige internationale samarbejde med tredjelandes FIU᾽er i relation til hvid-
vask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og finansiering af terrorisme i overensstemmelse
med anbefalingerne fra FATF og Egmontprincipperne for udveksling af oplysninger mellem finansielle
efterretningsenheder.
(19) Oplysninger af tilsynsmæssig karakter i relation til kredit- og finansieringsinstitutter, såsom oplys-
ninger om bestyrelsesmedlemmers og aktionærers egnethed og hæderlighed, om de interne kontrolmeka-
nismer, om forvaltningen eller compliance- og risikostyringen er ofte en nødvendig forudsætning for at
kunne foretage et passende tilsyn vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terro-
risme med sådanne institutter. Tilsvarende er oplysninger vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge
og finansiering af terrorisme også vigtige for det finansielle tilsyn med sådanne institutter. Derfor bør ud-
vekslingen af fortrolige oplysninger og samarbejde mellem kompetente myndigheder for bekæmpelse af
hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der fører tilsyn med kredit- og finansieringsinstitutterne,
133
og finansielle tilsynsmyndigheder ikke hæmmes af juridisk usikkerhed, der kan opstå som følge af man-
gel på udtrykkelige bestemmelser på området. En præcisering af den retlige ramme er endnu mere vigtig,
da den finansielle tilsynsopgave i en række tilfælde er blevet pålagt myndigheder, der ikke fører tilsyn
med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, såsom Den Europæiske Centralbank
(ECB).
(20) Når FIU᾽er og andre kompetente myndigheders adgang til oplysninger om indehavere af navnlig
anonyme bankkonti, betalingskonti og deponeringsbokse forsinkes, vanskeliggør det opdagelsen af over-
førsler af midler med forbindelse til terrorisme. Nationale data, som muliggør identifikation af bankkonti
og betalingskonti og deponeringsbokse tilhørende enkeltpersoner, er fragmenterede, og FIU᾽er og andre
kompetente myndigheder har derfor ikke rettidig adgang til dem. Derfor er det afgørende at oprette cen-
trale automatiske mekanismer, f.eks. et register eller system for dataudtræk, i alle medlemsstater som et
effektivt middel til at skaffe rettidig adgang til identitetsoplysninger om bankkonto- og betalingskontoha-
vere og deponeringsbokse, deres mellemmænd, og de reelle ejere. Ved anvendelsen af bestemmelserne
om adgang er det hensigtsmæssigt at anvende allerede eksisterende mekanismer, forudsat at de nationale
FIU᾽er kan få hurtig og ufiltreret adgang til de oplysninger, de anmoder om. Medlemsstaterne bør overve-
je at tilføre sådanne mekanismer andre oplysninger, som anses for at være nødvendige og forholdsmæssi-
ge, for at sikre en mere effektiv begrænsning af risici vedrørende hvidvask af penge og finansiering af
terrorisme. Der bør sikres fuld fortrolighed med hensyn til anmodninger og de hermed forbundne oplys-
ninger af FIU᾽er og andre kompetente myndigheder, som ikke er ansvarlige for retsforfølgning.
(21) Af hensyn til privatlivets fred og beskyttelsen af personoplysninger bør det minimum af oplysninger,
der er nødvendige for at kunne gennemføre efterforskning af hvidvask af penge og finansiering af terro-
risme, lagres i centrale automatiske mekanismer for banker og betalingskonti, såsom registre eller syste-
mer for dataudtræk. Det bør være muligt for medlemsstaterne at fastsætte, hvilke data det er hensigtsmæs-
sigt og rimeligt at indsamle, under hensyntagen til de eksisterende systemer og retlige traditioner, der mu-
liggør en meningsfuld identifikation af de reelle ejere. Når medlemsstaterne gennemfører bestemmelser
vedrørende disse mekanismer, bør de fastsætte opbevaringsperioder svarende til perioden for opbevaring
af den dokumentation og de oplysninger, der er indhentet inden for rammerne af kundekendskabsproce-
durer. Det bør være muligt for medlemsstaterne at forlænge opbevaringsperioden ved lov, uden at dette
kræver, at der træffes afgørelse herom fra sag til sag. Opbevaringsperioden bør højst kunne forlænges
med yderligere fem år. Denne periode bør ikke berøre national ret, som fastsætter andre krav til datalag-
ring, og som tillader, at der træffes afgørelse herom fra sag til sag med henblik på at lette strafferetlige
eller administrative procedurer. Adgang til disse mekanismer bør kun gives, i det omfang det er nødven-
digt (»need-to-know«).
(22) Præcis identifikation og kontrol af oplysninger om fysiske og juridiske personer er afgørende for at
bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Den seneste teknologiske udvikling inden for
digitalisering af transaktioner og betalinger muliggør sikker fjernidentifikation eller elektronisk identifi-
kation. Der bør tages hensyn til disse identifikationsmidler, jf. Europa-Parlaments og Rådets forordning
(EU) nr. 910/20147), særlig med hensyn til anmeldte elektroniske identifikationsordninger og måder,
hvorpå der sikres grænseoverskridende retlig anerkendelse, og som indeholder værktøjer på højt niveau
samt fastsætter benchmarks, som identifikationsmetoderne på nationalt plan kan kontrolleres i forhold til.
Derudover kan der tages højde for andre sikre fjernidentifikationsprocesser eller elektroniske identifikati-
onsprocesser, som er reguleret, anerkendt, godkendt eller accepteret på nationalt plan af den kompetente
nationale myndighed. Hvor det er relevant, bør der ligeledes i identifikationsprocessen tages højde for an-
134
erkendelsen af elektroniske dokumenter og tillidstjenester som fastsat i forordning (EU) nr. 910/2014. Der
bør tages hensyn til princippet om teknologineutralitet ved anvendelsen af dette direktiv.
(23) Med henblik på at identificere politisk udsatte personer i Unionen bør medlemsstaterne udarbejde
lister, som angiver de specifikke funktioner, der i henhold til nationale love og administrative bestemmel-
ser udgør højerestående offentlige hverv. Medlemsstaterne bør anmode hver international organisation,
der er akkrediteret på deres område, om at udarbejde og ajourføre en liste over højerestående offentlige
hverv inden for den pågældende internationale organisation.
(24) Fremgangsmåden ved kontrol af eksisterende kunder inden for de nuværende rammer er risikobase-
ret. På grund af den højere risiko for hvidvask af penge, finansiering af terrorisme og tilknyttede underlig-
gende forbrydelser i forbindelse med visse mellemliggende strukturer gør denne fremgangsmåde det må-
ske ikke muligt at opdage og vurdere risici rettidigt. Derfor er det vigtigt at sikre, at visse klart angivne
kategorier af eksisterende kunder også overvåges regelmæssigt.
(25) Medlemsstaterne er på nuværende tidspunkt forpligtede til at sikre, at selskaber og andre juridiske
enheder, som er etableret på deres område, indhenter og opbevarer passende, nøjagtige og aktuelle oplys-
ninger om deres reelle ejerskab. Nøjagtige og opdaterede oplysninger om den reelle ejer er af afgørende
betydning for at kunne spore kriminelle, som ellers kan skjule deres identitet bag selskabsstrukturer. Det
globalt forbundne finansielle system gør det muligt at skjule midler og flytte dem rundt i verden, og den
mulighed har personer, der hvidvasker penge eller finansierer terrorisme, og andre kriminelle i stigende
grad benyttet sig af.
(26) Det bør afklares, hvilken specifik faktor der afgør, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for overvåg-
ningen og registreringen af oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer.
På grund af forskelle i medlemsstaternes retssystemer er visse truster og lignende juridiske arrangementer
ikke overvåget eller registreret nogetsteds i Unionen. Oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende
juridiske arrangementer bør registreres, hvor forvalterne af truster og personer, der varetager tilsvarende
stillinger i lignende juridiske arrangementer, har hjemsted, eller hvor de har bopæl. Med henblik på at
sikre effektiv overvågning og registrering af oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske
arrangementer er det også nødvendigt, at medlemsstaterne samarbejder med hinanden. En sammenkob-
ling af medlemsstaternes registre over reelle ejere af truster og lignende juridiske arrangementer vil gøre
disse oplysninger tilgængelige, og vil også sikre, at flere registreringer af den samme trust og det samme
lignende juridiske arrangement undgås i Unionen.
(27) De regler, der finder anvendelse på truster og lignende juridiske arrangementer for så vidt angår ad-
gang til oplysninger om deres reelle ejere, bør være sammenlignelige med de tilsvarende regler, der finder
anvendelse på selskaber og andre juridiske enheder. På grund af den brede vifte af typer af truster, som
findes i Unionen i dag, sammenholdt med en endnu større variation af lignende juridiske arrangementer,
bør afgørelsen om, hvorvidt en trust eller et lignende juridisk arrangement er sammenlignelig med selska-
ber og andre juridiske enheder eller ej, træffes af medlemsstaterne. Formålet med national ret til gennem-
førelse af disse bestemmelser bør være at forhindre anvendelsen af truster eller lignende juridiske arran-
gementer til hvidvask af penge, finansiering af terrorisme eller tilknyttede underliggende forbrydelser.
(28) Med hensyn til de forskellige karakteristika ved truster og lignende juridiske arrangementer bør med-
lemsstaterne være i stand til i henhold til national ret og i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne
at fastlægge graden af gennemsigtighed med hensyn til truster og lignende juridiske arrangementer, der
135
ikke er sammenlignelige med selskaber og andre juridiske enheder. De dermed forbundne risici for hvid-
vask af penge og finansiering af terrorisme kan variere afhængigt af de særlige karakteristika ved typen af
trusten eller det lignende juridiske arrangement, og forståelsen af disse risici kan udvikle sig over tid,
f.eks. som et resultat af de nationale og supranationale risikovurderinger. Medlemsstaterne bør derfor ha-
ve mulighed for at fastsætte bestemmelser om udvidet adgang til oplysninger om reelt ejerskab af truster
og lignende juridiske arrangementer, hvis sådan adgang udgør en nødvendig og forholdsmæssig foran-
staltning med det legitime mål at forebygge anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge
eller finansiering af terrorisme. Ved fastsættelsen af graden af gennemsigtighed for så vidt angår oplys-
ninger om det reelle ejerskab af sådanne truster eller lignende juridiske arrangementer bør medlemsstater-
ne tage behørigt hensyn til beskyttelsen af fysiske personers grundlæggende rettigheder, navnlig retten til
privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger. Adgang til oplysninger om det reelle ejerskab af tru-
ster og lignende juridiske arrangementer bør gives til enhver person, der kan godtgøre at have en legitim
interesse. Adgang bør også gives til enhver person, der indgiver en skriftlig anmodning i relation til en
trust eller et lignende juridisk arrangement, der råder over eller har bestemmende indflydelse i ethvert sel-
skab eller enhver anden juridisk enhed etableret uden for Unionen, gennem direkte eller indirekte ejer-
skab, herunder via beholdninger af ihændehaveraktier eller ved at udøve kontrol på anden vis. Kriterierne
og betingelserne for at imødekomme anmodninger om adgang til oplysninger om reelt ejerskab af truster
og lignende juridiske arrangementer bør være tilstrækkelig præcise og i overensstemmelse med målene
for dette direktiv. Det bør være muligt for medlemsstaterne at afvise en skriftlig anmodning, hvis der er
begrundet mistanke om, at den skriftlige anmodning ikke er i overensstemmelse med dette direktivs for-
mål.
(29) Med henblik på at sikre retssikkerhed og lige vilkår er det af afgørende betydning, at det klart fast-
sættes, hvilke juridiske arrangementer i hele Unionen der som følge af deres funktioner eller struktur bør
anses for at svare til truster. De enkelte medlemsstater bør derfor pålægges at identificere de truster, så-
fremt de er anerkendt efter national ret, og lignende juridiske arrangementer, der kan oprettes i henhold til
den pågældende medlemsstats nationale lovgivningsramme eller sædvane, og som har en struktur eller
funktion, der svarer til truster, såsom muligheden for at adskille eller afbryde det juridiske ejerskab fra det
reelle ejerskab af aktiver. Medlemsstaterne bør derefter underrette Kommissionen om de forskellige kate-
gorier og beskrivelser af karakteristika samt navnene på, og hvor det er relevant, retsgrundlaget for disse
truster og lignende juridiske arrangementer med henblik på offentliggørelse i Den Europæiske Unions Ti-
dende, således at det bliver muligt for andre medlemsstater at identificere disse. Der bør tages hensyn til,
at truster og lignende juridiske arrangementer kan have forskellige juridiske karakteristika i hele Unionen.
Når de særlige karakteristika ved en trust eller et lignende juridisk arrangement med hensyn til struktur
eller funktioner er sammenlignelige med de særlige karakteristika ved selskaber og andre juridiske enhe-
der, ville offentlig adgang til oplysninger om reelt ejerskab bidrage til at bekæmpe misbrug af truster og
lignende juridiske arrangementer på samme måde, som den offentlige adgang kan bidrage til at forebygge
misbrug af selskaber og andre juridiske enheder til hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.
(30) Offentlig adgang til oplysninger om reelt ejerskab giver civilsamfundet, herunder pressen eller civil-
samfundsorganisationer, bedre mulighed for at kontrollere oplysninger, og bidrager til at bevare tilliden til
integriteten i forretningstransaktioner og det finansielle system. En sådan adgang kan bidrage til at be-
kæmpe misbrug af selskaber og andre juridiske enheder og juridiske arrangementer til hvidvask af penge
eller finansiering af terrorisme, både ved at være til hjælp for efterforskningen og via indvirkningen på ry
og omdømme, idet enhver, der overvejer at indgå i transaktioner, kan få kendskab til de reelle ejere. En
sådan adgang fremmer også rettidig og effektiv tilgængelighed af oplysninger for finansieringsinstitutter
og myndigheder, herunder myndigheder i tredjelande, som er involveret i bekæmpelsen af sådanne lov-
136
overtrædelser. Adgangen til disse oplysninger ville også bidrage til efterforskninger om hvidvask af pen-
ge, tilknyttede underliggende forbrydelser og finansiering af terrorisme.
(31) Investorers og den brede offentligheds tillid til de finansielle markeder afhænger i vid udstrækning
af, om der findes præcise regler for offentliggørelse, som skaber gennemsigtighed vedrørende selskabers
reelle ejerskab og kontrolstrukturer. Det gælder i særlig grad i selskabsledelsessystemer, som er kendeteg-
nede ved koncentreret ejerskab, f.eks. det, der findes i Unionen. På den ene side kan store investorer med
betydelige stemme- og pengestrømsrettigheder virke befordrende for langsigtet vækst og virksomhedens
resultater. På den anden side kan reelle ejere, der takket være store stemmeandele har bestemmende ind-
flydelse, have et incitament til at aflede selskabsaktiver og udnytte muligheder for personlig vinding på
bekostning af minoritetsinvestorer. Den potentielle øgning af tilliden til de finansielle markeder bør be-
tragtes som en positiv bivirkning og ikke som selve formålet med at øge gennemsigtigheden, som er at
skabe et miljø, der er mindre tilbøjeligt til at blive anvendt til hvidvask af penge eller finansiering af terro-
risme.
(32) Investorers og den brede offentligheds tillid til de finansielle markeder afhænger i vid udstrækning
af, om der findes præcise regler for offentliggørelse, som skaber gennemsigtighed vedrørende selskabers
og andre juridiske enheders samt visse typer af trusters og lignende juridiske arrangementers reelle ejer-
skab og kontrolstrukturer. Medlemsstaterne bør derfor give adgang til oplysninger om reelt ejerskab på en
tilstrækkelig sammenhængende og koordineret måde gennem fastlæggelse af klare regler for offentlig ad-
gang, således at tredjeparter får mulighed for over alt i Unionen at fastslå, hvem der er de reelle ejere af
selskaber og andre juridiske enheder samt af visse typer truster og lignende juridiske arrangementer.
(33) Derfor bør medlemsstaterne sikre adgang til oplysninger om selskaber og andre juridiske enheders
reelle ejerskab på en tilstrækkelig sammenhængende og koordineret måde, gennem centrale registre over
oplysninger om reelt ejerskab, med opstilling af klare regler for offentlighedens adgang, således at tred-
jeparter over alt i Unionen er i stand til at fastslå, hvem der er de reelle ejere af selskaber og andre juridi-
ske enheder. Det er afgørende, at der også fastlægges en sammenhængende retlig ramme, der sikrer bedre
adgang til oplysninger om det reelle ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer, når de først
er blevet registreret i Unionen. De regler, der finder anvendelse på truster og lignende juridiske arrange-
menter for så vidt angår adgangen til oplysninger om deres reelle ejerskab, bør være sammenlignelige
med de tilsvarende regler, der finder anvendelse på selskaber og andre juridiske enheder.
(34) Under alle omstændigheder bør der såvel med hensyn til selskaber og andre juridiske enheder som
med hensyn til truster og lignende juridiske arrangementer tilstræbes en rimelig balance, navnlig mellem
på den ene side den generelle samfundsinteresse i forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af
terrorisme og på den anden side de registreredes grundlæggende rettigheder. De datasæt, der skal gøres
offentligt tilgængelige, bør være afgrænsede, klart og udtømmende definerede og af generel art, så den
potentielle skade for de reelle ejere minimeres. De oplysninger, der gøres offentligt tilgængelige, bør
samtidig ikke adskille sig markant fra de data, som i dag indsamles. Med henblik på at begrænse indgre-
bet i retten til respekt for privatlivet i almindelighed og til beskyttelse af personoplysninger i særdeleshed
bør de pågældende oplysninger primært vedrøre status for de reelle ejere af selskaber og andre juridiske
enheder og af truster og lignende juridiske arrangementer og bør udelukkende vedrøre det økonomiske
aktivitetsområde, hvor de reelle ejere er aktive. I tilfælde, hvor den øverste leder alene er blevet udpeget
som den reelle ejer ex officio, og ikke som følge af ejerandele eller udøvelse af kontrol ved hjælp af andre
midler, bør dette klart fremgå af registrene. Med hensyn til oplysninger om reelle ejere kan medlemssta-
terne fastsætte bestemmelser om, at oplysninger om statsborgerskab skal indgå i det centrale register,
137
navnlig for reelle ejere, der ikke har statsborgerskab i den pågældende medlemsstat. Med henblik på at
lette procedurerne, og eftersom langt størstedelen af de reelle ejere vil være statsborgere i den stat, som
fører det centrale register, kan medlemsstaterne antage, at den reelle ejer er statsborger i den pågældende
stat, medmindre andet er anført.
(35) Den øgede offentlige kontrol vil bidrage til at forebygge misbrug af juridiske enheder og juridiske
arrangementer, herunder skatteundgåelse. Derfor er det afgørende, at oplysninger om reelt ejerskab fortsat
er tilgængelige gennem de nationale registre og gennem registersammenkoblingssystemet i mindst fem år
efter, at grundene til registrering af oplysninger om det reelle ejerskab af trusten eller det lignende juridisk
arrangement er ophørt med at eksistere. Medlemsstaterne bør dog ved lov kunne fastsætte bestemmelser
om behandling af oplysninger om reelt ejerskab, herunder af personoplysninger, til andre formål, hvis en
sådan behandling opfylder et formål i samfundets interesse og udgør en i et demokratisk samfund nødven-
dig foranstaltning, der står i rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges.
(36) Desuden bør det være muligt for medlemsstaterne med henblik på en velafbalanceret og forholds-
mæssig tilgang og for at garantere retten til respekt for privatlivet og til beskyttelse af personoplysninger
under ekstraordinære omstændigheder at tillade undtagelser fra kravet om offentliggørelse gennem regi-
strene af oplysninger om reelt ejerskab og fra retten til adgang til sådanne oplysninger, hvis oplysningerne
ville udsætte den reelle ejer for en uforholdsmæssigt stor risiko for svig, bortførelse, pengeafpresning, an-
dre former for afpresning, chikane, vold eller intimidering. Medlemsstaterne bør også have mulighed for
at kræve onlineregistrering med henblik på at identificere enhver person, der anmoder om oplysninger fra
registret, samt betaling af et gebyr for at få adgang til oplysningerne i registret.
(37) Sammenkoblingen af medlemsstaternes centrale registre indeholdende oplysninger om reelt ejerskab
gennem den europæiske centrale platform, som er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2017/11328), nødvendiggør koordinering af nationale systemer med forskellige tekniske karakteri-
stika. Dette indebærer vedtagelse af tekniske foranstaltninger og specifikationer, der skal tage hensyn til
forskelle mellem registrene. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af nærværende direktiv
bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at behandle sådanne tekniske og operationelle
spørgsmål. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med undersøgelsesproceduren i artikel 5 i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/20119). Medlemsstaterne bør under alle omstændig-
heder inddrages i hele systemets funktion gennem en regelmæssig dialog mellem Kommissionen og med-
lemsstaternes repræsentanter om spørgsmålene vedrørende driften af systemet og videreudviklingen her-
af.
(38) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/67910) finder anvendelse på behandlingen af
personoplysninger i medfør af dette direktiv. Heraf følger, at fysiske personer, hvis personoplysninger op-
bevares i nationale registre som reelle ejere, bør oplyses herom. Desuden bør kun personoplysninger, som
er ajourførte og vedrører de reelle ejere, gøres tilgængelige, og de pågældende reelle ejere bør oplyses om
deres rettigheder i henhold til den gældende retlige EU-databeskyttelsesramme, jf. forordning (EU)
2016/679 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/68011), og om de procedurer, der finder
anvendelse for udøvelse af disse rettigheder. Medlemsstaterne kan med henblik på at forhindre misbrug af
oplysningerne i registrene og for at skabe ligevægt i forhold til reelle ejeres rettigheder desuden finde det
hensigtsmæssigt at overveje at stille oplysningerne vedrørende den anmodende person sammen med op-
lysninger om retsgrundlaget for vedkommendes anmodning til rådighed for den reelle ejer.
138
(39) I tilfælde af, at indberetninger vedrørende uoverensstemmelser fra FIU᾽er og kompetente myndighe-
der ville skade en igangværende efterforskning, bør FIU᾽erne eller de kompetente myndigheder udskyde
indberetningen af uoverensstemmelsen til det øjeblik, hvor årsagerne til den manglende indberetning op-
hører. FIU᾽erne og de kompetente myndigheder bør endvidere ikke indberette en eventuel uoverensstem-
melse, såfremt en sådan indberetning ville være i strid med en bestemmelse om fortrolighed i national ret
eller ville udgøre en overtrædelse af forbuddet mod »tipping off«.
(40) Dette direktiv berører ikke beskyttelsen af personoplysninger, som kompetente myndigheder behand-
ler i henhold til direktiv (EU) 2016/680.
(41) Adgang til oplysninger og definitionen af legitim interesse bør være reguleret af lovgivningen i den
medlemsstat, hvor forvalteren af en trust eller personen, der varetager en tilsvarende stilling i et lignende
juridisk arrangement, er etableret eller har bopæl. Hvis forvalteren af trusten eller personen med en tilsva-
rende stilling i et lignende juridisk arrangement ikke er etableret eller ikke har bopæl i en medlemsstat,
bør adgang til oplysninger og definitionen af legitim interesse være reguleret af lovgivningen i den med-
lemsstat, hvor oplysningerne om det reelle ejerskab af trusten eller af det lignende juridiske arrangement
er registreret i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv.
(42) Medlemsstaterne bør i national ret fastlægge en definition af legitim interesse, både som et generelt
begreb og som et kriterium for at få adgang til oplysninger om reelt ejerskab. Disse definitioner bør navn-
lig ikke begrænse begrebet legitim interesse til verserende administrative eller juridiske procedurer og
bør, hvor det er relevant, gøre det muligt at tage hensyn til det forebyggende arbejde på området for be-
kæmpelse af hvidvask af penge, finansiering af terrorisme og tilknyttede underliggende forbrydelser, der
gennemføres af NGO᾽er og undersøgende journalister. Når sammenkoblingen af medlemsstaternes regi-
stre over reelle ejere er gennemført, bør der bevilges såvel national som grænseoverskridende adgang til
hver medlemsstats register på grundlag af definitionen af legitim interesse i den medlemsstat, hvor oplys-
ningerne om det reelle ejerskab af trusten eller af det lignende juridiske arrangement er registreret i over-
ensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv, i overensstemmelse med en afgørelse truffet af de re-
levante myndigheder i den pågældende medlemsstat. I forhold til medlemsstaternes registre over reelt
ejerskab bør medlemsstaterne også have mulighed for at oprette klagemekanismer mod afgørelser, der be-
vilger eller nægter adgang til oplysninger om reelt ejerskab. Med henblik på at sikre ensartet og effektiv
registrering og udveksling af oplysninger bør medlemsstaterne sikre, at deres myndighed med ansvar for
registret over oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer samarbejder
med de tilsvarende myndigheder i de øvrige medlemsstater, herunder deler oplysninger vedrørende truster
og lignende juridiske arrangementer, der er reguleret af lovgivningen i en medlemsstat og forvaltet i en
anden medlemsstat.
(43) Grænseoverskridende korrespondentforbindelser med et respondentinstitut fra et tredjeland er karak-
teriseret ved deres igangværende, repetitive natur. Det følger heraf, at medlemsstaterne, samtidig med at
de kræver, at der vedtages skærpede kundekendskabsprocedurer i denne særlige sammenhæng, bør tage
hensyn til, at korrespondentforbindelser ikke omfatter enkeltstående transaktioner eller den blotte udveks-
ling af beskedfunktioner. I erkendelse af, at ikke alle grænseoverskridende tjenesteydelser fra korrespon-
dentbankforbindelser frembyder den samme grad af risiko for hvidvask af penge og finansiering af terro-
risme kan intensiteten af de i dette direktiv fastsatte foranstaltninger bestemmes ved at anvende princip-
perne om risikobaseret tilgang og foregriber ikke graden af risiko for hvidvask af penge og finansiering af
terrorisme, som er forbundet med det finansielle respondentinstitut.
139
(44) Det er vigtigt at sikre, at forpligtede enheder gennemfører reglerne om bekæmpelse af hvidvask af
penge og af finansiering af terrorisme korrekt. I den sammenhæng bør medlemsstaterne styrke den rolle,
som spilles af de offentlige myndigheder, der er udpeget som kompetente myndigheder med ansvar for at
bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, herunder FIU᾽erne, de myndigheder, der har til
opgave at efterforske eller retsforfølge hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og fi-
nansiering af terrorisme og at spore og beslaglægge eller indefryse og konfiskere kriminelle aktiver, myn-
digheder, der modtager rapporter om grænseoverskridende transport af valuta og ihændehaverpapirer,
samt myndigheder, der har ansvar for tilsyn eller overvågning med henblik på at sikre forpligtede enhe-
ders regeloverholdelse. Medlemsstaterne bør styrke den rolle, der spilles af andre relevante myndigheder,
herunder korruptionsbekæmpende myndigheder og skattemyndigheder.
(45) Medlemsstaterne bør sikre et effektivt og uvildigt tilsyn med alle forpligtede enheder, fortrinsvis
foretaget af offentlige myndigheder gennem en separat og uafhængig national regulerings- eller tilsyns-
myndighed.
(46) Kriminelle flytter uretmæssigt udbytte gennem talrige finansielle mellemmænd for at undgå at blive
opdaget, Det er derfor vigtigt at sætte finansierings- og kreditinstitutter i stand til ikke kun at udveksle
oplysninger mellem koncernmedlemmer, men også med andre kredit- og finansieringsinstitutter, under
behørig hensyntagen til de i national ret fastsatte databeskyttelsesregler.
(47) Kompetente myndigheder, der fører tilsyn med forpligtede enheders overholdelse af dette direktiv,
bør være i stand til at samarbejde og udveksle fortrolige oplysninger, uanset deres art eller status. Med
henblik herpå bør sådanne kompetente myndigheder have et tilstrækkeligt retsgrundlag for udveksling af
fortrolige oplysninger og samarbejde mellem de kompetente tilsynsmyndigheder for bekæmpelse af hvid-
vask af penge og finansiering af terrorisme, og de finansielle tilsynsmyndigheder bør ikke utilsigtet hæm-
mes af juridisk usikkerhed, der kan skyldes manglen på udtrykkelige bestemmelser på området. Overvåg-
ningen af den effektive gennemførelse af koncernpolitik om bekæmpelse af hvidvask af penge og finan-
siering af terrorisme bør ske i overensstemmelse med de principper og retningslinjer om konsolideret til-
syn, som er fastsat i den relevante europæiske sektorspecifikke lovgivning.
(48) Udveksling af oplysninger og levering af bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder
er af afgørende betydning med henblik på dette direktiv. Medlemsstaterne bør følgelig ikke forbyde eller
opstille urimelige eller unødigt restriktive betingelser for denne udveksling af oplysninger og levering af
bistand.
(49) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissi-
onen om forklarende dokumenter12) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget,
at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer
forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumen-
ter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.
(50) Målet for dette direktiv, nemlig at beskytte det finansielle system ved at forebygge, opdage og efter-
forske hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlems-
staterne, da individuelle foranstaltninger vedtaget af medlemsstaterne til beskyttelse af deres finansielle
systemer kan være uforenelige med det indre markeds funktion og med retsstatens og Unionens funda-
mentale retsgrundsætninger, men kan på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på EU-
plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel
140
5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte
artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
(51) Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«), navnlig retten til respekt for pri-
vatliv og familieliv (chartrets artikel 7), retten til beskyttelse af personoplysninger (chartrets artikel 8) og
friheden til at oprette og drive egen virksomhed (chartrets artikel 16).
(52) Ved udarbejdelsen af en rapport, der evaluerer gennemførelsen af dette direktiv, bør Kommissionen
tage behørigt hensyn til overholdelsen af de grundlæggende rettigheder og principper, som anerkendes i
chartret.
(53) På grund af behovet for straks at gennemføre foranstaltninger, som er vedtaget med henblik på at
styrke Unionens regler for forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og for at op-
fylde det tilsagn, som medlemsstaterne har givet, om hurtigt at gennemføre direktiv (EU) 2015/849, bør
ændringerne af direktiv (EU) 2015/849 gennemføres i national ret senest den 10. januar 2020. Medlems-
staterne bør oprette registre over det reelle ejerskab af selskaber og andre juridiske enheder senest den 10.
januar 2020 og for så vidt angår truster og lignende juridiske arrangementer senest den 10. marts 2020.
Centrale registre bør sammenkobles gennem den europæiske centrale platform senest den 10. marts 2021.
Medlemsstaterne bør oprette centrale automatiske mekanismer, som muliggør identifikation af indehavere
af bank- og betalingskonti og deponeringsbokse, senest den 10. september 2020.
(54) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel
28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/200113) og afgav en udtalelse den 2.
februar 201714).
(55) Direktiv (EU) 2015/849 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
Artikel 1
Ændringer af direktiv (EU) 2015/849
Direktiv (EU) 2015/849 ændres således:
1) Artikel 2, stk. 1, nr. 3), ændres således:
a) Litra a) affattes således:
»a) revisorer, eksterne regnskabssagkyndige og skatterådgivere, og enhver anden per-
son, der forpligter sig til at yde, enten direkte eller ved hjælp af andre personer,
som denne anden person har tilknytning til, materiel hjælp, bistand eller rådgiv-
ning om skatteanliggender som vigtigste forretnings- eller erhvervsmæssige virk-
somhed«
b) Litra d) affattes således:
141
»d) ejendomsmæglere, herunder når de optræder som mellemmænd i forbindelse med
udlejning af fast ejendom, men kun i relation til transaktioner, for hvilke den må-
nedlige leje beløber sig til 10 000 EUR eller derover«
c) Følgende litraer tilføjes:
»g) udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer
h) udbydere af virtuelle tegnebøger
i) personer, som handler med eller formidler handel med kunstværker, herunder når
dette foretages af kunstgallerier og auktionshuse, hvor værdien af transaktionen
eller af en række indbyrdes forbundne transaktioner beløber sig til 10 000 EUR
eller derover
j) personer, som opbevarer, handler med eller formidler handel med kunstværker,
herunder når dette foretages af freeports, hvor værdien af transaktionen eller af en
række indbyrdes forbundne transaktioner beløber sig til 10 000 EUR eller dero-
ver.«
2) I artikel 3 foretages følgende ændringer:
a) I nr. 4) foretages følgende ændringer:
i) Litra a) affattes således:
»a) terrorhandlinger, lovovertrædelser med forbindelse til en terrorgruppe og lov-
overtrædelser med forbindelse til terroraktiviteter som fastsat i afsnit II og III
i direktiv (EU) 2017/541 (*1)
(*1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 af 15. marts 2017 om bekæmpelse af terrorisme og om erstat-
ning af Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA og ændring af Rådets afgørelse 2005/671/RIA (EUT L 88 af 31.3.2017, s.
6).«"
ii) Litra c) affattes således:
»c) handlinger udført af kriminelle organisationer som defineret i artikel 1, nr. 1),
i Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA (*2)
(*2) Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA af 24. oktober 2008 om bekæmpelse af organiseret kriminalitet (EUT L 300 af
11.11.2008, s. 42).«"
b) Nr. 6), litra b), affattes således:
»b) For truster — alle følgende personer:
i) stifteren eller stifterne
ii) forvalteren eller forvalterne (trustee(s))
iii) protektoren eller protektorerne, hvis der findes sådanne
iv) begunstigede eller, såfremt de enkeltpersoner, der nyder godt af det juridiske
arrangement eller den juridiske enhed, endnu ikke kendes, den gruppe perso-
ner, i hvis hovedinteresse det juridiske arrangement eller den juridiske enhed
er oprettet eller fungerer
v) enhver anden fysisk person, der i sidste ende udøver kontrol over trusten gen-
nem direkte eller indirekte ejerskab eller ved hjælp af andre midler«
c) Nr. 16) affattes således:
»16) »elektroniske penge«: elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i direk-
tiv 2009/110/EF, bortset fra pengeværdi som omhandlet i nævnte direktivs artikel
1, stk. 4 og 5«
d) Følgende numre tilføjes:
142
»18) »virtuelle valutaer«: et digitalt udtryk for værdi, som ikke er udstedt eller garan-
teret af en centralbank eller en offentlig myndighed, ikke nødvendigvis er bundet
til en lovligt oprettet valuta og ikke har samme retlige status som valuta eller pen-
ge, men som accepteres af fysiske eller juridiske personer som vekslingsmiddel,
og som kan overføres, lagres og handles elektronisk
19) »udbydere af virtuelle tegnebøger«: en enhed, som leverer tjenester til at be-
skytte private kryptografiske nøgler på vegne af dens kunder med henblik på at
opbevare, lagre og overføre virtuelle valutaer.«
3) I artikel 6 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 2, litra b) og c), affattes således:
»b) de risici, der er forbundet med hver enkelt relevant sektor, herunder, hvor sådanne
er til rådighed, estimater fra Eurostat over, hvor store pengebeløb, der hvidvaskes
i hver af disse sektorer
c) de mest udbredte metoder anvendt af kriminelle til at hvidvaske uretmæssigt ud-
bytte, herunder, hvor oplysninger herom er til rådighed, de metoder, der anvendes
ved transaktioner mellem medlemsstater og tredjelande, uafhængigt af om et tred-
jeland er identificeret som værende et højrisikotredjeland i medfør af artikel 9, stk.
2.«
b) Stk. 3 affattes således:
»3. Kommissionen stiller den i stk. 1 omhandlede rapport til rådighed for medlemssta-
terne og de forpligtede enheder for at hjælpe dem med at identificere, forstå, styre og
begrænse risikoen for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og for at gøre det
muligt for andre interessenter, herunder de nationale lovgivere, Europa-Parlamentet, de
europæiske tilsynsmyndigheder (ESA᾽erne) og repræsentanter for FIU᾽er at få bedre
indsigt i risiciene. Rapporterne offentliggøres senest seks måneder efter at være blevet
gjort tilgængelige for medlemsstaterne, undtagen de dele af rapporterne, der indeholder
klassificerede oplysninger.«
4) I artikel 7 foretages følgende ændringer:
a) I stk. 4 tilføjes følgende litraer:
»f) rapportere om den institutionelle struktur og de overordnede procedurer i deres
ordning til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, herun-
der bl.a. FIU᾽en, skattemyndigheder og anklagemyndigheder, såvel som de tildelte
menneskelige og finansielle ressourcer i det omfang der foreligge oplysninger her-
om
g) rapportere om nationale indsatser og ressourcer (arbejdskraft og budget) afsat til
bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme«
b) »5. Medlemsstaterne stiller resultaterne af deres risikovurderinger sammen med opdate-
ringerne heraf til rådighed for Kommissionen, ESA᾽erne og de øvrige medlemsstater.
Andre medlemsstater kan give yderligere relevante oplysninger, hvor det er hensigts-
mæssigt, til den medlemsstat, der foretager risikovurderingen. Et resumé af vurderingen
gøres offentligt tilgængeligt. Dette resumé må ikke indeholde klassificerede oplysnin-
ger.«
5) I artikel 9 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 2 affattes således:
143
»2. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i henhold til ar-
tikel 64 med henblik på at identificere højrisikotredjelande, idet der tages hensyn til stra-
tegiske mangler, navnlig hvad angår følgende områder:
a) tredjelandets retlige og institutionelle rammer for bekæmpelse af hvidvask af pen-
ge og finansiering af terrorisme, navnlig:
i) kriminalisering af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme
ii) kundekendskabsprocedurer
iii) krav om opbevaring af registreringer
iv) krav om indberetning af mistænkelige transaktioner
v) kompetente myndigheders adgang til nøjagtige og rettidige oplysninger om
det reelle ejerskab for juridiske personer og juridiske arrangementer
b) tredjelandets kompetente myndigheders beføjelser og procedurer med henblik på
bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, herunder passende
effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner, såvel som tredjelandets
praksis med hensyn til at samarbejde og udveksle oplysninger med de kompetente
myndigheder i medlemsstaterne
c) effektiviteten af tredjelandets ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og fi-
nansiering af terrorisme med hensyn til at imødegå risiciene for hvidvask af penge
og finansiering af terrorisme.«
b) Stk. 4 affattes således:
»4. Kommissionen tager i forbindelse med udarbejdelsen af de delegerede retsakter, der
er omhandlet i stk. 2, hvor dette er hensigtsmæssigt, hensyn til relevante evalueringer,
vurderinger eller rapporter, der er udarbejdet af internationale organisationer og stan-
dardsættere med kompetencer inden for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansie-
ring af terrorisme.«
6) Artikel 10, stk. 1, affattes således:
»1. Medlemsstaterne forbyder deres kreditinstitutter og finansieringsinstitutter at have anony-
me konti, anonyme bankbøger eller anonyme deponeringsbokse. Medlemsstaterne skal i alle
tilfælde kræve, at ejerne af bestående anonyme konti, anonyme bankbøger eller anonyme de-
poneringsbokse og modtagerne underkastes kundekendskabsprocedurer senest den 10. januar
2019 og under alle omstændigheder inden nogen form for anvendelse af kontiene, bankbøger-
ne eller deponeringsboksene.«
7) I artikel 12 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 1 ændres således:
i) I første afsnit, affattes litra a) og b) således:
»a) betalingsinstrumentet er ikke genopfyldeligt eller har en maksimal månedlig
betalingstransaktionsgrænse på 150 EUR, som udelukkende kan anvendes i
den ene medlemsstat
b) det maksimale elektronisk lagrede beløb overstiger ikke 150 EUR.«
ii) Andet afsnit udgår
b) Stk. 2 affattes således:
»2. Medlemsstaterne sikrer, at undtagelsen fastsat i nærværende artikels stk. 1 ikke fin-
der anvendelse i tilfælde af kontantindløsning eller kontanthævning af pengeværdien af
elektroniske penge, hvis det indløste beløb overstiger 50 EUR, eller i tilfælde af fjernbe-
144
talingstransaktioner som defineret i artikel 4, nr. 6), i Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv (EU) 2015/2366 (*3), hvor det beløb, der betales, overstiger 50 EUR pr. transak-
tion.
(*3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og
om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv
2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).«"
c) Følgende stykke indsættes:
»3. Medlemsstaterne sikrer, at kreditinstitutter og finansieringsinstitutter, der handler
som erhververe, alene accepterer betalinger foretaget med anonyme forudbetalte kort
udstedt i tredjelande, hvis kortene opfylder betingelser svarende til betingelserne i stk. 1
og 2.
Medlemsstaterne kan beslutte ikke at acceptere betalinger foretaget ved brug af anony-
me forudbetalte kort på deres område.«
8) Artikel 13, stk. 1, ændres således:
a) Litra a) affattes således:
»a) identifikation af kunden og kontrol af kundens identitet på grundlag af dokumen-
ter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde, herunder
elektroniske identifikationsmidler, relevante tillidstjenester, jf. Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 (*4), eller enhver anden sikker form
for fjernidentifikationsproces eller elektronisk identifikationsproces, der er regule-
ret, anerkendt, godkendt eller accepteret af de relevante nationale myndigheder.
(*4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester
til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT L 257 af 28.8.2014, s.
73).«"
b) I slutningen af litra b) tilføjes følgende punktum:
»Hvis den reelle ejer identificeres som den øverste leder som omhandlet i artikel 3, stk.
6, litra a), nr. ii), skal de forpligtede enheder træffe de nødvendige rimelige foranstalt-
ninger for at kontrollere identiteten af den fysiske person, der varetager stillingen som
den øverste leder, og føre registre over de iværksatte foranstaltninger og over eventuelle
opståede vanskeligheder under udførelsen af kontrollen.«
9) I artikel 14 foretages følgende ændringer:
a) I stk. 1 tilføjes følgende punktum:
»Når der etableres en ny forretningsforbindelse med et koncernselskab eller en anden ju-
ridisk enhed, eller en trust eller et juridisk arrangement, der har strukturer eller funktio-
ner, der ligner truster, (»lignende juridisk arrangement«), som er genstand for registre-
ring af oplysninger om reelt ejerskab i henhold til artikel 30 eller 31, indhenter de for-
pligtede enheder et registreringsbevis eller et ekstrakt af oplysningerne i registret.«
b) Stk. 5 affattes således:
»5. Medlemsstaterne pålægger forpligtede enheder at gennemføre kundekendskabspro-
cedurer, ikke blot over for alle nye kunder, men også over for eksisterende kunder på
passende tidspunkter på et risikobaseret grundlag, eller når en kundes relevante omstæn-
digheder ændrer sig, eller når den forpligtede enhed i løbet af det relevante kalenderår er
145
juridisk forpligtet til at kontakte kunden med henblik på at undersøge enhver relevant
oplysning vedrørende den eller de reelle ejere, eller hvis den forpligtede enhed har haft
en sådan forpligtelse i henhold til Rådets direktiv 2011/16/EU (*5).
(*5) Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på
beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (EUT L 64 af 11.3.2011,
s. 1).«"
10) I artikel 18 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 1, første afsnit, affattes således:
»Medlemsstaterne pålægger forpligtede enheder at gennemføre skærpede kundekend-
skabsprocedurer i de situationer, der er omhandlet i artikel 18a-24, og i andre højrisiko-
tilfælde, som medlemsstaterne eller forpligtede enheder har identificeret, med det formål
at styre og begrænse de pågældende risici på en passende måde.«
b) Stk. 2 affattes således:
»2. Medlemsstaterne kræver, at forpligtede enheder, i det omfang det med rimelighed er
muligt, undersøger baggrunden for og formålet med alle transaktioner, der opfylder
mindst én af følgende betingelser:
i) de er komplekse
ii) de er usædvanligt store
iii) de foretages i et usædvanligt mønster
iv) de har intet åbenbart økonomisk eller lovligt formål.
De forpligtede enheder skal navnlig udvide overvågningen af forretningsforbindelsen,
både med hensyn til art og omfang, med det formål at afgøre, om transaktionerne eller
aktiviteterne forekommer mistænkelige.«
11) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 18a
1. Ved forretningsforbindelser eller transaktioner, der involverer højrisikotredjelande identifi-
ceret i henhold til artikel 9, stk. 2, kræver medlemsstaterne, at forpligtede enheder anvender
følgende skærpede kundekendskabsprocedurer:
a) indhente yderligere oplysninger om kunden og de(n) reelle ejer(e)
b) indhente yderligere oplysninger om forretningsforbindelsens tilsigtede karakter
c) indhente oplysninger om midlernes oprindelse og kilden til kundens og den reelle ejers
formue
d) indhente oplysninger om årsagerne til de ønskede eller udførte transaktioner
e) indhente den øverste ledelses godkendelse ved etablering eller fortsættelse af forret-
ningsforbindelser
f) gennemføre skærpet overvågning af forretningsforbindelsen ved at øge antallet og hyp-
pigheden af kontroller og ved at udvælge transaktionsmønstre, der kræver nøjere under-
søgelse.
Medlemsstaterne kan kræve, at forpligtede enheder, når det er relevant, sikrer, at første beta-
ling foretages gennem en konto i kundens navn i et kreditinstitut, der er underlagt krav om
kundekendskabsstandarder, der ikke er mindre omfangsrige end dem, der er fastsat i dette di-
rektiv.
146
2. Udover de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, og i overensstemmelse med Unionens
internationale forpligtelser pålægger medlemsstaterne, hvor det er muligt, forpligtede enheder
at gennemføre en eller flere supplerende afhjælpende foranstaltninger i forbindelse med fysi-
ske personer eller juridiske enheder, der gennemfører transaktioner, som involverer højrisiko-
tredjelande identificeret i henhold til artikel 9, stk. 2. Disse foranstaltninger skal bestå i en el-
ler flere af følgende:
a) anvendelse af supplerende elementer af skærpede kundekendskabsprocedurer
b) indførelse af relevante skærpede indberetningsmekanismer eller systematisk indberet-
ning af finansielle transaktioner
c) begrænsning af forretningsforbindelser eller transaktioner med fysiske personer eller ju-
ridiske enheder fra de tredjelande, der er identificeret som højrisikolande i henhold til
artikel 9, stk. 2.
3. Udover de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, og i overensstemmelse med Unionens
internationale forpligtelser anvender medlemsstaterne, hvor det er muligt, en eller flere af føl-
gende foranstaltninger i forhold til højrisikotredjelande identificeret i henhold til artikel 9, stk.
2:
a) afvise etablering af datterselskaber, filialer eller repræsentationskontorer af forpligtede
enheder fra det pågældende land eller på anden måde tage højde for, at den relevante
forpligtede enhed er fra et land, der ikke har tilstrækkelige ordninger til bekæmpelse af
hvidvask af penge og finansiering af terrorisme
b) forbyde forpligtede enheder at etablere filialer eller repræsentationskontorer i det pågæl-
dende land eller på anden måde tage højde for, at den pågældende filial eller det pågæl-
dende repræsentationskontor ville komme til at ligge i et land, der ikke har tilstrækkeli-
ge ordninger til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme
c) kræve øget tilsyn eller stille øgede krav om ekstern revision for forpligtede enheders fi-
lialer og datterselskaber, der er beliggende i det pågældende land
d) stille skærpede krav til ekstern revision af finansielle koncerner vedrørende alle deres
filialer og datterselskaber, der er beliggende i det pågældende land
e) påbyde kredit- og finansieringsinstitutter at undersøge og ændre eller om nødvendigt
bringe korrespondentforbindelser med respondentinstitutter i det pågældende land til op-
hør.
4. Medlemsstaterne tager i forbindelse med vedtagelsen eller anvendelsen af de foranstaltnin-
ger, der er omhandlet i stk. 2 og 3, hvor dette er hensigtsmæssigt, hensyn til relevante evalue-
ringer, vurderinger eller rapporter, der er udarbejdet af internationale organisationer og stan-
dardsættere med kompetencer inden for forebyggelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af
finansiering af terrorisme, for så vidt angår de risici, som individuelle tredjelande udgør.
5. Medlemsstaterne underretter Kommissionen, inden de gennemfører eller anvender de foran-
staltninger, der er omhandlet i stk. 2 og 3.«
12) I artikel 19, affattes indledningen således:
»Ved grænseoverskridende korrespondentforbindelser, der involverer gennemførelse af beta-
linger med et respondentinstitut fra et tredjeland, pålægger medlemsstaterne ud over de i arti-
kel 13 fastsatte kundekendskabsprocedurer deres kreditinstitutter og finansieringsinstitutter i
forbindelse med etablering af en forretningsforbindelse at:«
13) Følgende artikel indsættes:
147
»Artikel 20a
1. Hver medlemsstat udarbejder og ajourfører en liste, som angiver de nøjagtige funktioner,
der i henhold til nationale love og administrative bestemmelser udgør højerestående offentlige
hverv, jf. artikel 3, nr. 9). Medlemsstaterne anmoder en international organisation, der er ak-
krediteret på deres område, om at udarbejde og ajourføre en liste over højerestående offentlige
hverv inden for den pågældende internationale organisation, jf. artikel 3, nr. 9). Disse lister
fremsendes til Kommissionen og kan offentliggøres.
2. Kommissionen udarbejder og ajourfører listen over de nøjagtige funktioner, der udgør et
højerestående offentligt hverv inden for rammerne af Unionens institutioner og organer. Den-
ne liste skal også omfatte enhver funktion, der kan gives til repræsentanter for tredjelande, og
for internationale organisationer, der er godkendt på EU-plan.
3. Kommissionen sammensætter på grundlag af de lister, der er omhandlet i stk. 1 og 2 i denne
artikel, én enkelt liste over alle højerestående offentlige hverv, jf. artikel 3, nr. 9). Denne sam-
lede liste offentliggøres.
4. Funktioner, der er opført på den i nærværende artikels stk. 3 omhandlede liste, skal behand-
les i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i artikel 41, stk. 2.«
14) Artikel 27, stk. 2, affattes således:
»2. Medlemsstaterne sikrer, at forpligtede enheder, som kunden henvises til, træffer passende
foranstaltninger til at sikre, at tredjemand omgående efter anmodning fremsender relevante
kopier af identifikations- og kontroloplysninger, herunder, hvor det er muligt, data indhentet
ved hjælp af elektroniske identifikationsmidler, relevante tillidstjenester som fastsat i forord-
ning (EU) nr. 910/2014, eller enhver sikker form for fjernidentifikationsproces eller elektro-
nisk identifikationsproces, der er reguleret, anerkendt, godkendt eller accepteret af de relevan-
te nationale myndigheder.«
15) I artikel 30 foretages følgende ændringer:
a) I stk. 1 foretages følgende ændringer:
i) Første afsnit affattes således:
»Medlemsstaterne sikrer, at selskaber og andre juridiske enheder etableret på deres
område pålægges at indhente og opbevare passende, nøjagtige og aktuelle oplysnin-
ger om deres reelle ejerskab, herunder oplysninger om den reelle ejers rettigheder.
Medlemsstaterne sikrer, at overtrædelser af denne artikel er underlagt effektive,
forholdsmæssige og afskrækkende foranstaltninger eller sanktioner.«
ii) Følgende afsnit tilføjes:
»Medlemsstaterne kræver, at de reelle ejere af selskaber eller andre juridiske enhe-
der, herunder via aktier, stemmerettigheder, ejerandele, ihændehaveraktier eller ved
at udøve kontrol på anden vis, forsyner disse enheder med alle de oplysninger, som
er nødvendige for, at selskabet eller den anden juridiske enhed kan opfylde de i
første afsnit nævnte krav.«
b) Stk. 4 affattes således:
148
»4. Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der opbevares i det centrale register som
omhandlet i stk. 3 er passende, nøjagtige og aktuelle, og indfører mekanismer med hen-
blik herpå. Sådanne mekanismer skal omfatte krav om, at de forpligtede enheder og,
hvor det er relevant og ikke griber unødigt ind i deres funktioner, at de kompetente myn-
digheder skal indberette eventuelle uoverensstemmelser, som de finder mellem oplys-
ningerne om reelt ejerskab i de centrale registre og de oplysninger om reelt ejerskab,
som er tilgængelige for dem. I tilfælde af at der er indberettet uoverensstemmelser sikrer
medlemsstaterne, at der træffes de nødvendige foranstaltninger til at løse uoverensstem-
melserne i tide og, såfremt det er hensigtsmæssigt, at der i mellemtiden indføres en spe-
cifik henvisning herom i det centrale register.«
c) Stk. 5 affattes således:
»5. Medlemsstaterne sikrer, at oplysningerne om reelt ejerskab i alle tilfælde er tilgæn-
gelige for:
a) kompetente myndigheder og FIU᾽er uden nogen begrænsninger
b) forpligtede enheder inden for rammerne af kundekendskabsprocedurer i overens-
stemmelse med kapitel II
c) ethvert medlem af offentligheden.
De personer, der er omhandlet i litra c), skal mindst have adgang til den reelle ejers
navn, fødselsmåned og -år, bopælsland og statsborgerskab, samt art og omfang af den
reelle ejers rettigheder.
Medlemsstaterne kan under betingelser, som skal fastsættes i national ret, give adgang
til supplerende oplysninger, der tillader identifikation af den reelle ejer. Disse supple-
rende oplysninger skal som minimum omfatte fødselsdato eller kontaktoplysninger, i
overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne.«
d) Følgende stykke indsættes:
»5a. Medlemsstaterne kan vælge at stille oplysningerne i deres nationale registre, jf. stk.
3, til rådighed på betingelse af onlineregistrering og betaling af et gebyr, som ikke må
overstige de administrative omkostninger, som er forbundet med at stille oplysningerne
til rådighed, herunder omkostninger til vedligeholdelsen og videreudviklingen af regis-
tret.«
e) Stk. 6 affattes således:
»6. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder og FIU᾽erne har rettidig og
uhindret adgang til alle oplysninger, der opbevares i det centrale register, der er om-
handlet i stk. 3, uden at den berørte enhed varsles. Medlemsstaterne giver også forpligte-
de enheder rettidig adgang, når de gennemfører kundekendskabsprocedurer i overens-
stemmelse med kapitel II.
De kompetente myndigheder, som får adgang til det centrale register, der er omhandlet i
stk. 3, er de offentlige myndigheder, som er udpeget som ansvarlige for at bekæmpe
hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, samt skattemyndigheder, myndigheder,
som fører tilsyn med forpligtede enheder, og myndigheder, som har til opgave at efter-
forske eller retsforfølge hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og fi-
149
nansiering af terrorisme samt sporing og beslaglæggelse eller indefrysning og konfiska-
tion af kriminelle aktiver.«
f) Stk. 7 affattes således:
»7. Medlemsstaterne sikrer, at kompetente myndigheder og FIU᾽er rettidigt kan give de
oplysninger, der er omhandlet i stk. 1 og 3, til andre medlemsstaters kompetente myn-
digheder og FIU᾽er vederlagsfrit.«
g) Stk. 9 og 10 affattes således:
»9. I ekstraordinære situationer, som fastsættes i national ret, hvor den adgang, der er
omhandlet i stk. 5, første afsnit, litra b) og c), ville udsætte den reelle ejer for uforholds-
mæssig stor risiko, risiko for svig, bortførelse, pengeafpresning eller andre former for
afpresning, chikane, vold eller intimidering, eller hvis den reelle ejer er mindreårig eller
på anden måde juridisk umyndig, kan medlemsstaterne i det enkelte tilfælde indrømme
en undtagelse til en sådan adgang til alle eller dele af oplysningerne om det reelle ejer-
skab. Medlemsstaterne sikrer, at sådanne undtagelser indrømmes efter en grundig vurde-
ring af situationens ekstraordinære beskaffenhed. Retten til en administrativ fornyet
gennemgang af afgørelsen om undtagelse og til en effektiv domstolsprøvelse skal garan-
teres. En medlemsstat, som har indrømmet undtagelser, offentliggør årlige statistiske da-
ta over antallet af indrømmede undtagelser sammen med begrundelserne herfor og ind-
beretter dataene til Kommissionen.
Undtagelser, der indrømmes i medfør af dette stykkes første afsnit, finder ikke anven-
delse på kreditinstitutter og finansieringsinstitutter, eller på de forpligtede enheder, der
er omhandlet i artikel 2, stk. 1, nr. 3), litra b), som er offentligt ansatte.
10. Medlemsstaterne sikrer, at de centrale registre, som er omhandlet i stk. 3, sammen-
kobles via den europæiske centrale platform, der er oprettet ved artikel 22, stk. 1, i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 (*6). Sammenkoblingen af med-
lemsstaternes centrale registre via platformen foretages efter de tekniske specifikationer
og procedurer, der er fastsat ved de gennemførelsesretsakter, som Kommissionen har
vedtaget i henhold til artikel 24 i direktiv (EU) 2017/1132 og til nærværende direktivs
artikel 31a.
Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, er tilgængelige gen-
nem det registersammenkoblingssystem, der er oprettet ved artikel 22, stk. 1, i direktiv
(EU) 2017/1132, i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale lovgivning til
gennemførelse af nærværende artikels stk. 5, 5a og 6.
De i stk. 1 omhandlede oplysninger skal være tilgængelige gennem de nationale registre
og gennem registersammenkoblingssystemet i mindst fem år og højst ti år efter, at sel-
skabet eller den anden juridiske enhed er blevet slettet fra registret. Medlemsstaterne
samarbejder indbyrdes og med Kommissionen om at gennemføre de forskellige typer af
adgang i henhold til denne artikel.
150
(*6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 af 14. juni 2017 om visse
aspekter af selskabsretten (EUT L 169 af 30.6.2017, s. 46).«"
16) Artikel 31 ændres således:
a) Stk. 1 affattes således:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at denne artikel finder anvendelse på truster og andre typer
juridiske arrangementer, såsom bl.a. fiducia, visse Treuhand-typer eller fideikommis,
når sådanne arrangementer har en struktur og funktion, der svarer til truster. Medlems-
staterne fastlægger de karakteristika, som er bestemmende for, hvornår juridiske arran-
gementer har en struktur og funktion, der svarer til truster, for så vidt angår sådanne ju-
ridiske arrangementer, som er reguleret af deres lovgivning.
Hver medlemsstat stiller krav om, at forvaltere af viljesbestemte truster, der forvaltes i
den pågældende medlemsstat, indhenter og opbevarer passende, nøjagtige og ajourførte
oplysninger om reelt ejerskab vedrørende trusten. Oplysningerne skal omfatte identite-
ten af:
a) stifteren eller stifterne
b) forvalteren eller forvalterne (trustee(s))
c) protektoren eller protektorerne (hvis en sådan eller sådanne findes)
d) de begunstigede eller gruppen af begunstigede
e) enhver anden fysisk person, som udøver reel kontrol over trusten.
Medlemsstaterne sikrer, at overtrædelser af denne artikel er underlagt effektive, for-
holdsmæssige og afskrækkende foranstaltninger eller sanktioner.«
b) Stk. 2 affattes således:
»2. Medlemsstaterne sikrer, at forvaltere af truster eller personer, der varetager tilsva-
rende stillinger i lignende juridiske arrangementer som dem, der er omhandlet i nærvæ-
rende artikels stk. 1, underretter forpligtede enheder om deres status og rettidigt giver de
oplysninger, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, når de i deres egenskab af
forvaltere eller personer, der varetager tilsvarende stillinger i lignende juridiske arrange-
menter, etablerer forretningsforbindelser eller udfører lejlighedsvise transaktioner, som
overstiger de tærskler, der er fastsat i artikel 11, litra b), c) og d).«
c) Følgende stykke indsættes:
»3a. Den enkelte medlemsstat stiller krav om, at oplysninger om reelt ejerskab af viljes-
bestemte truster og lignende juridiske arrangementer som omhandlet i stk. 1 skal opbe-
vares i et centralt register over reelle ejere, som oprettes af den medlemsstat, hvor for-
valteren af trusten eller personen, der varetager en tilsvarende stilling i et lignende juri-
diske arrangement, er etableret eller har bopæl.
Hvis etableringsstedet eller bopælen for forvalteren af trusten eller personen, der vareta-
ger en tilsvarende stilling i et lignende juridiske arrangement, er uden for Unionen, skal
de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, opbevares i et centralt register, som oprettes af
den medlemsstat, hvor forvalteren af trusten eller personen, der varetager en tilsvarende
stilling i et lignende juridisk arrangement, indgår en forretningsforbindelse eller erhver-
ver fast ejendom i trustens eller det lignende juridiske arrangements navn.
151
Hvis forvalteren af en trust eller personerne, der varetager tilsvarende stillinger i et lig-
nende juridisk arrangement, er etableret eller har bopæl i forskellige medlemsstater, el-
ler hvis forvalteren af en trust eller personen, der varetager en tilsvarende stilling i et
lignende juridisk arrangement, indgår flere forretningsforbindelser i trustens eller det
lignende juridiske arrangements navn i forskellige medlemsstater, kan et registrerings-
bevis eller et ekstrakt af oplysningerne om reelt ejerskab i et register, som føres af en
medlemsstat, anses for at være tilstrækkelig til at opfylde registreringsforpligtelsen.«
d) Stk. 4 affattes således:
»4. Medlemsstaterne sikrer, at oplysningerne om reelt ejerskab af en trust eller et lignen-
de juridisk arrangement i ethvert tilfælde er tilgængelige for:
a) kompetente myndigheder og FIU᾽er uden nogen begrænsninger
b) forpligtede enheder inden for rammerne af kundekendskabsprocedurer i overens-
stemmelse med kapitel II
c) enhver fysisk eller juridisk person, der kan godtgøre at have en legitim interesse
heri
d) enhver fysisk eller juridisk person, som indgiver en skriftlig anmodning i relation
til en trust eller et lignende juridisk arrangement, der gennem bestemmende indfly-
delse i ethvert selskab eller lignende juridisk arrangement bortset fra de i artikel 30,
stk. 1, omhandlede enheder, gennem direkte eller indirekte ejerskab, herunder via
beholdninger af ihændehaveraktier eller ved at udøve kontrol på anden vis.
De oplysninger, som er tilgængelige for fysiske eller juridiske personer, der er omhand-
let i første afsnit, litra c) og d), omfatter den reelle ejers navn, fødselsmåned og -år, bo-
pælsland og statsborgerskab samt art og omfang af den reelle ejers rettigheder.
Medlemsstaterne kan under betingelser, som skal fastsættes i national ret, give adgang
til supplerende oplysninger, der tillader identifikation af den reelle ejer. Disse supple-
rende oplysninger omfatter som minimum fødselsdato eller kontaktoplysninger, i over-
ensstemmelse med databeskyttelsesreglerne. Medlemsstaterne kan give mulighed for en
bredere adgang til oplysningerne i registret i overensstemmelse med deres nationale lov-
givning.
De kompetente myndigheder, som får adgang til det centrale register, der er omhandlet i
stk. 3a, skal være offentlige myndigheder, som er udpeget som ansvarlige for at bekæm-
pe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, samt skattemyndigheder, myndighe-
der, som fører tilsyn med forpligtede enheder og myndigheder, som har til opgave at ef-
terforske eller retsforfølge hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og
finansiering af terrorisme samt sporing og beslaglæggelse eller indefrysning og konfi-
skation af kriminelle aktiver.«
e) Følgende stykke indsættes:
»4a. Medlemsstaterne kan vælge at stille oplysningerne i deres nationale registre, jf. stk.
3a, til rådighed på betingelse af onlineregistrering og betaling af et gebyr, som ikke må
overstige de administrative omkostninger, som er forbundet med at stille oplysningerne
til rådighed, herunder omkostninger til vedligeholdelsen og videreudviklingen af regis-
tret.«
152
f) Stk. 5 affattes således:
»5. Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der opbevares i det centrale register, der
er omhandlet i stk. 3a, er passende, nøjagtige og aktuelle, og indfører mekanismer med
henblik herpå. Sådanne mekanismer skal omfatte krav om, at de forpligtede enheder og,
hvor det er relevant og ikke griber unødigt ind i deres funktioner, at de kompetente myn-
digheder skal indberette eventuelle uoverensstemmelser, som de finder mellem oplys-
ningerne om reelt ejerskab i de centrale registre og de oplysninger om reelt ejerskab,
som er tilgængelige for dem. I tilfælde af, at der er indberettet uoverensstemmelser sik-
rer medlemsstaterne, at der træffes de nødvendige foranstaltninger til at løse uoverens-
stemmelserne i tide og, såfremt det er hensigtsmæssigt, at der i mellemtiden indføres en
specifik henvisning herom i det centrale register.«
g) Stk. 7 affattes således
»7. Medlemsstaterne sikrer, at kompetente myndigheder og FIU᾽er rettidigt kan give de
oplysninger, der er omhandlet i stk. 1 og 3, til andre medlemsstaters kompetente myn-
digheder og FIU᾽er vederlagsfrit.«
h) Følgende stykke indsættes:
»7a. I ekstraordinære situationer, som fastsættes i national ret, hvor den adgang, der er
omhandlet i stk. 4, første afsnit, litra b), c) og d), ville udsætte den reelle ejer for en
uforholdsmæssig stor risiko for svig, bortførelse, pengeafpresning eller andre former for
afpresning, chikane, vold eller intimidering, eller hvis den reelle ejer er mindreårig eller
på anden måde juridisk umyndig, kan medlemsstaterne i det enkelte tilfælde indrømme
en undtagelse til en sådan adgang til alle eller dele af oplysningerne om det reelle ejer-
skab. Medlemsstaterne sikrer, at sådanne undtagelser indrømmes efter en grundig vurde-
ring af situationens ekstraordinære beskaffenhed. Retten til en administrativ fornyet
gennemgang af afgørelsen om undtagelse og til en effektiv domstolsprøvelse skal garan-
teres. En medlemsstat, som har indrømmet undtagelser, offentliggør årlige statistiske da-
ta over antallet af indrømmede undtagelser sammen med begrundelserne herfor og ind-
beretter dataene til Kommissionen.
Undtagelser, der indrømmes i medfør af første afsnit, finder ikke anvendelse på kreditin-
stitutter, finansieringsinstitutter eller de forpligtede enheder, der er omhandlet i artikel 2,
stk. 1, nr. 3), litra b), som er offentligt ansatte.
Hvis en medlemsstat beslutter at indrømme undtagelse i medfør af første afsnit, må den
ikke begrænse kompetente myndigheders og FIU᾽ers adgang til oplysninger.«
i) Stk. 8 udgår
j) Stk. 9 affattes således:
»9. Medlemsstaterne sikrer, at de centrale registre, som er omhandlet i stk. 3a, sammen-
kobles via den europæiske centrale platform, der er oprettet ved artikel 22, stk. 1, i di-
rektiv (EU) 2017/1132. Sammenkoblingen af medlemsstaternes centrale registre via
platformen foretages efter de tekniske specifikationer og procedurer, der er fastsat ved
de gennemførelsesretsakter, som Kommissionen har vedtaget i henhold til artikel 24 i
direktiv (EU) 2017/1132 og til nærværende direktivs artikel 31a.
153
Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der er omhandlet i nærværende artikels stk.
1, er tilgængelige gennem det registersammenkoblingssystem, der er oprettet ved artikel
22, stk. 2, i direktiv (EU) 2017/1132/EU, i overensstemmelse med medlemsstaternes na-
tionale lovgivning til gennemførelse af nærværende artikels stk. 4 og 5.
Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at sikre, at kun de oplysninger,
som er omhandlet i stk. 1, og som er ajourførte og vedrører de reelle ejere, gøres tilgæn-
gelige gennem deres nationale registre og gennem registersammenkoblingssystemet, og
at adgangen til de pågældende oplysninger er i overensstemmelse med databeskyttelses-
reglerne.
De oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, skal være tilgængelige gennem de nationale
registre og gennem registersammenkoblingssystemet i mindst fem år og højst ti år efter,
at grundene til registrering af oplysningerne om det reelle ejerskab, jf. stk. 3a, er ophørt
med at eksistere. Medlemsstaterne samarbejder med Kommissionen om at gennemføre
de forskellige typer adgang i henhold til stk. 4 og 4a.«
k) Følgende stykke tilføjes:
»10. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de forskellige kategorier og be-
skrivelser af karakteristika samt navnene på og, hvor det er relevant, retsgrundlaget for
de i stk. 1 omhandlede truster og lignende juridiske arrangementer senest den 10. juli
2019. Kommissionen offentliggør den samlede liste over sådanne truster og lignende ju-
ridiske arrangementer i Den Europæiske Unions Tidende senest den 10. september
2019.
Kommissionen forelægger senest den 26. juni 2020 Parlamentet og Rådet en rapport
med en vurdering af, om alle truster og lignende juridiske arrangementer som omhandlet
i stk. 1 reguleret i henhold til medlemsstaternes lovgivning er blevet behørigt identifice-
ret og underlagt forpligtelserne i dette direktiv. Hvor det er relevant, træffer Kommissio-
nen de nødvendige foranstaltninger til at følge op på resultaterne i denne rapport.«
17) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 31a
Gennemførelsesretsakter
Hvor det er nødvendigt som supplement til de gennemførelsesretsakter, der vedtages af Kom-
missionen i overensstemmelse med artikel 24 i direktiv (EU) 2017/1132 og i overensstemmel-
se med anvendelsesområdet for artikel 30 og 31 i nærværende direktiv, vedtager Kommissio-
nen ved hjælp af gennemførelsesretsakter de tekniske specifikationer og procedurer, der er
nødvendige for sammenkoblingen af medlemsstaternes centrale registre som omhandlet i arti-
kel 30, stk. 10, og artikel 31, stk. 9, for så vidt angår:
154
a) den tekniske specifikation, der definerer det sæt af tekniske data, der er nødvendigt for,
at platformen kan udøve sine funktioner, og metoden for lagring, brug og beskyttelse af
sådanne data
b) fælles kriterier for, hvornår oplysninger om reelt ejerskab er tilgængelige gennem regi-
stersammenkoblingssystemet, afhængigt af omfanget af den adgang, der indrømmes af
medlemsstaterne
c) de tekniske detaljer om, hvordan oplysningerne om reelle ejere, skal stilles til rådighed
d) de tekniske betingelser for adgang til de tjenester, som registersammenkoblingssystemet
tilbyder
e) de tekniske betingelser for, hvordan de forskellige former for adgang til oplysninger om
reelt ejerskab i henhold til artikel 30, stk. 5, og artikel 31, stk. 4, skal gennemføres
f) betalingsmetoderne for så vidt angår de tilfælde, hvor adgangen til oplysninger om reelt
ejerskab er betinget af betaling af et gebyr i henhold til artikel 30, stk. 5a, og artikel 31,
stk. 4a, under hensyntagen til tilgængelige betalingsfaciliteter som fjernbetalingstransak-
tioner.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 64a, stk. 2.
Kommissionen efterstræber i sine gennemførelsesretsakter at genbruge allerede afprøvet tek-
nologi og praksis. Kommissionen sikrer, at de systemer, der skal udvikles, ikke medfører om-
kostninger ud over, hvad der er absolut nødvendigt for at gennemføre dette direktiv. Kommis-
sionens gennemførelsesretsakter skal være præget af gennemsigtighed og karakteriseret ved
en udveksling af erfaringer og oplysninger mellem Kommissionen og medlemsstaterne.«
18) I artikel 32 tilføjes følgende stykke:
»9. Med forbehold af artikel 34, stk. 2, skal hver FIU inden for rammerne af sine opgaver kun-
ne anmode om, indhente og anvende oplysningerne fra enhver forpligtet enhed med henblik
på stk. 1, selv hvis der ikke er foretaget en forudgående indberetning i henhold til artikel 33,
stk. 1, litra a), eller artikel 34, stk. 1.«
19) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 32a
1. Medlemsstaterne indfører centrale automatiske mekanismer, f.eks. centrale registre eller
centrale elektroniske systemer for dataudtræk, som muliggør rettidig identifikation af alle fysi-
ske eller juridiske personer, som har eller kontrollerer betalingskonti og bankkonti, der identi-
ficeres ved IBAN, som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
260/2012 (*7), samt deponeringsbokse, som indehaves af et kreditinstitut på deres område.
Medlemsstaterne underretter Kommissionen om kendetegnene ved disse nationale mekanis-
mer.
155
2. Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der lagres i de centrale mekanismer, som er om-
handlet i nærværende artikels stk. 1, er direkte tilgængelige på en hurtig og ufiltreret måde for
nationale FIU᾽er. Oplysningerne skal også være tilgængelige for nationale kompetente myn-
digheder med henblik på opfyldelse af deres forpligtelser i henhold til dette direktiv. Med-
lemsstaterne sikrer, at alle FIU᾽er rettidigt kan give oplysninger, der opbevares i de centrale
mekanismer, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, til andre FIU᾽er, jf. artikel 53.
3. Følgende oplysninger skal være tilgængelige og søgbare gennem de centrale mekanismer,
der er omhandlet i stk. 1:
— vedrørende kundekontohaveren og enhver person, der foregiver at handle på kun-
dens vegne: navn, suppleret med øvrige oplysninger om enten identitet i henhold til de natio-
nale bestemmelser til gennemførelse af artikel 13, stk. 1, litra a), eller individuelt identifikati-
onsnummer
— vedrørende den reelle ejer bag kundekontohaveren: navn, suppleret med øvrige oplys-
ninger om enten identitet i henhold til de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel
13, stk. 1, litra b), eller individuelt identifikationsnummer
— vedrørende bankkonto eller betalingskonto: IBAN-nummer og dato for åbning og luk-
ning af kontoen
— vedrørende deponeringsbokse: lejerens navn, suppleret enten med øvrige oplysninger om
identitet i henhold til de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 13, stk. 1, eller et
individuelt identifikationsnummer og lejeperiodens varighed.
4. Medlemsstaterne kan overveje at kræve, at andre oplysninger, der skønnes at være af afgø-
rende betydning for FIU᾽er og kompetente myndigheder med henblik på opfyldelsen af deres
forpligtelser i henhold til dette direktiv, gøres tilgængelige og søgbare gennem de centrale me-
kanismer.
5. Senest den 26. juni 2020 forelægger Kommissionen for Parlamentet og Rådet en rapport,
der vurderer betingelserne for og de tekniske specifikationer og procedurer til at garantere sik-
ker og effektiv sammenkobling af de centrale automatiske mekanismer. Rapporten ledsages,
hvor det er relevant, af et lovgivningsmæssigt forslag.
(*7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditover-
førsler og direkte debiteringer i euro og om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009 (EUT L 94 af 30.3.2012, s. 22).«"
20) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 32b
1. Medlemsstaterne giver FIU᾽er og kompetente myndigheder adgang til oplysninger, som
muliggør rettidig identifikation af alle fysiske eller juridiske personer, der ejer fast ejendom,
herunder gennem registre eller elektroniske systemer for dataudtræk, når sådanne registre eller
systemer er tilgængelige.
156
2. Senest den 31. december 2020 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en
rapport, der vurderer nødvendigheden af og proportionaliteten i forbindelse med at harmonise-
re oplysningerne i registrene og behovet for at sammenkoble disse registre. Denne rapport led-
sages, hvor det er relevant, af et lovgivningsmæssigt forslag.«
21) I artikel 33, stk. 1, affattes litra b) således:
»b) efter anmodning fra FIU᾽en direkte at give denne alle nødvendige oplysninger.«
22) I artikel 34 tilføjes følgende stykke:
»3. Selvregulerende organer, der er udpeget af medlemsstaterne, offentliggør en årlig rapport
med oplysninger om følgende:
a) foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 58, 59 og 60
b) antallet af modtagne indberetninger om overtrædelser som omhandlet i artikel 61, hvis
det er relevant
c) antallet af rapporter, der blev modtaget af det selvregulerende organ som omhandlet i
stk. 1 og antallet af rapporter, som det selvregulerende organ har fremsendt til FIU᾽en,
hvor det er relevant
d) hvor det er nødvendigt, antal og beskrivelse af foranstaltninger, der er gennemført i
medfør af artikel 47 og 48 med henblik på at overvåge, at de forpligtede enheder over-
holder deres forpligtelser i henhold til:
i) artikel 10-24 (kundekendskabskrav)
ii) artikel 33, 34 og 35 (indberetning af mistænkelige transaktioner)
iii) artikel 40 (opbevaring af registreringer) og
iv) artikel 45 og 46 (interne kontroller).«
23) Artikel 38 affattes således:
»Artikel 38
1. Medlemsstaterne sikrer, at enkeltpersoner, herunder ansatte i og repræsentanter for den for-
pligtede enhed, som indberetter en mistanke om hvidvask af penge eller finansiering af terro-
risme enten internt eller til FIU᾽en, er juridisk beskyttet mod trusler, repressalier eller fjendt-
ligsindede handlinger, og navnlig mod negative eller diskriminerende ansættelsesrelaterede
handlinger.
2. Medlemsstaterne sikrer, at enkeltpersoner, som udsættes for trusler, repressalier, fjendtligs-
indede handlinger eller negative eller diskriminerende ansættelsesrelaterede handlinger for at
have indberettet en mistanke om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme enten in-
ternt eller til FIU᾽en, har ret til at klage til de respektive kompetente myndigheder på en sikker
måde. Uden at det berører fortroligheden af oplysninger indsamlet af FIU᾽en sikrer medlems-
staterne også, at sådanne enkeltpersoner har ret til effektive retsmidler med henblik på at be-
skytte de rettigheder, der følger af dette stykke.«
24) Artikel 39, stk. 3, affattes således:
»3. Forbuddet i denne artikels stk. 1 forhindrer ikke udveksling af sådanne oplysninger mel-
lem kreditinstitutter og finansieringsinstitutter fra medlemsstaterne, forudsat at de tilhører
samme koncern, eller mellem disse enheder og deres filialer og majoritetsejede datterselskaber
157
etableret i tredjelande, forudsat at disse filialer og majoritetsejede datterselskaber fuldt ud
overholder koncernens politikker og procedurer, herunder procedurer for udveksling af oplys-
ninger inden for koncernen, i overensstemmelse med artikel 45, og at koncernens politikker og
procedurer opfylder de krav, der er fastsat i dette direktiv.«
25) I artikel 40, stk. 1, foretages følgende ændringer:
a) Litra a) affattes således:
»a) med hensyn til kundekendskab opbevares en kopi af de dokumenter og oplysninger,
der er nødvendige for at opfylde kundekendskabskravene fastsat i kapitel II, herunder
tilgængelige oplysninger indhentet ved hjælp af elektroniske identifikationsmidler, rele-
vante tillidstjenester, jf. forordning (EU) nr. 910/2014, eller enhver anden sikker form
for fjernidentifikationsproces eller elektronisk identifikationsproces, der er reguleret, an-
erkendt, godkendt eller accepteret af de relevante nationale myndighed i en periode på
fem år, efter at kundeforholdet er ophørt eller efter datoen for den lejlighedsvise transak-
tion«
b) Følgende afsnit tilføjes:
»Den opbevaringsperiode, der er omhandlet i dette stykke, herunder den yderligere op-
bevaringsperiode, der ikke må overstige yderligere fem år, finder også anvendelse på de
data, der er tilgængelige gennem de centrale mekanismer, der er omhandlet i artikel
32a.«
26) Artikel 43 affattes således:
»Artikel 43
Behandling af personoplysninger på grundlag af dette direktiv med henblik på forebyggelse af
hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, jf. artikel 1, betragtes som værende i samfun-
dets interesse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (*8).«
(*8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med be-
handling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om
databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).«"
27) Artikel 44 affattes således:
»Artikel 44
1. Med henblik på at bidrage til udarbejdelsen af risikovurderinger i henhold til artikel 7 sikrer
medlemsstaterne, at de er i stand til at føre tilsyn med effektiviteten af deres ordninger for be-
kæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, ved at føre omfattende statistik-
ker over forhold, der er relevante for disse ordningers effektivitet.
2. De i stk. 1 omhandlede statistikker omfatter:
a) data, som måler størrelsen og betydningen af de forskellige sektorer, som falder ind
under dette direktivs anvendelsesområde, herunder antallet af fysiske personer og enhe-
der i de enkelte sektorer og hver sektors økonomiske betydning
158
b) data, som måler indberetninger, efterforskninger og retslige faser i den nationale ord-
ning for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, herunder antal-
let af indberetninger til FIU᾽en af mistænkelige transaktioner, den videre behandling af
disse indberetninger og, på årsbasis, antallet af efterforskede sager, antallet af retsfor-
fulgte personer, antallet af personer, der er blevet dømt for hvidvask af penge eller fi-
nansiering af terrorisme, typerne af underliggende forbrydelser, hvor sådanne oplysnin-
ger er tilgængelige, samt værdien i euro af indefrosne, beslaglagte eller konfiskerede
formuegoder
c) eventuelle data, som identificerer antallet og procentdelen af indberetninger, der resulte-
rer i yderligere efterforskning, og årlige rapporter til forpligtede enheder med en nærme-
re beskrivelse af, hvor nyttige indberetningerne har været, og hvordan de følges op
d) data vedrørende antallet af grænseoverskridende anmodninger om oplysninger, der blev
indgivet, modtaget, afvist og helt eller delvis besvaret af FIU᾽en, opstillet efter mod-
partsland
e) menneskelige ressourcer, der er allokeret til de kompetente myndigheder med ansvar for
tilsyn med bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, samt menneskelige
ressourcer allokeret til FIU᾽en med henblik på udførelse af de i artikel 32 omhandlede
opgaver
f) antallet af on-site og off-site tilsynsforanstaltninger og antallet af overtrædelser, der
konstateres på grundlag af de af tilsynsmyndighedernes gennemførte tilsynsforanstalt-
ninger og de pålagte sanktioner/administrative foranstaltninger.
3. Medlemsstaterne sikrer, at en årlig konsolideret oversigt over deres statistikker offentliggø-
res.
4. Medlemsstaterne tilsender årligt Kommissionen de statistikker, der er omhandlet i stk. 2.
Kommissionen offentliggør en årlig rapport, der sammenfatter og forklarer de i stk. 2 omhand-
lede statistikker, som skal gøres tilgængelig via dens websted.«
28) Artikel 45, stk. 4, affattes således:
»4. Medlemsstaterne og ESA᾽erne underretter hinanden om tilfælde, hvor et tredjelands natio-
nale ret ikke tillader gennemførelse af politikkerne og procedurerne som krævet i stk. 1. I så-
danne tilfælde kan en løsning tilstræbes ved samordnede tiltag. I vurderingen af, hvilke tredje-
lande der ikke tillader gennemførelse af politikkerne og procedurerne som krævet i stk. 1, tag-
er medlemsstaterne og ESA᾽erne hensyn til eventuelle retlige begrænsninger, der eventuelt
kan hindre en korrekt gennemførelse af disse politikker og procedurer, herunder tavshedspligt,
databeskyttelse og andre begrænsninger for udveksling af oplysninger, der kan være relevante
for dette formål.«
29) Artikel 47, stk. 1, affattes således:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatva-
lutaer samt udbydere af virtuelle tegnebøger registreres, og at valutavekslings- og checkind-
løsningskontorer samt udbydere af tjenester til truster eller selskaber er godkendte eller regi-
strerede, og at udbydere af spiltjenester reguleres.«
159
30) I artikel 48 foretages følgende ændringer:
a) Følgende stykke indsættes:
»1a. Med henblik på at lette og fremme et effektivt samarbejde, herunder navnlig ud-
veksling af oplysninger, tilsender medlemsstaterne Kommissionen listen over de kom-
petente myndigheder for de forpligtede enheder, der er anført i artikel 2, stk. 1, herunder
deres kontaktoplysninger. Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, som er blevet fore-
lagt Kommissionen, løbende ajourføres.
Kommissionen offentliggør et register over disse myndigheder og deres kontaktoplys-
ninger på sit websted. Myndighederne i registret fungerer inden for rammerne af deres
beføjelser som et kontaktpunkt for de tilsvarende kompetente myndigheder i de øvrige
medlemsstater. Finansielle tilsynsmyndigheder i medlemsstaterne fungerer ligeledes
som et kontaktpunkt for ESA᾽erne.
For at sikre tilstrækkelig håndhævelse af dette direktiv kræver medlemsstaterne, at alle
forpligtede enheder er underlagt passende tilsyn, herunder beføjelser til at foretage on-
site og off-site tilsyn, og træffer passende og forholdsmæssige administrative foranstalt-
ninger til at rette op på eventuelle overtrædelser.«
b) Stk. 2 affattes således:
»2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har tilstrækkelige beføjelser,
herunder beføjelse til at kræve fremlæggelse af alle oplysninger, der er relevante for at
overvåge direktivets overholdelse, og gennemføre kontroller, samt har tilstrækkelige fi-
nansielle, menneskelige og tekniske ressourcer til at kunne udføre deres funktioner.
Medlemsstaterne sikrer, at disse myndigheders personale udviser en høj grad af integri-
tet, har tilstrækkelig kompetence samt fastholder en høj professionel standard for deres
arbejde, herunder standarter for fortrolighed og databeskyttelse samt standarter for be-
handling af interessekonflikter.«
c) Stk. 4 affattes således:
»4. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor den
forpligtede enhed driver virksomheder, fører tilsyn med, at disse virksomheder overhol-
der de nationale bestemmelser i den pågældende medlemsstat, hvorved dette direktiv er
gennemført.
For så vidt angår kredit- og finansieringsinstitutter, der er en del af en koncern, sikrer
medlemsstaterne med henblik på det i første afsnit omhandlede formål, at de kompeten-
te myndigheder i den medlemsstat, hvor moderselskabet er etableret, samarbejder med
de kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor virksomheder, der er en del af
koncernen er etableret.
For så vidt angår de i artikel 45, stk. 9, omhandlede virksomheder kan tilsyn som om-
handlet i nærværende stykkes første afsnit omfatte, at der træffes passende og rimelige
foranstaltninger for at imødegå alvorlige overtrædelser, der kræver omgående afhjælp-
ning. Disse foranstaltninger skal være midlertidige og afsluttes, når de konstaterede
overtrædelser er afhjulpet, herunder med bistand fra eller i samarbejde med de kompe-
tente myndigheder i den forpligtede enheds hjemland, i overensstemmelse med artikel
45, stk. 2.«
160
d) I stk. 5 tilføjes følgende afsnit:
»For så vidt angår kredit- og finansieringsinstitutter, der er en del af en koncern, sikrer
medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor moderselska-
bet er etableret, fører tilsyn med den effektive gennemførelse af koncernens politikker
og procedurer, som er omhandlet i artikel 45, stk. 1. Med henblik herpå sikrer medlems-
staterne, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor kredit- og finansie-
ringsinstitutter, der er en del af koncernen, er etableret, samarbejder med de kompetente
myndigheder i den medlemsstat, hvor moderselskabet er etableret.«
31) Artikel 49 affattes således:
»Artikel 49
Medlemsstaterne sikrer, at politiske beslutningstagere, FIU᾽ere, tilsynsførende og andre kom-
petente myndigheder, som deltager i bekæmpelsen af hvidvask af penge og finansiering af ter-
rorisme, samt skattemyndigheder og retshåndhævende myndigheder, når de handler inden for
rammerne af anvendelsesområdet for dette direktiv, har effektive midler, der sætter dem i
stand til at samarbejde og koordinere på nationalt plan i forbindelse med udarbejdelsen og
gennemførelsen af politikker og aktiviteter, som har til formål at bekæmpe hvidvask af penge
og finansiering af terrorisme, herunder med henblik på at opfylde deres forpligtelse i henhold
til artikel 7.«
32) I kapitel VI, afdeling 3, indsættes følgende underafdeling:
»Underafdeling IIa
Samarbejde mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder
Artikel 50a
Medlemsstaterne må ikke forbyde eller opstille urimelige eller unødigt restriktive betingelser
for udveksling af oplysninger eller bistand mellem kompetente myndigheder med henblik på
dette direktiv. Navnlig skal medlemsstaterne sikre, at kompetente myndigheder ikke afslår an-
modninger om bistand med henvisning til at:
a) anmodningen også anses for at omfatte skatteanliggender
b) forpligtede enheder i henhold til national ret er forpligtede til hemmeligholdelse eller
fortrolighed, bortset fra i de tilfælde, hvor de pågældende oplysninger er beskyttet af ret-
ten til fortrolighed eller er omfattet af tavshedspligt, jf. artikel 34, stk. 2
c) der pågår en undersøgelse, efterforskning eller retsforfølgning i den anmodede med-
lemsstat, medmindre bistanden ville vanskeliggøre undersøgelsen, efterforskningen eller
retsforfølgningen
d) den anmodende myndighed hos modparten er af en anden type eller har en anden status
end den anmodende kompetente myndighed.«
33) Artikel 53 ændres således:
a) Stk. 1, første afsnit, affattes således:
161
»1. Medlemsstaterne sikrer, at FIU᾽er uopfordret eller efter anmodning udveksler alle
oplysninger, som måtte være relevante for FIU᾽ernes behandling eller analyse af oplys-
ninger om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og de fysiske eller juridiske
personer, der er involveret, uanset typen af tilknyttet underliggende forbrydelse, også
selv om det på tidspunktet for udvekslingen ikke er identificeret, hvilken tilknyttet un-
derliggende forbrydelse der er tale om.«
b) I stk. 2, andet afsnit, affattes andet punktum således:
»Den pågældende FIU indhenter oplysninger i overensstemmelse med artikel 33, stk. 1,
og svarer hurtigt.«
34) I artikel 54 tilføjes følgende stykke:
»Medlemsstaterne sikrer, at FIU᾽erne udpeger mindst én kontaktperson som ansvarlig eller ét
kontaktpunkt som ansvarligt for at modtage forespørgsler om oplysninger fra FIU᾽er i andre
medlemsstater.«
35) Artikel 55, stk. 2, affattes således:
»2. Medlemsstaterne sikrer, at forhåndsgodkendelsen fra den anmodede FIU til at formidle
oplysningerne til kompetente myndigheder gives omgående og i videst muligt omfang, uanset
typen af tilknyttet underliggende forbrydelse. Den anmodede FIU må ikke nægte at give sin
godkendelse til en sådan formidling, medmindre dette ville falde uden for anvendelsesområdet
for dens bestemmelser om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, el-
ler ville kunne vanskeliggøre en efterforskning, eller på anden måde ville være i uoverens-
stemmelse med de grundlæggende principper i den pågældende medlemsstats nationale ret. Et
eventuelt afslag på godkendelse begrundes behørigt. Disse undtagelser skal præciseres på en
måde, der forhindrer misbrug og uretmæssige begrænsninger af formidlingen af oplysninger
til kompetente myndigheder.«
36) Artikel 57 affattes således:
»Artikel 57
Forskelle i de nationale retlige definitioner af underliggende forbrydelser, jf. artikel 3, nr. 4),
må ikke vanskeliggøre FIU᾽ers mulighed for at yde bistand til en anden FIU og må ikke be-
grænse udvekslingen, formidlingen og anvendelsen af oplysningerne i henhold til artikel 53,
54 og 55.«
37) I kapitel VI, afdeling 3, tilføjes følgende underafdeling:
»Underafdeling IIIa
Samarbejde mellem kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansin-
stitutter og andre myndigheder, der har tavshedspligt
Artikel 57a
1. Medlemsstaterne kræver, at alle personer, der arbejder for eller har arbejdet for kompetente
myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutters overholdelse af dette direktiv,
og revisorer eller eksperter, der optræder på vegne af sådanne kompetente myndigheder, er
underlagt tavshedspligt.
162
Uden at det berører tilfælde, der er omfattet af straffelovgivningen, må de fortrolige oplysnin-
ger, som de i første afsnit omhandlede personer modtager i forbindelse med deres opgaver i
henhold til dette direktiv, kun videregives i summarisk eller samlet form, på en sådan måde at
de enkelte kredit- og finansinstitutter ikke kan identificeres.
2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at der udveksles oplysninger mellem:
a) kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutter inden for en
medlemsstat i overensstemmelse med dette direktiv eller andre retsakter vedrørende til-
syn med kredit- og finansinstitutter
b) kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutter i forskellige
medlemsstater i overensstemmelse med dette direktiv eller andre retsakter vedrørende
tilsyn med kredit- og finansinstitutter, herunder Den Europæiske Centralbank (ECB),
der handler i medfør af Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 (*9). Denne udveksling af
oplysninger er underlagt den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.
Senest den 10. januar 2019 indgår de kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og
finansinstitutter i overensstemmelse med dette direktiv, og ECB, der handler i medfør af arti-
kel 27, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1024/2013 og artikel 56, stk. 1, litra g), i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (*10), med støtte fra de europæiske tilsynsmyndighe-
der en aftale om de praktiske betingelser for udveksling af oplysninger.
3. Kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutter og modtager for-
trolige oplysninger i henhold til stk. 1, må udelukkende anvende disse oplysninger:
a) i forbindelse med udførelsen af deres opgaver i henhold til dette direktiv eller andre rets-
akter vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, til-
synsmæssig regulering og tilsyn med kredit- og finansinstitutter, herunder idømmelse af
sanktioner
b) i forbindelse med en appelsag mod en beslutning truffet af den kompetente myndighed,
der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutter, herunder retssager
c) i forbindelse med indbringelse for domstolene efter særbestemmelser i den EU-ret, som
er vedtaget vedrørende dette direktivs område eller vedrørende tilsynsmæssig regulering
og tilsyn med kredit- og finansinstitutter.
4. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og fi-
nansinstitutter, samarbejder med hinanden i videst muligt omfang i forbindelse med gennem-
førelsen af dette direktiv, uanset deres respektive art eller status. Et sådant samarbejde skal og-
så omfatte muligheden for inden for rammerne af den anmodede kompetente myndigheds be-
føjelser at foretage undersøgelser på vegne af en anmodende kompetent myndighed samt ef-
terfølgende udveksling af de oplysninger, der fremkommer under en sådan undersøgelse.
5. Medlemsstaterne kan bemyndige de nationale kompetente myndigheder, der fører tilsyn
med kredit- og finansinstitutter, til at indgå samarbejdsaftaler vedrørende samarbejde og ud-
veksling af fortrolige oplysninger med de kompetente myndigheder i tredjelande, der er mod-
163
parter til disse nationale kompetente myndigheder. Sådanne samarbejdsaftaler skal være gen-
sidige og kan kun indgås, såfremt de oplysninger, der videregives, er underlagt en garanti om
krav om tavshedspligt, der mindst svarer til tavshedspligten omhandlet i stk. 1. Udvekslingen
af fortrolige oplysninger inden for rammerne af sådanne samarbejdsaftaler skal have til formål
at give de pågældende myndigheder mulighed for at udføre deres tilsynsopgaver.
Stammer de udvekslede oplysninger fra en anden medlemsstat, videregives de kun med ud-
trykkeligt samtykke fra de kompetente myndigheder, som har videregivet dem, og i givet fald
udelukkende til det formål, som disse myndigheder har givet deres samtykke til.
Artikel 57b
1. Uanset artikel 57a, stk. 1 og 3, og med forbehold af artikel 34, stk. 2, kan medlemsstaterne
give tilladelse til udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder i den samme
medlemsstat eller i andre medlemsstater, mellem de kompetente myndigheder og myndighe-
der med ansvar for tilsyn med enheder i den finansielle sektor og fysiske eller juridiske perso-
ner under udøvelsen af deres erhverv, som omhandlet i artikel 2, stk. 1, nr. 3), samt myndighe-
der, som ved lov er udpeget som ansvarlige for tilsyn med finansielle markeder i forbindelse
med udførelsen af disses respektive tilsynsopgaver.
De modtagne oplysninger er under alle omstændigheder underlagt krav om tavshedspligt, der
mindst svarer til de krav, som er omhandlet i artikel 57a, stk. 1.
2. Uanset artikel 57a, stk. 1 og 3, kan medlemsstaterne ved bestemmelser i national ret give
tilladelse til, at visse oplysninger videregives til andre nationale myndigheder, som ved lov er
udpeget som ansvarlige for tilsyn med finansielle markeder, eller som er udpeget som ansvar-
lige for at bekæmpe hvidvask af penge eller efterforske hvidvask af penge, tilknyttede under-
liggende forbrydelser eller finansiering af terrorisme.
Fortrolige oplysninger, der udveksles i henhold til nærværende stykke, må dog kun anvendes
til det formål at varetage de pågældende myndigheders lovmæssige opgaver. Personer, der har
adgang til sådanne oplysninger, er underlagt krav om tavshedspligt, der mindst svarer til de
krav, som er omhandlet i artikel 57a, stk. 1.
3. Medlemsstaterne kan give tilladelse til, at visse oplysninger i forbindelse med tilsyn med
kreditinstitutters overholdelse af dette direktiv videregives til parlamentariske undersøgelses-
udvalg, revisionsretter og andre enheder med ansvar for undersøgelser i deres medlemsstat på
følgende betingelser:
a) enhederne har et præcist ved lov defineret mandat efter national lovgivning til at under-
søge eller granske de aktiviteter, som udføres af myndigheder med ansvar for tilsynet
med disse kreditinstitutter eller for lovgivningen om dette tilsyn
b) oplysningerne er strengt nødvendige for udøvelsen af det i litra a) nævnte mandat
c) de personer, som har adgang til oplysningerne, er underlagt krav om tavshedspligt i hen-
hold til national lovgivning, der mindst svarer til dem, der er omhandlet i artikel 57a,
stk. 1
164
d) oplysninger, der stammer fra en anden medlemsstat, videregives ikke uden udtrykkeligt
samtykke fra de kompetente myndigheder, som har videregivet dem, og i givet fald ude-
lukkende til de formål, som de pågældende myndigheder har givet deres samtykke til.
(*9) Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i
forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT L 287 af 29.10.2013, s. 63)."
(*10) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om
tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og
2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338).«"
38) I artikel 58, stk. 2, tilføjes følgende afsnit:
»Medlemsstaterne sikrer endvidere, at deres kompetente myndigheder, såfremt de identificerer
overtrædelser, der er omfattet af strafferetlige sanktioner, underretter de retshåndhævende
myndigheder rettidigt.«
39) Artikel 61 ændres således:
a) Stk. 1 affattes således:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, såvel som de selvreguleren-
de organer, hvor dette er relevant, indfører effektive og pålidelige mekanismer til at
fremme indberetningen til kompetente myndigheder og i givet fald selvregulerende or-
ganer af potentielle eller faktiske overtrædelser af de nationale bestemmelser, der gen-
nemfører dette direktiv.
Med henblik herpå sørger de for én eller flere sikre kommunikationskanaler, hvorigen-
nem personer kan foretage den i første afsnit omhandlede indberetning. Sådanne kanaler
skal sikre, at det kun er de kompetente myndigheder og i givet fald de selvregulerende
organer, der er bekendt med identiteten på de personer, som afgiver oplysninger.«
b) I stk. 3 tilføjes følgende afsnit:
»Medlemsstaterne sikrer, at enkeltpersoner, herunder ansatte i og repræsentanter for den
forpligtede enhed, som indberetter en mistanke om hvidvask af penge eller finansiering
af terrorisme enten internt eller til FIU᾽en, er juridisk beskyttet mod trusler, repressalier
eller fjendtligsindede handlinger, og navnlig mod negative eller diskriminerende ansæt-
telsesrelaterede handlinger.
Medlemsstaterne sikrer, at enkeltpersoner, som udsættes for trusler, repressalier, fjendt-
ligsindede handlinger eller negative eller diskriminerende ansættelsesrelaterede handlin-
ger for at have indberettet en mistanke om hvidvask af penge eller finansiering af terro-
risme enten internt eller til FIU᾽en, har ret til at klage til de respektive kompetente myn-
digheder på en sikker måde. Uden at det berører fortroligheden af oplysninger indsamlet
af FIU᾽en sikrer medlemsstaterne også, at sådanne enkeltpersoner har ret til effektive
retsmidler med henblik på at beskytte de rettigheder, der følger af dette stykke.«
40) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 64a
1. Kommissionen bistås af Udvalget til Forebyggelse af Hvidvaskning af Penge og Finansie-
ring af Terrorisme (»udvalget«) som omhandlet i artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets
165
forordning (EU) 2015/847 (*11). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU)
nr. 182/2011 (*12).
2. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.
(*11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler,
og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1781/2006 (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 1)."
(*12) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan
medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).«"
41) Artikel 65 affattes således:
»Artikel 65
1. Senest den 11. januar 2022, og hvert tredje år derefter, udarbejder Kommissionen en rap-
port om gennemførelsen af dette direktiv og forelægger den for Europa-Parlamentet og Rådet.
Denne rapport skal navnlig omfatte:
a) en redegørelse for specifikke foranstaltninger og mekanismer på EU-plan og medlems-
statsplan til at forebygge og håndtere spirende problemer og ny udvikling, der udgør en
trussel mod Unionens finansielle system
b) opfølgende foranstaltninger, der er truffet på EU-plan og på medlemsstatsplan på grund-
lag af forhold, som deres opmærksomhed er blevet henledt på, herunder klager vedrø-
rende national lovgivning, der hæmmer de kompetente myndigheders og selvreguleren-
de organers tilsyns- og undersøgelsesmæssige beføjelser
c) en redegørelse for tilgængeligheden af relevante oplysninger for de kompetente myndig-
heder og FIU᾽er i medlemsstaterne, med henblik på at forebygge anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge og finansiering af terrorisme
d) en redegørelse for det internationale samarbejde og udvekslingen af oplysninger mellem
kompetente myndigheder og FIU᾽er
e) en redegørelse for nødvendigheden af tiltag fra Kommissionens side til at kontrollere, at
medlemsstaterne træffer foranstaltninger i overensstemmelse med dette direktiv og til at
vurdere spirende problemer og ny udvikling i medlemsstaterne
f) en analyse af gennemførligheden af specifikke foranstaltninger og mekanismer på EU-
plan og medlemsstatsplan om mulighederne for at indsamle og få adgang til oplysninger
om det reelle ejerskab af selskaber og andre juridiske enheder, der er etableret uden for
Unionen, og af proportionaliteten af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 20,
stk. 1, litra b)
g) en evaluering af, i hvilket omfang de grundlæggende rettigheder og principper, som an-
erkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, er blevet
overholdt.
Den første rapport, som offentliggøres senest den 11. januar 2022, ledsages om nødvendigt af
passende lovgivningsmæssige forslag, herunder, hvis det er relevant, om virtuelle valutaer, be-
føjelse til at oprette og føre en central database, hvor de brugeridentiteter og tegnebogsadres-
166
ser, som FIU᾽erne har adgang til, registreres, samt egenerklæringsblanketter til brugere af vir-
tuelle valutaer og om at forbedre samarbejdet mellem medlemsstaternes kontorer for inddri-
velse af aktiver og en risikobaseret model for anvendelse af foranstaltningerne omhandlet i ar-
tikel 20, litra b).
2. Senest den 1. juni 2019 vurderer Kommissionen rammerne for FIU᾽ernes samarbejde med
tredjelande og hindringer og muligheder for at styrke samarbejdet mellem FIU᾽er i Unionen,
herunder muligheden for at oprette en koordinerings- og støttemekanisme.
3. Kommissionen udarbejder, hvor det er relevant, en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet
med henblik på at vurdere behovet for og proportionaliteten af en sænkelse af procentsatsen
for identifikation af reelle ejere af juridiske enheder i lyset af eventuelle anbefalinger i denne
henseende fra internationale organisationer og standardsættere med kompetence inden for fo-
rebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme som følge af en ny vurdering og
fremsætter om fornødent et lovgivningsmæssigt forslag.«
42) Artikel 67, affattes stk. 1, således:
»1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at
efterkomme dette direktiv senest den 26. juni 2017.
Medlemsstaterne anvender artikel 12, stk. 3, fra den 10. juli 2020.
Medlemsstaterne opretter de i artikel 30 omhandlede registre senest den 10. januar 2020, de i
artikel 31 omhandlede registre senest den 10. marts 2020 og de i artikel 32a omhandlede cen-
trale automatiske mekanismer senest den 10. september 2020.
Kommissionen sikrer den i artikel 30 og 31 omhandlede sammenkobling af registre i samar-
bejde med medlemsstaterne senest den 10. marts 2021.
Medlemsstaterne meddeler straks Kommissionen teksten til de i dette stykke omhandlede love
og bestemmelser.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen i medlemsstaterne indeholde en henvisning
til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere
regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.«
43) I bilag II, punkt 3, affattes indledningen således:
»3) Geografiske risikofaktorer — registrering, etablering, bopæl i:«
44) I bilag III foretages følgende ændringer:
a) I punkt 1) tilføjes følgende litra:
»g) kunden er en tredjelandsstatsborger, der ansøger om opholdstilladelse eller statsbor-
gerskab i medlemsstaten i bytte for kapitaloverførsler, køb af ejendom eller statsob-
ligationer eller investering i selskaber i den pågældende medlemsstat.«
b) I punkt 2 foretages følgende ændringer:
i) Litra c) affattes således:
167
»c) forretningsforbindelser eller transaktioner uden direkte kontakt, uden visse sik-
kerhedsforanstaltninger såsom elektroniske identifikationsmidler eller relevante til-
lidstjenester som defineret i forordning (EU) nr. 910/2014 eller enhver anden sikker
form for fjernidentifikationsproces eller elektronisk identifikationsproces, der er re-
guleret, anerkendt, godkendt eller accepteret af de relevante nationale myndighe-
der«
ii) Følgende litra tilføjes:
»f) transaktioner vedrørende olie, våben, ædelmetaller, tobaksvarer, kulturelle vær-
digenstande og andre vigtige genstande af arkæologisk, historisk, kulturel og religi-
øs betydning eller af særlig videnskabelig værdi samt elfenben og beskyttede dyre-
arter.«
Artikel 2
Ændringer af direktiv 2009/138/EF
I artikel 68, stk. 1, litra b), i direktiv 2009/138/EF tilføjes følgende nummer:
»iv) de myndigheder, der er ansvarlige for tilsyn med de forpligtede enheder, der er anført i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (*13), artikel 2, stk. 1, nr. 1 og
2, vedrørende overholdelse af dette direktiv
(*13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af
5.6.2015, s. 73).«
Artikel 3
Ændringer af direktiv 2013/36/EU
I artikel 56, stk. 1, i direktiv 2013/36/EU tilføjes følgende litra:
»g) de myndigheder, der er ansvarlige for tilsyn med de forpligtede enheder, der er anført i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (*14), artikel 2, stk. 1, nr. 1) og
2), vedrørende overholdelse af dette direktiv.
(*14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af
5.6.2015, s. 73).«
Artikel 4
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efter-
komme dette direktiv senest den 10. januar 2020. De sender straks teksten til disse love og bestem-
melser til Kommissionen.
Disse foranstaltninger skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning.
168
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de
udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 5
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Ti-
dende.
Artikel 6
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 30. maj 2018.
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
A. TAJANI L. PAVLOVA
Formand Formand
169
1) EUT C 459 af 9.12.2016, s. 3.
2) EUT C 34 af 2.2.2017, s. 121.
3) Europa-Parlamentets holdning af 19.4.2018 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 14.5.2018.
4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til
hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73).
5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske
penge og tilsyn med en sådan virksomhed, ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF (EUT L 267 af
10.10.2009, s. 7).
6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af direktiv
2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).
7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske
transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 73).
8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 af 14. juni 2017 om visse aspekter af selskabsretten (EUT L 169 af 30.6.2017, s. 46).
9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal
kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
10) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af persono-
plysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af
4.5.2016, s. 1).
11) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders
behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige
sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 89).
12) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
13) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
14) EUT C 85 af 18.3.2017, s. 3.
170
Bilag 3
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2014/17/EU
af 4. februar 2014
om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv
2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank1),
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg2),
efter den almindelige lovgivningsprocedure3), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I marts 2003 iværksatte Kommissionen en proces med det formål at fastslå, hvilke hindringer der fin-
des for det indre marked for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse, og evaluere virknin-
gen heraf. Den 18. december 2007 vedtog den en hvidbog om integration af EU᾽s realkreditmarkeder. I
hvidbogen meddelte Kommissionen, at den havde til hensigt at foretage en konsekvensanalyse af de for-
skellige politikvalgmuligheder med hensyn til indhentning af oplysninger forud for aftaleindgåelse, kre-
ditdatabaser, kreditværdighed, de årlige omkostninger i procent og rådgivning om kreditaftaler. Kommis-
sionen nedsatte en ekspertgruppe vedrørende kredithistorie, der skal bistå Kommissionen med at forbere-
de foranstaltninger, som skal forbedre adgangen til og sammenligneligheden og fuldstændigheden af kre-
ditoplysninger. Der blev også indledt undersøgelser af den rolle, som kreditformidlere og ikkekreditinsti-
tutter, der tilbyder kreditaftaler, spiller, og de transaktioner, som de påtager sig i forbindelse med fast
ejendom til beboelse.
(2) I overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) omfatter det
indre marked et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser samt etab-
leringsfrihed. Det er af vital betydning, at der udvikles et mere gennemskueligt og effektivt kreditmarked
på dette område for at fremme udviklingen af tværnational virksomhed og skabe et indre marked for kre-
ditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Der findes væsentlige forskelle i lovgivningen i de
171
forskellige medlemsstater med hensyn til forretningspraksis vedrørende kreditaftaler i forbindelse med
fast ejendom til beboelse og reguleringen af og tilsynet med de kreditformidlere og ikkekreditinstitutter,
der tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Sådanne forskelle skaber hindringer,
som begrænser omfanget af den tværnationale aktivitet både hvad angår udbud og efterspørgsel, hvilket
begrænser konkurrencen og valgmulighederne på markedet, og dermed øges omkostningerne for kredit-
udbyderne, og de hindres endog i at udøve virksomhed.
(3) Finanskrisen har vist, at uansvarlig optræden hos markedsdeltagerne kan undergrave det finansielle
system og føre til manglende tillid hos alle parter, især hos forbrugerne, og have alvorlige sociale og øko-
nomiske konsekvenser. Mange forbrugere har mistet tilliden til finanssektoren, og låntagere har oplevet,
at deres lån bliver for dyre, hvilket fører til stadig flere misligholdelser og tvangsauktioner. Som følge
heraf har G20 anmodet Rådet for Finansiel Stabilitet om at opstille principper for forsvarlige garantistan-
darder i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Selv om nogle af den finansielle krises største proble-
mer opstod uden for Unionen, besidder forbrugere i Unionen store mængder gældspapirer, hvoraf mange
er knyttet til kreditter i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Det er derfor hensigtsmæssigt at sikre,
at Unionens reguleringsmæssige rammer på dette område er solide, overensstemmende med internationa-
le principper og tillader hensigtsmæssig anvendelse af det til rådighed stående udvalg af redskaber, som
kan omfatte forholdstal som lån-værdi (forholdet mellem lånets størrelse og ejendomsværdien), lån-ind-
komst (forholdet mellem lånstørrelse og indkomst), gæld-indkomst (forholdet mellem gæld og indkomst)
eller tilsvarende forholdstal, minimumsniveauer, under hvilke ingen kredit anses for acceptabel, eller an-
dre foranstaltninger, der kan kompensere for situationer, hvor de underliggende risici er højere for forbru-
gerne, eller som er nødvendige for at forhindre for stor gældsætning i husholdningerne. Set i lyset af de
problemer, der er kommet frem under finanskrisen, og for at sikre et effektivt og konkurrencedygtigt in-
dre marked, der bidrager til finansiel stabilitet, har Kommissionen i sin meddelelse af 4. marts 2009 med
titlen »Fremdrift i den europæiske genopretning« foreslået foranstaltninger for kreditaftaler i forbindelse
med fast ejendom til beboelse, herunder også solide rammer for kreditformidling med henblik på at skabe
ansvarlige og pålidelige markeder for fremtiden og genetablere forbrugertilliden. Kommissionen bekræf-
tede på ny sit tilsagn om et effektivt og konkurrencedygtigt indre marked i sin meddelelse af 13. april
2011 med titlen »Akten for det indre marked — Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid«.
(4) Der er blevet indkredset en række problemer på markederne for lån med pant i fast ejendom i Unionen
i forbindelse med uansvarlig långivning og låntagning og potentielt uansvarlig adfærd hos markedsdelta-
gerne, herunder kreditformidlere og ikkekreditinstitutter. Nogle af problemerne vedrørte kreditter i en
udenlandsk valuta, som forbrugerne havde optaget i den pågældende valuta for at få den fordelagtige de-
bitorrente, men uden tilstrækkelig oplysning om eller forståelse af valutakursrisikoen. Disse problemer
skyldes markeds- og lovgivningsmæssige mangler såvel som andre faktorer, f.eks. det generelle økonomi-
ske klima og det ringe kendskab til det finansielle område. Blandt andre problemer kan nævnes ineffekti-
ve, inkonsekvente eller ikkeeksisterende ordninger for kreditformidlere og ikkekreditinstitutter, der tilby-
der kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Disse problemer har potentielt betydelige
makroøkonomiske afsmittende virkninger, kan være til skade for forbrugeren, kan udgøre økonomiske el-
ler juridiske hindringer for tværnational virksomhed og kan skabe ulige betingelser for de forskellige ak-
tører.
(5) For at få etableret et velfungerende indre marked med en høj grad af forbrugerbeskyttelse på området
kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom og for at sikre, at forbrugere, der ønsker sådanne aftaler, kan
indgå disse i tillid til, at de kreditinstitutter, som de indgår aftale med, handler på en professionel og an-
svarlig måde, er det nødvendigt at indføre hensigtsmæssigt harmoniserede EU-retlige rammer på en ræk-
172
ke områder under hensyntagen til forskelle mellem kreditaftaler, der navnlig skyldes forskelle på de natio-
nale og regionale markeder for fast ejendom.
(6) Dette direktiv bør derfor udvikle et mere gennemsigtigt, effektivt og konkurrencedygtigt indre marked
gennem sammenhængende, fleksible og rimelige kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom og samtidig
fremme bæredygtig långivning og låntagning og finansiel integration og dermed skabe et høj niveau af
forbrugerbeskyttelse.
(7) For at skabe et ægte indre marked med en høj og ensartet grad af forbrugerbeskyttelse fastsætter dette
direktiv bestemmelser, der harmoniseres i størst muligt omfang med hensyn til oplysninger forud for afta-
leindgåelsen ved hjælp af det europæiske standardiserede informationsblad (ESIS) og beregningen af de
årlige omkostninger i procent. Medlemsstaterne bør dog under hensyntagen til de særlige karakteristika
ved kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom og forskellene i markedsudviklingen og markedsvilkåre-
ne i medlemsstaterne, navnlig med hensyn til markedsstrukturen og markedsdeltagerne, kategorierne af
tilgængelige produkter og de procedurer, der er forbundet med kreditydelsesprocessen, kunne bevare eller
indføre strengere bestemmelser end dem, der er fastsat i dette direktiv, på de områder, der ikke er klart
angivet som områder, hvor der skal være størst mulig harmonisering. En sådan målrettet tilgang er nød-
vendig for at undgå negativt at påvirke beskyttelsesniveauet for forbrugerne i forbindelse med kreditafta-
ler inden for dette direktivs anvendelsesområde. Medlemsstaterne bør f.eks. kunne opretholde eller indfø-
re strengere bestemmelser med hensyn til den viden og de kompetencer, som personalet skal have, og vej-
ledningen i udfyldelse af ESIS.
(8) Dette direktiv bør forbedre betingelserne for etableringen af et velfungerende indre marked gennem
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning og fastsættelse af kvalitetsstandarder for visse tjenesteydel-
ser, særlig med hensyn til distribution og formidling af kredit gennem kreditgivere og kreditformidlere og
fremme af god praksis. Etableringen af kvalitetsstandarder for kreditydelsestjenester involverer nødven-
digvis indførelsen af visse bestemmelser om optagelse, tilsyn og tilsynskrav.
(9) Det står medlemsstaterne frit for at beholde eller indføre national ret på de områder, der ikke er omfat-
tet af dette direktiv. Medlemsstaterne kan navnlig beholde eller indføre nationale bestemmelser på områ-
der som aftalelov i forbindelse med kreditaftalernes gyldighed, ejendomslovgivning, tinglysning, oplys-
ninger i forbindelse med aftaleindgåelse og, i det omfang, de ikke er reguleret af dette direktiv, anliggen-
der efter aftaleindgåelse. Medlemsstaterne kan fastsætte, at det sagkyndige eller vurderende selskab eller
notarer kan udvælges af parterne ved gensidig aftale. På grund af forskellene mellem processerne for køb
eller salg af fast ejendom til beboelse i medlemsstaterne kan kreditgivere og kreditformidlere forsøge at få
forudbetalinger fra forbrugerne med den begrundelse, at sådanne betalinger vil kunne bidrage til at sikre
indgåelsen af en kreditaftale eller købet eller salget af en fast ejendom, og der er mulighed for, at en sådan
praksis kan misbruges, navnlig når forbrugerne ikke er bekendte med kravene og den sædvanlige praksis i
den pågældende medlemsstat. Det er derfor hensigtsmæssigt at give medlemsstaterne tilladelse til at ind-
føre begrænsninger med hensyn til sådanne betalinger.
(10) Dette direktiv bør finde anvendelse, uanset om kreditgiveren eller kreditformidleren er en juridisk
eller en fysisk person. Dette direktiv bør dog ikke berøre medlemsstaternes ret til i overensstemmelse med
EU-retten at fastsætte, at kun juridiske personer eller visse former for juridiske personer må fungere som
kreditgiver eller kreditformidler efter dette direktiv.
173
(11) Da forbrugere og virksomheder ikke er i samme situation, har de ikke behov for det samme beskyt-
telsesniveau. Mens det er vigtigt at sikre forbrugernes rettigheder gennem bestemmelser, der ikke kan fra-
viges ved aftale, er det rimeligt at give virksomheder og organisationer mulighed for at indgå andre afta-
ler.
(12) Definitionen af forbruger bør dække fysiske personer, der ikke handler som led i erhvervsmæssig
virksomhed. I tilfælde af aftaler med dobbelt formål, hvor aftalen indgås delvis som led i og delvis ikke
som led i den pågældende persons erhvervsmæssige virksomhed, og det erhvervsmæssige formål er så
begrænset, at det ikke er fremherskende i forbindelse med aftalen, bør den pågældende person imidlertid
ligeledes betragtes som en forbruger.
(13) I dette direktiv fastsættes der bestemmelser om kreditaftaler, som udelukkende eller overvejende ve-
drører fast ejendom til beboelse, men det forhindrer ikke medlemsstaterne i at forlænge de foranstaltnin-
ger, der træffes i overensstemmelse med dette direktiv til beskyttelse af forbrugerne i forbindelse med
kreditaftaler vedrørende andre former for fast ejendom, eller i at fastsætte andre bestemmelser om sådan-
ne kreditaftaler.
(14) Definitionerne fastsat i dette direktiv bør bestemme rækkevidden af harmoniseringen. Medlemssta-
ternes forpligtelser til at gennemføre dette direktiv bør derfor begrænses til dets anvendelsesområde som
bestemt ved dets definitioner. Medlemsstaternes forpligtelser til at gennemføre bestemmelserne i dette di-
rektiv begrænses f.eks. til kreditaftaler, der indgås med forbrugere, dvs. med fysiske personer, der i for-
bindelse med transaktioner, som er omfattet af dette direktiv, ikke handler som led i erhvervsmæssig virk-
somhed. Ligeledes er medlemsstaterne forpligtet til at gennemføre de bestemmelser i dette direktiv, der
regulerer den aktivitet, som udføres af de personer, der optræder som kreditformidlere som defineret i di-
rektivet. Dette direktiv bør dog ikke berøre medlemsstaternes anvendelse af direktivets bestemmelser på
områder, der ikke er omfattet af dets anvendelsesområde, i overensstemmelse med EU-retten. Desuden
bør definitionerne fastsat i dette direktiv ikke berøre medlemsstaternes mulighed for i henhold til national
lovgivning at vedtage underdefinitioner til særlige formål, forudsat at de stadig er i overensstemmelse
med definitionerne i dette direktiv. F.eks. bør medlemsstaterne i henhold til national ret kunne fastsætte
underkategorier af kreditformidlere, som ikke er identificeret i dette direktiv, hvis sådanne underkategori-
er f.eks. er nødvendige på nationalt plan for at differentiere de krav til kompetencer og viden, som skal
opfyldes af de forskellige kreditformidlere.
(15) Formålet med dette direktiv er at sikre, at forbrugere, der indgår kreditaftaler i forbindelse med fast
ejendom, er genstand for et højt beskyttelsesniveau. Det bør derfor finde anvendelse på kreditter sikret
ved fast ejendom uanset formålet med kreditten, refinansieringsaftaler eller andre kreditaftaler, der kan
medvirke til, at en ejer eller medejer fortsat kan bevare rettigheder til den faste ejendom eller grunden, og
på kreditter, som anvendes til køb af en fast ejendom i nogle medlemsstater, herunder afdragsfrie kreditter
eller, medmindre medlemsstaterne har etableret en passende alternativ ramme, de kreditter, som har til
formål at skaffe midlertidig finansiering mellem salget af én fast ejendom og købet af en anden, og på
sikrede kreditter til renovering af fast ejendom til beboelse.
(16) Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på visse kreditaftaler, hvor kreditgiver bidrager med en sam-
let sum, periodisk betaling eller andre former for kreditudbetaling til gengæld for en sum, der stammer fra
salg af en fast ejendom, og hvis primære formål er at lette forbruget, f.eks. friværdibelåningsprodukter
eller andre tilsvarende specialiserede produkter. Sådanne kreditaftaler har særlige karakteristika, der lig-
ger uden for dette direktivs anvendelsesområde. En vurdering af forbrugerens kreditværdighed er f.eks.
174
irrelevant, da betalingerne sker fra kreditgiver til forbrugeren og ikke omvendt. En sådan transaktion vil
bl.a. kræve væsentligt anderledes informationer forud for aftaleindgåelsen. Endvidere indebærer andre
produkter inden for friværdibelåning (f.eks. »home reversions«), som kan sammenlignes med nedspa-
ringslån eller livslange lån med pant i fast ejendom, ikke, at der ydes kredit, og forbliver således uden for
dette direktivs anvendelsesområde.
(17) Dette direktiv bør ikke omfatte andre udtrykkeligt anførte former for nichekreditaftaler, som er for-
skellige fra standardlån med pant i fast ejendom med hensyn til deres art og forbundne risici og derfor
kræver en skræddersyet tilgang, navnlig kreditaftaler, der er resultatet af et forlig indgået for retten eller et
andet ved lov beføjet organ, og visse former for kreditaftaler, hvor kreditten ydes af en arbejdsgiver til
dennes arbejdstagere i særlige tilfælde, som allerede fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler4). Det er hensigtsmæssigt at tillade medlemsstater-
ne at udelukke visse kreditaftaler såsom dem, der bevilges til en begrænset del af offentligheden på for-
delagtige vilkår eller udbydes af en låne- og spareforening, såfremt der er etableret passende alternative
ordninger til sikring af, at de politiske målsætninger med henblik på finansiel stabilitet og det indre mar-
ked kan opfyldes, uden at dette forhindrer finansiel integration og adgang til kredit. Kreditaftaler, hvor
den faste ejendom ikke skal anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted af forbrugeren eller et
af forbrugerens familiemedlemmer, men skal anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted på
grundlag af en lejeaftale, har risici og karakteristika, der er forskellige fra standardkreditaftaler, og kan
derfor nødvendiggøre en mere tilpasset ramme. Medlemsstaterne bør derfor kunne udelukke sådanne kre-
ditaftaler fra direktivet, når der findes en passende national ramme til dem.
(18) Kreditaftaler uden sikkerhedsstillelse med henblik på istandsættelse af fast ejendom til beboelse for
et samlet kreditbeløb, der overstiger 75 000 EUR, bør være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv
2008/48/EF for at sikre en lige grad af beskyttelse af disse forbrugere og for at undgå et lovgivningsmæs-
sigt tomrum mellem nævnte direktiv og nærværende direktiv. Direktiv 2008/48/EF bør derfor ændres i
overensstemmelse hermed.
(19) Af hensyn til retssikkerheden bør de EU-retlige rammer på området kreditaftaler i forbindelse med
fast ejendom til beboelse være i overensstemmelse med og supplere andre EU-retsakter, særlig på områ-
derne forbrugerbeskyttelse og forsigtighedstilsyn. Visse væsentlige definitioner, herunder definitionen på
»forbruger« og »varigt medium«, samt nøglebegreber, der anvendes i standardoplysningerne for at beteg-
ne de finansielle karakteristika i forbindelse med kreditten, herunder »samlet beløb, der skal betales af
forbrugeren« og »debitorrenten«, bør være i overensstemmelse med definitionerne fastsat i direktiv
2008/48/EF, således at den samme terminologi henviser til samme form for forhold, uanset om kreditten
er en forbrugerkredit eller en kredit til fast ejendom til beboelse. Medlemsstaterne bør derfor ved gennem-
førelsen af dette direktiv sikre, at der er overensstemmelse med hensyn til anvendelse og fortolkning for
så vidt angår disse væsentlige definitioner og nøglebegreber.
(20) For at sikre en ensartet ramme for forbrugere på kreditområdet og mindske den administrative byrde
for kreditgivere og kreditformidlere bør selve rammen i dette direktiv følge strukturen i direktiv
2008/48/EF, hvor det er muligt, navnlig med hensyn til, at oplysninger i reklame for kreditaftaler i forbin-
delse med fast ejendom til beboelse gives til forbrugeren ved hjælp af et repræsentativt eksempel, at detal-
jerede oplysninger forud for aftaleindgåelsen gives til den pågældende ved hjælp af et standardiseret in-
formationsblad, at forbrugeren modtager fyldestgørende forklaringer inden kreditaftalens indgåelse, at der
etableres et fælles grundlag for beregning af ÅOP eksklusive notaromkostninger, og at kreditgiverne vur-
derer forbrugerens kreditværdighed, inden der ydes kredit. På samme måde bør der gives ikkediskrimine-
175
rende adgang for kreditgivere til relevante kreditdatabaser for at sikre lige vilkår i forbindelse med be-
stemmelserne som fastsat ved direktiv 2008/48/EF. På samme måde som direktiv 2008/48/EF bør dette
direktiv sikre en passende godkendelsesproces og passende tilsyn med alle kreditgivere, der tilbyder kre-
ditaftaler i forbindelse med fast ejendom, og bør fastsætte krav med hensyn til etableringen af og adgan-
gen til udenretslige tvistbilæggelsesordninger.
(21) Dette direktiv bør supplere Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september
2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne5), der dels fastlægger, at forbrugeren i for-
bindelse med fjernydelser skal informeres om, hvorvidt der findes en fortrydelsesret, dels indeholder be-
stemmelser om fortrydelsesret. Mens direktiv 2002/65/EF giver mulighed for, at udbyder meddeler oplys-
ninger fra tidspunktet før aftaleindgåelsen efter aftalens indgåelse, vil dette imidlertid ikke være hensigts-
mæssigt for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse i betragtning af forbrugerens betyde-
lige finansielle forpligtelser. Dette direktiv bør ikke berøre den nationale lovgivnings almindelige aftaleret
såsom bestemmelserne om aftalers gyldighed, indgåelse og virkning, eftersom almindelige aftaleretlige
aspekter ikke reguleres i dette direktiv.
(22) Samtidig er det vigtigt at tage de særlige karakteristika, der gør sig gældende for kreditaftaler i for-
bindelse med fast ejendom til beboelse, i betragtning, hvilket giver grundlag for en differentieret tilgang. I
betragtning af arten af kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og de eventuelle konse-
kvenser for forbrugeren bør reklamemateriale og individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen inde-
holde tilstrækkelige, specifikke risiciadvarsler, f.eks. om den potentielle indvirkning af valutakurssving-
ninger på det beløb, som forbrugeren skal tilbagebetale, og, hvis medlemsstaterne anser det for passende,
arten af og konsekvenserne ved sikkerhedsstillelse. Parallelt med det, som allerede fandtes som en frivil-
lig tilgang i sektoren for boliglån, bør også de generelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen gøres til-
gængelige til enhver tid sammen med de individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen. Desuden er
det berettiget med en differentieret tilgang for at kunne tage erfaringerne fra finanskrisen i betragtning og
sikre, at kreditoptagelse sker på et forsvarligt grundlag. I den forbindelse bør bestemmelserne om kredit-
værdighedsvurderingen strammes i forhold til forbrugerkredit, kreditformidlere skal give mere præcise
oplysninger om deres status og forhold til kreditgivere for at afsløre eventuelle interessekonflikter, og alle
de parter, der er involveret i etableringen af kreditaftalen i forbindelse med fast ejendom, bør meddeles
adgang og underkastes tilsyn på passende vis.
(23) Det er nødvendigt at regulere visse yderligere områder for at afspejle de særlige karakteristika ved
kreditter i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Det er i betragtning af transaktionens betydning
nødvendigt at sikre, at forbrugerne har en tilstrækkelig frist på mindst syv dage til at overveje konsekven-
serne heraf. Medlemsstaterne bør have fleksibilitet til at give en sådan tilstrækkelig frist enten som en
betænkningstid inden kreditaftalens indgåelse, en fortrydelsesret efter kreditaftalens indgåelse eller en
kombination af disse. Det er hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne bør have fleksibilitet til at gøre betænk-
ningstiden bindende for forbrugeren i en periode, der ikke overstiger ti dage, men at forbrugere, der i an-
dre tilfælde ønsker at indgå kreditaftalen under betænkningstiden, har mulighed for det, og at medlems-
staterne af hensyn til retssikkerheden i forbindelse med ejendomstransaktioner bør kunne fastsætte, at be-
tænkningstiden eller fortrydelsesretten bortfalder, hvis forbrugeren foretager en handling, der i henhold til
national lovgivning medfører oprettelse eller overførsel af en ejendomsret, som er knyttet til eller anven-
der midler, der er tilvejebragt ved kreditaftalen, eller, hvis det er relevant, overfører midlerne til tredje-
mand.
176
(24) I betragtning af de særlige karakteristika ved kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse
er det almindelig praksis, at kreditgivere tilbyder forbrugerne en række produkter eller tjenesteydelser,
som kan købes sammen med kreditaftalen. Derfor er det i betragtning af sådanne aftalers betydning for
forbrugerne hensigtsmæssigt at fastlægge specifikke regler for kombinationssalg. Kombination af en kre-
ditaftale med en eller flere finansielle tjenesteydelser eller produkter i pakker er en måde, hvorpå kreditgi-
vere kan variere deres tilbud og konkurrere med hinanden, forudsat at komponenterne i pakken også kan
købes særskilt. Kombination af kreditaftaler med en eller flere finansielle tjenesteydelser eller produkter i
pakker kan være til forbrugernes fordel, men det kan have en negativ indvirkning på forbrugernes mobili-
tet og deres mulighed for at træffe informerede valg, medmindre komponenterne i pakken kan købes sær-
skilt. Det er vigtigt at forebygge praksis såsom kombination af visse produkter, der kan tilskynde forbru-
gere til at indgå kreditaftaler, der ikke er i deres bedste interesse, uden dog at begrænse muligheden for at
sammensætte produkter, hvilket kan være til forbrugernes fordel. Medlemsstaterne bør imidlertid fortsat
overvåge detailmarkederne for finansielle tjenesteydelser nøje for at sikre, at pakkesalg ikke forvrider for-
brugernes valgmuligheder og konkurrencen på markedet.
(25) Som hovedregel bør kombinationssalg ikke være tilladt, medmindre den finansielle tjenesteydelse el-
ler det finansielle produkt, der tilbydes som led i kreditaftalen, ikke kunne tilbydes særskilt, fordi det ud-
gør en fuldt integreret del af kreditten, f.eks. i tilfælde af en sikret kassekredit. I andre tilfælde kan det dog
være berettiget, at kreditgiver tilbyder eller sælger en kreditaftale i en pakke med en betalingskonto, op-
sparingskonto, et investerings- eller pensionsprodukt, f.eks. hvis kapitalen på kontoen bruges til at tilba-
gebetale kreditten eller er en forudsætning for at samle ressourcer for at opnå kreditten, eller i situationer,
hvor f.eks. et investeringsprodukt eller privat pensionsprodukt fungerer som en supplerende sikkerheds-
stillelse for at sikre kreditten. Selv om det er berettiget, at kreditgiver kan pålægge forbrugeren at tegne en
relevant forsikring for at garantere tilbagebetaling af kreditten eller sikre værdien af sikkerhedsstillelsen,
bør forbrugeren have mulighed for at vælge sin egen forsikringsgiver, forudsat at dennes forsikring har et
garantiniveau svarende til niveauet i den forsikring, som kreditgiver har foreslået. Derudover kan med-
lemsstaterne helt eller delvist standardisere den dækning, der tilbydes i forsikringsaftaler, for at gøre det
lettere at sammenligne forskellige tilbud for forbrugere, som ønsker at foretage sådanne sammenlignin-
ger.
(26) Det er vigtigt at sikre, at den faste ejendom til beboelse er blevet behørigt vurderet både inden indgå-
elsen af kreditaftalen og, navnlig hvis vurderingen påvirker forbrugerens tilbageværende forpligtelser, i
tilfælde af misligholdelse. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at der findes troværdige vurderingsstandar-
der. For at de kan betragtes som troværdige, bør vurderingsstandarder tage hensyn til internationalt aner-
kendte vurderingsstandarder, navnlig de standarder, der er fastsat af Det Internationale Råd for Vurde-
ringsstandarder, Den Europæiske Gruppe for Foreninger af Vurderingssagkyndige eller Royal Institution
of Chartered Surveyors (det kongelige institut for statsautoriserede landmålere). Disse internationalt aner-
kendte vurderingsstandarder indeholder principper på højt niveau, som pålægger blandt andre kreditgive-
re at vedtage og følge passende processer til intern risikostyring og styring af sikkerhedsstillelse, hvilket
omfatter sunde vurderingsprocesser, at vedtage vurderingsstandarder og -metoder, der medfører retvisen-
de og velunderbyggede ejendomsvurderinger for at sikre, at alle vurderingsrapporter udarbejdes med til-
strækkelig professionel kyndighed og omhu, samt at vurderingsmænd opfylder visse kvalifikationskrav,
og at opretholde passende dokumentation for vurdering af sikkerhedsstillelse, som er omfattende og tro-
værdig. I denne henseende er det ønskværdigt at sikre passende overvågning af markederne for fast ejen-
dom til beboelse, og at mekanismerne i sådanne bestemmelser er i overensstemmelse med Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditin-
stitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber6). Bestemmelserne i nærværende direktiv
177
vedrørende standarder for ejendomsvurdering kan overholdes f.eks. gennem lovgivning eller selvregule-
ring.
(27) I betragtning af de betydelige konsekvenser for kreditgivere, forbrugere og potentielt for den finan-
sielle stabilitet ved tvangsauktioner er det hensigtsmæssigt, at kreditgivere på et tidligt tidspunkt opfor-
dres til at imødegå nyopståede kreditrisici proaktivt, og at der findes nødvendige foranstaltninger for at
sikre, at kreditgivere udviser rimelig tilbageholdenhed og gør rimelige forsøg på at løse situationen ved
hjælp af andre midler, inden der indledes en procedure for tvangsauktion. Hvis det er muligt, bør der fin-
des løsninger, der tager hensyn til de praktiske forhold og forbrugerens rimelige behov i forhold til leve-
omkostninger. Hvis der efter proceduren for tvangsauktion stadig består udestående gæld, bør medlems-
staterne sikre et eksistensminimum og træffe foranstaltninger til at lette tilbagebetaling og samtidig undgå
overdreven gældssætning over længere tid. I hvert fald bør medlemsstaterne, når den pris, der opnås for
den faste ejendom, påvirker det beløb, som forbrugeren skylder, opfordre kreditgivere til at træffe rimeli-
ge foranstaltninger for at opnå den bedst mulige pris for den tvangsauktionerede faste ejendom afhængigt
af markedsbetingelserne. Medlemsstaterne bør ikke forhindre parterne i en kreditaftale i at indgå en ud-
trykkelig aftale om, at overdragelse af sikkerhedsstillelsen til kreditgiveren er tilstrækkelig til at tilbage-
betale kreditten.
(28) Kreditformidlere er ofte involveret i flere aktiviteter end bare kreditformidling, især formidling af
forsikringer eller investeringstjenesteydelser. Dette direktiv bør derfor også sikre en grad af sammenhæng
med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling7)
og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle in-
strumenter8). Navnlig kreditinstitutter, der i henhold til direktiv 2013/36/EU har adgang til at udøve virk-
somhed som kreditinstitut, og andre finansielle institutter, der er underlagt en tilsvarende tilladelsesord-
ning i henhold til national lovgivning, bør ikke afkræves en særskilt godkendelse med henblik på at ope-
rere som kreditformidlere for at forenkle etableringsprocessen som kreditformidler og gøre det lettere at
arbejde tværnationalt. Det fulde og ubetingede ansvar, der pålægges kreditgivere og kreditformidlere for
de aktiviteter, der udføres af bundne kreditformidlere eller udpegede repræsentanter, bør kun udvides til
at omfatte aktiviteter inden for dette direktivs anvendelsesområde, medmindre medlemsstaterne vælger at
udvide ansvaret til andre områder.
(29) For at forbedre forbrugernes evne til selv at træffe kvalificerede beslutninger vedrørende lån og an-
svarlig forvaltning af deres gæld bør medlemsstaterne fremme foranstaltninger med henblik på at støtte
formidlingen af viden til forbrugerne vedrørende ansvarlig låntagning og gældsforvaltning, især i forbin-
delse med aftaler om lån med pant i fast ejendom. Det er særlig vigtigt at give vejledning til forbrugere,
der optager et lån med pant i fast ejendom for første gang. I den forbindelse bør Kommissionen identifice-
re eksempler på bedste praksis for at lette den videre udvikling af foranstaltninger med henblik på at øge
forbrugernes kendskab til finansielle forhold.
(30) På grund af den betydelige risiko, der er forbundet med at låne i en udenlandsk valuta, er det nødven-
digt at foreskrive foranstaltninger til sikring af, at forbrugerne er klar over den risiko, som de påtager sig,
og at forbrugerne har mulighed for at begrænse deres eksponering for valutakursrisiko i kredittens løbetid.
Risikoen kan begrænses enten ved at give forbrugeren ret til at konvertere kreditten til en anden valuta
eller gennem andre ordninger, f.eks. lofter eller, hvis dette er tilstrækkeligt til at begrænse valutakursrisi-
koen, advarsler.
178
(31) Den gældende retlige ramme bør give forbrugerne tillid til, at kreditgiverne, kreditformidlerne og de
udpegede repræsentanter tager hensyn til forbrugerens interesser på grundlag af de oplysninger, som kre-
ditgiver, kreditformidler og den udpegede repræsentant råder over på det pågældende tidspunkt, og på
grundlag af rimelige antagelser om risiciene i forbindelse med forbrugerens situation i den foreslåede kre-
ditaftales løbetid. Det kan også indebære, at kreditgivere bl.a. ikke bør markedsføre kreditten på en sådan
måde, at markedsføringen i væsentlig grad indskrænker eller kan forventes at indskrænke forbrugerens
evne til nøje at overveje at optage kreditten, eller at kreditgiver ikke bør anvende ydelse af kreditten som
den vigtigste markedsføringsmetode i forbindelse med markedsføring af varer, tjenesteydelser eller fast
ejendom over for forbrugere. Et centralt aspekt med hensyn til at sikre en sådan forbrugertillid er kravet
om at sikre en høj grad af rimelighed, redelighed og professionel holdning inden for branchen, en passen-
de håndtering af interessekonflikter, herunder dem, der opstår på grund af aflønning, og at kræve, at der
ydes rådgivning i forbrugerens interesse.
(32) Det er hensigtsmæssigt at sikre, at kreditgiveres, kreditformidleres og udpegede repræsentanters rele-
vante personale har et tilstrækkeligt viden- og kompetenceniveau, for at opnå en høj grad af professiona-
lisme. Dette direktiv bør derfor kræve, at selskaber kan godtgøre, at de har den relevante viden og kompe-
tence, på grundlag af de minimumskrav til viden og kompetencer, der er fastsat i dette direktiv. Det bør
stå medlemsstaterne frit for at indføre eller opretholde sådanne krav, der gælder for fysiske personer.
Medlemsstaterne bør kunne tillade, at kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter sondrer
mellem niveauerne for minimumskrav til viden i henhold til involveringen i udførelsen af bestemte tjene-
ster eller processer. I denne forbindelse omfatter personale eksternt personale, som arbejder for og hos
kreditgiver, kreditformidler eller den udpegede repræsentant, samt deres ansatte. I dette direktiv bør per-
sonale, der direkte er inddraget i aktiviteter i henhold til direktivet, omfatte både personale med kunde-
kontakt og administrativt personale, herunder ledelsen, som spiller en vigtig rolle i kreditaftaleprocessen.
Personer, der varetager støttefunktioner, som ikke er knyttet til kreditaftaleprocessen (f.eks. personale, der
varetager personaleadministration og informations- og kommunikationsteknologi), bør ikke betragtes som
personale i dette direktiv.
(33) Hvis en kreditgiver eller kreditformidler yder sine tjenester på en anden medlemsstats område som
led i den fri udveksling af tjenesteydelser, bør hjemlandet være ansvarligt for at fastsætte de minimums-
krav til viden og kompetencer, som gælder for personalet. De værtslande, der finder det nødvendigt, bør
dog på visse bestemte områder kunne fastsætte deres egne kompetencekrav, der gælder for kreditgivere
og kreditformidlere, som yder tjenester på den pågældende medlemsstats område som led i den fri ud-
veksling af tjenesteydelser.
(34) På grund af betydningen af at sikre, at viden- og kompetencekravene finder anvendelse og opfyldes i
praksis, bør medlemsstaterne kræve, at de kompetente myndigheder fører tilsyn med kreditgivere, kredit-
formidlere og udpegede repræsentanter, og give de kompetente myndigheder beføjelse til at indhente den
dokumentation, som de har behov for for på en sikker måde at kunne vurdere opfyldelsen af kravene.
(35) Den måde, hvorpå kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter aflønner deres persona-
le, bør være et af de centrale aspekter med hensyn til at sikre forbrugertilliden i finanssektoren. Dette di-
rektiv fastsætter regler for aflønning af personale med henblik på at begrænse salg på tvivlsomt grundlag
og for at sikre, at den måde, hvorpå personalet aflønnes, ikke er til hinder for opfyldelsen af forpligtelsen
til at tage hensyn til forbrugerens interesser. Kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter
bør navnlig ikke udforme deres aflønningspolitikker på en måde, der tilskynder deres personale til at ind-
gå et bestemt antal eller en bestemt form for kreditaftaler eller til at yde særlige accessoriske tjenester til
179
forbrugerne, uden at der udtrykkeligt er taget hensyn til forbrugernes interesser og behov. I denne forbin-
delse kan medlemsstaterne finde det nødvendigt at beslutte, at en særlig praksis, f.eks. bundne kreditfor-
midleres opkrævning af gebyrer, strider mod forbrugerens interesser. Medlemsstaterne bør også kunne
fastsætte, at den aflønning, som personalet modtager, ikke afhænger af renten i den kreditaftale eller den
form for kreditaftale, der er indgået med forbrugeren.
(36) Dette direktiv fastsætter harmoniserede regler for den viden og de kompetencer, som kreditgiveres,
kreditformidleres og udpegede repræsentanters personale bør være i besiddelse af, når de skal udforme,
tilbyde, bevilge og formidle en kreditaftale. Dette direktiv indfører ikke særlige ordninger, der er direkte
forbundet med anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer, som en person har opnået i en med-
lemsstat med henblik på at opfylde kravene til viden og kompetencer i en anden medlemsstat. Europa-
Parlamentet og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige
kvalifikationer9) bør derfor fortsat finde anvendelse for så vidt angår de betingelser for anerkendelse og de
udligningsforanstaltninger, som et værtsland kan kræve, hvis en persons uddannelsesbevis ikke er udstedt
på dets område.
(37) Kreditgivere og kreditformidlere anvender ofte reklame, hvor der hyppigt er anført særlige vilkår for
at tiltrække forbrugerne til et bestemt produkt. Forbrugerne bør derfor beskyttes mod illoyal og vildleden-
de reklamepraksis og skal kunne sammenligne reklamer. Det er nødvendigt at fastsætte særlige bestem-
melser om reklamer for kreditaftaler og med en liste over de elementer, der skal inkluderes i reklamer og
markedsføringsmateriale til forbrugerne, når sådan reklame angiver rentesatser eller talstørrelser vedrø-
rende kreditomkostninger, således at forbrugerne kan sammenligne forskellige tilbud. Det bør fortsat stå
medlemsstaterne frit for at kunne fastsætte eller opretholde oplysningskrav i deres nationale lovgivning
med hensyn til reklame, der ikke angiver en rentesats eller indeholder talstørrelser vedrørende kreditom-
kostningerne. Sådanne krav bør tage hensyn til de særlige karakteristika ved kreditaftaler i forbindelse
med fast ejendom til beboelse. Under alle omstændigheder bør det i overensstemmelse med Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over
for forbrugerne på det indre marked10) sikres, at reklame for kreditaftaler ikke giver et vildledende indtryk
af produktet.
(38) Reklame har tendens til at fokusere på især et eller flere produkter, men forbrugerne bør være i stand
til at træffe deres beslutninger på grundlag af viden om alle de tilbudte kreditprodukter. I denne henseen-
de spiller generelle oplysninger en vigtig rolle, da de medvirker til at forklare forbrugeren om det brede
udvalg af produkter og tjenesteydelser og de særlige kendetegn i den forbindelse. Forbrugerne bør derfor
til enhver tid kunne få adgang til generelle oplysninger om eksisterende kreditprodukter. Selv om dette
krav ikke gælder for ikkebundne kreditformidlere, ændrer dette ikke ved, at ikkebundne kreditformidlere
er forpligtet til at give forbrugerne individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen.
(39) For at sikre lige betingelser, og for at forbrugernes beslutning kan bygge på detaljerede oplysninger
om de tilbudte kreditprodukter frem for på den distributionskanal, gennem hvilken der er adgang til så-
danne kreditprodukter, bør forbrugerne modtage oplysninger om kreditten, uanset om de handler direkte
med en kreditgiver eller med en kreditformidler.
(40) Forbrugerne bør desuden modtage individuelle oplysninger i god tid inden indgåelsen af kreditafta-
len for at kunne sammenligne dem og overveje kreditprodukternes særlige karakteristika. Kommissionen
gav i henhold til sin henstilling 2001/193/EF af 1. marts 2001 om oplysninger forud for indgåelse af kon-
trakt, der skal gives til forbrugerne af långivere, der tilbyder boliglån11), tilsagn om at ville overvåge efter-
180
levelsen af den frivillige adfærdskodeks for information om boliglån forud for kontraktindgåelse, som in-
deholder ESIS, der giver individuelle oplysninger til forbrugeren om den kreditaftale, der tilbydes. Den
dokumentation, som Kommissionen har indsamlet, viser, at der er behov for at revidere indholdet og præ-
sentationen af ESIS for at sikre, at det er klart og forståeligt og indeholder alle de oplysninger, der anses
for relevante for forbrugerne. Indholdet og præsentationen af ESIS bør omfatte de nødvendige forbedrin-
ger, der er blevet peget på i forbrugerundersøgelser i alle medlemsstaterne. ESIS᾽ struktur, især oplysnin-
gernes række»fleksible elementer«, bør tilføjes. Forbrugeren bør modtage en illustrativ amortiseringstabel
som del af ESIS, hvis kreditten er en kredit med udskudt rente, hvor tilbagebetalingen af hovedstolen ud-
skydes i en indledende periode, eller hvor debitorrenten er fastsat for kreditaftalens løbetid. Medlemssta-
terne bør kunne fastsætte, at en sådan illustrativ amortiseringstabel i ESIS ikke er obligatorisk for andre
kreditaftaler.
følge, bør revideres, affattelsen bør være mere brugervenlig, afsnit som »nominel rente« og »årlige om-
kostninger i procent« bør slås sammen, og nye afsnit, f.eks.
(41) Forbrugerforskning har understreget betydningen af at anvende et enkelt og forståeligt sprog i forbin-
delse med oplysninger til forbrugerne. Som følge heraf er de begreber, der anvendes i ESIS, ikke nødven-
digvis de samme som de juridiske begreber, der er defineret i dette direktiv, men har den samme betyd-
ning.
(42) Oplysningskravene i ESIS om kreditaftaler bør ikke berøre Unionens eller nationale oplysningskrav
om andre produkter eller tjenesteydelser, der eventuelt tilbydes sammen med kreditaftalen som betingelse
for at indgå kreditaftalen i forbindelse med fast ejendom eller tilbydes for at indgå denne aftale til en lave-
re debitorrente, såsom brand- eller livsforsikring eller investeringsprodukter. Det bør stå medlemsstaterne
frit for at kunne beholde eller indføre national ret, hvis der ikke findes harmoniserede bestemmelser,
f.eks. oplysningskrav om niveauet for ågerrenter i fasen forud for aftaleindgåelse eller oplysninger, der
kan være nyttige i forbindelse med formidling af finansiel viden eller med udenretslige bilæggelser af tvi-
ster. Eventuelle supplerende oplysninger bør dog gives i et særskilt dokument, der kan knyttes som bilag
til ESIS. Medlemsstaterne bør på deres nationale sprog kunne anvende en anderledes terminologi i ESIS
uden at ændre dets indhold og den rækkefølge, hvori oplysningerne gives, hvis det er nødvendigt for at
anvende et sprog, som forbrugerne muligvis lettere kan forstå.
(43) For at sikre, at ESIS giver forbrugeren alle de relevante oplysninger, der er nødvendige for at træffe
en informeret beslutning, bør kreditgiveren ved udfyldelsen af ESIS følge vejledningen i dette direktiv.
Medlemsstaterne bør kunne uddybe eller yderligere præcisere vejledningen i udfyldelse af ESIS på grund-
lag af vejledningen i dette direktiv. Medlemsstaterne bør f.eks. have mulighed for yderligere at præcisere
de oplysninger, der skal gives for at beskrive »typen af debitorrente«, for at tage hensyn til de særlige
karakteristika ved de nationale produkter og det nationale marked. Sådanne yderligere specifikationer bør
imidlertid hverken være i modstrid med vejledningen i dette direktiv eller medføre ændringer i teksten til
ESIS-modellen, der bør gengives i sin helhed af kreditgiveren. Medlemsstaterne bør også kunne angive
yderligere advarsler om kreditaftaler, der er tilpasset deres nationale marked og praksis, hvis sådanne ad-
varsler ikke allerede specifikt findes i ESIS. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte, at kreditgiver er bun-
det af de oplysninger, der gives i ESIS, forudsat at kreditgiver beslutter at yde kreditten.
(44) Forbrugeren bør modtage oplysninger ved hjælp af ESIS uden unødig forsinkelse, efter at forbruge-
ren har givet de nødvendige oplysninger om sine behov, sin finansielle situation og sine præferencer, og i
god tid, inden forbrugeren bindes af en kreditaftale eller et kredittilbud, så han har mulighed for at sam-
181
menligne og overveje kreditprodukternes karakteristika og om nødvendigt indhente råd fra tredjemand.
ESIS bør navnlig vedlægges et bindende tilbud til forbrugeren, medmindre forbrugeren allerede har mod-
taget et ESIS, og tilbuddets karakteristika stemmer overens med de oplysninger, der tidligere er givet.
Medlemsstaterne bør dog kunne fastsætte, at ESIS er obligatorisk både inden afgivelsen af et bindende
tilbud og sammen med det bindende tilbud, hvis der ikke tidligere er givet et ESIS, der indeholder de
samme oplysninger. Selv om ESIS bør persontilpasses og afspejle de præferencer, som forbrugeren har
givet udtryk for, bør levering af sådanne individuelle oplysninger ikke indebære en forpligtelse til at yde
rådgivning. Kreditaftaler bør kun indgås, hvis forbrugeren har haft tilstrækkelig tid til at sammenligne til-
buddene, vurdere, hvad de indebærer, om nødvendigt indhente råd fra tredjemand og træffe en informeret
beslutning om, hvorvidt han vil acceptere et tilbud.
(45) Hvis forbrugeren har en sikret kreditaftale i forbindelse med køb af fast ejendom eller grund, og sik-
kerhedsstillelsens varighed er længere end kreditaftalens varighed, og hvis forbrugeren kan beslutte at få
udbetalt den tilbagebetalte kapital, forudsat at han underskriver en ny kreditaftale, bør forbrugeren inden
underskrivelsen af den nye kreditaftale modtage et nyt ESIS med de nye årlige omkostninger i procent,
der er baseret på den nye kreditaftales specifikke karakteristika.
(46) Kreditgiveren eller, hvor det er relevant, en kreditformidler eller udpeget repræsentant bør i det
mindste når der ikke er fortrydelsesret, på tidspunktet for afgivelse af et tilbud, der er bindende for kredit-
giver, give forbrugeren en kopi af udkastet til kreditaftalen. I andre tilfælde bør forbrugeren i det mindste
modtage en kopi af udkastet til kreditaftalen på det tidspunkt, hvor der afgives et bindende tilbud.
(47) For at sikre størst mulig transparens og forhindre misbrug som følge af interessekonflikter, når for-
brugerne anvender kreditformidleres tjenesteydelser, bør kreditformidlere være underlagt visse oplys-
ningsforpligtelser, inden de leverer deres tjenesteydelser. Sådanne oplysninger bør bl.a. omfatte deres
identitet og forbindelse til kreditgivere, f.eks. om de overvejer at anvende produkter fra mange forskellige
kreditgivere eller kun fra et mere begrænset antal kreditgivere. Hvis kreditgiver eller tredjemænd skal be-
tale provision eller andre incitamenter til kreditformidleren i forbindelse med en kreditaftale, bør dette op-
lyses til forbrugerne inden udøvelsen af kreditformidlingsaktiviteterne, og i denne fase bør forbrugerne
oplyses enten om sådanne betalingers størrelse, hvis dette vides, eller om det forhold, at beløbet vil blive
oplyst i ESIS i en senere fase forud for aftaleindgåelsen, og om, at forbrugerne i denne fase har ret til at
modtage oplysninger om sådanne betalingers størrelse. Forbrugerne bør også underrettes om eventuelle
gebyrer, som de skal betale til kreditformidlere for deres tjenesteydelser. Uden at dette berører konkurren-
ceretten, bør medlemsstaterne frit kunne indføre eller beholde bestemmelser, der forbyder, at forbrugerne
betaler gebyrer til nogle eller alle kategorier af kreditformidlere.
(48) En forbruger har muligvis behov for yderligere bistand for at kunne afgøre, hvilken kreditaftale
blandt de foreslåede produkter der er mest hensigtsmæssig i forhold til den pågældendes behov og finan-
sielle situation. Kreditgivere og, hvor det er relevant, kreditformidlere bør yde denne bistand i forbindelse
med de kreditprodukter, som de tilbyder forbrugeren, ved at redegøre for de relevante oplysninger, herun-
der navnlig de vigtigste karakteristika ved de foreslåede produkter, for forbrugeren med udgangspunkt i
den pågældendes personlige forhold, så forbrugeren kan forstå de virkninger, som produkterne kan få for
hans økonomiske situation. Kreditgivere og i givet fald kreditformidlere bør tilpasse den måde, som så-
danne redegørelser gives på, til de omstændigheder, hvorunder kreditten tilbydes, og forbrugerens behov
for bistand under hensyntagen til forbrugerens viden om og erfaring med kredit og arten af de enkelte
kreditprodukter. Sådanne redegørelser bør ikke i sig selv udgøre en personlig anbefaling.
182
(49) For at fremme et velfungerende indre marked med et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i hele Uni-
onen er det nødvendigt på ensartet vis at sikre, at oplysningerne om de årlige omkostninger i procent er
sammenlignelige i hele Unionen.
(50) De samlede omkostninger ved forbrugerkreditten bør omfatte alle de omkostninger, som forbrugeren
skal betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiver har kendskab til. Omkostningerne bør der-
for omfatte renter, provisioner, afgifter, gebyrer til kreditformidlere, omkostningerne ved ejendomsvurde-
ring med henblik på et lån med pant i fast ejendom og andre gebyrer, bortset fra notarialgebyrer, der er
nødvendige for at kunne opnå kreditten, f.eks. livsforsikring, eller for at kunne få den på de oplyste betin-
gelser, f.eks. brandforsikring. Bestemmelserne i dette direktiv vedrørende accessoriske produkter og tje-
nesteydelser (f.eks. bestemmelserne vedrørende omkostningerne i forbindelse med oprettelse og forvalt-
ning af en bankkonto) bør ikke berøre direktiv 2005/29/EF og Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993
om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler12). De samlede omkostninger ved forbrugerkreditten bør ik-
ke omfatte de omkostninger, som forbrugeren betaler ved køb af fast ejendom eller grund, såsom tilknyt-
tede afgifter og notaromkostninger eller tinglysningsomkostninger. Kreditgivers faktiske kendskab til om-
kostningerne bør vurderes objektivt under hensyntagen til kravene til erhvervsmæssig diligenspligt. I den-
ne forbindelse bør kreditgiver antages at have kendskab til omkostningerne i forbindelse med accessori-
ske tjenesteydelser, som han selv tilbyder forbrugeren, eller som han tilbyder forbrugeren på vegne af
tredjemand, medmindre prisen afhænger af forbrugerens specifikke karakteristika eller situation.
(51) Hvis der anvendes skønsmæssige oplysninger, bør forbrugeren underrettes herom, og om at oplys-
ningerne forventes at være repræsentative for den påtænkte type aftale eller praksis. Formålet med de sup-
plerende antagelser med henblik på beregning af de årlige omkostninger i procent er at sikre, at de årlige
omkostninger i procent beregnes på en ensartet måde og er sammenlignelige. Supplerende antagelser er
nødvendige i forbindelse med specifikke typer kreditaftaler, f.eks. hvis kredittens beløb, varighed eller
omkostninger er usikre eller varierer, afhængigt af hvordan aftalen gennemføres. Hvis bestemmelserne ik-
ke i sig selv er tilstrækkelige til at beregne de årlige omkostninger i procent, bør kreditgiveren anvende de
supplerende antagelser, der er fastsat i bilag I. Da beregningen af de årlige omkostninger i procent imid-
lertid afhænger af den enkelte kreditaftales vilkår, bør kun de antagelser, der er nødvendige og relevante
for en given kredit, anvendes.
(52) For at sikre en høj grad af sammenlignelighed mellem tilbud fra forskellige kreditgivere med hensyn
til de årlige omkostninger i procent bør tidsintervallet mellem de tidspunkter, der anvendes ved beregnin-
gen, ikke udtrykkes i dage, hvis de kan udtrykkes som et helt antal år, måneder eller uger. Det er i den
forbindelse underforstået, at disse intervaller, hvis der anvendes bestemte tidsintervaller i formlen til be-
regning af de årlige omkostninger i procent, også bør anvendes ved fastlæggelse af rentesatser og andre
omkostninger, der anvendes i formlen. Som følge heraf bør kreditgiver anvende den metode til måling af
tidsintervaller, der er beskrevet i bilag I, for at få de korrekte tal med henblik på betaling af omkostninger.
Dette gælder imidlertid kun med henblik på beregning af de årlige omkostninger i procent og har ingen
indvirkning på de beløb, som kreditgiver faktisk opkræver i henhold til kreditaftalen. Hvis disse tal er for-
skellige, kan det være nødvendigt at forklare forbrugeren dem for at undgå at vildlede forbrugeren. Dette
indebærer også, at de årlige omkostninger i procent i mangel af ikkerentebærende omkostninger og under
forudsætning af en identisk beregningsmetode vil være lig med kredittens effektive debitorrente.
(53) Da de årlige omkostninger i procent i markedsføringsfasen kun kan angives ved et eksempel, bør
eksemplet være repræsentativt. Det bør derfor f.eks. afspejle den gennemsnitlige løbetid og det samlede
kreditbeløb, der bevilges i forbindelse med den påtænkte type kreditaftale. Når det repræsentative eksem-
183
pel opstilles, bør der tages hensyn til, hvor udbredte visse typer kreditaftaler er på et specifikt marked. Det
kan være hensigtsmæssigt for hver kreditgiver at basere det repræsentative eksempel på et kreditbeløb,
der er repræsentativt for den pågældende kreditgivers produktudvalg og forventede kundegrundlag, da
disse kan variere betydeligt kreditgivere imellem. For så vidt angår de årlige omkostninger i procent, der
anføres i ESIS, bør der så vidt muligt tages hensyn til de præferencer og oplysninger, som forbrugeren
angiver, og kreditgiver eller kreditformidler bør præcisere, om oplysningerne er illustrative eller afspejler
de angivne præferencer og oplysninger. De repræsentative eksempler bør under alle omstændigheder ikke
være i modstrid med kravene i direktiv 2005/29/EF. Det er vigtigt, at det i ESIS gøres klart for forbruge-
ren, hvis det er relevant, at de årlige omkostninger i procent bygger på antagelser og kan ændre sig, såle-
des at forbrugerne kan tage hensyn til dette, når de sammenligner produkter. Det er vigtigt, at de årlige
omkostninger i procent tager hensyn til alle de udnyttede kreditmuligheder i kreditaftalen, hvad enten de
er udbetalt direkte til forbrugeren eller til en tredjemand på forbrugerens vegne.
(54) For at sikre overensstemmelse i beregningen af de årlige omkostninger i procent for forskellige typer
kredit bør de antagelser, der anvendes til beregning af samme typer kreditaftaler, generelt være ensartede.
I denne forbindelse bør antagelserne i Kommissionens direktiv 2011/90/EU af 14. november 2011 om
ændring af del II i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF for så vidt angår supple-
rende antagelser til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent13), som ændrer antagelserne
til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent, medtages. Selv om alle antagelserne ikke
nødvendigvis finder anvendelse på de kreditaftaler, der findes i dag, er der stor produktinnovation i denne
sektor, så det er nødvendigt at have fastlagt antagelserne. Med henblik på beregningen af de årlige om-
kostninger i procent bør fastlæggelsen af den mulighed for at udnytte kreditmuligheden, der oftest benyt-
tes, baseres på berettigede forventninger til den mulighed for at udnytte kreditmuligheden, der oftest be-
nyttes af forbrugerne i forbindelse med den type produkt, der tilbydes af den pågældende kreditgiver. For
så vidt angår eksisterende produkter bør forventningen baseres på de seneste 12 måneder.
(55) Det er af afgørende betydning, at forbrugerens evne og tilbøjelighed til at tilbagebetale kreditten vur-
deres og kontrolleres, inden der indgås en kreditaftale. Denne vurdering af kreditværdigheden bør tage
hensyn til alle nødvendige og relevante faktorer, som kan påvirke forbrugerens evne til at tilbagebetale
kreditten i dens løbetid. Forbrugerens evne til at betale renter og afdrag på og helt at tilbagebetale kredit-
ten bør navnlig omfatte en vurdering af de fremtidige betalinger eller betalingsforøgelser, der er nødven-
dige på grund af negativ amortisering eller udskudte betalinger på hovedstolen eller af renter, og bør vur-
deres på baggrund af andre faste udgifter, gæld og andre finansielle forpligtelser samt indtægt, opsparing
og aktiver. Der bør tages rimeligt hensyn til fremtidige begivenheder i den foreslåede kreditaftales løbe-
tid, såsom en mindskelse af indtægten, hvis kreditperioden varer indtil efter pensioneringen, eller, hvis det
er relevant, en forøgelse af debitorrenten eller en negativ ændring af valutakursen. Selv om værdien af
den faste ejendom er et vigtigt element ved fastlæggelsen af det kreditbeløb, der kan bevilges til en for-
bruger i henhold til en sikret kreditaftale, bør vurderingen af kreditværdigheden fokusere på forbrugerens
evne til at opfylde sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen. Som følge heraf bør den mulighed, at vær-
dien af den faste ejendom overstiger kreditbeløbet eller kan stige i fremtiden, generelt ikke være en til-
strækkelig betingelse for at yde den pågældende kredit. Hvis formålet med en kreditaftale er at opføre fast
ejendom eller renovere en eksisterende fast ejendom, bør kreditgiver dog kunne tage hensyn til denne mu-
lighed. Medlemsstaterne bør kunne give yderligere vejledning om disse eller yderligere kriterier og om
metoder til at vurdere en forbrugers kreditværdighed, f.eks. ved at fastsætte grænser for belåningsprocen-
ten eller for forholdet mellem lån og indkomst, og bør opfordres til at gennemføre Rådet for Finansiel
Stabilitets principper for god praksis vedrørende optagelse af lån med pant i fast ejendom.
184
(56) Det kan være nødvendigt at fastsætte særlige bestemmelser om de forskellige elementer, der kan tag-
es i betragtning i vurderingen af kreditværdigheden i forbindelse med visse former for kreditaftaler. I for-
bindelse med kreditaftaler der vedrører en fast ejendom, hvori det udtrykkeligt angives, at den faste ejen-
dom ikke må anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted af forbrugeren eller et af forbrugerens
familiemedlemmer (aftaler om køb med henblik på udlejning), bør medlemsstaterne f.eks. kunne beslutte
at præcisere, at der ved vurderingen af forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten tages hensyn til
fremtidige lejeindtægter. I de medlemsstater, hvor de nationale bestemmelser ikke indeholder en sådan
præcisering, kan kreditgivere beslutte at medtage en forsigtig vurdering af de fremtidige lejeindtægter.
Vurderingen af kreditværdighed bør ikke indebære overførsel af ansvar til kreditgiveren for forbrugerens
eventuelle senere manglende opfyldelse af sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen.
(57) Kreditgivers beslutning om at yde kreditten eller ej bør være i overensstemmelse med resultatet af
kreditværdighedsvurderingen. Kreditgivers mulighed for at overføre en del af kreditrisikoen til tredje-
mand bør f.eks. ikke føre til, at han ignorerer kreditværdighedsvurderingens konklusioner og tilbyder en
kreditaftale til en forbruger, som sandsynligvis ikke vil være i stand til at tilbagebetale kreditten. Med-
lemsstaterne bør kunne gennemføre dette princip ved at kræve, at de kompetente myndigheder træffer re-
levante foranstaltninger som led i tilsynsaktiviteterne og overvåger overholdelsen af kreditgivernes proce-
durer for vurdering af kreditværdighed. En positiv kreditværdighedsvurdering bør dog ikke udgøre en for-
pligtelse for kreditgiveren til at yde kredit.
(58) I overensstemmelse med anbefalingerne fra Rådet for Finansiel Stabilitet bør kreditværdighedsvurde-
ringen bygge på oplysninger om forbrugerens finansielle og økonomiske situation, herunder indtægt og
udgifter. Disse oplysninger kan indhentes fra forskellige kilder, herunder forbrugeren, og kreditgiveren
bør på passende vis kontrollere oplysningerne, inden kreditten ydes. Forbrugeren bør i denne forbindelse
give oplysningerne for at lette kreditværdighedsvurderingen, eftersom undladelse af at gøre dette sand-
synligvis vil medføre afslag på den kredit, som forbrugeren ønsker, medmindre oplysningerne kan ind-
hentes fra en anden kilde. Med forbehold af den private aftaleret bør medlemsstaterne sikre, at kreditgive-
re ikke kan bringe en kreditaftale til ophør, fordi de efter underskrivelsen af den blev klar over, at kredit-
værdighedsvurderingen blev foretaget på et ukorrekt grundlag som følge af ufuldstændige oplysninger på
vurderingstidspunktet. Dette bør imidlertid ikke berøre medlemsstaternes mulighed for at give kreditgive-
re tilladelse til at bringe en kreditaftale til ophør, hvis det kan påvises, at forbrugeren bevidst gav unøjag-
tige eller forkerte oplysninger på tidspunktet for kreditværdighedsvurderingen eller forsætligt ikke gav
oplysninger, som ville have ført til en negativ kreditværdighedsvurdering, eller hvis der findes andre gyl-
dige grunde, der er forenelige med EU-retten. Selv om det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge for-
brugerne sanktioner for ikke at være i stand til at give visse oplysninger eller vurderinger eller for at be-
slutte at afbryde en ansøgningsproces med henblik på at få en kredit, bør medlemsstaterne kunne fastsætte
sanktioner, hvis en forbruger bevidst giver ufuldstændige eller ukorrekte oplysninger for at opnå en posi-
tiv kreditværdighedsvurdering, navnlig hvis fuldstændige og korrekte oplysninger ville have ført til en ne-
gativ kreditværdighedsvurdering, og forbrugeren efterfølgende ikke kan opfylde aftalevilkårene.
(59) Anvendelse af en kreditdatabase er et nyttigt element i forbindelse med vurdering af kreditværdig-
hed. Nogle medlemsstater kræver, at kreditgivere vurderer forbrugerens kreditværdighed på grundlag af
en søgning i den relevante database. Kreditgivere bør kunne søge i kreditdatabasen i kredittens løbetid for
udelukkende at kunne påvise og vurdere sandsynligheden for misligholdelse. En sådan anvendelse af kre-
ditdatabasen bør være omfattet af passende sikkerhedsforanstaltninger for at sikre, at den anvendes til tid-
lig påvisning og styring af kreditrisikoen i forbrugerens interesse og ikke med henblik på oplysninger til
forretningsmæssige forhandlinger. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24.
185
oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og
om fri udveksling af sådanne oplysninger14) bør forbrugere underrettes af kreditgivere om søgning i kre-
ditdatabasen, inden den foretages, og bør have ret til at få adgang til oplysninger om dem i en sådan kre-
ditdatabase for i givet fald at foretage berigtigelse af, slette eller blokere personoplysninger om dem, så-
fremt disse er unøjagtige eller er blevet behandlet ulovligt.
(60) For at hindre konkurrenceforvridning blandt kreditgivere bør det sikres, at alle kreditgivere, herunder
kreditinstitutter eller ikkekreditinstitutter, som tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til be-
boelse, har adgang til alle offentlige og private kreditdatabaser om forbrugere på ikkediskriminerende vil-
kår. Sådanne vilkår bør derfor ikke omfatte et krav til kreditgivere om etablering som kreditinstitut. Ad-
gangsbetingelser, f.eks. gebyr for at få adgang til databasen eller krav om, at oplysninger til databasen
skal tilvejebringes på grundlag af gensidighed, bør fortsat finde anvendelse. Det bør stå medlemsstaterne
frit for at fastsætte, om kreditformidlere inden for deres område kan få adgang til sådanne databaser.
(61) Hvis et afslag på en kreditanmodning bygger på oplysninger fundet ved en søgning i en database
eller på mangel på data heri, bør kreditgiver underrette forbrugeren herom, give oplysninger om navnet på
den pågældende database og enhver anden oplysning, som kræves i direktiv 95/46/EF, således at forbru-
geren kan udøve sin ret til adgang og, når det er berettiget, foretage berigtigelse af, slette eller blokere de
deri behandlede personoplysninger om sig selv. Hvis et afslag på en kreditanmodning skyldes en negativ
vurdering af kreditværdigheden, bør kreditgiver uden unødig forsinkelse underrette forbrugeren om afsla-
get. Medlemsstaterne bør frit kunne beslutte, om de vil kræve, at kreditgivere skal give yderligere forkla-
ringer på årsagerne til afslaget. Kreditgiver bør imidlertid ikke være forpligtet til at give sådanne oplys-
ninger, hvis det er forbudt i henhold til anden EU-ret, f.eks. bestemmelser om hvidvaskning af penge eller
finansiering af terrorisme. Sådanne oplysninger bør ikke gives, hvis det strider mod den offentlige orden
eller den offentlige sikkerhed, f.eks. forebyggelse, efterforskning, afsløring eller retsforfølgelse af straffe-
lovsovertrædelser.
(62) Dette direktiv vedrører anvendelse af personoplysninger i forbindelse med vurdering af en forbrugers
kreditværdighed. For at sikre beskyttelse af personoplysninger bør direktiv 95/46/EF finde anvendelse på
databehandling, der foretages i forbindelse med sådanne vurderinger.
(63) Ydelse af rådgivning i form af en individuel anbefaling er en særskilt aktivitet, der kan, men ikke
skal, kombineres med andre aspekter af ydelse eller formidling af kredit. For at forbrugerne kan forstå
arten af de tjenester, som ydes, bør de derfor underrettes om, hvorvidt der ydes eller kan ydes rådgiv-
ningstjenester, og hvornår der ikke ydes rådgivningstjenester, og hvad disse omfatter. På grund af den be-
tydning, som forbrugerne tillægger anvendelsen af betegnelserne »rådgivning« og »rådgiver«, bør med-
lemsstaterne kunne forbyde anvendelse af disse eller lignende betegnelser, når der ydes rådgivningstjene-
ster til forbrugerne. Det bør sikres, at medlemsstaterne træffer sikkerhedsforanstaltninger, når rådgivning
beskrives som uafhængig, til sikring af, at de pågældende produkter og aflønningsordninger svarer til for-
brugernes forventninger til en sådan rådgivning.
(64) Leverandører af rådgivningstjenester bør overholde visse standarder for at sikre, at forbrugeren præ-
senteres for produkter, der passer til hans behov og forhold. Rådgivningstjenester bør baseres på en rime-
lig og tilstrækkeligt vidtgående analyse af de tilbudte produkter, hvis rådgivningstjenesterne ydes af kre-
ditgivere og bundne kreditformidlere, eller af de produkter, der findes på markedet, hvis rådgivningstjene-
sterne ydes af kreditformidlere, der ikke er bundet. De, der yder rådgivningstjenester, bør kunne speciali-
sere sig i visse nicheprodukter, såsom mellemfinansiering, forudsat at de overvejer en række produkter
186
inden for denne bestemte niche, og at det gøres klart for forbrugeren, at de er specialiseret i disse niche-
produkter. Under alle omstændigheder bør kreditgivere og kreditformidlere oplyse forbrugeren om, hvor-
vidt de kun rådgiver om deres egne produkter eller om et bredt udvalg af produkter på markedet, for at
sikre, at forbrugeren forstår grundlaget for en anbefaling.
(65) Rådgivningstjenester bør bygge på en passende forståelse af forbrugerens finansielle situation, præ-
ferencer og målsætninger på grundlag af de fornødne ajourførte oplysninger og rimelige antagelser om
risici i forbindelse med forbrugerens forhold i kreditaftalens løbetid. Medlemsstaterne bør kunne præcise-
re, hvordan et givet produkts egnethed skal vurderes i forbindelse med ydelse af rådgivningstjenester.
(66) En forbrugers evne til at tilbagebetale en kredit, inden kreditaftalen udløber, kan spille en vigtig rolle
for at fremme konkurrencen på det indre marked og EU-borgernes frie bevægelighed samt for at bidrage
til at tilvejebringe den fleksibilitet i kreditaftalers løbetid, der er nødvendig for at fremme finansiel stabili-
tet i overensstemmelse med anbefalingerne fra Rådet for Finansiel Stabilitet. Der findes imidlertid væ-
sentlige forskelle mellem de nationale principper og betingelser, i henhold til hvilke forbrugerne har evne
til at tilbagebetale deres kredit, og de betingelser, på hvilke en sådan indfrielse før tiden kan finde sted. På
trods af forskelligartetheden i mekanismerne bag realkreditfinansiering og det eksisterende produktudvalg
er det væsentligt på EU-plan at have visse standarder for førtidig indfrielse af kredit for at sikre, at forbru-
gerne har mulighed for at frigøre sig for deres forpligtelser inden den aftalte dato i kreditaftalen og mulig-
hed for at sammenligne tilbud med henblik på at finde de bedste produkter i forhold til deres behov. Med-
lemsstaterne bør derfor enten gennem lovgivning eller på anden måde, såsom aftalebestemmelser, sikre,
at forbrugerne har ret til førtidig indfrielse. Medlemsstaterne bør imidlertid kunne definere betingelserne
for udøvelse af en sådan ret. Disse betingelser kan omfatte tidsbegrænsninger på udøvelsen af rettigheden,
forskellig behandling, afhængigt af hvilken type debitorrente der er tale om, eller restriktioner med hen-
syn til de forhold, under hvilke denne rettighed kan udøves. Hvis førtidig indfrielse sker i en periode, for
hvilken der er aftalt fast forrentning, kan udøvelsen af denne ret gøres betinget af, at der foreligger en
legitim interesse hos forbrugeren som fastsat af medlemsstaten. En sådan legitim interesse kan f.eks. op-
stå i tilfælde af skilsmisse eller arbejdsløshed. De betingelser, som medlemsstaterne fastsætter, bør kunne
omfatte, at kreditgiver har ret til en rimelig og objektivt begrundet kompensation for eventuelle omkost-
ninger, som er direkte forbundet med førtidig indfrielse af kreditten. I tilfælde, hvor medlemsstaterne fast-
sætter, at kreditgiver har ret til kompensation, bør en sådan kompensation være en rimelig og objektivt
begrundet kompensation for eventuelle omkostninger, som er direkte forbundet med førtidig indfrielse af
kreditten, i overensstemmelse med de nationale regler om kompensation. Kompensationen bør ikke over-
stige kreditgivers økonomiske tab.
(67) Det er vigtigt at sikre, at der er tilstrækkelig gennemsigtighed til at gøre det klart for forbrugerne,
hvilken form for forpligtelser der indgås med henblik på at opretholde den finansielle stabilitet, og hvor
der i kreditaftalens løbetid er fleksibilitet. Forbrugerne bør modtage oplysninger om debitorrenten i aftale-
forholdets løbetid og forud for aftaleindgåelsen. Medlemsstaterne bør kunne opretholde eller indføre be-
grænsninger med hensyn til eller forbud mod kreditgivers ensidige ændringer af debitorrenten. Medlems-
staterne bør kunne fastsætte, at forbrugeren har ret til at modtage en ajourført amortiseringstabel, hvis de-
bitorrenten ændres.
(68) Selv om kreditformidlere spiller en central rolle med hensyn til distribution af kreditaftaler i forbin-
delse med fast ejendom til beboelse i Unionen, er der fortsat væsentlige forskelle mellem de nationale
bestemmelser om udøvelse af virksomhed som kreditformidler og om tilsyn med kreditformidlere, som
skaber hindringer for etablering og udøvelse af virksomhed som kreditformidler på det indre marked.
187
Kreditformidlernes manglende mulighed for frit at udøve virksomhed i Unionen hindrer det indre marked
for kreditaftaler vedrørende fast ejendom til beboelse i at fungere ordentligt. Under hensyntagen til de for-
skellige aktører, der er involveret i kreditformidling, er det væsentligt med visse standarder på EU-plan
for at sikre en høj grad af professionalisme og service.
(69) Før kreditformidlere kan udøve deres aktiviteter, bør de være underlagt en adgangsproces ved den
kompetente myndighed i deres hjemland, og underlægges løbende tilsyn for at sikre, at de opfylder stren-
ge faglige krav i det mindste til kompetence, godt omdømme og erhvervsansvarsforsikring. Sådanne krav
bør som minimum finde anvendelse på kreditinstitutplan. Medlemsstaterne kan imidlertid præcisere, om
sådanne krav om adgang gælder for kreditformidlerens enkelte arbejdstagere. Hjemlandet kan fastsætte
yderligere krav, f.eks. at kreditformidlerens aktionærer har et godt omdømme, eller at en bunden kredit-
formidler kun kan være bundet til én kreditgiver, hvis disse krav er forholdsmæssige og forenelige med
den øvrige EU-ret. Der bør optages relevante oplysninger om kreditformidlere, der er givet adgang, i et
offentligt register. Bundne kreditformidlere, som udelukkende samarbejder med én kreditgiver under den-
nes fulde og ubetingede ansvar, bør have mulighed for at gives adgang af den kompetente myndighed
under ledelse af den kreditgiver, på hvis vegne de handler. Medlemsstaterne bør have ret til at bevare eller
indføre begrænsninger med hensyn til visse kreditformidleres retlige form, således at de udelukkende må
handle som juridiske personer eller som fysiske personer. Medlemsstaterne bør frit kunne beslutte, om
alle kreditformidlere optages i ét register, eller om der kræves forskellige registre, afhængigt af om kredit-
formidleren er bundet eller fungerer som uafhængig kreditformidler. Desuden bør medlemsstaterne frit
kunne bevare eller indføre begrænsninger med hensyn til muligheden for, at kreditformidlere, der er bun-
det til en eller flere kreditgivere, kan opkræve gebyrer af forbrugerne.
(70) I nogle medlemsstater kan kreditformidlere beslutte at anvende udpegede repræsentanter til at udøve
aktiviteter på deres vegne. Medlemsstaterne bør have mulighed for at anvende den specifikke ordning for
udpegede repræsentanter i dette direktiv. Medlemsstaterne bør dog frit kunne beslutte ikke at indføre en
sådan ordning eller at tillade, at andre enheder spiller en rolle, der er sammenlignelig med udpegede re-
præsentanters rolle, forudsat at disse enheder er omfattet af den samme ordning som kreditformidlerne.
Reglerne for udpegede repræsentanter i dette direktiv forpligter ikke medlemsstaterne til at tillade, at ud-
pegede repræsentanter udøver virksomhed på deres område, medmindre sådanne udpegede repræsentanter
anses for kreditformidlere i henhold til dette direktiv.
(71) For at sikre, at de kompetente myndigheder fører effektivt tilsyn med kreditformidlere, bør en kredit-
formidler, der er en juridisk person, gives adgang i den medlemsstat, hvor den har sit vedtægtsmæssige
hjemsted. En kreditformidler, der ikke er en juridisk person, bør gives adgang i den medlemsstat, hvor
dens hovedkontor ligger. Desuden bør medlemsstaterne kræve, at en kreditformidlers hovedkontor altid
ligger i den medlemsstat, som er kreditformidlerens hjemland, og hvor den faktisk udøver virksomhed.
(72) Kravene for at give adgang bør give kreditformidlere ret til at udøve virksomhed i andre medlemssta-
ter i overensstemmelse med principperne om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser, forud-
sat at der har fundet behørig underretning sted mellem de kompetente myndigheder. Selv i tilfælde, hvor
medlemsstaterne beslutter at give alle ansatte hos kreditformidleren adgang, bør meddelelsen om hensig-
ten om at levere tjenesteydelser tage udgangspunkt i kreditformidleren frem for den enkelte arbejdstager.
Selv om dette direktiv udstikker de rammer, inden for hvilke alle kreditformidlere, der er givet adgang,
herunder de kreditformidlere, der er bundet til kun én kreditgiver, kan udøve virksomhed i hele Unionen,
udstikker dette direktiv ikke sådanne rammer for udpegede repræsentanter. I sådanne tilfælde skal de ud-
188
pegede repræsentanter, der ønsker at udøve virksomhed i en anden medlemsstat, opfylde kravene for at
give kreditformidlere adgang i dette direktiv.
(73) I nogle medlemsstater kan kreditformidlere udøve deres aktiviteter i forbindelse med kreditaftaler,
der tilbydes af ikkekreditinstitutter og kreditinstitutter. Kreditformidlere, der er givet adgang, bør i prin-
cippet kunne udøve virksomhed i hele Unionen. Adgang, der er givet af de kompetente myndigheder i
hjemlandet, bør dog ikke tillade, at kreditformidlere yder deres tjenester i forbindelse med kreditaftaler,
der tilbydes af ikkekreditinstitutter til en forbruger i en medlemsstat, hvor sådanne ikkekreditinstitutter
ikke må udøve virksomhed.
(74) Medlemsstaterne bør have mulighed for at fastsætte, at personer, der som led i deres erhvervsmæssi-
ge virksomhed kun lejlighedsvis udøver kreditformidlingsaktiviteter, f.eks. advokater eller notarer, ikke er
omfattet af adgangsproceduren i dette direktiv, forudsat at en sådan erhvervsmæssig virksomhed er om-
fattet af lovbestemmelser, der ikke udelukker, at der lejlighedsvis udøves kreditformidlingsaktiviteter. En
sådan undtagelse fra adgangsproceduren i dette direktiv bør dog føre til, at sådanne personer ikke kan dra-
ge fordel af pasordningen i dette direktiv. Personer, der som led i deres erhvervsmæssige virksomhed blot
lejlighedsvis præsenterer en forbruger for en kreditgiver eller en kreditformidler eller henviser forbruge-
ren til en sådan, f.eks. ved at meddele forbrugeren, at der findes en bestemt kreditgiver eller kreditformid-
ler eller en type produkt hos den pågældende kreditgiver eller kreditformidler, men ikke reklamerer yder-
ligere for eller deltager i forelæggelsen af afgivelsen af tilbud om det forberedende arbejde i forbindelse
med eller indgåelsen af kreditaftalen, bør ikke anses for kreditformidlere i henhold til dette direktiv. Lån-
tagere, der blot overfører en kreditaftale til en forbruger ved subrogation uden at udøve andre kreditfor-
midlingsaktiviteter, bør heller ikke anses for kreditformidlere i henhold til dette direktiv.
(75) For at sikre lige betingelser for kreditgivere og fremme finansiel stabilitet og i forventning om yderli-
gere harmonisering bør medlemsstaterne sikre, at der findes hensigtsmæssige foranstaltninger til at give
adgang for og føre tilsyn med ikkekreditinstitutter, som tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejen-
dom til beboelse. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet bør dette direktiv ikke fastlægge
detaljerede betingelser for at give adgang for og føre tilsyn med kreditgivere, som tilbyder kreditaftaler,
og som ikke er kreditinstitutter, jf. definitionen i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber15). Antallet
af sådanne institutter, som er aktive i Unionen i øjeblikket, er begrænset, især siden finanskrisen, og det
samme gælder deres markedsandel og antallet af medlemsstater, hvor de er aktive. Af samme grund bør
der ikke fastsættes bestemmelser om indførelse af en pasordning for sådanne institutter.
(76) Medlemsstaterne bør fastsætte regler om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser,
der vedtages i medfør af dette direktiv, og sikre, at de gennemføres. Valget af sanktioner er fortsat op til
medlemsstaterne, men de fastsatte sanktioner bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen
og have afskrækkende virkning.
(77) Forbrugerne bør have adgang til udenretslige klage- og tvistbilæggelsesprocedurer i forbindelse med
tvister, der måtte opstå på grundlag af de rettigheder og forpligtelser, som er fastlagt i dette direktiv, mel-
lem kreditgivere og forbrugere såvel som mellem kreditformidlere og forbrugere. Medlemsstaterne bør
sørge for, at deltagelse i sådanne alternative tvistbilæggelsesprocedurer ikke er frivillig for kreditgivere
og kreditformidlere. For at sikre, at alternative tvistbilæggelsesprocedurer fungerer tilfredsstillende i til-
fælde af tværnational aktivitet, bør medlemsstaterne kræve og tilskynde til, at organer med ansvar for
udenretslig klage- og tvistbilæggelse samarbejder. I denne forbindelse bør medlemsstaternes udenretslige
189
klage- og tvistbilæggelsesorganer tilskyndes til at deltage i Fin-Net, der er et finansielt tvistbilæggelses-
netværk af nationale udenretslige ordninger, som er ansvarlige for at bilægge tvister mellem forbrugere og
udbydere af finansielle tjenester.
(78) For at sikre konsekvent harmonisering og for at tage højde for udviklingen på markederne for kredit-
aftaler eller udviklingen inden for kreditprodukter eller i de økonomiske forhold og for yderligere at præ-
cisere visse krav i dette direktiv bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i over-
ensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår ændring af standardformuleringen eller instruktio-
nerne vedrørende udfyldning af ESIS og ændring af bemærkningerne eller ajourføring af antagelserne,
der anvendes i forbindelse med beregningen af de årlige omkostninger i procent. Det er navnlig vigtigt, at
Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertni-
veau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge
for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og
Rådet.
(79) For at lette kreditformidleres mulighed for at levere deres tjenesteydelser på tværs af grænserne og af
hensyn til samarbejde, informationsudveksling og tvistbilæggelse mellem de kompetente myndigheder
bør de kompetente myndigheder med ansvar for at give kreditformidlere adgang være de myndigheder,
der handler under den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA)), jf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en
europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed)16), eller andre nationale myndig-
heder, forudsat at de samarbejder med de myndigheder, der handler under EBA med henblik på at vareta-
ge deres opgaver i henhold til dette direktiv.
(80) Medlemsstaterne bør udpege de kompetente myndigheder, som har til opgave at sikre håndhævelsen
af dette direktiv, og sørge for, at de har de nødvendige undersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser samt
tilstrækkelige ressourcer til at kunne varetage deres opgaver. De kompetente myndigheder kan for så vidt
angår visse aspekter af dette direktiv indbringe en sag for en domstol, der er kompetent til at træffe en
retsafgørelse, herunder i givet fald ved appel. Dette kan gøre det muligt for medlemsstaterne at overlade
håndhævelsen af disse bestemmelser til ovennævnte organer og domstolene, navnlig hvis bestemmelserne
i dette direktiv er gennemført i civilretten. Medlemsstaterne bør kunne udpege forskellige kompetente
myndigheder til at håndhæve direktivets vidtrækkende forpligtelser. I forbindelse med nogle bestemmel-
ser kan medlemsstaterne f.eks. udpege de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for håndhævelse af
forbrugerbeskyttelse, hvorimod de i forbindelse med andre bestemmelser kan beslutte at udpege tilsynsfø-
rende. Muligheden for at udpege forskellige kompetente myndigheder bør ikke berøre forpligtelsen til lø-
bende tilsyn og samarbejde mellem de kompetente myndigheder som fastsat i dette direktiv.
(81) Det er nødvendigt at undersøge, om dette direktiv fungerer efter hensigten, og om det lykkes at eta-
blere et indre marked med en høj grad af forbrugerbeskyttelse på området for kreditaftaler i forbindelse
med fast ejendom til beboelse. Revisionen bør bl.a. omfatte en vurdering af overholdelsen og virkningen
af dette direktiv, en vurdering af, om direktivets anvendelsesområde fortsat er hensigtsmæssigt, en analy-
se af ikkekreditinstitutters levering af kreditaftaler, en vurdering af behovet for yderligere foranstaltnin-
ger, herunder en pasordning for ikkekreditinstitutter og en undersøgelse af nødvendigheden af at indføre
yderligere rettigheder og forpligtelser i fasen efter indgåelse af en kreditaftale.
(82) En indsats fra medlemsstaternes side alene vil sandsynligvis medføre forskellige sæt regler, hvilket
kan underminere eller skabe nye hindringer for det indre markeds funktion. Målet for dette direktiv, nem-
190
lig oprettelsen af et effektivt og konkurrencedygtigt indre marked for kreditaftaler i forbindelse med fast
ejendom til beboelse med en høj grad af forbrugerbeskyttelse kan ikke i tilstrækkelig grad kan nås af
medlemsstaterne og kan derfor mere effektivt nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltnin-
ger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU).
I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end
hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.
(83) Medlemsstaterne kan beslutte at gennemføre visse aspekter, der er omfattet af dette direktiv, i den
nationale lovgivning ved forsigtighedsbestemmelser, f.eks. vurderingen af forbrugerens kreditværdighed,
hvorimod andre gennemføres i lovgivningen om svig samt i civil- og strafferetten, f.eks. forpligtelserne
for den ansvarlige låntager.
(84) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissi-
onen om forklarende dokumenter17) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor der er berettiget,
at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer
forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumen-
ter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.
(85) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse afgav den 25. juli 2011 udtalelse18) på grundlag
af artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000
om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinsti-
tutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger19) —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
KAPITEL 1
FORMÅL, ANVENDELSESOMRÅDE, DEFINITIONER OG KOMPETENTE MYNDIG-
HEDER
Artikel 1
Formål
Dette direktiv fastlægger en fælles ramme for visse aspekter af medlemsstaternes love og admini-
strative bestemmelser om aftaler om forbrugerkredit sikret ved pant eller på anden vis i forbindelse
med fast ejendom til beboelse, herunder en forpligtelse til at foretage en vurdering af kreditværdig-
heden inden ydelsen af kreditten som grundlag for udviklingen af effektive standarder for kreditgiv-
ning i forbindelse med fast ejendom til beboelse i medlemsstaterne, og for visse forsigtigheds- og
tilsynskrav, herunder vedrørende etablering som og tilsyn med kreditformidlere, udpegede repræ-
sentanter og ikkekreditinstitutter.
Artikel 2
Harmoniseringsniveau
191
1. Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller indfører strengere be-
stemmelser for at beskytte forbrugerne, forudsat at sådanne bestemmelser er i overensstemmelse
med deres forpligtelser i henhold til EU-retten.
2. Uanset stk. 1 opretholder eller indfører medlemsstaterne ikke i national ret bestemmelser, der fra-
viger dem, der er fastsat i artikel 14, stk. 2, og bilag II, del A, med hensyn til standardoplysninger
forud for aftaleindgåelsen via et europæisk standardiseret informationsblad (»ESIS«), og artikel 17,
stk. 1-5, 7 og 8, samt bilag I med hensyn til en fælles og konsekvent EU-standard for beregning af
de årlige omkostninger i procent.
Artikel 3
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på:
a) kreditaftaler, som er sikret enten ved pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstil-
lelse, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat i forbindelse med fast ejendom til
beboelse, eller som er sikret i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejendom til
beboelse, og
b) kreditaftaler, som har til formål at erhverve eller bevare ejendomsretten til grundarealer
eller til eksisterende eller projekterede bygninger.
2. Dette direktiv gælder ikke for:
a) kreditaftaler med friværdibelåning, hvor kreditgiver:
i) udbetaler et engangsbeløb, periodiske betalinger eller andre former for kreditud-
betaling til gengæld for et beløb, der stammer fra fremtidigt salg af en fast ejen-
dom til beboelse eller en rettighed i forbindelse med fast ejendom til beboelse,
og
ii) ikke kræver tilbagebetaling af kreditten, før en eller flere anførte livsbegivenhe-
der indtræffer for forbrugeren som defineret af medlemsstaterne, medmindre for-
brugeren overtræder sine kontraktmæssige forpligtelser, hvilket giver kreditgiver
ret til at ophæve kreditaftalen
b) kreditaftaler, hvor kreditten ydes af en arbejdsgiver til hans ansatte som led i en bibe-
skæftigelse, og hvor en sådan kreditaftale er rentefri eller med årlige omkostninger i
procent, der er lavere end dem på markedet, og som ikke tilbydes offentligheden i al-
mindelighed
c) kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger end dem, der er
direkte forbundet med sikringen af kreditten
d) kreditaftaler i form af kassekredit, ifølge hvilke kreditten skal betales tilbage inden en
måned
e) kreditaftaler, som er resultatet af et forlig indgået for retten eller et andet ved lov befø-
jet organ
192
f) kreditaftaler, der vedrører omkostningsfri udskudt betaling af en eksisterende gæld, og
som ikke falder ind under anvendelsesområdet for stk. 1, litra a).
3. Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om ikke at anvende:
a) artikel 11, artikel 14 og bilag II i forbindelse med de forbrugerkreditaftaler, der er sikret
ved pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i
en medlemsstat i forbindelse med fast ejendom til beboelse, eller som er sikret i form af
en rettighed, der er knyttet til fast ejendom til beboelse, og hvis formål ikke er at er-
hverve eller bevare rettigheden til fast ejendom til beboelse, forudsat at medlemsstater-
ne i forbindelse med sådanne kreditaftaler anvender artikel 4 og 5 i og bilag II og III til
direktiv 2008/48/EF.
b) dette direktiv på kreditaftaler i forbindelse med en fast ejendom, hvis kreditaftalen fast-
sætter, at den faste ejendom ikke på noget tidspunkt kan anvendes som hus, lejlighed
eller et andet bopælssted af forbrugeren eller et af forbrugerens familiemedlemmer,
men skal anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted på grundlag af en leje-
aftale
c) dette direktiv på kreditaftaler, som vedrører kreditter til en begrænset offentlighed i
henhold til en lovbestemmelse med et almennyttigt sigte og rentefrit eller til en lavere
debitorrente end den gældende markedsrente eller på andre vilkår, som er mere fordel-
agtige for forbrugeren end de gældende markedsvilkår, og til en debitorrente, der ikke
er højere end den gældende markedsrente
d) dette direktiv på foreløbige lån
e) dette direktiv på kreditaftaler, hvor kreditgiver er en organisation, der hører ind under
anvendelsesområdet for artikel 2, stk. 5, i direktiv 2008/48/EF.
4. De medlemsstater, som benytter sig af den mulighed, der er omhandlet i stk. 3, litra b), sikrer,
at der anvendes en hensigtsmæssig ramme på nationalt plan for denne type kredit.
5. De medlemsstater, som benytter sig af den mulighed, der er omhandlet i stk. 3, litra c) eller
e), sikrer, at der anvendes hensigtsmæssige alternative ordninger, som sikrer, at forbrugerne
rettidigt får oplysninger om hovedtræk, risici og omkostninger ved sådanne kreditaftaler i fa-
sen forud for aftaleindgåelse, og at markedsføringen af sådanne kreditaftaler er rimelig, enty-
dig og ikke vildledende.
Artikel 4
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) »forbruger«: enhver forbruger som defineret i artikel 3, litra a), i direktiv 2008/48/EF
2) »kreditgiver«: en fysisk eller juridisk person, der yder eller giver tilsagn om at yde kredit, der
falder ind under anvendelsesområdet for artikel 3, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssi-
ge virksomhed
193
3) »kreditaftale«: en aftale, i henhold til hvilken en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde
en forbruger kredit, der falder ind under anvendelsesområdet for artikel 3 i form af udskudt
betaling, lån eller anden tilsvarende form for finansiel facilitet
4) »accessorisk tjenesteydelse«: en tjenesteydelse, som tilbydes forbrugeren i forbindelse med
kreditaftalen
5) »kreditformidler«: en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som kreditgiver eller no-
tar og ikke enten direkte eller indirekte blot præsenterer en forbruger for en kreditgiver eller
kreditformidler, og som mod et vederlag, der kan antage form af penge eller en anden aftalt
form for finansiel modydelse, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed:
6) »gruppe«: en gruppe af kreditgivere, som skal konsolideres med henblik på udarbejdelse af konsolide-
rede regnskaber som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om
årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer20)
7) »bunden kreditformidler«: enhver kreditformidler, der handler på vegne af følgende og på de-
res fulde og ubetingede ansvar:
8) »udpeget repræsentant«: en fysisk eller juridisk person, som udfører de i nr. 5) omhandlede
aktiviteter, og som handler på vegne af kun én kreditformidler og på dennes fulde og ubetin-
gede ansvar
9) »kreditinstitut«: et kreditinstitut, som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr.
575/2013
10) »ikkekreditinstitut«: en kreditgiver, som ikke er et kreditinstitut
11) »personale«:
a) enhver fysisk person, der arbejder for kreditgiver eller kreditformidler, og som er direk-
te involveret i de af dette direktiv omfattede aktiviteter eller har kontakt til forbrugerne
i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aktiviteter
b) enhver fysisk person, der arbejder for en udpeget repræsentant og har kontakt til forbru-
gerne i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aktiviteter
c) enhver fysisk person, der direkte leder eller fører tilsyn med de fysiske personer, der er
omhandlet i litra a) og b)
12) »samlet kreditbeløb«: det samlede kreditbeløb som defineret i artikel 3, litra l), i direktiv
2008/48/EF
13) »samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten«: alle omkostninger i forbindel-
se med kreditten, som forbrugeren skal betale, som defineret i artikel 3, litra g), i direktiv
2008/48/EF, herunder omkostninger i forbindelse med ejendomsvurdering, hvis en sådan vur-
dering er nødvendig for at opnå kreditten, men ikke tinglysningsomkostninger i forbindelse
med overdragelse af ejendomsretten til fast ejendom. De omfatter ikke de omkostninger, som
forbrugeren skal betale i forbindelse med misligholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i
kreditaftalen
14) »samlet beløb, der skal betales af forbrugeren«: hele det beløb, som forbrugeren skal betale,
som defineret i artikel 3, litra h), i direktiv 2008/48/EF
15) »årlige omkostninger i procent«: de samlede omkostninger for forbrugeren i forbindelse med
kreditten udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb, herunder i givet fald de omkost-
ninger, der er nævnt i artikel 17, stk. 2, som på årsbasis svarer til nutidsværdien af alle fremti-
dige eller eksisterende forpligtelser (udnyttede kreditmuligheder, tilbagebetalinger og om-
kostninger), der er aftalt mellem kreditgiver og forbruger
16) »debitorrente«: den rente, som debitor skal betale, som defineret i artikel 3, litra j), i direktiv
2008/48/EF
194
17) »vurdering af kreditværdigheden«: en evaluering af udsigten til, at gældsforpligtelsen som
følge af kreditaftalen kan opfyldes
18) »varigt medium«: det varige medium som defineret i artikel 3, litra m), i direktiv 2008/48/EF
19) »hjemland«:
a) hvis kreditgiver eller kreditformidler er en fysisk person, den medlemsstat, hvor hans
hovedkontor er beliggende
b) hvis kreditgiver eller kreditformidler er en juridisk person, den medlemsstat, hvor den
pågældende har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den pågældende i henhold til
sin nationale ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, den medlemsstat, hvor den
pågældendes hovedkontor er beliggende
20) »værtsland«: en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor kreditgiver eller kreditformidler har
en filial, eller hvorfra der leveres tjenesteydelser
21) »rådgivningstjenester«: personlige anbefalinger til en forbruger, som vedrører en eller flere
transaktioner i forbindelse med kreditaftaler, og som er en aktivitet, der er uafhængig af ydel-
sen af kreditten og de kreditformidlingsaktiviteter, der er anført i nr. 5)
22) »kompetent myndighed«: en myndighed, der i overensstemmelse med artikel 5 udpeges som
kompetent af en medlemsstat
23) »foreløbigt lån«: en kreditaftale, som enten er uden fast løbetid, eller hvor kreditten skal tilba-
gebetales inden 12 måneder, og som anvendes af forbrugeren som en midlertidig finansie-
ringsløsning i forbindelse med overgangen til en anden finansiel ordning for den faste ejen-
dom
24) »eventual- eller garantiforpligtelse«: en kreditaftale, der fungerer som en garanti for en anden
særskilt, men accessorisk transaktion, og hvor den kapital, der er stillet sikkerhed for i form af
fast ejendom, kun udnyttes, hvis en begivenhed eller begivenheder, der er anført i aftalen,
indtræffer
25) »værdibaseret kreditaftale«: en kreditaftale, hvor den kapital, der skal tilbagebetales, er base-
ret på en kontraktligt fastsat procentdel af værdien af den faste ejendom på tidspunktet for
tilbagebetalingen eller tilbagebetalingerne af kapitalen
26) »kombinationssalg«: tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte fi-
nansielle produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen ikke stilles individuelt til rådighed
for forbrugeren
27) »pakkesalg«: tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle
produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen også stilles individuelt til rådighed for for-
brugeren, men ikke nødvendigvis på samme betingelser eller vilkår, som når den indgår i pak-
ken med accessoriske tjenesteydelser
28) »lån i udenlandsk valuta«: en kreditaftale, hvor kreditten er:
a) udstedt i en anden valuta end den, som forbrugeren modtager indtægten i eller den, som de
aktiver, som forbrugeren besidder og hvoraf kreditten skal tilbagebetales, er lydende på, eller
b) udstedt i en anden valuta end valutaen i den medlemsstat, hvor forbrugeren er bosiddende.
Artikel 5
Kompetente myndigheder
1. Medlemsstaterne udpeger de nationale kompetente myndigheder, som har til opgave at sikre gen-
nemførelsen og håndhævelsen af dette direktiv, og sørger for, at de har de nødvendige undersøgel-
195
ses- og håndhævelsesbeføjelser samt tilstrækkelige ressourcer til at kunne varetage deres opgaver
effektivt.
De myndigheder, der er omhandlet i første afsnit, er enten offentlige myndigheder eller organer, der
er anerkendt i den nationale ret eller af offentlige myndigheder, som udtrykkeligt har beføjelse her-
til efter national ret. De må ikke være kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder og alle personer, der arbejder eller har
arbejdet for de kompetente myndigheder, samt revisorer og eksperter, der handler på de kompetente
myndigheders vegne, har tavshedspligt. De fortrolige oplysninger, de modtager i forbindelse med
deres hverv, må ikke videregives til andre personer eller myndigheder, undtagen i summarisk eller
sammenfattet form, medmindre der er tale om tilfælde, der er omfattet af strafferetten eller dette
direktiv. Dette er imidlertid ikke til hinder for, at de kompetente myndigheder i overensstemmelse
med den nationale ret samt EU-retten udveksler eller videregiver fortrolige oplysninger.
3. Medlemsstaterne sørger for, at de myndigheder, der er udpeget som kompetente med hensyn til at
sikre gennemførelsen og håndhævelsen af artikel 9, 29, 32, 33, 34 og 35 i dette direktiv, er en af
eller begge følgende
a) kompetente myndigheder som defineret i artikel 4, stk. 2, i forordning (EU) nr.
1093/2010
b) andre myndigheder end de kompetente myndigheder, der er omhandlet i litra a), forud-
sat at den nationale lovgivning eller administrative bestemmelser kræver, at disse myn-
digheder samarbejder med de kompetente myndigheder, der er omhandlet i litra a), når
det er nødvendigt med henblik på at varetage deres opgaver efter dette direktiv, herun-
der med det formål at samarbejde med Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Euro-
pæiske Banktilsynsmyndighed) (EBA), som krævet efter dette direktiv.
4. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og EBA om udpegelsen af kompetente myndigheder
og eventuelle ændringer heraf og anfører enhver fordeling af de respektive opgaver mellem forskel-
lige kompetente myndigheder. Den første underretning foretages snarest muligt og senest den 21.
marts 2016.
5. De kompetente myndigheder udøver deres beføjelser i henhold til national ret enten:
a) direkte under deres egen myndighed eller under de retlige myndigheders tilsyn eller
b) ved at indbringe sagen for en domstol, der er kompetent til at træffe den nødvendige
afgørelse, herunder i givet fald ved appel, hvis anmodningen om at træffe den nødven-
dige afgørelse ikke giver resultat, undtagen i forbindelse med artikel 9, 29, 32, 33, 34
og 35.
6. Hvis der er to eller flere kompetente myndigheder på en medlemsstats område, sørger medlems-
staten for, at deres respektive opgaver er klart definerede, og at der er et tæt samarbejde mellem
disse myndigheder, således at de er i stand til at varetage deres respektive opgaver effektivt.
7. Kommissionen offentliggør mindst en gang om året i Den Europæiske Unions Tidende en liste
over de kompetente myndigheder og ajourfører løbende listen på sin hjemmeside.
196
KAPITEL 2
FORMIDLING AF FINANSIEL VIDEN
Artikel 6
Formidling af finansiel viden til forbrugerne
1. Medlemsstaterne fremmer foranstaltninger, der støtter formidlingen af viden til forbrugerne ved-
rørende ansvarlig låntagning og gældsforvaltning, særlig i forbindelse med aftaler om lån med pant
i fast ejendom. Det er nødvendigt at give klare og generelle oplysninger om kreditydelsesprocessen
for at vejlede forbrugerne, navnlig dem, der optager et lån med pant i fast ejendom for første gang.
Det er også nødvendigt at give oplysninger om den vejledning, som forbrugerorganisationer og nati-
onale myndigheder kan give forbrugere.
2. Kommissionen offentliggør en vurdering af den formidling af finansiel viden, som forbrugerne
har adgang til i medlemsstaterne, og identificerer eksempler på bedste praksis, som kan udvikles
yderligere med henblik på at øge forbrugernes kendskab til finansielle forhold.
KAPITEL 3
BETINGELSER FOR KREDITGIVERE, KREDITFORMIDLERE OG UDPEGEDE RE-
PRÆSENTANTER
Artikel 7
Forpligtelser med hensyn til god skik ved ydelsen af forbrugerkredit
1. Medlemsstaterne kræver, at kreditgiver, kreditformidler eller den udpegede repræsentant over for
forbrugerne handler redeligt, rimeligt, gennemsigtigt og professionelt, når denne udformer kredit-
produkter, eller bevilger, formidler eller yder rådgivningstjenester om kredit og i givet fald accesso-
riske tjenesteydelser, eller når der indgås en kreditaftale, under hensyntagen til forbrugerens rettig-
heder og interesser. For så vidt angår bevilling, formidling eller ydelse af rådgivningstjenester ved-
rørende kredit baseres aktiviteterne på oplysninger om forbrugerens forhold og eventuelle specifik-
ke krav, som forbrugeren har fremsat, og på rimelige antagelser med hensyn til risici for forbruge-
rens situation i kreditaftalens løbetid. For så vidt angår ydelse af rådgivningstjenester baseres aktivi-
teten desuden på de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 22, stk. 3, litra a).
2. Medlemsstaterne sikrer, at den måde, hvorpå kreditgiverne aflønner deres personale og kreditfor-
midlere, og den måde, hvorpå kreditformidlerne aflønner deres personale og udpegede repræsentan-
ter, ikke er til hinder for opfyldelse af forpligtelsen i stk. 1.
197
3. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere, når de udformer og anvender aflønningspolitikker for
personale, der varetager vurderingen af kreditværdighed, overholder følgende principper på en må-
de og i et omfang, der svarer til deres størrelse og interne organisation samt arten, omfanget og
kompleksiteten af deres aktiviteter:
a) aflønningspolitikken er i overensstemmelse med og fremmer en forsvarlig og effektiv
risikostyring og tilskynder ikke til risikotagning, som overskrider kreditgivers risikoto-
leranceniveau
b) aflønningspolitikken er i overensstemmelse med kreditgivers forretningsstrategi, mål-
sætninger, værdier og langsigtede interesser og omfatter foranstaltninger til undgåelse
af interessekonflikter, navnlig ved at sikre, at aflønning ikke er betinget af antallet eller
andelen af imødekomne ansøgninger.
4. Medlemsstaterne sikrer, at aflønningsstrukturen for det involverede personale, når kreditgivere,
kreditformidlere eller udpegede repræsentanter yder rådgivningstjenester, ikke påvirker personalets
evne til at handle i forbrugerens bedste interesse og navnlig ikke er betinget af salgsmål. For at nå
dette mål kan medlemsstaterne desuden forbyde kreditgiver at betale provision til kreditformidler.
5. Medlemsstaterne kan forbyde eller indføre begrænsninger med hensyn til betalinger fra en for-
bruger til en kreditgiver eller kreditformidler inden indgåelsen af kreditaftalen.
Artikel 8
Forpligtelse til at give forbrugerne oplysninger omkostningsfrit
Medlemsstaterne sikrer, at der, når oplysninger gives til forbrugerne i overensstemmelse med krave-
ne i dette direktiv, meddeles sådanne oplysninger uden omkostninger for forbrugeren.
Artikel 9
Krav til personalets viden og kompetencer
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter kræver, at
deres personale besidder og ajourfører et hensigtsmæssigt videns- og kompetenceniveau med hen-
syn til at udforme, tilbyde og bevilge kreditaftaler, udøvelse af kreditformidlingsaktiviteter som an-
ført i artikel 4, nr. 5), eller ydelse af rådgivningstjenester. Hvis indgåelsen af en kreditaftale omfat-
ter en accessorisk tjenesteydelse, skal der også kræves et passende viden- og kompetenceniveau i
forbindelse med den accessoriske tjenesteydelse.
2. Med undtagelse af de i stk. 3 omhandlede tilfælde fastsætter hjemlandene minimumskrav til den
viden og de kompetencer, som kreditgivers, kreditformidlers og udpegede repræsentanters persona-
le skal have i overensstemmelse med principperne i bilag III.
3. Hvis en kreditgiver eller kreditformidler yder sine tjenester på én eller flere andre medlemsstaters
område:
198
i) gennem en filial, er værtslandet ansvarligt for at fastsætte minimumskravene til den vi-
den og de kompetencer, som filialens personale skal have
ii) som led i den fri udveksling af tjenesteydelser, er hjemlandet ansvarligt for at fastsætte
minimumskravene til den viden og de kompetencer, som personalet skal have i over-
ensstemmelse med bilag III. Værtslandene kan dog fastsætte minimumskrav til viden
og kompetencer i forbindelse med de krav, der er omhandlet i bilag III, stk. 1, litra b),
c), e) og f).
4. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder fører tilsyn med overholdelsen af kravene
i stk. 1, og at de kompetente myndigheder har beføjelse til at kræve, at kreditgivere, kreditformidle-
re og udpegede repræsentanter fremlægger den dokumentation, som den kompetente myndighed
finder nødvendig for at muliggøre dette tilsyn.
5. Med henblik på et effektivt tilsyn med de kreditgivere og kreditformidlere, der som led i den fri
udveksling af tjenesteydelser yder deres tjenester på en anden medlemsstats område, arbejder de
kompetente myndigheder i værts- og hjemlandene tæt sammen for at sikre et effektivt tilsyn med og
en effektiv håndhævelse af værtslandets minimumskrav til viden og kompetencer. Med henblik her-
på kan de uddelegere opgaver og ansvarsområder til hinanden.
KAPITEL 4
INFORMATION OG PRAKSIS FORUD FOR INDGÅELSE AF KREDITAFTALEN
Artikel 10
Generelle bestemmelser om reklame og markedsføring
Medlemsstaterne kræver, at reklame- og markedsføringsmeddelelser om kreditaftaler er rimelige,
entydige og ikke vildledende, jf. dog direktiv 2005/29/EF. Det forbydes især at anvende en ordlyd,
der kan skabe forkerte forventninger hos forbrugeren til en kredits tilgængelighed eller omkostnin-
ger.
Artikel 11
Standardoplysninger, der skal indgå i reklame
1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver reklame for kreditaftaler, der angiver en rentesats eller talstør-
relser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbrugerkreditten, indeholder standardoplys-
ninger i overensstemmelse med denne artikel.
Medlemsstaterne kan imidlertid fastsætte, at første afsnit ikke finder anvendelse, hvis den nationale
ret kræver angivelse af de årlige omkostninger i procent ved reklame for kreditaftaler, der ikke angi-
ver en rentesats eller nogen talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbruger-
kreditten, jf. første afsnit.
199
2. Standardoplysningerne skal klart, præcist og på en fremtrædende plads angive:
a) kreditgivers eller i påkommende tilfælde kreditformidlers eller en udpeget repræsen-
tants identitet
b) at kreditaftalen, hvor det er relevant, vil være sikret ved pant eller ved en anden tilsva-
rende sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat i forbindelse
med fast ejendom til beboelse, eller i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejen-
dom til beboelse
c) debitorrenten, og hvorvidt den er fast eller variabel eller en kombination af begge dele,
tillige med oplysninger om de gebyrer, der indgår i omkostningerne i forbindelse med
forbrugerkreditten
d) det samlede kreditbeløb
e) de årlige omkostninger i procent, som i en reklame bør have en mindst lige så fremtræ-
dende placering som enhver rente
f) kreditaftalens løbetid, hvor det er relevant
g) afdragenes størrelse, hvor det er relevant
h) det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, hvis det er relevant
i) antallet af afdrag, hvis det er relevant.
j) hvor det er relevant, en advarsel om, at eventuelle udsving i valutakursen kan påvirke
det beløb, der skal betales af forbrugeren.
3. Oplysningerne angivet i stk. 2, bortset fra de i litra a), b) eller j) anførte, skal angives ved hjælp af
et repræsentativt eksempel og under hele forløbet følge det pågældende repræsentative eksempel.
Medlemsstaterne vedtager kriterier for fastsættelse af et repræsentativt eksempel.
4. Såfremt indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse, navnlig en forsikring, er obliga-
torisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de oplyste vilkår og betingelser, og en så-
dan aftales omkostninger ikke kan beregnes på forhånd, skal forpligtelsen til at indgå denne aftale
være angivet klart, præcist og på en fremtrædende plads sammen med de årlige omkostninger i pro-
cent.
5. Oplysningerne omhandlet i stk. 2 og 4 skal være let læselige eller kunne høres tydeligt afhængigt
af det medie, der anvendes til reklame.
6. Medlemsstaterne kan kræve, at der er en præcis og forholdsmæssigt afpasset advarsel om de spe-
cifikke risici, der er forbundet med kreditaftaler. De meddeler straks Kommissionen sådanne krav.
7. Denne artikel berører ikke direktiv 2005/29/EF.
Artikel 12
Kombinations- og pakkesalg
1. Medlemsstaterne tillader pakkesalg, men forbyder kombinationssalg.
200
2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne beslutte, at kreditgivere kan anmode forbrugeren, et familie-
medlem eller en nær pårørende til forbrugeren om at:
a) oprette eller opretholde en betalings- eller opsparingskonto, hvis det eneste formål med
en sådan konto er at akkumulere kapital til at tilbagebetale lånet eller afdrage på lånet,
samle ressourcer for at opnå lånet eller give kreditgiver yderligere sikkerhedsstillelse i
tilfælde af misligholdelse
b) købe eller beholde et investeringsprodukt eller privat pensionsprodukt, hvis et sådant
produkt, som primært giver investor pensionsindtægter, også tjener til at give kreditgi-
ver yderligere sikkerhedsstillelse i tilfælde af misligholdelse eller at akkumulere kapital
til at tilbagebetale lånet eller afdrage på lånet, samle ressourcer for at opnå lånet
c) indgå en separat kreditaftale i kombination med en kreditaftale med delt friværdi for at
opnå lånet.
3. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne tillade kombinationssalg, når kreditgiver kan godtgøre over
for den kompetente myndighed, at de bundne produkter eller produktkategorier, der tilbydes på ind-
byrdes tilsvarende vilkår og betingelser, og som ikke stilles individuelt til rådighed, indebærer en
klar fordel for forbrugerne under hensyntagen til tilgængeligheden af og priserne på de relevante
produkter, der tilbydes på markedet. Nærværende stykke gælder udelukkende produkter, der bringes
i omsætning efter den 20. marts 2014.
4. Medlemsstaterne kan give kreditgivere tilladelse til at pålægge forbrugeren at tegne en relevant
forsikring i forbindelse med kreditaftalen. I sådanne tilfælde sikrer medlemsstaterne, at kreditgiver
accepterer forsikringspolicen fra en anden udbyder end kreditgivers foretrukne udbyder, hvis forsik-
ringspolicen indeholder samme garanti som den, kreditgiver har foreslået.
Artikel 13
Generelle oplysninger
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiverne eller i påkommende tilfælde de bundne kreditformidlere
eller deres udpegede repræsentanter til enhver tid stiller klare og forståelige generelle oplysninger
om kreditaftalerne til rådighed på papir, ved hjælp af et andet varigt medium eller i elektronisk
form. Medlemsstaterne kan desuden fastsætte, at de ikkebundne kreditformidlere gør de generelle
oplysninger tilgængelige.
Sådanne generelle oplysninger skal som minimum omfatte følgende:
a) navn og fysisk adresse på oplysningernes afsender
b) de formål, hvortil kreditten kan anvendes
c) former for sikkerhedsstillelse, herunder, hvor det er relevant, muligheden for, at sikker-
heden kan være beliggende i en anden medlemsstat
d) kreditaftalernes eventuelle løbetid
e) de forskellige debitorrenter, der findes, og hvorvidt de er faste eller variable eller begge
dele, med en kort beskrivelse af karakteristika ved fast og variabel rente, herunder de
dermed forbundne konsekvenser for forbrugeren
201
f) angivelse af den udenlandske valuta eller de udenlandske valutaer, hvis der kan anven-
des lån i udenlandsk valuta, herunder en forklaring på konsekvenserne for forbrugeren,
hvis kreditten er angivet i udenlandsk valuta
g) et repræsentativt eksempel på det samlede kreditbeløb, de samlede omkostninger for
forbrugeren i forbindelse med kreditten, det samlede beløb, der skal betales af forbru-
geren, og de årlige omkostninger i procent
h) angivelse af eventuelle yderligere omkostninger for forbrugeren i forbindelse med kre-
ditten, der ikke indgår i det samlede kreditbeløb, og som skal betales i forbindelse med
en kreditaftale
i) en række forskellige muligheder for tilbagebetaling af kreditten til kreditgiver, herun-
der de periodiske afdrags antal, hyppighed og størrelse
j) hvor det er relevant, en klar og tydelig angivelse af, at overholdelse af kreditaftalens
vilkår og betingelser ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede kreditbeløb i hen-
hold til kreditaftalen
k) en beskrivelse af de vilkår, der direkte vedrører førtidig indfrielse
l) hvorvidt det er nødvendigt med en vurdering af ejendommen og i givet fald, hvem der
har ansvaret for at sikre, at vurderingen foretages, og hvorvidt det medfører eventuelle
omkostninger for forbrugeren
m) angivelse af de accessoriske tjenesteydelser, som forbrugeren skal erhverve for at opnå
kreditten eller få den på de oplyste vilkår og betingelser, og i givet fald en præcisering
af, at de accessoriske tjenesteydelser kan købes hos en tjenesteudbyder, der ikke er kre-
ditgiveren, og
n) en generel advarsel om de eventuelle konsekvenser af manglende overholdelse af for-
pligtelserne i forbindelse med kreditaftalen
2. Medlemsstaterne kan forpligte kreditgiverne til at medtage andre former for advarsler, som er re-
levante i en medlemsstat. De meddeler straks Kommissionen sådanne krav.
Artikel 14
Oplysninger forud for aftaleindgåelsen
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver og i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræsen-
tant giver forbrugeren de individuelle oplysninger, som er nødvendige for at kunne sammenligne de
kreditter, der findes på markedet, vurdere, hvad de indebærer, og træffe en informeret beslutning
om, hvorvidt han skal indgå en kreditaftale:
a) uden unødig forsinkelse, efter at forbrugeren i overensstemmelse med artikel 20 har af-
givet de nødvendige oplysninger om sine behov, sin finansielle situation og sine præfe-
rencer og
b) i god tid inden forbrugeren bindes af en kreditaftale eller et kredittilbud.
2. De i stk. 1 omhandlede individuelle oplysninger gives via ESIS, jf. bilag II, på papir eller ved
hjælp af et andet varigt medium.
3. Medlemsstaterne sikrer, at et tilbud, der er bindende for kreditgiver, afgives til forbrugeren på
papir eller ved hjælp af et andet varigt medium og ledsages af et ESIS, hvis:
a) forbrugeren ikke tidligere har fået forelagt en ESIS-formular eller
202
b) tilbuddets karakteristika ikke stemmer overens med oplysningerne i den ESIS-formular,
der tidligere er blevet forelagt.
4. Medlemsstaterne kan dog fastsætte, at forelæggelsen af ESIS er obligatorisk inden afgivelsen af
et tilbud, der er bindende for kreditgiver. I så fald kræver de, at ESIS kun skal forelægges igen, hvis
betingelsen i stk. 3, litra b), er opfyldt.
5. Medlemsstater, som inden den 20. marts 2014 har indført et informationsblad, der opfylder oplys-
ningskrav, som svarer til dem, der er fastsat i bilag II, kan fortsat anvende bladet til formålene i
nærværende artikel indtil den 21. marts 2019.
6. Medlemsstaterne fastsætter en frist på mindst syv dage, inden for hvilken forbrugeren har til-
strækkelig tid til at sammenligne tilbuddene, vurdere, hvad de indebærer, og træffe en informeret
beslutning.
Medlemsstaterne præciserer, at den i første afsnit omhandlede frist enten skal betragtes som en be-
tænkningstid forud for indgåelsen af kreditaftalen eller som en periode med fortrydelsesret efter
indgåelsen af kreditaftalen eller som en kombination af begge.
Hvis en medlemsstat angiver en betænkningstid forud for indgåelsen af kreditaftalen:
a) er tilbuddet bindende for kreditgiver under betænkningstidens varighed, og
b) forbrugeren skal kunne acceptere tilbuddet på et hvilket som helst tidspunkt under be-
tænkningstiden
Medlemsstaterne kan fastsætte, at forbrugere ikke kan acceptere tilbuddet i en periode, der ikke
overstiger de første ti dage af betænkningstiden.
Hvis debitorrenten eller de øvrige omkostninger fastsættes på grundlag af salget af underliggende
obligationer eller andre langsigtede finansieringsinstrumenter, kan medlemsstaterne fastsætte, at de-
bitorrenten eller de andre omkostninger kan variere fra det i tilbuddet angivne i overensstemmelse
med værdien af de underliggende obligationer eller andre langsigtede finansieringsinstrumenter.
Hvis forbrugeren har en fortrydelsesret i overensstemmelse med nærværende stykkes andet afsnit,
finder artikel 6 i direktiv 2002/65/EF ikke anvendelse.
7. Kreditgiver og i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræsentant, som har forelagt ESIS
for forbrugeren, anses for at have opfyldt kravene vedrørende oplysninger til forbrugeren inden ind-
gåelse af en fjernsalgsaftale, jf. artikel 3, stk. 1, i direktiv 2002/65/EF, og anses kun for at opfylde
kravene i artikel 5, stk. 1, i samme direktiv, såfremt de mindst har forelagt ESIS inden indgåelse af
den pågældende aftale.
8. Medlemsstaterne ændrer ikke ESIS-modellen, bortset fra hvad der er fastsat i bilag II. Eventuelle
supplerende oplysninger, som kreditgiver eller i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræ-
203
sentant kan meddele forbrugeren eller i henhold til national ret skal meddele forbrugeren gives i et
særskilt dokument, der kan knyttes som bilag til ESIS.
9. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med
artikel 40 med henblik på at ændre standardformuleringen i bilag II, del A, eller instruktionerne i
bilag II, del B, for at opfylde behovet for oplysninger eller advarsler om nye produkter, der ikke
blev markedsført inden den 20. marts 2014. Sådanne delegerede retsakter ændrer dog ikke ESIS᾽
struktur eller format.
10. Hvis der anvendes taletelefoni som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i direktiv 2002/65/EF, skal be-
skrivelsen af den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika, jf. artikel 3, stk. 3, litra b), an-
det led, i samme direktiv, som minimum indeholde de elementer, der er nævnt i del A, afsnit 3)-6), i
bilag II til nærværende direktiv.
11. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver eller i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræ-
sentant, i det mindste når der ikke findes en fortrydelsesret, fremlægger en kopi af udkastet til kre-
ditaftalen for forbrugeren på tidspunktet for afgivelsen af et tilbud, der er bindende for kreditgiver.
Hvis der findes en fortrydelsesret, sikrer medlemsstaterne, at kreditgiver eller i givet fald kreditfor-
midler eller en udpeget repræsentant, tilbyder at fremlægge en kopi af udkastet til kreditaftalen for
forbrugeren på tidspunktet for afgivelsen af et tilbud, der er bindende for kreditgiver.
Artikel 15
Oplysningskrav vedrørende kreditformidlere og udpegede repræsentanter
1. Medlemsstaterne sikrer, at en kreditformidler eller udpeget repræsentant i god tid inden udøvel-
sen af enhver af de kreditformidlingsaktiviteter, der er opført i artikel 4, nr. 5), som minimum giver
forbrugeren følgende oplysninger på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium:
a) navn og fysisk adresse på kreditformidler
b) det register, som kreditformidler er optaget i, registreringsnummeret, hvor det er rele-
vant, og med angivelse af, hvordan en sådan registrering kan kontrolleres
c) hvorvidt kreditformidler udelukkende er bundet til eller samarbejder med en kreditgiver
eller flere kreditgivere. Hvis kreditformidler udelukkende er bundet til eller samarbej-
der med en eller flere kreditgivere, skal denne meddele navnene på den eller de kredit-
givere, på hvis vegne der handles. Kreditformidlere kan meddele, at de er uafhængige,
når de opfylder betingelserne fastsat i overensstemmelse med artikel 22, stk. 4
d) hvorvidt kreditformidler yder rådgivningstjenester
e) det eventuelle gebyr, forbrugeren skal betale til kreditformidler for dennes tjenesteydel-
ser, eller, hvis dette ikke er muligt, metoden til beregning af gebyret
f) de procedurer, hvorefter forbrugere eller andre berørte parter internt kan indbringe kla-
ger over kreditformidlere, samt i påkommende tilfælde de udenretslige klage- og tvist-
bilæggelsesprocedurer, der kan anvendes
g) eksistensen, hvis det er relevant, og, hvis det er kendt, størrelsen af de provisioner eller
andre incitamenter, som kreditgiver eller tredjemand skal betale til kreditformidler for
dennes tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen. Hvis beløbet ikke kendes på
204
meddelelsestidspunktet, skal kreditformidler underrette forbrugeren om, at det reelle
beløb vil blive meddelt på et senere tidspunkt i ESIS.
2. Kreditformidlere, der ikke er bundet, men som modtager provision fra en eller flere kreditgivere,
fremlægger på forbrugerens anmodning oplysninger om, hvor meget den provision varierer, som de
forskellige kreditgivere, der tilbyder kreditaftaler til forbrugeren, skal betale. Forbrugeren underret-
tes om sin ret til at anmode om sådanne oplysninger.
3. Hvis kreditformidler opkræver et gebyr fra forbrugeren og herudover modtager provision fra kre-
ditgiver eller tredjemand, skal kreditformidler meddele forbrugeren, om provisionen enten helt eller
delvis modregnes i gebyret.
4. Medlemsstaterne sikrer, at det gebyr, som forbrugeren eventuelt skal betale til kreditformidler for
dennes tjenesteydelser, meddeles af kreditformidler til kreditgiver med henblik på beregning af de
årlige omkostninger i procent.
5. Ud over de oplysninger, der kræves i henhold til denne artikel, kræver medlemsstaterne, at kre-
ditformidlerne sørger for, at deres udpegede repræsentant meddeler, i hvilken egenskab han optræ-
der, og hvilken kreditformidler han repræsenterer, når han kontakter, eller før han handler med en
forbruger.
Artikel 16
Fyldestgørende forklaringer
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere og i påkommende tilfælde kreditformidlere eller udpege-
de repræsentanter giver forbrugeren fyldestgørende forklaringer om den eller de foreslåede kreditaf-
taler såvel som om enhver accessorisk tjenesteydelse, således at forbrugeren er i stand til at vurdere,
om de foreslåede kreditaftaler og accessoriske tjenesteydelser passer til hans behov og finansielle
situation.
Disse forklaringer skal i givet fald navnlig omfatte:
a) oplysningerne forud for aftaleindgåelsen i overensstemmelse med:
i) artikel 14 for så vidt angår kreditgivere
ii) artikel 14 og 15 for så vidt angår kreditformidlere eller udpegede repræsentanter
b) de væsentlige karakteristika ved de foreslåede produkter
c) de specifikke konsekvenser, som de foreslåede produkter kan have for forbrugeren,
herunder konsekvenserne af misligholdelse i forbindelse med forbrugerens betaling og
d) hvis accessoriske tjenesteydelser indgår i en pakke med kreditaftalen, hvorvidt hver
komponent kan afvikles separat og konsekvenserne herved for forbrugeren.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, hvilken form og hvilket omfang de i stk. 1 omhandlede forklarin-
ger skal have, samt hvem der skal yde den, ud fra de omstændigheder, hvorunder kreditaftalen tilby-
des, hvem den tilbydes og arten af den kredit, der tilbydes.
205
KAPITEL 5
ÅRLIGE OMKOSTNINGER I PROCENT
Artikel 17
Beregning af de årlige omkostninger i procent
1. De årlige omkostninger i procent beregnes ud fra den matematiske formel i bilag I.
2. Omkostningerne ved at åbne og forvalte en bestemt konto, ved at anvende et betalingsmiddel i
forbindelse med både transaktioner og udnyttelse af kreditmuligheden for denne konto og andre
omkostninger i forbindelse med betalingstransaktioner skal indgå i de samlede omkostninger i for-
bindelse med forbrugerkreditten, hvis det er obligatorisk at åbne og opretholde en konto for at kun-
ne opnå kreditten eller for at kunne få den på de oplyste betingelser.
3. Beregningen af de årlige omkostninger i procent baseres på den antagelse, at kreditaftalen forbli-
ver gyldig i det aftalte tidsrum, og at kreditgiver og forbrugeren opfylder deres forpligtelser på de
vilkår og datoer, der er angivet i kreditaftalen.
4. I forbindelse med kreditaftaler, der indeholder vilkår, som tillader variationer i debitorrenten, og i
påkommende tilfælde i de omkostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent, men som
ikke kan opgøres på beregningstidspunktet, beregnes de årlige omkostninger i procent ud fra den
antagelse, at debitorrenten og andre omkostninger er konstante i forhold til niveauet på tidspunktet
for indgåelsen af aftalen.
5. For kreditaftaler, hvori der er aftalt en fast debitorrente for en indledende periode på mindst fem
år, ved hvis udløb der forhandles om debitorrenten for at aftale en ny fast rente for en yderligere
relevant periode, omfatter beregningen af den yderligere illustrative årlige omkostningsprocent, der
anføres i ESIS, kun den indledende periode med fast rente, og den baseres på den antagelse, at rest-
gælden tilbagebetales ved udløbet af perioden med den faste debitorrente.
6. Hvis kreditaftaler tillader variationer i debitorrenten, sikrer medlemsstaterne, at forbrugeren un-
derrettes om de mulige konsekvenser af variationerne på de beløb, der skal betales, og på de årlige
omkostninger i procent, som minimum ved hjælp af ESIS. Det sker ved at give forbrugeren en yder-
ligere årlig omkostningsprocent, der illustrerer de mulige risici forbundet med en væsentlig stigning
i debitorrenten. Hvis der ikke er et loft over debitorrenten, ledsages disse oplysninger af en advarsel,
der fremhæver, at de samlede kreditomkostninger for forbrugeren, der fremgår af de årlige omkost-
ninger i procent, kan ændre sig. Denne bestemmelse gælder ikke kreditaftaler, hvor debitorrenten er
fastsat for en indledende periode på mindst fem år, ved hvis udløb der forhandles om debitorrenten
for at aftale en ny fast rente for en yderligere relevant periode, for hvilken der er fastsat en yderlige-
re illustrativ årlig omkostningsprocent i ESIS.
206
7. De supplerende antagelser i bilag I anvendes, hvor det er relevant, til beregningen af de årlige
omkostninger i procent.
8. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med
artikel 40 med henblik på at ændre de bemærkninger eller ajourføre de antagelser, der anvendes i
forbindelse med beregningen af de årlige omkostninger i procent som fastlagt i bilag I, navnlig hvis
bemærkningerne og antagelserne i denne artikel og i bilag I ikke er tilstrækkelige til at beregne de
årlige omkostninger i procent på en ensartet måde eller ikke længere er tilpasset til den økonomiske
situation på markedet.
KAPITEL 6
VURDERING AF KREDITVÆRDIGHEDEN
Artikel 18
Forpligtelse til at vurdere forbrugerens kreditværdighed
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver inden indgåelsen af kreditaftalen foretager en grundig vur-
dering af forbrugerens kreditværdighed. Ved denne vurdering tages der behørigt hensyn til de fakto-
rer, der er relevante for at anslå udsigten til, at forbrugeren opfylder sine forpligtelser i henhold til
kreditaftalen.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de procedurer og oplysninger, som vurderingen baseres på, er fastlagt,
og at de dokumenteres og opretholdes.
3. Vurderingen af kreditværdigheden skal ikke baseres udelukkende på det faktum, at værdien af
den faste ejendom til beboelse overstiger kreditbeløbet, eller den antagelse, at den faste ejendom til
beboelse vil stige i værdi, medmindre formålet med kreditaftalen er at opføre eller renovere fast
ejendom til beboelse.
4. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver, når denne indgår en kreditaftale med en forbruger, ikke
efterfølgende ophæver eller ændrer kreditaftalen til skade for forbrugeren, hvis vurderingen af kre-
ditværdigheden ikke er gennemført korrekt. Nærværende stykke finder ikke anvendelse, når det kan
påvises, at forbrugeren bevidst har tilbageholdt eller forfalsket oplysningerne som omhandlet i arti-
kel 20.
5. Medlemsstaterne sikrer, at:
a) kreditgiver kun yder forbrugeren kredit, hvis resultatet af vurderingen af kreditværdig-
heden viser, at forpligtelserne som følge af kreditaftalen sandsynligvis kan opfyldes på
den måde, der kræves i henhold til denne aftale
b) kreditgiver i overensstemmelse med artikel 10 i direktiv 95/46/EF på forhånd underret-
ter forbrugeren om, at der vil blive foretaget søgning i en database
207
c) kreditgiver, hvis kreditanmodningen afslås, omgående underretter forbrugeren om af-
slaget og i givet fald om, at afgørelsen er truffet på grundlag af en automatisk behand-
ling af oplysninger. Hvis afslaget er baseret på resultatet af databasesøgninger, under-
retter kreditgiver forbrugeren om resultatet af sådanne søgninger og giver nærmere op-
lysninger om den pågældende database.
6. Medlemsstaterne sikrer, at forbrugerens kreditværdighed tages op til ny vurdering på grundlag af
ajourførte oplysninger, inden der bevilges en betydelig stigning i det samlede kreditbeløb efter ind-
gåelsen af kreditaftalen, medmindre sådan yderligere kredit var forudset og medtaget i den oprinde-
lige vurdering af kreditværdigheden.
7. Denne artikel berører ikke direktiv 95/46/EF.
Artikel 19
Ejendomsvurdering
1. Medlemsstaterne sikrer, at der på deres område udvikles pålidelige standarder for vurdering af
fast ejendom til beboelse med henblik på lån med pant i fast ejendom. Medlemsstaterne kræver, at
disse standarder anvendes, når kreditgiver foretager en ejendomsvurdering, eller at kreditgiver træf-
fer passende foranstaltninger til at sikre, at disse standarder anvendes, når en vurdering foretages af
tredjemand. Hvis de nationale myndigheder er ansvarlige for reguleringen af uafhængige vurde-
ringsmænd, der foretager ejendomsvurderinger, sikrer de, at disse overholder gældende nationale
regler.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de interne og eksterne vurderingsmænd, der foretager ejendomsvurde-
ringer, er fagligt kompetente og tilstrækkeligt uafhængige af kreditgarantiprocessen til at kunne yde
en uvildig og objektiv vurdering, der dokumenteres ved hjælp af et varigt medium, og som kreditgi-
ver opbevarer en kopi af.
Artikel 20
Fremlæggelse og kontrol af forbrugerens oplysninger
1. Vurderingen af kreditværdigheden omhandlet i artikel 18 foretages på grundlag af de oplysninger
om forbrugerens indtægter og udgifter og andre finansielle og økonomiske forhold, der er nødvendi-
ge, tilstrækkelige og forholdsmæssigt afpassede. Kreditgiver indhenter oplysningerne fra relevante
interne eller eksterne kilder, herunder fra forbrugeren, og oplysninger, som kreditformidler eller den
udpegede repræsentant har fået under kreditanmodningsprocessen. Oplysningerne kontrolleres på
passende vis, herunder om nødvendigt gennem henvisning til uafhængig og kontrollerbar dokumen-
tation.
2. Medlemsstaterne sikrer, at kreditformidlere eller udpegede repræsentanter på korrekt vis forelæg-
ger de nødvendige oplysninger fra forbrugeren for den relevante kreditgiver, således at der kan fore-
tages en vurdering af kreditværdigheden.
208
3. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiverne forud for aftalens indgåelse klart og entydigt præciserer
de nødvendige oplysninger og den uafhængige og kontrollerbare dokumentation, som forbrugeren
skal fremlægge, samt tidsrammen, inden for hvilken forbrugeren skal fremlægge oplysningerne. En
sådan anmodning om oplysninger skal være rimelig og begrænses til, hvad der er nødvendigt for at
kunne foretage en korrekt vurdering af kreditværdigheden. Medlemsstaterne tillader kreditgivere at
anmode om en præcisering af de oplysninger, de har modtaget som svar på denne anmodning, hvis
det er nødvendigt for at muliggøre en vurdering af kreditværdigheden.
Medlemsstaterne tillader ikke en kreditgiver at opsige kreditaftalen med den begrundelse, at de af
forbrugeren fremlagte oplysninger inden indgåelsen af kreditaftalen var ufuldstændige.
Andet afsnit forhindrer ikke medlemsstaterne i at tillade, at kreditgiver opsiger kreditaftalen, hvis
det påvises, at forbrugeren bevidst har tilbageholdt eller forfalsket oplysninger.
4. Medlemsstaterne indfører foranstaltninger for at sikre, at forbrugerne er gjort bekendt med beho-
vet for at give korrekte oplysninger som svar på anmodningen i stk. 3, første afsnit, og at sådanne
oplysninger så vidt muligt er fuldstændige, så der kan foretages en korrekt vurdering af kreditvær-
digheden. Kreditgiver, kreditformidler eller den udpegede repræsentant advarer forbrugeren om, at
kreditten ikke kan bevilges, hvis kreditgiver ikke kan foretage en vurdering af kreditværdigheden,
fordi forbrugeren vælger ikke at fremlægge de oplysninger eller den kontrol, der er nødvendige for
en vurdering af kreditværdigheden. Denne advarsel kan gives i et standardiseret format.
5. Denne artikel berører ikke direktiv 95/46/EF, særlig artikel 6.
KAPITEL 7
ADGANG TIL DATABASER
Artikel 21
Adgang til databaser
1. Hver medlemsstat sikrer adgang for alle kreditgivere fra alle medlemsstater til de databaser, som
anvendes i den pågældende medlemsstat i forbindelse med vurderingen af forbrugernes kreditvær-
dighed og med det ene formål at føre tilsyn med forbrugernes overholdelse af kreditforpligtelserne i
kreditaftalens løbetid. Vilkårene for adgang skal være ikkediskriminerende.
2. Stk. 1 finder anvendelse på både databaser, der drives af private kreditbureauer eller kreditoplys-
ningsbureauer, og på offentlige registre.
3. Denne artikel berører ikke direktiv 95/46/EF.
209
KAPITEL 8
RÅDGIVNINGSTJENESTER
Artikel 22
Standarder for rådgivningstjenester
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver, kreditformidler eller en udpeget repræsentant i forbindelse
med en given transaktion udtrykkeligt underretter forbrugeren om, hvorvidt der ydes eller kan ydes
rådgivningstjenester til forbrugeren.
2. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver, kreditformidler eller en udpeget repræsentant inden ydel-
sen af rådgivningstjenester eller i givet fald inden indgåelsen af en aftale om ydelse af rådgivnings-
tjenester giver forbrugeren følgende oplysninger på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium:
a) hvorvidt anbefalingen udelukkende fremsættes på grundlag af en vurdering af deres
eget produktudvalg i overensstemmelse med stk. 3, litra b), eller på grundlag af en lang
række produkter på markedet i overensstemmelse med stk. 3, litra c), så forbrugeren
kan forstå grundlaget for anbefalingen
b) det gebyr, forbrugeren eventuelt skal betale for rådgivningstjenesterne eller, hvis belø-
bet ikke kan fastlægges på meddelelsestidspunktet, den anvendte metode til beregnin-
gen heraf.
Oplysningerne i første afsnit, litra a) og b), kan gives til forbrugeren i form af yderligere oplysnin-
ger forud for aftaleindgåelsen.
3. Hvis der ydes rådgivningstjenester til forbrugerne, sikrer medlemsstaterne, ud over de krav, der
er fastsat i artikel 7 og 9, at:
a) kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter indhenter de nødvendige op-
lysninger om forbrugerens personlige og finansielle situation, hans præferencer og mål-
sætninger for således at kunne anbefale egnede kreditaftaler. Sådanne overvejelser ba-
seres på oplysninger, der er aktuelle på det pågældende tidspunkt, og tager højde for
rimelige antagelser med hensyn til risici for forbrugerens situation i den foreslåede kre-
ditaftales løbetid
b) kreditgivere, bundne kreditformidlere og udpegede repræsentanter for bundne kredit-
formidlere, tager et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler i deres produktudvalg i be-
tragtning og anbefaler den eller de bedst egnede kreditaftaler blandt deres produktud-
valg i forhold til forbrugernes behov, finansielle situation og personlige forhold
c) ikkebundne kreditformidlere eller udpegede repræsentanter for ikkebundne kreditfor-
midlere tager et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler på markedet i betragtning og an-
befaler den eller de egnede kreditaftaler på markedet i forhold til forbrugernes behov,
finansielle situation og personlige forhold
d) kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter handler i forbrugerens bed-
ste interesse ved at:
i) holde sig underrettet om forbrugerens behov og forhold
210
ii) anbefale egnede kreditaftaler i overensstemmelse med litra a), b) og c), og
e) kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter forsyner forbrugeren med
en kopi af den fremsatte anbefaling på papir eller ved hjælp af et varigt medium.
4. Medlemsstaterne kan forbyde anvendelsen af betegnelsen »rådgivning« og »rådgiver« eller lig-
nende betegnelser, når der ydes rådgivningstjenester til forbrugerne af kreditgivere, bundne kredit-
formidlere eller udpegede repræsentanter for bundne kreditformidlere.
Medlemsstater, der ikke forbyder anvendelsen af betegnelsen »rådgivning« og »rådgiver«, indfører
følgende betingelser for anvendelse af betegnelsen »uafhængig rådgivning« eller »uafhængig rådgi-
ver« for så vidt angår kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter, der yder rådgiv-
ningstjenester:
a) kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter skal tage et tilstrækkeligt
stort antal kreditaftaler på markedet i betragtning, og
b) kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter aflønnes ikke for de råd-
givningstjenester, der ydes af en eller flere kreditgivere.
Andet afsnit, litra b), finder kun anvendelse, hvis antallet af de kreditgivere, der vurderes, ikke re-
præsenterer et flertal på markedet.
Medlemsstaterne kan indføre strengere krav for kreditgiveres, kreditformidleres eller udpegede re-
præsentanters anvendelse af betegnelserne »uafhængig rådgivning« eller »uafhængig rådgiver«,
herunder et forbud mod modtagelse af vederlag fra en kreditgiver.
5. Medlemsstaterne kan indføre en forpligtelse for kreditgivere, kreditformidlere og udpegede re-
præsentanter til at advare forbrugeren, hvis en kreditaftale under hensyntagen til forbrugerens finan-
sielle situation kan indebære en særlig risiko for forbrugeren.
6. Medlemsstaterne sikrer, at det kun er kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentan-
ter, der yder rådgivningstjenester.
Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om ikke at anvende første afsnit på personer:
a) som udøver kreditformidlingsaktiviteter anført i artikel 4, nr. 5), eller yder rådgivnings-
tjenester, hvis disse aktiviteter udøves, eller tjenester ydes lejlighedsvis som led i deres
erhvervsmæssige virksomhed, og disse aktiviteter er reguleret ved lov eller administra-
tive bestemmelser eller en fagetisk kodeks for det pågældende erhverv, som ikke ude-
lukker udøvelsen af disse aktiviteter eller ydelsen af disse tjenester
b) der som kuratorer yder rådgivningstjenester i forbindelse med forvaltning af eksisteren-
de gæld, hvis disse aktiviteter er reguleret ved lov eller af offentlige eller frivillige tje-
nester for gældsrådgivning, der ikke opererer på et kommercielt grundlag, eller
c) der i en anden egenskab end kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentan-
ter yder rådgivningstjenester, hvis de kompetente myndigheder har godkendt og fører
tilsyn med disse personer i overensstemmelse med kravene til kreditformidlere i hen-
hold til dette direktiv.
211
De personer, der er omfattet af fritagelsen i andet afsnit, gør ikke brug af retten omhandlet i artikel
32, stk. 1, til at yde tjenester på hele Unionens geografiske område.
7. Nærværende artikel berører ikke artikel 16 og medlemsstaternes beføjelse til at sikre, at der stilles
tjenester til rådighed for forbrugere for at bistå dem med at forstå deres finansielle behov og hvilken
type produkter, der sandsynligvis kan imødekomme disse behov.
KAPITEL 9
LÅN I UDENLANDSK VALUTA OG LÅN MED VARIABEL RENTE
Artikel 23
Lån i udenlandsk valuta
1. Medlemsstaterne sikrer, at der ved kreditaftaler i forbindelse med lån i udenlandsk valuta er etab-
leret en passende ramme på tidspunktet for indgåelse af kreditaftalen for som minimum at sikre, at:
a) forbrugeren på nærmere angivne betingelser har ret til at konvertere kreditaftalen til en
anden valuta, eller
b) der er etableret andre ordninger for at begrænse forbrugerens eksponering for valuta-
kursrisiko i forbindelse med kreditaftalen.
2. Den i stk. 1, litra a), omhandlede anden valuta skal enten være:
a) den valuta, hvori forbrugeren primært modtager sine indtægter eller besidder de akti-
ver, kreditten skal tilbagebetales med, som anført på tidspunktet for den seneste vurde-
ring af kreditværdigheden i forbindelse med kreditaftalen, eller
b) valutaen i den medlemsstat, hvor forbrugeren enten var bosiddende på tidspunktet for
indgåelsen af kreditaftalen eller er bosiddende på nuværende tidspunkt.
Medlemsstaterne kan præcisere, hvorvidt forbrugeren har adgang til begge eller kun én af valgmu-
lighederne omhandlet i første afsnits litra a) og b) eller kan give kreditgivere mulighed for at præci-
sere, hvorvidt forbrugeren har adgang til begge eller kun én af valgmulighederne omhandlet i første
afsnits litra a) og b).
3. Hvis en forbruger har ret til at konvertere kreditaftalen til en anden valuta i overensstemmelse
med stk. 1, litra a), sikrer medlemsstaterne, at den valutakurs, der anvendes til konverteringen, er
den markedskurs, der er gældende på dagen for ansøgningen om konvertering, medmindre andet er
angivet i kreditaftalen.
4. Medlemsstaterne sikrer, at en forbruger, der har lån i udenlandsk valuta, advares regelmæssigt af
kreditgiver på papir eller ved hjælp af et varigt medium, som minimum når værdien af det samlede
beløb, forbrugeren skal betale, og som er udestående, eller af de periodiske afdrag varierer med me-
re end 20 % i forhold til, hvad det ville have været, hvis valutakursen mellem kreditaftalens valuta
og medlemsstatens valuta på tidspunktet for indgåelsen af kreditaftalen blev anvendt. Advarslen
skal oplyse forbrugeren om en stigning i det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, og i
212
givet fald oplyse om retten til at konvertere til en anden valuta og betingelserne herfor samt redegø-
re for enhver anden ordning, der kan begrænse forbrugerens eksponering for valutakursrisikoen.
5. Medlemsstaterne kan regulere lån i udenlandsk valuta yderligere, forudsat at sådanne bestemmel-
ser ikke indføres med tilbagevirkende kraft.
6. De ordninger, der gælder i henhold til denne artikel, meddeles forbrugeren i ESIS og i kreditafta-
len. Hvis kreditaftalen ikke indeholder en bestemmelse om, at forbrugerens eksponering for valuta-
kursrisici skal begrænses til valutakurssvingninger på mindre end 20 %, skal ESIS indeholde et illu-
strativt eksempel på indvirkningen af valutakurssvingninger på 20 %.
Artikel 24
Kreditter med variabel rente
Hvis kreditaftalen er en kredit med variabel rente, sikrer medlemsstaterne, at:
a) indeks eller referencerenter, der anvendes til at beregne debitorrenten, er tydelige, til-
gængelige, objektive og verificerbare for kreditaftalens parter og de kompetente myn-
digheder og
b) kreditgiverne eller de ansvarlige for udarbejdelsen af indekser opbevarer arkiver over
de indekser, der anvendes til beregning af debitorrenter.
KAPITEL 10
FORSVARLIG GENNEMFØRELSE AF KREDITAFTALER OG HERMED FORBUNDNE
RETTIGHEDER
Artikel 25
Førtidig indfrielse
1. Medlemsstaterne sikrer, at forbrugeren har ret til helt eller delvis at frigøre sig fra sine forpligtel-
ser i medfør af en kreditaftale, før aftalen udløber. I sådanne tilfælde har forbrugeren ret til en re-
duktion af forbrugerens samlede kreditomkostninger, der består af renter og omkostninger i den re-
sterende del af aftalens løbetid.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at udøvelsen af den i stk. 1 nævnte ret underlægges visse betin-
gelser. Disse betingelser kan omfatte tidsbegrænsninger på udøvelsen af rettigheden, en forskellig
behandling, afhængigt af hvilken type debitorrente der er tale om, eller hvornår forbrugeren udøver
sin rettighed, eller restriktioner med hensyn til de forhold, under hvilke denne rettighed kan udøves.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at kreditgiver har ret til en rimelig og objektiv kompensation, når
det er berettiget, for mulige omkostninger, som er direkte forbundet med den førtidige indfrielse,
213
men pålægger ikke forbrugeren en sanktion. I den henseende overstiger kompensationen ikke kre-
ditgivers økonomiske tab. Medlemsstaterne kan efter disse betingelser fastsætte, at kompensationen
ikke må overstige et vist niveau eller kun tillades i et vist tidsrum.
4. Hvis en forbruger ønsker at frigøre sig fra sine forpligtelser i medfør af en kreditaftale, før aftalen
udløber, skal kreditgiver uden forsinkelse efter modtagelse af anmodningen på papir eller ved hjælp
af et andet varigt medium give forbrugeren de oplysninger, der er nødvendige for at overveje denne
mulighed. Disse oplysninger skal mindst indeholde en angivelse af, hvor store konsekvenser det vil
have for forbrugeren at frigøre sig fra sine forpligtelser, før kreditaftalen udløber, og en klar redegø-
relse for, hvilke antagelser der er anvendt. De eventuelle antagelser, der er anvendt, skal være rime-
lige og berettigede.
5. Medlemsstaterne kan fastsætte, at udøvelsen af retten i stk. 1 er betinget af, at der foreligger en
legitim interesse hos forbrugeren, hvis den førtidige indfrielse sker i en periode, for hvilken der er
aftalt fast forrentning.
Artikel 26
Fleksible og pålidelige markeder
1. Medlemsstaterne indfører hensigtsmæssige ordninger for at sikre, at krav mod sikkerhedsstillel-
sen kan gøres gældende af kreditgiver eller på vegne af kreditgiver. Medlemsstaterne sikrer også, at
kreditgiver opbevarer relevant dokumentation om de typer af fast ejendom, der accepteres som sik-
kerhedsstillelse, samt de dermed forbundne bestemmelser om optagelse af lån med pant i fast ejen-
dom.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre en passende statistisk over-
vågning af boligejendomsmarkedet, bl.a. med henblik på markedsovervågning, ved at tilskynde til
udvikling og anvendelse af specifikke prisindekser, der kan være offentlige eller private eller begge
dele.
Artikel 27
Oplysninger om ændringer i debitorrenten
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium under-
retter forbrugeren om enhver ændring i debitorrenten, inden ændringen får virkning. Oplysningerne
skal mindst indeholde en angivelse af betalingernes størrelse, efter at den nye debitorrente har fået
virkning, og, såfremt betalingernes antal eller hyppighed ændres, nærmere oplysninger herom.
2. Medlemsstaterne kan dog tillade, at parterne i kreditaftalen bliver enige om, at de i stk. 1 om-
handlede oplysninger gives til forbrugeren med jævne mellemrum, såfremt ændringen i debitorren-
ten hænger sammen med en ændring i en referencesats, at den nye referencesats offentliggøres på
en hensigtsmæssig måde, og at oplysninger om den nye referencesats også er tilgængelige i kredit-
214
givers lokaler og meddeles personligt til forbrugeren sammen med størrelsen på de nye periodiske
afdrag.
3. Kreditgivere kan fortsætte med regelmæssigt at oplyse forbrugeren i tilfælde, hvor ændringen i
debitorrenten ikke hænger direkte sammen med en ændring i referencesatsen, hvis det var muligt i
henhold til national lovgivning før den 20. marts 2014.
4. Hvis ændringer i debitorrenten afgøres ved auktioner på kapitalmarkederne, og det derfor er umu-
ligt for kreditgiver at underrette forbrugeren om ændringer, før de får virkning, skal kreditgiver i
god tid før auktionen skriftligt underrette forbrugeren på papir eller ved hjælp af et andet varigt me-
dium om den forestående procedure og angive, hvordan det kan påvirke debitorrenten.
Artikel 28
Restancer og tvangsauktion
1. Medlemsstaterne træffer foranstaltninger, der skal tilskynde kreditgiver til at udvise rimelig tilba-
geholdenhed, inden der indledes en tvangsauktion.
2. Medlemsstaterne kan kræve, at de omkostninger, som kreditgiver har tilladelse til at fastsætte og
pålægge forbrugeren ved misligholdelse, ikke må være større end højst nødvendigt for at kompense-
re kreditgiver for de udgifter, denne har afholdt som følge af misligholdelsen.
3. Medlemsstaterne kan tillade kreditgiver at pålægge forbrugeren yderligere omkostninger i tilfæl-
de af misligholdelse. I så fald fastsætter medlemsstaterne et loft for disse omkostninger.
4. Medlemsstaterne forhindrer ikke parterne i en kreditaftale i at indgå udtrykkelig aftale om, at re-
turnering eller overdragelse af sikkerhedsstillelsen til kreditgiver eller provenuet ved salg af sikker-
hedsstillelsen er tilstrækkelig til at tilbagebetale kreditten.
5. Hvis den pris, der opnås for den faste ejendom, påvirker det beløb, som forbrugeren skylder, ind-
fører medlemsstaterne procedurer eller foranstaltninger, der gør det muligt at opnå den bedst mulige
pris for den tvangsauktionerede faste ejendom.
Hvis der efter tvangsauktionen stadig er udestående gæld, sikrer medlemsstaterne, at der er truffet
foranstaltninger til at lette tilbagebetaling med henblik på at beskytte forbrugeren.
KAPITEL 11
KRAV VEDRØRENDE ETABLERING SOM OG TILSYN MED KREDITFORMIDLERE
OG UDPEGEDE REPRÆSENTANTER
215
Artikel 29
Adgang for kreditformidlere
1. For at kunne udøve alle eller dele af de kreditformidlingsaktiviteter, der er fastsat i artikel 4, nr.
5), eller yde rådgivningstjenester skal kreditformidlere meddeles behørig adgang hertil af en kom-
petent myndighed i deres hjemland. Hvis en medlemsstat giver udpegede repræsentanter tilladelse i
henhold til artikel 31, behøver sådanne udpegede repræsentanter ikke at få adgang som kreditfor-
midler i henhold til nærværende artikel.
2. Medlemsstaterne sikrer, at adgangen for kreditformidlere gøres betinget af, at de ud over kravene
i artikel 9 mindst opfylder følgende faglige krav:
a) Kreditformidlere skal have en erhvervsansvarsforsikring, som dækker de geografiske
områder, hvor de tilbyder deres tjenesteydelser, eller en anden tilsvarende garanti mod
erstatningskrav som følge af faglig forsømmelighed. Hjemlandet kan dog fastsætte, at
den kreditgiver, for hvilken kreditformidler er bemyndiget til at handle, stiller en sådan
forsikring eller tilsvarende garanti til rådighed for bundne kreditformidlere.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage og, om nødvendigt, ændre regule-
ringsmæssige tekniske standarder for at fastsætte minimumsbeløbet for erhvervsan-
svarsforsikringen eller den i nærværende litras første afsnit nævnte tilsvarende garanti.
Disse reguleringsmæssige tekniske standarder vedtages i overensstemmelse med artikel
10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
EBA udarbejder et udkast til de reguleringsmæssige tekniske standarder for at fastsætte
minimumsbeløbet for erhvervsansvarsforsikringen eller den i nærværende litras første
afsnit nævnte tilsvarende garanti og forelægger dette for Kommissionen den 21. sep-
tember 2014. EBA gennemgår og udarbejder, om nødvendigt, et udkast til ændring af
de reguleringsmæssige tekniske standarder hvad angår minimumsbeløbet for erhvervs-
ansvarsforsikringen eller den i nærværende litras første afsnit nævnte tilsvarende garan-
ti og forelægger dette for Kommissionen første gang inden den 21. marts 2018 og der-
efter hvert andet år.
b) En fysisk person, der er etableret som kreditformidler, bestyrelsesmedlemmerne hos en
kreditformidler, der er etableret som juridisk person, og fysiske personer, som udfører
lignende opgaver hos en kreditformidler, der er en juridisk person, men som ikke har en
bestyrelse, skal have et godt omdømme. De skal som et minimum have en ren straffeat-
test eller en anden tilsvarende national attest for så vidt angår alvorlige strafbare hand-
linger i forbindelse med formueforbrydelser eller anden kriminalitet vedrørende finan-
sielle aktiviteter, og de må ikke tidligere have været erklæret konkurs, medmindre de er
blevet rehabiliteret efter national lovgivning.
c) En fysisk person, der er etableret som kreditformidler, bestyrelsesmedlemmerne hos en
kreditformidler, der er etableret som juridisk person, og fysiske personer, som udfører
lignende opgaver hos en kreditformidler, der er en juridisk person, men som ikke har en
bestyrelse, skal råde over et hensigtsmæssigt viden- og kompetenceniveau i forbindelse
216
med kreditaftaler. Hjemlandet fastsætter det hensigtsmæssige viden- og kompetenceni-
veau i overensstemmelse med principperne i bilag III.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de kriterier, der er fastsat, for at personale hos kreditformidlere eller
kreditgivere kan opfylde deres faglige krav, offentliggøres.
4. Medlemsstaterne sikrer, at alle kreditformidlere, der har fået adgang, uanset om de er etableret
som fysiske eller juridiske personer, optages i et register hos en kompetent myndighed i deres hjem-
land. Medlemsstaterne sikrer, at registret over kreditformidlere ajourføres og er offentligt tilgænge-
ligt online.
Registret over kreditformidlere skal som minimum indeholde følgende oplysninger:
a) navnene på de personer i ledelsen, som er ansvarlige for formidlingsforretningerne.
Medlemsstaterne kan kræve, at fysiske personer, som har en kundevendt funktion i en
virksomhed inden for kreditformidling, registreres
b) de medlemsstater, hvor kreditformidler driver forretning i henhold til bestemmelserne
om etableringsfrihed eller om fri udveksling af tjenesteydelser, og som kreditformidler
har underrettet den kompetente myndighed i hjemlandet om i overensstemmelse med
artikel 32, stk. 3
c) hvorvidt kreditformidler er bundet eller ej.
De medlemsstater, der beslutter at benytte sig af den mulighed, der er omhandlet i artikel 30, sikrer,
at registret angiver den kreditgiver, på hvis vegne den bundne kreditformidler handler.
De medlemsstater, der beslutter at benytte sig af den mulighed, der er omhandlet i artikel 31, sikrer,
at registret angiver den kreditformidler eller i tilfælde af en bunden kreditformidlers udpegede re-
præsentant den kreditgiver, på hvis vegne de udpegede repræsentanter handler.
5. Medlemsstaterne sikrer, at:
a) en kreditformidler, som er en juridisk person, har sit hovedkontor i samme medlemsstat
som sit vedtægtsmæssige hjemsted, hvis denne har et vedtægtsmæssigt hjemsted i hen-
hold til national ret
b) en kreditformidler, som ikke er en juridisk person, eller en kreditformidler, som er en
juridisk person, men som i henhold til national lovgivning ikke har noget vedtægts-
mæssigt hjemsted, har sit hovedkontor i den medlemsstat, hvor det faktisk udøver sin
hovedvirksomhed.
6. Hver medlemsstat opretter ét kontaktsted, der giver nem og hurtig offentlig adgang til oplysnin-
ger fra det nationale register, som samles elektronisk og ajourføres løbende. Disse kontaktsteder
skal desuden levere oplysningerne om hver medlemsstats kompetente myndigheder.
EBA offentliggør på sit websted henvisninger eller hyperlinks til dette kontaktsted.
217
7. Hjemlandene sikrer, at alle de kreditformidlere og udpegede repræsentanter, der har fået adgang,
til stadighed opfylder kravene i stk. 2. Dette stykke berører ikke artikel 30 og 31.
8. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende denne artikel over for de personer, som udøver
kreditformidlingsaktiviteterne i artikel 4, nr. 5), hvis aktiviteterne udøves lejlighedsvis som led i de-
res erhvervsmæssige virksomhed, og disse aktiviteter er reguleret ved lov eller administrative be-
stemmelser eller en fagetisk kodeks for det pågældende erhverv, som ikke udelukker, at disse akti-
viteter kan udøves.
9. Nærværende artikel finder ikke anvendelse på kreditinstitutter, som har tilladelse i overensstem-
melse med direktiv 2013/36/EU eller på andre finansielle institutioner, der i henhold til national
lovgivning er omfattet af en tilsvarende tilladelses- og tilsynsordning.
Artikel 30
Kreditformidlere, der kun er bundet til én kreditgiver
1. Med forbehold af artikel 31, stk. 1, kan medlemsstaterne tillade, at bundne kreditformidlere, der
er omhandlet i artikel 4, nr. 7), litra a), får adgang af de kompetente myndigheder gennem den kre-
ditgiver, på hvis vegne den bundne kreditformidler udelukkende handler.
I sådanne tilfælde bevarer kreditgiver det fulde og ubetingede ansvar for enhver handling eller und-
ladelse fra den bundne kreditformidlers side, når denne handler på kreditgivers vegne på områder,
der er omfattet af dette direktiv. Medlemsstaterne kræver, at kreditgiver sikrer, at disse bundne kre-
ditformidlere mindst opfylder de faglige krav i artikel 29, stk. 2.
2. Med forbehold af artikel 34 skal kreditgivere overvåge aktiviteterne hos de bundne kreditformid-
lere, der er omhandlet i artikel 4, nr. 7), litra a), for at sikre, at de fortsat overholder bestemmelserne
i dette direktiv. Kreditgiver er navnlig ansvarlig for at kontrollere, at den bundne kreditformidler og
dennes personale opfylder kravene til viden og kompetencer.
Artikel 31
Udpegede repræsentanter
218
1. Medlemsstaterne kan beslutte at tillade, at en kreditformidler udpeger udpegede repræsentanter.
Er den udpegede repræsentant udpeget af en bunden kreditformidler som omhandlet i artikel 4, nr.
7), litra a), bevarer kreditgiver det fulde og ubetingede ansvar for enhver handling eller undladelse
fra den udpegede repræsentants side, når denne handler på den pågældende kreditformidlers vegne,
på områder, der er omfattet af dette direktiv. I andre tilfælde bevarer kreditgiver det fulde og ubetin-
gede ansvar for enhver handling eller undladelse fra den udpegede repræsentants side, når denne
handler på kreditformidlers vegne på områder, der er omfattet af dette direktiv.
2. Kreditformidlere sikrer, at deres udpegede repræsentanter mindst opfylder de faglige krav i arti-
kel 29, stk. 2. Hjemlandet kan dog fastsætte, at den kreditformidler, for hvilken den udpegede re-
præsentant er bemyndiget til at handle, kan stille en erhvervsansvarsforsikring eller tilsvarende ga-
ranti til rådighed.
3. Med forbehold af artikel 34 overvåger kreditformidlere deres udpegede repræsentanters aktivite-
ter for at sikre, at de fuldt ud overholder bestemmelserne i dette direktiv. Kreditformidlerne er navn-
lig ansvarlige for at kontrollere, at de udpegede repræsentanter og deres personale opfylder kravene
til viden og kompetencer.
4. Medlemsstater, der tillader, at en kreditformidler udpeger udpegede repræsentanter, opretter et
offentligt register, der som minimum indeholder de i artikel 29, stk. 4, nævnte oplysninger. Udpege-
de repræsentanter registreres i det offentlige register i den medlemsstat, hvor de er etableret. Regis-
tret ajourføres regelmæssigt. Det gøres offentligt tilgængeligt.
Artikel 32
Etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser for kreditformidlere
1. Den kompetente myndighed i hjemlandets beslutning om at give en kreditformidler adgang, jf.
artikel 29, stk. 1, gælder for hele Unionens geografiske område, uden at der kræves yderligere ad-
gang fra de kompetente myndigheder i værtslandet eller værtslandene for at kunne udføre de aktivi-
teter og yde de tjenester, der er dækket af adgangen, forudsat at de aktiviteter, som en kreditformid-
ler agter at udføre i værtslandene, er omfattet af adgangen. Kreditformidlere må imidlertid ikke yde
deres tjenester i forbindelse med kreditaftaler, der tilbydes af ikkekreditinstitutter til forbrugere i en
medlemsstat, hvor sådanne ikkekreditinstitutter ikke må udøve virksomhed.
2. Udpegede repræsentanter, der udpeges i de medlemsstater, som benytter sig af muligheden i arti-
kel 31, må ikke udøve en del af eller alle de kreditformidlingsaktiviteter, der er anført i artikel 4, nr.
5), eller yde rådgivningstjenester i de medlemsstater, hvor sådanne udpegede repræsentanter ikke
må udøve virksomhed.
219
3. En kreditformidler, der har fået adgang, og som agter at udøve virksomhed for første gang i én
eller flere medlemsstater som led i den fri udveksling af tjenesteydelser eller i forbindelse med eta-
blering af en filial, underretter hjemlandets kompetente myndigheder herom.
Senest en måned efter denne underretning meddeler disse kompetente myndigheder de kompetente
myndigheder i de pågældende værtslande, at kreditformidler agter at udøve virksomhed, og under-
retter samtidig den pågældende kreditformidler om denne meddelelse. De underretter også de kom-
petente myndigheder i det eller de pågældende værtslande om de kreditgivere, hvortil kreditformid-
ler er bundet, og om, hvorvidt kreditgiverne tager det fulde og ubetingede ansvar for kreditformid-
lers aktiviteter. Værtslandet anvender oplysningerne fra hjemlandet til at optage de nødvendige op-
lysninger i sit register.
Kreditformidler kan påbegynde sin virksomhed en måned efter den dato, hvor han af hjemlandets
kompetente myndigheder blev underrettet om den i andet afsnit nævnte meddelelse.
4. Inden en filial af en kreditformidler påbegynder sin virksomhed eller inden to måneder efter mod-
tagelsen af den meddelelse, der er omhandlet i stk. 3, andet afsnit, forbereder de kompetente myn-
digheder i værtslandet tilsynet med kreditformidler i overensstemmelse med artikel 34 og underret-
ter om nødvendigt kreditformidler om de betingelser, hvorunder disse aktiviteter skal udføres i
værtslandet på de områder, der ikke er harmoniseret i EU-retten.
Artikel 33
Inddragelse af adgangen for kreditformidlere
1. Den kompetente myndighed i hjemlandet kan inddrage den adgang, der er givet en kreditformid-
ler i overensstemmelse med artikel 29, hvis en sådan kreditformidler:
a) udtrykkeligt giver afkald på adgangen eller ikke har udøvet de kreditformidlingsaktivi-
teter, der er omhandlet i artikel 4, nr. 5), eller ydet rådgivningstjenester i de foregående
seks måneder, medmindre der i den pågældende medlemsstat findes bestemmelser om,
at adgangen bortfalder i sådanne tilfælde
b) har fået adgang ved hjælp af urigtige eller vildledende erklæringer eller på anden uret-
mæssig vis
c) ikke længere opfylder de krav, i henhold til hvilke adgangen blev givet
d) er omfattet af forhold, hvor national ret i spørgsmål, som ikke er omfattet af dette di-
rektiv, medfører, at godkendelsen inddrages
e) har gjort sig skyldig i alvorlig eller systematisk overtrædelse af de bestemmelser om
kreditformidleres driftsbetingelser, som vedtages i medfør af dette direktiv.
2. Hvis adgangen for en kreditformidler inddrages af den kompetente myndighed i hjemlandet, un-
derretter sidstnævnte på enhver hensigtsmæssig måde de kompetente myndigheder i værtslandet el-
ler værtslandene om en sådan inddragelse så hurtigt som muligt og senest inden 14 dage.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de kreditformidlere, som har fået deres adgang inddraget, fjernes fra
registret uden unødig forsinkelse.
220
Artikel 34
Tilsyn med kreditformidlere og udpegede repræsentanter
1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i hjemlandet fører tilsyn med kreditfor-
midlernes igangværende aktiviteter.
Hjemlandene fastsætter, at der føres tilsyn med bundne kreditformidlere direkte eller som en del af
tilsynet med den kreditgiver, på hvis vegne de handler, hvis kreditgiver er et kreditinstitut, som har
tilladelse i overensstemmelse med direktiv 2013/36/EU, eller en anden finansiel institution, der i
henhold til national lovgivning er omfattet af en tilsvarende tilladelses- og tilsynsordning. Hvis den
bundne kreditformidler yder tjenester i en anden medlemsstat end hjemlandet, føres der dog direkte
tilsyn med den bundne kreditformidler.
Hjemlande, der tillader, at kreditformidlere udpeger repræsentanter i overensstemmelse med artikel
31, sikrer, at der føres tilsyn med sådanne udpegede repræsentanter enten direkte eller som en del af
tilsynet med den kreditformidler, på hvis vegne repræsentanten handler.
2. De kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor en kreditformidler har en filial, er ansvarli-
ge for at sikre, at de tjenester, der ydes af kreditformidler på det pågældende område, er i overens-
stemmelse med de forpligtelser, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, og artikel 8, 9, 10, 11, 13, 14, 15,
16, 17, 20, 22 og 39 samt i foranstaltninger vedtaget i medfør heraf.
Hvis de kompetente myndigheder i et værtsland konstaterer, at en kreditformidler, som har en filial
på dets område, overtræder de foranstaltninger, der er vedtaget i den pågældende medlemsstat i
medfør af artikel 7, stk. 1, og artikel 8, 9, 10, 11, 13, 14, 15, 16, 17, 20, 22 og 39, kræver disse
myndigheder, at den pågældende kreditformidler bringer det ulovlige forhold til ophør.
Hvis den pågældende kreditformidler ikke tager de nødvendige skridt, iværksætter de kompetente
myndigheder i værtslandet alle nødvendige tiltag med henblik på at sikre, at kreditformidler bringer
det ulovlige forhold til ophør. Arten af disse tiltag meddeles de kompetente myndigheder i hjemlan-
det.
Hvis kreditformidler til trods for de tiltag, der er iværksat af værtslandet, fortsat overtræder de i
første afsnit omhandlede foranstaltninger, som finder anvendelse i værtslandet, kan værtslandet, ef-
ter at have givet de kompetente myndigheder i hjemlandet underretning herom, iværksætte de tiltag,
der er nødvendige for at forebygge eller sanktionere nye ulovligheder og om nødvendigt forhindre,
at kreditformidler udfører nye forretninger på dets område. Kommissionen skal uden unødig forsin-
kelse have meddelelse om sådanne tiltag.
Hvis den kompetente myndighed i hjemlandet er uenig i de tiltag, der iværksættes af værtslandet,
kan den indbringe sagen for EBA og anmode denne om bistand, jf. artikel 19 i forordning (EU) nr.
221
1093/2010. I så fald kan EBA handle i overensstemmelse med de beføjelser, der er tillagt den i hen-
hold til nævnte artikel.
3. De kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor filialen er beliggende, har ret til at gen-
nemgå de ordninger, filialen har etableret, og til at kræve de ændringer, der er strengt nødvendige
for at opfylde sine forpligtelser i henhold til stk. 2 og for at gøre det muligt for de kompetente myn-
digheder i hjemlandet at håndhæve forpligtelserne i henhold til artikel 7, stk. 2, 3 og 4, samt de for-
anstaltninger, der er vedtaget i medfør heraf for så vidt angår de tjenester, som filialen yder.
4. Hvis den kompetente myndighed i værtslandet har klare og påviselige grunde til at tro, at en kre-
ditformidler, der handler på dets område som led i den fri udveksling af tjenesteydelser, har tilside-
sat forpligtelserne i de foranstaltninger, der vedtages i medfør af dette direktiv, eller at en kreditfor-
midler, der har en filial på dets område, har tilsidesat forpligtelserne i de foranstaltninger, der vedta-
ges i medfør af dette direktiv, ud over dem, der er anført i stk. 2, forelægger den disse grunde for
den kompetente myndighed i hjemlandet, som iværksætter de nødvendige tiltag.
I de tilfælde, hvor den kompetente myndighed i hjemlandet ikke iværksætter nogen tiltag inden en
måned efter at have fået forelagt disse grunde, eller hvor en kreditformidler på trods af de tiltag,
som den kompetente myndighed i hjemlandet har iværksat, fortsætter med at handle på en måde,
der klart er til skade for forbrugerinteresserne i værtslandet, eller som hindrer markederne i at fun-
gere korrekt, gælder følgende:
a) Den kompetente myndighed i værtslandet iværksætter, efter at have underrettet den
kompetente myndighed i hjemlandet herom, alle nødvendige tiltag for at beskytte for-
brugerne og sikre, at markederne fungerer korrekt, herunder ved at forhindre, at den
overtrædende kreditformidler udfører nye forretninger på dens område. Kommissionen
og EBA skal uden unødig forsinkelse have meddelelse om sådanne tiltag.
b) Den kompetente myndighed i værtslandet kan indbringe sagen for EBA og anmode
denne om bistand, jf. artikel 19 i forordning (EU) nr. 1093/2010. I så fald kan EBA
handle i overensstemmelse med de beføjelser, der er tillagt den i henhold til nævnte ar-
tikel.
5. Medlemsstaterne fastsætter, at når en kreditformidler, der er meddelt adgang i en anden med-
lemsstat, har oprettet en filial på dens område, kan de kompetente myndigheder i hjemlandet under
udøvelsen af deres hverv og efter at have underrettet de kompetente myndigheder i værtslandet her-
om udføre inspektion på stedet hos den pågældende filial.
6. Den fordeling af opgaver mellem medlemsstaterne, som er fastlagt i denne artikel, berører i over-
ensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til EU-retten ikke medlemsstaternes kompetence på
de områder, der ikke er omfattet af dette direktiv.
KAPITEL 12
GODKENDELSE AF OG TILSYN MED IKKEKREDITINSTITUTTER
222
Artikel 35
Godkendelse af og tilsyn med ikkekreditinstitutter
Medlemsstaterne sikrer, at ikkekreditinstitutter gennemgår en passende godkendelsesproces, herun-
der optagelse af ikkekreditinstituttet i et register samt en kompetent myndigheds tilsynsordninger.
KAPITEL 13
SAMARBEJDE MELLEM KOMPETENTE MYNDIGHEDER I FORSKELLIGE MED-
LEMSSTATER
Artikel 36
Pligt til at samarbejde
1. De kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater samarbejder med hinanden på grund-
lag af deres beføjelser enten i henhold til dette direktiv eller til national ret, når det er nødvendigt
for, at de kan varetage de opgaver, der er fastsat i dette direktiv.
De kompetente myndigheder bistår de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater. De ud-
veksler især oplysninger og samarbejder om undersøgelser eller tilsyn.
Med henblik på at lette og fremskynde samarbejdet og navnlig udvekslingen af oplysninger udpeger
medlemsstaterne én kompetent myndighed som kontaktpunkt i henhold til dette direktiv. Medlems-
staterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater navnene på de myndigheder, der er
udpeget til at kunne modtage anmodninger om udveksling af oplysninger eller samarbejde i henhold
til dette stykke.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige administrative og organisatoriske foranstaltninger til at
lette ydelsen af bistand som omhandlet i stk. 1.
3. De kompetente myndigheder i medlemsstaterne, som er blevet udpeget som kontaktpunkter i
overensstemmelse med stk. 1 i dette direktiv, giver uden unødig forsinkelse hinanden de oplysnin-
ger, som er nødvendige for, at de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 5,
kan varetage deres opgaver i overensstemmelse med de foranstaltninger, der vedtages i medfør af
dette direktiv.
De kompetente myndigheder, der udveksler oplysninger med andre kompetente myndigheder efter
dette direktiv, kan på tidspunktet for meddelelsen af sådanne oplysninger angive, at disse ikke må
videregives uden deres udtrykkelige tilladelse, og oplysningerne må i så fald kun udveksles med
henblik på anvendelse til de formål, som disse myndigheder har givet deres tilladelse til.
223
Den kompetente myndighed, der er udpeget som kontaktpunkt, kan videregive de oplysninger, den
har modtaget, til de andre kompetente myndigheder, men må ikke videregive oplysningerne til an-
dre organer eller fysiske eller juridiske personer uden udtrykkelig tilladelse fra de kompetente myn-
digheder, som meddelte oplysningerne, og de må alene anvendes til de formål, som disse myndig-
heder har givet deres tilladelse til, undtagen i behørigt begrundede tilfælde, i hvilke tilfælde det
straks underretter det kontaktpunkt, som leverede oplysningerne.
4. En kompetent myndighed må kun nægte at efterkomme en anmodning om samarbejde i forbin-
delse med undersøgelser eller tilsyn eller at udveksle oplysninger i henhold til stk. 3, hvis:
a) undersøgelsen, kontrollen på stedet, tilsynet eller udvekslingen af oplysninger kan brin-
ge den pågældende medlemsstats suverænitet, sikkerhed eller grundlæggende retsprin-
cipper i fare
b) der allerede er indledt retsforfølgning med hensyn til de samme forhold og mod de
samme personer ved myndighederne i den pågældende medlemsstat
c) der allerede er afsagt endelig dom mod de samme personer og med hensyn til de
samme forhold i den pågældende medlemsstat.
Artikel 37
Bilæggelse af tvister mellem kompetente myndigheder
Såfremt en anmodning om samarbejde, navnlig udveksling af oplysninger, er blevet afvist eller ikke
er blevet behandlet inden for en rimelig frist, kan de kompetente myndigheder indbringe sagen for
EBA og anmode denne om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr.
1093/2010. I så fald kan EBA handle i overensstemmelse med de beføjelser, der er tillagt den i hen-
hold til nævnte artikel, og enhver bindende afgørelse truffet af EBA i medfør af nævnte artikel er
bindende for de pågældende kompetente myndigheder, uanset om disse kompetente myndigheder er
medlemmer af EBA eller ej.
KAPITEL 14
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 38
Sanktioner
1. Medlemsstaterne fastsætter regler for sanktioner for overtrædelser af de nationale bestemmelser,
der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gen-
nemførelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have
afskrækkende virkning.
2. Medlemsstaterne fastsætter, at den kompetente myndighed kan offentliggøre, hvilke administrati-
ve sanktioner der vil blive pålagt for overtrædelse af foranstaltninger vedtaget i forbindelse med
224
gennemførelsen af dette direktiv, medmindre en sådan meddelelse er til alvorlig fare for finansmar-
kederne eller vil forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.
Artikel 39
Tvistbilæggelsesordninger
1. Medlemsstaterne sikrer, at der findes egnede og effektive procedurer for udenretslig klage- og
tvistbilæggelse vedrørende forbrugertvister med kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræ-
sentanter i forbindelse med kreditaftaler, og anvender i påkommende tilfælde de eksisterende orga-
ner. Medlemsstaterne sikrer, at sådanne procedurer finder anvendelse på kreditgivere og kreditfor-
midlere og omfatter de udpegede repræsentanters aktiviteter.
2. Medlemsstaterne kræver, at organer, der er ansvarlige for udenretslig klage- og tvistbilæggelse,
samarbejder for at løse grænseoverskridende tvister vedrørende kreditaftaler.
Artikel 40
Udøvelse af de delegerede beføjelser
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fast-
satte betingelser.
2. Beføjelserne til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 14, stk. 9, og artikel 17, stk. 8, tillægges
Kommissionen for en ubestemt periode fra den 20. marts 2014.
3. Den i artikel 14, stk. 9, og artikel 17, stk. 8, omhandlede delegation af beføjelser kan når som
helst tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer dele-
gationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dag-
en efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tids-
punkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede
er i kraft.
4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og
Rådet meddelelse herom.
5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 14, stk. 9, og artikel 17, stk. 8, træder kun i
kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en periode på tre
måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Eu-
ropa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har meddelt Kommissionen, at de ik-
ke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets
initiativ.
Artikel 41
225
Direktivets ufravigelige karakter
Medlemsstaterne sikrer, at:
a) forbrugerne ikke kan give afkald på de rettigheder, der tilkommer dem i medfør af na-
tional ret, der gennemfører dette direktiv eller svarer til dette direktivs bestemmelser
b) de foranstaltninger, som de vedtager til gennemførelse af dette direktiv, ikke kan omgås
på en måde, som kan medføre, at forbrugerne mister den beskyttelse, som dette direktiv
giver, som følge af den måde, aftalerne udformes på, navnlig ved at lade de kreditafta-
ler, der falder ind under dette direktivs anvendelsesområde, indgå i kreditaftaler, hvis
art eller formål kunne gøre det muligt at undgå anvendelsen af disse foranstaltninger.
Artikel 42
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 21. marts 2016 de love og administrative
bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissio-
nen teksten til disse bestemmelser.
2. Medlemsstaterne anvender de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger fra den 21. marts 2016.
Disse foranstaltninger skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af
medlemsstaterne.
3. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de vedtager
på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 43
Overgangsbestemmelser
1. Dette direktiv finder ikke anvendelse på de kreditaftaler, der eksisterer inden den 21. marts 2016.
2. Kreditformidlere, som allerede udøvede de kreditformidlingsaktiviteter, der er omhandlet i artikel
4, nr. 5), inden den 21. marts 2016, og som endnu ikke er meddelt adgang i overensstemmelse med
betingelserne i den nationale lovgivning i det hjemland, der gennemfører dette direktiv, kan fortsæt-
te disse aktiviteter i overensstemmelse med den nationale lovgivning indtil den 21. marts 2017. En
kreditformidler, der udnytter denne undtagelse, kan kun udføre aktiviteterne i sit eget hjemland,
medmindre de nødvendige lovmæssige krav i værtslandene også opfyldes.
226
3. Kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter, der udøvede aktiviteter, der er re-
guleret af dette direktiv inden den 20. marts 2014, skal overholde den nationale lovgivning til gen-
nemførelse af artikel 9 senest den 21. marts 2017.
Artikel 44
Revisionsklausul
Kommissionen foretager en gennemgang af dette direktiv senest den 21. marts 2019. Ved gennem-
gangen tages effektiviteten og hensigtsmæssigheden af bestemmelserne for forbrugeren og det indre
marked op til overvejelse.
Gennemgangen omfatter følgende:
a) en vurdering af brugen og forbrugerens forståelse af og tilfredshed med ESIS-formula-
ren
b) en analyse af andre oplysninger forud for aftaleindgåelse
c) en analyse af tværnationale forretninger udført af kreditformidlere og kreditgivere
d) en analyse af udviklingen på markedet for ikkekreditinstitutter, som tilbyder kreditafta-
ler i forbindelse med fast ejendom til beboelse
e) en vurdering af behovet for yderligere foranstaltninger, herunder en pasordning for ik-
kekreditinstitutter, som tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom
f) en undersøgelse af behovet for at indføre supplerende rettigheder og forpligtelser i fa-
sen efter kreditaftalernes indgåelse
g) en vurdering af, hvorvidt direktivets anvendelsesområde fortsat er hensigtsmæssigt
under hensyn til dets indvirkning på andre, substituerbare kreditformer
h) en vurdering af, hvorvidt yderligere foranstaltninger er nødvendige for at sikre sporbar-
heden af kreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom til beboelse
i) en vurdering af, hvorvidt der er data til rådighed om prisudviklingen for fast ejendom
til beboelse, og i hvilket omfang disse data er sammenlignelige
j) en vurdering af, hvorvidt det fortsat er hensigtsmæssigt at anvende direktiv 2008/48/EF
på kreditter uden sikkerhedsstillelse med henblik på istandsættelse af fast ejendom til
beboelse for et samlet kreditbeløb, der overstiger det maksimale beløb, der er angivet i
nævnte direktivs artikel 2, stk. 2, litra c)
k) en vurdering af, hvorvidt ordningerne for offentliggørelse af sanktioner i henhold til ar-
tikel 38, stk. 2, sikrer tilstrækkelig gennemsigtighed
l) en vurdering af, hvorvidt de advarsler, der er omhandlet i artikel 11, stk. 6, og artikel
13, stk. 2, er proportionale, og af mulighederne for yderligere harmonisering af risiko-
advarsler.
Artikel 45
Yderligere initiativer vedrørende ansvarlig långivning og låntagning
Senest den 21. marts 2019 forelægger Kommissionen en omfattende rapport indeholdende en evalu-
ering af de overordnede udfordringer i forbindelse med privat overdrevet gældsætning med direkte
forbindelse til kreditaktivitet. Den undersøger også behovet for tilsyn med kreditregistre og mulig-
227
heden for at udvikle mere fleksible og pålidelige markeder. Rapporten ledsages om fornødent af
lovgivningsforslag.
Artikel 46
Ændring af direktiv 2008/48/EF
I artikel 2 i direktiv 2008/48/EF indsættes følgende stykke:
»2a. Uanset stk. 2, litra c), finder dette direktiv også anvendelse på kreditaftaler uden sikkerhedsstil-
lelse med henblik på istandsættelse af fast ejendom til beboelse for et samlet kreditbeløb, der over-
stiger 75 000 EUR.«
Artikel 47
Ændring af direktiv 2013/36/EU
I direktiv 2013/36/EU indsættes følgende artikel:
»Artikel 54a
Artikel 53 og 54 berører ikke de undersøgelsesbeføjelser, der er tillagt Europa-Parlamentet i hen-
hold til artikel 226 i TEUF.«
Artikel 48
Ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010
I forordning (EU) nr. 1093/2010 foretages følgende ændringer:
1) Artikel 13, stk. 1, andet afsnit, affattes således:
»Hvis Kommissionen vedtager en reguleringsmæssig teknisk standard, som er identisk
med det af myndigheden forelagte udkast til reguleringsmæssig teknisk standard, er fri-
sten for indsigelse fra Europa-Parlamentets og Rådets side på en måned fra datoen for
Kommissionens underretning. På Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ forlænges
denne periode med en indledende periode på en måned og kan forlænges med en yder-
ligere periode på en måned.«
2) Artikel 17, stk. 2, andet afsnit, affattes således:
»Den kompetente myndighed giver hurtigst muligt myndigheden alle de oplysninger,
myndigheden anser for nødvendige med henblik på undersøgelsen, herunder om hvor-
dan de i artikel 1, stk. 2, omhandlede retsakter anvendes i overensstemmelse med EU-
retten, uden at dette berører de i artikel 35 fastsatte beføjelser.«
Artikel 49
228
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Ti-
dende.
Artikel 50
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 4. februar 2014.
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
M. SCHULZ E. VENIZELOS
Formand Formand
BILAG I
BEREGNING AF DE ÅRLIGE OMKOSTNINGER I PROCENT
Grundligningen, som bestemmer de årlige omkostninger i procent (ÅOP), sætter på årsbasis lig-
hedstegn mellem den samlede nutidsværdi af udnyttede kreditmuligheder og den samlede nutids-
værdi af tilbagebetalinger og betalinger af omkostninger:
X er ÅOP
m er nummeret for sidste udnyttelse af kreditmuligheden
k er nummeret på en udnyttelse af kreditmuligheden, hvor 1 ≤ k ≤ m
Ck er størrelsen af den udnyttede kreditmulighed k
tk er tidsintervallet, udtrykt i år eller brøkdele af et år, mellem tidspunktet for første ud-
nyttelse af kreditmuligheden og tidspunkterne for hver efterfølgende udnyttelse af kre-
ditmuligheden, hvor t1 = 0
229
m᾽ er nummeret på sidste tilbagebetaling eller betaling af omkostninger
1 er nummeret på en tilbagebetaling eller betaling af omkostninger
D1 er størrelsen af en tilbagebetaling eller betaling af omkostninger
s1 er tidsintervallet, udtrykt i år eller brøkdele af et år, mellem tidspunktet for første ud-
nyttelse af kreditmuligheden og tidspunkterne for hver tilbagebetaling eller betaling af
omkostninger.
Yderligere bemærkninger:
a) De beløb, der betales af parterne på forskellige tidspunkter, er ikke nødvendigvis lige store og
betales ikke nødvendigvis med lige store tidsintervaller.
b) Begyndelsestidspunktet er tidspunktet for første udnyttelse af kreditmuligheden.
c) Tidsintervallet mellem de ved beregningen anvendte tidspunkter udtrykkes i år eller brøkdele af
et år. Et år antages at have 365 dage (skudår 366 dage), 52 uger eller 12 lige lange måneder.
Hver måned antages at have 30,41666 dage (= 365/12), uanset om der er tale om et skudår.
Hvis tidsintervallet mellem de tidspunkter, der anvendes ved beregningen, ikke kan udtrykkes
som et helt antal uger, måneder eller år, udtrykkes tidsintervallet som et helt antal af en af de
pågældende perioder kombineret med et antal dage. Hvis der anvendes dage:
i) medregnes hver dag, herunder weekender og ferier
ii) medregnes lige lange perioder og derefter dage tilbage til datoen for den første udnyttelse
af kreditmuligheden
iii) findes længden af perioden i dage ved at se bort fra den første dag og medtage den sidste
dag og udtrykkes i år ved at dividere denne periode med antallet af dage (365 eller 366
dage) i hele året ved at regne tilbage fra den sidste dag til den samme dag det foregående
år.
d) Beregningens resultat angives med mindst én decimals nøjagtighed. Hvis næste decimal er 5
eller derover, forhøjes den foregående decimal med én.
e) Ligningen kan skrives om, så der blot bruges en enkelt sum og begrebet bevægelser (Ak ), som
vil være positive eller negative, dvs. henholdsvis betalt eller modtaget i perioderne 1 til n, ud-
trykt i år, dvs.:
hvor S er den aktuelle bevægelsessaldo. Hvis målet er at bibeholde ækvivalensen mellem be-
vægelserne, vil værdien være nul.
II. Supplerende antagelser til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent
230
a) Hvis en kreditaftale stiller forbrugeren frit med hensyn til at udnytte kreditmuligheden, anses
det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin helhed med det samme.
b) Hvis en kreditaftale giver forskellige muligheder for at udnytte kreditmuligheden med forskel-
lige omkostninger eller debitorrenter, anses det samlede kreditbeløb for udnyttet ved den høje-
ste omkostning og debitorrente anvendt på den mulighed for at udnytte kreditmuligheden, der
oftest benyttes under den pågældende type kreditaftale.
c) Hvis en kreditaftale generelt stiller forbrugeren frit med hensyn til at udnytte kreditmuligheden,
men også blandt de forskellige muligheder for udnyttelse af kreditmuligheden fastsætter en be-
grænsning med hensyn til kreditbeløb og tidsrum, anses kreditbeløbet for at være udnyttet på
den tidligste af de i kreditaftalen fastsatte datoer og i overensstemmelse med disse begrænsnin-
ger for udnyttelse af kreditmuligheden.
d) Hvis der i en begrænset periode eller for et begrænset beløb tilbydes forskellige debitorrenter
og omkostninger, anses den højeste debitorrente og de højeste omkostninger for at være debi-
torrenten og omkostningerne i hele kreditaftalens løbetid.
e) I forbindelse med kreditaftaler, for hvilke der er aftalt en fast debitorrente i den første periode,
ved hvis udløb der fastsættes en ny debitorrente, som derefter med jævne mellemrum tilpasses i
forhold til en aftalt indikator eller intern referencesats, beregnes de årlige omkostninger i pro-
cent ud fra den antagelse, at fra og med udløbet af perioden med den faste debitorrente er debi-
torrenten den samme som debitorrenten på tidspunktet for beregningen af de årlige omkostnin-
ger i procent baseret på værdien af den aftalte indikator eller interne referencesats på det på-
gældende tidspunkt, uden dog at være mindre end den faste debitorrente.
f) Hvis der endnu ikke er aftalt et loft for kreditten, anses loftet for at være på 170 000 EUR. I
tilfælde af andre kreditaftaler end eventual- eller garantiforpligtelser, hvor formålet ikke er at
erhverve eller bevare en rettighed til fast ejendom eller grund, kassekreditter, købekort med
henstand med betalingen eller kreditkort, anses loftet for at være på 1 500 EUR.
g) I tilfælde af andre kreditaftaler end kassekreditter, foreløbige lån, værdibaserede kreditaftaler,
eventual- eller garantiforpligtelser og tidsubegrænsede kreditaftaler som omhandlet i antagel-
serne i litra i), j), k), l) og m):
i) antages det, hvis datoen eller beløbet for en tilbagebetaling af kapital, der skal foretages af
forbrugeren, ikke kan fastslås, at tilbagebetalingen finder sted på den tidligste dato, der er
angivet i kreditaftalen, og vedrører det laveste beløb, som den giver mulighed for
ii) antages det, hvis tidsintervallet mellem tidspunktet for første udnyttelse af kreditmulighe-
den og datoen for den første betaling, der skal foretages af forbrugeren, ikke kan fastslås,
at dette er det korteste tidsinterval.
h) Hvis datoen eller beløbet for en betaling, der skal foretages af forbrugeren, ikke kan fastslås på
grundlag af kreditaftalen eller antagelserne i litra g), i), j), k), l) og m), antages det, at betalin-
gen finder sted i overensstemmelse med de datoer og betingelser, der kræves af kreditgiver, og
hvis disse er ukendte:
i) betales der renter sammen med tilbagebetalingerne af kapitalen
ii) betales der ikkerentebærende omkostninger udtrykt som et enkelt beløb på tidspunktet for
indgåelse af kreditaftalen
iii) betales der ikkerentebærende omkostninger udtrykt som flere betalinger med regelmæssi-
ge mellemrum, begyndende med datoen for den første tilbagebetaling af kapital, og hvis
beløbet for sådanne betalinger ikke er kendt, antages de at være lige store beløb
iv) indfrier den endelige betaling tilgodehavendet i form af kapital, renter og andre eventuelle
omkostninger.
231
i) I tilfælde af en kassekredit anses det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin helhed og for kredit-
aftalens fulde løbetid. Hvis kassekredittens løbetid ikke kendes, beregnes de årlige omkostnin-
ger i procent ud fra den antagelse, at kredittens løbetid er tre måneder.
j) I tilfælde af et foreløbigt lån anses det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin helhed og for kre-
ditaftalens fulde løbetid. Hvis kreditaftalens løbetid ikke kendes, beregnes de årlige omkostnin-
ger i procent ud fra den antagelse, at kredittens løbetid er 12 måneder.
k) I tilfælde af en anden tidsubegrænset kreditaftale end en kassekredit og et foreløbigt lån anta-
ges det, at:
i) kreditten i forbindelse med kreditaftaler, hvis formål er at erhverve eller bevare rettigheder
til fast ejendom, ydes for en periode på 20 år regnet fra datoen for den første udnyttelse af
kreditmuligheden, og at den endelige betaling foretaget af forbrugeren indfrier tilgodeha-
vendet i form af kapital, renter og andre eventuelle omkostninger; i tilfælde af kreditafta-
ler, hvis formål ikke er at erhverve eller bevare rettigheder til fast ejendom, eller hvor kre-
ditmuligheden udnyttes ved hjælp af købekort med henstand med betalingen eller kredit-
kort, er denne periode et år
ii) kapitalen tilbagebetales af forbrugeren i lige store månedlige betalinger, første gang en
måned efter datoen for den første udnyttelse af kreditmuligheden. I tilfælde, hvor kapitalen
imidlertid skal tilbagebetales i sin helhed i form af en enkelt betaling i hver betalingsperio-
de, antages forbrugerens efterfølgende udnyttelser af kreditmuligheden og tilbagebetalin-
ger af hele kapitalen at foregå i en periode på et år. Renter og andre omkostninger pålæg-
ges i overensstemmelse med disse udnyttelser af kreditmuligheden og tilbagebetalinger af
kapitalen og som fastsat i kreditaftalen.
I dette litra forstås ved en tidsubegrænset kreditaftale en kreditaftale uden fast løbetid, som om-
fatter kreditter, som skal tilbagebetales i deres helhed inden for eller efter en periode, men som
efter tilbagebetaling står til rådighed til fornyet udnyttelse.
l) I tilfælde af eventual- eller garantiforpligtelser anses det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin
helhed som et enkelt beløb på det tidspunkt, der ligger først, af:
a) datoen for den seneste udnyttelse af kreditmuligheden, som er tilladt i henhold til den kre-
ditaftale, der er den potentielle kilde til eventual- eller garantiforpligtelsen eller
b) udløbet af den første periode forud for forlængelsen af aftalen i tilfælde af en aftale, der
forlænges.
m) I tilfælde af værdibaserede kreditaftaler:
i) anses forbrugernes betalinger for at finde sted på den eller de seneste datoer, som er tilladt
i henhold til kreditaftalen
ii) anses de procentvise stigninger i værdien af den faste ejendom, som sikrer den værdibase-
rede kreditaftale, og raten for inflationsindekset, som er omhandlet i aftalen, for at være en
procentsats svarende til den højeste af centralbankens nuværende mål for inflationsraten
eller inflationsniveauet i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende på tids-
punktet for indgåelsen af kreditaftalen, eller 0 %, hvis disse procentsatser er negative.
BILAG II
EUROPÆISK STANDARDISERET INFORMATIONSARK (ESIS)
DEL A
232
Teksten i denne model gengives som sådan i ESIS-formularen. Teksten i skarp parentes erstattes af de
relevante oplysninger. Del B indeholder en vejledning for kreditgiver eller i givet fald kreditformidler i,
hvordan man udfylder ESIS-formularen.
Når betegnelsen »hvis relevant« er angivet, skal kreditgiver give de ønskede oplysninger, hvis de er rele-
vante for kreditaftalen. Hvis oplysningerne ikke er relevante, sletter kreditgiver de pågældende oplysnin-
ger eller hele afsnittet (f.eks. i de tilfælde, hvor afsnittet ikke er relevant). Hvis hele afsnittet slettes, til-
passes nummereringen af ESIS-afsnittene tilsvarende.
Nedennævnte oplysninger gives i ét dokument. Den anvendte skrifttype skal være klart læsbar. Der an-
vendes fede typer, skygger eller større skrifttype, hvis nogle oplysninger skal fremhæves. Alle relevante
risikoadvarsler skal fremhæves.
ESIS-model
(Indledende tekst)
Dette dokument blev udarbejdet for [navn på forbrugeren] den [dags dato].
Dette dokument blev udarbejdet ud fra de oplysninger, som De hidtil har givet, og ud fra de i øjeblikket
gældende betingelser på finansmarkedet.
Nedennævnte oplysninger er gyldige indtil den [gyldighedsdato] (hvis relevant) med undtagelse af renten
og andre omkostninger. Efter denne dato kan de ændre sig afhængigt af markedsbetingelserne.
(Hvis relevant) Dette dokumentet forpligter ikke [kreditgivers navn] til at yde Dem lån.
1. Långiver
[Navn]
[Telefonnummer]
[Fysisk adresse]
(Valgfrit)[E-mail-adresse]
(Valgfrit)[Faxnummer]
(Valgfrit)[Websted]
(Valgfrit) [kontaktperson/kontaktpunkt]
233
(Hvis relevant, oplysninger om, hvorvidt der ydes rådgivningstjenester:) [(Efter at have vurderet Deres
behov anbefaler vi Dem at optage dette lån/Vi anbefaler Dem ikke noget bestemt lån. Baseret på Deres
svar på en række spørgsmål giver vi Dem imidlertid information om dette lån, så De kan træffe Deres
eget valg. ]
2. (Hvis relevant) Kreditformidler:
[Navn]
[Telefonnummer]
[Fysisk adresse]
(Valgfrit) [e-mail adresse]
(Valgfrit)[Faxnummer]
(Valgfrit)[Websted]
(Valgfrit) [kontaktperson/kontaktpunkt]
(Hvis relevant, oplysninger om, hvorvidt der ydes rådgivningstjenester:) [(Efter at have vurderet Deres
behov anbefaler vi Dem at optage dette lån/Vi anbefaler Dem ikke noget bestemt lån. Baseret på Deres
svar på en række spørgsmål giver vi Dem imidlertid information om dette lån, så De kan træffe Deres
eget valg.)]
[Vederlag]
3. Hovedtrækkene ved lånet
Lånebeløb og -valuta: [værdi][valuta]
(Hvis relevant) Dette lån er ikke i [låntagers nationale valuta].
(Hvis relevant) Værdien af Deres lån i [låntagers nationale valuta] kan ændre sig.
(Hvis relevant) Såfremt værdien af [låntagers nationale valuta] f.eks. falder med 20 % i forhold til [lånets
valuta], vil værdien af Deres lån blive forøget til [indsæt beløb i låntagers nationale valuta]. Der kan imid-
lertid blive tale om mere, hvis værdien af [låntagers nationale valuta] falder med mere end 20 %.
(Hvis relevant) Den maksimale værdi af Deres lån er [indsæt beløb i låntagers nationale valuta]. (Hvis
relevant) De modtager en advarsel, hvis kreditbeløbet når op på [indsæt beløb i låntagers nationale valu-
ta]. (Hvis relevant) De får mulighed for at [indsæt ret til at genforhandle lånet i udenlandsk valuta eller ret
til at konvertere lånet til [relevant valuta] og betingelser]
234
Lånets løbetid: [løbetid]
[Låntype]
[Gældende rentetype]
Samlet beløb, der skal tilbagebetales:
Det betyder, at De skal tilbagebetale [beløb] for hver lånt [valutaenhed].
(Hvis relevant) Denne del af dette er et afdragsfrit lån. De vil stadig skylde [indsæt det afdragsfrie lånebe-
løb] ved lånets udløb.
(Hvis relevant) Anslået værdi af ejendommen med henblik på udarbejdelsen af dette informationsblad:
[indsæt beløb]
(Hvis relevant) Maksimalt lånebeløb i forhold til ejendommens værdi [indsæt belåningsprocent] eller mi-
nimumsværdi af ejendommen påkrævet til låntagning af det illustrerede beløb [indsæt beløb]
(Hvis relevant) [Sikkerhedsstillelse]
4. Rentesats og andre omkostninger
De årlige omkostninger i procent (ÅOP) er de samlede omkostninger ved lånet udtrykt som en årlig pro-
centsats. ÅOP anføres for at hjælpe Dem med at sammenligne forskellige tilbud.
Den gældende ÅOP for Deres lån er på [ÅOP].
Den omfatter:
Rentesats [i procent eller, hvis relevant, angivelse af en referencesats og kreditgiverens rentespænd i pro-
cent]
[Andre elementer af ÅOP]
Engangsomkostninger
(Hvis relevant) De skal betale et gebyr for registrering af lånet. [Indsæt gebyrets størrelse, hvis det er
kendt, eller grundlaget for beregningen. ]
Periodiske omkostninger
(Hvis relevant) ÅOP beregnes på grundlag af antagelser vedrørende rentesatsen.
235
(Hvis relevant) Eftersom [en del af] Deres lån er med variabel rente, kan den reelle ÅOP være forskellig
fra denne ÅOP, hvis rentesatsen på Deres lån ændrer sig. Hvis rentesatsen f.eks. stiger til [tilfælde som
beskrevet i del B], kan ÅOP stige til [indsæt ÅOP for at illustrere dette tilfælde].
(Hvis relevant) Bemærk venligst, at denne ÅOP er beregnet ud fra den forudsætning, at rentesatsen i hele
aftalens løbetid forbliver på det niveau, der blev fastsat for den første periode.
(Hvis relevant) Følgende omkostninger kendes ikke af långiver og medregnes derfor ikke i ÅOP: [Om-
kostninger]
(Hvis relevant) De skal betale et gebyr for registrering af lånet.
Vær venligst opmærksom på alle andre afgifter og omkostninger i forbindelse med lånet.
5. Betalingernes hyppighed og antal
Betalingernes hyppighed [hyppighed]
Antal betalinger: [antal]
6. Ydelsens størrelse
[Beløb] [valuta]
Deres indtægt kan ændre sig. Overvej venligst, om De stadig har råd til at betale Deres [hyppighed] af-
drag, hvis Deres indtægt falder.
(Hvis relevant) Da [dette/en del af dette] er et afdragsfrit lån, skal De træffe særskilte foranstaltninger til
tilbagebetaling af [indsæt det afdragsfrie lånebeløb], som De skylder ved lånets udløb. Husk at tilføje
eventuelle yderligere afdrag, der skal betales ud over den ydelse, der er vist her.
(Hvis relevant) Rentesatsen på [en del af] dette lån kan ændre sig. Dette betyder, at afdragenes størrelse
kan øges eller mindskes. Hvis rentesatsen f.eks. stiger til [tilfælde som beskrevet i del B], kan Deres af-
drag stige til [indsæt den ydelse, der svarer til dette tilfælde]
(Hvis relevant) Værdien af det beløb, De skal betale i [låntagers nationale valuta] hver [hyppigheden af
ydelsen], kan ændre sig. (Hvis relevant) Deres betalinger kan forøges til [indsæt det maksimale beløb i
låntagers nationale valuta] hver [indsæt periode] (Hvis relevant) Hvis f.eks. værdien af [låntagers nationa-
le valuta] falder med 20 % i forhold til [lånevalutaen], vil De skulle betale yderligere [indsæt beløbet i
låntagers nationale valuta] hver [indsæt periode]. Deres betalinger vil kunne stige med mere end dette.
(Hvis relevant) Den valutakurs, der anvendes til at konvertere Deres tilbagebetaling i [lånevaluta] til [lån-
tagers nationale valuta], er den kurs, som offentliggøres af [navnet på det institut, der offentliggør valuta-
236
kursen] den [dato], eller som beregnes den [dato] under anvendelse af [indsæt navn på referencetal eller
beregningsmetode].
(Hvis relevant) [Detaljer om bundne opsparingsprodukter, lån til udskudt rente]
7. (Hvis relevant) Illustrativ amortiseringstabel
Denne tabel viser det beløb, der skal betales hver [hyppighed].
Ydelserne (kolonne [relevant nr.]) er summen af den rente, der skal betales (kolonne [relevant nr.]), hvis
relevant, den kapital, der skal betales (kolonne [relevant nr.]), og i givet fald andre omkostninger (kolonne
[relevant nr.]). (Hvis relevant) Omkostningerne i den anden kolonne med omkostninger vedrører [liste
over omkostninger]. Restgæld (kolonne [relevant nr.]) er det resterende lånebeløb efter hver ydelse.
[Tabel]
8. Yderligere forpligtelser
Låntager skal opfylde følgende forpligtelser for at kunne drage fordel af de lånebetingelser, der er anført i
dette dokument.
[Forpligtelser]
(Hvis relevant) Bemærk venligst, at lånebetingelserne som beskrevet i dette dokument (inklusive rentesat-
sen) kan ændre sig, hvis disse forpligtelser ikke er opfyldt.
(Hvis relevant) Vær venligst opmærksom på de eventuelle konsekvenser ved på et sent tidspunkt at opsi-
ge accessoriske tjenesteydelser i forbindelse med lånet:
[Konsekvenser]
9. Førtidig indfrielse
De har mulighed for at indfri lånet helt eller delvis før tiden.
(Hvis relevant) [Betingelser]
(Hvis relevant) Gebyr ved førtidig indfrielse: [indsæt beløb eller, hvis dette ikke er muligt, beregningsme-
tode]
(Hvis relevant) Hvis De beslutter Dem for at indfri dette lån før tiden, bedes De kontakte os for at få op-
lysning om det nøjagtige kompensationsgebyr for førtidig indfrielse.
10. Fleksible funktioner
237
(Hvis relevant) [Oplysninger om overførsel/subrogation] De har mulighed for at overføre dette lån til en
anden [långiver] [eller] [ejendom]. [Indsæt betingelser]
(Hvis relevant) De har ikke mulighed for at overføre dette lån til en anden [långiver] [eller] [ejendom].
(Hvis relevant) Yderligere funktioner: [indsæt forklaring på de yderligere funktioner opstillet i del B og,
valgfrit, eventuelle andre funktioner, som långiveren tilbyder som del af kreditaftalen, og som ikke er om-
handlet i de foregående afsnit].
11. Låntagers øvrige rettigheder
(Hvis relevant) De har [betænkningstidens varighed] efter [tidspunktet for betænkningsperiodens begyn-
delse] til at overveje, før De forpligter Dem til at optage dette lån. (Hvis relevant) Når De har modtaget
kreditaftalen fra långiver, kan De ikke acceptere den inden udløbet af [betænkningstidens varighed].
(Hvis relevant) I en periode på [fortrydelsesrettens varighed] efter [det tidspunkt, hvorfra fortrydelsesfri-
sten løber] kan låntager benytte sig af sin ret til at annullere aftalen. [Betingelser] [Indsæt procedure]
(Hvis relevant) De kan miste Deres ret til at annullere aftalen, hvis De i den pågældende periode køber
eller sælger en ejendom, der er knyttet til denne kreditaftale.
(Hvis relevant) Hvis De beslutter Dem for at udøve Deres fortrydelsesret [i forbindelse med kreditafta-
len], bedes De venligst kontrollere, om De fortsat vil være bundet af Deres øvrige forpligtelser vedrøren-
de lånet [herunder de accessoriske tjenester i forbindelse med lånet] [som omhandlet i afsnit 8].
12. Klager
Hvis De ønsker at klage bedes De kontakte [indsæt internt kontaktpunkt og sted for information om pro-
ceduren].
(Hvis relevant) Maksimalt tidsrum til at behandle klagen [periode]
(Hvis relevant) [Hvis De ikke er tilfreds med vores interne afgørelse på Deres klagesag,] kan De også
kontakte: [indsæt navn på eksternt organ til udenretslig klage- og tvistbilæggelse] (Hvis relevant), eller
De kan kontakte Fin-Net for nærmere oplysninger om det tilsvarende organ i Deres eget land.
13. Manglende overholdelse af forpligtelserne i forbindelse med lånet: konsekvenser for låntager
[Kategori af manglende overholdelse]
[Økonomiske og/eller retlige konsekvenser]
Hvis De får problemer med at betale de [hyppighed] ydelser, opfordrer vi Dem til at kontakte os så hurtigt
som muligt med henblik på at finde mulige løsninger.
238
(Hvis relevant) I sidste instans kan De miste Deres hjem, hvis De ikke kan overholde betalingerne.
(Hvis relevant) 14. Yderligere oplysninger
(Hvis relevant) [Angivelse af den lovgivning, der finder anvendelse på kreditaftalen].
(Hvis långiver har til hensigt at anvende et andet sprog end ESIS) Oplysninger og aftalevilkår gives på
[sprog]. Hvis De er indforstået hermed, vil vi kommunikere på [sprog] i kreditaftalens løbetid.
[Indsæt erklæring om retten til afhængigt af situationen at modtage eller få tilbudt et udkast til kreditafta-
le]
15. Tilsynsførende
Tilsynet med långiver foretages af [tilsynsmyndighedens(-myndighedernes) navn(e) og websted(er)].
(Hvis relevant) Tilsynet med denne kreditformidler foretages af [tilsynsmyndighedens navn og websted].
DEL B
Vejledning i udfyldelse af ESIS
Når ESIS udfyldes, skal som minimum følgende vejledning følges. Medlemsstaterne kan dog uddybe el-
ler yderligere præcisere vejledningen i udfyldelse af ESIS.
Afsnittet »Indledende tekst«
1) Gyldighedsdatoen skal fremhæves tydeligt. I dette afsnit forstås ved »gyldighedsdato« det tids-
rum, oplysningerne, f.eks. om debitorrenten, i ESIS forbliver uændret og finder anvendelse,
hvis kreditgiver beslutter at yde lånet inden for denne periode. Hvis fastsættelsen af den gæl-
dende debitorrente og andre omkostninger afhænger af resultatet af salget af underliggende ob-
ligationer, kan den endelige debitorrente og andre omkostninger være forskellige fra de angiv-
ne. Under disse omstændigheder bør det angives, at gyldighedsdatoen ikke finder anvendelse
for debitorrenten og andre omkostninger, ved tilføjelse af ordene: »med undtagelse af renten og
andre omkostninger«.
Afsnit 1. Långiver
1) Kreditgivers navn, telefonnummer og fysiske adresse skal omfatte de kontaktoplysninger, som
forbrugeren kan anvende i forbindelse med fremtidig korrespondance.
2) Det er frivilligt at angive oplysninger om e-mail-adresse, faxnummer, websted og kontaktper-
son/kontaktpunkt.
3) I henhold til artikel 3 i direktiv 2002/65/EF skal der i givet fald angives navn og fysisk adresse
på kreditgivers repræsentant i den medlemsstat, hvor forbrugeren har bopæl, hvis transaktionen
239
tilbydes som en fjernsalgsaftale. Det er frivilligt at angive telefonnummer, e-mail-adresse og
websted for så vidt angår kreditgivers repræsentant.
4) Når afsnit 2 ikke finder anvendelse, meddeler kreditgiver forbrugeren, om der ydes rådgiv-
ningstjenester og på hvilket grundlag; formuleringen i del A anvendes.
(Hvis relevant) Afsnit 2. Kreditformidler
Når det er en kreditformidler, der giver forbrugeren produktoplysningerne, skal der gives følgende oplys-
ninger:
1) Kreditformidlers navn, telefonnummer og fysiske adresse skal omfatte de kontaktoplysninger,
som forbrugeren kan anvende i forbindelse med fremtidig korrespondance.
2) Det er frivilligt at angive oplysninger om e-mail-adresse, faxnummer, websted og kontaktper-
son/kontaktpunkt.
3) Kreditformidler meddeler forbrugeren, om der ydes rådgivningstjenester og på hvilket grund-
lag; formuleringen i del A anvendes.
4) Der gøres rede for, hvordan kreditformidler aflønnes. Når denne modtager provision fra en kre-
ditgiver, oplyses beløbet og kreditgivers navn, hvis der er tale om en anden end i afsnit 1.
Afsnit 3. Hovedtrækkene ved lånet
1) I dette afsnit forklares tydeligt kredittens hovedtræk, herunder værdi og valuta og de potentiel-
le risici, der er forbundet med debitorrenten, bl.a. dem, der er nævnt i punkt 8, samt amortise-
ringsstrukturen.
2) Når lånevalutaen er en anden end forbrugerens nationale valuta, oplyser kreditgiver, at forbru-
geren vil modtage en advarsel med jævne mellemrum, som et minimum når vekselkursen
svinger med mere end 20 %, i givet fald om retten til at konvertere kreditaftalens valuta eller
muligheden for at genforhandle betingelserne samt om andre ordninger, der er tilgængelige for
forbrugeren til begrænsning af valutakursrisikoen. Hvis kreditaftalen indeholder en bestem-
melse om begrænsning af valutakursrisici, skal kreditgiver oplyse det maksimumsbeløb, som
forbrugeren kan skulle tilbagebetale. Hvis kreditaftalen ikke indeholder en bestemmelse om
begrænsning af forbrugerens eksponering for valutakursrisici til valutakurssvingninger på
mindre end 20 %, skal kreditgiver fremlægge en illustration af virkningen på lånets værdi af et
fald på 20 % i værdien af forbrugerens nationale valuta i forhold til kreditvalutaen.
3) Lånets varighed udtrykkes i år eller måneder, alt efter hvad der er mest relevant. Hvis lånets
varighed ikke ligger fast i lånets løbetid, redegør kreditgiver for, hvornår og på hvilke betin-
gelser dette kan være tilfældet. Hvis lånet er tidsubegrænset, f.eks. i forbindelse med et sikret
kreditkort, skal kreditgiver tydeligt angive dette.
4) Kredittypen bør fremgå tydeligt (f.eks. lån med pant i fast ejendom, boliglån, sikret kreditkort
osv.). Beskrivelsen af låntype skal indeholde klare angivelser af, hvordan kapital og rente til-
bagebetales i lånets løbetid (dvs. amortiseringsstrukturen), og hvorvidt kreditaftalen omhand-
ler tilbagebetaling af kapital eller er afdragsfri, eller en kombination af de to.
5) Når hele kreditten eller en del af den er afdragsfri, skal der på en fremtrædende plads i slutnin-
gen af dette afsnit indsættes en erklæring herom; formuleringen i del A anvendes.
6) I dette afsnit forklares det, om debitorrenten er fast eller variabel, og i givet fald angives de
perioder, hvor renten er fast; hyppigheden af de efterfølgende ændringer og eksistensen af be-
grænsninger på debitorrentens udsving, såsom renteloft og fastsættelse af minimumsrentesats.
240
Den formel, der anvendes til at ændre debitorrenten og dens forskellige elementer (f.eks. refe-
rencesats og rentespænd), forklares. Kreditgiver anfører, f.eks. med angivelse af websted, hvor
yderligere oplysninger om de indeks eller satser, som anvendes i formlen, kan findes, f.eks.
Euribor eller centralbankens referencesats.
7) Hvis der anvendes forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, bør der gives
oplysninger om alle de relevante renter.
8) Det »samlede beløb, der skal tilbagebetales«, svarer til det samlede beløb, der skal betales af
forbrugeren. Det angives som summen af kreditbeløbet og de samlede omkostninger for for-
brugeren i forbindelse med lånet. Hvis der ikke er en fast debitorrente i aftalens løbetid, skal
det fremhæves, at dette beløb er illustrativt og især kan variere i forbindelse med variationer i
debitorrenten.
9) Hvis der stilles sikkerhed for lånet i form af pant i den faste ejendom eller en anden tilsvaren-
de sikkerhedsstillelse eller i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejendom, henleder kre-
ditgiver forbrugerens opmærksomhed herpå. Kreditgiver angiver i givet fald den anslåede
værdi af den faste ejendom eller anden sikkerhedsstillelse, der er anvendt til udarbejdelsen af
dette informationsblad.
10) Kreditgiver oplyser i givet fald enten
a) »det maksimale lånebeløb i forhold til ejendommens værdi« med angivelse af belånings-
procenten. Belåningsprocenten ledsages af et eksempel i absolutte tal på det maksimale
beløb, der kan lånes til en given ejendomsværdi eller
b) »den minimumsværdi af ejendommen, som kreditgiver kræver for at udlåne det illustrere-
de beløb«.
11) Når kreditter består af flere dele (f.eks. delvis fast rente, delvis variabel rente), skal dette af-
spejles i angivelsen af kredittypen, og oplysningerne skal gives for hver del af kreditten.
Afsnit 4. Rentesats og andre omkostninger
1) Henvisningen til »rente« svarer til debitorrenten eller -renterne.
2) Debitorrenten angives i procent. Hvis debitorrenten er variabel og baseret på en referencesats,
kan kreditgiver angive debitorrenten i form af en referencerente og kreditgivers rentespænd i
procent. Kreditgiver bør imidlertid angive værdien af den gældende referencesats på den dag,
hvor ESIS udsendes.
Når debitorrenten er variabel, skal oplysningerne omfatte: a) de antagelser, der er anvendt til
beregning af de årlige omkostninger i procent, b) i givet fald de gældende rentelofter og mini-
mumsrentesatser og c) en advarsel om, at udsvinget vil kunne påvirke de faktiske årlige om-
kostninger i procent. For at tiltrække forbrugerens opmærksomhed skal advarslen være skrevet
med en større skrifttype og stå på en fremtrædende plads i ESIS᾽ hovedtekst. Advarslen ledsa-
ges af et illustrativt eksempel på de årlige omkostninger i procent. Når der er et loft over debi-
torrenten, skal eksemplet bygge på, at debitorrenten stiger ved førstkommende lejlighed til det
højeste niveau, der er fastsat i kreditaftalen. Når der ikke er noget loft, skal eksemplet illustrere
de årlige omkostninger i procent med den højeste debitorrente i mindst de sidste 20 år, eller
hvis de data, der ligger til grund for beregningen af debitorrenten, er til rådighed for mindre end
20 år, den længste periode, for hvilken disse data er til rådighed, baseret på den højeste værdi af
en ekstern referencesats, der anvendes til beregning af debitorrenten, når den er til rådighed,
eller den højeste værdi af en referencerente, der er fastsat af en kompetent myndighed eller
EBA, når kreditgiver ikke anvender en ekstern referencerente. Disse krav gælder ikke for kre-
ditaftaler, hvori debitorrenten er fastsat for en materiel indledende periode på flere år og deref-
241
ter kan fastsættes for endnu en periode efter forhandling mellem kreditgiver og forbruger. For
kreditaftaler, hvori debitorrenten er fastsat for en materiel indledende periode på flere år og der-
efter kan fastsættes for endnu en periode efter forhandling mellem kreditgiver og forbruger,
skal oplysningerne omfatte en advarsel om, at de årlige omkostninger i procent er beregnet på
grundlag af debitorrenten for den indledende periode. Advarslen ledsages af en yderligere illu-
stration af de årlige omkostninger i procent, der er beregnet i henhold til artikel 17, stk. 4. Hvis
en kredit består af flere dele (f.eks. en del med fast rente og en del med variabel rente), angives
disse oplysninger for hver del af kreditten.
3) I afsnittet om »andre elementer af de årlige omkostninger i procent« anføres alle de andre om-
kostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent, herunder engangsomkostninger såsom
administrationsgebyrer og periodiske omkostninger såsom årlige administrationsgebyrer. Kre-
ditgiver anfører hver enkelt omkostning pr. kategori (engangsomkostninger, periodiske omkost-
ninger, der indgår i ydelserne, og periodiske omkostninger, der ikke indgår i ydelserne) med
angivelse af beløb, modtager af betaling og tidspunkt for betaling. Dette behøver ikke omfatte
omkostninger i forbindelse med brud på kontraktlige forpligtelser. Hvis beløbet ikke kendes,
tilvejebringer kreditgiver om muligt en omtrentlig angivelse af beløbet eller, hvis dette ikke er
muligt, en angivelse af, hvordan beløbet beregnes, og anfører, at beløbet kun er vejledende.
Hvis visse omkostninger ikke indgår i de årlige omkostninger i procent, fordi de ikke kendes af
kreditgiver, bør dette fremhæves.
Hvis forbrugeren har underrettet kreditgiver om et eller flere elementer i den kredit, han fore-
trækker, såsom kreditaftalens løbetid og det samlede kreditbeløb, anvender kreditgiver så vidt
muligt disse elementer; hvis en kreditaftale giver forskellige muligheder for at udnytte kredit-
muligheden med forskellige omkostninger eller debitorrenter, og kreditgiver anvender antagel-
serne i bilag I, del II, skal det i kreditaftalen anføres, at andre muligheder for at udnytte kredit-
muligheden for denne type kreditaftale kan medføre højere årlige omkostninger i procent. Hvis
betingelserne for udnyttelse af kreditmuligheden anvendes til beregning af de årlige omkostnin-
ger i procent, bør kreditgiver fremhæve omkostningerne i forbindelse med andre muligheder for
at udnytte kreditmuligheden, som ikke nødvendigvis er dem, der anvendes til beregning af de
årlige omkostninger i procent.
4) Når der skal betales et gebyr for registrering af pantet eller en tilsvarende sikkerhedsstillelse,
anføres det i dette afsnit med angivelse af beløbet, hvis det er kendt, eller, hvis dette ikke er
muligt, grundlaget for beregning af beløbet. Når gebyrerne er kendt og indregnet i de årlige om-
kostninger i procent, skal gebyrets eksistens og beløbet anføres under »Engangsudgifter«. Når
kreditgiver ikke kender gebyrerne, og de derfor ikke er indregnet i de årlige udgifter i procent,
skal eksistensen af gebyret klart nævnes på listen over omkostninger, som kreditgiver ikke ken-
der. I begge tilfælde skal den standardiserede formulering i del A anvendes under en passende
benævnelse.
Afsnit 5. Betalingernes hyppighed og antal
1) Hvis der skal foretages regelmæssige betalinger, angives betalingernes hyppighed (f.eks. må-
nedligt). Hvis betalingerne skal foretages uregelmæssigt, forklares dette udtrykkeligt for forbru-
geren.
2) Det anførte antal betalinger skal omfatte hele lånets løbetid.
Afsnit 6. Ydelsernes størrelse
242
1) Kredittens og ydelsernes valuta skal fremgå tydeligt.
2) Hvis ydelserne kan variere i lånets løbetid, præciserer kreditgiver den periode, i hvilken den
oprindelige ydelse forbliver uændret, og hvornår og hvor hyppigt den derefter ændrer sig.
3) Når hele kreditten eller en del af den er afdragsfrit, indsættes der på en fremtrædende plads i
slutningen af dette afsnit en erklæring herom; formuleringen i del A anvendes.
Hvis der er et krav om, at forbrugeren skal optage en bunden opsparing som en betingelse for,
at der ydes en afdragsfri kredit med sikkerhed i pant eller tilsvarende sikkerhed, skal angives
beløbene og hyppigheden af indbetalinger for dette produkt.
4) Når debitorrenten er variabel, skal oplysningerne også omfatte en erklæring herom i formule-
ringen i del A og en illustration af en maksimumsydelse. Når der er et loft, skal illustrationen
vise ydelserne, hvis debitorrenten stiger til loftet. Når der ikke er et loft, skal det værst tænkeli-
ge scenarie illustrere ydelserne med den højeste debitorrente i de sidste 20 år, eller hvis de data,
der ligger til grund for beregningen af debitorrenten, er til rådighed for mindre end 20 år, den
længste periode, for hvilken disse data er til rådighed, baseret på den højeste værdi af en eks-
tern referencerente, der er anvendt til beregningen af debitorrenten, hvis det er relevant, eller
den højeste værdi af en referencerente, der er fastsat af en kompetent myndighed eller EBA, når
kreditgiver ikke anvender en ekstern referencerente. Kravet om, at der skal gives et illustrativt
eksempel, gælder ikke for kreditaftaler, hvori debitorrenten er fastsat for en materiel indledende
periode på flere år og derefter kan fastsættes for endnu en periode efter forhandling mellem kre-
ditgiver og forbruger. Hvis en kredit består af flere dele (f.eks. en del med fast rente og en del
med variabel rente), angives disse oplysninger for hver del af kreditten og i alt.
5) (Hvis relevant) Hvis lånevalutaen er forskellig fra forbrugerens nationale valuta, eller hvis lånet
er indekseret i en valuta, som er forskellig fra forbrugerens nationale valuta, angiver kreditgiver
et taleksempel, hvoraf det klart fremgår, hvordan ændringer i den relevante valutakurs kan på-
virke ydelserne; formuleringen i del A anvendes. Dette eksempel baseres på en 20 % reduktion
af værdien af forbrugerens nationale valuta og en erklæring på en fremtrædende plads om, at
ydelserne vil kunne stige med mere end beløbet i dette eksempel. Når der er et loft, som be-
grænser den stigning til mindre end 20 %, angives maksimumsværdien af betalingerne i forbru-
gerens valuta i stedet, og erklæringen om mulige yderligere stigninger udelades.
6) Når kreditten helt eller delvis er en kredit med variabel rente, og punkt 3 finder anvendelse,
skal illustrationen i punkt 5 gives på grundlag af den ydelse, der er omhandlet i punkt 1.
7) Hvis den valuta, der anvendes til betaling af ydelserne, er forskellig fra lånevalutaen, eller hvis
hver ydelses størrelse udtrykt i forbrugerens nationale valuta afhænger af det tilsvarende beløb i
en anden valuta, angives i dette afsnit datoen for beregningen af den gældende kurs og enten
kursen eller grundlaget for beregningen heraf og justeringshyppigheden. Disse oplysninger skal
i givet fald indeholde navnet på det institut, der offentliggør valutakursen.
8) Når kreditten er en kredit med udskudt rentebetaling, hvor renten ikke betales fuldt ud i ydel-
serne og lægges til den samlede restgæld, skal der gøres rede for, hvordan og hvornår de ud-
skudte renter lægges til kreditten som et pengebeløb, og hvad virkningen heraf er for forbruge-
ren i forhold til den resterende gæld.
Afsnit 7. Illustrativ amortiseringstabel
1) Dette afsnit medtages, når kreditten er en kredit med udskudt rentebetaling, hvor renten ikke
betales fuldt ud i ydelserne og lægges til den samlede restgæld, eller hvor der er en fast debitor-
rente i kreditaftalens løbetid. Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om, at den illustrative
amortiseringstabel er obligatorisk i andre tilfælde.
243
Når forbrugeren har ret til at modtage en revideret amortiseringstabel, angives dette sammen
med betingelserne for denne ret.
2) Medlemsstaterne kan kræve, at kreditgiver, hvis debitorrenten kan variere i kredittens løbetid,
anfører den periode, i løbet af hvilken den oprindelige debitorrente forbliver uændret.
3) Den tabel, der skal medtages i dette afsnit, skal indeholde følgende kolonner: »tidsplan for til-
bagebetaling« (f.eks. måned 1, måned 2, måned 3), »ydelse«, »rente, der betales pr. ydelse«,
»andre omkostninger, der indgår i ydelsen« (hvis relevant), »kapital, der tilbagebetales pr. ydel-
se« og »restgæld efter hver ydelse«.
4) I det første tilbagebetalingsår anføres der oplysninger for hver ydelse, og der anføres en subto-
tal for hver kolonne ved udgangen af det første år. For de følgende år kan oplysningerne gives
på årsbasis. I slutningen af tabellen anføres der en række med en samlet total, der indeholder de
samlede beløb for hver kolonne. Den samlede kreditomkostning, som forbrugeren skal betale,
(dvs. det samlede beløb fra kolonnen »ydelse«) fremhæves tydeligt og angives som sådan.
5) Hvis debitorrenten ikke er fast, og ydelsen efter hver ændring er ukendt, kan kreditgiver i amor-
tiseringstabellen angive den samme ydelse i hele lånets løbetid. I et sådant tilfælde skal kredit-
giver henlede forbrugerens opmærksomhed på dette forhold ved visuelt at gøre forskel på de
kendte beløb og de hypotetiske beløb (f.eks. ved at anvende en anden skrifttype, rammer eller
skygge). Derudover skal en tydelig og læsbar tekst forklare, for hvilke perioder beløbene i ta-
bellen kan variere og hvorfor.
Afsnit 8. Yderligere forpligtelser
1) Kreditgiver skal i dette afsnit henvise til forpligtelser såsom forpligtelsen til at forsikre den fas-
te ejendom, tegne livsforsikring, indbetale løn til en konto hos kreditgiver eller købe enhver an-
den vare eller tjenesteydelse. Kreditgiver skal for den enkelte forpligtelse præcisere, over for
hvem og hvornår forpligtelsen skal opfyldes.
2) Kreditgiver angiver forpligtelsens varighed, f.eks. indtil kreditaftalen udløber. Kreditgiver skal
opføre hver enkelt omkostning, som forbrugeren skal betale, og som ikke er indregnet i de årli-
ge omkostninger i procent.
3) Kreditgiver angiver, om det er obligatorisk for forbrugeren at have accessoriske tjenesteydelser
for at opnå lånet på de opstillede betingelser, og i givet fald om forbrugeren er forpligtet til at
købe disse fra kreditgivers foretrukne udbyder, eller om de kan købes af en udbyder efter for-
brugerens eget valg. Hvis en sådan mulighed er betinget af, at de accessoriske tjenesteydelser
opfylder visse minimumskrav, bør sådanne krav beskrives i dette afsnit.
Når kreditaftalen indgår i en pakke med andre produkter, angiver kreditgiver disse produkters
særlige kendetegn og anfører tydeligt, om forbrugeren har ret til at opsige kreditaftalen eller
produkterne i pakken særskilt, betingelserne for og følgerne heraf og i givet fald de mulige kon-
sekvenser ved at opsige de accessoriske tjenesteydelser, der kræves i forbindelse med kreditaf-
talen.
Afsnit 9. Førtidig indfrielse
1) Kreditgiver anfører, på hvilke betingelser forbrugeren kan indfri kreditten før tid, enten helt el-
ler delvis.
2) I afsnittet om gebyrer for førtidig indfrielse henleder kreditgiver forbrugerens opmærksomhed
på et eventuelt gebyr for førtidig indfrielse eller andre omkostninger i forbindelse hermed for at
244
kompensere kreditgiver og angiver om muligt beløbet. Hvis kompensationen for førtidig indfri-
else afhænger af forskellige faktorer, f.eks. det tilbagebetalte beløb eller den gældende rente på
tidspunktet for den førtidige indfrielse, oplyser kreditgiver, hvordan kompensationen vil blive
beregnet, og angiver maksimumsgebyret, eller, hvis dette ikke er muligt, et illustrativt eksempel
for at vise forbrugeren, hvor stor kompensationen for førtidig indfrielse kan være i forskellige
situationer.
Afsnit 10. Fleksible funktioner
1) Kreditgiver forklarer i givet fald muligheden og betingelserne for overførsel af kreditten til en
anden kreditgiver eller fast ejendom.
2) (Hvis relevant) Yderligere funktioner: Hvis dette produkt indeholder en eller flere af de funkti-
oner, der er anført i punkt 5 nedenfor, skal dette afsnit indeholde en oversigt over disse funktio-
ner og give en kort forklaring af følgende: under hvilke omstændigheder forbrugeren kan gøre
brug af funktionen; eventuelle betingelser knyttet til funktionen; hvorvidt det, at funktionen
indgår i en kredit med sikkerhed i pant eller tilsvarende sikkerhed, indebærer, at forbrugeren
mister nogen lovgivningsmæssig eller anden form for beskyttelse, der normalt er forbundet med
funktionen; og hvilken virksomhed, der leverer funktionen (hvis ikke kreditgiver).
3) Hvis funktionen indeholder yderligere kredit, skal dette afsnit indeholde en forklaring til for-
brugeren af følgende: det samlede kreditbeløb (herunder den kredit, der er sikret ved pant eller
tilsvarende sikkerhed); hvorvidt den yderligere kredit er sikret eller ej; de relevante debitorren-
ter; og hvorvidt disse er reguleret eller ej. Et sådant yderligere kreditbeløb skal enten medtages
i den oprindelige vurdering af kreditværdigheden eller, hvis den ikke medtages, skal det fremgå
klart af dette afsnit, at adgangen til det yderligere beløb afhænger af en ny vurdering af forbru-
gerens evne til at tilbagebetale lånet.
4) Hvis funktionen omfatter en opsparingsordning, skal den relevante rentesats forklares.
5) Mulige yderlige funktioner omfatter: overbetalinger/underbetalinger [betaling af mere eller
mindre end den ydelse, der normalt skal betales ifølge amortiseringsstrukturen]; afdragsfrie pe-
rioder [perioder, hvor forbrugeren ikke skal foretage betalinger]; tilbagelån [muligheden for, at
forbrugeren atter kan låne midler, der allerede er udnyttet og tilbagebetalt]; yderligere optagelse
af lån uden yderligere godkendelse; yderligere sikret eller ikkesikret lånoptagelse [i henhold til
punkt 3 ovenfor]; kreditkort; tilknyttet løbende konto og tilknyttet opsparingskonto.
6) Kreditgiver kan inkludere andre funktioner, som vedkommende udbyder som dele af kreditafta-
len, der ikke er omhandlet i de foregående afsnit.
Afsnit 11. Låntagers øvrige rettigheder
1) Kreditgiver gør rede for rettigheden (rettighederne), f.eks. fortrydelsesret eller ret til betænk-
ningstid og i givet fald andre rettigheder såsom ret til overførsel (herunder subrogation) præci-
serer, hvilke rettigheder der findes, og anfører betingelserne for denne eller disse rettigheder,
den procedure, som forbrugeren skal følge for at udøve denne eller disse rettigheder, bl.a. den
adresse, hvortil meddelelsen om fortrydelse skal sendes, og i givet fald de tilsvarende gebyrer.
2) Når der gælder betænkningstid eller fortrydelsesret for forbrugeren, skal dette klart angives.
3) I henhold til artikel 3 i direktiv 2002/65/EF underrettes forbrugeren om, hvorvidt der findes en
fortrydelsesret, hvis transaktionen tilbydes som en fjernsalgsaftale.
Afsnit 12. Klager
245
1) I dette afsnit angives det interne kontaktpunkt [navnet på den relevante afdeling] og kontaktop-
lysninger med henblik på klage [fysisk adresse] eller [telefonnummer] eller [kontaktperson:]
[kontaktoplysninger] og et link til klageproceduren eller den relevante side på et websted eller
en lignende informationskilde.
2) Der angives navnet på det relevante eksterne organ for udenretslige klager og tvistbilæggelse,
og når anvendelse af den internationale klageprocedure er en betingelse for adgang til dette or-
gan, angives dette i formuleringen i del A.
3) For kreditaftaler med en forbruger, der har bopæl i en anden medlemsstat, henviser kreditgiver
til Fin-Net (http://ec.europa.eu/internal_market/fin-net/).
Afsnit 13. Manglende overholdelse af forpligtelserne i forbindelse med lånet: konsekvenser for lån-
tager
1) Hvis manglende overholdelse af forbrugerens forpligtelser i forbindelse med lånet kan have fi-
nansielle eller juridiske konsekvenser for forbrugeren, skal kreditgiver i dette afsnit beskrive de
vigtigste tilfælde (f.eks. for sen betaling/misligholdelse, manglende overholdelse af forpligtel-
serne i afsnit 8 Yderligere forpligtelser) og angive, hvor der kan fås yderligere oplysninger.
2) For hvert enkelt af disse tilfælde beskriver kreditgiver på en klar og forståelig måde de sanktio-
ner eller konsekvenser, det kan medføre. Henvisning til alvorlige konsekvenser fremhæves.
3) Når den faste ejendom, der anvendes til sikkerhedsstillelse for kreditten, kan tilbagegives eller
overdrages til kreditgiver, hvis forbrugeren ikke opfylder betingelserne, skal dette afsnit inde-
holde en angivelse heraf i formuleringen i del A.
Afsnit 14. Yderligere information
1) I tilfælde af fjernsalg vil dette afsnit omfatte en bestemmelse om, hvilken lovgivning der skal
anvendes på kreditaftalen, eller hvilken domstol der er kompetent.
2) Hvis kreditgiver har til hensigt at kommunikere med forbrugeren i løbet af aftaleperioden på et
andet sprog end det, ESIS er affattet på, skal denne hensigt og kommunikationssproget fremgå.
Denne artikel berører ikke artikel 3, stk. 1, nr. 3), litra g), i direktiv 2002/65/EF.
3) Kreditgiver eller kreditformidler angiver, at forbrugeren har ret til at få eller blive tilbudt en
kopi af udkastet til kreditaftale, senest når der er givet et tilbud, der er bindende for kreditgiver.
Afsnit 15. Tilsynsførende
1) Den eller de relevante myndigheder, der er ansvarlige for tilsynet med fasen forud for aftaleind-
gåelse i forbindelse med lån, anføres.
BILAG III
MINIMUMSKRAV TIL VIDEN OG KOMPETENCER
1. Minimumskravene til den viden og de kompetencer, som kreditgiveres, kreditformidleres og
udpegede repræsentanters personale (artikel 9) og de personer, der deltager i ledelsen hos kre-
ditformidlere og udpegede repræsentanter (artikel 29, stk. 2, litra c), og artikel 31, stk. 2), skal
have, skal mindst omfatte:
a) passende kendskab til kreditprodukter i henhold til artikel 3 og de accessoriske tjeneste-
ydelser, som typisk tilbydes sammen med dem
246
b) hensigtsmæssig viden om lovgivningen vedrørende kreditaftaler for forbrugere, navnlig om
forbrugerbeskyttelse
c) passende kendskab til og forståelse af processen i forbindelse med køb af fast ejendom
d) passende kendskab til vurdering af sikkerhed
e) passende kendskab til ejendomsregistrenes organisering og funktion
f) passende kendskab til markedet i den relevante medlemsstat
g) passende kendskab til standarder for forretningsmoral
h) passende kendskab til processen i forbindelse med vurdering af forbrugernes kreditværdig-
hed eller i givet fald kompetence til denne vurdering
i) passende niveau for finansielle og økonomiske kompetencer.
2. Når medlemsstaterne fastsætter minimumskravene til viden og kompetencer, kan de sondre
mellem niveauerne for og typerne af de krav, som kreditgiveres, kreditformidleres eller udpege-
de repræsentanters personale og ledelsen hos kreditformidlere eller udpegede repræsentanter
skal have.
3. Medlemsstaterne fastsætter et passende niveau for viden og kompetencer på grundlag af:
a) erhvervsmæssige kvalifikationer, f.eks. eksamensbeviser, titler, erhvervsuddannelse, kom-
petencetest eller
b) erhvervserfaring, der kan defineres som mindst et vist antal års beskæftigelse på områder
med tilknytning til etablering, distribution eller formidling af kreditprodukter.
Efter den 21. marts 2019 må fastsættelsen af det passende niveau for viden og kompetencer ik-
ke baseres alene på de i første afsnit, litra b), anførte metoder.
247
1) EUT C 240 af 18.8.2011, s. 3.
2) EUT C 318 af 29.10.2011, s. 133.
3) Europa-Parlamentets holdning af 10.12.2013 (endnu ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende) og Rådets afgørelse af 28.1.2014.
4) EUT L 133 af 22.5.2008, s. 66.
5) EFT L 271 af 9.10.2002, s. 16.
6) EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338.
7) EFT L 9 af 15.1.2003, s. 3.
8) EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1.
9) EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22.
10) EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22.
11) EFT L 69 af 10.3.2001, s. 25.
12) EFT L 95 af 21.4.1993, s. 29.
13) EUT L 296 af 15.11.2011, s. 35.
14) EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.
15) EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1.
16) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12.
17) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
18) EUT C 377 af 23.12.2011, s. 5.
19) EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.
20) EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19.
248
Bilag 4
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2015/2366
af 25. november 2015
om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og
2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank1),
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg2),
efter den almindelige lovgivningsprocedure3), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I de senere år er der gjort store fremskridt med integration af detailbetalinger i Unionen, navnlig i for-
bindelse med EU-retsakterne om betalinger, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/
EF4), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/20095), Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/110/EF6) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/20127). Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2011/83/EU8) har yderligere udbygget de retlige rammer for betalingstjenester
ved at fastsætte en specifik grænse for forretningsdrivendes mulighed for at overvælte brugergebyrer på
deres kunder for anvendelse af et bestemt betalingsmiddel.
(2) Unionens reviderede retlige rammer for betalingstjenester suppleres af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2015/7519). Denne forordning indfører navnlig regler om opkrævning af interbankgeby-
rer for kortbaserede transaktioner og søger at fremskynde opnåelse af et effektivt integreret marked for
kortbaserede betalinger.
(3) Direktiv 2007/64/EF blev vedtaget i december 2007 på grundlag af et forslag fra Kommissionen fra
december 2005. Siden da har der på detailbetalingsmarkedet været betydelig teknisk innovation med en
hurtig stigning i antallet af elektroniske betalinger og mobilbetalinger og fremkomst af nye typer beta-
lingstjenester på markedet, hvilket udfordrer de nuværende rammer.
249
(4) Revisionen af Unionens retlige rammer for betalingstjenester og navnlig konsekvensanalysen af direk-
tiv 2007/64/EF og høringen om Kommissionens grønbog af 11. januar 2012 med titlen: »På vej mod et
integreret europæisk marked for kort-, internet- og mobilbetalinger« har vist, at udviklingen har medført
væsentlige udfordringer for lovgivningen. Store dele af betalingsmarkedet — kort-, internet- og mobilbe-
talinger — er stadig fragmenteret langs landegrænserne. Mange innovative betalingstjenesteprodukter el-
ler -tjenester falder slet ikke eller kun i mindre grad ind under anvendelsesområdet for direktiv
2007/64/EF. Endvidere har det vist sig, at anvendelsesområdet for direktiv 2007/64/EF og navnlig de her-
fra undtagne elementer, som f.eks. visse betalingsrelaterede aktiviteter, i nogle tilfælde er for tvetydigt,
for generelt eller blot forældet i lyset af markedsudviklingen. Dette har medført retsusikkerhed, potentiel-
le sikkerhedsrisici i betalingskæden og manglende forbrugerbeskyttelse på nogle områder. Det har også
vist sig at være vanskeligt for betalingstjenesteydere at introducere innovative, sikre og brugervenlige di-
gitale betalingstjenester og at give forbrugere og forretningsdrivende effektive, praktiske og sikre beta-
lingsmetoder i Unionen. I den forbindelse er der et stort positivt potentiale, som bør undersøges mere
konsekvent.
(5) Videreudvikling af et integreret indre marked for sikre elektroniske betalinger er af afgørende betyd-
ning for at støtte væksten i Unionens økonomi og for at sikre, at forbrugerne, de forretningsdrivende og
virksomhederne kan nyde godt af valgmuligheder og gennemsigtighed i forbindelse med betalingstjene-
ster og dermed få fuldt udbytte af det indre marked.
(6) Der bør fastsættes nye regler for at lukke hullerne i lovgivningen og samtidig give større retssikkerhed
og sikre ensartet anvendelse af de retlige rammer i hele Unionen. Der bør garanteres lige forretningsvilkår
for eksisterende og nye markedsaktører, så det bliver nemmere for nye betalingsmidler at nå ud til et stør-
re marked, og så der sikres en høj grad af forbrugerbeskyttelse i forbindelse med betalingstjenester i hele
Unionen. Dette bør skabe effektivitet i betalingssystemet som helhed og føre til større udvalg af og mere
gennemsigtighed i betalingstjenester og samtidig styrke forbrugernes tillid til et harmoniseret betalings-
marked.
(7) I de senere år er de sikkerhedsrisici, der er forbundet med elektroniske betalinger, blevet større. Dette
skyldes deres voksende tekniske kompleksitet, de stadigt stigende mængder af elektroniske betalinger i
verden og nye typer betalingstjenester. Sikre betalingstjenester er en forudsætning for et velfungerende
betalingstjenestemarked. Betalingstjenestebrugere bør derfor være tilstrækkeligt beskyttede mod sådanne
risici. Betalingstjenester er nødvendige for funktionaliteten af centrale økonomiske og sociale aktiviteter.
(8) Bestemmelserne i dette direktiv om gennemsigtigheds- og oplysningskrav for betalingstjenesteudby-
dere og om rettigheder og forpligtelser i forbindelse med udbud og brug af betalingstjenester bør også,
hvor det er relevant, gælde for transaktioner, hvor en af betalingstjenesteudbyderne befinder sig uden for
Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (»EØS«), for at undgå forskellige praksis i medlemssta-
terne til skade for forbrugerne. Nævnte bestemmelser bør, hvor det er relevant, udvides til at gælde for
transaktioner i alle officielle valutaer mellem betalingstjenesteudbydere, der befinder sig inden for EØS.
(9) Pengeoverførsel er en enkel betalingstjeneste, der sædvanligvis er baseret på kontant indbetaling fra
en betaler til en betalingstjenesteudbyder, der viderebetaler det tilsvarende beløb, for eksempel via et
kommunikationsnet, til en betalingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudbyder, der handler på veg-
ne af betalingsmodtageren. I nogle medlemsstater udbyder supermarkeder og andre forretningsdrivende
en tilsvarende tjeneste til forbrugerne, der gør dem i stand til at betale regninger for forsyningsforbrug og
andre regelmæssige husholdningsregninger. Disse regningsbetalingstjenester bør behandles som en pen-
250
geoverførsel, medmindre de kompetente myndigheder anser denne aktivitet for at henhøre under en anden
betalingstjeneste.
(10) Dette direktiv indfører en neutral definition af indløsning af betalingstransaktioner for at afspejle bå-
de de traditionelle modeller for indløsning, der er opbygget omkring anvendelse af betalingskort, og for-
skellige forretningsmodeller, herunder dem, der involverer mere end én indløser. Dette bør sikre, at for-
retningsdrivende får samme beskyttelse uanset det betalingsinstrument, der anvendes, når aktiviteten er
den samme som ved indløsning af korttransaktioner. De tekniske tjenester, der stilles til rådighed for beta-
lingstjenesteudbydere, som f.eks. behandling og lagring af data eller drift af terminaler, bør ikke anses for
at udgøre indløsning. Nogle modeller for indløsning medfører desuden ikke, at indløseren faktisk overfø-
rer midler til betalingsmodtageren, eftersom parterne kan have aftalt, at afregningen skal ske på anden
måde.
(11) Undtagelsen fra anvendelsesområdet af direktiv 2007/64/EF for betalingstransaktioner via en han-
delsagent på betalerens eller betalingsmodtagerens vegne anvendes på vidt forskellige måder i medlems-
staterne. Nogle medlemsstater tillader, at undtagelsen anvendes af e-handelsplatforme, der optræder som
mellemled på vegne af både individuelle købere og sælgere uden reel mulighed for at forhandle eller ind-
gå aftale om salg eller køb af varer eller tjenesteydelser. En sådan anvendelse af undtagelsen rækker ud
over det i nævnte direktiv tiltænkte anvendelsesområde og kan øge risiciene for forbrugerne, da disse ud-
bydere står uden for den lovgivningsmæssige beskyttelse. Forskellig praksis forvrider også konkurrencen
på betalingsmarkedet. For at løse disse problemer bør undtagelsen derfor gælde, når agenter udelukkende
handler på vegne af betaleren eller udelukkende handler på vegne af betalingsmodtageren, uanset om de
er i besiddelse af kundens midler eller ej. Når agenter handler på vegne af både betaleren og betalings-
modtageren (som f.eks. visse e-handelsplatforme), bør de udelukkende undtages, hvis de ikke på noget
tidspunkt kommer i besiddelse af eller får kontrol med kundens midler.
(12) Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på aktiviteter i pengetransportfirmaer og kontanthåndte-
ringsselskaber, hvor de berørte aktiviteter er begrænset til fysisk transport af sedler og mønter.
(13) Tilbagemeldinger fra markedet viser, at betalingsaktiviteter, der er omfattet af undtagelsen vedrøren-
de begrænsede net, ofte omfatter betydelige betalingsmængder og -værdier og tilbyder forbrugerne hund-
reder eller tusinder af forskellige produkter og tjenester. Dette var ikke hensigten med den undtagelse for
begrænsede net, der er fastsat i direktiv 2007/64/EF, og det medfører større risici og ingen retlig beskyt-
telse for betalingstjenestebrugere, navnlig forbrugere, og klare ulemper for regulerede markedsaktører.
For at bidrage til at begrænse disse risici bør det ikke være muligt at anvende samme instrument til at
foretage betalingstransaktioner for at erhverve varer eller tjenester inden for mere end ét begrænset net-
værk eller til at erhverve et ubegrænset udvalg af varer og tjenester. Et betalingsinstrument bør betragtes
som et instrument, der skal benyttes inden for et sådant begrænset net, hvis det kun kan benyttes i følgen-
de tilfælde: for det første til erhvervelse af varer og tjenester hos en bestemt forretningsdrivende eller for-
retningskæde, såfremt de involverede enheder er direkte forbundet ved en forretningsaftale, som f.eks.
foreskriver anvendelse af et enkelt betalingsvaremærke, og dette betalingsvaremærke anvendes på salgs-
stederne og så vidt muligt er angivet på det betalingsinstrument, som kan bruges der; for det andet til er-
hvervelse af et meget begrænset udvalg af varer og tjenester, som f.eks. når anvendelsesområdet i praksis
er begrænset til et bestemt antal funktionelt forbundne varer eller tjenester uanset salgsstedets geografiske
placering, eller for det tredje hvor betalingsinstrumentet reguleres af en national eller regional offentlig
myndighed med specifikke sociale eller skattemæssige formål med henblik på erhvervelse af bestemte va-
rer eller tjenester.
251
(14) Betalingsinstrumenter omfattet af undtagelsen vedrørende begrænsede netværk kan omfatte butiks-
kort, brændstofkort, medlemskort, kort til offentlig transport, parkeringsbilletter, spisebilletter eller billet-
ter til specifikke tjenester, der nogle gange er omfattet af bestemte skatte- eller arbejdsmarkedsregler, som
er udformet med henblik på at fremme anvendelsen af sådanne instrumenter for at opfylde målsætninger-
ne i social- og arbejdsmarkedslovgivningen. Hvis et sådant specifikt instrument udvikler sig til et generelt
instrument, bør undtagelsen fra dette direktivs anvendelsesområde ikke længere finde anvendelse. Instru-
menter, der kan benyttes i en række forskellige forretninger, som optræder på en fælles liste, bør ikke
undtages fra dette direktivs anvendelsesområde, da sådanne instrumenter typisk er beregnet til et net af
tjenesteudbydere, der er i stadig vækst. Undtagelsen vedrørende begrænsede netværk bør anvendes sam-
men med forpligtelsen for potentielle betalingstjenesteudbydere til at underrette om aktiviteter inden for
deres anvendelsesområde.
(15) I anvendelsesområdet for direktiv 2007/64/EF er der en undtagelse for visse betalingstransaktioner,
der gennemføres ved hjælp af telekommunikations- eller IT-udstyr, hvor netværksoperatøren ikke udeluk-
kende agerer som formidler ved leveringen af digitale varer og tjenesteydelser gennem den pågældende
anordning, men også tilføjer værdi til disse varer eller tjenesteydelser. Denne undtagelse giver navnlig
mulighed for såkaldt operatørfakturering eller køb, der opkræves direkte på telefonregningen, hvilket bi-
drager til udvikling af nye forretningsmodeller, der er baseret på salg af digitalt indhold og stemmebasere-
de tjenester af mindre værdi, hvilket allerede er tilfældet med ringetoner og SMS-særtjenester. Disse tje-
nester omfatter underholdning såsom chat, download af f.eks. videoer, musik og spil, oplysninger såsom
om vejr, nyheder, sportsopdateringer, aktier, og nummeroplysning, deltagelse i TV- og radioudsendelser
såsom afstemning, deltagelse i konkurrencer og levering af direkte feedback. Tilbagemeldinger fra mar-
kedet tyder ikke på, at sådanne betalingstransaktioner, som forbrugerne anser for praktisk til betaling af
små beløb, har udviklet sig til en generel betalingsformidlingstjeneste. Imidlertid anvendes denne regel
forskelligt i medlemsstaterne på grund af den tvetydige ordlyd af den relevante undtagelse, hvilket har
ført til manglende retssikkerhed for operatørerne og forbrugerne og undertiden har gjort det muligt for
betalingsformidlingstjenester at påberåbe sig en ubegrænset undtagelse fra anvendelsesområdet for direk-
tiv 2007/64/EF. Det er derfor hensigtsmæssigt at præcisere og begrænse omfanget af berettigelse til denne
undtagelse for sådanne tjenesteudbydere ved at opregne de betalingstransaktionstyper, som undtagelsen
gælder for.
(16) Undtagelsen for visse betalingstransaktioner ved hjælp af telekommunikations- eller IT-udstyr bør
specifikt fokusere på mikrobetalinger for digitalt indhold og stemmebaserede tjenester. En klar omtale af
betalingstransaktioner til køb af elektroniske billetter bør indføres for at tage hensyn til udviklingen inden
for betalinger, hvor navnlig kunder på ethvert sted og tidspunkt ved hjælp af mobiltelefoner eller andre
anordninger kan bestille, betale for, modtage og validere elektroniske billetter. Elektroniske billetter gør
det muligt og lettere at levere tjenester, som forbrugerne ellers kan købe i form af en papirbillet, og om-
fatter transport, underholdning, bilparkering og adgang til arrangementer, men ikke fysiske varer. De
mindsker udgifterne til fremstilling og distribution i forbindelse med traditionelle papirbaserede billetka-
naler, og forbrugervenligheden øges ved at stille nye og enkle former for billetkøb til rådighed. For at
lette byrden for enheder, der indsamler bidrag til velgørende formål, bør betalingstransaktioner i forbin-
delse med sådanne bidrag også undtages. Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med national ret frit
kunne begrænse undtagelsen til bidrag til registrerede velgørende organisationer. Undtagelsen bør gene-
relt kun gælde, når betalingstransaktionernes værdi er mindre end en bestemt tærskel, for klart at begræn-
se undtagelsen til betalinger med lav risikoprofil.
252
(17) Det fælles eurobetalingsområde (SEPA) har lettet oprettelse af fælleseuropæiske »betalingsfabrik-
ker« og »opkrævningsfabrikker«, som muliggør centralisering af betalingstransaktioner inden for samme
koncern. I denne henseende bør betalingstransaktioner mellem en modervirksomhed og dens dattervirk-
somheder eller mellem dattervirksomheder af samme modervirksomhed, der leveres af en betalingstjene-
steudbyder, som tilhører samme koncern, undtages fra dette direktivs anvendelsesområde. En modervirk-
somheds eller dens dattervirksomheds samling af betalingsordrer på vegne af koncernen med henblik på
videresendelse til en betalingstjenesteudbyder bør ikke betragtes som en betalingstjeneste med henblik på
dette direktiv.
(18) I anvendelsesområdet for direktiv 2007/64/EF er der en undtagelse for betalingstjenester, der udby-
des gennem pengeautomater, som er uafhængige af kontoførende betalingstjenesteudbydere. Denne und-
tagelse fremmede væksten af uafhængige pengeautomattjenester i mange medlemsstater, navnlig i mindre
befolkede egne. Undtagelse af denne hurtigt voksende del af pengeautomatmarkedet fuldt ud fra direkti-
vets anvendelsesområde ville imidlertid føre til forvirring om hævegebyrer. Dette kan i grænseoverskri-
dende situationer føre til opkrævning af dobbeltgebyrer for den samme hævning af både den kontoførende
betalingstjenesteudbyder og af pengeautomattjenesteudbyderen. For at bibeholde ydelse af pengeautomat-
tjenester og samtidig sikre klarhed med hensyn til hævegebyrer er det derfor hensigtsmæssigt at fastholde
undtagelsen, men at kræve, at pengeautomatoperatører overholder specifikke bestemmelser om gennem-
sigtighed i dette direktiv. Gebyrer, som pålægges af pengeautomatoperatører, bør være med forbehold af
forordning (EF) nr. 924/2009.
(19) Tjenesteudbydere, der søgte at udnytte en undtagelse fra anvendelsesområdet for direktiv
2007/64/EF, henvendte sig ofte ikke til myndighederne for at høre, om deres aktiviteter var omfattet af
eller undtaget fra direktivet, men forlod sig på deres egne vurderinger. Dette har medført forskellig anven-
delse af visse undtagelser i medlemsstaterne. Det ser også ud til, at nogle undtagelser kan være blevet
anvendt af betalingstjenesteudbydere til at ændre deres forretningsmodeller, således at de udbudte beta-
lingstjenester ville falde uden for direktivets anvendelsesområde. Dette kan medføre øget risiko for beta-
lingstjenestebrugere og uensartede betingelser for betalingstjenesteudbydere på det indre marked. Derfor
bør tjenesteudbydere forpligtes til at meddele relevante aktiviteter til de kompetente myndigheder, så de
kompetente myndigheder kan vurdere, om kravene i de relevante bestemmelser er opfyldt, og for at sikre
ensartet fortolkning af reglerne på hele det indre marked. Navnlig bør der fastlægges en underretningspro-
cedure for alle undtagelser, der bygger på overholdelse af en tærskel, for at sikre, at de specifikke krav
opfyldes.
(20) Det er desuden vigtigt at medtage et krav om, at potentielle betalingstjenesteudbydere skal meddele
de kompetente myndigheder de aktiviteter, som de udbyder inden for rammerne af et begrænset net ud fra
kriterierne i dette direktiv, hvis værdien af betalingstransaktioner overstiger en bestemt tærskel. De kom-
petente myndigheder bør vurdere, om de meddelte aktiviteter kan anses for at være aktiviteter, der udby-
des inden for rammerne af et begrænset net.
(21) Definitionen af betalingstjenester bør være teknologisk neutral og bør give mulighed for udvikling af
nye typer betalingstjenester, samtidig med at der sikres lige forretningsvilkår for både eksisterende og nye
betalingstjenesteudbydere.
(22) Nærværende direktiv bør følge samme fremgangsmåde som i direktiv 2007/64/EF, der omfatter alle
typer elektroniske betalingstjenester. Det vil derfor stadig ikke være hensigtsmæssigt, at de nye regler fin-
der anvendelse på tjenester, hvor overførslen af penge fra betaler til betalingsmodtager eller transporten af
253
penge udelukkende foretages i sedler og mønter, eller hvor overførslen er baseret på papircheck, papir-
veksler, solaveksler eller andre instrumenter, papirvouchers eller kort trukket på en betalingstjenesteudby-
der eller en anden part med henblik på at stille midlerne til betalingsmodtagerens disposition.
(23) Nærværende direktiv bør ikke finde anvendelse på kontante betalingstransaktioner, da der allerede
findes et indre marked for kontantbetalinger. Direktivet bør heller ikke finde anvendelse på betalings-
transaktioner baseret på papirchecks, da disse i sagens natur ikke kan behandles så effektivt som andre
betalingsmidler. God praksis inden for dette område bør dog baseres på principperne i nærværende direk-
tiv.
(24) Det er nødvendigt at præcisere de kategorier af betalingstjenesteudbydere, der lovligt kan udbyde be-
talingstjenester i hele Unionen, nemlig kreditinstitutter, der modtager indskud fra brugere, som kan an-
vendes til finansiering af betalingstransaktioner, og som fortsat bør være omfattet af tilsynskravene i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU10), e-pengeinstitutter, der udsteder elektroniske penge,
som kan anvendes til finansiering af betalingstransaktioner, og som fortsat bør være omfattet af tilsyns-
kravene i direktiv 2009/110/EF, samt betalingsinstitutter og postgirokontorer, der har tilladelse hertil efter
nationale regler. Anvendelsen af denne retlige ramme bør begrænses til tjenesteudbydere, der udbyder be-
talingstjenester som fast erhverv eller forretningsaktivitet i overensstemmelse med nærværende direktiv.
(25) Ved nærværende direktiv fastsættes der regler for gennemførelse af betalingstransaktioner, hvor mid-
lerne er elektroniske penge som defineret i direktiv 2009/110/EF. Ved nærværende direktiv fastsættes der
imidlertid ikke regler for udstedelse af elektroniske penge som fastlagt i direktiv 2009/110/EF. Betalings-
institutter bør derfor ikke have tilladelse til at udstede elektroniske penge.
(26) I direktiv 2007/64/EF er der fastsat en tilsynsordning, der indfører en enkelt tilladelse for alle beta-
lingstjenesteudbydere, som ikke modtager indskud eller udsteder elektroniske penge. Med henblik herpå
indførte direktiv 2007/64/EF en ny kategori af betalingstjenesteudbydere, nemlig »betalingsinstitutter«,
ved at give mulighed for at meddele tilladelse til juridiske personer uden for de eksisterende kategorier til
at udbyde betalingstjenester i Unionen, forudsat at en række strenge og omfattende betingelser er opfyldt.
De samme betingelser bør gælde for disse tjenester i hele Unionen.
(27) Siden vedtagelsen af direktiv 2007/64/EF er der opstået nye typer betalingstjenester, navnlig inden
for internetbetalinger. Navnlig har betalingsinitieringstjenester inden for e-handel udviklet sig. Disse beta-
lingstjenester spiller en rolle i betalinger ved e-handel ved at etablere en softwarebro mellem den forret-
ningsdrivendes websted og betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyders netbankplatform med hen-
blik på at initiere internetbetalinger på grundlag af en kreditoverførsel.
(28) I takt med den teknologiske udvikling er der desuden fremkommet et udvalg af supplerende tjenester
i de senere år, såsom kontooplysningstjenester. Disse tjenester giver betalingstjenestebrugeren samlede
oplysninger på internettet om en eller flere betalingskonti, der føres hos en eller flere betalingstjenesteud-
bydere, og som er tilgængelige via onlinegrænseflader hos den kontoførende betalingstjenesteudbyder.
Betalingstjenestebrugeren har således mulighed for hurtigt at få et overblik over sin finansielle situation
på et hvilket som helst tidspunkt. Disse tjenester bør også være omfattet af dette direktiv for at give for-
brugerne tilstrækkelig beskyttelse af deres betalings- og kontodata samt retssikkerhed om kontooply-
sningstjenesteyderes status.
254
(29) Betalingsinitieringstjenester gør det muligt for en betalingsinitieringstjenesteudbyder at give beta-
lingsmodtageren tillid til, at betalingen er initieret, med henblik på at tilskynde betalingsmodtageren til at
frigive varen eller levere tjenesten uden unødig forsinkelse. Sådanne tjenester udgør en billig løsning for
både forretningsdrivende og forbrugere og giver forbrugerne mulighed for at foretage onlinekøb, selv hvis
de ikke ejer et betalingskort. Eftersom betalingsinitieringstjenester ikke er omfattet af direktiv
2007/64/EF, er de ikke nødvendigvis underlagt tilsyn af en kompetent myndighed og skal ikke opfylde-
kravene i direktiv 2007/64/EF. Dette rejser en række juridiske spørgsmål, såsom forbrugerbeskyttelse,
sikkerhed og ansvar samt konkurrence og databeskyttelse, navnlig med hensyn til beskyttelse af beta-
lingstjenestebrugerens data i overensstemmelse med Unionens databeskyttelsesregler. De nye regler bør
derfor tage hensyn til disse spørgsmål.
(30) De personaliserede sikkerhedsoplysninger, der anvendes til sikker kundeautentifikation af betalings-
tjenestebrugeren eller af betalingsinitieringstjenesteudbyderen, er sædvanligvis dem, som kontoførende
betalingstjenesteudbydere udsteder. Betalingsinitieringstjenesteudbydere indgår ikke nødvendigvis i et
kontraktforhold med kontoførende betalingstjenesteudbydere, og uanset hvilken forretningsmodel der an-
vendes af betalingsinitieringstjenesteudbydere, bør kontoførende betalingstjenesteudbydere gøre det mu-
ligt for betalingsinitieringstjenesteudbydere at anvende de autentifikationsprocedurer, som kontoførende
betalingstjenesteudbydere stiller til rådighed, til at initiere en bestemt betaling på vegne af betaleren.
(31) Når betalingsinitieringstjenesteudbyderen udelukkende yder betalingsinitieringstjenester, er denne
ikke i besiddelse af brugerens midler i noget led af betalingskæden. Når en betalingsinitieringstjenesteud-
byder ønsker at yde betalingstjenester, i forbindelse med hvilke den besidder brugerens midler, bør den
opnå fuld tilladelse til disse tjenester.
(32) Betalingsinitieringstjenester er baseret på betalingsinitieringstjenesteudbyderes direkte eller indirekte
adgang til betalernes konti. En kontoførende betalingstjenesteudbyder, der leverer en mekanisme med
henblik på indirekte adgang, bør også give betalingsinitieringstjenesteudbyderne direkte adgang.
(33) Dette direktiv bør sigte mod at sikre kontinuiteten på markedet og dermed gøre det muligt for eksi-
sterende og nye tjenesteudbydere at tilbyde deres tjenester inden for klare og harmoniserede retlige ram-
mer, uanset hvilken forretningsmodel de anvender. Indtil disse regler bliver anvendt, og uden at det berø-
rer behovet for at garantere sikre betalingstransaktioner og beskytte forbrugerne mod en påviselig risiko
for svig, bør medlemsstaterne, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den europæiske
tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 1093/201011) (EBA) garantere fair konkurrence på dette marked og undgå uberettiget
forskelsbehandling af eksisterende markedsaktører. Enhver betalingstjenesteudbyder, herunder betalings-
tjenestebrugerens kontoførende betalingstjenesteudbyder, bør kunne tilbyde betalingsinitieringstjenester.
(34) Dette direktiv indfører ikke væsentlige ændringer af betingelserne for at få og bevare en tilladelse
som betalingsinstitut. Som i direktiv 2007/64/EF omfatter betingelserne tilsynskrav, der står i et rimeligt
forhold til de operationelle og finansielle risici, som disse institutter løber i forbindelse med deres virk-
somhed. Her er det nødvendigt med en forsvarlig startkapitalordning i kombination med løbende kapital,
der senere vil kunne videreudvikles på mere sofistikeret vis i takt med markedsbehovene. På grund af de
store forskelligheder, der gør sig gældende inden for betalingstjenester, bør direktivet åbne mulighed for
forskellige metoder i kombination med en vis skønsmargen i forbindelse med tilsyn for at sikre, at de
samme risici behandles ens for alle betalingstjenesteudbydere. Kravene til betalingsinstitutter bør tage
hensyn til, at betalingsinstitutters virkefelt er mere specialiseret og aktiviteterne mere begrænsede, hvilket
255
medfører et snævrere risikoområde, der er nemmere at overvåge og kontrollere end de risici, der opstår i
forbindelse med kreditinstitutters bredere virksomhed. Det bør for eksempel navnlig være forbudt for be-
talingsinstitutter at modtage indskud fra brugere, og de bør kun kunne anvende de midler, som brugerne
indbetaler, til at yde betalingstjenester. De påkrævede tilsynsbestemmelser, herunder med hensyn til start-
kapital, bør stå i forhold til den betalingstjeneste, der ydes af betalingsinstituttet. Betalingstjenesteudbyde-
re, som udelukkende udbyder betalingsinitieringstjenester, bør anses for at være af en mellemstor risiko
med hensyn til startkapital.
(35) Betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjenesteudbydere, når de udelukkende leve-
rer disse tjenester, er ikke i besiddelse af kunders midler. Derfor ville det være uforholdsmæssigt at på-
lægge disse nye markedsaktører kapitalgrundlagskrav. Ikke desto mindre er det vigtigt, at de kan leve op
til deres ansvar med hensyn til deres aktiviteter. Det bør derfor kræves, at de enten har en erhvervsan-
svarsforsikring eller en tilsvarende garanti. EBA bør i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU)
nr. 1093/2010 udarbejde retningslinjer for kriterierne for medlemsstaternes fastsættelse af minimumsbe-
løb for erhvervsansvarsforsikring eller en tilsvarende garanti. EBA bør ikke skelne mellem en erhvervsan-
svarsforsikring og en tilsvarende garanti, da de bør være substituerbare.
(36) For at undgå misbrug af etableringsretten er det nødvendigt at kræve, at et betalingsinstitut, der an-
moder om tilladelse i en medlemsstat, udbyder i det mindste en del af sin betalingstjenesteforretning i den
pågældende medlemsstat.
(37) Det bør foreskrives, at betalingstjenestekunders midler skal holdes adskilt fra betalingsinstitutters
midler. Beskyttelseskrav er nødvendige, når et betalingsinstitut er i besiddelse af betalingstjenestekunders
midler. Hvor det samme betalingsinstitut gennemfører en betalingstransaktion for både betaleren og beta-
lingsmodtageren, og der stilles en kreditlinje til rådighed for betaleren, kan det være hensigtsmæssigt at
beskytte midlerne til fordel for betalingsmodtageren, når de svarer til betalingsmodtagerens fordring over
for betalingsinstituttet. Betalingsinstitutter bør ligeledes opfylde krav om effektiv bekæmpelse af hvid-
vask af penge og finansiering af terrorisme.
(38) Nærværende direktiv ændrer ikke betalingsinstitutters regnskabsaflæggelsesforpligtelser eller deres
forpligtelser til at foretage revision af deres årsregnskaber og konsoliderede regnskaber. Betalingsinstitut-
ter skal udarbejde deres årsregnskaber og konsoliderede regnskaber i overensstemmelse med Rådets di-
rektiv 86/635/EØF12) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU13). Årsregnskaber og kon-
soliderede regnskaber skal revideres, medmindre et betalingsinstitut er undtaget fra denne forpligtelse i
henhold til nævnte direktiver.
(39) Når betalingstjenesteudbydere yder en eller flere af de betalingstjenester, som er omfattet af dette
direktiv, bør de altid have betalingskonti, der udelukkende anvendes til betalingstransaktioner. For at be-
talingstjenesteudbydere skal kunne udbyde betalingstjenester, er det nødvendigt at de har mulighed for at
åbne og føre konti i kreditinstitutter. Medlemsstaterne bør sikre, at adgang til sådanne konti stilles til rå-
dighed på en ikkediskriminerende måde, der står i rimeligt forhold til det legitime formål, der søges op-
fyldt. Adgangen kan være basal, men den bør altid have et så stort omfang, at betalingsinstituttet kan yde
sine tjenester uden forhindringer og effektivt.
(40) Dette direktiv bør kun regulere betalingsinstitutters ydelse af kredit, nemlig ydelse af kreditlinjer og
udstedelse af kreditkort, hvis de er kædet tæt sammen med betalingstjenester. Det er hensigtsmæssigt at
tillade betalingsinstitutter at yde kredit med hensyn til deres grænseoverskridende aktiviteter, forudsat at
256
den ydes for at lette betalingstjenester, at den er af kortfristet art, og at den ydes for en periode, der ikke
overstiger 12 måneder, herunder med indbygget automatisk forlængelse, samt at den fortrinsvis refinan-
sieres med betalingsinstituttets egne midler samt midler fra kapitalmarkederne, og ikke med midler, som
betalingsinstituttet ligger inde med for kunder med henblik på betalingstjenester. Sådanne regler bør ikke
berøre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF14) eller anden relevant EU-ret eller nationale
foranstaltninger vedrørende betingelser for kreditydelse til forbrugere, der ikke er harmoniseret ved nær-
værende direktiv.
(41) Generelt har samarbejdet mellem de nationale kompetente myndigheder, der har ansvaret for at med-
dele tilladelse til betalingsinstitutter, foretage kontrol og træffe beslutning om inddragelse af tilladelser,
vist sig at fungere tilfredsstillende. Samarbejdet mellem kompetente myndigheder bør dog forbedres, bå-
de med hensyn til de oplysninger, der udveksles, og med hensyn til ensartet anvendelse og fortolkning af
dette direktiv, hvor et betalingsinstitut, der er meddelt tilladelse, ønsker at yde betalingstjenester i en an-
den medlemsstat end sit hjemland ved at gøre brug af etableringsretten eller retten til fri udveksling af
tjenesteydelser (»passporting«), herunder via internettet. EBA bør bistå med at bilægge tvister mellem
kompetente myndigheder i forbindelse med grænseoverskridende samarbejde i overensstemmelse med
forordning (EU) nr. 1093/2010. EBA bør også udarbejde et udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder for samarbejdet og dataudvekslingen.
(42) For at øge gennemsigtigheden vedrørende drift af betalingsinstitutter, der har fået meddelt tilladelse
af eller er registreret hos hjemlandets kompetente myndigheder, herunder deres agenter, og for at sikre en
høj grad af forbrugerbeskyttelse i Unionen er det nødvendigt at sikre let offentlig adgang til listen over
enheder, der udbyder betalingstjenester. Derfor bør EBA udarbejde og føre et centralt register, hvor den
offentliggør en liste over navnene på enheder, der udbyder betalingstjenester. Medlemsstaterne bør sikre,
at de oplysninger, som de meddeler, ajourføres. Disse foranstaltninger bør også bidrage til at styrke sam-
arbejdet mellem de kompetente myndigheder.
(43) Tilgængeligheden af nøjagtige, ajourførte oplysninger bør forbedres ved at pålægge betalingsinstitut-
ter uden unødig forsinkelse at oplyse den kompetente myndighed i deres hjemland om ændringer, der på-
virker nøjagtigheden af de oplysninger og den dokumentation, der er forelagt med henblik på tilladelsen,
herunder yderligere agenter eller enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet. Kompetente myndigheder bør
også i tvivlstilfælde verificere, at de modtagne oplysninger er korrekte.
(44) Medlemsstaterne bør have mulighed for at kræve, at betalingsinstitutter, der driver virksomhed på
deres område, og hvis hovedkontor er beliggende i en anden medlemsstat, regelmæssigt indberetter til
dem om deres aktiviteter på medlemsstaternes område til oplysningsmæssige eller statistiske formål. Dri-
ver disse betalingsinstitutter virksomhed i henhold til etableringsretten, bør det også være muligt at an-
vende disse oplysninger til at føre kontrol med overholdelsen af afsnit III og IV i dette direktiv, og med-
lemsstaterne bør kunne kræve, at disse betalingsinstitutter udpeger et centralt kontaktpunkt på deres om-
råde for at lette de kompetente myndigheders tilsyn med netværk af agenter. EBA bør udarbejde udkast til
reguleringsmæssige standarder, der fastsætter kriterier for, hvornår der bør udpeges et centralt kontakt-
punkt, og hvilke funktioner det bør have. Kravet om at udpege et centralt kontaktpunkt bør stå i et rime-
ligt forhold til opnåelse af målet om tilstrækkelig kommunikation og indberetning af oplysninger om
overholdelse af afsnit III og IV i værtslandet.
(45) I kritiske situationer, hvor det er nødvendigt at gribe ind omgående for at imødegå en alvorlig trussel
mod betalingstjenestebrugernes kollektive interesse i værtslandet, såsom svig i stor målestok, bør det væ-
257
re muligt for de kompetente myndigheder i værtslandet at træffe forebyggende foranstaltninger sideløben-
de med det grænseoverskridende samarbejde mellem de kompetente myndigheder i værts- og hjemlandet
og i afventning af foranstaltninger fra den kompetente myndighed i hjemlandet. Disse foranstaltninger bør
være passende, stå i et rimeligt forhold til målet, ikkediskriminerende og af midlertidig karakter. Alle for-
anstaltninger bør begrundes behørigt. De kompetente myndigheder i det relevante betalingsinstituts hjem-
land og andre berørte myndigheder, f.eks. Kommissionen og EBA, bør underrettes på forhånd eller, hvis
dette ikke er muligt på grund af den kritiske situation, uden unødig forsinkelse.
(46) I dette direktiv fastsættes de minimumsbeføjelser, som de kompetente myndigheder bør have, når de
fører tilsyn med betalingsinstitutters overholdelse af gældende regler, men disse beføjelser skal udøves
under hensyntagen til de grundlæggende rettigheder, herunder retten til privatlivets fred. Uden at det be-
rører en uafhængig myndigheds (den nationale databeskyttelsesmyndighed) kontrol, og i overensstemmel-
se med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder bør medlemsstaterne have til-
strækkelige og effektive beskyttelsesforanstaltninger, hvis der er mulighed for, at udøvelsen af disse befø-
jelser kan føre til misbrug eller vilkårlighed, der udgør en alvorlig indgriben i disse rettigheder, for ek-
sempel, hvis det er hensigtsmæssigt, gennem forudgående tilladelse fra den pågældende medlemsstats
retsmyndighed.
(47) Det er vigtigt at sikre, at alle personer, der udbyder betalingstjenester, bringes inden for rammerne af
et vist minimum af lov- og reguleringskrav. Det er derfor ønskeligt at registrere identitet og opholdssted
for alle personer, der udbyder betalingstjenester, også personer, der ikke kan opfylde alle betingelserne
for meddelelse af tilladelse som betalingsinstitut. En sådan tilgang er i overensstemmelse med begrundel-
sen for den særlige anbefaling VI fra Den Finansielle Aktionsgruppe vedrørende hvidvask af penge, der
anbefaler at indføre en mekanisme, ifølge hvilken betalingstjenesteudbydere, der ikke kan opfylde alle be-
tingelserne i anbefalingen, ikke desto mindre kan behandles som betalingsinstitutter. I denne henseende
bør medlemsstaterne, selv hvis sådanne personer er undtaget fra alle eller dele af betingelserne for tilla-
delse, kunne opføre dem i registret over betalingsinstitutter. Det er imidlertid vigtigt at lade muligheden
for undtagelse være betinget af strenge krav til værdien af betalingstransaktioner. Undtagne betalingsinsti-
tutter bør ikke have ret til etablering eller fri udveksling af tjenesteydelser og bør ikke indirekte udøve
disse rettigheder som medlem af et betalingssystem.
(48) I lyset af aktivitetens særlige art og de risici, der er forbundet med ydelse af kontooplysningstjene-
ster, bør der indføres særlige tilsynsregler for kontooplysningstjenesteudbydere. Kontooplysningstjene-
steudbydere bør kunne få tilladelse til at udbyde tjenester på tværs af grænserne gennem »passporting«.
(49) Det er nødvendigt for betalingstjenesteudbydere at have adgang til betalingssystemers tekniske infra-
strukturtjenester. En sådan adgang bør imidlertid være underlagt passende krav for at sikre systemernes
integritet og stabilitet. Betalingstjenesteudbydere, der søger om at deltage i et betalingssystem, bør selv
bære risikoen for deres eget valg af system og over for betalingssystemet dokumentere, at deres interne
ordninger er tilstrækkelig modstandsdygtige over for alle former for risici. Disse betalingssystemer omfat-
ter typisk kortordninger med fire parter og store systemer, der behandler kreditoverførsler og direkte debi-
tering. For at sikre ens behandling i hele Unionen af de forskellige kategorier af betalingstjenesteudbydere
med tilladelse i overensstemmelse med betingelserne i deres tilladelse er det nødvendigt at afklare regler-
ne om adgang til betalingssystemer.
(50) Det bør foreskrives, at der ikke må ske forskelsbehandling af betalingsinstitutter og kreditinstitutter
med tilladelse, så enhver betalingstjenesteudbyder, der konkurrerer på det indre marked, kan anvende dis-
258
se betalingssystemers tekniske infrastrukturtjenester på samme vilkår. Der bør fastsættes regler om for-
skellig behandling af betalingstjenesteudbydere med tilladelse og dem, der er omfattet af undtagelsen i
dette direktiv samt af undtagelsen i artikel 3 i direktiv 2009/110/EF, på grund af forskellene i deres til-
synsmæssige rammer. Under alle omstændigheder bør forskelle i prisvilkår kun tillades, hvis det er be-
grundet i forskelle i de omkostninger, som betalingstjenesteudbyderne pådrager sig. Dette bør ikke berøre
medlemsstaternes ret til at begrænse adgangen til systemisk betydningsfulde systemer i overensstemmelse
med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF15) og heller ikke ECB᾽s og Det Europæiske Sy-
stem af Centralbankers kompetencer med hensyn til adgang til betalingssystemer.
(51) Nærværende direktiv berører ikke anvendelsesrådet for direktiv 98/26/EF. For at sikre fair konkur-
rence mellem betalingstjenesteudbydere bør en deltager i et betalingssystem, der er betegnet som et sy-
stem i henhold til betingelserne i direktiv 98/26/EF, som yder tjenester i tilknytning til et sådant system til
en betalingstjenesteudbyder, der er meddelt tilladelse, eller en registreret betalingstjenesteudbyder, også
efter anmodning herom give adgang til sådanne tjenester på en objektiv, forholdsmæssig og ikkediskrimi-
nerende måde til enhver anden betalingstjenesteudbyder, der er meddelt tilladelse, og enhver anden regi-
streret betalingstjenesteudbyder. Betalingstjenesteudbydere, der er givet en sådan adgang, bør imidlertid
ikke anses for deltagere som defineret i direktiv 98/26/EF og bør dermed ikke drage fordel af beskyttelsen
i henhold til nævnte direktiv.
(52) Bestemmelserne vedrørende adgang til betalingssystemer bør ikke finde anvendelse på systemer, der
er oprettet og drives af en enkelt udbyder af betalingstjenester. Sådanne betalingssystemer kan drives en-
ten i direkte konkurrence med betalingssystemer eller mere typisk i en markedsniche, der ikke i tilstræk-
kelig grad er dækket af betalingssystemer. Sådanne systemer omfatter ordninger med tre parter, f.eks.
kortordninger med tre parter, således at de i realiteten aldrig fungerer som kortordninger med fire parter,
f.eks. ved at benytte licenstagere, agenter eller partnere med samme varemærke. Sådanne systemer omfat-
ter typisk også betalingstjenester, der tilbydes af telekommunikationstjenesteudbydere, hvor ordningens
operatør er udbyder af betalingstjenester for både betaleren og betalingsmodtageren, og bankkoncerners
interne systemer. For at stimulere den konkurrence, som sådanne lukkede betalingssystemer kan give
etablerede almindelige betalingssystemer, ville det ikke være hensigtsmæssigt at give tredjemand adgang
til disse lukkede specifikke betalingssystemer. Sådanne lukkede systemer bør dog altid være omfattet af
Unionens og nationale konkurrenceregler, der kan kræve, at der gives adgang til ordningerne for at opret-
holde effektiv konkurrence på betalingsmarkederne.
(53) Da forbrugere og virksomheder ikke er i samme situation, har de ikke behov for det samme beskyt-
telsesniveau. Mens det er vigtigt at sikre forbrugerrettigheder ved bestemmelser, der ikke kan fraviges
ved aftale, er det rimeligt at give virksomheder og organisationer mulighed for at indgå andre aftaler, når
de ikke har at gøre med forbrugere. Imidlertid bør medlemsstaterne kunne fastsætte, at mikrovirksomhe-
der som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF16) skal behandles på samme måde som for-
brugere. Under alle omstændigheder bør visse centrale bestemmelser i dette direktiv altid finde anvendel-
se, uanset hvilken status brugeren har.
(54) Ved dette direktiv bør det præciseres, hvilke forpligtelser der gælder for betalingstjenesteudbydere
hvad angår oplysninger til betalingstjenestebrugere, der bør modtage samme høje niveau af klare oplys-
ninger om betalingstjenester for at kunne foretage velinformerede valg og kunne vælge frit i hele Uni-
onen. Af hensyn til gennemsigtigheden fastsætter direktivet de harmoniserede krav, der er nødvendige for
at sikre, at betalingstjenestebrugere får nødvendige, tilstrækkelige og forståelige oplysninger hvad angår
betalingstjenesteaftaler og betalingstransaktioner. For at fremme et velfungerende indre marked for beta-
259
lingstjenester bør medlemsstaterne kun vedtage de bestemmelser om oplysningskrav, der er fastsat i dette
direktiv.
(55) Forbrugerne bør beskyttes mod urimelig eller vildledende praksis i overensstemmelse med Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF17) samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/
EF18), 2002/65/EF19), 2008/48/EF, 2011/83/EU20) og 2014/92/EU21). Bestemmelserne i disse direktiver
finder fortsat anvendelse. Navnlig forbindelsen mellem oplysningskravene forud for en aftale i nærværen-
de direktiv og direktiv 2002/65/EF bør dog præciseres.
(56) For at øge effektiviteten bør de krævede oplysninger stå i et rimeligt forhold til brugernes behov og
bør gives i et standardiseret format. Oplysningskravene for en enkelt betalingstransaktion bør imidlertid
være forskellige fra kravene i en rammeaftale om flere betalingstransaktioner.
(57) I praksis er rammeaftaler og betalingstransaktioner omfattet heraf langt mere almindelige og økono-
misk vigtige end enkeltstående betalingstransaktioner. Hvis der findes en betalingskonto eller et specifikt
betalingsinstrument, kræves der en rammeaftale. Kravene om forudgående oplysninger om rammeaftaler
bør derfor være omfattende, og oplysningerne bør altid gives på papir eller et andet varigt medium, for
eksempel kontoudskrifter, CD-rom᾽er, DVD᾽er, harddiskdrev på personlige computere, hvorpå der kan
lagres e-mail, og websteder, forudsat at sådanne websteder er tilgængelige for senere konsultation i en
periode, der er tilstrækkelig lang i forhold til adgangen til oplysningerne, og forudsat at disse websteder
tillader at reproducere de lagrede oplysninger i et uændret format. Den måde, hvorpå efterfølgende oplys-
ninger om gennemførte betalingstransaktioner skal gives, bør imidlertid kunne aftales i rammeaftalen
mellem betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren, for eksempel at alle oplysninger om en
betalingskonto stilles til rådighed online, når det drejer sig om netbankydelser.
(58) I forbindelse med enkeltstående betalingstransaktioner bør kun de væsentlige oplysninger altid gives
på betalingstjenesteudbyderens eget initiativ. Da betaleren sædvanligvis er til stede, når betalingsordren
gives, bør ikke være nødvendigt at kræve, at oplysningerne i alle tilfælde skal gives på papir eller et andet
varigt medium. Betalingstjenesteudbyderen bør kunne give oplysningerne mundtligt ved disken eller på
anden måde gøre dem lettilgængelige, for eksempel ved at slå betingelserne op på en opslagstavle på ste-
det. Der bør også gives oplysninger om, hvor andre mere detaljerede oplysninger kan findes, for eksempel
på webstedet. Hvis forbrugeren anmoder derom, bør de vigtigste oplysninger imidlertid også gives på pa-
pir eller på et andet varigt medium.
(59) Ved dette direktiv bør forbrugere gives ret til at modtage relevante oplysninger vederlagsfrit, før den
pågældende bindes af en betalingstjenesteaftale. Forbrugere bør også til enhver tid under aftaleforholdet
kunne anmode om forudgående oplysninger og om at få rammeaftalen på papir vederlagsfrit for både at
have mulighed for at sammenligne de tjenester og betingelser, som betalingstjenesteudbydere tilbyder, og
i tilfælde af tvister at kunne kontrollere sine aftalemæssige rettigheder og forpligtelser, således at der op-
retholdes et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. Disse bestemmelser bør være forenelige med direktiv
2002/65/EF. De særlige bestemmelser om vederlagsfri oplysninger i nærværende direktiv bør ikke bevir-
ke, at der gives tilladelse til at opkræve gebyr for levering af oplysninger til forbrugerne i henhold til an-
dre gældende direktiver.
(60) Den måde, som betalingstjenesteudbyderen giver betalingstjenestebrugeren de krævede oplysninger
på, bør tage hensyn til brugerens behov samt til praktiske tekniske aspekter og til omkostningseffektivitet,
260
afhængigt af hvad der er fastlagt i den pågældende betalingstjenesteaftale. Dette direktiv bør derfor skelne
mellem to måder, hvorpå betalingstjenesteudbyderen skal give oplysninger: enten skal oplysningerne
meddeles aktivt af betalingstjenesteudbyderen på det relevante tidspunkt, som krævet i dette direktiv, og
uden at betalingstjenestebrugeren anmoder herom, eller også skal oplysningerne stilles til rådighed for be-
talingstjenestebrugeren på grundlag af en anmodning om yderligere oplysninger. I den anden situation bør
betalingstjenestebrugeren aktivt tage skridt til at skaffe oplysningerne for eksempel ved udtrykkeligt at
anmode betalingstjenesteudbyderen herom, logge på en netbanks postkasse eller indsætte et bankkort i en
printer til kontoudtog. Betalingstjenesteudbyderen bør med henblik herpå sørge for, at det er muligt at få
adgang til oplysningerne, og at oplysningerne er til rådighed for betalingstjenestebrugeren.
(61) Forbrugerne bør modtage basale oplysninger om gennemførte betalingstransaktioner uden yderligere
gebyrer. I tilfælde af en enkeltstående betalingstransaktion bør betalingstjenesteudbyderen ikke opkræve
særskilt gebyr for sådanne oplysninger. De efterfølgende oplysninger om betalingstransaktioner i henhold
til en rammeaftale bør også gives månedligt og vederlagsfrit. Under hensyntagen til betydningen af gen-
nemsigtighed i prisfastsættelsen og forskellige forbrugerbehov bør parterne dog kunne indgå aftale om, at
der opkræves gebyr for hyppigere eller supplerende oplysninger. For at tage højde for forskelle i national
praksis bør medlemsstaterne kunne fastsætte bestemmelser om, at månedlige betalingskontoudtog på pa-
pir eller på et andet varigt medium altid skal gives vederlagsfrit.
(62) For at fremme kundemobiliteten bør forbrugerne kunne opsige en rammeaftale, uden at det medfører
gebyrer. For aftaler, der opsiges af forbrugeren mindre end seks måneder efter deres ikrafttræden, bør ud-
bydere af betalingstjenester dog have lov til at opkræve gebyr i overensstemmelse med omkostningerne
ved forbrugerens opsigelse af rammeaftalen. For forbrugerne bør opsigelsesperioden ikke være mere end
en måned, og for betalingstjenesteudbydere bør opsigelsesperioden være på mindst to måneder. Dette di-
rektiv bør ikke berøre den forpligtelse, som betalingstjenesteudbyderen har til under ekstraordinære om-
stændigheder at opsige betalingstjenesteaftalen i henhold til anden relevant EU-ret eller national ret, sås-
om sådan om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, foranstaltninger vedrørende indefrysning
af pengemidler og særlige foranstaltninger, der knytter sig til forebyggelse og efterforskning af kriminali-
tet.
(63) For at sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse bør medlemsstaterne i forbrugernes interesse kunne
opretholde eller indføre begrænsninger af eller forbud mod ensidigt at foretage ændringer i betingelserne i
en rammeaftale, f.eks. hvis der ikke er en berettiget årsag til ændringer.
(64) Kontraktbestemmelser bør ikke have til formål eller føre til, at der sker forskelsbehandling af forbru-
gere, der har lovligt ophold i Unionen, på grund af deres nationalitet eller bopæl. Hvis en rammeaftale for
eksempel giver ret til at spærre et betalingsinstrument af objektivt begrundede årsager, bør betalingstjene-
steudbyderen ikke kunne påberåbe sig denne ret, blot fordi betalingstjenestebrugeren har skiftet sin bopæl
i Unionen.
(65) Hvad angår gebyrer har erfaringen vist, at deling af gebyrer mellem betaler og betalingsmodtager er
det mest effektive system, da det letter »straight-through-processing« af betalinger. Det bør derfor fore-
skrives, at gebyrer under normale forhold kan opkræves direkte hos betaler og betalingsmodtager af deres
respektive betalingstjenesteudbydere. Gebyrerne kan også være nul, da bestemmelserne i dette direktiv
ikke bør berøre praksis, hvor betalingstjenesteudbyderen undlader at opkræve gebyrer hos forbrugerne,
når deres konti krediteres. Afhængigt af kontraktvilkårene kan en betalingstjenesteudbyder vælge alene at
opkræve gebyrer hos betalingsmodtageren (den forretningsdrivende) for brug af betalingstjenester, hvor-
261
efter der ikke opkræves gebyr hos betaleren. Der er mulighed for, at betalingssystemerne kan pålægge
gebyrer gennem et abonnementsgebyr. Bestemmelserne om det overførte beløb eller opkrævede gebyrer
har ingen direkte virkning på prissætningen mellem betalingstjenesteudbydere eller andre mellemmænd.
(66) Forskelle i national praksis vedrørende gebyropkrævning for anvendelse af et givet betalingsinstru-
ment (»overvæltning af brugergebyrer«) har ført til vidt forskellige forhold på EU᾽s betalingsmarkeder og
er blevet en kilde til forvirring for forbrugerne, navnlig med hensyn til e-handel og grænseoverskridende
handel. Forretningsdrivende i medlemsstater, hvor det er tilladt at overvælte brugergebyrer, udbyder pro-
dukter og tjenesteydelser i medlemsstater, hvor overvæltning af brugergebyrer er forbudt, og opkræver
brugergebyr fra forbrugeren. Der er også mange eksempler på forretningsdrivende, som overvæltet bru-
gergebyrer, der er meget højere end den forretningsdrivendes omkostninger ved anvendelse af et specifikt
betalingsinstrument. En anden god grund til at revidere praksis for overvæltning af brugergebyrer er, at
forordning (EU) 2015/751 fastsætter regler for interbankgebyrer eller kortbaserede betalinger. Interbank-
gebyrer udgør den vigtigste del af forretningsdrivendes gebyrer for kort og kortbaserede betalinger. Over-
væltning af brugergebyrer er den styringspraksis, der til tider anvendes af forretningsdrivende for at kom-
pensere for de ekstra omkostninger ved kortbaserede betalinger. Forordning (EU) 2015/751 fastsætter
grænser for interbankgebyrers niveau. Disse grænser vil finde anvendelse inden indførelsen af det forbud,
der er fastsat i dette direktiv. Medlemsstaterne bør således overveje at hindre betalingsmodtagere i at op-
kræve gebyrer for anvendelse af betalingsinstrumenter, for hvilke interbankgebyrerne er reguleret i kapi-
tel II i forordning (EU) 2015/751.
(67) Dette direktiv anerkender relevansen af betalingsinstitutter, men kreditinstitutter er fortsat er forbru-
gernes vigtigste adgangsvej til betalingsinstrumenter. Udstedelse af kortbaserede betalingsinstrumenter af
en anden betalingstjenesteudbyder end den, der fører kundens konto, uanset om det er et kreditinstitut el-
ler et betalingsinstitut, vil medføre øget konkurrence på markedet og dermed give forbrugerne flere og
bedre valgmuligheder. Selv om de fleste betalinger på salgssteder i dag er kortbaserede, kan den nuværen-
de grad af innovation inden for betalinger føre til en hurtig fremkomst af nye betalingskanaler i de kom-
mende år. Det er derfor hensigtsmæssigt, at Kommissionen i forbindelse sin revision af dette direktiv
navnlig lægger vægt på denne udvikling, og hvorvidt der er behov for at revidere anvendelsesområdet for
bestemmelsen om bekræftelse af midlers tilgængelighed. For den betalingstjenesteudbyder, der udsteder
det kortbaserede betalingsinstrument, navnlig debetkort, vil en bekræftelse fra den kontoførende beta-
lingstjenesteudbyder af, at midler er tilgængelige på kundens konto, gøre det muligt for udstederen bedre
at styre og reducere sin kreditrisiko. Samtidig bør denne bekræftelse ikke gøre det muligt for den kontofø-
rende betalingstjenesteudbyder at blokere midler på betalerens betalingskonto.
(68) Anvendelse af et kort eller et kortbaseret betalingsinstrument til at foretage en betaling vil ofte udlø-
se en besked, der bekræfter, at midler er tilgængelige, samt to betalingstransaktioner som følge heraf. Den
første transaktion finder sted mellem udstederen og den forretningsdrivendes kontoførende betalingstjene-
steudbyder, mens den anden, normalt en direkte debitering, finder sted mellem betalerens kontoførende
betalingstjenesteudbyder og udstederen. Begge transaktioner bør behandles på samme måde som andre
tilsvarende transaktioner. Betalingstjenesteudbydere, der udsteder kortbaserede betalingsinstrumenter, bør
have samme rettigheder og bør underlægges samme forpligtelser i henhold til dette direktiv, uanset om de
er betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder eller ej, navnlig for så vidt angår forpligtelser (f.eks.
autentifikation) og ansvar over for de forskellige aktører i betalingskæden. Eftersom betalingstjenesteud-
byderens anmodning og bekræftelsen af, at midlerne er til rådighed, kan ske gennem eksisterende sikre
kommunikationskanaler, tekniske procedurer og infrastrukturer for kommunikation mellem betalingsini-
tieringstjenesteudbydere eller kontooplysningstjenesteudbydere og kontoførende betalingstjenesteudbyde-
262
re, samtidig med at de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger respekteres, bør der ikke være yderligere
omkostninger for betalingstjenesteudbydere eller kortholdere. Endvidere bør den kontoførende betalings-
tjenesteudbyder, hvad enten transaktionen finder sted på internettet, dvs. på en forretningsdrivendes web-
sted, eller i en fysisk forretning, kun være forpligtet til at give den bekræftelse, som udstederen anmoder
om, hvis konti hos kontoførende betalingstjenesteudbydere er elektronisk tilgængelige til denne bekræf-
telse, i det mindste online. I betragtning af elektroniske penges særlige karakter bør det ikke være muligt
at anvende denne mekanisme på betalingstransaktioner, der initieres via kortbaserede betalingsinstrumen-
ter, hvorpå der er lagret elektroniske penge som defineret i direktiv 2009/110/EF.
(69) Forpligtelsen til at beskytte personaliserede sikkerhedsoplysninger er af afgørende betydning for at
beskytte betalingstjenestebrugerens midler og for at begrænse risici vedrørende svig og uautoriseret ad-
gang til betalingskonti. Imidlertid bør vilkår og betingelser eller andre forpligtelser, som betalingstjene-
steudbydere pålægger betalingstjenestebrugere med henblik på at beskytte personaliserede sikkerhedsop-
lysninger, ikke udformes på en sådan måde, at betalingstjenestebrugere forhindres i at drage fordel af tje-
nesteydelser, som tilbydes af andre betalingstjenesteudbydere, herunder betalingsinitieringstjenester og
kontooplysningstjenester. Endvidere bør sådanne vilkår og betingelser ikke indeholde bestemmelser, der
på nogen måde vil gøre det vanskeligere at anvende betalingstjenester hos andre betalingstjenesteudbyde-
re, der er meddelt tilladelse eller registreret i henhold til dette direktiv.
(70) Med henblik på at begrænse risiciene for og konsekvenserne af uautoriserede eller fejlbehæftede be-
talingstransaktioner bør betalingstjenestebrugeren så hurtigt som muligt orientere betalingstjenesteudby-
deren om eventuelle indsigelser, der gøres mod betalingstransaktioner, som angiveligt er uautoriserede el-
ler fejlbehæftede, forudsat at betalingstjenesteudbyderen har opfyldt sine oplysningsforpligtelser efter det-
te direktiv. Hvis betalingstjenestebrugeren overholder underretningsfristen, bør betalingstjenestebrugeren
kunne påberåbe sig de pågældende krav med forbehold af nationale forældelsesfrister. Dette direktiv bør
ikke berøre andre krav mellem betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteudbydere.
(71) I tilfælde af en uautoriseret betalingstransaktion bør betalingstjenesteudbyderen straks tilbagebetale
transaktionsbeløbet til betaleren. Hvis der er stor mistanke om en uautoriseret transaktion som følge af
svigagtig adfærd fra betalingstjenestebrugerens side, og mistanken er baseret på objektive grunde, som er
meddelt den relevante nationale myndighed, bør betalingstjenesteudbyderen have mulighed for inden for
en rimelig frist at foretage en undersøgelse før tilbagebetaling til betaleren. For at forhindre, at betaleren
stilles ugunstigt, bør valørdatoen for kreditering ikke være senere end den dato, hvor beløbet blev debite-
ret. For at tilskynde betalingstjenestebrugeren til snarest muligt at underrette betalingstjenesteudbyderen
om et eventuelt tyveri eller tab af et betalingsinstrument og således mindske risikoen for uautoriserede
betalingstransaktioner bør brugeren kun hæfte for et begrænset beløb, medmindre betalingstjenestebruge-
ren har handlet svigagtigt eller groft forsømmeligt. I denne sammenhæng synes et beløb på 50 EUR at
være tilstrækkeligt for at sikre en harmoniseret og omfattende brugerbeskyttelse i Unionen. Der bør ikke
pålægges ansvar, hvis betaleren ikke er i stand til at opdage tabet, tyveriet eller den uberettigede tilegnelse
af betalingsinstrumentet. Når brugeren har meddelt betalingstjenesteudbyderen, at vedkommendes beta-
lingsinstrument kan være misbrugt, bør betalingstjenestebrugeren desuden ikke skulle dække yderligere
tab som følge af uautoriseret brug af instrumentet. Dette direktiv bør ikke berøre betalingstjenesteudbyde-
res ansvar for den tekniske sikkerhed af deres egne produkter.
(72) For at vurdere eventuel forsømmelse eller grov forsømmelse fra betalingstjenestebrugerens side bør
der tages hensyn til alle omstændigheder. Beviset for og graden af den påståede forsømmelse bør generelt
vurderes i henhold til national ret. Selv om begrebet forsømmelse indebærer tilsidesættelse af diligens-
263
pligten, bør grov forsømmelse imidlertid indebære mere end blot forsømmelse og vedrøre adfærd, der in-
volverer en betydelig grad af skødesløshed, f.eks. opbevaring af de sikkerhedsoplysninger, der anvendes
til at give tilladelse til en betalingstransaktion, ved siden af betalingsinstrumentet i et format, der på en
åben og let måde kan opdages af tredjeparter. Aftalevilkår og betingelser vedrørende levering og brug af
et betalingsinstrument, som pålægger forbrugeren en større bevisbyrde, eller som reducerer udstederens
bevisbyrde, bør betragtes som ugyldige. Ydermere er det i specifikke situationer, navnlig hvis betalingsin-
strumentet ikke er til stede ved salgsstedet, som ved onlinebetalinger, hensigtsmæssigt, at betalingstjene-
steudbyderen er forpligtet til at forelægge beviser for angivelig forsømmelighed, da betalerens mulighed
for at gøre dette er meget begrænset i sådanne tilfælde.
(73) Der bør indføres bestemmelser om fordeling af tab i tilfælde af uautoriserede betalingstransaktioner.
Der kan gælde andre bestemmelser for betalingstjenestebrugere, der ikke er forbrugere, idet sådanne bru-
gere normalt har større mulighed for at vurdere risikoen for svig og træffe modforanstaltninger. For at
sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse bør betalere altid være berettiget til at rette deres krav om tilba-
gebetaling til deres kontoførende betalingstjenesteudbyder, også selv om en betalingsinitieringstjene-
steudbyder er involveret i betalingstransaktionen. Dette berører ikke fordelingen af ansvar mellem beta-
lingstjenesteudbyderne.
(74) For så vidt angår betalingsinitieringstjenester, bør betalingstjenestebrugeres og de involverede beta-
lingstjenesteudbyderes rettigheder og forpligtelser stå i et passende forhold til den tjeneste, der ydes.
Navnlig bør fordelingen af ansvar mellem den kontoførende betalingstjenesteudbyder og den betalingsini-
tieringstjenesteudbyder, der indgår i transaktionen, forpligte disse til at tage ansvar for de respektive dele
af transaktionen, der er under deres kontrol.
(75) Dette direktiv sigter mod at øge forbrugerbeskyttelsen i forbindelse med kortbaserede betalingstrans-
aktioner, hvor det præcise transaktionsbeløb ikke kendes, når betaleren giver samtykke til at gennemføre
betalingstransaktionen, f.eks. på automatiske tankstationer, i biludlejningskontrakter og ved udførelse af
hotelreservationer. Betalerens betalingstjenesteudbyder bør udelukkende kunne blokere midler på betale-
rens betalingskonto, hvis betaleren har givet samtykke til det præcise beløb, der skal blokeres, og disse
midler bør frigives uden unødig forsinkelse efter modtagelse af oplysningerne om det præcise betalings-
transaktionsbeløb og senest umiddelbart efter modtagelse af betalingsordren.
(76) SEPA sigter mod at videreudvikle fælles EU-dækkende betalingstjenester til erstatning af de nuvæ-
rende nationale betalingstjenester, for så vidt angår betalinger, som foretages i euro. Med henblik på at
sikre en fuldstændig overgang til EU-dækkende kreditoverførsler og direkte debiteringer fastsætter for-
ordning (EU) nr. 260/2012 tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiterin-
ger i euro. Med hensyn til direkte debiteringer fastsætter nævnte forordning, at betaleren giver sit samtyk-
ke til både betalingsmodtageren og til betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder (enten direkte eller
indirekte via betalingsmodtageren), og at mandater, såvel som senere ændringer eller annullering, opbeva-
res af betalingsmodtageren eller en tredjepart på vegne af betalingsmodtageren. Den nuværende og indtil
videre eneste paneuropæiske ordning med direkte debitering for forbrugerbetalinger i euro, som er udvik-
let af Det Europæiske Betalingsråd, er baseret på princippet om, at mandatet til at gennemføre en direkte
debitering gives af betaleren til betalingsmodtageren og opbevares sammen med senere ændringer eller
annullering af betalingsmodtageren. Mandatet kan også opbevares af en tredjepart på betalingsmodtage-
rens vegne. For at sikre bred offentlig opbakning til SEPA og for at sikre en høj grad af forbrugerbeskyt-
telse inden for SEPA giver den eksisterende paneuropæiske ordning med direkte debitering ubetinget ret
til tilbagebetaling for autoriserede betalinger. For at afspejle dette tager dette direktiv sigte på at fastsætte
264
en ubetinget ret til tilbagebetaling som et generelt krav til alle direkte debiteringstransaktioner, der foreta-
ges i euro i Unionen.
Sideløbende med SEPA fortsætter traditionelle ordninger med direkte debitering i andre valutaer end euro
dog med at eksistere i medlemsstater, hvis valuta ikke er euro. Disse ordninger har vist sig at være effekti-
ve og sikrer samme høje beskyttelsesniveau for betaleren gennem andre beskyttelsesforanstaltninger, der
ikke altid er baseret på en ubetinget ret til tilbagebetaling. I dette tilfælde bør betaleren være beskyttet af
den generelle regel om tilbagebetaling, når den gennemførte betalingstransaktion overstiger et beløb, der
med rimelighed kunne forventes. Desuden bør medlemsstaterne kunne fastsætte regler om ret til tilbage-
betaling, der er mere fordelagtige for betaleren. Der er en reel efterspørgsel efter særlige direkte debite-
ringsprodukter i euro inden for SEPA, hvilket fremgår af den fortsatte tilstedeværelse af visse traditionelle
betalingstjenester i euro i nogle medlemsstater. Det vil være rimeligt at tillade, at betaleren og betalerens
betalingstjenesteudbyder i en rammeaftale fastsætter, at betaleren ikke har ret til tilbagebetaling, i tilfæl-
de, hvor betaleren er beskyttet, enten fordi vedkommende har givet samtykke til at gennemføre en trans-
aktion direkte til vedkommendes betalingstjenesteudbyder, herunder når denne handler på vegne af beta-
lingsmodtageren, eller, hvor det er relevant, fordi oplysninger om den fremtidige betalingstransaktion
mindst fire uger inden forfaldsdagen blev givet eller stillet til rådighed for betaleren på en aftalt måde af
betalingstjenesteudbyderen eller betalingsmodtageren. Under alle omstændigheder bør betaleren altid væ-
re beskyttet af den generelle regel om tilbagebetaling i tilfælde af uautoriserede eller fejlbehæftede beta-
lingstransaktioner.
(77) Med henblik på likviditetsstyring og rettidig opfyldelse af betalingsforpligtelser skal forbrugere og
virksomheder vide præcis, hvor længe det tager at gennemføre en betalingsordre. Ved dette direktiv bør
der derfor fastsættes et tidspunkt, fra hvilket rettigheder og forpligtelser får virkning, nemlig når beta-
lingstjenesteudbyderen modtager betalingsordren, herunder når betalingstjenesteudbyderen har haft lejlig-
hed til at modtage den via de kommunikationsmidler, der er fastlagt i betalingstjenesteaftalen, uanset en
eventuel forudgående andel i den proces, der førte til oprettelse og overførsel af betalingsordren, for ek-
sempel kontrol af sikkerhed og midlers tilgængelighed, oplysninger om brug af PIN-kode eller udstedelse
af et betalingstilsagn. Desuden bør modtagelsen af en betalingsordre finde sted, når betalerens betalings-
tjenesteudbyder modtager den betalingsordre, der skal debiteres betalerens konto. Datoen eller tidspunktet
for, hvornår en betalingsmodtager sender betalingstjenesteudbyderen betalingsordrer vedrørende opkræv-
ning af for eksempel kortbetalinger og direkte debiteringer, eller hvornår en betalingstjenesteudbyder ind-
rømmer en betalingsmodtager forfinansiering af de pågældende beløb via en betinget kreditering af ved-
kommendes konto, bør i denne forbindelse være uden betydning. Brugerne bør kunne stole på, at en fuld-
stændig og gyldig betalingsordre gennemføres korrekt, hvis betalingstjenesteudbyderen ikke har en aftale-
mæssig eller retmæssig afvisningsgrund. Hvis betalingstjenesteudbyderen afviser en betalingsordre, bør
betalingstjenestebrugeren snarest have meddelelse herom samt en begrundelse herfor i henhold til krave-
ne i EU-retten og national ret. Hvis rammeaftalen fastsætter betingelser om, at betalingstjenesteudbyderen
kan opkræve et afvisningsgebyr, bør et sådant gebyr være objektivt begrundet, og det bør holdes så lavt
som muligt.
(78) Da moderne fuldautomatiske betalingssystemer behandler betalingstransaktioner hurtigt, således at
betalingsordrer på et givet tidspunkt ikke længere kan tilbagekaldes uden store omkostninger til manuel
intervention, er det nødvendigt at fastsætte en klar frist for tilbagekaldelse af betalinger. Afhængigt af be-
talingstjenestens og betalingsordrens art bør fristen for tilbagekaldelse af betalinger dog kunne ændres ef-
ter aftale mellem parterne. Tilbagekaldelse i denne forstand bør kun gælde i forholdet mellem betalings-
265
tjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen, og dette anfægter således ikke, at betalingstransaktioner i
betalingssystemer er uigenkaldelige og endelige.
(79) En sådan uigenkaldelighed bør ikke berøre de rettigheder eller forpligtelser efter nogle medlemssta-
ters ret, som en betalingstjenesteudbyder i henhold til betalerens rammeaftale eller nationale love, admini-
strative bestemmelser eller retningslinjer har til at tilbagebetale betaleren beløbet for den gennemførte be-
talingstransaktion i tilfælde af en tvist mellem betaleren og betalingsmodtageren. En sådan tilbagebetaling
bør betragtes som en ny betalingsordre. Bortset fra sådanne tilfælde bør retstvister, der opstår inden for
det forhold, der ligger til grund for betalingsordren, udelukkende afgøres mellem betaleren og betalings-
modtageren.
(80) Det er af afgørende betydning for en fuldt integreret straight-through-processing af betalinger og for
retssikkerheden hvad angår opfyldelse af eventuelle underliggende forpligtelser mellem betalingstjeneste-
brugere, at hele det beløb, som betaleren overfører, krediteres betalingsmodtagerens konto. Det bør derfor
ikke være muligt for nogen af de parter, der indgår i gennemførelsen af betalingstransaktioner, at foretage
fradrag i det overførte beløb. Det bør imidlertid være muligt for betalingsmodtageren at indgå en aftale
med sin betalingstjenesteudbyder, hvorved denne får ret til at fratrække sine egne gebyrer. For at beta-
lingsmodtageren kan kontrollere, at det skyldige beløb er indbetalt korrekt, bør efterfølgende oplysninger
om betalingstransaktionen ikke blot angive det fulde overførte beløb, men også eventuelle gebyrer, der er
blevet fratrukket.
(81) Betalingsinstrumenter med lav værdi bør være et billigt og brugervenligt alternativ i forbindelse med
billige varer og tjenester og bør ikke behæftes med en række urimelige krav. De relevante oplysningskrav
og reglerne om gennemførelse bør derfor begrænses til væsentlige oplysninger, idet der også tages hensyn
til de tekniske muligheder, der er grund til at forvente af instrumenter, der udelukkende anvendes til små
betalinger. Trods den lempede ordning bør betalingstjenestebrugerne have tilstrækkelig beskyttelse under
henvisning til de begrænsede risici, der er forbundet med disse betalingsinstrumenter, navnlig for så vidt
angår forudbetalte betalingsinstrumenter.
(82) For at gøre betalinger i Unionen mere effektive bør der for alle betalingsordrer, der initieres af beta-
leren, og som foretages i euro eller i en valuta i en medlemsstat, hvis valuta ikke er euro, herunder kredit-
transaktioner og pengeoverførsler, gælde en maksimal gennemførelsestid på én dag. For alle andre beta-
linger, eksempelvis betalinger initieret af eller via betalingsmodtageren, herunder direkte debiteringer og
kortbetalinger, bør samme gennemførelsestid på én dag gælde, hvis der ikke foreligger en udtrykkelig af-
tale mellem betalingstjenesteudbyderen og betaleren, der fastsætter en længere gennemførelsestid. Disse
tidsfrister bør kunne forlænges med en yderligere arbejdsdag, hvis betalingsordren gives på papir, for at
give mulighed for fortsat udbud af betalingstjenester til forbrugere, der kun er vant til papirbaserede do-
kumenter. Når der anvendes en ordning med direkte debitering, bør betalingsmodtagerens betalingstjene-
steudbyder sende opkrævningsordren inden for den tidsfrist, der er aftalt mellem betalingsmodtageren og
dennes betalingstjenesteudbyder, således at afregningen kan gennemføres på den aftalte forfaldsdato. Da
betalingsinfrastrukturer imidlertid ofte er særdeles effektive, bør medlemsstaterne om nødvendigt kunne
beholde eller fastsætte bestemmelser om en kortere gennemførelsestid end én arbejdsdag for at undgå en
forringelse af det nuværende serviceniveau.
(83) Bestemmelserne om gennemførelse af det fulde beløb og om gennemførelsestider bør betragtes som
god praksis, når en af betalingstjenesteudbyderne ikke er etableret i Unionen.
266
(84) For at styrke forbrugernes tillid til et harmoniseret betalingsmarked er det vigtigt, at betalingstjene-
stebrugerne kender de faktiske omkostninger ved og gebyrer for betalingstjenester, for at de kan træffe
deres valg. Derfor bør det være forbudt at bruge ugennemsigtige prissætningsmetoder, da det er den al-
mindelige opfattelse, at sådanne metoder gør det særdeles vanskeligt for brugerne at fastslå den faktiske
pris for en betalingstjeneste. Navnlig bør brug af valørdatoer til skade for brugerne ikke være tilladt.
(85) For at betalingssystemet kan fungere smidigt og effektivt, må brugeren have tillid til, at betalingstje-
nesteudbyderen vil gennemføre betalingstransaktionen korrekt og inden for den aftalte tid. Sædvanligvis
har betalingstjenesteudbyderen forudsætningerne for at vurdere de risici, der følger med en betalingstrans-
aktion. Det er betalingstjenesteudbyderen, der stiller betalingssystemet til rådighed, indgår aftaler om til-
bagekaldelse af fejlagtigt placerede midler og i de fleste tilfælde beslutter, hvilke mellemmænd der indgår
i gennemførelsen af betalingstransaktionen. I lyset af alle disse overvejelser er det hensigtsmæssigt, und-
tagen under usædvanlige eller uforudsigelige omstændigheder, at tillægge betalingstjenesteudbyderen an-
svaret for gennemførelsen af en betalingstransaktion, som vedkommende har accepteret fra brugeren,
undtagen med hensyn til betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders handlinger og undladelser, for
hvilke alene betalingsmodtageren er ansvarlig. For at betaleren ikke skal være ubeskyttet i den usandsyn-
lige situation, at det ikke er klart, at betalingen blev behørigt modtaget af betalingsmodtagerens betalings-
tjenesteudbyder, bør den tilsvarende bevisbyrde dog påhvile betalerens betalingstjenesteudbyder. Som ho-
vedregel kan det forventes, at den formidlende institution, sædvanligvis et neutralt organ såsom en cen-
tralbank eller et fælles clearinghus, der overfører betalingsbeløbet fra den afsendende betalingstjenesteud-
byder til den modtagende betalingstjenesteudbyder, vil lagre posteringsoplysninger og vil være i stand til
at stille disse til rådighed, når det er nødvendigt. Uanset hvornår betalingsbeløbet er blevet krediteret den
modtagende betalingstjenesteudbyders konto, bør betalingsmodtageren øjeblikkeligt have et krav på sin
betalingstjenesteudbyder for så vidt angår kreditering på kontoen.
(86) Betalerens betalingstjenesteudbyder, nemlig den kontoførende betalingstjenesteudbyder eller, hvor
det er relevant, betalingsinitieringstjenesteudbyderen, bør påtage sig ansvaret for, at betalinger gennemfø-
res korrekt, herunder navnlig det fulde transaktionsbeløb og gennemførelsestiden, og det fulde ansvar for
forsømmelser begået af andre parter i betalingskæden indtil betalingsmodtagerens konto. På grund af det-
te ansvar bør betalerens betalingstjenesteudbyder, når det fulde beløb ikke krediteres eller først sent kredi-
teres betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder, rette betalingstransaktionen eller snarest muligt til-
bagebetale betaleren det relevante transaktionsbeløb, uden at dette berører andre krav, der kan påberåbes i
henhold til national ret. På grund af betalingstjenesteudbyderens ansvar bør betaleren eller betalingsmod-
tageren ikke pålægges nogen omkostninger i forbindelse med den fejlbehæftede betaling. Ved en man-
glende, fejlbehæftet eller for sent gennemført betalingstransaktion bør medlemsstaterne sikre, at valørda-
toen for betalingstjenesteudbyderens efterbetalinger altid er den samme som valørdatoen ved en korrekt
gennemførelse.
(87) Dette direktiv bør kun vedrøre aftalemæssige forpligtelser og ansvar mellem betalingstjenestebruge-
ren og betalingstjenesteudbyderen. Hvis pengeoverførsler og andre betalingstjenester skal fungere kor-
rekt, skal betalingstjenesteudbydere og deres mellemmænd, såsom udbydere af databehandling, imidlertid
have indgået aftaler, som fastsætter deres indbyrdes rettigheder og forpligtelser. Spørgsmål vedrørende
erstatningsansvar udgør en væsentlig del af disse ensartede aftaler. For at sikre troværdigheden mellem
betalingstjenesteudbydere og mellemmænd, der indgår i en betalingstransaktion, er det nødvendigt, at der
er retssikkerhed for, at en ikkeansvarlig betalingstjenesteudbyder holdes skadesløs for tab eller beløb be-
talt i henhold til dette direktivs bestemmelser om ansvar. Yderligere rettigheder og detaljer om indholdet
267
af denne regres og proceduren for behandling af klager mod den betalingstjenesteudbyder eller den mel-
lemmand, der har ansvaret for en mangelfuld betalingstransaktion, bør afhænge af, hvad der er aftalt.
(88) Det bør være muligt for betalingstjenesteudbyderen utvetydigt at præcisere, hvilke oplysninger der er
nødvendige for at gennemføre en betalingsordre korrekt. For at undgå opsplitning og for ikke at sætte ind-
førelsen af integrerede betalingssystemer i Unionen på spil, bør medlemsstaterne på den anden side ikke
have mulighed for at kræve en særlig identifikationskode for betalingstransaktioner. Dette bør dog ikke
afholde medlemsstaterne fra at kræve, at betalerens betalingstjenesteudbyder handler med den nødvendi-
ge omhu og, når det er teknisk muligt og ikke kræver manuel intervention, kontrollerer sammenhængen i
den entydige identifikationskode og, når der ikke er sammenhæng i den entydige identifikationskode, af-
viser en betalingsordre og underretter betaleren herom. Betalingstjenesteudbyderens ansvar bør være be-
grænset til en pligt til at gennemføre betalingstransaktionen korrekt i overensstemmelse med betalings-
ordren fra betalingstjenestebrugeren. Hvis midlerne i forbindelse med en betalingstransaktion når frem til
den forkerte modtager som følge af en ukorrekt entydig identifikationskode, som betaleren har angivet,
bør betalerens eller betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbydere ikke være ansvarlige, men de bør
være forpligtet til at samarbejde om at gøre en rimelig indsats for at inddrive midlerne, herunder ved at
kommunikere relevante oplysninger.
(89) Betalingstjenesteudbyderes ydelse af betalingstjenester kan indebære behandling af personoplysnin-
ger. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF22), de nationale regler, der gennemfører direktiv
95/46/EF, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/200123) finder anvendelse på behand-
ling af personoplysninger i forbindelse med dette direktiv. Navnlig når personoplysninger behandles med
henblik på dette direktiv, bør det præcise formål angives, det relevante retsgrundlag nævnes, og de rele-
vante sikkerhedskrav, der er fastsat i direktiv 95/46/EF, opfyldes, og principperne om nødvendighed, pro-
portionalitet, formålsbegrænsning og en rimelig dataopbevaringsperiode bør respekteres. Endvidere bør
indbygget databeskyttelse og databeskyttelse gennem indstillinger indgå i alle databehandlingssystemer,
der udvikles og anvendes inden for rammerne af dette direktiv.
(90) I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder respekten for privatliv og familieliv,
retten til beskyttelse af personoplysninger, friheden til at oprette og drive egen virksomhed, retten til ef-
fektive retsmidler og retten til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange for samme lovovertrædelse.
Direktivet skal gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder og principper.
(91) Betalingstjenesteudbydere er ansvarlige for sikkerhedsforanstaltninger. Disse foranstaltninger bør
være forholdsmæssigt afpassede efter de pågældende sikkerhedsrisici. Betalingstjenesteudbydere bør fast-
lægge rammer for at begrænse risici og opretholde effektive procedurer til håndtering af hændelser. Der
bør indføres en mekanisme til regelmæssig rapportering, så det sikres, at betalingstjenesteudbydere regel-
mæssigt giver de kompetente myndigheder en ajourført vurdering af deres sikkerhedsrisici og de foran-
staltninger, som de har truffet for at imødegå disse risici. Endvidere er det for at sikre, at skadevirkninger
for brugere, andre betalingstjenesteudbydere eller betalingssystemer, såsom væsentlige forstyrrelser af et
betalingssystem, holdes på et minimum, nødvendigt at forpligte betalingstjenesteudbydere til uden unødig
forsinkelse at underrette de kompetente myndigheder om større sikkerhedshændelser. EBA bør have en
koordinerende rolle.
268
(92) Pligten til at indberette sikkerhedshændelser bør ikke berøre andre forpligtelser til at indberette hæn-
delser i henhold til andre EU-retsakter, og kravene fastsat i dette direktiv bør tilpasses til og stå i et rime-
ligt forhold til indberetningsforpligtelserne i henhold til anden EU-ret.
(93) Det er nødvendigt at fastlægge en klar retlig ramme, som fastsætter de betingelser, efter hvilke beta-
lingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjenesteudbydere kan yde deres tjenester med samtyk-
ke fra kontoindehaveren uden at være forpligtet af den kontoførende betalingstjenesteudbyder til at benyt-
te en bestemt forretningsmodel, hvad enten den er baseret på direkte eller indirekte adgang, til levering af
disse typer tjenesteydelser. Betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjenesteudbydere på
den ene side og den kontoførende betalingstjenesteudbyder på den anden side bør opfylde de nødvendige
databeskyttelses- og sikkerhedskrav, der er fastsat eller henvist til i dette direktiv, eller som er medtaget i
udkastene til reguleringsmæssige tekniske standarder. Disse reguleringsmæssige tekniske standarder bør
være forenelige med de forskellige teknologiske løsninger, der står til rådighed. For at garantere sikker
kommunikation mellem de relevante aktører i forbindelse med disse tjenesteydelser bør EBA også præci-
sere kravene til fælles og åbne kommunikationsstandarder, som skal gennemføres af alle kontoførende
betalingstjenesteudbydere, der giver mulighed for onlinebetalingstjenester. Dette betyder, at disse åbne
standarder bør sikre interoperabilitet mellem forskellige teknologiske kommunikationsløsninger. Disse
fælles og åbne standarder bør også sikre, at den kontoførende betalingstjenesteudbyder er klar over, at
vedkommende kontaktes af en betalingsinitieringstjenesteudbyder eller en kontooplysningstjenesteudby-
der og ikke af kunden selv. Standarderne bør også sikre, at betalingsinitieringstjenesteudbydere og kon-
tooplysningstjenesteudbydere kommunikerer med den kontoførende betalingstjenesteudbyder og med de
involverede kunder på sikker vis. Ved udarbejdelsen af disse krav bør EBA navnlig være opmærksom på,
at de standarder, der skal anvendes, skal give mulighed for anvendelse af alle almindelige typer anordnin-
ger (såsom computere, tablets og mobiltelefoner) i forbindelse med forskellige betalingstjenester.
(94) Ved udarbejdelsen af reguleringsmæssige tekniske standarder for autentifikation og kommunikation
bør EBA systematisk vurdere og tage hensyn til privatlivsdimensionen med henblik på at fastlægge de
risici, der er forbundet med hver af de tilgængelige tekniske muligheder, og de foranstaltninger, der kan
træffes for at minimere truslerne mod databeskyttelsen.
(95) Sikkerhed i forbindelse med elektroniske betalinger er afgørende for at sikre forbrugerbeskyttelse og
udvikling af et gunstigt miljø for e-handel. Alle betalingstjenester, der udbydes elektronisk, bør gennem-
føres på sikker vis ved hjælp af teknologier, der garanterer sikker autentifikation af brugeren og begræn-
ser risikoen for svig mest muligt. Der synes ikke at være behov for at sikre det samme beskyttelsesniveau
for betalingstransaktioner, der initieres og gennemføres på andre måder end ved hjælp af elektroniske
platforme eller anordninger, som f.eks. papirbaserede betalingstransaktioner, postordresalg eller telefon-
salg. En solid vækst i internetbetalinger og mobilbetalinger bør ledsages af en generel forbedring af sik-
kerhedsforanstaltningerne. Betalingstjenester, der udbydes på internettet eller via andre fjernkanaler, og
hvis funktion ikke afhænger af, hvor den anordning, der anvendes til at initiere betalingstransaktionen,
eller det anvendte betalingsinstrument er fysisk placeret, bør derfor omfatte autentifikation af transaktio-
ner med dynamiske koder, med henblik på, at brugeren hele tiden er klar over beløbet og betalingsmodta-
geren for den transaktion, som brugeren giver tilladelse til.
(96) Sikkerhedsforanstaltningerne bør være forenelige med det risikoniveau, der er forbundet med beta-
lingstjenesten. For at gøre det muligt at udvikle brugervenlige og tilgængelige betalingsmidler for betalin-
ger med lav risiko, såsom kontaktløse betalinger med lav værdi på salgsstedet, uanset om de er baseret på
en mobiltelefon eller ej, bør undtagelserne for anvendelse af sikkerhedskrav derfor præciseres i de regule-
269
ringsmæssige tekniske standarder. Der er behov for sikker anvendelse af personaliserede sikkerhedsoplys-
ninger for at begrænse risici i forbindelse med phishing og andre svigagtige aktiviteter. Brugeren bør i
denne henseende kunne have tillid til, at der træffes foranstaltninger til beskyttelse af integriteten og for-
troligheden af dennes personaliserede sikkerhedsoplysninger. Disse foranstaltninger omfatter typisk kryp-
teringssystemer, der tager udgangspunkt i betalerens personlige anordninger, herunder kortlæsere eller
mobiltelefoner, eller som betaleren modtager fra sin kontoførende betalingstjenesteudbyder via forskelli-
ge kanaler, såsom via SMS eller e-mail. Foranstaltningerne, herunder typisk krypteringssystemer, der kan
frembringe autentifikationskoder som f.eks. engangsadgangskoder, kan gøre betalingstransaktioner mere
sikre. Betalingstjenestebrugeres brug af sådanne autentifikationskoder bør anses for at være forenelig med
deres forpligtelser vedrørende betalingsinstrumenter og personaliserede sikkerhedsoplysninger, også når
betalingsinitieringstjenesteudbydere eller kontooplysningstjenesteudbydere er involveret.
(97) Medlemsstaterne bør fastsætte, om de kompetente myndigheder, der er udpeget til at meddele tilla-
delse til betalingsinstitutter, også kan være de kompetente myndigheder i forbindelse med alternative
tvistbilæggelsesprocedurer.
(98) Uden at det berører brugernes ret til at anlægge sag ved en domstol, bør medlemsstaterne sikre, at
tvister mellem betalingstjenesteudbydere og betalingstjenestebrugere vedrørende de rettigheder og for-
pligtelser, der er fastsat i dette direktiv, kan løses efter en lettilgængelig, tilstrækkelig, uafhængig, upar-
tisk, gennemsigtig og effektiv alternativ tvistbilæggelsesprocedure. I Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EF) nr. 593/200824) fastsættes det, at den forbrugerbeskyttelse, som de obligatoriske lovregler i
det land, hvor de pågældende har deres sædvanlige opholdssted, giver, ikke må tilsidesættes af eventuelle
aftalemæssige bestemmelser om lovvalg for aftalen. Med hensyn til etablering af en effektiv procedure
for tvistbilæggelse bør medlemsstaterne sikre, at betalingstjenesteudbydere iværksætter en effektiv klage-
procedure, der kan følges af deres betalingstjenestebrugere, før tvister indbringes til bilæggelse ved en
alternativ tvistbilæggelsesprocedure eller for en domstol. Klageproceduren bør indeholde korte og klart
definerede frister, inden for hvilke betalingstjenesteudbydere bør besvare en klage. Medlemsstaterne bør
sikre, at alternative tvistbilæggelsesinstanser har tilstrækkelig kapacitet til på en hensigtsmæssig og effek-
tiv måde at kunne deltage i grænseoverskridende samarbejde om tvister vedrørende rettigheder og forplig-
telser i henhold til dette direktiv.
(99) Det er nødvendigt at sikre effektiv håndhævelse af de nationale bestemmelser, der vedtages i medfør
af dette direktiv. Der bør derfor indføres egnede procedurer, der giver mulighed for at klage over beta-
lingstjenesteudbydere, der ikke overholder disse bestemmelser, og for at sikre, at der i givet fald pålægges
sanktioner, der er effektive, forholdsmæssige og har afskrækkende virkning. Med henblik på at sikre ef-
fektiv overholdelse af dette direktiv bør medlemsstaterne udpege kompetente myndigheder, der opfylder
betingelserne fastsat i forordning (EU) nr. 1093/2010, og som handler uafhængigt af betalingstjenesteud-
byderne. Af hensyn til gennemsigtigheden bør medlemsstaterne meddele Kommissionen, hvilke autorite-
ter der er udpeget, med en klar beskrivelse af deres pligter i henhold til dette direktiv.
(100) Uden at det berører retten til at anlægge sag ved en domstol for at sikre overholdelse af dette direk-
tiv, bør medlemsstaterne også sikre, at de kompetente myndigheder får de nødvendige beføjelser, herun-
der til at pålægge sanktioner, når en betalingstjenesteudbyder ikke opfylder de rettigheder og forpligtelser,
der er fastsat i dette direktiv, navnlig hvis der er risiko for gentagelser eller andre betænkeligheder for så
vidt angår forbrugernes kollektive interesser.
270
(101) Det er vigtigt, at forbrugerne på en klar og forståelig måde bliver oplyst om deres rettigheder og
forpligtelser i henhold til dette direktiv. Kommissionen bør derfor udarbejde en folder om disse rettighe-
der og forpligtelser.
(102) Dette direktiv berører ikke bestemmelser i national ret om følgerne for så vidt angår ansvar for
unøjagtige angivelser i eller fejl ved fremsendelse af opgørelser.
(103) Dette direktiv bør ikke berøre bestemmelserne vedrørende momsbehandlingen af betalingstjenester
i Rådets direktiv 2006/112/EF25).
(104) Når dette direktiv angiver beløb i euro, skal disse beløb forstås som værende de tilsvarende beløb i
den nationale valuta som fastlagt af hver medlemsstat, hvis valuta ikke er euro.
(105) Af hensyn til retssikkerheden bør der indføres overgangsbestemmelser, der giver personer, som har
påbegyndt virksomhed som betalingsinstitut i overensstemmelse med gældende national lovgivning til
gennemførelse af direktiv 2007/64/EF før dette direktivs ikrafttræden, ret til at fortsætte denne virksom-
hed i den pågældende medlemsstat i en fastsat periode.
(106) Beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæ-
iske Unions funktionsmåde bør delegeres til Kommissionen for så vidt angår ændring af henvisningerne
til henstilling 2003/361/EF, hvis den pågældende henstilling ændres, at opdatere det gennemsnitsbeløb for
af betalingstjenesteudbyderne gennemførte betalingstransaktioner, der bruges som grænseværdi af de
medlemsstater, der anvender muligheden for at undtage mindre betalingsinstitutter fra (dele af) tilladel-
seskravene, for at tage højde for inflation. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante
høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med
forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig
fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og til Rådet.
(107) Med henblik på ensartet anvendelse af dette direktiv bør Kommissionen kunne benytte sig af ek-
spertise og støtte fra EBA, der bør have til opgave at udarbejde retningslinjer og udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder om sikkerhedsaspekter ved betalingstjenester, navnlig for så vidt angår stærk
kundeautentifikation, og om samarbejdet mellem medlemsstaterne vedrørende udbud af tjenesteydelser
og etablering af betalingsinstitutter med tilladelse i andre medlemsstater. Kommissionen bør bemyndiges
til at vedtage udkast til disse lovgivningsmæssige tekniske standarder. Disse specifikke opgaver er i fuld
overensstemmelse med EBA᾽s rolle og ansvarsområder som fastsat i forordning (EU) nr. 1093/2010.
(108) EBA bør i forbindelse med udarbejdelsen af retningslinjer, udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder og udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder i henhold til dette direktiv og i over-
ensstemmelse med forordning (EU) nr. 1093/2010 sikre, at den hører alle relevante interessenter, herun-
der interessenter på betalingstjenestemarkedet, og tager hensyn til alle involverede interesser. Hvis det er
nødvendigt for at opnå en passende balance af synspunkter, bør EBA gøre en særlig indsats for at indhen-
te synspunkter fra relevante aktører uden for banksektoren.
(109) Målet for dette direktiv, nemlig yderligere integration af et indre marked for betalingstjenester, kan
ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, da det kræver harmonisering af en lang række for-
skellige regler, der på nuværende tidspunkt findes i de forskellige medlemsstaters retssystemer, men kan
271
på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i
overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overens-
stemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke videre, end hvad der er
nødvendigt for at nå dette mål.
(110) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommis-
sionen om forklarende dokumenter26) har medlemsstaterne forpligtet sig til, i tilfælde hvor det er beretti-
get, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der for-
klarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesin-
strumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er
berettiget.
(111) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel
28, stk. 2, i forordning (EF) nr. 45/2001 og afgav en udtalelse den 5. december 201327).
(112) Direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF, 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 bør derfor æn-
dres i overensstemmelse hermed.
(113) I betragtning af antallet af nødvendige ændringer i direktiv 2007/64/EF bør direktivet ophæves og
erstattes —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
AFSNIT I
GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER
Artikel 1
Genstand
1. Ved dette direktiv fastsættes regler, i henhold til hvilke medlemsstaterne sondrer mellem føl-
gende kategorier betalingstjenesteudbydere:
a) kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/201328), herunder filialer heraf som defineret i den i nævnte for-
ordnings artikel 4, stk. 1, nr. 17), når sådanne filialer er beliggende i Unionen, hvad enten
disse filialers hovedkontorer er beliggende i Unionen eller, i overensstemmelse med arti-
kel 47 i direktiv 2013/36/EU og national ret, uden for Unionen
b) e-pengeinstitutter som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2009/110/EF, herunder, i
overensstemmelse med artikel 8 i nævnte direktiv og med national ret, filialer heraf, hvis
sådanne filialer er beliggende i Unionen, og deres hovedkontor er beliggende uden for
Unionen, i det omfang de betalingstjenester, som udbydes af disse filialer, har forbindel-
se til udstedelse af elektroniske penge
c) postgirokontorer, der ifølge national ret har ret til at udbyde betalingstjenester
d) betalingsinstitutter
272
e) ECB og nationale centralbanker, når de ikke handler i deres egenskab af pengepolitiske
myndigheder eller andre offentlige myndigheder
f) medlemsstater eller deres regionale eller lokale myndigheder, når de ikke handler i deres
egenskab af offentlige myndigheder.
2. Dette direktiv fastsætter endvidere regler for:
a) gennemsigtighed i betingelser for og oplysningskrav til betalingstjenester, og
b) betalingstjenestebrugeres og betalingstjenesteudbyderes respektive rettigheder og for-
pligtelser, hvad angår udbud af betalingstjenester som fast beskæftigelse eller forret-
ningsaktivitet.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på betalingstjenester, der udbydes i Unionen.
2. Afsnit III og IV finder anvendelse på betalingstransaktioner i en medlemsstats valuta, hvis bå-
de betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder eller den eneste betalingstje-
nesteudbyder, der er involveret i betalingstransaktionen, er beliggende i Unionen.
3. Afsnit III, med undtagelse af artikel 45, stk. 1, litra b), artikel 52, stk. 2, litra e), og artikel 56,
litra a), samt afsnit IV, med undtagelse af artikel 81-86, finder anvendelse på betalingstransak-
tioner i en valuta, der ikke er en medlemsstats valuta, hvis både betalerens og betalingsmodta-
gerens betalingstjenesteudbyder eller den eneste betalingstjenesteudbyder, der er involveret i
betalingstransaktionen, er beliggende i Unionen, for så vidt angår de dele af betalingstransak-
tionen, der gennemføres i Unionen.
4. Afsnit III, med undtagelse af artikel 45, stk. 1, litra b), artikel 52, stk. 2, litra e), artikel 52, stk.
5, litra g), og artikel 56, litra a), samt afsnit IV, med undtagelse af artikel 62, stk. 2 og 4, arti-
kel 76, 77 og 81, artikel 83, stk. 1, samt artikel 89 og 92, finder anvendelse på betalingstrans-
aktioner i alle valutaer, hvor kun en af betalingstjenesteudbyderne er beliggende i Unionen,
for så vidt angår de dele af betalingstransaktionen, der gennemføres i Unionen.
5. Medlemsstaterne kan undtage de institutter, der er omhandlet i artikel 2, stk. 5, nr. 4)-23), i
direktiv 2013/36/EU, fra anvendelsen af alle eller en del af bestemmelserne i nærværende di-
rektiv.
Artikel 3
Undtagelser
Dette direktiv finder ikke anvendelse på følgende:
a) betalingstransaktioner, der udelukkende foretages kontant direkte fra betaleren til betalings-
modtageren uden noget mellemled
b) betalingstransaktioner fra betaleren til betalingsmodtageren gennem en handelsagent, som ved
aftale har tilladelse til at forhandle eller afslutte salg eller køb af varer eller tjenesteydelser på
vegne af enten kun betaleren eller kun betalingsmodtageren
273
c) erhvervsmæssig fysisk transport af sedler og mønter, herunder afhentning, håndtering og leve-
ring heraf
d) betalingstransaktioner, der indebærer ikkeerhvervsmæssig indsamling og levering af kontanter
inden for rammerne af almennyttig virksomhed
e) tjenester, hvor kontant betaling fra betalingsmodtager til betaler foretages som en del af en be-
talingstransaktion efter udtrykkelig anmodning fra betalingstjenestebrugeren umiddelbart før
gennemførelsen af betalingstransaktionen ved en betaling for køb af varer eller tjenesteydelser
f) kontante valutavekslingstransaktioner, hvor midlerne ikke indestår på en betalingskonto
g) betalingstransaktioner baseret på et af følgende dokumenter, der er trukket på betalingstjene-
steudbyderen med henblik på at give betalingsmodtageren rådighed over midler:
i) papirchecks som defineret i Genèvekonventionen af 19. marts 1931 om indførelse af en
ensartet checklov
ii) papirchecks lignende de i nr. i) omhandlede og reguleret af lovgivningen i medlemssta-
ter, som ikke er parter i Genèvekonventionen af 19. marts 1931 om indførelse af en ens-
artet checklov
iii) papirbaserede veksler i overensstemmelse med Genèvekonventionen af 7. juni 1930 om
indførelse af en ensartet veksellovgivning
iv) papirbaserede veksler lignende de i nr. iii) omhandlede og reguleret af lovgivningen i
medlemsstater, som ikke er parter i Genèvekonventionen af 7. juni 1930 om indførelse af
en ensartet veksellovgivning
v) papirbaserede vouchers
vi) papirbaserede rejsechecks
vii) papirbaserede postanvisninger som defineret af Verdenspostforeningen
h) betalingstransaktioner, der er gennemført inden for rammerne af et system til afvikling af be-
talinger eller værdipapirer, mellem afviklingsagenter, centrale modparter, clearinginstitutter
og/eller centralbanker og andre deltagere i systemet og betalingstjenesteudbydere, jf. dog arti-
kel 35
i) betalingstransaktioner vedrørende formueforvaltning i forbindelse med værdipapirer, herunder
udbytter, indkomster eller andre udlodninger, eller indfrielse eller salg, der foretages af de i
litra h) omhandlede personer eller af investeringsselskaber, kreditinstitutter, institutter for kol-
lektiv investering i værdipapirer eller administrationsselskaber, som udfører investeringsser-
vice, samt alle andre enheder, der har tilladelse til at have finansielle instrumenter i depot
j) tjenester leveret af udbydere af tekniske tjenester, der understøtter udbuddet af betalingstjene-
ster, uden at udbyderne på noget tidspunkt kommer i besiddelse af de midler, som skal overfø-
res, herunder behandling og lagring af data, tillidsskabende tjenester og tjenester til beskyttel-
se af privatlivets fred, autentifikation af data og enheder, levering af IT- og kommunikations-
netværk, levering og vedligeholdelse af terminaler og anordninger til brug for betalingstjene-
ster, med undtagelse af betalingsinitieringstjenester og kontooplysningstjenester
k) tjenester baseret på specifikke betalingsinstrumenter, som kun kan anvendes i begrænset om-
fang, og som opfylder en af følgende betingelser:
i) instrumenter, der giver indehaveren mulighed for at erhverve varer eller tjenester alene i
udstederens forretningslokaler eller inden for et begrænset net af tjenesteudbydere i hen-
hold til en forretningsaftale indgået direkte med en professionel udsteder
ii) instrumenter, der kun kan benyttes til erhvervelse af et meget begrænset udvalg af varer
eller tjenester
iii) instrumenter, der kun er gyldige i en enkelt medlemsstat, og som stilles til rådighed på
anmodning af en virksomhed eller en offentlig enhed og reguleres af en national eller re-
gional offentlig myndighed med specifikke sociale eller skattemæssige formål til at er-
274
hverve bestemte varer eller tjenester fra leverandører, der har en forretningsaftale med
udstederen
l) betalingstransaktioner med af en udbyder af elektroniske kommunikationsnetværk eller -tjene-
ster som supplement til elektroniske kommunikationstjenester for en abonnent på netværket
eller tjenesten:
i) til køb af digitalt indhold og stemmebaserede tjenester, uanset hvilken anordning der an-
vendes til køb eller forbrug af det digitale indhold, og som opkræves på den tilhørende
regning, eller
ii) gennemført fra eller via en elektronisk anordning, og som opkræves på den tilhørende
regning inden for rammerne af almennyttig virksomhed eller til køb af billetter,
forudsat at værdien af en enkelt betalingstransaktion omhandlet i nr. i) og ii) ikke overstiger
50 EUR, og:
- den samlede værdi af betalingstransaktionerne for en enkelt abonnent ikke overstiger 300
EUR pr. måned, eller
- den samlede værdi af betalingstransaktionerne ikke overstiger 300 EUR pr. måned, hvis en
abonnent forud indbetaler penge på sin konto hos udbyderen af elektroniske kommunikations-
netværk eller -tjenester
m) betalingstransaktioner, der foretages mellem betalingstjenesteudbydere eller deres agenter el-
ler filialer for egen regning
n) betalingstransaktioner og dertil knyttede tjenester mellem en modervirksomhed og dens dat-
tervirksomheder eller mellem dattervirksomheder af samme modervirksomhed uden mellem-
komst af en anden betalingstjenesteudbyder end en virksomhed, som tilhører samme koncern
o) kontanthævningstjenester tilbudt via pengeautomater af udbydere på vegne af en eller flere
kortudstedere, som ikke deltager i den rammeaftale, der er indgået med kunden om udbetaling
af penge fra en betalingskonto, forudsat at disse udbydere ikke tilbyder andre af de i bilag I
omhandlede betalingstjenester. Kunden skal dog oplyses om eventuelle hævegebyrer, jf. arti-
kel 45, 48, 49 og 59, inden hævningen foretages såvel som ved modtagelsen af kontanterne
ved transaktionens afslutning efter hævningen.
Artikel 4
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) »hjemland«:
a) den medlemsstat, hvor betalingstjenesteudbyderens vedtægtsmæssige hjemsted er belig-
gende, eller
b) hvis betalingstjenesteudbyderen ifølge national ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjem-
sted, den medlemsstat, hvor dens hovedkontor er beliggende
2) »værtsland«: en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor betalingstjenesteudbyderen har en
agent eller en filial eller udbyder betalingstjenester
3) »betalingstjeneste«: en eller flere af de forretningsaktiviteter, som er anført i bilag I
4) »betalingsinstitut«: en juridisk person, der i overensstemmelse med artikel 11 er meddelt tilla-
delse til at udbyde og gennemføre betalingstjenester i hele Unionen
275
5) »betalingstransaktion«: en handling, der initieres af en betaler eller på dennes vegne eller af en
betalingsmodtager med henblik på at indbetale, overføre eller hæve midler uden hensyn til
eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren
6) »fjernbetalingstransaktion«: en betalingstransaktion, der initieres via internettet eller gennem
en anordning, der kan anvendes til fjernkommunikation
7) »betalingssystem«: et system til overførsel af midler med formelle og standardiserede ordnin-
ger og fælles regler for behandling, clearing og/eller afvikling af betalingstransaktioner
8) »betaler«: en fysisk eller juridisk person, der er indehaver af en betalingskonto og tillader en
betalingsordre fra denne betalingskonto, eller, hvis der ikke er nogen betalingskonto, en fysisk
eller juridisk person, der udsteder en betalingsordre
9) »betalingsmodtager«: en fysisk eller juridisk person, som er den tiltænkte modtager af de mid-
ler, der indgår i en betalingstransaktion
10) »betalingstjenestebruger«: en fysisk eller juridisk person, som bruger en betalingstjeneste som
betaler eller betalingsmodtager eller begge dele
11) »betalingstjenesteudbyder«: et organ som omhandlet i artikel 1, stk. 1, eller en fysisk eller ju-
ridisk person, der er omfattet af en undtagelse i medfør af artikel 32 og 33
12) »betalingskonto«: en konto oprettet i en eller flere betalingstjenestebrugeres navn med henblik
på at gennemføre betalingstransaktioner
13) »betalingsordre«: en instruks fra en betaler eller betalingsmodtager til deres betalingstjeneste-
udbyder om at gennemføre en betalingstransaktion
14) »betalingsinstrument«: en personaliseret anordning eller personaliserede anordninger og/eller
sæt af procedurer, der er aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyde-
ren, og som bruges for at initiere en betalingsordre
15) »betalingsinitieringstjeneste«: en tjeneste til initiering af en betalingsordre på anmodning af
betalingstjenestebrugeren med hensyn til en betalingskonto hos en anden betalingstjenesteud-
byder
16) »kontooplysningstjeneste«: en onlinetjeneste, der leverer konsoliderede oplysninger om en el-
ler flere betalingskonti, som betalingstjenestebrugeren har hos enten en anden betalingstjene-
steudbyder eller hos flere end én betalingstjenesteudbyder
17) »kontoførende betalingstjenesteudbyder«: en betalingstjenesteudbyder, der stiller en betalings-
konto til rådighed for en betaler, og fører denne
18) »betalingsinitieringstjenesteudbyder«: en betalingstjenesteudbyder, der udøver forretnings-
virksomhed som omhandlet i bilag I, punkt 7
19) »kontooplysningstjenesteudbyder«: en betalingstjenesteudbyder, der udøver forretningsvirk-
somhed som omhandlet i bilag I, punkt 8
20) »forbruger«: en fysisk person, der i forbindelse med betalingstjenesteaftaler, som er omfattet
af dette direktiv, optræder med et formål, der ligger uden for den pågældendes erhvervsmæssi-
ge virksomhed
21) »rammeaftale«: en aftale om betalingstjenester, der regulerer den fremtidige gennemførelse af
særskilte og successive betalingstransaktioner, og som kan indeholde forpligtelser og betingel-
ser for oprettelse af en betalingskonto
22) »pengeoverførsel«: en betalingstjeneste, hvor der modtages midler fra en betaler, uden at der
oprettes en betalingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn, alene med det formål
at overføre et tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudby-
der på betalingsmodtagerens vegne, og/eller hvor sådanne midler modtages på betalingsmod-
tagerens vegne og stilles til rådighed for denne
23) »direkte debitering«: en betalingstjeneste til at debitere en betalers betalingskonto, hvor en be-
talingstransaktion initieres af betalingsmodtageren på grundlag af betalerens samtykke til be-
276
talingsmodtageren, til betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder eller til betalerens egen
betalingstjenesteudbyder
24) »kreditoverførsel«: en betalingstjeneste til at kreditere en betalingsmodtagers betalingskonto
med en betalingstransaktion eller en række betalingstransaktioner fra en betalers betalingskon-
to foretaget af den betalingstjenesteudbyder, der forvalter betalerens betalingskonto, på grund-
lag af en instruks fra betaleren
25) »midler«: sedler og mønter, kontopenge eller elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr.
2), i direktiv 2009/110/EF
26) »valørdato«: et referencetidspunkt, der anvendes af en betalingstjenesteudbyder ved beregnin-
gen af renter af de midler, der debiteres eller krediteres en betalingskonto
27) »referencekurs«: den vekselkurs, der ligger til grund for beregningen af en eventuel valutaom-
regning, og som stilles til rådighed af betalingstjenesteudbyderen eller stammer fra en offent-
ligt tilgængelig kilde
28) »referencerentesats«: den rentesats, der ligger til grund for beregningen af en eventuel rente,
og som stammer fra en offentligt tilgængelig kilde, som begge parter i en betalingstjenesteaf-
tale kan verificere
29) »autentifikation«: en procedure, der giver betalingstjenesteudbyderen mulighed for at verifice-
re identiteten af en betalingstjenestebruger eller validiteten af brugen af et specifikt betalings-
instrument, herunder brugen af brugerens personaliserede sikkerhedsoplysninger
30) »stærk kundeautentifikation«: en autentifikation baseret på anvendelse af to eller flere elemen-
ter, der kategoriseres som viden (noget, som kun brugeren ved), besiddelse (noget, som kun
brugeren besidder) og iboende egenskab (noget, som brugeren er), og som er uafhængige, idet
brud på et af dem ikke svækker de andres pålidelighed, og som desuden er udformet på en
måde, der beskytter fortroligheden af autentifikationsdataene
31) »personaliserede sikkerhedsoplysninger«: personaliserede elementer, som betalingstjenesteud-
byderen stiller til rådighed for en betalingstjenestebruger med henblik på autentifikation
32) »følsomme betalingsdata«: data, herunder personaliserede sikkerhedsoplysninger, som kan an-
vendes til at begå svig. I forbindelse med betalingsinitieringstjenesteudbyderes og kontooply-
sningstjenesteudbyderes virksomhed udgør kontohaverens navn og kontonummer ikke føl-
somme betalingsdata
33) »entydig identifikationskode«: en kombination af bogstaver, tal eller symboler, som betalings-
tjenesteudbyderen oplyser til betalingstjenestebrugeren, og som betalingstjenestebrugeren skal
angive for utvetydigt at identificere en anden betalingstjenestebruger og/eller dennes beta-
lingskonto med henblik på en betalingstransaktion
34) »fjernkommunikationsmiddel«: et middel, som uden samtidig fysisk tilstedeværelse af beta-
lingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren kan anvendes til indgåelse af en beta-
lingstjenesteaftale
35) »varigt medium«: ethvert middel, som sætter betalingstjenestebrugeren i stand til at lagre op-
lysninger rettet personligt til denne betalingstjenestebruger med mulighed for fremtidig anven-
delse i en periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret
gengivelse af de lagrede oplysninger
36) »mikrovirksomhed«: en virksomhed, der på det tidspunkt, hvor betalingstjenesteaftalen ind-
gås, er en virksomhed som defineret i artikel 1 og artikel 2, stk. 1 og 3, i bilaget til henstilling
2003/361/EF
37) »arbejdsdag«: en dag, hvor betalerens eller betalingsmodtagerens relevante betalingstjeneste-
udbyder, der er involveret i gennemførelsen af en betalingstransaktion, holder åbent som på-
krævet for gennemførelsen af en betalingstransaktion
277
38) »agent«: en fysisk eller juridisk person, som handler på vegne af et betalingsinstitut ved udbud
af betalingstjenester
39) »filial«: et andet forretningssted end hovedkontoret, som er en del af et betalingsinstitut, som
ikke er en juridisk person, og som direkte gennemfører nogle af eller alle de transaktioner, der
indgår i et betalingsinstituts virksomhed; alle forretningssteder, som er oprettet i den samme
medlemsstat af et betalingsinstitut med hovedkontor i en anden medlemsstat, betragtes som én
filial
40) »koncern«: en gruppe virksomheder, der har en indbyrdes forbindelse som omhandlet i artikel
22, stk. 1, 2 eller 7, i direktiv 2013/34/EU, eller virksomheder som defineret i artikel 4, 5, 6 og
7 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 241/201429), der har en indbyrdes forbin-
delse som omhandlet i artikel 10, stk. 1, eller i artikel 113, stk. 6 eller 7, i forordning (EU) nr.
575/2013
41) »elektronisk kommunikationsnet«: et net som defineret i artikel 2, litra a), i Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2002/21/EF30)
42) »elektronisk kommunikationstjeneste«: en tjeneste som defineret i artikel 2, litra c), i direktiv
2002/21/EF
43) »digitalt indhold«: varer eller tjenester, der produceres og leveres i digital form, og hvis an-
vendelse eller forbrug er begrænset til en teknisk anordning, og som på ingen måde omfatter
anvendelse eller forbrug af fysiske varer eller tjenester
44) »indløsning af betalingstransaktioner«: en betalingstjeneste, der udbydes af en betalingstjene-
steudbyder, som indgår en aftale med en betalingsmodtager om at modtage og behandle beta-
lingstransaktioner, og som fører til overførsel af penge til betalingsmodtageren
45) »udstedelse af betalingsinstrumenter«: en betalingstjeneste udbudt af en betalingstjenesteud-
byder, som har indgået en aftale om at stille et betalingsinstrument til rådighed for en betaler
med henblik på at initiere og behandle betalerens betalingstransaktioner
46) »kapitalgrundlag«: kapitalgrundlag som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 118), i forordning (EU)
nr. 575/2013, hvor mindst 75 % af kernekapitalen består af egentlig kernekapital som om-
handlet i artikel 50 i nævnte forordning, og den supplerende kapital er lig med eller mindre
end en tredjedel af kernekapitalen
47) »betalingsvaremærke«: alle fysiske eller digitale navne, ord, tegn, symboler eller en kombina-
tion heraf, som kan angive den betalingskortordning, der anvendes til at gennemføre kortbase-
rede betalingstransaktioner
48) »co-badging«: indbefatning af to eller flere betalingsvaremærker eller betalingsapplikationer
af samme betalingsvaremærke på det samme betalingsinstrument.
AFSNIT II
BETALINGSTJENESTEUDBYDERE
KAPITEL 1
Betalingsinstitutter
Afdeling 1
278
Almindelige bestemmelser
Artikel 5
Ansøgning om tilladelse
1) For at få meddelt tilladelse som betalingsinstitut indgives en ansøgning til de kompetente
myndigheder i hjemlandet sammen med følgende:
a) en oversigt over aktiviteter, der navnlig angiver de planlagte typer betalingstjenester
b) en forretningsplan med en budgetprognose for de tre første regnskabsår, der viser, at an-
søgeren er i stand til at anvende de systemer, ressourcer og procedurer, som er hensigts-
mæssige til en forsvarlig drift
c) dokumentation for, at betalingsinstituttet råder over den i artikel 7 foreskrevne startkapi-
tal
d) for så vidt angår de betalingsinstitutter, der er omhandlet i artikel 10, stk. 1, en beskrivel-
se af de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte de midler, der tilhører betalingstje-
nestebrugerne, jf. artikel 10
e) en beskrivelse af ansøgerens forretningsgange og interne kontrolmekanismer, herunder
administrative, risikostyringsmæssige og regnskabsmæssige procedurer, der dokumente-
rer, at disse forvaltningsordninger og kontrolmekanismer og -procedurer er proportiona-
le, passende, forsvarlige og tilstrækkelige
f) en beskrivelse af den procedure, der er indført for at håndtere og følge op på sikkerheds-
hændelser og sikkerhedsrelaterede kundeklager, herunder en ordning for indberetning af
hændelser, hvori der er taget højde for betalingsinstituttets indberetningsforpligtelser, jf.
artikel 96
g) en beskrivelse af den procedure, der er indført til at gemme, overvåge, spore og begrænse
adgang til følsomme betalingsdata
h) en beskrivelse af ordningerne for forretningskontinuitet, herunder en klar fastlæggelse af
de kritiske funktioner, effektive beredskabsplaner og en procedure til regelmæssigt at tes-
te og evaluere, om sådanne planer er tilstrækkelige og effektive
i) en beskrivelse af de principper og definitioner, der anvendes ved indsamling af statistiske
data om drift, transaktioner og svig
j) et dokument om sikkerhedspolitikken, herunder en detaljeret risikovurdering i tilknyt-
ning til de pågældende betalingstjenester og en beskrivelse af de sikkerhedskontrolforan-
staltninger, og begrænsende foranstaltninger, der er truffet for på forsvarlig vis at beskyt-
te betalingstjenestebrugerne mod de identificerede risici, herunder svig og ulovlig brug af
følsomme oplysninger og personoplysninger
k) for betalingsinstitutter, der er omfattet af forpligtelserne vedrørende hvidvask af penge
og finansiering af terrorisme i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2015/84931) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/84732), en beskri-
velse af de interne kontrolforanstaltninger, som ansøgeren har indført for at opfylde disse
forpligtelser
l) en beskrivelse af ansøgerens organisationsstruktur, herunder i relevante tilfælde en be-
skrivelse af den tilsigtede brug af agenter og filialer og af den kontrol af dem på og uden
for stedet, som ansøgeren foretager mindst en gang årligt, samt en beskrivelse af ordnin-
279
ger om outsourcing og af ansøgerens deltagelse i et nationalt eller internationalt beta-
lingssystem
m) identiteten af personer, der direkte eller indirekte har en kvalificeret andel i ansøgeren, jf.
artikel 4, stk. 1, nr. 36), i forordning (EU) nr. 575/2013, størrelsen af deres andele og do-
kumentation for deres egnethed under hensyn til nødvendigheden af at sikre en sund og
forsigtig ledelse af betalingsinstituttet
n) identiteten af direktører og ledelsesansvarlige for betalingsinstituttet og, når det er rele-
vant, ledelsesansvarlige for forvaltningen af betalingsinstituttets betalingstjenesteaktivi-
teter, samt bevis for, at de har et godt omdømme og tilstrækkelig viden og erfaring til at
gennemføre betalingstjenester som fastsat af betalingsinstituttets hjemland
o) hvis det er relevant, oplysninger om revisorer og revisionsfirmaer, jf. Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2006/43/EF33)
p) ansøgerens retlige status og vedtægter
q) ansøgerens hovedkontors adresse.
Med henblik på første afsnits litra d), e), f) og l) skal ansøgeren fremlægge en beskrivelse af de
regler, der gælder for revision af instituttets regnskaber og den organisation, ansøgeren har oprettet
for at træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre brugernes interesser og sikre
kontinuitet og pålidelighed i forbindelse med udbud af betalingstjenester.
Det skal i tilknytning til de i første afsnits litra j) omhandlede sikkerhedskontrolforanstaltninger og
begrænsende foranstaltninger angives, hvordan de sikrer et højt niveau af teknisk sikkerhed og da-
tabeskyttelse, herunder vedrørende de software- og IT-systemer, der anvendes af ansøgeren eller de
virksomheder, som ansøgeren outsourcer hele eller dele af sine aktiviteter til. Disse foranstaltninger
skal også omfatte de sikkerhedsforanstaltninger, der er fastsat i artikel 95, stk. 1. Foranstaltningerne
skal tage højde EBA᾽s retningslinjer om sikkerhedsforanstaltninger som omhandlet i artikel 95, stk.
3, når de foreligger.
2. Medlemsstaterne kræver, at virksomheder, der ansøger om tilladelse til at udbyde betalingstjene-
ster som omhandlet i punkt 7 i bilag I, som en betingelse for tilladelse har tegnet en erhvervsan-
svarsforsikring, der dækker de geografiske områder, hvor de tilbyder tjenester, eller en anden lig-
nende garanti mod erstatningskrav for at sikre, at de kan dække deres ansvar, jf. artikel 73, 89, 90
og 92.
3. Medlemsstaterne kræver, at virksomheder, der ansøger om registrering med henblik på at udbyde
betalingstjenester som omhandlet i punkt 8 i bilag I, som en betingelse for registrering har tegnet en
erhvervsansvarsforsikring, der dækker de geografiske områder, hvor de tilbyder tjenester, eller en
anden lignende garanti mod erstatningskrav over for den kontoførende betalingstjenesteudbyder el-
ler betalingstjenestebrugeren som følge af uautoriseret eller svigagtig adgang til eller uautoriseret
eller svigagtig brug af betalingskontooplysninger.
4. EBA udarbejder senest den 13. januar 2017 efter høring af alle relevante interessenter, herunder
interessenter på betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle involverede interesser ret-
ningslinjer for de kompetente myndigheder i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU)
280
nr. 1093/2010 om de kriterier, der skal anvendes til at fastsætte minimumsbeløbet for den i stk. 2 og
3 omhandlede erhvervsansvarsforsikring eller anden lignede garanti.
EBA tager under udarbejdelsen af de i første afsnit omhandlede retningslinjer hensyn til følgende:
a) virksomhedernes risikoprofil
b) hvorvidt virksomhederne udbyder andre betalingstjenester som omhandlet i bilag I eller udø-
ver anden virksomhed
c) aktiviteternes omfang:
i) for virksomheder, der ansøger om tilladelse til at udbyde betalingstjenester som omhand-
let i punkt 7 i bilag I, værdien af de initierede transaktioner
ii) for virksomheder, der ansøger om registrering med henblik på at udbyde betalingstjene-
ster som omhandlet i punkt 8 i bilag I, antal kunder, der anvender kontooplysningstjene-
sterne
d) de særlige karakteristika ved tilsvarende garantier og kriterierne for gennemførelse heraf.
EBA reviderer regelmæssigt disse retningslinjer.
5. EBA udarbejder senest den 13. juli 2017 efter høring af alle relevante interessenter, herunder på
betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle involverede interesser retningslinjer i over-
ensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 om de oplysninger, der skal gives til
de kompetente myndigheder i forbindelse med ansøgningen om tilladelse som betalingsinstitut, her-
under kravene i nærværende artikels stk. 1, første afsnit, litra a), b), c), e), og g-j).
EBA reviderer regelmæssigt og under alle omstændigheder mindst hvert tredje år disse retningslin-
jer.
6. Under hensyntagen til erfaringerne med anvendelsen af retningslinjerne omhandlet i stk. 5, hvis
det er relevant, kan EBA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som præcise-
rer de oplysninger, der skal gives til de kompetente myndigheder i forbindelse med ansøgningen om
tilladelse som betalingsinstitut, herunder kravene i stk. 1, litra a), b), c), e), og g-j).
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
7. De i stk. 4 omhandlede oplysninger meddeles de kompetente myndigheder i overensstemmelse
med stk. 1.
Artikel 6
Kontrol af kapitalandele
1. Fysiske og juridiske personer, der påtænker direkte eller indirekte at erhverve eller forøge en
kvalificeret andel som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 36), i forordning (EU) nr. 575/2013 i et beta-
lingsinstitut med det resultat, at vedkommendes kapitalandele eller andel af stemmerettigheder der-
281
ved når op på eller overstiger 20 %, 30 % eller 50 %, eller at betalingsinstituttet derved bliver ved-
kommendes dattervirksomhed, underretter på forhånd betalingsinstituttets kompetente myndigheder
skriftligt om deres hensigt. Det samme gælder for fysiske eller juridiske personer, der påtænker di-
rekte eller indirekte at afhænde en kvalificeret andel eller at formindske deres kvalificerede andel,
således at vedkommendes kapitalandele eller andel af stemmerettigheder derved falder til under 20,
30 eller 50 %, eller at betalingsinstituttet derved ophører med at være vedkommendes dattervirk-
somhed.
2. Den påtænkte erhverver af en kvalificeret andel oplyser den kompetente myndighed om størrel-
sen af den påtænkte deltagelse og relevante oplysninger i overensstemmelse med artikel 23, stk. 4, i
direktiv 2013/36/EU.
3. Medlemsstaterne kræver, at de kompetente myndigheder, i tilfælde af at en i stk. 2 omhandlet
påtænkt erhverver gør sin indflydelse gældende på en måde, der vil kunne skade en forsigtig og
sund ledelse af betalingsinstituttet, gør indsigelse eller træffer de fornødne foranstaltninger til at
bringe denne situation til ophør. Sådanne foranstaltninger kan omfatte påbud, sanktioner over for
direktører eller de ledelsesansvarlige eller suspension af den stemmeret, der er knyttet til de aktier
eller andele, der besiddes af det pågældende betalingsinstituts aktionærer eller virksomhedsdeltage-
re.
Lignende foranstaltninger skal anvendes over for fysiske eller juridiske personer, som ikke overhol-
der forpligtelsen til forudgående underretning som fastsat i denne artikel.
4. Hvis en kapitalandel erhverves til trods for indsigelse fra de kompetente myndigheders side, skal
medlemsstaterne uafhængigt af andre sanktioner suspendere de tilsvarende stemmerettigheder, er-
klære de afgivne stemmer ugyldige eller annullere de afgivne stemmer.
Artikel 7
Startkapital
Medlemsstaterne kræver, at betalingsinstitutter på tidspunktet for meddelelse af tilladelse skal have
en startkapital, der omfatter en eller flere af de i artikel 26, stk. 1, litra a)-e), i forordning (EU) nr.
575/2013 omhandlede elementer, som følger:
a) hvis betalingsinstituttet kun udbyder de betalingstjenester, der er anført i punkt 6 i bilag I, må
kapitalen på intet tidspunkt være mindre end 20 000 EUR
b) hvis betalingsinstituttet udbyder de betalingstjenester, der er anført i punkt 7 i bilag I, må kapita-
len på intet tidspunkt være mindre end 50 000 EUR
c) hvis betalingsinstituttet udbyder en eller flere af de betalingstjenester, der er anført i punkt 1-5 i
bilag I, må kapitalen på intet tidspunkt være mindre end 125 000 EUR.
Artikel 8
Kapitalgrundlag
282
1. Et betalingsinstituts kapitalgrundlag må ikke falde til under den i artikel 7 omhandlede startkapi-
tals beløb eller det i overensstemmelse med artikel 9 beregnede kapitalgrundlags beløb, hvis dette
er højere.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at hindre gentagen anvendelse af ele-
menter, som kan indgå i kapitalgrundlaget, når betalingsinstituttet tilhører samme koncern som et
andet betalingsinstitut, kreditinstitut, investeringsselskab, porteføljeforvaltningsselskab eller forsik-
ringsselskab. Dette stykke finder ligeledes anvendelse, hvis et betalingsinstitut udøver forskellige
typer virksomhed og udbyder andet end betalingstjenester.
3. Hvis betingelserne i artikel 7 i forordning (EU) nr. 575/2013 er opfyldt, kan medlemsstaterne el-
ler deres kompetente myndigheder vælge ikke at anvende artikel 9 i nærværende direktiv på beta-
lingsinstitutter, der er omfattet af tilsyn på et konsolideret grundlag med moderkreditinstituttet i
henhold til direktiv 2013/36/EU.
Artikel 9
Beregning af kapitalgrundlag
1. Uanset de startkapitalkrav, der er fastsat i artikel 7, kræver medlemsstaterne, at betalingsinstitut-
ter, undtagen dem, der kun udbyder tjenesteydelser omhandlet i punkt 7 eller 8, eller begge, i bilag
I, til enhver tid har et kapitalgrundlag, der beregnes i henhold til en af følgende tre metoder som
fastlagt af de kompetente myndigheder i overensstemmelse med national lovgivning:
Metode A
Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal udgøre et beløb, der mindst er lig med 10 % af de faste
omkostninger for det foregående år. De kompetente myndigheder kan tilpasse dette krav i tilfælde
af en væsentlig ændring i betalingsinstituttets virksomhed siden det foregående år. Har betalingsin-
stituttet endnu ikke gennemført et helt års drift på datoen for beregningen, kræves det, at instituttets
kapitalgrundlag svarer til mindst 10 % af de tilsvarende faste omkostninger, der indgår i forret-
ningsplanen, medmindre denne plan af de kompetente myndigheder kræves tilpasset.
Metode B
Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal udgøre et beløb, der mindst er lig med summen af følgen-
de elementer multipliceret med den omregningsfaktor k, der er defineret i stk. 2, hvor betalingsvo-
lumenet (BV) repræsenterer en tolvtedel af det samlede beløb af de betalingstransaktioner, som be-
talingsinstituttet har gennemført i det foregående år:
a) 4,0 % af den pågældende del af BV indtil 5 mio. EUR
plus
b) 2,5 % af den pågældende del af BV over 5 mio. EUR indtil 10 mio. EUR
283
plus
c) 1 % af den pågældende del af BV over 10 mio. EUR indtil 100 mio. EUR
plus
d) 0,5 % af den pågældende del af BV over 100 mio. EUR indtil 250 mio. EUR
plus
e) 0,25 % af den pågældende del af BV over 250 mio. EUR.
Metode C
Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal mindst udgøre det samme beløb som den relevante indika-
tor, der er defineret i litra a), multipliceret med den multiplikationsfaktor, der er defineret i litra b),
og med omregningsfaktoren k defineret i stk. 2.
a) Den relevante indikator udgøres af summen af:
i) renteindtægter
ii) renteudgifter
iii) modtagne provisioner og gebyrer, og
iv) andre driftsindtægter.
Hvert element medtages i summen med positivt eller negativt fortegn. Engangsindtægter
og andre ekstraordinære indtægter må ikke anvendes til beregning af den relevante indi-
kator. Udgifter til outsourcing af tjenester, der leveres af tredjeparter, kan føre til en ned-
sættelse af den relevante indikator, såfremt disse udgifter påføres af en virksomhed, der
er underlagt tilsyn i henhold til dette direktiv. Den relevante indikator beregnes på grund-
lag af de seneste observationer for 12 måneder ved udgangen af det seneste regnskabsår.
Den relevante indikator beregnes over det seneste regnskabsår. Dog må kapitalgrundla-
get beregnet efter metode C ikke falde til under 80 % af gennemsnittet af de seneste tre
regnskabsår for den relevante indikator. Foreligger der ikke reviderede tal, kan betalings-
instituttets egne estimater anvendes.
b) Multiplikationsfaktoren udgøres af:
i) 10 % af den pågældende del af den relevante indikator indtil 2,5 mio. EUR
ii) 8 % af den pågældende del af den relevante indikator fra 2,5 mio. EUR indtil 5 mio.
EUR
iii) 6 % af den pågældende del af den relevante indikator fra 5 mio. EUR indtil 25 mio.
EUR
iv) 3 % af den pågældende del af den relevante indikator fra 25 mio. EUR indtil 50
mio. EUR
v) 1,5 % over 50 mio. EUR.
2. Den omregningsfaktor k, der anvendes ved metode B og C, fastsættes til:
a) 0,5, hvis betalingsinstituttet kun udbyder den betalingstjeneste, der er omhandlet i punkt 6 i
bilag I
b) 1, hvis betalingsinstituttet udbyder en eller flere af de betalingstjenester, der er omhandlet i et
af punkterne 1-5 i bilag I.
284
3. De kompetente myndigheder kan på grundlag af en vurdering af betalingsinstituttets risikosty-
ringsprocedurer, information om tabsrisiko og interne kontrolmekanismer kræve, at betalingsinsti-
tuttets kapitalgrundlag er indtil 20 % større end det beløb, der ville følge af anvendelsen af den me-
tode, der er valgt i henhold til stk. 1, eller tillade, at betalingsinstituttets kapitalgrundlag er indtil 20
% mindre end det beløb, der ville følge af anvendelsen af den metode, der er valgt i henhold til stk.
1.
Artikel 10
Beskyttelseskrav
1. Medlemsstaterne eller de kompetente myndigheder kræver af betalingsinstitutter, der udbyder be-
talingstjenester som omhandlet i punkt 1-6 i bilag I, at de skal beskytte alle midler, der er modtaget
fra betalingstjenestebrugerne eller gennem en anden betalingstjenesteudbyder til gennemførelse af
betalingstransaktioner, på en af følgende måder:
a) De må ikke på noget tidspunkt blandes sammen med midler fra andre fysiske eller juridi-
ske personer end de betalingstjenestebrugere, som midlerne stammer fra, og skal, hvis
betalingsinstituttet stadig er i besiddelse af dem, og de endnu ikke er udbetalt til beta-
lingsmodtageren eller overført til en anden betalingstjenesteudbyder ved afslutningen af
den arbejdsdag, der følger efter den dag, hvor midlerne er modtaget, indsættes på en sær-
skilt konto i et kreditinstitut eller investeres i sikre, likvide aktiver med lav risiko som
fastlagt af hjemlandets kompetente myndigheder; og de skal i overensstemmelse med na-
tional ret i betalingstjenestebrugernes interesse være beskyttet mod krav fra betalingsin-
stituttets øvrige kreditorer, navnlig i tilfælde af insolvens.
b) Midlerne skal være dækket af en forsikring eller en anden tilsvarende garanti fra et for-
sikringsselskab eller et kreditinstitut, der ikke tilhører samme koncern som betalingsinsti-
tuttet, for et beløb, der svarer til det beløb, der skulle holdes adskilt, hvis der ikke er en
forsikring eller en anden tilsvarende garanti, der kan udbetales, hvis betalingsinstituttet
ikke er i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser.
2. Når et betalingsinstitut skal beskytte midler i henhold til stk. 1, og en del af disse midler skal
anvendes til fremtidige betalingstransaktioner, idet det resterende beløb skal anvendes til andre for-
mål end betalingstjenester, er den del af midlerne, som modtages med henblik på fremtidige beta-
lingstransaktioner, også omfattet af kravene i stk. 1. Når denne del varierer eller er ukendt på for-
hånd, tillader medlemsstaterne betalingsinstitutterne at anvende dette stykke på grundlag af en re-
præsentativ del, som skønnes at skulle anvendes til betalingstjenester, forudsat at de kompetente
myndigheder finder det godtgjort, at en sådan repræsentativ del med rimelighed kan anslås ud fra
historiske oplysninger.
Artikel 11
Meddelelse af tilladelse
1. Medlemsstaterne kræver, at andre virksomheder end de i artikel 1, stk. 1, litra a), b), c), e) og f),
omhandlede samt andre end fysiske eller juridiske personer omfattet af en undtagelse i henhold til
artikel 32 eller 33, som agter at udbyde betalingstjenester, skal opnå tilladelse som betalingsinstitut,
285
inden de begynder at udbyde betalingstjenester. Der meddeles kun tilladelse til juridiske personer,
som er etableret i en medlemsstat.
2. Kompetente myndigheder meddeler tilladelse, hvis de oplysninger og det materiale, der er ved-
lagt ansøgningen, opfylder alle kravene fastsat i artikel 5, og hvis de kompetente myndigheder, der
nøje har gennemgået ansøgningen, når frem til en overordnet positiv vurdering. Før en tilladelse
meddeles, kan de kompetente myndigheder eventuelt rådføre sig med den nationale centralbank el-
ler andre relevante offentlige myndigheder.
3. Betalingsinstitutter, der i henhold til hjemlandets nationale ret skal have et vedtægtsmæssigt
hjemsted, skal have hovedkontor i den medlemsstat, hvor det vedtægtsmæssige hjemsted er belig-
gende, og skal udøve i det mindste en del af deres betalingstjenestevirksomhed dér.
4. De kompetente myndigheder meddeler kun tilladelse, hvis der i betalingsinstituttet under hensyn
til behovet for at sikre en sund og forsigtig ledelse af et betalingsinstitut findes effektive forvalt-
ningsordninger for dets betalingstjenestevirksomhed, hvilket omfatter en klar organisatorisk struk-
tur med en veldefineret, gennemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling og effektive procedurer til
at identificere, forvalte, overvåge og rapportere om de risici, som betalingsinstituttet er eller kan bli-
ve udsat for, samt hensigtsmæssige interne kontrolmekanismer, herunder en god administrativ og
regnskabsmæssig praksis; disse ordninger, procedurer og mekanismer skal omfatte hele virksomhe-
den og stå i forhold til arten, omfanget og kompleksitetsgraden af de betalingstjenester, der udbydes
af betalingsinstituttet.
5. Når et betalingsinstitut udbyder en af de betalingstjenester, der er omhandlet i punkt 1-7 i bilag I,
og samtidig udøver andre forretningsaktiviteter, kan de kompetente myndigheder kræve, at der op-
rettes en særskilt enhed for betalingstjenestevirksomheden, hvis de af betalingsinstituttets, der ikke
er betalingstjenester, forringer eller vil kunne forringe enten betalingsinstituttets soliditet eller de
kompetente myndigheders mulighed for at føre tilsyn med, om betalingsinstituttet opfylder alle for-
pligtelser i dette direktiv.
6. De kompetente myndigheder afslår at meddele tilladelse, hvis de under hensyn til behovet for at
sikre en sund og forsigtig ledelse af et betalingsinstitut ikke er overbeviste om, at indehavere af ka-
pitalandele og virksomhedsdeltagere, der besidder en kvalificeret andel, er egnede.
7. Foreligger der snævre forbindelser som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 38), i forordning (EU) nr.
575/2013 mellem betalingsinstituttet og andre fysiske eller juridiske personer, meddeler de kompe-
tente myndigheder kun tilladelse, hvis disse forbindelser ikke hæmmer dem i varetagelsen af deres
tilsynsopgaver.
8. De kompetente myndigheder meddeler kun tilladelse, hvis de love eller administrative bestem-
melser i et tredjeland, der gælder for en eller flere fysiske eller juridiske personer, som betalingsin-
stituttet har snævre forbindelser med, eller de vanskeligheder, som er forbundet med anvendelse af
286
disse love eller administrative bestemmelser, ikke hæmmer dem i varetagelsen af deres tilsynsopga-
ver.
9. Tilladelsen gælder i alle medlemsstaterne og giver det pågældende betalingsinstitut mulighed for
at udbyde de betalingstjenester, der er omfattet af tilladelsen, i hele Unionen i henhold til den fri
udveksling af tjenesteydelser eller den frie etableringsret.
Artikel 12
Meddelelse af afgørelsen
Senest tre måneder efter modtagelse af en ansøgning, eller hvis ansøgningen er ufuldstændig, efter
modtagelse af alle de oplysninger, der er nødvendige for at træffe en afgørelse, underretter de kom-
petente myndigheder ansøgeren, om der er givet tilladelse eller ej. Den kompetente myndighed be-
grunder, hvis den nægter at give en tilladelse.
Artikel 13
Inddragelse af tilladelse
1. De kompetente myndigheder kan kun inddrage en meddelt tilladelse til et betalingsinstitut, så-
fremt instituttet:
a) ikke gør brug af tilladelsen inden for en frist af 12 måneder, giver udtrykkeligt afkald
herpå eller har ikke udøvet sin virksomhed i en periode på over seks måneder, medmin-
dre den pågældende medlemsstat har fastsat bestemmelser om, at tilladelsen i sådanne
tilfælde bortfalder
b) har opnået tilladelsen gennem falske erklæringer eller andre uretmæssige midler
c) ikke længere opfylder betingelserne for meddelelse af tilladelse eller undlader at oplyse
den kompetente myndighed om vigtige ændringer i sine forhold i den henseende
d) ville udgøre en trussel mod betalingssystemets stabilitet eller tilliden til det, hvis det fort-
satte sin betalingstjenestevirksomhed, eller
e) befinder sig i enhver anden situation, som medfører, at tilladelsen inddrages i henhold til
national ret.
2. Den kompetente myndighed begrunder en inddragelse af en tilladelse og meddeler den til de på-
gældende.
3. Den kompetente myndighed offentliggør inddragelsen af en tilladelse, herunder i de registre, der
er omhandlet i artikel 14 og 15.
Artikel 14
Registrering i hjemlandet
1. Medlemsstaterne opretter et offentligt register, hvori følgende opføres:
a) betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, og deres agenter
287
b) fysiske og juridiske personer, der er omfattet af en undtagelse i henhold til artikel 32 eller
33, og, deres agenter, og
c) de i artikel 2, stk. 5, omhandlede institutter, der i henhold til national ret har ret til at ud-
byde betalingstjenester.
Filialer af betalingsinstitutter opføres i hjemlandets register, hvis disse filialer udbyder tjenester i en
anden medlemsstat end deres hjemland.
2. Det offentlige register skal indeholde oplysninger om de betalingstjenester, som betalingsinstitut-
tet har tilladelse til at udbyde, eller som den fysiske eller juridiske person er blevet registreret til at
udbyde. Betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, opføres i registret adskilt fra fysiske og juri-
diske personer, der er omfattet af en undtagelse i henhold til artikel 32 eller 33. Registret skal være
offentligt tilgængeligt, være tilgængeligt online og ajourføres hurtigst muligt.
3. De kompetente myndigheder opfører enhver inddragelse af tilladelse og enhver inddragelse af
undtagelse i henhold til artikel 32 eller 33 i det offentlige register.
4. De kompetente myndigheder underretter EBA om begrundelsen for inddragelsen af enhver tilla-
delse og enhver undtagelse i henhold til artikel 32 eller 33.
Artikel 15
EBA-register
1. EBA udvikler, driver og vedligeholder et elektronisk centralt register indeholdende de oplysnin-
ger, som er meddelt af de kompetente myndigheder i overensstemmelse med stk. 2. EBA er ansvar-
lig for oplysningernes nøjagtighed.
EBA gør registeret offentligt tilgængeligt på sit websted og sikrer let adgang til og let søgning efter
de opførte oplysninger vederlagsfrit.
2. De kompetente myndigheder underretter straks EBA om de oplysninger, der opføres i deres of-
fentlige registre som omhandlet i artikel 14 på et sprog, der sædvanligvis anvendes på det finansiel-
le område.
3. De kompetente myndigheder er ansvarlige for nøjagtigheden af de oplysninger, der er omhandlet
i stk. 2, og for at holde disse oplysninger ajourførte.
4. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der fastsætter tekniske krav
til udvikling, drift og vedligeholdelse af det elektroniske centrale register og til adgang til oplysnin-
gerne heri. De tekniske krav skal sikre, at kun den kompetente myndighed og EBA kan ændre op-
lysningerne.
288
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest
den 13. januar 2018.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
5. EBA udarbejder udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med nærmere enkeltheder
og strukturen for de oplysninger, der skal meddeles i henhold til stk. 1, herunder et fælles format og
en model for, hvordan oplysningerne skal indgives.
EBA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 13. juli 2017.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
Artikel 16
Bevarelse af tilladelse
Hvis der sker ændringer, som har indflydelse på de oplysninger eller det materiale, der er fremlagt i
overensstemmelse med artikel 5, underretter betalingsinstituttet snarest muligt de kompetente myn-
digheder i hjemlandet herom.
Artikel 17
Regnskaber og lovpligtig revision
1. Direktiv 86/635/EØF og 2013/34/EU samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1606/200234) finder tilsvarende anvendelse på betalingsinstitutter.
2. Medmindre de er undtaget i henhold til direktiv 2013/34/EU og, hvor det er relevant, direktiv
86/635/EØF, revideres betalingsinstitutternes årsregnskaber og konsoliderede regnskaber af en revi-
sor eller et revisionsfirma som omhandlet i direktiv 2006/43/EF.
3. Medlemsstaterne kræver med henblik på tilsyn, at betalingsinstitutterne fremlægger særskilte
regnskabsoplysninger om de betalingstjenester og de aktiviteter, der er omhandlet i artikel 18, stk.
1; oplysningerne skal forsynes med en revisionserklæring. Erklæringen udarbejdes, hvor det er rele-
vant, af revisorerne eller et revisionsfirma.
4. Forpligtelserne i artikel 63 i direktiv 2013/36/EU finder tilsvarende anvendelse på betalingsinsti-
tutternes revisorer eller revisionsfirmaer for så vidt angår aktiviteter vedrørende betalingstjenester.
289
Artikel 18
Aktiviteter
1. Ud over at udbyde betalingstjenester har betalingsinstitutter ret til at udøve følgende aktiviteter:
a) at udbyde driftsmæssige og nært tilknyttede accessoriske tjenester som f.eks. sikkerhed
for gennemførelse af betalingstransaktioner, valutaveksling, depottjenester samt lagring
og behandling af data
b) at drive betalingssystemer, jf. dog artikel 35
c) andre forretningsaktiviteter end betalingstjenester, under hensyn til gældende EU-ret og
national ret.
2. Hvis betalingsinstitutter beskæftiger sig med udbud af en eller flere betalingstjenester, må de kun
føre betalingskonti, der udelukkende anvendes til betalingstransaktioner.
3. Midler, som betalingsinstitutter modtager fra betalingstjenestebrugere med henblik på udbud af
betalingstjenester, må ikke betragtes som indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler, jf. arti-
kel 9 i direktiv 2013/36/EU, eller elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i direktiv
2009/110/EF.
4. Betalingsinstitutter må kun yde kredit i forbindelse med betalingstjenester som omhandlet i punkt
4 eller 5 i bilag I, hvis alle følgende betingelser er opfyldt:
a) kreditten er accessorisk og ydes udelukkende i forbindelse med gennemførelse af en be-
talingstransaktion
b) kredit, der ydes i forbindelse med en betaling og gennemføres i overensstemmelse med
artikel 11, stk. 9, og artikel 28, tilbagebetales uanset nationale regler om kredit med kre-
ditkort inden for et kort tidsrum, der i intet tilfælde må overstige 12 måneder
c) en sådan kredit ydes ikke med brug af midler, som er modtaget eller besiddes for at gen-
nemføre en betalingstransaktion
d) betalingsinstituttets kapitalgrundlag er til enhver tid og efter tilsynsmyndighedernes op-
fattelse passende i forhold til den samlede kredit, der ydes.
5. Betalingsinstitutter må ikke erhvervsmæssigt tage imod indlån eller andre tilbagebetalingspligti-
ge midler som omhandlet i artikel 9 i direktiv 2013/36/EU.
6. Nærværende direktiv berører ikke direktiv 2008/48/EF, anden relevant EU-ret eller nationale for-
anstaltninger vedrørende betingelser for ydelse af kredit til forbrugere, der ikke er harmoniseret ved
nærværende direktiv, og som overholder EU-retten.
Afdeling 2
Andre krav
Artikel 19
290
Anvendelse af agenter, filialer eller enheder, hvortil aktiviteter outsources
1. Når et betalingsinstitut har til hensigt at udbyde betalingstjenester gennem en agent, meddeler det
de kompetente myndigheder i hjemlandet følgende:
a) navn og adresse på agenten
b) en beskrivelse af de interne kontrolmekanismer, som agenten vil anvende for at opfylde
forpligtelserne vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme i henhold til
direktiv (EU) 2015/849; kontrolmekanismerne skal straks ajourføres i tilfælde af væsent-
lige ændringer af de elementer, der blev oplyst i den oprindelige meddelelse
c) identiteten af direktører og ledelsesansvarlige for den agent, der skal formidle udbud af
betalingstjenester, og for andre agenter end betalingstjenesteudbydere dokumentation for,
at de besidder den nødvendige egnethed og hæderlighed
d) de af betalingsinstituttets betalingstjenester, som agenten er bemyndiget til at udbyde, og
e) i givet fald agentens identifikationskode eller -nummer.
2. Senest to måneder efter modtagelsen af de i stk. 1 omhandlede oplysninger meddeler hjemlandets
kompetente myndighed betalingsinstituttet, om agenten er blevet opført i det register, der er om-
handlet i artikel 14. Ved opførelse i registeret må agenten begynde at udbyde betalingstjenester.
3. Før de kompetente myndigheder opfører agenten i registret, træffer de, hvis de skønner, at de
oplysninger, de har modtaget, ikke er korrekte, yderligere foranstaltninger til at kontrollere oplys-
ningerne.
4. Hvis de kompetente myndigheder efter at have kontrolleret oplysningerne ikke finder det godt-
gjort, at de oplysninger, som de har modtaget i henhold til stk. 1, er korrekte, afviser de at opføre
agenten i det register, der er omhandlet i artikel 14, og underretter uden unødig forsinkelse beta-
lingsinstituttet herom.
5. Hvis betalingsinstituttet ønsker at udbyde betalingstjenester i en anden medlemsstat ved at an-
vende en agent eller oprette en filial, skal det følge procedurerne i artikel 28.
6. Hvis et betalingsinstitut har til hensigt at outsource betalingstjenesters driftsmæssige funktioner,
underretter det de kompetente myndigheder i hjemlandet herom.
Vigtige driftsmæssige funktioner, herunder IT-systemer, må ikke outsources på en måde, der i væ-
sentlig grad forringer kvaliteten af betalingsinstituttets interne kontrol og de kompetente myndighe-
ders mulighed for at kunne overvåge og spore, om betalingsinstituttet opfylder alle forpligtelserne i
dette direktiv.
I den i andet afsnit omhandlede betydning betragtes en driftsmæssig funktion som vigtig, hvis en
fejl eller et svigt i gennemførelsen i væsentlig grad vil forringe betalingsinstituttets vedvarende
overholdelse af de krav i forbindelse med dets tilladelse i henhold til dette afsnit, eller dets øvrige
forpligtelser efter dette direktiv, dets driftsmæssige resultat eller dets betalingstjenesters soliditet el-
291
ler fortsatte beståen. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter, når de outsourcer vigtige drifts-
mæssige funktioner, opfylder følgende betingelser:
a) outsourcing må ikke føre til, at den daglige ledelse delegerer sit ansvar
b) betalingsinstituttets forhold til og forpligtelser over for sine betalingstjenestebrugere i
henhold til dette direktiv må ikke ændres
c) de betingelser, som betalingsinstituttet skal opfylde for at blive meddelt tilladelse og be-
vare denne i overensstemmelse med dette afsnit, skal fortsat opfyldes
d) ingen af de øvrige betingelser, som lå til grund for meddelelsen af tilladelse, må ophæves
eller ændres.
7. Betalingsinstitutter sikrer, at agenter eller filialer, der handler på deres vegne, underretter beta-
lingstjenestebrugerne herom.
8. Betalingsinstitutter meddeler straks de kompetente myndigheder i deres hjemland ændringer ved-
rørende anvendelse af enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet, og, i overensstemmelse med proce-
duren i stk. 2, 3 og 4, agenter, herunder yderligere agenter.
Artikel 20
Ansvar
1. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter, der lader tredjemand udføre driftsmæssige funkti-
oner, træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at bestemmelserne i dette direktiv overhol-
des.
2. Medlemsstaterne kræver, at betalingsinstitutterne har det fulde erstatningsansvar for enhver
handling, der foretages af deres ansatte eller agenter, filialer eller enheder, hvortil der er outsourcet
aktiviteter.
Artikel 21
Opbevaring af dokumentation
Medlemsstaterne pålægger betalingsinstitutter at registrere og opbevare alle de oplysninger, der er
relevante for dette afsnit, i mindst fem år, jf. dog direktiv (EU) 2015/849 eller anden relevant EU-
ret.
Afdeling 3
Kompetente myndigheder og tilsyn
Artikel 22
Udpegning af kompetente myndigheder
292
1. Som kompetente myndigheder med ansvar for meddelelse af tilladelse til og tilsyn med beta-
lingsinstitutter, der skal udføre de i dette afsnit omhandlede opgaver, udpeger medlemsstaterne en-
ten offentlige myndigheder eller organer, der er anerkendt i national ret eller af de offentlige myn-
digheder, som udtrykkeligt har beføjelse hertil efter national ret, herunder nationale centralbanker.
De kompetente myndigheder skal være uafhængige af økonomiske organer, og interessekonflikter
skal undgås. Uden at dette berører første afsnit, må betalingsinstitutter, kreditinstitutter, udstedere
af elektroniske penge eller postgirokontorer ikke udpeges som kompetente myndigheder.
Medlemsstaterne underretter Kommissionen herom.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der udpeges efter stk. 1, har alle de befø-
jelser, der er nødvendige for at varetage deres opgaver.
3. Medlemsstater, på hvis område der er mere end én kompetent myndighed for de spørgsmål, der
er omfattet af dette afsnit, sikrer, at disse myndigheder samarbejder tæt, således at de kan varetage
deres respektive opgaver effektivt. Det samme gælder i de tilfælde, hvor de myndigheder, der er
kompetente i forbindelse med spørgsmål, der er omfattet af dette afsnit, ikke er de kompetente myn-
digheder, der er ansvarlige for tilsyn med kreditinstitutter.
4. De kompetente myndigheder i hjemlandet er ansvarlige for de opgaver, som varetages af de kom-
petente myndigheder, der udpeges efter stk. 1.
5. Stk. 1 indebærer ikke, at de kompetente myndigheder skal føre tilsyn med andre af betalingsinsti-
tutternes forretningsaktiviteter end udbud af betalingstjenester og de aktiviteter, der er omhandlet i
artikel 18, stk. 1, litra a).
Artikel 23
Tilsyn
1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheders kontrol af overholdelsen af bestemmel-
serne i dette afsnit er proportional, hensigtsmæssig og afpasset efter de risici, som betalingsinstitut-
ter er udsat for.
For at kontrollere overholdelsen af bestemmelserne i dette afsnit er de kompetente myndigheder be-
rettiget til navnlig at tage følgende skridt:
a) at kræve, at betalingsinstituttet giver alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne
kontrollere overholdelse, med angivelse af formålet med kravet, hvis det er relevant, og
fristen for indgivelse af disse oplysninger
b) at udføre inspektioner på stedet hos betalingsinstituttet, enhver agent eller filial, der ud-
byder betalingstjenester under betalingsinstituttets ansvar, eller hos enhver enhed, som
aktiviteterne er outsourcet til
293
c) at udstede henstillinger, retningslinjer og i givet fald bindende administrative forskrifter
d) at suspendere eller inddrage en tilladelse i henhold til artikel 13.
2. Med forbehold af procedurerne for inddragelse af tilladelser og strafferetlige bestemmelser sør-
ger medlemsstaterne for, at deres respektive kompetente myndigheder, i tilfælde af at et betalingsin-
stitut eller dets ansvarlige ledelse har overtrådt love eller administrative bestemmelser om tilsyn
med betalingsinstitutter eller om disses betalingstjenestevirksomhed, kan pålægge disse sanktioner
eller påbyde foranstaltninger med det klare formål at bringe de konstaterede overtrædelser eller år-
sagerne hertil til ophør.
3. Uanset kravene i artikel 7, artikel 8, stk. 1 og 2, og artikel 9 sikrer medlemsstaterne, at de kompe-
tente myndigheder har tilladelse til at tage de i stk. 1 omhandlede skridt med henblik på at sikre
tilstrækkelig kapital til betalingstjenester, navnlig hvis de af betalingsinstituttets aktiviteter, der ikke
er betalingstjenester, forringer eller vil kunne forringe betalingsinstituttets finansielle soliditet.
Artikel 24
Tavshedspligt
1. Medlemsstaterne sikrer, at alle, der arbejder eller har arbejdet for de kompetente myndigheder,
såvel som eksperter, der handler på de kompetente myndigheders vegne, omfattes af tavshedspligt,
uden at det berører tilfælde, der falder ind under strafferetten.
2. Udveksling af oplysninger i henhold til artikel 26 er omfattet af streng tavshedspligt for at sikre
beskyttelse af enkeltpersoners og virksomheders rettigheder.
3. Medlemsstaterne kan anvende denne artikel under hensyntagen til artikel 53-61 i direktiv
2013/36/EU med de fornødne ændringer.
Artikel 25
Ret til domstolsprøvelse
1. Medlemsstaterne sikrer, at afgørelser truffet af de kompetente myndigheder vedrørende et beta-
lingsinstitut i medfør af love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i overensstemmelse
med dette direktiv, kan indbringes for domstolene.
2. Stk. 1 finder også anvendelse i tilfælde af passivitet.
Artikel 26
Udveksling af oplysninger
294
1. Medlemsstaternes kompetente myndigheder samarbejder med hinanden og, hvor det er relevant,
med ECB og medlemsstaternes nationale centralbanker, EBA og andre relevante kompetente myn-
digheder, som er udpeget i henhold til EU-ret eller national ret om betalingstjenesteudbydere.
2. Medlemsstaterne tillader desuden udveksling af oplysninger mellem deres kompetente myndig-
heder og følgende:
a) de kompetente myndigheder i andre medlemsstater, der har ansvar for at meddele tilla-
delse til og føre tilsyn med betalingsinstitutter
b) ECB og medlemsstaternes nationale centralbanker i deres egenskab af pengepolitiske
myndigheder og tilsynsmyndigheder og, hvor det er relevant, andre offentlige myndighe-
der med ansvar for tilsyn med betalings- og afviklingssystemer
c) andre relevante myndigheder, der er udpeget i henhold til nærværende direktiv, direktiv
(EU) 2015/849 og anden EU-ret vedrørende betalingstjenesteudbydere, herunder lovgiv-
ning vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme
d) EBA, når denne bidrager til, at tilsynsordningerne fungerer effektivt og konsekvent, jf.
artikel 1, stk. 5, litra a), i forordning (EU) nr. 1093/2010.
Artikel 27
Bilæggelse af tvister mellem kompetente myndigheder i forskellige medlemsstater
1. Når en kompetent myndighed i en medlemsstat finder, at det grænseoverskridende samarbejde
med de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat i forbindelse med en bestemt sag, jf. arti-
kel 26, 28, 29, 30 eller 31 i dette direktiv, ikke overholder de relevante betingelser i disse bestem-
melser, kan den forelægge sagen for EBA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel
19 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
2. Når EBA er blevet anmodet om bistand, jf. nærværende artikels stk. 1, træffer den en afgørelse i
henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1093/2010 uden unødig forsinkelse. EBA kan
også på eget initiativ i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i nævnte forordning
bistå de kompetente myndigheder med at nå til enighed. De involverede kompetente myndigheder
udsætter i begge tilfælde deres afgørelse, indtil der er fundet en løsning i henhold til artikel 19 i
nævnte forordning.
Artikel 28
Anmodning om udøvelse af etableringsretten og retten til fri udveksling af tjenesteydelser
1. Betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, og som ønsker for første gang at udbyde betalings-
tjenester i en anden medlemsstat end hjemlandet i henhold til etableringsretten eller retten til fri ud-
veksling af tjenesteydelser, meddeler de kompetente myndigheder i hjemlandet følgende oplysnin-
ger:
a) navn, adresse og, hvis relevant, nummeret på betalingsinstituttets tilladelse
b) den eller de medlemsstater, hvori det har til hensigt at drive virksomhed
c) den eller de betalingstjenester, der skal udbydes
d) hvis betalingsinstituttet ønsker at anvende en agent, oplysningerne i artikel 19, stk. 1
295
e) hvis betalingsinstituttet ønsker at anvende en filial, oplysningerne i artikel 5, stk. 1, litra
b) og e), for så vidt angår betalingstjenestevirksomheden på værtslandets område, en be-
skrivelse af filialens organisatoriske struktur og identiteten af de ansvarlige for filialens
ledelse.
Hvis betalingsinstituttet har til hensigt at outsource betalingstjenesters driftsmæssige funktioner til
andre enheder på værtslandets område, underretter det de kompetente myndigheder i hjemlandet
herom.
2. Senest en måned efter modtagelsen af alle de i stk. 1 omhandlede oplysninger fremsender de
kompetente myndigheder i hjemlandet disse til de kompetente myndigheder i værtslandet.
Senest en måned efter modtagelsen af oplysningerne fra de kompetente myndigheder i hjemlandet
giver de kompetente myndigheder i værtslandet efter en vurdering af disse oplysninger de kompe-
tente myndigheder i hjemlandet relevante oplysninger vedrørende det pågældende betalingsinstituts
påtænkte udbud af betalingstjenester som led i udøvelsen af etableringsfriheden eller den frie ud-
veksling af tjenesteydelser. De kompetente myndigheder i værtslandet underretter de kompetente
myndigheder i hjemlandet om navnlig rimelige grunde til betænkeligheder i forbindelse med den
påtænkte anvendelse af en agent eller den påtænkte oprettelse af en filial, for så vidt angår hvidvask
af penge eller finansiering af terrorisme som omhandlet i direktiv (EU) 2015/849.
Hvis de kompetente myndigheder i hjemlandet ikke er enige i vurderingen foretaget af de kompe-
tente myndigheder i værtslandet, meddeler disse de kompetente myndigheder i værtslandet begrun-
delsen for deres beslutning.
Hvis den af de kompetente myndigheder i hjemlandet foretagne vurdering, navnlig i lyset af oplys-
ningerne fra de kompetente myndigheder i værtslandet, ikke er positiv, afviser de kompetente myn-
digheder i hjemlandet at registrere agenten eller filialen eller trækker registreringen tilbage, hvis
den allerede er blevet gennemført.
3. Senest tre måneder efter modtagelsen af de i stk. 1 omhandlede oplysninger meddeler de kompe-
tente myndigheder i hjemlandet deres beslutning til de kompetente myndigheder i værtslandet og til
betalingsinstituttet.
Ved opførelse i det i artikel 14 omhandlede register, må agenten eller filialen påbegynde sine akti-
viteter i det relevante værtsland.
Betalingsinstituttet underretter de kompetente myndigheder i hjemlandet om den dato, fra hvilken
det påbegynder sine aktiviteter via agenten eller filialen i det relevante værtsland. De kompetente
myndigheder i hjemlandet underretter de kompetente myndigheder i værtslandet herom.
4. Betalingsinstituttet underretter uden unødig forsinkelse de kompetente myndigheder i hjemlandet
om relevante ændringer vedrørende de oplysninger, der er meddelt i overensstemmelse med stk. 1,
296
herunder yderligere agenter, filialer eller enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet i de medlemssta-
ter, hvori det driver virksomhed. Proceduren i stk. 2 og 3 finder anvendelse.
5. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende rammerne for
samarbejde og for udvekslingen af oplysninger mellem de kompetente myndigheder i hjemlandet
og værtslandet i overensstemmelse med denne artikel. I dette udkast til reguleringsmæssige tekni-
ske standarder fastsættes metoden, midlerne og de nærmere bestemmelser for samarbejdet i forbin-
delse med anmeldelser om betalingsinstitutter med grænseoverskridende aktiviteter, navnlig omfan-
get og behandlingen af de oplysninger, der skal indgives, herunder en fælles terminologi og stan-
dardanmeldelsesmodeller med henblik på at sikre en konsekvent og effektiv anmeldelsesprocedure.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest
den 13. januar 2018.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige
tekniske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
Artikel 29
Tilsyn med betalingsinstitutters udøvelse af etableringsretten og retten til fri udveksling af
tjenesteydelser
1. For at kunne foretage kontrol og træffe de nødvendige foranstaltninger fastsat i dette afsnit og de
bestemmelser i national ret, der gennemfører afsnit III og IV, samarbejder de kompetente myndig-
heder i hjemlandet med de kompetente myndigheder i værtslandet i overensstemmelse med artikel
100, stk. 4, for så vidt angår agenten eller filialen af et betalingsinstitut, der er etableret på en anden
medlemsstats område.
Inden for rammerne af samarbejdet i henhold til første afsnit underretter de kompetente myndighe-
der i hjemlandet de kompetente myndigheder i værtslandet, når de har til hensigt at foretage kontrol
på stedet på sidstnævntes område.
De kompetente myndigheder i hjemlandet kan dog delegere kontrollen på stedet med det pågælden-
de institut til de kompetente myndigheder i værtslandet.
2. De kompetente myndigheder i værtslandene kan kræve, at betalingsinstitutter, der har agenter el-
ler filialer på deres område, regelmæssigt aflægger rapport om de aktiviteter, som udøves på deres
område.
Sådanne rapporter er påkrævet til oplysningsmæssige eller statistiske formål og, i det omfang agen-
terne og filialerne udøver betalingstjenestevirksomheden i henhold til etableringsretten, med hen-
blik på at overvåge overholdelsen af de bestemmelser i national ret, der gennemfører afsnit III og
297
IV. Sådanne agenter og filialer er omfattet af krav om tavshedspligt, som mindst svarer til dem, der
er omhandlet i artikel 24.
3. De kompetente myndigheder udveksler alle væsentlige og/eller relevante oplysninger, navnlig
om overtrædelser begået af en agent eller en filial, eller mistanke om sådanne overtrædelser, og hvis
sådanne overtrædelser er opstået i forbindelse med udøvelsen af retten til fri udveksling af tjeneste-
ydelser. I denne forbindelse fremlægger de kompetente myndigheder på anmodning alle relevante
oplysninger og giver på eget initiativ alle væsentlige oplysninger, herunder oplysninger om, hvor-
vidt betalingsinstituttet opfylder betingelserne i artikel 11, stk. 3.
4. Medlemsstaterne kan kræve, at betalingsinstitutter, der i henhold til etableringsretten driver virk-
somhed på deres område via agenter, og hvis hovedkontor er beliggende i en anden medlemsstat,
udpeger et centralt kontaktpunkt på deres område for at sikre hensigtsmæssig kommunikation og
indberetning af oplysninger om overholdelsen af afsnit III og IV, uden at dette berører eventuelle
bestemmelser om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og for at gøre det
lettere for de kompetente myndigheder i hjemlandet og værtslandet at føre tilsyn, herunder ved efter
anmodning at give de kompetente myndigheder dokumenter og oplysninger.
5. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der præciserer de kriterier,
der finder anvendelse ved fastlæggelsen i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet af,
under hvilke omstændigheder det er hensigtsmæssigt at udpege et centralt kontaktpunkt, og hvilke
funktioner centrale kontaktpunkter skal have, jf. stk. 4.
Dette udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder skal navnlig tage hensyn til:
a) det samlede antal og værdien af transaktioner, der gennemføres af betalingsinstituttet i
værtslandet
b) de udbudte betalingstjenesters art, og
c) det samlede antal agenter etableret i værtslandet.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest
den 13. januar 2017.
6. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende rammerne for
samarbejde og for udvekslingen af oplysninger mellem på den ene side de kompetente myndigheder
i hjemlandet og på den anden side værtslandet i overensstemmelse med dette afsnit og med henblik
på at føre tilsyn med overholdelsen af de bestemmelser i national ret, der gennemfører afsnit III og
IV. I udkastene til reguleringsmæssige tekniske standarder fastsættes metoden, midlerne og de nær-
mere bestemmelser for samarbejdet i forbindelse med tilsyn med betalingsinstitutter med grænseo-
verskridende aktiviteter, og navnlig omfanget og behandlingen af de oplysninger, der skal udveks-
les, med henblik på at sikre et konsekvent og effektivt tilsyn med betalingsinstitutter, der udbyder
betalingstjenester på tværs af grænserne.
Disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder fastsætter ligeledes midlerne og de nærme-
re bestemmelser for de indberetninger fra betalingsinstitutter, som værtslandene anmoder om, ved-
298
rørende den betalingstjenestevirksomhed, der udføres på deres område, i overensstemmelse med
stk. 2, herunder hyppigheden af sådanne indberetninger.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest
den 13. januar 2018.
7. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i stk. 5 og 6 omhandlede reguleringsmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
Artikel 30
Foranstaltninger i tilfælde af manglende overholdelse, herunder forebyggende foranstaltnin-
ger
1. Hvis den kompetente myndighed i værtslandet konstaterer, at et betalingsinstitut, der har agenter
eller filialer på dets område, ikke overholder bestemmelserne i dette afsnit og de bestemmelser i
national ret, der gennemfører afsnit III eller IV, oplyser den kompetente myndighed i værtslandet
straks den kompetente myndighed i hjemlandet herom, uden at dette berører hjemlandets kompeten-
te myndigheders ansvar.
Den kompetente myndighed i hjemlandet træffer uden unødig forsinkelse og efter at have evalueret
de oplysninger, den har modtaget i henhold til første afsnit, alle passende foranstaltninger for at sik-
re, at det pågældende betalingsinstitut bringer det ulovlige forhold til ophør. Den kompetente myn-
dighed i hjemlandet underretter straks den kompetente myndighed i værtslandet og de kompetente
myndigheder i andre berørte medlemsstater om disse foranstaltninger.
2. I kritiske situationer, hvor det er nødvendigt at gribe ind omgående for at imødegå en alvorlig
trussel mod betalingstjenestebrugernes kollektive interesse i værtslandet, kan de kompetente myn-
digheder i værtslandet træffe forebyggende foranstaltninger sideløbende med det grænseoverskri-
dende samarbejde mellem de kompetente myndigheder i afventning af foranstaltninger, der træffes
af de kompetente myndigheder i hjemlandet, jf. artikel 29.
3. Alle forebyggende foranstaltninger i henhold til stk. 2 skal være hensigtsmæssige og stå i rime-
ligt forhold til deres formål om at yde beskyttelse mod en alvorlig trussel mod betalingstjenestebru-
gernes kollektive interesse i værtslandet. De må ikke medføre, at betalingstjenestebrugere hos beta-
lingsinstituttet i værtslandet får fortrin frem for betalingstjenestebrugere hos betalingsinstituttet i
andre medlemsstater.
Forebyggende foranstaltninger er midlertidige og afsluttes, når de alvorlige trusler er afhjulpet, her-
under med bistand fra eller i samarbejde med hjemlandets kompetente myndigheder eller med
EBA, jf. artikel 27, stk. 1.
299
4. Hvis det er muligt i den kritiske situation, underrettes de kompetente myndigheder i værtslandet
de kompetente myndigheder i hjemlandet og i andre berørte medlemsstater, Kommissionen og EBA
på forhånd og under alle omstændigheder uden unødig forsinkelse om de forebyggende foranstalt-
ninger, der er truffet i henhold til stk. 2, og om begrundelsen herfor.
Artikel 31
Begrundelser og meddelelse
1. Enhver foranstaltning, der træffes af kompetente myndigheder i henhold til artikel 23, 28, 29 el-
ler 30, og som medfører sanktioner eller restriktioner for udøvelsen af den fri udveksling af tjene-
steydelser eller udøvelsen af etableringsfriheden, skal være behørigt begrundet og meddeles det på-
gældende betalingsinstitut.
2. Artikel 28-30 berører ikke de kompetente myndigheders pligt i henhold til direktiv (EU)
2015/849 og forordning (EU) 2015/847, navnlig artikel 48, stk. 1, i direktiv (EU) 2015/849 og arti-
kel 22, stk. 1, i forordning (EU) 2015/847, til at føre tilsyn med eller overvåge opfyldelsen af krave-
ne i nævnte retsakter.
Afdeling 4
Undtagelser
Artikel 32
Betingelser
1. Medlemsstaterne kan undtage eller tillade deres kompetente myndigheder helt eller delvis at und-
tage fysiske eller juridiske personer, der udbyder betalingstjenester opført i punkt 1-6 i bilag I, fra
anvendelsen af proceduren og betingelserne i afdeling 1, 2 og 3, med undtagelse af artikel 14, 15,
22, 24, 25 og 26, hvis:
a) det månedlige gennemsnit af værdien af de samlede betalingstransaktioner for de foregå-
ende 12 måneder, der er gennemført af den pågældende person, herunder også agenter,
for hvilke personen har det fulde ansvar, ikke overstiger en grænse, som fastsættes af
medlemsstaten, men som under ingen omstændigheder overstiger 3 mio. EUR. Dette
krav vurderes på grundlag af det forventede samlede beløb for betalingstransaktioner i
forretningsplanen, medmindre de kompetente myndigheder kræver en tilpasning af denne
plan, og
b) ingen af de fysiske personer, der har ansvaret for forvaltningen eller driften af virksom-
heden, har været dømt for overtrædelser vedrørende hvidvask af penge eller finansiering
af terrorisme eller anden økonomisk kriminalitet.
2. Fysiske og juridiske personer, der er registreret i overensstemmelse med stk. 1, skal have hoved-
kontor eller bopælssted i den medlemsstat, hvor de faktisk driver virksomhed.
300
3. De personer, der er omhandlet i stk. 1, behandles som betalingsinstitutter; artikel 11, stk. 9, og
artikel 28, 29 og 30 finder dog ikke anvendelse på dem.
4. Medlemsstaterne kan også foreskrive, at alle fysiske og juridiske personer, der er registreret i
overensstemmelse med stk. 1, kun må udøve nogle af de aktiviteter, der er anført i artikel 18.
5. De personer, der er omhandlet i stk. 1, skal underrette de kompetente myndigheder om enhver
ændring i deres situation, der har betydning for betingelserne i nævnte stykke. Medlemsstaterne tag-
er de nødvendige skridt til at sikre, at de pågældende personer, når betingelserne i nærværende arti-
kels stk. 1, 2 eller 4 ikke længere er opfyldt, søger tilladelse efter proceduren i artikel 11 inden 30
kalenderdage.
6. Stk. 1-5 finder ikke anvendelse for så vidt angår direktiv (EU) 2015/849 eller nationale bestem-
melser om bekæmpelse af hvidvask af penge.
Artikel 33
Kontooplysningstjenesteudbydere
1. Fysiske eller juridiske personer, der kun udbyder den i punkt 8 i bilag I omhandlede betalingstje-
neste, undtages fra proceduren og betingelserne i afdeling 1 og 2, med undtagelse af artikel 5, stk.
1, litra a), b), e)-h), j), l), n), p) og q), og stk. 3, samt artikel 14 og 15. Afdeling 3 finder anvendelse,
undtagen artikel 23, stk. 3.
2. De personer, der er omhandlet i stk. 1, behandles som betalingsinstitutter, idet afsnit III og IV
dog ikke finder anvendelse på dem, med undtagelse af artikel 41, 45 og 52 og, hvor det er relevant,
artikel 67, 69 og 95-98.
Artikel 34
Underretnings- og oplysningspligt
Hvis en medlemsstat anvender en undtagelse i henhold til artikel 32, underretter den senest den 13.
januar 2018 Kommissionen om sin afgørelse herom, og den underretter straks Kommissionen om
enhver senere ændring. Endvidere oplyser medlemsstaten Kommissionen om det antal fysiske og
juridiske personer, der er berørt, og hvert år om den samlede værdi af betalingstransaktioner, der er
gennemført pr. 31. december hvert kalenderår, jf. artikel 32, stk. 1, litra a).
KAPITEL 2
Fælles bestemmelser
Artikel 35
301
Adgang til betalingssystemer
1. Medlemsstaterne sikrer, at reglerne for adgang til betalingssystemer for betalingstjenesteudbyde-
re, der er meddelt tilladelse, eller registrerede betalingstjenesteudbydere, som er juridiske personer,
er objektive, ikkediskriminerende og proportionale, og at de ikke forhindrer adgang i større ud-
strækning, end det er nødvendigt for at beskytte mod specifikke risici som f.eks. afviklingsrisiko,
operationel risiko og forretningsrisiko og for at beskytte betalingssystemets finansielle og drifts-
mæssige stabilitet.
Betalingssystemer må ikke pålægge betalingstjenesteudbydere eller -brugere eller andre betalings-
systemer nogen af følgende krav:
a) restriktive bestemmelser om effektiv deltagelse i andre betalingssystemer
b) en regel, der forskelsbehandler betalingstjenesteudbydere, der er meddelt tilladelse, eller
registrerede betalingstjenesteudbydere hvad angår deltagernes rettigheder, forpligtelser
og beføjelser
c) begrænsninger baseret på selskabsretlig status.
2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på:
a) betalingssystemer, der er betegnet som systemer i henhold til direktiv 98/26/EF
b) betalingssystemer, der udelukkende består af betalingstjenesteudbydere, der tilhører en
koncern.
Med henblik på første afsnit, litra a), sikrer medlemsstaterne, hvis en deltager i et betegnet system
giver en betalingstjenesteudbyder, der er meddelt tilladelse, eller en registreret betalingstjenesteud-
byder, som ikke er deltager i systemet, mulighed for sende overførselsordrer gennem systemet, at
denne deltager efter anmodning giver samme mulighed på en objektiv, forholdsmæssig og ikkedi-
skriminerende måde til andre betalingstjenesteudbydere, der er meddelt tilladelse, eller registrerede
betalingstjenesteudbydere, jf. stk. 1.
Deltageren skal give den betalingstjenesteudbyder, som fremsætter anmodningen, en fyldestgøren-
de begrundelse for et eventuelt afslag.
Artikel 36
Adgang til konti, der føres i kreditinstitutter
Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter har adgang til kreditinstitutters betalingskontotjene-
ster på et objektivt, ikkediskriminerende og forholdsmæssigt grundlag. En sådan adgang skal have
et så stort omfang, at betalingsinstitutter kan udbyde betalingstjenester uhindret og effektivt.
Kreditinstitutter giver den kompetente myndighed behørigt begrundede årsager til eventuelle afslag.
Artikel 37
302
Forbud mod, at andre personer end betalingstjenesteudbydere udbyder betalingstjenester,
samt underretningspligt
1. Medlemsstaterne forbyder fysiske og juridiske personer, der hverken er betalingstjenesteudbyde-
re eller udtrykkeligt er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde, at udbyde betalingstjene-
ster.
2. Medlemsstaterne pålægger tjenesteudbydere, som udøver en hvilken som helst af de i artikel 3,
litra k), nr. i) eller ii) omhandlede aktiviteter, eller som udøver begge aktiviteter, for hvilken den
samlede værdi af betalingstransaktioner gennemført i de foregående 12 måneder overstiger 1 mio.
EUR, at fremsende en underretning til de kompetente myndigheder med en beskrivelse af de tjene-
ster, der udbydes, samt angivelse af, i henhold til hvilken undtagelse i artikel 3, litra k), nr. i) og ii),
aktiviteten anses for at blive udøvet.
På grundlag af denne underretning træffer den kompetente myndighed en behørigt begrundet afgø-
relse på grundlag af de kriterier, der er omhandlet i artikel 3, litra k), såfremt aktiviteten ikke kan
kvalificeres som et begrænset net, og underretter tjenesteudbyderen herom.
3. Medlemsstaterne pålægger tjenesteudbydere, der udøver en aktivitet som omhandlet i artikel 3,
litra l), at fremsende en underretning til de kompetente myndigheder, og at forelægge de kompeten-
te myndigheder en årlig revisionserklæring, hvori det attesteres, at aktiviteten overholder grænserne
i artikel 3, litra l).
4. Uanset stk. 1 underretter de kompetente myndigheder EBA om de indberettede tjenester i hen-
hold til stk. 2 og 3 med angivelse af, i henhold til hvilken undtagelse aktiviteten udføres.
5. Beskrivelsen af den aktivitet, der er indberettet i henhold til nærværende artikels stk. 2. og 3, of-
fentliggøres i de i artikel 14 og 15 omhandlede registre.
AFSNIT III
ÅBENHED OM BETINGELSERNE FOR OG OPLYSNINGSKRAVENE VEDRØRENDE
BETALINGSTJENESTER
KAPITEL 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 38
Anvendelsesområde
303
1. Dette afsnit finder anvendelse på enkeltstående betalingstransaktioner, rammeaftaler og beta-
lingstransaktioner, som er omfattet af disse. Parterne kan aftale, at dette afsnit ikke finder anvendel-
se helt eller delvis, når betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.
2. Medlemsstaterne kan anvende bestemmelserne i dette afsnit på mikrovirksomheder på samme
måde som på forbrugere.
3. Dette direktiv berører ikke direktiv 2008/48/EF, anden relevant EU-ret eller nationale foranstalt-
ninger vedrørende betingelser for ydelse af kredit til forbrugere, der ikke er harmoniseret ved nær-
værende direktiv og overholder EU-retten.
Artikel 39
Andre bestemmelser i EU-retten
Bestemmelserne i dette afsnit berører ikke anden EU-ret, som indeholder supplerende krav om for-
udgående oplysninger.
Hvor direktiv 2002/65/EF også finder anvendelse, erstattes bestemmelserne om oplysninger i nævn-
te direktivs artikel 3, stk. 1 — undtagen nævnte stykkes nr. 2), litra c)-g), nr. 3), litra a), d) og e),
samt nr. 4), litra b) — dog af artikel 44, 45, 51 og 52 i nærværende direktiv.
Artikel 40
Gebyrer for oplysninger
1. Betalingstjenesteudbyderen må ikke afkræve betalingstjenestebrugeren gebyr for oplysninger i
henhold til dette afsnit.
2. Betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren kan aftale gebyrer for supplerende eller
hyppigere oplysninger, som stilles til rådighed for betalingstjenestebrugeren efter anmodning, eller
for overførsel heraf ved hjælp af andre kommunikationsmidler end dem, der er anført i rammeafta-
len.
3. Når betalingstjenesteudbyderen kan afkræve gebyrer for oplysninger i henhold til stk. 2, skal de
være rimelige og i overensstemmelse med betalingstjenesteudbyderens faktiske omkostninger.
Artikel 41
Bevisbyrden vedrørende oplysningskrav
Medlemsstaterne fastsætter, at betalingstjenesteudbyderen har bevisbyrden med hensyn til at bevi-
se, at oplysningskravene i dette afsnit er opfyldt.
304
Artikel 42
Undtagelse fra oplysningskravene i forbindelse med betalingsinstrumenter for små betalinger
og elektroniske penge
1. Når der er tale om betalingsinstrumenter, der i henhold til den relevante rammeaftale udelukken-
de vedrører særskilte betalingstransaktioner på højst 30 EUR, eller som enten har en beløbsgrænse
på 150 EUR eller på intet tidspunkt lagrer midler på mere end 150 EUR:
a) skal betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 51, 52 og 56 kun give betaleren oplysning
om de vigtigste karakteristika ved betalingstjenesten, herunder den måde, hvorpå beta-
lingsinstrumentet kan anvendes, ansvar, de opkrævede gebyrer samt andre væsentlige op-
lysninger, der er nødvendige for at træffe en informeret beslutning, og en angivelse af,
hvor andre oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 52, stilles til rådighed på en
let tilgængelig måde
b) kan det aftales, at betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 54 ikke har pligt til at foreslå
ændringer af betingelserne i rammeaftalen på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1
c) kan det aftales, at betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 57 og 58 efter gennemførel-
sen af en betalingstransaktion:
i) kun meddeler en reference eller stiller en reference til rådighed, der gør det muligt for
betalingstjenestebrugeren at identificere betalingstransaktionen, transaktionsbeløbet
og gebyrerne for den og/eller, når der er tale om flere betalingstransaktioner af samme
art foretaget til samme betalingsmodtager, kun oplyser det samlede beløb og de sam-
lede gebyrer for disse betalingstransaktioner
ii) ikke har pligt til at meddele de oplysninger, der er omhandlet i nr. i), eller stille dem
til rådighed, hvis betalingsinstrumentet anvendes anonymt, eller hvis betalingstjene-
steudbyderen på anden vis teknisk ikke er i stand til at meddele dem. Betalingstjene-
steudbyderen skal dog give betaleren mulighed for at kontrollere størrelsen af de mid-
ler, der er lagret.
2. For så vidt angår nationale betalingstransaktioner, kan medlemsstaterne eller deres kompetente
myndigheder mindske eller fordoble de beløb, der er omhandlet i stk. 1. For forudbetalte betalings-
instrumenter kan medlemsstaterne forhøje disse beløb indtil 500 EUR.
KAPITEL 2
Enkeltstående betalingstransaktioner
Artikel 43
Anvendelsesområde
1. Dette kapitel finder anvendelse på enkeltstående betalingstransaktioner, der ikke er omfattet af en
rammeaftale.
305
2. Når en betalingsordre vedrørende en enkeltstående betalingstransaktion sendes via et betalingsin-
strument, som er omfattet af en rammeaftale, er betalingstjenesteudbyderen ikke forpligtet til at
meddele oplysninger eller stille oplysninger til rådighed, som betalingstjenestebrugeren allerede
modtager på grundlag af en rammeaftale med en anden betalingstjenesteudbyder, eller som
vedkommende vil modtage i henhold til denne rammeaftale.
Artikel 44
Generelle forudgående oplysninger
1. Medlemsstaterne kræver, at betalingstjenesteudbyderen, inden betalingstjenestebrugeren bliver
bundet af en enkeltstående betalingstjenesteaftale eller et enkeltstående betalingstjenestetilbud, for
så vidt angår dennes egne tjenester, stiller de oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 45,
til rådighed for betalingstjenestebrugeren på en let tilgængelig måde. Efter anmodning fra betalings-
tjenestebrugeren meddeler betalingstjenesteudbyderen oplysningerne og betingelserne på papir eller
et andet varigt medium. Oplysningerne og betingelserne affattes i et letforståeligt sprog og på en
tydelig og forståelig måde på et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor betalingstjenesten
udbydes, eller på et andet sprog, som parterne fastsætter indbyrdes.
2. Hvis den enkeltstående betalingstjenesteaftale er indgået på betalingstjenestebrugerens anmod-
ning ved hjælp af et fjernkommunikationsmiddel, og dette ikke giver betalingstjenesteudbyderen
mulighed for at overholde bestemmelserne i stk. 1, skal betalingstjenesteudbyderen opfylde sine
forpligtelser efter det nævnte stykke straks efter gennemførelsen af betalingstransaktionen.
3. Forpligtelserne efter stk. 1 kan også opfyldes ved levering af en kopi af udkastet til den enkeltstå-
ende betalingstjenesteaftale eller udkastet til betalingsordren med de oplysninger og betingelser, der
er anført i artikel 45.
Artikel 45
Oplysninger og betingelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at følgende oplysninger og betingelser meddeles eller stilles til rådighed
for betalingstjenestebrugeren af betalingstjenesteudbyderen:
a) en specifikation af de oplysninger eller den entydige identifikationskode, som betalings-
tjenestebrugeren skal anvende, for at en betalingsordre kan initieres eller gennemføres
korrekt
b) den maksimale gennemførelsestid for den ønskede betalingstjeneste
c) alle gebyrer, som betalingstjenestebrugeren skal betale til betalingstjenesteudbyderen,
og, hvor det er relevant, en udspecificering af disse gebyrer
d) hvor det er relevant, den faktiske vekselkurs eller referencekursen, der skal gælde for be-
talingstransaktionen.
2. Medlemsstaterne sikrer endvidere, at betalingsinitierings tjenesteudbydere, inden transaktionen
initieres, meddeler betaleren eller giver betaleren adgang til følgende tydelige og udførlige oplys-
ninger:
306
a) navnet på betalingsinitieringstjenesteudbyderen, den fysiske adresse på dens hovedkontor
og, hvor det er relevant, den fysiske adresse på dens agent eller filial, som er etableret i
den medlemsstat, hvor betalingstjenesten udbydes, og alle andre kontaktoplysninger, her-
under e-mailadresse, som er relevante for kommunikationen med betalingsinitieringstjene-
steudbyderen, og
b) kontaktoplysningerne for den kompetente myndighed.
3. Hvor det er relevant, stilles andre relevante oplysninger og betingelser, som er anført i artikel 52,
til rådighed for betalingstjenestebrugeren på en let tilgængelig måde.
Artikel 46
Oplysninger til betaleren og betalingsmodtageren efter initiering af en betalingsordre
Ud over de i artikel 45 anførte oplysninger og betingelser meddeler en betalingsinitieringstjene-
steudbyder, hvis en betalingsordre initieres gennem en sådan, umiddelbart efter initieringen betale-
ren og, hvor det er relevant, betalingsmodtageren samtlige følgende oplysninger eller stiller oplys-
ningerne til rådighed for dem:
a) en bekræftelse på, at betalingsordren er initieret korrekt hos betalerens kontoførende be-
talingstjenesteudbyder
b) en reference, der gør det muligt for betaleren og betalingsmodtageren at identificere beta-
lingstransaktionen og, hvor det er relevant, for betalingsmodtageren at identificere beta-
leren, samt eventuelle oplysninger, der fulgte betalingstransaktionen
c) betalingstransaktionsbeløbet
d) hvis det er relevant, beløbsstørrelsen af eventuelle gebyrer, der skal betales til betalings-
initieringstjenesteudbyderen for transaktionen og, hvis det er relevant, en udspecificering
af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer.
Artikel 47
Oplysninger til betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder i tilfælde af en betalingsini-
tieringstjeneste
Hvis en betalingsordre initieres gennem en betalingsinitieringstjenesteudbyder, skal denne stille be-
talingstransaktionsreferencen til rådighed for betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder.
Artikel 48
Oplysninger til betaleren efter modtagelse af en betalingsordre
Umiddelbart efter modtagelse af en betalingsordre meddeler betalerens betalingstjenesteudbyder
betaleren følgende oplysninger, for så vidt angår betalingstjenesteudbyderens egne tjenester, eller
stiller oplysningerne til rådighed for betaleren på samme måde som fastsat i artikel 44, stk. 1:
a) en reference, der gør det muligt for betaleren at identificere betalingstransaktionen, og,
hvor det er relevant, oplysninger om betalingsmodtageren
b) betalingstransaktionsbeløbet udtrykt i den valuta, der anvendes i betalingsordren
307
c) beløbsstørrelsen af eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen, som betaleren skal beta-
le, og, hvor det er relevant, en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer
d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalerens betalingstjenesteudbyder har anvendt
ved betalingstransaktionen eller en henvisning hertil, hvis den er forskellig fra den kurs,
der anvendes i overensstemmelse med artikel 45, stk. 1, litra d), og betalingstransaktions-
beløbet efter valutaomregningen
e) datoen for modtagelsen af betalingsordren.
Artikel 49
Oplysninger til betalingsmodtageren efter gennemførelse
Straks efter gennemførelse af en betalingsordre meddeler betalingsmodtagerens betalingstjeneste-
udbyder betalingsmodtageren følgende oplysninger, for så vidt angår betalingstjenesteudbyderens
egne tjenester, eller stiller oplysningerne til rådighed for betalingsmodtageren på samme måde som
fastsat i artikel 44, stk. 1:
a) en reference, der gør det muligt for betalingsmodtageren at identificere betalingstransak-
tionen og, hvor det er relevant, betaleren, samt eventuelle oplysninger, der fulgte beta-
lingstransaktionen
b) betalingstransaktionsbeløbet udtrykt i valutaen for de midler, der er til betalingsmodtage-
rens rådighed
c) størrelsen af eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen, som betalingsmodtageren
skal betale, og, hvor det er relevant, en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne
gebyrer
d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder
har anvendt ved betalingstransaktionen, og betalingstransaktionsbeløbet inden denne va-
lutaomregning
e) valørdatoen for kreditering.
KAPITEL 3
Rammeaftaler
Artikel 50
Anvendelsesområde
Dette kapitel finder anvendelse på betalingstransaktioner, der er omfattet af en rammeaftale.
Artikel 51
Generelle forudgående oplysninger
1. Medlemsstaterne kræver, at betalingstjenesteudbyderen, i god tid inden betalingstjenestebrugeren
bliver bundet af en rammeaftale eller et tilbud, på papir eller et andet varigt medium meddeler den-
308
ne de oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 52. Oplysningerne og betingelserne affattes i
et letforståeligt sprog og på en tydelig og forståelig måde på et af de officielle sprog i den medlems-
stat, hvor betalingstjenesten udbydes, eller på et andet sprog, som parterne fastsætter indbyrdes.
2. Hvis rammeaftalen er indgået på betalingstjenestebrugerens anmodning ved hjælp af et fjernkom-
munikationsmiddel, og dette ikke giver betalingstjenesteudbyderen mulighed for at overholde be-
stemmelserne i stk. 1, skal betalingstjenesteudbyderen opfylde sine forpligtelser efter det pågælden-
de stykke straks efter indgåelse af rammeaftalen.
3. Forpligtelserne efter stk. 1 kan også opfyldes ved udlevering af en kopi af udkastet til rammeaf-
tale med de oplysninger og betingelser, som er anført i artikel 52.
Artikel 52
Oplysninger og betingelser
Medlemsstaterne sikrer, at følgende oplysninger og betingelser meddeles betalingstjenestebrugeren:
1) vedrørende betalingstjenesteudbyderen:
a) navnet på betalingstjenesteudbyderen, den fysiske adresse på hovedkontoret og, hvor det
er relevant, den fysiske adresse på en filial eller agent, som er etableret i den medlems-
stat, hvor betalingstjenesten udbydes, og enhver anden adresse, herunder e-mailadresser,
som har betydning for kommunikationen med betalingstjenesteudbyderen
b) oplysninger om den relevante tilsynsmyndighed og om det register, der er omhandlet i
artikel 14, eller om et andet relevant offentligt register, hvor betalingstjenesteudbyderens
tilladelse er registreret, og registreringsnummeret eller tilsvarende identifikationsoplys-
ninger i det pågældende register
2) vedrørende brug af betalingstjenesten:
a) en beskrivelse af de vigtigste karakteristika ved den pågældende betalingstjeneste
b) en præcisering af de oplysninger eller den entydige identifikationskode, som betalingstje-
nestebrugeren skal anvende, for at en betalingsordre kan initieres eller gennemføres kor-
rekt
c) formen og proceduren for meddelelse af samtykke til at initiere en betalingsordre eller
gennemføre en betalingstransaktion og tilbagekaldelse af et sådant samtykke i overens-
stemmelse med artikel 64 og 80
d) en henvisning til det tidspunkt, hvor en betalingsordre anses for at være modtaget i over-
ensstemmelse med artikel 78, og det eventuelle seneste tidspunkt (cut-off-tidspunktet),
der er fastsat af betalingstjenesteudbyderen
e) den maksimale gennemførelsestid for de ønskede betalingstjenester
f) oplysning om, hvorvidt der er mulighed for at aftale beløbsgrænser for anvendelse af be-
talingsinstrumentet i overensstemmelse med artikel 68, stk. 1
g) i tilfælde af co-badgede kortbaserede betalingsinstrumenter, betalingstjenestebrugerens
rettigheder i henhold til artikel 8 i forordning (EU) 2015/751
3) vedrørende gebyrer, renter og vekselkurser:
309
a) alle gebyrer, som betalingstjenestebrugeren skal betale til betalingstjenesteudbyderen,
herunder dem, der har tilknytning til den måde, hvorpå og den hyppighed, hvormed op-
lysninger ifølge dette direktiv skal meddeles eller stilles til rådighed, og, hvor det er rele-
vant, en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer
b) hvor det er relevant, de rentesatser og vekselkurser, der skal gælde, eller hvis reference-
rentesatsen og referencekursen skal anvendes, beregningsmetoden for den faktiske rente
og den relevante dato og indeks eller grundlag for fastsættelse af en sådan referenceren-
tesats eller referencekurs
c) hvis det er aftalt, øjeblikkelig anvendelse af ændringer i referencerentesatsen eller refe-
rencekursen og oplysningskrav vedrørende ændringerne i overensstemmelse med artikel
54, stk. 2
4) vedrørende kommunikation:
a) hvor det er relevant, kommunikationsmidler, herunder de tekniske krav til betalingstjene-
stebrugerens udstyr og software, som parterne aftaler at bruge ved overførsel af oplysnin-
ger eller meddelelser i henhold til dette direktiv
b) den måde hvorpå og den hyppighed, hvormed oplysninger ifølge dette direktiv skal med-
deles eller stilles til rådighed
c) det eller de sprog, hvorpå rammeaftalen skal indgås og kommunikationen finde sted i lø-
bet af dette kontraktforhold
d) betalingstjenestebrugerens ret til at modtage aftalebetingelserne i rammeaftalen og oplys-
ninger og betingelser i overensstemmelse med artikel 53
5) vedrørende beskyttelsesforanstaltninger og korrigerende foranstaltninger:
a) hvor det er relevant, en beskrivelse af de foranstaltninger, som betalingstjenestebrugeren
skal træffe for at opfylde sikkerhedskravene for betalingsinstrumentet, samt oplysninger
om, hvordan betalingstjenesteudbyderen skal underrettes, jf. artikel 69, stk. 1, litra b)
b) en sikker procedure for betalingstjenesteudbyderens underretning af betalingstjenestebru-
geren i tilfælde af mistanke om eller faktiske tilfælde af svig eller sikkerhedstrusler
c) hvis det er aftalt, de betingelser, hvorpå betalingstjenesteudbyderen forbeholder sig ret til
at spærre et betalingsinstrument i overensstemmelse med artikel 68
d) betalerens ansvar i overensstemmelse med artikel 74, herunder oplysninger om det rele-
vante beløb
e) hvordan og inden for hvilket tidsrum betalingstjenestebrugeren skal give betalingstjene-
steudbyderen meddelelse om en uautoriseret eller ukorrekt initieret eller gennemført be-
talingstransaktion i overensstemmelse med artikel 71 samt betalingstjenesteudbyderens
ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner i overensstemmelse med artikel 73
f) betalingstjenesteudbyderens ansvar for initieringen eller gennemførelsen af betalings-
transaktioner i overensstemmelse med artikel 89
g) betingelserne for tilbagebetaling i henhold til artikel 76 og 77
6) vedrørende ændringer i og opsigelse af rammeaftalen:
a) hvis det er aftalt, oplysninger om, at betalingstjenestebrugeren anses for at have godkendt
de ændrede betingelser i overensstemmelse med artikel 54, medmindre betalingstjeneste-
brugeren inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato meddeler betalingstjenesteudbyderen,
at de ikke kan godkendes
b) rammeaftalens løbetid
310
c) betalingstjenestebrugerens ret til at opsige rammeaftalen og eventuelle aftaler om opsi-
gelse, jf. artikel 54, stk. 1, og artikel 55
7) vedrørende klage og erstatning:
a) eventuelle kontraktbestemmelser om den lovgivning, der finder anvendelse på rammeaf-
talen, og/eller om værneting
b) de alternative tvistbilæggelsesprocedurer, som er tilgængelige for betalingstjenestebruge-
ren i overensstemmelse med artikel 99-102.
Artikel 53
Adgang til oplysninger og betingelser i rammeaftaler
Betalingstjenestebrugeren har til enhver tid i løbet af kontraktforholdet ret til efter anmodning at
modtage aftalebetingelserne i rammeaftalen samt de oplysninger og betingelser, der er omhandlet i
artikel 52, på papir eller et andet varigt medium.
Artikel 54
Ændringer i betingelser i rammeaftaler
1. Betalingstjenesteudbyderen skal foreslå eventuelle ændringer i rammeaftalen eller i de oplysnin-
ger og betingelser, der er anført i artikel 52, på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1, og se-
nest to måneder inden den foreslåede anvendelsesdato. Betalingstjenestebrugeren kan enten accep-
tere eller afvise ændringerne inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato.
Hvis det er relevant i overensstemmelse med artikel 52, stk. 6, litra a), skal betalingstjenesteudby-
deren meddele betalingstjenestebrugeren, at betalingstjenestebrugeren anses for at have godkendt
disse ændringer, hvis denne ikke inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato meddeler betalingstjene-
steudbyderen, at de ikke kan godkendes. Betalingstjenesteudbyderen skal også meddele betalings-
tjenestebrugeren, at betalingstjenestebrugeren, såfremt denne afviser disse ændringer, har ret til at
opsige rammeaftalen vederlagsfrit og med virkning på et hvilket som helst tidspunkt indtil den dato,
hvor ændringen ville have fundet anvendelse.
2. Ændringer i rentesatsen eller vekselkursen kan anvendes øjeblikkelig og uden varsel, forudsat at
en sådan ret er fastsat i rammeaftalen, og at ændringerne i rentesatsen eller vekselkursen bygger på
den referencerentesats eller den referencekurs, der er aftalt i overensstemmelse med artikel 52, stk.
3, litra b) og c). Betalingstjenestebrugeren skal underrettes om eventuelle ændringer i renten så hur-
tigt som muligt på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1, medmindre parterne har aftalt, at
oplysningerne skal gives eller stilles til rådighed med en bestemt hyppighed eller på en bestemt må-
de. Ændringer i rentesatsen eller vekselkursen, der er mere gunstige for betalingstjenestebrugerne,
kan dog anvendes uden varsel.
3. Ændringer i den rentesats eller vekselkurs, der anvendes i betalingstransaktioner, foretages og
beregnes efter en neutral metode uden at forskelsbehandle betalingstjenestebrugerne.
311
Artikel 55
Opsigelse
1. Betalingstjenestebrugeren kan opsige rammeaftalen på et hvilket som helst tidspunkt, medmindre
parterne har aftalt en opsigelsesfrist. En sådan frist må ikke overstige en måned.
2. Rammeaftalen skal vederlagsfrit kunne opsiges af betalingstjenestebrugeren, medmindre aftalen
har været i kraft i mindre end seks måneder. Eventuelle gebyrer for opsigelse af rammeaftalen skal
være passende og i overensstemmelse med omkostningerne.
3. Hvis det er aftalt i rammeaftalen, kan betalingstjenesteudbyderen opsige en rammeaftale, når af-
talen er indgået på ubestemt tid, med mindst to måneders varsel på samme måde som fastsat i arti-
kel 51, stk. 1.
4. Gebyrer for betalingstjenester, der opkræves regelmæssigt, skal kun betales forholdsmæssigt af
betalingstjenestebrugeren for tiden frem til opsigelsen af aftalen. Hvis sådanne gebyrer er forudbe-
talt, skal de tilbagebetales forholdsmæssigt.
5. Bestemmelserne i denne artikel berører ikke medlemsstaternes love og administrative bestem-
melser vedrørende parternes ret til at annullere rammeaftalen eller erklære den for ugyldig.
6. Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser, der er gunstigere for betalingstjenestebrugere.
Artikel 56
Oplysninger før gennemførelse af særskilte betalingstransaktioner
Hvis en særskilt betalingstransaktion, der er omfattet af en rammeaftale, er initieret af betaleren,
skal betalingstjenesteudbyderen, hvis betaleren ønsker det for denne specifikke betalingstransakti-
on, udtrykkeligt meddele alle af de følgende oplysninger:
a) den maksimale gennemførelsestid
b) de gebyrer, som betaleren skal betale
c) hvor det er relevant, udspecificering af beløbsstørrelserne for eventuelle gebyrer.
Artikel 57
Oplysninger til betaleren om særskilte betalingstransaktioner
312
1. Efter at beløbet for en særskilt betalingstransaktion er blevet debiteret betalerens konto eller, hvis
betaleren ikke anvender en betalingskonto, efter modtagelse af betalingsordren, skal betalerens be-
talingstjenesteudbyder snarest muligt og på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1, meddele
betaleren alle af de følgende oplysninger:
a) en reference, der gør det muligt for betaleren at identificere hver enkelt betalingstransak-
tion og, hvor det er relevant, oplysninger om betalingsmodtageren
b) betalingstransaktionsbeløbet udtrykt i den valuta, som betalerens betalingskonto debite-
res i, eller i den valuta, der anvendes i betalingsordren
c) beløbsstørrelsen af eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen og, hvor det er relevant,
en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer, eller den rente, som betale-
ren skal betale
d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalerens betalingstjenesteudbyder har an-
vendt ved betalingstransaktionen, og betalingstransaktionsbeløbet efter valutaomregnin-
gen
e) valørdatoen for debitering eller datoen for modtagelsen af betalingsordren.
2. En rammeaftale skal indeholde en bestemmelse om, at betaleren kan kræve, at de i stk. 1 om-
handlede oplysninger vederlagsfrit meddeles eller stilles til rådighed mindst én gang om måneden
og på en aftalt måde, som gør det muligt for betaleren at lagre og gengive oplysninger uændret.
3. Medlemsstaterne kan dog kræve, at betalingstjenesteudbydere vederlagsfrit meddeler oplysninger
på papir eller på et andet varigt medium mindst én gang om måneden.
Artikel 58
Oplysninger til betalingsmodtageren om særskilte betalingstransaktioner
1. Efter at en særskilt betalingstransaktion er gennemført, skal betalingsmodtagerens betalingstjene-
steudbyder snarest muligt på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1, meddele betalingsmodta-
geren alle af de følgende oplysninger:
a) en reference, der gør det muligt for betalingsmodtageren at identificere betalingstransak-
tionen og betaleren, samt eventuelle oplysninger, der fulgte betalingstransaktionen
b) beløbet for betalingstransaktionen i den valuta, som betalingsmodtagerens betalingskonto
krediteres i
c) beløbsstørrelsen af eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen og, hvor det er relevant,
en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer, eller den rente, som beta-
lingsmodtageren skal betale
d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder
har anvendt ved betalingstransaktionen, og betalingstransaktionsbeløbet inden denne va-
lutaomregning
e) valørdatoen for kreditering.
2. En rammeaftale kan indeholde en bestemmelse om, at de i stk. 1 omhandlede oplysninger skal
meddeles eller stilles til rådighed mindst én gang om måneden og på en aftalt måde, som gør det
muligt for betalingsmodtageren at lagre og gengive oplysninger uændret.
313
3. Medlemsstaterne kan dog kræve, at betalingstjenesteudbydere vederlagsfrit meddeler oplysninger
på papir eller på et andet varigt medium mindst én gang om måneden.
KAPITEL 4
Fælles bestemmelser
Artikel 59
Valuta og valutaomregning
1. Betalinger foretages i den valuta, som parterne har aftalt.
2. Hvis der tilbydes en valutaomregningstjeneste, før betalingstransaktionen initieres, og hvis denne
valutaomregningstjeneste tilbydes på en pengeautomat, på salgsstedet eller af betalingsmodtageren,
skal den part, der tilbyder valutaomregningstjenesten til betaleren, give denne alle oplysninger om
gebyrer samt om den vekselkurs, der anvendes ved valutaomregningen.
Betaleren skal godkende, at valutaomregningstjenesten ydes på dette grundlag.
Artikel 60
Oplysninger om tillægsgebyrer eller rabatter
1. Hvis betalingsmodtageren opkræver gebyr eller tilbyder rabat for brug af et givet betalingsinstru-
ment, underretter betalingsmodtageren betaleren herom, før betalingstransaktionen initieres.
2. Hvis betalingstjenesteudbyderen eller en anden part, der indgår i transaktionen, opkræver gebyr
for brug af et givet betalingsinstrument, underretter betalingstjenesteudbyderen betalingstjeneste-
brugeren herom, før betalingstransaktionen initieres.
3. Betaleren er kun forpligtet til at betale de i stk. 1 og 2 omhandlede gebyrer, hvis deres fulde be-
løb er oplyst, før betalingstransaktionen initieres.
AFSNIT IV
RETTIGHEDER OG FORPLIGTELSER I FORBINDELSE MED UDBUD OG BRUG AF
BETALINGSTJENESTER
KAPITEL 1
314
Fælles bestemmelser
Artikel 61
Anvendelsesområde
1. Når betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger, kan betalingstjenestebrugeren og betalingstje-
nesteudbyderen aftale, at artikel 62, stk. 1, artikel 64, stk. 3, samt artikel 72, 74, 76, 77, 80 og 89
ikke eller kun delvis finder anvendelse. Betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen
kan også aftale andre frister end dem, der er fastsat i artikel 71.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at artikel 102 ikke finder anvendelse, når betalingstjenestebruge-
ren ikke er en forbruger.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at bestemmelserne i dette afsnit finder anvendelse på mikrovirk-
somheder på samme måde som på forbrugere.
4. Dette direktiv berører ikke direktiv 2008/48/EF, anden relevant EU-ret eller nationale foranstalt-
ninger vedrørende betingelser for ydelse af kredit til forbrugere, der ikke er harmoniseret ved nær-
værende direktiv og overholder EU-retten.
Artikel 62
Gældende gebyrer
1. Betalingstjenesteudbyderen må ikke afkræve betalingstjenestebrugeren gebyr for opfyldelse af si-
ne oplysningspligter eller korrigerende og forebyggende foranstaltninger i henhold til dette afsnit,
medmindre andet fremgår af artikel 79, stk. 1, artikel 80, stk. 5, og artikel 88, stk. 2. Disse gebyrer
aftales mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen og skal være passende og i
overensstemmelse med betalingstjenesteudbyderens faktiske omkostninger.
2. Medlemsstaterne kræver, for så vidt angår betalingstransaktioner, der gennemføres i Unionen,
hvor både betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbydere eller den eneste betalings-
tjenesteudbyder, der er involveret i betalingstransaktionen, er beliggende i Unionen, at betalings-
modtageren betaler de gebyrer, som dennes betalingstjenesteudbyder opkræver, og at betaleren be-
taler de gebyrer, som dennes betalingstjenesteudbyder opkræver.
3. Betalingstjenesteudbyderen må ikke hindre betalingsmodtageren i at opkræve et gebyr af betale-
ren, tilbyde den pågældende rabat eller på anden måde styre vedkommende i retning af at anvende
et bestemt betalingsinstrument. De eventuelle gebyrer, der pålægges, må ikke overstige de direkte
omkostninger, som betalingsmodtageren afholder for at anvende det pågældende betalingsinstru-
ment.
315
4. Medlemsstaterne sikrer under alle omstændigheder, at betalingsmodtageren ikke opkræver geby-
rer for anvendelse af betalingsinstrumenter, for hvilke interbankgebyrerne er reguleret i kapitel II i
forordning (EU) 2015/751, og for de betalingstjenester, på hvilke forordning (EU) nr. 260/2012 fin-
der anvendelse.
5. Medlemsstaterne kan forbyde eller begrænse betalingsmodtagerens ret til at opkræve gebyrer
under hensyntagen til behovet for at øge konkurrencen og fremme brugen af effektive betalingsin-
strumenter.
Artikel 63
Undtagelse for betalingsinstrumenter med lav værdi og elektroniske penge
1. Hvis der er tale om betalingsinstrumenter, der i henhold til rammeaftalen udelukkende vedrører
særskilte betalingstransaktioner på højst 30 EUR, eller som enten har en beløbsgrænse på 150 EUR
eller på intet tidspunkt lagrer midler på mere end 150 EUR, kan betalingstjenesteudbyderne aftale
med deres betalingstjenestebrugere at:
a) artikel 69, stk. 1, litra b), artikel 70, stk. 1, litra c) og d), samt artikel 74, stk. 3, ikke fin-
der anvendelse, hvis betalingsinstrumentet ikke kan spærres eller yderligere anvendelse
af betalingsinstrumentet ikke kan forhindres
b) artikel 72 og 73 og artikel 74, stk. 1 og 3, ikke finder anvendelse, hvis betalingsinstru-
mentet anvendes anonymt, eller betalingstjenesteudbyderen af andre grunde, som er sær-
lige for det givne betalingsinstrument, ikke er i stand til at bevise, at betalingstransaktio-
nen var autoriseret
c) betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 79, stk. 1, ikke skal give betalingstjenestebru-
geren meddelelse om afvisning af en betalingsordre, hvis den manglende gennemførelse
fremgår tydeligt af den givne sammenhæng
d) betaleren uanset artikel 80 ikke kan tilbagekalde betalingsordren efter at have afgivet sin
betalingsordre eller meddelt sit samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen til be-
talingsmodtageren
e) der uanset artikel 83 og 84 anvendes andre gennemførelsesperioder.
2. For så vidt angår nationale betalingstransaktioner, kan medlemsstaterne eller deres kompetente
myndigheder mindske eller fordoble de beløb, der er omhandlet i stk. 1. De kan forhøje dem for
forudbetalte betalingsinstrumenter indtil 500 EUR.
3. Artikel 73 og 74 i finder også anvendelse på elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i
direktiv 2009/110/EF, medmindre betalerens betalingstjenesteudbyder ikke har mulighed for at fast-
fryse den betalingskonto, på hvilke de elektroniske penge lagres, eller spærre betalingsinstrumentet.
Medlemsstaterne kan begrænse denne undtagelse til betalingskonti, på hvilke de elektroniske penge
lagres, eller til betalingsinstrumenter af en nærmere angivet værdi.
KAPITEL 2
Autorisation af betalingstransaktioner
316
Artikel 64
Samtykke og tilbagekaldelse af samtykke
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstransaktion kun anses for at være autoriseret, hvis betale-
ren har meddelt sit samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen. Betaleren kan autorisere en
betalingstransaktion før eller, hvis det er aftalt mellem betaleren og dennes betalingstjenesteudby-
der, efter gennemførelsen af betalingstransaktionen.
2. Samtykke til at gennemføre en betalingstransaktion eller en række betalingstransaktioner medde-
les i den form, der er aftalt mellem betaleren og dennes betalingstjenesteudbyder. Samtykke til at
gennemføre en betalingstransaktion kan også gives via betalingsmodtageren eller betalingsinitierin-
gstjenesteudbyderen.
Hvis der ikke er meddelt samtykke, anses betalingstransaktionen for uautoriseret.
3. Betaleren kan til enhver tid tilbagekalde et samtykke, men ikke senere end på tidspunktet for
uigenkaldelighed, jf. artikel 80. Et samtykke til at gennemføre en række betalingstransaktioner kan
også tilbagekaldes, hvorefter eventuelle fremtidige betalingstransaktioner skal anses for at være
uautoriserede.
4. Betaleren og betalingstjenesteudbyderne træffer aftale om proceduren for meddelelse af samtyk-
ke.
Artikel 65
Bekræftelse af midlers tilgængelighed
1. Medlemsstaterne sikrer, at en kontoførende betalingstjenesteudbyder efter anmodning fra en be-
talingstjenesteudbyder, som udsteder kortbaserede betalingsinstrumenter, straks bekræfter, om et
beløb, der er nødvendigt til at gennemføre en kortbaseret betalingstransaktion, er tilgængeligt på be-
talerens betalingskonto, forudsat at samtlige følgende betingelser er opfyldt:
a) betalerens betalingskonto er tilgængelig online på tidspunktet for forespørgslen
b) betaleren har givet sit udtrykkelige samtykke til, at den kontoførende betalingstjeneste-
udbyder kan besvare anmodninger fra en bestemt betalingstjenesteudbyder om at bekræf-
te, at et beløb, der svarer til en bestemt kortbaseret betalingstransaktion, er tilgængeligt
på betalerens betalingskonto
c) det i litra b) omhandlede samtykke er blevet givet, inden den første anmodning om be-
kræftelse fremsættes.
2. Betalingstjenesteudbyderen kan anmode om det i stk. 1 omhandlede samtykke, såfremt samtlige
følgende betingelser er opfyldt:
a) betaleren har givet sit udtrykkelige samtykke til, at betalingstjenesteudbyderen kan an-
mode om den i stk. 1 omhandlede bekræftelse
317
b) betaleren har initieret den kortbaserede betalingstransaktion på det pågældende beløb ved
hjælp af et kortbaseret betalingsinstrument udstedt af betalingstjenesteudbyderen
c) betalingstjenesteudbyderen autentificerer sig over for den kontoførende betalingstjene-
steudbyder før hver anmodning om bekræftelse og kommunikerer med den kontoførende
betalingstjenesteudbyder på sikker vis i overensstemmelse med artikel 98, stk. 1, litra d).
3. I overensstemmelse med direktiv 95/46/EF består den i stk. 1 omhandlede bekræftelse kun af et
simpelt ja eller nej som svar og ikke i en angivelse af kontoens saldo. Svaret må ikke lagres eller
anvendes til andre formål end gennemførelse af den kortbaserede betalingstransaktion.
4. Den i stk. 1 omhandlede bekræftelse må ikke gøre det muligt for den kontoførende betalingstje-
nesteudbyder at blokere midler på betalerens betalingskonto.
5. Betaleren kan anmode den kontoførende betalingstjenesteudbyder om at få oplyst betalingstjene-
steudbyderens identifikation og det svar, der er givet.
6. Denne artikel finder ikke anvendelse på betalingstransaktioner initieret via kortbaserede beta-
lingsinstrumenter, hvorpå der er lagret elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i direktiv
2009/110/EF.
Artikel 66
Regler for adgang til en betalingskonto i forbindelse med betalingsinitieringstjenester
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betaler har ret til at gøre brug af en betalingsinitieringstjenesteud-
byder for at opnå betalingstjenester som omhandlet i bilag I, punkt 7. Retten til at anvende en beta-
lingsinitieringstjenesteudbyder finder ikke anvendelse, hvis betalingskontoen ikke er tilgængelig
online.
2. Såfremt betaleren giver sit udtrykkelige samtykke til, at en betaling gennemføres i overensstem-
melse med artikel 64, udfører den kontoførende betalingstjenesteudbyder de i nærværende artikels
stk. 4 anførte handlinger med henblik på at sikre betalerens ret til at anvende betalingsinitieringstje-
nesten.
3. Betalingsinitieringstjenesteudbyderen:
a) må på intet tidspunkt at være i besiddelse af betalerens midler i forbindelse med leverin-
gen af betalingsinitieringstjenesten
b) sikrer, at betalingstjenestebrugerens personaliserede sikkerhedsoplysninger ikke er til-
gængelige for andre parter, med undtagelse af brugeren og udstederen af de personalise-
rede sikkerhedsoplysninger, og at de overføres af betalingsinitieringstjenesteudbyderen
gennem sikre og effektive kanaler
c) sikrer, at eventuelle andre oplysninger om betalingstjenestebrugeren, som er opnået i for-
bindelse med leveringen af betalingsinitieringstjenesterne, kun meddeles til betalings-
modtageren og kun med betalingstjenestebrugerens udtrykkelige samtykke
318
d) identificerer sig over for betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder, hver gang en
betaling initieres, og kommunikerer med den kontoførende betalingstjenesteudbyder, be-
taleren og betalingsmodtageren på sikker vis i overensstemmelse med artikel 98, stk. 1,
litra d)
e) må ikke lagre betalingstjenestebrugerens følsomme betalingsdata
f) må ikke anmode betalingstjenestebrugeren om andre oplysninger end dem, der nødvendi-
ge for at levere betalingsinitieringstjenesten
g) må ikke anvende, tilgå eller lagre oplysninger med andre formål end levering af den be-
talingsinitieringstjeneste, som betaleren udtrykkeligt har anmodet om
h) må ikke ændre beløbet, betalingsmodtageren eller andre af transaktionens elementer.
4. Den kontoførende betalingstjenesteudbyder:
a) kommunikerer sikkert med betalingsinitieringstjenesteudbydere i overensstemmelse med
artikel 98, stk. 1, litra d)
b) giver umiddelbart efter modtagelse af en betalingsordre fra en betalingsinitieringstjene-
steudbyder betalingsinitieringstjenesteudbyderen alle oplysninger om initieringen af be-
talingstransaktionen og alle oplysninger vedrørende gennemførelsen af betalingstransak-
tionen, som er tilgængelige for den kontoførende betalingstjenesteudbyder, eller stille
disse oplysninger til rådighed for betalingsinitieringstjenesteudbyderen
c) undgår enhver forskelsbehandling af betalingsordrer, der overføres gennem en betalings-
initieringstjenesteudbyder, medmindre der foreligger objektive grunde, navnlig hvad an-
går tidspunkter, prioriteter eller gebyrer, i forhold til betalingsordrer, der overføres direk-
te af betaleren.
5. Levering af betalingsinitieringstjenester må ikke afhænge af, at der foreligger et kontraktforhold
mellem betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontoførende betalingstjenesteudbydere til dette
formål.
Artikel 67
Regler om adgang til og brug af betalingskontooplysninger i forbindelse med kontooplysning-
stjenester
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstjenestebruger har ret til at gøre brug af tjenester, der giver
adgang til kontooplysninger som omhandlet i punkt 8 i bilag I. Rettigheden finder ikke anvendelse,
hvis betalingskontoen ikke er tilgængelig online.
2. Kontooplysningstjenesteudbyderen:
a) udbyder tjenester udelukkende efter betalingstjenestebrugerens udtrykkelige samtykke
b) sikrer, at betalingstjenestebrugerens personaliserede sikkerhedsoplysninger ikke er til-
gængelige for andre parter, med undtagelse af brugeren og udstederen af de personalise-
rede sikkerhedsoplysninger, og at det foregår gennem sikre og effektive kanaler, når de
overføres af kontooplysningstjenesteudbyderen
c) identificerer sig i hver kommunikationssession over for betalingstjenestebrugerens kon-
toførende betalingstjenesteudbyder(e) og kommunikerer med de(n) kontoførende beta-
lingstjenesteudbyder(e) og betalingstjenestebrugeren på sikker vis i overensstemmelse
med artikel 98, stk. 1, litra d)
319
d) må kun tilgå oplysninger fra nærmere angivne betalingskonti og tilhørende betalings-
transaktioner
e) må ikke anmode om følsomme betalingsoplysninger i tilknytning til betalingskonti
f) må ikke anvende, tilgå eller lagre oplysninger med andre formål end levering af den kon-
tooplysningstjeneste, som betalingstjenestebrugeren udtrykkeligt har anmodet om, i over-
ensstemmelse med databeskyttelsesreglerne.
3. Den kontoførende betalingstjenesteudbyder skal med hensyn til betalingskonti:
a) kommunikere sikkert med kontooplysningstjenesteudbydere i overensstemmelse med ar-
tikel 98, stk. 1, litra d), og
b) undgå enhver forskelsbehandling af anmodninger om oplysninger, der overføres gennem
en kontooplysningstjenesteudbyder, medmindre der foreligger objektive grunde.
4. Levering af kontooplysningstjenester må ikke afhænge af, at der findes et kontraktforhold mel-
lem kontooplysningstjenesteudbydere og kontoførende betalingstjenesteudbydere til dette formål.
Artikel 68
Grænser for brug af betalingsinstrumenter og for betalingstjenesteudbyderes adgang til beta-
lingskonti
1. Når der med henblik på meddelelse af samtykke anvendes et specifikt betalingsinstrument, kan
betaleren og dennes betalingstjenesteudbyder aftale beløbsgrænser for betalingstransaktioner, der
gennemføres ved hjælp af dette betalingsinstrument.
2. Hvis det er aftalt i rammeaftalen, kan betalingstjenesteudbyderen forbeholde sig ret til at spærre
betalingsinstrumentet ud fra objektivt begrundede hensyn vedrørende betalingsinstrumentets sikker-
hed, mistanke om uautoriseret eller svigagtig brug af betalingsinstrumentet eller, i forbindelse med
et betalingsinstrument med en kreditlinje, en væsentligt forhøjet risiko for, at betaleren ikke kan op-
fylde sin betalingsforpligtelse.
3. I så fald underretter betalingstjenesteudbyderen efter en aftalt procedure betaleren om spærringen
af betalingsinstrumentet og årsagerne hertil, om muligt inden betalingsinstrumentet spærres og se-
nest umiddelbart derefter, medmindre dette vil være til skade for objektivt begrundede sikkerheds-
hensyn eller er forbudt i henhold til anden relevant EU-ret eller national ret.
4. Betalingstjenesteudbyderen ophæver spærringen af betalingsinstrumentet eller erstatter det med
et nyt, så snart årsagerne til spærringen ikke længere er til stede.
5. En kontoførende betalingstjenesteudbyder kan nægte en kontooplysningstjenesteudbyder eller en
betalingsinitieringstjenesteudbyder adgang til en betalingskonto af objektivt begrundede og behø-
rigt dokumenterede årsager vedrørende kontooplysningstjenesteudbyderens eller betalingsinitierin-
gstjenesteudbyderens uautoriserede eller svigagtige adgang til en betalingskonto, herunder uautori-
seret eller svigagtig initiering af en betalingstransaktion. I så fald underretter den kontoførende be-
talingstjenesteudbyder på den aftale måde betaleren om, at adgang til betalingskontoen nægtes, og
320
årsagerne hertil. Disse oplysninger gives om muligt til betaleren inden adgangen nægtes og senest
umiddelbart derefter, medmindre dette vil være til skade for objektivt begrundede sikkerhedshensyn
eller er forbudt i henhold til anden relevant EU-ret eller national ret.
Den kontoførende betalingstjenesteudbyder giver adgang til betalingskontoen, så snart årsagerne til
at nægte adgang ikke længere er til stede.
6. I de i stk. 5 omhandlede tilfælde skal den kontoførende betalingstjenesteudbyder straks indberette
hændelsen vedrørende kontooplysningstjenesteudbyderen eller betalingsinitieringstjenesteudbyde-
ren til den kompetente myndighed. Oplysningerne skal omfatte sagens relevante detaljer og årsager-
ne til indberetningen. Den kompetente myndighed vurderer sagen og træffer om nødvendigt de for-
nødne foranstaltninger.
Artikel 69
Betalingstjenestebrugerens forpligtelser i tilknytning til betalingsinstrumenter og personalise-
rede sikkerhedsoplysninger
1. En betalingstjenestebruger, der har ret til at anvende et betalingsinstrument:
a) anvender betalingsinstrumentet i henhold til betingelserne for udstedelse og brug af beta-
lingsinstrumentet, som skal være objektive, ikkediskriminerende og forholdsmæssige
b) underretter snarest muligt betalingstjenesteudbyderen eller den enhed, som denne har ud-
peget, når vedkommende bliver opmærksom på tab, tyveri eller uberettiget tilegnelse el-
ler anden uautoriseret brug af betalingsinstrumentet.
2. Med henblik på stk. 1, litra a), skal betalingstjenestebrugeren, så snart denne modtager et beta-
lingsinstrument, navnlig træffe alle rimelige foranstaltninger til at beskytte dets personaliserede sik-
kerhedsoplysninger.
Artikel 70
Betalingstjenesteudbyderens forpligtelser i tilknytning til betalingsinstrumenter
1. En betalingstjenesteudbyder, der udsteder et betalingsinstrument:
a) sikrer sig, at de personaliserede sikkerhedsoplysninger ikke er tilgængelige for andre end
den betalingstjenestebruger, som er berettiget til at bruge betalingsinstrumentet, jf. dog
betalingstjenestebrugerens forpligtelser i artikel 69
b) afholder sig fra uopfordret at fremsende et betalingsinstrument, bortset fra de tilfælde,
hvor et betalingsinstrument, der allerede er givet til betalingstjenestebrugeren, skal ud-
skiftes
c) sikrer, at betalingstjenestebrugeren til enhver tid har mulighed for at foretage den under-
retning, der er omhandlet i artikel 69, stk. 1, litra b), eller anmode om ophævelse af spær-
ringen af betalingsinstrumentet i henhold til artikel 68, stk. 4; betalingstjenesteudbyderen
skal på anmodning sætte betalingstjenestebrugeren i stand til i en periode på 18 måneder,
fra underretningen foretages, at bevise, at betalingstjenestebrugeren har foretaget en så-
dan underretning
321
d) giver betalingstjenestebrugeren mulighed for at foretage en underretning i henhold til ar-
tikel 69, stk. 1, litra b), uden beregning og, hvis der beregnes gebyr, så kun til dækning af
udskiftningsomkostninger i direkte tilknytning til betalingsinstrumentet
e) hindrer enhver brug af betalingsinstrumentet, så snart der er foretaget underretning i hen-
hold til artikel 69, stk. 1, litra b).
2. Risikoen ved at sende et betalingsinstrument og dets personaliserede sikkerhedsoplysninger til
betalingstjenestebrugeren påhviler betalingstjenesteudbyderen.
Artikel 71
Underretning om og berigtigelse af uautoriserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner
1. For at kunne kræve berigtigelse af en uautoriseret eller fejlbehæftede betalingstransaktion fra be-
talingstjenesteudbyderens side skal betalingstjenestebrugeren underrette betalingstjenesteudbyderen
snarest muligt efter at have konstateret en sådan transaktion, der giver anledning til krav, herunder
krav som omhandlet i artikel 89, og ikke senere end 13 måneder efter debiteringsdatoen.
Fristerne for underretning fastsat i første afsnit finder ikke anvendelse, hvis betalingstjenesteudby-
deren ikke har meddelt oplysningerne om den pågældende betalingstransaktion eller stillet dem til
rådighed i overensstemmelse med afsnit III.
2. Hvis en betalingsinitieringstjenesteudbyder er involveret, skal den kontoførende betalingstjene-
steudbyder foretage berigtigelse over for betalingstjenestebrugeren i henhold til stk. 1, jf. dog arti-
kel 73, stk. 2, og artikel 89, stk. 1.
Artikel 72
Bevis for autentifikation og gennemførelse af betalingstransaktioner
1. Hvis en betalingstjenestebruger afviser at have autoriseret en gennemført betalingstransaktion el-
ler hævder, at betalingstransaktionen ikke blev gennemført korrekt, kræver medlemsstaterne, at det
er betalingstjenesteudbyderen, der skal bevise, at betalingstransaktionen var autentificeret, korrekt
registreret og bogført og ikke var ramt af tekniske svigt eller andre fejl ved den tjeneste, som blev
leveret af betalingstjenesteudbyderen.
Hvis betalingstransaktionen er initieret gennem en betalingsinitieringstjenesteudbyder, bærer beta-
lingsinitieringstjenesteudbyderen bevisbyrden for, at betalingstransaktionen inden for dennes kom-
petenceområde var autentificeret, korrekt registreret og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl i
tilknytning til den betalingstjeneste, som denne udbyder har ansvaret for.
2. Hvis en betalingstjenestebruger nægter at have autoriseret en gennemført betalingstransaktion, er
brug af et betalingsinstrument, der er registreret af betalingstjenesteudbyderen, herunder i givet fald
betalingsinitieringstjenesteudbyderen, i sig selv ikke nødvendigvis tilstrækkeligt til at bevise, hver-
ken at betalingstransaktionen var autoriseret af betaleren, eller at betaleren handlede svigagtigt eller
322
med forsæt eller ved grov forsømmelse undlod at opfylde en eller flere af sine forpligtelser i hen-
hold til artikel 69. Betalingstjenesteudbyderen, herunder i givet fald betalingsinitieringstjenesteud-
byderen, skal fremlægge bevismateriale for at påvise svig eller grov forsømmelse fra betalingstjene-
stebrugerens side.
Artikel 73
Betalingstjenesteudbyderes ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner
1. Medlemsstaterne sikrer med forbehold af artikel 71, at en betalers betalingstjenesteudbyder i til-
fælde af en uautoriseret betalingstransaktion tilbagebetaler betaleren beløbet for den uautoriserede
betalingstransaktion straks og under alle omstændigheder inden afslutningen af den følgende ar-
bejdsdag efter at have konstateret eller være blevet underrettet om transaktionen, medmindre betale-
rens betalingstjenesteudbyder har rimelige grunde til at have mistanke om svig og skriftligt under-
retter den relevante nationale myndighed om disse grunde. Betalerens betalingstjenesteudbyder skal
i givet fald føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gælden-
de, hvis den uautoriserede betalingstransaktion ikke var blevet gennemført. Herved skal det også
sikres, at valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto ikke ligger senere end den dato,
hvor beløbet blev debiteret.
2. Hvis betalingstransaktionen initieres via en betalingsinitieringstjenesteudbyder, skal den kontofø-
rende betalingstjenesteudbyder straks og under alle omstændigheder inden afslutningen af den føl-
gende arbejdsdag tilbagebetale beløbet for den uautoriserede betalingstransaktion og, hvor det er re-
levant, føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende,
hvis den uautoriserede betalingstransaktion ikke var blevet gennemført.
Hvis betalingsinitieringstjenesteudbyderen er ansvarlig for den uautoriserede betalingstransaktion,
skal denne efter den kontoførende betalingstjenesteudbyders anmodning herom straks holde denne
skadesløs for tab eller betalte beløb som følge af tilbagebetalingen til betaleren, herunder beløbet
for den uautoriserede betalingstransaktion. I overensstemmelse med artikel 72, stk. 1, er det beta-
lingsinitieringstjenesteudbyderen, der inden for sit kompetenceområde bærer bevisbyrden for, at be-
talingstransaktionen var autentificeret, korrekt registreret og ikke ramt af tekniske svigt eller andre
fejl i tilknytning til den betalingstjeneste, som betalingsinitieringstjenesteudbyderen har ansvaret
for.
3. Yderligere finansiel kompensation kan fastsættes i overensstemmelse med den lovgivning, der
finder anvendelse på den aftale, der er indgået mellem betaleren og betalingstjenesteudbyderen, el-
ler den aftale, der er indgået mellem betaleren og betalingsinitieringstjenesteudbyderen, hvor det er
relevant.
Artikel 74
Betalerens ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner
323
1. Uanset artikel 73 kan en betaler forpligtes til at dække tab i forbindelse med enhver uautoriseret
betalingstransaktion på op til 50 EUR, der skyldes brug af et tabt eller stjålet betalingsinstrument
eller uberettiget tilegnelse af et betalingsinstrument.
Første afsnit finder ikke anvendelse, hvis:
a) tabet, tyveriet eller den uberettigede tilegnelse af betalingsinstrumentet ikke kunne opda-
ges af betaleren forud for betalingen, medmindre betaleren selv har handlet svigagtigt,
eller
b) tabet er forårsaget af handlinger, der er foretaget af en betalingstjenesteudbyders ansat,
agent eller filial eller en enhed, hvortil dens aktiviteter er outsourcet, eller disses passivi-
tet.
Betaleren skal dække alle tab som følge af uautoriserede betalingstransaktioner, hvis de skyldes be-
talerens svigagtige handling eller manglende opfyldelse af en eller flere af de forpligtelser, der er
fastsat i artikel 69, begået med forsæt eller ved grov forsømmelse. I sådanne tilfælde finder maksi-
mumsbeløbet i første afsnit ikke anvendelse.
Hvis betaleren hverken har optrådt svigagtigt eller med forsæt har undladt at opfylde sine forpligtel-
ser i henhold til artikel 69, kan medlemsstaterne begrænse det i dette stykke omhandlede ansvar
under hensyntagen til navnlig arten af de personaliserede sikkerhedsoplysninger og de særlige om-
stændigheder, under hvilke betalingsinstrumentet blev tabt, stjålet eller uberettiget tilegnet.
2. Såfremt betalerens betalingstjenesteudbyder ikke kræver stærk kundeautentifikation, bærer beta-
leren ikke eventuelle økonomiske tab, medmindre betaleren har handlet svigagtigt. Hvis betalings-
modtageren eller betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder ikke accepterer stærk kundeauten-
tifikation, godtgør den det økonomiske tab, der er påført betalerens betalingstjenesteudbyder.
3. Betaleren skal ikke dække økonomiske følger af brug af et tabt, stjålet eller uberettiget tilegnet
betalingsinstrument, efter at der er sket underretning i overensstemmelse med artikel 69, stk. 1, litra
b), undtagen hvis betaleren har handlet svigagtigt.
Hvis betalingstjenesteudbyderen ikke træffer egnede foranstaltninger til på alle tidspunkter at kunne
modtage underretning om tabte, stjålne eller uberettiget tilegnede betalingsinstrumenter som anført
i artikel 70, stk. 1, litra c), hæfter betaleren ikke for de økonomiske følger af brug af betalingsinstru-
mentet, undtagen hvis betaleren har handlet svigagtigt.
Artikel 75
Betalingstransaktioner, hvor transaktionsbeløbet ikke er kendt på forhånd
1. Hvis en betalingstransaktion initieres af eller via betalingsmodtageren i forbindelse med en kort-
baseret betalingstransaktion, og det præcise beløb ikke er kendt på det tidspunkt, hvor betaleren gi-
ver samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen, kan betalerens betalingstjenesteudbyder kun
324
blokere midlerne på betalerens betalingskonto, hvis betaleren har givet samtykke til det præcise be-
løb, der skal blokeres.
2. Betalerens betalingstjenesteudbyder frigiver de midler på betalerens betalingskonto, der er bloke-
ret i medfør af stk. 1, uden unødig forsinkelse efter modtagelse af oplysningerne om det præcise
betalingstransaktionsbeløb og senest umiddelbart efter modtagelsen af betalingsordren.
Artikel 76
Tilbagebetaling af betalingstransaktioner initieret af eller via en betalingsmodtager
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betaler har ret til tilbagebetaling fra sin betalingstjenesteudbyder af
en autoriseret betalingstransaktion, der er initieret af eller via en betalingsmodtager, og som allerede
er gennemført, hvis begge følgende betingelser er opfyldt:
a) autorisationen angav ikke det præcise betalingstransaktionsbeløb, da autorisationen blev
givet
b) betalingstransaktionsbeløbet var større end det beløb, betaleren med rimelighed kunne
have forventet under hensyn til vedkommendes tidligere udgiftsmønster, betingelserne i
rammeaftalen og andre relevante omstændigheder.
På betalingstjenesteudbyderens anmodning bærer betaleren bevisbyrden for, at sådanne betingelser
er opfyldt.
Tilbagebetalingen skal udgøre det fulde beløb for den gennemførte betalingstransaktion. Valørda-
toen for kreditering af betalerens betalingskonto skal ikke ligge senere end den dato, hvor beløbet
blev debiteret.
Medlemsstaterne sikrer med forbehold af stk. 3, at betaleren, foruden den i dette stykke omhandlede
rettighed, ved direkte debiteringer som omhandlet i artikel 1 i forordning (EU) nr. 260/2012 har
ubetinget ret til tilbagebetaling inden for de frister, der er fastsat i artikel 77 i dette direktiv.
2. Med henblik på stk. 1, første afsnit, litra b), kan betaleren imidlertid ikke henholde sig til valu-
takurshensyn, hvis den referencekurs, der er aftalt med dennes betalingstjenesteudbyder, jf. artikel
45, stk. 1, litra d), og artikel 52, stk. 3), litra b), er blevet anvendt.
3. Det kan i en rammeaftale mellem betaleren og betalingstjenesteudbyderen aftales, at betaleren
ikke har ret til tilbagebetaling, hvis:
a) betaleren har meddelt sit samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen direkte til
betalingstjenesteudbyderen, og
b) hvor det er relevant, hvis oplysninger om den fremtidige betalingstransaktion mindst fire
uger inden forfaldsdagen blev givet betaleren eller stillet til rådighed for denne på en af-
talt måde af betalingstjenesteudbyderen eller af betalingsmodtageren.
325
4. Ved direkte debiteringer i andre valutaer end euro kan medlemsstaterne kræve, at deres beta-
lingstjenesteydere tilbyder gunstigere tilbagebetalingsrettigheder i overensstemmelse med deres
ordninger for direkte debitering, forudsat at de er mere fordelagtige for betaleren.
Artikel 77
Anmodninger om tilbagebetaling af betalingstransaktioner initieret af eller via en betalings-
modtager
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betaler inden for en periode på otte uger efter den dato, hvor mid-
lerne blev debiteret, kan anmode om tilbagebetaling i henhold til artikel 76 af en autoriseret beta-
lingstransaktion initieret af eller via en betalingsmodtager.
2. Senest ti arbejdsdage efter modtagelse af en anmodning om tilbagebetaling skal betalingstjene-
steudbyderen enten tilbagebetale hele transaktionsbeløbet eller meddele betaleren en begrundelse
for afslag på tilbagebetaling med angivelse af, hvilket organ betaleren kan henvende sig til, jf. arti-
kel 99–102, hvis betaleren ikke accepterer den meddelte begrundelse.
Betalingstjenesteudbyderens ret til at afslå tilbagebetaling i henhold til nærværende stykkes første
afsnit gælder ikke i det tilfælde, der er omhandlet i artikel 76, stk. 1, fjerde afsnit.
KAPITEL 3
Gennemførelse af betalingstransaktioner
Afdeling 1
Betalingsordrer og overførte beløb
Artikel 78
Modtagelse af betalingsordrer
1. Medlemsstaterne sikrer, at modtagelsestidspunktet er det tidspunkt, hvor en betalingsordre mod-
tages af betalerens betalingstjenesteudbyder.
Betalerens konto må ikke debiteres før modtagelsen af betalingsordren. Hvis modtagelsestidspunk-
tet ikke er en arbejdsdag for betalerens betalingstjenesteudbyder, anses betalingsordren for at være
modtaget den følgende arbejdsdag. Betalingstjenesteudbyderen kan fastsætte et seneste tidspunkt
(cut-off-tidspunkt), der ligger tæt på slutningen af en arbejdsdag, efter hvilket alle modtagne beta-
lingsordrer anses for at være modtaget den følgende arbejdsdag.
326
2. Hvis den betalingstjenestebruger, der har initieret en betalingsordre, og betalingstjenesteudbyde-
ren aftaler, at gennemførelsen af betalingsordren skal initieres på en bestemt dato eller efter et be-
stemt tidsrum eller på den dag, hvor betaleren har stillet midler til rådighed for betalingstjenesteud-
byderen, anses modtagelsestidspunktet med henblik på artikel 83 for at være den aftalte dato. Hvis
den aftalte dag ikke er en arbejdsdag for betalingstjenesteudbyderen, anses betalingsordren for at
være modtaget den følgende arbejdsdag.
Artikel 79
Afvisning af betalingsordrer
1. Hvis en betalingstjenesteudbyder afviser at gennemføre en betalingsordre eller at initiere en beta-
lingstransaktion, skal betalingstjenestebrugeren underrettes om afvisningen og om muligt om be-
grundelsen herfor samt proceduren for rettelse af eventuelle faktuelle fejl, der har ført til afvisnin-
gen, medmindre det er forbudt i henhold til anden relevant EU-ret eller national ret.
Betalingstjenesteudbyderen skal foretage underretningen eller stille den til rådighed på en aftalt må-
de snarest muligt og under alle omstændigheder inden for de frister, der er anført i artikel 83.
Rammeaftalen kan indeholde en bestemmelse om, at betalingstjenesteudbyderen kan opkræve et ri-
meligt gebyr for denne afvisning, hvis afvisningen er objektivt begrundet.
2. Hvis alle betingelserne i betalerens rammeaftale er opfyldt, må betalerens kontoførende beta-
lingstjenesteudbyder ikke afvise at gennemføre en autoriseret betalingsordre, uanset om betalings-
ordren er initieret af en betaler, herunder via en betalingsinitieringstjenesteudbyder eller af eller via
en betalingsmodtager, medmindre det er forbudt i henhold til anden relevant EU-ret eller national
ret.
3. Med henblik på artikel 83 og 89 anses en betalingsordre, hvis gennemførelse er blevet afvist, for
ikke at være modtaget.
Artikel 80
Betalingsordrers uigenkaldelighed
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstjenestebruger ikke må tilbagekalde en betalingsordre, når
den er modtaget af betalerens betalingstjenesteudbyder, medmindre andet er fastsat i denne artikel.
2. Hvis en betalingstransaktion er initieret af en betalingsinitieringstjenesteudbyder eller af eller via
betalingsmodtageren, må betaleren ikke tilbagekalde betalingsordren efter at have givet samtykke
til betalingsinitieringstjenesteudbyderen om at initiere betalingstransaktionen eller efter at have gi-
vet samtykke til betalingsmodtageren til gennemførelse af betalingstransaktionen.
327
3. I tilfælde af direkte debitering, og uden at dette berører retten til tilbagebetaling, kan betaleren
dog tilbagekalde en betalingsordre senest ved slutningen af arbejdsdagen før den aftalte dato for de-
bitering af midlerne.
4. I det i artikel 78, stk. 2, omhandlede tilfælde kan betalingstjenestebrugeren tilbagekalde en beta-
lingsordre senest ved slutningen af arbejdsdagen før den aftalte dato.
5. Efter udløbet af de i stk. 1-4 fastsatte tidsfrister kan betalingsordren kun tilbagekaldes, hvis det er
aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og de relevante betalingstjenesteudbydere. I det i stk. 2 og 3
omhandlede tilfælde kræves også betalingsmodtagerens samtykke. Hvis det er aftalt i rammeafta-
len, kan den relevante betalingstjenesteudbyder kræve betaling for tilbagekaldelsen.
Artikel 81
Overførte og modtagne beløb
1. Medlemsstaterne stiller krav om, at betalerens betalingstjenesteudbyder(e), betalingsmodtagerens
betalingstjenesteudbyder(e) og betalingstjenesteudbydernes eventuelle mellemmænd overfører det
fulde betalingstransaktionsbeløb og afholder sig fra at fratrække gebyrer fra det overførte beløb.
2. Betalingsmodtageren og betalingstjenesteudbyderen kan dog aftale, at den relevante betalingstje-
nesteudbyder fratrækker sine gebyrer fra det overførte beløb, før det krediteres betalingsmodtage-
ren. I så fald holdes det fulde betalingstransaktionsbeløb og gebyrerne adskilt i de oplysninger, der
gives til betalingsmodtageren.
3. Hvis der fratrækkes andre gebyrer end dem, der er omhandlet i stk. 2, fra det overførte beløb,
skal betalerens betalingstjenesteudbyder sikre, at betalingsmodtageren modtager det fulde beta-
lingstransaktionsbeløb, som betaleren har initieret. Hvis betalingstransaktionen er initieret af eller
via betalingsmodtageren, skal betalerens betalingstjenesteudbyder sikre, at det fulde betalingstrans-
aktionsbeløb modtages af betalingsmodtageren.
Afdeling 2
Gennemførelsestidspunkt og valørdato
Artikel 82
Anvendelsesområde
1. Denne afdeling finder anvendelse på:
a) betalingstransaktioner i euro
b) nationale betalingstransaktioner i valutaen i medlemsstaten, hvis valuta ikke er euro
328
c) betalingstransaktioner, der kun omfatter én valutaomregning mellem euro og valutaen i
en medlemsstat, hvis valuta ikke er euro, såfremt den nødvendige valutaomregning fore-
tages i den pågældende medlemsstat, hvis valuta ikke er euro, og i tilfælde af en grænse-
overskridende betalingstransaktion, hvor den grænseoverskridende overførsel foretages i
euro.
2. Denne afdeling finder anvendelse på betalingstransaktioner, der ikke er omhandlet i stk. 1, med-
mindre andet er aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen, jf. dog arti-
kel 87, som ikke kan fraviges af parterne ved aftale. Når betalingstjenestebrugeren og betalingstje-
nesteudbyderen aftaler en længere frist end den, der er fastsat i artikel 83, for betalingstransaktioner
i Unionen, må denne længere frist dog højst være fire arbejdsdage efter modtagelsestidspunktet, jf.
artikel 78.
Artikel 83
Betalingstransaktioner til en betalingskonto
1. Medlemsstaterne kræver, at en betalers betalingstjenesteudbyder sikrer, at betalingstransaktions-
beløbet efter modtagelsestidspunktet, jf. artikel 78, senest ved afslutningen af den følgende arbejds-
dag bliver krediteret betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders konto. Denne tidsfrist kan for-
længes med endnu en arbejdsdag for papirbaserede betalingstransaktioner.
2. Medlemsstaterne kræver, at betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder påfører valørdato og
stiller det pågældende betalingstransaktionsbeløb til rådighed på betalingsmodtagerens betalings-
konto, efter at betalingstjenesteudbyderen har modtaget midlerne i overensstemmelse med artikel
87.
3. Medlemsstaterne kræver, at betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder overfører en beta-
lingsordre initieret af eller via betalingsmodtageren til betalerens betalingstjenesteudbyder inden for
den tidsfrist, der er aftalt mellem betalingsmodtageren og betalingstjenesteudbyderen, således at af-
regningen for så vidt angår direkte debiteringer kan gennemføres på den aftalte forfaldsdato.
Artikel 84
Situationer, hvor betalingsmodtageren ikke har en betalingskonto hos betalingstjenesteudby-
deren
Hvis en betalingsmodtager ikke har en betalingskonto hos betalingstjenesteudbyderen, skal midler-
ne stilles til rådighed for betalingsmodtageren af den betalingstjenesteudbyder, der modtager mid-
lerne for betalingsmodtageren, inden for den tidsfrist, der er fastsat i artikel 83.
Artikel 85
Kontantbeløb indbetalt på en betalingskonto
329
Hvis en forbruger indbetaler kontantbeløb på en betalingskonto hos den pågældende betalingstjene-
steudbyder i den pågældende betalingskontos valuta, sikrer betalingstjenesteudbyderen, at beløbet
stilles til rådighed med valørdato umiddelbart efter modtagelse af midlerne. Hvis betalingstjeneste-
brugeren ikke er en forbruger, stilles beløbet til rådighed med valørdato senest den efter modtagelse
af midlerne følgende arbejdsdag.
Artikel 86
Nationale betalingstransaktioner
For så vidt angår nationale betalingstransaktioner kan medlemsstaterne foreskrive kortere maksima-
le gennemførelsestider end de i denne afdeling fastsatte.
Artikel 87
Valørdato og adgang til midler
1. Medlemsstaterne sikrer, at valørdatoen for kreditering af en betalingsmodtagers betalingskonto
ikke ligger senere end den arbejdsdag, hvor betalingstransaktionsbeløbet krediteres betalingsmodta-
gerens betalingstjenesteudbyders konto.
2. Betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder sikrer, at betalingsmodtageren har adgang til be-
talingstransaktionsbeløbet, umiddelbart efter at beløbet er krediteret betalingsmodtagerens beta-
lingstjenesteudbyders konto, hvis der for betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder:
a) ikke er nogen valutaomregning, eller
b) er en valutaomregning mellem euroen og en medlemsstats valuta eller mellem to med-
lemsstaters valutaer.
Den i dette stykke fastsatte forpligtelse gælder også for betalinger inden for én betalingstjenesteud-
byder.
3. Medlemsstaterne sikrer, at valørdatoen for debitering af betalerens betalingskonto ikke ligger tid-
ligere end det tidspunkt, hvor betalingstransaktionsbeløbet debiteres denne betalingskonto.
Afdeling 3
Ansvar
Artikel 88
Ukorrekte entydige identifikationskoder
330
1. Hvis en betalingsordre gennemføres i overensstemmelse med den entydige identifikationskode,
betragtes betalingsordren som gennemført korrekt med hensyn til den betalingsmodtager, der er op-
lyst i den entydige identifikationskode.
2. Hvis den entydige identifikationskode, som betalingstjenestebrugeren har angivet, er ukorrekt, er
betalingstjenesteudbyderen ikke ansvarlig i henhold til artikel 89 for manglende gennemførelse el-
ler mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen.
3. Betalerens betalingstjenesteudbyder skal imidlertid gøre en rimelig indsats for at inddrive de
midler, der var involveret i betalingstransaktionen. Betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder
skal i denne forbindelse samarbejde, herunder ved at meddele betalerens betalingstjenesteudbyder
alle relevante oplysninger med henblik på inddrivelse af midlerne.
Såfremt det ikke er muligt at inddrive midlerne i første afsnit, giver betalerens betalingstjenesteud-
byder efter skriftlig anmodning betaleren alle oplysninger, som betalerens betalingstjenesteudbyder
har adgang til, og som er relevante for betaleren, således at denne kan fremsætte et retskrav med
henblik på inddrivelse af midlerne.
4. Hvis det er aftalt i rammeaftalen, kan betalingstjenesteudbyderen kræve betaling af betalingstje-
nestebrugeren for inddrivelsen.
5. Hvis betalingstjenestebrugeren giver flere oplysninger end dem, der er anført i artikel 45, stk. 1,
litra a), eller artikel 52, nr. 2), litra b), er betalingstjenesteudbyderen kun ansvarlig for gennemførel-
sen af betalingstransaktioner i overensstemmelse med den entydige identifikationskode, som beta-
lingstjenestebrugeren har angivet.
Artikel 89
Betalingstjenesteudbyderes ansvar ved manglende, mangelfuld eller forsinket gennemførelse
af betalingstransaktioner
1. Hvis en betalingsordre initieres direkte af betaleren, har betalerens betalingstjenesteudbyder med
forbehold af artikel 71, artikel 88, stk. 2 og 3, og artikel 93 ansvaret over for betaleren for korrekt
gennemførelse af betalingstransaktionen, medmindre den kan bevise over for betaleren og, hvor det
er relevant, betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder, at betalingsmodtagerens betalingstjene-
steudbyder modtog betalingstransaktionsbeløbet i overensstemmelse med artikel 83, stk. 1. I så fald
har betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder ansvaret over for betalingsmodtageren for kor-
rekt gennemførelse af betalingstransaktionen.
Hvis betalerens betalingstjenesteudbyder har ansvaret i henhold til første afsnit, skal vedkommende
uden unødig forsinkelse godtgøre betaleren det manglende eller mangelfuldt betalte betalingstrans-
aktionsbeløb og, hvor det er relevant, føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation,
331
der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennem-
ført.
Valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto må ikke ligge senere end den dato, hvor
beløbet blev debiteret.
Hvis betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder har ansvaret i henhold til første afsnit, skal
vedkommende øjeblikkeligt stille betalingstransaktionsbeløbet til rådighed for betalingsmodtageren
og, hvor det er relevant, kreditere betalingsmodtagerens betalingskonto det tilsvarende beløb.
Valørdatoen for kreditering af betalingsmodtagerens betalingskonto må ikke ligge senere end den
dato, som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt, jf. ar-
tikel 87.
Hvis en betalingstransaktion gennemføres for sent, sikrer betalingsmodtagerens betalingstjenesteud-
byder efter anmodning fra betalerens betalingstjenesteudbyder, som handler på betalerens vegne, at
valørdatoen for kreditering af betalingsmodtagerens betalingskonto ikke ligger senere end den dato,
som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt.
I tilfælde af en manglende eller mangelfuldt gennemført betalingstransaktion, hvor betalingsordren
initieres af betaleren, skal betalerens betalingstjenesteudbyder, uanset hvem der har ansvaret ifølge
dette stykke, efter anmodning øjeblikkelig bestræbe sig på at spore betalingstransaktionen og orien-
tere betaleren om resultatet. Dette skal være vederlagsfrit for betaleren.
2. Hvis en betalingsordre initieres af eller via betalingsmodtageren, har betalingsmodtagerens beta-
lingstjenesteudbyder med forbehold af artikel 71, artikel 88, stk. 2 og 3, og artikel 93 ansvaret over
for betalingsmodtageren for korrekt fremsendelse af betalingsordren til betalerens betalingstjeneste-
udbyder i overensstemmelse med artikel 83, stk. 3. Hvis betalingsmodtagerens betalingstjenesteud-
byder har ansvaret i henhold til dette afsnit, skal denne øjeblikkelig videresende den pågældende
betalingsordre til betalerens betalingstjenesteudbyder.
Ved forsinket fremsendelse af betalingsordren skal beløbet have valørdato på betalingsmodtagerens
betalingskonto senest den dato, som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis transaktionen var
gennemført korrekt.
Derudover har betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder med forbehold af artikel 71, artikel
88, stk. 2 og 3, og artikel 93 ansvaret over for betalingsmodtageren for at behandle betalingstrans-
aktionen i overensstemmelse med sine forpligtelser i henhold til artikel 87. Hvis betalingsmodtage-
rens betalingstjenesteudbyder har ansvaret i henhold til dette afsnit, skal vedkommende sikre, at be-
talingstransaktionsbeløbet er til rådighed for betalingsmodtageren, straks efter at beløbet er kredite-
ret betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders konto. Beløbet må ikke have valørdato på beta-
332
lingsmodtagerens betalingskonto senere end den dato, som beløbet skulle have haft som valørdato,
hvis transaktionen var gennemført korrekt.
I tilfælde af en manglende eller mangelfuldt gennemført betalingstransaktion, som betalingsmodta-
gerens betalingstjenesteudbyder ikke har ansvaret for i henhold til første og andet afsnit, har betale-
rens betalingstjenesteudbyder ansvaret over for betaleren. Hvis betalerens betalingstjenesteudbyder
således har ansvaret, skal denne om nødvendigt og uden unødig forsinkelse godtgøre betaleren det
manglende eller mangelfuldt betalte betalingstransaktionsbeløb og føre den debiterede betalings-
konto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstrans-
aktion ikke var blevet gennemført. Valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto må ikke
ligge senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret.
Den i fjerde afsnit omhandlede forpligtelse finder ikke anvendelse på betalerens betalingstjeneste-
udbyder, hvis betalerens betalingstjenesteudbyder beviser, at betalingsmodtagerens betalingstjene-
steudbyder har modtaget betalingstransaktionsbeløbet, selv hvis gennemførelse af betalingstransak-
tionen blot er forsinket. I så fald skal betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder give beløbet
valørdato på betalingsmodtagerens betalingskonto senest den dato, som beløbet skulle have haft
som valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt.
I tilfælde af en manglende eller mangelfuldt gennemført betalingstransaktion, hvor en betalingsor-
dre er initieret af eller via betalingsmodtageren, skal betalingsmodtagerens betalingstjenesteudby-
der, uanset hvem der har ansvaret ifølge dette stykke, efter anmodning øjeblikkelig bestræbe sig på
at spore betalingstransaktionen og orientere betalingsmodtageren om resultatet. Dette skal være ve-
derlagsfrit for betalingsmodtageren.
3. Endvidere har betalingstjenesteudbydere ansvaret over for deres respektive betalingstjenestebru-
gere for eventuelle gebyrer, som de har ansvaret for, og for renter, der opkræves af betalingstjene-
stebrugeren som følge af en manglende eller mangelfuld, herunder forsinket, gennemførelse af en
betalingstransaktion.
Artikel 90
Betalingsinitieringstjenesters ansvar ved manglende, mangelfuld eller forsinket gennemførel-
se af betalingstransaktioner
1. Hvis en betalingsordre initieres af betaleren via en betalingsinitieringstjenesteudbyder, tilbagebe-
taler den kontoførende betalingstjenesteudbyder med forbehold af artikel 71 og artikel 88, stk. 2 og
3, beløbet for den manglende eller mangelfulde betalingstransaktion til betaleren og fører, hvor det
er relevant, den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, som ville have været gældende,
hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennemført.
Betalingsinitieringstjenesteudbyderen skal bevise, at betalerens kontoførende betalingstjenesteud-
byder modtog betalingsordren i overensstemmelse med artikel 78, og at betalingstransaktionen in-
den for betalingsinitieringstjenesteudbyderens kompetenceområde var autentificeret, korrekt regi-
333
streret og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl i tilknytning til den manglende, mangelfulde
eller forsinkede gennemførelse af transaktionen.
2. Hvis betalingsinitieringstjenesteudbyderen er ansvarlig for den manglende, mangelfulde eller for-
sinkede gennemførelse af betalingstransaktionen, skal vedkommende efter den kontoførende beta-
lingstjenesteudbyders anmodning øjeblikkelig holde denne skadesløs for tab eller betalte beløb som
følge af tilbagebetalingen til betaleren.
Artikel 91
Yderligere økonomisk godtgørelse
Al økonomisk godtgørelse ud over den, der er foreskrevet i denne afdeling, kan fastsættes i over-
ensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen mellem betalingstjenestebruge-
ren og betalingstjenesteudbyderen.
Artikel 92
Regresret
1. Hvis en betalingstjenesteudbyders ansvar i henhold til artikel 73 og 89 kan tilskrives en anden
betalingstjenesteudbyder eller en mellemmand, skal denne betalingstjenesteudbyder eller mellem-
mand holde den første betalingstjenesteudbyder skadesløs for ethvert tab eller beløb betalt i henhold
til artikel 73 og 89. Dette omfatter godtgørelse, hvis en betalingstjenesteudbyder undlader at anven-
de stærk kundeautentifikation.
2. Yderligere økonomisk godtgørelse fastsættes i henhold til aftaler mellem betalingstjenesteudby-
dere og/eller mellemmænd og den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen mellem dem.
Artikel 93
Usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder
Intet ansvar pådrages efter kapitel 2 og 3 i tilfælde af usædvanlige og uforudsigelige omstændighe-
der, som den, der påberåber sig dem, ikke har nogen indflydelse på, og som vedkommende ikke har
mulighed for at afværge, også selv om vedkommende udviser den størst mulige påpasselighed, eller
når en betalingstjenesteudbyder er bundet af andre retlige forpligtelser, der er omfattet af EU-retten
eller national ret.
KAPITEL 4
Beskyttelse af personoplysninger
Artikel 94
334
Beskyttelse af personoplysninger
1. Medlemsstaterne tillader, at betalingssystemer og betalingstjenesteudbydere behandler persono-
plysninger, når det er nødvendigt af hensyn til forebyggelse, efterforskning og opdagelse af beta-
lingssvig. Oplysning til fysiske personer om behandling af personoplysninger og behandlingen af
sådanne personoplysninger og enhver anden behandling af personoplysninger som følge af dette di-
rektiv skal foretages i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF, de nationale bestemmelser til gen-
nemførelse af direktiv 95/46/EF og med forordning (EF) nr. 45/2001.
2. Betalingstjenesteudbydere må kun tilgå, behandle og opbevare personoplysninger, som er nød-
vendige for ydelse af betalingstjenester, med betalingstjenestebrugerens udtrykkelige samtykke.
KAPITEL 5
Drifts- og sikkerhedsrisici og autentifikation
Artikel 95
Styring af drifts- og sikkerhedsrisici
1. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere fastlægger en ramme med passende be-
grænsende foranstaltninger og kontrolmekanismer til styring af drifts- og sikkerhedsrisici, der er
forbundet med de betalingstjenester, som de udbyder. Som en del af denne ramme fastlægger og
opretholder betalingstjenesteudbydere effektive procedurer for håndtering af hændelser, herunder
for opdagelse og klassificering af større drifts- og sikkerhedshændelser.
2. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere årligt eller oftere som fastsat af den kompe-
tente myndighed giver den kompetente myndighed en ajourført samlet vurdering af de drifts- og
sikkerhedsrisici, der er forbundet med de betalingstjenester, som de udbyder, og om, hvorvidt de
iværksatte begrænsende foranstaltninger og kontrolmekanismer som følge af disse risici er tilstræk-
kelige.
3. Senest den 13. juli 2017 udarbejder EBA i tæt samarbejde med ECB efter høring af alle relevante
interessenter, herunder interessenter på betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle in-
volverede interesser retningslinjer i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr.
1093/2010 for fastlæggelse, iværksættelse og overvågning af sikkerhedsforanstaltninger, herunder
certificeringsprocesser, hvor det er relevant.
EBA gennemgår i tæt samarbejde med ECB de i første afsnit omhandlede retningslinjer regelmæs-
sigt og under alle omstændigheder mindst hvert andet år.
335
4. Under hensyntagen til den indhøstede erfaring fra anvendelsen af de i stk. 3 omhandlede ret-
ningslinjer udarbejder EBA på Kommissionens foranledning, hvis det er relevant, udkast til regule-
ringsmæssige tekniske standarder om kriterier og betingelser for fastlæggelse og overvågning af
sikkerhedsforanstaltninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
5. EBA fremmer samarbejde, herunder udveksling af oplysninger, inden for drifts- og sikkerhedsri-
sici i forbindelse med betalingstjenester mellem de kompetente myndigheder samt mellem de kom-
petente myndigheder og ECB og, hvor det er relevant, Den Europæiske Unions Agentur for Net- og
Informationssikkerhed.
Artikel 96
Indberetning af hændelser
1. I tilfælde af en større drifts- eller sikkerhedshændelse underretter betalingstjenesteudbydere uden
unødig forsinkelse den kompetente myndighed i betalingstjenesteudbyderens hjemland.
Hvis hændelsen har eller kan have indvirkning på betalingstjenesteudbyderens betalingstjenestebru-
geres økonomiske interesser, orienterer betalingstjenesteudbyderen uden unødig forsinkelse sine
betalingstjenestebrugere om hændelsen og om alle tilgængelige foranstaltninger, som de kan træffe
for at begrænse hændelsens negative følger.
2. Ved modtagelsen af underretningen omhandlet i stk. 1 fremsender den kompetente myndighed i
hjemlandet uden unødig forsinkelse relevante oplysninger om hændelsen til EBA og ECB. Denne
kompetente myndighed underretter, efter at have vurderet hændelsens relevans for de relevante
myndigheder i den på gældende medlemsstat, disse herom.
EBA og ECB vurderer i samarbejde med den kompetente myndighed i hjemlandet hændelsens rele-
vans for andre relevante EU-myndigheder og nationale myndigheder og underretter dem i overens-
stemmelse hermed. ECB underretter medlemmerne af Det Europæiske System af Centralbanker om
spørgsmål, der er relevante for betalingssystemet.
De kompetente myndigheder træffer på grundlag af underretningen, hvis det er hensigtsmæssigt, al-
le nødvendige foranstaltninger for at beskytte det finansielle systems umiddelbare sikkerhed.
3. Senest den 13. januar 2018 udsteder EBA i tæt samarbejde med ECB efter høring af alle relevan-
te interessenter, herunder interessenter på betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle
involverede interesser retningslinjer i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr.
1093/2010 adresseret til hver af følgende:
336
a) til betalingstjenesteudbydere om klassificering af større hændelser som omhandlet i stk. 1
og om indholdet og formatet af, herunder standardunderretningsmodeller, og procedurer-
ne for underretning om sådanne hændelser
b) til de kompetente myndigheder om kriterierne for, hvordan det skal vurderes, hvor rele-
vant en hændelse er, og hvilke elementer i hændelsesindberetningerne der skal deles med
andre nationale myndigheder.
4. EBA gennemgår i tæt samarbejde med ECB de i stk. 3 omhandlede retningslinjer regelmæssigt
og under alle omstændigheder mindst hvert andet år.
5. EBA tager i forbindelse med udstedelsen og gennemgangen af de i stk. 3 omhandlede retnings-
linjer hensyn til standarder og/eller specifikationer, som er udarbejdet og offentliggjort af Den
Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed for de sektorer, der udøver andre
aktiviteter end udbud af betalingstjenester.
6. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere mindst en gang om året stiller statistiske
data om svig i tilknytning til forskellige betalingsmidler til rådighed for deres kompetente myndig-
heder. Disse kompetente myndigheder stiller sådanne data til rådighed for EBA og ECB i sammen-
fattet form.
Artikel 97
Autentifikation
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstjenesteudbyder anvender stærk kundeautentifikation, når
betaleren:
a) tilgår sin betalingskonto online
b) initierer en elektronisk betalingstransaktion
c) udfører handlinger gennem en fjernkanal, der kan indebære en risiko for betalingssvig el-
ler andre former for misbrug.
2. Men henblik på initiering af elektroniske betalingstransaktioner, jf. stk. 1, litra b), sikrer med-
lemsstaterne, at betalingstjenesteudbydere, for så vidt angår elektroniske fjernbetalingstransaktio-
ner, anvender stærk kundeautentifikation, som omfatter elementer, der dynamisk knytter transaktio-
nen til et specifikt beløb og en specifik betalingsmodtager.
3. Med henblik på stk. 1 sikrer medlemsstaterne, at betalingstjenesteudbydere har iværksat passende
sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte fortroligheden og integriteten af betalingstjenestebrugeres
personaliserede sikkerhedsoplysninger.
4. Stk. 2 og 3 finder også anvendelse, når betalinger initieres via en betalingsinitieringstjenesteud-
byder. Stk. 1 og 3 finder også anvendelse, når der anmodes om oplysningerne via en kontooply-
sningstjenesteudbyder.
337
5. Medlemsstaterne sikrer, at den kontoførende betalingstjenesteudbyder giver betalingsinitierin-
gstjenesteudbyderen og kontooplysningstjenesteudbyderen tilladelse til at anvende de autentifikati-
onsprocedurer, som den kontoførende betalingstjenesteudbyder stiller til rådighed for betalingstje-
nestebrugeren i overensstemmelse med stk. 1 og 3, og, såfremt betalingsinitieringstjenesteudbyde-
ren er involveret, i overensstemmelse med stk. 1, 2 og 3.
Artikel 98
Reguleringsmæssige tekniske standarder for autentifikation og kommunikation
1. EBA udarbejder i tæt samarbejde med ECB efter høring af alle relevante interessenter, herunder
interessenter på betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle involverede interesser ud-
kast til reguleringsmæssige tekniske standarder til betalingstjenesteudbydere som fastsat i dette di-
rektivs artikel 1, stk. 1, i overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EU) nr. 1093/2010 vedrø-
rende:
a) krav til stærk kundeautentifikation, jf. artikel 97, stk. 1 og 2
b) undtagelser fra anvendelsen af artikel 97, stk. 1, 2 og 3, på grundlag af de i nærværende
artikels stk. 3 fastsatte kriterier
c) krav, som sikkerhedsforanstaltninger skal opfylde, i overensstemmelse med artikel 97,
stk. 3, for at beskytte fortroligheden og integriteten af betalingstjenestebrugeres persona-
liserede sikkerhedsoplysninger, og
d) krav til fælles og sikre åbne standarder for kommunikation mellem kontoførende beta-
lingstjenesteudbydere, betalingsinitieringstjenesteudbydere, kontooplysningstjenesteud-
bydere, betalere, betalingsmodtagere og andre betalingstjenesteudbydere med henblik på
identifikation, autentifikation, underretning og udveksling af oplysninger samt iværksæt-
telse af sikkerhedsforanstaltninger.
2. De i stk. 1 omhandlede udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder udarbejdes af EBA
med henblik på at:
a) sikre en passende grad af sikkerhed for betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteud-
bydere ved at indføre effektive og risikobaserede krav
b) sikre betalingstjenestebrugeres midler og personoplysninger
c) sikre og opretholde fair konkurrence mellem alle betalingstjenesteudbydere
d) sikre teknologi- og forretningsmodelneutralitet
e) gøre det muligt at udvikle brugervenlige, tilgængelige og innovative betalingsmidler.
3. De i stk. 1, litra b), omhandlede undtagelser skal bygge på følgende kriterier:
a) risikoniveauet for den tjeneste, der udbydes
b) transaktionens beløb, tilbagevendende karakter eller begge dele
c) den betalingskanal, der anvendes til at gennemføre transaktionen.
4. EBA forelægger de i stk. 1 omhandlede udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for
Kommissionen senest den 13. januar 2017.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder i over-
ensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
338
5. EBA gennemgår og ajourfører om nødvendigt regelmæssigt de reguleringsmæssige tekniske
standarder i overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EU) nr. 1093/2010 for bl.a. at tage høj-
de for innovation og den teknologiske udvikling.
KAPITEL 6
Alternative tvistbilæggelsesprocedurer
Afdeling 1
Klageprocedurer
Artikel 99
Klager
1. Medlemsstaterne sikrer, at der indføres procedurer, som giver betalingstjenestebrugere og andre
interesserede parter, herunder forbrugerorganisationer, mulighed for at indgive klager til de kompe-
tente myndigheder i forbindelse med betalingstjenesteudbyderes påståede overtrædelser af dette di-
rektiv.
2. Svaret fra den kompetente myndighed skal, hvor det er relevant, og uden at dette berører retten til
at indbringe en klage for en domstol i overensstemmelse med nationale retsplejeregler, underrette
klageren om eksistensen af de alternative tvistbilæggelsesprocedurer, der er indført ved artikel 102.
Artikel 100
Kompetente myndigheder
1. Medlemsstaterne udpeger kompetente myndigheder, der skal sikre og overvåge, at dette direktiv
reelt efterleves. Disse kompetente myndigheder træffer alle passende foranstaltninger for at sikre
efterlevelsen.
De skal enten være:
a) kompetente myndigheder som omhandlet i artikel 4, nr. 2), i forordning (EU) nr.
1093/2010, eller
b) organer, der er anerkendt i national ret eller af offentlige myndigheder, og som udtrykke-
ligt har beføjelse hertil i henhold til national ret.
De må ikke være betalingstjenesteudbydere, med undtagelse af nationale centralbanker.
2. De i stk. 1 omhandlede kompetente myndigheder skal have alle beføjelser og tilstrækkelige res-
sourcer, der er nødvendige for, at de kan varetage deres opgaver. Er mere end én kompetent myn-
339
dighed beføjet til at sikre og overvåge den reelle efterlevelse af dette direktiv, sikrer medlemsstater-
ne, at disse myndigheder indgår i et tæt samarbejde, så de kan udføre deres respektive opgaver ef-
fektivt.
3. De kompetente myndigheder udøver deres beføjelser i overensstemmelse med national ret enten:
a) direkte under deres egen myndighed eller under de retlige myndigheders tilsyn, eller
b) ved indbringelse for domstole, der er kompetente til at træffe de nødvendige afgørelser,
herunder i givet fald ved appel, såfremt der ikke gives medhold i en begæring om at træf-
fe den nødvendige afgørelse.
4. I tilfælde af overtrædelse eller mistanke om overtrædelse af de nationale retsregler, som gennem-
fører afsnit III og IV, er de kompetente myndigheder, der er omhandlet i stk. 1, de kompetente myn-
digheder i betalingstjenesteudbyderens hjemland, bortset fra agenter og filialer, hvis virksomhed
udøves i henhold til etableringsretten, hvor de kompetente myndigheder er værtslandets kompetente
myndigheder.
5. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen, hvilke kompetente myndigheder der er udpeget, jf.
stk. 1, hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest den 13. januar 2018. De underretter
Kommissionen om en eventuel kompetencefordeling mellem de pågældende myndigheder. De un-
derretter straks Kommissionen om senere ændringer med hensyn til udpegningen af disse myndig-
heder og deres respektive kompetencer.
6. EBA udsteder efter at have hørt ECB retningslinjer rettet til de kompetente myndigheder i over-
ensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 om de klageprocedurer, som skal tag-
es i betragtning for at sikre, at de relevante bestemmelser i dette direktiv overholdes, jf. nærværende
artikels stk. 1. Disse retningslinjer udstedes senest den 13. januar 2018 og ajourføres regelmæssigt
efter behov.
Afdeling 2
Alternative tvistbilæggelsesprocedurer og sanktioner
Artikel 101
Tvistbilæggelse
1. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere indfører og anvender passende og effektive
procedurer for bilæggelse af klager fra betalingstjenestebrugere vedrørende rettigheder og forplig-
telser i medfør af afsnit III og IV, og overvåger deres resultater i denne henseende.
Disse procedurer skal anvendes i alle medlemsstater, hvor en betalingstjenesteudbyder udbyder be-
talingstjenester, og skal være tilgængelige på et af de officielle sprog i de pågældende medlemssta-
ter eller på et andet sprog, hvis det er aftalt mellem betalingstjenesteudbyderen og betalingstjeneste-
brugeren.
340
2. Medlemsstaterne skal kræve, at betalingstjenesteudbydere gør deres yderste for at besvare beta-
lingstjenestebrugeres klager, enten på papir, eller, hvis det er aftalt mellem betalingstjenesteudbyde-
ren og betalingstjenestebrugeren, på et andet varigt medium. Svar skal omfatte alle spørgsmål og
afgives inden for en passende frist og senest 15 arbejdsdage efter modtagelsen af en klage. Hvis der
foreligger usædvanlige forhold, hvor et svar ikke kan afgives inden for 15 arbejdsdage på grund af
omstændigheder, som betalingstjenesteudbyderen ikke har indflydelse på, skal denne sende et fore-
løbigt svar, der tydeligt angiver årsagerne til den forsinkede besvarelse af klagen og angiver en frist
for, hvornår betalingstjenestebrugeren vil modtage det endelige svar. Fristen for at modtage det en-
delige svar må under ingen omstændigheder overstige 35 arbejdsdage.
Medlemsstaterne kan indføre eller opretholde regler om tvistbilæggelsesprocedurer, der er mere
fordelagtige for betalingstjenestebrugeren end den procedure, der er omhandlet i første afsnit. I så
fald finder disse regler anvendelse.
3. Betalingstjenesteudbyderen skal oplyse betalingstjenestebrugeren om mindst én instans for alter-
nativ tvistbilæggelse, der har kompetence til at behandle tvister vedrørende rettigheder og forplig-
telser i medfør af afsnit III og IV.
4. Oplysningerne omhandlet i stk. 3 skal være tilgængelige på en tydelig, udførlig og let tilgængelig
måde på betalingstjenesteudbyderens websted, hvis et sådant findes, i filialen samt i de generelle
vilkår og betingelser for aftalen mellem betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren.
Det skal angives, hvor yderligere oplysninger om den pågældende instans for alternativ tvistbilæg-
gelse og om betingelserne for brug af den er tilgængelige.
Artikel 102
Alternative tvistbilæggelsesprocedurer
1. Medlemsstaterne sikrer, at der i henhold til den relevante nationale ret og EU-retten i overens-
stemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU35) fastlægges passende, uaf-
hængige, upartiske, gennemsigtige og effektive alternative tvistbilæggelsesprocedurer for bilæggel-
se af tvister mellem betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteudbydere vedrørende rettigheder
og forpligtelser i medfør af afsnit III og IV, og kan med henblik herpå eventuelt gøre brug af eksi-
sterende kompetente organer. Medlemsstaterne sikrer, at alternative tvistbilæggelsesprocedurer fin-
der anvendelse på betalingstjenesteudbydere, og at de også dækker udpegede repræsentanter.
2. Medlemsstaterne pålægger de i denne artikels stk. 1 omhandlede organer at samarbejde effektivt
med henblik på bilæggelse af grænseoverskridende tvister vedrørende rettigheder og forpligtelser i
medfør af afsnit III og IV.
Artikel 103
Sanktioner
341
1. Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af
de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige
foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt
forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
2. Medlemsstaterne tillader deres kompetente myndigheder at offentliggøre alle administrative
sanktioner, der bliver pålagt for overtrædelse af de foranstaltninger, som vedtages til gennemførelse
af dette direktiv, medmindre sådan offentliggørelse vil være meget skadelig for finansmarkederne
eller forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.
AFSNIT V
DELEGEREDE RETSAKTER OG REGULERINGSMÆSSIGE TEKNISKE STANDAR-
DER
Artikel 104
Delegerede retsakter
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med arti-
kel 105 vedrørende:
a) tilpasning af henvisningen til henstilling 2003/361/EF i artikel 4, nr. 36), hvis henstillin-
gen ændres
b) ajourføring af de beløb, der er anført i artikel 32, stk. 1, og artikel 74, stk. 1, for at tage
højde for inflation.
Artikel 105
Udøvelse af de delegerede beføjelser
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fast-
lagte betingelser.
2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 104, tillægges Kommissionen for en ube-
grænset periode fra den 12. januar 2016.
3. Den i artikel 104 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-
Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der
er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af
afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen.
Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.
342
4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og
Rådet meddelelse herom.
5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 104 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-
Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af den
pågældende retsakt til Europa-Parlamentet eller Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet in-
den udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigel-
se. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.
Artikel 106
Forpligtelse til at oplyse forbrugere om deres rettigheder
1. Kommissionen udarbejder senest den 13. januar 2018 en brugervenlig elektronisk folder, som
klart og let forståeligt anfører forbrugernes rettigheder i henhold til dette direktiv og tilhørende EU-
ret.
2. Kommissionen underretter medlemsstaterne, europæiske sammenslutninger af betalingstjeneste-
udbydere og europæiske forbrugerorganisationer om offentliggørelsen af den i stk. 1 omhandlede
folder.
Kommissionen, EBA og de kompetente myndigheder sikrer hver især, at folderen stilles til rådig-
hed på en let tilgængelig måde på deres respektive websteder.
3. Betalingstjenesteudbydere skal sikre, at folderen stilles til rådighed på en let tilgængelig måde på
deres websteder, hvis sådanne findes, og på papir i deres filialer og hos deres agenter og de enhe-
der, hvortil aktiviteter er outsourcet.
4. Betalingstjenesteudbydere må ikke afkræve deres kunder gebyr for at stille oplysninger i henhold
til denne artikel til rådighed.
5. For så vidt angår personer med handicap skal bestemmelserne i denne artikel anvendes ved hjælp
af hensigtsmæssige alternative midler, således at oplysningerne stilles til rådighed i et tilgængeligt
format.
AFSNIT VI
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 107
Fuld harmonisering
343
1. For så vidt som dette direktiv indeholder harmoniserede bestemmelser, må medlemsstaterne ikke
bevare eller indføre andre bestemmelser end dem, der er fastsat i direktivet, jf. dog artikel 2, artikel
8, stk. 3, artikel 32, artikel 38, stk. 2, artikel 42, stk. 2, artikel 55, stk. 6, artikel 57, stk. 3, artikel 58,
stk. 3, artikel 61, stk. 2 og 3, artikel 62, stk. 5, artikel 63, stk. 2 og 3, artikel 74, stk. 1, andet afsnit,
og artikel 86.
2. Hvis en medlemsstat anvender en af mulighederne i stk. 1, underretter den Kommissionen herom
og om eventuelle efterfølgende ændringer. Kommissionen offentliggør oplysningerne på et websted
eller på en anden let tilgængelig måde.
3. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere ikke til skade for betalingstjenestebrugerne
fraviger de bestemmelser i national ret, der gennemfører dette direktiv, medmindre det udtrykkeligt
er foreskrevet i disse.
Betalingstjenesteudbydere kan imidlertid tilbyde betalingstjenestebrugere gunstigere vilkår.
Artikel 108
Revisionsklausul
Kommissionen forelægger senest den 13. januar 2021 en rapport for Europa-Parlamentet, Rådet,
Det Europæiske og Økonomiske Sociale Udvalg og ECB om anvendelsen og indvirkningen af di-
rektivet, navnlig om:
a) hensigtsmæssigheden og indvirkningen af reglerne om gebyrer som fastsat i artikel 62,
stk. 3, 4 og 5
b) anvendelsen af artikel 2, stk. 3 og 4, herunder en vurdering af, hvorvidt afsnit III og IV,
såfremt det er teknisk muligt, kan anvendes fuldt ud på de i nævnte stykker omhandlede
betalingstransaktioner
c) adgang til betalingssystemer under hensyntagen til navnlig graden af konkurrence
d) hensigtsmæssigheden og indvirkningen af tærskelværdierne for de i artikel 3, litra l), om-
handlede betalingstransaktioner
e) hensigtsmæssigheden og indvirkningen af tærskelværdien for den i artikel 32, stk. 1, litra
a), omhandlede undtagelse
f) hvorvidt det i betragtning af udviklingen ville være ønskeligt, som et supplement til be-
stemmelserne i artikel 75 om betalingstransaktioner, hvor beløbet ikke er kendt på for-
hånd, og midler er blokerede, at indføre maksimumsgrænser for de beløb, der må bloke-
res på betalerens betalingskonto i sådanne situationer.
Kommissionen forelægger, hvis det er relevant, et lovgivningsforslag sammen med sin rapport.
Artikel 109
Overgangsbestemmelse
344
1. Medlemsstaterne tillader, at betalingsinstitutter, der senest den 13. januar 2018 har påbegyndt
virksomhed i overensstemmelse med national ret til gennemførelse af direktiv 2007/64/EF, kan
fortsætte denne virksomhed i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i direktiv 2007/64/EF,
uden at de skal søge om tilladelse efter artikel 5 i nærværende direktiv eller overholde de andre be-
stemmelser, der er fastsat eller henvist til i afsnit II i nærværende direktiv, indtil den 13. juli 2018.
Medlemsstaterne kræver, at disse betalingsinstitutter fremsender alle relevante oplysninger til de
kompetente myndigheder, således at disse senest den 13. juli 2018 kan vurdere, om de pågældende
betalingsinstitutter opfylder kravene i afsnit II, og hvis det ikke er tilfældet, hvilke foranstaltninger
der skal træffes for at sikre, at kravene opfyldes, eller om tilladelsen bør inddrages.
Betalingsinstitutter, der ved kontrol foretaget af de kompetente myndigheder viser sig at opfylde
kravene i afsnit II, meddeles tilladelse og opføres i hjemlandets register og i EBA᾽s register som
fastsat i artikel 14 og 15. Hvis disse betalingsinstitutter ikke opfylder kravene i afsnit II senest den
13. juli 2018, skal de i overensstemmelse med artikel 37 forbydes at udbyde betalingstjenester.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i nærværende artikels stk. 1 omhandlede betalingsinstitutter
automatisk meddeles tilladelse og opføres i de i artikel 14 og 15 omhandlede registre, hvis de kom-
petente myndigheder allerede har dokumentation for, at kravene i artikel 5 og 11 er opfyldt. De
kompetente myndigheder underretter betalingsinstitutterne, inden der meddeles tilladelse.
3. Dette stykke finder anvendelse på fysiske og juridiske personer, der inden den 13. januar 2018
var undtaget i medfør af artikel 26 i direktiv 2007/64/EF, og har udøvet betalingstjenestevirksom-
hed som defineret i direktiv 2007/64/EF.
Medlemsstaterne tillader, at sådanne personer kan fortsætte denne virksomhed i den pågældende
medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2007/64/EF indtil den 13. januar 2019, uden at de
skal søge om tilladelse efter nærværende direktivs artikel 5 eller en undtagelse i henhold til nærvæ-
rende direktivs artikel 32 eller overholde de andre bestemmelser, der er fastsat eller henvist til i
nærværende direktivs afsnit II.
Alle de i første afsnit omhandlede personer, der ikke senest den 13. januar 2019 har fået tilladelse
eller er blevet undtaget i henhold til nærværende direktiv, forbydes at udbyde betalingstjenester i
overensstemmelse med nærværende direktivs artikel 37.
4. Medlemsstaterne kan tillade, at fysiske og juridiske personer, der er omfattet af en undtagelse
som omhandlet i nærværende artikels stk. 3, betragtes som omfattet af en undtagelse og automatisk
opføres i de i artikel 14 og 15 omhandlede registre, hvis de kompetente myndigheder har dokumen-
tation for, at kravene i artikel 32 er opfyldt. De kompetente myndigheder underretter de berørte be-
talingsinstitutter.
345
5. Uanset denne artikels stk. 1 bevarer betalingsinstitutter, som er meddelt tilladelse til at udbyde
betalingstjenester som omhandlet i punkt 7 i bilaget til direktiv 2007/64/EF, den pågældende tilla-
delse til at udbyde disse betalingstjenester, der anses som betalingstjenester som omhandlet i punkt
3 i bilag I til nærværende direktiv, såfremt de kompetente myndigheder senest den 13. januar 2020
har dokumentation for, at kravene i nærværende direktivs artikel 7, litra c), og artikel 9 er opfyldt.
Artikel 110
Ændring af direktiv 2002/65/EF
Artikel 4, stk. 5, i direktiv 2002/65/EF affattes således:
»5. Når Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (36) også finder anvendelse, er-
stattes bestemmelserne om oplysninger i artikel 3, stk. 1, i nærværende direktiv, med undtagelse af
nr. 2), litra c)-g), nr. 3), litra a), d), og e), og nr. 4), litra b), med artikel 44, 45, 51 og 52 i direktiv
(EU) 2015/2366.
(36) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af
direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af
23.12.2015, s. 35).«
Artikel 111
Ændringer af direktiv 2009/110/EF
1) Artikel 3 ændres således:
a) Stk. 1 affattes således:
»1. Uden at det berører nærværende direktiv, finder artikel 5 og 11-17, artikel 19, stk. 5
og 6, og artikel 20–31 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (37),
herunder de delegerede retsakter vedtaget efter artikel 15, stk. 4, artikel 28, stk. 5, og ar-
tikel 29, stk. 7, tilsvarende anvendelse på e-pengeinstitutter.
(37) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om
betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af direktiv 2002/65/EF,
2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af di-
rektiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).«"
b) Stk. 4 og 5 affattes således:
»4. Medlemsstaterne tillader, at e-pengeinstitutter distribuerer og indløser elektroniske
penge via fysiske eller juridiske personer, der handler på deres vegne. Distribuerer e-pen-
geinstituttet elektroniske penge i en anden medlemsstat via en sådan fysisk eller juridisk
person, finder artikel 27-31, med undtagelse af artikel 29, stk. 4 og 5, i direktiv (EU)
2015/2366, herunder de delegerede retsakter vedtaget efter artikel 28, stk. 5, og artikel
29, stk. 7, tilsvarende anvendelse på sådanne e-pengeinstitutter.
5. Uanset nærværende artikels stk. 4 må e-pengeinstitutter ikke udstede elektroniske pen-
ge via agenter. E-pengeinstitutter kan udbyde betalingstjenester omhandlet i nærværende
direktivs artikel 6, stk. 1, litra a), via agenter med forbehold af betingelserne i artikel 19 i
direktiv (EU) 2015/2366.«
346
2) I artikel 18 tilføjes følgende stykke:
»4. Medlemsstaterne tillader, at e-pengeinstitutter, der før den 13. januar 2018 har optaget
virksomhed i henhold til nærværende direktiv og direktiv 2007/64/EF i den medlemsstat, hvor
de har hjemsted, kan fortsætte denne virksomhed i denne medlemsstat eller i en anden med-
lemsstat, uden at de skal søge om tilladelse efter nærværende direktivs artikel 3 eller opfylde
øvrige krav, der er fastsat eller henvist til i afsnit II i nærværende direktiv, indtil den 13. juli
2018.
Medlemsstaterne kræver, at de i første afsnit omhandlede e-pengeinstitutter fremsender alle
relevante oplysninger til de kompetente myndigheder, således at disse senest den 13. juli 2018
kan vurdere, om de pågældende e-pengeinstitutter opfylder kravene i afsnit II i nærværende
direktiv, og hvis det ikke er tilfældet, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at sikre, at
kravene opfyldes, eller om tilladelsen bør inddrages.
De i første afsnit omhandlede e-pengeinstitutter, der ved kontrol foretaget af de kompetente
myndigheder viser sig at opfylde kravene i afsnit II, meddeles tilladelse og opføres i registret.
E-pengeinstitutter, der ikke opfylder kravene i afsnit II senest den 13. juli 2018, forbydes at
udstede elektroniske penge.«
Artikel 112
Ændringer af forordning (EU) nr. 1093/2010
Forordning (EU) nr. 1093/2010 ændres således:
1) Artikel 1, stk. 2, affattes således:
»2. Myndigheden handler inden for de beføjelser, som den tildeles ved denne forordning, og
inden for rammerne af direktiv 2002/87/EF, direktiv 2009/110/EF, Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (38), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU (39), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU (40), Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 (41), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2015/2366 (42), og i det omfang disse retsakter finder anvendelse på kredit- og finansie-
ringsinstitutter og de kompetente myndigheder, der fører tilsyn med dem, de relevante dele af
direktiv 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (43), herunder
alle direktiver, forordninger og afgørelser, der er baseret på disse retsakter, samt eventuelle
yderligere retligt bindende EU-retsakter, hvorved myndigheden pålægges opgaver. Myndighe-
den handler også i overensstemmelse med Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 (44)
(38) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1)."
(39) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn
med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF
(EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338)."
(40) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 om indskudsgarantiordninger (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 149)."
(41) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler,
og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1781/2006 (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 1)."
(42) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring
af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L
337 af 23.12.2015, s. 35)."
347
(43) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finan-
sielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af
5.6.2015, s. 73)."
(44) Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i
forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT L 287 af 29.10.2013, s. 63).«"
2) Artikel 4, nr. 1), affattes således:
»1) »finansielle institutioner«: kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forord-
ning (EU) nr. 575/2013, investeringsselskaber som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 2), i forord-
ning (EU) nr. 575/2013, finansielle konglomerater som defineret i artikel 2, nr. 14), i direktiv
2002/87/EF, betalingstjenesteudbydere som defineret i artikel 4, nr. 11), i direktiv (EU)
2015/2366 og e-pengeinstitutter som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2009/110/EF, idet
»kreditinstitutter« dog med henblik på direktiv (EU) 2015/849 forstås som kreditinstitutter og
finansieringsinstitutter som defineret i artikel 3, nr. 1) og 2), i direktiv (EU) 2015/849«.
Artikel 113
Ændring af direktiv 2013/36/EU
I bilag I til direktiv 2013/36/EU affattes punkt 4 således:
»4. Betalingstjenester som defineret i artikel 4, nr. 3), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2015/2366 (45)
(45) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af
direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af
23.12.2015, s. 35).«DA L 337/114 Den Europæiske Unions Tidende 23.12.2015
Artikel 114
Ophævelse
Direktiv 2007/64/EF ophæves med virkning fra den 13. januar 2018.
Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses
efter sammenligningstabellen i bilag II til nærværende direktiv.
Artikel 115
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 13. januar 2018 de bestemmelser, der er
nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.
2. Medlemsstaterne anvender disse bestemmelser fra den 13. januar 2018.
348
Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af
medlemsstaterne.
3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale bestemmelser, som
de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
4. Uanset stk. 2 sikrer medlemsstaterne, at de i artikel 65, 66, 67 og 97 omhandlede sikkerhedsfor-
anstaltninger anvendes fra 18 måneder efter ikrafttrædelsesdatoen for de reguleringsmæssige tekni-
ske standarder omhandlet i artikel 98.
5. Medlemsstaterne må ikke forbyde juridiske personer, der på deres område inden den 12. januar
2016 har udøvet virksomhed som betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjene-
steudbydere som defineret i dette direktiv, at fortsætte med at udøve denne virksomhed på med-
lemsstaternes område i den i stk. 2 og 4 omhandlede overgangsperiode i overensstemmelse med den
gældende retlige ramme.
6. Medlemsstaterne sikrer, at de enkelte kontoførende betalingstjenesteudbydere, indtil de kontofø-
rende betalingstjenesteudbydere overholder de i stk. 4 omhandlede reguleringsmæssige tekniske
standarder, ikke misbruger deres manglende overholdelse til at spærre eller hindre brugen af beta-
lingsinitierings- og kontooplysningstjenester for de konti, som de fører.
Artikel 116
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Ti-
dende.
Artikel 117
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 25. november 2015.
På Europa-Parlamentets vegne
M. SCHULZ
Formand
På Rådets vegne
N. SCHMIT
Formand
349
28) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om
ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1).
29) Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 241/2014 af 7. januar 2014 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013, for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for kapitalgrundlagskrav for institutter (EUT L 74 af 14.3.2014, s. 8).
30) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester
(rammedirektivet) (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33).
31) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til
hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73).
32) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler, og om ophævelse
af forordning (EF) nr. 1781/2006 (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 1).
33) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, om ændring af
Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 84/253/EØF (EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87).
34) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (EFT L 243 af
11.9.2002, s. 1).
35) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af 21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om
ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (direktiv om ATB på forbrugerområdet) (EUT L 165 af 18.6.2013, s. 63).
BILAG I
BETALINGSTJENESTER
(jf. artikel 4, nr. 3))
1. Tjenester, der muliggør, at kontantbeløb indsættes på en betalingskonto, samt alle aktiviteter,
der er nødvendige i forbindelse med en betalingskonto.
2. Tjenester, der muliggør kontanthævninger fra en betalingskonto, samt alle aktiviteter, der er
nødvendige i forbindelse med en betalingskonto.
3. Gennemførelse af betalingstransaktioner, herunder overførsler af midler til en betalingskonto
hos brugerens betalingstjenesteudbyder eller hos en anden betalingstjenesteudbyder:
a) gennemførelse af direkte debiteringer, herunder direkte engangsdebiteringer
b) gennemførelse af betalingstransaktioner via et betalingskort eller en lignende anordning
c) gennemførelse af kreditoverførsler, herunder stående ordrer.
4. Gennemførelse af betalingstransaktioner, når midlerne er dækket af en betalingstjenestebrugers
kreditlinje:
a) gennemførelse af direkte debiteringer, herunder direkte engangsdebiteringer
b) gennemførelse af betalingstransaktioner via et betalingskort eller en lignende anordning
c) gennemførelse af kreditoverførsler, herunder stående ordrer.
5. Udstedelse af betalingsinstrumenter og/eller indløsning af betalingstransaktioner.
6. Pengeoverførselsvirksomhed.
7. Betalingsinitieringstjenester.
8. Kontooplysningstjenester.
BILAG II
SAMMENLIGNINGSTABEL
Nærværende direktiv Direktiv 2007/64/EF
350
Artikel 1, stk. 1 Artikel 1, stk. 1
Artikel 1, stk. 2 Artikel 1, stk. 2
Artikel 2, stk. 1 Artikel 2, stk. 1
Artikel 2, stk. 2 —
Artikel 2, stk. 3 —
Artikel 2, stk. 4 —
Artikel 2, stk. 5 Artikel 2, stk. 3
Artikel 3 Artikel 3
Artikel 4 Artikel 4
nr. 1), 2), 3), 4), 5) og 10) nr. 1), 2), 3), 4), 5) og 10)
nr. 7) nr. 6)
nr. 8) nr. 7)
nr. 9) nr. 8)
nr. 11) nr. 9)
nr. 12) nr. 14)
nr. 13) nr. 16)
nr. 14) nr. 23)
nr. 20), 21) og 22) nr. 11), 12) og 13)
nr. 23) nr. 28)
nr. 25) nr. 15)
nr. 26) og 27) nr. 17) og 18)
nr. 28) nr. 20)
nr. 29) nr. 19)
nr. 33) nr. 21)
nr. 34), 35), 36) og 37) nr. 24), 25), 26) og 27)
nr. 38) nr. 22)
nr. 39) og 40) nr. 29) og 30)
nr. 6), 15)-19), 24), 30)-32) og 41)-48) —
Artikel 5, stk. 1 Artikel 5
Artikel 5, stk. 2 —
Artikel 5, stk. 3 —
Artikel 5, stk. 4 —
Artikel 5, stk. 5 —
Artikel 5, stk. 6 —
Artikel 5, stk. 7 —
Artikel 6, stk. 1 —
Artikel 6, stk. 2 —
Artikel 6, stk. 3 —
Artikel 6, stk. 4 —
Artikel 7 Artikel 6
Artikel 8, stk. 1 Artikel 7, stk. 1
Artikel 8, stk. 2 Artikel 7, stk. 2
Artikel 8, stk. 3 Artikel 7, stk. 3
Artikel 9, stk. 1 Artikel 8, stk. 1
Artikel 9, stk. 2 Artikel 8, stk. 2
351
Artikel 9, stk. 3 Artikel 8, stk. 3
Artikel 10, stk. 1 Artikel 9, stk. 1
Artikel 10, stk. 2 Artikel 9, stk. 2
— Artikel 9, stk. 3 og 4
Artikel 11, stk. 1 Artikel 10, stk. 1
Artikel 11, stk. 2 Artikel 10, stk. 2
Artikel 11, stk. 3 Artikel 10, stk. 3
Artikel 11, stk. 4 Artikel 10, stk. 4
Artikel 11, stk. 5 Artikel 10, stk. 5
Artikel 11, stk. 6 Artikel 10, stk. 6
Artikel 11, stk. 7 Artikel 10, stk. 7
Artikel 11, stk. 8 Artikel 10, stk. 8
Artikel 11, stk. 9 Artikel 10, stk. 9
Artikel 12 Artikel 11
Artikel 13, stk. 1 Artikel 12, stk. 1
Artikel 13, stk. 2 Artikel 12, stk. 2
Artikel 13, stk. 3 Artikel 12, stk. 3
Artikel 14, stk. 1 Artikel 13
Artikel 14, stk. 2 Artikel 13
Artikel 14, stk. 3 —
Artikel 14, stk. 4 —
Artikel 15, stk. 1 —
Artikel 15, stk. 2 —
Artikel 15, stk. 3 —
Artikel 15, stk. 4 —
Artikel 15, stk. 5 —
Artikel 16 Artikel 14
Artikel 17, stk. 1 Artikel 15, stk. 1
Artikel 17, stk. 2 Artikel 15, stk. 2
Artikel 17, stk. 3 Artikel 15, stk. 3
Artikel 17, stk. 4 Artikel 15, stk. 4
Artikel 18, stk. 1 Artikel 16, stk. 1
Artikel 18, stk. 2 Artikel 16, stk. 2
Artikel 18, stk. 3 Artikel 16, stk. 2
Artikel 18, stk. 4 Artikel 16, stk. 3
Artikel 18, stk. 5 Artikel 16, stk. 4
Artikel 18, stk. 6 Artikel 16, stk. 5
Artikel 19, stk. 1 Artikel 17, stk. 1
Artikel 19, stk. 2 Artikel 17, stk. 2
Artikel 19, stk. 3 Artikel 17, stk. 3
Artikel 19, stk. 4 Artikel 17, stk. 4
Artikel 19, stk. 5 Artikel 17, stk. 5
Artikel 19, stk. 6 Artikel 17, stk. 7
Artikel 19, stk. 7 Artikel 17, stk. 8
Artikel 19, stk. 8 —
352
Artikel 20, stk. 1 Artikel 18, stk. 1
Artikel 20, stk. 2 Artikel 18, stk. 2
Artikel 21 Artikel 19
Artikel 22, stk. 1 Artikel 20, stk. 1
Artikel 22, stk. 2 Artikel 20, stk. 2
Artikel 22, stk. 3 Artikel 20, stk. 3
Artikel 22, stk. 4 Artikel 20, stk. 4
Artikel 22, stk. 5 Artikel 20, stk. 5
Artikel 23, stk. 1 Artikel 21, stk. 1
Artikel 23, stk. 2 Artikel 21, stk. 2
Artikel 23, stk. 3 Artikel 21, stk. 3
Artikel 24, stk. 1 Artikel 22, stk. 1
Artikel 24, stk. 2 Artikel 22, stk. 2
Artikel 24, stk. 3 Artikel 22, stk. 3
Artikel 25, stk. 1 Artikel 23, stk. 1
Artikel 25, stk. 2 Artikel 23, stk. 2
Artikel 26, stk. 1 Artikel 24, stk. 1
Artikel 26, stk. 2 Artikel 24, stk. 2
Artikel 27, stk. 1 —
Artikel 27, stk. 2 —
Artikel 28, stk. 1 Artikel 25, stk. 1
Artikel 28, stk. 2 —
Artikel 28, stk. 3 —
Artikel 28, stk. 4 —
Artikel 28, stk. 5 —
Artikel 29, stk. 1 Artikel 25, stk. 2 og 3
Artikel 29, stk. 2 —
Artikel 29, stk. 3 Artikel 25, stk. 4
Artikel 29, stk. 4 —
Artikel 29, stk. 5 —
Artikel 29, stk. 6 —
Artikel 30, stk. 1 —
Artikel 30, stk. 2 —
Artikel 30, stk. 3 —
Artikel 30, stk. 4 —
Artikel 31, stk. 1 —
Artikel 31, stk. 2 Artikel 25, stk. 4
Artikel 32, stk. 1 Artikel 26, stk. 1
Artikel 32, stk. 2 Artikel 26, stk. 2
Artikel 32, stk. 3 Artikel 26, stk. 3
Artikel 32, stk. 4 Artikel 26, stk. 4
Artikel 32, stk. 5 Artikel 26, stk. 5
Artikel 32, stk. 6 Artikel 26, stk. 6
Artikel 33, stk. 1 —
Artikel 33, stk. 2 —
353
Artikel 34 Artikel 27
Artikel 35, stk. 1 Artikel 28, stk. 1
Artikel 35, stk. 2 Artikel 28, stk. 2
Artikel 36 —
Artikel 37, stk. 1 Artikel 29
Artikel 37, stk. 2 —
Artikel 37, stk. 3 —
Artikel 37, stk. 4 —
Artikel 37, stk. 5 —
Artikel 38, stk. 1 Artikel 30, stk. 1
Artikel 38, stk. 2 Artikel 30, stk. 2
Artikel 38, stk. 3 Artikel 30, stk. 3
Artikel 39 Artikel 31
Artikel 40, stk. 1 Artikel 32, stk. 1
Artikel 40, stk. 2 Artikel 32, stk. 2
Artikel 40, stk. 3 Artikel 32, stk. 3
Artikel 41 Artikel 33
Artikel 42, stk. 1 Artikel 34, stk. 1
Artikel 42, stk. 2 Artikel 34, stk. 2
Artikel 43, stk. 1 Artikel 35, stk. 1
Artikel 43, stk. 2 Artikel 35, stk. 2
Artikel 44, stk. 1 Artikel 36, stk. 1
Artikel 44, stk. 2 Artikel 36, stk. 2
Artikel 44, stk. 3 Artikel 36, stk. 3
Artikel 45, stk. 1 Artikel 37, stk. 1
Artikel 45, stk. 2 —
Artikel 45, stk. 3 Artikel 37, stk. 2
Artikel 46 —
Artikel 47 —
Artikel 48 Artikel 38
Artikel 49 Artikel 39
Artikel 50 Artikel 40
Artikel 51, stk. 1 Artikel 41, stk. 1
Artikel 51, stk. 2 Artikel 41, stk. 2
Artikel 51, stk. 3 Artikel 41, stk. 3
Artikel 52, stk. 1 Artikel 42, stk. 1
Artikel 52, stk. 2 Artikel 42, stk. 2
Artikel 52, stk. 3 Artikel 42, stk. 3
Artikel 52, stk. 4 Artikel 42, stk. 4
Artikel 52, stk. 5 Artikel 42, stk. 5
Artikel 52, stk. 6 Artikel 42, stk. 6
Artikel 52, stk. 7 Artikel 42, stk. 7
Artikel 53 Artikel 43
Artikel 54, stk. 1 Artikel 44, stk. 1
Artikel 54, stk. 2 Artikel 44, stk. 2
354
Artikel 54, stk. 3 Artikel 44, stk. 3
Artikel 55, stk. 1 Artikel 45, stk. 1
Artikel 55, stk. 2 Artikel 45, stk. 2
Artikel 55, stk. 3 Artikel 45, stk. 3
Artikel 55, stk. 4 Artikel 45, stk. 4
Artikel 55, stk. 5 Artikel 45, stk. 5
Artikel 55, stk. 6 Artikel 45, stk. 6
Artikel 56 Artikel 46
Artikel 57, stk. 1 Artikel 47, stk. 1
Artikel 57, stk. 2 Artikel 47, stk. 2
Artikel 57, stk. 3 Artikel 47, stk. 3
Artikel 58, stk. 1 Artikel 48, stk. 1
Artikel 58, stk. 2 Artikel 48, stk. 2
Artikel 58, stk. 3 Artikel 48, stk. 3
Artikel 59, stk. 1 Artikel 49, stk. 1
Artikel 59, stk. 2 Artikel 49, stk. 2
Artikel 60, stk. 1 Artikel 50, stk. 1
Artikel 60, stk. 2 Artikel 50, stk. 2
Artikel 60, stk. 3 —
Artikel 61, stk. 1 Artikel 51, stk. 1
Artikel 61, stk. 2 Artikel 51, stk. 2
Artikel 61, stk. 3 Artikel 51, stk. 3
Artikel 61, stk. 4 Artikel 51, stk. 4
Artikel 62, stk. 1 Artikel 52, stk. 1
Artikel 62, stk. 2 Artikel 52, stk. 2
Artikel 62, stk. 3 Artikel 52, stk. 3
Artikel 62, stk. 4 —
Artikel 62, stk. 5 —
Artikel 63, stk. 1 Artikel 53, stk. 1
Artikel 63, stk. 2 Artikel 53, stk. 2
Artikel 63, stk. 3 Artikel 53, stk. 3
Artikel 64, stk. 1 Artikel 54, stk. 1
Artikel 64, stk. 2 Artikel 54, stk. 2
Artikel 64, stk. 3 Artikel 54, stk. 3
Artikel 64, stk. 4 Artikel 54, stk. 4
Artikel 65, stk. 1 —
Artikel 65, stk. 2 —
Artikel 65, stk. 3 —
Artikel 65, stk. 4 —
Artikel 65, stk. 5 —
Artikel 65, stk. 6 —
Artikel 66, stk. 1 —
Artikel 66, stk. 2 —
Artikel 66, stk. 3 —
Artikel 66, stk. 4 —
355
Artikel 66, stk. 5 —
Artikel 67, stk. 1 —
Artikel 67, stk. 2 —
Artikel 67, stk. 3 —
Artikel 67, stk. 4 —
Artikel 68, stk. 1 Artikel 55, stk. 1
Artikel 68, stk. 2 Artikel 55, stk. 2
Artikel 68, stk. 3 Artikel 55, stk. 3
Artikel 68, stk. 4 Artikel 55, stk. 4
Artikel 69, stk. 1 Artikel 56, stk. 1
Artikel 69, stk. 2 Artikel 56, stk. 2
Artikel 70, stk. 1 Artikel 57, stk. 1
Artikel 70, stk. 2 Artikel 57, stk. 2
Artikel 71, stk. 1 Artikel 58
Artikel 71, stk. 2 —
Artikel 72, stk. 1 Artikel 59, stk. 1
Artikel 72, stk. 2 Artikel 59, stk. 2
Artikel 73, stk. 1 Artikel 60, stk. 1
Artikel 73, stk. 2 —
Artikel 73, stk. 3 Artikel 60, stk. 2
Artikel 74, stk. 1 Artikel 61, stk. 1, 2 og 3
Artikel 74, stk. 2 —
Artikel 74, stk. 3 Artikel 61, stk. 4 og 5
Artikel 75, stk. 1 —
Artikel 75, stk. 2 —
Artikel 76, stk. 1 Artikel 62, stk. 1
Artikel 76, stk. 2 Artikel 62, stk. 2
Artikel 76, stk. 3 Artikel 62, stk. 3
Artikel 76, stk. 4 —
Artikel 77, stk. 1 Artikel 63, stk. 1
Artikel 77, stk. 2 Artikel 63, stk. 2
Artikel 78, stk. 1 Artikel 64, stk. 1
Artikel 78, stk. 2 Artikel 64, stk. 2
Artikel 79, stk. 1 Artikel 65, stk. 1
Artikel 79, stk. 2 Artikel 65, stk. 2
Artikel 79, stk. 3 Artikel 65, stk. 3
Artikel 80, stk. 1 Artikel 66, stk. 1
Artikel 80, stk. 2 Artikel 66, stk. 2
Artikel 80, stk. 3 Artikel 66, stk. 3
Artikel 80, stk. 4 Artikel 66, stk. 4
Artikel 80, stk. 5 Artikel 66, stk. 5
Artikel 81, stk. 1 Artikel 67, stk. 1
Artikel 81, stk. 2 Artikel 67, stk. 2
Artikel 81, stk. 3 Artikel 67, stk. 3
Artikel 82, stk. 1 Artikel 68, stk. 1
356
Artikel 82, stk. 2 Artikel 68, stk. 2
Artikel 83, stk. 1 Artikel 69, stk. 1
Artikel 83, stk. 2 Artikel 69, stk. 2
Artikel 83, stk. 3 Artikel 69, stk. 3
Artikel 84 Artikel 70
Artikel 85 Artikel 71
Artikel 86 Artikel 72
Artikel 87, stk. 1 Artikel 73, stk. 1
Artikel 87, stk. 2 Artikel 73, stk. 1
Artikel 87, stk. 3 Artikel 73, stk. 2
Artikel 88, stk. 1 Artikel 74, stk. 1
Artikel 88, stk. 2 Artikel 74, stk. 2
Artikel 88, stk. 3 Artikel 74, stk. 2
Artikel 88, stk. 4 Artikel 74, stk. 2
Artikel 88, stk. 5 Artikel 74, stk. 3
Artikel 89, stk. 1 Artikel 75, stk. 1
Artikel 89, stk. 2 Artikel 75, stk. 2
Artikel 89, stk. 3 Artikel 75, stk. 3
Artikel 90, stk. 1 —
Artikel 90, stk. 2 —
Artikel 91 Artikel 76
Artikel 92, stk. 1 Artikel 77, stk. 1
Artikel 92, stk. 2 Artikel 77, stk. 2
Artikel 93 Artikel 78
Artikel 94, stk. 1 Artikel 79, stk. 1
Artikel 94, stk. 2 —
Artikel 95, stk. 1 —
Artikel 95, stk. 2 —
Artikel 95, stk. 3 —
Artikel 95, stk. 4 —
Artikel 95, stk. 5 —
Artikel 96, stk. 1 —
Artikel 96, stk. 2 —
Artikel 96, stk. 3 —
Artikel 96, stk. 4 —
Artikel 96, stk. 5 —
Artikel 96, stk. 6 —
Artikel 97, stk. 1 —
Artikel 97, stk. 2 —
Artikel 97, stk. 3 —
Artikel 97, stk. 4 —
Artikel 97, stk. 5 —
Artikel 98, stk. 1 —
Artikel 98, stk. 2 —
Artikel 98, stk. 3 —
357
Artikel 98, stk. 4 —
Artikel 98, stk. 5 —
Artikel 99, stk. 1 Artikel 80, stk. 1
Artikel 99, stk. 2 Artikel 80, stk. 2
Artikel 100, stk. 1 —
Artikel 100, stk. 2 —
Artikel 100, stk. 3 —
Artikel 100, stk. 4 Artikel 82, stk. 2
Artikel 100, stk. 5 —
Artikel 100, stk. 6 —
Artikel 101, stk. 1 —
Artikel 101, stk. 2 —
Artikel 101, stk. 3 —
Artikel 101, stk. 4 -—
Artikel 102, stk. 1 Artikel 83, stk. 1
Artikel 102, stk. 2 Artikel 83, stk. 2
Artikel 103, stk. 1 Artikel 81, stk. 1
Artikel 103, stk. 2 —
Artikel 104 —
Artikel 105, stk. 1 —
Artikel 105, stk. 2 —
Artikel 105, stk. 3 —
Artikel 105, stk. 4 —
Artikel 105, stk. 5 —
Artikel 106, stk. 1 —
Artikel 106, stk. 2 -
Artikel 106, stk. 3 -
Artikel 106, stk. 4 —
Artikel 106, stk. 5 —
Artikel 107, stk. 1 Artikel 86, stk. 1
Artikel 107, stk. 2 Artikel 86, stk. 2
Artikel 107, stk. 3 Artikel 86, stk. 3
Artikel 108 Artikel 87
Artikel 109, stk. 1 Artikel 88, stk. 1
Artikel 109, stk. 2 Artikel 88, stk. 3
Artikel 109, stk. 3 Artikel 88, stk. 2 og 4
Artikel 109, stk. 4 —
Artikel 109, stk. 5 —
Artikel 110 Artikel 90
Artikel 111, stk. 1 —
Artikel 111, stk. 2 —
Artikel 112, stk. 1 —
Artikel 112, stk. 2 —
Artikel 113 Artikel 92
Artikel 114 Artikel 93
358
Artikel 115, stk. 1 Artikel 94, stk. 1
Artikel 115, stk. 2 Artikel 94, stk. 2
Artikel 115, stk. 3 —
Artikel 115, stk. 4 —
Artikel 115, stk. 5 —
Artikel 116 Artikel 95
Artikel 117 Artikel 96
Bilag I Bilaget
359
1) EUT C 224 af 15.7.2014, s. 1.
2) EUT C 170 af 5.6.2014, s. 78.
3) Europa-Parlamentets holdning af 8.10.2015 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 16.11.2015.
4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF,
2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (EUT L 319 af 5.12.2007, s. 1).
5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/2009 af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse
af forordning (EF) nr. 2560/2001 (EUT L 266 af 9.10.2009, s. 11).
6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske
penge og tilsyn med en sådan virksomhed, ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF (EUT L 267 af
10.10.2009, s. 7).
7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte
debiteringer i euro og om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009 (EUT L 94 af 30.3.2012, s. 22).
8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (EUT
L 304 af 22.11.2011, s. 64).
9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/751 af 29. april 2015 om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner (EUT L 123 af
19.5.2015, s. 1).
10) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s.
338).
11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010,
s. 12).
12) Rådets direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 om bankers og andre penge- og finansieringsinstitutters årsregnskaber og konsoliderede regnskaber
(EFT L 372 af 31.12.1986, s. 1).
13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse
virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF
(EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19).
14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT L
133 af 22.5.2008, s. 66).
15) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer (EFT L 166
af 11.6.1998, s. 45).
16) Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (EUT L 124 af
20.5.2003, s. 36).
17) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre mar-
ked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22).
18) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk han-
del, i det indre marked (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1).
19) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af
Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF (EFT L 271 af 9.10.2002, s. 16).
20) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (EUT
L 304 af 22.11.2011, s. 64).
21) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af beta-
lingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 214).
22) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysnin-
ger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31).
23) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
24) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom I) (EUT L 177
af 4.7.2008, s. 6).
25) Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1).
26) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
27) EUT C 38 af 8.2.2014, s. 14.
360


Fremsat den 8. oktober 2020 af erhvervsminister (Simon Kollerup)
Forslag
til
Forslag til Lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om
kapitalmarkeder og forskellige andre love1)
(Gennemførelse af 2. betalingstjenestedirektiv, 4. og 5. hvidvaskdirektiv, ændringer til benchmarkforordningen og
disclosureforordningen )
§ 1
I lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1024 af 3.
oktober 2019, som ændret ved § 7 i lov nr. 1374 af 13.
december 2019, § 5 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 og
§ 4 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages følgende
ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel ændres »og Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/110/EU af 16. september 2009 om
adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af
elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed, EU-
Tidende 2009, nr. L 267, side 7, (2. e-pengedirektiv)« til: »,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EU af 16.
september 2009 om adgang til at optage og udøve virksom-
hed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en så-
dan virksomhed, EU-Tidende 2009, nr. L 267, side 7, (2. e-
pengedirektiv) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2019/878/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv
2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle
holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, af-
lønning, tilsynsforanstaltninger og ‑beføjelser og kapitalbe-
varingsforanstaltninger, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side
253 (CRD V)«.
2. I § 5, nr. 18, indsættes efter »instrument med begrænset
anvendelse«: », jf. nr. 14 eller 15«.
3. § 7, nr. 22, affattes således:
»22) Pengeoverførsel: En betalingstjeneste, hvor der mod-
tages midler fra en betaler, uden at der oprettes en be-
talingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens
navn, alene med det formål at overføre et tilsvarende
beløb til en betalingsmodtager eller en anden beta-
lingstjenesteudbyder på betalingsmodtagerens vegne,
eller hvor sådanne midler modtages på betalingsmod-
tagerens vegne og stilles til rådighed for denne.«
4. I § 9, 1. pkt., ændres »bilag 1, nr. 1-7« til: »bilag 1«, og
»eller e-pengeinstitut, jf. dog § 50« ændres til: »e-pengein-
stitut, jf. dog § 50, eller udbyder af kontooplysningstjene-
ster, jf. § 60«.
5. I § 10, stk. 2, indsættes efter »jf. bilag 1, nr. 7«: », eller
kontooplysningstjenester, jf. bilag 1, nr. 8«, og », jf. §§ 99
og 104-106« udgår.
6. I § 14, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§§ 50 eller 51«: », og
deres agenter«.
7. I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende
foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF,
EU-Tidende 2015, nr. L 141, side 73, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om
forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,EU-Tidende 2018, nr. L 156,
side 43, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af
direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010, EU-Tidende 2014, nr. L 60, side 34, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og
forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF, EU-Tidende 2015, nr. L 337, side 35.
Lovforslag nr. L 12 Folketinget 2020-21
Erhvervsmin.,
Finanstilsynet, j.nr. 1911-0057
CQ001405
»3) virksomheder, der har fået tilladelse som udbyder af
kontooplysningstjenester efter § 60, og deres agen-
ter,«.«
Nr. 3-5 bliver herefter nr. 4-6.
8. I § 14, stk. 1, nr. 5, som bliver nr. 6, ændres »§ 5, nr.
14-17« til: »§ 5, nr. 14-18«.
9. I § 52 indsættes som nr. 4:
»4) Finanstilsynet vurderer, at virksomheden er i stand til
at gennemføre en forsvarlig drift.«
10. I § 60, stk. 5, ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.
11. I § 60, stk. 6, 2. pkt., ændres »Kapitel 5-7« til: »§§
21-24, § 39 og kapitel 5-7«.
12. Efter § 60 indsættes før overskriften før § 61:
»§ 60 a. Senest 3 måneder efter modtagelse af en ansøg-
ning om tilladelse, jf. § 60, eller, hvis ansøgningen er ufuld-
stændig, efter modtagelse af de oplysninger, der er nødven-
dige for at træffe afgørelse, underretter Finanstilsynet ansø-
geren om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes.«
13. Efter § 66 indsættes før overskriften før § 67:
Ȥ 66 a. En udbyder af betalingstjenester, der udbyder tje-
nester til forbrugere, skal stille den folder, som Kommissio-
nen udarbejder i medfør af artikel 106 i Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015
om betalingstjenester i det indre marked gratis til rådighed
for alle udbyderens brugere på en let tilgængelig måde. Fol-
deren skal fremgå af udbyderens hjemmeside og være til-
gængelig på papir hos udbyderens filialer, agenter og, hvor
relevant, andre virksomheder, hvortil aktiviteter er outsour-
cet. For personer med handicap skal oplysningerne efter 1.
pkt. stilles til rådighed ved hjælp af hensigtsmæssige alter-
native midler, således at oplysningerne stilles til rådighed i
et tilgængeligt format.«
14. I § 123, stk. 3, ændres »abonnementsordningen, jf. stk.
4« til: »regler fastsat af erhvervsministeren efter stk. 4«.
15. § 123, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler
om, hvilke prismodeller udbyderne af visse typer af beta-
lingsinstrumenter kan anvende til at pålægge betalingsmod-
tageren at betale til dækning af udbyderens omkostninger til
driften af betalingssystemet.«
16. I § 123, stk. 5, 1. pkt., ændres »prisen for det årlige
abonnement i stk. 4« til: »betalingen i prismodeller fastsat
efter stk. 4«.
17. I § 130, stk. 1, 2. pkt., ændres »artikel 3, artikel 3a, stk.
1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel 3-4«.
18. I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og stk. 10, der
bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11, og § 137, stk. 2, ændres
»stk. 5« til: »stk. 6«.
19. I § 136, stk. 1, 1. pkt., udgår », såfremt oplysningerne
vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90«.
20. I § 136 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse på oplysninger i
sager omfattet af kapitel 5-7.«
Stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
21. I § 136, stk. 5, nr. 4, der bliver stk. 6, nr. 4, ændres »stk.
10« til: »stk. 11«.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, der bli-
ver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, ændres »stk. 9«
til: »stk. 10«.
23. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk. 6, nr. 7, 8 og
14, ændres »og 10« til: »og 11«.
24. § 136, stk. 5, nr. 15, der bliver til stk. 6, nr. 15, affattes
således:
»15) Danmarks Nationalbank, centralbanker i lande inden
for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen
har indgået aftale med på det finansielle område, Det
Europæiske System af Centralbanker og Den Europæ-
iske Centralbank i deres egenskab af pengepolitisk
myndighed samt offentlige myndigheder, som overvå-
ger betalingssystemerne i Danmark og andre lande in-
den for Den Europæiske Union eller lande, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle område,
under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige
for dem til opfyldelse af deres lovbestemte opgaver,
herunder udførelse af pengepolitik, overvågning af
betalings- og værdipapirhåndteringssystemer samt va-
retagelse af det finansielle systems stabilitet.«
25. I § 136, stk. 5, der bliver stk. 6, indsættes som nr. 24-26:
»24) Den Internationale Valutafond og Verdensbanken
med henblik på vurderinger som led i programmet til
vurdering af den finansielle sektor.
25) Den Internationale Betalingsbank med henblik på
kvantitative konsekvensanalyser.
26) Rådet for Finansiel Stabilitet med henblik på dets til-
synsfunktion.«
26. I § 136, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 4 og 5« til:
»stk. 5 og 6«.
27. I § 136, stk. 7, der bliver stk. 8, ændres »stk. 6« til: »stk.
7«.
28. I § 138, stk. 1, 8. pkt., ændres »artikel 3, artikel 3a, stk.
1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel 3-4«.
29. I § 139, stk. 1, 2. pkt., ændres »artikel 3, artikel 3a, stk.
1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel 3-4«.
30. I § 143 ændres »artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel
3b og 4« til: »artikel 3-4«, og »Europa-Parlamentets eller
Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012«
2
ændres til: »Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 260/2012 af 14. marts 2012«.
31. Efter § 145 indsættes:
»§ 145 a. Konkurrencerådet har det overordnede ansvar
for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration ef-
ter denne lov og regler udstedt i medfør heraf. Konkurren-
cerådet træffer afgørelse i sager af principiel eller særlig stor
betydning. Konkurrencerådet og Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen er ved administrationen af denne lov og regler
udstedt i medfør heraf uafhængige af erhvervsministeren.
Stk. 2. Konkurrencerådet kan delegere sin kompetence til
at træffe afgørelser efter stk. 1, 2. pkt., til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen.
§ 145 b. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør, om
der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller træffe af-
gørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt
eller endeligt skal indstilles.«
32. I § 152, stk. 2, ændres »artikel 3a, stk. 3-4« til »artikel
3a, stk. 3-5«.
§ 2
I hvidvaskloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 380 af 2. april
2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 1, nr. 19, ændres »stk. 4« til: »stk. 6«.
2. § 1, stk. 1, nr. 20, affattes således:
»20) Udbydere af spil som defineret i lov om spil, jf. dog
stk. 7.«
3. Efter § 5 indsættes før overskriften før § 6:
Ȥ 5 a. Betalinger foretaget med anonyme forudbetalte
kort udstedt i tredjelande må ikke indløses i Danmark. Til-
svarende må restværdien i kontanter eller kontanthævning af
pengeværdien på sådanne betalingskort ikke indløses i Dan-
mark.«
4. I § 7, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§ 8, stk. 2«: », § 17,
stk. 2, nr. 5«.
5. I § 8, stk. 4, indsættes efter »og som har en intern revision
eller intern audit,«: »samt bestyrelser i andre virksomheder,
der er omfattet af § 1, stk. 1, som i henhold til anden lovgiv-
ning er underlagt krav om en intern revision eller intern au-
dit,«.
6. I § 11, stk. 1, nr. 3, 4. pkt., ændres »§ 2, litra a, nr. ii« til:
»§ 2, nr. 9, litra a, nr. ii«.
7. I § 14, stk. 6, 2. pkt., ændres »stk. 2« til: »stk. 5«.
8. § 25, stk. 1, affattes således:
»Virksomheder og personer skal undersøge baggrunden
for og formålet med:
1) Alle transaktioner, der
a) er komplekse,
b) er usædvanligt store,
c) foretages i et usædvanligt mønster, eller
d) ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål.
2) Alle usædvanlige aktiviteter, der ikke har et åbenbart
økonomisk eller lovligt formål.«
9. I § 47, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk. 1, nr. 1-13,
19, 23 og 24«: », samt filialer, distributører og agenter her i
landet af sådanne udenlandske virksomheder og personer«.
10. I § 57, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk. 1, nr.
15-18 og 22,«: » samt filialer, distributører og agenter her i
landet af sådanne udenlandske virksomheder og personer«.
11. I § 57 indsættes som stk. 4-6:
»Stk. 4. Erhvervsstyrelsen skal samarbejde med de kom-
petente myndigheder i EU- eller EØS-lande om at medvirke
ved tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner
her i landet, når virksomheder og personer, der udøver den
type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22,
der er under tilsyn i et andet EU- eller EØS-land, udøver
disse aktiviteter her i landet, eller når virksomheder og per-
soner, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, der er
underlagt dansk tilsyn, men opererer i andre EU- eller EØS-
lande.
Stk. 5. Tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller EØS-
land kan efter forudgående aftale med Erhvervsstyrelsen fo-
retage inspektion hos de her i landet beliggende virksomhe-
der og personer, der udøver den type virksomhed, som er
nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, med hjemsted i det på-
gældende land. Erhvervsstyrelsen kan deltage i inspektionen
som nævnt i 1. pkt. Modsætter en virksomhed eller person
som nævnt i 1. pkt. sig en kompetent udenlandsk myndig-
heds inspektion, kan undersøgelsen kun foretages med Er-
hvervsstyrelsens medvirken.
Stk. 6. Erhvervsstyrelsen kan anmode de kompetente
myndigheder i et EU- eller EØS-land om at medvirke til at
påse overholdelsen af loven og de regler, der er udstedt i
medfør af loven, vedrørende virksomheder og personer, der
udøver den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr.
15-18 og 22, med hjemsted i et andet EU- eller EØS-land
ved tilsynsaktioner, kontroller på stedet eller inspektioner på
et andet EU- eller EØS-lands område.«
12. I § 64. stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk. 1, nr. 14«:
», samt advokater, der er etableret i en anden EU-medlems-
stat, i et EØS-land eller i Schweiz, og som udøver advoka-
tvirksomhed her i landet«.
13. I § 64 indsættes som stk. 3-5:
»Stk. 3. Advokatrådet skal samarbejde med de kompeten-
te myndigheder i EU- eller EØS-lande om at medvirke ved
tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner her i
landet, når virksomheder og personer, der udøver den type
virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 14, der er under
tilsyn i et andet EU- eller EØS-land, udøver advokatvirk-
somhed her i landet, eller en dansk virksomhed eller person
3
omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, der er underlagt dansk tilsyn,
men opererer i andre EU- eller EØS-lande.
Stk. 4. Tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller EØS-
land kan efter forudgående aftale med Advokatrådet foreta-
ge inspektion hos de her i landet beliggende virksomheder
og personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt
i § 1, stk. 1, nr. 14, med hjemsted i det pågældende land.
Advokatrådet kan deltage i inspektionen som nævnt i 1. pkt.
Modsætter en virksomhed eller person som nævnt i 1. pkt.
sig en kompetent udenlandsk myndigheds inspektion, kan
undersøgelsen kun foretages med Advokatrådets medvirken.
Stk. 5. Advokatrådet kan anmode de kompetente myndig-
heder i et EU- eller EØS-land om at medvirke til at påse
overholdelsen af loven og de regler, der er udstedt i medfør
af loven, vedrørende virksomheder og personer, der udøver
den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 14, med
hjemsted i et andet EU- eller EØS-land ved tilsynsaktioner,
kontroller på stedet eller inspektioner på et andet EU- eller
EØS-lands område.«
14. Efter § 64 indsættes før overskriften før § 65:
»§ 64 a. Advokatrådets reaktioner i forbindelse med til-
syn efter § 64, herunder beslutninger om at overdrage en sag
til politimæssig efterforskning, skal offentliggøres af Advo-
katrådet på Advokatsamfundets hjemmeside, jf. dog stk. 5.
Offentliggørelsen skal omfatte den juridiske eller fysiske
persons navn, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Offentliggjorte reaktioner forbliver på Advokat-
samfundets hjemmeside i 5 år efter offentliggørelse. Perso-
noplysninger indeholdt i offentliggørelsen må dog kun for-
blive på Advokatrådets hjemmeside i det nødvendige tids-
rum.
Stk. 3. Offentliggørelse efter stk. 1, der omfatter en fysisk
persons navn, kan dog alene ske ved personens alvorlige,
gentagne eller systematiske overtrædelser af § 10, nr. 1, 2, 4
og 5, § 11, stk. 1 og 2 og stk. 3, 1., 3. og 4. pkt., § 14, stk. 1,
stk. 2, 2. pkt., stk. 3 og 5, § 17, stk. 1 og 2, § 18, § 21, stk. 1,
2. pkt., § 25, stk. 1, § 26, stk. 1 og 3 og stk. 4, 1. pkt., og §
30.
Stk. 4. Har Advokatrådet overgivet en sag til politimæssig
efterforskning, og er der afsagt fældende dom eller vedtaget
bøde, skal Advokatrådet offentliggøre dommen, bødevedta-
gelsen eller et resumé heraf, jf. dog stk. 5. Er dommen ikke
endelig, skal dette fremgå af offentliggørelsen. Stk. 1 og 2
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Offentliggørelse efter stk. 1-4 kan dog ikke ske,
hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virk-
somheden eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod
offentliggørelse. Oplysninger om enkeltpersoners private,
herunder økonomiske, forhold og tekniske indretninger eller
fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold
el.lign., for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning
for den person eller virksomhed, oplysningerne angår, of-
fentliggøres ikke. Offentliggørelsen må ikke indeholde for-
trolige oplysninger, der hidrører fra en myndighed fra et
EU- eller EØS-land, medmindre de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladel-
se.
Stk. 6. Er offentliggørelse undladt i henhold til stk. 5, 1.
pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1-4, når de hen-
syn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gæl-
dende. Efter 2 år fra datoen for reaktionen eller beslutningen
om at overgive sagen til politimæssig efterforskning skal der
dog ikke ske offentliggørelse uanset 1. pkt. Der skal alene
ske offentliggørelse, hvis der ikke er sket påtaleopgivelse el-
ler tiltalefrafald efter retsplejelovens regler.
Stk. 7. I sager, hvor Advokatrådet har offentliggjort en be-
slutning om at overgive en sag til politimæssig efterforsk-
ning efter stk. 1, og der træffes afgørelse om påtaleopgivel-
se, tiltalefrafald, afsiges frifindelse i Advokatnævnet eller
afsiges frifindende dom, skal Advokatrådet efter anmodning
fra den fysiske eller juridiske person, som sagen vedrører,
offentliggøre oplysninger herom. Den fysiske eller juridiske
person skal indsende en kopi af afgørelsen om påtaleopgi-
velse eller tiltalefrafald eller en kopi af frifindende afgørelse
eller dom til Advokatrådet samtidig med anmodning om of-
fentliggørelse. Er påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet, afgørelse
eller dommen ikke endelig, skal det fremgå af offentliggø-
relsen. Modtager Advokatrådet dokumentation for, at sagen
er afsluttet ved endelig påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller
afsigelse af endelig frifindende afgørelse eller dom, skal Ad-
vokatrådet fjerne alle oplysninger om beslutningen om at
overgive sagen til politimæssig efterforskning og eventuelle
efterfølgende domme i sagen fra Advokatrådets hjemmesi-
de.
Stk. 8. Advokatrådet skal efter anmodning fra en fysisk
eller juridisk person, som er frifundet, offentliggøre resulta-
tet af anken eller genoptagelsen. Den fysiske eller juridiske
person skal samtidig med anmodningen om offentliggørelse
indsende kopi af dommen i ankesagen eller den genoptagede
sag. Er resultatet af anken eller den genoptagede sag et an-
det end resultatet af dommen offentliggjort i medfør af stk.
4, 1. pkt., kan Advokatrådet beslutte at fjerne dommen fra
Advokatrådets hjemmeside.
Stk. 9. Advokatnævnets kendelser for overtrædelse af
denne lov og de regler, der er udstedt i medfør heraf, samt
Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende
regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grup-
per, juridiske enheder eller organer skal offentliggøres af
Advokatrådet på Advokatsamfundets hjemmeside, når fri-
sten for at indbringe kendelsen for retten er udløbet. Dette
gælder dog ikke overholdelse af § 36. Kendelser, som ind-
bringes for retten, offentliggøres, når der er afsagt endelig
dom. Bestemmelserne i stk. 2-8 finder tilsvarende anvendel-
se.«
15. I § 65, stk. 1,1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk. 1, nr. 20,«:
»samt filialer, distributører og agenter her i landet af sådan-
ne udenlandske virksomheder og personer«.
16. I § 78, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 5« til: »§§ 5 og 5 a«, og
efter »§ 31 b, stk. 1« indsættes: », § 32«.
17. I § 79 ændres »§ 51« til: »§§ 51-51 b«.
18. I § 80, stk. 1, indsættes efter »§ 49, stk. 1 og 5«: », eller
efter regler udstedt i medfør af § 49, stk. 7«.
4
§ 3
I lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 377 af
2. april 2020, som ændret ved § 2 i lov nr. 369 af 9. april
2019, § 5 i lov nr. 641 af 19. maj 2020 og § 5 i lov nr. 642 af
19. maj 2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 62, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»1. pkt. gælder også for en operatør af et reguleret mar-
ked, der driver en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller
en organiseret handelsfacilitet (OHF).«
2. I § 253 a indsættes efter »4-16«: », 19 a-19 c«.
§ 4
I lov om investeringsforeninger m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1046 af 14. oktober 2019, som ændret
ved § 8 i lov nr. 532 af 29. april 2015, § 10 i lov nr. 554 af
7. maj 2019, § 3 i lov nr. 1374 af 13. december 2019, § 8 i
lov nr. 1563 af 27. december 2019 og § 3 i lov nr. 641 af 19.
maj 2020, foretages følgende ændringer:
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Kom-
missionens direktiv 2007/16/EF af 19. marts 2007 om gen-
nemførelse af Rådets direktiv 85/611/EØF om samordning
af love og administrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitut-
ter) med hensyn til afklaring af bestemte definitioner, EU-
Tidende 2007, nr. L 79, side 11, Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning
af love og administrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitut-
ter) (UCITS-direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side
32, Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010 om
gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF for så vidt angår organisatoriske krav, interesse-
konflikter, god forretningsskik, risikostyring og indholdet af
aftalen mellem en depositar og et administrationsselskab,
EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 42, Kommissionens direk-
tiv 2010/44/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt an-
går visse bestemmelser om fusioner af fonde, master-feeder-
strukturer og anmeldelsesprocedure, EU-Tidende 2010, nr.
L 176, side 28, dele af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direktiv
2009/65/EF om samordning af love og administrative be-
stemmelser om visse institutter for kollektiv investering i
værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depo-
sitar-funktioner, aflønningspolitik og sanktioner, EU-Tiden-
de 2014, nr. L 257, side 186 (UCITS V-direktivet), dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20.
maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse
af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansie-
ring af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2012/648/EU og om ophævelse af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kom-
missionens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), EU-
Tidende 2015, nr. L 141, side 73, dele af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af 17. maj 2017 om
ændring af direktiv 2007/36/EF, for så vidt angår tilskyndel-
se til langsigtet aktivt ejerskab, EU-Tidende 2017, nr. L 132,
side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2018/843/EU af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU)
2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendel-
se af det finansielle system til hvidvask af penge eller finan-
siering af terrorisme og om ændring af direktiv 2009/138/EF
og 2013/36/EU, EU-Tidende 2018, nr. L 156, side 43. I lo-
ven er der endvidere medtaget visse bestemmelser fra Kom-
missionens forordning 2010/583/EU af 1. juli 2010 om gen-
nemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation og
de betingelser, der skal opfyldes, når central investorinfor-
mation eller prospektet udleveres på et andet varigt medium
end papir eller via et websted, EU-Tidende 2010, nr. L 176,
side 1, Kommissionens forordning 2010/584/EU af 1. juli
2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form og indhold af
standardmodellen til anmeldelsesskrivelse og erklæring om
investeringsinstituttet, brug af elektronisk kommunikation
mellem kompetente myndigheder i forbindelse med anmel-
delser og procedurer ved kontroller og undersøgelser på ste-
det samt udveksling af oplysninger mellem kompetente
myndigheder, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 16, Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2017/1131/EU af 14. ju-
ni 2017 om pengemarkedsforeninger, EU-Tidende 2017, nr.
L 169, side 8, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme
for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for
simpel, transparent og standardiseret securitisering og om
ændring af direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF og
2011/61/EU og forordning 1060/2009/EF og 648/2012/EU,
EU-Tidende 2017, nr. L 347, side 35. Ifølge artikel 288 i
EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver
medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i loven er
således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berø-
rer ikke forordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.
2. § 18, stk. 1, 4. pkt., ophæves.
3. § 161, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 1. Finanstilsynet påser overholdelsen af følgende:
1) Loven og de regler, der er udstedt i medfør af loven,
undtagen § 60, stk. 1 og 2, og § 63 b, jf. dog stk. 2.
2) Danske UCITS’ vedtægter eller fondsbestemmelser,
når Finanstilsynet har godkendt vedtægterne eller
fondsbestemmelserne.
3) Regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samord-
ning af love og administrative bestemmelser om visse
institutter for kollektiv investering i værdipapirer (inve-
steringsinstitutter) (UCITS-direktivet).
4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel
ramme for securitisering og om oprettelse af en speci-
5
fik ramme for simpel, transparent og standardiseret se-
curitisering og regler fastsat i medfør heraf.
5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1131/2017 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforenin-
ger og regler fastsat i medfør heraf.
6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere grænseover-
skridende distribution af kollektive investeringsinstitut-
ter og om ændring af forordning (EU) nr. 345/2013,
(EU) nr. 346/2013 og (EU) nr. 1286/2014 og regler
fastsat i medfør heraf.
7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuropæisk
personligt pensionsprodukt og regler fastsat i medfør
heraf.
8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtig-
hedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tje-
nesteydelser og regler fastsat i medfør heraf.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen påser dog overholdelsen af § 14,
stk. 1 og 3. Finanstilsynet kontrollerer, at reglerne for finan-
siel information i årsrapporter og delårsrapporter i §§ 82-92
og i regler udstedt i medfør af § 95 er overholdt for danske
UCITS, som har udstedt værdipapirer, der handles på et re-
guleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov om kapitalmar-
keder.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
4. I § 179, stk. 1, indsættes efter »i medfør af denne lov eller
regler fastsat i medfør af denne lov,«: »Europa-Parlamentets
og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017
om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af
en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret
securitisering, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsfor-
eninger eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
eller regler udstedt i medfør heraf,«.
5. I § 189 indsættes efter »i henhold til loven eller regler ud-
stedt i medfør af loven«: », Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en ge-
nerel ramme for securitisering og om oprettelse af en speci-
fik ramme for simpel, transparent og standardiseret securiti-
sering, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger el-
ler Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
eller regler udstedt i medfør heraf,«.
§ 5
I lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1047 af 14. oktober 2019, som
ændret ved § 4 i lov nr. 369 af 9. april 2019, § 9 i lov nr. 554
af 7. maj 2019, § 9 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 og §
2 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages følgende
ændringer:
1. I § 6, stk. 4, ændres »og for selvforvaltende investorfra-
dragsfonde« til: »for selvforvaltende investorfradragsfonde,
AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde«.
2. I § 18 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om kom-
petencekrav for ansatte hos en forvalter af alternative inve-
steringsfonde, der har tilladelse til at udøve aktiviteter om-
fattet af bilag 1, nr. 3, litra b, punkt i.«
3. I § 155, stk. 1, 6. pkt., indsættes efter »Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019
om lettere grænseoverskridende distribution af kollektive in-
vesteringsinstitutter og om ændring af forordning (EU) nr.
345/2013, (EU) nr. 346/2013 og (EU) nr. 1286/2014, og Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af
20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionspro-
dukt (PEPP-produkt)«: »og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle
tjenesteydelser«.
4. I § 189 indsættes efter »i henhold til loven eller regler ud-
stedt i medfør af loven«: », Europa-Parlamentets og Rådets
forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om europæ-
iske sociale iværksætterfonde, Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013 om euro-
pæiske venturekapitalfonde, Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2017/1131/EU af 14. juni 2017 om pengemar-
kedsforeninger, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme
for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for
simpel, transparent og standardiseret securitisering, Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26. no-
vember 2014 om dokumenter med central information om
sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter
til detailinvestorer (PRIIP’er) eller Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-
sielle tjenesteydelser eller regler udstedt i medfør heraf,«.
§ 6
I lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr.
378 af 2. april 2020, som ændret ved § 6 i lov nr. 641 af 19.
maj 2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 4, ændres »§ 3, stk. 6, og § 4, stk. 4,« til: »§ 3,
stk. 7, og § 4, stk. 5,«, og i stk. 5 ændres »§ 3, stk. 6,« til: »§
3, stk. 7,«.
2. I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal ind-
sendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de
nødvendige oplysninger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undta-
gelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal
6
ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes
elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsy-
nets anmeldelsesblanket.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
3. I § 4 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. En ansøgning om registrering efter stk. 1 skal ind-
sendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de
nødvendige oplysninger, jf. stk. 2. Kan en ansøgning undta-
gelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal
ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes
elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsy-
nets anmeldelsesblanket.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
4. Efter § 12 indsættes før overskriften før § 13:
Ȥ 12 a. En forsikringsformidler og en accessorisk forsik-
ringsformidler må ikke medvirke til, at forsikringer for per-
soner bosiddende i Danmark, danske skibe eller andre risici,
der består her i landet, tegnes hos andre end følgende:
1) Danske forsikringsselskaber.
2) Udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betin-
gelserne i § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, i lov om finan-
siel virksomhed.
3) Udenlandske forsikringsselskaber, der har fået tilladel-
se af Finanstilsynet.«
5. I § 22, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20. juni 2019
om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-pro-
dukt)«: » og Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-
ser «.
6. I § 36, stk. 1, indsættes efter »forskrifter fastsat i medfør
af denne lov«: » eller i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-
sielle tjenesteydelser eller regler udstedt i medfør heraf«.
7. I § 37 ændres »eller forordninger udstedt i medfør af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20.
januar 2016 om forsikringsdistribution« til: », forordninger
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution
eller i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
eller regler udstedt i medfør heraf«.
§ 7
I lov om firmapensionskasser, jf. lovbekendtgørelse nr.
355 af 2. april 2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 97, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »Finanstilsynet påser
endvidere overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning«: » 2017/2402/EU af 12. december 2017«, og ef-
ter »ramme for simpel, transparent og standardiseret securi-
tisering« indsættes: » og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle
tjenesteydelser«.
2. I § 104, stk. 1, indsættes efter »i medfør af denne lov eller
forskrifter fastsat i medfør af denne lov«: » eller i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. decem-
ber 2017 om en generel ramme for securitisering og om op-
rettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og stan-
dardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf«.
3. I § 112, stk. 1, indsættes efter »i henhold til loven eller
forskrifter udstedt i medfør af loven«: » eller i medfør af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. decem-
ber 2017 om en generel ramme for securitisering og om op-
rettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og stan-
dardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf«.
§ 8
I lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og
boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørelse nr. 379 af 2.
april 2020, foretages følgende ændringer:
1. § 2, nr. 6, affattes således:
»6) Rådgivning: Personlige anbefalinger til en forbruger,
som vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse
med boligkreditaftaler eller finansielle produkter. For
så vidt angår boligkreditaftaler skal anbefalingerne væ-
re uafhængig af ydelsen af boligkreditaftalen og de ak-
tiviteter, som ydes af en boligkreditformidler.«
2. I § 3 indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:
»Stk. 7. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal ind-
sendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de
nødvendige oplysninger, jf. stk. 6. Kan en ansøgning undta-
gelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal
ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes
elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsy-
nets anmeldelsesblanket.«
Stk. 7 bliver herefter stk. 8.
§ 9
I lov nr. 450 af 24. april 2019 om
forbrugslånsvirksomheder, som ændret ved § 11 i lov nr.
1563 af 27. december 2019 og § 1 i lov nr. 801 af 9. juni
2020, foretages følgende ændring:
1. I § 3 indsættes som stk. 4:
7
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal ind-
sendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de
nødvendige oplysninger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undta-
gelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal
ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes
elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsy-
nets anmeldelsesblanket.«
§ 10
I lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1045 af 14. oktober 2019, som ændret ved § 4 i lov nr.
1374 af 13. december 2019 og § 12 i lov nr. 1563 af 27.
december 2019, foretages følgende ændringer:
1. I § 3, stk. 1, nr. 5, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
2. I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal ind-
sendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de
nødvendige oplysninger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undta-
gelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal
ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes
elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsy-
nets anmeldelsesblanket.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
3. I § 12, stk. 7, ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3, stk. 6«.
4. I § 22, stk. 1, ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3, stk. 6«.
§ 11
I lov nr. 691 af 8. juni 2018 om Vækstfonden foretages
følgende ændringer:
1. § 16, stk. 2, affattes således.
»Stk. 2. Vækstfonden kan optage lån, herunder statsligt
genudlån, til finansiering af sine aktiviteter, i det omfang der
er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil.«
2. § 16, stk. 3 og 4, ophæves.
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 3-5.
3. § 16, stk. 6 og 7, der bliver stk. 4 og 5, ophæves.
4. § 17, stk. 1, affattes således:
»Finansministeren kan, ud over adgangen til at optage
lån, herunder statsligt genudlån, jf. § 16, stk. 2, lade Vækst-
fonden optage genudlån hos Danmarks Nationalbank inden
for en ramme på 1 mia. kr.«
§ 12
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2021, jf. dog stk.
2-4.
Stk. 2. § 1, nr. 25, træder i kraft den 29. december 2020.
Stk. 3. § 4, nr. 3-5, § 5, nr. 3 og 4, § 6, nr. 5-7, og § 7
træder i kraft den 10. marts 2021.
Stk. 4. § 1, nr. 17, 28-30 og 32, træder i kraft den 19. april
2021.
§ 13
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. §§ 1-5 og 8-10 kan ved kongelig anordning sættes
helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som
de færøske forhold tilsiger.
Stk. 3. §§ 1-10 kan ved kongelig anordning sættes helt el-
ler delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger.
8
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Finanstilsynets vurdering af forsvarlig drift for virksomheder med begrænset tilladelse efter lov om beta-
linger
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.2. Frist for Finanstilsynets sagsbehandling ved behandling af ansøgninger om tilladelse til at udbyde kontoo-
plysninger
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.3. Forpligtelse til at stille Kommissionens folder om rettigheder til rådighed
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
2.4. Gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.4.3. Den foreslåede ordning
2.5. Erhvervsministerens beføjelser til at fastsætte nærmere regler efter lov om betalinger
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.5.3. Den foreslåede ordning
2.6. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om betalinger
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.6.3. Den foreslåede ordning
2.7. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens prioriteringsadgang i tilsynet med lov om betalinger
2.7.1. Gældende ret
2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.7.3. Den foreslåede ordning
2.8. Anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande
2.8.1. Gældende ret
2.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.8.3. Den foreslåede ordning
2.9. Undersøgelsespligten efter hvidvaskloven
2.9.1. Gældende ret
2.9.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.9.3. Den foreslåede ordning
2.10. Samarbejdspligten for Erhvervsstyrelsen og Advokatrådet med udenlandske myndigheder
2.10.1. Gældende ret
2.10.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.10.3. Den foreslåede ordning
2.11. Ændringer som følger af disclosureforordningen
2.11.1. Gældende ret
2.11.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.11.3. Den foreslåede ordning
2.12. Forvaltere af AIF-SIKAV’er og AIF-Værdipapirfonde
2.12.1. Gældende ret
2.12.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.12.3. Den foreslåede ordning
9
2.13. Bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde
2.13.1. Gældende ret
2.13.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.13.3. Den foreslåede ordning
2.14. Ophævelse af krav om, at mulighed for etablering af andelsklasser skal fremgå af afdelingers navne
2.14.1. Gældende ret
2.14.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.14.3. Den foreslåede ordning
2.15. Ændringer som følge af oprettelse af CO2-benchmarks for lille CO2-effekt og bæredygtighedsrelaterede
oplysninger om benchmarks
2.15.1. Gældende ret
2.15.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.15.3. Den foreslåede ordning
2.16. Outsourcing for en operatør af et reguleret marked, der driver en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller
en organiseret handelsfacilitet (OHF)
2.16.1. Gældende ret
2.16.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.16.3. Den foreslåede ordning
2.17. Digital ansøgning i forbindelse med autorisationer
2.17.1. Gældende ret
2.17.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.17.3. Den foreslåede ordning
2.18. Vækstfondens finansieringsmuligheder
2.18.1. Gældende ret
2.18.2. Erhvervsministeriets overvejelser
2.18.3. Den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
3.1. Digitaliseringsklar lovgivning
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
4.1. Administrative konsekvenser
4.2. Øvrige efterlevelseskonsekvenser
4.3. Agil erhvervsrettet regulering
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Sigtet med nærværende lovforslag er at gennemføre en ræk-
ke ændringer af den finansielle lovgivning, der har til formål
at øge forbruger- og investorbeskyttelsen samt sikre et styr-
ket og målrettet tilsyn på det finansielle område.
Med lovforslaget får Finanstilsynet mulighed for at føre et
effektivt tilsyn med gebyrer for grænseoverskridende beta-
linger i EU. Ændringen skal give Finanstilsynet bedre mu-
lighed for at sikre, at der for forbrugeren er større gennem-
sigtighed om gebyrer forbundet med gennemførelse af
grænseoverskridende betalinger i EU. Ændringen sker som
følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning
(EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseover-
skridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer.
Lovforslaget har desuden til formål at skabe større fleksibili-
tet i forhold til mulighederne for at fastsætte nærmere regler
for gebyropkrævninger for visse betalingsinstrumenter. Æn-
dringen skal gøre det muligt for erhvervsministeren at fast-
sætte nærmere regler om, at udbydere af betalingsinstrumen-
ter omfattet af reguleringen også kan tilbyde andre prismo-
deller end et årligt abonnement, f.eks. i form af en procent-
vis sats per transaktion. Det kan bl.a. være attraktivt for især
mindre forretninger, som fremover vil kunne modtage Dan-
kortet billigere.
Derudover indføres der krav om, at udbydere af betalingstje-
nester, der udbyder betalingstjenester til forbrugere, skal
stille en af Kommissionen udarbejdet folder om forbruge-
rens rettigheder til rådighed digitalt såvel som fysisk i deres
filialer. Det sker på baggrund af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om
betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv
2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning
10
(EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv
2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv).
Med lovforslaget indføres et forbud mod indløsning af ano-
nyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande. Ændringen skal
styrke kontrollen med kortene for at sikre, at kortene ikke
misbruges til eksempelvis terrorfinansiering. Derudover ju-
steres rammerne for Erhvervsstyrelsens og Advokatrådets
tilsyn på hvidvaskområdet for derigennem at styrke samar-
bejdet med tilsynsmyndigheder i andre EU- og EØS-lande i
forhold til indsatsen mod hvidvask og terrorfinansiering.
Ændringerne foretages på baggrund af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018 om æn-
dring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foran-
staltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvid-
vask af penge eller finansiering af terrorisme (5. hvidvaskdi-
rektiv).
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektiv som muligt er der fundet anledning til at præci-
sere og ændre enkelte elementer i hvidvaskloven.
Med henblik på at øge investorbeskyttelsen får erhvervsmi-
nisteren med lovforslaget bemyndigelse til at fastsætte reg-
ler om kompetencekrav for ansatte hos forvaltere af alterna-
tive investeringsfonde, som yder investeringsrådgivning. De
skærpede krav skal sikre, at ansatte, som yder rådgivningen,
har de fornødne kompetencer hertil.
Lovforslaget har endvidere til formål at styrke investorers
muligheder for at sammenligne produkters bæredygtighed
og virksomheders tilgang til bæredygtighed. Finanstilsynet
får således mulighed for at føre effektivt tilsyn med, at fi-
nansielle aktører overholder oplysningsforpligtelser om mil-
jømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-fakto-
rer) i forbindelse med investerings- og rådgivningsproces-
ser. Oplysningskravene følger af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-
sielle tjenesteydelser (disclosureforordningen).
Derudover får Finanstilsynet mulighed for at føre et effek-
tivt tilsyn med to nye EU-benchmarks for CO2-aftryk (EU-
benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-
benchmarks), hvilket skal styrke investorers og forbrugeres
mulighed for at finde CO2-aftrykket for deres investeringer.
Ændringen sker som følge af Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2019/2089/EU af 27. november 2019 om
ændring af forordning 2016/1011/EU (benchmarkforordnin-
gen), for så vidt angår EU-benchmarks for klimaovergan-
gen, Paristilpassede EU-benchmarks og bæredygtighedsrela-
terede oplysninger om benchmarks.
Lovforslaget har endvidere til formål at indføre en hjemmel
til, at Vækstfonden kan finansiere sine aktiviteter, ud over
den nuværende ramme på 1 mia. kr., ved statsligt genudlån
gennem Danmarks Nationalbank, såfremt der er etableret
bevillingsmæssig hjemmel hertil. Samtidig vurderes det
hensigtsmæssigt at sikre øget fleksibilitet i forhold til at
kunne henlægge ordninger til administration i Vækstfonden
og ændre på de finansielle rammer for ordninger, der allere-
de er henlagt til administration i fonden, da der har vist sig
at være et løbende politisk ønske om sådanne ændringer.
Samtidig sikres der et strømlinet lovgrundlag, der ikke for-
ældes, i takt med at ordninger oprettes, justeres og nedlæg-
ges.
Endelig har lovforslaget til formål at skabe klarhed om Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn med overholdelsen
af lov om betalinger. Med lovforslaget foreslås det, at Kon-
kurrencerådet tillægges det overordnede ansvar for Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter loven.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Finanstilsynets vurdering af forsvarlig drift for virk-
somheder med begrænset tilladelse efter lov om betalinger
2.1.1. Gældende ret
Virksomheder, der ikke har en tilladelse som e-pengeinsti-
tut, og som ønsker at udstede elektroniske penge, skal have
en begrænset tilladelse for at kunne udstede elektroniske
penge her i landet, jf. § 50 i lov om betalinger, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1024 af 3. juni 2019.
På samme måde skal virksomheder, der ikke har en tilladel-
se som betalingsinstitut, og som ønsker at udbyde betalings-
tjenester, have en begrænset tilladelse for at kunne udbyde
betalingstjenester her i landet, jf. § 51 i lov om betalinger.
I henhold til §§ 52 og 53 i lov om betalinger skal en virk-
somhed, der ansøger om begrænset tilladelse til at udstede
elektroniske penge eller til at udbyde betalingstjenester, leve
op til en række betingelser, for at Finanstilsynet kan medde-
le begrænset tilladelse hertil. Det omfatter bl.a. godkendelse
af virksomhedens ejere af kvalificerede andele og en vurde-
ring af virksomhedens forretningsgange og politikker.
Bestemmelsen i § 54 i lov om betalinger fastsætter de oplys-
ninger, som skal følge med en ansøgning om begrænset til-
ladelse. En virksomhed, der søger om tilladelse, skal bl.a.
indsende en beskrivelse af virksomhedens forretningsmodel,
en oversigt over virksomhedens nuværende og planlagte ak-
tiviteter samt en budgetprognose og det senest reviderede
årsregnskab, såfremt et sådant er udarbejdet. Af bemærknin-
gerne til bestemmelsen fremgår det, at budgetprognosen og
det senest reviderede årsregnskab har til formål at give Fi-
nanstilsynet et overblik over den økonomiske side af virk-
somhedens planlagte aktiviteter, herunder vurdere virksom-
11
hedens økonomiske situation, jf. Folketingstidende 2016-17,
A, L 157 som fremsat, side 174.
2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Bestemmelsen i § 54 i lov om betalinger gennemfører dele
af artikel 5, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om beta-
lingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv
2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning
(EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv
2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv).
Efter artikel 32, stk. 1, i 2. betalingstjenestedirektiv kan
medlemsstaterne undtage virksomheder helt eller delvist fra
en række af direktivets bestemmelser, hvis virksomhedens
betalingsvolumen ligger under de grænser, der følger af di-
rektivets artikel 32, stk. 1, litra a. I forbindelse med vedta-
gelsen af lov om betalinger blev det besluttet at anvende
muligheden for at undtage virksomheder omfattet af artikel
32 fra en række af de tilladelseskrav, der følger af direkti-
vets artikel 5, ligesom det var tilfældet efter den hidtil gæl-
dende lov om betalingstjenester og elektroniske penge.
Artikel 5 i 2. betalingstjenestedirektiv fastsætter krav til de
oplysninger og det materiale, som en virksomhed skal indgi-
ve ved en ansøgning til de kompetente myndigheder, for at
blive meddelt tilladelse som betalingsinstitut. Artikel 5 i 2.
betalingstjenestedirektiv skal ses i sammenhæng med direk-
tivets artikel 11, stk. 2, der fastsætter, at de kompetente
myndigheder meddeler tilladelse, hvis de oplysninger og det
materiale, der er vedlagt ansøgningen, opfylder alle kravene
i artikel 5, og hvis de kompetente myndigheder når frem til
en overordnet positiv vurdering efter at have gennemgået
ansøgningen.
Den gældende bestemmelse i § 54, nr. 4, i lov om betalinger
fastsætter, at de oplysningsforpligtelser, der følger af artikel
5, stk. 1, litra b, i 2. betalingstjenestedirektiv, også gælder
for virksomheder, der søger om en begrænset tilladelse til at
udbyde betalingstjenester eller udstede elektroniske penge.
I bemærkningerne til den gældende bestemmelse i § 54, nr.
4, i lov om betalinger, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L
157 som fremsat, side 174, er det beskrevet, at bestemmel-
sen har til formål at give Finanstilsynet et overblik over den
økonomiske side af virksomhedens planlagte aktiviteter,
herunder vurdere virksomhedens økonomiske situation. Det
er dermed forudsat i bemærkningerne til bestemmelsen, at
Finanstilsynet på baggrund af en budgetprognose og det se-
nest reviderede årsregnskab, hvis et sådant er udarbejdet,
skal vurdere en ansøgende virksomheds økonomiske situa-
tion i forbindelse med en ansøgning om begrænset tilladelse
til at udbyde betalingstjenester eller en ansøgning om be-
grænset tilladelse til at udstede elektroniske penge.
I dag følger det imidlertid ikke direkte af § 52, der fastsætter
de krav, som en virksomhed skal opfylde for at blive med-
delt begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge el-
ler til at udbyde betalingstjenester, at Finanstilsynet i forbin-
delse med vurdering af en ansøgning skal lægge vægt på,
om den ansøgende virksomhed er i stand til at gennemføre
en forsvarlig drift, herunder at virksomheden har forsvarlige
organisatoriske strukturer og procedurer og virksomhedens
økonomiske situation.
Som led i udstedelsen af elektroniske penge eller udbuddet
af betalingstjenester vil virksomhederne almindeligvis opbe-
vare brugernes midler i en kortere eller længere periode, in-
den midlerne enten udbetales eller videreoverføres til beta-
lingsmodtager. Det forhold, at udbyderen som led i alminde-
lig drift typisk opbevarer midler på vegne af brugerne, med-
fører betydelige risici for brugerne, i tilfælde af at virksom-
heden eksempelvis tages under insolvensbehandling. Dette
stiller således øgede krav til, at virksomheden drives for-
svarligt. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt at indsætte et
krav om, at en virksomhed, der udbyder betalingstjenester
eller udsteder elektroniske penge med begrænset tilladelse,
skal være i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.
2.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indsætte et nyt nummer i § 52, som i tillæg til
de øvrige krav i bestemmelsen fastsætter, at en tilladelse til
at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester
udstedes, når Finanstilsynet vurderer, at virksomheden er i
stand til at gennemføre en forsvarlig drift.
Til brug for denne vurdering vil Finanstilsynet bl.a. lægge
vægt på virksomhedens forretningsplan sammenholdt med
budgetprognosen for de tre første regnskabsår og senest re-
viderede årsregnskab, hvis et sådant er udarbejdet, med hen-
blik på at få en indikation af, om virksomheden har de res-
sourcer og procedurer, der er nødvendige til at gennemføre
en forsvarlig drift.
Hvis det i den forbindelse eksempelvis vurderes, at virksom-
hedens økonomiske situation medfører risiko for, at virk-
somheden kan få likviditetsproblemer, skal der være en plan
for, hvordan likviditeten løbende genoprettes.
Forslaget vil medføre, at Finanstilsynet skal afvise en ansøg-
ning om begrænset tilladelse til at udstede elektroniske pen-
ge eller udbyde betalingstjenester, hvis det vurderes, at an-
søgeren ikke er i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.
2.2. Frist for Finanstilsynets sagsbehandling ved behandling
af ansøgninger om tilladelse til at udbyde kontooplysning-
stjenester
2.2.1. Gældende ret
12
En virksomhed, der alene ønsker at udbyde kontooplysning-
stjenester, skal indgive en ansøgning som udbyder af kon-
tooplysningstjenester til Finanstilsynet sammen med en ræk-
ke oplysninger, som er nødvendige, for at Finanstilsynet kan
vurdere, om ansøgningen lever op til de krav, der stilles til
udbydere af kontooplysningstjenester efter § 60, stk. 2, i lov
om betalinger.
Finanstilsynet meddeler tilladelse, når virksomheden har
indsendt tilstrækkelige oplysninger til, at Finanstilsynet kan
vurdere ansøgningen, og Finanstilsynet vurderer, at virk-
somheden lever op til kravene til udbydere af kontooply-
sningstjenester. Reglerne implementerer bestemmelser i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25.
november 2015 om betalingstjenester i det indre marked,
om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og
2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophæ-
velse af direktiv 2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv).
2. betalingstjenestedirektiv fastsætter en frist for myndighe-
ders behandling af ansøgninger på tre måneder.
Der gælder i dag ikke regler for sagsbehandlingstiden i for-
bindelse med Finanstilsynets behandling af ansøgninger om
tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester.
2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Det vurderes, at sagsbehandlingsfristen på tre måneder i 2.
betalingstjenestedirektiv gælder for meddelelse af alle typer
tilladelse, som er omfattet af direktivet, herunder tilladelse
som betalingsinstitut og e-pengeinstitut, begrænset tilladelse
til at udbyde betalingstjenester eller udstede elektroniske
penge samt tilladelse som udbyder af kontooplysningstjene-
ster.
Efter lov om betalinger gælder fristen på tre måneder i dag
for Finanstilsynets behandling af ansøgninger om begrænset
tilladelse til at udstede elektroniske penge og udbyde beta-
lingstjenester. Ved en fejl er der ikke fastsat en frist for Fi-
nanstilsynets behandling af ansøgninger om tilladelse som
udbyder af kontooplysningstjenester. En sagsbehandlings-
frist på tre måneder vurderes at være hensigtsmæssig med
henblik på at sikre, at virksomheders adgang til at udbyde
betalingstjenester, herunder kontooplysningstjenester, ikke
forsinkes unødigt på grund af tilladelseskravene.
For at sikre, at fristerne for meddelelse af tilladelse i lov om
betalinger er i overensstemmelse med 2. betalingstjenestedi-
rektiv foreslås det derfor at indsætte en sagsbehandlingsfrist
på tre måneder, hvilket svarer til den frist, der er fastsat for
de øvrige tilladelsestyper i lov om betalinger.
2.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at Finanstilsynet senest tre måneder efter mod-
tagelse af en ansøgning om tilladelse som udbyder af kon-
tooplysningstjenester, eller, hvis ansøgningen er ufuldstæn-
dig, efter modtagelse af de oplysninger, der er nødvendige
for at træffe afgørelse, underretter ansøgeren om, hvorvidt
ansøgningen kan imødekommes.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 12, samt be-
mærkningerne hertil.
2.3. Forpligtelse til at stille Kommissionens folder om for-
brugerrettigheder til rådighed
2.3.1. Gældende ret
Betalingstjenesteudbyderes oplysningsforpligtelser følger af
kapitel 5 i lov om betalinger. Reglerne i kapitel 5 fastsætter
krav til, hvilken information en udbyder af betalingstjenester
skal give til sine brugere i forbindelse med udførelse af en
betalingstjeneste. Oplysningsforpligtelserne vedrører bl.a.
de oplysninger, som udbyderen skal meddele eller stille til
rådighed for en bruger i forbindelse med indgåelse af ram-
meaftale eller gennemførelse af enkeltstående betalings-
transaktioner.
Kapitel 5 indeholder derudover en række nærmere oplys-
ningsforpligtelser for udbyderen.
2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Kommissionen har med hjemmel i 2. betalingstjenestedirek-
tiv i december 2019 offentliggjort en elektronisk folder om
forbrugerens rettigheder i henhold til direktivet og tilhøren-
de EU-ret. Det følger af direktivet, at betalingstjenesteudby-
dere skal stille folderen til rådighed på en let tilgængelig
måde på deres websteder, hvis sådanne findes, og på papir i
deres filialer og hos deres agenter og de enheder, som udby-
derne har outsourcet aktiviteter til. En betalingsudbyder må
ikke afkræve sine kunder gebyr for at stille folderen til rå-
dighed.
Med lov om betalinger, som gennemfører 2. betalingstjene-
stedirektiv, blev artikel 106 ikke gennemført, da der på det
tidspunkt ikke forelå en folder fra Kommissionen.
Det foreslås derfor at indsætte en ny bestemmelse, der gen-
nemfører denne forpligtelse i lov om betalinger.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i lov om betalinger indsættes en ny be-
stemmelse, hvorefter en udbyder af betalingstjenester, der
udbyder betalingstjenester til forbrugere, forpligtes til at stil-
le Kommissionens folder om forbrugerrettigheder gratis til
rådighed på en let tilgængelig måde for alle brugere på ud-
13
byderens hjemmeside. Folderen skal tillige være tilgængelig
hos udbyderens eventuelle filialer, agenter og hvor relevant
andre virksomheder, hvortil aktiviteter er outsourcet. For
personer med handicap skal oplysningerne stilles til rådig-
hed ved hjælp af hensigtsmæssige alternative midler, således
at oplysningerne stilles til rådighed i et tilgængeligt format.
Den foreslåede § 66 a skal læses i sammenhæng med de øv-
rige bestemmelser i kapitel 5, hvorfor det er Forbrugerom-
budsmanden, der fører tilsyn med, hvorvidt folderen stilles
til rådighed for forbrugeren. Herudover følger det af kapitel
5, at udbyderen har bevisbyrden for, at folderen er stillet til
rådighed for udbyderens brugere, og at dette ikke sker mod
betaling fra brugeren.
Bestemmelsen vil primært finde anvendelse over for forbru-
gere, da bestemmelser i kapitel 5 kan fraviges ved aftale
mellem udbyder og bruger, som ikke er forbruger, jf. § 6,
stk. 3, i lov om betalinger.
2.4. Gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen
og vekselgebyrer
2.4.1. Gældende ret
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af
16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i
Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001 indeholder bestemmelser om grænseoverskriden-
de betalinger. Forordningen skal sikre, at gebyrerne for
grænseoverskridende betalinger inden for Den Europæiske
Union er de samme som gebyrerne for betalinger i samme
valuta, som sker inden for en medlemsstat. Ifølge forordnin-
gen må grænseoverskridende betalinger i euro f.eks. ikke
pålægges et højere gebyr end indenlandske betalinger i euro.
En eurobetaling fra Danmark til Tyskland må således ikke
pålægges et højere gebyr end en indenlandsk eurobetaling i
Danmark.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af
16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i
Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001 blev ændret med Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af
forordning (EF) nr. 924/2009 for så vidt angår gebyrer for
grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer.
Der blev bl.a. indsat to nye artikler, 3a og 3b, i forordnin-
gen, som vedrører gennemsigtighed med gebyrer for valuta-
veksling ved kortbaserede betalinger og kreditoverførsler.
Reglerne supplerer de gældende regler i 2. betalingstjeneste-
direktiv, der er implementeret i kapitel 7 i lov om betalinger.
Tilsynet med, at forordningen overholdes er delt mellem Fi-
nanstilsynet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Det
fremgår af lov om betalinger, at Finanstilsynet fører tilsyn
med forordningens artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel
3b og 4, mens Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører til-
syn med forordningens artikel 6 og 7.
Efter den gældende lov om betalinger skal det offentliggø-
res, hvis Finanstilsynet beslutter at overgive sager efter de
bestemmelser i forordningen, som Finanstilsynet fører tilsyn
med, til politimæssig efterforskning. Desuden skal Finanstil-
synet efter § 139, stk. 1, 2. pkt., orientere offentligheden om
sager, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndighe-
den eller domstolene, og som er af almen interesse eller af
betydning for forståelsen af forordningens artikel 3, artikel
3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4.
Afgørelser truffet af Finanstilsynet efter forordningen kan
indbringes for Erhvervsankenævnet, senest fire uger efter at
afgørelsen er meddelt den pågældende.
En række af forordningens bestemmelser er allerede strafbe-
lagte, jf. § 152, stk. 2, i lov om betalinger. Det omfatter bl.a.
artikel 3, 3a, 3b og 4.
Artikel 3 i forordningen fastsætter regler om gebyrer for
grænseoverskridende betalinger, der medfører, at gebyrerne
skal være de samme som de gebyrer, der opkræves for til-
svarende indenlandske betalinger af samme værdi og i
samme valuta. Betalingstjenesteudbydere, f.eks. pengeinsti-
tutter, må derfor ikke opkræve forskellige gebyrer for tilsva-
rende indenlandske og grænseoverskridende betalinger i eu-
ro.
Artikel 3a, stk. 1-4, i forordningen bestemmer, at betalings-
tjenesteudbydere og parter, der udbyder valutaomregnings-
tjenester i en pengeautomat eller på et salgssted, når de giver
betaleren obligatoriske oplysninger om vekselgebyrer og
den gældende vekselkurs, skal give disse oplysninger som et
procentuelt avancetillæg i forhold til den senest tilgængelige
vekselkurs fra Den Europæiske Centralbank. Avancetillæg-
get skal oplyses til betaleren, før betalingen påbegyndes, og
oplysningerne skal være forståelige og tilgængelige på et
bredt anvendt og let tilgængeligt elektronisk medie. Oplys-
ningerne skal fremlægges gratis og på en neutral og forståe-
lig måde.
Artikel 3b i forordningen fastsætter regler om, at betalings-
tjenesteudbydere skal informere betaleren om de anslåede
gebyrer for valutaomregningstjenester, der gælder for en
kreditoverførsel.
Artikel 4 i forordningen vedrører foranstaltninger, der kan
lette automatiseringen af betalinger. En udbyder af en beta-
lingstjeneste skal bl.a. give brugeren af betalingstjenester
oplysninger om brugerens internationale bankkontonummer
(International Bank Account Number eller IBAN) og udby-
14
deren af betalingstjenestens identifikationsnummer (Bank
Identifier Code eller BIC).
2.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Artiklerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning
(EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseover-
skridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer, finder an-
vendelse fra forskellige tidspunkter i perioden fra den 15.
december 2019 til den 19. april 2021. De nødvendige æn-
dringer af lov om betalinger er derfor foretaget med forskel-
lige ikrafttrædelsestidspunkter og over tre lovforslag, hvoraf
dette er det sidste. De første to lovændringer var lov nr.
1374 af 13. december 2019 og lov nr. 641 af 19. maj 2020.
Det foreslås derfor at gennemføre de sidste konsekvensæn-
dringer til lov om betalinger, som følger af den nye artikel
3a, stk. 5-6, der finder anvendelse fra den 19. april 2021.
I medfør af den nye artikel 3a, stk. 5, skal en udbyder af be-
talingstjenester, uden unødig forsinkelse, sende en elektro-
nisk meddelelse til en betaler med oplysninger om vekselge-
byrer og vekselkurs, efter at udbyderen modtager en beta-
lingsordre ved en kontanthævning i en pengeautomat eller
for en betaling på et salgssted. Meddelelsen skal sendes, når
betalingsordren vedrører en anden EU-valuta end den, som
betalerens konto føres i. Meddelelsen skal dog kun sendes
én gang i hver måned, hvori betalerens betalingstjenesteud-
byder modtager en betalingsordre fra betaleren i samme va-
luta. Den nye artikel 3a, stk. 6, forpligter betalingstjeneste-
udbyderen til at aftale kommunikationskanalen med betale-
ren og tilbyde mulighed for at fravælge at modtage disse
meddelelser.
Artikel 3a, stk. 5-6, finder anvendelse fra den 19. april 2021,
jf. artikel 2, stk. 2, litra c, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af
forordning (EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for
grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer.
Indsættelsen af artikel 3a, stk. 5-6, i lov om betalinger fore-
slås derfor også at træde i kraft den 19. april 2021.
2.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at Finanstilsynet også skal føre tilsyn med for-
ordningens artikel 3a, stk. 5-6.
Det foreslås desuden, at det også skal offentliggøres, hvis
Finanstilsynet beslutter at overgive sager efter forordningens
artikel 3a, stk. 5-6, til politimæssig efterforskning.
Det foreslås endvidere, at Finanstilsynet skal orientere of-
fentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet,
anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen
interesse eller af betydning for forståelsen af forordningens
artikel 3a, stk. 5-6.
Det foreslås, at også afgørelser fra Finanstilsynet truffet i
henhold til forordningens artikel 3a, stk. 5-6, kan indbringes
for Erhvervsankenævnet af den, som afgørelsen retter sig
mod, senest fire uger efter at afgørelsen er meddelt den på-
gældende.
Endelig foreslås strafbestemmelsen ændret, så også overtræ-
delse af forordningens artikel 3a, stk. 5, vil kunne straffes
med bøde.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 17, 28-30 og
32, og § 11, stk. 2, samt bemærkningerne hertil.
2.5. Erhvervsministerens beføjelser til at fastsætte nærmere
regler efter lov om betalinger
2.5.1. Gældende ret
Udbydere af betalingstjenester har efter lov om betalinger, §
123, stk. 1, mulighed for at pålægge betalingsmodtageren at
betale omkostningerne ved driften af et betalingssystem,
hvor transaktionerne gennemføres ved brug af et betalings-
instrument. Gebyrerne fastsættes efter § 122. Erhvervsmini-
steren kan dog efter § 123, stk. 4 og 5, fastsætte undtagelser
hertil.
Erhvervsministeren kan efter § 123, stk. 4, fastsætte nærme-
re regler om, at udbydere for visse typer af betalingsinstru-
menter alene kan pålægge betalingsmodtageren at betale et
årligt abonnement til dækning af udbyders omkostninger til
driften af betalingssystemet. Erhvervsministeren kan endvi-
dere efter § 123, stk. 5, 1. pkt., fastsætte nærmere regler om,
hvorledes prisen for det årlige abonnement efter stk. 4 skal
beregnes. Ministerens nuværende beføjelser er således af-
grænset til at omfatte muligheden for at fastsætte nærmere
regler om en abonnementsmodel.
Bestemmelserne i § 123, stk. 4 og 5, kan med få sproglige
ændringer føres tilbage til lov nr. 603 af 24. juni 2005 om
ændring af lov om visse betalingsmidler. Abonnementet
skulle ifølge forarbejderne til loven, jf. Folketingstidende
2004-2005, tillæg A, side 7058: ”blive fastsat, således at der
tages særligt hensyn til de mindre forretninger med under
5.000 transaktioner om året. Disse skal kun betale et årligt
abonnement på ca. 500 kr. i 2005. For de store og mellem-
store forretninger vil abonnementet blive fastsat i intervaller
på baggrund af antallet af dankorttransaktioner. ” Det vurde-
res, at erhvervsministerens nuværende beføjelser til at fast-
sætte nærmere regler om en abonnementsmodel herefter må
være afgrænset til at omfatte et fast abonnement baseret på
et interval af transaktioner.
15
Erhvervsministeren har udstedt bekendtgørelse nr. 1440 af
7. december 2017 om beregning af det årlige abonnement i
medfør af § 123, stk. 5, i lov om betalinger (abonnementsbe-
kendtgørelsen). Abonnementsbekendtgørelsen finder kun
anvendelse på nationale betalingskortordninger i den fysiske
handel, når betalingstransaktionen afvikles med et betalings-
instrument forsynet med chip omfattet af § 7, nr. 18, i lov
om betalinger, samtidig med, at betaler anvender underskrift
eller personlig, hemmelig kode eller anden sikker identifika-
tion. Endvidere finder bekendtgørelsen kun anvendelse på
nationale betalingskortordninger, hvis anvendelse omfatter
en væsentlig del af det samlede antal transaktioner i Dan-
mark. Bekendtgørelsen omfatter bl.a. nærmere regler for,
hvorledes udbydere heraf kan kræve abonnementsbetaling
fra betalingsmodtagere. På nuværende tidspunkt er det ude-
lukkende Dankortet, der udbydes af Nets Denmark A/S, som
er omfattet af abonnementsbekendtgørelsen.
Det følger af lov om betalinger og abonnementsbekendtgø-
relsen, at betalingsmodtagernes samlede betalinger for at
modtage betalingsinstrumentet (indtægtsrammen) højest kan
udgøre omkostningerne ved driften af betalingssystemet,
som opgjort af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Udbydere omfattet af abonnementsbekendtgørelsen kan ale-
ne opkræve omkostningerne fra forretningerne gennem en
årlig abonnementsmodel, hvor abonnementernes størrelse
afhænger af forretningernes transaktioner. Udgangspunktet
for fastsættelse af abonnementssatsen for den enkelte beta-
lingsmodtager er, at betalingen er opdelt i et antal interval-
ler, afhængigt af hvor mange transaktioner betalingsmodta-
ger har i et kalenderår. Det fremgår endvidere af abonne-
mentsbekendtgørelsen, at forretningernes abonnement op-
kræves én gang per kvartal bagudrettet på baggrund af det
samlede antal transaktioner fra de sidste fire kvartaler.
2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser
For mange andre betalingskort end Dankortet betaler forret-
ningerne ikke et årligt abonnement for indløsning, men beta-
ler i stedet en procentvis sats per transaktion. Det kan bl.a.
være attraktivt for mindre forretninger, der således ikke be-
høver at afholde en udgift, før omsætningen er realiseret.
Det vurderes, at erhvervsministerens nuværende beføjelser
efter lov om betalinger § 123, stk. 4 og 5, omfatter mulighed
for at fastsætte en fast abonnementsbetaling baseret på et in-
terval af transaktioner. Det vurderes derimod ikke at omfatte
en mulighed for at fastsætte regler om f.eks. procentvis beta-
ling per transaktion. Det stiller betalingsinstrumenter omfat-
tet af den gældende abonnementsregulering og de øvrige be-
talingsinstrumenter forskelligt i konkurrencen.
Det er vurderingen, at der bør kunne fastsættes regler om
andre prismodeller end abonnementsmodeller, som i højere
grad kan imødekomme behovet for en mere fleksibel pris-
model. Formålet er at sikre tidssvarende regulering og en
øget fleksibilitet til udbydere af betalingsinstrumenter om-
fattet af reguleringen.
2.5.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at erhvervsministerens beføjelser i lov om be-
talinger udvides, så ministeren får hjemmel til at fastsætte
regler om andre prismodeller end abonnementsmodeller.
Med hjemlen er det hensigten, at erhvervsministeren ændrer
abonnementsbekendtgørelsen, så bekendtgørelsen fremover
skal omfatte en mulighed for, at betalingsmodtagere kan be-
tale enten ved en fast abonnementssats eller ved en procen-
tuel opkrævning fastsat på baggrund af værdien af den en-
kelte korttransaktion.
Med brugen af ordet ”prismodel” som erstatning for ”abon-
nementsmodel” udvides erhvervsministerens beføjelser til at
omfatte muligheden for at fastsætte, at udbydere af visse ty-
per af betalingsinstrumenter kan kræve omkostningerne til
betalingssystemet dækket gennem andre opkrævningsmeto-
der end en abonnementsopkrævning. Ændringen af ministe-
rens beføjelser medfører, at ministeren kan fastsætte alterna-
tive prismodeller baseret på eksempelvis en procentsats af
transaktionsbeløbet eller en fast pris afhængig af transaktio-
nens størrelse. De angivne eksempler er ikke udtømmende.
Ændringen medfører endvidere, at opkrævningsmetoden ik-
ke er begrænset til at være baseret på transaktionsintervaller.
Lovforslaget ændrer ikke på, at udbydere omfattet af de
nærmere regler, som erhvervsministeren kan fastsætte efter
lov om betalinger § 123, stk. 4 og 5, udelukkende kan op-
kræve dækning af omkostningerne til driften af betalingssy-
stemet fra betalingsmodtagere omfattet af prismodellen.
Som konsekvensændring foreslås det endvidere at ændre er-
hvervsministerens beføjelser efter stk. 5, så ministeren kan
fastsætte nærmere regler om betalingen efter samtlige pris-
modeller omfattet af stk. 4, og ikke blot abonnementsmodel-
len.
2.6. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov
om betalinger
2.6.1. Gældende ret
Tilsynet med lov om betalinger er delt mellem Finanstilsy-
net, Forbrugerombudsmanden og Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen varetager
en del af tilsynet med lov om betalinger, jf. § 145, stk. 1.
Som udgangspunkt fungerer Konkurrence- og Forbrugersty-
relsens tilsyn efter loven i konkrete afgørelsessager uafhæn-
gigt af ministeren, der ikke inddrages i styrelsens afgørelser.
16
Sammenfattende træffer styrelsen således allerede i dag
selvstændigt afgørelser i konkrete sager om efterlevelse af
bestemmelserne i lov om betalinger.
Ministeren fungerer endvidere ikke som administrativ rekur-
sinstans i forhold til lov om betalinger. Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens afgørelser, efter lov om betalinger, er
derimod omfattet af et særligt lovbestemt rekurssystem, idet
Konkurrenceankenævnet er rekursinstansen for styrelsens
afgørelser frem for ministeren, jf. lov om betalinger, § 145,
stk. 4.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om be-
talinger er i dag formelt underlagt erhvervsministerens an-
svar. På betalingsområdet indgår Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen således i det hierarkiske system som styrelse i
Erhvervsministeriet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
tilsyn efter loven sker således efter det forvaltningsretlige
udgangspunkt, hvorefter erhvervsministeren har de sædvan-
lige overordnelsesbeføjelser inden for sit ressort.
2.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser
I forhold til konkrete afgørelsessager er praksis, at erhvervs-
ministeren som udgangspunkt ikke inddrages i Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsens afgørelser efter lov om betalin-
ger. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsynsarbejde
fungerer således som udgangspunkt i dag uafhængigt af mi-
nisteren.
Det vurderes derfor hensigtsmæssigt, at det eksplicit frem-
går af lov om betalinger, at Konkurrence- og Forbrugersty-
relsens tilsyn efter loven er uafhængigt af erhvervsministe-
ren. Det foreslås samtidig, at Konkurrencerådet fremadrettet
har det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbruger-
styrelsens administration efter loven og regler udstedt i med-
før heraf. Dette vurderes at være hensigtsmæssigt, da Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om betalin-
ger dermed vil være omfattet af de samme overordnede ram-
mer, som allerede i dag gælder i relation til konkurrencereg-
lerne. Konkurrencerådets overordnede ansvar for Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsens administration vil understre-
ge, at afgørelser skal træffes med armslængde til erhvervs-
ministeren.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil dog fortsat være un-
derlagt instruktionsbeføjelser fra ministeren i sager vedrø-
rende f.eks. forberedelse af lovgivning, almindelig minister-
betjening og bidrag til tværgående arbejde på ministerområ-
det. Dette omfatter desuden udarbejdelse af eventuelle ana-
lyser til ministeren. Det samme gælder styrelsens deltagelse
som repræsentant for Danmark i regi af forberedelse af nye
eller ændrede EU-retsakter på området.
2.6.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at det skal fremgå af lov om betalinger, at Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter § 145, stk. 1, er
uafhængigt af erhvervsministeren. Det foreslås endvidere, at
Konkurrencerådet fremadrettet har det overordnede ansvar
for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration ef-
ter lov om betalinger og regler udstedt i medfør af loven.
Konkurrencerådet vil efter forslaget ikke være underlagt er-
hvervsministeren, og ministeren vil derfor ikke have instruk-
tionsbeføjelser over for Konkurrencerådet eller Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsen vedrørende konkrete afgørelsessa-
ger. Styrelsens deltagelse i internationale fora som uafhæn-
gig tilsynsførende myndighed efter lov om betalinger vil
heller ikke være underlagt instruktionsbeføjelser fra ministe-
ren. En virkning af forslaget vil være, at Konkurrencerådet,
som et led i det overordnede ansvar for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens administration af loven, træffer beslut-
ning om oversendelse af sager til politimæssig efterforsk-
ning. Styrelsen vil dog fortsat være underlagt instruktion fra
erhvervsministeren i sager vedrørende f.eks. forberedelse af
lovgivning, almindelig ministerbetjening og bidrag til tvær-
gående arbejde på ministerområdet. Dette omfatter tillige
udarbejdelse af eventuelle analyser til ministeren, herunder
eksempelvis betalingsrapporten. Det samme gælder styrel-
sens deltagelse som repræsentant for Danmark i internatio-
nalt arbejde vedrørende forberedelse af nye eller ændrede
EU-retsakter på området.
Med lovforslaget vil Konkurrencerådet endvidere træffe af-
gørelse i sager af principiel eller særlig stor betydning, lige-
som det i dag er tilfældet efter konkurrenceloven.
Hermed vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter
lov om betalinger formelt ske inden for samme administrati-
ve ramme, som i dag gælder i relation til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens håndhævelse af bl.a. konkurrenceloven.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er således ved den dag-
lige administration af konkurrenceloven og regler udstedt i
medfør heraf uafhængig af ministeren, jf. konkurrencelo-
vens § 15, stk. 3, samt bekendtgørelse nr. 980 af 27. august
2015 om forretningsorden for Konkurrencerådet. Konkur-
rencerådet er ved administrationen af konkurrenceloven ikke
underlagt erhvervsministeren.
2.7. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens prioriteringsad-
gang i tilsynet med lov om betalinger
2.7.1. Gældende ret
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør på nuværende
tidspunkt efter fast administrativ praksis, om der er tilstræk-
kelig anledning til at undersøge eller træffe afgørelse i en
konkret sag efter lov om betalinger, herunder om sagsbe-
handlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
17
Dette sker ud fra et konkret skøn, hvor Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen bl.a. lægger vægt på hensynet til en så
effektiv anvendelse af styrelsens ressourcer på betalingsom-
rådet som muligt. Det betyder, at styrelsen i praksis har vide
beføjelser til at behandle en sag af egen drift og til at afvise
at behandle en klage.
2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsynsopgave i for-
hold til lov om betalinger er vokset gennem de seneste par
år, bl.a. som følge af implementeringen af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 om betalingstje-
nester i det indre marked, ændringen af direktiv 2002/65/EF,
2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr.
1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (2. be-
talingstjenestedirektiv) samt Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2015/751 af 29. april 2015 om interbankge-
byrer for kortbaserede betalingstransaktioner (interbankge-
byrforordningen). Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører
dermed tilsyn med væsentligt flere områder, end hvad der
har været tilfældet tidligere.
Det vurderes hensigtsmæssigt, at styrelsen kan fastholde den
hidtidige prioriteringsadgang i forhold til, hvilke tilsynssa-
ger styrelsen vil undersøge og eventuelt træffe afgørelse i.
Prioriteringsadgangen gør det muligt for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen at prioritere de sager, der eksempelvis
har størst effekt i markedet, eller hvor håndhævelse i øvrigt
vurderes at være den mest hensigtsmæssige anvendelse af
styrelsens ressourcer. For at skabe klarhed om adgangen til
at prioritere sager foreslås det at præcisere loven, så Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsen, ligesom på konkurren-
ceområdet, får en lovhjemlet beføjelse til at behandle en sag
af egen drift og til at afvise at behandle en klage.
2.7.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at loven præciseres, så Konkurrence- og For-
brugerstyrelsen får en lovhjemlet beføjelse til at behandle en
sag af egen drift og til at afvise at behandle en klage.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 31, og de specielle be-
mærkninger hertil.
2.8. Anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande
2.8.1. Gældende ret
Der gælder på nuværende tidspunkt ikke særlige regler i
Danmark for indløsning af betalinger med anonyme forud-
betalte kort udstedt i tredjelande.
2.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser
For at sikre at anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelan-
de ikke misbruges til eksempelvis finansiering af terrorisme,
bør der fastsættes et forbud mod indløsning af betalinger
foretaget med disse kort. Det skyldes, at kortene kan være
erhvervet i lande med mindre effektive kontroller til at fore-
bygge hvidvask og terrorfinansiering, hvilket indebærer en
risiko for, at kortene nemmere kan misbruges til f.eks. ter-
rorfinansiering.
I den supranationale risikovurdering fra 2019, udarbejdet at
Kommissionen, er definitionen af kontanter udstrakt til også
at omfatte kontantlignende produkter, herunder forudbetalte
kort. Risikoen for hvidvask og finansiering af terrorisme ved
brug af forudbetalte kort er derfor umiddelbart den samme
som ved brug af kontanter. Der er fra EU᾽s side fokus på
særligt udførslen af kontanter fra tredjelande. Medlemssta-
terne skal i deres nationale risikovurdering tage højde for ri-
sikoen for hvidvask og terrorfinansiering ved brug af kon-
tanter og kontantlignende produkter.
Det foreslås at forbyde indløsning af betalinger foretaget
med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande.
Med forslaget implementeres dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2018/843 af 30. maj 2018 om æn-
dring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foran-
staltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvid-
vask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring
af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU (5. hvidvaskdirek-
tiv). Direktivet giver mulighed for, at indløsning af betalin-
ger foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tred-
jelande kan undtages visse kundekendskabsprocedurer, så-
fremt betalingskortene opfylder en række betingelser. Direk-
tivet giver ligeledes mulighed for, at en medlemsstat kan
forbyde indløsning af betalinger foretaget med anonyme for-
udbetalte kort udstedt i tredjelande.
Erhvervsministeriet finder, at muligheden for at indføre et
egentlig forbud mod disse anonyme forudbetalte kort bør
udnyttes. Baggrunden for dette er den risiko, som er omtalt i
ovennævnte supranationale risikovurdering sammenholdt
med, at det vil være vanskeligt for virksomheder omfattet af
hvidvaskloven at sikre, at de betingelser, som direktivet
foreskriver skal opfyldes, efterleves, idet indløserne ikke vil
have kendskab til, under hvilke betingelser kortet er udstedt.
Det vil derfor være vanskeligt for indløserne at vurdere, om
et sådan anonymt forudbetalt kort lever op til lovens krav.
2.8.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i hvidvaskloven indsættes en ny bestem-
melse, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, hvorefter betalinger foreta-
get med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande ik-
ke må indløses i Danmark. Tilsvarende må restværdien i
kontanter eller kontanthævning af pengeværdien på sådanne
kort ikke indløses i Danmark.
18
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3, og bemærkningerne
hertil.
2.9. Undersøgelsespligten efter hvidvaskloven
2.9.1. Gældende ret
Hvidvasklovens § 25, stk. 1, pålægger virksomheder og per-
soner omfattet af hvidvaskloven en undersøgelsespligt. Un-
dersøgelsespligten indebærer, at virksomheder og personer
skal undersøge baggrunden for og formålet med alle kom-
plekse og usædvanligt store transaktioner samt alle usæd-
vanlige transaktionsmønstre, der ikke har et åbenbart økono-
misk eller lovligt formål, med henblik på at fastslå, om der
er mistanke om eller rimelig grund til at formode, at disse
har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af
terrorisme.
2.9.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Ved implementering af 4. hvidvaskdirektiv omfattede un-
dersøgelsespligten i § 25, stk. 1, både komplekse og usæd-
vanligt store transaktioner og alle usædvanlige transaktions-
mønstre og aktiviteter uden et åbenbart økonomisk eller lov-
ligt formål.
Ved implementering af 5. hvidvaskdirektiv blev ”aktivite-
ter” imidlertid ikke direkte omfattet af ordlyden ved nyaffat-
telsen af § 25, stk. 1, idet der blev foretaget en tekstnær im-
plementering af artikel 1, nr. 10, litra b, i 5. hvidvaskdirek-
tiv. Det følger imidlertid af bemærkningerne til den nyaffat-
tede § 25, stk. 1, at ”aktiviteter” er omfattet, og at det såle-
des ikke har været hensigten at foretage en materiel ændring
af bestemmelsen i denne henseende.
For at undgå nogen tvivl eller usikkerhed om retstilstanden i
forhold til undersøgelsespligten vurderes det hensigtsmæs-
sigt, at ”aktiviteter” eksplicit nævnes i lovbestemmelsen.
Det skal ses i lyset af, at undersøgelsespligten både bør om-
fatte aktiviteter og transaktioner henholdsvis transaktions-
mønstre. Der kan således være aktiviteter, som ikke har et
åbenbart økonomisk eller lovligt formål, og som ikke kan
anses som en transaktion eller et transaktionsmønster, men
som alligevel bør undersøges nærmere i forhold til mulig
hvidvask eller terrorfinansiering. På samme måde som for
transaktioner og transaktionsmønstre bør der gælde en pligt
til at undersøge mistænkelige aktiviteter for at kunne fastslå,
om der er mistanke om eller rimelig grund til at formode, at
aktiviteterne har eller har haft tilknytning til hvidvask eller
finansiering af terrorisme.
2.9.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i § 25 indsættes et nyt stk. 1, således at
undersøgelsespligten eksplicit omfatter alle komplekse og
usædvanligt store transaktioner, alle usædvanlige transakti-
onsmønstre og aktiviteter, der ikke har et åbenbart økono-
misk eller lovligt formål, med henblik på at fastslå, om der
er mistanke om eller rimelig grund til at formode, at disse
har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af
terrorisme.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 7, og bemærkningerne
hertil.
2.10. Samarbejdspligten for Erhvervsstyrelsen og Advoka-
trådet med udenlandske myndigheder
2.10.1. Gældende ret
Finanstilsynet og Spillemyndigheden har i henhold til hvid-
vaskloven pligt til og mulighed for at samarbejde med andre
tilsynsmyndigheder i EU- og EØS-lande i forhold til at fore-
tage fælles inspektioner i Danmark samt ved udførelse af
fælles tilsyn på andre EU- og EØS-landes område.
Pligten til og muligheden for samarbejdet med andre EU- og
EØS-lande følger af artikel 48, stk. 5, i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om fore-
byggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direk-
tiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv).
2.10.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Bekæmpelsen af hvidvask og terrorfinansiering er en inter-
national opgave, som ofte vil drage nytte af samarbejde på
tværs af landegrænser. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt,
at hvidvaskloven indeholder regler om muligheden for at
samarbejde med udenlandske tilsynsmyndigheder, både i
forhold til tilsynsaktiviteter i Danmark og i udlandet.
Hvidvaskloven indeholder i dag bestemmelser om Finanstil-
synets og Spillemyndighedens mulighed for at samarbejde
med kompetente myndigheder i andre EU- og EØS-lande på
de to myndigheders respektive tilsynsområder efter hvidvas-
kloven, mens der ikke er gennemført tilsvarende regler for
Erhvervsstyrelsen, som efter hvidvasklovens § 57 er tilsyns-
myndighed for revisorer, ejendomsmæglere, kunsthandlere
m.v., eller for Advokatrådet, som efter hvidvasklovens § 64
er tilsynsmyndighed for advokater.
Det er vurderingen, at der bør indføres de samme rammer
for Erhvervsstyrelsens og Advokatrådets mulighed for at
indgå i tilsynssamarbejde med myndigheder i andre EU- og
EØS-lande, som der i dag gælder for Finanstilsynet og Spil-
lemyndigheden. Det skal sikre, at Erhvervsstyrelsen og Ad-
vokatrådet kan deltage i udenlandske myndigheders tilsyns-
aktiviteter i andre EU- og EØS-lande, og at udenlandske
19
myndigheder efter aftale med Erhvervsstyrelsen eller Advo-
katrådet vil kunne deltage i tilsynsaktiviteter her i landet.
Herved muliggøres et effektivt grænseoverskridende samar-
bejde i forhold til virksomheder og personer omfattet af
hvidvaskloven, der har aktiviteter i to eller flere EU- eller
EØS-lande.
2.10.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indsætte nye bestemmelser i § 57, stk. 4-6, og
§ 64, stk. 3-5, i hvidvaskloven, hvorefter Erhvervsstyrelsen
og Advokatrådet vil få mulighed for at samarbejde med til-
synsmyndigheder i andre lande med hensyn til tilsynet med
revisorer, ejendomsmæglere, kunsthandlere og advokater ef-
ter hvidvaskloven.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 10 og 11, og bemærk-
ningerne hertil.
2.11. Ændringer som følger af disclosureforordningen
2.11.1. Gældende ret
I dag fremgår det af årsregnskabsloven, jf. lovbekendtgørel-
se nr. 838 af 8. august 2019, at store virksomheder skal sup-
plere ledelsesberetningen i deres årsregnskab med en ikke-
finansiel redegørelse for samfundsansvar, som bl.a. indehol-
der oplysninger om miljøforhold og virksomhedens arbejde
med at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens akti-
vitet, sociale forhold, personaleforhold m.v. Årsregnskabs-
loven gælder dog ikke for virksomheder, der er omfattet af
regnskabsregler fastsat ved eller i henhold til lovgivningen
for finansielle virksomheder.
For virksomheder på det finansielle område gælder dog lig-
nende oplysningskrav om samfundsansvar fastsat efter den
finansielle lovgivning. Sådanne oplysningskrav gælder for
børsnoterede finansielle virksomheder, unoterede livsforsik-
ringsselskaber (herunder tværgående pensionskasser), inve-
steringsforeninger og andre finansielle virksomheder, der på
koncernniveau har 500 eller flere ansatte.
Derudover er firmapensionskasser underlagt en forpligtelse
til at offentliggøre en redegørelse for deres investeringsprin-
cipper, herunder om og i givet fald hvordan deres investe-
ringsprincipper tager hensyn til miljømæssige, sociale og le-
delsesmæssige spørgsmål, jf. § 58 i lov om firmapensions-
kasser, jf. lovbekendtgørelse nr. 355 af 2. april 2020.
Ud over de ovennævnte regler findes der i dag ikke regler
om oplysningsforpligtelser for virksomheder på det finan-
sielle område, hvad angår hensyn til f.eks. miljømæssige,
sociale og ledelsesmæssige forhold i investerings- og råd-
givningsprocesser.
2.11.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosurefor-
ordningen) blev vedtaget i november 2019. Forordningen
skal finde anvendelse fra den 10. marts 2021, bortset fra reg-
lerne i forordningens artikel 11, stk. 1–3, som vedrører op-
lysninger i periodiske rapporter om et produkts opfyldelse af
miljømæssige eller sociale karakteristika eller samlede bæ-
redygtighedsrelaterede indvirkning. Reglerne herom skal
finde anvendelse fra den 1. januar 2022.
Disclosureforordningen gælder umiddelbart i Danmark og
skal derfor ikke gennemføres i national lovgivning. Det er
dog nødvendigt, at der med lovforslaget indføres regler, som
sikrer, at der kan føres et effektivt tilsyn med overholdelsen
af forordningen.
Formålet med disclosureforordningen er at integrere miljø-
mæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer)
i investeringsbeslutningstagning og i rådgivningsprocesser.
Dette vil styrke investorernes muligheder for at kunne sam-
menligne produkters bæredygtighed og virksomheders til-
gang til bæredygtighed. Dermed styrkes gennemsigtigheden
på området for bæredygtig finansiering med henblik på at
skabe tillid hertil, øge investeringen i bæredygtige produkter
og fremme den grønne omstilling.
Disclosureforordningen stiller krav til finansielle markeds-
deltagere og finansielle rådgivere om at integrere miljømæs-
sige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer) i de
oplysningsforpligtelser, der gælder ved investerings- og råd-
givningsprocesser.
Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. et forsikrings-
selskab, der udbyder et forsikringsbaseret investeringspro-
dukt.
Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. forsikringsformidler
eller et forsikringsselskab, der yder forsikringsrådgivning
om forsikringsbaserede investeringsprodukter.
Ved finansielle produkter forstås bl.a. en investeringsporte-
følje eller en alternativ investeringsfond.
De virksomheder, der er omfattet af disclosureforordningen,
skal overholde reglerne om finansielle markedsdeltagere,
når de producerer finansielle produkter, herunder yder porte-
føljepleje, og de skal overholde reglerne om finansielle råd-
givere, når de yder investeringsrådgivning eller forsikrings-
rådgivning. I tilfælde af at virksomheder både udøver aktivi-
teter som finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgi-
vere, bør de derfor betragtes som finansielle markedsdelta-
gere, når de handler som producenter af finansielle produk-
20
ter, og som finansielle rådgivere, når de yder forsikrings- el-
ler investeringsrådgivning.
Forordningen fastsætter bl.a. krav om, at finansielle mar-
kedsdeltagere og finansielle rådgivere på deres hjemmeside
skal offentliggøre politikker for, hvordan de i deres investe-
ringsbeslutningsproces eller i deres investerings- eller for-
sikringsrådgivning integrerer bæredygtighedsrisici, jf. arti-
kel 3, og hvorvidt de tager hensyn til negative indvirkninger
på bæredygtighedsfaktorer.
Disclosureforordningen stiller også krav til de oplysninger,
der skal gives forud for indgåelsen af en investeringsaftale.
Virksomhederne skal bl.a. i aftaler beskrive den måde, hvor-
med bæredygtighedsrisici er integreret i virksomhedernes
investeringsbeslutninger eller i investerings- eller forsik-
ringsrådgivningen, jf. artikel 6.
Desuden indfører forordningen to former for bæredygtige fi-
nansielle produkter, et produkt, der fremmer miljømæssige
eller sociale karakteristika, jf. artikel 8, og et produkt, der
har bæredygtige investeringer eller en reduktion af CO2-
emissioner som sit mål, jf. artikel 9.
For disse to typer bæredygtige finansielle produkter gælder
der yderligere oplysningsforpligtelser, som er nærmere fast-
sat i artikel 10 og 11. Finansielle markedsdeltagere skal for
hvert af de to produkter offentliggøre oplysninger om det fi-
nansielle produkts miljømæssige eller sociale karakteristika
eller dets bæredygtige investeringsmål, jf. artikel 10. Desu-
den er finansielle markedsdeltagere, som udbyder et finan-
sielt produkt med bæredygtige karakteristika eller et bære-
dygtigt formål, forpligtet til i deres periodiske rapporter at
medtage en beskrivelse af produktets samlede bæredygtig-
hedsrelaterede indvirkning eller omfanget af de miljømæssi-
ge eller sociale karakteristika ved produktet, jf. artikel 11.
For at sikre et effektivt tilsyn med disclosureforordningen
finder Erhvervsministeriet, at Finanstilsynet bør udpeges
som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af for-
ordningen. Finanstilsynet foreslås at få alle de nødvendige
tilsynsbeføjelser til at påse overholdelsen heraf. Det er bl.a.
vigtigt, at Finanstilsynet får mulighed for at reagere over for
manglende overholdelse af de oplysningsforpligtelser, som
disclosureforordningen introducerer. Herunder er det vigtigt,
at Finanstilsynet vil kunne benytte sig af de reaktionsmulig-
heder, som allerede i medfør af nuværende sektorspecifik
lovgivning udgør et led i Finanstilsynets almindelige tilsyns-
udøvelse. Finanstilsynet har i dag bl.a. mulighed for at give
påbud og påtaler for manglende overholdelse af gældende
krav og regler.
2.11.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at Finanstilsynet udpeges som kompetent myn-
dighed til at påse overholdelsen af disclosureforordningen.
På den baggrund foreslås de eksisterende tilsynsbestemmel-
ser i § 161, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., §
155, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., § 97, stk. 1, i lov om firmapensionskasser og §
22, stk. 1, i lov om forsikringsformidling tilpasset.
Med lovforslaget vil Finanstilsynet bl.a. kunne give påbud
eller påtaler for manglende overholdelse af de krav, som dis-
closureforordningen stiller til virksomhedernes oplysnings-
forpligtelser.
Det foreslås endvidere at tilpasse § 179, stk. 1, i lov om in-
vesteringsforeninger m.v., § 104, stk. 1, i lov om firmapen-
sionskasser og § 36, stk. 1, i lov om forsikringsformidling
om, hvem der kan anses for at være parter i forhold til de af-
gørelser, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe over
for virksomheder i medfør af disclosureforordningen.
Endelig foreslås det at tilpasse § 189 i lov om investerings-
foreninger m.v., § 189 i lov om forvaltere af alternative in-
vesteringsfonde m.v., § 112, stk. 1, i lov om firmapensions-
kasser og § 37, stk. 1, i lov om forsikringsformidling, hvor-
efter afgørelser truffet i medfør af disclosureforordningen
vil kunne indbringes for Erhvervsankenævnet.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 3-5, § 5, nr.
3-4, § 6, nr. 5-7, og § 7, nr. 1-3, og bemærkningerne hertil.
2.12. Forvaltere af AIF-SIKAV’er og AIF-Værdipapirfonde
2.12.1. Gældende ret
Det følger af lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., at virksomheder, der forvalter en eller flere al-
ternative investeringsfonde, skal have tilladelse af Finanstil-
synet, såfremt en af to følgende tærskelværdier overskrides:
1) aktiverne i de alternative investeringsfonde sammenlagt
overstiger en værdi svarende til 100 mio. euro, eller 2) 500
mio. euro, såfremt virksomheden udelukkende forvalter al-
ternative investeringsfonde, der ikke har gearet sine investe-
ringer, og ingen investorer i fondene har ret til at blive ind-
løst i en periode på minimum 5 år efter datoen for den oprin-
delige investering i hver af fondene.
Tærskelværdierne gælder ikke for forvaltere af en eller flere
kapitalforeninger, forvaltere af en eller flere investorfra-
dragsfonde og selvforvaltende investorfradragsfonde. Disse
forvaltere skal derfor altid have tilladelse. Det skyldes, at Fi-
nanstilsynet skal kunne føre tilsyn med forvalterens eller
den selvforvaltende investorfradragsfonds likviditets- og ri-
sikostyring. Endvidere kan Finanstilsynet føre tilsyn med
øvrige bestemmelser i lov om forvaltere af alternative inve-
steringsfonde m.v., herunder kravet om, at alternative inve-
21
steringsfonde, der forvaltes af en forvalter med tilladelse el-
ler er selvforvaltende, skal have en depositar.
Med lov nr. 706 af 8. juni 2018 om ændring af lov om finan-
siel virksomhed, hvidvaskloven, lov om forvaltere af alter-
native investeringsfonde m.v. og forskellige andre love blev
AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde sat ind i lov om
forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. som to nye
typer alternative investeringsfonde.
En AIF-SIKAV er en alternativ investeringsfond, som er
stiftet efter reglerne i afsnit VIII i lov om forvaltere af alter-
native investeringsfonde m.v. En AIF-SIKAV er et selskab
med en eller flere investorer, hvis vedtægter angiver, at sel-
skabet er en alternativ investeringsfond med variabel kapi-
tal, og som har udpeget en forvalter, der har tilladelse til at
administrere alternative investeringsfonde, og som har an-
svaret for at forvalte AIF-SIKAV’en.
En AIF-værdipapirfond er en alternativ investeringsfond,
som er etableret af en forvalter af alternative investerings-
fonde, der har tilladelse til at administrere alternative inve-
steringsfonde, og hvis fondsbestemmelser angiver, at fonden
er en AIF-værdipapirfond. En AIF-værdipapirfond er en
selvstændig økonomisk enhed.
Det følger af lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., at AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde skal
forvaltes af en forvalter af alternative investeringsfonde med
tilladelse.
2.12.2. Erhvervsministeriets overvejelser
I lighed med forvaltere af kapitalforeninger, forvaltere af in-
vestorfradragsfonde m.v. bør forvaltere af AIF-SIKAV’er
og AIF-værdipapirfonde være omfattet af undtagelsen til
tærskelværdier i lov om forvaltere af alternative investe-
ringsfonde m.v. Det vil medføre, at disse forvaltere altid
skal have en tilladelse, uanset værdien af aktiverne i AIF-SI-
KAV’en eller AIF-værdipapirfonden. Reglen skal sikre in-
vestorbeskyttelse, idet Finanstilsynet vil kunne føre tilsyn
med forvalterens likviditets- og risikostyring. Endvidere vil
Finanstilsynet kunne føre tilsyn med overholdelse af øvrige
bestemmelser i lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., herunder kravet om, at alternative investerings-
fonde, der forvaltes af en forvalter med tilladelse skal have
en depositar.
2.12.3. Den foreslåede ordning
Med lovforslaget foreslås det, at forvaltere af AIF-SI-
KAV’er og AIF-værdipapirfonde omfattes af § 6, stk. 4, i
lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.,
hvorved tærskelværdierne i § 6, stk. 1, ikke gælder for disse
forvaltere.
Forslaget vil medføre, at forvalteren af AIF-SIKAV’er og
AIF-værdipapirfonde altid skal have tilladelse fra Finanstil-
synet til at forvalte AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde,
uanset værdien af aktiverne i AIF-SIKAV’en eller AIF-vær-
dipapirfonden. Det svarer til den gældende regel for forval-
tere af kapitalforeninger, investorfradragsfonde og selvfor-
valtende investorfradragsfonde, jf. § 6, stk. 4, i lov om for-
valtere af alternative investeringsfonde m.v.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5, nr. 1, samt be-
mærkningerne hertil.
2.13. Bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for an-
satte hos forvaltere af alternative investeringsfonde
2.13.1. Gældende ret
Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. in-
deholder ikke en bestemmelse, der giver erhvervsministeren
bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos
forvaltere af alternative investeringsfonde.
Det følger af § 8, stk. 5, 1. pkt., i lov om forvaltere af alter-
native investeringsfonde m.v., at såfremt en forvalter har til-
ladelse til at udføre de aktiviteter, som er nævnt i lovens bi-
lag 1, nr. 3, finder § 43, § 71, stk. 3, og § 72 i lov om finan-
siel virksomhed tilsvarende anvendelse på forvalterens udfø-
relse af disse tjenesteydelser.
Det fremgår af § 43, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at
erhvervsministeren kan fastsætte regler om kompetencekrav
for ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, fonds-
mæglerselskaber, filialer af udenlandske pengeinstitutter og
investeringsselskaber samt tilknyttede agenter omfattet af §
9 a, der yder rådgivning om finansielle instrumenter. Mini-
steren fastsætter endvidere regler om kompetencekrav for
ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som præ-
senterer, tilbyder, rådgiver om eller administrerer boligkre-
ditaftaler.
Denne bemyndigelse er bl.a. udnyttet ved bekendtgørelse nr.
864 af 23. juni 2017 om kompetencekrav til ansatte, der
yder investeringsrådgivning og formidler information om
visse investeringsprodukter, herefter kompetencekravsbe-
kendtgørelsen.
2.13.2. Erhvervsministeriets overvejelser
En forvalter af alternative investeringsfonde kan få tilladelse
af Finanstilsynet til at udøve investeringsrådgivning. Forval-
tere af alternative investeringsfonde er imidlertid i dag ikke
omfattet af anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendt-
gørelsen.
22
Hvis en forvalter af alternative investeringsfonde med tilla-
delse til at yde investeringsrådgivning yder investeringsråd-
givning til detailinvestorer, bør de ansatte hos forvalteren
også være omfattet af de krav til kompetencer m.v., der er
fastsat i kompetencekravsbekendtgørelsen. Det er ud fra et
hensyn til investorbeskyttelsen. Kompetencekravsbekendt-
gørelsen fastsætter bl.a. krav til, at virksomheden skal sikre,
at dens ansatte, som yder investeringsrådgivning, har den
fornødne erfaring, uddannelse og kompetencer til at yde en
forsvarlig rådgivning til detailkunder.
Forvaltere af alternative investeringsfonde er reguleret i lov
om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. og ikke i
lov om finansiel virksomhed. Forvaltere af alternative inve-
steringsfonde kan derfor ikke skrives ind i bestemmelser i
lov om finansiel virksomhed, da de ikke er omfattet af lo-
vens anvendelsesområde.
Det vurderes derfor hensigtsmæssigt at indsætte en bemyn-
digelse i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde
m.v., så erhvervsministeren kan fastsætte kompetencekrav
for ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde i
kompetencekravsbekendtgørelsen.
Med en bemyndigelse i lov om forvaltere af alternative in-
vesteringsfonde m.v. kan anvendelsesområdet i kompeten-
cekravsbekendtgørelsen udvides til også at omfatte forvalte-
re af alternative investeringsfonde med tilladelse til at yde
investeringsrådgivning. Det vil øge investorbeskyttelsen for
detailinvestorer, da de ansatte i et investeringsforvaltnings-
selskab, som yder investeringsrådgivning til detailkunder,
vil skulle have de fornødne kompetencer til at yde en for-
svarlig investeringsrådgivning til detailkunder.
Bemyndigelsesbestemmelsen svarer til den gældende be-
myndigelse i § 43, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed,
hvorefter kompetencekravsbekendtgørelsens anvendelses-
område omfatter pengeinstitutter m.v.
2.13.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om
kompetencekrav til ansatte hos forvaltere af alternative inve-
steringsfonde. Bemyndigelsen anvendes til at omfatte for-
valtere af alternative investeringsfonde med tilladelse til at
yde investeringsrådgivning i henhold til kompetencekravs-
bekendtgørelsen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5, nr. 2, samt be-
mærkningerne hertil.
2.14. Ophævelse af krav om, at mulighed for etablering af
andelsklasser skal fremgå af afdelingers navne
2.14.1. Gældende ret
Det følger af § 18, stk. 1, i lov om investeringsforeninger
m.v., at vedtægterne eller fondsbestemmelserne i en dansk
UCITS kan indeholde bestemmelser om, at den danske
UCITS’ afdelinger kan opdeles i andelsklasser, og at besty-
relsen kan etablere andelsklasser i en afdeling. I en beståen-
de afdeling i en investeringsforening eller SIKAV skal afde-
lingens investorer dog først på en generalforsamling have
truffet beslutning om, at afdelingen kan opdeles i andels-
klasser. Er der tale om en værdipapirfond, er det bestyrelsen
for værdipapirfondens investeringsforvaltningsselskab eller
administrationsselskab, der træffer beslutningen. Det skal
fremgå af afdelingens navn, hvis bestyrelsen kan etablere
andelsklasser i afdelingen.
Danske UCITS er investeringsforeninger, SIKAV’er (sel-
skaber for investering med kapital, der er variabel) og vær-
dipapirfonde.
2.14.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Reglerne om etablering af andelsklasser i afdelinger i dan-
ske UCITS er nationale regler. Formålet med at indføre an-
delsklasser var at give danske UCITS mulighed for produkt-
udvikling og sikre, at de danske investeringsforeninger var
konkurrencedygtige på det europæiske marked.
Etablering af andelsklasser giver mulighed for at underopde-
le afdelinger i investeringsforeninger, så investorerne kan
vælge at investere i forskellige andelsklasser under den
samme afdeling. Andelsklasserne har forskellige karakteri-
stika og kan dermed målrettes bestemte typer investorer.
Bestemmelsen om at det skal fremgå af afdelingens navn,
hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i afdelingen, blev
indført af hensyn til styring af administrative systemer i
SKAT.
SKAT har oplyst til Finanstilsynet, at der ikke længere er
tekniske eller administrative årsager til opretholdelse af kra-
vet om, at det af afdelingens navn fremgår, hvis bestyrelsen
kan etablere andelsklasser i afdelingen.
Erhvervsministeriet finder det på den baggrund hensigts-
mæssigt at ophæve kravet. Det vil også gøre det lettere at
ændre afdelingens navn, hvis afdelingen fremadrettet skal
kunne have andelsklasser, eller hvis der ikke længere skal
kunne være andelsklasser i afdelingen.
2.14.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at § 18, stk. 1, 4. pkt., i lov om investeringsfor-
eninger m.v. ophæves.
23
Den foreslåede ændring vil medføre, at det fremadrettet ikke
længere skal fremgå i afdelinger i danske UCITS’ navne, at
der kan etableres andelsklasser i den pågældende afdeling.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 2, samt be-
mærkningerne hertil.
2.15. Ændringer som følge af oprettelse af CO2-benchmarks
for lille CO2-effekt og bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger om benchmarks
2.15.1. Gældende ret
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1011/EU af
8. juni 2016 om indeks, der bruges som benchmarks i finan-
sielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med hen-
blik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater
(benchmarkforordningen), fastsætter en retlig ramme og
dermed harmoniserede fælleseuropæiske regler for fastsæt-
telse af benchmarks på EU-plan.
Forordningen stiller en række krav til benchmarks integritet
og pålidelighed, herunder governance- og kontrolkrav for
administratorer og stillere af benchmarks, regler for inputda-
ta, metodologi og indberetning af overtrædelser samt krav
om adfærdskodeks for stillere af benchmarks. Der stilles og-
så visse krav til gennemsigtighed og forbrugerbeskyttelse.
Kravene varierer mellem forskellige typer af benchmarks.
Der gælder eksempelvis særlige krav til benchmarks baseret
på regulerede data, rentebenchmarks og råvarebenchmarks,
ligesom der gælder forskellige krav for øvrige benchmarks,
alt efter hvor vigtigt et givent benchmark er for den finan-
sielle stabilitet, herunder om de er væsentlige eller ikke-væ-
sentlige i henhold til fastlagte kriterier. Der stilles særligt
skærpede krav for de benchmarks, som har den største be-
tydning for de europæiske finansielle markeder, såkaldte
kritiske benchmarks.
Endelig stilles der krav til godkendelse eller registrering af
samt tilsyn med administrator.
Finanstilsynet er udpeget som den kompetente myndighed,
der påser overholdelsen af benchmarkforordningen. Finans-
tilsynet fører hermed tilsyn med benchmarkadministratorer
og deres overholdelse af kravene til bl.a. metodologien, der
anvendes ved fastlæggelse af benchmarks.
Der har ikke tidligere været EU-retlige regler for at udbyde
lavemissions- eller klimabenchmarks. Der er heller ikke i
Danmark fastsat krav for benchmarkadministratorer, der ud-
byder eller ønsker at udbyde indeks, der bidrager til en ned-
bringelse af CO2-emission ved at have en benchmarkporte-
følje, der er i et dekarboniseringsforløb, eller et indeks, hvis
CO2-emissioner er tilpasset målene i Parisaftalen.
2.15.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2089/EU af
27. november 2019 om ændring af forordning
2016/1011/EU (benchmarkforordningen), for så vidt angår
EU-benchmarks for klimaovergangen, Paristilpassede EU-
benchmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om
benchmarks (ændringsforordningen), blev vedtaget i novem-
ber 2019. Ændringsforordningen er trådt i kraft den 10. de-
cember 2019. I henhold til forordningens artikel 1, nr. 3,
skal benchmarkadministratorer, der udbyder et EU-bench-
mark for klimaovergang eller et Paristilpasset EU-bench-
mark, senest den 30. april 2020 overholde benchmarkforord-
ningens krav.
Med ændringsforordningen indsættes der i benchmarkfor-
ordningen bestemmelser, der introducerer to nye typer ben-
chmarks og fastlægger minimumskrav på EU-plan for disse
to typer benchmarks, som er EU-benchmarks for klimaover-
gangen og Paristilpassede EU-benchmarks. Administratorer
af de to typer benchmarks skal opfylde benchmarkforord-
ningens krav. De to benchmarks skal gøre det nemmere og
sikrere for investorer og forbrugere bl.a. at finde CO2-af-
trykket for deres investeringer.
Ved EU-benchmarks for klimaovergangen forstås ben-
chmarks, hvis underliggende aktiver sammensættes således,
at den deraf følgende benchmarkportefølje følger et dekar-
boniseringsforløb, og hvor der offentliggøres mål og frem-
skridt vedrørende nedbringelse af CO2-emissioner på datter-
selskabsniveau. Derudover må aktiviteterne i benchmarkets
underliggende aktiver ikke væsentligt skade andre ESG-mål.
Ved Paristilpassede EU-benchmarks forstås benchmarks,
hvis underliggende aktiver skal være sammensat på en sådan
måde, at den deraf følgende benchmarkporteføljes CO2-
emissioner er tilpasset målene i Parisaftalen. Aktiviteter i
forbindelse med disse benchmarks underliggende aktiver må
ikke i væsentlig grad skade andre miljømæssige, sociale el-
ler ledelsesmæssige (ESG) mål.
Ved et dekarboniseringsforløb forstås et målbart, videnska-
beligt baseret og tidsbundet forløb i retning af tilpasning til
målene i Parisaftalen ved en nedbringelse af nærmere angiv-
ne typer CO2-emissioner.
Ved en administrator forstås en juridisk eller fysisk person,
der fører kontrol med leveringen af benchmarks, herunder
administrerer ordningerne for fastlæggelse af benchmarks,
indsamler og analyserer inputdataene, fastlægger benchmar-
ket og offentliggør det.
Det fremgår af ændringsforordningen, at et stigende antal
investorer forfølger lavemissionsinvesteringer og bruger
24
benchmarks for lille CO2-effekt til at måle resultaterne af
investeringsporteføljer.
Ændringsforordningen vil understøtte denne udvikling ved
at harmonisere tilgangen til benchmarks for lille CO2-effekt,
som ellers kan være en hindring for det indre marked.
For at sikre et effektivt tilsyn med EU-benchmarks for kli-
maovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks er det
vurderingen, at det er vigtigt, at Finanstilsynet bliver tillagt
alle de nødvendige tilsynsbeføjelser til at påse overholdelsen
af kravene til disse to typer benchmarks, og at Finanstilsynet
får mulighed for at reagere over for manglende overholdelse
heraf.
2.15.3. Den foreslåede ordning
Ændringsforordningen ændrer i benchmarkforordningen og
bestemmer, at medlemslandene skal have en beføjelse til at
sanktionere overtrædelser af artikler om EU-benchmarks for
klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks.
Det fremgår af benchmarkforordningen, at der skal anven-
des administrative sanktioner samt bødestraf ved overtræ-
delser af forordningen. Medlemslandene kan dog beslutte
ikke at fastsætte regler for administrative sanktioner for
overtrædelser, der er underlagt strafferetlige sanktioner.
Benchmarkforordningen gælder umiddelbart i Danmark og
skal derfor ikke gennemføres i national lovgivning. Det er
dog nødvendigt, at der med lovforslaget indføres regler i lov
om kapitalmarkeder, der sikrer, at Finanstilsynet kan føre et
effektivt tilsyn med overholdelsen af krav til EU-ben-
chmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-ben-
chmarks.
På den baggrund foreslås det med lovforslaget, at overtræ-
delser af benchmarkforordningens krav til EU-benchmarks
for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks vil
kunne medføre bødestraf.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 2, samt be-
mærkningerne til denne bestemmelse.
2.16. Outsourcing for en operatør af et reguleret marked,
der driver en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller en
organiseret handelsfacilitet (OHF)
2.16.1. Gældende ret
Outsourcing dækker over situationer, hvor en virksomhed
vælger at få en leverandør til at varetage opgaver på virk-
somhedens vegne, fremfor at opgaverne varetages internt i
den enkelte virksomhed. Outsourcingreglerne på kapitalmar-
kedsområdet har overordnet til formål at sikre, at en opera-
tør af et reguleret marked fortsat bærer ansvaret for de opga-
ver, der udføres hos leverandøren i tilfælde af outsourcing,
samt at sikre, at Finanstilsynet fortsat kan udøve et effektivt
tilsyn. Reglerne fastsætter således, hvordan operatøren skal
sikre, at en opgave varetages i henhold til gældende lovgiv-
ning, selvom den er henlagt til en leverandør.
Ved lov nr. 641 af den 19. marts 2020, som trådte i kraft den
1. juli 2020, er reglerne for outsourcing blevet ændret. Ved
lovændringen blev operatører af regulerede markeder omfat-
tet af de samme nationale regler om outsourcing, som
samtidig blev indført for kreditinstitutter m.fl. For at harmo-
nisere bemyndigelsesbestemmelserne blev § 62 i lov om ka-
pitalmarkeder nyaffattet, så bestemmelsen har samme ord-
lyd som den tilsvarende bemyndigelsesbestemmelse i § 72 a
i lov om finansiel virksomhed, som ligeledes blev nyaffattet
ved lov nr. 641 af den 19. marts 2020.
§ 62 i lov om kapitalmarkeder gælder for en operatør af et
reguleret marked. Bestemmelsen giver mulighed for, at en
operatør af et reguleret marked kan outsource en proces, en
tjenesteydelse eller en aktivitet, som operatøren ellers selv
ville udføre, til en leverandør. Desuden indeholder bestem-
melsen en bemyndigelse til erhvervsministeren, hvorved mi-
nisteren vil kunne fastsætte krav til virksomhedens ledelses-
ordninger, ansvar, risikostyring, overvågning, kontrol og
rapportering i tilknytning til outsourcing til en leverandør.
Erhvervsministeren vil desuden kunne fastsætte nærmere
krav til virksomhedens interne retningslinjer, outsourcing-
kontrakten, krav til håndtering af eventuelle interessekon-
flikter og krav, som en leverandør eller en underleverandør
skal opfylde. Desuden vil ministeren kunne fastsættes nær-
mere regler om outsourcingvirksomhedernes pligt til at un-
derrette Finanstilsynet om outsourcing.
Bemyndigelsen er blevet anvendt til at udstede bekendtgø-
relse nr. 877 af 12. juni 2020 om outsourcing for kreditinsti-
tutter m.v.
Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. juli 2020 og finder an-
vendelse på pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæg-
lerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, sparevirk-
somheder, fælles datacentraler, operatører af regulerede
markeder, e-pengeinstitutter, betalingsinstitutter og Dan-
marks Skibskredit A/S, når virksomheden gør brug af out-
sourcing.
Bekendtgørelsen implementerer ”Retningslinjer for outsour-
cing”, som er udstedt af Den Europæiske Banktilsynsmyn-
dighed (EBA).
Bekendtgørelsen indeholder bl.a. bestemmelser, der fastsæt-
ter krav til ledelse og styring af outsourcing, krav ved vide-
reoutsourcing, krav til outsourcing-kontrakten og dokumen-
tationskrav.
25
2.16.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Det fremgår af § 62, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at reg-
lerne om outsourcing gælder for en operatør af et reguleret
marked. En operatør af et reguleret marked kan imidlertid
også få særskilt tilladelse til at drive en multilateral handels-
facilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF),
jf. § 86 i lov om kapitalmarkeder. Derfor bør det præciseres
i loven, at reglerne om outsourcing også finder anvendelse
for en operatør af et reguleret marked, der driver en MHF el-
ler en OHF.
Alle multilaterale systemer skal drives i form af et reguleret
marked, en MHF eller en OHF. Drift af et reguleret marked
er betinget af en række organisatoriske og driftsmæssige
krav og kræver tilladelse som operatør af et reguleret mar-
ked. Drift af MHF’er og OHF’er er ligeledes betinget af en
række organisatoriske og driftsmæssige krav og kræver tilla-
delse som enten en operatør af et reguleret marked eller til-
ladelse som fondsmæglerselskab.
De driftsmæssige krav til MHF’er og OHF’er afspejler i høj
grad de tilsvarende regler for regulerede markeder. Overord-
net er de organisatoriske og driftsmæssige krav dog mere
detaljerede for regulerede markeder end reglerne for en
MHF og en OHF. Driften af en OHF adskiller sig fra en
MHF ved, at den er begrænset til handel med obligationer,
strukturerede finansielle produkter, emissionskvoter og deri-
vater. Det vil sige, at aktier ikke kan handles på en OHF, da
det alene er ikkeaktielignende instrumenter, der kan handles
her.
Desuden kan en MHF registreres som et SMV-vækstmar-
ked. SMV-vækstmarkedets regelgrundlag er tilpasset små
og mellemstore udstedere.
Det skyldes, at de aktiviteter, som en MHF eller en OHF ud-
fører, ikke væsentligt adskiller sig fra de aktiviteter, som et
reguleret marked udfører.
Fremover bør reglerne i § 62, stk. 2, og regler fastsat i med-
før af § 62, stk. 3, således også gælde, hvis en operatør af et
reguleret marked foretager outsourcing vedrørende driften af
en MHF eller en OHF.
2.16.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at § 62 i lov om kapitalmarkeder præciseres så-
ledes, at reglerne om outsourcing også finder anvendelse for
en operatør af et reguleret marked, som driver en MHF eller
OHF. Det vil betyde, at når en operatør af et reguleret mar-
ked foretager outsourcing af driften af en MHF eller OHF,
vil reglerne om outsourcing gælde på samme vis, som de al-
lerede gør i dag, når operatøren outsourcer drift af et regule-
ret marked.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 1, samt be-
mærkningerne hertil.
2.17. Digital ansøgning i forbindelse med autorisationer
2.17.1. Gældende ret
Forsikringsformidlere og genforsikringsformidlere skal efter
§ 3 i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr.
378 af 2. april 2020, ansøge Finanstilsynet om tilladelse til
at udøve forsikringsdistribution og genforsikringsdistributi-
on. Virksomheder kan få tilladelse til at udøve forsikrings-
formidling, bl.a. når virksomhedens bestyrelse og direktion
eller de ledelsesansvarlige opfylder krav til ledelse og ind-
retning af virksomheden, når virksomheden har en ansvars-
forsikring eller anden tilsvarende garanti mod erstatnings-
krav, og når virksomheden har truffet foranstaltninger for at
beskytte kunderne mod manglende betalingsevne hos for-
midleren.
Accessoriske forsikringsformidlere skal efter § 4 i lov om
forsikringsformidling registreres hos Finanstilsynet, inden
formidleren påbegynder sin virksomhed. Før virksomheden
kan registreres, skal den dokumentere at opfylde de samme
betingelser som en virksomhed, der vil udøve forsikringsfor-
midling eller genforsikringsformidling, idet der dog ikke
stilles de samme krav til ledelsen og indretningen af virk-
somheden.
Virksomheder, der rådgiver om finansielle produkter, skal
have tilladelse som finansiel rådgiver for at udøve den på-
gældende virksomhed. På samme måde skal en virksomhed,
der yder rådgivning eller formidler boligkreditaftaler til for-
brugere, have tilladelse som boligkreditformidler. Endelig
skal en virksomhed, der yder investeringsrådgivning, have
tilladelse som investeringsrådgiver. Finanstilsynet kan give
tilladelse efter § 3 i lov om finansielle rådgivere, investe-
ringsrådgivere og boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørel-
se nr. 1160 af 19. september 2018, hvis virksomhederne op-
fylder kriterierne efter § 3, stk. 3, herunder dokumenterer
forretningsgange på væsentlige aktivitetsområder. Endvide-
re skal virksomhedens ledelse opfylde de gældende krav til
egnethed og hæderlighed, ligesom virksomheden skal frem-
vise dokumentation for ansvarsforsikring eller anden tilsva-
rende garanti mod erstatningskrav.
Forbrugslånsvirksomheder skal efter § 3 i lov om forbrugs-
lånsvirksomheder, jf. lov nr. 450 af 24. april 2019, have til-
ladelse af Finanstilsynet til at drive virksomhed. Finanstilsy-
net giver tilladelse til virksomheder, der bl.a. dokumenterer
tilstrækkelige forretningsgange for efterlevelse af redelig
forretningsskik og god praksis for kreditværdighedsvurde-
ring og identifikation af målgrupper. Endvidere skal ledel-
sen opfylde lovens krav til egnethed og hæderlighed.
26
Endelig skal selskaber, der erhvervsmæssigt køber eller sæl-
ger pantebreve i fast ejendom, herunder erhvervsmæssigt
sælger pantebreve eller yder boligkreditaftaler, godkendes af
Finanstilsynet efter § 3 i lov om ejendomskreditselskaber, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1045 af 14. oktober 2019. Finanstilsy-
net giver tilladelse til selskaber, der drives som et anparts-
eller aktieselskab, hvor ledelsen opfylder lovens krav til eg-
nethed og hæderlighed, og hvor personen i selskabet, som er
ansvarlig for handel med pantebreve og kreditgivning, op-
fylder betingelserne i § 3, nr. 4 og 5, og § 5.
Ansøgning om tilladelse til at udøve virksomhed indsendes i
praksis elektronisk ved, at virksomheden ved brug af Nem-
ID via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk indsender ansøgningsskema og tilhørende bi-
lag. Finanstilsynet skal senest tre måneder fra modtagelsen
af den nødvendige dokumentation træffe afgørelse i sagen.
2.17.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Som led i den fælles offentlige digitaliseringsstrategi er der
indført digitale selvbetjeningsløsninger for personer og virk-
somheder på en lang række områder, herunder på Finanstil-
synets selvbetjeningsløsning på www.virk.dk. Det bevirker,
at virksomheder skal indsende deres ansøgninger, indberet-
ninger m.v. elektronisk via www.virk.dk ved brug af Nem-
ID. Dette gælder også virksomheder, der ønsker tilladelse til
at udøve virksomhed med forsikringsformidling, investe-
ringsrådgivning m.v.
Det vurderes, at de gældende regler ikke klart indeholder en
forpligtelse for virksomhederne til at ansøge elektronisk via
www.virk.dk, hvorfor denne forpligtelse bør tydeliggøres.
Der er derfor behov for at ændre de gældende regler for
autorisationsansøgninger til Finanstilsynet. Det bør i samme
forbindelse præciseres, at i de tilfælde hvor virksomheden
undtagelsesvist ikke kan foretage anmeldelsen elektronisk
via www.virk.dk, skal anmeldelse ske ved indsendelse af Fi-
nanstilsynets anmeldelsesblanket vedlagt de nødvendige op-
lysninger.
2.17.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at ændre en række love, hvor der skal søges om
tilladelse hos Finanstilsynet til at drive virksomhed. Det dre-
jer sig om lov om forsikringsformidlere, lov om finansielle
rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere, lov
om forbrugslånsvirksomheder og lov om ejendomskreditsel-
skaber. Med forslaget præciseres det, at ansøgning til Fi-
nanstilsynet om tilladelse til at udøve den pågældende virk-
somhed skal ske elektronisk via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning på www.virk.dk. Det foreslås endvidere, at i de
tilfælde hvor virksomheden undtagelsesvist ikke har mulig-
hed for at indsende ansøgningen via www.virk.dk, er virk-
somheden forpligtet til at anvende Finanstilsynets anmeldel-
sesblanket på www.virk.dk.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 6, nr. 2 og 3, § 8, nr.
2, § 9, nr. 1, og § 10, nr. 2, samt bemærkningerne hertil.
2.18. Vækstfondens finansieringsmuligheder
2.18.1. Gældende ret
Vækstfonden har ifølge § 17, stk. 1, i lov nr. 691 af 8. juni
2018 om Vækstfonden mulighed for at optage genudlån hos
Danmarks Nationalbank inden for en samlet ramme på mak-
simalt 1 mia. kr., der skal sikre Vækstfondens aktiviteter,
hvis Vækstfondens likviditet kommer under pres i tilfælde
af lavkonjunktur eller et frosset venturemarked. Denne ad-
gang er givet som opfølgning på den fastlagte udbyttepolitik
for Vækstfonden, der følger af den politiske aftale om ud-
vikling af Nordsøen af 22. marts 2017.
Vækstfonden har ikke hjemmel til at optage genudlån ud
over dette likviditetsberedskab. I stedet må Vækstfonden op-
tage lån på det private marked til finansiering af sine aktivi-
teter, jf. § 16, stk. 2. Vækstfonden har adgang til at optage
finansiering til administration af visse, men ikke alle, ord-
ninger, som er skrevet ind i lov om Vækstfondens § 16, her-
under syndikeringslån i stk. 3, accelerationspuljen i stk. 4,
Dansk Vækstkapital i stk. 6 og Dansk Vækstkapital II i stk.
7.
Den bevillingsmæssige hjemmel til Vækstfondens finansie-
ring af ordninger, der ikke fremgår af loven, er etableret
særskilt ved aktstykke og optagelse af tekstanmærkninger på
Finansloven. Den nærmere regulering af de i lov om Vækst-
fonden nævnte ordninger, såvel som ordninger med særskilt
bevillingsmæssig hjemmel, er fastlagt ved administrations-
aftale eller bekendtgørelse med hjemmel i § 9 i lov om
Vækstfonden.
2.18.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Vækstfonden finansierer i dag en række af sine aktiviteter
gennem en statsgaranteret låneramme, som giver Vækstfon-
den mulighed for at optage lån i det private marked med en
tilknyttet statsgaranti.
I modsætning hertil finansierer en række andre statslige sel-
skaber primært deres aktiviteter ved genudlån gennem Dan-
marks Nationalbank. Ved genudlån optager selskabet lån di-
rekte hos staten. Låneprovenuet udbetales fra statens konto,
og det afledte finansieringsbehov dækkes ved løbende ud-
stedelser i statens lånepapirer.
I de senere år er der generelt sket et skifte fra statsgarantere-
de lånerammer mod genudlån for at effektivisere statens
samlede låneoptag. I forlængelse heraf vurderes det hen-
sigtsmæssigt, at en række aktiviteter i Vækstfonden, der i
dag finansieres ved låneoptag i markedet, fremover får mu-
lighed for også at kunne finansieres via statsligt genudlån
27
gennem Danmarks Nationalbank i det omfang, der er etable-
ret bevillingsmæssig hjemmel hertil. Formålet er således at
sikre Vækstfonden en mere fleksibel adgang til likviditet og
ikke at øge Vækstfondens samlede mulighed for at optage
lån.
Vækstfonden fik med den politiske aftale om udvikling af
Nordsøen af 22. marts 2017 adgang til genudlån i form af et
likviditetsberedskab på 1 mia. kr. Med nærværende forslag
til ændring af lov om Vækstfonden lægges der op til at sup-
plere dette beredskab med en mere generel adgang til gen-
udlån, i det omfang der er eller fremover etableres særskilt
bevillingsmæssig hjemmel hertil.
Foruden adgang til genudlån foreslås det, at opremsningen
af en række enkeltordninger, der administreres af Vækstfon-
den, og hvor Vækstfonden har fået mulighed for at optage
statsgaranterede lån, skrives ud af loven. Der tilsigtes ingen
ændringer i Vækstfondens mulighed for låneoptag i den for-
bindelse. Ordningerne vil således fortsat være hjemlet bevil-
lingsmæssigt, ligesom der i en række tilfælde er udstedt be-
kendtgørelser i medfør af § 9 i lov om vækstfonden, der
nærmere fastlægger rammerne for ordningerne. Ændringen
har dels til formål at skabe øget fleksibilitet i forbindelse
med etablering eller ændring af ordninger og dels at skabe
konsistens, da en række ordninger, der i dag er lagt til admi-
nistration i Vækstfonden, ikke fremgår af loven, men i ste-
det er etableret med særskilt bevillingsmæssig hjemmel og
bekendtgørelse. Forslaget skal ses i sammenhæng med, at
nye ordninger i Vækstfonden i højere grad end tidligere bli-
ver reguleret ved bekendtgørelser frem for administrations-
aftaler. Det skaber en gennemsigtighed omkring ordninger-
ne, hvilket var et af de bærende argumenter for at lade ord-
ningerne fremgå af lov om Vækstfonden.
2.18.3. Den foreslåede ordning
Med lovforslaget foreslås det, at Vækstfonden gives adgang
til at optage lån i markedet eller genudlån i det omfang, der
etableres særskilt bevillingsmæssig hjemmel til det.
Herudover skrives opremsningen af en række enkeltordnin-
ger ud af loven. Der tilsigtes i den forbindelse ingen ændrin-
ger i Vækstfondens muligheder for at optage lån men alene
at sikre et strømlinet lovgrundlag, der ikke forældes, i takt
med at ordninger oprettes, justeres og nedlægges.
Den foreslåede ændring af § 16, stk. 2, vil medføre, at
Vækstfonden, foruden den eksisterende adgang til at optage
lån i markedet, fremover vil få adgang til at finansiere sine
aktiviteter ved statsligt genudlån.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekven-
ser for det offentlige
Lovforslaget vurderes at medføre et øget ressourcebehov for
Finanstilsynet, som følge af at Finanstilsynet skal føre tilsyn
med overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtig-
hedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser (disclosureforordningen). Det forventes, at ca.
1.200 finansielle markedsdeltagere og rådgivere vil blive
omfattet af de nye tilsynsaktiviteter, der både omfatter et
virksomheds- og et produkttilsyn.
Lovforslagets § 11 vurderes at have positive økonomiske
konsekvenser for staten. Finansiering via genudlån vurderes
generelt at være billigere for Vækstfonden end at udstede
gældsbreve med statsgaranti, da likviditeten er betydeligt
højere i statens obligationsserier. Vækstfonden, som er ejet
af staten, sparer derfor den likviditetspræmie, som købere af
gældsbreve ellers ville kræve i form af højere rente.
Lovforslagets § 11 vil have administrative konsekvenser for
det offentlige, idet Danmarks Nationalbank administrerer fi-
nansiering via genudlån.
3.1. Digitaliseringsklar lovgivning
Lovforslaget vurderes at efterleve principperne om digitali-
seringsklar lovgivning. Lovforslaget indeholder enkle og
klare regler, som bidrager til administrative byrdelettelser
for erhvervslivet.
Der er ved lovforslagets udarbejdelse lagt vægt på en sikker
og tryg datahåndtering. Derfor vil enhver videregivelse af
personoplysninger efterleve de gældende regler om databe-
skyttelse. Behandling af personoplysninger vil altid ske
under iagttagelse af gældende lovgivning, herunder Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2016/679/EU af 27. april
2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af så-
danne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) og data-
beskyttelsesloven.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet
4.1. Administrative konsekvenser
Erhvervsstyrelsens Område for Bedre Regulering (OBR),
har vurderet, at de administrative konsekvenser af lovforsla-
get ikke overstiger 4 mio. kr. årligt, hvorfor konsekvenserne
ikke er blevet kvantificeret nærmere.
Med lovforslaget foreslås det at fjerne kravet om, at det skal
fremgå af navnet på danske UCITS’ afdelinger, hvis besty-
relsen skal etablere andelsklasser i afdelingen. Denne æn-
dring vurderes at medføre mindre lettelser for erhvervslivet.
For de afdelinger, hvoraf det ikke allerede fremgår af deres
navn, at der kan oprettes andelsklasser, kræver det en ved-
28
tægtsændring af afdelingen for at kunne oprette andelsklas-
ser. En vedtægtsændring skal godkendes af Finanstilsynet.
Dertil medfører en navneændring en række omkostninger til
f.eks. udenlandske depoter. Afdelingernes navne er i forve-
jen meget lange, og yderligere tilføjelser til navnet giver ud-
fordringer i forhold til antal felter i it-systemer.
Det kan medføre økonomiske konsekvenser for erhvervsli-
vet, at forvaltere af alternative investeringsfonde omfattes af
anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgørelsen, da
der kan være ansatte, som skal efteruddannes for at opfylde
kravene i bekendtgørelsen.
4.2. Øvrige efterlevelseskonsekvenser
Lovforslaget implementerer Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om beta-
lingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv
2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning
(EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv
2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv), artikel 106, hvor-
efter det pålægges betalingstjenesteudbydere at stille Kom-
missionens folder om forbrugerens rettigheder i henhold til
2. betalingstjenestedirektiv og tilhørende EU-ret til rådighed
digitalt og fysisk i deres filialer eller hos agenter, hvortil ak-
tiviteter er outsourcet.
Lovforslagets § 11 vurderes at have positive økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet. Lavere finansieringsomkost-
ninger for Vækstfonden kan understøtte mere risikovillig fi-
nansiering til virksomheder med perspektivrige projekter,
som har vanskeligt ved at rejse fuld finansiering i markedet.
En overgang til genudlån vil dog medføre, at de finansielle
virksomheder, som i dag administrerer Vækstfondens udste-
delse af gældsbreve, mister en indtægt. Størrelsen på den
mistede indtægt vil afhænge af omfanget af Vækstfondens
brug af genudlån.
Herudover vurderes lovforslaget ikke at medføre efterlevel-
seskonsekvenser.
4.3. Agil erhvervsrettet regulering
Lovforslaget som helhed vurderes at efterleve fire ud af fem
principper for agil lovgivning. Lovforslaget muliggør an-
vendelse af nye forretningsmodeller, idet lovforslaget ikke
forventes at opstille hindringer for f.eks. brug af nye tekno-
logier m.v. Lovforslaget er enkelt og formålsbestemt, idet
lovforslaget ikke forventes at opstille deltaljerede krav, der
gør det vanskeligt for virksomhederne at anvende nye tekno-
logier og forretningsmodeller. Lovforslaget er ikke teknolo-
gineutralt, idet der stilles krav om, at ansøgninger om tilla-
delse til Finanstilsynet skal sendes digitalt. Dette foreslås for
at gøre sagsbehandlingen mere effektiv for ansøgeren såvel
som Finanstilsynet. Resten af ændringerne er teknologineu-
trale. Lovforslaget er helhedstænkende, idet virksomhederne
forventes at kunne anvende allerede eksisterende systemer.
Princippet om brugervenlig digitalisering er ikke relevant
for lovforslaget, da lovforslaget ikke retter sig mod det of-
fentliges implementering af regulering gennem erhvervsret-
tede digitale løsninger.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget indeholder klageadgang for parter til en afgø-
relse truffet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 2019/2088 af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle
tjenesteydelser (disclosureforordningen), som Finanstilsynet
efter lovforslagets § 4, nr. 5, foreslås at skulle føre tilsyn
med. Parterne vil med lovforslaget blive tillagt tilsvarende
klageadgang, som gælder for Finanstilsynets tilsyn i øvrigt.
6. Miljømæssige konsekvenser
Det vurderes, at lovforslaget ikke medfører miljømæssige
konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget fastlægger tilsynsbeføjelser i henhold til Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF om
grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophæ-
velse af forordning (EF) nr. 2560/2001. Forordningen blev
ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning
(EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseover-
skridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer, hvilket
nødvendiggør tilpasning af §§ 130, 138-139, 143 og 152 i
lov om betalinger. Det følger desuden af artikel 13 i den op-
rindelige forordning, at medlemslandene skal sikre, at over-
trædelser af forordningen sanktioneres. Lovforslaget fast-
sætter, hvilke bestemmelser i forordningen der bliver straf-
belagt med bøde. Den nye artikel 3a, stk. 5-6, finder anven-
delse fra den 19. april 2021.
Da forordningens bestemmelser har forskellige anvendelses-
datoer, er indarbejdelsen af de nye artikler i lov om betalin-
ger fordelt på lov nr. 1374 af 13. december 2019 om æn-
dring af lov om finansiel virksomhed, lov om betalinger, lov
om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og
selskabsloven og forskellige andre love, lov nr. 641 af 19.
maj 2020 om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov
om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., lov om
investeringsforeninger m.v. og forskellige andre love og det-
te lovforslag. De nye artikler, 3a og 3b, finder anvendelse
fra to forskellige tidspunkter. Artikel 3a, stk. 1-4, og den til-
hørende del af stk. 7, og artikel 3b fandt anvendelse fra den
19. april 2020. Indsættelsen af de pågældende artikler i §
130, stk. 1, 2. pkt., § 138, stk. 1, 8. pkt., § 139, stk. 1, 2. pkt.,
og § 143, i lov om betalinger var en del af lov nr. 1374 af
13. december 2019 om ændring af lov om finansiel virksom-
hed, lov om betalinger, lov om kapitalmarkeder, lov om in-
29
vesteringsforeninger m.v. og selskabsloven og forskellige
andre love, mens indsættelsen af artikel 3a, stk. 3-4, og arti-
kel 3b, i strafbestemmelsen i lovens § 152, stk. 2, var en del
af lov nr. 641 af 19. maj 2020 om ændring af lov om finan-
siel virksomhed, lov om forvaltere af alternative investe-
ringsfonde m.v., lov om investeringsforeninger m.v. og for-
skellige andre love. Artikel 3a, stk. 5 og 6, og den tilhørende
del af stk. 7, finder derimod først anvendelse fra den 19.
april 2021, og indsættelsen af artikel 3a, stk. 5 og 6, i § 130,
stk. 1, 2. pkt., § 138, stk. 1, 8. pkt., § 139, stk. 1, 2. pkt., og §
143 og indsættelsen af artikel 3a, stk. 5, i § 152, stk. 2, er en
del af nærværende lovforslag.
Med lovforslaget gennemføres de fornødne ændringer som
følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelate-
rede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
(disclosureforordningen). De foreslåede ændringer indebæ-
rer bl.a., at Finanstilsynet udpeges som kompetent myndig-
hed i forhold til at påse overholdelsen af disclosureforord-
ningen i Danmark. Med de foreslåede ændringer sikres det
bl.a., at Finanstilsynet kan give påbud eller påtaler for man-
glende overholdelse af forordningen. De foreslåede ændrin-
ger går ikke videre end det, der er nødvendigt som følge af
forordningen. Disclosureforordningen finder anvendelse fra
den 10. marts 2021, med undtagelse af forordningens artikel
11, stk. 1-3, som skal finde anvendelse fra den 1. januar
2022. Det foreslås, at de dele af lovforslaget, som er en føl-
ge af disclosureforordningen, også skal træde i kraft den 10.
marts 2021.
Med lovforslaget gennemføres tillige de fornødne ændringer
som følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 2019/2089 af 27. november 2019 om ændring af
forordning (EU) 2016/1011, for så vidt angår EU-ben-
chmarks for klimaovergangen, Paristilpassede EU-ben-
chmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om ben-
chmarks (ændringsforordningen). Finanstilsynet er udpeget
som kompetent myndighed i forhold til at påse overholdel-
sen af benchmarkforordningen i Danmark. Med de foreslåe-
de ændringer sikres det, at overtrædelser af reglerne, som
indføres med Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 2019/2089 af 27. november 2019, kan sanktioneres
i Danmark. De foreslåede ændringer går ikke videre end det,
der er nødvendigt som følge af forordningen. Forordningen
trådte i kraft den 10. december 2019. I henhold til forordnin-
gen skal benchmarkadministratorer, der udbyder et EU-
benchmark for klimaovergang eller et Paristilpasset EU-
benchmark, senest den 30. april 2020 overholde benchmark-
forordningens krav.
Lovforslaget gennemfører endvidere dele af Europa-Parla-
mentet og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj om æn-
dring af direktiv 2015/849/EU om forebyggende foranstalt-
ninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask
af penge eller finansiering af terrorisme (4. hvidvaskdirek-
tiv) og om ændring af direktiv 2009/70/EF og 2013/36/EU
(5. hvidvaskdirektiv).
Lovforslaget gennemfører endvidere dele af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015
om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af
terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommis-
sionens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv).
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden den 22. juni 2020 til
den 3. august 2020 været sendt i høring hos følgende myn-
digheder og organisationer m.v.:
Aalborg Universitet, Aarhus BSS, Advokatsamfundet, Aka-
demisk Arkitektforening, Akademikerne Andelskassen, Ar-
bejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension
(ATP), CBS, CEPOS, Computershare, DAFINA, Danish
Venture Capital and Private Equity Association (DVCA),
Danmarks Nationalbank, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk
Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi,
Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkø-
retøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Iværksætter
Forening, Dansk Investor Relations Forening – DIRF,
Dansk Kredit Råd, Dansk Management Råd, Dansk Metal,
Dansk Standard, Danske Advokater, Danske Forsikrings-
funktionærers Landsforening, Danske Maritime, Danske Re-
derier, Danske Regioner, Den Danske Aktuarforening, Den
Danske Dommerforening, Den Danske Finansanalytikerfor-
ening, Den Danske Fondsmæglerforening, Det nationale
netværk af virksomhedsledere, Det økonomiske råds sekre-
tariat (DØRS), Drivkraft Danmark, Ejendomsforeningen,
Experian, Fagbevægelsens Hovedorganisation, FDFA – For-
eningen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgen-
turer, FDIH – Foreningen for Distance- og Internethandel,
FinansDanmark, Finans og Leasing, Finansforbundet, Fi-
nanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet, Finans-
sektorens Arbejdsgiverforening, First North, Forbrugerrådet
Tænk, Forbrugsforeningen, Foreningen af Forretningsførere
for Udenlandske Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne
Revisorer v/ Kim Stormly Hansen, Foreningen Danske Re-
visorer, Foreningen for platformsøkonomi, FOREX, Forsik-
ring & Pension, Forsikringsforbundet, Forsikringsmægler-
foreningen, v/ Direktør Flemming Kosakewitsch, FSR –
danske revisorer, Garantiformuen, Garban-Intercapital Scan-
dinavia, HK, Horesta Arbejdsgiverorganisation, Håndværks-
rådet, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation
(ISOBRO), Intertrust (Denmark), ISACA Denmark Chapter,
IT-branchen, KommuneKredit, Kommunernes Landsfor-
ening, Komiteen for god selskabsledelse, Kromann Reu-
mert, Kuratorforeningen, Københavns Universitet, Land-
30
brug & Fødevarer, Landsdækkende banker, Landsforenin-
gen af forsvarsadvokater, Landsforeningen for Bæredygtigt
Landbrug, Ledernes Hovedorganisation, Liberale Erhvervs
Råd, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond
(LD), Mybanker, NASDAQ Copenhagen A/S, Nets A/S,
Nokas Kontantservice P/S, Nordic Blockchain Association,
Oxfam IBIS, Parcelhusejernes Landsforening, Postnord Ju-
ridiske afdeling, Revisornævnet, Roskilde Universitetscen-
ter, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverforening, Syd-
dansk Universitet, Telekommunikationsindustrien i Dan-
mark, Udbetaling Danmark, VP Securities A/S, Western
Union, Thomson Reuters Nordic, Transparency Internatio-
nal Danmark, Ørsted, Den Europæiske Centralbank.
Et udkast til lovforslag vedrørende Vækstfonden har i perio-
den fra den 3. juli 2020 til den 3. august 2020 været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Aalborg Universitet, Aarhus BSS, Advokatsamfundet, Aka-
demisk Arkitektforening, Akademikerne Andelskassen, Ar-
bejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension
(ATP), CBS, CEPOS, Computershare, DAFINA, Danish
Venture Capital and Private Equity Association (DVCA),
Danmarks Nationalbank, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk
Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi,
Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkø-
retøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Iværksætter
forening, Dansk Investor Relations Forening – DIRF, Dansk
Kredit Råd, Dansk Management Råd, Dansk Metal, Dansk
Standard, Danske Advokater, Danske Forsikringsfunktionæ-
rers Landsforening, Danske Maritime, Danske Rederier,
Danske Regioner, Den Danske Aktuarforening, Den Danske
Dommerforening, Den Danske Finansanalytikerforening,
Den danske Fondsmæglerforening, Det nationale netværk af
virksomhedsledere, Det økonomiske råds sekretariat
(DØRS), Drivkraft Danmark, Ejendomsforeningen, Ejerle-
derne, Experian, Fagbevægelsens Hovedorganisation, FDFA
– Foreningen af Danske Forsikringsmæglere og Forsikrings-
Agenturer, FDIH – Foreningen for Distance- og Internethan-
del, FinansDanmark, Finans og Leasing, Finansforbundet,
Finanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet, Finans-
sektorens Arbejdsgiverforening, First North, Forbrugerrådet
Tænk, Forbrugsforeningen, Foreningen af Forretningsførere
for Udenlandske Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne
Revisorer v/ Kim Stormly Hansen, Foreningen Danske Re-
visorer, Foreningen for platformsøkonomi, FOREX, Forsik-
ring & Pension, Forsikringsforbundet, Forsikringsmægler-
foreningen v/ Direktør Flemming Kosakewitsch, FSR – dan-
ske revisorer, Garantiformuen, Garban-Intercapital Scandi-
navia, HK, Horesta Arbejdsgiverorganisation, Håndværksrå-
det, IDA Ingeniørforeningen, Indsamlingsorganisationernes
Brancheorganisation (ISOBRO), Intertrust (Denmark), ISA-
CA Denmark Chapter, IT-branchen, KommuneKredit, Kom-
munernes Landsforening, Komiteen for god selskabsledelse,
Kromann Reumert, Kuratorforeningen, Københavns Univer-
sitet, Landbrug & Fødevarer, Landsdækkende banker,
Landsforeningen af forsvarsadvokater, Landsforeningen for
Bæredygtigt Landbrug, Ledernes Hovedorganisation, Libe-
rale Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes
Dyrtidsfond (LD), Mybanker, NASDAQ Copenhagen A/S,
Nets A/S, Nokas Kontantservice P/S, Nordic Blockchain
Association, Oxfam IBIS, Parcelhusejernes Landsforening,
Postnord Juridiske afdeling, Revisornævnet, Roskilde Uni-
versitetscenter, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverfor-
ening, SMVdanmark, Syddansk Universitet, Telekommuni-
kationsindustrien i Danmark, Udbetaling Danmark, VP Se-
curities A/S, Western Union, Thomson Reuters Nordic,
Transparency International Danmark, Ørsted, Den Europæ-
iske Centralbank
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Finansiering via genudlån vurderes ge-
nerelt at være billigere for Vækstfon-
den end at udstede gældsbreve med
statsgaranti, da likviditeten er betyde-
ligt højere i statens obligationsserier.
Vækstfonden, som er ejet af staten,
sparer derfor den likviditetspræmie,
som købere af gældsbreve ellers ville
kræve i form af højere rente.
Lovforslaget vurderes at medføre et
øget ressourcebehov for Finanstilsy-
net, som følge af at Finanstilsynet skal
føre tilsyn med overholdelse af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019
om bæredygtighedsrelaterede oplys-
ninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser (disclosureforordningen).
Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Danmarks Nationalbank administrerer
Vækstfondens finansiering via genud-
lån.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Lovforslaget indeholder en administra-
tiv lempelse for danske UCITS.
Lovforslaget vurderes samlet at inde-
bære økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet under 4 mio. kr.
31
Lavere finansieringsomkostninger for
Vækstfonden kan understøtte mere risi-
kovillig finansiering.
Finansielle virksomheder, som i dag
administrerer Vækstfondens udstedel-
se af gældsbreve, mister en indtægt.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Lovforslaget implementerer Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2015/2366 af 25. november 2015 om
betalingstjenester i det indre marked,
om ændring af direktiv 2002/65/EF,
2009/110/EF og 2013/36/EU og for-
ordning (EU) nr. 1093/2010 og om op-
hævelse af direktiv 2007/64/EF (2. be-
talingstjenestedirektiv), artikel 106,
hvorefter det pålægges betalingstjene-
steudbydere at stille Kommissionens
folder om forbrugerens rettigheder i
henhold til 2. betalingstjenestedirektiv
og tilhørende EU-ret til rådighed digi-
talt og fysisk i deres filialer eller hos
agenter, hvortil aktiviteter er outsour-
cet.
Administrative konsekvenser for
borgerne
Parterne vil med lovforslaget blive til-
lagt tilsvarende klageadgang for så vidt
angår afgørelser efter Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr.
2019/2088 af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i
sektoren for finansielle tjenesteydelser
(disclosureforordningen), som gælder
for Finanstilsynets tilsyn i øvrigt.
Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Finanstilsynet foreslås udpeget som relevant tilsynsmyndighed med Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
(disclosureforordningen).
Der foreslås bødestraf for overtrædelse af dele af Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr.2019/2088 af 27. november 2019 om ændring af for-
ordning (EU) 2016/1011, for så vidt angår EU-benchmarks for klimaovergan-
gen, Paristilpassede EU-benchmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger
om benchmarks (ændringsforordningen).
Der foreslås bødestraf for dele af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009,
for så vidt angår gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og
vekselgebyrer (Cross border payment-forordningen).
På baggrund af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25.
november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direk-
tiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr.
1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/E (2. betalingstjenestedirek-
tiv) foreslås bl.a. et krav om, at udbydere af betalingstjenester, der udbyder til
32
forbrugere, skal stille Kommissionens folder om forbrugerrettigheder til rådig-
hed. Endvidere foretages en række ændringer til lov om betalinger for at sikre
korrekt implementering af 2. betalingstjenestedirektiv.
På baggrund af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2014/17 af 4. fe-
bruar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til bebo-
else og ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr.
1093/2010 foreslås definitionen af rådgivning for så vidt angår boligkreditafta-
ler ændret, så den stemmer overens med direktivet.
På baggrund af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20.
maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævel-
se af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissio-
nens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv) foreslås præciseringer af en
række tilsynsbestemmelser, og ændring af reglen om intern revisons godken-
delse af politikker, forretningsgange og kontroller for overholdelse af hvidvas-
kloven samt indførelse af regler om Advokatrådets og Advokatnævnets offent-
liggørelse af reaktioner og påklagelser.
På baggrund af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30.
maj om ændring af direktiv 2015/849/EU om forebyggende foranstaltninger
mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansie-
ring af terrorisme (4. hvidvaskdirektiv) og om ændring af direktiv 2009/70/EF
og 2013/36/EU (5. hvidvaskdirektiv) foreslås bl.a. et forbud mod indløsning af
betalinger foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande.
Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-
regulering/Går videre end minimums-
krav i EU-regulering (sæt X)
Ja Nej
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (fodnoten i lov om betalinger)
Den gældende fodnote til lov om betalinger, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 1024 af 3. oktober 2019, indeholder en udtøm-
mende opregning af de direktiver, som lov om betalinger
gennemfører.
Det foreslås, at fodnoten til lovens titel ændres som konse-
kvens af, at der med lovforslaget foreslås gennemført dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EU af 16.
september 2009 om adgang til at optage og udøve virksom-
hed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en så-
dan virksomhed, EU-Tidende 2009, nr. L 267, side 7, (2. e-
pengedirektiv) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2019/878/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv
2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle
holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, af-
lønning, tilsynsforanstaltninger og ‑beføjelser og kapitalbe-
varingsforanstaltninger, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side
253 (CRD V).
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
1, nr. 25.
Til nr. 2 (§ 5, nr. 18, i lov om betalinger)
Det følger af § 5, nr. 18, i lov om betalinger, at loven ikke
finder anvendelse på elektroniske penge på op til 3.000 kr.
lagret på et instrument med begrænset anvendelse, hvor der
ikke kan ske genopfyldning, og hvor udstederens samlede
forpligtelser hidrørende fra udestående elektroniske penge
på intet tidspunkt overstiger et beløb, der modsvarer værdi-
en af 5 mio. euro, jf. dog § 96.
33
Efter § 96 i lov om betalinger er der fastsat regler vedrøren-
de pligter og rettigheder i forbindelse med udstedelse og
indløsning af elektroniske penge. I henhold til § 96 er det så-
ledes ikke tilladt at udstede elektroniske penge til overkurs.
§ 96 fastsætter endvidere regler for indløsning af restværdi-
en af elektroniske penge, herunder regler vedrørende indløs-
ningsbetingelser samt regler vedrørende gebyrer i forbindel-
se med indløsningen.
Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017
om betalinger. Det fremgår af bemærkningerne til bestem-
melsen, at den skal ses i sammenhæng med § 5, nr. 14 og
15, i lov om betalinger, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L
157 som fremsat, side 96. Det skyldes, at for at et betalings-
instrument kan være omfattet af § 5, nr. 18, skal der bl.a.
være tale om et instrument med begrænset anvendelse som
defineret i § 5, nr. 14 og 15.
Efter § 5, stk. 1, finder loven ikke anvendelse på aktiviteter
omfattet af § 5, stk. 1, nr. 1-18. Med § 5, nr. 14 og 15, und-
tages instrumenter, der kun kan anvendes inden for et be-
grænset netværk af udbydere, og instrumenter, der kun kan
anvendes til at erhverve et meget begrænset antal varer eller
tjenesteydelser fra lovens anvendelsesområde. Lovens kapi-
tel 5-7 finder dog anvendelse på instrumenter omfattet af nr.
14 og 15.
Lov om betalinger finder ikke anvendelse på betalingsin-
strumenter omfattet af § 5, nr. 18, jf. dog § 96. For at et be-
talingsinstrument er omfattet af § 5, nr. 18, i lov om betalin-
ger, er det en forudsætning, at betalingsinstrumentet udgør
et betalingsinstrument med begrænset anvendelse omfattet
af § 5, nr. 14 eller 15. Efter de gældende bestemmelser
fremgår denne sammenhæng mellem nr. 14, 15 og 18 ikke
direkte af bestemmelsens ordlyd, men kun af bemærkninger-
ne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L
157 som fremsat, side 96.
Det foreslås derfor, at der i § 5, nr. 18, indsættes en henvis-
ning til § 5, nr. 14 og 15.
Med ændringen foreslås det at præcisere, at der med be-
grænset anvendelse i nr. 18 menes de tilfælde, der er omfat-
tet af § 5, nr. 14 og 15.
Den foreslåede ændring vil medføre, at det fremadrettet
fremgår direkte af bestemmelsens ordlyd, at begrænset an-
vendelse skal forstås som betalingsinstrumenter omfattet af
§ 5, nr. 14 og 15.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet en materiel
ændring af lovens anvendelsesområde, men alene en præci-
sering af bestemmelsen.
Til nr. 3 (§ 7, nr. 22, i lov om betalinger)
Den gældende bestemmelse i § 7 i lov om betalinger fast-
lægger lovens definitioner.
Efter § 7, nr. 22, er en pengeoverførsel defineret som en be-
talingstjeneste, hvor der modtages midler fra en betaler ale-
ne med det formål at overføre et tilsvarende beløb til en be-
talingsmodtager eller en anden udbyder af betalingstjenester
på betalingsmodtagerens vegne, uden at der oprettes en be-
talingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn.
Bestemmelsen gennemfører artikel 4, stk. 1, nr. 22, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25.
november 2015 om betalingstjenester i det indre marked,
om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og
2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophæ-
velse af direktiv 2007/64/E (2. betalingstjenestedirektiv).
Artikel 4, nr. 22, i 2. betalingstjenestedirektiv indeholder et
andet led, der fastsætter, at der også er tale om en pengeo-
verførsel, når midler modtages på betalingsmodtagerens
vegne og stilles til rådighed for denne. Denne del af definiti-
onen af en pengeoverførsel er ikke indeholdt i den gældende
definition af pengeoverførsel i lov om betalinger.
Det foreslås på den baggrund at nyaffatte § 7, nr. 22, så en
pengeoverførsel defineres som en betalingstjeneste, hvor der
modtages midler fra en betaler, uden at der oprettes en beta-
lingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn, ale-
ne med det formål at overføre et tilsvarende beløb til en be-
talingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudbyder på
betalingsmodtagerens vegne, eller hvor sådanne midler
modtages på betalingsmodtagerens vegne og stilles til rådig-
hed for denne.
Den foreslåede nyaffattelse har til formål at sikre en korrekt
og direktivnær implementering af 2. betalingstjenestedirek-
tivs artikel 4, stk. 1, nr. 22, som definerer pengeoverførsel.
Med den foreslåede bestemmelse vil det afgørende for defi-
nitionen af en pengeoverførsel være, at der gennemføres en
betalingstransaktion, uden at der oprettes en konto i hverken
betalers eller betalingsmodtagers navn. Det skal forstås så-
dan, at udbyderen ikke opretter en betalingskonto i betalers
eller betalingsmodtagers navn i forbindelse med transaktio-
nen. Det faktum, at midlerne som led i gennemførelsen af
betalingstransaktionen indestår på en konto i en bank, vil så-
ledes ikke være afgørende for, om en transaktion er omfattet
af definitionen, så længe denne konto ikke er oprettet i hver-
ken betalers eller betalingsmodtagers navn.
At midlerne alene modtages med det formål at overføre et
tilsvarende beløb skal forstås således, at udbyderen ikke selv
er del i den underliggende forpligtelse mellem betaleren og
34
betalingsmodtageren. I dette tilfælde modtager udbyderen
dermed alene midlerne med det formål at videreformidle
dem til betalingsmodtager eller stille dem til rådighed for
betalingsmodtager. Det forhold, at udbyderen udfører en an-
den aktivitet ved siden af pengeoverførselsvirksomheden,
vil derimod ikke i sig selv medføre, at der ikke er tale om en
pengeoverførsel. Tilfælde, hvor en fysisk eller juridisk per-
son modtager midler med henblik på opbevaring eller for-
valtning, og som led heri eksempelvis foretager overførsler
med henblik på at investere midlerne, vil ikke anses for at
udgøre pengeoverførsler omfattet af definitionen.
Med den foreslåede bestemmelse vil der endvidere ikke væ-
re tale om en pengeoverførsel i tilfælde, hvor betaler og be-
talingsmodtager har aftalt, at betaler kan betale med frigø-
rende virkning til en tredjepart. Uden for den foreslåede de-
finition af en pengeoverførsel falder ligeledes tilfælde, hvor
en fysisk eller juridisk person fremstår som legitimeret til at
modtage betalingen. I de tilfælde hvor debitor med frigøren-
de virkning kan indfri betalingsforpligtelsen ved betaling til
tredjemand, vil der ikke være tale om, at tredjemand modta-
ger midlerne alene med det formål at videreoverføre et til-
svarende beløb til betalingsmodtager. I stedet vil tredjepar-
ten skulle betragtes som betalingsmodtageren, jf. § 7, nr. 11,
i lov om betalinger, da tredjeparten i disse tilfælde vil udgø-
re den tiltænkte modtager af midlerne. En efterfølgende
transaktion mellem tredjeparten og den oprindelige beta-
lingsmodtager vil herefter skulle betragtes som en særskilt
transaktion. Der vil således være tale om to uafhængige be-
talingstransaktioner, som i dette tilfælde gennemføres af be-
talers og betalingsmodtagers udbydere.
En pengeoverførsel vil almindeligvis involvere enten tre el-
ler fire parter. Det omfatter betaleren og betalerens udbyder,
der indgår i et aftaleforhold med betaleren om at overføre
midlerne, samt betalingsmodtager og betalingsmodtagerens
udbyder, som modtager midlerne på betalingsmodtagerens
vegne. I visse tilfælde vil betalers og betalingsmodtagers ud-
byder være den samme juridiske person, der dermed har af-
taleforholdet med begge parter. Udbydere kan være penge-
institutter eller andre udbydere af betalingstjenester. I visse
tilfælde kan en pengeoverførsel involvere mere end fire par-
ter. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvor en transak-
tion gennemføres ved hjælp af en korrespondentbank, som
ikke indgår i et aftaleforhold med hverken betaleren eller
betalingsmodtageren. I dette tilfælde er det alene de aktivite-
ter, der gennemføres af udbyderne, der indgår i aftaleforhol-
det med betaler og betalingsmodtager, som vil være omfattet
af definitionen. Den aktivitet, som korrespondentbanken ud-
øver, vil derimod ikke være omfattet af definitionen.
Ved en pengeoverførsel vil der oftest blive fratrukket et ge-
byr fra de modtagne midler. Dette gebyr modsvarer betalin-
gen for udførelsen af pengeoverførslen. Det berører derfor
ikke definitionen af pengeoverførsel, at der ikke overføres et
nøjagtigt tilsvarende beløb ved selve overførslen som det
beløb, der modtages. Der er heller intet til hinder for, at en
betaler indbetaler et samlet beløb, der udbetales til flere for-
skellige betalingsmodtagere. I et sådant tilfælde vil hver ef-
terfølgende deloverførsel blive betragtet som en selvstændig
pengeoverførsel, uanset at udbyderen modtager et samlet be-
løb.
Med den foreslåede nyaffattelse vil definitionen fremover
bestå af to led, som fastsætter, at en pengeoverførsel er en
betalingstjeneste, hvor der enten 1) modtages midler fra en
betaler, uden at der oprettes en betalingskonto i betalerens
eller betalingsmodtagerens navn, alene med det formål at
overføre et tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller
en anden betalingstjenesteudbyder på betalingsmodtagerens
vegne, eller 2) hvor sådanne midler modtages på betalings-
modtagerens vegne og stilles til rådighed for denne. En pen-
geoverførsel vil også kunne bestå af en kombination af de to
typer aktiviteter.
Den mest udbredte form for pengeoverførsler i Europa er re-
mitter. Remitter er pengeoverførsler, hvor f.eks. immigran-
ter sender midler tilbage til deres hjemland. Dette sker ty-
pisk ved, at en betalingstjenesteudbyder via et netværk af
agenter, såsom købmænd og kiosker, modtager midler fra
betaler, uden at der oprettes en konto til vedkommende, med
det formål, at betalingsmodtager kan afhente midlerne ved
en anden agent i netværket. Med den foreslåede nyaffattelse
foreslås det, at det fremover fremgår af bestemmelsen, at der
ikke blot er tale om en pengeoverførsel, hvis udbyderen
modtager midlerne fra betaler med henblik på at overføre
dem, men også såfremt midlerne modtages med henblik på
at stille dem til rådighed for betalingsmodtager. Det vil lige-
ledes være omfattet af definitionen, hvis begge aktiviteter
udføres.
Et andet eksempel er forretningsdrivende, der tilbyder en
tjeneste til forbrugerne, der gør dem i stand til at betale reg-
ninger for forsyningsforbrug og andre regelmæssige hus-
holdningsregninger. Dette kan eksempelvis ske ved, at de
forretningsdrivende modtager betaling som kontanter eller
via et betalingskort fra forbrugeren med henblik på at over-
føre midlerne til forsyningsselskabet, uden at disse indestår
på en konto i betalerens navn.
Efter § 7, nr. 17, i lov om betalinger forstås midler som sed-
ler og mønter, indestående på en konto og elektroniske pen-
ge. Der vil således være tale om en pengeoverførsel, uanset
om udbyderen modtager midlerne kontant eller elektronisk,
f.eks. ved en kontooverførsel, og derefter videresender mid-
lerne til betalingsmodtageren.
Til nr. 4 (§ 9 i lov om betalinger)
Efter § 9 i lov om betalinger skal virksomheder, der udbyder
betalingstjenester i henhold til bilag 1, nr. 1-7, jf. § 3, stk. 1,
have tilladelse som betalingsinstitut, jf. dog § 51 eller e-pen-
35
geinstitut, jf. dog § 50. En tilladelse kan begrænses til kun at
vedrøre en eller flere af de i bilag 1 nævnte betalingstjene-
ster. Betalingstjenester defineres i § 7, nr. 1, som en tjenes-
teydelse omfattet af bilag 1. Bilag 1 omfatter i alt otte for-
mer for betalingstjenester, som alle kræver en tilladelse.
Det foreslås, at henvisningen til bilag 1, nr. 1-7, i § 9, 1.
pkt., ændres, så der fremover henvises til bilag 1.
Med den foreslåede ændring vil det fremover fremgå direkte
af bestemmelsens ordlyd, at virksomheder, der udbyder be-
talingstjenester i henhold til bilag 1, skal have en tilladelse
som betalingsinstitut, e-pengeinstitut eller udbyder af kon-
tooplysningstjeneste.
Det foreslås desuden, at der i § 9, 1. pkt., indsættes en hen-
visning til kontooplysningstjeneste efter § 60 i lov om beta-
linger.
Den foreslåede ændring vil ikke indebære en materiel æn-
dring, da definitionen af betalingstjenester allerede i dag
omfatter en tjenesteydelse som omfattet af bilag 1, jf. § 7,
nr. 1. Det vil sige, at alle de otte oplistede tjenesteydelser i
bilag 1 allerede i dag er omfattet af definitionen af betalings-
tjenester og således alle kræver en tilladelse efter § 9 eller §
60.
Det fremgår af § 9, 2. pkt., at en tilladelse kan begrænses til
kun at vedrøre en eller flere af de i bilag 1 nævnte betalings-
tjenester. Det skal derfor angives specifikt i tilladelsen, hvil-
ke aktiviteter i bilag 1, der gives tilladelse til. Hvis beta-
lingsinstituttet senere vil udbyde andre betalingstjenester,
end der er nævnt i tilladelsen, skal betalingsinstituttet ind-
sende en supplerende ansøgning vedrørende de nye typer
aktiviteter, som denne ønsker at udbyde.
Bilag 1 indeholder otte former for betalingstjenester, som al-
le kræver en tilladelse. Bilag 1, nr. 8, omfatter udbud af kon-
tooplysningstjenester. Efter § 60 i lov om betalinger er der
et særskilt tilladelseskrav i de tilfælde, hvor en virksomhed
kun udbyder kontooplysningstjenester.
Den foreslåede tilføjelse af kontooplysningstjeneste i § 9, 1.
pkt., vil medføre, at det fremgår af § 9, 1. pkt., at virksom-
heder, der udbyder betalingstjenester i henhold til bilag 1, jf.
§ 3, stk. 1, skal have tilladelse som betalingsinstitut eller e-
pengeinstitut, jf. dog §§ 50 og 51 om begrænsede tilladelser,
hvis der udbydes en eller flere betalingstjenester efter bilag
1-8, eller som udbyder af kontooplysningstjenester, hvis der
kun udbydes betalingstjenester efter bilag 1, nr. 8.
En virksomhed med tilladelse efter § 9 vil således kunne ud-
byde flere betalingstjenester efter bilag 1, inklusiv udbud af
kontooplysningstjenester. En sådan virksomhed vil ikke og-
så skulle have tilladelse efter § 60. Virksomheder, der kun
udbyder kontooplysningstjenester, vil fortsat skulle have til-
ladelse efter § 60.
Til nr. 5 (§ 10, stk. 2, i lov om betalinger)
Den gældende bestemmelse i § 10 i lov om betalinger fast-
sætter, hvilke krav der skal være opfyldt for at opnå tilladel-
se som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut efter §§ 8 eller
9.
Efter § 10, stk. 2, i lov om betalinger skal en virksomhed,
der søger om tilladelse til at udbyde betalingsinitieringstje-
nester, jf. bilag 1, nr. 7, udover at opfylde kravene i stk. 1
have tegnet en ansvarsforsikring eller stillet anden tilsvaren-
de garanti til dækning af krav mod virksomheden, jf. §§ 99
og 104-106.
Efter § 60, stk. 1, i lov om betalinger skal virksomheder, der
alene udbyder kontooplysningstjenester efter bilag 1, nr. 8,
have en tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester.
Kravene for at opnå en tilladelse til at udbyde kontooply-
sningstjenester følger af § 60, stk. 2 og 4. Efter stk. 4 er det
en betingelse for, at der kan gives tilladelse efter stk. 1, at
virksomheden har tegnet en ansvarsforsikring, der dækker
de geografiske områder, hvor den tilbyder kontooplysning-
stjenester, eller anden lignende garanti mod erstatningskrav
over for de kontoførende udbydere og brugerne som følge af
uautoriseret eller svigagtig adgang til eller uautoriseret brug
af betalingsoplysninger.
Det foreslås, at der i § 10, stk. 2, indsættes ”eller kontooply-
sningstjenester, jf. bilag 1, nr. 8. ” Det foreslås desuden, at
bestemmelsens henvisning til §§ 99 og 104-106 udgår.
Den foreslåede ændring har til formål at sikre korrekt imple-
mentering af artikel 5, stk. 3, i 2. betalingstjenestedirektiv
og skal ses i sammenhæng med den gældende § 60, stk. 4.
Det fremgår således af artikel 5, stk. 3, i 2. betalingstjeneste-
direktiv, at virksomheder, der ansøger om registrering med
henblik på at udbyde kontooplysningstjenester, skal have
tegnet en ansvarsforsikring, der dækker de geografiske om-
råder, hvor de tilbyder tjenester, eller en anden lignende ga-
ranti mod erstatningskrav over for den kontoførende beta-
lingstjenesteudbyder eller betalingstjenestebrugeren som
følge af uautoriseret eller svigagtig adgang til eller uautori-
seret eller svigagtig brug af betalingskontooplysninger.
Betalings- og e-pengeinstitutter, der udbyder betalingstjene-
ster omfattet af bilag 1, nr. 1-7, har også mulighed for at ud-
byde kontooplysningstjenester efter bilag 1, nr. 8. Med den
foreslåede bestemmelse vil kravet om at have tegnet en an-
svarsforsikring, der dækker erstatningskrav overfor de kon-
toførende udbydere og brugerne som følge af uautoriseret
36
eller svigagtig adgang til eller uautoriseret brug af betalings-
oplysninger, fremover også gælde virksomheder, der søger
om tilladelse som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut efter
§§ 8 eller 9 i lov om betalinger, til at udbyde kontooply-
sningstjenester efter bilag 1, nr. 8, i kombination med andre
betalingstjenester omfattet af bilag 1 til lov om betalinger.
Ændringen af § 10, stk. 2, angår dermed alene krav for virk-
somheder, der søger om tilladelse som betalingsinstitut eller
e-pengeinstitut efter §§ 8 og 9 i lov om betalinger og medfø-
rer dermed ikke ændringer for virksomheder, der søger om
tilladelse efter § 60.
De nærmere krav til de ansvarsforsikringer, som skal tegnes
af betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysning-
stjenesteudbydere, herunder krav til dækningsområde og
dækningssum, er fastsat i bekendtgørelse nr. 1277 af 28. no-
vember 2017 om ansvarsforsikring eller garantistillelse for
udbydere af betalingsinitieringstjenester og kontooplysning-
stjenester. Bekendtgørelsens § 2 om ansvarsforsikringens
dækningsområde indeholder en henvisning til §§ 99 og
104-106, der svarer til ordlyden af § 10, stk. 2.
Ændringen af § 10, stk. 2, i lov om betalinger, hvorved hen-
visningen til §§ 99 og 104-106 udgår, er således en redaktio-
nel ændring, da kravet allerede fremgår af bekendtgørelsen.
Finanstilsynet vil ligeledes ændre bekendtgørelse nr. 1277 af
28. november 2017, så bekendtgørelsens krav også vil gælde
for virksomheder, der har tilladelse efter § 9 i lov om beta-
linger til at udbyde kontooplysningstjenester.
Til nr. 6 (§ 14, stk. 1, nr. 2, i lov om betalinger)
Det følger af § 14, stk. 1, i lov om betalinger, at Finanstilsy-
net opretter et offentligt register over virksomheder, der har
fået tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut,
virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til at udstede
elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, agenter
af betalingsinstitutter, filialer af e-pengeinstitutter og beta-
lingsinstitutter, såfremt disse udsteder elektroniske penge,
udbydere af betalingstjenester i et andet land inden for Den
Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, og virksomheder, der
er omfattet af undtagelserne i § 5, nr. 14-17, og som er an-
meldt i henhold til §§ 61 og 62.
Registeret indeholder oplysninger om de virksomheder, der
har fået tilladelse efter lov om betalinger af Finanstilsynet.
Filialer og agenter skal ikke registreres i et offentligt register
i andre medlemslande end i det land, hvor virksomheden er
registreret (virksomhedens hjemland).
Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017
om betalinger, og gennemfører artikel 14 i 2. betalingstjene-
stedirektiv.
Det foreslås, at der i § 14, stk. 1, nr. 2, indsættes, at agenter
tilknyttet virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til
at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester
efter §§ 50 eller 51, vil skulle fremgå af Finanstilsynets re-
gister.
Formålet med den foreslåede ændring er at gennemføre arti-
kel 14 i 2. betalingstjenestedirektiv, der indeholder en for-
pligtelse for medlemsstaterne til at oprette et offentligt regis-
ter over betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, de fy-
siske og juridiske personer, der er meddelt en begrænset til-
ladelse eller tilladelse som udbyder af kontooplysningstjene-
ster, og de institutter, der i medfør af § 2 har ret til at udbyde
betalingstjenester, samt agenter.
Agenter for udbydere med begrænset tilladelse efter §§ 50
eller 51 er ikke medtaget i § 14, stk. 1, som gennemfører ar-
tikel 14. Med henblik på at gennemføre denne forpligtelse
foreslås det at indsætte, at registeret tillige omfatter agenter
tilknyttet virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til
at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester
efter §§ 50 eller 51.
Finanstilsynet fører allerede i dag et offentligt tilgængeligt
register over virksomheder, der har fået begrænset tilladelse
til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjene-
ster efter §§ 50 eller 51 (Virksomhedsregisteret). Virksom-
hedsregisteret kan tilgås på Finanstilsynets hjemmeside og
indeholder oplysninger om de virksomheder, der er meddelt
begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller
udbyde betalingstjenester. Virksomhedsregisteret vil med
forslaget fremover også skulle indeholde oplysninger om
agenter tilknyttet disse virksomheder.
Til nr. 7 (§ 14, stk. 1, nr. 3, i lov om betalinger)
Det følger af § 14, stk. 1, i lov om betalinger, at Finanstilsy-
net opretter et offentligt register over virksomheder, der har
fået tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut,
virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til at udstede
elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, agenter
af betalingsinstitutter, filialer af e-pengeinstitutter og beta-
lingsinstitutter, såfremt disse udsteder elektroniske penge,
udbydere af betalingstjenester i et andet land inden for Den
Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, og virksomheder, der
er omfattet af undtagelserne i § 5, nr. 14-17, og som er an-
meldt i henhold til §§ 61 og 62.
Registeret indeholder bl.a. oplysninger om de virksomheder,
der har fået tildelt tilladelse efter lov om betalinger af Fi-
37
nanstilsynet. Filialer og agenter skal ikke registreres i et of-
fentligt register i andre medlemslande end i det land, hvor
virksomheden er registreret (virksomhedens hjemland).
Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017
om betalinger og gennemfører artikel 14 i 2. betalingstjene-
stedirektiv.
Det foreslås, at der i § 14, stk. 1, nr. 3, indsættes, at virk-
somheder, der har fået tilladelse som udbyder af kontooply-
sningstjenester efter § 60, og deres agenter, vil skulle frem-
gå af Finanstilsynets register.
Formålet med den foreslåede ændring er at gennemføre arti-
kel 14 i 2. betalingstjenestedirektiv, der indeholder en for-
pligtelse for medlemsstaterne til at oprette et offentligt regis-
ter over betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, de fy-
siske og juridiske personer, der er meddelt en begrænset til-
ladelse eller tilladelse som udbyder af kontooplysningstjene-
ster, og de institutter, der i medfør af § 2 har ret til at udbyde
betalingstjenester, samt agenter.
Udbydere af kontooplysningstjenester og deres agenter er
ikke medtaget i § 14, stk. 1, som gennemfører artikel 14.
Med henblik på at gennemføre denne forpligtelse foreslås
det at indsætte, at registeret tillige omfatter udbydere af kon-
tooplysningstjenester efter § 60 og deres agenter.
Finanstilsynet fører allerede i dag et offentligt tilgængeligt
register over virksomheder, der har tilladelse til at udbyde
betalingstjenester i henhold til lov om betalinger (Virksom-
hedsregisteret). Virksomhedsregisteret kan tilgås på Finans-
tilsynets hjemmeside og indeholder oplysninger om de virk-
somheder, der er meddelt tilladelse til at udbyde kontooply-
sningstjenester. Virksomhedsregisteret vil med forslaget
fremover også skulle indeholde oplysninger om agenter til-
knyttet udbydere af kontooplysningstjenester.
Til nr. 8 (§ 14, stk. 1, nr. 6, i lov om betalinger)
Det følger af den gældende bestemmelse i § 14, stk. 1, nr. 5,
i lov om betalinger, at Finanstilsynet opretter et offentligt re-
gister over virksomheder, der er omfattet af undtagelserne i
§ 5, nr. 14-17, og som er anmeldt i henhold til §§ 61 og 62.
Undtagelserne i § 5, nr. 14-17, omfatter betalingsinstrumen-
ter med begrænset anvendelse, herunder instrumenter, der
enten kan anvendes indenfor et begrænset netværk af udby-
dere, jf. § 5, nr. 14, instrumenter, som kan anvendes til at er-
hverve et meget begrænset antal varer eller tjenesteydelser,
jf. § 5, nr. 15, betalingsinstrumenter med et socialt eller
skattemæssigt formål, der er reguleret af en offentlig myn-
dighed og alene kan anvendes her i landet til at erhverve be-
stemte varer eller tjenesteydelser fra leverandører, der har en
forretningsaftale med udstederen, jf. § 5, nr. 16, og beta-
lingstransaktioner, der gennemføres af en udbyder af elek-
troniske kommunikationsnet eller kommunikationstjenester
på vegne af en abonnent i tillæg til kommunikationstjene-
sten under nærmere angivne betingelser, jf. § 5, nr. 17.
Efter de gældende regler fremgår sammenhængen mellem §
5, nr. 14, 15 og 18, ikke klart af bestemmelsens ordlyd, men
kun af bemærkningerne til § 5, nr. 18.
Det foreslås, at henvisningen til § 5, nr. 14-17, i § 14, stk. 1,
nr. 5, som bliver til nr. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, ændres
til en henvisning til § 5, nr. 14-18.
Formålet med den foreslåede ændring er at omfatte § 5, nr.
18, af registeret, jf. § 14, stk. 1, nr. 5, i lov om betalinger,
idet § 5, nr. 18, undtager betalingsinstrumenter med begræn-
set anvendelse, jf. nr. 14 og 15, hvor der alene kan lagres
elektroniske penge med en værdi på op til 3.000 kr., og hvor
der maksimalt kan være udestående elektroniske penge, der
modsvarer værdien af 5 mio. euro, fra loven med undtagelse
af § 96, som omhandler udstedelse og indløsning af elektro-
niske penge.
Med ændringen vil elektroniske penge på op til 3.000 kr.
lagret på et instrument med begrænset anvendelse, hvor der
ikke kan ske genopfyldning, og hvor udstederens samlede
forpligtelser hidrørende fra udestående elektroniske penge
på intet tidspunkt overstiger et beløb, der modsvarer værdi-
en af 5 mio. euro, blive omfattet af registeret, jf. § 14, stk. 1,
nr. 5, som bliver til nr. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, hvis ak-
tiviteten er anmeldt i henhold til §§ 60 eller 61.
Til nr. 9 (§ 52, nr. 4, i lov om betalinger)
§ 52 i lov om betalinger fastsætter de krav, som en virksom-
hed skal opfylde for at blive meddelt begrænset tilladelse til
at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjene-
ster, jf. §§ 50 eller 51 i lov om betalinger.
Efter § 52 i lov om betalinger meddeler Finanstilsynet be-
grænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller til at
udbyde betalingstjenester, jf. §§ 50 og 51 i lov om betalin-
ger, når virksomheden har hovedkontor og hjemsted i Dan-
mark, virksomhedens ejere af kvalificerede andele, jf. § 23 i
lov om betalinger, skønnes ikke at ville modvirke en fornuf-
tig og forsvarlig forvaltning af virksomheden, og virksom-
heden har tilstrækkelige kontrolforanstaltninger og forret-
ningsgange på alle væsentlige områder, herunder forebyg-
gelse af hvidvask og terrorfinansiering, it-sikkerhed og over-
vågning af volumengrænse i henhold til § 50 eller § 51, stk.
3.
Det foreslås, at der i § 52, som nr. 4, indsættes, at det vil
være en betingelse for, at Finanstilsynet meddeler en be-
grænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller ud-
38
byde betalingstjenester efter §§ 50 eller 51, at Finanstilsynet
vurderer, at virksomheden er i stand til at gennemføre en
forsvarlig drift.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den gældende § 54,
nr. 3 og 4, i lov om betalinger, hvorefter en ansøgning om
begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester eller ud-
stede elektroniske penge efter §§ 50 eller 51 skal indeholde
de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets vurde-
ring af, om betingelserne i § 52 er opfyldt, herunder en be-
skrivelse af virksomhedens forretningsmodel, en oversigt
over virksomhedens nuværende og planlagte forretningsak-
tiviteter samt en budgetprognose for de tre første regnskabs-
år og det senest reviderede årsregnskab, såfremt et sådant er
udarbejdet.
§ 54, nr. 4, blev indsat ved lov nr. 652 af 8. juni 2017 om
betalinger og gennemfører dele af artikel 5, stk. 1, litra b, i
2. betalingstjenestedirektiv, som fastsætter, at virksomheder
sammen med ansøgningen skal sende en forretningsplan
med en budgetprognose for de tre første regnskabsår, der vi-
ser, at ansøgeren er i stand til at anvende de systemer, res-
sourcer og procedurer, som er hensigtsmæssige til en for-
svarlig drift.
Af bemærkningerne til § 54, nr. 4, fremgår det, at bestem-
melsen har til formål at give Finanstilsynet et overblik over
den økonomiske side af virksomhedens planlagte aktiviteter,
herunder vurdere virksomhedens økonomiske situation, jf.
Folketingstidende 2016-17, A, L 157 som fremsat, side 174.
Efter de gældende regler følger det imidlertid alene af § 52,
at Finanstilsynet meddeler en begrænset tilladelse til at ud-
stede elektroniske penge eller til at udbyde betalingstjene-
ster, jf. §§ 50 eller 51 i lov om betalinger, når virksomheden
har hovedkontor og hjemsted i Danmark, virksomhedens
ejere af kvalificerede andele skønnes ikke at ville modvirke
en fornuftig og forsvarlig forvaltning af virksomheden, og
virksomheden har tilstrækkelige kontrolforanstaltninger og
forretningsgange på alle væsentlige områder, herunder fore-
byggelse af hvidvask og terrorfinansiering, it-sikkerhed og
overvågning af volumengrænse.
Det foreslås på den baggrund at ændre bestemmelsen såle-
des, at Finanstilsynet i forbindelse med en ansøgning om be-
grænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller ud-
byde betalingstjenester skal vurdere, om virksomheden er i
stand til at gennemføre en forsvarlig drift.
I den vurdering vil Finanstilsynet bl.a. lægge vægt på virk-
somhedens forretningsplan sammenholdt med budgetprog-
nosen for de tre første regnskabsår og senest reviderede års-
regnskab, hvis et sådant er udarbejdet med henblik på at få
en indikation af, om virksomheden har de ressourcer og pro-
cedurer, der er nødvendige til at gennemføre en forsvarlig
drift.
Hvis det i den forbindelse vurderes, at der er risiko for, at
virksomheden kan få likviditetsproblemer, skal der være en
plan for, hvordan likviditeten løbende genoprettes.
Forslaget skal ses i sammenhæng med § 52, nr. 3, i lov om
betalinger, som fastsætter, at virksomheden skal have til-
strækkelige procedurer og forretningsgange på alle væsentli-
ge aktivitetsområder.
Forslaget vil medføre, at Finanstilsynet skal afvise en ansøg-
ning om begrænset tilladelse til at udstede elektroniske pen-
ge eller udbyde betalingstjenester, hvis det vurderes, at an-
søgeren ikke er i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.
Til nr. 10 (§ 60, stk. 5, i lov om betalinger)
§ 60, stk. 5, i lov om betalinger fastsætter, at Finanstilsynet
kan undlade at give tilladelse til at udbyde kontooplysning-
stjenester i henhold til stk. 1, hvis Finanstilsynet vurderer, at
virksomheden ikke opfylder kravene i lov om betalinger el-
ler regler udstedt i medfør af lov om betalinger, hvis oplys-
ningerne i henhold til stk. 2 er ufuldstændige, eller hvis an-
svarsforsikringen ikke lever op til kravene i stk. 4 eller reg-
lerne udstedt i medfør af stk. 8.
Det foreslås, at henvisningen i § 60, stk. 5, til oplysningerne
i henhold til stk. 2 ændres til stk. 3, da oplistningen af, hvil-
ke oplysninger der skal medfølge en ansøgning om tilladelse
som udbyder af kontooplysningstjenester, rettelig fremgår af
stk. 3, og ikke af stk. 2, som fastsætter, hvornår Finanstilsy-
net giver en tilladelse som kontooplysningstjeneste.
Der er alene tale om en ændring af lovteknisk karakter.
Til nr. 11 (§ 60, stk. 6, 2. pkt., i lov om betalinger)
Det følger af § 60 i lov om betalinger, at virksomheder, der
kun udbyder betalingstjenester i henhold til bilag 1, nr. 8,
skal have tilladelse som udbyder af kontooplysningstjene-
ster. Det følger endvidere af § 60, stk. 6, at en virksomhed,
der har tilladelse til kun at udbyde kontooplysningstjenester,
skal behandles som et betalingsinstitut, dog med undtagelse
af bl.a. kapitel 5-7, som indeholder forbrugerbeskyttende
regler. Virksomheder, der alene udbyder kontooplysning-
stjenester, er således undtaget fra de regler, som følger af
kapitel 5-7.
§ 60 blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalin-
ger og gennemfører artikel 33 i 2. betalingstjenestedirektiv.
Det følger af § 39, at et e-pengeinstitut eller betalingsinstitut
kun må outsource væsentlige driftsmæssige funktioner, når
betingelserne i § 39, stk. 1, nr. 1-6, er opfyldt.
39
§ 39 blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalin-
ger og gennemfører 2. betalingstjenestedirektivs regler om
anvendelse af outsourcing i artikel 19, stk. 6, artikel 20, stk.
1, og artikel 28, stk. 1, 2. pkt.
Det følger endvidere af §§ 21-24 i lov om betalinger, at en
fysisk eller juridisk person, der påtænker at erhverve eller
formindske en kvalificeret andel i et betalingsinstitut, forin-
den skal ansøge Finanstilsynet om godkendelse af den på-
tænkte erhvervelse. Efter § 23 i lov om betalinger skal Fi-
nanstilsynet i forbindelse med vurderingen tage erhverve-
rens forhold i betragtning, herunder blandt andet dennes om-
dømme og økonomiske forhold.
Det foreslås, at der i § 60, stk. 6, 2. pkt., indsættes en henvis-
ning til §§ 21-24 og § 39, hvilket medfører, at en virksom-
hed, der har tilladelse til kun at udbyde kontooplysningstje-
nester, er undtaget fra §§ 21-24 og § 39.
Det fremgår af artikel 33 i 2. betalingstjenestedirektiv, at fy-
siske eller juridiske personer, der kun udbyder den i bilag 1,
nr. 8, omhandlede betalingstjeneste, undtages fra proceduren
og betingelserne i afdeling 1 og 2, med undtagelse af artikel
5, stk. 1, litra a, b, e-h, j, l, n, p og q, og stk. 3, samt artikel
14 og 15. Afdeling 3 finder anvendelse, undtagen artikel 23,
stk. 3.
Henholdsvis artikel 19, stk. 6, artikel 20, stk. 1, og artikel
28, stk. 1, 2. pkt., som er gennemført med § 39, og som om-
handler outsourcing, og artikel 6, der omhandler erhvervelse
af kvalificerede andele, fremgår af 2. afdeling af 2. beta-
lingstjenestedirektiv og finder således ikke anvendelse for
udbydere af kontooplysningstjenester, jf. artikel 33 i 2. beta-
lingstjenestedirektiv.
Den foreslåede ændring har til formål at gennemføre artikel
6, 19, stk. 6, artikel 20, stk. 1, og artikel 28, stk. 1, 2. pkt., i
2. betalingsdirektiv korrekt, således at reglerne om outsour-
cing og reglerne om erhvervelse af kvalificerede andele ikke
finder anvendelse på udbydere af kontooplysningstjenester.
Ændringen vil medføre, at virksomheder, der kun udbyder
betalingstjenester i henhold til bilag 1, nr. 8, og har tilladelse
som udbyder af kontoplysningstjenester, jf. § 60, stk. 1, i lov
om betalinger, eksplicit vil blive undtaget fra kravene i §§
21-24 og § 39 i lov om betalinger.
Til nr. 12 (§ 60 a i lov om betalinger)
Artikel 12 i 2. betalingstjenestedirektiv fastsætter et krav
om, at den kompetente myndighed underretter ansøgeren
om, hvorvidt der er givet tilladelse eller ej senest tre måne-
der efter modtagelse af en ansøgning, eller hvis ansøgningen
er ufuldstændig, efter modtagelse af alle de oplysninger, der
er nødvendige for at træffe en afgørelse. Direktivets bestem-
melser skelner ikke mellem, hvilke tilladelsestyper der er ta-
le om.
§ 15 i lov om betalinger indeholder en forpligtelse for Fi-
nanstilsynet til senest tre måneder efter modtagelse af en an-
søgning om tilladelse som betalingsinstitut og e-pengeinsti-
tut, jf. §§ 8 og 9 i lov om betalinger, eller hvis ansøgningen
er ufuldstændig, efter modtagelse af de oplysninger, der er
nødvendige for at træffe afgørelse, at underrette ansøgeren
om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes.
En tilsvarende forpligtelse følger af § 55 i lov om betalinger
i forbindelse Finanstilsynets behandling af ansøgninger om
begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge, jf. §
50, og begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester,
jf. § 51.
En tilsvarende sagsbehandlingsfrist gælder imidlertid ikke i
dag for så vidt angår tilladelse til at udbyde kontooplysning-
stjenester i henhold til § 60 i lov om betalinger.
Det foreslås at indsætte en § 60 a, hvoraf det fremgår, at se-
nest tre måneder efter modtagelse af en ansøgning om tilla-
delse til at udbyde kontooplysningstjenester, jf. § 60, eller,
hvis ansøgningen er ufuldstændig, efter modtagelse af de
oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse, un-
derretter Finanstilsynet ansøgeren om, hvorvidt ansøgningen
kan imødekommes.
Formålet med den foreslåede ændring er at gennemføre arti-
kel 12 i 2. betalingstjenestedirektiv.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter en frist på tre måne-
der for Finanstilsynet til at træffe beslutning om at meddele
eller nægte at meddele tilladelse som udbyder af kontooply-
sningstjenester.
Fristen på tre måneder vil starte på det tidspunkt, hvor Fi-
nanstilsynet har modtaget en fyldestgørende ansøgning,
hvilket er en ansøgning, der indeholder alle relevante doku-
menter til brug for Finanstilsynets behandling af ansøgnin-
gen.
Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet skal
træffe beslutning om at meddele eller nægte at meddele an-
søgeren tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester
senest tre måneder efter at Finanstilsynet har modtaget en
fyldestgørende ansøgning. En overskridelse af fristen vil ik-
ke medføre, at tilladelse meddeles.
Til nr. 13 (§ 66 a i lov om betalinger)
40
Lov om betalinger indeholder i dag ikke regler om, at beta-
lingstjenesteudbydere skal stille en oplysningsfolder til rå-
dighed for brugerne.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i kapitel 5 i lov
om betalinger, som omhandler en betalingstjenesteudbyders
oplysningskrav over for brugeren med henblik på at gen-
nemføre artikel 106 i 2. betalingstjenestedirektiv.
Det foreslås med indsættelsen af § 66 a, stk. 1, 1. pkt., at en
udbyder af betalingstjenester, der udbyder betalingstjenester
til forbrugere, skal stille den folder, som Kommissionen ud-
arbejder i medfør af artikel 106 i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om be-
talingstjenester i det indre marked, til rådighed for alle ud-
byderens brugere på en let tilgængelig måde. I 2. pkt. fore-
slås det, at folderen skal fremgå af udbyderens hjemmeside
og være tilgængelig på papir hos udbyderens filialer, agenter
og hvor relevant andre virksomheder, hvortil aktiviteter er
outsourcet. I 3. pkt. foreslås det, at for personer med handi-
cap skal oplysningerne efter 1. pkt. stilles til rådighed ved
hjælp af hensigtsmæssige alternative midler, således at op-
lysningerne stilles til rådighed i et tilgængeligt format.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 106 i 2.
betalingstjenestedirektiv, hvoraf der følger en forpligtelse til
at oplyse forbrugere om deres rettigheder. Det fremgår af ar-
tikel 106, at Kommissionen senest den 13. januar 2018 udar-
bejder en brugervenlig elektronisk folder, som klart og let
forståeligt anfører forbrugernes rettigheder i henhold til 2.
betalingstjenestedirektiv og tilhørende EU-ret. Det følger vi-
dere af artikel 106, at betalingstjenesteudbydere skal sikre,
at folderen stilles til rådighed på en let tilgængelig måde på
deres websteder, hvis sådanne findes, og på papir i deres fi-
lialer og hos deres agenter og de enheder, hvortil aktiviteter
er outsourcet. Betalingstjenesteudbydere må ikke afkræve
deres kunder gebyr for at stille oplysningerne til rådighed,
og for så vidt angår personer med handicap skal bestemmel-
serne efterleves ved hjælp af hensigtsmæssige alternative
midler, således at oplysningerne stilles til rådighed i et til-
gængeligt format.
Med lov om betalinger, som gennemfører 2. betalingstjene-
stedirektiv, blev artikel 106 ikke gennemført, da der på
fremsættelsestidspunktet ikke forelå en folder fra Kommissi-
onen. Kommissionen offentliggjorde i december 2019 den
folder, der er nævnt i artikel 106.
Forpligtelsen finder anvendelse på alle betalingstjenesteud-
bydere, der udbyder tjenester til forbrugere. Bestemmelsen
finder dermed anvendelse på udbydere af betalingstjenester,
uanset at udbyderen alene har få kunder, der er forbrugere.
At folderen skal stilles til rådighed på en let tilgængelig må-
de for udbydernes brugere betyder, at folderen skal være
nem for kunden at finde, uden at det kræver en større søg-
ning på udbyderens hjemmeside. Folderen bør således enten
fremgå af hjemmesidens forside eller have et direkte link på
forsiden. For så vidt angår udbyderens filialer, agenter og
hvor relevant andre virksomheder, hvortil aktiviteter er out-
sourcet, skal folderen være tilgængelig i fysisk papirformat.
Det skal være muligt for alle udbyderens brugere at tilgå
Kommissionens folder. Det betyder f.eks., at personer med
handicap skal kunne tilgå folderen ved hjælp af hensigts-
mæssige alternative midler, således at oplysningerne stilles
til rådighed i et tilgængeligt format, f.eks. som en lydfil, så-
fremt der er tale om en kunde med nedsat syn, eller som er
ordblind.
Endelig fremgår det af den foreslåede bestemmelse, at fol-
deren skal stilles til rådighed hos andre virksomheder, hvor-
til aktiviteter er outsourcet, hvis det er relevant. Dette vil
være relevant i de situationer, hvor en udbyder af betalings-
tjenester har outsourcet en opgave til f.eks. en udbyder af en
teknisk tjeneste, hvor der vil være kontakt mellem brugeren
og udbyderen af den tekniske tjeneste. Såfremt der er tale
om en levering af rent tekniske ydelser i relation til udbyde-
ren, uden at det er relateret til brugeren og den aftale, der er
indgået mellem brugeren og udbyderen, vil outsourcingvirk-
somheden ikke være forpligtet til at stille folderen til rådig-
hed.
Den foreslåede § 66 a skal ses i sammenhæng med de øvrige
bestemmelser i kapitel 5 i lov om betalinger. Det betyder
bl.a., at det er udbyderen af betalingstjenester, der i medfør
af § 65 har bevisbyrden for, at folderen stilles til rådighed
for alle udbyderens brugere, hvis udbyderen har kunder, der
er forbrugere.
Herudover må udbyderen ikke kræve betaling for folderen,
jf. § 66. Det gælder også ved udlevering af en fysisk folder i
papirformat. En udbyder af betalingstjenester må således ik-
ke opkræve en bruger gebyrer eller anden betaling for opfyl-
delse af de oplysningsforpligtelser, der påhviler udbyderen
af betalingstjenester, uanset om der er tale om en enkeltstå-
ende betalingstransaktion eller en betalingstransaktion om-
fattet af en rammeaftale.
Det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med de
forbrugerbeskyttende regler i kapitel 5, jf. § 144 i lov om
betalinger, og det vil derfor ligeledes være Forbrugerom-
budsmanden, der fører tilsyn med, at Kommissionens folder
stilles til rådighed i overensstemmelse med den foreslåede §
66 a.
Til nr. 14 (§ 123, stk. 3, i lov om betalinger)
Ifølge lov om betalinger § 123, stk. 3, kan udbyderne af be-
talingstjenester og betalingsmodtageren, i tilfælde hvor en
betalingstransaktion sker ved anvendelse af et betalingsin-
strument, indgå aftale om betaling for særlige ordninger til-
41
knyttet det enkelte betalingsinstrument, i det omfang disse
særlige ordninger ikke er omfattet af abonnementsordningen
i stk. 4.
Det foreslås, at bestemmelsen i stk. 3 konsekvensændres, så-
ledes at henvisningen til abonnementsordningen i stk. 4 æn-
dres til, at bestemmelsen henviser til ”regler fastsat af er-
hvervsministeren efter stk. 4”, således at bestemmelsens
ordlyd er overensstemmende med de foreslåede ændringer i
stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 15. Dette medfører ingen æn-
dringer i det materielle indhold af bestemmelsen.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 15 og
16.
Til nr. 15 (§ 123, stk. 4, i lov om betalinger)
Ifølge den gældende § 123, stk. 4, kan erhvervsministeren
fastsætte nærmere regler om, at udbyderen for visse typer af
betalingsinstrumenter alene kan pålægge betalingsmodtage-
ren at betale et årligt abonnement. Efter ordlyden i bestem-
melsen er erhvervsministerens beføjelser således afgrænset
til alene at angå fastsættelse af regler om betaling af et årligt
abonnement. Ud fra forarbejderne til lov nr. 603 af 24. juni
2005 om ændring af lov om visse betalingsmidler vurderes
et abonnement endvidere at måtte være afgrænset til at om-
fatte et fast beløb baseret på et interval af transaktioner, jf.
Folketingstidende 2004-2005, tillæg A, side 7058. Abonne-
mentet skulle ifølge forarbejderne til loven ”blive fastsat, så-
ledes at der tages særligt hensyn til de mindre forretninger
med under 5.000 tranaktioner om året. Disse skal kun betale
et årligt abonnement på ca. 500 kr. i 2005. For de store og
mellemstore forretninger vil abonnementet blive fastsat i in-
tervaller på baggrund af antallet af dankorttransaktioner. ”
Det foreslås, at § 123, stk. 4, ændres, således at erhvervsmi-
nisteren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke prismodel-
ler udbyderne af visse typer af betalingsinstrumenter vil
kunne anvende til at pålægge betalingsmodtageren at betale
til dækning af udbyderens omkostninger til driften af beta-
lingssystemet.
Det vil indebære, at erhvervsministeren med forslaget til §
123, stk. 4, får en klar hjemmel til i bekendtgørelsesform at
fastsætte nærmere regler om, hvilke prismodeller udbydere
af visse betalingsinstrumenter er begrænset til at opkræve
gennem.
Forslaget vil således medføre, at erhvervsministerens befø-
jelser efter ordlyden af bestemmelsen ændres til tillige at
omfatte andre prismodeller end en abonnementsmodel. Er-
hvervsministeren vil efter forslaget kunne fastsætte nærmere
regler for, at udbydere af visse betalingsinstrumenter skal
opkræve betaling for omkostningerne til betalingssystemet
gennem en eller flere nærmere angivne ”prismodeller”. Æn-
dringen af ministerens beføjelser vil således medføre, at mi-
nisteren kan fastsætte alternative prismodeller baseret på ek-
sempelvis en procentsats af transaktionsbeløbet eller en fast
pris afhængigt eller uafhængigt af transaktionens størrelse.
De angivne eksempler er ikke udtømmende. Ændringen vil
endvidere medføre, at opkrævningsmetoden ikke er begræn-
set til at være baseret på transaktionsintervaller.
Det foreslås endvidere, at § 123, stk. 4, ændres, således at
den prismodel, som erhvervsministeren efter forslaget kan
fastsætte nærmere regler om, ikke er begrænset til at være
årlig. Det vil indebære, at ministeren med forslaget får
hjemmel til at fastsætte mere fleksible regler for opkrævnin-
gen af betalingen og beregningsgrundlaget for prismodellen.
Ændringen vil således medføre en øget fleksibilitet i forhold
til betalinger, hvilket bl.a. kan være til gavn for især de beta-
lende forretninger, men tillige for indløseren.
Med den foreslåede hjemmel er det hensigten, at erhvervs-
ministeren ændrer abonnementsbekendtgørelsen, således at
bekendtgørelsen fremover bl.a. skal omfatte en mulighed
for, at virksomheder kan betale enten ved en fast abonne-
mentssats eller ved en procentuel opkrævning fastsat på bag-
grund af værdien af den enkelte korttransaktion. Efter den
nye bekendtgørelse vil opkrævningen efter hensigten skulle
ske kvartalvist med henblik på at skabe øget fleksibilitet.
Lovforslaget ændrer ikke på, at udbydere omfattet af de
nærmere regler, som erhvervsministeren kan fastsætte efter
lov om betalinger, § 123, stk. 4 og 5, udelukkende kan op-
kræve omkostningerne til driften af betalingssystemet fra
betalingsmodtagere omfattet af prismodellen. Således vil det
fortsat være sådan, at de samlede betalinger i prismodellen
ikke kan overstige omkostningerne forbundet med driften.
Til nr. 16 (§ 123, stk. 5, 1. pkt., i lov om betalinger)
Ifølge den gældende § 123, stk. 5, kan erhvervsministeren
fastsætte nærmere regler om, hvorledes prisen for det årlige
abonnement i stk. 4 skal beregnes. Erhvervsministeren kan
endvidere fastsætte supplerende regler for betalingsinstru-
menter omfattet af stk. 1.
Det foreslås, at ordlyden i stk. 5, 1. pkt., konsekvensændres,
således at "prisen for det årlige abonnement i stk. 4." ændres
til "betalingen i prismodeller fastsat efter stk. 4." Det fore-
slås således, at ordlyden af bestemmelsen ændres, så be-
stemmelsen fortsat vil stemme overens med erhvervsmini-
sterens beføjelser efter lovens § 123, stk. 4, jf. forslagets § 1,
nr. 2. Efter forslaget videreføres § 123, stk. 5, 2. pkt., uden
ændringer. Forslaget vedrører således udelukkende en kon-
sekvensændring af bestemmelsens første led.
Til nr. 17 (§ 130, stk. 1, 2. pkt., i lov om betalinger)
42
Efter § 130, stk. 1, i lov om betalinger påser Finanstilsynet
overholdelsen af loven og regler udstedt i medfør af loven
med undtagelse af § 27 om whistleblowerbeskyttelse. For-
brugerombudsmanden og Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sen fører dog tilsyn med dele af loven, jf. §§ 144-145. Desu-
den påser Finanstilsynet bl.a. overholdelsen af artikel 3, arti-
kel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og artikel 4 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001.
Det foreslås at ændre § 130, stk. 1, 2. pkt., så det fremgår af
bestemmelsen, at Finanstilsynet påser overholdelsen af arti-
kel 3-4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskriden-
de betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning
(EF) nr. 2560/2001.
Med forslaget udvides de bestemmelser i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, som Fi-
nanstilsynet påser overholdelsen af, så de også omfatter arti-
kel 3a, stk. 5 og 6.
I medfør af artikel 3a, stk. 5, sender betalerens betalingstje-
nesteudbyder for hvert betalingskort, som udbyderen har ud-
stedt til betaleren, og som er knyttet til den samme konto, en
elektronisk meddelelse med de nødvendige oplysninger til
betaleren uden unødig forsinkelse, efter at betalingstjeneste-
udbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthæv-
ning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i
en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den
valuta, som betalerens konto føres i. Uanset foranstående
skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned,
hvori betalernes betalingstjenesteudbyder modtager en beta-
lingsordre fra betaleren i samme valuta.
I medfør af artikel 3a, stk. 6, aftaler betalingstjenesteudby-
deren med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt og
let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er),
hvorigennem betalingstjenesteudbyderen sender den elektro-
niske meddelelse. Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde be-
talingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modta-
ge de elektroniske meddelelser. Betalingstjenesteudbyderen
og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at forordningens ar-
tikel 3a, stk. 5 og 6, helt eller delvist ikke finder anvendelse,
hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.
De omhandlede oplysninger skal ifølge artikel 3a, stk. 7,
fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.
Det bemærkes, at ved eventuel videregivelse og indhentelse
af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende da-
tabeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen
af personoplysninger altid skal ske under iagttagelse af gæl-
dende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
Til nr. 18 (§ 132, stk. 6, § 136, stk. 8, 10, 1. pkt., og 11, og §
137, stk. 2, i lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 5, i § 132,
stk. 6, § 136, stk. 7, 9 og 10, der bliver stk. 8, 10 og 11, og i
§ 137, stk. 2, ændres til henvisninger til stk. 6.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 19 (§ 136, stk. 1, 1. pkt., i lov om betalinger)
Efter § 136 i lov om betalinger har Finanstilsynet en særlig
tavshedspligt, som er mere omfattende end den, der følger af
forvaltningslovens § 27.
Bestemmelsen gennemfører artikel 24 i 2. betalingstjeneste-
direktiv og artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets
Direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til
at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske
penge og tilsyn med en sådan virksomhed (2. e-pengedirek-
tiv). Artikel 24 i 2. betalingstjenestedirektiv fastsætter, at
medlemsstaterne sikrer, at alle, der arbejder eller har arbej-
det for de kompetente myndigheder, såvel som eksperter,
der handler på de kompetente myndigheders vegne, omfattes
af tavshedspligt, og at udveksling af oplysninger er omfattet
af en streng tavshedspligt for at sikre beskyttelse af enkelt-
personers og virksomheders rettigheder. Artikel 24 i 2. beta-
lingstjenestedirektiv finder efter artikel 3, stk. 1, i 2. e-pen-
gedirektiv ligeledes anvendelse på e-pengeinstitutter.
Det følger af § 136, stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynets ansatte
under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e er forpligtet til
at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kend-
skab til gennem tilsynsvirksomheden, og fortrolige oplys-
ninger, som de får kendskab til fra Finansiel Stabilitet, så-
fremt oplysningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3
og 8 og §§ 83-90. Det samme gælder personer, der udfører
serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift samt eksper-
ter, der handler på tilsynets vegne. Dette gælder også efter
ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.
Den særlige tavshedspligt begrænser adgangen til aktindsigt
i Finanstilsynets sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§
83-90 efter § 35 i offentlighedsloven. Derimod begrænser §
136, stk. 1, 1. pkt., ikke adgangen til partsaktindsigt efter
forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 5. Afgørel-
43
se om, hvem der er part i forhold til sager hos Finanstilsy-
net, træffes efter lov om betalinger § 142.
Den særlige tavshedspligt finder i dag kun anvendelse på
bestemmelserne i kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90, og kun så-
fremt oplysningerne er modtaget i forbindelse med Finans-
tilsynets tilsynsvirksomhed.
Kapitel 2 og 3 omhandler betingelserne for at opnå tilladelse
som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut og de krav, der
gælder for at opnå en begrænset tilladelse til udstedelse af
elektroniske penge eller udbud af betalingstjenester. Be-
stemmelserne i kapitel 8 omhandler databeskyttelse, opera-
tionel sikkerhed og autentifikation, mens bestemmelserne i
§§ 83-90 omhandler udbydere af betalingstjenesters adgang
til betalerens konto.
Oplysninger i sager efter lovens øvrige bestemmelser er der-
imod i dag ikke underlagt den særlige tavshedspligt efter §
136, stk. 1, 1. pkt. For disse oplysninger gælder derfor den
almindelige tavshedspligt efter straffelovens §§ 152-152 e
og forvaltningslovens § 27.
Det foreslås i § 136, stk. 1, 1. pkt., at ”såfremt oplysningerne
vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90” ud-
går.
Den foreslåede ændring indebærer, at Finanstilsynets tavs-
hedspligt vil blive udvidet, således at den vil finde anvendel-
se på alle oplysninger, som Finanstilsynet måtte modtage
som led i sin tilsynsvirksomhed, og ikke kun oplysninger i
sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90.
Ved fortrolige oplysninger i den foreslåede bestemmelses
forstand forstås oplysninger om en virksomheds forretnings-
mæssige forhold og kunders forhold samt andre oplysninger,
som efter deres karakter er fortrolige. Oplysninger, som ef-
ter deres karakter er offentlige, f.eks. regnskaber og fonds-
børsmeddelelser, er ikke omfattet af tavshedspligten. Tilsva-
rende gælder oprindeligt fortrolige oplysninger, som uden
om tilsynet er blevet offentliggjort af andre kanaler i en
grad, så det er blevet almindeligt kendt.
Ved oplysninger, der efter deres karakter er fortrolige, for-
stås oplysninger, der ikke direkte relaterer sig til enkelte
kunders eller virksomheders forhold. Det drejer sig bl.a. om
oplysninger om økonomiske eller forretningsmæssige for-
hold for personer og selskaber, som ikke er kunder i egentlig
forstand, men som f.eks. kautionerer for kunder, har ejeran-
dele i virksomhedens kunder eller på anden vis har en per-
sonlig, økonomisk eller forretningsmæssig tilknytning til
kunder uden selv at være det.
Tavshedspligten vil også omfatte fortrolige oplysninger,
som Finanstilsynet modtager fra udenlandske myndigheder i
forbindelse med sin tilsynsvirksomhed.
Fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet modtager fra Fi-
nansiel Stabilitet, vil også blive omfattet af bestemmelsen.
Oplysninger fra Finansiel Stabilitet kan f.eks. være oplys-
ninger, som Finanstilsynet modtager i forbindelse med op-
gaver med afviklingsplanlægning samt nedskrivning og kon-
vertering af kapitalinstrumenter. Fortrolige oplysninger kan
i denne forbindelse eksempelvis være oplysninger om en
konto, som et betalingsinstitut har oprettet i et pengeinstitut
til sikring af midler, jf. kravet i § 35 i lov om betalinger.
Baggrunden for den foreslåede udvidelse er bl.a. hensynet til
at beskytte virksomhedernes forretningsmæssige forhold,
herunder af konkurrencemæssige grunde og med henblik på
at sikre gennemførelse af artikel 24 i 2. betalingstjenestedi-
rektiv, som fastsætter en streng tavshedspligt for at sikre be-
skyttelse af enkeltpersoners og virksomheders rettigheder.
Derudover vil den foreslåede ændring af § 136, stk. 1, 1.
pkt., medføre en ensretning af Finanstilsynets tavshedspligt
på tværs af Finanstilsynets tilsynsområder. Hovedreglen om
Finanstilsynets tavshedspligt fremgår af lov om finansiel
virksomhed, § 354. Det fremgår således af § 354, stk. 1, 1.
pkt., at Finanstilsynets ansatte under ansvar efter straffelo-
vens §§ 152-152 e er forpligtet til at hemmeligholde fortroli-
ge oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsyns- og
afviklingsvirksomheden, og fortrolige oplysninger, som de
får kendskab til fra Finansiel Stabilitet.
Den foreslåede nyffattelse af § 136, stk. 1, 1. pkt., vil med-
føre en begrænsning i adgangen til aktindsigt efter offentlig-
hedsloven i Finanstilsynets sager, som ikke tidligere har væ-
ret omfattet af tavshedspligten efter § 136, stk. 1, 1. pkt. Den
foreslåede ændring vil derimod ikke begrænse adgangen til
partsaktindsigt efter forvaltningsloven.
Til nr. 20 (§ 136, stk. 3, i lov om betalinger)
Efter § 136, stk. 1, i lov om betalinger er Finanstilsynets an-
satte under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet
til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får
kendskab til gennem tilsynsvirksomheden, og fortrolige op-
lysninger, som de får kendskab til fra Finansiel Stabilitet,
såfremt oplysningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3
og 8 og §§ 83-90. Det samme gælder personer, der udfører
serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, og eksperter,
der handler på tilsynets vegne. Dette gælder også efter an-
sættelses- eller kontraktforholdets ophør.
Det foreslås, at der i § 136 indsættes et nyt stk. 3, hvorefter
Finanstilsynets tavshedspligt ikke finder anvendelse på op-
lysninger i sager omfattet af kapitel 5-7. Den foreslåede æn-
44
dring følger af den foreslåede ændring til § 136, stk. 1, 1.
pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 19.
Lovens kapitel 5-7 indeholder forbrugerbeskyttende bestem-
melser og omhandler oplysningskrav, rettigheder og forplig-
telser ved brug af betalingstjenester og elektroniske penge
samt regler om gebyrer.
Det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med kapi-
tel 5 og tilsyn med, at virksomhederne over for forbrugere
overholder reglerne i kapitel 6.
Finanstilsynets tavshedspligt efter § 136, stk. 1, 1. pkt., i lov
om betalinger omfatter i dag ikke kapitel 5-7. Som følge af
den foreslåede ændring vil offentligheden lige som i dag
kunne få indsigt i Finanstilsynets arbejde omfattet af kapitel
5-7 efter de almindelige regler om aktindsigt i offentligheds-
loven og forvaltningsloven.
Derudover vil den foreslåede ændring medføre en ensret-
ning af Finanstilsynets tavshedspligt på tværs af Finanstilsy-
nets tilsynsområder. Det skal i den sammenhæng bemærkes,
at hovedreglen om Finanstilsynets tavshedspligt fremgår af
lov om finansiel virksomhed § 354. Det fremgår af § 354,
stk. 3, at Finanstilsynets tavshedspligt ikke finder anvendel-
se på oplysninger i sager om god skik, prisoplysning og
kontraktforhold. Den foreslåede ændring har således til for-
mål at sikre, at der er ensartede regler om tavshedspligt på
tværs af Finanstilsynets tilsynslovgivning.
Til nr. 21 (§ 136, stk. 6, nr. 4, i lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 10, i §
136, stk. 5, nr. 4, der bliver stk. 6, nr. 4, ændres til henvis-
ninger til stk. 11.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 22 (§ 136, stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, i
lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 9, i § 136,
stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, der bliver stk. 6, nr.
7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, ændres til henvisninger til stk.
10.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 23 (§ 136, stk. 6, nr. 7, 8 og 14, i lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 10, i §
136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk. 6, nr. 7, 8 og 14,
ændres til henvisninger til stk. 11.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 24 (§ 136, stk. 5, nr. 15, i lov om betalinger)
Efter § 136 i lov om betalinger er ansatte i Finanstilsynet
underlagt en skærpet tavshedspligt. Efter § 136, stk. 5, er
tavshedspligten ikke til hinder for at kunne videregive for-
trolige oplysninger til de i stk. 5 oplistede myndigheder, or-
ganer m.v.
Det følger af § 136, stk. 5, nr. 15, at Finanstilsynet kan vide-
regive fortrolige oplysninger til offentlige myndigheder,
som overvåger betalingssystemerne i Danmark og andre lan-
de inden for Den Europæiske Union eller lande, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle område, under
forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for dem til
opfyldelse af deres lovbestemte opgaver, herunder overvåg-
ning af betalings- og værdipapirhåndteringssystemer og va-
retagelse af det finansielle systems stabilitet.
Det foreslås at nyaffatte nr. 15, så det fremgår, at Finanstil-
synet kan videregive fortrolige oplysninger til Danmarks
Nationalbank, centralbanker i lande inden for Den Europæ-
iske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, Det Europæiske System af Cen-
tralbanker og Den Europæiske Centralbank i deres egenskab
af pengepolitisk myndighed samt offentlige myndigheder,
som overvåger betalingssystemerne i Danmark og andre lan-
de inden for Den Europæiske Union eller lande, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle område, under
forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for dem til
opfyldelse af deres lovbestemte opgaver, herunder udførelse
af pengepolitik, overvågning af betalings- og værdipapir-
håndteringssystemer samt varetagelse af det finansielle sy-
stems stabilitet.
Baggrunden for ændringen er et ønske om at præcisere,
hvem Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger
til. § 136, stk. 5, nr. 15, blev indsat med lov nr. 652 af 8. ju-
ni 2017 om betalinger. Det fremgår af bemærkningerne til
bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 157 som
fremsat, side 96, at Finanstilsynet efter nr. 15 kan videregive
45
fortrolige oplysninger til Danmarks Nationalbank, central-
banker i lande inden for EU/EØS, Det Europæiske System
af Centralbanker og ECB i deres egenskab af pengepolitisk
myndighed samt offentlige myndigheder, som overvåger be-
talingssystemerne i Danmark og andre lande inden for EU/
EØS, under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige
for dem til opfyldelse af deres lovbestemte opgaver, herun-
der udførelse af pengepolitik, overvågning af betalings- og
værdipapirhåndteringssystemer samt varetagelse af det fi-
nansielle systems stabilitet.
Den foreslåede nyaffattelse er en præcisering af lovteksten i
overensstemmelse med bestemmelsens bemærkninger.
Den foreslåede ændring indeholder ikke en materiel æn-
dring.
Den foreslåede nyaffattelse svarer til ordlyden af § 354, stk.
6, nr. 21, i lov om finansiel virksomhed, der regulerer tilsva-
rende videregivelse efter lov om finansiel virksomhed.
For at videregive oplysninger efter § 136, stk. 5, nr. 15, er
det en forudsætning, at modtagerne har behov for oplysnin-
gerne til varetagelse af deres lovbestemte opgaver. Har
modtageren ikke selv redegjort nærmere for deres behov for
oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modtage-
ren har givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Fi-
nanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhentelsen
af oplysningerne, inden Finanstilsynet beslutter at udlevere
oplysningerne.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra en anden
medlemsstat, kan alene ske, såfremt de myndigheder, som
har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilla-
delse, ligesom oplysningerne udelukkende må benyttes til
det formål, som tilladelsen vedrører.
Den, der efter stk. 5 modtager fortrolige oplysninger fra Fi-
nanstilsynet, er undergivet den samme skærpede tavsheds-
pligt med hensyn til disse oplysninger som Finanstilsynets
ansatte efter § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.
Til nr. 25 (§ 136, stk. 5, nr. 24-26, i lov om betalinger)
Efter § 136 i lov om betalinger er Finanstilsynets ansatte un-
derlagt en skærpet tavshedspligt. Efter § 136, stk. 5, er tav-
shedspligten ikke til hinder for at kunne videregive fortroli-
ge oplysninger til de i stk. 5 oplistede myndigheder, organer
m.v.
§ 136 blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om beta-
linger, der gennemfører artikel 24 i 2. betalingstjenestedi-
rektiv, hvorefter udveksling af oplysninger i henhold til arti-
kel 26 er omfattet af en streng tavshedspligt for at sikre be-
skyttelse af enkeltpersoners og virksomheders rettigheder.
Det fremgår af artikel 24, stk. 3, at medlemsstaterne kan an-
vende denne artikel under hensyntagen til artikel 53-61 i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni
2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut
og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber
(CRD IV) med de fornødne ændringer. § 136 i lov om beta-
linger svarer til den særlige tavshedsbestemmelse for Fi-
nanstilsynet, som fremgår af § 354 i lov om finansiel virk-
somhed. § 354 i lov om finansiel virksomhed gennemfører
artikel 53-60 i CRD IV.
Bestemmelsen indeholder hovedreglen for Finanstilsynets
tavshedspligt og er en særbestemmelse om tavshedspligt, jf.
offentlighedslovens § 35. Det indebærer, at der ikke vil være
mulighed for adgang til aktindsigt efter offentlighedsloven i
oplysninger hos Finanstilsynet, der er omfattet af tavsheds-
pligten. Denne skærpede tavshedspligt går desuden videre
end den tavshedspligt, der i medfør af § 27, stk. 1, i forvalt-
ningsloven påhviler alle offentligt ansatte.
Tavshedspligten er baseret på et ønske om at beskytte virk-
somhedernes kunder, både privatpersoner og erhvervskun-
der. Hertil kommer et ønske om af konkurrencemæssige
grunde at beskytte oplysninger om virksomhedernes forret-
ningsmæssige forhold. Herudover er Finanstilsynets tavs-
hedspligt en afgørende betingelse for den tilsynsmæssige ef-
fektivitet. For at tilsynet kan få alle nødvendige oplysninger
i en given sag, må virksomhederne og kunderne kunne nære
tillid til, at Finanstilsynet ikke videregiver fortrolige oplys-
ninger.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20.
maj 2019 om ændring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt
angår fritagne enheder, finansielle holdingselskaber, blande-
de finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstalt-
ninger og ‑beføjelser og kapitalbevaringsforanstaltninger
(CRD V), indeholder en ny artikel 58a i CRD IV, hvorefter
de kompetente myndigheder skal kunne videregive oplys-
ninger til Den Internationale Valutafond og Verdensbanken
med henblik på vurderinger som led i programmet til vurde-
ring af den finansielle sektor, Den Internationale Betalings-
bank med henblik på kvantitative konsekvensanalyser og
Rådet for Finansiel Stabilitet med henblik på dets tilsyns-
funktion.
Med lovforslaget foreslås det, at der i § 136 indsættes et nr.
24, hvorefter Finanstilsynet kan videregive oplysninger til
Den Internationale Valutafond og Verdensbanken med hen-
blik på vurderinger som led i programmet til vurdering af
den finansielle sektor.
Med bestemmelsen gennemføres artikel 58 a, stk. 1, litra a, i
CRD V. Med forslaget vil det være en betingelse for at vide-
regive oplysninger til Den Internationale Valutafond og
46
Verdensbanken, at der er behov for oplysningerne til vurde-
ringen af den finansielle sektor. De udvekslede oplysninger
skal således begrænses til, hvad der er relevant og forholds-
mæssigt under hensyn til formålet med udvekslingen.
Ved en sådan udveksling af oplysninger skal de nævnte op-
lysningers fortrolighed og de kommercielle interesser hos
operatører af væsentlige tjenester sikres. Har modtageren
derfor ikke redegjort nærmere for deres behov for at indhen-
te oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modta-
geren har givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Fi-
nanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhentelsen
af oplysningerne, før Finanstilsynet træffer endelig beslut-
ning om at udlevere disse.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra en anden
medlemsstat, vil alene kunne ske, såfremt de myndigheder,
som har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige
tilladelse, og oplysningerne må udelukkende benyttes til det
formål, som tilladelsen vedrører.
Alle, der efter stk. 5 modtager fortrolige oplysninger fra Fi-
nanstilsynet, er undergivet den samme skærpede tavsheds-
pligt med hensyn til disse oplysninger, som Finanstilsynets
ansatte efter § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.
Det foreslås endvidere, at der i § 136 indsættes et nr. 25,
hvorefter Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysnin-
ger til Den Internationale Betalingsbank med henblik på
kvantitative konsekvensanalyser.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 58 a,
stk. 1, litra b, i CRD V. Det vil være en betingelse for at vi-
deregive oplysninger til Den Internationale Betalingsbank,
at der er tale om oplysninger, som Den Internationale Beta-
lingsbank har brug for med henblik på kvantitative konse-
kvensanalyser. De udvekslede oplysninger skal således be-
grænses til, hvad der er relevant og forholdsmæssigt under
hensyn til formålet med udvekslingen.
Ved en sådan udveksling af oplysninger skal de nævnte op-
lysningers fortrolighed og de kommercielle interesser hos
operatører af væsentlige tjenester sikres. Har modtageren
derfor ikke redegjort nærmere for deres behov for at indhen-
te oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modta-
geren har givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Fi-
nanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhentelsen
af oplysningerne, før Finanstilsynet beslutter at udlevere dis-
se.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra et andet med-
lemsland, kan alene ske, såfremt de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladel-
se, og oplysningerne må udelukkende benyttes til det for-
mål, som tilladelsen vedrører.
Alle, der i henhold til stk. 5 modtager fortrolige oplysninger
fra Finanstilsynet, er undergivet den samme skærpede tavs-
hedspligt med hensyn til disse oplysninger, som Finanstilsy-
nets ansatte efter § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.
Det foreslås endvidere, at der i § 136 indsættes et nr. 26,
hvorefter Finanstilsynet kan videregive oplysninger til Rådet
for Finansiel Stabilitet med henblik på dets tilsynsfunktion.
Med bestemmelsen gennemføres artikel 58 a, stk. 1, litra c, i
CRD V. Det vil være en betingelse for at videregive oplys-
ninger til Rådet for Finansiel Stabilitet, at der er tale om op-
lysninger, som Rådet for Finansiel Stabilitet har brug for,
med henblik på dets tilsynsfunktion. De udvekslede oplys-
ninger skal således begrænses til, hvad der er relevant og
forholdsmæssigt under hensyn til formålet med udvekslin-
gen.
Ved en sådan udveksling af oplysninger skal de nævnte op-
lysningers fortrolighed og de kommercielle interesser hos
operatører af væsentlige tjenester sikres. Har modtageren
derfor ikke redegjort nærmere for deres behov for at indhen-
te oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modta-
geren har givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Fi-
nanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhentelsen
af oplysningerne, før Finanstilsynet beslutter at udlevere dis-
se.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra et andet med-
lemsland, kan alene ske, såfremt de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladel-
se, og oplysningerne må udelukkende benyttes til det for-
mål, som tilladelsen vedrører.
Alle, der efter stk. 5 modtager fortrolige oplysninger fra Fi-
nanstilsynet, er undergivet den samme skærpede tavsheds-
pligt med hensyn til disse oplysninger, som Finanstilsynets
ansatte efter § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.
Ved en videregivelse af personoplysninger efter en af de op-
listede numre i § 136, stk. 5, vil de gældende regler vedrø-
rende databeskyttelse tillige finde anvendelse, hvorfor be-
handling af personoplysninger altid vil ske under iagttagelse
af gældende lovgivning, herunder databeskyttelsesforord-
ningen og databeskyttelsesloven.
Til nr. 26 (§ 136, stk. 7, i lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
47
Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 4 og 5, i §
136, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres til henvisninger til stk. 5
og 6.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 27 (§ 136, stk. 8, i lov om betalinger)
Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk.
3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
Det foreslås derfor, at henvisningen til § 136, stk. 6, i § 136,
stk. 7, der bliver stk. 8, ændres til henvisning til stk. 7.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforsla-
gets § 1, nr. 20.
Til nr. 28 (§ 138, stk. 1, 8. pkt., i lov om betalinger)
Efter § 138, stk. 1, 8. pkt., i lov om betalinger skal Finanstil-
synets beslutning om bl.a. at overgive sager efter artikel 3,
artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4 i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 til politi-
mæssig efterforskning offentliggøres på Finanstilsynets
hjemmeside med angivelse af virksomhedens navn.
Det foreslås, at § 138, stk. 1, 8. pkt., ændres, så henvisnin-
gen til artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b ændres til
artikel 3-4.
Med forslaget udvides de bestemmelser i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, hvorefter
Finanstilsynets politianmeldelse skal offentliggøres, til også
at omfatte beslutninger truffet i henhold til artikel 3a, stk. 5
og 6.
I medfør af artikel 3a, stk. 5, sender betalerens betalingstje-
nesteudbyder for hvert betalingskort, som udbyderen har ud-
stedt til betaleren, og som er knyttet til den samme konto, en
elektronisk meddelelse med de nødvendige oplysninger til
betaleren uden unødig forsinkelse, efter at betalingstjeneste-
udbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthæv-
ning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i
en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den
valuta, som betalerens konto føres i. Uanset foranstående
skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned,
hvori betalernes betalingstjenesteudbyder modtager en beta-
lingsordre fra betaleren i samme valuta.
I medfør af artikel 3a, stk. 6, aftaler betalingstjenesteudby-
deren med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt og
let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er),
hvorigennem betalingstjenesteudbyderen sender den elektro-
niske meddelelse. Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde be-
talingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modta-
ge de elektroniske meddelelser. Betalingstjenesteudbyderen
og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at forordningens ar-
tikel 3a, stk. 5 og 6, helt eller delvist ikke finder anvendelse,
hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.
De omhandlede oplysninger skal ifølge artikel 3a, stk. 7,
fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.
Der er med den foreslåede ændring ikke i øvrigt tilsigtet æn-
dringer af Finanstilsynets praksis for offentliggørelse efter §
138, stk. 1, 8. pkt., i lov om betalinger.
Ved eventuel offentliggørelse, videregivelse eller indhentel-
se af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende
databeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen
af personoplysninger altid skal ske under iagttagelse af gæl-
dende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
Til nr. 29 (§ 139, stk. 1, 2. pkt., i lov om betalinger)
Efter § 139, stk. 1, 2. pkt., i lov om betalinger skal Finanstil-
synet orientere offentligheden om sager, som er behandlet af
Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og
som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen
af bl.a. artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4 i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af
16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i
Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001.
Det foreslås, at § 139, stk. 1, 2. pkt., ændres, så henvisnin-
gen til artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b ændres til
artikel 3-4.
Med forslaget udvides de bestemmelser i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, som Fi-
nanstilsynet skal orientere offentligheden om, til også at om-
fatte artikel 3a, stk. 5 og 6.
I medfør af artikel 3a, stk. 5, sender betalerens betalingstje-
nesteudbyder for hvert betalingskort, som udbyderen har ud-
stedt til betaleren, og som er knyttet til den samme konto, en
elektronisk meddelelse med de nødvendige oplysninger til
betaleren uden unødig forsinkelse, efter at betalingstjeneste-
udbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthæv-
ning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i
48
en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den
valuta, som betalerens konto føres i. Uanset foranstående
skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned,
hvori betalernes betalingstjenesteudbyder modtager en beta-
lingsordre fra betaleren i samme valuta.
I medfør af artikel 3a, stk. 6, aftaler betalingstjenesteudby-
deren med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt og
let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er),
hvorigennem betalingstjenesteudbyderen sender den elektro-
niske meddelelse. Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde be-
talingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modta-
ge de elektroniske meddelelser. Betalingstjenesteudbyderen
og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at forordningens ar-
tikel 3a, stk. 5 og 6, helt eller delvist ikke finder anvendelse,
hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.
De omhandlede oplysninger skal ifølge artikel 3a, stk. 7,
fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.
Der er med den foreslåede ændring ikke i øvrigt tilsigtet æn-
dringer af Finanstilsynets praksis for orientering af offent-
ligheden efter § 139 i lov om betalinger.
Ved eventuel offentliggørelse, videregivelse eller indhentel-
se af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende
databeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen
af personoplysninger altid skal ske under iagttagelse af gæl-
dende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
Til nr. 30 (§ 143 i lov om betalinger)
Efter § 143 i lov om betalinger kan afgørelser truffet af Fi-
nanstilsynet i henhold til loven, regler udstedt i medfør af
loven, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om
betalingstjenester i det indre marked, artikel 3, artikel 3a,
stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4 i Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning nr. 2009/924 om grænseoverskridende beta-
linger i Unionen eller Europa-Parlamentets eller Rådets for-
ordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og
forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte de-
biteringer i euro indbringes for Erhvervsankenævnet af den,
som afgørelsen retter sig mod, senest fire uger efter at afgø-
relsen er meddelt den pågældende.
Det foreslås, at § 143 ændres, så henvisningen til artikel 3,
artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4, ændres til artikel
3-4 og henvisningen til Europa-Parlamentets eller Rådets
forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 ændres til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
260/2012 af 14. marts 2012.
Med den foreslåede ændring vil det fremgå af bestemmel-
sen, at Finanstilsynets afgørelser kan indbringes for Er-
hvervsankenævnet, når afgørelserne er truffet med hjemmel
i artikel 3-4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskriden-
de betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning
(EF) nr. 2560/2001 eller med hjemmel i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts
2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditover-
førsler og direkte debiteringer i euro.
Med forslaget udvides omfanget af afgørelser fra Finanstil-
synet, der vil kunne indbringes for Erhvervsankenævnet, så
det også omfatter afgørelser truffet efter artikel 3a, stk. 5-6, i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af
16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i
Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001, der er indført med Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring
af forordning (EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer
for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselge-
byrer.
I medfør af artikel 3a, stk. 5, sender betalerens betalingstje-
nesteudbyder for hvert betalingskort, som udbyderen har ud-
stedt til betaleren, og som er knyttet til den samme konto, en
elektronisk meddelelse med de nødvendige oplysninger til
betaleren uden unødig forsinkelse, efter at betalingstjeneste-
udbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthæv-
ning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i
en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den
valuta, som betalerens konto føres i. Uanset foranstående
skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned,
hvori betalernes betalingstjenesteudbyder modtager en beta-
lingsordre fra betaleren i samme valuta.
I medfør af artikel 3a, stk. 6, aftaler betalingstjenesteudby-
deren med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt og
let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er),
hvorigennem betalingstjenesteudbyderen sender den elektro-
niske meddelelse. Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde be-
talingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modta-
ge de elektroniske meddelelser. Betalingstjenesteudbyderen
og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at forordningens ar-
tikel 3a, stk. 5 og 6, helt eller delvist ikke finder anvendelse,
hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.
De omhandlede oplysninger skal ifølge artikel 3a, stk. 7,
fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.
Ved eventuel videregivelse, offentliggørelse eller indhentel-
se af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende
databeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen
af personoplysninger altid skal ske under iagttagelse af gæl-
49
dende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
Den foreslåede ændring af henvisningen til Europa-Parla-
mentets eller Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14.
marts 2012, til rettelig at være en henvisning til Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14.
marts 2012 er alene en redaktionel ændring, som skal sikre,
at henvisning til EU-retsakter sker korrekt.
Til nr. 31 (§ 145 a og 145 b i lov om betalinger)
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med en
række bestemmelser i lov om betalinger. Det fremgår såle-
des af § 145, stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
fører tilsyn med overholdelsen af kapitel 4 og §§ 120-123 og
1) artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen
og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, 2) arti-
kel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
260/2012/EU af 14. marts 2012 om tekniske og forretnings-
mæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i
euro og om ændring af forordning nr. 924/2009/EF om
grænseoverskridende betalinger i euro (SEPA-forordningen)
og 3) artikel 3-11 i Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning nr. 2015/751/EU om interbankgebyrer for kortbaserede
betalingstransaktioner.
Som udgangspunkt fungerer Konkurrence- og Forbrugersty-
relsens tilsyn efter loven i konkrete afgørelsessager uafhæn-
gigt af ministeren, der ikke inddrages i styrelsens afgørelser.
Sammenfattende træffer styrelsen således allerede i dag
selvstændigt afgørelser i konkrete sager om efterlevelse af
bestemmelserne i lov om betalinger. Lovændringen vil der-
med formalisere, hvad der er normal praksis for Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsens afgørelser på området.
Det foreslås på den baggrund for det første, at der efter §
145 i lov om betalinger indføres en ny § 145 a, som i 1. pkt.
fastslår, at Konkurrencerådet skal have det overordnede an-
svar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administra-
tion efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf.
Forslaget vil indebære, at Konkurrencerådet får det overord-
nede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens admi-
nistration af loven og kan instruere styrelsen generelt og i
forhold til konkrete afgørelser. Formelt set er Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsens tilsyn med lov om betalinger i dag
underlagt erhvervsministerens ansvar, hvorefter erhvervsmi-
nisteren har de sædvanlige overordnelsesbeføjelser inden for
sit ressort. Med forslaget vil det overordnede ansvar for
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn med lov om be-
talinger overgå fra erhvervsministeren til Konkurrencerådet.
Det vil også medføre, at ministeren ikke har instruktionsbe-
føjelser over for Konkurrencerådet eller Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen i forhold til myndighedernes tilsyn efter
lov om betalinger.
Det foreslås med 2. pkt., at Konkurrencerådet træffer afgø-
relse i sager af principiel eller særlig stor betydning.
Det vil indebære, at Konkurrencerådet træffer afgørelse i
sager af principiel eller særlig stor betydning. En sag kan
være af principiel betydning, hvor der er tale om en pro-
blemstilling, der ikke tidligere er taget stilling til efter loven,
eller hvor afgørelsen i øvrigt kan danne præcedens. En sag
kan også være principiel, hvis f.eks. en hidtidig fortolkning
skal ændres. En sag kan have særlig stor betydning, hvis den
indebærer betydelige følger for en eller flere virksomheder
eller en hel branche.
Arbejdsdelingen mellem Konkurrencerådet og Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsen betyder, at styrelsen vil kunne
træffe afgørelser i sager, der ikke er af principiel eller særlig
stor betydning. Det omfatter bl.a., at styrelsen på rådets veg-
ne kan træffe afgørelser i et større antal sager, hvor afgørel-
serne stort set er enslydende. Det vil f.eks. være tilfældet,
hvor styrelsen modtager et større antal klager over samme
forhold.
Det foreslås med 3. pkt., at det klargøres, at Konkurrencerå-
det og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ved den daglige
administration efter denne lov og regler udstedt i medfør
heraf er uafhængige af erhvervsministeren.
Forslaget vil indebære, at ministeren ikke vil have instrukti-
onsbeføjelser over for Konkurrencerådet eller Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen i relation til administrationen, herun-
der blandt andet tilsynet med lov om betalinger. Styrelsens
deltagelse i internationale fora som uafhængig tilsynsføren-
de myndighed efter lov om betalinger vil heller ikke være
underlagt instruktionsbeføjelser fra ministeren. En virkning
af forslaget vil endvidere være, at Konkurrencerådet som et
led i det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsens administration af loven træffer beslutning om
oversendelse af sager til politimæssig efterforskning.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens daglige administration
omfatter bl.a., at klager efter loven skal indgives til styrel-
sen, ligesom styrelsen står for sagsoplysningen i alle sager
og står for høring af sagens parter og eventuelle tredjemænd.
Styrelsen træffer afgørelse i sager, der ikke er af principiel
eller særlig stor betydning.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil dog fortsat være un-
derlagt instruktion fra erhvervsministeren i sager vedrørende
f.eks. forberedelse af lovgivning, almindelig ministerbetje-
ning og bidrag til tværgående arbejde på ministerområdet.
Dette omfatter tillige udarbejdelse af eventuelle analyser til
50
ministeren. Det samme gælder styrelsens deltagelse som re-
præsentant for Danmark i internationalt arbejde vedrørende
forberedelse af nye eller ændrede EU-retsakter på området.
Konkurrencerådet er en del af Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen, og udgør en samlet, uafhængig myndighed, jf. § 1
i bekendtgørelse om forretningsorden for Konkurrencerådet.
Når der i lov om betalinger henvises til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen, omfatter det såvel styrelsen som rådet.
Henvises der til Konkurrencerådet angår henvisningen mod-
sætningsvist kun Konkurrencerådet og ikke Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen. Det samme gør sig gældende i kon-
kurrenceloven.
Det foreslås endvidere i stk. 2, at Konkurrencerådet kan de-
legere sin kompetence til at træffe afgørelse efter stk. 1, 2.
pkt., til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Som udgangs-
punkt træffer styrelsen kun afgørelse i sager, der ikke er af
principiel eller særlig stor betydning. Konkurrencerådet kan
dog i medfør af den foreslåede bestemmelse delegere sin
kompetence til at træffe afgørelse efter stk. 1, 2. pkt., til sty-
relsen.
Bestemmelsen er inspireret af konkurrencelovens § 15, stk.
4, hvoraf det følger, at Konkurrencerådet kan delegere sin
kompetence til at træffe afgørelser af principiel eller særlig
stor betydning til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Det foreslås endvidere, at der indføres en ny bestemmelse i
lov om betalinger § 145 b, hvorefter Konkurrence- og For-
brugerstyrelsen afgør, om der er tilstrækkelig anledning til
at undersøge eller træffe afgørelse i en sag, herunder om
sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
Bestemmelsen foreslås ud fra hensynet til en så effektiv an-
vendelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens ressourcer
som muligt på betalingsområdet. Det betyder endvidere, at
styrelsen i praksis har vide beføjelser til at behandle en sag
af egen drift og til at afvise at behandle en klage.
I praksis afgør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen allerede
i dag, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller
træffe afgørelse i en konkret sag efter lov om betalinger,
herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt
skal indstilles. Den foreslåede bestemmelse vil dermed for-
malisere den gældende administrative praksis på området.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsynsopgave i for-
hold til lov om betalinger er vokset gennem de sidste par år,
bl.a. som følge af implementeringen af 2. betalingstjeneste-
direktiv og interbankgebyrforordningen. Det vurderes derfor
hensigtsmæssigt, at styrelsen kan foretage en prioritering af
styrelsens ressourcer i forhold til, hvilke tilsynssager styrel-
sen vil undersøge og eventuelt træffe afgørelse i. Det fore-
slås derfor, at styrelsen tillægges en prioriteringsadgang,
hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får beføjelser til at
behandle en sag af egen drift og til at afvise at behandle en
klage.
Den foreslåede bestemmelse er inspireret af konkurrencelo-
vens § 15, stk. 1, 3. pkt., hvoraf det fremgår, at styrelsen af-
gør, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller
træffe afgørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen
midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
Forslaget vil indebære, at Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sen på et hvilket som helst tidspunkt i sagsbehandlingen kan
afvise at behandle alle eller nogle af de klagepunkter, som
en klager har rejst. Styrelsen vil endvidere kunne beslutte, at
styrelsen ikke vil træffe afgørelse i en sag. Det vil f.eks.
kunne være tilfældet, hvor styrelsen modtager en klage, og
hvor det viser sig, at styrelsen først vil kunne træffe afgørel-
se efter at have iværksat betydelige og ressourcekrævende
undersøgelser, der ikke vil stå mål med enten afgørelsens
forventede resultat eller betydning. En sådan prioriterings-
adgang er vigtig af hensyn til en så effektiv anvendelse og
en så hensigtsmæssig prioritering af styrelsens ressourcer
som muligt.
Med den foreslåede bestemmelse vil det således fremgå di-
rekte af loven, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er til-
lagt en prioriteringsadgang.
Til nr. 32 (§ 152, stk. 2, i lov om betalinger)
Efter § 152, stk. 2, i lov om betalinger straffes bl.a. overtræ-
delser af artikel 3, stk. 1 og 1a, artikel 3a, stk. 3-4, artikel
3b, artikel 4, stk. 1, 3 og 4, og artikel 6 og 7 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 med bøde.
Det foreslås at ændre § 152, stk. 2, så det fremover kan
straffes med bøde at overtræde artikel 3a, stk. 3-5, i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. sep-
tember 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fælles-
skabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001.
Med lovforslaget udvides strafbestemmelsen til at omfatte
artikel 3a, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseover-
skridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af for-
ordning (EF) nr. 2560/2001.
Artikel 3a, stk. 5, indeholder en forpligtelse for udbydere af
betalingstjenester til at sende betaleren en elektronisk med-
delelse med oplysninger om vekselgebyrer og den gældende
vekselkurs, efter at udbyderen modtager en betalingsordre
ved en kontanthævning i en pengeautomat eller for en beta-
ling på et salgssted. Meddelelsen skal sendes, når betalings-
ordren vedrører en hvilken som helst EU-valuta, som er for-
51
skellig fra den valuta, som betalerens konto føres i. Medde-
lelsen skal sendes uden unødig forsinkelse. For efterfølgen-
de betalingsordrer gælder i henhold til artikel 3a, stk. 5, 2.
afsnit, at meddelelsen skal sendes igen én gang i hver må-
ned, hvori betalerens betalingstjenesteudbyder modtager en
betalingsordre fra betaleren i samme valuta.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af artikel 3a, stk. 5, er be-
talingstjenesteudbydere, der modtager en betalingsordre for
et betalingskort ved en kontanthævning i en pengeautomat
eller for en betaling på et salgssted i en hvilken som helst
EU-valuta, som er forskellig fra den valuta, som betalerens
konto føres i.
Det forudsættes, at alene gentagne eller grove overtrædelser
af artikel 3a, stk. 5, straffes efter § 152, stk. 2. Manglende
udsendelse af en elektronisk meddelelse bør som udgangs-
punkt ikke straffes, hvis undladelsen f.eks. er udtryk for et
enkeltstående tilfælde, skyldes et kortvarigt, teknisk ned-
brud, en undskyldelig fejl eller uforudsigelige omstændighe-
der, som betalingstjenesteudbyderen hverken har haft ind-
flydelse på eller kunne afværge. Det vil eksempelvis være
en strafbar overtrædelse, hvis betalingstjenesteudbyderen
gentagne gange undlader at sende en elektronisk meddelelse
til en betaler, der ikke i henhold til forordningens artikel 3a,
stk. 6, 2. afsnit, har fravalgt at modtage disse meddelelser.
Det vil desuden være en strafbar overtrædelse, hvis beta-
lingstjenesteudbyderen i den elektroniske meddelelse til be-
taleren helt undlader at oplyse om vekselgebyrer og veksel-
kurs.
Det følger af § 152, stk. 5, i lov om betalinger, at der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar ef-
ter 5. kapitel i straffeloven.
Ved udmålingen af bøder bør der, ud over de almindelige
strafudmålingsprincipper i straffelovens kapitel 10, indgå
betragtninger om, at der skal være en sammenhæng mellem
virksomhedernes finansielle styrke, grovheden af overtræ-
delsen og bødestørrelsen. Baggrunden herfor er at sikre, at
sanktionsniveauet for overtrædelser er mærkbart for alle ak-
tører, således at bøder vil have en pønal og præventiv effekt.
Vurderingen af overtrædelsens grovhed bør foregå uafhæn-
gigt af gerningsmandens økonomiske forhold.
Til § 2
Til nr. 1 (§ 1, stk. 1, nr. 19, i hvidvaskloven)
Det fremgår af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 19, at valuta-
vekslingsvirksomhed er omfattet af lovens anvendelsesom-
råde.
Det følger af hvidvasklovens § 1, stk. 6, at Finanstilsynet for
virksomheder og personer omfattet af stk. 1, nr. 8 og 19, kan
fastsætte regler om, at loven helt eller delvist ikke finder an-
vendelse på virksomheder og personer, der alene udøver fi-
nansiel aktivitet i begrænset omfang.
Ved ændring af hvidvaskloven i 2019, jf. lov nr. 553 af 7.
maj 2019, blev der indsat to yderligere stykker i § 1. Ved en
fejl blev henvisningen til stk. 4 i § 1, stk. 1, nr. 19, ikke ret-
tet, som følge af at der blev tilføjet yderligere stykker.
Det foreslås derfor at ændre § 1, stk. 1, nr. 19, således at stk.
4 ændres til stk. 6.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at § 1, stk. 1, nr. 19,
vil indeholde en korrekt henvisning til bemyndigelsesbe-
stemmelsen i § 1, stk. 6.
Ændringen er redaktionel og medfører ikke materielle æn-
dringer.
Til nr. 2 (§ 1, stk. 1, nr. 20, i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 20, fastsætter, at udbydere af
spil er omfattet af hvidvasklovens anvendelsesområde, dog
jf. stk. 5. Bestemmelsen gennemfører artikel 2, stk. 1, litra f,
i 4. hvidvaskdirektiv.
Hvidvasklovens § 1, stk. 7, giver skatteministeren kompe-
tence til at fastsætte regler om, at loven helt eller delvist ik-
ke finder anvendelse for spil, dog ikke kasinoer, hvor der
vurderes at være en begrænset risiko for hvidvask eller fi-
nansiering af terrorisme. Skatteministeren har udnyttet be-
myndigelsen, jf. bekendtgørelse nr. 727 af 9. juni 2017, og
har undtaget en række spil delvist.
Hvidvasklovens § 65 fastlægger, at Spillemyndigheden på-
ser, at udbydere af spil omfattet af § 1, stk. 1, nr. 20, over-
holder loven, de regler, der er udstedt i medfør heraf, og for-
ordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner
mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller orga-
ner. Spillemyndigheden er således kompetent myndighed til
at sikre, at de forpligtede virksomheder på spilleområdet
overholder hvidvaskloven.
Bestemmelserne i § 5 nr. 1-9, i lov om spil fastlægger føl-
gende definitioner: 1) spil: lotteri, kombinationsspil og væd-
demål, 2) lotteri: aktiviteter, hvor en deltager har en chance
for at vinde en gevinst, og hvor gevinstchancen udelukkende
beror på tilfældighed, 3) kombinationsspil: aktiviteter, hvor
en deltager har en chance for at vinde en gevinst, og hvor
gevinstchancen beror på en kombination af færdighed og til-
fældighed, 4) væddemål: aktiviteter, hvor en deltager har en
chance for at vinde en gevinst, og hvor der væddes om re-
sultatet af en fremtidig begivenhed eller indtræffelse af en
fremtidig hændelse, 5) klasselotteri: lotteri, der er opdelt i
52
flere klasser med særskilte trækninger i hver klasse, 6) pul-
jevæddemål: væddemål, hvor hele eller dele af gevinsten af-
hænger af størrelsen af den samlede pulje af indsatser eller
bliver delt mellem vinderne, 7) gevinstgivende spilleauto-
mater: mekaniske eller elektroniske maskiner, der kan an-
vendes til spil, hvor spilleren kan vinde en gevinst, 8) on-
linespil: spil, der indgås mellem en spiller og en spiludbyder
ved brug af fjernkommunikation og 9) landbaserede spil:
spil, der indgås, ved at en spiller og en spiludbyder eller spi-
ludbyderens forhandler mødes fysisk.
Det foreslås at nyaffatte hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 20,
hvorefter hvidvaskloven finder anvendelse for udbydere af
spil, som defineret i lov om spil, jf. dog bestemmelsens stk.
7.
Ved udbyder af spil forstås en juridisk eller fysisk person
etableret her i landet, der udbyder spil erhvervsmæssigt i
eget navn. Med etableret her i landet skal forstås, at udbyde-
ren enten har hjemsted i Danmark eller har tilladelse til at
udbyde spil i Danmark. Med den foreslåede bestemmelse vil
udbydere af spil, der har hjemsted uden for Danmark, men
tilladelse til at udbyde spil i Danmark, således også være un-
derlagt hvidvaskloven.
Den foreslåede bestemmelse finder alene anvendelse på er-
hvervsmæssigt udbud af spil omfattet af lov om spil. Med
den foreslåede bestemmelse vil udbud af ikke-erhvervsmæs-
sigt spil ikke være omfattet af hvidvaskloven. Det gælder
f.eks. spil omfattet af lov om offentligt hasardspil i turne-
ringsform.
Det er udbyderen af spil, der er omfattet af det foreslåede
anvendelsesområde for lov. De enkelte forhandlere af spil i
butikker, kiosker m.v., som forhandler spillet i spiludbyde-
rens navn, er ikke omfattet af lovens anvendelsesområde.
Er en udbyder af spil etableret her i landet, men udbyder spil
online til et andet EU- eller EØS-land, skal Spillemyndighe-
den i henhold til artikel 45, stk. 2 og 3, i 4. hvidvaskdirektiv,
jf. hvidvasklovens § 31, sikre, at virksomheden overholder
lovens regler om forebyggende foranstaltninger mod hvid-
vask og finansiering af terrorisme ved spiludbuddet.
I den foreslåede nyaffattelse af § 1, stk. 1, nr. 20, tilføjes en
henvisning til definitionen i lov om spil, og henvisningen til
stk. 5 ændres til en henvisning til stk. 7.
Hvidvaskloven § 1, stk. 5, blev ved ændringslov nr. 553 af
7. maj 2019 ændret til § 1, stk. 7, som følge af at der i § 1
blev indsat et nyt stk. 4 og 5, hvorefter de oprindelige stk. 4
og 5 blev til stk. 6 og 7. Ændringen er derfor alene af redak-
tionel karakter.
Den foreslåede nyaffattelse har endvidere til formål at sikre
overensstemmelse med artikel 3, nr. 14, i 4. hvidvaskdirek-
tiv, som definerer ”spiltjenester” som ”en tjeneste, som in-
debærer, at der gøres en indsats med penge i hasardspil, her-
under spil med et element af færdigheder, f.eks. lotteri, kasi-
nospil, pokerspil og væddemål, som udbydes på en fysisk
lokalitet eller ved hjælp af forskellige midler på afstand, ved
hjælp af elektroniske midler eller anden kommunikations-
fremmende teknologi og efter individuel anmodning fra en
tjenestemodtager”.
Artikel 3, nr. 14, i 4. hvidvaskdirektiv er i forbindelse med
implementeringen af 4. hvidvaskdirektiv ikke implementeret
i hvidvaskloven, fordi udbydere af spil og spiltjenester alle-
rede reguleres i lov om spil.
Nyaffattelsen, hvorved der tilføjes bestemmelsen en henvis-
ning til lov om spil, tjener derfor alene til at sikre, at det er
klart, at hvidvasklovens definition af udbydere af spil svarer
til definitionen i lov om spil, og at artikel 3, nr. 14, i 4. hvid-
vaskdirektiv således er fuldt ud implementeret. § 5 i lov om
spil indeholder den gældende definition af spil.
Til nr. 3 (§ 5 a i hvidvaskloven)
Der gælder på nuværende tidspunkt ikke særlige regler for
anvendelse af forudbetalte anonyme kort udstedt i tredjelan-
de i Danmark.
Efter hvidvasklovens § 21, stk. 2, er Finanstilsynet bemyn-
diget til at fastsætte regler om gennemførelse af lempede
kundekendskabsprocedurer for udstedere af elektronisk pen-
ge på områder, hvor der vurderes at være begrænset risiko
for hvidvask og finansiering af terrorisme. Finanstilsynet har
udmøntet bemyndigelsen i bekendtgørelse nr. 1359 af 30.
november 2017 om lempede krav til kundekendskabsproce-
durer efter lov om forebyggende foranstaltninger mod hvid-
vask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven). Herved
er artikel 12, stk. 1 og 2, i 4. hvidvaskdirektiv gennemført.
Det foreslås at indsætte § 5 a, hvorefter betalinger foretaget
med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande ikke
må indløses i Danmark. Tilsvarende må restværdien i kon-
tanter eller kontanthævning af pengeværdien på sådanne
kort ikke indløses i Danmark.
Den foreslåede § 5 a implementerer artikel 1, nr. 7, litra c, 2.
led, i 5. hvidvaskdirektiv. Det følger af artikel 1, nr. 7, litra
c, 1. led, i 5. hvidvaskdirektiv, at medlemsstaterne skal fast-
sætte regler om, at der kun kan ske indløsning af betalinger
foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelan-
de, såfremt kortene opfylder betingelser svarende til betin-
gelserne for lempede kundekendskabsprocedurer i artikel
12, stk. 1 og 2, i 4. hvidvaskdirektiv, og som ændret i artikel
1, nr. 7, litra a og b, i 5. hvidvaskdirektiv. Det følger af arti-
53
kel 1, nr. 7, litra c, 2. led, i 5. hvidvaskdirektiv, at medlems-
landene kan vælge ikke at acceptere betalinger foretaget
med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande på de-
res område.
Forbuddet vil alene gælde i Danmark. Det er således udeluk-
kende indløsning foretaget i Danmark af anonyme forudbe-
talte kort udstedt i tredjelande, som vil være omfattet af be-
stemmelsen. Bestemmelsen medfører således ikke ind-
skrænkninger i retten til at besidde et sådan kort, f.eks. til
brug for udenlandsrejser i lande, hvor indløsning af pågæl-
dende kort er tilladt.
Indløsning af betalinger svarer til definitionen af ”indløs-
ning af betalingstransaktioner” i § 7, stk. 1, nr. 25, i lov nr.
652 af 8. juni 2017 om betalinger (lov om betalinger). Her-
ved forstås, at en udbyder af betalingstjenester har indgået
aftale med en betalingsmodtager om modtagelse og bear-
bejdning af betalingstransaktioner med henblik på at overfø-
re midler til betalingsmodtageren.
Det er afgrænset i lov om betalinger, hvem der må indløse
betalingsinstrumenter i Danmark. Det er alene virksomheder
med tilladelse som pengeinstitut, e-pengeinstitut, betalings-
institut eller virksomheder, der har begrænset tilladelse til at
udstede e-penge eller udbyde betalingstjenester, der må ind-
løse betalingsinstrumenter, herunder betalingskort såsom
kreditkort og debetkort, her i landet, jf. §§ 2 og 3 i lov om
betalinger. Derudover må offentlige myndigheder og Natio-
nalbanken også indløse betalingsinstrumenter.
Forbuddet i den foreslåede § 5 a er absolut og omfatter såle-
des virksomheder og personer, der såvel lovligt som ulovligt
kan indløse betalingsinstrumenter i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse omfatter både betalinger fore-
taget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande,
foretaget fysisk i en butik og via internettet eller anden
fjernkommunikationsløsning, f.eks. ved booking og betaling
af leje for en bil online.
Ved anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande forstås
et betalingskort, som ikke er personaliseret, hvor e-penge in-
destår, og som kan erhverves ved betaling, uden at erhverve-
ren identificerer sig selv, og som er udstedt i et land uden
for EU eller EØS.
Ved indløsning af restværdien i kontanter skal forstås en
handling, hvor det indestående beløb eller en del af det inde-
stående beløb på det forudbetalte anonyme kort indløses af
udstederen af kortet, og indehaveren af kortet dermed får be-
løbet i kontanter.
Ved kontanthævning skal forstås en handling, hvor det inde-
stående beløb eller en del af det indestående beløb på det
forudbetalte anonyme kort hæves, f.eks. i en hæveautomat,
og indehaveren af kortet dermed får beløbet i kontanter.
Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 13, at overtrædelse af
den foreslåede § 5 a strafsanktioneres.
Strafsubjekterne for overtrædelse af den foreslåede bestem-
melse vil være fysiske og juridiske personer. Med forslaget
vil en fysisk eller juridisk person, der indløser et anonymt
forudbetalt kort udstedt i et tredjeland, kunne straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens
regler.
Til nr. 4 (§ 7, stk. 2, 1. pkt., i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 7, stk. 2, 1. pkt., fastsætter, at den daglige
ledelse i virksomheder omfattet af hvidvasklovens § 1, stk.
1, nr. 1-8, 10, 11, 19, 23 og 24, skal udpege en ansat, der har
fuldmagt til at træffe beslutninger på vegne af virksomheden
i henhold til § 8, stk. 2, § 18, stk. 3, og § 19, stk. 1, nr. 3.
Personens opgave er at træffe beslutninger i henhold til
hvidvasklovens § 8, stk. 2, om godkendelse af skriftlige po-
litikker, kontroller og forretningsgange, § 18, stk. 3, om eta-
blering og videreførelse af en forretningsforbindelse med en
politisk eksponeret person, en nærtstående eller nær samar-
bejdspartner til en politisk eksponeret person og § 19, stk. 1,
nr. 3, om godkendelse af etablering af en korrespondentfor-
bindelse.
Hvidvasklovens § 17, stk. 2, 1. pkt., fastsætter krav om, at
virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven skal
gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer, hvis en
kunde har hjemsted i et land, der er opført på Kommissio-
nens liste over højrisikotredjelande.
Ved § 1 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 om ændring af
hvidvaskloven blev § 17, stk. 2, ændret således, at det frem-
går, hvad skærpede kundekendskabsprocedurer skal omfat-
te.
De skærpede kundekendskabsprocedurer er fastsat i § 17,
stk. 2, nr. 1-5, og indebærer bl.a. efter § 17, stk. 2, nr. 5, at
etablering og videreførelse af en forretningsforbindelse med
en person, som har hjemsted i et land, der er opført på Kom-
missionens liste over højrisikotredjelande, skal godkendes af
den person, som er udpeget i henhold til hvidvasklovens § 7,
stk. 2, 1. pkt.
Det foreslås, at der i § 7, stk. 2, 1. pkt., indsættes en henvis-
ning til § 17, stk. 2, nr. 5.
54
Den foreslåede ændring har til formål at tydeliggøre, at det
er den person, der er udpeget efter § 7, stk. 2, 1. pkt., der er
ansvarlig for at godkende etablering og videreførelse af en
forretningsforbindelse med en person, som har hjemsted i et
land, der er opført på Kommissionens liste over højrisiko-
tredjelande i henhold til § 17, stk. 2, nr. 5. Den foreslåede
ændring er en konsekvens af bestemmelsen i § 17, stk. 2, nr.
5.
Til nr. 5 (§ 8, stk. 4, i hvidvaskloven)
Efter § 8, stk. 4, i hvidvaskloven skal bestyrelser i virksom-
heder, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-7, og som har en
intern revision eller intern audit, sikre, at den interne revi-
sion eller den interne audit vurderer, hvorvidt virksomhe-
dens politikker, forretningsgange og kontroller, jf. kravene i
denne lov og regler udstedt i medfør heraf, er tilrettelagt og
fungerer på betryggende vis.
Det følger af artikel 8, stk. 4, litra b, i 4. hvidvaskdirektiv, at
de politikker, kontroller og procedurer der er omhandlet i
stk. 3 til effektiv begrænsning og styring af de risici for
hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som identi-
ficeres på EU-niveau, i medlemsstaterne og i forpligtede en-
heder, omfatter en uafhængig revisionsfunktion til at teste
interne politikker, kontroller og procedurer for kundekend-
skab m.v., hvis det er hensigtsmæssigt i forhold til forret-
ningsaktiviteternes omfang og art.
Det følger af de specielle bemærkninger til den nuværende
bestemmelse i hvidvasklovens § 8, at bestemmelsen gen-
nemfører artikel 8 i 4. hvidvaskdirektiv, jf. Folketingstiden-
de 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 90.
Af bemærkningerne til § 8, stk. 4, følger det, at hvis en virk-
somhed har etableret en intern revision, skal den interne re-
vision også varetage revision med kravene i denne lov og
regler udstedt i medfør heraf, jf. Folketingstidende
2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 92.
I forbindelse med implementeringen blev der foretaget en
afvejning af, hvilke virksomheder, som skulle underlægges
kravet om en uafhængig revisionsfunktion ud fra et proporti-
onalitetsprincip. Der henvises til Folketingstidende
2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 31-32. Ud fra den
vurdering og i overensstemmelse med proportionalitetsprin-
cippet blev forpligtelsen alene udstrakt til at omfatte de en-
heder, der i forvejen er underlagt et krav om en intern uaf-
hængig revisionsfunktion. Det er på nuværende tidspunkt
virksomheder, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-7, i hvid-
vaskloven, dvs. finansielle virksomheder.
Erhvervsministeriet vurderede således, at der ikke var behov
for at stille et særskilt krav om etablering af en sådan intern
uafhængig revisionsfunktion i øvrige virksomheder, da der
typisk vil være tale om mindre virksomheder, hvor den dag-
lige ledelse løbende tager sig af de krav, som følger af lov-
givningen. Det indgik i denne vurdering, at alle virksomhe-
der og personer, som er omfattet af hvidvaskloven, internt
skal kontrollere deres opfyldelse af lovens krav, også selv-
om der ikke i hvidvaskloven stilles krav om, at specielle or-
ganisatoriske funktioner i en virksomhed skal udføre denne
kontrol.
Da der ikke efter dansk ret i anden sammenhæng er fundet
behov for at indføre et krav om en uafhængig revisionsfunk-
tion for ikke-finansielle virksomheder og fagfolk, er det hid-
til ikke fundet hensigtsmæssigt og proportionelt at pålægge
denne virksomhedsgruppe et krav om en uafhængig revisi-
onsfunktion i forhold til kontrol af interne politiker m.v.
vedrørende bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektivs artikel 8, stk. 4, litra b, som muligt, er der
imidlertid fundet anledning til at ændre hvidvasklovens § 8,
stk. 4.
Det foreslås således i § 8, stk. 4, at indsætte bestyrelser i an-
dre virksomheder, der er omfattet af § 1, stk. 1, som i hen-
hold til anden lovgivning er underlagt krav om en intern re-
vision eller intern audit.
Det foreslåede vil medføre, at andre virksomheder omfattet
af hvidvaskloven end de finansielle virksomheder, der er
nævnt i den gældende § 8, stk. 4, og som i anden lovgivning
bliver underlagt krav om intern revision eller intern audit,
også vil blive underlagt hvidvasklovens krav om, at besty-
relsen i virksomheden skal sikre, at den interne revision eller
den interne audit vurderer, hvorvidt virksomhedens politi-
kker, forretningsgange og kontroller, jf. kravene i denne lov
og regler udstedt i medfør heraf, er tilrettelagt og fungerer
på betryggende vis.
Dermed bliver bestemmelsen fremtidssikret, så der tages
højde for alle virksomheder, der fremadrettet kan blive om-
fattet krav om intern revision eller intern audit i henhold til
anden lovgivning.
Til nr. 6 (§ 11, stk. 1, nr. 3, 4. pkt., i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 3, fastlægger kravene til
indhentelse af identitetsoplysninger på reelle ejere, når kun-
den er en juridisk person, samt kontrol af identitetsoplysnin-
gerne. Bestemmelsens 4. pkt. fastlægger krav til kontrol,
hvor virksomhedens eller personens daglige ledelse anses
som reelle ejere og indeholder en henvisning til hvidvasklo-
vens § 2, litra a, nr. ii. Denne henvisning i lovteksten er i
dag mangelfuld. Ved en fejl er henvisningen til nr. 9 ikke
medtaget.
55
Det foreslås, at henvisningen i 4. pkt. ændres til ”§ 2, nr. 9,
litra a, nr. ii” med henblik på at rette henvisningen i lovtek-
sten.
Til nr. 7 (§ 14, stk. 6, 2. pkt., i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 14, stk. 6, er en undtagelse til § 14, stk. 5,
hvorefter en etableret forretningsforbindelse skal afbrydes
eller afvikles, såfremt der ikke kan gennemføres kundekend-
skabsprocedurer efter § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3.
Undtagelsen i stk. 6, 1. pkt., indebærer, at advokater, når de
fastslår en klients retsstilling eller forsvarer eller repræsente-
rer denne under eller i forbindelse med en retssag, herunder
rådgiver om at indlede eller undgå et sagsanlæg, ikke er for-
pligtet til at afbryde en forretningsforbindelse efter bestem-
melsens stk. 5. Undtagelsen i stk. 6, 2. pkt., gælder for per-
soner og virksomheder, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 14-17,
når de bistår en advokat i de situationer, som nævnt i 1. pkt.,
dvs. situationer hvor advokaten fastslår en klients retsstilling
eller forsvarer eller repræsenterer denne under eller i forbin-
delse med en retssag, herunder rådgiver om at indlede eller
undgå et sagsanlæg.
Hvidvasklovens § 14, stk. 6, 2. pkt., henviser ved en fejl til
bestemmelsens stk. 2. Henvisningen burde retteligt være til
bestemmelsens stk. 5.
Det foreslås, at henvisningen i stk. 6, 2. pkt., ændres til stk. 5
med henblik på at rette henvisningsfejlen.
Til nr. 8 (§ 25, stk. 1, i hvidvaskloven)
Den gældende bestemmelse i § 25, stk. 1, i hvidvaskloven
omhandler undersøgelsespligten for virksomheder og perso-
ner, der er omfattet af loven. Det følger af § 25, stk. 1, at
virksomheder og personer skal undersøge baggrunden for og
formålet med alle transaktioner, der er komplekse, usædvan-
ligt store, foretages i et usædvanligt mønster eller ikke har et
åbenbart økonomisk eller lovligt formål.
Hvidvasklovens § 25 gennemfører artikel 18, stk. 2, i 4.
hvidvaskdirektiv og artikel 1, stk. 1, nr. 10, litra b, i 5. hvid-
vaskdirektiv.
Det foreslås med § 25, stk. 1, at virksomheder og personer
omfattet af hvidvaskloven skal undersøge baggrunden for og
formålet med 1) alle transaktioner, der a) er komplekse, b)
er usædvanligt store, c) foretages i et usædvanligt mønster
eller d) ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål.
2) alle usædvanlige aktiviteter, der ikke har et åbenbart øko-
nomisk eller lovligt formål.
I forhold til den gældende bestemmelse i § 25, stk. 1, præci-
seres det således, at det fremgår af bestemmelsen, at pligten
også omfatter aktiviteter.
Formålet med bestemmelsen er at fastslå, om der er mistan-
ke eller rimelig grund til at formode, at en transaktion eller
en aktivitet har eller har haft forbindelse til hvidvask eller fi-
nansiering af terrorisme. Det betyder derfor også, at virk-
somheden og personen vil skulle have forretningsgange og
systemer, som gør det muligt at identificere sådanne trans-
aktioner og aktiviteter. Bestemmelsen skal ses i sammen-
hæng med hvidvasklovens § 26 om underretningspligt til
Hvidvasksekretariatet.
En mistanke og eventuel indgivelse af underretning til Hvid-
vasksekretariatet skal baseres på vurderinger i den konkrete
situation af handlingernes karakter og forskellighed fra nor-
male kundehandlinger, fortielser og andre særegne og atypi-
ske forhold hos kunden, der samlet leder opmærksomheden
hen på et eventuelt forsøg på tilsløring af midlernes oprin-
delse, der må formodes at have en kriminel karakter.
Formålet med undersøgelsespligten er at få fastslået, om det,
der vurderes som værende komplekst, usædvanlig stort, i et
usædvanligt mønster eller ikke har et åbenbart økonomisk
eller lovligt formål, bliver til en egentlig mistanke om hvid-
vask eller finansiering af terrorisme eller blot en formodning
herom, eller om en mulig mistanke kan afkræftes. Det kan
f.eks. være tilfældet, hvor en transaktion eller aktivitet ikke
svarer til kundens normale adfærdsmønster, eller hvor rådgi-
veren ikke har viden om, hvorfra kundens midler stammer.
Medfører undersøgelsen efter den foreslåede bestemmelse,
at virksomheden eller personen bliver vidende om, får mis-
tanke om eller rimelig grund til at formode, at en transak-
tion, midler eller en aktivitet har eller har haft tilknytning til
hvidvask eller finansiering af terrorisme, vil virksomheden
eller personen skulle underrette Hvidvasksekretariatet her-
om, jf. § 26 i hvidvaskloven.
Udgangspunktet i en undersøgelse af transaktioner eller ak-
tiviteter vil være at sammenholde de oplysninger, virksom-
heden har om kunden (f.eks. oplysninger om formålet med
forretningsforbindelsen og omfanget heraf), og det, der ser
mistænkeligt ud, herunder f.eks. en række transaktioner, der
fraviger de oplysninger om forretningsforbindelsens om-
fang, som virksomheden har om kunden. I denne proces kan
det være relevant at inddrage kunderådgiveren. Virksomhe-
den kan også kontakte kunden for at indhente oplysning om
formålet med transaktionen eller aktiviteten. Kundens for-
klaring vil dog i mange tilfælde ikke være nok til at afkræfte
en mistanke. Det kan derfor være relevant at bede kunden
om dokumentation for forklaringen. I tilfælde af et bilsalg
vil kunden eksempelvis kunne sende en salgsaftale, og i for-
bindelse med arv vil kunden kunne fremsende en skifterets-
attest. Der er alene pligt til at foretage undersøgelser, når be-
tingelserne i § 25, stk. 1, er opfyldt. Virksomheden vil der-
for ikke i alle tilfælde af kunders bilsalg, arv m.v. skulle ind-
hente dokumentation fra kunden.
56
Hvis virksomheden vurderer, at en forespørgsel vil give
kunden viden om, at virksomheden har mistanke og derfor
er i gang med at foretage en undersøgelse, vil virksomheden
skulle foretage en underretning til Hvidvasksekretariatet i
henhold til hvidvasklovens § 26, såfremt en mistanke ikke
kan afkræftes på anden måde. Hvis en mistanke ikke kan af-
kræftes helt, vil virksomheden ligeledes skulle foretage en
underretning. Der skal være tale om en egentlig afkræftelse
af en mistanke, hvorfor det ikke er tilstrækkeligt kun at
svække denne.
Den foreslåede bestemmelse affattes således, at blot én be-
tingelse skal være opfyldt, før virksomheden eller personen
skal undersøge baggrunden for og formålet med transaktio-
nen eller aktiviteten.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, litra
a, at baggrunden for og formålet med transaktionen vil skul-
le undersøges, hvis transaktionen er kompleks.
Det betyder, at virksomheder og personer i vurderingen af,
om transaktionen er kompleks, eksempelvis kan lægge vægt
på, om transaktionen involverer flere parter eller flere juris-
diktioner, eller om transaktionen giver kunden mulighed for
at modtage betalinger fra en ukendt tredjemand.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra b, at virksomheder og perso-
ner vil skulle undersøge baggrunden for og formålet med en
transaktion, hvis denne er usædvanligt stor.
Virksomheder og personer kan f.eks. vurdere, om en trans-
aktion er usædvanligt stor ud fra kendskabet til den konkrete
kunde og den pågældendes transaktionsmønstre og produkt-
portefølje. Transaktionens størrelse vil som udgangspunkt
ikke i sig selv udløse undersøgelsespligten. Vurderingen vil
således skulle foretages i relation til kundens sædvanlige
transaktionsmønster, herunder størrelsen af kundens sæd-
vanlige transaktioner.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, litra c, fore-
slås det, at undersøgelsen vil skulle foretages, hvis transakti-
oner foretages i usædvanlige mønstre.
Det betyder, at virksomheder og personer vil kunne tage ud-
gangspunkt i kundens og kundetypens sædvanlige adfærds-
mønstre i vurderingen af, om kundens transaktioner foreta-
ges i usædvanlige mønstre.
Et usædvanligt transaktionsmønster kan f.eks. være, hvis
kunden begynder at foretage en række transaktioner til mod-
tagere, som kunden ikke tidligere har foretaget transaktioner
til, eller hvis mængden af kundens transaktioner ændrer sig
på en måde, som ikke er i overensstemmelse med virksom-
heden eller personens kendskab til kunden, og som ikke
umiddelbart kan forklares.
I stk. 1, nr. 1, litra d, foreslås det, at baggrunden for og for-
målet med en transaktion vil skulle undersøges, hvis der ik-
ke er et åbenbart økonomisk eller lovligt formål med trans-
aktionen.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at fastslå, om
der er mistanke eller rimelig grund til at formode, at en
transaktion har eller har haft forbindelse til hvidvask eller fi-
nansiering af terrorisme. Det kan f.eks. være i en situation,
hvor en kunde modtager og videreoverfører midler, hvor det
ikke er klart, hvor midlerne stammer fra.
I stk. 1, nr. 2, foreslås det, at alle usædvanlige aktiviteter vil
skulle undersøges, hvis der ikke er et åbenbart økonomisk
eller lovligt formål med aktiviteten.
Virksomheder og personer vil f.eks. kunne vurdere, at det
vil være usædvanligt, at en kunde, som normalt kun modta-
ger midler fra sin arbejdsgiver, pludseligt modtager midler
fra en ukendt tredjemand, og hvor det ikke er klart, at der er
tale om løn eller lignende midler. Ligeledes vil det alminde-
ligvis være usædvanligt, at en kunde pludseligt begynder at
foretage en række investeringer, der klart afviger fra kun-
dens hidtidige investeringsmønster, f.eks. fordi investerin-
gerne er meget større i mængde eller beløb end de investe-
ringer, som kunden normalt foretager. Afvigelsen vil også
kunne bestå i, at kunden begynder at investere i en anden ty-
pe produkter, end kunden normalt investerer i, eller hvad
kunden forventes at ville investere i. En kundes manglende
villighed til at give oplysninger eller en forklaring på f.eks.
en stigende mængde investeringer eller et ændret investe-
ringsmønster vil også kunne indgå i vurderingen af, om der
er tale om usædvanlige aktiviteter.
Til nr. 9 (§ 47, stk. 1, i hvidvaskloven)
Efter § 47, stk. 1, i hvidvaskloven påser Finanstilsynet, at
virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-13,
19, 23 og 24, overholder loven, regler udstedt i medfør her-
af, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/847/EU
af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved
pengeoverførsler, og forordninger indeholdende regler om
finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridi-
ske enheder eller organer. Dette gælder dog ikke overholdel-
se af § 36.
Det følger af artikel 48, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyg-
gende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle sy-
stem til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
57
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direk-
tiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), at medlemsstaterne
sikrer, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat,
hvor den forpligtede enhed driver virksomheder, fører tilsyn
med, at disse virksomheder overholder de nationale bestem-
melser i den pågældende medlemsstat, hvorved dette direk-
tiv er gennemført. For så vidt angår de i direktivets artikel
45, stk. 9, omhandlede virksomheder kan dette tilsyn omfat-
te, at der træffes passende og rimelige foranstaltninger for at
imødegå alvorlige overtrædelser, der kræver omgående af-
hjælpning. Disse foranstaltninger skal være midlertidige og
afsluttes, når de konstaterede overtrædelser er afhjulpet, her-
under med bistand fra eller i samarbejde med de kompetente
myndigheder i den forpligtede enheds hjemland, i overens-
stemmelse med artikel 45, stk. 2.
Det følger af de specielle bemærkninger til § 47, at bestem-
melsen gennemfører artikel 48 i 4. hvidvaskdirektiv, jf. Fol-
ketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 146.
Det følger endvidere af de specielle bemærkninger til § 47,
at § 34, stk. 1, i den gældende hvidvasklov fastsætter Fi-
nanstilsynets tilsynsansvar, og § 34, stk. 8, fastsætter, at til-
synet med filialer og agenter, betalingsinstitutter og e-pen-
geinstitutter skal ske i samarbejde med tilsynsmyndigheden
i instituttets hjemland.
Det følger af § 1, stk. 1, nr. 9, i hvidvaskloven, at loven fin-
der anvendelse på udenlandske virksomheders filialer, dis-
tributører og agenter her i landet, der udøver virksomhed ef-
ter nr. 1-7, 10 og 11.
Herudover følger det af de specielle bemærkninger til § 1, jf.
Folketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 66,
at 4. hvidvaskdirektiv grundlæggende er baseret på et terri-
torialprincip, hvilket betyder, at hvert enkelt medlemsland er
ansvarligt for at regulere og føre tilsyn med de aktiviteter,
der finder sted på medlemslandets territorium, jf. artikel 48,
stk. 4, og betragtning nr. 53 i 4. hvidvaskdirektivs præam-
bel.
Finanstilsynet skal således allerede i dag påse, at filialer,
distributører og agenter af udenlandske virksomheder og
personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt i
hvidvasklovens § 47, stk. 1, som opererer her i landet, over-
holder hvidvaskloven og de nævnte forordninger.
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektiv som muligt foreslås det dog, at det i § 47, stk.
1, 1. pkt., præciseres, at Finanstilsynet tillige påser, at filia-
ler, distributører og agenter i landet af sådanne udenlandske
virksomheder og personer overholder loven, regler udstedt i
medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2015/847/EU af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal
medsendes ved pengeoverførsler, og forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer.
Det foreslåede medfører, at det eksplicit vil fremgå af § 47,
stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet fører tilsyn med, at uden-
landske virksomheders og personers filialer, distributører og
agenter, der udøver virksomhed i Danmark, som er omfattet
af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, over-
holder loven, regler udstedt i medfør heraf, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2015/847/EU af 20. maj 2015
om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler,
og forordninger indeholdende regler om finansielle sanktio-
ner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller or-
ganer.
Der er med ændringen tale om en præcisering af gældende
ret.
Til nr. 10 (§ 57, stk. 1, i hvidvaskloven)
Efter § 57, stk. 1, i hvidvaskloven påser Erhvervsstyrelsen,
at virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr.
15-18 og 22, overholder denne lov, regler udstedt i medfør
heraf og forordninger udstedt af Europa-Parlamentet og Rå-
det indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lan-
de, personer, grupper, juridiske enheder eller organer. Dette
gælder dog ikke overholdelse af § 36.
Det følger af artikel 48, stk. 4, 1. pkt., i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om fore-
byggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direk-
tiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), at medlemsstaterne
sikrer, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat,
hvor den forpligtede enhed driver virksomheder, fører tilsyn
med, at disse virksomheder overholder de nationale bestem-
melser i den pågældende medlemsstat, hvorved dette direk-
tiv er gennemført.
Det følger af de specielle bemærkninger til hvidvasklovens
§ 57, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat,
side 162, at bestemmelsen gennemfører artikel 48 i 4. hvid-
vaskdirektiv.
Det følger endvidere af de specielle bemærkninger til hvid-
vasklovens § 1, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41
som fremsat, side 66, at 4. hvidvaskdirektiv grundlæggende
er baseret på et territorialprincip, hvilket betyder, at hvert
enkelt medlemsland er ansvarligt for at regulere og føre til-
syn med de aktiviteter, der finder sted på medlemslandets
territorium, jf. artikel 48, stk. 4, og betragtning nr. 53 i 4.
hvidvaskdirektivs præambel.
58
Erhvervsstyrelsen skal således allerede i dag påse, at filialer,
distributører og agenter af udenlandske virksomheder og
personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt i
hvidvasklovens § 57, stk. 1, som opererer her i landet, over-
holder hvidvaskloven og de nævnte forordninger.
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektiv som muligt foreslås det dog, at det i § 57, stk.
1, 1. pkt., præciseres, at Erhvervsstyrelsen tillige påser, at fi-
lialer, distributører og agenter her i landet af sådanne uden-
landske virksomheder og personer overholder loven, regler
udstedt i medfør heraf og forordninger udstedt af Europa-
Parlamentet og Rådet indeholdende regler om finansielle
sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder
eller organer.
Det foreslåede medfører, at det eksplicit vil fremgå af § 57,
stk. 1, 3. pkt., at Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med, at uden-
landske virksomheders og personers filialer, distributører og
agenter, der udøver virksomhed i Danmark, som er omfattet
af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, over-
holder loven, regler udstedt i medfør heraf og forordninger
udstedt af Europa-Parlamentet og Rådet indeholdende regler
om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juri-
diske enheder eller organer.
Der er med ændringen tale om en præcisering af gældende
ret.
Til nr. 11 (§ 57, stk. 4-6, i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 47 fastlægger i stk. 1 og 2 omfanget af Fi-
nanstilsynets tilsynskompetence. Bestemmelsens stk. 3 og 4
fastlægger Finanstilsynets pligt til at samarbejde med andre
tilsynsmyndigheder i EU og EØS.
Finanstilsynets mulighed for at samarbejde med andre til-
synsmyndigheder i EU og EØS-lande i forhold til at foreta-
ge fælles inspektioner i Danmark samt ved førelse af fælles
tilsyn på andre EU- og EØS-landes område fremgår af § 50 i
hvidvaskloven.
Hvidvasklovens § 65 fastlægger i stk. 1-4, omfanget af Spil-
lemyndighedens tilsynskompetence som værende den kom-
petente myndighed på spilleområdet i forhold til håndhævel-
sen af hvidvasklovgivningen. Stk. 5 og 6 fastlægger Spille-
myndighedens pligt til at samarbejde med andre tilsynsmyn-
digheder i EU og EØS.
Hvidvasklovens § 57, stk. 1-3, fastlægger omfanget af Er-
hvervsstyrelsens tilsynskompetence efter hvidvaskloven
som værende den kompetente myndighed i forhold til ikke-
finansielle virksomheder. Pligten til og muligheden for at
samarbejde med andre tilsynsmyndigheder i EU og EØS er
imidlertid ikke gennemført for Erhvervsstyrelsen.
Det foreslås i § 57, at der indsættes et nyt stk. 4, hvorefter
Erhvervsstyrelsen skal samarbejde med de kompetente myn-
digheder i et andet EU- eller EØS-land om at medvirke ved
tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner her i
landet, når virksomheder og personer der udøver den type
virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, i
hvidvaskloven, der er under tilsyn i et andet EU- eller EØS-
land, udøver disse aktiviteter her i landet, eller en virksom-
hed eller person omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18, og nr. 22,
der er underlagt dansk tilsyn, men opererer i andre EU- eller
EØS-lande.
Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 48, stk.
5, i 4. hvidvaskdirektiv. Af betragtning nr. 53 i 4. hvidvask-
direktivs præambel fremgår det, at hvis en forpligtet enhed
etablerer virksomheder i en medlemsstat, har værtslandet
ansvaret for at håndhæve den etablerede virksomheds over-
holdelse af kravene til forebyggelse af hvidvask og finansie-
ring af terrorisme. Det fremgår yderligere, at der bør være et
tæt samarbejde mellem hjemlandets kompetente myndighe-
der og den kompetente myndighed i værtslandet. Der bør så-
ledes ske underretning af hjemlandets kompetente myndig-
hed om ethvert anliggende, der kan have påvirkning på
hjemlandsmyndighedens vurdering af, om virksomheden el-
ler personen lever op til politikker og forretningsgange ved-
rørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af
terrorisme.
Betragtning 52 i 4. hvidvaskdirektivs præambel anfører, at
hvis en forpligtet enhed driver virksomhed i en anden med-
lemsstat, herunder gennem agent eller et netværk af agenter,
bør hjemlandets kompetente myndighed være ansvarlig for
tilsynet med den forpligtede enheds anvendelse af koncer-
nens politikker og forretningsgange vedrørende bekæmpelse
af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.
Det foreslås endvidere i § 57, at der indsættes et nyt stk. 5,
1. pkt., hvorefter tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller
EØS-land efter forudgående aftale med Erhvervsstyrelsen
kan foretage inspektion i de her i landet beliggende virk-
somheder og personer, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr.
15-18 og nr. 22, med hjemsted i det pågældende land.
Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 48, stk.
5, i 4. hvidvaskdirektiv. Betragtning 52 i 4. hvidvaskdirek-
tivs præambel anfører, at hvis en forpligtet enhed driver
virksomhed i en anden medlemsstat, herunder gennem agent
eller et netværk af agenter, bør hjemlandets kompetente
myndighed være ansvarlig for tilsynet med den forpligtede
enheds anvendelse af koncernens politikker og forretnings-
gange vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og fi-
nansiering af terrorisme. Det vil omfatte tilsynsbesøg her i
59
landet i virksomheder, der har hjemsted i en anden med-
lemsstat.
Ved inspektion forstås de kontrolbesøg, som Erhvervsstyrel-
sen foretager hos de personer og virksomheder, som er un-
derlagt Erhvervsstyrelsens tilsyn i henhold til denne lov.
Rammerne for Erhvervsstyrelsens tilsyn efter hvidvaskloven
fremgår af § 57, stk. 1-3.
Ved hjemsted forstås virksomhedens hovedsæde og perso-
nens bopæl, altså den bopæl hvor personen har sin folkeregi-
steradresse, eller lignende i forhold til det pågældende lands
lovgivning.
Med den foreslåede bestemmelse vil det være et krav, at den
udenlandske tilsynsmyndighed aftaler tilsynsbesøget med
Erhvervsstyrelsen forud for tilsynsbesøget. Erhvervsstyrel-
sen vil på baggrund af en anmodning om tilsyn her i landet
skulle vurdere, hvorvidt tilsynets formål forudsætter fysisk
tilstedeværelse her i landet af den udenlandske myndighed.
Erhvervsstyrelsen vil derefter skulle meddele den udenland-
ske myndighed, hvorvidt anmodningen om tilsyn kan imø-
dekommes.
Den foreslåede bestemmelse vil kun omfatte virksomheder
og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, i
hvidvaskloven, og som er beliggende i Danmark, men som
har hjemsted i den pågældende tilsynsmyndigheds hjem-
land, forudsat at tilsynsmyndigheden er fra et andet EU- el-
ler EØS-land.
Den foreslåede bestemmelse vil alene kunne anvendes, hvor
virksomheder og personer, som udøver den type virksomhed
som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, har hjemsted i et
andet EU- eller EØS-land. Bestemmelsen vil således ikke
omfatte virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr.
15-18 og nr. 22, med hjemsted i Danmark.
Udenlandske tilsynsmyndigheder fra et EU- eller EØS-land
vil alene være kompetente for så vidt angår virksomheder
omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, som har hjemsted
i myndighedens hjemland. Hvis en udenlandsk myndighed
vil undersøge den pågældende virksomhed med henvisning
til den foreslåede bestemmelse, vil det skulle ske ved fysisk
fremmøde hos virksomheden. Tilsyn med virksomhedens
overholdelse af danske regler føres af Erhvervsstyrelsen, jf.
§ 57, stk. 1, jf. artikel 48, stk. 5, i 4. hvidvaskdirektiv. Selve
undersøgelsen vil skulle foregå efter danske regler, men den
her i landet beliggende virksomhed skal leve op til det uden-
landske hjemlands regelsæt på det område, der er genstand
for undersøgelsen.
En udenlandsk myndigheds tilsyn vil skulle foregå under
samme betingelser som Erhvervsstyrelsens tilsyn, hvilket
betyder, at tilsynet vil skulle ske i overensstemmelse med
lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af
tvangsindgreb og oplysningspligter. Den udenlandske myn-
dighed vil derfor som udgangspunkt udelukkende have ad-
gang til forretningslokaler og ikke private boliger.
Efter hvidvasklovens § 59, stk. 3, er det muligt at foretage
tilsynsbesøg uden forudgående varsling af virksomheden el-
ler personen. Muligheden for at foretage uanmeldt tilsynsbe-
søg vil alene kunne anvendes, hvis det er Erhvervsstyrelsens
vurdering, at formålet med tilsynsbesøget vil blive forspildt,
hvis det blev varslet. Erhvervsstyrelsen vil skulle meddele
den udenlandske myndighed, hvorvidt et ønske om et uan-
meldt tilsynsbesøg kan imødekommes. Den foreslåede be-
stemmelse ændrer således ikke på, at udgangspunktet fortsat
er, at et tilsynsbesøg skal varsles på forhånd i det omfang,
det er muligt.
Det foreslås i § 57, at der indsættes et nyt stk. 5, 2. pkt.,
hvorefter Erhvervsstyrelsen kan deltage i tilsynsbesøg om-
fattet af den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. Den foreslåede
bestemmelse vil indebære, at Erhvervsstyrelsen vil kunne
beslutte at deltage i en EU- eller EØS-tilsynsmyndigheds til-
syn af virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr.
15-18 og nr. 22, i Danmark, men som har hjemsted i den på-
gældende tilsynsmyndigheds hjemland.
Erhvervsstyrelsen vil med den foreslåede bestemmelse kun-
ne føre tilsyn med, at virksomheden overholder danske reg-
ler, jf. § 57, stk. 1, jf. artikel 48, stk. 5, i 4. hvidvaskdirektiv,
og at den udenlandske tilsynsmyndigheds tilsyn foregår i
overensstemmelse med danske regler herfor.
Det foreslås i § 57, at der indsættes et nyt stk. 5, 3. pkt., der
vil indebære, at i tilfælde af at en virksomhed eller person
som nævnt i 1. pkt. modsætter sig en kompetent udenlandsk
myndigheds inspektion, kan undersøgelsen kun foretages
med Erhvervsstyrelsens medvirken.
At en virksomhed eller person modsætter sig en inspektion
skal forstås som, at virksomheden gør indsigelse mod den
del af inspektionens gennemførelse, som vedrører den uden-
landske myndighed. Tages indsigelsen ikke til følge, vil in-
spektionen kun kunne foretages af Erhvervsstyrelsen. Et ek-
sempel på en indsigelse kan f.eks. være, at den udenlandske
myndighed er fra Tyskland, og at virksomheden gør indsi-
gelse mod, at inspektionen gennemføres på tysk. Det kan lø-
ses ved, at spørgsmål stilles på engelsk.
Det foreslås i § 57, at der indsættes et nyt stk. 6, hvorefter
Erhvervsstyrelsen kan anmode de kompetente myndigheder
i et EU- eller EØS-land om at medvirke til at påse overhol-
delsen af loven og de regler, der er udstedt i medfør af lo-
ven, vedrørende virksomheder og personer som omfattet af
§ 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, med hjemsted i et andet EU-
60
eller EØS-land ved tilsynsaktioner, kontroller på stedet eller
inspektioner på et andet EU- eller EØS-lands område.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5 vedrører udenlandske
myndigheders mulighed for at foretage inspektioner her i
landet, hvorimod den foreslåede bestemmelse i stk. 6 vedrø-
rer Erhvervsstyrelsens mulighed for at foretage inspektioner
i andre EU- eller EØS-lande. Erhvervsstyrelsens inspektio-
ner i andre EU- eller EØS-lande skal ske i overensstemmel-
se med reglerne i det pågældende land.
Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse i situatio-
ner, hvor Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med en virksomhed
eller person i Danmark og hvor virksomheden eller personen
tillige driver virksomhed i et andet EU- eller EØS-land.
Med den foreslåede bestemmelse vil Erhvervsstyrelsen kun-
ne foretage inspektioner i udlandet, når det pågældende EU-
eller EØS-lands lovmæssige betingelser for afholdelse af in-
spektioner er opfyldt.
Til nr. 12 (§ 64, stk. 1, i hvidvaskloven)
Det fremgår af retsplejelovens § 143, stk. 1, at det Danske
Advokatsamfund udgøres af alle danske advokater. Advoka-
trådet, der er Advokatsamfundets bestyrelse, fører efter rets-
plejelovens § 143, stk. 2, 1. pkt., tilsyn med advokaterne og
deres autoriserede fuldmægtige.
Med henblik på opfyldelsen af Rådets direktiv af 22. marts
1977 om advokaters udveksling af tjenesteydelser har ju-
stitsministeren i medfør af retsplejelovens § 130, stk. 1, ud-
stedt bekendtgørelse nr. 1429 af 11. december 2007 om EU-
advokaters tjenesteydelser her i landet.
Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, kan advokater, der er
etableret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-land eller i
Schweiz, udføre tjenesteydelser som advokater her i landet
og herunder give møde for danske domstole.
Advokatrådet fører tilsyn med advokater, der efter § 1, stk.
1, udfører tjenesteydelser her i landet, jf. bekendtgørelsens §
5.
Det fremgår af hvidvasklovens § 64, stk. 1, 1. pkt., at Advo-
katrådet som tilsynsmyndighed påser, at advokater, der er
omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 14, overholder
hvidvaskloven og de regler, der er udstedt i medfør af den-
ne, samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger inde-
holde regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer.
Det følger af artikel 48, stk. 4, 1. pkt., i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om fore-
byggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direk-
tiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), at medlemsstaterne
skal sikre, at de kompetente myndigheder i den medlems-
stat, hvor den forpligtede enhed driver virksomheder, fører
tilsyn med, at disse virksomheder overholder de nationale
bestemmelser i den pågældende medlemsstat, hvorved 4.
hvidvaskdirektiv er gennemført.
Det følger af de specielle bemærkninger til hvidvasklovens
§ 64, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41, som fremsat
side 173, at bestemmelsen gennemfører artikel 48 i 4. hvid-
vaskdirektiv.
Det følger endvidere af de specielle bemærkninger til hvid-
vasklovens § 1, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41,
som fremsat side 66, at 4. hvidvaskdirektiv grundlæggende
er baseret på et territorialprincip, hvilket betyder, at hvert
enkelt medlemsland er ansvarligt for at regulere og føre til-
syn med de aktiviteter, der finder sted på medlemslandets
territorium, jf. artikel 48, stk. 4, og betragtning nr. 53 i 4.
hvidvaskdirektivs præambel.
Advokatrådet skal således allerede i dag føre tilsyn med ad-
vokater, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, i et
EØS-land eller i Schweiz, som udøver advokatvirksomheder
her i landet, jf. § 5 i bekendtgørelse nr. 1429 af 11. decem-
ber 2007 om EU-advokaters tjenesteydelser her i landet.
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektiv som muligt foreslås det, at der § 64, stk. 1,
1.pkt., præciseres, at Advokatrådet tillige påser, at advoka-
ter, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-
land eller i Schweiz, og som udøver advokatvirksomhed her
i landet , overholder denne lov, regler udstedt i medfør heraf
samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer.
Det er ikke tilladt for advokater, der er etableret i tredjelan-
de, at udøve advokatvirksomhed her i landet, hvorfor ordly-
den i den foreslåede bestemmelse alene tager sigte på advo-
kater, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-
land eller i Schweiz.
Til nr. 13 (§ 64, stk. 3-5, i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 47 fastlægger i stk. 1 og 2 omfanget af Fi-
nanstilsynets tilsynskompetence. Bestemmelsens stk. 3 og 4
fastlægger Finanstilsynets pligt til at samarbejde med andre
tilsynsmyndigheder i EU og EØS.
61
Finanstilsynets mulighed for at samarbejde med andre til-
synsmyndigheder i EU og EØS i forhold til at foretage fæl-
les inspektioner i Danmark samt ved førelse af fælles tilsyn
på andre EU- og EØS-landes område fremgår af hvidvasklo-
vens § 50.
Hvidvasklovens § 65 fastlægger i stk. 1-4 omfanget af Spil-
lemyndighedens tilsynskompetence som værende den kom-
petente myndighed på spilleområdet i forhold til håndhævel-
sen af hvidvasklovgivningen. Bestemmelsens stk. 5 og 6
fastlægger Spillemyndighedens pligt til at samarbejde med
andre tilsynsmyndigheder i EU og EØS.
Hvidvasklovens § 64, stk. 1-2, fastlægger omfanget af Ad-
vokatrådets tilsynskompetence efter hvidvaskloven som væ-
rende den kompetente myndighed i forhold til advokater.
Pligten til og muligheden for at samarbejde med andre til-
synsmyndigheder i EU og EØS er imidlertid ikke gennem-
ført for Advokatrådet.
Det foreslås, at der i § 64 indsættes et nyt stk. 3, hvorefter
Advokatrådet skal samarbejde med de kompetente myndig-
heder i et andet EU- eller EØS-land om at medvirke ved til-
synsaktiviteter, når virksomheder og personer som omfattet
af § 1, stk. 1, nr. 14, i hvidvaskloven, der er under tilsyn i et
andet EU- eller EØS-land, udøver advokatvirksomhed her i
landet, eller en dansk virksomhed eller person omfattet af §
1, stk. 1, nr. 14, der er underlagt dansk tilsyn, men opererer i
andre EU- eller EØS-lande.
Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 48, stk.
5, i 4. hvidvaskdirektiv. Af betragtning nr. 53 i 4. hvidvask-
direktivs præambel fremgår det, at hvis en forpligtet enhed
etablerer virksomheder i en medlemsstat, har værtslandet
ansvaret for at håndhæve den etablerede virksomheds over-
holdelse af kravene til forebyggelse af hvidvask og finansie-
ring af terrorisme. Advokatrådet har således kompetence til
at føre tilsyn med advokater beskikket i et EU-/EØS-land,
som er registreret hos Advokatsamfundet (”EU-advokater”),
og advokater beskikket i et EU-/EØS-land, som driver advo-
katvirksomhed i Danmark i form af grænseoverskridende
tjenesteydelser.
Det fremgår yderligere, at der bør være et tæt samarbejde
mellem hjemlandets kompetente myndigheder og den kom-
petente myndighed i værtslandet. Der bør således ske under-
retning af hjemlandets kompetente myndighed om ethvert
anliggende, der kan have påvirkning på hjemlandsmyndig-
hedens vurdering af, om virksomheden eller personen lever
op til politikker og forretningsgange vedrørende bekæmpel-
se af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Der
vil f.eks. skulle underrettes, hvis en advokat efter påbud fra
Advokatrådet fortsat ikke lever op til hvidvasklovens krav
til politikker og forretningsgange, ligesom manglende gen-
nemførelse af kundekendskabsprocedurer, som vil medføre
disciplinær forfølgning, vil medføre pligt til at underrette
hjemlandsmyndigheden.
Betragtning 52 i 4. hvidvaskdirektivs præambel anfører, at
hvis en forpligtet enhed driver virksomhed i en anden med-
lemsstat, bør hjemlandets kompetente myndighed være an-
svarlig for tilsynet med den forpligtede enheds anvendelse
af koncernens politikker og forretningsgange vedrørende be-
kæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terroris-
me. Advokatrådet vil fortsat føre tilsyn med EU-advokater
registreret hos Advokatsamfundet og advokater fra andre
EU-/EØS-lande, som udøver tjenesteydelser i Danmark.
Hvis advokaten er en del af en koncern, som har hjemsted i
hjemlandet, vil hjemlandet føre tilsyn med koncernens for-
pligtelser efter hvidvaskloven.
Det foreslås endvidere, at der i § 64 indsættes et nyt stk. 4,
hvorefter tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller EØS-
land efter forudgående aftale med Advokatrådet kan foreta-
ge inspektion i de her i landet beliggende virksomheder og
personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, i hvidvaskloven,
med hjemsted i det pågældende land. Dette omfatter alene
advokater fra andre EU-/EØS-lande, der er registreret hos
Advokatsamfundet (”EU-advokater”) og underlagt Advoka-
trådets tilsyn. Udenlandske advokater, som alene udøver tje-
nesteydelser i Danmark, er ikke registreret hos Advokatsam-
fundet og er ikke beliggende i Danmark. Advokatrådet kan
deltage i inspektionen som nævnt i 1. pkt. Modsætter en
virksomhed eller person som nævnt i 1. pkt. sig en kompe-
tent udenlandsk myndigheds inspektion, kan undersøgelsen
kun foretages med Advokatrådets medvirken.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at tilsynsmyndigheder i et andet
EU- eller EØS-land efter forudgående aftale med Advoka-
trådet kan foretage inspektion i de her i landet beliggende
virksomheder og personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14,
med hjemsted i det pågældende land. Det er alene ”EU-ad-
vokater”, som har hjemsted i et andet EU-/EØS-land og
samtidig er beliggende i Danmark.
Det vil være et krav, at den udenlandske tilsynsmyndighed
aftaler tilsynsbesøget med Advokatrådet forud for tilsynsbe-
søget. Advokatrådet vil på baggrund af en anmodning om
tilsyn her i landet vurdere, hvorvidt tilsynets formål forud-
sætter fysisk tilstedeværelse her i landet af den udenlandske
myndighed. Advokatrådet vil meddele den udenlandske
myndighed, hvorvidt anmodningen om tilsyn kan imøde-
kommes.
Den foreslåede bestemmelse vil alene omfatte her i landet
beliggende virksomheder og personer som omfattet af § 1,
stk. 1, nr. 14, med hjemsted i det pågældende land, dvs.
”EU-advokater”. Bestemmelsen vil således ikke omfatte
danske virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, dvs.
virksomheder etableret her i landet.
62
Bestemmelsen kan tænkes anvendt, hvor virksomheder og
personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, har hjemsted i et
andet EU- eller EØS-land.
Udenlandske tilsynsmyndigheder fra et EU- eller EØS-land
vil alene være kompetente for så vidt angår virksomheder
omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, som har hjemsted i myndighe-
dens hjemland. Hvis en udenlandsk myndighed vil undersø-
ge den pågældende virksomhed, vil dette skulle ske ved an-
modning om oplysninger fra Advokatrådet eller ved fysisk
fremmøde hos virksomheden. Tilsyn med virksomhedens
overholdelse af danske regler føres derimod af Advokatrå-
det, jf. § 64, stk. 1. Selve undersøgelsen vil foregå efter dan-
ske processuelle regler, men den her i landet beliggende
virksomhed skal leve op til det udenlandske hjemlands re-
gelsæt på det område, der er genstand for undersøgelsen.
En udenlandsk myndigheds tilsyn vil skulle foregå under
samme betingelser som Advokatrådets tilsyn, hvilket bety-
der, at tilsynet skal ske i overensstemmelse med lovbekendt-
gørelse nr. 1121 af 12. november 2019 om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysnings-
pligter, i det omfang loven finder anvendelse for Advokatrå-
det. Den udenlandske myndighed vil som udgangspunkt
udelukkende have adgang til forretningslokaler og således
f.eks. ikke til private boliger.
Der er mulighed for at foretage tilsynsbesøg uden forudgå-
ende varsling. Muligheden for at foretage uanmeldt tilsyns-
besøg skal alene anvendes, hvis det er Advokatrådets vurde-
ring, at formålet med tilsynsbesøget ville blive forspildt,
hvis det blev varslet. Advokatrådet meddeler den udenland-
ske myndighed, hvorvidt et ønske om et uanmeldt tilsynsbe-
søg kan imødekommes. Udgangspunktet er således fortsat,
at et tilsynsbesøg skal varsles på forhånd, i det omfang, det
er muligt.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at Advokatrådet kan deltage i
tilsynsbesøget, som nævnt i 1. pkt. Bestemmelsen vil inde-
bære, at Advokatrådet kan beslutte at deltage i en EU- eller
EØS-tilsynsmyndigheds tilsyn af her i landet beliggende
virksomheder og personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14,
med hjemsted i det pågældende land.
Advokatrådet vil dermed kunne føre tilsyn med, at virksom-
heden overholder danske regler, jf. § 64, stk. 1, jf. artikel 48,
stk. 5, i 4. hvidvaskdirektiv, og at den udenlandske tilsyns-
myndigheds tilsyn foregår i overensstemmelse med danske
regler herfor.
Det foreslås i § 64, stk. 4, 3. pkt., at modsætter en virksom-
hed som nævnt i 1. pkt. sig en kompetent udenlandsk myn-
digheds tilsyn, kan undersøgelsen kun foretages med Advo-
katrådets medvirken og efter de for Advokatrådet gældende
regler.
At en virksomhed eller person modsætter sig en inspektion
skal forstås som, at virksomheden gør indsigelse mod in-
spektionens gennemførelse.
Det foreslås i § 64, stk. 5, at Advokatrådet kan anmode de
kompetente myndigheder i et EU- eller EØS-land om at
medvirke til at påse overholdelsen af loven og de regler, der
er udstedt i medfør af loven, vedrørende virksomheder og
personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, med hjemsted i
et andet EU- eller EØS-land ved tilsynsaktioner, kontroller
på stedet eller inspektioner på et andet EU- eller EØS-lands
område.
Hvor stk. 4 vedrører udenlandske myndigheders mulighed
for at foretage inspektioner her i landet, vedrører stk. 5 Ad-
vokatrådets mulighed for at foretage inspektioner i udlandet.
Advokatrådets inspektioner i udlandet skal ske i overens-
stemmelse med reglerne i det pågældende land.
Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse i situatio-
ner, hvor Advokatrådet fører tilsyn med virksomheder og
personer i Danmark, og hvor virksomheden eller personen
tillige driver virksomhed i et andet EU- eller EØS-land.
Med den foreslåede bestemmelse vil Advokatrådet kunne
foretage inspektioner i udlandet, når det pågældende EU- el-
ler EØS-lands lovmæssige betingelser for afholdelse af in-
spektioner er opfyldt.
Til nr. 14 (§ 64 a, i hvidvaskloven)
Det fremgår af hvidvasklovens § 64, stk. 1, 1. pkt., at Advo-
katrådet påser, at advokater omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14,
overholder loven og de regler, der er udstedt i medfør heraf,
samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer.
Advokatrådet kan efter § 64, stk. 2, påbyde advokater at fo-
retage de nødvendige foranstaltninger, inden for en frist
fastsat af Advokatrådet, i tilfælde af overtrædelse af bestem-
melser i hvidvaskloven, regler fastsat i medfør af hvidvas-
kloven eller Europa-Parlamentets og Rådets forordninger in-
deholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, per-
soner, grupper, juridiske enheder eller oranger.
Advokatrådets påbud efter § 64, stk. 2, kan ikke påklages til
andre myndigheder. Der findes ikke regler om offentliggø-
relse af påbud udstedt i medfør af § 64, stk. 2.
Medlemsstaterne er efter artikel 60 i 4. hvidvaskdirektiv for-
pligtet til at sikre, at en afgørelse, der ikke kan påklages, om
pålæggelse af en administrativ sanktion eller foranstaltning
63
for overtrædelse af nationale bestemmelser, der gennemfø-
rer dette direktiv, offentliggøres af de kompetente myndig-
heder på deres officielle websted umiddelbart efter, at den
person, der pålægges sanktionen, er underrettet om afgørel-
sen.
For at sikre en så direktivnær implementering af artikel 60 i
4. hvidvaskdirektiv som muligt er der fundet anledning til at
justere hvidvaskloven for så vidt angår Advokatrådet som
tilsynsmyndighed.
Det foreslås derfor, at der indsættes en ny § 64 a i hvidvas-
kloven.
Det foreslås i stk. 1. 1. pkt., at advokatrådets reaktioner i for-
bindelse med tilsyn efter § 64, herunder beslutninger om at
overdrage en sag til politimæssig efterforskning, skal offent-
liggøres af advokatrådet på Advokatsamfundets hjemmesi-
de, jf. dog stk. 5.
Begrebet reaktioner omfatter alle de reaktioner, som Advo-
katrådet vedtager, og som retter sig mod en part, herunder
afgørelser, påbud, påtaler og beslutninger om at overgive
sager til politimæssig efterforskning. Offentliggørelsesmed-
delelsen skal som minimum identificere den fysiske eller ju-
ridiske person og overtrædelsens art.
Advokatrådet kan undlade at offentliggøre reaktioner givet i
forbindelse med tilsyn efter § 64, herunder beslutninger om
at overdrage en sag til politimæssig efterforskning hvis of-
fentliggørelse vil medføre uforholdsmæssig stor skade for
virksomheden eller efterforskningsmæssige hensyn taler
imod offentliggørelse, jf. det foreslåede stk. 5.
Det forudsættes, at offentliggørelsen som udgangspunkt skal
ske umiddelbart efter, at der er truffet afgørelse eller beslut-
ning om at meddele tilsynsreaktionen. Advokatrådet skal
forinden offentliggørelsen orientere den pågældende fysiske
eller juridiske person, hvis navn vil fremgå af offentliggørel-
sen, om den forestående offentliggørelse, således at den på-
gældende har mulighed for at kunne forberede sig på offent-
liggørelsen.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at beslutninger om at overgive
sager til politimæssig efterforskning offentliggøres som re-
sumé, jf. dog det foreslåede stk. 5.
Efter den foreslåede bestemmelse skal Advokatrådet alene
offentliggøre et resumé af beslutningen om at overgive en
sag til politimæssig efterforskning, hvilket betyder, at be-
slutningen ikke skal offentliggøres i sin helhed.
Oversendelse af sager til politimæssig efterforskning er en
processuel beslutning, som ikke kan påklages. Det forudsæt-
tes, at offentliggørelse af en beslutning om at oversende en
sag til politimæssig efterforskning alene sker efter høring af
den relevante politimyndighed. Det kan aftales med ankla-
gemyndigheden, at visse sagskategorier kan offentliggøres
uden forudgående høring.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at offentliggørelsen skal omfatte
den juridiske eller fysiske persons navn, jf. dog stk. 3.
Det bemærkes, at oplysninger om, at fysiske personer har
overtrådt lovgivningen, udgør personoplysninger, der er om-
fattet af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelseslo-
ven. Oplysningerne er omfattet af databeskyttelsesforordnin-
gens artikel 6. Oplysningerne er desuden omfattet af artikel
10, da der er tale om personoplysninger vedrørende lovover-
trædelser.
Den behandling af personoplysninger, der forudsætningsvist
sker ved offentliggørelsen, vurderes at have hjemmel i data-
beskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, om bl.a.
udførelse af en opgave i samfundets interesse, som den data-
ansvarlige har fået pålagt. Der lægges herved navnlig vægt
på, at den omtalte behandling af personoplysninger er en
forudsætning for gennemførelse af artikel 60 i 4. hvidvask-
direktiv.
Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 10, at be-
handling af personoplysninger vedrørende bl.a. lovovertræ-
delser på grundlag af artikel 6, stk. 1, kun må foretages
under kontrol af en offentlig myndighed, eller hvis behand-
ling har hjemmel i EU-retten eller medlemsstaternes natio-
nale ret, som giver passende garantier for den registreredes
rettigheder og frihedsrettigheder.
Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse skaber
hjemmel for Advokatrådet til at behandle oplysninger om
lovovertrædelser, jf. databeskyttelsesforordningens artikel
10. Det vurderes, at hjemmelen giver passende garantier for
registreredes rettigheder og frihedsrettigheder. Der lægges i
den forbindelse vægt på, at ordningen er en forudsætning for
gennemførelse af artikel 60 i 4. hvidvaskdirektiv. Der læg-
ges desuden vægt på, at offentliggørelse som følge af den
foreslåede § 64 a, stk. 3, alene må ske ved personens alvorli-
ge, gentagne eller systematiske overtrædelser af de opregne-
de bestemmelser i hvidvaskloven. Der lægges endvidere
vægt på, at personoplysninger indeholdt i offentliggørelsen
kun må forblive på Advokatsamfundets hjemmeside i det
nødvendige tidsrum, jf. den foreslåede § 64 a, stk. 2, 2. pkt.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at offentliggjorte reaktioner skal
forblive på Advokatsamfundets hjemmeside i 5 år efter of-
fentliggørelse.
64
Offentliggjorte reaktioner vil skulle slettes fra Advokatsam-
fundets hjemmeside 5 år efter offentliggørelsen.
Det foreslås i stk. 2, 2, pkt., at personoplysninger indeholdt i
offentliggørelsen må dog kun forblive på Advokatrådets
hjemmeside i det nødvendige tidsrum.
Ved det nødvendige tidsrum forstås så længe oplysningerne
anses for nødvendige i forhold til de samfundsmæssige hen-
syn bag offentliggørelsen.
Det foreslås i stk. 3, at offentliggørelse af reaktioner efter
den foreslåede stk. 1, der omfatter en fysisk persons navn,
alene kan ske ved personens alvorlige, gentagne eller syste-
matiske overtrædelser af hvidvasklovens § 10, nr. 1, 2, 4 og
5, § 11, stk. 1 og 2 og stk. 3, 1., 3. og 4. pkt., § 14, stk. 1,
stk. 2, 2. pkt., stk. 3 og 5, § 17, stk. 1 og 2, § 18, § 21, stk. 1,
2. pkt., § 25, stk. 1, § 26, stk. 1 og 3 og stk. 4, 1. pkt., og §
30.
Alvorlige, gentagne eller systematiske overtrædelser skal
forstås i sammenhæng med hvidvasklovens § 78, stk. 2.
Der kan f.eks. være tale om særligt grove eller omfattende
forsætlige overtrædelser, hvor der ikke er udført kundekend-
skabsprocedurer, som er et grundlæggende krav for opfyl-
delse af alle lovforslagets øvrige pligter, eller hvor oplysnin-
ger om kunder eller transaktioner ikke er opbevaret, hvilket
er en forudsætning for, at hvidvask og terrorfinansiering kan
efterforskes. Endvidere vil bestemmelsen kunne være an-
vendelig, hvis der ved beløbsmæssigt særlig store transakti-
oner ikke er krævet og/eller opbevaret identitets- og kontrol-
oplysninger.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at i de tilfælde, hvor Advokatrå-
det har overgivet en sag til politimæssig efterforskning, og
der er afsagt fældende dom eller vedtaget bøde, skal Advo-
katrådet offentliggøre dommen, bødevedtagelsen eller et re-
sumé heraf, jf. dog stk. 5.
Dommen, det vedtagne bødeforelæg eller resuméet heraf,
som skal offentliggøres, vil indeholde den eller de involve-
rede virksomheder eller personers navn(e).
Offentliggørelse indebærer ikke, at selve den underliggende
sag med dertilhørende akter bliver offentlig tilgængelig.
Sagen er stadig omfattet af Advokatrådets tavshedspligt i
henhold til retsplejelovens 143 b.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at er dommen ikke endelig, skal
dette fremgå af offentliggørelsen.
Det foreslås i stk. 4, 3. pkt., stk. 1 og 2 finder tilsvarende an-
vendelse.
Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at offentliggørelse efter stk. 1-4
dog ikke kan ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor
skade for virksomheden eller efterforskningsmæssige hen-
syn taler imod offentliggørelse.
Ved uforholdsmæssig stor skade forstås, at der skal være ta-
le om oplysninger, som, hvis de offentliggøres, kan være
truende for virksomhedens eksistens. Det er dermed ikke til-
strækkeligt, at oplysningerne potentielt kan medføre større
tab for virksomheden, uden at virksomhedens eksistens der-
med er i fare.
Efter den foreslåede stk. 5, 2. pkt., må offentliggørelsen ikke
indeholde oplysninger om enkeltpersoners private, herunder
økonomiske forhold og tekniske indretninger eller frem-
gangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold el.lign.,
for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den
person eller virksomhed, oplysningerne angår.
Fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger
om potentielle købere af en nødlidende virksomhed i de til-
fælde, hvor overtagelsen ikke gennemføres, vil således ikke
skulle offentliggøres. Det vil også gælde fortrolige oplysnin-
ger om virksomhedens interne forhold af væsentlig betyd-
ning for virksomheden, f.eks. vil ikke-offentligt tilgængelige
oplysninger om virksomhedens opbygning og indretning,
økonomiske forhold og situation, kundemasse og samar-
bejdspartnere skulle fjernes inden offentliggørelsen, med-
mindre oplysningerne er nødvendige for forståelsen af dom-
men, det vedtagne bødeforelæg, eller resuméet heraf.
Bestemmelsen skal forstås i overensstemmelse med § 30 i
lov om offentlighed i forvaltningen, jf. lovbekendtgørelse
nr. 145 af 24. februar 2020, der dog ikke finder anvendelse
på Advokatrådet.
Det foreslås videre i stk. 5, 3. pkt., at offentliggørelsen ikke
må indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører fra en
myndighed fra et EU- eller EØS-land, medmindre de myn-
digheder, som har afgivet oplysningerne, har givet deres ud-
trykkelige tilladelse
Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at hvor offentliggørelse er und-
ladt i henhold til den foreslåede stk. 5, 1. pkt., skal der ske
offentliggørelse efter stk. 1-4, når de hensyn, der nødvendig-
gjorde undladelsen, ikke længere er gældende.
Det foreslås i stk. 6, 2. pkt., at der efter 2 år fra datoen for
reaktionen eller beslutningen om at overgive sagen til politi-
mæssig efterforskning ikke skal ske offentliggørelse uanset
1. pkt.
65
Baggrunden herfor er, at den offentlige interesse i sådanne
reaktioner aftager kraftigt hen over tid, og af administrative
årsager. På denne baggrund foreslås en grænse på to år.
Efter den foreslåede stk. 6, 3. pkt., skal der alene ske offent-
liggørelse, hvis der ikke er sket påtaleopgivelse eller tiltale-
frafald efter retsplejelovens regler.
Det foreslås i stk. 7, 1. pkt., at Advokatrådet efter anmod-
ning fra den fysiske eller juridiske person, som en sag ve-
drører, skal offentliggøre oplysninger om, at der er truffet
afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald, afsiges frifindel-
se i Advokatnævnet eller afsiges frifindende dom, i de til-
fælde hvor Advokatrådet har offentliggjort en beslutning om
at overgive en sag til politimæssig efterforskning efter den
foreslåede stk. 1, 2. pkt.
Da det ikke i ethvert tilfælde vil være givet, at den juridiske
eller fysiske person, som er blevet politianmeldt, ønsker of-
fentliggørelse af påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet eller den
frifindende dom, foreslås det, at offentliggørelse kun skal
ske efter anmodning.
Advokatrådet vil skulle offentliggøre, at sagen er sluttet
uden tiltale, at sagen er sluttet ved tiltalefrafald, eller at der
er afsagt frifindende dom i sagen i umiddelbar og naturlig
sammenhæng med Advokatrådets offentliggørelse efter den
forslåede stk. 1, 2. pkt., dvs. det sted på Advokatrådets
hjemmeside, hvor Advokatrådets tidligere har offentliggjort
beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efter-
forskning. De supplerende oplysninger om påtaleopgivelse,
tiltalefrafald eller frifindende dom vil tydeligt skulle fremgå
af Advokatsamfundets hjemmeside.
Offentliggørelse efter den foreslåede bestemmelse vil tillige
skulle omfatte tilfælde, hvor der er afsagt dom ved en anke-
instans.
Det foreslås i stk. 7, 2. pkt., at den fysiske eller juridiske per-
son skal indsende en kopi af afgørelsen om påtaleopgivelse
eller tiltalefrafald eller en kopi af afgørelsen eller dommen
til Advokatrådet samtidig med anmodning om offentliggø-
relse.
Det foreslåede medfører, at den fysiske eller juridiske per-
son selv vil skulle indsende en kopi af de relevante doku-
menter, som vedkommende ønsker offentliggjort, da Advo-
katrådet ikke nødvendigvis vil være i besiddelse af de på-
gældende dokumenter.
Det foreslås i stk. 7, 3. pkt., at det skal fremgå af offentlig-
gørelsen, hvis påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet, afgørelsen
eller dommen ikke er endelig.
En afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald er ikke
endelig i de tilfælde, hvor afgørelsen om påtaleopgivelse el-
ler tiltalefrafald er påklaget til den overordnende anklage-
myndighed. En dom er ikke endelig i de tilfælde, hvor dom-
men er anket til en højere retsinstans.
Det foreslås i stk. 7, 4. pkt., at modtager Advokatrådet doku-
mentation for, at sagen er afsluttet ved endelig påtaleopgi-
velse, tiltalefrafald eller afsigelse af endelig frifindende af-
gørelse eller dom, skal Advokatrådet fjerne alle oplysninger
om beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efter-
forskning og eventuelle efterfølgende domme i sagen fra
Advokatrådets hjemmeside.
I de tilfælde, hvor den, som sagen vedrører, ikke anmoder
Advokatrådet om at offentliggøre oplysninger om, at sagen
er afsluttet ved påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller afsigelse
af frifindende dom i henhold til 1. pkt., men ønsker Advoka-
trådets offentliggørelse af beslutningen om at overgive sag-
en til politimæssig efterforskning, herunder eventuelle sup-
plerende oplysninger om efterfølgende domme i sagen, slet-
tet fra Advokatsamfundets hjemmeside, kan dette således
ske ved indsendelse af dokumentation for sagens afslutning
til Advokatrådet. Advokatrådet vil herefter efter 4. pkt. slet-
te offentliggørelsen af beslutningen om at overgive sagen til
politimæssig efterforskning m.v. fra Advokatrådets hjemme-
side.
Advokatrådets forpligtelse til at fjerne oplysninger om en
beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforsk-
ning indtræder derfor først i det tilfælde, hvor Advokatrådet
modtager dokumentation herfor. Det er ikke afgørende,
hvem der indsender eller overleverer en sådan dokumenta-
tion, og Advokatrådets forpligtelse til at slette oplysninger
om overgivelse af en sag til politimæssig efterforskning ind-
træder således, uanset om den fornødne dokumentation
modtages fra anklagemyndigheden, den pågældende fysiske
eller juridiske person, som sagen vedrører, eller af tredje-
mand.
En afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald er ikke
endelig i de tilfælde, hvor afgørelsen om påtaleopgivelse el-
ler tiltalefrafald er påklaget til den overordnede anklage-
myndighed. En dom er ikke endelig i de tilfælde, hvor dom-
men er anket til højere retsinstans. Fjernelse af offentliggø-
relsen af en beslutning om at overgive en sag til politimæs-
sig efterforskning i tilfælde, hvor en sag er afsluttet ved fri-
findende dom eller afsluttet ved påtaleopgivelse eller tiltale-
frafald, vil således først ske efter udløbet af henholdsvis an-
kefristen eller fristen for at påklage påtaleopgivelsen eller
tiltalefrafaldet, da afgørelsen skal være endelig.
Advokatrådet modtager ikke nødvendigvis oplysninger om
og dokumentation for, at en sag overgivet til politimæssig
66
efterforskning er afsluttet ved endelig påtaleopgivelse eller
tiltalefrafald eller afsigelse af endelig frifindende dom.
Det foreslås i stk. 8, 1. pkt., at Advokatrådet efter anmod-
ning fra en fysisk eller juridisk person, som er frifundet, skal
offentliggøre resultatet af anken eller genoptagelsen.
Det foreslås i stk. 8, 2. pkt., at den fysiske eller juridiske per-
son samtidig med anmodningen om offentliggørelse skal
indsende kopi af dommen i ankesagen eller den genoptagede
sag.
Det foreslås i stk. 8, 3. pkt., at er resultatet af anken eller den
genoptagede sag et andet end resultatet af dommen offent-
liggjort i medfør af stk. 4, 1. pkt., kan Advokatrådet beslutte
at fjerne dommen fra Advokatrådets hjemmeside
Advokatrådet påser som tilsynsmyndighed, at advokater
omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 14, overholder lo-
ven og de regler, der er udstedt i medfør heraf, samt Europa-
Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende regler
om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juri-
diske enheder eller organer, jf. hvidvasklovens § 64, stk. 1,
1. pkt.
Advokatrådet kan påbyde advokater at foretage de nødven-
dige foranstaltninger i tilfælde af overtrædelse af bestem-
melser i denne lov, de regler, der er fastsat i medfør heraf,
eller Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer, jf. hvidvasklovens
§ 64, stk. 2.
Manglende efterlevelse af påbud udstedt i medfør af § 64,
stk. 2, er i strid med god advokatskik. Advokatnævnet påser,
at advokater efterlever god advokatskik. Overtrædelse af
god advokatskik sanktioneres med bøde, pålæg eller fraken-
delse af retten til at udøve advokatvirksomhed, jf. nærmere
retsplejelovens kapitel 15 b.
Medlemsstaterne skal efter 4. hvidvaskdirektivs artikel 60,
stk. 1, sikre, at en afgørelse, der ikke kan påklages, om på-
læggelse af en administrativ sanktion eller foranstaltning for
overtrædelse af nationale bestemmelser, der gennemfører
dette direktiv, offentliggøres af de kompetente myndigheder
på deres officielle websted umiddelbart efter, at den person,
der pålægges sanktionen, er underrettet om afgørelsen.
Da Advokatnævnet i vidt omfang også vil udstede sanktio-
ner for overtrædelse af bestemmelser i hvidvaskloven, fore-
slås det i stk. 9, 1. pkt., at Advokatnævnets kendelser for
overtrædelse af hvidvaskloven og de regler, der er udstedt i
medfør heraf, samt Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod
lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer skal
offentliggøres af Advokatrådet på Advokatsamfundets
hjemmeside, når fristen for at indbringe kendelsen for retten
er udløbet.
Det forudsættes, at kendelser, der indbringes for retten inden
for tidsfristen, ikke skal offentliggøres, før det er afsagt en-
delig dom, jf. nærmere det foreslåede stk. 9, 3. pkt.
Det foreslås i stk. 9, 2. pkt., at kendelser om overholdelse af
§ 36 ikke skal offentliggøres.
Det foreslås i stk. 9, 3. pkt., at kendelser, som indbringes for
retten, offentliggøres, når der er afsagt endelig dom.
Det foreslås i stk. 9, 4. pkt., at bestemmelserne i stk. 2-8 fin-
der tilsvarende anvendelse ved offentliggørelse af Advokat-
nævnets kendelser.
Advokatrådet vil skulle offentliggøre reaktioner for overtræ-
delse af hvidvaskloven og de regler, der er udstedt i medfør
heraf, samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger in-
deholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, per-
soner, grupper, juridiske enheder eller organer, når det træf-
fes afgørelse efter denne lovs ikrafttræden. Det vil også
skulle gælde for reaktioner på overtrædelser, der er blevet
begået før lovens ikrafttræden.
Til nr. 15 (§ 65, stk. 1, 3. pkt., i hvidvaskloven)
Efter § 65, stk. 1, påser Spillemyndigheden, at udbydere af
spil omfattet af § 1, stk. 1, nr. 20, overholder loven, de reg-
ler, der er udstedt i medfør heraf, og forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer. Spillemyndigheden
påser dog ikke overholdelse af § 36.
Det følger af artikel 48, stk. 4, 1. pkt., i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om fore-
byggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direk-
tiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), at medlemsstaterne
sikrer, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat,
hvor den forpligtede enhed driver virksomheder, fører tilsyn
med, at disse virksomheder overholder de nationale bestem-
melser i den pågældende medlemsstat, hvorved dette direk-
tiv er gennemført.
Det følger af de specielle bemærkninger til hvidvasklovens
§ 65, at bestemmelsen gennemfører artikel 48 i 4. hvidvask-
67
direktiv for Spillemyndighedens vedkommende, jf. Folke-
tingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 174.
Det følger endvidere af de specielle bemærkninger til hvid-
vasklovens § 1, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41
som fremsat, side 66, at 4. hvidvaskdirektiv grundlæggende
er baseret på et territorialprincip, hvilket betyder, at hvert
enkelt medlemsland er ansvarligt for at regulere og føre til-
syn med de aktiviteter, der finder sted på medlemslandets
territorium, jf. artikel 48, stk. 4, og betragtning nr. 53 i 4.
hvidvaskdirektivs præambel.
Det følger af lovforslagets § 2 nr. 2, at reglerne for spiludby-
dere gælder for alle udbydere af spil, der har tilladelse til at
udbyde spil i Danmark, idet disse udbydere anses for at væ-
re etableret her i landet, jf. § 1, stk. 1, nr. 20. Alle udbydere
af spil, som skal have tilladelse til at udbyde spil her i lan-
det, vil således være omfattet af den danske spillelovgivning
og hvidvasklovgivning. Dermed vil udenlandske spiludby-
dere, der skal have en tilladelse til udbyde spil i Danmark
f.eks. via af en forhandler, også være omfattet af den danske
hvidvaskregulering.
Spillemyndigheden skal således allerede i dag påse, at uden-
landske spiludbydere, som opererer her i landet, overholder
hvidvaskloven og de nævnte forordninger.
For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvid-
vaskdirektiv som muligt foreslås det dog, at det i § 65, stk.
1, pkt. 1., præciseres, at Spillemyndigheden endvidere påser,
at filialer, distributører og agenter her i landet af sådanne
udenlandske virksomheder og personer overholder denne
lov, regler udstedt i medfør heraf og forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer,
grupper, juridiske enheder eller organer.
Det foreslåede medfører, at det eksplicit vil fremgå af § 65,
stk. 1, 1. pkt., at Spillemyndigheden fører tilsyn med, at
udenlandske virksomheders og personers filialer, distributø-
rer og agenter her i landet, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr.
20, overholder loven, regler udstedt i medfør heraf og for-
ordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner
mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller orga-
ner.
Der er med ændringen tale om en præcisering af gældende
ret.
Til nr. 16 (§ 78, stk. 1, 2. pkt., i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 78 fastsætter, hvilke overtrædelser af
hvidvaskloven, regler udstedt i medfør heraf og forordninger
der kan straffes. Bestemmelsen fastsætter endvidere strafan-
svar for juridiske personer samt omhandler forældelsesfri-
sten for overtrædelse af lovens bestemmelser og regler ud-
stedt i medfør heraf.
Tilregnelseskravet i hvidvaskloven er forsæt eller grov uagt-
somhed, hvorfor overtrædelser af hvidvaskloven skal være
forsætlige eller groft uagtsomme for at kunne straffes.
Det foreslås, at der i § 78, stk. 1, 2. pkt., indsættes en henvis-
ning til § 5 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 13.
Med lovforslagets § 5 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, foreslås
det, i henhold til artikel 1, nr. 7, litra c, 2. led, i 5. hvidvask-
direktiv, at betalinger foretaget med anonyme forudbetalte
kort udstedt i tredjelande ikke må indløses i Danmark. Til-
svarende må restværdien i kontanter eller kontanthævning af
pengeværdien på sådanne betalingskort ikke indløses i Dan-
mark.
Med forslaget vil overtrædelse af den foreslåede § 5 a kunne
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt i
straffeloven. Strafsubjekterne for overtrædelse af den fore-
slåede bestemmelse vil være fysiske og juridiske personer.
Med forslaget vil en fysisk eller juridisk person, der indløser
en betaling foretaget med et anonymt forudbetalt kort ud-
stedt i et tredjeland kunne straffes.
Indløsning af betalinger svarer til definitionen af ”indløs-
ning af betalingstransaktioner” i § 7, stk. 1, nr. 25, i lov nr.
652 af 8. juni 2017 om betalinger (lov om betalinger), hvor-
ved forstås den situation, hvor en udbyder af betalingstjene-
ster, der har indgået aftale med en betalingsmodtager om
modtagelse og bearbejdning af betalingstransaktioner med
henblik på at overføre midler til betalingsmodtageren gør
dette. Det er altså alene virksomheder med tilladelse som
pengeinstitut, e-pengeinstitut, betalingsinstitut eller virk-
somheder, der har begrænset tilladelse til at udstede e-penge
eller udbyde betalingstjenester, der lovligt kan indløse beta-
lingsinstrumenter, herunder betalingskort såsom kreditkort
og debetkort, her i landet, jf. §§ 2 og 3 i lov om betalinger.
Derudover må offentlige myndigheder og Nationalbanken
også indløse betalingsinstrumenter.
Forbuddet i den foreslåede § 5 a er absolut og omfatter såle-
des virksomheder og personer, der såvel lovligt som ulovligt
kan indløse betalingsinstrumenter i Danmark.
Det foreslås, at strafniveauet følger strafniveauet for over-
trædelse af § 78, stk. 3, i hvidvaskloven, jf. Folketingstiden-
de 2018-19, A, L 47 som fremsat, side 47.
Det foreslås desuden, at hvidvasklovens § 32 indsættes i op-
listningen i § 78, stk. 1, 2. pkt., således at overtrædelse af §
32 vil kunne strafsanktioneres.
68
Hvidvasklovens § 32 fastlægger, at virksomheder i en kon-
cern skal udveksle oplysninger med øvrige virksomheder i
koncernen, hvis midler mistænkes for at være udbytte fra en
kriminel handling eller være forbundet med terrorisme, og
hvor der er givet underretning efter § 26, stk. 1 eller 2. Virk-
somheder i en koncern må ikke udveksle personoplysninger
i medfør af 1. pkt. ud over det, som er nødvendigt for at op-
fylde kravet.
Hvidvasklovens § 32 implementerer artikel 45, stk. 8, i 4.
hvidvaskdirektiv. Det følger endvidere af artikel 58, stk. 1, i
4. hvidvaskdirektiv, at medlemsstaterne skal sikre, at de for-
pligtede enheder kan drages til ansvar for overtrædelse af de
nationale bestemmelser, som gennemfører direktivet, i over-
ensstemmelse med denne artikel og artikel 59-61. Det frem-
går endvidere af bestemmelsen, at enhver sanktion eller for-
anstaltning som følge heraf skal være effektiv, forholdsmæs-
sig og have afskrækkende virkning. Endeligt følger det af
artikel 59, stk. 1, litra d, at medlemsstaterne skal sikre, at
denne artikel som minimum finder anvendelse i forbindelse
med de forpligtede enheders overtrædelse af kravene i artik-
lerne 10, 24, 33-35, 40, 45 og 46, når overtrædelsen er al-
vorlig, gentagen, systematisk eller en kombination heraf.
Strafsubjekterne for overtrædelse af § 32 vil være virksom-
heder, som er omfattet af loven, og som indgår i en koncern.
Med forslaget vil en virksomhed, der undlader at udveksle
oplysninger med øvrige virksomheder i koncernen om, at
midler mistænkes for at være udbytte fra en kriminel hand-
ling eller være forbundet med terrorisme, og hvor der er gi-
vet underretning efter § 26, stk. 1 eller 2, kunne straffes. Ud-
veksling af oplysninger skal kun ske til relevante modtagere,
eksempelvis personer der behandler mistænkelige transakti-
oner i koncernen. Forslaget indebærer ikke, at manglende
udveksling af en kundes øvrige aktiviteter skal kunne straf-
fes.
Med forslaget vil en virksomhed omfattet af loven, der ud-
veksler personoplysninger med øvrige virksomheder i kon-
cernen ud over det, som er nødvendigt for at opfylde kravet i
1. pkt., kunne straffes. Den virksomhed, der sender oplys-
ningerne, skal således sikre, at der kun sendes nødvendige
oplysninger, dvs. der skal foretages en afvejning i det kon-
krete tilfælde. Der må i medfør af § 32, 2. pkt., aldrig sendes
yderligere oplysninger end de oplysninger, der har indgået i
underretningen til Hvidvasksekretariatet, hvorfor en over-
trædelse heraf fremover vil kunne straffes.
Der henvises i øvrigt nærmere til bemærkningerne til hvid-
vasklovens § 32, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41
som fremsat, side 136.
Til nr. 17 (§ 79 i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 79 fastlægger, at en virksomhed eller per-
son, der ikke overholder et påbud, som er givet i medfør af §
51, § 54, stk. 1, §§ 60 eller 66, kan straffes med bøde.
Af hvidvasklovens § 51 a, som blev indført ved ændring af
hvidvaskloven i 2018, jf. § 3 i lov nr. 706 af 8. juni 2018 om
ændring af hvidvaskloven, følger, at Finanstilsynet kan på-
byde en virksomhed omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-8, 10, 11 og
19, at afsætte den person, der er udpeget i henhold til § 7,
stk. 2, inden for en frist fastsat af Finanstilsynet, hvis perso-
nen ikke har tilstrækkeligt godt omdømme eller personens
adfærd giver grund til at antage, at personen ikke vil vareta-
ge stillingen på forsvarlig måde, jf. § 7, stk. 2, 4. pkt.
Af § 51 b, som blev indført ved ændring af hvidvaskloven i
2019, jf. § 1 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 om æn-
dring af hvidvaskloven følger, at Finanstilsynet kan påbyde
en virksomhed eller person omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-8,
10, 11, 19, 23 og 24, at virksomheden eller personen midler-
tidigt ikke må optage nye kundeforhold, når der er konstate-
ret en alvorlig overtrædelse af bestemmelser i denne lov el-
ler regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslås, at § 79 ændres, således at §§ 51 a og 51 b ind-
sættes i oplistningen. Det vil indebære, at manglende over-
holdelse af påbud efter disse bestemmelser vil kunne straffes
med bøde.
Dem, der vil kunne pålægges tvangsmidler for overtrædelse
af påbud efter §§ 51 a og 51 b, vil være virksomheder og
personer, som er omfattet af loven. Den handling, der vil re-
sultere i anvendelse af tvangsmidler i forhold til overtrædel-
se af påbud efter § 51 a, vil bestå i, at en virksomhed, som
får et påbud om at afsætte den hvidvaskansvarlige efter § 51
a, ikke afsætter den hvidvaskansvarlige inden for den frist,
som Finanstilsynet har fastsat.
Den handling, der vil resultere i anvendelse af tvangsmidler
i forhold til overtrædelse af påbud efter § 51 b, vil bestå i, at
en virksomhed, som får et påbud om at stoppe med at optage
nye kundeforhold, fortsætter med dette efter at have modta-
get påbuddet. Overtrædelsen vil også kunne bestå i, at virk-
somheden – efter at have modtaget påbuddet og efter at have
stoppet med at optage nye kundeforhold – på ny begynder at
optage nye kundeforhold, selv om overtrædelserne af hvid-
vaskloven endnu ikke er bragt til ophør, og dette ikke er do-
kumenteret over for Finanstilsynet.
Til nr. 18 (§ 80, stk. 1, i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 80, stk. 1-3, indeholder bemyndigelse til,
at Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen og Spillemyndigheden
som tvangsmiddel kan pålægge en person, en virksomhed
eller de for en virksomhed ansvarlige personer daglige eller
ugentlige bøder, hvis en virksomhed eller person undlader at
69
opfylde de forpligtelser, som påhviler dem i medfør af hen-
holdsvis § 49, stk. 1 og 5, § 58, stk. 5 og 7, og § 65, stk. 2.
Ved § 1 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 om ændring af
hvidvaskloven blev § 49, stk. 7, indført. Bestemmelsen inde-
bærer, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
indberetning af oplysninger, der er nødvendige til brug for
Finanstilsynets risikovurdering af virksomheder og personer
omfattet af hvidvaskloven.
Det foreslås, at der i § 80, stk. 1, indsættes en henvisning til
regler udstedt i medfør af § 49, stk. 7.
Den foreslåede ændring vil medføre, at tvangsbøder vil kun-
ne anvendes til at gennemtvinge indberetningsforpligtelser i
regler udstedt i medfør af § 49, stk. 7.
Dem, der kan pålægges tvangsmidler for overtrædelse af
regler udstedt i medfør af § 49, stk. 7, er virksomheder eller
personer, som er omfattet af de regler, der er oplistet i be-
stemmelsen. Finanstilsynet forventer med hjemmel i § 49,
stk. 7, at udstede en bekendtgørelse, der bl.a. indeholder reg-
ler om indberetning af oplysninger til brug for Finanstilsy-
nets risikovurdering. Handlingen, der resultere i anvendelse
af tvangsmidler, vil bestå i, at en virksomhed eller person ik-
ke foretager indberetning i overensstemmelse med de regler,
som er fastsat af Finanstilsynet i henhold til § 49, stk. 7.
Til § 3
Til nr. 1 (§ 62, stk. 1, 2. pkt., i lov om kapitalmarkeder)
Det følger af § 62, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at en
operatør af et reguleret marked kan outsource en proces, en
tjenesteydelse eller en aktivitet, som operatøren ellers selv
ville udføre, til en leverandør. Det kan eksempelvis være
outsourcing af overvågningen af, at det regulerede markeds
medlemmer overholder det regulerede markeds regler, jf. §
80 i lov om kapitalmarkeder, eller outsourcing af selve drif-
ten af det regulerede markeds handelssystemer.
Outsourcingreglerne har til formål at sikre, at outsourcing-
virksomheden fortsat bærer ansvaret for de opgaver, der ud-
føres hos outsourcingleverandøren, samt at sikre, at Finans-
tilsynet fortsat kan udøve et effektivt tilsyn. Ved outsour-
cing skal outsourcingvirksomheden derfor sikre, at den har
kontrol over opgaverne, og at outsourcingvirksomheden har
mulighed for at udøve nødvendig indflydelse på opgavernes
udførelse.
Ved vurderingen af om virksomheden selv ville have udført
den outsourcede proces, tjenesteydelse eller aktivitet, bør
virksomheden overveje, om den proces, den tjenesteydelse
eller den aktivitet, eller dele heraf, der outsources til en leve-
randør, udføres gentagne gange eller løbende af leverandø-
ren. Det skal forudsættes af parterne, at aftalen ikke kun er
en enkeltstående ydelse, men en aftale, der på tidspunktet
for dens indgåelse forventes at strække sig over en periode
af en vis varighed. Det kan bl.a. indgå i vurderingen, om
denne proces, tjenesteydelse eller aktivitet, eller dele heraf,
normalt ville falde inden for rammerne af processer, tjene-
steydelser eller aktiviteter, der ville eller kunne blive udført
af virksomheden, også selvom virksomheden ikke tidligere
har udført denne proces, tjenesteydelse eller aktivitet selv.
Såfremt det outsourcede kan kategoriseres som enten en
proces, en tjenesteydelse eller en aktivitet, finder reglerne
anvendelse, også selvom det outsourcede kan kategoriseres i
mere end én af de pågældende kategorier.
Det foreslås, at der i § 62, stk. 1, indsættes et 2. pkt., hvoref-
ter en operatør af et reguleret marked, som driver en multila-
teral handelsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfaci-
litet (OHF) ligeledes omfattes af bestemmelsens 1. pkt.
En operatør af et reguleret marked kan også opnå særskilt
tilladelse til at drive en MHF eller OHF. Den foreslåede æn-
dring vil derfor betyde, at reglerne om outsourcing også vil
finde anvendelse på en operatør af et reguleret marked, der
har tilladelse til at drive en MHF eller en OHF, i tilfælde af
at operatøren vælger at outsource en proces, en tjenesteydel-
se eller en aktivitet i forbindelse med driften af enten
MHF’en eller OHF’en.
Den 1. juli 2020 trådte bekendtgørelse nr. 877 af 12. juni
2020 om outsourcing for kreditinstitutter m.v. i kraft. Den
finder bl.a. anvendelse på operatører af regulerede marke-
der, når disse gør brug af outsourcing. Bekendtgørelsen in-
deholder bl.a. bestemmelser, der fastsætter krav til ledelse
og styring af outsourcing, krav ved videreoutsourcing, krav
til outsourcingkontrakten og dokumentationskrav.
Til nr. 2 (§ 253 a i lov om kapitalmarkeder)
Det følger af § 253 a i lov om kapitalmarkeder, at overtræ-
delse af en række nærmere angivne bestemmelser i Rådets
og Parlamentets forordning (EU) nr. 1011/2016 af 8. juni
2016 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle
instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på
at måle investeringsfondes økonomiske resultater (ben-
chmarkforordningen), straffes med bøde, medmindre højere
straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Som følge af de ændringer i benchmarkforordningen, der
følger af forordning 2019/2089/EU af 27. november 2019
om ændring af forordning (EU) 2016/1011, for så vidt angår
EU-benchmarks for klimaovergangen, Paristilpassede EU-
benchmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om
benchmarks (ændringsforordningen), fremgår det af artikel
70
42, stk. 1, i benchmarkforordningen, at de kompetente myn-
digheder tillige skal have beføjelse til at pålægge passende
administrative sanktioner og træffe andre administrative for-
anstaltninger i forbindelse med overtrædelse af artikel 19
a-19 c i benchmarkforordningen, samt i tilfælde af manglen-
de samarbejde eller indvilligelse i en undersøgelse, kontrol
eller anmodning om oplysninger, jf. artikel 41 i benchmark-
forordningen.
Det følger af artikel 42, stk. 3, 2. pkt., i benchmarkforord-
ningen, at medlemslandene kan beslutte ikke at fastsætte
regler for administrative sanktioner som fastsat i bestemmel-
sens stk. 1 for overtrædelser omhandlet i stk. 1, der er under-
lagt strafferetlige sanktioner i henhold til national ret.
Det foreslås, at der i § 253 a indsættes en henvisning til arti-
kel 19 a-19 c i benchmarkforordningen.
Den foreslåede ændring vil indebære, at overtrædelse af arti-
kel 19 a-19 c i benchmarkforordningen, kan straffes med bø-
de. Med forslaget indføres mulighed for at give bødestraf for
overtrædelser af en række nyindførte forpligtelser, der på-
hviler administratorer i henhold til benchmarkforordningen.
Med den foreslåede ændring vil der kunne idømmes bøder
for overtrædelse af de regler, som Kommissionen har hjem-
mel til at udstede i medfør af benchmarkforordningens arti-
kel 19 a, stk. 2, og artikel 19 c.
Bestemmelsen gennemfører artikel 1, nr. 7, i forordning
2089/2019/EU om ændring af benchmarkforordningen for
så vidt angår EU-benchmarks for klimaovergangen, Paristil-
passede EU-benchmarks og bæredygtighedsrelaterede op-
lysninger om benchmarks (ændringsforordningen).
Administratorer kan både være fysiske og juridiske perso-
ner. I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser om-
handler pligter eller forbud, er de mulige ansvarssubjekter
derfor den fysiske eller juridiske person, der som admini-
strator leverer et benchmark.
Bødeniveauet vil blive fastsat i overensstemmelse med de
generelle regler om straf i § 255, stk. 5, i lov om kapitalmar-
keder. Det fremgår heraf, at der ved udmåling af bøder læg-
ges vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens
økonomiske forhold. For overtrædelser begået af juridiske
personer lægges ved vurderingen af gerningsmandens øko-
nomiske forhold vægt på virksomhedens nettoårsomsætning
på gerningstidspunktet. For overtrædelser begået af fysiske
personer lægges vægt på den pågældendes indtægtsforhold
på gerningstidspunktet. Det er afgørende, at der ved strafud-
målingen lægges vægt på de nævnte faktorer, således at bø-
der vil have en pønal og præventiv effekt på alle aktører på
markedet, og således at det finansielle incitament til at over-
træde bestemmelserne reduceres. Vurderingen af overtræ-
delsens grovhed bør efter § 255, stk. 5, foregå uafhængigt af
gerningsmandens økonomiske forhold.
Artikel 19 a i benchmarkforordningen, som indført ved æn-
dringsforordningen, fastsætter, at administratorer af EU-
benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-
benchmarks skal inddrage og oplyse om en række forhold
knyttet til benchmarkets metodologi. Disse administratorer
skal bl.a. give oplysninger om kriterierne for fastlæggelse af
dekarboniseringsforløbet, indeksporteføljens samlede CO2-
emissioner for så vidt angår EU-benchmarks for klimaover-
gangen og angive den formel eller beregning, der anvendes
til at fastslå, om emissioner er i overensstemmelse med må-
lene i Parisaftalen, for så vidt angår Paristilpassede EU-ben-
chmarks.
Det følger ligeledes af artikel 19 a i benchmarkforordnin-
gen, at Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de-
legerede retsakter til fastsættelse af minimumsstandarder for
EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede
EU-benchmarks.
Artikel 19 b i benchmarkforordningen, som indført ved æn-
dringsforordningen, stiller nærmere kriterier for benchmar-
kadministratorers udvælgelse, vægtning og udelukkelse af
underliggende aktiver for så vidt angår EU-benchmarks for
klimaovergangen.
Det følger af artikel 19 c i benchmarkforordningen, at for så
vidt angår Paristilpassede EU-benchmarks tillægges Kom-
missionen en beføjelse til at vedtage en delegeret retsakt til
identificering af de sektorer, der skal udelukkes, fordi de ik-
ke har målbare mål for nedbringelse af CO2 med konkrete
frister, tilpasset målene i Parisaftalen.
Ved Paristilpassede EU-benchmarks forstås benchmarks,
som er mærket som Paristilpassede EU-benchmarks. Pari-
stilpassede EU-benchmarks underliggende aktiver skal være
sammensat på en sådan måde, at den deraf følgende ben-
chmarkporteføljes CO2-emissioner er tilpasset målene i Pa-
risaftalen. Hertil kommer, at Paristilpassede EU-benchmarks
skal være sammensat i overensstemmelse med nærmere an-
givne minimumsstandarder, der udarbejdes af Kommissio-
nen. Aktiviteter i forbindelse med disse benchmarks under-
liggende aktiver må ikke i væsentlig grad skade andre miljø-
mæssige, sociale eller ledelsesmæssige (ESG) mål, jf. artikel
1, nr. 1, i ændringsforordningen, som indfører artikel 3, stk.
1, nr. 23 b, i benchmarkforordningen.
Ved et dekarboniseringsforløb forstås et målbart, videnska-
beligt baseret og tidsbundet forløb i retning af tilpasning til
målene i Parisaftalen ved en nedbringelse af nærmere angiv-
ne typer CO2-emissioner, jf. artikel 1, nr. 1, i ændringsfor-
ordningen, som indfører artikel 3, stk. 1, nr. 23 c, i ben-
chmarkforordningen.
71
Ved en administrator forstås en juridisk eller fysisk person,
der fører kontrol med leveringen af benchmarks, herunder
administrerer ordningerne for fastlæggelse af benchmarks,
indsamler og analyserer inputdataene, fastlægger benchmar-
ket og offentliggør det.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.15. i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 4
Til nr. 1 (Fodnoten til lov om investeringsforeninger m.v.)
Lov om investeringsforeninger m.v. indeholder en fodnote,
der oplister de direktiver og ændringsdirektiver, som er im-
plementeret helt eller delvist i loven. Endvidere er en række
forordninger oplistet, hvori indgår bestemmelser, som er
medtaget i lov om investeringsforeninger m.v.
Det foreslås, at fodnoten til lovens titel nyaffattes, så direkti-
verne og forordningerne i noten til lov om investeringsfor-
eninger m.v. bliver sat i kronologisk rækkefølge.
Der tilføjes ikke nye direktiver eller forordninger med nyaf-
fattelsen. Der er således tale om en ændring af redaktionel
karakter.
Til nr. 2 (§ 18, stk. 1, 4. pkt., i lov om investeringsforeninger
m.v.)
Det følger af § 18, stk. 1, i lov om investeringsforeninger
m.v., at vedtægterne eller fondsbestemmelserne i en dansk
UCITS kan indeholde bestemmelser om, at den danske
UCITS’ afdelinger kan opdeles i andelsklasser, og at besty-
relsen kan etablere andelsklasser i en afdeling. I en beståen-
de afdeling i en investeringsforening eller SIKAV skal afde-
lingens investorer dog først på en generalforsamling have
truffet beslutning om, at afdelingen kan opdeles i andels-
klasser. Er der tale om en værdipapirfond, er det bestyrelsen
for værdipapirfondens investeringsforvaltningsselskab eller
administrationsselskab, der træffer beslutningen. Det skal
fremgå af afdelingens navn, hvis bestyrelsen kan etablere
andelsklasser i afdelingen.
Danske UCITS er investeringsforeninger, SIKAV’er (sel-
skaber for investering med kapital, der er variabel) og vær-
dipapirfonde.
Etablering af andelsklasser giver mulighed for at underopde-
le afdelinger i investeringsforeninger. Andelsklasserne har
forskellige karakteristika og kan dermed målrettes bestemte
typer investorer.
§ 18, stk. 1, 4. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v.
blev indført i loven af hensyn til styring af administrative
systemer i SKAT.
Der er ikke længere tekniske eller administrative årsager i
SKAT til opretholdelse af kravet om, at det af afdelingens
navn fremgår, hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i
afdelingen.
Det foreslås på den baggrund, at § 18, stk. 1, 4. pkt., i lov
om investeringsforeninger m.v. ophæves.
Ophævelsen vil medføre, at der fremadrettet ikke længere
vil være krav om, at det skal fremgå i afdelingsnavnet i dan-
ske UCITS’, at der kan etableres andelsklasser i den pågæl-
dende afdeling.
Til nr. 3 (§ 161, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v.)
Det følger af § 161, stk. 1, i lov om investeringsforeninger
m.v., at Finanstilsynet påser overholdelsen af en række di-
rektiver og forordninger, dog skal Erhvervsstyrelsen påse
overholdelsen af § 14 om anmeldelse og registrering i Er-
hvervsstyrelsen. Endvidere påser Finanstilsynet, at danske
UCITS overholder deres vedtægter eller fondsbestemmelser,
når vedtægterne eller fondsbestemmelserne er godkendt af
Finanstilsynet. Herudover kontrollerer Finanstilsynet, at reg-
lerne for finansiel information i årsrapporter og delårsrap-
porter i §§ 82-92 og i regler udstedt i medfør af § 95 er over-
holdt for danske UCITS, som har udstedt værdipapirer, der
handles på et reguleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov
om kapitalmarkeder
Det foreslås, at der foretages en række redaktionelle ændrin-
ger af bestemmelsen, samtidig med at Finanstilsynets udpe-
ges som tilsynsmyndighed af Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-
sielle tjenesteydelser (disclosureforordningen) og regler
fastsat i medfør heraf.
Det foreslås i § 161, stk. 1, nr. 1, at Finanstilsynet skal påse
overholdelsen af loven og de regler, der er udstedt i medfør
af loven, undtagen § 60, stk. 1 og 2, og § 63 b, jf. dog stk. 2.
Det foreslåede nr. 1 medfører, at Finanstilsynet ikke fører
tilsyn med spekulationsbestemmelserne i § 60, stk. 1 og 2.
Tilsynspligten vedrørende disse bestemmelser påhviler den
danske UCITS᾽ revisor.
Opgaverne vedrørende regnskabskontrol af for eksempel in-
vesteringsforeninger, hvis andele er optaget til handel på
OMX Nasdaq, varetages af Finanstilsynet. Erhvervsstyrel-
sen varetager regnskabskontrol af selskaber, der er omfattet
af årsregnskabsloven
72
Herudover medfører det foreslåede nr. 1, at Finanstilsynet
ikke skal påse overholdesen af § 63 b, da bestemmelsen ret-
ter sig til en kreds af ansatte i investeringsforeninger og SI-
KAV᾽er og ikke til selve investeringsforeningen eller SI-
KAV᾽en. Der henvises til bemærkningerne til § 63 b, jf. Fol-
ketingstidende 2013-14, A, L 133 som fremsat, side 277.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 2, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af danske UCITS’ vedtægter eller fondsbestemmelser, når
Finanstilsynet har godkendt vedtægterne eller fondsbestem-
melserne.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 3, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love
og administrative bestemmelser om visse institutter for kol-
lektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)
(UCITS-direktivet).
Det foreslåede nr. 3 medfører, at Finanstilsynet som kompe-
tent myndighed skal påse overholdelsen af de bestemmelser,
der er implementeret i dansk ret i medfør af direktiv
2009/65/EF, og overholdelsen af de retsakter og tekniske
standarder, der er udstedt i medfør af direktiv 2009/65/EF,
og som er umiddelbart gældende i medlemsstaterne. Til-
synsforpligtelsen følger af artikel 97 i direktiv 2009/65/EF.
Bestemmelsen implementerer artikel 97 af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om
samordning af love og administrative bestemmelser om vis-
se institutter for kollektiv investering i værdipapirer (inve-
steringsinstitutter).
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 4, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU
af 12. december 2017 om en generel ramme for securitise-
ring og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, trans-
parent og standardiseret securitisering og regler fastsat i
medfør heraf.
Det foreslåede nr. 4 vil medføre, at Finanstilsynet udpeges
som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af
12. december 2017 om en generel ramme for securitisering
og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transpa-
rent og standardiseret securitisering (STS-forordningen).
Efter artikel 29 i STS-forordningen skal hvert medlemsland
udpege en kompetent myndighed til at varetage de opgaver,
der følger af forordningen. Efter artikel 30 skal hvert med-
lemsland sikre, at den kompetente myndighed, som er udpe-
get i overensstemmelse med artikel 29, stk. 1-5, har de til-
syns-, undersøgelses- og sanktionsbeføjelser, der er nødven-
dige for, at den kan opfylde sine opgaver i henhold til denne
forordning.
Bestemmelsen supplerer artikel 29 og til dels artikel 30 i
STS-forordningen.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 5, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1131/2017 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger og
regler fastsat i medfør heraf.
Forordningen om pengemarkedsforeninger fastsætter en
række krav til investeringsinstitutter, der investerer i kortfri-
stede pengemarkedsinstrumenter. Der er bl.a. krav om,
hvordan de skal organisere sig, navnepligt, hvilke instru-
menter de må investere i, spredningsregler og indberetning
af oplysninger om pengemarkedsforeningernes investerin-
ger.
Det foreslåede nr. 5 vil medføre, at Finanstilsynet som en
del af sit løbende tilsyn og i forbindelse med inspektioner
tillige vil skulle føre tilsyn med, at danske UCITS overhol-
der forordningen om pengemarkedsforeningers regler.
Bestemmelsen supplerer artikel 39 i pengemarkedsforord-
ningen.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 6, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1156/EU
af 20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution
af kollektive investeringsinstitutter og om ændring af for-
ordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og regler
fastsat i medfør heraf.
Det foreslåede nr. 6 vil medføre, at Finanstilsynet udpeges
som ansvarlig myndighed for tilsynet med overholdelse af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1156/EU af
20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution af
73
kollektive investeringsinstitutter og om ændring af forord-
ning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013.
Finanstilsynet er allerede i dag tilsynsmyndighed for de
virksomheder, der omfattes af cross border-forordningen.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 7, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU
af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionspro-
dukt og regler fastsat i medfør heraf.
Det foreslåede nr. 7 vil medføre, at Finanstilsynet som kom-
petent myndighed fører tilsyn med, at PEPP-forordningen
og regler udstedt i medfør heraf overholdes. Finanstilsynet
er allerede tilsynsmyndighed for danske UCITS, der omfat-
tes af forordningen.
I henhold til artikel 61, stk. 1, i PEPP-forordningen fører de
kompetente myndigheder for PEPP-udbyderen løbende og i
overensstemmelse med den relevante sektorspecifikke til-
synsordning tilsyn med overholdelsen af PEPP-forordnin-
gen. De er tillige ansvarlige for tilsynet med dels overhol-
delsen af forpligtelserne i PEPP-udbyderens regler eller ved-
tægter, dels hensigtsmæssigheden af dennes ordninger og
organisation med hensyn til de opgaver, der skal udføres i
forbindelse med udbud af et PEPP-produkt.
De kompetente myndigheder er i artikel 2, nr. 18, i PEPP-
forordningen defineret som de nationale myndigheder, som
er udpeget af en medlemsstat til at føre tilsyn med PEPP-ud-
bydere eller PEPP-distributører, alt efter tilfældet, eller til at
udføre de opgaver, der er omhandlet i forordningen.
I medfør af artikel 62 i PEPP-forordningen skal hver med-
lemsstat sikre, at den kompetente myndighed, som er udpe-
get af de nationale myndigheder, har de tilsyns-, undersøgel-
ses- og sanktionsbeføjelser, der er nødvendige for, at den
kan opfylde sine opgaver i henhold til PEPP-forordningen.
Bestemmelsen supplerer PEPP-forordningens artikel 61 og
62.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Det foreslås i nr. 8, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU
af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplys-
ninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser og regler
fastsat i medfør heraf.
Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål at udpe-
ge Finanstilsynet som kompetent myndighed efter disclosu-
reforordningen og regler fastsat i medfør heraf.
Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav
for finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere.
Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. et investe-
ringsforvaltningsselskab, jf. artikel 2, nr. 1, litra i, i disclosu-
reforordningen. Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. et in-
vesteringsforvaltningsselskab, der yder investeringsrådgiv-
ning, jf. artikel 2, nr. 11, litra f, i disclosureforordningen.
Efter artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen skal hvert
medlemsland sikre, at den kompetente myndighed, der er
udpeget i overensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samord-
ning af love og administrative bestemmelser om visse insti-
tutter for kollektiv investering i værdipapirer (investerings-
institutter) (UCITS-direktivet), udpeges som kompetent
myndighed til at varetage de opgaver, der følger af disclosu-
reforordningen.
Den foreslåede indsættelse af disclosureforordningen i be-
stemmelsen vil medføre, at Finanstilsynet bliver udpeget
som kompetent myndighed i forhold til at påse overholdel-
sen af forordningen.
Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også skulle
påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har
hjemmel til at udstede i medfør af disclosureforordningen.
Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet bl.a.
vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af dis-
closureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen supplerer artikel 14, stk. 1, i disclosurefor-
ordningen.
Med forslaget til stk. 2 vil Erhvervsstyrelsen dog påse over-
holdelsen af § 14, stk. 1 og 3. Finanstilsynet kontrollerer, at
reglerne for finansiel information i årsrapporter og delårs-
rapporter i §§ 82-92 og i regler udstedt i medfør af § 95 er
overholdt for danske UCITS, som har udstedt værdipapirer,
der handles på et reguleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i
lov om kapitalmarkeder.
Opgaverne vedrørende regnskabskontrol af f.eks. investe-
ringsforeninger, hvis andele er optaget til handel på den re-
gulerede markedsplads Nasdaq Copenhagen varetages af Fi-
nanstilsynet. Erhvervsstyrelsen varetager regnskabskontrol
af selskaber, der er omfattet af årsregnskabsloven.
74
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.
Til nr. 4 (§ 179, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v.)
Den gældende bestemmelse i § 179, stk. 1, i lov om investe-
ringsforeninger m.v. angiver de virksomheder, der kan anses
som part i sager, hvor Finanstilsynet har truffet eller vil
træffe afgørelse i medfør af lov om investeringsforeninger
m.v. eller regler fastsat i medfør heraf.
Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, nr. 3,
foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af
en række yderligere forordninger.
Det foreslås på den baggrund, at der i § 179, stk. 1, indsæt-
tes en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel
ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik
ramme for simpel, transparent og standardiseret securitise-
ring (STS-forordningen), Europa-Parlamentets og Rådets
Forordning (EU) nr. 2017/1131 af 14. juni 2017 om penge-
markedsforeninger (pengemarkedsforordningen) og Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. no-
vember 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i
sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordnin-
gen) og regler udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at virksomheder, der
træffes afgørelse overfor i medfør af de forordninger, som
Finanstilsynet efter den foreslåede bestemmelse i lovforsla-
gets § 4, nr. 3, vil skulle påse overholdelsen af, ligeledes an-
ses som parter i forhold til Finanstilsynet.
Til nr. 5 (§ 189 i lov om investeringsforeninger m.v.)
Den gældende bestemmelse i § 189 i lov om investerings-
foreninger m.v. indeholder en klageadgang til Erhvervsan-
kenævnet for den, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet
eller Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller regler ud-
stedt i medfør heraf retter sig mod.
Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, nr. 3,
foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af
en række yderligere forordninger.
Det foreslås på den baggrund, at der i § 189 indsættes en
henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme
for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for
simpel, transparent og standardiseret securitisering (STS-
forordningen), Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsfor-
eninger (pengemarkedsforordningen) og Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november
2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren
for finansielle tjenesteydelser og regler udstedt i medfør her-
af.
Den foreslåede ændring vil indebære, at afgørelser truffet af
Finanstilsynet i medfør af de forordninger, som Finanstilsy-
net efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, nr.
3, vil skulle påse overholdelsen af, også kan indbringes for
Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er
meddelt den pågældende, som afgørelsen retter sig mod.
Til § 5
Til nr. 1 (§ 6, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative inve-
steringsfonde m.v.)
Det følger af § 6, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative in-
vesteringsfonde m.v., at virksomheder, der forvalter en eller
flere alternative investeringsfonde, skal have tilladelse af Fi-
nanstilsynet, såfremt aktiverne i de alternative investerings-
fonde sammenlagt overstiger en værdi svarende til 100 mio.
euro eller 500 mio. euro, såfremt virksomheden udelukken-
de forvalter alternative investeringsfonde, der ikke har gea-
ret sine investeringer, og ingen investorer i fondene har ret
til at blive indløst i en periode på minimum 5 år efter datoen
for den oprindelige investering i hver af fondene.
Virksomheder skal søge om tilladelse fra Finanstilsynet til at
forvalte alternative investeringsfonde i medfør af § 11 i lov
om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., såfremt
de overstiger tærsklerne i § 6, stk. 1.
Tærskelværdierne i § 6, stk. 1, i lov om forvaltere af alterna-
tive investeringsfonde m.v., gælder ikke for forvaltere af en
eller flere kapitalforeninger, forvaltere af en eller flere inve-
storfradragsfonde og selvforvaltende investorfradragsfonde,
da disse forvaltere altid skal have tilladelse, jf. i § 6, stk. 4, i
lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.
Ved § 6, nr. 2, i lov nr. 706 af 8. juni 2018 om ændring af
lov om finansiel virksomhed, hvidvaskloven, lov om forval-
tere af alternative investeringsfonde m.v. og forskellige an-
dre love blev AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde sat
ind i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.
som to nye typer alternative investeringsfonde.
En AIF-SIKAV er en alternativ investeringsfond, som er
stiftet efter reglerne i afsnit VIII i lov om forvaltere af alter-
native investeringsfonde m.v. som et selskab med en eller
flere investorer, hvis vedtægter angiver, at selskabet er en
alternativ investeringsfond med variabel kapital, og som har
udpeget en forvalter, der har tilladelse til at administrere al-
ternative investeringsfonde, og som har ansvaret for at for-
valte AIF-SIKAV’en, jf. § 3, stk. 1, nr. 12, i lov om forval-
tere af alternative investeringsfonde m.v.
75
En AIF-værdipapirfond er en alternativ investeringsfond,
som er etableret af en forvalter af alternative investerings-
fonde, der har tilladelse til at administrere alternative inve-
steringsfonde, og hvis fondsbestemmelser angiver, at fonden
er en AIF-værdipapirfond, jf. § 3, stk. 1, nr. 13, i lov om for-
valtere af alternative investeringsfonde m.v.
AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde burde rettelig være
omfattet af undtagelsen i § 6, stk. 4, i lov om forvaltere af
alternative investeringsfonde m.v.
Det foreslås, at AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde ind-
sættes i § 6, stk. 4, så forvaltere af AIF-SIKAV’er og AIF-
værdipapirfonde også er omfattet af bestemmelsen.
Det foreslås, at forvaltere af AIF-SIKAV’er og AIF-værdi-
papirfonde omfattes af § 6, stk. 4, i lov om forvaltere af al-
ternative investeringsfonde m.v., således at tærskelværdier-
ne i § 6, stk. 1, ikke gælder for disse forvaltere, da de altid
skal have en tilladelse.
Forslaget vil indebære, at det præciseres, at forvalteren af
AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde skal have tilladelse
fra Finanstilsynet til at forvalte AIF-SIKAV’er og AIF-vær-
dipapirfonde uanset værdien af aktiverne i AIF-SIKAV’en
eller AIF-værdipapirfonden. Det svarer til den gældende re-
gel for forvaltere af kapitalforeninger, investorfradragsfonde
og selvforvaltende investorfradragsfonde jf. § 6, stk. 4, i lov
om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.
Til nr. 2 (§ 18, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative inve-
steringsfonde m.v.)
Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. in-
deholder ikke en bestemmelse, der giver erhvervsministeren
bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos
forvaltere af alternative investeringsfonde.
Det følger af § 8, stk. 5, 1. pkt., i lov om forvaltere af alter-
native investeringsfonde m.v., at såfremt en forvalter har til-
ladelse til at udføre de aktiviteter, som er nævnt i lovens bi-
lag 1, nr. 3, finder § 43, § 71, stk. 3, og § 72 i lov om finan-
siel virksomhed tilsvarende anvendelse på forvalterens udfø-
relse af disse tjenesteydelser.
§ 43 i lov om finansiel virksomhed indeholder generelle reg-
ler om god skik, prisoplysning og kontraktforhold, herunder
en række bemyndigelsesbestemmelser.
I lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 4, fremgår, at er-
hvervsministeren kan fastsætte regler om kompetencekrav
for ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, fonds-
mæglerselskaber, filialer af udenlandske pengeinstitutter og
investeringsselskaber samt tilknyttede agenter omfattet af §
9 a, der yder rådgivning om finansielle instrumenter. Mini-
steren fastsætter endvidere regler om kompetencekrav for
ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som præ-
senterer, tilbyder, rådgiver om eller administrerer boligkre-
ditaftaler.
Denne bemyndigelse er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 864
af 23. juni 2017 om kompetencekrav til ansatte, der yder in-
vesteringsrådgivning og formidler information om visse in-
vesteringsprodukter, herefter kompetencekravsbekendtgø-
relsen.
Bekendtgørelsen finder anvendelse på pengeinstitutter og
fondsmæglerselskaber her i landet, som yder investerings-
rådgivning om investeringsprodukter eller porteføljer af in-
vesteringsprodukter, rådgivning om puljer, jf. § 2, stk. 1, nr.
3, i bekendtgørelse om visse skattebegunstigende opspa-
ringsformer i pengeinstitutter samt formidling af informa-
tion om investeringsprodukter til detailkunder, jf. kompeten-
cekravsbekendtgørelsen, § 1, stk. 1.
Bekendtgørelsen finder tillige anvendelse på en filial af et
udenlandsk pengeinstitut og et fondsmæglerselskab, når fi-
lialen yder aktiviteterne nævnt i stk. 1, nr. 1-3, her i landet,
jf. kompetencekravsbekendtgørelsen, § 1, stk. 2.
Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse på tilknyttede
agenter, jf. § 9 b i lov om finansiel virksomhed, investe-
ringsrådgivere, jf. § 343 a i lov om finansiel virksomhed, og
finansielle rådgivere, jf. § 1, nr. 2 og 3, i lov om finansielle
rådgivere og boligkreditformidlere, i det omfang de yder de
i stk. 1 nævnte tjenesteydelser til detailkunder, jf. kompeten-
cekravsbekendtgørelsen § 1, stk. 3.
Forvaltere af alternative investeringsfonde er i dag ikke om-
fattet af anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgø-
relsen.
Forvaltere af alternative investeringsfonde er ikke reguleret i
lov om finansiel virksomhed, men i lov om forvaltere af al-
ternative investeringsfonde m.v. Da forvaltere af alternative
investeringsfonde ikke er omfattet af anvendelsesområdet i
lov om finansiel virksomhed, kan disse institutter ikke skri-
ves direkte ind i bemyndigelsesbestemmelsen i § 43, stk. 4.
Med lovforslaget foreslås derfor en selvstændig bemyndi-
gelsesbestemmelse i lov om forvaltere af alternative investe-
ringsfonde m.v.
Det foreslås at indsætte et stk. 4 i § 18 i lov om forvaltere af
alternative investeringsfonde m.v., som bemyndiger er-
hvervsministeren til at fastsætte regler om kompetencekrav
til ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde, der
har tilladelse til at udøve aktiviteter omfattet af bilag 1, nr.
3, litra b, punkt i.
76
Forvaltere af alternative investeringsfonde kan få tilladelse
af Finanstilsynet til at yde investeringsrådgivning, jf. bilag
1, nr. 3, litra b, punkt i, i lov om forvaltere af alternative in-
vesteringsfonde m.v.
Forvaltere af alternative investeringsfonde er i dag ikke om-
fattet af anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgø-
relsen.
Den foreslåede ændring har til formål at styrke investorbe-
skyttelsen, da ansatte hos forvaltere af alternative investe-
ringsfonde vil skulle opfylde de kompetencekrav, som føl-
ger af kompetencekravsbekendtgørelsen og dennes bilag.
Den ansatte hos forvalteren af alternative investeringsfonde
vil bl.a. skulle kunne yde forsvarlig rådgivning til detailkun-
der, herunder have kompetencer inden for relevant lovgiv-
ning, investeringsprodukter og økonomisk forståelse.
Den foreslåede ændring vil medføre, at en forvalters ansatte
vil være omfattet af de krav, som fremgår af kompetence-
kravsbekendtgørelsen, hvis forvalteren har tilladelse til at
yde investeringsrådgivning og denne rådgivning ydes over
for detailinvestorer.
Lovforslaget medfører ikke, at § 8, stk. 5, 1. pkt., i lov om
forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. ændres eller
ophæves.
Til nr. 3 (§ 155, stk. 1, 6. pkt., i lov om forvaltere af alterna-
tive investeringsfonde m.v.)
Den gældende bestemmelse i § 155, stk. 1, i lov om forval-
tere af alternative investeringsfonde m.v. angiver bl.a. de
regler i øvrig lovgivning og forordninger, som Finanstilsy-
net påser overholdelsen af.
Det foreslås, at der i § 155, stk. 1, 6. pkt., indsættes en hen-
visning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-
ser.
Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet vil
skulle påse overholdelsen af disclosureforordningen og reg-
ler udstedt i medfør heraf.
Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav
for finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere.
Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. en forvalter af
alternative investeringsfonde, en forvalter af en kvalificeret
venturekapitalfond, der er registreret i medfør af artikel 14 i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 345/2013/EU
af 17. april 2013 om europæiske venturekapitalfonde, og en
forvalter af en kvalificeret social iværksætterfond, der er re-
gistreret i medfør af artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om euro-
pæiske sociale iværksætterfonde, jf. artikel 2, nr. 1, litra e, g
og h, i disclosureforordningen.
Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. en forvalter af alterna-
tive investeringsfonde, der yder investeringsrådgivning, jf.
artikel 2, nr. 11, litra e, i disclosureforordningen.
Efter artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen skal hvert
medlemsland sikre, at den kompetente myndighed, der er
udpeget i overensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere
af alternative investeringsfonde, udpeges som kompetent
myndighed til at varetage de opgaver, der følger af disclosu-
reforordningen.
Med den foreslåede indsættelse af en henvisning til disclo-
sureforordningen i bestemmelsen vil Finanstilsynet bliver
udpeget som kompetent myndighed til at påse overholdelsen
af forordningen.
Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også skulle
påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har
hjemmel til at udstede i medfør af forordningen.
Den foreslåede ændring vil også medføre, at Finanstilsynet
bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af
disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen gennemfører artikel 14, stk. 1, i disclosure-
forordningen.
Til nr. 4 (§ 189 i lov om forvaltere af alternative investe-
ringsfonde m.v.)
Den gældende bestemmelse i § 189 i lov om forvaltere af al-
ternative investeringsfonde m.v. indeholder en klageadgang
til Erhvervsankenævnet for den, som en afgørelse truffet af
Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen i henhold til loven el-
ler regler udstedt i medfør heraf retter sig mod.
Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 5, nr. 3,
foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af
en række yderligere forordninger.
Det foreslås på den baggrund, at der i § 189 indsættes en
henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske sociale
iværksætterfonde, Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske ven-
turekapitalfonde, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/1131/EU af 14. juni 2017 om pengemarkedsforenin-
77
ger, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme
for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for
simpel, transparent og standardiseret securitisering, Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26. no-
vember 2014 om dokumenter med central information om
sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter
til detailinvestorer (PRIIP’er), og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-
sielle tjenesteydelser og regler udstedt i medfør heraf.
Med forslaget vil afgørelser truffet af Finanstilsynet i med-
før af de ovennævnte forordninger eller regler udstedet i
medfør af disse kunne indbringes for Erhvervsankenævnet,
senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende,
som afgørelsen retter sig mod.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af
bestemmelsen i øvrigt.
Til § 6
Til nr. 1 (§ 1. stk. 4, i lov om forsikringsformidling)
Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 1, stk. 4, i lov
om forsikringsformidling, at lovens § 3, stk. 6, og § 4, stk. 4,
finder anvendelse på danske forsikringsselskaber, filialer i
Danmark af et forsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i
et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et
land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finan-
sielle område og filialer i Danmark af forsikringsselskaber,
der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske
Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det fi-
nansielle område. Bestemmelsen i § 3, stk. 6, finder også an-
vendelse på genforsikringsselskaber, jf. § 1, stk. 5. Bestem-
melserne indebærer, at et forsikringsselskab, et genforsik-
ringsselskab, en forsikringsformidler og en genforsikrings-
formidler alene må benytte forsikrings- og genforsikringsdi-
stributionsydelser fra en forsikrings-, genforsikringsformid-
ler eller accessorisk forsikringsformidler, der har en tilladel-
se fra Finanstilsynet i medfør af lov om forsikringsformid-
ling.
I lovforslagets § 6, nr. 2 og 3, foreslås det at indsætte en for-
pligtelse for virksomheder, der ønsker tilladelse fra Finans-
tilsynet til at drive forsikringsformidlingsvirksomhed som
forsikringsformidler eller accessorisk forsikringsformidler,
til at indsende sådanne ansøgninger digitalt ved brug af selv-
betjeningsløsningen på www.virk.dk.
Lovforslagets § 6, nr. 2 og 3, vil indebære, at der i lov om
forsikringsformidling vil blive indsat et nyt stk. 4 i § 3,
hvorefter stk. 4-6 bliver til stk. 5-7, samt et nyt stk. 3 i § 4,
hvorefter stk. 3-4 bliver stk. 4-5.
Det foreslås derfor i lovforslagets § 6, nr. 1, at ændre hen-
visningen i § 1, stk. 4, i lov om forsikringsformidling fra en
henvisning til § 3, stk. 6, og § 4, stk. 4, til en henvisning til §
3, stk. 7, og § 4, stk. 5.
Det foreslås samtidig at ændre henvisningen i § 1, stk. 5, i
lov om forsikringsformidling fra en henvisning til § 3, stk.
6, til en henvisning til § 3, stk. 7.
Til nr. 2 (§ 3, stk. 4, i lov om forsikringsformidling)
Virksomheder, der ønsker at udøve forsikringsdistribution
og genforsikringsdistribution som forsikringsformidler og
genforsikringsformidler, skal have en tilladelse fra Finanstil-
synet. Finanstilsynet giver efter § 3, stk. 2, i lov om forsik-
ringsformidling tilladelse, når betingelserne i § 3, stk. 2 og
3, er opfyldt, herunder at virksomheden er hjemmehørende i
Danmark, har fremlagt dokumentation for ansvarsforsikring
eller tilsvarende garanti mod erstatningskrav, en beskrivelse
af de aktiviteter, som virksomheden har til hensigt at udøve,
identitet på virksomhedens ejere samt den enkelte ejerandel.
Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at
virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk – ved brug af Nem-ID – indsender ansøg-
ningsskema og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest
tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumenta-
tion træffe afgørelse i sagen.
Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er
tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage an-
søgningen digitalt.
Derfor foreslås det med lovforslaget, at der i § 3 i lov om
forsikringsformidling indsættes et nyt stykke 4.
Det foreslås med indsættelsen af stk. 4, 1. pkt., i lov om for-
sikringsformidling, at en ansøgning om tilladelse efter stk. 1
skal indsendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning
vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende
bestemmelse vedrørende forsikrings- og genforsikringsfor-
midleres ansøgninger til Finanstilsynet med henblik på at
indføre en pligt for virksomheder til at indsende ansøgninger
digitalt via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.
Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet
kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den di-
78
gitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan
anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 4, 2. pkt.
Det foreslås med indsættelsen i § 3 af stk. 4, 2. pkt., at hvis
en ansøgning undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbe-
tjeningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige
oplysninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet ved an-
vendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket.
Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning,
hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede
bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet
undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket, som
herefter indsendes digitalt pr. e-mail til Finanstilsynet. Den-
ne undtagelse vil f.eks. være relevant, i tilfælde af at
www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske proble-
mer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt
at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi
omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne
håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagel-
sen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver – ad-
vokat eller revisor – som håndterer ansøgningen, ikke har el-
ler kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.
Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin an-
søgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn
til en effektiv sagsbehandling vil der blive stillet krav om, at
virksomheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldel-
sesblanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden
indledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet
sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af
sådanne ansøgninger.
Til nr. 3 (§ 4, stk. 3, i lov om forsikringsformidling)
Efter den gældende bestemmelse i § 4 i lov om forsikrings-
formidling skal en virksomhed, der udøver forsikringsdistri-
butionsvirksomhed som en accessorisk aktivitet, registreres i
Finanstilsynets register, før virksomheden påbegynder sin
virksomhed. En virksomhed kan blive registreret, når virk-
somheden dokumenterer, at den opfylder betingelserne i § 3,
stk. 2, nr. 1 og 3-6, og stk. 3. Virksomheden skal endvidere
indsende oplysninger til brug for Finanstilsynets vurdering
af, om den eller de ansatte i virksomheden med ansvar for
distribution af accessoriske forsikringer opfylder betingel-
serne i § 10, stk. 1. Efter § 10, stk. 1, må ansatte i en acces-
sorisk forsikringsformidler ikke være straffet for overtrædel-
ser af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden re-
levant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for,
at personen ikke kan varetage sin stilling på betryggende
måde. Personen må ikke være under konkurs og skal have et
godt omdømme, herunder ikke have udvist en adfærd, der
giver grund til at antage, at personen ikke vil varetage stil-
lingen på forsvarlig måde.
Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at
virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk – ved brug af Nem-ID – indsender ansøg-
ningsskema og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest
tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumenta-
tion træffe afgørelse i sagen.
Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er
tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage an-
søgningen digitalt.
Derfor foreslås det med lovforslagets § 6, nr. 3, at der i § 4 i
lov om forsikringsformidling indsættes et nyt stykke 3.
Det foreslås med indsættelsen af stk. 3, 1. pkt., at en ansøg-
ning om registrering efter stk. 1 skal indsendes via Finanstil-
synets selvbetjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplys-
ninger, jf. stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende
bestemmelse vedrørende accessoriske forsikringsformidle-
res ansøgninger til Finanstilsynet med henblik på at indføre
en pligt for virksomheder til at indsende ansøgninger digitalt
via www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.
Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet
kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den di-
gitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan
anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 3, 2. pkt.
Det foreslås med indsættelsen af stk. 3, 2. pkt., at hvis en an-
søgning undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbetje-
ningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige
oplysninger sendes elektronisk til Finanstilsynet ved anven-
delse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket
Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning,
hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede
bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet
undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket. Den-
ne undtagelse vil f.eks. alene være relevant, i tilfælde af at
www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske proble-
mer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt
at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi
omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne
håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagel-
sen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver – ad-
vokat eller revisor – som håndterer ansøgningen, ikke har el-
ler kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.
Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin an-
søgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn
til en effektiv sagsbehandling stilles der krav om, at virk-
79
somheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldelses-
blanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden ind-
ledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet
sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af
sådanne ansøgninger.
Til nr. 4 (§ 12 a i lov om forsikringsformidling)
Det følger af den gældende § 44 i lov om finansiel virksom-
hed, at det ikke er tilladt i erhvervsmæssigt øjemed her i lan-
det at medvirke til, at forsikringer for her i landet bosidden-
de personer, danske skibe eller andre risici, der består her i
landet, tegnes hos andre end danske forsikringsselskaber og
udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betingelserne
i § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, samt udenlandske forsik-
ringsselskaber, der har fået tilladelse af Finanstilsynet.
Det er blevet vurderet, at § 44 bør overføres til lov om for-
sikringsformidling, hvor den mere naturligt hører til, da be-
stemmelsen vedrører forsikringsformidling.
Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en § 12 a i
lov om forsikringsformidling, hvorefter en forsikringsfor-
midler og en accessorisk forsikringsformidler ikke må med-
virke til, at forsikringer for personer bosiddende i Danmark,
danske skibe eller andre risici, der består her i landet, tegnes
hos andre end danske forsikringsselskaber, udenlandske for-
sikringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 30, stk. 1,
og § 31, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, eller uden-
landske forsikringsselskaber, der har fået tilladelse af Fi-
nanstilsynet.
Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende § 44
i lov om finansiel virksomhed med enkelte redaktionelle æn-
dringer.
Den foreslåede bestemmelse indeholder et forbud mod er-
hvervsmæssig formidling af danske direkte risici til forsik-
ringsselskaber, der ikke lovligt kan drive virksomhed her i
landet.
Bestemmelsen opstiller således et forbud mod, at forsik-
ringsformidlere samt accessoriske forsikringsformidlere
medvirker til, at afdækning af direkte danske risici sker hos
andre end forsikringsselskaber, som enten har tilladelse fra
Finanstilsynet eller har anmeldt til Finanstilsynet, at der dri-
ves virksomhed her i landet via EU-reglerne om grænseo-
verskridende virksomhed.
Det foreslåede nr. 1 vil indebære, at godkendte forsikrings-
formidlere og accessoriske forsikringsformidlere vil kunne
formidle forsikringer hos danske forsikringsselskaber god-
kendt af Finanstilsynet.
De foreslåede nr. 2 og 3 vil indebære, at godkendte forsik-
ringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere endvi-
dere vil kunne formidle forsikringer hos visse udenlandske
forsikringsselskaber under nærmere betingelser. Forsik-
ringsformidling hos udenlandske forsikringsselskaber vil så-
ledes kunne ske hos udenlandske forsikringsselskaber, der
enten opfylder betingelserne i § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, i
lov om finansiel virksomhed, eller udenlandske forsikrings-
selskaber, der har fået tilladelse af Finanstilsynet.
I relation til udenlandske forsikringsselskaber vil forsikrin-
ger således alene kunne formidles hos de forsikringsselska-
ber, som er godkendt til at udøve forsikringsvirksomhed i et
andet EU-land eller i et land, som EU har indgået en aftale
med på det finansielle område, og som udøver forsikrings-
virksomhed gennem en filial her i Danmark, jf. § 30, stk. 1,
eller som tjenesteyder, jf. § 31, stk. 1, eller forsikringssel-
skaber fra tredjelande, dvs. lande uden for EU- og EØS-
samarbejdet, som har opnået en tilladelse fra Finanstilsynet
til at udøve forsikringsvirksomhed i Danmark.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med reglerne om til-
ladelse til at drive forsikringsvirksomhed og er en forbruger-
beskyttelsesregel, der er med til at hindre forsikringstegning
via professionelle mellemmænd, der optræder ulovligt, og
hvor kunden uden viden herom i tvister med forsikringssel-
skabet kan blive underkastet fremmed ret og værneting.
Til nr. 5 (§ 22, stk. 1, 2. pkt., i lov om forsikringsformidling)
Den gældende bestemmelse i § 22, stk. 1, 2. pkt., i lov om
forsikringsformidling anfører, hvilke regler i øvrig lovgiv-
ning Finanstilsynet påser overholdelsen af, herunder Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26.
november 2014 om dokumenter med central information om
sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter
til detailinvestorer (PRIIP’er), forordninger udstedt i medfør
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af
20. januar 2016 om forsikringsdistribution og Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20 juni 2019
om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-for-
ordningen).
Det foreslås, at der i § 22, stk. 1, 2. pkt., indsættes en henvis-
ning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-
ser.
Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet skal
påse overholdelsen af forordningen.
Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav
for bl.a. finansielle rådgivere.
80
Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. en forsikringsformid-
ler, der yder forsikringsrådgivning om forsikringsbaserede
investeringsprodukter (IBIP’er), jf. artikel 2, nr. 11, litra, i
disclosureforordningen.
Efter artikel 14, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredyg-
tighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser (disclosureforordningen) skal hvert medlemsland
sikre, at den kompetente myndighed, der er udpeget i over-
ensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2016/97/EU af 20. januar 2016 om forsikringsdistri-
bution, udpeges som kompetent myndighed til at varetage
de opgaver, der følger af disclosureforordningen.
Med den foreslåede indsættelse af forordningen i bestem-
melsen vil Finanstilsynet blive udpeget som kompetent
myndighed i relation til at påse overholdelsen af disclosure-
forordningen.
Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også skulle
påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har
hjemmel til at udstede i medfør af disclosureforordningen.
Den foreslåede ændring vil også medføre, at Finanstilsynet
bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af
disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen supplerer artikel 14, stk. 1, i disclosurefor-
ordningen.
Til nr. 6 (§ 36, stk. 1, i lov om forsikringsformidling)
Det følger af § 36, stk. 1, at de virksomheder eller personer,
som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over
for i medfør af loven eller regler fastsat i medfør heraf, skal
anses som part i forhold til Finanstilsynet.
Det foreslås, at der i § 36, stk. 1, indsættes en henvisning til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosurefor-
ordningen) eller regler udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at virksomheder, som
Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over for i
medfør af disclosureforordningen eller regler udstedt i med-
før heraf, også vil være parter i konkrete sager.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af
bestemmelsen i øvrigt.
Til nr. 7 (§ 37 i lov om forsikringsformidling)
Det fremgår af § 37, stk. 1, i lov om forsikringsformidling,
at afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til denne lov,
regler udstedt i medfør heraf eller forordninger udstedt i
medfør af forsikringsdistributionsdirektivet kan indbringes
for Erhvervsankenævnet, senest fire uger efter at afgørelsen
er meddelt den pågældende person eller virksomhed.
Det foreslås, at der i § 37, stk. 1, indsættes en henvisning til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser eller regler ud-
stedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at afgørelser truffet af
Finanstilsynet i medfør heraf kan indbringes for Erhvervsan-
kenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den,
som afgørelsen retter sig mod.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af
bestemmelsen i øvrigt.
Til § 7
Til nr. 1 (§ 97, stk. 1, 2. pkt., i lov om firmapensionskasser)
Den gældende bestemmelse i § 97, stk. 1, 2. pkt., i lov om
firmapensionskasser angiver bl.a. de regler i øvrig lovgiv-
ning, som Finanstilsynet påser overholdelsen af. Af bestem-
melsen fremgår, at Finanstilsynet påser overholdelsen af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning om en generel ram-
me for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme
for simpel, transparent og standardiseret securitisering og
regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslås, at der i § 97, stk. 1, 2. pkt., indsættes en henvis-
ning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
og regler udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet vil
skulle påse overholdelsen af disclosureforordningen og reg-
ler udstedt i medfør af denne.
Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav
for bl.a. finansielle markedsdeltagere.
Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. en arbejds-
markedsrelateret pensionskasse og en producent af et pensi-
onsprodukt, jf. artikel 2, nr. 1, litra c og d, i disclosurefor-
ordningen.
81
Efter artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen skal hvert
medlemsland sikre, at den kompetente myndighed, der er
udpeget i overensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2016/2341/EU af 14. december 2016 om
arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers (IORP᾽ers) akti-
viteter og tilsynet hermed, udpeges som kompetent myndig-
hed til at varetage de opgaver, der følger af disclosurefor-
ordningen.
Med den foreslåede indsættelse af en henvisning til disclo-
sureforordningen i bestemmelsen vil Finanstilsynet blive ud-
peget som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af
forordningen.
Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også skulle
påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har
hjemmel til at udstede i medfør af disclosureforordningen.
Den foreslåede ændring vil også medføre, at Finanstilsynet
bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af
disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen supplerer artikel 14, stk. 1, i disclosurefor-
ordningen.
Det foreslås desuden, at § 97, stk. 1, 2. pkt., ændres således,
at Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU
af 12. december 2017 om en generel ramme for securitise-
ring og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, trans-
parent og standardiseret securitisering og regler udstedt i
medfør heraf fremgår med deres fulde titel.
Den foreslåede ændring er af redaktionel karakter.
Til nr. 2 (§ 104, stk. 1, i lov om firmapensionskasser)
Den gældende bestemmelse i § 104, stk. 1, i lov om firma-
pensionskasser angiver de virksomheder, der kan anses som
part i forhold til Finanstilsynet, i sager, hvor Finanstilsynet
har truffet eller vil træffe afgørelse over for virksomheden i
medfør af lov om firmapensionskasser eller regler fastsat i
medfør heraf.
Det foreslås, at der i § 104, stk. 1, indsættes en henvisning til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. decem-
ber 2017 om en generel ramme for securitisering og om op-
rettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og stan-
dardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf.
Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 7, nr. 1,
foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosurefor-
ordningen) og regler udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at virksomheder, der
træffes afgørelse overfor i medfør af de forordninger, som
Finanstilsynet efter den foreslåede bestemmelse i lovforsla-
gets § 7, nr. 1, vil skulle påse overholdelsen af, ligeledes an-
ses som parter i forhold til Finanstilsynet.
Finanstilsynet påser efter den gældende bestemmelse i § 97,
stk. 1, 2. pkt., overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en
generel ramme for securitisering og om oprettelse af en spe-
cifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securi-
tisering. Med den foreslåede ændring vil virksomheder, der
træffes afgørelse overfor i medfør af forordningen, ligeledes
anses som parter i forhold til Finanstilsynet. Forordningen er
ved en fejl ikke indsat i bestemmelsen, i forbindelse med at
Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndighed efter
forordningen.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af
bestemmelsen i øvrigt.
Til nr. 3 (§ 112, stk. 1, i lov om firmapensionskasser)
Den gældende bestemmelse i § 112, stk. 1, i lov om firma-
pensionskasser indeholder en klageadgang til Erhvervsanke-
nævnet for den, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet el-
ler Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller regler udstedt i
medfør heraf retter sig mod.
Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 7, nr. 1,
foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosurefor-
ordningen) og regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslås, at der i § 112, stk. 1, indsættes en henvisning til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysnin-
ger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. decem-
ber 2017 om en generel ramme for securitisering og om op-
rettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og stan-
dardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede ændring vil indebære, at afgørelser truffet af
Finanstilsynet i medfør af forordningerne eller regler udstedt
i medfør af forordningerne vil kunne indbringes for Er-
hvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er med-
delt den pågældende, som afgørelsen retter sig mod.
82
Finanstilsynet påser efter den gældende bestemmelse i § 97,
stk. 1, 2. pkt., overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en
generel ramme for securitisering og om oprettelse af en spe-
cifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securi-
tisering. Med den foreslåede ændring vil virksomheder, der
træffes afgørelse overfor i medfør af forordningen, ligeledes
kunne påklage afgørelser til Erhvervsankenævnet. Forord-
ningen er ved en fejl ikke indsat i bestemmelsen, i forbindel-
se med at Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndig-
hed efter forordningen.
Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af
bestemmelsen i øvrigt.
Til § 8
Til nr. 1 (§ 2, nr. 6, i lov om finansielle rådgivere, investe-
ringsrådgivere og boligkreditformidlere)
Efter den gældende bestemmelse i § 2, nr. 6, i lov om finan-
sielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformid-
lere defineres rådgivning som personlige anbefalinger til en
forbruger om transaktioner i tilknytning til finansielle pro-
dukter eller boligkreditaftaler.
Det foreslås at nyaffatte § 2, nr. 6, således, at lovens defini-
tion af rådgivning herefter vil være: personlige anbefalinger
til en forbruger, som vedrører en eller flere transaktioner i
forbindelse med boligkreditaftaler eller finansielle produk-
ter. For så vidt angår boligkreditaftaler skal anbefalingerne
være uafhængige af ydelsen af boligkreditaftalen og de akti-
viteter, som ydes af en boligkreditformidler.
Den foreslåede ændring har – for så vidt angår boligkredit-
aftaler – til formål at bringe ordlyden af definitionen af råd-
givning i overensstemmelse med direktiv 2014/17/ЕU om
forbrugerkreditaftaler (herefter forbrugerkreditdirektivet) og
bekendtgørelse nr. 1581 af 17. december 2018 om god skik
for boligkredit i forbindelse med fast ejendom til beboelse.
I bekendtgørelse om god skik for boligkredit er rådgivning
defineret i § 2, nr. 5. Rådgivning er defineret som personlige
anbefalinger til en låntager, som vedrører en eller flere
transaktioner i forbindelse med boligkreditaftaler, og som er
uafhængig af ydelsen af boligkreditaftalen og de aktiviteter,
som ydes af en boligkreditformidler. Forbrugerkreditdirekti-
vets artikel 4, nr. 21, indeholder en definition af rådgiv-
ningstjeneste, som er personlige anbefalinger til en forbru-
ger, som vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse
med kreditaftaler, og som er en aktivitet, der er uafhængig af
ydelsen af kreditten og de kreditformidlingsaktiviteter, der
er anført i nr. 5.
Direktivets definition af rådgivningstjeneste er gennemført i
§ 2, nr. 5, i bekendtgørelse om god skik for boligkredit. Idet
en tilsvarende definition af rådgivning ikke følger af loven i
dag, vil den foreslåede ændring af definitionsbestemmelsen i
lovens § 2, nr. 6, medføre, at direktivets definition også gen-
nemføres i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgi-
vere og boligkreditformidlere.
Til nr. 2 (§ 3, stk. 7, i lov om finansielle rådgivere, investe-
ringsrådgivere og boligkreditformidlere)
Efter § 3 i lov om finansielle rådgivere skal virksomheder,
der rådgiver om finansielle produkter, have tilladelse som fi-
nansiel rådgiver for at udøve den pågældende virksomhed.
På samme måde skal en virksomhed, der yder rådgivning el-
ler formidler boligkreditaftaler til forbrugere, have tilladelse
som boligkreditformidler. Endelig skal en virksomhed, der
yder investeringsrådgivning, have tilladelse som investe-
ringsrådgiver. Finanstilsynet kan give tilladelse efter § 3 i
lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og bolig-
kreditformidlere, hvis virksomhederne opfylder kriterierne
efter § 3, stk. 3, herunder dokumenterer forretningsgange på
væsentlige aktivitetsområder. Endvidere skal virksomhedens
ledelse opfylde de gældende krav til egnethed og hæderlig-
hed, ligesom virksomheden skal fremvise dokumentation for
ansvarsforsikring eller anden tilsvarende garanti mod erstat-
ningskrav.
Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at
virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk – ved brug af Nem-ID – indsender ansøg-
ningsblanket og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest
tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumenta-
tion træffe afgørelse i sagen.
Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er
tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage an-
søgningen digitalt.
Derfor foreslås det i § 3, stk. 7, 1. pkt., at en ansøgning om
tilladelse efter stk. 1 skal indsendes via Finanstilsynets selv-
betjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf.
stk. 6.
Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende
bestemmelse vedrørende finansielle rådgiveres, investe-
ringsrådgiveres og boligkreditformidleres ansøgninger til Fi-
nanstilsynet med henblik på at indføre en pligt for virksom-
heder til at indsende ansøgninger digitalt via www.virk.dk
ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.
Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet
kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den di-
gitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan
anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 7, 2. pkt.
83
Med § 3, stk. 7, 2. pkt., foreslås det, at hvis en ansøgning
undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbetjeningsløsnin-
gen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger
sendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Fi-
nanstilsynets anmeldelsesblanket
Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning,
hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede
bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet
undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket. Den-
ne undtagelse vil f.eks. alene være relevant, i tilfælde af at
www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske proble-
mer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt
at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi
omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne
håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagel-
sen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver – ad-
vokat eller revisor – som håndterer ansøgningen, ikke har el-
ler kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.
Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin an-
søgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn
til en effektiv sagsbehandling stilles der krav om, at virk-
somheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldelses-
blanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden ind-
ledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet
sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af
sådanne ansøgninger.
Til § 9
Til nr. 1 (§ 3, stk. 4, i lov om forbrugslånsvirksomheder)
Forbrugslånsvirksomheder skal efter § 3 i lov om forbrugs-
lånsvirksomheder have tilladelse af Finanstilsynet til at udø-
ve den pågældende virksomhed. Finanstilsynet giver tilla-
delse til virksomheder, der dokumenterer tilstrækkelige for-
retningsgange for efterlevelse af redelig forretningsskik og
god praksis, for kreditværdighedsvurdering og identifikation
af målgrupper. Endvidere skal ledelsen opfylde lovens krav
til egnethed og hæderlighed.
Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at
virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk – ved brug af Nem-ID – indsender anmeldel-
sesblanket og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest tre
måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumentation
træffe afgørelse i sagen.
Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er
tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage an-
søgningen digitalt.
Derfor foreslås det i § 3, stk. 4, 1. pkt., at en ansøgning om
tilladelse efter stk. 1 skal indsendes via Finanstilsynets selv-
betjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf.
stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende
bestemmelse vedrørende forbrugslånsvirksomheders ansøg-
ninger til Finanstilsynet med henblik på at indføre en pligt
for virksomhederne til at indsende ansøgninger digitalt via
www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.
Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet
kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den di-
gitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan
anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 4, 2. pkt.
Med § 3, stk. 4, 2. pkt., foreslås det, at hvis en ansøgning
undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbetjeningsløsnin-
gen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger
sendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Fi-
nanstilsynets anmeldelsesblanket.
Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning,
hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede
bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet
undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket. Den-
ne undtagelse vil f.eks. alene være relevant, i tilfælde af at
www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske proble-
mer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt
at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi
omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne
håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagel-
sen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver – ad-
vokat eller revisor – som håndterer ansøgningen, ikke har el-
ler kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.
Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin an-
søgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn
til en effektiv sagsbehandling stilles der krav om, at virk-
somheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldelses-
blanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden ind-
ledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet
sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af
sådanne ansøgninger.
Til § 10
Til nr. 1 (§ 3, stk. 1, nr. 5, i lov om ejendomskreditselskaber)
Selskaber, der erhvervsmæssigt køber eller sælger pantebre-
ve i fast ejendom skal efter § 3, stk. 1, i lov om ejendoms-
kreditselskaber søge om tilladelse til at udøve den pågæl-
dende virksomhed. Efter § 3, stk. 1, nr. 5, skal et selskab,
der ansøger om tilladelse til at udøve virksomhed som ejen-
84
domskreditselskab dokumentere, at der er oprettet en særlig
konto, hvor det aftalte provenu skal indsættes, og at selska-
bet har etableret sikkerhed for disse midler, jf. stk. 5.
I lovforslagets § 10, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt stk.
4 i § 3. Denne ændring vil medføre, at de gældende stk. 4-6
bliver til stk. 5-7.
Med forslaget ændres henvisningen til stk. 5 i § 3, stk. 1, nr.
5, til stk. 6.
Forslaget er en konsekvens af ændringen i lovforslagets §
10, nr. 2, hvorefter der indsættes et nyt stk. 3 i § 3.
Til nr. 2 (§ 3, stk. 4, i lov om ejendomskreditselskaber)
Selskaber, der erhvervsmæssigt køber eller sælger pantebre-
ve i fast ejendom, skal efter § § 3 i lov om ejendomskredit-
selskaber søge om tilladelse til at udøve den pågældende
virksomhed. Finanstilsynet giver tilladelse til selskaber, der
drives som et anparts- eller aktieselskab, hvor ledelsen op-
fylder lovens krav til egnethed og hæderlighed. Endvidere
skal den person i selskabet, der er ansvarlig for handel med
pantebreve og kreditgivning, opfylde betingelserne i § 5
m.v. Endelig skal ejerne af de kvalificerede andele i selska-
bet opfylde principperne i §§ 61 og 62 i lov om finansiel
virksomhed, ligesom selskabet – hvis der handles med for-
brugere – skal oprette en særlig konto, hvor provenu indsæt-
tes. Virksomheden skal endvidere have etableret sikkerhed
for disse midler.
Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at
virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på
www.virk.dk – ved brug af Nem-ID – indsender ansøg-
ningsskema og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest
tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumenta-
tion træffe afgørelse i sagen.
Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er
tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage an-
søgningen digitalt.
Derfor foreslås det i § 3, stk. 4, 1. pkt., at en ansøgning om
tilladelse efter stk. 1 vil skulle indsendes via Finanstilsynets
selvbetjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf.
stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende
bestemmelse vedrørende ejendomskreditselskabers ansøg-
ninger til Finanstilsynet med henblik på at indføre en pligt
for virksomhederne til at indsende ansøgninger digitalt via
www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.
Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet
kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den di-
gitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan
anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 4, 2. pkt.
Med § 3, stk. 4, 2. pkt., foreslås det, at hvis en ansøgning
undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbetjeningsløsnin-
gen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger
indsendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af
Finanstilsynets anmeldelsesblanket.
Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning,
hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede
bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet
undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket. Den-
ne undtagelse vil f.eks. alene være relevant, i tilfælde af at
www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske proble-
mer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt
at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi
omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne
håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagel-
sen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver – ad-
vokat eller revisor – som håndterer ansøgningen, ikke har el-
ler kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.
Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin an-
søgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn
til en effektiv sagsbehandling stilles der krav om, at virk-
somheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldelses-
blanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden ind-
ledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet
sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af
sådanne ansøgninger.
Til nr. 3 (§ 12, stk. 7, i lov om ejendomskreditselskaber)
Det følger af § 12, stk. 7, i lov om ejendomskreditselskaber,
at Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold,
der er i strid med en række bestemmelser i loven. Det drejer
sig bl.a. om § 3, stk. 5, hvorefter ejendomskreditselskaber
årligt skal indsende en erklæring fra en godkendt revisor om
sikkerheden nævnt i § 3, stk. 1, nr. 5, til Finanstilsynet.
I lovforslagets § 10, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt
stykke 4 i § 3. Denne ændring medfører, at de gældende stk.
4-6 bliver til stk. 5-7.
Som følge heraf foreslås det i § 12, stk. 7, at konsekvensrette
henvisningen til § 3, stk. 5, så der rettelig henvises til § 3,
stk. 6.
Til nr. 4 (§ 22, stk. 1, i lov om ejendomskreditselskaber)
85
Det følger af § 22, at overtrædelse af en række bestemmel-
ser i lov om ejendomskreditselskaber i lov om ejendomskre-
ditselskaber kan straffes med bøde, medmindre højere straf
er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Det drejer sig bl.a.
om § 3, stk. 5, hvorefter ejendomskreditselskaber årligt skal
indsende en erklæring fra en godkendt revisor om sikkerhe-
den nævnt i § 3, stk. 1, nr. 5, til Finanstilsynet.
I lovforslagets § 10, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt
stykke 4 i § 3. Denne ændring medfører, at de gældende stk.
4-6 bliver til stk. 5-7.
Som følge heraf foreslås det i § 22, stk. 1, at konsekvensrette
henvisningen til § 3, stk. 5, så der rettelig henvises til § 3,
stk. 6.
Til § 11
Til nr. 1 (§ 16, stk. 2, i lov om Vækstfonden)
Det fremgår af § 16, stk. 2, i lov om Vækstfonden, at Vækst-
fonden kan optage lån til finansiering af sine aktiviteter, og
at det samlede lånebeløb eksklusiv renter til og med 2020
ikke uden godkendelse fra Folketingets Finansudvalg kan
overstige 6 mia. kr., mens det samlede lånebeløb eksklusiv
renter efter 2020 ikke uden godkendelse fra Folketingets Fi-
nansudvalg kan overstige 500 mio. kr.
Det følger af den foreslåede ændring af § 16, stk. 2, at
Vækstfonden kan optage lån, herunder statsligt genudlån, til
finansiering af sine aktiviteter i det omfang, der er etableret
bevillingsmæssig hjemmel hertil.
Denne foreslåede ændring af § 16, stk. 2, vil medføre, at
Vækstfonden, foruden den eksisterende adgang til at optage
lån i markedet, fremover vil få adgang til at finansiere sine
aktiviteter ved statsligt genudlån. Ændringen medfører
samtidig, at Vækstfonden kun kan optage lån i det omfang,
der er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil, mens der i
lov om Vækstfonden ikke længere fastsættes øvre beløbs-
grænser for låneoptaget.
Bestemmelsen foreslås ændret med henblik på at understøtte
finansieringen af Vækstfondens aktiviteter. Derved sikres
det, at Vækstfonden har adgang til den nødvendige likviditet
på de bedst mulige vilkår i det omfang, der foreligger poli-
tisk beslutning om at lade Vækstfonden foretage låneoptag.
Der er tale om en tidsubegrænset genudlånsadgang.
Det er finansministeren, der formelt forestår optag af genud-
lån i Nationalbanken, idet finansministeren har ressortansva-
ret for statens låntagning og gæld i henhold til § 2, stk. 1, i
bekendtgørelse nr. 849 af 22. juni 2010 af lov om bemyndi-
gelse til optagelse af statslån. Den foreslåede ændring af be-
stemmelsen vil medføre, at finansministeren giver Vækst-
fonden en adgang til statsligt genudlån i det omfang, den be-
villingsmæssigt hjemles eksplicit.
De nærmere vilkår for adgangen til genudlån fastsættes ved
aftale mellem Vækstfonden, Danmarks Nationalbank, Er-
hvervsministeriet og Finansministeriet.
Til nr. 2 (§ 16, stk. 3 og 4, i lov om Vækstfonden)
Det fremgår af § 16, stk. 3, i lov om Vækstfonden, at Vækst-
fonden kan optage statsgaranterede lån til finansiering af
syndikeringslån. Det samlede lånebeløb eksklusiv renter kan
ikke overstige 125 mio. kr.
Det fremgår af § 16, stk. 4, i lov om Vækstfonden, at Vækst-
fonden til og med 2030 kan optage lån til finansiering af en
accelerationspulje til virksomheder med særligt vækstpoten-
tiale. Det samlede lånebeløb eksklusiv renter kan ikke over-
stige 500 mio. kr.
Det foreslås, at § 16, stk. 3 og 4, ophæves, hvormed låne-
rammerne for enkeltordningernes syndikeringslån og accele-
rationspuljen ikke længere fremgår af lov om Vækstfonden.
Med ændringerne skrives opremsningen af enkeltordninger
ud af loven. Der tilsigtes i den forbindelse ingen ændringer i
Vækstfondens muligheder for at optage lån, men alene at
sikre et strømlinet lovgrundlag, der ikke forældes, i takt med
at ordninger oprettes, justeres og nedlægges.
For syndikeringslån skal dette dels ses i lyset af, at ordnin-
gen udløb ved udgangen af 2015. Accelerationspuljen udlø-
ber i 2030, og bevillingen er på nuværende tidspunkt ikke
hjemlet andetsteds. Der kan imidlertid etableres særskilt be-
villingsmæssig hjemmel for denne accelerationspulje, hvor-
med den omfattes af den foreslåede ændring af § 16, stk. 2,
hvor det fremgår, at Vækstfonden kan optage lån i det om-
fang, der er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil. Det
bemærkes, at nærværende ændringsforslag ikke har til for-
mål at annullere Vækstfondens mulighed for låneoptag
under accelerationspuljen, men i stedet at etablere denne ved
en særskilt bevillingsmæssig hjemmel ved tekstanmærkning
i stedet for i lov om Vækstfonden.
Det bemærkes, at et væsentligt antal enkeltordninger, som
administreres af Vækstfonden, ikke er skrevet ind i loven.
Til nr. 3 (§ 16, stk. 6 og 7, i lov om Vækstfonden)
Det fremgår af § 16, stk. 6, i lov om Vækstfonden, at Vækst-
fonden kan optage lån fra pensionsinstitutterne, som mod-
svares af tilsvarende tilsagn fra Vækstfonden om indskud af
egenkapital til Dansk Vækstkapital.
86
Det fremgår af § 16, stk. 7, i lov om Vækstfonden, at Vækst-
fonden kan optage lån fra private investorer, som modsvares
af tilsvarende tilsagn fra Vækstfonden om indskud af egen-
kapital til Dansk Vækstkapital II, inden for en samlet finan-
sieringsramme på maksimalt 3 mia. kr.
Det foreslås, at § 16, stk. 6 og 7, der bliver stk. 4 og 5, op-
hæves, hvormed adgangen til at optage lån fra pensionsinsti-
tutterne og andre private investorer i forbindelse med
Vækstfondens engagement i Dansk Vækstkapital og Dansk
Vækstkapital II ikke længere fremgår af lov om Vækstfon-
den.
Med ændringerne skrives opremsningen af enkeltordninger
ud af loven. Der tilsigtes i den forbindelse ingen ændringer i
Vækstfondens muligheder for at optage lån, men alene at
sikre et strømlinet lovgrundlag, der ikke forældes, i takt med
at ordninger oprettes, justeres og nedlægges.
Bevillingerne til Dansk Vækstkapital og Dansk Vækstkapi-
tal II er på nuværende tidspunkt ikke hjemlet andetsteds.
Der kan imidlertid etableres særskilt bevillingsmæssig hjem-
mel for disse ordninger, hvormed de omfattes af den foreslå-
ede ændring af § 16, stk. 2, hvor det fremgår, at Vækstfon-
den kan optage lån i det omfang, der er etableret bevillings-
mæssig hjemmel hertil. Det bemærkes, at nærværende æn-
dringsforslag ikke har til formål at annullere Vækstfondens
mulighed for låneoptag under accelerationspuljen Dansk
Vækstkapital og Dansk Vækstkapital II, men i stedet at eta-
blere denne ved en særskilt bevillingsmæssig hjemmel ved
tekstanmærkning i stedet for i lov om Vækstfonden.
Til nr. 4 (§ 17, stk. 1, i lov om Vækstfonden)
Det fremgår af § 17, stk. 1, i lov om Vækstfonden, at finans-
ministeren kan lade Vækstfonden optage genudlån hos Dan-
marks Nationalbank inden for en samlet ramme på maksi-
malt 1 mia. kr.
Det følger af den foreslåede ændring af § 17, stk. 1, at Fi-
nansministeren, ud over adgangen til at optage lån, herunder
statsligt genudlån, jf. § 16, stk. 2, kan lade Vækstfonden op-
tage genudlån hos Danmarks Nationalbank inden for en
ramme på 1 mia. kr.
Med ændringen præciseres afgrænsningen mellem Vækst-
fondens almindelige adgang til låneoptag og det særlige li-
kviditetsberedskab, der henvises til i § 17, stk. 1. Det præci-
seres således, at den i bestemmelsen hjemlede adgang for fi-
nansministeren til at lade Vækstfonden optage genudlån hos
Danmarks Nationalbank inden for en samlet ramme på mak-
simalt 1 mia. kr. ligger ud over de lånemuligheder, der hen-
vises til i § 16, stk. 2.
Til § 12
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar
2021.
Det foreslås i stk. 2, at § 1, nr. 25, træder i kraft den 29. de-
cember 2020, da bestemmelsen gennemfører Europa-Parla-
mentets og Rådets Direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019
om ændring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritag-
ne enheder, finansielle holdingselskaber, blandede finansiel-
le holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstaltninger og -
beføjelser og kapitalbevaringsforanstaltninger, som træder i
kraft den 29. december 2020.
Det foreslås i stk. 3, at § 4, nr. 3-5, § 5, nr. 3-4, § 6, nr. 5-7,
og § 7 træder i kraft den 10. marts 2021, da de nævnte be-
stemmelser er en konsekvens af disclosureforordningen.
Disclosureforordningen skal finde anvendelse fra den 10.
marts 2021.
Det foreslås i stk. 4, at § 1, nr. 17, 28-30 og 32, træder i kraft
den 19. april 2021, hvor artikel 3a, stk. 5-6, i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, jf. artikel
2, stk. 2, litra c, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning
(EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseover-
skridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer, træder i
kraft. Det er derfor først fra denne dato relevant at indarbej-
de forordningens artikel 3a, stk. 5-6, i lov om betalinger.
Til § 13
Lovforslagets § 13 angiver lovforslagets territoriale gyldig-
hedsområde.
Det foreslås i stk. 1, at loven ikke skal gælde for Færøerne
og Grønland, jf. dog de foreslåede stk. 2 og 3.
Det foreslås i stk. 2, at lovforslagets §§ 1-5 og 8-10 ved kon-
gelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færø-
erne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Love på det finansielle område indeholder som udgangs-
punkt anordningshjemmel for Færøerne. Lov om forsik-
ringsformidling og lov om firmapensionskasser indeholder
imidlertid ikke anordningshjemmel for Færøerne, da forsik-
ringsområdet på Færøerne er hjemtaget og dermed reguleres
af færøske love. Ændringerne i disse to love i lovforslagets
§§ 6 og 7 skal derfor ikke kunne sættes i kraft, da hovedlo-
vene til lov om forsikringsformidling og lov om firmapensi-
onskasser ikke indeholder anordningshjemmel.
87
Lovforslagets § 11 skal endvidere ikke kunne sættes i kraft
for Færøerne, da lov om Vækstfonden ikke gælder for Færø-
erne og ikke indeholder anordningshjemmel.
Det foreslås i stk. 3, at lovforslagets §§ 1-10 ved kongelig
anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne
med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Love på det finansielle område indeholder som udgangs-
punkt anordningshjemmel for Grønland. De love, der med
lovforslagets §§ 1-10 foreslås ændringer i, indeholder sådan-
ne anordningshjemler. På den baggrund foreslås det, at de
ændringer, der foreslås i lovforslagets §§ 1-10 skal kunne
sættes i kraft for Grønland ved kongelig anordning.
Lovforslagets § 11 skal dog ikke kunne sættes i kraft for
Grønland, da lov om Vækstfonden ikke gælder for Grønland
og ikke indeholder anordningshjemmel.
88
Bilag 1
Lovforslag sammenholdt med gældende ret
Lovforslag sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr.
1024 af 3. oktober 2019, som ændret ved § 7 i
lov nr. 1374 af 13. december 2019, § 5 i lov nr.
1563 af 27. december 2019 og § 4 i lov nr. 641
af 19. maj 2020, foretages følgende ændringer:
Lov om betalinger
Fodnoten. Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november
2015 om betalingstjenester i det indre marked,
EU-Tidende 2015, nr. 3 L 337, side 35, (2. beta-
lingstjenestedirektiv) og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/110/EU af 16. september
2009 om adgang til at optage og udøve virksom-
hed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn
med en sådan virksomhed, EU-Tidende 2009,
nr. L 267, side 7, (2. e-pengedirektiv).
I fodnoten til lovens titel ændres: »og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EU
af 16. september 2009 om adgang til at optage
og udøve virksomhed som udsteder af elektro-
niske penge og tilsyn med en sådan virksom-
hed, EU-Tidende 2009, nr. L 267, side 7, (2. e-
pengedirektiv)« til: », Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/110/EU af 16. september
2009 om adgang til at optage og udøve virk-
somhed som udsteder af elektroniske penge og
tilsyn med en sådan virksomhed, EU-Tidende
2009, nr. L 267, side 7, (2. e-pengedirektiv) og
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2019/878/EU af 20. maj 2019 om ændring af
direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritagne
enheder, finansielle holdingselskaber, blandede
finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsyns-
foranstaltninger og ‑beføjelser og kapitalbeva-
ringsforanstaltninger, EU-Tidende 2019, nr. L
150, side 253 (CRD V)«.
§ 5. Loven finder ikke anvendelse på følgende
aktiviteter m.v.:
1-17) ---
18) Elektroniske penge på op til
3.000 kr. lagret på et instrument
med begrænset anvendelse, hvor
der ikke kan ske genopfyldning,
og hvor udstederens samlede for-
I § 5, nr. 18, indsættes efter »instrument med
begrænset anvendelse«: », jf. nr. 14 eller 15«.
89
pligtelser hidrørende fra
udestående elektroniske penge på
intet tidspunkt overstiger et be-
løb, der modsvarer værdien af 5
mio. euro, jf. dog § 96.
§ 7. I denne lov forstås ved:
1-21) ---
22) Pengeoverførsel: En betalingstje-
neste, hvor der modtages midler
fra en betaler alene med det for-
mål at overføre et tilsvarende be-
løb til en betalingsmodtager eller
en anden udbyder af betalingstje-
nester på betalingsmodtagerens
vegne, uden at der oprettes en be-
talingskonto i betalerens eller be-
talingsmodtagerens navn.
§ 7, nr. 22, affattes således:
»22) Pengeoverførsel: En betalingstjeneste,
hvor der modtages midler fra en betaler, uden at
der oprettes en betalingskonto i betalerens eller
betalingsmodtagerens navn, alene med det for-
mål at overføre et tilsvarende beløb til en beta-
lingsmodtager eller en anden betalingstjeneste-
udbyder på betalingsmodtagerens vegne, eller
hvor sådanne midler modtages på betalings-
modtagerens vegne og stilles til rådighed for
denne.«
23-41) ---
§ 9. Virksomheder, der udbyder betalingstjene-
ster i henhold til bilag 1, nr. 1-7, jf. § 3, stk. 1,
skal have tilladelse som betalingsinstitut, jf. dog
§ 51, eller e-pengeinstitut, jf. dog § 50. En tilla-
delse kan begrænses til kun at vedrøre en eller
flere af de i bilag 1 nævnte betalingstjenester.
I § 9, 1. pkt., ændres »bilag 1, nr. 1-7« til: »bi-
lag 1«, og »eller e-pengeinstitut, jf. dog § 50«
ændres til: »e-pengeinstitut, jf. dog § 50, eller
udbyder af kontooplysningstjenester, jf. § 60«.
§ 10. ---
Stk. 2. En virksomhed, der søger om tilladelse til
at udbyde betalingsinitieringstjenester, jf. bilag
1, nr. 7, skal ud over at opfylde kravene i stk. 1
have tegnet en ansvarsforsikring eller stille an-
den tilsvarende garanti til dækning af krav mod
virksomheden, jf. §§ 99 og 104-106.
I § 10, stk. 2, indsættes efter »jf. bilag 1, nr. 7«:
», eller kontooplysningstjenester, jf. bilag 1, nr.
8«, og », jf. §§ 99 og 104-106« udgår.
Stk. 3-4. ---
§ 14. Finanstilsynet opretter et offentligt register
over
90
---
virksomheder, der har fået be-
grænset tilladelse til at udstede
elektroniske penge eller udbyde
betalingstjenester efter §§ 50 eller
51,
I § 14, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§§ 50 eller
51«: », og deres agenter«.
I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt num-
mer:
»3) virksomheder, der har fået tilladelse som
udbyder af kontooplysningstjenester efter § 60,
og deres agenter,«.
Nr. 3-5 bliver herefter nr. 4-6.
3 og 4 ) ---
5) virksomheder, der er omfattet af
undtagelserne i § 5, nr. 14-17, og
som er anmeldt i henhold til §§
61 og 62.
I § 14, stk. 1, nr. 5, som bliver nr. 6, ændres »§
5, nr. 14-17« til: »§ 5, nr. 14-18«.
Stk. 2. ---
§ 52. Finanstilsynet giver tilladelse efter §§ 50
eller 51, når følgende krav er opfyldt, jf. dog §
53:
1-3) ---
I § 52 indsættes som nr. 4:
»4) Finanstilsynet vurderer, at virksomheden er
i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.«
Stk. 2. ---
§ 60. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Finanstilsynet kan undlade at give en til-
ladelse i henhold til stk. 1, hvis Finanstilsynet
vurderer, at virksomheden ikke opfylder kravene
i denne lov eller regler udstedt i medfør af denne
I § 60, stk. 5, ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.
91
lov, hvis oplysningerne i henhold til stk. 2 er
ufuldstændige, eller hvis ansvarsforsikringen ik-
ke lever op til kravene i stk. 4 eller reglerne ud-
stedt i medfør af stk. 8.
Stk. 6. En virksomhed, der har en tilladelse i
henhold til stk. 1, skal behandles som et beta-
lingsinstitut. Kapitel 5-7 med undtagelse af §§
65-67, 72, 83 og 87-90 finder dog ikke anven-
delse på betalingsinstitutter, der alene udbyder
kontooplysningstjenester.
I § 60, stk. 6, 2. pkt., ændres »Kapitel 5-7« til:
»§§ 21-24, § 39 og kapitel 5-7«.
Stk. 7-8. ---
Efter § 60 indsættes før overskriften før § 61:
»§ 60 a. Senest 3 måneder efter modtagelse af
en ansøgning om tilladelse, jf. § 60, eller, hvis
ansøgningen er ufuldstændig, efter modtagelse
af de oplysninger, der er nødvendige for at træf-
fe afgørelse, underretter Finanstilsynet ansøge-
ren om, hvorvidt ansøgningen kan imødekom-
mes.«
Efter § 66 indsættes før overskriften før § 67:
Ȥ 66 a. En udbyder af betalingstjenester, der
udbyder tjenester til forbrugere, skal stille den
folder, som Kommissionen udarbejder i medfør
af artikel 106 i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015
om betalingstjenester i det indre marked, gratis
til rådighed for alle udbyderens brugere på en
let tilgængelig måde. Folderen skal fremgå af
udbyderens hjemmeside og være tilgængelig på
papir hos udbyderens filialer, agenter og, hvor
relevant, andre virksomheder, hvortil aktiviteter
er outsourcet. For personer med handicap skal
oplysningerne efter 1. pkt. stilles til rådighed
ved hjælp af hensigtsmæssige alternative mid-
ler, således at oplysningerne stilles til rådighed
i et tilgængeligt format.«
§ 123. ---
Stk. 2. ---
92
Stk. 3. I tilfælde, hvor en betalingstransaktion
sker ved anvendelse af et betalingsinstrument,
kan udbyderne af betalingstjenester og beta-
lingsmodtageren indgå aftale om betaling for
særlige ordninger tilknyttet det enkelte beta-
lingsinstrument, i det omfang disse særlige ord-
ninger ikke er omfattet af abonnementsordnin-
gen, jf. stk. 4.
I § 123, stk. 3, ændres »abonnementsordningen,
jf. stk. 4« til: »regler fastsat af erhvervsministe-
ren efter stk. 4«.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nærme-
re regler om, at udbyderen for visse typer af be-
talingsinstrumenter alene kan pålægge betalings-
modtageren at betale et årligt abonnement til
dækning af udbyderens omkostninger til driften
af betalingssystemet.
§ 123, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nær-
mere regler om, hvilke prismodeller udbyderne
af visse typer af betalingsinstrumenter kan an-
vende til at pålægge betalingsmodtageren at be-
tale til dækning af udbyderens omkostninger til
driften af betalingssystemet.«
Stk. 5. Erhvervsministeren kan fastsætte nærme-
re regler om, hvorledes prisen for det årlige
abonnement i stk. 4 skal beregnes. Erhvervsmi-
nisteren kan endvidere fastsætte supplerende
regler for betalingsinstrumenter omfattet af stk.
1.
I § 123, stk. 5, 1. pkt., ændres »prisen for det år-
lige abonnement i stk. 4« til: »betalingen i pris-
modeller fastsat efter stk. 4«.
Stk. 6. ---
§ 130. Finanstilsynet påser overholdelsen af lo-
ven med undtagelse af § 27 og påser overholdel-
sen af regler udstedt i medfør af loven, jf. dog
§§ 144 og 145. Finanstilsynet påser endvidere
overholdelsen af artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og
7, artikel 3b og 4 i Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 924/2009/EF af 16. september
2009 om grænseoverskridende betalinger i Fæl-
lesskabet og om ophævelse af forordning (EF)
nr. 2560/2001 og Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts
2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til
kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro
og forordninger udstedt i medfør af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af
25. november 2015 om betalingstjenester i det
indre marked.
I § 130, stk. 1, 2. pkt., ændres »artikel 3, artikel
3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel
3-4«.
§ 132. ---
93
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. Finanstilsynet kan indhente oplysninger
efter stk. 1-5 til brug for de i § 136, stk. 5, nr.
17-22, nævnte myndigheder og organer.
I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og stk.
10, der bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11, og §
137, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
Stk. 7. ---
§ 136. Finanstilsynets ansatte er under ansvar ef-
ter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet til at
hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de
får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden,
og fortrolige oplysninger, som de får kendskab
til fra Finansiel Stabilitet, såfremt oplysningerne
vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og
§§83-90. Det samme gælder personer, der udfø-
rer serviceopgaver som led i Finanstilsynets
drift, og eksperter, der handler på tilsynets veg-
ne. Dette gælder også efter ansættelses- eller
kontraktforholdets ophør.
I § 136, stk. 1, 1. pkt., udgår », såfremt oplys-
ningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3
og 8 og §§ 83-90«.
Stk. 2. ---
I § 136 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse på oplys-
ninger i sager omfattet af kapitel 5-7.«
Stk. 3-10 bliver herefter 4-11.
Stk. 3 og 4. ---
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder
for, at fortrolige oplysninger videregives til:
1-3) ---
4) Vedkommende minister som led i
dennes overordnede tilsyn, jf. dog
stk. 10.
I § 136, stk. 5, nr. 4, der bliver stk. 6, nr. 4, æn-
dres »stk. 10« til: »stk. 11«.
5 og 6) ---
7) En parlamentarisk kommission
nedsat af Folketinget, jf. dog stk.
9 og 10.
I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23,
der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
94
I § 136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk. 6,
nr. 7, 8 og 14, ændres »og 10« til: »og 11«.
8) Undersøgelseskommissioner ned-
sat ved lov eller i henhold til lov
om undersøgelseskommissioner,
jf. dog stk. 9 og 10.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
23. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk.
6, nr. 7, 8 og 14, ændres »og 10« til: »og 11«.
9) ---
10) Skifteretten, jf. dog stk. 9, andre
myndigheder, der medvirker ved
likvidation, konkursbehandling
eller lignende procedurer for en
virksomhed omfattet af denne
lov, og kurator samt personer, der
er ansvarlige for den lovpligtige
revision af regnskaber for en
virksomhed omfattet af denne
lov, under forudsætning af at
modtagerne af oplysninger har
behov herfor til varetagelse af de-
res opgaver.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
11 og 12) ---
13) Erhvervsstyrelsen i sin egenskab
af tilsynsmyndighed for efterle-
velse af selskabslovgivningen,
når videregivelse sker med hen-
blik på at styrke det finansielle
systems stabilitet og integritet, jf.
dog stk. 9, Erhvervsstyrelsen og
Revisornævnet i deres egenskab
af tilsynsmyndighed for den lov-
pligtige revision af regnskaber for
virksomheder omfattet af denne
lov, jf. dog stk. 9. Videregivelse
efter 1. pkt. kan kun ske, under
forudsætning af at modtageren
har behov herfor til varetagelsen
af dennes opgaver.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
95
14) Sagkyndige, som bistår Finanstil-
synet, Erhvervsstyrelsen, Revi-
sornævnet og institutioner, der
forvalter indskyder-, investor- el-
ler forsikringsgarantiordninger
med udførelsen af deres tilsyns-
opgaver, under forudsætning af at
modtageren har behov for oplys-
ningerne til varetagelsen af den-
nes opgaver, jf. dog stk. 9 og 10.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
23. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk.
6, nr. 7, 8 og 14, ændres »og 10« til: »og 11«.
15) Offentlige myndigheder, som
overvåger betalingssystemerne i
Danmark og andre lande inden
for Den Europæiske Union eller
lande, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle om-
råde, under forudsætning af at op-
lysningerne er nødvendige for
dem til opfyldelse af deres lovbe-
stemte opgaver, herunder over-
vågning af betalings- og værdipa-
pirhåndteringssystemer og vareta-
gelse af det finansielle systems
stabilitet.
§ 136, stk. 5, nr. 15, der bliver til stk. 6, nr. 15,
affattes således:
»15) Danmarks Nationalbank, centralbanker i
lande inden for Den Europæiske Union eller
lande, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, Det Europæiske System
af Centralbanker og Den Europæiske Central-
bank i deres egenskab af pengepolitisk myndig-
hed samt offentlige myndigheder, som overvå-
ger betalingssystemerne i Danmark og andre
lande inden for Den Europæiske Union eller
lande, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, under forudsætning af at
oplysningerne er nødvendige for dem til opfyl-
delse af deres lovbestemte opgaver, herunder
udførelse af pengepolitik, overvågning af beta-
lings- og værdipapirhåndteringssystemer samt
varetagelse af det finansielle systems stabili-
tet.«
16 og 17) ---
18) Organer i andre lande inden for
Den Europæiske Union eller i
lande, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle om-
råde, der fører tilsyn med orga-
ner, der medvirker ved likvida-
tion, konkursbehandling eller lig-
nende procedurer for virksomhe-
der omfattet af denne lov, og
myndigheder, der fører tilsyn
med personer, som er ansvarlige
for den lovpligtige revision af
virksomheder omfattet af denne
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
96
lov, under forudsætning af at
modtageren af oplysningerne har
behov herfor til varetagelsen af
dennes opgaver, jf. dog stk. 9.
19) Organer i andre lande inden for
Den Europæiske Union eller i
lande, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle om-
råde, der er ansvarlige for at påvi-
se overtrædelser af selskabsretten,
under forudsætning af at modta-
geren af oplysningerne har behov
herfor til varetagelsen af dennes
opgaver og at videregivelse sker
med henblik på at styrke det fi-
nansielle systems stabilitet og in-
tegritet, jf. dog stk. 9.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
20-22) ---
23) Færøske tilsynsmyndigheder på
det finansielle område, under for-
udsætning af at modtagerne er
underlagt en lovbestemt tavsheds-
pligt, der mindst svarer til tav-
shedspligten i medfør af stk. 1, og
at modtagerne har behov for op-
lysningerne til varetagelse af de-
res opgaver, jf. dog stk. 9.
22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og
23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19
og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.
I § 136, stk. 5, der bliver stk. 6, indsættes som
nr. 24-26:
»24) Den Internationale Valutafond og Ver-
densbanken med henblik på vurderinger som
led i programmet til vurdering af den finansielle
sektor.
25) Den Internationale Betalingsbank med hen-
blik på kvantitative konsekvensanalyser.
26) Rådet for Finansiel Stabilitet med henblik
på dets tilsynsfunktion.«
Stk. 6. Alle, der i henhold til stk. 4 og 5 modta-
ger fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er
I § 136, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 4
og 5« til: »stk. 5 og 6«.
97
med hensyn til disse oplysninger undergivet den
i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.
Stk. 7. Fortrolige oplysninger modtaget i medfør
af stk. 5, nr. 22, kan uanset tavshedspligten som
nævnt i stk. 6 udveksles direkte mellem på den
ene side Den Europæiske Banktilsynsmyndig-
hed, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordnin-
ger og Den Europæiske Værdipapir- og Mar-
kedstilsynsmyndighed samt organer etableret af
disse og på den anden side Det Europæiske Råd
for Systemiske Risici.
18. I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og
stk. 10, der bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11,
og § 137, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
I § 136, stk. 7, der bliver stk. 8, ændres »stk. 6«
til: »stk. 7«.
Stk. 8. ---
Stk. 9. Videregivelse efter stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13,
14, 17-20 og 23, af fortrolige oplysninger, der
hidrører fra lande inden for Den Europæiske
Union eller lande, som Unionen har indgået af-
tale med på det finansielle område, kan endvide-
re alene ske, såfremt de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykke-
lige tilladelse, og må udelukkende benyttes til
det formål, som tilladelsen vedrører. Ved videre-
givelse af oplysninger efter stk. 5, nr. 14 og 20,
meddeler Finanstilsynet de myndigheder eller
organer, som har videregivet oplysningerne,
hvilke sagkyndige oplysningerne vil blive vide-
resendt til, med angivelse af de sagkyndiges be-
føjelser.
18. I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og
stk. 10, der bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11,
og § 137, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
Stk. 10. Videregivelse af fortrolige oplysninger i
medfør af stk. 5, nr. 4, 7, 8 og 14, kan alene ske,
såfremt de myndigheder eller organer, som har
afgivet oplysningerne, eller de myndigheder i
det medlemsland, hvor kontrolbesøget eller in-
spektionen er foretaget, har givet deres udtryk-
kelige tilladelse, hvor oplysningerne er modtaget
enten fra Den Europæiske Banktilsynsmyndig-
hed, Det Europæiske Udvalg for Systemiske Ri-
sici, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordnin-
ger eller Den Europæiske Værdipapir- og Mar-
kedstilsynsmyndighed og organer etableret
under disse samt i henhold til denne lov, bestem-
melser udstedt i medfør af denne lov, artikel 15 i
18. I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og
stk. 10, der bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11,
og § 137, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
98
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makro-
tilsyn på EU-plan med det finansielle system og
om oprettelse af et europæisk udvalg for sy-
stemiske risici, artikel 31, 35 og 36 i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse
af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Euro-
pæiske Banktilsynsmyndighed) samt artikel 31
og 36 i forordning (EU) nr. 1095/2010 om opret-
telse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den
Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyn-
dighed) eller fra myndigheder, der har ansvaret
for tilsynet med virksomheder omfattet af denne
lov, myndigheder og organer, som er ansvarlige
for at opretholde det finansielle systems stabili-
tet gennem anvendelse af makroprudentielle reg-
ler, myndigheder eller organer, som har til for-
mål at sikre den finansielle stabilitet, organer,
der medvirker ved likvidation eller konkursbe-
handling af virksomheder omfattet af denne lov,
eller lignende procedurer, og personer, der er an-
svarlige for den lovpligtige revision af regnska-
ber for virksomheder omfattet af denne lov, eller
hvor oplysninger er tilvejebragt ved kontrolbe-
søg eller undersøgelse efter § 131, stk. 4.
§ 137. ---
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder
for, at personoplysninger videregives i medfør af
§ 136, stk. 5.
18. I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og
stk. 10, der bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11,
og § 137, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
Stk. 3. ---
§ 138. Reaktioner givet efter denne lovs § 130,
stk. 2, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel
virksomhed, eller af Finanstilsynet efter delega-
tion fra Finanstilsynets bestyrelse til en virksom-
hed omfattet af denne lov skal offentliggøres
med angivelse af navnet på virksomheden, jf.
dog stk. 3. Virksomheden skal offentliggøre op-
lysningerne på sin eventuelle hjemmeside på et
sted, hvor de naturligt hører hjemme, hurtigst
muligt og senest 3 hverdage efter at virksomhe-
den har modtaget underretning om reaktionen,
eller senest på tidspunktet for offentliggørelse
I § 138, stk. 1, 8. pkt., ændres »artikel 3, artikel
3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel
3-4«.
99
påkrævet efter lov om værdipapirhandel m.v.
Samtidig med offentliggørelsen skal virksomhe-
den indsætte et link, som giver direkte adgang til
reaktionen, på forsiden af virksomhedens even-
tuelle hjemmeside på en synlig måde, og det
skal af linket og en eventuel tilknyttet tekst tyde-
ligt fremgå, at der er tale om en reaktion fra Fi-
nanstilsynet. Kommenterer virksomheden på re-
aktionen, skal dette ske i forlængelse af denne,
og kommentarerne skal være klart adskilt fra re-
aktionen. Fjernelse af linket på forsiden og in-
formationerne fra virksomhedens eventuelle
hjemmeside skal finde sted efter samme princip-
per, som virksomheden anvender for øvrige
meddelelser, dog tidligst når linket og informa-
tionerne har ligget på hjemmesiden i 3 måneder,
og tidligst efter førstkommende generalforsam-
ling eller repræsentantskabsmøde. Virksomhe-
dens pligt til at offentliggøre oplysningerne på
virksomhedens hjemmeside gælder kun for juri-
diske personer. Finanstilsynet skal offentliggøre
oplysningerne på tilsynets hjemmeside. Reaktio-
ner givet i henhold til denne lovs § 130, stk. 2,
jf. § 345, stk. 12, nr. 6, i lov om finansiel virk-
somhed, og Finanstilsynets beslutninger om at
overgive sager efter denne lov eller regler ud-
stedt i medfør af loven eller efter forordninger
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2015/2366/EU af 25. november
2015 om betalingstjenester i det indre marked,
artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4
i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
924/2009/EF af 16. september 2009 om grænse-
overskridende betalinger i Fællesskabet og om
ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og
forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og
direkte debiteringer i euro til politimæssig efter-
forskning skal offentliggøres på Finanstilsynets
hjemmeside med angivelse af virksomhedens
navn, jf. dog stk. 3. Indbringes reaktionen, der
offentliggøres i henhold til 1. pkt., for Erhvervs-
ankenævnet eller domstolene, skal dette fremgå
af Finanstilsynets offentliggørelse, og det efter-
følgende resultat af Erhvervsankenævnets eller
domstolenes afgørelse skal ligeledes offentlig-
100
gøres på Finanstilsynets hjemmeside hurtigst
muligt.
Stk. 2-6. ---
§ 139. Finanstilsynet skal orientere offentlighe-
den om sager, som er behandlet af Finanstilsy-
net, anklagemyndigheden eller domstolene, og
som er af almen interesse eller af betydning for
forståelsen af bestemmelserne i denne lov bort-
set fra kapitel 2-4. 1. pkt. gælder også for sager
vedrørende artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, ar-
tikel 3b og 4 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 924/2009/EF af 16. september 2009
om grænseoverskridende betalinger i Fællesska-
bet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001 og sager vedrørende Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning nr. 260/2012/EU
af 14. marts 2012 om tekniske og forretnings-
mæssige krav til kreditoverførsler og direkte de-
biteringer i euro.
I § 139, stk. 1, 2. pkt., ændres »artikel 3, artikel
3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel
3-4«.
Stk. 2. ---
§ 143. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i hen-
hold til denne lov, regler udstedt i medfør heraf,
forordninger udstedt i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25.
november 2015 om betalingstjenester i det indre
marked, artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, arti-
kel 3b og 4 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 924/2009/EF af 16. september 2009
om grænseoverskridende betalinger i Fællesska-
bet og om ophævelse af forordning (EF) nr.
2560/2001 eller Europa-Parlamentets eller Rå-
dets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts
2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til
kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro
kan af den, som afgørelsen retter sig mod, ind-
bringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger
efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.
I § 143 ændres »artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og
7, artikel 3b og 4« til: »artikel 3-4«, og »Euro-
pa-Parlamentets eller Rådets forordning (EU)
nr. 260/2012 af 14. marts 2012« ændres til:
»Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012«.
Efter § 145 indsættes:
»§ 145 a. Konkurrencerådet har det overordne-
de ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sens administration efter denne lov og regler
101
udstedt i medfør heraf. Konkurrencerådet træf-
fer afgørelse i sager af principiel eller særlig
stor betydning. Konkurrencerådet og Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsen er ved administra-
tionen af denne lov og regler udstedt i medfør
heraf uafhængige af erhvervsministeren.
Stk. 2. Konkurrencerådet kan delegere sin kom-
petence til at træffe afgørelser efter stk. 1, 2.
pkt., til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
§ 145 b. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
afgør, om der er tilstrækkelig anledning til at
undersøge eller træffe afgørelse i en sag, herun-
der om sagsbehandlingen midlertidigt eller en-
deligt skal indstilles.«
§ 152. ---
Stk. 2. Overtrædelse af § 21, stk. 1, § 22, § 25,
stk. 1 og 2, § 25 a, stk. 1-3, § 26, stk. 1, § 27,
stk. 1, 27 a, stk. 1, § 28, § 29, stk. 1, nr. 1, § 36,
stk. 1, § 37, stk. 1, 3. pkt., § 38, stk. 1, 1. pkt., og
stk. 2, § 40, § 43, stk. 1 og stk. 7, 4. pkt., og stk.
10, § 44, § 45, stk. 1 og 5 og stk. 8, 4. pkt., § 60,
stk. 7, § 61, stk. 1, § 62, stk. 1 og 3, § 63, stk. 1
og 2, § 64, stk. 1, 3 og 4, § 66, stk. 1, § 67, stk.
1-6, §§ 68, 69, 70, 71 og 72, § 75, stk. 3, §§
76-78 og 80, § 81, stk. 1, § 83, stk. 2, §§ 84, 85,
86, 87, 88 og 89, § 90, stk. 2-4, § 91, stk. 1-4, §
92, stk. 2 og 3, § 94, stk. 1 og 2, § 95, § 96, stk.
1-3, § 101, stk. 1, § 110, stk. 1, § 117, § 118,
stk. 1 og 2, § 120, stk. 1, § 121, stk. 2, 1. pkt., §
122, stk. 1 og 2, § 123, stk. 1 og 2, § 124, stk. 2
og 4, § 125, stk. 2-6, § 126, stk. 1, § 127, stk.
1-3, og § 128, stk. 1 og 5, samt artikel 3, stk. 1
og 1a, artikel 3a, stk. 3 og 4, artikel 3b, artikel 4,
stk. 1, 3 og 4, og artikel 6 og 7 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 924/2009/EF af
16. september 2009 om grænseoverskridende
betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af
forordning (EF) nr. 2560/2001, artikel 3-6 og
8-9 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
nr. 260/2012/EU af 14. marts 2012 om tekniske
og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler
og direkte debiteringer i euro og om ændring af
forordning nr. 924/2009/EF om grænseoverskri-
I § 152, stk. 2, ændres »artikel 3a, stk. 3-4« til
»artikel 3a, stk. 3-5«.
102
dende betalinger i euro (SEPA-forordningen) og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
2015/751/EU om interbankgebyrer for kortbase-
rede betalingstransaktioner straffes med bøde.
Stk. 3-7. ---
§ 2
I hvidvaskloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 380
af 2. april 2020, foretages følgende ændringer:
§ 1. Denne lov finder anvendelse på følgende
virksomheder og personer:
1-18) ---
19) Valutavekslingsvirksomhed, jf.
dog stk. 4.
I § 1, stk. 1, nr. 19, ændres »stk. 4« til: »stk. 6«.
20) Udbydere af spil, jf. dog stk. 5. § 1, stk. 1, nr. 20, affattes således:
»20) Udbydere af spil, som defineret i lov om
spil, jf. dog stk. 7.«
21-24) ---
Stk. 2-7. ---
Efter § 5 indsættes før overskriften før § 6:
Ȥ 5 a. Betalinger foretaget med anonyme for-
udbetalte kort udstedt i tredjelande må ikke ind-
løses i Danmark. Tilsvarende må restværdien i
kontanter eller kontanthævning af pengeværdi-
en på sådanne betalingskort ikke indløses i
Danmark.«
§ 7. ---
Stk. 2. Den daglige ledelse i virksomheder om-
fattet af § 1, stk. 1, nr. 1-8, 10, 11, 19, 23 og 24,
skal udpege en ansat, der har fuldmagt til at
træffe beslutninger på vegne af virksomheden i
henhold til § 8, stk. 2, § 18, stk. 3, og § 19, stk.
1, nr. 3. Personen kan være medlem af virksom-
hedens daglige ledelse. Personen skal have til-
I § 7, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§ 8, stk. 2«:
», § 17, stk. 2, nr. 5«.
103
strækkeligt kendskab til virksomhedens risiko
for hvidvask og terrorfinansiering til at kunne
træffe beslutninger, der kan påvirke virksomhe-
dens risikoeksponering. Personen skal endvidere
have et tilstrækkelig godt omdømme og må ikke
have udvist en adfærd, der giver grund til at an-
tage, at personen ikke vil varetage stillingen på
forsvarlig måde.
Stk. 3. ---
§ 8. --- 5. I § 8, stk. 4, indsættes efter »og som har en
intern revision eller intern audit,«: »samt besty-
relser i andre virksomheder, der er omfattet af §
1, stk. 1, som i henhold til anden lovgivning er
underlagt krav om en intern revision eller intern
audit,«.
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Bestyrelser i virksomheder, som er om-
fattet af § 1, stk. 1, nr. 1-7, og som har en intern
revision eller intern audit, skal sikre, at den in-
terne revision eller interne audit vurderer, hvor-
vidt virksomhedens politikker, forretningsgange
og kontroller, jf. kravene i denne lov og regler
udstedt i medfør heraf, er tilrettelagt og fungerer
på betryggende vis.
§ 11. Kundekendskabsprocedurer omfatter føl-
gende:
1 og 2) ---
Virksomheden eller personen skal
indhente identitetsoplysninger på
den eller de reelle ejere og gen-
nemføre rimelige foranstaltninger
for at kontrollere den eller de reelle
ejeres identitet, således at virksom-
heden eller personen med sikker-
hed ved, hvem den eller de reelle
ejere er. Er kunden en juridisk per-
son, herunder fonde, eller en ikke-
juridisk person, herunder en trust
eller et lignende juridisk arrange-
ment, skal der herunder gennemfø-
I § 11, stk. 1, nr. 3, 4. pkt., ændres »§ 2, litra a,
nr. ii« til: »§ 2, nr. 9, litra a, nr. ii«.
104
res rimelige foranstaltninger for at
klarlægge den juridiske persons
ejer- og kontrolstruktur. Er den re-
elle ejer en begunstiget af en trusts
eller et lignende juridisk arrange-
ments formue, jf. § 2, nr. 9, litra b,
nr. iv, eller en fonds eller et lignen-
de juridisk arrangements formue,
jf. § 2, nr. 9, litra c, skal virksom-
heden eller personen træffe de for-
anstaltninger, der er nævnt i 1. pkt.,
senest på det tidspunkt, hvor udbe-
talingen finder sted, eller hvor
modtageren udøver sin ret. Identifi-
ceres den daglige ledelse som den
reelle ejer, skal virksomheden eller
personen træffe de nødvendige ri-
melige foranstaltninger for at kon-
trollere identiteten af den eller de
fysiske personer, der udgør kun-
dens daglige ledelse, jf. § 2, litra a,
nr. ii. Virksomheden eller personen
skal opbevare oplysninger om de
iværksatte foranstaltninger og om
eventuelle opståede vanskeligheder
under udførelsen af kontrollen.
4 og 5) ---
§ 14. ---
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. Stk. 5 finder ikke anvendelse for advoka-
ter, når de fastslår en klients retsstilling eller for-
svarer eller repræsenterer denne under eller i
forbindelse med en retssag, herunder rådgiver
om at indlede eller undgå et sagsanlæg. De per-
soner og virksomheder, som er nævnt i § 1, stk.
1, nr. 14-17, er, når de bistår en advokat i de si-
tuationer som nævnt i 1. pkt., undtaget fra kravet
i stk. 2 i samme omfang som den advokat, de bi-
står.
7. I § 14, stk. 6, 2. pkt., ændres »stk. 2« til: »stk.
5«.
§ 25. Virksomheder og personer omfattet af den-
ne lov skal undersøge baggrunden for og formå-
let med alle transaktioner, der
8. § 25, stk. 1, affattes således:
105
»Virksomheder og personer skal undersøge
baggrunden for og formålet med:
Alle transaktioner, der
er komplekse,
er usædvanligt store,
foretages i et usædvanligt mønster, eller
ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt for-
mål.
Alle usædvanlige aktiviteter, der ikke har et
åbenbart økonomisk eller lovligt formål.«
1) er komplekse,
2) er usædvanlig store,
3) foretages i et usædvanligt møns-
ter eller
4) ikke har et åbenbart økonomisk
eller lovligt formål.
Stk. 2-4. ---
§ 47. Finanstilsynet påser, at virksomheder og
personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23
og 24 overholder loven, regler udstedt i medfør
heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2015/847/EU af 20. maj 2015 om oplysnin-
ger, der skal medsendes ved pengeoverførsler,
og forordninger indeholdende regler om finan-
sielle sanktioner mod lande, personer, grupper,
juridiske enheder eller organer. Dette gælder
dog ikke overholdelse af § 36.
9. I § 47, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk.
1, nr. 1-13, 19, 23 og 24«: », samt filialer, dis-
tributører og agenter her i landet af sådanne
udenlandske virksomheder og personer«.
Stk. 2-4. ---
§ 57. Erhvervsstyrelsen påser, at virksomheder
og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og
22, overholder denne lov, regler udstedt i med-
før heraf og forordninger udstedt af Europa-Par-
lamentet og Rådet indeholdende regler om fi-
nansielle sanktioner mod lande, personer, grup-
10. I § 57, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1,
stk. 1, nr. 15-18 og 22,«: » samt filialer, distri-
butører og agenter her i landet af sådanne uden-
landske virksomheder og personer«.
106
per, juridiske enheder eller organer. Dette gæl-
der dog ikke overholdelse af § 36.
Stk. 2-3. ---
11. I § 57 indsættes som stk. 4-6:
»Stk. 4. Erhvervsstyrelsen skal samarbejde med
de kompetente myndigheder i EU- eller EØS-
lande om at medvirke ved tilsynsaktiviteter,
kontroller på stedet eller inspektioner her i lan-
det, når virksomheder og personer, der udøver
den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1,
nr. 15-18 og 22, der er under tilsyn i et andet
EU- eller EØS-land, udøver disse aktiviteter her
i landet, eller når virksomheder og personer,
som er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22,
der er underlagt dansk tilsyn, men opererer i an-
dre EU- eller EØS-lande.
Stk. 5. Tilsynsmyndighederne i et andet EU- el-
ler EØS-land kan efter forudgående aftale med
Erhvervsstyrelsen foretage inspektion hos de
her i landet beliggende virksomheder og perso-
ner, der udøver den type virksomhed, som er
nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, med hjem-
sted i det pågældende land. Erhvervsstyrelsen
kan deltage i inspektionen som nævnt i 1. pkt.
Modsætter en virksomhed eller person som
nævnt i 1. pkt. sig en kompetent udenlandsk
myndigheds inspektion, kan undersøgelsen kun
foretages med Erhvervsstyrelsens medvirken.
Stk. 6. Erhvervsstyrelsen kan anmode de kom-
petente myndigheder i et EU- eller EØS-land
om at medvirke til at påse overholdelsen af lo-
ven og de regler, der er udstedt i medfør af lo-
ven, vedrørende virksomheder og personer, der
udøver den type virksomhed, som er nævnt i §
1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, med hjemsted i et an-
det EU- eller EØS-land ved tilsynsaktioner,
kontroller på stedet eller inspektioner på et an-
det EU- eller EØS-lands område.«
§ 64. Advokatrådet påser, at advokater omfattet
af § 1, stk. 1, nr. 14, overholder loven og de reg-
12. I § 64. stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1,
stk. 1, nr. 14«: », samt advokater, der er etable-
107
ler, der er udstedt i medfør heraf, samt Europa-
Parlamentets og Rådets forordninger indehol-
dende regler om finansielle sanktioner mod lan-
de, personer, grupper, juridiske enheder eller or-
ganer. Dette gælder dog ikke overholdelse af §
36
ret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-land
eller i Schweiz, og som udøver advokatvirk-
somhed her i landet«
Stk. 2. ---
13. I § 64 indsættes som stk. 3-5:
»Stk. 3. Advokatrådet skal samarbejde med
kompetente myndigheder i EU- eller EØS-lan-
de om at medvirke ved tilsynsaktiviteter, kon-
troller på stedet eller inspektioner her i landet,
når virksomheder og personer, der udøver den
type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr.
14, der er under tilsyn i et andet EU- eller EØS-
land, udøver advokatvirksomhed her i landet,
eller en dansk virksomhed eller person omfattet
af § 1, stk. 1, nr. 14, der er underlagt dansk til-
syn, men opererer i andre EU- eller EØS-lande.
Stk. 4. Tilsynsmyndighederne i et andet EU- el-
ler EØS-land kan efter forudgående aftale med
Advokatrådet foretage inspektion hos de her i
landet beliggende virksomheder og personer,
der udøver den type virksomhed, som er nævnt
i § 1, stk. 1, nr. 14, med hjemsted i det pågæl-
dende land. Advokatrådet kan deltage i inspek-
tionen som nævnt i 1. pkt. Modsætter en virk-
somhed eller person som nævnt i 1. pkt. sig en
kompetent udenlandsk myndigheds inspektion,
kan undersøgelsen kun foretages med Advoka-
trådets medvirken.
Stk. 5. Advokatrådet kan anmode de kompeten-
te myndigheder i et EU- eller EØS-land om at
medvirke til at påse overholdelsen af loven og
de regler, der er udstedt i medfør af loven, ved-
rørende virksomheder og personer, der udøver
den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1,
nr. 14, med hjemsted i et andet EU- eller EØS-
land ved tilsynsaktioner, kontroller på stedet el-
ler inspektioner på et andet EU- eller EØS-
lands område.«
108
14. Efter § 64 indsættes før overskriften før §
65:
»§ 64 a. Advokatrådets reaktioner i forbindelse
med tilsyn efter § 64, herunder beslutninger om
at overdrage en sag til politimæssig efterforsk-
ning, skal offentliggøres af advokatrådet på Ad-
vokatsamfundets hjemmeside, jf. dog stk. 5.
Offentliggørelsen skal omfatte den juridiske el-
ler fysiske persons navn, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Offentliggjorte reaktioner forbliver på
Advokatsamfundets hjemmeside i 5 år efter of-
fentliggørelse. Personoplysninger indeholdt i
offentliggørelsen må dog kun forblive på Advo-
katrådets hjemmeside i det nødvendige tidsrum.
Stk. 3. Offentliggørelse efter stk. 1, der omfatter
en fysisk persons navn, kan dog alene ske ved
personens alvorlige, gentagne eller systemati-
ske overtrædelser af § 10, nr. 1, 2, 4 og 5, § 11,
stk. 1 og 2 og stk. 3, 1., 3. og 4. pkt., § 14, stk.
1, stk. 2, 2. pkt., stk. 3 og 5, § 17, stk. 1 og 2, §
18, § 21, stk. 1, 2. pkt., § 25, stk. 1, § 26, stk. 1
og 3 og stk. 4, 1. pkt., og § 30.
Stk. 4. Har Advokatrådet overgivet en sag til
politimæssig efterforskning, og er der afsagt
fældende dom eller vedtaget bøde, skal Advo-
katrådet offentliggøre dommen, bødevedtagel-
sen eller et resumé heraf, jf. dog stk. 5. Er dom-
men ikke endelig, skal dette fremgå af offent-
liggørelsen. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende an-
vendelse.
Stk. 5. Offentliggørelse efter stk. 1-4 kan dog
ikke ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig
stor skade for virksomheden eller efterforsk-
ningsmæssige hensyn taler imod offentliggørel-
se. Oplysninger om enkeltpersoners private,
herunder økonomiske, forhold og tekniske ind-
retninger eller fremgangsmåder eller om drifts-
eller forretningsforhold el.lign., for så vidt det
er af væsentlig økonomisk betydning for den
person eller virksomhed, oplysningerne angår,
109
offentliggøres ikke. Offentliggørelsen må ikke
indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører
fra en myndighed fra et EU- eller EØS-land,
medmindre de myndigheder, som har afgivet
oplysningerne, har givet deres udtrykkelige til-
ladelse.
Stk. 6. Er offentliggørelse undladt i henhold til
stk. 5, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse efter
stk. 1-4, når de hensyn, der nødvendiggjorde
undladelsen, ikke længere er gældende. Efter 2
år fra datoen for reaktionen eller beslutningen
om at overgive sagen til politimæssig efter-
forskning skal der dog ikke ske offentliggørelse
uanset 1. pkt. Der skal alene ske offentliggørel-
se, hvis der ikke er sket påtaleopgivelse eller
tiltalefrafald efter retsplejelovens regler.
Stk. 7. I sager, hvor Advokatrådet har offentlig-
gjort en beslutning om at overgive en sag til po-
litimæssig efterforskning efter stk. 1, og der
træffes afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefra-
fald, afsiges frifindelse i Advokatnævnet eller
afsiges frifindende dom, skal Advokatrådet ef-
ter anmodning fra den fysiske eller juridiske
person, som sagen vedrører, offentliggøre op-
lysninger herom. Den fysiske eller juridiske
person skal indsende en kopi af afgørelsen om
påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller en kopi
af frifindende afgørelse eller dom til Advoka-
trådet samtidig med anmodning om offentliggø-
relse. Er påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet, afgø-
relse eller dommen ikke endelig, skal det frem-
gå af offentliggørelsen. Modtager Advokatrådet
dokumentation for, at sagen er afsluttet ved en-
delig påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller afsigel-
se af endelig frifindende afgørelse eller dom,
skal Advokatrådet fjerne alle oplysninger om
beslutningen om at overgive sagen til politi-
mæssig efterforskning og eventuelle efterføl-
gende domme i sagen fra Advokatrådets hjem-
meside.
Stk. 8. Advokatrådet skal efter anmodning fra
en fysisk eller juridisk person, som er frifundet,
offentliggøre resultatet af anken eller genopta-
110
gelsen. Den fysiske eller juridiske person skal
samtidig med anmodningen om offentliggørelse
indsende kopi af dommen i ankesagen eller den
genoptagede sag. Er resultatet af anken eller
den genoptagede sag et andet end resultatet af
dommen offentliggjort i medfør af stk. 4, 1.
pkt., kan Advokatrådet beslutte at fjerne dom-
men fra Advokatrådets hjemmeside.
Stk. 9. Advokatnævnets kendelser for overtræ-
delse af denne lov og de regler, der er udstedt i
medfør heraf, samt Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordninger indeholdende regler om fi-
nansielle sanktioner mod lande, personer, grup-
per, juridiske enheder eller organer skal offent-
liggøres af Advokatrådet på Advokatsamfun-
dets hjemmeside, når fristen for at indbringe
kendelsen for retten er udløbet. Dette gælder
dog ikke overholdelse af § 36. Kendelser, som
indbringes for retten, offentliggøres, når der er
afsagt endelig dom. Bestemmelserne i stk. 2-8
finder tilsvarende anvendelse.«
§ 65. Spillemyndigheden påser, at udbydere af
spil omfattet af § 1, stk. 1, nr. 20, overholder lo-
ven, de regler, der er udstedt i medfør heraf, og
forordninger indeholdende regler om finansielle
sanktioner mod lande, personer, grupper, juridi-
ske enheder eller organer. Dette gælder dog ikke
overholdelse af § 36.
15. I § 65, stk. 1,1. pkt., indsættes efter »§ 1,
stk. 1, nr. 20,«: »samt filialer, distributører og
agenter her i landet af sådanne udenlandske
virksomheder og personer«.
Stk. 2-6. ---
§ 78. Overtrædelse af § 55, stk. 4, 1.-4. pkt., og
stk. 5, 3.-7. pkt., straffes med bøde. Forsætlig el-
ler grov uagtsom overtrædelse af § 5, § 6, stk. 1,
2. pkt., § 6 a, § 7, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1-4 og 6,
§§ 9 og 10, § 11, stk. 1 og 2 og stk. 3, 1., 3. og
4. pkt., § 12, § 14, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., stk. 3,
stk. 4, 2. pkt., og stk. 5, §§ 15 og 16, § 17, stk.
1-4, §§ 18-20, § 21, stk. 1, 2. pkt., § 22, stk. 2 og
3, § 24, stk. 1, 2. pkt., stk. 2 og 3, § 25, stk. 1-3,
§ 26, stk. 1 og 3 og stk. 4, 1. pkt., § 29, stk. 4 og
6, §§ 30 og 31, § 31 b, stk. 1, § 35, stk. 1, §35 a,
stk. 1, § 36, stk. 1 og 2, § 36 a, § 38, stk. 1, §§
16. I § 78, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 5« til: »§§ 5
og 5 a«, og efter »§ 31 b, stk. 1« indsættes: », §
32«.
111
40, 43 og 44, § 45, stk. 2, § 48, stk. 1 og 2, § 49,
stk. 1, § 57, stk. 2, § 58, stk. 1, § 59, stk. 1, og §
65, stk. 2, og artikel 4-8, 10-12 og 16 i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2015/847/EU
af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal med-
sendes ved pengeoverførsler, samt artikel 6, stk.
1, i Rådets forordning 2001/1338/EF af 28. juni
2001 om fastlæggelse af de foranstaltninger, der
er nødvendige for at beskytte euroen mod falsk-
møntneri, som ændret ved forordning
2009/44/EF, jf. Rådets forordning 2001/1339/EF
af 28. juni 2001 om udvidelse af virkningerne af
forordning 2001/1338/EF om fastlæggelse af de
foranstaltninger, der er nødvendige for at be-
skytte euroen mod falskmøntneri, til også at om-
fatte de medlemsstater, der ikke har indført
euroen som fælles valuta, straffes med bøde,
medmindre højere straf er forskyldt efter straffe-
lovens regler.
Stk. 2-6. ---
§ 79. Med bøde straffes en virksomhed eller en
person, der ikke efterkommer et påbud, som er
givet i medfør af § 51, § 54, stk. 1, eller §§ 60
eller 66.
17. I § 79 ændres »§ 51« til: »§§ 51-51 b«.
§ 80. Undlader en virksomhed eller en person at
opfylde de pligter, som efter loven påhviler dem
i medfør af § 49, stk. 1 og 5, kan Finanstilsynet
som tvangsmiddel pålægge personen, virksom-
heden eller de for virksomheden ansvarlige per-
soner daglige eller ugentlige bøder.
18. I § 80, stk. 1, indsættes efter »§ 49, stk. 1 og
5«: », eller efter regler udstedt i medfør af § 49,
stk. 7«.
Stk. 2-6. ---
§ 3
I lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse
nr. 377 af 2. april 2020, som ændret ved § 2 i
lov nr. 369 af 9. april 2019, § 5 i lov nr. 641 af
19. maj 2020 og § 5 i lov nr. 642 af 19. maj
2020, foretages følgende ændringer:
§ 62. Operatører af et reguleret marked kan out-
source en proces, en tjenesteydelse eller en akti-
1. I § 62, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
112
vitet, som operatørerne ellers selv ville udføre,
til en leverandør.
»1. pkt. gælder også for en operatør af et regu-
leret marked, der driver en multilateral handels-
facilitet (MHF) eller en organiseret handelsfaci-
litet (OHF).«
Stk. 2 og 3. ---
§ 253 a. Medmindre højere straf er forskyldt ef-
ter den øvrige lovgivning, straffes med bøde
overtrædelse af artikel 4-16, 21, 23-29 og 34 i
Rådets og Parlamentets forordning (EU) nr.
1011/2016 af 8. juni 2016 om indeks, der bruges
som benchmarks i finansielle instrumenter og fi-
nansielle kontrakter eller med henblik på at måle
investeringsfondes økonomiske resultater.
2. I § 253 a indsættes efter »4-16«: », 19 a-19
c«.
§ 4
I lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1046 af 14. oktober 2019, som
ændret ved § 8 i lov nr. 532 af 29. april 2015, §
10 i lov nr. 554 af 7. maj 2019, § 3 i lov nr.
1374 af 13. december 2019, § 8 i lov nr. 1563
af 27. december 2019 og § 3 i lov nr. 641 af 19.
maj 2020, foretages følgende ændringer:
Fodnoten. Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samord-
ning af love og administrative bestemmelser om
visse institutter for kollektiv investering i værdi-
papirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direkti-
vet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side 32, dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af di-
rektiv 2009/65/EF om samordning af love og ad-
ministrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investe-
ringsinstitutter) for så vidt angår depositarfunkti-
oner, aflønningspolitik og sanktioner, EU-Ti-
dende 2014, nr. L 257, side 186 (UCITS V-di-
rektivet), Kommissionens direktiv 2007/16/EF
af 19. marts 2007 om gennemførelse af Rådets
direktiv 85/611/EØF om samordning af love og
administrative bestemmelser om visse institutter
for kollektiv investering i værdipapirer (investe-
ringsinstitutter) med hensyn til afklaring af be-
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»Loven indeholder bestemmelser, der gennem-
fører Kommissionens direktiv 2007/16/EF af
19. marts 2007 om gennemførelse af Rådets di-
rektiv 85/611/EØF om samordning af love og
administrative bestemmelser om visse institut-
ter for kollektiv investering i værdipapirer (in-
vesteringsinstitutter) med hensyn til afklaring af
bestemte definitioner, EU-Tidende 2007, nr. L
79, side 11, Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samord-
ning af love og administrative bestemmelser
om visse institutter for kollektiv investering i
værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-
direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side
32, Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1.
juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så
vidt angår organisatoriske krav, interessekon-
flikter, god forretningsskik, risikostyring og
113
stemte definitioner, EU-Tidende 2007, nr. L 79,
side 11, Kommissionens direktiv 2010/43/EU af
1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så
vidt angår organisatoriske krav, interessekon-
flikter, god forretningsskik, risikostyring og ind-
holdet af aftalen mellem en depositar og et ad-
ministrationsselskab, EU-Tidende 2010, nr. L
176, side 42, Kommissionens direktiv
2010/44/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF for så vidt angår visse bestemmelser
om fusioner af fonde, master-feeder-strukturer
og anmeldelsesprocedure, EU-Tidende 2010, nr.
L 176, side 28, dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015
om forebyggende foranstaltninger mod anven-
delse af det finansielle system til hvidvask af
penge eller finansiering af terrorisme, om æn-
dring af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2012/648/EU og om ophævelse af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF
samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (4.
hvidvaskdirektiv), EU-Tidende 2015, nr. L 141,
side 73, og dele af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018 om
ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyg-
gende foranstaltninger mod anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge eller fi-
nansiering af terrorisme og om ændring af direk-
tiv 2009/138/EF og 2013/36/EU, EU-Tidende
2018, nr. L 156, side 43, og dele af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af
17. maj 2017 om ændring af direktiv
2007/36/EF, for så vidt angår tilskyndelse til
langsigtet aktivt ejerskab, EU-Tidende 2017, nr.
L 132, side 1. I loven er der endvidere medtaget
visse bestemmelser fra Kommissionens forord-
ning 2010/583/EU af 1. juli 2010 om gennemfø-
relse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF for så vidt angår central investorin-
formation og de betingelser, der skal opfyldes,
når central investorinformation eller prospektet
udleveres på et andet varigt medium end papir
eller via et websted, EU-Tidende 2010, nr. L
176, side 1, Kommissionens forordning
2010/584/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
indholdet af aftalen mellem en depositar og et
administrationsselskab, EU-Tidende 2010, nr. L
176, side 42, Kommissionens direktiv
2010/44/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/65/EF for så vidt angår visse bestemmel-
ser om fusioner af fonde, master-feeder-struktu-
rer og anmeldelsesprocedure, EU-Tidende
2010, nr. L 176, side 28, dele af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23.
juli 2014 om ændring af direktiv 2009/65/EF
om samordning af love og administrative be-
stemmelser om visse institutter for kollektiv in-
vestering i værdipapirer (investeringsinstitutter)
for så vidt angår depositar-funktioner, afløn-
ningspolitik og sanktioner, EU-Tidende 2014,
nr. L 257, side 186 (UCITS V-direktivet), dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende
foranstaltninger mod anvendelse af det finan-
sielle system til hvidvask af penge eller finan-
siering af terrorisme, om ændring af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2012/648/EU og om ophævelse af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt
Kommissionens direktiv 2006/70/EF (4. hvid-
vaskdirektiv), EU-Tidende 2015, nr. L 141, si-
de 73, dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2017/828 af 17. maj 2017 om æn-
dring af direktiv 2007/36/EF, for så vidt angår
tilskyndelse til langsigtet aktivt ejerskab, EU-
Tidende 2017, nr. L 132, side 1, og dele af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv
2018/843/EU af 30. maj 2018 om ændring af
direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende for-
anstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvask af penge eller finansiering
af terrorisme og om ændring af direktiv
2009/138/EF og 2013/36/EU, EU-Tidende
2018, nr. L 156, side 43. I loven er der endvide-
re medtaget visse bestemmelser fra Kommissio-
nens forordning 2010/583/EU af 1. juli 2010
om gennemførelse af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår
central investorinformation og de betingelser,
der skal opfyldes, når central investorinformati-
on eller prospektet udleveres på et andet varigt
medium end papir eller via et websted, EU-Ti-
114
2009/65/EF for så vidt angår form og indhold af
standardmodellen til anmeldelsesskrivelse og er-
klæring om investeringsinstituttet, brug af elek-
tronisk kommunikation mellem kompetente
myndigheder i forbindelse med anmeldelser og
procedurer ved kontroller og undersøgelser på
stedet samt udveksling af oplysninger mellem
kompetente myndigheder, EU-Tidende 2010, nr.
L 176, side 16, Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2017/1131/EU af 14. juni 2017 om
pengemarkedsforeninger, EU-Tidende 2017, nr.
L 169, side 8, og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017
om en generel ramme for securitisering og om
oprettelse af en specifik ramme for simpel,
transparent og standardiseret securitisering og
om ændring af direktiv 2009/65/EF,
2009/138/EF og 2011/61/EU og forordning
1060/2009/EF og 648/2012/EU, EU-Tidende
2017, nr. L 347, side 35. Ifølge artikel 288 i
EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart
i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse be-
stemmelser i loven er således udelukkende be-
grundet i praktiske hensyn og berører ikke for-
ordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.
dende 2010, nr. L 176, side 1, Kommissionens
forordning 2010/584/EU af 1. juli 2010 om
gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form
og indhold af standardmodellen til anmeldelses-
skrivelse og erklæring om investeringsinstitut-
tet, brug af elektronisk kommunikation mellem
kompetente myndigheder i forbindelse med an-
meldelser og procedurer ved kontroller og un-
dersøgelser på stedet samt udveksling af oplys-
ninger mellem kompetente myndigheder, EU-
Tidende 2010, nr. L 176, side 16, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/1131/EU af
14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger, EU-
Tidende 2017, nr. L 169, side 8, og Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU
af 12. december 2017 om en generel ramme for
securitisering og om oprettelse af en specifik
ramme for simpel, transparent og standardiseret
securitisering og om ændring af direktiv
2009/65/EF, 2009/138/EF og 2011/61/EU og
forordning 1060/2009/EF og 648/2012/EU,
EU-Tidende 2017, nr. L 347, side 35. Ifølge ar-
tikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning
umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af
disse bestemmelser i loven er således udeluk-
kende begrundet i praktiske hensyn og berører
ikke forordningernes umiddelbare gyldighed i
Danmark.«
§ 18. Vedtægterne eller fondsbestemmelserne i
en dansk UCITS kan indeholde bestemmelser
om, at den danske UCITS’ afdelinger kan opde-
les i andelsklasser, og at bestyrelsen kan etablere
andelsklasser i en afdeling. I en bestående afde-
ling i en investeringsforening eller SIKAV skal
afdelingens investorer dog først på en general-
forsamling have truffet beslutning om, at afde-
lingen kan opdeles i andelsklasser. Er der tale
om en værdipapirfond, er det bestyrelsen for
værdipapirfondens investeringsforvaltningssel-
skab eller administrationsselskab, der træffer be-
slutningen. Det skal fremgå af afdelingens navn,
hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i af-
delingen.
2. § 18, stk. 1, 4. pkt., ophæves.
Stk. 2-6. ---
115
§ 161. Finanstilsynet påser overholdelsen af reg-
ler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om
samordning af love og administrative bestem-
melser om visse institutter for kollektiv investe-
ring i værdipapirer (investeringsinstitutter)
(UCITS-direktivet), Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2017/2402/EU af 12. december
2017 om en generel ramme for securitisering og
om oprettelse af en specifik ramme for simpel,
transparent og standardiseret securitisering og
regler fastsat i medfør heraf, af loven og af de
regler, der er udstedt i medfør af loven, undta-
gen § 60, stk. 1 og 2, og § 63 b. Finanstilsynet
påser endvidere overholdelsen af Europa-Parla-
mentets og Rådets Forordning (EU) nr.
2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkeds-
foreninger, Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om let-
tere grænseoverskridende distribution af kollek-
tive investeringsinstitutter og om ændring af for-
ordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013
og (EU) nr. 1286/2014 og Europa-Parlamentets
og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20. juni
2019 om et paneuropæisk personligt pensions-
produkt (PEPP-produkt) og regler fastsat i med-
før heraf. Finanstilsynet påser endvidere over-
holdelsen af danske UCITS’ vedtægter eller
fondsbestemmelser, når Finanstilsynet har god-
kendt vedtægterne eller fondsbestemmelserne.
Erhvervsstyrelsen påser dog overholdelsen af §
14, stk. 1 og 3. Finanstilsynet kontrollerer, at
reglerne for finansiel information i årsrapporter
og delårsrapporter i §§ 82-92 og i regler udstedt
i medfør af § 95 er overholdt for danske UCITS,
som har udstedt værdipapirer, der handles på et
reguleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov
om kapitalmarkeder.
3. § 161, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»Finanstilsynet påser overholdelsen af følgen-
de:
Loven og de regler, der er udstedt i medfør af
loven, undtagen § 60, stk. 1 og 2, og § 63 b, jf.
dog stk. 2.
Danske UCITS’ vedtægter eller fondsbestem-
melser, når Finanstilsynet har godkendt ved-
tægterne eller fondsbestemmelserne.
Regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009
om samordning af love og administrative be-
stemmelser om visse institutter for kollektiv in-
vestering i værdipapirer (investeringsinstitutter)
(UCITS-direktivet).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en ge-
nerel ramme for securitisering og om oprettelse
af en specifik ramme for simpel, transparent og
standardiseret securitisering og regler fastsat i
medfør heraf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 1131/2017 af 14. juni 2017 om penge-
markedsforeninger og regler fastsat i medfør
heraf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere
grænseoverskridende distribution af kollektive
investeringsinstitutter og om ændring af forord-
ning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og
(EU) nr. 1286/2014 og regler fastsat i medfør
heraf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuro-
pæisk personligt pensionsprodukt og regler
fastsat i medfør heraf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for
116
finansielle tjenesteydelser og regler fastsat i
medfør heraf.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen påser dog overholdel-
sen af § 14, stk. 1 og 3. Finanstilsynet kontrol-
lerer, at reglerne for finansiel information i års-
rapporter og delårsrapporter i §§ 82-92 og i reg-
ler udstedt i medfør af § 95 er overholdt for
danske UCITS, som har udstedt værdipapirer,
der handles på et reguleret marked, jf. § 213,
stk. 1-5 og 8, i lov om kapitalmarkeder.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
Stk. 2-4. ---
§ 179. Som part i forholdet til Finanstilsynet an-
ses alene den investeringsforening, SIKAV,
værdipapirfonds investeringsforvaltningsselskab
eller administrationsselskab eller det udenland-
ske investeringsinstitut, som Finanstilsynet har
truffet eller vil træffe afgørelse over for i medfør
af denne lov eller regler fastsat i medfør af den-
ne lov, jf. dog stk. 2 og 3.
4. I § 179, stk. 1, indsættes efter »i medfør af
denne lov eller regler fastsat i medfør af denne
lov,«: »Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om
en generel ramme for securitisering og om op-
rettelse af en specifik ramme for simpel, trans-
parent og standardiseret securitisering, Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkeds-
foreninger eller Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/2088/EU af 27. november
2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger
i sektoren for finansielle tjenesteydelser eller
regler udstedt i medfør heraf,«.
Stk. 2-4. ---
§ 189. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller
Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller regler
udstedt i medfør af loven kan af den, som afgø-
relsen retter sig mod, indbringes for Erhvervsan-
kenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er
meddelt den pågældende.
5. I § 189 indsættes efter »i henhold til loven el-
ler regler udstedt i medfør af loven«: », Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en ge-
nerel ramme for securitisering og om oprettelse
af en specifik ramme for simpel, transparent og
standardiseret securitisering, Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 2017/1131
af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger
eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for
finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i
medfør heraf,«.
117
§ 5
I lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1047 af
14. oktober 2019, som ændret ved § 4 i lov nr.
369 af 9. april 2019, § 9 i lov nr. 554 af 7. maj
2019, § 9 i lov nr. 1563 af 27. december 2019
og § 2 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages
følgende ændringer:
§ 6. ---
Stk. 2 og 3. ---
Stk. 4. Tærskelværdierne i stk. 1 finder ikke an-
vendelse for virksomheder, der forvalter en eller
flere kapitalforeninger, for virksomheder, der
forvalter en eller flere investorfradragsfonde, og
for selvforvaltende investorfradragsfonde, idet
disse uanset værdien af aktiverne skal have tilla-
delse af Finanstilsynet til at forvalte alternative
investeringsfonde eller til at være en selvforval-
tende investorfradragsfond.
1. I § 6, stk. 4, ændres »og for selvforvaltende
investorfradragsfonde« til: »for selvforvaltende
investorfradragsfonde, AIF-SIKAV’er og AIF-
værdipapirfonde«.
Stk. 5 og 6. ---
§ 18. ---
Stk. 2 og 3. ---
2. I § 18 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte regler
om kompetencekrav for ansatte hos en forvalter
af alternative investeringsfonde, der har tilla-
delse til at udøve aktiviteter omfattet af bilag 1,
nr. 3, litra b, punkt i.«
§ 155. Finanstilsynet påser overholdelsen af reg-
ler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om
forvaltere af alternative investeringsfonde, og af
denne lov og de regler, der er udstedt i medfør af
loven, undtagen § 27 b. Finanstilsynet kontrolle-
rer, at reglerne for finansiel information i årsrap-
porter og delårsrapporter udstedt i medfør af §
3. I § 155, stk. 1, 6. pkt., indsættes efter »Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere
grænseoverskridende distribution af kollektive
investeringsinstitutter og om ændring af forord-
ning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og
(EU) nr. 1286/2014, og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/1238/EU af 20. juni
118
131 er overholdt for forvaltere af alternative in-
vesteringsfonde, som har udstedt værdipapirer,
der er optaget til handel på et reguleret marked,
jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov om kapitalmarke-
der. Finanstilsynet påser endvidere overholdel-
sen af regler udstedt i medfør af § 31, stk. 8, i
revisorloven. Erhvervsstyrelsen påser dog over-
holdelsen af § 136. Finanstilsynet påser desuden
overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013
om europæiske sociale iværksætterfonde, Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
345/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske
venturekapitalfonde, Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2017/1131/EU af 14. juni
2017 om pengemarkedsforeninger og Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en ge-
nerel ramme for securitisering og om oprettelse
af en specifik ramme for simpel, transparent og
standardiseret securitisering og regler fastsat i
medfør heraf og regler fastsat i medfør heraf. Fi-
nanstilsynet påser overholdelsen af Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU
af 26. november 2014 om dokumenter med cen-
tral information om sammensatte og forsikrings-
baserede investeringsprodukter til detailinvesto-
rer (PRIIP’er), Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om
lettere grænseoverskridende distribution af kol-
lektive investeringsinstitutter og om ændring af
forordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr.
346/2013 og (EU) nr. 1286/2014 og Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU
af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt
pensionsprodukt (PEPP-produkt) og regler ud-
stedt i medfør heraf.
2019 om et paneuropæisk personligt pensions-
produkt (PEPP-produkt)«: »og Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelatere-
de oplysninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser«.
Stk. 2-6. ---
§ 189. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller
Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller regler
udstedt i medfør af loven kan af den, som afgø-
relsen retter sig mod, indbringes for Erhvervsan-
kenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er
meddelt den pågældende.
4. I § 189 indsættes efter »i henhold til loven el-
ler regler udstedt i medfør af loven«: », Europa-
Parlamentets og Rådets forordning nr.
346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske
sociale iværksætterfonde, Europa-Parlamentets
og Rådets forordning nr. 345/2013/EU af 17.
april 2013 om europæiske venturekapitalfonde,
119
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/1131/EU af 14. juni 2017 om pengemar-
kedsforeninger, Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2017/2402/EU af 12. december
2017 om en generel ramme for securitisering og
om oprettelse af en specifik ramme for simpel,
transparent og standardiseret securitisering, Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning
1286/2014/EU af 26. november 2014 om doku-
menter med central information om sammensat-
te og forsikringsbaserede investeringsprodukter
til detailinvestorer (PRIIP’er) eller Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU
af 27. november 2019 om bæredygtighedsrela-
terede oplysninger i sektoren for finansielle tje-
nesteydelser eller regler udstedt i medfør her-
af,«.
§ 6
I lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 378 af 2. april 2020, som ændret ved
§ 6 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages føl-
gende ændringer:
§ 1. ---
Stk. 2 og 3. ---
Stk. 4. § 3, stk. 6, og § 4, stk. 4, finder anvendel-
se på følgende:
1. I § 1, stk. 4, ændres »§ 3, stk. 6, og § 4, stk.
4,« til: »§ 3, stk. 7, og § 4, stk. 5,«, og i stk. 5
ændres »§ 3, stk. 6,« til: »§ 3, stk. 7,«.
1) Danske forsikringsselskaber.
2) Filialer i Danmark af et forsikringssel-
skab, der er meddelt tilladelse i et an-
det land inden for Den Europæiske
Union eller i et land, som Fællesska-
bet har indgået aftale med på det fi-
nansielle område.
3) Filialer i Danmark af forsikringssel-
skaber, der er meddelt tilladelse i et
land uden for Den Europæiske Union,
som Unionen ikke har indgået aftale
med på det finansielle område.
120
Stk. 5 og 6. ---
§ 3. ---
Stk. 2 og 3. ---
2. I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1
skal indsendes via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning vedlagt de nødvendige oplysnin-
ger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undtagelsesvis
ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen,
skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplys-
ninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelses-
blanket.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
Stk. 4-6. ---
§ 4. ---
Stk. 2. ---
3. I § 4 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. En ansøgning om registrering efter stk.
1 skal indsendes via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning vedlagt de nødvendige oplysnin-
ger, jf. stk. 2. Kan en ansøgning undtagelsesvis
ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen,
skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplys-
ninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelses-
blanket.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
Stk. 3 og 4. ---
4. Efter § 12 indsættes før overskriften før § 13:
Ȥ 12 a. En forsikringsformidler og en accesso-
risk forsikringsformidler må ikke medvirke til,
121
at forsikringer for personer bosiddende i Dan-
mark, danske skibe eller andre risici, der består
her i landet, tegnes hos andre end følgende:
1) Danske forsikringsselskaber.
2) Udenlandske forsikringsselskaber, der opfyl-
der betingelserne i § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1,
i lov om finansiel virksomhed.
3) Udenlandske forsikringsselskaber, der har
fået tilladelse af Finanstilsynet.«
§ 22. Finanstilsynet påser overholdelsen af den-
ne lov bortset fra § 18 og påser overholdelsen af
regler udstedt i medfør af loven. Finanstilsynet
påser endvidere overholdelsen af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af
26. november 2014 om dokumenter med central
information om sammensatte og forsikringsba-
serede investeringsprodukter til detailinvestorer
(PRIIP’er) Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et
paneuropæisk personligt pensionsprodukt
(PEPP-produkt) og regler udstedt i medfør heraf
og forordninger udstedt i medfør af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af
20. januar 2016 om forsikringsdistribution og
regler udstedt i medfør heraf.
5. I § 22, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuro-
pæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-pro-
dukt)«: »og Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2019/2088/EU af 27. november 2019
om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sek-
toren for finansielle tjenesteydelser«.
Stk. 2 og 3. ---
§ 36. Som part i forhold til Finanstilsynet anses
virksomheder eller personer omfattet af denne
lov, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe
afgørelse over for i medfør af denne lov eller
forskrifter fastsat i medfør af denne lov, jf. dog
stk. 2.
6. I § 36, stk. 1, indsættes efter »forskrifter fast-
sat i medfør af denne lov«: »eller i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for
finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i
medfør heraf«.
Stk. 2 og 3. ---
§ 37. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i hen-
hold til denne lov, regler udstedt i medfør heraf
eller forordninger udstedt i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af
20. januar 2016 om forsikringsdistribution kan
indbringes for Erhvervsankenævnet af den, som
7. I § 37 ændres »eller forordninger udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om for-
sikringsdistribution« til: », forordninger udstedt
i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om for-
122
afgørelsen retter sig mod, senest 4 uger efter at
afgørelsen er meddelt den pågældende.
sikringsdistribution eller i henhold til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for
finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i
medfør heraf«.
§ 7
I lov om firmapensionskasser, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 355 af 2. april 2020, foretages følgende
ændringer:
§ 97. Finanstilsynet påser overholdelsen af den-
ne lov og af de bestemmelser, der er udstedt i
medfør af loven, undtagen § 36, stk. 7, og § 45,
jf. dog § 111. Finanstilsynet påser endvidere
overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning om en generel ramme for securitise-
ring og om oprettelse af en specifik ramme for
simpel, transparent og standardiseret securitise-
ring og regler udstedt i medfør heraf. Erhvervs-
styrelsen påser overholdelsen af § 21.
1. I § 97, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »Finans-
tilsynet påser endvidere overholdelsen af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning«:
»2017/2402/EU af 12. december 2017«, og ef-
ter »ramme for simpel, transparent og standar-
diseret securitisering« indsættes: »og Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for
finansielle tjenesteydelser«.
Stk. 2. ---
§ 104. Som part i forholdet til Finanstilsynet an-
ses alene den firmapensionskasse, som Finans-
tilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over
for i medfør af denne lov eller forskrifter fastsat
i medfør af denne lov, jf. dog stk. 2 og 3.
2. I § 104, stk. 1, indsættes efter »i medfør af
denne lov eller forskrifter fastsat i medfør af
denne lov«: »eller i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelatere-
de oplysninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser, Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2017/2402/EU af 12. december 2017
om en generel ramme for securitisering og om
oprettelse af en specifik ramme for simpel,
transparent og standardiseret securitisering og
regler udstedt i medfør heraf«.
Stk. 2-4. ---
§ 112. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller
Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller for-
skrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes
for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at
afgørelsen er meddelt den pågældende.
3. I § 112, stk. 1, indsættes efter »i henhold til
loven eller forskrifter udstedt i medfør af lo-
ven«: »eller i medfør af Europa-Parlamentets
og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. no-
vember 2019 om bæredygtighedsrelaterede op-
123
lysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-
ser, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en ge-
nerel ramme for securitisering og om oprettelse
af en specifik ramme for simpel, transparent og
standardiseret securitisering og regler udstedt i
medfør heraf«.
Stk. 2. ---
§ 8
I lov om finansielle rådgivere, investeringsråd-
givere og boligkreditformidlere, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 379 af 2. april 2020, foretages føl-
gende ændringer:
§ 2. I denne lov forstås ved:
1-5) ---
6) Rådgivning: Personlige anbefalin-
ger til en forbruger om transaktio-
ner i tilknytning til finansielle pro-
dukter eller boligkreditaftaler.
1. § 2, nr. 6, affattes således:
»6) Rådgivning: Personlige anbefalinger til en
forbruger, som vedrører en eller flere transakti-
oner i forbindelse med boligkreditaftaler eller
finansielle produkter. For så vidt angår bolig-
kreditaftaler skal anbefalingerne være uafhæn-
gige af ydelsen af boligkreditaftalen og de akti-
viteter, som ydes af en boligkreditformidler.«
7-9) ---
§ 3. ---
Stk. 2-6. ---
2. I § 3 indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:
»Stk. 7. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1
skal indsendes via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning vedlagt de nødvendige oplysnin-
ger, jf. stk. 6. Kan en ansøgning undtagelsesvis
ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen,
skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplys-
ninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet
124
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelses-
blanket.«
Stk. 7 bliver herefter stk. 8.
Stk. 7. ---
§ 9
I lov nr. 450 af 24. april 2019 om forbrugslån-
svirksomheder, som ændret ved § 11 i lov nr.
1563 af 27. december 2019 og § 1 i lov nr. 801
af 9. juni 2020, foretages følgende ændring:
§ 3. ---
Stk. 2-3. ---
1. I § 3 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1
skal indsendes via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning vedlagt de nødvendige oplysnin-
ger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undtagelsesvis
ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen,
skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplys-
ninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelses-
blanket.«
§ 10
I lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1045 af 14. oktober 2019, som
ændret ved § 4 i lov nr. 1374 af 13. december
2019 og § 12 i lov nr. 1563 af 27. december
2019, foretages følgende ændringer:
§ 3. Finanstilsynet giver efter ansøgning et sel-
skab tilladelse til at udøve virksomhed som ejen-
domskreditselskab, når
1-4) ---
125
5) et ejendomskreditselskab, der
handler med forbrugere, dokumen-
terer, at der er oprettet en særlig
konto, hvor det aftalte provenu skal
indsættes, og at selskabet har etab-
leret sikkerhed for disse midler, jf.
stk. 5.
1. I § 3, stk. 1, nr. 5, ændres »stk. 5« til: »stk.
6«.
Stk. 2 og 3. ---
2. I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1
skal indsendes via Finanstilsynets selvbetje-
ningsløsning vedlagt de nødvendige oplysnin-
ger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undtagelsesvis
ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen,
skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplys-
ninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet
ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelses-
blanket.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
Stk. 4-6. ---
§ 12. ---
Stk. 2-6. ---
Stk. 7. Finanstilsynet kan give påbud om berigti-
gelse af forhold, der er i strid med denne lov, jf.
§ 3, stk. 1, nr. 5, § 3, stk. 5, § 7, stk. 2, § 8, stk.
1, § 8 a og § 11, stk. 1.
3. I § 12, stk. 7, ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3,
stk. 6«.
§ 22. Overtrædelse af § 2, stk. 1, § 3, stk. 5, § 5
a, stk. 1, § 5 b, stk. 1, § 5 c, stk. 1, og § 15, stk.
2, 1.-5. pkt., og stk. 4, 1.-7. pkt., straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
4. I § 22, stk. 1, ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3,
stk. 6«.
Stk. 2-5. ---
§ 11
126
I lov nr. 691 af 8. juni 2018 om Vækstfonden
foretages følgende ændringer:
§ 16. ---
Stk. 2. Vækstfonden kan optage lån til finansie-
ring af sine aktiviteter. Det samlede lånebeløb
eksklusive renter kan til og med 2020 ikke uden
godkendelse fra Folketingets Finansudvalg over-
stige 6 mia. kr. Det samlede lånebeløb eksklusi-
ve renter kan efter 2020 ikke uden godkendelse
fra Folketingets Finansudvalg overstige 500
mio. kr.
1. § 16, stk. 2, affattes således.
»Stk. 2. Vækstfonden kan optage lån, herunder
statsligt genudlån, til finansiering af sine aktivi-
teter i det omfang, der er etableret bevillings-
mæssig hjemmel hertil.«
Stk. 3. Vækstfonden kan optage statsgaranterede
lån til finansiering af syndikeringslån. Det sam-
lede lånebeløb eksklusive renter kan ikke over-
stige 125 mio. kr.
2. § 16, stk. 3 og 4, ophæves.
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 3-5.
Stk. 4. Vækstfonden kan til og med 2030 optage
lån til finansiering af en accelerationspulje til
virksomheder med særligt vækstpotentiale. Det
samlede lånebeløb eksklusive renter kan ikke
overstige 500 mio. kr.
2. § 16, stk. 3 og 4, ophæves.
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 3-5.
Stk. 5. ---
Stk. 6. Vækstfonden kan optage lån fra pensions-
institutterne, som modsvares af tilsvarende til-
sagn fra Vækstfonden om indskud af egenkapi-
tal til Dansk Vækstkapital.
3. § 16, stk. 6 og 7, der bliver stk. 4 og 5, ophæ-
ves.
Stk. 7. Vækstfonden kan optage lån fra private
investorer, som modsvares af tilsvarende tilsagn
fra Vækstfonden om indskud af egenkapital til
Dansk Vækstkapital II, inden for en samlet fi-
nansieringsramme på maksimalt 3 mia. kr.
3. § 16, stk. 6 og 7, der bliver stk. 4 og 5, ophæ-
ves.
§ 17. Finansministeren kan lade Vækstfonden
optage genudlån hos Danmarks Nationalbank in-
den for en samlet ramme på maksimalt 1 mia.
kr.
4. § 17, stk. 1, affattes således:
»Finansministeren kan, ud over adgangen til at
optage lån, herunder statsligt genudlån, jf. § 16,
stk. 2, lade Vækstfonden optage genudlån hos
Danmarks Nationalbank inden for en ramme på
1 mia. kr.«
127
Stk. 2-5. ---
128
Bilag 2
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2018/843
af 30. maj 2018
om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring af direktiv
2009/138/EF og 2013/36/EU
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank1),
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg2),
efter den almindelige lovgivningsprocedure3), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/8494) er den vigtigste retsakt i forebyggelsen af, at
Unionens finansielle system bruges til hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Nævnte direktiv,
hvis frist for gennemførelse var den 26. juni 2017, opstiller en effektiv og samlet retlig ramme for med-
lemsstaternes bekæmpelse af indsamling af midler eller formuegoder til terrorformål med henblik på at
identificere, forstå og mindske risiciene vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.
(2) Den senere tids terrorangreb har kastet lys over nye tendenser, navnlig hvad angår den måde terror-
grupper finansierer og udfører deres aktioner. Visse moderne teknologitjenester bliver stadigt mere popu-
lære som alternative finansielle systemer, mens de fortsat falder uden for EU-retten eller undtages fra ret-
lige krav, hvilket muligvis ikke længere kan retfærdiggøres. For at holde trit med de nye tendenser bør der
træffes yderligere foranstaltninger til at sikre øget gennemsigtighed i finansielle transaktioner, i selskaber
og i andre juridiske enheder samt i truster og juridiske arrangementer, der har strukturer eller funktioner,
der ligner truster (»lignende juridiske arrangementer«) med henblik på at forbedre den eksisterende fore-
byggende ramme og mere effektivt at bekæmpe finansiering af terrorisme. Det er vigtigt at bemærke, at
de foranstaltninger, der træffes, bør stå i et rimeligt forhold til risiciene.
(3) De Forenede Nationer (FN), Interpol og Europol har rapporteret om stigende konvergens mellem or-
ganiseret kriminalitet og terrorisme. Sammenhængen mellem organiseret kriminalitet og terrorisme og
129
forbindelserne mellem grupper af kriminelle og terroristgrupper udgør en stigende sikkerhedsrisiko for
Unionen. At bekæmpe anvendelsen af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af
terrorisme udgør en integreret del af enhver strategi for imødegåelse af denne trussel.
(4) Selv om der i de seneste år i medlemsstaterne er sket betydelige forbedringer med hensyn til vedtagel-
sen og gennemførelsen af Den Finansielle Aktionsgruppes (the Financial Action Task Force (FATF))
standarder og med hensyn til tilslutningen til Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings
(OECD) arbejde for gennemsigtighed, er det tydeligvis nødvendigt yderligere at øge den overordnede
gennemsigtighed på det økonomiske og finansielle område i Unionen. Forebyggelse af hvidvask af penge
og finansiering af terrorisme kan kun være effektiv, hvis omgivelserne er ugunstige for kriminelle, der
søger ly for deres finanser gennem uigennemsigtige strukturer. Unionens finansielle systems integritet er
afhængig af gennemsigtigheden af selskaber og andre juridiske enheder og lignende juridiske arrange-
menter. Dette direktiv har til formål ikke kun at afdække og efterforske hvidvask af penge, men også at
forhindre, at det forekommer. Øget gennemsigtighed kan være et effektivt afskrækkende middel.
(5) Samtidig med at målene i direktiv (EU) 2015/849 bør forfølges, og alle ændringer heraf bør være i
overensstemmelse med Unionens igangværende indsats inden for bekæmpelse af terrorisme og af finan-
siering af terrorisme, bør sådanne ændringer samtidig tage behørigt hensyn til den grundlæggende ret til
beskyttelse af personoplysninger og til overholdelsen og anvendelsen af proportionalitetsprincippet. I
Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Ud-
valg og Regionsudvalget med titlen »Den europæiske dagsorden for sikkerhed« anføres det, at der er be-
hov for at tackle finansiering af terrorisme på en mere effektiv og omfattende måde, og det fremhæves, at
infiltrering af de finansielle markeder muliggør finansiering af terrorisme. I Det Europæiske Råds konklu-
sioner af 17.-18. december 2015 understregedes ligeledes behovet for hurtigt at træffe yderligere foran-
staltninger mod finansiering af terrorisme inden for alle områder.
(6) Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og til Rådet med titlen »Handlingsplan med hen-
blik på at styrke bekæmpelsen af finansiering af terrorisme« understreger behovet for at tilpasse sig nye
trusler og for at ændre direktiv (EU) 2015/849 i overensstemmelse hermed.
(7) EU-foranstaltningerne bør også afspejle den udvikling, der sker på internationalt plan, og de forplig-
telser, der indgås der, på en korrekt måde. Derfor bør FN᾽s Sikkerhedsråds resolution (UNSCR) 2195
(2014) om trusler mod den internationale fred og sikkerhed og UNSCR 2199 (2015) og 2253 (2015) om
trusler mod den internationale fred og sikkerhed som følge af terrorhandlinger tages i betragtning. Disse
UNSCR᾽er vedrører henholdsvis forbindelserne mellem terrorisme og grænseoverskridende organiseret
kriminalitet, forhindring af terrorgrupper i at få adgang til internationale finansieringsinstitutter og udvi-
delse af sanktionsrammen til at omfatte Islamisk Stat i Irak og Levanten.
(8) Udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer (dvs. et lands mønter og sedler,
der har status af lovlige betalingsmidler, og elektroniske penge, accepteret som omsætningsmiddel i det
udstedende land) samt udbydere af virtuelle tegnebøger er ikke forpligtede i henhold til EU-retten til at
identificere mistænkelige aktiviteter. Derfor kan terrorgrupper være i stand til at overføre penge til Uni-
onens finansielle system eller inden for netværk for virtuelle valutaer ved at hemmeligholde overførsler
eller drage fordel af en vis anonymitet på sådanne platforme. Det er derfor afgørende at udvide anvendel-
sesområdet for direktiv (EU) 2015/849, så det også omfatter udbydere af valutaveksling mellem virtuelle
valutaer og fiatvalutaer samt udbydere af virtuelle tegnebøger. Med henblik på at bekæmpe hvidvask af
penge og finansiering af terrorisme bør de kompetente myndigheder gennem forpligtede enheder være i
130
stand til at overvåge anvendelsen af virtuelle valutaer. Sådan overvågning vil give en velafbalanceret og
forholdsmæssig tilgang, der værner om de tekniske fremskridt og den høje grad af gennemsigtighed, der
er opnået inden for alternativ finansiering og socialt iværksætteri.
(9) Den anonymitet, som er forbundet med virtuelle valutaer, gør det muligt at misbruge sådanne i krimi-
nelt øjemed. Det vil ikke fuldstændigt løse det problem med anonymitet, som knytter sig til transaktioner
i virtuelle valutaer, at inkludere udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer og
udbydere af virtuelle tegnebøger, eftersom en stor del af det virtuelle valutamiljø vil forblive anonymt,
fordi brugerne også har mulighed for at foretage transaktioner uden om sådanne udbydere. For at imødegå
de risici, der er forbundet med anonymitet, bør de nationale finansielle efterretningsenheder (FIU᾽er) være
i stand til at indhente oplysninger, som gør det muligt for dem at forbinde adresser vedrørende virtuelle
valutaer med indehaveren af den virtuelle valuta. Desuden bør muligheden for at tillade brugere på frivil-
lig basis at fremsætte en egenerklæring over for udpegede myndigheder undersøges nærmere.
(10) Virtuelle valutaer bør ikke forveksles med elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF5), med det bredere begreb »midler« som defineret i arti-
kel 4, nr. 25), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/23666), eller med pengeværdi lagret i
instrumenter, der er undtaget som anført i artikel 3, litra k) og l), i direktiv (EU) 2015/2366, eller med in-
game-valutaer, der udelukkende kan anvendes inden for et specifikt spillemiljø. Selv om virtuelle valutaer
ofte kan anvendes som et betalingsmiddel, kan de også anvendes til andre formål og finde bredere anven-
delser, f.eks. som vekslingsmidler, til investeringsformål, som værdilagringsprodukter eller til brug i on-
linekasinoer. Formålet med nærværende direktiv er at dække alle anvendelsesmuligheder for virtuelle va-
lutaer.
(11) Lokale valutaer, også kendt som supplerende valutaer, som anvendes i meget begrænsede netværk,
f.eks. en by eller region, og af et begrænset antal brugere, bør ikke betragtes som værende virtuelle valu-
taer.
(12) Forretningsforbindelser eller transaktioner, der involverer højrisikotredjelande, bør begrænses, når
der identificeres væsentlige svagheder i ordningen for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering
af terrorisme i det pågældende tredjeland, medmindre der træffes passende yderligere afhjælpende foran-
staltninger eller modforanstaltninger. I forbindelse med sådanne højrisikosager og sådanne forretningsfor-
bindelser eller transaktioner bør medlemsstaterne pålægge forpligtede enheder at gennemføre skærpede
kundekendskabsprocedurer for at styre og begrænse disse risici. Derfor beslutter den enkelte medlemsstat
på nationalt plan, hvilken type skærpede kundekendskabsprocedurer, der skal gennemføres med hensyn
til højrisikotredjelande. Medlemsstaternes forskellige tilgange skaber svage punkter i forvaltningen af for-
retningsforbindelser med højrisikotredjelande, som Kommissionen har identificeret. Det er vigtigt at for-
bedre effektiviteten af den liste over højrisikotredjelande, som Kommissionen har opstillet, ved at sørge
for en harmoniseret behandling af de pågældende lande på EU-plan. Denne harmoniserede tilgang bør
primært fokusere på skærpede kundekendskabsprocedurer, når sådanne foranstaltninger ikke allerede er
påkrævet i henhold til national ret. I overensstemmelse med internationale forpligtelser bør medlemssta-
terne have mulighed for at kræve, at forpligtede enheder i givet fald træffer yderligere afhjælpende foran-
staltninger som supplement til de skærpede kundekendskabsprocedurer i overensstemmelse med en risi-
kobaseret tilgang og under hensyntagen til de specifikke omstændigheder i forretningsforhold eller trans-
aktioner. Internationale organisationer og standardsættere med kompetence inden for forebyggelse af
hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme kan opfordre til, at der anvendes passende
modforanstaltninger for at beskytte det internationale finansielle system mod vedvarende og betydelige
131
risici vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som hidrører fra visse lande. Medlems-
staterne bør endvidere kræve, at forpligtede enheder træffer supplerende afhjælpende foranstaltninger
over for højrisikotredjelande, som Kommissionen har identificeret, ved at tage hensyn til opfordringer til
at træffe modforanstaltninger og anbefalinger fra eksempelvis FATF og forpligtelser i henhold til interna-
tionale aftaler.
(13) I lyset af at de trusler og den sårbarhed, som hvidvask af penge og finansiering af terrorisme medfø-
rer, til stadighed ændrer sig, bør Unionen anlægge en integreret tilgang i forbindelse med, om de nationale
ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme overholder kravene på EU-
plan, ved at tage hensyn til en effektivitetsvurdering af de pågældende nationale ordninger. Med henblik
på at overvåge, at EU-kravene indarbejdes korrekt i nationale ordninger for bekæmpelse af hvidvask af
penge og finansiering af terrorisme, at disse krav reelt gennemføres, og at det lykkes med disse krav at
opnå en effektivt forbyggende ramme, bør Kommissionen basere sin vurdering på de nationale ordninger
for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, uden at dette bør berøre vurderinger,
der gennemføres af internationale organisationer og standardsættere med kompetence inden for forebyg-
gelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, f.eks. FATF eller Ekspertkomité-
en for Evaluering af Foranstaltninger til Bekæmpelse af hvidvask af Penge og Finansiering af Terrorisme.
(14) Generelle forudbetalte kort har lovlige anvendelsesformål og udgør et instrument, der bidrager til so-
cial og finansiel inklusion. Anonyme forudbetalte kort er imidlertid lette at anvende til finansiering af ter-
rorangreb og terrorlogistik. Derfor er det afgørende at afskære terrorister fra denne form for finansiering
af deres aktioner ved yderligere at sænke de grænser og maksimumbeløb, under hvilke forpligtede enhe-
der har lov at undlade at gennemføre visse kundekendskabsprocedurer i medfør af direktiv (EU)
2015/849. Det er derfor afgørende at sænke de nuværende grænser for generelle anonyme forudbetalte
kort og at identificere kunden i forbindelse med fjernbetalingstransaktioner, når transaktionsbeløbet over-
stiger 50 EUR, samtidig med at der tages behørigt hensyn til forbrugernes behov for at anvende generelle
forudbetalte instrumenter og til, at brugen af sådanne instrumenter til at fremme social og finansiel inklu-
sion ikke hindres.
(15) Brugen af anonyme forudbetalte kort udstedt i Unionen er i alt væsentligt begrænset til Unionens
område, men det er ikke altid tilfældet med tilsvarende kort udstedt i tredjelande. Derfor er det vigtigt at
sikre, at anonyme forudbetalte kort udstedt uden for Unionen kun kan anvendes i Unionen, hvis de kan
anses for at opfylde krav svarende til kravene i EU-retten. Denne bestemmelse bør vedtages under fuld
overholdelse af Unionens internationale handelsforpligtelser, navnlig bestemmelserne i den almindelige
overenskomst om handel med tjenesteydelser.
(16) FIU᾽er spiller en vigtig rolle med hensyn til at identificere terrornetværks finansielle transaktioner,
navnlig de grænseoverskridende, og med hensyn til at opdage deres finansielle støtter. Finansielle efter-
retninger kan være af afgørende betydning for afdækning af aktiviteter, der letter terrorhandlinger og ter-
rororganisationers netværk og systemer. På grund af manglende forskriftsmæssige internationale standar-
der er der fortsat betydelige forskelle på, hvilke opgaver, kompetencer og beføjelser FIU᾽er er tillagt.
Medlemsstaterne bør bestræbe sig på at sikre en mere effektiv og koordineret tilgang til håndtering af fi-
nansielle efterforskninger i forbindelse med terrorisme, herunder efterforskninger der vedrører misbrug af
virtuelle valutaer. De nuværende forskelle bør dog ikke påvirke den enkelte FIU᾽s virksomhed, navnlig
dens evne til at udarbejde præventive analyser til støtte for alle myndigheder med ansvar for efterretning,
efterforskning og retlige anliggender samt internationalt samarbejde. FIU᾽er bør i forbindelse med udø-
velsen af deres opgaver have adgang til oplysninger og være i stand til at udveksle dem uhindret, herun-
132
der gennem passende samarbejde med retshåndhævende myndigheder. I alle tilfælde af mistanke om kri-
minalitet, og navnlig i tilfælde, der involverer finansiering af terrorisme, bør informationsstrømmene være
direkte, hurtige og uden unødig forsinkelse. Derfor er det afgørende at øge FIU᾽ernes effektivitet yderli-
gere ved at bringe klarhed over deres beføjelser og samarbejdet mellem dem.
(17) FIU᾽er bør fra alle forpligtede enheder kunne indhente alle nødvendige oplysninger af relevans for
deres opgaver. Uhindret adgang for dem til oplysninger er afgørende for at sikre, at pengestrømme kan
spores behørigt, og at ulovlige netværk og strømme opdages på et tidligt stadium. FIU᾽ernes behov for at
indhente yderligere oplysninger fra forpligtede enheder på grundlag af en mistanke om hvidvask af penge
eller finansiering af terrorisme, kan være udløst af en forudgående indberetning til FIU᾽en af en mistæn-
kelig transaktion, men kan også udløses af andre mekanismer, f.eks. FIU᾽ens egen undersøgelse, efterret-
ninger fra kompetente myndigheder eller oplysninger fra en anden FIU. FIU᾽er bør derfor som led i deres
opgaver kunne indhente oplysninger fra enhver forpligtet enhed, også uden en forudgående indberetning.
Dette omfatter ikke vilkårlige oplysningsanmodninger til de forpligtede enheder inden for rammerne af
FIU᾽ens analyse, men kun anmodninger om oplysninger baseret på tilstrækkeligt veldefinerede betingel-
ser. En FIU bør også kunne indhente sådanne oplysninger på anmodning af en anden FIU i Unionen og
kunne udveksle oplysningerne med den anmodende FIU.
(18) Formålet med FIU᾽en er at indsamle og analysere de oplysninger, den modtager, med henblik på at
påvise forbindelser mellem mistænkelige transaktioner og underliggende kriminelle aktiviteter for at fore-
bygge og bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og at videreformidle analyseresulta-
terne sammen med supplerende oplysninger til de kompetente myndigheder, når der er begrundet mistan-
ke om hvidvask af penge, hertil knyttede underliggende forbrydelser eller finansiering af terrorisme. En
FIU bør ikke afholde sig fra eller nægte at udveksle oplysninger med en anden FIU, hverken spontant
eller efter anmodning, på grundlag af f.eks. manglende identifikation af en tilknyttet underliggende for-
brydelse, særlige bestemmelser i national strafferet og forskelle i definitionerne af tilknyttede underlig-
gende forbrydelser eller manglende henvisning til bestemte tilknyttede underliggende forbrydelser. En
FIU bør ligeledes give sit forudgående samtykke til en anden FIU til at fremsende oplysningerne til de
kompetente myndigheder uanset typen af eventuelle tilknyttede underliggende forbrydelser med henblik
på at gøre det muligt at gennemføre formidlingsfunktionen på en effektiv måde. FIU᾽erne har rapporteret,
at de forskelle i de nationale definitioner af visse underliggende forbrydelser, såsom skatteforbrydelser,
der ikke er harmoniseret i EU-retten, har ført til vanskeligheder i forbindelse med udvekslingen af oplys-
ninger. Sådanne forskelle bør ikke hindre den gensidige udveksling, formidlingen til kompetente myndig-
heder og anvendelsen af disse oplysninger som defineret i dette direktiv. FIU᾽er bør hurtigt, konstruktivt
og effektivt sikre det bredest mulige internationale samarbejde med tredjelandes FIU᾽er i relation til hvid-
vask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og finansiering af terrorisme i overensstemmelse
med anbefalingerne fra FATF og Egmontprincipperne for udveksling af oplysninger mellem finansielle
efterretningsenheder.
(19) Oplysninger af tilsynsmæssig karakter i relation til kredit- og finansieringsinstitutter, såsom oplys-
ninger om bestyrelsesmedlemmers og aktionærers egnethed og hæderlighed, om de interne kontrolmeka-
nismer, om forvaltningen eller compliance- og risikostyringen er ofte en nødvendig forudsætning for at
kunne foretage et passende tilsyn vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terro-
risme med sådanne institutter. Tilsvarende er oplysninger vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge
og finansiering af terrorisme også vigtige for det finansielle tilsyn med sådanne institutter. Derfor bør ud-
vekslingen af fortrolige oplysninger og samarbejde mellem kompetente myndigheder for bekæmpelse af
hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der fører tilsyn med kredit- og finansieringsinstitutterne,
133
og finansielle tilsynsmyndigheder ikke hæmmes af juridisk usikkerhed, der kan opstå som følge af man-
gel på udtrykkelige bestemmelser på området. En præcisering af den retlige ramme er endnu mere vigtig,
da den finansielle tilsynsopgave i en række tilfælde er blevet pålagt myndigheder, der ikke fører tilsyn
med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, såsom Den Europæiske Centralbank
(ECB).
(20) Når FIU᾽er og andre kompetente myndigheders adgang til oplysninger om indehavere af navnlig
anonyme bankkonti, betalingskonti og deponeringsbokse forsinkes, vanskeliggør det opdagelsen af over-
førsler af midler med forbindelse til terrorisme. Nationale data, som muliggør identifikation af bankkonti
og betalingskonti og deponeringsbokse tilhørende enkeltpersoner, er fragmenterede, og FIU᾽er og andre
kompetente myndigheder har derfor ikke rettidig adgang til dem. Derfor er det afgørende at oprette cen-
trale automatiske mekanismer, f.eks. et register eller system for dataudtræk, i alle medlemsstater som et
effektivt middel til at skaffe rettidig adgang til identitetsoplysninger om bankkonto- og betalingskontoha-
vere og deponeringsbokse, deres mellemmænd, og de reelle ejere. Ved anvendelsen af bestemmelserne
om adgang er det hensigtsmæssigt at anvende allerede eksisterende mekanismer, forudsat at de nationale
FIU᾽er kan få hurtig og ufiltreret adgang til de oplysninger, de anmoder om. Medlemsstaterne bør overve-
je at tilføre sådanne mekanismer andre oplysninger, som anses for at være nødvendige og forholdsmæssi-
ge, for at sikre en mere effektiv begrænsning af risici vedrørende hvidvask af penge og finansiering af
terrorisme. Der bør sikres fuld fortrolighed med hensyn til anmodninger og de hermed forbundne oplys-
ninger af FIU᾽er og andre kompetente myndigheder, som ikke er ansvarlige for retsforfølgning.
(21) Af hensyn til privatlivets fred og beskyttelsen af personoplysninger bør det minimum af oplysninger,
der er nødvendige for at kunne gennemføre efterforskning af hvidvask af penge og finansiering af terro-
risme, lagres i centrale automatiske mekanismer for banker og betalingskonti, såsom registre eller syste-
mer for dataudtræk. Det bør være muligt for medlemsstaterne at fastsætte, hvilke data det er hensigtsmæs-
sigt og rimeligt at indsamle, under hensyntagen til de eksisterende systemer og retlige traditioner, der mu-
liggør en meningsfuld identifikation af de reelle ejere. Når medlemsstaterne gennemfører bestemmelser
vedrørende disse mekanismer, bør de fastsætte opbevaringsperioder svarende til perioden for opbevaring
af den dokumentation og de oplysninger, der er indhentet inden for rammerne af kundekendskabsproce-
durer. Det bør være muligt for medlemsstaterne at forlænge opbevaringsperioden ved lov, uden at dette
kræver, at der træffes afgørelse herom fra sag til sag. Opbevaringsperioden bør højst kunne forlænges
med yderligere fem år. Denne periode bør ikke berøre national ret, som fastsætter andre krav til datalag-
ring, og som tillader, at der træffes afgørelse herom fra sag til sag med henblik på at lette strafferetlige
eller administrative procedurer. Adgang til disse mekanismer bør kun gives, i det omfang det er nødven-
digt (»need-to-know«).
(22) Præcis identifikation og kontrol af oplysninger om fysiske og juridiske personer er afgørende for at
bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Den seneste teknologiske udvikling inden for
digitalisering af transaktioner og betalinger muliggør sikker fjernidentifikation eller elektronisk identifi-
kation. Der bør tages hensyn til disse identifikationsmidler, jf. Europa-Parlaments og Rådets forordning
(EU) nr. 910/20147), særlig med hensyn til anmeldte elektroniske identifikationsordninger og måder,
hvorpå der sikres grænseoverskridende retlig anerkendelse, og som indeholder værktøjer på højt niveau
samt fastsætter benchmarks, som identifikationsmetoderne på nationalt plan kan kontrolleres i forhold til.
Derudover kan der tages højde for andre sikre fjernidentifikationsprocesser eller elektroniske identifikati-
onsprocesser, som er reguleret, anerkendt, godkendt eller accepteret på nationalt plan af den kompetente
nationale myndighed. Hvor det er relevant, bør der ligeledes i identifikationsprocessen tages højde for an-
134
erkendelsen af elektroniske dokumenter og tillidstjenester som fastsat i forordning (EU) nr. 910/2014. Der
bør tages hensyn til princippet om teknologineutralitet ved anvendelsen af dette direktiv.
(23) Med henblik på at identificere politisk udsatte personer i Unionen bør medlemsstaterne udarbejde
lister, som angiver de specifikke funktioner, der i henhold til nationale love og administrative bestemmel-
ser udgør højerestående offentlige hverv. Medlemsstaterne bør anmode hver international organisation,
der er akkrediteret på deres område, om at udarbejde og ajourføre en liste over højerestående offentlige
hverv inden for den pågældende internationale organisation.
(24) Fremgangsmåden ved kontrol af eksisterende kunder inden for de nuværende rammer er risikobase-
ret. På grund af den højere risiko for hvidvask af penge, finansiering af terrorisme og tilknyttede underlig-
gende forbrydelser i forbindelse med visse mellemliggende strukturer gør denne fremgangsmåde det må-
ske ikke muligt at opdage og vurdere risici rettidigt. Derfor er det vigtigt at sikre, at visse klart angivne
kategorier af eksisterende kunder også overvåges regelmæssigt.
(25) Medlemsstaterne er på nuværende tidspunkt forpligtede til at sikre, at selskaber og andre juridiske
enheder, som er etableret på deres område, indhenter og opbevarer passende, nøjagtige og aktuelle oplys-
ninger om deres reelle ejerskab. Nøjagtige og opdaterede oplysninger om den reelle ejer er af afgørende
betydning for at kunne spore kriminelle, som ellers kan skjule deres identitet bag selskabsstrukturer. Det
globalt forbundne finansielle system gør det muligt at skjule midler og flytte dem rundt i verden, og den
mulighed har personer, der hvidvasker penge eller finansierer terrorisme, og andre kriminelle i stigende
grad benyttet sig af.
(26) Det bør afklares, hvilken specifik faktor der afgør, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for overvåg-
ningen og registreringen af oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer.
På grund af forskelle i medlemsstaternes retssystemer er visse truster og lignende juridiske arrangementer
ikke overvåget eller registreret nogetsteds i Unionen. Oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende
juridiske arrangementer bør registreres, hvor forvalterne af truster og personer, der varetager tilsvarende
stillinger i lignende juridiske arrangementer, har hjemsted, eller hvor de har bopæl. Med henblik på at
sikre effektiv overvågning og registrering af oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske
arrangementer er det også nødvendigt, at medlemsstaterne samarbejder med hinanden. En sammenkob-
ling af medlemsstaternes registre over reelle ejere af truster og lignende juridiske arrangementer vil gøre
disse oplysninger tilgængelige, og vil også sikre, at flere registreringer af den samme trust og det samme
lignende juridiske arrangement undgås i Unionen.
(27) De regler, der finder anvendelse på truster og lignende juridiske arrangementer for så vidt angår ad-
gang til oplysninger om deres reelle ejere, bør være sammenlignelige med de tilsvarende regler, der finder
anvendelse på selskaber og andre juridiske enheder. På grund af den brede vifte af typer af truster, som
findes i Unionen i dag, sammenholdt med en endnu større variation af lignende juridiske arrangementer,
bør afgørelsen om, hvorvidt en trust eller et lignende juridisk arrangement er sammenlignelig med selska-
ber og andre juridiske enheder eller ej, træffes af medlemsstaterne. Formålet med national ret til gennem-
førelse af disse bestemmelser bør være at forhindre anvendelsen af truster eller lignende juridiske arran-
gementer til hvidvask af penge, finansiering af terrorisme eller tilknyttede underliggende forbrydelser.
(28) Med hensyn til de forskellige karakteristika ved truster og lignende juridiske arrangementer bør med-
lemsstaterne være i stand til i henhold til national ret og i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne
at fastlægge graden af gennemsigtighed med hensyn til truster og lignende juridiske arrangementer, der
135
ikke er sammenlignelige med selskaber og andre juridiske enheder. De dermed forbundne risici for hvid-
vask af penge og finansiering af terrorisme kan variere afhængigt af de særlige karakteristika ved typen af
trusten eller det lignende juridiske arrangement, og forståelsen af disse risici kan udvikle sig over tid,
f.eks. som et resultat af de nationale og supranationale risikovurderinger. Medlemsstaterne bør derfor ha-
ve mulighed for at fastsætte bestemmelser om udvidet adgang til oplysninger om reelt ejerskab af truster
og lignende juridiske arrangementer, hvis sådan adgang udgør en nødvendig og forholdsmæssig foran-
staltning med det legitime mål at forebygge anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge
eller finansiering af terrorisme. Ved fastsættelsen af graden af gennemsigtighed for så vidt angår oplys-
ninger om det reelle ejerskab af sådanne truster eller lignende juridiske arrangementer bør medlemsstater-
ne tage behørigt hensyn til beskyttelsen af fysiske personers grundlæggende rettigheder, navnlig retten til
privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger. Adgang til oplysninger om det reelle ejerskab af tru-
ster og lignende juridiske arrangementer bør gives til enhver person, der kan godtgøre at have en legitim
interesse. Adgang bør også gives til enhver person, der indgiver en skriftlig anmodning i relation til en
trust eller et lignende juridisk arrangement, der råder over eller har bestemmende indflydelse i ethvert sel-
skab eller enhver anden juridisk enhed etableret uden for Unionen, gennem direkte eller indirekte ejer-
skab, herunder via beholdninger af ihændehaveraktier eller ved at udøve kontrol på anden vis. Kriterierne
og betingelserne for at imødekomme anmodninger om adgang til oplysninger om reelt ejerskab af truster
og lignende juridiske arrangementer bør være tilstrækkelig præcise og i overensstemmelse med målene
for dette direktiv. Det bør være muligt for medlemsstaterne at afvise en skriftlig anmodning, hvis der er
begrundet mistanke om, at den skriftlige anmodning ikke er i overensstemmelse med dette direktivs for-
mål.
(29) Med henblik på at sikre retssikkerhed og lige vilkår er det af afgørende betydning, at det klart fast-
sættes, hvilke juridiske arrangementer i hele Unionen der som følge af deres funktioner eller struktur bør
anses for at svare til truster. De enkelte medlemsstater bør derfor pålægges at identificere de truster, så-
fremt de er anerkendt efter national ret, og lignende juridiske arrangementer, der kan oprettes i henhold til
den pågældende medlemsstats nationale lovgivningsramme eller sædvane, og som har en struktur eller
funktion, der svarer til truster, såsom muligheden for at adskille eller afbryde det juridiske ejerskab fra det
reelle ejerskab af aktiver. Medlemsstaterne bør derefter underrette Kommissionen om de forskellige kate-
gorier og beskrivelser af karakteristika samt navnene på, og hvor det er relevant, retsgrundlaget for disse
truster og lignende juridiske arrangementer med henblik på offentliggørelse i Den Europæiske Unions Ti-
dende, således at det bliver muligt for andre medlemsstater at identificere disse. Der bør tages hensyn til,
at truster og lignende juridiske arrangementer kan have forskellige juridiske karakteristika i hele Unionen.
Når de særlige karakteristika ved en trust eller et lignende juridisk arrangement med hensyn til struktur
eller funktioner er sammenlignelige med de særlige karakteristika ved selskaber og andre juridiske enhe-
der, ville offentlig adgang til oplysninger om reelt ejerskab bidrage til at bekæmpe misbrug af truster og
lignende juridiske arrangementer på samme måde, som den offentlige adgang kan bidrage til at forebygge
misbrug af selskaber og andre juridiske enheder til hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.
(30) Offentlig adgang til oplysninger om reelt ejerskab giver civilsamfundet, herunder pressen eller civil-
samfundsorganisationer, bedre mulighed for at kontrollere oplysninger, og bidrager til at bevare tilliden til
integriteten i forretningstransaktioner og det finansielle system. En sådan adgang kan bidrage til at be-
kæmpe misbrug af selskaber og andre juridiske enheder og juridiske arrangementer til hvidvask af penge
eller finansiering af terrorisme, både ved at være til hjælp for efterforskningen og via indvirkningen på ry
og omdømme, idet enhver, der overvejer at indgå i transaktioner, kan få kendskab til de reelle ejere. En
sådan adgang fremmer også rettidig og effektiv tilgængelighed af oplysninger for finansieringsinstitutter
og myndigheder, herunder myndigheder i tredjelande, som er involveret i bekæmpelsen af sådanne lov-
136
overtrædelser. Adgangen til disse oplysninger ville også bidrage til efterforskninger om hvidvask af pen-
ge, tilknyttede underliggende forbrydelser og finansiering af terrorisme.
(31) Investorers og den brede offentligheds tillid til de finansielle markeder afhænger i vid udstrækning
af, om der findes præcise regler for offentliggørelse, som skaber gennemsigtighed vedrørende selskabers
reelle ejerskab og kontrolstrukturer. Det gælder i særlig grad i selskabsledelsessystemer, som er kendeteg-
nede ved koncentreret ejerskab, f.eks. det, der findes i Unionen. På den ene side kan store investorer med
betydelige stemme- og pengestrømsrettigheder virke befordrende for langsigtet vækst og virksomhedens
resultater. På den anden side kan reelle ejere, der takket være store stemmeandele har bestemmende ind-
flydelse, have et incitament til at aflede selskabsaktiver og udnytte muligheder for personlig vinding på
bekostning af minoritetsinvestorer. Den potentielle øgning af tilliden til de finansielle markeder bør be-
tragtes som en positiv bivirkning og ikke som selve formålet med at øge gennemsigtigheden, som er at
skabe et miljø, der er mindre tilbøjeligt til at blive anvendt til hvidvask af penge eller finansiering af terro-
risme.
(32) Investorers og den brede offentligheds tillid til de finansielle markeder afhænger i vid udstrækning
af, om der findes præcise regler for offentliggørelse, som skaber gennemsigtighed vedrørende selskabers
og andre juridiske enheders samt visse typer af trusters og lignende juridiske arrangementers reelle ejer-
skab og kontrolstrukturer. Medlemsstaterne bør derfor give adgang til oplysninger om reelt ejerskab på en
tilstrækkelig sammenhængende og koordineret måde gennem fastlæggelse af klare regler for offentlig ad-
gang, således at tredjeparter får mulighed for over alt i Unionen at fastslå, hvem der er de reelle ejere af
selskaber og andre juridiske enheder samt af visse typer truster og lignende juridiske arrangementer.
(33) Derfor bør medlemsstaterne sikre adgang til oplysninger om selskaber og andre juridiske enheders
reelle ejerskab på en tilstrækkelig sammenhængende og koordineret måde, gennem centrale registre over
oplysninger om reelt ejerskab, med opstilling af klare regler for offentlighedens adgang, således at tred-
jeparter over alt i Unionen er i stand til at fastslå, hvem der er de reelle ejere af selskaber og andre juridi-
ske enheder. Det er afgørende, at der også fastlægges en sammenhængende retlig ramme, der sikrer bedre
adgang til oplysninger om det reelle ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer, når de først
er blevet registreret i Unionen. De regler, der finder anvendelse på truster og lignende juridiske arrange-
menter for så vidt angår adgangen til oplysninger om deres reelle ejerskab, bør være sammenlignelige
med de tilsvarende regler, der finder anvendelse på selskaber og andre juridiske enheder.
(34) Under alle omstændigheder bør der såvel med hensyn til selskaber og andre juridiske enheder som
med hensyn til truster og lignende juridiske arrangementer tilstræbes en rimelig balance, navnlig mellem
på den ene side den generelle samfundsinteresse i forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af
terrorisme og på den anden side de registreredes grundlæggende rettigheder. De datasæt, der skal gøres
offentligt tilgængelige, bør være afgrænsede, klart og udtømmende definerede og af generel art, så den
potentielle skade for de reelle ejere minimeres. De oplysninger, der gøres offentligt tilgængelige, bør
samtidig ikke adskille sig markant fra de data, som i dag indsamles. Med henblik på at begrænse indgre-
bet i retten til respekt for privatlivet i almindelighed og til beskyttelse af personoplysninger i særdeleshed
bør de pågældende oplysninger primært vedrøre status for de reelle ejere af selskaber og andre juridiske
enheder og af truster og lignende juridiske arrangementer og bør udelukkende vedrøre det økonomiske
aktivitetsområde, hvor de reelle ejere er aktive. I tilfælde, hvor den øverste leder alene er blevet udpeget
som den reelle ejer ex officio, og ikke som følge af ejerandele eller udøvelse af kontrol ved hjælp af andre
midler, bør dette klart fremgå af registrene. Med hensyn til oplysninger om reelle ejere kan medlemssta-
terne fastsætte bestemmelser om, at oplysninger om statsborgerskab skal indgå i det centrale register,
137
navnlig for reelle ejere, der ikke har statsborgerskab i den pågældende medlemsstat. Med henblik på at
lette procedurerne, og eftersom langt størstedelen af de reelle ejere vil være statsborgere i den stat, som
fører det centrale register, kan medlemsstaterne antage, at den reelle ejer er statsborger i den pågældende
stat, medmindre andet er anført.
(35) Den øgede offentlige kontrol vil bidrage til at forebygge misbrug af juridiske enheder og juridiske
arrangementer, herunder skatteundgåelse. Derfor er det afgørende, at oplysninger om reelt ejerskab fortsat
er tilgængelige gennem de nationale registre og gennem registersammenkoblingssystemet i mindst fem år
efter, at grundene til registrering af oplysninger om det reelle ejerskab af trusten eller det lignende juridisk
arrangement er ophørt med at eksistere. Medlemsstaterne bør dog ved lov kunne fastsætte bestemmelser
om behandling af oplysninger om reelt ejerskab, herunder af personoplysninger, til andre formål, hvis en
sådan behandling opfylder et formål i samfundets interesse og udgør en i et demokratisk samfund nødven-
dig foranstaltning, der står i rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges.
(36) Desuden bør det være muligt for medlemsstaterne med henblik på en velafbalanceret og forholds-
mæssig tilgang og for at garantere retten til respekt for privatlivet og til beskyttelse af personoplysninger
under ekstraordinære omstændigheder at tillade undtagelser fra kravet om offentliggørelse gennem regi-
strene af oplysninger om reelt ejerskab og fra retten til adgang til sådanne oplysninger, hvis oplysningerne
ville udsætte den reelle ejer for en uforholdsmæssigt stor risiko for svig, bortførelse, pengeafpresning, an-
dre former for afpresning, chikane, vold eller intimidering. Medlemsstaterne bør også have mulighed for
at kræve onlineregistrering med henblik på at identificere enhver person, der anmoder om oplysninger fra
registret, samt betaling af et gebyr for at få adgang til oplysningerne i registret.
(37) Sammenkoblingen af medlemsstaternes centrale registre indeholdende oplysninger om reelt ejerskab
gennem den europæiske centrale platform, som er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2017/11328), nødvendiggør koordinering af nationale systemer med forskellige tekniske karakteri-
stika. Dette indebærer vedtagelse af tekniske foranstaltninger og specifikationer, der skal tage hensyn til
forskelle mellem registrene. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af nærværende direktiv
bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at behandle sådanne tekniske og operationelle
spørgsmål. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med undersøgelsesproceduren i artikel 5 i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/20119). Medlemsstaterne bør under alle omstændig-
heder inddrages i hele systemets funktion gennem en regelmæssig dialog mellem Kommissionen og med-
lemsstaternes repræsentanter om spørgsmålene vedrørende driften af systemet og videreudviklingen her-
af.
(38) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/67910) finder anvendelse på behandlingen af
personoplysninger i medfør af dette direktiv. Heraf følger, at fysiske personer, hvis personoplysninger op-
bevares i nationale registre som reelle ejere, bør oplyses herom. Desuden bør kun personoplysninger, som
er ajourførte og vedrører de reelle ejere, gøres tilgængelige, og de pågældende reelle ejere bør oplyses om
deres rettigheder i henhold til den gældende retlige EU-databeskyttelsesramme, jf. forordning (EU)
2016/679 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/68011), og om de procedurer, der finder
anvendelse for udøvelse af disse rettigheder. Medlemsstaterne kan med henblik på at forhindre misbrug af
oplysningerne i registrene og for at skabe ligevægt i forhold til reelle ejeres rettigheder desuden finde det
hensigtsmæssigt at overveje at stille oplysningerne vedrørende den anmodende person sammen med op-
lysninger om retsgrundlaget for vedkommendes anmodning til rådighed for den reelle ejer.
138
(39) I tilfælde af, at indberetninger vedrørende uoverensstemmelser fra FIU᾽er og kompetente myndighe-
der ville skade en igangværende efterforskning, bør FIU᾽erne eller de kompetente myndigheder udskyde
indberetningen af uoverensstemmelsen til det øjeblik, hvor årsagerne til den manglende indberetning op-
hører. FIU᾽erne og de kompetente myndigheder bør endvidere ikke indberette en eventuel uoverensstem-
melse, såfremt en sådan indberetning ville være i strid med en bestemmelse om fortrolighed i national ret
eller ville udgøre en overtrædelse af forbuddet mod »tipping off«.
(40) Dette direktiv berører ikke beskyttelsen af personoplysninger, som kompetente myndigheder behand-
ler i henhold til direktiv (EU) 2016/680.
(41) Adgang til oplysninger og definitionen af legitim interesse bør være reguleret af lovgivningen i den
medlemsstat, hvor forvalteren af en trust eller personen, der varetager en tilsvarende stilling i et lignende
juridisk arrangement, er etableret eller har bopæl. Hvis forvalteren af trusten eller personen med en tilsva-
rende stilling i et lignende juridisk arrangement ikke er etableret eller ikke har bopæl i en medlemsstat,
bør adgang til oplysninger og definitionen af legitim interesse være reguleret af lovgivningen i den med-
lemsstat, hvor oplysningerne om det reelle ejerskab af trusten eller af det lignende juridiske arrangement
er registreret i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv.
(42) Medlemsstaterne bør i national ret fastlægge en definition af legitim interesse, både som et generelt
begreb og som et kriterium for at få adgang til oplysninger om reelt ejerskab. Disse definitioner bør navn-
lig ikke begrænse begrebet legitim interesse til verserende administrative eller juridiske procedurer og
bør, hvor det er relevant, gøre det muligt at tage hensyn til det forebyggende arbejde på området for be-
kæmpelse af hvidvask af penge, finansiering af terrorisme og tilknyttede underliggende forbrydelser, der
gennemføres af NGO᾽er og undersøgende journalister. Når sammenkoblingen af medlemsstaternes regi-
stre over reelle ejere er gennemført, bør der bevilges såvel national som grænseoverskridende adgang til
hver medlemsstats register på grundlag af definitionen af legitim interesse i den medlemsstat, hvor oplys-
ningerne om det reelle ejerskab af trusten eller af det lignende juridiske arrangement er registreret i over-
ensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv, i overensstemmelse med en afgørelse truffet af de re-
levante myndigheder i den pågældende medlemsstat. I forhold til medlemsstaternes registre over reelt
ejerskab bør medlemsstaterne også have mulighed for at oprette klagemekanismer mod afgørelser, der be-
vilger eller nægter adgang til oplysninger om reelt ejerskab. Med henblik på at sikre ensartet og effektiv
registrering og udveksling af oplysninger bør medlemsstaterne sikre, at deres myndighed med ansvar for
registret over oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer samarbejder
med de tilsvarende myndigheder i de øvrige medlemsstater, herunder deler oplysninger vedrørende truster
og lignende juridiske arrangementer, der er reguleret af lovgivningen i en medlemsstat og forvaltet i en
anden medlemsstat.
(43) Grænseoverskridende korrespondentforbindelser med et respondentinstitut fra et tredjeland er karak-
teriseret ved deres igangværende, repetitive natur. Det følger heraf, at medlemsstaterne, samtidig med at
de kræver, at der vedtages skærpede kundekendskabsprocedurer i denne særlige sammenhæng, bør tage
hensyn til, at korrespondentforbindelser ikke omfatter enkeltstående transaktioner eller den blotte udveks-
ling af beskedfunktioner. I erkendelse af, at ikke alle grænseoverskridende tjenesteydelser fra korrespon-
dentbankforbindelser frembyder den samme grad af risiko for hvidvask af penge og finansiering af terro-
risme kan intensiteten af de i dette direktiv fastsatte foranstaltninger bestemmes ved at anvende princip-
perne om risikobaseret tilgang og foregriber ikke graden af risiko for hvidvask af penge og finansiering af
terrorisme, som er forbundet med det finansielle respondentinstitut.
139
(44) Det er vigtigt at sikre, at forpligtede enheder gennemfører reglerne om bekæmpelse af hvidvask af
penge og af finansiering af terrorisme korrekt. I den sammenhæng bør medlemsstaterne styrke den rolle,
som spilles af de offentlige myndigheder, der er udpeget som kompetente myndigheder med ansvar for at
bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, herunder FIU᾽erne, de myndigheder, der har til
opgave at efterforske eller retsforfølge hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og fi-
nansiering af terrorisme og at spore og beslaglægge eller indefryse og konfiskere kriminelle aktiver, myn-
digheder, der modtager rapporter om grænseoverskridende transport af valuta og ihændehaverpapirer,
samt myndigheder, der har ansvar for tilsyn eller overvågning med henblik på at sikre forpligtede enhe-
ders regeloverholdelse. Medlemsstaterne bør styrke den rolle, der spilles af andre relevante myndigheder,
herunder korruptionsbekæmpende myndigheder og skattemyndigheder.
(45) Medlemsstaterne bør sikre et effektivt og uvildigt tilsyn med alle forpligtede enheder, fortrinsvis
foretaget af offentlige myndigheder gennem en separat og uafhængig national regulerings- eller tilsyns-
myndighed.
(46) Kriminelle flytter uretmæssigt udbytte gennem talrige finansielle mellemmænd for at undgå at blive
opdaget, Det er derfor vigtigt at sætte finansierings- og kreditinstitutter i stand til ikke kun at udveksle
oplysninger mellem koncernmedlemmer, men også med andre kredit- og finansieringsinstitutter, under
behørig hensyntagen til de i national ret fastsatte databeskyttelsesregler.
(47) Kompetente myndigheder, der fører tilsyn med forpligtede enheders overholdelse af dette direktiv,
bør være i stand til at samarbejde og udveksle fortrolige oplysninger, uanset deres art eller status. Med
henblik herpå bør sådanne kompetente myndigheder have et tilstrækkeligt retsgrundlag for udveksling af
fortrolige oplysninger og samarbejde mellem de kompetente tilsynsmyndigheder for bekæmpelse af hvid-
vask af penge og finansiering af terrorisme, og de finansielle tilsynsmyndigheder bør ikke utilsigtet hæm-
mes af juridisk usikkerhed, der kan skyldes manglen på udtrykkelige bestemmelser på området. Overvåg-
ningen af den effektive gennemførelse af koncernpolitik om bekæmpelse af hvidvask af penge og finan-
siering af terrorisme bør ske i overensstemmelse med de principper og retningslinjer om konsolideret til-
syn, som er fastsat i den relevante europæiske sektorspecifikke lovgivning.
(48) Udveksling af oplysninger og levering af bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder
er af afgørende betydning med henblik på dette direktiv. Medlemsstaterne bør følgelig ikke forbyde eller
opstille urimelige eller unødigt restriktive betingelser for denne udveksling af oplysninger og levering af
bistand.
(49) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissi-
onen om forklarende dokumenter12) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget,
at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer
forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumen-
ter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.
(50) Målet for dette direktiv, nemlig at beskytte det finansielle system ved at forebygge, opdage og efter-
forske hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlems-
staterne, da individuelle foranstaltninger vedtaget af medlemsstaterne til beskyttelse af deres finansielle
systemer kan være uforenelige med det indre markeds funktion og med retsstatens og Unionens funda-
mentale retsgrundsætninger, men kan på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på EU-
plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel
140
5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte
artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
(51) Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«), navnlig retten til respekt for pri-
vatliv og familieliv (chartrets artikel 7), retten til beskyttelse af personoplysninger (chartrets artikel 8) og
friheden til at oprette og drive egen virksomhed (chartrets artikel 16).
(52) Ved udarbejdelsen af en rapport, der evaluerer gennemførelsen af dette direktiv, bør Kommissionen
tage behørigt hensyn til overholdelsen af de grundlæggende rettigheder og principper, som anerkendes i
chartret.
(53) På grund af behovet for straks at gennemføre foranstaltninger, som er vedtaget med henblik på at
styrke Unionens regler for forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og for at op-
fylde det tilsagn, som medlemsstaterne har givet, om hurtigt at gennemføre direktiv (EU) 2015/849, bør
ændringerne af direktiv (EU) 2015/849 gennemføres i national ret senest den 10. januar 2020. Medlems-
staterne bør oprette registre over det reelle ejerskab af selskaber og andre juridiske enheder senest den 10.
januar 2020 og for så vidt angår truster og lignende juridiske arrangementer senest den 10. marts 2020.
Centrale registre bør sammenkobles gennem den europæiske centrale platform senest den 10. marts 2021.
Medlemsstaterne bør oprette centrale automatiske mekanismer, som muliggør identifikation af indehavere
af bank- og betalingskonti og deponeringsbokse, senest den 10. september 2020.
(54) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel
28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/200113) og afgav en udtalelse den 2.
februar 201714).
(55) Direktiv (EU) 2015/849 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
Artikel 1
Ændringer af direktiv (EU) 2015/849
Direktiv (EU) 2015/849 ændres således:
1) Artikel 2, stk. 1, nr. 3), ændres således:
a) Litra a) affattes således:
»a) revisorer, eksterne regnskabssagkyndige og skatterådgivere, og enhver anden per-
son, der forpligter sig til at yde, enten direkte eller ved hjælp af andre personer,
som denne anden person har tilknytning til, materiel hjælp, bistand eller rådgiv-
ning om skatteanliggender som vigtigste forretnings- eller erhvervsmæssige virk-
somhed«
b) Litra d) affattes således:
141
»d) ejendomsmæglere, herunder når de optræder som mellemmænd i forbindelse med
udlejning af fast ejendom, men kun i relation til transaktioner, for hvilke den må-
nedlige leje beløber sig til 10 000 EUR eller derover«
c) Følgende litraer tilføjes:
»g) udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer
h) udbydere af virtuelle tegnebøger
i) personer, som handler med eller formidler handel med kunstværker, herunder når
dette foretages af kunstgallerier og auktionshuse, hvor værdien af transaktionen
eller af en række indbyrdes forbundne transaktioner beløber sig til 10 000 EUR
eller derover
j) personer, som opbevarer, handler med eller formidler handel med kunstværker,
herunder når dette foretages af freeports, hvor værdien af transaktionen eller af en
række indbyrdes forbundne transaktioner beløber sig til 10 000 EUR eller dero-
ver.«
2) I artikel 3 foretages følgende ændringer:
a) I nr. 4) foretages følgende ændringer:
i) Litra a) affattes således:
»a) terrorhandlinger, lovovertrædelser med forbindelse til en terrorgruppe og lov-
overtrædelser med forbindelse til terroraktiviteter som fastsat i afsnit II og III
i direktiv (EU) 2017/541 (*1)
(*1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 af 15. marts 2017 om bekæmpelse af terrorisme og om erstat-
ning af Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA og ændring af Rådets afgørelse 2005/671/RIA (EUT L 88 af 31.3.2017, s.
6).«"
ii) Litra c) affattes således:
»c) handlinger udført af kriminelle organisationer som defineret i artikel 1, nr. 1),
i Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA (*2)
(*2) Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA af 24. oktober 2008 om bekæmpelse af organiseret kriminalitet (EUT L 300 af
11.11.2008, s. 42).«"
b) Nr. 6), litra b), affattes således:
»b) For truster — alle følgende personer:
i) stifteren eller stifterne
ii) forvalteren eller forvalterne (trustee(s))
iii) protektoren eller protektorerne, hvis der findes sådanne
iv) begunstigede eller, såfremt de enkeltpersoner, der nyder godt af det juridiske
arrangement eller den juridiske enhed, endnu ikke kendes, den gruppe perso-
ner, i hvis hovedinteresse det juridiske arrangement eller den juridiske enhed
er oprettet eller fungerer
v) enhver anden fysisk person, der i sidste ende udøver kontrol over trusten gen-
nem direkte eller indirekte ejerskab eller ved hjælp af andre midler«
c) Nr. 16) affattes således:
»16) »elektroniske penge«: elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i direk-
tiv 2009/110/EF, bortset fra pengeværdi som omhandlet i nævnte direktivs artikel
1, stk. 4 og 5«
d) Følgende numre tilføjes:
142
»18) »virtuelle valutaer«: et digitalt udtryk for værdi, som ikke er udstedt eller garan-
teret af en centralbank eller en offentlig myndighed, ikke nødvendigvis er bundet
til en lovligt oprettet valuta og ikke har samme retlige status som valuta eller pen-
ge, men som accepteres af fysiske eller juridiske personer som vekslingsmiddel,
og som kan overføres, lagres og handles elektronisk
19) »udbydere af virtuelle tegnebøger«: en enhed, som leverer tjenester til at be-
skytte private kryptografiske nøgler på vegne af dens kunder med henblik på at
opbevare, lagre og overføre virtuelle valutaer.«
3) I artikel 6 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 2, litra b) og c), affattes således:
»b) de risici, der er forbundet med hver enkelt relevant sektor, herunder, hvor sådanne
er til rådighed, estimater fra Eurostat over, hvor store pengebeløb, der hvidvaskes
i hver af disse sektorer
c) de mest udbredte metoder anvendt af kriminelle til at hvidvaske uretmæssigt ud-
bytte, herunder, hvor oplysninger herom er til rådighed, de metoder, der anvendes
ved transaktioner mellem medlemsstater og tredjelande, uafhængigt af om et tred-
jeland er identificeret som værende et højrisikotredjeland i medfør af artikel 9, stk.
2.«
b) Stk. 3 affattes således:
»3. Kommissionen stiller den i stk. 1 omhandlede rapport til rådighed for medlemssta-
terne og de forpligtede enheder for at hjælpe dem med at identificere, forstå, styre og
begrænse risikoen for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og for at gøre det
muligt for andre interessenter, herunder de nationale lovgivere, Europa-Parlamentet, de
europæiske tilsynsmyndigheder (ESA᾽erne) og repræsentanter for FIU᾽er at få bedre
indsigt i risiciene. Rapporterne offentliggøres senest seks måneder efter at være blevet
gjort tilgængelige for medlemsstaterne, undtagen de dele af rapporterne, der indeholder
klassificerede oplysninger.«
4) I artikel 7 foretages følgende ændringer:
a) I stk. 4 tilføjes følgende litraer:
»f) rapportere om den institutionelle struktur og de overordnede procedurer i deres
ordning til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, herun-
der bl.a. FIU᾽en, skattemyndigheder og anklagemyndigheder, såvel som de tildelte
menneskelige og finansielle ressourcer i det omfang der foreligge oplysninger her-
om
g) rapportere om nationale indsatser og ressourcer (arbejdskraft og budget) afsat til
bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme«
b) »5. Medlemsstaterne stiller resultaterne af deres risikovurderinger sammen med opdate-
ringerne heraf til rådighed for Kommissionen, ESA᾽erne og de øvrige medlemsstater.
Andre medlemsstater kan give yderligere relevante oplysninger, hvor det er hensigts-
mæssigt, til den medlemsstat, der foretager risikovurderingen. Et resumé af vurderingen
gøres offentligt tilgængeligt. Dette resumé må ikke indeholde klassificerede oplysnin-
ger.«
5) I artikel 9 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 2 affattes således:
143
»2. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i henhold til ar-
tikel 64 med henblik på at identificere højrisikotredjelande, idet der tages hensyn til stra-
tegiske mangler, navnlig hvad angår følgende områder:
a) tredjelandets retlige og institutionelle rammer for bekæmpelse af hvidvask af pen-
ge og finansiering af terrorisme, navnlig:
i) kriminalisering af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme
ii) kundekendskabsprocedurer
iii) krav om opbevaring af registreringer
iv) krav om indberetning af mistænkelige transaktioner
v) kompetente myndigheders adgang til nøjagtige og rettidige oplysninger om
det reelle ejerskab for juridiske personer og juridiske arrangementer
b) tredjelandets kompetente myndigheders beføjelser og procedurer med henblik på
bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, herunder passende
effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner, såvel som tredjelandets
praksis med hensyn til at samarbejde og udveksle oplysninger med de kompetente
myndigheder i medlemsstaterne
c) effektiviteten af tredjelandets ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og fi-
nansiering af terrorisme med hensyn til at imødegå risiciene for hvidvask af penge
og finansiering af terrorisme.«
b) Stk. 4 affattes således:
»4. Kommissionen tager i forbindelse med udarbejdelsen af de delegerede retsakter, der
er omhandlet i stk. 2, hvor dette er hensigtsmæssigt, hensyn til relevante evalueringer,
vurderinger eller rapporter, der er udarbejdet af internationale organisationer og stan-
dardsættere med kompetencer inden for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansie-
ring af terrorisme.«
6) Artikel 10, stk. 1, affattes således:
»1. Medlemsstaterne forbyder deres kreditinstitutter og finansieringsinstitutter at have anony-
me konti, anonyme bankbøger eller anonyme deponeringsbokse. Medlemsstaterne skal i alle
tilfælde kræve, at ejerne af bestående anonyme konti, anonyme bankbøger eller anonyme de-
poneringsbokse og modtagerne underkastes kundekendskabsprocedurer senest den 10. januar
2019 og under alle omstændigheder inden nogen form for anvendelse af kontiene, bankbøger-
ne eller deponeringsboksene.«
7) I artikel 12 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 1 ændres således:
i) I første afsnit, affattes litra a) og b) således:
»a) betalingsinstrumentet er ikke genopfyldeligt eller har en maksimal månedlig
betalingstransaktionsgrænse på 150 EUR, som udelukkende kan anvendes i
den ene medlemsstat
b) det maksimale elektronisk lagrede beløb overstiger ikke 150 EUR.«
ii) Andet afsnit udgår
b) Stk. 2 affattes således:
»2. Medlemsstaterne sikrer, at undtagelsen fastsat i nærværende artikels stk. 1 ikke fin-
der anvendelse i tilfælde af kontantindløsning eller kontanthævning af pengeværdien af
elektroniske penge, hvis det indløste beløb overstiger 50 EUR, eller i tilfælde af fjernbe-
144
talingstransaktioner som defineret i artikel 4, nr. 6), i Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv (EU) 2015/2366 (*3), hvor det beløb, der betales, overstiger 50 EUR pr. transak-
tion.
(*3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og
om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv
2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).«"
c) Følgende stykke indsættes:
»3. Medlemsstaterne sikrer, at kreditinstitutter og finansieringsinstitutter, der handler
som erhververe, alene accepterer betalinger foretaget med anonyme forudbetalte kort
udstedt i tredjelande, hvis kortene opfylder betingelser svarende til betingelserne i stk. 1
og 2.
Medlemsstaterne kan beslutte ikke at acceptere betalinger foretaget ved brug af anony-
me forudbetalte kort på deres område.«
8) Artikel 13, stk. 1, ændres således:
a) Litra a) affattes således:
»a) identifikation af kunden og kontrol af kundens identitet på grundlag af dokumen-
ter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde, herunder
elektroniske identifikationsmidler, relevante tillidstjenester, jf. Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 (*4), eller enhver anden sikker form
for fjernidentifikationsproces eller elektronisk identifikationsproces, der er regule-
ret, anerkendt, godkendt eller accepteret af de relevante nationale myndigheder.
(*4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester
til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT L 257 af 28.8.2014, s.
73).«"
b) I slutningen af litra b) tilføjes følgende punktum:
»Hvis den reelle ejer identificeres som den øverste leder som omhandlet i artikel 3, stk.
6, litra a), nr. ii), skal de forpligtede enheder træffe de nødvendige rimelige foranstalt-
ninger for at kontrollere identiteten af den fysiske person, der varetager stillingen som
den øverste leder, og føre registre over de iværksatte foranstaltninger og over eventuelle
opståede vanskeligheder under udførelsen af kontrollen.«
9) I artikel 14 foretages følgende ændringer:
a) I stk. 1 tilføjes følgende punktum:
»Når der etableres en ny forretningsforbindelse med et koncernselskab eller en anden ju-
ridisk enhed, eller en trust eller et juridisk arrangement, der har strukturer eller funktio-
ner, der ligner truster, (»lignende juridisk arrangement«), som er genstand for registre-
ring af oplysninger om reelt ejerskab i henhold til artikel 30 eller 31, indhenter de for-
pligtede enheder et registreringsbevis eller et ekstrakt af oplysningerne i registret.«
b) Stk. 5 affattes således:
»5. Medlemsstaterne pålægger forpligtede enheder at gennemføre kundekendskabspro-
cedurer, ikke blot over for alle nye kunder, men også over for eksisterende kunder på
passende tidspunkter på et risikobaseret grundlag, eller når en kundes relevante omstæn-
digheder ændrer sig, eller når den forpligtede enhed i løbet af det relevante kalenderår er
145
juridisk forpligtet til at kontakte kunden med henblik på at undersøge enhver relevant
oplysning vedrørende den eller de reelle ejere, eller hvis den forpligtede enhed har haft
en sådan forpligtelse i henhold til Rådets direktiv 2011/16/EU (*5).
(*5) Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på
beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (EUT L 64 af 11.3.2011,
s. 1).«"
10) I artikel 18 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 1, første afsnit, affattes således:
»Medlemsstaterne pålægger forpligtede enheder at gennemføre skærpede kundekend-
skabsprocedurer i de situationer, der er omhandlet i artikel 18a-24, og i andre højrisiko-
tilfælde, som medlemsstaterne eller forpligtede enheder har identificeret, med det formål
at styre og begrænse de pågældende risici på en passende måde.«
b) Stk. 2 affattes således:
»2. Medlemsstaterne kræver, at forpligtede enheder, i det omfang det med rimelighed er
muligt, undersøger baggrunden for og formålet med alle transaktioner, der opfylder
mindst én af følgende betingelser:
i) de er komplekse
ii) de er usædvanligt store
iii) de foretages i et usædvanligt mønster
iv) de har intet åbenbart økonomisk eller lovligt formål.
De forpligtede enheder skal navnlig udvide overvågningen af forretningsforbindelsen,
både med hensyn til art og omfang, med det formål at afgøre, om transaktionerne eller
aktiviteterne forekommer mistænkelige.«
11) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 18a
1. Ved forretningsforbindelser eller transaktioner, der involverer højrisikotredjelande identifi-
ceret i henhold til artikel 9, stk. 2, kræver medlemsstaterne, at forpligtede enheder anvender
følgende skærpede kundekendskabsprocedurer:
a) indhente yderligere oplysninger om kunden og de(n) reelle ejer(e)
b) indhente yderligere oplysninger om forretningsforbindelsens tilsigtede karakter
c) indhente oplysninger om midlernes oprindelse og kilden til kundens og den reelle ejers
formue
d) indhente oplysninger om årsagerne til de ønskede eller udførte transaktioner
e) indhente den øverste ledelses godkendelse ved etablering eller fortsættelse af forret-
ningsforbindelser
f) gennemføre skærpet overvågning af forretningsforbindelsen ved at øge antallet og hyp-
pigheden af kontroller og ved at udvælge transaktionsmønstre, der kræver nøjere under-
søgelse.
Medlemsstaterne kan kræve, at forpligtede enheder, når det er relevant, sikrer, at første beta-
ling foretages gennem en konto i kundens navn i et kreditinstitut, der er underlagt krav om
kundekendskabsstandarder, der ikke er mindre omfangsrige end dem, der er fastsat i dette di-
rektiv.
146
2. Udover de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, og i overensstemmelse med Unionens
internationale forpligtelser pålægger medlemsstaterne, hvor det er muligt, forpligtede enheder
at gennemføre en eller flere supplerende afhjælpende foranstaltninger i forbindelse med fysi-
ske personer eller juridiske enheder, der gennemfører transaktioner, som involverer højrisiko-
tredjelande identificeret i henhold til artikel 9, stk. 2. Disse foranstaltninger skal bestå i en el-
ler flere af følgende:
a) anvendelse af supplerende elementer af skærpede kundekendskabsprocedurer
b) indførelse af relevante skærpede indberetningsmekanismer eller systematisk indberet-
ning af finansielle transaktioner
c) begrænsning af forretningsforbindelser eller transaktioner med fysiske personer eller ju-
ridiske enheder fra de tredjelande, der er identificeret som højrisikolande i henhold til
artikel 9, stk. 2.
3. Udover de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, og i overensstemmelse med Unionens
internationale forpligtelser anvender medlemsstaterne, hvor det er muligt, en eller flere af føl-
gende foranstaltninger i forhold til højrisikotredjelande identificeret i henhold til artikel 9, stk.
2:
a) afvise etablering af datterselskaber, filialer eller repræsentationskontorer af forpligtede
enheder fra det pågældende land eller på anden måde tage højde for, at den relevante
forpligtede enhed er fra et land, der ikke har tilstrækkelige ordninger til bekæmpelse af
hvidvask af penge og finansiering af terrorisme
b) forbyde forpligtede enheder at etablere filialer eller repræsentationskontorer i det pågæl-
dende land eller på anden måde tage højde for, at den pågældende filial eller det pågæl-
dende repræsentationskontor ville komme til at ligge i et land, der ikke har tilstrækkeli-
ge ordninger til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme
c) kræve øget tilsyn eller stille øgede krav om ekstern revision for forpligtede enheders fi-
lialer og datterselskaber, der er beliggende i det pågældende land
d) stille skærpede krav til ekstern revision af finansielle koncerner vedrørende alle deres
filialer og datterselskaber, der er beliggende i det pågældende land
e) påbyde kredit- og finansieringsinstitutter at undersøge og ændre eller om nødvendigt
bringe korrespondentforbindelser med respondentinstitutter i det pågældende land til op-
hør.
4. Medlemsstaterne tager i forbindelse med vedtagelsen eller anvendelsen af de foranstaltnin-
ger, der er omhandlet i stk. 2 og 3, hvor dette er hensigtsmæssigt, hensyn til relevante evalue-
ringer, vurderinger eller rapporter, der er udarbejdet af internationale organisationer og stan-
dardsættere med kompetencer inden for forebyggelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af
finansiering af terrorisme, for så vidt angår de risici, som individuelle tredjelande udgør.
5. Medlemsstaterne underretter Kommissionen, inden de gennemfører eller anvender de foran-
staltninger, der er omhandlet i stk. 2 og 3.«
12) I artikel 19, affattes indledningen således:
»Ved grænseoverskridende korrespondentforbindelser, der involverer gennemførelse af beta-
linger med et respondentinstitut fra et tredjeland, pålægger medlemsstaterne ud over de i arti-
kel 13 fastsatte kundekendskabsprocedurer deres kreditinstitutter og finansieringsinstitutter i
forbindelse med etablering af en forretningsforbindelse at:«
13) Følgende artikel indsættes:
147
»Artikel 20a
1. Hver medlemsstat udarbejder og ajourfører en liste, som angiver de nøjagtige funktioner,
der i henhold til nationale love og administrative bestemmelser udgør højerestående offentlige
hverv, jf. artikel 3, nr. 9). Medlemsstaterne anmoder en international organisation, der er ak-
krediteret på deres område, om at udarbejde og ajourføre en liste over højerestående offentlige
hverv inden for den pågældende internationale organisation, jf. artikel 3, nr. 9). Disse lister
fremsendes til Kommissionen og kan offentliggøres.
2. Kommissionen udarbejder og ajourfører listen over de nøjagtige funktioner, der udgør et
højerestående offentligt hverv inden for rammerne af Unionens institutioner og organer. Den-
ne liste skal også omfatte enhver funktion, der kan gives til repræsentanter for tredjelande, og
for internationale organisationer, der er godkendt på EU-plan.
3. Kommissionen sammensætter på grundlag af de lister, der er omhandlet i stk. 1 og 2 i denne
artikel, én enkelt liste over alle højerestående offentlige hverv, jf. artikel 3, nr. 9). Denne sam-
lede liste offentliggøres.
4. Funktioner, der er opført på den i nærværende artikels stk. 3 omhandlede liste, skal behand-
les i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i artikel 41, stk. 2.«
14) Artikel 27, stk. 2, affattes således:
»2. Medlemsstaterne sikrer, at forpligtede enheder, som kunden henvises til, træffer passende
foranstaltninger til at sikre, at tredjemand omgående efter anmodning fremsender relevante
kopier af identifikations- og kontroloplysninger, herunder, hvor det er muligt, data indhentet
ved hjælp af elektroniske identifikationsmidler, relevante tillidstjenester som fastsat i forord-
ning (EU) nr. 910/2014, eller enhver sikker form for fjernidentifikationsproces eller elektro-
nisk identifikationsproces, der er reguleret, anerkendt, godkendt eller accepteret af de relevan-
te nationale myndigheder.«
15) I artikel 30 foretages følgende ændringer:
a) I stk. 1 foretages følgende ændringer:
i) Første afsnit affattes således:
»Medlemsstaterne sikrer, at selskaber og andre juridiske enheder etableret på deres
område pålægges at indhente og opbevare passende, nøjagtige og aktuelle oplysnin-
ger om deres reelle ejerskab, herunder oplysninger om den reelle ejers rettigheder.
Medlemsstaterne sikrer, at overtrædelser af denne artikel er underlagt effektive,
forholdsmæssige og afskrækkende foranstaltninger eller sanktioner.«
ii) Følgende afsnit tilføjes:
»Medlemsstaterne kræver, at de reelle ejere af selskaber eller andre juridiske enhe-
der, herunder via aktier, stemmerettigheder, ejerandele, ihændehaveraktier eller ved
at udøve kontrol på anden vis, forsyner disse enheder med alle de oplysninger, som
er nødvendige for, at selskabet eller den anden juridiske enhed kan opfylde de i
første afsnit nævnte krav.«
b) Stk. 4 affattes således:
148
»4. Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der opbevares i det centrale register som
omhandlet i stk. 3 er passende, nøjagtige og aktuelle, og indfører mekanismer med hen-
blik herpå. Sådanne mekanismer skal omfatte krav om, at de forpligtede enheder og,
hvor det er relevant og ikke griber unødigt ind i deres funktioner, at de kompetente myn-
digheder skal indberette eventuelle uoverensstemmelser, som de finder mellem oplys-
ningerne om reelt ejerskab i de centrale registre og de oplysninger om reelt ejerskab,
som er tilgængelige for dem. I tilfælde af at der er indberettet uoverensstemmelser sikrer
medlemsstaterne, at der træffes de nødvendige foranstaltninger til at løse uoverensstem-
melserne i tide og, såfremt det er hensigtsmæssigt, at der i mellemtiden indføres en spe-
cifik henvisning herom i det centrale register.«
c) Stk. 5 affattes således:
»5. Medlemsstaterne sikrer, at oplysningerne om reelt ejerskab i alle tilfælde er tilgæn-
gelige for:
a) kompetente myndigheder og FIU᾽er uden nogen begrænsninger
b) forpligtede enheder inden for rammerne af kundekendskabsprocedurer i overens-
stemmelse med kapitel II
c) ethvert medlem af offentligheden.
De personer, der er omhandlet i litra c), skal mindst have adgang til den reelle ejers
navn, fødselsmåned og -år, bopælsland og statsborgerskab, samt art og omfang af den
reelle ejers rettigheder.
Medlemsstaterne kan under betingelser, som skal fastsættes i national ret, give adgang
til supplerende oplysninger, der tillader identifikation af den reelle ejer. Disse supple-
rende oplysninger skal som minimum omfatte fødselsdato eller kontaktoplysninger, i
overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne.«
d) Følgende stykke indsættes:
»5a. Medlemsstaterne kan vælge at stille oplysningerne i deres nationale registre, jf. stk.
3, til rådighed på betingelse af onlineregistrering og betaling af et gebyr, som ikke må
overstige de administrative omkostninger, som er forbundet med at stille oplysningerne
til rådighed, herunder omkostninger til vedligeholdelsen og videreudviklingen af regis-
tret.«
e) Stk. 6 affattes således:
»6. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder og FIU᾽erne har rettidig og
uhindret adgang til alle oplysninger, der opbevares i det centrale register, der er om-
handlet i stk. 3, uden at den berørte enhed varsles. Medlemsstaterne giver også forpligte-
de enheder rettidig adgang, når de gennemfører kundekendskabsprocedurer i overens-
stemmelse med kapitel II.
De kompetente myndigheder, som får adgang til det centrale register, der er omhandlet i
stk. 3, er de offentlige myndigheder, som er udpeget som ansvarlige for at bekæmpe
hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, samt skattemyndigheder, myndigheder,
som fører tilsyn med forpligtede enheder, og myndigheder, som har til opgave at efter-
forske eller retsforfølge hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og fi-
149
nansiering af terrorisme samt sporing og beslaglæggelse eller indefrysning og konfiska-
tion af kriminelle aktiver.«
f) Stk. 7 affattes således:
»7. Medlemsstaterne sikrer, at kompetente myndigheder og FIU᾽er rettidigt kan give de
oplysninger, der er omhandlet i stk. 1 og 3, til andre medlemsstaters kompetente myn-
digheder og FIU᾽er vederlagsfrit.«
g) Stk. 9 og 10 affattes således:
»9. I ekstraordinære situationer, som fastsættes i national ret, hvor den adgang, der er
omhandlet i stk. 5, første afsnit, litra b) og c), ville udsætte den reelle ejer for uforholds-
mæssig stor risiko, risiko for svig, bortførelse, pengeafpresning eller andre former for
afpresning, chikane, vold eller intimidering, eller hvis den reelle ejer er mindreårig eller
på anden måde juridisk umyndig, kan medlemsstaterne i det enkelte tilfælde indrømme
en undtagelse til en sådan adgang til alle eller dele af oplysningerne om det reelle ejer-
skab. Medlemsstaterne sikrer, at sådanne undtagelser indrømmes efter en grundig vurde-
ring af situationens ekstraordinære beskaffenhed. Retten til en administrativ fornyet
gennemgang af afgørelsen om undtagelse og til en effektiv domstolsprøvelse skal garan-
teres. En medlemsstat, som har indrømmet undtagelser, offentliggør årlige statistiske da-
ta over antallet af indrømmede undtagelser sammen med begrundelserne herfor og ind-
beretter dataene til Kommissionen.
Undtagelser, der indrømmes i medfør af dette stykkes første afsnit, finder ikke anven-
delse på kreditinstitutter og finansieringsinstitutter, eller på de forpligtede enheder, der
er omhandlet i artikel 2, stk. 1, nr. 3), litra b), som er offentligt ansatte.
10. Medlemsstaterne sikrer, at de centrale registre, som er omhandlet i stk. 3, sammen-
kobles via den europæiske centrale platform, der er oprettet ved artikel 22, stk. 1, i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 (*6). Sammenkoblingen af med-
lemsstaternes centrale registre via platformen foretages efter de tekniske specifikationer
og procedurer, der er fastsat ved de gennemførelsesretsakter, som Kommissionen har
vedtaget i henhold til artikel 24 i direktiv (EU) 2017/1132 og til nærværende direktivs
artikel 31a.
Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, er tilgængelige gen-
nem det registersammenkoblingssystem, der er oprettet ved artikel 22, stk. 1, i direktiv
(EU) 2017/1132, i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale lovgivning til
gennemførelse af nærværende artikels stk. 5, 5a og 6.
De i stk. 1 omhandlede oplysninger skal være tilgængelige gennem de nationale registre
og gennem registersammenkoblingssystemet i mindst fem år og højst ti år efter, at sel-
skabet eller den anden juridiske enhed er blevet slettet fra registret. Medlemsstaterne
samarbejder indbyrdes og med Kommissionen om at gennemføre de forskellige typer af
adgang i henhold til denne artikel.
150
(*6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 af 14. juni 2017 om visse
aspekter af selskabsretten (EUT L 169 af 30.6.2017, s. 46).«"
16) Artikel 31 ændres således:
a) Stk. 1 affattes således:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at denne artikel finder anvendelse på truster og andre typer
juridiske arrangementer, såsom bl.a. fiducia, visse Treuhand-typer eller fideikommis,
når sådanne arrangementer har en struktur og funktion, der svarer til truster. Medlems-
staterne fastlægger de karakteristika, som er bestemmende for, hvornår juridiske arran-
gementer har en struktur og funktion, der svarer til truster, for så vidt angår sådanne ju-
ridiske arrangementer, som er reguleret af deres lovgivning.
Hver medlemsstat stiller krav om, at forvaltere af viljesbestemte truster, der forvaltes i
den pågældende medlemsstat, indhenter og opbevarer passende, nøjagtige og ajourførte
oplysninger om reelt ejerskab vedrørende trusten. Oplysningerne skal omfatte identite-
ten af:
a) stifteren eller stifterne
b) forvalteren eller forvalterne (trustee(s))
c) protektoren eller protektorerne (hvis en sådan eller sådanne findes)
d) de begunstigede eller gruppen af begunstigede
e) enhver anden fysisk person, som udøver reel kontrol over trusten.
Medlemsstaterne sikrer, at overtrædelser af denne artikel er underlagt effektive, for-
holdsmæssige og afskrækkende foranstaltninger eller sanktioner.«
b) Stk. 2 affattes således:
»2. Medlemsstaterne sikrer, at forvaltere af truster eller personer, der varetager tilsva-
rende stillinger i lignende juridiske arrangementer som dem, der er omhandlet i nærvæ-
rende artikels stk. 1, underretter forpligtede enheder om deres status og rettidigt giver de
oplysninger, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, når de i deres egenskab af
forvaltere eller personer, der varetager tilsvarende stillinger i lignende juridiske arrange-
menter, etablerer forretningsforbindelser eller udfører lejlighedsvise transaktioner, som
overstiger de tærskler, der er fastsat i artikel 11, litra b), c) og d).«
c) Følgende stykke indsættes:
»3a. Den enkelte medlemsstat stiller krav om, at oplysninger om reelt ejerskab af viljes-
bestemte truster og lignende juridiske arrangementer som omhandlet i stk. 1 skal opbe-
vares i et centralt register over reelle ejere, som oprettes af den medlemsstat, hvor for-
valteren af trusten eller personen, der varetager en tilsvarende stilling i et lignende juri-
diske arrangement, er etableret eller har bopæl.
Hvis etableringsstedet eller bopælen for forvalteren af trusten eller personen, der vareta-
ger en tilsvarende stilling i et lignende juridiske arrangement, er uden for Unionen, skal
de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, opbevares i et centralt register, som oprettes af
den medlemsstat, hvor forvalteren af trusten eller personen, der varetager en tilsvarende
stilling i et lignende juridisk arrangement, indgår en forretningsforbindelse eller erhver-
ver fast ejendom i trustens eller det lignende juridiske arrangements navn.
151
Hvis forvalteren af en trust eller personerne, der varetager tilsvarende stillinger i et lig-
nende juridisk arrangement, er etableret eller har bopæl i forskellige medlemsstater, el-
ler hvis forvalteren af en trust eller personen, der varetager en tilsvarende stilling i et
lignende juridisk arrangement, indgår flere forretningsforbindelser i trustens eller det
lignende juridiske arrangements navn i forskellige medlemsstater, kan et registrerings-
bevis eller et ekstrakt af oplysningerne om reelt ejerskab i et register, som føres af en
medlemsstat, anses for at være tilstrækkelig til at opfylde registreringsforpligtelsen.«
d) Stk. 4 affattes således:
»4. Medlemsstaterne sikrer, at oplysningerne om reelt ejerskab af en trust eller et lignen-
de juridisk arrangement i ethvert tilfælde er tilgængelige for:
a) kompetente myndigheder og FIU᾽er uden nogen begrænsninger
b) forpligtede enheder inden for rammerne af kundekendskabsprocedurer i overens-
stemmelse med kapitel II
c) enhver fysisk eller juridisk person, der kan godtgøre at have en legitim interesse
heri
d) enhver fysisk eller juridisk person, som indgiver en skriftlig anmodning i relation
til en trust eller et lignende juridisk arrangement, der gennem bestemmende indfly-
delse i ethvert selskab eller lignende juridisk arrangement bortset fra de i artikel 30,
stk. 1, omhandlede enheder, gennem direkte eller indirekte ejerskab, herunder via
beholdninger af ihændehaveraktier eller ved at udøve kontrol på anden vis.
De oplysninger, som er tilgængelige for fysiske eller juridiske personer, der er omhand-
let i første afsnit, litra c) og d), omfatter den reelle ejers navn, fødselsmåned og -år, bo-
pælsland og statsborgerskab samt art og omfang af den reelle ejers rettigheder.
Medlemsstaterne kan under betingelser, som skal fastsættes i national ret, give adgang
til supplerende oplysninger, der tillader identifikation af den reelle ejer. Disse supple-
rende oplysninger omfatter som minimum fødselsdato eller kontaktoplysninger, i over-
ensstemmelse med databeskyttelsesreglerne. Medlemsstaterne kan give mulighed for en
bredere adgang til oplysningerne i registret i overensstemmelse med deres nationale lov-
givning.
De kompetente myndigheder, som får adgang til det centrale register, der er omhandlet i
stk. 3a, skal være offentlige myndigheder, som er udpeget som ansvarlige for at bekæm-
pe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, samt skattemyndigheder, myndighe-
der, som fører tilsyn med forpligtede enheder og myndigheder, som har til opgave at ef-
terforske eller retsforfølge hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og
finansiering af terrorisme samt sporing og beslaglæggelse eller indefrysning og konfi-
skation af kriminelle aktiver.«
e) Følgende stykke indsættes:
»4a. Medlemsstaterne kan vælge at stille oplysningerne i deres nationale registre, jf. stk.
3a, til rådighed på betingelse af onlineregistrering og betaling af et gebyr, som ikke må
overstige de administrative omkostninger, som er forbundet med at stille oplysningerne
til rådighed, herunder omkostninger til vedligeholdelsen og videreudviklingen af regis-
tret.«
152
f) Stk. 5 affattes således:
»5. Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der opbevares i det centrale register, der
er omhandlet i stk. 3a, er passende, nøjagtige og aktuelle, og indfører mekanismer med
henblik herpå. Sådanne mekanismer skal omfatte krav om, at de forpligtede enheder og,
hvor det er relevant og ikke griber unødigt ind i deres funktioner, at de kompetente myn-
digheder skal indberette eventuelle uoverensstemmelser, som de finder mellem oplys-
ningerne om reelt ejerskab i de centrale registre og de oplysninger om reelt ejerskab,
som er tilgængelige for dem. I tilfælde af, at der er indberettet uoverensstemmelser sik-
rer medlemsstaterne, at der træffes de nødvendige foranstaltninger til at løse uoverens-
stemmelserne i tide og, såfremt det er hensigtsmæssigt, at der i mellemtiden indføres en
specifik henvisning herom i det centrale register.«
g) Stk. 7 affattes således
»7. Medlemsstaterne sikrer, at kompetente myndigheder og FIU᾽er rettidigt kan give de
oplysninger, der er omhandlet i stk. 1 og 3, til andre medlemsstaters kompetente myn-
digheder og FIU᾽er vederlagsfrit.«
h) Følgende stykke indsættes:
»7a. I ekstraordinære situationer, som fastsættes i national ret, hvor den adgang, der er
omhandlet i stk. 4, første afsnit, litra b), c) og d), ville udsætte den reelle ejer for en
uforholdsmæssig stor risiko for svig, bortførelse, pengeafpresning eller andre former for
afpresning, chikane, vold eller intimidering, eller hvis den reelle ejer er mindreårig eller
på anden måde juridisk umyndig, kan medlemsstaterne i det enkelte tilfælde indrømme
en undtagelse til en sådan adgang til alle eller dele af oplysningerne om det reelle ejer-
skab. Medlemsstaterne sikrer, at sådanne undtagelser indrømmes efter en grundig vurde-
ring af situationens ekstraordinære beskaffenhed. Retten til en administrativ fornyet
gennemgang af afgørelsen om undtagelse og til en effektiv domstolsprøvelse skal garan-
teres. En medlemsstat, som har indrømmet undtagelser, offentliggør årlige statistiske da-
ta over antallet af indrømmede undtagelser sammen med begrundelserne herfor og ind-
beretter dataene til Kommissionen.
Undtagelser, der indrømmes i medfør af første afsnit, finder ikke anvendelse på kreditin-
stitutter, finansieringsinstitutter eller de forpligtede enheder, der er omhandlet i artikel 2,
stk. 1, nr. 3), litra b), som er offentligt ansatte.
Hvis en medlemsstat beslutter at indrømme undtagelse i medfør af første afsnit, må den
ikke begrænse kompetente myndigheders og FIU᾽ers adgang til oplysninger.«
i) Stk. 8 udgår
j) Stk. 9 affattes således:
»9. Medlemsstaterne sikrer, at de centrale registre, som er omhandlet i stk. 3a, sammen-
kobles via den europæiske centrale platform, der er oprettet ved artikel 22, stk. 1, i di-
rektiv (EU) 2017/1132. Sammenkoblingen af medlemsstaternes centrale registre via
platformen foretages efter de tekniske specifikationer og procedurer, der er fastsat ved
de gennemførelsesretsakter, som Kommissionen har vedtaget i henhold til artikel 24 i
direktiv (EU) 2017/1132 og til nærværende direktivs artikel 31a.
153
Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der er omhandlet i nærværende artikels stk.
1, er tilgængelige gennem det registersammenkoblingssystem, der er oprettet ved artikel
22, stk. 2, i direktiv (EU) 2017/1132/EU, i overensstemmelse med medlemsstaternes na-
tionale lovgivning til gennemførelse af nærværende artikels stk. 4 og 5.
Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at sikre, at kun de oplysninger,
som er omhandlet i stk. 1, og som er ajourførte og vedrører de reelle ejere, gøres tilgæn-
gelige gennem deres nationale registre og gennem registersammenkoblingssystemet, og
at adgangen til de pågældende oplysninger er i overensstemmelse med databeskyttelses-
reglerne.
De oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, skal være tilgængelige gennem de nationale
registre og gennem registersammenkoblingssystemet i mindst fem år og højst ti år efter,
at grundene til registrering af oplysningerne om det reelle ejerskab, jf. stk. 3a, er ophørt
med at eksistere. Medlemsstaterne samarbejder med Kommissionen om at gennemføre
de forskellige typer adgang i henhold til stk. 4 og 4a.«
k) Følgende stykke tilføjes:
»10. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de forskellige kategorier og be-
skrivelser af karakteristika samt navnene på og, hvor det er relevant, retsgrundlaget for
de i stk. 1 omhandlede truster og lignende juridiske arrangementer senest den 10. juli
2019. Kommissionen offentliggør den samlede liste over sådanne truster og lignende ju-
ridiske arrangementer i Den Europæiske Unions Tidende senest den 10. september
2019.
Kommissionen forelægger senest den 26. juni 2020 Parlamentet og Rådet en rapport
med en vurdering af, om alle truster og lignende juridiske arrangementer som omhandlet
i stk. 1 reguleret i henhold til medlemsstaternes lovgivning er blevet behørigt identifice-
ret og underlagt forpligtelserne i dette direktiv. Hvor det er relevant, træffer Kommissio-
nen de nødvendige foranstaltninger til at følge op på resultaterne i denne rapport.«
17) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 31a
Gennemførelsesretsakter
Hvor det er nødvendigt som supplement til de gennemførelsesretsakter, der vedtages af Kom-
missionen i overensstemmelse med artikel 24 i direktiv (EU) 2017/1132 og i overensstemmel-
se med anvendelsesområdet for artikel 30 og 31 i nærværende direktiv, vedtager Kommissio-
nen ved hjælp af gennemførelsesretsakter de tekniske specifikationer og procedurer, der er
nødvendige for sammenkoblingen af medlemsstaternes centrale registre som omhandlet i arti-
kel 30, stk. 10, og artikel 31, stk. 9, for så vidt angår:
154
a) den tekniske specifikation, der definerer det sæt af tekniske data, der er nødvendigt for,
at platformen kan udøve sine funktioner, og metoden for lagring, brug og beskyttelse af
sådanne data
b) fælles kriterier for, hvornår oplysninger om reelt ejerskab er tilgængelige gennem regi-
stersammenkoblingssystemet, afhængigt af omfanget af den adgang, der indrømmes af
medlemsstaterne
c) de tekniske detaljer om, hvordan oplysningerne om reelle ejere, skal stilles til rådighed
d) de tekniske betingelser for adgang til de tjenester, som registersammenkoblingssystemet
tilbyder
e) de tekniske betingelser for, hvordan de forskellige former for adgang til oplysninger om
reelt ejerskab i henhold til artikel 30, stk. 5, og artikel 31, stk. 4, skal gennemføres
f) betalingsmetoderne for så vidt angår de tilfælde, hvor adgangen til oplysninger om reelt
ejerskab er betinget af betaling af et gebyr i henhold til artikel 30, stk. 5a, og artikel 31,
stk. 4a, under hensyntagen til tilgængelige betalingsfaciliteter som fjernbetalingstransak-
tioner.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 64a, stk. 2.
Kommissionen efterstræber i sine gennemførelsesretsakter at genbruge allerede afprøvet tek-
nologi og praksis. Kommissionen sikrer, at de systemer, der skal udvikles, ikke medfører om-
kostninger ud over, hvad der er absolut nødvendigt for at gennemføre dette direktiv. Kommis-
sionens gennemførelsesretsakter skal være præget af gennemsigtighed og karakteriseret ved
en udveksling af erfaringer og oplysninger mellem Kommissionen og medlemsstaterne.«
18) I artikel 32 tilføjes følgende stykke:
»9. Med forbehold af artikel 34, stk. 2, skal hver FIU inden for rammerne af sine opgaver kun-
ne anmode om, indhente og anvende oplysningerne fra enhver forpligtet enhed med henblik
på stk. 1, selv hvis der ikke er foretaget en forudgående indberetning i henhold til artikel 33,
stk. 1, litra a), eller artikel 34, stk. 1.«
19) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 32a
1. Medlemsstaterne indfører centrale automatiske mekanismer, f.eks. centrale registre eller
centrale elektroniske systemer for dataudtræk, som muliggør rettidig identifikation af alle fysi-
ske eller juridiske personer, som har eller kontrollerer betalingskonti og bankkonti, der identi-
ficeres ved IBAN, som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
260/2012 (*7), samt deponeringsbokse, som indehaves af et kreditinstitut på deres område.
Medlemsstaterne underretter Kommissionen om kendetegnene ved disse nationale mekanis-
mer.
155
2. Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der lagres i de centrale mekanismer, som er om-
handlet i nærværende artikels stk. 1, er direkte tilgængelige på en hurtig og ufiltreret måde for
nationale FIU᾽er. Oplysningerne skal også være tilgængelige for nationale kompetente myn-
digheder med henblik på opfyldelse af deres forpligtelser i henhold til dette direktiv. Med-
lemsstaterne sikrer, at alle FIU᾽er rettidigt kan give oplysninger, der opbevares i de centrale
mekanismer, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, til andre FIU᾽er, jf. artikel 53.
3. Følgende oplysninger skal være tilgængelige og søgbare gennem de centrale mekanismer,
der er omhandlet i stk. 1:
— vedrørende kundekontohaveren og enhver person, der foregiver at handle på kun-
dens vegne: navn, suppleret med øvrige oplysninger om enten identitet i henhold til de natio-
nale bestemmelser til gennemførelse af artikel 13, stk. 1, litra a), eller individuelt identifikati-
onsnummer
— vedrørende den reelle ejer bag kundekontohaveren: navn, suppleret med øvrige oplys-
ninger om enten identitet i henhold til de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel
13, stk. 1, litra b), eller individuelt identifikationsnummer
— vedrørende bankkonto eller betalingskonto: IBAN-nummer og dato for åbning og luk-
ning af kontoen
— vedrørende deponeringsbokse: lejerens navn, suppleret enten med øvrige oplysninger om
identitet i henhold til de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 13, stk. 1, eller et
individuelt identifikationsnummer og lejeperiodens varighed.
4. Medlemsstaterne kan overveje at kræve, at andre oplysninger, der skønnes at være af afgø-
rende betydning for FIU᾽er og kompetente myndigheder med henblik på opfyldelsen af deres
forpligtelser i henhold til dette direktiv, gøres tilgængelige og søgbare gennem de centrale me-
kanismer.
5. Senest den 26. juni 2020 forelægger Kommissionen for Parlamentet og Rådet en rapport,
der vurderer betingelserne for og de tekniske specifikationer og procedurer til at garantere sik-
ker og effektiv sammenkobling af de centrale automatiske mekanismer. Rapporten ledsages,
hvor det er relevant, af et lovgivningsmæssigt forslag.
(*7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditover-
førsler og direkte debiteringer i euro og om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009 (EUT L 94 af 30.3.2012, s. 22).«"
20) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 32b
1. Medlemsstaterne giver FIU᾽er og kompetente myndigheder adgang til oplysninger, som
muliggør rettidig identifikation af alle fysiske eller juridiske personer, der ejer fast ejendom,
herunder gennem registre eller elektroniske systemer for dataudtræk, når sådanne registre eller
systemer er tilgængelige.
156
2. Senest den 31. december 2020 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en
rapport, der vurderer nødvendigheden af og proportionaliteten i forbindelse med at harmonise-
re oplysningerne i registrene og behovet for at sammenkoble disse registre. Denne rapport led-
sages, hvor det er relevant, af et lovgivningsmæssigt forslag.«
21) I artikel 33, stk. 1, affattes litra b) således:
»b) efter anmodning fra FIU᾽en direkte at give denne alle nødvendige oplysninger.«
22) I artikel 34 tilføjes følgende stykke:
»3. Selvregulerende organer, der er udpeget af medlemsstaterne, offentliggør en årlig rapport
med oplysninger om følgende:
a) foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 58, 59 og 60
b) antallet af modtagne indberetninger om overtrædelser som omhandlet i artikel 61, hvis
det er relevant
c) antallet af rapporter, der blev modtaget af det selvregulerende organ som omhandlet i
stk. 1 og antallet af rapporter, som det selvregulerende organ har fremsendt til FIU᾽en,
hvor det er relevant
d) hvor det er nødvendigt, antal og beskrivelse af foranstaltninger, der er gennemført i
medfør af artikel 47 og 48 med henblik på at overvåge, at de forpligtede enheder over-
holder deres forpligtelser i henhold til:
i) artikel 10-24 (kundekendskabskrav)
ii) artikel 33, 34 og 35 (indberetning af mistænkelige transaktioner)
iii) artikel 40 (opbevaring af registreringer) og
iv) artikel 45 og 46 (interne kontroller).«
23) Artikel 38 affattes således:
»Artikel 38
1. Medlemsstaterne sikrer, at enkeltpersoner, herunder ansatte i og repræsentanter for den for-
pligtede enhed, som indberetter en mistanke om hvidvask af penge eller finansiering af terro-
risme enten internt eller til FIU᾽en, er juridisk beskyttet mod trusler, repressalier eller fjendt-
ligsindede handlinger, og navnlig mod negative eller diskriminerende ansættelsesrelaterede
handlinger.
2. Medlemsstaterne sikrer, at enkeltpersoner, som udsættes for trusler, repressalier, fjendtligs-
indede handlinger eller negative eller diskriminerende ansættelsesrelaterede handlinger for at
have indberettet en mistanke om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme enten in-
ternt eller til FIU᾽en, har ret til at klage til de respektive kompetente myndigheder på en sikker
måde. Uden at det berører fortroligheden af oplysninger indsamlet af FIU᾽en sikrer medlems-
staterne også, at sådanne enkeltpersoner har ret til effektive retsmidler med henblik på at be-
skytte de rettigheder, der følger af dette stykke.«
24) Artikel 39, stk. 3, affattes således:
»3. Forbuddet i denne artikels stk. 1 forhindrer ikke udveksling af sådanne oplysninger mel-
lem kreditinstitutter og finansieringsinstitutter fra medlemsstaterne, forudsat at de tilhører
samme koncern, eller mellem disse enheder og deres filialer og majoritetsejede datterselskaber
157
etableret i tredjelande, forudsat at disse filialer og majoritetsejede datterselskaber fuldt ud
overholder koncernens politikker og procedurer, herunder procedurer for udveksling af oplys-
ninger inden for koncernen, i overensstemmelse med artikel 45, og at koncernens politikker og
procedurer opfylder de krav, der er fastsat i dette direktiv.«
25) I artikel 40, stk. 1, foretages følgende ændringer:
a) Litra a) affattes således:
»a) med hensyn til kundekendskab opbevares en kopi af de dokumenter og oplysninger,
der er nødvendige for at opfylde kundekendskabskravene fastsat i kapitel II, herunder
tilgængelige oplysninger indhentet ved hjælp af elektroniske identifikationsmidler, rele-
vante tillidstjenester, jf. forordning (EU) nr. 910/2014, eller enhver anden sikker form
for fjernidentifikationsproces eller elektronisk identifikationsproces, der er reguleret, an-
erkendt, godkendt eller accepteret af de relevante nationale myndighed i en periode på
fem år, efter at kundeforholdet er ophørt eller efter datoen for den lejlighedsvise transak-
tion«
b) Følgende afsnit tilføjes:
»Den opbevaringsperiode, der er omhandlet i dette stykke, herunder den yderligere op-
bevaringsperiode, der ikke må overstige yderligere fem år, finder også anvendelse på de
data, der er tilgængelige gennem de centrale mekanismer, der er omhandlet i artikel
32a.«
26) Artikel 43 affattes således:
»Artikel 43
Behandling af personoplysninger på grundlag af dette direktiv med henblik på forebyggelse af
hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, jf. artikel 1, betragtes som værende i samfun-
dets interesse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (*8).«
(*8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med be-
handling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om
databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).«"
27) Artikel 44 affattes således:
»Artikel 44
1. Med henblik på at bidrage til udarbejdelsen af risikovurderinger i henhold til artikel 7 sikrer
medlemsstaterne, at de er i stand til at føre tilsyn med effektiviteten af deres ordninger for be-
kæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, ved at føre omfattende statistik-
ker over forhold, der er relevante for disse ordningers effektivitet.
2. De i stk. 1 omhandlede statistikker omfatter:
a) data, som måler størrelsen og betydningen af de forskellige sektorer, som falder ind
under dette direktivs anvendelsesområde, herunder antallet af fysiske personer og enhe-
der i de enkelte sektorer og hver sektors økonomiske betydning
158
b) data, som måler indberetninger, efterforskninger og retslige faser i den nationale ord-
ning for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, herunder antal-
let af indberetninger til FIU᾽en af mistænkelige transaktioner, den videre behandling af
disse indberetninger og, på årsbasis, antallet af efterforskede sager, antallet af retsfor-
fulgte personer, antallet af personer, der er blevet dømt for hvidvask af penge eller fi-
nansiering af terrorisme, typerne af underliggende forbrydelser, hvor sådanne oplysnin-
ger er tilgængelige, samt værdien i euro af indefrosne, beslaglagte eller konfiskerede
formuegoder
c) eventuelle data, som identificerer antallet og procentdelen af indberetninger, der resulte-
rer i yderligere efterforskning, og årlige rapporter til forpligtede enheder med en nærme-
re beskrivelse af, hvor nyttige indberetningerne har været, og hvordan de følges op
d) data vedrørende antallet af grænseoverskridende anmodninger om oplysninger, der blev
indgivet, modtaget, afvist og helt eller delvis besvaret af FIU᾽en, opstillet efter mod-
partsland
e) menneskelige ressourcer, der er allokeret til de kompetente myndigheder med ansvar for
tilsyn med bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, samt menneskelige
ressourcer allokeret til FIU᾽en med henblik på udførelse af de i artikel 32 omhandlede
opgaver
f) antallet af on-site og off-site tilsynsforanstaltninger og antallet af overtrædelser, der
konstateres på grundlag af de af tilsynsmyndighedernes gennemførte tilsynsforanstalt-
ninger og de pålagte sanktioner/administrative foranstaltninger.
3. Medlemsstaterne sikrer, at en årlig konsolideret oversigt over deres statistikker offentliggø-
res.
4. Medlemsstaterne tilsender årligt Kommissionen de statistikker, der er omhandlet i stk. 2.
Kommissionen offentliggør en årlig rapport, der sammenfatter og forklarer de i stk. 2 omhand-
lede statistikker, som skal gøres tilgængelig via dens websted.«
28) Artikel 45, stk. 4, affattes således:
»4. Medlemsstaterne og ESA᾽erne underretter hinanden om tilfælde, hvor et tredjelands natio-
nale ret ikke tillader gennemførelse af politikkerne og procedurerne som krævet i stk. 1. I så-
danne tilfælde kan en løsning tilstræbes ved samordnede tiltag. I vurderingen af, hvilke tredje-
lande der ikke tillader gennemførelse af politikkerne og procedurerne som krævet i stk. 1, tag-
er medlemsstaterne og ESA᾽erne hensyn til eventuelle retlige begrænsninger, der eventuelt
kan hindre en korrekt gennemførelse af disse politikker og procedurer, herunder tavshedspligt,
databeskyttelse og andre begrænsninger for udveksling af oplysninger, der kan være relevante
for dette formål.«
29) Artikel 47, stk. 1, affattes således:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatva-
lutaer samt udbydere af virtuelle tegnebøger registreres, og at valutavekslings- og checkind-
løsningskontorer samt udbydere af tjenester til truster eller selskaber er godkendte eller regi-
strerede, og at udbydere af spiltjenester reguleres.«
159
30) I artikel 48 foretages følgende ændringer:
a) Følgende stykke indsættes:
»1a. Med henblik på at lette og fremme et effektivt samarbejde, herunder navnlig ud-
veksling af oplysninger, tilsender medlemsstaterne Kommissionen listen over de kom-
petente myndigheder for de forpligtede enheder, der er anført i artikel 2, stk. 1, herunder
deres kontaktoplysninger. Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, som er blevet fore-
lagt Kommissionen, løbende ajourføres.
Kommissionen offentliggør et register over disse myndigheder og deres kontaktoplys-
ninger på sit websted. Myndighederne i registret fungerer inden for rammerne af deres
beføjelser som et kontaktpunkt for de tilsvarende kompetente myndigheder i de øvrige
medlemsstater. Finansielle tilsynsmyndigheder i medlemsstaterne fungerer ligeledes
som et kontaktpunkt for ESA᾽erne.
For at sikre tilstrækkelig håndhævelse af dette direktiv kræver medlemsstaterne, at alle
forpligtede enheder er underlagt passende tilsyn, herunder beføjelser til at foretage on-
site og off-site tilsyn, og træffer passende og forholdsmæssige administrative foranstalt-
ninger til at rette op på eventuelle overtrædelser.«
b) Stk. 2 affattes således:
»2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har tilstrækkelige beføjelser,
herunder beføjelse til at kræve fremlæggelse af alle oplysninger, der er relevante for at
overvåge direktivets overholdelse, og gennemføre kontroller, samt har tilstrækkelige fi-
nansielle, menneskelige og tekniske ressourcer til at kunne udføre deres funktioner.
Medlemsstaterne sikrer, at disse myndigheders personale udviser en høj grad af integri-
tet, har tilstrækkelig kompetence samt fastholder en høj professionel standard for deres
arbejde, herunder standarter for fortrolighed og databeskyttelse samt standarter for be-
handling af interessekonflikter.«
c) Stk. 4 affattes således:
»4. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor den
forpligtede enhed driver virksomheder, fører tilsyn med, at disse virksomheder overhol-
der de nationale bestemmelser i den pågældende medlemsstat, hvorved dette direktiv er
gennemført.
For så vidt angår kredit- og finansieringsinstitutter, der er en del af en koncern, sikrer
medlemsstaterne med henblik på det i første afsnit omhandlede formål, at de kompeten-
te myndigheder i den medlemsstat, hvor moderselskabet er etableret, samarbejder med
de kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor virksomheder, der er en del af
koncernen er etableret.
For så vidt angår de i artikel 45, stk. 9, omhandlede virksomheder kan tilsyn som om-
handlet i nærværende stykkes første afsnit omfatte, at der træffes passende og rimelige
foranstaltninger for at imødegå alvorlige overtrædelser, der kræver omgående afhjælp-
ning. Disse foranstaltninger skal være midlertidige og afsluttes, når de konstaterede
overtrædelser er afhjulpet, herunder med bistand fra eller i samarbejde med de kompe-
tente myndigheder i den forpligtede enheds hjemland, i overensstemmelse med artikel
45, stk. 2.«
160
d) I stk. 5 tilføjes følgende afsnit:
»For så vidt angår kredit- og finansieringsinstitutter, der er en del af en koncern, sikrer
medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor moderselska-
bet er etableret, fører tilsyn med den effektive gennemførelse af koncernens politikker
og procedurer, som er omhandlet i artikel 45, stk. 1. Med henblik herpå sikrer medlems-
staterne, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor kredit- og finansie-
ringsinstitutter, der er en del af koncernen, er etableret, samarbejder med de kompetente
myndigheder i den medlemsstat, hvor moderselskabet er etableret.«
31) Artikel 49 affattes således:
»Artikel 49
Medlemsstaterne sikrer, at politiske beslutningstagere, FIU᾽ere, tilsynsførende og andre kom-
petente myndigheder, som deltager i bekæmpelsen af hvidvask af penge og finansiering af ter-
rorisme, samt skattemyndigheder og retshåndhævende myndigheder, når de handler inden for
rammerne af anvendelsesområdet for dette direktiv, har effektive midler, der sætter dem i
stand til at samarbejde og koordinere på nationalt plan i forbindelse med udarbejdelsen og
gennemførelsen af politikker og aktiviteter, som har til formål at bekæmpe hvidvask af penge
og finansiering af terrorisme, herunder med henblik på at opfylde deres forpligtelse i henhold
til artikel 7.«
32) I kapitel VI, afdeling 3, indsættes følgende underafdeling:
»Underafdeling IIa
Samarbejde mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder
Artikel 50a
Medlemsstaterne må ikke forbyde eller opstille urimelige eller unødigt restriktive betingelser
for udveksling af oplysninger eller bistand mellem kompetente myndigheder med henblik på
dette direktiv. Navnlig skal medlemsstaterne sikre, at kompetente myndigheder ikke afslår an-
modninger om bistand med henvisning til at:
a) anmodningen også anses for at omfatte skatteanliggender
b) forpligtede enheder i henhold til national ret er forpligtede til hemmeligholdelse eller
fortrolighed, bortset fra i de tilfælde, hvor de pågældende oplysninger er beskyttet af ret-
ten til fortrolighed eller er omfattet af tavshedspligt, jf. artikel 34, stk. 2
c) der pågår en undersøgelse, efterforskning eller retsforfølgning i den anmodede med-
lemsstat, medmindre bistanden ville vanskeliggøre undersøgelsen, efterforskningen eller
retsforfølgningen
d) den anmodende myndighed hos modparten er af en anden type eller har en anden status
end den anmodende kompetente myndighed.«
33) Artikel 53 ændres således:
a) Stk. 1, første afsnit, affattes således:
161
»1. Medlemsstaterne sikrer, at FIU᾽er uopfordret eller efter anmodning udveksler alle
oplysninger, som måtte være relevante for FIU᾽ernes behandling eller analyse af oplys-
ninger om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og de fysiske eller juridiske
personer, der er involveret, uanset typen af tilknyttet underliggende forbrydelse, også
selv om det på tidspunktet for udvekslingen ikke er identificeret, hvilken tilknyttet un-
derliggende forbrydelse der er tale om.«
b) I stk. 2, andet afsnit, affattes andet punktum således:
»Den pågældende FIU indhenter oplysninger i overensstemmelse med artikel 33, stk. 1,
og svarer hurtigt.«
34) I artikel 54 tilføjes følgende stykke:
»Medlemsstaterne sikrer, at FIU᾽erne udpeger mindst én kontaktperson som ansvarlig eller ét
kontaktpunkt som ansvarligt for at modtage forespørgsler om oplysninger fra FIU᾽er i andre
medlemsstater.«
35) Artikel 55, stk. 2, affattes således:
»2. Medlemsstaterne sikrer, at forhåndsgodkendelsen fra den anmodede FIU til at formidle
oplysningerne til kompetente myndigheder gives omgående og i videst muligt omfang, uanset
typen af tilknyttet underliggende forbrydelse. Den anmodede FIU må ikke nægte at give sin
godkendelse til en sådan formidling, medmindre dette ville falde uden for anvendelsesområdet
for dens bestemmelser om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, el-
ler ville kunne vanskeliggøre en efterforskning, eller på anden måde ville være i uoverens-
stemmelse med de grundlæggende principper i den pågældende medlemsstats nationale ret. Et
eventuelt afslag på godkendelse begrundes behørigt. Disse undtagelser skal præciseres på en
måde, der forhindrer misbrug og uretmæssige begrænsninger af formidlingen af oplysninger
til kompetente myndigheder.«
36) Artikel 57 affattes således:
»Artikel 57
Forskelle i de nationale retlige definitioner af underliggende forbrydelser, jf. artikel 3, nr. 4),
må ikke vanskeliggøre FIU᾽ers mulighed for at yde bistand til en anden FIU og må ikke be-
grænse udvekslingen, formidlingen og anvendelsen af oplysningerne i henhold til artikel 53,
54 og 55.«
37) I kapitel VI, afdeling 3, tilføjes følgende underafdeling:
»Underafdeling IIIa
Samarbejde mellem kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansin-
stitutter og andre myndigheder, der har tavshedspligt
Artikel 57a
1. Medlemsstaterne kræver, at alle personer, der arbejder for eller har arbejdet for kompetente
myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutters overholdelse af dette direktiv,
og revisorer eller eksperter, der optræder på vegne af sådanne kompetente myndigheder, er
underlagt tavshedspligt.
162
Uden at det berører tilfælde, der er omfattet af straffelovgivningen, må de fortrolige oplysnin-
ger, som de i første afsnit omhandlede personer modtager i forbindelse med deres opgaver i
henhold til dette direktiv, kun videregives i summarisk eller samlet form, på en sådan måde at
de enkelte kredit- og finansinstitutter ikke kan identificeres.
2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at der udveksles oplysninger mellem:
a) kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutter inden for en
medlemsstat i overensstemmelse med dette direktiv eller andre retsakter vedrørende til-
syn med kredit- og finansinstitutter
b) kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutter i forskellige
medlemsstater i overensstemmelse med dette direktiv eller andre retsakter vedrørende
tilsyn med kredit- og finansinstitutter, herunder Den Europæiske Centralbank (ECB),
der handler i medfør af Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 (*9). Denne udveksling af
oplysninger er underlagt den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.
Senest den 10. januar 2019 indgår de kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og
finansinstitutter i overensstemmelse med dette direktiv, og ECB, der handler i medfør af arti-
kel 27, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1024/2013 og artikel 56, stk. 1, litra g), i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (*10), med støtte fra de europæiske tilsynsmyndighe-
der en aftale om de praktiske betingelser for udveksling af oplysninger.
3. Kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutter og modtager for-
trolige oplysninger i henhold til stk. 1, må udelukkende anvende disse oplysninger:
a) i forbindelse med udførelsen af deres opgaver i henhold til dette direktiv eller andre rets-
akter vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, til-
synsmæssig regulering og tilsyn med kredit- og finansinstitutter, herunder idømmelse af
sanktioner
b) i forbindelse med en appelsag mod en beslutning truffet af den kompetente myndighed,
der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutter, herunder retssager
c) i forbindelse med indbringelse for domstolene efter særbestemmelser i den EU-ret, som
er vedtaget vedrørende dette direktivs område eller vedrørende tilsynsmæssig regulering
og tilsyn med kredit- og finansinstitutter.
4. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og fi-
nansinstitutter, samarbejder med hinanden i videst muligt omfang i forbindelse med gennem-
førelsen af dette direktiv, uanset deres respektive art eller status. Et sådant samarbejde skal og-
så omfatte muligheden for inden for rammerne af den anmodede kompetente myndigheds be-
føjelser at foretage undersøgelser på vegne af en anmodende kompetent myndighed samt ef-
terfølgende udveksling af de oplysninger, der fremkommer under en sådan undersøgelse.
5. Medlemsstaterne kan bemyndige de nationale kompetente myndigheder, der fører tilsyn
med kredit- og finansinstitutter, til at indgå samarbejdsaftaler vedrørende samarbejde og ud-
veksling af fortrolige oplysninger med de kompetente myndigheder i tredjelande, der er mod-
163
parter til disse nationale kompetente myndigheder. Sådanne samarbejdsaftaler skal være gen-
sidige og kan kun indgås, såfremt de oplysninger, der videregives, er underlagt en garanti om
krav om tavshedspligt, der mindst svarer til tavshedspligten omhandlet i stk. 1. Udvekslingen
af fortrolige oplysninger inden for rammerne af sådanne samarbejdsaftaler skal have til formål
at give de pågældende myndigheder mulighed for at udføre deres tilsynsopgaver.
Stammer de udvekslede oplysninger fra en anden medlemsstat, videregives de kun med ud-
trykkeligt samtykke fra de kompetente myndigheder, som har videregivet dem, og i givet fald
udelukkende til det formål, som disse myndigheder har givet deres samtykke til.
Artikel 57b
1. Uanset artikel 57a, stk. 1 og 3, og med forbehold af artikel 34, stk. 2, kan medlemsstaterne
give tilladelse til udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder i den samme
medlemsstat eller i andre medlemsstater, mellem de kompetente myndigheder og myndighe-
der med ansvar for tilsyn med enheder i den finansielle sektor og fysiske eller juridiske perso-
ner under udøvelsen af deres erhverv, som omhandlet i artikel 2, stk. 1, nr. 3), samt myndighe-
der, som ved lov er udpeget som ansvarlige for tilsyn med finansielle markeder i forbindelse
med udførelsen af disses respektive tilsynsopgaver.
De modtagne oplysninger er under alle omstændigheder underlagt krav om tavshedspligt, der
mindst svarer til de krav, som er omhandlet i artikel 57a, stk. 1.
2. Uanset artikel 57a, stk. 1 og 3, kan medlemsstaterne ved bestemmelser i national ret give
tilladelse til, at visse oplysninger videregives til andre nationale myndigheder, som ved lov er
udpeget som ansvarlige for tilsyn med finansielle markeder, eller som er udpeget som ansvar-
lige for at bekæmpe hvidvask af penge eller efterforske hvidvask af penge, tilknyttede under-
liggende forbrydelser eller finansiering af terrorisme.
Fortrolige oplysninger, der udveksles i henhold til nærværende stykke, må dog kun anvendes
til det formål at varetage de pågældende myndigheders lovmæssige opgaver. Personer, der har
adgang til sådanne oplysninger, er underlagt krav om tavshedspligt, der mindst svarer til de
krav, som er omhandlet i artikel 57a, stk. 1.
3. Medlemsstaterne kan give tilladelse til, at visse oplysninger i forbindelse med tilsyn med
kreditinstitutters overholdelse af dette direktiv videregives til parlamentariske undersøgelses-
udvalg, revisionsretter og andre enheder med ansvar for undersøgelser i deres medlemsstat på
følgende betingelser:
a) enhederne har et præcist ved lov defineret mandat efter national lovgivning til at under-
søge eller granske de aktiviteter, som udføres af myndigheder med ansvar for tilsynet
med disse kreditinstitutter eller for lovgivningen om dette tilsyn
b) oplysningerne er strengt nødvendige for udøvelsen af det i litra a) nævnte mandat
c) de personer, som har adgang til oplysningerne, er underlagt krav om tavshedspligt i hen-
hold til national lovgivning, der mindst svarer til dem, der er omhandlet i artikel 57a,
stk. 1
164
d) oplysninger, der stammer fra en anden medlemsstat, videregives ikke uden udtrykkeligt
samtykke fra de kompetente myndigheder, som har videregivet dem, og i givet fald ude-
lukkende til de formål, som de pågældende myndigheder har givet deres samtykke til.
(*9) Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i
forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT L 287 af 29.10.2013, s. 63)."
(*10) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om
tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og
2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338).«"
38) I artikel 58, stk. 2, tilføjes følgende afsnit:
»Medlemsstaterne sikrer endvidere, at deres kompetente myndigheder, såfremt de identificerer
overtrædelser, der er omfattet af strafferetlige sanktioner, underretter de retshåndhævende
myndigheder rettidigt.«
39) Artikel 61 ændres således:
a) Stk. 1 affattes således:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, såvel som de selvreguleren-
de organer, hvor dette er relevant, indfører effektive og pålidelige mekanismer til at
fremme indberetningen til kompetente myndigheder og i givet fald selvregulerende or-
ganer af potentielle eller faktiske overtrædelser af de nationale bestemmelser, der gen-
nemfører dette direktiv.
Med henblik herpå sørger de for én eller flere sikre kommunikationskanaler, hvorigen-
nem personer kan foretage den i første afsnit omhandlede indberetning. Sådanne kanaler
skal sikre, at det kun er de kompetente myndigheder og i givet fald de selvregulerende
organer, der er bekendt med identiteten på de personer, som afgiver oplysninger.«
b) I stk. 3 tilføjes følgende afsnit:
»Medlemsstaterne sikrer, at enkeltpersoner, herunder ansatte i og repræsentanter for den
forpligtede enhed, som indberetter en mistanke om hvidvask af penge eller finansiering
af terrorisme enten internt eller til FIU᾽en, er juridisk beskyttet mod trusler, repressalier
eller fjendtligsindede handlinger, og navnlig mod negative eller diskriminerende ansæt-
telsesrelaterede handlinger.
Medlemsstaterne sikrer, at enkeltpersoner, som udsættes for trusler, repressalier, fjendt-
ligsindede handlinger eller negative eller diskriminerende ansættelsesrelaterede handlin-
ger for at have indberettet en mistanke om hvidvask af penge eller finansiering af terro-
risme enten internt eller til FIU᾽en, har ret til at klage til de respektive kompetente myn-
digheder på en sikker måde. Uden at det berører fortroligheden af oplysninger indsamlet
af FIU᾽en sikrer medlemsstaterne også, at sådanne enkeltpersoner har ret til effektive
retsmidler med henblik på at beskytte de rettigheder, der følger af dette stykke.«
40) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 64a
1. Kommissionen bistås af Udvalget til Forebyggelse af Hvidvaskning af Penge og Finansie-
ring af Terrorisme (»udvalget«) som omhandlet i artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets
165
forordning (EU) 2015/847 (*11). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU)
nr. 182/2011 (*12).
2. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.
(*11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler,
og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1781/2006 (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 1)."
(*12) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan
medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).«"
41) Artikel 65 affattes således:
»Artikel 65
1. Senest den 11. januar 2022, og hvert tredje år derefter, udarbejder Kommissionen en rap-
port om gennemførelsen af dette direktiv og forelægger den for Europa-Parlamentet og Rådet.
Denne rapport skal navnlig omfatte:
a) en redegørelse for specifikke foranstaltninger og mekanismer på EU-plan og medlems-
statsplan til at forebygge og håndtere spirende problemer og ny udvikling, der udgør en
trussel mod Unionens finansielle system
b) opfølgende foranstaltninger, der er truffet på EU-plan og på medlemsstatsplan på grund-
lag af forhold, som deres opmærksomhed er blevet henledt på, herunder klager vedrø-
rende national lovgivning, der hæmmer de kompetente myndigheders og selvreguleren-
de organers tilsyns- og undersøgelsesmæssige beføjelser
c) en redegørelse for tilgængeligheden af relevante oplysninger for de kompetente myndig-
heder og FIU᾽er i medlemsstaterne, med henblik på at forebygge anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge og finansiering af terrorisme
d) en redegørelse for det internationale samarbejde og udvekslingen af oplysninger mellem
kompetente myndigheder og FIU᾽er
e) en redegørelse for nødvendigheden af tiltag fra Kommissionens side til at kontrollere, at
medlemsstaterne træffer foranstaltninger i overensstemmelse med dette direktiv og til at
vurdere spirende problemer og ny udvikling i medlemsstaterne
f) en analyse af gennemførligheden af specifikke foranstaltninger og mekanismer på EU-
plan og medlemsstatsplan om mulighederne for at indsamle og få adgang til oplysninger
om det reelle ejerskab af selskaber og andre juridiske enheder, der er etableret uden for
Unionen, og af proportionaliteten af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 20,
stk. 1, litra b)
g) en evaluering af, i hvilket omfang de grundlæggende rettigheder og principper, som an-
erkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, er blevet
overholdt.
Den første rapport, som offentliggøres senest den 11. januar 2022, ledsages om nødvendigt af
passende lovgivningsmæssige forslag, herunder, hvis det er relevant, om virtuelle valutaer, be-
føjelse til at oprette og føre en central database, hvor de brugeridentiteter og tegnebogsadres-
166
ser, som FIU᾽erne har adgang til, registreres, samt egenerklæringsblanketter til brugere af vir-
tuelle valutaer og om at forbedre samarbejdet mellem medlemsstaternes kontorer for inddri-
velse af aktiver og en risikobaseret model for anvendelse af foranstaltningerne omhandlet i ar-
tikel 20, litra b).
2. Senest den 1. juni 2019 vurderer Kommissionen rammerne for FIU᾽ernes samarbejde med
tredjelande og hindringer og muligheder for at styrke samarbejdet mellem FIU᾽er i Unionen,
herunder muligheden for at oprette en koordinerings- og støttemekanisme.
3. Kommissionen udarbejder, hvor det er relevant, en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet
med henblik på at vurdere behovet for og proportionaliteten af en sænkelse af procentsatsen
for identifikation af reelle ejere af juridiske enheder i lyset af eventuelle anbefalinger i denne
henseende fra internationale organisationer og standardsættere med kompetence inden for fo-
rebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme som følge af en ny vurdering og
fremsætter om fornødent et lovgivningsmæssigt forslag.«
42) Artikel 67, affattes stk. 1, således:
»1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at
efterkomme dette direktiv senest den 26. juni 2017.
Medlemsstaterne anvender artikel 12, stk. 3, fra den 10. juli 2020.
Medlemsstaterne opretter de i artikel 30 omhandlede registre senest den 10. januar 2020, de i
artikel 31 omhandlede registre senest den 10. marts 2020 og de i artikel 32a omhandlede cen-
trale automatiske mekanismer senest den 10. september 2020.
Kommissionen sikrer den i artikel 30 og 31 omhandlede sammenkobling af registre i samar-
bejde med medlemsstaterne senest den 10. marts 2021.
Medlemsstaterne meddeler straks Kommissionen teksten til de i dette stykke omhandlede love
og bestemmelser.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen i medlemsstaterne indeholde en henvisning
til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere
regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.«
43) I bilag II, punkt 3, affattes indledningen således:
»3) Geografiske risikofaktorer — registrering, etablering, bopæl i:«
44) I bilag III foretages følgende ændringer:
a) I punkt 1) tilføjes følgende litra:
»g) kunden er en tredjelandsstatsborger, der ansøger om opholdstilladelse eller statsbor-
gerskab i medlemsstaten i bytte for kapitaloverførsler, køb af ejendom eller statsob-
ligationer eller investering i selskaber i den pågældende medlemsstat.«
b) I punkt 2 foretages følgende ændringer:
i) Litra c) affattes således:
167
»c) forretningsforbindelser eller transaktioner uden direkte kontakt, uden visse sik-
kerhedsforanstaltninger såsom elektroniske identifikationsmidler eller relevante til-
lidstjenester som defineret i forordning (EU) nr. 910/2014 eller enhver anden sikker
form for fjernidentifikationsproces eller elektronisk identifikationsproces, der er re-
guleret, anerkendt, godkendt eller accepteret af de relevante nationale myndighe-
der«
ii) Følgende litra tilføjes:
»f) transaktioner vedrørende olie, våben, ædelmetaller, tobaksvarer, kulturelle vær-
digenstande og andre vigtige genstande af arkæologisk, historisk, kulturel og religi-
øs betydning eller af særlig videnskabelig værdi samt elfenben og beskyttede dyre-
arter.«
Artikel 2
Ændringer af direktiv 2009/138/EF
I artikel 68, stk. 1, litra b), i direktiv 2009/138/EF tilføjes følgende nummer:
»iv) de myndigheder, der er ansvarlige for tilsyn med de forpligtede enheder, der er anført i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (*13), artikel 2, stk. 1, nr. 1 og
2, vedrørende overholdelse af dette direktiv
(*13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af
5.6.2015, s. 73).«
Artikel 3
Ændringer af direktiv 2013/36/EU
I artikel 56, stk. 1, i direktiv 2013/36/EU tilføjes følgende litra:
»g) de myndigheder, der er ansvarlige for tilsyn med de forpligtede enheder, der er anført i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (*14), artikel 2, stk. 1, nr. 1) og
2), vedrørende overholdelse af dette direktiv.
(*14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af
5.6.2015, s. 73).«
Artikel 4
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efter-
komme dette direktiv senest den 10. januar 2020. De sender straks teksten til disse love og bestem-
melser til Kommissionen.
Disse foranstaltninger skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning.
168
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de
udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 5
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Ti-
dende.
Artikel 6
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 30. maj 2018.
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
A. TAJANI L. PAVLOVA
Formand Formand
169
1) EUT C 459 af 9.12.2016, s. 3.
2) EUT C 34 af 2.2.2017, s. 121.
3) Europa-Parlamentets holdning af 19.4.2018 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 14.5.2018.
4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til
hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73).
5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske
penge og tilsyn med en sådan virksomhed, ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF (EUT L 267 af
10.10.2009, s. 7).
6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af direktiv
2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).
7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske
transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 73).
8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 af 14. juni 2017 om visse aspekter af selskabsretten (EUT L 169 af 30.6.2017, s. 46).
9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal
kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
10) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af persono-
plysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af
4.5.2016, s. 1).
11) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders
behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige
sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 89).
12) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
13) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
14) EUT C 85 af 18.3.2017, s. 3.
170
Bilag 3
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2014/17/EU
af 4. februar 2014
om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv
2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank1),
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg2),
efter den almindelige lovgivningsprocedure3), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I marts 2003 iværksatte Kommissionen en proces med det formål at fastslå, hvilke hindringer der fin-
des for det indre marked for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse, og evaluere virknin-
gen heraf. Den 18. december 2007 vedtog den en hvidbog om integration af EU᾽s realkreditmarkeder. I
hvidbogen meddelte Kommissionen, at den havde til hensigt at foretage en konsekvensanalyse af de for-
skellige politikvalgmuligheder med hensyn til indhentning af oplysninger forud for aftaleindgåelse, kre-
ditdatabaser, kreditværdighed, de årlige omkostninger i procent og rådgivning om kreditaftaler. Kommis-
sionen nedsatte en ekspertgruppe vedrørende kredithistorie, der skal bistå Kommissionen med at forbere-
de foranstaltninger, som skal forbedre adgangen til og sammenligneligheden og fuldstændigheden af kre-
ditoplysninger. Der blev også indledt undersøgelser af den rolle, som kreditformidlere og ikkekreditinsti-
tutter, der tilbyder kreditaftaler, spiller, og de transaktioner, som de påtager sig i forbindelse med fast
ejendom til beboelse.
(2) I overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) omfatter det
indre marked et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser samt etab-
leringsfrihed. Det er af vital betydning, at der udvikles et mere gennemskueligt og effektivt kreditmarked
på dette område for at fremme udviklingen af tværnational virksomhed og skabe et indre marked for kre-
ditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Der findes væsentlige forskelle i lovgivningen i de
171
forskellige medlemsstater med hensyn til forretningspraksis vedrørende kreditaftaler i forbindelse med
fast ejendom til beboelse og reguleringen af og tilsynet med de kreditformidlere og ikkekreditinstitutter,
der tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Sådanne forskelle skaber hindringer,
som begrænser omfanget af den tværnationale aktivitet både hvad angår udbud og efterspørgsel, hvilket
begrænser konkurrencen og valgmulighederne på markedet, og dermed øges omkostningerne for kredit-
udbyderne, og de hindres endog i at udøve virksomhed.
(3) Finanskrisen har vist, at uansvarlig optræden hos markedsdeltagerne kan undergrave det finansielle
system og føre til manglende tillid hos alle parter, især hos forbrugerne, og have alvorlige sociale og øko-
nomiske konsekvenser. Mange forbrugere har mistet tilliden til finanssektoren, og låntagere har oplevet,
at deres lån bliver for dyre, hvilket fører til stadig flere misligholdelser og tvangsauktioner. Som følge
heraf har G20 anmodet Rådet for Finansiel Stabilitet om at opstille principper for forsvarlige garantistan-
darder i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Selv om nogle af den finansielle krises største proble-
mer opstod uden for Unionen, besidder forbrugere i Unionen store mængder gældspapirer, hvoraf mange
er knyttet til kreditter i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Det er derfor hensigtsmæssigt at sikre,
at Unionens reguleringsmæssige rammer på dette område er solide, overensstemmende med internationa-
le principper og tillader hensigtsmæssig anvendelse af det til rådighed stående udvalg af redskaber, som
kan omfatte forholdstal som lån-værdi (forholdet mellem lånets størrelse og ejendomsværdien), lån-ind-
komst (forholdet mellem lånstørrelse og indkomst), gæld-indkomst (forholdet mellem gæld og indkomst)
eller tilsvarende forholdstal, minimumsniveauer, under hvilke ingen kredit anses for acceptabel, eller an-
dre foranstaltninger, der kan kompensere for situationer, hvor de underliggende risici er højere for forbru-
gerne, eller som er nødvendige for at forhindre for stor gældsætning i husholdningerne. Set i lyset af de
problemer, der er kommet frem under finanskrisen, og for at sikre et effektivt og konkurrencedygtigt in-
dre marked, der bidrager til finansiel stabilitet, har Kommissionen i sin meddelelse af 4. marts 2009 med
titlen »Fremdrift i den europæiske genopretning« foreslået foranstaltninger for kreditaftaler i forbindelse
med fast ejendom til beboelse, herunder også solide rammer for kreditformidling med henblik på at skabe
ansvarlige og pålidelige markeder for fremtiden og genetablere forbrugertilliden. Kommissionen bekræf-
tede på ny sit tilsagn om et effektivt og konkurrencedygtigt indre marked i sin meddelelse af 13. april
2011 med titlen »Akten for det indre marked — Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid«.
(4) Der er blevet indkredset en række problemer på markederne for lån med pant i fast ejendom i Unionen
i forbindelse med uansvarlig långivning og låntagning og potentielt uansvarlig adfærd hos markedsdelta-
gerne, herunder kreditformidlere og ikkekreditinstitutter. Nogle af problemerne vedrørte kreditter i en
udenlandsk valuta, som forbrugerne havde optaget i den pågældende valuta for at få den fordelagtige de-
bitorrente, men uden tilstrækkelig oplysning om eller forståelse af valutakursrisikoen. Disse problemer
skyldes markeds- og lovgivningsmæssige mangler såvel som andre faktorer, f.eks. det generelle økonomi-
ske klima og det ringe kendskab til det finansielle område. Blandt andre problemer kan nævnes ineffekti-
ve, inkonsekvente eller ikkeeksisterende ordninger for kreditformidlere og ikkekreditinstitutter, der tilby-
der kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Disse problemer har potentielt betydelige
makroøkonomiske afsmittende virkninger, kan være til skade for forbrugeren, kan udgøre økonomiske el-
ler juridiske hindringer for tværnational virksomhed og kan skabe ulige betingelser for de forskellige ak-
tører.
(5) For at få etableret et velfungerende indre marked med en høj grad af forbrugerbeskyttelse på området
kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom og for at sikre, at forbrugere, der ønsker sådanne aftaler, kan
indgå disse i tillid til, at de kreditinstitutter, som de indgår aftale med, handler på en professionel og an-
svarlig måde, er det nødvendigt at indføre hensigtsmæssigt harmoniserede EU-retlige rammer på en ræk-
172
ke områder under hensyntagen til forskelle mellem kreditaftaler, der navnlig skyldes forskelle på de natio-
nale og regionale markeder for fast ejendom.
(6) Dette direktiv bør derfor udvikle et mere gennemsigtigt, effektivt og konkurrencedygtigt indre marked
gennem sammenhængende, fleksible og rimelige kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom og samtidig
fremme bæredygtig långivning og låntagning og finansiel integration og dermed skabe et høj niveau af
forbrugerbeskyttelse.
(7) For at skabe et ægte indre marked med en høj og ensartet grad af forbrugerbeskyttelse fastsætter dette
direktiv bestemmelser, der harmoniseres i størst muligt omfang med hensyn til oplysninger forud for afta-
leindgåelsen ved hjælp af det europæiske standardiserede informationsblad (ESIS) og beregningen af de
årlige omkostninger i procent. Medlemsstaterne bør dog under hensyntagen til de særlige karakteristika
ved kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom og forskellene i markedsudviklingen og markedsvilkåre-
ne i medlemsstaterne, navnlig med hensyn til markedsstrukturen og markedsdeltagerne, kategorierne af
tilgængelige produkter og de procedurer, der er forbundet med kreditydelsesprocessen, kunne bevare eller
indføre strengere bestemmelser end dem, der er fastsat i dette direktiv, på de områder, der ikke er klart
angivet som områder, hvor der skal være størst mulig harmonisering. En sådan målrettet tilgang er nød-
vendig for at undgå negativt at påvirke beskyttelsesniveauet for forbrugerne i forbindelse med kreditafta-
ler inden for dette direktivs anvendelsesområde. Medlemsstaterne bør f.eks. kunne opretholde eller indfø-
re strengere bestemmelser med hensyn til den viden og de kompetencer, som personalet skal have, og vej-
ledningen i udfyldelse af ESIS.
(8) Dette direktiv bør forbedre betingelserne for etableringen af et velfungerende indre marked gennem
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning og fastsættelse af kvalitetsstandarder for visse tjenesteydel-
ser, særlig med hensyn til distribution og formidling af kredit gennem kreditgivere og kreditformidlere og
fremme af god praksis. Etableringen af kvalitetsstandarder for kreditydelsestjenester involverer nødven-
digvis indførelsen af visse bestemmelser om optagelse, tilsyn og tilsynskrav.
(9) Det står medlemsstaterne frit for at beholde eller indføre national ret på de områder, der ikke er omfat-
tet af dette direktiv. Medlemsstaterne kan navnlig beholde eller indføre nationale bestemmelser på områ-
der som aftalelov i forbindelse med kreditaftalernes gyldighed, ejendomslovgivning, tinglysning, oplys-
ninger i forbindelse med aftaleindgåelse og, i det omfang, de ikke er reguleret af dette direktiv, anliggen-
der efter aftaleindgåelse. Medlemsstaterne kan fastsætte, at det sagkyndige eller vurderende selskab eller
notarer kan udvælges af parterne ved gensidig aftale. På grund af forskellene mellem processerne for køb
eller salg af fast ejendom til beboelse i medlemsstaterne kan kreditgivere og kreditformidlere forsøge at få
forudbetalinger fra forbrugerne med den begrundelse, at sådanne betalinger vil kunne bidrage til at sikre
indgåelsen af en kreditaftale eller købet eller salget af en fast ejendom, og der er mulighed for, at en sådan
praksis kan misbruges, navnlig når forbrugerne ikke er bekendte med kravene og den sædvanlige praksis i
den pågældende medlemsstat. Det er derfor hensigtsmæssigt at give medlemsstaterne tilladelse til at ind-
føre begrænsninger med hensyn til sådanne betalinger.
(10) Dette direktiv bør finde anvendelse, uanset om kreditgiveren eller kreditformidleren er en juridisk
eller en fysisk person. Dette direktiv bør dog ikke berøre medlemsstaternes ret til i overensstemmelse med
EU-retten at fastsætte, at kun juridiske personer eller visse former for juridiske personer må fungere som
kreditgiver eller kreditformidler efter dette direktiv.
173
(11) Da forbrugere og virksomheder ikke er i samme situation, har de ikke behov for det samme beskyt-
telsesniveau. Mens det er vigtigt at sikre forbrugernes rettigheder gennem bestemmelser, der ikke kan fra-
viges ved aftale, er det rimeligt at give virksomheder og organisationer mulighed for at indgå andre afta-
ler.
(12) Definitionen af forbruger bør dække fysiske personer, der ikke handler som led i erhvervsmæssig
virksomhed. I tilfælde af aftaler med dobbelt formål, hvor aftalen indgås delvis som led i og delvis ikke
som led i den pågældende persons erhvervsmæssige virksomhed, og det erhvervsmæssige formål er så
begrænset, at det ikke er fremherskende i forbindelse med aftalen, bør den pågældende person imidlertid
ligeledes betragtes som en forbruger.
(13) I dette direktiv fastsættes der bestemmelser om kreditaftaler, som udelukkende eller overvejende ve-
drører fast ejendom til beboelse, men det forhindrer ikke medlemsstaterne i at forlænge de foranstaltnin-
ger, der træffes i overensstemmelse med dette direktiv til beskyttelse af forbrugerne i forbindelse med
kreditaftaler vedrørende andre former for fast ejendom, eller i at fastsætte andre bestemmelser om sådan-
ne kreditaftaler.
(14) Definitionerne fastsat i dette direktiv bør bestemme rækkevidden af harmoniseringen. Medlemssta-
ternes forpligtelser til at gennemføre dette direktiv bør derfor begrænses til dets anvendelsesområde som
bestemt ved dets definitioner. Medlemsstaternes forpligtelser til at gennemføre bestemmelserne i dette di-
rektiv begrænses f.eks. til kreditaftaler, der indgås med forbrugere, dvs. med fysiske personer, der i for-
bindelse med transaktioner, som er omfattet af dette direktiv, ikke handler som led i erhvervsmæssig virk-
somhed. Ligeledes er medlemsstaterne forpligtet til at gennemføre de bestemmelser i dette direktiv, der
regulerer den aktivitet, som udføres af de personer, der optræder som kreditformidlere som defineret i di-
rektivet. Dette direktiv bør dog ikke berøre medlemsstaternes anvendelse af direktivets bestemmelser på
områder, der ikke er omfattet af dets anvendelsesområde, i overensstemmelse med EU-retten. Desuden
bør definitionerne fastsat i dette direktiv ikke berøre medlemsstaternes mulighed for i henhold til national
lovgivning at vedtage underdefinitioner til særlige formål, forudsat at de stadig er i overensstemmelse
med definitionerne i dette direktiv. F.eks. bør medlemsstaterne i henhold til national ret kunne fastsætte
underkategorier af kreditformidlere, som ikke er identificeret i dette direktiv, hvis sådanne underkategori-
er f.eks. er nødvendige på nationalt plan for at differentiere de krav til kompetencer og viden, som skal
opfyldes af de forskellige kreditformidlere.
(15) Formålet med dette direktiv er at sikre, at forbrugere, der indgår kreditaftaler i forbindelse med fast
ejendom, er genstand for et højt beskyttelsesniveau. Det bør derfor finde anvendelse på kreditter sikret
ved fast ejendom uanset formålet med kreditten, refinansieringsaftaler eller andre kreditaftaler, der kan
medvirke til, at en ejer eller medejer fortsat kan bevare rettigheder til den faste ejendom eller grunden, og
på kreditter, som anvendes til køb af en fast ejendom i nogle medlemsstater, herunder afdragsfrie kreditter
eller, medmindre medlemsstaterne har etableret en passende alternativ ramme, de kreditter, som har til
formål at skaffe midlertidig finansiering mellem salget af én fast ejendom og købet af en anden, og på
sikrede kreditter til renovering af fast ejendom til beboelse.
(16) Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på visse kreditaftaler, hvor kreditgiver bidrager med en sam-
let sum, periodisk betaling eller andre former for kreditudbetaling til gengæld for en sum, der stammer fra
salg af en fast ejendom, og hvis primære formål er at lette forbruget, f.eks. friværdibelåningsprodukter
eller andre tilsvarende specialiserede produkter. Sådanne kreditaftaler har særlige karakteristika, der lig-
ger uden for dette direktivs anvendelsesområde. En vurdering af forbrugerens kreditværdighed er f.eks.
174
irrelevant, da betalingerne sker fra kreditgiver til forbrugeren og ikke omvendt. En sådan transaktion vil
bl.a. kræve væsentligt anderledes informationer forud for aftaleindgåelsen. Endvidere indebærer andre
produkter inden for friværdibelåning (f.eks. »home reversions«), som kan sammenlignes med nedspa-
ringslån eller livslange lån med pant i fast ejendom, ikke, at der ydes kredit, og forbliver således uden for
dette direktivs anvendelsesområde.
(17) Dette direktiv bør ikke omfatte andre udtrykkeligt anførte former for nichekreditaftaler, som er for-
skellige fra standardlån med pant i fast ejendom med hensyn til deres art og forbundne risici og derfor
kræver en skræddersyet tilgang, navnlig kreditaftaler, der er resultatet af et forlig indgået for retten eller et
andet ved lov beføjet organ, og visse former for kreditaftaler, hvor kreditten ydes af en arbejdsgiver til
dennes arbejdstagere i særlige tilfælde, som allerede fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler4). Det er hensigtsmæssigt at tillade medlemsstater-
ne at udelukke visse kreditaftaler såsom dem, der bevilges til en begrænset del af offentligheden på for-
delagtige vilkår eller udbydes af en låne- og spareforening, såfremt der er etableret passende alternative
ordninger til sikring af, at de politiske målsætninger med henblik på finansiel stabilitet og det indre mar-
ked kan opfyldes, uden at dette forhindrer finansiel integration og adgang til kredit. Kreditaftaler, hvor
den faste ejendom ikke skal anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted af forbrugeren eller et
af forbrugerens familiemedlemmer, men skal anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted på
grundlag af en lejeaftale, har risici og karakteristika, der er forskellige fra standardkreditaftaler, og kan
derfor nødvendiggøre en mere tilpasset ramme. Medlemsstaterne bør derfor kunne udelukke sådanne kre-
ditaftaler fra direktivet, når der findes en passende national ramme til dem.
(18) Kreditaftaler uden sikkerhedsstillelse med henblik på istandsættelse af fast ejendom til beboelse for
et samlet kreditbeløb, der overstiger 75 000 EUR, bør være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv
2008/48/EF for at sikre en lige grad af beskyttelse af disse forbrugere og for at undgå et lovgivningsmæs-
sigt tomrum mellem nævnte direktiv og nærværende direktiv. Direktiv 2008/48/EF bør derfor ændres i
overensstemmelse hermed.
(19) Af hensyn til retssikkerheden bør de EU-retlige rammer på området kreditaftaler i forbindelse med
fast ejendom til beboelse være i overensstemmelse med og supplere andre EU-retsakter, særlig på områ-
derne forbrugerbeskyttelse og forsigtighedstilsyn. Visse væsentlige definitioner, herunder definitionen på
»forbruger« og »varigt medium«, samt nøglebegreber, der anvendes i standardoplysningerne for at beteg-
ne de finansielle karakteristika i forbindelse med kreditten, herunder »samlet beløb, der skal betales af
forbrugeren« og »debitorrenten«, bør være i overensstemmelse med definitionerne fastsat i direktiv
2008/48/EF, således at den samme terminologi henviser til samme form for forhold, uanset om kreditten
er en forbrugerkredit eller en kredit til fast ejendom til beboelse. Medlemsstaterne bør derfor ved gennem-
førelsen af dette direktiv sikre, at der er overensstemmelse med hensyn til anvendelse og fortolkning for
så vidt angår disse væsentlige definitioner og nøglebegreber.
(20) For at sikre en ensartet ramme for forbrugere på kreditområdet og mindske den administrative byrde
for kreditgivere og kreditformidlere bør selve rammen i dette direktiv følge strukturen i direktiv
2008/48/EF, hvor det er muligt, navnlig med hensyn til, at oplysninger i reklame for kreditaftaler i forbin-
delse med fast ejendom til beboelse gives til forbrugeren ved hjælp af et repræsentativt eksempel, at detal-
jerede oplysninger forud for aftaleindgåelsen gives til den pågældende ved hjælp af et standardiseret in-
formationsblad, at forbrugeren modtager fyldestgørende forklaringer inden kreditaftalens indgåelse, at der
etableres et fælles grundlag for beregning af ÅOP eksklusive notaromkostninger, og at kreditgiverne vur-
derer forbrugerens kreditværdighed, inden der ydes kredit. På samme måde bør der gives ikkediskrimine-
175
rende adgang for kreditgivere til relevante kreditdatabaser for at sikre lige vilkår i forbindelse med be-
stemmelserne som fastsat ved direktiv 2008/48/EF. På samme måde som direktiv 2008/48/EF bør dette
direktiv sikre en passende godkendelsesproces og passende tilsyn med alle kreditgivere, der tilbyder kre-
ditaftaler i forbindelse med fast ejendom, og bør fastsætte krav med hensyn til etableringen af og adgan-
gen til udenretslige tvistbilæggelsesordninger.
(21) Dette direktiv bør supplere Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september
2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne5), der dels fastlægger, at forbrugeren i for-
bindelse med fjernydelser skal informeres om, hvorvidt der findes en fortrydelsesret, dels indeholder be-
stemmelser om fortrydelsesret. Mens direktiv 2002/65/EF giver mulighed for, at udbyder meddeler oplys-
ninger fra tidspunktet før aftaleindgåelsen efter aftalens indgåelse, vil dette imidlertid ikke være hensigts-
mæssigt for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse i betragtning af forbrugerens betyde-
lige finansielle forpligtelser. Dette direktiv bør ikke berøre den nationale lovgivnings almindelige aftaleret
såsom bestemmelserne om aftalers gyldighed, indgåelse og virkning, eftersom almindelige aftaleretlige
aspekter ikke reguleres i dette direktiv.
(22) Samtidig er det vigtigt at tage de særlige karakteristika, der gør sig gældende for kreditaftaler i for-
bindelse med fast ejendom til beboelse, i betragtning, hvilket giver grundlag for en differentieret tilgang. I
betragtning af arten af kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og de eventuelle konse-
kvenser for forbrugeren bør reklamemateriale og individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen inde-
holde tilstrækkelige, specifikke risiciadvarsler, f.eks. om den potentielle indvirkning af valutakurssving-
ninger på det beløb, som forbrugeren skal tilbagebetale, og, hvis medlemsstaterne anser det for passende,
arten af og konsekvenserne ved sikkerhedsstillelse. Parallelt med det, som allerede fandtes som en frivil-
lig tilgang i sektoren for boliglån, bør også de generelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen gøres til-
gængelige til enhver tid sammen med de individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen. Desuden er
det berettiget med en differentieret tilgang for at kunne tage erfaringerne fra finanskrisen i betragtning og
sikre, at kreditoptagelse sker på et forsvarligt grundlag. I den forbindelse bør bestemmelserne om kredit-
værdighedsvurderingen strammes i forhold til forbrugerkredit, kreditformidlere skal give mere præcise
oplysninger om deres status og forhold til kreditgivere for at afsløre eventuelle interessekonflikter, og alle
de parter, der er involveret i etableringen af kreditaftalen i forbindelse med fast ejendom, bør meddeles
adgang og underkastes tilsyn på passende vis.
(23) Det er nødvendigt at regulere visse yderligere områder for at afspejle de særlige karakteristika ved
kreditter i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Det er i betragtning af transaktionens betydning
nødvendigt at sikre, at forbrugerne har en tilstrækkelig frist på mindst syv dage til at overveje konsekven-
serne heraf. Medlemsstaterne bør have fleksibilitet til at give en sådan tilstrækkelig frist enten som en
betænkningstid inden kreditaftalens indgåelse, en fortrydelsesret efter kreditaftalens indgåelse eller en
kombination af disse. Det er hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne bør have fleksibilitet til at gøre betænk-
ningstiden bindende for forbrugeren i en periode, der ikke overstiger ti dage, men at forbrugere, der i an-
dre tilfælde ønsker at indgå kreditaftalen under betænkningstiden, har mulighed for det, og at medlems-
staterne af hensyn til retssikkerheden i forbindelse med ejendomstransaktioner bør kunne fastsætte, at be-
tænkningstiden eller fortrydelsesretten bortfalder, hvis forbrugeren foretager en handling, der i henhold til
national lovgivning medfører oprettelse eller overførsel af en ejendomsret, som er knyttet til eller anven-
der midler, der er tilvejebragt ved kreditaftalen, eller, hvis det er relevant, overfører midlerne til tredje-
mand.
176
(24) I betragtning af de særlige karakteristika ved kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse
er det almindelig praksis, at kreditgivere tilbyder forbrugerne en række produkter eller tjenesteydelser,
som kan købes sammen med kreditaftalen. Derfor er det i betragtning af sådanne aftalers betydning for
forbrugerne hensigtsmæssigt at fastlægge specifikke regler for kombinationssalg. Kombination af en kre-
ditaftale med en eller flere finansielle tjenesteydelser eller produkter i pakker er en måde, hvorpå kreditgi-
vere kan variere deres tilbud og konkurrere med hinanden, forudsat at komponenterne i pakken også kan
købes særskilt. Kombination af kreditaftaler med en eller flere finansielle tjenesteydelser eller produkter i
pakker kan være til forbrugernes fordel, men det kan have en negativ indvirkning på forbrugernes mobili-
tet og deres mulighed for at træffe informerede valg, medmindre komponenterne i pakken kan købes sær-
skilt. Det er vigtigt at forebygge praksis såsom kombination af visse produkter, der kan tilskynde forbru-
gere til at indgå kreditaftaler, der ikke er i deres bedste interesse, uden dog at begrænse muligheden for at
sammensætte produkter, hvilket kan være til forbrugernes fordel. Medlemsstaterne bør imidlertid fortsat
overvåge detailmarkederne for finansielle tjenesteydelser nøje for at sikre, at pakkesalg ikke forvrider for-
brugernes valgmuligheder og konkurrencen på markedet.
(25) Som hovedregel bør kombinationssalg ikke være tilladt, medmindre den finansielle tjenesteydelse el-
ler det finansielle produkt, der tilbydes som led i kreditaftalen, ikke kunne tilbydes særskilt, fordi det ud-
gør en fuldt integreret del af kreditten, f.eks. i tilfælde af en sikret kassekredit. I andre tilfælde kan det dog
være berettiget, at kreditgiver tilbyder eller sælger en kreditaftale i en pakke med en betalingskonto, op-
sparingskonto, et investerings- eller pensionsprodukt, f.eks. hvis kapitalen på kontoen bruges til at tilba-
gebetale kreditten eller er en forudsætning for at samle ressourcer for at opnå kreditten, eller i situationer,
hvor f.eks. et investeringsprodukt eller privat pensionsprodukt fungerer som en supplerende sikkerheds-
stillelse for at sikre kreditten. Selv om det er berettiget, at kreditgiver kan pålægge forbrugeren at tegne en
relevant forsikring for at garantere tilbagebetaling af kreditten eller sikre værdien af sikkerhedsstillelsen,
bør forbrugeren have mulighed for at vælge sin egen forsikringsgiver, forudsat at dennes forsikring har et
garantiniveau svarende til niveauet i den forsikring, som kreditgiver har foreslået. Derudover kan med-
lemsstaterne helt eller delvist standardisere den dækning, der tilbydes i forsikringsaftaler, for at gøre det
lettere at sammenligne forskellige tilbud for forbrugere, som ønsker at foretage sådanne sammenlignin-
ger.
(26) Det er vigtigt at sikre, at den faste ejendom til beboelse er blevet behørigt vurderet både inden indgå-
elsen af kreditaftalen og, navnlig hvis vurderingen påvirker forbrugerens tilbageværende forpligtelser, i
tilfælde af misligholdelse. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at der findes troværdige vurderingsstandar-
der. For at de kan betragtes som troværdige, bør vurderingsstandarder tage hensyn til internationalt aner-
kendte vurderingsstandarder, navnlig de standarder, der er fastsat af Det Internationale Råd for Vurde-
ringsstandarder, Den Europæiske Gruppe for Foreninger af Vurderingssagkyndige eller Royal Institution
of Chartered Surveyors (det kongelige institut for statsautoriserede landmålere). Disse internationalt aner-
kendte vurderingsstandarder indeholder principper på højt niveau, som pålægger blandt andre kreditgive-
re at vedtage og følge passende processer til intern risikostyring og styring af sikkerhedsstillelse, hvilket
omfatter sunde vurderingsprocesser, at vedtage vurderingsstandarder og -metoder, der medfører retvisen-
de og velunderbyggede ejendomsvurderinger for at sikre, at alle vurderingsrapporter udarbejdes med til-
strækkelig professionel kyndighed og omhu, samt at vurderingsmænd opfylder visse kvalifikationskrav,
og at opretholde passende dokumentation for vurdering af sikkerhedsstillelse, som er omfattende og tro-
værdig. I denne henseende er det ønskværdigt at sikre passende overvågning af markederne for fast ejen-
dom til beboelse, og at mekanismerne i sådanne bestemmelser er i overensstemmelse med Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditin-
stitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber6). Bestemmelserne i nærværende direktiv
177
vedrørende standarder for ejendomsvurdering kan overholdes f.eks. gennem lovgivning eller selvregule-
ring.
(27) I betragtning af de betydelige konsekvenser for kreditgivere, forbrugere og potentielt for den finan-
sielle stabilitet ved tvangsauktioner er det hensigtsmæssigt, at kreditgivere på et tidligt tidspunkt opfor-
dres til at imødegå nyopståede kreditrisici proaktivt, og at der findes nødvendige foranstaltninger for at
sikre, at kreditgivere udviser rimelig tilbageholdenhed og gør rimelige forsøg på at løse situationen ved
hjælp af andre midler, inden der indledes en procedure for tvangsauktion. Hvis det er muligt, bør der fin-
des løsninger, der tager hensyn til de praktiske forhold og forbrugerens rimelige behov i forhold til leve-
omkostninger. Hvis der efter proceduren for tvangsauktion stadig består udestående gæld, bør medlems-
staterne sikre et eksistensminimum og træffe foranstaltninger til at lette tilbagebetaling og samtidig undgå
overdreven gældssætning over længere tid. I hvert fald bør medlemsstaterne, når den pris, der opnås for
den faste ejendom, påvirker det beløb, som forbrugeren skylder, opfordre kreditgivere til at træffe rimeli-
ge foranstaltninger for at opnå den bedst mulige pris for den tvangsauktionerede faste ejendom afhængigt
af markedsbetingelserne. Medlemsstaterne bør ikke forhindre parterne i en kreditaftale i at indgå en ud-
trykkelig aftale om, at overdragelse af sikkerhedsstillelsen til kreditgiveren er tilstrækkelig til at tilbage-
betale kreditten.
(28) Kreditformidlere er ofte involveret i flere aktiviteter end bare kreditformidling, især formidling af
forsikringer eller investeringstjenesteydelser. Dette direktiv bør derfor også sikre en grad af sammenhæng
med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling7)
og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle in-
strumenter8). Navnlig kreditinstitutter, der i henhold til direktiv 2013/36/EU har adgang til at udøve virk-
somhed som kreditinstitut, og andre finansielle institutter, der er underlagt en tilsvarende tilladelsesord-
ning i henhold til national lovgivning, bør ikke afkræves en særskilt godkendelse med henblik på at ope-
rere som kreditformidlere for at forenkle etableringsprocessen som kreditformidler og gøre det lettere at
arbejde tværnationalt. Det fulde og ubetingede ansvar, der pålægges kreditgivere og kreditformidlere for
de aktiviteter, der udføres af bundne kreditformidlere eller udpegede repræsentanter, bør kun udvides til
at omfatte aktiviteter inden for dette direktivs anvendelsesområde, medmindre medlemsstaterne vælger at
udvide ansvaret til andre områder.
(29) For at forbedre forbrugernes evne til selv at træffe kvalificerede beslutninger vedrørende lån og an-
svarlig forvaltning af deres gæld bør medlemsstaterne fremme foranstaltninger med henblik på at støtte
formidlingen af viden til forbrugerne vedrørende ansvarlig låntagning og gældsforvaltning, især i forbin-
delse med aftaler om lån med pant i fast ejendom. Det er særlig vigtigt at give vejledning til forbrugere,
der optager et lån med pant i fast ejendom for første gang. I den forbindelse bør Kommissionen identifice-
re eksempler på bedste praksis for at lette den videre udvikling af foranstaltninger med henblik på at øge
forbrugernes kendskab til finansielle forhold.
(30) På grund af den betydelige risiko, der er forbundet med at låne i en udenlandsk valuta, er det nødven-
digt at foreskrive foranstaltninger til sikring af, at forbrugerne er klar over den risiko, som de påtager sig,
og at forbrugerne har mulighed for at begrænse deres eksponering for valutakursrisiko i kredittens løbetid.
Risikoen kan begrænses enten ved at give forbrugeren ret til at konvertere kreditten til en anden valuta
eller gennem andre ordninger, f.eks. lofter eller, hvis dette er tilstrækkeligt til at begrænse valutakursrisi-
koen, advarsler.
178
(31) Den gældende retlige ramme bør give forbrugerne tillid til, at kreditgiverne, kreditformidlerne og de
udpegede repræsentanter tager hensyn til forbrugerens interesser på grundlag af de oplysninger, som kre-
ditgiver, kreditformidler og den udpegede repræsentant råder over på det pågældende tidspunkt, og på
grundlag af rimelige antagelser om risiciene i forbindelse med forbrugerens situation i den foreslåede kre-
ditaftales løbetid. Det kan også indebære, at kreditgivere bl.a. ikke bør markedsføre kreditten på en sådan
måde, at markedsføringen i væsentlig grad indskrænker eller kan forventes at indskrænke forbrugerens
evne til nøje at overveje at optage kreditten, eller at kreditgiver ikke bør anvende ydelse af kreditten som
den vigtigste markedsføringsmetode i forbindelse med markedsføring af varer, tjenesteydelser eller fast
ejendom over for forbrugere. Et centralt aspekt med hensyn til at sikre en sådan forbrugertillid er kravet
om at sikre en høj grad af rimelighed, redelighed og professionel holdning inden for branchen, en passen-
de håndtering af interessekonflikter, herunder dem, der opstår på grund af aflønning, og at kræve, at der
ydes rådgivning i forbrugerens interesse.
(32) Det er hensigtsmæssigt at sikre, at kreditgiveres, kreditformidleres og udpegede repræsentanters rele-
vante personale har et tilstrækkeligt viden- og kompetenceniveau, for at opnå en høj grad af professiona-
lisme. Dette direktiv bør derfor kræve, at selskaber kan godtgøre, at de har den relevante viden og kompe-
tence, på grundlag af de minimumskrav til viden og kompetencer, der er fastsat i dette direktiv. Det bør
stå medlemsstaterne frit for at indføre eller opretholde sådanne krav, der gælder for fysiske personer.
Medlemsstaterne bør kunne tillade, at kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter sondrer
mellem niveauerne for minimumskrav til viden i henhold til involveringen i udførelsen af bestemte tjene-
ster eller processer. I denne forbindelse omfatter personale eksternt personale, som arbejder for og hos
kreditgiver, kreditformidler eller den udpegede repræsentant, samt deres ansatte. I dette direktiv bør per-
sonale, der direkte er inddraget i aktiviteter i henhold til direktivet, omfatte både personale med kunde-
kontakt og administrativt personale, herunder ledelsen, som spiller en vigtig rolle i kreditaftaleprocessen.
Personer, der varetager støttefunktioner, som ikke er knyttet til kreditaftaleprocessen (f.eks. personale, der
varetager personaleadministration og informations- og kommunikationsteknologi), bør ikke betragtes som
personale i dette direktiv.
(33) Hvis en kreditgiver eller kreditformidler yder sine tjenester på en anden medlemsstats område som
led i den fri udveksling af tjenesteydelser, bør hjemlandet være ansvarligt for at fastsætte de minimums-
krav til viden og kompetencer, som gælder for personalet. De værtslande, der finder det nødvendigt, bør
dog på visse bestemte områder kunne fastsætte deres egne kompetencekrav, der gælder for kreditgivere
og kreditformidlere, som yder tjenester på den pågældende medlemsstats område som led i den fri ud-
veksling af tjenesteydelser.
(34) På grund af betydningen af at sikre, at viden- og kompetencekravene finder anvendelse og opfyldes i
praksis, bør medlemsstaterne kræve, at de kompetente myndigheder fører tilsyn med kreditgivere, kredit-
formidlere og udpegede repræsentanter, og give de kompetente myndigheder beføjelse til at indhente den
dokumentation, som de har behov for for på en sikker måde at kunne vurdere opfyldelsen af kravene.
(35) Den måde, hvorpå kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter aflønner deres persona-
le, bør være et af de centrale aspekter med hensyn til at sikre forbrugertilliden i finanssektoren. Dette di-
rektiv fastsætter regler for aflønning af personale med henblik på at begrænse salg på tvivlsomt grundlag
og for at sikre, at den måde, hvorpå personalet aflønnes, ikke er til hinder for opfyldelsen af forpligtelsen
til at tage hensyn til forbrugerens interesser. Kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter
bør navnlig ikke udforme deres aflønningspolitikker på en måde, der tilskynder deres personale til at ind-
gå et bestemt antal eller en bestemt form for kreditaftaler eller til at yde særlige accessoriske tjenester til
179
forbrugerne, uden at der udtrykkeligt er taget hensyn til forbrugernes interesser og behov. I denne forbin-
delse kan medlemsstaterne finde det nødvendigt at beslutte, at en særlig praksis, f.eks. bundne kreditfor-
midleres opkrævning af gebyrer, strider mod forbrugerens interesser. Medlemsstaterne bør også kunne
fastsætte, at den aflønning, som personalet modtager, ikke afhænger af renten i den kreditaftale eller den
form for kreditaftale, der er indgået med forbrugeren.
(36) Dette direktiv fastsætter harmoniserede regler for den viden og de kompetencer, som kreditgiveres,
kreditformidleres og udpegede repræsentanters personale bør være i besiddelse af, når de skal udforme,
tilbyde, bevilge og formidle en kreditaftale. Dette direktiv indfører ikke særlige ordninger, der er direkte
forbundet med anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer, som en person har opnået i en med-
lemsstat med henblik på at opfylde kravene til viden og kompetencer i en anden medlemsstat. Europa-
Parlamentet og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige
kvalifikationer9) bør derfor fortsat finde anvendelse for så vidt angår de betingelser for anerkendelse og de
udligningsforanstaltninger, som et værtsland kan kræve, hvis en persons uddannelsesbevis ikke er udstedt
på dets område.
(37) Kreditgivere og kreditformidlere anvender ofte reklame, hvor der hyppigt er anført særlige vilkår for
at tiltrække forbrugerne til et bestemt produkt. Forbrugerne bør derfor beskyttes mod illoyal og vildleden-
de reklamepraksis og skal kunne sammenligne reklamer. Det er nødvendigt at fastsætte særlige bestem-
melser om reklamer for kreditaftaler og med en liste over de elementer, der skal inkluderes i reklamer og
markedsføringsmateriale til forbrugerne, når sådan reklame angiver rentesatser eller talstørrelser vedrø-
rende kreditomkostninger, således at forbrugerne kan sammenligne forskellige tilbud. Det bør fortsat stå
medlemsstaterne frit for at kunne fastsætte eller opretholde oplysningskrav i deres nationale lovgivning
med hensyn til reklame, der ikke angiver en rentesats eller indeholder talstørrelser vedrørende kreditom-
kostningerne. Sådanne krav bør tage hensyn til de særlige karakteristika ved kreditaftaler i forbindelse
med fast ejendom til beboelse. Under alle omstændigheder bør det i overensstemmelse med Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over
for forbrugerne på det indre marked10) sikres, at reklame for kreditaftaler ikke giver et vildledende indtryk
af produktet.
(38) Reklame har tendens til at fokusere på især et eller flere produkter, men forbrugerne bør være i stand
til at træffe deres beslutninger på grundlag af viden om alle de tilbudte kreditprodukter. I denne henseen-
de spiller generelle oplysninger en vigtig rolle, da de medvirker til at forklare forbrugeren om det brede
udvalg af produkter og tjenesteydelser og de særlige kendetegn i den forbindelse. Forbrugerne bør derfor
til enhver tid kunne få adgang til generelle oplysninger om eksisterende kreditprodukter. Selv om dette
krav ikke gælder for ikkebundne kreditformidlere, ændrer dette ikke ved, at ikkebundne kreditformidlere
er forpligtet til at give forbrugerne individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen.
(39) For at sikre lige betingelser, og for at forbrugernes beslutning kan bygge på detaljerede oplysninger
om de tilbudte kreditprodukter frem for på den distributionskanal, gennem hvilken der er adgang til så-
danne kreditprodukter, bør forbrugerne modtage oplysninger om kreditten, uanset om de handler direkte
med en kreditgiver eller med en kreditformidler.
(40) Forbrugerne bør desuden modtage individuelle oplysninger i god tid inden indgåelsen af kreditafta-
len for at kunne sammenligne dem og overveje kreditprodukternes særlige karakteristika. Kommissionen
gav i henhold til sin henstilling 2001/193/EF af 1. marts 2001 om oplysninger forud for indgåelse af kon-
trakt, der skal gives til forbrugerne af långivere, der tilbyder boliglån11), tilsagn om at ville overvåge efter-
180
levelsen af den frivillige adfærdskodeks for information om boliglån forud for kontraktindgåelse, som in-
deholder ESIS, der giver individuelle oplysninger til forbrugeren om den kreditaftale, der tilbydes. Den
dokumentation, som Kommissionen har indsamlet, viser, at der er behov for at revidere indholdet og præ-
sentationen af ESIS for at sikre, at det er klart og forståeligt og indeholder alle de oplysninger, der anses
for relevante for forbrugerne. Indholdet og præsentationen af ESIS bør omfatte de nødvendige forbedrin-
ger, der er blevet peget på i forbrugerundersøgelser i alle medlemsstaterne. ESIS᾽ struktur, især oplysnin-
gernes række»fleksible elementer«, bør tilføjes. Forbrugeren bør modtage en illustrativ amortiseringstabel
som del af ESIS, hvis kreditten er en kredit med udskudt rente, hvor tilbagebetalingen af hovedstolen ud-
skydes i en indledende periode, eller hvor debitorrenten er fastsat for kreditaftalens løbetid. Medlemssta-
terne bør kunne fastsætte, at en sådan illustrativ amortiseringstabel i ESIS ikke er obligatorisk for andre
kreditaftaler.
følge, bør revideres, affattelsen bør være mere brugervenlig, afsnit som »nominel rente« og »årlige om-
kostninger i procent« bør slås sammen, og nye afsnit, f.eks.
(41) Forbrugerforskning har understreget betydningen af at anvende et enkelt og forståeligt sprog i forbin-
delse med oplysninger til forbrugerne. Som følge heraf er de begreber, der anvendes i ESIS, ikke nødven-
digvis de samme som de juridiske begreber, der er defineret i dette direktiv, men har den samme betyd-
ning.
(42) Oplysningskravene i ESIS om kreditaftaler bør ikke berøre Unionens eller nationale oplysningskrav
om andre produkter eller tjenesteydelser, der eventuelt tilbydes sammen med kreditaftalen som betingelse
for at indgå kreditaftalen i forbindelse med fast ejendom eller tilbydes for at indgå denne aftale til en lave-
re debitorrente, såsom brand- eller livsforsikring eller investeringsprodukter. Det bør stå medlemsstaterne
frit for at kunne beholde eller indføre national ret, hvis der ikke findes harmoniserede bestemmelser,
f.eks. oplysningskrav om niveauet for ågerrenter i fasen forud for aftaleindgåelse eller oplysninger, der
kan være nyttige i forbindelse med formidling af finansiel viden eller med udenretslige bilæggelser af tvi-
ster. Eventuelle supplerende oplysninger bør dog gives i et særskilt dokument, der kan knyttes som bilag
til ESIS. Medlemsstaterne bør på deres nationale sprog kunne anvende en anderledes terminologi i ESIS
uden at ændre dets indhold og den rækkefølge, hvori oplysningerne gives, hvis det er nødvendigt for at
anvende et sprog, som forbrugerne muligvis lettere kan forstå.
(43) For at sikre, at ESIS giver forbrugeren alle de relevante oplysninger, der er nødvendige for at træffe
en informeret beslutning, bør kreditgiveren ved udfyldelsen af ESIS følge vejledningen i dette direktiv.
Medlemsstaterne bør kunne uddybe eller yderligere præcisere vejledningen i udfyldelse af ESIS på grund-
lag af vejledningen i dette direktiv. Medlemsstaterne bør f.eks. have mulighed for yderligere at præcisere
de oplysninger, der skal gives for at beskrive »typen af debitorrente«, for at tage hensyn til de særlige
karakteristika ved de nationale produkter og det nationale marked. Sådanne yderligere specifikationer bør
imidlertid hverken være i modstrid med vejledningen i dette direktiv eller medføre ændringer i teksten til
ESIS-modellen, der bør gengives i sin helhed af kreditgiveren. Medlemsstaterne bør også kunne angive
yderligere advarsler om kreditaftaler, der er tilpasset deres nationale marked og praksis, hvis sådanne ad-
varsler ikke allerede specifikt findes i ESIS. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte, at kreditgiver er bun-
det af de oplysninger, der gives i ESIS, forudsat at kreditgiver beslutter at yde kreditten.
(44) Forbrugeren bør modtage oplysninger ved hjælp af ESIS uden unødig forsinkelse, efter at forbruge-
ren har givet de nødvendige oplysninger om sine behov, sin finansielle situation og sine præferencer, og i
god tid, inden forbrugeren bindes af en kreditaftale eller et kredittilbud, så han har mulighed for at sam-
181
menligne og overveje kreditprodukternes karakteristika og om nødvendigt indhente råd fra tredjemand.
ESIS bør navnlig vedlægges et bindende tilbud til forbrugeren, medmindre forbrugeren allerede har mod-
taget et ESIS, og tilbuddets karakteristika stemmer overens med de oplysninger, der tidligere er givet.
Medlemsstaterne bør dog kunne fastsætte, at ESIS er obligatorisk både inden afgivelsen af et bindende
tilbud og sammen med det bindende tilbud, hvis der ikke tidligere er givet et ESIS, der indeholder de
samme oplysninger. Selv om ESIS bør persontilpasses og afspejle de præferencer, som forbrugeren har
givet udtryk for, bør levering af sådanne individuelle oplysninger ikke indebære en forpligtelse til at yde
rådgivning. Kreditaftaler bør kun indgås, hvis forbrugeren har haft tilstrækkelig tid til at sammenligne til-
buddene, vurdere, hvad de indebærer, om nødvendigt indhente råd fra tredjemand og træffe en informeret
beslutning om, hvorvidt han vil acceptere et tilbud.
(45) Hvis forbrugeren har en sikret kreditaftale i forbindelse med køb af fast ejendom eller grund, og sik-
kerhedsstillelsens varighed er længere end kreditaftalens varighed, og hvis forbrugeren kan beslutte at få
udbetalt den tilbagebetalte kapital, forudsat at han underskriver en ny kreditaftale, bør forbrugeren inden
underskrivelsen af den nye kreditaftale modtage et nyt ESIS med de nye årlige omkostninger i procent,
der er baseret på den nye kreditaftales specifikke karakteristika.
(46) Kreditgiveren eller, hvor det er relevant, en kreditformidler eller udpeget repræsentant bør i det
mindste når der ikke er fortrydelsesret, på tidspunktet for afgivelse af et tilbud, der er bindende for kredit-
giver, give forbrugeren en kopi af udkastet til kreditaftalen. I andre tilfælde bør forbrugeren i det mindste
modtage en kopi af udkastet til kreditaftalen på det tidspunkt, hvor der afgives et bindende tilbud.
(47) For at sikre størst mulig transparens og forhindre misbrug som følge af interessekonflikter, når for-
brugerne anvender kreditformidleres tjenesteydelser, bør kreditformidlere være underlagt visse oplys-
ningsforpligtelser, inden de leverer deres tjenesteydelser. Sådanne oplysninger bør bl.a. omfatte deres
identitet og forbindelse til kreditgivere, f.eks. om de overvejer at anvende produkter fra mange forskellige
kreditgivere eller kun fra et mere begrænset antal kreditgivere. Hvis kreditgiver eller tredjemænd skal be-
tale provision eller andre incitamenter til kreditformidleren i forbindelse med en kreditaftale, bør dette op-
lyses til forbrugerne inden udøvelsen af kreditformidlingsaktiviteterne, og i denne fase bør forbrugerne
oplyses enten om sådanne betalingers størrelse, hvis dette vides, eller om det forhold, at beløbet vil blive
oplyst i ESIS i en senere fase forud for aftaleindgåelsen, og om, at forbrugerne i denne fase har ret til at
modtage oplysninger om sådanne betalingers størrelse. Forbrugerne bør også underrettes om eventuelle
gebyrer, som de skal betale til kreditformidlere for deres tjenesteydelser. Uden at dette berører konkurren-
ceretten, bør medlemsstaterne frit kunne indføre eller beholde bestemmelser, der forbyder, at forbrugerne
betaler gebyrer til nogle eller alle kategorier af kreditformidlere.
(48) En forbruger har muligvis behov for yderligere bistand for at kunne afgøre, hvilken kreditaftale
blandt de foreslåede produkter der er mest hensigtsmæssig i forhold til den pågældendes behov og finan-
sielle situation. Kreditgivere og, hvor det er relevant, kreditformidlere bør yde denne bistand i forbindelse
med de kreditprodukter, som de tilbyder forbrugeren, ved at redegøre for de relevante oplysninger, herun-
der navnlig de vigtigste karakteristika ved de foreslåede produkter, for forbrugeren med udgangspunkt i
den pågældendes personlige forhold, så forbrugeren kan forstå de virkninger, som produkterne kan få for
hans økonomiske situation. Kreditgivere og i givet fald kreditformidlere bør tilpasse den måde, som så-
danne redegørelser gives på, til de omstændigheder, hvorunder kreditten tilbydes, og forbrugerens behov
for bistand under hensyntagen til forbrugerens viden om og erfaring med kredit og arten af de enkelte
kreditprodukter. Sådanne redegørelser bør ikke i sig selv udgøre en personlig anbefaling.
182
(49) For at fremme et velfungerende indre marked med et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i hele Uni-
onen er det nødvendigt på ensartet vis at sikre, at oplysningerne om de årlige omkostninger i procent er
sammenlignelige i hele Unionen.
(50) De samlede omkostninger ved forbrugerkreditten bør omfatte alle de omkostninger, som forbrugeren
skal betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiver har kendskab til. Omkostningerne bør der-
for omfatte renter, provisioner, afgifter, gebyrer til kreditformidlere, omkostningerne ved ejendomsvurde-
ring med henblik på et lån med pant i fast ejendom og andre gebyrer, bortset fra notarialgebyrer, der er
nødvendige for at kunne opnå kreditten, f.eks. livsforsikring, eller for at kunne få den på de oplyste betin-
gelser, f.eks. brandforsikring. Bestemmelserne i dette direktiv vedrørende accessoriske produkter og tje-
nesteydelser (f.eks. bestemmelserne vedrørende omkostningerne i forbindelse med oprettelse og forvalt-
ning af en bankkonto) bør ikke berøre direktiv 2005/29/EF og Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993
om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler12). De samlede omkostninger ved forbrugerkreditten bør ik-
ke omfatte de omkostninger, som forbrugeren betaler ved køb af fast ejendom eller grund, såsom tilknyt-
tede afgifter og notaromkostninger eller tinglysningsomkostninger. Kreditgivers faktiske kendskab til om-
kostningerne bør vurderes objektivt under hensyntagen til kravene til erhvervsmæssig diligenspligt. I den-
ne forbindelse bør kreditgiver antages at have kendskab til omkostningerne i forbindelse med accessori-
ske tjenesteydelser, som han selv tilbyder forbrugeren, eller som han tilbyder forbrugeren på vegne af
tredjemand, medmindre prisen afhænger af forbrugerens specifikke karakteristika eller situation.
(51) Hvis der anvendes skønsmæssige oplysninger, bør forbrugeren underrettes herom, og om at oplys-
ningerne forventes at være repræsentative for den påtænkte type aftale eller praksis. Formålet med de sup-
plerende antagelser med henblik på beregning af de årlige omkostninger i procent er at sikre, at de årlige
omkostninger i procent beregnes på en ensartet måde og er sammenlignelige. Supplerende antagelser er
nødvendige i forbindelse med specifikke typer kreditaftaler, f.eks. hvis kredittens beløb, varighed eller
omkostninger er usikre eller varierer, afhængigt af hvordan aftalen gennemføres. Hvis bestemmelserne ik-
ke i sig selv er tilstrækkelige til at beregne de årlige omkostninger i procent, bør kreditgiveren anvende de
supplerende antagelser, der er fastsat i bilag I. Da beregningen af de årlige omkostninger i procent imid-
lertid afhænger af den enkelte kreditaftales vilkår, bør kun de antagelser, der er nødvendige og relevante
for en given kredit, anvendes.
(52) For at sikre en høj grad af sammenlignelighed mellem tilbud fra forskellige kreditgivere med hensyn
til de årlige omkostninger i procent bør tidsintervallet mellem de tidspunkter, der anvendes ved beregnin-
gen, ikke udtrykkes i dage, hvis de kan udtrykkes som et helt antal år, måneder eller uger. Det er i den
forbindelse underforstået, at disse intervaller, hvis der anvendes bestemte tidsintervaller i formlen til be-
regning af de årlige omkostninger i procent, også bør anvendes ved fastlæggelse af rentesatser og andre
omkostninger, der anvendes i formlen. Som følge heraf bør kreditgiver anvende den metode til måling af
tidsintervaller, der er beskrevet i bilag I, for at få de korrekte tal med henblik på betaling af omkostninger.
Dette gælder imidlertid kun med henblik på beregning af de årlige omkostninger i procent og har ingen
indvirkning på de beløb, som kreditgiver faktisk opkræver i henhold til kreditaftalen. Hvis disse tal er for-
skellige, kan det være nødvendigt at forklare forbrugeren dem for at undgå at vildlede forbrugeren. Dette
indebærer også, at de årlige omkostninger i procent i mangel af ikkerentebærende omkostninger og under
forudsætning af en identisk beregningsmetode vil være lig med kredittens effektive debitorrente.
(53) Da de årlige omkostninger i procent i markedsføringsfasen kun kan angives ved et eksempel, bør
eksemplet være repræsentativt. Det bør derfor f.eks. afspejle den gennemsnitlige løbetid og det samlede
kreditbeløb, der bevilges i forbindelse med den påtænkte type kreditaftale. Når det repræsentative eksem-
183
pel opstilles, bør der tages hensyn til, hvor udbredte visse typer kreditaftaler er på et specifikt marked. Det
kan være hensigtsmæssigt for hver kreditgiver at basere det repræsentative eksempel på et kreditbeløb,
der er repræsentativt for den pågældende kreditgivers produktudvalg og forventede kundegrundlag, da
disse kan variere betydeligt kreditgivere imellem. For så vidt angår de årlige omkostninger i procent, der
anføres i ESIS, bør der så vidt muligt tages hensyn til de præferencer og oplysninger, som forbrugeren
angiver, og kreditgiver eller kreditformidler bør præcisere, om oplysningerne er illustrative eller afspejler
de angivne præferencer og oplysninger. De repræsentative eksempler bør under alle omstændigheder ikke
være i modstrid med kravene i direktiv 2005/29/EF. Det er vigtigt, at det i ESIS gøres klart for forbruge-
ren, hvis det er relevant, at de årlige omkostninger i procent bygger på antagelser og kan ændre sig, såle-
des at forbrugerne kan tage hensyn til dette, når de sammenligner produkter. Det er vigtigt, at de årlige
omkostninger i procent tager hensyn til alle de udnyttede kreditmuligheder i kreditaftalen, hvad enten de
er udbetalt direkte til forbrugeren eller til en tredjemand på forbrugerens vegne.
(54) For at sikre overensstemmelse i beregningen af de årlige omkostninger i procent for forskellige typer
kredit bør de antagelser, der anvendes til beregning af samme typer kreditaftaler, generelt være ensartede.
I denne forbindelse bør antagelserne i Kommissionens direktiv 2011/90/EU af 14. november 2011 om
ændring af del II i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF for så vidt angår supple-
rende antagelser til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent13), som ændrer antagelserne
til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent, medtages. Selv om alle antagelserne ikke
nødvendigvis finder anvendelse på de kreditaftaler, der findes i dag, er der stor produktinnovation i denne
sektor, så det er nødvendigt at have fastlagt antagelserne. Med henblik på beregningen af de årlige om-
kostninger i procent bør fastlæggelsen af den mulighed for at udnytte kreditmuligheden, der oftest benyt-
tes, baseres på berettigede forventninger til den mulighed for at udnytte kreditmuligheden, der oftest be-
nyttes af forbrugerne i forbindelse med den type produkt, der tilbydes af den pågældende kreditgiver. For
så vidt angår eksisterende produkter bør forventningen baseres på de seneste 12 måneder.
(55) Det er af afgørende betydning, at forbrugerens evne og tilbøjelighed til at tilbagebetale kreditten vur-
deres og kontrolleres, inden der indgås en kreditaftale. Denne vurdering af kreditværdigheden bør tage
hensyn til alle nødvendige og relevante faktorer, som kan påvirke forbrugerens evne til at tilbagebetale
kreditten i dens løbetid. Forbrugerens evne til at betale renter og afdrag på og helt at tilbagebetale kredit-
ten bør navnlig omfatte en vurdering af de fremtidige betalinger eller betalingsforøgelser, der er nødven-
dige på grund af negativ amortisering eller udskudte betalinger på hovedstolen eller af renter, og bør vur-
deres på baggrund af andre faste udgifter, gæld og andre finansielle forpligtelser samt indtægt, opsparing
og aktiver. Der bør tages rimeligt hensyn til fremtidige begivenheder i den foreslåede kreditaftales løbe-
tid, såsom en mindskelse af indtægten, hvis kreditperioden varer indtil efter pensioneringen, eller, hvis det
er relevant, en forøgelse af debitorrenten eller en negativ ændring af valutakursen. Selv om værdien af
den faste ejendom er et vigtigt element ved fastlæggelsen af det kreditbeløb, der kan bevilges til en for-
bruger i henhold til en sikret kreditaftale, bør vurderingen af kreditværdigheden fokusere på forbrugerens
evne til at opfylde sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen. Som følge heraf bør den mulighed, at vær-
dien af den faste ejendom overstiger kreditbeløbet eller kan stige i fremtiden, generelt ikke være en til-
strækkelig betingelse for at yde den pågældende kredit. Hvis formålet med en kreditaftale er at opføre fast
ejendom eller renovere en eksisterende fast ejendom, bør kreditgiver dog kunne tage hensyn til denne mu-
lighed. Medlemsstaterne bør kunne give yderligere vejledning om disse eller yderligere kriterier og om
metoder til at vurdere en forbrugers kreditværdighed, f.eks. ved at fastsætte grænser for belåningsprocen-
ten eller for forholdet mellem lån og indkomst, og bør opfordres til at gennemføre Rådet for Finansiel
Stabilitets principper for god praksis vedrørende optagelse af lån med pant i fast ejendom.
184
(56) Det kan være nødvendigt at fastsætte særlige bestemmelser om de forskellige elementer, der kan tag-
es i betragtning i vurderingen af kreditværdigheden i forbindelse med visse former for kreditaftaler. I for-
bindelse med kreditaftaler der vedrører en fast ejendom, hvori det udtrykkeligt angives, at den faste ejen-
dom ikke må anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted af forbrugeren eller et af forbrugerens
familiemedlemmer (aftaler om køb med henblik på udlejning), bør medlemsstaterne f.eks. kunne beslutte
at præcisere, at der ved vurderingen af forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten tages hensyn til
fremtidige lejeindtægter. I de medlemsstater, hvor de nationale bestemmelser ikke indeholder en sådan
præcisering, kan kreditgivere beslutte at medtage en forsigtig vurdering af de fremtidige lejeindtægter.
Vurderingen af kreditværdighed bør ikke indebære overførsel af ansvar til kreditgiveren for forbrugerens
eventuelle senere manglende opfyldelse af sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen.
(57) Kreditgivers beslutning om at yde kreditten eller ej bør være i overensstemmelse med resultatet af
kreditværdighedsvurderingen. Kreditgivers mulighed for at overføre en del af kreditrisikoen til tredje-
mand bør f.eks. ikke føre til, at han ignorerer kreditværdighedsvurderingens konklusioner og tilbyder en
kreditaftale til en forbruger, som sandsynligvis ikke vil være i stand til at tilbagebetale kreditten. Med-
lemsstaterne bør kunne gennemføre dette princip ved at kræve, at de kompetente myndigheder træffer re-
levante foranstaltninger som led i tilsynsaktiviteterne og overvåger overholdelsen af kreditgivernes proce-
durer for vurdering af kreditværdighed. En positiv kreditværdighedsvurdering bør dog ikke udgøre en for-
pligtelse for kreditgiveren til at yde kredit.
(58) I overensstemmelse med anbefalingerne fra Rådet for Finansiel Stabilitet bør kreditværdighedsvurde-
ringen bygge på oplysninger om forbrugerens finansielle og økonomiske situation, herunder indtægt og
udgifter. Disse oplysninger kan indhentes fra forskellige kilder, herunder forbrugeren, og kreditgiveren
bør på passende vis kontrollere oplysningerne, inden kreditten ydes. Forbrugeren bør i denne forbindelse
give oplysningerne for at lette kreditværdighedsvurderingen, eftersom undladelse af at gøre dette sand-
synligvis vil medføre afslag på den kredit, som forbrugeren ønsker, medmindre oplysningerne kan ind-
hentes fra en anden kilde. Med forbehold af den private aftaleret bør medlemsstaterne sikre, at kreditgive-
re ikke kan bringe en kreditaftale til ophør, fordi de efter underskrivelsen af den blev klar over, at kredit-
værdighedsvurderingen blev foretaget på et ukorrekt grundlag som følge af ufuldstændige oplysninger på
vurderingstidspunktet. Dette bør imidlertid ikke berøre medlemsstaternes mulighed for at give kreditgive-
re tilladelse til at bringe en kreditaftale til ophør, hvis det kan påvises, at forbrugeren bevidst gav unøjag-
tige eller forkerte oplysninger på tidspunktet for kreditværdighedsvurderingen eller forsætligt ikke gav
oplysninger, som ville have ført til en negativ kreditværdighedsvurdering, eller hvis der findes andre gyl-
dige grunde, der er forenelige med EU-retten. Selv om det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge for-
brugerne sanktioner for ikke at være i stand til at give visse oplysninger eller vurderinger eller for at be-
slutte at afbryde en ansøgningsproces med henblik på at få en kredit, bør medlemsstaterne kunne fastsætte
sanktioner, hvis en forbruger bevidst giver ufuldstændige eller ukorrekte oplysninger for at opnå en posi-
tiv kreditværdighedsvurdering, navnlig hvis fuldstændige og korrekte oplysninger ville have ført til en ne-
gativ kreditværdighedsvurdering, og forbrugeren efterfølgende ikke kan opfylde aftalevilkårene.
(59) Anvendelse af en kreditdatabase er et nyttigt element i forbindelse med vurdering af kreditværdig-
hed. Nogle medlemsstater kræver, at kreditgivere vurderer forbrugerens kreditværdighed på grundlag af
en søgning i den relevante database. Kreditgivere bør kunne søge i kreditdatabasen i kredittens løbetid for
udelukkende at kunne påvise og vurdere sandsynligheden for misligholdelse. En sådan anvendelse af kre-
ditdatabasen bør være omfattet af passende sikkerhedsforanstaltninger for at sikre, at den anvendes til tid-
lig påvisning og styring af kreditrisikoen i forbrugerens interesse og ikke med henblik på oplysninger til
forretningsmæssige forhandlinger. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24.
185
oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og
om fri udveksling af sådanne oplysninger14) bør forbrugere underrettes af kreditgivere om søgning i kre-
ditdatabasen, inden den foretages, og bør have ret til at få adgang til oplysninger om dem i en sådan kre-
ditdatabase for i givet fald at foretage berigtigelse af, slette eller blokere personoplysninger om dem, så-
fremt disse er unøjagtige eller er blevet behandlet ulovligt.
(60) For at hindre konkurrenceforvridning blandt kreditgivere bør det sikres, at alle kreditgivere, herunder
kreditinstitutter eller ikkekreditinstitutter, som tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til be-
boelse, har adgang til alle offentlige og private kreditdatabaser om forbrugere på ikkediskriminerende vil-
kår. Sådanne vilkår bør derfor ikke omfatte et krav til kreditgivere om etablering som kreditinstitut. Ad-
gangsbetingelser, f.eks. gebyr for at få adgang til databasen eller krav om, at oplysninger til databasen
skal tilvejebringes på grundlag af gensidighed, bør fortsat finde anvendelse. Det bør stå medlemsstaterne
frit for at fastsætte, om kreditformidlere inden for deres område kan få adgang til sådanne databaser.
(61) Hvis et afslag på en kreditanmodning bygger på oplysninger fundet ved en søgning i en database
eller på mangel på data heri, bør kreditgiver underrette forbrugeren herom, give oplysninger om navnet på
den pågældende database og enhver anden oplysning, som kræves i direktiv 95/46/EF, således at forbru-
geren kan udøve sin ret til adgang og, når det er berettiget, foretage berigtigelse af, slette eller blokere de
deri behandlede personoplysninger om sig selv. Hvis et afslag på en kreditanmodning skyldes en negativ
vurdering af kreditværdigheden, bør kreditgiver uden unødig forsinkelse underrette forbrugeren om afsla-
get. Medlemsstaterne bør frit kunne beslutte, om de vil kræve, at kreditgivere skal give yderligere forkla-
ringer på årsagerne til afslaget. Kreditgiver bør imidlertid ikke være forpligtet til at give sådanne oplys-
ninger, hvis det er forbudt i henhold til anden EU-ret, f.eks. bestemmelser om hvidvaskning af penge eller
finansiering af terrorisme. Sådanne oplysninger bør ikke gives, hvis det strider mod den offentlige orden
eller den offentlige sikkerhed, f.eks. forebyggelse, efterforskning, afsløring eller retsforfølgelse af straffe-
lovsovertrædelser.
(62) Dette direktiv vedrører anvendelse af personoplysninger i forbindelse med vurdering af en forbrugers
kreditværdighed. For at sikre beskyttelse af personoplysninger bør direktiv 95/46/EF finde anvendelse på
databehandling, der foretages i forbindelse med sådanne vurderinger.
(63) Ydelse af rådgivning i form af en individuel anbefaling er en særskilt aktivitet, der kan, men ikke
skal, kombineres med andre aspekter af ydelse eller formidling af kredit. For at forbrugerne kan forstå
arten af de tjenester, som ydes, bør de derfor underrettes om, hvorvidt der ydes eller kan ydes rådgiv-
ningstjenester, og hvornår der ikke ydes rådgivningstjenester, og hvad disse omfatter. På grund af den be-
tydning, som forbrugerne tillægger anvendelsen af betegnelserne »rådgivning« og »rådgiver«, bør med-
lemsstaterne kunne forbyde anvendelse af disse eller lignende betegnelser, når der ydes rådgivningstjene-
ster til forbrugerne. Det bør sikres, at medlemsstaterne træffer sikkerhedsforanstaltninger, når rådgivning
beskrives som uafhængig, til sikring af, at de pågældende produkter og aflønningsordninger svarer til for-
brugernes forventninger til en sådan rådgivning.
(64) Leverandører af rådgivningstjenester bør overholde visse standarder for at sikre, at forbrugeren præ-
senteres for produkter, der passer til hans behov og forhold. Rådgivningstjenester bør baseres på en rime-
lig og tilstrækkeligt vidtgående analyse af de tilbudte produkter, hvis rådgivningstjenesterne ydes af kre-
ditgivere og bundne kreditformidlere, eller af de produkter, der findes på markedet, hvis rådgivningstjene-
sterne ydes af kreditformidlere, der ikke er bundet. De, der yder rådgivningstjenester, bør kunne speciali-
sere sig i visse nicheprodukter, såsom mellemfinansiering, forudsat at de overvejer en række produkter
186
inden for denne bestemte niche, og at det gøres klart for forbrugeren, at de er specialiseret i disse niche-
produkter. Under alle omstændigheder bør kreditgivere og kreditformidlere oplyse forbrugeren om, hvor-
vidt de kun rådgiver om deres egne produkter eller om et bredt udvalg af produkter på markedet, for at
sikre, at forbrugeren forstår grundlaget for en anbefaling.
(65) Rådgivningstjenester bør bygge på en passende forståelse af forbrugerens finansielle situation, præ-
ferencer og målsætninger på grundlag af de fornødne ajourførte oplysninger og rimelige antagelser om
risici i forbindelse med forbrugerens forhold i kreditaftalens løbetid. Medlemsstaterne bør kunne præcise-
re, hvordan et givet produkts egnethed skal vurderes i forbindelse med ydelse af rådgivningstjenester.
(66) En forbrugers evne til at tilbagebetale en kredit, inden kreditaftalen udløber, kan spille en vigtig rolle
for at fremme konkurrencen på det indre marked og EU-borgernes frie bevægelighed samt for at bidrage
til at tilvejebringe den fleksibilitet i kreditaftalers løbetid, der er nødvendig for at fremme finansiel stabili-
tet i overensstemmelse med anbefalingerne fra Rådet for Finansiel Stabilitet. Der findes imidlertid væ-
sentlige forskelle mellem de nationale principper og betingelser, i henhold til hvilke forbrugerne har evne
til at tilbagebetale deres kredit, og de betingelser, på hvilke en sådan indfrielse før tiden kan finde sted. På
trods af forskelligartetheden i mekanismerne bag realkreditfinansiering og det eksisterende produktudvalg
er det væsentligt på EU-plan at have visse standarder for førtidig indfrielse af kredit for at sikre, at forbru-
gerne har mulighed for at frigøre sig for deres forpligtelser inden den aftalte dato i kreditaftalen og mulig-
hed for at sammenligne tilbud med henblik på at finde de bedste produkter i forhold til deres behov. Med-
lemsstaterne bør derfor enten gennem lovgivning eller på anden måde, såsom aftalebestemmelser, sikre,
at forbrugerne har ret til førtidig indfrielse. Medlemsstaterne bør imidlertid kunne definere betingelserne
for udøvelse af en sådan ret. Disse betingelser kan omfatte tidsbegrænsninger på udøvelsen af rettigheden,
forskellig behandling, afhængigt af hvilken type debitorrente der er tale om, eller restriktioner med hen-
syn til de forhold, under hvilke denne rettighed kan udøves. Hvis førtidig indfrielse sker i en periode, for
hvilken der er aftalt fast forrentning, kan udøvelsen af denne ret gøres betinget af, at der foreligger en
legitim interesse hos forbrugeren som fastsat af medlemsstaten. En sådan legitim interesse kan f.eks. op-
stå i tilfælde af skilsmisse eller arbejdsløshed. De betingelser, som medlemsstaterne fastsætter, bør kunne
omfatte, at kreditgiver har ret til en rimelig og objektivt begrundet kompensation for eventuelle omkost-
ninger, som er direkte forbundet med førtidig indfrielse af kreditten. I tilfælde, hvor medlemsstaterne fast-
sætter, at kreditgiver har ret til kompensation, bør en sådan kompensation være en rimelig og objektivt
begrundet kompensation for eventuelle omkostninger, som er direkte forbundet med førtidig indfrielse af
kreditten, i overensstemmelse med de nationale regler om kompensation. Kompensationen bør ikke over-
stige kreditgivers økonomiske tab.
(67) Det er vigtigt at sikre, at der er tilstrækkelig gennemsigtighed til at gøre det klart for forbrugerne,
hvilken form for forpligtelser der indgås med henblik på at opretholde den finansielle stabilitet, og hvor
der i kreditaftalens løbetid er fleksibilitet. Forbrugerne bør modtage oplysninger om debitorrenten i aftale-
forholdets løbetid og forud for aftaleindgåelsen. Medlemsstaterne bør kunne opretholde eller indføre be-
grænsninger med hensyn til eller forbud mod kreditgivers ensidige ændringer af debitorrenten. Medlems-
staterne bør kunne fastsætte, at forbrugeren har ret til at modtage en ajourført amortiseringstabel, hvis de-
bitorrenten ændres.
(68) Selv om kreditformidlere spiller en central rolle med hensyn til distribution af kreditaftaler i forbin-
delse med fast ejendom til beboelse i Unionen, er der fortsat væsentlige forskelle mellem de nationale
bestemmelser om udøvelse af virksomhed som kreditformidler og om tilsyn med kreditformidlere, som
skaber hindringer for etablering og udøvelse af virksomhed som kreditformidler på det indre marked.
187
Kreditformidlernes manglende mulighed for frit at udøve virksomhed i Unionen hindrer det indre marked
for kreditaftaler vedrørende fast ejendom til beboelse i at fungere ordentligt. Under hensyntagen til de for-
skellige aktører, der er involveret i kreditformidling, er det væsentligt med visse standarder på EU-plan
for at sikre en høj grad af professionalisme og service.
(69) Før kreditformidlere kan udøve deres aktiviteter, bør de være underlagt en adgangsproces ved den
kompetente myndighed i deres hjemland, og underlægges løbende tilsyn for at sikre, at de opfylder stren-
ge faglige krav i det mindste til kompetence, godt omdømme og erhvervsansvarsforsikring. Sådanne krav
bør som minimum finde anvendelse på kreditinstitutplan. Medlemsstaterne kan imidlertid præcisere, om
sådanne krav om adgang gælder for kreditformidlerens enkelte arbejdstagere. Hjemlandet kan fastsætte
yderligere krav, f.eks. at kreditformidlerens aktionærer har et godt omdømme, eller at en bunden kredit-
formidler kun kan være bundet til én kreditgiver, hvis disse krav er forholdsmæssige og forenelige med
den øvrige EU-ret. Der bør optages relevante oplysninger om kreditformidlere, der er givet adgang, i et
offentligt register. Bundne kreditformidlere, som udelukkende samarbejder med én kreditgiver under den-
nes fulde og ubetingede ansvar, bør have mulighed for at gives adgang af den kompetente myndighed
under ledelse af den kreditgiver, på hvis vegne de handler. Medlemsstaterne bør have ret til at bevare eller
indføre begrænsninger med hensyn til visse kreditformidleres retlige form, således at de udelukkende må
handle som juridiske personer eller som fysiske personer. Medlemsstaterne bør frit kunne beslutte, om
alle kreditformidlere optages i ét register, eller om der kræves forskellige registre, afhængigt af om kredit-
formidleren er bundet eller fungerer som uafhængig kreditformidler. Desuden bør medlemsstaterne frit
kunne bevare eller indføre begrænsninger med hensyn til muligheden for, at kreditformidlere, der er bun-
det til en eller flere kreditgivere, kan opkræve gebyrer af forbrugerne.
(70) I nogle medlemsstater kan kreditformidlere beslutte at anvende udpegede repræsentanter til at udøve
aktiviteter på deres vegne. Medlemsstaterne bør have mulighed for at anvende den specifikke ordning for
udpegede repræsentanter i dette direktiv. Medlemsstaterne bør dog frit kunne beslutte ikke at indføre en
sådan ordning eller at tillade, at andre enheder spiller en rolle, der er sammenlignelig med udpegede re-
præsentanters rolle, forudsat at disse enheder er omfattet af den samme ordning som kreditformidlerne.
Reglerne for udpegede repræsentanter i dette direktiv forpligter ikke medlemsstaterne til at tillade, at ud-
pegede repræsentanter udøver virksomhed på deres område, medmindre sådanne udpegede repræsentanter
anses for kreditformidlere i henhold til dette direktiv.
(71) For at sikre, at de kompetente myndigheder fører effektivt tilsyn med kreditformidlere, bør en kredit-
formidler, der er en juridisk person, gives adgang i den medlemsstat, hvor den har sit vedtægtsmæssige
hjemsted. En kreditformidler, der ikke er en juridisk person, bør gives adgang i den medlemsstat, hvor
dens hovedkontor ligger. Desuden bør medlemsstaterne kræve, at en kreditformidlers hovedkontor altid
ligger i den medlemsstat, som er kreditformidlerens hjemland, og hvor den faktisk udøver virksomhed.
(72) Kravene for at give adgang bør give kreditformidlere ret til at udøve virksomhed i andre medlemssta-
ter i overensstemmelse med principperne om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser, forud-
sat at der har fundet behørig underretning sted mellem de kompetente myndigheder. Selv i tilfælde, hvor
medlemsstaterne beslutter at give alle ansatte hos kreditformidleren adgang, bør meddelelsen om hensig-
ten om at levere tjenesteydelser tage udgangspunkt i kreditformidleren frem for den enkelte arbejdstager.
Selv om dette direktiv udstikker de rammer, inden for hvilke alle kreditformidlere, der er givet adgang,
herunder de kreditformidlere, der er bundet til kun én kreditgiver, kan udøve virksomhed i hele Unionen,
udstikker dette direktiv ikke sådanne rammer for udpegede repræsentanter. I sådanne tilfælde skal de ud-
188
pegede repræsentanter, der ønsker at udøve virksomhed i en anden medlemsstat, opfylde kravene for at
give kreditformidlere adgang i dette direktiv.
(73) I nogle medlemsstater kan kreditformidlere udøve deres aktiviteter i forbindelse med kreditaftaler,
der tilbydes af ikkekreditinstitutter og kreditinstitutter. Kreditformidlere, der er givet adgang, bør i prin-
cippet kunne udøve virksomhed i hele Unionen. Adgang, der er givet af de kompetente myndigheder i
hjemlandet, bør dog ikke tillade, at kreditformidlere yder deres tjenester i forbindelse med kreditaftaler,
der tilbydes af ikkekreditinstitutter til en forbruger i en medlemsstat, hvor sådanne ikkekreditinstitutter
ikke må udøve virksomhed.
(74) Medlemsstaterne bør have mulighed for at fastsætte, at personer, der som led i deres erhvervsmæssi-
ge virksomhed kun lejlighedsvis udøver kreditformidlingsaktiviteter, f.eks. advokater eller notarer, ikke er
omfattet af adgangsproceduren i dette direktiv, forudsat at en sådan erhvervsmæssig virksomhed er om-
fattet af lovbestemmelser, der ikke udelukker, at der lejlighedsvis udøves kreditformidlingsaktiviteter. En
sådan undtagelse fra adgangsproceduren i dette direktiv bør dog føre til, at sådanne personer ikke kan dra-
ge fordel af pasordningen i dette direktiv. Personer, der som led i deres erhvervsmæssige virksomhed blot
lejlighedsvis præsenterer en forbruger for en kreditgiver eller en kreditformidler eller henviser forbruge-
ren til en sådan, f.eks. ved at meddele forbrugeren, at der findes en bestemt kreditgiver eller kreditformid-
ler eller en type produkt hos den pågældende kreditgiver eller kreditformidler, men ikke reklamerer yder-
ligere for eller deltager i forelæggelsen af afgivelsen af tilbud om det forberedende arbejde i forbindelse
med eller indgåelsen af kreditaftalen, bør ikke anses for kreditformidlere i henhold til dette direktiv. Lån-
tagere, der blot overfører en kreditaftale til en forbruger ved subrogation uden at udøve andre kreditfor-
midlingsaktiviteter, bør heller ikke anses for kreditformidlere i henhold til dette direktiv.
(75) For at sikre lige betingelser for kreditgivere og fremme finansiel stabilitet og i forventning om yderli-
gere harmonisering bør medlemsstaterne sikre, at der findes hensigtsmæssige foranstaltninger til at give
adgang for og føre tilsyn med ikkekreditinstitutter, som tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejen-
dom til beboelse. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet bør dette direktiv ikke fastlægge
detaljerede betingelser for at give adgang for og føre tilsyn med kreditgivere, som tilbyder kreditaftaler,
og som ikke er kreditinstitutter, jf. definitionen i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber15). Antallet
af sådanne institutter, som er aktive i Unionen i øjeblikket, er begrænset, især siden finanskrisen, og det
samme gælder deres markedsandel og antallet af medlemsstater, hvor de er aktive. Af samme grund bør
der ikke fastsættes bestemmelser om indførelse af en pasordning for sådanne institutter.
(76) Medlemsstaterne bør fastsætte regler om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser,
der vedtages i medfør af dette direktiv, og sikre, at de gennemføres. Valget af sanktioner er fortsat op til
medlemsstaterne, men de fastsatte sanktioner bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen
og have afskrækkende virkning.
(77) Forbrugerne bør have adgang til udenretslige klage- og tvistbilæggelsesprocedurer i forbindelse med
tvister, der måtte opstå på grundlag af de rettigheder og forpligtelser, som er fastlagt i dette direktiv, mel-
lem kreditgivere og forbrugere såvel som mellem kreditformidlere og forbrugere. Medlemsstaterne bør
sørge for, at deltagelse i sådanne alternative tvistbilæggelsesprocedurer ikke er frivillig for kreditgivere
og kreditformidlere. For at sikre, at alternative tvistbilæggelsesprocedurer fungerer tilfredsstillende i til-
fælde af tværnational aktivitet, bør medlemsstaterne kræve og tilskynde til, at organer med ansvar for
udenretslig klage- og tvistbilæggelse samarbejder. I denne forbindelse bør medlemsstaternes udenretslige
189
klage- og tvistbilæggelsesorganer tilskyndes til at deltage i Fin-Net, der er et finansielt tvistbilæggelses-
netværk af nationale udenretslige ordninger, som er ansvarlige for at bilægge tvister mellem forbrugere og
udbydere af finansielle tjenester.
(78) For at sikre konsekvent harmonisering og for at tage højde for udviklingen på markederne for kredit-
aftaler eller udviklingen inden for kreditprodukter eller i de økonomiske forhold og for yderligere at præ-
cisere visse krav i dette direktiv bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i over-
ensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår ændring af standardformuleringen eller instruktio-
nerne vedrørende udfyldning af ESIS og ændring af bemærkningerne eller ajourføring af antagelserne,
der anvendes i forbindelse med beregningen af de årlige omkostninger i procent. Det er navnlig vigtigt, at
Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertni-
veau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge
for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og
Rådet.
(79) For at lette kreditformidleres mulighed for at levere deres tjenesteydelser på tværs af grænserne og af
hensyn til samarbejde, informationsudveksling og tvistbilæggelse mellem de kompetente myndigheder
bør de kompetente myndigheder med ansvar for at give kreditformidlere adgang være de myndigheder,
der handler under den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA)), jf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en
europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed)16), eller andre nationale myndig-
heder, forudsat at de samarbejder med de myndigheder, der handler under EBA med henblik på at vareta-
ge deres opgaver i henhold til dette direktiv.
(80) Medlemsstaterne bør udpege de kompetente myndigheder, som har til opgave at sikre håndhævelsen
af dette direktiv, og sørge for, at de har de nødvendige undersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser samt
tilstrækkelige ressourcer til at kunne varetage deres opgaver. De kompetente myndigheder kan for så vidt
angår visse aspekter af dette direktiv indbringe en sag for en domstol, der er kompetent til at træffe en
retsafgørelse, herunder i givet fald ved appel. Dette kan gøre det muligt for medlemsstaterne at overlade
håndhævelsen af disse bestemmelser til ovennævnte organer og domstolene, navnlig hvis bestemmelserne
i dette direktiv er gennemført i civilretten. Medlemsstaterne bør kunne udpege forskellige kompetente
myndigheder til at håndhæve direktivets vidtrækkende forpligtelser. I forbindelse med nogle bestemmel-
ser kan medlemsstaterne f.eks. udpege de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for håndhævelse af
forbrugerbeskyttelse, hvorimod de i forbindelse med andre bestemmelser kan beslutte at udpege tilsynsfø-
rende. Muligheden for at udpege forskellige kompetente myndigheder bør ikke berøre forpligtelsen til lø-
bende tilsyn og samarbejde mellem de kompetente myndigheder som fastsat i dette direktiv.
(81) Det er nødvendigt at undersøge, om dette direktiv fungerer efter hensigten, og om det lykkes at eta-
blere et indre marked med en høj grad af forbrugerbeskyttelse på området for kreditaftaler i forbindelse
med fast ejendom til beboelse. Revisionen bør bl.a. omfatte en vurdering af overholdelsen og virkningen
af dette direktiv, en vurdering af, om direktivets anvendelsesområde fortsat er hensigtsmæssigt, en analy-
se af ikkekreditinstitutters levering af kreditaftaler, en vurdering af behovet for yderligere foranstaltnin-
ger, herunder en pasordning for ikkekreditinstitutter og en undersøgelse af nødvendigheden af at indføre
yderligere rettigheder og forpligtelser i fasen efter indgåelse af en kreditaftale.
(82) En indsats fra medlemsstaternes side alene vil sandsynligvis medføre forskellige sæt regler, hvilket
kan underminere eller skabe nye hindringer for det indre markeds funktion. Målet for dette direktiv, nem-
190
lig oprettelsen af et effektivt og konkurrencedygtigt indre marked for kreditaftaler i forbindelse med fast
ejendom til beboelse med en høj grad af forbrugerbeskyttelse kan ikke i tilstrækkelig grad kan nås af
medlemsstaterne og kan derfor mere effektivt nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltnin-
ger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU).
I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end
hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.
(83) Medlemsstaterne kan beslutte at gennemføre visse aspekter, der er omfattet af dette direktiv, i den
nationale lovgivning ved forsigtighedsbestemmelser, f.eks. vurderingen af forbrugerens kreditværdighed,
hvorimod andre gennemføres i lovgivningen om svig samt i civil- og strafferetten, f.eks. forpligtelserne
for den ansvarlige låntager.
(84) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissi-
onen om forklarende dokumenter17) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor der er berettiget,
at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer
forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumen-
ter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.
(85) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse afgav den 25. juli 2011 udtalelse18) på grundlag
af artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000
om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinsti-
tutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger19) —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
KAPITEL 1
FORMÅL, ANVENDELSESOMRÅDE, DEFINITIONER OG KOMPETENTE MYNDIG-
HEDER
Artikel 1
Formål
Dette direktiv fastlægger en fælles ramme for visse aspekter af medlemsstaternes love og admini-
strative bestemmelser om aftaler om forbrugerkredit sikret ved pant eller på anden vis i forbindelse
med fast ejendom til beboelse, herunder en forpligtelse til at foretage en vurdering af kreditværdig-
heden inden ydelsen af kreditten som grundlag for udviklingen af effektive standarder for kreditgiv-
ning i forbindelse med fast ejendom til beboelse i medlemsstaterne, og for visse forsigtigheds- og
tilsynskrav, herunder vedrørende etablering som og tilsyn med kreditformidlere, udpegede repræ-
sentanter og ikkekreditinstitutter.
Artikel 2
Harmoniseringsniveau
191
1. Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller indfører strengere be-
stemmelser for at beskytte forbrugerne, forudsat at sådanne bestemmelser er i overensstemmelse
med deres forpligtelser i henhold til EU-retten.
2. Uanset stk. 1 opretholder eller indfører medlemsstaterne ikke i national ret bestemmelser, der fra-
viger dem, der er fastsat i artikel 14, stk. 2, og bilag II, del A, med hensyn til standardoplysninger
forud for aftaleindgåelsen via et europæisk standardiseret informationsblad (»ESIS«), og artikel 17,
stk. 1-5, 7 og 8, samt bilag I med hensyn til en fælles og konsekvent EU-standard for beregning af
de årlige omkostninger i procent.
Artikel 3
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på:
a) kreditaftaler, som er sikret enten ved pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstil-
lelse, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat i forbindelse med fast ejendom til
beboelse, eller som er sikret i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejendom til
beboelse, og
b) kreditaftaler, som har til formål at erhverve eller bevare ejendomsretten til grundarealer
eller til eksisterende eller projekterede bygninger.
2. Dette direktiv gælder ikke for:
a) kreditaftaler med friværdibelåning, hvor kreditgiver:
i) udbetaler et engangsbeløb, periodiske betalinger eller andre former for kreditud-
betaling til gengæld for et beløb, der stammer fra fremtidigt salg af en fast ejen-
dom til beboelse eller en rettighed i forbindelse med fast ejendom til beboelse,
og
ii) ikke kræver tilbagebetaling af kreditten, før en eller flere anførte livsbegivenhe-
der indtræffer for forbrugeren som defineret af medlemsstaterne, medmindre for-
brugeren overtræder sine kontraktmæssige forpligtelser, hvilket giver kreditgiver
ret til at ophæve kreditaftalen
b) kreditaftaler, hvor kreditten ydes af en arbejdsgiver til hans ansatte som led i en bibe-
skæftigelse, og hvor en sådan kreditaftale er rentefri eller med årlige omkostninger i
procent, der er lavere end dem på markedet, og som ikke tilbydes offentligheden i al-
mindelighed
c) kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger end dem, der er
direkte forbundet med sikringen af kreditten
d) kreditaftaler i form af kassekredit, ifølge hvilke kreditten skal betales tilbage inden en
måned
e) kreditaftaler, som er resultatet af et forlig indgået for retten eller et andet ved lov befø-
jet organ
192
f) kreditaftaler, der vedrører omkostningsfri udskudt betaling af en eksisterende gæld, og
som ikke falder ind under anvendelsesområdet for stk. 1, litra a).
3. Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om ikke at anvende:
a) artikel 11, artikel 14 og bilag II i forbindelse med de forbrugerkreditaftaler, der er sikret
ved pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i
en medlemsstat i forbindelse med fast ejendom til beboelse, eller som er sikret i form af
en rettighed, der er knyttet til fast ejendom til beboelse, og hvis formål ikke er at er-
hverve eller bevare rettigheden til fast ejendom til beboelse, forudsat at medlemsstater-
ne i forbindelse med sådanne kreditaftaler anvender artikel 4 og 5 i og bilag II og III til
direktiv 2008/48/EF.
b) dette direktiv på kreditaftaler i forbindelse med en fast ejendom, hvis kreditaftalen fast-
sætter, at den faste ejendom ikke på noget tidspunkt kan anvendes som hus, lejlighed
eller et andet bopælssted af forbrugeren eller et af forbrugerens familiemedlemmer,
men skal anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted på grundlag af en leje-
aftale
c) dette direktiv på kreditaftaler, som vedrører kreditter til en begrænset offentlighed i
henhold til en lovbestemmelse med et almennyttigt sigte og rentefrit eller til en lavere
debitorrente end den gældende markedsrente eller på andre vilkår, som er mere fordel-
agtige for forbrugeren end de gældende markedsvilkår, og til en debitorrente, der ikke
er højere end den gældende markedsrente
d) dette direktiv på foreløbige lån
e) dette direktiv på kreditaftaler, hvor kreditgiver er en organisation, der hører ind under
anvendelsesområdet for artikel 2, stk. 5, i direktiv 2008/48/EF.
4. De medlemsstater, som benytter sig af den mulighed, der er omhandlet i stk. 3, litra b), sikrer,
at der anvendes en hensigtsmæssig ramme på nationalt plan for denne type kredit.
5. De medlemsstater, som benytter sig af den mulighed, der er omhandlet i stk. 3, litra c) eller
e), sikrer, at der anvendes hensigtsmæssige alternative ordninger, som sikrer, at forbrugerne
rettidigt får oplysninger om hovedtræk, risici og omkostninger ved sådanne kreditaftaler i fa-
sen forud for aftaleindgåelse, og at markedsføringen af sådanne kreditaftaler er rimelig, enty-
dig og ikke vildledende.
Artikel 4
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) »forbruger«: enhver forbruger som defineret i artikel 3, litra a), i direktiv 2008/48/EF
2) »kreditgiver«: en fysisk eller juridisk person, der yder eller giver tilsagn om at yde kredit, der
falder ind under anvendelsesområdet for artikel 3, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssi-
ge virksomhed
193
3) »kreditaftale«: en aftale, i henhold til hvilken en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde
en forbruger kredit, der falder ind under anvendelsesområdet for artikel 3 i form af udskudt
betaling, lån eller anden tilsvarende form for finansiel facilitet
4) »accessorisk tjenesteydelse«: en tjenesteydelse, som tilbydes forbrugeren i forbindelse med
kreditaftalen
5) »kreditformidler«: en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som kreditgiver eller no-
tar og ikke enten direkte eller indirekte blot præsenterer en forbruger for en kreditgiver eller
kreditformidler, og som mod et vederlag, der kan antage form af penge eller en anden aftalt
form for finansiel modydelse, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed:
6) »gruppe«: en gruppe af kreditgivere, som skal konsolideres med henblik på udarbejdelse af konsolide-
rede regnskaber som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om
årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer20)
7) »bunden kreditformidler«: enhver kreditformidler, der handler på vegne af følgende og på de-
res fulde og ubetingede ansvar:
8) »udpeget repræsentant«: en fysisk eller juridisk person, som udfører de i nr. 5) omhandlede
aktiviteter, og som handler på vegne af kun én kreditformidler og på dennes fulde og ubetin-
gede ansvar
9) »kreditinstitut«: et kreditinstitut, som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr.
575/2013
10) »ikkekreditinstitut«: en kreditgiver, som ikke er et kreditinstitut
11) »personale«:
a) enhver fysisk person, der arbejder for kreditgiver eller kreditformidler, og som er direk-
te involveret i de af dette direktiv omfattede aktiviteter eller har kontakt til forbrugerne
i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aktiviteter
b) enhver fysisk person, der arbejder for en udpeget repræsentant og har kontakt til forbru-
gerne i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aktiviteter
c) enhver fysisk person, der direkte leder eller fører tilsyn med de fysiske personer, der er
omhandlet i litra a) og b)
12) »samlet kreditbeløb«: det samlede kreditbeløb som defineret i artikel 3, litra l), i direktiv
2008/48/EF
13) »samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten«: alle omkostninger i forbindel-
se med kreditten, som forbrugeren skal betale, som defineret i artikel 3, litra g), i direktiv
2008/48/EF, herunder omkostninger i forbindelse med ejendomsvurdering, hvis en sådan vur-
dering er nødvendig for at opnå kreditten, men ikke tinglysningsomkostninger i forbindelse
med overdragelse af ejendomsretten til fast ejendom. De omfatter ikke de omkostninger, som
forbrugeren skal betale i forbindelse med misligholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i
kreditaftalen
14) »samlet beløb, der skal betales af forbrugeren«: hele det beløb, som forbrugeren skal betale,
som defineret i artikel 3, litra h), i direktiv 2008/48/EF
15) »årlige omkostninger i procent«: de samlede omkostninger for forbrugeren i forbindelse med
kreditten udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb, herunder i givet fald de omkost-
ninger, der er nævnt i artikel 17, stk. 2, som på årsbasis svarer til nutidsværdien af alle fremti-
dige eller eksisterende forpligtelser (udnyttede kreditmuligheder, tilbagebetalinger og om-
kostninger), der er aftalt mellem kreditgiver og forbruger
16) »debitorrente«: den rente, som debitor skal betale, som defineret i artikel 3, litra j), i direktiv
2008/48/EF
194
17) »vurdering af kreditværdigheden«: en evaluering af udsigten til, at gældsforpligtelsen som
følge af kreditaftalen kan opfyldes
18) »varigt medium«: det varige medium som defineret i artikel 3, litra m), i direktiv 2008/48/EF
19) »hjemland«:
a) hvis kreditgiver eller kreditformidler er en fysisk person, den medlemsstat, hvor hans
hovedkontor er beliggende
b) hvis kreditgiver eller kreditformidler er en juridisk person, den medlemsstat, hvor den
pågældende har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den pågældende i henhold til
sin nationale ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, den medlemsstat, hvor den
pågældendes hovedkontor er beliggende
20) »værtsland«: en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor kreditgiver eller kreditformidler har
en filial, eller hvorfra der leveres tjenesteydelser
21) »rådgivningstjenester«: personlige anbefalinger til en forbruger, som vedrører en eller flere
transaktioner i forbindelse med kreditaftaler, og som er en aktivitet, der er uafhængig af ydel-
sen af kreditten og de kreditformidlingsaktiviteter, der er anført i nr. 5)
22) »kompetent myndighed«: en myndighed, der i overensstemmelse med artikel 5 udpeges som
kompetent af en medlemsstat
23) »foreløbigt lån«: en kreditaftale, som enten er uden fast løbetid, eller hvor kreditten skal tilba-
gebetales inden 12 måneder, og som anvendes af forbrugeren som en midlertidig finansie-
ringsløsning i forbindelse med overgangen til en anden finansiel ordning for den faste ejen-
dom
24) »eventual- eller garantiforpligtelse«: en kreditaftale, der fungerer som en garanti for en anden
særskilt, men accessorisk transaktion, og hvor den kapital, der er stillet sikkerhed for i form af
fast ejendom, kun udnyttes, hvis en begivenhed eller begivenheder, der er anført i aftalen,
indtræffer
25) »værdibaseret kreditaftale«: en kreditaftale, hvor den kapital, der skal tilbagebetales, er base-
ret på en kontraktligt fastsat procentdel af værdien af den faste ejendom på tidspunktet for
tilbagebetalingen eller tilbagebetalingerne af kapitalen
26) »kombinationssalg«: tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte fi-
nansielle produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen ikke stilles individuelt til rådighed
for forbrugeren
27) »pakkesalg«: tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle
produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen også stilles individuelt til rådighed for for-
brugeren, men ikke nødvendigvis på samme betingelser eller vilkår, som når den indgår i pak-
ken med accessoriske tjenesteydelser
28) »lån i udenlandsk valuta«: en kreditaftale, hvor kreditten er:
a) udstedt i en anden valuta end den, som forbrugeren modtager indtægten i eller den, som de
aktiver, som forbrugeren besidder og hvoraf kreditten skal tilbagebetales, er lydende på, eller
b) udstedt i en anden valuta end valutaen i den medlemsstat, hvor forbrugeren er bosiddende.
Artikel 5
Kompetente myndigheder
1. Medlemsstaterne udpeger de nationale kompetente myndigheder, som har til opgave at sikre gen-
nemførelsen og håndhævelsen af dette direktiv, og sørger for, at de har de nødvendige undersøgel-
195
ses- og håndhævelsesbeføjelser samt tilstrækkelige ressourcer til at kunne varetage deres opgaver
effektivt.
De myndigheder, der er omhandlet i første afsnit, er enten offentlige myndigheder eller organer, der
er anerkendt i den nationale ret eller af offentlige myndigheder, som udtrykkeligt har beføjelse her-
til efter national ret. De må ikke være kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder og alle personer, der arbejder eller har
arbejdet for de kompetente myndigheder, samt revisorer og eksperter, der handler på de kompetente
myndigheders vegne, har tavshedspligt. De fortrolige oplysninger, de modtager i forbindelse med
deres hverv, må ikke videregives til andre personer eller myndigheder, undtagen i summarisk eller
sammenfattet form, medmindre der er tale om tilfælde, der er omfattet af strafferetten eller dette
direktiv. Dette er imidlertid ikke til hinder for, at de kompetente myndigheder i overensstemmelse
med den nationale ret samt EU-retten udveksler eller videregiver fortrolige oplysninger.
3. Medlemsstaterne sørger for, at de myndigheder, der er udpeget som kompetente med hensyn til at
sikre gennemførelsen og håndhævelsen af artikel 9, 29, 32, 33, 34 og 35 i dette direktiv, er en af
eller begge følgende
a) kompetente myndigheder som defineret i artikel 4, stk. 2, i forordning (EU) nr.
1093/2010
b) andre myndigheder end de kompetente myndigheder, der er omhandlet i litra a), forud-
sat at den nationale lovgivning eller administrative bestemmelser kræver, at disse myn-
digheder samarbejder med de kompetente myndigheder, der er omhandlet i litra a), når
det er nødvendigt med henblik på at varetage deres opgaver efter dette direktiv, herun-
der med det formål at samarbejde med Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Euro-
pæiske Banktilsynsmyndighed) (EBA), som krævet efter dette direktiv.
4. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og EBA om udpegelsen af kompetente myndigheder
og eventuelle ændringer heraf og anfører enhver fordeling af de respektive opgaver mellem forskel-
lige kompetente myndigheder. Den første underretning foretages snarest muligt og senest den 21.
marts 2016.
5. De kompetente myndigheder udøver deres beføjelser i henhold til national ret enten:
a) direkte under deres egen myndighed eller under de retlige myndigheders tilsyn eller
b) ved at indbringe sagen for en domstol, der er kompetent til at træffe den nødvendige
afgørelse, herunder i givet fald ved appel, hvis anmodningen om at træffe den nødven-
dige afgørelse ikke giver resultat, undtagen i forbindelse med artikel 9, 29, 32, 33, 34
og 35.
6. Hvis der er to eller flere kompetente myndigheder på en medlemsstats område, sørger medlems-
staten for, at deres respektive opgaver er klart definerede, og at der er et tæt samarbejde mellem
disse myndigheder, således at de er i stand til at varetage deres respektive opgaver effektivt.
7. Kommissionen offentliggør mindst en gang om året i Den Europæiske Unions Tidende en liste
over de kompetente myndigheder og ajourfører løbende listen på sin hjemmeside.
196
KAPITEL 2
FORMIDLING AF FINANSIEL VIDEN
Artikel 6
Formidling af finansiel viden til forbrugerne
1. Medlemsstaterne fremmer foranstaltninger, der støtter formidlingen af viden til forbrugerne ved-
rørende ansvarlig låntagning og gældsforvaltning, særlig i forbindelse med aftaler om lån med pant
i fast ejendom. Det er nødvendigt at give klare og generelle oplysninger om kreditydelsesprocessen
for at vejlede forbrugerne, navnlig dem, der optager et lån med pant i fast ejendom for første gang.
Det er også nødvendigt at give oplysninger om den vejledning, som forbrugerorganisationer og nati-
onale myndigheder kan give forbrugere.
2. Kommissionen offentliggør en vurdering af den formidling af finansiel viden, som forbrugerne
har adgang til i medlemsstaterne, og identificerer eksempler på bedste praksis, som kan udvikles
yderligere med henblik på at øge forbrugernes kendskab til finansielle forhold.
KAPITEL 3
BETINGELSER FOR KREDITGIVERE, KREDITFORMIDLERE OG UDPEGEDE RE-
PRÆSENTANTER
Artikel 7
Forpligtelser med hensyn til god skik ved ydelsen af forbrugerkredit
1. Medlemsstaterne kræver, at kreditgiver, kreditformidler eller den udpegede repræsentant over for
forbrugerne handler redeligt, rimeligt, gennemsigtigt og professionelt, når denne udformer kredit-
produkter, eller bevilger, formidler eller yder rådgivningstjenester om kredit og i givet fald accesso-
riske tjenesteydelser, eller når der indgås en kreditaftale, under hensyntagen til forbrugerens rettig-
heder og interesser. For så vidt angår bevilling, formidling eller ydelse af rådgivningstjenester ved-
rørende kredit baseres aktiviteterne på oplysninger om forbrugerens forhold og eventuelle specifik-
ke krav, som forbrugeren har fremsat, og på rimelige antagelser med hensyn til risici for forbruge-
rens situation i kreditaftalens løbetid. For så vidt angår ydelse af rådgivningstjenester baseres aktivi-
teten desuden på de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 22, stk. 3, litra a).
2. Medlemsstaterne sikrer, at den måde, hvorpå kreditgiverne aflønner deres personale og kreditfor-
midlere, og den måde, hvorpå kreditformidlerne aflønner deres personale og udpegede repræsentan-
ter, ikke er til hinder for opfyldelse af forpligtelsen i stk. 1.
197
3. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere, når de udformer og anvender aflønningspolitikker for
personale, der varetager vurderingen af kreditværdighed, overholder følgende principper på en må-
de og i et omfang, der svarer til deres størrelse og interne organisation samt arten, omfanget og
kompleksiteten af deres aktiviteter:
a) aflønningspolitikken er i overensstemmelse med og fremmer en forsvarlig og effektiv
risikostyring og tilskynder ikke til risikotagning, som overskrider kreditgivers risikoto-
leranceniveau
b) aflønningspolitikken er i overensstemmelse med kreditgivers forretningsstrategi, mål-
sætninger, værdier og langsigtede interesser og omfatter foranstaltninger til undgåelse
af interessekonflikter, navnlig ved at sikre, at aflønning ikke er betinget af antallet eller
andelen af imødekomne ansøgninger.
4. Medlemsstaterne sikrer, at aflønningsstrukturen for det involverede personale, når kreditgivere,
kreditformidlere eller udpegede repræsentanter yder rådgivningstjenester, ikke påvirker personalets
evne til at handle i forbrugerens bedste interesse og navnlig ikke er betinget af salgsmål. For at nå
dette mål kan medlemsstaterne desuden forbyde kreditgiver at betale provision til kreditformidler.
5. Medlemsstaterne kan forbyde eller indføre begrænsninger med hensyn til betalinger fra en for-
bruger til en kreditgiver eller kreditformidler inden indgåelsen af kreditaftalen.
Artikel 8
Forpligtelse til at give forbrugerne oplysninger omkostningsfrit
Medlemsstaterne sikrer, at der, når oplysninger gives til forbrugerne i overensstemmelse med krave-
ne i dette direktiv, meddeles sådanne oplysninger uden omkostninger for forbrugeren.
Artikel 9
Krav til personalets viden og kompetencer
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter kræver, at
deres personale besidder og ajourfører et hensigtsmæssigt videns- og kompetenceniveau med hen-
syn til at udforme, tilbyde og bevilge kreditaftaler, udøvelse af kreditformidlingsaktiviteter som an-
ført i artikel 4, nr. 5), eller ydelse af rådgivningstjenester. Hvis indgåelsen af en kreditaftale omfat-
ter en accessorisk tjenesteydelse, skal der også kræves et passende viden- og kompetenceniveau i
forbindelse med den accessoriske tjenesteydelse.
2. Med undtagelse af de i stk. 3 omhandlede tilfælde fastsætter hjemlandene minimumskrav til den
viden og de kompetencer, som kreditgivers, kreditformidlers og udpegede repræsentanters persona-
le skal have i overensstemmelse med principperne i bilag III.
3. Hvis en kreditgiver eller kreditformidler yder sine tjenester på én eller flere andre medlemsstaters
område:
198
i) gennem en filial, er værtslandet ansvarligt for at fastsætte minimumskravene til den vi-
den og de kompetencer, som filialens personale skal have
ii) som led i den fri udveksling af tjenesteydelser, er hjemlandet ansvarligt for at fastsætte
minimumskravene til den viden og de kompetencer, som personalet skal have i over-
ensstemmelse med bilag III. Værtslandene kan dog fastsætte minimumskrav til viden
og kompetencer i forbindelse med de krav, der er omhandlet i bilag III, stk. 1, litra b),
c), e) og f).
4. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder fører tilsyn med overholdelsen af kravene
i stk. 1, og at de kompetente myndigheder har beføjelse til at kræve, at kreditgivere, kreditformidle-
re og udpegede repræsentanter fremlægger den dokumentation, som den kompetente myndighed
finder nødvendig for at muliggøre dette tilsyn.
5. Med henblik på et effektivt tilsyn med de kreditgivere og kreditformidlere, der som led i den fri
udveksling af tjenesteydelser yder deres tjenester på en anden medlemsstats område, arbejder de
kompetente myndigheder i værts- og hjemlandene tæt sammen for at sikre et effektivt tilsyn med og
en effektiv håndhævelse af værtslandets minimumskrav til viden og kompetencer. Med henblik her-
på kan de uddelegere opgaver og ansvarsområder til hinanden.
KAPITEL 4
INFORMATION OG PRAKSIS FORUD FOR INDGÅELSE AF KREDITAFTALEN
Artikel 10
Generelle bestemmelser om reklame og markedsføring
Medlemsstaterne kræver, at reklame- og markedsføringsmeddelelser om kreditaftaler er rimelige,
entydige og ikke vildledende, jf. dog direktiv 2005/29/EF. Det forbydes især at anvende en ordlyd,
der kan skabe forkerte forventninger hos forbrugeren til en kredits tilgængelighed eller omkostnin-
ger.
Artikel 11
Standardoplysninger, der skal indgå i reklame
1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver reklame for kreditaftaler, der angiver en rentesats eller talstør-
relser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbrugerkreditten, indeholder standardoplys-
ninger i overensstemmelse med denne artikel.
Medlemsstaterne kan imidlertid fastsætte, at første afsnit ikke finder anvendelse, hvis den nationale
ret kræver angivelse af de årlige omkostninger i procent ved reklame for kreditaftaler, der ikke angi-
ver en rentesats eller nogen talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbruger-
kreditten, jf. første afsnit.
199
2. Standardoplysningerne skal klart, præcist og på en fremtrædende plads angive:
a) kreditgivers eller i påkommende tilfælde kreditformidlers eller en udpeget repræsen-
tants identitet
b) at kreditaftalen, hvor det er relevant, vil være sikret ved pant eller ved en anden tilsva-
rende sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat i forbindelse
med fast ejendom til beboelse, eller i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejen-
dom til beboelse
c) debitorrenten, og hvorvidt den er fast eller variabel eller en kombination af begge dele,
tillige med oplysninger om de gebyrer, der indgår i omkostningerne i forbindelse med
forbrugerkreditten
d) det samlede kreditbeløb
e) de årlige omkostninger i procent, som i en reklame bør have en mindst lige så fremtræ-
dende placering som enhver rente
f) kreditaftalens løbetid, hvor det er relevant
g) afdragenes størrelse, hvor det er relevant
h) det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, hvis det er relevant
i) antallet af afdrag, hvis det er relevant.
j) hvor det er relevant, en advarsel om, at eventuelle udsving i valutakursen kan påvirke
det beløb, der skal betales af forbrugeren.
3. Oplysningerne angivet i stk. 2, bortset fra de i litra a), b) eller j) anførte, skal angives ved hjælp af
et repræsentativt eksempel og under hele forløbet følge det pågældende repræsentative eksempel.
Medlemsstaterne vedtager kriterier for fastsættelse af et repræsentativt eksempel.
4. Såfremt indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse, navnlig en forsikring, er obliga-
torisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de oplyste vilkår og betingelser, og en så-
dan aftales omkostninger ikke kan beregnes på forhånd, skal forpligtelsen til at indgå denne aftale
være angivet klart, præcist og på en fremtrædende plads sammen med de årlige omkostninger i pro-
cent.
5. Oplysningerne omhandlet i stk. 2 og 4 skal være let læselige eller kunne høres tydeligt afhængigt
af det medie, der anvendes til reklame.
6. Medlemsstaterne kan kræve, at der er en præcis og forholdsmæssigt afpasset advarsel om de spe-
cifikke risici, der er forbundet med kreditaftaler. De meddeler straks Kommissionen sådanne krav.
7. Denne artikel berører ikke direktiv 2005/29/EF.
Artikel 12
Kombinations- og pakkesalg
1. Medlemsstaterne tillader pakkesalg, men forbyder kombinationssalg.
200
2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne beslutte, at kreditgivere kan anmode forbrugeren, et familie-
medlem eller en nær pårørende til forbrugeren om at:
a) oprette eller opretholde en betalings- eller opsparingskonto, hvis det eneste formål med
en sådan konto er at akkumulere kapital til at tilbagebetale lånet eller afdrage på lånet,
samle ressourcer for at opnå lånet eller give kreditgiver yderligere sikkerhedsstillelse i
tilfælde af misligholdelse
b) købe eller beholde et investeringsprodukt eller privat pensionsprodukt, hvis et sådant
produkt, som primært giver investor pensionsindtægter, også tjener til at give kreditgi-
ver yderligere sikkerhedsstillelse i tilfælde af misligholdelse eller at akkumulere kapital
til at tilbagebetale lånet eller afdrage på lånet, samle ressourcer for at opnå lånet
c) indgå en separat kreditaftale i kombination med en kreditaftale med delt friværdi for at
opnå lånet.
3. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne tillade kombinationssalg, når kreditgiver kan godtgøre over
for den kompetente myndighed, at de bundne produkter eller produktkategorier, der tilbydes på ind-
byrdes tilsvarende vilkår og betingelser, og som ikke stilles individuelt til rådighed, indebærer en
klar fordel for forbrugerne under hensyntagen til tilgængeligheden af og priserne på de relevante
produkter, der tilbydes på markedet. Nærværende stykke gælder udelukkende produkter, der bringes
i omsætning efter den 20. marts 2014.
4. Medlemsstaterne kan give kreditgivere tilladelse til at pålægge forbrugeren at tegne en relevant
forsikring i forbindelse med kreditaftalen. I sådanne tilfælde sikrer medlemsstaterne, at kreditgiver
accepterer forsikringspolicen fra en anden udbyder end kreditgivers foretrukne udbyder, hvis forsik-
ringspolicen indeholder samme garanti som den, kreditgiver har foreslået.
Artikel 13
Generelle oplysninger
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiverne eller i påkommende tilfælde de bundne kreditformidlere
eller deres udpegede repræsentanter til enhver tid stiller klare og forståelige generelle oplysninger
om kreditaftalerne til rådighed på papir, ved hjælp af et andet varigt medium eller i elektronisk
form. Medlemsstaterne kan desuden fastsætte, at de ikkebundne kreditformidlere gør de generelle
oplysninger tilgængelige.
Sådanne generelle oplysninger skal som minimum omfatte følgende:
a) navn og fysisk adresse på oplysningernes afsender
b) de formål, hvortil kreditten kan anvendes
c) former for sikkerhedsstillelse, herunder, hvor det er relevant, muligheden for, at sikker-
heden kan være beliggende i en anden medlemsstat
d) kreditaftalernes eventuelle løbetid
e) de forskellige debitorrenter, der findes, og hvorvidt de er faste eller variable eller begge
dele, med en kort beskrivelse af karakteristika ved fast og variabel rente, herunder de
dermed forbundne konsekvenser for forbrugeren
201
f) angivelse af den udenlandske valuta eller de udenlandske valutaer, hvis der kan anven-
des lån i udenlandsk valuta, herunder en forklaring på konsekvenserne for forbrugeren,
hvis kreditten er angivet i udenlandsk valuta
g) et repræsentativt eksempel på det samlede kreditbeløb, de samlede omkostninger for
forbrugeren i forbindelse med kreditten, det samlede beløb, der skal betales af forbru-
geren, og de årlige omkostninger i procent
h) angivelse af eventuelle yderligere omkostninger for forbrugeren i forbindelse med kre-
ditten, der ikke indgår i det samlede kreditbeløb, og som skal betales i forbindelse med
en kreditaftale
i) en række forskellige muligheder for tilbagebetaling af kreditten til kreditgiver, herun-
der de periodiske afdrags antal, hyppighed og størrelse
j) hvor det er relevant, en klar og tydelig angivelse af, at overholdelse af kreditaftalens
vilkår og betingelser ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede kreditbeløb i hen-
hold til kreditaftalen
k) en beskrivelse af de vilkår, der direkte vedrører førtidig indfrielse
l) hvorvidt det er nødvendigt med en vurdering af ejendommen og i givet fald, hvem der
har ansvaret for at sikre, at vurderingen foretages, og hvorvidt det medfører eventuelle
omkostninger for forbrugeren
m) angivelse af de accessoriske tjenesteydelser, som forbrugeren skal erhverve for at opnå
kreditten eller få den på de oplyste vilkår og betingelser, og i givet fald en præcisering
af, at de accessoriske tjenesteydelser kan købes hos en tjenesteudbyder, der ikke er kre-
ditgiveren, og
n) en generel advarsel om de eventuelle konsekvenser af manglende overholdelse af for-
pligtelserne i forbindelse med kreditaftalen
2. Medlemsstaterne kan forpligte kreditgiverne til at medtage andre former for advarsler, som er re-
levante i en medlemsstat. De meddeler straks Kommissionen sådanne krav.
Artikel 14
Oplysninger forud for aftaleindgåelsen
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver og i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræsen-
tant giver forbrugeren de individuelle oplysninger, som er nødvendige for at kunne sammenligne de
kreditter, der findes på markedet, vurdere, hvad de indebærer, og træffe en informeret beslutning
om, hvorvidt han skal indgå en kreditaftale:
a) uden unødig forsinkelse, efter at forbrugeren i overensstemmelse med artikel 20 har af-
givet de nødvendige oplysninger om sine behov, sin finansielle situation og sine præfe-
rencer og
b) i god tid inden forbrugeren bindes af en kreditaftale eller et kredittilbud.
2. De i stk. 1 omhandlede individuelle oplysninger gives via ESIS, jf. bilag II, på papir eller ved
hjælp af et andet varigt medium.
3. Medlemsstaterne sikrer, at et tilbud, der er bindende for kreditgiver, afgives til forbrugeren på
papir eller ved hjælp af et andet varigt medium og ledsages af et ESIS, hvis:
a) forbrugeren ikke tidligere har fået forelagt en ESIS-formular eller
202
b) tilbuddets karakteristika ikke stemmer overens med oplysningerne i den ESIS-formular,
der tidligere er blevet forelagt.
4. Medlemsstaterne kan dog fastsætte, at forelæggelsen af ESIS er obligatorisk inden afgivelsen af
et tilbud, der er bindende for kreditgiver. I så fald kræver de, at ESIS kun skal forelægges igen, hvis
betingelsen i stk. 3, litra b), er opfyldt.
5. Medlemsstater, som inden den 20. marts 2014 har indført et informationsblad, der opfylder oplys-
ningskrav, som svarer til dem, der er fastsat i bilag II, kan fortsat anvende bladet til formålene i
nærværende artikel indtil den 21. marts 2019.
6. Medlemsstaterne fastsætter en frist på mindst syv dage, inden for hvilken forbrugeren har til-
strækkelig tid til at sammenligne tilbuddene, vurdere, hvad de indebærer, og træffe en informeret
beslutning.
Medlemsstaterne præciserer, at den i første afsnit omhandlede frist enten skal betragtes som en be-
tænkningstid forud for indgåelsen af kreditaftalen eller som en periode med fortrydelsesret efter
indgåelsen af kreditaftalen eller som en kombination af begge.
Hvis en medlemsstat angiver en betænkningstid forud for indgåelsen af kreditaftalen:
a) er tilbuddet bindende for kreditgiver under betænkningstidens varighed, og
b) forbrugeren skal kunne acceptere tilbuddet på et hvilket som helst tidspunkt under be-
tænkningstiden
Medlemsstaterne kan fastsætte, at forbrugere ikke kan acceptere tilbuddet i en periode, der ikke
overstiger de første ti dage af betænkningstiden.
Hvis debitorrenten eller de øvrige omkostninger fastsættes på grundlag af salget af underliggende
obligationer eller andre langsigtede finansieringsinstrumenter, kan medlemsstaterne fastsætte, at de-
bitorrenten eller de andre omkostninger kan variere fra det i tilbuddet angivne i overensstemmelse
med værdien af de underliggende obligationer eller andre langsigtede finansieringsinstrumenter.
Hvis forbrugeren har en fortrydelsesret i overensstemmelse med nærværende stykkes andet afsnit,
finder artikel 6 i direktiv 2002/65/EF ikke anvendelse.
7. Kreditgiver og i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræsentant, som har forelagt ESIS
for forbrugeren, anses for at have opfyldt kravene vedrørende oplysninger til forbrugeren inden ind-
gåelse af en fjernsalgsaftale, jf. artikel 3, stk. 1, i direktiv 2002/65/EF, og anses kun for at opfylde
kravene i artikel 5, stk. 1, i samme direktiv, såfremt de mindst har forelagt ESIS inden indgåelse af
den pågældende aftale.
8. Medlemsstaterne ændrer ikke ESIS-modellen, bortset fra hvad der er fastsat i bilag II. Eventuelle
supplerende oplysninger, som kreditgiver eller i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræ-
203
sentant kan meddele forbrugeren eller i henhold til national ret skal meddele forbrugeren gives i et
særskilt dokument, der kan knyttes som bilag til ESIS.
9. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med
artikel 40 med henblik på at ændre standardformuleringen i bilag II, del A, eller instruktionerne i
bilag II, del B, for at opfylde behovet for oplysninger eller advarsler om nye produkter, der ikke
blev markedsført inden den 20. marts 2014. Sådanne delegerede retsakter ændrer dog ikke ESIS᾽
struktur eller format.
10. Hvis der anvendes taletelefoni som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i direktiv 2002/65/EF, skal be-
skrivelsen af den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika, jf. artikel 3, stk. 3, litra b), an-
det led, i samme direktiv, som minimum indeholde de elementer, der er nævnt i del A, afsnit 3)-6), i
bilag II til nærværende direktiv.
11. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver eller i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræ-
sentant, i det mindste når der ikke findes en fortrydelsesret, fremlægger en kopi af udkastet til kre-
ditaftalen for forbrugeren på tidspunktet for afgivelsen af et tilbud, der er bindende for kreditgiver.
Hvis der findes en fortrydelsesret, sikrer medlemsstaterne, at kreditgiver eller i givet fald kreditfor-
midler eller en udpeget repræsentant, tilbyder at fremlægge en kopi af udkastet til kreditaftalen for
forbrugeren på tidspunktet for afgivelsen af et tilbud, der er bindende for kreditgiver.
Artikel 15
Oplysningskrav vedrørende kreditformidlere og udpegede repræsentanter
1. Medlemsstaterne sikrer, at en kreditformidler eller udpeget repræsentant i god tid inden udøvel-
sen af enhver af de kreditformidlingsaktiviteter, der er opført i artikel 4, nr. 5), som minimum giver
forbrugeren følgende oplysninger på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium:
a) navn og fysisk adresse på kreditformidler
b) det register, som kreditformidler er optaget i, registreringsnummeret, hvor det er rele-
vant, og med angivelse af, hvordan en sådan registrering kan kontrolleres
c) hvorvidt kreditformidler udelukkende er bundet til eller samarbejder med en kreditgiver
eller flere kreditgivere. Hvis kreditformidler udelukkende er bundet til eller samarbej-
der med en eller flere kreditgivere, skal denne meddele navnene på den eller de kredit-
givere, på hvis vegne der handles. Kreditformidlere kan meddele, at de er uafhængige,
når de opfylder betingelserne fastsat i overensstemmelse med artikel 22, stk. 4
d) hvorvidt kreditformidler yder rådgivningstjenester
e) det eventuelle gebyr, forbrugeren skal betale til kreditformidler for dennes tjenesteydel-
ser, eller, hvis dette ikke er muligt, metoden til beregning af gebyret
f) de procedurer, hvorefter forbrugere eller andre berørte parter internt kan indbringe kla-
ger over kreditformidlere, samt i påkommende tilfælde de udenretslige klage- og tvist-
bilæggelsesprocedurer, der kan anvendes
g) eksistensen, hvis det er relevant, og, hvis det er kendt, størrelsen af de provisioner eller
andre incitamenter, som kreditgiver eller tredjemand skal betale til kreditformidler for
dennes tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen. Hvis beløbet ikke kendes på
204
meddelelsestidspunktet, skal kreditformidler underrette forbrugeren om, at det reelle
beløb vil blive meddelt på et senere tidspunkt i ESIS.
2. Kreditformidlere, der ikke er bundet, men som modtager provision fra en eller flere kreditgivere,
fremlægger på forbrugerens anmodning oplysninger om, hvor meget den provision varierer, som de
forskellige kreditgivere, der tilbyder kreditaftaler til forbrugeren, skal betale. Forbrugeren underret-
tes om sin ret til at anmode om sådanne oplysninger.
3. Hvis kreditformidler opkræver et gebyr fra forbrugeren og herudover modtager provision fra kre-
ditgiver eller tredjemand, skal kreditformidler meddele forbrugeren, om provisionen enten helt eller
delvis modregnes i gebyret.
4. Medlemsstaterne sikrer, at det gebyr, som forbrugeren eventuelt skal betale til kreditformidler for
dennes tjenesteydelser, meddeles af kreditformidler til kreditgiver med henblik på beregning af de
årlige omkostninger i procent.
5. Ud over de oplysninger, der kræves i henhold til denne artikel, kræver medlemsstaterne, at kre-
ditformidlerne sørger for, at deres udpegede repræsentant meddeler, i hvilken egenskab han optræ-
der, og hvilken kreditformidler han repræsenterer, når han kontakter, eller før han handler med en
forbruger.
Artikel 16
Fyldestgørende forklaringer
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere og i påkommende tilfælde kreditformidlere eller udpege-
de repræsentanter giver forbrugeren fyldestgørende forklaringer om den eller de foreslåede kreditaf-
taler såvel som om enhver accessorisk tjenesteydelse, således at forbrugeren er i stand til at vurdere,
om de foreslåede kreditaftaler og accessoriske tjenesteydelser passer til hans behov og finansielle
situation.
Disse forklaringer skal i givet fald navnlig omfatte:
a) oplysningerne forud for aftaleindgåelsen i overensstemmelse med:
i) artikel 14 for så vidt angår kreditgivere
ii) artikel 14 og 15 for så vidt angår kreditformidlere eller udpegede repræsentanter
b) de væsentlige karakteristika ved de foreslåede produkter
c) de specifikke konsekvenser, som de foreslåede produkter kan have for forbrugeren,
herunder konsekvenserne af misligholdelse i forbindelse med forbrugerens betaling og
d) hvis accessoriske tjenesteydelser indgår i en pakke med kreditaftalen, hvorvidt hver
komponent kan afvikles separat og konsekvenserne herved for forbrugeren.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, hvilken form og hvilket omfang de i stk. 1 omhandlede forklarin-
ger skal have, samt hvem der skal yde den, ud fra de omstændigheder, hvorunder kreditaftalen tilby-
des, hvem den tilbydes og arten af den kredit, der tilbydes.
205
KAPITEL 5
ÅRLIGE OMKOSTNINGER I PROCENT
Artikel 17
Beregning af de årlige omkostninger i procent
1. De årlige omkostninger i procent beregnes ud fra den matematiske formel i bilag I.
2. Omkostningerne ved at åbne og forvalte en bestemt konto, ved at anvende et betalingsmiddel i
forbindelse med både transaktioner og udnyttelse af kreditmuligheden for denne konto og andre
omkostninger i forbindelse med betalingstransaktioner skal indgå i de samlede omkostninger i for-
bindelse med forbrugerkreditten, hvis det er obligatorisk at åbne og opretholde en konto for at kun-
ne opnå kreditten eller for at kunne få den på de oplyste betingelser.
3. Beregningen af de årlige omkostninger i procent baseres på den antagelse, at kreditaftalen forbli-
ver gyldig i det aftalte tidsrum, og at kreditgiver og forbrugeren opfylder deres forpligtelser på de
vilkår og datoer, der er angivet i kreditaftalen.
4. I forbindelse med kreditaftaler, der indeholder vilkår, som tillader variationer i debitorrenten, og i
påkommende tilfælde i de omkostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent, men som
ikke kan opgøres på beregningstidspunktet, beregnes de årlige omkostninger i procent ud fra den
antagelse, at debitorrenten og andre omkostninger er konstante i forhold til niveauet på tidspunktet
for indgåelsen af aftalen.
5. For kreditaftaler, hvori der er aftalt en fast debitorrente for en indledende periode på mindst fem
år, ved hvis udløb der forhandles om debitorrenten for at aftale en ny fast rente for en yderligere
relevant periode, omfatter beregningen af den yderligere illustrative årlige omkostningsprocent, der
anføres i ESIS, kun den indledende periode med fast rente, og den baseres på den antagelse, at rest-
gælden tilbagebetales ved udløbet af perioden med den faste debitorrente.
6. Hvis kreditaftaler tillader variationer i debitorrenten, sikrer medlemsstaterne, at forbrugeren un-
derrettes om de mulige konsekvenser af variationerne på de beløb, der skal betales, og på de årlige
omkostninger i procent, som minimum ved hjælp af ESIS. Det sker ved at give forbrugeren en yder-
ligere årlig omkostningsprocent, der illustrerer de mulige risici forbundet med en væsentlig stigning
i debitorrenten. Hvis der ikke er et loft over debitorrenten, ledsages disse oplysninger af en advarsel,
der fremhæver, at de samlede kreditomkostninger for forbrugeren, der fremgår af de årlige omkost-
ninger i procent, kan ændre sig. Denne bestemmelse gælder ikke kreditaftaler, hvor debitorrenten er
fastsat for en indledende periode på mindst fem år, ved hvis udløb der forhandles om debitorrenten
for at aftale en ny fast rente for en yderligere relevant periode, for hvilken der er fastsat en yderlige-
re illustrativ årlig omkostningsprocent i ESIS.
206
7. De supplerende antagelser i bilag I anvendes, hvor det er relevant, til beregningen af de årlige
omkostninger i procent.
8. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med
artikel 40 med henblik på at ændre de bemærkninger eller ajourføre de antagelser, der anvendes i
forbindelse med beregningen af de årlige omkostninger i procent som fastlagt i bilag I, navnlig hvis
bemærkningerne og antagelserne i denne artikel og i bilag I ikke er tilstrækkelige til at beregne de
årlige omkostninger i procent på en ensartet måde eller ikke længere er tilpasset til den økonomiske
situation på markedet.
KAPITEL 6
VURDERING AF KREDITVÆRDIGHEDEN
Artikel 18
Forpligtelse til at vurdere forbrugerens kreditværdighed
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver inden indgåelsen af kreditaftalen foretager en grundig vur-
dering af forbrugerens kreditværdighed. Ved denne vurdering tages der behørigt hensyn til de fakto-
rer, der er relevante for at anslå udsigten til, at forbrugeren opfylder sine forpligtelser i henhold til
kreditaftalen.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de procedurer og oplysninger, som vurderingen baseres på, er fastlagt,
og at de dokumenteres og opretholdes.
3. Vurderingen af kreditværdigheden skal ikke baseres udelukkende på det faktum, at værdien af
den faste ejendom til beboelse overstiger kreditbeløbet, eller den antagelse, at den faste ejendom til
beboelse vil stige i værdi, medmindre formålet med kreditaftalen er at opføre eller renovere fast
ejendom til beboelse.
4. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver, når denne indgår en kreditaftale med en forbruger, ikke
efterfølgende ophæver eller ændrer kreditaftalen til skade for forbrugeren, hvis vurderingen af kre-
ditværdigheden ikke er gennemført korrekt. Nærværende stykke finder ikke anvendelse, når det kan
påvises, at forbrugeren bevidst har tilbageholdt eller forfalsket oplysningerne som omhandlet i arti-
kel 20.
5. Medlemsstaterne sikrer, at:
a) kreditgiver kun yder forbrugeren kredit, hvis resultatet af vurderingen af kreditværdig-
heden viser, at forpligtelserne som følge af kreditaftalen sandsynligvis kan opfyldes på
den måde, der kræves i henhold til denne aftale
b) kreditgiver i overensstemmelse med artikel 10 i direktiv 95/46/EF på forhånd underret-
ter forbrugeren om, at der vil blive foretaget søgning i en database
207
c) kreditgiver, hvis kreditanmodningen afslås, omgående underretter forbrugeren om af-
slaget og i givet fald om, at afgørelsen er truffet på grundlag af en automatisk behand-
ling af oplysninger. Hvis afslaget er baseret på resultatet af databasesøgninger, under-
retter kreditgiver forbrugeren om resultatet af sådanne søgninger og giver nærmere op-
lysninger om den pågældende database.
6. Medlemsstaterne sikrer, at forbrugerens kreditværdighed tages op til ny vurdering på grundlag af
ajourførte oplysninger, inden der bevilges en betydelig stigning i det samlede kreditbeløb efter ind-
gåelsen af kreditaftalen, medmindre sådan yderligere kredit var forudset og medtaget i den oprinde-
lige vurdering af kreditværdigheden.
7. Denne artikel berører ikke direktiv 95/46/EF.
Artikel 19
Ejendomsvurdering
1. Medlemsstaterne sikrer, at der på deres område udvikles pålidelige standarder for vurdering af
fast ejendom til beboelse med henblik på lån med pant i fast ejendom. Medlemsstaterne kræver, at
disse standarder anvendes, når kreditgiver foretager en ejendomsvurdering, eller at kreditgiver træf-
fer passende foranstaltninger til at sikre, at disse standarder anvendes, når en vurdering foretages af
tredjemand. Hvis de nationale myndigheder er ansvarlige for reguleringen af uafhængige vurde-
ringsmænd, der foretager ejendomsvurderinger, sikrer de, at disse overholder gældende nationale
regler.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de interne og eksterne vurderingsmænd, der foretager ejendomsvurde-
ringer, er fagligt kompetente og tilstrækkeligt uafhængige af kreditgarantiprocessen til at kunne yde
en uvildig og objektiv vurdering, der dokumenteres ved hjælp af et varigt medium, og som kreditgi-
ver opbevarer en kopi af.
Artikel 20
Fremlæggelse og kontrol af forbrugerens oplysninger
1. Vurderingen af kreditværdigheden omhandlet i artikel 18 foretages på grundlag af de oplysninger
om forbrugerens indtægter og udgifter og andre finansielle og økonomiske forhold, der er nødvendi-
ge, tilstrækkelige og forholdsmæssigt afpassede. Kreditgiver indhenter oplysningerne fra relevante
interne eller eksterne kilder, herunder fra forbrugeren, og oplysninger, som kreditformidler eller den
udpegede repræsentant har fået under kreditanmodningsprocessen. Oplysningerne kontrolleres på
passende vis, herunder om nødvendigt gennem henvisning til uafhængig og kontrollerbar dokumen-
tation.
2. Medlemsstaterne sikrer, at kreditformidlere eller udpegede repræsentanter på korrekt vis forelæg-
ger de nødvendige oplysninger fra forbrugeren for den relevante kreditgiver, således at der kan fore-
tages en vurdering af kreditværdigheden.
208
3. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiverne forud for aftalens indgåelse klart og entydigt præciserer
de nødvendige oplysninger og den uafhængige og kontrollerbare dokumentation, som forbrugeren
skal fremlægge, samt tidsrammen, inden for hvilken forbrugeren skal fremlægge oplysningerne. En
sådan anmodning om oplysninger skal være rimelig og begrænses til, hvad der er nødvendigt for at
kunne foretage en korrekt vurdering af kreditværdigheden. Medlemsstaterne tillader kreditgivere at
anmode om en præcisering af de oplysninger, de har modtaget som svar på denne anmodning, hvis
det er nødvendigt for at muliggøre en vurdering af kreditværdigheden.
Medlemsstaterne tillader ikke en kreditgiver at opsige kreditaftalen med den begrundelse, at de af
forbrugeren fremlagte oplysninger inden indgåelsen af kreditaftalen var ufuldstændige.
Andet afsnit forhindrer ikke medlemsstaterne i at tillade, at kreditgiver opsiger kreditaftalen, hvis
det påvises, at forbrugeren bevidst har tilbageholdt eller forfalsket oplysninger.
4. Medlemsstaterne indfører foranstaltninger for at sikre, at forbrugerne er gjort bekendt med beho-
vet for at give korrekte oplysninger som svar på anmodningen i stk. 3, første afsnit, og at sådanne
oplysninger så vidt muligt er fuldstændige, så der kan foretages en korrekt vurdering af kreditvær-
digheden. Kreditgiver, kreditformidler eller den udpegede repræsentant advarer forbrugeren om, at
kreditten ikke kan bevilges, hvis kreditgiver ikke kan foretage en vurdering af kreditværdigheden,
fordi forbrugeren vælger ikke at fremlægge de oplysninger eller den kontrol, der er nødvendige for
en vurdering af kreditværdigheden. Denne advarsel kan gives i et standardiseret format.
5. Denne artikel berører ikke direktiv 95/46/EF, særlig artikel 6.
KAPITEL 7
ADGANG TIL DATABASER
Artikel 21
Adgang til databaser
1. Hver medlemsstat sikrer adgang for alle kreditgivere fra alle medlemsstater til de databaser, som
anvendes i den pågældende medlemsstat i forbindelse med vurderingen af forbrugernes kreditvær-
dighed og med det ene formål at føre tilsyn med forbrugernes overholdelse af kreditforpligtelserne i
kreditaftalens løbetid. Vilkårene for adgang skal være ikkediskriminerende.
2. Stk. 1 finder anvendelse på både databaser, der drives af private kreditbureauer eller kreditoplys-
ningsbureauer, og på offentlige registre.
3. Denne artikel berører ikke direktiv 95/46/EF.
209
KAPITEL 8
RÅDGIVNINGSTJENESTER
Artikel 22
Standarder for rådgivningstjenester
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver, kreditformidler eller en udpeget repræsentant i forbindelse
med en given transaktion udtrykkeligt underretter forbrugeren om, hvorvidt der ydes eller kan ydes
rådgivningstjenester til forbrugeren.
2. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver, kreditformidler eller en udpeget repræsentant inden ydel-
sen af rådgivningstjenester eller i givet fald inden indgåelsen af en aftale om ydelse af rådgivnings-
tjenester giver forbrugeren følgende oplysninger på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium:
a) hvorvidt anbefalingen udelukkende fremsættes på grundlag af en vurdering af deres
eget produktudvalg i overensstemmelse med stk. 3, litra b), eller på grundlag af en lang
række produkter på markedet i overensstemmelse med stk. 3, litra c), så forbrugeren
kan forstå grundlaget for anbefalingen
b) det gebyr, forbrugeren eventuelt skal betale for rådgivningstjenesterne eller, hvis belø-
bet ikke kan fastlægges på meddelelsestidspunktet, den anvendte metode til beregnin-
gen heraf.
Oplysningerne i første afsnit, litra a) og b), kan gives til forbrugeren i form af yderligere oplysnin-
ger forud for aftaleindgåelsen.
3. Hvis der ydes rådgivningstjenester til forbrugerne, sikrer medlemsstaterne, ud over de krav, der
er fastsat i artikel 7 og 9, at:
a) kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter indhenter de nødvendige op-
lysninger om forbrugerens personlige og finansielle situation, hans præferencer og mål-
sætninger for således at kunne anbefale egnede kreditaftaler. Sådanne overvejelser ba-
seres på oplysninger, der er aktuelle på det pågældende tidspunkt, og tager højde for
rimelige antagelser med hensyn til risici for forbrugerens situation i den foreslåede kre-
ditaftales løbetid
b) kreditgivere, bundne kreditformidlere og udpegede repræsentanter for bundne kredit-
formidlere, tager et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler i deres produktudvalg i be-
tragtning og anbefaler den eller de bedst egnede kreditaftaler blandt deres produktud-
valg i forhold til forbrugernes behov, finansielle situation og personlige forhold
c) ikkebundne kreditformidlere eller udpegede repræsentanter for ikkebundne kreditfor-
midlere tager et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler på markedet i betragtning og an-
befaler den eller de egnede kreditaftaler på markedet i forhold til forbrugernes behov,
finansielle situation og personlige forhold
d) kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter handler i forbrugerens bed-
ste interesse ved at:
i) holde sig underrettet om forbrugerens behov og forhold
210
ii) anbefale egnede kreditaftaler i overensstemmelse med litra a), b) og c), og
e) kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter forsyner forbrugeren med
en kopi af den fremsatte anbefaling på papir eller ved hjælp af et varigt medium.
4. Medlemsstaterne kan forbyde anvendelsen af betegnelsen »rådgivning« og »rådgiver« eller lig-
nende betegnelser, når der ydes rådgivningstjenester til forbrugerne af kreditgivere, bundne kredit-
formidlere eller udpegede repræsentanter for bundne kreditformidlere.
Medlemsstater, der ikke forbyder anvendelsen af betegnelsen »rådgivning« og »rådgiver«, indfører
følgende betingelser for anvendelse af betegnelsen »uafhængig rådgivning« eller »uafhængig rådgi-
ver« for så vidt angår kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter, der yder rådgiv-
ningstjenester:
a) kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter skal tage et tilstrækkeligt
stort antal kreditaftaler på markedet i betragtning, og
b) kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter aflønnes ikke for de råd-
givningstjenester, der ydes af en eller flere kreditgivere.
Andet afsnit, litra b), finder kun anvendelse, hvis antallet af de kreditgivere, der vurderes, ikke re-
præsenterer et flertal på markedet.
Medlemsstaterne kan indføre strengere krav for kreditgiveres, kreditformidleres eller udpegede re-
præsentanters anvendelse af betegnelserne »uafhængig rådgivning« eller »uafhængig rådgiver«,
herunder et forbud mod modtagelse af vederlag fra en kreditgiver.
5. Medlemsstaterne kan indføre en forpligtelse for kreditgivere, kreditformidlere og udpegede re-
præsentanter til at advare forbrugeren, hvis en kreditaftale under hensyntagen til forbrugerens finan-
sielle situation kan indebære en særlig risiko for forbrugeren.
6. Medlemsstaterne sikrer, at det kun er kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentan-
ter, der yder rådgivningstjenester.
Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om ikke at anvende første afsnit på personer:
a) som udøver kreditformidlingsaktiviteter anført i artikel 4, nr. 5), eller yder rådgivnings-
tjenester, hvis disse aktiviteter udøves, eller tjenester ydes lejlighedsvis som led i deres
erhvervsmæssige virksomhed, og disse aktiviteter er reguleret ved lov eller administra-
tive bestemmelser eller en fagetisk kodeks for det pågældende erhverv, som ikke ude-
lukker udøvelsen af disse aktiviteter eller ydelsen af disse tjenester
b) der som kuratorer yder rådgivningstjenester i forbindelse med forvaltning af eksisteren-
de gæld, hvis disse aktiviteter er reguleret ved lov eller af offentlige eller frivillige tje-
nester for gældsrådgivning, der ikke opererer på et kommercielt grundlag, eller
c) der i en anden egenskab end kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentan-
ter yder rådgivningstjenester, hvis de kompetente myndigheder har godkendt og fører
tilsyn med disse personer i overensstemmelse med kravene til kreditformidlere i hen-
hold til dette direktiv.
211
De personer, der er omfattet af fritagelsen i andet afsnit, gør ikke brug af retten omhandlet i artikel
32, stk. 1, til at yde tjenester på hele Unionens geografiske område.
7. Nærværende artikel berører ikke artikel 16 og medlemsstaternes beføjelse til at sikre, at der stilles
tjenester til rådighed for forbrugere for at bistå dem med at forstå deres finansielle behov og hvilken
type produkter, der sandsynligvis kan imødekomme disse behov.
KAPITEL 9
LÅN I UDENLANDSK VALUTA OG LÅN MED VARIABEL RENTE
Artikel 23
Lån i udenlandsk valuta
1. Medlemsstaterne sikrer, at der ved kreditaftaler i forbindelse med lån i udenlandsk valuta er etab-
leret en passende ramme på tidspunktet for indgåelse af kreditaftalen for som minimum at sikre, at:
a) forbrugeren på nærmere angivne betingelser har ret til at konvertere kreditaftalen til en
anden valuta, eller
b) der er etableret andre ordninger for at begrænse forbrugerens eksponering for valuta-
kursrisiko i forbindelse med kreditaftalen.
2. Den i stk. 1, litra a), omhandlede anden valuta skal enten være:
a) den valuta, hvori forbrugeren primært modtager sine indtægter eller besidder de akti-
ver, kreditten skal tilbagebetales med, som anført på tidspunktet for den seneste vurde-
ring af kreditværdigheden i forbindelse med kreditaftalen, eller
b) valutaen i den medlemsstat, hvor forbrugeren enten var bosiddende på tidspunktet for
indgåelsen af kreditaftalen eller er bosiddende på nuværende tidspunkt.
Medlemsstaterne kan præcisere, hvorvidt forbrugeren har adgang til begge eller kun én af valgmu-
lighederne omhandlet i første afsnits litra a) og b) eller kan give kreditgivere mulighed for at præci-
sere, hvorvidt forbrugeren har adgang til begge eller kun én af valgmulighederne omhandlet i første
afsnits litra a) og b).
3. Hvis en forbruger har ret til at konvertere kreditaftalen til en anden valuta i overensstemmelse
med stk. 1, litra a), sikrer medlemsstaterne, at den valutakurs, der anvendes til konverteringen, er
den markedskurs, der er gældende på dagen for ansøgningen om konvertering, medmindre andet er
angivet i kreditaftalen.
4. Medlemsstaterne sikrer, at en forbruger, der har lån i udenlandsk valuta, advares regelmæssigt af
kreditgiver på papir eller ved hjælp af et varigt medium, som minimum når værdien af det samlede
beløb, forbrugeren skal betale, og som er udestående, eller af de periodiske afdrag varierer med me-
re end 20 % i forhold til, hvad det ville have været, hvis valutakursen mellem kreditaftalens valuta
og medlemsstatens valuta på tidspunktet for indgåelsen af kreditaftalen blev anvendt. Advarslen
skal oplyse forbrugeren om en stigning i det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, og i
212
givet fald oplyse om retten til at konvertere til en anden valuta og betingelserne herfor samt redegø-
re for enhver anden ordning, der kan begrænse forbrugerens eksponering for valutakursrisikoen.
5. Medlemsstaterne kan regulere lån i udenlandsk valuta yderligere, forudsat at sådanne bestemmel-
ser ikke indføres med tilbagevirkende kraft.
6. De ordninger, der gælder i henhold til denne artikel, meddeles forbrugeren i ESIS og i kreditafta-
len. Hvis kreditaftalen ikke indeholder en bestemmelse om, at forbrugerens eksponering for valuta-
kursrisici skal begrænses til valutakurssvingninger på mindre end 20 %, skal ESIS indeholde et illu-
strativt eksempel på indvirkningen af valutakurssvingninger på 20 %.
Artikel 24
Kreditter med variabel rente
Hvis kreditaftalen er en kredit med variabel rente, sikrer medlemsstaterne, at:
a) indeks eller referencerenter, der anvendes til at beregne debitorrenten, er tydelige, til-
gængelige, objektive og verificerbare for kreditaftalens parter og de kompetente myn-
digheder og
b) kreditgiverne eller de ansvarlige for udarbejdelsen af indekser opbevarer arkiver over
de indekser, der anvendes til beregning af debitorrenter.
KAPITEL 10
FORSVARLIG GENNEMFØRELSE AF KREDITAFTALER OG HERMED FORBUNDNE
RETTIGHEDER
Artikel 25
Førtidig indfrielse
1. Medlemsstaterne sikrer, at forbrugeren har ret til helt eller delvis at frigøre sig fra sine forpligtel-
ser i medfør af en kreditaftale, før aftalen udløber. I sådanne tilfælde har forbrugeren ret til en re-
duktion af forbrugerens samlede kreditomkostninger, der består af renter og omkostninger i den re-
sterende del af aftalens løbetid.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at udøvelsen af den i stk. 1 nævnte ret underlægges visse betin-
gelser. Disse betingelser kan omfatte tidsbegrænsninger på udøvelsen af rettigheden, en forskellig
behandling, afhængigt af hvilken type debitorrente der er tale om, eller hvornår forbrugeren udøver
sin rettighed, eller restriktioner med hensyn til de forhold, under hvilke denne rettighed kan udøves.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at kreditgiver har ret til en rimelig og objektiv kompensation, når
det er berettiget, for mulige omkostninger, som er direkte forbundet med den førtidige indfrielse,
213
men pålægger ikke forbrugeren en sanktion. I den henseende overstiger kompensationen ikke kre-
ditgivers økonomiske tab. Medlemsstaterne kan efter disse betingelser fastsætte, at kompensationen
ikke må overstige et vist niveau eller kun tillades i et vist tidsrum.
4. Hvis en forbruger ønsker at frigøre sig fra sine forpligtelser i medfør af en kreditaftale, før aftalen
udløber, skal kreditgiver uden forsinkelse efter modtagelse af anmodningen på papir eller ved hjælp
af et andet varigt medium give forbrugeren de oplysninger, der er nødvendige for at overveje denne
mulighed. Disse oplysninger skal mindst indeholde en angivelse af, hvor store konsekvenser det vil
have for forbrugeren at frigøre sig fra sine forpligtelser, før kreditaftalen udløber, og en klar redegø-
relse for, hvilke antagelser der er anvendt. De eventuelle antagelser, der er anvendt, skal være rime-
lige og berettigede.
5. Medlemsstaterne kan fastsætte, at udøvelsen af retten i stk. 1 er betinget af, at der foreligger en
legitim interesse hos forbrugeren, hvis den førtidige indfrielse sker i en periode, for hvilken der er
aftalt fast forrentning.
Artikel 26
Fleksible og pålidelige markeder
1. Medlemsstaterne indfører hensigtsmæssige ordninger for at sikre, at krav mod sikkerhedsstillel-
sen kan gøres gældende af kreditgiver eller på vegne af kreditgiver. Medlemsstaterne sikrer også, at
kreditgiver opbevarer relevant dokumentation om de typer af fast ejendom, der accepteres som sik-
kerhedsstillelse, samt de dermed forbundne bestemmelser om optagelse af lån med pant i fast ejen-
dom.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre en passende statistisk over-
vågning af boligejendomsmarkedet, bl.a. med henblik på markedsovervågning, ved at tilskynde til
udvikling og anvendelse af specifikke prisindekser, der kan være offentlige eller private eller begge
dele.
Artikel 27
Oplysninger om ændringer i debitorrenten
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium under-
retter forbrugeren om enhver ændring i debitorrenten, inden ændringen får virkning. Oplysningerne
skal mindst indeholde en angivelse af betalingernes størrelse, efter at den nye debitorrente har fået
virkning, og, såfremt betalingernes antal eller hyppighed ændres, nærmere oplysninger herom.
2. Medlemsstaterne kan dog tillade, at parterne i kreditaftalen bliver enige om, at de i stk. 1 om-
handlede oplysninger gives til forbrugeren med jævne mellemrum, såfremt ændringen i debitorren-
ten hænger sammen med en ændring i en referencesats, at den nye referencesats offentliggøres på
en hensigtsmæssig måde, og at oplysninger om den nye referencesats også er tilgængelige i kredit-
214
givers lokaler og meddeles personligt til forbrugeren sammen med størrelsen på de nye periodiske
afdrag.
3. Kreditgivere kan fortsætte med regelmæssigt at oplyse forbrugeren i tilfælde, hvor ændringen i
debitorrenten ikke hænger direkte sammen med en ændring i referencesatsen, hvis det var muligt i
henhold til national lovgivning før den 20. marts 2014.
4. Hvis ændringer i debitorrenten afgøres ved auktioner på kapitalmarkederne, og det derfor er umu-
ligt for kreditgiver at underrette forbrugeren om ændringer, før de får virkning, skal kreditgiver i
god tid før auktionen skriftligt underrette forbrugeren på papir eller ved hjælp af et andet varigt me-
dium om den forestående procedure og angive, hvordan det kan påvirke debitorrenten.
Artikel 28
Restancer og tvangsauktion
1. Medlemsstaterne træffer foranstaltninger, der skal tilskynde kreditgiver til at udvise rimelig tilba-
geholdenhed, inden der indledes en tvangsauktion.
2. Medlemsstaterne kan kræve, at de omkostninger, som kreditgiver har tilladelse til at fastsætte og
pålægge forbrugeren ved misligholdelse, ikke må være større end højst nødvendigt for at kompense-
re kreditgiver for de udgifter, denne har afholdt som følge af misligholdelsen.
3. Medlemsstaterne kan tillade kreditgiver at pålægge forbrugeren yderligere omkostninger i tilfæl-
de af misligholdelse. I så fald fastsætter medlemsstaterne et loft for disse omkostninger.
4. Medlemsstaterne forhindrer ikke parterne i en kreditaftale i at indgå udtrykkelig aftale om, at re-
turnering eller overdragelse af sikkerhedsstillelsen til kreditgiver eller provenuet ved salg af sikker-
hedsstillelsen er tilstrækkelig til at tilbagebetale kreditten.
5. Hvis den pris, der opnås for den faste ejendom, påvirker det beløb, som forbrugeren skylder, ind-
fører medlemsstaterne procedurer eller foranstaltninger, der gør det muligt at opnå den bedst mulige
pris for den tvangsauktionerede faste ejendom.
Hvis der efter tvangsauktionen stadig er udestående gæld, sikrer medlemsstaterne, at der er truffet
foranstaltninger til at lette tilbagebetaling med henblik på at beskytte forbrugeren.
KAPITEL 11
KRAV VEDRØRENDE ETABLERING SOM OG TILSYN MED KREDITFORMIDLERE
OG UDPEGEDE REPRÆSENTANTER
215
Artikel 29
Adgang for kreditformidlere
1. For at kunne udøve alle eller dele af de kreditformidlingsaktiviteter, der er fastsat i artikel 4, nr.
5), eller yde rådgivningstjenester skal kreditformidlere meddeles behørig adgang hertil af en kom-
petent myndighed i deres hjemland. Hvis en medlemsstat giver udpegede repræsentanter tilladelse i
henhold til artikel 31, behøver sådanne udpegede repræsentanter ikke at få adgang som kreditfor-
midler i henhold til nærværende artikel.
2. Medlemsstaterne sikrer, at adgangen for kreditformidlere gøres betinget af, at de ud over kravene
i artikel 9 mindst opfylder følgende faglige krav:
a) Kreditformidlere skal have en erhvervsansvarsforsikring, som dækker de geografiske
områder, hvor de tilbyder deres tjenesteydelser, eller en anden tilsvarende garanti mod
erstatningskrav som følge af faglig forsømmelighed. Hjemlandet kan dog fastsætte, at
den kreditgiver, for hvilken kreditformidler er bemyndiget til at handle, stiller en sådan
forsikring eller tilsvarende garanti til rådighed for bundne kreditformidlere.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage og, om nødvendigt, ændre regule-
ringsmæssige tekniske standarder for at fastsætte minimumsbeløbet for erhvervsan-
svarsforsikringen eller den i nærværende litras første afsnit nævnte tilsvarende garanti.
Disse reguleringsmæssige tekniske standarder vedtages i overensstemmelse med artikel
10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
EBA udarbejder et udkast til de reguleringsmæssige tekniske standarder for at fastsætte
minimumsbeløbet for erhvervsansvarsforsikringen eller den i nærværende litras første
afsnit nævnte tilsvarende garanti og forelægger dette for Kommissionen den 21. sep-
tember 2014. EBA gennemgår og udarbejder, om nødvendigt, et udkast til ændring af
de reguleringsmæssige tekniske standarder hvad angår minimumsbeløbet for erhvervs-
ansvarsforsikringen eller den i nærværende litras første afsnit nævnte tilsvarende garan-
ti og forelægger dette for Kommissionen første gang inden den 21. marts 2018 og der-
efter hvert andet år.
b) En fysisk person, der er etableret som kreditformidler, bestyrelsesmedlemmerne hos en
kreditformidler, der er etableret som juridisk person, og fysiske personer, som udfører
lignende opgaver hos en kreditformidler, der er en juridisk person, men som ikke har en
bestyrelse, skal have et godt omdømme. De skal som et minimum have en ren straffeat-
test eller en anden tilsvarende national attest for så vidt angår alvorlige strafbare hand-
linger i forbindelse med formueforbrydelser eller anden kriminalitet vedrørende finan-
sielle aktiviteter, og de må ikke tidligere have været erklæret konkurs, medmindre de er
blevet rehabiliteret efter national lovgivning.
c) En fysisk person, der er etableret som kreditformidler, bestyrelsesmedlemmerne hos en
kreditformidler, der er etableret som juridisk person, og fysiske personer, som udfører
lignende opgaver hos en kreditformidler, der er en juridisk person, men som ikke har en
bestyrelse, skal råde over et hensigtsmæssigt viden- og kompetenceniveau i forbindelse
216
med kreditaftaler. Hjemlandet fastsætter det hensigtsmæssige viden- og kompetenceni-
veau i overensstemmelse med principperne i bilag III.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de kriterier, der er fastsat, for at personale hos kreditformidlere eller
kreditgivere kan opfylde deres faglige krav, offentliggøres.
4. Medlemsstaterne sikrer, at alle kreditformidlere, der har fået adgang, uanset om de er etableret
som fysiske eller juridiske personer, optages i et register hos en kompetent myndighed i deres hjem-
land. Medlemsstaterne sikrer, at registret over kreditformidlere ajourføres og er offentligt tilgænge-
ligt online.
Registret over kreditformidlere skal som minimum indeholde følgende oplysninger:
a) navnene på de personer i ledelsen, som er ansvarlige for formidlingsforretningerne.
Medlemsstaterne kan kræve, at fysiske personer, som har en kundevendt funktion i en
virksomhed inden for kreditformidling, registreres
b) de medlemsstater, hvor kreditformidler driver forretning i henhold til bestemmelserne
om etableringsfrihed eller om fri udveksling af tjenesteydelser, og som kreditformidler
har underrettet den kompetente myndighed i hjemlandet om i overensstemmelse med
artikel 32, stk. 3
c) hvorvidt kreditformidler er bundet eller ej.
De medlemsstater, der beslutter at benytte sig af den mulighed, der er omhandlet i artikel 30, sikrer,
at registret angiver den kreditgiver, på hvis vegne den bundne kreditformidler handler.
De medlemsstater, der beslutter at benytte sig af den mulighed, der er omhandlet i artikel 31, sikrer,
at registret angiver den kreditformidler eller i tilfælde af en bunden kreditformidlers udpegede re-
præsentant den kreditgiver, på hvis vegne de udpegede repræsentanter handler.
5. Medlemsstaterne sikrer, at:
a) en kreditformidler, som er en juridisk person, har sit hovedkontor i samme medlemsstat
som sit vedtægtsmæssige hjemsted, hvis denne har et vedtægtsmæssigt hjemsted i hen-
hold til national ret
b) en kreditformidler, som ikke er en juridisk person, eller en kreditformidler, som er en
juridisk person, men som i henhold til national lovgivning ikke har noget vedtægts-
mæssigt hjemsted, har sit hovedkontor i den medlemsstat, hvor det faktisk udøver sin
hovedvirksomhed.
6. Hver medlemsstat opretter ét kontaktsted, der giver nem og hurtig offentlig adgang til oplysnin-
ger fra det nationale register, som samles elektronisk og ajourføres løbende. Disse kontaktsteder
skal desuden levere oplysningerne om hver medlemsstats kompetente myndigheder.
EBA offentliggør på sit websted henvisninger eller hyperlinks til dette kontaktsted.
217
7. Hjemlandene sikrer, at alle de kreditformidlere og udpegede repræsentanter, der har fået adgang,
til stadighed opfylder kravene i stk. 2. Dette stykke berører ikke artikel 30 og 31.
8. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende denne artikel over for de personer, som udøver
kreditformidlingsaktiviteterne i artikel 4, nr. 5), hvis aktiviteterne udøves lejlighedsvis som led i de-
res erhvervsmæssige virksomhed, og disse aktiviteter er reguleret ved lov eller administrative be-
stemmelser eller en fagetisk kodeks for det pågældende erhverv, som ikke udelukker, at disse akti-
viteter kan udøves.
9. Nærværende artikel finder ikke anvendelse på kreditinstitutter, som har tilladelse i overensstem-
melse med direktiv 2013/36/EU eller på andre finansielle institutioner, der i henhold til national
lovgivning er omfattet af en tilsvarende tilladelses- og tilsynsordning.
Artikel 30
Kreditformidlere, der kun er bundet til én kreditgiver
1. Med forbehold af artikel 31, stk. 1, kan medlemsstaterne tillade, at bundne kreditformidlere, der
er omhandlet i artikel 4, nr. 7), litra a), får adgang af de kompetente myndigheder gennem den kre-
ditgiver, på hvis vegne den bundne kreditformidler udelukkende handler.
I sådanne tilfælde bevarer kreditgiver det fulde og ubetingede ansvar for enhver handling eller und-
ladelse fra den bundne kreditformidlers side, når denne handler på kreditgivers vegne på områder,
der er omfattet af dette direktiv. Medlemsstaterne kræver, at kreditgiver sikrer, at disse bundne kre-
ditformidlere mindst opfylder de faglige krav i artikel 29, stk. 2.
2. Med forbehold af artikel 34 skal kreditgivere overvåge aktiviteterne hos de bundne kreditformid-
lere, der er omhandlet i artikel 4, nr. 7), litra a), for at sikre, at de fortsat overholder bestemmelserne
i dette direktiv. Kreditgiver er navnlig ansvarlig for at kontrollere, at den bundne kreditformidler og
dennes personale opfylder kravene til viden og kompetencer.
Artikel 31
Udpegede repræsentanter
218
1. Medlemsstaterne kan beslutte at tillade, at en kreditformidler udpeger udpegede repræsentanter.
Er den udpegede repræsentant udpeget af en bunden kreditformidler som omhandlet i artikel 4, nr.
7), litra a), bevarer kreditgiver det fulde og ubetingede ansvar for enhver handling eller undladelse
fra den udpegede repræsentants side, når denne handler på den pågældende kreditformidlers vegne,
på områder, der er omfattet af dette direktiv. I andre tilfælde bevarer kreditgiver det fulde og ubetin-
gede ansvar for enhver handling eller undladelse fra den udpegede repræsentants side, når denne
handler på kreditformidlers vegne på områder, der er omfattet af dette direktiv.
2. Kreditformidlere sikrer, at deres udpegede repræsentanter mindst opfylder de faglige krav i arti-
kel 29, stk. 2. Hjemlandet kan dog fastsætte, at den kreditformidler, for hvilken den udpegede re-
præsentant er bemyndiget til at handle, kan stille en erhvervsansvarsforsikring eller tilsvarende ga-
ranti til rådighed.
3. Med forbehold af artikel 34 overvåger kreditformidlere deres udpegede repræsentanters aktivite-
ter for at sikre, at de fuldt ud overholder bestemmelserne i dette direktiv. Kreditformidlerne er navn-
lig ansvarlige for at kontrollere, at de udpegede repræsentanter og deres personale opfylder kravene
til viden og kompetencer.
4. Medlemsstater, der tillader, at en kreditformidler udpeger udpegede repræsentanter, opretter et
offentligt register, der som minimum indeholder de i artikel 29, stk. 4, nævnte oplysninger. Udpege-
de repræsentanter registreres i det offentlige register i den medlemsstat, hvor de er etableret. Regis-
tret ajourføres regelmæssigt. Det gøres offentligt tilgængeligt.
Artikel 32
Etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser for kreditformidlere
1. Den kompetente myndighed i hjemlandets beslutning om at give en kreditformidler adgang, jf.
artikel 29, stk. 1, gælder for hele Unionens geografiske område, uden at der kræves yderligere ad-
gang fra de kompetente myndigheder i værtslandet eller værtslandene for at kunne udføre de aktivi-
teter og yde de tjenester, der er dækket af adgangen, forudsat at de aktiviteter, som en kreditformid-
ler agter at udføre i værtslandene, er omfattet af adgangen. Kreditformidlere må imidlertid ikke yde
deres tjenester i forbindelse med kreditaftaler, der tilbydes af ikkekreditinstitutter til forbrugere i en
medlemsstat, hvor sådanne ikkekreditinstitutter ikke må udøve virksomhed.
2. Udpegede repræsentanter, der udpeges i de medlemsstater, som benytter sig af muligheden i arti-
kel 31, må ikke udøve en del af eller alle de kreditformidlingsaktiviteter, der er anført i artikel 4, nr.
5), eller yde rådgivningstjenester i de medlemsstater, hvor sådanne udpegede repræsentanter ikke
må udøve virksomhed.
219
3. En kreditformidler, der har fået adgang, og som agter at udøve virksomhed for første gang i én
eller flere medlemsstater som led i den fri udveksling af tjenesteydelser eller i forbindelse med eta-
blering af en filial, underretter hjemlandets kompetente myndigheder herom.
Senest en måned efter denne underretning meddeler disse kompetente myndigheder de kompetente
myndigheder i de pågældende værtslande, at kreditformidler agter at udøve virksomhed, og under-
retter samtidig den pågældende kreditformidler om denne meddelelse. De underretter også de kom-
petente myndigheder i det eller de pågældende værtslande om de kreditgivere, hvortil kreditformid-
ler er bundet, og om, hvorvidt kreditgiverne tager det fulde og ubetingede ansvar for kreditformid-
lers aktiviteter. Værtslandet anvender oplysningerne fra hjemlandet til at optage de nødvendige op-
lysninger i sit register.
Kreditformidler kan påbegynde sin virksomhed en måned efter den dato, hvor han af hjemlandets
kompetente myndigheder blev underrettet om den i andet afsnit nævnte meddelelse.
4. Inden en filial af en kreditformidler påbegynder sin virksomhed eller inden to måneder efter mod-
tagelsen af den meddelelse, der er omhandlet i stk. 3, andet afsnit, forbereder de kompetente myn-
digheder i værtslandet tilsynet med kreditformidler i overensstemmelse med artikel 34 og underret-
ter om nødvendigt kreditformidler om de betingelser, hvorunder disse aktiviteter skal udføres i
værtslandet på de områder, der ikke er harmoniseret i EU-retten.
Artikel 33
Inddragelse af adgangen for kreditformidlere
1. Den kompetente myndighed i hjemlandet kan inddrage den adgang, der er givet en kreditformid-
ler i overensstemmelse med artikel 29, hvis en sådan kreditformidler:
a) udtrykkeligt giver afkald på adgangen eller ikke har udøvet de kreditformidlingsaktivi-
teter, der er omhandlet i artikel 4, nr. 5), eller ydet rådgivningstjenester i de foregående
seks måneder, medmindre der i den pågældende medlemsstat findes bestemmelser om,
at adgangen bortfalder i sådanne tilfælde
b) har fået adgang ved hjælp af urigtige eller vildledende erklæringer eller på anden uret-
mæssig vis
c) ikke længere opfylder de krav, i henhold til hvilke adgangen blev givet
d) er omfattet af forhold, hvor national ret i spørgsmål, som ikke er omfattet af dette di-
rektiv, medfører, at godkendelsen inddrages
e) har gjort sig skyldig i alvorlig eller systematisk overtrædelse af de bestemmelser om
kreditformidleres driftsbetingelser, som vedtages i medfør af dette direktiv.
2. Hvis adgangen for en kreditformidler inddrages af den kompetente myndighed i hjemlandet, un-
derretter sidstnævnte på enhver hensigtsmæssig måde de kompetente myndigheder i værtslandet el-
ler værtslandene om en sådan inddragelse så hurtigt som muligt og senest inden 14 dage.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de kreditformidlere, som har fået deres adgang inddraget, fjernes fra
registret uden unødig forsinkelse.
220
Artikel 34
Tilsyn med kreditformidlere og udpegede repræsentanter
1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i hjemlandet fører tilsyn med kreditfor-
midlernes igangværende aktiviteter.
Hjemlandene fastsætter, at der føres tilsyn med bundne kreditformidlere direkte eller som en del af
tilsynet med den kreditgiver, på hvis vegne de handler, hvis kreditgiver er et kreditinstitut, som har
tilladelse i overensstemmelse med direktiv 2013/36/EU, eller en anden finansiel institution, der i
henhold til national lovgivning er omfattet af en tilsvarende tilladelses- og tilsynsordning. Hvis den
bundne kreditformidler yder tjenester i en anden medlemsstat end hjemlandet, føres der dog direkte
tilsyn med den bundne kreditformidler.
Hjemlande, der tillader, at kreditformidlere udpeger repræsentanter i overensstemmelse med artikel
31, sikrer, at der føres tilsyn med sådanne udpegede repræsentanter enten direkte eller som en del af
tilsynet med den kreditformidler, på hvis vegne repræsentanten handler.
2. De kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor en kreditformidler har en filial, er ansvarli-
ge for at sikre, at de tjenester, der ydes af kreditformidler på det pågældende område, er i overens-
stemmelse med de forpligtelser, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, og artikel 8, 9, 10, 11, 13, 14, 15,
16, 17, 20, 22 og 39 samt i foranstaltninger vedtaget i medfør heraf.
Hvis de kompetente myndigheder i et værtsland konstaterer, at en kreditformidler, som har en filial
på dets område, overtræder de foranstaltninger, der er vedtaget i den pågældende medlemsstat i
medfør af artikel 7, stk. 1, og artikel 8, 9, 10, 11, 13, 14, 15, 16, 17, 20, 22 og 39, kræver disse
myndigheder, at den pågældende kreditformidler bringer det ulovlige forhold til ophør.
Hvis den pågældende kreditformidler ikke tager de nødvendige skridt, iværksætter de kompetente
myndigheder i værtslandet alle nødvendige tiltag med henblik på at sikre, at kreditformidler bringer
det ulovlige forhold til ophør. Arten af disse tiltag meddeles de kompetente myndigheder i hjemlan-
det.
Hvis kreditformidler til trods for de tiltag, der er iværksat af værtslandet, fortsat overtræder de i
første afsnit omhandlede foranstaltninger, som finder anvendelse i værtslandet, kan værtslandet, ef-
ter at have givet de kompetente myndigheder i hjemlandet underretning herom, iværksætte de tiltag,
der er nødvendige for at forebygge eller sanktionere nye ulovligheder og om nødvendigt forhindre,
at kreditformidler udfører nye forretninger på dets område. Kommissionen skal uden unødig forsin-
kelse have meddelelse om sådanne tiltag.
Hvis den kompetente myndighed i hjemlandet er uenig i de tiltag, der iværksættes af værtslandet,
kan den indbringe sagen for EBA og anmode denne om bistand, jf. artikel 19 i forordning (EU) nr.
221
1093/2010. I så fald kan EBA handle i overensstemmelse med de beføjelser, der er tillagt den i hen-
hold til nævnte artikel.
3. De kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor filialen er beliggende, har ret til at gen-
nemgå de ordninger, filialen har etableret, og til at kræve de ændringer, der er strengt nødvendige
for at opfylde sine forpligtelser i henhold til stk. 2 og for at gøre det muligt for de kompetente myn-
digheder i hjemlandet at håndhæve forpligtelserne i henhold til artikel 7, stk. 2, 3 og 4, samt de for-
anstaltninger, der er vedtaget i medfør heraf for så vidt angår de tjenester, som filialen yder.
4. Hvis den kompetente myndighed i værtslandet har klare og påviselige grunde til at tro, at en kre-
ditformidler, der handler på dets område som led i den fri udveksling af tjenesteydelser, har tilside-
sat forpligtelserne i de foranstaltninger, der vedtages i medfør af dette direktiv, eller at en kreditfor-
midler, der har en filial på dets område, har tilsidesat forpligtelserne i de foranstaltninger, der vedta-
ges i medfør af dette direktiv, ud over dem, der er anført i stk. 2, forelægger den disse grunde for
den kompetente myndighed i hjemlandet, som iværksætter de nødvendige tiltag.
I de tilfælde, hvor den kompetente myndighed i hjemlandet ikke iværksætter nogen tiltag inden en
måned efter at have fået forelagt disse grunde, eller hvor en kreditformidler på trods af de tiltag,
som den kompetente myndighed i hjemlandet har iværksat, fortsætter med at handle på en måde,
der klart er til skade for forbrugerinteresserne i værtslandet, eller som hindrer markederne i at fun-
gere korrekt, gælder følgende:
a) Den kompetente myndighed i værtslandet iværksætter, efter at have underrettet den
kompetente myndighed i hjemlandet herom, alle nødvendige tiltag for at beskytte for-
brugerne og sikre, at markederne fungerer korrekt, herunder ved at forhindre, at den
overtrædende kreditformidler udfører nye forretninger på dens område. Kommissionen
og EBA skal uden unødig forsinkelse have meddelelse om sådanne tiltag.
b) Den kompetente myndighed i værtslandet kan indbringe sagen for EBA og anmode
denne om bistand, jf. artikel 19 i forordning (EU) nr. 1093/2010. I så fald kan EBA
handle i overensstemmelse med de beføjelser, der er tillagt den i henhold til nævnte ar-
tikel.
5. Medlemsstaterne fastsætter, at når en kreditformidler, der er meddelt adgang i en anden med-
lemsstat, har oprettet en filial på dens område, kan de kompetente myndigheder i hjemlandet under
udøvelsen af deres hverv og efter at have underrettet de kompetente myndigheder i værtslandet her-
om udføre inspektion på stedet hos den pågældende filial.
6. Den fordeling af opgaver mellem medlemsstaterne, som er fastlagt i denne artikel, berører i over-
ensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til EU-retten ikke medlemsstaternes kompetence på
de områder, der ikke er omfattet af dette direktiv.
KAPITEL 12
GODKENDELSE AF OG TILSYN MED IKKEKREDITINSTITUTTER
222
Artikel 35
Godkendelse af og tilsyn med ikkekreditinstitutter
Medlemsstaterne sikrer, at ikkekreditinstitutter gennemgår en passende godkendelsesproces, herun-
der optagelse af ikkekreditinstituttet i et register samt en kompetent myndigheds tilsynsordninger.
KAPITEL 13
SAMARBEJDE MELLEM KOMPETENTE MYNDIGHEDER I FORSKELLIGE MED-
LEMSSTATER
Artikel 36
Pligt til at samarbejde
1. De kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater samarbejder med hinanden på grund-
lag af deres beføjelser enten i henhold til dette direktiv eller til national ret, når det er nødvendigt
for, at de kan varetage de opgaver, der er fastsat i dette direktiv.
De kompetente myndigheder bistår de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater. De ud-
veksler især oplysninger og samarbejder om undersøgelser eller tilsyn.
Med henblik på at lette og fremskynde samarbejdet og navnlig udvekslingen af oplysninger udpeger
medlemsstaterne én kompetent myndighed som kontaktpunkt i henhold til dette direktiv. Medlems-
staterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater navnene på de myndigheder, der er
udpeget til at kunne modtage anmodninger om udveksling af oplysninger eller samarbejde i henhold
til dette stykke.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige administrative og organisatoriske foranstaltninger til at
lette ydelsen af bistand som omhandlet i stk. 1.
3. De kompetente myndigheder i medlemsstaterne, som er blevet udpeget som kontaktpunkter i
overensstemmelse med stk. 1 i dette direktiv, giver uden unødig forsinkelse hinanden de oplysnin-
ger, som er nødvendige for, at de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 5,
kan varetage deres opgaver i overensstemmelse med de foranstaltninger, der vedtages i medfør af
dette direktiv.
De kompetente myndigheder, der udveksler oplysninger med andre kompetente myndigheder efter
dette direktiv, kan på tidspunktet for meddelelsen af sådanne oplysninger angive, at disse ikke må
videregives uden deres udtrykkelige tilladelse, og oplysningerne må i så fald kun udveksles med
henblik på anvendelse til de formål, som disse myndigheder har givet deres tilladelse til.
223
Den kompetente myndighed, der er udpeget som kontaktpunkt, kan videregive de oplysninger, den
har modtaget, til de andre kompetente myndigheder, men må ikke videregive oplysningerne til an-
dre organer eller fysiske eller juridiske personer uden udtrykkelig tilladelse fra de kompetente myn-
digheder, som meddelte oplysningerne, og de må alene anvendes til de formål, som disse myndig-
heder har givet deres tilladelse til, undtagen i behørigt begrundede tilfælde, i hvilke tilfælde det
straks underretter det kontaktpunkt, som leverede oplysningerne.
4. En kompetent myndighed må kun nægte at efterkomme en anmodning om samarbejde i forbin-
delse med undersøgelser eller tilsyn eller at udveksle oplysninger i henhold til stk. 3, hvis:
a) undersøgelsen, kontrollen på stedet, tilsynet eller udvekslingen af oplysninger kan brin-
ge den pågældende medlemsstats suverænitet, sikkerhed eller grundlæggende retsprin-
cipper i fare
b) der allerede er indledt retsforfølgning med hensyn til de samme forhold og mod de
samme personer ved myndighederne i den pågældende medlemsstat
c) der allerede er afsagt endelig dom mod de samme personer og med hensyn til de
samme forhold i den pågældende medlemsstat.
Artikel 37
Bilæggelse af tvister mellem kompetente myndigheder
Såfremt en anmodning om samarbejde, navnlig udveksling af oplysninger, er blevet afvist eller ikke
er blevet behandlet inden for en rimelig frist, kan de kompetente myndigheder indbringe sagen for
EBA og anmode denne om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr.
1093/2010. I så fald kan EBA handle i overensstemmelse med de beføjelser, der er tillagt den i hen-
hold til nævnte artikel, og enhver bindende afgørelse truffet af EBA i medfør af nævnte artikel er
bindende for de pågældende kompetente myndigheder, uanset om disse kompetente myndigheder er
medlemmer af EBA eller ej.
KAPITEL 14
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 38
Sanktioner
1. Medlemsstaterne fastsætter regler for sanktioner for overtrædelser af de nationale bestemmelser,
der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gen-
nemførelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have
afskrækkende virkning.
2. Medlemsstaterne fastsætter, at den kompetente myndighed kan offentliggøre, hvilke administrati-
ve sanktioner der vil blive pålagt for overtrædelse af foranstaltninger vedtaget i forbindelse med
224
gennemførelsen af dette direktiv, medmindre en sådan meddelelse er til alvorlig fare for finansmar-
kederne eller vil forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.
Artikel 39
Tvistbilæggelsesordninger
1. Medlemsstaterne sikrer, at der findes egnede og effektive procedurer for udenretslig klage- og
tvistbilæggelse vedrørende forbrugertvister med kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræ-
sentanter i forbindelse med kreditaftaler, og anvender i påkommende tilfælde de eksisterende orga-
ner. Medlemsstaterne sikrer, at sådanne procedurer finder anvendelse på kreditgivere og kreditfor-
midlere og omfatter de udpegede repræsentanters aktiviteter.
2. Medlemsstaterne kræver, at organer, der er ansvarlige for udenretslig klage- og tvistbilæggelse,
samarbejder for at løse grænseoverskridende tvister vedrørende kreditaftaler.
Artikel 40
Udøvelse af de delegerede beføjelser
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fast-
satte betingelser.
2. Beføjelserne til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 14, stk. 9, og artikel 17, stk. 8, tillægges
Kommissionen for en ubestemt periode fra den 20. marts 2014.
3. Den i artikel 14, stk. 9, og artikel 17, stk. 8, omhandlede delegation af beføjelser kan når som
helst tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer dele-
gationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dag-
en efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tids-
punkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede
er i kraft.
4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og
Rådet meddelelse herom.
5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 14, stk. 9, og artikel 17, stk. 8, træder kun i
kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en periode på tre
måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Eu-
ropa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har meddelt Kommissionen, at de ik-
ke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets
initiativ.
Artikel 41
225
Direktivets ufravigelige karakter
Medlemsstaterne sikrer, at:
a) forbrugerne ikke kan give afkald på de rettigheder, der tilkommer dem i medfør af na-
tional ret, der gennemfører dette direktiv eller svarer til dette direktivs bestemmelser
b) de foranstaltninger, som de vedtager til gennemførelse af dette direktiv, ikke kan omgås
på en måde, som kan medføre, at forbrugerne mister den beskyttelse, som dette direktiv
giver, som følge af den måde, aftalerne udformes på, navnlig ved at lade de kreditafta-
ler, der falder ind under dette direktivs anvendelsesområde, indgå i kreditaftaler, hvis
art eller formål kunne gøre det muligt at undgå anvendelsen af disse foranstaltninger.
Artikel 42
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 21. marts 2016 de love og administrative
bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissio-
nen teksten til disse bestemmelser.
2. Medlemsstaterne anvender de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger fra den 21. marts 2016.
Disse foranstaltninger skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af
medlemsstaterne.
3. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de vedtager
på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 43
Overgangsbestemmelser
1. Dette direktiv finder ikke anvendelse på de kreditaftaler, der eksisterer inden den 21. marts 2016.
2. Kreditformidlere, som allerede udøvede de kreditformidlingsaktiviteter, der er omhandlet i artikel
4, nr. 5), inden den 21. marts 2016, og som endnu ikke er meddelt adgang i overensstemmelse med
betingelserne i den nationale lovgivning i det hjemland, der gennemfører dette direktiv, kan fortsæt-
te disse aktiviteter i overensstemmelse med den nationale lovgivning indtil den 21. marts 2017. En
kreditformidler, der udnytter denne undtagelse, kan kun udføre aktiviteterne i sit eget hjemland,
medmindre de nødvendige lovmæssige krav i værtslandene også opfyldes.
226
3. Kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter, der udøvede aktiviteter, der er re-
guleret af dette direktiv inden den 20. marts 2014, skal overholde den nationale lovgivning til gen-
nemførelse af artikel 9 senest den 21. marts 2017.
Artikel 44
Revisionsklausul
Kommissionen foretager en gennemgang af dette direktiv senest den 21. marts 2019. Ved gennem-
gangen tages effektiviteten og hensigtsmæssigheden af bestemmelserne for forbrugeren og det indre
marked op til overvejelse.
Gennemgangen omfatter følgende:
a) en vurdering af brugen og forbrugerens forståelse af og tilfredshed med ESIS-formula-
ren
b) en analyse af andre oplysninger forud for aftaleindgåelse
c) en analyse af tværnationale forretninger udført af kreditformidlere og kreditgivere
d) en analyse af udviklingen på markedet for ikkekreditinstitutter, som tilbyder kreditafta-
ler i forbindelse med fast ejendom til beboelse
e) en vurdering af behovet for yderligere foranstaltninger, herunder en pasordning for ik-
kekreditinstitutter, som tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom
f) en undersøgelse af behovet for at indføre supplerende rettigheder og forpligtelser i fa-
sen efter kreditaftalernes indgåelse
g) en vurdering af, hvorvidt direktivets anvendelsesområde fortsat er hensigtsmæssigt
under hensyn til dets indvirkning på andre, substituerbare kreditformer
h) en vurdering af, hvorvidt yderligere foranstaltninger er nødvendige for at sikre sporbar-
heden af kreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom til beboelse
i) en vurdering af, hvorvidt der er data til rådighed om prisudviklingen for fast ejendom
til beboelse, og i hvilket omfang disse data er sammenlignelige
j) en vurdering af, hvorvidt det fortsat er hensigtsmæssigt at anvende direktiv 2008/48/EF
på kreditter uden sikkerhedsstillelse med henblik på istandsættelse af fast ejendom til
beboelse for et samlet kreditbeløb, der overstiger det maksimale beløb, der er angivet i
nævnte direktivs artikel 2, stk. 2, litra c)
k) en vurdering af, hvorvidt ordningerne for offentliggørelse af sanktioner i henhold til ar-
tikel 38, stk. 2, sikrer tilstrækkelig gennemsigtighed
l) en vurdering af, hvorvidt de advarsler, der er omhandlet i artikel 11, stk. 6, og artikel
13, stk. 2, er proportionale, og af mulighederne for yderligere harmonisering af risiko-
advarsler.
Artikel 45
Yderligere initiativer vedrørende ansvarlig långivning og låntagning
Senest den 21. marts 2019 forelægger Kommissionen en omfattende rapport indeholdende en evalu-
ering af de overordnede udfordringer i forbindelse med privat overdrevet gældsætning med direkte
forbindelse til kreditaktivitet. Den undersøger også behovet for tilsyn med kreditregistre og mulig-
227
heden for at udvikle mere fleksible og pålidelige markeder. Rapporten ledsages om fornødent af
lovgivningsforslag.
Artikel 46
Ændring af direktiv 2008/48/EF
I artikel 2 i direktiv 2008/48/EF indsættes følgende stykke:
»2a. Uanset stk. 2, litra c), finder dette direktiv også anvendelse på kreditaftaler uden sikkerhedsstil-
lelse med henblik på istandsættelse af fast ejendom til beboelse for et samlet kreditbeløb, der over-
stiger 75 000 EUR.«
Artikel 47
Ændring af direktiv 2013/36/EU
I direktiv 2013/36/EU indsættes følgende artikel:
»Artikel 54a
Artikel 53 og 54 berører ikke de undersøgelsesbeføjelser, der er tillagt Europa-Parlamentet i hen-
hold til artikel 226 i TEUF.«
Artikel 48
Ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010
I forordning (EU) nr. 1093/2010 foretages følgende ændringer:
1) Artikel 13, stk. 1, andet afsnit, affattes således:
»Hvis Kommissionen vedtager en reguleringsmæssig teknisk standard, som er identisk
med det af myndigheden forelagte udkast til reguleringsmæssig teknisk standard, er fri-
sten for indsigelse fra Europa-Parlamentets og Rådets side på en måned fra datoen for
Kommissionens underretning. På Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ forlænges
denne periode med en indledende periode på en måned og kan forlænges med en yder-
ligere periode på en måned.«
2) Artikel 17, stk. 2, andet afsnit, affattes således:
»Den kompetente myndighed giver hurtigst muligt myndigheden alle de oplysninger,
myndigheden anser for nødvendige med henblik på undersøgelsen, herunder om hvor-
dan de i artikel 1, stk. 2, omhandlede retsakter anvendes i overensstemmelse med EU-
retten, uden at dette berører de i artikel 35 fastsatte beføjelser.«
Artikel 49
228
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Ti-
dende.
Artikel 50
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 4. februar 2014.
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
M. SCHULZ E. VENIZELOS
Formand Formand
BILAG I
BEREGNING AF DE ÅRLIGE OMKOSTNINGER I PROCENT
Grundligningen, som bestemmer de årlige omkostninger i procent (ÅOP), sætter på årsbasis lig-
hedstegn mellem den samlede nutidsværdi af udnyttede kreditmuligheder og den samlede nutids-
værdi af tilbagebetalinger og betalinger af omkostninger:
X er ÅOP
m er nummeret for sidste udnyttelse af kreditmuligheden
k er nummeret på en udnyttelse af kreditmuligheden, hvor 1 ≤ k ≤ m
Ck er størrelsen af den udnyttede kreditmulighed k
tk er tidsintervallet, udtrykt i år eller brøkdele af et år, mellem tidspunktet for første ud-
nyttelse af kreditmuligheden og tidspunkterne for hver efterfølgende udnyttelse af kre-
ditmuligheden, hvor t1 = 0
229
m᾽ er nummeret på sidste tilbagebetaling eller betaling af omkostninger
1 er nummeret på en tilbagebetaling eller betaling af omkostninger
D1 er størrelsen af en tilbagebetaling eller betaling af omkostninger
s1 er tidsintervallet, udtrykt i år eller brøkdele af et år, mellem tidspunktet for første ud-
nyttelse af kreditmuligheden og tidspunkterne for hver tilbagebetaling eller betaling af
omkostninger.
Yderligere bemærkninger:
a) De beløb, der betales af parterne på forskellige tidspunkter, er ikke nødvendigvis lige store og
betales ikke nødvendigvis med lige store tidsintervaller.
b) Begyndelsestidspunktet er tidspunktet for første udnyttelse af kreditmuligheden.
c) Tidsintervallet mellem de ved beregningen anvendte tidspunkter udtrykkes i år eller brøkdele af
et år. Et år antages at have 365 dage (skudår 366 dage), 52 uger eller 12 lige lange måneder.
Hver måned antages at have 30,41666 dage (= 365/12), uanset om der er tale om et skudår.
Hvis tidsintervallet mellem de tidspunkter, der anvendes ved beregningen, ikke kan udtrykkes
som et helt antal uger, måneder eller år, udtrykkes tidsintervallet som et helt antal af en af de
pågældende perioder kombineret med et antal dage. Hvis der anvendes dage:
i) medregnes hver dag, herunder weekender og ferier
ii) medregnes lige lange perioder og derefter dage tilbage til datoen for den første udnyttelse
af kreditmuligheden
iii) findes længden af perioden i dage ved at se bort fra den første dag og medtage den sidste
dag og udtrykkes i år ved at dividere denne periode med antallet af dage (365 eller 366
dage) i hele året ved at regne tilbage fra den sidste dag til den samme dag det foregående
år.
d) Beregningens resultat angives med mindst én decimals nøjagtighed. Hvis næste decimal er 5
eller derover, forhøjes den foregående decimal med én.
e) Ligningen kan skrives om, så der blot bruges en enkelt sum og begrebet bevægelser (Ak ), som
vil være positive eller negative, dvs. henholdsvis betalt eller modtaget i perioderne 1 til n, ud-
trykt i år, dvs.:
hvor S er den aktuelle bevægelsessaldo. Hvis målet er at bibeholde ækvivalensen mellem be-
vægelserne, vil værdien være nul.
II. Supplerende antagelser til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent
230
a) Hvis en kreditaftale stiller forbrugeren frit med hensyn til at udnytte kreditmuligheden, anses
det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin helhed med det samme.
b) Hvis en kreditaftale giver forskellige muligheder for at udnytte kreditmuligheden med forskel-
lige omkostninger eller debitorrenter, anses det samlede kreditbeløb for udnyttet ved den høje-
ste omkostning og debitorrente anvendt på den mulighed for at udnytte kreditmuligheden, der
oftest benyttes under den pågældende type kreditaftale.
c) Hvis en kreditaftale generelt stiller forbrugeren frit med hensyn til at udnytte kreditmuligheden,
men også blandt de forskellige muligheder for udnyttelse af kreditmuligheden fastsætter en be-
grænsning med hensyn til kreditbeløb og tidsrum, anses kreditbeløbet for at være udnyttet på
den tidligste af de i kreditaftalen fastsatte datoer og i overensstemmelse med disse begrænsnin-
ger for udnyttelse af kreditmuligheden.
d) Hvis der i en begrænset periode eller for et begrænset beløb tilbydes forskellige debitorrenter
og omkostninger, anses den højeste debitorrente og de højeste omkostninger for at være debi-
torrenten og omkostningerne i hele kreditaftalens løbetid.
e) I forbindelse med kreditaftaler, for hvilke der er aftalt en fast debitorrente i den første periode,
ved hvis udløb der fastsættes en ny debitorrente, som derefter med jævne mellemrum tilpasses i
forhold til en aftalt indikator eller intern referencesats, beregnes de årlige omkostninger i pro-
cent ud fra den antagelse, at fra og med udløbet af perioden med den faste debitorrente er debi-
torrenten den samme som debitorrenten på tidspunktet for beregningen af de årlige omkostnin-
ger i procent baseret på værdien af den aftalte indikator eller interne referencesats på det på-
gældende tidspunkt, uden dog at være mindre end den faste debitorrente.
f) Hvis der endnu ikke er aftalt et loft for kreditten, anses loftet for at være på 170 000 EUR. I
tilfælde af andre kreditaftaler end eventual- eller garantiforpligtelser, hvor formålet ikke er at
erhverve eller bevare en rettighed til fast ejendom eller grund, kassekreditter, købekort med
henstand med betalingen eller kreditkort, anses loftet for at være på 1 500 EUR.
g) I tilfælde af andre kreditaftaler end kassekreditter, foreløbige lån, værdibaserede kreditaftaler,
eventual- eller garantiforpligtelser og tidsubegrænsede kreditaftaler som omhandlet i antagel-
serne i litra i), j), k), l) og m):
i) antages det, hvis datoen eller beløbet for en tilbagebetaling af kapital, der skal foretages af
forbrugeren, ikke kan fastslås, at tilbagebetalingen finder sted på den tidligste dato, der er
angivet i kreditaftalen, og vedrører det laveste beløb, som den giver mulighed for
ii) antages det, hvis tidsintervallet mellem tidspunktet for første udnyttelse af kreditmulighe-
den og datoen for den første betaling, der skal foretages af forbrugeren, ikke kan fastslås,
at dette er det korteste tidsinterval.
h) Hvis datoen eller beløbet for en betaling, der skal foretages af forbrugeren, ikke kan fastslås på
grundlag af kreditaftalen eller antagelserne i litra g), i), j), k), l) og m), antages det, at betalin-
gen finder sted i overensstemmelse med de datoer og betingelser, der kræves af kreditgiver, og
hvis disse er ukendte:
i) betales der renter sammen med tilbagebetalingerne af kapitalen
ii) betales der ikkerentebærende omkostninger udtrykt som et enkelt beløb på tidspunktet for
indgåelse af kreditaftalen
iii) betales der ikkerentebærende omkostninger udtrykt som flere betalinger med regelmæssi-
ge mellemrum, begyndende med datoen for den første tilbagebetaling af kapital, og hvis
beløbet for sådanne betalinger ikke er kendt, antages de at være lige store beløb
iv) indfrier den endelige betaling tilgodehavendet i form af kapital, renter og andre eventuelle
omkostninger.
231
i) I tilfælde af en kassekredit anses det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin helhed og for kredit-
aftalens fulde løbetid. Hvis kassekredittens løbetid ikke kendes, beregnes de årlige omkostnin-
ger i procent ud fra den antagelse, at kredittens løbetid er tre måneder.
j) I tilfælde af et foreløbigt lån anses det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin helhed og for kre-
ditaftalens fulde løbetid. Hvis kreditaftalens løbetid ikke kendes, beregnes de årlige omkostnin-
ger i procent ud fra den antagelse, at kredittens løbetid er 12 måneder.
k) I tilfælde af en anden tidsubegrænset kreditaftale end en kassekredit og et foreløbigt lån anta-
ges det, at:
i) kreditten i forbindelse med kreditaftaler, hvis formål er at erhverve eller bevare rettigheder
til fast ejendom, ydes for en periode på 20 år regnet fra datoen for den første udnyttelse af
kreditmuligheden, og at den endelige betaling foretaget af forbrugeren indfrier tilgodeha-
vendet i form af kapital, renter og andre eventuelle omkostninger; i tilfælde af kreditafta-
ler, hvis formål ikke er at erhverve eller bevare rettigheder til fast ejendom, eller hvor kre-
ditmuligheden udnyttes ved hjælp af købekort med henstand med betalingen eller kredit-
kort, er denne periode et år
ii) kapitalen tilbagebetales af forbrugeren i lige store månedlige betalinger, første gang en
måned efter datoen for den første udnyttelse af kreditmuligheden. I tilfælde, hvor kapitalen
imidlertid skal tilbagebetales i sin helhed i form af en enkelt betaling i hver betalingsperio-
de, antages forbrugerens efterfølgende udnyttelser af kreditmuligheden og tilbagebetalin-
ger af hele kapitalen at foregå i en periode på et år. Renter og andre omkostninger pålæg-
ges i overensstemmelse med disse udnyttelser af kreditmuligheden og tilbagebetalinger af
kapitalen og som fastsat i kreditaftalen.
I dette litra forstås ved en tidsubegrænset kreditaftale en kreditaftale uden fast løbetid, som om-
fatter kreditter, som skal tilbagebetales i deres helhed inden for eller efter en periode, men som
efter tilbagebetaling står til rådighed til fornyet udnyttelse.
l) I tilfælde af eventual- eller garantiforpligtelser anses det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin
helhed som et enkelt beløb på det tidspunkt, der ligger først, af:
a) datoen for den seneste udnyttelse af kreditmuligheden, som er tilladt i henhold til den kre-
ditaftale, der er den potentielle kilde til eventual- eller garantiforpligtelsen eller
b) udløbet af den første periode forud for forlængelsen af aftalen i tilfælde af en aftale, der
forlænges.
m) I tilfælde af værdibaserede kreditaftaler:
i) anses forbrugernes betalinger for at finde sted på den eller de seneste datoer, som er tilladt
i henhold til kreditaftalen
ii) anses de procentvise stigninger i værdien af den faste ejendom, som sikrer den værdibase-
rede kreditaftale, og raten for inflationsindekset, som er omhandlet i aftalen, for at være en
procentsats svarende til den højeste af centralbankens nuværende mål for inflationsraten
eller inflationsniveauet i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende på tids-
punktet for indgåelsen af kreditaftalen, eller 0 %, hvis disse procentsatser er negative.
BILAG II
EUROPÆISK STANDARDISERET INFORMATIONSARK (ESIS)
DEL A
232
Teksten i denne model gengives som sådan i ESIS-formularen. Teksten i skarp parentes erstattes af de
relevante oplysninger. Del B indeholder en vejledning for kreditgiver eller i givet fald kreditformidler i,
hvordan man udfylder ESIS-formularen.
Når betegnelsen »hvis relevant« er angivet, skal kreditgiver give de ønskede oplysninger, hvis de er rele-
vante for kreditaftalen. Hvis oplysningerne ikke er relevante, sletter kreditgiver de pågældende oplysnin-
ger eller hele afsnittet (f.eks. i de tilfælde, hvor afsnittet ikke er relevant). Hvis hele afsnittet slettes, til-
passes nummereringen af ESIS-afsnittene tilsvarende.
Nedennævnte oplysninger gives i ét dokument. Den anvendte skrifttype skal være klart læsbar. Der an-
vendes fede typer, skygger eller større skrifttype, hvis nogle oplysninger skal fremhæves. Alle relevante
risikoadvarsler skal fremhæves.
ESIS-model
(Indledende tekst)
Dette dokument blev udarbejdet for [navn på forbrugeren] den [dags dato].
Dette dokument blev udarbejdet ud fra de oplysninger, som De hidtil har givet, og ud fra de i øjeblikket
gældende betingelser på finansmarkedet.
Nedennævnte oplysninger er gyldige indtil den [gyldighedsdato] (hvis relevant) med undtagelse af renten
og andre omkostninger. Efter denne dato kan de ændre sig afhængigt af markedsbetingelserne.
(Hvis relevant) Dette dokumentet forpligter ikke [kreditgivers navn] til at yde Dem lån.
1. Långiver
[Navn]
[Telefonnummer]
[Fysisk adresse]
(Valgfrit)[E-mail-adresse]
(Valgfrit)[Faxnummer]
(Valgfrit)[Websted]
(Valgfrit) [kontaktperson/kontaktpunkt]
233
(Hvis relevant, oplysninger om, hvorvidt der ydes rådgivningstjenester:) [(Efter at have vurderet Deres
behov anbefaler vi Dem at optage dette lån/Vi anbefaler Dem ikke noget bestemt lån. Baseret på Deres
svar på en række spørgsmål giver vi Dem imidlertid information om dette lån, så De kan træffe Deres
eget valg. ]
2. (Hvis relevant) Kreditformidler:
[Navn]
[Telefonnummer]
[Fysisk adresse]
(Valgfrit) [e-mail adresse]
(Valgfrit)[Faxnummer]
(Valgfrit)[Websted]
(Valgfrit) [kontaktperson/kontaktpunkt]
(Hvis relevant, oplysninger om, hvorvidt der ydes rådgivningstjenester:) [(Efter at have vurderet Deres
behov anbefaler vi Dem at optage dette lån/Vi anbefaler Dem ikke noget bestemt lån. Baseret på Deres
svar på en række spørgsmål giver vi Dem imidlertid information om dette lån, så De kan træffe Deres
eget valg.)]
[Vederlag]
3. Hovedtrækkene ved lånet
Lånebeløb og -valuta: [værdi][valuta]
(Hvis relevant) Dette lån er ikke i [låntagers nationale valuta].
(Hvis relevant) Værdien af Deres lån i [låntagers nationale valuta] kan ændre sig.
(Hvis relevant) Såfremt værdien af [låntagers nationale valuta] f.eks. falder med 20 % i forhold til [lånets
valuta], vil værdien af Deres lån blive forøget til [indsæt beløb i låntagers nationale valuta]. Der kan imid-
lertid blive tale om mere, hvis værdien af [låntagers nationale valuta] falder med mere end 20 %.
(Hvis relevant) Den maksimale værdi af Deres lån er [indsæt beløb i låntagers nationale valuta]. (Hvis
relevant) De modtager en advarsel, hvis kreditbeløbet når op på [indsæt beløb i låntagers nationale valu-
ta]. (Hvis relevant) De får mulighed for at [indsæt ret til at genforhandle lånet i udenlandsk valuta eller ret
til at konvertere lånet til [relevant valuta] og betingelser]
234
Lånets løbetid: [løbetid]
[Låntype]
[Gældende rentetype]
Samlet beløb, der skal tilbagebetales:
Det betyder, at De skal tilbagebetale [beløb] for hver lånt [valutaenhed].
(Hvis relevant) Denne del af dette er et afdragsfrit lån. De vil stadig skylde [indsæt det afdragsfrie lånebe-
løb] ved lånets udløb.
(Hvis relevant) Anslået værdi af ejendommen med henblik på udarbejdelsen af dette informationsblad:
[indsæt beløb]
(Hvis relevant) Maksimalt lånebeløb i forhold til ejendommens værdi [indsæt belåningsprocent] eller mi-
nimumsværdi af ejendommen påkrævet til låntagning af det illustrerede beløb [indsæt beløb]
(Hvis relevant) [Sikkerhedsstillelse]
4. Rentesats og andre omkostninger
De årlige omkostninger i procent (ÅOP) er de samlede omkostninger ved lånet udtrykt som en årlig pro-
centsats. ÅOP anføres for at hjælpe Dem med at sammenligne forskellige tilbud.
Den gældende ÅOP for Deres lån er på [ÅOP].
Den omfatter:
Rentesats [i procent eller, hvis relevant, angivelse af en referencesats og kreditgiverens rentespænd i pro-
cent]
[Andre elementer af ÅOP]
Engangsomkostninger
(Hvis relevant) De skal betale et gebyr for registrering af lånet. [Indsæt gebyrets størrelse, hvis det er
kendt, eller grundlaget for beregningen. ]
Periodiske omkostninger
(Hvis relevant) ÅOP beregnes på grundlag af antagelser vedrørende rentesatsen.
235
(Hvis relevant) Eftersom [en del af] Deres lån er med variabel rente, kan den reelle ÅOP være forskellig
fra denne ÅOP, hvis rentesatsen på Deres lån ændrer sig. Hvis rentesatsen f.eks. stiger til [tilfælde som
beskrevet i del B], kan ÅOP stige til [indsæt ÅOP for at illustrere dette tilfælde].
(Hvis relevant) Bemærk venligst, at denne ÅOP er beregnet ud fra den forudsætning, at rentesatsen i hele
aftalens løbetid forbliver på det niveau, der blev fastsat for den første periode.
(Hvis relevant) Følgende omkostninger kendes ikke af långiver og medregnes derfor ikke i ÅOP: [Om-
kostninger]
(Hvis relevant) De skal betale et gebyr for registrering af lånet.
Vær venligst opmærksom på alle andre afgifter og omkostninger i forbindelse med lånet.
5. Betalingernes hyppighed og antal
Betalingernes hyppighed [hyppighed]
Antal betalinger: [antal]
6. Ydelsens størrelse
[Beløb] [valuta]
Deres indtægt kan ændre sig. Overvej venligst, om De stadig har råd til at betale Deres [hyppighed] af-
drag, hvis Deres indtægt falder.
(Hvis relevant) Da [dette/en del af dette] er et afdragsfrit lån, skal De træffe særskilte foranstaltninger til
tilbagebetaling af [indsæt det afdragsfrie lånebeløb], som De skylder ved lånets udløb. Husk at tilføje
eventuelle yderligere afdrag, der skal betales ud over den ydelse, der er vist her.
(Hvis relevant) Rentesatsen på [en del af] dette lån kan ændre sig. Dette betyder, at afdragenes størrelse
kan øges eller mindskes. Hvis rentesatsen f.eks. stiger til [tilfælde som beskrevet i del B], kan Deres af-
drag stige til [indsæt den ydelse, der svarer til dette tilfælde]
(Hvis relevant) Værdien af det beløb, De skal betale i [låntagers nationale valuta] hver [hyppigheden af
ydelsen], kan ændre sig. (Hvis relevant) Deres betalinger kan forøges til [indsæt det maksimale beløb i
låntagers nationale valuta] hver [indsæt periode] (Hvis relevant) Hvis f.eks. værdien af [låntagers nationa-
le valuta] falder med 20 % i forhold til [lånevalutaen], vil De skulle betale yderligere [indsæt beløbet i
låntagers nationale valuta] hver [indsæt periode]. Deres betalinger vil kunne stige med mere end dette.
(Hvis relevant) Den valutakurs, der anvendes til at konvertere Deres tilbagebetaling i [lånevaluta] til [lån-
tagers nationale valuta], er den kurs, som offentliggøres af [navnet på det institut, der offentliggør valuta-
236
kursen] den [dato], eller som beregnes den [dato] under anvendelse af [indsæt navn på referencetal eller
beregningsmetode].
(Hvis relevant) [Detaljer om bundne opsparingsprodukter, lån til udskudt rente]
7. (Hvis relevant) Illustrativ amortiseringstabel
Denne tabel viser det beløb, der skal betales hver [hyppighed].
Ydelserne (kolonne [relevant nr.]) er summen af den rente, der skal betales (kolonne [relevant nr.]), hvis
relevant, den kapital, der skal betales (kolonne [relevant nr.]), og i givet fald andre omkostninger (kolonne
[relevant nr.]). (Hvis relevant) Omkostningerne i den anden kolonne med omkostninger vedrører [liste
over omkostninger]. Restgæld (kolonne [relevant nr.]) er det resterende lånebeløb efter hver ydelse.
[Tabel]
8. Yderligere forpligtelser
Låntager skal opfylde følgende forpligtelser for at kunne drage fordel af de lånebetingelser, der er anført i
dette dokument.
[Forpligtelser]
(Hvis relevant) Bemærk venligst, at lånebetingelserne som beskrevet i dette dokument (inklusive rentesat-
sen) kan ændre sig, hvis disse forpligtelser ikke er opfyldt.
(Hvis relevant) Vær venligst opmærksom på de eventuelle konsekvenser ved på et sent tidspunkt at opsi-
ge accessoriske tjenesteydelser i forbindelse med lånet:
[Konsekvenser]
9. Førtidig indfrielse
De har mulighed for at indfri lånet helt eller delvis før tiden.
(Hvis relevant) [Betingelser]
(Hvis relevant) Gebyr ved førtidig indfrielse: [indsæt beløb eller, hvis dette ikke er muligt, beregningsme-
tode]
(Hvis relevant) Hvis De beslutter Dem for at indfri dette lån før tiden, bedes De kontakte os for at få op-
lysning om det nøjagtige kompensationsgebyr for førtidig indfrielse.
10. Fleksible funktioner
237
(Hvis relevant) [Oplysninger om overførsel/subrogation] De har mulighed for at overføre dette lån til en
anden [långiver] [eller] [ejendom]. [Indsæt betingelser]
(Hvis relevant) De har ikke mulighed for at overføre dette lån til en anden [långiver] [eller] [ejendom].
(Hvis relevant) Yderligere funktioner: [indsæt forklaring på de yderligere funktioner opstillet i del B og,
valgfrit, eventuelle andre funktioner, som långiveren tilbyder som del af kreditaftalen, og som ikke er om-
handlet i de foregående afsnit].
11. Låntagers øvrige rettigheder
(Hvis relevant) De har [betænkningstidens varighed] efter [tidspunktet for betænkningsperiodens begyn-
delse] til at overveje, før De forpligter Dem til at optage dette lån. (Hvis relevant) Når De har modtaget
kreditaftalen fra långiver, kan De ikke acceptere den inden udløbet af [betænkningstidens varighed].
(Hvis relevant) I en periode på [fortrydelsesrettens varighed] efter [det tidspunkt, hvorfra fortrydelsesfri-
sten løber] kan låntager benytte sig af sin ret til at annullere aftalen. [Betingelser] [Indsæt procedure]
(Hvis relevant) De kan miste Deres ret til at annullere aftalen, hvis De i den pågældende periode køber
eller sælger en ejendom, der er knyttet til denne kreditaftale.
(Hvis relevant) Hvis De beslutter Dem for at udøve Deres fortrydelsesret [i forbindelse med kreditafta-
len], bedes De venligst kontrollere, om De fortsat vil være bundet af Deres øvrige forpligtelser vedrøren-
de lånet [herunder de accessoriske tjenester i forbindelse med lånet] [som omhandlet i afsnit 8].
12. Klager
Hvis De ønsker at klage bedes De kontakte [indsæt internt kontaktpunkt og sted for information om pro-
ceduren].
(Hvis relevant) Maksimalt tidsrum til at behandle klagen [periode]
(Hvis relevant) [Hvis De ikke er tilfreds med vores interne afgørelse på Deres klagesag,] kan De også
kontakte: [indsæt navn på eksternt organ til udenretslig klage- og tvistbilæggelse] (Hvis relevant), eller
De kan kontakte Fin-Net for nærmere oplysninger om det tilsvarende organ i Deres eget land.
13. Manglende overholdelse af forpligtelserne i forbindelse med lånet: konsekvenser for låntager
[Kategori af manglende overholdelse]
[Økonomiske og/eller retlige konsekvenser]
Hvis De får problemer med at betale de [hyppighed] ydelser, opfordrer vi Dem til at kontakte os så hurtigt
som muligt med henblik på at finde mulige løsninger.
238
(Hvis relevant) I sidste instans kan De miste Deres hjem, hvis De ikke kan overholde betalingerne.
(Hvis relevant) 14. Yderligere oplysninger
(Hvis relevant) [Angivelse af den lovgivning, der finder anvendelse på kreditaftalen].
(Hvis långiver har til hensigt at anvende et andet sprog end ESIS) Oplysninger og aftalevilkår gives på
[sprog]. Hvis De er indforstået hermed, vil vi kommunikere på [sprog] i kreditaftalens løbetid.
[Indsæt erklæring om retten til afhængigt af situationen at modtage eller få tilbudt et udkast til kreditafta-
le]
15. Tilsynsførende
Tilsynet med långiver foretages af [tilsynsmyndighedens(-myndighedernes) navn(e) og websted(er)].
(Hvis relevant) Tilsynet med denne kreditformidler foretages af [tilsynsmyndighedens navn og websted].
DEL B
Vejledning i udfyldelse af ESIS
Når ESIS udfyldes, skal som minimum følgende vejledning følges. Medlemsstaterne kan dog uddybe el-
ler yderligere præcisere vejledningen i udfyldelse af ESIS.
Afsnittet »Indledende tekst«
1) Gyldighedsdatoen skal fremhæves tydeligt. I dette afsnit forstås ved »gyldighedsdato« det tids-
rum, oplysningerne, f.eks. om debitorrenten, i ESIS forbliver uændret og finder anvendelse,
hvis kreditgiver beslutter at yde lånet inden for denne periode. Hvis fastsættelsen af den gæl-
dende debitorrente og andre omkostninger afhænger af resultatet af salget af underliggende ob-
ligationer, kan den endelige debitorrente og andre omkostninger være forskellige fra de angiv-
ne. Under disse omstændigheder bør det angives, at gyldighedsdatoen ikke finder anvendelse
for debitorrenten og andre omkostninger, ved tilføjelse af ordene: »med undtagelse af renten og
andre omkostninger«.
Afsnit 1. Långiver
1) Kreditgivers navn, telefonnummer og fysiske adresse skal omfatte de kontaktoplysninger, som
forbrugeren kan anvende i forbindelse med fremtidig korrespondance.
2) Det er frivilligt at angive oplysninger om e-mail-adresse, faxnummer, websted og kontaktper-
son/kontaktpunkt.
3) I henhold til artikel 3 i direktiv 2002/65/EF skal der i givet fald angives navn og fysisk adresse
på kreditgivers repræsentant i den medlemsstat, hvor forbrugeren har bopæl, hvis transaktionen
239
tilbydes som en fjernsalgsaftale. Det er frivilligt at angive telefonnummer, e-mail-adresse og
websted for så vidt angår kreditgivers repræsentant.
4) Når afsnit 2 ikke finder anvendelse, meddeler kreditgiver forbrugeren, om der ydes rådgiv-
ningstjenester og på hvilket grundlag; formuleringen i del A anvendes.
(Hvis relevant) Afsnit 2. Kreditformidler
Når det er en kreditformidler, der giver forbrugeren produktoplysningerne, skal der gives følgende oplys-
ninger:
1) Kreditformidlers navn, telefonnummer og fysiske adresse skal omfatte de kontaktoplysninger,
som forbrugeren kan anvende i forbindelse med fremtidig korrespondance.
2) Det er frivilligt at angive oplysninger om e-mail-adresse, faxnummer, websted og kontaktper-
son/kontaktpunkt.
3) Kreditformidler meddeler forbrugeren, om der ydes rådgivningstjenester og på hvilket grund-
lag; formuleringen i del A anvendes.
4) Der gøres rede for, hvordan kreditformidler aflønnes. Når denne modtager provision fra en kre-
ditgiver, oplyses beløbet og kreditgivers navn, hvis der er tale om en anden end i afsnit 1.
Afsnit 3. Hovedtrækkene ved lånet
1) I dette afsnit forklares tydeligt kredittens hovedtræk, herunder værdi og valuta og de potentiel-
le risici, der er forbundet med debitorrenten, bl.a. dem, der er nævnt i punkt 8, samt amortise-
ringsstrukturen.
2) Når lånevalutaen er en anden end forbrugerens nationale valuta, oplyser kreditgiver, at forbru-
geren vil modtage en advarsel med jævne mellemrum, som et minimum når vekselkursen
svinger med mere end 20 %, i givet fald om retten til at konvertere kreditaftalens valuta eller
muligheden for at genforhandle betingelserne samt om andre ordninger, der er tilgængelige for
forbrugeren til begrænsning af valutakursrisikoen. Hvis kreditaftalen indeholder en bestem-
melse om begrænsning af valutakursrisici, skal kreditgiver oplyse det maksimumsbeløb, som
forbrugeren kan skulle tilbagebetale. Hvis kreditaftalen ikke indeholder en bestemmelse om
begrænsning af forbrugerens eksponering for valutakursrisici til valutakurssvingninger på
mindre end 20 %, skal kreditgiver fremlægge en illustration af virkningen på lånets værdi af et
fald på 20 % i værdien af forbrugerens nationale valuta i forhold til kreditvalutaen.
3) Lånets varighed udtrykkes i år eller måneder, alt efter hvad der er mest relevant. Hvis lånets
varighed ikke ligger fast i lånets løbetid, redegør kreditgiver for, hvornår og på hvilke betin-
gelser dette kan være tilfældet. Hvis lånet er tidsubegrænset, f.eks. i forbindelse med et sikret
kreditkort, skal kreditgiver tydeligt angive dette.
4) Kredittypen bør fremgå tydeligt (f.eks. lån med pant i fast ejendom, boliglån, sikret kreditkort
osv.). Beskrivelsen af låntype skal indeholde klare angivelser af, hvordan kapital og rente til-
bagebetales i lånets løbetid (dvs. amortiseringsstrukturen), og hvorvidt kreditaftalen omhand-
ler tilbagebetaling af kapital eller er afdragsfri, eller en kombination af de to.
5) Når hele kreditten eller en del af den er afdragsfri, skal der på en fremtrædende plads i slutnin-
gen af dette afsnit indsættes en erklæring herom; formuleringen i del A anvendes.
6) I dette afsnit forklares det, om debitorrenten er fast eller variabel, og i givet fald angives de
perioder, hvor renten er fast; hyppigheden af de efterfølgende ændringer og eksistensen af be-
grænsninger på debitorrentens udsving, såsom renteloft og fastsættelse af minimumsrentesats.
240
Den formel, der anvendes til at ændre debitorrenten og dens forskellige elementer (f.eks. refe-
rencesats og rentespænd), forklares. Kreditgiver anfører, f.eks. med angivelse af websted, hvor
yderligere oplysninger om de indeks eller satser, som anvendes i formlen, kan findes, f.eks.
Euribor eller centralbankens referencesats.
7) Hvis der anvendes forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, bør der gives
oplysninger om alle de relevante renter.
8) Det »samlede beløb, der skal tilbagebetales«, svarer til det samlede beløb, der skal betales af
forbrugeren. Det angives som summen af kreditbeløbet og de samlede omkostninger for for-
brugeren i forbindelse med lånet. Hvis der ikke er en fast debitorrente i aftalens løbetid, skal
det fremhæves, at dette beløb er illustrativt og især kan variere i forbindelse med variationer i
debitorrenten.
9) Hvis der stilles sikkerhed for lånet i form af pant i den faste ejendom eller en anden tilsvaren-
de sikkerhedsstillelse eller i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejendom, henleder kre-
ditgiver forbrugerens opmærksomhed herpå. Kreditgiver angiver i givet fald den anslåede
værdi af den faste ejendom eller anden sikkerhedsstillelse, der er anvendt til udarbejdelsen af
dette informationsblad.
10) Kreditgiver oplyser i givet fald enten
a) »det maksimale lånebeløb i forhold til ejendommens værdi« med angivelse af belånings-
procenten. Belåningsprocenten ledsages af et eksempel i absolutte tal på det maksimale
beløb, der kan lånes til en given ejendomsværdi eller
b) »den minimumsværdi af ejendommen, som kreditgiver kræver for at udlåne det illustrere-
de beløb«.
11) Når kreditter består af flere dele (f.eks. delvis fast rente, delvis variabel rente), skal dette af-
spejles i angivelsen af kredittypen, og oplysningerne skal gives for hver del af kreditten.
Afsnit 4. Rentesats og andre omkostninger
1) Henvisningen til »rente« svarer til debitorrenten eller -renterne.
2) Debitorrenten angives i procent. Hvis debitorrenten er variabel og baseret på en referencesats,
kan kreditgiver angive debitorrenten i form af en referencerente og kreditgivers rentespænd i
procent. Kreditgiver bør imidlertid angive værdien af den gældende referencesats på den dag,
hvor ESIS udsendes.
Når debitorrenten er variabel, skal oplysningerne omfatte: a) de antagelser, der er anvendt til
beregning af de årlige omkostninger i procent, b) i givet fald de gældende rentelofter og mini-
mumsrentesatser og c) en advarsel om, at udsvinget vil kunne påvirke de faktiske årlige om-
kostninger i procent. For at tiltrække forbrugerens opmærksomhed skal advarslen være skrevet
med en større skrifttype og stå på en fremtrædende plads i ESIS᾽ hovedtekst. Advarslen ledsa-
ges af et illustrativt eksempel på de årlige omkostninger i procent. Når der er et loft over debi-
torrenten, skal eksemplet bygge på, at debitorrenten stiger ved førstkommende lejlighed til det
højeste niveau, der er fastsat i kreditaftalen. Når der ikke er noget loft, skal eksemplet illustrere
de årlige omkostninger i procent med den højeste debitorrente i mindst de sidste 20 år, eller
hvis de data, der ligger til grund for beregningen af debitorrenten, er til rådighed for mindre end
20 år, den længste periode, for hvilken disse data er til rådighed, baseret på den højeste værdi af
en ekstern referencesats, der anvendes til beregning af debitorrenten, når den er til rådighed,
eller den højeste værdi af en referencerente, der er fastsat af en kompetent myndighed eller
EBA, når kreditgiver ikke anvender en ekstern referencerente. Disse krav gælder ikke for kre-
ditaftaler, hvori debitorrenten er fastsat for en materiel indledende periode på flere år og deref-
241
ter kan fastsættes for endnu en periode efter forhandling mellem kreditgiver og forbruger. For
kreditaftaler, hvori debitorrenten er fastsat for en materiel indledende periode på flere år og der-
efter kan fastsættes for endnu en periode efter forhandling mellem kreditgiver og forbruger,
skal oplysningerne omfatte en advarsel om, at de årlige omkostninger i procent er beregnet på
grundlag af debitorrenten for den indledende periode. Advarslen ledsages af en yderligere illu-
stration af de årlige omkostninger i procent, der er beregnet i henhold til artikel 17, stk. 4. Hvis
en kredit består af flere dele (f.eks. en del med fast rente og en del med variabel rente), angives
disse oplysninger for hver del af kreditten.
3) I afsnittet om »andre elementer af de årlige omkostninger i procent« anføres alle de andre om-
kostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent, herunder engangsomkostninger såsom
administrationsgebyrer og periodiske omkostninger såsom årlige administrationsgebyrer. Kre-
ditgiver anfører hver enkelt omkostning pr. kategori (engangsomkostninger, periodiske omkost-
ninger, der indgår i ydelserne, og periodiske omkostninger, der ikke indgår i ydelserne) med
angivelse af beløb, modtager af betaling og tidspunkt for betaling. Dette behøver ikke omfatte
omkostninger i forbindelse med brud på kontraktlige forpligtelser. Hvis beløbet ikke kendes,
tilvejebringer kreditgiver om muligt en omtrentlig angivelse af beløbet eller, hvis dette ikke er
muligt, en angivelse af, hvordan beløbet beregnes, og anfører, at beløbet kun er vejledende.
Hvis visse omkostninger ikke indgår i de årlige omkostninger i procent, fordi de ikke kendes af
kreditgiver, bør dette fremhæves.
Hvis forbrugeren har underrettet kreditgiver om et eller flere elementer i den kredit, han fore-
trækker, såsom kreditaftalens løbetid og det samlede kreditbeløb, anvender kreditgiver så vidt
muligt disse elementer; hvis en kreditaftale giver forskellige muligheder for at udnytte kredit-
muligheden med forskellige omkostninger eller debitorrenter, og kreditgiver anvender antagel-
serne i bilag I, del II, skal det i kreditaftalen anføres, at andre muligheder for at udnytte kredit-
muligheden for denne type kreditaftale kan medføre højere årlige omkostninger i procent. Hvis
betingelserne for udnyttelse af kreditmuligheden anvendes til beregning af de årlige omkostnin-
ger i procent, bør kreditgiver fremhæve omkostningerne i forbindelse med andre muligheder for
at udnytte kreditmuligheden, som ikke nødvendigvis er dem, der anvendes til beregning af de
årlige omkostninger i procent.
4) Når der skal betales et gebyr for registrering af pantet eller en tilsvarende sikkerhedsstillelse,
anføres det i dette afsnit med angivelse af beløbet, hvis det er kendt, eller, hvis dette ikke er
muligt, grundlaget for beregning af beløbet. Når gebyrerne er kendt og indregnet i de årlige om-
kostninger i procent, skal gebyrets eksistens og beløbet anføres under »Engangsudgifter«. Når
kreditgiver ikke kender gebyrerne, og de derfor ikke er indregnet i de årlige udgifter i procent,
skal eksistensen af gebyret klart nævnes på listen over omkostninger, som kreditgiver ikke ken-
der. I begge tilfælde skal den standardiserede formulering i del A anvendes under en passende
benævnelse.
Afsnit 5. Betalingernes hyppighed og antal
1) Hvis der skal foretages regelmæssige betalinger, angives betalingernes hyppighed (f.eks. må-
nedligt). Hvis betalingerne skal foretages uregelmæssigt, forklares dette udtrykkeligt for forbru-
geren.
2) Det anførte antal betalinger skal omfatte hele lånets løbetid.
Afsnit 6. Ydelsernes størrelse
242
1) Kredittens og ydelsernes valuta skal fremgå tydeligt.
2) Hvis ydelserne kan variere i lånets løbetid, præciserer kreditgiver den periode, i hvilken den
oprindelige ydelse forbliver uændret, og hvornår og hvor hyppigt den derefter ændrer sig.
3) Når hele kreditten eller en del af den er afdragsfrit, indsættes der på en fremtrædende plads i
slutningen af dette afsnit en erklæring herom; formuleringen i del A anvendes.
Hvis der er et krav om, at forbrugeren skal optage en bunden opsparing som en betingelse for,
at der ydes en afdragsfri kredit med sikkerhed i pant eller tilsvarende sikkerhed, skal angives
beløbene og hyppigheden af indbetalinger for dette produkt.
4) Når debitorrenten er variabel, skal oplysningerne også omfatte en erklæring herom i formule-
ringen i del A og en illustration af en maksimumsydelse. Når der er et loft, skal illustrationen
vise ydelserne, hvis debitorrenten stiger til loftet. Når der ikke er et loft, skal det værst tænkeli-
ge scenarie illustrere ydelserne med den højeste debitorrente i de sidste 20 år, eller hvis de data,
der ligger til grund for beregningen af debitorrenten, er til rådighed for mindre end 20 år, den
længste periode, for hvilken disse data er til rådighed, baseret på den højeste værdi af en eks-
tern referencerente, der er anvendt til beregningen af debitorrenten, hvis det er relevant, eller
den højeste værdi af en referencerente, der er fastsat af en kompetent myndighed eller EBA, når
kreditgiver ikke anvender en ekstern referencerente. Kravet om, at der skal gives et illustrativt
eksempel, gælder ikke for kreditaftaler, hvori debitorrenten er fastsat for en materiel indledende
periode på flere år og derefter kan fastsættes for endnu en periode efter forhandling mellem kre-
ditgiver og forbruger. Hvis en kredit består af flere dele (f.eks. en del med fast rente og en del
med variabel rente), angives disse oplysninger for hver del af kreditten og i alt.
5) (Hvis relevant) Hvis lånevalutaen er forskellig fra forbrugerens nationale valuta, eller hvis lånet
er indekseret i en valuta, som er forskellig fra forbrugerens nationale valuta, angiver kreditgiver
et taleksempel, hvoraf det klart fremgår, hvordan ændringer i den relevante valutakurs kan på-
virke ydelserne; formuleringen i del A anvendes. Dette eksempel baseres på en 20 % reduktion
af værdien af forbrugerens nationale valuta og en erklæring på en fremtrædende plads om, at
ydelserne vil kunne stige med mere end beløbet i dette eksempel. Når der er et loft, som be-
grænser den stigning til mindre end 20 %, angives maksimumsværdien af betalingerne i forbru-
gerens valuta i stedet, og erklæringen om mulige yderligere stigninger udelades.
6) Når kreditten helt eller delvis er en kredit med variabel rente, og punkt 3 finder anvendelse,
skal illustrationen i punkt 5 gives på grundlag af den ydelse, der er omhandlet i punkt 1.
7) Hvis den valuta, der anvendes til betaling af ydelserne, er forskellig fra lånevalutaen, eller hvis
hver ydelses størrelse udtrykt i forbrugerens nationale valuta afhænger af det tilsvarende beløb i
en anden valuta, angives i dette afsnit datoen for beregningen af den gældende kurs og enten
kursen eller grundlaget for beregningen heraf og justeringshyppigheden. Disse oplysninger skal
i givet fald indeholde navnet på det institut, der offentliggør valutakursen.
8) Når kreditten er en kredit med udskudt rentebetaling, hvor renten ikke betales fuldt ud i ydel-
serne og lægges til den samlede restgæld, skal der gøres rede for, hvordan og hvornår de ud-
skudte renter lægges til kreditten som et pengebeløb, og hvad virkningen heraf er for forbruge-
ren i forhold til den resterende gæld.
Afsnit 7. Illustrativ amortiseringstabel
1) Dette afsnit medtages, når kreditten er en kredit med udskudt rentebetaling, hvor renten ikke
betales fuldt ud i ydelserne og lægges til den samlede restgæld, eller hvor der er en fast debitor-
rente i kreditaftalens løbetid. Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om, at den illustrative
amortiseringstabel er obligatorisk i andre tilfælde.
243
Når forbrugeren har ret til at modtage en revideret amortiseringstabel, angives dette sammen
med betingelserne for denne ret.
2) Medlemsstaterne kan kræve, at kreditgiver, hvis debitorrenten kan variere i kredittens løbetid,
anfører den periode, i løbet af hvilken den oprindelige debitorrente forbliver uændret.
3) Den tabel, der skal medtages i dette afsnit, skal indeholde følgende kolonner: »tidsplan for til-
bagebetaling« (f.eks. måned 1, måned 2, måned 3), »ydelse«, »rente, der betales pr. ydelse«,
»andre omkostninger, der indgår i ydelsen« (hvis relevant), »kapital, der tilbagebetales pr. ydel-
se« og »restgæld efter hver ydelse«.
4) I det første tilbagebetalingsår anføres der oplysninger for hver ydelse, og der anføres en subto-
tal for hver kolonne ved udgangen af det første år. For de følgende år kan oplysningerne gives
på årsbasis. I slutningen af tabellen anføres der en række med en samlet total, der indeholder de
samlede beløb for hver kolonne. Den samlede kreditomkostning, som forbrugeren skal betale,
(dvs. det samlede beløb fra kolonnen »ydelse«) fremhæves tydeligt og angives som sådan.
5) Hvis debitorrenten ikke er fast, og ydelsen efter hver ændring er ukendt, kan kreditgiver i amor-
tiseringstabellen angive den samme ydelse i hele lånets løbetid. I et sådant tilfælde skal kredit-
giver henlede forbrugerens opmærksomhed på dette forhold ved visuelt at gøre forskel på de
kendte beløb og de hypotetiske beløb (f.eks. ved at anvende en anden skrifttype, rammer eller
skygge). Derudover skal en tydelig og læsbar tekst forklare, for hvilke perioder beløbene i ta-
bellen kan variere og hvorfor.
Afsnit 8. Yderligere forpligtelser
1) Kreditgiver skal i dette afsnit henvise til forpligtelser såsom forpligtelsen til at forsikre den fas-
te ejendom, tegne livsforsikring, indbetale løn til en konto hos kreditgiver eller købe enhver an-
den vare eller tjenesteydelse. Kreditgiver skal for den enkelte forpligtelse præcisere, over for
hvem og hvornår forpligtelsen skal opfyldes.
2) Kreditgiver angiver forpligtelsens varighed, f.eks. indtil kreditaftalen udløber. Kreditgiver skal
opføre hver enkelt omkostning, som forbrugeren skal betale, og som ikke er indregnet i de årli-
ge omkostninger i procent.
3) Kreditgiver angiver, om det er obligatorisk for forbrugeren at have accessoriske tjenesteydelser
for at opnå lånet på de opstillede betingelser, og i givet fald om forbrugeren er forpligtet til at
købe disse fra kreditgivers foretrukne udbyder, eller om de kan købes af en udbyder efter for-
brugerens eget valg. Hvis en sådan mulighed er betinget af, at de accessoriske tjenesteydelser
opfylder visse minimumskrav, bør sådanne krav beskrives i dette afsnit.
Når kreditaftalen indgår i en pakke med andre produkter, angiver kreditgiver disse produkters
særlige kendetegn og anfører tydeligt, om forbrugeren har ret til at opsige kreditaftalen eller
produkterne i pakken særskilt, betingelserne for og følgerne heraf og i givet fald de mulige kon-
sekvenser ved at opsige de accessoriske tjenesteydelser, der kræves i forbindelse med kreditaf-
talen.
Afsnit 9. Førtidig indfrielse
1) Kreditgiver anfører, på hvilke betingelser forbrugeren kan indfri kreditten før tid, enten helt el-
ler delvis.
2) I afsnittet om gebyrer for førtidig indfrielse henleder kreditgiver forbrugerens opmærksomhed
på et eventuelt gebyr for førtidig indfrielse eller andre omkostninger i forbindelse hermed for at
244
kompensere kreditgiver og angiver om muligt beløbet. Hvis kompensationen for førtidig indfri-
else afhænger af forskellige faktorer, f.eks. det tilbagebetalte beløb eller den gældende rente på
tidspunktet for den førtidige indfrielse, oplyser kreditgiver, hvordan kompensationen vil blive
beregnet, og angiver maksimumsgebyret, eller, hvis dette ikke er muligt, et illustrativt eksempel
for at vise forbrugeren, hvor stor kompensationen for førtidig indfrielse kan være i forskellige
situationer.
Afsnit 10. Fleksible funktioner
1) Kreditgiver forklarer i givet fald muligheden og betingelserne for overførsel af kreditten til en
anden kreditgiver eller fast ejendom.
2) (Hvis relevant) Yderligere funktioner: Hvis dette produkt indeholder en eller flere af de funkti-
oner, der er anført i punkt 5 nedenfor, skal dette afsnit indeholde en oversigt over disse funktio-
ner og give en kort forklaring af følgende: under hvilke omstændigheder forbrugeren kan gøre
brug af funktionen; eventuelle betingelser knyttet til funktionen; hvorvidt det, at funktionen
indgår i en kredit med sikkerhed i pant eller tilsvarende sikkerhed, indebærer, at forbrugeren
mister nogen lovgivningsmæssig eller anden form for beskyttelse, der normalt er forbundet med
funktionen; og hvilken virksomhed, der leverer funktionen (hvis ikke kreditgiver).
3) Hvis funktionen indeholder yderligere kredit, skal dette afsnit indeholde en forklaring til for-
brugeren af følgende: det samlede kreditbeløb (herunder den kredit, der er sikret ved pant eller
tilsvarende sikkerhed); hvorvidt den yderligere kredit er sikret eller ej; de relevante debitorren-
ter; og hvorvidt disse er reguleret eller ej. Et sådant yderligere kreditbeløb skal enten medtages
i den oprindelige vurdering af kreditværdigheden eller, hvis den ikke medtages, skal det fremgå
klart af dette afsnit, at adgangen til det yderligere beløb afhænger af en ny vurdering af forbru-
gerens evne til at tilbagebetale lånet.
4) Hvis funktionen omfatter en opsparingsordning, skal den relevante rentesats forklares.
5) Mulige yderlige funktioner omfatter: overbetalinger/underbetalinger [betaling af mere eller
mindre end den ydelse, der normalt skal betales ifølge amortiseringsstrukturen]; afdragsfrie pe-
rioder [perioder, hvor forbrugeren ikke skal foretage betalinger]; tilbagelån [muligheden for, at
forbrugeren atter kan låne midler, der allerede er udnyttet og tilbagebetalt]; yderligere optagelse
af lån uden yderligere godkendelse; yderligere sikret eller ikkesikret lånoptagelse [i henhold til
punkt 3 ovenfor]; kreditkort; tilknyttet løbende konto og tilknyttet opsparingskonto.
6) Kreditgiver kan inkludere andre funktioner, som vedkommende udbyder som dele af kreditafta-
len, der ikke er omhandlet i de foregående afsnit.
Afsnit 11. Låntagers øvrige rettigheder
1) Kreditgiver gør rede for rettigheden (rettighederne), f.eks. fortrydelsesret eller ret til betænk-
ningstid og i givet fald andre rettigheder såsom ret til overførsel (herunder subrogation) præci-
serer, hvilke rettigheder der findes, og anfører betingelserne for denne eller disse rettigheder,
den procedure, som forbrugeren skal følge for at udøve denne eller disse rettigheder, bl.a. den
adresse, hvortil meddelelsen om fortrydelse skal sendes, og i givet fald de tilsvarende gebyrer.
2) Når der gælder betænkningstid eller fortrydelsesret for forbrugeren, skal dette klart angives.
3) I henhold til artikel 3 i direktiv 2002/65/EF underrettes forbrugeren om, hvorvidt der findes en
fortrydelsesret, hvis transaktionen tilbydes som en fjernsalgsaftale.
Afsnit 12. Klager
245
1) I dette afsnit angives det interne kontaktpunkt [navnet på den relevante afdeling] og kontaktop-
lysninger med henblik på klage [fysisk adresse] eller [telefonnummer] eller [kontaktperson:]
[kontaktoplysninger] og et link til klageproceduren eller den relevante side på et websted eller
en lignende informationskilde.
2) Der angives navnet på det relevante eksterne organ for udenretslige klager og tvistbilæggelse,
og når anvendelse af den internationale klageprocedure er en betingelse for adgang til dette or-
gan, angives dette i formuleringen i del A.
3) For kreditaftaler med en forbruger, der har bopæl i en anden medlemsstat, henviser kreditgiver
til Fin-Net (http://ec.europa.eu/internal_market/fin-net/).
Afsnit 13. Manglende overholdelse af forpligtelserne i forbindelse med lånet: konsekvenser for lån-
tager
1) Hvis manglende overholdelse af forbrugerens forpligtelser i forbindelse med lånet kan have fi-
nansielle eller juridiske konsekvenser for forbrugeren, skal kreditgiver i dette afsnit beskrive de
vigtigste tilfælde (f.eks. for sen betaling/misligholdelse, manglende overholdelse af forpligtel-
serne i afsnit 8 Yderligere forpligtelser) og angive, hvor der kan fås yderligere oplysninger.
2) For hvert enkelt af disse tilfælde beskriver kreditgiver på en klar og forståelig måde de sanktio-
ner eller konsekvenser, det kan medføre. Henvisning til alvorlige konsekvenser fremhæves.
3) Når den faste ejendom, der anvendes til sikkerhedsstillelse for kreditten, kan tilbagegives eller
overdrages til kreditgiver, hvis forbrugeren ikke opfylder betingelserne, skal dette afsnit inde-
holde en angivelse heraf i formuleringen i del A.
Afsnit 14. Yderligere information
1) I tilfælde af fjernsalg vil dette afsnit omfatte en bestemmelse om, hvilken lovgivning der skal
anvendes på kreditaftalen, eller hvilken domstol der er kompetent.
2) Hvis kreditgiver har til hensigt at kommunikere med forbrugeren i løbet af aftaleperioden på et
andet sprog end det, ESIS er affattet på, skal denne hensigt og kommunikationssproget fremgå.
Denne artikel berører ikke artikel 3, stk. 1, nr. 3), litra g), i direktiv 2002/65/EF.
3) Kreditgiver eller kreditformidler angiver, at forbrugeren har ret til at få eller blive tilbudt en
kopi af udkastet til kreditaftale, senest når der er givet et tilbud, der er bindende for kreditgiver.
Afsnit 15. Tilsynsførende
1) Den eller de relevante myndigheder, der er ansvarlige for tilsynet med fasen forud for aftaleind-
gåelse i forbindelse med lån, anføres.
BILAG III
MINIMUMSKRAV TIL VIDEN OG KOMPETENCER
1. Minimumskravene til den viden og de kompetencer, som kreditgiveres, kreditformidleres og
udpegede repræsentanters personale (artikel 9) og de personer, der deltager i ledelsen hos kre-
ditformidlere og udpegede repræsentanter (artikel 29, stk. 2, litra c), og artikel 31, stk. 2), skal
have, skal mindst omfatte:
a) passende kendskab til kreditprodukter i henhold til artikel 3 og de accessoriske tjeneste-
ydelser, som typisk tilbydes sammen med dem
246
b) hensigtsmæssig viden om lovgivningen vedrørende kreditaftaler for forbrugere, navnlig om
forbrugerbeskyttelse
c) passende kendskab til og forståelse af processen i forbindelse med køb af fast ejendom
d) passende kendskab til vurdering af sikkerhed
e) passende kendskab til ejendomsregistrenes organisering og funktion
f) passende kendskab til markedet i den relevante medlemsstat
g) passende kendskab til standarder for forretningsmoral
h) passende kendskab til processen i forbindelse med vurdering af forbrugernes kreditværdig-
hed eller i givet fald kompetence til denne vurdering
i) passende niveau for finansielle og økonomiske kompetencer.
2. Når medlemsstaterne fastsætter minimumskravene til viden og kompetencer, kan de sondre
mellem niveauerne for og typerne af de krav, som kreditgiveres, kreditformidleres eller udpege-
de repræsentanters personale og ledelsen hos kreditformidlere eller udpegede repræsentanter
skal have.
3. Medlemsstaterne fastsætter et passende niveau for viden og kompetencer på grundlag af:
a) erhvervsmæssige kvalifikationer, f.eks. eksamensbeviser, titler, erhvervsuddannelse, kom-
petencetest eller
b) erhvervserfaring, der kan defineres som mindst et vist antal års beskæftigelse på områder
med tilknytning til etablering, distribution eller formidling af kreditprodukter.
Efter den 21. marts 2019 må fastsættelsen af det passende niveau for viden og kompetencer ik-
ke baseres alene på de i første afsnit, litra b), anførte metoder.
247
1) EUT C 240 af 18.8.2011, s. 3.
2) EUT C 318 af 29.10.2011, s. 133.
3) Europa-Parlamentets holdning af 10.12.2013 (endnu ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende) og Rådets afgørelse af 28.1.2014.
4) EUT L 133 af 22.5.2008, s. 66.
5) EFT L 271 af 9.10.2002, s. 16.
6) EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338.
7) EFT L 9 af 15.1.2003, s. 3.
8) EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1.
9) EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22.
10) EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22.
11) EFT L 69 af 10.3.2001, s. 25.
12) EFT L 95 af 21.4.1993, s. 29.
13) EUT L 296 af 15.11.2011, s. 35.
14) EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.
15) EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1.
16) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12.
17) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
18) EUT C 377 af 23.12.2011, s. 5.
19) EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.
20) EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19.
248
Bilag 4
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2015/2366
af 25. november 2015
om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og
2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank1),
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg2),
efter den almindelige lovgivningsprocedure3), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I de senere år er der gjort store fremskridt med integration af detailbetalinger i Unionen, navnlig i for-
bindelse med EU-retsakterne om betalinger, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/
EF4), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/20095), Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/110/EF6) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/20127). Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2011/83/EU8) har yderligere udbygget de retlige rammer for betalingstjenester
ved at fastsætte en specifik grænse for forretningsdrivendes mulighed for at overvælte brugergebyrer på
deres kunder for anvendelse af et bestemt betalingsmiddel.
(2) Unionens reviderede retlige rammer for betalingstjenester suppleres af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2015/7519). Denne forordning indfører navnlig regler om opkrævning af interbankgeby-
rer for kortbaserede transaktioner og søger at fremskynde opnåelse af et effektivt integreret marked for
kortbaserede betalinger.
(3) Direktiv 2007/64/EF blev vedtaget i december 2007 på grundlag af et forslag fra Kommissionen fra
december 2005. Siden da har der på detailbetalingsmarkedet været betydelig teknisk innovation med en
hurtig stigning i antallet af elektroniske betalinger og mobilbetalinger og fremkomst af nye typer beta-
lingstjenester på markedet, hvilket udfordrer de nuværende rammer.
249
(4) Revisionen af Unionens retlige rammer for betalingstjenester og navnlig konsekvensanalysen af direk-
tiv 2007/64/EF og høringen om Kommissionens grønbog af 11. januar 2012 med titlen: »På vej mod et
integreret europæisk marked for kort-, internet- og mobilbetalinger« har vist, at udviklingen har medført
væsentlige udfordringer for lovgivningen. Store dele af betalingsmarkedet — kort-, internet- og mobilbe-
talinger — er stadig fragmenteret langs landegrænserne. Mange innovative betalingstjenesteprodukter el-
ler -tjenester falder slet ikke eller kun i mindre grad ind under anvendelsesområdet for direktiv
2007/64/EF. Endvidere har det vist sig, at anvendelsesområdet for direktiv 2007/64/EF og navnlig de her-
fra undtagne elementer, som f.eks. visse betalingsrelaterede aktiviteter, i nogle tilfælde er for tvetydigt,
for generelt eller blot forældet i lyset af markedsudviklingen. Dette har medført retsusikkerhed, potentiel-
le sikkerhedsrisici i betalingskæden og manglende forbrugerbeskyttelse på nogle områder. Det har også
vist sig at være vanskeligt for betalingstjenesteydere at introducere innovative, sikre og brugervenlige di-
gitale betalingstjenester og at give forbrugere og forretningsdrivende effektive, praktiske og sikre beta-
lingsmetoder i Unionen. I den forbindelse er der et stort positivt potentiale, som bør undersøges mere
konsekvent.
(5) Videreudvikling af et integreret indre marked for sikre elektroniske betalinger er af afgørende betyd-
ning for at støtte væksten i Unionens økonomi og for at sikre, at forbrugerne, de forretningsdrivende og
virksomhederne kan nyde godt af valgmuligheder og gennemsigtighed i forbindelse med betalingstjene-
ster og dermed få fuldt udbytte af det indre marked.
(6) Der bør fastsættes nye regler for at lukke hullerne i lovgivningen og samtidig give større retssikkerhed
og sikre ensartet anvendelse af de retlige rammer i hele Unionen. Der bør garanteres lige forretningsvilkår
for eksisterende og nye markedsaktører, så det bliver nemmere for nye betalingsmidler at nå ud til et stør-
re marked, og så der sikres en høj grad af forbrugerbeskyttelse i forbindelse med betalingstjenester i hele
Unionen. Dette bør skabe effektivitet i betalingssystemet som helhed og føre til større udvalg af og mere
gennemsigtighed i betalingstjenester og samtidig styrke forbrugernes tillid til et harmoniseret betalings-
marked.
(7) I de senere år er de sikkerhedsrisici, der er forbundet med elektroniske betalinger, blevet større. Dette
skyldes deres voksende tekniske kompleksitet, de stadigt stigende mængder af elektroniske betalinger i
verden og nye typer betalingstjenester. Sikre betalingstjenester er en forudsætning for et velfungerende
betalingstjenestemarked. Betalingstjenestebrugere bør derfor være tilstrækkeligt beskyttede mod sådanne
risici. Betalingstjenester er nødvendige for funktionaliteten af centrale økonomiske og sociale aktiviteter.
(8) Bestemmelserne i dette direktiv om gennemsigtigheds- og oplysningskrav for betalingstjenesteudby-
dere og om rettigheder og forpligtelser i forbindelse med udbud og brug af betalingstjenester bør også,
hvor det er relevant, gælde for transaktioner, hvor en af betalingstjenesteudbyderne befinder sig uden for
Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (»EØS«), for at undgå forskellige praksis i medlemssta-
terne til skade for forbrugerne. Nævnte bestemmelser bør, hvor det er relevant, udvides til at gælde for
transaktioner i alle officielle valutaer mellem betalingstjenesteudbydere, der befinder sig inden for EØS.
(9) Pengeoverførsel er en enkel betalingstjeneste, der sædvanligvis er baseret på kontant indbetaling fra
en betaler til en betalingstjenesteudbyder, der viderebetaler det tilsvarende beløb, for eksempel via et
kommunikationsnet, til en betalingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudbyder, der handler på veg-
ne af betalingsmodtageren. I nogle medlemsstater udbyder supermarkeder og andre forretningsdrivende
en tilsvarende tjeneste til forbrugerne, der gør dem i stand til at betale regninger for forsyningsforbrug og
andre regelmæssige husholdningsregninger. Disse regningsbetalingstjenester bør behandles som en pen-
250
geoverførsel, medmindre de kompetente myndigheder anser denne aktivitet for at henhøre under en anden
betalingstjeneste.
(10) Dette direktiv indfører en neutral definition af indløsning af betalingstransaktioner for at afspejle bå-
de de traditionelle modeller for indløsning, der er opbygget omkring anvendelse af betalingskort, og for-
skellige forretningsmodeller, herunder dem, der involverer mere end én indløser. Dette bør sikre, at for-
retningsdrivende får samme beskyttelse uanset det betalingsinstrument, der anvendes, når aktiviteten er
den samme som ved indløsning af korttransaktioner. De tekniske tjenester, der stilles til rådighed for beta-
lingstjenesteudbydere, som f.eks. behandling og lagring af data eller drift af terminaler, bør ikke anses for
at udgøre indløsning. Nogle modeller for indløsning medfører desuden ikke, at indløseren faktisk overfø-
rer midler til betalingsmodtageren, eftersom parterne kan have aftalt, at afregningen skal ske på anden
måde.
(11) Undtagelsen fra anvendelsesområdet af direktiv 2007/64/EF for betalingstransaktioner via en han-
delsagent på betalerens eller betalingsmodtagerens vegne anvendes på vidt forskellige måder i medlems-
staterne. Nogle medlemsstater tillader, at undtagelsen anvendes af e-handelsplatforme, der optræder som
mellemled på vegne af både individuelle købere og sælgere uden reel mulighed for at forhandle eller ind-
gå aftale om salg eller køb af varer eller tjenesteydelser. En sådan anvendelse af undtagelsen rækker ud
over det i nævnte direktiv tiltænkte anvendelsesområde og kan øge risiciene for forbrugerne, da disse ud-
bydere står uden for den lovgivningsmæssige beskyttelse. Forskellig praksis forvrider også konkurrencen
på betalingsmarkedet. For at løse disse problemer bør undtagelsen derfor gælde, når agenter udelukkende
handler på vegne af betaleren eller udelukkende handler på vegne af betalingsmodtageren, uanset om de
er i besiddelse af kundens midler eller ej. Når agenter handler på vegne af både betaleren og betalings-
modtageren (som f.eks. visse e-handelsplatforme), bør de udelukkende undtages, hvis de ikke på noget
tidspunkt kommer i besiddelse af eller får kontrol med kundens midler.
(12) Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på aktiviteter i pengetransportfirmaer og kontanthåndte-
ringsselskaber, hvor de berørte aktiviteter er begrænset til fysisk transport af sedler og mønter.
(13) Tilbagemeldinger fra markedet viser, at betalingsaktiviteter, der er omfattet af undtagelsen vedrøren-
de begrænsede net, ofte omfatter betydelige betalingsmængder og -værdier og tilbyder forbrugerne hund-
reder eller tusinder af forskellige produkter og tjenester. Dette var ikke hensigten med den undtagelse for
begrænsede net, der er fastsat i direktiv 2007/64/EF, og det medfører større risici og ingen retlig beskyt-
telse for betalingstjenestebrugere, navnlig forbrugere, og klare ulemper for regulerede markedsaktører.
For at bidrage til at begrænse disse risici bør det ikke være muligt at anvende samme instrument til at
foretage betalingstransaktioner for at erhverve varer eller tjenester inden for mere end ét begrænset net-
værk eller til at erhverve et ubegrænset udvalg af varer og tjenester. Et betalingsinstrument bør betragtes
som et instrument, der skal benyttes inden for et sådant begrænset net, hvis det kun kan benyttes i følgen-
de tilfælde: for det første til erhvervelse af varer og tjenester hos en bestemt forretningsdrivende eller for-
retningskæde, såfremt de involverede enheder er direkte forbundet ved en forretningsaftale, som f.eks.
foreskriver anvendelse af et enkelt betalingsvaremærke, og dette betalingsvaremærke anvendes på salgs-
stederne og så vidt muligt er angivet på det betalingsinstrument, som kan bruges der; for det andet til er-
hvervelse af et meget begrænset udvalg af varer og tjenester, som f.eks. når anvendelsesområdet i praksis
er begrænset til et bestemt antal funktionelt forbundne varer eller tjenester uanset salgsstedets geografiske
placering, eller for det tredje hvor betalingsinstrumentet reguleres af en national eller regional offentlig
myndighed med specifikke sociale eller skattemæssige formål med henblik på erhvervelse af bestemte va-
rer eller tjenester.
251
(14) Betalingsinstrumenter omfattet af undtagelsen vedrørende begrænsede netværk kan omfatte butiks-
kort, brændstofkort, medlemskort, kort til offentlig transport, parkeringsbilletter, spisebilletter eller billet-
ter til specifikke tjenester, der nogle gange er omfattet af bestemte skatte- eller arbejdsmarkedsregler, som
er udformet med henblik på at fremme anvendelsen af sådanne instrumenter for at opfylde målsætninger-
ne i social- og arbejdsmarkedslovgivningen. Hvis et sådant specifikt instrument udvikler sig til et generelt
instrument, bør undtagelsen fra dette direktivs anvendelsesområde ikke længere finde anvendelse. Instru-
menter, der kan benyttes i en række forskellige forretninger, som optræder på en fælles liste, bør ikke
undtages fra dette direktivs anvendelsesområde, da sådanne instrumenter typisk er beregnet til et net af
tjenesteudbydere, der er i stadig vækst. Undtagelsen vedrørende begrænsede netværk bør anvendes sam-
men med forpligtelsen for potentielle betalingstjenesteudbydere til at underrette om aktiviteter inden for
deres anvendelsesområde.
(15) I anvendelsesområdet for direktiv 2007/64/EF er der en undtagelse for visse betalingstransaktioner,
der gennemføres ved hjælp af telekommunikations- eller IT-udstyr, hvor netværksoperatøren ikke udeluk-
kende agerer som formidler ved leveringen af digitale varer og tjenesteydelser gennem den pågældende
anordning, men også tilføjer værdi til disse varer eller tjenesteydelser. Denne undtagelse giver navnlig
mulighed for såkaldt operatørfakturering eller køb, der opkræves direkte på telefonregningen, hvilket bi-
drager til udvikling af nye forretningsmodeller, der er baseret på salg af digitalt indhold og stemmebasere-
de tjenester af mindre værdi, hvilket allerede er tilfældet med ringetoner og SMS-særtjenester. Disse tje-
nester omfatter underholdning såsom chat, download af f.eks. videoer, musik og spil, oplysninger såsom
om vejr, nyheder, sportsopdateringer, aktier, og nummeroplysning, deltagelse i TV- og radioudsendelser
såsom afstemning, deltagelse i konkurrencer og levering af direkte feedback. Tilbagemeldinger fra mar-
kedet tyder ikke på, at sådanne betalingstransaktioner, som forbrugerne anser for praktisk til betaling af
små beløb, har udviklet sig til en generel betalingsformidlingstjeneste. Imidlertid anvendes denne regel
forskelligt i medlemsstaterne på grund af den tvetydige ordlyd af den relevante undtagelse, hvilket har
ført til manglende retssikkerhed for operatørerne og forbrugerne og undertiden har gjort det muligt for
betalingsformidlingstjenester at påberåbe sig en ubegrænset undtagelse fra anvendelsesområdet for direk-
tiv 2007/64/EF. Det er derfor hensigtsmæssigt at præcisere og begrænse omfanget af berettigelse til denne
undtagelse for sådanne tjenesteudbydere ved at opregne de betalingstransaktionstyper, som undtagelsen
gælder for.
(16) Undtagelsen for visse betalingstransaktioner ved hjælp af telekommunikations- eller IT-udstyr bør
specifikt fokusere på mikrobetalinger for digitalt indhold og stemmebaserede tjenester. En klar omtale af
betalingstransaktioner til køb af elektroniske billetter bør indføres for at tage hensyn til udviklingen inden
for betalinger, hvor navnlig kunder på ethvert sted og tidspunkt ved hjælp af mobiltelefoner eller andre
anordninger kan bestille, betale for, modtage og validere elektroniske billetter. Elektroniske billetter gør
det muligt og lettere at levere tjenester, som forbrugerne ellers kan købe i form af en papirbillet, og om-
fatter transport, underholdning, bilparkering og adgang til arrangementer, men ikke fysiske varer. De
mindsker udgifterne til fremstilling og distribution i forbindelse med traditionelle papirbaserede billetka-
naler, og forbrugervenligheden øges ved at stille nye og enkle former for billetkøb til rådighed. For at
lette byrden for enheder, der indsamler bidrag til velgørende formål, bør betalingstransaktioner i forbin-
delse med sådanne bidrag også undtages. Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med national ret frit
kunne begrænse undtagelsen til bidrag til registrerede velgørende organisationer. Undtagelsen bør gene-
relt kun gælde, når betalingstransaktionernes værdi er mindre end en bestemt tærskel, for klart at begræn-
se undtagelsen til betalinger med lav risikoprofil.
252
(17) Det fælles eurobetalingsområde (SEPA) har lettet oprettelse af fælleseuropæiske »betalingsfabrik-
ker« og »opkrævningsfabrikker«, som muliggør centralisering af betalingstransaktioner inden for samme
koncern. I denne henseende bør betalingstransaktioner mellem en modervirksomhed og dens dattervirk-
somheder eller mellem dattervirksomheder af samme modervirksomhed, der leveres af en betalingstjene-
steudbyder, som tilhører samme koncern, undtages fra dette direktivs anvendelsesområde. En modervirk-
somheds eller dens dattervirksomheds samling af betalingsordrer på vegne af koncernen med henblik på
videresendelse til en betalingstjenesteudbyder bør ikke betragtes som en betalingstjeneste med henblik på
dette direktiv.
(18) I anvendelsesområdet for direktiv 2007/64/EF er der en undtagelse for betalingstjenester, der udby-
des gennem pengeautomater, som er uafhængige af kontoførende betalingstjenesteudbydere. Denne und-
tagelse fremmede væksten af uafhængige pengeautomattjenester i mange medlemsstater, navnlig i mindre
befolkede egne. Undtagelse af denne hurtigt voksende del af pengeautomatmarkedet fuldt ud fra direkti-
vets anvendelsesområde ville imidlertid føre til forvirring om hævegebyrer. Dette kan i grænseoverskri-
dende situationer føre til opkrævning af dobbeltgebyrer for den samme hævning af både den kontoførende
betalingstjenesteudbyder og af pengeautomattjenesteudbyderen. For at bibeholde ydelse af pengeautomat-
tjenester og samtidig sikre klarhed med hensyn til hævegebyrer er det derfor hensigtsmæssigt at fastholde
undtagelsen, men at kræve, at pengeautomatoperatører overholder specifikke bestemmelser om gennem-
sigtighed i dette direktiv. Gebyrer, som pålægges af pengeautomatoperatører, bør være med forbehold af
forordning (EF) nr. 924/2009.
(19) Tjenesteudbydere, der søgte at udnytte en undtagelse fra anvendelsesområdet for direktiv
2007/64/EF, henvendte sig ofte ikke til myndighederne for at høre, om deres aktiviteter var omfattet af
eller undtaget fra direktivet, men forlod sig på deres egne vurderinger. Dette har medført forskellig anven-
delse af visse undtagelser i medlemsstaterne. Det ser også ud til, at nogle undtagelser kan være blevet
anvendt af betalingstjenesteudbydere til at ændre deres forretningsmodeller, således at de udbudte beta-
lingstjenester ville falde uden for direktivets anvendelsesområde. Dette kan medføre øget risiko for beta-
lingstjenestebrugere og uensartede betingelser for betalingstjenesteudbydere på det indre marked. Derfor
bør tjenesteudbydere forpligtes til at meddele relevante aktiviteter til de kompetente myndigheder, så de
kompetente myndigheder kan vurdere, om kravene i de relevante bestemmelser er opfyldt, og for at sikre
ensartet fortolkning af reglerne på hele det indre marked. Navnlig bør der fastlægges en underretningspro-
cedure for alle undtagelser, der bygger på overholdelse af en tærskel, for at sikre, at de specifikke krav
opfyldes.
(20) Det er desuden vigtigt at medtage et krav om, at potentielle betalingstjenesteudbydere skal meddele
de kompetente myndigheder de aktiviteter, som de udbyder inden for rammerne af et begrænset net ud fra
kriterierne i dette direktiv, hvis værdien af betalingstransaktioner overstiger en bestemt tærskel. De kom-
petente myndigheder bør vurdere, om de meddelte aktiviteter kan anses for at være aktiviteter, der udby-
des inden for rammerne af et begrænset net.
(21) Definitionen af betalingstjenester bør være teknologisk neutral og bør give mulighed for udvikling af
nye typer betalingstjenester, samtidig med at der sikres lige forretningsvilkår for både eksisterende og nye
betalingstjenesteudbydere.
(22) Nærværende direktiv bør følge samme fremgangsmåde som i direktiv 2007/64/EF, der omfatter alle
typer elektroniske betalingstjenester. Det vil derfor stadig ikke være hensigtsmæssigt, at de nye regler fin-
der anvendelse på tjenester, hvor overførslen af penge fra betaler til betalingsmodtager eller transporten af
253
penge udelukkende foretages i sedler og mønter, eller hvor overførslen er baseret på papircheck, papir-
veksler, solaveksler eller andre instrumenter, papirvouchers eller kort trukket på en betalingstjenesteudby-
der eller en anden part med henblik på at stille midlerne til betalingsmodtagerens disposition.
(23) Nærværende direktiv bør ikke finde anvendelse på kontante betalingstransaktioner, da der allerede
findes et indre marked for kontantbetalinger. Direktivet bør heller ikke finde anvendelse på betalings-
transaktioner baseret på papirchecks, da disse i sagens natur ikke kan behandles så effektivt som andre
betalingsmidler. God praksis inden for dette område bør dog baseres på principperne i nærværende direk-
tiv.
(24) Det er nødvendigt at præcisere de kategorier af betalingstjenesteudbydere, der lovligt kan udbyde be-
talingstjenester i hele Unionen, nemlig kreditinstitutter, der modtager indskud fra brugere, som kan an-
vendes til finansiering af betalingstransaktioner, og som fortsat bør være omfattet af tilsynskravene i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU10), e-pengeinstitutter, der udsteder elektroniske penge,
som kan anvendes til finansiering af betalingstransaktioner, og som fortsat bør være omfattet af tilsyns-
kravene i direktiv 2009/110/EF, samt betalingsinstitutter og postgirokontorer, der har tilladelse hertil efter
nationale regler. Anvendelsen af denne retlige ramme bør begrænses til tjenesteudbydere, der udbyder be-
talingstjenester som fast erhverv eller forretningsaktivitet i overensstemmelse med nærværende direktiv.
(25) Ved nærværende direktiv fastsættes der regler for gennemførelse af betalingstransaktioner, hvor mid-
lerne er elektroniske penge som defineret i direktiv 2009/110/EF. Ved nærværende direktiv fastsættes der
imidlertid ikke regler for udstedelse af elektroniske penge som fastlagt i direktiv 2009/110/EF. Betalings-
institutter bør derfor ikke have tilladelse til at udstede elektroniske penge.
(26) I direktiv 2007/64/EF er der fastsat en tilsynsordning, der indfører en enkelt tilladelse for alle beta-
lingstjenesteudbydere, som ikke modtager indskud eller udsteder elektroniske penge. Med henblik herpå
indførte direktiv 2007/64/EF en ny kategori af betalingstjenesteudbydere, nemlig »betalingsinstitutter«,
ved at give mulighed for at meddele tilladelse til juridiske personer uden for de eksisterende kategorier til
at udbyde betalingstjenester i Unionen, forudsat at en række strenge og omfattende betingelser er opfyldt.
De samme betingelser bør gælde for disse tjenester i hele Unionen.
(27) Siden vedtagelsen af direktiv 2007/64/EF er der opstået nye typer betalingstjenester, navnlig inden
for internetbetalinger. Navnlig har betalingsinitieringstjenester inden for e-handel udviklet sig. Disse beta-
lingstjenester spiller en rolle i betalinger ved e-handel ved at etablere en softwarebro mellem den forret-
ningsdrivendes websted og betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyders netbankplatform med hen-
blik på at initiere internetbetalinger på grundlag af en kreditoverførsel.
(28) I takt med den teknologiske udvikling er der desuden fremkommet et udvalg af supplerende tjenester
i de senere år, såsom kontooplysningstjenester. Disse tjenester giver betalingstjenestebrugeren samlede
oplysninger på internettet om en eller flere betalingskonti, der føres hos en eller flere betalingstjenesteud-
bydere, og som er tilgængelige via onlinegrænseflader hos den kontoførende betalingstjenesteudbyder.
Betalingstjenestebrugeren har således mulighed for hurtigt at få et overblik over sin finansielle situation
på et hvilket som helst tidspunkt. Disse tjenester bør også være omfattet af dette direktiv for at give for-
brugerne tilstrækkelig beskyttelse af deres betalings- og kontodata samt retssikkerhed om kontooply-
sningstjenesteyderes status.
254
(29) Betalingsinitieringstjenester gør det muligt for en betalingsinitieringstjenesteudbyder at give beta-
lingsmodtageren tillid til, at betalingen er initieret, med henblik på at tilskynde betalingsmodtageren til at
frigive varen eller levere tjenesten uden unødig forsinkelse. Sådanne tjenester udgør en billig løsning for
både forretningsdrivende og forbrugere og giver forbrugerne mulighed for at foretage onlinekøb, selv hvis
de ikke ejer et betalingskort. Eftersom betalingsinitieringstjenester ikke er omfattet af direktiv
2007/64/EF, er de ikke nødvendigvis underlagt tilsyn af en kompetent myndighed og skal ikke opfylde-
kravene i direktiv 2007/64/EF. Dette rejser en række juridiske spørgsmål, såsom forbrugerbeskyttelse,
sikkerhed og ansvar samt konkurrence og databeskyttelse, navnlig med hensyn til beskyttelse af beta-
lingstjenestebrugerens data i overensstemmelse med Unionens databeskyttelsesregler. De nye regler bør
derfor tage hensyn til disse spørgsmål.
(30) De personaliserede sikkerhedsoplysninger, der anvendes til sikker kundeautentifikation af betalings-
tjenestebrugeren eller af betalingsinitieringstjenesteudbyderen, er sædvanligvis dem, som kontoførende
betalingstjenesteudbydere udsteder. Betalingsinitieringstjenesteudbydere indgår ikke nødvendigvis i et
kontraktforhold med kontoførende betalingstjenesteudbydere, og uanset hvilken forretningsmodel der an-
vendes af betalingsinitieringstjenesteudbydere, bør kontoførende betalingstjenesteudbydere gøre det mu-
ligt for betalingsinitieringstjenesteudbydere at anvende de autentifikationsprocedurer, som kontoførende
betalingstjenesteudbydere stiller til rådighed, til at initiere en bestemt betaling på vegne af betaleren.
(31) Når betalingsinitieringstjenesteudbyderen udelukkende yder betalingsinitieringstjenester, er denne
ikke i besiddelse af brugerens midler i noget led af betalingskæden. Når en betalingsinitieringstjenesteud-
byder ønsker at yde betalingstjenester, i forbindelse med hvilke den besidder brugerens midler, bør den
opnå fuld tilladelse til disse tjenester.
(32) Betalingsinitieringstjenester er baseret på betalingsinitieringstjenesteudbyderes direkte eller indirekte
adgang til betalernes konti. En kontoførende betalingstjenesteudbyder, der leverer en mekanisme med
henblik på indirekte adgang, bør også give betalingsinitieringstjenesteudbyderne direkte adgang.
(33) Dette direktiv bør sigte mod at sikre kontinuiteten på markedet og dermed gøre det muligt for eksi-
sterende og nye tjenesteudbydere at tilbyde deres tjenester inden for klare og harmoniserede retlige ram-
mer, uanset hvilken forretningsmodel de anvender. Indtil disse regler bliver anvendt, og uden at det berø-
rer behovet for at garantere sikre betalingstransaktioner og beskytte forbrugerne mod en påviselig risiko
for svig, bør medlemsstaterne, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den europæiske
tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 1093/201011) (EBA) garantere fair konkurrence på dette marked og undgå uberettiget
forskelsbehandling af eksisterende markedsaktører. Enhver betalingstjenesteudbyder, herunder betalings-
tjenestebrugerens kontoførende betalingstjenesteudbyder, bør kunne tilbyde betalingsinitieringstjenester.
(34) Dette direktiv indfører ikke væsentlige ændringer af betingelserne for at få og bevare en tilladelse
som betalingsinstitut. Som i direktiv 2007/64/EF omfatter betingelserne tilsynskrav, der står i et rimeligt
forhold til de operationelle og finansielle risici, som disse institutter løber i forbindelse med deres virk-
somhed. Her er det nødvendigt med en forsvarlig startkapitalordning i kombination med løbende kapital,
der senere vil kunne videreudvikles på mere sofistikeret vis i takt med markedsbehovene. På grund af de
store forskelligheder, der gør sig gældende inden for betalingstjenester, bør direktivet åbne mulighed for
forskellige metoder i kombination med en vis skønsmargen i forbindelse med tilsyn for at sikre, at de
samme risici behandles ens for alle betalingstjenesteudbydere. Kravene til betalingsinstitutter bør tage
hensyn til, at betalingsinstitutters virkefelt er mere specialiseret og aktiviteterne mere begrænsede, hvilket
255
medfører et snævrere risikoområde, der er nemmere at overvåge og kontrollere end de risici, der opstår i
forbindelse med kreditinstitutters bredere virksomhed. Det bør for eksempel navnlig være forbudt for be-
talingsinstitutter at modtage indskud fra brugere, og de bør kun kunne anvende de midler, som brugerne
indbetaler, til at yde betalingstjenester. De påkrævede tilsynsbestemmelser, herunder med hensyn til start-
kapital, bør stå i forhold til den betalingstjeneste, der ydes af betalingsinstituttet. Betalingstjenesteudbyde-
re, som udelukkende udbyder betalingsinitieringstjenester, bør anses for at være af en mellemstor risiko
med hensyn til startkapital.
(35) Betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjenesteudbydere, når de udelukkende leve-
rer disse tjenester, er ikke i besiddelse af kunders midler. Derfor ville det være uforholdsmæssigt at på-
lægge disse nye markedsaktører kapitalgrundlagskrav. Ikke desto mindre er det vigtigt, at de kan leve op
til deres ansvar med hensyn til deres aktiviteter. Det bør derfor kræves, at de enten har en erhvervsan-
svarsforsikring eller en tilsvarende garanti. EBA bør i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU)
nr. 1093/2010 udarbejde retningslinjer for kriterierne for medlemsstaternes fastsættelse af minimumsbe-
løb for erhvervsansvarsforsikring eller en tilsvarende garanti. EBA bør ikke skelne mellem en erhvervsan-
svarsforsikring og en tilsvarende garanti, da de bør være substituerbare.
(36) For at undgå misbrug af etableringsretten er det nødvendigt at kræve, at et betalingsinstitut, der an-
moder om tilladelse i en medlemsstat, udbyder i det mindste en del af sin betalingstjenesteforretning i den
pågældende medlemsstat.
(37) Det bør foreskrives, at betalingstjenestekunders midler skal holdes adskilt fra betalingsinstitutters
midler. Beskyttelseskrav er nødvendige, når et betalingsinstitut er i besiddelse af betalingstjenestekunders
midler. Hvor det samme betalingsinstitut gennemfører en betalingstransaktion for både betaleren og beta-
lingsmodtageren, og der stilles en kreditlinje til rådighed for betaleren, kan det være hensigtsmæssigt at
beskytte midlerne til fordel for betalingsmodtageren, når de svarer til betalingsmodtagerens fordring over
for betalingsinstituttet. Betalingsinstitutter bør ligeledes opfylde krav om effektiv bekæmpelse af hvid-
vask af penge og finansiering af terrorisme.
(38) Nærværende direktiv ændrer ikke betalingsinstitutters regnskabsaflæggelsesforpligtelser eller deres
forpligtelser til at foretage revision af deres årsregnskaber og konsoliderede regnskaber. Betalingsinstitut-
ter skal udarbejde deres årsregnskaber og konsoliderede regnskaber i overensstemmelse med Rådets di-
rektiv 86/635/EØF12) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU13). Årsregnskaber og kon-
soliderede regnskaber skal revideres, medmindre et betalingsinstitut er undtaget fra denne forpligtelse i
henhold til nævnte direktiver.
(39) Når betalingstjenesteudbydere yder en eller flere af de betalingstjenester, som er omfattet af dette
direktiv, bør de altid have betalingskonti, der udelukkende anvendes til betalingstransaktioner. For at be-
talingstjenesteudbydere skal kunne udbyde betalingstjenester, er det nødvendigt at de har mulighed for at
åbne og føre konti i kreditinstitutter. Medlemsstaterne bør sikre, at adgang til sådanne konti stilles til rå-
dighed på en ikkediskriminerende måde, der står i rimeligt forhold til det legitime formål, der søges op-
fyldt. Adgangen kan være basal, men den bør altid have et så stort omfang, at betalingsinstituttet kan yde
sine tjenester uden forhindringer og effektivt.
(40) Dette direktiv bør kun regulere betalingsinstitutters ydelse af kredit, nemlig ydelse af kreditlinjer og
udstedelse af kreditkort, hvis de er kædet tæt sammen med betalingstjenester. Det er hensigtsmæssigt at
tillade betalingsinstitutter at yde kredit med hensyn til deres grænseoverskridende aktiviteter, forudsat at
256
den ydes for at lette betalingstjenester, at den er af kortfristet art, og at den ydes for en periode, der ikke
overstiger 12 måneder, herunder med indbygget automatisk forlængelse, samt at den fortrinsvis refinan-
sieres med betalingsinstituttets egne midler samt midler fra kapitalmarkederne, og ikke med midler, som
betalingsinstituttet ligger inde med for kunder med henblik på betalingstjenester. Sådanne regler bør ikke
berøre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF14) eller anden relevant EU-ret eller nationale
foranstaltninger vedrørende betingelser for kreditydelse til forbrugere, der ikke er harmoniseret ved nær-
værende direktiv.
(41) Generelt har samarbejdet mellem de nationale kompetente myndigheder, der har ansvaret for at med-
dele tilladelse til betalingsinstitutter, foretage kontrol og træffe beslutning om inddragelse af tilladelser,
vist sig at fungere tilfredsstillende. Samarbejdet mellem kompetente myndigheder bør dog forbedres, bå-
de med hensyn til de oplysninger, der udveksles, og med hensyn til ensartet anvendelse og fortolkning af
dette direktiv, hvor et betalingsinstitut, der er meddelt tilladelse, ønsker at yde betalingstjenester i en an-
den medlemsstat end sit hjemland ved at gøre brug af etableringsretten eller retten til fri udveksling af
tjenesteydelser (»passporting«), herunder via internettet. EBA bør bistå med at bilægge tvister mellem
kompetente myndigheder i forbindelse med grænseoverskridende samarbejde i overensstemmelse med
forordning (EU) nr. 1093/2010. EBA bør også udarbejde et udkast til reguleringsmæssige tekniske stan-
darder for samarbejdet og dataudvekslingen.
(42) For at øge gennemsigtigheden vedrørende drift af betalingsinstitutter, der har fået meddelt tilladelse
af eller er registreret hos hjemlandets kompetente myndigheder, herunder deres agenter, og for at sikre en
høj grad af forbrugerbeskyttelse i Unionen er det nødvendigt at sikre let offentlig adgang til listen over
enheder, der udbyder betalingstjenester. Derfor bør EBA udarbejde og føre et centralt register, hvor den
offentliggør en liste over navnene på enheder, der udbyder betalingstjenester. Medlemsstaterne bør sikre,
at de oplysninger, som de meddeler, ajourføres. Disse foranstaltninger bør også bidrage til at styrke sam-
arbejdet mellem de kompetente myndigheder.
(43) Tilgængeligheden af nøjagtige, ajourførte oplysninger bør forbedres ved at pålægge betalingsinstitut-
ter uden unødig forsinkelse at oplyse den kompetente myndighed i deres hjemland om ændringer, der på-
virker nøjagtigheden af de oplysninger og den dokumentation, der er forelagt med henblik på tilladelsen,
herunder yderligere agenter eller enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet. Kompetente myndigheder bør
også i tvivlstilfælde verificere, at de modtagne oplysninger er korrekte.
(44) Medlemsstaterne bør have mulighed for at kræve, at betalingsinstitutter, der driver virksomhed på
deres område, og hvis hovedkontor er beliggende i en anden medlemsstat, regelmæssigt indberetter til
dem om deres aktiviteter på medlemsstaternes område til oplysningsmæssige eller statistiske formål. Dri-
ver disse betalingsinstitutter virksomhed i henhold til etableringsretten, bør det også være muligt at an-
vende disse oplysninger til at føre kontrol med overholdelsen af afsnit III og IV i dette direktiv, og med-
lemsstaterne bør kunne kræve, at disse betalingsinstitutter udpeger et centralt kontaktpunkt på deres om-
råde for at lette de kompetente myndigheders tilsyn med netværk af agenter. EBA bør udarbejde udkast til
reguleringsmæssige standarder, der fastsætter kriterier for, hvornår der bør udpeges et centralt kontakt-
punkt, og hvilke funktioner det bør have. Kravet om at udpege et centralt kontaktpunkt bør stå i et rime-
ligt forhold til opnåelse af målet om tilstrækkelig kommunikation og indberetning af oplysninger om
overholdelse af afsnit III og IV i værtslandet.
(45) I kritiske situationer, hvor det er nødvendigt at gribe ind omgående for at imødegå en alvorlig trussel
mod betalingstjenestebrugernes kollektive interesse i værtslandet, såsom svig i stor målestok, bør det væ-
257
re muligt for de kompetente myndigheder i værtslandet at træffe forebyggende foranstaltninger sideløben-
de med det grænseoverskridende samarbejde mellem de kompetente myndigheder i værts- og hjemlandet
og i afventning af foranstaltninger fra den kompetente myndighed i hjemlandet. Disse foranstaltninger bør
være passende, stå i et rimeligt forhold til målet, ikkediskriminerende og af midlertidig karakter. Alle for-
anstaltninger bør begrundes behørigt. De kompetente myndigheder i det relevante betalingsinstituts hjem-
land og andre berørte myndigheder, f.eks. Kommissionen og EBA, bør underrettes på forhånd eller, hvis
dette ikke er muligt på grund af den kritiske situation, uden unødig forsinkelse.
(46) I dette direktiv fastsættes de minimumsbeføjelser, som de kompetente myndigheder bør have, når de
fører tilsyn med betalingsinstitutters overholdelse af gældende regler, men disse beføjelser skal udøves
under hensyntagen til de grundlæggende rettigheder, herunder retten til privatlivets fred. Uden at det be-
rører en uafhængig myndigheds (den nationale databeskyttelsesmyndighed) kontrol, og i overensstemmel-
se med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder bør medlemsstaterne have til-
strækkelige og effektive beskyttelsesforanstaltninger, hvis der er mulighed for, at udøvelsen af disse befø-
jelser kan føre til misbrug eller vilkårlighed, der udgør en alvorlig indgriben i disse rettigheder, for ek-
sempel, hvis det er hensigtsmæssigt, gennem forudgående tilladelse fra den pågældende medlemsstats
retsmyndighed.
(47) Det er vigtigt at sikre, at alle personer, der udbyder betalingstjenester, bringes inden for rammerne af
et vist minimum af lov- og reguleringskrav. Det er derfor ønskeligt at registrere identitet og opholdssted
for alle personer, der udbyder betalingstjenester, også personer, der ikke kan opfylde alle betingelserne
for meddelelse af tilladelse som betalingsinstitut. En sådan tilgang er i overensstemmelse med begrundel-
sen for den særlige anbefaling VI fra Den Finansielle Aktionsgruppe vedrørende hvidvask af penge, der
anbefaler at indføre en mekanisme, ifølge hvilken betalingstjenesteudbydere, der ikke kan opfylde alle be-
tingelserne i anbefalingen, ikke desto mindre kan behandles som betalingsinstitutter. I denne henseende
bør medlemsstaterne, selv hvis sådanne personer er undtaget fra alle eller dele af betingelserne for tilla-
delse, kunne opføre dem i registret over betalingsinstitutter. Det er imidlertid vigtigt at lade muligheden
for undtagelse være betinget af strenge krav til værdien af betalingstransaktioner. Undtagne betalingsinsti-
tutter bør ikke have ret til etablering eller fri udveksling af tjenesteydelser og bør ikke indirekte udøve
disse rettigheder som medlem af et betalingssystem.
(48) I lyset af aktivitetens særlige art og de risici, der er forbundet med ydelse af kontooplysningstjene-
ster, bør der indføres særlige tilsynsregler for kontooplysningstjenesteudbydere. Kontooplysningstjene-
steudbydere bør kunne få tilladelse til at udbyde tjenester på tværs af grænserne gennem »passporting«.
(49) Det er nødvendigt for betalingstjenesteudbydere at have adgang til betalingssystemers tekniske infra-
strukturtjenester. En sådan adgang bør imidlertid være underlagt passende krav for at sikre systemernes
integritet og stabilitet. Betalingstjenesteudbydere, der søger om at deltage i et betalingssystem, bør selv
bære risikoen for deres eget valg af system og over for betalingssystemet dokumentere, at deres interne
ordninger er tilstrækkelig modstandsdygtige over for alle former for risici. Disse betalingssystemer omfat-
ter typisk kortordninger med fire parter og store systemer, der behandler kreditoverførsler og direkte debi-
tering. For at sikre ens behandling i hele Unionen af de forskellige kategorier af betalingstjenesteudbydere
med tilladelse i overensstemmelse med betingelserne i deres tilladelse er det nødvendigt at afklare regler-
ne om adgang til betalingssystemer.
(50) Det bør foreskrives, at der ikke må ske forskelsbehandling af betalingsinstitutter og kreditinstitutter
med tilladelse, så enhver betalingstjenesteudbyder, der konkurrerer på det indre marked, kan anvende dis-
258
se betalingssystemers tekniske infrastrukturtjenester på samme vilkår. Der bør fastsættes regler om for-
skellig behandling af betalingstjenesteudbydere med tilladelse og dem, der er omfattet af undtagelsen i
dette direktiv samt af undtagelsen i artikel 3 i direktiv 2009/110/EF, på grund af forskellene i deres til-
synsmæssige rammer. Under alle omstændigheder bør forskelle i prisvilkår kun tillades, hvis det er be-
grundet i forskelle i de omkostninger, som betalingstjenesteudbyderne pådrager sig. Dette bør ikke berøre
medlemsstaternes ret til at begrænse adgangen til systemisk betydningsfulde systemer i overensstemmelse
med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF15) og heller ikke ECB᾽s og Det Europæiske Sy-
stem af Centralbankers kompetencer med hensyn til adgang til betalingssystemer.
(51) Nærværende direktiv berører ikke anvendelsesrådet for direktiv 98/26/EF. For at sikre fair konkur-
rence mellem betalingstjenesteudbydere bør en deltager i et betalingssystem, der er betegnet som et sy-
stem i henhold til betingelserne i direktiv 98/26/EF, som yder tjenester i tilknytning til et sådant system til
en betalingstjenesteudbyder, der er meddelt tilladelse, eller en registreret betalingstjenesteudbyder, også
efter anmodning herom give adgang til sådanne tjenester på en objektiv, forholdsmæssig og ikkediskrimi-
nerende måde til enhver anden betalingstjenesteudbyder, der er meddelt tilladelse, og enhver anden regi-
streret betalingstjenesteudbyder. Betalingstjenesteudbydere, der er givet en sådan adgang, bør imidlertid
ikke anses for deltagere som defineret i direktiv 98/26/EF og bør dermed ikke drage fordel af beskyttelsen
i henhold til nævnte direktiv.
(52) Bestemmelserne vedrørende adgang til betalingssystemer bør ikke finde anvendelse på systemer, der
er oprettet og drives af en enkelt udbyder af betalingstjenester. Sådanne betalingssystemer kan drives en-
ten i direkte konkurrence med betalingssystemer eller mere typisk i en markedsniche, der ikke i tilstræk-
kelig grad er dækket af betalingssystemer. Sådanne systemer omfatter ordninger med tre parter, f.eks.
kortordninger med tre parter, således at de i realiteten aldrig fungerer som kortordninger med fire parter,
f.eks. ved at benytte licenstagere, agenter eller partnere med samme varemærke. Sådanne systemer omfat-
ter typisk også betalingstjenester, der tilbydes af telekommunikationstjenesteudbydere, hvor ordningens
operatør er udbyder af betalingstjenester for både betaleren og betalingsmodtageren, og bankkoncerners
interne systemer. For at stimulere den konkurrence, som sådanne lukkede betalingssystemer kan give
etablerede almindelige betalingssystemer, ville det ikke være hensigtsmæssigt at give tredjemand adgang
til disse lukkede specifikke betalingssystemer. Sådanne lukkede systemer bør dog altid være omfattet af
Unionens og nationale konkurrenceregler, der kan kræve, at der gives adgang til ordningerne for at opret-
holde effektiv konkurrence på betalingsmarkederne.
(53) Da forbrugere og virksomheder ikke er i samme situation, har de ikke behov for det samme beskyt-
telsesniveau. Mens det er vigtigt at sikre forbrugerrettigheder ved bestemmelser, der ikke kan fraviges
ved aftale, er det rimeligt at give virksomheder og organisationer mulighed for at indgå andre aftaler, når
de ikke har at gøre med forbrugere. Imidlertid bør medlemsstaterne kunne fastsætte, at mikrovirksomhe-
der som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF16) skal behandles på samme måde som for-
brugere. Under alle omstændigheder bør visse centrale bestemmelser i dette direktiv altid finde anvendel-
se, uanset hvilken status brugeren har.
(54) Ved dette direktiv bør det præciseres, hvilke forpligtelser der gælder for betalingstjenesteudbydere
hvad angår oplysninger til betalingstjenestebrugere, der bør modtage samme høje niveau af klare oplys-
ninger om betalingstjenester for at kunne foretage velinformerede valg og kunne vælge frit i hele Uni-
onen. Af hensyn til gennemsigtigheden fastsætter direktivet de harmoniserede krav, der er nødvendige for
at sikre, at betalingstjenestebrugere får nødvendige, tilstrækkelige og forståelige oplysninger hvad angår
betalingstjenesteaftaler og betalingstransaktioner. For at fremme et velfungerende indre marked for beta-
259
lingstjenester bør medlemsstaterne kun vedtage de bestemmelser om oplysningskrav, der er fastsat i dette
direktiv.
(55) Forbrugerne bør beskyttes mod urimelig eller vildledende praksis i overensstemmelse med Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF17) samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/
EF18), 2002/65/EF19), 2008/48/EF, 2011/83/EU20) og 2014/92/EU21). Bestemmelserne i disse direktiver
finder fortsat anvendelse. Navnlig forbindelsen mellem oplysningskravene forud for en aftale i nærværen-
de direktiv og direktiv 2002/65/EF bør dog præciseres.
(56) For at øge effektiviteten bør de krævede oplysninger stå i et rimeligt forhold til brugernes behov og
bør gives i et standardiseret format. Oplysningskravene for en enkelt betalingstransaktion bør imidlertid
være forskellige fra kravene i en rammeaftale om flere betalingstransaktioner.
(57) I praksis er rammeaftaler og betalingstransaktioner omfattet heraf langt mere almindelige og økono-
misk vigtige end enkeltstående betalingstransaktioner. Hvis der findes en betalingskonto eller et specifikt
betalingsinstrument, kræves der en rammeaftale. Kravene om forudgående oplysninger om rammeaftaler
bør derfor være omfattende, og oplysningerne bør altid gives på papir eller et andet varigt medium, for
eksempel kontoudskrifter, CD-rom᾽er, DVD᾽er, harddiskdrev på personlige computere, hvorpå der kan
lagres e-mail, og websteder, forudsat at sådanne websteder er tilgængelige for senere konsultation i en
periode, der er tilstrækkelig lang i forhold til adgangen til oplysningerne, og forudsat at disse websteder
tillader at reproducere de lagrede oplysninger i et uændret format. Den måde, hvorpå efterfølgende oplys-
ninger om gennemførte betalingstransaktioner skal gives, bør imidlertid kunne aftales i rammeaftalen
mellem betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren, for eksempel at alle oplysninger om en
betalingskonto stilles til rådighed online, når det drejer sig om netbankydelser.
(58) I forbindelse med enkeltstående betalingstransaktioner bør kun de væsentlige oplysninger altid gives
på betalingstjenesteudbyderens eget initiativ. Da betaleren sædvanligvis er til stede, når betalingsordren
gives, bør ikke være nødvendigt at kræve, at oplysningerne i alle tilfælde skal gives på papir eller et andet
varigt medium. Betalingstjenesteudbyderen bør kunne give oplysningerne mundtligt ved disken eller på
anden måde gøre dem lettilgængelige, for eksempel ved at slå betingelserne op på en opslagstavle på ste-
det. Der bør også gives oplysninger om, hvor andre mere detaljerede oplysninger kan findes, for eksempel
på webstedet. Hvis forbrugeren anmoder derom, bør de vigtigste oplysninger imidlertid også gives på pa-
pir eller på et andet varigt medium.
(59) Ved dette direktiv bør forbrugere gives ret til at modtage relevante oplysninger vederlagsfrit, før den
pågældende bindes af en betalingstjenesteaftale. Forbrugere bør også til enhver tid under aftaleforholdet
kunne anmode om forudgående oplysninger og om at få rammeaftalen på papir vederlagsfrit for både at
have mulighed for at sammenligne de tjenester og betingelser, som betalingstjenesteudbydere tilbyder, og
i tilfælde af tvister at kunne kontrollere sine aftalemæssige rettigheder og forpligtelser, således at der op-
retholdes et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. Disse bestemmelser bør være forenelige med direktiv
2002/65/EF. De særlige bestemmelser om vederlagsfri oplysninger i nærværende direktiv bør ikke bevir-
ke, at der gives tilladelse til at opkræve gebyr for levering af oplysninger til forbrugerne i henhold til an-
dre gældende direktiver.
(60) Den måde, som betalingstjenesteudbyderen giver betalingstjenestebrugeren de krævede oplysninger
på, bør tage hensyn til brugerens behov samt til praktiske tekniske aspekter og til omkostningseffektivitet,
260
afhængigt af hvad der er fastlagt i den pågældende betalingstjenesteaftale. Dette direktiv bør derfor skelne
mellem to måder, hvorpå betalingstjenesteudbyderen skal give oplysninger: enten skal oplysningerne
meddeles aktivt af betalingstjenesteudbyderen på det relevante tidspunkt, som krævet i dette direktiv, og
uden at betalingstjenestebrugeren anmoder herom, eller også skal oplysningerne stilles til rådighed for be-
talingstjenestebrugeren på grundlag af en anmodning om yderligere oplysninger. I den anden situation bør
betalingstjenestebrugeren aktivt tage skridt til at skaffe oplysningerne for eksempel ved udtrykkeligt at
anmode betalingstjenesteudbyderen herom, logge på en netbanks postkasse eller indsætte et bankkort i en
printer til kontoudtog. Betalingstjenesteudbyderen bør med henblik herpå sørge for, at det er muligt at få
adgang til oplysningerne, og at oplysningerne er til rådighed for betalingstjenestebrugeren.
(61) Forbrugerne bør modtage basale oplysninger om gennemførte betalingstransaktioner uden yderligere
gebyrer. I tilfælde af en enkeltstående betalingstransaktion bør betalingstjenesteudbyderen ikke opkræve
særskilt gebyr for sådanne oplysninger. De efterfølgende oplysninger om betalingstransaktioner i henhold
til en rammeaftale bør også gives månedligt og vederlagsfrit. Under hensyntagen til betydningen af gen-
nemsigtighed i prisfastsættelsen og forskellige forbrugerbehov bør parterne dog kunne indgå aftale om, at
der opkræves gebyr for hyppigere eller supplerende oplysninger. For at tage højde for forskelle i national
praksis bør medlemsstaterne kunne fastsætte bestemmelser om, at månedlige betalingskontoudtog på pa-
pir eller på et andet varigt medium altid skal gives vederlagsfrit.
(62) For at fremme kundemobiliteten bør forbrugerne kunne opsige en rammeaftale, uden at det medfører
gebyrer. For aftaler, der opsiges af forbrugeren mindre end seks måneder efter deres ikrafttræden, bør ud-
bydere af betalingstjenester dog have lov til at opkræve gebyr i overensstemmelse med omkostningerne
ved forbrugerens opsigelse af rammeaftalen. For forbrugerne bør opsigelsesperioden ikke være mere end
en måned, og for betalingstjenesteudbydere bør opsigelsesperioden være på mindst to måneder. Dette di-
rektiv bør ikke berøre den forpligtelse, som betalingstjenesteudbyderen har til under ekstraordinære om-
stændigheder at opsige betalingstjenesteaftalen i henhold til anden relevant EU-ret eller national ret, sås-
om sådan om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, foranstaltninger vedrørende indefrysning
af pengemidler og særlige foranstaltninger, der knytter sig til forebyggelse og efterforskning af kriminali-
tet.
(63) For at sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse bør medlemsstaterne i forbrugernes interesse kunne
opretholde eller indføre begrænsninger af eller forbud mod ensidigt at foretage ændringer i betingelserne i
en rammeaftale, f.eks. hvis der ikke er en berettiget årsag til ændringer.
(64) Kontraktbestemmelser bør ikke have til formål eller føre til, at der sker forskelsbehandling af forbru-
gere, der har lovligt ophold i Unionen, på grund af deres nationalitet eller bopæl. Hvis en rammeaftale for
eksempel giver ret til at spærre et betalingsinstrument af objektivt begrundede årsager, bør betalingstjene-
steudbyderen ikke kunne påberåbe sig denne ret, blot fordi betalingstjenestebrugeren har skiftet sin bopæl
i Unionen.
(65) Hvad angår gebyrer har erfaringen vist, at deling af gebyrer mellem betaler og betalingsmodtager er
det mest effektive system, da det letter »straight-through-processing« af betalinger. Det bør derfor fore-
skrives, at gebyrer under normale forhold kan opkræves direkte hos betaler og betalingsmodtager af deres
respektive betalingstjenesteudbydere. Gebyrerne kan også være nul, da bestemmelserne i dette direktiv
ikke bør berøre praksis, hvor betalingstjenesteudbyderen undlader at opkræve gebyrer hos forbrugerne,
når deres konti krediteres. Afhængigt af kontraktvilkårene kan en betalingstjenesteudbyder vælge alene at
opkræve gebyrer hos betalingsmodtageren (den forretningsdrivende) for brug af betalingstjenester, hvor-
261
efter der ikke opkræves gebyr hos betaleren. Der er mulighed for, at betalingssystemerne kan pålægge
gebyrer gennem et abonnementsgebyr. Bestemmelserne om det overførte beløb eller opkrævede gebyrer
har ingen direkte virkning på prissætningen mellem betalingstjenesteudbydere eller andre mellemmænd.
(66) Forskelle i national praksis vedrørende gebyropkrævning for anvendelse af et givet betalingsinstru-
ment (»overvæltning af brugergebyrer«) har ført til vidt forskellige forhold på EU᾽s betalingsmarkeder og
er blevet en kilde til forvirring for forbrugerne, navnlig med hensyn til e-handel og grænseoverskridende
handel. Forretningsdrivende i medlemsstater, hvor det er tilladt at overvælte brugergebyrer, udbyder pro-
dukter og tjenesteydelser i medlemsstater, hvor overvæltning af brugergebyrer er forbudt, og opkræver
brugergebyr fra forbrugeren. Der er også mange eksempler på forretningsdrivende, som overvæltet bru-
gergebyrer, der er meget højere end den forretningsdrivendes omkostninger ved anvendelse af et specifikt
betalingsinstrument. En anden god grund til at revidere praksis for overvæltning af brugergebyrer er, at
forordning (EU) 2015/751 fastsætter regler for interbankgebyrer eller kortbaserede betalinger. Interbank-
gebyrer udgør den vigtigste del af forretningsdrivendes gebyrer for kort og kortbaserede betalinger. Over-
væltning af brugergebyrer er den styringspraksis, der til tider anvendes af forretningsdrivende for at kom-
pensere for de ekstra omkostninger ved kortbaserede betalinger. Forordning (EU) 2015/751 fastsætter
grænser for interbankgebyrers niveau. Disse grænser vil finde anvendelse inden indførelsen af det forbud,
der er fastsat i dette direktiv. Medlemsstaterne bør således overveje at hindre betalingsmodtagere i at op-
kræve gebyrer for anvendelse af betalingsinstrumenter, for hvilke interbankgebyrerne er reguleret i kapi-
tel II i forordning (EU) 2015/751.
(67) Dette direktiv anerkender relevansen af betalingsinstitutter, men kreditinstitutter er fortsat er forbru-
gernes vigtigste adgangsvej til betalingsinstrumenter. Udstedelse af kortbaserede betalingsinstrumenter af
en anden betalingstjenesteudbyder end den, der fører kundens konto, uanset om det er et kreditinstitut el-
ler et betalingsinstitut, vil medføre øget konkurrence på markedet og dermed give forbrugerne flere og
bedre valgmuligheder. Selv om de fleste betalinger på salgssteder i dag er kortbaserede, kan den nuværen-
de grad af innovation inden for betalinger føre til en hurtig fremkomst af nye betalingskanaler i de kom-
mende år. Det er derfor hensigtsmæssigt, at Kommissionen i forbindelse sin revision af dette direktiv
navnlig lægger vægt på denne udvikling, og hvorvidt der er behov for at revidere anvendelsesområdet for
bestemmelsen om bekræftelse af midlers tilgængelighed. For den betalingstjenesteudbyder, der udsteder
det kortbaserede betalingsinstrument, navnlig debetkort, vil en bekræftelse fra den kontoførende beta-
lingstjenesteudbyder af, at midler er tilgængelige på kundens konto, gøre det muligt for udstederen bedre
at styre og reducere sin kreditrisiko. Samtidig bør denne bekræftelse ikke gøre det muligt for den kontofø-
rende betalingstjenesteudbyder at blokere midler på betalerens betalingskonto.
(68) Anvendelse af et kort eller et kortbaseret betalingsinstrument til at foretage en betaling vil ofte udlø-
se en besked, der bekræfter, at midler er tilgængelige, samt to betalingstransaktioner som følge heraf. Den
første transaktion finder sted mellem udstederen og den forretningsdrivendes kontoførende betalingstjene-
steudbyder, mens den anden, normalt en direkte debitering, finder sted mellem betalerens kontoførende
betalingstjenesteudbyder og udstederen. Begge transaktioner bør behandles på samme måde som andre
tilsvarende transaktioner. Betalingstjenesteudbydere, der udsteder kortbaserede betalingsinstrumenter, bør
have samme rettigheder og bør underlægges samme forpligtelser i henhold til dette direktiv, uanset om de
er betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder eller ej, navnlig for så vidt angår forpligtelser (f.eks.
autentifikation) og ansvar over for de forskellige aktører i betalingskæden. Eftersom betalingstjenesteud-
byderens anmodning og bekræftelsen af, at midlerne er til rådighed, kan ske gennem eksisterende sikre
kommunikationskanaler, tekniske procedurer og infrastrukturer for kommunikation mellem betalingsini-
tieringstjenesteudbydere eller kontooplysningstjenesteudbydere og kontoførende betalingstjenesteudbyde-
262
re, samtidig med at de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger respekteres, bør der ikke være yderligere
omkostninger for betalingstjenesteudbydere eller kortholdere. Endvidere bør den kontoførende betalings-
tjenesteudbyder, hvad enten transaktionen finder sted på internettet, dvs. på en forretningsdrivendes web-
sted, eller i en fysisk forretning, kun være forpligtet til at give den bekræftelse, som udstederen anmoder
om, hvis konti hos kontoførende betalingstjenesteudbydere er elektronisk tilgængelige til denne bekræf-
telse, i det mindste online. I betragtning af elektroniske penges særlige karakter bør det ikke være muligt
at anvende denne mekanisme på betalingstransaktioner, der initieres via kortbaserede betalingsinstrumen-
ter, hvorpå der er lagret elektroniske penge som defineret i direktiv 2009/110/EF.
(69) Forpligtelsen til at beskytte personaliserede sikkerhedsoplysninger er af afgørende betydning for at
beskytte betalingstjenestebrugerens midler og for at begrænse risici vedrørende svig og uautoriseret ad-
gang til betalingskonti. Imidlertid bør vilkår og betingelser eller andre forpligtelser, som betalingstjene-
steudbydere pålægger betalingstjenestebrugere med henblik på at beskytte personaliserede sikkerhedsop-
lysninger, ikke udformes på en sådan måde, at betalingstjenestebrugere forhindres i at drage fordel af tje-
nesteydelser, som tilbydes af andre betalingstjenesteudbydere, herunder betalingsinitieringstjenester og
kontooplysningstjenester. Endvidere bør sådanne vilkår og betingelser ikke indeholde bestemmelser, der
på nogen måde vil gøre det vanskeligere at anvende betalingstjenester hos andre betalingstjenesteudbyde-
re, der er meddelt tilladelse eller registreret i henhold til dette direktiv.
(70) Med henblik på at begrænse risiciene for og konsekvenserne af uautoriserede eller fejlbehæftede be-
talingstransaktioner bør betalingstjenestebrugeren så hurtigt som muligt orientere betalingstjenesteudby-
deren om eventuelle indsigelser, der gøres mod betalingstransaktioner, som angiveligt er uautoriserede el-
ler fejlbehæftede, forudsat at betalingstjenesteudbyderen har opfyldt sine oplysningsforpligtelser efter det-
te direktiv. Hvis betalingstjenestebrugeren overholder underretningsfristen, bør betalingstjenestebrugeren
kunne påberåbe sig de pågældende krav med forbehold af nationale forældelsesfrister. Dette direktiv bør
ikke berøre andre krav mellem betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteudbydere.
(71) I tilfælde af en uautoriseret betalingstransaktion bør betalingstjenesteudbyderen straks tilbagebetale
transaktionsbeløbet til betaleren. Hvis der er stor mistanke om en uautoriseret transaktion som følge af
svigagtig adfærd fra betalingstjenestebrugerens side, og mistanken er baseret på objektive grunde, som er
meddelt den relevante nationale myndighed, bør betalingstjenesteudbyderen have mulighed for inden for
en rimelig frist at foretage en undersøgelse før tilbagebetaling til betaleren. For at forhindre, at betaleren
stilles ugunstigt, bør valørdatoen for kreditering ikke være senere end den dato, hvor beløbet blev debite-
ret. For at tilskynde betalingstjenestebrugeren til snarest muligt at underrette betalingstjenesteudbyderen
om et eventuelt tyveri eller tab af et betalingsinstrument og således mindske risikoen for uautoriserede
betalingstransaktioner bør brugeren kun hæfte for et begrænset beløb, medmindre betalingstjenestebruge-
ren har handlet svigagtigt eller groft forsømmeligt. I denne sammenhæng synes et beløb på 50 EUR at
være tilstrækkeligt for at sikre en harmoniseret og omfattende brugerbeskyttelse i Unionen. Der bør ikke
pålægges ansvar, hvis betaleren ikke er i stand til at opdage tabet, tyveriet eller den uberettigede tilegnelse
af betalingsinstrumentet. Når brugeren har meddelt betalingstjenesteudbyderen, at vedkommendes beta-
lingsinstrument kan være misbrugt, bør betalingstjenestebrugeren desuden ikke skulle dække yderligere
tab som følge af uautoriseret brug af instrumentet. Dette direktiv bør ikke berøre betalingstjenesteudbyde-
res ansvar for den tekniske sikkerhed af deres egne produkter.
(72) For at vurdere eventuel forsømmelse eller grov forsømmelse fra betalingstjenestebrugerens side bør
der tages hensyn til alle omstændigheder. Beviset for og graden af den påståede forsømmelse bør generelt
vurderes i henhold til national ret. Selv om begrebet forsømmelse indebærer tilsidesættelse af diligens-
263
pligten, bør grov forsømmelse imidlertid indebære mere end blot forsømmelse og vedrøre adfærd, der in-
volverer en betydelig grad af skødesløshed, f.eks. opbevaring af de sikkerhedsoplysninger, der anvendes
til at give tilladelse til en betalingstransaktion, ved siden af betalingsinstrumentet i et format, der på en
åben og let måde kan opdages af tredjeparter. Aftalevilkår og betingelser vedrørende levering og brug af
et betalingsinstrument, som pålægger forbrugeren en større bevisbyrde, eller som reducerer udstederens
bevisbyrde, bør betragtes som ugyldige. Ydermere er det i specifikke situationer, navnlig hvis betalingsin-
strumentet ikke er til stede ved salgsstedet, som ved onlinebetalinger, hensigtsmæssigt, at betalingstjene-
steudbyderen er forpligtet til at forelægge beviser for angivelig forsømmelighed, da betalerens mulighed
for at gøre dette er meget begrænset i sådanne tilfælde.
(73) Der bør indføres bestemmelser om fordeling af tab i tilfælde af uautoriserede betalingstransaktioner.
Der kan gælde andre bestemmelser for betalingstjenestebrugere, der ikke er forbrugere, idet sådanne bru-
gere normalt har større mulighed for at vurdere risikoen for svig og træffe modforanstaltninger. For at
sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse bør betalere altid være berettiget til at rette deres krav om tilba-
gebetaling til deres kontoførende betalingstjenesteudbyder, også selv om en betalingsinitieringstjene-
steudbyder er involveret i betalingstransaktionen. Dette berører ikke fordelingen af ansvar mellem beta-
lingstjenesteudbyderne.
(74) For så vidt angår betalingsinitieringstjenester, bør betalingstjenestebrugeres og de involverede beta-
lingstjenesteudbyderes rettigheder og forpligtelser stå i et passende forhold til den tjeneste, der ydes.
Navnlig bør fordelingen af ansvar mellem den kontoførende betalingstjenesteudbyder og den betalingsini-
tieringstjenesteudbyder, der indgår i transaktionen, forpligte disse til at tage ansvar for de respektive dele
af transaktionen, der er under deres kontrol.
(75) Dette direktiv sigter mod at øge forbrugerbeskyttelsen i forbindelse med kortbaserede betalingstrans-
aktioner, hvor det præcise transaktionsbeløb ikke kendes, når betaleren giver samtykke til at gennemføre
betalingstransaktionen, f.eks. på automatiske tankstationer, i biludlejningskontrakter og ved udførelse af
hotelreservationer. Betalerens betalingstjenesteudbyder bør udelukkende kunne blokere midler på betale-
rens betalingskonto, hvis betaleren har givet samtykke til det præcise beløb, der skal blokeres, og disse
midler bør frigives uden unødig forsinkelse efter modtagelse af oplysningerne om det præcise betalings-
transaktionsbeløb og senest umiddelbart efter modtagelse af betalingsordren.
(76) SEPA sigter mod at videreudvikle fælles EU-dækkende betalingstjenester til erstatning af de nuvæ-
rende nationale betalingstjenester, for så vidt angår betalinger, som foretages i euro. Med henblik på at
sikre en fuldstændig overgang til EU-dækkende kreditoverførsler og direkte debiteringer fastsætter for-
ordning (EU) nr. 260/2012 tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiterin-
ger i euro. Med hensyn til direkte debiteringer fastsætter nævnte forordning, at betaleren giver sit samtyk-
ke til både betalingsmodtageren og til betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder (enten direkte eller
indirekte via betalingsmodtageren), og at mandater, såvel som senere ændringer eller annullering, opbeva-
res af betalingsmodtageren eller en tredjepart på vegne af betalingsmodtageren. Den nuværende og indtil
videre eneste paneuropæiske ordning med direkte debitering for forbrugerbetalinger i euro, som er udvik-
let af Det Europæiske Betalingsråd, er baseret på princippet om, at mandatet til at gennemføre en direkte
debitering gives af betaleren til betalingsmodtageren og opbevares sammen med senere ændringer eller
annullering af betalingsmodtageren. Mandatet kan også opbevares af en tredjepart på betalingsmodtage-
rens vegne. For at sikre bred offentlig opbakning til SEPA og for at sikre en høj grad af forbrugerbeskyt-
telse inden for SEPA giver den eksisterende paneuropæiske ordning med direkte debitering ubetinget ret
til tilbagebetaling for autoriserede betalinger. For at afspejle dette tager dette direktiv sigte på at fastsætte
264
en ubetinget ret til tilbagebetaling som et generelt krav til alle direkte debiteringstransaktioner, der foreta-
ges i euro i Unionen.
Sideløbende med SEPA fortsætter traditionelle ordninger med direkte debitering i andre valutaer end euro
dog med at eksistere i medlemsstater, hvis valuta ikke er euro. Disse ordninger har vist sig at være effekti-
ve og sikrer samme høje beskyttelsesniveau for betaleren gennem andre beskyttelsesforanstaltninger, der
ikke altid er baseret på en ubetinget ret til tilbagebetaling. I dette tilfælde bør betaleren være beskyttet af
den generelle regel om tilbagebetaling, når den gennemførte betalingstransaktion overstiger et beløb, der
med rimelighed kunne forventes. Desuden bør medlemsstaterne kunne fastsætte regler om ret til tilbage-
betaling, der er mere fordelagtige for betaleren. Der er en reel efterspørgsel efter særlige direkte debite-
ringsprodukter i euro inden for SEPA, hvilket fremgår af den fortsatte tilstedeværelse af visse traditionelle
betalingstjenester i euro i nogle medlemsstater. Det vil være rimeligt at tillade, at betaleren og betalerens
betalingstjenesteudbyder i en rammeaftale fastsætter, at betaleren ikke har ret til tilbagebetaling, i tilfæl-
de, hvor betaleren er beskyttet, enten fordi vedkommende har givet samtykke til at gennemføre en trans-
aktion direkte til vedkommendes betalingstjenesteudbyder, herunder når denne handler på vegne af beta-
lingsmodtageren, eller, hvor det er relevant, fordi oplysninger om den fremtidige betalingstransaktion
mindst fire uger inden forfaldsdagen blev givet eller stillet til rådighed for betaleren på en aftalt måde af
betalingstjenesteudbyderen eller betalingsmodtageren. Under alle omstændigheder bør betaleren altid væ-
re beskyttet af den generelle regel om tilbagebetaling i tilfælde af uautoriserede eller fejlbehæftede beta-
lingstransaktioner.
(77) Med henblik på likviditetsstyring og rettidig opfyldelse af betalingsforpligtelser skal forbrugere og
virksomheder vide præcis, hvor længe det tager at gennemføre en betalingsordre. Ved dette direktiv bør
der derfor fastsættes et tidspunkt, fra hvilket rettigheder og forpligtelser får virkning, nemlig når beta-
lingstjenesteudbyderen modtager betalingsordren, herunder når betalingstjenesteudbyderen har haft lejlig-
hed til at modtage den via de kommunikationsmidler, der er fastlagt i betalingstjenesteaftalen, uanset en
eventuel forudgående andel i den proces, der førte til oprettelse og overførsel af betalingsordren, for ek-
sempel kontrol af sikkerhed og midlers tilgængelighed, oplysninger om brug af PIN-kode eller udstedelse
af et betalingstilsagn. Desuden bør modtagelsen af en betalingsordre finde sted, når betalerens betalings-
tjenesteudbyder modtager den betalingsordre, der skal debiteres betalerens konto. Datoen eller tidspunktet
for, hvornår en betalingsmodtager sender betalingstjenesteudbyderen betalingsordrer vedrørende opkræv-
ning af for eksempel kortbetalinger og direkte debiteringer, eller hvornår en betalingstjenesteudbyder ind-
rømmer en betalingsmodtager forfinansiering af de pågældende beløb via en betinget kreditering af ved-
kommendes konto, bør i denne forbindelse være uden betydning. Brugerne bør kunne stole på, at en fuld-
stændig og gyldig betalingsordre gennemføres korrekt, hvis betalingstjenesteudbyderen ikke har en aftale-
mæssig eller retmæssig afvisningsgrund. Hvis betalingstjenesteudbyderen afviser en betalingsordre, bør
betalingstjenestebrugeren snarest have meddelelse herom samt en begrundelse herfor i henhold til krave-
ne i EU-retten og national ret. Hvis rammeaftalen fastsætter betingelser om, at betalingstjenesteudbyderen
kan opkræve et afvisningsgebyr, bør et sådant gebyr være objektivt begrundet, og det bør holdes så lavt
som muligt.
(78) Da moderne fuldautomatiske betalingssystemer behandler betalingstransaktioner hurtigt, således at
betalingsordrer på et givet tidspunkt ikke længere kan tilbagekaldes uden store omkostninger til manuel
intervention, er det nødvendigt at fastsætte en klar frist for tilbagekaldelse af betalinger. Afhængigt af be-
talingstjenestens og betalingsordrens art bør fristen for tilbagekaldelse af betalinger dog kunne ændres ef-
ter aftale mellem parterne. Tilbagekaldelse i denne forstand bør kun gælde i forholdet mellem betalings-
265
tjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen, og dette anfægter således ikke, at betalingstransaktioner i
betalingssystemer er uigenkaldelige og endelige.
(79) En sådan uigenkaldelighed bør ikke berøre de rettigheder eller forpligtelser efter nogle medlemssta-
ters ret, som en betalingstjenesteudbyder i henhold til betalerens rammeaftale eller nationale love, admini-
strative bestemmelser eller retningslinjer har til at tilbagebetale betaleren beløbet for den gennemførte be-
talingstransaktion i tilfælde af en tvist mellem betaleren og betalingsmodtageren. En sådan tilbagebetaling
bør betragtes som en ny betalingsordre. Bortset fra sådanne tilfælde bør retstvister, der opstår inden for
det forhold, der ligger til grund for betalingsordren, udelukkende afgøres mellem betaleren og betalings-
modtageren.
(80) Det er af afgørende betydning for en fuldt integreret straight-through-processing af betalinger og for
retssikkerheden hvad angår opfyldelse af eventuelle underliggende forpligtelser mellem betalingstjeneste-
brugere, at hele det beløb, som betaleren overfører, krediteres betalingsmodtagerens konto. Det bør derfor
ikke være muligt for nogen af de parter, der indgår i gennemførelsen af betalingstransaktioner, at foretage
fradrag i det overførte beløb. Det bør imidlertid være muligt for betalingsmodtageren at indgå en aftale
med sin betalingstjenesteudbyder, hvorved denne får ret til at fratrække sine egne gebyrer. For at beta-
lingsmodtageren kan kontrollere, at det skyldige beløb er indbetalt korrekt, bør efterfølgende oplysninger
om betalingstransaktionen ikke blot angive det fulde overførte beløb, men også eventuelle gebyrer, der er
blevet fratrukket.
(81) Betalingsinstrumenter med lav værdi bør være et billigt og brugervenligt alternativ i forbindelse med
billige varer og tjenester og bør ikke behæftes med en række urimelige krav. De relevante oplysningskrav
og reglerne om gennemførelse bør derfor begrænses til væsentlige oplysninger, idet der også tages hensyn
til de tekniske muligheder, der er grund til at forvente af instrumenter, der udelukkende anvendes til små
betalinger. Trods den lempede ordning bør betalingstjenestebrugerne have tilstrækkelig beskyttelse under
henvisning til de begrænsede risici, der er forbundet med disse betalingsinstrumenter, navnlig for så vidt
angår forudbetalte betalingsinstrumenter.
(82) For at gøre betalinger i Unionen mere effektive bør der for alle betalingsordrer, der initieres af beta-
leren, og som foretages i euro eller i en valuta i en medlemsstat, hvis valuta ikke er euro, herunder kredit-
transaktioner og pengeoverførsler, gælde en maksimal gennemførelsestid på én dag. For alle andre beta-
linger, eksempelvis betalinger initieret af eller via betalingsmodtageren, herunder direkte debiteringer og
kortbetalinger, bør samme gennemførelsestid på én dag gælde, hvis der ikke foreligger en udtrykkelig af-
tale mellem betalingstjenesteudbyderen og betaleren, der fastsætter en længere gennemførelsestid. Disse
tidsfrister bør kunne forlænges med en yderligere arbejdsdag, hvis betalingsordren gives på papir, for at
give mulighed for fortsat udbud af betalingstjenester til forbrugere, der kun er vant til papirbaserede do-
kumenter. Når der anvendes en ordning med direkte debitering, bør betalingsmodtagerens betalingstjene-
steudbyder sende opkrævningsordren inden for den tidsfrist, der er aftalt mellem betalingsmodtageren og
dennes betalingstjenesteudbyder, således at afregningen kan gennemføres på den aftalte forfaldsdato. Da
betalingsinfrastrukturer imidlertid ofte er særdeles effektive, bør medlemsstaterne om nødvendigt kunne
beholde eller fastsætte bestemmelser om en kortere gennemførelsestid end én arbejdsdag for at undgå en
forringelse af det nuværende serviceniveau.
(83) Bestemmelserne om gennemførelse af det fulde beløb og om gennemførelsestider bør betragtes som
god praksis, når en af betalingstjenesteudbyderne ikke er etableret i Unionen.
266
(84) For at styrke forbrugernes tillid til et harmoniseret betalingsmarked er det vigtigt, at betalingstjene-
stebrugerne kender de faktiske omkostninger ved og gebyrer for betalingstjenester, for at de kan træffe
deres valg. Derfor bør det være forbudt at bruge ugennemsigtige prissætningsmetoder, da det er den al-
mindelige opfattelse, at sådanne metoder gør det særdeles vanskeligt for brugerne at fastslå den faktiske
pris for en betalingstjeneste. Navnlig bør brug af valørdatoer til skade for brugerne ikke være tilladt.
(85) For at betalingssystemet kan fungere smidigt og effektivt, må brugeren have tillid til, at betalingstje-
nesteudbyderen vil gennemføre betalingstransaktionen korrekt og inden for den aftalte tid. Sædvanligvis
har betalingstjenesteudbyderen forudsætningerne for at vurdere de risici, der følger med en betalingstrans-
aktion. Det er betalingstjenesteudbyderen, der stiller betalingssystemet til rådighed, indgår aftaler om til-
bagekaldelse af fejlagtigt placerede midler og i de fleste tilfælde beslutter, hvilke mellemmænd der indgår
i gennemførelsen af betalingstransaktionen. I lyset af alle disse overvejelser er det hensigtsmæssigt, und-
tagen under usædvanlige eller uforudsigelige omstændigheder, at tillægge betalingstjenesteudbyderen an-
svaret for gennemførelsen af en betalingstransaktion, som vedkommende har accepteret fra brugeren,
undtagen med hensyn til betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders handlinger og undladelser, for
hvilke alene betalingsmodtageren er ansvarlig. For at betaleren ikke skal være ubeskyttet i den usandsyn-
lige situation, at det ikke er klart, at betalingen blev behørigt modtaget af betalingsmodtagerens betalings-
tjenesteudbyder, bør den tilsvarende bevisbyrde dog påhvile betalerens betalingstjenesteudbyder. Som ho-
vedregel kan det forventes, at den formidlende institution, sædvanligvis et neutralt organ såsom en cen-
tralbank eller et fælles clearinghus, der overfører betalingsbeløbet fra den afsendende betalingstjenesteud-
byder til den modtagende betalingstjenesteudbyder, vil lagre posteringsoplysninger og vil være i stand til
at stille disse til rådighed, når det er nødvendigt. Uanset hvornår betalingsbeløbet er blevet krediteret den
modtagende betalingstjenesteudbyders konto, bør betalingsmodtageren øjeblikkeligt have et krav på sin
betalingstjenesteudbyder for så vidt angår kreditering på kontoen.
(86) Betalerens betalingstjenesteudbyder, nemlig den kontoførende betalingstjenesteudbyder eller, hvor
det er relevant, betalingsinitieringstjenesteudbyderen, bør påtage sig ansvaret for, at betalinger gennemfø-
res korrekt, herunder navnlig det fulde transaktionsbeløb og gennemførelsestiden, og det fulde ansvar for
forsømmelser begået af andre parter i betalingskæden indtil betalingsmodtagerens konto. På grund af det-
te ansvar bør betalerens betalingstjenesteudbyder, når det fulde beløb ikke krediteres eller først sent kredi-
teres betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder, rette betalingstransaktionen eller snarest muligt til-
bagebetale betaleren det relevante transaktionsbeløb, uden at dette berører andre krav, der kan påberåbes i
henhold til national ret. På grund af betalingstjenesteudbyderens ansvar bør betaleren eller betalingsmod-
tageren ikke pålægges nogen omkostninger i forbindelse med den fejlbehæftede betaling. Ved en man-
glende, fejlbehæftet eller for sent gennemført betalingstransaktion bør medlemsstaterne sikre, at valørda-
toen for betalingstjenesteudbyderens efterbetalinger altid er den samme som valørdatoen ved en korrekt
gennemførelse.
(87) Dette direktiv bør kun vedrøre aftalemæssige forpligtelser og ansvar mellem betalingstjenestebruge-
ren og betalingstjenesteudbyderen. Hvis pengeoverførsler og andre betalingstjenester skal fungere kor-
rekt, skal betalingstjenesteudbydere og deres mellemmænd, såsom udbydere af databehandling, imidlertid
have indgået aftaler, som fastsætter deres indbyrdes rettigheder og forpligtelser. Spørgsmål vedrørende
erstatningsansvar udgør en væsentlig del af disse ensartede aftaler. For at sikre troværdigheden mellem
betalingstjenesteudbydere og mellemmænd, der indgår i en betalingstransaktion, er det nødvendigt, at der
er retssikkerhed for, at en ikkeansvarlig betalingstjenesteudbyder holdes skadesløs for tab eller beløb be-
talt i henhold til dette direktivs bestemmelser om ansvar. Yderligere rettigheder og detaljer om indholdet
267
af denne regres og proceduren for behandling af klager mod den betalingstjenesteudbyder eller den mel-
lemmand, der har ansvaret for en mangelfuld betalingstransaktion, bør afhænge af, hvad der er aftalt.
(88) Det bør være muligt for betalingstjenesteudbyderen utvetydigt at præcisere, hvilke oplysninger der er
nødvendige for at gennemføre en betalingsordre korrekt. For at undgå opsplitning og for ikke at sætte ind-
førelsen af integrerede betalingssystemer i Unionen på spil, bør medlemsstaterne på den anden side ikke
have mulighed for at kræve en særlig identifikationskode for betalingstransaktioner. Dette bør dog ikke
afholde medlemsstaterne fra at kræve, at betalerens betalingstjenesteudbyder handler med den nødvendi-
ge omhu og, når det er teknisk muligt og ikke kræver manuel intervention, kontrollerer sammenhængen i
den entydige identifikationskode og, når der ikke er sammenhæng i den entydige identifikationskode, af-
viser en betalingsordre og underretter betaleren herom. Betalingstjenesteudbyderens ansvar bør være be-
grænset til en pligt til at gennemføre betalingstransaktionen korrekt i overensstemmelse med betalings-
ordren fra betalingstjenestebrugeren. Hvis midlerne i forbindelse med en betalingstransaktion når frem til
den forkerte modtager som følge af en ukorrekt entydig identifikationskode, som betaleren har angivet,
bør betalerens eller betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbydere ikke være ansvarlige, men de bør
være forpligtet til at samarbejde om at gøre en rimelig indsats for at inddrive midlerne, herunder ved at
kommunikere relevante oplysninger.
(89) Betalingstjenesteudbyderes ydelse af betalingstjenester kan indebære behandling af personoplysnin-
ger. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF22), de nationale regler, der gennemfører direktiv
95/46/EF, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/200123) finder anvendelse på behand-
ling af personoplysninger i forbindelse med dette direktiv. Navnlig når personoplysninger behandles med
henblik på dette direktiv, bør det præcise formål angives, det relevante retsgrundlag nævnes, og de rele-
vante sikkerhedskrav, der er fastsat i direktiv 95/46/EF, opfyldes, og principperne om nødvendighed, pro-
portionalitet, formålsbegrænsning og en rimelig dataopbevaringsperiode bør respekteres. Endvidere bør
indbygget databeskyttelse og databeskyttelse gennem indstillinger indgå i alle databehandlingssystemer,
der udvikles og anvendes inden for rammerne af dette direktiv.
(90) I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder respekten for privatliv og familieliv,
retten til beskyttelse af personoplysninger, friheden til at oprette og drive egen virksomhed, retten til ef-
fektive retsmidler og retten til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange for samme lovovertrædelse.
Direktivet skal gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder og principper.
(91) Betalingstjenesteudbydere er ansvarlige for sikkerhedsforanstaltninger. Disse foranstaltninger bør
være forholdsmæssigt afpassede efter de pågældende sikkerhedsrisici. Betalingstjenesteudbydere bør fast-
lægge rammer for at begrænse risici og opretholde effektive procedurer til håndtering af hændelser. Der
bør indføres en mekanisme til regelmæssig rapportering, så det sikres, at betalingstjenesteudbydere regel-
mæssigt giver de kompetente myndigheder en ajourført vurdering af deres sikkerhedsrisici og de foran-
staltninger, som de har truffet for at imødegå disse risici. Endvidere er det for at sikre, at skadevirkninger
for brugere, andre betalingstjenesteudbydere eller betalingssystemer, såsom væsentlige forstyrrelser af et
betalingssystem, holdes på et minimum, nødvendigt at forpligte betalingstjenesteudbydere til uden unødig
forsinkelse at underrette de kompetente myndigheder om større sikkerhedshændelser. EBA bør have en
koordinerende rolle.
268
(92) Pligten til at indberette sikkerhedshændelser bør ikke berøre andre forpligtelser til at indberette hæn-
delser i henhold til andre EU-retsakter, og kravene fastsat i dette direktiv bør tilpasses til og stå i et rime-
ligt forhold til indberetningsforpligtelserne i henhold til anden EU-ret.
(93) Det er nødvendigt at fastlægge en klar retlig ramme, som fastsætter de betingelser, efter hvilke beta-
lingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjenesteudbydere kan yde deres tjenester med samtyk-
ke fra kontoindehaveren uden at være forpligtet af den kontoførende betalingstjenesteudbyder til at benyt-
te en bestemt forretningsmodel, hvad enten den er baseret på direkte eller indirekte adgang, til levering af
disse typer tjenesteydelser. Betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjenesteudbydere på
den ene side og den kontoførende betalingstjenesteudbyder på den anden side bør opfylde de nødvendige
databeskyttelses- og sikkerhedskrav, der er fastsat eller henvist til i dette direktiv, eller som er medtaget i
udkastene til reguleringsmæssige tekniske standarder. Disse reguleringsmæssige tekniske standarder bør
være forenelige med de forskellige teknologiske løsninger, der står til rådighed. For at garantere sikker
kommunikation mellem de relevante aktører i forbindelse med disse tjenesteydelser bør EBA også præci-
sere kravene til fælles og åbne kommunikationsstandarder, som skal gennemføres af alle kontoførende
betalingstjenesteudbydere, der giver mulighed for onlinebetalingstjenester. Dette betyder, at disse åbne
standarder bør sikre interoperabilitet mellem forskellige teknologiske kommunikationsløsninger. Disse
fælles og åbne standarder bør også sikre, at den kontoførende betalingstjenesteudbyder er klar over, at
vedkommende kontaktes af en betalingsinitieringstjenesteudbyder eller en kontooplysningstjenesteudby-
der og ikke af kunden selv. Standarderne bør også sikre, at betalingsinitieringstjenesteudbydere og kon-
tooplysningstjenesteudbydere kommunikerer med den kontoførende betalingstjenesteudbyder og med de
involverede kunder på sikker vis. Ved udarbejdelsen af disse krav bør EBA navnlig være opmærksom på,
at de standarder, der skal anvendes, skal give mulighed for anvendelse af alle almindelige typer anordnin-
ger (såsom computere, tablets og mobiltelefoner) i forbindelse med forskellige betalingstjenester.
(94) Ved udarbejdelsen af reguleringsmæssige tekniske standarder for autentifikation og kommunikation
bør EBA systematisk vurdere og tage hensyn til privatlivsdimensionen med henblik på at fastlægge de
risici, der er forbundet med hver af de tilgængelige tekniske muligheder, og de foranstaltninger, der kan
træffes for at minimere truslerne mod databeskyttelsen.
(95) Sikkerhed i forbindelse med elektroniske betalinger er afgørende for at sikre forbrugerbeskyttelse og
udvikling af et gunstigt miljø for e-handel. Alle betalingstjenester, der udbydes elektronisk, bør gennem-
føres på sikker vis ved hjælp af teknologier, der garanterer sikker autentifikation af brugeren og begræn-
ser risikoen for svig mest muligt. Der synes ikke at være behov for at sikre det samme beskyttelsesniveau
for betalingstransaktioner, der initieres og gennemføres på andre måder end ved hjælp af elektroniske
platforme eller anordninger, som f.eks. papirbaserede betalingstransaktioner, postordresalg eller telefon-
salg. En solid vækst i internetbetalinger og mobilbetalinger bør ledsages af en generel forbedring af sik-
kerhedsforanstaltningerne. Betalingstjenester, der udbydes på internettet eller via andre fjernkanaler, og
hvis funktion ikke afhænger af, hvor den anordning, der anvendes til at initiere betalingstransaktionen,
eller det anvendte betalingsinstrument er fysisk placeret, bør derfor omfatte autentifikation af transaktio-
ner med dynamiske koder, med henblik på, at brugeren hele tiden er klar over beløbet og betalingsmodta-
geren for den transaktion, som brugeren giver tilladelse til.
(96) Sikkerhedsforanstaltningerne bør være forenelige med det risikoniveau, der er forbundet med beta-
lingstjenesten. For at gøre det muligt at udvikle brugervenlige og tilgængelige betalingsmidler for betalin-
ger med lav risiko, såsom kontaktløse betalinger med lav værdi på salgsstedet, uanset om de er baseret på
en mobiltelefon eller ej, bør undtagelserne for anvendelse af sikkerhedskrav derfor præciseres i de regule-
269
ringsmæssige tekniske standarder. Der er behov for sikker anvendelse af personaliserede sikkerhedsoplys-
ninger for at begrænse risici i forbindelse med phishing og andre svigagtige aktiviteter. Brugeren bør i
denne henseende kunne have tillid til, at der træffes foranstaltninger til beskyttelse af integriteten og for-
troligheden af dennes personaliserede sikkerhedsoplysninger. Disse foranstaltninger omfatter typisk kryp-
teringssystemer, der tager udgangspunkt i betalerens personlige anordninger, herunder kortlæsere eller
mobiltelefoner, eller som betaleren modtager fra sin kontoførende betalingstjenesteudbyder via forskelli-
ge kanaler, såsom via SMS eller e-mail. Foranstaltningerne, herunder typisk krypteringssystemer, der kan
frembringe autentifikationskoder som f.eks. engangsadgangskoder, kan gøre betalingstransaktioner mere
sikre. Betalingstjenestebrugeres brug af sådanne autentifikationskoder bør anses for at være forenelig med
deres forpligtelser vedrørende betalingsinstrumenter og personaliserede sikkerhedsoplysninger, også når
betalingsinitieringstjenesteudbydere eller kontooplysningstjenesteudbydere er involveret.
(97) Medlemsstaterne bør fastsætte, om de kompetente myndigheder, der er udpeget til at meddele tilla-
delse til betalingsinstitutter, også kan være de kompetente myndigheder i forbindelse med alternative
tvistbilæggelsesprocedurer.
(98) Uden at det berører brugernes ret til at anlægge sag ved en domstol, bør medlemsstaterne sikre, at
tvister mellem betalingstjenesteudbydere og betalingstjenestebrugere vedrørende de rettigheder og for-
pligtelser, der er fastsat i dette direktiv, kan løses efter en lettilgængelig, tilstrækkelig, uafhængig, upar-
tisk, gennemsigtig og effektiv alternativ tvistbilæggelsesprocedure. I Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EF) nr. 593/200824) fastsættes det, at den forbrugerbeskyttelse, som de obligatoriske lovregler i
det land, hvor de pågældende har deres sædvanlige opholdssted, giver, ikke må tilsidesættes af eventuelle
aftalemæssige bestemmelser om lovvalg for aftalen. Med hensyn til etablering af en effektiv procedure
for tvistbilæggelse bør medlemsstaterne sikre, at betalingstjenesteudbydere iværksætter en effektiv klage-
procedure, der kan følges af deres betalingstjenestebrugere, før tvister indbringes til bilæggelse ved en
alternativ tvistbilæggelsesprocedure eller for en domstol. Klageproceduren bør indeholde korte og klart
definerede frister, inden for hvilke betalingstjenesteudbydere bør besvare en klage. Medlemsstaterne bør
sikre, at alternative tvistbilæggelsesinstanser har tilstrækkelig kapacitet til på en hensigtsmæssig og effek-
tiv måde at kunne deltage i grænseoverskridende samarbejde om tvister vedrørende rettigheder og forplig-
telser i henhold til dette direktiv.
(99) Det er nødvendigt at sikre effektiv håndhævelse af de nationale bestemmelser, der vedtages i medfør
af dette direktiv. Der bør derfor indføres egnede procedurer, der giver mulighed for at klage over beta-
lingstjenesteudbydere, der ikke overholder disse bestemmelser, og for at sikre, at der i givet fald pålægges
sanktioner, der er effektive, forholdsmæssige og har afskrækkende virkning. Med henblik på at sikre ef-
fektiv overholdelse af dette direktiv bør medlemsstaterne udpege kompetente myndigheder, der opfylder
betingelserne fastsat i forordning (EU) nr. 1093/2010, og som handler uafhængigt af betalingstjenesteud-
byderne. Af hensyn til gennemsigtigheden bør medlemsstaterne meddele Kommissionen, hvilke autorite-
ter der er udpeget, med en klar beskrivelse af deres pligter i henhold til dette direktiv.
(100) Uden at det berører retten til at anlægge sag ved en domstol for at sikre overholdelse af dette direk-
tiv, bør medlemsstaterne også sikre, at de kompetente myndigheder får de nødvendige beføjelser, herun-
der til at pålægge sanktioner, når en betalingstjenesteudbyder ikke opfylder de rettigheder og forpligtelser,
der er fastsat i dette direktiv, navnlig hvis der er risiko for gentagelser eller andre betænkeligheder for så
vidt angår forbrugernes kollektive interesser.
270
(101) Det er vigtigt, at forbrugerne på en klar og forståelig måde bliver oplyst om deres rettigheder og
forpligtelser i henhold til dette direktiv. Kommissionen bør derfor udarbejde en folder om disse rettighe-
der og forpligtelser.
(102) Dette direktiv berører ikke bestemmelser i national ret om følgerne for så vidt angår ansvar for
unøjagtige angivelser i eller fejl ved fremsendelse af opgørelser.
(103) Dette direktiv bør ikke berøre bestemmelserne vedrørende momsbehandlingen af betalingstjenester
i Rådets direktiv 2006/112/EF25).
(104) Når dette direktiv angiver beløb i euro, skal disse beløb forstås som værende de tilsvarende beløb i
den nationale valuta som fastlagt af hver medlemsstat, hvis valuta ikke er euro.
(105) Af hensyn til retssikkerheden bør der indføres overgangsbestemmelser, der giver personer, som har
påbegyndt virksomhed som betalingsinstitut i overensstemmelse med gældende national lovgivning til
gennemførelse af direktiv 2007/64/EF før dette direktivs ikrafttræden, ret til at fortsætte denne virksom-
hed i den pågældende medlemsstat i en fastsat periode.
(106) Beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæ-
iske Unions funktionsmåde bør delegeres til Kommissionen for så vidt angår ændring af henvisningerne
til henstilling 2003/361/EF, hvis den pågældende henstilling ændres, at opdatere det gennemsnitsbeløb for
af betalingstjenesteudbyderne gennemførte betalingstransaktioner, der bruges som grænseværdi af de
medlemsstater, der anvender muligheden for at undtage mindre betalingsinstitutter fra (dele af) tilladel-
seskravene, for at tage højde for inflation. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante
høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med
forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig
fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og til Rådet.
(107) Med henblik på ensartet anvendelse af dette direktiv bør Kommissionen kunne benytte sig af ek-
spertise og støtte fra EBA, der bør have til opgave at udarbejde retningslinjer og udkast til regulerings-
mæssige tekniske standarder om sikkerhedsaspekter ved betalingstjenester, navnlig for så vidt angår stærk
kundeautentifikation, og om samarbejdet mellem medlemsstaterne vedrørende udbud af tjenesteydelser
og etablering af betalingsinstitutter med tilladelse i andre medlemsstater. Kommissionen bør bemyndiges
til at vedtage udkast til disse lovgivningsmæssige tekniske standarder. Disse specifikke opgaver er i fuld
overensstemmelse med EBA᾽s rolle og ansvarsområder som fastsat i forordning (EU) nr. 1093/2010.
(108) EBA bør i forbindelse med udarbejdelsen af retningslinjer, udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder og udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder i henhold til dette direktiv og i over-
ensstemmelse med forordning (EU) nr. 1093/2010 sikre, at den hører alle relevante interessenter, herun-
der interessenter på betalingstjenestemarkedet, og tager hensyn til alle involverede interesser. Hvis det er
nødvendigt for at opnå en passende balance af synspunkter, bør EBA gøre en særlig indsats for at indhen-
te synspunkter fra relevante aktører uden for banksektoren.
(109) Målet for dette direktiv, nemlig yderligere integration af et indre marked for betalingstjenester, kan
ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, da det kræver harmonisering af en lang række for-
skellige regler, der på nuværende tidspunkt findes i de forskellige medlemsstaters retssystemer, men kan
271
på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i
overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overens-
stemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke videre, end hvad der er
nødvendigt for at nå dette mål.
(110) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommis-
sionen om forklarende dokumenter26) har medlemsstaterne forpligtet sig til, i tilfælde hvor det er beretti-
get, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der for-
klarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesin-
strumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er
berettiget.
(111) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel
28, stk. 2, i forordning (EF) nr. 45/2001 og afgav en udtalelse den 5. december 201327).
(112) Direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF, 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 bør derfor æn-
dres i overensstemmelse hermed.
(113) I betragtning af antallet af nødvendige ændringer i direktiv 2007/64/EF bør direktivet ophæves og
erstattes —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
AFSNIT I
GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER
Artikel 1
Genstand
1. Ved dette direktiv fastsættes regler, i henhold til hvilke medlemsstaterne sondrer mellem føl-
gende kategorier betalingstjenesteudbydere:
a) kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/201328), herunder filialer heraf som defineret i den i nævnte for-
ordnings artikel 4, stk. 1, nr. 17), når sådanne filialer er beliggende i Unionen, hvad enten
disse filialers hovedkontorer er beliggende i Unionen eller, i overensstemmelse med arti-
kel 47 i direktiv 2013/36/EU og national ret, uden for Unionen
b) e-pengeinstitutter som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2009/110/EF, herunder, i
overensstemmelse med artikel 8 i nævnte direktiv og med national ret, filialer heraf, hvis
sådanne filialer er beliggende i Unionen, og deres hovedkontor er beliggende uden for
Unionen, i det omfang de betalingstjenester, som udbydes af disse filialer, har forbindel-
se til udstedelse af elektroniske penge
c) postgirokontorer, der ifølge national ret har ret til at udbyde betalingstjenester
d) betalingsinstitutter
272
e) ECB og nationale centralbanker, når de ikke handler i deres egenskab af pengepolitiske
myndigheder eller andre offentlige myndigheder
f) medlemsstater eller deres regionale eller lokale myndigheder, når de ikke handler i deres
egenskab af offentlige myndigheder.
2. Dette direktiv fastsætter endvidere regler for:
a) gennemsigtighed i betingelser for og oplysningskrav til betalingstjenester, og
b) betalingstjenestebrugeres og betalingstjenesteudbyderes respektive rettigheder og for-
pligtelser, hvad angår udbud af betalingstjenester som fast beskæftigelse eller forret-
ningsaktivitet.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på betalingstjenester, der udbydes i Unionen.
2. Afsnit III og IV finder anvendelse på betalingstransaktioner i en medlemsstats valuta, hvis bå-
de betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder eller den eneste betalingstje-
nesteudbyder, der er involveret i betalingstransaktionen, er beliggende i Unionen.
3. Afsnit III, med undtagelse af artikel 45, stk. 1, litra b), artikel 52, stk. 2, litra e), og artikel 56,
litra a), samt afsnit IV, med undtagelse af artikel 81-86, finder anvendelse på betalingstransak-
tioner i en valuta, der ikke er en medlemsstats valuta, hvis både betalerens og betalingsmodta-
gerens betalingstjenesteudbyder eller den eneste betalingstjenesteudbyder, der er involveret i
betalingstransaktionen, er beliggende i Unionen, for så vidt angår de dele af betalingstransak-
tionen, der gennemføres i Unionen.
4. Afsnit III, med undtagelse af artikel 45, stk. 1, litra b), artikel 52, stk. 2, litra e), artikel 52, stk.
5, litra g), og artikel 56, litra a), samt afsnit IV, med undtagelse af artikel 62, stk. 2 og 4, arti-
kel 76, 77 og 81, artikel 83, stk. 1, samt artikel 89 og 92, finder anvendelse på betalingstrans-
aktioner i alle valutaer, hvor kun en af betalingstjenesteudbyderne er beliggende i Unionen,
for så vidt angår de dele af betalingstransaktionen, der gennemføres i Unionen.
5. Medlemsstaterne kan undtage de institutter, der er omhandlet i artikel 2, stk. 5, nr. 4)-23), i
direktiv 2013/36/EU, fra anvendelsen af alle eller en del af bestemmelserne i nærværende di-
rektiv.
Artikel 3
Undtagelser
Dette direktiv finder ikke anvendelse på følgende:
a) betalingstransaktioner, der udelukkende foretages kontant direkte fra betaleren til betalings-
modtageren uden noget mellemled
b) betalingstransaktioner fra betaleren til betalingsmodtageren gennem en handelsagent, som ved
aftale har tilladelse til at forhandle eller afslutte salg eller køb af varer eller tjenesteydelser på
vegne af enten kun betaleren eller kun betalingsmodtageren
273
c) erhvervsmæssig fysisk transport af sedler og mønter, herunder afhentning, håndtering og leve-
ring heraf
d) betalingstransaktioner, der indebærer ikkeerhvervsmæssig indsamling og levering af kontanter
inden for rammerne af almennyttig virksomhed
e) tjenester, hvor kontant betaling fra betalingsmodtager til betaler foretages som en del af en be-
talingstransaktion efter udtrykkelig anmodning fra betalingstjenestebrugeren umiddelbart før
gennemførelsen af betalingstransaktionen ved en betaling for køb af varer eller tjenesteydelser
f) kontante valutavekslingstransaktioner, hvor midlerne ikke indestår på en betalingskonto
g) betalingstransaktioner baseret på et af følgende dokumenter, der er trukket på betalingstjene-
steudbyderen med henblik på at give betalingsmodtageren rådighed over midler:
i) papirchecks som defineret i Genèvekonventionen af 19. marts 1931 om indførelse af en
ensartet checklov
ii) papirchecks lignende de i nr. i) omhandlede og reguleret af lovgivningen i medlemssta-
ter, som ikke er parter i Genèvekonventionen af 19. marts 1931 om indførelse af en ens-
artet checklov
iii) papirbaserede veksler i overensstemmelse med Genèvekonventionen af 7. juni 1930 om
indførelse af en ensartet veksellovgivning
iv) papirbaserede veksler lignende de i nr. iii) omhandlede og reguleret af lovgivningen i
medlemsstater, som ikke er parter i Genèvekonventionen af 7. juni 1930 om indførelse af
en ensartet veksellovgivning
v) papirbaserede vouchers
vi) papirbaserede rejsechecks
vii) papirbaserede postanvisninger som defineret af Verdenspostforeningen
h) betalingstransaktioner, der er gennemført inden for rammerne af et system til afvikling af be-
talinger eller værdipapirer, mellem afviklingsagenter, centrale modparter, clearinginstitutter
og/eller centralbanker og andre deltagere i systemet og betalingstjenesteudbydere, jf. dog arti-
kel 35
i) betalingstransaktioner vedrørende formueforvaltning i forbindelse med værdipapirer, herunder
udbytter, indkomster eller andre udlodninger, eller indfrielse eller salg, der foretages af de i
litra h) omhandlede personer eller af investeringsselskaber, kreditinstitutter, institutter for kol-
lektiv investering i værdipapirer eller administrationsselskaber, som udfører investeringsser-
vice, samt alle andre enheder, der har tilladelse til at have finansielle instrumenter i depot
j) tjenester leveret af udbydere af tekniske tjenester, der understøtter udbuddet af betalingstjene-
ster, uden at udbyderne på noget tidspunkt kommer i besiddelse af de midler, som skal overfø-
res, herunder behandling og lagring af data, tillidsskabende tjenester og tjenester til beskyttel-
se af privatlivets fred, autentifikation af data og enheder, levering af IT- og kommunikations-
netværk, levering og vedligeholdelse af terminaler og anordninger til brug for betalingstjene-
ster, med undtagelse af betalingsinitieringstjenester og kontooplysningstjenester
k) tjenester baseret på specifikke betalingsinstrumenter, som kun kan anvendes i begrænset om-
fang, og som opfylder en af følgende betingelser:
i) instrumenter, der giver indehaveren mulighed for at erhverve varer eller tjenester alene i
udstederens forretningslokaler eller inden for et begrænset net af tjenesteudbydere i hen-
hold til en forretningsaftale indgået direkte med en professionel udsteder
ii) instrumenter, der kun kan benyttes til erhvervelse af et meget begrænset udvalg af varer
eller tjenester
iii) instrumenter, der kun er gyldige i en enkelt medlemsstat, og som stilles til rådighed på
anmodning af en virksomhed eller en offentlig enhed og reguleres af en national eller re-
gional offentlig myndighed med specifikke sociale eller skattemæssige formål til at er-
274
hverve bestemte varer eller tjenester fra leverandører, der har en forretningsaftale med
udstederen
l) betalingstransaktioner med af en udbyder af elektroniske kommunikationsnetværk eller -tjene-
ster som supplement til elektroniske kommunikationstjenester for en abonnent på netværket
eller tjenesten:
i) til køb af digitalt indhold og stemmebaserede tjenester, uanset hvilken anordning der an-
vendes til køb eller forbrug af det digitale indhold, og som opkræves på den tilhørende
regning, eller
ii) gennemført fra eller via en elektronisk anordning, og som opkræves på den tilhørende
regning inden for rammerne af almennyttig virksomhed eller til køb af billetter,
forudsat at værdien af en enkelt betalingstransaktion omhandlet i nr. i) og ii) ikke overstiger
50 EUR, og:
- den samlede værdi af betalingstransaktionerne for en enkelt abonnent ikke overstiger 300
EUR pr. måned, eller
- den samlede værdi af betalingstransaktionerne ikke overstiger 300 EUR pr. måned, hvis en
abonnent forud indbetaler penge på sin konto hos udbyderen af elektroniske kommunikations-
netværk eller -tjenester
m) betalingstransaktioner, der foretages mellem betalingstjenesteudbydere eller deres agenter el-
ler filialer for egen regning
n) betalingstransaktioner og dertil knyttede tjenester mellem en modervirksomhed og dens dat-
tervirksomheder eller mellem dattervirksomheder af samme modervirksomhed uden mellem-
komst af en anden betalingstjenesteudbyder end en virksomhed, som tilhører samme koncern
o) kontanthævningstjenester tilbudt via pengeautomater af udbydere på vegne af en eller flere
kortudstedere, som ikke deltager i den rammeaftale, der er indgået med kunden om udbetaling
af penge fra en betalingskonto, forudsat at disse udbydere ikke tilbyder andre af de i bilag I
omhandlede betalingstjenester. Kunden skal dog oplyses om eventuelle hævegebyrer, jf. arti-
kel 45, 48, 49 og 59, inden hævningen foretages såvel som ved modtagelsen af kontanterne
ved transaktionens afslutning efter hævningen.
Artikel 4
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) »hjemland«:
a) den medlemsstat, hvor betalingstjenesteudbyderens vedtægtsmæssige hjemsted er belig-
gende, eller
b) hvis betalingstjenesteudbyderen ifølge national ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjem-
sted, den medlemsstat, hvor dens hovedkontor er beliggende
2) »værtsland«: en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor betalingstjenesteudbyderen har en
agent eller en filial eller udbyder betalingstjenester
3) »betalingstjeneste«: en eller flere af de forretningsaktiviteter, som er anført i bilag I
4) »betalingsinstitut«: en juridisk person, der i overensstemmelse med artikel 11 er meddelt tilla-
delse til at udbyde og gennemføre betalingstjenester i hele Unionen
275
5) »betalingstransaktion«: en handling, der initieres af en betaler eller på dennes vegne eller af en
betalingsmodtager med henblik på at indbetale, overføre eller hæve midler uden hensyn til
eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren
6) »fjernbetalingstransaktion«: en betalingstransaktion, der initieres via internettet eller gennem
en anordning, der kan anvendes til fjernkommunikation
7) »betalingssystem«: et system til overførsel af midler med formelle og standardiserede ordnin-
ger og fælles regler for behandling, clearing og/eller afvikling af betalingstransaktioner
8) »betaler«: en fysisk eller juridisk person, der er indehaver af en betalingskonto og tillader en
betalingsordre fra denne betalingskonto, eller, hvis der ikke er nogen betalingskonto, en fysisk
eller juridisk person, der udsteder en betalingsordre
9) »betalingsmodtager«: en fysisk eller juridisk person, som er den tiltænkte modtager af de mid-
ler, der indgår i en betalingstransaktion
10) »betalingstjenestebruger«: en fysisk eller juridisk person, som bruger en betalingstjeneste som
betaler eller betalingsmodtager eller begge dele
11) »betalingstjenesteudbyder«: et organ som omhandlet i artikel 1, stk. 1, eller en fysisk eller ju-
ridisk person, der er omfattet af en undtagelse i medfør af artikel 32 og 33
12) »betalingskonto«: en konto oprettet i en eller flere betalingstjenestebrugeres navn med henblik
på at gennemføre betalingstransaktioner
13) »betalingsordre«: en instruks fra en betaler eller betalingsmodtager til deres betalingstjeneste-
udbyder om at gennemføre en betalingstransaktion
14) »betalingsinstrument«: en personaliseret anordning eller personaliserede anordninger og/eller
sæt af procedurer, der er aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyde-
ren, og som bruges for at initiere en betalingsordre
15) »betalingsinitieringstjeneste«: en tjeneste til initiering af en betalingsordre på anmodning af
betalingstjenestebrugeren med hensyn til en betalingskonto hos en anden betalingstjenesteud-
byder
16) »kontooplysningstjeneste«: en onlinetjeneste, der leverer konsoliderede oplysninger om en el-
ler flere betalingskonti, som betalingstjenestebrugeren har hos enten en anden betalingstjene-
steudbyder eller hos flere end én betalingstjenesteudbyder
17) »kontoførende betalingstjenesteudbyder«: en betalingstjenesteudbyder, der stiller en betalings-
konto til rådighed for en betaler, og fører denne
18) »betalingsinitieringstjenesteudbyder«: en betalingstjenesteudbyder, der udøver forretnings-
virksomhed som omhandlet i bilag I, punkt 7
19) »kontooplysningstjenesteudbyder«: en betalingstjenesteudbyder, der udøver forretningsvirk-
somhed som omhandlet i bilag I, punkt 8
20) »forbruger«: en fysisk person, der i forbindelse med betalingstjenesteaftaler, som er omfattet
af dette direktiv, optræder med et formål, der ligger uden for den pågældendes erhvervsmæssi-
ge virksomhed
21) »rammeaftale«: en aftale om betalingstjenester, der regulerer den fremtidige gennemførelse af
særskilte og successive betalingstransaktioner, og som kan indeholde forpligtelser og betingel-
ser for oprettelse af en betalingskonto
22) »pengeoverførsel«: en betalingstjeneste, hvor der modtages midler fra en betaler, uden at der
oprettes en betalingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn, alene med det formål
at overføre et tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudby-
der på betalingsmodtagerens vegne, og/eller hvor sådanne midler modtages på betalingsmod-
tagerens vegne og stilles til rådighed for denne
23) »direkte debitering«: en betalingstjeneste til at debitere en betalers betalingskonto, hvor en be-
talingstransaktion initieres af betalingsmodtageren på grundlag af betalerens samtykke til be-
276
talingsmodtageren, til betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder eller til betalerens egen
betalingstjenesteudbyder
24) »kreditoverførsel«: en betalingstjeneste til at kreditere en betalingsmodtagers betalingskonto
med en betalingstransaktion eller en række betalingstransaktioner fra en betalers betalingskon-
to foretaget af den betalingstjenesteudbyder, der forvalter betalerens betalingskonto, på grund-
lag af en instruks fra betaleren
25) »midler«: sedler og mønter, kontopenge eller elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr.
2), i direktiv 2009/110/EF
26) »valørdato«: et referencetidspunkt, der anvendes af en betalingstjenesteudbyder ved beregnin-
gen af renter af de midler, der debiteres eller krediteres en betalingskonto
27) »referencekurs«: den vekselkurs, der ligger til grund for beregningen af en eventuel valutaom-
regning, og som stilles til rådighed af betalingstjenesteudbyderen eller stammer fra en offent-
ligt tilgængelig kilde
28) »referencerentesats«: den rentesats, der ligger til grund for beregningen af en eventuel rente,
og som stammer fra en offentligt tilgængelig kilde, som begge parter i en betalingstjenesteaf-
tale kan verificere
29) »autentifikation«: en procedure, der giver betalingstjenesteudbyderen mulighed for at verifice-
re identiteten af en betalingstjenestebruger eller validiteten af brugen af et specifikt betalings-
instrument, herunder brugen af brugerens personaliserede sikkerhedsoplysninger
30) »stærk kundeautentifikation«: en autentifikation baseret på anvendelse af to eller flere elemen-
ter, der kategoriseres som viden (noget, som kun brugeren ved), besiddelse (noget, som kun
brugeren besidder) og iboende egenskab (noget, som brugeren er), og som er uafhængige, idet
brud på et af dem ikke svækker de andres pålidelighed, og som desuden er udformet på en
måde, der beskytter fortroligheden af autentifikationsdataene
31) »personaliserede sikkerhedsoplysninger«: personaliserede elementer, som betalingstjenesteud-
byderen stiller til rådighed for en betalingstjenestebruger med henblik på autentifikation
32) »følsomme betalingsdata«: data, herunder personaliserede sikkerhedsoplysninger, som kan an-
vendes til at begå svig. I forbindelse med betalingsinitieringstjenesteudbyderes og kontooply-
sningstjenesteudbyderes virksomhed udgør kontohaverens navn og kontonummer ikke føl-
somme betalingsdata
33) »entydig identifikationskode«: en kombination af bogstaver, tal eller symboler, som betalings-
tjenesteudbyderen oplyser til betalingstjenestebrugeren, og som betalingstjenestebrugeren skal
angive for utvetydigt at identificere en anden betalingstjenestebruger og/eller dennes beta-
lingskonto med henblik på en betalingstransaktion
34) »fjernkommunikationsmiddel«: et middel, som uden samtidig fysisk tilstedeværelse af beta-
lingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren kan anvendes til indgåelse af en beta-
lingstjenesteaftale
35) »varigt medium«: ethvert middel, som sætter betalingstjenestebrugeren i stand til at lagre op-
lysninger rettet personligt til denne betalingstjenestebruger med mulighed for fremtidig anven-
delse i en periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret
gengivelse af de lagrede oplysninger
36) »mikrovirksomhed«: en virksomhed, der på det tidspunkt, hvor betalingstjenesteaftalen ind-
gås, er en virksomhed som defineret i artikel 1 og artikel 2, stk. 1 og 3, i bilaget til henstilling
2003/361/EF
37) »arbejdsdag«: en dag, hvor betalerens eller betalingsmodtagerens relevante betalingstjeneste-
udbyder, der er involveret i gennemførelsen af en betalingstransaktion, holder åbent som på-
krævet for gennemførelsen af en betalingstransaktion
277
38) »agent«: en fysisk eller juridisk person, som handler på vegne af et betalingsinstitut ved udbud
af betalingstjenester
39) »filial«: et andet forretningssted end hovedkontoret, som er en del af et betalingsinstitut, som
ikke er en juridisk person, og som direkte gennemfører nogle af eller alle de transaktioner, der
indgår i et betalingsinstituts virksomhed; alle forretningssteder, som er oprettet i den samme
medlemsstat af et betalingsinstitut med hovedkontor i en anden medlemsstat, betragtes som én
filial
40) »koncern«: en gruppe virksomheder, der har en indbyrdes forbindelse som omhandlet i artikel
22, stk. 1, 2 eller 7, i direktiv 2013/34/EU, eller virksomheder som defineret i artikel 4, 5, 6 og
7 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 241/201429), der har en indbyrdes forbin-
delse som omhandlet i artikel 10, stk. 1, eller i artikel 113, stk. 6 eller 7, i forordning (EU) nr.
575/2013
41) »elektronisk kommunikationsnet«: et net som defineret i artikel 2, litra a), i Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2002/21/EF30)
42) »elektronisk kommunikationstjeneste«: en tjeneste som defineret i artikel 2, litra c), i direktiv
2002/21/EF
43) »digitalt indhold«: varer eller tjenester, der produceres og leveres i digital form, og hvis an-
vendelse eller forbrug er begrænset til en teknisk anordning, og som på ingen måde omfatter
anvendelse eller forbrug af fysiske varer eller tjenester
44) »indløsning af betalingstransaktioner«: en betalingstjeneste, der udbydes af en betalingstjene-
steudbyder, som indgår en aftale med en betalingsmodtager om at modtage og behandle beta-
lingstransaktioner, og som fører til overførsel af penge til betalingsmodtageren
45) »udstedelse af betalingsinstrumenter«: en betalingstjeneste udbudt af en betalingstjenesteud-
byder, som har indgået en aftale om at stille et betalingsinstrument til rådighed for en betaler
med henblik på at initiere og behandle betalerens betalingstransaktioner
46) »kapitalgrundlag«: kapitalgrundlag som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 118), i forordning (EU)
nr. 575/2013, hvor mindst 75 % af kernekapitalen består af egentlig kernekapital som om-
handlet i artikel 50 i nævnte forordning, og den supplerende kapital er lig med eller mindre
end en tredjedel af kernekapitalen
47) »betalingsvaremærke«: alle fysiske eller digitale navne, ord, tegn, symboler eller en kombina-
tion heraf, som kan angive den betalingskortordning, der anvendes til at gennemføre kortbase-
rede betalingstransaktioner
48) »co-badging«: indbefatning af to eller flere betalingsvaremærker eller betalingsapplikationer
af samme betalingsvaremærke på det samme betalingsinstrument.
AFSNIT II
BETALINGSTJENESTEUDBYDERE
KAPITEL 1
Betalingsinstitutter
Afdeling 1
278
Almindelige bestemmelser
Artikel 5
Ansøgning om tilladelse
1) For at få meddelt tilladelse som betalingsinstitut indgives en ansøgning til de kompetente
myndigheder i hjemlandet sammen med følgende:
a) en oversigt over aktiviteter, der navnlig angiver de planlagte typer betalingstjenester
b) en forretningsplan med en budgetprognose for de tre første regnskabsår, der viser, at an-
søgeren er i stand til at anvende de systemer, ressourcer og procedurer, som er hensigts-
mæssige til en forsvarlig drift
c) dokumentation for, at betalingsinstituttet råder over den i artikel 7 foreskrevne startkapi-
tal
d) for så vidt angår de betalingsinstitutter, der er omhandlet i artikel 10, stk. 1, en beskrivel-
se af de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte de midler, der tilhører betalingstje-
nestebrugerne, jf. artikel 10
e) en beskrivelse af ansøgerens forretningsgange og interne kontrolmekanismer, herunder
administrative, risikostyringsmæssige og regnskabsmæssige procedurer, der dokumente-
rer, at disse forvaltningsordninger og kontrolmekanismer og -procedurer er proportiona-
le, passende, forsvarlige og tilstrækkelige
f) en beskrivelse af den procedure, der er indført for at håndtere og følge op på sikkerheds-
hændelser og sikkerhedsrelaterede kundeklager, herunder en ordning for indberetning af
hændelser, hvori der er taget højde for betalingsinstituttets indberetningsforpligtelser, jf.
artikel 96
g) en beskrivelse af den procedure, der er indført til at gemme, overvåge, spore og begrænse
adgang til følsomme betalingsdata
h) en beskrivelse af ordningerne for forretningskontinuitet, herunder en klar fastlæggelse af
de kritiske funktioner, effektive beredskabsplaner og en procedure til regelmæssigt at tes-
te og evaluere, om sådanne planer er tilstrækkelige og effektive
i) en beskrivelse af de principper og definitioner, der anvendes ved indsamling af statistiske
data om drift, transaktioner og svig
j) et dokument om sikkerhedspolitikken, herunder en detaljeret risikovurdering i tilknyt-
ning til de pågældende betalingstjenester og en beskrivelse af de sikkerhedskontrolforan-
staltninger, og begrænsende foranstaltninger, der er truffet for på forsvarlig vis at beskyt-
te betalingstjenestebrugerne mod de identificerede risici, herunder svig og ulovlig brug af
følsomme oplysninger og personoplysninger
k) for betalingsinstitutter, der er omfattet af forpligtelserne vedrørende hvidvask af penge
og finansiering af terrorisme i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2015/84931) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/84732), en beskri-
velse af de interne kontrolforanstaltninger, som ansøgeren har indført for at opfylde disse
forpligtelser
l) en beskrivelse af ansøgerens organisationsstruktur, herunder i relevante tilfælde en be-
skrivelse af den tilsigtede brug af agenter og filialer og af den kontrol af dem på og uden
for stedet, som ansøgeren foretager mindst en gang årligt, samt en beskrivelse af ordnin-
279
ger om outsourcing og af ansøgerens deltagelse i et nationalt eller internationalt beta-
lingssystem
m) identiteten af personer, der direkte eller indirekte har en kvalificeret andel i ansøgeren, jf.
artikel 4, stk. 1, nr. 36), i forordning (EU) nr. 575/2013, størrelsen af deres andele og do-
kumentation for deres egnethed under hensyn til nødvendigheden af at sikre en sund og
forsigtig ledelse af betalingsinstituttet
n) identiteten af direktører og ledelsesansvarlige for betalingsinstituttet og, når det er rele-
vant, ledelsesansvarlige for forvaltningen af betalingsinstituttets betalingstjenesteaktivi-
teter, samt bevis for, at de har et godt omdømme og tilstrækkelig viden og erfaring til at
gennemføre betalingstjenester som fastsat af betalingsinstituttets hjemland
o) hvis det er relevant, oplysninger om revisorer og revisionsfirmaer, jf. Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2006/43/EF33)
p) ansøgerens retlige status og vedtægter
q) ansøgerens hovedkontors adresse.
Med henblik på første afsnits litra d), e), f) og l) skal ansøgeren fremlægge en beskrivelse af de
regler, der gælder for revision af instituttets regnskaber og den organisation, ansøgeren har oprettet
for at træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre brugernes interesser og sikre
kontinuitet og pålidelighed i forbindelse med udbud af betalingstjenester.
Det skal i tilknytning til de i første afsnits litra j) omhandlede sikkerhedskontrolforanstaltninger og
begrænsende foranstaltninger angives, hvordan de sikrer et højt niveau af teknisk sikkerhed og da-
tabeskyttelse, herunder vedrørende de software- og IT-systemer, der anvendes af ansøgeren eller de
virksomheder, som ansøgeren outsourcer hele eller dele af sine aktiviteter til. Disse foranstaltninger
skal også omfatte de sikkerhedsforanstaltninger, der er fastsat i artikel 95, stk. 1. Foranstaltningerne
skal tage højde EBA᾽s retningslinjer om sikkerhedsforanstaltninger som omhandlet i artikel 95, stk.
3, når de foreligger.
2. Medlemsstaterne kræver, at virksomheder, der ansøger om tilladelse til at udbyde betalingstjene-
ster som omhandlet i punkt 7 i bilag I, som en betingelse for tilladelse har tegnet en erhvervsan-
svarsforsikring, der dækker de geografiske områder, hvor de tilbyder tjenester, eller en anden lig-
nende garanti mod erstatningskrav for at sikre, at de kan dække deres ansvar, jf. artikel 73, 89, 90
og 92.
3. Medlemsstaterne kræver, at virksomheder, der ansøger om registrering med henblik på at udbyde
betalingstjenester som omhandlet i punkt 8 i bilag I, som en betingelse for registrering har tegnet en
erhvervsansvarsforsikring, der dækker de geografiske områder, hvor de tilbyder tjenester, eller en
anden lignende garanti mod erstatningskrav over for den kontoførende betalingstjenesteudbyder el-
ler betalingstjenestebrugeren som følge af uautoriseret eller svigagtig adgang til eller uautoriseret
eller svigagtig brug af betalingskontooplysninger.
4. EBA udarbejder senest den 13. januar 2017 efter høring af alle relevante interessenter, herunder
interessenter på betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle involverede interesser ret-
ningslinjer for de kompetente myndigheder i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU)
280
nr. 1093/2010 om de kriterier, der skal anvendes til at fastsætte minimumsbeløbet for den i stk. 2 og
3 omhandlede erhvervsansvarsforsikring eller anden lignede garanti.
EBA tager under udarbejdelsen af de i første afsnit omhandlede retningslinjer hensyn til følgende:
a) virksomhedernes risikoprofil
b) hvorvidt virksomhederne udbyder andre betalingstjenester som omhandlet i bilag I eller udø-
ver anden virksomhed
c) aktiviteternes omfang:
i) for virksomheder, der ansøger om tilladelse til at udbyde betalingstjenester som omhand-
let i punkt 7 i bilag I, værdien af de initierede transaktioner
ii) for virksomheder, der ansøger om registrering med henblik på at udbyde betalingstjene-
ster som omhandlet i punkt 8 i bilag I, antal kunder, der anvender kontooplysningstjene-
sterne
d) de særlige karakteristika ved tilsvarende garantier og kriterierne for gennemførelse heraf.
EBA reviderer regelmæssigt disse retningslinjer.
5. EBA udarbejder senest den 13. juli 2017 efter høring af alle relevante interessenter, herunder på
betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle involverede interesser retningslinjer i over-
ensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 om de oplysninger, der skal gives til
de kompetente myndigheder i forbindelse med ansøgningen om tilladelse som betalingsinstitut, her-
under kravene i nærværende artikels stk. 1, første afsnit, litra a), b), c), e), og g-j).
EBA reviderer regelmæssigt og under alle omstændigheder mindst hvert tredje år disse retningslin-
jer.
6. Under hensyntagen til erfaringerne med anvendelsen af retningslinjerne omhandlet i stk. 5, hvis
det er relevant, kan EBA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som præcise-
rer de oplysninger, der skal gives til de kompetente myndigheder i forbindelse med ansøgningen om
tilladelse som betalingsinstitut, herunder kravene i stk. 1, litra a), b), c), e), og g-j).
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
7. De i stk. 4 omhandlede oplysninger meddeles de kompetente myndigheder i overensstemmelse
med stk. 1.
Artikel 6
Kontrol af kapitalandele
1. Fysiske og juridiske personer, der påtænker direkte eller indirekte at erhverve eller forøge en
kvalificeret andel som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 36), i forordning (EU) nr. 575/2013 i et beta-
lingsinstitut med det resultat, at vedkommendes kapitalandele eller andel af stemmerettigheder der-
281
ved når op på eller overstiger 20 %, 30 % eller 50 %, eller at betalingsinstituttet derved bliver ved-
kommendes dattervirksomhed, underretter på forhånd betalingsinstituttets kompetente myndigheder
skriftligt om deres hensigt. Det samme gælder for fysiske eller juridiske personer, der påtænker di-
rekte eller indirekte at afhænde en kvalificeret andel eller at formindske deres kvalificerede andel,
således at vedkommendes kapitalandele eller andel af stemmerettigheder derved falder til under 20,
30 eller 50 %, eller at betalingsinstituttet derved ophører med at være vedkommendes dattervirk-
somhed.
2. Den påtænkte erhverver af en kvalificeret andel oplyser den kompetente myndighed om størrel-
sen af den påtænkte deltagelse og relevante oplysninger i overensstemmelse med artikel 23, stk. 4, i
direktiv 2013/36/EU.
3. Medlemsstaterne kræver, at de kompetente myndigheder, i tilfælde af at en i stk. 2 omhandlet
påtænkt erhverver gør sin indflydelse gældende på en måde, der vil kunne skade en forsigtig og
sund ledelse af betalingsinstituttet, gør indsigelse eller træffer de fornødne foranstaltninger til at
bringe denne situation til ophør. Sådanne foranstaltninger kan omfatte påbud, sanktioner over for
direktører eller de ledelsesansvarlige eller suspension af den stemmeret, der er knyttet til de aktier
eller andele, der besiddes af det pågældende betalingsinstituts aktionærer eller virksomhedsdeltage-
re.
Lignende foranstaltninger skal anvendes over for fysiske eller juridiske personer, som ikke overhol-
der forpligtelsen til forudgående underretning som fastsat i denne artikel.
4. Hvis en kapitalandel erhverves til trods for indsigelse fra de kompetente myndigheders side, skal
medlemsstaterne uafhængigt af andre sanktioner suspendere de tilsvarende stemmerettigheder, er-
klære de afgivne stemmer ugyldige eller annullere de afgivne stemmer.
Artikel 7
Startkapital
Medlemsstaterne kræver, at betalingsinstitutter på tidspunktet for meddelelse af tilladelse skal have
en startkapital, der omfatter en eller flere af de i artikel 26, stk. 1, litra a)-e), i forordning (EU) nr.
575/2013 omhandlede elementer, som følger:
a) hvis betalingsinstituttet kun udbyder de betalingstjenester, der er anført i punkt 6 i bilag I, må
kapitalen på intet tidspunkt være mindre end 20 000 EUR
b) hvis betalingsinstituttet udbyder de betalingstjenester, der er anført i punkt 7 i bilag I, må kapita-
len på intet tidspunkt være mindre end 50 000 EUR
c) hvis betalingsinstituttet udbyder en eller flere af de betalingstjenester, der er anført i punkt 1-5 i
bilag I, må kapitalen på intet tidspunkt være mindre end 125 000 EUR.
Artikel 8
Kapitalgrundlag
282
1. Et betalingsinstituts kapitalgrundlag må ikke falde til under den i artikel 7 omhandlede startkapi-
tals beløb eller det i overensstemmelse med artikel 9 beregnede kapitalgrundlags beløb, hvis dette
er højere.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at hindre gentagen anvendelse af ele-
menter, som kan indgå i kapitalgrundlaget, når betalingsinstituttet tilhører samme koncern som et
andet betalingsinstitut, kreditinstitut, investeringsselskab, porteføljeforvaltningsselskab eller forsik-
ringsselskab. Dette stykke finder ligeledes anvendelse, hvis et betalingsinstitut udøver forskellige
typer virksomhed og udbyder andet end betalingstjenester.
3. Hvis betingelserne i artikel 7 i forordning (EU) nr. 575/2013 er opfyldt, kan medlemsstaterne el-
ler deres kompetente myndigheder vælge ikke at anvende artikel 9 i nærværende direktiv på beta-
lingsinstitutter, der er omfattet af tilsyn på et konsolideret grundlag med moderkreditinstituttet i
henhold til direktiv 2013/36/EU.
Artikel 9
Beregning af kapitalgrundlag
1. Uanset de startkapitalkrav, der er fastsat i artikel 7, kræver medlemsstaterne, at betalingsinstitut-
ter, undtagen dem, der kun udbyder tjenesteydelser omhandlet i punkt 7 eller 8, eller begge, i bilag
I, til enhver tid har et kapitalgrundlag, der beregnes i henhold til en af følgende tre metoder som
fastlagt af de kompetente myndigheder i overensstemmelse med national lovgivning:
Metode A
Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal udgøre et beløb, der mindst er lig med 10 % af de faste
omkostninger for det foregående år. De kompetente myndigheder kan tilpasse dette krav i tilfælde
af en væsentlig ændring i betalingsinstituttets virksomhed siden det foregående år. Har betalingsin-
stituttet endnu ikke gennemført et helt års drift på datoen for beregningen, kræves det, at instituttets
kapitalgrundlag svarer til mindst 10 % af de tilsvarende faste omkostninger, der indgår i forret-
ningsplanen, medmindre denne plan af de kompetente myndigheder kræves tilpasset.
Metode B
Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal udgøre et beløb, der mindst er lig med summen af følgen-
de elementer multipliceret med den omregningsfaktor k, der er defineret i stk. 2, hvor betalingsvo-
lumenet (BV) repræsenterer en tolvtedel af det samlede beløb af de betalingstransaktioner, som be-
talingsinstituttet har gennemført i det foregående år:
a) 4,0 % af den pågældende del af BV indtil 5 mio. EUR
plus
b) 2,5 % af den pågældende del af BV over 5 mio. EUR indtil 10 mio. EUR
283
plus
c) 1 % af den pågældende del af BV over 10 mio. EUR indtil 100 mio. EUR
plus
d) 0,5 % af den pågældende del af BV over 100 mio. EUR indtil 250 mio. EUR
plus
e) 0,25 % af den pågældende del af BV over 250 mio. EUR.
Metode C
Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal mindst udgøre det samme beløb som den relevante indika-
tor, der er defineret i litra a), multipliceret med den multiplikationsfaktor, der er defineret i litra b),
og med omregningsfaktoren k defineret i stk. 2.
a) Den relevante indikator udgøres af summen af:
i) renteindtægter
ii) renteudgifter
iii) modtagne provisioner og gebyrer, og
iv) andre driftsindtægter.
Hvert element medtages i summen med positivt eller negativt fortegn. Engangsindtægter
og andre ekstraordinære indtægter må ikke anvendes til beregning af den relevante indi-
kator. Udgifter til outsourcing af tjenester, der leveres af tredjeparter, kan føre til en ned-
sættelse af den relevante indikator, såfremt disse udgifter påføres af en virksomhed, der
er underlagt tilsyn i henhold til dette direktiv. Den relevante indikator beregnes på grund-
lag af de seneste observationer for 12 måneder ved udgangen af det seneste regnskabsår.
Den relevante indikator beregnes over det seneste regnskabsår. Dog må kapitalgrundla-
get beregnet efter metode C ikke falde til under 80 % af gennemsnittet af de seneste tre
regnskabsår for den relevante indikator. Foreligger der ikke reviderede tal, kan betalings-
instituttets egne estimater anvendes.
b) Multiplikationsfaktoren udgøres af:
i) 10 % af den pågældende del af den relevante indikator indtil 2,5 mio. EUR
ii) 8 % af den pågældende del af den relevante indikator fra 2,5 mio. EUR indtil 5 mio.
EUR
iii) 6 % af den pågældende del af den relevante indikator fra 5 mio. EUR indtil 25 mio.
EUR
iv) 3 % af den pågældende del af den relevante indikator fra 25 mio. EUR indtil 50
mio. EUR
v) 1,5 % over 50 mio. EUR.
2. Den omregningsfaktor k, der anvendes ved metode B og C, fastsættes til:
a) 0,5, hvis betalingsinstituttet kun udbyder den betalingstjeneste, der er omhandlet i punkt 6 i
bilag I
b) 1, hvis betalingsinstituttet udbyder en eller flere af de betalingstjenester, der er omhandlet i et
af punkterne 1-5 i bilag I.
284
3. De kompetente myndigheder kan på grundlag af en vurdering af betalingsinstituttets risikosty-
ringsprocedurer, information om tabsrisiko og interne kontrolmekanismer kræve, at betalingsinsti-
tuttets kapitalgrundlag er indtil 20 % større end det beløb, der ville følge af anvendelsen af den me-
tode, der er valgt i henhold til stk. 1, eller tillade, at betalingsinstituttets kapitalgrundlag er indtil 20
% mindre end det beløb, der ville følge af anvendelsen af den metode, der er valgt i henhold til stk.
1.
Artikel 10
Beskyttelseskrav
1. Medlemsstaterne eller de kompetente myndigheder kræver af betalingsinstitutter, der udbyder be-
talingstjenester som omhandlet i punkt 1-6 i bilag I, at de skal beskytte alle midler, der er modtaget
fra betalingstjenestebrugerne eller gennem en anden betalingstjenesteudbyder til gennemførelse af
betalingstransaktioner, på en af følgende måder:
a) De må ikke på noget tidspunkt blandes sammen med midler fra andre fysiske eller juridi-
ske personer end de betalingstjenestebrugere, som midlerne stammer fra, og skal, hvis
betalingsinstituttet stadig er i besiddelse af dem, og de endnu ikke er udbetalt til beta-
lingsmodtageren eller overført til en anden betalingstjenesteudbyder ved afslutningen af
den arbejdsdag, der følger efter den dag, hvor midlerne er modtaget, indsættes på en sær-
skilt konto i et kreditinstitut eller investeres i sikre, likvide aktiver med lav risiko som
fastlagt af hjemlandets kompetente myndigheder; og de skal i overensstemmelse med na-
tional ret i betalingstjenestebrugernes interesse være beskyttet mod krav fra betalingsin-
stituttets øvrige kreditorer, navnlig i tilfælde af insolvens.
b) Midlerne skal være dækket af en forsikring eller en anden tilsvarende garanti fra et for-
sikringsselskab eller et kreditinstitut, der ikke tilhører samme koncern som betalingsinsti-
tuttet, for et beløb, der svarer til det beløb, der skulle holdes adskilt, hvis der ikke er en
forsikring eller en anden tilsvarende garanti, der kan udbetales, hvis betalingsinstituttet
ikke er i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser.
2. Når et betalingsinstitut skal beskytte midler i henhold til stk. 1, og en del af disse midler skal
anvendes til fremtidige betalingstransaktioner, idet det resterende beløb skal anvendes til andre for-
mål end betalingstjenester, er den del af midlerne, som modtages med henblik på fremtidige beta-
lingstransaktioner, også omfattet af kravene i stk. 1. Når denne del varierer eller er ukendt på for-
hånd, tillader medlemsstaterne betalingsinstitutterne at anvende dette stykke på grundlag af en re-
præsentativ del, som skønnes at skulle anvendes til betalingstjenester, forudsat at de kompetente
myndigheder finder det godtgjort, at en sådan repræsentativ del med rimelighed kan anslås ud fra
historiske oplysninger.
Artikel 11
Meddelelse af tilladelse
1. Medlemsstaterne kræver, at andre virksomheder end de i artikel 1, stk. 1, litra a), b), c), e) og f),
omhandlede samt andre end fysiske eller juridiske personer omfattet af en undtagelse i henhold til
artikel 32 eller 33, som agter at udbyde betalingstjenester, skal opnå tilladelse som betalingsinstitut,
285
inden de begynder at udbyde betalingstjenester. Der meddeles kun tilladelse til juridiske personer,
som er etableret i en medlemsstat.
2. Kompetente myndigheder meddeler tilladelse, hvis de oplysninger og det materiale, der er ved-
lagt ansøgningen, opfylder alle kravene fastsat i artikel 5, og hvis de kompetente myndigheder, der
nøje har gennemgået ansøgningen, når frem til en overordnet positiv vurdering. Før en tilladelse
meddeles, kan de kompetente myndigheder eventuelt rådføre sig med den nationale centralbank el-
ler andre relevante offentlige myndigheder.
3. Betalingsinstitutter, der i henhold til hjemlandets nationale ret skal have et vedtægtsmæssigt
hjemsted, skal have hovedkontor i den medlemsstat, hvor det vedtægtsmæssige hjemsted er belig-
gende, og skal udøve i det mindste en del af deres betalingstjenestevirksomhed dér.
4. De kompetente myndigheder meddeler kun tilladelse, hvis der i betalingsinstituttet under hensyn
til behovet for at sikre en sund og forsigtig ledelse af et betalingsinstitut findes effektive forvalt-
ningsordninger for dets betalingstjenestevirksomhed, hvilket omfatter en klar organisatorisk struk-
tur med en veldefineret, gennemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling og effektive procedurer til
at identificere, forvalte, overvåge og rapportere om de risici, som betalingsinstituttet er eller kan bli-
ve udsat for, samt hensigtsmæssige interne kontrolmekanismer, herunder en god administrativ og
regnskabsmæssig praksis; disse ordninger, procedurer og mekanismer skal omfatte hele virksomhe-
den og stå i forhold til arten, omfanget og kompleksitetsgraden af de betalingstjenester, der udbydes
af betalingsinstituttet.
5. Når et betalingsinstitut udbyder en af de betalingstjenester, der er omhandlet i punkt 1-7 i bilag I,
og samtidig udøver andre forretningsaktiviteter, kan de kompetente myndigheder kræve, at der op-
rettes en særskilt enhed for betalingstjenestevirksomheden, hvis de af betalingsinstituttets, der ikke
er betalingstjenester, forringer eller vil kunne forringe enten betalingsinstituttets soliditet eller de
kompetente myndigheders mulighed for at føre tilsyn med, om betalingsinstituttet opfylder alle for-
pligtelser i dette direktiv.
6. De kompetente myndigheder afslår at meddele tilladelse, hvis de under hensyn til behovet for at
sikre en sund og forsigtig ledelse af et betalingsinstitut ikke er overbeviste om, at indehavere af ka-
pitalandele og virksomhedsdeltagere, der besidder en kvalificeret andel, er egnede.
7. Foreligger der snævre forbindelser som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 38), i forordning (EU) nr.
575/2013 mellem betalingsinstituttet og andre fysiske eller juridiske personer, meddeler de kompe-
tente myndigheder kun tilladelse, hvis disse forbindelser ikke hæmmer dem i varetagelsen af deres
tilsynsopgaver.
8. De kompetente myndigheder meddeler kun tilladelse, hvis de love eller administrative bestem-
melser i et tredjeland, der gælder for en eller flere fysiske eller juridiske personer, som betalingsin-
stituttet har snævre forbindelser med, eller de vanskeligheder, som er forbundet med anvendelse af
286
disse love eller administrative bestemmelser, ikke hæmmer dem i varetagelsen af deres tilsynsopga-
ver.
9. Tilladelsen gælder i alle medlemsstaterne og giver det pågældende betalingsinstitut mulighed for
at udbyde de betalingstjenester, der er omfattet af tilladelsen, i hele Unionen i henhold til den fri
udveksling af tjenesteydelser eller den frie etableringsret.
Artikel 12
Meddelelse af afgørelsen
Senest tre måneder efter modtagelse af en ansøgning, eller hvis ansøgningen er ufuldstændig, efter
modtagelse af alle de oplysninger, der er nødvendige for at træffe en afgørelse, underretter de kom-
petente myndigheder ansøgeren, om der er givet tilladelse eller ej. Den kompetente myndighed be-
grunder, hvis den nægter at give en tilladelse.
Artikel 13
Inddragelse af tilladelse
1. De kompetente myndigheder kan kun inddrage en meddelt tilladelse til et betalingsinstitut, så-
fremt instituttet:
a) ikke gør brug af tilladelsen inden for en frist af 12 måneder, giver udtrykkeligt afkald
herpå eller har ikke udøvet sin virksomhed i en periode på over seks måneder, medmin-
dre den pågældende medlemsstat har fastsat bestemmelser om, at tilladelsen i sådanne
tilfælde bortfalder
b) har opnået tilladelsen gennem falske erklæringer eller andre uretmæssige midler
c) ikke længere opfylder betingelserne for meddelelse af tilladelse eller undlader at oplyse
den kompetente myndighed om vigtige ændringer i sine forhold i den henseende
d) ville udgøre en trussel mod betalingssystemets stabilitet eller tilliden til det, hvis det fort-
satte sin betalingstjenestevirksomhed, eller
e) befinder sig i enhver anden situation, som medfører, at tilladelsen inddrages i henhold til
national ret.
2. Den kompetente myndighed begrunder en inddragelse af en tilladelse og meddeler den til de på-
gældende.
3. Den kompetente myndighed offentliggør inddragelsen af en tilladelse, herunder i de registre, der
er omhandlet i artikel 14 og 15.
Artikel 14
Registrering i hjemlandet
1. Medlemsstaterne opretter et offentligt register, hvori følgende opføres:
a) betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, og deres agenter
287
b) fysiske og juridiske personer, der er omfattet af en undtagelse i henhold til artikel 32 eller
33, og, deres agenter, og
c) de i artikel 2, stk. 5, omhandlede institutter, der i henhold til national ret har ret til at ud-
byde betalingstjenester.
Filialer af betalingsinstitutter opføres i hjemlandets register, hvis disse filialer udbyder tjenester i en
anden medlemsstat end deres hjemland.
2. Det offentlige register skal indeholde oplysninger om de betalingstjenester, som betalingsinstitut-
tet har tilladelse til at udbyde, eller som den fysiske eller juridiske person er blevet registreret til at
udbyde. Betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, opføres i registret adskilt fra fysiske og juri-
diske personer, der er omfattet af en undtagelse i henhold til artikel 32 eller 33. Registret skal være
offentligt tilgængeligt, være tilgængeligt online og ajourføres hurtigst muligt.
3. De kompetente myndigheder opfører enhver inddragelse af tilladelse og enhver inddragelse af
undtagelse i henhold til artikel 32 eller 33 i det offentlige register.
4. De kompetente myndigheder underretter EBA om begrundelsen for inddragelsen af enhver tilla-
delse og enhver undtagelse i henhold til artikel 32 eller 33.
Artikel 15
EBA-register
1. EBA udvikler, driver og vedligeholder et elektronisk centralt register indeholdende de oplysnin-
ger, som er meddelt af de kompetente myndigheder i overensstemmelse med stk. 2. EBA er ansvar-
lig for oplysningernes nøjagtighed.
EBA gør registeret offentligt tilgængeligt på sit websted og sikrer let adgang til og let søgning efter
de opførte oplysninger vederlagsfrit.
2. De kompetente myndigheder underretter straks EBA om de oplysninger, der opføres i deres of-
fentlige registre som omhandlet i artikel 14 på et sprog, der sædvanligvis anvendes på det finansiel-
le område.
3. De kompetente myndigheder er ansvarlige for nøjagtigheden af de oplysninger, der er omhandlet
i stk. 2, og for at holde disse oplysninger ajourførte.
4. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der fastsætter tekniske krav
til udvikling, drift og vedligeholdelse af det elektroniske centrale register og til adgang til oplysnin-
gerne heri. De tekniske krav skal sikre, at kun den kompetente myndighed og EBA kan ændre op-
lysningerne.
288
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest
den 13. januar 2018.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
5. EBA udarbejder udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med nærmere enkeltheder
og strukturen for de oplysninger, der skal meddeles i henhold til stk. 1, herunder et fælles format og
en model for, hvordan oplysningerne skal indgives.
EBA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen se-
nest den 13. juli 2017.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
Artikel 16
Bevarelse af tilladelse
Hvis der sker ændringer, som har indflydelse på de oplysninger eller det materiale, der er fremlagt i
overensstemmelse med artikel 5, underretter betalingsinstituttet snarest muligt de kompetente myn-
digheder i hjemlandet herom.
Artikel 17
Regnskaber og lovpligtig revision
1. Direktiv 86/635/EØF og 2013/34/EU samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1606/200234) finder tilsvarende anvendelse på betalingsinstitutter.
2. Medmindre de er undtaget i henhold til direktiv 2013/34/EU og, hvor det er relevant, direktiv
86/635/EØF, revideres betalingsinstitutternes årsregnskaber og konsoliderede regnskaber af en revi-
sor eller et revisionsfirma som omhandlet i direktiv 2006/43/EF.
3. Medlemsstaterne kræver med henblik på tilsyn, at betalingsinstitutterne fremlægger særskilte
regnskabsoplysninger om de betalingstjenester og de aktiviteter, der er omhandlet i artikel 18, stk.
1; oplysningerne skal forsynes med en revisionserklæring. Erklæringen udarbejdes, hvor det er rele-
vant, af revisorerne eller et revisionsfirma.
4. Forpligtelserne i artikel 63 i direktiv 2013/36/EU finder tilsvarende anvendelse på betalingsinsti-
tutternes revisorer eller revisionsfirmaer for så vidt angår aktiviteter vedrørende betalingstjenester.
289
Artikel 18
Aktiviteter
1. Ud over at udbyde betalingstjenester har betalingsinstitutter ret til at udøve følgende aktiviteter:
a) at udbyde driftsmæssige og nært tilknyttede accessoriske tjenester som f.eks. sikkerhed
for gennemførelse af betalingstransaktioner, valutaveksling, depottjenester samt lagring
og behandling af data
b) at drive betalingssystemer, jf. dog artikel 35
c) andre forretningsaktiviteter end betalingstjenester, under hensyn til gældende EU-ret og
national ret.
2. Hvis betalingsinstitutter beskæftiger sig med udbud af en eller flere betalingstjenester, må de kun
føre betalingskonti, der udelukkende anvendes til betalingstransaktioner.
3. Midler, som betalingsinstitutter modtager fra betalingstjenestebrugere med henblik på udbud af
betalingstjenester, må ikke betragtes som indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler, jf. arti-
kel 9 i direktiv 2013/36/EU, eller elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i direktiv
2009/110/EF.
4. Betalingsinstitutter må kun yde kredit i forbindelse med betalingstjenester som omhandlet i punkt
4 eller 5 i bilag I, hvis alle følgende betingelser er opfyldt:
a) kreditten er accessorisk og ydes udelukkende i forbindelse med gennemførelse af en be-
talingstransaktion
b) kredit, der ydes i forbindelse med en betaling og gennemføres i overensstemmelse med
artikel 11, stk. 9, og artikel 28, tilbagebetales uanset nationale regler om kredit med kre-
ditkort inden for et kort tidsrum, der i intet tilfælde må overstige 12 måneder
c) en sådan kredit ydes ikke med brug af midler, som er modtaget eller besiddes for at gen-
nemføre en betalingstransaktion
d) betalingsinstituttets kapitalgrundlag er til enhver tid og efter tilsynsmyndighedernes op-
fattelse passende i forhold til den samlede kredit, der ydes.
5. Betalingsinstitutter må ikke erhvervsmæssigt tage imod indlån eller andre tilbagebetalingspligti-
ge midler som omhandlet i artikel 9 i direktiv 2013/36/EU.
6. Nærværende direktiv berører ikke direktiv 2008/48/EF, anden relevant EU-ret eller nationale for-
anstaltninger vedrørende betingelser for ydelse af kredit til forbrugere, der ikke er harmoniseret ved
nærværende direktiv, og som overholder EU-retten.
Afdeling 2
Andre krav
Artikel 19
290
Anvendelse af agenter, filialer eller enheder, hvortil aktiviteter outsources
1. Når et betalingsinstitut har til hensigt at udbyde betalingstjenester gennem en agent, meddeler det
de kompetente myndigheder i hjemlandet følgende:
a) navn og adresse på agenten
b) en beskrivelse af de interne kontrolmekanismer, som agenten vil anvende for at opfylde
forpligtelserne vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme i henhold til
direktiv (EU) 2015/849; kontrolmekanismerne skal straks ajourføres i tilfælde af væsent-
lige ændringer af de elementer, der blev oplyst i den oprindelige meddelelse
c) identiteten af direktører og ledelsesansvarlige for den agent, der skal formidle udbud af
betalingstjenester, og for andre agenter end betalingstjenesteudbydere dokumentation for,
at de besidder den nødvendige egnethed og hæderlighed
d) de af betalingsinstituttets betalingstjenester, som agenten er bemyndiget til at udbyde, og
e) i givet fald agentens identifikationskode eller -nummer.
2. Senest to måneder efter modtagelsen af de i stk. 1 omhandlede oplysninger meddeler hjemlandets
kompetente myndighed betalingsinstituttet, om agenten er blevet opført i det register, der er om-
handlet i artikel 14. Ved opførelse i registeret må agenten begynde at udbyde betalingstjenester.
3. Før de kompetente myndigheder opfører agenten i registret, træffer de, hvis de skønner, at de
oplysninger, de har modtaget, ikke er korrekte, yderligere foranstaltninger til at kontrollere oplys-
ningerne.
4. Hvis de kompetente myndigheder efter at have kontrolleret oplysningerne ikke finder det godt-
gjort, at de oplysninger, som de har modtaget i henhold til stk. 1, er korrekte, afviser de at opføre
agenten i det register, der er omhandlet i artikel 14, og underretter uden unødig forsinkelse beta-
lingsinstituttet herom.
5. Hvis betalingsinstituttet ønsker at udbyde betalingstjenester i en anden medlemsstat ved at an-
vende en agent eller oprette en filial, skal det følge procedurerne i artikel 28.
6. Hvis et betalingsinstitut har til hensigt at outsource betalingstjenesters driftsmæssige funktioner,
underretter det de kompetente myndigheder i hjemlandet herom.
Vigtige driftsmæssige funktioner, herunder IT-systemer, må ikke outsources på en måde, der i væ-
sentlig grad forringer kvaliteten af betalingsinstituttets interne kontrol og de kompetente myndighe-
ders mulighed for at kunne overvåge og spore, om betalingsinstituttet opfylder alle forpligtelserne i
dette direktiv.
I den i andet afsnit omhandlede betydning betragtes en driftsmæssig funktion som vigtig, hvis en
fejl eller et svigt i gennemførelsen i væsentlig grad vil forringe betalingsinstituttets vedvarende
overholdelse af de krav i forbindelse med dets tilladelse i henhold til dette afsnit, eller dets øvrige
forpligtelser efter dette direktiv, dets driftsmæssige resultat eller dets betalingstjenesters soliditet el-
291
ler fortsatte beståen. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter, når de outsourcer vigtige drifts-
mæssige funktioner, opfylder følgende betingelser:
a) outsourcing må ikke føre til, at den daglige ledelse delegerer sit ansvar
b) betalingsinstituttets forhold til og forpligtelser over for sine betalingstjenestebrugere i
henhold til dette direktiv må ikke ændres
c) de betingelser, som betalingsinstituttet skal opfylde for at blive meddelt tilladelse og be-
vare denne i overensstemmelse med dette afsnit, skal fortsat opfyldes
d) ingen af de øvrige betingelser, som lå til grund for meddelelsen af tilladelse, må ophæves
eller ændres.
7. Betalingsinstitutter sikrer, at agenter eller filialer, der handler på deres vegne, underretter beta-
lingstjenestebrugerne herom.
8. Betalingsinstitutter meddeler straks de kompetente myndigheder i deres hjemland ændringer ved-
rørende anvendelse af enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet, og, i overensstemmelse med proce-
duren i stk. 2, 3 og 4, agenter, herunder yderligere agenter.
Artikel 20
Ansvar
1. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter, der lader tredjemand udføre driftsmæssige funkti-
oner, træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at bestemmelserne i dette direktiv overhol-
des.
2. Medlemsstaterne kræver, at betalingsinstitutterne har det fulde erstatningsansvar for enhver
handling, der foretages af deres ansatte eller agenter, filialer eller enheder, hvortil der er outsourcet
aktiviteter.
Artikel 21
Opbevaring af dokumentation
Medlemsstaterne pålægger betalingsinstitutter at registrere og opbevare alle de oplysninger, der er
relevante for dette afsnit, i mindst fem år, jf. dog direktiv (EU) 2015/849 eller anden relevant EU-
ret.
Afdeling 3
Kompetente myndigheder og tilsyn
Artikel 22
Udpegning af kompetente myndigheder
292
1. Som kompetente myndigheder med ansvar for meddelelse af tilladelse til og tilsyn med beta-
lingsinstitutter, der skal udføre de i dette afsnit omhandlede opgaver, udpeger medlemsstaterne en-
ten offentlige myndigheder eller organer, der er anerkendt i national ret eller af de offentlige myn-
digheder, som udtrykkeligt har beføjelse hertil efter national ret, herunder nationale centralbanker.
De kompetente myndigheder skal være uafhængige af økonomiske organer, og interessekonflikter
skal undgås. Uden at dette berører første afsnit, må betalingsinstitutter, kreditinstitutter, udstedere
af elektroniske penge eller postgirokontorer ikke udpeges som kompetente myndigheder.
Medlemsstaterne underretter Kommissionen herom.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der udpeges efter stk. 1, har alle de befø-
jelser, der er nødvendige for at varetage deres opgaver.
3. Medlemsstater, på hvis område der er mere end én kompetent myndighed for de spørgsmål, der
er omfattet af dette afsnit, sikrer, at disse myndigheder samarbejder tæt, således at de kan varetage
deres respektive opgaver effektivt. Det samme gælder i de tilfælde, hvor de myndigheder, der er
kompetente i forbindelse med spørgsmål, der er omfattet af dette afsnit, ikke er de kompetente myn-
digheder, der er ansvarlige for tilsyn med kreditinstitutter.
4. De kompetente myndigheder i hjemlandet er ansvarlige for de opgaver, som varetages af de kom-
petente myndigheder, der udpeges efter stk. 1.
5. Stk. 1 indebærer ikke, at de kompetente myndigheder skal føre tilsyn med andre af betalingsinsti-
tutternes forretningsaktiviteter end udbud af betalingstjenester og de aktiviteter, der er omhandlet i
artikel 18, stk. 1, litra a).
Artikel 23
Tilsyn
1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheders kontrol af overholdelsen af bestemmel-
serne i dette afsnit er proportional, hensigtsmæssig og afpasset efter de risici, som betalingsinstitut-
ter er udsat for.
For at kontrollere overholdelsen af bestemmelserne i dette afsnit er de kompetente myndigheder be-
rettiget til navnlig at tage følgende skridt:
a) at kræve, at betalingsinstituttet giver alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne
kontrollere overholdelse, med angivelse af formålet med kravet, hvis det er relevant, og
fristen for indgivelse af disse oplysninger
b) at udføre inspektioner på stedet hos betalingsinstituttet, enhver agent eller filial, der ud-
byder betalingstjenester under betalingsinstituttets ansvar, eller hos enhver enhed, som
aktiviteterne er outsourcet til
293
c) at udstede henstillinger, retningslinjer og i givet fald bindende administrative forskrifter
d) at suspendere eller inddrage en tilladelse i henhold til artikel 13.
2. Med forbehold af procedurerne for inddragelse af tilladelser og strafferetlige bestemmelser sør-
ger medlemsstaterne for, at deres respektive kompetente myndigheder, i tilfælde af at et betalingsin-
stitut eller dets ansvarlige ledelse har overtrådt love eller administrative bestemmelser om tilsyn
med betalingsinstitutter eller om disses betalingstjenestevirksomhed, kan pålægge disse sanktioner
eller påbyde foranstaltninger med det klare formål at bringe de konstaterede overtrædelser eller år-
sagerne hertil til ophør.
3. Uanset kravene i artikel 7, artikel 8, stk. 1 og 2, og artikel 9 sikrer medlemsstaterne, at de kompe-
tente myndigheder har tilladelse til at tage de i stk. 1 omhandlede skridt med henblik på at sikre
tilstrækkelig kapital til betalingstjenester, navnlig hvis de af betalingsinstituttets aktiviteter, der ikke
er betalingstjenester, forringer eller vil kunne forringe betalingsinstituttets finansielle soliditet.
Artikel 24
Tavshedspligt
1. Medlemsstaterne sikrer, at alle, der arbejder eller har arbejdet for de kompetente myndigheder,
såvel som eksperter, der handler på de kompetente myndigheders vegne, omfattes af tavshedspligt,
uden at det berører tilfælde, der falder ind under strafferetten.
2. Udveksling af oplysninger i henhold til artikel 26 er omfattet af streng tavshedspligt for at sikre
beskyttelse af enkeltpersoners og virksomheders rettigheder.
3. Medlemsstaterne kan anvende denne artikel under hensyntagen til artikel 53-61 i direktiv
2013/36/EU med de fornødne ændringer.
Artikel 25
Ret til domstolsprøvelse
1. Medlemsstaterne sikrer, at afgørelser truffet af de kompetente myndigheder vedrørende et beta-
lingsinstitut i medfør af love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i overensstemmelse
med dette direktiv, kan indbringes for domstolene.
2. Stk. 1 finder også anvendelse i tilfælde af passivitet.
Artikel 26
Udveksling af oplysninger
294
1. Medlemsstaternes kompetente myndigheder samarbejder med hinanden og, hvor det er relevant,
med ECB og medlemsstaternes nationale centralbanker, EBA og andre relevante kompetente myn-
digheder, som er udpeget i henhold til EU-ret eller national ret om betalingstjenesteudbydere.
2. Medlemsstaterne tillader desuden udveksling af oplysninger mellem deres kompetente myndig-
heder og følgende:
a) de kompetente myndigheder i andre medlemsstater, der har ansvar for at meddele tilla-
delse til og føre tilsyn med betalingsinstitutter
b) ECB og medlemsstaternes nationale centralbanker i deres egenskab af pengepolitiske
myndigheder og tilsynsmyndigheder og, hvor det er relevant, andre offentlige myndighe-
der med ansvar for tilsyn med betalings- og afviklingssystemer
c) andre relevante myndigheder, der er udpeget i henhold til nærværende direktiv, direktiv
(EU) 2015/849 og anden EU-ret vedrørende betalingstjenesteudbydere, herunder lovgiv-
ning vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme
d) EBA, når denne bidrager til, at tilsynsordningerne fungerer effektivt og konsekvent, jf.
artikel 1, stk. 5, litra a), i forordning (EU) nr. 1093/2010.
Artikel 27
Bilæggelse af tvister mellem kompetente myndigheder i forskellige medlemsstater
1. Når en kompetent myndighed i en medlemsstat finder, at det grænseoverskridende samarbejde
med de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat i forbindelse med en bestemt sag, jf. arti-
kel 26, 28, 29, 30 eller 31 i dette direktiv, ikke overholder de relevante betingelser i disse bestem-
melser, kan den forelægge sagen for EBA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel
19 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
2. Når EBA er blevet anmodet om bistand, jf. nærværende artikels stk. 1, træffer den en afgørelse i
henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1093/2010 uden unødig forsinkelse. EBA kan
også på eget initiativ i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i nævnte forordning
bistå de kompetente myndigheder med at nå til enighed. De involverede kompetente myndigheder
udsætter i begge tilfælde deres afgørelse, indtil der er fundet en løsning i henhold til artikel 19 i
nævnte forordning.
Artikel 28
Anmodning om udøvelse af etableringsretten og retten til fri udveksling af tjenesteydelser
1. Betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, og som ønsker for første gang at udbyde betalings-
tjenester i en anden medlemsstat end hjemlandet i henhold til etableringsretten eller retten til fri ud-
veksling af tjenesteydelser, meddeler de kompetente myndigheder i hjemlandet følgende oplysnin-
ger:
a) navn, adresse og, hvis relevant, nummeret på betalingsinstituttets tilladelse
b) den eller de medlemsstater, hvori det har til hensigt at drive virksomhed
c) den eller de betalingstjenester, der skal udbydes
d) hvis betalingsinstituttet ønsker at anvende en agent, oplysningerne i artikel 19, stk. 1
295
e) hvis betalingsinstituttet ønsker at anvende en filial, oplysningerne i artikel 5, stk. 1, litra
b) og e), for så vidt angår betalingstjenestevirksomheden på værtslandets område, en be-
skrivelse af filialens organisatoriske struktur og identiteten af de ansvarlige for filialens
ledelse.
Hvis betalingsinstituttet har til hensigt at outsource betalingstjenesters driftsmæssige funktioner til
andre enheder på værtslandets område, underretter det de kompetente myndigheder i hjemlandet
herom.
2. Senest en måned efter modtagelsen af alle de i stk. 1 omhandlede oplysninger fremsender de
kompetente myndigheder i hjemlandet disse til de kompetente myndigheder i værtslandet.
Senest en måned efter modtagelsen af oplysningerne fra de kompetente myndigheder i hjemlandet
giver de kompetente myndigheder i værtslandet efter en vurdering af disse oplysninger de kompe-
tente myndigheder i hjemlandet relevante oplysninger vedrørende det pågældende betalingsinstituts
påtænkte udbud af betalingstjenester som led i udøvelsen af etableringsfriheden eller den frie ud-
veksling af tjenesteydelser. De kompetente myndigheder i værtslandet underretter de kompetente
myndigheder i hjemlandet om navnlig rimelige grunde til betænkeligheder i forbindelse med den
påtænkte anvendelse af en agent eller den påtænkte oprettelse af en filial, for så vidt angår hvidvask
af penge eller finansiering af terrorisme som omhandlet i direktiv (EU) 2015/849.
Hvis de kompetente myndigheder i hjemlandet ikke er enige i vurderingen foretaget af de kompe-
tente myndigheder i værtslandet, meddeler disse de kompetente myndigheder i værtslandet begrun-
delsen for deres beslutning.
Hvis den af de kompetente myndigheder i hjemlandet foretagne vurdering, navnlig i lyset af oplys-
ningerne fra de kompetente myndigheder i værtslandet, ikke er positiv, afviser de kompetente myn-
digheder i hjemlandet at registrere agenten eller filialen eller trækker registreringen tilbage, hvis
den allerede er blevet gennemført.
3. Senest tre måneder efter modtagelsen af de i stk. 1 omhandlede oplysninger meddeler de kompe-
tente myndigheder i hjemlandet deres beslutning til de kompetente myndigheder i værtslandet og til
betalingsinstituttet.
Ved opførelse i det i artikel 14 omhandlede register, må agenten eller filialen påbegynde sine akti-
viteter i det relevante værtsland.
Betalingsinstituttet underretter de kompetente myndigheder i hjemlandet om den dato, fra hvilken
det påbegynder sine aktiviteter via agenten eller filialen i det relevante værtsland. De kompetente
myndigheder i hjemlandet underretter de kompetente myndigheder i værtslandet herom.
4. Betalingsinstituttet underretter uden unødig forsinkelse de kompetente myndigheder i hjemlandet
om relevante ændringer vedrørende de oplysninger, der er meddelt i overensstemmelse med stk. 1,
296
herunder yderligere agenter, filialer eller enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet i de medlemssta-
ter, hvori det driver virksomhed. Proceduren i stk. 2 og 3 finder anvendelse.
5. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende rammerne for
samarbejde og for udvekslingen af oplysninger mellem de kompetente myndigheder i hjemlandet
og værtslandet i overensstemmelse med denne artikel. I dette udkast til reguleringsmæssige tekni-
ske standarder fastsættes metoden, midlerne og de nærmere bestemmelser for samarbejdet i forbin-
delse med anmeldelser om betalingsinstitutter med grænseoverskridende aktiviteter, navnlig omfan-
get og behandlingen af de oplysninger, der skal indgives, herunder en fælles terminologi og stan-
dardanmeldelsesmodeller med henblik på at sikre en konsekvent og effektiv anmeldelsesprocedure.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest
den 13. januar 2018.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige
tekniske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
Artikel 29
Tilsyn med betalingsinstitutters udøvelse af etableringsretten og retten til fri udveksling af
tjenesteydelser
1. For at kunne foretage kontrol og træffe de nødvendige foranstaltninger fastsat i dette afsnit og de
bestemmelser i national ret, der gennemfører afsnit III og IV, samarbejder de kompetente myndig-
heder i hjemlandet med de kompetente myndigheder i værtslandet i overensstemmelse med artikel
100, stk. 4, for så vidt angår agenten eller filialen af et betalingsinstitut, der er etableret på en anden
medlemsstats område.
Inden for rammerne af samarbejdet i henhold til første afsnit underretter de kompetente myndighe-
der i hjemlandet de kompetente myndigheder i værtslandet, når de har til hensigt at foretage kontrol
på stedet på sidstnævntes område.
De kompetente myndigheder i hjemlandet kan dog delegere kontrollen på stedet med det pågælden-
de institut til de kompetente myndigheder i værtslandet.
2. De kompetente myndigheder i værtslandene kan kræve, at betalingsinstitutter, der har agenter el-
ler filialer på deres område, regelmæssigt aflægger rapport om de aktiviteter, som udøves på deres
område.
Sådanne rapporter er påkrævet til oplysningsmæssige eller statistiske formål og, i det omfang agen-
terne og filialerne udøver betalingstjenestevirksomheden i henhold til etableringsretten, med hen-
blik på at overvåge overholdelsen af de bestemmelser i national ret, der gennemfører afsnit III og
297
IV. Sådanne agenter og filialer er omfattet af krav om tavshedspligt, som mindst svarer til dem, der
er omhandlet i artikel 24.
3. De kompetente myndigheder udveksler alle væsentlige og/eller relevante oplysninger, navnlig
om overtrædelser begået af en agent eller en filial, eller mistanke om sådanne overtrædelser, og hvis
sådanne overtrædelser er opstået i forbindelse med udøvelsen af retten til fri udveksling af tjeneste-
ydelser. I denne forbindelse fremlægger de kompetente myndigheder på anmodning alle relevante
oplysninger og giver på eget initiativ alle væsentlige oplysninger, herunder oplysninger om, hvor-
vidt betalingsinstituttet opfylder betingelserne i artikel 11, stk. 3.
4. Medlemsstaterne kan kræve, at betalingsinstitutter, der i henhold til etableringsretten driver virk-
somhed på deres område via agenter, og hvis hovedkontor er beliggende i en anden medlemsstat,
udpeger et centralt kontaktpunkt på deres område for at sikre hensigtsmæssig kommunikation og
indberetning af oplysninger om overholdelsen af afsnit III og IV, uden at dette berører eventuelle
bestemmelser om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og for at gøre det
lettere for de kompetente myndigheder i hjemlandet og værtslandet at føre tilsyn, herunder ved efter
anmodning at give de kompetente myndigheder dokumenter og oplysninger.
5. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der præciserer de kriterier,
der finder anvendelse ved fastlæggelsen i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet af,
under hvilke omstændigheder det er hensigtsmæssigt at udpege et centralt kontaktpunkt, og hvilke
funktioner centrale kontaktpunkter skal have, jf. stk. 4.
Dette udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder skal navnlig tage hensyn til:
a) det samlede antal og værdien af transaktioner, der gennemføres af betalingsinstituttet i
værtslandet
b) de udbudte betalingstjenesters art, og
c) det samlede antal agenter etableret i værtslandet.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest
den 13. januar 2017.
6. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende rammerne for
samarbejde og for udvekslingen af oplysninger mellem på den ene side de kompetente myndigheder
i hjemlandet og på den anden side værtslandet i overensstemmelse med dette afsnit og med henblik
på at føre tilsyn med overholdelsen af de bestemmelser i national ret, der gennemfører afsnit III og
IV. I udkastene til reguleringsmæssige tekniske standarder fastsættes metoden, midlerne og de nær-
mere bestemmelser for samarbejdet i forbindelse med tilsyn med betalingsinstitutter med grænseo-
verskridende aktiviteter, og navnlig omfanget og behandlingen af de oplysninger, der skal udveks-
les, med henblik på at sikre et konsekvent og effektivt tilsyn med betalingsinstitutter, der udbyder
betalingstjenester på tværs af grænserne.
Disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder fastsætter ligeledes midlerne og de nærme-
re bestemmelser for de indberetninger fra betalingsinstitutter, som værtslandene anmoder om, ved-
298
rørende den betalingstjenestevirksomhed, der udføres på deres område, i overensstemmelse med
stk. 2, herunder hyppigheden af sådanne indberetninger.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest
den 13. januar 2018.
7. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i stk. 5 og 6 omhandlede reguleringsmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
Artikel 30
Foranstaltninger i tilfælde af manglende overholdelse, herunder forebyggende foranstaltnin-
ger
1. Hvis den kompetente myndighed i værtslandet konstaterer, at et betalingsinstitut, der har agenter
eller filialer på dets område, ikke overholder bestemmelserne i dette afsnit og de bestemmelser i
national ret, der gennemfører afsnit III eller IV, oplyser den kompetente myndighed i værtslandet
straks den kompetente myndighed i hjemlandet herom, uden at dette berører hjemlandets kompeten-
te myndigheders ansvar.
Den kompetente myndighed i hjemlandet træffer uden unødig forsinkelse og efter at have evalueret
de oplysninger, den har modtaget i henhold til første afsnit, alle passende foranstaltninger for at sik-
re, at det pågældende betalingsinstitut bringer det ulovlige forhold til ophør. Den kompetente myn-
dighed i hjemlandet underretter straks den kompetente myndighed i værtslandet og de kompetente
myndigheder i andre berørte medlemsstater om disse foranstaltninger.
2. I kritiske situationer, hvor det er nødvendigt at gribe ind omgående for at imødegå en alvorlig
trussel mod betalingstjenestebrugernes kollektive interesse i værtslandet, kan de kompetente myn-
digheder i værtslandet træffe forebyggende foranstaltninger sideløbende med det grænseoverskri-
dende samarbejde mellem de kompetente myndigheder i afventning af foranstaltninger, der træffes
af de kompetente myndigheder i hjemlandet, jf. artikel 29.
3. Alle forebyggende foranstaltninger i henhold til stk. 2 skal være hensigtsmæssige og stå i rime-
ligt forhold til deres formål om at yde beskyttelse mod en alvorlig trussel mod betalingstjenestebru-
gernes kollektive interesse i værtslandet. De må ikke medføre, at betalingstjenestebrugere hos beta-
lingsinstituttet i værtslandet får fortrin frem for betalingstjenestebrugere hos betalingsinstituttet i
andre medlemsstater.
Forebyggende foranstaltninger er midlertidige og afsluttes, når de alvorlige trusler er afhjulpet, her-
under med bistand fra eller i samarbejde med hjemlandets kompetente myndigheder eller med
EBA, jf. artikel 27, stk. 1.
299
4. Hvis det er muligt i den kritiske situation, underrettes de kompetente myndigheder i værtslandet
de kompetente myndigheder i hjemlandet og i andre berørte medlemsstater, Kommissionen og EBA
på forhånd og under alle omstændigheder uden unødig forsinkelse om de forebyggende foranstalt-
ninger, der er truffet i henhold til stk. 2, og om begrundelsen herfor.
Artikel 31
Begrundelser og meddelelse
1. Enhver foranstaltning, der træffes af kompetente myndigheder i henhold til artikel 23, 28, 29 el-
ler 30, og som medfører sanktioner eller restriktioner for udøvelsen af den fri udveksling af tjene-
steydelser eller udøvelsen af etableringsfriheden, skal være behørigt begrundet og meddeles det på-
gældende betalingsinstitut.
2. Artikel 28-30 berører ikke de kompetente myndigheders pligt i henhold til direktiv (EU)
2015/849 og forordning (EU) 2015/847, navnlig artikel 48, stk. 1, i direktiv (EU) 2015/849 og arti-
kel 22, stk. 1, i forordning (EU) 2015/847, til at føre tilsyn med eller overvåge opfyldelsen af krave-
ne i nævnte retsakter.
Afdeling 4
Undtagelser
Artikel 32
Betingelser
1. Medlemsstaterne kan undtage eller tillade deres kompetente myndigheder helt eller delvis at und-
tage fysiske eller juridiske personer, der udbyder betalingstjenester opført i punkt 1-6 i bilag I, fra
anvendelsen af proceduren og betingelserne i afdeling 1, 2 og 3, med undtagelse af artikel 14, 15,
22, 24, 25 og 26, hvis:
a) det månedlige gennemsnit af værdien af de samlede betalingstransaktioner for de foregå-
ende 12 måneder, der er gennemført af den pågældende person, herunder også agenter,
for hvilke personen har det fulde ansvar, ikke overstiger en grænse, som fastsættes af
medlemsstaten, men som under ingen omstændigheder overstiger 3 mio. EUR. Dette
krav vurderes på grundlag af det forventede samlede beløb for betalingstransaktioner i
forretningsplanen, medmindre de kompetente myndigheder kræver en tilpasning af denne
plan, og
b) ingen af de fysiske personer, der har ansvaret for forvaltningen eller driften af virksom-
heden, har været dømt for overtrædelser vedrørende hvidvask af penge eller finansiering
af terrorisme eller anden økonomisk kriminalitet.
2. Fysiske og juridiske personer, der er registreret i overensstemmelse med stk. 1, skal have hoved-
kontor eller bopælssted i den medlemsstat, hvor de faktisk driver virksomhed.
300
3. De personer, der er omhandlet i stk. 1, behandles som betalingsinstitutter; artikel 11, stk. 9, og
artikel 28, 29 og 30 finder dog ikke anvendelse på dem.
4. Medlemsstaterne kan også foreskrive, at alle fysiske og juridiske personer, der er registreret i
overensstemmelse med stk. 1, kun må udøve nogle af de aktiviteter, der er anført i artikel 18.
5. De personer, der er omhandlet i stk. 1, skal underrette de kompetente myndigheder om enhver
ændring i deres situation, der har betydning for betingelserne i nævnte stykke. Medlemsstaterne tag-
er de nødvendige skridt til at sikre, at de pågældende personer, når betingelserne i nærværende arti-
kels stk. 1, 2 eller 4 ikke længere er opfyldt, søger tilladelse efter proceduren i artikel 11 inden 30
kalenderdage.
6. Stk. 1-5 finder ikke anvendelse for så vidt angår direktiv (EU) 2015/849 eller nationale bestem-
melser om bekæmpelse af hvidvask af penge.
Artikel 33
Kontooplysningstjenesteudbydere
1. Fysiske eller juridiske personer, der kun udbyder den i punkt 8 i bilag I omhandlede betalingstje-
neste, undtages fra proceduren og betingelserne i afdeling 1 og 2, med undtagelse af artikel 5, stk.
1, litra a), b), e)-h), j), l), n), p) og q), og stk. 3, samt artikel 14 og 15. Afdeling 3 finder anvendelse,
undtagen artikel 23, stk. 3.
2. De personer, der er omhandlet i stk. 1, behandles som betalingsinstitutter, idet afsnit III og IV
dog ikke finder anvendelse på dem, med undtagelse af artikel 41, 45 og 52 og, hvor det er relevant,
artikel 67, 69 og 95-98.
Artikel 34
Underretnings- og oplysningspligt
Hvis en medlemsstat anvender en undtagelse i henhold til artikel 32, underretter den senest den 13.
januar 2018 Kommissionen om sin afgørelse herom, og den underretter straks Kommissionen om
enhver senere ændring. Endvidere oplyser medlemsstaten Kommissionen om det antal fysiske og
juridiske personer, der er berørt, og hvert år om den samlede værdi af betalingstransaktioner, der er
gennemført pr. 31. december hvert kalenderår, jf. artikel 32, stk. 1, litra a).
KAPITEL 2
Fælles bestemmelser
Artikel 35
301
Adgang til betalingssystemer
1. Medlemsstaterne sikrer, at reglerne for adgang til betalingssystemer for betalingstjenesteudbyde-
re, der er meddelt tilladelse, eller registrerede betalingstjenesteudbydere, som er juridiske personer,
er objektive, ikkediskriminerende og proportionale, og at de ikke forhindrer adgang i større ud-
strækning, end det er nødvendigt for at beskytte mod specifikke risici som f.eks. afviklingsrisiko,
operationel risiko og forretningsrisiko og for at beskytte betalingssystemets finansielle og drifts-
mæssige stabilitet.
Betalingssystemer må ikke pålægge betalingstjenesteudbydere eller -brugere eller andre betalings-
systemer nogen af følgende krav:
a) restriktive bestemmelser om effektiv deltagelse i andre betalingssystemer
b) en regel, der forskelsbehandler betalingstjenesteudbydere, der er meddelt tilladelse, eller
registrerede betalingstjenesteudbydere hvad angår deltagernes rettigheder, forpligtelser
og beføjelser
c) begrænsninger baseret på selskabsretlig status.
2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på:
a) betalingssystemer, der er betegnet som systemer i henhold til direktiv 98/26/EF
b) betalingssystemer, der udelukkende består af betalingstjenesteudbydere, der tilhører en
koncern.
Med henblik på første afsnit, litra a), sikrer medlemsstaterne, hvis en deltager i et betegnet system
giver en betalingstjenesteudbyder, der er meddelt tilladelse, eller en registreret betalingstjenesteud-
byder, som ikke er deltager i systemet, mulighed for sende overførselsordrer gennem systemet, at
denne deltager efter anmodning giver samme mulighed på en objektiv, forholdsmæssig og ikkedi-
skriminerende måde til andre betalingstjenesteudbydere, der er meddelt tilladelse, eller registrerede
betalingstjenesteudbydere, jf. stk. 1.
Deltageren skal give den betalingstjenesteudbyder, som fremsætter anmodningen, en fyldestgøren-
de begrundelse for et eventuelt afslag.
Artikel 36
Adgang til konti, der føres i kreditinstitutter
Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter har adgang til kreditinstitutters betalingskontotjene-
ster på et objektivt, ikkediskriminerende og forholdsmæssigt grundlag. En sådan adgang skal have
et så stort omfang, at betalingsinstitutter kan udbyde betalingstjenester uhindret og effektivt.
Kreditinstitutter giver den kompetente myndighed behørigt begrundede årsager til eventuelle afslag.
Artikel 37
302
Forbud mod, at andre personer end betalingstjenesteudbydere udbyder betalingstjenester,
samt underretningspligt
1. Medlemsstaterne forbyder fysiske og juridiske personer, der hverken er betalingstjenesteudbyde-
re eller udtrykkeligt er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde, at udbyde betalingstjene-
ster.
2. Medlemsstaterne pålægger tjenesteudbydere, som udøver en hvilken som helst af de i artikel 3,
litra k), nr. i) eller ii) omhandlede aktiviteter, eller som udøver begge aktiviteter, for hvilken den
samlede værdi af betalingstransaktioner gennemført i de foregående 12 måneder overstiger 1 mio.
EUR, at fremsende en underretning til de kompetente myndigheder med en beskrivelse af de tjene-
ster, der udbydes, samt angivelse af, i henhold til hvilken undtagelse i artikel 3, litra k), nr. i) og ii),
aktiviteten anses for at blive udøvet.
På grundlag af denne underretning træffer den kompetente myndighed en behørigt begrundet afgø-
relse på grundlag af de kriterier, der er omhandlet i artikel 3, litra k), såfremt aktiviteten ikke kan
kvalificeres som et begrænset net, og underretter tjenesteudbyderen herom.
3. Medlemsstaterne pålægger tjenesteudbydere, der udøver en aktivitet som omhandlet i artikel 3,
litra l), at fremsende en underretning til de kompetente myndigheder, og at forelægge de kompeten-
te myndigheder en årlig revisionserklæring, hvori det attesteres, at aktiviteten overholder grænserne
i artikel 3, litra l).
4. Uanset stk. 1 underretter de kompetente myndigheder EBA om de indberettede tjenester i hen-
hold til stk. 2 og 3 med angivelse af, i henhold til hvilken undtagelse aktiviteten udføres.
5. Beskrivelsen af den aktivitet, der er indberettet i henhold til nærværende artikels stk. 2. og 3, of-
fentliggøres i de i artikel 14 og 15 omhandlede registre.
AFSNIT III
ÅBENHED OM BETINGELSERNE FOR OG OPLYSNINGSKRAVENE VEDRØRENDE
BETALINGSTJENESTER
KAPITEL 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 38
Anvendelsesområde
303
1. Dette afsnit finder anvendelse på enkeltstående betalingstransaktioner, rammeaftaler og beta-
lingstransaktioner, som er omfattet af disse. Parterne kan aftale, at dette afsnit ikke finder anvendel-
se helt eller delvis, når betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.
2. Medlemsstaterne kan anvende bestemmelserne i dette afsnit på mikrovirksomheder på samme
måde som på forbrugere.
3. Dette direktiv berører ikke direktiv 2008/48/EF, anden relevant EU-ret eller nationale foranstalt-
ninger vedrørende betingelser for ydelse af kredit til forbrugere, der ikke er harmoniseret ved nær-
værende direktiv og overholder EU-retten.
Artikel 39
Andre bestemmelser i EU-retten
Bestemmelserne i dette afsnit berører ikke anden EU-ret, som indeholder supplerende krav om for-
udgående oplysninger.
Hvor direktiv 2002/65/EF også finder anvendelse, erstattes bestemmelserne om oplysninger i nævn-
te direktivs artikel 3, stk. 1 — undtagen nævnte stykkes nr. 2), litra c)-g), nr. 3), litra a), d) og e),
samt nr. 4), litra b) — dog af artikel 44, 45, 51 og 52 i nærværende direktiv.
Artikel 40
Gebyrer for oplysninger
1. Betalingstjenesteudbyderen må ikke afkræve betalingstjenestebrugeren gebyr for oplysninger i
henhold til dette afsnit.
2. Betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren kan aftale gebyrer for supplerende eller
hyppigere oplysninger, som stilles til rådighed for betalingstjenestebrugeren efter anmodning, eller
for overførsel heraf ved hjælp af andre kommunikationsmidler end dem, der er anført i rammeafta-
len.
3. Når betalingstjenesteudbyderen kan afkræve gebyrer for oplysninger i henhold til stk. 2, skal de
være rimelige og i overensstemmelse med betalingstjenesteudbyderens faktiske omkostninger.
Artikel 41
Bevisbyrden vedrørende oplysningskrav
Medlemsstaterne fastsætter, at betalingstjenesteudbyderen har bevisbyrden med hensyn til at bevi-
se, at oplysningskravene i dette afsnit er opfyldt.
304
Artikel 42
Undtagelse fra oplysningskravene i forbindelse med betalingsinstrumenter for små betalinger
og elektroniske penge
1. Når der er tale om betalingsinstrumenter, der i henhold til den relevante rammeaftale udelukken-
de vedrører særskilte betalingstransaktioner på højst 30 EUR, eller som enten har en beløbsgrænse
på 150 EUR eller på intet tidspunkt lagrer midler på mere end 150 EUR:
a) skal betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 51, 52 og 56 kun give betaleren oplysning
om de vigtigste karakteristika ved betalingstjenesten, herunder den måde, hvorpå beta-
lingsinstrumentet kan anvendes, ansvar, de opkrævede gebyrer samt andre væsentlige op-
lysninger, der er nødvendige for at træffe en informeret beslutning, og en angivelse af,
hvor andre oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 52, stilles til rådighed på en
let tilgængelig måde
b) kan det aftales, at betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 54 ikke har pligt til at foreslå
ændringer af betingelserne i rammeaftalen på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1
c) kan det aftales, at betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 57 og 58 efter gennemførel-
sen af en betalingstransaktion:
i) kun meddeler en reference eller stiller en reference til rådighed, der gør det muligt for
betalingstjenestebrugeren at identificere betalingstransaktionen, transaktionsbeløbet
og gebyrerne for den og/eller, når der er tale om flere betalingstransaktioner af samme
art foretaget til samme betalingsmodtager, kun oplyser det samlede beløb og de sam-
lede gebyrer for disse betalingstransaktioner
ii) ikke har pligt til at meddele de oplysninger, der er omhandlet i nr. i), eller stille dem
til rådighed, hvis betalingsinstrumentet anvendes anonymt, eller hvis betalingstjene-
steudbyderen på anden vis teknisk ikke er i stand til at meddele dem. Betalingstjene-
steudbyderen skal dog give betaleren mulighed for at kontrollere størrelsen af de mid-
ler, der er lagret.
2. For så vidt angår nationale betalingstransaktioner, kan medlemsstaterne eller deres kompetente
myndigheder mindske eller fordoble de beløb, der er omhandlet i stk. 1. For forudbetalte betalings-
instrumenter kan medlemsstaterne forhøje disse beløb indtil 500 EUR.
KAPITEL 2
Enkeltstående betalingstransaktioner
Artikel 43
Anvendelsesområde
1. Dette kapitel finder anvendelse på enkeltstående betalingstransaktioner, der ikke er omfattet af en
rammeaftale.
305
2. Når en betalingsordre vedrørende en enkeltstående betalingstransaktion sendes via et betalingsin-
strument, som er omfattet af en rammeaftale, er betalingstjenesteudbyderen ikke forpligtet til at
meddele oplysninger eller stille oplysninger til rådighed, som betalingstjenestebrugeren allerede
modtager på grundlag af en rammeaftale med en anden betalingstjenesteudbyder, eller som
vedkommende vil modtage i henhold til denne rammeaftale.
Artikel 44
Generelle forudgående oplysninger
1. Medlemsstaterne kræver, at betalingstjenesteudbyderen, inden betalingstjenestebrugeren bliver
bundet af en enkeltstående betalingstjenesteaftale eller et enkeltstående betalingstjenestetilbud, for
så vidt angår dennes egne tjenester, stiller de oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 45,
til rådighed for betalingstjenestebrugeren på en let tilgængelig måde. Efter anmodning fra betalings-
tjenestebrugeren meddeler betalingstjenesteudbyderen oplysningerne og betingelserne på papir eller
et andet varigt medium. Oplysningerne og betingelserne affattes i et letforståeligt sprog og på en
tydelig og forståelig måde på et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor betalingstjenesten
udbydes, eller på et andet sprog, som parterne fastsætter indbyrdes.
2. Hvis den enkeltstående betalingstjenesteaftale er indgået på betalingstjenestebrugerens anmod-
ning ved hjælp af et fjernkommunikationsmiddel, og dette ikke giver betalingstjenesteudbyderen
mulighed for at overholde bestemmelserne i stk. 1, skal betalingstjenesteudbyderen opfylde sine
forpligtelser efter det nævnte stykke straks efter gennemførelsen af betalingstransaktionen.
3. Forpligtelserne efter stk. 1 kan også opfyldes ved levering af en kopi af udkastet til den enkeltstå-
ende betalingstjenesteaftale eller udkastet til betalingsordren med de oplysninger og betingelser, der
er anført i artikel 45.
Artikel 45
Oplysninger og betingelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at følgende oplysninger og betingelser meddeles eller stilles til rådighed
for betalingstjenestebrugeren af betalingstjenesteudbyderen:
a) en specifikation af de oplysninger eller den entydige identifikationskode, som betalings-
tjenestebrugeren skal anvende, for at en betalingsordre kan initieres eller gennemføres
korrekt
b) den maksimale gennemførelsestid for den ønskede betalingstjeneste
c) alle gebyrer, som betalingstjenestebrugeren skal betale til betalingstjenesteudbyderen,
og, hvor det er relevant, en udspecificering af disse gebyrer
d) hvor det er relevant, den faktiske vekselkurs eller referencekursen, der skal gælde for be-
talingstransaktionen.
2. Medlemsstaterne sikrer endvidere, at betalingsinitierings tjenesteudbydere, inden transaktionen
initieres, meddeler betaleren eller giver betaleren adgang til følgende tydelige og udførlige oplys-
ninger:
306
a) navnet på betalingsinitieringstjenesteudbyderen, den fysiske adresse på dens hovedkontor
og, hvor det er relevant, den fysiske adresse på dens agent eller filial, som er etableret i
den medlemsstat, hvor betalingstjenesten udbydes, og alle andre kontaktoplysninger, her-
under e-mailadresse, som er relevante for kommunikationen med betalingsinitieringstjene-
steudbyderen, og
b) kontaktoplysningerne for den kompetente myndighed.
3. Hvor det er relevant, stilles andre relevante oplysninger og betingelser, som er anført i artikel 52,
til rådighed for betalingstjenestebrugeren på en let tilgængelig måde.
Artikel 46
Oplysninger til betaleren og betalingsmodtageren efter initiering af en betalingsordre
Ud over de i artikel 45 anførte oplysninger og betingelser meddeler en betalingsinitieringstjene-
steudbyder, hvis en betalingsordre initieres gennem en sådan, umiddelbart efter initieringen betale-
ren og, hvor det er relevant, betalingsmodtageren samtlige følgende oplysninger eller stiller oplys-
ningerne til rådighed for dem:
a) en bekræftelse på, at betalingsordren er initieret korrekt hos betalerens kontoførende be-
talingstjenesteudbyder
b) en reference, der gør det muligt for betaleren og betalingsmodtageren at identificere beta-
lingstransaktionen og, hvor det er relevant, for betalingsmodtageren at identificere beta-
leren, samt eventuelle oplysninger, der fulgte betalingstransaktionen
c) betalingstransaktionsbeløbet
d) hvis det er relevant, beløbsstørrelsen af eventuelle gebyrer, der skal betales til betalings-
initieringstjenesteudbyderen for transaktionen og, hvis det er relevant, en udspecificering
af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer.
Artikel 47
Oplysninger til betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder i tilfælde af en betalingsini-
tieringstjeneste
Hvis en betalingsordre initieres gennem en betalingsinitieringstjenesteudbyder, skal denne stille be-
talingstransaktionsreferencen til rådighed for betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder.
Artikel 48
Oplysninger til betaleren efter modtagelse af en betalingsordre
Umiddelbart efter modtagelse af en betalingsordre meddeler betalerens betalingstjenesteudbyder
betaleren følgende oplysninger, for så vidt angår betalingstjenesteudbyderens egne tjenester, eller
stiller oplysningerne til rådighed for betaleren på samme måde som fastsat i artikel 44, stk. 1:
a) en reference, der gør det muligt for betaleren at identificere betalingstransaktionen, og,
hvor det er relevant, oplysninger om betalingsmodtageren
b) betalingstransaktionsbeløbet udtrykt i den valuta, der anvendes i betalingsordren
307
c) beløbsstørrelsen af eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen, som betaleren skal beta-
le, og, hvor det er relevant, en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer
d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalerens betalingstjenesteudbyder har anvendt
ved betalingstransaktionen eller en henvisning hertil, hvis den er forskellig fra den kurs,
der anvendes i overensstemmelse med artikel 45, stk. 1, litra d), og betalingstransaktions-
beløbet efter valutaomregningen
e) datoen for modtagelsen af betalingsordren.
Artikel 49
Oplysninger til betalingsmodtageren efter gennemførelse
Straks efter gennemførelse af en betalingsordre meddeler betalingsmodtagerens betalingstjeneste-
udbyder betalingsmodtageren følgende oplysninger, for så vidt angår betalingstjenesteudbyderens
egne tjenester, eller stiller oplysningerne til rådighed for betalingsmodtageren på samme måde som
fastsat i artikel 44, stk. 1:
a) en reference, der gør det muligt for betalingsmodtageren at identificere betalingstransak-
tionen og, hvor det er relevant, betaleren, samt eventuelle oplysninger, der fulgte beta-
lingstransaktionen
b) betalingstransaktionsbeløbet udtrykt i valutaen for de midler, der er til betalingsmodtage-
rens rådighed
c) størrelsen af eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen, som betalingsmodtageren
skal betale, og, hvor det er relevant, en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne
gebyrer
d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder
har anvendt ved betalingstransaktionen, og betalingstransaktionsbeløbet inden denne va-
lutaomregning
e) valørdatoen for kreditering.
KAPITEL 3
Rammeaftaler
Artikel 50
Anvendelsesområde
Dette kapitel finder anvendelse på betalingstransaktioner, der er omfattet af en rammeaftale.
Artikel 51
Generelle forudgående oplysninger
1. Medlemsstaterne kræver, at betalingstjenesteudbyderen, i god tid inden betalingstjenestebrugeren
bliver bundet af en rammeaftale eller et tilbud, på papir eller et andet varigt medium meddeler den-
308
ne de oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 52. Oplysningerne og betingelserne affattes i
et letforståeligt sprog og på en tydelig og forståelig måde på et af de officielle sprog i den medlems-
stat, hvor betalingstjenesten udbydes, eller på et andet sprog, som parterne fastsætter indbyrdes.
2. Hvis rammeaftalen er indgået på betalingstjenestebrugerens anmodning ved hjælp af et fjernkom-
munikationsmiddel, og dette ikke giver betalingstjenesteudbyderen mulighed for at overholde be-
stemmelserne i stk. 1, skal betalingstjenesteudbyderen opfylde sine forpligtelser efter det pågælden-
de stykke straks efter indgåelse af rammeaftalen.
3. Forpligtelserne efter stk. 1 kan også opfyldes ved udlevering af en kopi af udkastet til rammeaf-
tale med de oplysninger og betingelser, som er anført i artikel 52.
Artikel 52
Oplysninger og betingelser
Medlemsstaterne sikrer, at følgende oplysninger og betingelser meddeles betalingstjenestebrugeren:
1) vedrørende betalingstjenesteudbyderen:
a) navnet på betalingstjenesteudbyderen, den fysiske adresse på hovedkontoret og, hvor det
er relevant, den fysiske adresse på en filial eller agent, som er etableret i den medlems-
stat, hvor betalingstjenesten udbydes, og enhver anden adresse, herunder e-mailadresser,
som har betydning for kommunikationen med betalingstjenesteudbyderen
b) oplysninger om den relevante tilsynsmyndighed og om det register, der er omhandlet i
artikel 14, eller om et andet relevant offentligt register, hvor betalingstjenesteudbyderens
tilladelse er registreret, og registreringsnummeret eller tilsvarende identifikationsoplys-
ninger i det pågældende register
2) vedrørende brug af betalingstjenesten:
a) en beskrivelse af de vigtigste karakteristika ved den pågældende betalingstjeneste
b) en præcisering af de oplysninger eller den entydige identifikationskode, som betalingstje-
nestebrugeren skal anvende, for at en betalingsordre kan initieres eller gennemføres kor-
rekt
c) formen og proceduren for meddelelse af samtykke til at initiere en betalingsordre eller
gennemføre en betalingstransaktion og tilbagekaldelse af et sådant samtykke i overens-
stemmelse med artikel 64 og 80
d) en henvisning til det tidspunkt, hvor en betalingsordre anses for at være modtaget i over-
ensstemmelse med artikel 78, og det eventuelle seneste tidspunkt (cut-off-tidspunktet),
der er fastsat af betalingstjenesteudbyderen
e) den maksimale gennemførelsestid for de ønskede betalingstjenester
f) oplysning om, hvorvidt der er mulighed for at aftale beløbsgrænser for anvendelse af be-
talingsinstrumentet i overensstemmelse med artikel 68, stk. 1
g) i tilfælde af co-badgede kortbaserede betalingsinstrumenter, betalingstjenestebrugerens
rettigheder i henhold til artikel 8 i forordning (EU) 2015/751
3) vedrørende gebyrer, renter og vekselkurser:
309
a) alle gebyrer, som betalingstjenestebrugeren skal betale til betalingstjenesteudbyderen,
herunder dem, der har tilknytning til den måde, hvorpå og den hyppighed, hvormed op-
lysninger ifølge dette direktiv skal meddeles eller stilles til rådighed, og, hvor det er rele-
vant, en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer
b) hvor det er relevant, de rentesatser og vekselkurser, der skal gælde, eller hvis reference-
rentesatsen og referencekursen skal anvendes, beregningsmetoden for den faktiske rente
og den relevante dato og indeks eller grundlag for fastsættelse af en sådan referenceren-
tesats eller referencekurs
c) hvis det er aftalt, øjeblikkelig anvendelse af ændringer i referencerentesatsen eller refe-
rencekursen og oplysningskrav vedrørende ændringerne i overensstemmelse med artikel
54, stk. 2
4) vedrørende kommunikation:
a) hvor det er relevant, kommunikationsmidler, herunder de tekniske krav til betalingstjene-
stebrugerens udstyr og software, som parterne aftaler at bruge ved overførsel af oplysnin-
ger eller meddelelser i henhold til dette direktiv
b) den måde hvorpå og den hyppighed, hvormed oplysninger ifølge dette direktiv skal med-
deles eller stilles til rådighed
c) det eller de sprog, hvorpå rammeaftalen skal indgås og kommunikationen finde sted i lø-
bet af dette kontraktforhold
d) betalingstjenestebrugerens ret til at modtage aftalebetingelserne i rammeaftalen og oplys-
ninger og betingelser i overensstemmelse med artikel 53
5) vedrørende beskyttelsesforanstaltninger og korrigerende foranstaltninger:
a) hvor det er relevant, en beskrivelse af de foranstaltninger, som betalingstjenestebrugeren
skal træffe for at opfylde sikkerhedskravene for betalingsinstrumentet, samt oplysninger
om, hvordan betalingstjenesteudbyderen skal underrettes, jf. artikel 69, stk. 1, litra b)
b) en sikker procedure for betalingstjenesteudbyderens underretning af betalingstjenestebru-
geren i tilfælde af mistanke om eller faktiske tilfælde af svig eller sikkerhedstrusler
c) hvis det er aftalt, de betingelser, hvorpå betalingstjenesteudbyderen forbeholder sig ret til
at spærre et betalingsinstrument i overensstemmelse med artikel 68
d) betalerens ansvar i overensstemmelse med artikel 74, herunder oplysninger om det rele-
vante beløb
e) hvordan og inden for hvilket tidsrum betalingstjenestebrugeren skal give betalingstjene-
steudbyderen meddelelse om en uautoriseret eller ukorrekt initieret eller gennemført be-
talingstransaktion i overensstemmelse med artikel 71 samt betalingstjenesteudbyderens
ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner i overensstemmelse med artikel 73
f) betalingstjenesteudbyderens ansvar for initieringen eller gennemførelsen af betalings-
transaktioner i overensstemmelse med artikel 89
g) betingelserne for tilbagebetaling i henhold til artikel 76 og 77
6) vedrørende ændringer i og opsigelse af rammeaftalen:
a) hvis det er aftalt, oplysninger om, at betalingstjenestebrugeren anses for at have godkendt
de ændrede betingelser i overensstemmelse med artikel 54, medmindre betalingstjeneste-
brugeren inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato meddeler betalingstjenesteudbyderen,
at de ikke kan godkendes
b) rammeaftalens løbetid
310
c) betalingstjenestebrugerens ret til at opsige rammeaftalen og eventuelle aftaler om opsi-
gelse, jf. artikel 54, stk. 1, og artikel 55
7) vedrørende klage og erstatning:
a) eventuelle kontraktbestemmelser om den lovgivning, der finder anvendelse på rammeaf-
talen, og/eller om værneting
b) de alternative tvistbilæggelsesprocedurer, som er tilgængelige for betalingstjenestebruge-
ren i overensstemmelse med artikel 99-102.
Artikel 53
Adgang til oplysninger og betingelser i rammeaftaler
Betalingstjenestebrugeren har til enhver tid i løbet af kontraktforholdet ret til efter anmodning at
modtage aftalebetingelserne i rammeaftalen samt de oplysninger og betingelser, der er omhandlet i
artikel 52, på papir eller et andet varigt medium.
Artikel 54
Ændringer i betingelser i rammeaftaler
1. Betalingstjenesteudbyderen skal foreslå eventuelle ændringer i rammeaftalen eller i de oplysnin-
ger og betingelser, der er anført i artikel 52, på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1, og se-
nest to måneder inden den foreslåede anvendelsesdato. Betalingstjenestebrugeren kan enten accep-
tere eller afvise ændringerne inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato.
Hvis det er relevant i overensstemmelse med artikel 52, stk. 6, litra a), skal betalingstjenesteudby-
deren meddele betalingstjenestebrugeren, at betalingstjenestebrugeren anses for at have godkendt
disse ændringer, hvis denne ikke inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato meddeler betalingstjene-
steudbyderen, at de ikke kan godkendes. Betalingstjenesteudbyderen skal også meddele betalings-
tjenestebrugeren, at betalingstjenestebrugeren, såfremt denne afviser disse ændringer, har ret til at
opsige rammeaftalen vederlagsfrit og med virkning på et hvilket som helst tidspunkt indtil den dato,
hvor ændringen ville have fundet anvendelse.
2. Ændringer i rentesatsen eller vekselkursen kan anvendes øjeblikkelig og uden varsel, forudsat at
en sådan ret er fastsat i rammeaftalen, og at ændringerne i rentesatsen eller vekselkursen bygger på
den referencerentesats eller den referencekurs, der er aftalt i overensstemmelse med artikel 52, stk.
3, litra b) og c). Betalingstjenestebrugeren skal underrettes om eventuelle ændringer i renten så hur-
tigt som muligt på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1, medmindre parterne har aftalt, at
oplysningerne skal gives eller stilles til rådighed med en bestemt hyppighed eller på en bestemt må-
de. Ændringer i rentesatsen eller vekselkursen, der er mere gunstige for betalingstjenestebrugerne,
kan dog anvendes uden varsel.
3. Ændringer i den rentesats eller vekselkurs, der anvendes i betalingstransaktioner, foretages og
beregnes efter en neutral metode uden at forskelsbehandle betalingstjenestebrugerne.
311
Artikel 55
Opsigelse
1. Betalingstjenestebrugeren kan opsige rammeaftalen på et hvilket som helst tidspunkt, medmindre
parterne har aftalt en opsigelsesfrist. En sådan frist må ikke overstige en måned.
2. Rammeaftalen skal vederlagsfrit kunne opsiges af betalingstjenestebrugeren, medmindre aftalen
har været i kraft i mindre end seks måneder. Eventuelle gebyrer for opsigelse af rammeaftalen skal
være passende og i overensstemmelse med omkostningerne.
3. Hvis det er aftalt i rammeaftalen, kan betalingstjenesteudbyderen opsige en rammeaftale, når af-
talen er indgået på ubestemt tid, med mindst to måneders varsel på samme måde som fastsat i arti-
kel 51, stk. 1.
4. Gebyrer for betalingstjenester, der opkræves regelmæssigt, skal kun betales forholdsmæssigt af
betalingstjenestebrugeren for tiden frem til opsigelsen af aftalen. Hvis sådanne gebyrer er forudbe-
talt, skal de tilbagebetales forholdsmæssigt.
5. Bestemmelserne i denne artikel berører ikke medlemsstaternes love og administrative bestem-
melser vedrørende parternes ret til at annullere rammeaftalen eller erklære den for ugyldig.
6. Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser, der er gunstigere for betalingstjenestebrugere.
Artikel 56
Oplysninger før gennemførelse af særskilte betalingstransaktioner
Hvis en særskilt betalingstransaktion, der er omfattet af en rammeaftale, er initieret af betaleren,
skal betalingstjenesteudbyderen, hvis betaleren ønsker det for denne specifikke betalingstransakti-
on, udtrykkeligt meddele alle af de følgende oplysninger:
a) den maksimale gennemførelsestid
b) de gebyrer, som betaleren skal betale
c) hvor det er relevant, udspecificering af beløbsstørrelserne for eventuelle gebyrer.
Artikel 57
Oplysninger til betaleren om særskilte betalingstransaktioner
312
1. Efter at beløbet for en særskilt betalingstransaktion er blevet debiteret betalerens konto eller, hvis
betaleren ikke anvender en betalingskonto, efter modtagelse af betalingsordren, skal betalerens be-
talingstjenesteudbyder snarest muligt og på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1, meddele
betaleren alle af de følgende oplysninger:
a) en reference, der gør det muligt for betaleren at identificere hver enkelt betalingstransak-
tion og, hvor det er relevant, oplysninger om betalingsmodtageren
b) betalingstransaktionsbeløbet udtrykt i den valuta, som betalerens betalingskonto debite-
res i, eller i den valuta, der anvendes i betalingsordren
c) beløbsstørrelsen af eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen og, hvor det er relevant,
en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer, eller den rente, som betale-
ren skal betale
d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalerens betalingstjenesteudbyder har an-
vendt ved betalingstransaktionen, og betalingstransaktionsbeløbet efter valutaomregnin-
gen
e) valørdatoen for debitering eller datoen for modtagelsen af betalingsordren.
2. En rammeaftale skal indeholde en bestemmelse om, at betaleren kan kræve, at de i stk. 1 om-
handlede oplysninger vederlagsfrit meddeles eller stilles til rådighed mindst én gang om måneden
og på en aftalt måde, som gør det muligt for betaleren at lagre og gengive oplysninger uændret.
3. Medlemsstaterne kan dog kræve, at betalingstjenesteudbydere vederlagsfrit meddeler oplysninger
på papir eller på et andet varigt medium mindst én gang om måneden.
Artikel 58
Oplysninger til betalingsmodtageren om særskilte betalingstransaktioner
1. Efter at en særskilt betalingstransaktion er gennemført, skal betalingsmodtagerens betalingstjene-
steudbyder snarest muligt på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1, meddele betalingsmodta-
geren alle af de følgende oplysninger:
a) en reference, der gør det muligt for betalingsmodtageren at identificere betalingstransak-
tionen og betaleren, samt eventuelle oplysninger, der fulgte betalingstransaktionen
b) beløbet for betalingstransaktionen i den valuta, som betalingsmodtagerens betalingskonto
krediteres i
c) beløbsstørrelsen af eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen og, hvor det er relevant,
en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer, eller den rente, som beta-
lingsmodtageren skal betale
d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder
har anvendt ved betalingstransaktionen, og betalingstransaktionsbeløbet inden denne va-
lutaomregning
e) valørdatoen for kreditering.
2. En rammeaftale kan indeholde en bestemmelse om, at de i stk. 1 omhandlede oplysninger skal
meddeles eller stilles til rådighed mindst én gang om måneden og på en aftalt måde, som gør det
muligt for betalingsmodtageren at lagre og gengive oplysninger uændret.
313
3. Medlemsstaterne kan dog kræve, at betalingstjenesteudbydere vederlagsfrit meddeler oplysninger
på papir eller på et andet varigt medium mindst én gang om måneden.
KAPITEL 4
Fælles bestemmelser
Artikel 59
Valuta og valutaomregning
1. Betalinger foretages i den valuta, som parterne har aftalt.
2. Hvis der tilbydes en valutaomregningstjeneste, før betalingstransaktionen initieres, og hvis denne
valutaomregningstjeneste tilbydes på en pengeautomat, på salgsstedet eller af betalingsmodtageren,
skal den part, der tilbyder valutaomregningstjenesten til betaleren, give denne alle oplysninger om
gebyrer samt om den vekselkurs, der anvendes ved valutaomregningen.
Betaleren skal godkende, at valutaomregningstjenesten ydes på dette grundlag.
Artikel 60
Oplysninger om tillægsgebyrer eller rabatter
1. Hvis betalingsmodtageren opkræver gebyr eller tilbyder rabat for brug af et givet betalingsinstru-
ment, underretter betalingsmodtageren betaleren herom, før betalingstransaktionen initieres.
2. Hvis betalingstjenesteudbyderen eller en anden part, der indgår i transaktionen, opkræver gebyr
for brug af et givet betalingsinstrument, underretter betalingstjenesteudbyderen betalingstjeneste-
brugeren herom, før betalingstransaktionen initieres.
3. Betaleren er kun forpligtet til at betale de i stk. 1 og 2 omhandlede gebyrer, hvis deres fulde be-
løb er oplyst, før betalingstransaktionen initieres.
AFSNIT IV
RETTIGHEDER OG FORPLIGTELSER I FORBINDELSE MED UDBUD OG BRUG AF
BETALINGSTJENESTER
KAPITEL 1
314
Fælles bestemmelser
Artikel 61
Anvendelsesområde
1. Når betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger, kan betalingstjenestebrugeren og betalingstje-
nesteudbyderen aftale, at artikel 62, stk. 1, artikel 64, stk. 3, samt artikel 72, 74, 76, 77, 80 og 89
ikke eller kun delvis finder anvendelse. Betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen
kan også aftale andre frister end dem, der er fastsat i artikel 71.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at artikel 102 ikke finder anvendelse, når betalingstjenestebruge-
ren ikke er en forbruger.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at bestemmelserne i dette afsnit finder anvendelse på mikrovirk-
somheder på samme måde som på forbrugere.
4. Dette direktiv berører ikke direktiv 2008/48/EF, anden relevant EU-ret eller nationale foranstalt-
ninger vedrørende betingelser for ydelse af kredit til forbrugere, der ikke er harmoniseret ved nær-
værende direktiv og overholder EU-retten.
Artikel 62
Gældende gebyrer
1. Betalingstjenesteudbyderen må ikke afkræve betalingstjenestebrugeren gebyr for opfyldelse af si-
ne oplysningspligter eller korrigerende og forebyggende foranstaltninger i henhold til dette afsnit,
medmindre andet fremgår af artikel 79, stk. 1, artikel 80, stk. 5, og artikel 88, stk. 2. Disse gebyrer
aftales mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen og skal være passende og i
overensstemmelse med betalingstjenesteudbyderens faktiske omkostninger.
2. Medlemsstaterne kræver, for så vidt angår betalingstransaktioner, der gennemføres i Unionen,
hvor både betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbydere eller den eneste betalings-
tjenesteudbyder, der er involveret i betalingstransaktionen, er beliggende i Unionen, at betalings-
modtageren betaler de gebyrer, som dennes betalingstjenesteudbyder opkræver, og at betaleren be-
taler de gebyrer, som dennes betalingstjenesteudbyder opkræver.
3. Betalingstjenesteudbyderen må ikke hindre betalingsmodtageren i at opkræve et gebyr af betale-
ren, tilbyde den pågældende rabat eller på anden måde styre vedkommende i retning af at anvende
et bestemt betalingsinstrument. De eventuelle gebyrer, der pålægges, må ikke overstige de direkte
omkostninger, som betalingsmodtageren afholder for at anvende det pågældende betalingsinstru-
ment.
315
4. Medlemsstaterne sikrer under alle omstændigheder, at betalingsmodtageren ikke opkræver geby-
rer for anvendelse af betalingsinstrumenter, for hvilke interbankgebyrerne er reguleret i kapitel II i
forordning (EU) 2015/751, og for de betalingstjenester, på hvilke forordning (EU) nr. 260/2012 fin-
der anvendelse.
5. Medlemsstaterne kan forbyde eller begrænse betalingsmodtagerens ret til at opkræve gebyrer
under hensyntagen til behovet for at øge konkurrencen og fremme brugen af effektive betalingsin-
strumenter.
Artikel 63
Undtagelse for betalingsinstrumenter med lav værdi og elektroniske penge
1. Hvis der er tale om betalingsinstrumenter, der i henhold til rammeaftalen udelukkende vedrører
særskilte betalingstransaktioner på højst 30 EUR, eller som enten har en beløbsgrænse på 150 EUR
eller på intet tidspunkt lagrer midler på mere end 150 EUR, kan betalingstjenesteudbyderne aftale
med deres betalingstjenestebrugere at:
a) artikel 69, stk. 1, litra b), artikel 70, stk. 1, litra c) og d), samt artikel 74, stk. 3, ikke fin-
der anvendelse, hvis betalingsinstrumentet ikke kan spærres eller yderligere anvendelse
af betalingsinstrumentet ikke kan forhindres
b) artikel 72 og 73 og artikel 74, stk. 1 og 3, ikke finder anvendelse, hvis betalingsinstru-
mentet anvendes anonymt, eller betalingstjenesteudbyderen af andre grunde, som er sær-
lige for det givne betalingsinstrument, ikke er i stand til at bevise, at betalingstransaktio-
nen var autoriseret
c) betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 79, stk. 1, ikke skal give betalingstjenestebru-
geren meddelelse om afvisning af en betalingsordre, hvis den manglende gennemførelse
fremgår tydeligt af den givne sammenhæng
d) betaleren uanset artikel 80 ikke kan tilbagekalde betalingsordren efter at have afgivet sin
betalingsordre eller meddelt sit samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen til be-
talingsmodtageren
e) der uanset artikel 83 og 84 anvendes andre gennemførelsesperioder.
2. For så vidt angår nationale betalingstransaktioner, kan medlemsstaterne eller deres kompetente
myndigheder mindske eller fordoble de beløb, der er omhandlet i stk. 1. De kan forhøje dem for
forudbetalte betalingsinstrumenter indtil 500 EUR.
3. Artikel 73 og 74 i finder også anvendelse på elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i
direktiv 2009/110/EF, medmindre betalerens betalingstjenesteudbyder ikke har mulighed for at fast-
fryse den betalingskonto, på hvilke de elektroniske penge lagres, eller spærre betalingsinstrumentet.
Medlemsstaterne kan begrænse denne undtagelse til betalingskonti, på hvilke de elektroniske penge
lagres, eller til betalingsinstrumenter af en nærmere angivet værdi.
KAPITEL 2
Autorisation af betalingstransaktioner
316
Artikel 64
Samtykke og tilbagekaldelse af samtykke
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstransaktion kun anses for at være autoriseret, hvis betale-
ren har meddelt sit samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen. Betaleren kan autorisere en
betalingstransaktion før eller, hvis det er aftalt mellem betaleren og dennes betalingstjenesteudby-
der, efter gennemførelsen af betalingstransaktionen.
2. Samtykke til at gennemføre en betalingstransaktion eller en række betalingstransaktioner medde-
les i den form, der er aftalt mellem betaleren og dennes betalingstjenesteudbyder. Samtykke til at
gennemføre en betalingstransaktion kan også gives via betalingsmodtageren eller betalingsinitierin-
gstjenesteudbyderen.
Hvis der ikke er meddelt samtykke, anses betalingstransaktionen for uautoriseret.
3. Betaleren kan til enhver tid tilbagekalde et samtykke, men ikke senere end på tidspunktet for
uigenkaldelighed, jf. artikel 80. Et samtykke til at gennemføre en række betalingstransaktioner kan
også tilbagekaldes, hvorefter eventuelle fremtidige betalingstransaktioner skal anses for at være
uautoriserede.
4. Betaleren og betalingstjenesteudbyderne træffer aftale om proceduren for meddelelse af samtyk-
ke.
Artikel 65
Bekræftelse af midlers tilgængelighed
1. Medlemsstaterne sikrer, at en kontoførende betalingstjenesteudbyder efter anmodning fra en be-
talingstjenesteudbyder, som udsteder kortbaserede betalingsinstrumenter, straks bekræfter, om et
beløb, der er nødvendigt til at gennemføre en kortbaseret betalingstransaktion, er tilgængeligt på be-
talerens betalingskonto, forudsat at samtlige følgende betingelser er opfyldt:
a) betalerens betalingskonto er tilgængelig online på tidspunktet for forespørgslen
b) betaleren har givet sit udtrykkelige samtykke til, at den kontoførende betalingstjeneste-
udbyder kan besvare anmodninger fra en bestemt betalingstjenesteudbyder om at bekræf-
te, at et beløb, der svarer til en bestemt kortbaseret betalingstransaktion, er tilgængeligt
på betalerens betalingskonto
c) det i litra b) omhandlede samtykke er blevet givet, inden den første anmodning om be-
kræftelse fremsættes.
2. Betalingstjenesteudbyderen kan anmode om det i stk. 1 omhandlede samtykke, såfremt samtlige
følgende betingelser er opfyldt:
a) betaleren har givet sit udtrykkelige samtykke til, at betalingstjenesteudbyderen kan an-
mode om den i stk. 1 omhandlede bekræftelse
317
b) betaleren har initieret den kortbaserede betalingstransaktion på det pågældende beløb ved
hjælp af et kortbaseret betalingsinstrument udstedt af betalingstjenesteudbyderen
c) betalingstjenesteudbyderen autentificerer sig over for den kontoførende betalingstjene-
steudbyder før hver anmodning om bekræftelse og kommunikerer med den kontoførende
betalingstjenesteudbyder på sikker vis i overensstemmelse med artikel 98, stk. 1, litra d).
3. I overensstemmelse med direktiv 95/46/EF består den i stk. 1 omhandlede bekræftelse kun af et
simpelt ja eller nej som svar og ikke i en angivelse af kontoens saldo. Svaret må ikke lagres eller
anvendes til andre formål end gennemførelse af den kortbaserede betalingstransaktion.
4. Den i stk. 1 omhandlede bekræftelse må ikke gøre det muligt for den kontoførende betalingstje-
nesteudbyder at blokere midler på betalerens betalingskonto.
5. Betaleren kan anmode den kontoførende betalingstjenesteudbyder om at få oplyst betalingstjene-
steudbyderens identifikation og det svar, der er givet.
6. Denne artikel finder ikke anvendelse på betalingstransaktioner initieret via kortbaserede beta-
lingsinstrumenter, hvorpå der er lagret elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i direktiv
2009/110/EF.
Artikel 66
Regler for adgang til en betalingskonto i forbindelse med betalingsinitieringstjenester
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betaler har ret til at gøre brug af en betalingsinitieringstjenesteud-
byder for at opnå betalingstjenester som omhandlet i bilag I, punkt 7. Retten til at anvende en beta-
lingsinitieringstjenesteudbyder finder ikke anvendelse, hvis betalingskontoen ikke er tilgængelig
online.
2. Såfremt betaleren giver sit udtrykkelige samtykke til, at en betaling gennemføres i overensstem-
melse med artikel 64, udfører den kontoførende betalingstjenesteudbyder de i nærværende artikels
stk. 4 anførte handlinger med henblik på at sikre betalerens ret til at anvende betalingsinitieringstje-
nesten.
3. Betalingsinitieringstjenesteudbyderen:
a) må på intet tidspunkt at være i besiddelse af betalerens midler i forbindelse med leverin-
gen af betalingsinitieringstjenesten
b) sikrer, at betalingstjenestebrugerens personaliserede sikkerhedsoplysninger ikke er til-
gængelige for andre parter, med undtagelse af brugeren og udstederen af de personalise-
rede sikkerhedsoplysninger, og at de overføres af betalingsinitieringstjenesteudbyderen
gennem sikre og effektive kanaler
c) sikrer, at eventuelle andre oplysninger om betalingstjenestebrugeren, som er opnået i for-
bindelse med leveringen af betalingsinitieringstjenesterne, kun meddeles til betalings-
modtageren og kun med betalingstjenestebrugerens udtrykkelige samtykke
318
d) identificerer sig over for betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder, hver gang en
betaling initieres, og kommunikerer med den kontoførende betalingstjenesteudbyder, be-
taleren og betalingsmodtageren på sikker vis i overensstemmelse med artikel 98, stk. 1,
litra d)
e) må ikke lagre betalingstjenestebrugerens følsomme betalingsdata
f) må ikke anmode betalingstjenestebrugeren om andre oplysninger end dem, der nødvendi-
ge for at levere betalingsinitieringstjenesten
g) må ikke anvende, tilgå eller lagre oplysninger med andre formål end levering af den be-
talingsinitieringstjeneste, som betaleren udtrykkeligt har anmodet om
h) må ikke ændre beløbet, betalingsmodtageren eller andre af transaktionens elementer.
4. Den kontoførende betalingstjenesteudbyder:
a) kommunikerer sikkert med betalingsinitieringstjenesteudbydere i overensstemmelse med
artikel 98, stk. 1, litra d)
b) giver umiddelbart efter modtagelse af en betalingsordre fra en betalingsinitieringstjene-
steudbyder betalingsinitieringstjenesteudbyderen alle oplysninger om initieringen af be-
talingstransaktionen og alle oplysninger vedrørende gennemførelsen af betalingstransak-
tionen, som er tilgængelige for den kontoførende betalingstjenesteudbyder, eller stille
disse oplysninger til rådighed for betalingsinitieringstjenesteudbyderen
c) undgår enhver forskelsbehandling af betalingsordrer, der overføres gennem en betalings-
initieringstjenesteudbyder, medmindre der foreligger objektive grunde, navnlig hvad an-
går tidspunkter, prioriteter eller gebyrer, i forhold til betalingsordrer, der overføres direk-
te af betaleren.
5. Levering af betalingsinitieringstjenester må ikke afhænge af, at der foreligger et kontraktforhold
mellem betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontoførende betalingstjenesteudbydere til dette
formål.
Artikel 67
Regler om adgang til og brug af betalingskontooplysninger i forbindelse med kontooplysning-
stjenester
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstjenestebruger har ret til at gøre brug af tjenester, der giver
adgang til kontooplysninger som omhandlet i punkt 8 i bilag I. Rettigheden finder ikke anvendelse,
hvis betalingskontoen ikke er tilgængelig online.
2. Kontooplysningstjenesteudbyderen:
a) udbyder tjenester udelukkende efter betalingstjenestebrugerens udtrykkelige samtykke
b) sikrer, at betalingstjenestebrugerens personaliserede sikkerhedsoplysninger ikke er til-
gængelige for andre parter, med undtagelse af brugeren og udstederen af de personalise-
rede sikkerhedsoplysninger, og at det foregår gennem sikre og effektive kanaler, når de
overføres af kontooplysningstjenesteudbyderen
c) identificerer sig i hver kommunikationssession over for betalingstjenestebrugerens kon-
toførende betalingstjenesteudbyder(e) og kommunikerer med de(n) kontoførende beta-
lingstjenesteudbyder(e) og betalingstjenestebrugeren på sikker vis i overensstemmelse
med artikel 98, stk. 1, litra d)
319
d) må kun tilgå oplysninger fra nærmere angivne betalingskonti og tilhørende betalings-
transaktioner
e) må ikke anmode om følsomme betalingsoplysninger i tilknytning til betalingskonti
f) må ikke anvende, tilgå eller lagre oplysninger med andre formål end levering af den kon-
tooplysningstjeneste, som betalingstjenestebrugeren udtrykkeligt har anmodet om, i over-
ensstemmelse med databeskyttelsesreglerne.
3. Den kontoførende betalingstjenesteudbyder skal med hensyn til betalingskonti:
a) kommunikere sikkert med kontooplysningstjenesteudbydere i overensstemmelse med ar-
tikel 98, stk. 1, litra d), og
b) undgå enhver forskelsbehandling af anmodninger om oplysninger, der overføres gennem
en kontooplysningstjenesteudbyder, medmindre der foreligger objektive grunde.
4. Levering af kontooplysningstjenester må ikke afhænge af, at der findes et kontraktforhold mel-
lem kontooplysningstjenesteudbydere og kontoførende betalingstjenesteudbydere til dette formål.
Artikel 68
Grænser for brug af betalingsinstrumenter og for betalingstjenesteudbyderes adgang til beta-
lingskonti
1. Når der med henblik på meddelelse af samtykke anvendes et specifikt betalingsinstrument, kan
betaleren og dennes betalingstjenesteudbyder aftale beløbsgrænser for betalingstransaktioner, der
gennemføres ved hjælp af dette betalingsinstrument.
2. Hvis det er aftalt i rammeaftalen, kan betalingstjenesteudbyderen forbeholde sig ret til at spærre
betalingsinstrumentet ud fra objektivt begrundede hensyn vedrørende betalingsinstrumentets sikker-
hed, mistanke om uautoriseret eller svigagtig brug af betalingsinstrumentet eller, i forbindelse med
et betalingsinstrument med en kreditlinje, en væsentligt forhøjet risiko for, at betaleren ikke kan op-
fylde sin betalingsforpligtelse.
3. I så fald underretter betalingstjenesteudbyderen efter en aftalt procedure betaleren om spærringen
af betalingsinstrumentet og årsagerne hertil, om muligt inden betalingsinstrumentet spærres og se-
nest umiddelbart derefter, medmindre dette vil være til skade for objektivt begrundede sikkerheds-
hensyn eller er forbudt i henhold til anden relevant EU-ret eller national ret.
4. Betalingstjenesteudbyderen ophæver spærringen af betalingsinstrumentet eller erstatter det med
et nyt, så snart årsagerne til spærringen ikke længere er til stede.
5. En kontoførende betalingstjenesteudbyder kan nægte en kontooplysningstjenesteudbyder eller en
betalingsinitieringstjenesteudbyder adgang til en betalingskonto af objektivt begrundede og behø-
rigt dokumenterede årsager vedrørende kontooplysningstjenesteudbyderens eller betalingsinitierin-
gstjenesteudbyderens uautoriserede eller svigagtige adgang til en betalingskonto, herunder uautori-
seret eller svigagtig initiering af en betalingstransaktion. I så fald underretter den kontoførende be-
talingstjenesteudbyder på den aftale måde betaleren om, at adgang til betalingskontoen nægtes, og
320
årsagerne hertil. Disse oplysninger gives om muligt til betaleren inden adgangen nægtes og senest
umiddelbart derefter, medmindre dette vil være til skade for objektivt begrundede sikkerhedshensyn
eller er forbudt i henhold til anden relevant EU-ret eller national ret.
Den kontoførende betalingstjenesteudbyder giver adgang til betalingskontoen, så snart årsagerne til
at nægte adgang ikke længere er til stede.
6. I de i stk. 5 omhandlede tilfælde skal den kontoførende betalingstjenesteudbyder straks indberette
hændelsen vedrørende kontooplysningstjenesteudbyderen eller betalingsinitieringstjenesteudbyde-
ren til den kompetente myndighed. Oplysningerne skal omfatte sagens relevante detaljer og årsager-
ne til indberetningen. Den kompetente myndighed vurderer sagen og træffer om nødvendigt de for-
nødne foranstaltninger.
Artikel 69
Betalingstjenestebrugerens forpligtelser i tilknytning til betalingsinstrumenter og personalise-
rede sikkerhedsoplysninger
1. En betalingstjenestebruger, der har ret til at anvende et betalingsinstrument:
a) anvender betalingsinstrumentet i henhold til betingelserne for udstedelse og brug af beta-
lingsinstrumentet, som skal være objektive, ikkediskriminerende og forholdsmæssige
b) underretter snarest muligt betalingstjenesteudbyderen eller den enhed, som denne har ud-
peget, når vedkommende bliver opmærksom på tab, tyveri eller uberettiget tilegnelse el-
ler anden uautoriseret brug af betalingsinstrumentet.
2. Med henblik på stk. 1, litra a), skal betalingstjenestebrugeren, så snart denne modtager et beta-
lingsinstrument, navnlig træffe alle rimelige foranstaltninger til at beskytte dets personaliserede sik-
kerhedsoplysninger.
Artikel 70
Betalingstjenesteudbyderens forpligtelser i tilknytning til betalingsinstrumenter
1. En betalingstjenesteudbyder, der udsteder et betalingsinstrument:
a) sikrer sig, at de personaliserede sikkerhedsoplysninger ikke er tilgængelige for andre end
den betalingstjenestebruger, som er berettiget til at bruge betalingsinstrumentet, jf. dog
betalingstjenestebrugerens forpligtelser i artikel 69
b) afholder sig fra uopfordret at fremsende et betalingsinstrument, bortset fra de tilfælde,
hvor et betalingsinstrument, der allerede er givet til betalingstjenestebrugeren, skal ud-
skiftes
c) sikrer, at betalingstjenestebrugeren til enhver tid har mulighed for at foretage den under-
retning, der er omhandlet i artikel 69, stk. 1, litra b), eller anmode om ophævelse af spær-
ringen af betalingsinstrumentet i henhold til artikel 68, stk. 4; betalingstjenesteudbyderen
skal på anmodning sætte betalingstjenestebrugeren i stand til i en periode på 18 måneder,
fra underretningen foretages, at bevise, at betalingstjenestebrugeren har foretaget en så-
dan underretning
321
d) giver betalingstjenestebrugeren mulighed for at foretage en underretning i henhold til ar-
tikel 69, stk. 1, litra b), uden beregning og, hvis der beregnes gebyr, så kun til dækning af
udskiftningsomkostninger i direkte tilknytning til betalingsinstrumentet
e) hindrer enhver brug af betalingsinstrumentet, så snart der er foretaget underretning i hen-
hold til artikel 69, stk. 1, litra b).
2. Risikoen ved at sende et betalingsinstrument og dets personaliserede sikkerhedsoplysninger til
betalingstjenestebrugeren påhviler betalingstjenesteudbyderen.
Artikel 71
Underretning om og berigtigelse af uautoriserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner
1. For at kunne kræve berigtigelse af en uautoriseret eller fejlbehæftede betalingstransaktion fra be-
talingstjenesteudbyderens side skal betalingstjenestebrugeren underrette betalingstjenesteudbyderen
snarest muligt efter at have konstateret en sådan transaktion, der giver anledning til krav, herunder
krav som omhandlet i artikel 89, og ikke senere end 13 måneder efter debiteringsdatoen.
Fristerne for underretning fastsat i første afsnit finder ikke anvendelse, hvis betalingstjenesteudby-
deren ikke har meddelt oplysningerne om den pågældende betalingstransaktion eller stillet dem til
rådighed i overensstemmelse med afsnit III.
2. Hvis en betalingsinitieringstjenesteudbyder er involveret, skal den kontoførende betalingstjene-
steudbyder foretage berigtigelse over for betalingstjenestebrugeren i henhold til stk. 1, jf. dog arti-
kel 73, stk. 2, og artikel 89, stk. 1.
Artikel 72
Bevis for autentifikation og gennemførelse af betalingstransaktioner
1. Hvis en betalingstjenestebruger afviser at have autoriseret en gennemført betalingstransaktion el-
ler hævder, at betalingstransaktionen ikke blev gennemført korrekt, kræver medlemsstaterne, at det
er betalingstjenesteudbyderen, der skal bevise, at betalingstransaktionen var autentificeret, korrekt
registreret og bogført og ikke var ramt af tekniske svigt eller andre fejl ved den tjeneste, som blev
leveret af betalingstjenesteudbyderen.
Hvis betalingstransaktionen er initieret gennem en betalingsinitieringstjenesteudbyder, bærer beta-
lingsinitieringstjenesteudbyderen bevisbyrden for, at betalingstransaktionen inden for dennes kom-
petenceområde var autentificeret, korrekt registreret og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl i
tilknytning til den betalingstjeneste, som denne udbyder har ansvaret for.
2. Hvis en betalingstjenestebruger nægter at have autoriseret en gennemført betalingstransaktion, er
brug af et betalingsinstrument, der er registreret af betalingstjenesteudbyderen, herunder i givet fald
betalingsinitieringstjenesteudbyderen, i sig selv ikke nødvendigvis tilstrækkeligt til at bevise, hver-
ken at betalingstransaktionen var autoriseret af betaleren, eller at betaleren handlede svigagtigt eller
322
med forsæt eller ved grov forsømmelse undlod at opfylde en eller flere af sine forpligtelser i hen-
hold til artikel 69. Betalingstjenesteudbyderen, herunder i givet fald betalingsinitieringstjenesteud-
byderen, skal fremlægge bevismateriale for at påvise svig eller grov forsømmelse fra betalingstjene-
stebrugerens side.
Artikel 73
Betalingstjenesteudbyderes ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner
1. Medlemsstaterne sikrer med forbehold af artikel 71, at en betalers betalingstjenesteudbyder i til-
fælde af en uautoriseret betalingstransaktion tilbagebetaler betaleren beløbet for den uautoriserede
betalingstransaktion straks og under alle omstændigheder inden afslutningen af den følgende ar-
bejdsdag efter at have konstateret eller være blevet underrettet om transaktionen, medmindre betale-
rens betalingstjenesteudbyder har rimelige grunde til at have mistanke om svig og skriftligt under-
retter den relevante nationale myndighed om disse grunde. Betalerens betalingstjenesteudbyder skal
i givet fald føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gælden-
de, hvis den uautoriserede betalingstransaktion ikke var blevet gennemført. Herved skal det også
sikres, at valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto ikke ligger senere end den dato,
hvor beløbet blev debiteret.
2. Hvis betalingstransaktionen initieres via en betalingsinitieringstjenesteudbyder, skal den kontofø-
rende betalingstjenesteudbyder straks og under alle omstændigheder inden afslutningen af den føl-
gende arbejdsdag tilbagebetale beløbet for den uautoriserede betalingstransaktion og, hvor det er re-
levant, føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende,
hvis den uautoriserede betalingstransaktion ikke var blevet gennemført.
Hvis betalingsinitieringstjenesteudbyderen er ansvarlig for den uautoriserede betalingstransaktion,
skal denne efter den kontoførende betalingstjenesteudbyders anmodning herom straks holde denne
skadesløs for tab eller betalte beløb som følge af tilbagebetalingen til betaleren, herunder beløbet
for den uautoriserede betalingstransaktion. I overensstemmelse med artikel 72, stk. 1, er det beta-
lingsinitieringstjenesteudbyderen, der inden for sit kompetenceområde bærer bevisbyrden for, at be-
talingstransaktionen var autentificeret, korrekt registreret og ikke ramt af tekniske svigt eller andre
fejl i tilknytning til den betalingstjeneste, som betalingsinitieringstjenesteudbyderen har ansvaret
for.
3. Yderligere finansiel kompensation kan fastsættes i overensstemmelse med den lovgivning, der
finder anvendelse på den aftale, der er indgået mellem betaleren og betalingstjenesteudbyderen, el-
ler den aftale, der er indgået mellem betaleren og betalingsinitieringstjenesteudbyderen, hvor det er
relevant.
Artikel 74
Betalerens ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner
323
1. Uanset artikel 73 kan en betaler forpligtes til at dække tab i forbindelse med enhver uautoriseret
betalingstransaktion på op til 50 EUR, der skyldes brug af et tabt eller stjålet betalingsinstrument
eller uberettiget tilegnelse af et betalingsinstrument.
Første afsnit finder ikke anvendelse, hvis:
a) tabet, tyveriet eller den uberettigede tilegnelse af betalingsinstrumentet ikke kunne opda-
ges af betaleren forud for betalingen, medmindre betaleren selv har handlet svigagtigt,
eller
b) tabet er forårsaget af handlinger, der er foretaget af en betalingstjenesteudbyders ansat,
agent eller filial eller en enhed, hvortil dens aktiviteter er outsourcet, eller disses passivi-
tet.
Betaleren skal dække alle tab som følge af uautoriserede betalingstransaktioner, hvis de skyldes be-
talerens svigagtige handling eller manglende opfyldelse af en eller flere af de forpligtelser, der er
fastsat i artikel 69, begået med forsæt eller ved grov forsømmelse. I sådanne tilfælde finder maksi-
mumsbeløbet i første afsnit ikke anvendelse.
Hvis betaleren hverken har optrådt svigagtigt eller med forsæt har undladt at opfylde sine forpligtel-
ser i henhold til artikel 69, kan medlemsstaterne begrænse det i dette stykke omhandlede ansvar
under hensyntagen til navnlig arten af de personaliserede sikkerhedsoplysninger og de særlige om-
stændigheder, under hvilke betalingsinstrumentet blev tabt, stjålet eller uberettiget tilegnet.
2. Såfremt betalerens betalingstjenesteudbyder ikke kræver stærk kundeautentifikation, bærer beta-
leren ikke eventuelle økonomiske tab, medmindre betaleren har handlet svigagtigt. Hvis betalings-
modtageren eller betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder ikke accepterer stærk kundeauten-
tifikation, godtgør den det økonomiske tab, der er påført betalerens betalingstjenesteudbyder.
3. Betaleren skal ikke dække økonomiske følger af brug af et tabt, stjålet eller uberettiget tilegnet
betalingsinstrument, efter at der er sket underretning i overensstemmelse med artikel 69, stk. 1, litra
b), undtagen hvis betaleren har handlet svigagtigt.
Hvis betalingstjenesteudbyderen ikke træffer egnede foranstaltninger til på alle tidspunkter at kunne
modtage underretning om tabte, stjålne eller uberettiget tilegnede betalingsinstrumenter som anført
i artikel 70, stk. 1, litra c), hæfter betaleren ikke for de økonomiske følger af brug af betalingsinstru-
mentet, undtagen hvis betaleren har handlet svigagtigt.
Artikel 75
Betalingstransaktioner, hvor transaktionsbeløbet ikke er kendt på forhånd
1. Hvis en betalingstransaktion initieres af eller via betalingsmodtageren i forbindelse med en kort-
baseret betalingstransaktion, og det præcise beløb ikke er kendt på det tidspunkt, hvor betaleren gi-
ver samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen, kan betalerens betalingstjenesteudbyder kun
324
blokere midlerne på betalerens betalingskonto, hvis betaleren har givet samtykke til det præcise be-
løb, der skal blokeres.
2. Betalerens betalingstjenesteudbyder frigiver de midler på betalerens betalingskonto, der er bloke-
ret i medfør af stk. 1, uden unødig forsinkelse efter modtagelse af oplysningerne om det præcise
betalingstransaktionsbeløb og senest umiddelbart efter modtagelsen af betalingsordren.
Artikel 76
Tilbagebetaling af betalingstransaktioner initieret af eller via en betalingsmodtager
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betaler har ret til tilbagebetaling fra sin betalingstjenesteudbyder af
en autoriseret betalingstransaktion, der er initieret af eller via en betalingsmodtager, og som allerede
er gennemført, hvis begge følgende betingelser er opfyldt:
a) autorisationen angav ikke det præcise betalingstransaktionsbeløb, da autorisationen blev
givet
b) betalingstransaktionsbeløbet var større end det beløb, betaleren med rimelighed kunne
have forventet under hensyn til vedkommendes tidligere udgiftsmønster, betingelserne i
rammeaftalen og andre relevante omstændigheder.
På betalingstjenesteudbyderens anmodning bærer betaleren bevisbyrden for, at sådanne betingelser
er opfyldt.
Tilbagebetalingen skal udgøre det fulde beløb for den gennemførte betalingstransaktion. Valørda-
toen for kreditering af betalerens betalingskonto skal ikke ligge senere end den dato, hvor beløbet
blev debiteret.
Medlemsstaterne sikrer med forbehold af stk. 3, at betaleren, foruden den i dette stykke omhandlede
rettighed, ved direkte debiteringer som omhandlet i artikel 1 i forordning (EU) nr. 260/2012 har
ubetinget ret til tilbagebetaling inden for de frister, der er fastsat i artikel 77 i dette direktiv.
2. Med henblik på stk. 1, første afsnit, litra b), kan betaleren imidlertid ikke henholde sig til valu-
takurshensyn, hvis den referencekurs, der er aftalt med dennes betalingstjenesteudbyder, jf. artikel
45, stk. 1, litra d), og artikel 52, stk. 3), litra b), er blevet anvendt.
3. Det kan i en rammeaftale mellem betaleren og betalingstjenesteudbyderen aftales, at betaleren
ikke har ret til tilbagebetaling, hvis:
a) betaleren har meddelt sit samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen direkte til
betalingstjenesteudbyderen, og
b) hvor det er relevant, hvis oplysninger om den fremtidige betalingstransaktion mindst fire
uger inden forfaldsdagen blev givet betaleren eller stillet til rådighed for denne på en af-
talt måde af betalingstjenesteudbyderen eller af betalingsmodtageren.
325
4. Ved direkte debiteringer i andre valutaer end euro kan medlemsstaterne kræve, at deres beta-
lingstjenesteydere tilbyder gunstigere tilbagebetalingsrettigheder i overensstemmelse med deres
ordninger for direkte debitering, forudsat at de er mere fordelagtige for betaleren.
Artikel 77
Anmodninger om tilbagebetaling af betalingstransaktioner initieret af eller via en betalings-
modtager
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betaler inden for en periode på otte uger efter den dato, hvor mid-
lerne blev debiteret, kan anmode om tilbagebetaling i henhold til artikel 76 af en autoriseret beta-
lingstransaktion initieret af eller via en betalingsmodtager.
2. Senest ti arbejdsdage efter modtagelse af en anmodning om tilbagebetaling skal betalingstjene-
steudbyderen enten tilbagebetale hele transaktionsbeløbet eller meddele betaleren en begrundelse
for afslag på tilbagebetaling med angivelse af, hvilket organ betaleren kan henvende sig til, jf. arti-
kel 99–102, hvis betaleren ikke accepterer den meddelte begrundelse.
Betalingstjenesteudbyderens ret til at afslå tilbagebetaling i henhold til nærværende stykkes første
afsnit gælder ikke i det tilfælde, der er omhandlet i artikel 76, stk. 1, fjerde afsnit.
KAPITEL 3
Gennemførelse af betalingstransaktioner
Afdeling 1
Betalingsordrer og overførte beløb
Artikel 78
Modtagelse af betalingsordrer
1. Medlemsstaterne sikrer, at modtagelsestidspunktet er det tidspunkt, hvor en betalingsordre mod-
tages af betalerens betalingstjenesteudbyder.
Betalerens konto må ikke debiteres før modtagelsen af betalingsordren. Hvis modtagelsestidspunk-
tet ikke er en arbejdsdag for betalerens betalingstjenesteudbyder, anses betalingsordren for at være
modtaget den følgende arbejdsdag. Betalingstjenesteudbyderen kan fastsætte et seneste tidspunkt
(cut-off-tidspunkt), der ligger tæt på slutningen af en arbejdsdag, efter hvilket alle modtagne beta-
lingsordrer anses for at være modtaget den følgende arbejdsdag.
326
2. Hvis den betalingstjenestebruger, der har initieret en betalingsordre, og betalingstjenesteudbyde-
ren aftaler, at gennemførelsen af betalingsordren skal initieres på en bestemt dato eller efter et be-
stemt tidsrum eller på den dag, hvor betaleren har stillet midler til rådighed for betalingstjenesteud-
byderen, anses modtagelsestidspunktet med henblik på artikel 83 for at være den aftalte dato. Hvis
den aftalte dag ikke er en arbejdsdag for betalingstjenesteudbyderen, anses betalingsordren for at
være modtaget den følgende arbejdsdag.
Artikel 79
Afvisning af betalingsordrer
1. Hvis en betalingstjenesteudbyder afviser at gennemføre en betalingsordre eller at initiere en beta-
lingstransaktion, skal betalingstjenestebrugeren underrettes om afvisningen og om muligt om be-
grundelsen herfor samt proceduren for rettelse af eventuelle faktuelle fejl, der har ført til afvisnin-
gen, medmindre det er forbudt i henhold til anden relevant EU-ret eller national ret.
Betalingstjenesteudbyderen skal foretage underretningen eller stille den til rådighed på en aftalt må-
de snarest muligt og under alle omstændigheder inden for de frister, der er anført i artikel 83.
Rammeaftalen kan indeholde en bestemmelse om, at betalingstjenesteudbyderen kan opkræve et ri-
meligt gebyr for denne afvisning, hvis afvisningen er objektivt begrundet.
2. Hvis alle betingelserne i betalerens rammeaftale er opfyldt, må betalerens kontoførende beta-
lingstjenesteudbyder ikke afvise at gennemføre en autoriseret betalingsordre, uanset om betalings-
ordren er initieret af en betaler, herunder via en betalingsinitieringstjenesteudbyder eller af eller via
en betalingsmodtager, medmindre det er forbudt i henhold til anden relevant EU-ret eller national
ret.
3. Med henblik på artikel 83 og 89 anses en betalingsordre, hvis gennemførelse er blevet afvist, for
ikke at være modtaget.
Artikel 80
Betalingsordrers uigenkaldelighed
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstjenestebruger ikke må tilbagekalde en betalingsordre, når
den er modtaget af betalerens betalingstjenesteudbyder, medmindre andet er fastsat i denne artikel.
2. Hvis en betalingstransaktion er initieret af en betalingsinitieringstjenesteudbyder eller af eller via
betalingsmodtageren, må betaleren ikke tilbagekalde betalingsordren efter at have givet samtykke
til betalingsinitieringstjenesteudbyderen om at initiere betalingstransaktionen eller efter at have gi-
vet samtykke til betalingsmodtageren til gennemførelse af betalingstransaktionen.
327
3. I tilfælde af direkte debitering, og uden at dette berører retten til tilbagebetaling, kan betaleren
dog tilbagekalde en betalingsordre senest ved slutningen af arbejdsdagen før den aftalte dato for de-
bitering af midlerne.
4. I det i artikel 78, stk. 2, omhandlede tilfælde kan betalingstjenestebrugeren tilbagekalde en beta-
lingsordre senest ved slutningen af arbejdsdagen før den aftalte dato.
5. Efter udløbet af de i stk. 1-4 fastsatte tidsfrister kan betalingsordren kun tilbagekaldes, hvis det er
aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og de relevante betalingstjenesteudbydere. I det i stk. 2 og 3
omhandlede tilfælde kræves også betalingsmodtagerens samtykke. Hvis det er aftalt i rammeafta-
len, kan den relevante betalingstjenesteudbyder kræve betaling for tilbagekaldelsen.
Artikel 81
Overførte og modtagne beløb
1. Medlemsstaterne stiller krav om, at betalerens betalingstjenesteudbyder(e), betalingsmodtagerens
betalingstjenesteudbyder(e) og betalingstjenesteudbydernes eventuelle mellemmænd overfører det
fulde betalingstransaktionsbeløb og afholder sig fra at fratrække gebyrer fra det overførte beløb.
2. Betalingsmodtageren og betalingstjenesteudbyderen kan dog aftale, at den relevante betalingstje-
nesteudbyder fratrækker sine gebyrer fra det overførte beløb, før det krediteres betalingsmodtage-
ren. I så fald holdes det fulde betalingstransaktionsbeløb og gebyrerne adskilt i de oplysninger, der
gives til betalingsmodtageren.
3. Hvis der fratrækkes andre gebyrer end dem, der er omhandlet i stk. 2, fra det overførte beløb,
skal betalerens betalingstjenesteudbyder sikre, at betalingsmodtageren modtager det fulde beta-
lingstransaktionsbeløb, som betaleren har initieret. Hvis betalingstransaktionen er initieret af eller
via betalingsmodtageren, skal betalerens betalingstjenesteudbyder sikre, at det fulde betalingstrans-
aktionsbeløb modtages af betalingsmodtageren.
Afdeling 2
Gennemførelsestidspunkt og valørdato
Artikel 82
Anvendelsesområde
1. Denne afdeling finder anvendelse på:
a) betalingstransaktioner i euro
b) nationale betalingstransaktioner i valutaen i medlemsstaten, hvis valuta ikke er euro
328
c) betalingstransaktioner, der kun omfatter én valutaomregning mellem euro og valutaen i
en medlemsstat, hvis valuta ikke er euro, såfremt den nødvendige valutaomregning fore-
tages i den pågældende medlemsstat, hvis valuta ikke er euro, og i tilfælde af en grænse-
overskridende betalingstransaktion, hvor den grænseoverskridende overførsel foretages i
euro.
2. Denne afdeling finder anvendelse på betalingstransaktioner, der ikke er omhandlet i stk. 1, med-
mindre andet er aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen, jf. dog arti-
kel 87, som ikke kan fraviges af parterne ved aftale. Når betalingstjenestebrugeren og betalingstje-
nesteudbyderen aftaler en længere frist end den, der er fastsat i artikel 83, for betalingstransaktioner
i Unionen, må denne længere frist dog højst være fire arbejdsdage efter modtagelsestidspunktet, jf.
artikel 78.
Artikel 83
Betalingstransaktioner til en betalingskonto
1. Medlemsstaterne kræver, at en betalers betalingstjenesteudbyder sikrer, at betalingstransaktions-
beløbet efter modtagelsestidspunktet, jf. artikel 78, senest ved afslutningen af den følgende arbejds-
dag bliver krediteret betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders konto. Denne tidsfrist kan for-
længes med endnu en arbejdsdag for papirbaserede betalingstransaktioner.
2. Medlemsstaterne kræver, at betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder påfører valørdato og
stiller det pågældende betalingstransaktionsbeløb til rådighed på betalingsmodtagerens betalings-
konto, efter at betalingstjenesteudbyderen har modtaget midlerne i overensstemmelse med artikel
87.
3. Medlemsstaterne kræver, at betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder overfører en beta-
lingsordre initieret af eller via betalingsmodtageren til betalerens betalingstjenesteudbyder inden for
den tidsfrist, der er aftalt mellem betalingsmodtageren og betalingstjenesteudbyderen, således at af-
regningen for så vidt angår direkte debiteringer kan gennemføres på den aftalte forfaldsdato.
Artikel 84
Situationer, hvor betalingsmodtageren ikke har en betalingskonto hos betalingstjenesteudby-
deren
Hvis en betalingsmodtager ikke har en betalingskonto hos betalingstjenesteudbyderen, skal midler-
ne stilles til rådighed for betalingsmodtageren af den betalingstjenesteudbyder, der modtager mid-
lerne for betalingsmodtageren, inden for den tidsfrist, der er fastsat i artikel 83.
Artikel 85
Kontantbeløb indbetalt på en betalingskonto
329
Hvis en forbruger indbetaler kontantbeløb på en betalingskonto hos den pågældende betalingstjene-
steudbyder i den pågældende betalingskontos valuta, sikrer betalingstjenesteudbyderen, at beløbet
stilles til rådighed med valørdato umiddelbart efter modtagelse af midlerne. Hvis betalingstjeneste-
brugeren ikke er en forbruger, stilles beløbet til rådighed med valørdato senest den efter modtagelse
af midlerne følgende arbejdsdag.
Artikel 86
Nationale betalingstransaktioner
For så vidt angår nationale betalingstransaktioner kan medlemsstaterne foreskrive kortere maksima-
le gennemførelsestider end de i denne afdeling fastsatte.
Artikel 87
Valørdato og adgang til midler
1. Medlemsstaterne sikrer, at valørdatoen for kreditering af en betalingsmodtagers betalingskonto
ikke ligger senere end den arbejdsdag, hvor betalingstransaktionsbeløbet krediteres betalingsmodta-
gerens betalingstjenesteudbyders konto.
2. Betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder sikrer, at betalingsmodtageren har adgang til be-
talingstransaktionsbeløbet, umiddelbart efter at beløbet er krediteret betalingsmodtagerens beta-
lingstjenesteudbyders konto, hvis der for betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder:
a) ikke er nogen valutaomregning, eller
b) er en valutaomregning mellem euroen og en medlemsstats valuta eller mellem to med-
lemsstaters valutaer.
Den i dette stykke fastsatte forpligtelse gælder også for betalinger inden for én betalingstjenesteud-
byder.
3. Medlemsstaterne sikrer, at valørdatoen for debitering af betalerens betalingskonto ikke ligger tid-
ligere end det tidspunkt, hvor betalingstransaktionsbeløbet debiteres denne betalingskonto.
Afdeling 3
Ansvar
Artikel 88
Ukorrekte entydige identifikationskoder
330
1. Hvis en betalingsordre gennemføres i overensstemmelse med den entydige identifikationskode,
betragtes betalingsordren som gennemført korrekt med hensyn til den betalingsmodtager, der er op-
lyst i den entydige identifikationskode.
2. Hvis den entydige identifikationskode, som betalingstjenestebrugeren har angivet, er ukorrekt, er
betalingstjenesteudbyderen ikke ansvarlig i henhold til artikel 89 for manglende gennemførelse el-
ler mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen.
3. Betalerens betalingstjenesteudbyder skal imidlertid gøre en rimelig indsats for at inddrive de
midler, der var involveret i betalingstransaktionen. Betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder
skal i denne forbindelse samarbejde, herunder ved at meddele betalerens betalingstjenesteudbyder
alle relevante oplysninger med henblik på inddrivelse af midlerne.
Såfremt det ikke er muligt at inddrive midlerne i første afsnit, giver betalerens betalingstjenesteud-
byder efter skriftlig anmodning betaleren alle oplysninger, som betalerens betalingstjenesteudbyder
har adgang til, og som er relevante for betaleren, således at denne kan fremsætte et retskrav med
henblik på inddrivelse af midlerne.
4. Hvis det er aftalt i rammeaftalen, kan betalingstjenesteudbyderen kræve betaling af betalingstje-
nestebrugeren for inddrivelsen.
5. Hvis betalingstjenestebrugeren giver flere oplysninger end dem, der er anført i artikel 45, stk. 1,
litra a), eller artikel 52, nr. 2), litra b), er betalingstjenesteudbyderen kun ansvarlig for gennemførel-
sen af betalingstransaktioner i overensstemmelse med den entydige identifikationskode, som beta-
lingstjenestebrugeren har angivet.
Artikel 89
Betalingstjenesteudbyderes ansvar ved manglende, mangelfuld eller forsinket gennemførelse
af betalingstransaktioner
1. Hvis en betalingsordre initieres direkte af betaleren, har betalerens betalingstjenesteudbyder med
forbehold af artikel 71, artikel 88, stk. 2 og 3, og artikel 93 ansvaret over for betaleren for korrekt
gennemførelse af betalingstransaktionen, medmindre den kan bevise over for betaleren og, hvor det
er relevant, betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder, at betalingsmodtagerens betalingstjene-
steudbyder modtog betalingstransaktionsbeløbet i overensstemmelse med artikel 83, stk. 1. I så fald
har betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder ansvaret over for betalingsmodtageren for kor-
rekt gennemførelse af betalingstransaktionen.
Hvis betalerens betalingstjenesteudbyder har ansvaret i henhold til første afsnit, skal vedkommende
uden unødig forsinkelse godtgøre betaleren det manglende eller mangelfuldt betalte betalingstrans-
aktionsbeløb og, hvor det er relevant, føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation,
331
der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennem-
ført.
Valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto må ikke ligge senere end den dato, hvor
beløbet blev debiteret.
Hvis betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder har ansvaret i henhold til første afsnit, skal
vedkommende øjeblikkeligt stille betalingstransaktionsbeløbet til rådighed for betalingsmodtageren
og, hvor det er relevant, kreditere betalingsmodtagerens betalingskonto det tilsvarende beløb.
Valørdatoen for kreditering af betalingsmodtagerens betalingskonto må ikke ligge senere end den
dato, som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt, jf. ar-
tikel 87.
Hvis en betalingstransaktion gennemføres for sent, sikrer betalingsmodtagerens betalingstjenesteud-
byder efter anmodning fra betalerens betalingstjenesteudbyder, som handler på betalerens vegne, at
valørdatoen for kreditering af betalingsmodtagerens betalingskonto ikke ligger senere end den dato,
som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt.
I tilfælde af en manglende eller mangelfuldt gennemført betalingstransaktion, hvor betalingsordren
initieres af betaleren, skal betalerens betalingstjenesteudbyder, uanset hvem der har ansvaret ifølge
dette stykke, efter anmodning øjeblikkelig bestræbe sig på at spore betalingstransaktionen og orien-
tere betaleren om resultatet. Dette skal være vederlagsfrit for betaleren.
2. Hvis en betalingsordre initieres af eller via betalingsmodtageren, har betalingsmodtagerens beta-
lingstjenesteudbyder med forbehold af artikel 71, artikel 88, stk. 2 og 3, og artikel 93 ansvaret over
for betalingsmodtageren for korrekt fremsendelse af betalingsordren til betalerens betalingstjeneste-
udbyder i overensstemmelse med artikel 83, stk. 3. Hvis betalingsmodtagerens betalingstjenesteud-
byder har ansvaret i henhold til dette afsnit, skal denne øjeblikkelig videresende den pågældende
betalingsordre til betalerens betalingstjenesteudbyder.
Ved forsinket fremsendelse af betalingsordren skal beløbet have valørdato på betalingsmodtagerens
betalingskonto senest den dato, som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis transaktionen var
gennemført korrekt.
Derudover har betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder med forbehold af artikel 71, artikel
88, stk. 2 og 3, og artikel 93 ansvaret over for betalingsmodtageren for at behandle betalingstrans-
aktionen i overensstemmelse med sine forpligtelser i henhold til artikel 87. Hvis betalingsmodtage-
rens betalingstjenesteudbyder har ansvaret i henhold til dette afsnit, skal vedkommende sikre, at be-
talingstransaktionsbeløbet er til rådighed for betalingsmodtageren, straks efter at beløbet er kredite-
ret betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders konto. Beløbet må ikke have valørdato på beta-
332
lingsmodtagerens betalingskonto senere end den dato, som beløbet skulle have haft som valørdato,
hvis transaktionen var gennemført korrekt.
I tilfælde af en manglende eller mangelfuldt gennemført betalingstransaktion, som betalingsmodta-
gerens betalingstjenesteudbyder ikke har ansvaret for i henhold til første og andet afsnit, har betale-
rens betalingstjenesteudbyder ansvaret over for betaleren. Hvis betalerens betalingstjenesteudbyder
således har ansvaret, skal denne om nødvendigt og uden unødig forsinkelse godtgøre betaleren det
manglende eller mangelfuldt betalte betalingstransaktionsbeløb og føre den debiterede betalings-
konto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstrans-
aktion ikke var blevet gennemført. Valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto må ikke
ligge senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret.
Den i fjerde afsnit omhandlede forpligtelse finder ikke anvendelse på betalerens betalingstjeneste-
udbyder, hvis betalerens betalingstjenesteudbyder beviser, at betalingsmodtagerens betalingstjene-
steudbyder har modtaget betalingstransaktionsbeløbet, selv hvis gennemførelse af betalingstransak-
tionen blot er forsinket. I så fald skal betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder give beløbet
valørdato på betalingsmodtagerens betalingskonto senest den dato, som beløbet skulle have haft
som valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt.
I tilfælde af en manglende eller mangelfuldt gennemført betalingstransaktion, hvor en betalingsor-
dre er initieret af eller via betalingsmodtageren, skal betalingsmodtagerens betalingstjenesteudby-
der, uanset hvem der har ansvaret ifølge dette stykke, efter anmodning øjeblikkelig bestræbe sig på
at spore betalingstransaktionen og orientere betalingsmodtageren om resultatet. Dette skal være ve-
derlagsfrit for betalingsmodtageren.
3. Endvidere har betalingstjenesteudbydere ansvaret over for deres respektive betalingstjenestebru-
gere for eventuelle gebyrer, som de har ansvaret for, og for renter, der opkræves af betalingstjene-
stebrugeren som følge af en manglende eller mangelfuld, herunder forsinket, gennemførelse af en
betalingstransaktion.
Artikel 90
Betalingsinitieringstjenesters ansvar ved manglende, mangelfuld eller forsinket gennemførel-
se af betalingstransaktioner
1. Hvis en betalingsordre initieres af betaleren via en betalingsinitieringstjenesteudbyder, tilbagebe-
taler den kontoførende betalingstjenesteudbyder med forbehold af artikel 71 og artikel 88, stk. 2 og
3, beløbet for den manglende eller mangelfulde betalingstransaktion til betaleren og fører, hvor det
er relevant, den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, som ville have været gældende,
hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennemført.
Betalingsinitieringstjenesteudbyderen skal bevise, at betalerens kontoførende betalingstjenesteud-
byder modtog betalingsordren i overensstemmelse med artikel 78, og at betalingstransaktionen in-
den for betalingsinitieringstjenesteudbyderens kompetenceområde var autentificeret, korrekt regi-
333
streret og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl i tilknytning til den manglende, mangelfulde
eller forsinkede gennemførelse af transaktionen.
2. Hvis betalingsinitieringstjenesteudbyderen er ansvarlig for den manglende, mangelfulde eller for-
sinkede gennemførelse af betalingstransaktionen, skal vedkommende efter den kontoførende beta-
lingstjenesteudbyders anmodning øjeblikkelig holde denne skadesløs for tab eller betalte beløb som
følge af tilbagebetalingen til betaleren.
Artikel 91
Yderligere økonomisk godtgørelse
Al økonomisk godtgørelse ud over den, der er foreskrevet i denne afdeling, kan fastsættes i over-
ensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen mellem betalingstjenestebruge-
ren og betalingstjenesteudbyderen.
Artikel 92
Regresret
1. Hvis en betalingstjenesteudbyders ansvar i henhold til artikel 73 og 89 kan tilskrives en anden
betalingstjenesteudbyder eller en mellemmand, skal denne betalingstjenesteudbyder eller mellem-
mand holde den første betalingstjenesteudbyder skadesløs for ethvert tab eller beløb betalt i henhold
til artikel 73 og 89. Dette omfatter godtgørelse, hvis en betalingstjenesteudbyder undlader at anven-
de stærk kundeautentifikation.
2. Yderligere økonomisk godtgørelse fastsættes i henhold til aftaler mellem betalingstjenesteudby-
dere og/eller mellemmænd og den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen mellem dem.
Artikel 93
Usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder
Intet ansvar pådrages efter kapitel 2 og 3 i tilfælde af usædvanlige og uforudsigelige omstændighe-
der, som den, der påberåber sig dem, ikke har nogen indflydelse på, og som vedkommende ikke har
mulighed for at afværge, også selv om vedkommende udviser den størst mulige påpasselighed, eller
når en betalingstjenesteudbyder er bundet af andre retlige forpligtelser, der er omfattet af EU-retten
eller national ret.
KAPITEL 4
Beskyttelse af personoplysninger
Artikel 94
334
Beskyttelse af personoplysninger
1. Medlemsstaterne tillader, at betalingssystemer og betalingstjenesteudbydere behandler persono-
plysninger, når det er nødvendigt af hensyn til forebyggelse, efterforskning og opdagelse af beta-
lingssvig. Oplysning til fysiske personer om behandling af personoplysninger og behandlingen af
sådanne personoplysninger og enhver anden behandling af personoplysninger som følge af dette di-
rektiv skal foretages i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF, de nationale bestemmelser til gen-
nemførelse af direktiv 95/46/EF og med forordning (EF) nr. 45/2001.
2. Betalingstjenesteudbydere må kun tilgå, behandle og opbevare personoplysninger, som er nød-
vendige for ydelse af betalingstjenester, med betalingstjenestebrugerens udtrykkelige samtykke.
KAPITEL 5
Drifts- og sikkerhedsrisici og autentifikation
Artikel 95
Styring af drifts- og sikkerhedsrisici
1. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere fastlægger en ramme med passende be-
grænsende foranstaltninger og kontrolmekanismer til styring af drifts- og sikkerhedsrisici, der er
forbundet med de betalingstjenester, som de udbyder. Som en del af denne ramme fastlægger og
opretholder betalingstjenesteudbydere effektive procedurer for håndtering af hændelser, herunder
for opdagelse og klassificering af større drifts- og sikkerhedshændelser.
2. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere årligt eller oftere som fastsat af den kompe-
tente myndighed giver den kompetente myndighed en ajourført samlet vurdering af de drifts- og
sikkerhedsrisici, der er forbundet med de betalingstjenester, som de udbyder, og om, hvorvidt de
iværksatte begrænsende foranstaltninger og kontrolmekanismer som følge af disse risici er tilstræk-
kelige.
3. Senest den 13. juli 2017 udarbejder EBA i tæt samarbejde med ECB efter høring af alle relevante
interessenter, herunder interessenter på betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle in-
volverede interesser retningslinjer i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr.
1093/2010 for fastlæggelse, iværksættelse og overvågning af sikkerhedsforanstaltninger, herunder
certificeringsprocesser, hvor det er relevant.
EBA gennemgår i tæt samarbejde med ECB de i første afsnit omhandlede retningslinjer regelmæs-
sigt og under alle omstændigheder mindst hvert andet år.
335
4. Under hensyntagen til den indhøstede erfaring fra anvendelsen af de i stk. 3 omhandlede ret-
ningslinjer udarbejder EBA på Kommissionens foranledning, hvis det er relevant, udkast til regule-
ringsmæssige tekniske standarder om kriterier og betingelser for fastlæggelse og overvågning af
sikkerhedsforanstaltninger.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
5. EBA fremmer samarbejde, herunder udveksling af oplysninger, inden for drifts- og sikkerhedsri-
sici i forbindelse med betalingstjenester mellem de kompetente myndigheder samt mellem de kom-
petente myndigheder og ECB og, hvor det er relevant, Den Europæiske Unions Agentur for Net- og
Informationssikkerhed.
Artikel 96
Indberetning af hændelser
1. I tilfælde af en større drifts- eller sikkerhedshændelse underretter betalingstjenesteudbydere uden
unødig forsinkelse den kompetente myndighed i betalingstjenesteudbyderens hjemland.
Hvis hændelsen har eller kan have indvirkning på betalingstjenesteudbyderens betalingstjenestebru-
geres økonomiske interesser, orienterer betalingstjenesteudbyderen uden unødig forsinkelse sine
betalingstjenestebrugere om hændelsen og om alle tilgængelige foranstaltninger, som de kan træffe
for at begrænse hændelsens negative følger.
2. Ved modtagelsen af underretningen omhandlet i stk. 1 fremsender den kompetente myndighed i
hjemlandet uden unødig forsinkelse relevante oplysninger om hændelsen til EBA og ECB. Denne
kompetente myndighed underretter, efter at have vurderet hændelsens relevans for de relevante
myndigheder i den på gældende medlemsstat, disse herom.
EBA og ECB vurderer i samarbejde med den kompetente myndighed i hjemlandet hændelsens rele-
vans for andre relevante EU-myndigheder og nationale myndigheder og underretter dem i overens-
stemmelse hermed. ECB underretter medlemmerne af Det Europæiske System af Centralbanker om
spørgsmål, der er relevante for betalingssystemet.
De kompetente myndigheder træffer på grundlag af underretningen, hvis det er hensigtsmæssigt, al-
le nødvendige foranstaltninger for at beskytte det finansielle systems umiddelbare sikkerhed.
3. Senest den 13. januar 2018 udsteder EBA i tæt samarbejde med ECB efter høring af alle relevan-
te interessenter, herunder interessenter på betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle
involverede interesser retningslinjer i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr.
1093/2010 adresseret til hver af følgende:
336
a) til betalingstjenesteudbydere om klassificering af større hændelser som omhandlet i stk. 1
og om indholdet og formatet af, herunder standardunderretningsmodeller, og procedurer-
ne for underretning om sådanne hændelser
b) til de kompetente myndigheder om kriterierne for, hvordan det skal vurderes, hvor rele-
vant en hændelse er, og hvilke elementer i hændelsesindberetningerne der skal deles med
andre nationale myndigheder.
4. EBA gennemgår i tæt samarbejde med ECB de i stk. 3 omhandlede retningslinjer regelmæssigt
og under alle omstændigheder mindst hvert andet år.
5. EBA tager i forbindelse med udstedelsen og gennemgangen af de i stk. 3 omhandlede retnings-
linjer hensyn til standarder og/eller specifikationer, som er udarbejdet og offentliggjort af Den
Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed for de sektorer, der udøver andre
aktiviteter end udbud af betalingstjenester.
6. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere mindst en gang om året stiller statistiske
data om svig i tilknytning til forskellige betalingsmidler til rådighed for deres kompetente myndig-
heder. Disse kompetente myndigheder stiller sådanne data til rådighed for EBA og ECB i sammen-
fattet form.
Artikel 97
Autentifikation
1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstjenesteudbyder anvender stærk kundeautentifikation, når
betaleren:
a) tilgår sin betalingskonto online
b) initierer en elektronisk betalingstransaktion
c) udfører handlinger gennem en fjernkanal, der kan indebære en risiko for betalingssvig el-
ler andre former for misbrug.
2. Men henblik på initiering af elektroniske betalingstransaktioner, jf. stk. 1, litra b), sikrer med-
lemsstaterne, at betalingstjenesteudbydere, for så vidt angår elektroniske fjernbetalingstransaktio-
ner, anvender stærk kundeautentifikation, som omfatter elementer, der dynamisk knytter transaktio-
nen til et specifikt beløb og en specifik betalingsmodtager.
3. Med henblik på stk. 1 sikrer medlemsstaterne, at betalingstjenesteudbydere har iværksat passende
sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte fortroligheden og integriteten af betalingstjenestebrugeres
personaliserede sikkerhedsoplysninger.
4. Stk. 2 og 3 finder også anvendelse, når betalinger initieres via en betalingsinitieringstjenesteud-
byder. Stk. 1 og 3 finder også anvendelse, når der anmodes om oplysningerne via en kontooply-
sningstjenesteudbyder.
337
5. Medlemsstaterne sikrer, at den kontoførende betalingstjenesteudbyder giver betalingsinitierin-
gstjenesteudbyderen og kontooplysningstjenesteudbyderen tilladelse til at anvende de autentifikati-
onsprocedurer, som den kontoførende betalingstjenesteudbyder stiller til rådighed for betalingstje-
nestebrugeren i overensstemmelse med stk. 1 og 3, og, såfremt betalingsinitieringstjenesteudbyde-
ren er involveret, i overensstemmelse med stk. 1, 2 og 3.
Artikel 98
Reguleringsmæssige tekniske standarder for autentifikation og kommunikation
1. EBA udarbejder i tæt samarbejde med ECB efter høring af alle relevante interessenter, herunder
interessenter på betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle involverede interesser ud-
kast til reguleringsmæssige tekniske standarder til betalingstjenesteudbydere som fastsat i dette di-
rektivs artikel 1, stk. 1, i overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EU) nr. 1093/2010 vedrø-
rende:
a) krav til stærk kundeautentifikation, jf. artikel 97, stk. 1 og 2
b) undtagelser fra anvendelsen af artikel 97, stk. 1, 2 og 3, på grundlag af de i nærværende
artikels stk. 3 fastsatte kriterier
c) krav, som sikkerhedsforanstaltninger skal opfylde, i overensstemmelse med artikel 97,
stk. 3, for at beskytte fortroligheden og integriteten af betalingstjenestebrugeres persona-
liserede sikkerhedsoplysninger, og
d) krav til fælles og sikre åbne standarder for kommunikation mellem kontoførende beta-
lingstjenesteudbydere, betalingsinitieringstjenesteudbydere, kontooplysningstjenesteud-
bydere, betalere, betalingsmodtagere og andre betalingstjenesteudbydere med henblik på
identifikation, autentifikation, underretning og udveksling af oplysninger samt iværksæt-
telse af sikkerhedsforanstaltninger.
2. De i stk. 1 omhandlede udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder udarbejdes af EBA
med henblik på at:
a) sikre en passende grad af sikkerhed for betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteud-
bydere ved at indføre effektive og risikobaserede krav
b) sikre betalingstjenestebrugeres midler og personoplysninger
c) sikre og opretholde fair konkurrence mellem alle betalingstjenesteudbydere
d) sikre teknologi- og forretningsmodelneutralitet
e) gøre det muligt at udvikle brugervenlige, tilgængelige og innovative betalingsmidler.
3. De i stk. 1, litra b), omhandlede undtagelser skal bygge på følgende kriterier:
a) risikoniveauet for den tjeneste, der udbydes
b) transaktionens beløb, tilbagevendende karakter eller begge dele
c) den betalingskanal, der anvendes til at gennemføre transaktionen.
4. EBA forelægger de i stk. 1 omhandlede udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for
Kommissionen senest den 13. januar 2017.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder i over-
ensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
338
5. EBA gennemgår og ajourfører om nødvendigt regelmæssigt de reguleringsmæssige tekniske
standarder i overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EU) nr. 1093/2010 for bl.a. at tage høj-
de for innovation og den teknologiske udvikling.
KAPITEL 6
Alternative tvistbilæggelsesprocedurer
Afdeling 1
Klageprocedurer
Artikel 99
Klager
1. Medlemsstaterne sikrer, at der indføres procedurer, som giver betalingstjenestebrugere og andre
interesserede parter, herunder forbrugerorganisationer, mulighed for at indgive klager til de kompe-
tente myndigheder i forbindelse med betalingstjenesteudbyderes påståede overtrædelser af dette di-
rektiv.
2. Svaret fra den kompetente myndighed skal, hvor det er relevant, og uden at dette berører retten til
at indbringe en klage for en domstol i overensstemmelse med nationale retsplejeregler, underrette
klageren om eksistensen af de alternative tvistbilæggelsesprocedurer, der er indført ved artikel 102.
Artikel 100
Kompetente myndigheder
1. Medlemsstaterne udpeger kompetente myndigheder, der skal sikre og overvåge, at dette direktiv
reelt efterleves. Disse kompetente myndigheder træffer alle passende foranstaltninger for at sikre
efterlevelsen.
De skal enten være:
a) kompetente myndigheder som omhandlet i artikel 4, nr. 2), i forordning (EU) nr.
1093/2010, eller
b) organer, der er anerkendt i national ret eller af offentlige myndigheder, og som udtrykke-
ligt har beføjelse hertil i henhold til national ret.
De må ikke være betalingstjenesteudbydere, med undtagelse af nationale centralbanker.
2. De i stk. 1 omhandlede kompetente myndigheder skal have alle beføjelser og tilstrækkelige res-
sourcer, der er nødvendige for, at de kan varetage deres opgaver. Er mere end én kompetent myn-
339
dighed beføjet til at sikre og overvåge den reelle efterlevelse af dette direktiv, sikrer medlemsstater-
ne, at disse myndigheder indgår i et tæt samarbejde, så de kan udføre deres respektive opgaver ef-
fektivt.
3. De kompetente myndigheder udøver deres beføjelser i overensstemmelse med national ret enten:
a) direkte under deres egen myndighed eller under de retlige myndigheders tilsyn, eller
b) ved indbringelse for domstole, der er kompetente til at træffe de nødvendige afgørelser,
herunder i givet fald ved appel, såfremt der ikke gives medhold i en begæring om at træf-
fe den nødvendige afgørelse.
4. I tilfælde af overtrædelse eller mistanke om overtrædelse af de nationale retsregler, som gennem-
fører afsnit III og IV, er de kompetente myndigheder, der er omhandlet i stk. 1, de kompetente myn-
digheder i betalingstjenesteudbyderens hjemland, bortset fra agenter og filialer, hvis virksomhed
udøves i henhold til etableringsretten, hvor de kompetente myndigheder er værtslandets kompetente
myndigheder.
5. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen, hvilke kompetente myndigheder der er udpeget, jf.
stk. 1, hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest den 13. januar 2018. De underretter
Kommissionen om en eventuel kompetencefordeling mellem de pågældende myndigheder. De un-
derretter straks Kommissionen om senere ændringer med hensyn til udpegningen af disse myndig-
heder og deres respektive kompetencer.
6. EBA udsteder efter at have hørt ECB retningslinjer rettet til de kompetente myndigheder i over-
ensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 om de klageprocedurer, som skal tag-
es i betragtning for at sikre, at de relevante bestemmelser i dette direktiv overholdes, jf. nærværende
artikels stk. 1. Disse retningslinjer udstedes senest den 13. januar 2018 og ajourføres regelmæssigt
efter behov.
Afdeling 2
Alternative tvistbilæggelsesprocedurer og sanktioner
Artikel 101
Tvistbilæggelse
1. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere indfører og anvender passende og effektive
procedurer for bilæggelse af klager fra betalingstjenestebrugere vedrørende rettigheder og forplig-
telser i medfør af afsnit III og IV, og overvåger deres resultater i denne henseende.
Disse procedurer skal anvendes i alle medlemsstater, hvor en betalingstjenesteudbyder udbyder be-
talingstjenester, og skal være tilgængelige på et af de officielle sprog i de pågældende medlemssta-
ter eller på et andet sprog, hvis det er aftalt mellem betalingstjenesteudbyderen og betalingstjeneste-
brugeren.
340
2. Medlemsstaterne skal kræve, at betalingstjenesteudbydere gør deres yderste for at besvare beta-
lingstjenestebrugeres klager, enten på papir, eller, hvis det er aftalt mellem betalingstjenesteudbyde-
ren og betalingstjenestebrugeren, på et andet varigt medium. Svar skal omfatte alle spørgsmål og
afgives inden for en passende frist og senest 15 arbejdsdage efter modtagelsen af en klage. Hvis der
foreligger usædvanlige forhold, hvor et svar ikke kan afgives inden for 15 arbejdsdage på grund af
omstændigheder, som betalingstjenesteudbyderen ikke har indflydelse på, skal denne sende et fore-
løbigt svar, der tydeligt angiver årsagerne til den forsinkede besvarelse af klagen og angiver en frist
for, hvornår betalingstjenestebrugeren vil modtage det endelige svar. Fristen for at modtage det en-
delige svar må under ingen omstændigheder overstige 35 arbejdsdage.
Medlemsstaterne kan indføre eller opretholde regler om tvistbilæggelsesprocedurer, der er mere
fordelagtige for betalingstjenestebrugeren end den procedure, der er omhandlet i første afsnit. I så
fald finder disse regler anvendelse.
3. Betalingstjenesteudbyderen skal oplyse betalingstjenestebrugeren om mindst én instans for alter-
nativ tvistbilæggelse, der har kompetence til at behandle tvister vedrørende rettigheder og forplig-
telser i medfør af afsnit III og IV.
4. Oplysningerne omhandlet i stk. 3 skal være tilgængelige på en tydelig, udførlig og let tilgængelig
måde på betalingstjenesteudbyderens websted, hvis et sådant findes, i filialen samt i de generelle
vilkår og betingelser for aftalen mellem betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren.
Det skal angives, hvor yderligere oplysninger om den pågældende instans for alternativ tvistbilæg-
gelse og om betingelserne for brug af den er tilgængelige.
Artikel 102
Alternative tvistbilæggelsesprocedurer
1. Medlemsstaterne sikrer, at der i henhold til den relevante nationale ret og EU-retten i overens-
stemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU35) fastlægges passende, uaf-
hængige, upartiske, gennemsigtige og effektive alternative tvistbilæggelsesprocedurer for bilæggel-
se af tvister mellem betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteudbydere vedrørende rettigheder
og forpligtelser i medfør af afsnit III og IV, og kan med henblik herpå eventuelt gøre brug af eksi-
sterende kompetente organer. Medlemsstaterne sikrer, at alternative tvistbilæggelsesprocedurer fin-
der anvendelse på betalingstjenesteudbydere, og at de også dækker udpegede repræsentanter.
2. Medlemsstaterne pålægger de i denne artikels stk. 1 omhandlede organer at samarbejde effektivt
med henblik på bilæggelse af grænseoverskridende tvister vedrørende rettigheder og forpligtelser i
medfør af afsnit III og IV.
Artikel 103
Sanktioner
341
1. Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af
de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige
foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt
forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
2. Medlemsstaterne tillader deres kompetente myndigheder at offentliggøre alle administrative
sanktioner, der bliver pålagt for overtrædelse af de foranstaltninger, som vedtages til gennemførelse
af dette direktiv, medmindre sådan offentliggørelse vil være meget skadelig for finansmarkederne
eller forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.
AFSNIT V
DELEGEREDE RETSAKTER OG REGULERINGSMÆSSIGE TEKNISKE STANDAR-
DER
Artikel 104
Delegerede retsakter
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med arti-
kel 105 vedrørende:
a) tilpasning af henvisningen til henstilling 2003/361/EF i artikel 4, nr. 36), hvis henstillin-
gen ændres
b) ajourføring af de beløb, der er anført i artikel 32, stk. 1, og artikel 74, stk. 1, for at tage
højde for inflation.
Artikel 105
Udøvelse af de delegerede beføjelser
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fast-
lagte betingelser.
2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 104, tillægges Kommissionen for en ube-
grænset periode fra den 12. januar 2016.
3. Den i artikel 104 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-
Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der
er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af
afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen.
Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.
342
4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og
Rådet meddelelse herom.
5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 104 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-
Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af den
pågældende retsakt til Europa-Parlamentet eller Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet in-
den udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigel-
se. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.
Artikel 106
Forpligtelse til at oplyse forbrugere om deres rettigheder
1. Kommissionen udarbejder senest den 13. januar 2018 en brugervenlig elektronisk folder, som
klart og let forståeligt anfører forbrugernes rettigheder i henhold til dette direktiv og tilhørende EU-
ret.
2. Kommissionen underretter medlemsstaterne, europæiske sammenslutninger af betalingstjeneste-
udbydere og europæiske forbrugerorganisationer om offentliggørelsen af den i stk. 1 omhandlede
folder.
Kommissionen, EBA og de kompetente myndigheder sikrer hver især, at folderen stilles til rådig-
hed på en let tilgængelig måde på deres respektive websteder.
3. Betalingstjenesteudbydere skal sikre, at folderen stilles til rådighed på en let tilgængelig måde på
deres websteder, hvis sådanne findes, og på papir i deres filialer og hos deres agenter og de enhe-
der, hvortil aktiviteter er outsourcet.
4. Betalingstjenesteudbydere må ikke afkræve deres kunder gebyr for at stille oplysninger i henhold
til denne artikel til rådighed.
5. For så vidt angår personer med handicap skal bestemmelserne i denne artikel anvendes ved hjælp
af hensigtsmæssige alternative midler, således at oplysningerne stilles til rådighed i et tilgængeligt
format.
AFSNIT VI
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 107
Fuld harmonisering
343
1. For så vidt som dette direktiv indeholder harmoniserede bestemmelser, må medlemsstaterne ikke
bevare eller indføre andre bestemmelser end dem, der er fastsat i direktivet, jf. dog artikel 2, artikel
8, stk. 3, artikel 32, artikel 38, stk. 2, artikel 42, stk. 2, artikel 55, stk. 6, artikel 57, stk. 3, artikel 58,
stk. 3, artikel 61, stk. 2 og 3, artikel 62, stk. 5, artikel 63, stk. 2 og 3, artikel 74, stk. 1, andet afsnit,
og artikel 86.
2. Hvis en medlemsstat anvender en af mulighederne i stk. 1, underretter den Kommissionen herom
og om eventuelle efterfølgende ændringer. Kommissionen offentliggør oplysningerne på et websted
eller på en anden let tilgængelig måde.
3. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere ikke til skade for betalingstjenestebrugerne
fraviger de bestemmelser i national ret, der gennemfører dette direktiv, medmindre det udtrykkeligt
er foreskrevet i disse.
Betalingstjenesteudbydere kan imidlertid tilbyde betalingstjenestebrugere gunstigere vilkår.
Artikel 108
Revisionsklausul
Kommissionen forelægger senest den 13. januar 2021 en rapport for Europa-Parlamentet, Rådet,
Det Europæiske og Økonomiske Sociale Udvalg og ECB om anvendelsen og indvirkningen af di-
rektivet, navnlig om:
a) hensigtsmæssigheden og indvirkningen af reglerne om gebyrer som fastsat i artikel 62,
stk. 3, 4 og 5
b) anvendelsen af artikel 2, stk. 3 og 4, herunder en vurdering af, hvorvidt afsnit III og IV,
såfremt det er teknisk muligt, kan anvendes fuldt ud på de i nævnte stykker omhandlede
betalingstransaktioner
c) adgang til betalingssystemer under hensyntagen til navnlig graden af konkurrence
d) hensigtsmæssigheden og indvirkningen af tærskelværdierne for de i artikel 3, litra l), om-
handlede betalingstransaktioner
e) hensigtsmæssigheden og indvirkningen af tærskelværdien for den i artikel 32, stk. 1, litra
a), omhandlede undtagelse
f) hvorvidt det i betragtning af udviklingen ville være ønskeligt, som et supplement til be-
stemmelserne i artikel 75 om betalingstransaktioner, hvor beløbet ikke er kendt på for-
hånd, og midler er blokerede, at indføre maksimumsgrænser for de beløb, der må bloke-
res på betalerens betalingskonto i sådanne situationer.
Kommissionen forelægger, hvis det er relevant, et lovgivningsforslag sammen med sin rapport.
Artikel 109
Overgangsbestemmelse
344
1. Medlemsstaterne tillader, at betalingsinstitutter, der senest den 13. januar 2018 har påbegyndt
virksomhed i overensstemmelse med national ret til gennemførelse af direktiv 2007/64/EF, kan
fortsætte denne virksomhed i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i direktiv 2007/64/EF,
uden at de skal søge om tilladelse efter artikel 5 i nærværende direktiv eller overholde de andre be-
stemmelser, der er fastsat eller henvist til i afsnit II i nærværende direktiv, indtil den 13. juli 2018.
Medlemsstaterne kræver, at disse betalingsinstitutter fremsender alle relevante oplysninger til de
kompetente myndigheder, således at disse senest den 13. juli 2018 kan vurdere, om de pågældende
betalingsinstitutter opfylder kravene i afsnit II, og hvis det ikke er tilfældet, hvilke foranstaltninger
der skal træffes for at sikre, at kravene opfyldes, eller om tilladelsen bør inddrages.
Betalingsinstitutter, der ved kontrol foretaget af de kompetente myndigheder viser sig at opfylde
kravene i afsnit II, meddeles tilladelse og opføres i hjemlandets register og i EBA᾽s register som
fastsat i artikel 14 og 15. Hvis disse betalingsinstitutter ikke opfylder kravene i afsnit II senest den
13. juli 2018, skal de i overensstemmelse med artikel 37 forbydes at udbyde betalingstjenester.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i nærværende artikels stk. 1 omhandlede betalingsinstitutter
automatisk meddeles tilladelse og opføres i de i artikel 14 og 15 omhandlede registre, hvis de kom-
petente myndigheder allerede har dokumentation for, at kravene i artikel 5 og 11 er opfyldt. De
kompetente myndigheder underretter betalingsinstitutterne, inden der meddeles tilladelse.
3. Dette stykke finder anvendelse på fysiske og juridiske personer, der inden den 13. januar 2018
var undtaget i medfør af artikel 26 i direktiv 2007/64/EF, og har udøvet betalingstjenestevirksom-
hed som defineret i direktiv 2007/64/EF.
Medlemsstaterne tillader, at sådanne personer kan fortsætte denne virksomhed i den pågældende
medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2007/64/EF indtil den 13. januar 2019, uden at de
skal søge om tilladelse efter nærværende direktivs artikel 5 eller en undtagelse i henhold til nærvæ-
rende direktivs artikel 32 eller overholde de andre bestemmelser, der er fastsat eller henvist til i
nærværende direktivs afsnit II.
Alle de i første afsnit omhandlede personer, der ikke senest den 13. januar 2019 har fået tilladelse
eller er blevet undtaget i henhold til nærværende direktiv, forbydes at udbyde betalingstjenester i
overensstemmelse med nærværende direktivs artikel 37.
4. Medlemsstaterne kan tillade, at fysiske og juridiske personer, der er omfattet af en undtagelse
som omhandlet i nærværende artikels stk. 3, betragtes som omfattet af en undtagelse og automatisk
opføres i de i artikel 14 og 15 omhandlede registre, hvis de kompetente myndigheder har dokumen-
tation for, at kravene i artikel 32 er opfyldt. De kompetente myndigheder underretter de berørte be-
talingsinstitutter.
345
5. Uanset denne artikels stk. 1 bevarer betalingsinstitutter, som er meddelt tilladelse til at udbyde
betalingstjenester som omhandlet i punkt 7 i bilaget til direktiv 2007/64/EF, den pågældende tilla-
delse til at udbyde disse betalingstjenester, der anses som betalingstjenester som omhandlet i punkt
3 i bilag I til nærværende direktiv, såfremt de kompetente myndigheder senest den 13. januar 2020
har dokumentation for, at kravene i nærværende direktivs artikel 7, litra c), og artikel 9 er opfyldt.
Artikel 110
Ændring af direktiv 2002/65/EF
Artikel 4, stk. 5, i direktiv 2002/65/EF affattes således:
»5. Når Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (36) også finder anvendelse, er-
stattes bestemmelserne om oplysninger i artikel 3, stk. 1, i nærværende direktiv, med undtagelse af
nr. 2), litra c)-g), nr. 3), litra a), d), og e), og nr. 4), litra b), med artikel 44, 45, 51 og 52 i direktiv
(EU) 2015/2366.
(36) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af
direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af
23.12.2015, s. 35).«
Artikel 111
Ændringer af direktiv 2009/110/EF
1) Artikel 3 ændres således:
a) Stk. 1 affattes således:
»1. Uden at det berører nærværende direktiv, finder artikel 5 og 11-17, artikel 19, stk. 5
og 6, og artikel 20–31 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (37),
herunder de delegerede retsakter vedtaget efter artikel 15, stk. 4, artikel 28, stk. 5, og ar-
tikel 29, stk. 7, tilsvarende anvendelse på e-pengeinstitutter.
(37) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om
betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af direktiv 2002/65/EF,
2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af di-
rektiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).«"
b) Stk. 4 og 5 affattes således:
»4. Medlemsstaterne tillader, at e-pengeinstitutter distribuerer og indløser elektroniske
penge via fysiske eller juridiske personer, der handler på deres vegne. Distribuerer e-pen-
geinstituttet elektroniske penge i en anden medlemsstat via en sådan fysisk eller juridisk
person, finder artikel 27-31, med undtagelse af artikel 29, stk. 4 og 5, i direktiv (EU)
2015/2366, herunder de delegerede retsakter vedtaget efter artikel 28, stk. 5, og artikel
29, stk. 7, tilsvarende anvendelse på sådanne e-pengeinstitutter.
5. Uanset nærværende artikels stk. 4 må e-pengeinstitutter ikke udstede elektroniske pen-
ge via agenter. E-pengeinstitutter kan udbyde betalingstjenester omhandlet i nærværende
direktivs artikel 6, stk. 1, litra a), via agenter med forbehold af betingelserne i artikel 19 i
direktiv (EU) 2015/2366.«
346
2) I artikel 18 tilføjes følgende stykke:
»4. Medlemsstaterne tillader, at e-pengeinstitutter, der før den 13. januar 2018 har optaget
virksomhed i henhold til nærværende direktiv og direktiv 2007/64/EF i den medlemsstat, hvor
de har hjemsted, kan fortsætte denne virksomhed i denne medlemsstat eller i en anden med-
lemsstat, uden at de skal søge om tilladelse efter nærværende direktivs artikel 3 eller opfylde
øvrige krav, der er fastsat eller henvist til i afsnit II i nærværende direktiv, indtil den 13. juli
2018.
Medlemsstaterne kræver, at de i første afsnit omhandlede e-pengeinstitutter fremsender alle
relevante oplysninger til de kompetente myndigheder, således at disse senest den 13. juli 2018
kan vurdere, om de pågældende e-pengeinstitutter opfylder kravene i afsnit II i nærværende
direktiv, og hvis det ikke er tilfældet, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at sikre, at
kravene opfyldes, eller om tilladelsen bør inddrages.
De i første afsnit omhandlede e-pengeinstitutter, der ved kontrol foretaget af de kompetente
myndigheder viser sig at opfylde kravene i afsnit II, meddeles tilladelse og opføres i registret.
E-pengeinstitutter, der ikke opfylder kravene i afsnit II senest den 13. juli 2018, forbydes at
udstede elektroniske penge.«
Artikel 112
Ændringer af forordning (EU) nr. 1093/2010
Forordning (EU) nr. 1093/2010 ændres således:
1) Artikel 1, stk. 2, affattes således:
»2. Myndigheden handler inden for de beføjelser, som den tildeles ved denne forordning, og
inden for rammerne af direktiv 2002/87/EF, direktiv 2009/110/EF, Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (38), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU (39), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU (40), Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 (41), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2015/2366 (42), og i det omfang disse retsakter finder anvendelse på kredit- og finansie-
ringsinstitutter og de kompetente myndigheder, der fører tilsyn med dem, de relevante dele af
direktiv 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (43), herunder
alle direktiver, forordninger og afgørelser, der er baseret på disse retsakter, samt eventuelle
yderligere retligt bindende EU-retsakter, hvorved myndigheden pålægges opgaver. Myndighe-
den handler også i overensstemmelse med Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 (44)
(38) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1)."
(39) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn
med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF
(EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338)."
(40) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 om indskudsgarantiordninger (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 149)."
(41) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler,
og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1781/2006 (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 1)."
(42) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring
af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L
337 af 23.12.2015, s. 35)."
347
(43) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finan-
sielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af
5.6.2015, s. 73)."
(44) Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i
forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT L 287 af 29.10.2013, s. 63).«"
2) Artikel 4, nr. 1), affattes således:
»1) »finansielle institutioner«: kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forord-
ning (EU) nr. 575/2013, investeringsselskaber som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 2), i forord-
ning (EU) nr. 575/2013, finansielle konglomerater som defineret i artikel 2, nr. 14), i direktiv
2002/87/EF, betalingstjenesteudbydere som defineret i artikel 4, nr. 11), i direktiv (EU)
2015/2366 og e-pengeinstitutter som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2009/110/EF, idet
»kreditinstitutter« dog med henblik på direktiv (EU) 2015/849 forstås som kreditinstitutter og
finansieringsinstitutter som defineret i artikel 3, nr. 1) og 2), i direktiv (EU) 2015/849«.
Artikel 113
Ændring af direktiv 2013/36/EU
I bilag I til direktiv 2013/36/EU affattes punkt 4 således:
»4. Betalingstjenester som defineret i artikel 4, nr. 3), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2015/2366 (45)
(45) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af
direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af
23.12.2015, s. 35).«DA L 337/114 Den Europæiske Unions Tidende 23.12.2015
Artikel 114
Ophævelse
Direktiv 2007/64/EF ophæves med virkning fra den 13. januar 2018.
Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses
efter sammenligningstabellen i bilag II til nærværende direktiv.
Artikel 115
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 13. januar 2018 de bestemmelser, der er
nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.
2. Medlemsstaterne anvender disse bestemmelser fra den 13. januar 2018.
348
Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af
medlemsstaterne.
3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale bestemmelser, som
de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
4. Uanset stk. 2 sikrer medlemsstaterne, at de i artikel 65, 66, 67 og 97 omhandlede sikkerhedsfor-
anstaltninger anvendes fra 18 måneder efter ikrafttrædelsesdatoen for de reguleringsmæssige tekni-
ske standarder omhandlet i artikel 98.
5. Medlemsstaterne må ikke forbyde juridiske personer, der på deres område inden den 12. januar
2016 har udøvet virksomhed som betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjene-
steudbydere som defineret i dette direktiv, at fortsætte med at udøve denne virksomhed på med-
lemsstaternes område i den i stk. 2 og 4 omhandlede overgangsperiode i overensstemmelse med den
gældende retlige ramme.
6. Medlemsstaterne sikrer, at de enkelte kontoførende betalingstjenesteudbydere, indtil de kontofø-
rende betalingstjenesteudbydere overholder de i stk. 4 omhandlede reguleringsmæssige tekniske
standarder, ikke misbruger deres manglende overholdelse til at spærre eller hindre brugen af beta-
lingsinitierings- og kontooplysningstjenester for de konti, som de fører.
Artikel 116
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Ti-
dende.
Artikel 117
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 25. november 2015.
På Europa-Parlamentets vegne
M. SCHULZ
Formand
På Rådets vegne
N. SCHMIT
Formand
349
28) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om
ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1).
29) Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 241/2014 af 7. januar 2014 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013, for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for kapitalgrundlagskrav for institutter (EUT L 74 af 14.3.2014, s. 8).
30) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester
(rammedirektivet) (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33).
31) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til
hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73).
32) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler, og om ophævelse
af forordning (EF) nr. 1781/2006 (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 1).
33) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, om ændring af
Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 84/253/EØF (EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87).
34) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (EFT L 243 af
11.9.2002, s. 1).
35) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af 21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om
ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (direktiv om ATB på forbrugerområdet) (EUT L 165 af 18.6.2013, s. 63).
BILAG I
BETALINGSTJENESTER
(jf. artikel 4, nr. 3))
1. Tjenester, der muliggør, at kontantbeløb indsættes på en betalingskonto, samt alle aktiviteter,
der er nødvendige i forbindelse med en betalingskonto.
2. Tjenester, der muliggør kontanthævninger fra en betalingskonto, samt alle aktiviteter, der er
nødvendige i forbindelse med en betalingskonto.
3. Gennemførelse af betalingstransaktioner, herunder overførsler af midler til en betalingskonto
hos brugerens betalingstjenesteudbyder eller hos en anden betalingstjenesteudbyder:
a) gennemførelse af direkte debiteringer, herunder direkte engangsdebiteringer
b) gennemførelse af betalingstransaktioner via et betalingskort eller en lignende anordning
c) gennemførelse af kreditoverførsler, herunder stående ordrer.
4. Gennemførelse af betalingstransaktioner, når midlerne er dækket af en betalingstjenestebrugers
kreditlinje:
a) gennemførelse af direkte debiteringer, herunder direkte engangsdebiteringer
b) gennemførelse af betalingstransaktioner via et betalingskort eller en lignende anordning
c) gennemførelse af kreditoverførsler, herunder stående ordrer.
5. Udstedelse af betalingsinstrumenter og/eller indløsning af betalingstransaktioner.
6. Pengeoverførselsvirksomhed.
7. Betalingsinitieringstjenester.
8. Kontooplysningstjenester.
BILAG II
SAMMENLIGNINGSTABEL
Nærværende direktiv Direktiv 2007/64/EF
350
Artikel 1, stk. 1 Artikel 1, stk. 1
Artikel 1, stk. 2 Artikel 1, stk. 2
Artikel 2, stk. 1 Artikel 2, stk. 1
Artikel 2, stk. 2 —
Artikel 2, stk. 3 —
Artikel 2, stk. 4 —
Artikel 2, stk. 5 Artikel 2, stk. 3
Artikel 3 Artikel 3
Artikel 4 Artikel 4
nr. 1), 2), 3), 4), 5) og 10) nr. 1), 2), 3), 4), 5) og 10)
nr. 7) nr. 6)
nr. 8) nr. 7)
nr. 9) nr. 8)
nr. 11) nr. 9)
nr. 12) nr. 14)
nr. 13) nr. 16)
nr. 14) nr. 23)
nr. 20), 21) og 22) nr. 11), 12) og 13)
nr. 23) nr. 28)
nr. 25) nr. 15)
nr. 26) og 27) nr. 17) og 18)
nr. 28) nr. 20)
nr. 29) nr. 19)
nr. 33) nr. 21)
nr. 34), 35), 36) og 37) nr. 24), 25), 26) og 27)
nr. 38) nr. 22)
nr. 39) og 40) nr. 29) og 30)
nr. 6), 15)-19), 24), 30)-32) og 41)-48) —
Artikel 5, stk. 1 Artikel 5
Artikel 5, stk. 2 —
Artikel 5, stk. 3 —
Artikel 5, stk. 4 —
Artikel 5, stk. 5 —
Artikel 5, stk. 6 —
Artikel 5, stk. 7 —
Artikel 6, stk. 1 —
Artikel 6, stk. 2 —
Artikel 6, stk. 3 —
Artikel 6, stk. 4 —
Artikel 7 Artikel 6
Artikel 8, stk. 1 Artikel 7, stk. 1
Artikel 8, stk. 2 Artikel 7, stk. 2
Artikel 8, stk. 3 Artikel 7, stk. 3
Artikel 9, stk. 1 Artikel 8, stk. 1
Artikel 9, stk. 2 Artikel 8, stk. 2
351
Artikel 9, stk. 3 Artikel 8, stk. 3
Artikel 10, stk. 1 Artikel 9, stk. 1
Artikel 10, stk. 2 Artikel 9, stk. 2
— Artikel 9, stk. 3 og 4
Artikel 11, stk. 1 Artikel 10, stk. 1
Artikel 11, stk. 2 Artikel 10, stk. 2
Artikel 11, stk. 3 Artikel 10, stk. 3
Artikel 11, stk. 4 Artikel 10, stk. 4
Artikel 11, stk. 5 Artikel 10, stk. 5
Artikel 11, stk. 6 Artikel 10, stk. 6
Artikel 11, stk. 7 Artikel 10, stk. 7
Artikel 11, stk. 8 Artikel 10, stk. 8
Artikel 11, stk. 9 Artikel 10, stk. 9
Artikel 12 Artikel 11
Artikel 13, stk. 1 Artikel 12, stk. 1
Artikel 13, stk. 2 Artikel 12, stk. 2
Artikel 13, stk. 3 Artikel 12, stk. 3
Artikel 14, stk. 1 Artikel 13
Artikel 14, stk. 2 Artikel 13
Artikel 14, stk. 3 —
Artikel 14, stk. 4 —
Artikel 15, stk. 1 —
Artikel 15, stk. 2 —
Artikel 15, stk. 3 —
Artikel 15, stk. 4 —
Artikel 15, stk. 5 —
Artikel 16 Artikel 14
Artikel 17, stk. 1 Artikel 15, stk. 1
Artikel 17, stk. 2 Artikel 15, stk. 2
Artikel 17, stk. 3 Artikel 15, stk. 3
Artikel 17, stk. 4 Artikel 15, stk. 4
Artikel 18, stk. 1 Artikel 16, stk. 1
Artikel 18, stk. 2 Artikel 16, stk. 2
Artikel 18, stk. 3 Artikel 16, stk. 2
Artikel 18, stk. 4 Artikel 16, stk. 3
Artikel 18, stk. 5 Artikel 16, stk. 4
Artikel 18, stk. 6 Artikel 16, stk. 5
Artikel 19, stk. 1 Artikel 17, stk. 1
Artikel 19, stk. 2 Artikel 17, stk. 2
Artikel 19, stk. 3 Artikel 17, stk. 3
Artikel 19, stk. 4 Artikel 17, stk. 4
Artikel 19, stk. 5 Artikel 17, stk. 5
Artikel 19, stk. 6 Artikel 17, stk. 7
Artikel 19, stk. 7 Artikel 17, stk. 8
Artikel 19, stk. 8 —
352
Artikel 20, stk. 1 Artikel 18, stk. 1
Artikel 20, stk. 2 Artikel 18, stk. 2
Artikel 21 Artikel 19
Artikel 22, stk. 1 Artikel 20, stk. 1
Artikel 22, stk. 2 Artikel 20, stk. 2
Artikel 22, stk. 3 Artikel 20, stk. 3
Artikel 22, stk. 4 Artikel 20, stk. 4
Artikel 22, stk. 5 Artikel 20, stk. 5
Artikel 23, stk. 1 Artikel 21, stk. 1
Artikel 23, stk. 2 Artikel 21, stk. 2
Artikel 23, stk. 3 Artikel 21, stk. 3
Artikel 24, stk. 1 Artikel 22, stk. 1
Artikel 24, stk. 2 Artikel 22, stk. 2
Artikel 24, stk. 3 Artikel 22, stk. 3
Artikel 25, stk. 1 Artikel 23, stk. 1
Artikel 25, stk. 2 Artikel 23, stk. 2
Artikel 26, stk. 1 Artikel 24, stk. 1
Artikel 26, stk. 2 Artikel 24, stk. 2
Artikel 27, stk. 1 —
Artikel 27, stk. 2 —
Artikel 28, stk. 1 Artikel 25, stk. 1
Artikel 28, stk. 2 —
Artikel 28, stk. 3 —
Artikel 28, stk. 4 —
Artikel 28, stk. 5 —
Artikel 29, stk. 1 Artikel 25, stk. 2 og 3
Artikel 29, stk. 2 —
Artikel 29, stk. 3 Artikel 25, stk. 4
Artikel 29, stk. 4 —
Artikel 29, stk. 5 —
Artikel 29, stk. 6 —
Artikel 30, stk. 1 —
Artikel 30, stk. 2 —
Artikel 30, stk. 3 —
Artikel 30, stk. 4 —
Artikel 31, stk. 1 —
Artikel 31, stk. 2 Artikel 25, stk. 4
Artikel 32, stk. 1 Artikel 26, stk. 1
Artikel 32, stk. 2 Artikel 26, stk. 2
Artikel 32, stk. 3 Artikel 26, stk. 3
Artikel 32, stk. 4 Artikel 26, stk. 4
Artikel 32, stk. 5 Artikel 26, stk. 5
Artikel 32, stk. 6 Artikel 26, stk. 6
Artikel 33, stk. 1 —
Artikel 33, stk. 2 —
353
Artikel 34 Artikel 27
Artikel 35, stk. 1 Artikel 28, stk. 1
Artikel 35, stk. 2 Artikel 28, stk. 2
Artikel 36 —
Artikel 37, stk. 1 Artikel 29
Artikel 37, stk. 2 —
Artikel 37, stk. 3 —
Artikel 37, stk. 4 —
Artikel 37, stk. 5 —
Artikel 38, stk. 1 Artikel 30, stk. 1
Artikel 38, stk. 2 Artikel 30, stk. 2
Artikel 38, stk. 3 Artikel 30, stk. 3
Artikel 39 Artikel 31
Artikel 40, stk. 1 Artikel 32, stk. 1
Artikel 40, stk. 2 Artikel 32, stk. 2
Artikel 40, stk. 3 Artikel 32, stk. 3
Artikel 41 Artikel 33
Artikel 42, stk. 1 Artikel 34, stk. 1
Artikel 42, stk. 2 Artikel 34, stk. 2
Artikel 43, stk. 1 Artikel 35, stk. 1
Artikel 43, stk. 2 Artikel 35, stk. 2
Artikel 44, stk. 1 Artikel 36, stk. 1
Artikel 44, stk. 2 Artikel 36, stk. 2
Artikel 44, stk. 3 Artikel 36, stk. 3
Artikel 45, stk. 1 Artikel 37, stk. 1
Artikel 45, stk. 2 —
Artikel 45, stk. 3 Artikel 37, stk. 2
Artikel 46 —
Artikel 47 —
Artikel 48 Artikel 38
Artikel 49 Artikel 39
Artikel 50 Artikel 40
Artikel 51, stk. 1 Artikel 41, stk. 1
Artikel 51, stk. 2 Artikel 41, stk. 2
Artikel 51, stk. 3 Artikel 41, stk. 3
Artikel 52, stk. 1 Artikel 42, stk. 1
Artikel 52, stk. 2 Artikel 42, stk. 2
Artikel 52, stk. 3 Artikel 42, stk. 3
Artikel 52, stk. 4 Artikel 42, stk. 4
Artikel 52, stk. 5 Artikel 42, stk. 5
Artikel 52, stk. 6 Artikel 42, stk. 6
Artikel 52, stk. 7 Artikel 42, stk. 7
Artikel 53 Artikel 43
Artikel 54, stk. 1 Artikel 44, stk. 1
Artikel 54, stk. 2 Artikel 44, stk. 2
354
Artikel 54, stk. 3 Artikel 44, stk. 3
Artikel 55, stk. 1 Artikel 45, stk. 1
Artikel 55, stk. 2 Artikel 45, stk. 2
Artikel 55, stk. 3 Artikel 45, stk. 3
Artikel 55, stk. 4 Artikel 45, stk. 4
Artikel 55, stk. 5 Artikel 45, stk. 5
Artikel 55, stk. 6 Artikel 45, stk. 6
Artikel 56 Artikel 46
Artikel 57, stk. 1 Artikel 47, stk. 1
Artikel 57, stk. 2 Artikel 47, stk. 2
Artikel 57, stk. 3 Artikel 47, stk. 3
Artikel 58, stk. 1 Artikel 48, stk. 1
Artikel 58, stk. 2 Artikel 48, stk. 2
Artikel 58, stk. 3 Artikel 48, stk. 3
Artikel 59, stk. 1 Artikel 49, stk. 1
Artikel 59, stk. 2 Artikel 49, stk. 2
Artikel 60, stk. 1 Artikel 50, stk. 1
Artikel 60, stk. 2 Artikel 50, stk. 2
Artikel 60, stk. 3 —
Artikel 61, stk. 1 Artikel 51, stk. 1
Artikel 61, stk. 2 Artikel 51, stk. 2
Artikel 61, stk. 3 Artikel 51, stk. 3
Artikel 61, stk. 4 Artikel 51, stk. 4
Artikel 62, stk. 1 Artikel 52, stk. 1
Artikel 62, stk. 2 Artikel 52, stk. 2
Artikel 62, stk. 3 Artikel 52, stk. 3
Artikel 62, stk. 4 —
Artikel 62, stk. 5 —
Artikel 63, stk. 1 Artikel 53, stk. 1
Artikel 63, stk. 2 Artikel 53, stk. 2
Artikel 63, stk. 3 Artikel 53, stk. 3
Artikel 64, stk. 1 Artikel 54, stk. 1
Artikel 64, stk. 2 Artikel 54, stk. 2
Artikel 64, stk. 3 Artikel 54, stk. 3
Artikel 64, stk. 4 Artikel 54, stk. 4
Artikel 65, stk. 1 —
Artikel 65, stk. 2 —
Artikel 65, stk. 3 —
Artikel 65, stk. 4 —
Artikel 65, stk. 5 —
Artikel 65, stk. 6 —
Artikel 66, stk. 1 —
Artikel 66, stk. 2 —
Artikel 66, stk. 3 —
Artikel 66, stk. 4 —
355
Artikel 66, stk. 5 —
Artikel 67, stk. 1 —
Artikel 67, stk. 2 —
Artikel 67, stk. 3 —
Artikel 67, stk. 4 —
Artikel 68, stk. 1 Artikel 55, stk. 1
Artikel 68, stk. 2 Artikel 55, stk. 2
Artikel 68, stk. 3 Artikel 55, stk. 3
Artikel 68, stk. 4 Artikel 55, stk. 4
Artikel 69, stk. 1 Artikel 56, stk. 1
Artikel 69, stk. 2 Artikel 56, stk. 2
Artikel 70, stk. 1 Artikel 57, stk. 1
Artikel 70, stk. 2 Artikel 57, stk. 2
Artikel 71, stk. 1 Artikel 58
Artikel 71, stk. 2 —
Artikel 72, stk. 1 Artikel 59, stk. 1
Artikel 72, stk. 2 Artikel 59, stk. 2
Artikel 73, stk. 1 Artikel 60, stk. 1
Artikel 73, stk. 2 —
Artikel 73, stk. 3 Artikel 60, stk. 2
Artikel 74, stk. 1 Artikel 61, stk. 1, 2 og 3
Artikel 74, stk. 2 —
Artikel 74, stk. 3 Artikel 61, stk. 4 og 5
Artikel 75, stk. 1 —
Artikel 75, stk. 2 —
Artikel 76, stk. 1 Artikel 62, stk. 1
Artikel 76, stk. 2 Artikel 62, stk. 2
Artikel 76, stk. 3 Artikel 62, stk. 3
Artikel 76, stk. 4 —
Artikel 77, stk. 1 Artikel 63, stk. 1
Artikel 77, stk. 2 Artikel 63, stk. 2
Artikel 78, stk. 1 Artikel 64, stk. 1
Artikel 78, stk. 2 Artikel 64, stk. 2
Artikel 79, stk. 1 Artikel 65, stk. 1
Artikel 79, stk. 2 Artikel 65, stk. 2
Artikel 79, stk. 3 Artikel 65, stk. 3
Artikel 80, stk. 1 Artikel 66, stk. 1
Artikel 80, stk. 2 Artikel 66, stk. 2
Artikel 80, stk. 3 Artikel 66, stk. 3
Artikel 80, stk. 4 Artikel 66, stk. 4
Artikel 80, stk. 5 Artikel 66, stk. 5
Artikel 81, stk. 1 Artikel 67, stk. 1
Artikel 81, stk. 2 Artikel 67, stk. 2
Artikel 81, stk. 3 Artikel 67, stk. 3
Artikel 82, stk. 1 Artikel 68, stk. 1
356
Artikel 82, stk. 2 Artikel 68, stk. 2
Artikel 83, stk. 1 Artikel 69, stk. 1
Artikel 83, stk. 2 Artikel 69, stk. 2
Artikel 83, stk. 3 Artikel 69, stk. 3
Artikel 84 Artikel 70
Artikel 85 Artikel 71
Artikel 86 Artikel 72
Artikel 87, stk. 1 Artikel 73, stk. 1
Artikel 87, stk. 2 Artikel 73, stk. 1
Artikel 87, stk. 3 Artikel 73, stk. 2
Artikel 88, stk. 1 Artikel 74, stk. 1
Artikel 88, stk. 2 Artikel 74, stk. 2
Artikel 88, stk. 3 Artikel 74, stk. 2
Artikel 88, stk. 4 Artikel 74, stk. 2
Artikel 88, stk. 5 Artikel 74, stk. 3
Artikel 89, stk. 1 Artikel 75, stk. 1
Artikel 89, stk. 2 Artikel 75, stk. 2
Artikel 89, stk. 3 Artikel 75, stk. 3
Artikel 90, stk. 1 —
Artikel 90, stk. 2 —
Artikel 91 Artikel 76
Artikel 92, stk. 1 Artikel 77, stk. 1
Artikel 92, stk. 2 Artikel 77, stk. 2
Artikel 93 Artikel 78
Artikel 94, stk. 1 Artikel 79, stk. 1
Artikel 94, stk. 2 —
Artikel 95, stk. 1 —
Artikel 95, stk. 2 —
Artikel 95, stk. 3 —
Artikel 95, stk. 4 —
Artikel 95, stk. 5 —
Artikel 96, stk. 1 —
Artikel 96, stk. 2 —
Artikel 96, stk. 3 —
Artikel 96, stk. 4 —
Artikel 96, stk. 5 —
Artikel 96, stk. 6 —
Artikel 97, stk. 1 —
Artikel 97, stk. 2 —
Artikel 97, stk. 3 —
Artikel 97, stk. 4 —
Artikel 97, stk. 5 —
Artikel 98, stk. 1 —
Artikel 98, stk. 2 —
Artikel 98, stk. 3 —
357
Artikel 98, stk. 4 —
Artikel 98, stk. 5 —
Artikel 99, stk. 1 Artikel 80, stk. 1
Artikel 99, stk. 2 Artikel 80, stk. 2
Artikel 100, stk. 1 —
Artikel 100, stk. 2 —
Artikel 100, stk. 3 —
Artikel 100, stk. 4 Artikel 82, stk. 2
Artikel 100, stk. 5 —
Artikel 100, stk. 6 —
Artikel 101, stk. 1 —
Artikel 101, stk. 2 —
Artikel 101, stk. 3 —
Artikel 101, stk. 4 -—
Artikel 102, stk. 1 Artikel 83, stk. 1
Artikel 102, stk. 2 Artikel 83, stk. 2
Artikel 103, stk. 1 Artikel 81, stk. 1
Artikel 103, stk. 2 —
Artikel 104 —
Artikel 105, stk. 1 —
Artikel 105, stk. 2 —
Artikel 105, stk. 3 —
Artikel 105, stk. 4 —
Artikel 105, stk. 5 —
Artikel 106, stk. 1 —
Artikel 106, stk. 2 -
Artikel 106, stk. 3 -
Artikel 106, stk. 4 —
Artikel 106, stk. 5 —
Artikel 107, stk. 1 Artikel 86, stk. 1
Artikel 107, stk. 2 Artikel 86, stk. 2
Artikel 107, stk. 3 Artikel 86, stk. 3
Artikel 108 Artikel 87
Artikel 109, stk. 1 Artikel 88, stk. 1
Artikel 109, stk. 2 Artikel 88, stk. 3
Artikel 109, stk. 3 Artikel 88, stk. 2 og 4
Artikel 109, stk. 4 —
Artikel 109, stk. 5 —
Artikel 110 Artikel 90
Artikel 111, stk. 1 —
Artikel 111, stk. 2 —
Artikel 112, stk. 1 —
Artikel 112, stk. 2 —
Artikel 113 Artikel 92
Artikel 114 Artikel 93
358
Artikel 115, stk. 1 Artikel 94, stk. 1
Artikel 115, stk. 2 Artikel 94, stk. 2
Artikel 115, stk. 3 —
Artikel 115, stk. 4 —
Artikel 115, stk. 5 —
Artikel 116 Artikel 95
Artikel 117 Artikel 96
Bilag I Bilaget
359
1) EUT C 224 af 15.7.2014, s. 1.
2) EUT C 170 af 5.6.2014, s. 78.
3) Europa-Parlamentets holdning af 8.10.2015 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 16.11.2015.
4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF,
2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (EUT L 319 af 5.12.2007, s. 1).
5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/2009 af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse
af forordning (EF) nr. 2560/2001 (EUT L 266 af 9.10.2009, s. 11).
6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske
penge og tilsyn med en sådan virksomhed, ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF (EUT L 267 af
10.10.2009, s. 7).
7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte
debiteringer i euro og om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009 (EUT L 94 af 30.3.2012, s. 22).
8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (EUT
L 304 af 22.11.2011, s. 64).
9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/751 af 29. april 2015 om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner (EUT L 123 af
19.5.2015, s. 1).
10) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s.
338).
11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010,
s. 12).
12) Rådets direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 om bankers og andre penge- og finansieringsinstitutters årsregnskaber og konsoliderede regnskaber
(EFT L 372 af 31.12.1986, s. 1).
13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse
virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF
(EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19).
14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT L
133 af 22.5.2008, s. 66).
15) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer (EFT L 166
af 11.6.1998, s. 45).
16) Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (EUT L 124 af
20.5.2003, s. 36).
17) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre mar-
ked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22).
18) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk han-
del, i det indre marked (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1).
19) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af
Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF (EFT L 271 af 9.10.2002, s. 16).
20) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (EUT
L 304 af 22.11.2011, s. 64).
21) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af beta-
lingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 214).
22) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysnin-
ger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31).
23) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
24) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom I) (EUT L 177
af 4.7.2008, s. 6).
25) Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1).
26) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
27) EUT C 38 af 8.2.2014, s. 14.
360