Fremsat den 7. oktober 2020 af transportministeren (Benny Engelbrecht)

Fremsat den 7. oktober 2020 af transportministeren (Benny Engelbrecht)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om luftfart
(Fastlæggelse af safety-afgiften og regulering af erstatningsansvarsgrænser)
§ 1
I lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 1149 af 13.
oktober 2017, som ændret ved lov nr. 1114 af 29. december
1997, lov nr. 731 af 8. juni 2018, § 35 i lov nr. 1706 af 27.
december 2018 og lov nr. 970 af 26. juni 2020, foretages
følgende ændringer:
1. I § 10, stk. 2, og § 11, stk. 2, litra c, ændres »hans« til:
»ejerens«.
2. I § 15 ændres »hans« til: »brugerens«.
3. I § 26, stk. 2, ændres »han« til: »ministeren«.
4. I § 39 ændres i 1. pkt. »han« til: »certifikatindehaveren«,
og i 2. pkt. ændres »Han« til: »Certifikatindehaveren«.
5. To steder i § 43, stk. 2, og i § 47, 2. pkt., ændres »han« til:
»luftfartøjschefen«.
6. I § 43, stk. 4, ændres »Han« til: »Luftfartøjschefen«.
7. I § 45, stk. 2, 2. pkt., to steder i § 50, stk. 2, i § 132, stk. 2,
og i § 149, stk. 6, 1. og 3. pkt., ændres »han« til:
»vedkommende«.
8. I § 45, stk. 2, 1. pkt., § 127, stk. 3, 1. pkt., § 149, stk. 1, 2.
pkt., og stk. 6, 1. pkt., og § 150 a, stk. 1, 1. pkt., ændres
»ham«: til »vedkommende«.
9. I § 47, 1. pkt., ændres »hans« til: »luftfartøjschefens«.
10. I § 50, stk. 6, ændres »hans« til: »dennes«.
11. To steder i § 50, stk. 6, og to steder i § 50, stk. 8, 1. pkt.,
ændres »han« til: »personen«.
12. I § 111, stk. 1 og 2, ændres »113.000« til: »128.821«.
13. I § 111, stk. 3, ændres »4.694« til: »5.346«.
14. I § 111, stk. 4, 1. pkt., ændres »1.131« til: »1.288«.
15. I § 111, stk. 5, 1. pkt., ændres »19« til: »22«.
16. I § 130, stk. 1, 1. pkt., ændres »ham« til: »ejeren«.
17. I § 148, stk. 1, 1. pkt., ændres »4,75 kr.« til: »6,00 kr.«
18. I § 148, stk. 4, indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum:
»Beløbet reguleres uanset 1. pkt. første gang den 1. januar
2025.«
19. I § 148, stk. 4, 3. pkt., der bliver 4. pkt., udgår »hvert
år«.
20. I § 149, stk. 4, 3. pkt., og stk. 10, 2. pkt., ændres »ham«
til: »arbejdsgiveren«.
21. I bilag 1, § 95, stk. 3, ændres »han« til: »befordreren«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2021, jf. dog stk.
2.
Stk. 2. § 1, nr. 17, træder i kraft den 1. januar 2022.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske
og grønlandske forhold tilsiger.
Lovforslag nr. L 41 Folketinget 2020-21
Transport- og Boligmin., jr.nr. 2020-4701
CZ000342
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Fastlæggelse af safety-afgiften
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2. Regulering af erstatningsansvarsgrænser
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Klima- og miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Lovforslaget har til formål at adressere behovet for en gene-
rel opdatering af lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr.
1149 af 13. oktober 2017, som ændret ved lov nr. 1114 af
29. december 1997, lov nr. 731 af 8. juni 2018 og § 35 i lov
nr. 1706 af 27. december 2018 (herefter luftfartsloven), her-
under fastlæggelse af safety-afgiften på grund af væsentligt
ændret passagerantal i kølvandet på COVID-19 pandemien,
regulering af de beløbsmæssige erstatningsansvarsgrænser
ved befordring af passagerer, bagage og gods, der ikke er
omfattet af EU-regulering samt brugen af kønsneutrale sted-
ord.
Lovforslaget indebærer for det første et forslag om fastlæg-
gelse af safety-afgiftssatsen. Afgiften fremgår direkte af
luftfartsloven, og har til formål at finansiere det statslige til-
syn med luftfartssikkerheden. Afgiften betales af såvel dan-
ske som udenlandske luftfartsselskaber, der flyver passage-
rer fra en dansk lufthavn, der står åben for offentligheden. I
praksis lægger selskaberne afgiften oveni billetpriserne, så
det reelt er passagererne, der betaler afgiften.
Hidtil er safety-afgiften blevet reguleret en gang årligt. Som
følge af COVID-19 pandemien og usikkerheden i forhold til
aktivitetsniveauet på luftfartsområdet, er det nødvendigt at
udskyde reguleringsmekanismen indtil der på ny er et mere
kontinuerligt aktivitetsniveau på luftfartsområdet. Ved at
udskyde den årlige regulering vil reguleringsmekanismen,
når den på ny skal finde anvendelse, kunne anvendes i over-
ensstemmelse med sit formål, således at der på sigt hverken
skabes overskud eller underskud på ordningen, men derimod
den balance, der oprindeligt har været hensigten med ord-
ningen.
Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1. nedenfor.
Lovforslaget indebærer for det andet et forslag om regule-
ring af de erstatningsansvarsgrænser, der gælder for luft-
fartsselskaber fra Grønland, Færøerne og tredjelande (lande
udenfor EU og EØS-samarbejdet) ved erstatning for skade
på passagerer, bagage og gods. Før de foreslåede erstat-
ningsansvarsgrænser kan finde anvendelse for de grønland-
ske og færøske luftfartsselskaber, vil lovens bestemmelser
skulle sættes i kraft for Grønland og Færøerne ved kongelig
anordning.
De foreslåede beløbsgrænser gælder derudover for EU-luft-
fartsselskaber for så vidt angår erstatning for skade på gods.
De gældende regler for luftfartsselskabernes erstatningsan-
svar, herunder beløbsmæssige grænser for erstatningen, er
reguleret i Montreal-konventionen af 28. maj 1999 om ind-
førelse af visse ensartede regler for international luftbefor-
dring (herefter Montreal-konventionen). Beløbene i Mon-
treal-konventionen er nu for anden gang siden Danmark til-
trådte konventionen blevet »pristalsreguleret«, hvorfor
grænserne i luftfartsloven foreslås reguleret tilsvarende.
2
Der henvises til lovforslagets pkt. 2.2. nedenfor.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Fastlæggelse af safety-afgiften
2.1.1. Gældende ret
Luftfartslovens § 148, stk. 1, medfører, at luftfartsselskaber-
ne skal betale en afgift til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen
på 4,75 kr. for hver passager, som selskabet befordrer, kal-
det safety-afgiften. Afgiften betales for passagerer, som rej-
ser med et luftfartøj, der er godkendt til mere end 10 passa-
gersæder, eller som har en maksimal startvægt på mere end
5.700 kg, og som afgår fra en dansk flyveplads, hvis benyt-
telse til flyvning står åben for offentligheden. Afgiften beta-
les af såvel danske som udenlandske luftfartsselskaber. I
praksis lægger selskaberne afgiften oveni billetpriserne, så
det reelt er passagererne, der betaler afgiften.
Safety-afgiften dækker omkostningerne forbundet med Tra-
fik-, Bygge- og Boligstyrelsens opgaver vedrørende tilsyn
med civil luftfart i bred forstand, herunder også tilsyn med
aktører, der ikke er pålagt afgiften, men hvis aktivitet har
betydning for luftfartspassagerernes sikkerhed. Det drejer
sig f.eks. om luftfartsselskaber, der alene udfører godstrans-
port, private aktører, der leverer forskellige ydelser til luft-
farten, svæveflyvere, mindre fly, piloter, flyveledere, tek-
nisk personale som f.eks. mekanikere, flyværksteder, flyve-
pladser, flyvesikringstjenester, droneførere m.v.
Afgiften er siden indførelsen i 2013 blevet tilpasset et par
gange, senest ved lov nr. 731 af 8. juni 2018 om ændring af
lov om luftfart. Det følger af luftfartslovens § 148, stk. 4, at
afgiften reguleres én gang årligt med 2 pct. tillagt tilpas-
ningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en
satsreguleringsprocent, jf. lovbekendtgørelse nr. 237 af 27.
februar 2020, og fratrukket passagervækstprocenten mellem
de to perioder på 12 måneder, der begyndte henholdsvis 36
og 24 måneder før det pågældende finansår. Det herefter
fremkomne beløb afrundes til nærmeste 25 øre. Transport-
ministeren bekendtgør reguleringen hvert år. Den årlige re-
gulering har medført, at satsen i 2020 udgør 4,50 kr.
Der skal ikke betales afgift for passagerer, der transporteres
i forbindelse med taxaflyvning i mindre fly, for passagerer
under 2 år, transit- og transferpassagerer samt luftfartssel-
skabets personale på tjenesterejse, jf. § 148, stk. 3.
Passagerer under 2 år er undtaget fra afgiften. Det skyldes,
at disse passagerer typisk ikke optager et selvstændigt sæde
under flyvningen, men er placeret med et særligt bælte oven
på en voksen person. Dette svarer i øvrigt til, at luftfartssel-
skaberne typisk heller ikke forlanger fuld billetpris for pas-
sagerer under 2 år.
Transitpassagerer og transferpassagerer er undtaget fra af-
giften, da de ikke starter deres rejse fra den pågældende fly-
veplads. Transitpassagerer er passagerer, der efter et kort
stop på flyvepladsen enten fortsætter flyrejsen med samme
fly og samme rutenummer eller med et andet fly med
samme rutenummer. Transferpassagerer er passagerer, der
er ankommet til flyvepladsen med fly og inden for 24 timer
enten afrejser fra samme flyveplads med andet fly eller med
samme fly blot med andet rutenummer. Denne ordning sik-
rer, at der f.eks. ikke skal betales afgift to gange for en pas-
sager, der starter sin rejse fra en dansk flyveplads og via Kø-
benhavns Lufthavn skal videre på en sammenhængende fly-
rejse. To flyrejser anses for sammenhængende, når der fore-
findes en sammenhængende billet for de to flyrejser.
Luftfartsselskabers personale på tjenesterejse er afgiftsfrita-
get, idet det ikke anses for rimeligt at pålægge en afgift for
arbejdende personale. Det bemærkes i den sammenhæng, at
luftfartsselskabernes personale også er undtaget fra bruger-
betaling i flyvepladsens takstregulativer.
2.1.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Danmark har et højt sikkerhedsniveau på luftfartsområdet.
Safety-afgiften dækker omkostningerne forbundet med Tra-
fik-, Bygge- og Boligstyrelsens opgaver vedrørende tilsyn
med den civile luftfart i bred forstand, herunder også tilsyn
med aktører, der ikke er pålagt afgiften, men hvis aktivitet
har betydning for luftfartspassagerernes sikkerhed, jf. oven-
for.
Afgiftssatsen er siden indførelsen i luftfartsloven tilpasset
flere gange, senest i 2018, hvor den blev fastsat til 4,75 kr.
Den løbende, årlige regulering har medført, at afgiftssatsen i
2020 udgør 4,50 kr. Siden afgiftens indførelse i luftfartslo-
ven i 2013, hvor den oprindelige afgiftssats var på 6,00 kr.,
har afgiften svinget mellem 4,50 kr. og 6,25 kr. Formålet
med såvel tidligere tilpasninger af afgiften som den årlige
regulering har været, at afgiftsordningen skulle balancere
over tid, for derved at forhindre såvel overskud som under-
skud på ordningen.
COVID-19 pandemien og den deraf følgende nedlukning af
såvel Danmark som resten af verden, har ført til væsentlig
usikkerhed om aktivitetsniveauet i luftfartsbranchen i såvel
2020 som i de kommende år.
Konkret betyder fraværet af passagerer, at der ikke indbeta-
les safety-afgifter som forventet i 2020, hvilket i sig selv gi-
ver underskud på ordningen.
Derudover vil den årlige regulering af safety-afgiften, der
baserer sig på den reguleringsmekanisme, der findes i luft-
fartslovens § 148, stk. 4, føre til væsentlig ubalance på ord-
ningen, som på grund af den måde reguleringsmekanismen
fungerer vil strække sig flere år ud i fremtiden.
Det skyldes, at det netop er passagerantallet, som det så ud 2
år tidligere, der danner grundlag for opkrævningen af safety-
afgiften, jf. ovenfor. Det meget lave antal afrejsende passa-
gerer under COVID-19 pandemien vil betyde, at safety-af-
giften, med den gældende reguleringsmekanisme, om 2 år
3
vil komme til at basere sig på et passagerantal, der sammen-
lignet med tidligere år, ligger på et endog meget lavt niveau.
Endelig vil udviklingen i passagerantallet i en periode frem-
over også være omgærdet med væsentlig usikkerhed, som
helt vil afhænge af, hvordan genoplukningen i forlængelse
af COVID-19-pandemien kommer til at udvikle sig.
På den baggrund vil det i en periode ikke være hensigtsmæs-
sigt at foretage en årlig regulering af afgiften som hidtil, idet
det vil give nogle meget store udsving i satsen fra år til år,
uden at udsvinget afspejler den aktuelle aktivitet på områ-
det.
Det foreslås derfor, at afgiftssatsen pr. 1. januar 2022 fast-
lægges på det oprindelige niveau for afgiften på 6,00 kr.
Dermed nulstilles ordningen således, at der ved den fremti-
dige regulering af satsen tages udgangspunkt i den oprinde-
lige sats. Det betyder samtidig, at den afgiftssats, der frem-
går af den gældende § 148, stk. 1, på 4,75 kr. vil finde an-
vendelse i 2021.
Samtidig foreslås det, at reguleringsmekanismen i loven ud-
skydes, så førstkommende regulering af afgiftssatsen sker
pr. 1. januar 2025. På dette tidspunkt vurderes det, at de ud-
sving i aktivitetsniveauet på luftfartsområdet, der skyldes
COVID-19 pandemien, vil være stabiliseret. Dermed vil re-
guleringsmekanismen på ny virke efter hensigten, således at
der sikres en langsigtet balance på safety-afgiftsordningen.
Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets
§ 1, nr. 17-19.
2.2. Regulering af erstatningsansvarsgrænser
2.2.1. Gældende ret
Luftfartslovens § 111 indeholder i overensstemmelse med
artikel 21 og 22 i Montreal-konventionen begrænsninger i
befordrerens (luftfartsselskabets) ansvar. Bestemmelsen fin-
der anvendelse i de tilfælde, hvor en passager bliver dræbt
eller lider skade på legeme eller helbred, hvor en passager
udsættes for forsinkelse, eller hvor rejsegods (bagage) eller
gods går tabt, beskadiges eller forsinkes.
Såvel EU som de enkelte medlemslande, herunder Dan-
mark, har tiltrådt Montreal-konventionen. EU og medlems-
staterne deler kompetencen på de områder, som Montreal-
konventionen omfatter.
EU’s kompetence i forhold til Montreal-konventionen er
fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
889/2002 af 13. maj 2002 om ændring af Rådets forordning
(EF) nr. 2027/97 om luftfartsselskabers erstatningsansvar i
tilfælde af ulykker (herefter erstatningsansvarsforordnin-
gen). Forordningen gennemfører Montreal-konventionens
bestemmelser om erstatningsansvar, men kun for EU’s luft-
fartsselskaber, hvorved forstås et luftfartsselskab med en
gyldig licens udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 af 24. september 2008
om fælles regler for driften af luttrafiktjenester i Fællesska-
bet og kun for så vidt angår lufttransport af passagerer og
bagage.
Medlemsstaterne har således kompetencen i forhold til luft-
fartsselskaber hjemmehørende i lande, der ikke er medlem
af EU og i forhold til EU-luftfartsselskaber på områder, der
ikke er omfattet af erstatningsansvarsforordningen dvs. luft-
transport af gods.
I Danmark er området reguleret i luftfartslovens kapitel 9,
som blev ændret ved lov nr. 1074 af 17. december 2002 om
ændring af lov om luftfart, der gennemførte Montreal-kon-
ventionen i Danmark i det omfang, dette var nødvendigt i
forhold til gældende forordninger.
Luftfartslovens kapitel 9 gælder således for grønlandske,
færøske og tredjelandes luftfartsselskaber, samt for så vidt
angår ansvaret for lufttransport af gods for alle luftfartssel-
skaber, herunder også EU-luftfartsselskaber. For grønland-
ske og færøske luftfartsselskaber er de gældende beløbs-
grænser i luftfartslovens § 111 sat i kraft ved kongelig an-
ordning. For Grønlands vedkommende er det sket ved kon-
gelig anordning nr. 1268 af 28. november 2017 om ikraft-
træden for Grønland af ændringslove til lov om luftfart og
lov om registrering af rettigheder over luftfartøjer, mens det
for Færøernes vedkommende er sket ved anordning nr. 905
af 4. juli 2013 om ikrafttræden for Færøerne af forskellige
ændringslove til lov om luftfart.
Ansvarsgrænserne i luftfartslovens § 111 er angivet i SDR
(særlige trækningsrettigheder) som er en særlig regneenhed
fastsat og beregnet på baggrund af en såkaldt »kurv« af va-
lutaer (USD, EUR, GBP og JPY).
Denne »kurv« offentliggøres af IMF (Den internationale
Valutafond). 1 SDR svarer pr. 23. juni 2020 til 9,1078
DKK. Erstatningsansvarsgrænserne i Montreal-konventio-
nen skal af den internationale civile luftfartsorganisation,
ICAO tages op til vurdering hvert femte år med henblik på
en eventuel »pristalsregulering« efter nogle nærmere angiv-
ne beregningsmetoder. Beløbet blev første gang reguleret pr.
30. december 2009. Den seneste forhøjelse af ansvarsgræn-
serne i Montreal-konventionen er sket med virkning fra den
28. december 2019, jf. State letter LE 3/38.1-19/50, af 28.
juni 2019.
Efter luftfartslovens § 111, stk. 1 og 2, er erstatningsan-
svarsgrænsen i tilfælde af skade på passagerer 113.000
SDR. Luftfartsselskabet er op til 113.000 SDR objektivt an-
svarlig, med mindre passageren har medvirket til skaden.
For eventuel erstatningssum, der overstiger 113.000 SDR, er
der tale om et præsumptionsansvar (ansvar med omvendt
bevisbyrde).
For skade forvoldt ved forsinkelse efter luftfartslovens §
111, stk. 3, er ansvarsgrænsen 4.649 SDR. Der er tale om et
præsumptionsansvar op til 4649 SDR. For skade ved tab,
beskadigelse eller forsinkelse af rejsegods efter luftfartslo-
vens § 111, stk. 4, er ansvaret begrænset til 1.131 SDR for
4
hver passager. For skade på bagage er der tale om et objek-
tivt ansvar op til 1.131 SDR, mens der ved forsinkelse af ba-
gage er tale om et præsumptionsansvar.
Endelig er ansvaret for skade ved tab, beskadigelse eller for-
sinkelse af gods efter luftfartslovens § 111, stk. 5, begrænset
til 19 SDR pr. kg. Der er tale om et objektiv ansvar op til 19
SDR pr. kg.
2.2.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Danmark er forpligtet til at sikre gennemførelse af de erstat-
ningsansvarsgrænser, der følger af Montreal-konventionen
for så vidt angår de elementer, der ikke reguleres i erstat-
ningsansvarsforordningen.
Med henblik på gennemførelse af den seneste regulering af
Montreal-konventionens erstatningsansvarsgrænser for så
vidt angår luftfartsselskaber fra Grønland, Færøerne og tred-
jelande, samt for al lufttransport af gods, foreslås det at ænd-
re erstatningsansvarsgrænserne i de relevante bestemmelser
herom i luftfartsloven, så de svarer til de seneste ændringer
af beløbene. 113.000 SDR i § 111, stk. 1 og 2, ændres til
128.821 SDR. 4.694 SDR i § 111, stk. 3, ændres til 5.346
SDR. 1.131 SDR i § 111, stk. 4, ændres til 1.288 SDR, og
19 SDR i § 111, stk. 5, ændres til 22 SDR.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekven-
ser for det offentlige
Forslaget om at fastlægge safety-afgiften på en fast sats på
6,00 kr. pr. 1. januar 2022 og udskyde reguleringsmekanis-
men, så førstkommende regulering sker pr. 1. januar 2025,
vil medvirke til at afbøde de betydeligt negative økonomiske
konsekvenser for Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, som
kombinationen af et meget drastisk fald i aktivitetsniveauet
på luftfartsområdet i forlængelse af COVID-19 pandemien
samt en kunstigt lav safety-afgiftssats på 4,75 kr. Afgiftssat-
sen blev således nedsat i loven med virkning for 2018 på
baggrund af et ønske om at skabe balance på safety-afgifts-
ordningen ved at afvikle den opsparing, der var genereret på
ordningen siden indførelsen i 2013.
Et niveau for afgiftssatsen på 4,75 kr. ville således i fravær
COVID-19 pandemien ikke være tilstrækkeligt til at sikre
balance på ordningen i de kommende år. COVID-19 pande-
mien forventes derudover at føre til at lavere aktivitetsni-
veau i luftfartssektoren i de kommende år set i forhold til de
forudgående år.
Forslaget om at forhøje afgiftssatsen til 6,00 kr. pr. 1. januar
2022 samt en udskydelse af reguleringsmekanismen til 1. ja-
nuar 2025, vil medvirke til, at der på sigt på ny kan skabes
balance på ordningen.
Forslaget har ingen implementeringskonsekvenser for det
offentlige.
Lovforslaget følger principperne for digitaliseringsklar lov-
givning.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet m.v.
Forslaget om regulering af erstatningsansvarsgrænserne, jf.
lovforslagets § 1, nr. 12-15, kan muligvis få begrænsede af-
ledte økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v. i form af en mindre stigning i luftfartssel-
skabernes forsikringspræmier med deraf følgende revision
af forsikringsbetingelserne og forsikringsselskabernes erstat-
ningsudbetalinger.
Den foreslåede regulering af erstatningsansvarsgrænserne
vedrører imidlertid i sig selv udelukkende de maksimale
grænser for det objektive ansvar, der kan pålægges befordre-
ren ved skade på passagerer, bagage og gods efter luftfart-
sloven, og er således ikke udtryk for, hvilken erstatningsud-
betaling der i det enkelte tilfælde vil skulle ske.
Ved lovforslaget reguleres således ikke kravene til forsik-
ringsdækningens størrelse. Regler om krav til forsikrings-
dækningen følger af andre regler dels Europa-Parlamentets
og Rådets forordningen nr. 785/2004 af 21. april 2004 om
forsikringskrav til luftfartsselskaber og luftfartøjsoperatører
(herefter forsikringsforordningen), som er under revision,
dels bekendtgørelse nr. 271 af 15. april 2005 om forsikring
for luftfartøjer og minimumsgrænser herfor for flyvning i
Grønland og på Færøerne.
Forslaget om en forhøjelse af safety-afgiften i 2022 har di-
rekte økonomiske konsekvenser for luftfartsselskaberne. I
praksis overvæltes afgiften på passagerernes betaling.
Selskaberne er vant til, at afgiften reguleres årligt. En ud-
skydelse af den årlige regulering til 1. januar 2025 vil såle-
des udgøre en meget begrænset lettelse for selskaberne, idet
der efter den foreslåedes forhøjelse af afgiften til 6,00 kr. pr.
1. januar 2022, ikke vil blive ændret på afgiftssatsen før re-
guleringen pr. 1. januar 2025.
Samlet set vurderes forslaget ikke at have administrative
konsekvenser, der vil overstige 4 mio. kr. årligt, og derfor
kvantificeres disse ikke nærmere.
De foreslåede ændringer udgør ikke ny regulering, men er
alene udtryk for forhøjelse af gældende erstatningsansvars-
grænser og fastlæggelse af safety-afgiften. Det vurderes ik-
ke, at de foreslåede ændringer vil kunne få betydning for
virksomhedernes mulighed for at agere tilpasningsdygtigt,
fremsynet og foregribende i forhold til at møde et samfund i
hastig forandring. Det vurderes på den baggrund ikke rele-
vant at vurdere forslaget i relation til principperne for agil
erhvervsrettet regulering.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Det vurderes, at lovforslaget ikke har administrative konse-
kvenser for borgerne.
5
6. Klima- og miljømæssige konsekvenser
Det vurderes, at lovforslaget ikke har klima- og miljømæssi-
ge konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 13. juli 2020
til den 21. august 2020 været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer:
AOPA DMU, Brancheforeningen Dansk Luftfart, Danish
Business Travel Association, Danmarks Rederiforening,
Danmarks Rejsebureau Forening, Dansk Erhverv, Dansk Er-
hvervsfremme, Dansk Industri - DI Transport, Dansk Mo-
torflyver Union, Dansk Transport og Logistik, Danske Re-
gioner, Danske Speditører, Erhvervsflyvningens Sammen-
slutning, Flyvebranchens Personale Union, Flyvesikringstje-
nesten, Forbrugerrådet, Foreningen Rejsearrangører i Dan-
mark, Færøernes Landsstyre, Grønlands Selvstyre,
SMVdanmark, Institut for menneskerettigheder, Jernbaner-
nes Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening,
Kongelig Dansk Aeroklub, Pakkerejse-Ankenævnet, Rejse-
arrangører i Danmark og Rejsegarantifonden.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindre udgif-
ter (hvis ja, angiv omfang/hvis nej,
anfør ”Ingen”)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang hvis nej, anfør
”Ingen”)
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ved fastlæggelse af afgiftssatsen på
6,00 kr. i 2022, vil der ske en vis af-
bødning af de negative økonomiske
konsekvenser for Trafik-, Bygge- og
Boligstyrelsens økonomi, som følge
af det ændrede aktivitetsniveau på
luftfartsområdet.
Ved at udskyde anvendelse af regule-
ringsmekanismen til 2025, vil der
isoleret set ske en negativ påvirkning
af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens
økonomi, da styrelsen ikke frem til
2025 vil kunne skabe samlet balance
mellem omkostninger og afgiftsind-
tægter på dette område.
Implementeringskonsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Begrænsede økonomiske konsekven-
ser for erhvervslivet i forhold til
eventuelle forsikringspræmiestignin-
ger.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Øget sikkerhed omkring afgiftsni-
veauet for safety-afgiften frem til
2025 kan medføre en lille reduktion
i luftfartsbranchens administrative
omkostninger.
Begrænsede administrative konse-
kvenser for erhvervslivet i forhold til
eventuelle ændringer i forsikringsbe-
tingelserne, som ikke vil overstige 4
mio. kr. årligt, og derfor ikke kvanti-
ficeres nærmere.
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen Ingen
Klima- og Miljømæssige konsekven-
ser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
6
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1-11
En række af lovens gældende bestemmelser indeholder
kønsbetegnelser som de personlige stedord »han«, »hans«
og »ham« i stedet for en gentagelse af f.eks. stillingsbeteg-
nelsen for personen, som stedordet henviser til. Brugen af
kønsbetegnende stedord har ikke noget selvstændigt formål.
Det foreslås på den baggrund, at alle kønsbetegnende sted-
ord udgår af loven. De foreslåede ændringer er udtryk for en
sproglig ændring, som ikke har betydning for bestemmelser-
nes materielle indhold. Der er således tale om videreførelse
af gældende ret.
Til nr. 12
Den gældende bestemmelse i luftfartslovens § 111, stk. 1,
medfører, at ved befordring af passagerer kan befordrerens
ansvar, hvis en passager bliver dræbt eller lider skade på le-
geme eller helbred, ikke afskæres eller begrænses, hvis er-
statningen ikke overstiger 113.000 særlige trækningsrettig-
heder (SDR, jf. stk. 8) for hver passager, jf. dog § 110.
Den gældende bestemmelse i luftfartslovens § 111, stk. 2,
medfører, at befordreren ikke er ansvarlig for den skade ef-
ter stk. 1, der overstiger 113.000 SDR for hver passager,
hvis befordreren kan bevise, at 1) skaden ikke skyldes for-
sætlig eller uagtsom handling eller undladelse fra befordre-
rens eller dennes ansattes eller dennes agenters side eller 2)
skaden alene skyldes forsætlig eller uagtsom handling eller
undladelse fra tredjemands side.
Bestemmelserne betyder, at luftfartsselskabet som udgangs-
punkt er objektivt ansvarlig, det vil sige, at luftfartsselskabet
bliver ansvarligt selvom selskabet ikke har handlet forsæt-
ligt eller uagtsomt i det tilfælde, hvor en passager bliver
dræbt, eller lider skade på legeme eller helbred for et beløb
på op til 113.000 SDR, med mindre passageren har medvir-
ket til skaden. Hvis det opgjorte erstatningsbeløb overstiger
113.000 SDR, er der tale om et præsumptionsansvar (ansvar
med omvendt bevisbyrde).
For den del af erstatningsbeløbet, der overstiger 113.000
SDR, kan luftfartsselskabet således kun blive fri for ansvar,
hvis det kan bevise, at hverken selskabet, dettes ansatte eller
nogen, som har handlet på selskabets vegne, har forårsaget
skaden forsætligt eller uagtsomt, eller luftfartsselskabet be-
viser, at skaden alene er forårsaget af tredjemands forsætlige
eller uagtsomme handling eller undladelse.
Erstatningsansvarsgrænserne blev indført i loven i forlæn-
gelse af Danmarks tiltrædelse af Montreal-konventionen af
28. maj 1999 om indførelse af visse ensartede regler for in-
ternational luftbefordring (Montreal-konventionen). Erstat-
ningsansvarsgrænserne blev senest reguleret i 2011, jf. lov
nr. 470 af 18. maj 2011 om ændring af lov om luftfart.
For at tage højde for prisudviklingen i samfundet og dermed
forhindre, at de angivne ansvarsgrænser med tiden bliver for
lave, indeholder Montreal-konventionen i artikel 24 en be-
stemmelse om, at den internationale luftfartsorganisation
ICAO hvert femte år skal tage de nævnte ansvarsgrænser op
til fornyet vurdering. Vurderingen sker på baggrund af ud-
viklingen i en såkaldt inflationsfaktor, der efter nogle nær-
mere angivne beregningsmetoder fastsættes på grundlag af
stigningen (eller faldet) i forbrugerprisindekserne i de lande,
hvis valutaer er omfattet af de særlige trækningsrettigheder,
SDR. Hvis vurderingen viser, at inflationsfaktoren er steget
med mere end 10 %, skal ICAO underrette medlemsstaterne
om, at de gældende ansvarsgrænser skal forhøjes.
ICAO har vedtaget en ny forhøjelse af ansvarsgrænserne,
som trådte i kraft den 28. december 2019, jf. State letter LE
3/38.1-19/50, af 28. juni 2019.
Det foreslås at ændre de gældende erstatningsansvarsgræn-
ser, så de er i overensstemmelse med den seneste, af ICAO,
vedtagne forhøjelse af erstatningsansvarsgrænserne.
Det følger af den foreslåede ændring af bestemmelsen i luft-
fartslovens § 111, stk. 1 og 2, at grænsen for skade på passa-
gerer fastsættes til 128.821 SDR for hver passager.
Den foreslåede ændring vil få betydning for grønlandske,
færøske og tredjelandes luftfartsselskaber, samt for så vidt
angår ansvaret for lufttransport af gods for alle luftfartssel-
skaber, herunder også EU-luftfartsselskaber hvorved forstås
et luftfartsselskab med en gyldig licens udstedt i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1008/2008 af 24. september 2008 om fælles regler for drif-
ten af luttrafiktjenester i Fællesskabet.
For grønlandske og færøske luftfartsselskaber er de gælden-
de beløbsgrænser i luftfartslovens § 111 sat i kraft ved kon-
gelig anordning. For Grønlands vedkommende er det sket
ved kongelig anordning nr. 1268 af 28. november 2017 om
ikrafttræden for Grønland af ændringslove til lov om luftfart
og lov om registrering af rettigheder over luftfartøjer, mens
det for Færøernes vedkommende er sket ved anordning nr.
905 af 4. juli 2013 om ikrafttræden for Færøerne af forskel-
lige ændringslove til lov om luftfart.
Med de foreslåede ændringer af erstatningsansvarsgrænser-
ne lever Danmark op til sin forpligtelse om at regulere sat-
serne i luftfartsloven, så de svarer til de regulerede satser,
der følger af Montrealkonventionen.
Før de ændrede erstatningsansvarsgrænser kan finde anven-
delse i forhold til grønlandske og færøske luftfartsselskaber,
7
vil de foreslåede ændringer skulle sættes i kraft ved konge-
lig anordning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 13
Den gældende bestemmelse i luftfartslovens § 111, stk. 3,
medfører, at ved befordring af passagerer er befordrerens
ansvar for skade som følge af forsinkelse begrænset til 4.694
SDR for hver passager. Der er tale om et præsumptionsan-
svar (ansvar med omvendt bevisbyrde). Bestemmelsen ve-
drører specifikt erstatningsansvarsgrænserne for det ansvar,
som luftfartsselskabet måtte ifalde i tilfælde af forsinkelse.
Erstatningsansvarsgrænserne blev indført i luftfartsloven i
forlængelse af Danmarks tiltrædelse af Montreal-konventio-
nen af 28. maj 1999 om indførelse af visse ensartede regler
for international luftbefordring (Montreal-konventionen).
Erstatningsansvarsgrænserne blev senest reguleret i 2011, jf.
lov nr. 470 af 18. maj 2011 om ændring af lov om luftfart.
For at tage højde for prisudviklingen i samfundet og dermed
forhindre, at de angivne ansvarsgrænser med tiden bliver for
lave, indeholder Montreal-konventionen i artikel 24 en be-
stemmelse om, at den internationale luftfartsorganisation
ICAO hvert femte år skal tage de nævnte ansvarsgrænser op
til fornyet vurdering. Vurderingen sker på baggrund af ud-
viklingen i en såkaldt inflationsfaktor, der efter nogle nær-
mere angivne beregningsmetoder fastsættes på grundlag af
stigningen (eller faldet) i forbrugerprisindekserne i de lande,
hvis valutaer er omfattet af de særlige trækningsrettigheder,
SDR. Hvis vurderingen viser, at inflationsfaktoren er steget
med mere end 10 %, skal ICAO underrette medlemsstaterne
om, at de gældende ansvarsgrænser skal forhøjes.
ICAO har vedtaget en ny forhøjelse af ansvarsgrænserne,
som trådte i kraft den 28. december 2019, jf. State letter LE
3/38.1-19/50, af 28. juni 2019.
Det foreslås at ændre de gældende erstatningsansvarsgræn-
ser, så de er i overensstemmelse med den seneste, af ICAO,
vedtagne forhøjelse af erstatningsansvarsgrænserne.
Det følger af den foreslåede ændring af bestemmelsen i luft-
fartslovens § 111, stk. 3, at grænsen for skade ved forsinkel-
se fastsættes til 5.346 SDR for hver passager.
Den foreslåede ændring vil få betydning for grønlandske,
færøske og tredjelandes luftfartsselskaber, samt for så vidt
angår ansvaret for lufttransport af gods for alle luftfartssel-
skaber, herunder også EU-luftfartsselskaber hvorved forstås
et luftfartsselskab med en gyldig licens udstedt i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1008/2008 af 24. september 2008 om fælles regler for drif-
ten af luttrafiktjenester i Fællesskabet.
For grønlandske og færøske luftfartsselskaber er de gælden-
de beløbsgrænser i luftfartslovens § 111 sat i kraft ved kon-
gelig anordning. For Grønlands vedkommende er det sket
ved kongelig anordning nr. 1268 af 28. november 2017 om
ikrafttræden for Grønland af ændringslove til lov om luftfart
og lov om registrering af rettigheder over luftfartøjer, mens
det for Færøernes vedkommende er sket ved anordning nr.
905 af 4. juli 2013 om ikrafttræden for Færøerne af forskel-
lige ændringslove til lov om luftfart.
Med de foreslåede ændringer af erstatningsansvarsgrænser-
ne lever Danmark op til sin forpligtelse om at regulere sat-
serne i luftfartsloven, så de svarer til de regulerede satser,
der følger af Montrealkonventionen.
Før de ændrede erstatningsansvarsgrænser kan finde anven-
delse i forhold til grønlandske og færøske luftfartsselskaber,
vil de foreslåede ændringer skulle sættes i kraft ved konge-
lig anordning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 14
Den gældende bestemmelse i luftfartslovens § 111, stk. 4,
medfører, at ved befordring af rejsegods er befordrerens an-
svar for skade som følge af, at rejsegods går tabt, beskadiges
eller forsinkes, begrænset til 1.131 SDR for hver passager.
Har passageren ved aflevering af det indskrevne rejsegods
til befordreren afgivet en særlig erklæring med angivelse af
den interesse, som er forbundet med rejsegodsets udlevering
på bestemmelsesstedet, og betalt det fragttillæg, som måtte
være fastsat, gælder det i erklæringen angivne beløb som
grænse for befordrerens ansvar. Dette gælder dog ikke, hvis
befordreren beviser, at beløbet overstiger passagerens særli-
ge interesse som nævnt i 2. pkt.
Bestemmelsen fastsætter således et maksimalt udgangspunkt
for erstatningsansvarsgrænsen, men levner mulighed for, at
passageren kan afgive en særlig erklæring hvis godset har en
højere værdi. Det vil herefter være den værdi, der er angivet
i erklæringen, der udgør den øvre grænse for størrelsen af
luftfartsselskabets erstatningsansvar. For skade på bagage er
der tale om et objektivt ansvar, mens der ved forsinkelse af
bagage er tale om et præsumptionsansvar (ansvar med om-
vendt bevisbyrde).
Erstatningsansvarsgrænserne blev indført i luftfartsloven i
forlængelse af Danmarks tiltrædelse af Montreal-konventio-
nen af 28. maj 1999 om indførelse af visse ensartede regler
for international luftbefordring (Montreal-konventionen).
Erstatningsansvarsgrænserne blev senest reguleret i 2011, jf.
lov nr. 470 af 18. maj 2011 om ændring af lov om luftfart.
For at tage højde for prisudviklingen i samfundet og dermed
forhindre, at de angivne ansvarsgrænser med tiden bliver for
lave, indeholder Montreal-konventionen i artikel 24 en be-
stemmelse om, at den internationale luftfartsorganisation
ICAO hvert femte år skal tage de nævnte ansvarsgrænser op
til fornyet vurdering. Vurderingen sker på baggrund af ud-
viklingen i en såkaldt inflationsfaktor, der efter nogle nær-
8
mere angivne beregningsmetoder fastsættes på grundlag af
stigningen (eller faldet) i forbrugerprisindekserne i de lande,
hvis valutaer er omfattet af de særlige trækningsrettigheder,
SDR. Hvis vurderingen viser, at inflationsfaktoren er steget
med mere end 10 %, skal ICAO underrette medlemsstaterne
om, at de gældende ansvarsgrænser skal forhøjes.
ICAO har vedtaget en ny forhøjelse af ansvarsgrænserne,
som trådte i kraft den 28. december 2019, jf. State letter LE
3/38.1-19/50, af 28. juni 2019.
Det foreslås at ændre de gældende erstatningsansvarsgræn-
ser, så de er i overensstemmelse med den seneste, af ICAO,
vedtagne forhøjelse af erstatningsansvarsgrænserne.
Det følger af den foreslåede ændring af luftfartslovens §
111, stk. 4, at grænsen for skade ved tab, beskadigelse eller
forsinkelse af rejsegods (bagage) fastsættes til 1.288 SDR
for hver passager.
Den foreslåede ændring vil få betydning for grønlandske,
færøske og tredjelandes luftfartsselskaber, samt for så vidt
angår ansvaret for lufttransport af gods for alle luftfartssel-
skaber, herunder også EU-luftfartsselskaber hvorved forstås
et luftfartsselskab med en gyldig licens udstedt i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1008/2008 af 24. september 2008 om fælles regler for drif-
ten af luttrafiktjenester i Fællesskabet.
For grønlandske og færøske luftfartsselskaber er de gælden-
de beløbsgrænser i luftfartslovens § 111 sat i kraft ved kon-
gelig anordning. For Grønlands vedkommende er det sket
ved kongelig anordning nr. 1268 af 28. november 2017 om
ikrafttræden for Grønland af ændringslove til lov om luftfart
og lov om registrering af rettigheder over luftfartøjer, mens
det for Færøernes vedkommende er sket ved anordning nr.
905 af 4. juli 2013 om ikrafttræden for Færøerne af forskel-
lige ændringslove til lov om luftfart.
Med de foreslåede ændringer af erstatningsansvarsgrænser-
ne lever Danmark op til sin forpligtelse om at regulere sat-
serne i luftfartsloven, så de svarer til de regulerede satser,
der følger af Montrealkonventionen.
Før de ændrede erstatningsansvarsgrænser kan finde anven-
delse i forhold til grønlandske og færøske luftfartsselskaber,
vil de foreslåede ændringer skulle sættes i kraft ved konge-
lig anordning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 15
Den gældende bestemmelse i luftfartslovens § 111, stk. 5,
medfører, at ved befordring af gods er befordrerens ansvar
for skade som følge af, at gods går tabt, beskadiges eller for-
sinkes begrænset til 19 SDR pr. kg. Har afsenderen ved
godsets aflevering til befordreren afgivet en særlig erklæring
med angivelse af den interesse, som er forbundet med gods-
ets udlevering på bestemmelsesstedet, og betalt det fragttil-
læg, som måtte være fastsat, gælder det i erklæringen angiv-
ne beløb som grænse for befordrerens ansvar. Dette gælder
dog ikke, hvis befordreren beviser, at beløbet overstiger af-
senderens særlige interesse som nævnt i 2. pkt. Hvis en del
af godset går tabt, beskadiges eller forsinkes, opgøres kun
den samlede vægt af de berørte stykker gods, når grænsen
for befordrerens ansvar skal fastsættes. Hvis skaden forrin-
ger værdien af andre stykker gods, som omfattes af samme
luftfragtbrev, godskvittering eller de på anden måde regi-
strerede oplysninger, jf. § 94, stk. 2, skal også vægten af dis-
se stykker gods medregnes.
Bestemmelsen fastsætter således et maksimalt udgangspunkt
for erstatningsansvarsgrænsen pr. kilo gods, men levner mu-
lighed for, at afsenderen kan afgive en særlig erklæring
under visse nærmere omstændigheder, hvor der angives en
højere værdi for godset.
Ansvaret for skade ved tab, beskadigelse eller forsinkelse af
gods efter luftfartslovens § 111, stk. 5, begrænset til 19 SDR
pr. kg. Der er tale om et objektiv ansvar.
Som også anført under bemærkningerne til lovforslagets nr.
12-14, blev erstatningsansvarsgrænserne indført i loven i
forlængelse af Danmarks tiltrædelse af Montreal-konventio-
nen af 28. maj 1999 om indførelse af visse ensartede regler
for international luftbefordring (Montreal-konventionen).
Erstatningsansvarsgrænserne blev senest reguleret i 2011, jf.
lov nr. 470 af 18. maj 2011 om ændring af lov om luftfart.
For at tage højde for prisudviklingen i samfundet og dermed
forhindre, at de angivne ansvarsgrænser med tiden bliver for
lave, indeholder Montreal-konventionen i artikel 24 en be-
stemmelse om, at den internationale luftfartsorganisation
ICAO hvert femte år skal tage de nævnte ansvarsgrænser op
til fornyet vurdering. Vurderingen sker på baggrund af ud-
viklingen i en såkaldt inflationsfaktor, der efter nogle nær-
mere angivne beregningsmetoder fastsættes på grundlag af
stigningen (eller faldet) i forbrugerprisindekserne i de lande,
hvis valutaer er omfattet af de særlige trækningsrettigheder,
SDR. Hvis vurderingen viser, at inflationsfaktoren er steget
med mere end 10 %, skal ICAO underrette medlemsstaterne
om, at de gældende ansvarsgrænser skal forhøjes.
ICAO har vedtaget en ny forhøjelse af ansvarsgrænserne,
som trådte i kraft den 28. december 2019, jf. State letter LE
3/38.1-19/50, af 28. juni 2019.
Det foreslås at ændre de gældende erstatningsansvarsgræn-
ser, så de er i overensstemmelse med den seneste, af ICAO,
vedtagne forhøjelse af erstatningsansvarsgrænserne.
Det følger af den foreslåede ændring af luftfartslovens §
111, stk. 5, at grænsen for skade ved tab, beskadigelse eller
forsinkelse af gods fastsættes til 22 SDR pr. kg.
Den foreslåede ændring vil få betydning for grønlandske,
færøske og tredjelandes luftfartsselskaber, samt for så vidt
angår ansvaret for lufttransport af gods for alle luftfartssel-
9
skaber, herunder også EU-luftfartsselskaber hvorved forstås
et luftfartsselskab med en gyldig licens udstedt i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1008/2008 af 24. september 2008 om fælles regler for drif-
ten af luttrafiktjenester i Fællesskabet.
For grønlandske og færøske luftfartsselskaber er de gælden-
de beløbsgrænser i luftfartslovens § 111 sat i kraft ved kon-
gelig anordning. For Grønlands vedkommende er det sket
ved kongelig anordning nr. 1268 af 28. november 2017 om
ikrafttræden for Grønland af ændringslove til lov om luftfart
og lov om registrering af rettigheder over luftfartøjer, mens
det for Færøernes vedkommende er sket ved anordning nr.
905 af 4. juli 2013 om ikrafttræden for Færøerne af forskel-
lige ændringslove til lov om luftfart.
Med de foreslåede ændringer af erstatningsansvarsgrænser-
ne lever Danmark op til sin forpligtelse om at regulere sat-
serne i luftfartsloven, så de svarer til de regulerede satser,
der følger af Montrealkonventionen.
Før de ændrede erstatningsansvarsgrænser kan finde anven-
delse i forhold til grønlandske og færøske luftfartsselskaber,
vil de foreslåede ændringer skulle sættes i kraft ved konge-
lig anordning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 16
En række af lovens gældende bestemmelser indeholder
kønsbetegnelser som de personlige stedord »han«, »hans«
og »ham« i stedet for en gentagelse af f.eks. stillingsbeteg-
nelsen for personen, som stedordet henviser til. Brugen af
kønsbetegnende stedord har ikke noget selvstændigt formål.
Det foreslås på den baggrund, at alle kønsbetegnende sted-
ord udgår af loven. De foreslåede ændringer er udtryk
sproglig ændring, som ikke har betydning for bestemmelser-
nes materielle indhold. Der er således tale om videreførelse
af gældende ret.
Til nr. 17
Den gældende bestemmelse i luftfartslovens § 148, stk. 1,
medfører, at luftfartsselskaberne betaler en afgift til Trafik-,
Bygge- og Boligstyrelsen på 4,75 kr. for hver passager, som
selskabet befordrer. Afgiften betales for passagerer, som rej-
ser med et luftfartøj, der er godkendt til mere end 10 passa-
gersæder, eller som har en maksimal startvægt på mere end
5.700 kg, og som afgår fra en dansk flyveplads, hvis benyt-
telse til flyvning står åben for offentligheden.
Safety-afgiften dækker omkostningerne forbundet med Tra-
fik-, Bygge- og Boligstyrelsens opgaver vedrørende tilsyn
med civil luftfart i bred forstand, herunder også tilsyn med
aktører, der ikke er pålagt afgiften, men hvis aktivitet har
betydning for luftfartspassagerernes sikkerhed. Det drejer
sig f.eks. om luftfartsselskaber, der alene udfører godstrans-
port, private aktører, der leverer forskellige ydelser til luft-
farten, svæveflyvere, mindre fly, piloter, flyveledere, tek-
nisk personale som f.eks. mekanikere, flyværksteder, flyve-
pladser, flyvesikringstjenester, droneførere m.v.
Safety-afgiften finansierer således Trafik-, Bygge og Bolig-
styrelsens omkostninger ved den del af tilsynsvirksomhe-
den, der udgøres af funktionstilsynet (løbende tilsyn). Funk-
tionstilsynet har til formål at konstatere om de krav, der var
en forudsætning for den oprindelige godkendelse (tiltrædel-
seskontrollen), og eventuelle senere tilkomne krav, fortsat er
opfyldt. Endvidere dækker afgiften den forhåndsdialog, som
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har med aktører i luft-
fartsbranchen forud for en tiltrædelseskontrol, hvorimod
omkostningerne ved selve tiltrædelseskontrollen dækkes af
gebyrer, der omfattes af luftfartslovens § 148, stk. 5.
Det følger af den foreslåede ændring af bestemmelsen i luft-
fartslovens § 148, stk. 1, 1. pkt., at afgiftssatsen som luft-
fartsselskaberne betaler til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen
for hver passager, som selskabet befordrer, vil udgøre 6,00
kr. Afgiftens størrelse svarer dermed til det oprindelige ni-
veau afgiften blev fastlagt på, da den blev indført i 2013. I
lovforslagets § 2, stk. 2, foreslås det, at bestemmelsen først
skal træde i kraft den 1. januar 2022. Ved bestemmelsens
ikrafttræden nulstilles ordningen således, at der ved den
fremtidige regulering af satsen tages udgangspunkt i den op-
rindelige sats.
Afgiften vil fortsat skulle betales for passagerer, som rejser
med et luftfartøj, der er godkendt til mere end 10 passa-
gersæder, eller som har en maksimal startvægt på mere end
5.700 kg, og som afgår fra en dansk flyveplads, hvis benyt-
telse til flyvning står åben for offentligheden.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 18
Den gældende bestemmelse i luftfartslovens § 148, stk. 4,
medfører, at afgiften reguleres én gang årligt med 2 pct. til-
lagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov
om en satsreguleringsprocent, jf. lovbekendtgørelse nr. 237
af 27. februar 2020, og fratrukket passagervækstprocenten
mellem de to perioder på 12 måneder, der begyndte hen-
holdsvis 36 og 24 måneder før det pågældende finansår. Det
herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste 25 øre.
Transportministeren bekendtgør reguleringen hvert år.
Det følger af den foreslåede ændring af bestemmelsen i §
148, stk. 4, 2. pkt., at den gældende reguleringsmekanisme i
§ 148, stk. 4, vil blive anvendt til regulering af afgiftssatsen
i lovens § 148, stk. 1, første gang pr. 1. januar 2025.
Forslaget om at regulering af afgiftssatsen skal ske første
gang den 1. januar 2025 skal imødegå eventuelle uhensigts-
mæssige årlige reguleringer i direkte forlængelse af CO-
VID-19 pandemien. Ved en årlig regulering fra 2021, vil
nedgangen i passagertallene på grund af COVID-19 pande-
10
mien i 2022 have en betydelig påvirkning på afgiftssatsen,
som forventeligt vil skulle forøges betragteligt i forhold til
2021. Til gengæld vil konsekvensen af reguleringen i 2022
føre til, at afgiften i 2023 vil skulle sættes betragteligt ned,
og også ned under det nuværende niveau. En sådan nedsæt-
telse vil bevirke, at der ikke er de nødvendige finansielle
ressourcer til det tilsyn, som Trafik-, Bygge- og Boligstyrel-
sen er forpligtet til at udføre i henhold til EU-forordninger
og luftfartsloven, hvilket vil påvirke luftfartssikkerheden ne-
gativt.
Ved en udskydelse af reguleringsmekanismen til 1. januar
2025, vurderes det, at aktivitetsniveauet på luftfartsområdet
vil have fundet et mere stabilt leje, således at reguleringsme-
kanismen på ny vil kunne sikre en langsigtet balance på af-
giftsordningen.
Den foreslåede udskydelse betyder samtidig, at den afgifts-
sats, der fremgår af den gældende § 148, stk. 1, på 4,75 kr.
vil finde anvendelse i 2021.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 19
Den gældende bestemmelse i luftfartslovens § 148, stk. 4,
medfører, at afgiften reguleres én gang årligt med 2 pct. til-
lagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov
om en satsreguleringsprocent, jf. lovbekendtgørelse nr. 237
af 27. februar 2020, og fratrukket passagervækstprocenten
mellem de to perioder på 12 måneder, der begyndte hen-
holdsvis 36 og 24 måneder før det pågældende finansår. Det
herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste 25 øre.
Transportministeren bekendtgør reguleringen hvert år.
Det følger af den foreslåede ændring af bestemmelsen i §
148, stk. 4, 3. pkt., der bliver til 4. pkt., at de reguleringer,
der vil blive foretaget efter bestemmelsen, bekendtgøres af
ministeren. Det vil således ikke længere fremgå af loven, at
reguleringen bekendtgørelse hvert år.
Ved en udskydelse af reguleringsmekanismen til 1. januar
2025, vurderes det, at aktivitetsniveauet på luftfartsområdet
vil have fundet et mere stabilt leje, således at reguleringsme-
kanismen på ny vil kunne sikre en langsigtet balance på af-
giftsordningen.
Den foreslåede udskydelse betyder samtidig, at den afgifts-
sats, der fremgår af den gældende § 148, stk. 1, på 4,75 kr.
vil finde anvendelse i 2021.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 20 og 21
En række af lovens gældende bestemmelser indeholder
kønsbetegnelser som de personlige stedord »han«, »hans«
og »ham« i stedet for en gentagelse af f.eks. stillingsbeteg-
nelsen for personen, som stedordet henviser til. Brugen af
kønsbetegnende stedord har ikke noget selvstændigt formål.
Det foreslås på den baggrund, at alle kønsbetegnende sted-
ord udgår af loven. De foreslåede ændringer er udtryk for en
sproglig ændring, som ikke har betydning for bestemmelser-
nes materielle indhold. Der er således tale om videreførelse
af gældende ret.
Til § 2
Det foreslås i stk. 1, at loven skal træde i kraft den 1. januar
2021.
Det foreslås i stk. 2¸ at § 1, nr. 17, skal træde i kraft den 1.
januar 2022. Dermed vil den afgiftssats på 4,75 kr., der for
nuværende fremgår direkte af loven, finde anvendelse i
2021.
I perioden frem til 1. januar 2022 er det forventeligt, at luft-
fartsbranchen fortsat vil være påvirket af følgerne af CO-
VID-19 pandemien. Det foreslås derfor, at stigning af afgif-
ten til 6,00 kr. først skal træde i kraft 1. januar 2022.
Til § 3
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grøn-
land, men ved kongelig anordning helt eller delvis kan sæt-
tes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som
de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
11
Bilag
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 1149 af
13. oktober 2017, som ændret ved lov nr. 1114 af
29. pdecember 1997, lov nr. 731 af 8. juni 2018, §
35 i lov nr. 1706 af 27. december 2018 og lov nr.
970 af 26. juni 2020, foretages følgende ændrin-
ger:
§ 10. ---
Stk. 2. Begæringen skal indeholde de fornødne op-
lysninger om, at anmelderen er ejer, om hans er-
hvervelse af luftfartøjet samt oplysninger om far-
tøjet selv, herunder når, hvor og af hvem det er
bygget.
1. I § 10, stk. 2, og § 11, stk. 2, litra c, ændres
»hans« til: »ejerens«.
§ 11. ---
Stk. 2. I registeret skal indføres:
a-b) ---
c) oplysninger om ejeren og hans erhvervelse af
luftfartøjet,
d-f) ---
§ 15. Er et her i landet registreret luftfartøj på ube-
stemt tid eller for et tidsrum af mindst 14 dage
overladt til en lejetager eller en anden, der bruger
det for egen regning, kan hver part i aftalen gøre
anmeldelse herom til registreringsmyndigheden,
som i så fald skal gøre anmærkning i registret om
brugeren og hans ret.
2. I § 15 ændres »hans« til: »brugerens«.
§ 26. ---
Stk. 2. Når der i øvrigt er indtrådt et forhold, som
efter ministerens skøn kan have betydning for luft-
dygtigheden, kan han erklære luftdygtighedsbevi-
set for ugyldigt.
3. I § 26, stk. 2, ændres »han« til: »ministeren«.
§ 39. Den, som har certifikat, der er udstedt eller
godkendt af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen,
skal snarest muligt underrette denne om forhold,
som kan have betydning for spørgsmålet om,
hvorvidt han fremdeles opfylder vilkårene for tje-
4. I § 39 ændres i 1. pkt. »han« til:
»certifikatindehaveren«, og i 2. pkt. ændres »Han«
til: »Certifikatindehaveren«.
12
nesten. Han er pligtig til at underkaste sig de un-
dersøgelser og prøver, som Trafik-, Bygge- og
Boligstyrelsen finder påkrævet.
§ 43. ---
Stk. 2. Når han finder det nødvendigt, kan han
midlertidigt anvise besætningsmedlemmerne an-
den tjeneste end den, de er ansat til at udføre.
5. To steder i § 43, stk. 2, og i § 47, 2. pkt., ændres
»han« til: »luftfartøjschefen«.
Stk. 3. ---
Stk. 4. Han kan, når omstændighederne kræver
det, nægte at tage om bord og har ret til at afsætte
besætningsmedlemmer, passagerer eller gods.
6. I § 43, stk. 4, ændres »Han« til: »Luftfartøjsche-
fen«.
§ 45. ---
Stk. 2. Luftfartøjschefen skal så vidt muligt sørge
for, at den skyldige ikke undviger, og kan om for-
nødent tage ham i forvaring. Medmindre den skyl-
dige samtykker i at fortsætte rejsen under forva-
ring, må forvaringen kun vedvare, indtil han kan
overleveres til politiet i Danmark eller til
vedkommende myndighed uden for riget.
7. I § 45, stk. 2, 2. pkt., to steder i § 50, stk. 2, i §
132, stk. 2, og i § 149, stk. 6, 1. og 3. pkt., ændres
»han« til: »vedkommende«.
8. I § 45, stk. 2, 1. pkt., § 127, stk. 3, 1. pkt., § 149,
stk. 1, 2. pkt., og stk. 6, 1. pkt., og § 150 a, stk. 1,
1. pkt., ændres »ham«: til »vedkommende«.
§ 47. Såfremt luftfartøjet kommer i nød, skal luft-
fartøjschefen gøre alt, hvad der står i hans magt,
for at sikre luftfartøjet, de ombordværende og
godset. Bliver det nødvendigt at forlade luftfartø-
jet, skal han så vidt muligt sørge for at bringe luft-
fartøjsdokumenterne i sikkerhed.
9. I § 47, 1. pkt., ændres »hans« til: »luftfartøjs-
chefens«.
§ 50. ---
Stk. 2. Ej heller må nogen gøre eller forsøge at gø-
re tjeneste på et luftfartøj i nogen af de i § 35 om-
handlede stillinger, når han på grund af sygdom,
svækkelse, overanstrengelse, mangel på søvn, på-
virkning af opstemmende eller bedøvende midler
eller af lignende årsager befinder sig i en sådan til-
stand, at han er ude af stand til at gøre tjeneste på
et luftfartøj på fuldt betryggende måde.
Stk. 3-5. ---
Stk. 6. Når en person, der på et offentligt bevært-
ningssted har nydt spiritus, og om hvem værten el-
ler hans medhjælper ved eller har føje til at antage,
at han skal gøre tjeneste på et luftfartøj, på grund
af spiritusnydelsen er eller vil blive påvirket som
nævnt i stk. 1, skal værten eller medhjælperen gø-
re sit, eventuelt ved tilkaldelse af politiet, til at
10. I § 50, stk. 6, ændres »hans« til: »dennes«.
11. To steder i § 50, stk. 6, og to steder i § 50, stk.
8, 1. pkt., ændres »han« til: »personen«.
13
hindre, at han i denne tilstand gør eller forsøger at
gøre sådan tjeneste.
Stk. 7. ---
Stk. 8. Politiet kan fremstille en person til udtagel-
se af blod- og urinprøve, hvis der er grund til at
antage, at han har overtrådt bestemmelserne i stk.
1 eller 2, eller han nægter eller ikke er i stand til at
medvirke til en udåndingsprøve. Når særlige om-
stændigheder taler derfor, kan politiet tillige frem-
stille den pågældende til undersøgelse af en læge.
§ 111. Ved befordring af passagerer kan befordre-
rens ansvar, hvis en passager bliver dræbt eller li-
der skade på legeme eller helbred, ikke afskæres
eller begrænses, hvis erstatningen ikke overstiger
113.000 særlige trækningsrettigheder (SDR, jf.
stk. 8) for hver passager, jf. dog § 110.
12. I § 111, stk. 1 og 2, ændres »113.000« til:
»128.821«.
Stk. 2. Befordreren er ikke ansvarlig for den skade
efter stk. 1, der overstiger 113.000 SDR for hver
passager, hvis befordreren kan bevise, at
1) skaden ikke skyldes forsætlig eller uagtsom
handling eller undladelse fra befordrerens eller
dennes ansattes eller dennes agenters side eller
skaden alene skyldes forsætlig eller uagtsom
handling eller undladelse fra tredjemands side.
Stk. 3. Ved befordring af passagerer er befordre-
rens ansvar for skade som følge af forsinkelse be-
grænset til 4.694 SDR for hver passager.
13. I § 111, stk. 3, ændres »4.694« til: »5.346«.
Stk. 4. Ved befordring af rejsegods er befordrerens
ansvar for skade som følge af, at rejsegods går
tabt, beskadiges eller forsinkes, begrænset til
1.131 SDR for hver passager. Har passageren ved
aflevering af det indskrevne rejsegods til befordre-
ren afgivet en særlig erklæring med angivelse af
den interesse, som er forbundet med rejsegodsets
udlevering på bestemmelsesstedet, og betalt det
fragttillæg, som måtte være fastsat, gælder det i
erklæringen angivne beløb som grænse for befor-
drerens ansvar. Dette gælder dog ikke, hvis befor-
dreren beviser, at beløbet overstiger passagerens
særlige interesse som nævnt i 2. pkt.
14. I § 111, stk. 4, 1. pkt., ændres »1.131« til:
»1.288«.
Stk. 5. Ved befordring af gods er befordrerens an-
svar for skade som følge af, at gods går tabt, be-
skadiges eller forsinkes begrænset til 19 SDR pr.
kg. Har afsenderen ved godsets aflevering til be-
fordreren afgivet en særlig erklæring med angivel-
se af den interesse, som er forbundet med godsets
15. I § 111, stk. 5, 1. pkt., ændres »19« til: »22«.
14
udlevering på bestemmelsesstedet, og betalt det
fragttillæg, som måtte være fastsat, gælder det i
erklæringen angivne beløb som grænse for befor-
drerens ansvar. Dette gælder dog ikke, hvis befor-
dreren beviser, at beløbet overstiger afsenderens
særlige interesse som nævnt i 2. pkt. Hvis en del
af godset går tabt, beskadiges eller forsinkes, op-
gøres kun den samlede vægt af de berørte stykker
gods, når grænsen for befordrerens ansvar skal
fastsættes. Hvis skaden forringer værdien af andre
stykker gods, som omfattes af samme luftfragt-
brev, godskvittering eller de på anden måde regi-
strerede oplysninger, jf. § 94, stk. 2, skal også
vægten af disse stykker gods medregnes.
§ 127. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. I tilfælde af skade på person kan erstatning
kræves for lidelse, lyde og vansir. Hvis den til er-
statning berettigede helt eller delvis har mistet sin
arbejdsevne, tilkommer der ham erstatning for
vedvarende forringelse af erhvervsevnen. Afgår
den skadelidte ved døden som følge af ulykken,
kan den, der ved dødsfaldet har mistet en forsør-
ger, kræve erstatning for det tab, vedkommende
kan antages at have lidt.
§ 130. Ejeren af et fartøj, som agtes benyttet til
luftfart inden for dansk område i henhold til § 2,
stk. 1, litra a, eller til forsøgsluftfart i henhold til §
2, stk. 1, litra c, skal - hvis ejeren ikke er staten -
have tegnet og holde i kraft forsikring for dækning
af erstatningskrav, som måtte opstå mod ham selv
eller mod brugeren for skade som følge af luftfar-
ten på person eller ting uden for fartøjet. Ophører
forsikringen at gælde, hæfter forsikringsselskabet
over for tredjemand dog for skade efter policens
pålydende endnu i 2 måneder efter, at selskabet
for ministeren har anmeldt forsikringens ophør,
medmindre fartøjet - såfremt det er registreret - i
mellemtiden måtte være blevet udslettet af regis-
tret, eller tilladelsen til forsøgsluftfart efter § 2,
stk. 1, litra c, i mellemtiden måtte være blevet til-
bagekaldt. Ministeren fastsætter regler om forsik-
ringssummens størrelse.
16. I § 130, stk. 1, 1. pkt., ændres »ham« til: »eje-
ren«.
15
§ 132. ---
Stk. 2. Ligeledes tilkommer der den, der har af-
holdt ekstraordinære udgifter, som har været uom-
gængelig nødvendige for at bevare et luftfartøj, ret
til godtgørelse af de afholdte udgifter, medmindre
han har handlet imod et udtrykkeligt og beføjet
forbud af luftfartøjschefen.
§ 148. Luftfartsselskaberne betaler en afgift til
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen på 4,75 kr. for
hver passager, som selskabet befordrer. Afgiften
betales for passagerer, som rejser med et luftfartøj,
der er godkendt til mere end 10 passagersæder, el-
ler som har en maksimal startvægt på mere end
5.700 kg, og som afgår fra en dansk flyveplads,
hvis benyttelse til flyvning står åben for offentlig-
heden, jf. dog stk. 3.
17. I § 148, stk. 1,1. pkt. ændres »4,75 kr.« til:
»6,00 kr.«
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Afgiften i stk. 2 reguleres en gang årligt
med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det på-
gældende finansår, jf. lov om en satsregulerings-
procent, og fratrukket passagervækstprocenten
mellem de to perioder på 12 måneder, der begynd-
te henholdsvis 36 og 24 måneder før det pågæl-
dende finansår. Det herefter fremkomne beløb af-
rundes til nærmeste 25 øre. Transport-, bygnings-
og boligministeren bekendtgør reguleringen hvert
år.
18. I § 148, stk. 4, indsættes efter 2. pkt. som nyt
punktum:
»Beløbet reguleres uanset 1. pkt. første gang den
1. januar 2025.«
19. I § 148, stk. 4, 3. pkt., der bliver 4. pkt., udgår
»hvert år«.
§ 149. Med fængsel indtil 2 år straffes den, som
efter at have nydt spiritus gør eller forsøger at gø-
re tjeneste på et luftfartøj i strid med bestemmel-
serne i § 50, stk. 1. Med samme straf anses den,
der gør tjeneste på et luftfartøj til trods for, at ret-
ten hertil er inddraget, frakendt eller frataget ham i
medfør af § 150. Under særligt formildende om-
stændigheder kan dog straf af bøde anvendes.
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Overtrædelse af § 2, stk. 1, § 12, stk. 1,
1.-3. pkt., § 13, stk. 2, § 20, § 40 b, § 55, stk. 1, §
59, stk. 1 og 3, § 66, § 75, stk. 1 og 2 og stk. 5, 1.
pkt., § 137, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, og § 150 e,
stk. 3, straffes med bøde eller fængsel i indtil 4
måneder. Forsøg på overtrædelse af § 75, stk. 1, 2
og stk. 5, 1. pkt., straffes med bøde eller fængsel
indtil 4 måneder. For overtrædelse af § 40 b kan
der pålægges en arbejdsgiver bødeansvar, selv om
20. I § 149, stk. 4, 3. pkt., og stk. 10, 2. pkt., æn-
dres »ham« til: »arbejdsgiveren«.
16
overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsæt-
lig eller uagtsom. For det i 3. pkt. fastsatte bøde-
ansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.
Stk. 5. ---
Stk. 6. Gør en luftfartøjschef eller et besætnings-
medlem sig skyldig i grov eller oftere gentagen
forsømmelse eller skødesløshed med hensyn til
opfyldelsen af de pligter, der påhviler ham efter
§§ 43-47, 49 og 137, stk. 2, 1. pkt., straffes han
med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. På
samme måde straffes den, der gør sig skyldig i
grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skø-
desløshed med hensyn til opfyldelsen af de pligter,
der påhviler den pågældende efter § 137, stk. 2, 2.
pkt. På samme måde straffes den, der forsætligt el-
ler ved grov uagtsomhed urigtigt attesterer noget
vedrørende et arbejde, hvis udførelse han efter for-
skrifter, udstedt i henhold til § 31, er beføjet til at
attestere. Har en person, der er omfattet af 1. eller
3. pkt., ved sit forhold fremkaldt fare for andres
liv eller helbred eller for fartøjet, kan straffen stige
til fængsel i indtil 2 år.
Stk. 7-9. ---
Stk. 10. I øvrigt kan det i de forskrifter, der fast-
sættes i medfør af loven, bestemmes, at overtræ-
delser af forskrifterne medfører straf af bøde eller
fængsel indtil 4 måneder. I de forskrifter, der ud-
færdiges i medfør af kapitel 4 A, kan det endvide-
re fastsættes, at en arbejdsgiver, der overtræder
forskrifterne eller påbud eller forbud udstedt i
medfør af disse, kan pålægges bødeansvar, selv
om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som for-
sætlig eller uagtsom. For sådant bødeansvar fast-
sættes ingen forvandlingsstraf.
§ 150 a. Betinget frakendelse sker på vilkår, at
den pågældende i en prøvetid på 3 år fra endelig
dom ikke gør tjeneste på et luftfartøj under sådan-
ne omstændigheder, at ret dertil skal frakendes
ham. Under særlige omstændigheder kan der fast-
sættes en prøvetid på indtil 5 år for den betingede
frakendelse.
17
Bilag 1
§ 95. ---
Stk. 3. Har befordreren udfærdiget luftfragtbrevet
efter afsenderens anmodning, anses han, hvis ikke
andet bevises, for at handle på afsenderens vegne.
21. I Bilag 1, § 95, stk. 3, ændres »han« til: »be-
fordreren«.
18