Høringssvar og høringsnotat, fra kulturministeren

Jour. nr. 19/03706-69
Notat
24. september 2020
Høringsnotat – høring over udkast til lovforslag om ændring af arkivloven
(ret til indsigt i egne oplysninger)
Kulturministeriet sendte den 7. februar 2020 et udkast til lovforslag om ændring af
arkivloven (ret til indsigt i egne oplysninger) i høring.
Med lovforslaget foreslås det at indføre:
• En ret for borgere til indsigt i egne oplysninger i dokumenter m.v., der er
afleveret på arkiv.
• Retten til indsigt skal være betalingsfri.
Høringsfristen var 6. marts 2020.
Ved fristens udløb var der indkommet 25 høringssvar. Efter fristens udløb har tre
fremsendt høringssvar henholdsvis den 9., 10. marts 2020 og 20. marts 2020.
Der henvises til vedlagte bilag med oversigt over indkomne høringssvar. 15 af
svarene går alene på, at man ikke har bemærkninger/ikke ønsker at udtale sig.
Disse er på oversigten markeret med kursiv.
I det følgende redegøres for hovedbemærkningerne i de modtagne høringssvar og
Kulturministeriets kommentarer hertil.
Det bemærkes, at der fra en række høringsparter og myndigheder er modtaget
forslag til præciseringer samt lovtekniske og sproglige ændringer, som ikke er
omtalt i dette notat. Forslagene er indarbejdet i det reviderede lovudkast i det
omfang, ministeriet har fundet det relevant.
****
Høringsnotat er opdelt i følgende afsnit:
A. Ret til indsigt i digitale arkivalier, jf. foreslåede § 39 a
B. Forskel på indsigt efter foreslåede § 39 a og § 39 b
C. Krav om samtykke fra myndigheder
D. Undtagelser til indsigt
E. Identifikationskrav, jf. foreslåede § 39 d
F. Klageadgang
G. Private arkivalier
I. Øvrigt
Rigsarkivet har bidraget til nærværende høringsnotat.
Kulturudvalget 2020-21
L 18 Bilag 1
Offentligt
Side 2
Ad. A. Ret til indsigt i digitale arkivalier, jf. foreslåede § 39 a
Rigspolitiet og Domstolsstyrelsen opfordrer til, at det i lovforslaget adresseres, at
retshåndhævelseslovens § 15 ikke finder anvendelse på behandling af
personoplysninger, der foretages med henblik på at varetage arkivmæssige hensyn,
men at hensynene og principperne bag retshåndhævelsesloven fortsat skal
iagttages, efter at oplysningerne er afleveret til arkiv.
Rigspolitiet og Domstolsstyrelsen bemærker, at retshåndhævelseslovens regler
ikke finder anvendelse på privates behandling af personoplysninger, og
henvisningen i § 39 a, stk. 4 bør udgå.
Domstolsstyrelsen bemærker, at lovforslagets § 39 a, stk. 3 kan give anledning til
at overveje, om det offentlige arkiv fungerer som databehandler for retterne og
andre myndigheder i forbindelse med videresendelse af anmodningen fra den
registrerede til retten.
Kulturministeriets bemærkninger:
Kulturministeriet bemærker, at henvisningen til retshåndhævelsesloven blev indført
i arkivloven i 2018 i forbindelse med en række konsekvensrettelser i diverse danske
love som opfølgning på databeskyttelsesforordningen.
Nærværende lovforslag har ikke til formål at ændre i den foreslåede § 39 a, da der
blot er tale om, at bestemmelsen flyttes fra § 42 af lovtekniske hensyn.
Det følger imidlertid af retshåndhævelseslovens § 1, stk. 1, at loven kun gælder for
de retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger. Det følger
desuden af de specielle bemærkninger til retshåndhævelseslovens § 5, at i det
omfang, der er tale om behandling af personoplysninger med henblik på
arkivformål, er det databeskyttelsesforordningen, der gælder.
Kulturministeriet forslår derfor en ændring af lovforslaget således at
høringssvarene imødekommes i forhold til retshåndhævelsesloven og de nødvendige
konsekvensrettelser foretages. Der er ikke tale om ændringer af indholdet af
bestemmelsen og den retsstilling, som borgeren har.
Kulturministeriet bemærker i forhold dataansvarsforholdet, at der med
udarbejdelsen af lovforslaget ikke er foretaget nærmere overvejelser i relation til den
forslåede bestemmelse i arkivlovens § 39 a, stk. 3 om hvorvidt, der er fælles
dataansvar mellem arkivet og vedkommende myndighed i forbindelse med
videregivelse. Kulturministeriet bemærker, at ændringer af arkivlovens § 39 a, stk. 3
vil indgå i en bredere overvejelse om revision af arkivloven.
Side 3
Ad. B. Forskel på indsigt efter foreslåede § 39 a og § 39 b
Datatilsynet bemærker, at det ikke står klart for tilsynet, om det er en ligestillet
ret mellem den foreslåede § 39 a og § 39 b, når der for så vidt angår førstnævnte
sløres oplysninger om tredjepart, og der for sidstnævnte stilles vilkår om brugen af
de udleverede oplysninger om tredjepart. Desuden er det for § 39 a afleverende
myndighed, der har afgørelseskompetence, og for § 39 b er det det offentlige arkiv.
Det er Datatilsynets opfattelse, at § 39 b bør udformes i overensstemmelse med §
39 a, og der vil således ikke være behov for bestemmelser om samtykke og vilkår.
Rigspolitiet bemærker, at der ikke er en klar afgrænsning mellem
anvendelsesområdet for § 39 a og § 39 b, da førstnævnte ikke er begrænset til
digitale arkivalier, men er begrænset til databeskyttelsesreglernes
anvendelsesområde. Rigspolitiet foreslår, at det nævnes eksplicit, at § 39 b alene
vedrører tilfælde, der falder uden for databeskyttelsesreglernes
anvendelsesområde.
Kulturministeriets bemærkninger:
Kulturministeriet bemærker, at forskellen på § 39 a og § 39 b blandt andet skyldes,
at formålet med lovændringen ikke er at foretage en ændring af § 39 a, men at der
sikres en ret for borgeren til at se egne oplysninger i den type af arkivalier, som ikke
er omfattet af § 39 a. Indsigt efter § 39 a skal behandles efter de gældende regler i
databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, hvor indsigt efter den nye §
39 b skal behandles efter samme praksis, som de offentlige arkiver efter gældende
regler har behandlet ansøgninger om tilladelse til adgang til ikke umiddelbart
tilgængelige arkivalier, jf. den gældende §§ 31 og 32.
Kulturministeriet bemærker at det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at
den afgørende forskel i forhold til de gældende regler er, at den person, som ønsker
indsigt i egne sager, ikke skal søge om tilladelse, men får et retskrav på indsigt i
egne oplysninger. Der foreslås ikke ændringer til de gældende regler om samtykke
fra afleverende myndighed, Datatilsynet og Domstolsstyrelsen, ligesom der ikke
ændres i reglerne om fastsættelse af vilkår for brugen af arkivalierne. Dette med
henblik på at beskytte øvrige afgørende hensyn – fx hensynet til tredjepart eller
statens sikkerhed.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne til lovforslaget, at den foreslåede § 39 b
vedrørende indsigt i egne oplysninger i arkivalier kun har betydning for den type af
arkivalier, som ikke i forvejen er omfattet af den foreslåede § 39 a, som er afgrænset
til databeskyttelsesforordningens anvendelsesområde. Den foreslåede § 39 b skal
dermed forstås som en opsamlingsbestemmelse til § 39 a. For at sikre en klar
retstilling ændres formulering af § 39 a og § 39 b på baggrund af høringssvarene.
Ad. C. Krav om samtykke fra myndigheder
PET forudsætter, at indsigt i PET’s arkivalier, jf. § 33 altid kræver samtykke fra
PET, og at rigsarkivaren kun tillader indsigt i det materiale, som PET har
samtykket til.
Side 4
Kulturministeriets bemærkninger:
Det følger af den foreslåede § 33, at tilladelse til indsigt kræver samtykke fra
afleverende myndighed, hvis der er fastsat en længere tilgængelighedsfrist, hvis der
er tale om arkivenheder, jf. § 27, hvis materialet indeholder materiale til brug for
retssager eller overvejelse herom, og hvis materialet er yngre end 20 år.
Kulturministeriet bemærker, at dette samtykkekrav fastholdes i lovforslaget. Hvis
den afleverende myndighed har nægtet samtykke efter øvrige afgørende hensyn, kan
det offentlige arkiv ikke meddele indsigt til borgeren.
Ad. D. Undtagelser til indsigt
Københavns Universitet og Aalborg Universitet foreslår, at der indføres en
undtagelse til indsigtsretten, så det ikke gælder for oplysninger, der udelukkende
behandles i videnskabeligt eller statistisk øjemed.
PET lægger til grund, at bestemmelserne i § 39 b, stk. 2 og 3 vedrørende vilkår og
ekstrahering kun vedrører de oplysninger, som PET efter høring i medfør af § 33,
har samtykket til indsigt i.
Kulturministeriets bemærkninger:
Kulturministeriet bemærker, at det også følger af undtagelsesbestemmelserne til de
databeskyttelsesretlige regler, at der er undtagelse til indsigtsretten for så vidt
angår oplysninger, der udelukkende behandles i videnskabeligt eller statistisk
øjemed.
Kulturministeriet bemærker, at der skal være en rimelig balance mellem på den ene
side hensynet til borgeren og dennes indsigtsret og på den anden side hensynet til
andre beskyttelsesværdige interesser, herunder bl.a. til, at der ikke pålægges de
dataansvarlige for vidtgående byrder i forbindelse med behandlingen af
oplysninger.
Kulturministeriet bemærker desuden, at en undtagelse om oplysninger, der
udelukkende behandles i videnskabeligt eller statistisk øjemed, vil skabe en
ligestillet ret mellem indsigt efter § 39 a og § 39 b, og en ændring af § 39 b og
imødekommes derfor.
Ad. E. Identifikationskrav, jf. foreslåede § 39 d
Danske Medier foreslår, at vejledningspligten indskærpes overfor offentlige
myndigheder, da den enkelte borger ikke har viden om arkivernes opdeling og
løbende ændringer for myndigheder ift. sammenlægninger og opdelinger.
Side 5
Digitaliseringsstyrelsen foreslår, at bemærkningen til § 39 d, stk. 1 ændres fra at
nævne NemID til digital identifikation til ”den til enhver tid gældende nationale
eID”, da NemID overgår til MitID i 2021.
KL angiver, at KL ikke er enige i, som det fremgår af bemærkningerne til
lovforslaget, at kommunearkiverne har pligt til at identificere arkivalier. KL
oplyser, at kommunerne er forpligtede til at stille arkivalier til rådighed og vejlede,
men hvor Rigsarkivet har hjemmel til at tage betaling for arkivundersøgelser, i
form af identifikation og fremfinding, kan KL ikke genkende, at
kommunearkiverne skulle være forpligtede til at foretage arkivundersøgelser.
Kulturministeriets bemærkninger:
Kulturministeriet bemærker, at det følger af bemærkningerne til lovforslaget, at
udgangspunktet er, at alle myndigheder skal aflevere alle bevaringsværdige
dokumenter til de offentlige arkiver. Der har desuden gennem tiden været forskellige
kassationsregler for myndighederne, hvorfor alle oplysninger ikke er afleveret.
Desuden har de offentlige arkiver forskellig praksis for, hvordan arkivalier er
registreret. Kulturministeriet medgiver derfor, at det kan være svært for den enkelte
borger i tilstrækkelig grad at identificere, hvor dennes oplysninger findes. Det
indskærpes derfor over for arkiverne og myndighederne, at den forvaltningsretlige
vejledningspligt efterkommes på bedste vis, så borgerne så vidt muligt hjælpes på
vej.
Kulturministeriet bemærker desuden, at det er vigtigt, at ændringen af loven ikke
bliver hurtigt forældet grundet den teknologisk udvikling, og ændringen bør derfor
imødekommes.
Vedrørende KL’s bemærkning om identifikation, bemærker Kulturministeriet, at
kommunerne i henhold til arkivlovens allerede gældende regler er forpligtede til at
vejlede og stille arkivalier til rådighed. Det er Kulturministeriets vurdering, at for
at denne forpligtelse kan opfyldes, skal kommunerne foretage arkivundersøgelser i
form af identificering og afgrænsning af arkivalier. Kulturministeriet bemærker
desuden, at før det kommunale arkiv kan meddele tilladelse efter de gældende regler
om adgang til ikke-umiddelbart tilgængelige arkivalier, kræver det, at arkivet
gennemfører en arkivundersøgelse for at identificere og fremfinde de relevante
arkivalier, som ansøgningen om tilladelse omhandler, således at borgeren ikke
uretmæssigt får adgang til øvrige arkivalier, som ikke umiddelbart er tilgængelige.
Endeligt bemærker Kulturministeriet, at opgaven vedrørende egenacces og
aktindsigt allerede eksisterer for offentlige myndigheder efter f.eks. forvaltnings- og
offentlighedsloven.
Ad. F. Klageadgang
PET opfatter, at der er et sikkerhedsmæssigt behov for, at Justitsministeriet
fortsat kan behandle klager over afgørelser truffet i relation til PET’s materiale, da
det grundet materialets klassifikation er nødvendigt at begrænse indsigten til
sikkerhedsgodkendte medarbejdere i Justitsministeriets Sikkerhedskontor.
Side 6
Kulturministeriets bemærkninger:
Kulturministeriet bemærker, at det er vigtigt, at adgangen til
efterretningstjenesternes materiale skal begrænses vidt muligt. Kulturministeriet
bemærker desuden, at der kan være andre myndigheders materiale, hvor adgangen
også bør begrænses. Samtidig bemærker Kulturministeriet, at det er vigtigt, at der
sikres en klagemulighed for borgerne, så afgørelser kan indbringes for en anden
myndighed, så der er en retssikkerhedsgaranti for korrekte afgørelser.
Desuden bemærker Kulturministeriet, at den foreslåede bestemmelse i § 43 a
hjemler en klageret for så vidt angår Rigsarkivets afgørelse, som Kulturministeriet
er overordnet myndighed for. Klageadgangen bør dermed rettes til
Kulturministeriet.
Kulturministeriet foreslår imidlertid, at klageadgangen for så vidt angår materiale,
der er klassificeret af sikkerhedsmæssige hensyn, skal rettes til den overordnede
myndighed, der har ansvaret for det pågældende område. Det vil i praksis betyde, at
klager over indsigt i PET’s materiale, vil skulle rettes til Justitsministeriet.
Ad. G. Private arkivalier
Organisationen Danske Arkiver spørger til, om det ikke ville være mere
hensigtsmæssigt, at typen af private arkivalier, som foreslås omfattet af
indsigtsretten, bliver omfattet af arkivlovens bevaringsbestemmelser.
Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at der i en bestemmelse i arkivloven
eller i bemærkningerne fastlægges, hvordan et offentligt arkiv skal forholde sig i
situationer, hvor arkivet skal tage stilling til materiale afleveret af en privat aktør
– herunder om der skal foretages høring forud for indsigt.
Amnesty International anbefaler, at en styrkelse af borgernes indsigtsret altid bør
gælde den type af private arkivalier, som lovforslaget lægger op til, skal være
omfattet af indsigtsretten, og at de omhandlede private/selvejende institutioner
altid bør have pligt til at aflevere sådanne personoplysninger til de offentlige
arkiver. Amnesty International opfordrer desuden til, at forslaget ændres, således
at det fremgår, at omtale/oplysninger/viden af en person, som en
professionel/behandler alene i kraft af sit virke, ikke skal anses for at være ”rent
privat” og ikke skal holdes ude af borgernes indsigtsret.
Kulturministeriets bemærkninger:
Kulturministeriet bemærker, at private arkivalier er reguleret i arkivlovens kapitel
11. Overdragelse af private arkivalier fra enkeltpersoner til offentlige arkiver bygger
i henhold til arkivloven på et princip om frivillighed inden for de aftaleretlige
rammer. Lovforslaget er derfor forfattet på en sådan måde, at det aftaleretlige
grundlag i forhold til private arkivalier fastholdes i videst mulig omfang dog
således, at der gives ret til indsigt i visse private arkivalier, idet disse afgrænsede
Side 7
private arkivalier antages at være af særlig betydning for realisering af formålet
med lovforslaget om at give borgere ret til indsigt i egne oplysninger.
Kulturministeriet bemærker desuden, at de almindelige forvaltningsretlige
principper og retsgrundsætninger vil gælde for behandlingen af sager om indsigt i
egne oplysninger. I forbindelse med sagens oplysning og den konkrete
sagsbehandling om udlevering af materiale, herunder ved udlevering oplysninger
som hidrører fra en privat donator, må der således foretages en individuel
vurdering af de oplysninger, som indgår i sagen; herunder om der måtte være
konkret anledning til f.eks. at foretage partshøring m.v.
Kulturministeriet bemærker endeligt, at det fremgår af bemærkningerne i
lovforslaget, at det foreslås, at indsigtsretten også skal gælde for visse typer af
private arkivalier, der er afleveret til de offentlige arkiver. Det foreslås dog undtaget
for private arkivalier, som vurderes ”rent private”, hvor der er tale om en privat
meddelelse mellem to private personer, som fx i et brev, eller hvor en person er
omtalt i andre rent private arkivalier, fx i dagbøger. Det er på baggrund af
høringssvaret præciseret, at dette ikke gælder, såfremt den private meddelelse
mellem to parter er sendt som led i deres professionelle virke, som fx behandler eller
lignende.
Ad. I. Øvrigt
Danske Medier foreslår, at Kulturministeriet følger op på implementeringen, og at
dette gøres gennem rigsarkivarens årlige rapport om tilgængelighedspraksis, der
afleveres til Tilgængelighedsudvalget.
KL og Organisationen Danske Arkiver anmoder om, at loven tidligst træder i kraft
1. august 2020 og gerne 1. september 2020, da de kommunale arkiver holder
sommerferielukket.
Organisationen Danske Arkiver så gerne, at der kom en mere omfattende revision
af arkivloven, som vil gøre driften af offentlige arkiver mere operationel i forhold til
bl.a. digitalisering og databeskyttelsesloven, og ser beklageligt på, at det
lovforberedende arbejde, som foregik i arkivudvalget ikke er inddraget i
lovforslaget.
Organisationen Danske Arkiver mener ikke, at lovforslaget tager højde for, at det
er sværere at fremsøge oplysninger i arkivalier frem for oplysninger, som
myndigheder ligger inde med, som behandles efter de forvaltningsretlige love.
Organisationen Danske Arkiver oplyser, at der i den nuværende arkivlov ikke er
afleveringsfrister for kommunale arkiver, hvis der er tale om oplysninger, der er
omfattet af databeskyttelseslovens sletningsbestemmelser, og sager kan derfor
risikere ikke at være afleveret, og borgere går forgæves. Organisationen Danske
Arkiver spørger i den forbindelse til, om arkivlovens regler fortsat vil gælde for
kommunerne, når arkivalierne endnu ikke er afleveret til arkiv.
Side 8
Færøernes Nationalarkiv opfordrer til, at der ses på, om den danske arkivlov bør
være gældende i Færøerne. Det skyldes at lovforslaget kan være medvirkende til
en større skævvridning af forskellen på de oplysninger i Færøerne, som er endt på
arkiv.
KL og Organisationen Danske Arkiver efterspørger, at det enten præciseres i
bemærkningerne eller i en form for vejledning, hvordan arkiverne skal fastlægge
vilkår, og hvornår der skal foretages ekstrahering af oplysninger, så der sikres en
ensrettet praksis på tværs af arkiverne
Kulturministeriets bemærkninger:
Kulturministeriet bemærker, at Rigsarkivet i den årlige rapport til
Tilgængelighedsudvalget vil kunne inddrage sager om indsigt i egne oplysninger
efter den forslåede bestemmelse i arkivlovens § 39 b i forbindelse med
afrapporteringen af Rigsarkivets praksis på tilgængelighedsområdet.
Kulturministeriet bemærker i forhold til dato for lovens ikrafttræden, at et retskrav
for borgeren til indsigt i egne oplysninger bør iværksættes uden unødig ventetid, og
loven bør træde i kraft i direkte forlængelse af vedtagelsen i Folketinget.
Kulturministeriet bemærker i forhold til, om lovændringen kan betyde et større
antal sager, hvor der er behov for at indhente samtykke fra henholdsvis afleverende
myndighed, Datatilsynet og Domstolsstyrelsen, at det fremgår af bemærkningerne
til lovforslaget, at det er Kulturministeriets vurdering, at der vil komme en øget
tilførsel af sager, men det er ikke muligt at anslå stigningens omfang og varighed.
Kulturministeriet bemærker desuden, at der kan være tale om fremsøgning og
identifikation af mere komplekse sager, men at det ligesom med antallet er sager,
ikke er muligt at anslå omfanget heraf.
I forhold til en revision af hele arkivloven, anerkender Kulturministeriet, at
arkivloven på flere punkter trænger til en opdatering, og der har tidligere været
iværksat et arbejde omkring dette. Kulturministeriet bemærker, at dette lovforslag
begrænser sig til indførelsen af en ret til indsigt i egne oplysninger.
Kulturministeriet bemærker i forhold til afleveringsfrister for de kommunale
arkiver, at indførelse af den forslåede bestemmelse i arkivlovens § 39 b om adgang
til egne oplysninger ikke medfører ændringer i arkivlovens eksisterende
bestemmelser om frister for aflevering for kommunale arkiver. Det skal dog
understreges at arkivloven og den øvrige lovgivning om indsigtsret efter f.eks.
forvaltningsloven gælder parallelt med arkivloven, hvilket betyder at en borger
fortsat kan bede om aktindsigt i en sag, selvom denne ikke er afleveret til arkiv. De
offentlige arkiver og øvrige offentlige myndigheder vil som følge af den almindelige
forvaltningsretlige vejledningspligt, have pligt til at vejlede borgeren om
muligheden for søge aktindsigt i sagen efter f.eks. forvaltningslovens regler.
Side 9
Kulturministeriet bemærker i forhold til arkivlovens virkning i Færøerne, at dette
lovforslag begrænser sig til indførelsen af en ret til indsigt i egne oplysninger.
Kulturministeriet bemærker hertil, at spørgsmålet indgår i en bredere overvejelse
om revision af arkivloven, men anerkender samtidig, at der bør tages stilling til
spørgsmålet for at undgå skævvridningen for borgerne i Færøerne.
I forhold til en præcisering af praksis eller udarbejdelse af en vejledning om
fastsættelse af vilkår og praksis for ekstrahering, bemærker Kulturministeriet, at
enhver afgørelse skal træffes efter en individuel konkret vurdering.
Kulturministeriet anerkender, at der skal sikres en så ensartet praksis som muligt,
så borgerne ikke stilles forskelligt alt efter hvilket offentligt arkiv, der træffer
afgørelsen. Dette naturligvis under iagttagelse af, at der træffes individuelle
konkrete afgørelser. Rigsarkivet har oplyst, at Rigsarkivet er i gang med at
udarbejde et administrationsgrundlag herunder en intern vejledning til
Rigsarkivets medarbejdere og deler gerne overvejelser, erfaringer mv. med
kommunerne. Rigsarkivet har desuden oplyst, at Rigsarkivet i den årlige rapport til
Tilgængelighedsudvalget vil inddrage sager om indsigt efter den foreslåede § 39 b,
og udvalgets rapporter offentliggøres. Rigsarkivets praksis kan dermed deles med de
øvrige offentlige arkiver.
Side 10
Bilag:
Oversigt over modtagne høringssvar
(Dem der har angivet, at de ikke har bemærkninger/ikke ønsket at udtale sig er
markeret med kursiv)
Advokatrådet
Amnesty International
Byretterne
Dansk Arbejdsgiverforening
Danske Medier
Danske Regioner
Datatilsynet
Departementet for Uddannelse, Kultur og Kirke, Grønlands Selvstyre
Digitaliseringsstyrelsen
Domstolsstyrelsen
Familieretshuset
Færøernes Nationalarkiv
Institut for Menneskerettigheder
KL
Kriminalforsorgen
Københavns Universitet
Organisationen Danske Arkiver
PET
Politiforbundet
Procesbevillingsnævnet
Rigsadvokaten
Rigsombuddet på Færøerne
Rigspolitiet
Roskilde Universitet
Sø- og Handelsretten
Vestre Landsret
Østre Landsret
Aalborg Universitet


Kulturministeren
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tel : 33 92 33 70
E-mail : kum@kum.dk
Web : www.kum.dk
Dok. nr. 19/03706-103
Folketingets Kulturudvalg
Christiansborg
1240 København K
7. oktober 2020
Vedlagt fremsender jeg til udvalgets orientering høringsnotat og høringssvar ad L 18 -
Forslag til Lov om ændring af arkivloven (Ret til indsigt i egne personoplysninger).
Med venlig hilsen
Joy Mogensen
Kulturudvalget 2020-21
L 18 Bilag 1
Offentligt


Rigspolitiet
–
Rigspolitiet
Polititorvet 14
1780 København V
Tlf.: 33 14 88 88
Email: politi@politi.dk
Kulturministeriet
Fuldmægtig Sabine Erlenbach
ser@kum.dk
Dato: 05-03-2020
J. nr.: 2020-036816
Høring over lov om ændring af arkivloven (ret til indsigt i egne oplysninger),
j.nr. 19/03706
Ved brev af 7. februar 2020 har Kulturministeriet fremsendt høring vedrørende for-
slag til lov om ændring af arkivloven (ret til indsigt i egne oplysninger). Rigspoli-
tiets bemærkninger hertil er angivet nedenfor.
1. Generelle bemærkninger til retshåndhævelseslovens anvendelsesområde
I lovforslaget henvises flere steder til, at lov om retshåndhævende myndigheders
behandling af personoplysninger (”retshåndhævelsesloven”)1
finder anvendelse på
arkivalier, herunder at der i visse tilfælde skal træffes afgørelse om indsigt i arkiva-
lier efter retshåndhævelseslovens § 15.
Rigspolitiet skal i den forbindelse bemærke, at retshåndhævelsesloven finder an-
vendelse på Politiets, Anklagemyndighedens, herunder den militære anklagemyn-
digheds, Kriminalforsorgens, Den Uafhængige Politiklagemyndigheds og domsto-
lenes behandling af personoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af
automatisk databehandling, og for anden ikkeautomatisk behandling af personop-
lysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register, når behandlingen foretages
med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare hand-
linger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder for at beskytte mod eller
forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed, jf. retshåndhævelsesloven § 1, stk.
1.
Det er Rigspolitiets opfattelse, at retshåndhævelseslovens § 1, stk. 1 udtømmende
opregner, hvilke behandlingsformål der er omfattet af lovens anvendelsesområde.
Det er ligeledes Rigspolitiets opfattelse, at retshåndhævelsesloven ikke finder an-
vendelse på behandling af personoplysninger (arkivalier), der foretages med hen-
blik på at varetage arkivmæssige formål, herunder på at sikre bevaring af arkivalier,
der har historisk værdi eller tjener til dokumentation af forhold af væsentlig admi-
nistrativ eller retlig betydning for borgere eller myndigheder.
Det kan således overvejes, om lovforslaget alene bør henvise til reglerne i databe-
skyttelsesforordningen og de supplerende regler i databeskyttelsesloven. I det om-
fang henvisningerne til retshåndhævelsesloven fastholdes, skal Rigspolitiet opfor-
dre til, at det beskrives nærmere i bemærkningerne til lovforslaget, hvordan denne
1
Lov nr. 410 af 27. april 2016 med senere ændringer.
Kulturudvalget 2020-21
L 18 Bilag 1
Offentligt
Side 2
finder anvendelse på personoplysninger, der alene opbevares med henblik på at va-
retage arkivmæssige formål.
2. Behov for klar afgrænsning mellem arkivalier, der henholdsvis er og ikke er
omfattet af reglerne i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven
I forhold til lovforslagets § 1, nr. 3 om § 34, nr. 1) i arkivloven, lovforslagets § 1,
nr. 6, om §§ 39 a og b i arkivloven, samt lovforslagets § 1, nr. 7 om ophævelse af
arkivlovens § 42 bemærkes, at der er behov for en klar afgrænsning mellem arkiva-
lier, der henholdsvis er og ikke er omfattet af reglerne i databeskyttelsesforordnin-
gen og databeskyttelsesloven.
Rigspolitiet skal i den forbindelse henvise til de specielle bemærkninger til lov-
forslagets § 1, nr. 6, hvoraf det fremgår, at § 39 a indeholder ordlyden af den gæl-
dende § 42 i arkivloven, og at retten til indsigt efter den foreslåede § 39 b konkret
kun vil have betydning for den type af papirarkivalier, som ikke i forvejen er om-
fattet af arkivlovens § 42 vedrørende digitale arkivalier.
Det bemærkes i den forbindelse, at ordlyden af den foreslåede § 39 a ikke er be-
grænset til digitale arkivalier, men til databeskyttelsesreglernes anvendelsesom-
råde. Det kan i den forbindelse overvejes, om det mere eksplicit bør nævnes i be-
mærkningerne til lovforslaget, at retten til indsigt efter § 39 b alene vedrører de
tilfælde, der falder uden for databeskyttelsesreglernes anvendelsesområde.
I den foreslåede § 39 b er det således ikke entydigt, om bestemmelsen har til formål
at begrænse bestemmelsens anvendelsesområde til alene at omfatte arkivalier, der
falder uden for databeskyttelseslovgivningen. Ordlyden af § 34 kan læses således,
at § 39 b omfatter papirarkivalier, der er omfattet af databeskyttelsesreglernes an-
vendelsesområde (f.eks. uddatamateriale).
Hvis § 39 b skal ses som en supplerende bestemmelse til § 39 a, og bestemmelsen
også skal omfatte papirarkivalier omfattet af databeskyttelsesreglernes anvendel-
sesområde, skal Rigspolitiet opfordre til, at det ovevejes at tilføjet en supplerende
bestemmelse om sagsbehandlingen. Den supplerende bestemmelse skal fastlægge,
at en begæring om indsigt efter § 39 b videresendes af det pågældende arkiv til den
myndighed, der træffer afgørelse efter bestemmelserne i databeskyttelsesforordnin-
gen. Alternativt kan der tilføjes en henvisning til den tilsvarende regel i den fore-
slåede § 39 a, stk. 3.
Det er således Rigspolitiets opfattelse, at vedkommende myndighed, der træffer af-
gørelse efter databeskyttelsesforordningen, altid bør træffe afgørelse om indsigt i
arkivalier, der er omfattet af reglerne i databeskyttelsesforordningen. Det skyldes,
at det kan være nødvendigt at begrænse retten til indsigt på trods af, at personop-
lysningerne er afleveret til arkiv. Se nærmere unde punkt 3 nedenfor.
Side 3
Rigspolitiet skal i forlængelse heraf bemærke, at det med fordel kan fremgå mere
entydigt af lovforslaget, at det både vil være databeskyttelsesforordningens materi-
elle regler og de tilknyttede rekursregler, der finder anvendelse på vedkommende
myndigheds afgørelse om indsigt i arkivalier. Rigspolitiets afgørelser vil eksempel-
vis kunne påklages til Justitsministeriet, der er forvaltningsretlig rekursinstans for
afgørelser, som Rigspolitiet træffer i første instans.
3. Retshåndhævelseslovens regler om retten til indsigt
Som beskrevet under punkt 1 ovenfor er det Rigspolitiets opfattelse, at retshåndhæ-
velsesloven ikke finder anvendelse på behandling af personoplysninger, der foreta-
ges med henblik på at varetage arkivmæssige formål. Rigspolitiet skal opfordre til,
at dette adresseres i lovforslaget.
Det er imidlertid Rigspolitiets vurdering, at de særlige hensyn og principperne bag
reglerne i retshåndhævelsesloven fortsat skal iagttages efter, at personoplysnin-
gerne er afleveret til et offentligt arkiv, når en person fremsætter begæring om ind-
sigt i oplysninger, der er afleveret af en kompetent myndighed. Det er på denne
baggrund Rigspolitiets vurdering, at der i lovforslagets § 39 a bør ske en præcise-
ring af bestemmelsen, således at det fremgår, at principperne bag retshåndhævel-
seslovens regler om indsigt finder anvendelse i de tilfælde, hvor en person over for
et offentligt arkiv fremsætter begæring om indsigt i egne oplysninger.
Om baggrunden herfor kan det oplyses, at retshåndhævelseslovens kapitel 4 og 5
indeholder en udvidet adgang til at begrænse den registreredes ret til indsigt. De
hensyn, der kan begrunde en begrænsning af den registreredes ret til indsigt, svarer
i vidt omfang til databeskyttelseslovens § 22. I denne bestemmelse opregnes de
hensyn, der kan føre til en begrænsning af retten til indsigt efter databeskyttelses-
forordningen. Særligt retshåndhævelseslovens § 14, stk. 1, nr. 1 indeholder imid-
lertid en udvidet adgang til at begrænse den registreredes ret til indsigt. Det er for
at undgå, at der lægges hindringer i vejen for officielle eller retlige undersøgelser,
efterforskninger eller procedurer.
Det er Rigspolitiets opfattelse, at det fortsat kan være relevant at begrænse den re-
gistreredes ret til indsigt på baggrund af hensynene i retshåndhævelseslovens § 14,
stk. 1 efter, at personoplysningerne er arkiveret efter arkivlovens regler.
I arkiverede straffesager kan det således fortsat være relevant at begrænse retten til
indsigt efter § 15 med henvisning til principperne i retshåndhævelseslovens § 14,
stk. 1, nr. 1. Det gælder i de situationer, hvor indsigt i straffesagen vil kunne føre
til, at der lægges hindringer i vejen for officielle eller retlige undersøgelser, efter-
forskninger eller procedurer.
Endvidere bemærkes det, at der med hjemmel i retshåndhævelseslovens § 16, stk.
4 er fastsat nærmere regler om den registreredes ret til indsigt i specifikke registre
Side 4
på bekendtgørelsesniveau. Det gælder eksempelvis bekendtgørelse nr. 881 af 4. juli
2014 om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister.
Endelig bemærkes det, at de hensyn, der kan give anledning til at begrænse retten
til indsigt efter retshåndhævelseslovens regler, kan bestå i en længere årrække. Det
er på denne baggrund Rigspolitiets vurdering, at principperne bag retshåndhævel-
seslovens kapitel 4 og 5 fortsat bør iagttages, når en person fremsætter begæring
om indsigt efter retshåndhævelseslovens regler over for et offentligt arkiv. Det gæl-
der uanset, at retshåndhævelsesloven ikke finder anvendelse på behandling af per-
sonoplysninger, der foretages med henblik på at varetage arkivmæssige formål.
Dette bør udtrykkeligt hjemles i lovforslaget for så vidt angår arkivalier afleveret af
politiet, som er omfattet af retshåndhævelsesloven.
4. Tekstnære bemærkninger
I punkt 2.2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger henvises til bestemmelsen
i de nugældende arkivlovs § 42. Det bør overvejes, om der i et eller flere af de i
punktet anførte afsnit rettelig bør henvises til den foreslåede § 39 a.
Det bemærkes videre, at der umiddelbart ses at være en henvisning til § 42 i stedet
for den foreslåede § 39 a, under lovforslagets punkt 2.2.1.
Rigspolitiet skal tillige bemærke, at de almindelige bemærkninger i lovforslaget
flere steder henviser til reglerne i retshåndhævelsesdirektivet i stedet for retshån-
dhævelsesloven, der implementerer direktivet i dansk ret. Der henvises eksempelvis
til bemærkningerne om retshåndhævelsesdirektivet på side 10 og 15 i lovforslaget.
Endelig bemærkes, at retshåndhævelseslovens regler ikke finder anvendelse på pri-
vates behandling af personoplysninger, og at henvisning til retshåndhævelsesloven
i den foreslåede § 39 a, stk. 4 derfor bør udgå.
Med venlig hilsen
Louise Spangsberg Lundsager
fg. centerchef
POLITIETS EFTERRETNINGSTJENESTE
DANISH SECURITY AND INTELLIGENCE SERVICE
Kulturministeriet
Att: Sabine Erlenbach
E-mail: ser@kum.dk
Politiets Efterretningstjeneste
Klausdalsbrovej 1
DK-2860 Søborg
Telefon: +45 33 14 88 88
Telefax: +45 45 15 01 90
E-mail: pet@pet.dk
Web: www.pet.dk
Dato: 5. marts 2020
Jour. Nr. 0203-06-882
Journalnummer bedes oplyst
ved henvendelse
Bemærkninger til forslag til lov om ændring af arkivloven (egenacces)
Ved e-mail af 7. februar 2020 har Kulturministeriet anmodet Politiets Efterretningstjene-
ste (PET) om bemærkninger i forbindelse med høring over lov om ændring af arkivloven
(ret til indsigt i egne oplysninger), jf. nr. 19/03706.
PET kan i den forbindelse bemærke følgende:
Ad§ 39 b:
Samtykke
PET lægger til grund, at PET's materiale vil skulle behandles efter reglerne i § 39 b,
da PET's virksomhed er undtaget fra Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse
med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger,
retshåndhævelsesloven og databeskyttelsesloven, jf. PET-lovens§ 14, stk. 1.
Af§ 39 b, stk. 1, fremgår, at "En person kan over for et offentligt arkiv fremsætte be-
gæring om indsigt i egne personlige oplysninger i papirarkivalier, jf. dog stk. 2-3 og
§§ 33-35." Dette har PET forstået således, at egenacces i PET's materiale fortsat
kræver tilladelse af PET, jf. § 33. Af bemærkningerne til lovforslagets enkelte be-
stemmelser på s. 19, 2. afsnit, fremgår dog, at "...samtykket kun {gælder] for så vidt
angår oplysninger om øvrige personer end den, der begærer om indsigt':
PET kan i den forbindelse oplyse, at PET har behov for en uændret adgang til at
nægte samtykke til indsigt i materialet. Dette skyldes, at den tilgængelighedsfrist på
80 år for visse af PET's arkivalier, der er aftalt mellem Justitsministeriet og Kulturmi-
nisteriet (80 års aftalen), er fastsat for at beskytte oplysninger, der kan føre til identi-
ficering af PET's humane kilder, oplysninger, som hidrører fra PET's udenlandske
samarbejdspartnere eller klassificerede oplysninger, som PET har modtaget fra an-
dre myndigheder.
Henset til at såvel ansøger som øvrige personer kan indgå i en sådan sammen-
hæng, at det kan være umuligt at beskytte de tre ovennævnte typer af oplysninger,
vil en begrænsning i omfanget af samtykke efter PET's opfattelse være uforenelig
med 80 års aftalen.
Derudover fremgår det på s. 12 under afsnit 2.2.1 om Kulturministeriets overvejelser
om adgang til ikke-umiddelbart tilgængelige arkivalier, at "det offentlige arkivs efter-
følgende afgørelse om indsigt vil bero på en individuel konkret vurdering i forhold til
hensyn angivet af ovennævnte myndigheder over for hensynet til, at den pågælden-
de har ret til indsigt i egne oplysninger. "
Hertil skal det bemærkes, at det fremgår af § 33, at tilladelse til benyttelse af ikke
umiddelbart tilgængelige arkivalier kræver samtykke fra den afleverende myndig-
hed. PET forudsætter således, at Rigsarkivaren kun tillader indsigt i det materiale,
som PET har samtykket til.
Undtagelseshjemmel
Af§ 39 b, stk. 2, fremgår, at "...det offentlige arkiv til beskyttelse af hensyn til øvrige
enkeltpersoners private forhold [kan] fastsætte vilkår for den videre benyttelse af
oplysninger, jf. § 41."
Af § 39 b, stk. 3 fremgår, at "såfremt vilkår ikke er fuldt tilstrækkelige til at beskytte
hensynet til øvrige enkeltpersoners private forhold, kan det offentlige arkiv undtage
oplysninger fra indsigten".
Det bemærkes i den forbindelse, at PET lægger til grund, at § 39 b, stk. 2 og 3, kun
vedrører de oplysninger, som PET efter høring i medfør af § 33, har samtykket til
indsigt i.
Ad§ 43 a:
For så vidt angår ændringen i klageadgangen, således at Rigsarkivets afgørelser i
medfør af§ 43 a, skal påklages til Kulturministeriet, er det PET's opfattelse, at der er
et sikkerhedsmæssigt behov for, at Justitsministeriet fortsat kan behandle klager
over afgørelser truffet i relation til PET's materiale. Dette skyldes, at der på grund af
materialets klassifikation er særlige krav til den fysiske opbevaring af materialet, li-
gesom PET anser det for nødvendigt at begrænse indsigten i PET's klassificerede
materiale til sikkerhedsgodkendte medarbejdere i Justitsministeriets Sikkerhedskon-
tor.
Side 2 af 2
Dato: 6. marts 2020
Sags ID: SAG-2020-00817
Dok. ID: 2884781
E-mail: FLN@kl.dk
Direkte: 3370 3176
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S
www.kl.dk
Side 1 af 2
NOTAT
KLs svar på høring af forslag til lov om ændring af ar-
kivloven (ret til indsigt i egne oplysninger)
Kulturministeriet har 7. februar 2020 sendt forslag til lov om ændring af arkiv-
loven om ret til indsigt i egne oplysninger i høring.
Med lovforslaget gives borgerne en ret til adgang til at få oplysninger om
dem selv i de offentlige arkiver. Adgang gives ud for de nuværende regler
som en dispensation evt. på vilkår såfremt der indgår oplysninger om 3. part.
Generelle kommentarer
I bemærkningerne til lovforslaget tages der efter KLs vurdering ikke højde
for, at der med en ret til indsigt i papirarkivalier følger en øget administrativ
opgave for kommunearkiverne til identifikation og fremfinding, for at kunne
give de pågældende borgere adgang.
På baggrund af, at det med en ret til indsigt, vurderes at blive nemmere at få
adgang til egne oplysninger, forventer KL, at flere borgere vil gøre brug af
denne ret og at kommunearkiverne som følge af lovforslaget vil få en øget
efterspørgsel.
KL er ikke enige i, som det fremgår bemærkningerne til lovforslaget, at kom-
munearkiver har pligt til at identificere arkivalier (afsnit 2.1.9). Kommunearki-
ver er forpligtet til at stille arkivalier til rådighed og vejlede (§ 7, stk. 3 og 4).
Men hvor Rigsarkivet har hjemmel til at tage betaling for arkivundersøgelser,
i form af identifikation og fremfinding, kan KL ikke genkende at kommunear-
kiver skulle være forpligtet til at foretage arkivundersøgelser.
Hvis der med lovforslaget lægges op til et identifikationskrav som det frem-
går af bemærkningerne, uanset om borger skal have adgang via Rigsarkivet
eller eget kommunearkiv, er der for KL, tale om en ny opgave for kommune-
arkiverne, som KL vil rejse som et DUT krav, for at kunne løse opgaven til
gavn for borgere omfattet af lovforslaget.
Et ensartet serviceniveau der stiller borgere ens, er KL enige i.
Argumentationen om, at øget aktivitet ikke betyder flere mistede omkostnin-
ger, da der i forvejen ikke er en hjemmel til opkrævning for arkivundersøgel-
ser, fokuserer alene på borgerens omkostninger, og ikke på kommunearki-
vets administrative omkostninger ved en øget aktivitet (flere og mere kom-
plekse ansøgninger). Dette forhold vil ligeledes indgå i DUT kravet.
Forslagets økonomiske konsekvenser
KL forventer at rejse krav om kompensation for forslagets merudgifter for
kommunerne.
Dato: 6. marts 2020
Sags ID: SAG-2020-00817
Dok. ID: 2884781
E-mail: FLN@kl.dk
Direkte: 3370 3176
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S
www.kl.dk
Side 2 af 2
NOTAT
Øvrige kommentarer
Fremfinding af oplysninger på sagsniveau
Af bemærkningerne afsnit 2.1.1, s. 6 indgår en præmis om, at arkivalier regi-
streres på sagsniveau og at offentlige arkiver kan fremsøge oplysninger via
sagsnummer eller sagstitel.
Denne praksis er mest dækkende for digitale arkivalier, eller hvor der eksi-
sterer en elektronisk registrering af sager. Arkiver har forskellig praksis for
hvordan man registrerer sager, ligesom der over tid har der eksisteret for-
skellig praksis for, hvordan oplysninger er registreret.
Nogle eksempler er personoplysninger i en protokol, der skal findes via et
register eller kartotek. Det kan også være registreret på morens fødselsdato.
En protokol over børn født udenfor ægteskab, skal måske findes frem krono-
logisk i den rækkefølge de er indskrevet. I børneværnets protokoller kan per-
sonoplysningerne stå under datoen for det møde, hvor sagen har været be-
handlet. Arkivalier kan være registreret på pakke/bindniveau, uden at der i
alle tilfælde findes tilhørende søgemidler. For at finde en given sag kan arki-
vet være nødt til at gennemse adskillige arkivæsker/protokoller.
Arkivindsigt på vilkår eller ekstrahering
Som det bemærkes i afsnit 2.2.2, indeholder dokumenter med oplysninger
om enkeltpersoner ofte følsomme personoplysninger om flere andre perso-
ner. Hensyn til beskyttelse af øvrige personer skal som hovedregel sikres
gennem fastsættelse af vilkår.
KL ser gerne, at det bliver præciseret i bemærkningerne, eller i form af en
vejledning, hvornår arkiverne kan give indsigt ved at fastlægge vilkår og
hvornår arkiverne skal ekstrahere oplysninger. Således at praksis så vidt
mulig bliver ens hos de offentlige arkiver.
Ikrafttrædelsestidspunkt
I lovforslaget angives at loven træder i kraft den 1. juli 2020. De fleste kom-
munearkiver forventes at holde sommerferielukket i juli. Ikrafttrædelsesda-
toen bør derfor være den 1. september 2020 eller tidligst den 1. august.
Forbehold
Inden for høringsfristen har det ikke været muligt at forelægge sagen og
dette høringssvar politisk. Der tages derfor forbehold for den politiske be-
handling i KL's udvalg og KL's bestyrelse.
Med venlig hilsen
Ghita Thiesen
Kontorchef, Digitalisering og Teknologi
DOMSTOLSSTYRELSEN – STORE KONGENSGADE 1-3 – 1264 K – TELEFON 70 11 33 22 - POST@DOMSTOLSSTYRELSEN.DK
CVR-NR. 21659509 – EAN.NR. 5798000161184
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Sendt pr. mail til ser@kum.dk
9. marts 2020
J. nr.: 2020-4102-0020-3
Sagsbehandler
Ann K. Lauritzen
Tlf.: 24631687
Mail: alaur@domstolsstyrel-
sen.dk
Domstolsstyrelsens høringssvar
Kulturministeriet har ved mail af 7. februar 2020 (j.nr. 19/03706) anmodet Domstolssty-
relsen om eventuelle bemærkninger til udkast til forslag til lov om ændring af arkivloven
(ret til indsigt i egne oplysninger).
Domstolsstyrelsen har i den anledning følgende bemærkninger:
Indsigt i egne oplysninger efter forslag til nyt kapitel 7a
For så vidt angår udkastets punkt 6 om indsættelse af § 39 a, stk. 1 henvises der til
lovforslag L 168 af 28. marts 2017 (retshåndhævelsesloven), de specielle bemærkninger
til § 5, stk. 2, om bl.a. behandling til arkivformål, hvoraf følgende fremgår:
”Bestemmelsen omfatter alene behandling, der er omfattet af lovens anven-
delsesområde. I det omfang, at der er tale om behandling med henblik på
arkivformål i samfundets interesse eller i historisk, statistisk eller videnska-
beligt øjemed, som falder uden for lovens anvendelsesområde, vil behand-
lingen, herunder videregivelsen, i stedet skulle ske efter de ovennævnte reg-
ler i persondataloven og – fra den 25. maj 2018 – databeskyttelsesforordnin-
gen.”
Når personoplysninger er overført til Rigsarkivet til arkivformål i samfundets interesse vil
oplysningerne dermed skulle behandles efter databeskyttelsesforordningen og databe-
skyttelsesloven og ikke retshåndhævelsesloven. Det betyder, at databeskyttelseslovens
§ 22, stk. 4 finder anvendelse på en anmodning om indsigt i f.eks. en straffesag, som er
afleveret til offentligt arkiv af en domstol, og som er fremsat efter den foreslåede ændring
i arkivlovens § 39 a, stk. 1. Af databeskyttelseslovens § 22, stk. 4 fremgår, at Databe-
skyttelsesforordningens artikel 13-15 ikke finder anvendelse på behandling af personop-
lysninger, der foretages for domstolene, når disse handler i deres egenskab af domstol.
Det er Domstolsstyrelsens vurdering, at oplysningerne i arkivalierne vil blive behandlet
af domstolene i deres egenskab af domstol i forbindelse med en indsigtsanmodning, som
fremsendes af arkivet til domstolen til behandling.
Den foreslåede indsættelse af § 39 a, stk. 1 medfører således, at retten til indsigt efter
databeskyttelsesforordningens artikel 15 ikke finder anvendelse når en domstol er ved-
kommende myndighed, og anmodningen fremsættes på det judicielle område, jf. den
foreslåede ændring til arkivlovens § 39 a, stk. 3, under henvisning til
2
databeskyttelseslovens § 22, stk. 4. Registrerede personer har således ikke, efter den
databeskyttelsesretlige regulering, ret til indsigt i personoplysninger, der behandles af en
domstol på det judicielle område.
Indsigtsanmodninger i øvrigt, som vedrører domstolenes judicielle område vil fortsat
kunne behandles og imødekommes efter reglerne i arkivlovens kapitel 7. Indsigtsanmod-
ninger, som vedrører domstolenes administrative område vil kunne behandles efter den
foreslåede § 39 a i arkivloven.
Domstolsstyrelsens skal til udkastets punkt 6 om indsættelse af § 39 a, stk. 4 om private
arkivalier bemærke, at lov om retshåndhævende myndigheders behandling af person-
oplysninger, ikke finder anvendelse for offentlige arkiver, jf. lovens § 1, stk. 1.
Dataansvarsforhold
Domstolsstyrelsen skal endvidere bemærke, at forslagets punkt 6 om indsættelse af §
39 a, stk. 3 giver anledning til nærmere overvejelser om dataansvarsforholdet for såvel
den fremsatte anmodning som for de oplysninger, der anmodes om indsigt i. Forslaget
kan således give anledning til at overveje, om det offentlige arkiv fungerer som databe-
handler for retterne (og andre myndigheder) i forbindelse med videresendelse af anmod-
ningen fra den registrerede til retten. Det fremgår heller ikke af lovforslaget, om vedkom-
mende myndighed skal fremsende besvarelsen og de oplysninger, der meddeles indsigt
i til det pågældende arkiv eller direkte til den registrerede selv, samt i hvilket omfang der
skal ske behandling af personoplysningerne hos arkivet. Afhængig af omstændighe-
derne, kan det overvejes, om der er fælles dataansvar mellem det pågældende arkiv og
den vedkommende myndighed og om dette er hensigtsmæssigt.
Øvrige bemærkninger
Domstolsstyrelsen skal til de almindelige bemærkninger punkt 2.1.10 og 2.2.6 bemærke,
at henvisningen til retshåndhævelsesdirektivet rettelig bør være en henvisning til rets-
håndhævelsesloven, herunder retshåndhævelseslovens § 5, stk. 2.
Domstolsstyrelsen skal til de almindelige bemærkninger punkt 2.1.11 bemærke, at listen
over regelsæt, hvori indsigt til egne oplysninger er reguleret, ikke er udtømmende.
Domstolsstyrelsen skal til de almindelige bemærkninger punkt 2.2.2 bemærke, at hen-
synet til beskyttelsen af øvrige personers oplysninger ikke er begrænset til følsomme
personoplysninger – eller særlige kategorier af personoplysninger, som er betegnelsen
efter databeskyttelsesforordningen og retshåndhævelsesloven.
Med venlig hilsen
Laila Lindemark
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
E-mail: ser@kum.dk
WILDERS PLADS 8K
1403 KØBENHAVN K
TELEFON 3269 8888
MOBIL 91325719
MIKL@HUMANRIGHTS.DK
MENNESKERET.DK
DOK. NR. 20/00492-2
6. MARTS 2020
H Ø R I N G O V E R U D K A S T T I L F O R S L A G T I L L O V O M
Æ N D R I N G A F A R K I V L O V E N
Kulturministeriet har ved e-mail af 7. februar 2020 anmodet om Institut
for Menneskerettigheders eventuelle bemærkninger til udkast til
forslag til lov om ændring af arkivloven (ret til indsigt i egne
oplysninger).
Instituttet har følgende bemærkninger:
1. SAMMENFATNING
Med lovudkastet foreslås det bl.a. at indsætte nye bestemmelser i
arkivloven, som indfører en ret til indsigt i egne oplysninger, som
opbevares hos Rigsarkivet eller øvrige offentlige arkiver omfattet af
arkivloven.
Instituttet kan sammenfatte sine væsentligste anbefalinger som følger:
Forholdet til databeskyttelseslovgivning
Lovudkastet indeholder delvise beskrivelser i bemærkningerne af
enkelte bestemmelser i databeskyttelsesforordningen. Herudover
indeholder lovudkastet ikke nærmere overvejelser om forholdet til
databeskyttelseslovgivningen.
• Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at der i lovudkastets
bemærkninger foretages en vurdering af forholdet til
databeskyttelseslovgivningens regler.
Aftaler om private arkivalier
Det fremgår af lovudkastet, at retten til indsigt i papirarkivalier på
offentlige arkiver også skal gælde for visse typer af private arkivalier, og
at den foreslåede bestemmelse for sådanne arkivalier kan gribe ind i
allerede indgåede aftaler mellem den afleverende private aktør og det
offentlige arkiv.
2/6
Det fremgår imidlertid ikke af bemærkningerne, hvilken vurdering det
offentlige arkiv i sådanne tilfælde skal foretage. Det fremgår heller ikke,
om det har betydning for vurderingen, hvis materialet oprindeligt er
blevet afleveret til det offentlige arkiv under forudsætning af
overholdelse af et eller flere vilkår, som vil skulle tilsidesættes, før
materialet kan udleveres.
• Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at Kulturministeriet
i lovudkastets bemærkninger nærmere redegør for den
vurdering, som offentlige arkiver skal foretage i en situation,
hvor der anmodes om udlevering af materiale, som tidligere er
afleveret til arkivet under forudsætning af overholdelse af et
eller flere vilkår.
Det fremgår ikke af lovudkastet, herunder i bemærkningerne, om en
privat aktør, som tidligere har indgået aftale med et offentligt arkiv, vil
blive hørt eller på anden måde inddraget, forud for, at et offentligt arkiv
udleverer eller på anden måde gør en privatperson bekendt med
indholdet af arkivalier, som den private aktør har afleveret til arkivet.
• Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at Kulturministeriet
i en bestemmelse i arkivloven eller i lovudkastets bemærkninger
fastlægger, hvordan et offentligt arkiv skal forholde sig i
situationer, hvor arkivet skal tage stilling til udlevering m.v. af
materiale afleveret af en privat aktør.
2. KORT OM UDKASTETS INDHOLD
Det foreslås med udkastet at indsætte nye bestemmelser i arkivloven
(§§ 39 a og b), som indfører en ret til indsigt i egne oplysninger, som
opbevares hos Rigsarkivet eller øvrige offentlige arkiver omfattet af
arkivloven.
Efter den foreslåede § 39 a kan en person over for et offentligt arkiv
fremsætte begæring om indsigt efter artikel 15 i
databeskyttelsesforordningen og § 15 i retshåndhævelsesloven.
Efter den foreslåede § 39 b kan en person over for et offentligt arkiv
fremsætte begæring om indsigt i egne personlige oplysninger i
papirarkivalier. Der kan fastsættes vilkår for den videre benyttelse af
oplysninger i sådanne arkivalier af hensyn til beskyttelse af øvrige
enkeltpersoners private forhold (stk. 2). Hvis vilkår ikke er tilstrækkelige
for en sådan beskyttelse, kan oplysninger undtages fra indsigten (stk.
3).
3/6
3. FORHOLDET TIL DATABESKYTTELSESLOVGIVNING
Det fremgår bl.a. af udkastet, at en person som altoverskyggende
hovedregel vil kunne få adgang til egne oplysninger i digitale arkivalier
efter bestemmelserne i arkivlovens § 42, jf.
databeskyttelsesforordningen og retshåndhævelsesdirektivet
(udkastets almindelige bemærkninger, punkt 2.2.5).
Endvidere fremgår det, at borgernes indsigt i egne sager og oplysninger
m.v., som er indeholdt i digitale arkivalier, skal følge datalovgivningens
regelsæt om adgang til egne oplysninger, og at den nugældende
bestemmelse i arkivlovens § 42 kodificerer, at indsigt i egne oplysninger
i digitale arkivalier følger bestemmelserne i
databeskyttelsesforordningen.
Derudover er der andre steder i bemærkningerne delvise beskrivelser af
enkelte bestemmelser i databeskyttelsesforordningen. Lovudkastet
indeholder herudover ikke nærmere overvejelser om forholdet til
databeskyttelseslovgivningen.
Af Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet fremgår det, at
lovforslag, der indeholder bestemmelser inden for
databeskyttelsesforordningens råderum, bør indeholde overvejelser i
forhold til databeskyttelseslovgivningens regler.1
• Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at der i lovudkastets
bemærkninger foretages en vurdering af forholdet til
databeskyttelseslovgivningens regler.
Det fremgår af ordlyden af den foreslåede § 39 a, at en person kan
fremsætte begæring om indsigt efter artikel 15 i
databeskyttelsesforordningen og § 15 i retshåndhævelsesloven.
Instituttet bemærker, at databeskyttelsesforordningen har direkte
virkning i Danmark, og at forordningens bestemmelser, herunder artikel
15 om ret til indsigt, har været gældende fra den 25. maj 2018. Det
fremstår uklart for instituttet, om det er Kulturministeriets opfattelse,
at retten til indsigt efter forordningens artikel 15 ikke efter gældende
ret skal iagttages af Rigsarkivet og øvrige offentlige arkiver, hvis en
borger fremsætter en sådan begæring til det pågældende arkiv.
1 Vejledning om lovkvalitet, Justitsministeriet, juni 2018, punkt 2.7.5.
Bestemmelser om behandling af personoplysninger, tilgængelig her,
https://lovkvalitet.dk/download/Lovkvalitetsvejledningen.pdf.
4/6
Derudover er det uklart for instituttet, om det er Kulturministeriets
opfattelse, at øvrige rettigheder efter databeskyttelsesforordningen,
herunder artikel 16 om ret til berigtigelse af oplysninger og artikel 17
om ret til sletning af oplysninger, ikke skal iagttages af Rigsarkivet og
øvrige offentlige arkiver.
• Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at Kulturministeriet
i bemærkningerne nærmere redegør for begrundelsen for at
indsætte den foreslåede § 39 a i arkivloven.
4. AFTALER OM PRIVATE ARKIVALIER
Det fremgår af lovudkastet, at retten til indsigt i papirarkivalier på
offentlige arkiver også skal gælde for visse typer af private arkivalier.
Dette kan bl.a. være tilfældet for arkivalier vedrørende private
institutioner og organisationer, der har udført opgaver på
forsorgsområdet m.v. (udkastets almindelige bemærkninger, punkt
2.2.4).
Det fremgår endvidere af lovudkastet, at for bl.a. sådanne private
arkivalier kan den foreslåede bestemmelse gribe ind i allerede indgåede
aftaler mellem den afleverende private aktør og det offentlige arkiv.
Reglerne vil således skulle gælde med tilbagevirkende kraft.
Instituttet har forstået dette således, at hvis der måtte være indgået
sådanne aftaler mellem den afleverende private aktør og det offentlige
arkiv, så vil vilkår i de pågældende aftaler, som medfører, at materiale
ikke kan udleveres til en privatperson, som materialet omhandler, blive
tilsidesat. Det vil betyde, at udlevering af materiale, herunder fortroligt
materiale, alligevel kan ske.
Det fremgår ikke af bemærkningerne, om der i sådanne tilfælde
foretages en konkret vurdering af hensynet til borgeren i at blive gjort
bekendt med oplysninger om sig selv over for hensynet til de eventuelle
øvrige privatpersoner, som kan identificeres på baggrund af materialet,
og hensynet til den private aktør. Derudover fremgår det heller ikke,
om det efter Kulturministeriets opfattelse har betydning for denne
vurdering, hvis materialet oprindeligt er blevet afleveret til det
offentlige arkiv under forudsætning af overholdelse af et eller flere
vilkår, som vil skulle tilsidesættes, før materialet kan udleveres.
• Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at Kulturministeriet
i lovudkastets bemærkninger nærmere redegør for den
vurdering, som offentlige arkiver skal foretage i en situation,
hvor der anmodes om udlevering af materiale, som tidligere er
5/6
afleveret til arkivet under forudsætning af overholdelse af et
eller flere vilkår.
Det fremgår ikke af lovudkastet, herunder i bemærkningerne, om en
privat aktør, som tidligere har indgået aftale med et offentligt arkiv, vil
blive hørt eller på anden måde inddraget, forud for, at et offentligt arkiv
udleverer eller på anden måde gør en privatperson bekendt med
indholdet af arkivalier, som den private aktør har afleveret til arkivet.
Instituttet antager, at der kan forekomme tilfælde, hvor den private
aktør, som i sin tid afleverede materiale til et offentligt arkiv, fortsat
eksisterer, og hvor det har formodningen for sig, at den private aktør i
det mindste ønsker at blive gjort bekendt med, at et offentligt arkiv
agter at udlevere materiale, som er blevet afleveret af denne aktør.
• Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at Kulturministeriet
i en bestemmelse i arkivloven eller i lovudkastets bemærkninger
fastlægger, hvordan et offentligt arkiv skal forholde sig i
situationer, hvor arkivet skal tage stilling til udlevering m.v. af
materiale afleveret af en privat aktør.
5. TILLADELSE ELLER KRAV PÅ INDSIGT
Det fremgår af lovudkastet (de foreslåede ændringer af §§ 33-35), at
tilladelse efter bl.a. den foreslåede § 39 b i en række nærmere angivne
tilfælde kræver samtykke fra den afleverende myndighed, Datatilsynet
eller Domstolsstyrelsen.
§ 39 b i arkivloven foreslås indsat i et nyt kapitel 7a i arkivloven under
title ”Ret til i dsigt i ikke-u iddelbart tilgæ gelige arkivalier”.
Det fremgår af lovudkasts bemærkninger om adgang til ikke-
umiddelbart tilgængelige arkivalier (punkt 2.2.1), at en afgørende
forskel i forhold til de gældende regler vil være, at den person, som
ønsker indsigt i egne sager, ikke skal søge om tilladelse, men får et
retskrav på indsigt i egne oplysninger.
Det er uklart for instituttet, om der fortsat vil skulle søges om tilladelse,
hvis det falder ind under de situationer, der er oplistet i de foreslåede
§§ 33-35 i arkivloven, og hvor der kræves samtykke fra den afleverende
myndighed, Datatilsynet eller Domstolsstyrelsen.
• Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at det i
bemærkningerne tydeliggøres, om der vil skulle søges om
tilladelse ved indsigt efter den foreslåede § 39 b i arkivloven i de
6/6
tilfælde, hvor der kræves samtykke fra andre myndigheder efter
de foreslåede §§ 33-35 i arkivloven.
Der henvises til ministeriets journalnummer 19/03706.
Med venlig hilsen
Mikkel Lindberg Laursen
FULDMÆGTIG
Mediernes Hus
Kalkbrænderiløbskaj 4
2100 København Ø
+45 33 97 40 00
info@danskemedier.dk
www.danskemedier.dk
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Att.: Fuldmægtig Sabine Erlenbach, ser@kum.dk
5. marts 2020
Vedr.: Høring over lovforslag om ændring af arkivloven
Danske Medier har med tak modtaget forslag til lov om ændring af arkivloven (ret til indsigt i egne
oplysninger) i høring.
Danske Medier finder det meget positivt, at Kulturministeriet med det fremsendte lovudkast etable-
rer en lovhjemlet ret for borgerne til at se og benytte oplysninger om dem selv, som opbevares hos
Rigsarkivet samt de øvrige offentlige arkiver, som er omfattet af arkivloven. Lovændringen er i tråd
med reglerne om ret til egenacces i anden lovgivning, herunder offentlighedsloven, retsplejeloven og
databeskyttelsesloven, og foreningen bifalder den foreslåede harmonisering, der ydermere sikrer, at
en borger har samme adgang til indsigt i egne oplysninger hos offentlige myndigheder uafhængig af,
hvorvidt oplysningerne findes i papirarkivalier eller i digitale arkivalier.
Danske Medier har med tilfredshed bemærket, at retten til indsigt i egne oplysninger også skal gælde
for visse typer af private arkivalier, der indeholder oplysninger fra private institutioner og organisati-
oner, som har udført opgaver på forsorgsområdet. Foreningen finder, at det er afgørende, at der er
indsigt i de opgaver, som selvejende institutioner m.v. udfører som en del af den offentlige forvalt-
ning, og at vigtigheden af at sikre transparens og åbenhed naturligvis bør gælde den enkeltes indsigt i
de oplysninger, som disse institutioner m.m. har behandlet om den pågældende borger.
Foreningen har endvidere noteret, at adgangen til indsigt i egne oplysninger i en offentlig myndig-
heds papirarkivalier forudsætter, at borgeren kan oplyse fra hvilken kommune og i hvilket arkiv de
ønskede oplysninger befinder sig. Da det kræver en vis viden om arkivernes opdeling i statslige og
kommunale arkivalier, samt det forhold at myndighederne gennem tid kan ændre sig/slås sammen
med andre osv., foreslår Danske Medier, at vejledningspligten indskærpes over for de offentlige myn-
digheder for at sikre, at retten til egenacces bliver en realitet i praksis.
Foreningen finder det afslutningsvis vigtigt, at ministeriet følger op på den faktiske implementering
af forslaget, og går i den forbindelse ud fra, at Rigsarkivarens årlige rapport om tilgængelighedsprak-
sis, der afleveres til Tilgængelighedsudvalget, på vanlig vis vil sørge for, at praksis, omfang samt sags-
behandlingstiden for anmodningerne om egenacces dokumenteres udførligt.
Side 2 af 2
Danske Medier står naturligvis til rådighed, såfremt ovenstående bemærkninger ønskes uddybet.
Henvendelse herom kan rettes til undertegnede på tlf. 33974000 eller e-mail cm@danskemedier.dk
Venlig hilsen
Christina Mary Moshøj
Seniorkonsulent, cand.jur.
Høringsnotat
1
København, Dato 18. marts 2020
HØRINGSSVAR OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF ARKIVLOVEN
(RET TIL INDSIGT I EGNE OPLYSNINGER) J.NR. 19/03706
Ved mail af 7. februar 2020 har
Kulturministeriet anmodet om
Amnesty Internationals eventuelle
bemærkninger til ovennævnte forslag
til lov om ændring af arkivloven.
Generelle bemærkninger
Det fremgår af bemærkningerne til
forslaget, side 5 og 6 m.fl., at
borgernes frie og uhindrede adgang til
oplysninger om dem selv i offentlige
journalsystemer og databaser m.v. må
anses som en retlig hjørnesten i et
åbent og demokratisk samfund.
Lovbestemte regler om borgernes ret til
indsigt i egne oplysninger har
grundlæggende til formål at sikre
borgerne et udtrykkeligt retskrav på
adgang til oplysninger om dem selv –
som befinder sig i myndighedernes
varetægt.
Det fremgår videre, at den foreslåede
lovændring primært har til formål at
tilvejebringe en retstilstand, som er på
linje med anden lovgivning, hvor
borgerne er sikret en lovhjemlet ret til
at se og benytte oplysninger om dem
selv, som opbevares i de offentlige
arkiver.
Grundlæggende skal den foreslåede
bestemmelse om ret til indsigt i egne
oplysninger give borgerne en fri og
uhindret adgang til egne oplysninger,
som beror hos Rigsarkivet eller hos
regionale eller kommunale arkiver
omfattet af arkivloven.
Det betyder først og fremmest, at
borgerne ikke skal ansøge om tilladelse
til at se egne oplysninger, men har et
retskrav på at se oplysningerne – nu
også papirarkivalier og bestemte
private arkivalier.
Efter Amnesty Internationals
opfattelse er det et positivt skridt, at
man vil styrke borgerens retsstilling på
dette område ved at styrke borgernes
indsigt og dermed også åbenheden og
gennemsigtigheden i den offentlige
forvaltning.
Forslaget går dermed isoleret set imod
den generelle trend i lovgivningen med
stadig større lukkethed om
(masse)overvågning og hemmelig
registrering af borgernes færden, som
efter Amnesty Internationals opfattelse
for en stor dels vedkommende kan
tilskrives den trinvise udvikling af en
ændret retsopfattelse i de seneste 15-
20 års anti-terrorlovgivning, og som
kan genfindes flere steder i
lovgivningen, herunder
mørklægningsbestemmelserne i
offentlighedsloven, retsplejelovens
udvidede muligheder for at efterforske
borgerne uden at underrette dem og
hemmeligholde beviser m.v.
2
Netop fordi spørgsmål om åbenhed og
personfølsomme data har spillet en så
betydelig retspolitisk rolle de seneste
15 år, ville det have været
hensigtsmæssigt og nyttigt, hvis
forslaget havde været mere detaljeret
og oplysende om, hvad baggrunden
eller formålet er for nærværende
forslag. At anføre, at formålet er styrke
borgernes adgang til indsigt i egne
sager, er ikke i sig selv meget
oplysende.
Der savnes en nærmere angivelse af,
hvilken funktion ændringerne – især af
§ 30, stk. 3, og den nye § 46, stk. 4,
og § 46a – tænkes at skulle få. Den
konkrete praksis eller udmøntning af
lovforslaget (konkrete eksempler på
fremtidig praksis) kan ikke udledes af
bemærkningerne til forslaget.
Amnesty International skal opfordre
Kulturministeriet til at redegøre for
baggrunden for forslaget; hvilke
konkrete retsvirkninger forslaget
tænkes at skulle have på retspraksis.
Ved læsning af den del af forslaget,
som findes i forslaget til nye § 46, stk.
4, og § 46 a, stk. 1 og 2, kunne man
få den tanke, at forslaget udspringer af
de sørgelige erfaringer, som
Godhavnssagen førte med sig og et
ønske om at gøre det lettere for
forurettede at søge oprejsning og
erstatning ved at styrke mulighederne
for fremtidige ”Godhavnsbørn” for at
indhente den nødvendige
dokumentation. Er denne antagelse
korrekt, ville det kunne lette
vurderingen af, om forslaget er
hensigtsmæssigt formuleret, at
formålet er klart og praktisk
formuleret.
Konkrete bemærkninger
Pkt. 1, forslag til ny § 30, stk. 3:
Ingen bemærkninger til sletningen af
”er part i den sag eller” i sig selv.
Det ville dog have været
hensigtsmæssigt med nogle
oplysninger i bemærkningerne til
forslaget om den fremtidige
afgrænsning af ”eller har en særlig
individuel interesse i de oplysninger,
der søges adgang til”. Efter en rent
sproglig fortolkning må det antages, at
ændringen bør føre en udvidelse af
adgangen til de pågældende ikke
umiddelbart tilgængelige arkivalier.
Pkt. 2, forslag til ny § 33:
Ingen bemærkninger.
Pkt. 3, forslag til ny § 34:
Ingen bemærkninger.
Pkt. 4, forslag til ny § 35:
Ingen bemærkninger.
Pkt. 5:
Ingen bemærkninger.
Pkt. 6, forslag til ny § 39 a - § 39 e:
§ 39 a:
Ingen bemærkninger.
§ 39 b, stk. 1:
Det er positivt, at borgerens ret til indsigt
nu udvides, således at adgangen
papirarkivalier får samme beskyttelse
som adgangen til digitale arkivalier.
§ 39 b, stk. 2 og 3:
Ingen bemærkninger.
3
§ 39 c-e:
Ingen bemærkninger.
Pkt. 7, 8 og 9:
Ingen bemærkninger.
Pkt. 10, forslag til ny § 46, stk. 4:
Det er en positiv tilføjelse til reglerne om
indsigt i private arkivalier, der er
indleveret til offentlige arkiver, at man
(den afleverende part og arkivet) ikke
længere vil kunne aftale så restriktive
regler om tilgængelighed(sfrister), at
borgere reelt afskæres fra indsigt i
oplysninger om deres egne forhold –
alene begrundet i, at oplysningerne
hidrører fra private aktører – når der er
tale om særlige kategorier af forsorgs-
eller behandlingsrelateret art.
Pkt. 11, forslag til ny § 46 a:
Efter Amnesty Internationals opfattelse
er det en positiv nyskabelse, at borgeren
fremover vil kunne få indsigt i
papirarkivalier, som er afleveret fra
private/selvejende institutioner til de
offentlige arkiver, når der er tale om
oplysninger, som findes i form af
systematiske fortegnelser eller
dokumenter i individuelle klient-, elev -,
beboer- eller patientsager.
Det fremgår, at der er tale om private
organisationer og institutioner, som har
udført opgaver på forsorgsområdet for
”det offentlige”. Amnesty International
er enig med forslaget, når det anføres i
bemærkningerne, at en borger ikke bør
have en ringere retsstilling, alene fordi
den behandling eller indkvartering, som
indsigten/arkivalierne omhandler,
vedrører/hidrører fra en
privat/selvejende institution i stedet for
en offentlig institution.
Når formålet med § 46 a er at styrke
retten til indsigt i egne
oplysninger/optegnelser, for borgere,
som har været behandlet/indkvarteret
m.v. af private institutioner og dermed
har været i et afhængighedsforhold til de
pågældende institutioner, så bør denne
styrkelse af borgernes indsigtsret altid
gælde oplysninger af denne art – og det
vil sige, så bør de omhandlede
private/selvejende institutioner altid
have pligt til at aflevere sådanne
personoplysninger til de offentlige
arkiver.
Som forslaget er formuleret, fremgår det
ikke udtrykkeligt, at de pågældende
institutioner har en generel pligt til at
aflevere dokumentationen til de
offentlige arkiver, men alene, at de
private institutioner kan indgå aftaler
med de offentlige arkiver om en sådan
aflevering og om tilgængelighedsfrister
m.v.
Amnesty International skal opfordre til,
at forslaget præciseres, således at det
fremgår udtrykkeligt, at oplysninger
omfattet af forslaget til § 46 a, altid skal
arkiveres hos de offentlige arkiver.
Det fremgår endelig af
bemærkningerne, side 23, at den i § 46
a nævnte ret til indsigt i egne
oplysninger ikke omfatter indsigt i rent
private arkivalier – som har karakter af
omtale af en person i en mellem to
private personer udvekslet meddelelse –
i form af et brev, e-mail eller omtale i
andre private arkivalier, herunder
dagbøger m.v.
Efter Amnesty Internationals opfattelse
bør det overvejes, om man overhovedet
kan tale om ”private arkivalier” i
situationer, hvor den ene part (eller
4
begge) har deres kendskab til den
borger, som omtales – netop fra deres
arbejde. Man må spørge, om en
pædagog eller forstander på en
institution overhovedet har et ”område”,
hvor omtale af personer, som har boet
eller været i behandling på en given
institution, kan kaldes privat. Omtale af
personer, som
behandleren/forstanderen kender fra sit
arbejde med den pågældende – og ikke
på nogen anden måde – er efter
Amnesty Internationals opfattelse ikke
”privat” – uanset om
omtalen/referencen falder i et i formen
privat brev.
Amnesty International skal opfordre til,
at forslaget ændres, således at det
fremgår, at omtale/oplysninger/viden
om en person, som en
professionel/behandler alene er i
kommet besiddelse af i kraft af sit
arbejde, ikke skal anses for at være
”rent privat” og ikke skal holdes ude af
borgerens indsigtsret.
Amnesty International,
den 20. marts 2020