Fremsat den 7. oktober 2020 af transportministeren (Benny Engelbrecht)

Fremsat den 7. oktober 2020 af transportministeren (Benny Engelbrecht)
Forslag
til
Lov om ændring af færdselsloven og lov om registrering af køretøjer
(Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
Transport- og Boligministeriet
§ 1
I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1324 af 21.
november 2018, som ændret senest ved lov nr. 139 af 25.
februar 2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 68, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »tilbehør«: », herun-
der om brugen heraf,«.
2. Efter § 92 k indsættes før overskriften før § 93:
»Forsøg med selvkørende enheder
§ 92 l. Ved en selvkørende enhed forstås et førerløst
emissionsfrit køretøj, der kører med lav hastighed på hjul,
bælter eller lignende, og som er teknisk indrettet således, at
en fysisk person kan overtage kontrollen af køretøjet.
§ 92 m. Kørsel med en selvkørende enhed på denne lovs
anvendelsesområde, jf. § 1, må alene finde sted, hvis trans-
portministeren har meddelt tilladelse hertil. Der kan alene
meddeles tilladelse til kørsel med selvkørende enheder på
strækninger og områder, som alene i begrænset omfang an-
vendes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.
Stk. 2. Transportministeren meddeler efter høring af vej-
myndigheden tilladelse til forsøg med selvkørende enheder,
jf. stk. 1. Transportministeren skal underrette politiet om
meddelte tilladelser forud for forsøgets igangsættelse.
Stk. 3. Forsøg med selvkørende enheder må alene foreta-
ges af erhvervsdrivende, forsknings- og undervisningsinsti-
tutter og offentlige myndigheder. Selvkørende enheder må
ikke anvendes til personbefordring.
Stk. 4. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler
om forsøg med selvkørende enheder, herunder om selvkø-
rende enheders hastighed, placering på vej, brug af signaler
og tegn, lygteføring, fragt af gods, identifikationsnummer og
om krav til ansøgning om tilladelse til forsøg.
Stk. 5. Tilladelse til forsøg med selvkørende enheder for-
udsætter, at en fysisk person kan overtage kontrollen af en-
heden, når dette anvises af den selvkørende enheds tekniske
indretning, eller når den fysiske person vurderer, at der er
behov herfor. Den fysiske person skal overholde reglerne
om spirituskørsel og kørsel under påvirkning af bevidstheds-
påvirkende stoffer, sygdom m.v. i §§ 53 og 54. Transportmi-
nisteren kan efter forhandling med justitsministeren fastsæt-
te, at § 55, stk. 1 og 2, og bestemmelser fastsat i medfør af §
55, stk. 4, 1. pkt., finder anvendelse i forhold til den fysiske
person. Transportministeren kan efter forhandling med ju-
stitsministeren fastsætte, at § 77, stk. 1, 1. pkt., finder an-
vendelse i forhold til selvkørende enheder og den fysiske
person.
Stk. 6. Transportministeren kan fastsætte regler om den
fysiske person, der kan overtage kontrollen af den selvkø-
rende enhed, herunder bestemmelser om alderskrav, krav til
kompetencer og krav til den fysiske persons placering m.v.
Stk. 7. Transportministeren kan ved fastsættelse af regler i
medfør af stk. 4 og 6 fravige bestemmelserne i kapitel 2-5
og 10 og § 70, jf. dog stk. 5.
§ 92 n. Transportministeren fører tilsyn med forsøg med
selvkørende enheder, der gennemføres i henhold til tilladel-
se efter § 92 m, stk. 2.
Stk. 2. Transportministeren kan kræve, at en tilladelses-
indehaver vederlagsfrit udleverer oplysninger og dokumen-
ter, uanset om de foreligger på papir eller i elektronisk form,
der er nødvendige for udførelse af tilsyn, jf. stk. 1.
§ 92 o. Transportministeren kan fastsætte regler om beta-
ling af gebyr for behandling af ansøgning om og udstedelse
af tilladelse til forsøg med selvkørende enheder og for udfø-
relse af tilsyn, jf. § 92 m, stk. 2, og § 92 n, stk. 1.
Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte regler om, at an-
søgeren og tilladelsesindehaveren skal afholde udgifter til
sagkyndig bistand, der er indhentet ved behandling af en an-
Lovforslag nr. L 37 Folketinget 2020-21
Transport- og Boligmin., j.nr. 2018-6195
CZ000333
søgning om tilladelse til forsøg, jf. § 92 m, stk. 2, og ved ud-
førelse af tilsyn, jf. § 92 n, stk. 1.
Stk. 3. Udgifter, der påføres det offentlige efter forsøg,
der gennemføres efter tilladelse meddelt i henhold til § 92
m, stk. 2, kan pålægges tilladelsesindehaveren. Transportmi-
nisteren kan pålægge ansøgeren at stille sikkerhed for sådan-
ne udgifter.
§ 92 p. Ved fastsættelse af regler om forsøg efter § 92 m,
stk. 4, 6 og 7, fastsætter transportministeren efter forhand-
ling med justitsministeren regler om straf, herunder regler
om ansvarssubjekt for overtrædelse af færdselslovens regler
og regler udstedt i medfør heraf. Transportministeren kan i
den forbindelse efter forhandling med justitsministeren fra-
vige kapitel 17.«
3. I § 104, stk. 1, indsættes efter »motorkøretøjer«: »og selv-
kørende enheder«.
4. I § 104, stk. 3, indsættes efter »§ 92 g, stk. 1,«: »og for
selvkørende enheder, som er omfattet af forsøgsordninger
efter § 92 m, stk. 1,«.
5. I § 106, stk. 2, indsættes efter »vej«: », jf. dog stk. 3 om
selvkørende enheder«.
6. I § 106, stk. 3, indsættes efter »§ 92 g, stk. 1,«: »og for
selvkørende enheder, som er omfattet af forsøgsordninger
efter § 92 m, stk. 1,«.
7. I § 106, stk. 4, 3. pkt., indsættes efter »motorkøretøjer«:
»og selvkørende enheder«.
Skatteministeriet
§ 2
I lov om registrering af køretøjer, jf. lovbekendtgørelse
nr. 186 af 1. marts 2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 2, stk. 1, nr. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Dette gælder dog ikke motorkøretøjer, der er omfattet af
færdselslovens regler om forsøg med selvkørende enheder.«
2. I § 2, stk. 1, nr. 3, indsættes som 3. pkt.:
»1. pkt. gælder dog ikke knallerter, der er omfattet af
færdselslovens regler om forsøg med selvkørende enheder.«
3. I § 2, stk. 2, indsættes som nr. 5:
»5) Et motorredskab, der er omfattet af færdselslovens reg-
ler om forsøg med selvkørende enheder.«
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 2021.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning og baggrund
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Etablering af en forsøgsordning for selvkørende enheder
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.2.1. Tilladelse til forsøg med selvkørende enheder
2.1.2.2. Krav til ansøgning og gebyrer
2.1.2.3. Behandling af persondata
2.2. Ansvar og forsikring
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3. Straf og førerretsfrakendelse
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.4. Fritagelse fra registreringspligt i henhold til lov om registrering af køretøjer
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.5. Evaluering af forsøgsordningen
2.6. Præcisering af færdselslovens § 68, stk. 1, om fastsættelse af bestemmelser om køretøjers indretning og udstyr m.v.
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Forholdet til anden international lovgivning
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Klima- og miljømæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer
10. Sammenfattende skema
1. Indledning og baggrund
Den teknologiske udvikling betyder, at nye former for trans-
port og serviceydelser er under konstant udvikling. Nye
transportformer vinder derfor frem. Der findes bl.a. små
selvkørende robotter, som kan bruges til at transportere gen-
stande eller udføre serviceydelser – såkaldte selvkørende en-
heder.
Det er regeringens opfattelse, at der er behov for at følge
med den teknologiske udvikling og sikre, at lovgivningen
understøtter og fremmer udviklingen og brugen af nye for-
mer for robotteknologi inden for transport og serviceydelser.
Robotteknologien i selvkørende enheder kan bl.a. tænkes
benyttet af virksomheder til intern levering af f.eks. reserve-
dele mellem to fabriksbygninger, forsknings- og undervis-
ningsinstitutter og offentlige myndigheder til intern levering
af laboratorieprøver og medicin på offentlige myndigheders
egne områder og forskellige former for forskning i robottek-
nologi.
Selvkørende enheder kan også tænkes anvendt som hjælpe-
midler til svagtseende og mennesker med andre former for
handicaps.
Selvkørende enheder kan endvidere benyttes til såkaldt ”last
mile” levering af f.eks. mad, dagligvarer og elektronik, lige-
som de kan anvendes til levering af medicin til brugere in-
3
den for sundhedsområdet. Enhederne kan have potentiale til
på sigt at kunne erstatte visse led af leveringen af de omtalte
varetyper. Leveringer udføres traditionelt af benzin- og die-
seldrevne motordrevne køretøjer, og enhederne, som typisk
vil være eldrevne, kan derfor medvirke til at reducere udled-
ningen af CO2 og andre luftforurenende stoffer.
Selvkørende enheder forventes også at kunne bruges til at
udføre serviceydelser som f.eks. fortovsrengøring og sne-
rydning. De selvkørende enheders anvendelsesmuligheder er
derfor stort.
Det er ikke tilladt at køre med selvkørende enheder på færd-
selslovens område i dag.
Interessenter fra erhvervslivet og forskningsmiljøet har
imidlertid udtrykt ønske om at køre med selvkørende enhe-
der på færdselslovens område bl.a. med henblik på den vide-
re udvikling af teknologien bag enhederne.
Det er regeringens opfattelse, at den teknologiske udvikling
på transportområdet skal understøttes, idet det kan føre til
udvikling, innovation og nytænkning inden for transportom-
rådet, men også inden for andre områder til gavn for bl.a.
miljø og trængsel. Det er dog regeringens opfattelse, at an-
vendelse af nye teknologier og køretøjstyper skal gøres
færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt, og uden at det skaber
unødig utryghed for øvrige trafikantgrupper.
Hensigten med lovforslaget er derfor at fastsætte rammerne
for en forsøgsordning for de selvkørende enheder, hvor så-
danne enheder efter tilladelse kan færdes på strækninger og
områder, hvor der alene er begrænset færdsel.
Det er afgørende, at introduktionen af de selvkørende enhe-
der på færdselslovens område sker på en færdselssikker-
hedsmæssig forsvarlig måde. Med lovforslaget foreslås det
derfor, at transportministeren efter høring af vejmyndighe-
den kan give tilladelse til forsøg med selvkørende enheder,
og at transportministeren skal underrette politiet om meddel-
te tilladelser forud for forsøgets igangsættelse. Det foreslås
ligeledes, at transportministeren fører tilsyn med forsøg med
selvkørende enheder.
Det foreslås, at transportministeren får hjemmel til at fast-
sætte nærmere regler om forsøg med selvkørende enheder,
herunder om selvkørende enheders hastighed, placering på
vej, brug af signaler og tegn, lygteføring, fragt af gods, iden-
tifikationsnummer og om krav til ansøgning om tilladelse til
forsøg.
Det foreslås i den forbindelse, at der fastsættes regler om, at
den maksimale konstruktivt bestemte hastighed for selvkø-
rende enheder som udgangspunkt alene må være 6 km i ti-
men.
I lovforslaget foreslås det endvidere som en forudsætning
for tilladelse til forsøg med selvkørende enheder, at der er
en fysisk person, der kan overtage kontrollen af enheden en-
ten ved hjælp af en fjernbetjening eller f.eks. via computer-
styring af enheden.
Det foreslås, at færdselslovens objektive erstatningsansvar
og forsikringspligt pålægges tilladelsesindehaveren for
eventuelle skader forvoldt af en selvkørende enhed under et
forsøg. Endvidere foreslås det, at transportministeren efter
forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om
straf, herunder regler om det strafferetlige ansvarssubjekt for
overtrædelse af færdselslovens regler.
Det foreslås i lovforslaget, at forsøgsordningen samt tilsyn
med de tilladte forsøg skal være finansieret via gebyrer og
dermed være brugerbetalt.
Lovforslaget indeholder endvidere en ændring af lov om re-
gistrering af køretøjer, således at de selvkørende enheder ik-
ke skal registreres i Køretøjsregisteret med deraf følgende
krav om nummerplade. I stedet for registrering i Køretøjsre-
gisteret foreslås det, at der på bekendtgørelsesniveau fast-
sættes regler om identifikationsnummer og andre tiltag for at
lette identifikation af fører og tilladelsesindehaver.
Derudover foreslås det, at færdselslovens § 68, stk. 1, præci-
seres, således at det tydeligt fremgår, at bestemmelsen giver
hjemmel til at fastsætte bestemmelser om brug af køretøjers
tekniske indretning, udstyr og tilbehør.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Etablering af en forsøgsordning for selvkørende enhe-
der
2.1.1. Gældende ret
Færdselslovens § 2 indeholder en række definitioner, som
har betydning i forhold til anvendelsen af loven. Det følger
af færdselslovens § 2, nr. 10, at et køretøj defineres som en
indretning på hjul, bælter, valser, meder eller andet, som er
indrettet til kørsel på vej, og som ikke løber på skinner.
En selvkørende enhed er karakteriseret ved at være et fører-
løst køretøj, der kører med lav hastighed på hjul, bælter eller
lignende, og som er teknisk indrettet således, at en fysisk
person kan overtage kontrollen med køretøjet.
Færdselslovens definition af et køretøj i § 2, nr. 10, er bred,
og en selvkørende enhed er omfattet af definitionen ”køre-
tøj” i færdselslovens forstand. Dog adskiller de selvkørende
enheder sig på et afgørende punkt fra andre typer af køretø-
jer, idet en selvkørende enhed er førerløs, mens andre typer
af køretøjer som udgangspunkt har en fører.
Det fremgår af færdselslovens § 2, nr. 14, at et motordrevet
køretøj defineres som et køretøj, der er forsynet med motor
som drivkraft, og at motordrevne køretøjer inddeles i motor-
køretøj, traktor, motorredskab og knallert. I færdselslovens §
2, nr. 15, er et motorkøretøj defineret som et motordrevet
køretøj, der hovedsageligt er indrettet til selvstændigt at be-
nyttes til personbefordring eller godstransport. Knallert an-
ses dog ikke som motorkøretøj. Motordrevet køretøj, som er
4
indrettet til andet formål, og som er konstrueret til en hastig-
hed af over 40 km i timen, anses ligeledes for motorkøretøj.
Motorkøretøjer inddeles i bil og motorcykel.
En selvkørende enhed er et motordrevet køretøj. Enhederne
kan endvidere ordlydsmæssigt falde ind under nogle af
færdselslovens underliggende køretøjskategorier (bil, motor-
cykel, knallert, traktor og motorredskab). En bil defineres
således i færdselslovens § 2, nr. 2, 1. led, som et motorkøre-
tøj, der er forsynet med fire eller flere hjul eller med bælter,
valser, meder eller lignende. Et motorredskab defineres i
færdselslovens § 2, nr. 16, som et motordrevet køretøj, som
hovedsageligt er indrettet som arbejdsredskab, og som er
konstrueret til en hastighed af højst 40 km i timen. Motor-
drevet køretøj, der er bestemt til at føres af gående, anses
som motorredskab. En knallert defineres endvidere i færd-
selslovens § 2, nr. 7, som et to- eller trehjulet køretøj med en
forbrændingsmotor med et slagvolumen på ikke over 50
cm3 eller med elmotor og med en konstruktivt bestemt mak-
simal hastighed på højst 45 km i timen. Knallerter inddeles i
stor knallert med en konstruktivt bestemt maksimal hastig-
hed på over 30 km i timen og lille knallert med en konstruk-
tivt bestemt maksimal hastighed på højst 30 km i timen.
En selvkørende enhed adskiller sig imidlertid væsentligt fra
de underliggende køretøjskategorier, og en sammenligning
af en selvkørende enhed og f.eks. en bil eller et motorred-
skab giver derfor ikke reel mening. De selvkørende enheder
vil heller ikke kunne opfylde de tekniske krav, der stilles til
biler, lille knallert og motorredskaber. Derfor kan de selvkø-
rende enheder ikke lovligt anvendes på færdselslovens om-
råde.
Færdselsloven indeholder generelt flere hjemler til, at trans-
portministeren kan fastsætte bestemmelser om krav til køre-
tøjer og køretøjers indretning.
Ifølge færdselslovens § 68, stk. 1, 1. pkt., kan transportmini-
steren fastsætte bestemmelser om køretøjers indretning, ud-
styr og tilbehør og om personligt sikkerhedsudstyr til førere
og passagerer samt fastsætte, hvilke påskrifter og mærker
køretøjer af kontrolmæssige grunde skal være forsynet med.
Bestemmelsen gælder for alle køretøjer, der er omfattet af
definitionen ”køretøj” i færdselslovens § 2, nr. 10, og be-
stemmelsen kan derfor bruges til at fastsætte regler om den
tekniske indretning af selvkørende enheder. For så vidt an-
går påskrifter og mærker følger det af forarbejderne til § 68,
stk. 1, 1. pkt., at der hovedsageligt menes anden mærkning
end mærkning til brug for identifikation, der kan sammen-
lignes med nummerpladers funktion. Bestemmelsen inde-
holder derfor ikke umiddelbart hjemmel til at fastsætte reg-
ler om mærkning til brug for identifikation.
I medfør af færdselslovens § 82, stk. 4, kan transportmini-
steren fastsætte bestemmelser om anbringelse af last og om
fastgørelse af denne samt om afmærkning af langt eller
bredt gods.
I medfør af færdselslovens § 84, stk. 1, fastsætter transport-
ministeren bestemmelser om køretøjers og vogntogs største
bredde, længde og højde i såvel belæsset som ubelæsset
stand, herunder om kørsel med særligt brede, lange eller hø-
je køretøjer eller vogntog.
Ifølge færdselslovens § 85, stk. 1, fastsætter transportmini-
steren bestemmelser om største tilladte akseltryk og total-
vægt for køretøjer i såvel belæsset som ubelæsset stand.
Bestemmelserne i § 82, stk. 4, § 84, stk. 1, og § 85, stk. 1,
gælder for alle køretøjer, der er omfattet af definitionen ”kø-
retøj” i færdselslovens § 2, nr. 10, og bestemmelserne kan
derfor bruges til at fastsætte regler om last, dimensioner og
vægt for selvkørende enheder.
Flere bestemmelser i færdselsloven giver hjemmel til at ud-
føre forsøg med forskellige typer af køretøjer på færdselslo-
vens område.
Færdselslovens § 68, stk. 2, 1. pkt., giver hjemmel til, at
transportministeren kan fastsætte bestemmelser for anven-
delse af små motoriserede køretøjer, herunder bestemmelser
om køretøjets hastighed, placering på vejen, belæsning, brug
af signaler og tegn, lygteføring og anvisninger for færdslen.
Bestemmelsen i færdselslovens § 68, stk. 2, er udnyttet ved
bekendtgørelse nr. 41 af 14. januar 2019 om forsøgsordning
for selvbalancerende køretøj og motoriseret skateboard med
senere ændringer, bekendtgørelse nr. 40 af 14. januar 2019
om forsøgsordning for motoriseret løbehjul med senere æn-
dringer og ved bekendtgørelse nr. 878 af 25. juni 2018 om
forsøgsordning for speed pedelecs med senere ændringer,
hvormed de retlige rammer for kørsel med disse køretøjer er
tilvejebragt.
Ordlydsmæssigt falder en selvkørende enhed ind under defi-
nitionen ”små motoriserede køretøjer”. Hjemlen til at tillade
forsøg med små motoriserede køretøjer i færdselslovens §
68, stk. 2, tager dog sigte på at tillade forskellige former for
persontransport på f.eks. motoriserede løbehjul, uniwheels
og segboards, som nærmere beskrevet i forarbejderne til lo-
ven bag forsøgsordningerne. Bestemmelsen er dermed ikke
tiltænkt at skulle anvendes til at tillade forsøg med førerløse
motoriserede køretøjer, der bl.a. kan anvendes til intern le-
vering på f.eks. virksomhedsområder eller serviceydelser,
og som ikke kan anvendes til persontransport.
Færdselslovens kapitel 15 indeholder i §§ 92 f-92 k bestem-
melser om forsøg med selvkørende motorkøretøjer.
Forsøgsordningen for selvkørende motorkøretøjer er i over-
ordnede træk indrettet således, at tilladelse til forsøg forud-
sætter, at en faglig kompetent, uafhængig rådgiver, ofte be-
tegnet assessor, har tilkendegivet, om forsøget efter assesso-
rens vurdering kan gennemføres færdselssikkerhedsmæssigt
forsvarligt. Der udarbejdes endvidere en bekendtgørelse for
hvert enkelt forsøg, hvori de nærmere rammer og vilkår for
det enkelte forsøg fastsættes. Før transportministeren med-
deler tilladelse til forsøg, skal der endvidere være foretaget
5
en høring af vejmyndigheden og politiet, og sagen skal være
forelagt for et udvalg nedsat af Folketinget.
Selvkørende enheder vil bl.a. kunne anvendes til at udføre
serviceydelser som f.eks. fortovsrengøring og snerydning.
De enheder, der udelukkende anvendes til at udføre service-
ydelser, og som er konstrueret til en hastighed under 40 km i
timen, falder uden for færdselslovens definition af et motor-
køretøj, jf. færdselslovens § 2, nr. 15. Forsøgsordningen for
selvkørende motorkøretøjer kan derfor ikke bruges til at ud-
føre forsøg med selvkørende enheder, der ikke er beregnet
til personbefordring eller godstransport.
2.1.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
2.1.2.1. Tilladelse til forsøg med selvkørende enheder
Det er Transport- og Boligministeriets opfattelse, at der hen-
set til udviklingen på området og interessen fra erhvervsdri-
vende og forskningsmiljøet for at anvende selvkørende en-
heder på færdselslovens område er behov for at følge med
den teknologiske udvikling og sikre, at færdselsloven tilla-
der, at nye former for robotteknologi inden for transport og
serviceydelser kan vinde frem. Selvkørende enheder bør
derfor have lov til at færdes på afgrænsede områder på færd-
selslovens område.
Ved at tillade kørsel med de selvkørende enheder introduce-
res en helt ny type af køretøjer på færdselslovens område,
hvor der ikke er en fysisk person til stede i selve køretøjet,
men hvor enhederne er selvkørende. Det er i den forbindelse
efter Transport- og Boligministeriets opfattelse vigtigt, at
der ved introduktionen af de selvkørende enheder tages be-
hørigt hensyn til færdselssikkerheden og øvrige trafikan-
tgruppers oplevelse af tryghed.
Transport- og Boligministeriet finder derfor, at de selvkø-
rende enheder i første omgang ikke skal have mulighed for
at færdes på alle dele af færdselslovens anvendelsesområde,
og at området derfor begrænses til de dele af færdselslovens
anvendelsesområde, hvor den øvrige færdsel er begrænset.
Dermed vil mulighederne for at benytte de selvkørende en-
heder til såkaldt "last mile” levering af varer m.v. i praksis
være begrænset. I stedet vil fokus være på brugen af de selv-
kørende enheder i forsknings- og udviklingsmæssig sam-
menhæng og virksomheders m.fl. interne brug af enhederne.
Transport- og Boligministeriet finder, at introduktion af de
selvkørende enheder på færdselslovens område bør ske på
baggrund af en forsøgsordning.
Ved at tillade selvkørende enheder på færdselslovens områ-
de ved en forsøgsordning er det muligt efter en periode at
vurdere, om der eventuelt skal åbnes op for en mere omfat-
tende brug af selvkørende enheder, herunder om selvkøren-
de enheder også skal kunne køre på områder, hvor der er al-
mindelig færdsel. En sådan udvidelse vil kræve en fornyet
ændring af færdselsloven.
Transport- og Boligministeriet har overvejet, om den eksi-
sterende forsøgsordning for selvkørende motorkøretøjer i
færdselslovens §§ 92 f-92 k skulle udvides til at omfatte for-
søg med kørsel med alle typer af selvkørende enheder på
færdselslovens område.
Det er Transport- og Boligministeriets vurdering, at der ved
forsøg med selvkørende enheder ikke er behov for samme
administrative procedurer og assessorordning, som gælder
for de selvkørende motorkøretøjer. Baggrunden herfor er, at
enhederne fremføres med lav hastighed, har begrænsede di-
mensioner og ikke må anvendes til persontransport. Kørsel
med selvkørende enheder udgør således ikke samme poten-
tielle risiko for færdselssikkerheden som selvkørende motor-
køretøjer. Det er derfor Transport- og Boligministeriets vur-
dering, at tilladelse til forsøg med selvkørende enheder bør
underlægges en mindre restriktiv og administrativ tung god-
kendelsesproces, uden at man derved går på kompromis
med færdselssikkerheden.
Det foreslås derfor, at der indsættes en række nye bestem-
melser i færdselsloven om en ny forsøgsordning for selvkø-
rende enheder.
Da der er tale om en ny type køretøj på færdselslovens om-
råde, er der behov for en definition af selvkørende enheder,
som er omfattet af den foreslåede forsøgsordning på færd-
selslovens område. Det foreslås derfor i § 92 l, at der ved en
selvkørende enhed forstås et førerløst emissionsfrit køretøj,
der kører med lav hastighed på hjul, bælter eller lignende,
og som er teknisk indrettet således, at en fysisk person kan
overtage kontrollen af køretøjet.
Det er Transport- og Boligministeriets opfattelse, at forsøgs-
ordningen for de selvkørende enheder skal etableres som en
tilladelsesordning, idet der med de selvkørende enheder in-
troduceres en helt ny type køretøj på færdselslovens område.
Tilladelsesordningen skal sikre, at der forud for hvert enkelt
forsøg foretages en konkret vurdering af, om kørsel med de
selvkørende enheder er færdselssikkerhedsmæssigt forsvar-
lig.
Transport- og Boligministeriet foreslår derfor, at der indsæt-
tes en ny bestemmelse i § 92 m, stk. 1, hvorefter kørsel med
en selvkørende enhed på færdselslovens anvendelsesområde
alene må finde sted, hvis transportministeren har meddelt
tilladelse hertil. Der kan kun meddeles tilladelse til kørsel
med selvkørende enheder på strækninger og områder, som
alene i begrænset omfang anvendes til almindelig færdsel af
en eller flere færdselsarter.
Der henvises til lovforslagets specielle bemærkninger til §
92 m, stk. 1, for så vidt angår afgrænsning af sådanne stræk-
ninger og områder.
Det foreslås i § 92 m, stk. 2, at transportministeren efter hø-
ring af vejmyndigheden meddeler tilladelse til forsøg med
selvkørende enheder. Det er Transport- og Boligministeriets
vurdering, at det ikke er nødvendigt at foretage en decideret
høring af politiet forud for meddelelse af tilladelse til forsøg,
6
da selvkørende enheder alene må færdes på strækninger og
områder, som kun i begrænset omfang anvendes til alminde-
lig færdsel. Der vil dermed ikke være den samme færdsels-
sikkerhedsmæssige risiko ved kørsel med selvkørende enhe-
der som f.eks. for selvkørende motorkøretøjer. Transport- og
Boligministeriet finder dog, at det er vigtigt, at politiet er be-
kendt med forestående forsøg, hvorfor det i § 92 m, stk. 2, 2.
pkt., foreslås, at politiet skal underrettes om meddelte tilla-
delser forud for forsøgenes igangsættelse.
Det er Transport- og Boligministeriets vurdering, at Færd-
selsstyrelsen, der har den tekniske fagkundskab inden for
køretøjsteknik, vil være bedst egnet til at varetage admini-
strationen af forsøgsordningen med de selvkørende enheder.
Kompetencen til at meddele tilladelse til forsøg i de foreslå-
ede bestemmelser i § 92 m, stk. 1 og 2, påtænkes derfor de-
legeret til Færdselsstyrelsen.
Det er Transport- og Boligministeriets vurdering, at tilladel-
se til forsøg med selvkørende enheder alene bør kunne ud-
stedes til erhvervsdrivende, forsknings- og undervisningsin-
stitutter og offentlige myndigheder, der benytter enhederne
som led i deres erhverv, forskning eller myndighedsudøvel-
se. Privatpersoner kan derved ikke udføre forsøg med selv-
kørende enheder. Ved denne begrænsning sikres det, at der
sker en gradvis introduktion af de selvkørende enheder på
færdselslovens område. Det foreslås derfor i lovforslagets §
92 m, stk. 3, at forsøg med selvkørende enheder alene må
foretages af erhvervsdrivende, forsknings- og undervis-
ningsinstitutter og offentlige myndigheder. Det foreslås end-
videre, at enhederne ikke må anvendes til personbefordring.
Det er endvidere Transport- og Boligministeriets vurdering,
at der på bekendtgørelsesniveau bør fastsættes nærmere reg-
ler om forsøg med selvkørende enheder, herunder vedrøren-
de enhedernes hastighed, placering på vej, brug af signaler
og tegn, lygteføring, fragt af gods og identifikationsnummer.
Baggrunden herfor er, at bestemmelser med en sådan tek-
nisk karakter bedst egner sig til administrativ regulering.
Endvidere vil eventuelle uhensigtsmæssigheder ved forsøgs-
ordningen kunne ændres hurtigt og administrativt smidigt
ved administrativ regulering.
Det foreslås derfor, at der i § 92 m, stk. 4, indsættes en be-
stemmelse om, at transportministeren kan fastsætte nærmere
regler om forsøg med selvkørende enheder, herunder om
selvkørende enheders hastighed, placering på vej, brug af
signaler og tegn, lygteføring, fragt af gods, identifikations-
nummer og om krav til ansøgning om tilladelse til forsøg.
Af hensyn til færdselssikkerheden er det Transport- og Bo-
ligministeriets vurdering, at de selvkørende enheder kun bør
tillades at færdes på færdselslovens område ved lav hastig-
hed. Afhængig af det område, hvor selvkørende enheder
konkret skal færdes, vil der i tilladelsen til forsøget blive
fastsat en maksimal konstruktiv bestemt hastighed. Hvis der
f.eks. skal køres på en intern gangsti eller parkeringsplads
på en virksomhed, hvor mange medarbejdere færdes, eller
andre områder, der benyttes af et ikke uvæsentligt antal fod-
gængere, vil der som udgangspunkt blive fastsat krav i tilla-
delsen om, at enhederne maksimalt må kunne køre 6 km i ti-
men, som svarer til almindelig ganghastighed. Hvis enhe-
derne derimod skal færdes på områder, hvor enhederne ikke
– eller kun sjældent – vil skulle færdes blandt gående eller
andre trafikanter, vil der i tilladelsen kunne fastsættes en hø-
jere maksimal konstruktiv hastighedsgrænse end gangha-
stighed. Den maksimale konstruktive hastighedsgrænse vil
dog højest kunne fastsættes til 15 km i timen.
Der vil blive fastsat regler om, at de selvkørende enheder
skal betragtes som gående, og at de som udgangspunkt vil
skulle følge de af færdselslovens regler, der gælder for gåen-
de, herunder reglerne i færdselslovens kapitel 3, jf. nærmere
herom nedenfor om den foreslåede hjemmel i § 92 m, stk. 7,
om muligheden for at fravige visse af færdselslovens regler.
Som nærmere beskrevet nedenfor forudsættes det, at der
fastsættes nærmere regler om enhedernes vægt og dimensio-
ner, som gør, at enhederne kan anvendes uden fare og ulem-
pe for fodgængere og andre trafikanter på de områder, hvor
enhederne må færdes.
For så vidt angår enhedernes tekniske indretning, vægt, di-
mensioner og belæsning indeholder færdselslovens § 68,
stk. 1, § 82, stk. 4, § 84, stk. 1, og § 85, stk. 1, allerede
hjemmel til, at transportministeren kan fastsætte regler her-
om. Bestemmelserne påtænkes anvendt til at fastsætte køre-
tøjstekniske krav til de selvkørende enheder, som gør, at en-
hederne kan anvendes uden fare og ulempe ved kørsel. End-
videre kan bestemmelserne anvendes til at fastsætte regler
om belæsning af enhederne, herunder regler om maksimal
størrelse af medbragt last samt fastgørelse af last. Derudover
vil der i medfør af den foreslåede § 92 m, stk. 4, kunne fast-
sættes regler om fragt af gods af selvkørende enheder, her-
under hvilke typer af gods som selvkørende enheder må
transportere.
Som det fremgår af pkt. 2.4.2 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger, er det Transport- og Boligministeriets opfattel-
se, at de selvkørende enheder ikke skal registreres i Køre-
tøjsregisteret og dermed forsynes med nummerplade, da der
er tale om etablering af en forsøgsordning. Det vurderes der-
for, at det på nuværende tidspunkt ikke vil være hensigts-
mæssigt at opretholde den registreringspligt, der vil gælde
for visse typer af selvkørende enheder. Derfor foreslås det
med lovforslagets § 2, nr. 1-3, at lov om registrering af køre-
tøjer ændres, således at de selvkørende enheder ikke skal re-
gistreres eller forsynes med nummerplade. Der henvises til
pkt. 2.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det er dog Transport- og Boligministeriets vurdering, at
selvkørende enheder tydeligt bør kunne identificeres f.eks. i
tilfælde af, at den selvkørende enhed er impliceret i en ulyk-
ke. Muligheden for at identificere enhederne muliggør lige-
ledes en effektiv kontrol med, at der alene kører selvkørende
enheder på færdselslovens område, som har opnået tilladelse
til forsøg.
7
Da der ikke, som det er tilfældet med andre køretøjer, er en
fører, som kan kontaktes i tilfælde af en ulykke, er der end-
videre behov for på anden vis at kunne komme i kontakt
med tilladelsesindehaveren, herunder med henblik på at
kunne afklare eventuelle erstatningsretlige spørgsmål, der
måtte opstå i forbindelse med en ulykke. Identifikation af de
selvkørende enheder vil endvidere være relevant i tilfælde
af, at den selvkørende enhed går i stå, eller at den fysiske
person, der kan overtage kontrollen, mister forbindelsen til
enheden.
Identifikationsnummer foreslås derfor som et af de forhold,
som transportministeren vil kunne fastsætte nærmere regler
om i den foreslåede § 92 m, stk. 4.
Bestemmelsen påtænkes anvendt til at fastsætte regler på be-
kendtgørelsesniveau vedrørende krav om synligt identifika-
tionsnummer på selvkørende enheder, herunder regler om
identifikationsnummerets indhold og udformning.
Den foreslåede bestemmelse i § 92 m, stk. 4, er ikke udtøm-
mende, hvorfor bestemmelsen også vil kunne anvendes til at
fastsætte nærmere regler om andre forhold, end de, som er
oplistet direkte i bestemmelsen. For så vidt angår sådanne
forhold henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr.
2, vedrørende den foreslåede bestemmelse i § 92 m, stk. 4.
Af sikkerhedsmæssige hensyn finder Transport- og Boligmi-
nisteriet, at kørsel med selvkørende enheder skal ske under
kontrol af en fysisk person.
Det foreslås derfor i § 92 m, stk. 5, 1. pkt., at kørsel med
selvkørende enheder forudsætter, at en fysisk person kan
overtage kontrollen af enheden, når dette anvises af den
selvkørende enheds tekniske indretning, eller når den fysi-
ske person vurderer, at der er behov herfor.
For at sikre, at den fysiske person er i stand til at overtage
kontrollen med en selvkørende enhed og kan navigere på en
forsvarlig måde, er det Transport- og Boligministeriets vur-
dering, at reglerne om spirituskørsel og kørsel under påvirk-
ning af bevidsthedspåvirkende stoffer, sygdom m.v. i færd-
selslovens §§ 53 og 54 bør gælde for den fysiske person.
Det foreslås derfor fastsat i § 92 m, stk. 5, 2. pkt., at den fy-
siske person skal overholde reglerne om spirituskørsel og
kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer,
sygdom m.v. i §§ 53 og 54.
For at sikre politiets muligheder for håndhævelse af reglerne
om spirituskørsel og kørsel under påvirkning af bevidstheds-
påvirkende stoffer, sygdom m.v. foreslås det i § 92 m, stk. 5,
3. pkt., at transportministeren efter forhandling med justits-
ministeren kan fastsætte, at færdselslovens bestemmelser
om politiets mulighed for at kræve afgivelse af udåndings-,
spyt- eller svedprøver og øjenbesigtigelse i medfør af § 55,
stk. 1 og 2, og regler fastsat i medfør af § 55, stk. 4, 1. pkt.,
finder anvendelse for den fysiske person.
Af hensyn til politiets mere generelle håndhævelse af regler-
ne i den foreslåede forsøgsordning for selvkørende enheder
foreslås det samtidig i § 92 m, stk. 5, 4. pkt., at transportmi-
nisteren efter forhandling med justitsministeren kan fastsæt-
te, at færdselslovens § 77, stk. 1, 1. pkt., om politiets gene-
relle mulighed for at standse køretøjer for at kontrollere kø-
retøjet og dets fører, finder anvendelse for selvkørende en-
heder og den fysiske person.
Udover overholdelse af færdselslovens regler om spiritus-
kørsel og kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende
stoffer, sygdom m.v. kan der være behov for at fastsætte
yderligere regler om krav til den fysiske person, der kan
overtage kontrollen af en selvkørende enhed. Det foreslås
derfor i lovforslagets § 92 m, stk. 6, at transportministeren
kan fastsætte regler om den fysiske person, der kan overtage
kontrollen af den selvkørende enhed, herunder bestemmel-
ser om alderskrav, krav til kompetencer og krav til den fysi-
ske persons placering m.v.
Bemyndigelsesbestemmelsen vil bl.a. blive brugt til på be-
kendtgørelsesniveau at fastsætte regler om, at den fysiske
person, der kan overtage kontrollen af enheden, skal befinde
sig i Danmark. Navnlig tilsynet med overholdelse af krave-
ne til den fysiske person samt politiets håndhævelse af reg-
lerne for den fysiske person forudsætter, at den fysiske per-
son befinder sig i Danmark.
Bemyndigelsen i den foreslåede § 92 m, stk. 6, påtænkes
endvidere udnyttet til at stille krav om, at personen, der kan
overtage kontrollen med den selvkørende enhed, skal være
fyldt 18 år. Aldersgrænsen foreslås fastsat til 18 år ud fra en
betragtning om, at den pågældende person dermed besidder
en vis modenhed og evne til at færdes med den fornødne
agtpågivenhed og hensynsfuldhed på færdselslovens områ-
de.
Bemyndigelsen vil også kunne benyttes til at fastsætte nær-
mere krav til den fysiske persons kompetencer til at kunne
køre med en selvkørende enhed med henblik på at sikre, at
personen har det fornødne kendskab til færdselslovens reg-
ler, færdselsadfærden i Danmark og betjening af den selvkø-
rende enhed, f.eks. på baggrund af uddannelse eller konkret
erfaring med kørsel med de selvkørende enheder.
Det er Transport- og Boligministeriets opfattelse, at der ikke
skal fastsættes krav om, at den fysiske person, der skal kun-
ne overtage kontrollen af den selvkørende enhed, skal være i
besiddelse af førerret til et motordrevet køretøj. Baggrunden
herfor er, at det er tanken, at der på bekendtgørelsesniveau i
medfør af de foreslåede bestemmelser i § 92 m, stk. 4 og 7,
vil blive fastsat regler om, at de selvkørende enheder som
udgangspunkt alene må færdes med lav hastighed. Bemyn-
digelsesbestemmelsen i den foreslåede § 92 m, stk. 6, vil så-
ledes ikke kunne benyttes til at fastsætte krav om, at den fy-
siske person, der skal kunne overtage kontrollen med den
selvkørende enhed, skal være i besiddelse af førerret til et
motordrevet køretøj.
8
Da de selvkørende enheder er motordrevne køretøjer, der ik-
ke har en fører i traditionel forstand, er det nødvendigt, at
transportministeren kan fastsætte regler om fravigelse fra
færdselslovens adfærdsbestemmelser, hvor de pågældende
forpligtelser alene kan pålægges en fysisk person. Det vil
bl.a. gøre sig gældende for adfærdsreglerne, der gælder for
alle trafikanter i færdselslovens kapitel 2. Det vil endvidere
være nødvendigt at give transportministeren hjemmel til at
fravige reglerne i færdselslovens kapitel 3, der fastsætter
nærmere bestemmelser for gående, kapitel 4 om færdsels-
regler for kørende og kapitel 5 om hastighed. Det vil endvi-
dere være relevant at kunne fravige færdselslovens § 70 om
tilkobling og slæbning og bestemmelserne i kapitel 10 om
regler for førere af køretøjer.
Det foreslås derfor i § 92 m, stk. 7, at transportministeren
ved fastsættelse af regler i medfør af § 92 m, stk. 4 og 6, kan
fravige reglerne i færdselslovens kapitel 2-5 og 10 og § 70,
jf. dog stk. 5. Fravigelse af bestemmelserne påtænkes bl.a.
brugt til at fastsætte regler om, at færdselsreglerne for gåen-
de i færdselslovens kapitel 3 som udgangspunkt skal finde
anvendelse for de selvkørende enheder, selvom disse er at
betragte som motordrevne køretøjer, og bestemmelser om
maksimal tilladt hastighed for selvkørende enheder. Fravi-
gelse af § 70 påtænkes anvendt, hvis der f.eks. er enheder
med to eller tre hjul, som skal have tilkoblet et påhængskø-
retøj, og hvor dette vurderes at være færdselssikkerheds-
mæssigt forsvarligt.
Ved behandling af en ansøgning om tilladelse til forsøg kan
der opstå behov for at indhente sagkyndig bistand bl.a. til
brug for vurderingen af, om et forsøg kan gennemføres
færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Dette kan f.eks. blive
nødvendigt, hvis der er behov for særlig specialiseret bi-
stand inden for områder som f.eks. IT-sikkerhed og teknisk
indretning af maskiner. Det vil endvidere kunne være nød-
vendigt at indhente den samme form for sagkyndig bistand i
forbindelse med tilsynsførelsen med forsøgene, jf. nærmere
herom nedenfor. Transportministeren kan i medfør af almin-
delige forvaltningsretlige principper indhente sagkyndig bi-
stand ved behandlingen af en ansøgning om tilladelse til for-
søg med selvkørende enheder samt i forbindelse med tilsyn.
I medfør af den foreslåede bestemmelse i § 92 n, stk. 1, fø-
rer transportministeren tilsyn med forsøgene med de selvkø-
rende enheder. Tilsynet vil både vedrøre overholdelse af
lovforslagets regler, regler og krav fastsat ved bekendtgørel-
se og tilsyn med overholdelse af vilkår fastsat i tilladelser til
forsøg med selvkørende enheder.
Endvidere foreslås det i § 92 n, stk. 2, at transportministeren
kan kræve, at en tilladelsesindehaver vederlagsfrit udleverer
oplysninger og dokumenter, uanset om de foreligger på pa-
pir eller i elektronisk form, der er nødvendige for udførelse
af tilsyn.
Dokumentation og oplysninger indhentet til brug for udfø-
relse af tilsyn med en tilladelse til forsøg med selvkørende
enheder kan ligeledes give et godt grundlag for den senere
evaluering af, om forsøgsordningen skal udvides og udbre-
des til flere områder på færdselslovens anvendelsesområde,
jf. nærmere herom i pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger. Oplysninger og dokumenter, der er indhentet
til brug for et konkret tilsyn, vil derfor også kunne anvendes
til brug for den generelle vurdering af selve forsøgsordnin-
gen.
Det er Transport- og Boligministeriets vurdering, at Færd-
selsstyrelsen, som har den tekniske fagkundskab inden for
køretøjsteknik, vil være bedst egnet til at varetage tilsynsfø-
relsen med forsøgsordningen med de selvkørende enheder.
Adgangen til at føre tilsyn med forsøg med selvkørende en-
heder efter § 92 n, stk. 1, samt adgangen til at kræve udleve-
ring af dokumentation og oplysninger i medfør af § 92 n,
stk. 2, påtænkes derfor delegeret til Færdselsstyrelsen.
Transportministeren kan i tilladelser til forsøg med selvkø-
rende enheder i medfør af almindelige forvaltningsretlige
principper fastsætte vilkår, herunder om geografisk afgræns-
ning af forsøget til at måtte foregå på nærmere bestemte
strækninger eller inden for et nærmere bestemt geografisk
område. Der kan endvidere også fastsættes vilkår om den
maksimale konstruktive hastighed, som de selvkørende en-
heder må køre med på de ansøgte områder. Der kan f.eks.
også fastsættes vilkår om en tidsmæssig afgrænsning af for-
søget, der således kan være begrænset til en bestemt periode
og til kørsel på bestemte tidspunkter på døgnet.
Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at
en tilladelse kan inddrages, hvis vilkårene i tilladelsen ikke
overholdes. Tilladelsen til kørsel med selvkørende enheder
kan dermed inddrages, hvis den selvkørende enhed anven-
des til et andet formål end det, der er givet tilladelse til. Det
vil f.eks. være tilfældet, hvis en selvkørende enhed anvendes
til ulovlig dataindsamling i form af f.eks. billeder eller vi-
deo, eller hvis en selvkørende enhed anvendes til transport
af ulovligt gods.
En tilladelse kan endvidere i medfør af almindelige forvalt-
ningsretlige principper tilbagekaldes, hvis forudsætningerne
for tilladelsen ændrer sig. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis
forsøget med de selvkørende enheder viser sig at være til fa-
re for færdselssikkerheden. Det vil f.eks. også være tilfæl-
det, hvis en tilladelsesindehaver nægter at udlevere doku-
mentation og oplysninger, som anmodet om i forbindelse
med transportministerens udførelse af tilsyn i medfør af § 92
n, stk. 1 og 2, hvis der er skabt tilstrækkelig tvivl om de
færdselssikkerhedsmæssige aspekter af det pågældende for-
søg med selvkørende enheder.
2.1.2.2. Krav til ansøgning og gebyrer
Transport- og Boligministeriet finder, at transportministeren
forud for meddelelse af tilladelse til forsøg bør kunne ind-
hente oplysninger fra ansøgeren bl.a. til brug for vurderin-
gen af, om forsøget kan gennemføres færdselssikkerheds-
mæssigt forsvarligt. Det kan i den forbindelse være nødven-
digt at indhente oplysninger om f.eks. forsøgets formål, her-
9
under enhedernes anvendelse og funktion, trafiktætheden på
områder og strækninger omfattet af forsøget samt en beskri-
velse af de selvkørende enheders tekniske indretning, egen-
skaber og dimensioner.
De nærmere regler om, hvilken dokumentation der skal til-
vejebringes i forbindelse med en ansøgning, findes mest eg-
net til at blive fastsat på bekendtgørelsesniveau på grund af
oplysningernes detaljeringsgrad.
Det foreslås derfor i § 92 m, stk. 4, at transportministeren
kan fastsætte nærmere regler om bl.a. krav til ansøgning om
tilladelse til forsøg med selvkørende enheder.
Det vil medføre merudgifter for staten at administrere og be-
handle den foreslåede forsøgsordning for selvkørende enhe-
der. Det vil endvidere medføre merudgifter for staten at føre
tilsyn med tilladelsesindehaveres overholdelse af regler og
krav fastsat i lovgivningen og fastsatte vilkår i tilladelser til
forsøg. Det er Transport- og Boligministeriet opfattelse, at
disse udgifter bør dækkes af brugerne af forsøgsordningen.
Det foreslås derfor i lovforslagets § 92 o, stk. 1, at transport-
ministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr for be-
handling af ansøgning om og udstedelse af tilladelse til for-
søg med selvkørende enheder og for udførelse af tilsyn, jf. §
92 m, stk. 2, og § 92 n, stk. 1.
Gebyrordningen vil følge de almindelige principper i Fi-
nansministeriets Budgetvejledning, hvoraf bl.a. fremgår, at
gebyrer skal fastsættes således, at der opnås fuld dækning
for de omkostninger, som er forbundet med det gebyrbelagte
område. Der må dog ikke opnås mere end fuld dækning. Det
forventede antal af ansøgninger om tilladelse til forsøg med
selvkørende enheder er på nuværende tidspunkt usikkert, og
der kan ligeledes være stor forskel i omfang og kompleksitet
af forsøgene. Det er derfor Transport- og Boligministeriets
vurdering, at gebyr for sagsbehandling og tilsyn m.v. bør
opkræves efter regning for medgået tid, da ordningen derved
på denne måde tager hensyn til de enkelte forsøgs omfang
og kompleksitet.
Transportministeren kan i medfør af forvaltningsretlige prin-
cipper indhente sagkyndig bistand ved behandlingen af en
ansøgning om tilladelse til forsøg med selvkørende enheder
og ved udførelse af tilsyn. Der henvises i øvrigt til pkt.
2.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det er Transport- og Boligministeriets opfattelse, at også
udgifter til sagkyndig bistand bør afholdes af ansøger, og
Transport- og Boligministeriet foreslår derfor i § 92 o, stk.
2, at transportministeren kan fastsætte regler, om at ansøge-
ren og tilladelsesindehaveren skal afholde udgifter til sag-
kyndig bistand, der er indhentet ved behandling af en ansøg-
ning om tilladelse til forsøg, jf. § 92 m, stk. 2, og ved udfø-
relse af tilsyn, jf. § 92 n, stk. 1.
Endelig vil forsøg med selvkørende enheder kunne medføre
udgifter for det offentlige til f.eks. midlertidig vejafmærk-
ning eller mindre ændringer af forsøgsstrækningernes ind-
retning. I den udstrækning, at et forsøg medfører behov for
sådanne ændringer, er det Transport- og Boligministeriets
opfattelse, at også udgifter i denne forbindelse bør afholdes
af ansøger. Det foreslås derfor i § 92 o, stk. 3, at udgifter,
der påføres det offentlige efter forsøg, der gennemføres efter
tilladelse meddelt i henhold til § 92 m, stk. 2, kan pålægges
tilladelsesindehaveren. Transportministeren kan pålægge an-
søgeren at stille sikkerhed for sådanne udgifter.
2.1.2.3. Behandling af persondata
Selvkørende enheder navigerer ved hjælp af radarteknologi,
3D-kort og GPS-positionering. Derudover vil selvkørende
enheder oftest være udstyret med en række sekundære
sensorer i form af f.eks. kamera, ultralydssensorer og mikro-
fon.
Selvom tilladelse til forsøg med selvkørende enheder alene
kan gives til strækninger og områder med begrænset færd-
sel, vil de selvkørende enheder stadig færdes i offentlige til-
gængelige områder og på områder omfattet af færdselslo-
ven. Selvkørende enheder vil derfor i et vist omfang filme
på områder, som benyttes til almindelig færdsel, og der vil
potentielt kunne optages film- og billedmateriale indehol-
dende personhenførbare oplysninger i form af ansigter og
nummerplader, selvom dette ikke er formålet med enheder-
nes brug af de sekundære sensorer som f.eks. kameraer.
Af hensyn til privatlivets fred er det Transport- og Boligmi-
nisteriets opfattelse, at selvkørende enheder ikke ved deres
navigation og færden bør foretage tv-overvågning af områ-
der eller anden indsamling af personhenførbare oplysninger.
Transport- og Boligministeriet vil derfor i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 92 m, stk. 4, fastsætte bestem-
melser om, at de selvkørende enheders kameraer m.v. skal
være indrettet således, at der automatisk under optagelse
foretages pixelering ved brug af algoritmer indbygget lokalt
i udstyret, som gør, at det ikke er muligt at identificere f.eks.
ansigter og nummerplader, og at denne pixelering ikke efter-
følgende må kunne ophæves.
Dette krav vil betyde, at de selvkørende enheder som følge
af reglerne i den foreslåede forsøgsordning ikke vil foretage
tv-overvågning i lov om tv-overvågnings forstand (bekendt-
gørelse af lov nr. 1190 af 11. oktober 2007 om tv-overvåg-
ning med senere ændringer), ligesom enhederne i øvrigt som
udgangspunkt ikke vil indsamle og behandle persondata i
form af billedmateriale.
Hvis der i kraft af enhedernes navigationssystemer undtagel-
sesvist skulle blive indsamlet og behandlet personoplysnin-
ger (f.eks. hvis en person er umiddelbar identificerbar alene
på grund af personens specifikke øvrige fysiske kendetegn)
vil en sådan behandling skulle ske i overensstemmelse med
den persondataretlige lovgivning. Eventuel behandling af
andre typer af persondata, som måtte ske som følge af brug
af enhederne (f.eks. eventuelle lydoptagelser) vil ligeledes
skulle ske i overensstemmelse med reglerne i den personda-
taretlige lovgivning.
10
2.2. Ansvar og forsikring
2.2.1. Gældende ret
Det fremgår af færdselslovens § 101, stk. 1, at den, der er
ansvarlig for et motordrevet køretøj, skal erstatte skader,
som køretøjet volder ved færdselsuheld eller ved eksplosion
eller brand, der hidrører fra brændstofanlæg i køretøjet. Be-
stemmelsen i færdselslovens § 101, stk. 1, betyder, at der
gælder et objektivt erstatningsansvar for motordrevne køre-
tøjer.
Erstatningsansvaret påhviler den ejer eller bruger, der benyt-
ter køretøjet eller lader det benytte, jf. færdselslovens § 104,
stk. 1. Det følger af § 104, stk. 3, at erstatningsansvaret efter
§§ 101-103 for motorkøretøjer, der er omfattet af forsøgs-
ordninger efter § 92 g, stk. 1, påhviler tilladelsesindehave-
ren. Det følger af færdselslovens § 104, stk. 2, at føreren er
ansvarlig efter lovgivningens almindelige regler.
Der gælder efter færdselslovens § 105 et grundlæggende
krav om forsikringspligt for de skader, der forvoldes af mo-
tordrevne køretøjer. Det følger af § 105, stk. 2, at forsikrin-
gen skal dække personskade eller tab af forsørger på indtil
50 mio. kr. og tingsskade på indtil 10 mio. kr. for den ved en
enkelt begivenhed forårsagede skade. I medfør af § 105, stk.
3, 1. pkt., reguleres de nævnte beløb hvert år pr. 1. januar
med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende
finansår, jf. lov om satsreguleringsprocent. For skader, der
indtræder i perioden 1. januar 2020 – 31. december 2020 er
beløbene henholdsvis 126 mio. kr. og 25 mio. kr., jf. be-
kendtgørelse nr. 1137 af 18. november 2019 om regulering
af forsikringsdækningsbeløb i henhold til færdselsloven.
I medfør af færdselslovens § 106, stk. 1, påhviler forsik-
ringspligten for motordrevne køretøjer, der skal registreres
eller godkendes, ejeren eller den person (brugeren), der har
varig rådighed over køretøjet, jf. dog stk. 3 om selvkørende
motorkøretøjer. I medfør af færdselslovens § 106, stk. 2, på-
hviler forsikringspligten for andre motordrevne køretøjer,
der ikke skal registreres eller godkendes, den, der bruger kø-
retøjet eller lader det bruge på vej. For selvkørende motor-
køretøjer, der er omfattet af forsøgsordninger efter § 92 g,
stk. 1, påhviler forsikringspligten tilladelsesindehaveren, jf.
færdselslovens § 106, stk. 3.
Det følger af færdselslovens § 109, stk. 1, at motordrevne
køretøjer, der tilhører staten eller en kommune, er undtaget
fra forsikringspligten efter § 105. Endvidere følger det af
færdselslovens § 109, stk. 3, at er et køretøj efter § 109, stk.
1 og 2, ikke forsikret, hæfter den danske stat eller den kom-
mune, der ejer køretøjet, for erstatning i samme omfang som
et forsikringsselskab, i hvilket der er tegnet ansvarsforsik-
ring efter § 105.
Selvkørende enheder er motordrevne køretøjer, og færdsels-
lovens bestemmelser om objektivt erstatningsansvar og for-
sikringspligt finder derfor anvendelse for de selvkørende en-
heder. Da de selvkørende enheder ikke vil være registre-
ringspligtige, påhviler forsikringspligten den, der bruger kø-
retøjet eller lader det bruge på vej, jf. færdselslovens § 106,
stk. 2. Det følger af § 106, stk. 3, at for selvkørende motor-
køretøjer, der er omfattet af forsøgsordninger efter § 92 g,
stk. 1, påhviler forsikringspligten tilladelsesindehaveren.
Endvidere følger det af § 106, stk. 4, at ejeren eller den per-
son (brugeren), der har varig rådighed over et motordrevet
køretøj, som skal registreres eller godkendes, kan pålægges
et gebyr for manglende opfyldelse af forsikringspligten i §
105, stk. 1, 1. pkt. For motordrevne køretøjer, der ikke skal
registreres eller godkendes, kan gebyret pålægges den, der
bruger køretøjet eller lader det bruge på vej. For selvkørende
motorkøretøjer, der er omfattet af stk. 3, kan gebyret pålæg-
ges tilladelsesindehaveren. Gebyret kan pålægges for hver
påbegyndt dag, det motordrevne køretøj er uforsikret.
2.2.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Transport- og Boligministeriet har i forbindelse med ud-
formningen af den foreslåede forsøgsordning for selvkøren-
de enheder overvejet, hvor det objektive erstatningsansvar
efter færdselslovens § 101, stk. 1, skal placeres. Det er i den
forbindelse blevet overvejet, om de gældende regler i færd-
selsloven skal videreføres uden ændringer, således at det ob-
jektive ansvar påhviler ejeren eller brugeren af den selvkø-
rende enhed.
Med den foreslåede forsøgsordning for selvkørende enheder
er det tilladelsesindehaveren, der efter ansøgning og nærme-
re fastsatte vilkår har opnået tilladelse til at køre med selv-
kørende enheder. Det er således tilladelsesindehaveren, der
samlet set har overblikket og ansvaret for administrationen
af forsøget, og det er derfor Transport- og Boligministeriets
vurdering, at tilladelsesindehaveren er nærmest til at bære
risikoen for eventuelle skader, som de selvkørende enheder
forvolder.
Transport- og Boligministeriet finder det på den baggrund
mest hensigtsmæssig at lade det objektive erstatningsansvar
påhvile tilladelsesindehaveren under forsøgsordningen. Det
skal i den forbindelse bemærkes, at tilladelsesindehaveren
kan være sammenfaldende med ejeren af køretøjet. Som føl-
ge af, at det objektive erstatningsansvar under forsøgsord-
ningen påhviler tilladelsesindehaveren, finder Transport- og
Boligministeriet det endvidere mest hensigtsmæssigt, at og-
så forsikringspligten efter færdselslovens § 106, stk. 2, på-
hviler tilladelsesindehaveren.
Ved at samle det objektive erstatningsansvar og forsikrings-
pligten hos tilladelsesindehaveren sikres det endvidere, at
der ikke opstår tvivl om, hvem erstatningsansvaret og for-
sikringspligten påhviler, uanset hvem der ejer den selvkø-
rende enhed, og uanset om den selvkørende enhed betjenes
af en fysisk person eller navigerer ved hjælp af den selvkø-
rende enheds tekniske indretning.
I tilfælde af, at en fysisk person har kontrollen over en selv-
kørende enhed på det tidspunkt, hvor et eventuelt uheld op-
står, vil det bero på de almindelige forsikringsretlige regler,
11
i hvilket omfang forsikringsselskabet kan gøre regres over
for den fysiske person, der betjener den selvkørende enhed.
På baggrund af ovenstående foreslås det, at færdselslovens §
104, stk. 1 og 3, ændres, således at det fastsættes, at erstat-
ningsansvaret efter §§ 101-103 påhviler tilladelsesindehave-
ren for selvkørende enheder, som er omfattet af forsøgsord-
ninger efter § 92 m, stk. 1. Det foreslås ligeledes, at færd-
selslovens § 106, stk. 2 og 3, ændres, således at det fastsæt-
tes, at forsikringspligten påhviler tilladelsesindehaveren for
selvkørende enheder, som er omfattet af forsøgsordninger
efter § 92 m, stk. 1. Derudover foreslås det, at § 106, stk. 4,
ændres, således at gebyr for manglende opfyldelse af forsik-
ringspligten i § 105, stk. 1, 1. pkt., kan pålægges tilladelses-
indehaveren for selvkørende enheder, som er omfattet af §
106, stk. 3.
2.3. Straf og førerretsfrakendelse
2.3.1. Gældende ret
I medfør af færdselslovens kapitel 17 og 18 kan føreren af et
motorkøretøj pålægges et strafferetligt ansvar, hvis denne
overtræder en række af færdselslovens øvrige regler. Over-
trædelse af færdselslovens regler kan medføre straf i form af
bøde eller fængsel. Visse færdselslovsovertrædelser kan
endvidere i medfør af færdselslovens kapitel 18 medføre fra-
kendelse af førerretten for føreren af et motordrevet køretøj.
2.3.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Færdselslovens strafbestemmelser forudsætter, at det straffe-
retlige ansvarssubjekt er en fysisk person. Hvis en overtræ-
delse af færdselsloven udelukkende skyldes en selvkørende
enheds tekniske indretning, vil der ikke være et strafferetligt
ansvarssubjekt, der kan drages til ansvar for overtrædelsen.
Transport- og Boligministeriet har på den baggrund overve-
jet, hvilken strafferetlig ansvarsnorm, der skal gælde under
forsøg med selvkørende enheder, herunder for tilladelses-
indehaveren og den fysiske person, der kan overtage kon-
trollen med en selvkørende enhed under kørslen.
I de situationer, hvor en fysisk person har kontrollen af en
selvkørende enhed, vil situationen i praksis være den, at den
pågældende person ved hjælp af f.eks. kameraer har direkte
adgang til at styre den selvkørende enhed via en fjernbetje-
ning eller et computerprogram. Den selvkørende enhed na-
vigerer derfor i henhold til de instruktioner, som gives af
den fysiske person. Den fysiske person vil derfor i disse si-
tuationer være at betragte som fører i færdselslovens for-
stand.
Transport- og Boligministeriet finder, at det sædvanlige fø-
reransvar efter færdselsloven bør opretholdes i de situatio-
ner, hvor en fysisk person konkret har overtaget kontrollen
med enheden. Lovforslaget indeholder derfor ikke regler,
der fraviger færdselslovens sædvanlige føreransvar i de si-
tuationer, hvor den fysiske person har overtaget kontrollen
med enheden, ligesom lovforslagets § 92 p, jf. nærmere her-
om nedenfor, ikke vil blive anvendt til på bekendtgørelses-
niveau at fastsætte sådanne regler.
Den fysiske person, der har kontrollen over enheden, skal i
den situation efterkomme reglerne i færdselsloven, herunder
de adfærdsmæssige regler, der gælder for alle trafikanter i
færdselslovens kapitel 2 samt de regler, der gælder for gåen-
de i færdselslovens kapitel 3. Det betyder, at den fysiske
person bl.a. skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågi-
venhed, så der ikke opstår fare eller forvoldes skade eller
ulempe for andre, jf. færdselslovens § 3, stk. 1. Den fysiske
person, der som fører konkret har taget kontrollen med en-
heden, vil derfor kunne straffes for overtrædelse af færdsels-
lovens regler på samme måde som en traditionel fører.
I situationer, hvor en selvkørende enheds tekniske indret-
ning anviser, at den fysiske person skal overtage kontrollen
af den selvkørende enhed, eller hvis den fysiske person vur-
derer, at der er behov herfor, kan der opstå spørgsmål om-
kring det strafferetlige ansvarsgrundlag i de tilfælde, hvor
den fysiske person ikke går ind og overtager kontrollen, og
hvor dette resulterer i et uheld som følge af overtrædelse af
færdselsloven. I den situation navigerer den selvkørende en-
hed ikke på baggrund af den fysiske persons instruktioner,
og uheldet er ikke opstået som en direkte konsekvens af den
fysiske persons handling. Den fysiske person er derfor ikke
fører af enheden.
Hvis den fysiske person i sådanne situationer på grund af
konkrete omstændigheder burde have grebet ind (overtaget
føringen), finder Transport- og Boligministeriet, at det vil
være uhensigtsmæssigt og uden sammenhæng med det øvri-
ge ansvarssystem, hvis den fysiske person i sådanne tilfælde
ikke ville kunne pålægges et strafansvar efter færdselsloven.
Transport- og Boligministeriet foreslår derfor i § 92 p, at
transportministeren efter forhandling med justitsministeren
gives hjemmel til ved fastsættelse af regler om forsøg efter §
92 m, stk. 4, 6 og 7, at fastsætte regler om straf, herunder
regler om det strafferetlige ansvarssubjekt for overtrædelse
af færdselslovens regler. Transportministeren kan i den for-
bindelse efter forhandling med justitsministeren fravige ka-
pitel 17. Bemyndigelsen i den foreslåede bestemmelse i § 92
p vil blive anvendt til at fastsætte regler på bekendtgørelses-
niveau om, at færdselslovens kapitel 17 om straf i anledning
af overtrædelse af færdselslovens regler og regler udstedt i
medfør heraf vil finde anvendelse, hvis den fysiske person
der har til ansvar at overtage føringen af den selvkørende
enhed undlader at overtage føringen af den selvkørende en-
hed, når dette anvises af enhedens tekniske indretning, eller
når der i øvrigt er behov herfor.
Spørgsmålet om føreransvar i de situationer, hvor det er den
selvkørende enhed, der har kontrollen, men hvor det er fast-
lagt, at den fysiske person i bestemte situationer vil kunne
pålægges et strafansvar efter færdselsloven, vil bero på, om
vedkommende har handlet uagtsomt. Her vil der skulle tages
hensyn til, at den fysiske person alene har været passiv over-
12
våger af kørslen indtil overtagelsessituationen, og der vil
derfor ikke nødvendigvis kunne stilles de samme krav til
agtpågivenhed, som der i almindelighed stilles til en sæd-
vanlig fører i færdselslovens forstand.
Der vil kunne opstå situationer, hvor et uheld udelukkende
skyldes den selvkørende enheds tekniske indretning. Trans-
port- og Boligministeriet har overvejet, om tilladelsesinde-
haveren i sådanne tilfælde skulle gøres strafferetligt ansvar-
lig på et objektivt grundlag for færdselslovsovertrædelser,
der udelukkende skyldes en selvkørende enheds tekniske
indretning.
Spørgsmål om strafansvar på objektivt grundlag er tidligere
behandlet af Straffelovrådet i betænkning nr. 1289/1995 om
juridiske personers bødeansvar. Straffelovrådet udtrykte i
den forbindelse alvorlige betænkeligheder ved strafansvar
for enkeltpersoner, for hvem en lovovertrædelse hverken
kan tilregnes som forsætlig eller uagtsom. Det fremgår end-
videre af cirkulæreskrivelse af 28. juni 1996 om strafansvar
for juridiske personer (selskaber m.v.), at der kun under
ganske særlige omstændigheder bør indføres regler om ob-
jektivt individualansvar på nye lovområder. Bestemmelser
om hjemmel for strafansvar for juridiske personer bør henvi-
se til reglerne i straffelovens 5. kapitel, medmindre der til-
sigtes afvigelser fra den almindelige ordning.
Med den foreslåede forsøgsordning for selvkørende enheder
er det tilladelsesindehaveren, der efter ansøgning og nærme-
re fastsatte vilkår har opnået tilladelse til forsøg med selvkø-
rende enheder under nærmere afgrænsede forhold. Et objek-
tivt strafansvar ville betyde, at tilladelsesindehaveren ville
være strafferetlig ansvarlig for færdselslovsovertrædelser,
der udelukkende skyldes den selvkørende enheds tekniske
indretning, og som dermed ikke ville kunne tilregnes tilla-
delsesindehaveren som uagtsom eller forsætlig.
Det er Transport- og Boligministeriets vurdering, at tilladel-
sesindehaveren ikke bør ifalde et sådan objektivt strafan-
svar. Transport- og Boligministeriet har i den forbindelse
lagt afgørende vægt på de selvkørende enheders hastighed,
vægt, dimensioner og anvendelse. Det er således Transport-
og Boligministeriets opfattelse, at de selvkørende enheder
med deres begrænsede vægt og hastighed udgør en særdeles
begrænset risiko for færdselssikkerheden, herunder i lyset
af, at de selvkørende enheder skal færdes på områder og
strækninger, som alene i begrænset omfang anvendes til al-
mindelig færdsel af en eller flere færdselsarter. De selvkø-
rende enheder udgør dermed efter Transport- og Boligmini-
steriets vurdering en langt mindre risiko for at blive implice-
ret i alvorlige uheld end f.eks. selvkørende motorkøretøjer,
hvor der i forbindelse med forsøg er hjemmel til at pålægge
et objektivt strafansvar for tilladelsesindehaveren, jf. færd-
selslovens § 92 k, stk. 2.
Det er således Transport- og Boligministeriet opfattelse, at
der alene skal kunne pålægges et strafansvar for tilladelses-
indehaveren for færdselslovsovertrædelser, der kan tilregnes
den pågældende som uagtsom eller forsætlig.
Transport- og Boligministeriet er opmærksomt på, at der
herved vil kunne opstå situationer, hvor ingen vil kunne dra-
ges strafferetligt til ansvar for et eventuelt indtruffet uheld.
Set i lyset af den begrænsede færdselssikkerhedsmæssige ri-
siko, som enhederne udgør, finder Transport- og Boligmini-
steriet imidlertid, at der ikke er tilstrækkelig tungtvejende
grunde til at foreslå indførelse af regler om straffeansvar på
objektivt grundlag. Transport- og Boligministeriet skal her-
ved henlede opmærksomheden på, at der altid – og således
også i de pågældende situationer – vil gælde et objektivt er-
statningsansvar, hvorfor tilladelsesindehaveren vil være er-
statningsansvarlig på objektivt grundlag, og eventuelle per-
son- eller tingsskader forårsaget af selvkørende enheder vil
derfor blive erstattet efter færdselslovens almindelige ord-
ning.
Færdselslovens regler om frakendelse af førerretten forud-
sætter, at der er en fysisk person, som fører af køretøjet, og
at der samtidig er krav om, at køretøjet alene må føres af
personer, der har erhvervet førerret til køretøjet. Dette er ik-
ke tilfældet for de selvkørende enheder.
Det foreslås ikke med lovforslaget, at den fysiske person,
der skal kunne overtage kontrollen af den selvkørende en-
hed, skal være i besiddelse af førerret til et motordrevet kø-
retøj, ligesom lovforslaget ikke indeholder hjemmel til på
bekendtgørelsesniveau at fastsætte et sådant krav, jf. nærme-
re pkt. 2.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Der vil derfor ikke kunne opstå spørgsmål om frakendelse af
førerretten i de tilfælde, hvor en fysisk person har overtaget
kontrollen af enheden og i den forbindelse overtræder de af
færdselslovens regler, der vil finde anvendelse for kørsel
med selvkørende enheder.
2.4. Fritagelse fra registreringspligt i henhold til lov om re-
gistrering af køretøjer
2.4.1. Gældende ret
§ 2 i lov om registrering af køretøjer fastsætter, hvilke typer
af køretøjer som skal registreres i Køretøjsregistret og forsy-
nes med nummerplader, inden køretøjet tages i brug på
færdselslovens område.
Lov om registrering af køretøjer indeholder ikke en defini-
tion af de forskellige køretøjstyper. Der tages derfor i for-
hold til registreringspligten udgangspunkt i færdselslovens
definitioner af køretøjstyperne.
Ifølge § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om registrering af køretøjer skal
motorkøretøjer registreres i Køretøjsregistret og forsynes
med nummerplader, inden køretøjet tages i brug på færd-
selslovens område.
I færdselslovens § 2, nr. 15, er et motorkøretøj defineret som
et motordrevet køretøj, der hovedsageligt er indrettet til
selvstændigt at benyttes til personbefordring eller godstrans-
port. En knallert anses dog ikke som et motorkøretøj. Et mo-
tordrevet køretøj, som er indrettet til andet formål, og som er
konstrueret til en hastighed af over 40 km i timen, anses li-
13
geledes for et motorkøretøj. Motorkøretøjer inddeles i bil og
motorcykel.
Ifølge § 2, stk. 1, nr. 7, i lov om registrering af køretøjer,
skal et motorredskab, der er indrettet og benyttes til befor-
dring af gods, der ikke er nødvendigt for motorredskabets
funktion, som udgangspunkt registreres i Køretøjsregistret
og forsynes med nummerplader, inden køretøjet tages i brug
på færdselslovens område. I § 2, stk. 2, er oplistet en række
tilfælde, hvor et motorredskab alligevel ikke er registre-
ringspligtigt.
I færdselslovens § 2, nr. 16, er et motorredskab defineret
som et motordrevet køretøj, der hovedsageligt er indrettet
som arbejdsredskab, og som er konstrueret til en hastighed
af højest 40 km i timen. Et motordrevet køretøj, der er be-
stemt til at føres af en gående, anses som et motorredskab.
Ifølge lov om registrering af køretøjer § 2, stk. 1, nr. 3, skal
en knallert registreres i Køretøjsregistret og forsynes med
nummerplader, inden køretøjet tages i brug på færdselslo-
vens område. Dette gælder dog kun en lille knallert, hvis
knallerten er erhvervet som fabriksny den 1. juli 2006 eller
senere.
I færdselslovens § 2, nr. 7, er en knallert defineret som to-
eller trehjulet køretøj med en forbrændingsmotor med et
slagvolumen på ikke over 50 cm3 eller med elmotor og med
en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på højest 45 km
i timen. Knallerter inddeles i stor knallert med en konstruk-
tivt bestemt maksimal hastighed på over 30 km i timen og
lille knallert med en konstruktivt bestemt maksimal hastig-
hed på højest 30 km i timen.
Efter § 2, stk. 5, i lov om registrering af køretøjer kan skat-
teministeren fastsætte regler om, at visse typer af lille knal-
lert ikke skal registreres.
2.4.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Som det fremgår af pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger, vil selvkørende enheder kunne være omfattet
af flere af færdselslovens underliggende køretøjskategorier,
f.eks. motorkøretøj, motorredskab og lille knallert.
Hvilken af færdselslovens underliggende køretøjskategorier
som de selvkørende enheder falder ind under, vil afhænge af
det enkelte køretøjs konkrete konstruktion og indretning.
Under hensyntagen til, at der er tale om en forsøgsordning
med nye selvkørende enheder, finder Transport- og Bolig-
ministeriet det vigtigt, at der for så vidt angår spørgsmålet
om registrering er ens regler for alle typer af selvkørende
enheder, som virksomheder og institutioner m.v. ansøger om
tilladelse til at anvende under forsøgsordningen. Det vil gøre
forsøgsordningen mere enkel både for myndigheder og an-
søgere.
Det foreslås derfor, at lov om registrering af køretøjer æn-
dres, således at selvkørende enheder, som vil være at betrag-
te som motorkøretøjer, ikke skal registreres, hvis de er om-
fattet af lovforslagets forsøgsordning. Ligeledes foreslås i
lovforslagets § 2, nr. 2, at selvkørende enheder, som vil væ-
re at betragte som knallerter, ikke skal registreres, hvis de er
omfattet af lovforslagets forsøgsordning.
Det foreslås endvidere, i § 2, nr. 3, at lov om registrering af
køretøjer ændres, således at selvkørende enheder, som vil
være at betragte som motorredskaber, der er indrettet og be-
nyttes til befordring af gods, der ikke er nødvendigt for mo-
torredskabets funktion, ikke skal registreres, hvis de er om-
fattet af lovforslagets forsøgsordning.
De foreslåede ændringer af lov om registrering af køretøjer
sikrer, at reglerne om registrering af køretøjer ikke skaber
utilsigtede barrierer for den foreslåede forsøgsordning med
selvkørende enheder. Rammerne for forsøgsordningen sikrer
samtidig, at der med de foreslåede ændringer af lov om regi-
strering af køretøjer ikke generelt åbnes for brug af ikke-re-
gistreringspligtige selvkørende biler m.v. i den almindelige
færdsel.
2.5. Evaluering af forsøgsordningen
Transport- og Boligministeriet finder, at forsøgsordningen
skal evalueres tre år efter, at forsøgsordningen er trådt i
kraft. Evalueringen skal danne grundlag for en politisk stil-
lingtagen til, om ordningen skal fortsætte uændret, justeres,
ophæves eller udvides.
Hvis evalueringen af forsøgsordningen viser, at kørsel med
de selvkørende enheder kan ske færdselssikkerhedsmæssigt
forsvarligt og ikke udgør en gene, skal det vurderes, om der
skal åbnes op for en mere omfattende brug af selvkørende
enheder, f.eks. således at selvkørende enheder kan få tilla-
delse til at færdes på flere områder omfattet af færdselslo-
vens anvendelsesområde og anvendes til varetransport på
offentlige områder.
Evalueringen vil bl.a. skulle fokusere på indvirkningen af
kørsel med selvkørende enheder på trafikbilledet, herunder
samspillet med øvrige trafikanter, eventuelle uheld og hæn-
delser, samt omfanget og udbredelse af kørsel med selvkø-
rende enheder på de afgrænsede områder.
2.6. Præcisering af færdselslovens § 68, stk. 1, om fastsæt-
telse af bestemmelser om køretøjers indretning og udstyr
m.v.
2.6.1. Gældende ret
Det følger af færdselslovens § 68, stk. 1, at transportministe-
ren kan fastsætte bestemmelser om køretøjers indretning,
udstyr og tilbehør og om personligt sikkerhedsudstyr til fø-
rere og passagerer samt fastsætte, hvilke påskrifter og mær-
ker køretøjer af kontrolmæssige grunde skal være forsynet
med. For forsvarets og redningsberedskabets køretøjer kan
transportministeren fastsætte fornødne lempelser. I medfør
14
af denne bestemmelse kan transportministeren bl.a. fastsætte
bestemmelser om køretøjers indretning, udstyr og tilbehør.
Størstedelen af reguleringen på det køretøjstekniske område
sker ved EU-retsakter. Disse EU-retsakter bliver som ud-
gangspunkt udformet som direktiver eller som forordninger.
EU-retsakterne angår hovedsageligt tekniske krav til indret-
ning af et køretøj og dettes udstyr. Dog omfatter EU-retsak-
terne også i mindre omfang regulering af, hvorledes visse
tekniske indretninger og tilbehør skal anvendes, eller om
hvornår indretningerne ikke skal anvendes.
På det køretøjstekniske område anvendes færdselslovens §
68, stk. 1, bl.a. som hjemmel til at implementere direktiver
eller fastsætte supplerende bestemmelser til forordninger i
dansk ret i forhold til EU-regulering på det køretøjstekniske
område og brugen (den tekniske adfærd) af køretøjers tekni-
ske indretning, udstyr og tilbehør. Dog anvendes færdselslo-
vens § 84 som hjemmel til at fastsætte regler om køretøjers
største dimensioner, herunder implementering af EU-regule-
ring herom.
2.6.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Den gældende bemyndigelsesbestemmelse i § 68, stk. 1, om
transportministerens mulighed for at fastsætte regler om kø-
retøjers indretning, udstyr og tilbehør m.v., indeholder også
hjemmel til at fastsætte bestemmelser om brug af køretøjers
tekniske indretning, udstyr og tilbehør m.v, det vil sige be-
stemmelser om, hvorledes udstyret m.v. skal anvendes. Ord-
lyden af bestemmelsen i færdselslovens § 68, stk. 1, 1. pkt.,
kan dog give anledning til tvivl om, hvorvidt færdselslovens
§ 68, stk. 1, 1. pkt., giver transportministeren hjemmel til at
fastsætte regler om brug af det tekniske udstyr, herunder at
implementere EU-retsakter eller fastsætte supplerende regler
til forordninger om brugen af køretøjers indretning og ud-
styr. Af retsinformationsmæssige hensyn finder Transport-
og Boligministeriet det derfor hensigtsmæssigt, at dette
fremgår direkte af bestemmelsens ordlyd.
Det foreslås derfor, at bestemmelsens ordlyd præciseres, så-
ledes at det tydeligt fremgår, at bestemmelsen giver hjem-
mel til at fastsætte bestemmelser om brug af køretøjers tek-
niske indretning, udstyr og tilbehør.
3. Forholdet til anden international lovgivning
Danmark ratificerede den 3. november 1986 Wienerkonven-
tionen om vejtrafik af 8. november 1968. Wienerkonventio-
nen om vejtrafik er udgivet af UNECE, FN’s Økonomiske
Kommission for Europa.
Af Wienerkonventionens artikel 8, stk. 1, fremgår det, at der
altid skal være en fører af et køretøj eller en kombination af
køretøjer. Dog har UNECE’s arbejdsgruppe om trafiksikker-
hed (Working Party on Road Traffic Safety) drøftet fortolk-
ningen af konventionen i forbindelse med test af førerløse
køretøjer på offentlige veje.
Af afrapporteringen fra det 72. møde i arbejdsgruppen af-
holdt i 2016 fremgår det, at der ikke er behov for ændring af
konventionen ved test af selvkørende biler, når der eksem-
pelvis er en person, som er i stand til at overtage føringen af
forsøgskøretøjet. Endvidere fremgår det, at denne person en-
ten kan være inde i køretøjet eller udenfor.
Transport- og Boligministeriet forstår UNECE-arbejdsgrup-
pens fortolkning, således at der lægges vægt på, at der er en
fysisk person, som skal være i stand til at overtage føringen,
og at det ikke er denne persons fysiske tilstedeværelse i kø-
retøjet, der er afgørende. Det er Transport- og Boligministe-
riets opfattelse, at denne persons mulighed for at gribe ind
forudsætter, at køretøjet befinder sig inden for denne per-
sons synsvidde, eller ved at denne person har adgang i real-
tid til detaljeret information om køretøjets omgivelser gen-
nem tekniske hjælpemidler såsom kamera, mikrofon, satel-
litnavigation, radar, lidar og andre typer sensorer.
Det er således inden for rammerne af konventionen at tillade
kørsel med selvkørende køretøjer, hvor føreren ikke er fy-
sisk til stede i køretøjet, men har adgang til at overvåge
kørslen ved hjælp af andre tekniske indretninger.
Ovenstående drøftelse i arbejdsgruppen om trafiksikkerhed i
2016 har taget udgangspunkt i selvkørende motorkøretøjer i
form af biler. De samme betragtninger vedrørende tilstede-
værelsen af en fører i køretøjet gør sig dog gældende for de
selvkørende enheder. Det vil dermed ikke være i strid med
Wienerkonventionen at tillade kørsel med selvkørende enhe-
der på færdselslovens område, uagtet at der ikke er en fører i
klassisk forstand, der kan overtage kontrollen med den selv-
kørende enhed.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekven-
ser for det offentlige
Lovforslaget vil medføre implementeringskonsekvenser for
staten, idet lovforslaget forudsætter, at der etableres en tilla-
delsesordning for forsøg med selvkørende enheder. Tilladel-
sesordningen forudsættes administreret af Færdselsstyrelsen.
Der vil derfor være administrative omstillings- og driftskon-
sekvenser på baggrund af den nye tilladelsesordning i for-
bindelse med behandlingen af ansøgninger om tilladelser til
forsøg og udførelse af tilsyn.
Lovforslaget indeholder hjemmel for transportministeren til
at fastsætte regler om gebyr for behandling af ansøgninger
om og udstedelse af tilladelser til forsøg med selvkørende
enheder. Endvidere kan transportministeren fastsætte regler
om betaling af gebyr for udførelse af tilsyn med forsøg med
selvkørende enheder. Såfremt der måtte blive behov for ind-
dragelse af sagkyndig bistand i forbindelse med sagsbehand-
lingen eller udførelse af tilsyn, medfører lovforslaget, at dis-
se udgifter kan viderefaktureres til ansøgerne. Forsøgsord-
ningen vil dermed blive brugerfinansieret for så vidt angår
Transport- og Boligministeriets, herunder Færdselsstyrel-
sens, udgifter.
15
I det omfang offentlige myndigheder måtte ønske at deltage
i forsøgsordningen for selvkørende enheder, vil der være de
samme omkostninger til betaling af gebyr for behandling af
ansøgninger og udførelse af tilsyn som for erhvervslivet.
Lovforslaget medfører, at der skal foretages en høring af
vejmyndigheden forud for udstedelse af tilladelse til forsøg
med selvkørende enheder, og der kan derfor være mindre
omkostninger forbundet med vejmyndighedernes (kommu-
ner og Vejdirektoratet) behandling af denne høring. Om-
kostningerne vurderes at være af så minimalt omfang, at de
kan afholdes inden for myndighedernes eksisterende økono-
miske ramme.
Lovforslaget medfører endvidere, at eventuelle udgifter
f.eks. til vejafmærkning eller mindre ændringer af forsøgs-
strækningernes indretning, som påføres det offentlige i for-
bindelse med et tilladt forsøg, kan pålægges tilladelsesinde-
haveren.
Det er vurderingen, at principper for digitaliseringsklar lov-
givning er fulgt.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet m.v.
Lovforslaget giver mulighed for at søge om tilladelse til for-
søg med selvkørende enheder. Danske virksomheder, som
ser en forretningsmæssig interesse i at deltage i forsøg med
selvkørende enheder, vil afhængigt af de konkrete forsøg
kunne opnå økonomiske fordele ved gennemførelse af for-
søg.
Da forsøgsordningen vil blive brugerfinansieret, vil der for
de erhvervsvirksomheder, som ansøger om tilladelse til for-
søg, være økonomiske omkostninger forbundet med Trans-
port- og Boligministeriets sagsbehandling af ansøgninger og
udførelse af tilsyn for meddelte tilladelser. Omkostningerne
til denne sagsbehandling og udførelse af tilsyn vil blive op-
krævet som gebyr. Gebyrets størrelse vil konkret afhænge af
forsøgets kompleksitet. Det forventes, at der vil blive op-
krævet gebyr efter regning for medgået tid. Timesatsen for-
ventes på nuværende tidspunkt at ville blive omkring 800 kr.
pr. time. Dog kan det vise sig på baggrund af bl.a. prisud-
vikling, at denne timesats bliver højere eller lavere.
For de erhvervsvirksomheder, som ansøger om tilladelse til
forsøg, vil der være administrative konsekvenser i form af
indsendelse af ansøgninger samt udarbejdelse af oplysninger
og dokumentation m.v. til brug for ansøgningen. Ligeledes
vil der være administrative konsekvenser forbundet med til-
syn. Erhvervsvirksomhedernes timeforbrug forbundet med
udformning af ansøgning og udarbejdelse af dokumentation
m.v. i forbindelse med indsendelse af ansøgning og efterføl-
gende tilsyn vil afhænge af det pågældende forsøgs kom-
pleksitet og den enkelte ansøgers kompetencer.
Lovforslaget vurderes at være i overensstemmelse med prin-
cipperne for agil erhvervsrettet regulering. Med lovforslaget
foreslås det at muliggøre forsøg med selvkørende enheder
på færdselslovens område på afgrænsede områder, og der
åbnes derfor op for, at der kan anvendes nye teknologiske
løsninger. Lovforslaget fastsætter de overordnede rammer
for forsøg med selvkørende enheder, og der er dermed rum
for tilpasning af lovgivningen i takt med udviklingen. End-
videre er lovforslaget teknologineutralt og muliggør anven-
delse af nye forretningsmodeller, idet forsøgsordningen åb-
ner mulighed for forsøg med forskellige typer af selvkøren-
de enheder.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for bor-
gerne.
7. Klima- og miljømæssige konsekvenser
De selvkørende enheder er emissionsfrie køretøjer. Lovfor-
slaget kan medføre positive miljøkonsekvenser i det om-
fang, at anvendelsen af selvkørende enheder erstatter brugen
af benzin- og dieseldrevne motordrevne køretøjer. Endvide-
re vil brugen af de selvkørende enheder frem for benzin- og
dieseldrevne motordrevne køretøjer kunne reducere støjni-
veauet fra trafikken. Da selvkørende enheder med dette lov-
forslag alene vil have lov til at færdes på områder med be-
grænset færdsel på færdselslovens anvendelsesområde, vil
der formodningsvist ikke være tale om, at brugen af selvkø-
rende enheder i et væsentligt omfang vil erstatte brugen af
benzin- og dieseldrevne motordrevne køretøjer.
Omfanget af de positive miljømæssige konsekvenser vil af-
hænge af omfanget af forsøg, og om enhederne bruges til at
erstatte brugen af benzin- og dieseldrevne motordrevne kø-
retøjer.
8. Forholdet til EU-retten
De selvkørende enheder er ikke omfattet af EU-retlige type-
godkendelsesregler på køretøjsområdet i Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2007/46/EF af 5. september 2007 om
fastlæggelse af en ramme for godkendelse af motorkøretøjer
og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter
og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer (Ramme-
direktiv) eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2018/858 af 30. maj 2018 om godkendelse og mar-
kedsovervågning af motorkøretøjer og påhængskøretøjer
dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske
enheder til sådanne køretøjer, om ændring af forordning
(EF) nr. 715/2007 og (EF) nr. 595/2009 og om ophævelse af
direktiv 2007/46/EF, når denne finder anvendelse fra den 1.
september 2020.
De selvkørende enheder er derimod omfattet af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006
om maskiner og om ændring af direktiv 95/16/EF, med se-
nere ændringer (maskindirektivet). Maskindirektivet er im-
plementeret i dansk ret i bekendtgørelse nr. 693 af 10. juni
2013 om indretning m.v. af maskiner med senere ændringer.
16
Maskindirektivet finder anvendelse på produkter, herunder
maskiner, og fastsætter bl.a. bestemmelser om, hvorledes
maskiner skal konstrueres og fremstilles, så de ikke udgør
en sikkerhedsrisiko, når de anvendes. Direktivet fastsætter
endvidere bestemmelser om, at medlemsstaterne skal træffe
de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at maskiner kun
kan markedsføres eller ibrugtages, såfremt de opfylder di-
rektivets bestemmelser og ikke udgør en risiko for bl.a. per-
soners sikkerhed og sundhed, og når det er relevant, for mil-
jøet. Ligeledes stiller direktivet krav om, at maskiner under-
lægges en overensstemmelsesvurdering, og at de CE-mær-
kes, såfremt de opfylder direktivets bestemmelser.
Maskindirektivets bilag I fastsætter, at der kan være for-
skrifter, som skal være opfyldt ved kørsel på offentlig vej,
ud over maskindirektivets bestemmelser. Maskindirektivet
fastsætter ligeledes ikke køretøjstekniske krav af færdsels-
sikkerhedsmæssig karakter til køretøjer. Det er derfor ikke i
strid med direktivet at fastsætte sådanne nationale køretøjs-
tekniske krav til maskiner, der anvendes på færdselslovens
område, herunder de selvkørende enheder, der er CE-mær-
kede i henhold til direktivet.
Administrative forskrifter fastsat i medfør af de foreslåede
bestemmelser i lovforslaget vil blive notificeret i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af
9. september 2015 om en informationsprocedure med hen-
syn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informations-
samfundets tjenester (informationsproceduredirektivet).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12.
december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (ser-
vicedirektivet) har til formål at skabe et indre marked uden
indre grænser for fri bevægelighed for tjenesteydelser. Di-
rektivet indeholder bl.a. regulering af mulighed for tilladel-
sesordninger og krav til disse, og direktivet fastsætter en
række krav, som myndigheder ikke må stille tjenesteydere.
Servicedirektivet omfatter ikke tjenesteydelser på transpor-
tområdet, herunder havnetjenester, der falder ind under
Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde afsnit
VI.
Da selvkørende enheder udøver transport og er transport-
midler, er det Transport- og Boligministeriets vurdering, at
selvkørende enheder i lovforslagets forstand er en del af
transportområdet, og at reguleringen af deres kørsel derfor
ikke er omfattet af direktivet.
9. Hørte myndigheder og organisationer
Lovforslaget har i perioden fra den 29. juni 2020 til den 19.
august 2020 været sendt i høring hos følgende myndigheder
og organisationer mv.:
Advokatsamfundet, Agro Intelligence ApS, Autobranchen
Danmark, Automobilbranchens Handels- og Industrifor-
ening, Beredskabsstyrelsen, samtlige byretter, Capra Robo-
tics ApS, Conpleks Innovation ApS, Conpleks Robotech
ApS, Cyklistforbundet, Danmarks Motor Union, Danmarks
Tekniske Universitet – Institut for Transport (DTU Trans-
port), Dansk Bilbrancheråd, Dansk Bilforhandler Union,
Dansk Erhverv, Dansk Industri (DI), Dansk Kørelærer-Uni-
on, Dansk Standard, Dansk Transport & Logistik (DTL),
Danske Advokater, Danske Biludlejere, Danske Kørelæreres
Landsforbund, Danske Motorcyklister, Danske Regioner,
Datatilsynet, De Danske Bilimportører, Den Danske Dom-
merforening, DFIM, Digitaliseringsstyrelsen, Dimaps ApS,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Er-
hvervsstyrelsen, Falck Danmark A/S, Forbrugerombuds-
manden, Forbrugerrådet Tænk, Forenede Danske Motoreje-
re (FDM), Foreningen af Frie Kørelærere, Forsikring & Pen-
sion, Frie Danske Lastbilvognmænd (FDL), GTS – God-
kendt Teknologisk Service, Havarikommissionen for Vejtra-
fikulykker, Håndværksrådet, Institut for Menneskerettighe-
der, International Transport Danmark (ITD), KL, Kørelærer-
foreningen, Køreprøvesagkyndiges Landsforening, Land-
brug & Fødevarer, Landdistrikternes Fællesråd, Landsfor-
eningen af Polio Trafik- og Ulykkesskadede, Landsforenin-
gen af Forsvarsadvokater, Lorenz Technology ApS, Meili
ApS, NOAH-Trafik, Politiforbundet i Danmark, Rigsadvo-
katen, Rigspolitiet, Rådet for Bæredygtig Trafik, Rådet for
Sikker Trafik, Sikre Veje, Starship Technologies, TinyMo-
bileRobots ApS, Trafikforskningsgruppen ved Aalborg Uni-
versitet, Transporterhvervets Uddannelser, Veteranknallert-
klubben Aktiv og Vestre og Østre Landsret.
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindre udgif-
ter (hvis ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser/ merudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Lovforslaget medfører udgifter til ad-
ministration af området. Disse udgif-
ter gebyrfinansieres.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Afhængig af de konkrete forsøg for-
ventes lovforslaget at kunne medføre
økonomiske fordele for danske virk-
somheder, som ser en forretnings-
Lovforslaget medfører, at der skal
betales gebyr for behandling af an-
søgninger samt for udførelse af tilsyn
med tilladelserne. Gebyr vil blive op-
krævet efter regning for medgået tid.
17
mæssig interesse i at deltage i forsøg
med selvkørende enheder.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Lovforslaget medfører, at der skal
ansøges om tilladelse, og at der udfø-
res tilsyn med meddelte tilladelser,
hvilket medfører administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet.
Miljømæssige konsekvenser Lovforslaget forventes at kunne
medføre positive miljømæssige kon-
sekvenser i det omfang, at de selv-
kørende enheder erstatter brugen af
f.eks. bil, motorcykel og knallert.
Brugen af selvkørende enheder for-
ventes dog ikke at erstatte brug af
benzin- og dieseldrevne motordrev-
ne køretøjer i et væsentlig omfang.
Ingen
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten De selvkørende enheder er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner og om ændring af direktiv
95/16/EF, med senere ændringer (maskindirektivet).
Maskindirektivets bilag I fastsætter, at der kan være forskrifter, som skal væ-
re opfyldt ved kørsel på offentlig vej, ud over maskindirektivets bestemmel-
ser. Maskindirektivet fastsætter ligeledes ikke køretøjstekniske krav af færd-
selssikkerhedsmæssig karakter til køretøjer. Det er derfor ikke i strid med di-
rektivet at fastsætte sådanne nationale køretøjstekniske krav til maskiner, der
anvendes på færdselslovens område, herunder de selvkørende enheder, der er
CE-mærkede i henhold til direktivet.
Administrative forskrifter fastsat i medfør af de foreslåede bestemmelser i
lovforslaget vil blive notificeret i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure
med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfun-
dets tjenester (informationsproceduredirektivet).
De selvkørende enheder er ikke omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre
marked (servicedirektivet), idet direktivet ikke omfatter tjenesteydelser på
transportområdet, herunder havnetjenester, der falder ind under Traktaten om
Den Europæiske Unions Funktionsmåde afsnit VI.
Overimplementering af EU-retlige
minimumsforpligtelser (sæt X)
JA NEJ
X
Bemærkninger til de enkelter bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det følger af færdselslovens § 68, stk. 1, at transportministe-
ren kan fastsætte bestemmelser om køretøjers indretning,
udstyr og tilbehør og om personligt sikkerhedsudstyr til fø-
rere og passagerer samt fastsætte, hvilke påskrifter og mær-
ker køretøjer af kontrolmæssige grunde skal være forsynet
med. For forsvarets og redningsberedskabets køretøjer kan
transportministeren fastsætte fornødne lempelser. I medfør
af denne bestemmelse kan transportministeren bl.a. fastsætte
bestemmelser om køretøjers indretning, udstyr og tilbehør.
Størstedelen af reguleringen på det køretøjstekniske område
sker ved EU-retsakter. Disse EU-retsakter bliver som ud-
18
gangspunkt udformet som direktiver eller som forordninger.
EU-retsakterne angår hovedsageligt tekniske krav til indret-
ning af et køretøj og dettes udstyr. Dog omfatter EU-retsak-
terne også i mindre omfang regulering af, hvorledes visse
tekniske indretninger og tilbehør skal anvendes, eller om
hvornår indretningerne ikke skal anvendes.
På det køretøjstekniske område anvendes færdselslovens §
68, stk. 1, bl.a. som hjemmel til at implementere direktiver
eller fastsætte supplerende bestemmelser til forordninger i
dansk ret i forhold til EU-regulering på det køretøjstekniske
område og brugen (den tekniske adfærd) af køretøjers tekni-
ske indretning, udstyr og tilbehør. Dog anvendes færdselslo-
vens § 84 som hjemmel til at fastsætte regler om køretøjers
største dimensioner, herunder implementering af EU-regule-
ring herom.
Ordlyden af bestemmelsen i færdselslovens § 68, stk. 1, 1.
pkt., kan dog give anledning til tvivl om, hvorvidt færdsels-
lovens § 68, stk. 1, 1. pkt., giver transportministeren hjem-
mel til at fastsætte regler om brug, herunder at implementere
EU-retsakter eller fastsætte supplerende regler til forordnin-
ger om brugen af køretøjers indretning og udstyr.
Det foreslås derfor, at der i færdselslovens § 68, stk. 1, 1.
pkt., indsættes », herunder om brugen heraf,« efter »tilbe-
hør« i bestemmelsen.
Med den foreslåede ændring af § 68, stk. 1, præciseres det,
at transportministeren har hjemmel til at fastsætte regler om
brug af køretøjers tekniske indretning, udstyr og tilbehør,
det vil sige bestemmelser om, hvorledes udstyret m.v. skal
anvendes.
Bestemmelsens ordlyd i § 68, stk. 1, 1. pkt., vil således fast-
sætte, at transportministeren kan fastsætte bestemmelser om
køretøjers indretning, udstyr og tilbehør, herunder om bru-
gen heraf, og om personligt sikkerhedsudstyr til førere og
passagerer samt fastsætte, hvilke påskrifter og mærker køre-
tøjer af kontrolmæssige grunde skal være forsynet med.
Til nr. 2
Færdselslovens § 2 indeholder en række definitioner, som
har betydning i forhold til anvendelsen af loven. Det følger
af færdselslovens § 2, nr. 10, at et køretøj defineres som en
indretning på hjul, bælter, valser, meder eller andet, som er
indrettet til kørsel på vej, og som ikke løber på skinner.
Færdselslovens definition af et køretøj i § 2, nr. 10, er bred,
og en selvkørende enhed er omfattet af definitionen ”køre-
tøj” i færdselslovens forstand. Dog adskiller de selvkørende
enheder sig på et afgørende punkt fra andre typer af køretø-
jer, idet en selvkørende enhed er førerløs, mens andre typer
af køretøjer som udgangspunkt har en fører.
Det fremgår af færdselslovens § 2, nr. 14, at et motordrevet
køretøj defineres som et køretøj, der er forsynet med motor
som drivkraft, og at motordrevne køretøjer inddeles i motor-
køretøj, traktor, motorredskab og knallert. I færdselslovens §
2, nr. 15, er et motorkøretøj defineret som et motordrevet
køretøj, der hovedsageligt er indrettet til selvstændigt at be-
nyttes til personbefordring eller godstransport. Knallert an-
ses dog ikke som motorkøretøj. Motordrevet køretøj, som er
indrettet til andet formål, og som er konstrueret til en hastig-
hed af over 40 km i timen, anses ligeledes for motorkøretøj.
Motorkøretøjer inddeles i bil og motorcykel.
En selvkørende enhed er et motordrevet køretøj. Selvkøren-
de enheder kan endvidere ordlydsmæssigt falde ind under
nogle af færdselslovens underliggende køretøjskategorier
(bil, motorcykel, knallert, traktor og motorredskab). En selv-
kørende enhed adskiller sig imidlertid væsentligt fra de un-
derliggende køretøjskategorier, og en sammenligning af en
selvkørende enhed og f.eks. en bil eller et motorredskab gi-
ver derfor ikke reel mening. De selvkørende enheder vil hel-
ler ikke kunne opfylde de tekniske krav, der stilles til biler,
lille knallert og motorredskaber. Derfor kan de selvkørende
enheder ikke lovligt anvendes på færdselslovens område.
Færdselsloven indeholder generelt flere hjemler til, at trans-
portministeren kan fastsætte bestemmelser om krav til køre-
tøjer og køretøjers indretning.
Ifølge færdselslovens § 68, stk. 1, 1. pkt., kan transportmini-
steren fastsætte bestemmelser om køretøjers indretning, ud-
styr og tilbehør og om personligt sikkerhedsudstyr til førere
og passagerer samt fastsætte, hvilke påskrifter og mærker
køretøjer af kontrolmæssige grunde skal være forsynet med.
Bestemmelsen gælder for alle køretøjer, der er omfattet af
definitionen ”køretøj” i færdselslovens § 2, nr. 10, og be-
stemmelsen kan derfor bruges til at fastsætte regler om den
tekniske indretning af selvkørende enheder. Dog er det
Transport- og Boligministeriets vurdering, at bestemmelsen
ikke giver hjemmel til at fastsætte regler om krav om identi-
fikationsnummer på selvkørende enheder.
Det følger endvidere af færdselslovens § 82, stk. 4, at trans-
portministeren kan fastsætte bestemmelser om anbringelse
af last og om fastgørelse af denne samt om afmærkning af
langt eller bredt gods.
I medfør af færdselslovens § 84, stk. 1, fastsætter transport-
ministeren bestemmelser om køretøjers og vogntogs største
bredde, længde og højde i såvel belæsset som ubelæsset
stand, herunder om kørsel med særligt brede, lange eller hø-
je køretøjer eller vogntog.
Ifølge færdselslovens § 85, stk. 1, fastsætter transportmini-
steren bestemmelser om største tilladte akseltryk og total-
vægt for køretøjer i såvel belæsset som ubelæsset stand.
§ 82, stk. 4, § 84, stk. 1, og § 85, stk. 1, gælder for alle køre-
tøjer, der er omfattet af definitionen ”køretøj” i færdselslo-
vens § 2, nr. 10, og bestemmelserne kan derfor bruges til at
fastsætte regler om last, dimensioner og vægt for selvkøren-
de enheder.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.1 samt pkt. 3 og 8 i lovfor-
slagets almindelige bemærkninger.
19
For at lette overblikket i færdselsloven foreslås det, at be-
stemmelserne i de foreslåede regler i §§ 92 l-92 p står under
overskriften »Forsøg med selvkørende enheder«.
Med den foreslåede § 92 l indsættes en definition af en selv-
kørende enhed i færdselsloven. Det fremgår af bestemmel-
sen, at der ved en selvkørende enhed forstås et førerløst
emissionsfrit køretøj, der kører med lav hastighed på hjul,
bælter eller lignende, og som er teknisk indrettet således, at
en fysisk person kan overtage kontrollen af køretøjet.
Der lægges i definitionen vægt på køretøjets tekniske egen-
skaber frem for selve anvendelsen af en selvkørende enhed.
Definitionen kan derfor bl.a. omfatte enheder, der anvendes
til intern levering f.eks. mellem to fabriksbygninger på et
virksomhedsområde, men den omfatter også enheder, der
udfører arbejdsopgaver som f.eks. fortovsvask, snerydning
og andre serviceydelser, hjælpemidler til handicappede eller
svagtseende eller anvendelse af selvkørende enheder til
forskning i robotteknologi.
Begrebet ”førerløst” dækker i denne sammenhæng over, at
den selvkørende enhed som udgangspunkt ikke er undergi-
vet en fysisk tilstedeværende førers kontrol, sådan som det
kendes fra f.eks. biler. Enheden er i stedet teknisk indrettet
til at kunne udføre en opgave, hvor informationer om et geo-
grafisk område indkodes, og hvor enheden som udgangs-
punkt er i stand til at registrere eventuelle forhindringer og
justere den oprindelige rute.
Med betegnelsen ”emissionsfrit køretøj” forstås et køretøj
uden forbrændingsmotor, som anvender f.eks. el eller brint
som drivmiddel. Selvkørende enheder er typisk eldrevne,
hvorfor de ikke udleder lokale emissioner.
Med udtrykket ”lav hastighed” i den foreslåede § 92 l for-
stås en hastighed, som ikke vil være højere end 15 km i ti-
men og som udgangspunkt en hastighed, der ikke væsentligt
overstiger almindelig ganghastighed. Almindelig gangha-
stighed forstås almindeligvis som en hastighed på 6 km i ti-
men. Der henvises i den forbindelse til de nedenstående be-
mærkninger til den foreslåede bestemmelse i § 92 m, stk. 4,
vedrørende transportministerens mulighed for at fastsætte
nærmere regler om bl.a. de selvkørende enheders hastighed.
En selvkørende enhed skal ifølge definitionen i den foreslåe-
de bestemmelse i § 92 l endvidere være teknisk indrettet så-
ledes, at en fysisk person kan overtage kontrollen af en en-
hed. Med overtagelse af kontrollen af en enhed menes, at
den fysiske person kan overtage styringen af en enhed, og at
den fysiske person dermed kan give kommandoer om enhe-
dens færden med øjeblikkelig virkning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Det foreslås i § 92 m, stk. 1, at kørsel med selvkørende en-
heder på denne lovs anvendelsesområde, jf. § 1, alene må
finde sted, hvis transportministeren har meddelt tilladelse
hertil. Der kan alene meddeles tilladelse til kørsel med selv-
kørende enheder på strækninger og områder, som alene i be-
grænset omfang anvendes til almindelig færdsel af en eller
flere færdselsarter.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at det vil være en
forudsætning for påbegyndelse af et forsøg med selvkørende
enheder, at transportministeren har meddelt tilladelse til for-
søget. Det vil dermed ikke være tilladt at køre med selvkø-
rende enheder på færdselslovens område uden forudgående
tilladelse. Færdselslovens anvendelsesområde er defineret i
færdselslovens § 1, hvoraf det fremgår, at loven gælder,
hvor andet ikke er bestemt for, færdsel på vej, som benyttes
til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.
Den foreslåede bestemmelse i § 92 m, stk. 1, 2. pkt., medfø-
rer endvidere, at der alene kan meddeles tilladelse til kørsel
med selvkørende enheder på strækninger og områder, som
kun i begrænset omfang anvendes til almindelig færdsel af
en eller flere færdselsarter. Det kan f.eks. være parkerings-
pladser, stisystemer eller andre afgrænsede arealer på virk-
somheder eller offentlige institutioner, byggepladser, havne-
områder og områder i lufthavne. Det er dog en forudsæt-
ning, at der på sådanne eller lignende områder er en begræn-
set mængde af færdsel.
Der kan således ikke meddeles tilladelse til forsøg med selv-
kørende enheder på strækninger, som bruges til afvikling af
den almindelige trafik. Det vil bero på en konkret vurdering
i forbindelse med de enkelte ansøgninger om tilladelse til
forsøg, hvorvidt de ansøgte områder har en tilstrækkelig be-
grænset trafikmængde til, at der kan meddeles tilladelse. Det
vil være transportministeren, der som tilladelsesmyndighed,
vil foretage denne konkrete vurdering i forbindelse med
hver enkel ansøgning.
Det foreslås i § 92 m, stk. 2, at transportministeren efter hø-
ring af vejmyndigheden meddeler tilladelse til forsøg med
selvkørende enheder, jf. stk. 1. Transportministeren skal un-
derrette politiet om meddelte tilladelser forud for forsøgets
igangsættelse.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at transportministe-
ren forud for meddelelse af tilladelse vil skulle høre den vej-
myndighed, som er ansvarlig for det berørte område, hvor et
ansøgt forsøg skal udføres. Vejdirektoratet har i medfør af §
6, stk. 1 og 2, i lov nr. 1520 af 27. december 2014 om of-
fentlige veje m.v. med senere ændringer fået henlagt admi-
nistrationen af statens veje af transportministeren. Vejdirek-
toratet er dermed den administrerende vejmyndighed for sta-
tens veje. Kommunalbestyrelsen er vejmyndighed for kom-
muneveje, jf. § 7 i lov nr. 1520 af 27. december 2014 om of-
fentlige veje m.v. med senere ændringer, og for private fæl-
lesveje og private fællesstier, jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse
af lov nr. 1234 af 4. november 2015 om private fællesveje.
For så vidt angår private veje er den pågældende vejejer vej-
myndighed.
Der vil først kunne meddeles tilladelse til forsøg med selv-
kørende enheder efter, at der er foretaget høring af vejmyn-
20
digheden. Formålet med høringen er, at vejmyndigheden
derved kan bidrage med oplysninger og klarhed over, om
der skal tages særlige hensyn til trafikmængden eller eventu-
elt vejarbejde på den strækning eller område, hvor et forsøg
med selvkørende enheder ønskes udført. Transportministe-
ren vil ikke være forpligtet til at følge vejmyndighedens be-
mærkninger, men vejmyndighedens bemærkninger vil skulle
indgå i den endelige vurdering af, om tilladelse skal gives,
og i givet fald på hvilke vilkår.
Hvis en ansøger af tilladelse til forsøg med selvkørende en-
heder ønsker at udføre et forsøg på et privatejet område,
hvor færdselsloven finder anvendelse, og ansøgeren ikke
samtidig er ejer af det pågældende område, vil det i forbin-
delse med indsendelse af ansøgning om tilladelse til forsøg
være påkrævet, at ansøgeren fremsender et samtykke fra den
pågældende private vejejer.
Endvidere medfører bestemmelsen, at transportministeren
forud for forsøgets igangsættelse vil skulle underrette det
stedlige politi om det tilladte forsøg. Politiet vil hermed bli-
ve bekendt med et forestående forsøg.
Ved behandling af en ansøgning om tilladelse til forsøg kan
der opstå behov for at indhente sagkyndig bistand bl.a. til
brug for vurderingen af, om et forsøg kan gennemføres
færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Dette kan f.eks. blive
nødvendigt, hvis der er behov for særlig specialiseret bi-
stand inden for områder som f.eks. IT-sikkerhed og teknisk
indretning af maskiner.
Endvidere kan det være nødvendigt at indhente samme form
for sagkyndig bistand i forbindelse med udførelse af tilsyn i
medfør af § 92 n, stk. 1.
Transportministeren vil i medfør af almindelige forvalt-
ningsretlige principper kunne indhente den nødvendige sag-
kyndig bistand til brug for behandling af en ansøgning om
tilladelse til forsøg og udførelse af tilsyn med et konkret for-
søg.
I medfør af den foreslåede bestemmelse i § 92 o, stk. 2, kan
udgifter til sagkyndig bistand viderefaktureres til ansøgeren.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets bemærkninger til § 92
o, stk. 2.
Transportministeren vil i medfør af almindelige forvalt-
ningsretlige principper kunne fastsætte vilkår i tilladelser til
forsøg med selvkørende enheder, herunder om en geografisk
afgrænsning af forsøget til alene at måtte foregå på nærmere
bestemte strækninger eller inden for et nærmere bestemt ge-
ografisk område. Der kan endvidere fastsættes vilkår om
den maksimale konstruktive hastighed, som de selvkørende
enheder må køre med på de ansøgte områder. Der kan f.eks.
også fastsættes vilkår om en tidsmæssig afgrænsning af for-
søget, der således kan være begrænset til en bestemt periode
og til kørsel på bestemte tidspunkter af døgnet.
For så vidt angår de konkrete strækninger og områder for
forsøgene vil der alene kunne blive givet tilladelse til stræk-
ninger og områder, hvor de selvkørende enheder ikke vil
skulle benytte cykelsti eller kørebane, hvilket ellers i medfør
af færdselslovens § 10, 2. pkt., vil være tilladt for gående,
hvis der ikke findes fortov, gangsti eller egnet rabat. Afhæn-
gig af de konkrete omstændigheder ved det enkelte forsøg
vil det dog være muligt at opnå tilladelse til kørsel med selv-
kørende enheder på parkeringspladser og lignende områder,
hvis de selvkørende enheder alene færdes på dele af parke-
ringspladsen m.v., der er behørigt afgrænset fra motordrevet
trafik.
Tilladelse vil kunne gives til forsøg til kørsel med én eller
flere enheder. Der vil således ikke skulle udstedes en sær-
skilt tilladelse for hver enkel enhed, men der vil i stedet kun-
ne udstedes en samlet tilladelse, der giver tilladelse til at kø-
re med et nærmere bestemt antal enheder.
Hvis der hos tilladelsesindehaver måtte opstå et efterfølgen-
de ønske om at anvende flere selvkørende enheder på et om-
råde, end hvad der er muligt i henhold til den udstedte tilla-
delse til et forsøg, vil der skulle ansøges om en udvidelse af
forsøget. I dette tilfælde skal der også foretages en høring af
den relevante vejmyndighed og en underretning af politiet.
Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at
en tilladelse kan inddrages, hvis vilkårene i tilladelsen ikke
overholdes. Tilladelsen til kørsel med selvkørende enheder
vil dermed kunne inddrages, hvis den selvkørende enhed an-
vendes til et andet formål end det, der er givet tilladelse til.
Det vil f.eks. være tilfældet, hvis en selvkørende enhed an-
vendes til ulovlig dataindsamling i form af f.eks. billeder el-
ler video, eller hvis en selvkørende enhed anvendes til trans-
port af ulovligt gods.
En tilladelse kan endvidere i medfør af almindelige forvalt-
ningsretlige principper tilbagekaldes, hvis forudsætningerne
for tilladelsen ændrer sig. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis
forsøget med de selvkørende enheder viser sig at være til fa-
re for færdselssikkerheden. Det vil f.eks. også være tilfæl-
det, hvis en tilladelsesindehaver nægter at udlevere doku-
mentation og oplysninger, som anmodet om i forbindelse
med transportministerens udførelse af tilsyn i medfør af de
foreslåede bestemmelser i § 92 n, stk. 1 og 2, hvis der
samtidig er skabt tilstrækkelig tvivl om de færdselssikker-
hedsmæssige aspekter ved det pågældende forsøg med selv-
kørende enheder.
Det foreslås i § 92 m, stk. 3, 1. pkt., at forsøg med selvkø-
rende enheder alene må foretages af erhvervsdrivende,
forsknings- og undervisningsinstitutter og offentlige myn-
digheder. Forsøgene skal udføres som led i erhvervsudøvel-
se, forskningsvirksomhed eller myndighedsudøvelse. Det vil
dermed ikke være muligt for privatpersoner at opnå tilladel-
se til forsøg med selvkørende enheder.
Såvel offentlige som private forsknings- og undervisningsin-
stitutter vil i medfør af den foreslåede bestemmelse have
mulighed for at udøve forsøg.
21
Med begrebet offentlige myndigheder menes i øvrigt myn-
digheder, der i henhold til offentlighedsloven betragtes som
myndigheder inden for den offentlige forvaltning.
I medfør af § 92 m, stk. 3, 2. pkt., må enhederne ikke anven-
des til personbefordring.
Det foreslås i § 92 m, stk. 4, at transportministeren kan fast-
sætte nærmere regler om forsøg med selvkørende enheder,
herunder om selvkørende enheders hastighed, placering på
vej, brug af signaler og tegn, lygteføring, fragt af gods, iden-
tifikationsnummer og om krav til ansøgning om tilladelse til
forsøg.
Bemyndigelsen til at fastsætte regler for de selvkørende en-
heder vil bl.a. blive udnyttet til at fastsætte nærmere regler
om en konstruktivt bestemt maksimal hastighed for de selv-
kørende enheder. Denne hastighed vil maksimalt kunne væ-
re 15 km i timen.
Udgangspunktet vil være, at der for enheder, som f.eks. skal
køre på en intern gangsti eller parkeringsplads på en virk-
somhed, hvor mange medarbejdere færdes, eller andre om-
råder, der benyttes af et ikke uvæsentligt antal fodgængere,
som udgangspunkt vil blive fastsat krav om, at enhederne
maksimalt må kunne køre 6 km i timen, som svarer til al-
mindelig ganghastighed. I tilfælde af, at enhederne derimod
skal færdes på områder, hvor enhederne ikke – eller kun
sjældent – vil skulle færdes blandt gående eller andre trafik-
anter, vil der i tilladelsen kunne fastsættes en højere maksi-
mal konstruktiv hastighedsgrænse. Den maksimale kon-
struktive hastighedsgrænse vil dog højest kunne fastsættes
til 15 km i timen. Den endelige tilladte hastighed vil derfor
afhænge af det område, hvor de selvkørende enheder kon-
kret skal færdes.
I medfør af den foreslåede bestemmelse vil der endvidere
kunne fastsættes nærmere krav om enhedernes brug af sig-
nal og tegn samt lygteføring. Der vil herunder kunne fast-
sættes regler om, at enheden konstant under kørsel skal afgi-
ve lyssignal eller være udstyret med andre indretninger, der
skærper omgivelsernes opmærksomhed på enhedens tilste-
deværelse.
Derudover vil der i medfør af den foreslåede § 92 m, stk. 4,
kunne fastsættes regler om fragt af gods af selvkørende en-
heder, herunder om hvilke typer af genstande som selvkø-
rende enheder må transportere.
Yderligere medfører den foreslåede bestemmelse, at trans-
portministeren kan fastsætte regler om identifikationsnumre
på selvkørende enheder.
Der vil i medfør af bestemmelsen kunne fastsættes krav om,
at selvkørende enheder forud for kørsel skal påføres et iden-
tifikationsnummer, således at de selvkørende enheder effek-
tivt kan identificeres. Endvidere vil bestemmelsen også kun-
ne anvendes til at fastsætte nærmere krav om placering og
udformningen af identifikationsnummeret. Det vil i den for-
bindelse også kunne fastsættes, at tilladelsesindehaverens
kontaktoplysninger skal fremgå på enhederne.
Det vil være tilladelsesindehaverens ansvar at sikre sig, at
det tildelte identifikationsnummer er påført enheden korrekt
ved kørsel med den selvkørende enhed.
Den foreslåede bestemmelse i § 92 m, stk. 4, medfører lige-
ledes, at der kan fastsættes nærmere regler om krav til an-
søgning om tilladelse til forsøg. Bemyndigelsen giver mu-
lighed for at fastsætte regler om, hvilke oplysninger en ansø-
ger skal fremsende og tilvejebringe i forbindelse med en an-
søgning om tilladelse til forsøg med selvkørende enheder.
Endvidere kan bemyndigelsen anvendes til at fastsætte reg-
ler om, at bestemte forhold skal være dokumenteret i forbin-
delse med ansøgning om tilladelse til forsøg, herunder kan
det også fastsættes, hvilken type dokumentation som kræ-
ves. I medfør af bestemmelsen kan der f.eks. også stilles
krav om brug af ansøgningsskema eller blanket i forbindelse
med indgivelse af ansøgning.
Det bemærkes, at bestemmelsen i den foreslåede § 92 m,
stk. 4, ikke er udtømmende, hvorfor bestemmelsen også vil
kunne anvendes til at fastsætte nærmere regler om andre for-
hold, end de, som er oplistet direkte i bestemmelsen. Dog
kan bemyndigelsen alene anvendes til at fastsætte nærmere
bestemmelser om forsøg med selvkørende enheder, som lig-
ger inden for rammen af bestemmelsen.
Der vil bl.a. kunne fastsættes bestemmelser af hensyn til at
lette kontrollen og overblikket over, hvor der er givet tilla-
delse til forsøg samt antallet af enheder. Der vil herunder
f.eks. kunne fastsættes bestemmelser om elektronisk identi-
ficering og positionering af enhederne, og bestemmelser om,
at transportministeren skal føre en fortegnelse over meddelte
tilladelser med angivelse af de enkelte enheder og de tilladte
ruter. En sådan fortegnelse vil f.eks. kunne være til hjælp for
politiet i forbindelse med håndhævelse af færdselslovens
regler.
Ligeledes vil der kunne fastsættes bestemmelser om, at tilla-
delsesindehaveren til enhver tid skal være i besiddelse af op-
lysninger om, hvem der er den fysiske person som i de kon-
krete tilfælde kan overtage kontrollen med køretøjet, samt
om den fysiske persons placering. Det vil sige, om den på-
gældende befinder sig i umiddelbar nærhed af enheden, eller
om den fysiske person er placeret i et kontrolcenter eller lig-
nende og i givet fald, hvor dette kontrolcenter eller lignende
er.
Bemyndigelsen i den foreslåede bestemmelse i § 92 m, stk.
4, vil endvidere kunne benyttes til at fastsætte regler, der
skal sikre enheden mod ulovlig overtagelse samt sikre mod
uvedkommendes adgang til enhedens positionerings-, styr-
ings- og videosignal m.v., ligesom der vil kunne fastsættes
bestemmelser om anvendelse af fastlagte frekvensområder
for signalforbindelser dækkende positionerings-, styrings-
og videosignal m.v. Endvidere vil der kunne fastsættes reg-
ler om mekanisk og elektronisk sikring af enheden for at
22
hindre ombytning eller supplering af transporterede genstan-
de.
Bemyndigelsen i § 92 m, stk. 4, vil bl.a. også blive anvendt
til at fastsætte regler om, at de selvkørende enheders kame-
raer m.v. skal være indrettet således, at der automatisk under
optagelse foretages pixelering ved brug af algoritmer ind-
bygget lokalt i udstyret, som gør, at det ikke er muligt at
identificere f.eks. ansigter og nummerplader, og at denne pi-
xelering ikke efterfølgende må kunne ophæves.
Dette krav vil betyde, at de selvkørende enheder som følge
af reglerne om forsøgsordningen ikke vil kunne foretage tv-
overvågning i lov om tv-overvågnings forstand (bekendtgø-
relse af lov nr. 1190 af 11. oktober 2007 om tv-overvågning
med senere ændringer), ligesom enhederne som udgangs-
punkt i øvrigt ikke vil indsamle og behandle persondata. Der
henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
For så vidt angår enhedernes tekniske indretning, belæsning,
dimensioner og vægt indeholder færdselslovens § 68, stk. 1,
§ 82, stk. 4, § 84, stk. 1, og § 85, stk. 1, allerede hjemmel til,
at transportministeren kan fastsætte regler herom. Disse reg-
ler kan derfor anvendes til at fastsætte køretøjstekniske krav
til selvkørende enheder, som gør, at enhederne kan anvendes
uden fare og ulempe ved kørsel blandt fodgængere. Bestem-
melsen i § 82, stk. 4, kan anvendes til at fastsætte regler om
belæsning af enhederne, herunder regler om anbringelse og
fastgørelse af last.
Det er endvidere tanken, at der vil blive udarbejdet vejled-
ningsmateriale til reglerne om forsøgsordningen for selvkø-
rende enheder, særligt i forhold til vejledning om ansøg-
ningsmateriale ved en ansøgning om tilladelse til forsøg
med selvkørende enheder.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Det foreslås i § 92 m, stk. 5, at tilladelse til forsøg med selv-
kørende enheder forudsætter, at en fysisk person kan overta-
ge kontrollen af enheden, når dette anvises af den selvkøren-
de enheds tekniske indretning, eller når den fysiske person
vurderer, at der er behov herfor.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at der altid skal være
en fysisk person, som kan overtage kontrollen af en enhed,
når dette f.eks. anvises af den selvkørende enheds tekniske
indretning, eller når den fysiske person vurderer, at der er
behov for at overtage kontrollen i en given situation.
Den foreslåede bestemmelse i § 92 m, stk. 5, vil indebære,
at forsøgsordningen kan omfatte forsøg med kørsel med
selvkørende enheder, hvor enheden ledsages af en person,
der befinder sig i umiddelbar nærhed og rækkevidde af en-
heden, og som har kontrol over enheden f.eks. ved hjælp af
en fjernbetjening/controller.
Samtidig vil bestemmelsen indebære, at forsøgsordningen
kan omfatte forsøg med selvkørende enheder, hvor der ikke
er en fysisk person til stede i umiddelbar nærhed af enheden,
og hvor den fysiske person dermed befinder sig uden for
syns- og rækkevidde af enheden. I sidstnævnte tilfælde skal
der altid være en person, der ved hjælp af f.eks. en computer
eller på anden vis har adgang til øjeblikkeligt at overtage
kontrollen med enheden.
Med kravet om, at en fysisk person skal kunne overtage
kontrollen af en enhed menes, at den fysiske person til en-
hver tid skal kunne overtage styringen af en enhed og der-
med kunne give kommandoer om enhedens færden med øje-
blikkelig virkning.
For at sikre, at den fysiske person er i stand til at overtage
kontrollen med en selvkørende enhed og kan navigere i tra-
fikken på en forsvarlig måde, fremgår det af den foreslåede
§ 92 m, stk. 5, 2, pkt., at den fysiske person skal overholde
reglerne om spirituskørsel og kørsel under påvirkning af be-
vidsthedspåvirkende stoffer, sygdom m.v. i §§ 53 og 54. Det
medfører, at den fysiske person, der skal kunne overtage
kontrollen med den selvkørende enhed, på alle tidspunkter
af kørselsforløbet, vil skulle overholde færdselslovens §§ 53
og 54. Dette vil også gælde de tidspunkter af kørselsforlø-
bet, hvor den fysiske person alene overvåger kørslen og der-
med ikke aktuelt er fører af enheden.
Det fremgår endvidere af den foreslåede § 92 m, stk. 5, 3.
pkt., at transportministeren efter forhandling med justitsmi-
nisteren vil kunne fastsætte, at færdselslovens bestemmelser
om politiets mulighed for at kræve afgivelse af udåndings-,
spyt- eller svedprøver og øjenbesigtigelse i medfør af § 55,
stk. 1 og 2, og regler fastsat i medfør af § 55, stk. 4, 1. pkt.,
finder anvendelse for den fysiske person. Samtidig følger
det af den foreslåede § 92 m, stk. 5, 4. pkt., at transportmini-
steren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte,
at færdselslovens § 77, stk. 1, 1. pkt., om politiets generelle
mulighed for at standse køretøjer for at kontrollere køretøjet
og dets fører, finder anvendelse for selvkørende enheder og
den fysiske person.
Bestemmelserne i § 92 m, stk. 5, 3. og 4. pkt., medfører, at
politiet vil få samme håndhævelsesmuligheder i forhold til
selvkørende enheder og de fysiske personer, der skal kunne
overtage kontrollen med enheden, som politiet har i forhold
til traditionelle køretøjer og deres førere.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Det foreslås i § 92 m, stk. 6, at transportministeren kan fast-
sætte regler om den fysiske person, der kan overtage kon-
trollen af den selvkørende enhed, herunder regler om alders-
krav, krav til kompetencer og krav til den fysiske persons
placering m.v. Bemyndigelsen i lovforslagets § 92 m, stk. 6,
vil bl.a. kunne bruges til på bekendtgørelsesniveau at fast-
sætte regler om, at den fysiske person, der kan overtage kon-
trollen med enheden, skal befinde sig i Danmark. Endvidere
23
vil bemyndigelsen kunne udnyttes til at stille krav om, at
personen, der kan overtage kontrollen med den selvkørende
enhed, skal være fyldt 18 år. Med dette krav er det vurderin-
gen, at den pågældende person dermed kan forventes at be-
sidde en vis modenhed og evne til at kunne kontrollere en-
heder under kørsel på færdselslovens område.
Bemyndigelsen vil også kunne benyttes til at fastsætte nær-
mere krav til den fysiske persons kompetencer til at kunne
køre med en selvkørende enhed med henblik på at sikre, at
personen har det fornødne kendskab til færdselslovens reg-
ler, færdselsadfærden i Danmark og betjening af den selvkø-
rende enhed, f.eks. på baggrund af uddannelse eller konkret
erfaring med kørsel med de selvkørende enheder, ligesom
der eventuelt vil kunne fastsættes krav om særlig certifice-
ring eller anden godkendelse for at kunne varetage opgaven
som fysisk person i henhold til den foreslåede § 92 m, stk. 5.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Det foreslås i § 92 m, stk. 7, at transportministeren ved fast-
sættelse af regler i medfør af stk. 4 og 6 kan fravige bestem-
melserne i kapitel 2-5 og 10 og § 70, jf. dog stk. 5.
Da de selvkørende enheder er motordrevne køretøjer, der ik-
ke har en fører i traditionel forstand, er det nødvendigt at
fravige færdselslovens adfærdsbestemmelser, hvor de på-
gældende forpligtelser alene kan pålægges en fysisk person.
Det vil bl.a. gøre sig gældende for adfærdsreglerne, der gæl-
der for alle trafikanter i færdselslovens kapitel 2. Det vil
endvidere være nødvendigt at give transportministeren
hjemmel til at fravige reglerne i færdselslovens kapitel 3,
der fastsætter nærmere bestemmelser for gående, kapitel 4
om færdselsregler for kørende og kapitel 5 om hastighed.
Det vil endvidere være relevant at kunne fravige bestemmel-
serne i kapitel 10 om regler for førere af køretøjer og § 70
om tilkobling og slæbning.
Den foreslåede bestemmelse medfører derfor, at transport-
ministeren i forbindelse med fastsættelse af nærmere regler
efter § 92 m, stk. 4, og § 92 m, stk. 6, kan fastsætte regler
om fravigelse af bestemmelserne i færdselslovens kapitel
2-5 og 10 og § 70. Fravigelse af bestemmelserne påtænkes
bl.a. brugt til at fastsætte regler om, at færdselsreglerne for
gående i færdselslovens kapitel 3 som udgangspunkt skal
finde anvendelse for de selvkørende enheder, selvom disse
er at betragte som motordrevne køretøjer, og bestemmelser
om maksimal tilladt hastighed for selvkørende enheder. Fra-
vigelse af § 70 om tilkobling og slæbning kan tænkes an-
vendt, hvis der f.eks. er enheder med to eller tre hjul, som
skal have tilkoblet et påhængskøretøj, og hvor dette vurde-
res at være færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt. I øvrigt
indeholder § 70, stk. 3, bl.a. mulighed for at fastsætte be-
stemmelser om tilkobling af påhængskøretøjer, og om hvad
der må medføres på sådanne køretøjer. Denne bestemmelse
vil også finde anvendelse, hvis to- eller trehjulede selvkø-
rende enheder tillades at have påhængskøretøjer.
Fastsættelse af regler om, at § 55, stk. 1 og 2, og bestemmel-
ser fastsat i medfør af § 55, stk. 4, 1. pkt., finder anvendelse
i forhold til den fysiske person, skal dog fastsættes efter for-
handling med justitsministeren, jf. den foreslåede § 92 m,
stk. 5.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Det foreslås i § 92 n, stk. 1, at transportministeren fører til-
syn med forsøg med selvkørende enheder, der udføres i hen-
hold til tilladelse efter § 92 m, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at transportministe-
ren får beføjelse til at føre tilsyn med forsøg med selvkøren-
de enheder, der udføres i henhold til tilladelse udstedt i med-
før af § 92 m, stk. 2.
Tilsynet vil både vedrøre overholdelse af lovforslagets be-
stemmelser, regler og krav fastsat ved bekendtgørelse og til-
syn med overholdelse af vilkår fastsat i tilladelser til forsøg
med selvkørende enheder.
Tilsyn kan både udføres som virksomhedsbesøg eller gen-
nemgang af oplysninger og dokumentation, som tilladelses-
indehaveren har indsendt.
Det foreslås i § 92 n, stk. 2, at transportministeren kan kræ-
ve, at en tilladelsesindehaver vederlagsfrit udleverer oplys-
ninger og dokumenter, uanset om de foreligger på papir eller
i elektronisk form, der er nødvendige for udførelse af tilsyn,
jf. stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at oplysninger og
dokumenter kan kræves udleveret vederlagsfrit af en tilla-
delsesindehaver, uanset om oplysningerne eller dokumenter-
ne foreligger på papir eller i elektronisk form.
De foreslåede bestemmelser i § 92 n, stk. 1 og 2, vil være
omfattet af lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysnings-
pligter med senere ændringer (retssikkerhedsloven). Denne
lovs processuelle regler skal således overholdes ved gen-
nemførelsen af tilsynet, herunder i forbindelse med anmod-
ning om udlevering af oplysninger og dokumenter. Det be-
tyder bl.a., at hvis der er konkret mistanke om, at en enkelt-
person eller en juridisk person har begået en lovovertrædel-
se, der kan medføre straf, gælder bestemmelser i lovgivnin-
gen m.v. om pligt til at meddele oplysninger til myndighe-
den ikke i forhold til den mistænkte, medmindre det kan
udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan
have betydning for bedømmelsen af den formodede lovover-
trædelse.
Dokumentation og oplysninger indhentet til brug for udfø-
relse af tilsyn med en tilladelse til forsøg med selvkørende
enheder kan ligeledes danne et godt grundlag for den senere
evaluering af, om forsøgsordningen skal gøres permanent.
Oplysninger og dokumenter, der er indhentet til brug for et
konkret tilsyn, vil derfor også kunne anvendes til brug for
24
den generelle vurdering af selve forsøgsordningen. Der hen-
vises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærk-
ninger.
Det foreslås i § 92 o, stk. 1, at transportministeren kan fast-
sætte regler om betaling af gebyr for behandling af ansøg-
ning om og udstedelse af tilladelse til forsøg med selvkøren-
de enheder og for udførelse af tilsyn, jf. § 92 m, stk. 2, og §
92 n, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forsøgsordnin-
gen vil blive brugerbetalt af ansøgere om tilladelse, hvor-
med statens udgifter i forbindelse med administrationen af
forsøgsordningen for selvkørende enheder dækkes.
Gebyrordningen vil følge de almindelige principper i Fi-
nansministeriets Budgetvejledning, hvoraf bl.a. fremgår, at
gebyrer skal fastsættes således, at der opnås fuld dækning
for de omkostninger, som er forbundet med det gebyrbelagte
område. Der må dog ikke opnås mere end fuld dækning. Det
foreslås, at der betales gebyr efter regning for medgået tid til
sagsbehandling af ansøgning om tilladelse til forsøg med
selvkørende enheder og tilsyn hermed.
Regler om fastsættelse af betaling af gebyr for behandling af
ansøgning om og udstedelse af tilladelse til forsøg med selv-
kørende enheder samt betaling af gebyr for udførelse af til-
syn forventes at blive fastsat i bekendtgørelse om Færdsels-
styrelsens gebyrer og afgifter på vejtransportområdet. Denne
bekendtgørelse rummer allerede bestemmelser om betaling
af gebyr på vejtransportområdet.
De samlede omkostninger for behandlingen af en ansøgning
om tilladelse til forsøg vil variere afhængig af det ansøgte
forsøgs kompleksitet og omfang. For en simpel og ukompli-
ceret ansøgning om tilladelse til forsøg skønnes tidsforbru-
get for sagsbehandling at være omkring 7-8 timer (én ar-
bejdsdag). For en kompliceret ansøgning om tilladelse til
forsøg skønnes tidsforbruget for sagsbehandling at være om-
kring 52 timer (7 arbejdsdage). Endvidere vil der blive op-
krævet efter regning for medgået tid for udført tilsyn. Time-
satsen for såvel behandling af ansøgning som tilsyn forven-
tes på nuværende tidspunkt at ville blive omkring 800 kr. pr.
time. Dog kan det vise sig på baggrund af bl.a. prisudvik-
ling, at denne timesats bliver højere eller lavere.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at de samlede udgifter
for sagsbehandling og tilsyn vil afhænge af behandlingen af
det konkrete forsøg.
Det foreslås i § 92 o, stk. 2, at transportministeren kan fast-
sætte regler om, at ansøgeren og tilladelsesindehaveren skal
afholde udgifter til sagkyndig bistand, der er indhentet ved
behandling af en ansøgning om tilladelse til forsøg, jf. § 92
m, stk. 2, og ved udførelse af tilsyn, jf. § 92 n, stk. 1. Den
foreslåede bestemmelse medfører, at transportministeren
kan fastsætte regler om viderefakturering af udgifter forbun-
det med sagkyndig bistand i forbindelse med sagsbehand-
ling af et ansøgt forsøg og i forbindelse med udførelse af til-
syn med et forsøg, som har fået meddelt tilladelse efter § 92
m, stk. 2. Som nævnt under de specielle bemærkninger til §
92 m, stk. 2, er der tale om sagkyndig bistand i form af spe-
cialiseret bistand inden for bl.a. IT-sikkerhed og teknisk ind-
retning af maskiner. Det vil derfor være ansøgeren eller til-
ladelsesindehaveren, som skal dække udgifter til eventuel
sagkyndig bistand.
Det foreslås i § 92 o, stk. 3, at udgifter, der påføres det of-
fentlige efter forsøg, der gennemføres efter tilladelse med-
delt i henhold til § 92 m, stk. 2, kan pålægges tilladelsesind-
ehaveren. Transportministeren kan pålægge ansøgeren at
stille sikkerhed for sådanne udgifter.
Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for, at staten,
regioner og kommuner holdes økonomisk omkostningsfrie
ved udførelse af et forsøg, når denne ikke selv er tilladelses-
indehaver.
Et forsøg med selvkørende enhed kan f.eks. medføre behov
for midlertidig afmærkning, øget renhold eller mindre æn-
dringer af forsøgsstrækningernes eller områdernes indret-
ning, som kan være nødvendige for at udføre et forsøg. Med
bestemmelsen kan tilladelsesindehaveren dermed pålægges
at afholde disse udgifter.
Tilladelsesindehaveren kan endvidere pålægges at stille sik-
kerhed for udgifter, der påføres det offentlige ved det pågæl-
dende forsøg. Transportministerens vurdering af, om der bør
stilles krav om sikkerhedsstillelse for udgifter, beror på de
økonomiske risici, der er forbundet med forsøget, herunder
om pålægget skal meddeles som et vilkår for meddelelse af
tilladelse.
I den foreslåede § 92 p bemyndiges transportministeren til i
forbindelse med fastsættelse af regler om forsøg efter § 92
m, stk. 4, 6 og 7, efter forhandling med justitsministeren at
fastsætte regler om straf, herunder om det strafferetlige an-
svarssubjekt for overtrædelser af færdselslovens regler og
regler udstedt i medfør heraf. Transportministeren kan i den
forbindelse efter forhandling med justitsministeren fravige
færdselslovens kapitel 17 om bødestraf og frihedsstraf m.v.
Med den foreslåede bestemmelse gives transportministeren
bemyndigelse til efter forhandling med justitsministeren at
tage stilling til, hvem der skal kunne gøres strafferetligt an-
svarlig for de overtrædelser af færdselsloven eller regler ud-
stedt i medfør heraf, som føreren af enheden, den fysiske
person, der skal kunne overtage kontrollen med enheden, el-
ler den selvkørende enhed forårsager.
Transportministeren vil i den forbindelse efter forhandling
med justitsministeren fastsætte, i hvilket omfang reglerne i
færdselslovens kapitel 17 skal fraviges.
Bemyndigelsen vil ikke blive udnyttet til at fastsætte regler,
der fraviger det sædvanlige føreransvar efter færdselsloven i
de situationer, hvor en fysisk person konkret har overtaget
kontrollen med enheden. Den fysiske person, der har kon-
trollen over enheden, skal i den situation efterkomme regler-
ne i færdselsloven, herunder de adfærdsmæssige regler, der
25
gælder for alle trafikanter i færdselslovens kapitel 2 samt de
regler, der gælder for gående i færdselslovens kapitel 3. Det
betyder, at den fysiske person bl.a. skal optræde hensyns-
fuldt og udvise agtpågivenhed, så der ikke opstår fare eller
forvoldes skade eller ulempe for andre, jf. færdselslovens §
3, stk. 1. Den fysiske person, der som fører konkret har taget
kontrollen med enheden, vil derfor kunne straffes for over-
trædelse af færdselslovens regler på samme måde som en
traditionel fører.
Bemyndigelsen vil imidlertid blive udnyttet til at fastsætte
regler om, at færdselslovens kapitel 17 om straf i anledning
af overtrædelse af færdselslovens regler samt regler udstedt i
medfør heraf vil finde anvendelse, hvis den fysiske person
der har til ansvar at overtage føringen af den selvkørende
enhed undlader at overtage føringen af den selvkørende en-
hed, når dette anvises af enhedens tekniske indretning, eller
når der i øvrigt er behov herfor. Ansvaret vil i disse situatio-
ner, på samme måde som det almindelige føreransvar, være
et uagtsomhedsansvar. Her vil der skulle tages hensyn til, at
den fysiske person alene har været passiv overvåger af kørs-
len indtil overtagelsessituationen, og der vil derfor ikke nød-
vendigvis kunne stilles de samme krav til agtpågivenhed,
som der i almindelighed stilles til en sædvanlig fører i færd-
selslovens forstand.
Der henvises i øvrigt til redegørelsen for Transport- og Bo-
ligministeriets overvejelser om den foreslåede bestemmelse
og bedømmelsen af førerens strafansvar i pkt. 2.3.2 i lovfor-
slagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede ordning ændrer ikke på anvendelsesområdet
for straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab og straffelo-
vens § 249 om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse. En
fører, en fysisk person, der skal kunne overtage kontrollen
med enheden, i køretøjet, eller en tilladelsesindehaver, der
uagtsomt forvolder en andens død eller tilføjer nogen bety-
delig skade på legeme og helbred, kan således ifalde strafan-
svar efter straffelovens §§ 241 og 249, hvis betingelserne
herfor er opfyldt.
For så vidt angår spørgsmålet om straf for overtrædelse af
de regler, som måtte blive fastsat i medfør af de foreslåede
bestemmelser i § 92 m, stk. 4, 6 og 7, indeholder den gæl-
dende bestemmelse i færdselslovens § 118, stk. 12, 1. pkt.,
hjemmel til, at der i forskrifter, der udstedes i medfør af lo-
ven, kan fastsættes straf af bøde for overtrædelser af regler i
forskrifterne. Den gældende bestemmelse i § 118, stk. 12, 1.
pkt., kan således anvendes til at fastsætte straf af bøde for
den fysiske persons og tilladelsesindehavers overtrædelse af
de pågældende forskrifter, også selvom de pågældende over-
trædelser eller undladelser ikke måtte være strafsanktionere-
de efter den nugældende færdselslov.
Til nr. 3
Det fremgår af færdselslovens § 104, stk. 1, at erstatningsan-
svaret efter §§ 101-103 påhviler den ejer eller bruger, der
benytter køretøjet eller lader det benytte, jf. dog stk. 3 om
selvkørende motorkøretøjer.
For at sikre, at opmærksomheden henledes på, at særreglen i
færdselslovens § 104, stk. 3, med den foreslåede ændring i
lovforslagets § 1, nr. 4, også vil omfatte selvkørende enhe-
der, foreslås det, at der i § 104, stk. 1, indsættes tilføjelsen
»og selvkørende enheder«.
Der henvises i øvrigt til nr. 4 om den foreslåede ændring af
§ 104, stk. 3.
Til nr. 4
Det følger af færdselslovens § 104, stk. 3, at erstatningsan-
svaret efter §§ 101-103 for motorkøretøjer, der er omfattet
af forsøgsordninger efter § 92 g, stk. 1, påhviler tilladelses-
indehaveren. § 92 g, stk. 1, omhandler forsøgsordninger
med selvkørende motorkøretøjer.
Det foreslås med ændringen af færdselslovens § 104, stk. 3,
at der i § 104, stk. 3, indsættes tilføjelsen »og for selvkøren-
de enheder, som er omfattet af forsøgsordninger efter § 92
m, stk. 1,«.
Med den foreslåede ændring af § 104, stk. 3, fastsættes det,
at erstatningsansvaret efter færdselslovens §§ 101-103 også
vil påhvile tilladelsesindehaveren, når der er tale om selvkø-
rende enheder, som er omfattet af forsøgsordninger efter den
foreslåede § 92 m, stk. 1.
Det betyder, at det objektive erstatningsansvar, der efter
færdselslovens § 101, stk. 1, påhviler den, der er ansvarlig
for et motordrevet køretøj, under forsøg efter den foreslåede
§ 92 m, stk. 1, påhviler tilladelsesindehaveren. Den foreslåe-
de ændring medfører således, at hovedreglen om at erstat-
ningsansvaret efter §§ 101-103 påhviler den ejer eller bru-
ger, der benytter køretøjet eller lader det benytte, ikke er
gældende for selvkørende enheder, hvilket heller ikke er til-
fældet for selvkørende motorkøretøjer.
Tilladelsesindehaveren er således erstatningsansvarlig på
objektivt grundlag for skader, som en selvkørende enhed,
for hvilken tilladelsesindehaveren er ansvarlig, forvolder
ved færdselsuheld eller ved eksplosion eller brand, der hid-
rører fra brændstofanlæg i køretøjet.
Den foreslåede ændring af færdselslovens § 104, stk. 3,
medfører endvidere, at bestemmelserne i § 101, stk. 2 og 3,
om nedsættelse af erstatningen for personskade eller tab af
forsørger eller tingsskade, på tilsvarende vis finder anven-
delse ved fastsættelse af erstatningen for skader forvoldt ved
kørsel under forsøgsordningen.
Den foreslåede ændring af § 104, stk. 3, indebærer endvide-
re, at færdselslovens § 102 finder anvendelse for skade for-
voldt af en selvkørende enhed, for hvilken en tilladelsesind-
ehaver er ansvarlig. Det objektive erstatningsansvar efter
færdselslovens § 101, stk. 1, finder således ikke anvendelse,
når en selvkørende enhed, for hvilken tilladelsesindehaveren
26
er ansvarlig, forvolder skade på anden måde end ved færd-
selsuheld eller ved eksplosion eller brand, der hidrører fra
brændstofanlæg i køretøjet.
Den foreslåede ændring af § 104, stk. 3, indebærer tillige, at
erstatningsfastsættelsen ved personskade eller tab af forsør-
ger og ved tingsskade, der er en følge af et sammenstød,
hvori en selvkørende enhed, for hvilken tilladelsesindehave-
ren er ansvarlig, er impliceret, sker i overensstemmelse med
reguleringen i færdselslovens § 103, stk. 1 og 2. Dette gæl-
der, uanset om der i medfør af den foreslåede bestemmelse i
§ 92 m, stk. 4 og 6, måtte blive fastsat regler om, at selvkø-
rende enheder i adfærdsmæssig sammenhæng vil skulle be-
tragtes som gående.
Til nr. 5
Det følger af færdselslovens § 106, stk. 1, at for motordrev-
ne køretøjer, der skal registreres eller godkendes, påhviler
forsikringspligten ejeren eller den person (brugeren), der har
varig rådighed over køretøjet, jf. dog stk. 3 om selvkørende
motorkøretøjer.
Det følger af færdselslovens § 106, stk. 2, at for andre mo-
torkøretøjer påhviler forsikringspligten den, der bruger køre-
tøjet eller ladet det bruge på vej.
For at sikre, at opmærksomheden henledes på, at særreglen i
færdselslovens § 106, stk. 3, med den foreslåede ændring af
lovforslagets § 1, nr. 6, også vil omfatte selvkørende enhe-
der, foreslås det, at der i § 106, stk. 2, indsættes tilføjelsen »,
jf. dog stk. 3 om selvkørende enheder«.
Der henvises i øvrigt til nr. 6 om den foreslåede ændring af
§ 106, stk. 3.
Til nr. 6
Det fremgår af færdselslovens § 106, stk. 3, at for selvkø-
rende motorkøretøjer, der er omfattet af forsøgsordninger ef-
ter § 92 g, stk. 1, påhviler forsikringspligten tilladelsesinde-
haveren.
Det foreslås med ændringen af § 106, stk. 3, at der i § 106,
stk. 3, efter »§ 92 g, stk. 1,« indsættes tilføjelsen »og for
selvkørende enheder, som er omfattet af forsøgsordninger
efter § 92 m, stk. 1,«.
Med den foreslåede ændring af § 106, stk. 3, fastsættes det,
at forsikringspligten for selvkørende enheder, som er omfat-
tet af forsøgsordninger efter § 92 m, stk. 1, vil påhvile tilla-
delsesindehaveren. Forsikringspligten efter færdselslovens §
106, stk. 2, vil dermed ikke påhvile andre end tilladelsesind-
ehaver, og forsikringspligten vil derfor heller ikke påhvile
ejeren eller brugeren af køretøjet, hvis disse er en fra tilla-
delsesindehaveren forskellig person.
Ved meddelelse af tilladelse til forsøg efter den foreslåede §
92 m, stk. 2, vil det blive påset, at der foreligger fornøden
forsikring tegnet af tilladelsesindehaveren.
Til nr. 7
Det følger af § 106, stk. 4, at ejeren eller den person (bruge-
ren), der har varig rådighed over et motordrevet køretøj,
som skal registreres eller godkendes, kan pålægges et gebyr
for manglende opfyldelse af forsikringspligten i § 105, stk.
1, 1. pkt. For motordrevne køretøjer, der ikke skal registre-
res eller godkendes, kan gebyret pålægges den, der bruger
køretøjet eller lader det bruge på vej. For selvkørende mo-
torkøretøjer, der er omfattet af stk. 3, kan gebyret pålægges
tilladelsesindehaveren. Gebyret kan pålægges for hver påbe-
gyndt dag, at det motordrevne køretøj er uforsikret.
Det foreslås med ændringen af § 106, stk. 4, 3. pkt., at der i
§ 106, stk. 4, 3. pkt., efter »motorkøretøjer« indsættes tilfø-
jelsen »og selvkørende enheder«.
Med den foreslåede ændring af § 106, stk. 4, fastsættes det,
at for selvkørende enheder, der er omfattet af § 106, stk. 3,
vil gebyret for manglende opfyldelse af forsikringspligten i
§ 105, stk. 1, 1. pkt., kunne pålægges tilladelsesindehaveren
på samme måde, som tilfældet er for selvkørende motorkø-
retøjer, der er omfattet af § 106, stk. 3.
Den foreslåede ændring indebærer endvidere, at færdselslo-
vens øvrige bestemmelser om pålæggelse af gebyr for man-
glende opfyldelse af forsikringspligten i § 106, stk. 5-7, tilli-
ge finder anvendelse for selvkørende enheder og den pågæl-
dende tilladelsesindehaver.
Til § 2
Til nr. 1
Ifølge § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om registrering af køretøjer skal
motorkøretøjer registreres i Køretøjsregistret og forsynes
med nummerplader, inden køretøjet tages i brug på færd-
selslovens område.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.1 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Det foreslås, at der i § 2, stk. 1, nr. 1, indsættes et punktum,
hvoraf vil fremgå, at registreringspligten ikke gælder motor-
køretøjer, der er omfattet af færdselslovens regler om forsøg
med selvkørende enheder.
Bestemmelsen vil medføre, at de selvkørende enheder, der
måtte være at betragte som motorkøretøjer i færdselslovens
forstand, ikke skal registreres eller forsynes med nummer-
plader inden ibrugtagning på færdselslovens område. De
selvkørende enheder vil dog være omfattet af de regler om
identifikationsnumre m.v., der vil blive fastsat i medfør af
den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i færdselslovens
§ 92 m, stk. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger og til bemærkningerne til lovforslagets §
1, nr. 2.
27
Til nr. 2
Ifølge § 2, stk. 1, nr. 3, i lov om registrering af køretøjer skal
knallerter registreres i Køretøjsregistret og forsynes med
nummerplader, inden køretøjet tages i brug på færdselslo-
vens område. Dette gælder dog kun små knallerter, hvis de
er erhvervet som nye efter 1. juli 2006.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.1 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Det foreslås, at der i § 2, stk. 1, nr. 3, indsættes et punktum,
hvoraf vil fremgå, at registreringspligten ikke gælder knal-
lerter, der er omfattet af færdselslovens regler om forsøg
med selvkørende enheder.
Bestemmelsen vil medføre, at de selvkørende enheder, der
måtte være at betragte som knallerter i færdselslovens for-
stand, ikke skal registreres eller forsynes med nummerplader
inden ibrugtagning på færdselslovens område. De selvkø-
rende enheder vil dog være omfattet af de regler om identifi-
kationsnumre m.v., der vil blive fastsat i medfør af den fore-
slåede bemyndigelsesbestemmelse i færdselslovens § 92 m,
stk. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger og til bemærkningerne til lovforslagets §
1, nr. 2.
Til nr. 3
Ifølge § 2, stk. 1, nr. 7, i lov om registrering af køretøjer skal
et motorredskab, der er indrettet og benyttes til befordring af
gods, der ikke er nødvendigt for motorredskabets funktion,
registreres i Køretøjsregistret og forsynes med nummerpla-
der, inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område.
Ifølge § 2, stk. 2, gælder registreringspligten for motorred-
skaber efter stk. 1, nr. 7, ikke i en række nærmere oplistede
tilfælde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.1 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Det foreslås, at der i § 2, stk. 2, indsættes et nr. 5, hvoraf det
vil fremgå, at § 2, stk. 1, nr. 7, ikke vil gælde for motorred-
skaber, der er omfattet af færdselslovens regler om forsøg
med selvkørende enheder.
Bestemmelsen vil medføre, at de selvkørende enheder, der
måtte være at betragte som motorredskaber omfattet af § 2,
stk. 1, nr. 7, i lov om registrering af køretøjer, ikke skal regi-
streres eller forsynes med nummerplader inden ibrugtagning
på færdselslovens område. De selvkørende enheder vil dog
være omfattet af de regler om identifikationsnumre m.v., der
vil blive fastsat i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbe-
stemmelse i færdselslovens § 92 m, stk. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger og til bemærkningerne til lovforslagets §
1, nr. 2.
Til § 3
Loven foreslås at træde i kraft den 1. januar 2021.
Ifølge færdselslovens § 143 og lov om registrering af køre-
tøjers § 27 gælder de to love ikke for Færøerne og Grønland,
og lovene indeholder ikke en anordningsbestemmelse om, at
lovenes regler kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland.
Nærværende lovforslag om ændring af færdselsloven og lov
om registrering af køretøjer indeholder derfor ikke en anord-
ningsbestemmelse om, at lovforslagets regler kan sættes i
kraft for Færøerne og Grønland, og af den grund er der ikke
indsat en territorialbestemmelse i lovforslaget.
28
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1324 af
21. november 2018, som ændret senest ved lov nr.
139 af 25. februar 2020, foretages følgende æn-
dringer:
§ 68. Transport-, bygnings- og boligministeren
kan fastsætte bestemmelser om køretøjers indret-
ning, udstyr og tilbehør og om personligt sikker-
hedsudstyr til førere og passagerer samt fastsætte,
hvilke påskrifter og mærker køretøjer af kontrol-
mæssige grunde skal være forsynet med. For for-
svarets og redningsberedskabets køretøjer kan
transport-, bygnings- og boligministeren fastsætte
fornødne lempelser.
1. I § 68, stk.1, 1. pkt., indsættes efter »tilbehør«:
», herunder om brugen heraf,«.
Stk. 2-5. ---
2. Efter § 92 k indsættes før overskriften før § 93:
»Forsøg med selvkørende enheder
§ 92 l. Ved en selvkørende enhed forstås et fø-
rerløst emissionsfrit køretøj, der kører med lav
hastighed på hjul, bælter eller lignende, og som er
teknisk indrettet således, at en fysisk person kan
overtage kontrollen af køretøjet.
§ 92 m. Kørsel med en selvkørende enhed på
denne lovs anvendelsesområde, jf. § 1, må alene
finde sted, hvis transportministeren har meddelt
tilladelse hertil. Der kan alene meddeles tilladelse
til kørsel med selvkørende enheder på strækninger
og områder, som alene i begrænset omfang anven-
des til almindelig færdsel af en eller flere færd-
selsarter.
Stk. 2. Transportministeren meddeler efter hø-
ring af vejmyndigheden tilladelse til forsøg med
selvkørende enheder, jf. stk. 1. Transportministe-
ren skal underrette politiet om meddelte tilladelser
forud for forsøgets igangsættelse.
29
Stk. 3. Forsøg med selvkørende enheder må ale-
ne foretages af erhvervsdrivende, forsknings- og
undervisningsinstitutter og offentlige myndighe-
der. Selvkørende enheder må ikke anvendes til
personbefordring.
Stk. 4. Transportministeren kan fastsætte nær-
mere regler om forsøg med selvkørende enheder,
herunder om selvkørende enheders hastighed, pla-
cering på vej, brug af signaler og tegn, lygtefø-
ring, fragt af gods, identifikationsnummer og om
krav til ansøgning om tilladelse til forsøg.
Stk. 5. Tilladelse til forsøg med selvkørende en-
heder forudsætter, at en fysisk person kan overta-
ge kontrollen af enheden, når dette anvises af den
selvkørende enheds tekniske indretning, eller når
den fysiske person vurderer, at der er behov her-
for. Den fysiske person skal overholde reglerne
om spirituskørsel og kørsel under påvirkning af
bevidsthedspåvirkende stoffer, sygdom m.v. i §§
53 og 54. Transportministeren kan efter forhand-
ling med justitsministeren fastsætte, at § 55, stk. 1
og 2, og bestemmelser fastsat i medfør af § 55,
stk. 4, 1. pkt., finder anvendelse i forhold til den
fysiske person. Transportministeren kan efter for-
handling med justitsministeren fastsætte, at § 77,
stk. 1, 1. pkt., finder anvendelse i forhold til selv-
kørende enheder og den fysiske person.
Stk. 6. Transportministeren kan fastsætte regler
om den fysiske person, der kan overtage kontrol-
len af den selvkørende enhed, herunder bestem-
melser om alderskrav, krav til kompetencer og
krav til den fysiske persons placering m.v.
Stk. 7. Transportministeren kan ved fastsættelse
af regler i medfør af stk. 4 og 6 fravige bestem-
melserne i kapitel 2-5 og 10 og § 70, jf. dog stk. 5.
§ 92 n. Transportministeren fører tilsyn med
forsøg med selvkørende enheder, der gennemføres
i henhold til tilladelse efter § 92 m, stk. 2.
Stk. 2. Transportministeren kan kræve, at en til-
ladelsesindehaver vederlagsfrit udleverer oplys-
ninger og dokumenter, uanset om de foreligger på
papir eller i elektronisk form, der er nødvendige
for udførelse af tilsyn, jf. stk. 1.
§ 92 o. Transportministeren kan fastsætte regler
om betaling af gebyr for behandling af ansøgning
30
om og udstedelse af tilladelse til forsøg med selv-
kørende enheder og for udførelse af tilsyn, jf. § 92
m, stk. 2, og § 92 n, stk. 1.
Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte regler,
om at ansøgeren og tilladelsesindehaveren skal af-
holde udgifter til sagkyndig bistand, der er ind-
hentet ved behandling af en ansøgning om tilla-
delse til forsøg, jf. § 92 m, stk. 2, og ved udførelse
af tilsyn, jf. § 92 n, stk. 1.
Stk. 3. Udgifter, der påføres det offentlige efter
forsøg, der gennemføres efter tilladelse meddelt i
henhold til § 92 m, stk. 2, kan pålægges tilladel-
sesindehaveren. Transportministeren kan pålægge
ansøgeren at stille sikkerhed for sådanne udgifter.
§ 92 p. Ved fastsættelse af regler om forsøg ef-
ter § 92 m, stk. 4, 6 og 7, fastsætter transportmini-
steren efter forhandling med justitsministeren reg-
ler om straf, herunder regler om ansvarssubjekt
for overtrædelse af færdselslovens regler og regler
udstedt i medfør heraf. Transportministeren kan i
den forbindelse efter forhandling med justitsmini-
steren fravige kapitel 17.«
§ 104. Erstatningsansvaret efter §§ 101-103 på-
hviler den ejer eller bruger, der benytter køretøjet
eller lader det benytte, jf. dog stk. 3 om selvkøren-
de motorkøretøjer.
3. I § 104, stk. 1, indsættes efter »motorkøretø-
jer«: »og selvkørende enheder«.
Stk. 2. ---
Stk. 3. Erstatningsansvaret efter §§ 101-103 for
motorkøretøjer, der er omfattet af forsøgsordnin-
ger efter § 92 g, stk. 1, påhviler tilladelsesindeha-
veren.
4. I § 104, stk. 3, indsættes efter »§ 92 g, stk. 1,«:
»og for selvkørende enheder, som er omfattet af
forsøgsordninger efter § 92 m, stk. 1,«.
§ 106. ---
Stk. 2. For andre motordrevne køretøjer påhviler
forsikringspligten den, der bruger køretøjet eller
lader det bruge på vej.
5. I § 106, stk. 2, indsættes efter »vej«: », jf. dog
stk. 3 om selvkørende enheder«.
Stk. 3. For selvkørende motorkøretøjer, der er
omfattet af forsøgsordninger efter § 92 g, stk. 1,
påhviler forsikringspligten tilladelsesindehaveren.
6. I § 106, stk. 3, indsættes efter »§ 92 g, stk. 1,«:
»og for selvkørende enheder, som er omfattet af
forsøgsordninger efter § 92 m, stk. 1,«.
Stk. 4. Ejeren eller den person (brugeren), der
har varig rådighed over et motordrevet køretøj,
som skal registreres eller godkendes, kan pålæg-
ges et gebyr for manglende opfyldelse af forsik-
ringspligten i § 105, stk. 1, 1. pkt. For motordrev-
ne køretøjer, der ikke skal registreres eller god-
7. I § 106, stk. 4, 3. pkt., indsættes efter »motorkø-
retøjer«: »og selvkørende enheder«.
31
kendes, kan gebyret pålægges den, der bruger kø-
retøjer eller lader det bruge på vej. For selvkøren-
de motorkøretøjer, der er omfattet af stk. 3, kan
gebyret pålægges tilladelsesindehaveren. Gebyret
kan pålægges for hver påbegyndt dag, det motor-
drevne køretøj er uforsikret.
Stk. 5-7. ---
§ 2
I lov om registrering af køretøjer, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 186 af 1. marts 2020, foretages følgen-
de ændringer:
§ 2. Følgende køretøjer skal registreres i Køre-
tøjsregisteret og forsynes med nummerplader, in-
den køretøjet tages i brug på færdselslovens områ-
de, jf. dog stk. 2-3 og §§ 5 og 7 a-7 h:
1) Motorkøretøj. 1. I § 2, stk. 1, nr. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Dette gælder dog ikke motorkøretøjer, der er
omfattet af færdselslovens regler om forsøg med
selvkørende enheder.«
2) Traktor, jf. dog § 3 og § 4.
3) Knallert. Dette gælder dog kun lille knallert,
hvis knallerten er erhvervet som fabriksny
den 1. juli 2006 eller senere.
2. I § 2, stk. 1, nr. 3, indsættes som 3. pkt.:
»1. pkt. gælder dog ikke knallerter, der er omfattet
af færdselslovens regler om forsøg med selvkø-
rende enheder.«
4)-7) ---
Stk. 2. Stk. 1, nr. 7, gælder ikke for: 3. I § 2, stk. 2, indsættes som nr. 5:
1)-4) --- »5) Et motorredskab, der er omfattet af færdsels-
lovens regler om forsøg med selvkørende en-
heder.«
Stk. 3-5. ---
32